Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet,
OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved
Universitetet i Oslo i 1991-1997.

Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av
markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten,
og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på,
gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/

Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene
presenteres sammen med teksten.

Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

SIDE: 15

Sigbjørn Obstfelder

LIV

Der er i en stor by dunkle kroge, afsides gader med
forunderlige navne, navne, som vækker anelser
om et livets tusmørke, hvor mangt foregår, som ikke
engang bøger kjender.

Jeg bor for tiden i en sådan gade. Der er så stille
i den. Det kan hænde, der kjører en melkekjærre
forbi, eller en kulvogn, eller at en skjærsliber går fra
hus til hus. Men efterpå blir her dobbelt stille.

Ingen rige eller "fine" folk ser jeg, ingen af dem,
som står i aviserne eller i statskalenderen. Og dog har
de, jeg møder, så megen adel i øinene. Hvem ved?
Måske har de deroppe i de store mørke murhuse en
hemmelighed: et lyst hjørneværelse, en kanarifugl,
en kat blandt vindusblomsterne, et arvet thestel af
gammelt porcellain.

Når jeg om kveldene kommer hjem og fra boule-
varderne dreier ind i mit strøg, begiver mine tanker
sig ind i en ny, en egen verden. Der er intet, som
overdøver dem her.

Ikke langt fra min bolig er der en kjelderkafé, som
jeg ofte besøger, når det skumrer. Der er da i almin-

SIDE: 16

delighed tomt. Jeg lir så godt at sidde der. Jeg kan
bli siddende der så længe, så længe.

Jeg ved neppe, hvorfor jeg lir det. Jeg tror som
oftest tænker jeg ikke en gang, har blot en følelse af
fred, af at det er tyst altsammen nu, at de store, svære
spørsmålene og de forfærdelige tvilene og alt det der
pathetiske, det er der ikke, af at jeg ånder stille, og
mennesker går omkring mig og steller og lever så lyd-
løst, uden klager, og uden at kræve, at jeg præcis skal
være med.

Så kan der også komme billeder og minder, noget
langt borte fra ligesom, skovsus, havsus, barndom i
sol. Det gjør ikke ondt. Det er ikke længer noget som
river i mig. Nei det er som laterna magica-syner, der
blødt vanker mig forbi dernede i kjelderen, mens jeg
langsomt drikker kaffen.

Det er vist noget af det samme, som man føler, når
man en sommerdag sidder i en liden landsbykirke:
Dørene står åbne. Høduft lister sig ind. Og bortover
gulvet hen mod alteret flyder farvede solstriber. Dem
sidder man og ser på, og alt andet blir som drøm.

Ja alt andet blir drøm.

Jeg kjender jo nogle få mennesker i denne by, men
det er sjelden jeg besøger dem. Og det er med en egen
rædhed. Det er, som var jeg bange for, at man skal
røve noget fra mig. Jeg står længe nedenfor vinduerne,

SIDE: 17

ser hoderne tegne sig på gardinerne, ved ikke, om jeg
har mod til at komme derop i alt det lys.

Er det en indbildning, når jeg synes, de ser så for-
underlig på mig? Eller er der kommet noget i min
gang, i mit blik, noget - - ja noget fra min afsides
gade, min kjelder? Jeg har fået sådan trang til at gå
stille og tale sagte. Det er mig pinligt, når nogen skrå-
ler eller skoggerler.

Heller ikke kan jeg delta i samtaler. Men det morer
mig at sidde og høre på. Ikke så, at jeg opfatter sam-
menhængen. Jeg forstår ikke længer det, der tales
om. Jeg kan ikke fatte, at alt det der interesserer dem.
Jeg synes, det har så lidet med det egentlige at be-
stille, det vi lever og dør for.

For mig er det blot en koncert af menneskestem-
mer. Jeg ser, hvordan deres hjerner arbeider for at
finde det rette ord, jeg hører deres røster hæve sig og
sænke sig. Til tider blir de vrede. Da kan jeg ofte være
meget nær ved at briste i latter.

Jeg sidder der og lytter, jeg ser deres ansigter bli
glødende, hænderne hæve glassene, hører dem bande,
le, slå i bordet.

Det gjør mig tilslut så vemodig.

Jeg skjønner ikke, hvad der går af mig. Jeg sidder
om kveldene og lytter efter al slags lyd, som ikke er
der. Jeg må dog ha hørt de trin før. Jeg har boet her

SIDE: 18

en måned allerede, og såvidt jeg ved er der ingen nye
flyttet ind. Men jeg har altså først i det sidste lagt
mærke til dem.

Forbi hushjørnet, - i det sidste tar jeg aldrig feil
af dem, - forbi mine vinduer, ind gadedøren, op
trapperne. Hvor de er lette! Hun må være ung.

Jeg længes efter at høre dem også i kveld. Og kjo-
lens raslen.

Det ærgrer mig, men jeg kan ikke for det: Når jeg
møder en eller anden ung kvinde, spørger jeg mig
selv: Er det hende? Og jeg tror at vide sikkert, at det
ikke er nogen af dem jeg har mødt. Er det ikke be-
synderligt?

Jeg kunde jo simpelthen gå ud og ligesom tilfældig
møde hende i gangen. Men det er, som om noget hol-
der mig tilbage.

Når hun er der udenfor på trappen, kan jeg ikke
forhindre, at mit hjerte begynder at banke. Det ær-
grer mig.

Jeg har havt brev fra Albert. Det minder mig om
sommerens dage. Ja de dage!

- - Når det grønne vand lå og damped op ad
fjeldbrysterne, klart, så vi så bundens skove, - der-
ude mellem holmerne, - hendes blottede arm med

SIDE: 19

snøret, jeg ser for mig den grå skygge af den på vand-
speilet.

Han siger, hun har snakket om mig.

Snakket om mig - -

Det er blit mig så fjernt. Hendes røde, muntre kind,
hendes latterøie med sprudlende lyst til at hoppe midt
udi livet, hvad det så var, enten det så bragte glæde
eller sorg, - de blonde nætter der hjemme, - det er
blit mig så forunderlig fremmed. Som et let barn-
domsminde.

Magda. Magda. - - Nei, jeg vil ikke op i det igjen.
Jeg vil ikke hjem igjen på mange år.

Den dybe ro her, den er alligevel ædlere og brin-
ger mig mere. Mange øine er der inde i den, klare og
brustne, - som har lidt og ved. De ser på mig om
nætterne, og jeg føler, at jeg er deres.

Nei, Magda, du skal le i sol og fri luft, - jeg - jeg
er i skole. -

- Når hun hauked der op imod Rindalsnuten,
hvor hendes røst var frisk! Naturen sang med, når hun
sang.

Sent om kvelden, - ja så sent som klokken ét under-
tiden, - hører jeg nøgne fødder trippe på gulvet over
mig. Hun hopper op i sengen. Så slukker hun lyset
eller lampen, tænker jeg mig, og lægger sig til at sove.
Da lægger jeg mig også. For når hun har lagt sig, da
blir jeg ligesom så umådelig alene, og så kan jeg ikke

SIDE: 20

arbeide længer. Vi står også op på samme tid om
morgenen. Og måske har vi på engang de samme
tanker.

Vilde hun le mig ud, hvis jeg gik op til hende og
sa, at også jeg er et ensomt menneske, og at om jeg
er mand og fremmed, så har jeg de samme glæder og
sorger og længsler som hun?

Men hvem siger, at hun er så ensom? Hun er da
ude hele dagen, rimeligvis møder hun en eller anden.
Og selv om hun var det, hvem siger, at hun er bleg? -
at hun har tænksomme øine og fine hænder?

- - Klokken er allerede elleve. Hun er vel ude
i fest da. Jeg er ikke til fest. Hvorfor skal så hun være
det?

Så kommer der nok nogen og følger hende hjem,
en elsker, kanske en flot student.

- - Skridt. Det er hende. Hun er alene. Esch!
Hvad har jeg med at bli glad derover?

Måske har hun i aften været trist, gået ude i veir og
vind, gået derude og grædt og husket de gamle dage.

- Hun lægger sig straks. Jeg kan ikke tydelig høre
det, men det er noget andet end ellers, som går for
sig. Hun er ved sengen, det er jeg vis på, men hun har
ikke lagt sig endnu.

Stakkar! Jeg skjønner det nu:

Hun ligger på knæ, begraver hodet i sengklærne,
spørger sig selv op igjen og op igjen: Hvorfor er jeg
til?

SIDE: 21

Jeg har været hos den halte maler idag. Et gammelt
hus med skjæve, forfaldne trapper. Et par kvistkamre
med skråtag. Som han blev forvirret, da jeg kom!
Stod og stammed og rødmed og stammed og rødmed.

Der gik en liden rynket mor omkring og pusled.
Hun var så uskyldig, hun lo af alt, kyssed sønnen så
nydelig på de sørgmodige øine.

På bordet står der portræter af russiske digtere og
tyske socialister. Rundt om på væggene hænger ma-
lerier med mørke himle, ørkener, sort hav ved nat,
tungsindige, drømmende ansigter.

Jeg blir så beklemt, når hans øine hviler sådan
ængstelig på mig. Jeg kan jo ikke gi svar på hans
spørsmål og syge håb.

Sidde der de lange, grå dage, stirre ud af tagvinduet,
glide hen i halvlyse billeder, som ikke hører det ar-
heidende, dagens liv til - -!

Sidde og spørge sig selv dag efter dag: Hvorfor le-
ver jeg?

Hvad kan det være? Hendes trin er ikke lette og
raske længer. Og jeg selv blir så urolig, kan ikke ar-
beide.

Her er blit så øde, - ingen kjendte trin, ingen kjoles
raslen! Det er, som om alle menneskene er gået bort

SIDE: 22

og husene står tomme. Stundom tror jeg at høre jam-
ren og halvkvalte skrig. Jeg har siddet formeget med
mig selv, er blit nervøs.

Hun havde store, tænksomme øine, - og blegt an-
sigt, - og fine, magre hænder.

Hun heder Liv. Et eiendommeligt navn. Ægte
norsk er det også. Jeg ser for mig endnu hendes øine,
da hun nævnte det. Det var, som om hun så langt ud
mod et land, der ligger i en skjult solverden, og som
navnet var nøglen til.

I fem døgn havde hun ligget syg ovenover mig uden
nogen til at hjelpe eller pleie sig. Hun er fremmed
her, forældreløs, og har vist ingen venner heller. Hvor
nætterne må ha været lange og fulde af angst!

Hjemme tror de nu, at jeg er på god vei til at bli en
særling. Jeg skjønner det af brevene. De beklager, at
jeg har mistet mig væk i usunde, ufrugtbare drømme-
rier og er blit tabt for det fornuftige, hyggelige liv.

Godt. Så lad det være så. Det er jo slet ikke sik-
kert, at jeg duer til noget af det, menneskene finder
stort.

Jeg lir min tilbagetrukne tilværelse. Og der er et
menneske jeg er noget for. Jeg sidder hos Liv om da-

SIDE: 23

gene. Hun er glad ved at ligge og holde min hånd i
sin, hendes øine hænger opmerksomt ved mig, når jeg
taler.

La dem så more sig, la dem så synge fædrelands-
sange!

Der er kommet noget rent og kysk om mig. Livs
tanker. De folder sig om mig som et hvidt klædebond.

Skal hun dø? Just nu, da blomsterne knoppes, og
da også hendes egen knop modnes, og alt det, der
bringer kvindebryst til at vugge, det skulde komme!

Når jeg har været ude, har hun såmange spørsmål:
Om svanerne er sluppet ud, om violerne blomstrer,
om himmelen er klar eller overskyet, om de lyse
dragter er begyndt, om jeg har hørt stæren?

Og hun vil høre om alt det vakre, jeg kjender. I
skumringen sidder jeg og fortæller om nordens lyse
nætter, sølverskjæret over fjeldene, som står og venter
på det første solkys.

Hun har fortalt mig, hvor hun holdt af, når hun
gik til og fra arbeidet, at gå og se på skyerne, se dem
drive og splitte sig og fylde sig med mangfoldige skif-
tende kulører, - og på bladhaugene, hvordan de
voksed med hver dag, mens trækronerne blev barere,
deres greneknipling finere og luften omkring hvidere.

SIDE: 24

Om sommeren la hun ofte veien om parken forat
ånde inn lidt luft fra blomsterbeddene og for at stanse
et par minuter ved dammen og se på svanerne, hvor-
dan de i stolt ynde gled henover.

Jeg føler, hvordan hun blir større og større, og hen-
des sjæl reiser sig op i en mægtig renhed. Der er ofte
noget over hende, som gjør mig så bange og ynkvær-
dig liden. Mit bryst snører sig sammen. Det tykkes
mig, at heller ikke jeg kan være længer her i denne
larmende verden, i al denne rammel af jernbaner og
rigsdag og theater. Jeg synker ned og griber hendes
hænder ydmygt.

Hun lar mig ta dem, - og ser langt ud, - forbi
mig.

Liv er fra Island. Hun, den fine, hvide skikkelse,
hvis hånd glider som en skygge hen over teppet, og
i hvis øie der er en glans af det allerblødeste, har
nogle skurrende, fremmede r'er, som trær så underlig
tungt i hendes ellers veke mål.

Langt der ude i nord, hvor en liden hvid fiksstjerne
blafrer, siger hun, at hendes mors og fars sjæle ven-
ter på hende blandt de nordlys, vi her ikke kan se.

SIDE: 25

Hun lå og så på mig med et af de smil man ofte ser
hos de syge. Så begyndte det pludselig at sitre gjen-
nem hende, kinderne blev lidt efter lidt blegere, oppe
på panden under det blanke, sorte hår trådte årerne
frem, armene og hodet faldt mat tilbage, og øinene
lukked sig. Opløst i lange smertefulde skjælvninger
un om i mine arme. Så kom det - blodet.

Derefter blev hun roligere. Hun lå uden at røre sig
op til mig. Så begyndte hun at tale, først hviskende,
snappende efter veir, så sterkere. Hun kunde ikke
mere holde det tilbage, det hun havde været for stolt
til nogensinde at nævne. Ud fra hendes bævrende
bryst pressed sig brændende ord om, hvad hun har
savnet: venner og veninder, kjærlighed, livsens jubel,
hvordan hendes legeme har ventet på kyssets første
regndråbe, hvordan hun i mørke kvelde har stået
udenfor vinduer, hvor der var lys og musik, og længtet
efter at være med, danse og favnes og elskes, elske.

Forsigtig trykked jeg det sygdomstendre legeme
op til mig. Der var så taust. Intet larmende lys.

Jeg elsker hendes sjæl, den vemodige, som har sav-
net. Den blomstrer nu i hendes øine, og i hendes hånds
krumninger, gjør hendes ord skjære.

Jeg elsker de visnende arme og de svindende kin-
der, hvorfra den stråler sterkere, mens de blir hvidere.

SIDE: 26

Måske bedst, at hun ikke lærte livet at kjende. Må-
ske bedst, at hun dør, før hun har fået se, at menne-
skenes glæde ikke er frisk, at deres jubel bag de ly-
sende vinduer er fuld af fortvilelse og skam.

Der er mere om os i det, som blomstrer og ånder,
end vore øine ser og vore øren hører. Som der er lyd,
vi ikke kan fornemme, er der lys og farver, vi ikke
blir var. For en finere sjæl vil de farver, der synes os
sarte, være grove, de lyd, der synes os bløde, være
vilde og rå.

Da jeg idag gik langs søen, følte jeg det, som om
verden var blit ny. Der var indi luftdisen røster. De
talte ikke mit sprog, heller ikke fuglenes eller vin-
denes. Også farverne havde røst og ord. De var større
og rigere, og der var fler, trærnes grønt bar tusen
tunger.

Og som det synger, og jeg lytter, og sangen vokser,
er der i fortissimo henover græs, henover sjø og bøge-
løv et ord, som alle mit legemsvævs tråde klinger med
i, og som klysser mig fra al luft og duft: Liv!

Og alle de usynlige, flagrende, spirende, rindende
sind, de møder mit i ét mægtigt, jublende verdens-
sind: Liv!

SIDE: 27

Jeg ligger nu oppe på hendes værelse om natten for
at være hende nær.

Jeg sover ikke meget. Det er så underligt, når jeg
sådan vågner op af halvdøs og ser mod det lille tag-
vindu: Himmelen synes mig nærmere. Og jeg ser
anderledes på den end før. Det er, som er der noget
jeg kjender der.

Undertiden vækkes jeg af dunkle drømmerier, af
sære, store anelser ved en stemme - den lyder så
uendelig mygt i nattetystheden: Sover du?

Undertiden hvisker det: Fader vor, du som er - -
Jeg får en trang til at gjemme mig bort da. Der er
noget deri, som på engang drar mig til sig og støder
mig fra sig, og det tynger mig.

Jeg lå vågen. Jeg trode, hun sov. Men så sa hun
neppe hørlig:

- Vilde du tro på Gud, hvis du kunde?

Hvad skulde jeg svare? Hvem var Gud? Et begreb.
En sygefantasi. En hallucination for de fromme jom-
fruer på gamle malerier.

- Ved du, hvorfor jeg tror?

Jeg hørte hende reise sig op i sengen og trække
veiret tungt.

- Jo, kjære. Jeg tror, at Gud er til, - fordi -
fordi - det vilde være så bittert, om han ikke var til,
fordi det vilde være så bittert, når jeg, som jo ikke

SIDE: 28

har havt det så godt, og mange andre, som har havt
det meget værre, - når vi nu trode det, når jeg nu
synes jeg ser ham, ser ham komme nærmere mig hver
dag og nat, - å nei, det vilde være så grænseløst bit-
tert, om det bare var indbildning og løgn.

Jeg kan ikke tro, at alt skulde være så forfærdelig
meningsløst. Jeg må få sandheden at vide, der må
være noget mere end dette her på jorden, og nogen
må vide det og kjende det. Altid så har jeg håbet, at
jeg skulde få se og vide mer og ikke være så uvidende
og enfoldig som nu, jeg har jo ingenting set og ved
jo ingenting, - og når jeg altid har været så vis, så
vis på det, - så skulde det være indbildning! - så
skulde det (jeg følte, at hun hæved hænderne) være
så grusomt, så hånsk, - - at dette lille trælleliv var
det hele.

Jeg følte, - jeg kunde ikke se, det var for mørkt,
- at hun faldt udmattet tilbage på puden.

Jeg reiste mig og gik over til hende. Hun lå med
øine, som - - - har gjort mig til en fremmed blandt
de levende.

- Tror du, at sneen er smeltet hjemme i dine
fjelde nu?

- Hvis sneen er tøet i dit land, tør den nok også
snart på Island.

- Drømmer du, Liv?

SIDE: 29

- Ja.

- Hvad drømmer du?

- Jeg drømmer, at Island flytter sig i havet en
tomme hver nat. Og lidt efter lidt smelter sneen på
nordsiden. Om et par tusen år er kysterne blit varme,
som om det var i Sydhavet, de dykked sig. Istedetfor
renblomster er der klynger af røde og violette klok-
ker pa høie, stolte stængler, og det vrimler af fugle
og insekter, der blinker som sølv og guld. Stenurene
og isblokkene er borte, og der er tykke, uldne skove,
som klær gårdene inde og holder vinden og frosten
ude.

Jeg er der også, og du. Men jeg er ikke længer syg,
og spytter ikke blod, og behøver ikke arbeide for fø-
den. Nei, jeg er stor og sterk, og behøver ikke skamme
mig ved at kjærtegnes af dig. Og du sidder hos mig
og fortæller mig om alt, hvad du har tænkt og set, og
ingen vogne forstyrrer os, men en fos vugger os i søvn,
mens nordlysene danser.

Det var inat omkring klokken to. Jeg hørte hende
røre sig. Jeg kunde ikke tale, en ubestemt angst havde
grebet mig.

Hun vakled ud af sengen. Langsomt, skridt for
skridt, famled hun frem mod vinduet. Hun la begge
albuer på karmen og stod og så ud.

SIDE: 30

Derpå kom hun hen, hvor jeg lå. Hun la sig ned
ved siden af mig. Hendes hår streifed mit ansigt. Jeg
holdt mine øine krampagtig lukket.

Længe lå hun sådan. Så kunde jeg tilslut ikke holde
det ud. Jeg hvisked: Liv! Hun svared ikke. Jeg la ar-
mene om hende og så hende ind i øinene. Jeg så i
halvmørket, at de var brustne.

Jeg lå med armen om hendes hals. Jorden gik sin
gang. Menneskene sov videre.

Jeg er atter alene, mere alene end før.

Jeg går om som en søvngjænger. Der går folk om
mig, men det er som skygger fra en anden verden.

Jeg skulde reise væk. Men noget holder mig til-
bage, - disse gader, disse huse, disse lygter, - jeg
går bare op og ned mellem dem istedetfor at reise.
Jeg stirrer på alt det der, som om det havde menneske-
øine. Går der nogen bag mig?

Jeg holder af broerne ude i udkanterne. Jeg kom-
mer der uden at bli det var, før jeg står der, og jeg
blir stående der i timevis. Det kan gå op for mig, at
det er en båd som ligger dernede jeg ser på, eller et
træ som luder sig mod vandet. Så hænder det, at jeg
med engang blir var himmelhvælvet over mig: det er
månen, som glider frem, eller et vindpust, som farer
hen over mit hode. Så er der en eller anden, som ser

SIDE: 31

mig så forunderligt ind i øinene: det er en tilfældig
forbigående.

Det er, som om jeg har hjemme derude i arbeider-
kvartererne. De sænkede ansigter med dybtliggende
øine og udstående kindben, som lever og dør lig de
lyssky skorpetrold under stenene: jeg føler mig i slegt
med dem.

Boulevarderne gjør mig syg. De bugnende bryster,
de hævede hoder, dragterne, som gynger på lækre,
smidige hofter, smilene, - alt dette, som skriger: kys,
lev, nyd, - damer, løftet på kjælne herrehænder ind
i lokkende mørke vogne, lyd af kys bag portièrer, lyd
af dusdrikken i dårlig vin, saftige håndtryk af logrende
venner - - å det blir så kvalmt! En taus, forstenet
gråt snører mig struben, over at menneskeglæden er
en skjøge, som fylder hele atmosfæren med sin bil-
lige parfumes stank.

Ja jeg må bort, langt bort til et sted, hvor kun jor-
dens og havets ånde stiger mod himmelen.

Ja, jeg må bort. Jeg må ha det meget stille. Jeg må
så langt bort fra sporvogne og asfaltgader og theatre,
som jeg kan komme. Thi der er noget, jeg må ha
greie på.

I nætterne ved det store hav, vil ikke da gådens
ord komme og sænke sig hviskende ned i min ånd

SIDE: 32

vel svagt og usikkert fra først af, som svingning der
ei er blit tone, men så sterkere, eftersom alt blir tau-
sere og tausere.

Når alle de skurrende lyd er forstummet, når man
har glemt mig, og jeg selv har glemt, vil det da komme,
og alt bli klart, og min sjæl vågne?

SIDE: 33

Sigbjørn Obstfelder

SLETTEN

Mere og mere elsker jeg slettelandet. Dette at øiet
kan vandre, vandre i milevis og aldrig møde no-
get der stænger, men stadig lys. Der er ved dette lys
og ved slettens dæmpede lyd noget som smelter sam-
men med ens drømmerier. Der er i åens flyden hen
mellem det myge grønsvær som en menneskelig dir-
ren, og det samme er der i kirkeklokkens sang, som
bæres hen på lange luftbølger der intet støder mod,
men først længst ude dør hen.

Og dog er det ikke sig selv man finder igjen. Har
man boet sammen med elven og lierne i en dal, da
møder man så snart sine minder på hver gren og hver
sten, og de kan være lyse og vakre, men de kan også
være tunge og såre. Det er anderledes her. Det er som
der ude fra de vide synsrande kommer nye håb, og
ikke håb alene og gyldne drømme, men frugtbare tan-
ker, en ser sit liv i nye lys, en forstår meget en ikke
har forstået før.

Det er ikke bare dagen som er vakker. Når ud fra
tusmørket den første stjerne springer frem som den
første hvidveis fra vårens muld, da er det så nær, at

SIDE: 34

man synes man måtte kunne gå til det, hvis man gik
i mange dage. Men når så alle de andre stjernerne
også kommer, da er det netop så vidt, så høit her som
intet sted, og dog ser man, hvordan himlen støtter
sig på jorden i nord og syd og øst og vest.

Alligevel drages jeg i denne tid mest mod selve
mørket. Det er så stort og uden grænser. Et hav er
det, hvori man altid går og tænker sig der sker noget,
der kryber rødder og kravler liv og slynger sig skjæb-
ner, - udover, ikke indestængt, nei udover mod næ-
ste morgen.

Et ensligt træ blir i dette mørke til et eventyr. Går
man forbi det på lyse dagen, da opdager man det ikke,
ikke det mer end de andre som står spredt her og
der. Men nu løfter det sig mægtigt, sælsomt høit op
over jorden. Man må forlænge sin tur, man må gå
nær til det, la dets blade kjøle ens pande og kind.

Når jeg går ud over disse veie, hvor alt er uendeligt
og taust, føler jeg det somom jeg har ligget i dvale.
Ja netop i al den hvirvel, blandt alle de mennesker,
der er det man ligger i dvale. Der er såmeget i en som
ikke er med. Alt er så stykkevis, så småt.

Å, når en ser tilbage på sit liv, hvor er det så ikke
lidet det det blev til! En søgte og søgte, reiste og flak-
ked, en trode en skulde finde livets deilighed!

Livets deilighed! Det er kanske langt inde i en selv

SIDE: 35

den ligger skjult, og man reiser fra den istedetfor til
den. Og det var kanhænde bedre, om man som træet
stod på samme sted både vår og høst, lod sol og regn
komme med nye blade, lod vinden blæse dem bort
når de blev gamle.

Skulde det være muligt? Skulde det være muligt at
endnu dette store hele med den vide lykkens blå him-
mel kom? Jeg trode såmeget i mig selv måtte være
dræbt og dødt. Og nu er det som noget vil til at vågne
og stikke hodet frem. Hvert øieblik kan jeg udbryde:
Jeg har det endnu! Det som jeg havde dengang, det
ligger der, det har bare ligget og ventet!

Hjernespinderier! Denne høie rene luft gjør mig
sværmerisk. Jeg er fire og tredive. Hvordan skulde det
endnu være muligt?

Sommeren udånder nu. Ofte kommer der et bredt,
varmt pust henover, der bringer alt levende til at
bævre. Også mig. Drømme, som jeg trode glemte og
overvundne, iler mig gjennem brystet. Jeg ser langt
derude et par friske arme, en rødme af blod der vil
ud mod sol. Er det noget der var en gang? Er det
noget der skal komme? Jeg kan ikke si det. Blikket
flakker så gådefuldt, undertiden er det som en gam-

SIDE: 36

mel skjult sorg dirrer ud deraf, undertiden en ny sæl-
som glæde.

Og det rinder mig ihu, hvad jeg engang for længe
siden tænkte det skulde være det: Kvinde. Man mø-
der det en nat, når lyset hilser mørket, når alt som
blomstrer ånder sterkere, når fjeldet elsker fjorden og
fjorden månen og dråben strået. Man går med angst
for livet og angst for døden, man tør ikke træde tungt
for ikke at dræbe knopper, man tør ikke nynne for ik-
ke at skræmme sovende sommerfugle, man går med
dødens angst i sig, så ligger med ét en hånd på ens
skulder, og en sjæl ser ud af øine, og man ved ikke
hvorfra man kjender den, men man fyldes af en deilig
styrke, thi nu ved man, og man gribes af en herlig
kamplyst, thi nu kan man.

Skal jeg endnu møde det?

Jeg har mødt en ny kvinde. Jeg husker alting fra
den kvelden. Jeg husker hvordan jeg stod og så på et
rosetræ, mens hun sa farvel til de andre. Jeg husker,
hvordan alslags tanker fløi mig gjennem hodet, mens
jeg hørte på stemmerne og latteren: At to roser hang
fulde der på træet og en tredje bleg og vissen, at jeg
måtte skynde mig og se alt og ånde ind alt, før jor-
dens bryllupstid var forbi, at der hvert øieblik kunde
komme noget der røved mig min fred.

Så kom hun, og vi fulgtes nedad den lange tyste

SIDE: 37

lønneallé. Lygterne stred en dæmpet strid med den
døende solrødme, som derude i vest gav jordranden
sit sidste kys før natten. Over os hvælved sig sensom-
mernattens dunstblå, hvori sommerens vellugt sam-
ler sig, mens den selv går. Inde i havernes grønne
mørke la lygterne ofte glorie over noget der endnu
leved, en ribsklase, asters, sene vildblomster. Her og
der så vi bag en lampe en mors grublende ansigt,
børns lokkede hoder.

Vi sa næsten ingenting, hun og jeg. Og dog var det
som der foregik noget hele tiden.

Pludselig forekom det mig at der for en skjælven
hen over hendes legeme. Jeg så på hende. Hun var
ligbleg.

"Jeg kunde ikke - ved ikke hvad det er," hvisked
hun.

Jeg mindes hvor det var stille, da hun sa det. Den
lød som et skrig, hendes hvisken.

Vi var kommet til hendes dør. Hun så op på mig.
Hendes stemme var blevet så vek.

"Jeg ved ikke hvad det er - der er noget hos Dem,
som - - som -".

Og som et lyn var hun forsvundet.

Hvad var det? Der var sommer om os, endnu var
dagens glød ikke blegnet, engene damped, alt stod
og nynned - og hun var ligbleg, skjalv.

SIDE: 38

Derinde var netop hun den livligste. Hver stund,
hvert minut af sit liv vilde hun le, le, le, sa hun. Og
da vi så kom ud - ud der hvor alt stod og smilte -
med ét var det borte, døet væk, rødmen på kinden,
ilden i øiet, ansigtslinjerne.

Hvem var hun? Det var som gik hun i en anden
verden, hun, end den som var om os. Og det var som
om aldrig noget andet væsen måtte komme derind i
den verden som hun gik i.

Hvorfor har jeg glemt, hvordan hun så ud? Når jeg
tænker efter - så så jeg vist igrunden aldrig på hen-
de. Ansigtet, håret, armene, livet, jeg har ikke set det,
kan ikke sige, hvordan det er. Og dog synes jeg jeg
ved, hvordan det er.

Røsten er det eneste, jeg husker tydelig. Stadig klin-
ger den igjen i ørene mine. "Der er noget hos Dem
som . . . som . . . "

Hvad mente hun?

Jeg er blit rent tosset. Jeg har skrevet til hende,
stevnet hende. Jeg har skrevet et langt brev.

Hvad vil hun tro? Jeg ser hende for mig, når hun
læser det: smiler let, lægger det tilside, brister så i
latter: "Gud hvor mændene er lette at dupere. Og så
løber hun til en af sine veninder. Så læses det påny,
som crême til chokoladen.

Jeg skulde dog være for gammel til sligt.

SIDE: 39

Hun kom ikke. Det var også det bedste. Det vilde
naturligvis bare blit en skuffelse, om jeg havde set
hende igjen. Det var kvelden, som gjorde mig yr.

Der er megen vemod ved disse dage. Sommeren og
høsten holder på at hviske til hinanden både morgen
og aften. Der er pustet af det, som udånder, og duften
af det, som er i blomst, blander sig med dunsten af
det, som er under opløsning.

Jeg har fundet mig et sted hvor endnu sommeren
dvæler. På afstand ser det ud som alt andet, men når
man kommer nær, så er det et tempel. Pillerne er
orretrær, og fra hvælvets små vinduer falder der
grønlige stråler.

Det ligger netop der, hvor en bæk falder ud i åen,
mit tempel. Susen af faldet er som en stille messe
over alt som svinder, farver, duft, sommer, tid, su-
sen er evig, evig lyder dens kirkemusik. Længer nede
sammenslynger strømningerne alleslags hemmelig-
hedsfulde ringe. Om jeg vidste verdensbevægelsens
dybeste love, kunde jeg da tyde dem? Og kunde jeg da
gjætte, hvor de døde blade, som nu og da kommer
seilende, skulde finde sin grav. Jeg gjætter altid feil.
De gjør de sælsomste buk mod strømmen, i den vik,
jeg mindst havde tænkt på.

Jeg ved ikke hvad der er iveien med mig. Ret som
det er farer jeg op. Det bobler i vandet, det skjælver i
græsset:

"Ved ikke - ved ikke hvad det er."

SIDE: 40

Jeg havde været ude og gået. Da jeg kom op foran
min dør, så jeg et par galoscher stå der, ganske små
galoscher.

Det for igjennem mig: Det er hendes. Hun sidder
derinde. Derinde hvor luften er tung af, hvad jeg har
gået og tænkt, der sidder hun, der har hun siddet
alene, før jeg kom.

Hvorfor var hun kommet? Hvorfor lod hun mig
ikke i fred? Jeg havde gjort, som jeg trode hun vilde,
jeg havde opgit tanken på at lære hende at kjende.
Hvorfor kom hun så nu?

Hun drog sløret op. Det var hende. Sådan var det
altså hun var! Nu lå det der hvidt foran mig hendes
ansigt, øinene så på mig et sekund, store - jeg havde
blot følelsen af noget stort, mørkt, af noget jeg en-
gang for længe siden havde set i en drøm, - et se-
kund, så slog hun dem ned. Hendes hode og hendes
øiehår sænked sig, som når solen skjærer i ens øine,
som var der noget, hun var bange for at dagen skul-
de se.

Hun satte sig. Jeg stod bag hende. Hun tog den ene
hanske af. Jeg så på hånden. Jeg så de fine, blå årer
på håndledet. Jeg så de små neglene, jeg skimted det
lyse blodet derindenfor.

Mit vindu stod åbent. Som i drømme så jeg det vifte
svagt i de to høie aspe, og langt ude i synsranden så
jeg en flok grågjæs flyve mod syd. Og som man hører
en stemme i drømme, hørte jeg hendes, så sagte, så
smertefuld.

SIDE: 41

"Jeg turde ikke . . . turde ikke . . . komme."

Så reiste hun sig. Jeg fulgte hende ud. Der stod de
små galoscher, - så små, så små.

Jeg går og tænker på hende. Er jeg da blit over-
spændt. Jeg er begyndt at lægge betydning i alt mu-
ligt. Jeg går og grunder: Det gjorde hun. Sådan bøied
hun hånden. Det billede så hun på. Hvad betyder
det? Hvorfor skulde det hænde?

Når jeg er sammen med hende, så blir det dobbelt
stille, når det er stille, og når hun så taler, så ser jeg
for mig hele sletten, alle stråene, bækkene - og hen-
over det alt går hendes ord, og tilslut er det mig som
det er derfra, dybest, dybest derindefra, at de kom-
mer.

Med ét kan der så stige frem for mig en dag langt
tilbage, for mange år siden, en dag som aldrig mer
kommer igjen. Jeg ser hende, som jeg blot har set som
hun nu er, i sol gå bort over sletten, yngre end nu,
med håret hængende ned, i en lys kjole. En uro kom-
mer over mig: Hvor var jeg da? På et andet sted,
sammen med andre kvinder. Da drømte hun drømme,
jeg selv aldrig har drømt. Hvorfor kjender jeg ikke de
drømme, hvorfor ved jeg ikke alt, hvad der gik gjen-
nem hendes bryst dengang?

Jeg tror aldrig, jeg glemmer det øieblik, hun var
her. Der blev en sådan vidunderlig stilhed. Det syntes

SIDE: 42

mig, at de sov rundt på gårdene, og der var ikke et
menneske, som gik på veiene, kjørene og hundene
sov også, og duerne i dueslagene. Kun vi to var til i
verden. Jeg havde ikke turdet røre et eneste hår i
hendes lokker, det vilde ha gjort formegen støi. Jeg
turde ikke røre ved hendes hanske, som lå på bor-
det. Jeg stod og så på den. Der var noget af dette, der
er hos hende selv ved den. Jeg turde ikke røre den.

Der er noget hos hende, som aldrig har mødt mig
fra nogen anden kvinde. Jeg ved ikke, hvad det er.
Men mangengang, når jeg ser det skjælve i aspene
derude og føler et suk gå hen gjennem luften før regn,
står hun med engang tydelig foran mig igjen.

Endelig er det grønne begyndt at briste, i utallige
funker, som rødmer mod døden. Det er somom bla-
dene synger sig ind i døden, og hver af dem har sin
livssang at synge. Der er ikke to løvs farve som er
ens, lønnens og lindens, aspens og askens, de er for-
skjellige som slegterne. Men også hvert blad har sin
tone: guldets, blodets, de sovende skyers og den våg-
nende sols, purpur, viol og lila, alt er der. Og side om
side, hånd i hånd går det friske, det lyse med det
gamle og gule, som blandt menneskene det går side
om side, hånd i hånd, det som endnu er ungt og tror,
og det som er træt og drages mod jorden.

SIDE: 43

Hver nat brister nye skyer af løv, og når dagene
kommer, står de der og smiler og gråter. Og mer og
mer er det som om det er våren, det er våren som er
indi alt det smil og al den gråt.

Det er somom verden er i en stille forvandling,
somom nyt skal stå op, og noget skal vågne, som en
aldrig skulde tro der var spirer til, eller som en altid
havde troet spirerne til var ihjelfrosne.

Og dog har jeg de sidste par nætter havt den for-
færdelige angst fra gamle dage, angsten for livet. Jeg
har havt den sterkere end nogensinde. Det er som ude
fra verdensrummet en lang arm strækkes ind ad vin-
duet, og en tung, sort hånd lægger sig over ens bryst:
Ved du hvem du er? Ved du hvor du er?

Man ser sig om i værelset efter et venligt øie, et
menneskeøie. Der er intet. Man tør ikke se ud. Thi
derude står de talløse stjerner og stirrer og stirrer: Jeg
ved, hvad du ikke ved. Hvad ved du, kryb?

Hun? Jeg kjender hende ikke. Det er som også
hun hører til derude, langt, langt derude.

