Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Jonas Lie SIDE: 1 WULFFIE her kan nok komme Kame- ler . . . Konsulen (har tat op en Notisebok og staat og bladet i den). Véd De hvad, Gartner, De blir tilslut en dyr Herre! Jeg har gjennemset Deres Overslag. Efter alt, hvad her er strøet ud, forlanger De fremdeles ikke mindre end to-tre tusind Kroner. - To, tre tusind Kroner at sænke ned i Jorden! . . . Gartneren (fortsætter under Samtalen med Konsulen af og til sit Arbeide). Der trænges Penge ja, - vandsurt Nylænde, Sand og Skogstubber saagodtsom altsammen. (Med Lune.) Men gaar Konsulen nu ind paa, at vi tørrer ud Sumpen der- ude og danner et Bassin, saa skal jeg ikke forlange mere ekstra, - i dette Aar. Konsulen. Pokker til Idéer! - Bassiner og Søer . . . Pumper ud Myrer og Sumper, - og fylder dem med mine Penge! Gartneren. Ja; men hvad holder det ikke paa at bli' til: - en Park, som der ikke findes Mage til i Landet, - et helt Jagtterræn indvundet med blanke Vand, Tjern og Halli op imod Aasen. Og tænk, hvad det var: - en usund, fæl Ødestrækning af Myr, Morads og Krat- skog! - De husker nok den raa Taagen, som altid laa og spandt sig derude over Moradserne, Frøken! Karna. Men saa kom De, Mirakelmanden, - Jagtterrænet, - Afrika -! SIDE: 5 Konsulen. Tænk ogsaa lidt paa, hvilke Summer der efterhaan- den er nedlagt! Men Hr. Gartneren lader overhodet ikke til at ha Gehør for det Snavs, som heder Penge. Man hører det rentud paa Stemmen, naar De nævner et Beløb! De kunde ta et Ziffer med aldrig saa mange Nuller i Deres Mund uden at fortrække en Mine . . . Og blev man saa engang færdig! - Men altid ny Idéer. Gartneren. Ja der forekommer jo af og til Steder, hvor for Eks- empel Kjøretøiet maa stanse foran et Stykke Fjeld- knart, som pludselig dukker op midt i Veien. Konsulen. Steder, som jeg skal Brolægge med Penge, ja, - alt udenfor den oprindelige Kalkyle! Gartneren. Som maa mineres bort, ja . . . Konsulen. Man slæbes, saa at sige, med paa det ene Paafund efter det andet. Karna (tirrende). Bare det ikke ender med, at der blir siddende igjen en afrikansk Abekat dernede. Gartneren. Sig heller en Vildfugl, Frøken Karna, af den Sort, som De aldrig har set før. Karna. Ja naturligvis, mindst en Ørn eller en Kondor! Konsulen (lukker utaalmodig Notisebogen). Kom nu, Karna, lad os gaa ind. Det er, som det blir dyrt bare at staa her og snakke med ham! SIDE: 6 Gartneren. Men dette Mineringsarbeide blir der først Tale om til Vaaren, Konsul. (Gaar med et Par Blomsterpotter ned af Havetrappen.) Konsulen. Den Fyr er jo blet en Smule for mægtig her i Huset . . . Men han har et mærkeligt Øie, - er uundværlig. En anden Sag, naar Parken har annammet alt, hvad han kan præstere af gode Idéer og Indfald - Karna. Hvad da, Far? Konsulen. - og Svampen er udklemt. Karna. Ja, hvad saa - Konsulen. Saa sender vi ham selvfølgelig paa Porten. Karna (i Tanker). Saa-aa-? - Saa-aa - - - (Rambek, en hvidhaaret, duknakket Mand med en solid Stok stiger forsigtig op af Trappen.) - Grosserer Rambek, Far! - saa gaar jeg . . . (Ind af Sidedøren tilvenstre. Konsulen gaar ham imøde og hilser.) Rambek. Jeg foretrak at opsøge Dem her, Hr. Konsul, iste- detfor nede paa Deres Kontor, da det kunde vække Opsigt. - (Ser sig om.) - Kan man - kan man tale uforstyrret her? . . . Konsulen. Ta' Plads, høistærede! - Jeg er meget spændt paa, SIDE: 7 hvad der kan ha bevæget Grosserer Anders Rambek til at flyve ud saa tidligt og kviddre med Fuglene. Rambek (har taget Plads i Sofaen). Javist, jeg maa nok sige, at jeg kommer som Nico- demus i den skjulte Time. Konsulen (pludselig opmærksom, idet han tager en Stol). Der er altsaa noget paafærde, Rambek! Rambek. Det vil sige, der kan snart komme til at bli noget paafærde. Eller rettere, komme til at bli saare me- get paafærde. Som jeg tror at vide, staar De, Hr. Konsul, i Mellemregning med Firmaet Löwendam - det føltes, som der knækkedes Stole, hvergang han brød ind i vort SIDE: 13 sirlige gamle modeste Hjem; men for mig var han som den friske Luft. Karna. Og saa blir det vel som en synderlig Naade, at Du dukkede ned til Ottar, Selma! (En Tjenestepige kommer ind med et Bræt, hvorpaa en Mugge Bouillon, Kopper, Kjæks og Kavringer.) Fruen (bortledende). Der kommer Bouillonen. Eline. Og jeg, Mor, trækker Chaiselonguen din nærmere hen til Bordet, saa ligger Du i den bedste Skygge. (Ruller Chaiselonguen lidt frem til Bordet.) - Saa, se saa, - nu faar Du akkurat Guldsko paa Foden din af Solen . . . Og jeg opvarter Dig søte, søte Mor! - og skal skjænke Bouillon til de andre ogsaa. (Hun skjænker og opvarter dem.) Fruen. Ja, Du er et godt og kjærligt Væsen! Karna. Jeg fristes imellem til at spørge mig, om Du ikke af og til leger Dukke med Mor din, Eline! Selma (farer pludselig op og sætter Koppen fra sig). Aah, saa hed! Fruen. Du drikker din Bouillon saa altfor raskt, min kjære, - (spøgende.) - Du har jo endnu en hel god Halvtime igjen, til Udenlandsposten kan ventes og Brev fra Ottar, saa Du kan ta det med Ro . . . Man lader sin Kop smukt af- dampe, - gir den sin Tid og hyggelige Stund, Du, - SIDE: 14 beskjæftiger sig overhodet med den, - smager paa Kjæksene - Karna (raillerende). Og saa, - om en god magelig Halvtime, sætter man Koppen tømt fra sig for at gaa over til den rolige Lek- ture af sin Forlovedes Brev. - At brænde sig betyder jo ellers Kjærlighed, Du Selma. Fruen. At brænde sig betyder den rolige Glæde og Lykke i Hjemmet, det véd jeg det. Karna. Den Udtydning har jeg aldrig hørt før, Mor. Fruen. Da har jeg hørt den helt, fra jeg var ung og blev gift. Karna. At det at brænde sig betyder -? Fruen. Der stod i min Bryllupssang: "Naar Hjertet brænder for Hus og Hjem, da bæres Byrden af begge frem." Karna. Byrden? Fruen. Aa, maa jeg be Dig la' være at kritisere. Der stod saa i al Enkelhed. Og jeg skal gjerne bekjende for Jer, Børn, at Dagen efter Vielsen fandt jeg tre Huller i Brudesløret efter Wulffies Cigar. Det var min før- ste Sorg, og jeg græd saamæn mine blanke Taarer, indtil de fik trøstet mig med, at det betød det, som i Længden var at forlade sig paa. Karna. Ja, at det betyder Indtræden som Kompagnon og Bryllup til Høsten, det véd vi ialfald sikkert. Byens SIDE: 15 to store Firmaer gifter sig! - Men, kom kun frem med dit søde lille Spørgsmaal, Selma, - Mor vil like det saa godt. Kommer han straks, han har faat Fars Brev med Tilbudet om at intræde i Firmaet som Kompagnon, eller blir han der paa Handelskontoret Sommeren over? Selma. Jeg tror ikke, Du har Anelse om, hvad det vil sige at gaa og længes, Karna. Overhodet Kjærlighed er ikke din Sag. Karna. Huh, - saadan idyllisk fattigforlibt med en Hytte og hans Hjerte og regelmæssig Brevveksling to Gange i Ugen - og saa, notabene, en Arv paa hundredetusin- der i Baggrunden. Huf, siger jeg, jeg liker ikke efter- gjorte Diamanter! Fruen. Men, Karna da! Karna. Jeg holder paa, at Kjærlighed paa et Guldfad ikke skal præsentere sig paa samme Vis som en paa et Træfad. Det er sandfærdigere og ærligere mod den Stilling, man indtager i Verden. Selma. Hovedsagen er nok, om der i det hele taget er Kjær- lighed paa Fadet. Fruen. Ja saamæn sa Du der et sandt Ord, Barn! Karna. Aa ja, nu kjender vi hinanden saa inderlig godt, Selma, helt fra vi lærte at gaa, Du; - vi har boet paa hver sin Side af Broen, og Familierne har omgaats og saa smaat bagtalt hinanden i al den Tid. Og ikke ind- bilder Du mig, at nogen af os to gik hen og giftede sig bort rent ud bare paa en Kjærlighedsraptus med Bræn- desnude i. Vi i vor Stilling har saamæn andre Ting, vi ogsaa sætter høit og tar vore Hensyn til, - som Fattigfolk er vel undskyldt for at ha. Og en Pige fra SIDE: 16 et af de øverste Hjem, som er opdraget med Udsigt til kanske en Million engang, skjønner fort, at hun knæk- ker mere end Fjærene paa Hatten sin, om hun kryber ind igjennem en Fattigmandsdør. Aanei, man veier mange Hensyn paa Vægtskaalen og ender med - vel betænkt - at forelske sig i den, som i alle Maader mest passer for én . . . Saa leger de bagefter Gjemsel og skilles og mødes, gjør Idyl og bygger Hytte inden- for deres begges Park- eller Havemure. Fruen. Men, Karna da . . . Karna. Nei, lad os nu være enige om, Mor, at bekjende, at Valget og Kjærligheden har de fattige fremfor os. Selma. Hu-uh, præker hun ikke, saa én tygger tørt i Mun- den. Men saa blir det nu ikke mig og Ottar, Du paa det Vis faar stængt i Bur bag dine Park- og Havemure! Fruen (afledende). Aa, Eline, Søten min, - kan Du gi mig en liden halv Kop til, - vel halv, véd Du. (Det ringer udenfor.) Fruen. Sesaa, nu begynder Uroen . . . Tjenestepigen (melder). Frøken Knop og Frøken Horning spør, om de kan faa Fruen itale? Karna. Naturligvis om Bidrag til Vaske- og Strygeanstalten. Karna. Svar Frøkenerne, at jeg desværre ikke kan ta imod dem før Klokken tre . . . (Pigen gaar.) - Doktoren forbyder mig jo saa udtrykkelig at lade mig forurolige om Formiddagen ved noget, der kan SIDE: 17 beskjæftige mig alvorligere. Og jeg maa sige, den Plan om en Vaske- og Strygeanstalt ligger mig virkelig paa Hjertet. - Men, - bør den støttes? . . . Karna. Javist bør den det, naar den først ligger Dig paa Hjertet, Mor! Fruen. Og isaafald, hvor meget? . . . Hvilket Beløb tør jeg saa paatage mig Ansvaret for, at be' Wulffie støtte det med? . . . Det er, saa én rent kommer i Sved over det. Karna. Ja, Mor, Du staar altid og sveder mellem to Valg. Den, som kunde kurere Dig for det. Fruen. Samvittigheden, Barn. Jo mere, man lytter til den, desto stærkere taler den. Selma. Far bestemte igaar, at han vilde tegne sig for fem hundrede Kroner. Karna (hastig). Og min Far sa' imorges, at Mor skulde gaa i Spid- sen for Foretagendet med ét tusind. Fruen. Nei, at Du ikke har sagt mig det, Barn! Der falder mig et helt Tryk fra Brystet. (Varmt). - Ja, Wulffie er ridderlig . . . Selma (koldt). Naar Far faar høre, at Sagen svømmer i en slig Overflødighed af Resourcer, antar jeg, han betænker sig. (Udbryder misfornøiet til Karna.) SIDE: 18 Jeg trode, det skulde være forbi nu med den Sort Konkurrence mellem vore Familier! Eline (skjænker igjen lidt Bouillon til Moderen). Drik det, Mor, Du véd, det styrker Dig. Bare denne lille Draabe! - Der kan ingen stelle som jeg for hende, maa Du vide, Selma . . . Ikke sandt, Mor? - (Kjæler Moderen.) - Molla, Molla min! - Og ingen anden end jeg kan riste Brødet heller saadan rigtig sprødt for Dig -? Fruen (med et Suk). Ja, Du lille Velsignelsen min, - saa fuld af Kjær- lighed fra jeg kommer ind om Morgenen til vort sid- ste Godnatkys. Det er saa truffet af Onkel Mads, naar han kalder Dig Angela. Eline. - Og aldrig forlover jeg mig bort fra Dig heller - som Selma . . . Gjør jeg vel Mor? Karna. Pyh, - puh, - hu-uh-! Fruen. Hvad er det, Karna? Karna. Aa, jeg gned bare Bladet af Geranien der mellem Fingrene, og saa lugtede det saa kvalmt . . . Gartner! - kom her og ta og flyt den ud paa Verandaen. Gartneren (som han vil ta Planten). Den friske Geranien! - kvalm? (Gnider et Blad og lugter paa det.) SIDE: 19 - Frøkenen maa ha nogle egne Nerver, - Feil paa Lugtesansen! . . . Følgen af disse kunstige Parfu- mer . . . (Bærer Planten ud paa Verandaen.) Karna. Ingen Sag for os, forstaar Du, Selma, som har baade Doktor og Hovmester i Huset! Selma. Ja, jeg maa sige, det er en frittalende Herre. Men, naar I taaler det, saa - Fruen. Man lærer at overse et og andet, Selma. Han er en ren Begavelse i sit. Du véd ikke, hvor Wulffie igrun- den morer sig ved alle hans Indfald og Idéer dernede. (Onkel Mads, en ældre Herre i hvid ulden Sommerdragt, Panamahat og Parasol i Haanden, kommer hostende op af Trappen til Verandaen.) Selma. Ingen Udenlandspost endnu, Onkel Mads? Onkel Mads. Taalmodighed . . . Taalmodighed, min Frøken! Øhøh, - øhøh . . . (Han stanser paa Verandaen, maaler Restindholdet af en Karlsbaderflaske op mod Dagen, sætter den for Munden og tømmer den i ét Drag.) Saa! (Han slænger Bouteillen bag over ned i Haven. Optaget af sit.) Haha, - hoho! det lyktes . . . Jeg fik sneget mig ind Parkporten. Jeg saa dem kampere oppe ved Gade- dørstrappen, - to Sæt Bidragskrævere med sine Garn ude for at fange Onkel Mads! De forfølger én som Tyvjohnen jager Maagen. Den ene lange med Flos- hatten er ude og bevæger Hjerterne for Sjømandsbiblio- thek i Bristol, og Damen med Posen for Understøttel- sesforeningen for straffede Kvinder. Nu kan de prøve sig paa Konsulen, naar han kommer, og faa sit Glæfs, - han biter han. SIDE: 20 Eline. Det er bare fordi Du er saa snil og let at røre, On- kel Mads. Onkel Mads. - at de, snart sagt, ligger og lurer efter én baade paa Stræder og Stier for at flaa én? . . . Ellers, Du Eline, er det din Onkel Mads's sidste Opdagelse om Dagene, at Klokken er begyndt at gaa senere og senere. Eline. Det siger Du altid, Onkel Mads, naar Mavekatarrhen plager Dig. Men nu skal Du faa Æblemarmeladen din slig akkurat, som Du vil ha den, med lidt Kanel i. Onkel Mads. Tak, tak min Ven . . . Du, Eline! - Jeg har ligget inat og tænkt paa, at Du skal faa min Fars Brillant- brystnaal efter mig. Eline. Huf da, Onkel, snak ikke saa stygt. Du skal da ikke dø. Onkel Mads. Ser Du, én maa finde paa noget, Tiden blir saa lang om Natten, - og bagefter skal man fordrive Dagen . . . Se bare nu, - skal jeg slaa mig ned hos din Mor og sætte mig ind i Velgjørenheden eller ud paa Verandaen til Aviserne? Men, hvad Pokker bryder jeg mig om Kursnoteringerne, naar jeg ikke længere sætter noget ind! Eline. Naar Du faar Marmeladen, Onkel, blir det morsom- mere altsammen, skal Du se. Onkel Mads. Og her er Dagens Avis til din Mor . . . (Trækker den op af Lommen og leverer den. Idet han gaar til Avisbordet paa Verandaen.) SIDE: 21 Naa, - saa kan man ialfald sidde og spille og hazar- dere i Indbildningen, - som Mads endnu var Mads, ja! (Man ser ham under det følgende sidde derude og fordrive Tiden ved at gjennemblade den ene Avis efter den anden og nyde Marmeladen, som Eline har bragt ham. Engang imel- lem overvældes han synligt og hørligt af en Gispen.) Fruen (som af og til ser i Avisen, med et Udraab). Men kjære, det er jo i Eftermiddag, der skal stem- mes over, om Frøken Brønnich skal faa den ledige Plads i Frøkenstiftelsen efter Jomfru Hjorthøi! Selma. Min Broder Jens mener nu, at det blir Frøken Alt- mayer. Hun har været Kaffesøster og Sladderpose baade hos Holsts og Gjentofts saalænge og vidst at sikkre sig Stemmerne. Karna. Saa saa, det mener han. Men, saa er jo min Far, som har grundet Stiftelsen, ogsaa lidt med i den Sag, - og han mener nu, at det blir Frøken Brønnich, som har ansøgt en Gang før. Det faar da ikke udarte til et helt Protegévæsen . . . (Gartneren kommer med en Vandkande ind fra Verandaen og begynder at vande Planterne omkring i Værelset.) (Karna. der sidder foran en stor Palme, som han vander, springer pludselig op.) De faar da være saa naadig at se Dem for, Gartner, og ikke lade det gaa udover mine Sko! Gartneren. Saa saa, - ber om Undskyldning. Men Palmen træn- ger Vand, ordentlig Vanding den. (Viser paa den.) De ser selv, - se her, Frue, - tre, fire aldeles gule Blade, og Resten misfornøiet, - næsten som Krølpapir, - staar der i yderste Nød og skriger af Tørst! - (Ærgerlig.) SIDE: 22 Jeg trode saamæn alt vel bevaret, naar begge Hu- sets Frøkener havde paatat sig at ta Vare paa Plan- terne heroppe i Havestuen disse Dage, mens jeg har været optat henne i Ødemarken . . . Den der er øde- lagt for hele Sommeren den! - Og som den har triv- des og skudt nede i Drivhuset ivinter! . . . Jeg faar ta' den didned igjen. Fruen. Det er Synd, den var jo et sandt Pragtstykke. Gartneren. Det blev et Skaar i Afrika, ja! (Tar og løfter Palmen ud.) Karna (muntert, idet hun hjælper ham at samle Bladkronen i Døren). Jeg tror rentud, De mener, at nu redder De et Liv, Gartner. Gartneren (som har sat Palmen udenfor, og fortsætter med Vandkanden inde ved Blomsterne). Ja, ja, De véd, det kan erstattes med Penge, - det er bare at kjøbe en ny! Karna (der igjen har sat sig). Ja, men mon ikke Penge er ganske gode at ha, Hr. Hein! . . . Gartneren. Aa, igrunden en Overtro! . . . Kapitalerne bevæ- ger sig som alt i Verden efter sine egne Love, - saa det gjør saa lidt, enten han, som sidder med dem, heder Per eller Paal. Karna. Aa - jo, det gjør dog lidt. Den, som har dem, ta'r for Eksempel sin Plads indeni Vognen, medens den, som ikke har dem, er henvist til Bukken. - Eller SIDE: 23 man har en Villa med en Park, og en Gartner ønsker Arbeide i den - Gartneren. Nærmest for Parkens Skyld, Frøken! Den interes- serer. Karna. Jeg tænkte, De ogsaa var kommet overens med Far om en vis Løn for Deres værdifulde Assistance. Gartneren. Jeg forsikkrer Dem, Frøken, det er ikke Pengene. Det er det eiendommelige ved Deres Fars Park, som gav mig Lyst paa det. Jeg kjendte den jo saa godt fra Gutteaarene, da jeg løb der med Deres Bror efter Skoletiden, og lille Karna altid vilde være med og trod- sede og fulgte efter os indigjennem Skogstierne, naar vi gjorde Udfærd for at gjennemforske Afrika, som Stanley. Selma. Ja, paa Skolebænken ja, der er jo alle lige. Gartneren. Men saa forsvandt han sin Vei, og jeg valgte min. Karna. Det vil sige Gartneriet. Gartneren. Nei, først slog jeg mig paa Ingeniørvæsenet; men tog saa fat paa Have- og Parkanlæg, som jeg altid har interesseret mig for. Karna. Og, naar De engang er færdig her, begynder De af pur Parkinteresse paa en ny. Gartneren (medens han hele Tiden gaar og ser over Blomsterne, vander dem og plukker væk visne Blade). Færdig? - Man blir aldrig færdig. Naturen har sine SIDE: 24 egne Eventyr den, - den kommer med det mest uven- tede, - sætter uophørlig Spirer til ny Muligheder, - akkurat som Menneskene. Til næste Aar er Sumpen derude tør, og Sandbanken i Elven kanske skyllet op, saa der efterhaanden kan bli en Ø med Plantnin- ger og Anlæg og Bro ind til Landet. Man er nysgjerrig efter, hvad der vil komme, hvergang Vinterdækket gaar bort. Karna. Og saa slipper Far Pengene til, og De morer Dem. Gartneren (leende). Han gjør saa det, ja. Det var det, jeg sa', det er det samme, hvor Kapitalen ligger. Karna. Den ligger ialfald ikke styreløs om i Verden. Gartneren. Nei, men hvad styres den af? - Jeg tænker tilsidst, det blir af Interesserne . . . Og Interesserne, de er saa mangfoldige, baade de, vi véd af, og de, vi ikke véd af. De er som styrende Aander i Tilværelsen de. Og det skal vise sig, - vilde vist sig, om alt var gjennem- sigtigt, - at den, som styrer ilde, han styrer mod Strømmen, - mod Tilværelsens Maskineri, og det gaar ikke . . . Det blir tilslut Aanden, som raader. Karna. Den Aandetroen Deres, Gartner, er ialfald god for dem, som ingenting har. Gartneren. Ja-h, - hvem der er fattig, og hvem der er rig? - det er ogsaa et Spørgsmaal. Karna (vipper med Foden). Det er vist saa inderlig ligetil, De . . . Jeg ser ikke andet, end for Penge kan man faa, hvad man vil, SIDE: 25 baade Kunstværker og - Parker og jeg havde nær sagt, Gartnere med. Gartneren. Ja, Frøken! - Men den, der faar leve for det, som interesserer ham, han er lykkeligere end nogen Pen- gesæk kan gjøre ham . . . Naar man for Eksempel har Øie for den storartede Udsigt her, - (viser begeistret udover) hele Fjorden udover lige til Næsset, og den ranke, høie Skogen, som staar Stamme ved Stamme, som om Ind- løbet var garneret med Søiler, - og tænker sig, at det hele Anlæg engang i Tiden maa komme til at tilhøre Byen, - saa lægger man al sin Kjærlighed paa det. Selma (farer op). Hvad er det, han siger? Gartneren. Det siger sig selv det, - ligger i Tingenes Medfør, at en saapas By ikke vil lade sin eneste store, herlige Park blive i Privatmands Eie, - i Længden. Karna. Naa saa, det vil Byen ikke! Den agter at forsyne sig med vor Park! - Ja, den er ganske fristende vakker. Jeg ser alt Søndagspublikumet med Barnevogne og Smørrebrødpapir nede i Gangene. - (Heftig, idet hun reiser sig.) - Og nu maa De engang være færdig med den Van- dingen og alle Deres Formeninger, Gartner! - - De bør skynde Dem ned og virke for Deres store Formaal. Det er ikke sikkert, at De kan paaregne saa lang Tid her i Huset. Gartneren (halvt for sig selv, idet han samler sine Sager og forlader Havestuen). Det vil gaa saa sikkert som selve Strømmen det, Frøken . . . SIDE: 26 Karna (i Sindsbevægelse). Et irriterende Hovmod! Han invendig ligesom smi- ler af én. Fruen. Oprigtig talt, Karna, forbauser det mig, at Du al- tid saadan indlader Dig med ham. Du véd jo, hvad man risikerer, naar man ikke overholder Grænsen. Selma. Ja, jeg synes nok, det Menneske maa være moden til Opsigelse. Eline. Vor Park. - Vor Park, Mor! Fruen. Ja, Lillemor, den taales virkelig ikke. Byen faar ondt i Øinene af den . . . Til offentlig Brug, - bare den Tanke! Det er, som man tar hele Charmen væk fra den. Selma. Aa, Rigdommen er altid misundt, véd I. En saadan frit studeret Walther Pengeløs ærgrer sig over at maatte bukke sig for bedre stillede. Karna. Han? - bukke sig! - En kunde faa Lyst til at knække lidt paa den Nakken. Fruen. Der kommer Far! . . . Jeg hører det paa, hvor fast han tar i Døren. (Konsulen træder ind fra Sidedøren tilhøire.) Karna (skynder sig hen til Faderen og trækker ham afsides i For- grunden. Ivrig fortrolig). Jeg har sagt Selma, at Du vil, at Mor skal gaa i Spidsen for Vaskeanstalten med tusind Kroner. SIDE: 27 Konsulen. Jasaa . . . Ja, naar Du har - Karna. Selmas Far har fundet paa at tegne sig for fem hun- drede. Konsulen (forstaaende). Naa saa saa, Du. Karna. Og saa er det din bestemte Villie, Far, at Brønnich skal ha Pladsen paa Frøkenstiftelsen, hun absolut! Ikke Altmayer. Konsulen. Vel, min Pige. Hvad Du siger, det er, som jeg har bestemt det selv. Du er den eneste Kraft i Familien. Feilen er bare, at Du blev en Pige og ikke en Gut. Du, Du skulde været min Kompagnon, Du! - For Ottar, han er sin Mor, han, lidt for fintfølende for denne Verden . . . (Tar op et Brev og vifter med det.) Her er noget til Dig, Selma! (Selma tar det og skynder sig ud paa Verandaen, river det op og læser.) (Konsulen hen til Fruen.) Nu blir Du fornøiet, Mor, Du har Ottar hjemme hos Dig med Steameren fra England alt den sjette. Selma (kommer straalende). Javist, med Orion, ja. Fruen. Hørte jeg ikke straks af Maaden, Du kom paa, Wulf- fie, at Du havde noget glædeligt til mig. Jo raskere Du skridter, jo mere beroliger Du mine Nerver. (Bevæget.) Det er saa trygt, saa trygt med Dig, Wulffie! SIDE: 28 Konsulen (stryger hende va'rt over Haaret). Ja, den som kunde faat styrket og læget disse tendre, fine Traade, som de kalder Nerver, Du! (Til de andre.) Men, I maa ikke indbilde Jer, at I faar beholde Ot- tar heroppe i Stuerne. (Ærtende). Du faar knap se ham, Selma! Han skal nu dukkes helt ned i Forretningerne, til han stiger op igjen som Fugl Føniks og Kompagnon . . . Og saa først kommer Tiden til at tænke paa Brylluppet, Monteringen af Boligen og, hvad der staar igjen af Arrangementets . . . Karna og jeg var just dernede imorges. Onkel Mads (vaagner op af Søvne med et stærkt Gisp og kommer stræk- kende sig ind fra Verandaen). Aah, - jeg drømte saa deiligt! Jeg var i Kalifornien og laa netop over en mægtig Guldaare og forsynede mig . . . (Med en Gestus mod Lommen.) Det er næsten, saa jeg endnu maa kjende efter, om der skulde ligge noget der, en Klump eller to - eller saapas Guldstøv, at jeg kunde faa nyse af det. (Trækker op Lommetørklædet.) - - Nei Du, - ikke andet end, - hm, - (pudser Næsen.) Men Pokker, jeg tænker ofte paa det. Hvad kunde jeg gjøre, om jeg blev ordentlig stenrig, uden at for- ære Wulffie og Dig det, Linda! - Ikke tør jeg spise bedre, - ikke drikke bedre, ellers kommer Podagraen! - Ikke fik jeg sove bedre. - (Med opløftet Røst.) - Ikke blev Maven bedre, om jeg saa fik oprettet en Trone af Guld indlagt med dyre Stene for den! SIDE: 29 Fruen (leende). Du Mads! - Du Mads! - Ja nogen Forretningsmand stak der aldrig i Dig. Onkel Mads. Nei, det blev da heller ikke til mere end en tarvelig Livrente. Konsulen. Tarvelig -! -? Havde der været mere, vilde Du nok vidst at ryste det af Dig, kjender jeg Dig ret. Onkel Mads. Ja, tænk den, som aarkede endnu engang at gjøre sig en ordentlig Rundreise gjennem denne Verden, Du, - knase Penge og - Fruen. Fy Mads, tale saadan, saa gammel Du er. Onkel Mads. Jeg mente blot, høitærede Kusine! at se dens Daar- lighed an, - rulle end engang tvertigjennem dens usle Forfængeligheds Marked - i gylden Karm og paa høie Hjul. Konsulen. Heldigvis reiser Du nu bare i Tankerne, min kjære Mads, og det falder billigere. Gartneren (kommer hastig ind fra Havetrappen). Hr. Konsul, - de tre Matroser, som døde af Kulos ombord i Briggen, begraves nu med Sjømands Honnør. Baadfølget la' til nede ved Pynten, og Kapteinen for- hørte sig, om de kunde ta' Veien gjennem det ny Allé- Anlægget. Og det kunde jo ingen nægte dem. De er vant til en Gjenvei derover Markerne fra før, de blev lagt ind til Park. SIDE: 30 Konsulen. Ja, der har vi Følgen af Deres Hegn, som skal staa der i ti Aar og vokse sig stort! Et høit, vakkert Stakit vilde med engang vist Folk Forskjellen mellem Privat- eiendom og Gangstier. Gartneren. Aa nei da, Hr. Konsul, vi skal ikke være med paa at stænge af, saa hver sidder i sit Eiendomsbur og lukker for alt det, som er vakkert. Fruen. Ja, det var en trist Indvielse af Parken dernede . . . De arme Mennesker! - drukket sig fra Bevidstheden og ligger saa der i Ruffet og kvæles af Kulosen! Pene bra unge Fyre, stod der. Onkel Mads. Naturligvis denne Negervinen, som de henter fra Havnekneiperne. - Samme Langkorken, som under det populære Navn "Laddevin" nu ogsaa herjer her- hjemme og gjør Folk rasende og gale. Den rene Gift! - egentlig distileret og fabrikeret til Vederkvægelse for vore farvede Medbrødre i Afrika. Fruen. Aa, denne forfærdelige Drikken, som gjør Livet saa lavt! Onkel Mads. Ja, Du Linda, denne Verden er ikke saa ganske en- detil! - Forestil Dig en glædesløs, stakkars tørstig Sjæl stedt foran Vinduer fristende med Herligheder som: - "Golden Likør", - "Old Brandy", "Jamaica Rhum", "Skotsk Whisky", "Balaklava Punsch", "Syvstjernet Konjak", "Ildtungen", Spansk Nektar" og "Sjelva blåa Lågan", - og alle Jordens Forlokkelser, saa Tænderne kan løbe i Vand. Fruen. Men, hvad er det da brygget af, alt dette? SIDE: 31 Onkel Mads. Forskjellige Tilsætninger, Du, - patent pikant krad- sende med en liden Kjendsel af Ild og Svovl . . . Og, som stimulerer tilstrækkeligt til, at de forsyner sig, saalænge de har en Skilling i Lommen! Fruen. De laver det altsaa formelig. Onkel Mads. I store Fabrikker Verden over ja. Fuldstændig legi- timt, - uangribeligt, - notabene, naar det eksporte- res til fremmede Lande. Karna. Det rene Giftblanderi altsaa! Onkel Mads (trækker paa Skuldrene). Gift og Gift er to. Beror paa . . . Verdens Ondskab, ser Du . . . The kan jo tilslut ogsaa være en slem Gift. Linda klager stygt, naar Du har tragtet den for længe. Karna (oprørt). Men de gaar fra Forstanden af det, - dræber af og til baade Kone og Børn eller sovner ind i Kulosen . . . Og tænke sig, drevet som en hel Fabrikvirksomhed. Onkel Mads. Jo flere om Ansvaret, desmere fordufter det, véd Du! (Der lyder høitidelig Ringen af Kirkeklokker.) (De lytter.) Karna. Nu gaar Ligtoget op til Kirkegaarden. Vi kan se det inde fra Stuen. (Damerne skynder sig ind af Døren tilvenstre.) SIDE: 32 Konsulen (lunt). Ja, Du Mads, hvor deiligt vi vilde ha det uden Penge! . . . De Aktierne i Vinfabrikkerne gir mindst atten, - atten, - Procent . . . (Teppet falder, medens Klokkerne ringer.) Samme Havestue. (Konsulen og Onkel Mads kommer fra høire ind i Havestuen.) Konsulen (i en indtrængende Tone). . . . Bare nogle heldige Ord . . . hensigtsmæssige Vendinger for Aviserne, forstaar Du. Du har din Force i sligt; jeg duer absolut ikke til at frasere. Det meste af Strandstedet er rimeligvis nu nedbrændt. Det gjæl- der da om, at der ikke samler sig for store Forvent- ninger om Hjælp i Ulykken fra vort Firma. Kunde vi straks fra først af faa Hovedpligten skubbet over paa Staten! Onkel Mads (deklamerer). - som den, der har særlig Opfordring til at træde hjælpende til just i et Tilfælde som dette, hvor Ruin og Tab har ta't saa ekstraordinært store Dimensioner, at den private Haand, selv med den allerbedste Villie, ikke længere rækker til. - Hvad Du? Konsulen. Netop akkurat, - hold paa det, Mads, - den pri- vate Haand ikke - Jeg kommer selvfølgelig til at slaa i en ordentlig Sum alligevel - vi beskjæftiger jo mange Arbeidere paa vor Bedding der, - vi la'r os ikke overfløie paa vor egen Landskant! - Jeg gjør det saa- SIDE: 33 mæn gjerne. Men saa maa en Forretningsmand for- staa at holde styr paa Hjertelaget ogsaa. Jeg fik just Mor saavidt nogenlunde beroliget derinde. Onkel Mads (deklamerer videre). Og vel at mærke, hurtig Hjælp er her dobbelt Hjælp, kun en Kapitalist som Staten - hvad siger Du om det? Konsulen. Jeg siger, at jeg godskriver Dig for hundrede Kro- ner i Honorar, Mads, om Du kan hitte ud endnu et Par duelige Vendinger, - en Knaldsats tilslut med et ordentligt Slag i. Onkel Mads (høitidelig). Her er slaat et dybt Saar, der ikke kan ventes helet uden af Tidens lægende Haand, - et Skjæbnens Slag, der paa det netop raskt opblomstrende Strandsted vil knuse mange Forhaabninger og kaste mørke Sorgens Skygger ind i mange Hjem . . . Konsulen. Nei, - duer ikke, - poetisk Føleri! Saadant skrives ikke fra Kontorpulten. Onkel Mads. Naa, saa skal det bli', som Wulff Wulffie - (udtaler Ordet glubsk.) - selv vilde gjort det. (Deklamerer, idet han knapper Frakken over Brystet.) - Vi har her at se i Øinene og nøgternt regne med en Ulykkeshændelse ikke blot for Stedet, men for hele vor Kant af Landet, der maa noteres som et økonomisk Nederlag, der vil lamme megen Virksomhed og trænge Aar for at kontrabalanceres. Konsulen. Præcis saa ja. Der traf Du det! - - Ellers Du, er det ikke mærkeligt, - en saadan liden - hvad skal SIDE: 34 jeg kalde det - Orienteren for Offentligheden føler jeg, - føler jeg virkelig! - at jeg ikke kunde bede min egen Søn om. Der maa skruteres og ransages i hver Fuge om Udtrykkene var nøiagtig i - ingens Favør, og kunde bestaa for den himmelske Retfærdighed . . . Med denne Gentlemansopdragelse opfatter de ikke Livet længere som en Kamp. Fruen (kommer ind i Sindsbevægelse, fulgt af Ottar, Karna og Eline). Men Du Himmel, Wulffie! Ottar kommer nu fra Telegrafstationen og melder, at det ikke længere bare er den østlige Del af Strandstedet, der er lagt i Aske, men at nu ogsaa Kirken og Husene ved Torvet bræn- der. Ottar. Lykkeligvis ingen indebrændt. Men Stedet er fore- løbig økonomisk ruineret, - bragt til Betlestaven. Fruen. Tænk - tænk! - alle de Familier uden Hjem og Tag over Hovedet, - henvist til bare haarde Fjeld- knarterne! Karna. Her er ikke Brug for noget "Tænk" nu, Mor! Her er bare som Ottar sa', at faa frem vore Sparebankbøger og aflevere noget klækkeligt. Ikke sandt, Far? Mor maa ud med tusind, Eline og jeg med hver vore tre- hundrede, som vi fik til Jul. Og Du, Ottar? - Og Du, Onkel Mads? - og Du, Far? Konsulen (langsomt, lunt). Jeg tænker, Du Mads, la'r Dig mulktere for de hun- drede Kroner, Du tjente hos mig i Forretningen idag. Og jeg vil foreslaa, at Familien sætter alle sine gode Bidrag ind med i en Ladning Mel, som vi, "Firmaet Wulff Wulffie", straks sender hen til Afhjælp af den øieblikkelige Nød. - Det blir - alt i alt - lad mig SIDE: 35 se - at notere som en Forstrækning her fra Huset af en ti tusind Kroner. Hvilket tør ansees som en rund og rigelig - for ikke at sige stor ydet Hjælp fra et enkelt Privathus. Fruen. Aa, Du altid ridderlige Wulffie. Her aftørrer Du Taarer! Konsulen (i Lune til Ottar). Sig endelig ikke til Mor, Ottar, at jeg paa det Vis ogsaa faar anbragt Melet mit. Hun forstaar sig ikke paa Handel, ser Du. Ottar. Ja, Far, dette var en nobel Haandsrækning! Konsulen. Nobel? . . . Nobel, Du? - Er der noget, jeg hader, saa er det det Ord i Forretninger! Naar nogen kom- mer og stikker et nobelt Hode ind, saa forvirres straks alle Begreber. Vil Du gi' væk, saa gjør det. Vil Du ruinere Dig, saa gjør det. Men i Forretningsspillet er der ikke Plads hverken for Noblesse eller Sentimenta- litet. Der er det kun om at regne rigtig og ha' Øie for Fordelen. Sin Noblesse faar man pleie oppe i anden Etage. Onkel Mads. Ja, ja, ja, - mine hundrede Kroner . . . Jeg har saamæn intet imod, at de blir anvendte til lidt Mel i Øinene paa Publikum, naar det alligevel gaar i Hal- sen paa de nødlidende Stakkarer. Selma (kommer med en vis Fart op fra Hovedtrappen. Idet hun ser Ottar). Aa, som jeg har ventet paa Dig, Ottar! Du lovede jo - (Tar sig, idet hun faar Øie paa de andre. Forskrækket.) - Er det meget galt? Hjemme fik jeg bare høre det første Telegram om Branden . . . Og saa har jeg gaat SIDE: 36 frem og tilbage hele Tiden og ventet og ventet paa Dig -. Karna. Aa - aah, - sligt noget nu! Konsulen (spøgende til Selma). Ja, det er stridt Du, at han skal sidde der paa Kon- toret hele Dagen. Haaber, Du snart skal faa spadsere med Wulffie junior af Firmaet Wulffie kaster dem saa heftig hen paa Bordet). De kan ligge der, til Far kommer, saa faar De høre, om han vil ha' dem herude paa Engene. Gartneren (hvast). Javist, ja! - (Gaar haanlig mod Udgangen; men stanser og blir staaende og se i den store Havekugle ved Døren til Verandaen. Udbryder:) Her staar Mammons stolte Datter i al sin forvrængte Græsselighed! (Gaar et Skridt tilbage og stirrer forfærdet ind i Kuglen.) Næsten bare en Guldklump! (Karna farer hurtig tilside for ikke at speiles af Have- kuglen.) Kunde man kjøbe igjen blot et eneste varmt, levende Hjerteslag . . . Men det, som er Muld, blir til Muld . . . (Idet han forsvinder ned af Havetrappen. Vildt.) Et Syn . . . et græsseligt Syn! Karna (stamper rasende i Gulvet). Han skal væk! - Maa væk! (Farer hen og ringer med Klokkestrengen. Pigen kommer.) Gaa ind paa Kontoret og bed Far komme herind! (Idet Pigen gaar og vil lukke Døren efter sig.) Nei, Mina! sig intet til Far; jeg skal selv gaa ind til ham. (Pigen forsvinder. Eftertænksom.) - Han maa - væk - ja . . . Han maa væk! - (Ryster fortvilet paa Hodet. Dybt aandende efter veiret.) Uf, dette Menneske! - - (Nærmer sig Glaskuglen.) SIDE: 47 (Staar lidt i Tanker. Prøver Stilling til den et Par Gange, idet hun ser hen til den Plads, hvor hun stod. Stamper igjen med Foden.) Uf - Æsch! . . . (Gaar eftertænksom hen til Bordet, hvor hun tar op Blom- sterne og staar og ser paa dem.) Tænk en Guldklump. (kaster Blomsterne heftig paa Bordet igjen.) - størknet til Metal! Eline (kommer ind fra venstre). Karna, Karna, - er Du her? - Mor vil, vi skal ta op en Flaske af den gamle hundredaarige Maderaen og drikke med Ottar, naar de nu blir færdige inde paa Kontoret og har skrevet under Firmabrevet. Og Onkel Mads har tat sig en Tur ned til Gartneren for at faa op nogle friske Blomster til at pynte med. Og saa skal Tjenerne trakteres. - Aa, jeg har en saadan Følelse af Fest ved dette, Du! Det blir jo ogsaa som en hel Foran- dring, . . . Ottar vel, som kommer til at ta' alle Fars Ærgrelser, saa Mor ikke behøver at ængste sig og be- standig høre efter, naar han kommer, om der er noget kjedeligt . . . (Pigen bringer ind et Bræt, hvorpaa Vin og Glasser, og sæt- ter fra sig paa Bordet.) (Eline ordner og arrangerer.) I skal allesammen ind og gratulere og drikke med Ottar, Du, Mina. Pigen. Det blir vel Konsulen og Chefen at kalde det da, Frøken? - vi har undrets paa det. (Gartneren kommer op med en Buket af Roser. Pigen forsvinder.) Eline (tar imod Blomsterne og ser paa dem). Deilige Roser, Gartner! Gartneren. Ja, de er vakkre, Frøken Eline, - de er ogsaa de sidste, jeg bringer her i Huset. SIDE: 48 Eline. Deres sidste her i Huset? Gartneren. Bare, at de imorgen kommer ved en anden Haand. - For Penge kan man faa saa mange Gartnere man vil, véd De! (Karna studser. Staar et Øieblik og stirrer paa ham. Gri- ber saa, som ubehersket, en af de blaa Blomster og sætter den i Brystet.) Eline. Hvad er det, De mener, Hein? Gartneren (forvirret stammende). Jeg mente . . . jeg mente . . . Jeg har bragt saa mange Roser. Herefter kommer jeg til at bringe op Buketter af blaa Blomster . . . (Skynder sig ud og ned Havetrappen.) Karna (staar et Øieblik som overrumplet. Ler saa haanlig og river Blomsten væk fra Brystet). Jeg skal ialfald ikke ha' nogen af hans blaa Blom- ster! Onkel Mads (kommer ind fra Havetrappen). Aah, - alt Vinen paa Bordet! . . . Den gamle Made- raen med Atlanterhavssaltet i sig skal smage delikat, - delikat. Vi bare drikker uden Tale . . . Karna (overlystig). Sig mig, Onkel Mads, - var det i Amsterdam eller Leeds Du havde den svære Kjærlighedskoliken din? - Var den ikke over paa otte Dage? Onkel Mads. Nei Du, - den varede adskillig længere. Det var af den Sort Utøi, som hænger i. SIDE: 49 Karna. Og det blev jo din Far, som maatte til for at bjerge Dig ud af Klemmen . . . Men det var en haard Nød at knække, Du, Onkel Mads? Onkel Mads. Aa ja, - en af de Nødder, som man forbider sig paa, saa man gaar med Tandpine hele Livet. Karna (sint). Jeg siger, Mandfolk er nogen Blødfisker! Fruen (kommer ind fra Døren tilvenstre. Idet hun sætter sig paa sin vanlige Plads i Sofahjørnet). . . . Og saa deiligt, Du Eline, at vi ligesom faar vie Dagen, - det ny Firmas Fødselsdag, - ind med den storartede Hjælp til de stakkars brandlidte! . . . I det at gjøre godt gaar min Wulffie foran alle, ser I! - Ja, jeg tænker saa ofte, Børn, hvor er ikke dette Hjem overvældet af Lykken. Karna. Du mener, fordi vi har saa god Raad til at gi', Mor! Fruen. Skulde jeg ikke mene det? - Og betænk saa, hvad forslog vel et enkelt Huses private Velgjørenhed, om den ikke tillige ledede andres. Og der er Wulffie Man- den, som uden Bram gi'r Eksemplet, og efter hvis Navn enhver sætter en Ære i at føie sit paa Listen. Ja, hvad har han ikke paa det Vis alt gjort for denne By - - Eline (der ser nedover Haven). Ottar - dernede . . . Da er de altsaa færdige . . . Nei, hvor træt han er! Far har nok maset ham or- dentlig ud. SIDE: 50 Ottar (kommer barhodet, hensunken i Tanker langsomt nogle Skridt op af Trappen. Sløvt, og som han ikke har Øie for at der er nogen i Stuen). Hvor, - hvor er min Hat? . . . Eline (farer imod ham og raaber). Gratulerer, gratulerer! - Hurra, siger jeg! (Triumferende.) Jeg blev den første, som gratulerte! Ottar (i Verandadøren, - vækker til). Gud, er I der! (Vakler aandsfraværende, ludende og stirrende mod Gulvet hen til Moderen. Der blir han staaende og stryge og stryge hende over Pande og Kind, medens hun mere og mere kramp- agtig og ængstelig griber om hans Arm med begge sine Hænder.) Stakkars Dig, Mor! - Stakkars, stakkars Dig, Mor! . . . (Svagt.) Jeg har altid syntes, dine Øine var saa rene. De Perler kan ingen ta fra Dig! (Klagende.) Mor! - Mor! Fruen (forfærdet). Men, hvad er det, Ottar! Karna (pludselig). Aa Gud, det skulde ikke være Far, som er -! (Styrter hen mod Døren tilhøire.) Fruen (farer op af Sofaen. Skrigende). Far, siger Du, - Far?! SIDE: 51 Ottar (stanser dem myndig. Skjærende). Aa nei, Far befinder sig fuldkommen vel derinde paa Kontoret. Onkel Mads. I er kanske ikke blevet enige om Kompagniskabs- kontrakten . . . Wulffie vil ha hele Villien. . .? Karna (hidsig). Det holder jeg med Dig i, Ottar, lad Dig ikke gjøres til Nul. Far maa forstaa, at en Kompagnon er noget andet end en Søn . . . Ottar. Kompagnon? - (Ryster paa Hodet.) - nei, det blir jeg aldrig - (Falder ned i en Stol. Mumler.) Skjændsel! . . . Skjændsel over vort Hus . . . Karna. Men, hvad er dette for Snak og Tale, Ottar! Du maa da forstaa, at Du rent forfærder os. Ottar (mumler ude af sig selv). Mor! - Mor! Karna. Snak fra, Ottar! Sig, hvad det er. Ottar (sidder og stirrer i Gulvet, og vagger i Uro fortvilet i Sto- len. Med en Anstrengelse for at faa Stemmen frem). Kan ikke. Eline (hvisker opskræmt). Noget, Mor ikke taaler at høre! Karna. Du ser da, Ottar, hvordan dette angriber Mor! SIDE: 52 Fruen (reiser sig med ét rank og værdig og gaar hen til Sønnen). Sandheden skal vi alle taale. Hvad er det, min Søn! - noget med Far, forstaar jeg. Ottar (i Ekstase, idet han ligesom vil ryste det af sig). Vi maa faa al denne Styggedom af Hænderne . . . denne Dødsskyld, der gaar som en Kloak gjennem vort Hus! - maa, maa kaste, frasige os - kaste fra os alt, hvad vi eier! - al den Rigdom, vi har mugget op paa Trafiken, - og bare søge den Krog af Jorden, hvor vi kan skjule vor Skam! Fruen. Jeg forstaar Dig ikke, Ottar. Men der er noget . . . Huh, - det gyser i mig . . . Onkel Mads (for sig). Der har vi jagu' de atten Procent! Ottar. Det bedste var, om der kom et Himlens Lyn og slog os ihjel alle med en Gang. - Ja, Mor, om vi kunde brændt inde alle tilhobe i det forbandede Kontoret. Jeg skulde gladelig sat Fyrstikken til, jeg - til Pakkerne med Aktierne . . . Vi eier for to Millioner af dem! Og for dem holder vi Fabrikker og Distillations-Etablis- sementer og Kipper hele Verden over. Far og Du og Karna og Eline og jeg har tjent ustyrtelig paa det til Dato . . . Indtil fem og tyve Procent! - (Ironisk.) - Folk myrder og slaar hverandre ihjel i Drukken- skab hver evige Nat og Dag, - og vi, vor pene Fa- milie, som anfører Moralen i denne By! - vi inkas- serer Gevinsten af det hele Helvedesvæsen - (Konsulen ses at staa i Døren tilhøire.) SIDE: 53 Onkel Mads (vender sig fra den ene til den anden af Damerne). Kjære, kjære Linda. - Kjære Karna da, - kjære da, - I er da fornuftige Mennesker. . . . Dette, - den- slags er jo ikke andet end, hvad hele Verden gjør! Tog ikke Wulffie Fortjenesten, saa tog en anden den. Det er som en Draabe i Havet . . . Atlanterha - Karna (voldsomt til Onkel Mads). Ti! - Ti! - (Hen til Ottar.) - Sig, Du lyver, Ottar! - (Stampende med Foden.) - er gaat fra Forstanden - raser! - (Fruen kaster sig paa Sofaen med Hodet i Hænderne.) Eline (over hende, raaber). Mor! - Mor! - (Karna staar og stirrer paa Ottar, der sidder fortvilet rok- kende Stolen.) Konsulen (træder helt ind). Men hvad er dette for Galmands Snak! - Jeg maa sige, min overspændte Hr. Søn - og Gudskelov endnu ikke Kompagnon! - forstaar at sætte Stuen paa Taget! Kjære Linda, begrib Du da, at det her dreier sig om en Handelsaffære, som er kurant hele Verden over. Man kjøber Aktier efter deres Pris; men ikke netop efter hvilket Foretagende, de kan være sat i, og - om i Australien eller Patagonien - ligegyldigt! - man vælger de fordelagtigste. Det er en simpel, dag- ligdags Børssag. I Handelen bæres alt af Konkurren- cen, og det, Menneskene ikke vil ha, faar de sætte Love for! - Det er ikke den enkeltes Sag at opponere her! SIDE: 54 Karna (udbryder fortvilet). Det er altsaa sandt! Vi driver en Giftblanderfor- retning! Konsulen. Spidsfindigheder og Fruentimmer-Sentimentalitet! - Man kan jo sætte sig paa det Punkt, at hele Verden er gal! . . . Naa, naa, Linda, - lad os komme til For- nuft igjen - og lad nu ikke Nerverne løbe af med Dig, Du . . . (Med Kraft.) Sandheden er, naar jeg endelig for en Gangs Skyld skal være plump, - at Gutten har færdets formeget i Stuemoralen heroppe hos Dig og for lidt nede paa Kontoret, hvor det grove Maskineri gaar, og Næsen ikke er saa fin for, om Aktien ikke netop dufter af Eau de Cologne . . . (Haanlig.) Og, maa jeg spørge, hvad skulde der blet til alle de ædle filantropiske Øiemed, om man ikke befattede sig med det Snavs, som heder Penge . . .? (De ser alle rædselslagne paa ham.) Onkel Mads (raillerende). Ja, naar den Dag kommer, at man driver Hande- len bare for filantropiske Formaal, saa - -. Jeg er s'gu ganske kvalm. Her er deklameret slig, at der træn- ges en hel Nat til at sove det af sig. Fruen (tar sig til Brystet og skriger). Wulffie! (Falder besvimet tilbage i Sofaen. Alle styrter til.) (Teppet gaar ned.) SIDE: 55 Samme Havestue. Karna (i mørk, enkel Dragt, sidder urørlig ved Bordet med Hodet i Hænderne. Pludselig reiser hun sig og vrider dem i For- tvilelse; - gaar frem og tilbage og stanser imellem). Jeg skulde gladelig lukket deres Øine, Mors og de andres, den ene efter den anden, om Døden havde været saa naadig at ta' os! - Denne Skam i Blikket, jeg taaler ikke at se det! . . . Og Far! - Far! - Hvad tænker han, og hvad gjør han? - (Skriger.) - Fortsætter! - Venter med sit kolde Hode paa, at Familien skal bli fornuftig! . . . (Hun blir staaende ved den aabne Verandadør.) - Han har anet, følt noget, den underlige Mand, som gaar dernede, - kaldte mig for Mammons Datter - Saa nær var det! - (I Tanker.) Jeg maatte ta mig ud som et koldt Krybdyr paa Menneskeheden, om han vidste - - (Gartneren viser sig oppe i Havetrappen. Idet hun skyn- der sig mod Døren tilvenstre.) . . . Kan ikke med det, - har aldrig vidst af at møde nogen med vigende Blik - Gartneren (som hun vil aabne Døren). Aa, Frøken Karna, - et Ord! (Karna vil gaa ind af Døren.) Nei, nei, det er hverken om Blomster eller om Par- ken, Frøken . . . Det er om Deres Far. Karna (skræmt, hviskende). Om - om Far -? SIDE: 56 Gartneren. Noget, jeg syntes det var rigtigst, De skulde vide. Det hænder jo, at man tar sig en Tur ude i Luften om Natten for at faa sove . . . Det er blot det, at jeg har set Deres Far vandre dernede i Parken nu i flere Næt- ter. Karna (søger at fatte sig). Ja, det er vel, som De siger, for at faa sove . . . Gartneren (forsigtig). Ja; men - men han gaar ikke ind før Klokken tre, fire . . . Det er i høi Grad uheldigt, at Deres Bror har tat den Forretningsreise til Udlandet netop nu. Karna (haardt). Jeg synes ikke, De skulde bebyrde Dem med Be- kymringer for Far. En Mand, der har saa store For- retninger, kan vel altid ha noget at tænke paa. Gartneren. De kan forstaa, det vilde ikke falde mig ind at vogte paa ham, om jeg ikke fandt, - ja fandt, Frøken, at der var ligesom noget ualmindeligt. Og, Frøken Karna, jeg kan ikke fri mig for Indtrykket af, at der er gaat en Sorg over ham, som han ikke formaar at forsone sig med. Han gaar og stanser, gaar og stanser med af og til et Ord eller Udbrud. Karna. Et Ord? . . . Udbrud? . . . Og saa? . . . Og da - har De hørt? . . . Gartneren (hvast, bestemt). Intet har jeg hørt. Intet véd jeg - og intet vil jeg vide. SIDE: 57 Karna (hæst). Saa - naa saa, - vil intet vide . . . (I Fortvilelse.) - Ja, det er Stillingen! . . . Der er Ting, som vil skygge for Solen, hvor én vender sig, - (udbrister.) - som man ikke kan leve med! Gartneren. Ja, vi skjælver svært for Verdens Dom, Frøken Karna, den er gaat os stærkt i Blodet. Om éns Sam- vittighed er ond eller god, blir retnu kun et Spørgs- maal Nummer to. Karna (for sig selv). Der gives slige til Sorgen dømte . . . Gartneren. Naturen, Frøken, er fuld af Lægeblade. Menneske- nes Snak og Eftertale triller der af som Dug. Den har sin ny Glæde hver Dag og suser ind i én den Lyst og Illusion, som maa til, skal ikke Livet løbe tørt for én. Karna. Lægedom? - Trøst? - Ja, naar man vilde trø- stes, - vilde glemme! - Nu véd jeg, hvordan den fattige føler, naar den rige taler! Gartneren. De var Deres Fars forgudede stærke Datter. Og saa tænkte jeg, - kanske elskede han hende endog mere end - (Tier forlegen.) Karna. End Guldkalven, mener De, - sig det ret ud. (Ryster fortvilet paa Hodet.) SIDE: 58 Gartneren. Jeg tænkte mere paa, hvor høit De elskede ham. Karna (for sig). Han var min blindt beundrede Far! Gartneren. Og denne Deres Far han trænger nu til at hjælpes ind paa en Vei, som kan gi' ham Sjælefred. Karna. Jeg skulde prøve, hvormeget jeg veiede hos ham, mener De? - Som jeg ikke véd det, - at jeg rev hans Hjerte itu, skulde han offre alt det, jeg har maatte kræve af ham. (I Ekstase.) Vi maa vaske og vaske vore smudsede Hænder. Alt, - alt skal væk! Der skal ikke være Traaden igjen! - (Sagte.) - saa blir jeg vel fattig nok . . . Gartneren. En hel Villie er et stærkt Træ, det knækkes ikke af Stormen. Og just i svarteste Mørke, Frøken Karna . . . (Hurtig.) Deres Far kommer op af Havegangen . . . Kunde De ikke prøve - Karna. Nei, nei, nei, ikke nu, - ikke nu . . . (Skynder sig ind af Døren tilvenstre.) Konsulen (kommer langsomt op af Havetrappen. Han ser bleg og forpjusket ud og tørrer sig af og til over Panden med Lom- metørklædet. Inde i Havestuen synker han ned i en Stol og blir siddende i Grublerier). . . . Den, som bare kunde lade være at tænke, - bare faa sove en skikkelig Søvn! - Men rundt og SIDE: 59 rundt, op igjen og op igjen. Jeg faar tilslut en hel delirerende Menneskehed i Hælene . . . (Reiser sig med ét heftig og truer rasende mod Døren til- venstre.) . . . Høitærede, høitærede, høimoralske Familie, - det er rigtignok et helt Livs Arbeide! (Trækker en Avis op af Lommen, folder den ud og slaar paa den.) Det er Børskurser alt dette, og Aktier i alt det, som Menneskene bare kan finde paa at sætte igang. Men jeg maa ikke smudse mine Hænder med det uden først at ha undersøgt Retfærdigheden! - (Opgi't med Øinene i Taget.) Ellers drager man sig Lig og Sygdom og alverdens Umoral og Jammer paa Samvittigheden. (Vandrer op og ned og stanser igjen.) - Og her gaar jeg som Luft for min Familie. Huset er som en tilskruet Ligkiste med indestængt ond Dunst . . . (Synker overtræt ned i Stolen igjen.) Eline (Kommer forsigtig og va'r ind fra Døren tilvenstre. Seende sig om. Glider hen til sin Far og lægger Armen om hans Skulder. Sagte). Far . . . Far! (Konsulen ser forvildet op. Eline forpint.) Far da . . . Jeg ser paa Dig, hvor Du har det ondt. Konsulen (dumpt). Og din Mor -? Eline. - Har det ikke saa godt, Far . . . disse slemme ner- vøse Rykninger - Konsulen (idet han halvt reiser sig. Haardt). Angst for, at jeg skal vise mig i Døren . . . (Falder tilbage igjen i Stolen og hensynker i Grublerier. Han stryger sig over Panden, som han har ondt ved at samle sine Tanker.) SIDE: 60 - Og det vil jeg afsætte af min Formue hele tre hundrede tusind . . . Eline. Til hvad, Far? Konsulen. Sa' jeg det ikke? - Sig din Mor, at jeg vil oprette et Hospital for Mennesker, hvis Livslykke Drukken- skaben har herjet. Sig din Mor det, Du, - og at hun skal faa det, som hun vil . . . (Hviskende halvt aandsfraværende.) - Men Du kan tro, lille Eline min, at det har kostet næsten Blod. Tre hundrede tusind Kroner! - som jeg alle har tjent og trællet op med hele min Mand- doms Kraft og Virkelyst . . . Det er næsten som at skjære dem ud af éns levende Kjød . . . Men et Hospi- tal skal hun faa! - Sig din Mor det. Tror Du ikke, det vil gjøre hende godt? Eline. Jo, Far. Hun ligger ret som det er og snakker om den gamle Frøkenstiftelsen, som Du har grundet. Og inat havde hun drømt, at hun laa og saa udigjennem de smaa Ruderne der paa alle Lindetoppene. Konsulen (bitter). Aha, - Aha, - forstaar. Det er did hun nu stun- der. Det Asyl var jeg med paa at faa istand for at glæde hende - endnu længe før, før - naaja - naaja - - - (Falder atter sammen. Som udaf sine Tanker, - fortrolig.) - Du Eline, - er det saa, - er det saa Du . . . Karna sidder saa i Skyggen der ved Spisebordet . . . Er det saa Du? -? Jeg synes, hun har faat graat Haar - (Ser frittende paa hende.) SIDE: 61 Eline (angst). Aa nei, Far da - (Falder ham grædende om Halsen.) Kjære Far da! (Styrter hulkende ud.) Konsulen (ser sig forvildet om efter hende). He, he, he - er det ikke som her var lufttomt Rum . . . (Det banker paa Døren tilhøire. Han retter sig.) Rambek (træder ind). Undskyld, Hr Konsul; men jeg fandt Dem ikke paa Kontoret. Og saa tænkte jeg, at en god Efterret- ning aldrig kommer ubeleilig. Konsulen (aandsfraværende). God Efterretning? Rambek (hemmelighedsfuldt, med sænket Stemme). Jeg vilde blot sige Dem, at Aktierne i Distillations- fabrikkerne nede ved Sluys er steget seks, seks Pro- cent. Nu er de oppe i fem, seks og tyve de ogsaa, Far! Konsulen (hurtig, spændt). De ogsaa! - Hør, Rambek, vil De skille mig af med disse Ak- tierne - til pari, - lidt efter lidt - allesammen! Rambek (skvætter til og ser forbauset paa ham). En underlig Spøg dette, Konsul Wulffie! - (Slaar op en Latter.) - og til pari! - man kunde jo ta Dem paa Ordet. SIDE: 62 Konsulen. Jeg skal sige Dem, Rambek, det er, som jeg har faat Bugvrid af dem. Jeg maa ha forslugt mig paa dem . . . (ler fjollet.) . . . det er ordentlig, som man begynder at faa Skrup- ler, De, - en Svaghed - Rambek. Saa saa? . . . Hm, - hm, - (smaanikker.) - Saa saa? - Hm, hm - (For sig selv.) Noget iveien med Aktierne, - noget, som har git ham Bugvrid? - Hvad Pokker kan det væ- -? - Saasaa! - Maa ud og telegrafere i Øst og Vest . . . (Ilsomt.) Godmorgen, høistærede! - (Idet han skyndsomt gaar.) Haaber Bedring med Bugvridet! Konsulen (vandrer langsomt op og ned). (Det ringer. Han lytter). Man er ikke til at træffe, nei. Selma (kommer med Fart. I dyb Sindsbevægelse). Pigen vilde ikke slippe mig ind; men saa tog jeg mig frem uden Tilladelse . . . (Fortvilet.) Jeg forstaar ingenting, ingenting uden - uden - (Holder et Brev frem.) Hvad er dette, Konsul Wulffie -? Pigen siger, at Fru Wulffie er syg, og jeg har ikke talt med nogen, siden Ottar sendte mig den korte Billet om, at han pludselig var blet nødt til at reise bort i Husets An- liggender. SIDE: 63 Konsulen. I Husets Anliggender?! I Husets Anliggender? . . . Hm, hm . . . Vi er forresten blet enige om, at Ottar ikke passer i det praktiske Forretningsliv . . . Han skal faa sit Udstyr og sin Appanage og siden sin Arv. - Nei nei, Du behøver ikke at stirre saa paa mig . . . (Ironisk.) Du faar i ham det mest fintfølende og indtil det sub- tile skrupuløse moralske Menneske. Selma (ude af sig). Nei ingenting, - ingenting forstaar eller fatter jeg - uden dette - dette - (Rækker Brevet imod ham. Udbristende i Taarer.) Forklar, forklar mig . . . En tung Skjæbne, skriver han, har paalagt ham en Mission at fuldbyrde, en, som kræver hans udelte Sind og hele, fulde Kraft, at faa heist Fanen for en hel Strømvending i Forretnings- opinionen. Konsulen. Mission? Mission? - He he he, Penge i Lommen, - kan drive det saagodtsom en anden Slags Sport. Selma (i voldsom Sindsbevægelse, - skriger). Han reiser, - reiser for bestandig fra dette Land, siger han. Og fra mig! - mig! Konsulen (hovedrystende). For bestandig, - pah! Selma. Fra mig, - mig. Hans Samvittighed tillader ham ikke at føre en Hustru ud i alt det Savn og de Offre, han nu maatte paalægge sig. Konsulen. Reiser? . . . Reiser, siger Du? SIDE: 64 Selma. Brevet er lagt i Posten, som han fra England gik ombord i Atlanterhavsdamperen! Konsulen. Ottar! - reist fra dette Land! - for bestandig - min Søn! - - (Vakler og griber efter en Stol.) Selma. Men forklar, - forklar - (Ser en Stund fortvilet paa ham.) Gud, aa Gud, hellerikke han forstaar, - véd . . . (Ud af Døren, idet hun raaber.) Ottar! - Ottar! . . . Konsulen (dumpt). Ja forklar, forklar . . . Nu flyr de for alle Vinde - (Griber sig til Hodet med begge Hænder, udstøder et Smerte- skrig og raver ud.) Doktoren (kommer lidt efter ind af Døren tilvenstre, fulgt af Onkel Mads). Nerverne ja . . . (Ryster paa Hodet.) . . . Ogsaa den fikse Idé, hun har faat, at hendes Svaghed kræver absolut Ensomhed; hun længes bare efter Fred! - Jaha, naar det ikke just var Elasticite- ten i Nerverne, som til en vis Grad maa styrkes. Faar de formeget af den gode Fred, sovner de min Salighed helt ind. - - Prøvede idag igjen at irritere dem ved at tromme i Bordet, men totalt uden Virkning. Intet godt Tegn. Symptom paa Slappelse . . . Ikke saameget som en Mine af at hun overvandt sig, - følte absolut intet ved det - Onkel Mads (forbauset). Hvad, hvad? - har det været en Kur dette Pokkers kjedsommelige, som - som - SIDE: 65 Doktoren (selvtilfreds). - Hun altid har jamret over, efterat jeg er gaat, ja. - Jo, ser De, der er visse Ting, en Læge maa vide at lure ind, hvor Patienterne er for tendre. Hendes Nerver har været et Studium. Jeg har, saa at sige gradueret dem af hver Morgen efter Virkningen. - Men, hvorfor jeg betror Dem dette, er, fordi Sygdom- men nu er indtraadt i en ny Face. Hendes Øine har et eget tungt, nedtrykt Udtryk, - gir ikke Svar paa no- get af det, jeg spø'r om . . . Kunde ikke De, høistærede, sætte hendes og Husets gamle Ven og Læge paa et eller andet Spor? Onkel Mads. Paa Spor? - Paa Spor? - (Pudser Næsen med en vis Vidtløftighed.) Doktoren. Der maa være hændt noget, som -. De bør betro mig det, Hr. Mads. Jeg siger, selv om det skulde være noget kinkigt, intimt. De véd, jeg er tavs som Graven. Onkel Mads (med egen Betoning). Naturligvis, - naturligvis - (For sig.) - Byens hemmelige Post. Doktoren (forsigtig). Det er da vel ikke forbi mellem -? - - Forlovel- sen, mener jeg, mellem Ottar og Frøken Selma Rein- skoug? - Han reiste saa paafaldende pludselig bort igjen, og hun saa helt taarevædet ud under Sløret, da jeg mødte hende idag. Onkel Mads. Saa, - man har alt fundet dette mærkværdigt ude i Byen? SIDE: 66 Doktoren. I Byen? - I Byen? - (For sig selv.) Saa - saa saa, altsaa der ligger Hunden begra- vet! . . . (Høit.) Hvad Byen sladrer og parlerer om, véd De nok, jeg er den sidste til at spørge efter . . . Men ellers, - for én Gangs Skyld, - saa er der megen Tale og høi Beundring nu i alle Kredse i Anledning af de betyde- lige Summer, Konsulen i disse Dage saa uformodet har doteret baade til Sjømandshjemmet og til Stadens private Fattigforsørgelse. Der er - mellem os og be- troet som en yderste Hemmelighed! - Stemning for at begjære Tilladelse til at hænge Konsulens Portræt paa Børsen. Subskriptionen var fuldtegnet igaar, straks samme Formiddag. (Sætter Hatten paa.) Ja Godmorgen. Godmorgen, Hr. Mads . . . Onkel Mads (idet han følger Doktoren til Døren). He, he, he, - virkelig, - virkelig . . . (Alene.) Hænge hans Portræt paa Børsen. Det er snarere ud, som han vil hænge sig selv her hjemme . . . Svine- heldigt forresten, den Gisning, at det er Forlovelsen, som - -. Ellers høist, høist ubehageligt. Man be- finder sig som under Søsyge. Og alle ser ogsaa sø- syge ud . . . Saadan en Krise! - den maa jo gaa over engang. Man kan da ikke rentud hente Præsten og bestille Begravelse og gaa i Jorden, fordi man finder, at man har for mange Penge! . . . Eline (stikker Hodet ind fra Døren til venstre. Med ængstelig Stemme). Er ikke Far her heller? SIDE: 67 Onkel Mads. Nei Du. Eline (raaber tilbage). Han er ikke her, Karna! - Jeg synes nu, det var ovenfra Trappen eller Gangen, det stønnede saa - - (Forsvinder igjen.) Konsulen (kommer fra Døren til høire. Sagte forsigtig). Du har nu vel ikke Fyrstikker paa Dig, Mads -? Onkel Mads. Fyrstikker . . . Ild til Cigaren . . . Nei Du, siden jeg blev forbudt at røge Tobak ogsaa, saa har jeg aldrig den Ting i Lommen. Fornødenhederne formindskes og Kjedsommeligheden tiltar. Konsulen (lavmælt). Det er rigtigt af Dig, Mads, jeg maa ha nogen jeg er tryg paa, noget fast Punkt at gaa ud fra. Fruen- timmerne kan jeg jo ogsaa være rolig for. Onkel Mads (ærgerlig). Nei, nu gaar s'gu Humøret lovlig vidt, - Du faar indskrænke Dig. Du vil da ikke smøre i nogen, at Du tviler paa sjelve din Familie, Mand. Jeg skal sim- pelthen sige Dig, hvad det er, jeg! - Det er Mave- katarrh, Du gaar med; det samme, som jeg har. Du kommer til at bli forbudt Tobakken, Du ogsaa, Far, hvis Du vil faa nogenlunde Fred . . . Jeg siger, det er Mavekatarrh, Du har. Og, naar én ligger om Natten og grubler og ser alting overdrevet og begsvart, saa vil det hænge i opad Dagen. Du er bare ikke vant til at styre med det endnu. Det er Karlsbader, Du skal ha. SIDE: 68 Konsulen (drager Aanden tungt. Fortrolig). Der gaar saameget i mig . . . en brutal Opkommer som jeg skulde aldrig gifte sig med én, som har for- megen gammel Dannelse i Blodet. Det gaar aldrig godt. Det er to Samvittigheder, det. (Hviskende.) Og hendes fine seirer og gjør én desperat! Onkel Mads. Snakker Du nu ikke svart om Familien igjen, - om selve Linda! - Og tro saa engang for Pokker, at det er Karlsbader, Karlsbader, Karlsbader, Du trænger! - og det baade for din Krop og din Økonomi. Du kan tro, hele den sorte Verden blir med engang som et Himmerig . . . Og desuden, Wulffie, i det Humør kom- mer Du i Skade for baade Gaver og Dotationer, - det er ikke Økonomi, dette - Konsulen. Det er, fordi Du ikke véd, hvad det vil sige det, min gode, troskyldige Mads, at Alkoholaktierne er steget fem og tyve Procent. Verden taaler ikke mere end en Fjerdedel Forfalskning, skal der ikke gaa Fyr i Alko- holen. Saa forstaar Du vel, hvorfor én som jeg, der nu skjænker ud snart sagt i alle Lande og over hele Verden, ikke kan være ængstelig nok for Fyrstikker! - Og dertil - jeg byr Dig bare - (Regner ivrig op paa Fingrene.) Sukkeret forfalsket, Kaffen forfalsket, Theen forfal- sket, Cacaoen forfalsket, Tobakken forfalsket, Melken forfalsket, Smørret forfalsket, Vinen forfalsket, Tape- terne forfalskede, - alt, alt, lige til Husene vi bor i, - bare Papmaché - saa Vorherre snart maa spy hele denne hule Jordklump ud af sin Mund. Onkel Mads (stammer). Du, Du, Du maa da ikke skræmme mig, Wulffie. SIDE: 69 Du taler, saa jeg blir rent - rent -. Du skulde bare høre, hvad Du selv siger! Konsulen. Havde jeg bare ikke kommet til at gjøre det Kig bag mig i Kontordøren - der laa Folk ovenpaa hinan- den i Høide med Kontorkrakken og vred og trak sig med Halsene iveiret og Hoder og Nakke bagover, som de havde ondt for at faa Luft - var kvalt af Kulos . . . Hm-m, jeg véd nok, hvad Slags Folk, det var, og hvorledes de er forliste. En Fyrstikke sat til Atmos- phæren derinde, og Du kan tro -. Ja, saa nær var vi Dommedag, - men jeg smeldte Døren i, jeg. Onkel Mads (for sig i Rædsel). Men han er jo syg, har Nervefeber, - vilde Fanta- sier! - Vi maa ha fat i Doktoren - sende Vognen - (Vinker og vinker ivrig ned til Gartneren, som kommer op af Trappen.) (Onkel Mads ser hjælpeløs paa ham.) Gartneren (til Onkel Mads med en sørgmodig Hovedrysten). Jeg har længe mærket, at det var galt fat; men for- stod det først helt inat, da han vilde stoppe Springvan- det dernede, fordi det forgiftede Verden. (Lader som han gaar i sit Arbeide, medens han spændt iagt- tager Konsulen.) Onkel Mads (ude af sig). Vi faar da haabe det bedste, - at det er bare noget forbigaaende - fra Maven, - noget, som hindrer ham fra at tænke. Konsulen (staar og stirrer mod Døren tilhøire. Sagte). Kunde Du bare skaffe mig forbi den gamle Konen, SIDE: 70 som hele Tiden sidder og ser paa mig, - hun har havt en Søn, som - -. (Hemmelighedsfuldt.) Jeg skal betro Dig noget, Mads, - til Dig alene. In- gen maa faa Nys om det! - Ottar gav mig et Slag - (famler i sit Hode som efter en Smerte, han føler.) - her nogetsteds paa Hjernen, før han reiste til Ame- rika . . . Karna (kommer ind fra Døren tilvenstre, som søgte hun nogen). Er han ikke her -? Gartneren (gaar hastig imod hende i Døren). Jo, Frøken Karna . . . Men De burde ikke komme herind - nu. Hans Sind er saa rystet . . . Jeg frygter, - jeg er bange for - (Vil vinke hende tilbage.) - Paa mig kan De stole, véd De - altid - Karna. Aa, nei, nei, vi maa faa tale ud, Far og jeg. Konsulen (strækker med et Skrig Armene imod hende). Hjælp, hjælp mig, siger jeg, Karna! - (Henter lettet Aanden.) - Havde jeg ikke rent glemt, at jeg har en Datter . . . Karna og jeg ja, vi to! Karna. Som om Du kunde sige os noget glædeligere, Far, end at Du vil ta' Sagen under Overveielse. Konsulen (ryster paa Hodet). Hys, hys, - det er ikke saa let, som Du tænker, - SIDE: 71 vi maa for alt i Verden undgaa at spørge disse nær- gaaende Mennesker om, hvad de er døde af, hver især. Karna. Stakkars, stakkars Far! - Jeg vidste nok, at, naar det først gik op for Dig, vilde det gaa voldsommere i Dig end i nogen anden. Du er ikke vant til disse indre Storme, - er kommet ind i alt dette forfærdelige uden at tænke, - som andre Forretningsmænd. Konsulen (fortsætter). . . . Faar de Folk Lov til at svare, kan Du tro, her stiger op en Atmosphære, - fem og tyve Procent Al- kohol i Luften! Karna (bekymret). Brug da ikke saa overspændte Udtryk, Far, - saa- dant sygeligt. Konsulen (fortrolig). Her er gaat noget løst, Du, her kryber Folk frem baade fra Tag og Vægge - kom de bare tilorde - Karna (beroligende). Det hele er jo ganske ligetil og enkelt, Far . . . Vi kan ikke gjøre det skete om igjen. Men vel forandre vor Livsførelse - nytte hele vor Formue til at sone . . . for Eksempel oprette lyse, sunde Boliger og glade Hjem for Arbeiderbefolkningen rundt om i Landet saa langt, vi rækker. Hvad siger Du til det, Far? . . . Og Parken - (uvilkaarlig seende hen paa Hein. Med et dybt Suk) naar den engang blir færdig, - maatte tilfalde Byen, - gi' de mange Glæde og Hvile fra de støvede Gader og solløse Hjem, - suse Naturens friske Luftning ind- over den . . . Og, som den da kom til at staa der SIDE: 72 gjennem Aarene i Morgen- og Aftenduggen, vilde den gjøre Bod for meget, Far. Konsulen (græder). Min kjæreste Datter, Du kjendte mig ikke paa Sor- gens Dag, traadte paa mig med en haard Hæl . . . (Blødt.) Din egen Far, som var saa glad i Dig, - (farer op, raser.) - Jeg siger Dig, Wulff Wulffie kan klare sig uden Dig - (Blir staaende og stirre paa noget, som mere og mere opta- ger hans Opmærksomhed.) (Raaber ængstelig.) Hjælp mig, hører Du, Karna, - nu begynder det igjen at bli levendes, - kryber og dukker op af hvert Hul for at lure sig indpaa mig. - - (Gysende.) Men disse stille blege Konerne er værst. De siger ingenting; men er saa haarde i Øinene, - de er saa udgrædte - Karna (i høi Angst). Aa, Far, Far, - forstaa da, at det bare er din op- hidsede Indbildningskraft! Konsulen (farer til, skræmt, ræd). Men hvad er dette. Hvad er dette for noget? - Behøver de at ta denne Vei med Ligprocessioner - alle, som har drukket sig ihjel tillands og tilvands -. (Rædselslagen.) Og nu, - nu staar der, saa sandt jeg lever, én op af den forreste Kiste . . . Og nu, nok én af Kisten bagenfor . . . Og nu én igjen, og nu, og nu, - vil det da aldrig ta' Ende? - Hm-m, - de har lugtet, at her er Udskjænkningssted for alle Nationer - (Staar overvældet.) SIDE: 73 - Nu myldrer og myldrer de opover - (Sagte, angst til Karna.) Bare de saa bøiede ud af Porten, - de vil da ikke tvertigjennem Huset! Karna (vrider Hænderne). Aah, min Far! - Jammer, aa Jammer - Konsulen. De gaber saa . . . Og hør, hør, hvor de uler - (River sig afsindig i Haaret.) - Det er Ligsangen det! - (Holder Hænderne for Øine og Øren og synker ned i en Stol. Reiser sig rasende, knapper efter sin Vane Frakken resolut over Brystet; men skjevt. Hæver Haanden i Trods. Med høi udfordrende Røst.) Et uanstændigt gement Miskmask af alle Sprog . . . Bærer sig ad, som de var drukne i Ligskjorterne . . . Sligt by'r man ikke Wulffie - stak det ned i Lommen paa sin vide Surtout, men tog det lidt efter op igjen til fornyet Overveielse. To, tre Gange stansede han betænkt ved Nedgangen til Kahytterne; men dreiede saa af og blev staaende og stirre ned i Sjøen. Nu kom hans Hustru op: "Men Jon, hvor blir der af Dig," - lød det, - SIDE: 82 "glemmer Du os rent? Og vi som har saameget at ordne i Lugaren. Jeg staar der jo med alt Tøiet, og Du har Nøglen. Og saa!" - Doktor Angells fortænkte Ansigt blev med en vis Anstrengelse nærværende - "Naa, - havde jeg ikke nær glemt at vise Dig dette Telegram. Jeg fik det nu fra Posten ombord, - fra Foltmar. Der læs" - Hans Øine vaagede stivt som en Rovfugls over hende, medens hun gjennemsaa Telegrammet. Der stod: "Ude af Syne, aldrig ude af Sind. Farvel. Farvel. Eders bedrøvede Ven. Foltmar." "Ja, det er en tro Sjæl," - stadfæstede Doktoren i en egen Tone. "Men nu tænker vi bare paa Berømmelsen, Du!" - lo hun op endnu med Taarer i Øinene, - "at Du skal naa frem til noget stort." Det dirrede ved Doktorens Læber og Øinene tog et eget Skimt: - "Javist ja, den første Dame i Byen med alle de friske Indfald, - altid i Spidsen, - offrer hele den glade Forgudelse paa min Videnskabs tørre Alter! - Besynderligt, Du," - afbrød han sig saa med et vist Galgenhumør - "Foltmar sender ingen Hilsen til sin lille Kjæledægge. Gutten maa være ment inklusive, saa han har sparet paa Telegrammet." "Uf, Jon!" - udbrast hun, - "det var jo Dig og Nøglerne, jeg kom op for. Dernede sidder Isak, stak- kar, med Pigen og vil ha Kjæphesten frem. Han har set den anden lille i Lugaren ved Siden af lege med sit Boldspil." "Bare rimeligt, - selvfølgeligt, mener jeg, at Gut- ten stadig maa underholdes, - slig, som han er kom- pletteret med Fornøielsesmidler. Og nu til Reisen, én kan sige, med Legetøi for sin hele Barndom." "Men Jon, havde Du ikke lovet mig at være i godt Humør. Nu har Du jo bare Dig selv og mig og Gutten at tænke paa. Ikke kommer der Bud fra Konsul Jan- sen, som har forspist sig og gaar i Ængstelse for Livet, SIDE: 83 eller fra Fru Kloed, som har faat Krampe af Raseri, eller fra Arméintendanten, som ikke kan faa sove om Natten, fordi han er blet gal af at regne og summere om Dagen." Doktoren smilte: "Du har Ret. - Du har vist altid Ret. Det er bare mig, som er en daarlig Lekebror, - saadan en rigtig Bukkebæ! Men det skal nok bli' bra, skal Du se. Og nu har vi faat hyggeligt Reisefølge i vor berømte Violi- nist, Bølge Havsland . . . Rent hjemligt, Du, at træffe ham her," - snakkede han, som han tog op Nøglerne og fulgte efter hende ned af Kahytstrappen . . . Propellerne durede og durede med sagte Rysten gjennem Skibets Kjæmpelegeme, medens Maskinerne med de uophørlige Stempelslag udfoldede deres tusin- der af Hestekræfter glidende i Olie. Den skarpe Jern- stevn skar Bølgen som en Plog, og Kjølvandet satte en bred, vildt sydende Elv, der tabte sig agterud, fos- sende ind i Skumringens uvisse. Halvt i Lysskjæret fra Skylightet paa anden Plads mødtes to Landsmænd her i interesseret Gjenkjendelse, skjønt fra høist forskjellige Livsveie og Lykkesomstæn- digheder i Hjemmet . . . - - "Falder sig saa underligt nu, Wangensten! - med Amerika foran sig og Europa væk! - Slig lige- som paa en Ø mellem to Verdensdele. Mennesket blir et helt andet, - hvad. En gammel forloren Kamme- rat dukker op igjen" . . . "Naa, - og saa, Mathias, mener Du at faa solgt vort kjære Fædreland saadan stykkevis i Fotografier der- over i Amerika . . . Jaha," - lød det noget naadigt. "Ja hvorfor ikke det . . . Reisen kom ellers dumpende paa mig. Men, - tænker der kan være mange der- over, som vil ha "gamle Norge" paa Væggen, saadan et Stykke Nationalerindring! Jeg haaber saamæn alle- rede at faa Salg paa det her ombord - blandt Emi- granterne paa tredie, hvad? - Jeg tør sige, jeg har været, hvor ingen Fotograf endnu har sat sin Fod, - et helt nyt gjennemført Sceneri af den norske Natur, SIDE: 84 - oppe fra Fjeldet og nede fra Fjordbundene, - ab- solut originale Sager altsammen! - Jeg har nu fundet paa at spekulere i Fædrelandskjærligheden engang, jeg ogsaa, ser Du." "H- m, - saadan at eksportere Stein og død Natur, - det kan være bra nok. Jeg skulde ellers bedre likt, om Du havde tat op originale Portræter af Menne- skene, - af selve vort levende Folkeliv, som topper i mærkelige og store Mænd. En saadan Kar rager høit over Galhøpiggen. Den talende rettede sig, saa Figur og Stilling i den halvt opknappede Pjekkert gjorde sig bedre. For et tilvænnet let Kast paa Hodet, sad den bløde Filthat ønskeligt paa et krøllet kruset sort Haar, og lyste et Par mørke smaa kontrolerende Øine fra et blegt ovalt Ansigt, hvis ideale Anlæg forstyrredes noget af et svært Mundparti. Der gik et pludselig spydigt Udtryk over Fotogra- fens af Livet medtagne Ansigt. Det mindede noget om et Portræt, hvor Farverne var indslagne. "Aa ja," - fulgte det, - "naar nogen nu bare kunde finde op at faa sat et Magnesiumslys ogsaa paa Ind- siden af Menneskene. Men indtil det, faar vi slaa os tilfredse med de Fantasibilleder, der nu engang er fanget af Folkets troskyldige Øine." "Uh, siger jeg. Disse underfundige Vitzerne dine, véd Du, jeg har aldrig kunnet fordrage. Saadan at gaa om og anskue sine Medmennesker som forborgne Huler med alskens Krybdyr i, det, - det fører bare til" - "Et skiddent Liv, mener Du" - "Jeg er slet ikke saa uenig i det, nei" - - "med Drik og Selvforagt og alskens Forlorenhe- der, - for at sige Tingen ligefrem," - udfyldte Foto- grafen. "Jojo, jeg skal ærlig medgi," at Du har Fak- tum saare veltalende for Dig; - saamange Gange min sønderknuste Person har smidt sig ind i en Sidegade for at faa lusket sig undaf dine retfærdige Blikke." "Hu-uh, den Tonen! - som om Du stadig stikker og stikker." SIDE: 85 "Den som kunde la' være, Du. Jeg skal gjerne er- kjende, at jeg lider af et ulykkeligt Hang til at stikke Hul paa Blærer, hvad der skaffer mig mange Fiender." "Jo, jeg kjender dette vingeløse" . . . knurredes der. "Ja, men dette gjælder nu ikke Dig, Wangensten. Jeg følte mig altid som en saadan vantro Hund foran dine Foredrag. Om Du vidste, hvor jeg har misundt Dig, og hvad det har ført til, naar jeg slig kjendte mig som en anstukket Sæl og dukkede under. "Dukkede under?" "Ja, dukkede under, - maatte ind bagefter paa en Kneipe for at slikke mit Saar - reflektere, forstaar Du, - med dets Konsekventser i Skikkelse af Øl og Snapse og Remords" - "Jeg siger, det er Synd i Dig, gamle Kammerat," - lød de pludselig varmt. "Du kunde blet noget, Du! - med dine to ekscellente Eksaminer." "Men den tredie vilde ikke til, nei. Jeg har aldrig naad til Afgjørelser, det er en Egenskab ved mig det, ser Du. Og nu er det forsent. Men forresten, saa er jeg fortiden en anden Mand, end ham, Du saa snige sig saa forsagt gjennem Gaden. Der har ikke vandret anden Drik gjennem min syndige Strube end Vand og Melk og tyndeste Potøl helt siden tidlig ivaares, og jeg tør sige, at jeg i det Stykke nu næsten maa reg- nes for et normalt Menneske. Det var ikke saa greit i Begyndelsen, at strides med en Kamelmave, som krævede i liter- og bøttevis! - Naar man har arbei- det op en Galskab i Organismen, forstaar Du, - har selve Satan i Blodet . . . Men saa fandt jeg ud at nytte denne Fotografien, jeg har lært mig, til at fare ud i afsides Egne, hvor Satanas blot kunde bydes Melk og iskoldt Vand og Sne at smelte i den betændte Strube. Den Forfaring har styrket og gjenreist Man- den i mig. Og nu, - i Amerika, - begriber Du, hvor én fortvæk videre bare lever paa Isvand. - - Aah, et saadant Glas Vand, Du, naar det spiller i Lyset" - "Du er en Helt, en Helt, siger jeg, Mathias Wiig," - kom det begeistret. "Dette er stort! Bare - bare SIDE: 86 Du nu ogsaa kunde holde op med denne evige Spot og Railleren. Det lugter af Bærme fra Brændevinsglasset. Saadant noget, som at dine Medmennesker er Blærer og sligt noget, naar Du véd, Du selv" - "Hm, ja, - Du har nok Ret. Men, ser Du, man kan endnu trænge lidt Svineblærer at flyde paa, - til For- lystelse i Aanden istedetfor den gamle skrøbelige, man søgte i Glasset. Det blir, saa at sige, Tingen opstanden i en høiere Form og hører som saadan under Forbed- ringens Orden." "Igjen vittig! - jeg forsikkrer Dig, det lugter. Men der har vi det. Der staar vi ved Sagens Egentlig- hed. Det er simpelthen den satiriske Vittighedsdjævel i Dig, din Mangel paa ideal Tro, som har anrettet Drikken og altsammen. Havde Du saavist med dine Evner været grebet af en Idé, - og din Livsførelse, Mathias, havde ligget tusind Mile borte fra Brænde- vinsglasset!" "Aaja. Aaja; - men med min Natur? - Jeg gad vide, om jeg alligevel ikke havde faat Opstødninger af noget Slags Grums. Der skal en Pundtlæders Sam- vittighed til for resolut at slaa ind sit ene Øie for alle Modgrundene, - de kom til at danse og spøge for mig om Natten . . . Tvi Fanden tilslut for Levebrød! - for mig da. Ikke for Dig, Wangensten. Du slaar, saa det klinger, paa det ridderlige Sværd, Du bærer ved din Lænd" . . . Wangensten hørte tydelig ikke længere paa ham. Hans Opmærksomhed var rettet paa en ung Dame, der gjentagende viste sig, som det lod, noget raadvild des- orienteret henne ved Messinggelænderet til Trappe- gangen. "Jeg hører, det er Landsmænd," - hilste hun lidt forknyt. "Det er bare om at komme efter, hvor man bor her i Vidtløftigheden. En kan jo rent gaa sig bort mellem alle disse Lugarerne," - undskyldte hun sig. "Skal jeg herindover eller ned af Trappen for at finde Doktor Angells Familiekahyt Nr. 45?" Wangensten løftede paa Hatten og førte Haanden let SIDE: 87 gjennem sit sorte bølgende Haar. Efter med et Par skjulte Smaalyn i Blikket at have ladet den unge Dame gaa igjennem Sigten, sa' han med en vis faderlig Bekymring: "Herregud, hvad vil nu De, klække Blomst, over i Amerika?" "Vor bekjendte Landsmand Wangensten, Frøken! - altid med Ordets Blomster paa Læben," - præsente- rede Wiig, - "jeg er, i al Ringhed, Fotograf Mathias Wiig." "Frøken Morland," - nævnte hun sig saa, - "lidt Pianistinde, - reiser over til Amerika for at prøve at leve som Musiklærerinde . . . Og - og" - fulgte det stottende, - "saa har jeg paatat mig at følge et Barn derover, som skulde hjem til sin Mor. Men den lille sidder nok i Angst der blandt de fremmede," - kom det nervøst. "Jeg maatte hen og snakke med en af Restauratørerne . . . Havde jeg ikke været saa heldig at faa Kahyt lige ved Siden af Doktor Angells, véd jeg ikke, hvad jeg skulde gjort. Men er det her, jeg skal gaa, tror De?" "Nei, nei, det modsatte, det modsatte!" forklarede Wangensten med en Stemme og et Fingerpeg, der pludselig tog Kommandoen. "Det er indover Dækket, De skal. Nummer fem og firti hører til paa den anden Side. Jeg skal retlede Dem . . . Her maa hjælpes!" - lød det beskyttende, som han fulgte den unge Dame, - og Wiig hørte ham indlede Passiaren med: "Et havareret Liv, Frøken - en skibbruden Mand, den Wiig! - har kjendt ham i Skoledagene" . . . R-ene i "havareret" rullede saa sikkre mellem Wan- genstens stærke, ubeskadigede Tænder . . . ""Havarrerret!" - Er det ikke som en tung Vogn durer henover Brostenene," - mumlede Fotografen, - "han har i Virkeligheden ikke havt saameget som en Tandpine engang" . . . - - - Udover Havvidden havde der efterhaanden SIDE: 88 tændt sig talrige Blus i rødt og grønt og gult Skjær, som lysende Ildfluer. Man befandt sig endnu i Seilruten for de hundrede smaa og store Skibe, der stod ind og ud fra Europa og skulde ta den sidste Post i Queenstown. Fyrenes Lys og Blinken brød sig alt klarere og klarere mod den aftagende Dag, hvori et af Skyer ophakket dun- kelrødt Solskjær endnu levede i Horizonten. Flere og flere reiseklædte Skikkelser viste sig oppe paa Dækket. De spadserede eller fandt sig en lun be- skyttet Plads at staa og passiare paa i Ly af Hytten eller Røglugaren . . . Enstavelsesord og Stumper af Snak drev forbi og tabte sig i Vinden . . . Middagen nærmede sig. I Dameverdenen nedenunder gav Toiletspørgsmaa- let Anledning til adskillige Overveielser . . . Man valgte og vragede, tog og kastede Baand og Smykker, besaa Haaropsætningen ved Nakkespeilet, og overfo'r den med et Par sidste smaa Strøg af Haanden. . . . Inde i en af Kahytterne stod en ung Dame mel- lem det spredte Reisetøi, færdig til at kaste Kjolen paa, medens der paaskyndedes fra Forældrene i Lugaren indenfor. Hun fo'r sammen med et Skrig, da Døren pludselig reves op og et travlt optaget sortsnudet Herreansigt saa ind -: "Gaar jeg feil? - Er det ikke her, jeg er installeret," - lød det befippet, mens han saa sig om. "Nei, det véd Gud, det ikke er!" - raabte hun ra- sende og smeldte Døren i. - Elektriciteten blussede pludselig op i Spisesalen, og den efterlængtede Indrigning til Middagen lød en- delig gjentagende. Og ind strømmede Herrer og Damer i en Blanding af Selskabs- og Reisetoiletter af Uld og raslende Silke, - en lang Række, hvortil Damesalonen, Musiksalen, Læse- og Bibliothekværelser afgav deres Bifloder. Musiken intonerede, medens det elektriske Lys re- SIDE: 89 flekteredes fra pragtfulde Speilvægge og kastede sin Glans over lange Bordrækker med blinkende Sølvtøi paa blændende hvide Duge, der nu paa Overreisens første Dag prangede med en hel bugnende Fylde af friske Pragtblomster. Efter en noget urolig Scene, hvorunder det vidtløf- tige, forskielligartede Selskab fik anvist og indtaget deres Pladse, fulgte den egne første Gangs Stilhed, som ingen Musik kan udfylde. Man mønstrede sine Omgivelser, medens Forret- terne serveredes, og gjorde sig op sine Slutninger om, hvor man kanske helst eller hellere kunde ønske at være placeret. Den unge Dame fra Kahytten var meget stram og hed i Minen, - saa ærgerlig uheldig, - lige skraat over for, hvor hun og hendes Forældre sad, havde akkurat den svartsnudede faat sin Plads . . . Han kjendte hende naturligvis igjen, for hun saa, han mysede og keg paa hende og vist morede sig . . . Hun vendte Hodet og snakkede ivrig med Mode- ren . . . - Den almindelige Opmærksomhed optoges nær- mest af den berømte Pianist Janco. Han var Gjenstand for en interesseret Hvisken, der virkede som en Tele- graferen uden Traad. Han og den engang ialfald bekjendte Sangerinde - hun var maaske nu en Smule passée - indtog de nær- meste Pladse oppe ved Chefen. Man var ikke kommet længere end saavidt ved Sup- pen og Fisken, før man i Hovedsagen var paa det rene og vidste alt om dem: - at de agtede at bereise Ame- rika i en fælles Turné, at deres Impresario og øvrige Følge ventede i New-York, hvor de straks skulde op- træde og bagefter koncertere i Boston, Chicago og S. Francisco. Og saa veksledes der jo her og der et delikat Mine- sprog i Anledning af de Diamanter, Sangerinden bar, - ægte - eller uægte? - SIDE: 90 Man optoges mere og mere af Middagens materielle Sider . . . Opvartere i overflødigt Tal serverede, medens Gaf- lerne arbeidede, Knive og Tallerkener klirrede, og Luften fyldtes med en Summen i forskjellige Sprog. Gjennem en Række Retter, der skaffede Restauratø- ren sin fulde Anerkjendelse, naaedes endelig Desser- ten. Og under et vist Velvære begyndte man at ind- lede Bekjendtskabet og henkaste et og andet Ord til Naboerne. Man stod indover mod Queenstown, hvor den sidste Post fra Europa skulde indtages, og Maaltidet forløb under en behagelig Følelse af, at der styredes ind i mere smult Vand, - en Fornemmelse, der løste Tun- gerne og lod Bordpassiaren falde mere høirøstet. Som Damppibens Skingren meldte, at der stoppe- des for Queenstown, reiste man sig som efter en fæl- les Beslutning fra Bordene for at tage Stedet i Øiesyn og sige Europa et sidste Farvel! Damprørene susede og hvinede Signaler indover mod Lyshavet i Byen, og henne ved Faldrebstrappen afgav Dampbarkassen fra Land sit Kvantum Postsække og nogle Passagerer . . . Der voldtes et pludseligt Ophold dernede. En Per- son reklamerede sin Bagage. Der ledtes og ledtes, og man blev mere og mere utaal- modig over Stansningen. Den maatte være eftersat iland . . . Den stakkars reisende, - han bar sort Frakke, tæt- knappet helt op til Halsen, og bredskygget Filthat, - antagelig en Præst, - maatte omsider finde sig i at stige ombord uden andet Tøi end det Plaid, han bar paa Armen. Han var Gjenstand for stor Beklagelse, som han forsvandt med sin Billet indover til anden Plads. Idet Barkassen igjen stødte fra, sprang en ung Mand, som i allersidste Øieblik havde raabt ned til den, plud- selig op paa Rælingen. Med Tag i et Taug, svang han Overkroppen udover og fik med sikkert Sigte og et SIDE: 91 langtrækkende Kast behændig slængt en forsinket Postpakke ned paa Færgens Dæk - "Min første Korrespondance her fra Linien!" - lo han over til den vagthavende Officer. Han blev staaende endnu nogle Øieblikke og tog sig brillant ud. Hans ualmindelig smukt voksede høie Figur i den bløde Vams tegnede sig elegant mod Af- tenen og Lysskjæret. Idet han spænstig og let sprang ned paa Dækket igjen, lød der som et Overraskelsens Skrig fra en ung Dame, medens en ældre Herre og Frue, - tydeligvis hendes Forældre, - styrtede henimod ham. Der fulgte en varm Gjenkjendelsens Scene: "Hr. Ingeniør Borg . . . Hr. Ketil Borg . . . De her? - paa Reise til Amerika?" - lød det ivrig paa gebrok- kent norsk. Det opstemte Humør, der lyste ud af Ansigterne, talte om mange Tilknytningspunkter fra før og kræ- vede øiensynlig et længere og lunere Samvær for at faa Luft. Den ældre Herre vinkede dem utaalmodig med sig, og Ketil Borg bød Fruen Armen hen til Fa- miliens besatte Plads. Med en pludselig Heftighed holdt den unge Dame Faderen tilbage, indtil det andet Par var foran. Hun var en Smule lavhalt. "Godt gjort, Ketil Borg!" - mumlede Fotograf Wiig, som de passerede henover. "Han forstod saamæn at gribe Øieblikket saa godt som nogen Fotograf! - Selv- følgelig en Guldklump, den svage Datteren, som de reiser til Norge med om Somrene - helt fra Amerika!" - Damperen havde optaget Farten. Den laa nu i rum Sjø og pløiede og skar gjennem Dønningerne, medens den af og til rystede og dirrede under Maski- nernes uhyre Pres. Af Queenstown havde man kun en Lysstribe i Hori- zonten tilbage. Det vakte en vis Sensation, da den Nyhed pludselig fløi om, at man nu ogsaa havde faat en anden musi- kalsk Størrelse ombord, - den bekjendte Violinist SIDE: 92 Bølge Havsland. Han skulde altsaa, han ogsaa, gjøre amerikansk Turné! Mon det ikke var lidt uventet, at han her opdagede, at han havde en Konkurrent om- bord, som var paa samme Færd? . . . Det var noget æggende ved at tænke paa, hvorledes de to Berømtheder her vilde indrette sig; man vilde alt set Janco studse ved den ubehagelige Underret- ning . . . Paa øverste Dæk var man nu ved Kaffen og Likø- ren. Saloner og Røglugarer var optagne, og alskens med Plaids omhyllede Skikkelser holdt deres Middagsrast omkring paa Taburetter og Bænke i Ly for den raa Aftenluft, eller de slentrede passiarende henover Dæk- ket. En og anden søvnig Herre "gik" sin Middagslur oppe paa Promenadedækket eller stod og stirrede i Sjøen i kontemplativ Ro. Ketil Borgs smukke vige Skikkelse saas agterud ved Damesalonen i livlig Samtale med den amerikanske Familie Rockland. De havde Minder at drøfte fra Som- meren, da Ingeniøren havde gjort deres Bekjendtskab oppe i Fjeldene i Norge . . . - Fotograf Wiig laa paa en Bænk inde i Røgsalonen paa anden Plads og smøgede sin Snadde. Det var ikke rigtig Køietid endnu . . . Natten kunde blive lang og - - Hans Opmærksomhed droges pludselig bort - - Det var nu tredie Gang, at denne brune Fyren blev staaende og kige paa ham . . . Wiig vendte lidt paa sig, dampede og saa filosofisk op i Loftet . . . Da han og Wangensten var kommet i Passiar, stod Fyren ogsaa saadan og glode og lyttede, indtil han igjen tassede indover Dækket. Og da Wiig en Stund senere reviderede nogle Fotografier, han havde i Haandkufferten, stod han vel og længe over ham, med en distræt Stirren . . . Der var han nu igjen i Lugardøren og lod til at for- SIDE: 93 nøie sin Tanke med at stirre ind i og opad hans To- baksskyer . . . Havde det været i Vinter, vilde Wiig blevet angst for, at Skikkelsen kunde været fremkaldt af en Ansats til at delirere . . . "Godnat," - udbrød Wiig pludselig paa engelsk, da den anden saa ud til at ville fortrække igjen. "Godnat" . . . svartes der paa samme Sprog . . . "Men venter De ogsaa at faa sove? - Se, det gjør ikke jeg!" - Han drog sig med et trist Nik ud af Lugardøren. Fotografen reiste sig halvt op og saa efter ham . . . Som han i den brune Kavai labitassede og labitas- sede henover mod Opgangen til det øvre Dæk, saa han ud som et Skibsvæggedyr, der havde faat Uro paa sig - - - - - Doktor Angell og Frue kom noget hastig op paa Dækket - "Men kjære Dig, Arna," forlød det, "Du maa da ikke være rent partisk og blind. Den fremmede Gutten havde jo Retten paa sin Side. Han havde lagt sit Legetøi i det ene Hjørne af Sofaen, og det var hans Nikkemand, Isak røvede. Isak var Fredsforstyrreren." "Huf, - dette høitidelige om Retten paa den ene Side og Retten paa den anden. Ens egne Barn faar da vel ha Ret vel!" "Saa-aah, - Ens egne Barn, hm!" "Den fremmede Gutten trak og drog Isak i Luggen, saa han tudede; han skulde ned i Stalden hans og være Hest," forklarede hun. "Det forekom mig, som de egentlig bare sloges om hvilken var hvilken, - hvem Herre og hvem Hest." "Ja, saa faar Du veie de to Hester da, paa din ret- færdige Vægtskaal . . . Jeg siger, paa Barn forstaar Du Dig ikke en Smule!" . . . Doktoren og Fruen satte sig henne ved Rælingen og stirrede ud i det uendelige Mørke - "Ser Du, Arna," - gav han sine Tanker Luft, - "der er noget, som heder: "Jacta est alea". Det be- tyder saameget som, at Loddet er kastet. SIDE: 94 De Ord udtalte Cæsar, da han bestemte sig til at gaa over Rubicon for at erobre Rom. Og nu, vi har ryk- ket op fra vor lune faste Rede, - ialfald for nogle Aar, - for at faa udrettet noget, som det heder, kan- ske erobre et Navn i Videnskaben, - saa, - saa Du, - synes jeg, det er noksaa interessant at se tilbage paa den Verdensdel, vi forlader. Det er som Byen Queenstown derude kunde være just den, vi er brudt op fra. Det er vist ikke synderlig Forskjel mellem dem uden i Sprog og sligt. Livet gaar sikkerlig paa et Haar som i den, hvori jeg har virket, - travet i Gaderne med en Slump af dens Syg- domme og Hemmeligheder paa Skuldrene, - og faat Syn paa saameget af dens Virkelighed under al Løgnen . . . Hans Stemme fik noget skjærende: - "Aa, en saadan By! - den har saa mangt inde paa sine mørke Lagere, som den ikke flytter frem i Speil- vinduerne" . . . "Vi skulde være hinanden gjennemsigtige, mener Du" - "Ja, og alle Hjertets Tanker blive aabenbare," - lød det tungt. "Huf, Jon," - afbrød hun spøgende, - "tænk bare, naar man ikke længere kunde lege hverken Gjemsel eller Panteleg, og det ikke var nogen Mystik ved Kjær- ligheden heller, Du. Der blev ingen Romaner i hele Verden" - Doktoren reiste sig pludselig og næsten skjøv hende fra sig. Det var som hun var kommet til at røre ved et Saar - "Aa nei, - sine inderste Spørgsmaal reiser én aldrig fra," - brød han ud. "Og véd Du, hvordan jeg føler denne Reisen, Jon," - hviskede hun blødt. - "Akkurat som jeg lod mig bære paa din Ryg over Niagara. Jeg lukker bare Øi- nene!" - - Han løftede hende op og trykkede hende lidenska- belig til seg . . . - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 95 Kvældens Trylleri, med den elektriske Belysning straalende ud fra alle Aabninger, kastede ikke længere sit Skjær mod Havspeilet . . . Natten havde sænket sig begsort over Havvidden. Den bar nu Damperen i sin vældige, mørke Kappe- favn . . . Af og til blinkede der Stjerner i Skygluggerne og randt. Skibet arbeidede sig frem i det uigjennemtrængelige Mørke med Lanterner i Masten, dobbelt Udkig og dobbelte Propeller. Den mattede Belysning paa Dækkene og nedenun- der i Gangene, hvor enkelte Skygger sneg sig, lagde sin tyssende lavmælte Nattetone paa alt. Bag de glatte Salonvægge var der Kabiner med ned- skruet Lys. Og indenfor disse Kahytsdøre med de ele- gante behagelige Haandgreb, laa man og sov i Luga- rerne, - én trode at høre Aandedrættene . . . Man var kun omgivet af Susen fra Land og Hav - Et og andet Raab af en Menneskestemme, - en Kommando, - øgede blot Stilheden. Borte i Halvskyggen slentrede en vagthavende; han keg paa en Stjerne, der netop rapede . . . Hvad han mulig tænkte, - om han overhovedet befattede sig med noget saadant. - Eller følte? Mennesket ligner i saa forfærdelig Grad Bien, der kun ser sin egen Plads og sit eget Arbeide, men ikke mag- ter at overskue Kuben. Faldt det denne Ror- og Vanegjænger ind at ødsle saameget som en Tanke eller Følelse eller blot en Stemning paa de tretten hundrede Liv, han havde sovende under sine Fodsaaler, - alle disse Mennesker, som Fartøiet nu gjemte som i en fælles Vugge herude paa Havet i Natten! . . . Manden smilte eget skeptisk. - Han var en Prak- tiker og havde i Blodet den store Sats, at Tingene først er helt sikkre, naar de gaar paa Vanens Ruller; - det er de originale, selvtænkende Rorgjængere, som er de farlige. SIDE: 96 Hvert Individ faar sit lille Stykke Lidenskab eller Lyst eller Illusion indsat som Propeller eller Damp, - og saa gaar Arbeidet og Verden og stiger Myretuen. Man har endnu aldrig set nogen Nytte af, at en Myre har steget op paa Taget af Tuen for at vinde Over- sigt; - men nok af Forvirring . . . Det saa ud, som den vagthavende strakte sig og gis- pede over disse trettenhundrede, som skulde holde ham vaagen endnu et Par Timer. Han arbeidede med at rive af en Fyrstikke bag paa Buksen . . . Skibet løftedes og sank langsomt i Havgangen. Af og til lød svære Sus fra Dampskorstenene af væl- dige Røgmasser, der steg usete op mod den sorte Natte- himmel. Og nedenunder i Søvnens Land byggede Drømmene andre Hvælv, - en Hjerternes Digtning, hvori deres Higen og Tragten svævede ind paa Scenen mere eller mindre udformet. Man spandt Stumper af sit Livs Komedie, Tragedie eller Roman. Hver hvilte i Drømmen i sit eget Paulun, bortrykket fra Tid og Rum. Indenfor Skibets Sneverhed hundrede Himle. Det havde været en anstrengende Dag for Emigran- terne, de var af Agenter førte lange Ruter, før de naade hid ombord. Og Sjøluften gav dertil sit bedø- vende, saa man sov tæt og fast denne Nat. Her laa ogsaa mange ængstelige, der havde taget den modige Reisebeslutning, og stirrede ind i, hvorledes de egentlig var kommet til den, - stod i Drømmen baa- ret tilbage til Amerikaagentens Veltalenhed og Pres . . . SIDE: 97 ANDEN DAG. - Javist kom de op paa Dækket ja, - først den ene og saa den anden. De hilste umaadelig høflig paa hin- anden og satte sig paa hver sin Kant. Det var en hel Forestilling at nyde, hvorledes begge de store Musikere blot stille smilte, den ene over sin Avis, den anden over sin Kaffekop, - og ellers saa hverandre an som Luft. Man studerede dem som to Krabber i et Glas - to Napoleoner, der ikke kunde rummes i en Sæk - - - Her var man nu installeret paa en havomflydt Klode, hvor der fandtes alle Stænder. Og alt nu paa For- middagen begyndte Næringsvettet at røre sig. En paatrængende Positiv- eller Lirendreier blev kort og barsk afvist fra de bedre Pladse - En stakkars blind med svære grønne Briller, en Hustru og en Liste maatte gjøre Vendereise ved den ene Opgang, og et stort høitideligt Menneske, der med me- gen Værdighed svang Traktater, blev hastigst væk- besørget fra den anden. Det var ellers noksaa kuriøst. Man lo og hviskede og viste hverandre en liden interessant tre Liniers trykt Seddel, der paa nogen underlig Vis var praktiseret ind i Servietten ved Kaffeserveringen. Overskriften dannedes af Tallet 111, fantastisk ind- skrevet i en Femkant - Pentagrammet. Under det læstes: "Thusnelde Sasschia, Seerske. Seancer". En og anden ligegyldig bortkastet Seddel blaffede her og der henover Dækket, medens andre, der i Stil- SIDE: 98 hed forholdt sig mere interesserede, lod Lappen finde Vei til deres Lomme, og atter andre mere aabne Ka- rakterer drev Spas og foreslog sine Omgivelser straks at marschere hen og faa sig sin Fremtid udleveret i Lukaf 111. Udvendig selvsagt mødt med Smil og Hovedrysten, - blot en ny Humbug til denne Verdens tusind Hum- bugarter, - optog "Lukaf 111" i Virkeligheden nok saa levende Interessen. Overskriften som Navnet - og man fik snart vide, at Thusnelde Sasschias' var sen- sationelt som Clairvoyante, - det pirrende risikable ved at vove sig ud for et saadant Seerøie, - alt dette satte Gjæring i Sindene. Diskussion om Clairvoyance og Spaadomsevne laa hidsende i Luften. Dernede i Kabine Nummer 111 sad et mystisk Men- neske, som formaaede at se udover Tid og Rum . . . "Et hundrede og elleve" - et underligt Tal - tre Ettal just . . . Man passiarede og snakkede ét om Sagen og mente noget andet, - lo og satiriserede i Veir og Vind nær- mest for at dække den halvklare Fristelse, som arbei- dede inde i éns egen stille Tanke. "Aa, - jeg tror paa Skjæbner!" udbrast den unge Miss Rockland pludselig som uforvarende, - de sad sammen ved Kaffebordet, Familien Rockland og In- geniør Ketil Borg. - "Men jeg véd ikke, om jeg turde høre, hvad hun havde at sige mig, hun dernede," - gjøs hun saa. Der brændte et hastigt Blik paa hende fra Ingeniøren. Han skjød sin flade Reisekasket med den lille Skygge bagover Panden halvt op i det frodige blonde Haar og begyndte at fordybe sig i Mysticisme og det mærke- lige Skjæbnens Spil, at de var mødtes igjen her paa Dampskibet! . . . Og der stod Wangensten midt i en Kreds af lyttende Passagerer, som han med stigende Liv og paa udsøgt engelsk underholdt om Aandesyn og Suggestioner. Emnet var pludselig blet aktuelt. SIDE: 99 Han havde oprindelig begyndt i en privat Selskabs- tone for et Par ældre Damer. Men som den ene efter den anden kom til, voksede Stemmen, saa det blev til et helt Foredrag. Med overlegen Viden og Klarhed over Materien, og som næsten ligegyldig for, hvem der hørte ham, gav han sin Udredning. Der faldt med professionel Kyn- dighed Ord som Magi - den sorte og den hvide, Necromantie, Hypnotisme, Somnambulisme, Tanke- overføring etc. . . . Og, som om han tilslut med sit indre Øie skuede udover en større Forsamling, bragte han det, "som var hans Livs Mission, - den vældige Verdensidé om Livsassurance for den hele Menneskehed" - paa Bane, - "den store Sats om Gjensidighedens Princip, - en beskyttet Menneskehed, - Fattigdommen knust! - og vundet det mægtige, mægtige Rige, - det, som endnu kun øines i Syner og Mysticisme: - Fremtidens Land!" . . . En nærmere Udredning derom vilde finde Sted i den store Læsesal, og Brochurer fra Dundee Mutual Life-Insurance blive uddelte. Afsluttende med en smuk Haandbevægelse, gik han tankefuld indover Dækket . . . Mynheer van Tituf havde paa sin Tur stanset op foran dette. I sin lyse, sortskyggede Hue, Reisefrak og de gule Sko, stod han og saa til mere og mere optaget, medens han i Selvforglemmelse uvilkaarlig efterlignede Tale- rens Ansigtsudtryk og Gester. Ved den høitidelige Udgang gjorde han pludselig en Bøining og slængte hastig et Kys med de udslagne Hænder, som var der en Regn af Applaus i Luften. Et Par af de nærmeste smilte. Den stive Mynheer var altsaa et Stykke af en Ironiker! - - - - - - - - - - - - - - - - - - Fru Arna Angell og Frøken Morland prøvede at ind- rette sig en Krog paa Dækket, hvor de to Børn kunde lege ugenert under deres Opsigt. SIDE: 100 Doktoren gik og saa til og morede sig over sin Hu- strus Opfindsomhed. Men allerbedst som hun havde faat Legen igang, fandt Frøken Morland dem formodentlig saa altfor bedaa- rende, for hun styrtede Gang paa Gang hen og tog den lille Gunnar helt overstrømmende op i sin Favn. Ingen kunde fortænke Barnet i, at det et Par Gange satte i et utaalmodigt Skrig, og Fru Arna trak op Bry- nene og saa kjed udover Sjøen. "Kan se, De ikke er vant til Børn, Frøken," - ud- brød Doktoren. "Slige smaa maa ikke afbrydes. De føler sig vistnok, som de er i et vigtigt Arbeide, naar de løber der og kjører sine Heste." Men det skulde Doktoren ikke have sagt, for Frøken Morland lod til at tage sig det meget nær. Hun fik Taarer i Øinene, som store og tunge trillede nedover Kinderne. Et nervøst, halvhysterisk Menneske; man faar ta' sig iagt, tænkte Doktoren. . . . "At jeg endnu har baade uøvede Hænder og for liden Erfaring til at overta' en Mor's Gjerning for Barnet, - det er saa sandt, saa sandt, Doktor Angell. Guttens Øine siger mig det stadig." Der var kommet en Ild i hendes Øine og en bitter Bestemthed ved de dirrende Læber. - "Saadanne forladte Børn, som rækker de smaa bitte Arme mod Himlen og ber om en Mor!" "Naa, naa, saa galt er det jo ikke her for Tilfældet, Frøken," - smilte doktoren beroligende. "Hr. Gun- nar har jo aabenbart fundet en høist samvittigheds- fuld Pleiemoder, - om lidt mere eller mindre Haand- lag blir da ikke saa afgjørende." "Og en Mor, Frue," - Frøkenen appellerede nu i stærk Bevægelse til Arna, - "kan hun vel skilles fra sit Barn uden at miste sit dybeste Liv? - Enten sæt- tes der en Feber ind i hende og en ustanselig Læng- sel, eller alt hendes inderste Væsen vendes til et Øde, - blir lemlæstet, som om man havde amputeret bort Hjertet og endda kunde leve!" SIDE: 101 "Fra Regnestykket maa vistnok drages, at De ikke har egen Erfaring paa Feltet, Frøken. Saadanne theo- retisk optændte Følelser faar saa let noget overdre- vent," - prøvede Doktoren at afdæmpe hendes Iver. Frøken Morland saa ham saa underligt tungt ind i Øinene, medens hun sagte lod Barnet glide ned fra Fanget. "Huf Jon," afbrød Fru Arna, - "skal vi først tænke paa alle de forladte Børn og siden paa alle ulykkelige Mødre, som findes i Verden, saa kan vi ligesaa godt gi' op Legen! - Nu trækker vi op Jernbanen og lader den kjøre fra Station til Station. Vi opretter fire. De Frøken Morland én paa Deres Kant, og jeg én paa min, og saa Gunnar og Isak hver sin Station imellem. Men saa maa De virkelig la' Gunnar sidde og ikke rykke op hele Stationen, saa der ingen er, naar Træ- net arriverer. Vor Isak piber, hvergang Trænet kom- mer, og det maa Du ogsaa, Gunnar . . . Her kjøbes Billetter!" - lød det saa - - En og anden Passager søgte i Vendingen at tage et Glimt af, hvad der foregik i Familielivet bag Hytten. Den brune Kappemand var stanset op henne ved Rælingen. Han stod længe ubevægelig og fulgte Legen. Pludselig overraskede han dem ved at komme hen og i dybeste Høflighed forhøre sig hos lille Isak, om han kunde faa Billet til Calcutta. Da dette nægtedes, trak han sig i uforstyrreligt Alvor tilbage og traskede hen- over Dækket. "Du Jon," - sa Fruen, - "jeg blev ganske ængste- lig. Der var ligesom noget forstenet ulykkeligt i Øi- nene paa den Mand, - som om han ikke var sig rig- tig bevidst" . . . Og der kom Wangensten endnu med Seiersrødmen i Kinderne: - "Javist! - det gjælder om at lede Børnenes Fantasi ikke mindre end deres Intelligents ind paa det tids- mæssige" - Doktoren fik travlt med at bruge Stokken imod et Træn, der vilde tage Veien indover Dækket. SIDE: 102 "Jeg føler mig her som i en Fremtidens Skole, Frue," - fortsatte Wangensten opstemt. "Saadan at virke ved Anskuelsen! Man faar sin hele Samtid med Tele- grammer, Telefoner og Træn indøvet i Blodet ligesaa tidligt, som man kan læse rent . . . Forklar blot Bør- nene, at det er af Nytte for deres kommende Liv." . . . "Nei, ham vil vi riktignok ikke ha med os at lege," - smaasnakkede Fru Arna med Isak og Gun- nar uden at se op. - "Overhodet, det frivillige Børnearbeide gjennem Legen er en Kraft, som maa kunne benyttes," - fort- sattes der fra oven. "Jo-o, det skulde bli deilig Moro at lege da!" - snakkede Fruen optaget af at passe paa Trænet. Wangensten stod lidt som ventende paa Svar - "Der faar De Besøg af den kjedsommelige Fiolini- sten," - forlød det saa, som han lettede paa Hatten og spadserede videre. - "Tør jeg spørge, hvad Nytte, De egentlig gjør med denne Fiolinen Deres, Bølge Havsland?" - hil- sede Fruen ham overgivent. "Véd ikke, Frue, - véd ikke, Frue, - uden at kan- ske al den Musiken forlænger Ørene paa Menneskene, saa de faar mere Gehør for det, som hører Himlen til." "Og siden sidst vi saa's, er De ble't berømt, - et stort Navn," - sa' Fruen. "Aa ja! - Men man husker alligevel med en vis Rørelse de beskedne Dage, da man blot stolte paa sig selv og Vorherre. Nu spænder man Reklamen for og kan ikke anstændig ved Siden af ogsaa bede Himlen om Assistance. Der kan hænge megen Smuds ved en gammel Fiolin - megen Smuds. Berømmelsen koster. Men Dem, Frue, som hjalp mig saa vakkert dengang i Deres By, Dem glemmer jeg det aldrig. Det var min første ordentlige Succes . . . Kuriøs By! - fuld af alskens Kunstens Dilettanter, - og man morede sig rasende. Tør jeg spørge, er man endnu lige muntre, - Baller, Koncerter, Komedier?" - "Ja, det kan De tro," - forsikkrede Fruen hedt. SIDE: 103 "Kom bare, havde jeg nær sagt. Uf, jeg glemmer al- tid, at Jon og jeg ikke længere bor der!" "Hm, - Tak, - naar Doktorens Hus er borte! . . . Jeg kan ikke værge mig for Indtrykket af et Kirsebær- træ, der er revet op fra Grunden! Jeg trode Familien i ekstra Grad hørte til de fastboende, knyttet ved hun- drede Forhold til den gode By." "Taget blev for lavt der for Jon og hans Arbeide. Han maatte ud, og selvfølgelig Isak og jeg med!" Fiolinisten sad lidt og grundede: - "Saadan en flyvende Fugl som jeg, som idag er i Milano, imorgen i Petersburg, og iovermorgen kanske sætter Farten over til Amerika, - han faar et under- ligt Sværmeri for det, jeg vil kalde et virkeligt Hjem. Og dette, at Doktorens Hus ikke længere er at finde! - Husker Dem . . . Husker Dem, Frue . . . Paa min Koncert bar De en stor gul Chrysanthem i Haaret, - som - som - som - hvad hed han nu den Pokkers begavede musikalske Fyren - Husets Ven? - som kom med en hel Kurv Blomster ind til Dem, da vi om Formiddagen prøvede det Nummer, De skulde assistere mig i . . . Naada, - han, som hjalp Dem med at sætte hele Stedet paa Hodet! - Foltmar, Direktør Foltmar, - var det! - en distingveret Mand med saadan noget resigneret over sig - fuld af Kunstinteresse. Og saa - og saa er I reist fra hele Idyllen, baade Vennen og Populariteten! - og sidder nu som andre fredløse her- ude paa vilde Havet!" . . . "Hvorledes jeg kom til at skifte Karriere, - slaa helt over i Videnskaben?" - sa' Doktoren pludselig rydt. Hans Blik streifede Hustruen med et ophidset haanligt Udtryk . . . "Det skal jeg forklare Dem, Hr. Havsland! - Jeg kom til at undre mig over noget, jeg ikke kunde faa Rede paa. Det plagede mig Dag og Nat, - De véd, Forskerens Uro . . . Og saa - brød jeg op for om muligt at finde ud af det paa den anden Side af Jorden." Fruens Øine hvilte et Øieblik ængstelig paa Dok- toren, som undersøgte hun, hvor dybt Humøret gik. SIDE: 104 Der undslap hende et forpint resigneret Suk . . . Pludselig tog hun sig sammen og raabte muntert: "Pas hellere din Dont, Jon, Lokomotivet løber jo bort. Det gaar saamæn ikke an at være videnskabelig, naar én er i Tjenesten . . . Se der griber Frøken Mor- land Anledningen til at ta Gunnar paa Fanget igjen!" Fiolinisten var blet opmærksom; han følte noget som en Misstemning i Luften under Fruens raske Tone. Han saa fra den ene til den anden og henvendte sig saa til Frøken Morland: . . . "Og De mener altsaa at skabe Dem en Fremtid i Amerika som Musiklærerinde? De har selvfølgelig forberedt Dem paa den vanskelige Begyndelse" . . . Frøken Morland knugede Gunnar nervøst ind til sig, som vilde hun vise, at hun eiede Kræfter. Damperen duvede nu for stærkt, mente Fruen. Hun begyndte at samle op Legetøissagerne og Lokomotivet, som laa væltet henne paa Dækket . . . Og saa maatte Børnene ned og faa noget at leve af . . . Fiolinisten gik eftertænksom med neddukket Hoved henover . . . Pludselig rettede han sig og satte et energisk man- ket Løvehoved til, medens han kløvede Menneske- strømmen, der ved denne Tid lod Dækket ligne en be- færdet Gade. Han saa sin Rival Janco omringet af fashionable Damer, - vidste, at de to nu var de age- rende, hvem alles Blikke fulgte. - Derhenne stod en Herre i elegant slængende Frak løst brættet op om Ørene og sendte atter og atter Op- vartere bort igjen. Cigarer i Sølv- og Guldhylster prø- vedes og vragedes under hans kræsent optrukne Næse - Og der plumpede en promenerende som tilfældig ud med Prisen, han betalte for sin Kahyt. Den var jo af de dyreste; men han og hans Hustru havde nu en- gang vænnet sig til at reise bekvemt. . . . Her i den lille flydende Stat med sine forskjellige Individer og Klasser gjorde Menneskene de samme SIDE: 105 Greb hen i Unyttigheden og Illusionerne som paa Landjorden, - udfoldede det samme bankende Hjerte, som altid fristede, forandrede, forstørrede eller for- mindskede Tingen, - de samme Tankens Modsigelser, de samme Svagheder og bærende Egenskaber. Der poseredes og ageredes for Omgivelserne, væsent- lig med Forglemmelse af den egentlige Hovedperson - én selv! Man indrettede sig i Ord, Klædedragt og Væsen paa det mest stil- og bekymringsfulde for Mennesker, man aldrig skulde lære at kjende, som ikke interesserede sig for dem, og for hvem de da hellerikke eiede Spor af Interesse, - som var dem totalt uvedkommende - for dette Liv. Zoologerne slutter anatomisk fra en Halehvirvel eller Fodens Bygning eller en Kranieform, at Mennesket stammer fra Aben. Hvormeget sikkrere vilde ikke Slutningen blive, om vi pegte paa den aandelige Side - paa alle de rent abeagtige Foreteelser hos Menne- sket, dets Efterlignelseslyst og Slaveri under Moden, dets Sans for Flitter, Glitter, Speilglas og Beundring, dets Forfængelighed og Poseren . . . Me-n, Madame den eller den bærer lange Pariser- hansker med syv Knapper - Og éns egne er kun til fem. Madame er rigtignok kun en fransk Husbestyrerinde, engageret over til Amerika . . . Hansker overflødige. Hun er for Tilfældet her paa Reisen sprunget ud fra Puppen som Sommerfugl. - Henne paa Dækket vandrede Ingeniør Ketil Borg for Øieblikket nedsunket i Drømme om store Foreta- gender - Vandfald at omsætte til Arbeidskraft, - udmærkede Chancer for Fabrikanlæg . . . Skinneveie for at udjevne Vanskeligheder ved Transport, - vidt- rækkende Prospekter, - havde man bare Kapital . . . Han passerede engang imellem forbi Wangensten. Det afsatte et dødt stirrende Blik hos den første, be- svaret med en myndig sat Overlæbe fra Wangenstens SIDE: 106 Side. De var begge fuldt orienteret over, hvem den anden var; men fandt ingen Grund for Tilnærmelse. Wangensten fik Øie paa Fotografen og nyttede An- ledningen til at komme bort fra sin opgaaede Spad- sererute. Han saa ham smaatrave i Rummet mellem Dampskorstenen og Kabyssen, af og til stansende for at se indover den lange Gang med Lugardøre, der længst inde ved en liden Trappe fortsatte sig i de luk- suriøse Døre, der tilhørte første Plads. "Godt Hode, den Wiig!" - mumlede Wangensten; - "men bare altid kritisk paa Vrangsiden! For Pokker, Mathias," - henkastede han saa i For- bigaaende, - "har Du tænkt at opslaa dit Paulun eller din Fotografibutik her, - med Vinden paa den ene Side og en stegende Bagerovn paa den anden? Jeg har set Dig marschere her før idag ogsaa." "Hvorfor?" - Fotografen trak noget irriteret paa Tonen. "Jeg skulde tro Smag og Behag -!" "Hu ha!" - lød det bare, som Wangensten forsvandt indover; han syntes Fotografen ikke saa ganske sik- ker ud i Ansigtsdragene. Mathias Wiig optog atter sin urolige febrilske Smaa- marsch, af og til afbrudt af en forsigtig hurtig Spei- den indover den lange Gang med Lugarerne. Det var Ellen, han havde set derinde ved den lille Trappe, som førte til de luksuriøse Kabiner, der til- hørte første Plads . . . Hun havde anvist en Opvartningspige, der bar en- del hvidt Tøi paa Armen, hvorhen hun skulde bringe det, og saa selv travlt blevet borte i en af de nærmeste Lugarer. Hun maatte snart komme ud igjen - Han skalv og frøs og svedede koldt i Tindingerne, - kjendte næsten ikke til sig selv. Det havde straks ved det lille Glimt slaat ham, hvor mærkelig taktfuldt og haandfrit, hun havde forstaat at klæde sig for sin Stilling som Overopvarterske, Ste- wardesse paa første. Der var kommet ligesom en Myn- SIDE: 107 dighed over hende; hun havde ganske kort vist med Fingeren - Som i en Hallucination steg hendes Ansigt frem - stedse klarere, - det hjerteskjærende, til Døden for- tvilede Blik paa ham. Han følte, Bekjendelsesscenen forestod, den havde jo maattet komme, imorgen som idag! Han følte et Strubetag af kvælende Angst, saa han maatte staa stille. Under den stærke Nervespænding begyndte Lugardø- rene i den lange Gang at røre sig og Numrene at svimle sammen . . . Naturligvis en anden Dør, - en Gjennemgang ud til den anden Side! . . . Det faldt ham ind under et Øiebliks rasende Let- telse. Og drevet af en uimodstaaelig Trang som Møllet imod Lyset, prøvede og vovede han sig alt længere indover - Pludselig gik en Kahytsdør derhenne op - "Ellen!" - raabte han uvilkaarlig. Hun stansede som for et Lynstød, - blev staaende ubevægelig. Men pludselig løb hun til og stod ved Trappeafsat- sen . . . "Mathias . . . Du her!" - skreg hun, Ansigtet over- gjødes af en voldsom Rødme, og hun holdt Bagsiden af Haanden for Øinene som for at fatte sig. Da hun lidt efter bleg og rolig saa paa ham, var det med noget i Udtrykket som et dødssygt Dyr, - søgende og spørgende. "Nei Du," - udbrast han rydt, - "rørt ved et Glas har jeg ikke, - ikke paa lange, lange Tider. - Og hvorfor jeg er her? . . . Nei Du, det er hverken for at overtale eller besvære! Jeg følte, at Du maatte opfatte det slig, - som en Slags Forfølgelse . . . Og forfulgt Dig har jeg, fra jeg var ung, - saa i det har Du Ret, - forfulgt Dig i min Sjæl som mit Ideal gjennem hele dens Morads af Løgn og Nedværdigelse, - fra jeg som Student satte Lyset i Vinduet om Aftnerne, for at Du SIDE: 108 skulde tro, at jeg sad hjemme paa mit Værelse og læste og studerede, indtil vor anden Forlovelse ogsaa knak - paa samme Grund - Satan i Blodet! - Og forfølge Dig gjør jeg endnu" - "Og jeg," - udbrast hun, - "raaber, slip mig, slip mig! . . . Vi er færdige med hinanden paa denne Jord, - maa være det! . . . Det var for endelig engang at faa drage Aanden som andre Mennesker, blive fri for at pines og ængstes og vaage, - fri for Dig!" - raabte hun, - "at jeg brød med alt og alle mine og tog Posten her ombord som Opvartningspige paa Damesiden for at komme over til Amerika - der var Du da ikke! Der vidste ingen om Dig! - og kunde ingen berette mig alle Pinligheder om Dig" . . . "Aa nei, Ellen! Aa nei, Ellen! - saa ondt vilde jeg nu ikke mere den, jeg elsker høiest i Verden, at hun igjen skulde binde sin Skjæbne til et Menneske som jeg, - selv om jeg haaber paa bedre Muligheder for mig." Hun vred Hænderne, som om hun vilde sige, dette kjendte hun saa godt . . . "Aanei - Aanei, jeg forlanger ikke anden Del i Dig end at faa leve og eksistere i den samme Verdens- del som Du! - Jeg skal holde mig paa Afstand, - langt paa Afstand. Bare jeg har Bevidstheden om, at vi er paa den samme Jordbund, og at Solen staar op over os begge den samme Time . . . Du véd, at Du er alt for mig." "Alt?!" - lød det bittert; hun sendte ham et ind- holdstungt Blik. "Der var det, der drog mig endnu mere end Du, mener Du! Aa, Ellen, Ellen! vidste Du min Angst, hvergang jeg følte, Rovfuglen nærme sig for at plyndre og ribbe mit igjen indvundne Smule Menneske, - ubønhørlig bryde ind i det Lykkens Hjem, Jeg havde tømret op, og kaste mig ud i Rendestenen igjen, med Helvedesvisen susende i Blodet, - indtil man stod som sløv Tilskuer ved sin egen Personligheds Undergang." SIDE: 109 "Du skal gaa. Du skal gaa!" udbrast hun med Haan- den for Øinene, som taalte hun ikke at se ham. "Jeg tænkte blot, det kunde interessere Dig at vide, at jeg ikke har nydt stærke Drikke siden tidlig ivaa- res" . . . lød det forsagt. Der var noget usigelig yd- mygt, fattigt haabløst over ham. . . . "To Maaneder længere end da vort Forhold sidst sluttede," - sa hun sagte, sørgmodig, - "saa blir det syv, - og siden kanske ni, inden Du igjen bryder dit Forsæt . . . Jeg siger Dig," - lød det pludselig liden- skabeligt, - "skaan en stakkars vingeskudt Fugl, som bare søger at bjerge sig undaf med sin sidste Flak- sen!" "Jeg skaane!" - hviskede han knust, - "jeg, som er lykkelig blot ved at staa her og se Dig vride Hænderne over mig, høre din Haan og nyde din Stemme - - som vil erindre det op igjen og op igjen, dette mit Møde med Dig her ved Trappen, som en herlig Drøm." "Det er forbi, Mathias! Det er forbi," - sa hun dumpt. Hun greb fat i Gelænderet, som om hun holdt paa at segne, og forsvandt hen ad Gangen og ind Ka- hytsdøren. Mathias Wiig stod der, han stod - koldsved og svimmel. Spændingen havde været ham for stærk. Og det var kun sig halv bevidst, at han siden indover Dæk- ket idelig flyttede sig og blev staaende. Endelig drev han ind i Røglugaren og kastede sig paa en Sofa. Passagerer gik ind og ud eller bare keg ind . . . Mathias Wiig laa, som han sov, og Stykker af hans Liv gled forbi hans indre Øie . . . Solskinsflekker og Mørke . . . Han og Ellen . . . Han saa hende som ung sekstenaarig Pige, lys som- merklædt, skjær som en Rose paa Tunet mellem Ven- inderne. Hun var paa Søndagsbesøg i Præstegaarden, hvor han, netop Student, var den nykomne Huslærer. De legte Høg og Due og sidste Par ud. Og, som Solen holdt paa at gaa ned, og de stod SIDE: 110 gjemte bag en af Høstakkerne, fandt han Anledning til at udvikle for hende sin Verdensanskuelse. Og hun optog det med saa deilige tindrende blaa Øine, Hodet med Guldhaaret for det meste bortvendt for Solskjæret. Det blev et helt lidet begeistret Foredrag. Og umu- lig fandt han det da tilslut hellerikke - under denne Verdenslovens kolde Ligegyldighed for Menneske- skjæbner, - at Tilfældigheden ogsaa kunde lade vor Klode eksplodere i Millioner Stumper som Asteroi- derne . . . Men stor og bitter blev hans Forargelse, da hun med ét skjød forbi ham for at komme først til Maalet og saa med den lystigste Spydighed raabte tilbage: "Saa sidder De paa en Stump og jeg paa en anden, og saa hilser vi, naar vi stryger forbi hinanden!". . . Han kunde endnu høre den unge Piges melodiske Stemme og se Ansigtets ærtende Liv, endnu halvt Bar- nets; og noget uudsigeligt enkelt og rankt i hendes Væsen. Og Aaret efter var Ellen hans Forlovede, - om- vendt til Tilfældighedsteorien og Asteroiderne. Hun trode paa hans store Fremtid og sad alt i Guldkareten med ham. Han havde vakt Opsigt ved en Afhandling over ori- entalsk Filologi, der prisbelønnedes, og var blevet et af Studenterverdenens mest glimrende og haabefulde Navne. Ja, saa tog Fanden ham og installerede ham paa Kneipen, hvor hans Kvikheder og Vittigheder fandt Paaskjønnelse i en begavet Kammeratkreds og derfra kolporteredes ud i Byen. Og saa kom de mørke Aar, da Kaféer, Restauratio- ner og Buler drog, som Elven til et Sug, - Dag efter Dag, saa han tilslut var snydt for det hele Aar! Og saa det samme om igjen - om igjen . . . . . . Al den Løgn, han havde maattet sætte i Scene, alt det nederdrægtige Hykleri, alle de falske Udsigter og Forhaabninger, han havde forespeilet hende atter og SIDE: 111 atter, - Øie til Øie . . . med Fortvilelse i Hjerlet . . . Sandheden vilde have skilt hende fra ham! Og saa den Sandhedens Dag, da det virkelige For- hold i hele sin Udstrækning begyndte at dæmre for hende - Hun trode og trode, haabede og haabede, - var ude om Aftnerne og speidede efter Lyset i hans Vindu, og det stakkels Hjerte jublede, naar det var tændt. Og da sad han paa Bulen og var vittig over Bier- Hanen i Baggaarden og paastod, den havde Delirium og galede svarte Natten. Og det var sandt. Den galede, naar han vendte hjem, og Lyset fra hans Lampe faldt gjennem den aab- nede Dør ind iblandt Hønsene. Men, naar han ravende hørte Hanegalet, var han ikke vittig! Det bares ham i koldsved Fortvilelse for, som galte Hanen over hans Svig og Forræderi mod Ellen. Det kunde drive ham til Afsind! De gled forbi ham disse mørke Aar, hvis Detailler han skyede at stirre i. Han saa Ellen - med Udtrykket altid mere sørgmo- digt, mere haardt og skuffet, indtil det afgjørende Ord, at Forlovelsen maatte hæves, kom fra hendes Læber. Han vidste jo alt, hvad hun følte, da hun stod der stum, kold, fast. Al hendes Tro var sveget, og hendes Glæde og Ung- domsaar var hun plyndret for! . . . Saa fulgte den forholdsvis lykkelige Tid paa Landet i Ensomheden, hvori han igjen kastede sig over Stu- dierne og ernærede sig som Literat, og Travelheden saa at sige frelste ham. - Det var paa en Bazar inde i Byen, at de igjen mødtes. Han opfangede et Øiekast forskende, gjæt- tende . . . Han søgte hende og hun undgik ham. Han tog op paa Landet igjen. Han kunde ikke arbeide længere. Hans Længsel efter hende blev til Ild. SIDE: 112 Og han skrev og skrev hende de lange Breve til, - hvorledes han var paa Bedringens Vei og kun trængte noget, som det var værd at leve for, - hendes frelsende, bjergende Haand! Uden hende var Solen borte fra hans Liv. Paa hende og hendes Kjærlighed berode nu alt for ham, - den begavede interessante ulykkelige - Hjerteskjærende fortvilede Nødraab fra Havmanden om at løftes af Rendestenen! - Ja, de Breve! - Fanden vilde have approberet dem, snedigt, som de var anlagte paa Kjendskaben til hen- des Hjerte og Svagheder. Fødderne brændte under ham deroppe paa Landet. Han maatte ind til Staden, - kredse om hende . . . Og en Eftermiddag i Skumringen laa han for hen- des Fødder, - tiggede og bad for sin Kjærlighed - Tyde tilslut til hendes Medlidenhed. Eller - han truede, - han vilde ikke længere bære Livet! Og sit Ja gav hun ham for anden Gang. Han huskede det underlige dødsblege Udtryk med et Lykkens Skjær over, - som Rødmen var blevet saa fremmed for det! Og saa - og saa - Billederne drog mørke forbi ham - nye Løgne, nye brudte Løfter, nye Besværgelser - Det endte hen i Halvdrømme med, at han saa sin egen Person staa luvslidt beruset i Regnen under en Tagrende, medens Vandet skyllede ham ned af Ryg- gen. Hm, hm . . . der kan filosoferes dybt under en saa- dan Rende. Det gir sligt uhildet Sigte paa Tilværel- sen . . . Han snusede pludselig betænkt - "Det er ikke Rhum . . . lkke Whisky" . . . mumlede han . . . Hans Opmærksomhed var vakt ved et Bræt med klir- rende Glasser og rygende varmt Vand, som Opvarteren satte ind til en Passager. SIDE: 113 "Hvad Pokker vedkommer det Dig!" - rasede han saa - "Javist ja, lugt til det - Egentlig skulde man ha frit Spil nu, saa grundigt alt er blet stængt for én . . . Jo, jeg kjender Dig, Satan . . . Det er ellers Konjak," - drog han paany Duften ind. "Som sagt, hvad vedkommer det Dig og dit ny Men- neske, Miathias Wiig?" . . . Der kom Wangensten i Døren og keg ind i Halv- skumringen, - naturligvis efter ham. Mathias Wiig lod, som han sov dybt, indtil Ven- nen forsvandt. "- Gribes af noget . . . kaste Anker i Idéens Land . . . var det ikke saa han sa' -? Man drikker fordi man er tørst og ikke formedelst Argumenter! . . . Men Ord hjælper ham, - et fulmi- nant Slagord beruser og løfter ham over denne Jords Besværligheder, - sætter sig som en Lystgas i Næsen . . . Der gives saadanne Naturer, som Ord kurerer!" Nu slog Fyren derover Glasset i sig og gik . . . - Ja, hvorfor skulde man ikke efter Evne oplyse og illuminere denne solløse og mørke Tilværelse, skabe sig et Himmerig i Øieblikket . . . Det maatte være raat Veir derude, siden det pludse- lig begyndte at paagaa med Brætter ind i Røgelugaren . . . Disse klirrende Glasser og varm Alkoholaande, som bares ind og ud . . . Nok et - og nok et . . . Men mærkelig saa fin hans Lugtesans var blevet gjen- nem Afholdenheden. Han kjendte paa langt Hold, hvad Stof der bragtes. Dette sidste nu var Whisky. Han tog en Cigaret, kastede den halvrøgt og tændte en ny, - kastede og tændte . . . Tobaksrøgen fortonede sig med graaagtig Glans mod det elektriske Lys og drev ud af den halvaabne Dør. Man passiarede, klagede over Bølgegangen, stak sit Glas ud og fortrak. Der stod Flaskerne igjen . . . SIDE: 114 Han gik hen og studerede i Feberhast Etiketterne. Der paakom ham en skjælvende Angst, en Frost i Ryggen . . . "Den, som bare var søsyg nu," - mumlede han. Pludselig rettede han sig. "Naar der blot staar et Glas mellem en straalende Himmel og den svarteste Melankoli! . . . Egentlig er du allerede halvdrukken, min Ven. Du har listelig ligget og snuset Dig fuld i Brændevins- duften . . . Som Du ikke vidste det, din gamle Hykler . . . Affæren er afgjort!" Han skreg paa en Opvarter - - "Saa slaar man paa en Dag to Fluer - to Livs- indbildninger med et Smæk!" Opvarteren kom. "Opvarter, et Glas, - et Glas" . . . han holdt inde med en pludselig voldsom Anstrengelse, - "et Glas - Isvand - et stort Glas!" Han modtog det i Vindblaasten udenfor Døren og tømte det i et Drag. SIDE: 115 TREDIE DAG. Det var tidlig Morgen. Dækkene skuredes og skrubbedes og spuledes . . . Enkelte Herrer i Ulstre brættet op over Ørene gik og røg deres Cigarer og nippede til Morgenkaffen. Naar de kom for nær Travlheden, mødtes de med et ærbø- digt "Omforladelse", efterfulgt af Svaberen og svære Pudseapparater, der utvetydigt nok raabte afveien. Her og der langt indover Dækkene stod Smaaklyn- ger af tyktklædte Herrer og Damer - Folk, der en- gang vilde opleve at se Solen staa op af Havet. Mængden foretrak at hvile i deres Køier længst mu- lig. Nogle brød sig hverken om Himmel eller Hav, de forholdt sig ligegyldige til begge Dele, - laa og vog- tede paa Søsygen, - forhørte sig søvniggrætne ud af deres Lugar, hvordan Veiret var. Mathias Wiig befandt sig vandrende paa Mellem- dækket i et ham selv høist overraskende Humør. Han var gaat tilkøis igaaraftes i dump Nedslagen- hed som den, hvis hele Fremtidshaab var udslukket. Efter Mødet med Ellen - et tomt Øde! . . . Og idag! - var det ikke, som der var overgaat ham noget glædeligt? "Joho, - Mathias Wiig havde noget af sin Rygrad igjen endda!" Han havde dennegang staat en Tørn, - en Prøve, - ligget der i Spiritusdampen som i en Helvedes Bagerovn, - og var kommet hel ud igjen . . . SIDE: 116 Han aandede saa forunderlig let, - følte sig næsten som Strudsen, - midt imellem at løbe og Lyst til at flyve . . . Og saa vidste han jo, at Ellen gik der paa den samme Planke som han! . . . "Naar man først faar Smag for Selvovervindelse ja. Den kan være harsk nok i Begyndelsen" . . . Se, se, - Ketil Borg havde ogsaa havt den samme tidlige Idé at overvære Solopgangen, - nyttet den til et Stevnemøde med Miss Rockland! Hendes blege Ansigt havde faat et saa varmt Skjær nu, Straalerne begyndte at slikke i Solopgangen, - et næsten blændende lykkeligt Udtryk. Hun kunde nok se ham an som Lysguden, der han stod med Solen som Ild i de røde Haarkrøller og viste og pegte udover. Han bød hende Armen, og den klække Skikkelse rettede sig under Gangen med en vis Beherskelse ved Siden af hans. De gik og de stod for ikke at blændes . . . De valgte ny Plads for Vinddraget, og han hyllede Kaaben atter og atter om hende . . . "Stakkars Pigebarn," - tænkte Mathias Wiig - "en Guldklump, som han vil putte i Lommen!" . . . - De kom rullende, de lange Bølgestrækninger som Bjerge og Dale, violette med Glimt lig af smaatoppet Esseild under. Damprørene stod af og til i rødt Skjær, medens Solen laa der halvt kløvet i Havranden. Og nu sprat den! Dagen kom frisk nytoet med rullende Guldbjerge og Eventyr fra at Solguden havde badet sig. Mathias Wiig følte det, som havde han gjennemgaat noget beslægtet, - et saadant Sjælens Bad . . . . . . "Da er Verden ren. Da er der endnu ikke kom- met Synd i den og alt det, som formørker og smudser og gjør Straalerne mattere og mattere - Hm-m, kast ud en Pøs og hal den ind igjen, og af hele Illusionen med Farverne og al Pragten og alle SIDE: 117 Eventyrene blir der kun tilbake en Skvæt simpelt Sjøvand! Som vi ikke alle færdes daglig paa Tilværelsens Oceandyb, bare at vi er afsløvede for at se det. Her gaar Havmanden - og derinde Agnete . . . Men ikke vil jeg bedrage hende ved at spille paa nogetslags Lire. I vor Vise har der været Graad nok" . . . Han stod i Morgenstunden og sværmede. - - - Mary Johnson, - den vrede unge Dame fra Kahytten, - vilde ogsaa se Solen stige op af Havet. Hun var af norsk Udvandrerfamilie. Faderen eiede nu et Broncestøberi i Chicago. Jo rigtig! - - Med det samme hun traadte op paa Dækket, atter den sortsnudede, - var det ikke som for- gjort! Hun gik længst mulig hen paa Dækket - Sortsnuden hed Grip og var Pianofabrikant. Hun havde undersøgt det i Reisebogen. Ellers var han vist allestedsnærværende. Igaar havde hun flyttet Plads ved Dineren og sat sig om ved sin Far. Saamænd, han havde ogsaa byt- tet Plads. Og der kom de igjen lige over for hinan- den! Hun blev staaende og se udover det rødmende Hav, og bøiede og bøiede den lille fine Spadserstok, hun havde lagt sig til i Europa, ned imod Dækket. Pif, - der brast den med et høit Knæk - Naturligvis, - en to tre, var Svartsnuden der, - tog galant Stumpen op fra Dækket og beklagede Bruddet, som det kunde været et Saar. Havde hun endda smeldt den af paa hans Rygstyk- ker! - "Kanske De kan sætte den sammen igjen i Deres - Paraplyfabrik," - lød det impertinent. "Nei da heller støbe den om i Bronce!" lo han efter hende, som hun slængte Stumpen overbord og gik. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Doktoren var i fuld Leg med sin Søn Isak. Han SIDE: 118 havde tat ham paa Ryggen nu, de var blet træt af at løbe omkap, og satte ham saa uventet op paa Hytte- taget, hvorfra Gutten ikke kunde komme ned igjen. "Bravo!" - lød Fiolinistens Stemme, da Gutten uden Betænkning vovede Spranget og hang sin Far om Hal- sen, - "tapper Fyr!" "Han skal bli noget, han kan faa bruge sin gode stærke Krop til," - yttrede Doktoren. "Ser De," - kom det intimt, - "Moderen er saa sund. Og denne Karen!" - han satte sig hen og be- gyndte at vippe Gutten paa Foden . . . "Høit op i Veiret ja! . . . Se bare den naturlige Balance, Havs- land. Jeg stør ham bare saavidt med Haanden, - Moderens Harmoni! - Jo da, jeg gaar her og venter og er Barnepige. Arna vilde absolut ha mig med ned til denne Heksen for at spaaes. Men, voksne Folk, De, med et og andet oplevet et cetera, - lader sig ikke spaa! Der skal et troskyldigt Barnesind til, som hos min Arna, for ikke at føle saameget som en Studsen foran det." "Aa Pokker heller," - lo Fiolinisten, - "jeg skulde nok gi't lidt til for at vide, om jeg kommer til at faa Succes nu i New-York. Men ellers, som De siger, Dok- tor, i det store, - nei, saa vilde jeg paa det bestemteste nægte at lade mig behandle af nogen Heks i Endor. Livet er for mig et Spillebræt, - Seir eller Undergang, atter og atter, til Alderen kommer, et Kast med Ter- ningen, et Vovestykke paa Nerverne for hver Gang. Og saa, - om jeg vidste det alt forud? - Livet blev lamslaaet, fladt og tørt som en Pandekage af bare Mel uden Syltetøi" . . . Nu viste Fruen sig i Kahytstrappen. Hun stansede lidt som for at hente Pusten. Idet Doktoren kom hen og mødte hende, udbrast hun betaget: "Det er, som jeg er kommet til Dagens Lys og de levendes Land igjen!" "Men kjære Barn, Du er jo aldeles bleg. Kom her og sæet Dig og drik et Glas Vand," - lød det fra Dok- SIDE: 119 toren. "Det har nok været en ordentlig Spaakjærring dette." "Det var skrækkeligt, - som hun tog et Greb i mig. Jeg glemmer det vist aldrig . . . Der er dog noget, - noget, i dette overnaturlige" - "Hun har altsaa sagt Dig det, Du ikke likte at høre," - kom det med et mørkt Blik fra Doktoren. "Det véd jeg ikke . . . Det véd jeg ikke. Jeg for- stod det jo ikke - helt . . . Men det var skrækkeligt! - Hun sad der i et halvmørkt Fosforlys, - saadan blaa- agtig i Ansigtet og ligedan Hænder, og stirrede paa mig mere og mere indtrængende, saa jeg tilsidst følte mig ligesom slugt af hende - Jeg sad halvt som i Drømme og saa mig sløvt om. Hun havde et Bord med en Lysestage foran sig, og et med alskens rare Tegn og Runer besat Væggeteppe bag sig. Fonden saa ud som Indgangen til en Begra- velseshule - Ja, hvad hun sa'? - Jeg syntes, jeg hverken hørte eller forstod. Men Ordene staar alligevel skrevet ind i min Hjerne," - Fruen bankede sig paa Panden . . . "Mine Ansigtstræk laa høit i det lyse og glade, sa hun, og min livlige fuldblodige Natur for helst at handle først og tænke siden . . . Nu saa hun ind i mit Hjem og studerede og saa . . . Midt i Lykken var der som en Skygge, sa hun. Men hun kunde ikke se klart . . . Med ét blev hun opmærksom, holdt den ene Haand til Øret og lyttede - "Det kommer fra det opretstaaende Piano, som stod under Portræterne mellem begge Vinduerne," - mum- lede hun. "Der dirrer noget skurrende i en Streng . . . Det er i Bassen, - altsaa en Mand!" Uf, det greb mig saa, da hun saa lyslevende beskrev Pianoet, - næsten som hun kunde ta' i det, - noget saa usigelig beklemmende, - som der gjemte sig noget galt under alt. Takke til at ikke ogsaa Portræterne faldt ned. - SIDE: 120 Uh puh . . . Men saa er vi da herude paa Havet i god Behold, trods alle Spaakvinder, Jon" - . . . "Ser Du ikke, at jeg ikke vil ha Dig paa Knæet, Gut!" - lød det pludselig med et daarlig behersket ondt Lune fra Doktoren. "Nu har Du din Mor. Jeg har gjort min Tjeneste" . . . Og mørk i Minen skjød han Isak noget uvarlig væk og drog sig bort. Der opstod en vis Forlegenhed mellem de to gjen- blevne, og Fiolinisten afleverede et godmodigt - "Kom hid, Gutten min, saa skal Du faa ride Ranke paa min Fod." Men Barnet saa blot grædefærdig paa Moderen. "Aa et Lune," - søgte Fiolinisten at slaa det hen. "Nerver, Nerver har vi alle. Doktoren har kanske ikke likt, at De gav Dem hen i dette Spøgelsesvæsen; han saa, De kom noksaa betaget ud fra det." Han mødte et forpint Blik fra Fruen . . . "Aanei, aanei, Havsland," - brast hun saa ud, som om hun vovede Betroelsen. - "Det er en Sygdom, en Sjælesygdom. Det kan komme ved et tilfældigt Ord eller som nu, ved den uforklarligste Anledning . . . Men han lider, og der er Stunder, da det blir uud- holdeligt! Han faar et saa bittert Syn paa hele Livet . . . Og jeg staar hjælpeløs og bare lider med ham . . . Han taaler intet Spørgsmaal, ikke den vareste Til- nærmelse til en Forklaring. Jeg har kun den Udvei at tie og lade som jeg intet ser, og saa prøve at faa ham lys igjen med mit lykkelige Humør . . . Aah, naar det Tungsind kommer, - det er en Strid!" Hun reves mere og mere hen ved denne ene An- ledning til at udtale sig, som hun følte, hun her havde faat. - "De husker ham nok, Havsland, fra den Tid, De var hos os. Humøret spillede ham ud af Øinene. Men saa var det jo kun en afsidesliggende større Smaaby, han havde at virke i. Og jeg tænker mig, - ja for jeg maa jo grunde og tænke paa dette altid og altid, - at der er kommet en Uro i ham, fordi han manglede SIDE: 121 Anledning til at pleie sine dybere Interesser, og maatte gaa der i Trædemøllen fra Hus til Hus . . . Jeg mener noget som en Aandens Uro, fordi den føler sig i Bur, - hvad en Natur som De nok forstaar, Havsland. Det er det, jeg haaber paa, at han nu i de større Forhold skal faa anderledes Luft under Vingerne." Hun rakte ham pludselig Haanden og gik med Bar- net. Fiolinisten sad igjen eftertænksom, medens Haanden af og til rørte sig som kneppende over Strenge. Han rystede paa Hodet: - "Nei, nei, stemmer ikke. - Det var i Bassen, det skurrede, - altsaa et Mandfolk - - - Hm, en Frue saa feteret som hun, gjør ikke altid sin Mand lige lystig, som de andre . . . Det er naturligvis nogetsteds paa den Kant, Landet ligger. Farverig, - fuld af Indfald, - det gir det Pokkers betagende, som hun selv ikke véd om . . . Og Trang til at forsyne en hel By med Idéer til Fornøielser . . . Aanei. Aanei. Det tør ikke falde saa let at være Manden i Legestuen. Han faar selvfølgelig den ene Afgrund efter den anden at se sig svimmel ned i!" Havsland rettede sig pludselig ved at se sin berømte Kollega, Pianovirtuosen, stile henimod sig, selvfølgelig for at gjøre ham sin Visit, og mulig forsøge en Aftale, om en modus vivendi, hvorledes man kunde undgaa at være hinanden iveien. Det var to høflig smilende Fysiognomier, som under Samtalen helt gjennemskuede hinanden, og blev fuldt paa det rene med, hvad de vidste før, at Kampen mel- lem dem om, hvem der skulde have Laurerne og Publi- kums Gunst, var uforsonlig, - paa Kniven! - og at det ikke kunde falde nogen af dem ind at proponere, at de skulde slaa sig sammen om Turnéen. . . . "Kunstens Ørne, som vi, sælges ikke parvis paa Markedet!" - endte Bølge Havsland den kildne Ord- veksel, idet de begge i fuld Samstemmighed med hvasse Øine trykkede hinandens Hænder. SIDE: 122 Madklokken ringede til Dejeuneren paa første Plads, og de forsvandt skyndsomt hver hen til sine Pladse . . . - Havet rullede lange sagte Bølgebjerge. Man steg og man steg, til man var over Toppen og dalede saa varsomt og længe ned igjen, rolig og vel, som man kunde klaret Høiden med en Elevator. I den stille Middagsstund bar Vinden Toner af Drag- spil agterover fra Folkelivet paa tredie. Lyden af travle Gafler og Knive og Tallerkenklir lød gjennem Skylighterne op til det nu næsten folke- tomme Promenadedæk, hvor der foruden de vagtha- vende Officerer kun saas en og anden af Besætningen eller en flygtig Skygge af en Opvarter. Ellen Brandt, Stewardessen paa første, havde fundet Anledning, medens der spistes, til at unde sig en Fri- stund for at trække Luft. Hun stod og fulgte med en vis Opmærksomhed sin Landsmandinde, Frøken Morland, som saa ufortrødent leiede og trak og bar paa den livlige sprællende Gut- ten. Nu tog hun pludselig frem en Bog og satte sig til at læse. Men straks efter vendte hun sig lige optaget af Barnet . . . Der var noget hjælpeløst rørende ved hende. "En rigtig deilig Gut, de der har at passe, Frøken," - yttrede Ellen Brandt nærmende sig, - "en livlig Krabat." "Aaja, jeg har jo paataget mig et stort Ansvar," - lød det med nedslagne Øine og opstigende rødt ved Ørene. "Jeg vilde blot sige Dem, Frøken Morland, at De i mig har en Landsmandinde herombord. Mangler der noget, Melk eller andet, saa vend Dem bare til mig, - Stewardessen paa første. Kanske jeg kunde skaffe en liden Barneseng ogsaa. Disse Køier er ikke for Barn." "De skal ha hjertelig Tak; men som vi nu har det, ligger han godt og lunt." "De tar ham op i Deres egen Køie, kan jeg tænke?" "J-a . . . en Del af Natten," - kom det sagte og lidt uvist, - "paa Morgensiden, naar der strømmer for kold SIDE: 123 Luft ind af Ventilen. Og - og, jeg er jo saa ængste- lig" . . . Ellen Brandts Øine hvilede gjennemskuende paa hende, og med pludselig Varme brød hun ud: "Jeg synes, De maa være lykkelig, De Frøken, som har faat et sligt vakkert Barn at være Mor for, - saa- længe," - fulgte det noget efter . . . "Det blir dog den store Glæde for hver kvindefødt!" Ordene dirrede af Følelse og satte høi Glans i Frø- ken Morlands Ansigt: "Ja-a, det tror jeg ogsaa" . . . kom det lydløst fra en snøret Hals. . . . "Og at se Faderens Træk gjenfødte i et lidet Menneske, som kan vokse helt anderledes ret og rankt op i Livet!" - ivrede Ellen. "Jeg - har - aldrig set ham" . . . stottede Frøkenen med et svimmelt Udtryk i Øinene. "Nei, se paa Gutten, den vakkre Gutten," - afledede Ellen Brandt. "Det er da en djærv liden Fyr." "Ja, ikke sandt!" "Saadan en rigtig velvoksen liden Herre. Og de spil- lende Øinene - Ja, De kan nok ha Møie med at holde den Karen i Ro! Han er bare altfor frisk, - klyver han ikke op der! De maa ta ham, Frøken" . . . Ellen stod og saa lidt til, hvorledes Frøkenen nu helt overgiven tog Barnet og løftede ham straalende op paa Fanget . . . "Og mangler der noget," - endte hun, idet hun gik, "saa har De mig, - bare henvend Dem til mig, Frø- ken Morland!" . . . - - - - - - - - - - - - - - - - - - Ellens Blod var kommet i Oprør . . . Det stod for hende eller ringede hende i Ørene noget, Mathias Wiig engang havde fortalt hende, - han havde gjennem Aarene ført hende ind i sin Tankeverden, - noget om Amazonerne, der sviede sit Bryst for at kunne spænde Buen . . . Der gik en stakkars Kvinde, som ikke skulde kunne spænde for stærk en Bue, og havde svedet Brystet SIDE: 124 efter Evne mod Moderglæden for at kunne hævde sin honnette Stilling i Verden! . . . Og her gik hun selv endda fattigere, med, hun kunde sige, sin Livstraad overskaaret. Hun havde ikke engang noget at forsvare, - at brændsvide Brystet for! . . . Gjennem alt havde hun dog bestandig set hans Ansigt som et dybt sjælfuldt Portræt. Nu var Billedet vendt paa Væggen - Hun erindrede bare med opsamlet Bitterhed en vak- lende Skikkelse med af Sølen tilsmudsede Støvler, et dødt betændt Blik og stammende Mund . . . Det var en tolv, fjorten Aaars Kjærlighedsdaarskab og Sjæleslid, - begyndt i hendes pureste Ungdom, - det hun nu alt var reist fra baade ud- og indvendig! - hel Be- slutning, derfor var den saa rolig sikker. Hun tog fat paa sin Gjerning, tilsaa, paaskyndede, ordnede og bestemte. Hun havde et Par noksaa hede Affærer med underordnede, der maatte kontrolleres, holdes i Ave og irettesættes. Det gik for sig kort, be- stemt, korrekt, - var blot som Tapper og Skruer i et Maskineri . . . Ellen var et klart Hode og fattede Tin- gen med overlegen rigtig Takt. Men, det som inderst inde kunde spænde eller sjæleængste hende, var ikke længere til. Livet var blevet et Fabrikarbeide, Fortiden dømt og sunket! - Saa hun havde bare at tænke - Dette var engang . . . dette er hændt! . . . - Hun vidste ellers saa sikkert selvfølgeligt, at han holdt til der i Rummet mellem Røglugaren og Kabysen paa andet Dæk, hvorfra han kunde holde Øie med det meste af det, som foregik paa første. Det blev hende blot lidt paafaldende, at Wangensten nu for anden Gang gik der forbi uden at hilse. Han var der altsaa ikke -? - Og hun havde hellerikke set Glimt af ham, da hun var dernede og talte med Frøken Morland. Men dette kom hende ikke længere ved! - Der var blot et Øieblik opsteget - af Vane, - noget som den SIDE: 125 gamle Angst i hende. Hun vidste jo Faren, naar han var fortvilet . . . Hun drev paa og drev paa med sit Arbeide . . . Det døvede Tankerne . . . Uden at gjøre sig rede for det, stod hun en Stund efter uvilkaarlig oppe ved Gelænderet paa Promenade- dækket, der gav Oversigten. Og, som hun havde anet, - der stod han nede paa tredie! Han lod til at have oprettet et Udsalg af sine Foto- grafier dernede. Der var en Stimmel af Landsmænd om ham. Man skjænkede og snakkede og drak . . . Hun fik det med ét, som hun vilde skrige henover til ham - Mathias - - Hun syntes næsten hun gjorde det, - vendte sig saa fortvilet om og styrtede ned til sin Dont! - - - - - - - - - - - - - - - - - - Mathias Wiig havde staat med sine Fotografier midt i det vrimlende Liv paa tredie Plads helt fra Morgenen af. Billederne vakte Gjenkjendelsens Stemninger fra Fortiden og Hjemmet. Og det viste sig, at hans Lands- mænd allerede nu saa paa dem med andre Øine og anderledes berørt Sind. Lidt efter lidt var der kommet som Humør og Fest i Luften . . . De forbudne Lommelærker og Flasker listedes frem, og man drak og skaalede . . . Mathias Wiig følte Lyden af Glassene og Klinknin- gen som Dombjelder fra gammelt, dem han tit nok havde faret med paa forbudne Veie, - medens man bød og rakte ham i Patriotismens Navn saa et Glas og saa liberalt hele Flasken. Uforsigtig spildte Brændevinsskvætter vædede et og andet af Fotografierne og randt klæbrig ned ad de el- skede Fjelde. Man snakkede og nødte og var rørt og brølede og SIDE: 126 vrøvlede ham i Ørene og satte Snapseglassene fra sig paa hans Bord. Og bag ham skreg og skraalede nu Lægprædikanten, som falbød Traktater, - udmalende hvorlunde han her befandt sig paa Torvet i Babel med de mange Forvir- ringens Sprog! Mathias Wiig var træt og svimmel . . . En overstrømmende godslig, ravende Mand slog ham, tumlende for Skibets Duven, sit bredfyldte Glas i Brystet. Det var underligt . . . en brændende Smag, han havde faat paa Læben, - i Munden - - Skvættet fra Glas- set . . . Det blev saa stille indeni ham, - som noget var hændt, - eller nu kunde hænde . . . Han var uskyldig . . . Mod en Regndraabe kan in- gen garantere . . . Han svælgede ikke . . . Det var bare en halv Draabe . . . Men den vedblev at brænde som Ild paa Tungen, - som en Vanddraabe længe kan syde paa en hed Kak- kelovn uden at fordampe . . . Han var totalt udenfor Hændelsen. Og Hændelsen var heller ingenting, - ubetydelig, - ikke til at pustes op for Fantasien. Lægprædikanten skraalte bag ved ham om Torvet i Babel. Han hørte hvert Ord, medens han snakkede og gav Besked om Priserne paa Fotografierne. Han maatte sky Tankerne, - der var ligesom kom- met en Panik ind i dem, - og holdt Opmærksom- heden haardnakket fast ved Lægprædikanten. - Der havde staat et fuldt Glas mellem de to in- derste Stabler af Fotografier - Han greb pludselig didhen, - blot for at faa det bedre dækket for Folks Øine . . . Men, mærkelig nok, - nu stod det der ikke. Han havde dog set det, - virkelig set det! - og ingen havde været der . . . SIDE: 127 Han holdt Tanken krampagtig fast ved Lægprædi- kanten, der fo'r mere og mere rasende voldsomt ud mod Folket i Babel, som havde Øren, men ikke vilde høre! Og nu lagde han grotesk demonstrativt en Slagter- kniv foran sig. Han pegte og pegte paa den og ropte, at Menneskene ikke forstod Virkeligheden - den on- des Træskhed og Magt, - før de havde Kniven i sig, og Døden griber dem i Struben . . . Mathias Wiig saa igjen Glasset staa der, - akku- rat staa der, - og han greb pludselig ud for at kon- statere Faktum. Det var der ikke. Han saa sig heftig og med en Brand i Øinene om efter et virkeligt Glas, - rakte Haanden ud med et Nik til en glad Kunde, da hans Blik fangedes af en Skik- kelse oppe paa Stormdækket, der med ét forsvandt igjen. Ellen -! - Han fik en pludselig Angst. Han havde staat paa Randen af Hallucinationen før, - det truende Deli- rium . . . Han pakkede med voldsom Fart sine Sager ned i Kufferten og hastede bort. - Maatte op paa Dækket og trække frisk Luft . . . Han gik der og drev . . . Han havde endnu ikke forvundet Lægprædikanten, - havde en Følelse som af, at der var gaat ham en Kniv gjennem Aanden, - hændt ham noget, der næsten smagte af Mirakel - Om det ikke var selve Instinktets Naturlov, som havde været ude og frelst . . . Det nyttede ikke at dølge for, at han dennegang havde været helt ude paa Skrænten . . . Paa Bænken ved Røglugaren sad Brunkappen urør- lig, taus som et indisk Gudebillede. "Og De gaar til Benares?" - vendte Fotografen sig pludselig til ham. Den anden nikkede. SIDE: 128 "Og De var der ifjor ogsaa?" Atter et Nik. "Hm . . . De mener at reise rundt Jorden" . . . "Ja, - dette er den syvende Gang." "Saa, - hm -" Mathias Wiig pustede betænksomt Røgen ud -: "Jaja, det er kanske ogsaa en Maade at fordrive Ti- den paa." "Nei, det er ingen Maade - ingen Maade at leve paa . . . Det er en Maade at være ulykkelig paa" . . . Han blev siddende som stirrende ind i Forholdet . . . "Man drikker sin Morgenkaffe, - lar sig barbere, indtager Dejeuner og Diner . . . hviler og spadserer, indtil man har faat Has paa Dagen. - Aah, - bare at faa Has paa en eneste Time, naar man saadan gaar og tænker paa det og konfererer med Uhret! Og saa vide, at man har fjorten femten saadanne Timer igjen, inden man kommer til det at skulle sove væk Resten af Døgnet. Man sætter Støvlerne udenfor Døren for at blank- kes og undersøger indenfor Hanker og Kroge for Mu- ligheden af at hænge sig!" "Men saa gaa iland, Mand, lei Dem et Apartement eller kjøb Dem et Hus, eftersom De har Raad til." "Vilde ikke hjælpe . . . kommer ikke ud af Ringen for det. Det er de samme fire og tyve Timer iland som ombord . . . Bare en ny Maade." Mathias gjorde en betegnende Bevægelse med Haan- den udover mod Rælingen. "Kaste mig overbord, mener De? . . . Ja, tror De ikke, jeg har overveiet det," - kom det med en trist Rysten paa Hodet; - "det var egentlig Grunden, hvorfor jeg drog ud. Jeg trode, jeg havde hele Havet i Reserve, om jeg vilde gaa ud af Tilværelsen." "Men saa -?" Mathias havde ofte været paa den Kant. Det morede ham at se Fisken sprælle. "Aa, jeg er kommet fra, - helt fra det. Der stiger saa mange Hensyn frem, som skræmmer Nerverne . . . Bare en Forestilling som den, at man kan suges under SIDE: 129 Propellens Skrueskovler og dukke op forslaat og halv knust i Kjølvandet. Eller at man kan faa en Red- ningsbøie slængt efter sig og saa maatte ligge der i Vandet høist uskikket og skulle træffe et sidste Valg mellem Liv og Død! - Jeg har gjennemgaat alt, stu- deret det paa en Række transatlantiske Linier. Men, siden jeg saa Haiens Rygfinne, har jeg bestemt mig fra det." "De holder Dem altsaa indenbords," - raillerede Mathias Wiig. "Men selve Grundtanken," - fortsatte den brune uden at bemærke Skosen, - "den skjælver og arbeider altid hos Mennesker, for hvem Dagen er slaat om i det vrange, - som har Mørke i Øiet og ser graat. - For hvem Solen er som en nedskruet Lampe, og Dagene flyder i hverandre - ind i det store Tungsind" . . . Mathias stirrede pludselig paa ham - "Og De gaar nu til Benares?" - gjentog han. "Ja, hvorfor ikke? - Man reiser og beglor denne runde Globus, som heder Jordkuglen. Det samme som hele Tilværelsen gjør i sin evige Gjentagelsens Ring . . . Vi er dens Narre," - udstødte han, idet han tog op Uhret, viklede Kjæden om Haanden og traskede afsted. SIDE: 130 FJERDE DAG. Man var udpaa Formiddagen kommet ind i en an- den Vindretning, der tillod at støtte Farten med alle Seil. Bølgegangen havde hidtil været noget generende fra Siden, nu lettedes den. Der heistes og haledes med Maskin- og Haandkraft for at faa sat de svære Duge. Det myldrende Liv med Kommandoraabene og den jagende Sværm af Matroser virkede som en hel Af- veksling. Man fik nu noget andet for Øie - Atlanten med sine Bjerge og Brott og vældig skummende Manker rullende bag sig, som en vild graadig Brænding slik- kende med susende, hvislende Tunger for stadig at knuses i Bølgedalene bag den kjæmpestore, raskt hen- ilende Damper, - drages, vrides ind i Skruens Afgrund - aldrig naa! Der fulgte saamange Ting med den ændrede Kurs, - fra det, at man tog en anden Stilling i sin Køie, eller saa Røgen hvirvle fra en anden Kant, naar man drev paa Dækket, - til den Betragtning, at man kunde vente at komme saa og saa mange Timer tidligere frem. Kort, en Forandring! De mangehaande Udveie til Adspredelser blev idag mindre udnyttede. Abekatten i Buret paa Dækket fik ikke det vanlige SIDE: 131 Publikum at gjøre sine forskjellige Grimacer og Kuld- bøtter og Sprang for. Joko var meget forfængelig og idag under den totale Mangel paa Tilskuere i daarligt Humør. Den havde, træt af en utaknemlig Verden, trukket sig tilbage i en Krog af Buret og rystede blot af og til rasende i Sprinklerne. Nu kom Mary Johnson munter og leende og ras- lede foran Buret med sin Pose, der for Tilfældet var fyldt med Nødder og Knask fra Desserten. Mary Johnson forsøgte den med en Nød - og saa nok en - Men det var kun med Hvæsen og snerrende og vi- sende Tænder den saa til, medens hun prøvede at faa den lokket nærmere. Mary følte sig baade saaret og forsmaa't . . . Hun saa sig ærgerlig om . . . Heldigvis var den sort- snudede langt henne paa Dækket. Hun forstod nok, at han havde set hende, og at hans ivrige Stirren paa Matroserne oppe i Riggen var lavet . . . Han havde vel faat nok igaar! Nu fristede hun Joko med nye Herligheder . . . Og den forsmaade vistnok ikke de Bonbons, hun ka- stede til den, - greb dem behændig i Luften; men forholdt sig lige bidsk og arrig til alle hendes søde Ord og lokkende Tilraab om at komme nærmere og spise af hendes Haand. Men nu skulde den bøie sig, komme og ta det! Joko vendte imidlertid ublut den mindst galante Side til. Dens Øine lyste giftigt, naar den keg paa hende fra Siden, alt som den mere og mere stred med Fristelsen. Og Mary pratede og lo til den, og lod en stor deilig rød Bonbon spille i det mest forførende Lys. Der foregik øiensynlig en voksende Kamp inde i Dy- ret, der tilsidst steg til undertrykte dumpe Knur. Og nu, ved en sidste Forespeilen, styrtede den i vildt Raseri hen til Gitteret og nappede Bonbonen. Mary udstødte et Skrig. SIDE: 132 Den havde bidt hende i Fingeren, og hun holdt den vuggende op i Veiret. Med Lynets Fart var den sortsnudede hos hende . . . "Den har bidt Dem!" - raabte han heftig - Og, før hun kunde samle sig, havde han grebet Haanden og sugede og sugede Blodet ud. "Et saadant Bid kan være giftigt," - lød det for- klarende. Han beordrede en Opvarter til hastigst at skaffe Vand - Vaskede og vaskede saa Haanden, - tørrede og tryk- kede den forsigtig med hendes fine lille Lommetør- klæde. Fandt saa frem fra sin Lommebog en Plade med Hefteplaster, det han hændigt og kyndigt anlagde om Vunden . . . Nu bød han hende Armen og førte hende omsorgs- fuldt ned til Forældrene, hvor han efter en kort For- klaring af det skete anbefalede at styrke hende med et Glas Vin. Mary havde været taus og helt bleg. Men nu sendte hun et og andet trodsigt Kig op paa ham . . . Hun var overrumplet! . . . Forældrene viste sig echaufferede over Begivenheden og udtalte sig med overstrømmende Taknemmelighed mod den unge Mand. "Men er der ikke noget, som heder at gjøre en Flue til en Elefant, Hr. - Hr. - Redningsmand?" - hen- kastede Mary uskyldigt. "Aa, - en rigtig smuk Flue, Frøken, - selv om den stikker . . . Der napper altid en eller anden tosset Ørret- fisk efter den - Ellers," - sa han, idet han bukkede og gik, - "maa jeg oplyse Frøkenen om, at jeg ikke syr Paraplyer. Jeg er Pianofabrikant" . . . - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Doktoren havde gravet sig ned i Tobaksrøg og et videnskabeligt Værk baade igaar og idag. Han var ordknap og taus. SIDE: 133 Hans Hustru strøg nu og da urolig forbi ham. . . . "Man har et Æble, Du," - yttrede han pludse- lig udover Bogen . . . "Den, som kunde se, om det var ormstukket!" Arna vidste, at nu lysnede det. "Om Du naa'r dit Maal? - Pyt, saa seiler vi hjem igjen . . . Men det véd jeg saa sikkert, Du gjør . . . Bare Du kunde holde Humøret oppe og slippe over al den Uro og Spænding, inden det blir til noget!" "Eksistere med et altid nagende Spørgsmaal i Livet, mener Du . . . Naa, saa faar man ialfald leve i Haa- bet om at faa se en Løsning engang," - mumlede han. "Aah, noget at leve paa, - eller i, - eller for!" . . . spøgte hun. "Som det ikke er nok at ha Dig og Gut- ten, - staa op om Morgenen, se efter Veiret, høre Ny- heder, - træffe Mennesker, og faa noget istand, som der kan være Glæde og Fornøielse ved." "Ja, dersom Du vidste, hvor jeg er enig med Dig, Arna, - at faa more og glæde sig helt og fuldt med Dig, Du, i vort Hjem, - i vort Hus, - vor Have og vor By, - og ikke ha' en eneste Tanke, som kunde formørke det!" . . . Han satte hende pludselig paa Knæet og lænede sit hede Hoved ind til hende. "Naa, ser Du! - Og neimæn, om jeg forstaar, hvor- for vi skal lægge saameget Humør i at faa rede paa hvormegen Vanddamp der er i Luften, naar man har Paraply, - eller Fosforholdigheden af alt dette langt, langt borte." "Ser Du, Arna, jeg er egentlig ikke skabt for at tvile; jeg er skabt for at tro" . . . Han trykkede hende heftig til sig - "Det at holde Dig slig i mine Arme - og skulle tvile, - det - det er for mig Døden . . . Vilde Du vel lade mig dø, Du voksne legende Barn! - om Du holdt din Mand i din Haand som et Legetøi, vilde, - vilde Du vel?" Hun fo'r pludselig op: - SIDE: 134 "Dette er formeget for Dig, Jon! - Vi vil hjem igjen, siger jeg Dig, hjem igjen" - "Til Foltmar - og," - lød det underlig skjærende. "Ja, hjem igjen, siger jeg. Dette blir Dig for tungt!" "Aanei Du. Aanei Du, - jeg har blot trængt at faa et Udbrud. Det er Nerver dette" . . . Hun blev siddende hos ham. "Iaften skal vi spille Schack eller Domino sammen. Jeg længes efter at faa sidde saadan huslig, hjemlig hyggeligt med Dig igjen engang - - Aa Du, saadan lidt Fred og Ro i Sindet er vel- gjørende . . . Men Du, Arna," - kom det pludselig, - "nu kan Du gjerne sige mig, hvorfor Du i alle de Aar skjulte for mig, at Du ogsaa hed Filomena." "Fordi det var stygt naturligvis, - hvad andet? - Som Barn ærtede de mig altid med det paa Skolen, og selv syntes jeg det var saa latterligt. Og da Du saa friede til mig, brød jeg mig da virkelig ikke om at bede Dig kalde mig Filomena." "Men Du kunde da gjemme paa det." "Ja, det kan Du tro! - Jeg havde forresten næsten glemt det, da Du fandt Attesten." "Du kan altsaa ha Hemmeligheder for mig?" - sa han tungt rugende. "Ja véd Du hvad, - naar det gjælder ikke at miste et Fnug af den Charm, jeg staar i for Dig! - Det skulde være min mindste Kunst. Men jeg siger Dig, Jon," - udbrød hun, - "iaften spiller vi Domino eller Schack. Jeg kommer til at glæde mig til det i hele Dag!" - - - - - Derude blandt Passagererne gik Historien om den unge Dame, som var bidt af Abekatten, og den unge Herre, som havde suget det giftige Blod ud, nu omsat i tre fire Sprog og med ligesaa mange Ændringer eller eventyrlige Sammenhænge: - Forældrene satte sig ubønhørlig imod deres Kjær- lighed. Det havde sin Grund i det urokkelige Had- og Hævnforhold mellem to gamle Slægter i det høit op i SIDE: 135 Norden liggende afsides Norge . . . Paa deres egen Grund pleiede saadanne helt til den sidste Tid at svi' Husene af for hverandre. Nu var det forbudt overalt i Landet . . . Den unge Dame var faldt sansesløs besvimet om inde i Kahytten, da han trængte derind efter hende, og de begge forgjæves paa deres Knæ havde anraabt Forældrene om Samtykke, - truet med at styrte sig overbord . . . Det var et Stykke vild Middelalder her midt i den moderne Nutid. Han en Pianofabrikant, hendes Far Eier af et Broncestøberi . . . - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Lille Gunnar vendte sig paa vild Flugt. Der blev pludselig draget et Taug henover Dækket, som han havde leget med og antaget for noget fast. Han tumlede og faldt lige i Fødderne paa Brunkap- pen, der med et Par befippede Pas gjorde en famlende Antydning til at plukke ham op. Frøken Morland var imidlertid sprunget til og havde Gutten op paa Fanget, inden den anden rigtig fik summet sig. Der foregik en hurtig Undersøgelse af et lidet Skrab i Panden, og en Aftørren af Taarer med Lommetør- klædet, under hvilket baade hun og Barnet saa lige ulykkelige og raadvilde op paa den underlige Mand, som stod der foran dem og ikke sa' et Ord. "Det var min Skyld," - stottede hun forlegen. "Saa." - "Som slap ham didbort til Tauget." "Saa." "Saadanne smaa vil saa let være iveien, naar man ikke passer paa," - prøvede hun videre at undskylde. "Jaja," - han rystede betænkt paa Hodet til noget inde i hans egen Verden. - "Jeg har heller aldrig begrebet det." Hun saa spørgende op paa ham . . . - "Hvorledes Menneskene frivillig kan holde ud at SIDE: 136 dægge op en hel Efterslægt, - op igjen og op igjen det samme." "Dægge op et Barn?" "Ja for Penge og Fordel, det er en anden Sag." "For Penge," - hun trykkede Gutten heftig til sig. "De er jo ikke hans Mor. Gjør De det da ikke for Penge? Betaler man Dem ikke for Uleiligheden?" "Nei, man betaler mig ikke," - lød det fast. "Saa er De vist et af de Mennesker, som andre be- tjener sig af. Eller maaske rig og har en Kaprice?" "Men De har dog selv engang været Barn," - an- slog hun. "Det har jeg vel. Men det er meget, meget længe siden", - sa han hovedrystende og gik videre. Frøken Morland fandt frem en Kjæphest med Hoved og Bidsel, der straks optog Gunnar. Nu skulde han ri'e til Kongens Gaard og frie . . . Brunkappen stansede et Øieblik igjen og saa til . . . Snart stod han fordybet helt stille - Og Gutten løftede Knæerne høit op, saa det blev rig- tig vilde Forben, og galloperede og travede. Den fremmede vendte sig pludselig til Frøkenen - "Underlig . . . Det stiger op for mig . . . saadan har jeg ogsaa engang travet om paa en Kjæphest . . . Den havde en flyvende Manke og nogetslags dunkelblaa Stene til Øine . . . Aah, nu husker jeg den saa godt . . . med messingbeslaget Bidsel, som Tjeneren pud- sede" . . . "Saa fin!" - udbrød Frøken Morland. "Og jeg me- ner nu, at end ikke Salomo i al sin Herlighed kan klæde en slig Træklods saa rigt, som saadan et Barns Indbildningskraft!" "Ja, se Dig kun om, Du lille," sa Brunkappen, som han fulgte Barnets Leg, - "hvorledes Bagbenene spæn- der i Bakken" . . . - "Den som kunde gaa ind i det Skjær, hvori Barne- øiet ser, det vilde være som i en Festsal!" - fortsatte hun sin Tanke. . . . "Eller et anskueligt Billede af, hvorledes Til- SIDE: 137 værelsen fører os op med Bedrag fra vi er smaa af," - murrede han . . . "Senere fik jeg en Ponny, ja. Fra den faldt jeg ned og kom fra det med et Knæk i Hof- ten. Saa var det forbi med Sporten. Og jeg holdt til paa Verandaer og i Bibliotheket, - lavede mig min egen Verden, - gjorde som han der, - lod mig nøie med at se Hodet og Manken og de to forreste Ben af Hesten og red med Indbildningskraften paa fire." "Ja, der er meget ondt i Verden, mest det, som Menneskene gjør hinanden," sa hun sagte. "Véd De noget om det?" "Aaja. Aaja, - endel, ikke saa lidt" - "I Retning af hvad?" "Det kan jeg ikke sige Dem. Men jeg har oplevet - gjennemgaat" - "Oplevet . . . Gjennemgaat? . . . Min Ulykke er, at jeg aldrig har gjennemgaat noget." Hans Blik fadt igjen paa lille Gunnar . . . "Hvilke Lunger et saadant Barn maa ha, som kan springe slig ustanselig, - og hvilken Kraft; - men til hvad Nytte" . . . Han stod lidt endnu - "Jeg tror, Du gjør mig søvnig, Du lille Krabat!" - Han tassede ind til sin Hybel - - - - Inde i Musiksalen, som paa denne Tid af Dagen var saagodtsom tom, sad Ketil Borg ved Pianoet og klimprede paa nogle Folkeviser, dem Miss Annie Rock- land prøvede at lære sig, - hun stod der hos ham og af og til nynnede Melodien med. Ketil Borg havde svævet i noksaa stor Spænding, fra han var kommet efter at Miss Annie virkelig lod til at bære paa den Beslutning at begive sig ned i 111 og lade sig sin Skjæbne sige. Det mulige Svar havde tynget ham, - han var jo ellers en fuldstændig for- domsfri Mand, - men Tilfældet kunde jo være ude med et uheldigt Udtryk . . . Og hvem vidste, hvad det vilde virke . . . I Eftermiddag var hun imidlertid kommet stor- SIDE: 138 mende hen til Forældrene, helt henrykt. - Nu havde hun været der - hos Spaakvinden . . . Var det ikke underligt, hvad et saadant Menneske kunde se og forudsige? - lød det - Men ingen paa Jorden forstod det uden hun selv . . . Hun havde staat der hektisk rød ved Faderens Arm, og af og til gjemt Ansigtet ved hans Skulder for at dække, hvor straalende hun var . . . Altsaa - All right! . . . Hun stod der bag hans Ryg og nynnede med en vis Triumf i Stemmen. Af og til vandrede hun lidt frem og tilbage. Hun gik saa sikkert, med som en ny Reisning og Selvfølelse; det saa's næsten ikke, at hun haltede. Nu satte hun sig hen i Sofahjørnet og fulgte fra Siden Ketil Borgs smukke ludende Hoved, medens han ledte efter de rette Akkorder. . . . "Hendes hele Skjæbne vilde blive afgjort nu paa Overreisen," - havde Kvinden sagt! . . . End om det var sandt! - stormede det i hende, og hun trykkede det hede rødmende Ansigt imot Sofa- puden . . . . . . "Hun vilde faa en Sandhedens Kjerte at holde i Fingrene, til det sved . . . Men Sandheden var allige- vel for hende det bedste," - havde det lydt. - Sved, sved, - hvad brød hun sig om, at det sved .. . Som om der gaves noget, hun ikke kunde taale, naar blot han - -! . . . "Hendes Skjæbne afgjort paa Overreisen!" - - ringede det hende for Ørene . . . Pludselig vendte han sig - "Tør man saa spørge, hvad sa Spaakvinden?" "Aa, De sa' jo, De trode ikke paa Hekse," - lo hun. "Ondt eller godt?" - han holdt Haanden iveiret. "Aa, - naar man først ikke tror paa det," - und- veg hun. "Saa er man en Hedning i det Stykke og fortjener ikke Svar, mener De . . . Denne lever af at spaa Folk lykkelige Ægteskaber, hvad?" SIDE: 139 "Ikke mig," sa Miss Annie. "Men lad mig nu faa lære den smukke Sang ordent- lig," - afbrød hun og stod igjen ved Pianoet . . . - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - "Men kjære Mathias," - Wangensten talte lav- mælt fortrolig, som de gik der sammen, - "dette er jo en hel Historie. Din forrige Forlovede er jo ogsaa her ombord! Du skulde ikke skjult det for en gammel Ven, som kanske kunde bidrage til at faa det, som brudt er, istand igjen." "Hm, Du har mødt hende?" "Javist. Og da jeg tænkte mig, at hun nok kunde ville vide Besked om Dig, indbragte jeg saadan let, hvor helt forbausende forandret min gamle Kamme- rat, Mathias var. - Og at redde de brillante Evner ind igjen for Samfundet! - anslog jeg. Jeg gik med Villie ikke længere dennegang." "Du nævnte for Eksempel ikke noget om, at Fan- den havde fulgt mig her ombord ogsaa, - forlød det hvast fra Mathias. "Hvad?" "Men at han havde annammet to Næsestyvere dels med, dels uten min Hjælp." "Det vil sige, Du har været fristet, Mathias?" "Forstaa det, som Du vil. Men hendes Pligt skal det altsaa være at offre sig, om hun derved mulig kunde "redde en Begavelse for Samfundet! . . . "Aa, hold denne evige Flaben din. Jeg synes her er nok af Alvor." "Ja-ja, Du, det er det, jeg ogsaa synes . . . Men for Samfundet!" "Du forsvarer dit lille snevre personlige Land, Du, imod alle høie Idealer. Og, naar saa en Ven kommer, som vil ha Dig ud af Trangheden og for en Gangs Skyld gir Dig en Aandens Besøgelse, lad mig sige Dig det uforbeholdent, - som kunde bjerge Dig og alt dit ind paa en fast Grund, saa harcellerer Du og er vittig! og tér Dig i alle Maader modbydeligt. Men jeg har nu SIDE: 140 engang foresat mig at omvende Dig til dit høiere "Jeg", ser Du, og føre Dig som en ny Mand paa en ny Grund hen til hende." "Jeg skulde springe ud som en nattegammel Sop i dette ny?" "Du skulde gjøre som jeg, - gi din ideale Trang Udløb i noget praktisk! Min Tanke er, at Du kunde gaa ind som Assistent i Reformarbeidet for Assurancen. Der kan Du leve for en stor Idé . . . Der kan Du samle alt, der eier Fremtidsspirer, ind for dit Syn, - stadig pege paa en opadgaaende Sol, medens den Idé, Du kjæmper for, gaar sin Seirsmarsch gjennem Ver- den . . . Allerede her har nu Sagen fundet sine Til- hængere, - fem Policer tegnet . . . Det er Kvinder, - Kvinderne eier det moderlige vidtskuende Øie for Efter- slægten" . . . "Stort ja. Men det ligger ikke for mig, Wangen- sten!" Mathias Wiig var blevet mere og mere urolig ved at tænke paa, hvad hans Ven kunde ha anbragt af An- befalinger for ham hos Ellen . . . Han trak pludselig op Uhret, bemærkede, at han havde Fotografiplader at præparere og hastede afsted, efterladende Wangensten til sine egne Betragtninger. Lidt efter skjød han frem ved den lille Trappeafsats i den overdækkede Gang og speidede indover Raden af første Klasses Kahytter. Det maatte ikke være en heldig Tid paa Aftenen; han saa blot af og til som skyndsomt nogen af det kvinde- lige Opvartningspersonale. Han havde fulgt en blind Indskydelse, da han saa- dan fo'r avsted i et Slags dunkel Angst for, at For- holdet mellem ham og Ellen skulde risikere at kom- me en Wangensten ivold. Det blev ham som en op- røgen Støvsky, der holdt paa at sætte sin Hvirvel af Forvirring og Misforstaaelse mellem dem. Han stod ved Foden af Trappen med bart Hoved og krammede og dreiede Huen mellem Hænderne . . . SIDE: 141 "Ellen!" - kaldte han, som han pludselig saa hende derinde - "et Ord - bare. Wangensten har talt til Dig - og om mig! - Ikke en Tanke har jeg med det at gjøre. Jeg vil, Du skal leve tryg for mig. Det var det, jeg vilde sige Dig." Hun rystede paa Hodet - "Vær rolig, jeg hørte det nok paa Sangen" . . . Hun saa et Øieblik tungt paa ham . . . "Vi to Fugle faar nu flyve hver vor Vei." "Og saa Farvel, Mathias," - syntes han at høre, som hun skyndte sig indover. - - - - - - - - - Mathias Wiig vandrede i Nattetimen oppe paa Dækket . . . Himlen var dybblaa og stjernestrøet, som der hang og randt lange blinkende Gulddobber ved dem. Han var altfor oprevet af det Møde, han havde havt med Ellen, til at kunne sove . . . En sidste Naadens frist, et "endnu engang" var uventet timets ham, før Teppet faldt for Tragedien, og de var skilte for bestandig. To Fugle, der fløi hver sin Vei - for aldrig mere at mødes - Hvad flyver man saa efter? Efter de Stumper, én endnu kan ha igjen af Livet . . . Som for mig bare bestaar i at erindre, og saa - hvorfor ikke? - slaa Brændevin paa det, saa én kan se det alt i en vis Straaleglans, istedet for at ha det som Stik og Stik i Samvittigheden. Det bæres mig for, at den Flugt blir langsommere og langsommere jo mere én skjønner, at man egentlig intet mere har at flyve efter . . . To avsviede Liv! - Og var det ikke, fordi jeg ser, at hun saa modig vil bygge sig noget paa Resterne, - og vilde foragte mig, - jeg - jeg drak, det svæ'r jeg, - han strakte Haanden vildt ud, - drak mig ihjel som et Svin! Tvi - tvi -. Det hele vil sige, at Du er for veg og liden, min Ven, og hun et tappert stort Menneske, SIDE: 142 som har Selvbevarelsesinstinkt nok til ikke at ville entrere ind i Svinestien med mig! Hun har Mod hun . . . Aah, - vi frygtsomme Smaamus, som stikker os bort i alleslags Kroge og Huller for alleslags Katter, - bange forskrækkede Sjæle, som ikke tør andet end sætte op allehaande modige Tapperhedens Miner, - endda én saa hjertelig og helst fly'de fra det hele. Der sker saameget rasende tappert af - Frygt . . . - "Hver sin Vei," - gik og gik det i hans Tanker, - med en Blykugle skudt igjennem Vingen. Resultatet - en livslang Længsel . . . Han stansede pludselig og lyttede - Der lød det igjen, - noget som en sagte Jamren i Nattestilheden . . . Han havde hørt det engang før ogsaa . . . Det var, som det kunde været inde i ham selv, det stønnede - - - - - "Kolbautermanden - Skibsnissen, som vaan- der sig for Elektriciteten!" - ymtede Rorgjægeren for- beholdent mystisk. - - - - Brunkappen, som aldrig sov, stod derhenne i Halvmørket og saa op mod Stjernehimlen, hvor den mægtige Jupiter sendte sit klare Krystalbad ned igjen- nem Natten. . . . "Om et vist Antal tusind Aar staar vi igjen her paa samme Plet med den samme Himmel over os, - trasker i den samme Gjentagelsens Ring," - hilste han traurig . . . SIDE: 143 FEMTE DAG. En behagelig mild Temperatur var indtraadt. Der laa som et eget gulagtigt Skjær i Luften. Havet næsten blændede. Man kom til at tænke paa Sommerklæder, - løste ialfald paa Overtøiet. Man befandt sig vel i den blide Morgen, medens Damperen dirrende og susende pløiede sin mægtige Fure. Dækkene vrimlede og myldrede af et opvældet friskt Liv, og man var opstemt enig om, at et heldigere Veir og en lykkeligere Overreise paa denne Aarstid kunde man ikke tænke sig. Man ordnede sig her og der selskabeligt ved Smaa- borde, fik sin Kaffe bragt ud, eller gik og drev med sin Cigar. Enkelte stod med Kikkerten og saa udover Havet . . . Joko huskede paa sit Afrika og gjorde uophørlige Kulbøtter og Sprang. Opvartere var her og der fremme i Dørene og trak frisk Luft, - og i Trappegangen stod et Par hvid- klædte Maskinister og tørrede de svedige Ansigter. Derhenne sad Mary Johnson med en Morskabsbog i Fanget og Kikkerten paa Bænken ved Siden af sig. Hun havde Armen i et nydelig lidet Skulderbaand og brugte venstre Haand. Den ene efter den anden af Passagererne kom hen og forhørte sig om hendes Befindende, og om Vunden, - om Saaret var dybt, om det havde ophørt at bløde, om hun havde havt Is paa, om hun vilde SIDE: 144 komme til at kunne bruge Fingeren, om hvor lang Tid der vilde hengaa, inden det blev kureret . . . Mary følte sig sikkert adskillig feteret; - hun knei- sede lidt og var en Smule taalmodig lidende, medens hun fortalte og forklarede Begivenheden til enhver af dem . . . De var saa bekymrede og bedrøvede allesammen, som de kom til Begravelse af Fingeren. Hr. Grip vandrede frem og tilbage, men kom slet ikke hen . . . Mary reiste sig nu Gang paa Gang og speidede i Kikkerten udover efter Seilere . . . "Fem, seks, - syv," raabte hun. Der kom flere og flere Kikkerter op og stadig ny Seilere . . . Men hr. Grip saa ikke til den Side. Han vandrede vist i dybe Pianofortetanker . . . Og nu satte han sig til at studere en Bunke gamle fortærskede Aviser. Hun reiste sig endnu et Par Gange og talte Skibe; men satte sig saa stille hen og funderede. Nu begyndte hun at ømme sig saa smaat og plukke og pille ved Heftplastret. Nei dette var utaaleligt, - gjorde virkelig ondt, - huf -! Saa-h, - der faldt Plasterlappen af . . . Der var intet andet Raad, - hun maatte hen til sin Doktor. "Hr. Grip! hvad skal jeg nu gjøre," - lød det æng- stelig forskrækket, - hun var hastig faret hen til ham med Haanden rakt frem. "Heftplastret!" Grip hævede distræt Blikket fra Aviserne - "Frøkenen bør vistnok henvende sig til Skibslægen, - et saa farligt Tilfælde tør jeg ikke paatage mig at behandle." . . . "Som at lægge et Heftplaster paa," - lød det indigneret. "Havde det været en Paraply," - forlød det, som han samlede sine Aviser sammen, bukkede og gik. SIDE: 145 Mary saa forbløffet efter ham - Nu var han alvorlig vred. Hun blev staaende lidt. Styrtede saa ned i Kahytten, kastede sig paa sin Køie og stortudede . . . Hvor kjedeligt . . . Uf, hvor kjedeligt . . . - - - Ketil Borg havde været nede og hentet op en hel Del Billeder fra Mathias Wiigs Fotografikasse. Han vilde forevise dem for Miss Annie og se, om de mulig kunde finde kjendte Steder fra Sommeren. De sad ved Bordet og talte lavmælt sammen, medens det ene Billede fra Fjeld og Fjord efter det andet passerede forbi Øinene . . . - Ja deroppe, - just i Strøget bag de Tinder med Sneklattene paa, - havde han ifjor gaat i tre Døgn paa Vildrenjagt, - havt Flokken to Gange saagodt- som paa Skudhold, men i sidste Øieblik gaat Glip af Byttet. Miss Annie saa paa Fotografiet og saa op paa ham med en Blanding af Skræk og Begeistring. . . . "Og der, - det skjønne, rige frugtbare Fjord- billede, hvor der rødmer af Kirsebær og bugner af de fineste Æblesorter om Sommeren, hvor Skogen stiger opad det storladne Fjeld, og den brede Vold under med Smaahusene i Kanten ligesom blot venter paa at gi' Plads for et tronende Herresæde. Derinde kunde en Frue gaa som en Dronning paa sin Storgaard og se udaf Ruderne udover Bygden" . . . Han saa hvast paa hende - "De er glad i Norge, De ogsaa, Miss Annie! . . . Og ser De der, - midt i den deilige Idyl tordner Fossen, - den vi øiner et Par Glimt af oppe i Fjeldet, - mægtig og stolt, - en ordentlig Krabat at tæmme og lægge indunder Kapital og Maskine, - ti, tolv tusind Hestes Kraft!" - udmalte han henrevet. Han holdt pludselig inde, og begyndte flygtig at gjennemgaa og se paa og kaste Fotografier, som laa spredte udover Bordet. "Jeg kommer for altid til at se det Hus midt i Land- SIDE: 146 skabet, som ikke staar der," - vovede Miss Annie sagte med Øinene nedslagne. Ketil Borg hørte ikke - "Og bag Fjeldet der med de to Toppe, - kan De gjætte, hvad der ligger, Miss Annie," - udbrød han saa, og viste paa Fotografiet. "Hvor kan jeg det, - saa høit har jeg aldrig været paa Vildrenjagt," - lo hun. "Der, et Par Miles Vei nedover mod Dalstrøget lig- ger Ørretvandet, hvor vi mødtes første Gang" . . . Han blev siddende og stirre ud i Luften, som han manede Erindringen frem . . . . . . "Vandet var saa speilende blankt, Luften saa overjordisk let - og - og - De og Baaden speilet i Vandet . . . Det er et Maleri, jeg aldrig glemmer! Og sidste Gang! - - - Jeg var saa sikker paa, at vore Veie skiltes for bestandig." "Og nu sidder vi her!" - udbrast hun straalende. . . . "Vi reiser om igjen i Norge, Mor," - raabte hun, som Mr. og Mrs. Rockland kom til. "Hvor Du ser opstemt og frisk ud, Barn," - sa' Moderen og strøg hende over Kinden. "Jeg tænker, det er, fordi De har ført hende op i Fjeldene igjen, at Øinene tindrer saa," mente Mr. Rockland lunt og klappede Borg paa Skulderen, idet de satte sig ned hos dem og begyndte interesseret at studere Fotografierne. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Frøken Morland havde placeret sig og Barnet i Læ av Kabyssen. Men lille Gunnar var grætten og ikke i humør idag, saa hun havde al sin Møie med at faa ham stagget saavidt, at han ikke satte ud i Skrig og gjorde Skandale mellem alle de Mennesker paa Dækket. Hun løftede ham atter og atter op paa Fanget under allehaande Kjælenavne og lokkende Løfter, gav ham Sødsager, lod ham høre paa Uhret og tegnede Heste for ham. Han blot gjorde sig stiv og vred sig trodsig SIDE: 147 ned igjen, - hver Bugt og Bøi i ham sa', at han vilde ikke - vilde ikke! Nu stod hun raadløs ved Legetøikurven og valgte snart Hesten, snart Bajadsen og saa hjælpeløs, hvor- ledes det atter trak op et nyt Uveir i Guttens Ansigt. Hun følte ulykkelig, at det berode paa, at hun in- derst inde ikke forstod Barnet, - kunde hun blot komme efter, hvad han vilde? Brunkappen hadde en Stund helliget Scenen sin Inter- esse . . . Nu kom han anstigende med en Støvleknægt af Træ i Haanden og leverede den gravitetisk til Gutten. Gunnar betragtet den nysgjerrig. Han var lidt efter, siddende paa Dækket, i fuld Gang med at udforske det interessante Objekt og dets forskjellige Eiendommeligheder og saa imellem slæbe og trække paa den. Den syntes at skulle komme i Tjeneste som Slæde. Frøken Morland var maalløs. Forandringen var saa pludselig, Midlet saa simpelt! Hun saa undrende paa Troldmanden, som havde udrettet det. Brunkappen nikkede og fik et Øieblik en trium- ferende Mine: - "Som Barn stjal jeg Tjenerens Tøffel og kjørte og seilede med. Der var intet som den - midt i Hoben af alle de fuldkomne Legesager, - alt det, de over- læsser et Barn med for at skolde det for Fantasi." Frøken Morland fulgte med stor Nysgjerrighed alt, hvad Gunnar foretog sig med Støvleknægten. Han sad nu og gyngede og balancerede paa den - Og med ét laa hun paaknæ ved Siden af ham . . . "Jomfru Maria fly, fly, Barna dine graater!" - mum- lede hun næsten med Taarer i Øinene. "Jeg er for udygtig og uvant for ham," - lød det undskyldende til Brunkappen. "Trærne leder og søger sig selv frem med Rødderne," - nikkede han. "Men hos Menneskene skjærer man Selvvirksomheden over, - holder dem under Saksen, SIDE: 148 saa den ene blir lige mat og flau som den anden, - og som én selv!" - sa han trist og gik . . . - - - Forud paa nederste Dæk fordrev endel Passagerer, som vanlig, Tiden med at se paa Mynheer van Titufs to Blodheste, som der var opstaldet. De to Oppassere vaskede og skrubbede og skrabede og gned dem, strøg dem tilslut med friske Halmviske. Der foregik en regelmæssig og vidtløftig Hudpleie ogsaa til Underholdning, for at de ædle Dyr ikke skulde lide af Kjede og falde i slet Humør paa Over- reisen. Det var fornemme Dyr, - Blanding af Blod-York- shire - engelske Jagtheste, statelige, gratiøse, skin- nende, - og sig dette stolt bevidste, - med Livsvaner der laa saa høit over mangen en stakkels Emigrants, at denne nok et Øieblik kunde spørge sig, om ikke Dyret med sit noble Blod indtog en høiere Plads i Skabningen og tilhørte en anderledes eleveret Sfære end den, et Menneske, som slider med sin saakaldte Aandsadel gjennem Hverdagens Smuds og Møie, kan prætendere. Hestene blikkede stolt ud for sig, som der ikke kunde være Spor af Tvil om den Sag, og Staldkarene gjorde Indtryk af at dele deres Mening. Der indfandt sig stadig om Formiddagene hestein- teresserede fra første Plads. De vidste at beundre Dy- rene og den udmærkede Behandling, de nød. Der lød Godsnakken og høie muntre Tilraab indover den pro- visoriske Staldindhegning. Mynheer van Tituf var selv nede ved Hestene idag. Han stod med prøvende Kjendermine og saa til under den sidste Afpudsning. Pludselig kastede han Kappen, vinkede med Haan- den til Staldknægten og greb en tilkastet Pisk . . . To Knald i Luften med den og et Tilraab, som knæggede han til Dyrene paa deres eget Maal, - og han sad paa Ryggen af den nærmeste Hest, - lige paa Sadelpladsen og klappede den paa Halsen! SIDE: 149 Nok en Veien med Kroppen for at tage Fart, - og saa lige fast og sikkert ned paa Ryggen af den anden, som han kjælende og kareserende nævnte ved Navn, - Toby Væk. Der lød ufrivillig en tilbagetrængt Bifaldsmumlen fra Herrerne fra første. Hestene knæggede, medens Mynheeren klappede og haandterede dem, besaa og undersøgte Kryds og Bryst, løftede paa Benene, undersøgte Haserne og gav dem tilslut Brød og Sukker. Med et tilfreds Nik til Staldkarene modtog han Kap- pen, som den ene stod med, og gik igjen stiv uden at se tilhøire eller venstre hen til Opgangstrappen. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - "Naa, der er De jo, Doktor!" - raabte Fiolini- sten, han kom muntert leende hen til Familien. "Syn- tes jeg ikke, jeg netop saa Dem smide ind til Heksen der nedenunder" . . . Han havde moret sig med at staa og iagttage alle de stille fordækte Vandringer indtil det mystiske Nummer hundrede og elleve, fortalte han, - hvorledes de gik der bare som tilfældigvis eller for Motionens Skyld! . . . Den lille Skumringsstund før Elektriciteten skrue- des op havde sit eget lyssky Publikum. Det kunde næ- sten gi't en Eventyrstemning, som et dæmonisk Sug fra Troldbjerget, havde man ikke vidst, at der sad en næringsgridsk Kvinde derinde og gramsede Penge til sig! "Videnskaben leder med Røntgenstraaler og Mysti- ken med Syn," - henkastede Doktoren; - "men hvad Mennesket gjemmer i sit inderste, det - blir Gaaden." "Heldigvis ja!" lo Fruen. "Tilslut skulde man ikke ha en Tanke eller Følelse ubesigtiget og i Fred . . . Det blev en rigtig kjedelig Verden." "Synes Du?" - sa Doktoren mysende. "Javist . . . Og hvad skulde vel alle vi paa Spinde- siden sige, som maatte ud baade med vore Krukker og Salver og Sminker og Skjønhedsplastre, - ikke at SIDE: 150 tale om at maatte frem i Dagen med, hvor de kjøber sine forførende Lokker! Du kan tro, hele Kvindever- denen over de firti vilde paaskjønne din Idé! Det er bare, fordi Du er saa tryg for din egen Hustrus Toilet- bord og ikke véd mere om andres end det, der gjæl- der Hudpleie og Medikamenter . . . Den, som engang kunde faa Dig rigtig paa den Kant af Forstanden, Jon!" "Du blir saa veltalende, Arna, hvergang vi kommer ind paa denne Sag," - sa' Doktoren med en vis Haan i Stemmen, - "saa rig og opfindsom paa Argumenter!" Fiolinisten huskede paa "Strenge, som skurrede", og fandt fint at ville prøve en Mæglen . . . "I to blir aldrig enige," - lo han, - "aldrig i denne Verden, det ser jeg, og det er netop Fortryllelsen ved Partiet . . . Og jeg tror ogsaa i al Beskedenhed at kunne sige, hvorfor. Fru Arna er en Kunstnernatur. Og De, Doktor, er anlagt for Lærdom, for at granske og forstaa, - og har i Fru Arna faat akkurat Deres Fuldstændiggjørelse. I kommer til at disputere ud af Eders to Naturer, - fortrylle baade hinanden og Eders Venner, saalænge I lever. I kommer til at disputere slig i Jeres sidste Stund. Fruen føler Herligheden ved Solskinnet, Doktoren tænker paa, hvad det bestaar af." "Det er jo et Slags Forklaring," - indrømmede Doktoren . . . "Har jeg ikke havt som et Slags Anelse om, at der var noget uudsigeligt ved Dig, Arna, som et almindeligt Menneske nok kunde faa sig en Gaade paa Halsen af." "Pas bare paa Gutten Jeres! - der kan stikke en Kunstner i ham, hvor han kan ha det henne," - an- tydede Havsland. "I Maven," - sa Doktoren, - "det véd jeg." "For Eksempel, Frue, er Gutten musikalsk?" ved- blev Fiolinisten. "Ja, det maa jeg tro. Det er rent ud latterligt, hvor- ledes Isak tar sig frem paa Pianoet med de smaa Fingre og faar frem Toner, som stemmer, og sætter op Miner, naar de gi'r Mislyd. Det er, som han vil SIDE: 151 sætte ivei med at skrige . . . De skulde høre, naar Foltmar saadan tar ham op paa Fanget og spiller for ham, - det Ansigt!" "Foltmar ja, - en mærkelig musikalsk Begavelse; men stanset som Dilettant." "Ja-a - en Kunstner . . . Og som min Hustru og han forstod hinanden," - bekræftede Doktoren un- derlig blidt, der dirrede noget i Stemmen. Han sad taus foroverbøiet og saa ned i Gulvet, medens de to fordybede sig i Isak som vordende Kunst- ner . . I den smukke brede pande under den mørke Haarramme brast der som en kold Sved. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - "Naa, har Du betænkt Dig, gaar Du ind paa mit Forslag?" - spurgte Wangensten. Fotografen stod lidt overrasket ved Spørgsmaalet. Han havde ikke tænkt paa det siden. "Jeg siger Dig, Mathias, at for Dig er det Himme- riges Rige, - flytte med et praktisk Gjøremaal over paa ideel Grund!" "Og der drikker man ikke, mener Du. Eller blir kanske ikke tørst!" replicerede han infamt. "Det er din Frelse, Du." Mathias smilte saa smaat. . . . "Og det har jeg Grund til at tro, at din For- lovede ogsaa vilde føle sig glad ved." Det gik pludselig som et Bid i Mathias . . . Tanken paa, at hans Ven havde tilladt sig at diskutere videre i Fortrolighed om ham med Ellen - - Stadig dette ydmygende, at han ikke kunde optage det aabent! En Drukkenbolts Frelse og Vel er det jo enhver tilladt at ta sig af og drøfte. Der reiste sig stridere og stridere Børster i ham; han begyndte at sende Projektiler undervands . . . "Men naar jeg blev Agent for "The mutual Dundee" og begyndte at lade Idealet spille, da - - Ja-hah! da! Sig mig, har Du nogengang langet ud efter et Glas paa Bordet, som ikke stod der? Det har Du al- SIDE: 152 drig i din store Retfærdighed. Men det har jeg, naar Fanden holdt paa at suge efter én . . . Eller véd Du overhovedet, hvad en Dram vil sige i den rigtige For- tabelsens Stund? - hele Sorgen og Ulykken og Elen- digheden og Ruinen og Fornedrelsen brydende ind, - som én havde stukket Hul paa et Dige ved Havet og hele Zuidersjøen kom væltende ind." Der lyste en Brand i hans Blik . . . "Ja-h, - havde man vidst den Udvei at bli Agent for Mutual Dundee, saa!" - "Nu brøler Dyret i Dig, Mathias, - der staar Strid mellem det lavere og det høiere . . . Hemmeligheden er: - Du vil ikke!" Han tog Hatten høit af sig og strøg med Fingrene gjennem de sorte Haarbølger. Det ideale Parti af An- sigtet og Blikket sa', medens han stod og veiede med Hatten, at endnu var Naadens Tid . . . "Slaa Skyllevand over hele Snakket dit, Mathias, - det er jo bare Røg, - og grib Virkeligheden, siger jeg! - - Naa, hvad staar Du og tænker paa?" "Aa, - at Du er et lykkeligt Menneske, Wangen- sten! - For det første er Du kommet til Verden med saa- meget Vind i Dig, at Du kunde fylde hele Storseilet, om Du gik tilsjøs, og tillands kunde Du drive en Masse Veirmøller - Og dernæst at Du har kunnet gaa saa mange Aar over denne Jord uden nogengang at ha sat saameget som Støvlehælen ned i Virkeligheden. Da det kom ud af Mode at præke Idealer fra Talerstolen for Gjen- nemsnitsbefolkningen, fløi Du bare trøstig paa dine Illusioners Vinger over til Dundee for at frelse Ver- den fra den Kant. Aldrig har Du tvilet og aldrig har det klikket for Dig . . . Din Gang har været den lykkeliges - med Vinger ogsaa paa Fødderne . . . . . . Naar hele Menneskeheden kom ind i Dundee, Du! - Jo - Jo! - Hvad véd Du fra dit ideale Paulun om Sorg og An- SIDE: 153 ger og Samvittighedssvie og alle Sjælens Tyngsler og Jammer mod Himlen! Men Plastre tar Du Dig freidig for at byde en Mand, som har stridt og brødes med Virkeligheden et Liv igjennem og ligger knust i det Land, hvor Du aldrig har været, og som Du kanske først kommer til at for- staa et Glimt af, naar Du kreperer! Haah, haah, - det gjør godt engang at faa tale ud!" Wangensten vuggede endnu med Hatten - "Jeg ser Dig svinde fra mig, gamle Kammerat . . . Det gjør mig mest ondt for din Forlovede. Du er ligesom indpodet et Serum imod alt høiere. Jeg faar mere og mere Indtrykket af, at Lyset er slukket i Dig. - - Og Tak, Brændevinsvitserne skal jeg ikke ha!" kom det bestemt, idet han satte Hatten paa og gik. SIDE: 154 SJETTE DAG. Doktoren vaagnede udpaa Natten ved, at han hørte en sagte Latter . . . Det var som Foltmars Stemme. Han lyttede og lyttede, - kjendte det begyndte at snurre rundt for sig . . . Han maatte selv slaa ihjel sine forrykte Idéer. Det faldt ham et Øieblik ind, at det kunde været Arna, som laa der og smaalo i Drømme til Foltmar, - kanske nu havde et Stevnemøde med ham, - glædede ham med, hvad Fiolinisten havde sagt om Guttens mu- lige Begavelse. Doktoren slog sig pludselig i Forfærdelse med den knyttede Næve for Panden. Han behøvede jo blot at se paa hende for at bli overbevist om, at det var det rene Vanvid, han brø- des med. Det havde været til at le af, hvis det ikke gik saa sørgeligt ind paa Forstanden! . . . Hun var jo saa langt fra va'r eller saar for det Kapitlet om Foltmar, at hun tvertimod gik paa ham med det, - uafladelig busede ud med sine varme Fø- lelser for ham . . . - "Al min Glæde i denne Verden har jeg nu en- gang sat paa hende og - det skulde én ikke gjort kanske . . . er kanske virkelig en Galskab" . . . Han havde begyndt at liste sig i Klæderne, men faldt alt i ét hen i Grublerier, der engang begyndt i den mørke Stund kunde gaa indtil de strandede paa det klare uforstaaende Udtryk i hendes Øine. SIDE: 155 . . . "Tanken lader sig nu ikke binde, ikke stænge," fo'r han op . . . "Sæt, sæt, sæt engang, Mand og ikke Nathue! - at en Natur saa hed lidenskabelig som hendes i et Øie- blik havde kommet til at forløbe sig . . . Hvad vilde saa hun - akkurat hun, med sin for praktisk og theoretisk Opgjør uskikkede Natur - gjort? . . . Al- drig vilde hun knust eller slaat mig ihjel ved at aabenbare det. Hun vilde tie med det til det yderste, dø med det for min "Lykkes Skyld," - for den store Kjærlighed, hun vidste, vilde dræbes, - hun vilde spare, skaane mig . . . Hun, som er saa hel og sund, vilde tænke: - Hvorfor gjøre mig ulykkelig? - Det er nu engang sket, og hun véd, hun offrer et Liv paa at gjøre det godt igjen" . . . Saa mange, mange Gange disse Tanker havde ban- ket i hans Blod! - - - Doktoren havde kun set flygtigt ind til sine ved Frokosten; og nu ud paa Morgenen vandrede han paa Dækket, - et Bytte for sin tunge Sindsstem- ning . . . "Kunstnernaturer," - havde Fiolinisten talt om, - "Borgere af et Land, der ligger som Regnbuen løftet over vor lave Jord! - lystrende de Love deroppe . . . Jo-o, hvis der spørges om to Strenge paa en Fio- lin, eller om et Greb klinger falsk eller en Sats Tonernes hellige Rige, - Dødssynd mod Idéen! - Ikke for sit Liv vil de ha den Klamamus paa Samvittig- heden! . . . Men Ansvarsfølelse paa Virkelighedens Fiolin!" - mumlede han infernalsk. Der skar en Damppibe tvertigjennem hans Hode . . . Holdt han paa at gaa sig gal? - Han skulde indestaat med Haanden paa Bibe- len for sin deilige uskyldige Hustru, om nogen anden havde sat hende under Tvil . . . Han skulde gjort det naarsomhelst under alminde- lige menneskelige Forholde . . . SIDE: 156 Det var bare ham selv, som var faldt paa den van- vittige Idé, at lave alt muligt om til dette Helvedes Bitterstof! "Hun var jo musikalsk, Arna ogsaa! - Hvorfor saa bli betændt i Blodet, saa én ser rødt som en Okse, og vil skrabe Visheden op af Grunden med Hornene, - en Vished, som er umulig, - umulig at faa i dette Jordeliv. Hvad véd det ene Menneske om det andet? - Det, én tør sætte ud i Lyset, ja! . . . Men den virkelige Be- kjendelse fra Dybet blir det svært at pumpe op af Brønden, - noget, noget, - det sidste Slam i Pum- pesoden - det beholder man for sig selv - Kunde man gaa med Lys og rode inde i alle Men- neskelivets Kjældere, kom man til at regne med en hel forbløffende ny Etage, - et Mørkloft ogsaa un- der Huset." - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Fru Arna havde ikke taget feil af sin Mands mørke Mine ved Frokosten. Hun havde ventet og ventet paa ham, og nu udpaa Formiddagen vandrede hun i en vis Uro omkring for at se, hvor hun havde ham. Endelig fandt hun ham siddende med Hodet be- gravet i Hænderne, inde i en Røglugar. "Men kjære, kjære Jon, hvad gaar der af Dig? - Du gjør mig angst . . . Hvad gaar der af Dig, siger jeg . . . Faar jeg ikke stryge Haaret fra Panden din heller" - "Hodepine, - voldsom Hodepine, kan Du forstaa." "Men saa kom, saa skal jeg lægge Dig et Eddike- omslag." "Tak Du, Eddike har jeg nok af" . . . "Men kjære, kjære Dig Jon, Du vil da ikke rent støde mig bort," - jamrede hun. "Du ser jo, jeg ønsker at være alene!" "Alene uden mig, - Du! - nu, Du er saa syg! - Kjære Jon, husk da paa, at det bare er dine Nerver, som lader Dig se alt saa sort" . . . I hendes Ansigt arbeidede Anstrengelsen for at be- SIDE: 157 herske den i de sidste to, tre Aar stadig høiere og høiere opdrevne Panik. Hun følte det som en Frost, hvergang den mørke Aand greb ham; men havde vænnet sig til at møde den med en glad Mine og sin freidigste Stemme. . . . Nu blev hun pludselig dødbleg og kastede sig paaknæ foran ham. Det faldt hende i Angsten ind, at der kunde være opstaat en Sindsforvirring - "Jeg siger, vi skal vende om igjen fra alt dette, - og til vort gamle Hjem . . . Jon, Jon," - kjælede og klappede hun bønfaldende. "Ret saa ja, - hjem, hjem! - det klinger altid fra den Streng . . . Hjem og fornøie os." "Det mener Du ikke, Jon, - som om jeg ikke skulde ville ha Dig ud af Trangheden. - Du min Ven, - min egen elskede Ven" . . . Han satte sig pludselig op med et Ryk - - "Engang imellem er ogsaa Vismænd gale, véd Du," - kom det saa med etslags Galgenhumor. Hun saa spændt paa ham. . . . "Og saa stak det mig virkelig imorges at gaa ind til Heksen, - jeg ogsaa!" "Du der! - Du der?" "Du vil ikke vide af mig paa slige fordækte Steder, nei," - lød det ironisk, - "hvor man ser gjennem den rare Kikkert! . . . Men naar Hodepinen blir for gal, ser Du, og der ingen Raad eller Piller er mere hos de lærde og vise, saa tyr en syg Mand til, hvad det skal være! - Og javist resulterede det i noget." "Saa Du, - og hvad sa hun?" - optog Fruen det ivrigt. "Hun sa for det første den Sandhed, at jeg var gift . . . Og saa, - hun ledte og ledte, som hun forfulgte noget, - en forviklet Traad. Endelig øinede hun dun- kelt noget. - "En af os bar paa en tung Hemmelig- hed," forlød det" . . . Doktorens Inkvisitorblik hvilte speidende paa Hu- struen, - vaagede over hver Muskel og hver Fibre i hendes Ansigt, som om det gjaldt Liv og Død. SIDE: 158 Han tog pludselig begge hendes Hænder og holdt hende fast foran sig . . . "Gjør Barmhjertighed!" - bad han. "Sig mig nu her ved din Sjæl og den evige Sandhed, - gaar Du og bærer paa en tung Hemmelighed?" "Kjære, kjære Jon," - raabte hun forfærdet ved at se det dybe forrevne Udtryk af Sjælesmerte. "Hvad skulde jeg ha for Hemmeligheder for Dig!" "Vidste jeg det ikke nok! - Vidste jeg det ikke nok!" Han slap hendes Hænder og kastede sig tilbage . . . "Man kommer aldrig længere med Dig." Arna sad som bedøvet, - han led altsaa af en fiks Idé! Efter en Stunds underlig trykkende Stilhed rettede Doktoren sig rolig op: - "Naa ja, Du," - begyndte han igjen, - "kan det ene være sandt, saa kan jo ogsaa det andet være sandt . . . Hun spaade os videre, at her under Overreisen vilde denne underlige Hemmelighed faa en Opløsning. Men, om det førte til ondt eller godt, kunde hun ikke sige . . . Alt om Overreisen laa i Taage for hende; her svandt eller forvirredes ethvert Tegn og Mærke indi det uigjennemsigtige." "Ja maatte der komme en Opløsning, og alt bli' godt igjen," - udbrast Arna og kastede sig voldsomt græ- dende ind til sin Mand . . . - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Frøken Morland havde idag for at fornøie lille Gunnar ført ham hen til Gelænderet, hvorfra man saa ned paa tredie Plads. Der var saameget morsomt og rart i alt det skrigende Liv dernede. Det var særlig et hylende Positiv med alle de mær- kelige Dukkemænd, som dreiede sig rundt, tog af sig Hatten og rakte ud Tallerkenen efter Skillinger, der drog ham. Frøken Morland vilde ha' ham ind til Frokosten; men her var altfor morsomt . . . Der nyttede ingen Forestillinger, hun kunde ikke faa ham derfra igjen. SIDE: 159 Brunkappen, der lod til at have faat en vis Interesse for lille Gunnar, fulgte Striden med et næsten hove- rende Smil . . . "Barnet kan umulig være mere end fem Aar," - faldt han pludselig ind. "Fire og et halvt," rettede Frøken Morland. "Jeg mener, siden han endnu opponerer saa uaf- kortet." Frøkenen saa uforstaaende paa ham. "Saavidt jeg husker af egen Erfaring, blir et Men- neske ikke mere end syv eller otte Aar gammelt, før den sidste Rest af ham selv og hans Villie er væk. Da er man alt begyndt at bli' klog og befængt med Hen- syn, - drives for den Vind, som Tiden blaaser. Alle de yderligere Aar, til man blir saa gammel som Abra- ham, er bare Visnetiden i Menneskeskogen . . . Alle disse, vi ser om os, er Folk, som bare drives - En og anden besørger Blaasten og stiger op som Profeter og Selvherskere" . . . Frøken Morland greb til Gunnar, som om hun vilde forsikkre sig ham . . . "Det lyder, som der var gaat Frost i hele Menne- skeheden," - udbrast hun med Forargelsens Ild i Øinene - "End alle de Mødre rundtom paa Jorden, som gi'r sit bedste Liv for Børnene og følger dem bekymret til de selv mangen Gang er udslidte, - de spør' sig ikke, naar det gjælder endnu et Offer for dem! Og aldrig engang tænker paa, hvad de har gjort. De kan nok naa Abrahams og Saras Alder uden at den Følelse udslukkes . . . En Mor har vel De ogsaa engang havt, - Hr. - Hr." - "Benægtes paa det bestemteste," - optog Brunkap- pen det. "Hun, som de kaldte min Mor, døde af Over- anstrengelse ved Societeten, og nægtede afgjort at lade sin Skjønhed fordærves af min Ankomst til Verden." Frøken Morland saa pludselig deltagende op paa ham, og med et Strøg hen paa Gunnar udbrød hun: - SIDE: 160 "Stakkar, Stakkar, han liden der, han har heller ikke havt nogen Mor - - Ikke havt nogen Mor . . . Ikke havt nogen Mor," - gjentog hun. - "Aldrig kan det erstattes, liden Gun- nar! . . . Jeg synes, jeg husker fra min tidligste Barndom," - smaasnakkede hun, - "min Mor havde lagt mig hen paa Volden ved Siden af sig. Hun pratede og nynnede, og jeg laa og greb efter gule Blomster og efter Insekter, der krøb opad Græsstraaene -. Aa, som alt skinnede! . . . De kan tro, en saadan liden ser Verden ny og blank" - "Eventyr og Prinser og Sukkertøi og Løgn, - det evige Traktement!" - udstødte Brunkappen og tas- sede afsted. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Mary Johnson tog sig igjen en Promenade . . . Hun havde siddet en lang Stund i Vinden paa øver- ste Dæk og fandt nu at ville gjøre et Trip nedenunder. Hun speidede og speidede, - fik snedig kastet et Blik ind i Røglugaren. Ikke der heller! . . . Men hvor kunde han være? . . . Ellers havde hun aldrig set et saa kullende sort Skjæg, - aldrig! . . . med saadan Glans, - og saa Glimt af de hvide Tænder. Før var han overalt, hvor hun bare satte sin Fod. Men nu, - i hele Gaar Eftermiddag havde hun ikke set ham . . . Og idag, - som blaast væk! Mary gik der, som et Fartøi uden Ror . . . Pludselig fik hun en Idé og begav sig rask ned til Musiksalonen - - Øde og tomt! - Hun var henne ved Flygelet, - vandrede langsomt rundt om det og besaa det - - vakkert! - nyde- ligt - Hun bøiede sig og studerede Fabrikmærket . . . SIDE: 161 Nu løftede hun forsigtig paa det tunge Laag og keg og saa ned i Sangbunden og Strengene - - Stor Kunst . . . Saadanne Pianofabriker var jo berømte over hele Verden! Det tog i Døren. Hurtig smaldt Laaget ned. Ja tænk, det var Grip! Han saa sig om, - og jo saamæn vilde han ikke smide sig ud igjen med en Gang. "Hr. Grip," - kom det hovedkuls, - "er dette et godt Piano? - fra en god Fabrik?" "Ja-a, - saa passe herombord, til at slingre mel- lem Himmel og Hav," - henkastede han ligegyldig, som han vilde tildørs igjen. "Aah, - det er saa forfærdelig trist idag!" "Saa, hvorfor det?" "De véd da vel, at Barometret er faldet?" "Er da det saa farligt?" "Ja netop! - Har De ikke hørt om de forfærdelige Spaadomme? Thusnelda ser bare graa Taage og Mørke, naar det gjælder Overreisen, og alle Tegn stanser for hende, siger hun - Og inat er ogsaa Barometret pludselig gaat ned! - saa De skjønner da, at det er farligt." "Javist, javist, - jeg skynder mig ud efter Red- ningsbøie," - forlød det, som han vilde forsvinde. "Nei, det er ikke Spøg, synes jeg . . . End alle de Suk og Støn og underlige Lyde, man har hørt om Nætterne, baade Folkene og Passagerer? - Hvad me- ner De om det? . . . Tror De ikke, det heller betyder noget? - Og saa dette med Barometret!" "Et Skib er bygget for Storm og Uveir, - saa vær De rolig, Frøken! Og kommer der noget paa, saa har De Doktoren at gaa til, véd De jo," - sa' han lunt og saa smilende paa hende . . . Han tog Hatten og forsvandt ud af Døren. - Komme hvad der komme vil - tænkte Mary Johnson pludselig straalende . . . SIDE: 162 Hun blev siddende med begge Albuer paa Tangen- terne og begyndte saa smaat at bygge Luftkasteller . . . - - - Der var som noget uryddigt, raat og vaadt overalt ombord idag. Man fik vide, at Damperen om Natten havde gaat igjennem en voldsom Hagelbyge med Lyn og Torden og dybt Barometerfald. Igjen fra det havde man nu kun det urolige Hav, hvori Fartøiet vuggede. De høit hængende Baade veiede paa begge Sider, saa de snart stængte for Udsigten, snart aabenbarede hele den mægtige rullende Vidde med optaarnede grønne Mure og graa disig Luft. Der havde sneget sig en næsten trykket Stemning ind blandt Passagererne . . . Det viste sig, at baade den ene og den anden havde ladet sit Horoskop stille af Spaakvinden, og efter Se- ancen var faldt i Grublerier over noget uhyggelig my- stisk, hun havde ladet skimte igjennem angaaende Overreisen. Det var, som alt stansede der for hende. Man havde jo før ikke lagt sig det synderligt paa Hjerte; men nu, Barometret pludselig var faldet saa stærkt, begyndte man at anstille Betragtninger. Man var jo aandsfri Mennesker! - Men mærkelig var det, hun havde vidst at sige enhver noget, som rammede . . . Der kom som en Trang til Fællesmeddelelse. For de mere mystisk anlagte virkede ogsaa som en Uhygge alle disse Beretninger om de underlige Lyde med Ynk og Jamren, man vilde have hørt i Stil- heden de sidste Nætter. Stemningen var trist, og man vandrede i Tanker. - "En kunde ikke vide, hvad for Telegrafbud fra Himlen, der fo'r gjennem en Clairvoyants Nerver!" - udtalte Wangensten . . . "Man maatte stille dette mys- tiske paa et vist Hold for sig, som noget endnu ikke erkjendt. Men, man turde ikke længere ansvarsløst undlade at regne med det, - ikke haansk overse mulige Vink. Det kunde falde ind i ens Liv og spille sin Rolle . . . SIDE: 163 Enhver har sin personlige Fremtid at vare" . . . Ketil Borg kilede Monoklen ind i den ene Øienkrog, saa tit han saa Wangensten . . . Han var at studere. Der var et Slags Næringsvet i den Kar! . . . Se bare, - de hastede, saa den ene og saa den an- den, ind til hans Forretnings-Lugar for at kjøbe Tick- ets, der assurerer for Overreisen. - Der var kommet som en Uro, - Ængstelse i Luf- ten, - opstaat Tanker - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Ketil Borg vandrede sammen med Familien Rock- land paa deres vanlige Eftermiddagstur . . . De gik og de stansede. "Hr. Borg har siddet og udmalt sine Fremtidspla- ner for mig under hele Middagen, Papa," - sa Miss Annie, som havde ta't Faderens Arm . . . "Det skal blive en hel Verden for sig selv det, som skal arbeide sig stor fra smaat af." "Ja Kraften, - Fossefaldene," - vendte Ketil Borg sig til dem, - "kan man ha saa godt som gratis, - endnu, - om man skynder sig, - før Kapitalen faar grebet det i sine Klør." "Arbeiderhjem, Papa, med Haver og Jordstykker til, hvor de kan hvile og glæde sig, naar de kommer hjem fra Fabriken om Aftenerne," - ivrede Miss Annie. "Ja, saa blir Jorden opdyrket og værdifuld," - for- klarede Ketil Borg, - "det er en af mine Spekulationer." "Herresædet skal lægges saaledes til, at man derfra kan følge Livet rundt omkring, - høre Børnene juble og lege i Familierne, - se Dyrene komme hjem om Sommeraftenerne" - . . . "Saa kan man ogsaa selv være Politi og holde Øie med, hvad der foregaar i Egnen," - supplerede Ketil Borg. "Og tænk, Mama! - i den lange snehvide Vinter kommer der stadig Gjæster kjørende med Dombjel- der. Man har sine deilige Slædeture i varme Bjørne- skindspelser. Og, naar man kommer hjem om Afte- nerne, spiller og synger man og hygger sig i lune Væ- SIDE: 164 relser, medens det lyser fra Ruderne ud over Egnen," fortsatte Miss Annie mere og mere optaget. "Og saa," - Ketil Borg henvendte sig med et Nik til Mr. Rockland, - "ikke mindst den Bevidsthed, at man ved sin egen Velstand skaber Brød og Lykke for hundreder!" "Ja Kapital i en Haand, som forstaar at styre den, det er vor Tids Løsen, min kjære Borg!" - udtalte Mr. Rockland, som de drev videre. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Ellen Brandt havde meget at varetage. Der var mange Fordringer og stort Krav til hendes Allesteds- nærværelse i hendes Rige - Dameverdenen. Hun ud- førte sin Gjerning, men som i Feber. Det lykkedes ikke at faa Tankerne kvalt ned i Travlheden. Wangensten havde kort og afgjørende meldt hende sin Opfatning nu af Mathias Wiig. - Han havde paa helt materiel Vis opbygget sig et Taarn af Dyd og Afholdenhed, der selvfølgelig røg ved første Tilfælde. Det var de Ord: "røg ved første Tilfælde, der ban- kede og bankede i hendes Puls og Hjerne. Hun sad om Natten i Kahytstrappen og droges med sine Tanker . . . Han stod i Fare for at glide ud i Faldet igjen, - kanske endnu, medens de begge færdedes her paa samme Planke. Siden? - Naar deres Veie skiltes, - og han bar sin Fortvi- lelse paa sin Kant, og hun paa den anden . . . Der overkom hende som i Koldsved en gysende Fø- lelse af noget evig lukket, - af det Ord: "aldrig". Det var som en Afgrund at se ned i og kunde ikke forstaas af noget Menneskehjerte. . . . Noget evig uforstaaeligt, som hed "forbi", - forbi for altid! Hun skreg det i Rædsel ud i sit indre, - sad og vuggede trøstesløs og syntes hun saa den sorte Port. Det var Løgn, bare Løgn nu, det vakkre Eventyr, SIDE: 165 Mathias havde fortalt hende om de to elskende, som blev skilt paa begge Sider af Tilværelsen, og saa byg- gede sig Stjerneveien, - Vintergaten . . . Borte, borte, - det ufattelige borte . . . For hendes Kjærlighed var der ingen Stjernebro. Han havde ogsaa engang fantaseret og drømt om, at alle disse over Himlen strøde Stjerner engang maatte have været samlet i en eneste stor Sol, hvor Livskraft og Vækst var anderledes vældig, end paa vor lille Jord, - talt om Væsener med Ildlegemer, og hvorledes Kjærligheden der maatte have udfoldet sig Millioner Gange kraftigere end her. Hun havde jo sværmet i Pigedrømme ved den Tanke, at hendes Kjærlighed til Mathias var af den Sort . . . Kunde hun gi't Livet for ham og ladet ham træde sig ihjel, - hun havde gjort det, om hun derved frelste ham fra Fald! Aa, aa, saamange Gange hun havde drømt slig, til Skuffelserne meldte sig, og Livet bød et andet Ansigt. Og hun - stakkars Solens Datter, - sad igjen i bare kold Sjælsfattigdom! Dette "aldrig" og dette "borte"! Hun hærdede sin Beslutning ved at se ind i det, - det var tungere, end hun havde Begrebsevne til at fatte. Mathias var død for hende, - svundet ind i det af- grundssorte. . . . Maatte være det. Hun taalte simpelthen ikke at se ham i Fornedrelse mere. Det Liv, hun havde igjen, vilde hun redde . . . Hun maatte øve sig i at aande og leve - trods alt. . . . Hun blev siddende der i Trappen, - keg paa en eller anden Stjerne. - Det var som Himlen efterhaanden mattedes, sluk- kedes for Lys og begrov sig i det uigjennemtrængelige. Der kom en kold, raa Taage, hvorunder Blussene ombord, her og der henover, lyste som udaf en glans- graa Dimme. Ellen huttrede og frøs, og drog sig ind til sin korte Hvile. SIDE: 166 SYVENDE DAG. Man syntes at være kommet ind i en Taageregion. Skaadden laa tyk og raa, huttrende kold, og stængte for Udsigten. Man saa kun de nærmeste Bølger hæve sig, som fra det ubekjendte, og skumme af. Tauge og Rig, Ting og Mennesker blegedes for sine Konturer og sank henover Damperens Længde ind i det graa. De gik for sagtnet Fart og skjærpet Udkig. Man stak Hoderne ud af Lugarer og Saloner og trak dem ind igjen, eller tog sig en Vending ud paa Dæk- ket. De faa mere energiske Friluftsfolk vandrede i fuld Reisemondur med tilknappet Overtøi og opbrættede Kraver. Inde i Spisesalen gjorde man sig det efter Omstæn- dighederne hyggeligt, hver i sin lille Frokostcirkel. - "Ja," - sa Mr. Rockland, der kom udefra, - "vedvarer denne Taagen, kan vi skyde en hvid Pind efter at naa frem imorgen." "Hvad, Papa?" - udbrød Miss Annie levende op- taget. "Naa, Barn, Du ser slet ikke ud, som Du er skuffet over den Ting. Sjøturen har bekommet Dig særlig vel denne Gang." "Den maatte gjerne vare evig," - udstødte Miss Annie sagte. "Ja disse herlige Dage er nu snart forbi," - hen- kastede Ketil Borg traurig. "Bagefter har man kun SIDE: 167 Erindringen! - Det blev ikke, hvad jeg havde tænkt mig, en tør Forretningstur over Atlanten . . . Jeg skulde jo korresponderet, og," - fulgte det med en vis Vægt, - "lad mig faa Lov at sige Familien Rockland en Tak, - den lader sig ikke udtrykke i Ord. - Men hvad har jeg ikke oplevet for Timer, Stunder her i denne fortrolige lille Kreds, hvor jeg - den fremmede - blev optat. Og Dem, Miss Annie!" - han saa bevæget paa hende - "Kjære Ven! vi skal da ikke skilles her," - ud- brød Mr. Rockland hjertelig. "De vil dog besøge os i New-York? - besøge os hver Dag?" "De maa da se, hvordan et amerikansk Hus er," - ivrede Mrs. Rockland. "Jeg tænker paa, om De vilde gjøre os den Glæde at bo hos os i den Tid, De op- holder Dem derover? - Hvad Rockland?" - hun saa paa sin Mand. Miss Annie sad med Øinene ned i Skjødet . . . Nu faldt der et Blik paa ham, - bedende, spørgende. "Hvad kunde vel være kjærere, end endnu at faa udstrække dette for mig saa uforglemmelige Samvær," - forsikkrede Ketil Borg. Hans Blik gled et Øieblik triumferende henover Miss Annie. - - - - - - - - - - - - - - - - - - Mary Johnson sad og knækkede Mandler efter Des- serten . . . "Ser De nu, sa' hun, som Grip kom ind af Døren, strygende Væden af sit sorte Skjæg, - "Taagen, me- ner jeg. Og en Streng er sprunget paa Flygelet af Fugtigheden. Nu kan De se, hvad der kom ud af alt dette, jeg fortalte Dem igaar. Chefen kan næsten ikke se foran Fartøiet." "Tror De, det er Chefen, som staar og ser?" "Det kan være det samme. Men jeg er forfærdelig bange." "Det ser jeg nu paa Deres Øine, at De slet ikke er." "Saa, er De Tankelæser ogsaa?" "Aa ja, naar der er noget, jeg har Lyst til at vide." SIDE: 168 "Hvad kunde De ville vide om mig da?" "Ja det skal jeg sige Dem en anden Gang!" "En anden Gang? - vi ses jo aldrig mere. Imor- gen farer De paa Deres Kant, og jeg paa min med Jernbanen til Chicago!" "Der skal være en første Rangs Pianofabrik at stu- dere der," - slængte han hen . . . "Saa, hvad er det for en?" "Ja jeg husker ikke Navnet; men jeg har det i min Notitsbog." "Aha, der kneb jeg ham," tænkte Mary . . . Ja, skulde De ikke finde det i Notitsbogen, saa hør bare indom i Nr. 33, Murkeens Street, saa skal jeg nok skaffe Dem rede paa det, jeg." "Sig mig heller, - er alle unge Piger i Chicago saa lunefulde" - "Som jeg, mener De? Der er ingen andre unge Piger der." "Ingen andre? Det skal jeg nok faa se." "Vil De vædde?" lød det hidsigt . . . Hun bød ham en Dobbeltmandel af sit Knask . . . "Den som først siger Fillipine i Murkeens Street?" - - - - Inde i Salonerne fordrev man Timerne paa al- skens Vis - med Whist og Piquet, Schack og Domino, og inde i Musiksalonen henslængte den berømte Pia- nist Janco en og anden Perle ved Flygelet, medens man stimlede til og lyttede . . . - - Skovlerne slog med sagtnede Slag, og Skibets Duven i Bølgegangen føltes kjendeligere under den mindskede Fart. Det var jo en Skuffelse netop, som alles Tanker stod spændt, beredt paa Amerika og Ankomsten did en- gang den næste Aften. - - Ud paa Eftermiddagen optoges Opmærksom- heden af en uhyggelig Nyhed. Inde i et af Kulrummene havde Spaden stødt paa Liget af en Mand, som altsaa efter al Rimelighed maatte have skjult sig der for at komme over til Ame- SIDE: 169 rika, men ikke havde udholdt den daarlige Luft eller var sultet ihjel. Man trode at gjenkjende den ved Skibets Afgang for- svundne Fyrbøder. Denne Hændelse virkede ikke opstemmende paa Humøret nu midt i Graataagen. Han var dog en Medpassager - betalt eller ubetalt! Her altsaa den triste Forklaring paa alle disse Suk og Støn, der havde lydt i tidligere Nætter . . . Man meddelte hverandre sine Tanker, hviskede og talte lavt, - fandt, det var et sørgeligt Vidne om Verdensforholdene. Det var ikke længere passende at røre ved Pianoet. Man gav yngre ubetænksomme et Vink, naar de saas at stile derhen. - - - Den afdøde maatte allerede sænkes til Hvile i Havet endnu samme Aften. Skibslægen holdt sit Ligsyn, og Klæderne blev tagne i Forvaring til mulig Oplysning om Manden. Chefen havde bestemt, at den fremmede skulde ned- sænkes under de paa Sjøen vanlige Ceremonier. Man erindrede pludselig Præsten, der var kommet ombord i Queenstown, og mente at burde kalde ham til. Han indfandt sig med Lommetørklædet for Munden, forkjølet af Taagen . . . Bønnebogen og Ritualet, - harkede og kræmtede han, - desværre efterladt i Queenstown, sammen med alle hans øvrige Effekter . . . Og desuden, - han maatte hævde det som en Sam- vittighedssag, - han vidste ikke, hvilken Religion Per- sonen bekjendte! "Bare De vil staa her, Præst," - indvendte Skibs- officeren energisk og praktisk, - "her ved Faldrebet, - blot røre ved Læberne og mumle, saa forstaar Folk Meningen, - hver oversætter det paa sin Religion . . . "Gi Præsten Plads her!" kommanderte han til Baadsmanden. - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 170 Det havde været en smuk Høitidelighed, overværet af flere af Passagererne . . . Heldig, mentes der, at man havde havt den elskvær- dige, dygtige geistlige med! Og der blev sat en Subskription igang for at skaffe Hjælp til den stakkels Mand, der havde mistet alt sit Gods, - hvad der forlængst burde være sket! - - - - - - - - - - - - - - - - - - Doktoren havde sat sig hen i det ene Salonhjørne med en Bog i Haanden. Men Blikket faldt retsom det var udenom den. Henne paa den anden Side af den store Sal søgte Fru Arna at fordrive Tiden for Isak. Doktoren maatte uafladeligt holde Øie med hende: - Hun var ikke den samme idag som igaar, før Sam- talen med ham . . . Hun var blet opskræmt . . . "Hemmeligheden, som skulde afdækkes" her ombord, havde gjort sit Indtryk. Man liker ikke Hemmelig- heder, som skal avdækkes, nei! Ogsaa hendes freidige glade Natur faar Betænkelig- heder ved det. Jeg bare stod lidt og saa paa Gutten, jeg! - Og straks, et underlig, fremmed ængsteligt Blik hen paa mig! . . . Ligesom kommet en Skyhed over hende, - jeg har mærket det hele Tiden . . . Hun skjuler sig for mig! . . . Hun skjuler sig for mig! . . . Man elsker sin Mand til den Grad, at man ikke vil gjøre ham ulykkelig - Og saa vandrer man med sine overmalte Horn, das Leben lang - Faar aldrig noget at vide, om det Hodeparti, man har baaret, - før engang inde i Evigheden . . . Og, da har man jo været lykkelig! Arna laa nu paaknæ ved Sofaen, hvor de bredte no- get Legetøi ud . . . - Stakkars ja, - én kunde skrige! - min deilige SIDE: 171 altid kviddrende Fugl, - hvor blev Du af? - suk- kede Doktoren. Han dækkede for sig med Bogen for Øinene. Hun er fanget i Livets Fælde, ja. Dine Øine er fagre, som en gjennemsigtig Diamant, - bare med en eneste liden Brist - Og den Brist ta'r mit Liv! Hun lider, jeg ser det! Hun er ikke vant til den Slags haarde Revideringer i Sjælen . . . Gaar der nu rent udveisløs, stakkar, - angst for mig! De er ikke til at slippe igjennem nogen af Sprinklerne i Buret, saa hardt hendes pinte Sind prøver. Og hvad vilde jeg ikke gi't for at kunne række hende en frelsende Haand. Kunde man blot komme over det paa menneskelig praktisk Vis, - ved at tilgi'. Der er jo saamange brist- fulde Ægteskaber, som gaar lykkeligt i passabel Fryd og Glæde. Man tilgi'r paa begge Sider og lever lyk- kelig paa Resterne, - paa nyt Fundament. Faar man ikke det bedste, nu ja, saa duer det næstbedste . . . Stakkars Barnet, skulde jeg ikke ogsaa kunne offre noget for hende? Skal jeg se hende forgaa her lige ved min Side - Den stolte freidige Nakke synes mig knækket idag, - hun dukker Hodet i tunge Tanker, medens hun vandrer der med Isak - Og saa snakker hun saa . . . Det er bare Nerver . . . Den, som kunde ta den Strid bort fra hende, - og faa se det glade, klare Udtryk igjen -! Han saa, hvorledes de atter tog fat paa Legen. Og nu gik han pludselig hen til dem. "I har det nok morsomt, I to?" Meningen var kjærlig, men, han hørte det selv, - det kom i en haard, skjærende Tone. Der byggedes Huse af Smaastykker, og Fru Arna vidste at sige Gutten, hvem der bode i de forskjellige Bygninger, - Familier af deres Omgang fra den Stad, de havde forladt. SIDE: 172 "Naa saa - og hvem bor der?" - spurgte Dok- toren godmodig Isak. "Her bor vi . . . Og der bor Groth, og der Brun, og der Reinholdt," - ivrede Gutten. "Og der paa Hjørnet bor Foltmar, - og der" - Doktoren vendte sig pludselig. Han tog sin Hat og drev ud i Taagen . . . - Bølge Havsland kom hen til Fru Arna og maatte straks følge lille Isak til de forskjellige Huse i hans By. Nu gjorde han Indkjøb. Men det blev mere og mere Havsland og ikke Mo- deren, der svarede paa Sælgerens Side af Butiken. "Har De talt med Jon idag, Havsland?" - spurgte hun forsagt. Fiolinisten saa benægtende paa hende, - han havde straks følt, at der var noget iveien. "Jeg siger, gid vi var hjemme igjen," - hviskede hun . . . "Aah, jeg er saa ængstelig for ham . . . Gid vi bare var hjemme igjen i vort sikkre Hus og vor ringe Gjer- ning! - Jeg ser jo, hvorledes det tar paa ham. Han gaar der og formørkes i Sindet og dør under Trykket af, hvad han har paataget sig! - Hans Karakter er slig, han gi'r sig aldrig . . . Men, naar noget overgaar éns Kræfter, skal man da holde paa med det?" - udbrast hun ude af sig. "Da maa jeg sige, at jeg hellere er enig i det, De mente før, - at den større Gjerning vil være ham til Befrielse, - i hvad det nu kan være, der trykker ham." Havsland sad lidt og grundede, som han saa ind i Forholdet: "Jeg skal sige Dem, Frue," - sa' han muntert, - "saadanne Ægtemaænd er nogle store Despoter. De vil helt og holdent selv være Hvirvelvinden i deres Kjær- ligheds Roman. Men, naar man eier Hjertestrengen hos sin Mand, saaledes som De, er der ingen Fare . . . Bare ikke forsagt! Bare slaa fra Dem . . . Sno ham saamange Gange om Fingeren, at han ikke kan røre sig," - ivrede han. SIDE: 173 Hun kunde ikke for at hun lo, saa ilde det end stod til. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Den celebre Pianist Janco gebærdede sig fortvilet. Dette Stilleben her i Taagen førte aabenbart til For- sinkelse, - ialfald af et Døgn. Og til iovermorgen Af- ten var hans første Koncert i New-York annonceret! Han fo'r frem og tilbage, purrende det sorte Haar, ind og ud af Døren de hundrede Gange for at be- dømme Veiret, - rasede og tvang Sangerinden til at ta Pelsværk paa for at forhindre Hæshed. Hvorfor satte man ikke Fart og jagede paa! Hvad hjalp det ham, om Dampskibet arriverede Klokken otte, ni eller ti om Aftenen? - spyde han af sig, - da var hans Tid over . . . Øinene gnistrede i det blege Ansigt. Man fik Indtrykket af, at den livlige Fyr holdt paa at springe i Luften. Han iagttoges med særlig Opmærksomhed af to høist forskjellige Personer. Den ene var hans Kollega, Bølge Havsland, hvis Blik ligesom naglede ham til Væggen og sa', at her var de begge ude paa Konkurrencens frie Hav, - en Duel ubønhørlig, uden Skaansel! Den anden var Mynheer van Tituf, der med fast plantede Fødder og tilbagekastet Hoved viede ham sin hele, dybe alvorlige Opmærksomhed. Tilslut hævede han Øinene mod Taget med en un- derlig Grimace, som han mente, at Pianisten maatte forsvinde der . . . - - - - - - - - - - - - - - - - - - Brunkappen var frostig og forkjølet efter sit Ophold paa Dækket i den raa isende Taage. Han laa indhyl- let i en med Pelsværk foret Kavai og priste sin For- stand, som havde ladet ham tage den med paa denne Rute. Den gav en deilig animalsk Varme . . . Saadan kunde man jo blive liggende og fordrive den onde Fiende, - Tiden. Og her laa han altsaa og vuggede paa en Damper, SIDE: 174 som signaliserede og skingrede Ørehinden ind paa Folk i Taagen. Og Taagen laa paa Havet. Og Havet dreiede sig rundt med Jorden, saadan umærkeligt, saa alle var med paa det uden at forundre sig . . . Man var i den Ro og store Gjænge, der gav Stilhed og Søvn tvert over alskens Forstyrrelser af Smaastøi og Raab og Larm lige omkring én. . . . Saadan ægte mørkegraa Skaadde, - det var just Veir for ham. Det stemte Nerverne mildt tilrette og ligesom dukkede og sænkede én saa dybt ind i Til- værelsens Rigtighed. Som han holdt paa at gaa ind i Drømmens Rige, kastede han sig med ét iltert om paa Puden. Det var Lommeuhret, der hang paa Væggen over Køien, som begyndte at tikke. Og, naar han kom til at lytte og høre efter det, saa! - Det fine Gulduhr gik næsten ikke hørligt. Men saa fik det undertiden sine Raptuser med at drive paa, saa det sang i Metallet. Der maatte være noget i Væggen, som gav Reson- nans . . . Engang hørt, - tikkede og tikkede det hidsigere og hidsigere afsted, som et pludselig vækket Insekt, - blev ved og blev ved - arbeidede og drog og slæbte hans Tanker rundt den ganske Verdens Kjedsomme- ligheder. Fik Minutet udhalet saa langt, at han kunde tænde Lyset og slukke det igjen ti Gange, inden det var udløbet. Viserne stod simpelthen stille, medens Uhret ind- vendig hastede afsted! Han blev fristet til at fare op og undersøge, om der ikke sad et Dødningeuhr i Væggen, - med ekspres Ærinde til ham. . . . Han havde ikke set Frøkenen med den lille Pleiesøn ude idag. - Et underlig tendert Pigemenneske, med slige uku- SIDE: 175 elige Meninger! - Rent ud begavet med en Urtro paa Følelserne. Hun saa ikke ud til at høre til de velstillede i Ver- den, der kunde møde Kulden med Pelsværk, eller klæde Barnet i Zobel . . . . . . Saadanne Unger udryddes selvfølgelig af Kul- den, som Insekterne . . . En mere eller mindre i Mas- sen - - Han reiste sig paa Albuen - og lagde sig igjen . . . Der var kommet en Uro i ham. En Pels, som denne -. Han sprang op. - Lidt efter bankedes der paa hos Frøken Mor- land, som viste sig i Lugardøren. Der stod Brunkappen og pegte taus spørgende paa den Foerværks-Pels, han bar paa Armen . . . "Raat og koldt," - yttrede han. "Kan De benytte denne?" Frøken Morland studsede . . . "Tak, megen Tak; men jeg fryser ikke," - sa hun lidt forvirret. "Vidste jeg det ikke!" - udstødte han. "Det er ikke overensstemmende med Formerne, - og saa faar det elskede Barnet ligge der." "Min Gud, hvad siger De," - udbrød Frøkenen. "Jeg holder ham dog varm, - vi har legt og sprunget" - "Men lune ham her i Kappen, - nei, det er ikke passende." "Men kjære, naar De virkelig vil - virkelig vil" - Hun tog Kappen og pakkede den om Barnet, der sad paa Sofaen indhyllet i et Sjal. "Kjend, Gunnar! - Stik de smaa Hænderne dine ind i Pelsen . . . Aa, hvor lunt og deiligt. Og her kan vi sidde og lege, - den Arm der er Hunden og den der er Katten." - "Jah, jah," - mumlede Brunkappen, idet han luk- kede Døren og traskede afsted, - "man faar Pels- værk om sin Samvittighed, - hjælper kanske en af den ganske Yngel" . . . - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 176 Folk kom frem af Taagen og forsvandt ind i den igjen. Der rekvireredes en Mængde Rhum og Whisky med varmt Vand fra Restaurationerne. Mathias Wiig gik der ophidset. Han havde sendt Ellen en Seddel, hvori han bad om en sidste Sam- menkomst. - Man skulde egentlig drikke Afskedens Skaal nu iaften! brast det ud af hans bittre Tanker. Krone vort Livs vrængte Høitid med et Mindets Bæger - Heltens gloriøse Bane paa de forskjellige Stadier af hans Higen mod Maalet! - Altid nedover, - en hel Serie Billeder med Cascader af Fald, - fra han var decideret Professoremne hjemme, til han endte som omvandrende Fotograf over i Amerika. Jorden sprækker. Verden brister . . . Og de, som hører sammen, rives til hver sin Kant, - halv hylte han i Fortvilelse. . . . En hel Regnbue af Illusioner knust! - For Mathias Wiig stræbte ikke lavt, - skalv det i ham. Han havde et sjeldent Blik inden sit Omraade. Hvad en Last vil sige? . . . Mathias Wiig rystede langsomt paa Hovedet. - Det véd kun den, som har draget den paa sig og gjort den til Herre. Menneskene er ubarmhjertige, forstaar det ikke, - hvorledes man er besat af en ond Aand, hader den og frygter den, - vilde gi' sit Liv for at slippe undaf dens Kløer. Men Dæmonen drager én ubønhørlig, som Ild i det betændte Blod, - sluger alt, hvert menne- skeligt Forhold, - alt . . . Nei, det er ikke lidet at kjæmpe med en Dæmon! Derfor skal Du synes Synd i mig, Ellen, - næsten skreg han, - for jeg kjæmper. Eller, hvor er Barmhjertigheden? Her ligger en værkbruden og ser dem alle gaa sig forbi, - lige til Du, min eneste i Verden! - Ingen barmhjertig Samaritan . . . SIDE: 177 Og, kom Du som før, - jeg vilde vinke Dig bort . . . Forlad en spedalsk Mand! Kun sig mig nu denne sidste Aften, hvor din Fod skal træde, Du kjære, - at jeg véd, hvor Du lever og aander. Om jeg en Dag kunde sige: Her staar en renset Mand! - én, Du har hjulpet blot ved, at han vidste, Du var til! Kommer Du . . . Kommer Du . . . Hun stod pludselig hos ham, og han greb hendes Arm . . . SIDE: 178 OTTENDE DAG. Næste Morgen de samme afmaalte smaa Skovle- slag . . . Horizonten havde forsnevret sig og omgav Damperen som en rund, mat Glasklokke saa nær, at man kunde kaste en Biscuit ind i Muren. Langt fra at vise Tegn til at letne, syntes Taagen hellere at have fortættet sig. Fra Agterdækket saa det ud, som Forskibet havde stukket sig bort ind i det graa. Tauge og Liner havde fra Natten et Overtræk af Glassur, og over hele Riggen hang der som Uldtotter og Flærer af Røg. Der tudedes i Taagehorn, ringedes med Klokker, medens Damppiben udsendte sine skingrende Signa- ler . . . - Ud af Dimmen kom Wangensten og stødte lige paa Fotografen. "Dig, Mathias Wiig? - Du holder Dig endnu, ser jeg," - lød det jovialt, - "kan endnu due til at rive en Fyrstikke af her i Taagen! - . . . Ellers Du, har Menneskene godt af lidt Æng- stelse engang imellem. Det trykker saa deiligt akku- rat paa den store, alt drivende Gjensidighedens Idé . . . De faar den som paa Struben." "Om Fartøiet sprang læk, mener Du, - de maatte alle til Pumpen." "Ja Du," - Wangensten tørrede med Lommetør- SIDE: 179 klædet sit lange sorte Haar i Nakken, - "jeg har ofte tænkt paa, hvordan en saadan skeptisk Fyr som Du, der gaar saa personlig løst fra al Tidens Almentænk- ning, vilde gebærde sig, om det bar tilbunds? - i hvad han vilde søge Fæste." "Aa ja, det vilde vel bli' skrøbeligt." - "Naar Witzen ikke gaar længere, Du?" . . . "Hm, - jeg fik vel bede om nogen af dine forgyldte Piller, - med Anvendelsesskrift." "Æh! - altid Røg" . . . Wangensten drev af . . . - - - - - - - - - - - - - - - - - - Bølge Havsland tog sig en Motion ude paa Dækket. Han gik med Kappekraven opover Ørene, stansede af og til og slog sig varm med Armene. Han krydsede nærmere og nærmere henimod Myn- heer van Tituf, hvis uvanlig livlige Gester vakte hans Opmærksomhed. Mynheeren lod til at befinde sig ypperlig i Taagen. Han stod henne ved Rælingen og fløitede og peb, som efterlignende de forskjellige Signaler. "Udmærket . . . Det vil gjøre sig!" - gjentog og gjentog han henrykt for sig selv: "Tæt Taage med Hyl og Klokkeringning og Stød i Luren! Almindelig Forvirring ombord, - Angst og Jam- mer og Trængen mellem hverandre af Passagererne," - udmalte han det for sig, hedt optat. "Tordnende Befalinger fra Chefen og Brøl i Raa- beren," - lød det videre. "Og saa," - han slog ud med Haanden, - "bra- gende Sammenstød med en anden Seiler! - Rædselsskrig og Hvin! Alt gaar tilbunds! . . . Redningsbaadene ud . . . Mennesker kjæmpende i Vandet. - Overalt Hoder! . . . Slutningsscene: - Hele Besætningen, tæt som Fluer klattrende op i Mast og Vævling og Rig paa det syn- kende Skib! - Elektrisk Belysning . . . SIDE: 180 . . . Guldgrube af en Idé!" - nikkede han begeistret til Fiolinisten, som stod der fuldstændig uforstaaende. "For en Circus, mener De?" - forsøgte Havsland uvist. "Javel! Javel!" - lød det, medens han gned Hæn- derne og gik høist optat med Øinene op i Masten, studerende Taagelur og Dampskibssignaler . . . . . . "Komponerer Mynheeren Pantomimer, - eller er han gaat fra Koncepterne?" undredes Bølge Havs- land, høist forbauset. - - - - - - - - - - - - - - - - - - Ketil Borg gik og lunede sig inde i Taagen med sine mangfoldige Tanker. Det var ikke længere bare Drømme og Luftkastel- ler. Det var Planer og Beregninger og Kalkyler . . . Han følte, at han fik Udløb for sine Evner, - saa sig som en formuende Mand med Magt og Indfly- delse. Efterhaanden slog hans Tanker om paa en anden Konto . . . - Hun var jo en høist prægtig ung Dame, med et varmt Hjerte og et fint, ædelt Naturel, - lidenskabe- lig i sin Kjærlighed. Men i høi Grad forkjælet, - baaret paa Armene al sin Tid! - Og saa havde hun jo sin Legemsfeil. Lagde han da intet i Vægtskaalen? . . . Skulde det ikke veie noget, at han, en legemlig og aandelig vel udrustet Mand, offrede sig for hende? Han vidste, at han vilde være hende en pligttro og kjærlig Mand, - paa det Punkt kom han aldrig til at svigte. Men i denne evig glødende, forelskede Stil vilde det blive ham noksaa svært at holde det i Længden. Han var Forretningsmand og havde andet i Blodet, end at sidde og snakke barnagtig Forelskelse. Han fik haabe paa, at hun med Tiden vilde faa an- det at tænke paa . . . Men indtil da! - Det vilde blive ham et nok saa SIDE: 181 haardt Slaveri stadig at spille Elskerrollen, - fly paa Amors Vinger! Han saa paa Uhret et Par Gange, før han igjen be- gav sig ind i Salonen . . . . . . "Deres Haar er ganske vaadt!" - hilste Miss Annie ham med tindrende Øine, som han tog Plads ved Siden af hende . . . "Er det ikke noget underlig høitideligt ved denne Taagen? - Jeg føler det, som vort Skib var hele Ver- den, - man véd ikke noget om alt det udenfor," - sa' hun, som i Tanker . . . - - - - - - - - - - - - - - - - - - Mary Johnson havde maattet rykke frem med sit Fotografialbum, og hun og Grip sad nu og gjennem- bladede det. Det lod som Hr. Grip var meget spændt paa hvert ét, vilde vide Besked og spurte ud om baade Familie, Venner og deres hele Omgangskreds. Og Mary gav sin rappe Forklaring, - forundret over at han ikke straks kunde se, at den var skrækkelig kjedelig, eller den forfærdelig morsom og hyggelig . . . "Han der? - Onkel Adolf, som var saa sentænkt, at han først forstod den ene Historie, naar man var midt inde i den anden . . . . . . Og han der! - Det er gamle Wedekin det, Fars Kompagnon i Firmaet. Og han ja, - det er jo Anton, det." "Anton?" - spurgte Grip. "Ja, Anton Wedekin naturligvis . . . Aah, som jeg havde glædet mig til at imponere ham med den nye Spadserstokken min. Jeg har en nydelig Stok med til ham ogsaa, og vi skulde svunget med dem ude paa Promenaden . . . Men saa brast jo min" . . . "Naa saa" . . . Grip begyndte fortænkt at vugge med Foden. - "Jeg ser, De bærer Ring paa Fingeren," - spurgte han som ligegyldig . . . "Venskabsring ja!" "Saa? - Hvem fra da, om jeg tør" - SIDE: 182 "Jeg har faat den af Wedekin." "Wedekin? - den gamle Herre?" "Ne-i da," - Mary lo høit, - "af Anton! - Han er tre Aar ældre end jeg." Grip strøg sig gjentagende om Skjægget . . . "Hr. Wedekin, - den Herre der, er altsaa Deres," - lød det mørkt. "Ja da, - Anton Wedekin, det er jo Fars Kompag- non nu, efterat den gamle er død!" Grip reiste sig pudselig og skjød Stolen lidt haardt tilside . . . "Frøken!" - Han bukkede stivt, - "jeg kommer til at sige Dem Farvel her . . . Min Reise til Chicago var bare en Flyvetanke." Han bed sig i Læben, som for at knække en Skjæl- ven, gjorde nok et Buk og forlod Salonen. - - - - - - - - - - - - - - - - - - Doktoren vandrede og vandrede med fugtig Kavai og dryppende Hat. Af og til stod han og saa ud i Graaskaadden, ind- til han med et Suk begyndte at gaa igjen . . . Imorgen var de i Amerika, og skulde han begynde et rastløst Arbeide, - et, hvorfra han ikke dukkede op paa tre, fire Aar! - og hvorunder han kunde slippe at tænke paa andet. Han havde regnet paa at kunne lukke hermetisk tæt over sin nagende Tvil, - haabet at bedøve og klo- roformere sig for Indtryk fra den Side, i et anstrengt Arbeide, baseret, om han saa skulde sige, paa Ær- gjerrighed. Al hans Digten og Tragten maatte placeres den Vei. Videnskabens søgende Uro med dens store, stille Fred skulde erstatte ham, hva han havde tabt paa det andet Felt i Livet. Tanken var vist theoretisk rigtig, men praktisk - Saadan at amputere hele Følelsessiden, ved at haspe sig ind i Arbeidet og bedøve sig! - Blot i disse otte ørkesløse Dage her ombord, - hvad SIDE: 183 havde der ikke samlet sig for Mørke og alskens Sky- banker i hans Sind. "Og der bor Foltmar" . . . Han hører med inde i Guttens Fantasi ligesaa intimt som Mor og Far . . . Stakkar, hun træller og slæber for at udsone! - Hun lyver, og jeg lyver. Vi er dømt til at gaa slig beggeto, - for at være lykkelige. - Ei, - et Snit ordentlig op i Brystet, saa vi begge fik Hjertet ud i Dagen, og Vished engang! . . . Det er ikke længere som før! - Naar jeg saa paa hende, fik hun altid Ret, og maatte jeg tro hende . . . Men nu, - jeg gjør min Bod, - gaar til hende, - men føler, at jeg staar kold, - Mistankens Aand over hendes stakkels Hode . . . - - De samme rastløse Skridt begyndte igjen, - den samme Venden om nøiagtig der ved Hullet i Dæk- ket, hvor Kjættingen fra Roret drog sig raslende frem og tilbage . . . - - - Først henimod Tretiden om Eftermiddagen saa det ud, som Taagen begyndte at lette. Endel af Skibsofficererne, - man saa endnu kun utydelige graa Skikkelser, - var samlede oppe ved Karthuset. De speidede ud gjennem Kikkerten og lyt- tede til de Svar og Vink, der gaves fra Udkigsmanden oppe i Mastekurven. En behagelig Nyhed, der som Ild i vissent Gras forplantede sig til Passagererne paa alle tre Pladse: - Imorgenaften i New-York! Der blev straks et andet Humør. Man følte sig ikke længere indestængt og beleiret, - syntes alt at skimte igjennem Taagen. - Man fik travlt, blev virksom, gav Ordrer . . . Enkelte begyndte allerede at ordne og pakke sit Tøi og se til sine Kufferter. Man talte om Ankomsten, - Gjensynet med Ven- ner og Slægtninge, - og Latter og belivet Passiar hør- tes igjen fra alle Kanter. - - SIDE: 184 - Forud fra tredie Plads lød der pludselig en usæd- vanlig Larm og Røre. Gjennem Dimmen trængte stærke Røster, blandet med Fruentimmerskrig og Hvin. Man raabte og kaldte, som det syntes, paa Chefen. Tanken faldt nærmest paa, at der var flydt forme- get Alkohol i Graatagen. En barhovedet Baadsmand kom rød i Ansigtet og hæseblæsende farende op paa Dækket og spurgte, om Chefen var paa Kommandobroen. Han ventede ikke paa Svar, men styrtede op ad Trappen, - Skibslægen og en af Officererne fulgte ham i Hælene. . . . "Der er sørget for, at ingen kommer op fra tre- die!" udstødte Baadsmanden, han kunde neppe trække Aanden . . . "Det kommer altsammen fra dette krøllede Doku- mentet, de har rodet frem af den døde Fyrbøders Lom- mer, og som de har læst sig forskrækket paa. Doktoren havde ladet hans Klæder hænges ind i Maskinrummet for at tørres og desinficeres" . . . Kapteinen tog ilsomt Papiret og begyndte at de- chiffrere det. Han blev pludselig dybt opmærksom og læste høit for Skibsofficererne. Overskriften og Begyndelsesbogstaverne var skrevet med Frakturskrift og rødt Blæk. Det havde, før det blev medtaget af at ligge i den afdødes Klæder, været et nitid holdt Dokument. Det lød saa: - "Jeg, En af de syv Hævnere paa Havet, svinger det store Dommens Sværd: Dampskibet Windhya er dømt! Helvedesmaskinen, som skal sprænge det i Luften, er reguleret og prøvet paa Minut og Sekund. Næste Lørdag, 4 - fire - Slet, om Eftermiddagen, sker det. SIDE: 185 Oceandampskibet Windhya gaar til Havsens Bund. Og jeg, Hævneren paa Havet, besegler Dommen med mit Blod. Under mit Segl Jeg - Ingen." Seglet var malt med Blod. . . . "Og en Bondekone, som reiser med sit Barn", - oplyste Baadsmanden skyndsomt, - "fortæller, at netop som hun var vel indskibet her ombord, kom der en underlig Mand hen til hende og sa', som han klappede Barnet paa Hovedet: - Paa Lørdag otte Dage, naar Klokken nærmer sig fire, skal Du opsende dine Bønner for Dig og dit Barn! - Og flere dernede siger, at de saa ham og syntes, han var saa underlig" . . . Chefens Ansigt var blevet hvidt, og deres om ham murgraa. "Hvad man skal tro? - Vi har set Manden dø paa det!" - lød Kapteinens dirrende Stemme. "Min Plads blir her paa Kommandobroen til sidste Slut. Og af Dem, mine Herrer, venter jeg, at hver Mand gjør sin Pligt, - først og fremst, at der handles med Besindighed og Ro" . . . Han saa paa Uhret. - "Vi har fem og tredive Mi- nuter. Dem skal vi benytte som brave og modige Mænd! Og," kommanderede han, - "Baadene ud! - Vagt af bedste Mænd om dem! Kvinder og Børn reddes først, uanset hvilken Plads de tilhører. Og saa, - Frivillige til at undersøge Kulkjælderne . . . Der er mindsket Beholdning. Antræffes Uhrvær- ket, - Helvedesmaskinen, er jeg selv med paa at hente den frem - ro ud og sænke den ned!" - - - Fra Dæk til Dæk væltede og bredte der sig nu Ræd- selsraab og Angstens Hvin . . . SIDE: 186 "Dynamit!" . . . "Et Helvedesuhr i Lasten!" "Det springer!" . . . En rasende Hob vilde storme op Trappen til anden Plads; men mødtes af Vagten, der truede med Revol- vere og søgte at berolige dem med, at nu sattes alle Baade ud . . . Officerer og Mandskab vilde forblive paa Skibet. Det var umuligt at hindre det! - Medens Baadene i den knappe Tid firedes ned ved Taillerne, sprang Mænd for deres Liv, og gjorde de dristigst vovede Hop. De hang ved Ripen eller styrtede sig ned i Baaden, endnu før dens Kjøl var naa'd i Sjøen. Fra Kommandobroen kunde Chefen overskue de for- skjellige Tilløb til at sammenrotte sig for at erobre Baadene, og han mødte det med Kontraordre til Offi- cererne og en lydig Besætning paa over hundrede Mand. Man pressede og trykkede og slog sig frem, - vid- ste, at hver én, som sad der i Baaden, hvor svag eller ræd han var, vilde forsvare Pladsen som sit Liv, - og at den ved et vist Punkt af Overfyldthed ubøn- hørlig vilde støde fra Bord og ligesaa ubønhørlig ro forbi alt flydende uden at række en Haand ud. Rælingen stod fuld af skrigende og raabende, van- vittig gestikulerende Mennesker, der hylte og vilde med i Baadene . . . Man løb hidsig til Redningsbøierne og bemægtigede sig dem. Men foran Spranget kom Refleksionen. - Naar Damperen sank, vilde de være overgivne til det vilde Hav. De overfyldte Baade kunde ikke tage dem, - og haabe paa et frelsende Skib -? Og nedenunder huserede en vild Stimmel, der i Dødsangsten raabte og brølede paa Brandy, Konjak og Champagne. De brød ind i Restaurationer og Provi- antrum. Man saa bare hvidgraa Ansigter. SIDE: 187 Dødens forstenende Rædselsblik mødtes her som ude i den vide Verden af de forskjelligste Naturer. Der var store Hjerter, kjærlige Sind, hvis første in- stinktive Bevægelse var - ikke Frygten; - men hel- lere at gaa offensivt frem, glemme sig selv og hjælpe de andre. Og der var smaa Hjerter, der straks skrumpede ind og visnede for dens Ispust, til Bevidstheden svimede af, og de gik om som fjollede. Snevre Sind, som al- drig havde taget noget Greb i Livet, og nu ogsaa stod numne, da de skulde forlade det. Den overhængende Følelse var: - Her var ikke Tid, - her var ikke Tid . . . Om lidt saa bragede det løs, og sank Skibet under deres Fødder. Kvinder med Barn paa Armen saa's at slide sig vildt løs fra de hjælpende Hænder, der holdt paa at bjerge dem ned i Baadene, og søgte ude af sig selv tilbage igjen til Ægtefællen for atter af ham at drives til- bage. Farvelraab, - fortvilede, kjærlige, graadkvalte, op- muntrende, - lød til de forskjelligste Navne paa de forskjellige Sprog, - fra dem, der nu stod igjen paa Dækket, som fra dem, - Hustruer og Børn, Sønner og Døttre, - der jamrede med udstrakte Hænder op imod dem fra Baadene. Der stormedes stærkere og stærkere paa af rasende Mennesker, og maatte tages tilsvarende Forholdsreg- ler mod Presset. Men, - tretten hundrede Passagerer - de faa til- delte Minuter, - og den vanskelige Indskibning i Baa- dene under høi Sjøgang! - Indover Dækkene vrimlede der af rædselsslagne Mennesker, som havde indset Umuligheden, - Mænd, Kvinder og Børn. Man stormede mod Forenden eller samlede sig ag- terud, for at være længst fra Kulrummene under den i Dødsangst ventede Eksplosion. Man strømmede gjennem alle Pladse, her var fuld, vild Lighed . . . SIDE: 188 . . . Der var dem, som krampagtig holdt sin Side- mand fast, - vilde ikke slippe, tiggede om Frelse. Andre fo'r sansesløse om og spurgte og spurgte, om der virkelig var Fare? En Dame holdt fast i sin Reisekuffert, som hun vilde tage den med ind i en anden Verden. Enkelte havde kastet sig ned paa Dækket og vred og jamrede sig uden nogen Tanke. Sirenen ulede hele Tiden med en forfærdelig Lyd, medens Menneskene myldrede om hinanden, hvide som Gespenster paa en Kirkegaard. - Fra en Klynge Mænd og Kvinder lød der ener- giske Raab efter Præsten. En Mand fo'r om og skreg efter ham . . . Man trængte Trøst - Præsten saa's henne paa Dækket . . . Han var barhodet, havde aabnet den tilknappede sorte Kjole og styrtede sig vildt ned paa Dækket -: "Det forbandede Mammon," - brølte han, - "tag det! - tag det!" - Han kastede først en Pose, der raslede og klirrede af Guldmynt, og saa en vel ombundet Pakke henover Dækket . . . "Puh-uh, - det lettede! - disse sytti tusind - Haahaa," - raabte han skjærende, - "nu tar ingen dem op engang! Jeg bekjender. Jeg bekjender," - jamrede og skreg han. "Jeg er den bortrømte Kasserer; mit Signalement staar i alle Aviser . . . Her er jeg! Her er jeg! - Fængslet blir nu Havsens Dyb - Havsens Bund - Havsens Bund - - Den som sad derhjemme ved Kassen igjen, - med sit daglige Brød," - laa han tilintetgjort og stønnede. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Derhenne ved Kahytstrappen sad Thor Wan- gensten sammensunket med Armene slapt udover Bor- det foran sig. SIDE: 189 Den pludselige Overskjæren af Livets Streng havde helt overvældet ham. Han sad der bedøvet, som følelsesløs og nummen. For hans afdøvnede Bevidsthed begyndte der at stige frem et Land, - ét, han aldrig før havde skimtet i, - et koldt, dødt, af alle Farver forladt Øde, nøgent, som om han saa udover Maanens vækstløse Stengrund. Der stak nogle sammenfaldne Planker op af den grove Sand. Det saa ud som Ligkistebord med noget- slags afblegede Bogstaver paa. Han saa det i stigende Klarhed, eftersom Mørket blev dybere og dybere. . . Der stod en Kulde fra det, - et Pust fra Tilværel- sens grufulde Ligegyldighed. Han gjøs. - Og pludselig reiste han sig. Det gjaldt at overskue Situationen . . . . . . Baadene . . . Baadene . . . - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Frøken Morland gik der med et blegt, men un- derlig lysende Ansigt. Efter det første dumpe Indtryk af Rædselen var der kommet over hende som en Følelse af Lettelse og Befrielse . . . Nu var alle Menneskenes Stengsler og Vedtægter faldne til Jorden som morskne Gjærder . . . Hun havde bare sin Gud at knæle ned for, og han saa, hvor Menneskene ikke saa; - for ham fik hun staa som Mor for sit Barn. Der steg en vild Trang i hendes Sjæl til at raabe det ud til alle: - "Det er mit Barn, - mit . . . Jeg er Gunnars Mo'r, - Forstaar De - Det er saadan Skam, - saadan Skam! Men jeg vil bære den . . . Det er mig det kjæreste paa Jorden. Jeg har sveget mit Barn af Frygt for Menneskene, - og gaaet en Bodsgang af Savn og Sorg. Og nu skal det alt være forbi, liden Gunnar," kla- gede og kjælede hun for ham . . . "Du ser saa glad og fornøiet ud, - forstaar ingenting. SIDE: 190 Nu skal vi ikke længere slides mellem Menneskene, Du og jeg, - mellem Løgn og sandt. Kanhænde faar jeg være med Dig i et lysere Land, - og der véd Du, at jeg er din Mor, og jeg behøver ikke at rødme lige overfor Dig! Kanske er dette det bedste for os to, liden Gunnar . . . . . . Kjære Doktor Angell," - raabte hun, som hun saa en Snip af Familien, - "Gunnar er mit Barn! - min Søn! - Jeg er hans Mo'r, - som De, Fru Angell, er Mo'r for Isak! . . . Men han har baade Fa'r og Mo'r, Isak" . . . - Hun holdt Gunnar op mod Fiolinisten, som intet saa, - og raabte det over til Mathias Wiig, der nik- kede; men ikke hørte: - "Det er mit barn. Jeg er hans Mor!" Hun gik med et blegt Skjær af Lykke, som nu traadte hun paa lovlig Grund. Der skreges og skreges rundt om, at nu eksploderede det . . . Brunkappen kom graableg henimod hende - "Det er min Søn," - mødte Frøken Morland ham med Selvfølelse. - "Gunnar er min Søn!" "Saa har De levet og lidt," - mumlede han . . . "Men jeg har ikke levet! . . . Og nu skal jeg vedblive ikke at leve i Evighed." Hans Læber dirrede. "De mener, jeg ikke skulde se Gunnar igjen? -" udstødte hun . . . "Gunnar blot være som et Tyvegods, - en Lykke, jeg ranede mig til her paa Jorden!" . . . Brunkappen lagde Haanden tungt paa hendes Skul- der - "Jeg føler, De har Livets Gnist, og en fattig fry- sende Mand som jeg kjender sig hos Dem nær Grund- varmen. Om lidt, - om lidt! - Jeg ser alt Fartøiet paa Hav- sens stille Bund, - Vandet trænger ind og ud af Ka- hytsdørene, - alle Livsanskuelserne hænger der som raadne Taug . . . Og jeg gaar der paa Dækket videre og trasker -." "De har jo været Barn engang, De ogsaa," - SIDE: 191 trøstede hun, - "og han, som har havt Forstand til at skabe Mennesket, har vel ogsaa lagt dets Veie." "Hjælp mig. Hjælp mig!" - bad han fortvilet. "Jeg er saa angst . . . Jeg kommer fra Tomhed og skal nu ind i den store Tomhed igjen." - - - - - - Solen viste sig blot som en mat, gul Kugle gjennem den endnu over Tauge og Ræer kun svagt opletnende Taage. Bag dens Slør stred Livets bevarende Instinkt, og brød Dødsangsten sig i de forskjelligste Individuali- teter og Naturer . . . Nogle strakte Hænderne i Bøn op imod Himlen. Andre væltede sig tvinende paa Dækket . . . Og længere forud hujede de ved Flasken. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Grip havde faret omkring som i Feber, - le- dende, søgende . . . Der var hun endelig. - Vildt hulkende med røde Øine og strømmende Taa- rer kastede Mary Johnson sig snart om Moderens Hals og snart fortvilet i sin Fars Favn. Forældrene stod der rædselsslagne og stønnede. De klappede og strøg og trykkede hende i Haabløshed til sig. - "Du kjære Barn! . . . Du kjære Barn" . . . Grip vred Hænderne og Taarerne sprængte ud af Øinene - Det var en Ynk at se -! Han nærmede sig sagte og lagde Haanden paa hen- des Arm . . . "Den, som kunde hjælpe Dem. Den, som kunde redde Dem . . . redde Dem for Deres Forlovede," - tilføiede han lavt. "Min Forlovede?" - Mary vendte pludselig det taa- refyldte Ansigt imod ham. - "Min Forlovede?" "Ja, Mary Johnson! - jeg vilde give mit Liv for at kunne frelse Dem for Deres Forlovede, - for Hr. Wedekin. Jeg vilde gi' mit Liv." "Sig det til ham, Far," - tudede og snuftede hun, - "sig, at Anton Wedekin ikke er min Forlovede, SIDE: 192 - at vi har været som Broder og Søster fra vi var smaa, - Anton og jeg . . . Sig det, Far!" Mary storhulkede . . . Mary Johnson! Mary Johnson! - For mig vilde De blevet alt, om jeg havde kunnet vinde Dem. Jeg vid- ste det med engang . . . De var den ene, eneste, for mig." Marys Øine havde faat en Glans, et høit Udtryk. "Og saa dø nu" . . . yttrede hun sagte . . . "Gaa ikke fra os, - vig ikke fra os!" - bønfaldt hun og greb begge hans Hænder. "Ja saa er vi fire om at dele Skjæbne," dirrede det fra hans Læber, og han strakte Armene som beskyt- tende om dem . . . - - - - - - - - - - - - - - - - - - Fra en Forhøining raabte Lægprædikanten med vældig Stemme paa Omvendelse udover en Menneske- skare, der vildt fortvilede havde kastet sig paa Knæ - Hænder strakte sig bønfaldende, og kvalte Jam- merraab steg mod Himlen i de forskjellige Sprog. - - - - - - - - - - - - - - - - - - Pianisten Janco og Bølge Havsland stødte pludselig paa hinanden. De kastede et fortvilet Blik op mod Himlen, løftede paa Skuldrene og blev staaende som forstenede. "Saa dette blev Enden paa de store Løbebaner," - udbrød Bølge Havsland mørk. "Damppiben uler som Ve paa Langfredag," - ytt- rede Janco gysende. - "De havde forresten mere Geni end Jeg." "Men De havde mere Farve og Glød, - Tempera- ment . . . Ja, nu kan De spille i Himlen imorgen Aften. - - Det er ikke til at begribe dette!" - vedblev han vildt. "Man maatte dog kunne redde sig paa en Planke! - Himlen kan dog ikke ville knække saa unge Kræf- ter." Jancos Øine fo'r under Rædselen raptblikkende om efter Udvei . . . "Bænke, Træværk at flyde paa" . . . SIDE: 193 "Ja deraf blir der nok," - kom Mynheer van Tituf ivrig til - "Bomben vil slaa ind Skibsbunden og knuse Dæk- kene, saa her blir nok at flyde paa, er man først slup- pet fra Eksplosionen og kommet i Vandet," - forkla- rede han praktisk . . . "Men mine kostbare, herlige Blodsheste, dem jeg nu skulde aabne en Cirkus med i Amerika -!" Han vrængte Øinene op mod Himlen . . . "For dem er der ingen Redning!" - udstødte han med et dybt Suk. "Døden er man vant til at se i Øinene hver Aften." "De mener, der kunde være noget Haab?" - skreg Janco. "De forstaar Dem paa det, - er Berider - Klown? - Hvad skal man gjøre, gribe til?" "Man maa fange Øieblikket, - se Chancen an. - Blodet koldt. Fremfor alt, Blodet koldt," formanede Mynheeren indtrængende . . . Han begyndte igjen at vandre frem og tilbage med Øinene hidsig følgende alt, - vogtende, speidende, som Løven paa Sprang. "De maa kaste den," - sa' Janco, pegende paa Fio- linen, som Bølge Havsland holdt i Haanden efter en Læderrem. "Kaste den? - min Stradivario! - Jeg har flydt mange Gange i Nøden paa den," - mumlede han næsten ømt. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Miss Annie Rockland var hastet ud paa Dækket, - hun tænkte ikke paa sig eller sin haltende Gang, - gik der, stod der, - ventede og stirrede . . . Kom han ikke! - kom han ikke! - kanske løb han om i Forvirringen og ledte efter hende . . . Sekunderne voksede og blev til Minuter . . . Hvad havde hun ikke bygget for Luftslotte, - hvad havde hun ikke tænkt sig ved hans Side! Hvad vilde det ikke blevet for et Liv! Hun havde set ind i Fremtiden som i et Undrenes Tryllebjerg. Hun vilde været alt for ham, - gaat ind i hans Idéer og Tanker, - støttet ham, hjulpet ham. Den SIDE: 194 stort tænkende og stræbende Mand skulde faat virke- liggjort alle sine ædle Planer. Og nu! - Nu Dødens Bud væltede sin Rædslens Bølge gjennem hendes Hjerte, var det bare ham, ham, hun omgav med sin Sorg. - Han skulde ikke faa Lov til at leve og virke, - udføre alt dette store! - De skulde visne, alle disse skjønne Drømme . . . af- hugges denne Kraft . . . Kunde det være muligt? - Det var saa blodigt, - saa blodigt . . . Saa ufatteligt, - meningsløst, - al denne stærke Livsfylde knust. Ikke et Ord havde hun at sige ham til Trøst! . . . De havde nu blot igjen at gaa over Dødens Bro sammen! Hun fo'r pludselig til . . . Der var han . . . Der stod han, - næsten jublede det i hende. Han havde en Redningsbøie i Haanden og saa sig om til alle Sider med det hvasse, kloge, Situationen beherskende Blik, som begreb, - opfattede alt. Og nu stod han foran Umuligheden . . . Hun brast i en voldsom Graad, og styrtede hen til ham. "Ketil Borg! Ketil Borg!" - raabte hun og klyn- gede sig vildt til ham. "Vi maa nu dø sammen, - fik ikke leve! . . . Men Tak! Tak for alle de herlige Dage, herlige Stunder! - de har git Indhold til mit Liv." Ketil Borg rystede utaalmodig paa Ho'det. Han løste hende rolig og bestemt fra sig - "Her er ikke Tid til Talemaader, - ikke Tid til Fjas . . . De maa ikke røre mig, ikke hænge Dem paa mig. Skal jeg i Farens Øieblik kunne redde mig, maa jeg være helt fri!" Han slog ud med Armene, som han vilde ryste alt uvedkommende fra sig. - SIDE: 195 "Jeg forsikkrer Dem, Miss Annie! Jeg kan med min bedste Villie ikke gjøre noget for Dem. Al Fornuft siger, at, selv for en uhindret er her kun liden Chance." Miss Annie var veget tilbage. Hun stod der, - hørte intet, forstod intet . . . Med ét faldt hun om med et hjerteskjærende Skrig. "Stakkars Barn . . . Stakkars Barn," - mumlede Ketil Borg bevæget. Men, hvad vilde det nyttet at gaa tilbunds med hende? - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Hos Doktor Angell og Fru Arna slog det forfærde- lige Budskab ned som Lynet. De havde begge gaat saa stærkt optagne af deres egne Sorger. Og nu stod de foran dette altopslugende, Blodet stivnende Skimt af Tilværelsens Medusahoved! - Doktoren traadte hastig ind i Kahytten efter at ha' været oppe for at overskue Situationen. Og Arna kastede sig isende af Rædsel ind til sin Mand . . . "Gud, min Gud, hvad gaar vi ind til? - Og Isak! . . . Isak!" - skreg hun. Doktoren skjød hende mildt tilbage. Hun slog Armene om hans Hals. - "Jon, Jon! Det blir sort, sort altsammen!" Hun blev igjen skudt tilside med et - "Er der nu Tid -?" Arna studsede og saa paa ham . . . "Naar jeg endda vidste, at Du havde været lykkelig, Jon," - lød det tungt. Lykkelig! - mumlede Doktoren . . . End ikke stillet mellem Himlen og Havets Afgrund, - end ikke der skal det lykkes at faa Sandheden frem! - gik det i ham, medens han i Fart samlede Reisetøi i en Rem . . . . . . Ikke med Dødens hule Øine i Udsigt, eller Sjøen skyllende vore kolde Skeletter - Herude paa de tusind Favne Vand! Holdt jeg et Forhør, - rettede et Spørgsmaal bare, - som forraadte, hvad jeg har gaat og tænkt ved SIDE: 196 Siden af hende i disse Aar! - jeg vilde møde et Blik af knusende Foragt, - se den Kjærlighed udslukket, som det er mit Liv at beholde . . . Aahaah, - stønnede han. Kommer ikke Havet snart! . . . Jeg længes. Jeg længes. . . "Isak, han har baade Far og Mor," - sang det ham for Ørene . . . - "Tag Kaaben paa Dig, Arna, - hurtig," skyn- dede han saa paa. "Jeg lægger Sjalet om Isak . . . De Brødstykker putter jeg i Kaabelommen, og her nogle Draaber til at varme Jer." Hun forstod ikke; men adlød mekanisk. - "Og den ogsaa," - han tog Guttens Kaabe . . . "Du kan klæde den helt paa ham siden . . . Saa skynd Dig. Slug det Æg der, Isak, - fort, fort! Bind det lange Uldbælte baade om ham og Dig, saa har Du lettere for at holde ham . . . Jeg tar Gutten, indtil I skal over i Baaden." Han fattede Hustruen med den anden Haand og vilde ile ud af Kahytten. "Over i Baaden, vi? - Isak og jeg? uden Dig?" - udstødte Arna. "Snak nu ikke, blot kom afsted! Her er ingen Tid at spilde. Gjør, som jeg siger." "Nei, Du, - Isak og jeg blir her hos Dig," - sa' hun fast. Doktoren var alt i Døren med Barnet: "Under Omstændigheder, som disse, har Du intet Valg," - lød det. "Hvad siger Du? Hvad mener Du?" - raabte hun forfærdet og trak ham tilbage. - "Du har saalænge gaat bare med Dig og dit . . . Nu maa Du tænke paa mig og Isak," - udbrast hun lidenskabelig. - "Lad os nu tales ved. Nu maa det vel engang være Tid! . . . Forstaa da, Jon, at det for mig blot vilde være en SIDE: 197 anden Maade at dø paa!" - Stemmen dirrede og Øi- nene glødede. "Du er ung og har nok at leve for," - afbrød Dok- toren kort . . . "Isak er en stærk og kjæk Gut. - Og, Arna, - Foltmar!" - kom det fra hans sammenbidte Læber. "Du véd, han aldrig vil svigte Jer. Ham er Du sikker paa." "Aa, Gud, Jon! - Aa, Gud, - hvad har Foltmar og alle Vennerne at sige nu!" Hun vred trøstesløs Hænderne . . . "Det er da vel Du og jeg og Isak, som hører sam- men? Ikke sandt, Isak? Ikke sandt!" - græd hun, - "Du vil være med din Far og mig? . . . Du vil ikke opdra- ges i Leg og Fornøielser af snille Venner . . . Du vil være din Fars Gut . . . Spørg ham, Du, hvorfor vi ikke mere er noget for ham? - Du og jeg, Isak. Det er, som vi er blevet bange for ham. Han ser paa os, saa vi blir angst, - som hele Mørket sad der . . . Aah, naar han vidste, hvorledes en Solstraale fra min forrige Jon kan fylde mig med Jubel! Var den hele vor Lykke værd, denne Ærgjerrig- heden, Jon? - Jeg spør' rigtig," - vendte hun sig fortvilet til ham . . . "Lad mig nu i de faa Minutter, vi har igjen, faa være hos Dig, - klynge mig til Dig, - føle det som i gamle Dage!" - bad hun . . . "Og nu, vi har faat Bud om en anden Reise. - - Kanhænde . . . Kan hænde . . . er det det bedste . . . Det var som Haardheden i Doktorens Ansigt tøde op og gav Plads for et forunderligt vakkert Udtryk . . . "Nu har jeg Dig endelig," - lød det sagte. - "Og jeg kunde tvile paa Dig - -?" "Tvile? Tvile paa mig, Jon? - Tvile paa hvad?" - "Kom hid, Du lille forurettede!" - hviskede Dok- toren . . . "Min Søn! - Vor Søn! SIDE: 198 Naar vi nu dør, Arna, saa skal ikke Kjæden briste." - - - - - - - - - - - - - - - - - - Taagen var kjendelig lettet, Horizonten udvidet. Man saa Baade ro udover pakkende fulde af Kvin- der og Børn, som jamrede og græd og vinkede. Paa Toften midt i Storbaaden, som nu stødte fra, sad Wangensten, hvorledes han nu var kommet der. Energisk og bestemt tog han selvsagt Ledelsen, ud- pegede Pladser og arrangerede. Han var straks op- fattet som en Ordenens kraftige Støtte midt i Forvir- ringen, - om end dumpet ned fra Himmelen . . . "Gjensidig Hjælp, - Frelsen! . . . Uenighed og Splid sætter tilbunds!" - tordnede han gjennem Larmen. - - Et Par Baade laa alt langt ude og vuggede paa Aarerne . . . Paa Dækkene irrede der Mennsker om uden at have mere Sans for hinanden end Lemmer paa et Galehospital, - hver blot inde i sin egen Angst . . . Der gjordes stadig famlende Bevægelser med Haan- den op mod Uhrlommen. Men Armen faldt ned igjen. Man vovede ikke at se paa Klokken, følte det, som Hjertet kunde stanse ved Synet af Viseren. En Hob af første Pladses Passagerer havde tyet hen til Damperens Forende som det Tilflugtssted, de mente bød de bedste Chancer, medens endnu flere fra tre- die, ledet af samme Betragtning, havde besat Agter- skibet og stod der tæt sammenstuvede. - Paa en Bænk ved Rælingen sad Mathias Wiig og Ellen Brandt Haand i Haand. De var resignerede og blege, - der vankede ikke mange Ord. "Vi er forundt en halv Time til at leve vor Lykke i," - sa' han bevæget. "Det kommer ikke an paa Længden, Mathias. Men paa, hvad vi kan ha' at huske tilbage paa, naar vi er derover." "Aa, det er ondt er det, Ellen! " - han trykkede hendes Haand mod sin svedige Pande. - "Et Liv som mit, - Ruin paa alle Kanter!" SIDE: 199 "Men saa er vi ogsaa vakte for mer end andre, som ikke har havt vor Strid . . . Jeg tænker, der kan ligge nogetslags Lykke opgjemt til os . . . Jeg har ofte tænkt, at det at kunne dø engang sam- men med Dig, Mathias, var det kjæreste, jeg kunde ønske. - Jeg kunde ikke leve med Dig; men dø med Dig, kan jeg . . . Jeg vil holde i Dig til alt er gjen- nemstridt. Vær ikke ræd, Mathias, Du mit syge Barn!" "Og Ellen! - jeg slipper ikke Dig, véd Du, før mine Arme slides af." "Nei Mathias, jeg véd, Du slipper aldrig mig, saa- længe der ikke fyldes Brændevin i Havet." . . . "Retnu brager det," - sa' han og tog til Uhret; men lod Haanden falde igjen. Hun søgte op til hans Bryst, og han trykkede hende til sig. De lukkede Øinene, - af og til med et sagte Ord eller Udbrud. Med Bevidstheden halvt inde i Evigheden, mødtes de med Ord fra deres Ungdomstid, mindende, vare, næsten sky. De var igjen forenede . . . Han kunde igjen trykke Panden mod hendes varme Hænder, saa hans Øine lukkedes . . . Men Døden lod sig ikke neddysse. - Medens han hvilte i sin Lykke, tog den sine angste Greb i hans Nerver. Pludselig hørte han et dumpt revnende Brag, og Skrig, Raab fra hundreder af Stemmer. Det blev som svimmelt. Havet steg med grønne Mure høiere og høiere . . . Agterskibet reiste sig paa Kant, medens Forenden grov sig under. - Alt blev bare sydende hvidt Perleskum . . . Damperen sugedes og svingede ned i Sluget, som i en hvirvlende Tragt. Han greb om Ellen - "Nu, - nu" - "Mathias," - raabte Ellen. - "Hør!" . . . SIDE: 200 . . . De samme stærke Raab; - men som af Glæde, - som af Jubel . . . Raabene voksede, forplantede sig. Mathias Wiig greb sit Uhr. - "Et Kvarter over fire, - et Kvarter over Tiden!" - - Chefen heldede sig ud over Kommandobroen og vinkede, og af Skibsofficererne gjentoges det paa forskjellige Kanter: - "Faren er over! - Al Fare over!" . . . Kulrummene var gjennemgaat og undersøgt: - Ingen Helvedesmaskine, - ingen Sprængbombe, - in- tet Uhr. Der var ikke fundet andet mellem Kullene end en Trækasse med nogle smaa Tøndestave, Staaltraadvir- rer, og en Pakke med ganske almindelig Bomuld, - ikke Skydebomuld! Kassen havde ligget et Par Armslængder indenfor det Sted, hvor den døde Mand var blevet fundet. Det havde nærmest set ud som en halvfærdig Fælde- indretning for Skibsrotter, forklarede en af de frivil- lige Fyrbødere, - "svært lidet at sætte et saa stort Fartøi paa Ende for!" - mumlede han. Og nu kom Skibslægen hastende op og foreviste en ulden Buserul, som den afdøde havde baaret. Den var mærket med indsyede Forbogstaver, - Navnet paa det bekjendte Galehospital i Byen, de forlod. Manden havde altsaa været sindssyg! - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Mathias Wiig havde helt og fuldt levet sig ind i den Tanke, at han og Ellen skulde gaa i Døden sammen, - at det skulde være slut. Og nu stod han foran Hverdagene igjen! . . . Hun skulde ned til sine Pligter . . . som igaar. Og han? - . . . "Ja saa langt rak det, Ellen," sukkede han bit- tert . . . "Der faldt en Slump Lykke ogsaa ind i vor søndrede, vindusløse Hytte. - Imorgen skal vi drage hver sin ensomme Vei." "En Slump Lykke! - Nei, Mathias, - nu skal vi SIDE: 201 bygge videre sammen, bygge og reparere. Jeg saa noget idag, medens vi ventede paa den grønne Bølge, - hvad det vil sige ikke at have nogens Øine at se ind i, - ingen at sige det til, at Du, Mathias, alligevel er den eneste i Verden, der kan tænde Glæden op i mig, og den eneste, jeg kan græde Øinene ud for!" "Du vilde, - Du turde" . . . Han saa hende prø- vende ind i Øinene, - "af dit Kjærligheds Hav -? Ellen," - sa' han, - "dette har jeg endnu ikke Evne til at fatte . . . Men jeg skal sige Dig, jeg tror, - tror nu, - at Du kan reise Mathias Wiig." - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Damperen dækkede sig med Flag. Der signaliseredes til Baadene . . . Og derude begyndte man efterhaanden at fatte . . . Efter nogle forsigtige Aareslag roedes med ét kraf- tigere og kraftigere ind mod Skibet, der laa for stop- pet Fart. Mænd og Fædre vinkede beroligende fra Rælingen ud til sine kjære. Og nede fra Baadene strakte Hu- struer og Mødre grædende og bevægede deres Børn op imod dem. Ved Faldrebstrappen var der Gjensynsscener gri- bende og overvældende, som om man havde fundet hinanden igjen efter Aar. Og saa Udredninger og Forklaringer . . . - Oppe paa Dækket mødte man hinanden med Taushed, - som man ikke vilde bryde Helligfreden. Der laa som en Skorpe endnu over Ansigterne af Dagens Angst. Alvoret havde taget et dybt Greb og Nerverne kunde ikke saa snart stemme sig om . . . Forandringen var for voldsom, - selv over til Lyk- ken. Sindene havde gaat igjennem en Krise. Dagens Op- levelser pegte med streng Finger ind i det fremmede, ukjendte, - bag Jernteppet. . . . Mange, mange forsvandt i sine Kahytter. - - - Opvarternes Hærskare fo'r om for at bringe alt i Orden og Gjænge igjen, og i Restaurationerne var der SIDE: 202 anstrengt Liv og Travlhed. Det gjaldt at faa Dagens Hovedmaaltid, Dineren, istand til rette Tid . . . Der kom Ordre paa Ordre fra Kahytter og Kabiner om at faa sig serveret privat . . . - Damperen pløiede igjen for fuld Fart. Elektriciteten straalte op i alle Rum, paa alle Kan- ter af Skibet, og speilte det som et Fepalads i Bøl- gerne. SIDE: 203 NIENDE DAG. Nymaanen jog og skyndte sig mellem drivende Skyer, svandt og viste sig, rev af og til Lysflænger op med et af de korte Horn. Bag Mørkets Forhæng steg Bølgerne som Bjerge og sank de som Dale under den vældige Dampers klø- vende Fart. Baadene hang igjen oppe i Daviderne og dirrede sammen med Skibets Jernlegeme. De mægtige Maskiner arbeidede og udsendte fra sine Skorstene svære Røgsøiler. De satte Vagter vandrede tause om i Natten. Kun nede fra Ildstederne lød der Larm af Jerndøre, der aabnedes og sloges igjen, - af Jernstænger og Skuf- ler og Ildragere, som klirrede. To, tre Skibsofficerer holdt oppe ved Karthuset gjen- nem Natkikkerten Øie med de fjerne Lys fra andre Fartøier. - Og nedenunder reagerede Dagens Spænding i Nerverne efter den første trætte Søvn, og malede Drømmene sine brogede Efterbilleder. . . . Man trængte og pressede igjen paa i dødelig Angst efter at slippe ned i Baadene. Man var lykkelig kommet der og raabte ude af sig paa, at man maatte sætte fra, sætte fra, - ellers gik de i Luften . . . Men Aarerne forblev urørlige . . . Baaden kunde ikke komme løs . . . Mødre stred og stred for at naa hen til Faldrebet, hvor de langede deres Børn ned, - men kunde ikke flytte en Fod! SIDE: 204 Med Rædslen i Blodet sprang man pludselig op af Køien og ud i Gangene for at forvisse sig, - eller blev staaende i Lugardøren. Der duftede af Nafta og beroligende Draaber. . . . Mange, mange havde i Angstens Stund udtalt og forraadt, hvad de nu vilde givet meget til for at vide usagt, og laa der og rugede. - - Der oprandt en lys straalende Morgen med frisk Bør i Seilene og et glittrende Hav. Paa Dækket vrimlede der af Mennesker . . . Man følte sig nu som i et andet Luftlag. Gaarsda- gens Hændelser var trængt tilbage for Omsorgerne og Spændingen ved den forestaaende Ankomst til Amerika. Alt i alt havde det jo været en lykkelig Overfart, - ikke uden Oplevelse . . . Janco gik og gned Hænderne. - Alle Udsigter til at ligge i New-Yorks Dok i Efter- middag engang . . . Koncerten iorden! "Gratulerer med den gode Chance," - kom Bølge Havsland hilsende. "Jeg siger det, medens vi endnu er her ombord og Mennesker. Siden bli'r vi de gamle Umennesker igjen." "For Angst, jeg har udstaat," - udbrød Janco. "Ja, - en fæl Dag igaar," - bekræftede Havsland. "Igaar!? - Jeg tænker paa Koncerten, jeg, - om den var glippet for mig, - alle mine Beregninger, - hele Turnéen, som var fastsat i de forskjellige Byer ved Dag og Dato, - forrykket. - - - Bomben ja!" - nikkede han, - "det var et Nummer!" - - - "Sig mig, Hr. Tituf," - henvendte Havsland sig til ham, - "hvorfor har De gaat her og spillet Myn- heer?" "Jeg har betalt min Plads!" - sa han med Aplomb. - "Har man først tjent sig op en Kapital, vil man og- saa ha noget for den. - Jeg skal si' Dem," - kom det fortrolig, - "jeg kunde ikke gaa som Klown her paa første . . . Nu farer jeg over til mit Hjemland, Amerika, - har sat mine Penge i et Cirkusforetagende der, Selskabet venter blot paa SIDE: 205 mig og de to kostbare Blodsheste til Direktørens Skole- ridt for at starte. Ellers," - kræmtede han, med et hastigt Blik og en stor Fagte, - "er det mig en uskaterlig Glæde, at ha' gjort to saa berømte Kunstneres Bekjendtskab, tilmed i en prekær Stund, hvori vi saa at sige stod parate til sammen at gjøre Badutspranget over i den anden Verden . . . Og, om D'Herrer skulde behage at beære vor Aabningsforestilling med Deres Nærværelse, vilde det blive en kolossal Reklame. - Deres verdensberømte Navne med meterlange Bogstaver i Transparent paa Plakaterne!" - Han spærrede Øinene op, som han saa det i Aanden. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Frøken Morland kom med sin Gunnar ved Haan- den og Pelsværkskaaben over Armen for at levere den tilbage. Efter igaar at have brudt med alle Hensyn, havde hun ikke tabt noget af sin Freidighed. Hendes ellers urolige, nervøse Væsen havde vundet en vis fast Ro, der kunde minde om én, som i Stilhed bar paa en Mission. Hun saa Brunkappen tasse travlt omkring med en Opvarter efter sig, der bar paa nogle Reisevæsker og et Paraplyhylster . . . Han ordnede sine Effekter, satte Mærker paa, knap- pede Remmer og laasede. Opvarteren fik sine Drikkepenge. Og nu kom han hen imod dem: - "Jeg skal ned til Stegheden i Indien. Kan De sige mig, hvad jeg skal med Foerværk der?" - indvendte han, som hun vilde gi' ham Kappen. "Her staar De foran Vinteren og en amerikansk Kulde. Behold den og pak den om Barnet. Ja, nu er alt pakket og færdigt . . . Min Adresse - Benares poste restante. Gi mig saa Deres, naar De faar nogen" . . . Han tog op Uhret - "Endnu langt igjen til Dejeuneren! SIDE: 206 . . . Man gaar til San Francisco. Man gaar til Joko- hama . . . løser saa Billet til Benares. Og naar man vel er der -!?" . . . Han traskede trist henover. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Grip og Mary Johnson vandrede derude i den varme solfyldte Morgen, dybt optagne af alt, hvad de havde at sige og betro hinanden. De var henne hos Abekatten, deres Lykkes egentlige Smed, for at sige Farvel. Den gjorde til deres Ære Kulbøtter og Kast og lange Hop, efterat have sturet og frosset og siddet huttrende og bidsk bortgjemt i en Krog disse sidste Par Dage. Og nu skulde de altsaa hjem til Chicago! - Og - aa, - hvor Mary frydede sig ved Tanken paa at præsentere Grip for Anton Wedekin. Det blev noget andet at komme med end den fiffige Stokken, som hun knækkede, fordi denne "Sortsnu- den" saa og stirrede slig paa hende, - rent ud passet hende op, - forlød det skøieragtigt. Jo, Anton skulde da kige og se med det ene Øiet sit! . . . - Far og Mor gik midt i Idyllen og nød det smukke Par og glædede sig over, at der igjen skulde komme en Gren af Landsmandsskabet ind i Slægten. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Agenten for the Mutual var ikke kommet tilsyne si- den Gaarsdagens Begivenheder. Men nu udpaa Eftermiddagen viste Thor Wangen- stens destingverede Skikkelse sig. Han kastede et orrienterende omsigskuende Blik ud- over Dækket, løftede Hatten, let hilsende nogle kjendte Ansigter, og stansede uvanlig venskabelig ved Mathias Wiig. "The Mutual har gjort udmærkede Affærer paa denne Tur, - paa al den Angsten!" - smilte han for- trolig. "Det er den store Hemmelighed, skal jeg sige Dig, at der er saa fuldt af Kujoner og rædde Menne- SIDE: 207 sker i Verden. Man maa ta' sine Dispositioner efter det Faktum. Stillingen var kort og koldt den, at, gik vi tilbunds, saa stod Selskabets tegnede Policer ikke op igjen før paa Dommedag. Tænk alle de forurettede Familier! . . . Og derfor - i al Retfærdigheds Navn maatte jeg se til at redde mig, - og Papirerne, skjønner Du. - Man tjener ikke sin Idé med en Løgn! Og nu skilles vore Veie, Mathias! - Havde Du ta't en Kammerats Hjælp!" - endte han vægtig med op- rakt Pegefinger. "Ja min Kurs gaar nu til Boston," - sa Mathias Wiig. "Jeg vil prøve at slaa ind paa min gamle vi- denskabelige Vei igjen" . . . - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Efter i Dødsangstens Stund at være afvist af Ketil Borg, kom Miss Annie Rockland endelig saavidt til sig selv, at hun vaklede hen til sine Forældres Kahyt; - stum med udtryksløse Øine, som en Søvn- gjængerske! Der var ikke Svar, der var ikke Lyd i hende. Det var Angsten, - mente de, - den, de selv sad bundne i. Annie kastede sig ned og laa og vred sig . . . "Hun er fra sig af Skræk," - yttrede Mrs. Rock- land . . . "saa slipper Barnet at vide af det, naar Sla- get kommer." De fandt en Lise, et Øiebliks Bortleden af deres egen Panik, ved at sysle om hende, - faa hende op paa Sofaen og lade hendes Hoved hvile paa Moderens Fang. Den svagelige Skikkelse laa der som et knækket Siv . . . Ikke en Lyd . . . - De forfærdelige Ængstelsens Minuter gik over, og man begyndte at samle sig, komme til Liv igjen . . . Men for Miss Annie blev der ingen Forandring. Det saa ud som et Nerveanfald, mente Lægen. Det maatte have sin Tid. SIDE: 208 Annie var bragt tilsengs. Der laa hun fremdeles udover Aftenen, uhyggelig tyst med Smertens Drag i det blege Ansigt. Moderen tog Haab af, at hun nu af og til klemte hendes Haand, mente, det var Tegn til, at Krisen kunde være ved en Vending. I Kahytten havde de helt neddæmpet Lyset for Nat- ten og lagt sig paa sine Køier . . . Der hørtes kun af og til et kvalt Suk eller et Støn fra Annie, og de begyndte at faa en Tro paa, at det kunde føre til en befriende Slummer. De laa der trætte efter Dagens Spænding og Begi- venheder med Søvnen dæmrende i Øinene. "Saa Du?" - raabte Mr. Rockland pludselig og reiste sig forfærdet. - Annies hvide Skikkelse listede gjennem den skumre Kahyt . . . Med Lynets Hurtighed var han efter hende - Hun stod alt borte ved Rælingen, da han naade hende og fik Greb i hendes Klæder. Han tog hende vildt betaget i sine Arme og bar hende tilbage til hendes Køie igjen . . . Der lød tunge Støn, kvalte Suk. Omsider faldt hun hen i en Hulken. Og noget efter vinkede Mrs. Rockland til sin Mand, at hun sov. Hun laa der som et indslumret Barn . . . Aandedragene blev efterhaanden dybere og roligere. Nu og da vak hun nervøst til. - Det blev langt ud paa Formiddagen den næste Dag, da Annie vaagnede. Hun laa taus med store Øine og stirrede foran sig. Saa randt der en Taare - en stor og tung, der havde fyldt Øinene, eftersom Billedet fra Gaarsdagen steg frem for hende. - Og saa én og saa én, - hastig efter hinanden strøm- mende i rigelig Overflod, saa Ansigtet badedes i Graad. Hun fældte de unge Aars hjertesvidende, grænsesløs SIDE: 209 fortvilede Taarer, - som Livets Illusioner randt væk, dryp i dryp, - sluknede . . . Hun græd ud sin Ungdoms første og eneste Kjær- lighed! - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Ketil Borg havde den hele Dag ikke vist sig paa Dækket. Han havde sine Sager at ordne og sin glemte Korre- spondance for Linien at tænke paa. Han tog Klædningsstykker - og han lagde dem fra sig igjen, - faldt gjentagende hen i at sidde fordybet i Betragtninger og stirre ned i den tomme Kuffert- bund . . . Han havde sin Arbeiderbolig og sit stolte Herre- sæde, - en hel stor sprungen tusindfarvet Sæbeboble for Øinene og maatte nu rive ned den hele Bygning, - rive den ud Spiger for Spiger, Bord for Bord, Planke for Planke, Bjælke for Bjælke . . . Der var gaat en rasende Orkan over det hele! Fossen skummede fremdeles i sin vilde Skjønhed. Men drog ikke længere ham op til Millionens Tind, - tordnede nu tomt hen i Unytten. Den drev ikke saameget som et Kværnhus, - han, som havde tænkt at male Guld der! Alle de store Foretagender og Anlæg, - der var bare Sand og Grus igjen, gammel Vold, hvori der ikke var gjort et Spadestik . . . Fabrikbygningerne, som hans Sjæl havde tændt op med elektrisk Belysning. Landskabet, Egnen, han paa modern Vis gjennem Kapitalen skulde behersket, soci- alt som økonomisk . . . Herrefølelsens og Magtens usynlige Krone, han vilde have baaret, residerende i det mægtige, af Speilruder skinnende Slot midt paa Volden - med Fjeldsiden til at salutere fra og Toppen til at vise Verden langt ud- over Sund og Hav, hvor Ketil Borg bode - Alt - alt - væk! - sunket i Havet med Millionen, som igaar gik tilbunds. SIDE: 210 Det var en Trang i ham nu ligesom at gjennemgaa alt, hvad han havde tænkt og ment med at reise Vækst og Liv af Mr. Rocklands Kapitaler, før han kom til at sidde som bare Ketil Borg, Ingeniøren og Sportsman- den igjen. Han maatte indrømme sig selv Tid til at dale . . . Han maatte ligesom ta' sig Ferier, før han sad i Grusbakken igjen, og i al Tarvelighed var nødt til at skrive ned en Korrespondance. Den gamle Ketil Borg havde simpelthen ikke Raad til at sørge, - havde endog nu at angre, økonomisk angre, de flotte Cigarer, han havde budt Mr. Rock- land, og stirre i Kuffertbunden, medens Situationen tegnede sig som en vigende Taage alt klarere for hans Opgjør. Men egentlig, - hvad havde han gjort? Som Sa- gen forelaa var der bevislig ikke Chance, ikke Haab for én Person, - end sige for to. Ja, havde vi været gifte saa, - da havde det været den simple Pligt at dele Skjæbne med hende, om hun saa havde været en Pulverheks . . . Men som det forelaa? - Man maatte kunne staa i Mr. Rocklands egen Stue og demonstrere det . . . Og alligevel, - - Forklaring umulig! "Satan!" - Han fo'r op og stampede i Gulvet - Et svartere Uheld! - . . . Intet andet at gjøre, end at gaa lige hen og løse Returbillet. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Lille Isak havde gjort en ny Opdagelse, - den, at en saadan Far kunde være en hyggelig Mand! Før var det altid: Mor, Mor, - nu lød det den gan- ske Dag: Far, Far . . . Han holdt ham i Haanden, hvor han gik. Ikke det mindste bange for ham mere. Det var som en ny Kammerat, han havde faat! Paa hver sin Side af den endnu ulaasede Kuffert sad Doktoren og hans Hustru og delibererede. Af og til SIDE: 211 maatte han finde sig i, at Isak kløv op paa Stolen bag ham og tog Plads med begge Ben om hans Nakke . . . . . . "Du vilde paa det Vis kaste alle dine Planer!" - udbrød Arna betuttet. "Du taler, som Du kunde ville ta' direkte Billet hjem igjen!" "Jeg er ikke saa langt fra det, ja," - sa' Doktoren lunt. "Saadan at lægge med store Pas ud i Videnskaben! - Det er lidt for - jeg havde nær sagt, - for liden- skabelig anlagt. Min Tørst efter at løse Gaader er ial- fald svalet af. - Og saa, Du, - lade Gutten saadan slænge omkring, - jeg har faat mine Betænkelighe- der, om det er forsvarligt . . . Sagen stiller sig lidt efter lidt anderledes for mig. Jeg vilde være fornøiet med for Eksempel et Aars Op- hold i en af Europas Hovedstæder." Arna stirrede forbauset paa ham. Hendes levende Øine ledte og søgte ind i hans, stedste dybere og mere forskende; - med et stedse mere raadvildt Udtryk . . . "Nei, dette forstaar jeg ikke! - udbrast hun, - "medmindre Du gjemmer noget for mig." Doktoren tog som i Tanker hendes Haand og kys- sede den gjentagende: - "Jeg skal sige Dig noget, Arna! - Jeg skal betro Dig noget . . . Gjøre Dig en Bekjendelse," - kom det nølende, som om det kostede ham haardt. - "Jeg har lidt af en fiks Idé, - en Galskab . . . Det har gjældt Dig. Jeg har ikke havt fuld Tillid til Dig, - havt Tvil . . . Og jeg vilde heller miste mit Liv, end tabe noget af Dig!" "Mig, - mig? Det skulde være for min Skyld, Du har gaat i alle disse Tanker, - i dette forfærdelige Humør!" "Jeg kan berolige Dig med, at det aldrig vil komme igjen. - Sygdommen er forbi," - sa' han dæmpet, næsten ydmygt. Arna blev pludselig høit rød . . . "Nu begynder jeg at forstaa . . .!" SIDE: 212 Hun lagde begge Hænder paa hans: - "Jon, Jon, - Du er den dummeste af alle Mand- folk!" Man befandt sig ved Indseilingen til New-York, - havde Sandy-Hooks to endnu utændte Fyrtaarne bag sig. Fra det rullende Hav gled Damperen pludselig ind i den ved en Gruppe af Øer imod Oceanets Bølger og Storme helt beskyttede Bai. Kysten og Indløbet med dets Krans af herlige Høie, Bebyggelser, Menneskeliv og Vrimmel af Fartøier, allesteds til og fra i Verdenstraden, ligesom allerede jagede forbi Blikket med amerikansk Jernbane-Il. - Om en knap Time stoppede den arbeidende Ma- skine, og laa Fartøiet for slukkede Skorstene, stanset Propel, - og tømt for Passagerer, Indvandrere og Gods. Tretten hundrede Emigranter vilde være myldret ud, - for at siles gjennem Told- og Sundhedspoliti; og en Mængde af dem villieløse føres af Agenter for at befordres videre med de respektive Jernbaner, - Træer med oprykket Rod, som skulde omplantes og fæstes i den fremmede Jord, der havde fortryllet og bygget sine Lykkedrømme ind i deres Indbildningskraft, - Fata-Morganaer, der nu skulde betrædes med faste Fødder! - Den kolossale Frihedsstøtte hilste dem med Fak- len i den løftede Haand, idet den i Skumringen be- gyndte at udsende sit uhyre Lysvæld over Hav og Land. - - Paa Dækkene myldrede der frem Passagerer med deres Haandkufferter og Reisetøi . . . Et Menneskehav af Emigranter stod tæt i tæt ved deres Eiendele, vogtende paa, hvad der nu vilde ske. Man havde vovet sin Skjæbne ind i det ubekjendte, nu skulde det vise sig -! SIDE: 213 Luften var fuld af Raab, Ordveksel paa de forskjel- ligste Tungemaal. . . . Der sloges halv Fart. Man var naa'd ind paa den indre Havn. Elektriske Blus blinkede fra Kaier og Dokker og tændte efterhaanden sit Lyshav indover den vældige Stad. Forventningsfulde, spændte Ansigter stirrede fra Rælingen, - en liden Verden af Skjæbner, der nu skulde fortsætte deres Spind ad forskjellige Veie. - Der ringede og klang Stoppesignaler fra Kommando- brettet ned til Maskinen. Damprøret susede . . . Varme Vanddraaber reg- nede . . . SIDE: 217 Det er ikke let at sige, naar Ulfvungerne egentlig kom op, eller hvilket enkelt Faktum der grundlagde den uomtvistelige Prestige, som den nød nu i tredie, fjerde Generation ikke mindre i Kystbyen end indover Landdistriktet. Man kunde lede helt tilbage til Kaper- tiden, - til den engelske Brig, som en noget sagnag- tig Overlevering vilde vide, at en Knut Ulfvung og nogle Gaster fra Udhavnene havde bragt ind som Prise, eller det skyldtes Fragterne i Velstandstiden under Licent- sefarten. Det store afgjørende Varp i Familiens Formues- omstændigheder, - det som nu i tredie Slægtled havde gjort dens Matadorstilling alt overveiende, laa ialfald ikke længer end seksti, sytti Aar tilbage, - fra den- gang Ulf Ulfvung fik sig ved sin Hustrus Odel billig tiltakseret det store Lerens Laksefiskeri oppe i Da- len. En vis Kapersans og Magtsyge maatte ha tilligget Slægten, - hvad der ogsaa kunde fremgaa af de Tra- ditioner, som enkelte af dens familiebegeistrede Med- lemmer havde gjort til Gjenstand for deres interes- serede Undersøgelser med det Formaal at faa konsta- teret Familiens Mærkelighed gjennem Personlighe- der af Navnet Knut og Ulf Ulfvung ogsaa gjennem Al- muelivets Dunkelhed. Tiden havde visket det stive, haarde middelalder- lige "f" ud af Navnet og Tonen faldt nu paa det myge smidige "v". SIDE: 218 Alle Ulfvungerne bevarede en vis eftertrykkelig Skar- ren, mindende om den, der endnu rullede mellem de hvide, rovdyrfriske, af Havrekosten blankslebne, ufor- dærvede Tænder i Ulvens Bygd, en trang afsides Dal høit oppe under de snetoppede Fjelde. Alle Ulfvunger bar de en vis interessant Fornem- melse af, at et Steds deroppe havde Slægtens Para- dis, dens Vugge staat, - der, saadan lige indved Klip- pens Bryst, hvor Bygagrene slap op, og der bare kunde avles Potetes og Havre, hvor Dværgbirken krøb paa- knæ, hvor Fiskevand og Tjern laa som stille Øine og blinkede i Myr- og Graastensfeldtet, og Fjeldrypen trykkede i Lyngen under Stenur og Rap, og Jorden var for skrein til at yde Beite for andre Husdyr end Gjed og Faar, - at deroppe i den for Tidens Æn- dringer og Blæst hermetisk lukkede Fjelddal, - der havde dens Vugge staat. Og derfra havde den faat sin mærkelige styrende Evne. Derfra havde Navnet og Slægten gjennem Genera- tioner ligesom roet sig nedover Elven fra Gaard til Gaard ved Handel, Bytte og Giftermaal, indtil den endelig sad her nede i Dalen paa de mægtige Stor- gaarde om Lindestadvandet. Der var meget hændt, og meget baade glemt og gjemt gjennem al den Tid, og Slægtens halv ud- viskede Frasagn kunde lade ane Glimt ogsaa af en noksaa voldsom Spindesidens Saga. Fruer og Døttre havde regjeret med mægtig Haand. Og ikke blot i selskabelig Henseende. De kunde og- saa despotisk sætte deres Vilie ind paa at give bort Poster og indsætte og afsætte Underordnede. Bygde- traditionen vidste at fortælle om, hvorledes den og den havde danset sig til Styrmand eller Kaptein eller løbet sig til Stillingen paa Skøiteisen oppe paa Lindestad- vandet. Der var i Folkesnakket mumlet om noksaa vold- somme Kjærlighedshistorier med Stevnemøder og Ad- skillelser under Fortvilelse og Taarer, - for ikke at SIDE: 219 nævne om det, som Lindestadvandet kunde lukke sig over. Der svævede i Bygdebevidstheden som en Em af gjemte Historier. Men den Slags Rygter sank ind i Tystheden, som i Gravens Favn. Der vovede aldrig nogen at staa for at have fortalt dem. Rester af den sluknende Vinterdag glimrede endnu her og der i en hvidrimet Trætop. Kjelker og Slæder rørte sig i Veiene, og henne i Bakkerne saa's en og anden Skiløber i Fart nedover til Byen. Det isfrosne, mangfoldig bugtede Lindestadvand be- gyndte at slaa Revner og sende lange Tordenbrag i Eftermiddagskulden. Og fra Elven, der fossede ud ved Sagbruget, steg som en Susen i den kolde, stille Luft. Konsul, Grosserer og Skibsreder Knut Ulvungs Resi- dents, Lindestad, laa dominerende deroppe i Aashøi- den. Det svære brudte Tag steg frem mellem Parkens snetyngede Trær. Og fra Façaden to mægtige Vin- dusrader skjød der i Aftenen gule og røde Lyn ned- over mod Kystbyen og Havnen, hvis Master langt ude fortonede sig i Dimmens Fjerne. Byens Folk saa med Ærbødighed og Respekt op mod de Ruder. Og hver havde kanske sit stumme, mystiske Forhold til Blinket i dem. De var saa at sige fødte under det Tegn. Og underligt vilde det være, om ikke disse Straalevekslinger skulde knytte sig til en eller anden Erindring i hans Liv. Eller bare det, at hans Fødeby vilde være utænkelig for ham uden dette blinkende Spil af rosenrødt og truende mørkt oppe i Aasen. - - - - - - - - - - - - - - - - - - Lindestad Gaard laa nu vinterklædt, - Verandaen SIDE: 220 afstængt med Sne og Is over og Kjældervinduerne stoppede med Halm. Af og til hørtes Dombjelder og en rasende Gjøen af et Par Lænkehunde, der anmeldte Fremmede. En Spids- eller Bredslæde bøiede ind af Porten, der stod med opføgne Snefonner bag Stolperne og Fav- nen aaben for at modtage Søndagseftermiddags Gjæ- ster. Derinde fordrev man Skumringstiden i det berømte, lune, teppebelagte Dagligværelse, placeret mere eller mindre nær Kakkelovnen, hvis spillende Halvlys sta- dig næredes af fede Tyriknuder. Passiaren gik afbrudt og dovent. Sønnen, Grosserer Ulf, og Svigersønnen, Skibsreder Wendelbo, der var gift med Husets ældste Datter Mar- tine, havde som vanlig spist deres Søndag Middag der. Forøvrigt var der som Middagsgjæst Frøken Wins- løff, Familiens gamle Veninde, der holdt Huset au courant med Byens Nyheder. Hun sad og knuste Gisp paa Gisp og stred tappert mod sin Trang til at sove. I Stuen indenfor slog man ud Spillebordene og ord- nede til en Whist eller Boston. Spørgsmaalet var, som Grosserer Ulf udtrykte sig, om her vilde blive Stof nok til et Kortbord for Far. Der maatte tre eller ialfald to og en halv af Egnens Topper til. "Og endnu har han kun Dig, Svoger Wendelbo, som blir umulig, straks han giner for Spillet." Ulf havde fanget et Glimt af sin Far gjennem Dø- ren og saa godt paa de knebne Læber, at han var utaalmodig. Den Gamle gik derinde taus og stille med Hæn- derne paa Ryggen. Af og til drev han ind i Have- stuen og saa nedover Landeveien. Han blev staaende der ved Vinduet med optrukne Læber den ene Gang efter den anden. Sønnen begyndte at bli betænkelig. Der fik retnu komme nogen nu, meddelte han sig til Wendelbo, der SIDE: 221 sad og spikkede Fliser ind i Ilden. Ellers eksploderer han. "Solen paa Lindestad", - det var Husets yngste Datter Margrethe. Hun hed saa i det tilvænnede jovi- alt begeistrede Sprog, naar det gjaldt Familien der- oppe, - en lyshaaret, kraftig, hvastblikkende Pige, hvad der af alle erkjendtes for det rette Mærke paa, at Familiens Aand bode der. Solen paa Lindestad havde hun hørt sig kalde, fra hun var liden. Og man begyndte nu nysgjerrig at se ud efter Prinsen som skulde komme. Margrethe var kjed af Søvnigheden. Hun indbildte sig at hun hørte Hundeglam og gjettede paa, hvem der kunde komme. Hun var ude og undersøgte, og kom saa stormende ind: "Onkel Bankchef," raabte hun, "og Toldkassererens og Postmesterens og Apothekerens og Kapteinens Slæ- der er nede i Landeveien!" Det lettede! . . . "Nu faar Du Kortbord, Far!" - Meldte Ulf ind til ham. "Saa-aa," svaredes der lummert. Konsulen tog Uhret op af Lommen. - "Halv fem . . . Altsaa herefter ingen Visiter mer at vente." Der gik et Lys op for Ulf . . . Den ny Havnedirek- tør, - at han skulde falde paa at gjøre sin første Visit op til Majoren paa Værket? - og ikke hid? - til os? . . . Sønnen yttrede det med en Hovedrysten som foran det utænkelige. "Jo-o, - han kommer Du," bemærkede Konsulen spydig, "naar han bare først har faat smurt sine Ho- ser grønne deroppe hos Majoren . . . Saadan en ny Herre fører Meninger med sig, - vil dominere, raade, - om der ikke kommer en Mand med en Slæde iveien da." Ulf stod med Blikket saa at sige nedsunket i Fade- rens. Naar det gjaldt Magten, forstod de hinanden. SIDE: 222 Den Streng dirrede overhovedet hos enhver, der havde en Draabe Ulvungeblod i Brystet. Margrethe havde igjen været ude i den blaasende Gangdør og taget sin Oversigt over de op til Entré- trappen svingende Slæder. "Far," - hviskede hun nu aandpusten og trak ham i Frakkebrystet, - "Niels Bjelke er ogsaa med!" "Niels Bjelke?" der trak noget mørkt op i Konsu- lens Ansigt. "Niels Bjelke, som er kommet hjem ja," - gjen- tog hun hidsig. "Du maa endelig ikke glemme at kalde ham Ingeniør. Han har faat bedste Eksamen i Udlandet . . . Du husker det, Far!" indprentede hun med tilsvarende Ryk i Frakkeærmet. Margrethe var Faderens Yndling og holdt ham haardt under Aaget; - den eneste Magthaver Kon- sulen fornøiede sig med at bøie sig for. "Du husker det Far," paalagde hun igjen ind- trængende, medens hun kjølede de hede Kinder med, Hænderne og hastede ind i Stuen. Døren fra Entréen gik op og ind traadte Onkel Bankchef, Kapteinen paa Vold og hans statelige Frue fulgt af Toldkassereren, Apothekeren, Postmesteren og deres Damer endnu med Vinterens Gufs om sig og be- hagelig gnidende Hænderne ved at komme ind i de lune Værelser. "Velkommen allesammen!" raabte Konsulen . . . "Naa Goddag, Hr. Ingeniør. Gratulerer med ud- mærket overstaat Eksamen," lød det saa, som den unge Bjelke traadte ind. "Kommer De kjørende?" fulgte det yderligere interesseret. "Fik staa paa Meierne med en af Værkets Slæder," forklarede Niels Bjelke. "Bagpaa, Bagpaa . . . Duer ikke at staa bagpaa. Duer ikke at lade sig slæbe med." "Saa springer man af, Hr. Konsul, - vælger sin Vei," lød det freidig. "Alt afhænger ganske af Dem selv, Hr. Bjelke, hvor- SIDE: 223 dan De stiller Dem her paa Stedet," sa Konsulen be- tydningsfuldt med en vis Kulde. - Skumringsstunden var afbrudt, og Lamper og Lys gav Værelserne med deres solide Møbler og tunge Gar- diner et lunt Præg. Fra Kortbordene i Hjørnestuen Lød monotone: Bo- ston, Seks, Petit, Grand ind i Tobaksskyerne . . . "Her synes at komme Kræfter, som vil gaa sine egne Veie, - raa', -" undslap det Konsulen lummert til Svoger Bankchef, medens de forsynede Toddy- glassene. "Indtil Du faar klippet Vingerne tilbørlig af dem," knæggede Bankchefen. "Det er denne nye Havnedi- rektøren, som gaar i Dig, forstaar jeg." Inde i Stuen holdt Damerne paa at finde frem deres Haandarbeider. Fru Ulvung havde, som hun pleiede, efter Middagen trukket sig ind til sin lune Sofaplads i Soveværelset for at tage en liden Hvil. Og Spændingen blandt Da- merne gjaldt, hvem af dem hun ønskede ind til sig. Det laa som i Luften, at "Tante Narnas" Fortrolig- hed maatte intet forholdes. Alle Distriktets og Byens mere eller mindre delikate Hemmeligheder var der henlagt som under Segl. Og hvem, - den unge Pige eller den ældre Frue, - følte sig ikke paa Tilbage- reisen fra Lindestad som løftet i Selvfølelse og som kommet under en høiere Beskyttelse, naar Tante Narna paa sin uimodstaaelige klartseende Vis havde ladet dem give hende sin Fortrolighed til sidste De- tail, - oplukket sit Hjerte som til en Moder eller til en jevnaldrende, i Bekymringer erfaren og deltagende, om end selvgivet ganske anderledes stillet Medsøster. Husets næstældste Datter Bolette, en fin, slank ung Pige kom ind af Døren og slængte Silketørklædet fra sig, som der var for hedt derinde. "Jeg tog mig en Tur ned paa Isen efter Middagen," forklarede hun. "Deiligt paa Skøiter dernede i Maane- skinnet!" SIDE: 224 Hun strøg lige op paa Soveværelset for at faa de tykke Støvler af. "Gad vide, om der overhovedet er nogen Maane?" hviskede en af Fruerne og saa hen til Vinduet - "ialfald ikke paa vor Kant. Mon ikke denne Løitnant Stenvig, Søofficeren, er endnu deiligere end Maanen," indbragte hun polisk. "Man siger virkelig, at Bolette- mor er noksaa betat af ham." "Ja, er han Søofficer eller er han ikke," spurgtes der tilbage. "Bare Reserveofficer," oplyste Fru Apotheker kyn- dig, - "af dem, som kan indkaldes til Tjeneste, naar Staten trænger det . . . Ingen Svigersøn for Konsulen det, nei," nikkede hun afgjørende. "Men dette er jo høist kun en liden Episode," mente Fru Toldkasserer. "Lidt forsigtige der," blinkede Postmesterens Frue med betydende Mine. "Frøken Winsløff har Ørene med sig." Frøkenens Garnnøste rullede ned paa Teppet . . . Hun tog det hastig op og nedlod sig i en Lænestol, der stod nærmere - "Sig mig, strikker de spids Hæl eller flad Hæl, Fru Strand?" spurgte hun og foreviste sit Strikketøi . . . "Naa saa, - flad - - -. Jeg siger, Bolette er sandelig en tapper Pige, som tør rende paa Skøiter saa sent dernede paa Isen, - alene." Damerne saa forstaaende paa hverandre. "Alle Ulvunger er modige, véd de," udtalte Fru Toldkasserer. - "Kan der tænkes to mere modsatte Naturer end Wendelbos og min," gav Fru Martine tilbedste, som hun nu traadte ind i Stuen, efterat ha siddet og spil- let sin Mands Kort. "Jeg liker at spille, han afskyr det. Jeg vil seile, han blir søsyg. Jeg vil ha trygt Hegn og Gjerde om alt det, som vort er, han slipper Bær- plukkere og Selskaber fra Byen, som gjør op Ild og koger Kaffe i Skogene vore, saa jeg ligger vaagen af SIDE: 225 Angst for Skogbrand. Han er nu engang hjemfalden til at sligt rørende alment . . . Nu i Eftermiddag blev vi da endelig enige om, at Huset vort skal males og gjennemgaa en ordentlig Reparation til Vaaren. Aa hvor jeg glæder mig til rigtig at faa revideret og snud op og ned paa alt dette, som har staat der saa helligt urørligt i al Verdens Tid. Det er denne Udsigten til Havnebryggen og til nogle Matrosstuer og Holmer, som han har nydt, fra han blev født! I dets Sted faar han nu et helt Anlæg foran Vinduerne og med Tiden en stolt Allée hen til Veien. Det er det, han nu sidder derinde med Snadden og er sentimental over. Aa hør, Du Bolette!" afbrød hun sig pludselig og vinkede til Søsteren, der nu kom ind. Hun tog hende under Armen og drev med hende ind i den halv- mørke Havestue . . . "Det er svært saa Du flakser og farer nede paa Isen. Du har jo nu saapas Alder, at Du maa forstaa at vogte Dig. Er det denne Løitnanten?" "Aa, det er vel ikke saa farlig vel. Jeg synes nu, han er morsom," - fandt Bolette med et Kast paa Hodet. "Ja sér Du, det er bare det, jeg vil minde Dig om, at jo morsommere en saadan Kar er, desto haardere blir han at svede ud igjen. Jeg vil blot advare Dig," - hun bøiede sig hviskende hen til hende, - "betro Dig noget, - at det holdt paa at koste mig næsten Livet, da jeg tog Wendelbo! - En maa ikke skøite for længe bare med ét Menneske. "Jeg tænker, Du kan spare dine vise Raad og lade mig i Fred!" brast Søsteren ud. "Man maa kunne løbe paa Skøiter uden at Verden styrter sammen." "Da kan jeg fortælle Dig underlige Ting, Bolette. Der er hændt meget oppe i vor Familie . . . Du véd Tante Kaja, som de ligesom aldrig nævner eller taler om. Hun havde forsét sig paa en fattig Huslærer og kunde naturligvis ikke faa ham. Saa fandt de hende SIDE: 226 en Morgen drivende i Fossen ved Sagbruget. Hun skal ha været saa deilig, og der blev nok stor Sorg i Fa- milien." "Aa ja, det var før i Tiden det," afbrød Bolette, - "da de levede i Romaner og gik i Fossen" . . . Hun fik dreiet Kursen ind af Stuedøren og bort fra det kildne Emne. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Niels Bjelke likte ikke at sidde derinde mellem Da- merne som Aftenens Sensationsnummer. Han var ny- hjemkommet til sin Fædreneby og vidste saa vel fra gammelt, hvad der skjulte sig bag Haandarbeiderne af Spørgsmaal, Undren og alskens Kritik. Han havde tat sin Tilflugt til Billardværelset og gik der i Distraktion og stødte med Køerne. Der fór et Chok igjennem ham, da han saa Mar- grethe komme ind, og han udførte pludselig et glim- rende Stød. "Hvorfor vil Du ikke sidde inde og snakke med de andre, Niels?" spurgte hun eggende. "Er Du enda den samme Raring, enda Du har været saalænge i Udlandet og faat saa storartet Eksamen." "De Ansigterne og Øienglyttene, det er som at bli silet gjennem en Sold . . . Nei Tak, jeg kjender dem!" svarte han. "Det er leit, for saa blir Du ikke buden paa Bal her ivinter. Og det er Synd, for jeg husker, Du dan- sede saa godt." "Da er jeg bange for, at jeg aldrig kommer til at trampe rigtig med i Takten her," undslap det ham. Han manøvrerede sin Kø og strakte sig indover Bil- larden til Anlæg og Stød. "Jeg synes nu, Du skulde sé til at komme godt ud af det med Far, jeg," bemærkede hun stilfærdig. "Du kommer ingen Vei uden ham. Og Du véd, hvor snil han er, naar han bare faar det paa sin Vis . . . Du vilde ikke ta imod nogen Hjælp af ham, da Du skulde reise til Udlandet heller," yttrede hun harm- fuldt, medens Øinene søgte ned i Billardklædet. "Det SIDE: 227 var hverken pent eller taknemmeligt af Dig, Niels. Men det er din Faster, - som -" "Jeg tænkte, det var hæderligst at klare sig selv. Jeg vilde heller ikke staat saa frit, som jeg nu gjør, om jeg havde havt en saadan evig Taknemmelighed paa Ryggen!" "Ja, nu er Du da fri og selvstændig nok," udbrast hun. "Jeg vidste saamæn ikke, om jeg skulde vove at sige Du til Dig, saa overlegen Du er ble't." Han støttede sig til Køen og ligesom grundede . . . "Hør Margrethe! - naar jeg længtede formeget hjem, kom der altid frem for mig en halvvoksen Pige . . . Jeg saa hende saa tydelig, naar hun gik forbi vort Havegjerde hjemme og lod Linialen smelde over Sprinklerne, - saadan eftersom hun var i Humør til. Jeg har aldrig glemt den Klirren . . . Ellers," - brød han af, - "er det ikke for din Fars Skyld, jeg kom hid iaften -" Margrethe havde paa Tungen et overlegent: - For hvem da? Men holdt pludselig inde og blev rød. "Nei Du," kom det, som han lagde Køen fra sig, - "det er ikke din Far, det er Dig, Frøken Margrethe Ulvung, jeg iaften er her for at tale med." Hun saa befippet paa ham. "Under mit Ophold i Udlandet modtog jeg tre ano- nyme Breve med lige Pengebeløb i tre Aar efter hin- anden. De var paaført vildledende Poststempler og skrevet med Maskinskrift. De Summer har jeg ikke rørt. Og jeg spør Dig nu, Margrethe, er det fra Dig, disse Penge er kommet? - Sig Sandheden og jeg skal takke og prise din gode Vilie. Me-n, me-n," - hans mørke Øine brændte mod hende. - "Nei, - jeg vil ikke være solgt!" "Jeg? - Mig, -" udbrød Margrethe. Det begyndte med en ærtende Latter. Men Ansigtet blev blegt, og Lystigheden stivnede ufrivillig, medens hendes Tanke forgjæves ledte efter Udvei . . . "Mig, - som?" gjentog hun næsten lydløst . . . SIDE: 228 Pludselig kastede hun sig ned i Skindsofaen med Ansigtet i Hænderne: "Nei, jeg vidste ikke, at Du var ond, Niels!" brast hun hulkende ud - "ond - ond" . . . Niels Bjelke stod og saa paa hende: "Solen paa Lindestad," - kom det . . . Han stormede ud. - - Der havde været to Sessioner inde hos Fruen. Frøken Winsløff havde faat aflæsset sin Mangfol- dighed af Kundskab og Viden om de sidste Dages Hændelser i Byen. Og Fru Kapteinen paa Vold havde under Suk og Støn væltet sine Bekymringer af i sin ældre Venindes Bryst og kjendt hendes forstaaende Haand i sin. Fru Ulvung reiste sig nu fra Sofaen, pudsede sig foran Speilet og klappede og glattede Kjolelivet om sin fyldige Person. Som hun gik ind til Gjæsterne, kastede hun i For- bigaaende et forskende Blik ind i Hjørneværelset, hvor Konsulens mægtige hvide og Svoger Bankchefs skal- dede Hoder dukkede frem i Tobaksrøgen. Kapteinens røde Ansigt og opstemte Passiar viste, at det ikke var første Gang, han var henne og for- nyede Toddyglasset. Fru Ulvung rystede saa smaat paa Hodet . . . Ingen kunde fortænke Manden i, at han gjerne tog sig et Glas, tungt og knarkende som hans Hustru førte Regi- mentet . . . Da hun kom ind i Dagligstuen, blev der som en Stans i den livlige Passiar. Hendes Øine og Øren havde sin Bevægelighed og Opmærksomhed rundt om i Værelset, før hun endelig slog sig ned i sin egen Stol ved Bordet. Den ivrige Disput var pludselig afbrudt. Enhver følte sig nu blot frem for at vide sig i det rette Far- vand; man vilde ikke komme iskade for Meninger, der ikke var efter Tante Narnas Sind. Fra sin Plads blev hun som altid Centret, der vid- ste at gi enhver Ting sin rette Bedømmelse og sætte SIDE: 229 den i sin rigtige Sammenhæng, - den man trygt og rolig kunde staa paa. Fru Ulvung førte saa langt ud i Aarene, hun end var, sit runde gode Tække med sig. Stemmen lød lidt stærk af Naturen og lidt selvbevidst efter Manden. - Martine kom ind og slog op begge Spisestu- dørene - "Torsk med Krøl paa Bordet, - frisk, som den er trukken op af Sjøen!" raabte hun. Stolene larmede. Man reiste sig høirøstet og op- stemt for at gaa ind til det righoldige Aftensbord. Der snakkedes og summedes, og Ulf og Onkel Bankchef gav under Latter og rigelig Anerkjendelse deres drøie Bidrag af By- og Skipperhistorier til- bedste. - - Man havde tilbragt en af de bekjendte, hyggelige Lindestads Søndags Aftener. En og anden af Gjæsterne tittede gjennem Ruderne ud i Mørket, hvor man i det fjerne saa Lysskimtet nede fra Byen. - Der roptes paa Slæder og klingrede af Dom- bjelder, eftersom Hestene kjørte op. Passagen ud af Entrédøren stoppedes af Tolderen, som havde fattet Postmesteren i Knaphullet og holdt ham fast. Det var om Grunden til Béterne . . . "Jeg vil kun sige," kom det fra Kapteinen, der rød og hidsig slog ud med Haanden, "at, havde en Mili- tær handlet saa konduiteløst og stik imod al Ræson, var det ble't Krigsret." "Arnold . . . Arnold," - lød det fra Slæden, "lar Du mig sidde her og vente," - paaskyndede hans Frue. En Pige smøg sig mellem de reiseklædte med Bud fra Fruen til Frøken Winsløff, som stod i fuldt Reisetøi og skulde befordres hjem af Ulf . . . "Hun maatte ikke glemme at bestille Syjomfruen til Onsdag Morgen, - bestemt, sikkert!" "Nei, nei, Wendelbo!" ivrede Fru Martine. "Vi lar SIDE: 230 ikke Gutten kjøre, før vi er over Issvullen nede ved Bækken. Jeg tar Tømmerne . . . Ja, ja, saa Farvel da!" lød det sammen med Hunde- glammen, som deres Bredslæde svingede ud af Por- ten. Skjæret af Gaslygten faldt fra Gaardstrappen udover Sneen hen paa de forlængede Skygger af Bankchefen og den lille tykke Apotheker. De stod og saa til, medens Ulf strammende og anholdende Tømmerne foreviste sin nykjøbte, stolte Traver. "Ikke en Dag over fem Aar," skar den unge Gros- serers Stemme gjennem Luften. "Ikke Tanke om Gal- lerknuder, - Fødderne som skabt til at lange ud, kan Du se, Onkel Bankchef. Jeg træner den om Dagen hernede paa Isen. Majoren, ser Du, er blet rent pas- sioneret for Sagen, og han sætter nu alt paa at faa Lø- bet fastsat til Onsdag fjorten Dage, - inden Robert reiser ind til Hovedstaden. Det blir ikke smaasmid, maa Du tro, - femten Heste alt indtegnede." Der hørtes et Par utaalmodige Kremt henne fra Trappen, hvor Konsulen stod i Pensylvansskinds Hue og vinkede mod Sønnen, at han fik se til at komme afsted! . . . "Den skal faa anderledes tunge Sko paa til Slagdagen," ivrede Grossereren, idet han indtog sin Plads i Slæden ved Siden af Frøken Winsløff. - Margrethe stod i Hjørnestuen, hvor Lysene paa Spillebordene var nedbrændte, og lænede Panden mod Ruden. De forsvandt nedover Veien, Kjøretøi efter Kjøre- tøi . . . Maanenatten laa som Sølv med her og der underlig umotiverede store og smaa sorte Skygger - lig Af- grunde . . . SIDE: 231 Lyset tændtes og slukkedes og tændtes igjen inde paa Konsulens Soveværelse. Der sad ham som noget fedt for Brystet. Naturligvis Leveren, der har faat gal Mad igjen . . . Han laa og prøvede at gjenemgaa, hvad de havde gi't ham at spise om Dagen. Men stadig tørnede hans Tanke op imod Løbet, - Traverbanen. Majoren havde tilladt sig egenraadig at bestemme Dagen for Kapløbet . . . Høist suverænt! . . . De holdt planmæssig paa at ville overfløie ham, - holde ham udenfor . . . Majoren og hans Brorsøn. Og Ulf begreb ingenting, - gik naivt ud paa Glat- isen! Det var fra Værkets Disponent, Majorens Brorsøn, Hr. Robert, det hele var udgaat. Og, naar nu Sel- skabet ved den stigende Interesse for Hestesporten, fra at være privat, traadte ud i Offentligheden, vilde altsaa Majorens og hans Brodersøns Navne være uad- skillelig knyttet til Sagen som de, der havde frem- elsket dette "landsvigtige" Foretagende. Og saaledes ligger Du paa Enden paa din egen Is, Knut Ulvung! Man kunde ha Lyst til kort og godt at melde Her- skaberne, at Isen dernede med samt hele Traverbanen ligger udenfor mit Land, - er min, - min Eien- dom! De er saa høit dannede deroppe paa Værket, - Folk af den gamle Societet, - i priviligeret Besid- delse af "den rette Tone". Disse fordømte Hensynene, man kjender sig som i Bur . . . Om lidt var han oppe og henne ved Vinduet. Et Stykke af det smale Lindestadvand trak sig sne- vidt i Zigzag indover . . . Konsulen slap pludselig Rullegardinet ned igjen, og det klaskede af Tøflerne, medens han længe vandrede urolig op og ned. Gangen sagtnede omsider, og han blev staaende med SIDE: 232 Haanden om Sengestolpen og bide paa Læben og ruge . . . Spekulere? - gjøre Isforretninger? eksportere en gros? Deres skjønne Idé om Traverbanen maatte da des- værre offres, - gik desværre fløiten. Isen taaler ikke Forurensning af Kjørsel, alskens Trafik og Hesteaffald - eller alt deres Skidt! Man kunde være Kar for at ta' hele den vakkreste Del af Lindestadvandet - som er min ja! - og gjøre den om i Penge . . . . . - Konsulen laa længe og regnede og kalkylerede den Nat. Han sad i Sengen og han laa. Marmorpladen foran ham dækkedes efterhaanden helt med Tal og Notitser. Omsider hang Pegefingeren med den brede Signet- ring slapt ned, og han sov den retfærdiges Søvn. Wendelbo havde tømt Resten af sin Kaffe og sad nu og kastede sig fra den ene Side af Stolen til den anden. Ansigtet var hedt med et dirrende Smil. "Altsaa, - nu skal vi slippe Hestesporten! - lægge Ansigterne i pene Folder, - beklage, - inddrage" - Fru Martine havde været kraftig veltalende under Frokosten, bevist og begrundet. Hun var kommet ned fra Lindestad igaar, helt opfyldt af sin Fars store ny Idé. "Det er bare det, jeg tygger Neglene itu paa," mum- lede han og plirede paa hende, - "bare det ene, hvorfor dette med Isforretningen kommer saa ilplud- selig paa med al den Fart i Hælene, Breve, Telegra- feren efter Isagenter til alle Kanter? . . . Man borer og borer, forsker efter det inderste Kildevæld, - Mo- tivet." "Jaja, nu kan Du jo grunde og studere, Wendelbo, SIDE: 233 saa finder Du nok ud af det," lød det affeiende. Hun havde grebet Skibslisten, der laa mellem Morgenens Post paa Frokostbordet og ledte med Fingeren ned- over Siderne. . . . "Skal Isen leveres prima Vare - Krystal, saa taaler den ikke Smudset fra Traverbanen, siger Du," udbrød Wendelbo. "Helt plausibelt. Det er bare Kon- sekventserne, som - som - Altsaa skal vi med ét gaa her slukørede, baade vi og Hestene! Stakkars Viking, som staar der skarp- skod paa Stald og faar alt det sprudende Fyr i Øinene, naar Slæden trækkes frem og den skjønner, den skal ned paa Isen." "Driv nu paa. Driv nu paa, Wendelbo, - ræson- ner og fantaser," henkastede Martine kjed. "Havde Sagen udgaat fra Lindestad og ikke fra Værket, - ja da!" Wendelbos Øine tindrede med et vist Galgenhumør . . . "Her pligtes egentlig at steile, gjøre Oprør," mur- rede han. "Hver den, som vover at ha en anden Me- ning, - opponere, - skal dukkes under, - holdes under, - systematisk under, - straffes paa Ære og Velfærd indtil han ikke spræller mere! . . . Jeg spør blot, hvor blir din Personlighed af, - dit hellige Jeg, Kristen Wendelbo, - det, Du engang har at svare for udi Himmerigs Rige? Dette Jeg her kry- ber jo rundt som et vilie- og meningsløst Nul" . . . En Slæde braastansede pludselig foran Trappen, og Martine fór ud. "Jeg kjender Dig paa Dombjelderne, Far," ropte hun ham imøde. Hun studerede forskende hans Ansigt, medens hun tog Reisetøiet fra ham. Konsul Ulvung kom med Fart idag, med en vis Triumf af fornærmet Ret. I den ene Kjæve sad en Kul eller Vilieknude, som tyggede han uafladelig paa en Skraa. Han styrede lige over det teppebelagte Gulv hen til Kakkelovnen. Der fik han Kirketaarnet foran sig gjen- SIDE: 234 nem Ruden, og medens han i Hast rettede sit Ur, spurgte han: "Elleve, - ingen Avis endnu. - Ikke? - Den kom- mer med et Opvask idag i Anledning af Traverbanen, en høist fornøden Luftrenser til Opklarning for Pub- likum. Redaktøren fik igaar oppe hos mig alle for- nødne Oplysninger. Du indser nu vel, Wendelbo," vendte han sig til ham, - "at denne Isaffæren er en Husets Velfærdssag, der skulde været ta't op for længe, længe siden, men gri- bes først nu i sidste, kostbare Øieblik, før vi om en seks, otte Uger kan ha Vaarsmeltningen paa os. Saa her er alt andet end Tid til Komplimenter eller til hensynsfuld Venten, indtil det ærede Selskab har moret fra sig dernede paa Isen. Herrerne og Damerne maa undskylde!" "Ja dette kommer unægtelig nu saa uventet paa Folk, som om Svigerfader lod en Bombe springe un- der Isen," indbragte Wendelbo hedt. "Og man har jo tildels gjort sine kostbare Forberedelser." "Men Wendelbo!" udstødte Martine, "Du vil da vel ikke gi Dig til at istemme Litaniet deroppe paa Vær- ket!" "Naa," afskar Konsulen, - "jeg véd jo at man vil finde mig baade inhuman og hensynsløs, for ikke at nævne det værste, man kan være deroppe hos din Onkel, - taktløs . . . Men, - Du Martine . . . Men, Du Kristen" . . . Kon- sulen begyndte at vandre op og ned med Hænderne under Frakkeskjøderne. "Jeg skal ikke nævne saa- danne Ubetydeligheder som al den Adgang til Fortje- neste og Næring, en saadan vidtløftig Affære vil skabe i Distriktet. Skjønt det var jo ogsaa menneskeligt at offre en Tanke til den Kant . . . Her gaar nu saa man- gen Stakkar arbeidsløs og maa suge paa Labben midt i kolde Vinteren uden Ved eller Varme i Stuen . . . Me-n, me-n" -. Han stansede pludselig, - "der er noget ved hele denne Travsport og denne hyklerske Paaskyden af, at den huser Landsinteresser, som helt SIDE: 235 fra først af har været mig rent ud modbydelig! Sig mig, har I sét rigtig paa en saadan stakkars Hest, naar den kommer lige fra Løbet, rød og vrængt i Næse- borerne med glødende Aande og alle Muskler og Lem- mer dirrende, fordi den har betalt hvert Foremon i Løbet med en Stump af sit Liv. Et stygt Dyreplageri! - Ikke det Spor moralsk høiere liggende end Hane- og Tyrefægtninger. Og af delikate Hensyn til sligt, skulde jeg undlade at gribe Chancen, naar den byder sig i saa gunstige Prisnoteringer som nu!" "Her har Du da Grunde og Bevis for Fars Handle- maade, Kristen," udbrød Martine. Konsulen stansede midt paa Gulvet: "Grunde . . . Bevis? . . . for at jeg kan sage op min egen Is? - Ne-i, jeg er ikke af dem, som trænger til at gi Grunde!" Hans Blik hvilte dvælende paa Svigersønnen: "Din Onkel begriber det selvfølgelig ikke, levet, som han har i Selskabshensyn og hundrede Mile udenfor al Kjøbmandsfølelse. Sig ham kort og godt, at, naar Van- det stiger, gaar Møllen, og naar Konjunkturerne sti- ger, gaar Forretningshjulet!" Konsulen keg pludselig ud af Vinduet - Langt dernede kom én med en ombrættet Avis op- over Gaden . . . Og lidt efter nok én distræt læsende . . . "Jaha, nu studerer de Artiklen," brummede han. "Det mangler bare, at han gaar ud i Sneskavlen, Gros- serer Breien dernede." Avisbudet rendte forbi dem, af og til kastende Bla- det ind i en Gangdør eller ned i en Brevkasse. Konsulen strakte pludselig ud Armen: "Tulupen Martine! - lidt fort!" . . . Og lige efter lød hans raslende Dombjelder nedover Gaden. Konsulen kjørte sin store jydske Hest forsigtig med stramholdt Tømme. Han nikkede til enkelte mødende og hilste udsøgt SIDE: 236 til Fru Rektor Guldberg, der stod i Vinduet og van- dede sine Blomster. Hesten skridtede i et blødt, sprødt Puddersukker, dannet af Formiddagssol og Byfærdsel, og Isstykkerne drev imod Staaltraadnættet. Han gjorde pludselig holdt: "Naa, Breien, er det Noteringerne paa Silden eller Tranen, De studerer saa ivrig?" Konsulen kjørte op paa Siden af ham, der han stod paa Fortoget og ludede over Avisen. Grosserer Breien rykkede overrasket op fra Læsnin- gen, endnu bevarende sit bistre Udtryk. "Noteringer? . . . Silden" . . . Det rappe, gløgge An- sigt stred for at komme i de udkrævede forekom- mende Folder - "Ne-i, ikke just det, Hr. Konsul!" Han saa ham dristig lige ind i Øinene. "Men denne Mand som er ude i Avisen idag . . . Det var som Pokker . . . Det var som Pokker, siger jeg. Jeg mener bare, at, - at - saadan uden Varsko og Melding lade en hel stor Sag plumpe i Vandet, det - det -. Ja, De véd, jeg er en ligefrem Mand, som snakker ret ud." "Men Sagen kom ogsaa paa mig uden Varsko og Melding, min kjære Breien!" udbrød Konsulen. "Eller hvad vilde De gjort, om Silden pludselig stod stuvende fuld foran Kontordøren deres? Kjender jeg Dem ret, biede De nok ikke, til De først fik afgjort alle Høf- ligheder rundt om." "Ja, det er nu saadanne Billeder, som - som" . . . kom det noget smigret. "Jeg skal sige Konsulen, det er, som Folk føler sig en Smule oversét," lød det lav- mælt. Konsulen kneb polisk Øinene til, medens han stram- mede Tøilen. "Aa jeg tænker, vi to gamle Forretningsmænd ser ligedan paa Sagen. Det er en høist tiltalende, forstan- dig og moderat Udredning, Avisen bringer idag." Breien fik et Anfald af Harken: "Javist, javist. Og heldigvis kan jeg fortælle Kon- SIDE: 237 sulen, at det ser ud, som Sagen vil jevne sig. Niels Bjelke, Ingeniøren, foreslaar nemlig, at vi skal prøve at faa Traverbanen forflyttet til et af Vasdragene oppe i Grongskogen, - leie af Wolmar. Han er grusk paa Mynten, den Knasten." Konsulen slog heftig afværgende ud med Haanden: "For langt af Veien. For langt af Veien, min kjære Breien, - vanvittigt - umuligt. Desuden midt i al Vinterkjøringen hans! Men der har vi det. Saadanne unge erfaringsløse Urostiftere skal man vogte sig for at slippe løs over et Distrikt, - Projektmager efter Fa'ren." "Der skal holdes Møde i Eftermiddag. Og jeg for min Part ialfald ser ikke andet end, at det Indfald er heldigt," yttrede Grossereren noget vrippent. "Sagen reddet uden Fornærmelse for nogen . . . Har jeg ikke tro't at høre Hesten min humre i hele Nat." "Da har jeg saamæn hørt en anden Humren fra min Stald, Hr. Breien," kom det iskoldt. "Vi skal faa gjort en Ende paa denne stygge Mærrasprængningen, som er drevet i Bygdeskikken op igjennem Tiderne af drukne Bønder, og som det nu synes at være Menin- gen at faa løftet op i vort Distrikts fashionable Etage." "Ja, set fra det Synspunkt, Konsul, - det man kunde kalde det bygdepolitiske," spøgte Breien, - "som vist- nok ogsaa har sin Berettigelse. Men saa har jo den ganske Verden længst gjort sig op en anden Opinion. Jeg behøver vist ikke at belære Konsulen om, at det er fra Kapløbene i de store Lande, at de sidste femti Aars Opsving i Hesteavlen skriver sig." "Joho!" - Konsulens Skikkelse blev bred og høi, der han sad i Slæden. "Vi skulde slippe al Gørjen og Hum- bugen derudefra ind paa os, - kanske til og med ind- føre deres Væddemaal, saa vi fik al Europas Raad- denhed ind i Gaderne. - - Jeg antar, at De i Mødet vil finde mange Meningsfæller i Deres europæiske Betragtninger." Det sagdes i en egen formel Tone, idet han lettede paa Skindhuen og vilde kjøre videre: SIDE: 238 . . . "Skal ned i Sparebankdirektionen," henkastede han. "Slemme Tider, - trangt for Penge . . . Direk- tionen blir snart nødt til at afslaa selv de solideste Andragender . . . Et høist ubehageligt Hverv!" Som Slæden svandt, stod Grossereren tilbage paa For- toget. Konsulens Ansigt stod for ham som i Trans- parent, - dette pludselige opstigende frostige med de sammenknebne Læber. Han fik som en Angst, som var hans øverste For- bindelse pludselig afskaaret . . . Hans Fornyelse af det store Veksellaan, der altid gik kurant, maatte jo komme med under Direktionens Bevilgninger idag. Han kunde slaa sig selv ihjel, saa tankeløs han havde været! Med ét gjorde han omkring, brættede Pelskraven op om Ørene og skyndte sig med lange Skridt næsten i Løb nedover til Sparebanken. - Konsulens Bredslæde stansede et Øieblik nede i Svingen, hvor den glissent bebyggede Gade aabnede Udsigt til By og Havn. Han likte altid at stanse lidt der og se udover, og Hesten havde sin Vane . . . Et Sveis af Svøben over Jydens Ryg lod Slæden idag med et Ryk fare videre. Den Udsigt kvægede ellers altid Hjertet, den gav sine Minder. Der lige foran stod den vakkre Murstens Kirke med sit naalespidse Taarn som Monument over hans Seier i den langvarige Strid om, hvor Kirken skulde staa og Kirkegaarden ligge . . . Det havde igrunden været to Kampe, som gik jevn- sides, - om Kirkegaarden skulde flyttes eller blot ud- vides. Der argumenteredes hedt af Stadskonduktør Bjelke for, at den laa for nær Byen. Men der hvilte under Tue de bortgangne Ulvunger, Mænd og Kvinder, nu i mange Led med mere og min- dre prydelige Gravsteder, og deres Autoritet saavelsom hans egen lod sig ikke rokke. SIDE: 239 Konsulen sad foroverbøiet for Isdrevet og gnurede paa en Tanke. Den svarte magre Ingeniøren med de hvasse Øine og den skarpe Næse var med ét steget frem for hans indre Syn. Som oplyst af Lynet stod et helt Afsnit af hans Liv som i et Øiebliksfotografi for ham. Og der bed ham et Had - Det var Ingeniørens Far, som havde prøvet at op- ponere mod ham paa Stedet, - Gang paa Gang, - en lang Undervandskrig, der førte til, hvad det fortjente - Knæk og Falit! For hans ophidsede Blik stod det, som Kampen nu skulde fornyes gjennem Sønnen, - samme Rabulist, samme Indfald og Projekter. Konsulen stirrede med et trodsigt Udtryk, som om han vilde bryde en Modstand, han saa foran sig i Luften. Pludselig løftede han Svøben . . . "Jaja, min unge Herre . . . Jaja, min unge Herre!" . . . Han stansede langt ude ved et gammeldags Træhus med høi Trappe og et sidt Tagskjæg, hvorunder blin- kede smaa Ruder. "Er Evensen hjemme?" raabte han gemytlig op imod den halvaabne Gangdør. Et Fruentimmeransigt viste sig et Øieblik fremme i Vinduet, og indenfor hørtes Døre at slaa's op og igjen. Ud paa Trappen kom lidt efter Arild Wolmars Lændse- og Tømmerfuldmægtig, Evensen, bukkende og endnu ikke helt færdig med at faa knappet Frakken. "Tør jeg spørge, hvad jeg skylder den store Ære" - "Den gamle Krangel, mener De?" - lo Konsulen. "Ja, for deres Hr. Principal og jeg er jo fødte Krang- lere deroppe i Udmarken . . . Aa Lua paa, - Lua paa, Evensen. De er for gammel og god Mand til at staa og forkjøle Dem herude i Snoen af bare Høflighed . . . Og hvor staar til med Kona? Jeg synes, jeg saa et Glimt af hende i Vinduet. Hun saa ikke ud, som Aarene havde bidt paa hende." SIDE: 240 "Vi er saa lykkelige at ha god Helse beggeto, Hr. Konsul, og takker for Efterspørgselen." "Ser De, Evensen, det er mig magtpaaliggende for en Sikkerheds Skyld - og fra første Haand at under- rette mig, om der kommer mere Tømmer end vanlig i Lændsen iaar fra Grongskogene? Jeg maa indrette mig efter det med Slusingen af Lindestadvandet for min ny Isforretnings Skyld." Evensen rettede sig, og Minen fik et slu Udtryk. Han ledte efter, om Forespørgselen gjemte noget farligt . . . "Om Tømmerhugsten i vore Skoge kan jeg kun sige, at den kan bli alt ialt den samme som ifjor. Ellers vanker der jo nok af tolv- og fjortentoms - ikke at snakke om Masteskogen, der staar som en Kirke i Grongsberget og ikke véd af Øksestaalet. Der hænger baade en og to Millioner paa Træerne der, sa'n." "Jaja, min kjære Evensen," afbrød Konsulen Tøm- merfuldmægtigens Trang til at posere for sin Prin- cipal. "De har været saa snil at svare mig paa mit Spørgsmaal, og Tak skal De ha!" Han trak i Tømmen som vilde han kjøre afsted; men holdt inde . . . "Og saa kan man jo gratulere Arild Wolmar med, at han snart faar Traverbane deroppe paa et af Van- dene sine." "Hvad?" - svartes der uforstaaende. "Der blir Liv deroppe i Skogen, ja." "Ikke har jeg hørt noget om det," forlød det fra Evensen. "Der skal indhentes Tilladelse hos Hr. Wolmar, siges der. Og saa faar I naturligvis hele Byen med, - alle de, som vil paa Løbene." "Ja, da kan der bli folksomt," mente Evensen. . . . "Og hele Fantepakket, som gjør op Ild og tar sig alskens Friheder." "Ja, der kan være noget i det," indrømmede Even- sen betænkt. "Saa velsignes han ogsaa med at faa Jagten ind, baade med og uden Hund, - flyvendes og løbendes. SIDE: 241 Jaja, der kan bli Anledning til at traktere de fremmede baade med Aarfugl og Tiur og Ryper, - til Skogen blir blank for dem da," lød det muntert. "Aldrig kan Principalen sige ja til dette!" udbrød Evensen forarget. . . . "Og saa alskens vildfarende Kugler pibende mel- lem Mastetræerne, borende sig ind i Barken baade én Tomme og to fra de langtrækkende Geværer." "Jaha saa man med Sanden kan kalde det Drab paa de gjildeste Trær!" istemte Evensen med Grav- røst. "Ja, ind i min Skog slipper de ikke! Men i Mødet paa Kommunehuset idag vil det afgjøres, om Byens Folk skal indhente en saadan Tilladelse om Traver- bane hos Deres Principal." Konsulen smækkede paa Hesten, der utaalmodig ryk- kede frem og tilbage for Tøilen. "Naa, - mig kommer det ikke ved. Men jeg synes nok, det er værdt at forberede Hr. Wolmar itide paa det Angreb, der er igjære mod Skogen hans." Han snertede Hesten med Svøben - "Farvel, Evensen!" - - - - - Konsulen kom idag kjørende ind paa Tor- vet fra en uventet Kant. Man kjendte paa langt Hold hans flade Pelshue med Skyggen foran, og, som han avancerede, strøges Hatter og Huer respektfuldt af, uden at han lod til synderlig at paaagte det. Tre, fire af Byens større Forretningsdrivende slen- trede der frem og tilbage mellem Galanterihandler Lunds Speilglasruder og Apotheket. Andre stod ved Posthustrappen og passiarede og stampede med Fød- derne for Kulden, medens enkelte snakkende Smaahobe saa's vandrende nedover Bryggegaden. Konsulens langsynede kontrolerende Øine tog straks Oversigten. Han havde som af et Klarblik paa Nerverne alt, hvad der tænktes og føltes, - kjendte dem saa godt allesammen fra et langt vaagent Herskerliv paa Plad- sen. Han kunde de frimodige Fjæser og Miner og SIDE: 242 Positurer, der lavede sig op foran ham, vidste, hvor- dan den ene og den anden gik der og gjorde sig til Løve foran sit Musehul eller - som tilfældig - for- svandt ind af Husdøren. Konsulens Ansigt fik et Øieblik et truende Udtryk. Han følte Magten i sig til at lette og veie op hele Torvet. . . . "Afhandler de Herrer, om der skal være Bal paa Klubben?" hilste han og holdt Hesten an. "Hjemme hos os haabes og tænkes der bare paa Bal." "Ikke just det heller." Man smaasmilte og saa me- nende ned for sig. Man var alarmeret, følte sig i farligt Farvand. Det gjaldt at udtale sig forsigtig, ikke at lade sig spigre fast af nogen bestemt Mening, men hændig finde Ord for mulig Ret paa begge Sider. "Nei, nei," - brød Konsulen pludselig hvast ind, - "jeg hører jo, at der ogsaa er paa Tapetet en an- den Dans paa Klubben idag. Den vedkommer ikke mig! - Men med lidt Folkevet skulde det vel være indlysende, at det Liv og de direkte og indirekte For- dele, der vilde fulgt med en Traverbane paa Linde- stadvandet, kan Byen ikke vente at høste en hel Mil op i Skogen. Eller hvad?" Der smiltes stærkt samstemmende. Ud fra Posthuset kom den nye Havnedirektør med sin Bunke Post i Haanden. Han saa sig lidt om og stilede saa tvertover Pladsen. "Jeg tar ikke feil, det er Hr. Konsul Ulvung," buk- kede han. "Jeg er saa fri at præsentere mig selv som den ny Havnedirektør paa Stedet. Skal faa Lov at af- lægge min ærbødige Visit paa Lindestad, naar de før- ste Dages Travlhed med Indflytningen er over" - Konsulen hævede Armen uden Tegn til at have op- fattet Tiltalen og fortsatte med forstærket Stemme, idet han pegte ud . . . "Deroppe ligger nu Lindestadvandet som en Brød- skive for de nødlidende, den de kan skjære af den SIDE: 243 hele Vinter. Og dernede foran min Kontordør staar Folk, som søger Arbeide tæt i tæt ude i Gaden . . . Me-n, jeg skulde naturligvis heller ha assisteret med at sprænge Heste!" Der udbredte sig en Munterhed blandt de omkring- staaende. "Og hvem mistenker vel vor snille Major oppe paa Værket for at ha en Tanke paa sligt," - lød det humo- ristisk. "Han er ansvarsløs, han ja! Om Distriktet staar eller gaar, - samme uforstyrrelige fine Hygge og Lunhed der, sa'n . . . Verdens Tummel nedenfor til den skyhøie Bolig ei naar," citerede han. "Undskyld mig, som endnu er en fremmed paa Ste- det," indbragte Havnedirektøren. "Jeg var oppe paa Værket i Søndags, - den unge Düring har bo'd i vort Hus et Par Aar under sin Studietid inde i Hovedsta- den. Og Hr. Majoren gav mig en høist interesseret Oversigt over Byen og Distriktet. Saa jeg maa i Be- skedenhed sige, at det var et helt andet Indtryk, han gjorde paa mig." Konsulen trak Læben helt opunder Næsen, som han lugtede til noget ondt . . . Det var en Tone, som - "Vistnok den rette Kilde at øse af," - kom det ligegyldig, idet han saa ud i Luften . . . "Ja, De lér, De Apotheker" . . . Galanterihandler Lund og Tolderen vekslede Blikke . . . Her var foregaaet en liden Henrettelse paa Torvet. Havnedirektørens Taktløshed føltes penibelt. Konsulen tog pludselig til Huen, smekkede paa He- sten og kjørte videre indover til Sparebanken. Hans Slæde holdt foran Indgangen. Tjeneren kom ilsomt til og fik sig tilkastet Tømmerne, medens en Funktionær med Pennen bag Øret hastede ud i For- stuen og tog Tulupen, som han slængte af sig. Konsulen strøg gjennem Bankens to Forretningslo- kaler henimod Direktionsværelset. SIDE: 244 Næsten lige iveien for ham stod Grosserer Breien, færdig til at aflevere sin Hilsen. Men Konsulen nik- kede just i Øieblikket henover til en anden Kant. "Blot to Ord, Hr. Konsul," - hviskede Breien iv- rig. "Jeg vilde bare underrette Dem om, at Ingeniør Bjelke kommer til at frafalde sit Forslag. Hvorledes? - det blir min Sag," - erklærede han med en vis Salvelse. "Se, se, se," - lød det infamt. "Jeg har altid sagt, at Grosserer Breien havde et godt Hode, - en rask Opfatning! Ellers kjender jeg Bjelkearten. Projekter og Stivsind sidder den i Blodet. Fyren lader før sit Nakkeben knække." "Jeg garanterer. Jeg garanterer" . . . ivrede Breien. "Men jeg maa nytte Tiden inden Mødet Klokken fem." Døren lukkede sig efter ham. Konsulen vendte sig mod Svoger Bankchef og ud- brød, idet han behagelig strakte sin senefulde Krop: "Jeg tænker, jeg har kvælt det!" "Og Traverbanen," - yttrede Bankchefen med en vis Beklagelse - "Sagen" . . . "Sagen, - Sagen!" - satte Konsulen lidenskabelig i, - "den er, om Whistbordet med Trumfen skal staa paa Lindestad eller paa Værket!" "Jaha, Havnedirektøren er, eftersom jeg nu hørte, vist ikke i Tvil om, hvor han næste Søndag skal ta' sin Eftermiddags Whist," - plirede Bankchefen. Det durede i den sommermilde Morgen af Fossen nede ved Lindestadbruget. Der herskede stor Travlhed, - var sunken Vand- stand og maatte i denne Leverancens Tid sages med Haandkraft, drives baade med Dag- og Natteskur. Sagmuget voksede under Gulvet, medens Kehrat- SIDE: 245 kjættingen gik sin altid tilbagevendende Gang; og ude paa Tomten stablede Plankehobene sig op som Huse med Gader imellem. Rækker af Vogne med skaaren Last ramlede tungt læssede nedover Veien, og andre kom tomme for at belastes paany. Derinde gik Konsulen paa det dirrende Gulv og eftersaa og kontrolerede. Han modtog og mærkede med Tømmerblyanten de smaa firkantede Stykker Pa- pir med Regnskabsopgjør, der overgaves ham af Brugs- fuldmægtigen, og som efterhaanden massede sig op i den gabende Notitsebog. Han havde tilslut været henne og prøvet en tvilsom Stok, hvorvidt den holdt Maalet, og løste nu det gule Silketørklæde af Halsen, som han bar dernede for den kolde Gufs. Konsulen rettede sig og rystede af sig Sagsmuget, som føg derinde, og Brugsfuldmægtigen pudsede ham med Børsten og rakte ham Stokken. I sin brede Straahat og lyse Sommerdres vandrede han nu opover. Ved Porten stansede han og tørrede Panden for Sve- den. . . . "Jaja, Sultan . . . Javist, Gripan," - godsnak- kede han saa, medens begge Lænkehundene gjøende og jaloux paa hinanden atter og atter sprang opad ham. Inde paa den rummelige Gaardsplads blev han staa- ende og se op mod Døttrenes Soveværelse i anden Etage, hvor Rullegardinerne endnu ikke var optrukne. De havde været paa Sommerfest oppe hos Majoren paa Værket igaar. Han stilede hen mod Halvor Kusk, som stod henne ved Skjulet og skyllede og pudsede Vognen efter Tu- ren . . . "Og I kom ikke hjem, før Klokken var over tre," - forhørte han. "Og der var mange?" "Aa-y, aa-y - stoppendes fuldt. Vogner og Kjø- redoninger til langt nedover Veien! - Amtmandens og Lagmandens og" - SIDE: 246 "Var de gammeldagse høitrinede Værks-Kareterne ogsaa ude?" affeiede Konsulen brydsk. "Nehei bevars . . . Der er nok ikke Vogn som vor her i Byen," vendte Halvor pludselig Seilet. "De fleste var kommet i Triller og Charâbanker og leiede Kar- joler nede fra Byen," forklarede han. Men for døve øren. Konsulen var alt langt ude paa Gaardspladsen. Morgenfriskheden var over, og den lette Dise i Luf- ten sa', at Dagen kunde bli hed. Konsulen vendte sig pludselig ved at Gripan gjøde og logrede ved Porten . . . "Tollef, - Hr. Terjesen . . . Kan tænke det ja. Nu staar det fast for ham . . . Er det mig, De besøger Mand?" ropte han saa. "Ja, det er da Konsulen, jeg søger," lød det forsagt. "Der hjælper nok ingen uden han!" - sukkedes der. "Saa? - Saa-aa . . . Men han hjælper!" "Ja, Konsulen er jo som en Far at trøste sig til for den, som er i Nød. Og saa mente Kona mi', at jeg skulde driste paa!" "Saa-aa, det mente Kona. Bare driste paa!" "Det er med bankende Hjerte, Hr. Konsul. Og havde ikke gamle Gripan kjendt mig saa vel igjen, jeg havde ikke aarket at flytte min Fod ind af Porten . . . Det er nu denne Trana" - "Som blev beslaglagt for Dig. Jo, jeg har hørt det." "Men, hvor kunde én vide det, Konsul, - at Prisen skulde falde slig med ét, netop som den stod paa sit høieste, saa det bare gjaldt om at kjøbe alt det, én kunde faa." "Men saa fik Du vide Besked." "Hundrede og ti Tønder liggende, - ikke til at gjøre Penge paa!" "Og hvorfor, min kjære Tollef? Fordi Spekulanten mangler det en Grosserer skal ha, nemlig Kapital til at lade Tranen ligge der det hele eller halve Aarstid, til Priserne stiger. Og saa reduceres man til at sidde bagpaa Hundsvotten igjen. Høist forskjellige Pladse ja! SIDE: 247 Man understaar sig til at konkurrere med gamle Fir- maer nede paa Bryggen, og Udfaldet blir, som én kunde vente." "Det gaar til Konkurs, hjælper ikke Konsulen!" - brast Tollef ud af sin Nød. Han saa sig om som efter en Redningsplanke. "Ja, her er nok meget forandret siden den Tid, da Du var Fuldmægtig ved Bruget," nikkede Konsulen. "Lys og store Vinduer i Fjøs og Stald. Vandledning tvert igjennem, - et kostbart Værk!" "Nei, nei, nei. Det er rart at tænke paa den gamle Stalden med de otte Spiltaugene . . . Sokken ja, som gjorde Milen paa tre Kvarter og altid vilde forbi Ma- joren, saa Konsulen maatte gjøre Undskyldning ved Kirken." "Man var ung dengang og ikke altid saa hensynsfuld, som man burde være. Men Sokken fik ellers en ret- skaffen Død. Den begyndte at snuble i Bakkerne og fik sin Naadsens Kugle. Og dernede bag Husene," pegte Konsulen, - "hvor Du hører, det grynter, har vi fremdeles Grisen Jero- nimus. Den slagtes til hver Jul og opstaar igjen ud paa Vaaren," oplyste han med et vist Humor . . . "Men Trana di, Tollef! kan jeg ikke befatte mig med." "Aanei, jeg tænkte det nok, Konsulen kan vel ikke ville ha' noget med det. Jeg skulde heller fulgt det Raad, som Iversen ved Kultomten gav mig og gaat op til Majoren. Han vilde kanske husket mig, at jeg lod ham kjøre Rujernet sit over Tomten min baade ifjor og iforfjor." "Ja, Majoren vilde nok hjulpet. Jojo!" lød det spot- tende. "Men Kona mi', hun stod nu paa, at trængtes der nogen rigtig Storhjælp, saa fik én søge den oppe paa Lindestad. Der var den reddende Haand baade for Byen og hele Distriktet. Konsulen vandrede lidt frem og tilbage . . . "Du var en bra Gaardsfuldmægtig og Tjener i mit Hus, Tollef," - udtalte han. "Jeg havde intet andet SIDE: 248 at udsætte paa Dig end dit Hang til at bytte Klokker. Men det skulde vel ligesom spaa, at Du med Tiden vilde aabenbare Dig som et Handelsgeni. Og, da Du saa fik denne Arven dumpendes fra Amerika, saa be- gyndte man jo. Først med Vedhandelen og siden hop- pede man op i Trantønden." "Aa Gudskelov!" kom det lettet. "Hvad?" "Jo, for naar Konsulen begynder at spøge, kjender jeg paa mig, at han ikke forlader en gammel Tjener, som engang har staat i hans Brød," lød det halv snøf- tende. "Naa ja, ja, min kjære Tollef! Jeg skal kjøbe Trana di til Dagens Pris og saa blir den liggende paa Boden din omkostningsfrit. Du kan henvende Dig imorgen nede paa min Søns Kontor . . . Farvel Tollef!" Han saa Margrethe komme ud paa Trappen og nik- kede fornøiet til hende: "Naa har Du moret Dig?" "Jomfru Tank har dækket Frokostbordet ude paa Verandaen, Far, - kom saa skal Du faa høre . . . Dernede i Veien ser jeg Ulf komme ridende paa Hebe," raabte hun. "Han skal naturligvis op og snakke Ballet af sig," - forlød det, som de forsvandt ind- over Gangen. . . . "Du kan tro, de havde presset Sypigerne nede i Byen, Mor, for at bli fine til Festen," - sad Bolette derude og berettede. "Og Martine Du," forhørte Fruen ivrig, "hvordan tog hun sig ud?" "Aa, Mor, forpyntet som sædvanlig! Det var jo ment at være noget som en landlig Fest, - saadan halv i fri Luft med kulørte Lamper og Fyrværkeri ude i Parken og Musik og Dans inde i Salen. Og saa braser Martine op i gul svær Silke besat med Kniplinger og helt ned- ringet." "Huf ja, Martine blir altid kunstig oppe paa Vær- ket," sukkede Fruen. "Hun vil af al Magt hævde sig, - skal da nu ligesom tilhøre Familien og sige Onkel SIDE: 249 og Tante, - Wendelbo har jo hele sin hjemlige Rod deroppe. Men det passer ikke, hun faar det i Halsen." "Naar jeg kunde begribe, at de to nogengang har villet ha hinanden, - studerede Bolette. "Har villet - villet?" afbrød Fruen . . . "Stakkars Martine," - forfulgte hun sine Tanker under det, at Konsulen og Margrethe snakkede og raabte ned til Ulf. "Jeg undres ofte paa, om hun med sin mægtige Natur var blet lykkeligere, som hun havde faat sin stolte Gal- lisionsfigur, Styrmand Witt." . . . "Jo-o, vi optoges naadigst i de tre Himle," - ropte Ulf, som kom op af Trappen, - "nød vor The i Spisestuen, førtes saa igjennem den lange Gang med alle de røde Jeronimuser paa Væggene ind i Salen og dansede efter Piano paa det storartede Gulv . . . Bare Skade, at Værksskogene ikke kan præstere den Slags Planker nu længere!" henkastede han med et Skuldertræk . . . "Saa Klokken halv ét en splendid Souper i Spisestuen, Mor. Desserten toges ved Fakkel- skjær ude paa den brede Trappe med de gamle Søiler, der skal hensætte én til Grækenland. "Og saa for et Maaneskin, Du!" - udbrast Bolette begeistret. "Og saa for en knebelsbartet Løitnant at spadsere med, Du," - faldt Margrethe ind. "Hvem? - Hvem?" - kom det hastig fra Konsulen, medens han tømte sit Glas Melk. "Aaja, denne Sten- vig, som huserer her, - Byløve . . . total fremtidsløs." "Aa, det véd Du da rigtignok ikke noget om, Far," forlød det fripostig fra Margrethe, der saa, at Bolette blev blussende rød og sad der trykket og urolig. "Han kan jo baade faa Skib at føre og komme i mangeslags Forretninger, han. Men Far vil nu, at de skal være rige med én Gang." "Mon ikke saadanne smaa Visdomsfugle skulde passe sin Snabel," sa' Konsulen og rykkede hende i den lange Nakkeflette, der endnu ikke var opsat for Dagen. "De havde faat Niels Bjelke didop for at hjælpe til med Fyrværkeriet og Ophængningen af alle de kulørte SIDE: 250 Lamperne," faldt Ulf ind. "Sandelig en Opgave for en Ingeniør, og der regnede med Ros og Paaskjønnelse fra Majoren og Fruen og alle Hovedstadsgjæsterne. Svært saa hedt det var blet med Niels Bjelke!" "Karen og han havde holdt paa med Arrangemen- tet i hele to Dage," brast Margrethe ud. "Jasaa Du . . . Jasaa Du. Saa Hr. Niels Bjelke skal tages under Armen fra Værket nu," sa' Konsulen fun- derende . . . "Jasaa Du. Jasaa Du. Saa sjelve Karen" . . . "Rent ud sagt, en Mand lader sig ikke saadan ne- benbei ta til Husgjerning og Arrangør," yttrede Ulf gentlemansmæssig. . . . "Og hvem førte Karen op med? Hvem dansede hun med?" forhørte Fruen ivrig. "Karen dansede to hele Danse med Ulf, Mor," op- lyste Bolette med en vis Spydighed. Konsulen drev distræt frem og tilbage paa Veran- daen, stansede af og til med Blikket stirrende tomt ud i den varmedisige Sommermorgen, der endnu halvt slørede Egnens og Havnebyens Tage og lod Udsigten ende i en fjern Stribe blankt, blaat Hav med Seilere, som smaa hvide Fugle. Han slog med ét i Rækværket, saa man vâk: "De har nok sine Planer med den Herre," mumlede han, som han steg ned af Havetrappen. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Solen laa og brandt i Døsigheden med mere og mere lammende Hede. Paa Lindestad lumrede det fra de steghede Vægge. Gjennem Stilheden lød af og til en Stampen fra Stal- den, og oppe i Dueslaget trættede Duerne om Pladsen. Husjomfruen forsvandt ind af Døren til Melkeboden med Kurven fuld af Æg, hun havde sanket nede i Hønsegaarden. Hundene laa med hængende røde Tunger og pæsede og pustede, medens alt Gaardens fjædrede og ufjædrede Dyreliv havde forstukket sig hen i de sparsomme Skyg- gepladse. Den aaleagtig smidige Huskat kom smygende ned SIDE: 251 fra en Tur rundt Gesimsen, hvor den havde inspiceret et Musehul, og laa nu i den knappe Skygge ved Kjæl- dertrapppen og malte og lurede med halvlukkede Øine paa en Spurv, som badede sig i Sandhaugen . . . Overalt søvntung Stilhed. Sommervinden rørte sig med Hedepust i Rullegar- dinerne deroppe paa Frøkenværelset, og Gardinstok- ken slog en og anden Gang an i Vinduskarmen. De tog sig en lang Middagslur ovenpaa Ballet, begge Søstrene . . . Pludselig gjøde Hundene voldsomt op dernede paa Gaardspladsen og rettende og strækkende sig fór Mar- grethe hen til Vinduet: "Martine i Trille og med Ponyen er nede i Veien, Bolette," lød det saa. "Vent med Kaffen, Jomfru Tank! Fru Wendelbo er i Farvandet," varskode hun ned af Gangtrappen. "Uf, nu havde vi det saa roligt og godt!" udstødte Bolette. Hun reiste sig langsomt og modvillig og strøg ligesom en forvildende Drøm af Panden. Hun var re- vet lige ud af Kotillonen og saa endnu for øinene den kortskyggede Sjømandshue, der hilstes og viftedes med, da de kjørte ud af Porten. - - - Gaardsgutten var alt ved Trappen for at ta imod Hesten, og Stuepigen stod der med Armene færdige til at belæsses med Shawlet og alle de forskjellige Smaasager og Pakkenelliker, Fru Wendelbo altid førte med sig fra Byen. "Sover de endnu deroppe, Nella?" lød det med et rask Blik op til Sovekammervinduerne, som hun gik ind i Havestuen. "Tak, har alt drukket min Kaffe hjemme," hilste hun Jomfru Tank, som kom ind med den rygende Kande, medens Ulf ordnede Bordet til en Kaffewhist. "Søvnige efter Ballet allesammen, ser jeg," - slængte hun yderligere af sig og styrede hen til Kortbordet, hvor hun resolut skrabede Stolen under sig og gav sig til at lægge Kabale. Der lød som et resigneret Suk, da den ikke gik op, SIDE: 252 og hun blev siddende distræt over sin egen Tanke, til hun igjen pludselig tog Kortene og lagde dem ud. "Nei, sidder Du ikke alt der med den evige Kabalen din," hilste Margrethe i Døren. "Jeg tænker, jeg tar mig en Eftermiddagstur og gaar Hodepinen af mig," - faldt Bolette ind; hun var alt ude i Entreén for at sætte Hatten paa. "Saa følger jeg med Dig," foreslog Margrethe. "Du med! Der faar da nogen være hjemme hos Martine." "Jeg tænkte bare, det kunde være morsomt at se, om Stenvig har faat nogen Ørret dernede ved Baadbygge- riet. Han ligger der og fisker næsten hver Dag i denne Tid," oplyste Margrethe uskyldigt. "Naa saa! Saa gaar jeg paa en anden Kant af Sko- gen, hvor der er Fred at faa," erklærede Bolette med gnistrende Øine og skyndte sig ned af Trappen. Derinde fortsattes Kabalen ufortrødent. Kortene lag- des med stigende energiske Smeld om igjen og om igjen. Der var Spændthed i Minen, og Munden drog sig til skjev og sammenkneben, som om hun mere og mere bed sig fast i det, som optog hende. Pludselig lysnede Ansigtet til. De skarpe Træk og hvasse graa Øine overgjødes af et dybt Glædens Skjær, der i Øieblikket næsten gjorde hende indtagende. Kabalen var lykkelig gaat op. Tilfreds slog hun Kortene sammen, sprang op fra Bordet og stilede hastig ind i Faderens Kontor. Blikket fløi lige hen paa det store Verdenskart, der med Globusen paa Stativet under fyldte hele den ene Væg og i Eftermiddagslyset viste sig arret af alle- haande røde og blaa Mærker. Hun blev mere og mere hængende ved det, - satte Fingeren paa og fulgte en af de med Linier afsatte Kurser i Fragttraden, medens hun vendte og dreiede Globusen. "Gaar det over Chinquas eller Valparaiso, Ulf?" spurgte hun i Tanker, som han kom ind af Døren. "Hvad, hvem? - Aa Kaptein Witt og Clio" - SIDE: 253 "Burde de ikke været fremme nu? Burde vi ikke havt Telegram? . . . Se at faa vide det af Far, Ulf," vendte hun sig fortrolig til ham. "Men lad ham ikke vide, at jeg har spurgt efter det." "Aa, Witt har nok Lykken med sig - undtagen i Kjærlighed," henslængte han gutteagtig ærtende, og drev ud af Døren igjen. "Flab! - Kjærlighed . . . Pif, Paf. Hvad véd han" . . . Hun gled ned i Kontorstolen, og søvntung efter Nat- ten blev hun siddende som sunket ind i et Blikstille. Der fløi en forrykt Flue om i Værelset. Den tørnede stadig svirrende med et Smeld imod Ruden eller knep- pede oppe under Gibsloftet. Martine fik den atter og atter paatrængende om Kind og Øre og afværgede den uvilkaarlig. Et Skimt af den blaa Side af Globusen, som viste Stillehavet, laa hende endnu svindende for Øinene. Dybt i Ubevidstheden dukkede der frem noget som en duvende Fuldrigger med et utydeligt tungt Mørke i Seilene . . . og et Ansigt, der stadig blev borte inde i Dunkelheden. - "Chinquas," - udstødte hun høit, idet hun vaag- nede ved at Faderen kom ind. "Hvad, hvad siger Du?" "Aa ingenting. En drømmer saameget Sludder, véd Du." "Det var saamæn værre end Sludder, det var den rene Guano," lo Konsulen vittigt. Martine skjød pludselig ind et Par Smaaskuffer i Pulten og reiste sig . . . "Ja, nu er da den store Sommerfesten paa Værket over. Wendelbo drog didop i Eftermiddag for at nyde Levninger og Hovedstadsgjæsterne. Men, tak for mig, det skal jeg ikke ha noget af . . . Jeg maa skynde mig hjem og se til Malerne, som holder paa med det nye Stakitet." "Aa, lad Gutten kjøre frem Hesten!" - ropte hun saa gjennem det aabne Vindu. "Jeg kiker imidlertid ind til Anne Weum." SIDE: 254 - Gamle Madam Weum havde altid sit Tilhold i Strygeværelset. Der var hendes hævdede Plads som Husinventarium, fra hun paa sin vekslende Karriere i Livet havde passet Martine i de første Barndomsaar. Hun havde ikke ligget for den Gjerning. Men saa me- get mere for Bogen, - en Egenskab, der fangede Skole- lærer Weums Hjerte og forfremmede hende til hans Madam. Hans Øiesten var en Samling gamle, brune, forrevne Bøger og Papirer, der var fundne paa et af Pakhuslof- terne nede ved Havnen dengang Bygningen reves ned. Ved Weums Død var der intet efter ham uden dette hans saakaldte Bibliothek, - det Madamen omhygge- lig bevarede, og hvorfra hun havde sine Kilder til de mangeslags mærkelige Beretninger fra gammel Tid, hun sad inde med. "Naa, hvordan har Du det, Anne," - lød det som Martine kom ind, - "Bra-h? Jeg har snakket til Tank om, at hun ikke maa gi' Dig haardt Brød til Kaffen" . . . Martine snusede i Luften . . . "Jeg synes her lugter Tobak, Anne. Du lurer Dig nu vel ikke til at røge igjen?" Hun var henne og keg indenfor Kakkelovnsdøren . . . "Jo da, - en Kridtpibe . . . Du skulde ikke komme tilbage til Vanerne dine fra Weums Tid, Anne. . . . Ondt at undvære, klynker Du, den stakkars lille Kridtpiben! Og det siger Du til mig, som Du véd, - véd - Der har været forfærdelige Storme i Stillehavet, Anne. - Og intet Telegram . . . Jeg kjørte hidop og tænkte, der kunde være kommet noget," lød det mørkt. "Ja Du véd, - ikke et Ord, Anne! Naa, Du faar snyde og narre dem med denne To- bakken din, som Du kan," - lød det til Afsked i Døren. SIDE: 255 "Brunvatne heder han, Nøkken, som drager, - det eller han. Svartøiet, svarthaaret mørk i Huden, - han og hans Slægt, - af at have brændt Kulmiler i Skogen for Ulvungerne," - læste Margrethe op af en gammel Bogperm inde hos Anne Weum, - hun var tyet ind i Strygeværelset i Eftermiddagsstunden. "Et Slags gammel Folke- eller Kjæmpevise," - for- klarede Madamen. Det lød saa underligt, ligesom noget, der kunde være hændt i Halvmørke for længe, længe siden, gik det i Margrethe. Han, - som brændte Miler og drog som Nøkken oppe i "Brunvatnet" og var saa svart i Huden, - mere og mere blev han til Niels Bjelke. Det var, som han ogsaa kunde have noget sligt som at drage ved sig! Ordene bankede hende i Blodet, - bankede, saa hun ligesom kjendte dem sætte sig for Aandedrættet. Og, først engang begyndt, maatte hun ta dem op igjen og op igjen og følge dem helt ud. Rimløse, som de faldt, havde hun alligevel følt Rytmen, hvori de maatte udsiges, fængslende og fristende som i en Drøm . . . Niels skulde bare vidst, hvorledes han haandteredes i hendes Hode . . . - Madam Weums kloge Øine hvilte paa Margrethe, som sad der ved Vinduskarmen i Tanker og plukkede ved den blaa Hortensia. De sa', forsigtige og røgblaa, idet de várt trak sig til- bage: - Ungdomsblod! Ungdomsblod! - Der havde hun siddet hver Dag nu og vogtet paa Veien op fra Bruget, om Niels skulde komme frem om Hjørnet, - saa spændt, at det, hun netop havde spurgt om, var som glat væk forsvundet for hende. Nei, der er nok hverken Tvang eller Tøiler paa Kjær- ligheden! Den er som en Ildebrand, ræsonnerede Ma- damen. Saadanne blottende Ungdommer tror, at det er SIDE: 256 al Jordens Lyksalighed, det gjælder. Siden blir der kanske baade en og to og tre - Madamen saa sig om - Margrethe var forsvundet - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Over den brede Græsbakke, hvor Folkene endnu arbeidede, laa en gulagtig Kvældsol, der forlængede Skyggerne af Mænd og Heste og Saater og gjorde dem uvisse. Luften blændede . . . "Margrethe . . . Frøken Margrethe Ulvung!" - ropte Niels Bjelke fra Veien. Han saa hende vandre ned- over Veien som høist optat af Slaattefolkene. "Aa, Dig, Niels!" svartes der overrasket. "Har Du faat det ny Maskineri iorden paa Bruget?" "Ja, vi skal prøve det imorgen." "Jomfru Tank har en Nøgle i Vranglaas, og den gamle Prammen er læk, og henne ved Kalkbruddet ligger en Trillebår uden Bund, - Du kan nok gjøre istand altsammen, Du," - ærtede hun. Niels Bjelke følte sig pludselig som indfanget i et Syn . . . Kvælden og hun, som stod der og skyggede for Øi- nene imod ham, - det tryllede som en Huldrebakke - Solen paa Lindestad! . . . Datteren af den gamle Satan og Magthaver ja! - brød det pludselig løs ind i hans Tankegang. "Hvad var det, Niels, - hvad var det? Du saa med engang ud, som Du var bidt af en Orm." "Usch, for en Verden, vi lever i!" udstødte han. "Kom, kom Margrethe, saa gaar vi en Tur." Han slog af og til med Stokken i det duggede Græs som efter Fiender, medens de gik der i Taushed . . . "Tror Du, Du kunde love mig ét, Margrethe," - sa' han pludselig og saa hende grundende ind i Øinene, - "at Du aldrig vil fæste Lid til, hvad ondt der siges om mig, - hvem det kommer fra. Men gaa lige til mig med det og forhøre Dig selv." Det snørte sig sammen for Brystet paa hende . . . SIDE: 257 Nu kom den igjen, denne dunkle Angst for ligesom at forraade enten sin Far eller Niels. "Ja se nu bare, hvor mistænkelig Du er," - omgik hun Spørgsmaalet. "Jeg trode, vi skulde gaa en hyg- gelig Tur, jeg, og i dets Sted ræsonnerer Du bare om Verdens Skabelse og prygler paa Engen . . . Det er saa sørgeligt altsammen saa!" - klagede hun. "Hjemme svæver Bolette om taus som en Mur, - tænker ikke paa andet end denne Løitnanten. Hun blir staaende lange Stunder fortænkt med Kammen i Haaret som en Saltstøtte. Og tænk Du, da jeg saa imorges fandt paa at hilse paa militærsk for hende, satte hun i at storgraate. Jeg véd neimæn ikke, om hun er lykkelig eller ulykkelig jeg. - Og saa er det vist det, at hun er saa ræd for Far, - at hun ikke skal faa Lov til at ta ham! Men det skal nu Far ikke kunne nægte dem, naar Stenvig bare kommer i en ordentlig Vei." "Ja det er ikke godt at vide," yttrede Niels bittert. "Din Far kan nok ha Ret. Med Tiden forgaar kanske Kjærligheden, og saa sidder hun der som en stakkars fattig Fru Stenvig!" Margrethe stansede og Øinene gnistrede: "Ikke et Skridt, ikke et Skridt gaar jeg længere med Dig. Er Verden slig, saa vil jeg ikke leve i den. Far- vel, Niels Bjelke!" - ropte hun ude af sig, idet hun braavendte. "Men Margrethe . . . Men Margrethe," . . . Han fulgte hende skyndsomt. "Du maa da ikke misforstaa, hvad jeg sa' i Bitterhed. Det var bare Skaalen, som flød over . . . Jeg har havt det ondt, ser Du, - staat alene. Igrun- den aldrig tænkt mig nogen anden Ven end Dig." Hun saa bort og fór afsted, som nægtede hun al Un- derhandling. "Aa saa faa den Pokkers Hatten din afveien; - jeg maa se Øienstenene dine. Du vil da ikke slukke al min Glæde i denne Verden!" Margrethe vendte sig hastig imod ham. Ansigtet var stramt ophidset. Men hun mødte i hans Blik noget saa SIDE: 258 smertefuldt, - som han forstenet spurgte, om hun da vilde lade ham staa alene igjen paa denne Livsens Vei? "Men Niels da!" udropte hun. "Du er da saa under- lig idag, - rigtig dum" . . . Og snarraadigt lød det lidt efter: "Jeg synes vi skulde prøve Bringebærene nede ved Havegjerdet, om de er modne." Hun var alt et godt Stykke indover Engen. Hun gik som en Dans og saa sig af og til om efter ham - "Her er alt fuldt af deilige Bær," lød det saa inde fra Hækken; - "liker Du dem ikke? . . . Du Niels, - er Du og Robert Düring blet saa rent gode venner nu?" henkastede hun. "Venner? Venner? - Det er som man tar det til, det. En Mand, som vil noget, har ingen Venner. Imor- gen forandres kanske Interesserne, og saa er man Kon- kurrenter, kanske Fiender . . . Man har Forbindelser, Referencer. Men Venner!" - udstødte han. "Jeg tænkte det, fordi Du er saa meget oppe paa Værket i den siste Tid," kom det ligegyldig, medens hun ivrig plukkede og spiste. "Der er Kræfter i Robert Düring. Han har Syn og Begavelse og kan være begeistret for noget! . . . Tør- hænde vil her engang bli en anden Dal end den, vi nu ser for os, Margrethe," nikkede han skuende ud- over . . . "Vi er enige, Robert og jeg, om at der ruger som et Dødvande over Jernværket og Stedet. Og vi er ogsaa enige om, at vi skal faa Liv i det!" Margrethe stansede pludselig med Bærspisningen . . . "Det er Vandkraft, som skal til, forstaar Du, - be- gynde smaat med at udtappe Myrer deroppe, - dem er der nok af, - og saa faa skabt en Elv med til- strækkeligt Fald til at drive en Spigerhammer. Dette færdig fortsætter vi med et Par andre mindre Anlæg, der kan skaffe Resourcer, - ja, hvem véd, - til Fa- brik paa Fabrik kanske engang nedover hele Dalen." "Men Niels . . . Men Du?" stottede Margrethe; der SIDE: 259 var kommet noget allarmeret i hendes Øine. "Hvorfor gaar Du ikke til Far med dette? Først til Far." Han blussede op . . . "Det skal jeg sige Dig. Kommandoen falder da med det samme ud af min Haand! Og her er det jeg, som ser, kan, véd." "Ja, Niels, da gaar det ikke," sa hun tonløst; - "kommer aldrig til at gaa." "Nei nei, - det mener Du. Og det er alle her op- lært til at mene. Men det skal vise sig," lød det hvast. "Se naa, Niels, - nu er Du saa styg i Øinene igjen." "Jeg er saa lidet skabt til at gaa afveien Du," und- slap det ham kort. "Svartøiet, svarthaaret og mørk i Huden af at have brændt Kulmiler i Skogen for Ulvungerne," vimrede det for Margrethe. Der kom en frysende Følelse over hende, og hun stjal sig kun til at se hen paa ham. Det var som et pludseligt Opgjør trængte sig paa hende . . . Han, den sorte Mand, som hun vidste sig saa nær, - han var en fremmed, - en Rovfugl, der vilde kredse med speidende Øie om hendes Hjem for at slaa ned inden dets Hegn, og havde det i Blodet, som aldrig blev fæstet og bundet til hendes Fars Hus. Saadan laa det. Hendes Øine flygtede Gang paa Gang mod hendes Vilie hen til Niels. De søgte Hjælp . . . Det var mere og mere, som hun maatte faa skrige ud. Hun beherskede sig voldsomt og prøvede lavt over- talende: "Husk paa Du, det er ved Far, Du kan faa hele dit Livsværk gjennemført." "Du by'r høit," smilte han. "Men heldigvis ikke det høieste," - lød det med et gaadefuldt varmt Blik paa hende. "Alt, Niels, hvad Du foresætter Dig," vedblev hun næsten bedende. SIDE: 260 Han saa længe stille paa hende, men vendte sig braat: "Det er bare det, at jeg maatte afsværge mit eget Selv paa Dørstokken" . . . Der var kommet noget over dem begge. Ordene faldt halvkvædede, medens de tænkte hver sit - paa det samme. Han følte Kræfter, - løftede seirende sin deilige Brud op paa Sadelknappen. Hun med sit Fond af Glæde glemte Fremtiden og alt . . . - Det var Niels, intet uden Niels i den synkende Sommeraften, - Niels, som med muntre Hilsener vendte sig atter og atter om til hende, medens hun ved Havegjerdet saa efter ham og hans sorte Skygge, der svandt nedover mod de blinkende Ruder i Byen . . . "Brunvatne heder han, Nøkken som drager, - det eller han. Svartøiet, svarthaaret, mørk i Huden, - han og hans Slægt" - pulserede det i hende i Kvæl- den, helt til det gik ind i Drømmen. - Niels Bjelke fløi i Fart distræt op ad Trappen til sin Tantes Papirhandel. Han tog hvast, saa det klirrede og smeldte i Butikdøren. Det meste af Dagens Trafik var over; der gik kun en liden Pige og stellede ved Disken. Inde i Bagværelset, hvor Leiebibliotheket fyldte Hyl- der og Vægge, sad Frøken Bjelke bøiet over noget grovt Lærred og rev og stridsyde ved en Lampe. Hodet var næsten helt graat med paafaldende pludselige tykke, sorte Bryn, der buede sig over en skarp Næse. "Kan Du gi' mig noget Aftensmad, Faster?" Niels holdt Haanden afventende paa Dørgrebet. - "Det blev saa sent for mig oppe paa Lindestad." SIDE: 261 Der blev taust, - sa' blot rap, rap, rap, af at hun rev i det grove Paklærred. "Jeg tror nok, Konsulen vil synes, at Maskinen kom istand i en vis Fart, Faster." Rap, rap, rap . . . "Jeg er glad, jeg har faat vist ham, at jeg kan mine Ting," - konverserede han videre. "Ja, Du er vel det, Gutten min," kom det endelig tungt. "Men saa véd Du nu, Niels, at det er dybt til sikker Bund der - for Dig - fra din Fars Tid." "Du mener det, som Grosserer Breien kalder den lokale Navigation, - en Byens Næse at lugte sig frem med," spottede han. "Rap, rap, rap" . . . Hun sad der i Stilheden som en svart Fugl, der blunkede over sin Klo. "Jeg siger, vær stærk," - tog hun det pludselig op. "Vær stærk, Niels, just nu, Du skal begynde." "Aa Faster, jeg forstaar nok, det er det, som stikker Dig, at jeg har holdt til saameget paa Lindestad disse Dage," sa han hidsig. "Vogt Dig, vogt Dig, Niels!" hviskede hun . . . "Det er et farligt Sted, Du lever paa. De har Knæk i Ryg- gen allesammen, - alle undtagen din Far, som ligger rank paa Kirkegaarden. Alle har de mistet deres egne Øine og deres egen Mening, - gaar med Knut Ulvungs Briller." Niels kjendte disse korte Nik og denne Duppen med Hodet. "Og saa faar vi jo huske paa," vedblev hun fromt, "at det var Konsulen, som skaffede mig denne Papir- handelen, - efterat han havde ruineret din Far og drevet ham til Fallit. Og derfor gaar jeg her som en Taskekrabbe med den evige Taknemmeligheden paa Ryggen!" "Rap, rap, rap" . . . SIDE: 262 Paa Lindestad havde der i Søndagseftermiddagen efterhaanden samlet sig forskjellige af de vanlige Be- søgende. Man røg sin Cigar og nød sin Kaffe eller Selters ude paa den store Veranda eller spredte nede i Parken. - - "De vakkreste, Martine!" raabte Ulf. "De er til Rosamunde," - lo han. "Jeg tænker altid paa en Rosenmund." Han sværmede for Roser i denne Tid og gik stadig med en Rosenknop i Knaphullet. "Jeg har igrunden været en tør Træpind," betro'de han Søsteren, - "Forretninger og Forretninger. Men nu agter man at forandre sig," - lød det, idet han satte en udvalgt Knop i Knaphullet, - "føre Livet mere poetisk. Jeg er jo snart tredve Aar, Martine, og engang maa saamæn Poesien indlades, skal man ikke ende som Trævare, - en ensom Peber - - Ja, Adieu!" Martine saa efter ham, da han forsvandt ud af Haveporten. Han var som stukket af en forgiftet Ro- sentorn fortiden . . . Han havde forskrevet nogle høistammede, - "Prin- cipessa di Napoli", der netop var kommet, og stod nu i Begreb med at kjøre op med dem til Karen paa Vær- ket, som drev paa med Rosengartneri. . . . Far havde sat sig noget i Hodet om Karen. Og saa var Ulf fluksens blet forelsket, ein, zwei, drei! Og der gaar han nu og sværmer i sin Rosenhimmel. Kristen Wendelbo stod og saa paa den tamme Kraa- ken, som fór der og hoppede i Bedet: "Du siger kra, kra, Du Morten - Jo-o, her synes at præparere sig noget . . . Tro'de saamæn, det var Roberts og Niels Bjelkes Myrtapninger, der interesserede Svoger Ulf, naar han saa ofte fór op til Værket paa det sidste," - mumlede han. "Han dækker sig altsaa med Myrrøgen . . . SIDE: 263 Men at gaa ind i Hymens Aag er ikke saa ligetil, min Hr. Morten. Der er inden dets Ramme adskillig Plads levnet til Utilfredshed, Kritik, et cetera, - i vid Skala" - - - - Konsulen havde staat paa Verandaen og sét efter Ulf, som rullede afsted: "Du Martine," - kom han fortrolig hen, - "Solvang er tilsalgs, véd Du. Det kunde stikke mig at reise did- ud en af Dagene og se paa Stedet, - kanske skaffe Ulf en Residents, som tog sig ud overfor Havnen. Det er min Bestemmelse at overdrage ham hele Isforret- ningen fra Høsten af . . . Saaledes tar han i en Javs, han, hvad de andre - Robert Düring og Niels Bjelke ligger der og graver efter i aarevis," - lød det lunt, som han saa Ingeniøren svinge ind af Porten og hoppe ud af Karjolen: "God Dag, goddag, høistærede!" raabte han. "Jeg skal sige Jer," henvendte Konsulen sig til de omstaaende, - "han er svart som en Neger af Myr- røgen de seks Dage i Ugen og gjenkjendelig kun den syvende. Hans Mening og Agt er ellers - og unge Mennesker maa altid ha høi Stræben, saa de faar Plads til Af- slag i Livet, - at skabe en Drivkraft, en frisk strøm- mende Elv af de mange stillestaaende Tjern oppe i vort Myrlænde. De har stor Tro, de to Opdagere. Og det er akkurat den Trua, jeg respekterer, min kjære Bjelke." "Jeg har saamæn vandret derop paa min Fod, jeg," - lo Apothekeren, - "for at se, om det jernholdige Vandet deres kunde bli en Rigdomskilde, - proppes paa Flasker og eksporteres." "Ja, de ligger derude i Myren, disse to," vedblev Konsulen, - "mellem Stargræs og jernholdige brune Pytter, klædte baade mod Ild og Vand og foretager de- res Maalinger, medens den sure Røg svi'er dem i Øi- nene fra den ene Kant, hvor det brænder i Myrstykket, og Drainrør sænkes ned paa den anden . . . En Dag glade naturligvis og en anden Dag for- tvilede, - hvad?" - spøgte han. "Aa, jeg kjender det!" SIDE: 264 Fortvilede," - afviste Niels, - "nu, vi har de sikkre Maalinger for et langt, sammenhængende Strøg!" - "En genial Tanke, som kan skabe Majoren Brød af Stene," faldt Kapteinen enthusiastisk ind. "Eller rettere af bare raatne Mørja!" supplerede Apotekeren. "Hu-u-um . . . Forresten, det hele ikke andet end min egen gamle Idé for en sytten, atten Aar siden," hævdede Konsulen med Vægt . . . "Jeg vilde ha Folk med mig op i Sumperne, jeg ogsaa; men fandt saa- mæn ingen barmhjertig Sjæl til at støtte paa med Sparebankens Midler. Anderledes Tider nu til at vur- dere Tingene, Kaptein! Ikke nei fra nogen Kant, da jeg foreslog Laanet til Myrtapningerne deres . . . Og min ringe Stemme skal staa til Tjeneste, om der trænges mere," vedblev han, - "hvad siger Du, Bank- chef? - Det skal være mig en Fornøielse engang at høre Hamringen fra min Ven Majorens Spikerbrug." Niels stod og hørte høiagtelsesfuldt til, - det var, som om han kjendte sine egne hængende Øren, medens Blikket keg og ledte rundtom . . . "Bolette! Margrethe," - kaldte Konsulen, "skaf In- geniøren noget Kaffe." - Det var en lysende Straale i den unge Mands Øine idag, en utaalmodig Skynding, da han mødte Margrethe. Og det blev, som de nu endelig gik sam- men dernede i Havegangene, fra hans Side til en un- derlig Ordknaphed. Han havde i sit Sind snakket og talt med hende, betro'd hende alle de Planer og Forventninger, der i disse Dage var skudt op i hans Hode, - digtet og drømt med hende. Hans Maalinger havde overbevist ham om, at den strømmende Elv, som han holdt paa at udvinde af Myrdraget, kunde skabe en ny Fremtid for hele Dalen. Og dette Syn, - dette Vue, - denne Hemmelig- hed, som nu - endnu i Opdagelsens Stund holdt paa at kvæle ham, - afføde i ham en Trang til Meddelelse, - dette, at hun kunde ha saa at sige et Kongerige for sig, i mere end en Drøm, denne Herlighed, denne Hem- SIDE: 265 melighed, - skulde det alligevel ikke gaa an at betro hende! - Det gjaldt at holde Sagen i klog, fast Haand, - ikke at slippe det ene Trin, før han havde Foden i det næste. Der dæmrede et helt Perspektiv af Foreta- gender for hans indre Øie . . . Hans bankende Blod sa ham, at det maatte bæres alene, indtil Seiren laa der utvilsom . . . Blot et Smil, blot en Spøg fra hendes Side, - og det vilde føles som Dryp af Faderens gamle Haan paa det! Her maatte hun ikke uforsigtig ramme ham. Det var, som Even- tyret mellem dem da vilde falde sammen, - alt blive udslukt og graat, - hele Elven undafseget for hans Haab og skabende Kraft. "Nu kan Du da se," sa hun straalende, medens de gik sammen dernede mellem Æbletræerne, - "synes Du endnu, Far staar Dig imod!" Han gik distræt og nikkede til sin egen Tanke . . . "Du holder paa mig, og din Far holder paa mig, saa skulde jo alt være iorden jo. Og Penge kan jeg faa, og Støtte kan jeg faa. - Og saa er det bare det, - hvem det er, som engang kommer til at staa paa Toppen? . . . Da er det selvsagt ikke den, som har arbeidet; men den, som først havde Gjætningen, Idéen . . . . . Og den havde din Far for sytten, atten Aar siden!" Han plystrede - "sytten, atten Aar" . . . "Huf," brød hun ud, - "alting blir saa vrangt for Dig. Nu trode jeg, Du skulde være glad, jeg . . . Men der er noget galt ved Dig, Niels!" - udstødte hun. "Man kan se det paa Hodet dit ogsaa, det er trillende rundt, - ikke som andres . . . og Hatten," - hun rev den af ham og slog den mellem Hænderne, - "hele Hatten er fuld af Trodsighed." "Ja, man kan spørge og spørge, hvad jeg vil inden- for dette Hegn?" mumlede han. "Ja, jeg undres ogsaa paa det, hvorfor Du kommer?" - forlød det skøieragtig, i det hun keg paa ham. "Hm, - det er vel noget, som er Sukkeret strøt over Kagen," - smaalo han og tog hendes Arm under sin. SIDE: 266 "Har Du hørt Tale om et Sted, som heder Brun- vatne?" spurgte hun pludselig. "Brunvatne?" "Ja, - som er bundløst, - svart, - som et Øie" . . . "Hvad er det for et Vand?" "Ja, det er min Hemmelighed! Det er der, jeg lever, skal Du vide, - og gaar og bygger og faar alt til, som jeg vil." "Men intet Tjern er bundløst," - lo han. "Gid det var, saa havde jeg mit Spil vundet." "Uf, - udbrast hun. "Du tænker ikke paa andet end Myrtapning og Drainrør og alt dette kjedelige!" "Javist er det en skidden Affære at ligge ude i My- ren og base og mase. Og man er saa uendelig alene med alt sit, før det blir til - speider efter et eneste Ansigt, som mulig tar Glans af éns Overbevisning eller begynder at faa et Skjær af Tro . . . Beror paa at seire, - kort og brutalt, bare paa at seire! - Den Mand, som skal skabe noget nyt, maa altid gjennem en Trængselens Periode. Men i Hjertet raader der en stor Følelse, der løfter én høit over al Smaaheden." "Men Niels! - de tror jo alle paa Dig." "Ja-a, at Idéen er god nok til et stakkars Spiker- brug," - lo han . . . "Men bare det at komme hjem om Kvældene til Fa- ster og høre hende gaa vantro derinde i Værelset som efter Melodien af sit eget Skoknirk, altid menende no- get, som Øinene bare blunker af." "Ja, hun hader Far," - sa Margrethe sagte, - "og liker vel ikke, at Du kommer hidop" . . . Der var kommet et vist Alvor over dem, medens de vandrede der og tænkte hver paa sit . . . Der førte en Vei nedover til den mere skogrige Del af Parken, og svingede midtveis én opover igjen. De gik uvilkarlig sagtere og sagtere med Tanke paa, at her maatte de vende om igjen. Det gik trøgt og de stansede og stansede - oftere og SIDE: 267 oftere - blev staaende ved den store Ek, hvor Solen silrede grønligt mellem Bladene . . . Han tog op Pennekniven og begyndte distræt at skjære i Barken . . . Men saa kom der et Par høit snakkende i Nærheden. Og sky vendte begge hastig opover igjen. "Huf," - udbrast Margrethe, "der flyr Bolette som et pisket Skind ned med Huen til Far, og nys var det Pude og Shawl hun absolut vilde have ud til Mor paa Altanen. Hun finder paa, hvad hun kan af alskens Opmærksomheder for at de skal være glade i hende . . . Og saa kommer hun pludselig hen til Mor og tuder og græder. Og Mor mener, at det er Blodfattigdom og faar Doktoren til at gi' hende Jern. Men jeg véd, hvad det er. Hun og Stenvig er forlovede og korresponderer hemmelig. Hun var saa straalende glad igaar over et Brev fra ham om, at han havde faat Posten som Styrmand paa en af Kystdamperne, - det er en sikker Fremtidsstilling. Men nu gaar hun angst for, at han skal finde paa at skrive til Far og Mor" . . . . . - Deroppe omkring det altid sparsomme Springvand gik Toldkassereren og Kapteinen og hang og kjedede sig i Eftermiddagen, forventende Whisten. Og med et Forstaaelsens Nik til Niels forsvandt Margrethe op ad Trappen til Verandaen, hvor endel af Damerne sad og nød deres Eftermiddagsthe. Fru Kapteinen paa Vold havde jo haabet paa lidt Sjæletrøst idag. Men Tante Narna undgik det heldig ved ogsaa at placere sig derude. Og Kapteinsfruen maatte nu i Stilhed drage sine tunge, dybtfra hen- tede Suk. . . . "Det var saa trykkende, at Fluerne besvimede og faldt ned paa Taget!" - gav Martine af sig inde i Spi- sestuen til Moderen, som kom derud for at gi Jomfru Tank Ordre, - "bare, pure Mavefeber, den hun helst skulde gaa til Doktor og Apotheker med og ikke sidde der og plage sine Medmennesker" . . . - Ude paa Verandaen sad Damerne endnu som SIDE: 268 med et svindende Solskjær i Ansigterne fra Begeist- ringen og Hengivenhedsyttringerne til Tante Narna, da der pludselig henne ved Porten opstod en livlig Be- vægelse, - ny Gjæster! Ulf, netop hjemkommen fra Værket, raabte og hil- sede, og fra Ridehestene svang sig tre af hans Venner. Der veksledes et og andet Blik oppe paa Verandaen, da den sidste af dem, - han i den elegante Sports- dragt og med den bløde Reisehue nedover Øinene, - viste sig at være Karsten Verø, Sønnen af den rige Godseier i Strømvig. "Altsaa nu hjemkommet efter sit lange Ophold i Skotland for at studere Landbrug!" - forlød det. De skyndte sig alle hen for at hilse paa Konsulens og begge Døttrene. Postmesterens Frue heldede sig ud over Balkonen: "Nei, hvor Margrethe tar sig ud idag og er straa- lende; det er ikke noget med nedslagne Øine og sligt der! De faar Solen paa Lindestad lige i Øinene . . . Gad vide, jeg, hvem det blir af de tre!" - spøgte hun. "De ser ud, som de kunde ha Frierbrevet i Lom- men hver af dem." "Underligt ellers," hviskede Fru Toldkasserer; "men det er, som noget er svundet hen mellem Hænderne paa én, - noget, man ikke rigtig kan forstaa. Hvor- for? - hvorfor blev der ikke mere end det ene, eneste Bal eller Dans paa Lindestad i Vinter? Vi er vant til, at der blaaser anderledes Veir fra disse Kanter, naar det gjælder Moro og Fornøielser. Men det føltes vir- kelig, som Døttrene paa Lindestad var saa lidet inter- esserede iaar." "Ja, der blev jo gjættet paa adskilligt nede i Byen," svarede Fru Apotheker, - "og tilsidst var man færdig med Bolette og Reserveløitnanten, - da han endelig reiste. Han afløstes saa velgjørende af Jentoft og unge Tornø, som reves om hende, og fór heroppe med al- skens Forslag til Age- og Skiture og Indbydelser til Betalingsballerne. De fik dem da ogsaa med. Men der blev ikke ligesom den gamle Jubel ved det. Margrethe SIDE: 269 havde som altid Balbogen fuldtegnet, før hun traadte ind i Salen; men saadan i den syvende Himmel som før, var hun ikke . . . Ser De," - afbrød Apothekerens Frue ivrig, - "Fru Ulvung har faat Karsten Verø ned paa Bænken til sig. Hun forhører ham ind og ud saa lunt, som bare Tante Narna kan gjøre det. Jeg kjender hende saa godt . . . Se bare paa de gjennemskuende Øinene. Jeg er vis paa, at hun faar besked baade om Avlsdyr og Kvægracer, og hvordan han har nyttet sin Tid i Skotland." "Aa, kjære Dem," - udbrød Fru Rektorinden utaal- modig, - "mener De nu egentlig, at Fru Ulvung er saa meget betydeligere end nogen af os andre?" "Ne-i, - skal vi lægge den Maalestok paa det, saa" - afviste Fru Apotheker. "Men hun sidder ved Roret. Og den, Gud gir Em- bede, gir han ogsaa Forstand, tænker De," - forlød det lidt hvast fra Rektorinden. Der opstod en lidt trykkende Pause. "Skulde nu dette bli Prinsen, vi alle gaar og kiger efter?" udbrød Fru Toldkasserer yderligere, følgende dem dernede paa Bænken . . . Ulf kom pludselig springende op og begyndte at dreie den lange Kikkert henne paa Stativet. "Hvem, hvem, hvem kan det være, som skal ud i Rastings Lystkutter idag. Den ligger der for heiste Seil," - raabte han. . . . "Et helt Selskab, som vel vil ud imellem Skjæ- rene og fiske og koge iaften . . . Og nu lægger de fra Bryggen!" lød det interesseret, som han tog Kikkerten fra Øiet. Damerne kom nys- gjerrige til . . . "Det er begge Rastings Døttre," paastod Frøken Winsløff, som havde trængt sig frem for at se. "Jeg gjenkjender med Sikkerhed Hattene. Og hun foran Seilet der med den flade Bagstehellen paa Hodet er saamæn Havnedirektørens Frue. Bagved staar Havne- direktøren selv i den lyse Støvfrakke . . . Og der Frø- ken Rosenberg . . . Og der" . . . SIDE: 270 Man troede at gjenkjende flere og keg ivrig, indtil Kutteren med sit hvide Seil lagde Kursen ind mellem Øerne. "Sandelig . . . mærkelig, hvor Skibsreder Rastings er blet lieret med Hr. Havnedirektøren," - bemærkede Ulf noget rød i Ansigtet. "Det kan bli' en Omgangs- kreds for sig selv det," lød det, som han igjen fór ned ad Trappen. "Havnedirektørens er dog rigtig dannede elskværdige Mennesker," - bemærkede Rektorinden. "Men de er kommet saa udenfor alt her paa Stedet." "Ja, ja, jeg véd ikke jeg, Fru Rektorinde," - sa Fru Toldkasserer betænksomt, - "naar Folk ikke vil stikke Fingeren i Jorden og lugte, hvor de er, saa" - "Jeg tror, rent ud sagt, ikke, de har den rette For- staaelse af Konsulen eller hele den ulvungske Fa- milie!" brød Fru Apotheker ud. "Hvordan vilde her være uden det Hus at se op til. Man kan jo sige, han er som en Konge for hele Stedet, og hvem bøier sig ikke gjerne for saadanne Folk! Jeg siger, jeg, det er Man- gel paa Forstand. Men han har vel ikke været længe nok paa Stedet." "Ja, De har vist Ret," - sa Rektorinden smilende, - "der skal Tid til at akklimatiseres. Jeg har jo bare været her et Par Aar." Augustaftenen begyndte at helde med egne blæn- dende Mørkedotter ligesom hængende paa Grenene. En Lysning i Aasranden bebudede den lille blege Kant af Maanen, der snart skulde liste sig op over Kammen for siden at springe ud som en stor, rund August- maane. Luften føltes lidt kjølig, og Damerne brød op fra Verandaen. Nede i Gangen var alt Lamper tændt. Og lidt efter illumineredes hele Vindusrækken. Et Par Tjenestepiger sendtes nedover i Parken for at sanke Gjæsterne sammen og melde, at der var anrettet. Man indfandt sig fra de forskjellige Kanter; de æl- SIDE: 271 dre Herrer fra Whisten, som de havde pløiet de sidste Par Timer. Konsulen kom rapt med Ulf i Hælene . . . De fremmede havde endnu ikke indfundet sig, og han slap sig ned i Sofaen ude i Entréen og trak Svo- ger Bankchef ned ved Siden av sig. "Det er jo Dig, som besørger Rastings Fragtveksler," - brød han ud. "Saa er vel denne gamle Galeasen hans kommet rigtig over til Leith ogsaa denne Gang og har proppet sig med Kul . . . Jeg véd ikke, hvorledes andre er indrettet; men hver Gang, jeg hører, han lader denne raadne Skuta si' gaa didover, er det, som jeg faar et Sting for Bry- stet. Der maa den stakkars Kapteinen saa og saa mange Gange om Aaret baade i Storm og Snetykke putte sig i Ligkisten for Kone og Barns Skyld. Det kan tryggelig siges, at han med den Plimsolleren svæ- ver over sin Grav fra han slipper Havnen her, til han faar Ankeret fæstet i Bunden derover . . . Og synes nu Du, Svoger, eller Du, Toldkasserer, at det er tilraadeligt at stemme for at faa saadan en li- det nøieregnende Mand paany gjort til Havarikom- missær? - der skal jo en suppleres nu. Nei, siger jeg, - ikke min Stemme. Ikke min Stemme faar han . . . Lad ham saa intrigere sig frem hos Havnedirektøren. Jeg hører der er hedt Venskab, og at Familierne er ude og seiler sammen. Men nogen egentlig Vind i Seilene tror jeg neppe nogen af dem faar ved de Kun- ster!" "Ja-a, det er jo noksaa snurrig, at Skibsreder Ra- sting skal falde paa at lægge sin Elsk paa Havnedirek- tøren," - indrømmede Toldkassereren og saa søgende op mod Loftet. "Bare Mangel paa Takt. Bare Mangel paa Takt," - ivrede Apothekeren . . . De unge kom nu skyndsomt med lystige Ansigter ind i det blændende Lys. "Almindelig Ulvehunger, Mor!" raabte Ulf . . . "Godt SIDE: 272 vi ikke skal ligge derude i Skjærene, vi ogsaa, og fiske op Fisken først." Dørene sloges op, og man strømmede ind til Spise- bordet . . . Der kom Konsulen paa Morgensiden rullende i Jagt- vognen, omgit af en Støvsky og med Margrethe ved Siden. Man keg udaf Vinduerne nede i Byen og afgav sine forskjellige til Bekjendtskab og Stilling passende Hil- sener . . . Han havde Kraftminen i Trækkene idag. Der skulde vel en og anden Nakke bøies . . . Han løftede paa Hatten og vinkede ind til de for- skjellige Bekjendte, som han kjørte forbi, nikkede nu og da til en mødende med et henkastet Ord eller en Besked, og, medens han durede videre, var han jo med et Øiekast orientert over, hvad der foregik eller hvad der diskuteredes hele Gaden nedigjennem. . . . Margrethe trak med ét i Tømmen: "Nei, kjør ind i Øvregaden, Far, saa ser jeg, om Anne Sypige er hjemme." Hun sad ivrig med Skvætlæderet paa Forhaand op- knappet. "Jo, hun er hjemme," udbrød hun saa og hoppede hastig ned. "Da maa jeg snakke med hende om saa meget, jeg har paa Listen - Og saa møder jeg Dig nede hos Wendelbos Klokken to, Far," - lød det nede fra Fortoget. "Vakker den ny Dragten din," sa han mønstrende hende. "Med den kan Du slaa dem ihjel allesammen! De kan spjaake sig ud, som de vil, - de har bare ikke den rette Reisningen, eller de Øine at knuse Folk med," - mumlede han . . . SIDE: 273 "Faar jeg Tid, kiger jeg ind i Parken til Dig og hører det sidste Musiknummeret," - raabte han til- bage, medens Hjulene durede henover Brolægningen. Margrethe gik spænstig med Parasollen dreiende som et Hjul over Skulderen, - skyndte sig, - havde Hast, - skraa'de hen helt under Kæmner Knofs Havemur for at undgaa at ræffe Tina . . . Men nu stansede hun Gang paa Gang. Parasollen dreiede sig sagtere og sagtere, skyggede hellere ned for Ansigtet. Hun havde de sidste Dage omgaats med en Tanke, der efterhaanden mere og mere var vokset til et alt- opslugende Forsæt. Hun havde kjendt sig saa modig. Men nu gik hun med høitbankende Hjerte. Gjennem hele sin Opvækst havde hun næret en næ- sten mystisk Undren og Respekt for Niels's Tante, gamle Frøken Bjelke; der havde staat som en kold Skygge af hende . . . De samme svarte Øine som Niels; men sat ind i no- get ubekjendt. Der surrede saamange Historier dengang om, hvorle- des Statsingeniør Bjelke gik fallit og døde. Og, hvor hun havde faat det fra? - mulig fra Ma- dam Weum, - hun syntes, hun saa Frøken Bjelke staa med udslagent Haar paa Mønningen af det sam- menstyrtede Hus og rope udover Byen . . . Hun havde en levende Erindring af, hvorledes hun som Barn havde fulgt Martine ind til Frøken Bjelke og staat lænet med Albuen til Disken og ventet og fulgt de kolde dirrende Øine, som vidste Besked om saa meget, der var passeret; - og, hvorledes hun eks- pederede korrekt og takkede for Æren - - Og nu Margrethe steg op ad Trappen til Papirfor- retningen og kun havde de to Glasruder i Døren foran sig, klemte hun Moderens Morskabsbog, - den, hun havde med som Paaskud, heftig til Brystet. Hun blev staaende ved Disken, som hin Gang før, og vente, til en Kunde, der skulde ha Papir og Kon- SIDE: 274 volut, to Staalpenne og Trækpapir, blev ekspederet af Frøkenen. Margrethe stod der med nedslagne Øine. Men deres Øiekast fangede hinanden derunder et Par Gange. Det var med ét, under Gjenkjendelsen, som noget sluknede i Frøkenens Ansigt. Det blev koldt og ud- tryksløst, medens Blikket jog optændt i Gjetninger paa, hvad der kunde ligge under den unge Piges Tilsyne- komst, og Margrethe følte hele den Uvilie og Kulde, der stod som et ondt Lufttræk imod hende. "Bogen er fra Mor til Bytning, Frøken Bjelke," - stammede hun og leverede den. "Saa ja. Og den Bog, De skal ha igjen?" spurgte Frøkenen ligegyldig. "Saa? - ikke nogen bestemt. Værsaagod, der er Ka- talogen. "Jeg har saa liden Mening om, hvad for én, jeg skal ta. Jeg glemte at spørge," - stottede Margrethe. "Jeg tør vel ikke bede Frøken Bjelke hjælpe mig," - for- søgte hun. Frøkenen afleverede lidt efter en vel indpakket Bog: "Værsaagod, jeg tror denne er i Deres Mors Smag. Bér at frembære min Hilsen." Idet Frøken Bjelke vendte sig, strøg hun uforvarende en Blækflaske ned fra Disken: "Aa, nei, nei, - umag Dem ikke Frøken!" - lød det koldt, medens Blækket randt, og Margrethe snar- raadig hjalp med at inddæmme for den første Fare. "Jeg ønsker det ikke, Frøken Ulvung!" forlød det med stærkt Eftertryk. "Men holder jeg det ikke inde med Papirarket, saa rinder det ned i de to Skuffer," - varskode Margrethe. "De maa reise op Flasken. Den ligger der bag deres Albue og silrer." Der opstod et taust Samarbeide, til Skufferne og Pa- pirstablerne var beskyttet for Floden. "Deres Hænder er desværre blet sorte, ser jeg, ved den Hjælp, jeg ikke paakaldte; men meget maa takke for . . . SIDE: 275 Og Blæk ogsaa paa Manchetterne - og Kjoleærmet," - opdagede hun forskrækket . . . "Det maa tages straks. Værsaagod at følge mig ind. Pigen tørrer op her." Margrethe kom ind i et lidet Værelse, hvor Lyset faldt grønt ind fra Træerne. Paa Væggene hang i det egne Skjær nogle gamle Familieportræter. . . . "Det er Niels, malt som Gut" - undrede Mar- grethe. "Og det med det sorte Flor om er Portrætet af hans Far," - svartes der skarpt. Medens Frøkenen gned og behandlede Blækpletterne med Vand, fulgte hun med en vis Nysgjerrighed, hvor Margrethe rettede Blikket: "Ja se kun, Frøken Ulvung, - det er Billederne af en ødelagt Familie," kom det roligt, men Margrethe syntes Øinene næsten spyde gult. "Ja, det er just derfor, jeg kommer her," - ud- brast Margrethe . . . "Hverken for at bytte Bøger eller andet. Og nu skal De sige mig, hvad det er, Far har gjort Dem," - sa hun dirrende. "Det har længe nok lig- get og lumret baade over min Barndom og mit Ven- skab med Niels . . . Alt var saa utrygt, som han egentlig skulde ha Ret til at hade mig!" kom det bittert. "Jeg forstaar, at der maa være gjort Dem og Deres Uret. Og jeg vil jo ikke høre noget ondt om Far . . . Men alt maa da kunne tilgives engang og ikke forstene sig til Had og anrette Ulykke og ondt for andre." "Ulykke og ondt, siger De, min unge Dame . . . Det er Ord i deres Mund, som kunde lade Portræterne her falde ned af Væggen. - Og Tilgivelse! - Niels's Far sover nu paa Kirke- gaarden, og Byen har tvættet Hænderne over hans Grav -. Nei, det var Synd at umage ham op fra hans Fred . . . He-he-he, han vilde den Dag idag ikke finde noget bestemt at paapege. Han bare døde af Knappenaals- SIDE: 276 stik, - af at være stanset i al sin Vei som af en usyn- lig Finger, - af at møde Hindringer overalt og se van- tro Blikke overfor alle sine Foretagender, indtil han følte sig som et jaget Dyr . . . Men hvorfor? Og af hvem?" Der gik en krampagtig Sittren over Margrethes An- sigt, medens hun stod bleg og hørte. "Det kunde paa det uimodsigeligste bevises," - vedblev Frøkenen, "at ingen havde gjort min Bror Uret under hans over tyveaarige Livsførelse her paa Stedet. Verden bare smilte af det. Han gik saa rigtig og nød- vendig fallit i al sin Gjerning. Og man var bagefter saa smukt hjælpsom . . . Nei der er alt