Kun engang har jeg set hendes øine. Når jeg tæn-
ker på det, er jeg ikke rolig, mine nerver skjælver.
Der er noget, jeg ikke kan få fat på. Jeg søger og sø-
ger, jeg leder efter langt tilbage i mit liv, jeg leder
overalt, hvor jeg ved at lede, jeg kan ikke finde det.

SIDE: 44

- Sletten er så grænseløs. Der er så meget ukjendt,
som bor derindeover de endeløse synsvidder. Øiet
finder aldrig hvile. Det løber og løber over strå og
sten, det kommer ingen vei, det finder blot det uud-
grundelige mørke og høit oppe de truende stjerner og
bag der igjen det blå dyb, det skrækkeligste af alt.

Jeg har set hende igjen. For første gang så jeg hen-
de sammen med andre mænd. Hun strålede. Hun var
som en Christi blodsdråbe rød.

Alle var i hvidt og lyst, kun hun i sort. Jeg følte sta-
dig, hvor hun var i salen, som hun tegned sig af mod
de andre.

Jeg stod og tænkte på, at hun, hun havde været på
mit kammer. Der var en fryd ved at stå gjemt og se
hende danse, le og stråle.

Hendes hals var blottet. Når hun strøg forbi, kunde
jeg se de hvide dun. En kam med fire stene sad i hå-
ret, lokkerne trængte sig omkring den, som et frodigt
buskads om et jerngjærde. Hun havde stukket ind i
det to efeublade og en grønlighvid blomst, hvis navn
jeg ikke ved.

Det slynged sig og gynged sig, valsed og vugged, der
var alle blomster og alle prismer, - og igjen kom den
sorte silke, og igjen kom de fire stene.

Og med dansen gynged der sig ind mod mig en
smerte, jeg ikke kan forklare.

SIDE: 45

Jeg så hvordan hun strøed en regn af smil om sig.
Til mig havde hun aldrig smilet. Jeg så hvordan hen-
des hode lå ømt til en skulder. Hun retted sine øine
mod mig, andre øine end de, jeg havde set, fulde af
en myg glæde, som ikke gjaldt mig. Der var intet i
dem, som nævnte mit navn.

Jeg gik ud. Jeg så intet, hørte intet længer derinde.
Hvorfor var jeg kommet der? Jeg hørte jo ikke hjem-
me der.

Derude var himlen så dyb. Evige brillanter glim-
ted deroppe.

Jeg havde været fange. Jeg havde ikke været mig
selv. Hvad var det, hvad var det, der havde havt magt
over mig?

Endnu summed der i mig et navn, stod der for mig
et ansigt. Som et barns, når det drømmer, havde det
været, når et smil døde hen på det.

Sådan var det da, hun var, glad, jublende. Det var
kun mig, som gjorde det mørkt hendes ansigt.

Jeg vilde glemme det. Jeg vilde aldrig se det igjen
mere.

Da lød der trin derborte, lette, urolige, et par gange
stansed de, jeg syntes jeg følte hvordan et hode bøied
sig og speided ind i løvet. De listed sig videre, de blev
hurtigere. Tilslut var de ganske nær, jeg hørte silke
rasle. Så var hun der, hun. Hun satte sig ligeoverfor
mig. Hun sa intet. Hvad vilde hun? Hvorfor kom hun
atter og forstyrred min ro? Der gjæred en vrede
i mig.

SIDE: 46

Og dog hørte jeg mig selv sige sagte det navn, jeg
aldrig havde nævnt for hende.

- Naomi.

Naomi, hvorfor kom du?

- Jeg blev så alene deroppe med engang. Jeg var
så glad, jeg dansed og lo, og alle mennesker lo. Med
engang blev det så underligt for brystet. Jeg syntes
alting rulled og hvirvled, hvirvled om hinanden uden
mål og med, jeg syntes alle ansigterne var fortrukne,
og alle ordene var skrig og hyl. Musiken begyndte at
ringe for ørene mine: Engang skal du være død, en-
gang skal du være død, engang skal du være død.

Jeg måtte holde op at danse. Men det var blit så
underligt i salen. Jeg syntes de var fremmede alle-
sammen. Jeg syntes ikke der var én, jeg turde
snakke til.

Da fik jeg en vanvittig lyst til at danse mig død,
danse til alt der var i mig brast, til jeg intet kunde
huske mer. -

Hun så på mig med store, dunkle øine, de var
næsten blit sorte, de skifted ikke, det var et eneste
blik alt. Jeg følte hendes hede ånde, duften af hendes
myge hals.

Hun var som et ræd barn. Hun skjalv og la sig ind
til mig, og mine læber rørte ved hendes mund.

Men hendes kys var koldt som mørkets.

SIDE: 47

Siden har jeg ikke set hende. Jeg bad hende møde
mig, men hun kom ikke.

Stormene er begyndt. De hyler henover vidderne,
pisker alt det som engang blomstred.

Hvorfor sad hun hos mig under den uendelige him-
mel og rørte mig med sit hår og sit kind? Hvorfor
vækked hun tillive i mig alt det, som lå skjult inde i
mig, og som jeg trode dødt? Hvordan kan jeg glem-
me nu?

Nu ved jeg, hvad det var, jeg så i hendes øine.
En nat, da jeg var tyve år, har jeg set det hos
mig selv.

Jeg ligger vågen om nætterne. Jeg ser for mig der
midt ude på sletten et hus med lysende øine. En vals
suser inde i stormen, skygger farer forbi vinduerne.
Der er et levende menneske blandt dem, halsens hvide
dun glimter i mørket, den sorte silke flammer, en
myrtekrans slynger sig om tindingen, men øinene er
gjenlukkede som på den der ligger lig.

Det suser i mig, at jeg må, må redde hende ud af
dødningedansen, der er ingen anden, som ser det,
som ved det, ingen anden som kan, jeg, jeg er den
som må redde hende. Alt må hjælpe mig, jeg vil be
hvert blad, falde på knæ for hver vanddråbe, hvert
luftstøv. Og det suser, suser derude. Intet kan hjælpe
mig. Alt lider selv, blir selv pisket tildøde, bladene fy-
ger i rædsel mod ruden, trærne vrider sig i feber.

Jeg lukker mine øine i skræk. Det kommer nær-
mere og nærmere. Et isende åndedrag stryger hen-

SIDE: 48

over mit kind, læber rører ved min mund, kolde,
kolde som det yderste mørke.

Jeg tør ikke skrive, tør ikke gå forbi hendes hus.
Jeg ser hende ligge udstrakt, øinene er lukkede, blo-
det risler ikke længer i de fine årer.

Uveiret havde lagt sig. Endnu dirred der nogle per-
ler på spidserne af de nøgne kviste. Skyerne var ve-
get langt bort mod himmelkuplens rande, der lå de i
hvilende venten.

Tusmørket begyndte at komme. Jeg var langt ud-
over der, hvor engene er sluttet og selve lyngen hol-
der til.

Jeg så nogen komme langt ude. Det er en egen for-
nemmelse, den man har ved at se noget komme mod
sig på sletten. Den blir anderledes. Man er ikke ene
med den mere.

Med spænding følger man det som rører sig. Først
er det blot en sort linje, som reiser sig fra synsranden,
så ser man det gå, komme nærmere - hvem kan det
være? - endelig hører man skridtene. Og når det så
er der, så synes man, man kjender det, og uden at
vide af det gjør hodet et venligt nik. Bagefter blir
man næsten forundret. Det er gået, og man ser det
kanske ikke mer igjen i livet.

- Det var Naomi. Hun var forandret. Hun var blit
så bleg.

SIDE: 49

Vi stod stille. Jeg så hendes bryst bølge. Så be-
gyndte hun at tale, åndeløst, uden at se på mig.

- Jeg kan ikke mere. Jeg har tænkt så meget . . .
Det synes mig en evighed siden i vår . . . Da var alt
anderledes . . . Ingenting er som før . . . De gamle dage
kan aldrig, aldrig mer komme igjen . . . Jeg var så
glad, jeg holdt så af alle, jeg dansed, jeg glæded mig
over lamperne og menneskene og toiletterne . . . Jeg
holder ikke af noget mere, ikke af noget . . . Jeg låser
mig inde, jeg gråter, jeg stænger døren, det blir så
stille, jeg drar gardinerne for, jeg ser indi mig selv,
jeg ser . . . der er kommet noget indi mig, noget . . .
nei jeg tør ikke si det . . . Første gang, jeg så dig, løb
jeg ind og låsed mig inde . . . det var som jeg ikke
kunde puste, jeg lå og gråt og gråt . . . det var som
himmelen blev sa forfærdelig høi . . . Dengang du . . .
dengang du . . . sa mit navn . . da blev den så høi, så
høi . . . det var som jeg aldrig havde vidst, hvor jeg
var liden . . . alt blev så stort . . . jeg kunde ikke sove
. . . livet var så stort . . . der var noget, jeg ikke vid-
ste . . . der var noget rædselsfuldt . . . jeg følte det kom
. . det kom.

Jeg vilde flygte . . . jeg vilde flygte . . . men overalt
var det der . . . buskene stod og stirred på mig . . . Jeg
vidste intetsteds at gå, intetsteds på jorden . . . jeg vid-
ste ingen på jorden, jeg kunde gå til mer . . . ingen på
jorden.

Og så . . . og så . . .

SIDE: 50

Hun slængte sine arme heftig om mig, uden at se
på mig. "Livets deilighed" brændte på mit kind.

Månen stod mellem de to aspe. Som smilet hos en
sovende kvinde lå dens skin over jorden.

Fem måneder er gået. De første hvidveis er allerede
kommet.

Hun er min. Hun har været min hele vinteren.
Mange, mange dage. Kvelde, da himmelen kom dyb-
blå til to små mennesker som stod og så ud mod hori-
sonten, morgener, da solen stod rød op og gjorde rim-
fnuggene til diamantstøv, nætter, da sletten som et
ocean vugged os i søvn. Vi vil aldrig flytte herfra.
Intetsteds har naturen disse rolige, lange åndedrag
som her.

Det er blit så simpelt. Dette jeg trode, jeg aldrig
mere skulde nå indtil, jorden, grenene, de små knop-
per. Det piner mig ikke mer, det er mig ikke mer
fremmed og uforståeligt.

Og dog som aldrig tilforn er der et under i hver
vanddråbe.

Også ved hende er der et under. Der er noget i
hende, jeg ikke kan komme nær. Der er en gåde i hen-
de. Stundom er det, som ser jeg det hele store ver-
densdyb bag hendes pupiller.

- Det har mange gange hændt mig, når jeg har
været ude om aftenen alene og jeg kommer hjemover

SIDE: 51

mod vort lille hus, at jeg ikke kan gå ind med det
samme. Jeg går frem og tilbage, jeg leder efter hen-
des skygge på gardinet. Jeg ser tilbage på fortiden,
jeg søger at forstå, hvorfor alt måtte være så, hvor-
dan hun, også før jeg traf hende, har været vævet ind
i alt det, jeg har oplevet. Det er så forunderligt at
tænke på, at alle de andre har været sammen med
hende hele livet igjennem, og dog er det først mig, der
har set hende. Ikke noget andet menneske på jorden
har set Naomi.

- Det er sent nu. Natten ligger alt derude. Den
gjør mig ikke bange mer. Den er min. Der er intet
bagom den, jeg frygter.

Hun ligger derinde. Jeg vil gå ind og se på hende.

- - - Hun sover. Ansigtet svømmer i bølger af
hår. Brystet går op og ned i takt med selve livet, i takt
med klodernes gang. Jeg blev næsten angst, det var
somom Gud selv var derinde.

SIDE: 55

Sigbjørn Obstfelder

KORSET

EN KJÆRLIGHEDSHISTORIE

Hun er smal og slank. Hun går ikke jevnt, hun
hopper lidt for hver fjerde skridt.

Ret som det er tar hun en sten op, kyler den langt
udover sjøen i vandfladen, slig at den hopper op igjen,
en, to og tre gange.

Så ler hun til en linerle, som står og vipper i fjæren.
Så danser hun to skridt.

Men stop! Hvad er det? Hun sætter sig ned. Hun
blir så gammel, så gammel i ansigtet. Hun blir så
sørgmodig. Hvad kan hun ha at sørge over, hun som
er så ung.

Det varer ikke længe. Hun hopper høit op i luften,
smyger sig så om havegjærdet, plukker en blomst,
mens hun løber, bider to, tre kronblade af og kaster
den, går ind i stuen, på tå.

Hun læser en halv side. Så glider hun ud igjen, i
kvalt hulken. Ingen har snakket til hende. Hun har
ikke trættet med nogen.

Derude står hun og hvisker noget, med sammen-
bidte tænder, fræser som en kat. Hun står på volden.
Solen går ned. Vandet skvulper. Alt er ro.

Men hun knytter næve. Hun hæver armen høit op.
Hun sætter de unge bryster trodsende ud mod sjøen.

SIDE: 56

Og pludselig skriger hun, så stærene blir vilde af
skræk: Jeg vil! Jeg vil!

Så synker brystet. Det gik som en storm udover.
Nu er det stille. Øinene er store, pupillerne sorte.

- Hun har lagt sig. Armene ligger udstrakte op-
over, smale som slanger, muskuløse. Øinene er luk-
kede. Sover hun?

Nei. Pludselig farer hun op, linnedet fyker om
hende, hun fræser: Jeg vil! Jeg vil!

Hvad er det hun vil?

Dette billede står så ofte for mig. Og jeg har dog
ikke set hende dengang. Jeg kjendte hende ikke da.
Da jeg mødte hende, var hun ikke smal om lænderne,
men rig og yppig, der var ikke den evige flugt over
ansigtet, der var ikke brysternes trods.

På en anden måde skifted ansigtet. Det kunde få et
udtryk, som det beholdt så længe, så skifte om i et
andet, som stod.

Hvorfor ser jeg da nu, da jeg søger at fremmane
for mig hendes billede, netop dette for mig, dette som
jeg ikke kjendte? Er det fordi jeg så godt husker,
hvordan hun en morgen løfted den nøgne arm høit
op mod taget - hun hæved sig pludselig, hun løfted
armen, alle hendes ansigts muskler strammed sig -
var også det dette: Jeg vil! Jeg vil!

SIDE: 57

Hvor det kunde glimte i hendes øine! Som om hun
havde en sol inde i brystet.

Men hun kunde gråte så sårt. Hun kom undertiden
til mig og kasted sig på fanget mit og gråt, så hele
kroppen hendes skjalv, skuldrene skjalv, brystet, læn-
derne.

Da havde jeg intet andet at gjøre end bare at ta let
og mygt hendes hode ind til mig og holde hende så-
dan hos mig.

Jeg havde nok en egen måde at holde hende på,
som hun likte. For et af hendes udtryk var det, at
hun elsked mig, fordi jeg var den eneste, hos hvem
hun turde gråte ud.

Hun havde en stor gråtsjø i brystet, sa hun, som
måtte få fosse ud sommetider.

Jeg vet ikke hvoraf det kom, jeg syntes ofte, at det
var en tung byrde, der lå ved mit bryst, at det at
holde hende, mens hun gråt, var som for en mor at
føde et nyt menneske til verden. Jeg syntes, jeg gjorde
noget, som var så dybt og alvorligt, som vilde bli reg-
net med i mit livs bog.

Det var engang, hun var gåt bort fra mig efter et
sådant udbrud, at der var ligesom noget sårt ved hjer-
tet, der hvor hodet hendes havde ligget, og jeg sa høit
til mig selv: Hun kan vist aldrig forlade mig!

SIDE: 58

Forlade mig! Var hun da hos mig? Jeg vidste jo
ikke engang hvorfor hun gråt! Jeg vidste ikke, hvad
det var for sorger, hun skulde gråte ud.

Det var just det, som var det sælsomt hellige: Jeg
ransaged ikke. Jeg lod hende bare gråte hos mig!

Jeg sad og tænkte: Hun lider. Hun har det ikke
godt. Det er godt at få gråte hos nogen. Det letter.
Jeg forstår smerte. Jeg kan så godt ta imod den, jeg
vil så gjerne smelte den for hende, om jeg kan.

Forlade mig! Hun kom til mig nu og da. Jeg vidste
intet om hende ellers.

Det kunde jo være, at det var en eller anden mand,
der havde voldt hende sorg. Jeg vidste ikke det, jeg.
Det kunde være, at hun selv havde gjort noget, der
gjorde hende uendelig bekymret.

Jeg tænkte ikke over det. Jeg bare tænkte som så:
Hun har ikke fred! Det er ikke enkelt og godt og ro-
ligt for hende. Jeg vilde så gjerne gi hende fred, se
hendes bryst bølge rolig, langsomt, godt.

Hun kom af og til hos mig. Hun satte sig ved siden
af mig, la hodet sit på skulderen min, kyssede mig.

Hun var også glad, når jeg kyssed hende. Og hun
sa, at hun elsked mig.

Gjorde hun det? Elsked hun mig allerede da?

Hvor hun var i mellemtiden, det vidste jeg ikke.
Jeg vidste intet om hende. Jeg spurgte hende ikke.

SIDE: 59

Hvergang tanken på at spørge streifed mig, var der
noget som holdt mig tilbage.

Hun havde lyseblå øine. Havde hun den lyseblå
fløielskjole på, vidste jeg neppe, hvad som glimted
lyseblåest, kjolen eller øinene. Jeg vidste ikke, hvad
som glimted mygest.

Den lyseblå fløielskjole! Hvor dog meget i livet kan
knytte sig til en død ting, til en kjole, et armbånd.
Menneskene gjør de døde ting levende.

Nævner jeg blot for mig disse ordene: Den lyseblå
fløielskjole - så står en hel række stunder for mig.

Men helst én. Der ikke går ind i nogen hændelse.
Bag hvilken det ei stormer. Den var som stille, dybt
vand, den kvelden.

Træet, mod hvilket hun sad, elven, som netop der
gik uden hvirvel.

Jeg sa de ordene:

- Se på det gjærdet som står stille, mens elven
går. Det er først når man ser på gjærdet, at man kan
se på elven at den går.

Ord, som ingen videre betydning har. Og jeg synes
dog jeg hører dem ud fra en tid, som er forsvundet,
og som en trylleformel maner de frem dage, som ikke
kommer igjen.

Hendes skjælvende ja! Som om jeg talte til hende
om noget skjæbnesvangert.

SIDE: 60

Og så var det glæde.

Ti efterat vi havde tiet en lang stund begge, og set
på det samme, og elven havde ført vore blikke med
sig, så sa hun:

- Jeg er glad.

Jeg - er - glad, sa hun sagte og langsomt.

Den glæde, kvinden føler, når hun er moden og det
går i brede bølger hos hende, sitrer. Den dugger øiet
så mygt. Den er som månestriben på fjorden når den
dirrer.

Hvor jeg ser det for mig! Fløielskjolen i løvet, det
var som den blev til ét med hendes legeme, og hendes
legeme blev til farve.

Hun sad så godt i den. Det yppige der er ved fløil
viste hendes brysts fylde, viste den og dølged den
igjen, smelted den hen i små mørkeblå-bløde, flak-
kende skygger.

Jeg begynder vist at bli lyrisk. Tilgiv mig. Men det
er mig så deiligt at dvæle ved dette, forsøge at male
det slig som det var.

Som det mer og mer kveldede, smelted hun mer
og mer, smelted sammen med løvet, med sekunderne,
som ikke hørtes.

Det er den eneste aften hun vilde røge. Hun sa:
 
- Jeg ser gløden på din cigaret, det er alt jeg ser.

Jeg sa:

- Jeg ser gløden på din, og jeg ser din hånd.

Hun sa:

SIDE: 61

- Nu hører jeg bare elven. Før hørte jeg den ikke.
Da så jeg den bare.

En husker slike sætninger, længe efter flammende
ord er udbrændt. Skrevet er det intet, ti det er tonen,
en har gjemt langt inde i øret, tonen, som klang sam-
men med det hele.

Det er mange år siden nu. Men der er nætter, da de
to glødende cigaretter står for mig i mørket, og de tyste
sætninger klinger i stilheden.

Var kanske også det den deiligste stund, dengang
jeg ikke havde oplevet det som skulde opleves. Denne
store stilhed, før livet kommer, og sorgerne, er den
det deiligste?

Hun sad ligeoverfor mig dengang. Hun sa, hun var
glad. Det gjorde mig glad, at hun var glad. Men kjendte
jeg hendes glæde? Forstod jeg den?

Siden kom megen sorg.

Men nei! De deiligste stunder, også de kom dog si-
den. Så forunderlig sammensatte, rige og tunge af alt
det, som kom til, som bragte storme i mig og oprørte
mit sind, der før havde været så roligt.

Vidunderlige dage, sole og regnbuer midt indimellem
det alt!

SIDE: 62

Jeg har ikke tid til kunstfuldt at forme min beret-
ning. Det raser ind på mig, nu da jeg ser tilbage derpå,
og jeg må få fortælle alt for at få ro. Snart er også
natten slut. Jeg har allerede hørt én fugl vågne.

Jeg vilde fortælle om, hvordan hun, hvis ansigt var
gammelt, trist, da jeg så hende første gang, forvand-
ledes, der kom nye træk, der udslettedes rynker, hen-
des øine fik farve, hver dag gjorde hende yngre.

Jeg vilde fortælle om den lykke det var, at dette
skyldtes mig. At jeg havde magten til det.

Tilslut var det som hun fordobledes for mig. Pigens
tendre slankhed vugged i hendes yppighed, jomfruens
håb mod det hemmelighedsfulde glimted og glimted
inde i det ansigt, som livets sorg havde skrevet sin
smerteligt deilige sang på.

Det er et vidunder. Og det er så vanskeligt for mig
at spore efter, hvordan det rigtig gik for sig, og hvor-
dan det blev så.

Og det var så indvævet med tunge, triste ting.

Mens jeg sidder her og vil skrive det ned, da strøm-
mer de ind på mig, når jeg vil gjenkalde mig billedet
af det foryngede ansigt. Og når jeg vil huske på,
hvordan sorgen kom og la glans over lykketimerne,
da atter ser jeg dette stormende unge i hendes øie,
som er det yngste af alt, som er mer end ungdom, ny
ungdom, evig ungdom, ungdom ved lykke, ungdom
skabt af mig.

SIDE: 63

Som den kvelden hun havde fåt det silkeslaget. Hun
vilde absolut spendere vin. Hun fôr fra mig uden at
si et muk. Ind i en vinhandel.

- Madeira! råbte hun.

Hun snakked og lo, satte sig på en stol, dingled med
benene som en liden jentunge.

Der stod en klynge mennesker og talte sammen.
Jeg så, de fulgte os med øinene, da vi gik ud. Vi hørte
en af dem hviske:

- Lykke!

(Det var under de tre måneder ved sjøen, de tre
måneder, som var en eneste uafbrudt henrykkelse.)

Hun kasted hodet bagover og så på klyngen med
det gladeste "ja" i øinene, jeg har set. Jeg glemmer
det ikke. Jeg husker også, hvordan de så efter os med
et blik, somom de vilde si:

- Vi har aldrig set noget så vakkert. Der gives
dog endnu lykke i verden.

Men jeg mærker, at jeg vil helst tilbage til de strå-
lende øieblikke. Jeg fortæller ikke det som lå imel-
lem.

- - Jeg husker så godt, da jeg så ham for første
gang. Vi mødtes, som man for det meste pleier nu for
tiden, på en restaurant. Han var billedhugger.

Jeg har vel neppe nogensinde havt slig pludselig
lyst til at lære et menneske at kjende. Lidt efter hvert

SIDE: 64

kom også vi to til at samtale for os selv, vi gled bort
fra de andre ved samme bord.

(Der er så lidet orden i min beretning. Jeg må for-
tælle, at dette var adskillig tid før de fire måneder. -
Det var fire ialt.)

Aldrig har jeg sådan fornummet, hvordan et andet
menneske kan gi ord til dét, en selv endnu famler
efter ordet for. Der er næsten noget pinligt deri, fordi
man dog kanske helst selv vilde finde frem til ordet.

Vi talte ikke om kunst. Heller ikke om kvinder.

Jeg husker bedst det han sa, idet det elektriske lys
netop holdt på at blaffe og restauranten pludselig blev
mørk. Siden gik vi ud og gik længe om på gaderne.

- Vi savner ærbødighed, vi savner ærbødighed!
Har vi kanske ærbødighed for solen? - sa han, idet
det elektriske lys gik ud, og vi reiste os og spasered
snakkende gjennem den tomme restaurant.

- Solen, som står op igjen i alt det lys og alle de
former af lys vi ser om os . . .

Har vi ærbødighed, - vi var kommet ud på gaden,
og nogle omstreifende kvinder gik forbi os, - har vi
ærbødighed for en kvindes smil?

En kvindes lykkesmil, en kvindes lykkesmil . . . Å
nei, nu har vi holdt os kvinderne fra livet hele tiden,
og vi taler kanske bedst om dem, når vi ikke taler om
dem. . . . Jeg vilde bare sagt: . . . Hvormange gange
vender en kvindes lykkesmil tilbage?

Han var af dem, som gir mer i tonen og takten end
i selve ordene, som ved en liden pause pludselig får

SIDE: 65

sagt tingen, får sagt det, der er det inderste individu-
elle, som man brænder efter at få sagt.

- Og så skulde vi ikke ha ærbødighed for det øie-
blik, det er der, smilet, - så skulde vi ikke kaste os
på knæ og kysse kvindens fod, mens hun smiler!

Vi gjør ikke det. Vi har ikke ærbødighed.

Den høieste autoritet i verden er det deilige.

Det er en dårlig magthaver for tiden. . . . Ja det har
vel kanske altid været skralt med det enevælde.

Ærbødighed . . . hvad er det jeg mener med det?

Jeg mener for exempel vi skulde ha ærbødighed for
os selv. Vi skulde ikke pine os og finde ud alt det vonde
og fæle vi finder ud om os.

Vi har ved gud ingen ret til at pine os, vi har ved
gud ingen ret til at pine os selv, mer end vi har ret til
at pine andre.

Ved gud om vi har!

Han blev heftig, knytted hånden, og syntes at glem-
me mit nærvær.

Det var længe efter, at han sa:

- Og vi kan pine andre tildøde ved vor selvpinsel.
Han sa det så dæmpet, og han sa ordet "tildøde" så
langsomt og sorgfuldt.

Og han tog mig idetsamme i hånden og sa farvel
og gik.

SIDE: 66

Da jeg var gåt fra ham, var jeg i en underlig, ny
stemning. Og med engang stod Rebekkas billede (vi
kaldte hinanden forresten aldrig ved navn, jeg syntes
ikke hendes passed på hende, hun syntes ikke mit
passed på mig) så tydelig for mig, og det var det sæl-
somme: tydeligere end når jeg havde set på hende
selv. Og jeg havde dog holdt hende i min arm og set
meget længe og nøiagtig på hende.

Hun var blit som en ny inde i mig. Og et spørsmål
var kommet op: Hvem er hun?

Det var længe, før jeg sov ind, og jeg lå og tænkte
ustanselig på hende. Forunderlige tanker. Jeg syntes
ikke jeg havde set hende endnu. Havde jeg følt nedad
hendes kjolebryst? Havde jeg virkelig lagt mærke til
hendes hånds tryk?

Og det sused i mig som en svag blæst: Hvem er hun,
hvem er hun?

Vilde jeg vide hendes fortid? Nei. Vilde jeg vide
hvor gammel hun var? Nei. Vilde jeg vide, om hun
havde kysset andre, og hvem? Nei.

Det var ikke det, jeg vilde vide. Hvem er hun, langt,
langt derinde?

Og - hvis er hun? Er hun da min?

- Og. Der sneg sig om i mig ligesom en gryende
morgenrøde. Hvis hun var min! Hvis nu hun virkelig
var min!

SIDE: 67

Havde hun da ikke sagt, at hun var min?

Jo. Det havde hun.

Men kunde det være muligt? Havde hun ment det
slig? Havde jeg da aldrig tænkt på, hvor det vilde være
fagert, om hun var min? Hvor alle stjerner måtte
skinne, hvor solen måtte være til!

Jeg vågned op senere på natten. Jeg overrasked
mig selv i at si høit: Hun har grædt. Hvorfor er det
hun gråter?

Jeg tændte lys og stod op. Hun havde bragt mig
roser, en gul og tre røde.

Jeg havde jo ikke set på dem, set hvor vakre de
var!

Hun havde bragt mig dem. Mens jeg var ude, havde
hun sat dem i mit vandglas.

Jeg tog roserne, en for en, og kyssed dem. Og jeg
tog glasset og flytted det hen ved sengen.

Duften gjorde mig ikke ondt. Men jeg kom ind i
sterke og såre drømme.

Et par dage efter dette var hun hos mig. Jeg fortalte
hende om det nye bekjendtskab, jeg havde gjort. Jeg
er af dem, som, når de holder af en kvinde, har en
higen efter, at hun skal lære at kjende og holde af alt

SIDE: 68

og alle, de holder af. De mænd, jeg ellers i den tid var
sammen med, havde jeg vel ikke fundet såmeget ved,
at jeg havde følt denne higen. Det var anderledes med
ham. Han havde gjort et sterkt indtryk på mig, og jeg
kunde ikke tænke mig andet, end at hun vilde glæde
sig ved at møde ham.

Jeg foreslog, at vi skulde være sammen næste aften,
spise sammen og drikke vin sammen. Jeg så allerede
i fantasien den deilige stemning, der vilde opstå, ved
at vi tre var sammen, hvorledes livet vilde samle sig
som i et brændpunkt hos os tre i den stund. Jeg så
for mig hvordan hun vilde sidde og høre spændt på
ham, og hvordan jeg selv vilde da sidde og glæde mig
ved hendes øines spil, når hun fulgte hans ord.

Jeg overraskedes ved, at hun afbrød mig med et
kyssende nei.

Jeg trængte ind på hende. Jeg kunde ikke tro, at
det var hendes mening. Det var måske blot et lidet
fint koketteri, eller kanske en slags træghed ved at
stifte et nyt bekjendtskab.

Men hun svarte på alle mine grunde med et kys-
sende nei.

Jeg talte videre om ham, mer og mer varmt og be-
undrende. Hun sad og så på mig med et blik, jeg ikke
før havde set hos hende, så dybt.

Tilslut kasted hun sig på knæ foran mig, rakte mig
begge hænder og sa, - næsten som i angst:

- Å bed mig ikke mere, kjære.

Jeg havde aldrig set hende som efter denne samtale.

SIDE: 69

Eller var det, fordi jeg selv var begyndt at se ander-
ledes på hende? Ansigtet var så deilig varmt, der var
en sådan taus dybde i øinene.

Da hun skulde gå, satte hun op sit hår foran speilet.
Jeg droges mod hende. Vi så begge vore ansigter i
speilet. Hun så mit. Jeg så hendes.

Var det en tåre, der var i hendes øie? Eller var det
et lykkesmil?

Jeg var nu meget sammen med Bredo, billedhugge-
ren. En egen sympathi drog os sammen. Ialfald følte
jeg den for ham. Der var noget hos ham, som jeg ikke
havde fundet ved andre, og som gav mig en fornem-
melse af, at det jeg kunde føle, se og tænke, ikke var
bare særheder, som ikke kunde være til hos andre end
mig, men at det samme kunde skjælve også i andre
menneskers bryst, måske i nogen af de bedste, dem
hvem livets musik griber sterkest.

Det var mig også så velgjørende, at der ikke forud-
sattes mellem os noget af dette man kalder "venskab".
Vi talte aldrig om de rent private ting. Jeg kjendte
ikke engang hans bosted, og han ikke mit. Mødet mel-
lem vore personligheder var så naturligt, så utvun-
gent, og der var i vor omgang så megen respekt for
det hos hinanden, en vil ha for sig selv. Han gav mig
ingen af disse særlig sterke håndtryk der forpligter.
Man spørger sig, når man går ind til sig selv: Hvad

SIDE: 70

betød det egentlig. Hans håndtryk kom blot, når der
var noget, der havde bevæget ham, eller bevæget os
begge.

Han kunde si ord, der bragte mine tanker ind på
baner, jeg havde ledt efter. Jeg kunde si ting, der var
ham som manglende led i en kjæde, han sysled med.

Det var som naturen blev større og helligere om
os under vort samvær, vort liv fik en pludselig lys-
brydning over sig, der gjorde det til det eventyrlige,
enhver ønsker, at ens liv skal være. Og når vi gik fra
hinanden, var det som med engang det hemmeligheds-
fulde stod mellem os, - det hemmelighedsfulde, der
dog er i livet, bag livet og omkring det.

Jeg husker så godt, når jeg kom hjem på mit væ-
relse efter vore spasereture, og stod og famled efter
fyrstikkerne: Tingene fik et skin om sig fra det evige,
jeg sa til mig selv: Her bor du, her er dit værelse, hvor
du tilbringer en del af dit jordliv, hvor en tid dine
åndedrag samler sig.

Så var det jeg kom på hans atelier. Jeg vilde helst
fortælle det på en anden måde. Om det var muligt, i
musik. Det smerter mig at skulle finde ordet, det nøi-
agtige udtryk for alt. Er det ikke at fordoble en
smerte? Og er det ikke en synd at gjenta det som var?
Det som var, det var, det blinked og forsvandt!

- Han viste mig først sine tidligste arbeider. De

SIDE: 71

gjorde intet indtryk på mig. De syntes mig en kun
halvt sammensmeltet blanding af påvirkning og vage
forsøg på at finde frem mod et jeg, der endnu ikke
var dukket rigt op af livets bad.

Men så kom der noget ind i det, han havde gjort.
Det var først et hode. I det samme jeg så det, stod
med engang for mig den første aften vi havde været
sammen, - ikke såmeget vor samtale, som heller det
der foregik i mig selv, efter at jeg var kommet hjem.
Hvordan jeg havde sagt til mig selv: Hun, Rebekka,
er blit ny inde i mig!

Alle hans ting var forskjellige, høist forskjellige,
motiverne forskjellige, ansigterne forskjellige. Der var
både glæde, sorg og grubel. Men mig blev altsam-
men ét.

Der var en kvinde der vil kysse. Det er som hele
hendes legeme vil samle sig i kysset, hun vil kysse,
som en tiger springer på sit bytte. Det er som hendes
læber siger uden ord: Nu vil jeg kysse, nu vet jeg ikke
om jeg i mit liv kommer til at kysse flere gange, og
derfor vil jeg kysse, - jeg vil, jeg vil.

Jeg følte et pludseligt stik i hjertet. Jeg havde al-
drig før havt en lignende fornemmelse. Var der andre
end hun, der vilde kysse sådan?

Havde hun, Rebekka, ståt der borte i krogen, ladt
sin klær falde, sådan som modeller gjør? Den eneste
kvinde jeg havde holdt i mine arme, var der en an-
den, som kjendte alle hendes træk, kjendte dem bedre
end jeg, - hendes bevægelser, å hendes bevægelser,

SIDE: 72

som når hun strøg håret tilbage sån - eller når hun
slynged brystet ind til mig sån! - Ja! Nu stod de
med engang for mig, alle!

Ja hun var der. I alt dette ler. Hvor forskjellige end
ansigterne og lemmerne var, så var der dog altid deri
noget af hendes legemes sjæl, hendes lemmers me-
lodi.

Jeg kunde ha villet ile ud, gråte, gjemme mig bort.
Og dog blev der mig en slags selvpinende nydelse i at
stå og se, finde igjen en linje her, som jeg selv havde
set, en anden linje der, som jeg endnu ikke havde set,
men som jeg vidste var hendes.

Jeg gik længe om. Som i ørske. Jeg sansed ikke,
hvor jeg gik.

Pludselig kom en tanke op: Det var min fantasi,
som legte med mig. Jeg var ikke sammen med andre
kvinder end Rebekka, i lang tid havde alle mine tan-
ker dreiet sig bare om hende. Jeg så hende i alt.

Jeg kjendte så lidet til kvinder. Der kunde være
dem, der ligned hende, der havde de samme bevæ-
gelser. Og kanske var der hos Bredo og mig noget
fælles, der gjorde, at vi så det samme hos kvinden.

Jeg var kommet ud mod fjorden. Den havde en af
sine stille timer. En følelse af deilighed greb mig: Jeg
så hende i alt! Jeg fandt hendes bevægelser i alt jeg
så. Alle kvinder blev til hende. Hele verden var hende.

SIDE: 73

Det dybe øie, hvormed hun havde set på mig! I na-
turen, i kunsten, i manden, i altet var der ét, hvorfra
alt stråled ud og flød tilbage - det øie!

- Jeg sad på en bænk, mens jeg tænkte dette. Med
ét faldt det mig ind: Det er denne bænk vi sad på,
første gang vi kyssed hinanden.

Hvorfor netop den? Hvordan var det gåt til, at jeg
uden at sanse det netop var kommet derud?

Hun havde sagt:

- Som du kysser ingen i verden.

Jeg fik atter et stik i hjertet. Hun havde tænkt på
nogen. Hun havde husket andre kys. Måske på samme
bænk havde hun kysset nogen anden. På samme bænk
kanske!

Havde jeg da nogensinde tænkt mig, at hun ikke
før havde kysset, at hun ikke havde elsket? Hvad var
det, der var blit af mig? Hvorfor vælted jeg alt dette
om i hodet mit?

Hun var kommet til mig. Jeg havde tat hende ind
til mig. Og jeg havde jo netop tænkt: Hun har måske
elsket og er blit skuffet, er blit såret deri. Jeg havde
været stolt netop over det, at hun kunde lægge sit hode
så trygt mod mit bryst, uden at jeg stilled hende et
eneste spørsmål, uden at der for mig var nogen fortid.

Jeg havde jo villet, at der hos mig skulde være bare
nu, et stort, deiligt nu, deiligere og deiligere, alt efter-
som denne følelse nådde hende og trængte ind i hende
og varmed hende op i hele hendes indre.

Det havde vistnok ikke været klare tanker, kun

SIDE: 74

instinktivt. Det var nu, jeg så, at slig havde jeg villet
det.