iorden!" lød det med isnende Haan. "Dette forstaar jeg ikke!" brød Margrethe fortvilet ud. "De mener da vel ikke, at det er min Far, De har tegnet der?" "Siden den unge Dame besværger mig om at tale," - lød det koldt. - "Og her er Bogen til Deres Fru Moder." Margrethe stirrede angst paa hende: "Aanei, aanei, lad mig ikke gaa fra Dem med den Tanke, at De har et stenhaardt, hevngjerrigt Hjerte!" "Ja, min Frøken, det ser ikke for vakkert ud i en saadan gammel forbitret Sjæl, som har længtet sig ihjel efter Retfærdighed." Det var, som hun saa ud over et helt Land af Forurettelser. Margrethe kastede sig pludselig hjælpeløs hulkende ind til hende: "Tilgiv . . . Tilgiv" . . . bad hun, og bad hun . . . - Hun vidste ikke, hvordan hun var kommet sig ud . . . Fortumlet skyndte hun sig opover den af de bak- kede Gader, hvor hun mindst risikerede at møde nogen. Margrethe beherskedes altovervældende kun af dette ene, at hun havde holdt Niels's Tante saa varmt fav- net . . . Hun havde opfanget et Blik fra hende, da hun i Farten stak hende Leiebibliotheksbogen i Haanden, SIDE: 277 og følte, hun vidste mere om hende af det, end tusen Ord kunde sige . . . Hun gik der med en underlig dunkel Følelse af, at nu havde hun udført sit Forsæt. Men det hele laa endnu saa utydeligt for hende, som kunde hun været med ved en Eksplosion. Det var først et godt Stykke oppe i den trange, stenede Tvervei ved Garver Bærums Tørreplads, hvor Limkagerne laa udover paa Nettene, at hun stansede og at Enkelthederne i det oplevede begyndte at forme sig ud. Deroppe ved Stengjerdet blev hun staaende og gjen- nemgik Scene efter Scene og Ord efter Ord paa det nøiagtigste, hvad der var sagt og passeret. Det skulde alt bevares, lukkes ind i hendes inderste Sjæl og Hjerte . . . Saadanne Sind, som er galt indretttet for Verden, - og en slig var Niels ogsaa! - Aa, hvor de led! . . - Lidet oplagt havde Margrethe vandret op og ned i Parken mellem Byens Spadserende, Venner og Ven- inder, og halv som i drømme paahørt Musiken, da Fa- deren ved Totiden holdt foran Indgangen. Han saa sig om, i hvilket Selskab hun var og nik- kede fornøiet, da Karsten Verø kom hastende hen og hjalp hende op i Vognen. Damerne er nogle farlige Mennesker, De," - adva- rede Konsulen med Fingeren; - "man risikerer at bli gift med dem." - Margrethe sad der i Vognen dybt oprevet; det havde været et Hjertets Jordskjælv idag. Hun følte, at hun havde været blind for Faderen og nu i Øieblikket ikke var fri for at se paa ham prøvende med Forstandens kolde Øine . . . Konsulen lod Hesten gaa i Skridt der, hvor Brolæg- ningen ophørte og Landeveisstøvet begyndte. . . . "Pen ung Mand, den Karsten Verø," nikkede han; men fik intet Svar. "Pen, vakker ung Mand!" - gjentog han saa. SIDE: 278 Hun gjorde et kort Kast paa Hodet, der just ikke gav Indtryk af Enighed. "Dygtig Mand, siger jeg Dig," - fulgte det noget barsk. "Dygtig, indflydelsesrig Mand . . . Skal overta Fa'rens Forretning, - sidder mindst paa en Million!" Et Sideblik sa' ham, at Ungen sad der distræt . . . "Det bestyrker mig i høi Grad i min Bestemmelse, at lade Ulf overta Isforretningen." "Ulf! - styre en Forretning, - uden Dig." Tanken affeiedes med et vantro Nik. "Saa, Du, de satte Dig i daarligt Humør dernede, - negligerede Dig, syntes Du, - laa ikke nok paaknæ? Men Verø var da galant nok, fløi i mit Paasyn over to Bed for at hjælpe Dig i Vognen." "Jeg talte om Ulf, jeg, at han ikke duede til at være den øverste i en stor Forretning." "Saa, - det høres jo skrækkeligt! - Og saa klart Du har det i Hodet" . . . "Det blir jo saa alligevel til, at Du overtar Styret og sætter det igjennem paa dit Vis." "Ja hvad saa" - "Og ikke paa Ulfs Vis, mener jeg." "Det vil sige, at jeg udfører det paa rigtigste Maade." "Og netop paa den Maaden kommer Ulf aldrig til at staa som Hodet for nogen Ting," - sa Mar- grethe kort. "Og der gaar Ulf nu som en Dot i Fir- maet og agerer." Konsulen lo fornøiet og spyttede ud af Vognen: "Nei, nei, nei, hør paa Ungen! Der er ordentlig Tankeredskab der . . . Saa Du har fundet ud det, Du! . . . Saa rigtigt . . . Saa rigtigt! Jeg har ikke opdraget ham til at bære Tyngden alene, nei. Saa faar jeg saamæn gjøre det nu i Isforretningen," - udbrast han og smeldte paa Hesten. "Nu har jeg gjort istand alt der for ham, saa han bare har at krybe ind i det." Margrethe saa med et underligt Blik paa Faderen. Konsulen hilste og nikkede op til Martine i Vinduet, som de svingede ind af Porten til Wendelbos. SIDE: 279 . . . "Saa fik jeg da sat en Laas og Stopper for denne Havnedirektørens evige Geschæftighed!" udbrød han inde i Stuen . . . "Det var mig berettet, at han gik og gjorde sig vig- tig og vævede om Planen til en Flydebro paa Indre- havnen. Formodentlig spøger der en moderne Flyde- dok i Hodet paa ham. Jeg reiste imidlertid ned til Klubben idag og fik samlet Firmaerne Andersen, Willumsen og et Par an- dre Skibsredere. Og vi tillod os paa det bestemteste at protestere mod at miste de vanlige Ankerpladse for vore Fartøier. Og dermed røg hele Projektet!" Konsulen gik fornøiet med Hænderne bag paa Ryg- gen. "Jo-o," søp han Luften ind, - "det maatte da gaa an, at faa den Mand drevet til at søge sig bort fra Stedet." "Ja saadan en Havnedirektør er ikke mere end et lidet Blad i Vinden, naar Svigerfar er ude og blaaser," ræsonnerede Wendelbo lunt hen i Luften. "En undermaals Person," - vedblev Konsulen . . . "Forstod ikke engang at sætte sig i Forbindelse med mig, som sandelig stod færdig med oprakte Arme til at modta' ham for denne forsømte Havnens Skyld. Men det gjaldt bare om at faa snobbet sig op til Majoren." Han vendte sig med ét: "Jeg traf ikke Ulf paa Kontoret idag, Martine!" "Aa, han er som tiest oppe paa Værket, véd Du," lo Martine. "Han interesserer sig saa stærkt for Myrar- beidet." "Jeg vilde . . . jeg vilde" . . . Konsulen kneppede med Fingrene . . . "Saadan at gaa og lade Skyerne drive og plukke Roser . . . Pokker," - brød han ud, - "jeg kunde nok ønske, at han engang sa' fra, for hvis Skyld det er, han kommer . . . Aa ja, - delikate Sager, - man nævner vel ikke sligt - SIDE: 280 Men hernede staar nu igrunden alt og venter paa ham, baade i Forretningen og ellers . . . Og i det kan Ungen ha Ret. Der er en Mangel paa Fremgang og Fart i Ulf, der kan indvirke ogsaa paa intimere Forhold; - og som jeg erkjender mig tildels at ha Skyld i." . . . "Tre Pile udsendte Kjærlighedsguden," - cite- rede Wendelbo mumlende. "En skjød han op imod Himlen, én ned i Afgrunden, og én gjemte han i Tama- jindris Øine" . . . Konsulen blot mysede hen paa ham. Han havde vænnet sig til ikke at ta videre Notits af sin Sviger- søns Reflektioner. "Ja Adieu!" lød det kort. "Farvel Martine, - kom- mer vel paa Søndag!" - Jyden trak den vante Gang til Lindestad. Kon- sulen og Hesten og Veien var gammelkjendte. Der steg op Huse med Haver og Plantninger om, blandet med henstrøde Sjømands- og Arbeiderhjem, hvor den vilde Nypetorn grode bag Stengjerdet. Det gik i Skridtgang og Smaadilt, eftersom Konsulen faldt i Tanker og lod Svøben hænge. De fik den store, vide Udsigt til Byen og Havnen bag sig og naade omsider op i den lange, skyggefulde Lin- destad-Allée, der gjorde én saa skikket til at sidde og overtænke, hvad der var passeret og udrettet nede i Byen. Luften blev friskere og gjennemsigtigere, eftersom de steg i Høiden og nærmede sig Lindestadvandet. Konsulen smeldte paa Hesten. Han havde faat Ap- petit, - det var blet sent . . . - Margrethe var kommet over Middagen og Kaffen. Hun gik nu der udover Eftermiddagen som en sky Fugl og ledte efter at finde Rede i sine egne Tanker . . . Hver snakkede optat af sit. Og oppe paa Sovevæ- relset sad Bolette og skrev paa et langt Brev, som hun bare grublede over, om Margrethe kunde besørge forsigtig nok, - med Postbudet? Eller, om det ikke SIDE: 281 var tryggest alligevel at beholde det, til hun skulde ned til Byen iovermorgen . . . Skrupler og Ængstelser og Betænkeligheder, saa Mar- grethe tilslut flygtede og tyde ind til gamle Anne Weum. Hun gik med Nynnet af en gammel Kjærlighedsvise i Blodet. Den havde surret saa mangen Gang som søvndyssende og hypnotiserende Middel i hendes Barndom og endte med det vemodige: "Da vidste den Lille, hvad Kjærlighed var" . . . Hun havde en egen opreven Følelse af at have vovet et Skridt idag, - været ude og kjæmpet for sin Kjær- lighed! Og Stormen havde endnu ikke lagt sig. Margrethe begyndte derunder at se baade Faderen og Verden i et nyt, koldt Lys. Stueluftens Forhæng var ligesom revnet; og der kom i hendes inderste Be- vidsthed noget, der næsten ropte op til Selvforsvar. Hun sad nu og fulgte Madam Veum, der holdt paa med en af Garneringerne til Bolettes Sommerkjole. "Men Anne," spurgte hun med ét, - "kan Du for- staa, hvordan Martine og Wendelbo . . . Jeg mener, hvordan de kunde falde paa at gifte sig sammen? Jeg faar tilslut ondt af at tænke paa det!" Madamen stak Hodet ned i Garneringen og sømmede videre. Underansigtet tyggede som vanlig naar hun tænkte . . . "De er jo saa stik, stik modsatte." "Der er mange, som liker hinanden netop for det," - afledede Anne. "De kan da aldrig ha' været egentlige glade i hin- anden," ivrede Margrethe. "Men de kan ofte bli glade i hinanden bagefter, ser vi," yttrede Madamen forbeholdent. "Der er mange, som mener, at saadanne Giftermaal paa den første Kjærlighedsrus ikke blir de lykkeligste. Der er for- meget Fyr til, at der ikke skulde gaa Ildebrand i det." Margrethe blaaste indigneret. "Snak og Væv, Anne!" - udbrød hun heftig. "Nu har jeg faat rede paa saameget idag. Og nu vil jeg SIDE: 282 ogsaa vide Besked paa, hvoran det Giftermaal er gaat for sig." Anne rettede sig med en Appel, næsten som hun havde Konsulen foran sig. "Ja," - kom det saa. - "Det kan hænde, at det var ikke just med ham, der havde Ungdomskjærlig- heden hendes, at Martine gik til Alteret, var det end i alle Maader en bra Mand og et rigt Parti . . . Men han var jo saa vakker, denne Styrmand Witt, og der fulgte sligt Veir med ham . . . Martine havde nok ikke andet i sine Tanker i de Dage, end den staute forlokkende Sjømanden. Hvor hun var, der var han ogsaa at se . . . Men da saa Konsulen syntes, han begyndt at komme for ofte til Huset, tog han ham en Dag ind til sig paa Kontoret. Og hvad der blev sagt, véd ingen. Men ud paa et treaars Togt sendtes han med Konsulens store Clio. Og siden har han gaat i Fragtfart paa Stillehavs- traden alle de Aar, saa der nu nok kan være mange hvide Straa i Haaret, siden hun stod stum oppe paa Gangen og saa Seilene paa Clio synke lavere og lavere bag Holmene." "Og saa glemte Martine ham da!" udbrast Margrethe haanlig. "Glemte? Glemte? - Ja, var det saa vel! . . . Nei, det blev nok en Sorg, som gik i Taarer og store Baarer, - slig som hendes Natur er . . . Konsulen tog hende med paa sin Udenlandsreise paa Vaarsiden. Men lidet hjalp det. Om Sommeren kjøbte han da den fine Lystkutteren til hende. Og det var nok det rette. For der kjendte hun sig rent som Styrmand ombord, - tænkte vel mangen Gang, hun havde Witt ved Siden. De sa', hun var rigtig som en ung Sjøgut der, hver- ken ræd for Farer eller Forlis . . . Sommeren efter skete det saa, at Konsulen inviterede den unge rige Wendelbo med ombord til den store Regattaen. Da var nok Martine baade Styrmand og Kaptein paa Skuten, - vakker og kjæk og ferm. Og SIDE: 283 Præmien vandt de . . . Mandskabet kunde ikke nok- som fortælle om det, san. Og aldrig før var de kommet hjem, før Wendelbo fri'de. Men Laas for det! - En faar sige, som det staar i Eventyret: Lyst for mig og mørkt bag mig . . . Det blev et Basketag! Slig Vilie har nok Konsulen aldrig havt at bøie." Margrethe havde siddet foroverbøiet med Hodet i Hænderne og stirret ind i det. Og det kom tilslut mum- lende som en Facit paa hendes Tanker: "Det blir ikke mig det . . . Det blir ikke mig det" . . . Aaret dreiede over fra Marts til den lunefulde April. - Solsteg med Tagdryp alt et Par Timerstid i Væg- gene og et skarpt, saart, skinnende Lys fra den smel- tende Sne. Konsulen kom ind fra sin Formiddagstur til Sag- bruget. "Der maa være noget galt ved Blikrenden deroppe," - udbrød han, -" den drypper, maa være læk. Jeg faar sende Halvor Kusk op til Gluggen og undersøge. Der ligger vel endnu en og anden Klat med Is og Sne deroppe. Det er ganske storartede Affærer, den Karsten Verø driver, Narna, - og vist med megen, megen Forsig- tighed." Konsulen gned sig i Hænderne . . . "Han har idag bestilt alt, hvad jeg kan skaffe ham af Planker til Sommeren, vil lade dem gaa til Sydafrika, - spe- kulere . . . Ja, der kan nok bli en Tronstol for Margrethe der! Man maa se ud for sine Du." Bolette og Margrethe kom ind bærende en Æske med Vaarhatte, der var opsendt fra Modehandlerinden. Den placeredes paa Bordet, og Indholdet diskuteredes ivrig SIDE: 284 af Mor og Døttre. Man tog op, kritiserede og lagde til- side eller ned igjen. "Svært, saa Hestene slider," sa Konsulen henne ved Vinduet. - "U-up. Brug Svøben din ja! Det er saa- vidt Slæden kan komme op af Telegrøpet. Der skal engang bli Alvor af at faa repareret en Gropen der- nede . . . koster Hestekræfter hver Vaar" . . . Konsulen skyggede for Øinene . . . Det skulde da være hans egen Hest og Slæde, som var sendt ned til Byen imorges for at hente Sypigen. Men nu sad der tydelig to Kvindepersoner . . . "Sig mig, venter I Frøken Winsløff idag?" spurgte han. "Jeg synes, det er hendes toppede Kyse." Nu saa Damerne ogsaa ud. Jo, ganske rigtig, Frøken Winsløff var i Farvandet. Lidt efter hørtes hendes hilsende Stemme ude i En- tréen. Hun kom usædvanlig stilfærdig ind, stansede paa Tærskelen og saa sig om, hvem der var i Stuen . . . "Jeg kommer ordentlig skjælvende med en Nyhed," - lød det; - "hvor velkommen den er, véd jeg ikke. Men jeg mente at gjøre min Vennepligt bedst ved at bringe Eder den, før Byen fik fat i den. For Øieblik- ket er jeg den eneste, som véd det, af et Brev, jeg fik lige imorges fra min Søster." "Til Sagen. Til Sagen!" raabte Konsulen. "Jo," - Frøkenen bøiede sig og lagde ud med begge Hænder, - "Karen paa Værket er forlovet!" Hun saa sig om . . . "Og med hvem? - Jo saamæn, - med Ritmester Ørnfeldt, den smukke Mand, som var Sommergjæst paa Værket for et Par Aar siden." Der indtraadte dyb Taushed, og alles Øine ledte ligesom i Luften. Fruen kastede et uroligt stjaalent Blik paa sin Mand, der sad med uvanlig fast Mund og smaahakkede med en Pennekniv i Bordskiven. "Man undrede sig jo endel nede i Byen," fortsatte Frøken Winsløff selvfølende, "da Frøken Karen lige under Jul saa pludselig reiste ind til Hovedstaden; SIDE: 285 men ingen faldt paa, at der var noget saadant under. Ja, jeg kan vel snarere sige, at baade den ene og den anden havde fæstet sig ved den Tanke, at hun kunde blive Frue paa Solvang engang, - opnaat den Lykke. Det vilde jo været som en Glæde for hele Stedet, at se de to Byesbørn" - "Den Lykke faar Stedet renoncere paa, Frøken Wins- løff," - brød Konsulen ubehersket af. "Saadanne for- vænnede Stasfrøkener skal Ulf ikke forhøie Byens Fryd med!" "Nei," - forsøgte Frøkenen sig, - "jeg tænkte nok ogsaa, at det ikke netop var en Svigerdatter for vor kjære Tante Narna det." "En uformuende Officer og en forvænnet Pige uden nogen nævneværdig Medgift, - kan det interessere Byen, saa" - gav Konsulen af sig med et Skulder- træk . . . "Men Halvor," - røg han op, - "hvor er Halvor? Han maa se til Tagrenden, skal der ikke bli Flom der ovenpaa!" Han drev hastig ud. Fruen gled ud af Døren og sendte ubemærket Jens Visergut i et Snarærend ned til Wendelbos med en Seddel, hvori betydedes, at Far trængte til Underhold- ning idag, Kaffewhist etc. Onkel Bankchef vilde gjøre godt. . . . "Denne Forlovelse, tror jeg, vil virke som en hel Lettelse for Far," - nikkede Fruen lidt stram i An- sigtet, da hun igjen kom ind. Han har ikke likt, at Ulf i den senere Tid saadan har faret op til Værket, - kanske i sit stille Sind frygtet for, at han skulde tabe sit Hjerte." "Men Karen er da sød og nydelig nok, Mor," prote- sterede Margrethe hidsig. "Karen kan være indtagende nok, - og musisere og dyrke Roser. Men bevare mig, - som Frue i et stort Hus!" - Bolette blikkede et Øieblik hen paa Moderen . . . Det var ikke første Gang Frøken Winsløff gaves sin SIDE: 286 Instruks for, hvad der skulde siges og tænkes i Socie- teten nede i Byen. Frøken Winsløff maatte naturligvis bli til Middag, - naturligvis . . . Fruen kjendte sin gamle Veninde, - vidste, hun sad der og brændte paa Stolen med Nyheden som en sprængeferdig Bombe, der kunde tænde Byen i alle fire Ender. Hun gav sig til at trække Frøkenen dybt og ivrigt ind i Hattespørgsmaalet . . . Konsulen var med Gaardsgutten helt oppe i Glug- gerne for i egen Person at paasé Taget feiet for Is og Sne. Og lige efter nede i Vognskjulet for at gi Ordre om, hvilke Kjøretøier der skulde nyttes nu i Vaartiden. Han gik og trak Luften og saa til undertiden med et mislykket Forsøg paa at plystre. Han var inde og hentede Hat og Stok og drev en længere Tur udover . . . For hans indre Øie var det, som Fløien indeni ham med ét havde snu'd sig og viste et koldt raat Luft- strøg opover mod Værket. - Ved Kaffetid blev man overrasket af Wendelbos og Bankchefen. Fruen havde Martine med inde paa Soveværelset og satte hende ind i Situationen, som var - efter Martines senere fyndige Opsummering til sin Mand: - Hus og Isforretning, men ingen Kone! - I den aabne Entré og udenfor paa Trappen hop- pede Morten usædvanlig hidsigt og huggede og bed i Træværket, Rid paa Rid. Den trængte at faa plukket Vinteren af sig. Nu sad den paa Gelænderet og forholdt sig stille plirende over sit svære Næb, medens Wendelbo under- holdt sig med den. Morten var vant til at se disse to Menneskeøine hensunkne over sig. "Nu vingeklippet for Aaret, ser jeg! - Som vanlig henvist til Fantasiens Flugt, - bruge saa lange Vin- ger Du vil der . . . Paaskjøn din Skjæbne, min Ven. SIDE: 287 Derved slipper Du den Nødvendighed at plyndre og røve og faa en Mængde Mord paa din Samvittighed. Og en Ting kan Du, Morten, enda Du paa dine to hoppende Fødder er degraderet fra at høre blandt Skabningens mere eleverede flyvende og med blandt dens tobenede, - Du kan spaa Regn . . . Ser Du, der er Du med ét Virkelighedsmand! - har dit eget lille geniale gjettende Rige. Vi eier altsaa alligevel en og anden Evne, vi to, Du, som de andre ikke har! Og, naar de ikke kan begribe, hvorfor Karen reiste saa ilsomt hjemmefra lige under Jul, saa var det mig, Du, som paa Vingestumperne fløi op til Værket og varskode for Regn. Jeg vidste nok, hun vilde lette sig af Pinden og fly, naar hun fik Anelse om, at det var paa Frierfødder Ulf gik. Ja, ja, ja. - Men Følgerne, min kjære Morten, - vi overtænker saa lidet nogen af os Følgerne. Lad mig se. Lad mig tænke . . . Ja Følgerne," brød han ud. - "blir nu først og fremst igjen den gamle Revne mellem begge Famili- erne, - at Svigerfar gaar i Aanden og træder paa Majorens guldbræmmede Hue . . . Stilstanden var kun foreløbig. Nu Fredsvilkaarene er afslaaede, vil der uophørlig, rastløst blive smedet paa at knuse Værket. Ogsaa andre skal ta Parti, - fornægte vor Sjæl i en- hver liden Sag, hjælpe hans Stikord, - stadig være med at puste til et stygt Had, - som Seidfolk . . . Hver sit Blad af Lidenskabernes Bog, min Ven . . . Eller skal jeg minde Dig om, høistærede, hvordan Du mistede dit ene Øie! - hvorledes Hanen tog det, da han saa Du satte Næbbet ned i Hønseægget. Og det forunderlige er, Morten, at, om Du igjen fik Leilighed til at staa over et saadant Æg, - Du hug til, - hakkede i, - om Du aldrig saameget risike- rede at miste ogsaa dit andet Øie og komme ind i et blindt Mørke, saa Du aldrig kunde se et Æg mere. SIDE: 288 Du hug til, - hvad? - Og, vil Du høiere op i Skab- ningen, Morten, saa" - "Uf er Morten kommet helt ind i Entréen nu," lød det grættent, som Martine kom ned af Trappen. "Faa den ud, Wendelbo!" Hun strøg indover og fandt Faderen vandrende i Dagligstuen i Passiar med Onkel Bankchef, der nød sin magelige Hvile i Sofaen ved Kaffen og Cigarer. "Underligt med disse snille Mænd, Du," vendte Kon- sulen sig med ét, - de var tilfældig kommet til at snakke lidt om Majoren paa Værket. - "Men sig mig, Svoger, - denne snille Mand, som er blet snillere Aar for Aar, eftersom hans Haar har vokset sig hvidere, - kan Du nævne mig et eneste offervilligt Arbeide, der er sat igang af ham. Vær saa god at pege paa det . . . Det, som er dyrket deroppe, er nok hellere den snille Mand selv! Og det, Du kan pege paa, er et selskabeligt Hov- mod, som er usundt, - trykker paa Stedet, - hult, hult, hult" . . . "Nok saa besynderlig ogsaa, at Karen reiste saa- dan pludselig, lige under Julen," - sa Martine. Hun var kommet ind med en vis Fart og sad der med et Par Hedeflekker i Ansigtet. - "Nok saa latterligt . . . Ugen før Jul stod hun og stegte de beundrede Vær- kets Julebakkelser, saa Smulten sprat, og saa med ét! - Man kunde næsten tænke sig, at hun tog Bakkel- serne med i Bredslæden til Ritmesteren." "Aa, lad os bli kvit Smaasladder og Stegepander og sligt, Martine!" afviste Konsulen. "Jeg har, har, siger jeg Dig, Svoger, en gjennem- gaaende Følelse eller Fornemmelse af, at, tiltrods for al den Kapital, der oprindelig er lagt i dette vidtløf- tige Foretagende, saakaldet "Værket", saa vil det i Længden mere og mere komme til at stride imod Strømmen, mere og mere bli udsat for at kjæmpe mod den værste af alle Modstandere, - Tiden, der aaben- SIDE: 289 bar truer med en Fremtid af faldende Priser paa Jer- net." "Aa ja, der er Godveir og Uveir i den Vare som i alle andre," - yttrede Bankchefen. "Men saa blir nu Jern Jern og Værdimaaler saalænge Jorden staar." "Jaha. Jaha, naar man tror som en Kulsvier saa -. Men man ser, at Folk kuldseiler nok saa rapt i Kri- serne." Konsulen gik og stansede, gik og stansede, som saa og ledte han i sin egen Tanke . . . "Og det er jo nu det andet, kanske det tredie Aar, Konjunkturene har vaklet, hvad?" "Bare ifjor. Vi véd intet om, hvordan det kan stille sig iaar," - forklarede Bankchefen. "H-m -. Og imidlertid ligger Værkets Rujern ved Havnen til Pant og Sikkerhed for Bankens Forskud og venter paa Priser, saa det kan afskibes. Og øser din Bank ud paa Tro og lys Forhaabning, Termin paa Ter- min, eftersom Rujernet stabler sig op i stigende Masse." "Aa, ingen Fare, Sikkerheder som Guld!" proteste- rede Bankchefen og skjød Kaffekoppen noget heftig fra sig. "Ja, Du, naar man først har Kulsviertroen! - Men saa tænker jeg, Forholdene snart vil bringe Dig til at se, at Sentimentalitet og Vennehensyn her lige over for vor snille Ven paa Værket rent ud kan bli en For- brydelse . . . Og nu denne Dukkestue-Idéen, - dette evige Spi- kerbruget, som de vil hale op af Myren! Det ligger som en Skaadde med Lugt af Myrbrand lang Vei . . . Tvi, tvi, - man faar det i Halsen bare ved at tænke paa det. Naa, det kan saamæn godt hænde, at det tilsidst kommer istand, - om Dere gjøder det nok med Penge dernede i Banken! Et Indfald kan være godt. Men det er derfor ikke sagt, at det netop er Tid for det. Man faar virkelig kunne nedlægge en Spekulation, til det igjen blir beleiligere . . . Og Laan baade til det, Majoren har liggende ved SIDE: 290 Bryggen, og til det, hans fremtidsbegeistrede Hr. Bror- søn roder med oppe i Ødemarken, - det - det -. Jeg vilde næsten sige, at det ikke er saa helt pas- sende eller ret beskedent at overhænge Banken paa det Vis. Og i det hele ta't, Du Bankchef, synes jeg, den drif- tige Ungdom kunde lade Majoren i Fred. Han passer saa akkurat til at gaa der og botanisere mellem de skimlede Myrene sine" . . . Martine smed sig pludselig ud af Døren. Hun havde, der hun sad, sét Ulf kjøre ind af Por- ten og brød sig ikke om, at han skulde komme ufor- beredt til Faderen . . . "Ja, Du Martine!" - mødte Ulf hende med et Skul- dertræk derude. "Hun var jo en af disse sjeldne Fugle, som man skyder efter i Luften; men ikke rammer mere end én Gang af ti . . . Man har jo nu i lang Tid svævet i en Slags Salig- hedsrus paa Forskud," kom det yderligere fra hans Betragtninger. "Saa én næsten kunde ha Trang til at puste ud en Smule nede i Prosaen igjen fra alle de Turer med Blomster og Opmærksomheder. - Men ikke for det, Martine, - i min Tanke var hun alt Fruen paa Solvang." "Aa, Ulf! - hun havde saa totalt raadet med Dig, - bare flyttet Værket ned til Solvang." Ulf stod og bed Neglerne . . . "Underligt, at jeg ikke har tænkt paa det før nu," - sa han. "Men der kan Du se, der har fra min Side virkelig været en poetisk Opløftelse" . . . Konsulen aabnede Døren og blev staaende et Øie- blik, da han saa Sønnen. Der svulmede mere og mere op et voldsomt Udtryk i hans Ansigt . . . Han smeldte pludselig Døren haardt igjen og drev ind. SIDE: 291 Høsten drog sine graabrune Furer i Landskabet. Grenene strittede sorte og bare i Luften. Bladene var borte, - af Stormen hvirvlet og feiet sammen i op- føgne Hauger, saa man kunde gaa tilknæs i dem i Lindestadparken. Konsulens Karjol rullede nedover Veien . . . Hestehoven traadte larmende gjennem Isklaken, der laa fra Natten langsomt optinende i den blege Høstsol. Nede ved Bryggerne færdedes Baade og Smaafar- tøier med Potetes og Æbler inde fra Landsbygden, og Fiskere i blanke Olieklæder falbød sin Fangst. Toldbodflaget slog og smeldte og knittrede. Havnen laa alt halv fyldt med en Flaade, afrig- gede Træskibe, der havde søgt Vinterly. En og anden Lodsskøite smat sig med vaade Seil ind mellem Skjærene derude . . . - Konsulen havde tat sin Oversigt over Byen og var nu inde og fik sig et Glas Portvin hos Grosserer Breien . . . Breien var en gløg Kar til at ha Tæft af Tingen, og der var Sager, han maatte sondere, - ikke rigtig saa Bund i. . . . "Der mumles om, ymtes endel om Myrtapnin- gerne deroppe," henslængte Konsulen, som han satte Glasset fra sig. "Hvad Satan bestiller de! - De har jo Vand nok til Spikerbruget, og det staar der snart færdigt. Og hvor tar de Pengene fra? - Sig mig det, Breien." "H-m-h-m" - Breien spandt paa sine graa Whiskers. "Pokker tro dem! - Ligge der paa andre Aaret og stræve og grave uden at ha' Kort i Bag- haanden?" han rystede vantro paa Hodet. "Ja, med Banken er de da færdige. Den skal ikke yderligere udtappes," - udstødte Konsulen. "Man kan jo ikke vide . . . Man kan jo ikke vide" . . . Breien spandt paa Sideskjægget som en Rebsla- SIDE: 292 ger . . . "Der kan være nogen, som tror paa dem, vil sikkre sig Grund og Vandkraft deroppe for andre Fore- tagender, - billig Kraft, nær Byen." "Jaha, Majoren har mange Venner, som han kan lede ud i Myren," - henkastede Konsulen. Breien stod og myste, som han saa langt ind gjen- nem en Sprække . . . "Man kunde næsten gjette paa et hemmeligt Aktieselskab," - kom det endelig. Gamle Bjelke, Faderen, omgikkes jo ogsaa med store Idéer om Guld og Fremtid i Vasdragene deroppe; men det blev, som vi alle har i frisk Hukommelse, med Re- spekt at sige bare til Skidt i den gamle Gørjen." "Nei nei, - ikke mere Vin paa Formiddagen." Konsulen stødte Glasset fra sig og sprang op: "Aa, Breien," lød det i Døren, - "med Deres fine Næse lugter De snart, hvor Haren gaar. Vi maa spare Distriktet for at falde i en hel Myrsvindel." - Konsulen sad og dumpede i Karjolen. Det haard- frosne Føre gav det ene ubehagelige Stød efter det andet . . . Han kjendte paa Instinktet, at der kunde være fi- endtlige Muligheder i Luften. Han rykkede utaalmodig i Tømmerne, - vilde tvinge Jyden til at gaa akkurat i Veisiden . . . "Vil Du ikke? - Vil Du ikke? . . . Du lystrer, min Ven," lød det indbidt, medens Kind- benene voksede og Øinene tændte sig. "Du lystrer" . . . Han holdt begge Tømmerne stramme, - kjendte sine egne Forarmer uimodstaalig knugende, - vidste, han kunde holde den saadan ved Trindsen helt, til den knælte. Det var ham en kjølende Nydelse at kjende Magten, selv om det kun gjaldt et Dyr. Høstdagen laa med lavt oprullet Taagehæng i Aas- siderne. Telen begyndte at smelte, og Sølen skvat. . . . "Fik han det ikke til et helt Aktieforetagende, - ovenikjøbet til et underjordisk ét," mumlede Konsu- len. "De har en vis Overtro paa denne Bjelke. En Bjelke Nummer to, - genial og saa videre . . . SIDE: 293 Tvi, tvi," - Han spyttede. "Naa, vil Du, din!" . . . Denne Gang smaldt Pisken, og det gik i strygende Fart hjemover. Han kastede Tømmerne til Halvor og gik lige ind paa Kontoret. Med det af Sølen tilskvættede Plæd endnu paa Ar- men, drev han frem og tilbage derinde. Pludselig slængtes Plædet hen paa Skindsofaen, og han stansede foran Barometret. Men Øinene saa tomt i Luften . . . "Jeg mener, De har fundet paa at lægge i Ovnen her!" udstødte han og rev Vinduet op. "Pyh - Fy - Ovnsos, - Ovnsos paa Kontoret -. Afskyeligt!" - raabte han ind af Kjøkkendøren. Han greb Hat og Stok og tog Veien nedover mod Bruget. - I Kjøkkenet vred de Saft og syltede. Det var høstkoldt og surt. Man huttrede og frøs, og der stod et koldt Gufs, hvergang Døren gik op og igjen. Bolette og Margrethe kom af og til ud og smagte paa Jomfru Tanks Tyttebærgelée eller Tyttebær med Æbler og stod og varmede og lunede sig ved den mægtige Komfyr. Nede i Alléen saas pludselig Jens Visergut strævende sig opover med Postvæsken over Skulderen. Og begge de unge Damer fór ud og modtog ham i den blaa- sende Kjøkkengang. Væsken blev laaset op, undersøgt og gjennemspei- det, før den i tillukket Stand anbragtes paa Konsulens Pult. "Margrethe," - varskode Bolette fra Kontorvinduet, - "hvem er det, som kommer dernede i Veien, tror Du? Han i Jagtvognen med den fine Blodshesten foran" . . . Hun holdt hende for Øinene . . . "Det er den, Du skal ha!" "Karsten Verø," - udbrast Margrethe. "Ja, Du kan være vis! - SIDE: 294 Jeg er i Kjøkkenet og sylter og renser Tyttebær, saameget Du véd det," - afgjorde hun kort, - "sæt- ter ikke min Fod ind. Du og Mor kan ta imod ham . . . Find bare ikke paa noget at snakke med ham om, lad det bli lange Pauser, saa drager han snart igjen," - instruerede hun Søsteren. Margrethe forsvandt hastigt ud til Syltningen. - Pu-h, - det varede, - han blev længe . . . Hun var den ene Gang efter den anden henne og keg i Kjøkkenvinduet . . . Nu gik det i Dørene, og der tog saamæn Kusken Teppet af den uvurderlige Araberen. Endelig, - omsider rullede Kjøretøiet med Hr. Verø junior og hans lyse, spidse Knebelsbarter ud af Por- ten, og Bolette lo og hilste fra Trappen . . . - Der var blet ordentlig udluftet paa Kontoret, og Vinduerne lukkedes af usynlige Hænder, da Konsulen saa's nede i Veien. Han var flygtig henne og besaa Posten, før han be- gav sig ind i Dagligstuen. . . . "Jasaa, - saa Karsten Verø har været her . . . Længe? . . . Hvem talte han med?" "Vi havde en hyggelig Passiar sammen, han, Bo- lette og jeg," - forklarede Fruen oprømt. "Han for- talte os om den prægtige Ayshirstalden sin. Det er uhyre, hvad han lægger i det Foretagende." Konsulen greb hvast i Dørhanken . . . Men stansede igjen betænkt med et kort Nik, som han slog noget fast: "Der faar være Maade med Luner og forkjælet Egen- sind!" udbrød han. "Kald paa Margrethe. Du viste Dig ikke, da Karsten Verø var her paa Visit," - lød det behersket, da hun saa kom ind med Moderen. "Nei, han er saa kjedelig. Og saa" - "Og saa?" - "Aa, jeg mente at vise ham, at jeg ikke bryr mig om nogen Kur af ham." "Jeg kunde nok ha et Ord at sige Dig, Margrethe," SIDE: 295 - kom det med Vægt, - "naar jeg vidste, Du vilde lægge Dig det paa Hjerte, saa varmt og sandt, som det kommer fra din Far . . . Jeg har den Skyld imod Dig, at jeg alt for længe har behandlet Dig som Barn. Du er jo nu i Virkelig- heden en stor Pige med voksne Tanker . . . Og saa skal vi for nogle Øieblikke tænke og føle sammen, vi to," - yttrede han med indestængt Rø- relse. "Det, vi alle vil, - jeg kan jo sige Dig netop i vor Slægt, - det er, fra Mandfolkenes Side, at skabe sig Eksistenser, der gjemmer baade Rigdom og Magt. Og for Kvindernes, naar de er over de tyve, Du, og har faat raset ud endel romantiske Barneidéer, - at skaffe sig indflydelsesrige Stillinger gjennem Giftermaal." "Jeg siger Dig, Far, med én Gang, det blir ikke med mig, det," - indbragte Margrethe med Styrke. "Du indbilder Dig vel ikke, at dette Barne- og Ven- skabsforholdet dit til Niels i nogen Maade kunde komme i Betragtning foran det, som for Alvor skal bestemme dit Livs Skjæbne? . . . Sid nu ikke med Dukker længere," - lød det hvast, - "eller ta for godt, naar de titulerer Dig for Linde- stadssol. Du er færdig med disse Lekser, - har des- værre gaat et Par Aar forlænge i uvirkelige Drømme- rier. Tænk voksent og begrib, at det hele bare er lys- speilende Agn, som Du har været saa heldig at kunne sætte paa Krogen; men som blegner med Aarene . . . Solen paa Lindestad har lekt med Valget som en Barnerangle, - tro'd, hun bare behøvede at pege paa det høit stillede Hjem, hun engang vilde holde Ind- tog i . . . Eller mener Du da, Barn," - udbrød Konsulen og kastede Hodet tilbage, - "at din Far skulde ville føre Dig hen i noget galt!" "Jeg mener, Far, at det er umuligt. Du skal ikke snakke mere om det," - afskar Margrethe. Der fløi op et Glimt i Konsulens Øine og han tog et SIDE: 296 Greb i Stoleryggen. Men han tvervendte pludselig og lagde Veden besindig tilrette i Kaminen, saa det flam- mede op: "Tag det nu ikke saa voldsomt, kjære Barn," - ytt- rede han mildt beroligende. "Der forlanger da ingen, at Du skal beslutte Dig idag, medens Du staar her paa Stedet . . . i en Sag som denne. Det har dog ingen Hast, lille Margrethevor. Du har jo ikke engang været henne paa Strømvik og sét Stedet. Vi skal ta os en Tur did i Jagtvognen, Du og jeg . . . Dette er en Sag, som maa betænkes - besés" - "Ikke om jeg faar Betænkning til Dommedag, Far, faar Du andet Svar af mig," - udbrast Margrethe bleg. Det svinglede ligesom i Konsulens Øienstene ved den uventet faste Modstand. Han bed sig i Læben og vendte sig mod Vinduet med en Ansigtsfortrækning, som voldte det ham et Ildebefindende at se paa hende. Der indtraadte en trykkende Stilhed. Konsulen smaakremtede et Par Gange. Endelig lød det med vægtig, men dirrende Stemme: "Jeg lægger Dig det herved paa Hjerte, min Datter, at den Mand, som gjorde Dig Besøg idag, - det var til Dig, han gjorde Visiten, - han mener at løfte Dig op i en Guldstol, hvor Du kan sidde og raade over en Million!" Konsulen gik fast og behersket ud af Døren. . . . "Men Margrethe," fór Fruen op, - "hvor tør Du modsige Far paa den Maade. Du véd jo, han taa- ler det ikke, - maa ikke modsiges. Du kunde da forsøgt at indrømme saameget som, at Tingen ialfald ikke var utænkelig. Men nei, smæk igjen!" "Netop smæk igjen, Mor." "Men Du véd da, Margrethe, at, hvor snil han er, saa maa han ha sin Vilie, ellers, - ellers, - tror jeg, Du, han risikerede at gaa fra Forstanden." "Ja saadan er han blet, fordi I aldrig har sagt ham et oprigtigt Ord," udbrast Margrethe. "Det vilde været SIDE: 297 saa ubehageligt, og det gjaldt bestandig om at holde Humøret oppe . . . Nei, Mor! Far, min egen Far gaar ikke fra For- standen," - raabte hun hulkende ude af sig . . . "Men som Menneske minker han, saalænge I lyver for ham," - lød det oprørt, idet hun fór ud af Døren . . . Konsulen havde ikke havt nogen god Nat. Han havde ærgret sig tilgangs igaar over Ungen, og det sad i ham som en Braad. Men lidt efter lidt seg det vigtigere, - Tankerne om, hvad der foregik oppe i Værksmyrene stærkere og stærkere ind paa ham. Han taalte ikke Uklarhed. Og for hans arbeidende Tanke voksede der altid ny Sammenhænge . . . Han var tidlig paafærde, - havde endnu ikke tømt sin vældige Kontorkop med Morgenkaffen, da Ulf holdt for Døren, og han stod tyggende paa sit Smørrebrød ude paa Trappen og modtog ham. Der var sendt Bud efter ham tidlig paa Morgenkvi- sten. Og Ulf forstod straks, at et eller andet presse- rede. "Lad Halvor ta Hesten," lød det utaalmodigt, som Konsulen gik foran ind paa Kontoret. "Sig mig, Ulf," - han satte sig tilbage i Kontor- stolen, "det vil interessere mig at høre lidt om dette Myrforetagende oppe ved Værket? Vi har jo sluppet Penge til det fra Banken. Hvorlangt er de nu kommet med sit Arbeide iaar, disse to Ingeniørerne? De maa vel snart ha Vand nok til Spikerbruget?" "Ja neimæn, om jeg skjønner det, Far. De maa rent ha sét sig blind paa Lygtemænd der i Myrene. For SIDE: 298 nu er de begyndt at grave ind paa Ole Aasmoens Eiendom ogsaa." "Kjøber de? - Lægger de sig til ny Myr?" - Kon- sulen begyndte hidsig at gaa op og ned . . . "Hvor har Du hørt dette fra, Ulf? Snakkes der om det i Byen?" "Det er en ren Bagatel, Far," - beroligede Ulf, - "bare den lille sure Jordlappen ved Aasmoen!" "Har Du hørt det nede i Klubben?" - ivrede Kon- sulen. "Ja det fortaltes dernede. Der gaar jo en hel Del Snak om disse Myrene nu. Du véd, det er saa med Niels, alt der altid fyger op som et Slags Veir om ham. Han har Anlæg til at bli Folkehelt, som hans Far før ham," - raillerede Ulf. Konsulen vendte sig braat. "Saa! - Saa! . . . Ja, det er just det, han har," - mumlede han og skyllede i ét Drag et Glas Vand. "Han faar Folk med sig" . . . "Men kan Du sige mig, Ulf, hvor tar de Pengene fra?" vendte han sig igjen til ham - "Hvem viste sig interesseret for det i Klubben, Du? Skibsreder Holtan, var han med paa Snakket? Han har Penge . . . Og hvad er det, de vil? Hvad vil de?" - haglede Spørgsmaalene. Konsulens smaa hvasse Øine speidede undersø- gende . . . "De mener da vel ikke at skabe Aargangs Vand til Byen!" brast det pludselig ud af ham. Han blev staaende og tygge paa Læberne . . . "Der ska nu meget til det!" kom det betænkt. - "De store Grongsmyrene ligger ovenfor. Og Arild Wol- mar er ikke den Mand, som lar sig sine Eiendomme frasælge" . . . Han drev op og ned og stod tilslut og stirrede ned i Bordpladen. "Jaja Gutten min. JaJa Du. - SIDE: 299 Bed Halvor spænde for Karjolen, Ulf . . . Aargangsvand!" - udstødte han. "Det er en Mil- lion det! Og, mine Herrer, værsgod, skaf den! . . . Jeg skal da nok ha Lyst til at ta mig en Tur opover i de Tragterne," lød det, som han trak Reise- handskerne paa. Fruen og Bolette stod i Dagligstuevinduet og saa efter Konsulen, som kjørte afsted, medens Ulf sad ved Frokostbordet, opvartet med Kaffe og Frokost af Jom- fru Tank. "Heldigt, at Far tar sig en Tur," - sa Fruen. "Han har det ikke godt idag . . . Noget, som gaar ham imod nede i Byen? - hvad, Ulf." "Aa Gamlen gir sig ikke, før han faar Greie paa Tingen, han. Og gaar de udenom ham, skal de nok faa mærke, hvem der styrer Kotillonen: De faar nok danse!" "Og saa havde han jo en uventet Scene med Mar- grethe igaaraftes," - yttrede Fruen. "Saa høist ufor- standigt af hende at modsige ham paa det Vis. Lidt skal et Fruentimmer forstaa at smyge sig igjennem Verden. Man kan komme langt med Far, naar man bare ikke kommer paatvers for hans Vilie." "Ja," sa Ulf; han slurkede i sig Resten af Kaffen, - "de lar bli at gi Gamlen Sand for Snus." - Margrethe var inde i Entréen og tog Hat og Jakke paa og forsvandt ilsomt ud af Porten. Hun tog Veien opover. Hun følte, hun maatte træffe Niels, - maatte se ham, maatte faa et Slags Beroligelse ovenpaa alt det passerede. Det var gaat saa let igaaraftes at sige det afgjørende Ord. Men siden stod Faderens hele Skuffelse og Vrede for hende. Han havde faat et saa haardt Drag i Ansigtet, - saa hende ligesom ikke. Nei, det vilde ikke bli let at holde Stillingen . . . - Hun tog en og anden Gjenvei over Markerne, gjennem en Grind eller et is- og mosebelagt Kampe- SIDE: 300 stens Gjerde bag hvilket Nyperne nu strittede i den graa Luft paa afbladede Tornekviste, og Rognbærtræ- erne prangede med Glans af Væden i sit festligste rødt. Margrethe gik ikke længer saa ilsomt. Hun var nu sikker paa, hvor hun kunde møde ham, og hun maatte af og til stanse og drage Aanden . . . Alt det, hun havde paa Sinde . . . Og, at hun om lidt skulde se ham - Taagen hang som Uldotter under den lave uigjen- nemsigtige Himmel . . . Pludselig gjenlød den stille Dag af øredøvende Kraakeskrig. Fuglene fløi i massevis op fra Skogaasen og fór vildt skrigende i en Halvrunde over hendes Hode op imod Himmelen for atter at fare tilbage og dale ned paa de samme Grene deroppe. "Margrethe!" - raabtes der vildt frydefuldt ud fra Sideveien, hvor Niels dukkede op, og hun vidste, hun havde ham: "Du heroppe? Det var et deiligt Syn i Høstdagen!" jublede han, og var i et Nu henne hos hende og tog begge hendes Hænder. "Vi ser Dig aldrig mere," - stammede Margrethe rød. "Du har ikke været paa Lindestad siden tidlig isommer. Og jeg fik Lyst til at se, om Du endnu le- vede?" "Nei, Margrethe!" - sa Niels med Vægt. "Det skal Du vide, jeg kommer ikke til Lindestad, før jeg raa- der mit eget Land . . Men den Dag tør ikke være saa langt borte nu," - lød det seiersikkert. "Jeg tænker, næste Aar, naar Du igjen plukker de vakkre Rognebærene" . . . Han tog Klasen fra hende og stak den op i Hatte- baandet. "Ellers holder jeg nok et Øie med Dig, maa Du tro . . . Jeg har sét Dig gaa ind i Byparken et Par Gange og sat mig paa en Bænk derinde under Træerne, og SIDE: 301 ladet Øinene dvæle ved Dig, medens Du gik der under Musiken, forfulgt af alle Byløverne. Det var som en Svalning for min trætte Hjerne." "Var det den Dag, de festede for Fremings ny Staal- damper, der gik af Stabelen?" forhørte Margrethe. "Jaha. Jaha." "Og den Dag der var Sangerfest?" "Jaha." "Da saa jeg Dig begge Gange, Du," - lo hun . . . "Svartøiet, svarthaaret og mørk i Huden," - hviskede det i hendes Tanker. "Ja, det Kast med Hodet!" - udbrød han pludselig i Hede. "Jeg ser Ligesom et Skimt af Astrallegemet i det, føler mig med ét som foran et Eventyr. Men Nøglen, som skal lukke det op, maa smi'es af Guld. Og jeg kjender, jeg har Hanken i Haanden!" lød det med et triumferende Greb i Luften. "Og Eventyret, - Eventyret, Du! - Jeg kommer lige fra det med Mudder og Smuds opefter Klæderne . . . Aa, hvor Du kunde friste mig til at snakke, - slig som Du staar der saa deilig og klog . . . For at behage Dig . . . smigre mig til et Smil fra dine røde bueformede Læber, der tilhører ligesom en særskilt høiere Menneskerace," - lød det hedt. "Pas dig nu," - sa Margrethe leende, - "at jeg ikke bekjender, at jeg bedst liker en mørk, svart Men- neskeart." Niels stod betænkt og holdt hendes Haand . . . "Jeg siger Dig, der ligger Eventyr under alt, bare vi kan se!" udbrød han. "Ogsaa vort Eventyr, Du . . . End om der rykkedes som et Gardin tilside, saa Du med ét saa udover en hel nyskabt Dal, hvor Fabri- kerne durede og Skorstenene røg helt nedover til Sjøen. Og saa . . . Og saa, vide med sig selv, at én har baaret Tanken frem fra den allerringeste Begyndelse, - slig helt fra Kimen af. Et Sted eiet aandelig paa det Vis, vilde være tusen Gange dyrebarere, end om det var kjøbt for Guld." SIDE: 302 Hun maatte stirre paa ham . . . Det sprudede og funkede i Blikket - "Nu gaar jeg, Niels!" - brød hun pludselig af . . . "Det var bare det, at jeg trængte saa haardt til at se Dig," - lød det, som hun alt var nede i Veien. Da hun skulde slaa ind paa Stien, vendte hun sig . . . Deroppe stod han paa samme Plet. "Brunvatne," - svimlede det for hende, - de bund- løse Øinene . . . Farten sagtnede omsider. Der steg en Jubelens Bølge i hende . . . Hun gik og nynnede, følte sig saa meningsløs glad. Hun maatte gi det Luft, sætte sig ned og puste ud . . . Hvor var ikke den farverige Høst deilig. Hvor laa ikke Eftermiddagshimmelen luende rød i Træstam- merne, - hvor var ikke den hele Verden herlig . . . Men det var slet ikke saadant som "herlig" eller "deilig" eller "fortryllende", hun mente, - ikke Far- ver og sligt. Det var, at det altsammen straalte Lykke ind paa hende. Lykke var Ordet! Det var Niels, Niels, som var med i alt . . . Længselen overvældede hende og badede hende og hendes overlykkelige Jord i store, blanke, rullende Taarer . . . Niels, Niels . . . - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Det var alt over Middag, da Konsulen kom hjem, - han selv som hans Hest og Kjøretøi aldeles graa af Søleskvæt, - og den ene Karjolarm knækket og for- bundet. "Spænd for Jagtvognen," - befalte han, - "jeg skal ned til Byen. Jens Visergut blir med for at holde Hesten." Konsulen var i al Skyndsomhed inde og nød lidt Middag, og byttede Klæder. . . . "Du Halvor," - sa han, som han stod med den ene Fod paa Vogntrinnet, - "Du maa bestille ny Sjæ- ker til Karjolen. Jeg har kjørt i, som Du ser, deroppe i Myrlændet. SIDE: 303 Du er jo derovenfra? Er det saa, at der er kommet Pris i Myrene deres, saa de sælger dem fra Gaardene sine, som de pludselig var blet dyrebart Guld?" "Ja, jeg har da hørt det," - lo Halvor. "Folk har snakket sig imellem om, at der er gjort Bud paa de vasholdige Myrstykkerne baade paa Norderud og Aar- stad og Bakkepladsene." "Og saa kan de herefter slippe at drage over til Amerika, for nu vokser her Velstand og Rigdom hjemme," slængte Konsulen af sig og smeldte paa Hesten . . . En Timestid efter sad han i Sofaen hjemme hos Bankchefen i hans lune Enkemandsbolig med Portræt og allehaande Minder efter hans afdøde Hustru, Kon- sulens Søster. Af og til hørtes Kanarifuglen at sætte i en Trille henne ved Vinduet. Samtalen var ordknap. "Ingenting paafærde," - undslap det Konsulen il- tert. "Ingenting paafærde, siger Du." "Nei, intet, som interesserer Banken, det jeg kan se," - bekræftede Bankchefen ligegyldig. "Nei," - gren Konsulen, - "naar den bare for- langer at dilte efter eller at sove og ikke bryr sig om, hvad der foregaar rundt omkring. En Bank burde ha til Skilt et Par gløgge Øine," - kom det med et ude- likat Blik hen paa Svogeren, - "særligt, naar den som her har sat Penge ind i Foretagendet . . . Faktum er, at de stadig har udvidet Anlægget ved at skaffe yderligere Laan, - mindst dobbelt saa me- get som Tanken var, da de begyndte. Og lever og vok- ser gjør det. De kjøber Myrlapper paa kryds og tvers nordover i Marken, - smyger sig opover som gjennem en underjordisk Gang. Bygden ser det ikke. Byen ser det ikke, - og Du og jeg er nu stokblinde, - uagtet Du langtfra tør sværge paa, at det ikke er med din egen Banks Penge, de driver det. Eller hvem, hvem skaffer Pengene. - Hvem? . . . SIDE: 304 Her er ildesindede, siger jeg," - betydede han med oprakt Pegefinger. "Om endel Aar kan hele Dalens Vasdrag være i fremmede Hænder, - omskabt til en sikker aargangs Elv, hvori der kan spekuleres for Millioner." "Om endel Aar ja!" sa Bankchefen lunt. "Jeg me- ner, Du ser altfor langt hen paa dette, kjære Ven . . . Om endel Aar, naar vi er vel placeret under Mulde, ligger kanske i det store sét baade Myrene og Elve- strygene i samme Stand som nu, - og Lindestadvan- det med." "Da kan jeg sige Dig, Høistærede, at det er en fuld- stændig bevidst Tanke, som gaar igjennem hele Ar- beidet. Og at det udgaar fra Hr. Ingeniør Niels Bjelke . . . Men," - Konsulen fór op af Sofaen og slog i Bordet, - "det skal stoppes, det skal hindres, - kvæles, hvor i den røde man skal finde Midlerne - Det skal kvæles." Han blev staaende foran Vinduet og stirre ud i Mør- ket . . . "Farvel Svoger!" afbrød han pludselig. Et Øieblik efter sad han ude i Vognen. Der hørtes et Smeld, og han rullede afsted. Konsulen var i et frygteligt Humør disse Dage. Omtrent ikke et Ord at faa af ham. Han gik der fortænkt og bed sig i Læberne. Ikke heller gjorde han sine vanlige Smaareiser ned til Byen. Han tog sine Ture nedover og tilsaa Bru- get; men kom lige distræt og mørk og fuld af Tanker op igjen. Det virkede rent nervøst paa hele Huset. Man vâk for den mindste Lyd, en Dør, som smeldtes igjen, SIDE: 305 kunde bringe Familien til at fare op og se ængstelige paa hinanden. Fruen havde heromdagen sendt Bud ned og faat Bankchefen og Wendelbos op til en Whist om Afte- nen. Men Far var ikke til at bringe ud af sine Tanker. Han var sær og ubehagelig mod Bankchefen, og rent ud umulig mod Wendelbo, - saa det skulde da ikke bli til nogen Opmuntring. De var jo ikke uvante med, at han kunde ha Ær- grelser, der gjorde Luften lummer. Men dennegang holdt det paa i dagevis! Fruen gik der beklemt: Det maatte jo være Margrethe - Hun havde altid været Yndlingen, som havde sit Frisprog, - ikke vant til at gi' sig. Men denne over- raskende pludselige Optræden af Barnet, - det var næsten som en Tvekamp mellem Vilierne, - syntes at ha' været for meget for ham. Og, naar de nu mødtes i Dørene, var hun som Luft for ham. Det blev et vanskeligt trykkende Forhold for hele Huset. Saa en Morgen fandt Fruen paa at foreslaa for Mar- grethe at ta sig en Tur til hendes Søster, Tante Jutta, og overvære den yngste Datters Konfirmation. Og Margrethe var høist villig til at komme bort en Stund. Da Fruen nævnte det for Far, nikkede han bare og sa: "Lad hende kun det. Lad hende kun det" . . . - Naaja, Margrethe var da kommet afsted. Men Far gik der lige tung og fortænkt. Nu i Formiddag havde han til en Forandring ladet spænde for Karjolen og var kjørt ud. Det var ordentlig som man pustede ud, - føltes som en Lettelse over hele Huset, da han strøg afsted. "Men han brugte altid Jagtvognen eller Trillen, naar han skulde ned til Byen," - sa Fruen til Bolette, "saa det var vel opover paa Landet nogetsteds, han drog. Og der skulde han ikke faa megen Opmuntring!" SIDE: 306 De stod endnu ude paa Trappen, da de fik se Mar- tines Pony stræve opover Bakken . . . - "Naa, - hvordan er Laaten idag?" - forhørte hun, som hun kom opad Trappen, - "samme Humø- ret? Stakkars Margrethe! Far har ladet hende gaa for- længe i udresseret Tilstand. Og nu skal hun pludselig ha Sele og Bidsel paa og indkjøres!" - forlød det, medens hun fik Reisetøiet af inde i Entréen. "Tak for en Kop varm The, Jomfru Tank!" - raabte hun saa ind af Kjøkkendøren og kastede et over- skuende Blik henover den af Kobber og Messing skin- nende komplet besatte Væg . . . "Hututu, - surt og koldt," - gned hun Hænderne. "Faa nogle Pinder i Ovnen, Grethe . . . Jeg gaar ind og tar mig en Kabal, jeg Mor, - blir, til Far kommer hjem. Vil da se, hvordan han har det." Ved Femtiden kom Konsulen endelig tilbage. Det var, som alle, ligetil Hundene opdagede, at her nu var et andet Humør. Halvor lo og Hundene gjø'de, Hesten vrinskede mod Stalden, og Ansigterne, der keg bag Ruden, var op- klarnede. Der taltes og roptes høirøstet igjen, og det forkuede i Tone og Skikkelser var borte som ved et Trylleri. Det kom alt blot af, at Konsulen kastede Svøben saa spøgefuldt uvorrent hen til Halvor og tog Trappen med et saa muntert Nik op til Martine, som stod i Vinduet. Han traskede gjennem Entréen lige ind i Stuen og fik af sig Overfrakke og Reisestøvler, - den ene truk- ket af Martine, den anden af Grethe. . . . "Jo da, det havde gi't sig til at regne nu den sidste Halvmil. Men ellers havde det været en sjel- den smuk og prægtig Tur - Middag oppe hos Wolmar paa Grong," forlød det op- stemt. "Kom til det rent tilfældig. Skulde egentlig snakket med Skogfuldmægtig Evensen. Men saa tog det ene det andet, saa jeg maatte op og se Karuds- SIDE: 307 dammen hans. Det Strøget der havde i sin Tid lig- get under Værket . . . Det var jo en hel Kuriositet og en gastronomisk Mærkværdighed . . . Karudser deroppe! Nok er det, - saa bad han mig ind i sin Ungkarle- bolig paa Karudser. Og de var sandelig baade fede og gode, saa jeg lovede mig selv, at saadan en Dam til Karudser skulde vi ogsaa faa anlagt her paa Lindestad. Og ikke før var det nævnt fra min Side, før han yderst galant indbød Dig, Mor, og mig og vore Døttre til at komme didop imorgen og besé og sætte os ind i Stellet og prøve, hvordan de smager. For Kuriositetens Skyld lod han Tjenestepigen drage op i Hoven nogle meget gamle mosede Eksemplarer fra Værkets Tid, der var for harske i Fisken til at kunne spises . . . Ja, der sidder nu den Ungkaren med - man véd ikke saa nøie - enten en eller to Millioner i hver Lomme . . . Lidt Særling, siger man, han er. Men det blir saadan en for sin Rigdoms Skyld efterstræbt Mand saa let. Han gaar ikke i Snaren bare for et smukt Fjæs. Og, er han ikke netop efter ypperste Mode i Klæ- der, - han gik i Vadmelsdragt idag, - saa er han til Gjengjæld Herre over alle de vidstrakte Grongskogene med samt Mastetræerne i Bakkeaasen, saa han kan klæde sig i Guld." Konsulen rakte ud Benene foran Ovnen og strakte sig velbehageligt. Han gned sig i Hænderne og vilde ha sig en liden Tremands Whist med Narna og Martine. Halvor fik kjøre hende hjem; det blev mørkt iaften, Maanen kom ikke frem for Skyer. Men han vilde tidlig i Seng, - havde ikke sovet godt de sidste Nætterne. "Og saa, lille Bolettemor, lidt Whisky og varmt Vand, Du. Det kan gjøre godt - ogsaa ovenpaa de fede Karudserne," blinkede han. . . . "For en pen Kjole, Du gaar i der, Barn, enkel SIDE: 308 og net, - klæder saa godt til det fine, lille Væsenet vort," - nikkede han kjærlig hen til hende. "Den skal Du ha paa Dig, naar vi imorgen reiser op til Grong." Bolette forsvandt straalende ud i Kjøkkenet for at skaffe Whiskyen. - - - Far var gaat op paa Soveværelset, og Mar- tine stod ude i Entréen og tog Reisetøiet paa. "Utroligt saa fort det kan vende sig Du!" - un- drede hun . . . Det havde været saa gjennem lunt og koselig iaften. Far i saa godt Humør og fuld af sine gamle Kvik- heder og Indfald. "Ja, og saadan som han var mod mig," sa Bolette henrykt. "Ikke til at mærke, at han savnede Margrethe, - hvad Du?" udbrast hun, som hun fulgte Søsteren til Vognen. Man havde besét baade Karudser og Husets Mærk- værdigheder, samt nydt en solid Middag. Og nu ved fire, fem Tiden rullede Konsulens Lan- dauer med de to svarte Heste for ud af Porten paa Grong. "Vi tar Landeveien nedover, Halvor!" raabte Kon- sulen, - "kjører gjennem Byen og indom Wendel- bos." "Tag Pelskaaberne godt om Jer," - paamindede han Damerne. "Her er raakoldt oppe paa Høiden." Han pakkede Plædet omhyggelig om Bolette . . . "Du sidder nu vel ikke og fryser, Barn?" lød det, idet han satte sig lunt tilrette inde i Vognen. De kjørte gjennem den tætte halvmørke Skog, og Konsulen faldt i Tanker. SIDE: 309 Han begyndte at se foran sig den lille, fine Datter, med de varme, bløde Følelser, hvis Skjæbne hans Haand nu skulde tvinge, - forraade . . . Nei, nei, nei, han vilde det ikke, - vilde det ikke . . . Lille gode Bolettemor, som han havde gjort saa lidet Væsen af. Hun var altid saa ængstelig og vaer i Øi- nene, - sky, stakkar. Det var jo Margrethe og bare Margrethe -. Men nu skulde det bli anderledes. Han la et Øieblik sin Haand paa hendes og nikkede til hende . . . Middagen og Vognduren gjorde ham døsig. - - Men hvad er det, de har isinde? - Majoren og Robert og Niels Bjelke? - rettede han sig plud- selig op. Nei, nei, det er bare Hr. Niels Bjelke! Og, naar han kommer til Roret, lægger han det ikke smaat an. Jeg kjendte Faderen og véd, hvad det kunde blevet, om den Kar havde faat raade for Legen. . . . Først griber de det an, forsigtig, stilfærdig, gan- ske fra smaat af. Og saa tar det ene det andet - Fabrik paa Fabrik, kanske . . . Alt tidsmæssigt, - elektrisk Belysning. Fyren har studeret alt i Udlan- det, han! Kjøber sig frem naturligvis . . . Vandkraft nok til at dominere hele Dalen. Grongsmyrene magter det altsammen de! Og Øi- nene paa Wolmar lyser, naar han ser Penge . . . Bare godt at faa ryddet op i de sure, usunde Strækningerne hans. Saa en vakker Dag durer Fabrikhjulene, medens Byen ligger taknemmelig og straaler i elektrisk Be- lysning. Og vi paa Lindestad faar Lov til at se paa Fænome- net og beundre Herlighederne som Niels Bjelke, den store Mand, har øst udover Distriktet, - alle de Vel- gjerninger, Elven breder om sig til begge Sider . . . Og Majoren udnævnt til Byens Helgen. Vognen fyldtes et Øieblik af en skurrende Haanlat- SIDE: 310 ter, som bragte Fruen og Bolette til at fare op, der de sad inde i Halvmørket. Aldrig. Aldrig. Hjertet maatte før revne . . . Det blir ikke Knut Ulvung det! "Du Halvor!" - skreg han pludselig, - "er det Grongsmyrene alt dette med Taagen over? - Svære Strækninger." "Ja, der findes nok hverken til at hugge eller blinke ud der," mente Halvor. "Og dybe Du? - Ikke til at ta Vei over, før Isen lægger sig vel? "Aa nei da! Men da kjøres Tømmeret der i hun- dredevis af Tylter om Vinteren véd Konsulen." "Ja, ja, ja," - lød det utaalmodig . . . "Mindst fem- ten, tyve Gange saa store Myrstrækninger som dem, de ligger og graver i dernede," - mumlede han. "Det er som en hel fordækt Indsjø dette!" Landskabet optog hans Opmærksomhed i høi Grad. . . Udsigten aabnede sig nu nedover til Dalsiden med Skimt af Havet langt ude. - Inde i Byen tændtes allerede Gasblussene. De mødende og spadserende, der var ude i Skum- ringstiden, hilste ærbødigt og lidt forundrede paa Kon- sulens, der kom fra en saa uvant Kant . . . - - "Saa har vi da sét Kongen paa Grongskogen!" udbrød Konsulen, som de traadte ind til Wendelbos. "Pen Mand. Jeg er vis paa, knap de femti Aar. Slot- tet hans var nu ikke synderlig rart, - saadan en Kasse fra gammel Tid. - Men Skogen, Wendelbo, - som et Tag af Furu og Gran, saa vidt man kunde øine! Og langt oppe ser man en Fos styrte sig hvid ned i dette grønne Hav. Det er den, som ligger i Dalføret og fylder det, saa det blir et dødt Sump- og Myrlænde . . . trænger Af- løb," - nikkede han tilfreds . . . "Afløb ja, - Af- løb" . . . I denne Høstens Tid har den Mand mindst hun- SIDE: 311 drede Kjøre- og Arbeidsfolk, som hugger og blinker ud og rensker Skogen." "Han har en Slægtning til at bestyre Huset for sig," fortalte Fruen. "Men hun var borte paa et Familie- besøg nu efter Høsttravlheden. Navnet Wolmar har jo engang i Tiden tilhørt en kjendt, stor Familie, og han morede sig aabenhart ved at vise os nogle gamle rare Smykker, - Beltespæn- der og Skospænder mindst fra det forrige Aarhun- drede. Og ovenpaa i den store Sal stod et Flygel eller gammelt Klaver med Teppe over . . . Gad vide jeg, naar det sidst har været aabnet, - undredes Fruen. "Ja jeg ogsaa," istemte Wendelbo . . . "Der staar nei i den Mands Ansigt, nei, hvordan han snur og vender sig, - nei til alt menneskeligt." "Sentimentaliteter," - afskar Konsulen ham hvast. "Han kommer til Lindestad en af Dagene," - afle- dede Fruen, - "forat se paa Fars ny Tærskemaskine." "Og da faar I vise ham om i Huset," - faldt Kon- sulen ind, - "Du Mor og Bolette fra øverst til nederst, lige til Melkebod og Fadebur. Og det ny Stel med Bi- kuberne, - Bolettes priviligerede Omraade. Det vil more ham. Det er en kyndig og interesseret Mand, som tar Tingen praktisk, - ikke lever paa Vindæg og Tanker," - fulgte det med et Sideblik til Wendelbo. "Hm, hm, - han Omgang paa Lindestad? . . . det . . . det" - grublede Wendelbo . . . "Lad mig se. Lad mig tænke" . . . Konsulen og Fruen tog Reisetøiet paa. De maatte hjem, før det blev for mørkt. "Ja, der er noget," sa Martine grublende, som Forældrene gik nedover Trappen. Bolette greb med ét Martine i begge Arme og stir- rede dødbleg paa hende. "Jeg er saa ræd, - saa ræd," - hviskede hun skjælvende som i Dødsangst. Martine lagde Kaaben gjentagende Gange galt om hende . . . SIDE: 312 "Det er som jeg klæder Lig," - mumlede hun ton- løst og favnede uvilkarlig beskyttende om hende. Søsteren gled ned af Trappen . . . Grosserer Breien plirede og trak paa Hundenæsen, - stødte Cigarrøgen langsomt betænkt ud, som den skulde besés, udgrundes. Det var nu dette, som Bysnakket aldrig blev færdig med ivinter, - dette, at Særlingen paa Grongskogen var kommet i Omgangsforhold til Konsulen. Den halvgamle Enstøringen kom, ret som det var, op til Lindestad. Og Konsulen gjorde sine Gjenbesøg til Grong, - nu sidst endog med Fruen og Datteren i Familiesluffen. I Søndags havde han ovenikjøbet indstillet sin faste reglementerede Kaffewhist, da Herren til Grong ind- fandt sig i Spidsslæde. Man kunde ikke faa det til at rime, - ikke til at rime - "Igrunden ikke saa underligt," - bemærkede Breien. "Grongsmanden rækker vel ikke længere end til Fem- kort!" "Men jeg synes nu, det er noksaa sødt af Konsulens," - ivrede Fru Apotheker enthusiastisk, - "saadan at sætte sig ud over Smaahensynene. Husk, det kan være Mangelen paa Omgang, som har gjort ham til en saa- dan kantet Raring - som vi kanske egenlig skulde synes Synd i!" "Aa, da gives der vel andre Steder at placere sin Medfølelse paa end netop en Millionær, som har glemt at lade sig opdrage," - mente Fru Rektor bidende. "De mener, det skulde være saa rigtigt at føre en saa- dan ubehøvlet Herre ind i dannet Selskab, blot fordi han har Penge." "Ja, nu gaar det med det ny Moloarbeide," - hen- SIDE: 313 kastede Breien. "Konsulen farer fra Lindestad til Hav- nen op og ned, saa Slædemeierne skriger og uler paa Brostenene i Strandgaden, - op over Ørene interes- seret - Nu gaar det under Andersen, den ny Havnedi- rektøren," - plirede han. "Han havde straks Hode til at sætte sig ind i den "lokale Navigation," han . . . Den forrige, Rasting, stakkar, kom fort nok væk!" lo han. - Breien drev ind i Frøken Bjelkes Butik for at bestille sig nogle Ris Papir . . . . . . "Og hvad hører De fra Ingeniøren, Frøken! . . . Blir han den ganske Vinter liggende derinde ved det mekaniske Værksted? Han kontrollerer vel Bestillingerne paa Maskinerne til Spikerbruget . . . Og kanske andre Maskiner og- saa?" veirede og forskede han. "Han er blind . . . blind" . . . mumlede Frøkenen hidsigt for sig selv. - "Vi skal faa se. Vi skal faa se!" . . . lød det som et Orakel . . . "Jeg har sét det samme før. Naar Ulvung selv nu for anden Gang reiser ind til Hoved- staden, er det for at faa Niels's Gjerning udslettet af Jordens Overflade!" I Frøkenens svarte Øine blunkede Naget fra gam- mel Tid saa friskt, som det var fra igaar. Det var Konsulens hyppige Byreiser ivinter, der ir- riterede hende og satte hendes til Galskab udviklede Mistænksomhed igang. Breien greb pludselig til Hatten: "Om Himmel og Jord forgaar, saa blir her dog en almægtig Konsul igjen, mener De," - lo han og drev af. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Wendelbos Bredslæde svingede op foran Trap- pen paa Lindestad. Fru Martine sad dybt begravet I Pelsværk og kom for at forevise sin ny Kaabe . . . "Nei, jeg vil den Vei, Wendelbo," - sa hun, mens SIDE: 314 Pigen tog Fodposen, - "ind til Anne Veum et Øie- blik . . . Hvad siger Du. Hvad synes Du, Anne," - spurgte hun derinde og dreiede sig rundt til hendes Eftersyn. "Fineste Ilderskind. - Sig mig, Anne," sa hun pludselig dæmpet og satte sig. "Hvordan er det egentlig heroppe, - med Humø- ret, mener jeg? Her er saameget fremmed og underligt paa det sidste, Du, som jeg ikke faar Tag i . . . Denne Wolmar! - der blir gjort Stas af ham, vist? Jeg synes ikke om ham, - liker ham ikke jeg, Anne! Hvad vil han her? Og Bolette Du?" . . . "Ja, jeg toer mine Hænder, Fru Wendelbo," sa Anne hovedrystende. "Og gid alle kunde gjøre det. Her kommer Frøken Bolette og sætter sig fore uden et Herrens Ord, taus som en Stenstøtte, og naar én saa engang imellem hører et lidet forsigtigt klemt Støn, saa er det som det kommer fra inderste Hjerte- roden. Et ældre Menneske tænker saa lidt paa, hvad Ung- dommen gaar med. Og saa er det alligevel deres hele Livsens Lykke, de kaster Tærninger om . . . Hun forefalder mig lig en Blomst, som Jernnætterne har gaat over. Jeg spør mig rigtig jeg, Frue, hvad dette skal bli til?" "Ja, det spør jeg om, jeg ogsaa, Anne," - sukkede Martine . . . "Og Far, Du, han er saa urolig ivinter! Det er, som han aldrig er helt tilstede ved det, man snakker om. Og reiser og farer, gjør han" . . . "Ja, Du tænker nok det, Du tænker, Anne . . . Og det gjør jeg ogsaa," - lød det tungt, idet hun tog Pelskaaben paa Armen og gik ind. - - Konsulen stod med netop modtaget Brev fra Margrethe i Haanden og læste op af det for sin Hu- stru: "Skiture og Skøiteture!" - udbrast han. "Ikke en SIDE: 315 nyttig Fremtidens Tanke i sit Liv . . . Dufter af egen- sindig Vilie . . . Forresten, Du Narna, - min egen Feil! Den Hest, som engang har faat Lov til at spænde i Skaglerne, er skjæmt ud for bestandig. Man blir henvist til at nytte Trindsen, - som er Magten, Du," - lød det med Vægt, betydende. Han vendte sig pludselig som greben af en Tanke: "Vi lar hende bli derhenne hos Fogdens ivinter . . . Her, - her bare forstyrrer hun. Nei vil man se, - vil man se," - lød det formildet henne fra Vinduet - "Vor Ven Wolmar i flunkende ny fin bjørneskinds- dækket Bredslæde og skinnende Lygter" . . . Konsulen skyndte sig ud paa Trappen. "Hm, - hm," - mumlede Wendelbo. "Jeg indsér ikke, hvorfor Menneskene ikke skulde frygte? - med alle de Erfaringer man gjør om Verdens Underfundig- hed. Det er saamæn ikke for trygt i dette forunderlige Land under Maanen, - Lykken langtfra assureret. Men som skrevet staar: - "Tre Ting er usporlige: Fiskens Vei i Havet, Fuglens Vei i Luften og en Mands Vei til en Kvinde" . . . Men jeg skulde pege med en stor Stok paa en fjerde: En Mands Vei til Magten!" . . . - Konsulen raabte dem allesammen ud for at besé Wolmars prægtige Bredslæde med den bjeldebesatte stampende Hest foran . . . "Naar han kjøber, den Karen, saa er det prima Vare, koste, hvad det koste vil," - udtalte han kom- plæsant . . . "Magelig og god at sidde i," - lød det, som han var henne og kjendte paa Polstringen. "Og den Fæld! Aa, Du Mor, - nei, Du Bolette," - vinkede han, "Du er letvindtere. Kast om Dig Forværks Kaaben og bed Wolmar kjøre Dig nedover Alléen en Rundtur og prøve Slæden . . . Fort. Fort," - skyndte han paa. Bolette næsten flygtede ind i Entréen. SIDE: 316 "Grethe," raabte han, - "kast Kaaben om Frøke- nen. Aa bare saa løselig. . . . . . Saa," sa Konsulen og pakkede ilsomt Fælden om hende. Han gav et Smeld med Svøben og overleverte den til Wolmar. Hesten fór afsted, og den skraldende Bjeldeklang fortabte sig nedover Veien . . . Fru Apotheker, Fru Toldkasserer og Rektorinden havde leiet sig en Charabank, og i den vakkre Vaar- dag tat sig en Tur op til Grong for at hilse paa Fru Bolette. De havde ikke været der, siden de for en Maaneds- tid siden gjorde deres Bryllupsvisit. Og det kunde jo nu være interessant at faa en Tæft af, hvordan det fortonede sig deroppe. Det var blet lidt stille mellem dem, da de var kom- met paa Hjemveien fra Grong . . . Hver tænkte sit. "Jeg véd ikke jeg. Jeg véd ikke jeg," - udbrød Fru Toldkasserer omsider. "Denne uhyre Skog, kanske med Bamsen længst inde i Halvmørket, - jeg havde tænkt mig den nu, siden Eros var sluppet ind, som om en hel stængende Væg var slaat ud, og alt var blet lyst. Me-n" - "Det var vist en heldig Idé af Tante Narna, at hun havde ladet Bolette faa Grethe med sig hjemmefra," - yttrede Fru Apotheker, - "saa hun ikke følte sig saa fremmed." "Hun var saa underlig distræt, - synes I ikke, da hun modtog os: paa Trappen," - henkastede Fru Toldkasserer . . . "Grethe sa mig, da hun hjalp mig Reisetøiet paa, at hun sidder oppe paa Salen og klimp- rer og spiller paa det gamle Klaver, saa lang som SIDE: 317 Dagen er. Det er ikke saa galt at ha fundet noget at interessere sig for," - kom det forsigtig tilknappet. "At interessere sig for," - gjentog Rektorinden, - "i Honningmaaneden?" Hun trak eget paa Læben . . . "Er det ikke noget, som heder at spille sig bort?" "Ja jeg har nu intet Talent til at granske Hjerter og Nyrer!" sa Fru Apotheker med et Sideblik til Rektor- inden. "Bolette maa vist ha sin Tid til at vænne sig ind i det. Det hele kom ligesom saa hurtigt paa, - Brylluppet og alt gik for sig i saadan Stilhed, ikke engang Margrethe hjemme." "Det gjorde næsten ondt," - sa Fru Toldkasserer vemodig, - "at se det fine lille Menneske mellem alle de svære nyindkjøbte uflytbare Møbler, som stod der, saa man kunde trække sig ihjel paa den Stol, man vilde op i, - anlagt for evige Tider! Og underlig nok, det ny elegante Piano stod der; men Bolette brugte heller det gamle Klaver ovenpaa, sa hun" . . . Der kom Grosserer Breien ud fra Sjøgaden og vin- kede til dem . . . "Været oppe og set til Jomfruen, som er tat af Trol- det?" hilste han. "De siger, at han Morgenen efter Brylluppet over- gav Fru Bolette tolv Pund Nøgler at passe og for- svare." "Ja-a, - og dem skal hun bære paa hele sit Liv!" udbrød Rektorinden hedt. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Det havde været som en Sensation blandt Befolknin- gen i Byen disse Dage, at Konsul Ulvungs Fuldrigger "Clio" efter de mange Aars Fravær paa den anden Side af Jordkloden var kommet hjem til Stedet. Da Fartøjet med sine hilsende Flag og den hvide Seilmasse mod Luften gled ind mellem Holmerne og kastede Anker paa Havnen, blev den beskuet af en hel Menneskemængde fra Land og Brygge. Fra man fik Telegrammet om, at Clio var ventendes, kom der en rastløs Uro over det Wendelboske Hus. SIDE: 318 Der gjordes rent fra Tag til Gulv - efter Vinteren. Feiekoste og Vaskebøtter overalt, og Gnidning og Puds- ing gik paa med fuld Kraft. Og, naar Fru Martine ikke var midt oppe i det der, saa var hun nede i Haven og gav Ordre og anviste, medens de gravede og hakkede i den vaarduftende, nyoptinede Jord. Man beskar Hække og Træer, anlagde Senge og Bed, plantede og saa'de med en Iver, som om Jorden ikke skulde staa længere end til imorgen. Og saa var hun i ny Vaardragt høit oppe i Sjø- mandsgaderne og stod der og saa udover Havnen. - . . . Clio laa nu med strøgne Stænger og luftede og tørrede Seilene i Vaarsolen. Der herskede fuld Travlhed dernede, - aflossedes Stykgods, der var bestemt for Hjemstedet, og Fartøiet afriggedes. Martine kom for hver Gang nærmere og nærmere ned imod Havnen, - iagttog skarpere og skarpede Mandskabet . . . Var det ham med Guldtressen om Huen, der fløi saa raskt op af Trappen til Kommandobrettet? Eller kunde det være ham? - eller ham? - der var jo foruden Kaptein Witt ogsaa to Styrmænd om- bord. Idag var hun kommet helt ned til Bryggen, lige ved Ulfs Kontor. Martine greb pludselig for sig i Rækværket . . . Det var ikke til at ta feil af. Der stod han! Hun næsten segnede, næsten knælte. Det var ham. Det var ham . . . Men saa forandret! - mørk, brun som en Sydlænding, - robust, svær . . . Men vakker, vakker. Hun vaktes af, at en Mand med en Dragkjærre ropte og skreg: "Haloi. Haloi . . . Gaa afveien lidt der da, Fru Wendelbo!" Kaptein Witt blev pludselig opmærksom . . . Der gik som et Sæt i ham, medens han stirrede paa hende. SIDE: 319 Med nogle skyndsomme Skridt var han nede af Landgangstrappen og stod foran hende . . . "Er det Fru Wendelbo?" hilste han stottende over- vældet og greb til Huen . . . "Martine Ulvung?" Der indtraadte en Taushed, hvorunder hans Blik næsten nysgjerrig dvælte som forundret ved hende. Og hun saa Skuffelsen i hans Øine, hvorledes den sank og sank i ham. "Ja, det er længe siden, vi har sét hinanden," - udbrød han endelig . . . "Det var i Ungdommen," - kom det med et halvt undertrykt Smil. "Ja, De var jo bare Styrmand da! - og Unggut- ten," - yttrede Martine overlegent. "Og nu er De blet en hel røselig Kaptein, ser jeg. Et prægtigt Fartøi har De at føre. Jeg maatte jo ned og ta det i Øiesyn. Ja Farvel!" - hilste hun. "De skal vel hjem til Deres Forældre i Strømvig. Var det ikke der, de bode?" Martine stormede hjemover . . . Inde i Stuen stansede hun foran Speilet og besaa sig et Øieblik. Med ét kastede hun Hatten og fór lige ind paa Kontoret. Der faldt hun pludselig sin Mand om Halsen. Han saa forfærdet op, som om han trode, hun var blet gal. "Ja mellem os ligger alt udyrket," - sa hun bit- tert . . . "Men saa véd jeg nu, hvem jeg har at holde mig til, - skal slippe at fare Verden rundt paa en Globus," - mumlede hun, da hun igjen strøg ud af Døren. Wendelbo saa undrende efter hende: "Vi faar ha lidt Solskin, vi ogsaa, som andre Fluer," - yttrede han sagtmodig. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Der var Sus i Luften og gjærende, skabende Vaar . . . SIDE: 320 Solen brændte hed og stikkende og voldte her og der Isbrand i Marken. Det kogte af en usynlig Magt dybt inde i Træerne, sydede ør i Siljuen og løsnede Panfløiten. Smaabække, som ingen vidste af, samlede sig og svulmede op til hvide skummende Fossedrag, der styr- tede sig vildt larmende nedover. Isbrud og Spræt! . . . Knopperne smaldt Knald i Knald i alle de skjulte Vekster og Spirer, - alt det, som blindt trængte sig op for at slippe frem til Liv. De løste, stormende, strømmende Kræfter fyldte Da- gen og Dalen med en forvildende Brusen, - en Svim- mel af nyfødt, vaadt og blankt, - Glitter og Blink. - Og i Menneskene ny Længsler og Vilier . . . Ingeniørerne, som var ude og tog Mærker og Maal af Vandstanden, hørte knap hinandens Raab for den øredøvende Brusen i Luften. Det var høieste Vandstand i Myrdraget, det gjaldt om at konstatere. Man havde begyndt lige efter Isløsningen, - vilde nytte Tiden tidligvaars. Og der drønede alt enkelte dumpe Forsøgs Mineskud. Konsulen havde i Vinter konfereret og konfereret med Fagkyndige inde i Hovedstaden og engageret de første Ingeniører. Der foretoges Maalinger, - undersøgtes og forfare- des i Grunden under Myrdragene, hvor Vandet maatte mineres Vei . . . taltes om Oprenskning, Mineren og Sluser. Her dreves med fuld Kraft. Meget maatte være prø- vet og undersøgt, inden Lindestadvandet dernede laa lidet og grundt og tildels indtørret med opskyllede Sandbanker for Indløb og Udløb. Der gik store Ord i Luften. Problemet, som havde ligget over Dalen gjennem Tiderne, skulde nu løses. Men det var ikke længere Niels Bjelke og Robert SIDE: 321 Dürings efter fattig økonomisk Leilighed anlagte Smaastel der skulde føre Sagen frem. Hvad andre havde ansét for umuligt, var lykkets Konsul Ulvung med hans vældige Vilie og Kraft. Han holdt nu Grongsmyrene, - Betingelsen for det hele, i sin Haand . . . holdt den, som han kunde vride den af en Kran, - hele denne Vandmasse, som skulde reguleres gjennem Dalen. - - Der gik en høi lidt skutrygget Mand og gned sig i Hænderne: "Al Udsigt til at baade Land- og Bykommunerne vilde støtte Foretagendet" . . . - Konsulen havde været en drøi Tur oppe i Udmar- ken og tog sig nu en Hvil inde i Lænestolen, før han skulde ud igjen . . . "Kan Du ikke finde paa noget, som kunde glæde Bolette, Narna," - lød det, som han sad og legte med Kvasterne paa Stolearmen, - "noget, der kunde op- muntre hende, - beskjæftige hende, - faa Dagen til at gaa? . . . Er det ikke noget Du kunde kjøbe til hende. Liker hun en vakker Hund? Jeg drømte saa uhyggelig om hende inat. Men I havde vel git mig nogen Galskab at spise," - mente han, som han trak Ulsteren paa. Trillen stod alt forspændt. Han skulde ned til Hav- nedirektøren og afhandle et Anliggende i Anledning af Moloen. - Far var igrunden rørende ømhjertet, - tænkte Fruen; hun stod i Vinduet og saa ham reise afsted. Han var ordentlig urolig for Bolette idag . . . Ellers vil han vist nødig tænke paa den Kant. Fru Narna drog et Suk . . . Det maatte jo ha sin Tid. "Se nu bare paa Martine. Nu er hun, saamæn, tilfreds og virksom og ivrig nok. Wolmar er jo baade snil og medgjørlig . . . Bolette kan faa det som Perler i Guld, naar hun bare kom- mer over dette første Pustet." SIDE: 322 ""Solen paa Lindestad" var blet frygtelig vakker," - forlød det nede i Byen, da Margrethe en Dag kom hjem med Dampskibet fra Besøget hos Fogdens. Ansigtet noget magrere; men med endnu mere Magt. Halvor stod der og ventede med Hesten, og hun hastede op i Trillen, spændt paa Hjemmet. Margrethe havde en Følelse som om alt var foran- dret, da hun kjørte opover. Da de dreiede ind af Porten, kastede hun Øinene angstbetaget op til sit og Bolettes Soveværelse. Hun syntes, hun maatte se et Skimt af hende der . . . Aa, dette var saa fælt, saa fælt . . . Hvordan havde hun saa ynkeligt kunnet opgive sig selv? Der faldt ligesom noget saa graat over Far og Mor . . . - Oppe paa Soveværelset stod Margrethe længe og saa sig om. Der var blet rummeligere og saa ensomt . . . Graa- den sad som endnu i Væggene. Bolettes Seng og fine Chifoniere, som hun havde faat til Konfirmationen, var borte, - og alle hendes utal- lige Smaating. Ogsaa Rammen, der dannede en Vifte med de forskjellige Fotografier, hvor hun bag et an- det saa vel havde forstukket Stenvigs. Og alt dette var gjort, udrettet, gjennemgaat og gjennemlidt, medens hun havde været borte! Nei, det var ikke til at fatte. Hun blev siddende med Hænderne i Fanget og se og stirre i det . . . Og var Niels kommet? - brød det lysende op i hen- des Tanker. Han maatte være kommet, - maatte være kommet! Hun sprang op og begyndte med Iver at pakke og ordne bort sit Tøi. . . . Mor havde sagt, at Bolette vilde komme ned fra Grong for at hilse paa hende. - Fra Grong. Hu, hvor skrækkeligt . . . Fra Grong! En Stund efter var hun nede og holdt Gjenkjen- delsesscene med Hundene og alle Dyrene. Og siden SIDE: 323 resolut inde hos Anne Veum for at faa noget ud af hende. Men Anne vendte idag urokkelig den døve Side til. Pludselig hørtes et Kjøretøi nede i Veien. Margrethe fór op paa Soveværelset. Hun vilde ikke træffe Bolette dernede mellem de andre . . . Lidt efter tog det i Døren, og en liden forpint Skik- kelse gled ind. Hun saa næsten ikke op. Og Margrethe, som havde tænkt at spørge om saa meget . . . Hvor kunde Du . . . Hvor kunde Du . . . formaade blot at ta Søsteren i Armene og høre hende graate, graate, graate . . . "Jeg turde ikke gaa i Lindestadvandet . . . som Tante Kaja," - hviskede hun. - - Søstrene blev siddende der sammen. De havde begge Hjertet fuldt af det, de kunde betro hinanden. Og da Margrethe saa kom til at berette om Vinte- ren paa Fogedgaarden og Fætterne og Kusinerne, blev det næsten som i gamle Dage, - Omverdenen og alt glemt! Men, som Aftenen faldt paa, og Bolette sad der alene i Trillen, lød det hjælpeløst bedende: "Du kommer snart op til mig, Margrethe . . . Du kommer imorgen" . . . - - Konsulen var i en Travlhed. Han hilste venlig og hjertelig, om end noget kort paa Margrethe. Ved Aftensbordet var han ivrig optaget og snakkede med Ulf om de ny Vanskeligheder ved Moloanlægget. Indløbet befandtes stadig ikke dybt nok. Han var optaget og træt, tog sig efter Maden en Cigar og gik tidlig op paa Soveværelset. - Det var saa deiligt at være kommet hjem og sove i sin egen Seng, syntes Margrethe. Hun blev liggende med Haanden under Kinden og stred med Søvnen. Det kunde ikke vare mange Dage, før Niels kom. Isløsningen var jo alt over og Marken bar. Det havde SIDE: 324 hun speidet efter og forvisset sig om paa Kjøreturen hjem idag . . . Hodet sank ned paa Puden, og Drømmen tog hende ind i sin Verden. Hun og Niels gik sammen oppe ved Brunvatne . . . Det var slig, sa Niels, at hver ung Jomfru, som vovede at skue ned i Tjernet, naar Fuldmaanen skin- nede, vilde faa se den, hun skulde ha i Verden. Hun blev saa angst. End om hun ikke kom til at se Niels! Men han førte hende selv hen til Bredden. Det var nødvendigt, sa han. Og saa var der pludselig ingen Maane! Alt det, hun stirrede og Øinene ledte i Vandet og i den brune Grund, - hun saa til sin Fortvilelse intet. Det var Furutræet, som skyggede, sa Niels. Da hørtes der pludselig et uhyggeligt Skrig, som af en Lom, der ulende fløi henover Vandfladen. Hun vaagnede opskræmt . . . Jovist var der noget som skreg! Hun blev siddende i beklemmende Angst og lytte, som hun ventede, det uhyggelige Varselsskrig skulde gjentage sig. Der var halvlyst i Værelset. Svage Skygger af Stole- benene strakte sig søvndyssende som Streger henover Gulvet. - - - - Det var først langt ud paa Morgenen, hun vaagnede. Nede paa Bordet i Stuen laa Posten og øverst paa den et Brev - Hun saa det straks, - den brede Udenpaaskrift! - og styrtede ovenpaa med det. Niels's Haandskrift - og saa uskjult sendt i Po- sten . . . Hun blev som Is, - satte sig ned og knugede det, - kunde neppe aabne det for Skjælven. "Kjære Margrethe! Du med den rene Pande, de dybe Øine og ædelt baarne Hode, som min Sjæl inderst taler med. - SIDE: 325 Der er noget i, at man kan se sin Engel. Du har været min fra den Stund, Du som halvvoksen Pige begyndte at gaa igjen i mit Hode og min Fantasi! Det var altid Margrethe Ulvung, med hvem jeg skabte mine Eventyr om, hvad Livet kunde føre til, talte med og betrode alle mine Tanker, - alt, hvad jeg kunde drømme om. Jeg følte, der brændte en Aand i mig, som uryggelig vilde føre frem, - rydde mig Plads i Livet. Paa det var min Tro ubøielig, - der skulde staa en Gjer- ning efter mig. Kjære, deilige fribaarne Margrethe! . . . Nu kommer de tunge Ord, som jeg mindst af alt vilde have udtalt over dit Hode. Og tilgiv, om der staar Kulde og drypper Bitterhed. Det er fra en Mand, som er forurettet i sin Evne og sit dybeste Kald, - sit Geni, vover jeg at sige. Istedetfor den Herre, som drømte om at komme i Guldkaret og hente Solen paa Lindestad, gaar her nu en Mand, over hvis Hode alle Forhaabninger og Livs- illusioner er ramlet sammen. Mit Værk, min store Livsplan, det, som al min Tanke og Evne har glødet i ogsaa som en Arv fra min Far, - er det nu Konsul Knut Ulvung som udfører. Der er intet at sige paa det! - Han har Penge, han har Magt . . . Uheldigt, at vi begge skulde ha den samme Idé . . . Der er mig ingen Uret sket. Det er med noget som Dødens Stilhed og Ro i Luf- ten, jeg skriver dette, og begraver alt det kjæreste i mit Liv. Skjæbnen har slaat en Brist mellem os, - en ubo- delig Revne. Jeg sender dette Brev fra England ifærd med at gaa til Amerika, - ta Kampen op paa nyt der. Der er Glemsel i et ordentligt Kraftarbeide. Kjære, elskede, guldhaarede Margrethe, nu skal vi flyve hver vor Vei i Livet. - Om nogle Aar, - om nogen Tid vil Tanken paa SIDE: 326 vor Kjærlighed staa som en Ungdomssaga for Dig. Det byder Naturen - Livet - Men Du vil være min Fylgje og skinne for mit Øie derover i det larmende fremmede. Jeg kjender det som et Dødsgreb i mig nu, jeg siger Dig Farvel! Niels Bjelke." Opimod et Snes Aar var hengaat. Der var sust en hel ny Tid indover Dalen istedetfor den gamle, hvori Bondegaardene laa med lave Vin- duer og keg udover myrlændte vandsure Sumper, og de opkjørte hullede Bygdeveie kunde lade Karjolen lide sit Havari. En anden Tid ja, - den gamle erindredes neppe længere. Vandet var ved Minebor og Sluser underlagt Men- neskevilien, og dets nu aarvisse Vandkraft skabte sta- dig ny Undere. Byen var vokset sig større. Trafik og Rørelse flom- mede anderledes kraftig og larmende i Gaderne, - Træskibene færre og Dampere flere. Paa den ene Side af Staden havde der alt reist sig en liden Fabrikby. Og opefter Dalen durede Maskin- hjulene og var stadig nyt under Anlæg. Fra sit stolte Lindestad, hvor han tronede, kunde Konsul Knut Ulvung i sin Livskvæld sidde, saa at sige, omgit af sine egne lysende Gjerninger. De skinnede op til ham fra den elektrisk oplyste By, - fra Anlæggene, som var kommet istand ved Kraft- overføringer, og nede fra Havnen, hvor Moloen øine- des. Der var heller ingen Mand i denne By, som vilde afdisputere gamle Knut Ulvung Æren af at være Fa- SIDE: 327 der for Idéen og for ihærdig at have baaret den frem paa sine nu lidt ludende Skuldre. Men de tog feil, som trode, han agtede at erklære sig for gammel eller melde sig ud af Spillet. Han var fremdeles med i alt, - ikke en Bestyrelse eller Direk- tion, hvori han ikke stod, ialfald som Æresmedlem eller Dominant. Han bar, saa at sige, Folks Tro og Mening. Alt, hvad der omgav ham, var vendt tilbage med Seier! Det var jo saa, at et Foretagende, der ikke havde Knut Ulvungs Approbation, lige saa godt kunde slutte med det samme . . . Ildesindede er der jo overalt . . . Folk, som ikke forstod at indordne og organisere sig, kom til at lide sin Straf af selve Tingenes Medfør, - simpelthen overkjøres! Naturen ryddede selv den Sort Skadedyr af Veien . . . - - Ulf, Grossereren, sad nu dernede paa sit Sol- vang. Han var gift med Frøken Verø, Godseieren paa Strømvigs Datter. De havde forlængst Reden fuld af Børn. Det hed sig, at hvert andet Led i Ulvungefamilien var magtsyge og viliestærke. Deres knusende Kraft gik udover næste Generation . . . Ulf likte bedst at ta sin Fars Raad. . . . Konsulen tog sig sin Skumringstur, maatte ha Luft, - fik ikke sove om Nætterne. Pigstokken, som han søgte for sig med, fangede nu en større Halvkreds, og Foden sattes forsigtigere paa Sneføret . . . Han taalte ikke at sidde alene derinde, - maatte ha noget som adspredte. Han taalte ikke alle disse Tanker, som kom over ham. Han havde været en Tur oppe paa Grong idag; det havde sat ham i slet Humør . . . Han undgik helst at komme derop; men der maatte underhandles med Wolmar om Kjøb af et Par Mastetræer . . . SIDE: 328 Han gnurer og gnurer paa Skillingen; men er røis naar det gjælder noget større. Høh, - høh, - pustede Konsulen ud, - at se Bolette staa der med sit intetsigende Smil og ligesom gjøre Undskyldning for Wolmar, fordi hun ikke kan gjøre ham lykkelig. Det blev dyrt Myrkjøb . . . Hun har ikke taalt Medfarten . . . Hjerneblødhed . . . De tunge Blyøinene kan staa for én baade vaagen og isøvne - - Naa! . . . afbrød han sig og satte Stokken hvast i Sneen. Der, ret nede, laa Hermetikfabriken og lyste . . . Gaar udmærket! . . . Ny udenlandske Bestillinger. Dygtig Formand, den Jansen, - reklamerer som en Amerikaner . . . Tar mig en Tur derned imorgen Formiddag . . . Delikat at gaa og se dem lægge ned alle de gode Sager og høre Forretningen dure. Det distraherer saa godt. Det er ikke som i de unge Dage, da alt bare var som Skvæt. Tre Døttre ja - - Aa Pokker, kan ikke Tankerne la mig være i Fred. - Jeg er en gammel Mand! - skreg han . . . Naa, naa, naa - kan jeg sove til Natten paa dette? Og ikke nytter det heller at gaa til Doktoren, - humrede han. . . . Det er Maven . . . Ungen. Ungen . . . Hjertebarnet . . . Det er det tungeste. Og som én hver Dag har for Øinene. Der sidder en Isbete inde i Hjertet mod mig, - som aldrig smelter! Hun gjør sit bedste. Jeg er jo hendes Far, - men faar aldrig vide, hvor lavt én er sunket i hendes Ag- telse. - - Han var kommet tilbage paa Gaardspladsen og stod og saa nedover mod den elektrisk oplyste By . . . Høh - høh, - han truede med Stokken - SIDE: 329 De skulde vide dernede, hvordan en gammel Mand har det. Han stampede indover . . . "Naa, Goddag, Goddag," brød han fornøiet ud, som han aabnede Stuedøren . . . "Fuldt Kortparti . . . Og gamle Toldkassereren ude og farer! Naa, - hvad nyt i Byen," - forhørte han. "Intet andet, det jeg véd," - svarede Apothekeren, - "end at Fru Karen Ørnfeldt med sine tre Sønner reiste ind igjen til Hovedstaden idag, efter sit lange Julebesøg hjemme . . . Wendelbo og Fru Martine fulgte paa Jernbanen." "Karen ja," - supplerede Ulf med et sværmerisk Blik mod Loftet . . . "Karen paa Værket ser sg'u godt ud, enda hun, - salig Ihukommelse," - smilte han. "Aah," - udstødte Konsulen uvillig . . . "Lad os komme til Kortbordet . . . Whisky og varmt Vand, Narna" . . . - - - - - - - - - - - - - - - - - - Margrethe sad inde i sit hyggelige gamle Værelse paa Lindestad. Væggene var efterhaanden dækkede med fyldte Boghylder. Fra Uveiret gik over hendes Ungdom, havde hun ty'd til Læsning. Det ene drog det andet efter sig. Den ene Materie krævede Viden i den anden. Interessen fængsledes mere og mere til den Glæde, som findes i Bøgernes aandelige Værdier. Hun likte at vandre sine lange ensomme Spadsere- ture, leve med sine Tanker, - besøge alle de Steder, hvor hun og Niels havde mødt hinanden og drømme op og op igjen alt det brustne. Hun fulgte, saa at sige, sine egne Fodspor fra hine Dage. . . . Det mørke Tjern, hvorom Furuerne ludede, var Brunvatne. Der var en ung Jomfru druknet . . . Hun skulde ikke faa leve mere i denne Verden. - - Margrethes eneste Omgang i Byen var nu gjennem SIDE: 330 Aarene blet reduceret til gamle Frøken Bjelke nede i Papirhandelen. Efter Nielses Reise var den gamles Hjerte smeltet. De følte sig begge lige ensomme og forladte. Her indviedes hun i alt, hvad der vedkom Niels. De Par Breve fra ham hvert Aar var Gjenstanden for deres dybeste Interesse og Diskussion. - Idag da Margrethe sad i Trillen paa Hjemveien fra Frøkenen, var der et eget Skjær over hende, - noget som i gamle Dage . . . Brevet fra Niels indeholdt store Nyheder . . . Efter de mange Aars Kamp og Strid havde han slaat igjennem helt. Hans Arbeider var lykkedes og aner- kjendte . . . Der stod fra Brevet en egen Em - som Pusten af en Mulighed for, at han kunde komme hjem . . . Margrethe vidste ikke af Veien, hun kjørte paa, - saa ikke, - hørte ikke. Der var kommet noget svim- melt over hende . . . Var igjen Niels, Niels som i gamle Dage . . . Oppe paa Værelset brast hun i en voldsom Graad. - - - - - - - - - - - - - - - - - - Om Aftenen vandrede hun længe op og ned fordy- bet i Tanker. Omsider var hun henne i Hylden og fandt frem nogle gamle brune trykte Blade fra Madam Veums Beholdning og satte sig henne ved den lille elektriske Lampe og læste: Margrethe af Gelderen. Trende fyrstelige Herrer, han af Flandern, han af Øst- Friesland, og han, Seigneuren af Dortreckt, - red de Fri- erridt til Høibaarne Dame, Margrethe af Gelderen. Og hver stod de med deres Følge af harniskklædte Riddere i tre Dage og bankede med Landsespidsen paa Borgporten i Gelderen, - at de maatte indlades. Men den fjerde Dag fór de. SIDE: 331 Dog Margrethe sagde: Ikke tror jeg, at dette mit utpinede Legeme kan være no- gen Mand længere til Lyst og Glæde, eller at han vil knuge denne magre Skikkelse i sit Behag uden for Gods og Win- dings Skyld. Ei heller ligner min Mund længere et Rosen- blad. Og for de unge Arme og hvide Bryster, som kunde havt Favn til saa mange Børn, har jeg kun et rynket An- sigt og udgrædte Øine at fornøie en Mand med. Hvi Skulde jeg faa gifte mig ind i en Pine, som jeg først slap ud af ved Døden? Men Bispen sagde: Du er fortørnet paa din Gud, for han ikke nogensinde lod Dig finde Elskov. Men hun svarede: Jeg drømte saa grangivelig en Nat, at her i Borgen har der siddet seks Jomfruer af Gelderen, som alle hed Mar- grethe, foruden jeg, som var den syvende, - og alle havde længtet og ventet i Kvide paa den rette Ridder, som skulde komme paa Porten med den høie Hjelmbusk, - og slig hen- levet, indtil de blev gamle og graa, og deres unge Legemer henvisnede. Jeg saa dem for mine Øine alle seks med de graa Haar- totter og gule Ansigter, som engang i deres unge Dage var rosenrøde af Deilighed. Da raadede Biskopen hende hart til at gaa i Klostret ved Reingau og skjænke Kirken alle sine Eiendomme, - at hun kunde vinde den Fred, som gav hende at skue ind i Herrens Veies Forunderligheder, og hvad han med hendes Forbliven i Jomfrustand havde til hendes rette Sjælegavn ment. Margrethe af Gelderen gik ikke i Kloster. Men for Ren- tepengene af Godserne, Mons, Ledam og Slunsmaal, opret- tede hun med Underholdning til alle Tider den store, hvid- malede Stiftelse for ubemidlede Jomfruer af adelig Byrd og Stand, som monne hensidde uden Giftermaal eller Trolovelse endnu efter deres endte fem og firtiende Aars Alder. At de maatte sidde med Fred, vel vidende, at for dem banker ingen Riddere mere paa Porten. SIDE: 332 Margrethe smilte lidt, da hun lagde det gamle Do- kumentet i Hylden igjen. Ansigtet fortrak sig, som skalv en Smerte i det. Hun pressede Hænderne mod Hjertet: Niels. Niels . . . SIDE: 335 Den rullende Klode, hvor denne lille Tildragelse fore- gik, var ikke selvlysende; men tog sit Lys fra Maanen, hvilket kan forklare saa overordentlig mange af al- skens modsigende Fænomener og Forekomster i Livet der. Under de Omgivelser gik Civilisationen ved Dag som ved Nat sin mægtige Gang. Og isandhed! man kan ikke noksom beundre dens Seire op ad den Stige, hvis Trin er Aand. Her paa dette Niveau er man naa't udover Dyrets Begjær; - ialfald høres ikke Brølene. Og, om det endnu ikke er lykkedes Kulturen helt at forandre Instinkterne, saa er dog Veiene anderledes fine og mange. Man tænke blot paa Maskinerne, hvormed Krigens Masseslagtning foregaar, - hvor ganske anderledes virksomme og feiende. Og, endog indrømmet, at den ganske Dyrekreds endnu kan have sine mindende Nervestrenge i Men- neskets Bryst fra en tidligere Æra, - at til sine Stun- der Rovdyret endnu kan være vildt og ubehersket, saa det, saa at sige, tuder over hele Skogen, - det véd vi, og den Forvisning har vi, støttet til Videnskabens psyciatriske Forskning, at Tilregneligheden her sjelden i sidste Instans er Individets som frit handlende Per- sonlighed; men for en større eller mindre Del bunder i Arv eller skjev Udvikling, og maa behandles derefter. Har vi først faat underbygget os det Fundament, at SIDE: 336 Lasten mere eller mindre er Sygdom, hvor ligger da ikke Livet forstaaligt og klart for os. Hvor der tidligere raabtes paa Straf og Død og Galge, der er nu Plads for Barmhjertighed og Hospitaler. For- brydelsen anskues fra Sygesengen og Klinikens Syns- punkter. Og halve Verden vilde ligget under Kur, om der havde været Senge nok. - Fra Stuen til Kirketaarnet slaar Urværket, Time efter Time, ubevidst, om dets Slag gjælder Liv eller Død. Travlheden holder sit Luntetrav efter de fire og tyve Timers Omdreiningstid, som er vor Planet beskaaret, Urværket er astronomisk reguleret, og Livet presser paa. I fire og tyve Timer skal hele Dagens og Nattens Anliggender være klaret - alt udført, som hører Døg- net til, fra Gadefeierens og Lyseslukkerens, til hans, som for høivigtige Anliggender ikke har lukket et Øie. Og som den letfængelige Menneskehed gaar med paa dette Rundreiseri, lader den sig ogsaa overføre Illusio- ner, som den om "Eiendom" - for de sytti korte Stø- vets Aar. Ingen føler sig snydt ved at Leie gaar for Eie, naar Faredag er ude. Der leves i Spænding, haabes og slaas for Eksisten- sen henne i de afgjemte Baggaarde og Smug, som i de store Forretningslokaler, hver efter sin Maalestok, hver med deres forskjellige Lidenskab i Hodet eller Hjertet. Her skulde man jo tro, at der var Anledning nok til Sammenstød af krydsende Veie. Men nei! - Ingen Trængsel eller Uorden i Gaden, uden hvor et Ligfølge stænger Passagen. Ingen Skri- gen eller Hulken fra ham den blege Mand, der netop har mistet sin Formue paa Børsen. Han støtter sig til Væggen og holder Mine. Og hun, som gaar der med et Smil saa udsøgt let paa Taa over Gadestenene, men graa i Ansigtet, fordi hun idag mistede ham, som var hendes Livs Glæde . . . De bærer det allesammen, - hver sit uden Opsigt og Skraal. SIDE: 337 Og hvorfor? Mon ikke fordi Vilddyrene i dem er tæmmet og kuet, Tigeren blet til Huskat, Løven til store godmodige Hunde, der hopper glade over Eierens Stok, den de ogsaa faar Prygl af. Men saa gives der jo i fjerne Lande, som Afrika og Indien og oppe ved Nordpolen, enkelte efterlevende Eksemplarer, der interesserer os og afhentes til Mena- gerierne. Lykkeligvis, - den vilde Dyreverden tilhører en Fortids Æra! - - Ja, der er mange Kloder og Riger . . . Paa nogle af dem er to og to ikke længere fire, men ni eller elleve eller sytten, eftersom det gjennem Ti- derne er ophøiet til Mening. Og Kloderne svømmer lysende rundt og rundt i det uendelige blaa Lufthav. Der slipper ingen løs fra denne gule, runde snurrende Kugle. De, som bor der, har ingen Bro hverken til Mars eller Venus eller Saturn. De er sat der som i Bur, lever, vokser og dør der. Og de, som dør, ligger der i deres Kister og snurrer rundt og rundt med deres Planet i al Evighed! SIDE: 338 Og paa en af denne svævende Klodes Punkter, hvor Menneskene havde indrettet sig en By, tændt sine elektriske Blus mod Kvældens indstrømmende Mørke og det endnu stjerneløse Nattedyb, - en stor Stad fuld af Pragt og Speilglas, der huset sit Fond af Men- neskehedens Nervelys, og hvori Tidstrømmen bryder sine Idéer - I denne By, hvor Tidens Opsang gik, som en Trosse, der heistes op og firedes ned, uafladelig durende det ganske Døgn, og hvor Morgenens Skjær mødtes med dæmpet elektrisk Lys, - vaagnede hver Dag med sit ny, sin Begivenhed, sin Idé, der skulde udhamres og myntes i stort og smaat . . . Der afgav Aftenen nu sit sidste Bølgeskyl gjennem Aviserne. Restauranterne var fulde, og Ruderne sendte deres festlig straalende Glans ud over Menneskemyldret paa Fortogene, hvor øredøvende Raab fyldte Luften med et sidste Resumé af Dagen, medens Satsen i Tryk- kerierne alt stod halvfærdig til næste Morgens Kam- pagne. Den oplyste Kvæld æsede sit Liv ud, medens man- gesteds kun tynde Vægge skilte dem som lo, fra dem der graat. I dette Land og i denne By sad der just denne Af- ten et Selskab af Damer og Herrer, nærmest tilhø- rende Lægestanden og den lærde Verden, - Folk, som var stødt paa hinanden i Studietiden eller i Daglig- livets Surr og var blet hængende ved. Foreningen var aldrig døbt. Dens Navn "Sandban- SIDE: 339 ken" var, saa at sige, skyllet op gjennem Aarene og havde gjort sig selv. Der kunde man sidde og snakke og grave Evigheden ud med sin Theske. Ordet var frit, men man fik ud- luftet Sjælen, naar den havde været for længe i Trivia- liteten. - De fleste af dem, som sognede til Sandbankens Menighed, var endnu i Arbeidets hede Alder, den gan- ske Dag optat af sin Gjerning, og trængte Afveksling, - til at bli kvit Tankerne, faa sig en opkvikkende Passiar med Damerne, som freidig trakkede paa deres Lærdom og Theorier, og leve og fornye sig igjen i menneskelige, dagligdagse Interesser. "Ser De, Observator," - afbrød Fru Overlærer Ber- gendal ham, - hun var jo Selskabets Enfant terrible, - "enten jeg klør mig paa Næsen, eller De sætter den lange Kikkert foran deres, saa ser vi lige langt ind i Guds Hemmeligheder." "H-m, Fru Bergendal" . . . "Jeg spurgte engang gamle Professor Ribe jeg, om alt i Videnskaben var saa uryggelig sikkert. Men han lo og mente, at Sandheden ogsaa kunde være stik det modsatte. Saa pyt, siger jeg!" "Ribe mener saameget han, Fru Bergendal. Han mener ogsaa, at Tilværelsen gjentar sig, saa at efter et vist Antal tusind Aar, sidder De igjen her i Sofaen, gift med Deres Overlærer." "Aa, Du min stakkars Herman!" - raabte hun le- ende over til sin Mand. "Saa ulidelig kjedeligt. Tu- sinder Aar - her igjen!" "Ole, - Ole," - lød det pludselig i forskjellige Hil- sener henimod Døren, hvor den unge Doktor Stjernø og Hustru viste sig. De indtrædende var aabenbar velkomne, der stod som et friskt Veir om dem. Ole Stjernø viftede med et Brev i Haanden . . . "Naada . . . Naada?" . . . lød det nysgjerrigt fra to, tre Kanter. "Jo, - en stor Efterretning! Min Nervetheori inter- SIDE: 340 esserer. Og dermed Udsigt til Stipendium . . . Fri for Praksis i ét á to Aar, - det er en hel Evighed. Man kan gjøre Mirakler i den. Det lader til at ha tændt i Parykkerne deroppe!" Der steg et afdæmpet Haandklap og lavt Bravo fra forskjellige Pladser i Værelset: "Ole, Ole, - el Ole!" "For en Lug den Mand har! Her sidder de næsten allesammen saa haarslidte," - lød den uforbederlige Fru Bergendals Stemme lydt igjennem. To eller tre famlede sig uvilkaarlig op i Haaret. "Tag det nu ikke netop til Dem, Observator Wilse," vedblev hun. "Men det er jo Sandheden, man skal høre hel og fuld her ligesom ved Universitetet . . . Men, kjære lille Hanny, hvad gaar der af Dig?" raabte hun. "Du smiler saa sørgelig trist." Fru Bergendal satte sig ret op i Sofaen og trak hende hen til sig. "Jeg tænkte bare, hvem der altid kunde være saa munter og oplagt, som Du! Det er retnu tusind Aar, siden vi fik os en Latter hjemme hos os. At faa Ole med paa lidt Skøi, naar han gaar og klækker ud noget, det . . . Og han gjør ikke andet i denne Tid end klække og ruge omkaps med Hønsene. Han stirrer paa mig med Øine som over en Fløite, og svarer ikke, - paa- skjønner ingenting!" "Sæt bare op et lystigt Ansigt, Hanny, saa kommer Moroen af sig selv." "Hm, Du, - naar én saa ganske nylig har grædt". . . "Hvad? - Hvad siger Du" - "Du véd ikke, hvad det er at være gift med en Mand, som ikke forstaar sig paa Penge. Han feier det bare af med: Aah, Hanny, Du véd jo, vi blir Millionærer . . . Millionærer, - vi! Saa er det bare dette Stipen- diet, som er en Smule i Udsigt." Hanny havde næsten Taarer i Øinene. "Naa-aa! Der gik pludselig et Lys op for Fru Bergendal . . . "Du er jo ganske bevæget. I venter kanske en liten? Saa-aah. Pyt! - Jeg synes, Du SIDE: 341 burde være ordentlig glad, og ikke gaa der omkring og gruble og spekulere. Og Du, som har en saadan Mand! Stod der noget paa, skulde Du se." "Millionerne begyndte at regne!" - lo Hanny. "Men Du sidder nu ikke her bare for at faa mig til at rose Guldklumpen din!" udbrast Fru Bergen- dal. "Ja, det siger jeg Dem, Fru Stjernø," - forsikkrede Stipendiat Gylche ivrig, idet han bøiede sig over Sofa- ryggen, - "blir der engang Tale om en Professorpost i Psychiatri og Samfundssygdomme, saa tar jeg ikke Hatten af for nogen, men for Ole Stjernø viger jeg. Porten op for Geniet!" "Jeg Professor!" lød pludselig Stjernøs, med Lystig- hed smittende Stemme. "Nei, saalænge den Aands- tyran lever, sørger han nok for at besætte alle Poster efter sit Hode, og i sin Aand. Og, dør han, saa gjør han Testamente, hvori han indsætter den ganske Ræk- kefølge af Meningsfæller og Yndlinge . . . Nei, vær vis paa det blir Dig, Adler," - vendte han sig leende til ham. "Han har altid været indtaget i den gule Vesten din, naar han saa den skinne fra første Bænk i Fore- læsningssalen," - fulgte det yderligere løssluppet. "Og hans Villie blir eragtet hellig mindst i to Generationer." "Naa, naa, naa," - roptes der. "Til Orden! Til Or- den . . . Eller vi mulkterer Dig for din Mund, Stjernø." "Mulktere os!" - jamrede Fru Hanny. Hun var vant til at klare sin hensynsløse Mand ud af vanskelige Situationer . . . "Da kan jeg vrænge Lommen uden at finde et Øre. Nei, I faar nok finde paa noget andet, for Eksempel en Mundkurv. Ikke sandt, Adler?" Stadsfysikus Adler stod ved Bordet med et noget stivt Smil og slog gjentagende Asken af Cigaren. "Hm, Hanny," - nikkede han. "En Vittighedskilde som Stjernøs bør man helst lade surre og gaa videre. Der tør være Perler paa Bunden." Hans høie fornemme Skikkelse, med det svedige An- sigt, antog et overlegent Udtryk. "Ja, Stjernø er en Foraarsknop, som slaar ud og SIDE: 342 ikke kan for, at den endnu er grøn, nok saa grøn!" lo Fru Observator Wilse, der var ængstelig for en mis- lykket Aften. . . . "Tak skal Du ha, Stjernø," - sa Adler noget forbeholdent. De mødtes henne ved Bordet, hvor de forsynte sine Glasser. "Du gav mig saa smukt Profes- soratet. Du mener, det annammes nok, selv om det er en Smule tilsmudset." "Da har det aldrig faldt mig ind med en Tanke, at nogen anden end Du kunde komme i Betragtning der," - lød Stjernøs Svar i fuld Oprigtighed. "Paa Grund af mine passende Anskuelser, mener Du." "Javist, akkurat. Du glider derind saa selvfølgelig, som skabt og baaret til den. Du har den Professor- posten saa sikkert som Frakken din!" "Ja Tak, af de Grunde Du nys saa kammeratslig forkyndte." "Men, kjære Dig, vi faar da Lov til at spase og ta paa hinanden uden Handsker, her i vor egen fri Forening. Du har ganske andre Skaaler at øse ud over mig. Des- uden, Du, jeg blir saa sint, hvergang jeg kommer til at tænke paa dette gamle Aandstyranni ved Universi- tetet, saa jeg brækker Galde og ser rødt . . . Naa, naa, naa, tag det da ikke ilde op! Du vil nu vel ikke sige, Du ikke taaler at jeg gjør Nar af Flipperne dine, selv om det er lidt af de aandelige." Adler mysede hen paa ham fra Glasset, han rørte i og smagte paa. Pludselig slog han paa det, og den blege, høie, destingverede Mand saa sig om, indtil det blev stilt: "Mine Damer og Herrer," - nikkede han saa med Lune, - "vi ved vistnok alle af Erfaring i Livet, at der ofte følger en eller anden Storhedsdjævel med saadanne opstigende Begavelser som - lad mig her nævne vor fælles, paa Hænderne baarne, Ven og Kam- merat, Ole Stjernø. Jeg foreslaar, at vi drikker en Skaal for, at han længe maa faa beholde sin indven- dige svarte Feier, saa vild og gal og utæmmet, som bare muligt! For det er Naturkraften, der har besat SIDE: 343 ham og lader ham snakke saare meget Vaas udaf sin Rus. Jo pynteligere og tammere, - det var jo saa det lød, - han blir, des mindre Initiativ, indtil han ogsaa engang sovner af i Professorstolen, med ny vrede Guder om sig." Glassene mødtes under Klinken og Bravo. Stjernø søgte Adler med løftet Glas; men Adler havde alt sat sit hen. Observator Wilse stødte med Pegefingeren i Bry- stet paa Stipendiat Gylche . . . "Ser Du, den kunde ingen anden gjort end en saa fin Mand som Adler! Der var en ordentlig Sprække at overdække efter Stjernøs Flaakjæftethed . . . Mærkelig Mand! . . . Du har vel hørt, at han i disse Dage har udstedt et nyt Gavebrev til de Adlerske Stiftelser. Man tog ikke Sagen varmt nok deroppe . . . Forpleiningen etc. . . ." . . . "Jasaa - saa," - Docent Bjerkaas kom stam- mende frem paa Gulvet, - "saa kunde der kanske bli Plads for at faa oplæst min Afhandling om ukjendte og uudforskede Theorier for de eksplosive Stoffe." "Hjælp, hjælp," - raabte Fru Bergendal. "Vi maa stemme ham ned. Den, som vil høre Bjerkaas fore- læse, rækker Haanden iveiret! Nei, der ser De, Bjerkaas, de staar der alle med Haanden i Lommen." "Det Thema der!" - kom Stjernø hidsig til, "det interesserer mig i høieste Maade." Han havde alt aabnet Manuskriptet og stod med Ho- det nede i det, da Hanny rykkede ham i Frakken: "Men Ole, Ole da" - Fru Jutta Bergendal raabte aandsnærværende . . . "Her spøges, om De kan præstere Deres gamle Kunst, Stjernø, at bære et fuldt Vinglas paa Hodet henover Gulvet?" "Om jeg kan?" - sprat han op. "Kom an!" Fru Bergendal rakte ham Glasset. "Aah, aahaa! Jeg er saa bange for den nye Frak- ken din," - fór Hanny leende hen. Under stor Fare lykkedes Eksperimentet. SIDE: 344 "Drik med Fru Adler," hviskede Hanny, da hun tog imod Glasset. . . . "Dette kun, Fru Konstance," - udbrød Stjernø, "for at sige Dem, at jeg holder af Dem, saa jeg gjerne kunde staa paa Hodet for Dem. Det er ikke for intet, vi har siddet paa Skolebenken sammen, William og jeg -" Resten svandt bort i Støien og de lystige Udbrud nede ved Døren, hvor Prosektor Jerwis traadte ind . . . "Neida, - neheida," - raabte han bukkende og buk- kende, eftersom han vandt frem i Stuen. Det ær- tende Lune lyste ham ud af Øinene . . . "Kommer desværre tilbage igjen til Dem Fru Ber- gendal, som den samme forstokkede Materialist som sidst, vi disputerede Dissekerkniven den -" Han trak opgivet paa Skulderen. Damekredsen udvidede sig pludselig under et sam- stemmigt "Fy!" "De maa ialfald indrømme at Deres Materialisme er som det visne Figentræ. Det bringer intet nyt! - ivrede Fru Bergendal. "Noget nyt. Noget nyt!" - repeterede Prosektoren. "Den Nyhedsfeberen er da en incurabel Sygdom i vor nervøs-hysteriske Tid . . . Nyeste nyt," - fulgte det saa frækt, - "er at man kan maale Hjertekraften hos nyfødte Børn. Og efter den Styrke, hvormed den driver Blodet gjennem Le- gemet, kan man forudsige, hvad den lille Fyr, - Mo- derens Drøm og Haab," - bukkede han, - "kan naa i denne Verden, efter Gradestregen paa Instrumentet, - fra en Napoleon eller Nelson, og nedover til Svag- linge, der er fødte til at smøre Haser og kovende i al sin Gjerning. Er ikke det noget nyt?" Hans Blik svævede over Fru Bergendal. "Og sidst var Hjertet et Pumpeværk, og Kjærlighe- den bare plus og minus Elektricitet, der tiltrak hinan- den!" - raabte Fru Hanny over til Ole, i Erindring SIDE: 345 om forrige Gang, da der holdt paa at gaa Ild i De- batten. "Det er vel det, at han er Enkemand og barnløs," - undslap det Fru Observator eftertænksomt. "Tingen er endnu ikke gaat over hans Hjerte. Der skal mindst to skrigende Børn til, før de naar til at bli hørt af en saadan lærd Herre. Det er, som de har levet paa den anden Side af Livet. De skal opdrages, ser Du." "Store Barn igrunden," - lo Hanny. "Før maatte de jo være Helte, der løftede os op paa Sadelknappen, og myndige Herrer, man bare havde at bøie sig for . . . Ellers, Du Augusta, tror jeg, at den inderste Følelse er, at vi i Stilhed undrer os over hinanden, - Mændene over Konerne, og Konerne over Mændene. Vi tilhører alligevel hver et fremmed Land, om vi end kan hvile os under det andet Lands Palmely." Prosektor Jerwis gjorde sig den ene Tur efter den anden hen til Whiskybordet, og kom stadig mere rød og frydefuld tilbage. "Javist undrer de sig over hinanden," - faldt han pludselig ind, - "og udspeider hinanden og sanker Vaaben til deres Væsens inderste Strid - naar Luf- ten fyldes med det før utænkte - Grusomhedens Lyst i Menneskebrystet . . . Det lød saa smukt dette Udtryk: undre sig over hinanden," - mumlede han nikkende, - "overdækker saa deilig Virkeligheden. Jeg offrer en Skvæt af mit Glas for de fromme Mænd, som betragter Tingen videnskabelig" . . . Han henfaldt til at stirre i Glasset, som det kunde være et Akvarium . . . "Naar der bare ikke var dem, som tog Tingen liden- skabeligt! - koste, hvad koste vil, - enten Du eller jeg! Aah, hvor de forstaar at pine og martre hinan- den." "Hvad Du, hvad Jutta! Han ser mig godt ud til at være skadebrændt selv," - hviskede Fru Observator. "Se nu bare Adjunkt Essen," - vedblev Prosektoren med Øinene spørgende først paa den ene og saa paa den anden. "Det faldt som en Bombe over Byen, da SIDE: 346 det hed, at han pludselig havde tat Livet av sig . . . Han? - den bedst situerede Mand, og i det lykkeligste Ægteskab? Men det kunde dog være et Mysterium at løse, hvorfor Manden havde hængt sig lige i Sovekam- merdøren, saa Konen maatte støde paa ham, da hun kom hjem." "Fy, fy, fy," - lød det gysende fra Fruerne. "Ja, undskyld, mine Damer. Jeg paastaar intet, - tilader mig kun at stirre i det." Han strakte pludselig Hals, og det snedige Øie my- sede speidende: "Hvad . . . Hvad beha . . . Er det ikke Hummer, de serverer der paa Faderne?" Prosektoren greb ilsomt sit Glas og forsvandt op- over. "Tænke sig, Du Augusta," - udbrød Fru Bergendal, - "han var saa tynd og mager, - bare Skind og Ben i Konens Regjeringstid. Og nu, rund Mave og Mad. Han er slaat om fra Kjærlighed til Gourmanden. Man placerede sig nu om et hyggeligt Aftensbord, hvorpaa alskens gode Sager. "Nytrukket Torsk er unægtelig en Delikatesse, Fru Stjernø," ræsonnerede Jerwis. "Men det er røget Ør- ret ogsaa! Og man kan kun forsyne sig med én af Delene . . . Jeg siger, det er Ynk at maatte resignere paa en saadan Herlighed!" - klagede han, idet han lod Fa- det gaa sig forbi. "Det for mig bestemmende er, at ingen kan anrette Torsk saa lækkert som Værten her i Sandbanken." "Isch, det er ordentlig ækelt at høre Dem tale saa begeistret om Mad!" - udstødte Fru Bergendal. "Tja, hver sin Trøst, Frue!" Fade bares om, og Knive og Gafler støiede under et Jag af Opvartere. . . . "Men kjære Hanny, kan Du ikke engang spise lidt af den kolde Rypen," - nødede hendes Mand hende, halvt hviskende over Bordet. "Forstaar Du det, Augusta?" - sa Fru Bergendal SIDE: 347 betænkt . . . "Kan ikke spise saameget som et Rype- ben, - men reiser til Udlandet for et helt Aar -!" "Forefindes ikke nogetsteds En, som heder Lykkens Pamphilius?" - faldt Stjernø ind. "Jeg føler mig som ham ikvæld! Og for en Lykkens Pamphilius, Fru Bergendal, er ingenting umulig. Tro De bare, han greier det nok! Ser Du, William," - hviskede han fortrolig til sin Ven, idet han dreiede sig halvt paa Stolen mod ham, - "Stipendiet kom saa forfærdelig beleiligt . . . Er det ikke mærkeligt, hvor forskjellig man føler det med Modet, eftersom én har eller mangler Penge? . . . Igaar havde det været mig en Umulighed at tilstaa Dig, hvor lav Vandstanden stod hjemme i Huset. Jeg forsikkrer Dig, for tolv Timer siden var jeg en levende Hare. Og nu, jeg kan næsten ringle med Stipendiet i Lom- men! . . . Ja, ja, - saadant er jo at betragte som en af de Sultens Kriser, Videnskaben by'r sine Dyrkere, og som ikke er at ta' Hensyn til. Hanny klager over, at jeg negligerer min Praksis; det andet gir ikke Penge, siger hun. Hun lokker med, at jeg maa skabe Penge først, saa kommer Tid og Fred for Forskningen bagefter... Ganske kvindelistigt sagt, - hvad? Men jeg faar nok bedre vænne mig til at se min Hanny graate. En Videnskabsdyrker maa ikke være for kuldskjær!" William Adler sad med sit smukke Smil og Blikket noget stenagtigt, medens han lod sig slæbe med, og saa sig draget længere og længere ind i Heden af sin Vens Fortrolighed. "Naar man har saa megen Tro at bære ind i sin Lade, saa kommer den Smule Penge nok ogsaa drat- tende fra Himmelen," - lød det, som han stille maalte ham. "Netop. Netop, - i Medfør af selve Verdenshushold- ningen," - ivrede Ole. "Den, som faar en Idé at for- svare, benaades ogsaa med Midlerne, - finder dem, SIDE: 348 - uventet ja! Men i Naturens Ordning forudsat og lagt tilrette . . . Men en Skeptiker, som Du, finder heller ingenting - selvfølgelig," - drev han lystig paa. "Og derfor har en slu Natur sørget for, at Du fødtes med Penge. De daler ikke ned over dit Hode, om Du kom aldrig saa stærkt i Knibe. Du ber nemlig ikke om dem paa en ideel Troendes rette Vis," - lød det løssluppent. Adler viftede sig stærkere og stærkere over Ansigtet for den stærke Hede. Han var bleg og Holdningen reserveret. "Ja, Du er jo et privilegeret Menneske," - sa' han med et ironisk Blink i Øiet og reiste sig fra Bordet. "Men Tak for ikvæld! - Lad os nu gaa hjem, Kon- stance!" Der blev almindeligt Opbrud. Prosektor Jerwis vaklede noget som i Sjøgang, da han stilede bortover for at faa Overfrakken paa . . . Han bemærkede i den Anledning de Solons vise Ord, at ingen skal prise sig lykkelig, før han er vel iseng! Den glatte Gade laa derude mange til Fald . . . Flere og flere lavede sig nu til at bryde op. Og ud fra Entrédøren paa Sandbanken myldrede en Stund efter et livligt Følge, der her ved Udgangen havde et sidste Ord at sige eller tilraabe hinanden. Man snakkede og skyndte sig og trængte sig frem, - bad om Ild til Cigaren, havde Hast for Kulden. Et Par af Herrerne tog straks Têten, Læger, for hvem det presserende gjaldt at naa frem inden sidste Sporveistid, for at kunne aflægge et belovet Nattebe- søg ved Sygesengen. Selskabet spandt sig stedse længere ned over For- togene, indtil den ene efter den anden skyggeagtig for- svandt inde i Sidegaderne, og Rækken tyndedes . . . Træerne i Alleen stod sorte og tynde og bladløse i den døsig oplyste Nat. Stipendiat Gylche fulgte Adler og Fru Konstance hjemover, idet han paa det mest enthusiastiske under- holdt dem om Ole og hans Geni. SIDE: 349 Da han endelig dreiede af til sin Gadedør, undslap der Adler et Lettelsens Suk . . . "Jeg havde en Fornemmelse, som han hele Tiden gik i Benene paa mig. Du forstaar dog, at Fyren er en Karikatur, Konstance? Jeg forlystede mig med at se hans Skikkelse paa Sneen yderligere forlænget og forstrakt i hans Jag efter at være aandelig paa Moden, og tude med de andre Ulve om Ole Stjernø og hans store Fremtidsmuligheder." "Ja, er det ikke akkurat ham jeg har gaat og tænkt paa hele Veien," - udstødte Fruen. "Saa? - Hvad Du? - Synes Du kanske, han var -" "Om jeg synes -" "Aa, man maa ikke være for ømfindtlig, Konstance," - sa han koldt. "Naa, - jeg synes, Du nok saa net fik Vesten knap- pet om Dig," - lød det indigneret. Adler stansede pludselig og saa hende bleg ind i Øinene: "Den gule Vesten, Du, tør bli ham en Nessus- skjorte" . . . De skridtede tause ved Siden af hinanden, medens den kolde Nattetaage lagde sig tungere og tungere dæk- kende for Udsigten. "Du glemte selvfølgelig at sige Farvel til Hanny", - brast han uventet ud. "Det er vore Venner dette, ser Du, - saagar vore bedste Venner. Han betrode mig sit intimeste, vrængte sin ganske Sjæl for mig . . . Saa vi maa gjøre Gjengjæld, Konstance!" SIDE: 350 Naar Stjernerne i den store, stille Nat hvælver deres evige Bro over Fæstet, da begynder Livet i Skogen . . . Maar og Ilder lister sig op ad Stammerne ind i Fugle- rederne. Uglen faar sine skarpe Briller paa og slaar ned. Nattens Kræfter rører sig og fylder den med Brøl, - Løvens og Tigerens, Ulvens og Pantherens, Jervens og Gaupens Blikke tænder sig som Gløder i Mørket. Og fuldt af skjælvende, saligt Livsbegjær gjør Dyret det vældige Sprang, som knuser Byttet og lader det beruse sig i dets Dødsskrig. Nu er det mørkt, og halve Skabningen raaber: Blod, Blod! Den Lidenskab og Lyst er sat ind i deres Aarer og Muskler og Nerver, sammen med Sultens og Selv- opholdelsens Trang. Vi er sat her under Kampens Tegn. Selve Livet, det sig evig udviklende, det evig fødende og evig sluk- nende, nødvendiggjør det. Løven spørger kneisende som en Konge: Med hvad Ret vil I forbyde mig at slaa ihjel. Eller skal Livet, den store Tiger, klippe sine Klør? SIDE: 351 - I den lille, beskedne Doktorbolig sad Hanny bøiet over Symaskinen, der ensformig durede afsted. Pludselig holdt hun inde og lyttede . . . Derude i Entréen skilte han sig fra Galoscher og Stok. Saa var han henne i Døren til Konsultations- værelset, om der mulig kunde være en Patient. Lige efter stod han i Dagligstudøren . . . "Nei, nei, Hanny, ikke idag heller. De har Raad paa Tiden, de Herrer. - Og jeg, som ingen Tid har! Men gaar her med Hodet propfuldt af Idéer, som vokser og vokser. Og saa maatte traske i Praksis og gruble over Patienter, - istedetfor at vi nu for mindst en Uge siden havde kunnet befinde os ude paa Bølgen blaa, Du!" "Aah, - naar det bare er sikkert, saa," - mente Hanny. "Spikerfast . . . Spikerfast . . . Ikke engang Mulighed for at kunne glippe." Han tog op Instrumentvæsken og la den fra sig paa Bordet. - "Ja, om det var sidste Gang jeg benyttede den!" - pustede han ud. "Aa, hvad det vil sige at slave i en Gjerning, én lidet duer til . . . Man er skabt til Viden- skabsmand og blir Plastersmører. Gamle Folk skulde skydes istedetfor at faa Lov til at forsinke Verden. Det er naturligvis gamle Walvik, det hele staar paa. Men igaar var Podagraen over, og han kom i Mødet . . . Man gaar som i Længsel og Reisefeber! Og jeg sei- ler med Haakonsens Kuffert ud i Verden. Der staar SIDE: 352 just én derude paa Lageret, saa moderne amerikansk, med alle Rum baade til at knytte og knappe, - saa klogt indrettet med Plads udenpaa til Regntøi, Para- ply og Parasol. Og Prisen - gjæt! - bare 80 Kroner." "Du faar den, naar Du blir berømt, Ole," - mente Hanny. "For os kniber det nu bare om at finde en, som er billig og paa engang solid og let." "Du begriber da vel, Hanny, at, naar jeg først har Stipendiet i Lommen, gaar alt som smurt. Penge feier alt afveien!" "Jeg drømte inat, Du," - sa hun halv bevæget, - "at vi ledte og ledte og kunde ikke finde Dampskibs- billetten. Men saa stod der pludselig en Vuggevogn, med en ganske liden Pige i, og der laa Billetten!" "Nei, hør Du . . . Nei hør Du," - raabte han op- sluppent. "Vidste jeg det ikke, - det skulde absolut være en liden Pige, som i Nødens Stund kom durende slig i Kaleschevogn." Hanny svarede kun med et krænket Blik. "Du kan da skjønne, at det maatte være en Gut, som straks forstod Situationen, og havde Forstand nok til at bringe Billetterne." "Uf! Du spaser, saa én kan graate: Ikke Spor af Takt eller Finfølelse." "Fordi jeg synes, det var morsomt, om vi fik en Gut, Hanny min." "Du skal ikke ærte mig! Du kan da vel begribe, at slig som jeg sidder her alene, og syr og gjør istand, gaar Tankerne rundt og rundt om dette ene. Under- tiden synes jeg, jeg ser som et Skimt af den lille . . . Det er som en Sjæl, der venter paa at bo og bygge i vort Hjem . . . Og blir det saa alligevel en Gut, Du, skal vi ta imod ham, lige saa varmt, som jeg nu slaar Armene om Dig." "Snurrig," - yttrede han hen i Tanker. "En saa- dan liden Stakkar véd intet om den brogede Verden, han kommer ind i. De vælter paa ham saameget -" "Kan Du tænke Dig, hvad Landsmand, han kan bli', Ole! Jeg grubler ofte paa, om han blir Franskmand, SIDE: 353 Tysker eller Østerriger; - vi skal jo til alle tre Ste- der . . . Det blir som pludselig at faa Vinger, sidde paa det ene Kirketaarn efter det andet, og ta Oversigt. - Men ofte, naar jeg saadan ligger og tænker, kan jeg bli' saa angst. Der stiger pludselig et Hav af Van- skeligheder om mig." "Du mener, hvergang Gutten skal toldklareres," - lo han. "Jeg mener, det kan dog tænkes ialfald, at vi nogen Gang blev staaende alene. Her har vi en hel By, som kjender os." Han bøiede sig over hende - "Du véd nok, at lidt paa Havet maa enhver af os kunne vandre, om man har noget at tro paa og bære frem. Lidt maa enhver af os risikere i denne Ver- dens Lotteri." "Lidt?" - udbrast Hanny, - "tro lidt paa Dig! - Det er ingenting lidt med Dig, Ole! Det maa være Astrallegemet, - er det ikke saa det kaldes -, dit in- dre Syn, jeg tror paa. For neimæn om det er i det praktiske, Du har det." "Astrallegeme . . . Astrallegeme . . ." mumlede Ole distræt, som han stod og besaa sig henne fra Speilet. "Javist maa Du ha' en ny Dragt, ja," - bekræftede Hanny. "Det skal bli noget af det første, vi gjør, at bestille den, saasnart vi har Stipendiet inden Huse . . . Men alle de tunge Bøgerne," - jamrede hun. "Du maa kunne faa, hvad Du behøver, paa Bibliothekerne derude. Kan Du ikke sende hele din Bogsamling til Wilses. De har saa god Plads derude paa Observato- riet." Hun var midt inde i Dagens Gjøremaal; men stan- sede med ét opmærksom . . . Gangdøren slog stærkt i under det kolde Snefyg, og i Entréen lød høirøstede Stemmer. Hun saa med en opdragende varm Farve hen paa Ole . . . Den samme Tanke fór igjennem dem begge; - dette maatte være noget med Stipendiet. SIDE: 354 Han fattede sig hastig, lukkede op Stuedøren, og Stemmen slog med ét over i Lystighed - "Naa Gylche, - naa Prosektor! I kommer ligesom saa hængende med Ørene. Stipendiet er vel ikke rø- ket vel?" Gylche stod uden at faa et Ord for sig, og eksplo- derede endelig rasende - "Jeg siger, noget saa ravruskende! Din Ansøgning er slet og ret forkastet i denne hellige Formiddag . . . Oprørende! - Er det ikke, som de vil tyne ned al Til- førsel af geniale Muligheder, og gi' os pulveriseret Ørkensand at leve paa. Stipendiet var jo, saa at sige, alt bevilget, - ventede bare paa gamle Walviks Stor- taa! . . . Her maa offentlig Protest til!" stormede han paa. "Du lader ikke til rigtig at begribe det, Hanny," - sa Ole. Hun stod der med noget af et udgaat Smil . . . "Det er bare det, Du, at jeg maa traske i Praksis kanske enda et Par Aar. Men saa sparer vi Reisekuf- ferten," - lo han. Hans Blik sprudede af overmodig Kraft, medens han ligesom krævede den ene efter den anden til Vidne . . . "Egentlig saa forfærdeligt, at det rent skulde lam- slaa én, er det da ikke . . . Bruger de det gamle Krudt, som heder Nedkvælning? . . . Den gamle Hornugle glemmer, at han har med Kræfter at gjøre, som vil frem." Man saa op. I Døren, der langsomt faldt i, stod Fru Bergendal, fulgt af hendes Logerende, Kandidat Paul Vigten, som var kommet lige fra Universitetet. Fru Bergendal saa sig om fra den ene til den an- den - "Naa, I véd det alt, ser jeg," - brast det endelig ud. Hun blev staaende, et Bytte for sin Medfølelse og Indignation, - trængte et Udbrud i Taarer, men følte hun maatte beherske sig. Her var nok af indvendig Graad før, slig, som hun saa Hanny staa der med SIDE: 355 sit slukkede Eventyr og væltede Planer, medens hun stirrede frem for sig, og ligesom huttrede og frøs. "Ja nu véd De, Fru Bergendal, hvordan et Hus ser ud, naar Lynet har slaat ned i Suppegryden," - sa' Stjernø, der havde opfanget hendes Blik . . . "Det er naturligvis gamle Walvik selv, der har besørget Lyn- straalen. Mindst af alt vil han slippe nogen, der be- fatter sig med ny Idéer, ind paa Videnskabens Ager." "Nei, - nei, - dette er ikke bare Walvik. Her tør ha været flere virksomme Hænder om den Suppe," - lød det grundende henne fra Sofahjørnet, hvor Pro- sektoren havde sørget for at faa Plads. "Allerede saa sent som i forrige Uge havde jeg Anledning til at høre, at hans Mening var uforandret. Jeg fulgte Gylche hid, for om mulig at faa Spor af nogens Moka- cin. Jeg tilstaar, jeg har tabt Tæften, tygger og bider forgjæves mine Negle . . . For den i alle Dele veltæn- kende korrekte Mand, som har faat Stipendiet, kan ikke paa noget Vis mistænkes. Det faldt saa uventet ned paa min Ven Taarbæk, Mineralogen, som et Stykke Sukker paa Næsen af en Hund." "Og iaften har man det i Aviserne," - ivrede Gylche. "Ja, der maa tages fat - ordentlig fat! - mindst en Æresopreisning til," - bruste Paul Vigten op. "Bare den uforskammet hensynsløse Maade! - simpelthen stryge idag, hvad man gav Løfte om igaar. Engang maa den gamle Rinocerosen fældes . . ." "Ak, mine Herrer," - lød det lakonisk fra Sofa- hjørnet, - "hvor ofte tror I ikke det samme er baade skrevet og sagt, for siden at overgive Gudebilledet til en næste Generation, - bare lidt federe blevet." "Høres det ikke ud, Fru Bergendal," - lo Stjernø, - "som om Hanny og jeg pludselig skulde være kom- met ind i en Sardelæske, hvor alle vore Fremtidsmu- ligheder var lufttæt indestængte. Verden har da endnu Sol, for Pokker, selv efter denne mærkelige Hændelse". "Aa, jeg siger rigtig, Du er lykkelig, Hanny, som har en Mand, der kan faa Solskin og godt Humør ud af selv det værste," - udbrød Fru Bergendal. SIDE: 356 "Ja, der gaar han nu saa fornøiet, som de har gjort ham!" - lød det iskoldt fra Hanny. "Aa, naar Du vidste, Jutta," - brast hun pludse- lig ud, - "hvor vi har levet og længtet og glædet os i alt dette, - hvorledes hver liden Ting bare dreiede sig om det samme. Og nu, Du, staar Stuen vor ud- plyndret, og nøgen og tom for alle vore Illusioner. Og saa til en Fuldendelse, se Ole gaa der ravende endnu under Slaget." . . . "Saa nederdrægtig uheldigt!" - udbrød Gylche. "Det var naturligvis Adler, der var Manden for at ta' det op. Han har Myndigheden, og hans Force og Styrke ligger i den slaaende Maade, han kan sige sin Mening paa. Det vilde være en ren Nydelse, at se denne Stipendiesag behandlet af hans, paa engang smidige, faste og koldblodige Pen. Og saa, - væk er han! For et Par Dage siden reiste han og Fru Konstance op til Vintersanatoriet, de trængte til Hvile og frisk Luft, sa' han." Prosektoren laa paa Albuen og stirrede ud. Hans Blik kunde til sine Tider minde om Skinnet fra en Hornlygte . . . "Et underligt Tilfælde," - mumlede han, - "ingen Fiendehaand at spore. Men Faktum er, Manden lig- ger der!" Han greb sin Hat, men stansede foran Gylche . . . "Gjøre ved det . . . Gjøre ved det, mener De. Ja, da maa man kjende Løngangen, hvor Mordet er sket." "Kom Vigten," - udbrød Fru Jutta. "Bergendal gaar derhjemme og raser, tænker jeg. Og jeg vil san- delig ha' mig Nafta; jeg er saa oprørt, at jeg blir rent kvalm. - De var blet alene i Stuen, Stjernøs. Hanny sad med en Reiserem, som hun hele Tiden ubevidst havde holdt i Haanden. Han havde et Øieblik sat sig hen ved Skrivebordet . . . "Saa slaar vi sammen det Korthus," - forlød det. "Men det blir jo lidt rart at avertere: Paa Grund af . . . Paa Grund af hvad, Du? Skal jeg sætte - en gammel SIDE: 357 Professor, der gaar i Barndommen . . . Eller ændrede Planer . . . Eller skal jeg sige - Menneskenes Træsk- hed og Ondskab? . . . Som om der ikke altid lægger sig Trold iveien for den, der har noget at fare med!" udbrød han med en opstigende ry Selvfølelse. "Der har jeg Dig igjen, Ole," - raabte Hanny. "Ikke havde jeg tænkt, jeg skulde sidde glad hos Dig idag. Men, naar Du bare er modig, saa" - "Ser Du, Hanny, - den, som vælger Aandens Vei, maa ha Hestetro, - helst maale sig sin Stilling til af Bølgetoppene han sætter." SIDE: 358 Basilisken lever helst, hvor Vandet strømmer svagt over dyb Grund, og Græsset sives ud i lange Stilker. Den har en bølgende, dækkende Kappe over Nak- ken, og nok én mindre i Roden af den tynde pidske- lignende Hale. Den er efter Mythen udklækket af et Haneæg, og op- draget i Mørke, blandt Slanger, og Skaldyr med Gribe- klør. Dens Øie er sløret som over Dybets Skjultheder. Men ved Fuldmaanetid tindrer og brænder det. Og den, som da har den Vanskjæbne at møde og give sig ind under dens optændte Blik, kan for hele Livet blive besat af en ond Dæmon. Han véd ikke selv, hvorledes hans Lyst og Glæde er bøiet ind i et nyt Strømfar. Det han før med Ræd- sel og Gru vilde bortvist fra sine Tanker, i den dybeste Selvforagt, blir ham nu en mere og mere uimodstaalig Nydelse. Han føler sig lam, - ikke paa Foden, ikke, saa han maa gaa med Krykke; men lam paa det Parti af Sjæ- len, hvor Basilisken raader! For som ingen anden ser han selv, hvorledes Dæmonen træder ham under Fødder. Og han gjør hundreder af gode Gjerninger for at sone og forsone. - - Men hver Fuldmaanenat træder Fiktionen ind i hans Drøm og haaner ham og byder ham Frihed. Dog, - hans Blik brænder optændt og tindrende, som Basiliskens paa Bunden af Brønden, og han vil ikke slippe Dragningen. SIDE: 359 Paa Høiderne omkring Byen saa's endnu kun for nogle Dage siden hvide Sneflekker. Vaaren og April- lyset dirrede i Luften. Der kom Vinger og Reiselyst i Menneskene. Paa Sandbanken samledes man for sidste Gang i denne Vinter. Og der svirrede med alskens afbrudte Stumper om Udfarter tilfjelds og tilsjøs. . . . "Javist tegner jeg mig - og det for hele ti Ak- tier for at faa denne Folkesag til at gaa," - udbrød Adler varmt. "Det er en ypperlig Idé, denne projek- terede lokale, aabne ensporede Landsjernbane, som skal føre Feriekolonibørn, og jeg tænker ogsaa diverse andre Reisende, op i Fjeldluften. Der er nok af ube- midlede, som ikke har Raad til kostbare Sommer- reiser. Men jeg skammer mig rosenrød ved hvad der stil- les i Udsigt, - en Høst af ti procent pr. Aktie. Og sig mig, Prosektor," - han tog ham lunt ved Brystknappen, - "hvordan staar saa jeg, Mennesket, mig med Barmhjertigheden og de Dele. Jeg har gjort en god Gjerning og oppebærer en stor Indtægt. Det maa vel være det dobbelte Bogholderi!" "Spørg heller Observatøren om den Sag," - lo Pro- sektoren. "Han er aldeles begeistret for at kige ind i Tilværelsen. Han samler i denne Tid Aktier til et Verdens største Objektivglas, - endnu større end det, som bruges ved Lick-Observatoriet i Kalifornien. For min Person hjælper min astronomiske Videtørst sig fortræffelig med Briller Nummer syv. Ellers skal jeg SIDE: 360 indrømme Stadsfysikusen, at der gives dem, som be- skylder Livet for at være fyldt med Dobbeltspil og Underfundighed." "Huf," - sa Fru Bergendal, - "al den Sol, som skinner nu om Dagene, og saa filosofere om sligt! Der kommer Bergendal og jeg fra en Tur rundt om Hav- nen. I skulde sét for Liv! - Seilskibe og Dampere, som alle vil ud . . . Og saa det lyse Hæng af Løvspræt opover Liderne! - Det gamle Adlerske Hus laa der- oppe med Aftensolen i Ruderne. Vi kom rigtig til at tænke paa før, og nu det ligger der som Sjømands- hjem. Og paa Dem, Adler, som er født og baaret, og har Deres gamle Slægtshistorie der. Ja, nu er den Leg over, og De gaar hernede i Staden, og virker som dens Stadsfysikus og i saa meget indflydelsesrige Mand . . . Undskyld, at jeg kommer til at græde, - det er bare Vaarnerver. Men det er saa gribende at tænke paa alt, hvad De og Deres Forfædre har gjort deroppe!" "Aaja, aaja," - sa Adler hen i Tanker. "Jo mere jeg - Sønnesønssønnen - har studeret mig ind i det alt, ser jeg, hvilke meningsløse Summer der er brugt til idel Æressyge og Forfængelighed! Og den meget om- talte store Godgjørenhed med Stiftelser etc., holder, i Ædrulighed og Sandhed, saa langtfra Maal med den enkle bramfri Maade, hvorpaa Barmhjertighed øves i vore Dage. Vor Justitsraad af en Oldefar med sine Knæbukser og Skospænder og "Emilies Kilde" plad- skende i Parken blir saa liden, sét med vor Tids Øine." "Jaja, - pas Dem selv, De William Adler! Gaar der ikke en saadan gammel Mecenatskikkelse igjen i Dem, saa," - lo Fru Bergendal. "Bi bare, til De faar fornemt kridhvidt Haar! Deres Fantasi svæver altid over en eller anden god Gjerning." Man afbrødes ved at endel nye Gjæster traadte ind . . . "Hvilken Aften!" . . . Man var begeistret, - havde havt en saa deilig Tur - "Ligesom himmelske Kulisseforandringer i Aften- solen!" SIDE: 361 "Og nu, den lille blege Messingmaane" . . . - "Men det er da Maade med at faa Vind i Sei- lene, Ole Stjernø!" - slog Fru Observator Hænderne sammen, medens de hilstes. "Forholder det sig vir- kelig saa, at gamle Professor Walvik har sendt Bud efter Dem? - Og bare for Vel et Aar siden" - "Tog han Stipendiet og hele Udenlandsreisen fra mig, ja. Et Eksempel paa Livets Foranderlighed, Fru Wilse. Man kan kurere for alt; men ikke for Alderdommen, véd De. Imidlertid beseirede jeg hans Nervesmerter dennegang, saa han fik Søvn. Man har jo Opium og Kloral og Morfin . . . og man anbefaler en god Sam- vittighed," lo han. "Men jeg kunde ha Lyst til at raabe ud, - kom til mig, I, som ikke faar sove! - Jeg eks- perimenterer i denne Tid med nervøs Søvnløshed, - synes, jeg skimter noget der." "Hvad siger I, - selve Professor Walvik!" raabte Fru Konstance. "Ja, hvad skal der egentlig til for at slaa Hul paa denne Verdens Æg," - lo Overlærer Bergendal. "Byen glemmer ikke saa let det Mirakel, han gjorde, da han fik Primadonnaen ved Balletten til at danse igjen. Det er vel det, som har omvendt gamle Walvik ogsaa." "Stjernø har nu allerede flere mærkelige Nervekure at opvise," bemærkede Observator. "Ole er en Troldmand. Genialt alt, hvad han rører ved," - lød Gylches begeistrede Stemme. "Hans Hus- praksis vokser Dag for Dag som en Myrild." Adler sad urørlig med den halv uddrukne Kaffe- kop i Haanden. Sjælen i Smilet var bortfrosset, og hans smaa stikkende Øine skjød af og til et Gløt, næsten grønlig lysende indover Kredsen . . . "De har saa Ret, kjære Gylche," - udstødte han pludselig grelt. "Jeg har altid ment i mit Hjerte, at Stjernø var ganske anderledes begavet som praktisk Lægetalent end som abstrakt Videnskabsmand . . . Livet taler! -" Han blæste Cigarrøgen ud i Luften, medens hans Blik svævede koldt speidende hen over Vennens SIDE: 362 Ansigt, velbehageligt, som om han havde afleveret en Kompliment. "Saa Du. - Saa Du," - lød det forundret fra Stjernø. "Det har jeg aldrig forstaat. Desto snillere har det været af Dig, at Du har interesseret Dig for mit." "Du skjønner nu vel, at jeg ansér Dig for en genial Kraft, der bare skulde været paa sin rette Hylde. Og saa maa vi glæde os fordi vi endelig har ham der . . . Ja nu færdes Du i bedste Solskin, kjære Ven," - kom det med noget ophidset, skjælvende i Stemmen . . . "Og lever dertil som den geniale Undtagelse, der interesserer Fantasierne, langt over Hoderne paa den øvrige Lægestand, - vanker deroppe paa Videnskabens evige, isblaa Høider!" - fulgte det travesterende. - "Og Penge strømmer der ind . . ." Doktor Stjernø stod uanfægtet og mysede, som han var lidt i Tvil om, hvad Adler egentlig mente. Lidt efter sad de begge samtalende henne i Sofa- hjørnet. - "Du kan jo banke saa stort, Du vil, paa din gamle arvede Snusdaase," - mente Stjernø. "Og lad den være foræret Oldepapa af Kristian VI, - det var bare snusfornuftige Vitzer, Du trakterede med, William! Jeg vil sige Dig, at her er Du ude for noget, Du ikke for- staar. Der er Ting, som jeg - af Delikatesse kanske aldrig har betroet Dig. Men min Interesse for disse magnetiske Kræfter, som gjennem de flere Ungdom- mens Aar blev min, saa at sige, personlige Hypnose, har steget og steget som et Træ, der vokser, og med de modnere Aar formet sig som en uimodstaalig Trang til at faa disse Kræfter klarlagte og erkjendte i den objektive Videnskab. Det, som før levede hos mig kun som Følelse og Gjætning, maa jeg nu faa løftet op i Forstandens og den tilegnede Tænknings klare Lys." "Naa, - Du har sandelig forstaat at holde tæt, - alle de Aar, vi har kjendt hinanden," - lød det kort fra Adler, medens han hvast knappede Frakken - "Ikke har jeg, eller nogen anden, Anelse om, at Sa- SIDE: 363 gen var beslaat med slig en interessant underjordisk Sammenhæng, hvori din Ret og dit specielle Kald pludselig blir gjort saa mærkværdig indlysende . . . Eller, skulde det være noget, den geniale Doktor sammensætter for Leiligheden, for at kraftiggjøre An- søkningen i dette Aar, Du Ole," - lo han, medens Blikket mysede paa Vennen. "Er du gal, bindegal, Mand!" - klang Stjernøs jovi- ale Stemme. "Men forsaavidt er der noget i det, Du siger, som ikke er Løgn. Og det er, at jeg nu gaar og slider og slæber fra tidlig Morgen til sénnattes for at tjene Penge, lumpne Penge, Du! - dem jeg gnider sammen og lægger op, til jeg faar saapas gyldne Vin- ger at fare med, som kan bære i tre, fire Aar . . . Blot altid Maalet isigte." Adler sad med kneben Mund og Øine, der næsten lyste, og studerede Ole; fastholdt med uimodstaalig Magt hvert Træk, hver Gestus. Hvert talende Udtryk, som før havde fængslet og fortryllet ham, og udgjort den originale morsomme Ole, - var nu som sluknet ud, - Manden kommet under Kritikens og det lurende Hads kolde Belysning. "Jaha-ja," - sa han endelig tørt. "Skatlægge dit Klientel for, hvad Du ikke fik af Universitetet . . . Og dine ny Idéer ellers, som Du har ivret for, jeg havde nær sagt, hvad skal -" "De faar ligge der som skrigende Børn, der rækker Armene op efter Hjælp, til jeg engang kommer hjem igjen og har vundet den Klarhed, som er at finde." Henne paa den anden Side sad Fru Jutta Bergen- dal og Fru Hanny Stjernø dybt inde i huslige An- liggender. - "Ikke sige op? - Ikke flytte? - fremdeles be- holde den trange, snevre Leilighed!" - Fru Jutta saa sig om, som appellerede hun, først stum til den ene Side, og saa ikke mindre forbauset til den anden . . . "Naar Konsultationsværelset er i Brug, synes jeg, I maa ha liden anden Raad end at transportere Gut- ten ind og ud igjennem Vinduerne." SIDE: 364 "Vi var saa beskedne dengang. Du kan aldrig tænke Dig det," - smaalo Fru Hanny. "Vi maatte ta det bil- ligste med Gjennemgang fra Konsultationsværelset. Men nu har vi leiet et Værelse ved Siden af, til Ar- beidsværelse for Ole. Vi vil ikke indrette os for stærkt for Fremtiden." Hanny kneb paa Læben med et be- stemt Nik . . . "Det er mig som staar paa det. Men nu iaften hørte Du vel Stadsfysikus, - og han er en virkelig Ven opigjennem Aarene - ivre saa rent af- gjort for at Ole skal opgive Videnskaben; og da blir jeg saa urolig. For mig er det saa, at hvergang Ole siger, at vi skal flyve ud, blir jeg saa let og glad, at jeg føler mig som i en Ballon. Og hvergang de snak- ker om Praksis, blir jeg saa tung, saa tung, som bar jeg paa Bly . . . Det var engang! - Et Eventyr, véd Du - -" "Penge i Overflødighed, en prægtig Gut, Manden hævet til Skyerne," - brast Fru Bergendal ud . . . "Saa nu maa da alt være lykkeligt og vel." "Heisan! - Du mener ogsaa, at vi holder Flyttedag ind i Gosen Land," - raabte Hanny. "Men vidste Du, Jutta, den stille Angst jeg stadig gaar i. Jeg synes, de ser paa mig allesammen og tænker, at det er for min Skyld, og efter mit Raad, vi blir herhjemme i det kjære Gosen. Vi er jo ifærd med at faa Anseelse, Stil- ling og Indtægter, - har snart naa't tiltops . . . Men om Natten ligger jeg i Mareridt og drømmer. Ole og Gutten og jeg er altid paa Reise. Ole sidder paa Læsset og ser saadan dybt indadvendt paa mig, og den vakkre store Panden er badet i Sved . . . Jeg gaar bestandig med noget, som en ond Sam- vittighed. Og saa maa jeg hen til Gutten, som for at vaske mig ren. Han er jo saa himlende sød og deilig - Nei, nu reiser Ole sig og ser paa Klokken," - af- brød Hanny, "Saa skal han ud i Praksis, og jeg hjem til Lillegut." . . . Henne ved Døren ventede Adler hende med Kaaben, hun skulde hjælpes paa, og nyttede Leilig- heden til en liden Udtalelse - SIDE: 365 "Tro bare ikke, at jeg vil raade din Mand til eller fra nogetsomhelst. Jeg har opdaget ham, og jeg har saamæn ogsaa været med paa at finhøvle og slibe ham, lige siden vi sad sammen paa Skolebænken, hvor han var de Par Aar yngre end jeg. Saa jeg maa vel reg- nes for hans ældste Ven. Jeg har kun i al Beskeden- hed ment, at burde minde om, at nogen sand Lykke følger der sjelden med saadant hochüberschwenglicht, der kanske ligger over eller udenfor éns Evner og Kræfter. Naar man saa faar den Livsgjerning, man i Overflødighed er begavet for, saa - Jeg er vis paa, Du forstaar mig, - Hanny, for det er igrunden dit gode, hyggelige, fredelige Hjem frem- over Aarene, jeg tænker det kan gjælde." "Aa nei, nei, kjære Adler! Jeg misforstaar ikke din gode Mening. Men som jeg kjender ham, saa véd jeg, at hans Forskning og Tænkning er hans Liv og hans Lyst. Alt andet vilde være en Ulykke for ham, - som en udslukt Verden!" Hannys Ansigt var taarevældet, da hun skyndte sig ud af Døren. Gylche stod i egne Betragtninger og nikkede efter dem . . . "Man føler gjennem al den Mands Væsen en uvæ- gerlig Lue af indre Vished," mumlede han. "Har De lagt Mærke til de Hænderne," - sa' Fru Observator, - "saadan upraktiske og lidet vant til at ta paa Tingene. Det er som han haandterer alt for første Gang." "Sig lige saa godt med ét," - kastede Adler lystigt ind, - "at han hver Dag kommer til Verden som et nyslaat, nypræget Guldstykke. - Jojo, Geniet, - vor kjære Ole, ja!" "Saa aandelig proper og ren!" udbrast Observator. "Ja, føler jeg det ikke, som vor lille Vennekreds her ude paa Sandbanken ligesom har den Ære at føre dette store Barn frem," - kom det fra hans Frue. "Vi græ- der, naar han ikke faar Stipendium, og er i vore moderlige Hjerter meget vrede paa Professor Walvik. SIDE: 366 Og vi er glade og stolte, naar han seirer og faar sin Ret." "Og jeg," - sa Fru Bergendal, - "faar altid en Følelse af Fare, naar jeg ser ham. Det er som en Ørn, der kunde slaa ned i Kjøkkenet, og feie alting ud, et nyt Spørgsmaal under hver Grydefod, - ny An- skuelser i hvert Vingefang." "Javist," - faldt Adler ind, - "vælte den ganske Verden, som en Melkekop! . . . Jeg sidder ret og tænker paa, i hvilken straalende Belysning den kommer, som først har faat fanget en Gnist af Enthusiasmen for sig. Det er som en Ilde- brand, der fænger og fænger stedse videre og større . . . Og nu glorificeres da vor Ven Ole! Vi er dog endnu kun en liden antændt Part, nogle i vort varme Ven- skab for ham hildede Venner. Han interesserer os -" "Javist, han fortryller os!" skjød Fru Observator ind, hun var kommet helt i Hede. "Naa ja, lad gaa!" - forlød det lidt haanligt fra Adler. "Maatte han ogsaa fortrylle Professorerne, naar han nu igjen søger Stipendiet, - og det for hele fire Aar, som han forlanger - Ellers - læg Mærke til," - blinkede han, og der kom en ubehersket Harcellas i Tonen, - "der klæ- ber altid lidt latterligt ved Geniet." "Hvad der beviser dets ægte Guld," faldt Gylche gravitetisk ind. "Og som her," - fortsatte Adler mysende paa ham, - "kan lede Tanken paa den Overspænding i Troen, som kaldes Stivsind, og kanske minde lidt om en Frosk, der lægger sig paa Svøm over Verdenshavet." Stem- men skurrede pludselig, som naar man riper paa en Tavle. "Hvad var det?" - mumlede Prosektoren inde fra Tobaksskaaden . . . "Tænder man en ny kulørt Lampe under Helgenbilledet? . . . Eller var det et Grundskud for egen Regning?" . . . - Stadsfysikus havde faat en fliset Cigar iaften, - han spyttede og spyttede, - ligesom søgte og ledte. Af SIDE: 367 og til skjød et grønlig, næsten lysende Gløt fra de smaa stikkende Øine . . . "Sjelden fanger Spaakone god Skjæbne," - lød det omsider . . . "Men jeg har min hemmelige Angst for vor Ven, Ole Stjernø. Det være sagt mellem os Ven- ner, - der er kommet noget forsprængt mystisk over ham, som kan bli' ham en Fare i hans praktiske Virk- somhed, og vil komme til at umuliggjøre ham som Videnskabsmand. Mystik, Stjernetyderi, Tegn og Varsler er desværre endnu ikke kommet ind i Viden- skabens rationelle Klør . . . Han med sin uhemmede Indbildningskraft, og Publikum med sin skabende ditto holder paa at lave op noget, som Tiden atter uvæ- gerlig vil sende sin kjølende Styrt over." "Ole Stjernø Mystiker!" - udbrød Gylche hidsig. - "Den sundeste af de sunde," - affeiede Wilse. "Ja, mine Herrer," - sa Adler med et resigneret Skuldertræk, - "jeg har igrunden længe sét det . . . Prøv ham kun, gaa ham lidt paa Livet, og I vil kanske erfare underlige Ting, - næsten lidt tragiko- miske . . . Og, - ikke sandt, Fru Bergendal," - spøgte han, - "som man har Ret til at nyse, naar der er Forkjølel- sesbaciller, saa har man Ret til at smile, naar der er Latterstof i Luften." "Ja, hvad var en Hveps uden Braad?" - kommen- terede Prosektor for egen Regning, - "en høist mat Figur. Og hvad en Morsomhed, uden et Korn af Ond- skab" - "Og hvad en Cigar uden Nikotin," - supplerede Ad- ler. "Maa jeg by Dem én, Prosektor." Han rakte sit aabne Etui ind over Stoleryggen. Prosektoren havde efter Vane forankret sig mellem Damerne, hvor han, at slutte efter Pauser og Udbrud, nok førte forargelig Tale. . . . "Kan De sige mig," - sa Fru Wilse ophidset, - "hvad Interesse De har af at lægge Dem slig, som en Slange, mellem os, og mærke allehaande Ord og SIDE: 368 Udtalelser, for at sætte dem om, og brillere med dem som Vittigheder." "Ja, Frue, jeg maa jo desværre bekjende," - er- klærede Prosektoren fromt, - "at egoistiske Hensyn ikke er udelukket. Naar jeg saadan vover mig ind mel- lem Damerne, saa er det i al Ydmyghed for at lære. Der véd ingen saameget om Livet og Verden, baade den over- og underjordiske, som en passe forstandig og tænkedygtig Kone . . . Det er saa mangt, én gjerne vil ha Rede paa, - saa mange Spørgsmaal i Ægteskabssager. For Eksem- pel: - Manden tar sig for at være vittig, stadig stikke Konen med Naaler, - rent ud morer sig med det, - gjør det til en Sport. Hun lér med - til det aller- sidste, - siger ingenting; men faar pludselig galope- rende Tæring. - Lad saa Manden gjætte sig til, hvad der kan ha været iveien" . . . Han reiste sig pludselig og gik hen til Whiskybordet. "Det er hans fikse Idé, dette om Konerne," - hvi- skede Fru Bergendal til Konstance. "Der maa ha væ- ret noget mellem ham og hans afdøde Hustru. Han ender som oftest i Grublerier paa den Kant, naar han har faat tilstrækkelig Whisky" . . . - Man gik noksaa forundret der, og snakkede og meddelte sig til hinanden i Anledning af dette sidste, Adler havde indbragt om Stjernø. Gylche sad rugende med Cigaren i Haanden, og det fortænkte Blik langt ud over dens Rækkevidde . . . "Nei, nei," - udbrød han, - "en Mand med et saa sikkert Klarblik!" - "Underlig dette," - grublede Observator. "Adler er hans Ven fra Skoledagene. Og, naar en saa høit ansét og besindig Mand" - "Jeg véd nu ikke rigtig, hvad Adler mente jeg," - forhørte Fru Bergendal sig. "Er Ole blit overtroisk og ser Spøgelser?" "Er her noget i Luften?" - stak Prosektoren Hodet ind mellem Damerne. - "Noget som en Strømkænt- ring med Ole? . . . Jeg synes, jeg lugter Kristenmands SIDE: 369 Blod," - snusede han. "Stjernø staar nok for en Bussemand. Han er ikke emnet til at bli opædt af Spøgelser - buh-h-" . . . Der spurgtes efter Stadsfysikus. Kudsken var ude og forhørte, om han skulde hente ham og Fruen med Vognen iaften? "Sig, at vi gaar," - sa Fru Konstance. - "William faar saa alligevel sin Rid af Medlidenhed med Bru- nen nu i Førefaldet, saa vi maa staa af og gaa, naar vi kommer til Bakken . . . Og vi har jo det deiligste Maaneskin." - SIDE: 370 Man roper paa Fred, og Naturen svarer: Krig. . . Forfølgelsens Grusomhed er indsat i alt, hvad Liv er for at holde det aarvakt. Havet udkjæmper sine Kampe efter det kolossale russisk-japanske Princip: Silden og Torsken suser i billionvis, fra Havets ukjendte Dybder, ind i Krigens lydløse Slagfelt, - fulgt af de sprøitende Hvaler, og alle Himlens og Ha- vets ædende, rovlystne Kræfter. Kampen føres ved Fosforlys, - utallige bevægelige, smaa og store Flam- mer, lynsnart farende om hinanden i evig Uro. Lige over dette Jag til Døden, mellem Hval og Sverdfisk og Skyer af Fugle, befaler Livinstinktet, i den uendelige Fiskenes Hær, at sætte Kursen gjen- nem alle Forhindringer, lige ind til Gydepladsen. De uhyre Tab regnes for intet imod det ene: - Stil- lingen er tat, - Fiskearten sikkret! . . . Langt ude i Fjæren ligger en mægtig kveite- lignende Rovfisk. Den har alle Glugger aabne, og ud fra den strømmer stærkt Fosforskin. Den vil ha fuldt Lys paa Omgivelserne. Nu opererer den med Lyskaster . . . For der blandt Tangklaserne skjuler sig en kjæmpe- lignende Ziteraal. Den ligger og lurer. Apparatet, der gir elektrisk Lys, er nedskruet til sidste, næsten usynlige Blink . . . Nu styrter de mod hinanden. Sjøen fyldes med Blod. SIDE: 371 Men alt skriger midt i Døden: Liv, Liv. - - Det er i Zonen mellem Bølgegangen paa Over- fladen og dernede mod Dybet, hvor Vegetationen slip- per op, at denne Krig gaar for sig. Nedenfor bor den store Stilhed, gjennem hvis Mørke alt det, som er udnyttet i Verdenskampen ovenfor, sagte, stilt og usét daler ned. At Solen staar op og at Solen gaar ned, berører ikke dette Rige! SIDE: 372 Der laa Vasken guldrén og hvid, og ventede paa at lukkes ind i de forskjellige Gjemmer. Hanny var bleven stikkende i at gruble og regne midt under Arbeidet. En Tanke skjød op i hende . . . Hun skyndte sig hen og tog frem Sparebankbogen fra Piedestalskuffen og studerede den nøie. En Papirstump fyldtes med Tal . . . Minen blev mere og mere urolig og gav tilsidst Plads for en dyb Haabløshed - Nei, der var ingen anden Raad, hun maatte ind og snakke med Ole. Stjernø sad i sit vakkert udstyrede Kontor, fordybet i Arbeide. "Hør nu, Ven min," - kom det forknyt, - "hør nu, Ole, - Du skulde vel ikke ha et lidt større Beløb til- gode? - saadan stikkende halvglemt hos nogen af dine Patienter? - Tænk Dig om. Er der ikke Familier, Du kan ha Regninger paa, fra din Overflødighedstid, som Du kalder det?" "Aa, snik snak! man glemmer ikke sligt. Du vil skrabe Gryden, forstaar jeg - haaber paa Skoverne." "Ja, det er Husleien, forstaar Du, - nu om fjorten Dage." Han saa op, endnu ikke rykket helt ud af sin Tan- kegang. "Saa blir det vel ikke andet Raad da, end at vi faar ty til vor Helligdom og Skat - Sparebankbogen," - sa hun nedslagent, - "ta ud istedetfor at sætte ind." SIDE: 373 De saa hinanden pludselig i Øinene. - "Det er, som der er kommet en ond Vætte ind i Spillet," - brast han ud, - "nogen, - noget? Jeg véd ikke, hvordan det er fat jeg! Men alle disse Skuffelser og bestandige Skuffelser i den senere Tid - Ja, for det er ikke behageligt at komme til en Pa- tient, som man har tilsét, og saa, under mange pene Udtalelser og alskens Fusk, lader én forstaa, at de har antat en anden Læge, - som det hændte mig forle- den Dag. Og nu glipper Posten som Havnelæge ogsaa!" - Han slængte et Brev, der laa foran ham, ind paa Pul- ten, og reiste sig heftig . . . "Det blir dog altfor komisk dette! - faa saagodtsom Havnedirektørens Løfte Onsdag, og saa denne af For- legenhed og daarlig Samvittighed svedende Skrivelse idag" . . . Han drev op og ned - "Jeg vil over til William. Er der nogen, som kan gi' mig Lys i den Sag, maa det være ham. Hans Bror, Konsulen, er indforlivet i alt dernede . . . Og, Hanny," - vendte han sig pludselig helt jovi- alt om paa Gulvet, - "Folk som vi, der har andre Maal end de almindelige, maa finde sig i at se Vran- gen af Verden. Det er akkurat det, Du lærte i Skolen, Aktiv og Passiv - Adiø, - Adiø." - Hans bløde Hat skimtedes lige efter i Forbifarende ned af Trappen. "Stort Barn," - smilte Hanny. "Han gjør som Fly- vefisken, hæver sig over Sorgen. Men neimæn om Du, Odd, nogengang tar Feil af at le og at græde!" Hun trykkede og haandterede Gutten, nok saa varmt, som et Udbrud for Humøret. Der ringedes paa Entrédøren . . . "Nei kjære Adler, er det Dig?" - lød det overra- sket. "Og nu netop gik Ole opover til Jer." "Naada, Du Pjok, vil Du ikke kjendes ved din egen SIDE: 374 Gudfar," - hilste han, da Gutten, efter en liden Be- tænkning, strøg henover Gulvet igjen, til sine Soldater. "Pokkers kjæk Gut, Du Hanny. Bare nu den Hold- ning, hvormed han efter moden Overveielse behagede at vende mig Ryggen . . . Stikker en kommanderende General i ham . . . Jeg er naturligvis en daarlig Gudfar, som ikke ind- finder mig med en Kage i Lommen, - hvad jeg har at ta' mig ad notam til en anden Gang. Saa Du? - Ole er gaat opover til mig," - fulgte det lidt efter. "Var det noget specielt, han vilde mig?" - kom det saa ligegyldigt. Hans Blik dvælede mere og mere prøvende paa hende, medens hun lod ham bie paa Svar. "Aaja," - brød hun ud, uvilkaarlig overvældet af alt det, Dagen havde ført med sig. "Det er jo det . . . Det er jo det" . . . Stemmen blev næsten uhørlig, - "at paa det sidste synes ingenting at ville gaa for os . . . Aa, det er saa Synd i ham! - at han ikke skal kunne naa til at komme ud i Verden, som hans Bega- velse trænger, og han saa brændende ønsker . . . Si- den Stipendiet nægtedes for anden Gang har her væ- ret bare sort i sort - Vi er jo lige lystige og uforknytte, paastaar vi. Men Ole graver sig fortest mulig ind i sin Arbeidshule, naar han kommer hjem saadan krænket og saaret til Hjerteroden. Han siger, at han undertiden har en Følelse af, at man vil gjøre ham til noget særlinge- agtig, som der skal smiles af." "Saa det - biter paa ham, havde jeg nær sagt, - gaar ind paa selve Humøret -. Virkelig Du? - Han var dog ellers uvorn nok foran denne Verdens Dra- vater. De maatte opfanges en gros, sa' han . . . Naa saa, - der var ikke større Hold i det, - blot saa- dan et Kraftord til at slænges i os og imponere med . . . Din Mand maa vel ikke egentlig opfattes som en Karakter, - hvad, Du Hanny." - Han mysede næ- sten saarende paa hende . . . "Bevars, man kan være meget andet, og en stor Mand for det!" SIDE: 375 "Karakter, - Karakter?" - blaaste hun. "Man kan da ikke lægge samme Skrædderalen paa alle. Han, som ikke lever for andet, end at søge Klarhed paa alt det, som gjærer i ham. Hans rastløse Tanke hviler aldrig . . . Det er bare Synd, Adler, skrigende Synd, at en saadan længtende Sjæl skal holdes i Bur. Før var det, som Ole var Lykkens Yndling, et Søn- dagsbarn med Vind i alle Seilene. Men nu føles det rent, som vi havde en ond Trolddom imod os, - som der kogtes Seid mod ham nogetsteds. Ja virkelig er det ikke slig," - lo hun. "Men kjære Adler, undskyld at jeg klager. Det er, som man engang maa ha Luft! - Og nu, jeg har faat lettet mig, skynder jeg mig ud for at skaffe os en Kop Formiddagskaffe." Adler sad igjen med et næsten hoverende Smil. Der sad noget af Pinens Lyst i Trækkene. Blikket vandrede dvælende fra Gjenstand til Gjen- stand, stille forsigtig som paa Tigerklør, med et stedse voksende forhærdet Udtryk. Pludselig rev han sig ligesom ud af det og vak op, og hans Øine havnede velgjørende ved Guttens Leg. Den optog ham mere og mere, saa han efterhaanden vendte Stolen halvt rundt, og høist interesseret bøiede sig og saa til med Albuerne mellem Knæerne, nær ved paa et eller andet Vis at gribe ind. "Hvad er det Du glaner saa efter, Gudfar," - lød med ét Guttens Stemme. "End om jeg forærte Dig en stor Æske med Soldater, Du, - saa mange, at Du kunde sætte dem ud over hele Gulvet." "Ja, men jeg vil være General!" "Kan Du ride da?" . . . Gutten bare maabede paa ham. "Ja for en General maa kunne ride, véd Du. Han er i Spidsen for dem allesammen og rider fortest." Odd saa endnu tvilende paa sin Gudfar. "Følger han ogsaa med i Æsken?" - kom det en- delig, før han bestemte sig til at rykke nærmere. SIDE: 376 "Ja, - men vil Du op at ride, saa skal jeg lære Dig det." Og saa gyngede Odd stoltelig og høist fornøiet paa Gudfars Fod. Der forlangtes bare mere og mere. "Saadan en nydelig Gut," - mumlede Adler, da han igjen med et Tag i hans Bluse løftede ham op paa Foden, og atter fik Fart i Gyngningen, saa Gut- ten skreg af Glæde. "Slig en Pokkers bedaarende liden Herre kunde som ingenting ride sig gjennem denne vanskelige Verden," - lød det oprømt . . . "Det er Murat, - le bau Sa- breur," kom det høist anerkjendende. "Naar Gudfar bare ikke blev træt, Du, saa skulde vi huske ordentlig op under Loftet. Nu faar Du sidde paa mit Knæ lidt og leke med Urkjeden. Siden tar vi os en Ridetur igjen . . . Du er jo af de Smaagutter, som sletikke liker Suk- ker, Du," - henkastede han lumsk ligegyldig. Odds Ansigt forraadte en indre Udveisløshed, der endelig bryggede op til et - "Du har jo ikke tat noget med Dig heller!" "Ja bi nu lidt til Mor kommer ind med Kaffebræt- tet." Her lyste pludselig en Udsigt for Odd: "Sukkerskaalen, Gudfar," - sa han fortrolig. "Men Du maa gi mig, Mor vil ikke." "Hode paa Fyren, - skjønner aabenbar, hvad en Gudfar vil sige," smilte Adler . . . "Hei - husk op i Taget. Hannibals Soldater taalte baade Varme og Kulde," - begyndte Gyngingen igjen. "Høiere - endnu høiere" - lød det hidsende fra Odd. Men med ét gik det langsomt, og Gudfar hverken saa eller hørte. Det var disse Øine, Gutten satte til, naar han rig- tig vilde faa Fart, - dette underlig dybe, blanke Skjær, der kunde bli saa hvast, - akkurat som Faderens, naar hans Energi brød frem. SIDE: 377 Adlers Fod vuggede nu ganske langsomt to, tre Gange, før han braat satte Gutten fra sig. "Nei, nei," - afværgede han, da Odd vilde op paa hans Knæ. "Nei da, nei da, hører Du ikke, Gut," - fulgte det endnu skarpere. "Saadanne smaa Herrer vil tyrannisere hele Huset, Du Hanny," - lød det, da hun kom ind af Døren. "Men saa er og blir det dog den bedste af alle Stats- forfatninger," - lo hun. "Man kan ha saa meget og mangt at staa i. Men slig en tyrkisk vildt regjerende Herre, som ikke vil vide af andre Sorger og Ærgrelser end sine egne, - ja, han hjælper én saa deilig over meget, Du." "Aaja, - Sorg og Sorg er to Ting, Hanny! Noget vil jeg sige, man faar i Medfør af sit Kald eller per- sonlige Væsen, og det faar tages mandigst eller kvin- deligst mulig. Og andre kommer drivende paa os som Ulykker indenfra vort Følelsesliv, eller udenfra som Meteorstene fra Himlens Bund. Man maa være klar paa dette, synes jeg, og ikke føle sig som nogen Und- tagelse." Han saa paa hende med smaa pighvasse Øine under Laagene. "Huf ja, Du Adler, Meteorsten . . . Det er noget saadant - blevet stenet, jeg næsten synes, vi har gjennemlevet i disse to, tre Aar." "Ole er jo saa egen," sa' Adler betænkt. "Folk og Patienter forstaar ham ikke. I Livets Skole ophører man snart at udvikle sine Originaliteter; men Ole Stjernø er - det vil Du vel erkjende, Hanny, - un- der al denne Prisen af hans Gaver, blevet noget af et forkjælet Barn. Man fatter heller ikke rigtig, at han gaar her som et anerkjendt Geni, uden at ha gjort noget. Det var vel vi, hans gamle Venner og Beund- rere, der bar ham for enthusiastisk op . . . Der skal noget til at komme paa ret Kjøl igjen, Du. Men en Begavelse som din Mands vil uvægerlig faa sin Plads," - lød det opmuntrende. SIDE: 378 Hanny trykkede Haanden mod Brystet. Hver hans Bemærkning faldt som Pidskeslag . . . Og det var Adler, som yttrede dette i god Tro, deres ældste og bedste Ven! Hun følte, hvorledes Barometret for Bedømmelsen af Ole sank og sank for hver Yttring. Og Adlers Mening var Dannelsens øverste . . . Hun bød ham Kaffe med skjælvende Haand og god Mine; men undgik derunder at se ham i Øinene. Og saa gik Passiaren, - noget for muntert til at være helt naturlig, og mest om Gutten, - indtil Stads- fysikusen, i lystigste Humør, skyndte sig hjem til sit Kontor. SIDE: 379 DER ER MANGE BANKER I SJØEN -! Hvilket ikke mindre fremgaar af alle de Fartøier, som har stødt paa, og staar nedsunkne i Stilheden paa Havsens Bund, end af de kalkholdige Bjerge - Ske- letter af Mennesker og Dyr - hvormed Skabningen uophørlig øger dem. Kunde alle de salig Skippere for en Gangs Skyld krybe ud af Kahytsvinduerne, og fortælle hver sit om, hvordan de stødte, og fik deres Karriere knækket, - enda Navigationen var rigtig, og de vidste, hvor Ban- kerne laa. - Ja, - saa vilde man alligevel ikke opnaa den in- derste Besked, - men nok af ydre Anvisninger: - Kompasset, Kronometret eller Navigationen viste galt. Staalnaglerne i Skibsbordet glap, Propelleren knæk- kede osv. osv. Der vil altid blive noget uopklaret igjen, noget hver- ken Skipper eller Styrmand forstod, som man helst kunde summere sammen i et almindeligt Udtryk for det ubekjendte: - Skjæbnen . . . Atlanten var speilblank, - alt i den skjønneste Or- den . . . Skibsklokken kaldte just tilbords - til at skaffe, - da fløi en Gnist fra Kapteinens Jernhæl, - og Petroleumen tændte. Det var den Omstændighed, at Kapteinen brugte jernbeslaatte Støvler! Men det udtømmer ikke Sagen: - Hvorfor gik den Kaptein med Hæljern? - han og ingen anden. Her skulde et eget Øieglas til, hvormed man kunde kige bag om baade Kaptein og Støvler! SIDE: 380 Ole havde netop sagt hende, før han gik ud i Sne- drevet i Eftermiddag, at Tusmørke ikke kommer af noget, som har Sammenhæng med Tusk eller Skor- stenssot. Men ganske enkelt betød den Time, hvor Turserne - Troldfolket, - var ude. Og nu, Hanny sad ved Ovnsmundingen og duppede søvnig, vokste og rørte og listede sig alskens utydelig formede Skikkelser frem derinde i Halvmørket. Det var, som de truede og førte saadan Angst med sig. Hun vak pludselig op og ligesom feiede om sig med Haanden, og Trolleriet var forsvundet . . . Men Sorgerne og Bekymringerne sad igjen. Der laa Slagterregningen og der Skrædderregningen paa Oles Vinterfrakke, og der Afdragskravet paa Bu- reaupulten, som blev kjøbt i deres korte Overflødig- heds Tid, og Summen nu medgaat til et praktisk Eks- periment. Men dog, - dette var for hende intet imod Sorgen og Uroen for Ole, som mere end nogensinde kjæmpede for sit Livs og sin Begavelses Sag, mellem stigende Uheld og Vanskeligheder. - Saa graadløst hjerte- tungt . . . Legetøislokomotivet raslede støiende gjennem Væ- relset, for hver Gang det blev trukket op og udsendt til sin Station. Hanny stod og saa ud af Vinduet. Tankerne vilde ikke slippe hende idag. Der faldt en og anden Sneflænge paa Ruden, som indbød til at kjøle Panden. Paa den anden Side af Gaden laa en svær Sne- SIDE: 381 fond udover Sprinkelværket. Den tog Form og Om- rids af en vældig Isbjørn, med en hængende mægtig Lab . . . Det var næsten som hun havde noget usnakket med denne Skikkelse, der saadan mystisk beklemmende strakte sig ud af Mørket, - som hun kjendte Livet knuget og tynget under denne Lab, - Ole og hans Evner og Geni nedkvalt. Det blev for hendes dybt oprørte Tungsind, som kunde den række sig gjennem Ruden og ind i Stuen. Hun gjøs . . . Hun følte en pludselig Trang til at komme ud af disse Fantasterier, og tændte Lampen. - Aah, - dette pludselig at kunne se klart, - alt tilbunds og komme fra de graa Angester. Nu hørte hun Ole ringe paa Entrédøren - Ja, hvor ofte havde hun ikke sat op et muntert An- sigt for at ta' imod ham! Hun skyndte sig ud og hjalp med at ryste Sneen af Yderfrakke og Paraply. Han kjendte hendes Fingre gjennem sit vaade Haar . . . "Rigtig et Subbeveir Du har havt idag." "Ja, - og Subbetanker jeg har gaat i ogsaa! Hvad er det egentlig for en Fyr, jeg er Du!" - hen- slængte han, som han kom ind i Stuen. "Det er paa høi Tid, at gjøre sig op den Ting . . . Det forlød en- gang, at Ole Stjernø var en oprindende Stjerne, - genial . . . Ja, hvad var han ikke altsammen! Og nu -. Jeg synes imellem, jeg er som en ribbet Hane. Den galte saa mægtig i Morgenstunden og fløi med slig Glans i Vingefjærene." "Kjære Ole," - afbrød Hanny med Taarer i Øinene. "Opgi Dig ikke selv! - Du maa ikke tabe Troen, hører Du. Du, som altid har kaldt det en Bølge, der skal rides af." "Men naar Bølgen taarner sig langt og høit som selve Livet, saa én aldrig kommer over," - lød det mørk forstemt. SIDE: 382 "Og Du, som siger, at den første, der maa tro paa én, er én selv." "Ja, ser Du," - nikkede han, - "Maskineriet er saa ganske iorden. Den gode, snille Verden napper bare en Fjær af Gangen. Den ene og den anden og den tredie overstaas, - men hver slider et Stykke af din Tro og din Selvtillid. Naar Du saa har faat Nap paa Nap længe nok, saa slaar Profetsikkerheden Brist." Han svang sig rundt paa Hælen, som til en Afslut- ning . . . "Man kan tilslut forfalde til at fabrikere fikse Idéer. Jeg har grebet mig i at pønse paa, om det kunde være nogen af mine Kollegaer? - For nogen maa det jo være, som fylder Stuen med al denne Usikkerhed og Ængstelse. Det er som ingen- ting er fast mere, - Grunden løs . . . Bare iforgaars, - man havde meldt mig, at jeg var foreslaat som en af de tre, der skulde revidere Apothe- kerne. Jeg turde ikke fæste Lid til det, vilde ikke sige Dig det, for ikke at risikere en ny Skuffelse. Det var jo en ubetydelig Sag, som burde gaa. Men jeg gik i Spænding paa det i Sneslasket ieftermiddag. Og gan- ske rigtig! Paa Sygehuset mødte jeg den Besked, at en anden var antat. Aa Hanny, Hanny, det er som Stuen skulde være undermineret . . . Men af hvem? - af hvem" - Han sad og saa ned i Gulvet, med Albuerne støttet paa Knæerne . . . "Og sat udenfor netop i en Tid, da den medicinske Videnskab staar i sin høieste Søgen paa alle Felter!" - brød han ud. "En Tid fuld av svimlende Begyn- delser. Opdagere og Gjættere indover Naturens ukjendte Dybder. Jeg føler ubevidste, dunkle Kræfter i mig, som under Tidsaandens Magt kunde avsløre sig som ny uanede Love. Det ubekjendte kan ligge nær for Foden. Men her sidder man tvunget og drevet ind i et Musehul." Det kom saa mørkt fortvilet, og Hanny tog ligesom et Redningsgreb i hans Frakkekrave. "Man kunde jo indrette sig, som saa mange andre," SIDE: 383 - lød det bittert, - "Gadetærskere i Livets forskjel- lige Fag! - Der kunde kanske leves lykkeligere paa det Vis! - ialfald vel saa komfortabelt. Hvad Du? Transportere et saadant ideelt udsnydt Lys, hvoraf man faar Osen i Næsen, - gjennem et Liv!" Han reiste sig heftig - "Nei, siger jeg. Nei siger jeg, - aldrig gi'r jeg op!" Hanny gled ud af Stuen . . . Hun vendte tilbage med Gutten lystig rørende Trom- mestikkerne - "Er det ikke friskt Mod, vi skal lære Odd op til? Eller vil Du, vi skal slaa Retræt?" "Pokker heller! Naar Du bare kunde sige mig, hvor Fienden stikker. Men det er jo bare Damp og Gaader, jeg har at gjøre med. Jeg vil sige, vi bor i et Hus, hvor der stadig ryster en Smule Jordskjælv. Og, naar man gaar i Gaden, er det ikke som man helst vil kline sig op ad Husvæggene, for ikke at møde nogen. Det er især éns gamle Venner, man er ømfindtlig for." "Ole Stjernø menneskesky," - raabte Hanny. "Da er der rigtignok ikke meget igjen af Dig som sprel- ler! - Men min Mening er nu, at det ikke er Dig, som skal kline Dig flad op ad Husvæggene; men de andre, som skulde gjøre det, - dine gamle Venner. Du gaar her alene, Ole, bare i dit, og trænger til at møde Mennesker og Folk, Du kan ta det op med." "Ja Du, jeg skulde ha Lyst til igjen at sætte en af dem op mod Væggen! - aandelig talt," - brød han ud. "Jeg er paa det sidste rent kommet fra den Sport. Det er saa længe siden, jeg har tilladt mig et lidet Krafttag, - en ordentlig Disputats, saadan helst paa Næven . . . Luft, Luft!" - Han gik formelig og nød sig paa Gulvet, halv strakte halv manøvrerede med Armene. "Jeg har studeret og boret mig ind i adskilligt paa mit eget Felt i denne Tid, og Gang paa Gang fundet Stadfæstelse paa mine Theorier. Saa jeg er fuldladet!" "Trænger Du at holde en liden Mønstring paa dine gamle Venner, Ole, saa gaar vi for en Gangs Skyld SIDE: 384 ned i Sandbanken iaften. Der er Møde sidste Lørdag i Maaneden, véd Du . . . Mangen god Dag, siden vi var der," - nikkede hun for sig selv. "Baade Du og de gamle Vennerne kan trænge at se hinanden igjen paa nært Hold . . ." Der kom en viss Glans og behersket smilende Ud- tryk i Blik og Miner, da Doktor Stjernø og Hustru viste sig i Salen paa Sandbanken. Det var som det ene Ansigt tændte og smittede det andet. . . . "Har Du hørt Øgenavnet, - hviskede Adjunkt Ringdal til Paul Vigten, - ""Feiltagelsen" . . . Ikke daarligt, Du." Oles skarpt sigtende Øie ledte rundt Bordene og op- over i Salen, som de traadte ind. Hans Blik mødte Prosektorens, hvis trillende runde Fugleøine blinkede ved Gjensynet. "Hvad? Er det virkelig Manden med det frydefulde Gesicht, jeg skal møde her igjen iaften. Men," - han saa Ole forskende ind i Ansigtet, - "De maa have sat overstyr et betydeligt Kvantum af den dyre Livets Saft, Freidighed, at dømme efter visse smaa Indgravninger ved Øinene . . . Sig mig," - henvendte han til Hanny, - "en stor Kraft, en stor Tro, hugget som af en eneste enkelt Sten, - passer det til at smyge sig behændig baade over og under Gjerderne paa denne Klode, mener De, Frue?" "Man faar en Følelse af, at noget er sprukket ind- vendig i én, ved at høre paa en saadan mystisk Vis- mand," - mente Ole leende . . . "Gravluft!" lød det, som han styrede hen mod Wilse. "Hvad, Observator," - hilste han, - "skyet Veir, tyk Sneluft, - umuligt at sætte Kikkerten i den." "Ja saamæn", - bekræftede Observator. "Saa tyr man til Sandbanken og studerer Nebuleserne der, - besigter de jordiske Besynderligheder." SIDE: 385 Ole Stjernø stod og saa sig om hensunken i beha- gelige Erindringer . . . "Sandbanken har beholdt sin Stemning!" - nik- kede han. "Det er som der altid flyver nogen løs- sluppet Kanarifugl under Loftet . . . Ja, mine Damer," - hilste han hen til dem, - "man maa lytte lidt til, hvad den synger." Fruerne om Bordet sad i ivrig Passiar og affærdi- gede ham med en liden Gjenhilsen, nippede til Limo- naden, og ivrede videre, saa han isoleredes. Stjernø saa Bjerkaas og Bergendal staa sammen, og styrede sin Kurs hen til dem. "Altid lige original," - bemærkede Fru Bergendal, som hun vendte sig og saa efter ham. "Jeg havde ingen Lyst til at ta' det op med ham iaften." "Nei, det er jo lidt latterligt at tænke paa, hvordan vi dyrkede og feterede ham i sin Tid," - henkastede Fru Adler. "Og, stakkars liden Hanny, hun klagede enda altid over, at han ikke kom til sin Ret. Hun ser saamæn meget lykkeligere ud nu, Manden er dalet ned til at bli' som en af os andre Dødelige. Hun staar derhenne og ler og nyder Prosektoren." "Du fik ikke noget større Udbytte af Passiaren med det store Geni," - forhørte Fru Augusta sin Mand. "Han var da vel gnistrende fuld af nye Idéer, som altid?" "Oprigtig talt," - svarede Observator, - "jeg havde ikke Lyst til at høre paa hans Betragtninger over denne Jordens Uretfærdighed iaften, - som om hele Verden skulde konspirere mod ham, og saa lod jeg Passiaren gaa istaa . . . Permanent Stormandsgal- skab!" "Bare Blæst, der hvirvler op Sand i Gaden, og lader os faa det i Øinene," - bekræftede hans Frue . . . - - Og deroppe blandt de gamle Venner kom nu Hanny ogsaa til. Hilsener og Smil faldt kanske noget stivt, ialfald ikke med den vanlige Naturlighed . . . SIDE: 386 "Staar bra til hjemme vel?" lød det lidt en passant, uden at oppebie Svaret. Det som pinte Hanny var, at Stemmen var Fru Jutta Bergendals. Passiaren slog ind paa den ene Oplevelse efter den anden, som hun ikke havde været med paa, saa hun følte, hun var kommet ordentlig udenfor. Hun havde jo saa længe bare levet i sit eget! Af og til kom en forbeholden høflig liden Henven- delse til hende, - den pure Ligegyldighed . . . Hun var bare glemt mellem dem. Lokalet blev saa underlig glat og koldt, syntes hun. "Gaar Du Hanny," lød en Stemme, da hun omsi- der gjorde Mine til at reise sig. Hun nikkede kort smilende, og gik rolig ligegyldig hen mellem Klyngerne. Hun dukkede op nede i Salen i Passiar med Biblio- thekar Paul Vigtens unge Frue. Der havde dannet sig forskjellige Klynger i Sand- banken ikvæld. Derhenne sad Overlærer Bergendal, Dr. Bjerkaas og et Par andre i lun Passiar, da Ole Stjernø kom til, ladet og bredfuld af Tanker og Idéer, som han havde Trang til at faa sat under Diskussion. Men Bergendal var optat af at puste og blæse ud sin Snadde, saa han var utilgjængelig. Og Bjerkaas fulgte ham lakonisk med ét: "Jaja, - jaja . . . Videnskaben bringer saa meget nyt nu fortiden, Stjernø! saa man gjør kanske bedst i at oppebie, hvad der bringer Resultater," - forlød det, som han slentrede væk. Ole Stjernø saa høist ligegyldig efter ham som efter en Knag, der ikke lod sig hænge noget paa, og ka- stede sig saa ind i en Passiar med de mere fremmede Herrer. Bjerkaas skraade over Gulvet hen til Gylche, der sad i Tanker med en Journal over Knæet . . . "Forlod min gode Ankerplads," - forklarede han, - "som Doktor Stjernø indfandt sig med hele sit Veir, SIDE: 387 - Nervernes Capriser, hypnotiske Fænomener etc.! - Man kan læse sig til det altsammen, og Hr. Stjernø har hidtil ikke vidst at paapege noget nyt." "Ubegribeligt, ubegribeligt, ja," - mumlede Gylche lige ud af sin Tankegang. "Jeg kan sige, Ole Stjernø er den største Skuffelse i mit Liv! Naar jeg husker paa de Afhandlinger, han begyndte med! - Naar jeg tæn- ker paa, hvordan vi hang ved ham og syntes, vi fik Gløt paa saamange Muligheder for vor Videnskab. Den Frodighed paa Idéer, der i sin Følelse af Overflod lod Guldskoen ligge igjen paa Veien. - Og saa alt dette mundende ud i en kneben, tarvelig Lægepraksis . . . Det er noget, jeg aldrig kommer til at begribe, - et helt elektrisk Lys slukket ud for mig." Gylche faldt tilbage igjen i sine Drømmerier . . . - I den hyggelige Krog, hvor Muren endnu stod igjen, med en Hvælving efter det gamle Etagesystem for Opvarmningen, havde Stadsfysikus sammen med nogle andre gjort sig det lunt ved Whisky og Ciga- rer. Det gamle haanddrevne Sølvetui vandrede opslaat rundt Bordet, med ekstra fine Cigarer, direkte hjem- komne fra Manilla med Broder Konsulens Skib. William Adler sad henslængt med Benene overkors, og vippede let med det fine Fodtøi, - en destingveret Herre med sit ypperlige Raceansigt. Det var med en halv grætten Mine, han af og til laante Øre til Samtalen henne fra Oles lille Leir. Han prøvede at udbrede sig over Cigaren, dens Ægt- hed og kridhvide Aske; men sank snart igjen tilbage i Stolen, og Vippen med Fodspidsen, til de lidt for lange Ben, - en Familieegenhed - blev hurtigere og utaalmodigere. Han maatte, enten han vilde eller ei, kontrollere og passe paa, naar den ene eller den an- den sluttede sig til Oles Kreds. Og nu saa han under Øienlaagene, at et Par fra hans eget Bord reiste paa sig, og som ligegyldig slentrede henover til Gruppen paa den anden Side. SIDE: 388 Prosektoren drev om med Haanden paa Ryggen. - "Forløsende at høre Ole Stjernøs Røst igjen! - kniv- hvast og altid skjærende lige gjennem Kjernen," - yttrede han, som han gik forbi. Adler rettede sig i Stolen - "Vor kjære Ole," - smilte han hovedrystende, - "en Videnskabens Henrik Navigator, - forunderlig Evne til at sætte Folk Blaar i Øinene," - mumlede han. "Saa gnider man dem ud igjen. Det er jo vor Vens Historie her paa Stedet" . . . Prosektoren vendte sig rask med et eget Gløt fra sine Fugleøine. - - Det var saa underligt iaften, syntes Hanny . . . Nu kom hun netop fra en liden afsnuppet Passiar med Fru Wilse. Og saadan var det gaat den hele Tid; hun var aldrig blevet hængende ved nogetsteds. Fra den ene til den anden, - lidt overfladisk Passiar om Vind og Veir. Hun havde med let Ansigt og Uro i Hjertet fulgt Ole, - ikke tabt ham afsyne, spændt paa, hvem han kom til at indlade sig med. Der havde i hendes Forestilling svævet noget som en Mulighed for, at der dog iaften kunde hænde noget, - helst udgaaende fra Ole selv - med noget, som en Susen fra alt hans aandelige Veir. Men det, som skede, var bare noget hjerteondt, tungt, skuffet. Ole var kommet der saa opstemt, - vilde for én Gangs Skyld ud af alt det tunge trykkende, og faa sig en af de gamle gode, hyggelige, humørfyldte Sand- banksaftener! Men hun saa, hvorledes han hele Tiden mere og mere afstumpedes. Hun kjendte jo saa vel Udtryk- ket, naar han var oppe og naar han faldt sammen. De var kommet saa rent udenfor. Menneskene var saa glemsomme, - ikke trofaste. Da hun nu saa Ole sidde alene henne ved Avis- bordet fordybet i et Tidskrift, - han som før samlede alle om sig, føltes det næsten som en Kvalme. Be- lysningen blev rødlig, sénnattes for hende. SIDE: 389 Hun gik pludselig hen til Damerne, de gamle Ven- ner, hilste og sa, at Lillegut ventede. Han var saa lidt vant til at være alene. Prosektoren havde promeneret omkring for sig selv og udstødt sin Undren i allehaande Interjektioner, - alle skurrende. Han saa nærmest ud, som han havde en for stor Nød at knække. Med ét pilede han over Gulvet og ud efter Stjernø og Frue, som forsvandt i Entréen. De hastede med at ta Reisetøiet paa . . . Prosektoren la pludselig sin Haand paa Stjernøs Arm og standsede ham. Han prikkede ham betyd- ningsfuldt med Fingeren mod Brystet. "Sig mig," - lød det, - det var som Hornlygterne kom frem med noget Fund fra Dybet . . . "Sig mig, kjender De den Satans øverste Sport, som heder Men- neskejagt? De smiler Mand! Og dog kan jeg sige Dem, den gaar for sig i fuld Parforce, og dyb Forborgenhed, i vore nærmeste Omgivelser . . . Hjertet blir koldere og koldere, grusommere og grusommere, Villien til at modstaa mere og mere afmægtig, Nydelsen vildere og vildere, til al Følelse bundfryser. - Stikordene De, - giftige Pile fra Dybets Værkste- der, - det er Vaabenet man haandterer. De paafører sine troskyldige Medmennesker de forønskede Menin- ger og dominerer baade i By og Land. Har det al- drig faldt Dem ind, at De kunde være med paa en saadan Jagt!" - spurgte han rydt. "Jeg mener natur- ligvis som Offret? Hm, - de lykkelige Mennesker for hvem intet er brustet." Han rystede paa Hodet . . . "De ser og hører heller ingenting, - in-gen-ting." Stjernø stod ubevægerlig. Ordene ligesom gnistrede for ham. Pludselig saa han, som i en Vision, hele Salen der- inde for sig, Mand for Mand, Kvinde for Kvinde, til han i Forfærdelse standsede foran William Adler . . . SIDE: 390 Det var William, - var William, denne smukke, noble Skikkelse. Men Blikket! - isende, stikkende grønligt, som en Snog. Ole Stjernø holdt Hænderne for Øinene. Det svim- lede for ham, lagde sig som et Kjældermørke om ham, medens han instinktiv skyndte sig ud. - - - De vandrede tause hjemover i Vinternatten, Ole og Hanny. Han var som faldt op i et Syn. Aarene, de fem, seks sidste, han havde stridt her i Staden, oprullede sig for ham med en underlig Klar- hed. Mangt, mangt sprang nu frem med ny Sammen- hænge. Han saa Vennen altid stille nedstemmende, og sta- dig formørkende al hans Tro. Den Tanke, at det hele Venskab kun havde været et træsk Spil, vilde ikke fæste sig hverken i hans Hjerte eller Hjerne. Det var som den hvide Snefond, der stak ud af Mørket, stadig tog det bort. Men saa dukkede Virkeligheden igjen op med den bittre, stenhaarde Erkjendelse: Det var sandt! Han gik taus med Hanny under Armen og kjendte, hvordan hun klemte sig op til ham . . . Han eftergik med stigende Fart den ene utrolige, svigefulde Udnyttelse af hans intimeste Betroelser efter den anden. Det skede med en Følelse af Num- menhed, - af ikke at ville forstaa. Det hele blev ham saa overvældende modbydeligt, at han pludselig standsede og stampede med Foden . . . "Jeg siger Dig, Hanny, er Verden slig, vil Ole Stjernø ikke leve i den! Ikke indsér jeg, hvorfor jeg skulde tro Dig mere end ham," - kom det kort og tørt. "Men saa er vel ikke Gutten vor hjemme Løgn," - mente Hanny . . . "Jeg forstaar jo, det er William Adler, der saa skræk- kelig har skuffet, ja kanske rentud forfulgt Dig. Jeg syntes mangen Gang han har talt mere end underligt SIDE: 391 om Dig. Men det maatte, maatte jo være i god Me- ning. For han var evig og altid din ældste, bedste Ven. Men, Ole," - ivrede hun, - "derfor er da ikke hele Verden falsk." "Ja ja," sa Ole og standsede. "Hvad skal vi saa sige om det der er mødt os iaften. Alle de gamle Ven- nerne ligesom veg tilside, svandt bort." "Om dem skal vi sige," - afbrød Hanny hidsig, - "at de er svage Mennesker, som lader sig lede. Det er vist ikke mange givet at ha Dømmekraft. Der er nok et eget Værelse i Hjernen for den Ting. Og neimæn, om det saa ud til, at dine lærde Venner har det Væ- relse besat!" forlød det harmfyldt. "Kjære, hvor verdensklog Du er blet da," - slængte han af sig . . . "Jeg forstaar ikke, forstaar ikke alt dette," - grublede han, - "har aldrig levet i denne Verden med Bagtanker og Bagveie." Han standsede af og til paa Fortoget med et og an- det halvt Ord ud af sine arbeidende Tanker. Gjennem det snetætte, kniplingagtige Vinterveir saaes Skikkelserne ude i Gaden kun dunkelt. Et Par Konstabler geleidede en vrøvlende, drukken Mand til Arresten. En Brandvogn durede ringende forbi . . . Kun en Pibebrand, forlød det. Sporvognene afgav deres dæmpede Signaler i det linde Snefald . . . Hjemme hørte Hanny Ole vandre op og ned inde i Soveværelset. Bedst at lade ham ha Ro, til han kommer lidt over det, mente hun. Med engang rev han Døren voldsomt op - "Jeg siger Dig, Hanny, han skal faa betale Legen! Der gives noget som heder Sandhedens Dynamit." Døren smeldte i, og hun hørte ham igjen vandre og trave derinde. Og nu, - hun sad der alene, og rækkede op gjen- nem Aarene, fra det ene til det andet, og undrede sig, SIDE: 392 om kanske Adlers Finger havde været med i Spillet ogsaa der, steg en stedse mere trykket Følelse op i hende af, hvor ond og hvor mægtig Verden var. Der gaves altsaa nogen, som glædede og frydede sig, naar de kunde finde det, som gav sviende Salt og Taarer i Øinene. Og da, - sa Hannys gode raske Hode hende, - og da gjør Offrene naturligvis klogest i at tie og lade som de intet mærker. Hun huttrede. Der trak en kold raa Vind gjennem Værelset. Det passede just til, hvad hun følte, - hvor ube- skyttet og udsat den Rede var, hvor de byggede, - hun og Gutten og Ole. Det blev hende for tungt. Hun listede sagte ind i Soveværelset. Det var dunkelt derinde, Lampen nedskruet. Ole var gaat træt, havde lagt sig. Hun gik hen og satte sig paa Sengekanten hos ham. . . . "Saadanne Tillidsbrud, Du," - yttrede han, - "slaar dybe Sprækker, saa én ser ned i Afgrunden, - skimter noget af hvert . . . Og, selv om jeg kunde operere ham ud af mig igjen ved et lykket Snit fra Kirurgens Haand, - det blev dog bestandig for mig, som en hel Væg er løftet ud af min Tilværelse. Det er at bryde Naturens Love!" udstødte han. "Jeg blir egentlig vanskelig kvit ham Du," - lød det betænkt, - "kommer til som en automatisk Dukke at dreie mig uafladelig rundt efter ham . . . Vi var saa forskjellige, som to Mennesker kunde være; men det blev dog altid ham, jeg vendte mig til for at se mine Tanker gjenspeilte. De var som ikke rigtig helt født til Liv, før jeg havde lyst dem i hans Speil. Han brød sig ikke saa farligt om dem, - det var mig, han var glad i! . . . Sig mig, saa Du de Øinene, Hanny?" udbrød han pludselig og reiste sig paa Albuen. - SIDE: 393 Ørkenens Løve er Herre paa Tunet, stolt er dens Gang, vældigt dens Sprang. Der blikker en Konge ud af dens Øine og stikker en Konges Apanage i hans Lab og Klør og det frygtelige Gab. Han har at ta den in natura, saa langt Ørkenen rækker, og alle dens Dyr lever under en despotisk For- fatning, som er at tækkes Løven, - fra Markmusen op til Panter og Jaguar. Det er ved de hellige Drikkesteder, den helst udta- ger sit Bytte, - der dens Undersaatter kan frygte og beundre dens kolossale Sprang. Og der, den kan være nærmest til at læske sin hede Tunge efter Kampen. Der, den bedst kan nyde, hvorledes de skjælver for hans Majestæt og Vælde. Ørkenen ligger regnløs. Solen er høi og Dagen brændende. Og i den mørke stjernefyldte Nat lister Dyrene sig hen til Kildestedet, - det eneste i milevid Omkreds. Der er ingen Raad. Dyrene er tørstige til Døden. De maa frem, selv under Løvens lurende Øine, der lyser truende inde fra Mørket. Og den holder Gjæstebud, - indretter sig med den ene smagelige Ret efter den anden. Katteslægten fornægter ikke sin Natur, - fra Le- ken med den lille, til Døden pinte Mus, til Slagteriet, naar den suger Livet ud af de store Ørkenens Dyr. Dens forvænnede Gane lader sig ikke nøie bare med en Kjødklump - den vrager et udgaat Hjerte. Den SIDE: 394 vil have Aandens grusomme Pirren og Pikanteri, høre Smerteskrigene og have Dødsangsten skjælvende mel- lem sine Klør. Gjæstebudet varer til Majestæten er mæt og træt af Nydelse. Ved Dagens første Skjær brøler den, saa hele Sko- gen fyldes med Nattens Forfærdelse. Og med stolt Værdighed og ringeagtende Skridt vandrer den bort, medens Dyrene lettet søger deres Vei fra Offerstedet. - Men den vældige Løve, Ørkenens Skræk, blir og- saa engang gammel! I en af de sidste Kampe gik det ene Øre tabt og knak en Kindtand lige i Tigerens Gab. Og nu sidst havde han feilet i Spranget paa en lum- pen Puma. Den, som blev mere forbauset over det, end nogen af hans Undersaatter, var ham selv. Han udsendte Brøl paa Brøl udover Ørkenen. Til Skræk og Advarsel var den sprunget op paa Ryggen af en Giraf, - et sandt Kongesprang! - Men Labben havde alligevel rammet anderledes end til- sigtet. Dens endnu ikke gjengrode ene Øie randt af sit Saar og blendede. Og Dagene gik og Aarene skred. Og Løven laa irritabel og slikkede de Saar, der nu blev flere og flere. Dens Færd blev vildere, dens Brøl mere torden- lignende, saa dumpe Ekkoer rystede Luften, og bragte Blodet til at stivne. Den var kommet paa Natsiden. Det ene Øie vilde ikke gro, - var blindt. Men dens kloge Tanke sa', at den blev iagttaget, - at det kneb om at skjule det. Den vovede ikke længere at sætte over Indhegningen om Negerens Kraal, og røve Kamel eller Okse og Faar. Den turde ikke mere blindt styrte sig i en Hjord af Bøfler eller Kvæg, eller anfalde Quaggaen eller Ga- zelle eller Antilope. Labben slog feil oftere og oftere. Uheldene faldt hyp- SIDE: 395 pigere og hyppigere. Tigeren udstødte Brøl i Udkanten af hans eget Land. Det var det, at den sigtede galt, der æggede dens Raseri. Seiren blev, nu Tænderne med Aarene løsnede, altid mere dyrekjøbt. Og den kom, den Forsmædelsens Nat, da den Væl- dige forsigtig luskende undgik de store Dyrs Kamp- gebet, og lagde sig paa Lur i Skogbrynet, - og Faar og Gjed og Abe ikke længere forsmaades. Men saa blev Chancerne altid knappere for hans slunkne Mave. Dens tandløse Mund maatte have overkommelig Føde, saa han til sine Tider var nødt til at leve bare af Græshopper. Men de rappe Smaadyr blev ogsaa vanskelige at faa Tag i. Dens Vei til Føden var ofte farefuld nok, som naar den vovede sig ind i Kraalen og strakte Labben efter et bortsat eller ophængt Kjødstykke, - men der var intet Raad! Dens Hunger blev svær! . . . Saa randt der en Sultens Idé op for den: Kom han ikke til Dyrene, saa fik Dyrene komme til ham! Og stor Forskrækkelsens Bæven opstod der, da Pan- teren og Tigerkatten og Antilopen og Gazellen et efter et standsede ved de tre vældige Palmer, og fik se Lø- ven ligge der udstrakt og ubevægelig. Og med Blodet isnende af Rædsel, sneg de sig bort. Men stadig maatte de hen og kige paany; og det varede længe, inden de vilde tro, at Løven var død. De vovede sig først nær, da de havde sét Skyggen dreie sig rundt om Palmerne fra Morgen til Aften. Helt trygge var de ikke, før en høibenet Flamingo pludselig fløi hen og satte sig paa dens vældige Skraa- pande, og vadede i dens slidte graablevne Manke. Dog, da Aftenskyggen og Mørket faldt paa, blødte en Schakal pludselig for dens Slag. Men Smaadyrene var blet sikkre. Og Kaniner og SIDE: 396 Markmus og Græshopper og Padder og Smaafugl nær- mede sig troskyldig. Og nu drev den sin Jagt med Labben, som hug, og Gabet, som svælgede. Den havde lumskeligen oprettet sig en Fælde, hvor List maatte gaa for Kraft! SIDE: 397 Der fulgte en egen graa øde Morgen. Luften stod ligesom stille og tung i Værelset. Ole selv flyttede mekanisk fra Kontorstolen hen til at staa ved Vinduet lange Tider, Øie for Øie med den ordløse Tanke, at al Vei blev stængt for ham. Det var som Livets Spændstighed var sprængt, - alt Haab lukket ude. Hanny gled sagte ind og ud i nogen huslig Gjer- ning uden at deres Øine mødtes. "Ja, saadanne Mandfolkehjerter!" - udbrød hun en- delig, som fra en hel Tankegang . . . "Du gaar kanske ovenikjøbet om med et dybt Hjer- tesaar! Jeg tænkte, at vi var kommet saa langt paa Formiddagen, at Du forstod den store Ting, at vi nu véd, hvor Fienden stikker. Og Gudskelov Du, - Gud- skelov, Ole, Du skal ikke mere slide Armene af Dig, ved evig og altid at ro mod Strømmen. Mens Du er sentimental, er jeg baade harm og glad. Jeg kan jo ikke vide, hvad der foregaar i dit un- derlige Hode. Men idag er jeg lettet for dette Venne- forhold, som jeg aldrig forstod og aldrig kunde faa mig rigtig til at tro paa; men som skulde eie en saa stor Ret i vor Stue." "Det er hvad jeg skal gjøre, Hanny," fløi han op . . . "Der ligger disse fem, seks unyttige Aarene og bare gisper efter at faa ny ditto af mit Liv, til jeg blir graahaaret og ude af Aktionen. Her har jeg trasket om i denne By, som i et Slag- SIDE: 398 teri - og er blet nedslagtet, saa tit Fæet - som var jeg - gav Anledning. Undrer mig bare, om der er blet noget igjen af mig!" Han stod der med en Følelse, som maatte han over til en anden Verdensdel. Eller hvad vedkom ham nu den Stad, som havde snydt og narret og brutaliseret ham i dybeste Forstand for hans Livs Virke? Der laa Byen i den graa Formiddag med dens Tra- fik i Gaderne og paa Havnen, og al dens anspændte Kraft og Arbeide i alle Retninger, - men, hvad ved- kom det ham - - - Hanny sad og syde Ørelappper i Odds Vinterhue. Hun var flyttet ind paa Kontoret idag, - der skulde ikke være synderlig Afbrydelse af Patienter at vente . . . "De vil alle sige, at jeg gaar klædt som smaapige, Mor. Og jeg er Gut!" - lød det halvt grædende, halvt sint protesterende fra Odd, i Anledning af Ørelap- perne. "Naar Du faar Frosten sviende i Ørene, vil Du sige noget andet, Gutten min." "Jamæn Mor, - jamæn Mor," - stottede han i Nød efter Udveie . . . "Der gaar ingen andre med saadanne svære, stygge. - De har klippet dem af, alle Gutterne paa Smaaskolen." "Hvad mener Du med det?" "Jo, Mor, nu husker jeg, at baade Anders Dahl og Nikolai Berg har faat Lov af Morene sine til at gaa uden Ørelapper. Nogen Gutter har ogsaa selv revet dem af, det kunde jeg se paa dem. Saa det er bare jeg som" - begyndte han at stortude. Der hørtes et eget Kremt henne fra Faderen. Han mysede og studerede smilende sit Afkoms Snarraa- dighed. "Udveie ja," - mumlede han. "De ligger ikke