- Hvergang min hånd streifed bænken, hvor hun
havde siddet, hvor hendes kjole havde foldet sig, kom
stikket: Det var hende, som var i det ler, kun hun
havde den sjæl i armen.

Jeg havde spurgt ham, om han ikke havde havt en
og samme model til de fleste ting. Han havde sagt:

- Jeg tror hun er kommet ind i mange ting mig
uafvidende.

Der var noget ved disse ord, som pinte mig. Jeg
havde ikke tænkt over, hvad han mente, da han sa
det. Men tonefaldet havde sat sig fast.

De forfulgte mig hine ord.

Hvorfor havde denne mand straks fra første øieblik
draget mig så uimodståelig? Om det kanske netop
var, fordi hun havde været i hans liv, formet i ham,
lagt sjæl i hans arbeider.

Og det hemmelighedsfulde, som der undertiden
kom mellem os, - det var hende. Det var hende, jeg
uden at vide det, havde søgt hos ham, - gjenlyden af
hendes stemme, jeg havde søgt i hans ords klang, -
gjenspeilingen af hendes sind, jeg havde søgt i hans
vekslende stemninger.

Hvis det var så, måtte jeg så ikke hade ham? Måtte

SIDE: 75

jeg ikke hade hende, som ikke var åben mod mig?
Måtte jeg ikke hade hele livet, som brugte mig til at
spille terning med?

Noget af det, som gjør os til mænd i livet, kom mod
mig ud af alle disse tyngende tanker. Man blir plud-
selig var noget der er udenfor en, noget der er høiere,
sterkere end en selv, det rører ved en, det blir ens
eget, og en blir selv sterkere end en var før, og rigere,
sorgfuldt rigere, glad rigere, alt eftersom lodderne
falder.

Der er noget sterkt i dette: ikke at ta afgjørelse, ikke
at udtale for sig den bestemte dom om det som møder
en. Det er som man selv forsvinder ligeoverfor det
mangfoldiges storhed, - og blir selv større, idet man
lar det store drage gjennem sig istedetfor at lukke
det ude.

Det er så vanskeligt at forklare. Der er ting, man
ved at bruge de rigtige ord kan få andre til at forstå,
- men der er også enkelte ting, som trods alle ord
ikke kan forstås uden at noget lignende er oplevet.

(Jeg filosoferer måske for meget. Men når jeg nu
sidder og søger at se det hele for mig, hvordan det
væved sig sammen, da er det jeg ser, hvordan det
usynlige la islet ind i det synlige, og hvordan det, der
voksed op og blev til det store flammende, netop var
det som lå bag, og ikke det som let kan fortælles, og
det blir mig en vemodig tilfredsstillelse at se, hvordan
det alt i dybden gik til).

- Jeg følte, at jeg vilde ikke kunne hade eller an-

SIDE: 76

klage. Istedet fyldte mig en underlig, sorgblandet for-
ventning. Hvad vilde skjæbnen bringe?

Jeg blev som en kirke med stor lydfavn, der står og
venter på salmen. Det kan bli en bryllupssalme, og
det kan bli en sørgemesse.

Denne forventning behersked mig aldeles, den næ-
ste gang hun var hos mig. Jeg havde aldrig været så-
dan mod hende. Hun vilde kysse mig. Jeg gik fra
hende. Hun bad mig tale. Jeg taug.

Jeg satte mig i et andet hjørne af værelset. Og jeg
følte dog, at denne adskillelse var større end nogen i
verden.

Alt i mig droges mod hende. Mer end nogensinde.
Jeg vented på noget der skulde komme, noget der
skulde tænde al varmen i mig. Jeg vilde favne hende,
som jeg aldrig før havde favnet hende, og jeg gjemte
mit blik. Jeg vilde lægge en blødhed i ord og stemme
som aldrig i mit liv, - og jeg tied.

Jeg følte, at der foregik noget i hende. Mens alt i
mig higed efter at tænde hele mit selv, hele mit liv til
et glødende blus, havde jeg en anelse af, at det hun
følte strømme mod sig, det var isende, dræbende
kulde.

Jeg kunde kjende i mig, hvor hendes ansigt skifted

SIDE: 77

smertelig. Jeg havde en inderlig lyst til at se hendes
træk. Men jeg tvang den tilbage.

Længe før hun udtalte de ord, som jeg nu gjengir,
var det som det skjalv og gråt i mig: Nu vil hun tale,
nu kjæmper det i hendes bryst, hun kan ikke få or-
dene frem, hun presser dem frem:

- Vil også du pine mig?

Hun sa det lavt, meget lavt, med en klangløshed,
somom hun selv var gåt bort fra de ord, hun udtalte.
Hun reiste sig derpå langsomt. Jeg forstod, at hun
havde besluttet at gå.

Men idet det forvirret stormed i mig, alt det, som
havde forfulgt mig i den sidste tid, gled væk, alt det,
som havde været hos mig fra først af, kom igjen, -
løb jeg didhen, tvang hende ned i sofaen, la mig på
knæ foran hende, råbte, hvad jeg før ikke engang
havde hvisket:

- Jeg elsker dig, jeg elsker dig, om dagen og om
natten, jeg elsker dig til vanvid.

Hun hørte på mig, stille, med stille øine. Hendes
bryst gik høit, mens jeg sa ordene, og længe efter.
Så kasted hun sig heftig i mine arme og gråt som
aldrig før. Men midt under tårestrømmen reiste
hun sig op og sa, somom hun vilde lægge betydning i
ordene:

- Nu gråter jeg ud alt hvad jeg har levet.

En stund efter sa hun:

- Så skal jeg aldrig gråte mere.

SIDE: 78

Derpå stansed hendes gråt. Og - - hun sovned
ved mit bryst, der vi sad!!

Jeg sad og holdt hende, som man holder et lidet
barn. Jeg sad og så mig om i værelset og hørte på
hendes ånden.

Så var der en hed kind og et blødt, vådt kys. Hun
var halvvågen.

Så en stund efter:

- Å, det er jo du alligevel! Jeg var så bange, at jeg
ikke var hos dig.

- Det blev den sidste gangen jeg så hende gråte.

Jeg havde siddet ligeoverfor hende, kold og frem-
med, som om hun var noget mig uvedkommende. Og
netop lige efter var det, det var kommet.

Hvordan var det gåt til? Jeg forstod det ikke. Jeg
vidste bare, at da hun vilde gå, så stod det for mig
som en ildskrift: Hun må ikke, må ikke gå. Og så
havde jeg sagt det. Som en orkan var det brust ud af
mig, at jeg elsked.

Selve ordet for det, der gjorde mig sår, havde hun
udtalt. "Også du," - "du ligesom den anden," eller
"de andre".

Og netop da var det, det var sket. Netop mens hun
nævnte det der havde smertet, var det det skreg i mig:
Jeg må - jeg vil - kysse hendes klædebon.

Det er en af de få gange i mit liv, at jeg har handlet

SIDE: 79

uden at vide forud, hvad der skulde ske, ligesom dre-
vet af ukjendte magter. Man føler noget vidunderlig
deiligt ydmygt derved. Der flyder en let, sitrende var-
me ned over ens skuldre og ryg efterpå, og det er som-
om hjertet ikke ligger hårdt i brystet, men i et leie af
æther.

Værelset var blit til et tempel, hvor de ordene havde
lydt. Alt gled hen i en rus af lykke, en lykke, som
hviled inde i en stor tåre.

Og før jeg sovned fik jeg et så vakkert syn, hvor-
med tankerne endte og drømmene begyndte: Hele ver-
densrummet var en stor skjælvende tåre, hvori alle
stjerner og sole svømmede.

Men jeg havde ikke ro. Jeg kastedes frem og tilbage.

Snart droges jeg opover mod atelieret, gik frem og
tilbage uden at gå ind.

Snart igjen kom der en stor svulmende glæde i mig,
en stolt vilje til selv at herske over nuet og gjøre det
rigt. Jeg vilde beskytte hende, værne hende mod alt
som havde været og som skulde komme! Havde andre
været i hendes liv, var hun så mindre derfor? Var hun
ikke blot rigere, hemmelighedsfuldere?

Men ak! så kom atter det andet igjen! Og uden at
jeg vidste af det, var jeg kommet derop. Jeg stod i
gangen, jeg hørte mit hjerte banke. Det hamred i mig:

SIDE: 80

Dette skulde du ikke gjøre. Dette er ikke vakkert.
Dette skulde du ikke gjøre.

Og imens så gjorde jeg det.

Nogle skridt fra døren stansed jeg. Ti der lød stem-
mer. Han var ikke alene. Den anden stemme var
hendes.

Det gik forbi som et lyn, men jeg glemmer det al-
drig: Jeg derude, - han derinde, for hvem jeg havde
følt mer end for nogen anden mand, - hendes stem-
me, den der havde hvisket og talt og grædt i min stue.

Kanske stod hun der nøgen. Det som jeg blot havde
vovet at ane, som jeg havde syntes det var en brøde
at gjætte, det stod derinde foran en andens øine, -
ikke foran en mig fremmed, ikke en, hvis blikke kunde
prelle af og være ligegyldige. Nei, ind i huden vilde de
trænge, hver fold vilde de fange og forstå.

Som en drøm var det undertiden kommet over mig,
kun om natten, da man overlistes af det, som dagen
ikke tør tænke sig: Om hendes legeme nogengang
skulde slumre i mine arme. I dæmringen skulde det
være til for mig, løndomsfuldt som livets ophav.

Hvor var det løndomsfulde, når hun havde ståt
derinde i fuldt lys, alt det der der havde boblet som
de lette, vare sæbebobler i mine drømme, det var af-
dækket, hver linje åben, kjendt af en anden?

SIDE: 81

Selv de største kvaler er sjelden ublandede. Menne-
skets følelse er næsten aldrig en enkelt, hel. Der føier
sig andre til. Og der isprænger sig tanker. Det er må-
ske netop i de største smerter, at de dybeste fødes. Og
er det måske det, som gjør at menneskene ikke buk-
ker under i lidelsen?

Hver nerve i mig sitred og gråt, det føltes som min
brystvæg var fuld af blod.

Men på samme tid var det som alle mine sanser
var blit så åbne. Jeg syntes jeg kunde se inde i alt,
som var, som fødtes, døde, led og frydedes, et net, et
guddomsnet. Jeg så, hvordan livet var sammentvun-
det i masker, som intet menneskeøie kan spore trå-
denes gang i, men vel stundom skimte den vældige
fantasi i.

Det var ikke mange dage siden at alt havde været
så stille. Jeg havde ikke tænkt på, at hun kunde bringe
mit indre i oprør. Og jeg havde ikke havt end den
svageste attrå efter at kjende hendes veie og hæn-
delser.

Jeg havde været så stolt og sterk. Og nu var jeg
som espeløvet. Hvergang det atter kom for mig, sådan
som jeg havde ståt derude, sådan som hendes stemme
havde lydt derindefra, så brændte mit bryst, der hvor
hendes hode havde ligget.

Jeg havde git hende mit hjerteblod, mens jeg havde
strøget hendes hår, hun havde suget af mit hjerte. Og
jeg havde ikke vidst det.

SIDE: 82

Det var som en verdensomvæltning var sket. Kunde
det vel nogensinde nu bli som før?

Hun bedrog mig, løi for mig, hykled!

Men hvordan kunde hun så se slig på mig? Og
hviske slig ind i øret mit, at jeg var den eneste, hos
hvem hver fiber, hun eied, følte sig hjemme, og ikke
mistroisk?

Jeg droges mod smerten, som man drages mod en
gåde. Jeg søgte atter op Bredo. Vi sad sammen langt
ud på aftenen. Vi blev mer fortrolige end nogensinde
før. Vi sad nær hinanden, og så hinanden dybt ind i
øinene, som for at lære at kjende hinandens hemme-
lige kummer eller fryd uden at spørge.

Pludselig var det, - vi sad og talte om ting der
slet ikke vedrørte kvinder, - at han så på mig med
et langt blik og sa det ene ord:

- Rebekka.

Jeg mødte hans blik. Jeg spurgte:

- Hvad mener du?

Han så atter på mig. Så sa han hurtig:

- Å. Intet.

Vi sad ligeoverfor hinanden ved et lidet bord. Det
var en kafé, hvor ikke byens mere kjendte folk gik.
Der var ikke fler end os tilbage, og lamperne over de
andre borde var blit slukkede.

Jeg ser det lille bord for mig. Vi sidder ligeoverfor

SIDE: 83

hinanden. Efter en stunds taushed hæver han øiet og
siger det ene ord:

- Rebekka.

Hvem kan forklare det? Jeg havde gåt i frygtelig
spænding. Og da han så selv nævnte ordet, så for-
stilte jeg mig. Jeg kunde ha spurgt, ha fåt vide alt.

Og kanske alt vilde ha gåt anderledes da.

Da hun næste gang kom til mig, var jeg taus og
kold. Jeg kunde ikke få et ord frem. Jeg løb ikke som
sidst imod hende, da hun vilde gå.

Hun sa intet. Hendes læber var lukkede. De bæv-
red let. Hendes øine var sænkede, somom de så no-
get for sig fra et andet sted eller en anden tid.

Først da hun holdt på klinken, sa hun med en
egen sår stolthed:

- Jeg går. Og jeg kommer ikke mer igjen.

Hun stansed endnu et øieblik, som vented hun
noget fra mig. Så sa hun smertefuldt:

- Dette skulde du ikke ha gjort!

SIDE: 84

Men da hun var gåt, var det som tusend tårer inde
i mig, der havde været frosset til is, smelted, og blo-
det gjød sig så hedt op langs kindet.

Og jeg hørte bare hendes sidste ord og denne klan-
gen af stemmen. Hvad var det den sa? Jeg havde
ventet forklaringer, håbet, at noget skulde hænde el-
ler siges, som gjorde al uro til intet. Hvorfor vente for-
klaringer?

Hun havde forstået alt. Alt havde der været i den
klangen.

Var der mon nogen i verden, der havde den klan-
gen, der svøbte sig slig om hjertet mit, så det hver-
gang slog høiere og høiere, somom det vilde døve alle
hjernens pinende tanker?

Jeg havde ydmyget hende. Jeg havde ladt hende
stå ved døren som en hund. Jeg havde ikke sagt et
eneste ord til hende, havde gjemt væk øinene. Også
elsked jeg hende jo!

Stryge hende over håret! Bare en eneste gang få
stryge hende over håret. Jeg skulde gjøre det så godt
og stilt. Stryge væk alt det, hun havde havt vondt og
ækelt i livet, stryge ro og fred ind i hver nerve hos
hende!

Så var det, der ud af alt dette atter strøg mod mig
drømmen om det, jeg ikke havde turdet tænke mig,
men så sår og blød.

SIDE: 85

Og der var i den et begjær mod at vide, så ræd og
sitrende. Det var somom det, der skulde komme,
måtte være enten døden eller livet.

Og jeg skrev breve, hvori alle mine ord la sig på
knæ:

- Kom!

Å, hvor jeg husker disse dage! Der hændte jo intet
nyt, og dog husker jeg dem, mens jeg har glemt store
smerter. Nu - da ingen kan komme og banke med
sin lille hanskekno - har jeg så tidt endnu den
samme hede bævren i mig.

Jeg sad der, hvor hun så ofte havde været, og det
var mig som vented jeg et nyt væsen. Man drømmer
i sin tidligste ungdom om det første kys. Den samme
drøm havde jeg, men tusend gange hedere, tusend
gange angstfuldere, mod den kvindes, som ofte havde
kysset mig.

Om hun slik som i gamle dage, - ja, det var blit
som i henfarne tider, - slik som da vilde pludselig
banke let med sin hanskehånd på døren, og før jeg
kunde nå den, stå på det lille teppet, hvor hun så
mange gange havde ståt, - å det var som en million år
siden, - og se på mig, se sådan, - sådan - på mig.

Det vilde aldrig i verden være som da! Det vilde
være noget - noget jeg ikke vidste hvad var.

- Hvem kan male en mands venten? Det stormer,

SIDE: 86

det raser, det kjæmper mellem det hårde og bløde,
mellem manden og kvinden i ham. I det ene øieblik
brusende anklager, i det næste den vekeste ydmyg-
hed. Hun skal få føle, at hun har ladt en mand sidde
og gjøre sig til slave af tid og rum for en lumpen
kvindes skyld, hun skal engang få føle det! Å nei,
hvis hun kom i dette øieblik - jeg skulde gjøre det
ydmygeste, jeg kunde hitte på, jeg skulde kysse hen-
des sko der, hvor den er smudsig, jeg skulde -
skulde -

Så atter stille stunder, som pauser i en ouverture,
da pludselig hvert eneste instrument holder inde. Man
står udenfor livet. Men sagte begynder det at liste sig
om en igjen, i nye former, i nye, forbausende akkor-
der. En ser, at en aldrig har kjendt verden, aldrig
set sig selv.

Og det skyder op i en som et lyn: En må ikke dø,
for guds skyld ikke dø endnu! Der er så meget en
har og skulde ha git, og ikke har git, - en må ikke
dø, - og en har ikke set, hvordan tingene ser ud,
- en har jo ikke hørt efter, hvordan det er fuglene
kvidrer, - der er linjer i hendes hånd en ikke vet om!

Under denne tid sad jeg en dag i parken. Jeg havde
netop forladt Bredo. Nogle ord, han havde sagt, lød
atter og atter for mig. Han havde sagt:

- Kvinden er som en guirlande. Hun er i alt, hun

SIDE: 87

er som en farlig vedbende. Hun snor sig om alle
mænd og alle huse. Hun vinder sig om éns fod, og
han falder, hun kranser sig vakkert om en anden, og
han vandrer i duft. Hun undergraver det ene hus, og
hun stiger vakkert mod taget på det andet.

Og det er altid den samme kvinde. Der er tusen, ja
hundretusen mænd i verden. Men der er blot én kvin-
de, blot en eneste én. Det er den samme kvinde, som
er i alle kvinder, det samme snigende fantom, - der
kan gjøre sig så lidet som en mus - og så vældigt
og vidunderligt som et fata morgana.

Ja et fantom er hun. Ti det som i virkeligheden er
kvinderne, disse lærerinder og disse kasserersker og
disse baldamer og disse matroner, - det er ikke kvin-
den. Kvinden er et fantom, der vandrer usynlig imel-
lem os, på hjerter og hjerner, og har vandret sådan
fra urtid af, den evige Eva. Se det er det farlige: Vi
gjør den enkelte kvinde til kvinden, - kvinden, fan-
tomet mellem os.

- - Å, (vedblev han sørgmodig) man vet aldrig,
hvor hun er! Man tror hun slumrer i ens arme, og
så er hun tusen mile borte!

- Det var blit tusmørke. Et stykke fra mig sad
endnu en barnepige. Et lidet pigebarn legte sig foran
hende. En dame nærmed sig. Hun talte til barnet.
Hun løfted det og kyssed det. Hun stod længe og så
på det. Så satte hun det ned på jorden igjen, mens
hun tog op en portemonnaie. Jeg så hende gi først et
pengestykke til den lille, så et til barnepigen.

SIDE: 88

Derpå gik hun. Jeg fulgte efter uden at sanse, at
jeg gik. Det var som var jeg ikke længer til. Mine øine
hang ved hendes lænder, som de gynged sig, hendes
fødder, som de flytted sig.

Hun var forsvundet. Men inde i mig gynged sig
hendes lænd, flytted sig hendes fod. Jeg havde aldrig
set det slig før. Hun havde blot været i min stue, sid-
det ved min side.

Det gynged og gynged i mig.

Fra denne tid har jeg fåt en overtro på blomster.

Der var hos mig en stor rød tulipanknop, hun hav-
de bragt mig. Selv havde jeg kjøbt en hvid hya-
zinth.

Det var en morgen jeg så, at hyazinthen havde bøiet
sig henimod den kant, hvor tulipanen med det grønne
om stod. Jeg laved en pinde og støtted den op.

Men næste morgen havde den atter bøiet sig, trods
pinden, og havde ludet sig ned i det grønne og næsten
nået knoppen.

Natten derefter sov jeg dårlig. Jeg tænkte på Re-
bekka, og min længsel brændte mig. Jeg følte også
en mer end almindelig sterk duft.

SIDE: 89

Og næste morgen havde min hyazinth nåt hendes
tulipan, og knoppen havde foldet sig ud.

Men samme dag kom hun.

Hun kom. Men hun var blit en anden.

Der var kommet noget nyt i øinene. Jeg havde trot
de var blå. Nu var de dybgrå.

Hun holdt hodet på en anden måde.

Hun var blit langsommere, somom hun nød sin
lænds vuggen, tausere, somom hun hørte efter hvor-
dan hendes bryst ånded.

Der var også noget i hendes øiehår, - et smil, -
måske blot en tindren.

Hun drog mig, som sjøen drager midsommernat.
Jeg følte hendes bryst nær mig. Jeg følte, at det var
mit, at jeg kunde se det, kysse det. Og jeg voved ikke.

Jeg rørte ved hendes brystnål.

Hun sænked blikket.

En stund efter sa hun, - og det var som ordet
skjalv frem dybt nede fra noget dulgt og i mange år
gjemt:

- Du må.

Og jeg voved ikke.

- Der var en vidunderlig sart sky over hende, ikke
jomfruens, - sælsommere, ræddere, dybere.

SIDE: 90

Så kom natten, og vi sank sammen, og jeg kan
ikke skildre, hvad det var. Ti for mig var det livet.

Så er det, de fire måneder kommer.

Der kan vist ingen ha oplevet noget sligt. Hel og
fuld lykke er så sjelden. Den er en solmimose, næ-
sten ingen har set.

Det blev aften og morgen, og det blev aften og
morgen over en stilhed, hvori alt i os kunde synge.
Vi sad i timevis med hodet til hinandens bryst for at
høre hinandens hjerte banke. Og det hørtes så stort
og sælsomt i huset ved havet. Hun la sig ofte på knæ
foran mig og lå sådan, at jeg måtte ikke tale, for hun
vilde lytte til det store deilige, sa hun.

Selv sad jeg så og lod øinene glide udover sjøspeilet,
som veksled under solen, som gik op og ned, - og
var det eneste, som veksled.

Det var en stilhed, hvori to kan se og høre, hvad
en alene ikke ser og hører. Det var engang vi syntes,
vi hørte solen synge inde i rummets bund.

Jeg gav hende mine tanker. Vi gik ude lange kvel-
de, da jeg talte uden ophør, - om menneskenes liv
på jorden, om stjernernes dans, om dødens løndom.
Sommetider kjendte jeg hendes øine hvile på mig, og
jeg syntes, det var så lidet, det jeg vidste. Somme-
tider følte jeg hendes hånd trykke min, uden at hun
syntes at vide af det.

SIDE: 91

Jeg lærte hende at kjende ved navn hver sten på
stranden, jeg lod hende se i mikroskopet. Jeg forsøgte
at få hende til at skimte livets linjer fra det laveste
mod høiden, fra det inderste mod periferien.

Jeg afbrød mig undertiden midt i. Jeg vidste ikke,
om hun hørte mig. Det var som hun gik i en lys
drømmeverden, og somom hun blot lod sig omsvøbe
af min tale som af en fjern menneskelig susen.

Å nu, da det er længe siden, nu da jeg sidder og
ser tilbage, husker jeg mangen småting, der dengang
gik mig forbi. Man er så ofte i livet fordybet i sig
selv, man får ikke tid, eller har ikke ro, til at se det
som foregår i de andre, selv ikke hos den man er
sammen med dag og nat.

Netop nu kom det så levende op for mig, hvordan
hun en formiddag, da hun var gåt til speilet for at
ordne håret, idetsamme veg tilbage som forskrækket.
Så blev hun stille og stod og så opmerksomt, så og så.

Og derpå kom hun løbende. Omfavned mine knæ,
kyssed mine klær, mine hænder, krøb omkring mig,
kyssed mig, hvor det kunde falde sig, rev op min vest
og kyssed mig på brystet.

Hun bar sig ad som en hund, der har været for-
vildet og har fundet sin herre.

SIDE: 92

Hun fandt hver dag på noget, der gjorde hende
nyere og lysere. Hun stak hele haver af roser i bry-
stet, i beltet, i håret, overalt hvor de bare kunde få
plads.

Hun begyndte at tale om barndomsdage. Billeder,
der havde været glemte under livets uro, steg op for
hende, og med hodet på min skulder sad hun og rul-
led frem for mig dag efter dag fra den tid før noget
havde hændt hende.

Hun havde nye udtryk i ansigtet, der ligesom havde
været gjemte dybt nedi hendes bryst og mer og mer
havde nærmet sig lyset og nu stod der i fuld sol. Der
kom små toner ind i stemmen, som hun selv lo over,
og ikke vidste hvor kom fra.

Og det var som det hang sammen alt i en varm
velklang. Det kunde se spredt ud den ene dag, men
så bandt det sig den næste sammen med noget.

Der var en egen betydning i de minder, der kom
op, - de kunde dukke frem ud af et kys, ud af et
glimt, hun trode at se i mit øie, eller ud af en tone i
hendes egen røst.

- Jeg husker, sa hun. - Jeg ser for mig, sa hun.

- Jeg husker, hvordan jeg engang - jeg tror jeg
var fjorten år - gik ved stranden. Jeg gik og gik, og
jeg kom på steder, hvor jeg ikke havde været. Det
syntes mig alt som et eventyr, der hvor jeg kom, og
jeg gik med en angst.

SIDE: 93

Jeg stansed ofte og pressed begge hænderne for
brystet. Jeg så ud over havet, og det var med engang
blit så uendelig stort - det samme hav, som ikke
langt derfra rulled forbi vort hjem, - jeg havde ikke
set, at det var så stort, og jeg turde ikke se på det. Og
jeg vendte øinene ind mod landet, men det var så uen-
delig vildt, og bag fjeldene var der et evigt mørke, -
og jeg turde ikke se ind mod landet.

Så gik jeg fremover med hænderne foran brystet
og så blot ligeud. Og da var det jeg tilslut så noget
lysende blåt foran mig i sandet.

Det var en plante, jeg aldrig havde set. Den havde
nogle store, blå, kjødfulde blomster. Det var et blåt,
som var så lyst og silkeagtigt, at det var som selve
sandet havde skabt dem. Da syntes jeg den planten
var så vidunderlig. Og jeg drømte om den hele natten.

Og siden - og var ikke det rart? - gik jeg i årevis
og fandt aldrig den planten igjen, og mer og mer vid-
underlig blev den for mig, og jeg har aldrig siden
fundet den. Og nu, når jeg ser mig tilbage, er det
noget af det jeg husker, mens de store barnesorger
er glemte.

- Slig kunde hun sidde og småsnakke.

Tilsidst var det som hun fordobledes for mig. Inde
i hendes yppighed så jeg pigens tendre slankhed bugte

SIDE: 94

sig, jomfruens undren mod det hemmelige glimted og
glimted inde i det ansigt, som livets sorg havde ridset
sine smerteligt deilige runer på.

Det var et vidunder - barndomseventyret i moder-
brystet. Det rev mig hen som livets eget digt, hvori
gråten er latter og latteren gråt.

Men da vi havde levet to tre måneder sådan, kom
der noget nyt hos mig.

Det var undertiden jeg syntes hun gled bort fra
mig. Jeg kunde holde hende om livet, og pludselig
kunde det kjendes i mig, somom jeg var blit så ene.
Når jeg så så på hende, var hendes øine inde i en ver-
den jeg ikke vidste om.

Når jeg gik ud alene, begyndte jeg at bli rastløs,
jeg kunde ikke gå længe. Der greb mig en frygt: Må-
ske var hun nu, i dette øieblik, holdt op at elske mig.
Jeg måtte hjem, jeg måtte se på hende, se hende se
på mig, føle, at hele hendes væsen ånded mod mig og
bare mod mig.

I førstningen var dette mig nok. Men lidt efter lidt
heller ikke dette. Jeg greb hende heftig og fuld af uro
om livet, jeg spurgte: Elsker du mig? Jeg spurgte at-
ter og atter: Er du sikker på, at du elsker mig, bare
mig?

SIDE: 95

Hun måtte si mig mange, mange gange, at hun el-
sked mig. Jeg bad hende at kjærtegne mig. Jeg bad
hende lægge armen omkring mig, forat jeg kunde
føle, at hun var hos mig.

En frygt, der kunde stige til fortvilelse, kunde kom-
me over mig, forat hun skulde forlade mig, at jeg en
eller anden aften, når jeg kom hjem, skulde finde hu-
set tomt.

Det var en aften jeg var mer end almindelig uro-
lig. Jeg forlod hende, jeg satte mig ved vinduet og la
hodet i mine hænder. Hun måtte komme efter mig,
kjærtegne mig.

Da var det hun sa endelig, - med en klar, mono-
ton stemme, som siden har lydt for mig hver dag:

- Det er forbi.

Jeg blev som gal. Jeg sprang op, klynged mig ind
til hende, greb om hende, somom jeg vilde kvæle hen-
de, kasted mig ned foran hende, skreg:

- Elsker du mig ikke længer?

- Mer end nogensinde.

Men det er forbi. Det.

Der var også en anden ting. Hver fjortende dag
reiste hun ind til hovedstaden. Hun sa det var nød-
vendigt og jeg spurgte ikke om grund.

SIDE: 96

Men som uroen voksed hos mig, begyndte det at
plage mig, at jeg ikke vidste, hvad det var hun gjorde,
hun, med hvem jeg leved barm til barm.

Jeg trængte ind på hende. Hun sa mismodig:

- Vil du da endelig vide det?

Jeg reiser ind for at kysse mit barn.

Og alle de gamle kvaler dukked påny op.

En tung vemod kom over mig. Hun havde været
andres. Der var det af hende, der havde knoppet og
blomstret, uden at jeg havde set det og levet med det.
Måske noget af det vakreste, det der flygter og aldrig
kommer igjen, det havde andre eiet.

Og mer og mer tynged det mig: Hendes barn var
ikke mit barn.

Hvem var hun igrunden? Hvad var det hun havde
oplevet? Hvorfor var hun blit skilt?

Det var ikke længer som før. Der var ikke længer
de lange, tause dage.

Der var nok stunder, da det sused og sang i mig,
og havets bølger var i mig som solfyldte drifter. Da
alt atter var helt.

Men der var en evig brand og brænding, som så
atter kom igjen.

Flere gange var det, at hun så på mig med en dyb
smerte i blikket.

SIDE: 97

- Hvad er det? spurgte jeg.

- Du ser så forunderlig på mig.

Det var en dag jeg dreves mod storbyen, mod men-
neskemasser og larm. Det var som jeg ikke længer
kunde tænke i denne stilhed, hvor hun var overalt, så
mit eget jeg blev borte.

Jeg reiste. Jeg så mylderet på stationen, med jern-
vævet over. De store huse i gaderne så ned på mig
som uhyrer med mange øine.

Det hvirvled om mig, øine, stemmer, skridt. Længst
ude blev aftenrødmen gjennemboret af høie tårne og
spir.

Jeg gik og så på hvert øiepar.

Jeg havde ikke vidst af det. Så gik det op for mig,
at det var hende jeg så efter.

Men i den hele by var der ikke ét ansigt, som havde
dét, - dette som det var ligesom min sjæl kjendtes
ved fra et forudtilvær.

Og jeg så, at det var hun, som var blit borte for
mig.

Og jeg begyndte at se hende for mig sådan som
hun var, men som jeg ikke havde havt fred til at se
hende. Ud af jernnettene og husvinduerne og menne-
skefødderne og spirene tvandt sig hendes træk, større
og dybere end jeg havde vidst dem, og jeg så dybt i
hendes bryst værelser jeg ikke havde været inde i.

SIDE: 98

Men før jeg reiste hjem igjen, gik jeg ind på en
restaurant, ind i den inderste krog.

Det var mig som et rart kobberstik fra gamle,
glemte tider. Øl og brændevin kom og forsvandt, op-
vartere skreg, smørrebrød dansede, mens folk i over-
tøi snakked, lo, gisped.

Så så jeg komme ind ad døren en mand, der ikke
gik ganske som de andre. Hans øine gled ud i rum-
met, og han så ikke på nogen. Han gik foroverbøiet,
og det var som om han havde om sig en del af mørket,
som han kom fra.

Også han søgte sig frem til den inderste krog. Jeg
reiste mig. Jeg hilste. Ti det var Bredo.

Han så mig ikke i øinene. Han kunde ikke tale.
Først da han havde drukket meget, begyndte han. Han
stammed, han talte febrilsk, indimellem fyldte han sit
glas med brændevin og slugte det i ét drag, idet han sa:

- Jeg må drikke. Jeg må drikke.

- Hun er borte, sa han. - Jeg går og går. Jeg
finder hende ikke . . . Hun er borte. (Han havde al-
drig talt sådan om en "hende".) . . . Atelieret er stængt
. . . Jeg kommer der ikke mer . . . Jeg går forbi om
kveldene . . . om kveldene . . . mange ganger . . . Jeg
går ikke op . . . Jeg tør ikke gå op.

Det var en nat jeg gik op . . . Jeg fik ikke fred. Jeg
stod op af sengen . . . af mit leie . . . Jeg gik op ad ga-
derne . . . der var en konstabel som sov, og en pige
som var fuld . . . Jeg kom derop . . . Det var spøgelser
. . . Mit livs lig . . . mit eget livs lig . . . lig . . . lig.

SIDE: 99

Jeg er sluttet at arbeide . . . Jeg falder sammen . . .
Menneskene (han så sig om) . . . menneskene, jeg går
blandt dem, fordi jeg hader (han steg i stemmen).

Jeg hader (han kneb tænderne sammen, og han så
mig stivt ind i øinene med et blik, hvori der næsten
var noget vanvittigt) hader . . . jeg hader dette usyn-
lige, som sniger sig om mig, som jeg aldrig kan få tag
på, aldrig komme i åben kamp mod . . . jeg hader.

(Så slog han om i dyb sorg.) Jeg går i parken. Jeg
ser på hendes barn. Jeg kjøber sukkertøi til det. Der
er noget af hende. Jeg stryger det over håret . . . En
eneste gang . . . langt borte . . . jeg så kjolen, - det er
bare hun, som går slik, - hun dreied om hjørnet, -
jeg løb, - hun var borte.

Vet du, hvad hun heter! Vet du, hvad hun heter!
(Han sa det næsten truende.)

Å nei . . . du får ikke vide det. Kanske finder jeg
hende, og da er der bare en eneste i verden, som skal
høre mig nævne det navnet. Da skal jeg være god mod
hende. (Det var som han i stemmen vilde vise, hvor
han skulde være uendelig god mod hende.) Jeg skal
være så øm, - å hun skal ha det så godt. Jeg skal
aldrig være mørk, aldrig mørk.

Den tanken, at det håret . . . det lange håret, som
falder sådan nedover som sorg, nedover skulderen og
brystet og ryggen - at det snor sig om en anden . . .
en anden . . . jeg vet ikke hvem . . . at han suger ind i
sig de buerne, drikker de deilige trækkene.

Å (han sænked stemmen næsten til hvisken) vet du

SIDE: 100

hvad det er: ha inde i sig hver linje af et menneske,
sovne ind om natten med en af de linjerne, vågne op
med den . . . og så gå og . . . gå og . . .

(Han tog sig til hodet.) Jeg blir gal!

(Så sank han længe hen i dybe tanker. Endelig sa
han langsomt:)

Men kanske må kunst betales. Kanske må det Pro-
methevsverk her i dødens rige at ville trænge ind i
algudens eget tabernakel, - harmoniens hjem, - ska-
belsens mysterium, - kanske må det bødes med ti-
tanens smerte . . . og titanens . . . savn.

Jeg reiste hjem samme aften. Men jeg frygted at se
hende igjen.

Vi tændte tre lys i salen. Vinduerne var åbne.

Vi sad tause hver på sin side af bordet. Luften var
fuld af minder om kys. Men det var som de blev til
sår i mig.

Og ude fra havet kom der og la sig over mig en
skræk. Jeg syntes jeg så det lige foran mig og følte
under mig et grænseløst dyb, hvor der var en verden
for sig nede på bunden.

Jeg stod op og lukkede vinduet.

Men da blev det værre. Der var blot hun, som sad
der, og imellem os en med fortrukket ansigt, som jeg
stjal fra og løi for.

Og for første gang fik jeg en tanke, som selv under

SIDE: 101

den største uro og tvil neppe havde dæmret: Hun er
en slet kvinde.

Da følte jeg hendes hånd på mit hode. Lydløst hav-
de hun nærmet sig.

Hun var ligbleg.

Jeg kunde ikke tale. Som et kuldegys fôr en ny
tanke gjennem mig: Hun vedkommer mig ikke.

Hun stod en stund. Så gik hun langsomt ud. Jeg
hørte døren lukkes stille. Jeg hørte hende gå ude på
gangen. Jeg hørte hendes dør gå op. Så hørte jeg ikke
mere.

Men da jeg havde siddet en stund, syntes jeg, jeg
hørte det gråte udenfor vinduet, og henover sjøen.
Jeg lukked op, men derude var det stille, og Karls-
vognen og Melkeveien lå nede på bunden af vandet
uden at røre sig.

Jeg satte mig igjen. Men atter hørte jeg det gråte.

Det faldt mig ind: Hun gråter.

Og en stor medlidenhed med - jeg vidste ikke
hvad - greb mig.

Jeg gik derind. Hun sad der stille. Men hun gråt
ikke.

Jeg satte en stol ligeoverfor hende. Jeg greb begge
hendes hænder og så hende ind i øinene længe uden
at tale.

Der var noget som en sterk blygsel kommet over
hende. Hun slog øinene ned for mig, og hun kyssed
mig ikke.

Og det voksed for hver aften. Hun havde ikke mere

SIDE: 102

det ildfulde blik henad nat. Når jeg kom hende nær,
fik hun en sitren, somom hun var ræd mig. Gav hun
sig så hen, var det så uendelig bange og bævende.

Jeg sank hen i et dybt tungsind. Jeg grubled og
kunde ikke finde frem. Og det var som noget indi
mig vilde rive mig istykker.

Jeg kunde sidde og læse, og hun var i stuen, og jeg
mærked det ikke.