altid saa ligetil som for Dig, Odd." "Hør nu Gutten min!" - kaldte Hanny. "Kom hid- hen. Det er ikke sandt det Du siger. En Gut, som vil være en rigtig Gut, maa aldrig lyve, ikke lure sig til noget ved at sige det, som ikke er sandt." SIDE: 399 "Men saa kommer jeg jo til at gaa med Ørelap- perne da," - sa Odd mistrøstig. "End, om Du nu fik lægge Ørelapperne op i Huen din og bare vrænge dem ned, naar Du fryser." "Sagens Vanskeligheder hævet ved et Kompromis," - sa Ole. "Ja Du, mon ikke Verden gaar mest med Kompro- misser," - nikkede Hanny. "Fire og hale, mener Du. Ørelappen op, naar han skal være Kar og vise sig, og ned, naar han kommer graatende hjem med Frost i Øret . . ." Ole havde tat sig en lang Middagshvil, syntes Hanny. Han skulde da ud i Praksis . . . "Jeg mener, Odd faar slippe Ørelapperne, Du," - mødte han hende med et vist Humor, da hun kom ind paa Kontoret . . . "Han har gjort god Tjeneste idag. Alt det Du sa', Hanny, alle dine Opskrifter og Moralregler, saa fandt jeg alligevel her jeg har ligget og grublet, at Odd havde Ret. Saasnart de stødte paa selve Livet, saa splintre- des og forduftede de - Gutten skal slippe Ørelapper, om jeg saa selv skal sprætte dem af! . . . Jeg siger Dig, Hanny, Odd har bjerget Huset! Kan vi saavist stadig gaa frem under hans moralske Fane." "Kjære Ole, Du ser ud, som Du har gjort en Op- findelse til at flyve bort over Hustagene." Han gik frem og tilbage og fløitede . . . "Jo ser Du, hvor Magten er saa overvældende, faar man flytte lidt paa Moralen og bruge List, - gjøre som Løven, naar den blir gammel, anstille sig død. De maa faa et Træben at bide i, forstaar Du. Det maa jo være min sølle videnskabelige Trang, der forarger dem . . . Saa dukker man under, for- svinder, - flytter paa Landet og driver som praktise- rende Læge . . . Paa Loftet med Videnskaben og alle Høitidelighederne! SIDE: 400 Det skulde da undre mig, om en tre, fire Aar oppe i et eller andet godt Strøg ikke skulde bringe os saa mange Penge, at vi kunde grunde en Udenlandsfart paa det . . . Men Vanens Magt er stor. Mener Du ikke, jeg nær var paavei til William med Idéen, saa vant jeg er til at krænge min Sjæl for ham," fulgte det bittert. "Nei men Ole! jeg synes dette er saa udmærket, - saa lykkelig fundet. Du kunde faa læse og studere i Ro og praktisere og tjene Penge . . . Og saa har vi igjen en hel Fremtid for os! Det er netop til Adler Du skal gaa, - lige til Adler!" "Det grøsser i mig, naar jeg tænker paa at træffe ham igjen, - se ham ind i Øinene . . . Men det maa tages, jo før des bedre . . ." Han var alt i Fart med at faa Reisetøiet paa. "Men Ole, Ole," - raabte Hanny ned ad Trapperne efter ham. "Glem nu ikke, at Løven maa være død, - stendød!" - Det var med Hage og Kjæve energisk spændt, som Stevntræet paa en Isbryder, at Ole Stjernø idag med raske Skridt tog den vante Snarvei, fra Alléen gjennem Haven, til Adlers Hus. Han var kommet gjennem Entréen ind i Stuen, og sad og ventede paa, at Stadsfysikusen skulde komme fra Kontoret. Øinene faldt paa det gamle koselige Brysselertæppe, der altid havde forekommet ham som Topmaalet af Lunhed. Men idag traadte alle Figurerne frem, stive og haarde som Rævesakser . . . Selv gik han saamæn ogsaa paa Ræveklør! Og disse bekvemme rullende Stole, der listet sig lydløst og blødt over Tæppet, og i Skumringen kunde slaa Halvkreds om Ovnsmundingen, - de radede sig nu alle op til Forundringsstole. Der var kanske skabt og udgaat et helt Arsenal af Byens Stikord og oplavede Meninger! Nu hørte han Adlers knirkende Skridt i Salen in- SIDE: 401 denfor. De forandrede sig pludselig til langsomme nær Døren. Ole kjendte, hvorledes Blodet steg ham til Brystet. Venskabet laa der nybrustent, - endnu som et varmt Lig. "Staar der noget paa," - hilste Adler. "Du pleier ellers ikke at komme paa denne Tid af Dagen. Men velkommen er Du som altid!" Ole bare undrede sig over, at han ikke før havde hørt dette unaturlige i Stemmen, - dette skulle være freidigt i Velkomstraabet. "Ser Du, Adler, naar jeg kommer i uvant Tid, saa er det, fordi jeg kommer med uvante Tanker." "Hm, - hum. Du véd, kjære gamle Ven, at dine geniale Tanker og Idéer ikke egentlig - ja, hvad skal jeg sige," - Adler kløde sig i Nakken, - "netop er født under de lykkeligste Himmeltegn." Der fløi noget ubehersket op i Oles Ansigt . . . "Jeg har bare git et Stykke Liv for det," - brast det ud af ham. Adler smilte eget. "Og jeg kommer," - fortsatte han koldt, - "for at sige Dig, at jeg omgaas med den Plan at flytte op paa Landet nogetsteds, - grunde mig en Praksis der. Denne Eksistens her, paa denne ene Meie, blir mig tilslut for usmagelig." "Hva - Hva!!" - Der gik en stærk Farveskiftning over Adlers Ansigt. Han tog en rask Gang over Gulvet og kom tilbage igjen . . . "Du finder ikke Kampen her svarer Regning, nei!" Det var med et Glimt af Haan, at han stirrede ham i Øinene. Ole tog Blikket til sig næsten generet over den an- dens Frækhed. Adler stod og saa ud for sig og tyggede paa Læ- berne . . . "Men naar, naar har Du fattet denne Plan," - spurgte han uforstaaende. SIDE: 402 "Planen er fersk nok," - lo Ole. "Endnu vaad som en nytrukket Fisk. Og saa kommer jeg for at faa Raad. Med dit Kjendskab til Landet kan Du anvise mig et skikkeligt Distrikt." "Javist. Javist," - raabte Adler lettet. "Jeg vil endnu i denne Aften gaa ned i Medicinsk Selskab og forhøre og slaa op i Bøgerne . . . Men sid ned. Sid ned, kjære Ven! - Tag Dig en Cigar medens vi snakker." Ole syntes, han skalv paa Haanden, da han bød ham Kassen. "Det er jo egentlig en hel Evighed, siden jeg hørte, hvor Landet ligger for Dig?" optog han det inter- esseret. "Og Hanny Du, hun er ogsaa fornøiet med at bli Doktorfrue ude paa Landsbygden? . . . Og Odd, lille Gudsønnen! Det blir ordentlig et Savn efter ham. Prægtig Gut, - listig Fyr, - et udviklet Hode" . . . Adler blev helt oprømt. "Det blir jo altid en anden Virksomhed for Dig . . . Notere Vind og Veir, passe paa Vildgaasen og Træk- fuglene," - lød det indgaaende hjerteligt. "Ja, Du faar huske mig med Tidsskrifter og uden- landske Blade, naar der er noget i Videnskaben," - plumpede Ole i. Adler vak pludselig til og saa paa ham med et Blik, spørgende og mistænkeligt. "Jeg faar nu se til at hygge mig med Bygdens Folk," - prøvede Ole at rette paa det . . . "Jagt og Sport, - ta op Barndomserindringerne." "Deilig oppe i en saadan stille Bygd," - nikkede Adler. "Hver Aarstid igrunden med sin Skjønhed, - indtil Vendekredsen triller rundt. Istedetfor Gas og Elektricitet lyser Stjernehvælvet . . . Larmen og Stri- den og Rivihjelet fra Staden høres ikke der. - Og midt i Ensomheden durer Mystiken af en ubrugt Fos" . . . Han snakkede og snakkede, spurgte og raadede. "Naar mener Du at flytte, Ole?" SIDE: 403 "Snarest, snarest ske kan. Bare Du kan finde Di- striktet." "Men Du maa ha en varm Skindpels, - Forværk til at reise med! Jeg har - nei, jeg maa ind og snakke med Konstance om det altsammen" . . . Stjernø vandrede hjemover under de mest mod- stridende Tanker og Følelser. Hanny havde sét ham komme langt henne i Gaden og stod nu i største Spænding og ventede ham i den aabne Entré. "Naa, Ole. - Naa Du?" "Joda. Joda!" - lo han op til hende. "Manden vil hjælpe os fra Byen paa al Vis, - smøre Grønsaape un- der Meierne" . . . Han trak hende ind af Døren . . . "Men ellers Du, - jeg grunder og grubler, og mere og mere blir det, som jeg rives ind i en Strømhvirvel, hvor alt gaar rundt. Jeg opsnappede, som jeg kom ind i Stuen, et Sam- vittighedens Angstblik, hvori der spøgte baade Basilisk og Marmendil, - og et Smil, som han ligesom garde- rede sig med til alle Sider. - Hvad kunde det være, jeg vilde paa denne usædvanlige Tid af Dagen? Han har kanske gaat mangen Gang slig i Uro, naar jeg kom didop." "Tænk hvilket Menneske," - udbrød Hanny harm- fyldt, - "forfølge Dig fra Stilling til Stilling! Du maatte ikke faa komme frem. Han har deltat i alle vore Planer og Haab, som en Ven, - og saa git dem Dødsbiddet. Jeg taaler ikke at se ind i det! Hans Gavmildhed og sociale Stilling har jo gjort det let nok for ham at faa Dig trykket ned." "Nei, nei, - ikke bare det, Du," - protesterede Ole. "Hans naturlige Hjertelighed og Elskværdighed gi'r hans Ord Vægt. Han blev saa velmenende og varm idag, at jeg et Par Gange holdt paa at forglemme mig. Tilslut bød han mig Tulupen sin. Men da skyndte jeg mig afsted!" SIDE: 404 "Vi skal vel ovenikjøbet komme til at takke ham," - lød det fra Hanny. "Manden er rig paa god Villie han!" - nikkede Ole. "Men alligevel er det saa langt fra Løgn det andet . . . Naar man begynder at se ind i det, blir Luften fuld af dem, hvis dybeste Nydelse det kanske er at for- følge sit Offer til sidste Vrid . . . Men tænk Dig bare, om jeg skreg det ud, at her har jeg levet forfulgt og jaget af, - jeg havde nær sagt, Byens bedste Mand . . . Hvor man vilde le og grine! Det skulde ikke vare længe før man ophøiede mig til Byens gale Doktor." "Slige Mandfolk er saa kloge og fulde af Hensyn," - bed Hanny i. "De lader sig gladelig tie ihjel." "Menneskenaturen er saa sammensat, Du," - grub- lede Ole. "Tre Fjerdedele af William er der reelt Stof i, det garanterer jeg. Men den fjerde, hvad den huser, det er Gaaden! . . . Han sidder fast i Urgrunden . . . Naturmagten raader." "Han har jo følt, at Du har Evner der, hvor han ikke har, og inderlig misundt Dig," - forsikkrede Hanny. "Kan nok hænde, det er noget saadant, Du," - nik- kede Ole . . . "Det smigrer mig. Det smigrer mig! - Jeg havde saa smaat vænnet mig til at tro, at alt mit var bare Tanker, - løse Tanker . . . Jeg begynder at faa mit gamle Mod igjen . . . Jeg vilde ikke ha undværet dette" . . . grublede han henne fra Sofahjørnet . . . "Har sét det her, som gir Udgangspunktet for meget" . . . SIDE: 405 Dæmonen kom trampende ind over Verdensvolden i Skikkelse af en kulsort Hest. Den standsede oppe i Aasranden i skinnende svart Glans - med den ene hvide Sok, og slængte hvidt Skum om sig, og knæggede saa Ekkoet gjaldede langt indover Bergene . . . SIDE: 406 Det lyste ud fra Sandbanken ikvæld. Alt stod fær- dig og pyntet til Fest - Fest for Ole Stjernø. "Havde vi bare havt Manden selv her!" - udbrød Overlæge Bjerkaas, han stod og talte med Doktor Kvisling. - De var af de første Gjæster, der var kom- met. "Ja disse Nervetheorier de er nu blet hans Nord- polen!" nikkede Kvisling . . . "Naar jeg tænker paa de tre, fire Aar, han ranglede og skranglede i Karjol paa Landeveiene, baade Dag og Nat, deroppe i Land- distriktet. Og saa nu, han diskuteres i alle europæ- iske Tidsskrifter, hvilken kolossal Kraft der er ned- lagt! . . . Man saa intet i ham herhjemme, før Udlandet havde stemplet ham. Ikke et Stipendium kunde han opnaa." "Aa ja," - mente Overlægen, - "vi gamle Venner saa dog ganske godt og tog aldrig feil af ham. Men Universitetet er jo ikke for at trække frem ny Kapa- citeter . . . Og, min kjære Kvisling," - Bjerkaas faldt ned i en lav fortrolig Tone, - "det synes, som Professor Adler har tat gamle Walvik i Arv i det Stykke. For, skjønt Ole Stjernø er hans gamle gode Ven, saa kan han ikke faa sig til at tro paa hans Geni. Og man gjør bedst i ikke at underholde ham med den Materie," hviskede han . . . - - "Jaja," - sa Bibliothekar Vigten til Adjunkt Ringdal, idet de slentrede opover Gulvet, - "ingen kan SIDE: 407 gjøre for at der plumper et Geni ned i éns By! - Det maa have sine Fødselsveer, - bare holde ud, ikke slippe Troen paa sig selv." "Seiglivet som en Kat, mener, der baade stenes og druknes," - lo Adjunkten. - - "Jeg maa si', her ser bra ud iaften," - raabte Fru Bergendal, da hun kom ind i Salen, og saa sig om. Hun var blet lidt sværere med Aarene, og kan- ske ogsaa myndigere . . . "Det er ordentlig, som Berømmelsen vifter gjennem de gamle Sandbanksflaggene . . . Men nei, - ne-i-" hun rystede paa Hodet. "Stjernøs Billede maa over paa den anden Side. Den gode Takt tilsiger det . . . Aa, faa det ordnet i en Fart, Paul Vigten! Der, ja der," anviste hun. "Man maa jo gjøre det hyggeligt for sine Medmennesker" . . . - "Kommet fortidlig som sædvanlig?" - hilste Fru Observator. "Jeg skal sige Dig, Jutta, jeg har den Ulykke, at naar jeg spør Wilse, hvad Klokken er, saa svarer han - "astronomisk eller Byens?" - Og saa véd jeg hverken op eller ned." "Du forstaar, Augusta, her er farlig Grund iaften," - hviskede Fru Bergendal. "Professoren placerer sig jo altid i den hygelige Hvælving ved Muren. Og vi kan da min sæl og sandten ikke lade Manden sidde der den hele Aften og stirre paa Ole Stjernø, i ben- galsk Belysning, med Egekrans om! Han faar Galde- feber, - Galdefeber, Augusta! . . . Det er ikke saa let at bevare Humøret, naar man ser sin Ven stadig stige høiere og høiere i Ballon" . . . "Jaja," - kom Bergendal til, - "hvad vilde den Mand ikke ha git for at bli favnet af en eneste op- rindelig Tanke, han kunde trække Trøien af sig for . . . Mig er det altid, som Hjertet koger i ham under det stille blege Ansigt, og jeg spø'r mig ofte selv, hvor de varme Øine og det freidige Opsyn er blevet af? - Han var engang et Hjertemenneske!" - Og der kom de, Professoren og Fru Konstance. SIDE: 408 Han med skinnende hvidt Haar, rank og statelig som altid; men med noget forbidt ved Kjakerne. De elektriske Lamper lyse ned paa ærbødige, mere eller mindre formelt hilsende. Man fik ligesom en Trang i Benene til at reise sig. Og som Professor Adler indtog sin vante Plads ved Hvælvingen i Muren, hilstes der ogsaa paa lang Di- stance. Man vilde nødig forsømme Leiligheden til at vise, at man var med i Ringen: "Jeg véd ikke jeg," - udgjød Professoren sig plud- selig med et langt Pust til Fru Overlærer Bergendal, - "men slige Sandbankefester skulde man jo engang blive færdige med! Bare holde paa de lune gamle Sammenkomster. Tiden er gaat over dem! - Naar jeg tænker paa Festens Gjenstand, vor gamle Ole, som saa mærkelig igjen er dukket op af Tidens Hav! - Og det samme Sandbanken, der nu illuminerer, lod ham passere Kvældene heroppe, uten at han drev det høiere end til at blive Luft for deres Øine. Jeg synes, vor lille Societet her afgir to noksaa modsigende Stempler." "Huf ja", - sa Fru Bergendal, - "det er ondt at tænke paa. Her gik han i lange Tider dybt fortrykt." "Fortrykt!" - hug Adler i, - "fortrykt, sa De? Jeg synes ikke jeg netop husker ham saa. Men De me- ner virkelig" - "Kuet ja," - udfyldte Fru Bergendal. "Kuet og fortrykt?" - gjentog Adler. "Vist ja. Aa, hvor jeg ser dette store tunge resigne- rede Ansigt! - der laa som Trykket af en Verden i det." "Og det saa De? Hm, ja. Han gik her og ventede paa, at man skulde udraabe ham til en Storhed," - udbrød Adler haanlig. - "Og de Øine, - husker De Øinene, Frue, - som Knivsegge! Det var Villien til at udrydde alle andre, der laa i dem. - Ogsaa er det vel neppe endnu fastslaat i Himlens SIDE: 409 Raad, at ikke Manden igjen kan dale," - lød det hen i Tanker . . . - "Saa har vi da engang noget at feste for, Pro- fessor!" - kom Gylche hen og hilste. "Sandbanken har Ære af, at den saadan forkynder det store udover Landet . . . Geniet har kanhænde sine Veie, sine skjulte dybe Love," - vedblev Gylche med Fingeren paa sin store bebrillede Næse. "Det maa hærdes gjennem Modsi- gelsen, dukke sig ned i Hverdagslivets Smaalighed. Der er en Naturens Proces, som tvinger det til at gaa til- bunds i sig selv, - gi' sit Hjerteblod! - For éns na- turlige Menneske er ikke oplagt til at præstere den Vare" . . . Adler kastede Stolen tilbage med et heftigt Ryk - "De mener . . . De mener," - stottede han, - "at Ole Stjernø er blevet saa gjennempløiet, at hans Aker er beredt . . . He, he, - at alle disse - he, he, For- hindringer kun har bygget ham Broen til - Aah, Fantasier," - slog han det heftig afvisende hen. Han tændte Manillacigaren og røgte, stærkt vip- pende med Foden. - Prosektoren kom og svandt med sine Hornlygter, der ud over Kvælden stedse blev mere dunkle. Han gik med Ole Stjernøs Triumf i Blodet, hem- melighedsfuld og stum, af og til standsende en og an- den med et stort forstaaende Blik - "Ja, hvor maa ikke vor høitstaaende Ven, Professor Adlers Hjerte banke iaften!" nikkede han i Forbigaa- ende til Overlæge Bjerkaas . . . . . . "Der er - der er nogetslags Dynamit, som sprænger og bryder Vei til Sandheden! mine Damer," - udbrød han, som han nedlod sig i Kredsen - "Foragt ikke Dissekerkniven. Den kan bringe mær- kelige Ting for Dagen. Men, til en fast Haand hører et intellektuelt Øie," - blinkede han lunt. Man vekslede Blikke, han kunde blive farlig . . . "Sidder De ikke her som en hemmelig Politiopda- SIDE: 410 ger, der er stolt ovenpaa en god Fangst," - udbrød Fru Wilse kontant. "Ja ja ja, - en Dykker! - baade over- og under- vands," - bedyrede han - "Og, hvad er det, man søger efter, De," - kom det tungsindig stirrende. - "Greie, Greie paa sig selv og dette forhaspede Samfund . . ." - - Der blev som en Uro i Værelserne. Blomster og Opsatser bares ud og ind . . . Det mærkedes, at Aftenens Festmaaltid nærmede sig. - Professor Adler lagde varsomt forsigtig sin anden Manilla hen paa Kanten af Askebægeret, og blev sid- dende og stirre distræt hen for sig . . . Der ude i Salen jublede de og var glade . . . Men svart, bare svart paa hans Konto. Hans Liv var ikke lykkeligt, nei! Han taalte ikke at tænke paa det, - det kvalmede, bød imod. Men stirre og stirre ind i det maatte han. Der voksede en næsten djævelsk Bitterhed op i hans Sjæl - Han kunde gaat paa Knæ og bedt om Tilgivelse hos alle mulige Magter, - kun ikke til - Men sæt nu, at han imorgen læste i Aviserne, at Ole Stjernø var ude af Sagaen, - en Dampskibsulykke - Jernbaneuheld - Var man da glad, - lykkelig, - lettet - som i de gamle Dage? Han rystede tungsindig paa Hodet - Tomrum - bare Tomrum - - - Han reiste sig pludselig. "Men, kjære Overlærer," - brød han ud. "Jeg spør og jeg spør, - gjør man intet for at organisere Festen? Hvem sørger for Telegram til Stjernø? - Eller skal man overlade de yngste og nyeste Medlemmer at ned- male sin Lyrik? Jeg foreslaar at jeg paatar mig den Sag, - besørger den straks jeg kommer hjem . . . Ja, kjære Venner," - forlød det gemytlig, - "jeg beklager, at jeg ikke yderligere kan deltage i den SIDE: 411 smukke Fest. Min Forelæsning paa Universitetet imor- gen Formiddag forbyder det kategorisk . . . Kan kun ønske Dem en hyggelig Aften." Det føltes som en Lettelse, da Adlers nikkende og hilsende forsvandt ud af Døren, - som nu først kunde Festen begynde. Og tause sad de saa i Slæden, Professoren og Fru Konstance. Et Par Gange sank han sammen i et dybt Suk. Fruen spurgte ikke. Hun kjendte denne Slut paa hans ensomme Betragtninger nu gjennem flere Aar . . . Og saa travede Hesten, og ringlede Dombjelderne neppe hørlige i den graakolde stjerneløse Aften. SIDE: 412 Tusmørkefuglen, - Flagermusen svæver som Nat- tens Kurer indover Drømmenes Rige. Dens sorte Vinge udbreder Mørke, medens de smaa, skarpe Øine stirrer og gransker for at finde Sjælenes inderste Begjær. Skyggeagtig glider den ind i Drømmenes Liv og slaar Følge indover hele Scalaen af Menneskebegjæret, - fra Blikket ned i Lidenskabernes Afgrund, til den unge, der ligger og drømmer om at faa Knebelsbarter. Den ser, af hvormegen Tomhed Verden tit bygger sine Taarne. Den ser Guldets og Ærgjerrighedens Magnet drage Hjerterne . . . Og Forfølgelsen gaar med klingende Spil! Den ryster Vingerne over Feieskarnet, spændt paa hvad der blir igjen? . . . Virkeligheden staar der med tunge Stolper! - Der gaar en Livets Leg gjennem Drømmene . . . Og i Mørkets Dyb rører sig fremvældende lydløse Skarer med susende Vingeslag - Men Natfuglen styrer sin Kurs ind i det uendelige dunkle. Og alle følger de dens Vei til Landet - "Østenfor Sol, vestenfor Maane og bagom Babylons Taarn," - hvor Fantasus holder Lygten! SIDE: 415 IMPROMPTU. Det kom sig af det lille Gløt, mens Snadden sin han tændte, at Solen sprat med rosenrødt og hele Skogen brændte - og at jeg lér som tussegal, som om der noget hændte - -? Jonas Lie SIDE: 417 JOMFRU MARIA. Om jeg har drømt mig det til som Barn, skal jeg ikke sige. Men jeg har saa tydeligt et Billede af, hvor Jomfru Maria bor. Hun bor i et lidet Bondehus i Randen af Skogen med en halvforfalden Skigard om. Det var Skumring, graa Luft med milde dalende Snefnugger som det kunde være Juleaftens Eftermiddag. Ilden fra Skorstenen lyste fra Kjøkkendøren helt ud paa Snemarken. Nogle Koner og Jenter bar travle Ved og Grene og Kvist ind, som de havde plukket i Skogen. Jeg saá som et Skimt af Jomfru Maria derinde, naar hun kom i Dørskjæret. Hun havde en slidt blaa Stak, opbrættede Ærmer, og Ansigtet var hedt fra Ilden. Hun var fattig og havde saa mange at hjælpe, sa de, - saa travlt med alle dem, hun maatte passe og sørge for, at hun næsten aldrig fik Tid til at faa byt- tet Hverdagsstakken af sig. Og værst var det med alle dem, som ikke havde Ord for sig, men bare græd! "Ja men "Maria Guldsko" da . . . Og Kronen -?" undredes jeg, - "hun tar den vel paa om Søndagen?" "Bare hun faar Tid, bare hun faar Tid, Du Vesle!" - sa en Kone, som rokkede krumbøid ind med Ved- børen. "Gud lader hende faa gjøre saa meget godt, at hun ikke aarker mere. Det er derfor, hun nævnes salig." SIDE: 418 Tiritunge og Marifly, Jomfru Mari Guldsko, Signet Din Haand Og signet Din Fod, Signet den Jord, hvorpaa Du stod, Signet den Arm, som Jesus bar, Jomfru Maria Guldsko. Jonas Lie SIDE: 419 FJÆSINGEN. Fjæsingen var blet fornærmet, fordi ingen la Mærke til den. Der kom den imorges med Havets vrimlende Mil- lionhær stormende ind mod Fiskeværet, hvor den klemtes sammen til en skimrende, regnbu'farvet Mur, som stod ret op og ned i Sjøen. Fiskermanden havde bare at øse op i Baaden, - det rene Sølv! I det vilde, susende Tog var Fjæsingen blet puffet og stødt som den lille Fisk, den var. Og den ærgret sig saare. Den udstødte Gang paa Gang en knarrende Ulyd som Tegn paa sit Raseri. Men intet hjalp. Ingen hørte og Ingen saá. Fjæsingen blev ganske oversét. Alt eftersom de som en Sjernernes Vrimmel fór frem, steg Sinnet, idet den lille Fjæsing stadig blev drevet snart hid og snart did af de større Fisk. Prø- vet den at gjøre Modstand, fik den et Slag med Spo- len, saa den brutalt slængtes tilside, - eller den fik et lynsnart, graadigt Glæfs efter sig, som skulde den ædes. Og Fjæsingen knurrede indædt. Men jo nærmere Land Millionhæren kom, desto mere sagtnede Farten. Og helt derinde ved Været, hvor Sølvmuren skinnede, svam Fisken om i stor og forbittret Forvirring. Det svære Jag havde vakt dens Hunger, og nu kappedes de, hver og en, om at snappe efter alt det, som kunde gjælde for Mad. Det var en Kamp for Livet, hvor den Stærkeres Ret ubønhørlig gjorde sig gjældende. De smaa og svage blev hensynsløst skubbet væk og fik akkurat bare Lov SIDE: 420 til at se paa, hvorledes Seirherren tog til sig af Ret- terne. Det gjaldt at holde sig forsigtig undaf, hvis Én ikke skulde risikere at vandre samme Vei og gjennem samme forslugne Gab som den sødt forlokkende Agn, som viste sig snart her og snart der! Fjæsingen var skrubsulten - og tilbunds krænket over saa haanlig at bli vist bort fra Livets Bord. Den gik der frem og tilbage og knurrede og tænkte. Og det onde Blod bruste op i den. De skulde faa mærke, at han var til! . . . Ikke var han den, som lod sig tilsidesætte! . . . De skulde faa føle . . . Den bredte ud sin Rygfin, som er luende rød og saa skarp som en Barberkniv. Og saa gav den sig til saa at sige med Hænderne paa Ryggen at svømme om blandt alle de andre. Hm! Hm-m! . . . Ikke bar den Nag til nogen le- vende Sjæl, nei! Den mente det saa godt med Alt og Alle . . . Men Rygfinnen skar, fint og lindt som en Barber- kniv, ind i Bugen paa alle de Fisk, den kom forbi. Ind- voldene vældede ud og Sjøen farvedes. Ikke var den i noget oprørt Humør, nei! Den var saamæn Uskyldigheden i egen Person - Og alt mens den svam sine blodige, dødbringende Ture dernede i Dybet, gottede den sig og mente, at det nok skulde gaa op for nogen og hver, at han var til. Han skulde nok faa sat Briller paa dem! . . . Men hele Dagen - og Natten med - flød der Fisk i hundrevis med hvid, opadvendt, opsprættet Bug ud- over Havfladen. Jonas Lie SIDE: 421 MOR ØFSTI. Der var engang høit oppe i Fjeldet en Kjærring, som hed Mor Øfsti og som var saa rig, at hun kunde øse Guldet op af Gryden sin helt op til opover begge Øre- hankerne. Men nu paa det sidste var det mere og mere gaat ud med hende, saa hun knapt aatte mere end den skarve Skjæren, som snakkede og skvattrede paa Brandstigen oppe under Loftgluggen. Og saa mange Slægter, som nu var kommet tidlig- vaars og bygget og repareret paa Redet og saa i Vin- termørket var draget bort igjen - saa var Skjæren blet en klog og erfaren Fugl, som begreb lidt af hvert. Men dog alligevel - saa underligt skulde hænde nu her midt i Armoden, at Husets sidste gamle Sølvske en vakker Dag ikke mere var at finde. Men den, som snakkede og skvattrede ivrigst, var Skjæren. Hun havde sét saadant før, hun! - Og en slig Vidunderfugl med en Sølvske i Næbbet maatte jo Enhver ha sét, enten da den fløi ind i Redet eller da den fløi ud igjen. Skjæren sad og gløtted paa Skakke, - ét Øie havde hun mod Redet, for der laa noget, hun vel maatte vogte, og ét Øie havde hun mod Huset og Mor Øfsti. Hun saa meget, der hun sad, og hun forstod endnu mere. Men stilt sad hun. Bare naar det gik slig, som hun selv ønsket det, skvattret hun saa høit, at det hændte, hun vesle Randi, Sønnedatteren til Mor Øfsti, tog Stener og kastet efter hende. Men Skjæren bare lettet lidt paa sig og flyttet lidt høiere i Grenene. SIDE: 422 En Dag sad vesle Randi saa bedrøvet nede paa Sten- hellen. Hun havde tat det røde Hodetørklæde af og graat saa saart i det, for Mor Øfsti havde netop slængt Døren i efter hende og kaldt hende en Tyv. Skjæren hoppede helt ned paa Marken og plirte med Øinene og saá paa hende. Hun vippede saa vigtig og spansk med Stjerten, akkurat som vilde hun sige: "Nu har Du faat Løn for alle Stenene Dine!" . . . Men det skulde hun ikke ha gjort. For lige efter slængte Randi en Sten efter hende, saa den ene Vinge blev skamslaat. Dermed satte Randi tilskogs. Skjæren karret sig saavidt op i Redet sit, og der lagde hun sig ned. Hun saá nok, at Mor Øfsti ret som det var stod i Døren og skygget for Øinene og saá over mod Skogen. Men den, hun saá efter, kom ikke mere hoppende bortefter Stien. For vesle Randi var draget afsted og havde søgt sig Plads nede i Bygden. Mor Øfsti gik saa rar og liden og ensom omkring. Og Skjæren syntes, det var saart at sé. Hver Gang Mor Øfsti stod i Døren, fløi hun ned og vrikkede med Stjerten og hoppede sidelænds paa Skakke og gjorde sig til, som vilde hun trøste. Og Gamlemor nikkede venlig igjen og syntes, det var saa- dant Selskab i denne rare Fuglen, som drog saa rart paa den ene Vingen. Der var noget, som i den sidste Tid la Beslag paa Skjærens Opmærksomhed. Den la nemlig Mærke til, at Mor Øfsti var blet saa rent for renslig. Ud af Huset og ind af Huset drog hun flere Gange om Dagen hvert Gran, hun aatte. Hver eneste Kiste og Dall blev endevendt - ja ligetil de gamle Skallerne saa rystet hun alt Sengegræsset ud og grov og ledte inde i dem. Og ikke før havde hun draget alt ind igjen, før hun nok en Gang gav sig til at lede og rode gjennem alle Tøllerne sine. Skjæren sad om Aftenerne og keg ned gjennem Vin- duet og saá, hvordan Gamlemor gik og stullet og søgte, medens hun sukket saa tungt og alt i ét tørket Øinene. SIDE: 423 Og mange Sommere gik. Saa var det en Høst, at Stormen suste og rusket i alt det, den mødte. Torvtaget blev revet op, og det peb og hvinte under Loftgluggen, saa Skjæren hverken vid- ste ud eller ind. Stuen rystet, Kramperne i Væggen løsnet, saa Stigen faldt ned og med den Skjæreredet. Da Mor Øfsti om Morgenen saá ud, laa der lige foran Kjøkkendøren en Haug med Kvist, men midt i Kvist- haugen var der noget skinnende, som hun nok syntes, hun skulde drage Kjendsel paa. Hun humpet ud til Redet, for hun var blet gammel og havde vanskeligt for at gaa, Gamlemor. Og saa alle de leie Tankerne og Ensomheden . . . Hun grov med Stokken, og dér laa Sølvskeen - den, som var Skyld i, at vesle Randi var reist fra hende. Gamlemor sank ned paa Stenhellen, og der vesle Randi havde siddet og grædt saa fortvilet i Hodedugen sin, der sad nu gamle Mor Øfsti og tørret sine røde, rindende Øine. Jonas Lie SIDE: 424 HAVETS FANTASIER. Jo-o, det laa ganske rigtig i min Trang og Liden- skab med min Pens Magt at faa malt frem det hele Norge. Det var en Opgave - den laa mig i Blodet. Den nordlandske Fantasi er endnu ikke udtappet, den funkler med Fosfor og Nordlys endnu under Bøl- gerne. Og Fiskeren kan sidde og drømme paa Toften og lede nede i det mørke, mystiske, af Mirakler fyldte Dyb - lede efter, hvorledes han, Fiskerbonden og netop han, er blet en besynderlig Person, der kan hale Eventyr op med Snøret. - Og i disse Dage i Bælgmørket under Jul kommer sjelve Havet ansættende - Rygtet gaar fra Baad til Baad under stor Sensation - om intet mindre end at den mystiske Sildestørje har vist sig i Havet. Og samtidig sydpaa har Makrel- størjen med sin Krone været under den samme Skjæbne. Det gjør et Indtryk som om Havets Støtter kunde ramle. Der er kommet som en Forventningens og Skræk- kens Em i Luften, og man holder Vagt ude ved Skjæ- rene for at beskytte sig mod Havets Spøgelser. Man faar det travlt med atter og atter at bringe op i Snak- ket fantasiomkransede Uhyrer som Staurhenningen og Vagnhunden, de, som nu begge er ude i Farvandet - glubske og rædselsfulde . . . Hvordan de da sér ud - om de hører til i Himlen eller i Havets Afgrunde eller i Miraklernes Land -? SIDE: 425 Ja, hvordan de sér ud . . . Det er Dyr af Størrelse som en gammel Sæl, som med sin Præstekrave om Halsen ligger ude i Udskjæ- rene og mager sig. Huden har slige rare Linier og Tegninger. Den kan sé forfærdelig ud og sprude Ild, saa Én kan sé Lysningen langt udenfor i Farvandet. Skriften fortæller, at Moses førte sit Folk i en Røg- sky om Dagen og en Ildsøile om Natten. Thi Folket trængte nogen til at sætte Kursen og overholde Stre- gerne, saa det hele ikke girede formeget. I dette Forbillede blir vi snart klar, saa klar i det smaa, at Ingen kan ta feil. Der stod de baade Makrellen og Silden i Millionvis i Begreb med at svømme over Havet til sine Gyde- pladse. Da saa Herren - han og ingen anden - hvor vild- farende og farligt de var stedt. Og saa skabte han Størjene, at de skulde sés over- alt ved deres Pragt og Storhed om Dagen og deres ildsprudende Farver om Natten, - at de skulde føre dem frem til deres forønskede Sted. Jonas Lie SIDE: 426 AAND. Det skete under en Æra, da Menneskeheden endelig var gaat træt af Livets evige Rundgang, gaat kjed af Livets evige Gjentagelser, træt og kjed af selve det at leve og gaa rundt, da Maskineriet saa at sige var gaat tomt, da Hildringer og Fraser ikke længer bider paa og Tiden staar - en Tid, da Menneskeheden staar der ældet og uformuende til at læse nogetsomhelst af Him- lens Tegn. Menneskene var drevet ind i et nyt Kulturstadium - Tilværelsens store Gisp. Stumt resigneret grundet og grublet de paa sit aandelige Selvmord. Da var det den Nat, Planeten Eros-Astor sprængtes i hundrede Stykker af en af alt Haab forladt Viden- skab, som satte sin Tekniks Lunte til, og London blev hængende paa Maanens Horn - Venus lyste med et stort Lys ned i Mørket. Den høljede et Krystal af Straaler ned i det Blaa, hvor en vildfarende Stjerne var sunket ind i den evige Nat . . . Den Nat gik der som en Skjælven gjennem Jordklo- den. Og der lød ud i Rummets Uendelighed en Dur, som om Verdens Indvolde revnet. Havets Urgrunde gav sig, og Fjeldkjæderne slog Revner. Nyt Liv steg frem. Det var rædselsfulde Ubeister i Oceanernes Dybder, og det var nye ukjendte, kriblende og krablende Væsener af Mennesker, Dyr og Planter. Og der gik et Suk gjennem al Skabning. Det var de Ufødte, som vaagnet og førte Klage over at de ikke havde faat Liv. Den lille Spire i Skogen, som var døet bort i Skyggen og Kulden, krævet sin SIDE: 427 Ret, at den ogsaa skulde faa leve Livet og føle dets Sødme. Og den usynlige Menneskekime, som var blet nægtet Dagens Lys, og som atter var drevet ind i Til- værelsens Mørke, steg frem og klagede sin Nød. Ikke forstod nogen af dem, at de var blet bortvist fra Livets Tærskel, og de anklagede Gud, fordi Livets Sol ikke var blet dem forundt. Men Gud svarede: Se, hvorledes Menneskene har be- nyttet mine Gaver. Se, hvor mødig de trækker sine Lemmer og hvor haabløst deres Blikke brænder. Vil ogsaa I eie Livet med dets Torne og Tidsler? Der straalte som et funklende Spørgsmaalstegn af Stjerner over Firmamentet: Mon ikke Alt, som er af Aand, har Livets Ret? Og det svarede som i Salmistens Tone: "Vilde jeg tage Morgenrødens Vinge og fly til det yderste Hav, sé da er du ogsaa der." Jonas Lie SIDE: 428 MODERS NATUR. Hvorfor synger Du saa hver evige Vaar? - suste det fra Granskogen over til Maaltrosten. Af samme Grund som Du skyder nyudsprungne Barkviste hver e-e-vi-ge Vaar, trillede Maaltrosten, - vi venter - Venter - venter - venter, - sang og yrede det i Vinden i Triller og Toner - fra Nattergalen og de store Musikanter, som kunde sætte det i Melodier, til alle de smaa, som kviddrede. - Det var den unge Skogprinsesse, hun forstod det ikke og gik og lyttede for at faa mere Grund i dette; - det blev hende som noget lykkeligt i Brystet, hun manglede Nøglen til at lukke op for. Saa traadte hun várt under Maaltrostens og Natter- galens Reder og spurgte sagte: - Venter? - Venter? - indtil det endelig blev hørt mellem Tonerne. Venter, - venter det samme som Du! - brød det saa løs i Luften. - Din Brudgom, er han ikke Prinsen fra Landet, som ligger derude bag Kimingen? Jo, det var han, og dertil den vakkreste i Verden! Men da brast der løs en Kviddren i Sky over hele Skogen, saa langt Reder var bygget: Vi véd en, som er vakkrere endda - vakkrere endda - - De fløitede og kviddrede og trillede og peb og skrat- tede og sang ind i Ørene paa hende, saa hun rent kunde blive døv. Kvældsolen blændede og stak. SIDE: 429 Men de holdt paa og holdt paa, til hun blev baade harm og bleg. Det kjendtes saa ondt, hvergang Maaltrosten skilte sig ud fra al Støien og Larmen og trillede: - vakkrere endda, - vakkrere endda -. Og, naar Nattergalen la sine rene, varme, lange To- ner ind ligesom henne fra Ensomheden, blev det næ- sten ikke til at udholde! Tilsidst satte hun sig til at græde. Det sluknede i Trætoppene, og med underlige tyste Sus i Kronerne sortnede Skogen ind i Natten. Der blev efterhaanden stille. Hver Fugl sov hen- sunken over sit Rede. Men Prinsessen sad urørlig i Dunkelheden og stir- rede ned for sig. Det sved langt ind i Hjertet, at nogen i Verden kunde være vakkrere end hendes Prins, som var kommet fra Landet, hvor Skyerne legte derude bag Kimingen. Natteduggen randt og dryppede tung fra Bladene, - det fik græde altsammen nu, syntes hun. Hun kunde aldrig ønske, det blev lyst igjen, - al- drig bli glad mere, naar det ikke var Verdens øverste Prins, som blæste Hornet, saa Ekkoet gjaldede og sva- rede! Natteravne fór som sorte Skygger gjennem Dunkel- heden med sagte Sus over hendes Hoved, og Uglens Øine lyste som to Ildkugler fra en Gren inde i Mørket, som om den nok kunde tude ud, hvem han var. Det skoggrede inde fra Tykningen, - det var Spot- tegjøgen - og kvækkede henne fra Tjernet og Myren, som vidste de ogsaa om det. Og med brændende, bævende Hjerte gik hun om hele Natten og værkede paa, hvem der vel kunde være vakkrere end hendes Prins. Hun hørte Trosten slog i Drømme sin dæmpede Trille paa Kvisten: Vente - Vente - Og over hendes Hoved tog Nattergalen enkelte store Toner. SIDE: 430 Sig mig - sig mig - hviskede hun ude af sig, - hvem, hvem i al den vide Verden kan være vakkrere end min Prins? Vente - vente - kurrede det fra Grenene. Da hørtes med ét, som Maaltrosten slog og trillede en Vuggesang over hendes Hoved: Den lille Prins, Du faar med ham, er vakkrere endda! Det jublede pludselig i hendes Hjerte; det bankede og slog, saa hun maatte støtte sig til Træet. For hun saá ham saa tydelig lys levende, ham, hendes egen lille Prins, - ham, som hun aldrig havde tænkt eller vidst, at hun gik og bare ventede paa! Saa, derfor sang Fuglene: - vente - vente - Hun var saa overvældet, - sad og vuggede med Hovedet i Haanden og hørte det opigjen og opigjen i Tanken. Det blev vist ikke før mod Solegryet og Morgenen, at Fuglene igjen begyndte at synge, og hun atter fik høre dette livsalige - Hun var saa overfyldt af Lykke og maatte meddele sig, - maatte under Skogens sagte Sus hen til Natter- galen og faa den til at synge om, hvad den ventede paa, - siden den jo ogsaa biede paa noget, om det end ikke var som hendes Prins. Og, saa fik hun høre den dybe Drømmens Hemme- lighed, hvorfra den hentede sine vidunderligste rene Toner, - om hvorfor den byggede Rede og rugede Æggene og var saa underlig spændt nysgjerrig, hver- gang det begyndte at pikke et Liv under Skallet. Det var, fordi der enten den ene Gang eller den anden vilde komme en saa mærkværdig Unge! Den skulde synge over alle andre Nattergale og fylde Land og Rige med den store Sang, som ingen havde hørt før paa Jorden. Den vidste det saa vist, det var bare at bie. Kom den ikke til hende, saa blev det sikkert til nogen af Ungerne, naar de blev store og skulde hække. Det samme sluddrede Maaltrosten nu ogsaa om i SIDE: 431 Halvsøvne, - den sang jo aldrig om andet end at hække, - kun var dens Prins en Trost, som tog Toner, som raadede hele Skogen. Og saa blev det, som den næste og den næste be- gyndte at sé og nynne. Ikke blot Fuglene over al Skogen fra den mindste af dem alle, Gjærdekongen, til den største langt oppe, der pludselig slog med Vingerne saa vældigt, at Luf- ten suste og Fjeldfuruen rystede; men Knopper, Bær og Blomster og alt det, som skjød Spirer og Skud, maatte frem med og hviske ud og nævne den Længsel og Lykkedrøm, den inderst bar. Den ene vækkede, og hviskede ind i den andens Søvn, til alting og alle, saa langt Skogen rak og Natten bredte sig, dæmrede sammen i et Drømmesyn. Hver saá en straalende Verden forskjellig efter sit Øie. Og de fortalte og meddelte sig - Det lille Bær om, hvorledes det var blet til en Ranke, fyldt med Sundhedens perlende Saft. Og Rosen om sin Strid gjennem de Millioner Aar, hvorledes den havde knoppet og sat Blomster og for- svaret sit Liv med Tornene, saa den kunde dø og gjen- opstaa og bevare sig fra Slægt til Slægt, medens den biede paa den ene Verdens herlige, duftende Rose, som engang skulde opreise sig af dens Skjød og bære Li- vets Deilighed i nyudsprungen Fylde. Og Valmuen fortalte om, hvorledes den havde ven- tet gjennem Tiderne og over Slagmarkerne og Gra- vene paa den herlige, som engang skulde springe ud med den store, røde Fane og vise Menneskene Dødens Vei som en søvnfuld Fred uden Angester. Fromt som den bar sit Haab havde dens Blade altid pranget til Fest om de bevarede Frøhuse. Men hvad for Streger Gjøgen gjorde for det store Gjøgegals Skyld, var ikke engang at nævne. Røskatten slikkede sig om Poterne og fortalte med gnistrende Øine om sine snigende Mord, og Ørnen om sin stærke, myrdende Vei for den Kjæmpefugls Skyld, SIDE: 432 som engang skulde flyve ud i Stjernerummet fra dens Rede. Hanen stod stiv henrykkt paa ét Ben og drømte, at den gól Fred over al Verden, - hele Jordens Runding tilende! - Det bruste underligt som en Salighedens Sus - Skogprinsessen sad og vuggede med i Drømmen og byede sin skinnende Prins, som skulde blive Konge over alle Konger - Granen, hun sad under, var et Mastetræ saa væl- digt, at Kongens Banner kunde sés over al Jorden, og Skogen var blet saa høiloftet, at den sopede opi Stjer- nerne - Men, som Toppene pludselig tændte sig røde af at Solen randt, hævede Hanen sig majestætisk og galede i Vildelse tre Gange. Og saa styrtede den! Jonas Lie SIDE: 433 FINMARKSVIDDEN. Paa den øde Finmarksvidde leger Nordlyset i den lange Mørketid lydløst og skyggeløst over Sneen. Det brænder i gulgrønt, i esserødt, rører sig med sagte, elektrisk, hemmelighedsfuld Knittren, udfolder plud- selig i store Bølger en Regnbue af Kulører som fra en anden mystisk Verden, indtil det slikker helt ned paa Sneen med Tungespidserne, og det blir lyst, saa man et Øieblik skjelner klart omkring sig . . . Der lever som en Rædsel i Skumringen. Gjennem det uvisse flimrende Halvlys, der lader Snevidden staa frem og svinde i underlig farvede For- toninger af Ildskjær, forvirrende fjernt og nær, glider der snare Skygger, høres der i Stilheden eiendomme- lige Raab, Echo af gjøende Hunde . . . Disse Takker, som med ét viser sig mod Horizonten i sælsom Belysning over Snehøiden, er Rensdyr. Det, som stryger saa skyggeagtig nedover, er Finnen paa sine Ski. Det gjaldende, raabende, leende, skjeldende, glammende Liv borte i Bakken er en Finneleir. Her lever dette lavstammede Nomadefolk med de mongolsk-skjæve Øine, brede Kjaker og krumme Bén, med de mørkøiede kloge Ansigter og rappe Tunger, som taler et saa blødt og gjennem en tusenaarig Ud- vikling saa rigt nuanceret Billedsprog, hvori Hjertet finder saa overraskende fine poetiske Udtryk. I de tause Nætter - med Stjernehimlen og Nord- lyset over Dalrevnen - er der i Kulden saa stille, at Lyset brænder i fri Luft, og Dønningen høres som svag Torden fra Ishavet i femten Miles Distance. SIDE: 434 Til andre Tider hvirvler Fjeldplateauet sig op i vildt, mørkt, snefygende Uveir af ubeskrivelig Voldsomhed. Rensdyrene tyr i Ly af Fjeldvæggen eller søger at berge Livsvarmen under Sneen. Her, - til Stensletten mellem Norge, Sverige og Rus- land, - er nu dette Folk væsentlig indskrænket, som engang antagelig reiste sine Telte og Gammer og vog- tede sine Renhjorder udover alle Fjeldstrækninger lige ned til det sydlige Norge. Deres Territorium er blet afknappet, stadig mindsket som Indianerens. Men Lappen er ikke som sin røde Bror i Amerika det absolut dødsdømte Offer for Civilisationen. Paa Fjeldvidden holder han sig med en vis Akkommoda- tionsevne for sin Stenalder-Civilisation. Han har om- byttet Buen og Pilen med Riflen, Flintekniven, Bén- synaalen og Dyresenen med engelsk Staal og Naale- sytøi og Traad, hvormed hans blaa Vadmels- eller tætte Renskindskufte udstikkes og broderes. Sit eien- dommelige varme, for Skien indrettede Fodtøi, Koma- gen, og Renskallen oparbeider han og sælger til Land- handlerne nede ved Finmarkskysten ved Siden af Renstegen og Vildvareskind lige til af den dyrebare Sølvræv og Hermelinen. Lappernes Slæde, Pulken, med Kjørerenen for, dan- ner endnu i den ni Maaneders Vintertid det uund- værlige Kommunikationsmiddel i det vidstrakte Terri- torium fra botniske Viken, Varangerfjorden og Hvide- havet til Fjordene ved Finmarkskysten. Han, Noma- den, er her det nødvendige Mellemled, og Civilisationen opretholder, hvad den har Brug for. Uden Lappen og hans Rén var Post- og Reiseruter stængte over store, vidtløftige Indlandsvidder. Lappen har forsaavidt sin raison d'être. Og der, hvor Renholdet ikke længere strækker til at ernære ham, og Mangelen paa Renmose sætter sin Grænse for hans Levevei som Nomade og Fjeldfin, gaar han over til at leve som Bonde af en Jordlap og af Fiskeri ude ved Havet. Til den uforholdsmæssig høie Procent af Livstab ved SIDE: 435 de rige Vinterfiskerier paa Finmarkskysten afgiver og- saa Lappen sin store Kontingent. Et Par mørke Punk- ter sés at drive for Strømmen gjennem Sundet, skylles af Bølgerne som dukkende sorte Sjøfugle, - det er en ude ved Havet forlist og druknet Finlap, som flyder med Benene iveiret. Luften i hans ved Ankelen sam- mensnørede Fodtøi, Komagerne, bevirker Stillingen. Under Kampen for Livet derude flyder han længe paa Pæsken, indtil den gjennemvaad forvandler sig til den tunge Dødvægt, som drager ham under. Egentlig Sjømand blir han ikke. Nordlændingen paastaar, at han ror, som han snakker, med korte Aare- tag og smaahakkende - paa fruentimmervis; men ingen nægter ham baade Mod og Duelighed i Bedriften. Blodblandingen med dette mørkøiede Naturfolk har uomtvistelig været en af de Kilder, der har tilført Nord- manden hans rige Fond af Fantasi og varm Farve gjennem de tusen Aar, hvori det har levet som hans undertrykte og jagede, men altid underlig erotisk dra- gende Slegfredviv, - langt, langt længere tilbage un- der Folkekrigen end til Snefrids og Gunhild Konge- moders Dage. Dette vigende, svindende Folk med Nordlysets dæm- rende Mystik i Sindet har stadig skudt Pile paa Flug- ten, - Dødspile med Flinteod i Skjul bag Stenen, Gan- pile, Troldomspile, Elskovspile . . . Selv et Fantasifolk, har det tændt Fantasien hos sine Forfølgere og traadt dominerende baade rædsels- og længselsvækkende ind i deres Sind. Norges Historie er, saa at sige, fyldt af disse hemmelighedsfulde Troldomsruner og hypnotisk virkende Indflydelser - fra Kong Harald, som sad fjet- ret i tre Aar over sin døde Finnepige, til disse Sagn nær opimot vort Aarhundrede om Præste- og Foged- døttre, der forlod Hjem, Civilisation og alt for at flygte ind paa Finmarksvidden med Finnegutten, som kom farende ned til Handelsstedet paa Ski og med slige bløde, rige, barnslig poetiske Udtryk kaldte hende for sin "hvide Rype", sin "Snetiting", - udmalte al sin SIDE: 436 eventyragtige Herlighed derinde paa den fri Vidde og drog hende ind i sit Liv. Kan Lappen saaledes siges til en vis Grad at have vundet sig ind i det norske Folks Blod og Aandskarak- ter, spiller en anden Fantasimagt, Troldommen, en ikke ringere Rolle under hans Stammes Tilværelses- kamp. Han har vidst at udbrede den mystiske Frygt og bruge den som Skjul og Dækning, tildels ogsaa som Vaaben. Levninger af hans gamle Gudsdyrkelse tør endnu ikke være helt udryddet. Underlig formede Stenblokke inde paa Fjeldvidden - et menneskelignende Hode med en Sneskavl eller blaagrøn Issvul som Skjæg - hans Fædres Afguder, - faar nok endnu et og andet Offer; og underlig formede Forbjerge paa Kysten som de to "Finkirker" ved Kjøllefjord, det 840 Fod høie Tanahorn paa Østsiden af Tanafjorden og "Klubben" i Varanger er gamle berygtede Offerpladse. Sydost om Vardø, hvor Civilisationen alt fra det tret- tende Aarhundrede har havt sin nordligste Fæstning, Vardøhus, ligger det helt fra Oldtiden bekjendte Dum- bofjeld, der i Middelalderen fra at være lappisk Til- bedelsesplads fik sit vidtudbredte mystiske Ry som Forsamlingsplads for al Troldom. "Sarakkadaaben" har vistnok ogsaa i dette Aarhun- dredes første Halvdel gaat for sig i mangt et Fjeldfin- telt ved Siden af den kristne i Kirken, og Runebom- men med sit af Billeder og Tegn rundt om bemalede Trommeskind afslører nok endnu et og andet Sted Fremtiden. Og "Ganfinnens" Kunster hører neppe til det for- svundne. Under Trommelyden af Runebommen og en eiendommelig skiftende Sang, "Jøiken", bringes han i ekstatisk Tilstand . . . hans Aand er faret ud af Lege- met, saa kun "Skindmudden ligger igjen", og han sér uhindret af Tid og Rum det, hans Viljekraft saadan med yderste Anstrengelse har samlet sig paa; han véd som den grønlandske Angekok, hvad der foregaar langtborte. SIDE: 437 Ganfinnen har ogsaa andre Kræfter, han kan gi Bør, udsende Uveir, anstifte Ulykker, vise igjen, - og en- delig - den egentlige rigtige store Troldmand, den i hvert Slægtled sjeldne og enestaaende Besværger, - udsende "forflyvendes Gan." Ganfluen rammer, svir Græsset under sig paa sin Vei over Bygd og Land did, hvor den bærer sit Ulyk- kesærinde. Den skal ha Skikkelse af en stor Humle eller Flue, og Ganlappen bærer den i Hiten sin. Kyndigheden i den egentlige "Ganfingjerd" har al- tid kun været i enkelte, særlig begavede Individers Eie. Den har fra umindelige Tider været Gjenstand for Undervisning fra Far til Søn inden en enkelt Klasse. Indtil for tyve Aar siden skal, - heder det, - Jok- mock i svensk Lapmarken have været Hjemmet for en saadan Indvielsens Skole. I den lange Vintertid lever Lappen paa en Maade som fastboende i Lappebyer, medens Renhjordene vog- tes oppe i den vilde Fjeldmark, hvor de skraber Mosen frem med Hornene. Kan hele Lappebyen, Mennesker og Hunde, ved Nattetid jages op ved det Forfærdelsens Raab, at der er Ulve i Renhjorden, eller maa Lappen under sin urolige Vogterfærd i det orkanagtige fygende Veir lade sig be- grave i Sneen, saa at kun Skistaven rager op af Skav- len, saa fører han ogsaa i denne Tid sit andet roligere og med det øvrige Folk mere sammenbundne Liv ned imod Bygden. De har sine Kirkedage med Barnedaab, Konfirmation og Vielser, hvori de i sine Pulke farer, "Raide paa Raide", nedover Dalstrøgene med de røde Huer som en broget, livligfarvet Snor imod det sne- hvide Landskab, forsvindende mellem Bakkerne og at- ter visende sig. Det er halvt den fastboendes Vinterliv baade der- nede paa Kirke- og Handelsstevnet og hjemme i de ry- gende Gammer, hvor de optraakkede Sneveie ligger som Gader fra Indgang til Indgang. Saa kommer - mellem 16 og 20 Januar, - den store SIDE: 438 almindelige Festens Dag, da Solen igjen for første Gang viser sig over Horizonten. Det er et Glimt, en bleg Glød af Overranden og et rødgult Skjær blinkende her og der paa Skaraen eller pludselig illuminerende en rimet Bjerketop. Og Lappen hilser, som tændes der en ny Livets Gnist i Hjertet paa ham, - Solen, Varmen, det gjenkom- mende Aar! Han véd, den blege Glød der lavt nede i Horizonten vil bli større og større, smelte Snebjer- gene om ham med tiltagende Magt, Dag for Dag straale og varme og vække til Liv, - indtil han igjen staar midt i den glittrende, dag- og nattelyse, héde, af Vækst- kræfter og Frodighed struttende, duftfyldte arktiske Sommer. Da sidder han, - farverig som altid baade i Sind og i Skind, - i den firkantede Sommerhue og sin med stærke blaa, røde, gule og grønne Kulører kantede lette Kufte af Vadmel - foran Teltet nede ved en af Finmarksfjordene, hvor han lader Renen drikke Sjø- vand. Hundeglammet gir Echo i den lydhøre Aften, og den mørkøiede Finnepige staar i Skjæret af Kvæld- solen og malker Renen . . . Den lange snefygende Vinters Rædsel er glemt. Lappens lette barnlige Sind lever i Øieblikket, - og nu leger og skifter Midnatssolens Eventyr for ham der udenfor i Havbrynet, hvor Tinder og Høidedrag reiser sig og synker, tændes og slukner i violet Gyldenskjær, Sjøer og lange Vasdrag pludselig blinker frem og blir borte i de uendelige Farveovergange, og Sjøfuglene seiler gjennem Luftens Hildringer indover en anden Fjeldmark der i Skyerne . . . Midnatssolens Leg i Sommernatten er blot det mod- satte af Nordlysets mørkt luende i Vinterkvælden; - og Finlappens Liv henleves i den hemmelighedsfulde Stemning mellem de to Undere. Og inde paa de hemmelighedsfulde Ødestrækninger truer Fjeldviddens store Pan i den jernklædte Kjæmpe "Stallos" Skikkelse, - det fantastiske Angstens Billede, som gjennem Tiden har afsat sig i Finlappens Sind. SIDE: 439 Her har han en hél Krigshistorie i Blodet med under- lige Sagn om farefulde Kampe og Hændelser og over- standne Farer, hvorfra kun hans yderste anspændte Snarraadighed og Kløgt har kunnet frelse ham. I disse Stallo-Sagn har Frygten for de røverske Naboer, Tschuderne, snoet sig underlig sammen med selve Naturangstens Billeder. Og over disse uendelige Ødevidder, - engang til og med over hele Halvøen Kola, - har Nordmanden væ- ret den souveræne Herre, som har hævet "Finneskat- ten" fra Alders Tider. Og her er endnu det Sprog- blandingens Gebét, hvor Europa og Asien mødes i et mangfoldig broget Folkeliv, og russisk, kvænsk, lap- pisk og norsk klinger én om Ørene. Den blonde, slanke, blaaøiede Kvæn er en fra Fin- lappen aldeles modsat Karaktér. Klar i Tanken, seig og staalsat i Forsættet, griber han myndig om sig, hvor han kommer, og indsætter helst sin egen Vilje til Lov. Her i Grænsedistriktet mellem den øvrige, til- dels af Klimaet svækkede Befolkning faar han noget ved sig af den indtrængende Erobrer. Idealistisk an- lagt, med det asiatisk flade, kjævestærke, energiske Ansigt, gjør Kvænen som ung ofte Indtrykket af noget særlig evnefuldt. Men netop hans til Envished udpræ- gede Viljestyrke hindrer ham i Udviklingen. Util- gjængelig for Paavirkning knytter Kvænen ligesom Viljeknude for sig og er ved en tidlig Alder som oftest alt det, han kan blive, en myndig opgjort, klar Kraft, - en færdig Mand. Men det livfulde som var over ham, da han med sin unge Racekraft kastede sig ind i Konkurrencen, - er der ikke mere. Den lille svage Finlap derimod er en ydmyg Mand; han véd, at Omgivelser og Forhold altid er hans Herre, og at det gjælder at forstaa og bøie og vinde sig ind og ud af dem for at kunne føre sin Livsstrid. Og Lappens bløde modtagelige Gemyt lærer og lærer og tar Erfaringer; - han er, saa at sige, Naturalisten af de to. Han udvikler sig med en stadig Tilførsel af Indtryk, - og er paa sin gamle Alder inden sit Aands- SIDE: 440 omraade den kløgtige, snart og vart om sig skuende, paa Raad opfindsomme Mand, der har gjort "Finne- list" til et Ordsprog. Kvænen bruger Øksen, indtil han siger, Finnen sender Pilen, mens han viger. - Fra Alders Tid har Russerne i sine østerlandske Vad- melskaftaner, Huer, lange Støvler og Krucifixet om Halsen faret langs Norskekysten med de eiendommelig byggede tremastede "Lodjer" og tusket Fiskevarer for Rugmel og Klaverdug fra Archangelsk og Kola. Denne Handelstrafik i Grænseegnene har sin lange Historie, - fyldt med Frasagn om Overgreb, Plyndring og Mord i tidligere mørke, lovløse Tider. I Kahytten ved Murovnen, "Pjætsckaen", hænger Helgenbilledet, - St. Nikolaus, som skal gi heldigt Veir, Bør og alt godt, - med brændende Lys foran. Deres Nationaldrik, Theen, damper fra Samovaren af Blinkende Messing; og - særlig musikalsk, som de er, - hører man Besætningerne paa Havnepladsene synge flerstemmig sine melankolske Hjemlandssange i de lyse Aftener og Nætter. Deres nationale Liv og græsk-katholske religiøse Skikke fører de som den mægtige Nations Børn trygt med sig, - og en russisk Begravelse i den fremmede norske Jord har med de usædvanlige Ceremonier sit eget underlige høitidelige Præg. Man føler, det er det store Folk, som eier en Femtepart af Jorden, der ind- vier den Plet, hvor en af dets Sønner ligger, til hellig ukrænkelig russisk Jord under St. Nikolaus's og Cza- rens Skjold. Jonas Lie FØRSTE KAPITEL AF LIES PAABEGYNDTE BOG SIDE: 443 Det var Høstmorgen . . . Taagen oprullede sig langsomt, og Luften speilede sig magisk i Solrendingen. Det var et blændende Tvelys som fra to Verdener med her og der underligt udsluknende Hildringer fra det, som før havde levet usynligt og dulgt bag Tep- pet . . . - Der ude paa Næsset stod han - Lucifer - og fiskede Sjæle med Guldkrog - Og som det béd! Han behøvede blot at slænge Krogen ud, saa sad Fisken paa. Han varpede den sprællende høit over sit Hode og langt op paa Land. Han havde nu en Stund brilleret med de forskjel- ligste Ting paa Angelen, - saadan forsøgsvis - uni- formerte tillands og tilvands gik en masse som Mort og Smaasild. Han var kommet i glimrende Humør, og dumpede pludselig ind i et helt Strøg af Livet paa Moden. Det blinkede af Landauere og Vogne i Glas og Guld. Og store Fiske, - Modens Narre skridtede med lange Pas efter og trængtes og sloges ved Vogndørene. Naar saa Stimlen blev helt tæt, saa Krogen, saa at sige, kunde ligge paa deres Rygge, - trak han pludse- lig op sine udkastede Snører, saa de blev liggende og sprælle paa Volden og vride sig i Trækninger, til deres skuffede Øine brast, dumpe, graa og farveløse. SIDE: 444 Det var det, han aldrig blev færdig med, at lodde og befare de skjulte bunløse Dybder i Menneskenaturen - fange deres Væsen helt til sidste sluknende Glimt af Aand. Og, naar Morgenstjernen stod alene og stor paa Fæ- stet, var han der og gjennemspeidede og gjennemlyste Afgrundens Uendelighed med sin Fakkel. Det var Midtsommers Tid. Solen stod høiest paa Fæstet. Deroppe i Ætherens Blaa brændte Balders Baal. Lysgudens Glans skinnede endnu i Døden over Land og Hav, medens Aser og Asynier græd de tunge Taa- rer over Baaren - stumt anende Verdens Nød. Paa Baalet kastede Guderne deres kjæreste Kleno- dier. Jorden smykkede sig i udspringende Pragt, og Blomsten Baldersbraa staar endnu den Dag idag til Vidne for Menneskene om Taarernes Fest ved Lys- gudens Fald. Det var frisk Sommermorgen. Land og Hav gik sammen som i et Tryllespeil . . . Fugleverdenen havde saavidt kviddret og fløiet fra sig og søgte nu Ly ind i Skyggen i Buske og Trær. De hvide uldne Skyer spaade en héd Dag. I Landeveien skranglede en Stolkjærre - Det var just ikke bløde Fjære, Advokat Storm og Frue regaleredes med paa deres Bryllupsreise over Fjeldet. Henrik Storm havde siddet med Kikkerten for Øi- nene grebet af den storslagne Udsigt indover mod Bjergene. Og nu, ved en Vending af Veien, blinkede pludselig et langstrakt Indvand foran dem med en trylleagtig Rødme fra Morgenen i sit blanke Fang. "Men kjære, kjære Ingerlil!" - vendte han sig plud- SIDE: 445 selig imod hende, - "graater Du - over Udsigten?" Han saa prøvende paa hende. Hun smilte og rystede paa Hodet . . . "Jeg kom bare til at tænke paa Stuen derhjemme - nu i Formiddag. Mor gaar og bytter Vand og hol- der omhyggelig Liv i alle Blomsterne fra Festen og ru- ger distræt over et og andet Porcelænsfad eller Glastøi og sér hjælpeløs over til Far, som er kommet ned fra Kontoret og sidder henne i Lænestolen. De har jo havt en Datter i over tyve Aar, men nu er Stuen tom . . . Far prøver sig ved Pianoet, saa en Stump af Mozart og saa en af Schumann. Men det gaar ikke -" Han strøg hende varsomt over den vaade Kind. "Tror du ikke, jeg forstaar, hvad det vil sige saadan at slides Trevl for Trevl fra det gode, kjærlige Hjem." Han fik et Blik, som glimtede gjennem Taarer . . . "Men kan jeg derfor slippe Dig, Inger min? Jeg tør næsten ikke udsige det høit, - min - min! Du er som en Fugl, jeg har fanget og er ræd for at miste igjen." "Det er saa underligt," sa hun grublende, - "saalænge jeg endnu kunde høre en Økse hugge, gi Ekko eller Lyden af en susende Kværnbæk sage eller male for Bygden, følte jeg mig som vi endnu kjørte i den ar- beidende Hverdag, hvor hver strævede med sit. Men heroppe i Naturens Storhed, med Ringen af Blaafjel- dene om sig, svinder alt hverdagsligt bort, og jeg synes, jeg kunde følge Dig, til vi skimtede ind i Evigheden." "Alle disse Tinder og Toppe og mægtige Horn skulde staa som veivisere, mener Du!" Han sad og smilte og saá ud for sig: "Ja, jeg vil frem," - udbrød han. "Og Du skal være med, - staa for mig som et Skjold fryndset med Pile. Strid blir her nok af for en Mand i min Stilling. Ad- vokat -" "Og ikke saa lidt af en Politiker," lo hun. "Man maa helst gjøre som Ørreten, gaa op mod Strømmen, om man vil drive det til noget. Jeg vil, SIDE: 446 at Du skal gaa ind i mine Drømme og fjerneste Haab . . ." Den ramlende Stolkjærre afgav pludselig et Ekstra- stød, saa Fruen uvilkaarlig tog Greb i sin Mand - Hun brast ud i en lystig Latter . . . "Dit Ansigt var saa høitideligt, - og saa - baade Drømmene og det fjerne Haab i Grøften - altsam- men!" "Aa, Du leende Menneskebarn," sa han varmt og kyssede hende, "som altid har en god Samvittighed fastmuret til, hvad Du gjør! Det var det Smil og den kongelig suveræne Latter, som fangede mig fra først af. Jeg er jo en retskaffen Mand, - som alle andre ret- skafne Mænd. Men en glad Samvittighed er en sjel- den Vare, - hvilket man ogsaa vil forstaa af de mange Rynker, Menneskene paadrager sig i denne Verden. Livet er saa kompliceret, derfor ogsaa Mo- tiverne blandede . . . Samvittigheden blir aldrig til Fuglekvidder . . . Ja, vi drømmer Du," sa han hen i Tanker . . . "I disse Hauger med Graasten og Mose bor der Un- derjordiske. Ret som det er, staar der en Brud med Sølvkrone foran Døren. Og disse skjulte Usynlige gjør Ensomheden mellem Hauk og Ørn endnu mere øde. "Nei, ser Du der!" ropte han pludselig, - "to nyde- lige, hvidflekkede Fuglevinger." De var begge i et Nu nede af Kjærren og henne ved Grøftekanten, hvor der laa Vinger og Dun og spredte blodige Fuglefjær. "Her har en Høg eller Musvaag slaat ned," - mente han undersøgende. Det var et stygt Syn fra Livets Røverside, og Inger vilde under det første Indtryk kaste Vingerne fra sig. "Er Du fra Forstanden, Ingerlil? - kaste en Fjær, som selve Falken har beæret med sine Klør! - Hatten din dekoreret fra vildeste Høifjeldet, det skulde jeg mene, er ægte nok." "Kan du tænke dig noget vemodigere," - brast hun SIDE: 447 ud, "end et saadant ensomt Fuglemord midt ind paa Fjeldvidden?" "Nei, ikke medmindre det timedes os at sé Vildren falde for et Skud paa Fonnen . . . Eller der faldt en Ørret ned fra Luften. Den maatte være fuldt anrettet, for nu begynder jeg at faa Appe- tit. Op i Kjærren igjen, Inger! - skal vi gjøre os Haab om at komme betids til Skydsskiftet og faa Middags- mad. Solen begynder at svibrænde paa vore Hoder. Var her bare en Bæk med Isvand, - kan Du tænke Dig noget mere delikat. Men nei saamæn," - brød han af med et lidet Piske- smeld til Hesten, - "om det nu nytter at streife om efter Fjeldblomster og Blaaklokker, om de er aldrig saa mørke og solfyldte i Farven . . . Fleskepandekagen Du! - Fire Æg - seks Æg - otte Æg - - -" Og saa tog Fjeldhesten i med hele sin villige Iver den vante Zikzak op mod Bakken, som var indskrevet i dens Fodskifte længe før nogen lærd Veibygnings- kunst fandtes. - Den sidste Bakke var tat, og man dumpede ind- over Vidden med dens endeløse Fjerne, som følte man sig løftet op paa Landets Tag. Og nu knæggede Fjeldhesten og fik ny Fart i Fød- derne. Derhenne i Horizonten øinede de gjennem Middagsdisen den lille Skydsstation, hvor Gutten skulde modtage Hesten og føre den hjem igjen. "Hu, - staar der ikke en Kaleschevogn ved Ind- gangshellen," - murrede Henrik Storm, som de nær- mede sig. "Tænkte, de holdt sig i Ro i Middagstiden baade Mennesker og Bofæ," - lød det ærgerligt, og Hesten fik et Oplivelsens Smek. Han svingede ind paa Tunet, kastede Tømmerne til Skydsgutten, som stod der og saá ud og ventede og sprang selv ned af Kjærren. "Bankfuldmægtig Hegge med Kone og Datter," - orienterede han hastig sin Hustru, som han løftede hende ned. "Vordende Størrelse i Finantsverdenen . . . SIDE: 448 Høifjeldet er noget for Dem det, Bankfuldmægtig. Fred og Hvile fra Geschæften," - hilste han, som han kom hen til Vognen. "Vil De vide, hvordan Verden var før Bankerne blev til, Hr. Hegge, saa sér De det her . . . Maa jeg saa faa præsentere min unge Brud for Fa- milien, - Amtmand Rogstads Datter. Vi fremtræder her i antik Stil," - lød det med fri- modig Lystighed, - "i den nu over tusenaarige Stol- kjærre. I har været saa heldige at faa en skikkelig Vogn, sér jeg." "Men saa maa De ogsaa ha to Heste," - faldt Inger ind. "Og saa blir det jo en kostbar Reise. Vi vilde nu gjøre det billig og spare vore Grunker til at fuldstæn- diggjøre vort Udstyr." "Meget fornuftigt, - meget fornuftigt," - forlød det fra Bankfuldmægtigen. "Ja, for Nygifte er jo et vakkert Hjem det morsomste i Verden," - nikkede Fru Hegge. "Hvorfor ikke fortælle det," - lo Inger, - "vi reiser i Stolkjærre for at spare ind til et Brysseltæppe. For hver Hump og Dump, vi underkaster os, faar vi mindst en halv Meter paa Tæppet." "Udmærket! - Noget af det mest praktiske, jeg har hørt . . . Og velkommen til Hovedstaden, Frue," - hilste Bankfuldmægtigen, idet Kudsken smeldte paa Hestene og svingede ud paa Landeveien. Den unge Advokat stod en Stund og saá efter Stø- vet - "Forresten Du," - henkastede han, - "var det in- gen synderlig overlegne Figurer, vi gjorde i denne elendige Stolkjærren, - ovenikjøbet paa vor Bryllups- reise." "Det var jo netop Stolkjærren, som gjorde Lykke, - blev løftet op i det interessante," - mente Inger. "Jeg siger bare, Søten min," - kom det lidt stramt, - "Du har ikke afluret denne Verden stort af dens Mangfoldigheder, siden Du saa troskyldig plumpede ud SIDE: 449 med vore smaa Intimiteter, - midt her paa Lande- veien." "Jeg synes nu dette var saa morsomt jeg, og skrev det straks til Far paa Postkortet sidste Skydsskifte . . . Men kom nu, kom nu. Der bringer Konen Fleske- pandekager ind i Gjestestuen, - høi, gul, duftende, ry- kende lige fra Stegepanden," - raabte hun begeistret. "Nei men Henrik da! Vil Du ikke spise af din egen Pandekage," - udbrød hun, da han i Tanker sad og hamrede paa Tallerkenen med Husets Staal- gaffel . . . "Lidt generet blir det nu," - vedblev han, - "naar man i al Nøgternhed træffer de Mennesker igjen inde i Hovedstaden." "Aa saa forskjellige vi er, Du Henrik! Jeg regner Stolkjærren for et af mine bedste Reiseeventyr her over Fjeldet . . ." Idet de igjen steg op i Kjærren, forespurgte Advoka- ten noget høirøstet, om der var passeret mange Rei- sende, som skulde ned til Jernbanen idag. Inger begyndte at begribe det. Hun havde med sit uheldige Indfald lokket ham hen i noget, som - ja som lidet passede for en af Dagens ansete yngre Stør- relser. Men . . . men dette var da saa underlig ulikt ham - al Smaalighed hundrede tusene Mile borte fra hans Natur. Hun sad der og lyttede til Hestens ensformige Fod- skifte, betaget af en nummen Følelse, - en underlig Tyngsel for Hjertekulen. Der var hændt hende noget, som hun ikke rigtig kunde klare, noget som en Skuf- felse eller Tvil. Og det var hendes Henrik det gjaldt - eller ikke gjaldt, om det overhodet gjaldt nogen Ting, eller var passeret noget? Advokaten tog Uret op . . . "Vi har endnu to stive Klokketimer før vi naar frem til Jernbanestationen nede i Dalen. Oprigtig talt Du, er jeg meget glad for endelig at slippe ud af dette Abra- hamitiske Kjøretøi." SIDE: 450 - For noget som Forstemthed og Humører var der imidlertid kun liden Plads i en fjeldfrisk Festens Dag som denne, og Advokaten rev sig braadt ud af sin Tan- keverden. "Jeg forsikkrer Dig," kom det med en vis Ild, - "den Dag skal nok komme, da Du kan kjøre i din egen Vogn, - og da Du længst vil være borte fra dit Eksperiment med den bedrøvelige, knagende Kjærre, - som Du trods alt har formaaet at gjøre om til den herligste Landauer . . . Kjære, kjære min! Du er saa stille. Hvad gaar der af Dig?" For Inger var det som at være dukket op af en ond Drøm. Og som Stolkjærren med hvert uvenligt Stød bare straffede og straffede for den lavtliggende Mistanke, hun havde huset i sin Sjæl. Han vilde eksploderet, havde han sét hendes Tanker, svarte hun sig selv, da hun angrende laa om hans Hals og begrov sit Hode ved hans Bryst og hørte hans for- elskede: "Kjære, kjære Inger min . . ." Stolkjærren ramlede nu udfor Bakke i et Terræn be- sat med blanke Kjern. Det gik uden Forandring gjen- nem forvildrende Skygger af Dvergbirke, der fortonte sig som Negerhoder med forfærdelige Oppakninger af Uld paa. Hestens Hode var sunket dybt ned mellem Forbe- nene. Den travede i Drømme udslidt og træt af Da- gens Møie med døve Ører for, hvad der foregik bag dens slidte gule Faks, hvor der taltes saa lykkeligt og sværmende et helt svimmelt Maanesnak og afgaves Løfter og Forsikkringer i héde Rosendrømme . . . - "Jeg er saa spændt Du, - saa spændt paa vort nye Hjem, - dit og mit Hjem! - har vel forestillet mig det paa de hundrede Maader. Jeg synes ordent- lig Synd i Tante Josefa, som har ordnet alt paa det bedste efter sit Hode. Men Hodet hendes er un- dertiden saa galt, Du! . . . Og ét véd jeg. Jeg vil ha SIDE: 451 det efter mit Hode, - saadan som Du og jeg liker det og kan gaa og fryde os i det . . . Jeg er glad, fordi vi skal bo i Hotel inat. Jeg vilde jo bare kommet til at ligge i en Feber, - tænkt og tænkt paa det altsammen - i dette vort eget nye Hjem . . ." "Ja disse Dage har været som en Drøm Du, hun- drede Mile fra Kontor og Forretninger," udbrød han . . . "Og saa med ét imorgen dumpe ned i Overretten igjen, med Virkeligheden gnissende om Ørene, - slaa min Modstander ihjel, - som Du vel i din søde Barm- hjertighed vil kalde en styg Gjerning. Jeg kan bare sige Dig, Inger min, at jeg gjør det med Lyst! - Frit Sving for Slæggen, og jeg skal skabe din og min Lykke . . ." Kvælden lagde alt sine dybe Skygger over Fjeld og Vand. Det susede fra Fjeldbækken og gufsede koldt fra Afgrunden. Der laa Søvnighed i Luften og ikke frit for, at man duppede ved Fjeldhestens ensformige Skridt. Fruen trykkede sig ind til sin Mand, - hun huttrede og gjøs. Omgivelserne blev snart saa ukontrolable fantasti- ske, som fik de sit Liv og sine underlig vekslende Kon- turer fra en Spøgelsesverden, der lod dem vise sig med opløftede Arme og kyklopiske Trudsler for lige efter igjen at falde tilbage til deres Intethed. Pludselig skingrede og hvén Jernbanen med Ekko fra Fjeldvæggen. Det satte Fart i Kjøringen. Garstaurene gik som Trommestikker ved Siden af Veien. - "Nok engang forevises!" - mumlede han ube- hersket, som de svingede ind mellem Lysene paa Jern- banestationen . . . Jonas Lie SIDE: 455 FORTALE Skal man blive Noget tilgavns her i Verden, maa man offre Kaldet sin hele, udelte Kraft. Min Livsstil- ling har ført det med sig, at jeg i Litteraturen, for hvilken jeg har følt Kald, overhovedet blot har kunnet give de snare Gjæsteroller, hvoraf atter Følgen er ble- vet, at min poetiske Production oftere har været be- tinget af en udvortes Foranledning, Noget, hvorom denne Digtsamling bærer Vidne, skjønt, som jeg vil haabe, ikke just til Beviis paa, at de enkelte Digtes Værdi derved formindskes. Jeg havde ofte tænkt en- gang at samle og udgive de Digte, som jeg saadan efterhaanden havde skrevet, og hvoraf mange have været trykte før. Det er denne Tanke, som jeg nu rea- liserer, idet jeg offrer en Hecatombe af Poêmer til Luerne, for at de øvrige nogenlunde skulle kunne be- staa sig for Skjønhedsgudens Øje. Der bliver desværre efter denne Offring ikke mange igjen; thi det var mine tidligste kjæreste Digte, som jeg slog Haanden af. Men maaske finder Læseren endda, at der er formange. Af lutter Svaghed har jeg alligevel ladet et Par leve med deres store Feil, saasom de ere bundne til Stemninger, som ere mig kjære. Forf. SIDE: 457 JULEAFTEN. (Under et Billede af Mutrenthaler.) Nu tændes Lys over Land og Strand Og i de eensomme mørke Dale, Med Praas og Tyri af Fattigmand, Med Lysekroner i Stormands Sale, For glædelig Juul! For attenhundrede Aar inat Paa Himlen tændtes der Stjernekroner, Og Engle dalte og sang om, at Til Jorden fødtes os en Forsoner, En glædelig Juul! Gud leded' hellige Konger tre: De Jesusbarnet i Stalden finde, Med gyldne Kroner de sank i Knæ, Gav Julegaver og holdt derinde En glædelig Juul! Hver Julekvæld i de mange Aar Har Himlen festligholdt Fødselsstunden; Da Jorderige i Gjenskin staar Af al den Lysning fra Himmelbunden, For glædelig Juul! Hvor fattig Jorden i Festen er! See Universer til Ære tindre I Vinternatten som Juletrær, Og Engle under med Sang erindre En glædelig Juul! SIDE: 458 Dog os til Ære er Festen gjort; Thi i vor fattige Huusmandstue Der oprandt Lyset, som blev saa stort, At hele Verden tog deraf Lue, Fik glædelig Juul! Og derfor Englene stige ned Og titte til vore Julestuer; De bringe Gaver fra Himlen med, Hvor Julefesten dem rigtigt huer, Og glædelig Juul! SOLGULD. Ung Kari hun gik sig saa let og glad Og legte, mens Knopperne sprang, Og Bjerken skinned' i Solens Bad, Og alle Smaafugle sang. Men Bjerken med Løvhænget vugged' med Saa deilig og hvid en Arm, At Kari hun sprang til dens Legested Og op i dens grønne Karm. Der sad hun paa hængende løvfuld Green Og gyngede sig og lo, Mens Solen kyssed' de bare Been, Og gav dem forgyldte Sko. Og hvergang hun trykkede Foden mod Den duggede Græsvold blød, Den i en Dynge Demanter stod, Som Straaler om Guldskoen brød. Den Hætte af Lokker var mere end fuld Og sprængt af sin rige Strøm, Men Barndommens Krone af Fagerguld Den blinked' i revne Søm. SIDE: 459 Den fattige Særk bar Huller med, Og Livstykket rak ei frem; Men snehvide Liljer i deres Sted Fremsprunge og lapped' dem. Og Stakken var gammel og grøn og slang I Laser om hendes Been, Ja fattig, som Bjerken, hvis Løvslør hang Og blotted den hvide Green! Men Heden saa tung over Dagen laa, At Kari hun slumred' ind: I Solskinnet dyppes de Fingre smaa Lig halvgjennemlyst Rubin. Og Bjerkeløvet var Sengehæng, Det skygged' til Kindens Blod, Og Luftningen vugged' den Barneseng Saa sagtelig med sin Fod. Hun slumred . . . En Eventyrverden fuld sig vugger paa skjøren Green; Hun drømte om Kongen i Purpur og Guld Og glimrende Ædelsteen. Der saa hun et Guldslot og Kronen fin, Saa funklende som den var - Ak, det var Reflexen af Solens Skin, Som i hendes Øjne skar! Men det var Fyrstinden af Gyldengreen, Hun sprang sig saa raskt af Blund, Hun drømte, at Kongen til hende treen At kysse den røde Mund. Hun blikked' som Dug over Green og Kvist Og titted' i Skoven ind: "At det var en Konge jeg tror forvist, Jeg faar det ei af mit Sind!" SIDE: 460 DET SVUNDNE AAR. Under Vintrens Marmorplade Hviler sig paany et Aar, Alt der fyger visne Blade Paa dets store Kirkegaard; Nytaarsnatten fra det Høje Seer med evigt Stjerneøje; Men sit Aasyn Saga sænker, Hun paa Aarets Indskrift tænker. Rundt om Graven stille bølge Skarer fra den hvide Jord, Knælende det Kirkefølge Hører Evighedens Chor; Mens de stærke Toner klinge, Tanken faar saa bred en Vinge, Løftes op fra Verdens Larmen, Og det bliver stilt i Barmen. Larmen af de røde Hamre, Som i Livets Esser slaa I de hede Hjærtekamre, Tykkes nu kun fjerntfra naa Til de Kister, som sig rade Sorte her bag Aarets Plade, Hver et Verksted lig, som luktes, Og hvis Smedjeild udsluktes! Kiste ligger der ved Kiste, Lutter Livsenssnekker smaa, Som paa Verdens Hav forliste, Hvis Maskiner gik istaa; Mangen fyldt med Guld til Randen, Saa den sank og drukned' Manden; Mangen, hvor Ideen brændte, saa den selve Snekken tændte. SIDE: 461 Under hviden Liin nu sover Sammen Kjærlighed og Had, Glemslens Teppe bredes over Aarets store Sengerad, Slumre skal de trætte Rækker, Til dem Morgensolen vækker. Til den store Morgenrøde Kysser Livet i de Døde. Og Miljoners Tanker standse Denne Stund paa helligt Sted, Lægge sine Mindekrandse Vemodsfuldt paa Pladen ned, Den staar hvid og venter Skrifter, Ord om Daad og om Bedrifter, Af de Mænd, som sammen bygge Nu i Dødens tause Skygge. Nytaarsnattens Stjernelue Brænder i den stille Stund Som en lysfyldt Tempelbue Over Kirkegaardens Grund, Og ved Skjæret staar Gudinden Med dens blege Blus om Kinden, Tankefuldt sig Panden sænker - Hun paa Aarets Indskrift tænker. NORGESBANNERETS DRØM. De Snekker sloges under Ø Al Nordens Dagningsstund tilende, Og det var Kongeskibe trende, Og Brage sang henover Sø; Og Solen steg, som skulde see Fostbrødrelaget fagert stande, Ak, - see dem skilt paa Nordens Vande At drive hver sin Vei de Tre! SIDE: 462 Det Rangskib Svea ligger kvar og hugger mod St. Olafs Borde Der fattes kun et Fredens Gjorde, Et Haandslag, ærligt, saa det bær; Og Volmersnekken samme Stund Med Dannebrogen ned fra Speilet Og uden Vindpust under Seilet Indstrander paa den tyske Grund. Paa Nordens lummert stille Hav Fregat St. Olaf for sit Anker Med Flaget vugger som i Tanker, Dem Søens Speile bilder af; Mens Norges Flag fra høien Raa Ad Seilets hvide Barm nedbløder, I Bølgens Dyb dets Billed' gløder Som Blod paa blanke Øxer blaa. Du Bannerknap! Din Drøm jeg saa, Den om en Dag, da ud Du springer Med blodrødt Blod og Sverdeklinger Som Dugglimt blinkende derpaa; Thi tunge Skyer drage op, Som ville Nordens Dag fordunkle, Men da vil Norgesbann'ret funkle Og springe fagert af sin Knop. Indunder Nordens Bræer staar En Vaar af fagre Bannerblommer, Der skulde blomstre snart til Sommer Og krandse Polens hvide Haar; Da vilde Nordens Brødreflag Sig sammen hjerteyndigt vinde Og af sig selv til Krone binde Alt paa Høinordens Æresdag. Men sorte Skyer tykne sig, Og bag dem tunge Lyn sig dølger, Et Hav af Jern i Tiden bølger Og bruser Nordens Gravsang lig! SIDE: 463 Det Mulm fremsvartner seirberust: Alt Slesvig under Aaget sukker, Mens døende sig underbukker Det arme Finland sønderknust. Skjønt liden blandt Nationer kun, Et Frihedsbanners Hjerte banker I Norges Barm med store Tanker Og Løfte om en Blomstringsstund; See liden Davids Barm var stærk, Thi Herrens Ild i Barmen brændte, Men den Nations, som Herren tændte, Har Ild til større Frelsensværk. Naar ud da slaar de Bann're tre, De flamme høilyst gjennem Mulmet, Og, hvad kun før som Glød har ulmet, Blir da som klaren Dag at see: De trende Brødre sammen slaar Sin Haand og Aand til store Seire Med Heltegang mod Mulmets Leire, Og - Norden af den Pagt fremstaar. For Drømmen skinner og den Dag, Da Dannevirkes røde Volde Blir dækket til med Fredens Skjolde Og Pangermaniens store Flag; Dog, mangen Storm faar først vel sust. Thi kun med Blod vil Hjerter bindes, Og gjennem Slag først Venner vindes, Og Hadets Hugorm blive knust. Mens Norges Flag fra høien Raa Ad Seilets hvide Barm nedbløder, Og mens dets Drøm i Bølgen gløder Som Blod paa blanke Øxer blaa, SIDE: 464 I Havet luer nok et Flag, Der hænger fra en større Seiler Og gyldne Neg i Bølgen speiler: Det Solen er paa Nordens Dag. BRYLLUPSSANG. Mel.: I Rosenlund under Sagas Hal. Naar tvende Unge for Altret staa Og lægge Hænderne sammen Og vexle Ringe med Taarer paa, Og Præsten taler sit Amen, Da skjælver Sjælen underfuld, Og Hjertet glemmer at banke, Da smelter tvende Hjærters Guld Til Eet ved Loftets Tanke. I Ungdomstide det gaar saa let At love fagert blandt Blommer, Men det skal holdes, til Du blir træt, Og Sne i Lokkerne kommer. Kun Kjærlighed af Hjærtets Grund Kan Livets Løfte bære Og Prøven staa i Alvors Stund Til Myrtekrandsens Ære. I Brudens Hjem var en stille Magt, Som sig i Livet vil sande, Hun staar med Haanden i Elskov rakt Og Lykkens Lysning om Pande, Saa fuldtro Ven staar hende nær, Som var paa Jord at finde, Og Brudekrandsen, reen og skjær, Vil dem for Livet binde. SIDE: 465 NYTAARSAFTEN. Nu med vinterhvide Haar Nær sin Død det gamle Aar Over Norge hviler; Men udi dets Alderdom Julens Glædesroser kom Og med Krands det smiler. Se, hver Hytte, hvor der sprang Op et Lys og ud en Sang, Er en Blomst i Krandsen. Inde Gamlen lytter til Jule-Felas unge Spil, Mens han seer paa Dandsen. Sjunken Vaar paany fremsprang I hans Sjæl ved Felas Sang. Det var Ungdomsminder; Siden randt saa mangt et Aar, Og hans Ungdoms Roser staar Nu paa Børnekinder. Hos ham signet Hustru sad, Saae den fagre Børne'rad Sig i Dandsen samle; - - Men hun syntes Fela lød Som en Sang om Aarets Død, Psalmen for de Gamle. Sine Hænder folder hun, Øiet har en deilig Stund, Skjønt det Taarer dunkler: Gjennem Nytaarsnat hun saa Hvælvet Sjernehimlen blaa, Hvor den evigt funkler. SIDE: 466 Engle samle sig i Løn Sammen ved de Trendes Bøn. Skjønt de Gamle skue Livet bag sig, Hjertet dog Blodet ungt til Kinden jog, Som en Avskjedslue. Aaret slaar i Afskedskys Over os et Rosendrys, Saa den Fromme ender; Paa dets Læber just jeg seer, At en huld Forgjætning leer, Det vist Skjæbnen kjender. SYTTENDE MAI. En Maisol atter luer over Landet varm og fuld, Paa fattig Grund den dynger sit livsensrige Guld; Den kysser mildt dets Mure graa, Fordi i deres Læ Den seer saa overdejligt staa Vort fagre Frihedstræ. Det knupper sig med unge Flag ved Fjeldets brede Væg Og blomster over Landet som dets dryssende Hæg; Det dufter over By og Land og strækker Grene frem, Som signe Norges frie Mand Udi hans Odelshjem. Og for hver Mai, som kommer hid til Land med Sol og Vaar, Seer Træet nye Slægter, mens de gamle forgaar, Med friske Skud om Huus og Vang Det grønnes som ifjor, Og unge Reder fuld af Sang, Iblandt dets Mailøv bor. SIDE: 467 Thi bøi, o Folk, Dit Knæ for ham, der sender Træet Vaar, Hans Regn, hans Storm og Solskin gjennem Kronen gaar; Og tak for Lyn og Uveir graa, Ei blot for Sol og Sang, Hans Vejr Dig hærded til at gaa Din Sagas stærke Gang. SOLVEJGE. Lig Fjorden, som stille i Maaneskin drømmer, Ung Solvejges mørkeblaa Øje det svømmer i Taarer. Og Hjærtet det banker Af Ømhed og Længsel, Lig Bølgen mod Kyst. - Misunder i Fængsel De frifødte Tanker Som fløj til den Elskedes Bryst. Ved Stranden hun lytter, mens Natten gjenlyder Saa fjern ud fra Havet, som larmer og bryder Mod Skjæret. En Havfrue synger Derude sin Smerte Med smeltende Klang. Naar Længselen tynger For tungt paa et Hjerte. Det elsker en sorrigfuld Sang. Ak vidste Du, Solvejg, hvad Havfruen synger! Det knager fra Fyrrerens natsorte Klynger Lig Sukke. - En Gut her fra Fjorde Hun fulgte saa vide Med Elskov paa Sø. Men Syd, under Lide De rydded' hans Borde, Nu maa hun i Havskummet dø! SIDE: 468 HALVHUNDREDEAARSFESTEN 17. MAI 1864. Idag det gamle Dovre staar Med Elvens Harpe stem't mod Skulder, Og Fossens hvide Strenge ruller I Kvad, og Folkets Maisang gaar. Et Norges-Drapa Skalden slaar, En Sang ved Oldtids Marmorminde, - Snehætten med sin hvide Tinde - Henover Gubbens Strenge gaar. Som yndigt Barn i Fjældets Knæ, De staa og lytte alle Dale, Mens Sangen fylder Majens Sale, Og Folket krandser Friheds Træ. See, i hver Haug, som Landet bor, Den Gamle reed en Kjæmpes Bolig, Hvis Saga bærer stærk og rolig Indunder Norge som Pillar. Og frem der staar i Sangens Speil Et Billedværk af Norges Sage Om gamle, heltestore Dage Tillands og under hvide Seil. Saa stærke Mænd der gaa i Rad; Et Norge, fjeldstort udaf Minder, Med Kongekroners gyldne Tinder Sig speiler udi Gubbens Kvad. Der leges om det Slag ved Stord, Hvor Haakons Helte blev besjungne Af Eivind Skald med Strenge sprungne, Mens Pile gjennem Harpen foer. SIDE: 469 Og Olafs, Inges, Haakons Tid, Og Bjerkebejnernes Bedrifter Staa lyse blandt de Billedskrifter Om Norges Mænd og deres Id. - Med Et bli'r Sangen dyster, og, Som Elven i et Stup blev lukket, Om Folkehjærtet, hvor det sukked, Mens det som sorgfuld Fanges slog. Da over Kristjerns røde Blok Hvert opreist Hoved kyssed' Støvet, Og Landet, al sin Ret berøvet, Blev traadt af fremmed Herreflok. Det var i fire hundred' Aar, At Folket bar med Hjærter trange Paa babylonske Længselssange, Og stunded' mod sin egen Vaar. Da sprang det ud det Frihedsflag, St. Olafs Kors paa Hjærtegrunden, Af Sagas Traad saa blev det spunden Paa Eidsvold femti Aar idag. Og Hjærtet slaar som før engang, Da for hvert Slag en Tanke kejstes, Og i dets dybder Valhal reistes, Og Guder fødtes i dets Sang. Med Sejr i guddomsstærke Slag En Mjølnir end derinde banker, Som knuser Jetter, meisler Tanker, Og værger Folkets Friheds Sag. Men krandset Dovreskalden staar Med Elvens Harpe op mod Skulder, Og Fossens hvide Strenge ruller I Kvad, og Norges Maisang gaar. SIDE: 470 BRYLLUPSSANG. Mel.: En liden Gut ifra Tistedalen. Igjennem skovfagre Soløer Bygd Glommen svømmer, Og, speiler Skogen sig tit lidt stygt, Er der Tømmer. En Skaal for Skogen og det Jægerchor, Som langs med Bredderne af Glommen bor, Først vi tømmer. Om Østerdølernes Jægerchor Trygt jeg siger, Det er det første paa grønnen Jord, Det ei sviger; Dog mageløsere endnu gror Der langs med Glommen et deiligt Chor Af Smaapiger. Om raske Gutter og Tømmer tykt Nordfra klinger; Men med Smaapiger er Bygden smykt Her i Vinger, Og derfor Gutten fra Aasnæs kom Og plukked listig sin Rosenblom Her i Vinger. Og Jægerne ifra Østerdal'n, De er' svære, De række Alt, hvad de pege paa, Med Geværet, Det være Tiur, det være Røy, Og knapt er Solen dem en Blink for høi Op i Væ'ret. En liten Gut ifra Aasnæs Bygd Skjøt mot Sola, Og see, en Jomfru i yndig Blygd Dat til Jola. SIDE: 471 Aa Herre milde min, er det Dig! Der faldt som Blomster fra Himmerig Ned paa Jola. Derfor en Skaal for den Aasnæs Gut Vil vi drikke, Og for, at Bøssen hans ikke maa No'entid klikke, Han er en Gut, ja saa frank og gla, Og Brura aarked han som Præmie ta, Lad os drikke. En Skaal for Jægeren drak vi ud, Som sig sømmer, Og nu en Skaal for hans unge Brud Vi udtømmer: Gid liten Valborg fra Præstegaard det slig paa Marschen med Jægern faar, Som hun drømmer. SJERNEHIMLEN. Hvor langt til Gud, Millioner ei Af Straaler Længder kan sige Dig, Ja Straalens Guldving som Icars smelted', Før den i Himmelens Leire telted! Hvor nær ved Gud? See den mørkeblaa, Saphirne Hvælving, som glimrer saa, Der lue Kloderne i det Høje, Kun Skabertanker i Herrens Øje! Men nærmest Gud er det Hjærte dog Som al sin Tillid til Herren slog, Og længst fra ham den Mand forvist, Som har i Livet sin Tro forlist. SIDE: 472 SKABNINGENS FORLÆNGSEL. Hvor lued' Jordens Morgenstund Og Adamshjærtets Ild, Hvor blussed' Evas Rosenmund, Og lyste hendes Smiil! De freidigt saa mod Dagens Hvælv, Ak, - de Cheruben saa, Et Himlens Storbild af dem selv I Hvælvets Huulspeil staa! Da blegned' Jordens Konges Kind, Og sluk'tes Edens Glød, Og Sorgen mørkned' Adams Sind: Forlængselen var født. Og siden brænder der en Vee, Hvergang vort Hjærte slaar, Og Englen kan den ofte see, Hvor Legen gladest gaar. Alt fra vor Jord mod Himlen saa, Den udaf Smerten reed, Og, for sit Bild derhist at naa, Den offrer her sin Fred. GLOMMEN I MAANESKIN. Og Nøkken slog Harpen i Maaneskinskvæld, For Ragnhilde vilde han at lege, Og Sangene bæved' i Ungmøens Sjæl, Saa Syttenaars-Drømmene stege. Den blaaøj'de Jomfru med Barnet i Sind, Hun vidste saa lidt, hvor hun leg'te sig ind, Mens fager han stod i den susende Kvæld Og Sølvstrengen slog under Lide. SIDE: 473 Ung Ragnhild hun stirred skjælvende ned I Bølgernes blinkende Følge, Hun bøjed sig ud fra den skyggende Bred, Og Nøkken han steg ifra Bølge, Hun rakte ham Haanden, og Nøkken den tog, I Fosstupet Ragnhild i Døden han drog; - Og Nøkken han tænkte at frelse sin Sjæl Med Kjærlighed indunder Lide. I Maan'lys gaar Glommen den foslok'te, blaa, Med S'uk i sit susende Kvæde, De Smaabølger alle i Kvældstunden gaa Saa hvide i Aasyn og græde. I Granskyggen Nøkken paa Sølvharpen slaar Den sorgfulde Sang, hvortil Glomma hun gaar, Det er, som jeg hører et Hjærte i Graad, Tungt hulkende indunder Lide. EMIGRANTEN. Saa sank i Hav min Fædrekyst, Farvel mit Land, Farvel! Jeg staar igjen saa trang om Bryst Og med en graadfuld Sjæl; I Havsensødet uden Rand Mit Hjærte øjner ikke Land, Det slaar som trætfløj'n Fugl, der kan Sit Rede meer ei naa. Udover Skibsbord nu jeg seer Kun Bølgen rulle hvid; Saa ned i Vinterdriver sneer Min fagre Ungdomstid, Og Havet vælter tungt og bær Ind paa mit Sind en Mindehær, Ak, visne Blomster kun det er Fra mit forraadte Hjem! SIDE: 474 Ak, Bølger, vare I besjælt' Og, hvis der Hjærter slog I Eders Barmes Glimmertelt Til Norge hjem I drog'; Med Jubl I vilde Kysten slaa Den fattige, den mosegraa, Dens Armod skumme Liljer paa Med Høisang for dens Fod. Slig Bølge kun begav't med Aand I Glands af Livsens Skjær Og tumlet af en Nødstorms Haand En Mand i Verden er! En Storm saa hardt mod Vester stod, Den slog i Skum mit Ungdomsmod, Mit Livstræ rev den op med Rod Og drev mig saa afsted. Jeg reiste . . . Fjordens Arme som Sig strakte efter mig Med Dalens Barm, hvor Blom for Blom I Taarer slukte sig. Hvor græd gudindefagert, stilt, Den Dal, hvori mit Liv har hvilt, Hvor blomsteryndigt har den smilt, Mens jeg ved Barmen sov! Jeg stod saa haard i Sind og saa Paa Fjord og nøgent Fjeld: Da blinked' Fjordens Bølger blaa Som Dolke for min Sjæl, Og just hvor Stenen mangled Muld, Jeg saa min glade Barndoms Guld, Den glemte Rosenvaar saa huld, At blomstre over den. Og Skogen stod saa djup og øm, Dens Speil i Bølgen blaa Som deiligste Erindringsdrøm I graadfuldt Øie laa! SIDE: 475 Jeg drog, mens Fjordens Bølger gik Og blaaned med min Moders Blik, Hun, som ved Hjemmets Kirke fik Sin Fred indhos min Fa'r. Med Gransvær tæk't isammen staar De Senge der i Muld, Mens Elvens Suus i Kvælden gaar Som Psalmen højtidsfuld; Og, er Du den, som ikke veed Paa viden Jord Dit Havnested, Du bær i Sorg den Psalme med, Hvor Du i Verden gaar! - - Saa stor og fuld staar Maanen op I ensom Aftenstund, Saa stiger vel og Lykkens Knop Af Vestens øde Grund; - Men under skjælver Havet bleg, Som det med tunge Sukke steg Af Barme, hvorfra Freden veg, Der solgte sig for Guld. VED EN UNG PIGES CONFIRMATION. Høit over Solhvælvet gyldent blaa Himmerigs festlige Klokker gaa Lifligt for Englenes Øre; Menneskebarnet med Knæet bøj'd, Tanken svævende fromt mod Høid, Kan, naar det lyttet, dem høre. Himlen er stængt for Menneskets Syn, Tillaast med Solen og tækt med Sky'n, Vi staar ved Porten og banke; SIDE: 476 Dog faar Du skue et Glimt derind, Hvis Du er rigtig af fattigt Sind, Ydmyg i Aand og i Tanke. Ned i den Sjæl, som slig Naade nød, Himmelens Solskin herligt brød Gyldent til Hjærtegrunden; Englene dalte og blandt dem saa Sjælen sin fylgjende Engel staa, Hvidving't med Krans omvunden. Lilla idag blev benaadet Gjæst, Hørte de Klokker at gaa til Fest De, som kun Englene høre; Havde vi bøjet nok dybt vort Sind, Kunde vi seet med Lilla ind Gjennem de himmelske Døre. Hjærtet den Jomfruknop da vi saa Dugfriskt med Himmelens Solskin paa, Blinkende vaad paa Stængel; Over den bøjet stod Jesus der, Signed' den Blomst, han har saa kjær, Hos ham den fylgjende Engel. PENSÉEN. Den Blomst mig gav min unge Brud, For hendes Kysse sprang den ud; En Taare brændende og klar, Som hendes Afskedstanke bar, Paa Blomsterfløj'let skjalv. Et sorgfuldt Jomfruhjærtes Glød Sit Smertensdigt i Blomsten skjød At læses kun af Gud og mig, Og hendes Sjæl har blød't paa Dig, Min taareviede Blom! SIDE: 477 Ja i Dig Blomst, jeg hende seer, Som Blomsten er hun Barnekjær. Min Tanke tit har eensomt hvilt Ved Fløj'lets Kind i Drømme stilt Saa mangen Mindets Stund. UDVANDRERENS KJÆRESTE. Ak, her paa Havet i Nattens Stund Jeg sov og drømte mig kyss't paa Mund! Jeg saa min Elskte paa Havet vandre, Som øde skiller os fra hverandre; Jeg saa min sorgfulde, blege Brud Henover slumrende Stormes Leje Saa bange vandre. - - Ad Drømmens Veie Min Elskte længtende kom hidud. I Natten svartner den Bølge blaa Lig hendes Blik, hvori Sorgen laa, Og Skummet lysner som Liljeminder Ifra min Elskedes blege Kinder, I Smertens Stund, da vi Afsted tog; Ej Taarer rinde paa Jord saa hede, Som de to Elskendes Sorg kan græde, Som de, der randt, da vor Afsked slog! Af Sorgen slørtes min Fagre til Som Kvælden dunklede Solens Ild, Og taus hun bøjed' den lyse Pande, Lig Blomsten dugfyldt til Kalkens Rande. Mens Sjælen smerted', hun hvisket: "Ven, "Forglem ei hende, som tungt Dig savner, "Mon jeg paa Jorderig' meer Dig favner? O, bed til Gud, at vi sees igjen!" SIDE: 478 Naar Solen stiger af Havets Grund, Den bringer Kys ifra hendes Mund; Naar Straalen blinker i dybblaa Bølge, Med tusind Blikke hun gir mig Følge; Og naar blandt tindrende Sjerners Rad Om Kvæld de eensomme Drømme vandre, Da mødes Tankerne med hverandre Paa Englevinger og favnes glad. TIL UNIONSFLAGET. Du sprang, o Banner, af herlig Muld: En Oldtids Nat af Bedrifter fuld, En Tvillingsaga, hvis dunkle Buer Af Sejre funkler, af Stordaad luer, Saa Efterverd'nen deraf forstaar, Hvad Guddomsild i et Folk formaar. Saa vaj, vort Mærke! i fager Dragt, Vor store Saga den er Din Pragt; Hvad Ædelt sluktes i Krig og Taarer, I Dig det knuppes paanyt og vaarer; To Fosterfolk, som i Tvedragt stod, I Dine Farver nu blande Blod. Gud gav os Brødre det Hverv at staa Som Vagt paa sneføgen Fjeldmuur graa; Vort Land er fattigt, men skabt at være Europas Forpost mod Østens Hære, Naar op det dundrer til Kamp en Dag, En Æresplads har vort frie Flag. See Mærket lue i Bægrets Speil, Vort Fremtidstog for dets Silkesejl! Som Fosterbrødre i trofast Følge Vi modigt pløje i Tidens Bølge - -. En Skaal da Banner i Bægrets Speil For Færden under Dit Silkeseil! SIDE: 479 SØLVBRYLLUPSSANG . Mel.: Hvor saare Lidet vil der til. Med Haand i Haand de Unge stod Og loved' sammen bære; Det var det unge Rosenblod, Den Ungersvend med Ære. Ja Livet det er lyst og let, Naar Kjærlighed kun bærer det; Med Haand i Haand de Unge stod Og loved' sammen bære. I Vaar er Lys og Fuglesang I sunde, unge Hjærter; Det skygger vel ad Livets Gang, Men Aftnen tænder Kjerter; Og ved det Lys ikvæld vi see, Vort Brudepar saa ungt at lee, Vi see i Vaar og Fuglesang Igjen to sunde Hjærter. Vi see dem, som i Vaar de stod' Isammen, og forynget, Lig Rosen, der om Bjerkens Fod Sig rødmende har slynget; Vi see et Blomsterbed omkring Udi saa glad en Børnering, Vi see dem, som i Vaar de stod' Isammen, og forynget. De bygged' sig et fagert Sted, Den Herre og den Frue, Med norske Stormænds Gjæstfrihed Til Bo i deres Stue, Med Arneild af Ruden ud Og indenfor en hjemlig Gud; Gud signe dette fagre Sted, Dets Herre og dets Frue. SIDE: 480 Og sendte stundom Gud en Dag, Som det faldt tungt at bære, De heisede et mandigt Flag Og seirede med Ære, Og derfor Sølverkronen faar Med Ære de i hvide Haar. Tit prøver Herren med en Dag, Som falder tung at bære. Nu sidde de i Bryllupskvel, Som Gud paany dem sendte, Og afholdt af hver Moders Sjæl, Som rigtig til dem kjendte. Gjør hun sin første Krands vel Skam? Og Brudgommen, see blot paa ham! Hvor unge i den Bryllupskvel, Som Gud paany dem sendte! Saa mangen Stund i Høstens Tid De Vilde see tilbage Henad et Liv med virksom Id Alt til de unge Dage, Da Hjærtet leged' udi Bryst Og straalte Alting op saa lyst; De ville staa i Høstens Tid Og see med Fred tilbage. SECUNDEN. Der blomstre Millioner Aar I hvert vor Jords Secund, Som Blomst den paa en Stengel staar Fra Evighedens Bund. Den slukner af og tændes til, Den døer og gjenopstaar, Det er af evig Livsens Ild, At Jordens Pulsslag slaar. SIDE: 481 See, hvert Secund med Liv blev fyldt I Evihedens Daab, Med Mindets Glands det blev forgyldt, Og fik et Livsenshaab. Ja hvert Secund, som iler hen I de forsvundnes Hav To Evigheder Gud til Ven I For- og Frem-Tid gav. Secundens Nu imellem dem Af Død og Livet kyst, Lig gylden Verden ruller frem Af Nat og Dag belyst. Ved PROVST O. G. RYNNINGS JORDEFÆRD. 