Vi kunde gå hele dagen uden at tale til hinanden,
- men så kunde vi mødes i korridoren, og pludselig
greb vi hinandens hænder og trykked dem uden at
se på hinanden.

Men når vi henad aftenen dreves sammen i et kys,
kunde jeg få en pludselig pinefuld lede derved: Imel-
lem os stod et ansigt, med håret reist tilveirs af kval.

Når dette hændte, blev hun dødbleg.

Så hun det samme syn?

Jeg begyndte at gå ud. Jeg spilled billard på byens
klub i timevis. Jeg blev en glimrende billardspiller.
Det var vist, fordi jeg havde så fuldt af andre tanker
i hodet, at jeg aldrig feiled. Som man i søvne kan gå
på tagrender, gjorde jeg, uden at lægge mærke til det,
forbausende stød.

SIDE: 103

De mænd, der var om mig, gled bort i en sky, de
var som hoder på et maleri. Inde fra kaféen hørte jeg
glassene rasle.

Men hele tiden havde jeg en forfærdelig længsel
hjem igjen. Jeg forestilled mig, hvordan hun skulde
komme imod mig, kaste sig om mig, spidse munden,
når jeg var langt borte.

Hun gjorde det ikke. Det var somom alt var slut.
Der var noget stolt, fremmed i hendes øine.

Jeg led forfærdelig derved. Men undertiden følte
jeg, at også mit eget væsen forandredes, at jeg var
mørk i ansigtet og hård i stemmen.

Hendes ansigt blev mer og mer sådan, som jeg ikke
havde set det, siden første gang jeg mødte hende. Der
var kommet en rynke, der havde været borte, der var
blit noget slukket ud i øinene, og ofte havde det over
panden noget træt, tungt.

Jeg glemmer dem aldrig, disse billardtimer. Jeg fø-
ler mig undertiden som da ha kridt på queuen, mens
hodet vrider sig i ulidelig spørgen. Det var ingen klare
tanker. Ingen rene smerter. Undertiden gjorde jeg mig
bebreidelser. Det var øiebliksvis, at jeg så mig selv
dybt under mig, ussel og foragtelig.

En aften blev dette så sterkt, at jeg afbrød spillet
og gik. Det var mørkt, og mit hode var så fuldt af
tanker, at jeg så ikke, hvor jeg gik. Jeg kjendte græs

SIDE: 104

og stene under mig, og buske omkring mig. Jeg hørte
pludselig en bæk sildre, og jeg husked, at det var dér,
hun en dag havde drukket af sin hule hånd. Det var
da, jeg havde set, hvor smuk den var. Solen havde
skinnet igjennem den. Om aftenen havde jeg kysset
alle hendes fingre. Hun havde sagt:

- Hvorfor kysser du alle mine fingre iaften?

Sådan var hele mit forhold til hende. Jeg vandred i
bælgmørke og så intet og følte alt. Men pludselig
kunde noget glimte frem, noget skvulpe.

Da jeg kom til vort hus, kasted jeg en sten på hen-
des rude, der lyste. Hun lukked op:

- Hvem der?

- Det er mig.

- Å, det er dig.

Der var et ekko i nærheden. Og inde fra mørket
gjentog det: Mig - dig.

Hun gik ind i værelset og kom tilbage og råbte:

- Vent, så kommer jeg ned.

Hun kom ned. Hendes hår flommed om skuldrene.
Vi satte os på en sten. Hun sa:

- Nu slår jeg håret om dig.

Så slog hun sit hår over mig, og jeg gjemtes i det.

- Elsker du mig? sa hun.

- Jeg elsker dig.

Så slog hun håret tilbage og sa:

SIDE: 105

- Råb ud over sjøen: Jeg elsker dig.

Jeg råbte:

- Jeg elsker dig.

Ekkoet, som var i nærheden, gjentog:

- Jeg elsker dig.

- Hører du hvordan det skvulper? spurgte hun.

- Ja.

- Hører du hvad det skvulper? Det skvulper: Jeg
elsker dig.

- Hører du, det blæser? Det blæser: Jeg elsker
dig.

Så gjemte hun mig atter i håret, og sådan sad vi. Det
var somom hun vilde gjemme mig bort for noget ondt.

Om natten vågned jeg. Det var som nogen havde
kysset mig på panden. Jeg løfted hodet og lytted. Det
forekom mig, at der lå en hund på teppet foran sen-
gen. Jeg hørte det puste. Jeg så efter. Det var hun.
Hun lå der og sov med en pude under hodet, i nat-
dragt.

Jeg turde ikke vække hende. Jeg tog hende så lang-
somt og forsigtigt jeg kunde og bar hende ind i hen-
des seng. Hendes øine var hele tiden fast lukkede.
Men måske sov hun ikke.

SIDE: 106

Jeg så på sjøen. Der var endnu en brandrød stribe
efter aftenen. Jeg strakte op mine arme. Jeg eied livet,
skjønheden. En stolthed skjalv i mig.

Slik som jeg længted efter morgendagen havde jeg
aldrig længtet.

Å, det hun havde levet, det hun havde levet uden-
for mig, - var ikke også det mit? Når solen kom,
vilde jeg gå til hende og spørge, om ikke alt var mit.
Og alt skulde bli godt. Og det skulde bli som aldrig
tilforn.

Jeg lå længe om morgenen. En livets seiersrus var
i mig. Nu skulde det begynde. På tusende nye måder
skulde mit væsen slynge sig ind i hendes. Der skulde
aldrig mere noget kunne komme imellem.

Jeg tog et bad. Jeg klædte mig i mine festklær. Så
gik jeg ind til hende.

Hun var borte. På bordet lå en seddel:

- Jeg er reist til byen.

Der var jo intet så forunderligt deri. Men jeg blev
urolig, og det voksed udover dagen. Jeg gik omkring
somom noget usynligt forfulgte mig. Og uden at vide
det, var jeg tilslut kommet til jernbanestationen. Jeg
løste billet, halvt sanseløs. Jeg steg ind i en kupé. Jeg
reiste.

SIDE: 107

Jeg drev op og ned i alle gaderne. Jeg vilde ikke,
nei, jeg vilde ikke. Jeg kunde ikke tænke klart, alt
hvirvled om i et kaos, skjælvninger, jeg ikke kunde si
hvad kom af, minder, dunkle, kvalfulde anelser, så
igjen følte jeg indi det små kys på læben, så et smil,
hun engang havde smilet. Men ind i alt brændte det:
Gå ikke, gå ikke.

Og hvorfor skulde jeg gå derop? Hvor var det
kommet fra, at jeg skulde gå derop?

Sådan gik jeg i timevis. Jeg flygted ud i udkanten
af byen for ikke at komme i det kvartal. Jeg gik høit
op på en høide.

Der lå byen, et underligt, mangehodet, mangeøiet,
af menneskene skabt væsen, i kåbe af damp, pustende
røg. Den tog næring fra skibe, fra jernbaner. Telefon-
tråde og telegraftråde var nerver, hvori det suste, følte
og tænkte, gik med bud. Så stansed øiet: Der var det,
der var gaden. Hvilket var det blandt tagene?

Så måtte jeg ile igjen. Jeg så intet mer. Jeg bare
gik og gik. Tilslut var jeg i et gårdsrum, jeg så, at det
var et gårdsrum, jeg så mig selv gå op ad trapperne,
jeg stod i en gang.

Så kom jeg til mig selv. Der lød stemmer. Den ene
af dem var hendes.

Den ene af dem var hendes. Den kom ud gjennem
nøglehullet og dørsprækken, sådan som en stemme

SIDE: 108

kommer fra mørket, løst fra alt det som ses. Jeg så
hele hendes sjæl bag den. Aldrig havde jeg hørt den
slig, aldrig havde jeg vidst, at jeg elsked den slig, den
samme stemme, som havde lydt for mig så ofte, små
blinkende lyd, der vinder sig som guldhår om ner-
verne, så de blir varme, og de vet ikke hvad det er,
de vet bare, at de blir så varme, og har det så godt
der inde i den sangen.

Hvorfor begyndte jeg på denne fortælling? Å hvor-
for begyndte jeg på den? Det er som hjertet atter
skulde briste. Jeg trode jeg var blit så sterk og mægtig
rolig. Mangegange før vilde jeg skrevet det ned, fordi
jeg synes der er noget, som menneskene må få vide,
at de ikke skal gjøre det så ondt for sig selv, at de
ikke skal bade alt det i gråt, som var født til at ha
latterglans over sig, - men jeg turde ikke, for hver-
gang jeg vilde begynde, så tænkte jeg som så: Det
kan du godt skrive, - og det, - og det, - - men,
når du kommer til det, - til det, da stemmen kom
ud gjennem dørsprækken, det sidste du havde af
hende, det sidste, kan du da? Og jeg turde ikke.

- Atter så jeg i et blåt lyn nettet, livsnettet, over
mig, under mig, mellem os allesammen.

Jeg løb ud. Jeg husker, at jeg sa til mig selv: Til
Amerika! Til Amerika! Til Amerika! Og jeg vidste vist
knapt, at jeg sa det. Jeg løb og løb, mens alt drog sig

SIDE: 109

frem for mine øine og gjennem mine øren, som havde
hændt. Jeg så hver stund for mig, jeg søgte at trænge
ind på dybet, finde noget bag, og noget bag, og noget
bag dér igjen.

Jeg husker, at jeg pludselig så ind i to øine, to barn-
lige, undrende øine med lyslokket hår om panden.
Det var en kvinde af tusen, det var måske rent til-
fældig, at hun vækked mig af mine grublerier, og dog
står hun ofte for mig igjen, pludselig som dengang,
og hendes barneøine trænger ind i hjørner af mig, jeg
selv ikke vet om. Der kom et øieblik en rar ro over
mig: der var en anden verden til, der var noget til
udenfor den kvinde, alt hos mig leved i.

Og timerne gik. Folk, som var ude, gik hjem i hu-
sene. Der blev stille på gaderne. Og der var blot de
lysende vinduer. Alt, som jeg så, blev så betydnings-
fuldt, af og til kunde jeg hviske: Der dør nogen dér.
- Dérinde er der sorg, - det raser inde i et bryst, og
ingen vét det.

Det var ved midnatstid, at jeg kvak op ved en røst,
der virked ubehagelig på mig:

- Hvor vil De egentlig hen?

Det var en høi, bredskuldret mand.

- Ja for De render jo her rundt det samme kvartal
uafladelig.

- Jeg render rundt det samme kvartal?

SIDE: 110

- Ja, det ved gud De gjør.

Det forekom mig, at der var ironi i hans ord.

- Vil De ikke være med mig ind og ha et glas
whisky. Jeg kjender Dem, De er . . . (han nævnte mit
navn). Jeg har længe havt lyst til at tale med Dem.

Hans væsen frastødte mig, men jeg fulgte ham.

- Jeg har et værelse her lige i nærheden.

Det var de eneste ord, der blev talt, mens vi gik.
Først da vi havde famlet os opover trapperne og var
inde i stuen, sa han lige ind i mit ansigt med et for-
bindtligt smil:

- Jeg er hendes mand. Var hendes mand, rettere
sagt. Vi var for presten sammen, for alteret. De kan
tro hun var nydelig i brudekjole, - nydelig.

Jeg vet, at De er . . . ja hvordan skal jeg udtrykke
det . . . hm . . . hendes tilbeder . . . for tiden. Hun in-
teresserer mig, må De vide. Og derfor morer jeg mig
med at følge hendes . . . virksomhed en smule.

Idet han sa de sidste ord, rakte han mig en cigar-
kasse og kom således til at se på mig. Der fôr en skygge
henover ansigtet hans. Han sa i en noget forundret
tone:

- Det gjør Dem ondt, at jeg bruger et sådant ud-
tryk? Jeg trode . . .

Jeg ber om undskyldning, hvis jeg skulde ha såret
Deres . . . Deres følelser.

Som sagt, hun interesserer mig. Hun hører til den
type af kvinder, som jeg tillader mig at kalde for -
mangfoldige. De er bedst, når man har dem på fra-

SIDE: 111

stand. Når man koldt kan studere dem. Jeg har be-
holdt dette værelse, som jeg engang . . . af visse grunde
. . . var nødt til at ha. Det morer mig sådan engang
imellem at følge hendes færden.

Men nogen rival er jeg ikke. Jeg skal om ikke lang
tid til at gifte mig igjen. Så De kan være sikker, hm!

Jeg var også for rå for hende. For rå.

Hun sa mig det: Jeg var for rå. Jeg trådte på hen-
des finere følelser.

Si mig: Har De fine følelser? Ja, jeg behøver jo ikke
spørge. Men, hm, har De nogengang følt kvindehæl
på Deres . . . finere følelser.

Å, det er morsomt . . . det er morsomt kan jeg for-
tælle Dem . . . det er den høieste vellyst! Den aller,
allerhøieste!

Ikke så, at jeg har dem. Jeg er rå, meget rå. Men
er det ikke forunderligt, at først da det hele var forbi,
begyndte hun at interessere mig sådan . . . psykologisk,
- da hun, om jeg så måtte sige, havde trådt på mine
. . . hm . . . anden klasses finfølelser.

Efter en pause fortsatte han:

- Det er nu alligevel mig, som fik det første af
hende.

De kan tro, hun var deilig dengang. Som en røs-
kat . . . som en røskat.

Hun påstod, at det var bare kroppen jeg elsked.
Det er nu min anskuelse, at det er det eneste, der er
mening i. Det er noget forbandet sygeligt det andet.
Den unge, friske elskov, det er kroppen det, krop som

SIDE: 112

dras mod krop. Alt det andet bør helst være en lukket
bog, la hende ha alt dette med sjælen og det for sig
selv.

Har De mærket, hvor pokkers ondt det er at glem-
me? - Denne røskatten, ser De, denne røskatten . . .

Idet han sa dette, gik han til vinduet og rulled gar-
dinet op. Først nu gik det op for mig, at værelset lå
ligeoverfor atelieret.

- Der er lys.

Et spørsmål vilde frem, men modviljen mod at la
dette mig så fremmede menneske se min bevægelse,
lod mig trænge det tilbage hvergang. Tilslut brød det
frem, åndeløst:

- Tror De hun er der?

Han så på mig, - jeg vet ikke, om det var med-
lidenhed eller skadefryd, - så sa han:

- Vist er hun der. Det er da fanden gale mig ikke
noget morsomt uden.

Han begyndte at nærme sig. Han sa:

- Si mig . . . har De kysset . . . har De kysset . . .
ha, det er sådan en nydelig liden uskyldig en . . . har
De kysset . . . den sidder på venstre side . . . har De
kysset . . . lige under brystet . . .

Har De kysset . . .

Han var kommet helt ind til mig, han stirred på
mig, han bøied sig ind til øret mit, han blæste et ord
ind i det, det suser endnu derinde.

SIDE: 113

Jeg husker en nat. Der var ingen, ingen mennesker,
uden to, der var bare stjerner.

Der er kommet et par skidne læber på.

Jeg kunde ikke reise derned igjen. Lede havde fyldt
mig.

Men da et par dage var gåt, var der noget som be-
gyndte at vifte henover panden. Tilslut kom der no-
get blødt etsteds derpå. Hvad var det?

Så husked jeg et kys, jeg havde følt engang i drøm-
me. Det vilde ikke bort. Jeg reiste.

Hun var der ikke. Hun var intetsteds. Jeg gik langs
stranden. Jeg så, at båden var borte. Jeg lånte en an-
den og rode ud. Jeg fandt vor. Den lå alene og flød.
Jeg trak af mig og dykked ned. Tilslut havde jeg
hende i mine arme.

Der var endnu hulningen efter hendes hode i pu-
den, puden, hvor der stundom havde været to hul-
ninger. Jeg kom til at røre ved den. Der gled frem en
pakke. Der stod mit fornavn på. Jeg turde ikke åbne
den.

SIDE: 114

Jeg gik omkring i alle værelserne. Ingen var hos
mig.

Jeg kom af og til at stå foran en småting, - en
hårnål, - et bånd.

Jeg stod lange tider og så på det. Men jeg turde
ikke røre ved det.

Jeg vandred om i alle værelserne, uden ophør, dag
og nat.

Så ringed klokkerne og hun blev begravet.

Da jeg var blit alene, tog jeg frem pakken.

Jeg fandt først et forseglet brev:

- Til min datter, når hun blir tyve år.

Så en dagbog. Den var kun påbegyndt. Ti kun de
første sider var beskrevne. Det var dateret, - lige
indtil klokkeslettet, - det var altsammen fra den
første tid vi var kjendt, længe før de fire måneder.

Så en stor konvolut til mig.

Her følger, hvad en, som nu er død, har skrevet til
ham, som måske drev hende ind i døden.

SIDE: 115

DAGBOGEN

Jeg har det så godt. Det er så stille. Jeg sidder og
ser på den lille lampen og vil ikke mer. Nei, jeg vil
ikke mer.

Hvorfor kan jeg aldrig få fred for det brystet?
Hvorfor skal vi ha bryst, vi kvinder?

Der er et ord, jeg aldrig tør hviske uden at skjælve?
Det skjælver i mig, så jeg fryser. L-y-k-k-e-n.

Ja, jeg fryser. Jeg vil lægge mig. Jeg vil brede over
mig den gode, varme dynen. Jeg vil sove.

Han. - Kommer det atter listende?

Er jeg da ikke færdig med alt det der? Har jeg ikke
lidt nok?

Hvorfor trykked min hånd hans? Jeg vidste det
først bagefter.

Nei - jeg vil ikke mere. Jeg vil ikke.

- Jeg kan ikke like hans navn!

Om det var muligt! Om det var i verden! Det er un-

SIDE: 116

dertiden, somom hans øine skulde ha set på mig hver
nat fra evighed af.

- Nei. Nei. Jeg vil ikke. Det er vansind at tro på
lykken.

Jeg kan ikke forstå, at jeg har levet, at der har væ-
ret så mange dage. Det er som tåge alt. Jeg husker
bare én ting: At jeg fødte.

Alt det andet er i en tåge. Sovekammeret. Ansigtet,
som bøied sig over mig. Uh nei! Jeg tør ikke tænke
på det!

Og så kom der mange mænd, og breve, mange breve,
og blomster.

Hvorfor kan jeg ikke få fred for det? Jeg synes det
store fipskjægget rører ved mig igjen. Hvorfor skal det
komme op igjen netop nu? Væk! Væk!

Jeg hører mine egne skrig den natten, fødselsnatten.

Jeg elsker dig jo, mit barn, jeg elsker dig jo af hele
min sjæl. Forråder jeg dig, er jeg utro mod dig? Å,
hvad skal jeg gjøre? Jeg må jo leve, mit barn, jeg må
jo leve livet! Jeg har jo ungdom, jeg har jo noget
deiligt inde i mig, som må være til! Å, jeg har så-
meget, såmeget!

Å, livet er så ondt, det er så vanskeligt, så grænse-

SIDE: 117

løst vanskeligt at gjøre alting rigtig, sådan som det
skal gjøres.

Nu er der bare et eneste stort kys til i verden.

Ingen er som han. Ingen kan det, som han kan.
Han luller mig ind som et lidet barn. Og er vi ikke
alle små børn i dette store, evige mylder?

Hans ord er for mig som de første blåveis og violer
da jeg var barn.

Det er som jeg er til. Min barm går. Op og ned. Det
er så varmt og godt.

Tænk, at man kan glemme!

Han har skabt mig.

Å, hvordan kunde han gjøre det nu? Nu, da alt var
blit anderledes i verden.

SIDE: 118

Men han kan jo ikke vide.

Det var så ondt. Jeg kunde intet si.

"Dette skulde du ikke ha gjort."

Det var som jeg snakked i søvne, da jeg sa det.

Kjære Tulla! Det er bare hos dig, der er ro. Når
jeg sidder og holder dig ved brystet mit, da er der
ikke mere. Så savner jeg ikke. Så håber jeg ikke. Så
vil jeg ikke det, som jo ikke findes.

SIDE: 119

BREVET

Elskede! I disse nætter, som måske blir mine sidste
her, hvor du gav mig livet, vil jeg skrive til dig og
forsøge at forklare dig alt. Du forlader mig hver dag,
og jeg er stolt, og jeg kan ikke komme til dig. Men om
natten, når du sover, kommer jeg til dig og kysser dig
på din pande, som jeg elsker.

Jeg har længe anet, at der måtte komme noget. Og
fra at du var i byen, vet jeg, at jeg må dø.

Du har aldrig spurgt mig, om hvad jeg har oplevet,
og jeg har aldrig sagt dig det. Jeg vilde det så. Jeg
vidste ikke hvorfor. Men når jeg nu sidder her, mens
alt er stille, da forstår jeg, at det var netop, forat det
skulde bli så uendelig stort (jeg tør neppe tro, det er
hændt) at det skulde være så.

Jeg vilde være det deilige for dig, som du ikke vid-
ste alt om. Havde jeg fortalt dig alt, da vilde du ha
tænkt så meget på det og lagt så meget i det. Jeg vilde
være til for dig bare sådan som du så mig.

Elskede! Vær vis på, at der har for mig, Rebekka,
ikke været andet her i livet end dig, og hvad du gav
mig.

SIDE: 120

Du vil kunne spørge efter. Du vil kunne få vide en
masse ting om mig. Folk vet jo alt. Du vil få vide, at
jeg blev skilt, man vil sige, det var min feil, du vil få
vide om mit forhold til Bredo.

Å, du vil intet få vide! Folk vet intet. Det som et
menneske har levet, det vet ingen. Det, der føles mel-
lem to, har ingen greie på.

Og har jeg syndet og gjort ondt, - mod én vet
jeg, at jeg har været tro og ren og kysk i hver fiber,
som jeg eier, fra jeg vidste, at han var til.

O, hvorfor vidste jeg det ikke før!

Å, hvorfor går du fra mig? Jeg længes så forfærde-
lig efter dig? Aner du ikke, hvor jeg pines om dagene,
når du er borte fra mig? Hvor er du? Hvad gjør du?

Kan du ikke skjønne, hvor det er forfærdeligt, når
jeg har levet hver time hos dig så længe, og du lar mig
alene? Kan du ikke skjønne, at det kommer over
mig alt, og stikker mig og klær mig nøgen og pisker
mig?

Kan du ikke skjønne, at alt blev anderledes hos
mig, da jeg mødte dig? Og alt det som har været, det
står i veien for min fred og min glæde, og der er blot
én, som kan ta det bort, du.

Å, hvorfor kommer du ikke ind til mig? Du går
og lægger dig for dig selv, - jeg hører, når du går

SIDE: 121

op i sengen, - og jeg får ikke se det ansigt, som er
alt for mig i verden.

Men jeg er aldeles ikke sint på dig, ti du har jo git
mig alt, - mig selv har du git mig, - men jeg kan
ikke gå til dig. Jeg vilde så gjerne klappe dig, hvis
du lider, - og du har det vist ikke godt, kjære -
men jeg kan ikke. Jeg er så bange for, at der skal ske
noget. Og det må ikke ske. Jeg er så bange for, at
du skal spørge. Og jeg er så bange for, at du skal
forhåne mig.

Det må ikke ske!

Kjære, jeg føler det somom du pisker mig hele da-
gen. Og jeg er blit så liden og foragtelig, og jeg kan
ikke forstå, at jeg nogensinde har turdet regne mig
for din, og jeg tør ikke gå til dig. Du er så langt borte,
du sidder oppe i en tordensky og ser ned på mig. Og
hvis jeg kom og kyssed dig, så vilde du støde mig bort
fra dig. Og det må ikke ske. Nei, det må ikke ske!

Å, hvorfor kommer du ikke hjem og er hos mig -
det er jo din jeg er.

Jeg kan ikke få det bort. De står for mig hele da-
gen, de ser på mig, de sørgmodige øinene. Jeg føler,
at der kommer noget, ja, jeg føler det, det kommer,
det kommer. Å, gud give jeg kunde si det til dig, og
spørge dig, du som vet alt. Men jeg føler, at jeg må
ikke.

SIDE: 122

Du vet ikke, hvor det er forfærdelig stille her i
huset om dagene. Jeg synes sommetider, at hele ha-
vet flyder ind ad vinduerne. Jeg selv sidder alene og
forladt midt inde i verdensrummet med en frygtelig
angst. Alt hvad jeg har gjort går forbi mig. Og der er
en mørk stemme som spørger: Hvorfor gjorde du det
så? Hvorfor gjorde du ikke det så?

Jeg vidste aldrig, hvad jeg skulde gjøre. Det faldt
mig aldrig ind at tænke derover. Jeg gjorde det første
det bedste. Først da du kom, så stod det med engang
for mig: Sådan skulde du ha gjort! Og jeg så, at man
kan gjøre hundre andre ting end dem man gjør.

Det er en skrækkelig tanke!

- Å, jeg kan ikke forstå, at jeg skal dø, før du
engang har været god mod mig igjen, rigtig god imod
mig, som i gamle dage.

Der er noget, som er begyndt at forfølge mig, du!
Det er så fælt. Jeg kan ikke få det bort! Å, hvad skal
jeg gjøre? Hvorfor er du ikke hos mig? Er jeg da for-
dærvet? Ja jeg føler det. Jeg er fordærvet. Jeg kan
aldrig bli ren mere!

- Hans øine var som den evige sorg. Dine er lyse.
De kan være tunge. Men når du smiler, da er du det
lyseste der er til. Når han smilte, å, det var ikke smil,
det var gråt, han smilte istedetfor at gråte.

SIDE: 123

- - Nei jeg tør ikke tænke mer iaften. Mit hode
er så træt. Nu vil jeg gå ind en stund og sove ved din
seng. Det er så godt.

Jeg kan ikke mere. Jeg føler, at jeg må gå til ham.
Jeg ser intet andet end de mørke, tunge øine. Jeg ser
dem overalt. De drager mig. Å, hvad skal jeg gjøre,
hvad skal jeg gjøre?

Det er så tungt for brystet, jeg kan ikke ånde. Jeg
drømmer hver nat om ham, jeg drømmer, at han
dræber sig, og det døende blik, det sender han mod
mig.

- - - Å gud, hvad har jeg gjort! Hvordan kun-
de det gå til? Efter alt det deilige! Jeg husker ingen-
ting. Jeg vilde blot gå og se ham. Han la hodet sit
på fanget mit, han gråt, den sterke manden gråt, så
han rysted, han vred sig i pine, - og så tog jeg ham
om hodet, - og så, - og så, - jeg husker ingenting,
- det var som et evigt mørke, - altsammen var
sorg, bare sorg, - for jeg kunde jo aldrig bli din
sådan som jeg skulde være, og jeg vilde aldrig mer
komme tilbage til dig, for alt er jo blit så vondt, og
jeg vilde dø, jeg vilde dø.

Å, tilgiv, at jeg er her igjen, her hvor der er helligt,
at jeg går her med fødderne mine, at jeg ser på so-

SIDE: 124

faen med øinene mine. Men hvor hører jeg til i ver-
den, når jeg ikke hører til her? Å, jeg forstår ingen-
ting! Da jeg kom til mig selv igjen, så vilde jeg bare
løbe til dig og fortælle dig alt, men hvordan skulde
du tro mig, du kan jo aldrig mer tro mig, du kan jo
ikke tro noget af hvad jeg siger, hvordan skulde du
kunne tro mig, og da kan jeg ikke se øinene dine, øi-
nene dine kan jeg ikke se. Og så vidste jeg, at jeg
måtte dø, at jeg var din i evighed vidste jeg, - som-
om jeg ikke havde vidst det før! Også måtte jeg bare
få kysse alle stederne engang til, der hvor du har
siddet, og der hvor du har ligget, og jeg vilde liste
mig ind om natten, for jeg kan ikke mere se dig i
øinene, - når du sov, du skulde ikke høre det, og så
var du ikke hjemme, å, hvor er du, hvor er du?

Å, jeg kommer på denne stygge tanken, som under-
tiden kom inde i brystet mit, og jeg vred mig i sen-
gen for at få det bort: Begå en synd, begå en synd
mod dig, netop mod dig, og du skulde slå mig, du, du
alene, og jeg vilde ligge på knæ for dig hver eneste
dag til jeg døde, og be dig om tilgivelse, - dig, -
min gud. For jeg kan ikke tænke mig nogen anden
gud.

Men nu kan jeg aldrig mer se dig. Og jeg vilde hel-
ler ikke tåle, ikke engang nu, at du forhåned mig,
ikke du. Og jeg vilde ikke kunne leve uden at se på
øinene dine, solene mine.

SIDE: 125

Jeg er blevet så rolig. Og nu ser jeg alt så klart,
og jeg vil forsøge at forklare dig alt, forat du måske
kan forstå bedre hvordan jeg er. Og så vil du måske
engang tilgi mig. Ja, jeg vet du vil tilgi mig. For
du må.

Jeg har været sådan, jeg, kjære elskede, at jeg altid
har gåt og trod på noget så umådelig stort som måtte
findes, noget så vidunderdeiligt, at en ikke kunde fore-
stille sig det. Lige fra barn af, så har jeg aldrig havt
ro, men hvergang jeg tænkte: Nu er det der, nu er
det der kanske! så styrted jeg mig ind i det med hud
og hår. Men det blev altid til sorg.

Da jeg så mødte dig, var jeg så bange. Ti hvordan
turde jeg vel tro, at det kunde komme!

Jeg vilde ikke tænke på dig. Jeg gjorde alt for
ikke at gjøre det. Men det var som noget tvang mig
til at gå til dig, og jeg gik og banked på din dør, og
min fod gik mod min vilje.

Og så blev jeg så dødsensræd, da jeg forstod, at
det var du, hvem gud havde skabt mig for. For jeg
kunde jo ikke tro, at ikke alt var for sent, jeg kunde
ikke tro, at det høieste endnu kunde komme.

Hver eneste gang var jeg så dødsensræd, at du
skulde spørge mig om noget. Og selv om du ikke
spurgte, så måtte du jo ane.

Å aldrig, aldrig kan du som siger, at du intet havde
oplevet før, ha følt dette som jeg følte inde i mig, da
det så alligevel kom, brevene dine, altsammen. Det

SIDE: 126

var som undergjerninger. Jeg tror sikkert, at jeg har
havt det deiligste af os to.

For en kamp du må ha havt! Jeg har elsket dig
så grænseløst derfor, at det har været somom brystet
ikke kunde holde.

- Men så blev du urolig igjen. Eller var det mig,
som blev det først? Var det hos mig, det begyndte?
Jeg kan huske, at jeg havde glemt alt, alt. Men så
kom det så småt: Jeg havde ikke alt det jeg vilde gi
dig. Jeg kunde ikke være det jeg skulde være. Mit
bryst var ikke ungt. Jeg følte pletter på mig ligeover-
for dig og ligeoverfor lykken. Jeg var ikke så høi og
deilig, som jeg vilde være.

Kan du forstå, hvor det var ondt?

Og kan du forstå, hvor det var skrækkeligt, at min
fortid kunde ikke udslettes? Den vilde altid stå
imellem.

Å, jeg kan ikke forstå, hvordan du sådan kunde få
mig til at glemme alt. Der var hele dage og nætter, ja
hele uger, at der ikke var fnug andet end det. Å
tak, tak!

Jeg er så rolig. Jeg er glad, fordi jeg skal dø, og du
vil også bli glad, det skal du nok se, for så vil alt
bli godt. Jeg er blit fyldt af noget jeg ikke kan sige,
jeg synes næsten ikke jeg hører hjemme på jorden
længer.

SIDE: 127

Et andet sted, der må det kunne ske altsammen.
Ikke sandt, du? Et andet sted må jeg kunne bli ny,
såat intet står imellem. Jeg føler det så deiligt og
stort og klart, du! Og når det er langt ud på natten,
så gjør alt det, som har været om dagene i det sidste,
mig ikke ondt længer, det blir så småt, og det var jo
bare netop, fordi vi var så forfærdelig glad i hinan-
den, at det kom.

Jeg er jo født for din skyld. Men noget kom imel-
lem. Men så fandt vi jo hinanden. Og så vet jeg om
dig. Og du vet om mig.

Og så kommer du og finder mig, når jeg er færdig.
Du er mand, og du har såmeget at udrette på jorden
endnu. Men jeg venter på dig. Jeg er kvinde, og kvin-
den er til for at gi manden mod og kraft til at gjøre
alt det, han skal gjøre på jorden.

Og det vil jeg gi dig!

Jeg tror også, at det er, fordi du har fortalt mig så-
meget deiligt, at døden står sådan for mig. Du trode
vist ikke, jeg var med i alt det du sa. Men du må
ikke tro, at ikke også vi kvinder ser og tænker på
hvordan alt er, og forundrer os over himmelen og
jorden og stjernerne og døden og alt det som er. Skul-
de ikke vi det, vi, som har følt inde i os fødselens vid-
under?

SIDE: 128

Det var det høieste af alt, når du talte. Da tror jeg,
du gav mig det største du kunde gi mig.

Jeg hørte ikke bare på dine ord, jeg følte, hvordan
du følte det, du tænkte.

- Der var såmeget mer jeg skulde ha sagt. Men
jeg længes mod det store lys, der skal gjøre mig til en
anden. Jeg tvinder dig af mit hår et kors, som du
finder blandt disse papirer. Jeg vil be dig om at bære
det altid nærmest dit bryst.

Ja, jeg vet, at du må bli min tilslut. Jeg har tænkt
såmeget. Jeg tror næsten aldrig, at en kvinde træffer
den, hun er født for. Der er så mange, en kan elske,
men den, en er født for, træffer en næsten aldrig. Og
så kanske hun, som ikke allerede her finder ham,
træffer ham siden, et andet sted.

Vi to var født for hinanden. Og netop derfor måtte
der ikke være noget, ikke noget imellem os, ikke
sandt, du?

Korset er nu færdigt. Og jeg selv er færdig. Min
kjærlighed følger dig overalt. Korset skal fortælle dig,
at jeg elsker dig nat og dag med den reneste, høieste
kjærlighed.

- - Jeg har kysset puden. Farvel! Vær glad! Jeg
er glad!

SIDE: 129

Å hvorfor kunde det ikke altid ha været hos mig
som hin første tid, da jeg intet andet vilde end at
ta hende ind til mig, gjøre det enkelt og godt for
hende, få hendes bryst til at bølge roligt, langsomt,
godt?

Da hun lå der med myrten om hodet, da havde det
med engang skinnet for mine øine: Du var til for at
være den, som kunde gi hende fred. Og du pinte hen-
de tildøde.

Jeg læste hendes breve op igjen og op igjen, i flere
år. Tilslut steg der ro op derfra til mig, en ro som
fra selve evigheden.

Måske havde det alt måttet bli så, fordi jeg var
sådan. Havde jeg ikke været sådan, var hun ikke blit
drevet til det hun gjorde. Men jeg kjendte ikke mig
selv.

Og så er da måske livet og det, som kommer til en
udenfra, blot til for at være som et bugtet speil, hvor-
på vort indre ruller sig frem i en mangfoldig, ubereg-

SIDE: 130

nelig bugtet spiral, indtil man har set endog den fjer-
neste, skjulteste vrå i sig selv.

Jeg har skrevet af det, hun efterlod mig. Jeg har
skrevet det af altsammen. Der er måske ting, der
kommer op igjen, eller som er uvæsentlige, men for
mig er hun i hver linje, og jeg kan ikke kritisere.

Jeg har ikke mer at fortælle. Solen er ståt op. Jeg
synes, den gløder sterkere og sterkere for hver dag.
Jeg elsker natten, ti den har som millioner dage i
sig. Jeg elsker dagen, ti den er som selve livets rin-
dende strøm.

Og som jeg mer og mer nærmer mig evigheden,
synes mig solen pragtfuldere og stjernerne nærmere.
Jeg føler mit bryst vide sig ud for at modtage det som
var og er og altid blir. Bliver da menneskene yngre
dag for dag istedetfor ældre?

- Nu er folk begyndt at gå nede på gaden. De iler
til sit arbeide. Jeg hører træskoene ramle. De tunge
arbeidsvogne knager i stenene.

Jeg må også gå til mit. Jeg har en nat igjennem
skuet mod det, der drog igjennem mig og tændte alle
mine celler. Jeg har søgt at binde det sammen alt
og se.

Jeg må arbeide. Men ud af dokumenterne stiger
stundom en undren: Hvad vil der ske?

SIDE: 131

Ja hvad vil der ske, hvad vil der komme, når vort
cellevæv er forbrændt?

Forbrændes det for at danne noget nyt, større, her-
ligere, hvortil det som var godt og lyst i jordlivet var
emner, - eller er drømmen, drømmen der dukker
frem af livets sorg, er den endemålet?

Jeg tror, jeg. Hun blev min martyr og min helgen-
inde. Hun ofred sit liv for vor kjærlighed.

For andre kan jo ikke hendes breve være hvad de
er for mig. For mig er hvert ord deri som vingeslag
af hvide, store evighedsfugle, og som solstråler fra et
hjerte i verdens midte, hvis hede slag aldrig ophører.

Hendes breve er mig en bibel. Der står alt deri. Der
er visdom, hvor vel ingen anden kan se den.

Det er vel fordi det er mer end skrevne ord for
mig. Hun, som jeg har levet de øieblikke med, der
lyser over mit liv som planeter, hendes legeme og
blod er disse ord.

Det vil kanske synes mange en gudsbespottelse.
Men hvem er gud? Er han ikke det, vi nærmer os på
stjernernes uendelige trappe, på livenes krystallise-
ring, på sjælenes evig fornyede møde? Måske han vil
mindst af alle forarges over, at jeg hver aften kysser
i tilbedelse det lille hårkors.

Om morgenen, når solen hæver sig over havet i et
rødt, som gjorde den det til det blod, der vander jor-
den, - da fyldes mit bryst af trangen til at skabe, til
at drysse om mig for hver jordlivsdag spirer og fun-
ker.

SIDE: 132

Om aftenen, når solen går ned i et farverige, som-
om det blod, den om morgenen såde, havde ynglet,
havde gjort én til tusende, havde gjort rødt til alle de
millioner nuancer, der er evig glæde i at drysse og
føde frem og dræbe og føde påny, - se da, da får
jeg denne undren: Hvad er det, det herlige, jordens
skjønhed, hendes deilige sjæl spår, at der skal
komme?

Jeg søger at se og forestille mig. Men mine jord-
sanser strækker ikke til.

Sigbjørn Obstfelder

EN PRÆSTS DAGBOK

SIDE: 135

Hvad vil der stå ved enden af denne bog? Vil jeg
være kommet til noget resultat? Vil der være
klarhed hos mig?

Jeg skriver for at få fred. Jeg har ingen at tale
til. Mine embedsbrødre? Jeg ved, hvad de vil svare.
Jeg har svaret mig det selv. Jeg har læst bibelen om
igjen og om igjen? Jeg har ikke læst den med den
rette ånd, vilde man sige.

Nei, ikke for mine embedsbrødre skrifter jeg. Er
der ikke det store himmelhvælv at stå ligeoverfor, det,
som stirrer og stirrer på mig, og spørger. Og råber
inde i den dybe nat.

For mig selv skrifter jeg.

Jeg skrifter for dette øie, som sidder der langt inde,
og som jeg har set tindre to gange i mit liv.

Det er mit sidste forsøg. Jeg har bedt, jeg har grub-
let, jeg har læst. Det begynder at gå rundt for mig.
Jeg vil skrive ned mine tanker fra dag til dag, så vil
jeg finde sammenhængen i dem. Og så? Hvad så?
Hvis jeg ikke finder sammenhæng. Hvad så?

SIDE: 136

Føler da ikke de andre dette forfærdelige i sig, når
de står foran alteret?

Når jeg hæver brødet og vinen, -- hans -- Christi
 -- legeme og blod, når jeg fører dem til deres læber,
når orgelsvarene suser deroppe under hvælvet, -- jeg
ser ikke, hører ikke, en uendelig rædsel farer i mig,
en stivnende kulde! Kunde ikke pludselig alle klo-
derne styrte sammen over mig!

Jeg, -- jeg, -- med mit indre, med mine indvolde,
mine tarme, -- jeg rækker hemmeligheden til de
bævende læber, jeg, den urene.

Jeg, som ikke ved den mindste gåde at løse for
disse stakkels, stakkels mennesker, jeg, -- jeg, -- 
skulde kunne gjøre dem hele, tilgive dem synderne.

Hvordan har jeg kunnet, hvordan har jeg i fire år
turdet gjøre det søndag efter søndag?

Hvor vilde jeg ikke gjerne gå til nogen, fortælle alt,
høre deres svar. Jeg har været på veien til biskoppen.
Jeg drives tilbage igjen. Det er som noget indi mig,
over mig, styrer mig, gir mig ikke lov, holder mig
tilbage. Jeg må fortsætte. Jeg må bli færdig.

Når jeg møder nogen af mine embedsbrødre, er det
som lynet for igjennem mig. De har klare øine, de
har den store, håbefulde tro. Er jeg ikke jordens
største forbryder? Krænker jeg ikke det allerhel-
ligste?

SIDE: 137

Når jeg går på gaderne, da tør jeg ikke se menne-
skene ind i øinene.

Og jeg vedblir. Søndag efter søndag rækker min is-
kolde hånd brødet og vinen til dem, der er ærligere
end jeg. Og ingen kjender min skam. Men heller ikke
min pine.

Jeg lå vågen inat. Jeg ser de fordømte. Det er som
mit hår tørres og gråner.

Jeg lider med for hver, der fordømmes. I dette øie-
blik går atter en til helvede, en, nei mange, tusende.
Jeg føler kvalerne, jeg lider dem, lider dem.

Jeg ser pinslerne. Jeg ser dem vride sig. Jeg ser de
fortrukne ansigter, som stikker frem fra krogene. Jeg
ser dem stirre på hinanden, se hinandens forstenede
fortvilelse. Jeg føler den uendelige tid. Jeg er i deres
sted, som er døde og pines. Jeg føler de uendelige
tider, jeg skal pines.

En isende kulde er om mig, et mørke med blåblege
ansigter indi, knoklede hænder krummer sig, stræk-
kes ud.

Skidne tanker flagrer gjennem mørket, tankerne
har fåt krop, de har øine, de har næser, de har klør
 -- de stinker, stinker.

Der er skidne tanker, fæle tanker om mig, i alle
kroge, de flyver, de kommer tættere om mig, tættere
og tættere, de lægger sig over mit øie, de lægger sig på

SIDE: 138

min tunge, de kryber ned i mit spiserør, -- o Gud, -- 
hvis du er god, -- hjælp, hjælp!

Er dette muligt? Er det ikke helvede dette, allerede
før dommen?

Hvem er denne gud? La mig få se ham! La mig
få se hans ansigt.

Hvad er min brøde, at jeg tugtes så hårdt? Hvor-
for straffes jeg hårdere end dem, der gjorde synden?

Jeg vil se hans ansigt, denne gud! Jeg vil se, hvad
det er, han mener.

Ja, la mig se dig, du som skjuler dig for os.

Spørg mig! Si mig, hvad jeg gjorde! Og hvis jeg
bøder for forfædres, for brødres skyld, vis mig det!

La mig se den store rædsel! La mig skue!

La mig se din pande, der forstener, og dø, og synke
hen!

Men la mig se! Jeg vil se dig en eneste gang, et
eneste øieblik! Jeg vil se ind i dit øie og dø. Men ha
vidst først, et eneste øieblik.

La mig få min synd at vide, la mig se klart i den!

SIDE: 139

Og la mig så fare hen. Ti jeg er jo allerede dømt. Jeg,
som har hånet, jeg, som har trodset!

Er trods min synd? Som trods var Satans.

Er min trods større, dybere end alle andres?

Har jeg dadlet det reneste, det høieste? Det, der
med smerte må se al verdens afskyelighed.

Har jeg villet se det, ingen må se, ingen må nærme
sig, ingen tør skue uden i lysets strålende dragt, uden
i sjælens brændende renhed, uden i viljens lynende
kraft?

Var det den størstes medlidenheds uendelighed, der
gjorde, at jeg ikke splintredes, da jeg forsøgte at
nærme mig ham? Fordi han vidste, at jeg vilde øde-
lægges som fluen i lyset, hvis jeg forsøgte at se ham.

"Kom ikke nær herhid, drag dine sko af dine fød-
der; ti det sted, du står på, det er hellig jord."

"Og Moses skjulte sit ansigt, ti han frygtede for at
se på Gud."

Var Satan? Er han? Som person. Som den, hvorfra
trodsen, hvorfra krigen mellem væsnerne stammer.

Er mon alt det, vi ser, hans, Satans kloder, og
Guds egne, de ser vi ikke?

Og derfor er de fulde af synd, af sygdom, af smer-

SIDE: 140

ter? Og derfor er der mørke i naturen, og giftige
slangetunger, og rovdyrs tænder, og havet, der sluger?

Og måske også mellem selve kloderne er fiendska-
bet. Engang i tiden gik folkene i rædsel og ventede på
klodernes kamp, på solens og jordens blodige favn-
tag, på kometernes verdensildebrand.

Nei! En gud -- Gud -- kan ikke ville min dum-
hed. En Gud kan ikke ville dumhed, -- mørke.

Gud, som gav alle mennesker evner, åndens riges
plantespirer. Gud, som la frø i jorden, og som satte
solen til at varme dem, forat de kunde vokse og stråle
i alle farver, når de sprang ud. Så han selv kunde se
på dem og glædes ved dem og glædes ved sin egen
storhed og sige: Se, alt er såre godt. Se, jeg gjorde alt
såre godt.

Alvidende må jeg tænke mig ham. Som det "intel-
ligenteste" væsen, det viseste, det finest tænkende, det
ædlest dømmende.

Beklæder jeg ham med mine navne? Jeg beklæder
ham med de største, jeg ved. Søger jeg andre, da er de
for mig og for menneskene mindre, dårligere. For at
tænke mig ham må jeg anspænde hver min bedste
evne, hver min fineste trang. Hvor klog jeg end var,
jeg vilde dog være enfoldig nok ligeoverfor det uende-
lig kloge, det uendelig sammensatte, hvori alle ting

SIDE: 141

går ind, hvorfra alle ting går ud, og som dog har dem
alle i sig.

Visere end den viseste, uendelig visere kan jeg
tænke mig den Alvise, renere end den reneste, uende-
lig renere kan jeg tænke mig lyset. At han ikke
skulde ville min største fornuft, kan jeg ikke tænke
mig, ligesålidt som at han ikke skulde ville blomstens
vekst. Jo høiere jeg kan hæve mit syn, desto høiere
blir han for mig. Jo høiere jeg ser ham, desto skjøn-
nere, desto varmere blir det reneste, det inderste at
længes efter. Og længselen selv blir større.

Nej, Gud kan ikke ville min dumhed, ti først på
toppen af det store visdommens bjerg begynder den
store længsel efter at få Gud, det største, at se. Kan
Gud tage det fortrydeligt op, om nogen begynder at
skimte hans skjønhed, hans mærkelighed, -- og un-
dres, og går ned fra bjerget og råber ud over verden
hans storhed, hans persons strålemagt?

Ti af og til kommer der her på vor jord måske en
stråle fra den sidste, den inderste sol, kommer ind i
den "formørkede forstands" camera obscura, -- bare
en stråle. Men den stråle føder den evige længsels
blomst, længselen efter at kjende, stå ansigt til ansigt,
tale med den største, den fagreste, den lyseste mand,
Gud.

Blir Gud større ved, at vi er mindre?

Trænger Gud, at man gjør sig enfoldig, for at han
skal synes så meget større?

SIDE: 142

Bag musklerne er benenes, bag det bladgrønne årer-
nes net. Gjennem mikroskop, med Röntgens stråler
ser jeg overalt et net, en tegning. De laveste organis-
mer er selve tegningen, infusionsdyr, planter.

Med skarpt syn vilde man udover verden, udover
jorden, gjennem naturen, bag kjødvævets tåge se en
dejlig tegning, i buer og bølger, med rum imellem og
fyldt af farve.

Det vilde være, som så man et billede af selve tan-
ken, tankebølgen, tankeloven.

Og man vilde se en bygning opover, et tempel ud-
over det hele rum, man vilde se levende hvælvinger
høine sig, levende linjer slynge sig forunderligere og
stadig mærkeligere sammen.

Begyndelserne har de enkleste linjer. Stenen har
selve tankelovenes basis, firkanten, linjens første tone.
Men allerede slynger firkant sig sammen med firkant,
brydes, forlænger sig, længter efter ny form. Blom-
sten, søstjernen, eller edderkoppen, ja krebsen, deres
linjer synes os fantasifulde, -- og dog er de blot i de
første sammenslyngninger.

Finere og finere bliver kniplingerne, vanskeligere
og vanskeligere organismernes hieroplypher at op-
finde, dunklere og dunklere veien at spore tilbage til
oprindelserne.

Men også stoffet omkring, atmosfærerne, spalter
sig, bliver mangfoldigere og mangfoldigere, rigere og
forunderligere.

Og tilslut kommer hjertet og hjernen.

SIDE: 143

Tænk om man kunde som ånd se menneskets le-
geme leve, det røde blod med alle dets stene rulle i
nettenes spil, de lysende hjernelinjer skjælve i tanke-
tegningernes og følelsesfarvernes koncert.

Jeg tænker mig undertiden dette billede:

Menneskene går opreiste på jorden -- somom de af
alle væsner først vilde hæve sig op fra mulden og se
op mod andre stjerner. Øverst er deres hoved, deres
hjerne.

Så tænker jeg mig, at Gud sidder deroppe og ser
ned. Gjennem atmosfærerne, gjennem lyskredsene,
sådan som de ses ovenfra, ser han de millioner hjer-
ner, som lever, som ånder. Et strålende net, en funk-
len, sitren, spillen af lyse farver og billeder. Et vid-
underligt syn!

Jeg vil anspænde alle mine evner for at forstå. Der
er dog stunder, da jeg synes der falder en strålestrøm
på skrå indover mørkekammeret. Jeg kan ikke følge
den ind til dens sol. Mine sanser er ikke stærke og
rige nok, min krop forbyder mig det. Men jeg kan
ane. Og ialfald ser jeg i de øieblikke bedre end ellers
det, som jeg med de fem sanser, jeg har, kan se.

SIDE: 144

Ellers står det der for sig selv. Men når strålestrøm-
men kommer, da blir jeg var nogle tråde, som det
ellers har været for mørkt til at se.

Og istedetfor at bruge mit syn klart og koldt og
skue disse trådes retninger og veie, blir jeg som yr
over strålenettets skjønhed, -- som det krydser sig,
som det iler mod det næste, som det dog tvinder sig
i det gamle, som det aldrig er, og dog altid er.

Kunde jeg blot ta ud en enkelt af trådene, følge
den, finde dens forbindelser.

Vanskeligt er det at skue! Vanskeligt at skue ind
mod det inderste, lyskilden, hvorfra lyset bævrer ud
til det fjerneste og det mindste.

Det var inat på veien hjem. Jeg går ene, som jeg
har været ene den hele dag.

Jeg er den sidste på gaderne. De mørke huse er
anderledes end om dagen, det er som de i mørket
vokser op til uhyrer.

Mine skridt lyder tungt i gaden. Den eneste lyd.

Pludselig et skrig. Jeg må gå mod det. Jeg drages.
Hvad er det? Jeg kommer nærmere og nærmere. Det
vedbliver. Det er en klagen, en jammer, så forfærde-
lig, så uhyggelig der inde i natten.

Hvad var det? Vanvid? Død?

Ingenlunde. Det var en stor glæde. Jorden fik en

SIDE: 145

ny søn i den stund, en ny sjæl sprang ud mellem
sjælenes tal.

Skriget fra mørket lyder i mine øren. Der var i
den forfærdelige smerte som en nydelse fra dybe af-
grunde.

Hvad er det deri, som bringer mig til at sitre?

Hvorfor er jeg så ene? Intet menneske trykker min
hånd. Ingen kommer mig smilende imøde.

Skuler da mit øie? Er der et tegn nogetsteds på
min pande, der banlyser mig fra de glade og de rolige?

Undertiden når jeg står i menneskesværmen, ler
det bag mig. Da farer det igjennem mig.

Min logik siger mig atter og atter: Din ensomhed
gjør dig mistænksom, de ler af sine små glæder.

Og dog følger latteren mig lige til min dør.

Det er som små djævle følger bag mig, er mellem
mine fødder.

Dette nattens skrig!

En kvinde. Min hånd i en kvindes hånd.

Et barn, som var mit barn, -- udaf mig, udaf min

SIDE: 146

lænd, udaf min ånd, -- min fortsættelse, -- mit offer
til jorden!

Der sidder mange kvinder dernede, når jeg præ-
diker. Jeg har aldrig tænkt på, at de var kvinder. Det
er ikke det. Det er ikke det, som er kvinden.

Jeg ser dem på gaden. Det er ikke dem.

Elske? Kunde jeg elske nogen af de kvinder, der
lever på jorden nu?

Jeg har set nogle kvinder på gamle malerier. Har
de nogensinde levet? Eller er det mesterens egen
skjælven, som ligger i dette smil om hendes mund?

Jeg ser ingen kvinde smile sådan.

Gives der nogen kvinde, der er det, jeg kunde drøm-
me, der har dette store blå forhæng?

Det er aften. Langt borte slår kirkeklokken sine
dybe slag. Fra en anden kant svarer andre. Det er
næsten mørkt. En hvid stribe kun, næsten nede ved
jordranden, der hvor solen gik ned.

Og min sjæl går henover jorden, henover dens
krumning, min sjæl går gjennem alle lande, og ser,
og spørger: Er der nogen sjæl, der er som denne? Er
der en sjæl, som denne kan smelte sammen med og
forsvinde i, så denne smerte ved at være, ved at
tænke, ved at ikke forstå, ophører?

Min sjæl finder ingen, der er den lig.

Og min sjæl svinger sig ind i den hvide strime der-

SIDE: 147

borte, og spørger: Er der nogen sjæl, der er som
denne, hvori denne kan svinde?

Er der nogen der længst inde, for hvem min sjæl
ikke vil være en anden?

Eller vil den, som er der længst inde, sige: du?

Dette er den forfærdelige frygt: Vil den der længst
inde sige du?

Vil den der inde se på mig, som jeg ser på min
næste, se på mig som noget andet end sig selv, noget
uden for sig?

Dette er den forfærdelige tanke.

Hvi lod han os ene, han som skabte spirer?

Er det meningen, at vi går ud fra denne jord, som
dens del, dens støv, og intet andet, beder til dens dei-
lighed, vender tilbage dertil, hvorfor fik vi så ånden,
ånden, der evig vil flyve? Hvorfor fik vi evnen til at
skjelne, til at sige: vakkert, hæsligt?

Men er det meningen, at vi er over denne jord,
mere end den, er vi opreiste væsener med øine vendt
mod stjernerne, fordi vor vei går deropimod, -- da er
vi jo så ene, så ene, -- himmelrummet ligger på hvert
bryst, natten ligger på hvert bryst, og vi kan ikke

SIDE: 148

ryste dem af, og ta dem i vore hænder, og bøie dem
efter vor vilje.

Sandt: "Støvets år" er ikke mange. Men hvis det
er en leg dette, en leg med planeterne, hvis døden blot
er den lille juleaftensdør til et nyt værelse, til en ny
legestund, hvorfor skal det da føles så tungt, så
spørgsmålsrigt, så ansvarsfuldt og evigt, dette lille
jordliv?

Jeg gik i parken. Under de gamle, høie bøge er der
en deilig skygge. Man hviler. Man glemmer.

Da så jeg komme imod mig: hvem? Biskoppen. Det
var ham. Det var det snehvide hår.

Jeg kunde ikke flygte. Flygte? Ja, for dette milde
øie vilde jeg flygte, for dette lyse åsyn var jeg bange.

Han kom imod mig, strakte ud sin hånd. Jeg turde
ikke se på ham. Jeg følte hele tiden de sollyse øine
over mig.

Han talte. Han sagde:

 -- Kjære ven! De ser mismodig ud! Å ja, jeg ved
det nok, hver har sit, hver har sine nagende tanker.
 -- Ak, -- sagde han, -- de nagende tanker, de er
djævle, de!

 -- Grubler ikke De for meget, min kjære ven?
spurgte han så pludselig.

SIDE: 149

Det kom op i mig så mygt, at jeg skulde sige alt, at
jeg skulde tale. Måske havde denne olding med det
hvide hår gjennemlevet meget af det, som nu var i
mig.

Jeg stansed min gang, jeg ved ikke, hvordan det
kom ud af mig, jeg sagde:

 -- Det er meget vanskeligt.

Han stansed også, han lagde hånden på min skul-
der, han sagde:

 -- Forklar Dem!

Jeg sagde: Veien til Gud er meget tung. -- Hvor fik
jeg ordene fra?

Da sa han, og han så dybt indi mine øine, og der
var som en glorie over de hvide lokker, der faldt ned
fra begge sider af hans hoved:

 -- Der er et navn, min ven, der for mig er som
en blød hånd: Kristus.

Har De sagt dette ord for Dem selv, mumlet det en
stille nattetime: Kristus. Eller har De hvisket det for
Dem selv nogensinde, når De så solen gå ned i det
vemodige røde: Jesus Kristus.

Det var som han kjærtegned dette ord, en sætning
fra evangeliet kom mig så levende i mindet: Men der
var én iblandt Jesu disciple, som lå op til hans skjød.

Men jeg, jeg kunde intet mere sige. Jeg forstod intet
mere.

Og han fortsatte:

Uden et dybt mysterium var for mig religionen
ikke. For mig er Kristus mysteriet. Og gjennem Kristus

SIDE: 150

er det, jeg ser Gud. Sa han det ikke selv, dengang
han vandred på jorden: Gjennem mig ser i Guds stor-
hed, kun jeg kan forklare den for eder mennesker,
jeg er veien til sandheden, til livet.

Dette er mysteriet, at Gud forvandler sig for os, for
at kunne fattes af vore menneskeøine, gribes af vort
menneskehjerte. Kjærlighedens Gud! Det er Jehovahs
nye, strålende navn!

Ja, et deiligt eventyr synes mig troen.

 -- Han rakte mig hånden. Jeg så ham, den hvid-
hårede eventyrdigter, fjerne sig med harmoniske,
fredfulde skridt.

Er jeg en mørkets søn?

Ligeoverfor disse lyse, forklarede ansigter føler jeg
mig som en forbandet. Netop denne fred, denne har-
moni, jeg forstår den ikke!

Og som jeg forsøger at mane ham frem for mig,
ham, Kristus, lysende hvid med oljegrene i hænderne,
da kan jeg ikke få det til. Det fordunkles, mens tu-
sende forvirrede tanker jager i mig.

Det er jo let nok at opfatte læren: at han har født
med sin død den store verdensharmoni ud af den
store verdensdisharmoni. Men det svimler for mig, -- 
hvorfor denne todeling i tiden; en evighed i dishar-
moni og så en ny evighed i harmoni, -- er da ikke
tiden ét, evigheden ét? Det svimler for mig, jeg synes

SIDE: 151

der er så mange spørgsmål at gjøre ved denne lære,
 -- men en lære, som daler fra himmelrummet ned til
alle landes og tiders slægter, måtte ikke den være en-
kel? -- Det går rundt for mig, jeg kan ikke se andet
end disharmonien, og jeg glemmer alt andet, jeg hører
bloddråberne rinde under jorden og over jorden.

"Han har forløst os. Han gav sig selv for os". Han
kunde modta straffen for den synd, vi havde begået,
nei, jeg forstår det ikke. Vilde ikke stolte, frie mænd
be sig fritagne for at få sin straf sonet af andre. Hvil-
ken verdensretfærdighed! Hvilken Gud!

Ja, de stunder da jeg vil prøve at se ham for mig
og lære at kjende ham, da blir der bare tåger for mine
øine. Jeg synes, det er gåde på gåde, dunkelhed efter
dunkelhed. Er det da nødvendigt med alle disse dun-
kelheder? Er der da ikke byrder nok lagt på vore
hjerter og sjæle, mens vi er hernede? Er det ikke nok
med den store gåde om Gud?

Det synes mig, at ny testamentet ender i en hallu-
cination.

Ud af denne pinefulde forvirring er der begyndt at
stige frem nogle tanker, nye for mig, forunderlige. De
gjør mig bange, ti de er som blinkende lancetter indi
alt det gamle, det man er prest på. Men sålænge jeg
er inde i dem, disse tanker, kommer der en stor, klar,
kold ro hos mig.

SIDE: 152

Menneskene følte sig ene på jorden. De så synd og
smerte blandt sig. De spurgte sig selv, de spurgte hin-
anden. Hvorfor? De vidste ikke at svare.

Og der kom visdomsbøger, religioner, filosofier, der
svared, der sagde: Sådan gik det til. Og religionerne
sagde om sig selv: Jeg er den, som stammer fra den
ældste, den største Gud, jeg går tilbage til begyndel-
sen. Tro mig: Sådan kom synden ind i verden.

Og disse bøger overleveredes fra slegt til slegt. Men
menneskene følte sig dog ene. Verden var endnu fuld
af Guder. Fødselens under spurgte stadig på ny. Dø-
den skreg og klaged uvishedens angst.

Og menneskene følte tillige høiheden i sig. Det var
måske det tyngste. Det var den store tragedie.

De så om sig, de så dyrene, og de sa: Vi har det, de
har, men vi har meget mere. De så blomsternes skjøn-
hed, og de sa: Vi er endnu skjønnere.

Og hvorfor har vi dette? Høiheden i os!

Ti vi er dog ikke Guder. Vi er halvheder. Vi er
skidne, og dog elsker vi glans. Vi er fulde af ondt, og
dog elsker vi ret.

Hvorfra er vi?

Og de spurgte: Kommer der ikke en blandt os, som
er større end os alle? Kommer der ikke en, som har
det, vi føler, at vi aldrig kan nå, og som vi dog hulker
af savn efter? Kommer der ikke en, som har klarhed,
og ikke eier frygt?

Og de spurgte fra slegt til slegt: Har I set Gud?
Hvordan var han? Hvad sa han?

SIDE: 153

Og de høieste, de hedeste menneskeånder længtede
efter Gud, -- og Confutse kom, Buddha kom, Maho-
med kom.

Og folkene sa: Det var hos os, Gud var. Buddha var
Guds søn, Mahomed var Guds søn.

Og de skrev det ned, og det gik fra slegt til slegt.

Monne der måske være en visdomssten i dette, at
vi skulde være ene, -- monne dette være et jordlivets
mysterium?

Hvorfor skulde vi ha alle gåder løste straks? Ti er
det korte jordliv mer end som et lidet: straks?

Hvorfor ikke døden midleren? Hvorfor ikke døden
den, der forklarer Gud for os, den der er veien til
sandheden og livet?

Når det dreier sig om at søge de uendelige love, ja
at finde Gud, hvad er da et jordliv? Ja, hvad er hele
jordklodens liv, når det gjælder at søge den, der ska-
ber millioner kloder, den for hvem klodernes liv er
sekunder?

Har vi håb, er det da længe at søge?

Slegt efter slegt skulde til for at finde en eneste
naturlov, seklers slegter skulde til for at komme til
at se det herlige syn: Kloderne danse om solen, solene
ile i rummet. Årtusenders slegter skulde til for at for-
stå det, at lyd, lys, varme er svingning, molekylers
rythme. Ja, årtusenders slegter skulde til, før men-

SIDE: 154

neskene kjendte blot lidet sit eget legeme. Og hvad
kjender vi endnu af det, som foregår i vor egen hjerne?

Dette jordens liv, blandt jordenes liv, blandt sole-
nes baner, er det længe for menneskenes børns slegt,
der kan tælles med tal, for at søge den, der blæste
musiken ud i verdensrummet?

Er det da så længe siden menneskene reiste sig fra
støvet, og begyndte at gå på jorden, og begyndte at
se op? Som igår synes mig ofte den jordlivets mor-
gen, da Mammuthdyrene rullede sig på det nyfødte
himmellegeme. Som imorges synes mig de dage, da
keiserriger blev gamle og grå og gik hen og døde.

Ikke bare ét, mange liv må vi vist søge. Selv for-
andres, søge med bedre lys, måske nærme os, nærme
os, engang finde!

Skulde vi lade være at søge? Siden dette jordliv dog
synes for kort.

Vi må søge. Vi kan ikke lade det være.

Og mens vi længter og søger, og søger og længter,
fornyes vi, løftes høiere og høiere.

Vi må søge. Det er en naturlov. Jo længere vi er
fjernede fra kræfternes og alkraftens og alåndens in-
derste midtpunkt, desto sårere er længselen, fordi det
er så koldt om os; vi føler nok nogle stråler fra blege
stjerner, nogle kræfter fra rummene eller noget længst
inde i os selv, men ak, så gådefuldt, så dunkelt. Om

SIDE: 155

vi engang under vor søgen skulde komme nærmere,
da vilde måske al længsel bli til strålende håb, fordi
lyset er nær, og tilslut til brændende vished.

Måske er der også langt inde bagenom al vor søgen
en dragning fra hint midtpunkt, det der sender de
talløse stråleordener rundt til livscentrernes hærska-
rer i den hele vide verdens kreds.

Har vi håb, . . .

Ja hvorfor skulde vi ikke ha håb? Sålænge vi ser
og lever i den sol, vi ikke kan nå, og lader vore isser
bades i lys, der kommer fra verdener, vi ikke kjender,
og som det vilde kræve evigheder at nå.

Sålænge vi ser denne sol, der er millioner mile fra
os, i frøblad der blir blomst, i kul der blir damp og
driver skibe, i plade der blir fotografi.

Sålænge endog guden selv stadig forandres, blir
større og større, kommer til at herske over flere og
flere verdener og flere og flere væsner.

Eller er da ikke jernbaneseklets gud større end den,
der kun eied jorden med de fire hjørner?

Mægtigere, vanskeligere at fatte, at se ansigt til an-
sigt, er han, som dreier sveiven for millioner kloder,

SIDE: 156

end den, der i Johannes åbenbaring lod sine engle
kaste stjerner ned på den flade jord.

Større var ægypternes gud end barbarernes fetisch,
større jødernes end ægypternes, større Kristus' gud,
der ser i hjerter og nyrer, og favner alle folkeslag.

Større, større, større.

Og fjernere.

Det er somom han vandrer længer og længer bort,
stiger høiere og høiere op, eftersom jorden blir ældre
og ældre og har lært sin kurs.

Allerede i bibelen er det så.

I Edens have vandrer han som urmenneske mel-
lem trærne i den kjølige kveldstund. Han er ene ånd
på jorden, mellem alt, der er begyndt at vokse og at
leve.

Når menneskene kommer, er han blandt dem, med
dem, griber deres hænder, brydes som mand med
Jakob.

Så vokser han hos Moses, blir frygtelig, skjuler sig
i ild. Den hele tid, mens han giver sin lov, skjælver
Sinai.

Nu bliver han sjeldnere og sjeldnere på jorden,
kommer helst i drømme, syner, extaser.

Og tilsidst, da tidens fylde kommer, da længselen
efter atter at se Gud blandt menneskene og høre hans
stemme, er blevet til en klage henover landene, da
kommer han ikke selv, da sender han sin søn.

SIDE: 157

Det er som han selv, nu da jorden er blevet fast, da
menneskene er begyndt selv at skabe, at bygge byer
og samfund, give love, -- er langt borte, dybt inde
i himmelrummet, ordner andre kloder, skaber love i
andre egne.

Hans søn kommer i menneskeskikkelse. Jorden er
blevet så gammel, at menneskene ikke længer kan se
Gud selv blandt sig i stoflig skikkelse. Han er blevet
ånd.

I tidernes mørke dyb, hos de første mennesker, var
der nok inde i deres sjæl et minde om en stærk ånde,
som indblæste livet på jorden, og som veg væk fra
den, da de reiste sig fra mulden og gned sine øine?

Var der et minde om en Jehovah, der havde besøgt
den unge klode og sat livet i gang på den?

Var det mindet om en stærk ånde, hvis gjenlyd
endnu suser for dem i de høie trækroner den kjølige
kveldstund, der gav indianerne navnet: "Den store
ånd".

Nu er selve dette minde -- om det nogengang var
 -- veget bort. Så høit op er Gud steget, at vi kan ikke
længer tænke os ham.

Vi var vant til en Gud, der havde menneskelige
egenskaber. Ham kunde vi forestille os, og derfor tro.
Men hvordan kan man få troens ild, når man ikke kan
se for sig, et ansigt?

SIDE: 158

Gud er blevet så uhyre. Naturlovene er blevet så
vældige i sin bygning. Naturlovenes Gud kan ikke
være et menneske, ikke være en Zevs, ikke en Jeho-
vah. Forat løse gåden gjøres han til ånd. Men så kom-
mer der så mange nye guder. Hvordan fatte ånden
med alt vort liv? Og al denne stoflige bygning, er den
udenfor ham?

Det almindelige menneske, der driver sin gjerning
som det gjorde det for tusender år siden, sit agerbrug,
sin høvl, men som lever under utallige nye verdener,
blandt mægtige nye verdenskræfter, hvordan kan han
forestille sig kræfternes kraft, undernes under? Et
menneske kan han ikke se, han ser ingen hammer
eller kile mer bag tordenens vælde. Hvad skal han
forestille sig? Mennesket kan jo så vanskelig, o så
såre vanskelig, se andet med sin sans og sin sjæl, end
det der er af denne sanses egen verden, og denne sjæls
eget rige.

Ja, langt, langt bort er han vandret, og midt i næt-
ter, når hamrene er gået til ro, og før maskinerne er
vågnet, i nætter, der står rundt om jordkredsen, som
de gjorde det i Abrahams tid, stille, somom intet var
hændt, -- da kan der lyde et suk hen over jordrun-
dingen, fra et enkelt bryst, fra mange: Hvor er du?
Er du langt borte? Er du nær mig? Er du lig mig?

Og mange, hvem længselen blir for sterk, bøier sit
hode, bøier sin isse, og kaster sin fornuft i støvet, og
siger:

Forbandet være du, ti du stjal fra mig Gudsbilledet.

SIDE: 159

De kaster i støvet det, der måske er det høieste, det
reneste minde efter den ånd, der i tidernes morgen
veg bort.

Da jubler kirken. Den er aldrig så glad, som når
nogen kommer og siger: Det var ikke sandt, at jorden
går rundt. Den står stille. Det var ikke sandt, at stjer-
nerne er verdener. De er bare huller.

Blir Gud da glad?

Blir han større, når jorden står stille, eller stjer-
nerne er huller?

Hvor besynderligt! De største dødsfjender, jorden
har kjendt, det er kirken, den som skulde være det,
der bar menneskene opover, og tanken, sandhedstran-
gen hos de samme mennesker. Kirken pinte Galilei,
brændte Giordano! Kirken har dræbt jordens bedste
mænd! Kirken har gjort det! Og tillige var disse mænds
tanker om Gud de høieste og reneste, mennesker har
tænkt.

Er der måske mere af den sande religion i viden-
skaben, der aldrig tror at vide den hele sandhed, end
i teologien, der har alt på det rene?

Hos Kaldæerne var astronomien religion, og pre-
sterne var forskere.

Og nu? Hvem er tidens rette prester?

SIDE: 160

Ja, der er religion i videnskaben. Den gjør rummet
videre og videre, opover og indover. Den stanser al-
drig, den søger og søger, menneskenes egne sanser er
den ikke nok, den opfinder teleskop for at komme
høiere og høiere op, mikroskop for at komme dybere
og dybere ind.

Den lader os skue verdenslivet i dets mægtige pragt,
den
viser os målene for det hele alliv høiere og høiere,
den leder på vei til en svag skimten af sporene efter
Hans lineal, og på dybden lader den os ane mysteriet,
et mysterium, der eier lysende klarhed, krystalmil-
lioners glans.

Jeg har tænkt, jeg har skrevet. Det gav mig ro.

Men når jeg løfter hodet, da føler jeg noget bagom
tankerne, som piner. Er det frygt? Er det savn?

 -- Jeg er dog roligere. Kveldens luft mærker jeg.
Den driver ind blandt mine tanker, kjøler min pande.

Mit vindu står åbent. Der er stille i gaderne.

Undertiden kommer det mig så underlig sterkt for,
at jeg hører en susen, en susen langt borte fra, fra
ældgammel urskog, fra den umådelige havflade.

Jeg har høie huse om mig, langt ud, gader, offent-
lige bygninger, teatre, men en og anden kveld er det,
som der pludselig møder mig en luftbølge, der er læn-
ger borte fra, fra dér, hvor det er vildt, fra dér, hvor
der er noget, som ikke mennesker planted.

SIDE: 161

Og jeg får den tanke, at der hen mellem husmylde-
ret, gjennem gadevævet også ellers lister sig denne
susen, -- fra ældgammel urskog, fra den umådelige
havflade.

Tænk, om denne gjenlyd skulde svinde fra menne-
skets indre. Jeg ved ikke hvorfor, men tanken på en
tid, da menneskene har gjennemtrængt og omstøbt
alt på jorden, bringer mig til at gyse.

En tid, da hele jordfladen er dækket med huse og
skoler og kjøkkenplanter, da havets bølger ved kun-
stens hjelp er bragt til taushed.

Det synes mig, som at mit hjerte ikke kunde slå,
når jeg ikke vidste, at min ånd, om end nokså fjernt,
møder vild skog, skog, som ikke mennesket har
plantet.

Det begynder allerede, det er allerede begyndt for
længe siden. Jernslangerne skjærer sig ind mellem
den bløde mos, træder de stakkels skovstjerner ned,
jernhestene jager hjortene væk fra lundene. De sidste
skovbørn er jaget, de røde forgiftede, de sorte træl-
bundne.

Snart vil husene krybe henover pampas, telefon-
stængerne rammes ned mellem døde rødder, kobber-
trådenes spindelvæv knyttes der, hvor grene væved
sit sommerglade net.

Så vil denne susen svinde! Denne susen, der smyger

SIDE: 162

sig ind i et menneskes ældste, evigste sjæl og bringer
den til at mindes. Til mohikanernes skoge bringer
den os, til det stille havs øer. Som guders hvisken går
den henover jorden i Sankthansnatten. Ja, i Sankt-
hansnætterne drager den atter stolt henover jorden,
men jages ved morgenens frembrud, jages mod havet,
skjuler sig inde i det stille oceans sælsomt snoede
konkylie.

Hvis der er blodårer hen gjennem jorden, hvis der
flyder levende strømme inde i dens bug, da synes jeg,
at den måtte dø da, måtte hviske sin sidste såre klage
og henånde. Dø -- som et legeme, bakteriesværme
har oversvømmet og bidt.

En angst kan gribe mig for ikke at have favnet og
eiet den, før den dør.

Endnu er der skoge derude, endnu er der høie ege
med brede kroner, endnu palmer langs solhvide
strande, endnu unge elve, der i utæmmet vildskab
gjør hop over stene.

Og det synes mig, at jeg må derud. Jeg må ha hele
solen, jordens sol, jeg må ha hele havet, jeg må kysse
blomsterdufte, jeg må drikke bladsafter.

Er naturen derinde i vor sjæl? Siden jeg, som sad
år efter år mellem bøger, får denne bæven? Er der
noget i min sjæl, som drak sin første morsmelk der-
ude som har naturen til urmoder?

SIDE: 163

Hvorfor tales der aldrig mere om naturens Gud?
Hvorfor forholder man os ham?

Er der da nogetsted nogen herligere gud afmalet
end den, der taler fra skyen til Job?

"Har du i dine dage givet befaling til morgenen?
Har du vist morgenrøden dens sted?"

"Er du kommen til havets kilder? Og har du
vandret på dybets bund?"

"Kan du knytte Syvstjernens bånd, eller løse Orions
reb?"

Eller hvor han i sin mægtige stolthed råber til Job
om krokodillen, den han selv skabte, han, den eneste
frygtløse.

"Dens nysen lader lys skinne, og dens øine er som
morgenrødens øienlåge.

Af dens mund farer blus, ildgnister farer ud.

Af dens næsebor udgår røg som af en sydende
gryde og af en kjedel.

Dens ånde kan stikke ild i kul, og en lue går ud af
dens mund.

På dens hals hviler styrke, og angst hopper foran
den."

Dog. Lad jorden dø!

Lad den fødes, vokse, bli gammel, dø.

Lad landene dø!

Jeg læser ofte, hvordan mænd er bange for, at lan-
dene skal dø, og samfundene sygne hen.

SIDE: 164

Er det da ikke deres lod at leve, udfolde sig, dø?
Som det er menneskenes.

Skal de ikke leve og dø alle, Frankrig, Rusland,
England, som de før døde, et for et, Ægypten, Græ-
kenland, Spanien.

Hvorfor overøser man de døende lande med skjælds-
ord? Lande, der dør, udfolder ofte blomster, der blir
de fineste, de fødte. På deres grave samler de nye folk
dem ind.

Han, som skabte myrer, er ikke karrig.

Lad dem dø. Der er råd for nye urskoge.

Tusende nye stjerner kan drysses ned for den ene,
der svandt. Det er det flotte. Den bygning, der synker
i grus, synker blot for at gi plads for en herligere.
Det er det stolte.

 -- Menneskene er fattige. Menneskene lider under de-
res fattigdom. Rigdomsfølelsen er dem ukjendt. De
frygter, de er angst for at miste.

Men jeg må ud og se den, før den dør! Jeg må op
på et høit fjeld og se udover moder jord!

Jeg må se de skoge, der er viet døden, jeg må høre
tordenen rulle fra fjeld til fjeld, se Jupiters lyn i
skyen, kysse den våde muld der, hvor fodspor aldrig
sank ned.

SIDE: 165

Den jernbanestation!

Den gjør mig nu så beklemt. Den bringer mig op i
et tankemylder. Og jeg ved ikke rede.

Mørket derinde under det runde tag, lysene indi
mørket, lokomotiverne, som hviner frem og tilbage,
 -- det er mig som et mysterium.

Det moderne livs mysterium.

Mennesket er blit en ny skabning. Dets hjerte slår
andre slag, slår i ny taktart.

Før stod de stille, menneskene. De voksede som
planter og blomster. Nu er de revne op fra jordbun-
den. De er på vei til at flyve. Men de er ikke endnu
fugle. Derfor ligner det flaksen af fugle, som er syge,
som er dødsjaget.

En reise er ikke længere, hvad den var. Før var
den et liv. Nu er den en liden bevægelse kun, en om-
hasting, en svingning.

Når jeg står og ser ind i det sælsomme rum der-
inde, hvor de blændende lanterner pludselig farer
frem af mørket, ja så synes det mig tilslut, at jeg ser
ind i hele den ny livsmusik. Menneskene farer frem
og tilbage, ud og ind mellem hinanden, de har ikke
ro, de er blit som molekyler i en lysende gas.

Musikens århundrede -- jernbanernes århundrede.

De reiser og reiser. De kan ikke få tænke én tanke
til ende, ikke leve én følelse til ende, manden reiser
fra sin hustrus seng, børnene fra sin moders bryst.

Jeg ser dem tilslut alle, alle menneskene, i en eneste
hvirvel, -- jeg blir så beklemt. Er der da ingen rast,

SIDE: 166

ingen ro, ingen hvile længer på jorden? Er der intet
hjem mere i verden?

Da kan jeg pludselig bli så glad over at vide et sted,
som står stille, stole, som står der, hvor de stod ifjor,
bordet, hvor mine gamle bøger ligger sommer og vin-
ter, bøger, som jeg har været sammen med i årevis.
Bibelen, denne farlige, underlige bibel, -- Pascal, jeg
forstår ham ikke, han må høre en anden verden til
end jeg; han må ha en anden sjæl og et andet legeme,
 -- Kant -- Darwin!

Jeg træder ind. Jeg lukker døren. Og det synes mig
fredfuldt, det synes mig smukkere alt. Der kommer
jo en smule himmel ind ad dette vindu, som stundom
kaster sit sorte kors henover bordet, -- en smule him-
mel, så at jeg kan huske oceaner. Hvor ofte har jeg
ikke siddet der i timevis, bare set på lyset efter den
sol, som var for høit oppe til at komme ned i den
trange gade, set Venus, Mars, Karlsvognen.

Her er jeg alene. Ingen kan forstyrre mig. Her er
ro. Ro for et minut ialfald, for en halv time, ro, ro.

Og mit øie synker ned i min kamelia. Man blir al-
drig træt af at se på blomsterkroner, man selv har set
spire og folde sig ud, kysse støvdragere, man selv
eier. Min kamelia blomstrer så underlig rigt. Blom-
sterne falder ikke af den, som de pleier at gjøre ved
kamelier.

SIDE: 167

Ja, dette er min verden, disse bøger, dette vindu,
denne kamelia, det er mit. Her er jeg herre. Her er
intet andet end jeg. Her kommer intet og skjærer sig
ind i mit selv og forstyrrer.

Er det muligt?

Gud er allestedsnærværende! Overalt følger han
mig. Han står herinde og ser på mig. Hans øie følger
mig. Jeg kan ikke flygte.

Er det muligt?

Heller ikke her er jeg alene. Det er ikke min ver-
den. Det er ikke mig, som er herre her.

Overalt følger han mig med sit ubønhørlige øie. Om
jeg vilde flygte til jordens rand, til fjeldenes huler,
han vilde følge mig, han vilde gjennemtrænge mig
med sit blik.

Han er her, han er i dette rum, han ligger under
bordet, han sidder på dette blad, alt hvad jeg gjør,
følger han, alt hvad jeg tænker, ser han. Hvad han
gjør, det ser ikke jeg, hvad han tænker, ved jeg ikke.
Han kjender mig. Jeg kjender ikke ham.

Hvorfor skal jeg sådan ydmyges? Hvad har jeg
gjort, at hver min nerve skal skjælve af kuelse og
ydmygelse? Hvorfor vil den mægtigste træde på mig?

SIDE: 168

Dog. Lad ham det, hvis han vil!

Såre ulykkelig må han være da. Såre ulykkelig, hvis
han skal være på hvert ulykkebåret menneskes kam-
mer, dele dets tanker, føle dets nød.

Har da ikke Gud magten til ikke at være her? Er
han nødt til at være allestedsnærværende?

Jeg kan dog la være at se, hvad jeg ikke vil se. Jeg
kan la være at gå til et sted, hvor jeg ikke vil være.

Han er der, han er allestedsnærværende, han er i
mit kammer.

Det er forfærdeligt!

 -- Hvorfor siger han ikke til, hvorfor råber han mig
ikke an?

Eller råber han? Råber han dag og nat, om kvel-
den, når jeg lægger mig, om morgenen, når jeg står
op?

Råber han indi mig selv? Er det indi mig selv han
er? For der er jo altid noget derinde, som ser. Og to
øieblikke i mit liv husker jeg, da det var, som der sad
en pupil derinde, ældre end mig selv, ældre end min
moder, og så på mig, og så.

Indi mig selv skulde han være? Der skulde være
en del af Gud derinde? En del blot, ti det hele frygter
jo, blues jo, ræddes jo for at se ham.

Hvorfor piner den tanke mig, at jeg ikke er ene,
at jeg ikke er herre her?

SIDE: 169

Og hvorfor piner den tanke mig, at Gud er i mig
som en del af mig selv?

Havde jeg ikke den forfærdelige frygt, at den der
længst inde skulde sige du, se på mig som min næste?

Vilde der ikke være en fred i den tanke, at han er
her, at jeg altid havde en følgesvend? Som var af min
sjæl, af mit væsen.

Han vilde jo ikke se bare ondt i det, jeg gjorde.

Han vilde se mig kjærtegne kamelien. Det kan jo
dog ikke være synd.

Det er jo hans kamelie. Når jeg bøier mit hode for
kamelien, bøier jeg det da ikke for ham? Kysser jeg
da ikke neglen på hans fod? Blomstred ikke roserne
frem efter hans fodtrin på jorden hin første sommer-
nat?

Vi piner os selv, brødre og søstre! Dag og nat ser vi
blot det onde. Vi river os i stykker, vi flænger den
deilige bygning, Guds ånd digted, hans hånd føied
sammen, vi river den tilblods, deler den i dele, ser
med lupe, med mikroskop? Er det synd? Er det
skiddenhed? Er det ikke last? Er ikke det hovmod?

Måske smiler Gud en og anden gang og synes, det
går for vidt. Hvordan skulde han ellers holde det ud?

SIDE: 170

Måske vil han engang sige, når en kvinde står for
ham og skjælver i alle sine ledemod over sit livs
syndemørke:

 -- Kvinde, husker du hin aften -- Venus stod i
Krebsen -- da så jeg dig kysse en rose. Du var alene.
Ingen anden så dig.

Kvinde, du var en af mine engle i rosen.

Måske er det alene Gud, som kan føle og se det
gode.

Sælsomt er det. Mennesket tåler at se sin elendig-
hed, det beskuer den. Det blues ikke for at se sin stin-
kende last.

Det blues for at se det gode hos sig. I den stille time,
når mennesket holder dom over sig selv, og der synes
at glide frem noget, der måske var godt og tjente det
til hæder, da vil det ikke se på det. Det viger. Det blues.
Det vender øinene andetstedshen.

Er Gud alene den, som måtte se mig gjøre noget
skjønt, uden at det vilde såre mig, at det såes?

Vi blues for at se det rene i os. Vi frygter at se Guds
åsyn. Er det samme ting?

Er glansen selv fra det godes mindste molekyl så
stærk, at menneskelige øine ikke tåler den?

Er det resterne af et Guds billede, vi blues for at se?

Eller gjense?

SIDE: 171

Der er noget i mig, som strider og vrider sig ved
den tanke, at jeg ikke er ene.

Jeg vil være ene her i mit kammer. Jeg tåler ikke
den tanke, at nogen ser på mig ubuden.

Jeg var bange ikke at møde en sjæl af min sjæl. Jeg
skjælver nu for ikke der inderst inde at stå lige over
for en, der er udenfor mig, der tar min hånd og si-
ger du.

Det svimler for mig!

Hvorfor må jeg tænke alt dette, hvorfor piskes jeg
af tankens erinnyer, hvorfor er det mig, som må tænke
det alt?

Hvad vil du mig? Hvorfor forfølger du mig? Hvor-
for føler jeg dig pludselig på mit leie om natten imel-
lem mine arme? Hvad vil du mig? Hvad har jeg gjort?
Hvorfor jager du mig? Var det da mig, der røved il-
den? Var det mig, der stjal tanken i æblet?

Men. Jeg lar mig ikke kue. Jeg lar mig ikke bøie
i knæ.

Skulde jeg måske som en usselig orm drage mig i
støvet?

Tilgiv. Hvis du er der, tilgiv hvad jeg skrev igår.

Amen.

SIDE: 172

Er det da så, at menneskene er dele af ét legeme?
Er der en brudt navlestreng mellem mig og alle de
andre jordbørn, som klinger sårt og ikke gir mig fred.

Hvorfor kan jeg ikke være ene? Vil jeg opover,
mod lysene, da drager noget mig mod slægten. Jeg
sidder her stille, og dog er det mit hjerte, som om også
jeg er med i menneskenes dødsdans. Som de alle farer
afsted, molekylerne i den lysende gas, føler jeg, at min
ånd pludselig farer afsted, den også, og jeg har ikke
fred.

Det er, som om telegraftrådene og telefontrådene
er lagt igjennem mit hode. Al den susen deroppe over
taget iler igjennem min hjerne, menneskehærskarer-
nes tanker, sukke, klager gå igjennem mit hjerte, jeg
vrider mig i sengen, jeg vil gjemme mig væk fra det,
jeg kan ikke.

Men iaften har jeg et lidet underligt minde.

Jeg gik ud tidlig imorges. Jeg kunde ikke få sove.
Jeg så mennesker, jeg aldrig har set før. Jeg så tusen-
der af unge mænd og kvinder. Mange havde forpinte
ansigter. Andre havde ikke sovet, men brugt natten til
den glæde, dagen ikke gir dem tid til, deres hår var i
uorden, deres øine var tunge. Jeg så dem dukke ind
i fabrikker, forsvinde mellem remmer og hjul.

SIDE: 173

Og flere og flere vågnede, ilede til sit arbeide, -- de,
som smeder og snedkrer og syr, de som skaffer mad
og klær og bohave, de som bringer det om til de mil-
lioner munde og hænder.

Kun jeg var ikke med. Se, menneskene strækker
hænderne ud, de løfter tage mod himlen, de spænder
buer over vandene, de mødes og hjælper hinanden til
at bygge jorden op større og rigere og stadig sælsom-
mere, udaf deres hjerners syn og deres viljers trang.
Og jeg, jeg gjør intet, jeg er udenfor dem, jeg er ikke
med dem, deres hjerter vilde ikke forstå mig.

Og jeg tør ikke lade min sjæl vandre deropover, jeg
kjender jo ingen der, min gud er jo ikke de andres,
min gud, hvem er min gud? Har jeg ikke trodset?
Har jeg ikke hånet?

 -- Jeg gik langs parkerne. Det var mig, som havde
ikke min fod ret til at træde på de brostene, samfun-
dets kjærlighed havde lagt ned, at indånde duften fra
de trær, den havde plantet.

Og jeg skammed mig for at se disse mennesker ind
i øinene, der iled hver mod sit mål, hver til sit velsig-
nende virke, ivrige, bekymrede, trofaste eller glade og
sterke, tillidsfulde.

Så var det, der kom gående en kvinde, en moder.
Hun havde sit lille barn på armen.

Og se! Det strakte hænder ud mod mig! Det smilede
til mig!

Og jeg smilede igjen!

Og hele tiden vendte det sit hoved om og så på mig

SIDE: 174

med dybe, klare øine og smilede til mig og strakte
begge sine små, unge hænder ud mod mig. Somom
det kjendte mig.

Det var jo bare et lidet barn. Og dog rislede det
gjennem hele min krop. Jeg følte, at mit blod var
rødt og varmt, at det sprang i mine årer og fødtes
hvert sekund på ny fra mit legemes skjulte kilder og
brønde.

De klare barneøine har fulgt mig hele dagen. Jeg
tror, jeg kommer til at sove denne nat. At ståltrådenes
jamren deroppe må tie.

Kristus!

Han strakte sine hænder ud over mængdens hoder.
Han havde trangen til at brede dem ud over hele slæg-
ten. Han sa, at den var ét legeme. Han lærte os or-
dene: Brødre og søstre.

Var det Guds nye ord?

Var han Gud?

Det var en aften i sommer, jeg gik forbi en have.
Jeg så en hel familie sidde derinde om et dækket bord.
Der var hvid dug på. Terrinen dampede. Fruen laved
salaten. Børnene så så glade ud. De lo og pludred
og lo.

SIDE: 175

Jeg sneg mig til at stå og se på det. Det var så smukt.

Å, der var noget i stemmerne derinde, som gjorde
så ondt!

Det var noget på engang varmt og friskt og dog
mygt. Men under mit hjerte gjorde det ondt.

At være derinde. Blandt dem. Blandt dem, som byg-
ger samfundet, de glade, sterke, trofaste. At være der-
inde!

Kristus!

Jeg ser ham for mig. Han strækker armene ud over
millioner sænkede hoder.

Jeg ser ham. Han lugter til et oljeblad.

Jeg ser ham. Han sidder mellem de to venner i
Emmaus' gjæstgiversted.

Kristus, biskoppen, embedsbrødrene, de gode men-
nesker, de står der alle med lysende ansigter.

Og jeg skjælver, og flygter, flygter i vånde!

"Kommer hid til mig, alle I, som er trætte og be-
sværede."

Var han Gud?

SIDE: 176

"Kommer hid til mig alle I, som er trætte og fulde
af møie."

Det er et af de smukkeste ord i verden.

Men jeg vil ikke være træt! Jeg vil hæve hodet og
søge, om det var i dødens mathed.

"Det er godt at være trættet og udmattet af den
unyttige søgen efter det høieste gode, for at kunne
udstrække armene mod frelseren", siger Pascal.

Jeg forstår ikke dette. Der synes mig at være noget
af åndelig fallit deri. Skal Kristus være en Gud for
syge og nervesvækkede?

Der er noget vegt, sygt smilende ved kristendom-
men, som støder mig bort og som synes mig ikke at
kunne være sandheden. Det milde ansigt på Jesus-
oljetrykkene gjør mig kvalm. Lægprædikantansigterne
gjør mig rasende. Disse de omvendtes kunstlet stille
og bløde stemmer indeholder noget, der instinktmæs-
sig synes mig uægte.

For den kristne er Gud Kristus. Det er menneske-
sønnen, han er sammen med i enrum. Han kjender
ham. Han ved, hvordan han er. Hans ansigt er men-
neskets. Det ser på ham, mildt bebrejdende, kjærligt
medlidende. Den kristne ved altid, hvordan hans blik
vil være, bebreidende, medlidende eller trøstende.

Jeg forstår ikke dette. Og da jeg ikke forstår det,
tænder det mig ikke.

SIDE: 177

Den store skræk, den vældige høihed røves fra livet,
når det ikke er Jehovahs navn, der møder mig i en-
rum. Og kun en af dem kan min menneskelighed på-
kalde og være sammen med. Jeg kan ikke være sam-
men med Gud, Kristus og den hellige ånd på en gang.
Det blir for mange stormagter for et menneskekryb.
Det bringer mig til at svimle og miste forstanden. Og
hvortil behøves vel såmange?

Det synes mig, som kristendommen har taget Gud
væk fra jorden. Kristus er midleren, det er ham, som
skal være Gud for os, fordi det er ham, vi kan
fatte.

Vi vil da en, vi kan fatte, når vi vil kaste os i støvet
for den høieste. For barnet er faderen en Jehovah,
han er ikke en Kristus. I evighedens hav er jeg et
barn. Der er noget i mig, som vægrer sig ved at overgi
mig og betro mig til et menneske, til en, der er
lig mig.

Er det ikke den ældste gud, ophavet, menneske-
sjælen så sårt spørger efter, længes mod, hulker
efter?

Kristendommen kom for at lette byrden. Skulde
den lettes? Livet er jo ikke let. Sammenhængen er
ikke let. Menneskenaturen er ikke let.

Måske er kristendommen en gudsdyrkelse som de

SIDE: 178

andre, den sidste, den farligste. Måske var Kristus den
sidste Gud, mennesket laved i sit billede.

Har Gud også sendt Kristus til andre kloder?

Vilde kristendommen være opstået i tider, da man
troede på andre jordkloder, med liv, indblæst af Je-
hovahs ånde?

Er han også der blevet født i et udvalgt folks ud-
valgte slegt?

Det er to ting, der oftest driver til kristendommen,
træthed eller frygt.

Det synes mig derfor ofte, at den fattes stolthed.

Kristus søges tilhjelp mod frygten, frygten for straf-
fen, eller for døden, eller for ensomheden.

En Jehovah, kan han elske dem, der kommer kry-
bende, blege af frygt, eller modløse af træthed?

Menneskets fornedrelsestilstand er ikke synden, -- 
det er frygten.

Synden er det største på jorden. Større, mægtigere
er synden, mennesket gjør, end det gode, det formår
at gjøre.

Synden bringer mennesker til at gyse, til at bøie
knæ. Napoleons tog i Rusland var en af menneskets
største synder. Ingen menneskegjerning har voldt

SIDE: 179

mere smerte. Og dog har menneskene bøiet knæ for
Napoleon, i beundring, i gysen, som for ingen anden.

Jeg længes ofte efter at møde et væsen uden frygt.
Dets pande må stråle som tusend sole.

Frygten, det er mørket.

Hvorfor er jeg til? Hvad skal det hele være for?
Hvorfor skal der gå verdener igjennem mig, når mit
legeme er en orm?

Et lidet stik, et lidet ryk i livstråden, og dette vilde
være forbi.

Jeg er intet. Den mindste ting forstyrrer mig, smer-
ter mig. En rykning i min mave smerter mig mere
end en smertelig tanke.

Der er millioner liv som mine, hoder, der tænker.
Hvortil så jeg?

Hvortil alt dette? Hvorfor synes det mig så bræn-
dende, at jeg må ha det afgjort, at min sjæl må stå i
den rigtige linje til det hele verdensrum?

Ja, hvad er jeg? En gårdskar, et bybud er mere
værd end jeg. Der er slim i min mund. Der er gule
blink i mit øie. Min hud er grøn.

Siden jeg ikke kan dø endnu, -- om jeg tog ud på
sjøen, om jeg tog en matroses stilling, så kunde jeg
dog hæve hodet, så var jeg i et skikkeligt arbeide, så
vilde der komme rødme i mine kinder. Ja, så kunde
min tanke hvile, -- jeg kunde stå på vagten i næt-

SIDE: 180

terne, med den evige stilhed om mig, med det store,
herlige rum om, det man blir god og stærk af, -- jeg
behøved ikke tænke, jeg behøved ikke skamme mig
for nogen heller.

Men nei! Jeg kan ikke, jeg må ikke.

Hvor gjerne jeg vilde det. Hvor gjerne vilde jeg
ikke flygte. Fra dette værelse, fra dette vindu, fra
disse bøger, fra disse nætter, disse nætter, o!

Skulde jeg? Endnu idag, nu mens jeg tænker på
det. Nu straks. -- For hvorfor skal jeg pines uden
nytte. Der er jo en pint for menneskenes syndeskyld.

Jeg kan jo ikke mere. Jeg tænker jo ikke klart. Jeg
kan jo ikke gavne nogen, ikke mig selv engang. Hvem
har brug for mig? Menneskene? Gud har det ikke.

Nedover bryggerne. Takkelagerne. Ud i det ukjendte.
Ikke en tanke mere i måneder. Men sjøbris, salt sjø-
luft, indad begge næseborene, ind under ganen, ind
i øinene!

Har jeg ikke ret nu? Til at gi det op. Hvorfor er
jeg på jorden, uden for at leve jordens liv?

Jeg fryser. Jeg er endnu ikke påklædt. Det er mor-
gen. Klokken er seks. Jeg sidder i skjorten. Det går
så småt med at klæ på sig. Jeg er så mat. Jeg kan

SIDE: 181

bare skrive. Nogle linjer nu og da. Hvorfor skriver
jeg alt dette så nøiagtigt? Hvem skal læse det?

Det er igrunden herligt sådan at skrive. Det er en
stor opfindelse. Man kaster ned nogle linjer nu og
da. Så er man fri. Så hviler hjernen igjen. Men så
kommer det langt borte fra, listende, sagte, hviskende,
en for en, tankerne, og så flere, i flok og følge, i store
tog. Og stimer om en på ny igjen. Så må man gribe
det i farten, alt, alt, ikke en må slippe ud af fange-
nettet, ikke en, -- den kunde være det manglende led
i kjæden.

Så har man skrevet det ned. Så må man gå videre.
Så kan det ikke komme op igjen.

 -- -- Å, jeg ved ikke længer, hvad jeg skriver.
Pennen, hånden går, går, bare for at skrive, bare for
at mit jeg kan hvile et sekund. Denne træthed, denne
træthed, som jeg frygter mest af alt!

Man har små glæder. De blir så store.

Kaffen er ved at koge. Å, denne lugt, som den er
god! -- Har jeg skrevet det? -- dog hvorfor skal jeg
skrive det? Det er jo ikke det, det gjælder, det har jo
ikke med det, jeg søger, at gjøre; det er jo ikke derom,
det dreier sig.

 -- Skriv, skriv, pen! -- 

Altså jeg er alene, jeg sa op min husholderske, jeg
gjør alt selv, jeg vilde være alene, forat tankerne kunde
komme, forat der skulde være aldeles stille, og ikke

SIDE: 182

én skulde kunne undslippe. Tankerne. Og ekkoerne
nede i brystet.

Den fylder hele værelset. Hvor forunderligt! Kaffe
fra Arabien, the fra Kina, appelsiner fra Italien, fisk
fra sjøen, kjød fra landet, -- hele verden i vor mave!

Jeg kan ikke glemme det.

Jeg vågnede. Jeg følte en smerte, et stik i brystet.
Og en tyngsel uden mål. Jeg var bange. Jeg frygtede
dette skrækkelige, det som kommer om nætterne ofte
og slider i mig. Brynden.

Det var, som var jeg glemt, alene på jorden, og alle
var reist, og de andre kloder var rullet væk.

Jeg løfted mig. Jeg vilde ikke føle. Nei, jeg vilde
ikke tænke på det. Jeg vilde se ud, finde lys derude.
Jeg stirred omkring. Der var gråmørke i værelset.

Da skede det. Jeg så et ansigt, stirrende, blåblegt, i
mørket, -- jeg så et par øine, -- jeg så det stive hår.

Og det gik først op for mig et øieblik efter. Det var
mit eget ansigt. I speilet. Ligeoverfor sengen.

Jeg havde ikke set det på mange uger. Jeg tør ikke
se mit ansigt i speilet.

Å, jeg glemmer det aldrig i mit liv, det syn, mit
ansigt.

Jeg stod op, jeg klædte på mig. Jeg klædte på mig.
Jeg har siddet i armstolen. Tiden gled, timerne gik.
Jeg mærked ikke tid. Det var godt.

Så kom dagslyset.

SIDE: 183

Hvad er synd? Og hvad er ikke synd?

Når denne drift i mit legeme blir så mægtig, når
den bruser henover hele min sjæl og siger: Jeg vil,
jeg vil!

Hvad er synd? Er det ikke den drift, der er i jor-
den, der er i trærne, der er i blomsterne, der er i alt
det, som lever, som vokser, som sprudler farver frem,
 -- er det ikke denne drift, som lever?

Er det måske synden, at jeg kuer dette i mig?

Men hvorhen? Ser jeg om mig, jeg ser ikke på jor-
dens kreds det, der møder min trang, jeg ser ikke det
øie, der vilde få mit blod til at rulle, min sjæl til at
rope: Halleluja!

Hvorfor kommer den i følge med mørket? Hvor-
for risler den over ryggen som angst? Hvorfor skjulte
den sig i sorte nætter? Hvorfor har den så ofte synd
ifølge?

Jeg forstår det ikke.

Jeg har været langs kaierne. En henrykkelses bølge
flød hen gjennem mig? Fri, løst, ud i denne salte luft,
som mine luftrør hungrer efter.

Bort fra det alt. Ind i nye verdener.

Der kom slik frelse bare ved tanken, som jeg gik

SIDE: 184

der, som mit øie forvilded sig blandt alt dette smukke
væv af takkelage, af tougverk, reb, stiger, seil.

Omtrent som en fugl at stå deroppe, midt i stor-
men. Og uden frygt for døden. De andre har den
måske, jeg ikke. Stolt i stormen! Hjemme der!

Men mens jeg gik der frem og tilbage, kom der
noget forunderligt. Mit hode reiste sig pludselig, og
mine læber sa høit:

Jeg vil ikke!

Og det var som noget tog mig bagfra i nakken og
sa: Flygter du, så er du feig.

Men efterpå kom atter den forfærdelige træthed.
Det var som mit sind døde. Jeg måtte bare sætte mig
ned og sad der i timevis. Jeg har set på et blomster-
bed. For at se på noget vakkert. En smuk farve kan
være så godt, når sjælen er syg.

Nu er det kveld. Klokken er et. Jeg har spaseret
frem og tilbage, frem og tilbage. Jeg turde ikke gå
hjem, der hvor jeg var imorges, i forrige nat. Tilslut
dreves jeg, -- i kampen, -- påny.

Jeg er endnu urolig. Jeg hører mit hjerte banke
høit. Jeg får ofte, når det er meget stille, denne pi-
nende tanke: Det er et andet væsen, dette hjerte. Et
væsen, du ikke kjender. Der er en sjæl derinde, som

SIDE: 185

er noget andet end dig, et væsen, som lever for sig
selv, et andet jeg end det, der tænker og ser.

Hvorfor banker du sådan, hjerte? Du banker og
banker, og jeg ved ikke, hvad det er, du vil.

Jeg tænker mig om i verden, i den store, umådelige
verden, om der ikke er nogen plet, hvor tanken kan
hvile, og denne smertefulde, hamrende banken tie.
Et minde. Har jeg da ikke et lyst, godt minde, som
al min sjæl kunde strømme hen til og hvile sig i?

 -- Jeg kommer ind ad døren til mit tause værelse,
jeg åbner den forsigtigt. Det var da, at hjertet be-
gyndte at banke. Jeg stanser i mørket. Er der nogen
derinde? Var det skridt, jeg hørte?

Jeg går videre. Pludselig ryster det igjennem mig
fra isse til tå. En fod. En let, snigende fod. Der er
nogen.

Og jeg ved i det samme, at det er blot det åbne
vindu, som har raslet.

Jeg tænder lys. Pludselig atter en svag lyd. Fra so-
veværelset. Hvad er der ved mig? Mit hjerte hopper
i mig.

Jeg tænder bordlampen. Tænder hængelampen i
det andet værelse. Jeg tænder lys i soveværelset.

Lys, lamper, overalt! Lys, lys!

Jeg går op og ned. Mit bryst har bølget, -- det bøl-
ger endnu, -- som om store lidenskaber havde brust
hen igjennem det, -- eller som om nogen anden havde
voldt mig en stor pine eller stillet mig et tungt valg.
Jeg går op og ned, og tilslut kommer der en forunder-

SIDE: 186

lig, dyb ro i mig, ja mer end det, en flot, en svulmen.
Og mit hjerte banker atter, men anderledes.

Og inde blandt alle de lys, jeg har tændt, står der
med engang et flammende billede, som min sjæl har
tryllet frem.

Er sjælen, den som ser igjennem det uigjennemsig-
tige, den som føler det fjerne, den som strækker sig
ud imod det, der engang var og troes dødt, -- er den
selv en flamme?

 -- Det er Himalaya, som ligger foran mig, Hima-
laya i brændende sol. Men intet steger og flakker der-
oppe. Solen blir der blot lys. Adeligt rolig er den blæn-
dende glans henover de hvide sletter.

Jeg står oppe på toppen af selve Everest . . . I miles
afstand ingen mennesker. Intet af by, intet af kulrøg,
eller vognlarm eller dårlig duft.

Men i kjæmpeensomheden er jeg ikke ensom og
føler mig ikke liden. Jeg står deroppe og svinger jub-
lende hånden op mod det dirrende blå, ind i det dir-
rende blå.

Og jeg har en mægtig følelse: Min sjæl er i solen.
Min sjæl er solen.

Min sjæl bølger i de samme herlige bølger, som
sollyset bølger i. Se, derude er den, mellem de fagre
stråler derude, danser som dem henover snekrystal-
lerne, deler sig i to, deler sig atter, i fire, i seksten, i
millioner nye, hopper op og ned i myriaders rækker.

Ja, som solstrålerne kan den spalte sig i farver, ikke
syv bare, syv gange syv, stadig nye, evig andre.

SIDE: 187

 -- Det er, som hjertet vil sprænges af jubel. Over
sjælens majestæt, dens allestedsnærværenhed, dens
skabermagt. Det bølger og bølger . . .

. . . Hvad vil det? Hvad vil mit hjerte?

Nogen at tale til? Nogen sjæl at tænde glans i fra
den glans, min fik?

Vi piner os selv, vi flænger det, der engang "skabtes
i Guds billede", i stykker, vi river det tilblods. Vi sør-
ger, vi lider. Mørke tanker tynger vore hoder mod
jorden, og vi ser ikke længer solen, vi ser ikke blået.

Måske er dette en synd, den største måske. Skulde
det ikke bruse og juble i os? Gud lever, kloderne rul-
ler, blomsterne dufter om os, farve føder farve, regn-
buer stråler, skulde vi ikke synge?

Hvem ved, måske er den, som gjorde alt dette og
skabte menneskets øie og dets øre, lidt fornærmet.
Over at vi har tid til at klage, når rosenbladene drys-
ser, over at vi ikke står med tindrende øine og ser og
ser og svulmer og får øinene fulde af tårer af hen-
rykkelse.

Vi siger: Veiret er godt idag! Vi siger: Hvilket dei-
ligt solskin! Å nei, se fuldmånen! Og vore hjerter
skjælver ikke, vi kaster os ikke ned og takker, takker,
takker!

SIDE: 188

Undertiden føler vi det dirre i os, kun svagt kan-
ske, men det dirrer, det dirrer med i noget, vi ikke
ved, noget der midt inde måske, midt inde i lyset,
i ilden; undertiden føler vi noget svinge i os, danse
ligesom, svinge med noget langt borte, som vi ikke
ved, noget langt inde, danse med i verdensdansen
måske, klinge med i verdenshymnen.

Vi er med, vi lever, svagt måske, blegt, som fosteret,
men vi lever, vi er med.

Og vi føler vor sjæl i os, vi føler vor sjæl om os,
som atmosfære om os, vi føler den strække sig, svul-
me, sprede vinger. Vi ser vore tanker glimte, funkle,
lyne. Og vore hjerter! Vore hjerter, som spiller, som
ler og gråter, som visned i dag, som vilde de dø, og i
morgen er så store, så blussende røde og brændende
hede.

Og vi jubler ikke! Vi går ikke langs jorden i brede
fylkinger og strækker grønne grene mod den blå
himmel og åbner vore struber på vid væg og løfter
vore hoder mod lærkerne og er med i koret.

Ja, vi er med, vi er med i allivet, vi er ikke i døden,
 -- og vi jubler ikke!

Er den kvælende smerte og de pinende tanker af
det onde? Af det mørke? Er det glæden og lyset, Gud
kræver? De strålende pander, de blanke øine? Er det
de opreiste hoder, han vil se, de, som har trodset kva-

SIDE: 189

lerne, vundet over mørkets favntag, og som hæver
øinene mod solen og smiler gjennem tårer? Er det
mænd og kvinder, hvis ben ei slæber, men hvis trin
glider over jorden i takt med det, der vugger i sol-
stråler og i bladspirer, jubler i fuglekvidder og i
stormbølger?

Er det kampen, trodsen, mod sygdom og pine, han
ønsker, seiren frem til sol og fryd? Det, der er i os,
som svagt dirrer med og svinger med, er det det, han
vil se vokse, folde sig ud, svulme, bli helt, kunne
svinge længe, kunne bruse uden stans? Sidder han og
længter efter at se den spire til livsens musik, som
var igjen efter det, som bibelen siger var skabt i hans
billede, se den gribes, pleies, leve op i herlighed?

Vi fik jorden. Jorden med Middelhav og Atlanter-
hav og det store, stille ocean i østen. Den ruller sig i
lys. Hvert sekund, hvert åndedrag vi bare kan ånde,
det er fuldt, det er overfuldt af fødsler og fødsler og
nye liv om os. Rundt den hele, vide jord er der en
sfære, hvis celler er livsceller, den skjælver, sitrer,
hæver af liv, liv.

Menneskene skulde tænde blus fra fjeld til fjeld
over hele denne jord. Der skulde vugge som fra hede
bryster henover korn og den rødmende frugt: Dette
er vort! Vi lever, vi ånder, vi er til! Nu klynger sig
til nu. Der vokses, mens der visnes, der fødes, mens

SIDE: 190

der døs. Der er ikke død. Ikke tavshed, ikke tomhed.
Det stråler fra millioner lys, som er levende verdener.
Luften, vandet, de vrimler af celler. Det skjælver, det
vrimler, det brænder, det lever, lever, lever.

Menneskene, de skulde tænde ild i alle sine blod-
kilder, de skulde le mod lyset:

Vi elsker, elsker.

Ja, undertiden føler jeg det dirre i mig, jeg kryb, og
jeg synes jeg føler derinde i min sjæl og i min krop en
spire til en svingen og en brand som hos solene. For-
færdeligt, skulde jeg dø for altid, svinde uden at den
spire kom til vekst, uden at jeg var med i den store
dans.

Kunde det komme her dette, her på jorden!

Var det det, Gud vilde? At vi skulde slå hånd i
hånd alle, alle, først få, hvem lyset havde skimtet for,
så flere og flere som droges af de få, og så alle, alle,
slå hånd i hånd og kjæmpe mod mørket, sætte flam-
mende sværd mod sorg og nød, og så samles, fra Nord-
pol til Sydpol, rope mod jorden, rope mod himlen:
Vi gjenvandt jorden. Den seiler videre uden modvind.
Den seiler for fuld dag.

Jeg længter efter min barndomsverden. Den sol, der
var over mig da, den aftenstjerne, der steg op over
lunden, det græs jeg lå i. Det jeg, så, det jeg hørte, det
jeg ånded ind, jeg vilde se det, høre det, ånde det ind

SIDE: 191

påny. Det er, som noget er blit borte af mig, det er,
som har jeg levet i en drøm, som vilde jeg komme til
mig selv, når det kom tilbage, der var om mig og i
mig dengang, og da vilde der komme ro, den store ro.

Jeg har hørt musik. Parsifalsouverturen. Det var
som selve himmelrummets sang. Det var et vældigt
kor af store horn og sterke strenge, og dog gjorde det
ikke øret ondt, ti det var en brusende harmoni. Der
var ingen dissonancer, intet som forandred sig, det
var som et evigt et og det samme, og dog var det
ikke død.

Det var mig altid så umuligt at forstå, at den store
lykke skulde kunne være ro.

Men i denne musik er der ro og dog brusende skif-
ten og brusende deilighed. Her har en mand skuet ud
over menneskets synsvidde. Han har havt gudetroen
i sig. Der er sol i dette tonehav, sol og sole, små strå-
ler i tusend farver, små strenge, som sitrer, leger, spil-
ler om de store sole, de vældige basuner.

Hvorfor skulde ikke salighedens himmel kunne
være et sted? Hvorfor skulde den ikke være, som den
for barnesjælen er det, den himmel der høit oppe
mellem julenattens stjerner, den himmel der langt
inde bag Melkeveien? Skulde ikke også vi kunne

SIDE: 192

drømme os et Olympen, om ikke på et fjeld, -- et
Paradis om ikke i en have?

Den er jo dog blevet en æventyrverden for menne-
skeånden, den himmel der langt inde bag Melkeveien?
Det er jo indover i alle de rum, den ser de evige kræf-
ter, der driver verdensrummenes arbeide. Der inde,
hvor de evige kræfters arnesteder er, skulde ikke der
de nye menneskenerver kunne ane ny lysende salig-
hed? Stort nok er det jo blit dette himmelrum, vokset
har det jo i høiden og i dybden. Der er rum ude for den
trodsigste sjæl, for den sjæl, der ingen grænser, ingen
lænker tåler!

Jeg får mangengang ligesom en følelse af, at mine
fødder begynder at stige, at jeg kan hæve mig op fra
jorden, det er som mine celler vider sig ud og fyldes
af en deilig æther, jeg synes det er, som jeg måtte
kunne slå vinger ud og flyve. Jeg kan det ikke. Men
det var i mig som det første trommeslag mod nye ver-
densformer, mod en legemets, blodstrømmenes jubel-
hymne udover menneskesansens grænser.

Hvorfor skulde disse morgenens trommeslag lyde i
os mennesker, når dagen aldrig skulde komme! Når
det aldrig skulde begynde at spille længe, længe! Og
i alle porer, alle, alle! Når ikke den store jubel skulde
komme. Den som er uden gråt. Når ikke den store
skjælven skulde komme. Den, som ikke trættes og syg-
ner hen.

Ofte siges det blandt menneskene: Den store glæde
kan ikke vare. Ti det hører til den store glædes væsen.

SIDE: 193

Er det da ikke netop jordens nat dette, at ikke jube-
len kan vare uden decrescendo, klinge længe og klinge
i samme høide?

Hvorfor har den hvide menneskeheden kastet bort
drømmene, som alle jordens slegter havde på alle jor-
dens kanter? Der var kanske noget af sandheden bag
disse drømme om et liv uden nat, om et liv, da glæ-
dens sol kan stråle dag efter dag, om nye legemer
der har evne til at dirre i nydelsens høieste tone længe,
længe, som et orkester kan dirre længe i en harmoni,
hvori hvert instrument klinger med.

Vi ser jo alt forvandles om os. Vi ser jo ikke andet
end forvandling.

Hvorfor skulde vi ikke længer kunne drømme om
de nye, strålende legemer eller den nye, lysende
himmel?

Jeg går forbi haver med rige vekster, og det er, som
blot én duft kan give mig ro, en liden fin duft, som
gled ind i mig i mit livs morgen, en liden fin duft.

Det er, som la jeg mig ikke længer nok ind under
denne duft, og ånded den ind. Nu er den tabt, nu kan
den måske ikke mere findes, og jeg flygted fra den,
jeg drak den ikke ind med alle porer.

Ja, mon det er lykken, længe, længe, altid, at fylde
øinene med de samme farver, ånde ind den samme
æther, -- den evige ro!

SIDE: 194

Er det jordlivets uro, som er dommen, åndens uro,
menneskehedens jag? Er det det, som er dommen?

Der var engang ro. Dengang stod jorden stille.

Nu bevæger den sig, ja den iler hen igjennem rum-
mene, somom den skulde være pisket. Og vi bevæger
os med, alle vore forestillinger, ja mer end det, vore
evner, følelserne inde i os. Livet var engang ro, det
var sammensat af faste former uden overgange, der
gjorde det broget. Der var en jevn voksen, ikke en
slyngen ind i hinanden, en tummel af aggregattilstan-
de, en evig skiften. Alt gik i skridtgang, dag og nat,
sommer og vinter, bladenes spiren, bladenes visnen.
Og den skridtgang skulde aldrig forandres. Man
tænkte ikke på bladsafternes urolige kredsgang, på
millioner celler i hurtig forbrænding, på syrer, der
gik ind, mens syrer gik ud.

Der var fire elementer, ikke mange. Heller ikke ét
med forvandlingens evne til at blive tusend. Der var
fire elementer, som der var fire årstider og fire ver-
denshjørner. Det var to og fire og to gange fire, det
var ikke de runde tieres større og større kredse. Det
var firkanten, det var ikke cirkelen, den hjørneløse,
den endeløse.

Og af det som omgav den, var også menneskene
sammensat, af elementerne slig som de såes, jord og
luft og ild og vand. Havde man set nerverne? Ner-

SIDE: 195

verne som for os altid er i dirren, deres ro blot pau-
ser i livsspillet. Nerverne, som selv vore børn kjender
og kalder telegraftråde, telegraftråde, hvori telegram-
merne ustandselig strømmer frem og tilbage.

Der er en ny verden, en ny jord og et nyt menne-
ske. Vore tanker tænkes ikke på samme måde, som
dengang jorden ikke løb, vort blod går andre veie.
Det er ikke det samme himmelrum, som blinker om
os, det er ikke den samme sol, som står over vore ho-
der, det er ikke den samme nat, som svøber mørke-
kåben om os. Det er ikke den samme tid som iler, ti
det er kloderne som iler. Er det den samme død, vi
dør?

Hvad under at Galilei blev martyr! Og at de blev
pint som Jordens største oprørere og trodsere, de som
sa: Den bevæger sig dog.

Der var jo "en ny aften og en ny morgen" fra sam-
me stund.

Smukt var det gamle verdenssyn.

Inde i den dybblå luft lå najaderne så roligt ved
bækkene og drak glansen fra jordens herlige lyse-
krone, den sol, der ikke for afsted hen gjennem uende-
lige rum, men som stod op fra jordens eget hav og
langsomt skrev sin bue over middag mod kveld og
atter la sig til hvile i jordens hav, mens natten tren
frem med alle de små vågekjerter. Jorden selv, den

SIDE: 196

lå så stille i det ocean, hvor alle dunkle gåder svøm-
med, den hviled så fast på sine piller i de fire hjør-
ner. Og langt inde i de svære, hemmelighedsfulde
skove sad Pan og spillede de fine toner, der stadig
vendte tilbage, som susen i grenene, som ekko fra
åserne, som skvulpen i bækkene.

Og nu!

Hjernens tanke, øiets syn, mikroskop, teleskop,
spektroskop, de drog teppet bort for en tegning, et
net, et væv. Bag stoffets tåge, bag muskler, bag det
bladgrønne, bag den blåeste æther, inde mellem celler,
inde mellem kloder. En herlig tegning i buer og bøl-
ger med lysende rum imellem.

Ser du det? Ser du tempelet udover alle rummene,
verdens tabernakel, ser du hvælvingerne, som lever,
linjerne som slynger sig og favnes, iler videre og kryd-
ses, stadig mærkeligere, stadig vidunderligere.

Ser du det!

Så du? Det forvandledes, mens du så på det! Det
dirrer i verdens tabernakel! Det svinger i søilerne.
Buerne skjælver.

Det står ikke stille der inde i det blå. Det danser!

I dette sekund blev der et nyt verdensnet! Der blev
et nyt tempel! Linjemillionerne blev nye linjemillio-
ner! En dirrer langsomt, mens tusend hopper. En

SIDE: 197

trænger tusend år til at bli den nye, mens andre træn-
ger en tusendedel af et sekund.

Celler forbrændes til nye, celler danser sig til døde.
Hver linje krummer sig, hver spiral kruser sig!

Se! I dette sekund er det! Dette sekund er årtusen-
der! Dette sekund er årmillioner!

Se bare de lange rette bånd, fra led til led, de som
er lettest for menneskeøiet, se dem, når de i myria-
ders rækker begynder, begynder så småt, så småt at
sitre, så svagt at ville, ville nyt, ville nye linjer, ville
bli krumme fra rette; se så, når hasten vokser, se
krumningernes vidundergrenede spil!

Eller når de parrer sig, når de griber ind i hin-
anden, krydser hinanden, danner en af to, eller for-
merer sig til tusende af to.

Og atomerne! Og molekylerne og cellerne. I ræk-
ker. I kredse. Fire og fire, seks og seks, ti og ti. I
brogede hære. Billede dirrende i modbølge mod bil-
lede. Som myggesværmene, hvori hver myg danser,
mens hele sværmen lydløst svæver hen. Som fugle-
flokkene.

Men så selve verdensvævene!

Når det dirrer i dem, og det koger, og det bruser,
og det bobler, og det spiller i dem, når de vil nyt,
når det stormer hen igjennem dem efter at danne nye
verdener, nye skjønhedsriger, nye systemer, hvert
minut nye linjeorkestre, hvert sekund, hver tusende-
del af et sekund, eller hvert årtusende, indtil de
måske standser og gjør pause i de nye verdensbilleder,

SIDE: 198

som gik frem af livsdansen, de nye tabernakler, som
sitrer af livets forbauselse, af forbauselsen over at
være!

De enkelte celler, de enkelte verdener, sværmene,
systemerne, med de enkelte i sig, med de enkeltes lille
timelige vandring, i den store rige vandring, -- der
iles, der vandres, der byttes plads!

Se det! Se det krybe, springe, svømme, flyve, se det
skjælve, svinge, danse, ile! Væsner og verdener! Atom-
systemer og solsystemer!

Verdenstabernaklet lever!

Verdenstabernaklet forvandler sig. I dette sekund!
I dette åndedrag.

Omkring er der lys, lys, som brister i farver, far-
ver, som flagrer og flammer, lever og dør, brister i
nye, danser i takt med væsnerne og verdenerne, som
slørene i danserindernes hænder.

Omkring er der klang. Hvert dansetrin har sin
tone. Som det suser og bruser her på jorden, spiller
det derude i de evige rum. For os er det tomt. Ti -- 
andre lydlove hersker derude end her.

Måske spiller den hele verden en hymne! Måske er
alt det, som er, instrumenter i et orkester, som spiller
livets bryllupsmarsch!

SIDE: 199

Undertiden er det, som det rykker mig nær alt
dette. Jeg er midt inde i verdenslarmen, i verdens-
smedjen. Det farer og mylrer tæt omkring mig; det
gløder, det ruller.

Ja undertiden synes jeg, jeg kan skimte det inde i
mig selv. Inde i mig selv foregår det. Inde i mig selv
dirrer det hele verdensvæv.

Og jeg forfærdes, det sortner for mine lukkede
øine, og jeg tør næsten ikke ånde. Det er, som døden
er nær. Som dødens pust fór forbi mig. -- Eller livets.
Den brændende ild på Horebs bjerg, som Moses ikke
måtte træde for nær.

Bag de lukkede øine ser jeg kloderne fare derinde,
rulle sig i det farvehav, som var før skabelsen; farver
ser jeg så gløde slig som menneskers nethinder ikke
tåler at se farver gløde, bag mit cellevæv, inde i det,
 -- kloder blev jo til, før et menneske kunde blive til,
 -- jeg ser evigheder inde i min hjerne, årtusender,
som har rullet, årtusenders ekko hører jeg inde i
hjernens snoninger, -- og jeg ser glødende verdener
rulle sig indi mit blod, ildmasser fare bag om min
egen ånd, verdener ser jeg brændes forat føde en ene-
ste svingning i min sjæl.

Og der kan være nætter, når det er stille derude,
stille i hele verden, og alt synes at sove, menneskene
og dyrene og ånderne og Gud selv, -- da farer det i
mig -- jeg synes jeg inde i mig mærker en susen, som
ikke er inde i mig, som måske engang bag mørke
evigheder var der, men som nu er uendelig langt inde

SIDE: 200

i rummene, -- og det farer igjennem mig: Gud sover
ikke! I dette øieblik skaber han!

Og jeg ser gløden inde i mig selv, det er som min
sitrende ånd har vandret igjennem vulkaner i en mor-
gen, da det faste flød, dybt inde i mig ser jeg verdens-
smedjen, det strømmer, det hvirvler, det brænder, det
hamrer, jeg hører skabelseshammerens slag, -- det
synes mig, som jeg måtte kunne skabe! Skabe. Der
farer et lidet ekko inde i mig efter nydelser, jordens
børn aldrig har drømt, jubelen ved at skabe liv! Og
ekkoet, den lille anelse blot, den bringer mig til at
stivne af skræk!

Indi mig er alt det derude. Min ånd, mit legeme
sprang frem af verdeners vulkanstorme.

Sælsomt indtil forfærdelse: Menneskene står op,
spiser sin mad, går i sit arbeid, lægger sig til at sove,
og de hører den aldrig, de ser den aldrig, verdenen
derinde.

Jeg synes, at alt er stille, jeg ved ikke af, at der er
noget i værelset, der bevæger sig, og pludselig føler
jeg mine øienlåg klippe. Jeg synes, at intet rører sig,
jeg anspænder min opmærksomhed, og pludselig føler
jeg min hovedhud bevæge sig. Hvad det har at be-
tyde, det ved jeg ikke. Og dog er der måske en lang
historie bag, måske er det resultatet af tusende
strømme.

Det arbeider i mig, overalt, det syder, det koger,der

SIDE: 201

forbrændes, der forvandles. Jeg hører intet, mærker
intet. Det er aldeles stille. Om en uge er end ikke
mine muskler de samme, og det falder mig ikke ind,
ti jeg mærker det ikke.

Jeg ved, at mit blod stadig strømmer, kredser og
bobler. Jeg ved det, fordi jeg har læst det. Hele denne
vidunderlige blodlabyrint, jeg har aldrig set den, vil
aldrig få den at se,må ikke få den at se. Jeg skjærer
mig måske en dag i fingeren, og der farer en gysen
igjennem mig. Mit blod! Jeg ser på de skjønne pur-
purrøde dråber med skræk næsten, som noget frem-
med, der pludselig og uventet møder mig. Men så kan
det med engang ske i en time, da det er lydløst om
mig, at jeg hører noget. At jeg hører noget banke.

Hjertets slag. Samlet til én sang, én marsch stiger
fortællingen om alle disse legemets løndomsfulde,
ukjendte tusende svingninger op til mig.

Mange mennesker føler vist det samme underlige,
når de hører disse hjertets slag i den tause time. Som
en frygt for noget udenfor dem, over den, noget
helligt.

Også uret, som tikker i den tause time, kan gjøre
en såre underlig tilmode.

Er det fordi det ligner hjertet? Er hjertet en ur-
pendul?

Kun at uret, som menneskehånd laved, kan træk-
kes op, når det er rundet ud.

SIDE: 202

Hjertet kan ikke trækkes op, når det er rundet ud.
Det er døden. Hvert hjerteslag, som klang hen, var et
pendulsving nærmere døden.

Når hjertet er rundet ud, -- er der så en, der kan
få menneskeuret til at gå igjen? Er der en stor meka-
niker, der forstod endnu bedre at lave maskiner end
menneskene, og som lavede disse ure for verdens be-
rigelses skyld og satte dem igang, og som kan trække
dem op påny, efter at de er standset?

Efter en reparation kanske?

Er døden hverken en mand med en le eller en
sortklædt kvinde eller et hvidt spøgelse, -- er det en
Gud, -- den ene, -- som er døden?

Og som farer en eneste gang henover et menneskes
liv. I den time, da han opgir ånden.

Er det livet, som er det vi kalder Gud?

Ja. Engang stod tingene stille i verden. Der var ro.
Nu er alt bevægelse, svingning, strømning.

Herop til mit kammer bæres fra daggry til sent på
nat en susen som af et nyt Atlanterhav. Det er de elek-
triske vogne, som lyner afsted med tusender af men-
nesker, tusender af menneskehjerter. Når jeg kom-
mer derned, da er der en vrimmel, som gjør en syg,

SIDE: 203

når man stirrer ind i den; der kjøres med damp og
med gas og med alle jordens kræfter, der løbes, der
iles. Omkring tusende centrer, omkring magasiner,
torve, omkring banker, hvor sedlerne lydløst strøm-
mer ind, strømmer ud i en evig flod. Og i tusmørket
kan jeg komme forbi ildhave, hvor jeg ser jernbarrer
gløde, ser uhyre hamre, der med ét stød rammer ræk-
ker af runde huller; ansigter mylrer og flammer inde
i røgen, arbeidende nøgne arme, -- sådan er det hele
liv om os, sådan bruser det i vor hjerne. En glødende
esse er den, alt er hjul og remme og svingen og rullen
for den. Ser den ud i rummet, da møder den ikke
længer et bredt, roligt, perlesmykket tæppe, men det
farer og kredser derude, i de millioner baner, stjerner
fødes, kloder forsvinder, kometer styrter.

Tilslut kan en bli så træt af at se det, af at føle det.
Det er, som hamred alle hamrene på ens egen bløde
hjernemasse. Forvirret synker tankerne matte ned:
Er der da ingen ro mere?

Kunde jeg blot med ord skildre det, jeg har følt i
mig et par gange! Det var for stort til, at det blev den
klare tanke for mig, mens det dog strømmede bræn-
dende igjennem mig, at kunde jeg finde tanken i det,
da vilde det være som at åbne lukkede løndøre for et
udestængt strålehav, et glemt -- nei, et aldrig fundet
strålehav. Jeg kunde blot føle det som var jeg pludse-
lig midt inde i den glødende, brusende vrimmel -- 
kommet ind i en høi og sælsom kirke, højere end alle
kirker af sten, -- midt inde i verdensmalstrømmen

SIDE: 204

hæver den sine spir, -- og der var så stille, så stille,
og dog, -- nei, der var ikke stille!

Hvad var det? Alle de ord, der rinder mig i pennen,
siger det ikke, de er gamle, rustne, -- det var som et
ekko inde i mig fra fjerne rum, der fik hver enkelt
celle i mig til at udvide sig og udfylde sig med æther,
hver celle i mig til at bli en tonefyldt sfære, -- en
vældig orgeltone, -- og derfor var det, som en be-
synderlig kirke var hvælvet over min sjæl, -- en væl-
dig orgeltone, mægtig til at løfte hele mit legeme og
bære det, en orgeltone, nei, -- et suk, et suk som af
en himmelens vårvind, -- et åndedrag.

Et åndedrag. Et himmelens hjerteslag!

Jeg så på Karlsvognen, jeg så på Syvstjernen, jeg
tænkte vist på, at de stod dog der så rolig, at slig havde
de ståt foran Aristoteles og Plato. Så var det, som der
kom noget imod mig ude fra disse verdener, fra langt
bag dem. -- Rytme? Så mange gange har man vist
talt om rytmen i rummet, om rytmen i verden. Hvad
nytter ordene, -- for det, der drog igjennem mig, var
nyere end alle ord!

Rytme gjennem alt! Gjennem det uendeligste store
og de mindste celler!

Foran alle de brogede instrumenter står musikføre-
ren og skriver med sin hånd en liden trekant eller
firkant, og den flyver hen over violiner og horn og
trommer, og den er i hvert hoppende strøg, i hvert
hvirvlende løb, -- i det alt, i det alt er den lille tre-
kant.

SIDE: 205

Slig går rytmen hen, ind under verdensvævet, kred-
sene, spiralerne, linjelabyrinterne, atomerne og ver-
denerne, de danser om den, de lever om den, aksen,
basisen, stenens linje, krystallens.

Hver en lille verden søger mod taktlinjen, eller har
den i sig, ved det måske ikke engang; deres stof, deres
krop drages; de elsker, de elsker og de samler sig to
og to, og i grupper, i harmonier, -- og der blir ro, ro
i alt det vandrende og det ilende, ligevægt.

Rytmen, det er roen i det nye verdensliv. Rytmen,
det er livets ro, evighedens måske. Stilstanden, det
er dødens.

Jeg ser mine døde ord -- og det, jeg følte, var må-
ske en anelse om livet, -- om -- Guds åndedrag.

Det hele verdensliv, en eneste vældig hymne! Klo-
der, celler og væsner, instrumenter i et orkester, som
spiller livets bryllupsmarsch.

Er der en til at føre taktstok?

Allerede et lidet jordisk orkester inde i en koncert-
sal er en så vidunderlig ting! Ofte glemmer jeg at
høre tonerne for bare at sidde og se ind i det, ind
blandt alle de arbeidende buer, de skjælvende strenge.
Det er som en trolddom, alle disse violiner, alle disse

SIDE: 206

fløiter og horn, som hæver sig i rækker opover estra-
den, hele denne hær af klingende instrumenter, som
er til blot for at frembringe en liden dirren i min
sjæl; som intet synes det mig at høre min tid til dette,
den, hvori jeg ånder og lider. Er ikke musiken den
kunst, der fandt frem netop af vore hjerter, de men-
neskers, der leved på vor jord i disse århundreder, -- 
dampens og jernbanernes, men også harmonilærens!
Sammen med det nye verdenspanorama kom den.
Den fødtes sammen med Kopernikus.

Kunsten i sten var de gamles kunst. Kunsten på
hoppende buer, på dirrende strenge, på dansende luft-
bølger er vor. Vi søger ikke den skjønne hvile, den
fæstnede linje. Linjen før den er fæstnet, det, der
fødte ordet og formen, søger vi, forandringen, der er
evigere end stoffet. Selv i stenen, i skulpturen, i buer
og hvælv føler vi det rindende, det bølgende, og tan-
ker og ord, de synger sig frem i vore hjerner.

Og som jeg sidder og ser ind i det spillende or-
kester, blir det mig som at se ind i hele den arbei-
dende verden. De slanke, lysende violinbuer, alle i
samme linje, og i nye geleder de sølvknappede fløjter,
og de skinnende horn, og så kontrabasserne, -- så
forskjellige at se til, mens de dog alle vil det samme,
bare være med, bare være med og følge dirigentens
hånd, -- og trommen, bag det hele trommen, trom-
men, der er som selve rytmens tunge drypsten, selve
rytmen forstenet, selve dens tyngdelov, og dog lyder
den stundom som angst, det bævende hjertes forvir-

SIDE: 207

ring, eller som de opjagede skyhavets elementers uro.
Eller -- netop fordi den er som selve rytmens lov, -- 
netop derfor er det, at alt blir så mørkt og truende,
når der kommer uro i trommen. Vakler den, da er
det som noget vilde styrte sammen, -- verdener.

Ja, jeg ser på det, og det blir mig som danser pla-
neter og skabende ånder forbi mig; alt arbeider, ar-
beider, arbeider! Roligt og færdigt ser et maleri på os.
Her er der en tummel af buer, et virvar af hænder,
skarer af hvide menneskehænder i de forskjelligste
bevægelser, skarer af dansende menneskehænder, -- 
synlige tanker, synlige sjælestrømme.

Bag det alt, i midten, en liden sort taktstok. Sæl-
somme stavruner skriver den. Hvad betyder de? Teg-
ner de i luften menneskehjerteslagets bogstaver? Er
det menneskehjerteslaget, der har løst sig op og er
bristet frem i de tusende klange af violiner, af celloer,
oboer, ja basuner?

For en liden tones skyld er de til alle de kjæmpende
og dansende fingre, blot for at kalde en tone tillive i
min øregang er den til, denne strøm af bevægelser.

Alle disse langhårede mænd, alle disse hvide skjor-
tebryster, de vedkommer mig ikke. Ja selv alle de
brogede instrumenter vedkommer mig ikke. Tyve
violiner er til for at frembringe ét strøg, og jo mere
ét desto bedre.

SIDE: 208

Kunde der sættes et låg over dem alle, var det må-
ske det bedste. Usynlig som selve sjælen skulde har-
monien svinge mig i møde og fylde luften om mig
med herlighed. Hvorfor skal jeg vide om alle disse
rastløse hænder, alle disse mennesker, der arbeider i
sit ansigts sved?

Men om vi kunde indrette det slig, vilde vi det?
Nei. Vi synes om det slig som det er. Vi vil se hæn-
derne bag tonerne. Vi vil gjerne se det sælsomme
møde mellem taktstokken og de mylrende rytmer og
de skarer af strenge.

Vi vil netop se ansigternes sved. Der er en egen ny-
delse for os deri. En "moderne" nydelse. At se melo-
dierne dykke frem, rene, stolte, stimlende af de sam-
menflettede hænders arbeide. Vi elsker at se harmo-
nien, mens den blir til, at se tonen fødes.

Forhænget er draget væk fra verdenstabernaklet.
Vi ser verdensinstrumenterne spille, vi ser naturkræf-
terne svinge. Med sine sonder, sine glas og sine knive
trængte de søgende ned til selve bunden af tingene,
og det, der kanske engang havde ståt for en eller an-
den grublende ånd som et æventyrsyn, det dukkede
frem i dagen. Vi kom ned på bunden af kræfternes
hav, vi bugted os ind i stoffets midte, vi syntes, vi
var lige ved at se, hvordan selve livet blir til, og det
mørknede for os dernede på havets bund. Det drog

SIDE: 209

sig sammen om os, og vi skjalv. Vi var som fugle-
unger, der vil ud på verdens klare himmel, og, ak,
der mangled os noget ved vingeroden.

Orkesteret er for stort for os. Og vi sidder midt inde
i det. Vi får ikke sammenhængen. Instrumenterne er
for lige ind på os. Det gjærer og syder og bruser om
os, og vi ser ikke begyndelsen og ikke enden. Vort
bryst blir beklemt.

Er der en takstok, spørger en og anden.

Er der en, da er den så uendelig langt borte. Tin-
gene ser vi rulle, som om de rulled af sig selv.

Og kanske der ikke heller er nogen sådan alminde-
lig taktstok. Han, som komponered orkestermusiken,
hvis nogen komponered den, han er vel for fornem
til at vise sin dirigentstav.

Han satte det igang. Og han sa: Se hvad jeg gjorde,
er det ikke alt såre godt?

Kanske så det tilslut er budet, det på død og liv, at
vi skulle se, og ikke bare se, men føle det ind til vort
inderste hjerte, hvor det var såre godt, og føle skræk
i os og tempelhøitid i os og kaste os på knæ og glem-
me vore små jeg'er, fordi vore små jeg'er fandt inde
i det store liv omkring os et jeg, der var så jublende
og herligt vældigt, -- og skjælve af henrykkelse, hvis
vi blot i os selv kunde ane den mindste spire til hint
store jeg.

 -- Vi er begyndt at se instrumenterne i verdens-
orkesteret, vi er netop så småt begyndt. Og alt om-
kring os er endnu øredøvende larm. Det er ikke endnu

SIDE: 210

blit musik for os. Vi er ikke kommet nok på frastand,
vi er ikke kommet høit nok op i det blå hvælv.

Vil der komme nye århundreder, da det blir fuld
musik for menneskesjælene?

Ja, der var nogle øieblikke, da jeg fornam det som
et tempel reiste sig over mig midt ud af malstrøm-
men, og som hvirveldansen blev til musik.

Stjernerne stod atter derude foran mig, som da jeg
var et lidet barn, så klare, så rolige, de stjerner, der
stod slig foran Aristoteles, Plato.

Og dog ikke sådan. Den blå stjernehimmel var ikke
død. Der var fuldt af varme derinde. Den leved som
jeg. Alle kloder og celler, de svang sig og iled, men
i ro, i rytme, de bæved og sank i takt med noget, der
var endnu længere inde i himmelbunden, de hæved
sig og sank, som mit hjerte hæved sig og sank.

Det leved, rummet omkring mig, det var fyldt -- 
af ånd! Og hen igjennem alle verdener suste det, men
mildt, -- ikke med fortærende ild, -- men med duft-
fyldt varme.

Jeg følte noget komme imod mig og omkring min
sjæl, som seiled på mægtige svanevinger gjennem alle
verdener. Og det var som skulde jeg synke i knæ af
en vældig frygt. Jeg voved ikke at se op i den høilof-
tede verden, men måtte lukke mine øine. Og jeg luk-

SIDE: 211

ked mine øine, og hen igjennem mit legeme bruste
den, verdensrytmen, ikke i svimlende hvirvel, nei i
verdensfavnende svulmen. Det bæved nedover min
rygmarv, det var som skulde jeg tvinges i knæ, og
dog turde jeg ikke bøie mine knæ! Ti -- -- 

Det bæved nedover min ryg og i mit legemes mange
kamre, og dog var det, somom da, i det øieblik, kunde
livet begynde, -- livet -- det sande.

Alt dette derude, alt dette derinde, det var i stråle-
orden om den mægtige, herskende rytme, og det ene
hæved sig blot fordi det andet sank.

Ja, i alle millionerne var der en åndende plan, og
det yderste var bundet sammen med det inderste ved
skjælvende strenge. Strenge var spændt fra den yder-
ste klode til den inderste, den mindste celle. Mit mind-
ste hovedhår var med i det, mit mindste hovedhår
leved den umådelige plan.

Men hvordan kan ord sige det, som er større end
ord, -- ord er menneskets opfindelse, deres hjerners
udtryk, og dette var større end selv menneskene og
deres sind. En tonesymfoni kunde måske give en li-
den anelse -- ti når verden engang i et sælsomt øie-
blik har åbnet sin musik for en sjæl, da ser den ikke
længer, den hører, da mærker man det ikke længer i
tanke og hjerne, men da dirrer hele ens legeme og
dets nerve og blod i det, og det er ikke syn, men no-
get andet.

Ja måske -- i det øieblik da en sjæl har den lykke
at ane toneluften i tabernaklet, -- da må den vibrere,

SIDE: 212

 -- da kan den ikke andet -- da er den selv tat med i
rytmen, og anderledes formår den det ikke.

Derfor standser alle mine ord, -- det store skjønne,
herligheden, verden i rolig bevægelse, verden i ryt-
mens åndedrag, jeg forsøger atter og atter at finde til-
bage til ordet, jeg kan det ikke.

Verden lukkede sig op for menneskene. Nye ver-
densdele flød frem på fjerne oceaner, nye jordkloder
med nye væsner rulled hen over deres hoder, nye dyr
stak sine klør frem fra orientens vildnis, ja nye men-
nesker med andre ansigter og andre former dukked
frem fra jordens mylder; nye mennesker med nye
guder. Verden lukked op for sin vrimmel. Der behø-
vedes ikke længer mytologiens uhyrer eller æventyre-
nes vidunderplanter, urskovene var fulde af det, fra
de varme haves bund spredte sælsomme skabninger
sine fangarme ud. Ikke det mindste stykke af den
store jord lå tomt, hver flek havde liv og ånde og
strakte følende hænder frem. Mikroskopet tegned utal-
lige små væsner, hvor uhyrer af den modsatte orden
svømmede og krøb og fløi. Ikke en krumme stof var
stille. Over alt var der ånde og svingning.

Og farten øgedes i menneskehjernerne. Det var som
måtte der behøves nye vindinger derinde til alle de
fremmylrende billeder og forestillinger, til alle de ny-
skabte kombinationer. Roen var svunden fra jorden

SIDE: 213

og hjernen, jernbanerne peb, ståltrådene mørkned
den klare luft. Vildere og vildere blev dansen.

Men se!

Langsomt seiled der frem fra vrimmelen en drøm,
drømmen om rytmen.

Netop ud fra vrimmelen dukked den frem, stær-
kere end nogen sinde i tiderne.

Fra de stille kamre, hvor natlampen brænder mel-
lem kolber og glas, hvor den søgende menneskeånd
våger, mens de andre jordens børn slumrer rødkin-
dede i bolstrene, fra dem kom det som mystiske sagn:
Der er ét i varme, i lyd, i lys, i elektricitet. Der er ét
 -- kun rytmen, den ene; rytmen er i evig skiften, er i
evig dirren.

Da strømmed der en blendende flod af lys henover
hjernernes rige, det var som der blev tændt elektrisk
lys i åndens land, det var som der blev fyret damp
under de rullende tanker.

Ti se! Nu, netop da det syntes, som om horison-
terne skulde dunkles for en og vægge stænge sig rundt
sjælen i det aldrig standsende mylder, var det som
der baned sig veie ud af det mer end nogensinde til
enhed, til klarhed. Skulde virkelig nu, netop nu i kug-
lens, i tiernes, i cirkelens tid -- måske dog veien være
snarere at finde til centrer og centrum end i tiden
med de astrologiske tal, med nymferne, de bukkebe-
nede i skovene, tiden med de mange guder? Skulde
det være muligt?

Allerede trænger fra de stille kamre, den søgende

SIDE: 214

menneskeheds sakristier, ud til os en hvisken, som
fylder os med forbauselse og med mægtige anelser:

Den ældgamle drøm, drømmen, som barnehjernen
bevared i sig fra fødselens mysterium måske, og som
de store filosofers barnehjerner fandt frem igjen, den
er sand: Der er kun ét. Der er kun ét stof, og kraften
er dets sjæl.

Og se!

Tydeligere og tydeligere mærker mennesker et ord
flamme gjennem sjæl og legeme: Er der en gud, da er
der kun én.

Ja, dertil er det kommet, at menneskehjernerne kan
ikke længer fatte mere end én. Menneskehjerterne kan
ikke længer drages mod mere end én.

En. Større end alle de andre tilsammen. En. Hvoraf
de alle, fra skovenes store ånd til kirkemødernes Hel-
lige ånd kun var abstraction. En, fordi Gud blot kan
være en. En, fordi menneskets hjerne og hjerte ikke
kan gribe gud som andet end en.

Og først nu er den måske kommet, den tid, da en-
delig menneskene i sandhed og med hele sin sjæl og
hele sit legeme kan juble:

Herren vor Gud, Herren er én.

I mange dage, i over en uge, var jeg fuld af tanker
og syner. Det var, som verdensrummet åbned sig for
mig og det hele i et væld af lys blev til ét.

SIDE: 215

I nat vælted det hele.

Jeg havde skrevet ned den sidste linje, jeg havde
slukket lampen. Jeg sov allerede.

Og så kom det. Jeg vågned. Jeg for op. Det gøs igjen-
nem mig fra top til tå. Der var noget i værelset. Jeg så
intet endnu. Men jeg følte, der var noget. Jeg reiste mig
i sengen. Månen lå på gulvet i en bred stribe. Jeg så
mig om. Jeg så alle tingene i mit værelse. Ak, det tyk-
tes mig, at jeg inat så dem, som jeg ikke på længe hav-
de set dem, tydeligere, hver enkelt ting. Havde da so-
len været tåge?

Jeg kan ikke skildre det, der fór igjennem mig ved
denne fornemmelse af, at der var noget i værelset, no-
get levende, noget andet end mig, som leved.

Pluselig så jeg det. Det fór henover månestriben.
Det smøg sig lydløst afsted i nattens stilhed, lydløst,
sort.

Det var en rotte.

Det var ikke andet end en rotte. Men tusende tanker
for nedad min ryg, kolde, gysende. Hvad var den i ryt-
men, den rotte? I dette verdensrum, som det svang i
og sang i, og som kloderne rulled i, og som cellerne
svæved i, hvad skulde den der med disse øine i mørket,
med denne lille ækle hale?

Den leved, det spilled i den, den nød. Den havde vel
følelser, den vidste vel om mit nærvær i verden. Hvad
havde den med min sjæl at bestille? Hvad havde min
sjæl med den at bestille?

Den var der. Den var i min verden. Hvis jeg holdt

SIDE: 216

den nogle centimeter foran mine øine, da vilde dens
mørke, listende krop dække alle sole og alle verdens-
rum.

Og jeg husked en anden nat, der havde bragt den
kolde sved frem på min ryg.

Jeg havde ligget og ikke kunnet få sove. Og tan-
kerne havde pisket mig. Det var, som tankerne var
ikke blot i min hjerne, men inde i min krop, inde i mit
kjød, det var, som de lå og stank i mine indvolde. Jeg
havde den følelse, at det stank i hele rummet. Jeg hå-
ned mig selv, og kjæmped imod.

Men tilslut måtte jeg tænde lys.

Da så jeg i min pude en stor, bred, flad væggelus.

Det er muligt, at man kunde komme til at se rot-
ten, væggelusen fra et synspunkt, hvor de var skjønne.

Jeg kan det aldrig. Det gyser ud af mit inderste væ-
sen, når jeg ser en væggelus' flade krop, og dens stank
kaster ligesom en skygge henover alt, hvad der er lyst
i mig.

Er der da en verden, der er menneskets væsen fuld-
stændig fiendtlig?

Middelalderens forestillingsverden var befolket af
en hær af mørke væsener, djævle, trold, onde ånder.

SIDE: 217

Men væggelusen, som går i sengen i Paris' hotel med
det elektriske lys, og som kryber henover det jagede
nutidsmenneskes voldsomt dirrende nerver, hvad er
den?

Hvorfor skal den være? Hvad er den i verden?
Hvorfra kom den? Hvordan kom den ind i en Alguds
skaberfantasi? Hvordan er en Algud, der vilde skabe
den? Er han skabt i menneskets billede?

Er da verdenernes liv ikke en dans, ikke en hymne,
men en kamp på liv og død mellem to riger? Er der
en mørkets verden?

Når jeg husker væggelusens stank, da begynder jeg
at forstå dette ord: synd.

Måske er den i verden, den ting. Måske fylder den
kloden med en stank, vi ikke forstår, fordi vi ikke er
vant til andet. Vi går i et mørke, som vi kalder lys, og
undertiden kan det synes de mest finfølende af os, at
der er noget tungt i luften, noget som ikke lugter
godt. Den unge mand, der netop har forladt barnets
solrige, -- der lægger sig en forfærdelig melankoli
over hans sind, fordi det, han ser omkring sig, ikke
er så skjønt og lyst som noget, hans barnesjæl leved
i og higed imod. Og denne melankoli kaldes Welt-

SIDE: 218

schmerz. Og menneskene ler af den. Men måske har
den noget med himmellegemerne at gjøre. Måske er
det så, at det instinkt, som drev børnenes hænder mod
violerne, det kommer aldrig mere igjen.

Ja det kan synes os, at der er noget tungt i luften,
noget der ikke lugter så godt som roserne, -- vi kan
ikke tænde lys, -- vi vilde måske da se, at der krøb
store, flade lus omkring.

Menneskene har i sig selv ting, de ikke vilde røre
ved.

Den verdensfavnende ånd og excrementerne!

Kan jorden være menneskenes hjem, sålænge det er
sådan med dem?

Er jorden andet end et kjæmpecloset, hvor menne-
sker og dyr evig og ustandselig gyder ud sin urenhed?

Jeg sidder om kveldene i disse dage hos nogle fatti-
ge syge. De fortæller mig sin historie, -- dag efter dag
i strid og slaveri, sult, sygdom i ledemodene, skuffe-
de håb.

Når talglysets flakkende stråler falder på de udtæ-
rede ansigter, da kommer atter og atter dette evige
spørgsmål frem:

SIDE: 219

Hvorfor må mennesket gå i dette, mennesket, der
har tanker, der kan stige til solen, mennesket, der har
bygget kirker, der med tusende hvælv søger mod det
tindrende lys, mennesket, der overvandt tigeren og
knuste krokodillen, hvorfor bøies hans syn ned mod
jordens muld, hvorfor slæber hans ben i støvet, hvor-
for fordreies hans ansigts linjer i hæslighed?

Men undertiden har jeg set et blik i oldingens øine,
et blik, der søger vinduet og søger længer, et blik, der
har fortalt om noget, der higed mod flammende her-
lighed.

Og mens jeg har gået nedover de skumle trapper,
har jeg mumlet:

Menneskets majestæt!

Stuen, hvor oldingen ligger, er mørk og skummel.
Talglyset flakker, ti det trækker fra vinduet, hvor et
par ruder har gamle aviser istedetfor glas.

Himmelen derude den er skjøn, den er som et blåt
klæde med indsyede perler. Stjernerne tegner deilige
mønstre derpå.

Under denne himmel blev mennesket født dengang,
da det var nøgent. Der fortælles, at det vågned til liv
blandt blomster og deilige dyr og søde frugter. Det
snoede skjønne legemer mellem blødt græs og beru-
sende rosenduft.

SIDE: 220

Nu ligger mennesket i en træseng på halm. Lopper
springer deri. Det ligger mellem hårde tepper. Lus
kryber deri.

Der er ikke den himmelens spurv, der er ikke det
markens kræ, som hviler så hårdt, som ånder så tungt,
som spiser så elendigt som jordens hvidhårede søn, der
sled år efter år med tre hundrede og fem og seksti slid-
dage i hver af dem.

Dog. Hvad siger jeg?

Mennesket svøber sit legeme i silke. Og det stræk-
ker sine bølgende lemmer på dun, der er plukket un-
der edderfuglens varme bryst.

Det opsamler blomsternes duft i krystalflasker, og
det bader sit hår dermed, forat dets hår kan dufte
som skovenes rose. Og dets hud er ikke hvid nok for
dets vellyst, og det drysser hvidt støv i sit ansigt. Og
dets læber er ikke røde nok, og de males med koste-
lige salver.

Og når mennesket reiser sig op og går, da glider det
hen over bløde tepper, og mennesket går hen over tep-
perne med stolte, langsomme skridt som guder.

Og sin næring tager det fra fade af sølv, og det
planter skjønne blomster mellem de rygende fade, og
det sætter al naturens herlighed på sin blændende dug,
og det fylder karaflerne med den røde og den gule vin,
og på hænderne, som krummer sig om de blanke

SIDE: 221

bægre, glimter der ringe af guld og stene, der strå-
ler i alle regnbuens farver.

Men mennesket begyndte at bygge de store byer og
samle hele verden i de store huskasser.

I salene derinde stråler krystallet og purpuret og
silken. Under og over, i kjælderen og på loftet, suk-
ker det dag og nat.

Når hele slegten er stuvet ind i kasserne, vil der så
gå en veklage henover jorden fra dem, vil der stige en
blandet, giftig røg fra skorstenene op til himmelen,
vil der tilslut snige sig en sygdom ind i hjerterne hos
dem med de hvide hænder?

Drikker de da vinen, som danser i blodet, for at
glemme?

Eller hvordan kan de drikke i fryd, når mennesket
er blevet ringere end muldens kryb?

Har da menneskets slegt ingen stolthed?

Når de fra salene med salmebog i hand drager forbi
de smalle gyder ud til kirken med guldkarrene, når de
ser oldingens af slid og smerte hæslige ansigt komme
frem i kjelderhalsen forat se søndagens sol, medens
han i sine usle filler ikke tør nærme sig "Guds hus",
skammer den sig da ikke?

SIDE: 222

Mennesket, hvis tanker stormer lyset, mennesket,
der med sit spektralapparat vandrer på stjernerne,
kan det ikke nå at klæde sin nærmeste familje anstæn-
dig?

Jeg har læst om øer i det stille hav, som ikke har
set Sodoma og Babylon, som ikke er revet ind mellem
"arbeidets" forfærdelige tandhjul.

De er som børn, de som bor der. De er lykkelige.

Når månen skinner, da sidder de sammen og ånder
ind nattens varme dufte. Roser og frugter vokser ikke
forgjæves. Månen skinner ikke forgjæves.

Og drømmen fra jord og himmel og hav tar dem
og bærer dem med sig, og det flammer i deres legemer,
og de danser mellem løvet danse, som var til, før men-
neskehjernen blev gammel, og de svinger i jubel de
nøgne legemer, vildere og vildere i hedere og hedere
jubel, mens de løfter kranse høit mod himmelens
hvælv.

De er som børn. Og vi er som voksne. Vi iler ikke
længer glædedrukne mod markens gule og blå blom-
ster. Og det synes os, at først, da vi var rykket op fra
hin bund og var begyndt at vandre fremad i ustand-
seligt tog, var det vi blev dem, der havde ret til at bæ-
re det stolte navn: jordens fyrster.

Ja, vel er det jordens største vidunder, at vi med
vore strålende tanker, vi med vort klaviatur af følel-

SIDE: 223

ser og med vore sælsomt sammensatte lidenskaber,
vi hænger sammen med dem dernede på øerne.

Og dog er det vemodigt at sidde her i fabriksrøgen
og tænke på dem. Ti de er lykkelige. Og vi er det ikke.
Nei. Jo høiere det vokste i veiret, det, vi er stolte af,
civilisationens mægtige træ, desto ulykkeligere blev
vi. Vil det altid fortsætte så?

Som vi var kommet til det, der skulde gjøre jorden
rigere, end nogen kunde drømme om, maskinerne, da
blev det værst, da skabtes noget, som gjorde alle de
gamle helvedesmalerier overflødige. Kulturen skabte
noget, der ikke gaves i naturen, ikke i fantasien, Lon-
don!

Menneske, skab et London uden et Whitechapel,
og ros dig så!

Men sålænge Whitechapel er iblandt os, burde vi
ikke gå i sørgedragt allesammen?

Jeg så jo et blik i min oldings øine, der fortalte om
higen efter skjønhed og storhed. Et blik, der fortalte,
at der neppe er det ringeste menneske i den sorteste
gyde, der ikke var født med den samme spire til adel
i sig som den høieste fyrste.

Men den "vilde" på øerne derude i havet, han er
en adeligere mand end den fattige, som bor inde der,
hvor kulturen er tykkest. Ti han danser, danser for
skjønheden, og hans sjæl drømmer.

SIDE: 224

Jeg mødte på trappen i et af de fattige huse en sko-
lekammerat, der er læge. Vi kom til at tale meget sam-
men. Der var noget lyst om ham, men på en anden
måde end hos mine embedsbrødre.

 -- Væk med din himmel, råbte han. Drag din him-
mel ned på jorden. Gjør af jorden en himmel. Er ikke
den religion god nok?

 -- Å, om jeg kunde! Han knytted hånden mod no-
get usynligt. Alt dette transcendentale, alt dette usyn-
lige, al dette hinsides. Altid, altid kommer det ivejen
for et menneskeligt, ærligt arbeide. Er det ikke det,
som binder vore hænder? Vore hænder, som jordens
kraft blusser i.

De tænker på engle, og de har ikke tid til at dyrke
Vorherres marker! De tænker på engle, og de glem-
mer sine blåøiede børn!

Himmelen og helvede, det er menneskeviljens le-
deste fiender. Har vi da tid til at tænke på Kina, når
vort eget land er i fare? Har vi tid til at tænke på hel-
vede -- hans øine lyste -- sålænge der er det op i de
husene der?

Jeg indvendte, at himmelhåbet var den eneste trøst
for dem deroppe, det eneste lys i deres mørke.

 -- Trøst! De skal ikke trøstes! De skal hidses! Man
skal lære dem at se deres elendighed! Se den og for-
bitres! Så millioner skidne hænder strækkes frem og
fordrer. Og anklager! Anklager dem, der dysser men-
neskeviljen i søvn, dem, der splitted og svækked vore
herlige kræfter!

SIDE: 225

Har vi ikke fantasi nok til at tænke os et eden her,
her på jorden, midt imellem os?

Å, når jeg tænker på alt dette, vi eier, vi menne-
sker, disse strålende evner i os, dette rullende livsens
blod, denne vor kraft til at bygge, til at forme, til at
flyve med tanken, og følge tanken efter med vore hæn-
der, ja dette væld til at øse ud fra vor sjæl og vore hjer-
ner ny skjønhed, ny og atter ny, rigere end al den, vi
ser udenfor os, høiere end selve naturens! Og når jeg
tænker på, at alt dette, det visner, det dør, det spredes
for alle vinde!

Tænk om det samledes! Hvad har ikke allerede
meneskene formået der, hvor de samled sig, der hvor
de går i rækker, der hvor hele slegten optræder som
et nyt enkeltmenneske med milliondoblet kraft, strå-
leevne, fantasi!

Og har vi så ikke ansvar? Systemerne taler om
"synd". Er der nogen større synd end dette kraftspil-
de? Hvordan det end blev til, alt dette herlige, vi ser
udenfor os, i os, om det blev skabt af en menneskelig-
nende gud, om det blev til gjennem tusendårige pro-
cesser, -- er det ikke en synd mod jorden, vi sprang
frem af, at lade det forfalde, synd mod solen, der
fyldte den som et bæger til randen med kimkraft,
synd mod verdenshavene, hvis harmoni præker dag
og nat, synd mod det, der måske er endnu længer ba-
gen om?

Nei, sålænge der endnu findes et menneske, der
ikke er blet til en fyrste med solen i sine tanker og

SIDE: 226

med stolthed i sine øine, sålænge har vi ikke brug for
vort hode og vort hjerte og vore hænder her og får
lade englene drømme ifred.

Skulde ikke det være en religion, der kunde stry-
ge varmt om jordens børns hjerter?

Men den er som andre religioner, den fordrer tro!
Et eden etsteds ude i verdensrummet, det tror de
gjerne på, men tal til dem om et eden her på jorden!
Nei, de har ikke tro nok! Hvis de blot havde tro så
stor som et sennepskorn!

Og efterat vi havde taget afsked og var gået hver til
sin kant, råbte han efter mig:

 -- Jeg tror!

Og hans øine skinned som hos en, der har en tro
og vil dø for den. Dø, ikke ved en times marter, men
gjennem et livs tunge tag.

Det har fulgt mig hele dagen siden. Ikke såmeget
hans ord -- hvor ofte har jeg ikke tumlet med disse
tanker! -- som hans ansigt, hans øine, mens han talte.

Han troede. Det var evangelium for ham.

Den dag har stået for mig, da jeg vandred om fra
den tidlige morgen og så dem, der ilede til fabriker-
ne og værkstederne og kontorerne, alle dem, der van-
dred glade, trofaste hver til sit værk. Jeg husker den-
ne følelse, jeg fik tungere end nogensinde, af at være
udenfor, ikke at være med, af at jeg var som en, der
skjuler sig og flygter og er brændemærket.

SIDE: 227

Om jeg kunde være med! Om jeg kunde ta imod den
tro, der lyste i hans øine, forsvinde i den! Jeg er jo
prest. Også jeg kunde jo gjøre en gjerning. Thi ordet
har jo magt. Det kan trøste, lindre, det kan give mod,
ja det kan opflamme til styrke. Jeg kunde gå derind
imellem dem, samle dem om mig, trøste de trætte, op-
flamme de modløse, forkynde det nye evangelium,
lægge tro til deres arbeide, tro på en fremtid, da dette
arbeide har båret tusend fold frugt, og som derfor gi-
ver det adel og høihed.

Og et stort syn rulled sig op for mig:

En ny Ignatius!

En ny jesuiterorden med målene for jorden og ikke
for himlen.

Hvorfor skulde det ikke kunne ske? Hvorfor skulde
man ikke kunne følge åndens bud, når den flammer,
og forlade hjem og eiendom og ha en høi, en vidunder-
lig eiendom i den hellige idé!

Samle brødre, apostle, sende dem ud til at prædike
og tale og arbeide, hver i sit strøg. Lægge dem ordene
på læben, tænde ild i deres sjæle, -- ild fænger, ild
breder sig, -- fra sjæl til sjæl skulde det slynge sig,
nyfødt fanatisme skulde bære arbeidet, tanken på den
nye verdensmagt, de skulde være med at skabe, skulde
give lysten og lykken. I bedehuse, i teatre skulde der
prækes, i kirker og i arbeiderbørser skulde de stå frem,

SIDE: 228

overalt, på torve, i parker. Ikke med faner og trom-
mer og hæslig musik skulde de samle og vække, nei
med glød i øiet og med ord på læben, der tilslut ræk-
ker længer end larm og skrig, ord ud fra den dirrende
tid, ord ind til de sukkende og savnende sind. De
skulde i fuld sandhed ta skridtet helt ud og arbeide
for jordiske mål med jordiske troshåb, ikke hverve
soldater til samaritanhæren med himmelløfter, ikke
kjøbe jordiske penge med himmelveksler. Vilde ikke
det række længer end "frelserhærens" forvirrede blan-
ding?

Ligesom de gamle jesuiter skulde de nye snige sig,
bryde sig ind overalt, i skoler, i embeder, i statens
styrelse. Det skulde sive ind, det nye evangelium, i
aviserne, i parlamenterne og tænde til glød det, der
var kold forstand, til brusende vilje det, der var frug-
tesløse partikampe.

Der arbeides jo i verden. Der diskuteres og der skri-
ves. Og en og anden sidder i stilhed og grubler over
løsningen af samfundslivets gåder. Men hvad vilde en
enkelts idé hjælpe? Det er arbeidet, der forandrer li-
vets udseende, det er de mangfoldige hænder.

Når råbet trængte frem over alt, når det blev reli-
gion for de unge, der begynder at leve og at arbeide!
Når det kom som det store, det første, det eneste
luende krav, at alle hjernerne måtte samle sig for at
finde arbeidsplanen, og alle hænderne føre den ud!

Ja, når det, der er lunkne borgeres stemmeseddel-
kamp, blev religion, der flammed i hjerter og viljer,

SIDE: 229

måtte så ikke det, der trænger hundrede år, gjøres på
ét, og menneskelivets kaos lukkes op, og strålende lys
kastes henover menneskehedens bane.

Jeg sad og så hele planen for mig lige ind i dens
enkeltheder, indtil min hjerne sank sammen i mat-
hed.

Da var det pludselig atter som hin dag, da jeg van-
dred om der nede ved skibene: Det var, som jeg følte
en hånd i nakken. Og jeg frøs.

Så usigelig varmt havde det været at tænke på disse
ting. Og tusende nye livskræfter i mig, syntes jeg, var
ved at vågne. Også jeg kunde være til for noget.

Det blev atter øde. Jeg så ud og op. Jeg så, at him-
melen var der. Jeg så, at der var millioner jorde.

Den var der, himmelen. Den lå lige ned over vore
hoder, den kogte vor mad med sin sol, blomsternes
rødt og gult og blåt var bare et gjenskin fra dens regn-
bue.

Ja inde i vor egen tanke var selve tankens bund
uendelighed, uendelighed i geometriske rækker.

Hvordan komme udenfor det der over os, det der
bag os, det der inde i os!

SIDE: 230

Vilde de ikke straks komme til mig, de for hvem
jeg skulde præke, og spørge: Ja, men døden? Hvad
nytter det os, alt, når vi ikke kjender os selv?

De derinde i paladserne, de har jo alt det, jorden
kan bringe, de kan jo bare strække hænderne ud, og
al jordens herlighed flyver dem i favn. Er de lykke-
lige? Vi ved, at de er det ikke. Vi ved, at sygdomme
sniger sig om blandt dem, i sindet og i kroppen. Og
om alle sygdomme blev ryddede ud, vilde der ikke
være en tilslut, en som tærer på dem, en som spirer på
deres hjerterødder og deres lungespids, -- synden?
Synden og angsten? Angsten, angsten.

Og jeg vilde ikke kunne svare.

Jeg har siddet og søgt at fremmane for mig det store
billede, den seirende menneskehed, det nye, herlige
liv på jorden.

Med engang stod der et par øine for mig. Hvis var
de?

Som de tydeligere og tydeligere stod frem, så jeg
det: Det var den fattige oldings.

De søgte vinduet og længer. Længer og længer og
altid længer.

Det for igjennem mig som et smertende lyn:

Hvad var det, alt det der, det nye, herlige, man
kunde drømme, hvad var det altsammen ligeoverfor

SIDE: 231

dette sælsomme, søgende blik ud fra elendighedens
mørke?

Jeg har tænkt, jeg har set store syner.

Men atter kommer spørgsmålet: Den, der er lig mig
eller ulig mig, hvor er han, hvad vil han, hvordan er
han, hvordan kan jeg favne ham med hele mit indres
glød?

Kristus, jeg kjender ham ikke. Og jeg søger at favne
den store, den ene, men når jeg synes, jeg er nær, da
svinder det i tåger for mit hjerte. Og dette hjerte, jeg
hører det slå alene, alene.

Jeg kan ikke tænke mer. Der er mørke om min ånd.

Hvortil har jeg al denne glød, der er, som den vilde
brænde mine porer til kulstøv?

Når jeg ikke kan få elske! Når ikke hele mit indre,
alt mit stof og min sjæl kan få slynge sig med millio-
ner arme om et andet væsen, der er deiligere end mit?
Ja, det er om dagen i solen, og det er om natten i mør-
ket, at jeg ofte føler det, som der fra hele mit legeme
med alle dets celler og med cellernes ånd og sjæl
strakte sig ud millioner af herlige, brændende arme.
Men de finder intet. Og de synker tilbage. Hvortil har
jeg denne glød? Den er mig blot til helvedes pine.

SIDE: 232

Hvordan skulde jeg kunne døbe denne Jehovah el-
ler denne Gud-fader eller denne Brahma eller denne
Kristus eller denne Buddha? For ikke at tale om den
hellige ånd.

Det er ikke dem, som tænder mit jeg's samlede
strøm! De er for mig som "fremmede guder". Som
halvguder.

Tror jeg på en gud?

Jeg ved det ikke. Men siden denne min forfærdelige
sjælekamp begyndte, har jeg i alfald set én ting: at jeg
før ingen gud kjendte. Det var et forvirret kaos, en
samling af brokker, af bogstaver, der havde gået igjen-
nem de mest forskjelligartede menneskers hode, men-
nesker fra de forskjelligste århundreder og karakterer,
det var en uren blanding af bøger og ånd.

Jeg har set meget herligt i disse uger, mægtige anel-
ser har svævet mig forbi. Jeg syntes, jeg så selve ver-
denslovene svinge og leve og spille, og jeg syntes endog
i et bævende øieblik at fornemme en ånde slå mod
min ånde ud derfra.

Men så kom der stunder, da det hele blev så koldt,
så koldt. Hvad kunde al verdens uendelige harmoni
hjælpe inde i min stakkels lille ringe menneskekrop?
Jeg kunde jo ikke sige du til den og tage en varm
hånd og se ind i øine, der speiled dette underlige, der

SIDE: 233

hverken er naturlove eller stoffets glans eller sving-
ningens under, -- dette lille, ringe, -- men som vi
elsker.

Det er eftermiddag. Solen gjør mit værelse til et lys-
rige. Nu spiller den på mine bøgers rygge og gjør dem
til levende guld.

Hvem der så mit værelse i dette øieblik, kunde tro,
at det ikke var selve fredens paulun?

Ak! Hvilken fred!

Der er noget, som ånder herinde foruden mig. Min
kamelia. Ofte er den for mig som et levende væsen.
Og jeg kan ta den omkring en af stilkene og føle det,
som tog jeg i en kvindes myge hånd. Jeg har under-
tiden talt til den som til et menneske. Hvorfor har det
gjort mig så godt? Svarer den, -- slig at dens svar
forvandler sig til noget, jeg ikke selv ved om, men som
lister sig ind i mig og gjør godt derinde?

Ja, det ser ud, som var det selve freden, mit værelse.
Og dog er her noget herinde, som aldrig er i hvile,

SIDE: 234

men er i evig uro som en pendel, eller som van-
dets dråbe, der ruller, snart stille, snart stigende:
Tanken.

Og tanken mumler i mit øre: Der er mer, som lever
herinde, end din kamelia. Har du glemt det? Jeg ser
efter, og jeg ser i solens stribe en dansende verden
med dyreskarer, jeg ikke kjender.

Og tanken ruller videre og videre og den råber:
Hver tomme af dette værelse er i liv!

Jeg farer sammen i angst: Alle disse verdener, er
de mig venlige eller fjendtlige?

Hvor kan nogen synes, at det er godt at tænke sig,
at der ikke er Gud til?

Hvor kan nogen ville undvære den mægtigste af alle
forestillinger: Skabelsen?

Stort er det, at det er til og lever, alt dette vidunder-
lige mylder fra mikrokosmer til makrokosmer, men
større er det, at der er noget endnu længer inde bagen-
om: At alt det, som lever og er til, -- at det blir til.

Større endnu er det at tænke sig en føde billederne
forud for det og i vidunderlig viljekraft kunne la det
stå frem.

Men hvem vil ikke tænke sig det største?

Og er det ikke det største, som må være det sande?

SIDE: 235

Ja, i sandhed, den, som kunde digte livskimer,
måtte være den herligste at tænke sig, -- men hvis vor
ånd blot kan skabe sig tanken, tanken, at nogen kunde
digte livskimer, før de var, må vi ikke klynge os fast
til denne tanke, fordi den er så vidunderlig strålende?

Der er født noget nyt for mig i solstriben: Jeg vil
ud. Jeg vil tilfjelds.

Hvem véd, om det ikke i denne forvirrede sværm
af tanker, der ofte blot svinger frem og tilbage istedet-
for at arbeide sig frem og op, blot er et lidet punkt,
som skulde til, forat få alle stråler til pludselig at
ordne sig? Et lidet centrum.

Når jeg kom væk fra dette værelse, hvor mine egne
gamle tanker klaprer mod min hjernes vægge, og ud
fra byen, fra disse gader, hvor alt er tradition, og hvor
rester fra tusind år tilbage møder en, hvor de gamle
størknede begreber stirrer på en fra hver husvæg og
hvert kirkevindu, -- når man kom op der, hvor der
er evig stilhed og evig frihed og intet menneskeord er
tegnet, -- mon jeg da ikke skulde finde brændpunktet
i mig selv?

Jeg vil tilfjelds. Jeg vil se ham. Jeg vil se Gud.
Hvorfor skulde det ikke være muligt? Millioner arme
strækker sig ud fra alle mine atomer. Jeg må ha fred.
Jeg må leve eller dø. Jeg må fange ham. Jeg vil finde
ham. Jeg vil se ham.

SIDE: 236

Jeg var deroppe.

Hvordan skal jeg kunne fortælle det? Jeg har været
syg. Jeg har ligget i dagevis som i dvale og ikke turdet
tænke. Jeg var bange for min forstand.

Og den må ikke briste! Det må ikke ske! Ikke
endnu!

Hvad var det? Skal jeg tro det? Var det Ham?

Jeg ved blot, at jeg lå på knæ -- for jeg måtte -- 
og jeg bad fader-vor -- høit, så jeg hørte ordene hen-
over vidden som sælsomme trylleord.

Jeg ved blot, at jeg råbte ud i tordenen og vinden,
som mit bryst skulde sprænges: Hvad skal jeg gjøre?
Og lyttede efter svaret, -- lyttede mod himlens vind
og imod jordens væde og mod tordenens røst.

Og jeg ved ét, at jeg hørte henover hele vidden det
ældgamle navn bruse, rundtom mine øren, om min
sjæl og mit hjerte, så jeg troede, at det var døden.

Jahve.

Jeg havde gået en dag og en nat, og den næste dag
kom, og det blev vildere og vildere. Der var blot dybe
sorte vande med iskolde klipper omkring og snebræer
og de uendelige stenhære på det flade granitfjeld, der
hvor vinden blæser, som den har blæst i hundred-
tusend år.

Jeg gik ikke længer, jeg løb. Vinden hylede trudsler
ind i min mund og min næse i et tungemål, der var

SIDE: 237

ældre end selve planeten. Der var nogen, som vilde
mig tillivs, nogen i luften, i vinden. Men det bruste
igjennem mig, at jeg vilde kæmpe til sidste trevl.

Da blev der sendt skarpe snefog mod mig forat
kaste mig til jorden. Men jeg, som ikke havde havt
mad i min mund på to dage, jeg løfted mine arme og
jeg råbte: Du får mig ikke. Og jeg styrted mig afsted
mod snefoget i jubel, i en jubel, der randt nedover mit
ansigt som tårer, der smelted sneflokkerne.

Jeg så den svære mørke sky, som jeg havde set
vokse fra time til time, dække mere og mere af him-
melen og synke ned om alle tinder. Ofte var jeg nær
ved at kaste mig ned mod jorden og opgive kampen
og med øinene mod mulden vente min straf, hvis jeg
skulde straffes, eller ved min ydmyghed afbede og
afvende det forfærdelige.

Og tilslut kasted jeg mig næsegrus i det våde mos.
Men som jeg havde hvilet blot et minut i det bløde,
risled tanken atter i min krop: Torden og lyn og vind,
det er jo naturens orden. Og hvordan skulde jeg kunne
forstå, hvad det usynlige vilde mig? Hvis der var en
ånd som min, meget større end min, der vilde have
mig i tale der oppe fra skyen, kunde han så forlange,
at jeg skulde kunne tyde tungemål, jeg aldrig havde
lært?

Og jeg sprang op, og jeg lo en rungende latter, så
stærk som mulig, forat de alle kunde høre det, vinden
og skyen og klipperne. Men klipperne lo igjen, lo slig,
at der løb isbræer nedover min ryg.

SIDE: 238

Neppe havde ekkoet rullet ud, da kom der en lyd,
der er den vældigste og skrækkeligste, jeg har hørt i
mit liv. Det rullede henover alle tinder og det hyled i
al luft og jord, og lynene knitrede, såat jeg måtte
standse op og lukke øinene. Ti med ét fór den gamle
tro i mig: Man må ikke se mod et lyn. Og jeg tænkte:
Måske er det sandt. Og jeg vovede ikke at se mod
lynet.

I dødsens angst tælled jeg sekunderne mellem lynet
og tordenen, og jeg forstod, at det var endnu et stykke
borte. Og jeg sa til mig selv: Det er blot naturens
kræfter, der viser sig i sin vælde heroppe. Ti hvis det
var mig, skyen vilde tillivs, da vilde den øieblikkelig
ha svaret på min skoggerlatter.

Dog, åndeløs vented jeg på, om lynene nærmed sig.
Og det næste lyn, ja det var nærmere. Da råbte jeg
ud mod den kant, lynet blinked: Driver du gjæk med
mig?

Men i det samme styrted jeg mig til jorden, ti -- 
tydelig hørte jeg det rulle i tordenen: Jahve, Jahve.

Og idetsamme fór der en ånd ind igjennem mit le-
geme, og hele mit legeme bruste: Jahve, Jahve.

Jeg lå fladt udstrakt med mit ansigt mod jorden,
og jeg lukked mine øine og forsøgte at lukke også alle
de andre mit legemes øine. Ti der stod en over mig -- 
som jeg ikke måtte se, ti så jeg ham, var det døden, -- 
og der fór ild på kryds og tvers gjennem min hjerne,
mine arme, mine indvolde, mine ben.

Det var en evighed, det var et sekund det hele, -- 

SIDE: 239

men ind i det var der et moment, da der gik en sviende
smerte igjennem hver af mine hænder og hver af mine
fødder. Det var, som en brændende fod trådte på hver
af dem.

Når jeg tænker over det nu -- jeg tror, der var en
stund, da jeg misted min bevidsthed -- da synes jeg,
at hele mit legeme stred mod døden.

Der gik ånde ud af mig, og der blev blæst ånde ind
i mig, og i denne ånde suste navnet, og i alle hvæl-
vinger var der kun det navn.

Men aldrig vil det kunne siges med ord. Døden og
livet, den skrækkelige, den smertefulde skabelse, alt-
sammen i det ene navn, i navnets ånde, -- nei, men-
neskelige ord kan ikke dechiffrere det.

Heller ikke var Jahve navnet. Så brusende -- som
selve dødens eller livets lyd -- et navn eier intet jord-
sprog. Det er kun det eneste ord, jeg véd for at gjengi
det. Men det navn, jeg fornam, det kan ikke gjengis,
hverken af mund eller pen.

Jeg er rolig nu. Jeg har sagt til mig selv: Det var
din egen nervøsitet det hele. I den umådelige ensom-
hed deroppe, i det vældige veir, fik de liv og blod,
forestillingerne, der ligger gjemte inde i hjernen fra
forfædre, ja helt inde fra middelalderen af.

SIDE: 240

Men stort og grufuldt var det. Aldrig glemmer jeg
det. Hele min krop husker det.

Og ét blir tilbage.

Var disse mægtige storme igjennem mig og de glø-
dende syner ikke virkelighed, ikke kaldt til liv oven-
fra, udenfra, men inde fra mit mørke indres labyrint,
er der så noget mere hemmelighedsfuldt til i alt det,
vi dreier vore tanker om og ser om os og drømmer og
forestiller os, end denne sammensnoede ting, der kal-
des jeget.

Er det ikke et større under end alle undere, at der
ud at dette jeg's løndomme kan skabes storme og be-
vægelser og smerter og dramer, der er mer end alt jor-
disk, dagligt liv tilsammen, -- -- ja der er liv, der er
for sjælen og følelsen virkeligere end noget andet liv,
 -- ja, der er liv og død og alkraft?

Men hvis jordjeg'et har i sig denne rigdom, hvad
måtte så ikke et jeg af endnu finere, dristigere,
modsætningsrigere, tusendfoldigere sammenslyngning
være?

Og så et atter igjen af endnu høiere potens.

Og så atter igjen.

Uveiret tied. Jeg stod op og gik. I halvandet døgn
havde jeg ikke set et levende væsen. Og mer og mer
begyndte min hjerne at inddele tingene i dem, der står

SIDE: 241

stille, og dem, der bevæger sig. Ofte måtte jeg standse.
Rørte det sig ikke derborte?

Henimod aften så jeg langt ude mod himlen en sort
klump, som bevæged sig. Ja, ja. Den rørte sig, den
stod ikke stille. Jeg standsed op, ånded ud. Det var,
som mit blod havde været syv og tredive grader under
frysepunktet og i et nu fik syv og tredive over det.
Jeg iled afsted, skjælvende.

Det var et lam. Jeg satte mig ned, tog det på mine
knæ. Jeg husked på, at i lange tider, måske i årevis,
havde jeg ikke rørt ved et dyr. Jeg så det ind i de un-
derlig bedrøvede store blanke øine. Jeg tænkte: Er det
da ikke et og samme sjælens hav, der slynger sig
igjennem alt, som lever og rører sig på vor jord?

Jeg følte den varme, deilige uld op til mit af vinden
piskede bryst. Jeg trykked det fast til mig, lammet,
og kyssed dets snude af hele min sjæl.

Da hyled det og så på mig med øine i dyb rædsel.
Som var jeg en farlig fiende.

De store, bedrøvede øine! De var som en stum, evig
klage over, at der er skilsmisse mellem sjælene.

Men idet jeg slap lammet og reiste mig, mødte der
mig noget så vidunderlig herligt, at jeg glemte alt.

Hele himlen var roser. Under dem, langt ude, var
der en myg, skinnende linje. -- Vandet. Havet. Men

SIDE: 242

inde i de dybrøde og de lyserøde og alle de andre
roser stod der en brændende knop, stor og mægtig,
fuldere, fastere end alle de andre roser, de den i deilig
stille ødselhed drypped ned i himmelhvælvet. Denne
knop, det var solen.

Og denne sol, den så mig midt ind i øinene, mild,
venlig, med et smil som en høi moders, der i uendelig
yppig ro står med sine børn ved de modne, tunge
barme, og derfor har råd til at smile salighedens smil
til dig.

Intet iled. Alt havde tid. Som var verden slet ikke
begyndt at bli gammel; som var denne aften det sam-
me som den første morgen, urmorgenen, stod hun
der, hun som smiled. Som skulde det vare altid, slig
stod hun der.

Langsomt, å så vidunderlig hjertestyrkende sagte
daled denne sol, der så på mig, -- for det var på mig
den så, mig, der kom deroppe fra mørket og tinderne.

Og en aned, at den vilde fortsætte videre bagom
havet, i den samme skjønne ro, -- og at alle de andre
sole, de gled hen, ikke i rastløs, rivende fart, men
seilende i roens majestætiske vellyst.

Slig syntes jeg solen talte:

Jeg er større end den mørke tordensky, min her-
lige rundhed er større end de vilde, takkede klipper.

SIDE: 243

Din ånd søger det steile, det grufulde, det mørke. Du
tror at finde det vældigste deri. Det mørke er kun ét.
I mit lys er der uendelighed.

Aldrig kan du, lille menneske, komme væk fra det,
at din Gud er blot kraften, det, der forstår at knuse
dig. Du så lynet, og du syntes, at du følte det umåde-
lige som aldrig, men lynet er spidst, jeg er rund. Du
tænker dig, at din Gud søger dig i mørke, under hæs-
lige skyer; ser du det da ikke nu, kjære lille menne-
ske, at det mægtigste i verden er skjønhed, ja skjøn-
hed?

Og kunde du ikke forestille dig, underlige lille men-
neske, at en Gud, der søgte dig som jeg, klædt i et ge-
vandt af roser, med et smil strålende ud fra det her-
lige åsyn, at en sådan Gud var større end den ånd,
der tramper som stenskred på dine fine nerver?

Vel eier han vældens rædsel, guden, selv er jeg ild,
 -- men, o, han er mer, han er så uendelig mange strå-
ler mer end den ene, lynstrålen.

Men du har fortabt dig i abstraktioner, alle dine
sandheder er abstraktioner og derfor døde, -- alle
dine guder.

Ja, jeg ser ned på din jord; meget godt opfundet er
det, hvad du har gjort. Jeg ser alle dine maskiner. Det
er mærkeligt, men ser du da ikke, menneske, at hele
dette maskinnet, som omspænder din jord, er en gri-
nende benrad?

Benrade, abstraktioner.

SIDE: 244

Dine maskiner, dine love, dine systemer, hvad er
det alt mod kvinden, der står midt i den skinnende
og duftende sol og lader melken flyde ind i de rosen-
røde læber fra de yppige bryster?

Se dem, disse bryster, de er som mig, de er kloder.
Roser er bristende sole. Ja, det skjønneste, dit øie ved
på din egen jord, det er skabt i mit og i dens billede.

Hvad var de for, alle de store filosofier og de mæg-
tige videnskaber, der tog veiret fra dig, og dine stater,
og de millioner hænders arbeide, -- hvad var det for?
 -- hvad gik det ud fra? -- var det ikke til, det altsam-
men, forat hun kunde stå der rolig i midten og jeg
skinne trygt på det hvide bryst, mens melken dryp-
ped, -- og at hun kunde være skjøn, og at barnet
kunde være skjønt.

Hvad er alle ord, alle tanker, alle regnestykker,
mod det at skabe liv, og skjønhed.

Er der af alt det, dit øie og din tanke kjender, no-
get, der er mægtigere end dette syn? Har nogen filosof
udtalt en formel større end denne: Liv -- i skjønhed?

Er ikke alle ord, alle tanker, alle regnestykker som
støv mod dette: at skabe liv -- i skjønhed?

Hvad vil I? Hvad søger I? Hvorfor arbeider I alle?

Er det ikke for liv -- i skjønhed?

Har I glemt det?

Ja, da vilde eders jord være blevet et dårehus.

SIDE: 245

Da solen var dalet, begyndte al himmel og sjø og
jord der borte, hvor fjeldet åbnede sig, og hvor byg-
den var, at spille til farvedans. De legte sig ind i hin-
andens favn. Det brune fjeld sank ned mod sletterne
gjennem et hav af jublende glød. Ude langs vand-
striben blev jeg nu var et grønt belte. Hvor lyste det
lokkende inde imellem de røde og blå skygger! Huse
kunde jeg ikke øine, men dér vidste jeg var de. Dér
steg nu røgen op fra de små piber. Jeg syntes, jeg
kjendte duften af kaffe, når jeg så pa det lysegrønne
klæde.

Og mer og mer smeltede fjeld og mark og sjø ind
i hinanden og blev til drøm. Hvem skulde tro, at de
var af sten, disse myge og blå gevandter derude, som
gled ned, lydløsere end tyll, i en sjø, der så ud som
en sagte dirrende mundharpestreng imellem stran-
dene?

Men se, ud fra folderne af de blå gevandter kom-
mer der vinkende et smalt slør. Det blir længer og
længer, tilslut snor det sig henover vandet som et vio-
let bånd langs alle fjeldebarmene.

Det er røgen fra et dampskib. Det er et bud om
menneskene. Og der stryger en hed længsel gjennem
mig efter dem dernede.

Jeg vil ned til dem, til dem alle, høre dem pludre
og le, få snakke selv, høre dem synge fra bådene, se
på blomsterne bag gardinerne og stå og lytte til det
dæmpede pianospil i skumringstimen, når de alle sid-
der sammen og drømmer.

SIDE: 246

Eller om jeg bare kunde finde en eneste, der sad
for sig selv og gråt, og få sætte mig stille hen hos den
ene og stryge tåren sagte væk.

Ned mod dem, ned mod dem! hvisked jeg.

Så steg jeg da ned fra isbræerne mod menneskene.
Mens duften blev fuldere og fuldere, voksede furu,
furu og birk, hassel og blomst og bæk, og tilsidst det
alt, altsammen, skov og haver og roser og dug og dis
og sommer.