1. November 1865. Mel.: Hvo ved, hvor nær mig er min Ende. Naar Aarene de bliver mange, Og Manden tynges af dem ned, Da stige frem de Vuggesange, Dem han som Barn fik sove ved, Da længes han af Hjertens Grund Mod Hvilen og sin Barneblund. En aarbøi't Mand, men Barn igrunden, Vor gamle Provst han længtes saa! - - Sin Barnehvile har han funden, Og Jesu Knæ han sover paa, Og Vuggesang i denne Stund Han hører af sin Engels Mund. Før Gubben lukke fik sit Øje, Han maatte gaa mangt mødigt Skridt; Foruden Herren i det Høje SIDE: 482 Vel Ingen ved, hvad der er stridt; Nu Døden løfted' Korset af Og signer dermed Gubbens Grav. I firti Aar i Menigheden Paa denne samme Kirkegaard Han fulgte ind til Evigheden Med Herrens Ord hver sorgfuld Baar; Saa Slægt paa Slægt han Følge gav, Nu redes Gubbens egen Grav. Og fælde vi end Savnets Taare, Fordi den Gamle var saa kjær, Vi tro dog fast, at ved hans Baare, Vi stande Himlens Indgang nær; Her lander han i rolig Havn Fra Livets Storm og Hjertets Savn. Saa sover han ved Suus af Glommen, Som ifra Barn han tilvant er; Men Vingers Vaar og Hæggeflommen Blir lidet nu, mod hvad han seer, Naar ind han for sin Herre gaar, Og Paradisets Sol opstaar. Til ADOLF BREDO STABELL. (Julaften 1864). Det trækker op til Uveir, og Tiden den er nær Som prøve vil den Seilers Mod imellem hvide Skjær; Thi drages mig til Minde i Kvælden modig Mand, Som foer saa mangen stormfuld Sjø og altid klared' Land. SIDE: 483 Som Peter Wessel foer han af Trondhjemsfjorden ud Med Kampflag heist paa Gaflen, med Modet ifra Gud; Kanonerne de dundred' saa mangen Alvors-Dag, I tred've Aar han kjæmpede, men aldrig strøg han Flag. I tred've Aar han kjæmped', det gik fra Slag til Slag, De tred've Aar han modned' til Mand for større Sag, De tred've Aar har furet hans Pande kanskee med, Men Hjertet det er ungt endda, som "da han drog afsted." Vort Fædreland i Frihed vist ikke havde naa't Saa langt, hvis Mænd som Stabell ei Veien havde traadt, og mangen Borgerkrone og Daad alt voxet har I Ly af Stabell's Kampaar, som under Grunden bar. Og gjælder det at styre i Storm med sindig Arm, Med Brændingen saa voxer og Modet i hans Barm; Saa langt naaer ingen Fiendemagt, at den gjør rædd hans Træk, Og, falder han, - paa Høvdingviis det blir med ryddet Dæk. Sit Heimdal har han prydet med Norges Flag paa Stang, Han under det jo kjæmped' saa mangen fager Gang! Der tænder i en rolig Havn hans Viv just Juletræ, Det lyser paa en veirbidt Mand med lidet Barn paa Knæ. SIDE: 484 ADOLF BREDO STABELL. Der tyndes snart for Kjæmpetræ'r I gamle Norges Masteskog, Nys Dødens Øx, som hugger der, Et fagert Malmtræ tog. Men efter Træets store Rod Staar Pladsen øde nu og bar, - Et Hjem, som læn't til Stammen stod, Det sørger for sin Fa'r. Om Adolf Bredo Stabells Navn Blev Egens Krands i Livet hængt, Det lidt dog var mod al den Gavn, Hans ædle Sind har tænkt. Og nu, han sover bleg og mild, Mens Livets Larm hans Fred ei naa'r, Vor Tanke træder sagte til Og i Betragtning staar: Om al hans Id med dagvant Pen, Paa Thing, en Fremtid først har Ord, Men Bonden tabte her en Ven, Som elskede hans Jord. Og nu, da Øiet det er luk't, Og Evigheden Dommer er, Nu stiger frem, hvad Godt og Smukt, Der Vidne for ham bær. SIDE: 485 For Klogskab og for Høvdingmod Selv ivrig Fiende gav ham Agt, Men det, som Verden sent forstod, Det var hans Hjærtes Magt. Med det som ung han Venner fandt, Der kjæmped med til sidste Tag, Med det tilslut han Soning vandt For maaske feilet Sag. Hans Svaghed og hans Hjærtes var, Saa stærkt i Elsk saa stærkt i Harm, Som Hemmelighed han det bar Indunder rudhaard Barm. Saa stod han alt fra Ungdomstid, Og til det graaned' i hans Haar, Og blødte midt i Dagens Strid, Men gjemte sine Saar. Ham Døden traf paa blodglat Dæk, Som hedest Dagens Strid just gik, Det Saar, som blegnede hans Træk, Det var et Hjærtestik. Mens bleg han stod, og Sjø'n gik høit, Og Sunde luk'tes for hans Stavn Da aabnede blandt Skjær og Sprøit Sig Himlens stille Havn. Og alle de, han gjorde Godt Med Taarer signe ham og Savn, Han gjorde det i Løndom blot Og glemte tit sit Navn. Men de blandt Fiender, som var størst', De slutte nu i Tanken Fred, Og følge efter Baaren først Ind til hans Hvilested. SIDE: 486 DANIEL SCHIØTZ. En fager Død en Vinding, Mer værd end Ungdomsknop: Med Lauren om din Tinding, Min Ven, du slutted' op! Omkring din unge Baare Staar Folket sørgeklædt, Og i dets Blik en Taare, Som det for Dig har grædt! Saa tidt i Vinterkvælden Ved Arnen i vort Hjem Vi Eventyr for Sjælen Isammen drømte frem; Det var saa rige Timer, Saa mangen Hjertets Stund; Nu Høitidsklokken kimer Til Dig i Dødens Blund. Med Guddomsild i Talen Du løfted' Festens Lag Og speiled' i Pokalen Os Nordens store Sag; Da steg for os som Ære; Mer værd end Hjem og Guld, At kunne Vidne bære Med Blod i Slesvigs Muld. Blandt Fiender nu sig høiner Din Grav som Mærkested, Hvor heist al Norden øiner Det Flag, hvorfor Du stred; Ved det i Æreskiste Du ligger tro paa Vagt, Det bedste Hverv, Du vidste, Har Dødens Haand Dig rakt. SIDE: 487 I Danmarks fagre Sommer, Den, som han holdt saa af, Et Dannebrog af Blommer Sig breder paa hans Grav; Der holde De hans Tale I solrigt Farvesprog Og yndeligen male Hans Hjærte, som det slog. BLOMSTER PAA GRAVEN. Strør paa Graven friske Blomster! Over Stengler sønderbrukne Vil de smile, til de slukne Paa den nøgne Muld. De med Hjærtets fagre Farver Stilt vil tale Trøst ved Baaren, Male Regnbu' foran Taaren I Din Sørgestund. Og til Løn de skal ei visne; Thi hvergang at Sorgen kommer, Graven vil med disse Blommer Smykt for Mindet staa. BETRAGTNING. Hvo har vel Herrens Sjerner talt Og maalt hans Riges Hær? Ja hans, udi hvis Himmel hvælt Vor Jord et Støvgran er! SIDE: 488 Om Himlen har han Himle lagt, Fra hvis safirblaa Skjød De Straaler frem i gylden Pragt Igjennem Mulmet brød. Som Naadens Floder strømmed de, Velsigned' Mulmets Muld, Og Verdenskimer hvirvlede I Straalefossens Guld; Men Sorgen glemtes af den Hær, Og Ingen Gud forlod; Om mindste Gran, som hvirvled' der, Hans Englevogter stod! En Straaleharpe Rummet er Med utalt Strengerad, Og hver en Streng Guds Lovsang bær Udi et evigt Kvad. Det mindste Fnug i Barmen bær Guds Ild som Sjæl nedsænkt, Hans, af hvis Aand Alverden er Lyslevende fremtænkt. Saa Herren i sit blanke Skjold, Alverdens Luehvælv, Sig speilet seer evindligfold I Dybden af sig selv. Hans store Speil er Skabningen, Hver Sjæl en Speilfacet, Der lyser Herrens Bild igjen, Som den har fattet det. SIDE: 489 Og det er Hjærtets Salighed, At det kan ane Gud; Thi da udaf sig selv det veed, Som fra hans Haand sprang ud. O knæl og sku til Sjælen der Paa lidet Blomsterblad: Dets Tegning Herrens Billed er - Hans Sol i Taagebad! Og naar den bli'r af Døden kyst, Og Farven sluknet er, Da flyr en Engel til hans Bryst, Som salig skuer Mer. SORG. Før mit Hjærte fuldt og ungt Sig som Rosenknoppen tungt Vuggede paa Livets Stengel, Og en sammenfoldet Vinge Var hvert Blad, som Tankens Engel Vilde folde ud og svinge. Før mit unge Hjærte slog, O, saa friskt som Fugl i Skog! Tanke sig med Tanke ranked', Til et Vildnis Foden stængte, Af dem alle Dug jeg sanked' Og med nye Vei mig sprængte. O, hvor svulmed høit dets Slag, Som i Storm et Norges Flag, Medens Stangen staar og buer! For hver Gang det monne banke, Gav dets morgenunge Luer Til min Sjæl en sangfuld Tanke. SIDE: 490 Ak, hvi var saa kort dog kun Sangen i min Morgenstund? - Dagens vak'te Aander stege Ved dens Lyd af Sjælegrunden, Taager, tanketunge, blege, Sank henover Blomsterbunden! AAPNINGEN AF JERNBANEN TIL SVERIGE Den 4. November 1865. Da Broder imod Broder Vi blinde stod' og stred', Imens vor fælles Moder Det skjønne Norden græd -, Vi som to halve Skjolde Mod fiendtlig Vælde laa; Men Halvt kun halvt kan holde, Og splittet Kraft ei slaa. Men Jernet, som det kløved', Var Fædres haarde Sind, Naar Værn vi mest behøved' Foer Huggene just ind. Vor Slægt skal Skjoldet bøde Og sammen fæstne det, To Folkehjærter gløde Og hamre det til Eet. "For gammel Statsmaskine Det svenske Rangskib gaar"; Men Ericsson derinde I Skiberummet staar. Det hulledes i Kampe Og har et slitnet Flag Af Lützens, Narvas Dampe Og Hoglands glatte Lag. SIDE: 491 Har Sverig' Kampens Ære For Nordens store Sag, Af Norge kan det lære Sin unge Friheds Dag: Det Skjold med Jern vi binde, Som Jern før skilte ad, Og Vei til Hjærtet finde, Og dele Skjæbne glad. Men Sveriges Karleklinge Og Olafs-Øxens Bryn Vi skal i Fredsverk svinge Og slaa i Tiden Lyn; I Nød med Ryg mod Kjølen Vi skulle sammen staa, Hist Dalekarl - her Dølen, Og saa for Livet slaa. Nu over Nordens Lande Gaar Skjæbnens tunge Veir, Men sammen skal vi stande Med modig Tro paa Seir; Med Friheds Panserhuder Vi Snekkerne beslaa, Og Nordens høje Guder, Vil i vor Løftning staa. EN SØN TIL SIN MODER. O, kunde jeg skrive et yndigt Digt - Min Moder ligt - Rubiner lige hvert Ord vel gløded' Som om mit Herte i Tak henbløded'; Men Ingen gjorde vel Gud saa arm Som Søn, der rørt til sin Moder gaar At takke - fordi at hans Hjerte slaar. SIDE: 492 Ja blev hver Linie i dette Kvad Til Perlens Rad Da vilde Tusinder frem jeg tænke Og hver en hen til min Moder skjænke; O, hvor de tindred', - jeg ser dem alt At glimre i hendes sorte Haar. Ak, hun kun Taarernes Krone faar. Lyksaligt det Hjerte, som Straalen fik Af Moders Blik, Hvis Mulm de Sjerner har gjennemtindret, Hvis Barndom er med de Lys erindret; De Morgenstjerner paa Hjertets Rand I Purpur gyldne de Skyers Lag, Som ellers graanede Mandens Dag. Ei modnes Frugt under Solens Glød Saa sød og rød, Som Barnehjertet for Moderøiet; Den Herre Jesus stod over bøiet Og sænked Drømmene ned deri Og malte Hjertet dets Altarbild: Den fagre Moder i yndigst Smiil. Min Moder! Dit Billed' i Rosenskjær I Barm jeg bær; Jeg seer det, hvergang jeg Øiet lukker Og beder Gud, at han aldrig slukker Det Altarbild i mit Hjertehuus; Thi didind gaar jeg og knæler ned Fra Striden ude og faar min Fred. Men Moder! jeg gik mig i Verden ud I Nat og Slud; Fra Hjemmet drog jeg, men glemmer ikke; Thi over lyser min Moders Blikke Saa roligt ned som paa Barnets Sti; I Striden lægger saa glad jeg frem, Jeg boer der som i mit Barnehjem. SIDE: 493 Og naar jeg engang udaf Slaget gaar Med Krands og Saar, Da lægger ydmygt min Seiervinding Jeg om min elskede Moders Tinding; En Dronnings Krone, hvor er den mat Mod Himlens Kroner, som deiligt fik Den Moder, hvis Søn frem til Korset gik. Og Norrigs Banner, Du Rosenbaal! Det blankest' Staal, Som for Dig kjæmper og for Dig færdes, Jeg seer i Martyrdom meer kun hærdes. Til Dig min Moder og vied' mig: Hun bød mit Hjerte at slaa og slaa, Til af mit Fædrelands Lænker gaa. Naar engang hun skuer fra himmelsk Strand Paa Sjernesand, At for min Hjerteglød Lænker springe Af Norges Aand, om end hed kun ringe, Min Moders Aasyn hvor rødmer det! Thi Englens stolteste Hæder var, At frem til Striden en Mand hun bar. SIDE: 497 TIL FRU ELISABETH WILLE. (186...). Dig, Ældste i min Slægt, jeg sender min lille Bog med Digte i. Maaske, naar Du dens Blade vender, der drager Billeder forbi af Slægtens Liv, som bedst Du kjender. Du var jo med fra første Rydning, da den sig Navn i Landet stred, Du fulgte den i Livets Brydning, i Sorg og Solskin fire Led, - og Du forstaar den Kamps Betydning. Ja ifra ham, som først sig vover i Verden ud fra Storeli og ved sin Aand tog Magten over den Stad, han fattig drog indi, som paa Elisenfryd nu sover. Og til de Alle, der kom efter, - Du har dem fulgt i Kjærlighed. Du saa dem spilde ædle Kræfter, Du saa og, hvor de trofast stred, - og saa Velsignelsen derefter. Op mod det skjønne og det rette bar altid Aanden i vor Slægt. I Livet gaar dens Mænd tit trætte, fordi de klattre vil for kjækt, og næste Led faar da fortsætte. SIDE: 498 Saa tag da Bogen, som jeg sender, der er Smaablomster indeni, og deres Farve Du gjenkjender fra Bakkerne ved Storeli; thi Slægtens Aande i dem brænder. SOMMERDAG. (1856.) Og Bjerken og Løvhænget vugged med saa deilig og hvid en Arm, at Kari hun sprang til det Legested og op i den grønne Karm. Der sad hun paa hængende løvfuld Gren og gyngede sig og lo, mens Solen kyssed de bare Ben og gav dem forgyldte Sko. Og Stakken var gammel og grøn og slang i Laser om hendes Ben, - ja fattig som Bjerken, hvis Løvslør hang og blotted den hvide Gren! Men Heden saa tung over Dagen laa, at Kari hun slumrede ind, i Solskinnet dyppes de Fingre smaa som halvtgjennemlyst Rubin. Hun slumred . . . En Eventyrverden fuld sig vugger paa skjøren Gren; hun drømte om Kongen i Purpur og Guld og glimrende Ædelsten. Der saa hun et Guldslot og Kronen fin, saa funklende, som den var, - ak, det var Refleksen af Solens Skin, der i hendes Øine skar! SIDE: 499 Og Bjerkeløvet var Sengehæng, det skygged til Kinden hed, og Luftningen vugged den Barneseng saa sagtelig op og ned . . . NYTAARSNAT. (1865.) Under hviden Lin nu sover sammen Kjærlighed og Had, Glemslens Teppe bredes over Aarets store Sengerad; slumre skal de trætte Rækker, til dem Morgensolen vækker, til den store Morgenrøde kysser Livet i de Døde. Kiste ligger der ved Kiste, lutter Livsenssnekker smaa, som paa Verdens Hav forliste, hvis Maskiner gik istaa; mangen fyldt med Guld til Randen saa den sank og drukned Manden; mangen, hvor Idéen brændte, saa den selve Snekken tændte. Larmen af de røde Hamre, som i Livets Esser slaa, i de hede Hjertekamre, tykkes nu kun fjerntfra naa til de Kister, som sig rade sorte her bag Aarets Plade, - hvert et Værksted lig, som luktes, og hvis Smedjeild udsluktes! SIDE: 500 PAA FURUNÆS UDE - Paa Furunæs ude lod Sjøkongen bygge. Af Hallen og Skogen staar svartnende Skygge i Viken . . . Hvor inde ved Landet den tjærede Skude Du skjelner ei fast, sju Langskibe prude sig vugger paa Vandet saa langsomt med maanelys Mast. Og Hallen den brune er Sjøkongens Rede, og Vinden bær "Havørnens" Navn som et Kvæde rundt Jorden . . . Men Bjelken vil muldne og Ræer og Master og Mændene med, og Tiderne haster, og Høstene gulne; men Vaarene springer med Sæd! Derinde i Hallen længst Kjæmperne sove, mens Maanen den skinner fra Skyer paa Vove og seiler - De Sølvstraaler blege vil ligedan lege om tusinde Aar, naar Skibskraner losse og lægger sin Trosse paa Asphalt, hvor Høisædet staar. SIDE: 501 TUNG LUFT! Du stakkels Tid, som anstrængt træller og roder bøjet om i Muld, hvor Stykker smaa af Sølv og Guld Du finder frem og gjærrigt tæller - Ak! om Du retted Ryg og saa, hvor Himlen over Dig er blaa. Der staar Guds Sol saa fuld og blank og øser Guld fra Himlens Bank. Du tror Dig stor af al din Viden, Din Dygtighed og Haandverkskunst og holder Aanden kun for Dunst, fordi Du ej ser Magten i den, forstaar saa lidt alt Aandens Kald, skjønt Du blir ræd ved hvert dens Knall, Du fatter kun dens Explosion, ej Erichson, men hans Kanon. Du Tid, som staar med Visdoms Briller og ser saa grant de mindste Ting! - Sig, hvi forstaar Du Ingenting, naar det om store Tanker spiller? Naar Englen staar foran Din Dør, Du bange ham ej huse tør, medmindre han vil komme ind med "modereret Helgenskin." Jeg ser, hvor paa Din Gade vanker en Arbejdsstok i trange Kaar, som søgte Arbejd' gjennem Aar, og det er - Dine bedste Tanker. Din Synd er, at Du ikke tror paa det, som i Dit Hjerte bor; thi taber sig dets varme Blod i Mulden som den døde Flod. SIDE: 502 Som Luer vælder fra det Høie Der Aand og Sol ned i Din Dag, - ak, om vi løftede vort Øje og vilde se vor sande Sag, som er at gaa vor Arbejdsgang paa Jord med Tro og frejdig Sang, som er at rejse os fra Muld og se, at Aand er Livsens Guld! FARVEL TIL GLOMMENDALEN. (1868.) Farvel da Glommen, Du gamle Valplads, hvor jeg har stridt nu i mange Aar og seet segne saa mangen Kjæmper og modigt bæres saa mangt et Saar! - Her har jeg redet for Haabets Anker, mens Stormen suste, saa Granen knak, og umærkt sét mine bedste Tanker at vokse op, saa de Sandhed rak. Her fik jeg ogsaa den bedste Gave, - paa Kirkegaarden min stille Have. Ja hils din Vaar, naar med grønne Border Du flommer næst under Hæggens Tag, mens Stokken skylles i dine Bølger og stuper Fossen i lange Tag! Naar Solskin over din Flade strømmer og blank Du gaar som med pure Guld, Du hilse Skogen, som i Dig drømmer om bedre Tider, naar vi er Muld, - som véd, at engang den bringer Seier, og gjemmer Haabet, som Soløer eier. SIDE: 503 Jeg mindes dengang, jeg kom til Egnen, da var her Glæde og Jubel nok, og store Tanker, - ak! altfor store, som skulde bygges af Skogens Stok. Da fløi om Vintren den lette Kane med Brunen foran som Vind paa Is. Nu ser jeg lidet til Traverbane og Farten sagtnet paa mangt et Vis. Nu ser jeg Stilhed; men og at under en Glommens Villie i Folket blunder. Hvor er de fordum saa glade Tider, og hvi sank alting saa brat i Grus? Der kan Du svare, Du dybe Glomma, som randt som Speil indved Bondens Hus. Du fulgte Sorgen, som mørknet Øiet, Du saa ham kjæmpe, den stærke Mand, Du saa ham træt og med Modet bøiet tilslut at vandre til fremmed Land. Halvt øde Gaarder nu staar tilbage som triste Vidner, der fører Klage. Men det Du lærte mig, før vi skilles, Du fagre Glomma! din Fremtidsmagt: - at for at seire skal ikkun villes, kun roligt villes og uforsagt. Det er den store og stærke Lære, som dine Bygder nu trænger til, at Arbeid kan over Armod bære og vinde alt, - har Du Villiens Ild! Det er den store og stærke Tale, som Glommen holder for sine Dale. Og nu, vi skilles, - jeg staar vemodig; thi her jeg leved min bedste Vaar; men stærk og freidig, med blanke Bølger, Du, fagre Glomma, mod Havet gaar! Som Skogens Stok skal jeg ud i Verden og pløie hen paa dens store Hav; SIDE: 504 men mangestunder vil ud paa Færden min Tanke stille Dig speile af og dvæle hos Dig - helst, hvor Du svinger din Vei om Kirken deropi Vinger. DRAUGEN. E' laa med Baaden paa store Baarer, det var graalyst og urole, og rundt om hørte e' Dødmans Aarer og alt var der Blod føre Soli, og Lommen ropte og skreik som Draugen, der gik saa aavstygge Brott for Baugen. E' tænkte saa, sigl bare paa, for Motet berger for Dauen. Og heile Havet det bare vrimled, det var saa ofyst urole, e' kjende Hugen tog til aa svimle og hoptes bare paa Soli. Da tog det Grundbraat, og der stod Draugen foruten Hode indover Baugen. Han gapte stygt; - e' sputta snygt, for Motet berger for Dauen. TIL BJØRNSTJERNE BJØRNSONS FØDSELSDAG. (8de Decemb. 1868.) Fra norsk og svensk og danske Strand ror Baade til dit Fartøi ud, som ligger paa det dybblaa Vand og fyrer Høitidsskud! SIDE: 505 Det Gaster er, som var ombord paa mangen fager Kampens Dag og gjerne gjen med Skuden fo'r i næste store Slag. Hver mindes nu den Trøie vaad, han fik, da Bølgen vælted stor, og flagger fra sin lille Baad til Eder to ombord. Og det jeg véd, at paa den Dag, Du fylder seks og tretti Aar, et Hurra fra det Vennelag af Hjertets Grund Du faar. Saa stiger der en Taler op, mens Festen stærkest om Dig staar, og peger imod Mastens Top, hvor Nordens Flag udslaar, og siger: gid i mange Aar Du maatte staa som denne Dag, og staa tilslut med hvide Haar og slaa for Nordens Sag! VELKOMSTSANG. (Studentermødet i Kristiania 1869.) Velkommen Nordens glade Skarer med fyldte Seil og kranset Raa, det Hav, hvorpaa din Ungdom farer, er Tankens store, dybe blaa. Som Prins den ind vor Seil-Led styrer med Nordens Eventyr ombord, og Hjerterne er unge Lyrer, hvori vor Fremtids Drømme bor. SIDE: 506 De lyse Snekker, som for Anker nu vugger i vor norske Havn, bær to Nationers Ungdomstanker og stærke Længsler i sin Stavn; de bærer Sang fra solblaa Sunde, som blanke sig om Danmark snor, og Susen fra de svenske Lunde, hvor Nordens store Minder bor. Velkommen vær, I danske Frænder, som fo'r fra Eders Sommer hid, at række os de samme Hænder, som bar alene Nordens Strid! Du Ungdomshær fra Karlers Rige, hvis Helte lyste over Nord! I hilses, mens iland I stige, med Sang paa Eders Brødres Jord. Ja, vær velkommen, Nordens Skarer, vi hilser Jer med Sjælen fuld. Den dyre Last, hvormed I farer, det er Jer egen Ungdoms Guld; det er den nye Nordens Sage, som knopper sig i Eders Vaar; det er de store Fremtidsdage, som i de unge Hjerter slaar! SANG FOR NORDEN. (Studentermødet 1869.) Midt i en Jerntid, der ikkun tror den Magt, som Vaabnene vinder, Du ligger roligt, Du høie Nord! i Aandens Sollys og skinner; SIDE: 507 din Storhed er ei Guld og Pragt og ei Kanoners Torden, - Du er en stille Verdensmagt for Hjertets Sag paa Jorden. Vist maa end slaas mangt Aandens Slag for Dig bag korsede Skjolde; men Tanken staar som et Solskinsflag paa Nordens grønnende Volde; og frygt Dig ei, Du lille Hær, som modigt vover Striden, hvert Ungdomskuld i Norden bær en Fylking ny ind i den. Ja hil Dig, hellige Hjem i Nord, hvorover Nordstjernen vaager! Gud gir Dig Seiren, fordi Du tror igjennem Tidernes Taager, fordi med Enfolds fromme Sans Du Aandens Storvei kjender og bærer i dit Sind den Glans, som paa din Himmel brænder. UNDER JUL. (186..) Indunder Jul, hvor er det trist, Snefog og Kulde og korte Dage, Sindet bøier sig ned tilsidst, véd ikke, hvor det skal Modet tage; mindre og mindre af Dag det lyser, Hjertet i Kulde og Mishaab gyser, kommer ei Jul? SIDE: 508 Aaret, som stod ved Sanktehans lyst mellem Blomster og Sommerdagen, nu er det fattigt paa Sol og Glans, ligger og sygner paa Sneens Lagen, fryser og føler sin Kraft er omme - saa maa det være, før Jul kan komme. Kommer ei Jul? Saadan stred Verden en Vinter haard, længtet med Soltrang i Hjertegrunden, stred med en Vinter paa tusind Aar, tænkte, den skulde til Vaaren vunden. Men, da den følte sin Kraft var omme, da først lod Herren sin Sol nedkomme, da først kom Jul. Midt udi Mørkets og Jordens Kuld', medens vor Sol er ved at dale, stiger Vorherres op som Jul, blir det Sankthans i Himlens Sale; netop som Jord ei mer kan raade, kommer et Frelsens Væld af Naade, saa kommer Jul! TIL HERMAN ANKER OG OLE ARVESEN. Grundlæggerne af den første Folkehøiskole paa Sagatun. (1869.) Fra Hamar Stad det ringer udover Mjøsens Vand, - og for mangt lydhørt Øre rundt hele Norges Land. Det ringer Folket vaagent: det er alt langt paa Dag, det er paa Tid vort Lærdomsaag blir vendt til Folkesag. SIDE: 509 Det er i Landets Hjerte, ved Mjøsens blanke Speil, den fagre Folketanke har heist de hvide Seil. Og, som den fremad stevner, saa seiler den sig stor, det blir tilslut hver Aandens Mand, som stiger med ombord. Og Morgensolen skinner i Sjøen om dens Speil, og Norges Flag er heiset i Raa som Silkeseil; og for de Mænd, som vover sin Ungdomsdag derpaa, saa er det vel saa fager Færd, som Du i Livet saa! VED DET NORDISKE SKOLEMØDE I GØTEBORG. (Under den tysk-franske Krig 1870.) Hvad vil Tankens blege Sønner med sit sagte Maal nu, mens Skud i Skud det dønner, Løsenet er Staal? nu, mens Mænd bag Faner møder, nu, mens Lauren gror, nu, i Kamp Nationer bløder paa Europas Jord? Magt fra Nordens Skolestuer, ubemærkt; men stærk, - i den Slægt, som vokser, luer just dit Frelsensværk, SIDE: 510 tændes Lys og lægges Skinner, brede Jernveisspor, og en Fremtids Vaaben rinder i de stille Ord. Som en Glød i Hjertet ulmer dens Oplysnings Trang, til en Dag i Folket svulmer Stor-Idéers Sang, da de vil som Faner vælte med Begeistringsmagt, være Nordens Styrkebelte og dens Kjæmpevagt. Ladet blir ethvert Tornister med en Mening i, Tanker, som elektrisk gnister, blir til Batteri, reiser sig i Folk og Stater til Opinion, - se dér Fremtidens Soldater og dens ny Kanon! PROLOG TIL HUNDREDAARSFESTEN FOR BEETHOVEN 1870. Det var engang - ak, saa begynder og hele Verdens Eventyr; det var engang, da Alt paa Jorden, da Mennesket og verdens Orden var fyldt av Himlens Harmoni. Som Virak opsteg Blomsterduften i Gry og Kvæld, naar Adam bad, og Bønnen fyldte Ætherluften mer' stort end noget Davidskvad. SIDE: 511 Og, hvor de Tvende kasted Øjet henad den skjønne, rige Jord, sig Træ og Kviste for dem bøjed', og Blomster sprang i deres Spor, og Farverne til Digt sig føjed', og Luft og Hav sang Digtets Ord; - ja Skabningens Akkorder drømmed' i Luft og Vand, i duftfyldt Dag, som Jordens høje Harpeslag, der op mod Himlens Hvælving strømmed. Det blev ej saa! - til Sorg og Smerte sig vendte Edens Herlighed; men Englen sørger i vort Hjerte og længes mod det tabte Sted; og flyr i Mulmet uden Rede, dens Vinge i vort Hjerte slaar; thi mod den svundne, høje Glæde al Jorderiges Længsler gaar. Naar Sjælen stort en Genius huser og frem den gjennem Kunsten bær, vi føle Aanderingen suser og Paradisets Morgenskjær, da falder Graad, vi ej kan græde som Dug ned paa vor Hjertegrund og Smil, der gir os Solskinsglæde ifra hin høje Morgenstund. En saadan Genius vi indvier en Mindets Stund her højt i Nord, dens Vingeslag var Harmonier, der længtende mod Himlen foer. Beethovens Navn er kjendt paa Jorden saa langt, som Tonens Vinge slaar, som Sjælen løftes af Akkorden og der sin Sorg og Fryd forstaar. Hans Hjerte bor paa Slægtens Længsel ja, vort Aarhundreds Morgendrøm, og som et Hav, der brød sit Stængsel, saa bruste frem hans Tonestrøm! SIDE: 512 Han greb de Strenge, som laa spændte og dybest skalv i Tidens Bryst - dens Drømme steg, mens Aanden brændte i dybest Vemod, salig Lyst; han greb i Strengen - og den kjendte sin egen Engel sorrigfuld, der Længselsblik mod Himlen sendte, men saa og græd paa Jordens Muld; han greb i Strengen, og han malte - ej slig, som Rafael Synet saa, ej slig, som ned til Mozart dalte i Toner Himlens glade Blaa -; men slig, som Michel Ange'lo drister sig ud paa Skjønhedslinjens Rand paa vildsom Vaag, om Broen brister, som fører til hans Længslers Land. Og, lig en sollys Tind der neden har Graad og dunkle Taager graa, ham Sorg og Graad - Forgjæng'ligheden -, imens han sang, ved Foden laa: paa Strengen skjælver Guders Glæde - for Jordens Sorg og Taarer kjøbt -, hans Smerte er, som Engle græde, og Dagen blir i Mørke svøbt. Med Tonens Tryllestav han maned' og sejled' rundt alt Skjønheds Land, saa efter ham ej Nogen baned' sig Vej, hvor ej han steg foran. Hvad vort Aarhundreds Længsler ejer af Storhed i sin Hjertestrøm, han tonevældigt bar til Sejer - han var dets høje Morgendrøm. SIDE: 513 AASMUND OLAFSON VINJE. (1870.) Saa stansed Døden det vilde Digt, saa graadfuldt skjønt og saa lunerigt! . . . Det kom som Fossen fra Fjeld og slog med friske Sprøit og med Duft af Skog. Det kom fra Høiden i rare Sprang med Stokkevæltning og Vilmandsgang, med Skredet for sig og Larm og Sus, med Vandet oprørt og graat af Grus, og saa igjen med saa sær en Fart, som "Gjeita" hopper fra Knart til Knart, snart fuldt af Indfald, af Blink i Sol, snart rundt sig selv det i Skum sig mo'l. Saa klared stilt det sig under Lien til Sølverstrøm, der speilte Jenten paa Sæterstien og hendes Drøm, det Hus med Tørvtag, hans Barneglæde omjublet har, - som mindet blev i det bedste Kvæde, hans Harpe bar, - og Jætergutten, som fo'r i Uren saa let og glad, og Huldren vén, som hun sad med Luren om Kvæld og kvad, - kun Stundens Hvile; men Sjøens ligt, der speiler Bredderne som et Digt! I Røg det atter ud Stupet fo'r med Sangen over som Regnbujord, til længer ned i de vide Dale det Stilhed vandt, og Dybet speiled den større Tale, som der det fandt: SIDE: 514 Et Telemarken i Digt der skinner i "Storegut" med Uveirsskaadden om hvide Tinder og skaldet Nut. Nu sidste Styrtning udover skummed, - en Guldstreng sprang; i vort Folk forstummed en fjeldfrisk Sang. Hans Livsens Gjerning det var en Slaat, hvor selv som Nøkken han lo og graat. Det var en underlig Melodi af Tankeglimt og af Fantasi, af dunkle Toner, der steg i Sang som Skjønhedsudbrud af Folkets Trang. Den Fos som gjæred i hver hans Linje, nu fandt den Havn, - nu kranser Mindet i Aasmund Vinje en Digters Navn! HILSEN TIL FREDRIKSHALD! (Ved Sangerfærden 6te Juni 1870.) Mens i lysgrønne Vaar vi bag Sangfaner gaar, og dens Solguld som Silken sig folder og slaar, vil vi hilse den Stad, der har sjunget et Kvad, hvoraf Luer endnu gjennem Hjerterne gaar. Ja, hvem har det ei hændt, at ham Hugen har brændt, da som liden han læste om Halden engang? Thi dens Flammer har lyst gjennem Slægtfølgers Bryst som et glødende Digt og en Fædrelandssang. SIDE: 515 Mens vi togede hid midt i Pintsefesttid, midt i Vaaren, hvor Hæggen staar drivende hvid, mens vi syngende fo'r paa den gyngende Fjord, steg der Tanker ombord fra hin daadstore Tid. I hin høie Bedrift er der Evighedsskrift ifra Fædrene ned, som paa Kjæmpevagt laa, - de, som offrede alt, naar for Norge det gjaldt og saa bramfrit, at selv de sin Storhed ei saa. Derfor hilses med Sang vil Du mangen en Gang, gamle Halden, som kront mellem Byerne staar! Udaf Ungdommens Vaar, som bag Sangfaner gaar, og som Daab af din Aand og Indvielse faar. NORDISK ARBEIDERSANG. (1870.) Over vidtudstrakte Lande bygger vi i Nord, spredt blandt Øer, Sunde, Strande, Dale, Fjeld og Fjord. Bygder samled sig om Kirke og fik Orgel-Sang. Hvad om Nordens hele Virke samlet blev engang? I en Høitids-Stemning sænker stille sig min Sjæl, naar jeg alle Arner tænker i en nordisk Kvæld; SIDE: 516 bagom disse lyse Ruder Nordens Arbeid bor, og af Folke-Hjemmets Guder bygges Du, o Nord! Hvert et Bo fra Fjeld til Fjære rundt det vide Land bær dit stille Virkes Ære, Nordens Arbeidsmand! kan som Saga-Bog fortælle om, hvad Sved der randt, og hvor tungt Du maatte trælle, før Du Tomten vandt. Thi dit Virke stod alene som de spredte Hjem. Først, naar alle sig forene, naar hver enkelt frem, først, naar alle Hjemmets Stuer her indunder Pol samler sine Arne-Luer, tændes Nordens Sol! Arbeidsmand, hvor end Du strider rundt i Nordenland, se, det gryr mod lyse Tider paa din Himmelrand. Alt, som sand Oplysning vinder, lyses op hver Krog. Og en solglad Dag snart skinner paa Arbeider-Tog. SIDE: 517 ORLA LEHMANN. Ak, Orla Lehmann! - Hvor mangen Gang dit Navn hidop i min Ungdom klang! Det førte an i et Frihedstog og meldte Seir under Dannebrog, det vælted stort som den første Bølge, der hele Havet har med til Følge. Han Sol og Lykke for Danmark saa, og deri netop hans Storhed laa; det er paa Rader af sliges Høie, den nye Dag skal slaa op sit Øie; thi Nordens Fane er end ei strøgen, fast at den skjules en Stund af Røgen! Det var, som Haabet og Dage blaa og Seierssignal der i Navnet laa, som bar det Glans af den høie Glød, der frem som Morgen i Norden brød; - nu rører sorgsænkt sig Silkefolden, mens stilt han lægges indunder Volden. GANGSPILVISE FOR PRÆSIDENT CHRISTIE. Og Gutterne paa Bergens Rhed - Sing my boy, hurra! de lyster nu at være med, - Sing my boy, hurra! naar Christies Støtte den blir reist, og Flaget til hans Ære heist. - Saylor oh! sing my boy! Saylor oh! Holloi! Saylor oh! sing my boy! Saylor oh! Holloi! SIDE: 518 Han staar i Malm og peger paa den Streg, vor Frihedskurs skal gaa. I Haand han har et Ordrebrev, den Grundlov, de paa Eidsvold skrev. Og det var gamle Christies Daad, han styrede den norske Baad, han styred den i Nødens Stund, og slig, at den gik klar af Grund. Og han var Førstemand den Dag, de heisede det norske Flag, og modigen de stævnte paa, mens Fienderne rundt Landet laa. Men, er det heist, saa faar det staa, saalænge norske Hjerter slaa! Saa seiled de i Braat og Brand og sammen berged Norges Land. Om gamle Christie vist jeg tror, han stusler end ved Norges Ror; og det med ham er slig bevendt, at han er endnu Præsident. Og, om paany en Farens Dag vort Folk maa ta det tunge Tag, da vil den Stund, det rønner paa, den gamle sjøl til Rattet gaa. Og derfor skal han ha' en Sang, Sing my boy, hurra! saalænge Gangspil er i Gang, Sing my boy, hurra! saalænge Skuder gaar paa Tog, og Sangen gaar i Bergens Vaag. Saylor oh! sing my boy! Saylor oh! Holloi! Saylor oh! sing my boy! Saylor oh! Holloi! SIDE: 519 ANTON MARTIN SCWEIGAARD. (Ved Mindefesten.) Bag sænkte Faner og floromvundne idag er Taarer af Hjertet rundne; fra fattig Hytte til Kongens Borg nu er i Norge der Landesorg. Hvor høi i Tanken og ædelbaaret han stod i Striden der hvid i Haaret! han havde kjæmpet fra Ungdomsdag og graanet under vort unge Flag. Hvor stærk, naar Dønningen sig bevæged, han stod, mens Stormen i Lokken leged; hans Øie lynte, hans Pande var et Hvælv, som Lys af Geniet bar. Hvergang i Kampen den gjæve stevned, paanyt vi undred', hvor stort han evned; hans Virke gjennem snart firti Aar, - det er en Grundmur, hvorpaa vi staar. Nu mer ei blinker hans hvasse Tanke; hans Riddersværd og hans Skjold, det blanke, nu er de begge som Ærespragt med Borgerkransen paa Baaren lagt. Og det er stort, at hans Barnehjerte som Kjæmpen Rolands det brast af Smerte, at det, som gjorde den store Mand, var Elsk i Enfold til Viv og Land. Med Flor om Fanen og Sorg i Sindet blir Schweigaards Navn nu i Folket mindet; men mer end Laurbær og Egekrans er stor, o Borger, en Død som hans. SIDE: 520 Og mer end Sange ved Mindets Bæger den tomme Plads paa hans Storhed peger; - maa Norge finde den Mærkesmand, der bærer Flaget saa høit som han! OVER EN UNG PIGE. Fager, ung og fin i sit hvide Lin nu i Gud hun stille sover. Lad saa Jorden bredes over al den unge Vaar, den i Fanget faar! Som en yndig Drøm, som en speilklar Strøm randt i Hjemmet hendes Dage, blev en stille Foraarssage, som ei her paa Jord naade Somrens Flor. Hvo dit Raad vel véd, som er Kjærlighed! - Tanken ser den blege Lillie nu forklart og rank i Villie med Guds fagre Sol paa sin hvide Kjol. HALFDAN KIERULF. Nu Hjertet er brustent og Sangen udrunden, og Strengen ei mere har Klang, - SIDE: 521 hin Leg over Lyren, nu er den hensvunden og stanset den liflige Sang; nu Dagen er over, og stille han sover. Der ligger da Lyren, som seired i Stunden, mens Tonerne over den flød; dens Strenge henover hans Hjerte var spunden og Sangene skalv i dens Glød, og gjennem den Folket sig følte fortolket. Sig Blomsterne bøier med sorgfulde Miner og Graad i den duggede Eng, og Sommeren lukker med grønne Gardiner saa várt om den slumrende Seng og breder ham over, imedens han sover. Men tænker dog ikke, at Sommeren tier, fordi at dens Sanger sov hen. Dens Kroner staar fyldte af hans Melodier og sjunger dem lifligt igjen; - ja, nynner derover, imedens han sover. FÆDRENES MINDE. Du Slægt, hvis Hjerte banker ved dine Fædres Skaal, - Sig, har Du ogsaa Tanker, som fylder deres Maal? Sig, kan saa stort Du drømme som de i Mindets Stund, ja, har Du Magt at tømme det gamle Horn til Bund? SIDE: 522 Thi dette Bæger fyldes af vor Histories Flod, hvor Bølgerne, som rulled, var vore Fædres Blod; og dyb som Folkets Hjerte og hellig gaar den Strøm med Graad ifra dets Smerte og Glans ifra dets Drøm. Saa tidt Historien svulmed, da skummed' Bægrets Rand, da vokste ogsaa Hjertet i Dig, Du norske Mand; da saa Du Syner store ved Fædres Minde-Skaal, og Løfterne, Du gjorde, holdt Folkets store Maal. Se, dette Horn, vi løfter, har rørt ved Guders Mund, og Freyas Rosenlæbe har kysset paa dets Rund. Ja, dette Horn, vi tømme, har Guder tømt engang, mens Nordens store Drømme fra Bragis Harpe klang. Det vies vore Fædre, de Slægter Rad for Rad, som kjæmpede og seired, som stille led og bad, som bygged' vore Dage med deres store Færd, - vi lover dem tilbage at være Offret værd. Det vies Aarets Faldne paa hver en Val i Nord, de sidder som Einherjer Ved Sagas Gude-Bord; SIDE: 523 det vies store Minder, som stiger for vor Sans, - det Fædreland, som skinner i vor Erindrings Glans! ET RIMBREV. (1871.) For Kvindens Frihedssag, Du véd, jeg talte tidt mig varm og hed, og, maatte jeg af Striden fly, det var kun for at slaa paany for denne Halvdel udaf Jorden, som, Gud véd hvi, til Træl er vorden, - for Evas Land, det Paradis, der plyndres fast paa Tyrkens Vis; men evig ungt (skjønt bøid som Polen) i Smil og Taarer ler mod Solen og heiser røde Oprørsflag i Læbens Glød, i Barmens Slag, i Straalen ifra Brynets Bue, i Hjemmets stille Arnelue og al den store Seiersmagt, som er i Kvindens Ynde lagt. Men denne Kamp, hun stille fører, er den, som Verden dybest rører: Det gjælder om at kjæmpe fri dens fagre, farv'de Fantasi, den Hjertemagt, som just hun eier, saa den i Livets Vægtskaal veier, den Kraftens skjønhedsrige Glød - en nedknust Vaar i Tidens Skjød; - at kjæmpe for det fagre Land, hvor hun er Dronning, Konge han; - ja for Problemet, vi skal finde: den frie Mand, den frie Kvinde! SIDE: 524 BILLEDHUGGER BORCHS FEMTIAARSDAG. Ja femti Aar, min Ven Borch, saa hastig kunne gaa, og mangen, ak kun lidet saa efter dem at staa; mens sine Ungdomsdrømme én ivrigst jager paa, saa, - inden én det rigtig véd, - er Lokken bleven graa. For Statuer og Løver Du kunde Laurer faa, - og Menneskenes Ære den kan den stærke naa. Men inde i dit Værksted det vakkreste, vi ser, det er Dig selv, vor Ven Borch! som glad og freidig ler. Et kjærligt Barnehjerte den Støttes Digter er; dit stærke Enfold meisler de skjønne Linier der. Det laaner til dit Snille det varme Kunstnerskjær, mens vi af dine femti kun ser, hvor ung Du er! SYTTENDEMAISANG. (1871.) Mens Vaarsolen flommer med Guld om Land, og Liderne løves og blinke fra Lindesnæs op til Finmarks Strand SIDE: 525 og vester til Statlands Brinke, - vi mindes ville den Mai, som lyst sig knupper og vaarer i Folkets Bryst. Vi mindes ville den store Sang, som Havet det sjunger om Norge, de Livsens Bølger i Folkets Trang, der fagert for Fremtiden borge, - vor Folkedrøm og vor Frihedssag, vor solblaa, skinnende Fremtidsdag. Mens snehvide Snekker fra isstængt Havn lig Hære af Maager er seilet med Flaget rundt Verden og mangt et Navn, det Norrige hædred, i Speilet, - vi mindes alt, som laa indestængt, før Frihedens Maisol fik Isen sprængt. Og, bryder sig Havet tidt uveirsgraat og prøver de barkede Gutter, det bliver dog atter blankt og blaat og speiler de gamle Nuter; - det Billed er af den tunge Strid, vort Folk har kjæmpet fra Arilds Tid. Nu heises der bredere Seil i Raa, og stevner vi længere Veie, mer vide, end Fædre i Aanden saa med al deres Længsel i Eie. Thi det, som nu i vort Hjerte slaar, er Norges løsnede, unge Vaar! SIDE: 526 MORTENSGILDE I ROM. (11te November 1871.) Ære være Gaasens Fjære, Ham og Krop og Sjæl! Se, dens Krop vi spise, Sjælen er vor Vise, og dens Fjære skulle bære Tankens Flugt ikvæld: Ved det lille Mortensgilde sad her mangt et Aar Kunstens Trækfuglskare: - Mænd, hvis Længsler bare til det skjønne, Vinløvsgrønne Land med evig Vaar; hvor Du svimmel ser en Himmel fyldt af Farvers Glød, mens Akazier, Pinier, tegner Skjønhedslinier over Høie, der sig bøie, som Akkorder flød; hvor som Ranken Skjønhedstanken vildt blandt Marmor gror, hvor i dunkle Lunde glemte Guder blunde, - de, som skulle gjen af Mulde vaagne i vort Nord! SIDE: 527 Der befriet først Geniet kunde Vingen slaa, reise med sit Virke Sten til Kunstens Kirke, - Mænd, hvis Syner evigt lyner nu paa Hjemmets blaa. - Saa, mens røde Druer gløde her ved blomstsmykt Bord, vil en Skaal vi tømme hver for sine Drømme om det kjære, Sindet nære Fædreland i Nord! KONG CARL XV. (Rom 1872.) Det bæres hid af Vindens Sus: Kong Carl er død paa Malmøhus, som der han steg iland! Slig suser det til fjerne Kyst, - og Budet rører mangt et Bryst; thi som hans Mindeskrift kan staa: han elsket var som faa! Hans Lynne bar et Nordlysspil af Folkets egen Ungdomsild og af dets dunkle Drøm, SIDE: 528 af Længslen mod en Kampens Dag for Nordens store Folkesag; han stod i disse Drømmes Skjær for Folket kjendt og kjær. At Kongen udi Dødens Stund saa higed til sit Hjemlands Grund og til sit Ulriksdal, - der havde han sin Fosterjord og Folket bøiet som sin Mor, - ja det, at Kongen længtes saa, just Folket kan forstaa. Det var et Hjerte udaf Guld, der famlede i Jordens Muld, men bar paa Skaldens Syn; det var en Aand med Heltens Trang der bar i Hjertet Nordens Sang - og bar den i en taaget Tid af indre Tvil og Strid. Til Kongenavn og Kronens Glans han føied Snillets ædle Krans i Kunstens lyse Land. Som Mand han vandt en bedre end: den Ros, han var en fuldtro Ven, der gav sit brede Hjertelag til ham paa Nødens Dag. Ja, om hans Hjerte er det sagt, i det han bar sin Kongemagt og høit sit Folkespir. Nu, - midt i Kraften, ung og rank - Kong Carl, han om paa Baaren sank, nu blir i Sorgen sagt de Ord af tvende Folk i Nord. SIDE: 529 HARALDSHAUGEN. (I Anledning af Indvielsen 18de Juli 1872.) Hvast om Skjæret driver Veiret under Rogaland. Som en Pilregn over, hvor Kong Harald sover, kredser Maagen, og bag Taagen bryter Havets Brand. Ligger nære tangklædt Fjære Haraldshaugen der, mens i Storm det stønner under Kyst og dønner, mens sig speiler hviden Seiler udi solblankt Veir. Dér sit Mærke stak den stærke Konge fast i Jord. Norges Navn stod skrevet der af Gyda vævet, og hans Værge magtet berge hendes høie Ord. Det var Fyret, mens vi styred ind vor Friheds Led; der igjennem Taagen stod den Varde vaagen, som i Sindet Slægten skinned, mens den frem sig stred. SIDE: 530 Stærkt med Sværdet Kongen gjærded Norges Rige ind; thi den Gard, han bygged, staar endnu urygget, skjønt den siden hen i Tiden laa for Fog og Vind. Aar er runden over Grunden veirbart, som den laa; men af Haugen baaret staar nu, tusindaaret, stort det samme Træ, hvis Stamme Dronning Ragnhild saa. Skal saa Plaugen jevne Haugen, Norges Kirkemur? nu, mens Folkets Minder frem i Solen skinner, nu, vort Øre gjen kan høre Konning Haralds Lur? Nye Hære skulle bære frem Kong Haralds Sag; folkereist hans Minde gjen ved Karm skal skinne, og den gamle Konge samle og paany til Slag. SIDE: 531 SANG VED TUSINDAARSFESTEN paa Haraldshaugen den 18de Juli 1872. Før Afsløringen: (Gammel norsk Kjæmpemelodi: "Brylluppet i Kraakalund" - som "Yderst mod Norden lyser en Ø".) Her ligger Haralds Haug, sjunken og graa veirhaardt fra Fædrenes Dage; - sust har henover dens sparsomme Straa Norriges skiftende Lage - her vi for Høisædesstøtterne staa i vor Sage! Fjordblaanet rugger fra Hafrsfjord til hid, Sjøveien tykkes saa nære; Tredive Slægter og tusind Aars Strid stod dog i Flo' og i Fjære, førend den væltede Bauta vi hid kunde bære. Samlet blev Landet bag Eggene blaa, værget af Kjæmper hel brede, og det, som Fædre i Sorg monne saa, vokser nu om os i Glæde, saa at alt Folket om Haugen kan staa her og kvæde. Vaarløse Kræfter gjen byggede op, Plogjernet, Tanken og Aaren - Minderne skinner; paa Haraldshaugs Top sættes nu Bauten i Vaaren, rødmer nu Flaget som Fremtidens Knop, den har baaren. SIDE: 532 Lydt nu i Luften høres en Klang "Glad" [fotnotemerke] nordfra Nidaros runge, samle alt Folket til Fremtidens Gang, ringer ind Norrig', det unge, malme ærværdigen Fædrenes Sang med sin Tunge. Efter Afsløringen: Høilagt med Kongen hans Kjæmpesværd laa; Norfolkets hugstore Længsel; Ætten hans prøver at løfte derpaa, styrket i Alvor og Trængsel, - bagom den Haug ligger Havvidden blaa for vor Længsel. Skjønt, som dets Lider af Havranden gaa, naar mod det Seilerne sige; stort, som i Aanden det Fædrene saa, stige, Kong Harald, dit Rige! Nordmænd kan falde, men Norge bestaa stort og stige! Tusind Aar er som en Vagt, som et Slag udaf den Eviges Vinge; - Han, om han signer, en Tusindaarsdag atter kan Norrige bringe, bære, som Fædrene, fast vi dets Sag i vor Bringe! Fotnote: St. Olafs Klokke i Nidaros, der hørtes før Slaget paa Lyrskovhede. SIDE: 533 BRYLLUPSSANG. (1872.) Fagre Jomfru, vil Du under Myrthen stande, - Kransen Knopper har bag Blad og passer saa din Pande? Kransen den har Sommer for, hvad Du i Hjertet bær, og din Vaar i Alvorskjær ved den til Blomstring kommer. Bange gik den fagre, kunde ikke vide, om det friske Myrtheblad blev gult ved Høstens Tide; fuldtro Sandhed veier mer i Elsk end søde Ord, og en Lykke - o, saa stor! montro den Livet eier? - Fagre Jomfru, vil Du under Myrthen stande, bære frisk dit hele Liv dens grønne Blad om Pande? - Stod hun saa i Kirken under Kransen bøiet, rakte ham sin hvide Haand, - hun saa ham tryg i Øiet. LUDVIG LINDEMANN. Sol er oppe, Blomst og Knoppe springer ud i Norges Dag, Mænd, som strede stilt og lede, SIDE: 534 segned længst omkring dets Sag, Mænd, som ikkun dette vidste, at arbeide til det sidste lige glad om Tak idag. Nu hans mange fagre Sange i vor Ungdoms Hjerter gror; Skolen, Hjemmet har dem nemmet let som Folkesangens Ord; Understrengene i Grunden klinger op fra Folkebunden, hvor dets dunkle Genius bor. I hans Virke Norges Kirke atter løfter sig af Muld, reist i Tonen for Nationen i dens Kirkestemnings Guld; saa, naar Folket engang skuer gjenreist Trondhjemsdômens Buer, møder Orgeltonen fuld. HAVFRUEN. Af "Finneblod". (Rom 1872.) - - Aa sig, kan Du mindes de tusinde Gange, vi løb ned til Fjæren for Smaamort at fange? Med Dragsuget sprang vi saa begge omkap, fra Kallen i Havet bestandig vi slap. Ja, mangt skal Du mindes, imens jeg Dig vugger og Havgulen blaaser og Bølgerne rugger; - - hun sidder og graater nu over din Kind, som gav Dig sin Sjæl og kun levte ved din. SIDE: 535 Men engang som E'fugl ind Fjæren jeg styred, da laa Du bag Stenen med Riflen og fyred, Du traf mig i Brystet, og Blodstriben der er, Vennen min! Mærket, jeg efter Dig bær. AF "TREMASTEREN FREMTIDEN". (Rom 1872.) En Fembøring under Seil er et lysteligt Syn, naar den vasker i Sjøen for en "tre Kløers" Vind og en Høvidsmand god ved sit Styre; Ja, naar Odder og Næs flyver pilsnart forbi, maa sig glæde den Fisker, som sidder deri, fast at Sjøskvættet væder hans Hyre. En Fembøring er paa Havet saa lidet et Skal, Medens Bølger gaar om den som Bjerg og som Dal, og den skal sig i Uveiret klare; ja, der ro's i Sjøen med Møde mangt Tag, og der seiles til Ripen saa mangen en Dag, hvor det gaar gjennem Tyngsel og Fare. Men en Jægt under Seil er et frydeligt Syn, naar den stævner til midtmasters ladet til By'n og med Frugten af Vinterens Dage, naar den ankrende flagger der foran sit Hjem, fordi alting er kommet saa velberget frem, og den Velstand nu bringer tilbage. AF "TREMASTEREN FREMTIDEN". (Rom 1872.) Nu skal Jægten til Bergen gaa, hvad skal vi have til Føring paa? Manden hedte Raadløs ifra Rækingstad, SIDE: 536 Konen hedte Tvorre-Marit-Ligeglad. Datteren var sig saa ven en Maard, - hvor skal hun faa sig en Mand iaar? Nu skal Jægten til Bergen gaa, Datter vor saa sætter vi til Føring paa. Jægten var et Flagedæk fra Villansvær, Seilet var et gammelt Skjørt med Noravæ'r, Masten var en Tvorrestok med ned for op, Styret - det finder Du paa Veien nok. Frisk nu blaaser det Bergensbør, kjære min Mand, véd Du Veien sør? - Jægten din Du styre fra Skjær til Skjær, saa har Du Leden, hvor grundest er, hold Dig, saa Vinden staar agterfra, saa kan Du mist ei af Leden ta'! Jægten hun strøg saa til Bergen ind, Datter hans paa Dækket sad blank og fin. Datteren hun skinte over Bergens Stad, tylftevis af Kjøbmænd stod med Buk i Rad. Stolteste Kjøbmand i Bergen gaar, - ham skal hun have til Mand iaar! I BRÆNDINGEN. Ja Anden-Styrmanden fik Ret! - men det nyttede ham lidet; thi inat gik han overbord, da Merseraaen knækkede, medens han var oppe for at bjerge Stum- pen, og med det samme knækkede et ungt Pars Haab i Verden. Hans Lig laa nu og drev ude i Sjøen og vilde vel kjendes etsteds paa Forlovelsesringen og Tat- toveringen paa Armen: et Hjerte og en Pil. Han havde været to Aar ude og skulde hjem til Kjæresten, der ventede. Natten havde været sort som Blæk; det eneste, som SIDE: 537 lyste, var de hvide Braat og saa det Fyr, som de havde taget fejl af, indtil det blev for sent at klare Lægeren. Som sædvanlig feil i Bestikket! Kapteinen, der havde en usædvanlig lysende Examen og skulde være et Vid- under i det nautiske havde regnet sig i rum Sø nord af Skotland, medens Anden-Styrmand havde rystet paa Hovedet og paastaaet, at de maatte være under Norge nogetsteds, - "han kjendte det bare saadan paa sig." Saa kom Stormen og Natten og Fyret . . . Da Solen randt, og Folk bjergede dem fra det halvkæntrede Skrog, havde Kapteinen endnu ondt for at begribe, at det ikke var paa Shetland, han havde sat Briggen paa; - det var jo pine stik mod Bestikket! . . . Men de, som bjergede dem, talte reddig norsk. - Og nu gaar han og ser paa medens Bjergerne forsøger med Trosser at hale Briggen længere ind paa Stranden, hvor en stor Del af Varerne alt sees oplossede, og hvorfra Mandskabet med en Baad holder paa at stikke ud for at borde Vraget og redde mere Gods iland. Det var ellers mærkelig nok, - alle var enige om, at Kaptein E. var en saa extra udmærket Sjømand! Ingen almindelig lært Skipper stod sig i en Disput med ham, ingen kunde bevise, beregne, kalkulere og bruge nautiske Satser om Hvirvler, Stormcentrer og Baro- metertryk som han. Og det var nu det tredie Fartøi, han havde sat paa. Det første var et Krydsseilskib paa Minorca, det andet en Bark ved Kap Hatterai, og nu her en Brig paa hans hjemlige Strand. Men i sit Hjerte mener han, at han alligevel har havt Ret; - han skulde egentlig ikke have sat paa i noget af Tilfæl- dene. Og han er endnu Kar for at overbevise en Rheder og udvirke, at han blir ansat til det, "som en Mand som han egentlig passer for," nemlig til Chef for et større Dampskib i Oceanfarten. Den eneste, som kunde været af en anden Mening, var kanske Anden- Styrmand; men han ligger nu derude og siger ikke et Muk. SIDE: 538 BILLEDHUGGER FLADAGER. (Rom 1873.) Her, hvor Cypresserne ved Sestuspyramiden staar høitidsfuldt med deres Sorgens Tale og i vemodig Stemning Døden male, som var den kun en Solnedgangens Stund, - forsamlet staar en liden Flok af Mænd og Kvinder fra Nordens trende Land som Brødre, Søstre, i samme Tanke, samme Vemodsminde: de bringer Kranse hid og Blomster hen paa Graven. I denne skjønne Lund nær Roma naaed en stille, ensom Mand til Hjemmets Fred. Skjønt Norges Graner ei, men Laurer og Cypresser og Roser blomstrer vildt omkring hans Hvilested, han sover stilt og godt. Paa Mindestenen der staar hans Navn; men lidt om, hvad han stred, om hvilken rastløs Længsel der har baaret ham, til han saadan faldt paa fremmed Strand, om hvorfor vel han offred alt derhjemme og blev en ensom Kunstens Vandringsmand. Det staar ei der. Men af Naturen malet, det staar her mangen deilig Aftenstund, naar Solen gaar i Vest: - at det var Idealet, der tegned Guldskyr paa hans Hjertegrund. En fattig Bondes Søn fra Valders Dal i Norge, han endte dog som Kunstner her i Rom og vandt sig Borgerretten i det Rige, som i sin trange Dal han drømte om. Det kosted Strid; men Panden bar det Stempel, hans Sjæl den Dybde og den Længslens Magt, der gjennem trangt og smaat til Kunstens Tempel har lyst ham Veien og ham Stigen rakt. SIDE: 539 Skjønt tidlig her hans Stav blev brudt, han tælles med Hæder dog iblandt den stille Rad, der slog for Norges Plads i Aandens Rige og kjæmper for den Sag den Dag idag, - en vunden Tomt i hine lyse Egne, et Land erobrer, medens Slægter segne! HENRIK ANTON SCHØTT HELTBERG. (1873.) Der var en Ring af Mænd med brede Hærder, med Storhedsaand og med Geniets Mod, som gik det unge Norges første Færder og traadte Spor i Snén for Efterslægtens Fod. Han var af hine Kuld, hvis Evner skjøde i Folkets første Vaar blandt Isen op, som spaade Norge Dag - og maatte bøde, fordi saa stærkt og tidligt Landet satte Knop! Og den, som saa hans Blik, hvor dybt det glimted, mens Viddet sprudled i hans Tankespil, saa Pandens aandigt formte Hvælv og skimted hos denne egne Mand den dybe, stængte Ild, - han fatted snart at det var Aandestaalet i et Geni, som funked disse Lyn, der lyste Tanken Gjenvei hen til Maalet og lagde den med ét saa klart foran ens Syn; at "Bogen, som ei kom", det var kun Idealet, han gik og bar, som aldrig fuldendt blev; - derfra den Kraftens Ild, hvormed han maled, mens Sprogets dybe Lov han tyded sin Elev. SIDE: 540 Derfra hans ædle Evne til at danne Hjerter og reise Sjælens Magter fra dens Grund; - han tændte Hellas, Latiums stille Kjerter for Livet der i en begeistret Stund. De Aandens Funker, som i Talen regned, blev Frøkorn Landet rundt til Kuld paa Kuld, - og tusind Hjerter lægger nu, han blegned, en Fædrelandets Krans paa gamle Heltbergs Muld! KANTATE VED KRONINGEN I TRONDHJEMS DOMKIRKE. den 18de Juli 1873. Første Afdeling. Kvartet. Hil med din ædle Kvinde Du hilses Oscar her, omlyst af Fædres Minde i Folkehaabets Skjær! Her taler Kirkens Buer vor Fortids store Sprog, i Sten og Mur Du skuer her Folkets Sagabog. Som da med Spir og Taarne den skinnede ved Fjord, mens Rigets Ættebaarne tog Kronen i dens Kor, i Norges Dôm Du tage nu Haralds Kronering, - Klenodet i vor Sage fra gamle Øjrarting! SIDE: 541 Den bar vort Folks Historie til Høihed og til Glans, bar Hellig Olafs Glorie og Sverrers, Haakons Krans, den samled Land og Rige af Hafrsfjords røde Bad og bar vor Tro tillige paa haarden Stiklestad. Den laa med Drømme stærke forvart i Folkets Bryst og elsket som et Mærke, der blir i Døden kys't, - til gjen dens gyldne Rande stort funklede omkring din høie Stamfa'rs Pande, rakt af vort Friheds-Ting. Hans stærke Styre bragte til Fæste, Vækst dets Sag; i signet Minde rakte os Oscar saa vort Flag. Fra Carl den folkekjære Dig arv'des Kronen ned, - saa Folkets Guld Du bære, saa arv dets Kjærlighed! Kor. Stemmer Alle i og sjunger, sjunger Herren Lov og Ære! Denne høitidsfulde Time, medens alle Klokker kime Landet rundt med dybe Tunger, salves Oscar til at bære Haraldskronens gamle Ære; Mild som Sol i Fagerliden sidder trofast hun ved Siden som skal Landets Moder være. SIDE: 542 Kvartet. Løft o Folk, dit Hjertes Tanker op til ham, som er vort Anker, - bed, at han maa Stunden raade med sin Kraft og med sin Naade, han, hvem Jordens Ban're alle er som Træ'r, der gro og falde; stakket staar de, brat de visner, naar hans Skygge paa dem isner; stort de grønnes, Fremtid vinder, rigt de i hans Naade gro, om hans Kald de bære tro, naar hans Sol paa Folket skinner. Kor. Tag da Kronen, tag da Spiret, Haralds gode Sværd! Kronen bær, med Visdom siret, høie Fædre værd! Herren lægge saa sin Lykke i det signte Kongesmykke! Han omgjorde Drottens Lænder med sin egen Kraft! lægge Styrken i hans Hænder, i hans Spir og Skaft! fæste Folkets Kjærlighed til hans Skjold og til hans Værge, at sin dybe Arv han berge kan i Fare som i Fred, at han Kronen ret kan bære, raade stort om Folkets Ære og i lyse Fremtidsdage føre Norges Sage. SIDE: 543 Anden Afdeling. Kvartet. Kirken, som Samuel, strakte sin Haand, fæstede Kronen Drot, om din Pande! - saa og din Throne i Herren den stande uryggelig fast, - saa med hans Naade Kong Oscar, Du raade! Kor. Herren har Dig kaldt til Kronens Guld, se, dens Vægt er tung og ansvarsfuld, Ansvar foran Gud og Folkets Sage. Stærk i ham den løft i Folkeærens Glans, Fremtids Gyldenaar den bære i sin Krans, bær den stor ved ham i signte Dage! Dobbelt-Kvartet. Som vort Frihedsværk er bygget med vor Kongepagt, dine Fædre det har trygget med sin stærke Vagt, - saa sig, Oscar! Landets Tanker og dets Tro om Thronen ranker, saa det er dets Hjertemagt, som i Kronens Guld er lagt. Skjæbnetunge gaar i Tiden mørke Jættedrag, og i Folkene staar Striden haard om Lysets Sag. SIDE: 544 I vort Flag forlængst er blevet Korset paa vor Frihed skrevet - gjennem Tidens Olafs-Dag bær Du stærk vor bedste Sag! Længst din Færd i Folkets Øre fik sin gode Klang, med dets Kaarne frem Du føre Haand i Haand dets Gang; i dit Valgsprog Dag der stiger op for tvende Broderriger, - maa din Sagas fagre Sang bære gjen de Ord engang! Hos Dig Staar det gamle stærke, veirgraa Trøndelag, baaret har det Rigets Mærke mangen stormfuld Dag! som det staar med Landets Minder, mens dets nye Fremtid rinder, som det bar vor Friheds Sag, hilser Norge Dig idag! Kvartet. Fager sidder vor Dronning ved Drottens Side nu, Agrene modnes om Land, og Sommeren lyser i Lide. Norigs Haab har hun baaret, Drottens Hus har hun signet, som Moder og Viv flettet sit friske grønt i hans Liv, saa i en Sønnekreds hans Kongsstav nu blomster med Fremtidsskud. Tusinde Vinduer skinner i Solen, alle de glade Folkehjem hilser Dig, SIDE: 545 viser sin Børnekrans frem, vide, at selv i dit Hjem Dig kroner den huslige Lykke, at, som Du stille det freded med trofaste Hænder, fuldt vel dets Sorg og dets Glæde Du kjender, at for de Haab, som det har, eied Du Hjerte og Svar; - - derfor nu Magter fra Hjemmene kommer, hilser Dronning i Sol og i Sommer, bringer Dig Arnernes Krans og Ære, beder Dig Moder for Landet være, og de vil signe, Dronning! din Livsdag, være tilstede tyst i dit Spor, saa, hvad Du yndigt i Folket vil frede, rundt om Dig gror. Slutnings-Kor. Hil Dig Oscar! hil vor Konning! Hil Sofie, Norges Dronning! Som imellem Kirkevægge her det sjunges til dem begge, saa om Fjeld og Fjord og Strand hilser nu det hele Land: "Hil Dig Oscar! hil vor Konning! Hil Dig, Norges fagre Dronning!" TIL HDS. M. ENKEDRONNING JOSEPHINE. (Ved Femtiaarsjubilæet 1874.) Hil! - som hin lystændte Aften i Vaaren, dengang med Oscar Du togede ind, seirende skjøn og af Jubelen baaren og som et Eventyrdigt for vort Sind! . . . SIDE: 546 De, som da hilste, mens Glædesbaal lued, det var et Folk af sin Livskamp end blegt, og i din Ungdom sin Fremtid det skued, knytted sit Haab for dens Vækst til din Slægt. Nu, - efter mangelund vekslende Dage, - strømmer de glad under Fanerne frem, hilser sin Dronning i femti Aars Sage, takker den Moder, de havde i dem, véd, at hun fryder sig i, at det vaarer, - Faner som Blomster i Engene staa; - rask som et Skib med solblinkende Aarer stevner vort Land imod Fremtidens blaa. FURUEN. I Sommer blandt Hauger og Bakker en herlig Furu jeg saa; den stod der saa staut og saa vakker med Foden i Stenuren graa. Den stod der som Kjæmpen i Fjeldet med knudet og veirvreden Ryg, den stod der alene i Heldet saa solrød, saa lun og saa tryg. Saa bar og saa barket var Kroppen, og Armen saa muskelstærk strakt med Kronen som Skjold der i Toppen mod Stormens og Haglskurens Magt. Og slig har den staat der og dystet og knægaats med Uveirets Flod, mens Vintren gav Skjorten om Brystet, og Stormen slog Krog for dens Fod. SIDE: 547 Den ingen vil synderlig prise, til Kubbe den fældes engang; - og dog er jeg vis paa dens Vise, det var just en Høvdingesang. Den staar der alene paa Vagten med Maaltrost og Spottegjøk i, - det er først, naar Stormen tar Magten, den orgler en stor Melodi! GULDBRYLLUPSSANG TIL GROSSERER P. SCHREINER OG HUSTRU. Det var ved Pinse, de to gik til Kirke, længe - for femti Aar siden engang; dengang som nu stod der lysgrønne Birke, blomhvide Hægge, og Vaarknopper sprang; og alt det Solblink, han eied med hende, Lune og Sind ifra Ungdommens Tid, har han, til Aftenens Guldskyr sig tænde, trofast bevart i halvhundred Aars Strid. Det var, fordi han saa vaarmodigt trode, at han i Stilhed saameget fik saat. Thi han har elsket den Stad, hvor han bode, levt og sig glædet i, hvad den har naat, haabet og muret med trofaste Fæller uden at tænke, at det var saa stort; - det, som er blevet, nu staar og fortæller om, hvad den Slægt, som gik foran har gjort. Tause de skuer, mens Kvældskyr sig tænde, henad den Vei, hvor dem Livet har ført, og de har prøvet, Kvartalet kan brænde, uden at derfor end Stuen blev rørt. SIDE: 548 Ja, det er fagert at mindes tilbage, se, at det alt var en Brudefærd kun, at just de skyslørte Prøvelsens Dage bar ind i Hjertet den solrigste Stund. Det var ved Pinse, de to gik til Kirke, længe, - for femti Aar siden engang; dengang, som nu, stod der lysgrønne Birke, drivhvide Hægge, og Vaarknopper sprang. - Nu gjennem Kvælden gaar Guldbryllupssangen, nu er der Børnebørn, Tindingen hvid; mattes end Foden, han styrer nok Gangen, han, som har fulgt dem fra Ungdommens Tid. SANG VED JUBILÆET FOR BRØDRENE HALS'S PIANOFORTEFABRIK. (1874.) For fem og tyve Aar idag med Hovedryst i By'n fortaltes, - og stadig mere galt det maltes, - om tvende Brødres Foretag: Isammen - saa man rundt forsikkred, - de stod i Maltheby og snekred og bygged paa en røgblaa Dunst om, at vort Haandværks Maal var Kunst. Før var det dog blot Poesi, hvori det nationale krævtes, nu vilde de - at slig og levtes, at Høvl og Sag var med deri! Nu skulde Norges Haandværk bringe Pianoforter til at klinge, skjønt hvermand vidste jo, der var ikkun én Pley'l og én Erard. SIDE: 549 Saa stred de tvende Sagen frem: Piano paa Piano spilled, og klare, rene Toner trilled som Perler ind i Hus og Hjem. De dristed en selvstændig Tanke, de voved gaa sin egen Planke, og i vor Tonedigtnings Slag vandt og Pianoet frem sin Sag. Ja maatte samme Tro og Mod, som her den første Vold har taget, vort Haandværk følge helt i Slaget og bære høit dets Fane god! Her Jubilæets Dag er kommen, de mange Hjem har afsagt Dommen. Men Striden staar - vort Fædrelands, - Dets Haandværks Kamp for Kunstens Krans. EILERT SUNDT. (Ved hans Grav, fra Kristiania Arbeidersamfund 18de Juni 1875.) Læg, Brødre, Egekransen ned paa denne Borgers Kiste! Giv lidt ham af den Kjærlighed, som selv saa stort han viste! Mens her vi staar ved Sorgens Baar, hans Tanker vokser i vor Vaar som Blomst og Blad paa Kviste! Et Lys er nu i Landet slukt, som ledte i dets Kroge og drog saa mangt ærværdigt, smukt, af Almulivets Taage. SIDE: 550 Med Pen og Mund saa mangt et Fund i Folkelivets dunkle Grund han tog med Syner kloge. Den stille Gang i Folkets Vækst hans Seerblik erkjendte, det blev den store, rige Tekst, hvorfor hans Hjerte brændte. Paa hans Befal de døde Tal gav Billeder fra Fjeld og Dal, hvori vort Land vi kjendte. Han lærer, hvad Begeistringsmagt i Mandens Virke veier; hans Forskeraand har Guld os rakt, som Norges Aand nu eier; den os oplod hin Fortids Flod af stille Offre, Kraft og Mod, som spaar vort Folk sin Seier. Saa leved i hans Hjertes Slag, du, Norge! indtil Døden; sin Kraft til Dig, trods Nederlag, han vied ufortrøden. Maa altid slig Du blive rig paa Mænd, o Land! som offrer sig; - thi Du har Mænd fornøden! Læg Brødre, Egekransen ned paa denne Borgers Kiste! Det var et Liv i Kjærlighed for Folket til det sidste! for sidste Gang vor Takkens Sang! - den kommer fra Arbeiderns Trang, han her en Ven forliste! SIDE: 551 CARL WILHELM BOECK. (1875.) Baaret stort af Forskertrangen, med Haanden end om Fanestangen, den Herre ind i Døden sank; - Vægt af Aar ei stansed Gangen, Ideen hvisked Seiersangen; derfor han faldt saa ung og rank. Og prunkløs i al Id han bar sin Tankes Strid; - vidt om Verden har ud den rakt, og Tvil blev vakt, hans Forskning i dens Ilddaab lagt. Brusten er den stærke Bue, den ubetvungne Villiens Lue, der brændte med saa mægtig Glød! . . . Videnskabens Sønner skue paa Aandens Hvælv hans Navn at lue og Venner sørger ved hans Død. Hans Folk, som ser hans Navn i Ærens lyse Favn, bøier sorgfuldt sig ved hans Baar. Thi det forstaar, en Aandens Stormand bort nu gaar! DE FANGNE SYNGER. (Af "Faustina Strozzi".) "Hvorlænge, Italia! skal Du tusindaars Trælleaag bære? Hvorlænge Italias Børn nedtræde sit Banner, sin Ære? Vi længes, vi venter en Dag, da Solen skal over Dig stige, en Morgen i Kjæmperes Blod den hilser det gjenfødte Rige! SIDE: 552 Hvi sorgfuld blandt Ranker og Sang, mens Himmelen over Dig straaler? Ak, Smerten, som bor i din Sjæl, kun Havet og Himmelen maaler! Du rækker os skummende Vin; men Sorg er den Rigdom, Du eier; - var det ei fribaarne Mænd, der bar Dig til Storhed og Seier? Du bøier Dig over en Grav, din Jord bær en Verdenshistorie; Elskede! - Aasynet løft, og Jorden vil hilse din Glorie. Elskede! - Aasynet løft, og Sønnerne glad ville bløde, kranse Dig, kalde Dig Mor, og smile saa stolt, naar de døde. Vi venter, vi venter en Dag, da Solen skal over Dig stige, den vaagner i Kjæmperes Blod og hilser det nyfødte Rige, den kom med Livsmod og Haab mod Præsternes mori memento, - en Morgen med jublende Sang fra Nizza til Cap Spartivento!" - Saa lød Sangen i den hede Soldag fra en Fangekjæde, der i Støvet fremad skridted henad Veien ved en Vigne, og til Takten, som de tridted, rasled Jern den hele Linie; - Østerrigerne, som Toget vogted, ei forstode Sproget. Om lidt blege end de vare, de med Sang dog Lænken bare, Hvor de rasted, Vin man bragte, Brød, Meloner til Forfrisken, SIDE: 553 vel og mangt et Haandtryk sagte givet blev med Medynks-Hvisken. Det var Kjæmper fra Mortara, fra Sforzesia og Novara. Flammebørn af Frihedsvillien ifra Nizza til Sicilien, de Carl Alberts Faner bare imod hundred Ildsvælg fremad. Men som en Forbryderskare, klædt i Jern, de vendte hjemad; - fredløs dømt, fra Nederlaget blev som vilde Dyr de jaget! Østerriges Garnisoner bar Italiens raadne Troner, Fra Savoyen underbukked paa Novaras Blodskarlagen, otte Aar de fangne sukked, længted imod Sol og Dagen, tvungne til det arbeidshaarde Værk i Fængslets indre Gaarde. Nu de førtes fra Ancona og fra Forli til Verona. Det nødvendigt var at vare dem bag mere faste Fængsler; thi for Mænd, som disse vare, gives der paa Jord ei Stængsler. - Det var Mænd, som bar i Hjerte al Italiens Haan og Smerte! SIDE: 554 CARLO BRENTA PAA FLUGTEN. (Af "Faustina Strozzi".) Herlige Morgen! I Guld og Skarlagen Soløiet rinder, og mine Kinder atter omsvales af Friluftens Strømme! - Berusende Frihed! - jeg saa Dig i Drømme, medens jeg, muret fra Solen og Dagen, sukked bag Forlis og Mantuas Volde. Fjernt hen til Bjergene Udsigten rækker did, hvor de røde Snetinder gløde, medens som Azur derunder det blaaner, Landskabet bær, hvor det dybere skraaner, Kastanier, Oliv'ner og myrthgrønne Hækker, af og til Vinduer glimter i Solen. Skogtaget suser og Fuglesang triller. Blomsternes Duften opfylder Luften, og paa hvert Græsstraa Rubiner der glimrer, Frem gjennem Daltaagen Elv'blinket skimrer, Solen paa Kirkernes Guldfløie spiller, - snart staar for Blikket og Byer og Vigner. Indsjøens Speilblik alt halvvaagnet skinner. Solstraalesvanger, blaagrøn, opfanger næsten til Forli den Vignernes Billed, - alt, som forklart, i det omvendte stillet: - Muren og Veien, der sandgul sig vinder om Kamposantoen bedækt med Cypresser. SIDE: 555 Frem af det perlegraa Taageslør stiger vinklædte Høie nu for mit Øie, - Kapellet Molino med Møllen ved Siden! Husker nok dengang, vi vandred forbi den, - hun stod der og hilsed, den herlige Pige, som mod Kroaten drog Dolken i Forli. Underligt! - alt, fra den Kvinde jeg mødte, altid ved hende Tankerne ende, skjøn, som hun stod der ved Gyldenregnen; derfor og Foden mig bar hid til Egnen, som om usynlig en Villie mig mødte, og hendes Aasyn for Sjælen mig lued. Maaske Indbildning blot, Spind af min Tanke! . . . Medens alt mangen Nat jeg sad fangen vaagen og grubled paa Flugt og spandt Planer, hvori sig løfted Italiens Faner atter til Reisning med Vaabnene blanke, - var det, som dybt hendes Øie forstod mig. Mellem hint Guldblink, hvor Havstriben skinner, til, hvor i Rækker Fjeldkammen strækker fjernt sig, saa Tinden i Luftblaanet svæver, - ligger Romagna'n! Her Landfolket lever end i Vendetta'r og Fortidens Minder; men i hvert Hjem gaar en Gjæring af Tiden. Ildfuldt og trodsigt, - med gammeldags Tanker, ældgamle Klæder, Skikke og Sæder, fødes og dør de i Fordommens Fængsel. Op vil jeg tænde dets Fædrelandslængsel, saa det skal findes, naar Fremtiden banker, færdig, beredt til vor Kamp for Italien! SIDE: 556 MADONNA DI FORLI. (Af "Faustina Strozzi".) Op imod Forli til Festen det gaar! Allestedsfra strømmer Folket did skarevis; - bagefter er det, at Markedet staar. Idag skal hun æres, Madonna di Forli. Tavlen hun har alt af Sølvhjerter fuld, nu skal hun rækkes en Krone af Guld! Se nedad Veien den brogede Snor, gaaende, ridende, snakkende, leende; - mellem dem Kvinderne synger i Kor: "Eviva Maria! Maria di fuoco!" Ja, ret en Vaardag med sittrende Luft, - kjend ifra Engen Violernes Duft! Saadan at ride langs Roncoens Bred indunder Mandlerne, snehvide, blomstrende, se gjennem Løvhænget Dalvidden ned med Elven, som suser i Vaardagen, om sig, - alt dette bærer forunderlig hid blinkende Minder fra Ungdommens Tid! SALTARELLA. (Af "Faustina Strozzi".) Parvis de danser i Saltarellen! Aner han Dolke skjult i Kvælden? ser han kanhænde Blikkene brænde, kan han de spottende Smil vel kjende? . . . Vogt Eder, Kvinder, Fuldmaanen rinder, Skjæret alt skinner paa Vignerne! SIDE: 557 LÆNGSEL. (Faustina og gamle Beppo, som driver Æselet. Af "Faustina Strozzi".) Faustina. Hvilken en Dag! - og hvilken en Vei Beppo. Signora det synes. - ja, gjerne for mig. Solen staar stegende; - var her en kvægende Vanddraabe blot; men jeg finder den ei! Faustina. Tænk paa imorges, da Solstraalen brød sig over Engen med tusindfarv't Glød, - paa den forfriskende Luftning, som, hviskende Skovens Godmorgen, om Kinden sig gjød! Beppo. Det var imorges, og det er nu glemt, - skjønt Signorina er saadan ei stemt. Faustina. Inde i Skjulene sidder nu Fuglene alle for Heden bag Grenene gjemt. Om jeg nu kunde, - vakte jeg dem, saa de kom tusindvis flagrende frem! satte sig gyngende, kvidrende, syngende rundt om paa Grenene, mens vi drog hjem. Om jeg nu kunde! - - Hvor alting er lyst, - aldrig en Dag saa af Solen blev kys't! SIDE: 558 Det er, som kjender jeg nu, at der tænder sig Jubel og Glæde ved alt i mit Bryst. Ja, hvilken Dag! - og hvilken en Vei! . . . Beppo. Signora er munter, - ja, gjerne for mig; rid I kun syngende! Faustina. Hvor det er tyngende saadan at længes, - - ak, - længes som jeg! ARBEIDERNES HILSEN TIL HANS MAJ. KONG OSCAR II. (I Anledning af Trondhjemsbanens Aabning 1877.) Der gaar saa store Baarer ind breden Trondhjemsfjord; - her rodes Kjæmpeaarer, og Konger stod ved Ror; her Drager laa forgyldte og skinnede i Speil, og Landets Tanker fyldte de brede Høvdingseil. Saa lyder Bølgesangen, som sukker end ved Fjord, og saa er Hjertetrangen, som dybt i Folket bor. Derfor slig Luften suser Velkommen! til vor Drot nu, Fremtidstoget bruser fra Dovres knuste Slot. SIDE: 559 Naar Fakkelskjæret falder ikvæld paa brune Mænd, saa er det Folk, som kalder Dig, Drot! sit Arbeids Ven, saa er det Sind, som tænker i al Enfoldighed, at Kongen ogsaa skjænker sit Folk sin Kraft og Sved. Vel mødt da 'gjen med Seier for Folkets Samlings-Sag, - ei fagrere Du eier end den, vi ser idag; thi nærmere skal ranke sig Landets tusind Hjem, saa Fædrelandets Tanke kan elskes større frem! TIL EN BRUD, SOM SKULDE BO I ÆGYPTEN. (1878.) Der er et Land, hvor det sner med Lilier, og Roser snor sig om Livets Tilier, hvor Duggen blinker med Glød saa klar, som den al Jorderigs Farver bar. Men og et Land, - o, Du Brud, som drager! - hvor Lien endnu staar bjerkefager, hvor Agre gulner, mens Elven ser bag Hjemmets Løvslør, hvor skjøn Du er. Det har Dig baaret, det har Dig vugget, det har Dig kjærlig med Taarer dugget, med tusind Gange mer Ild og Glød, end Østens Morgen har i sit Skjød. SIDE: 560 og derfor véd jeg, Du ei det glemmer! Det vil Dig minde med tusind Stemmer som Barndomssange, som sagte Nyn i stille Stunder af Hjemmets Syn. Gjem disse Minder! De er din Ære, Du fagre Brud, som Du med skal bære; - det er din Magt i dit nye Bo, at al din Kjærlighed Du er tro. Da lover Landet, som Dig har baaret, hvor Du har vokset saa vén og vaaret, at Roser skal der nok springe frem og sne med Lilier der i dit Hjem, - at Hjemmets Hækker skal kjærligt hegne usynligt om Dig i fjerne Egne, og Du skal bære i Østens Glans din Barndoms Sol i din Brudekrans. VED PETER LORENTZEN HÆREMS JORDEFÆSTELSE. (1878.) Nys i Begeistringsgløden han stod med Ungdomsild, - nu kold og bleg har Døden hans Øie lukket til; nys svulmed varme Tanker for Fremtids Mod og Bør, nu - staar her fire Planker for Gravens sorte Dør! Hvad Peter Hærem tolked, det kjendes vidt om Land, - han var et Barn af Folket i ædleste Forstand; SIDE: 561 og rundt om Landet brænder der Lys, som han har tændt, og han fik tusind Venner, han aldrig selv har kjendt. Ak, saa vi alt, som visner, fordi vi mangler Tro! at Livet om os isner, saa intet grønt vil gro, - da saa vi og det store ved Troens rette Brand, hvad Frugt den gi'r om Fjorde, hvad herlig Vækst om Land! Han var saa rigt et Hjerte, saa fuld af Kjærlighed, og han bar Troens Kjerte i hel Enfoldighed. Han gik i Stormen med den og frygted' Pustet ei, hans Frelser gav ham Freden og skjærmede hans Vei. Han midt paa Slagets Tilie fik Budet fra sin Gud, og nu den frelste Villie i Himlen springer ud; - hans Fartøi gled i Døden med Korset i sit Flag, det fik et Skjær af Gløden fra Evighedens Dag. SIDE: 562 LILLA. Fagre unge Brud, som gik ind til Gud! - Mon dit Hjerte mer ei kjender Sorgens Suk hos Mand og Venner, Børn og Far og Mor, Du forlod paa Jord? Slukt er Øiets Ild, blegnet hen de Smil, hvori Sjælen saadan talte, som i Fryd og Graad slig malte hver en Tanke, hun bar i Hjertets Grund; - hvori Glæden steg lig en Fugleleg, medens Grenen smidig vugged i en Morgen frisk og dugget; - - hvorfor stansed det, blev saa stilt med ét? . . . Nu er Panden hvid, endt al Tvil og Strid, kommet Lys til al den Længsel, der slog Vingen mod sit Fængsel, vilde opad kun selv i gladest Stund! SIDE: 563 INDLEDNINGSDIGT TIL "RUTLAND". Tankerne længes, og Vingen flyr, kløvende Storm og Taage, vil mod Landet bag Nordhavs Skyr, speider som skarpsynt Maage langt, langt ude fra vilde Hav. Sætter sig paa et stengraat Skjær, som gjennem Sjørok steiler, - kanske findes der Runer der, Kjøl af en gammel Seiler . . . langt, langt ude i vilde Hav. Kanske staar og en krøblet Bjerk der med en Fugl, som synger, synger en Sang saa høi og stærk, at Modet i Brystet gynger langt, langt ude paa vilde Hav. Vist saa fandt jeg en krøblet Bjerk; men ingen Fugl, der synger; - laved en Lur af Næverværk, blæser, hvad Hjertet tynger, langt, langt ude fra vilde Hav! EN GAMMEL NORDSJØFARER. (Af "Rutland".) Jeg løb mig af Stablen saa fin som en Dans, i Rig og i Reisning hang Flagbaand og Krans. Nu saltgraat er Staget og slitnet mit Vant, og længst alt det knaged i Tømmer og Spant; - nu er jeg en Skude fast hundrede Aar, som gissen og morsken for Pumperne gaar. SIDE: 564 (Af "Rutland".) De Knober har paa Brasen, og med sin gisne Boug hun drikker som et Asen og seiler som et Traug. Og Skuden er en Træsko, og Skipperen en Fant, og Kosten Grød og Nakker med lidt Erter ind iblandt. De pumper hvert et Etmaal, saalangt som de skal frem; de pumper sig til Østersjøen og pumper hjem igjen. STUB AF EN OPSANG. (Af "Rutland".) Jeg var i Valparaiso nys, Hei! - Munken gaar i Enge. Der hagled det med spanske Kys og kosted ingen Penge . . . SANG VED BOLLEN. (Ved Jubilæet for Artiumskamerater fra 1852.) Slaa fem og tyve Aar iknas, - det blir et Hav af Dage, som Du har drukket Glas for Glas, men oftest glemt at smage! Nu vil vi vende Tingen om og smage paa vort Anker og ro saa sagte udenom de altfor dybe Tanker. Rectissime! Strictissime! Skaal, frater amantissime! - og ro saa sagte udenom de altfor dybe Tanker. SIDE: 565 Man hopped som "en glader Laks" op den latinske Bakke, og Verdens Fremskridt tog man straks paa sin Studenternakke; ja, altfor mange tusind Aar den havde lagt og sludret, før Raden engang og blev vor at gjøre Vei i Mudret! Rectissime! Strictissime! Skaal, frater amantissime! - før Raden engang m. m. Saa hoppede man Trapper tre og tog sin Stor-Eksamen, og saa begyndte - ak, o vé! - først egentlig Tentamen. Med Regnbuflag og stavet Seil vi stævned ud i Verden; men mærked snart, at noget feil vi havde tænkt os Færden. Rectissime! Strictissime! Skaal, frater amantissime! - men mærked snart m. m. Der maatte tages Rev paa Rev for Skuden blot at klare, og mangen Gang vi laa og drev paa Idealets Fare. Saa gik det os paa Verdens Hav som andre "glade Lakse", at Livet klipped meget af med allehaande Sakse. Rectissime! Strictissime! Skaal, frater amantissime! - at Livet klipped m. m. SIDE: 566 Men, fik vi fem og tyve hver paa Nakke, Ryg og Hode, - vort Liv har dog det samme Skjær, som da vor Ungdom "trode". Kanhænde kom lidt tør Forstand og Støv i Fanens Folder, - kanhænde voksed og en Mand, som bedre Fanen holder! Rectissime! Strictissime! Skaal, frater amantissime! - kanhænde, voksed m. m. Saa mindes vi ikvæld, min Ven! vor Ungdoms stolte Seiler - slig, som for vor Erindring den med hvide Seil sig speiler! Vist var der ei Kompas ombord; men der var raske Gutter, hvis Hjerte viste ret mod Nord, paa vor latinske Kutter! Rectissime! Strictissime! Skaal, frater amantissime! - hvis Hjerter viste m. m. NORDHAVET. Du vilde Vaag, Du Bølgedans, Du Havsens "Leikarvold"! Du rullende foruden Stans i Oldets blege Nordsjøglans med Odins Ravn fra tjæret Stavn og Rand af Skjold ved Skjold. SIDE: 567 Og evig stormer Dønningen med Hjelmens Kam mod Land, lig Hus med Røg om Mønningen fra Sagnets fjerne Strand. O, stormgraa Hav, som sletter Navn og grov ned Sagas Skrift - Du gjemmer tusind stolte Tog i Østerled og Vestervaag. O, syng indunder Norges Kyst dit Kvad om Havsens vilde Lyst og Leken paa din Vold! AF ET RIMBREV TIL EN DRAMATURG. TIL HENRIK IBSEN. (Berchtesgaden 1880.) . . . Det kaldes bramfrit dette - et Liv foruden Pragt! og jeg har trot paa akkurat det samme. Nu tror jeg, det er Armod og Brist paa Saft og Magt, paa Glød, som kan slaa ud i Lys og Flamme. Hvad er vel Livets Glæde med bare graat i graat i Lede og i Kjede . . . og bare smaat i smaat! - hvor ingen Farver svulmer og intet Regnbuflag, og matte Kræfter brydes kun i en blygraa Dag? Nei, . . . Rigdom, Lys og Varme, Farver, Kraft og Ild og Livet som en Slagplads for hver, som noget vil; - ja Livet med et Feltraab, en løftet Fanestang, hvorunder Du kan falde og blive værd en Sang. Ja Livet som et Bæger ifra Ideens Hav, en Bølge, hvor Du svømmer, indtil Du skummer af! Thi al dit Indres Digten, dets dunkle Blink, dets Tanker, det er kun Livets Længsel, som i dit Hjerte banker, - kun Længsel imod Gjerning som Stænglens imod Knoppen, SIDE: 568 indtil den faar sin Seirsdag med Blomsten i Toppen. saa alle Tidens Drømme, dens Blink og dens Syner, det er kun som de Kornmod, der over Høsten lyner. Det er kun Livets Villie, dets Ord for, hvad det aner, den dunkle Sang i Stænglen om Blomstringsdagens Faner, om at det alt skal samles i herlig, skjøn Forening og naa en Dag den Skaberstund, som gir det først sin Mening; - den Stund, da alt som Puppen af Spindet skal forvandles, og Livet sig herligt og stort i, at der handles! Men det er Tidens Sygdom, hvor for sent den faar Sommer, at Væksten tviles raadden, inden Maidagen kommer. Det er vor Folkefare, vi drømmer os ekstatisk; og det er Sydens Rigdom, der lever de dramatisk! Og Jordens største Drama, dets bloddøbte Lilie, der blev kun til ved Offret: - den handlingskronte Villie; . . . Fra Klarhed og til Klarhed det er den Kraftens Stige, som gaar fra Hjertets Schakter op til Handlingens Rige. Med Sandhed efter Sandhed, i Tankens Kampe vunden, mineres kun den Trappe, som rækker op fra Bunden. - Hver Gang en Mand kan handle, ham hilser Tidens Trang; men, hvor et Folk kan handle, gaar Sagas Jubelsang! - Vort Epos blive skrevet i Ord, i Staal, i Taarer . . . der Tidens Troldstav holdes, hvor Handlingsknoppen vaarer. Naar Tanke blir til Handling, da er det først, vi naar til den Forvandling, som slukker Livets Tørst! SIDE: 569 TIL MIN HUSTRU. Mig Drømmen bar hen til Ungdomstiden, jeg havde Hast til et Stevne i den. - Med Lét af Roser og af Skarlagen i al sin Storhed laa Vinterdagen. Det var, som saa én med et sig svimmel af bare hvidt ifra Jord til Himmel. Vi mødtes mellem de hvide Bakker, Du stod ved Stupet og var saa vakker, og Kinden brændte af Hjertets Flammen: - Fra nu af skulde vi være sammen! - Med Skøi i Øiet og Haan til Faren, som Fuglen strøg hun henover Skaren; - et Blik, som maalte og nok gad se den, det var værdt at staa bagpaa med! Her var ei Grublen, her var ei Tvil, kun Seirens Skjær i det unge Smil. Og udfor Stupet hun stod i Vinden som selve Aandredis, Skigudinden! TIL OLE BULL. (Visitkort paa hans syttiaarige Fødselsdag. Dresden 1880.) Skjønt Purpuret ruller ei over din Skulder, en Konge dog er Du forvist; - Geniet er Kaaben, Du bar ifra Daaben, og Buen din Ønskekvist! SIDE: 570 TIL ERIKA NISSEN. (Med en Edelweiss. Berchtesgaden 1880.) Den staar paa vilde Skrænter og lyser med sit Skjær, det er den Blomst, de henter den svimle Afgrund nær. Den bær saa enkel ensom sit fløielshvide Blad og stjerneformet ren, som den sprang af Luftens Bad. - Fordi den er saa fin, fordi den Blomst man finder kun paa de høie Tinder, derfor - saa er den din! VED AFSLØRINGEN AF HENRIK WERGELANDS STATUE. (17de Mai 1881.) Kor: Nødstid er det, naar Kraften venter paa Maal og Form, Morgenstunden faar rinde op, - om den vil, i Storm. Tusinde ubrugte Fosse gjør det i Liderne lyst, tusinde ubrugte Vinger fjedrer sig, Folk, i dit Bryst! Morgenstunden faar rinde op, som den vil, med Lys; thi det er Livet, som kommer, - Livets velsignede Kys! SIDE: 571 Solo: Morgenstunden steg med Roser som en Skjønhedsstorm, - Roser, Roser, atter Roser uden Maal og Form! Thi Du sang et Drev af Blomster over Land og Strand, - Liv i tusinde Velkomster, - Henrik Wergeland! Kor: Morgenstunden faar rinde op, som den vil, med Lys; thi det er Livet, som kommer, - Livets velsignede Kys! En Eventyrlængsel, som ulmer og drømmer mod fjerne Kyst, som farverig blinker og svulmer og digter i Folkets Bryst, - en Storhed og Høihed, der minder om Jotunheimen, jeg saa, naar Solen rødmed dens Tinder mod Ætherens dybøi'de Blaa, - en Vikingevillie, som stiger i Vækst med de vaagsomme Tørn, - en Frihedslængsel, som skriger i Hugen som tørstig Ørn! Solo: I hans Hjerte skalv en Harpe, i hans Sjæl der sittred Lyn, SIDE: 572 og han Folkets Taageforhæng splitted med en Seers Syn. Kor: En Vikingevillie, som stiger i Vækst med de vaagsomme Tørn. - en Frihedslængsel, som skriger i Hugen som tørstig Ørn! VED KRISTIANIA ARBEIDERSAMFUNDS FEMOGTYVEAARSFEST. (17de Februar 1889.) Jeg ser, som var det end igaar bag svundne fem og tyve Aar den egne Mand, - som var et Snille, - som var saa lærd og gik saa stille fortænkt med Skjærfet høit i Nakken og Øine grundende i Bakken, - de kunde smile saa og tindre, som saa de Lys i Tingens Indre. - Han bar just Lunten i sin Sjæl, som tændte vores Fest ikvæld, den Gnist af Tidens store Mening, som skabte ogsaa vor Forening, ja tændte, saa med trofast Tag Arbeidet nu gjør fælles Sag i sluttet Ring alt Landet rundt. - Og Manden han hed Eilert Sundt! Det var et Liv just for de smaa. Det var for dem, han vilde saa, dem, al hans Sjæl kun tænkte paa. Han var vort Samfunds første Formand, den gjæve Nordmand, stille Stormand! SIDE: 573 - - For fem og tyve Aar herfra med deres Strid hvor stod vi da? Ja, saa vi did igjen ikvæld, der vilde stige for vor Sjæl et Syn paa dette Hav af Dage, hvor i vort Land lidt efter lidt sig Arbeidsnæven frem har stridt, til den fik Tag om Fanestangen og sig og Sagen frem i Rangen af dem, hvorom her størst blir stridt; - ja stridt saa langt, som Hjertet banker al Jorden rundt af Tidens Tanker! - . . . Det var en fattig, fattig Tid! Der laa end Is paa Vaarens Knoppe, - saa lidt af Fællestanker oppe, som Folket kunde samles om. Det var mest til de høie Toppe, at Tidens Liv og Straaler kom, og Folkelivet tog imod det med bittre Villier, Had i Blodet. - Ja nok af Kiv. Men ei den Strid, som freidig heiser Flag for Sagen og sætter Glæde, Fest i Dagen og lokker Folkets Rækker frem til Fællesliv fra hver sit Hjem. Fordi i Tanken, som den tænder, dér alles Haab og Hjerter brænder, og hver en enkelt véd, han er en Meningsmagt lagt til dens Hær: - hans Tro, hans Mod, hans Fryd og Harme er med at give Sagen Varme. Og, - gaar Du gnuget end af Strævet, en saadan Dag, Du føler levet! som seilte med Du paa en Strøm, der speilte alles Fremtidsdrøm. SIDE: 574 - - Men det, som Tiden dengang gav, var smaat kun mod, hvad nu der bruser og bølger om os som et Hav, - et Stormveir, der med Syner suser, som trykker ind af Vinduer, Porte, og ingen mer kan holde borte, - som tænder Tvil og reiser Dyst og Tanker ind i Hvermands Bryst, og altid nye Undre huser. Vist Undre! - ei Historien saa en Tid saa rig paa tændte Fakler, ja én saa opfyldt af Mirakler, som den, hvori vi daglig gaa. Og Fortids Fund kun lidt forslaar mod Eventyrene i vor, hvor Gassen blaffer overfløiet, elektrisk Lys alt blænder Øiet, elektrisk Kraft blir overført, og Stemmen snart fra Brevet hørt . . . - Og mer og mer i Lys vi se just vort Aarhundredes Stor-Idé: om Broderkjæden rundt om Jorden, hvis Verdensflag er Trikoloren! - den Dug, som steg, da otti ni et modigt Folk slog Arnen fri og jevnede med Jord Bastillen og satte øverst Folkevillien; - den Brodertanke, siden baaret i Kamp og Storm nu Hundredaaret, hvor Haand i Haand og Skridt for Skridt som Bror for Bror blir lidt og stridt, - der lyste gjennem Tidens Flodgang og voksed stærk sig just i Modgang, - saa af de smaa, som gik i Striden. der staar en Stormagt nu i Tiden. - - Den Tanke just, vi ser idag sam festtændt Krone i vort Tag! SIDE: 575 Og kom den hid først sent et Aar, den grode frisk som Norges Vaar. Den bares op mod Strøm og Baarer af stærke Arme, seige Aarer, saa Sagen alt har faat sin Glans nu lidt om sen og hertillands. Den trænger Villier af det Staal, som praktisk véd at naa sit Maal, og bryr sig lidt om Frasefløiten; men véd, det nytter ei det Døiten, skal Arbeidssagen føres frem til Frimandsret i Frimandshjem, - og naas den store Folkets Seier, at Hvermands Stemme ogsaa veier! Thi lad os bringe da ikvæld et Hurra for vort Samfunds Held! - for Fremtidshjem med Ruder blanke, hvor Folkets Børn kan vokse ranke! . . . at mangt et vakkert vundet Slag maa feires under dette Tag, og - at en Nytid ringes ind for Alvor nu i Folkets Sind! JØRGEN MOE. (1882.) Der nord i Fjeldet i Bakkeliden staar Blink i Blink det med Is fortiden. Lad Groen længes, og Blomster stænges, - det kommer alt den Dag, Isen sprænges der nord i Fjeldet. SIDE: 576 Der nord i Fjeldet der Bækken bruser, og Fos i Fos det nedover suser, saa Regnbu tændes og Farver sendes, og varme Dugblink i Luften kjendes der nord i Fjeldet. Der nord i Fjeldet ned Bakker bratte saamangen gjæv én paa Ski alt satte og fo'r som Sangen nedover Vangen - retsom en Fjeldfos for Folketrangen - der nord i Fjeldet. Der nord i Fjeldet nu Klokker ringer, vemodig Høitid om Landet klinger . . . - i Norges Lier en Harpe tier Den skalv av Vaarluftens Fantasier der nord i Fjeldet. NYLÆNDE. (Indledningsdigt til det norske Kvindetidsskrift "Nylænde".) Der varsler om Groveir, naar Skyen flyr; - den modige skimter, hvad Tiden byr, - med Synet frit og Hjertet vidt for al den levende Vækst og Flor, der ligger som Løfter i muldvaad Jord. Luk op og lad Friluften strømme ind, den stryger med Nytidens Morgenvind. Om de, som saa dens første graa og kun for andre fik lidt og stridt, ei selv naar Dagen, betyr saa lidt. SIDE: 577 Her suser og hviner en Rydningstid, alt vissent hvirvles i Storm og Strid. Vort Sekels Aand brød Kvindens Baand, - og foran os aner vi stort og vidt et Nylænde, Livet sig til har stridt. Frigjørelsens Arbeid gaar sent og tungt. Men Kvindens Hjerte er friskt og ungt, og i det slaar den nye Vaar, som op vil spire og frem skal gaa, - en Verden af Længsler her banker paa! VED FUNDET AF VIKINGSKIBET PAA GOGSTAD. Af Dagenes Hav opløftet igjen, Dig hilser, jordslaat af Muld, nu andre Vikinger: - Videns Mænd, - der seiler i Tidens Rul, gridske mod Aandens Bytte, Ideens det fagre Guld. Som fordum Du pløide Myren blaa og væltede Skavlen hvid og gjorde hel korte Veie fra Rudaborg og hid, - gaar Kjølens susende Skumplog og nu mod den røde Strid. Det er nok den gamle Storm og Ul med Bølgebraat op til Raa, - jeg tænker ei mindre Vaagfærd end den, Du levede paa, - ei mindre hugstor en Slagfærd og Dans mellem Egge blaa. SIDE: 578 Du møder den samme Blaaster om Land, jeg tænker, Du ser ei feil, det er nok de samme Hjerter, Du ser i det nye Speil, - aa ja, Vikingehjerter, der jager for svære Seil! FÆRØ. "Sju Dages Sigling vest af Stat" - der ligger Færøs vilde Skjær med Foden hvid af Dragsug, om Top en Fuglehær; og vidt ud ingen øiner Land, kun Bølgerul og saltgraat Vand, og Himlen stænger disig ved Horisontens Rand. Her gik vel mangen ensom Mand, hvis stille Længsler vide fo'r, hvis Tanker steg med Ørnen, som høit i Luften ror, som kredser ind med brede Sving om Landets Synskreds Ring paa Ring; - den blev i Tranghed stækket, den unge Ørneving. Thi Havet stængte for det Bur saa skjæbneroligt ødt og graat, og paa de snevre Klipper gik Livet knust i smaat. Men, hvert et Skib, mod Fjernet fo'r, - for Længsler der fløi med ombord! . . . som tusind Fugl i Masten, som Drømme ved dets Ror. SIDE: 579 DRONNING GYDA. (Af "Familien paa Gilje".) Og det var Dronning Gyda, den Blomst i Kong Haralds Vaar, - mon endnu saa stolt en Jomfru her under Liderne gaar? Høiættet hun var og storraadig, Hun vilde ei dele paa; de hørdske og holmrygske Piger hun bød ifra Kongen gaa. Hun vilde det hele Rige til yderste Odde Land, - en Konge hel for en Dronning, for Kvinden den hele Mand! PETER PIPER. (Regnveirsvers af "Gaa paa".) Han sidder bag Flyerne og piper til Skyerne, og saa kommer de som Sauerne over alle Haugerne! OPSANG. (Af "Gaa paa".) Saa ankred vi paa Portlands Bai, ho-i-o-hiven hal! men Ankret slugtes af en Hai ho-i-hiven hal! SIDE: 580 Der varped vi paa alle Mand, ho-i-o-hiven hal! Gin og Brandy halvt med Vand, ho-i-hiven hal! Og Spillet hev sig saa galant, ho-i-o-hiven hal! til Frak og Hat blev sat i Pant, - hei din Hund betal! Saa fik tilslut vi Smørret solgt ho-i-o-hiven hal! paa Negertrade og Ibenholt ho-i-hiven hal! Saa dansede vi for vor Hals ho-i-o-hiven hal! i fire Aar en Hyrevals: hei din Hund betal! FINSKUD. Finneblod og fremsynt og - Finskud kanhænde . . . jeg kjender og den Gan-Fin, [fotnotemerke] som kan Skuddene sende! Jeg følte det . . . jeg kjendte det . . . jeg vidste det fra før, jeg kjendes ved den Finmand, som trolder og gjør Bør. Hjertet lider ilde, og Sindet det slides, fordi én aldrig greier hvad der helst burde vides. Fotnote: "Gan" - finsk Trolddom. SIDE: 581 Jeg følte det . . . jeg kjendte det . . . jeg vidste det fra før, jeg kjendes ved den Finmand, som trolder og gjør Bør. Vrid Dig saa og vræng Dig og snu Dig for tvende, - etsteds op i Slægten er en Finmand kanhænde . . . Jeg følte det . . . jeg kjendte det . . . jeg vidste det fra før, jeg kjendes ved den Finmand, som trolder og gjør Bør. Finmand, naar han sigter, og træffer, kanhænde; - den skjønte nok Pilen, som faldt overende. Jeg følte det . . . jeg kjendte det . . . jeg vidste det fra før, jeg kjendes ved den Finmand, som trolder og gjør Bør. HJÆLP NORDPAA! Ind jager Stormen bidende med Skyer tunge, graa, - saa kommer Hvælvet ridende men ingen Rytter paa, og bæres Sorgens Tidende til Enken og de smaa. Og rundt om driver Aarerne og Stumper Vrag ved Strand, de dukker op af Baarerne med "Mærker" paa tilland - og kjendes gjennem Taarerne, de er fra Søn og Mand. SIDE: 582 NORDSJØEN. Om alle de Farer, som Fædrene døied, om alle de Furer, som Kjølene pløied, laa aabne for Synet og kunde berette - - - da fik Du en Høisang, Du rullende Slette -! Thi stort er det Kvæde, Du vælter og gynger, det er vor Historie, som "Blaamyren" synger. TIL EDVARD OG NINA GRIEG ved deres Sølvbryllup den 11. Juli 1892. O Tungsind, o Tungsind i tause Fjeld Du skreg som en Ørn bag Stængsel! Kun Drømmen styred sin lette Hest til Eventyret der fjernt i Vest som Fugl, der fløi af sit Fængsel, Thi slig om Kvælden, thi slig om Kvælden den store Stilhed gaar over Sjælen, og Hugen leker saa underligt. Og Slægter paa Slægter bag tause Fjeld de stirred, hvor Havet blinked. I Bølgens Speil gik Slot af Guld, og hvide Seil paa lange Rul SIDE: 583 i Aftnens Sollande vinked. Thi her i Norden, thi her i Norden der kimer Klokker indunder Fjorden, og alting leker saa underligt. Det hildrer og vildrer bag Skoddehæng, og Tonen den ler og graater saa yr og vild fra Troldehaug som Morildspil fra Nøk og Draug. mens saart fra Grunden det laater. Bag Bergensvaagen, bag Bergensvaagen staar Lyderhorn gjemt i Graaveirstaagen, det ljomer løndomsfuldt underligt. Han fride det bundne i tause Fjeld, Hun sang det saa vidt om Lande, - og Slot af Guld i Tonens Glød som Havets Rul og Brænding brød mod Verdens fjerneste Strande. Thi dybt i Drømmen, thi dybt i Drømmen der lokker Draugen og drager Strømmen, og Hugen leker saa underligt. Du lydhøre Skald for det tause Fjeld, som ud kan dets Længsler ringe, som Strengen stemte, saa Fossen sang, som trofast gjemte paa Folkets Trang og gav den din Tones Vinge, - Du stort fra Norden, Du stort fra Norden bar Norges Skjønhedsvæld over Jorden, din Streng den leker saa underligt. SIDE: 584 TIL HOLGER DRACHMANN. (Telegram til Jubilæet d. 8. Okt. 1896.) En Guldørn, som stiger og stiger mod Skjønhedens svimlende Blaa, - dit Øie blandt Skyernes Riger saa dybt ned i Jordlivet saa! FRITHJOF NANSEN. Det har sine Grunde, naar Skjæbnen den triller Guldæbler ned i sit Lykkebarns Skjød, - Livet har spiret ved skjulteste Kilder, modnet dem stille i Aandsdybets Glød. Her, Fædreland, fik Du, hvad øverst Du trængte: - Genisynet, smid om i Handlingens Staal, Hjerter, som voved - og Terningen slængte, - Mandssind, som satte ind Liv paa sit Maal! TIL EMIL POULSEN. (Telegram den 2. Nov. 1901.) Du Seierherre i hundred Slag, som stormed Hjerter med Kunstens Flag. Som der er Livsmod, naar Kampen brænder, vist er der Vemod, naar Legen ender. SIDE: 585 BALLADE [fotnotemerke] . Paa et Keiserskib hun fo'r med en Czar af Rusland, og han gav sit stolte Ord: Du skal være Landets Mor, Dronningen af Rusland. De skal raabe ud dit Navn som en Sang i Rusland. Czarens Hjerte er din Havn, alt mit Rige er din Favn, stolte Brud af Rusland! Hun var ung, saa ung, dengang Jublen gik i Rusland: - Lykken følge al din Gang, Folkets Fremtid af dit Fang, Dronning-Mor af Rusland! Klokken skalv i Kremlins Rund, malmed over Rusland: Ord er git med Haand og Mund, - Kjærlighed til Dødens Stund, Dronning stolt af Rusland! Malmen sang fra Kremlins Tind Troens Ord i Rusland. - Czaren havde skiftet Sind, Kjærlighed og Sommervind, Troens Ord i Rusland! Fotnote: I de russiske Keiserinders Begravelsestog gik efter over- leveret Skik en sort Ridder med lukket Visir. Rustningen var saa tung, at de stærkeste Mænd maatte udsøges til at bære den, og endda naade han sjelden frem til Kirken, hvor hun bisattes. En dødsdømt kunde derved vinde Benaadning. SIDE: 586 Hun en Dag blev hvid som Kridt, Dronningen af Rusland; - siden saa hun det saa tit, og hun smilte huldt og blidt, Dronningen af Rusland! Og saa sad hun Aar for Aar, Dronningen af Rusland, sømmed, fældte Taar paa Taar, sørged for sin visne Vaar, Dronningen af Rusland. Og saa vokste hendes Had, - Dronningen af Rusland, - i den lange Natterad, mens hun kun om Døden bad, Dronningen af Rusland. Tænkte Hævn og svælged Harm, Dronningen af Rusland, kvalte Tanken i sin Barm, maalte vildt ved Nat sin Arm, Dronningen af Rusland. Tænkte paa det brudte Ord, Dronningen af Rusland, mens det gjennem Sjælen fo'r, hun var Millioners Mor, Dronningen af Rusland! Og saa sad hun lange Aar, Dronningen af Rusland, sømmed, fældte ingen Taar, Sjælen vokste kun saa haard, Dronningen af Rusland. SIDE: 587 Og hun hensov smukt og blidt, Dronningen af Rusland; taus hun havde lidt og stridt, stilt og tyst i Sorgen bidt, Dronningen af Rusland. Kun én Villie efterlaa Dronningen af Rusland: - "Jernklædt skal en Kjæmpe gaa bag min Baar og følge saa Dronningen af Rusland. Om han knæler end i Fod, Dronningen af Rusland vil, at det skal være Bod, sank han om end i sit Blod, Czar, o Czar af Rusland!" Hjelm og Rustning frem de bar for den Czar af Rusland; - Pladen smedet var saa svar, at den stærkest Mand ei bar, som var født i Rusland! Pladen smedet var for tung: - Czar, o Czar af Rusland! saa jeg bar, fra jeg var ung, paa min Rustning svart og tung, - Dronningen af Rusland! SIDE: 588 CARMEN. Det var en Yngling i Spaniens Land, - Blodet koger, og Blodet jager, - traf ham Gitana'ns Heksebrand, Carmen, mørkøid og vild og fager. Flyde han til Valladolid, - Blodet koger, og Blodet jager, - valgte sig Munkens fromme Strid, Kampen er herlig, og Seiren fager! Carmen blev dømt, og Baalet tændt, - Striden den gaar paa alle Dager, - Munken skalv imod Himlen vendt, hvor var den Onde ung og fager! . . . Skjorten af Haar han bar til Bod, - Striden den gaar paa alle Dager, - pisked sig til det røde Blod, kunde ei glemme, hvor hun var fager! Kjættere brændtes i tusindtal, - Svøben svang han saa alle Dager, - steg han til Abbed og Kardinal, Kampen er herlig, og Lønnen fager. Bøiet af Aar, til Kraften brast, - Striden den gaar paa alle Dager, - bar han nu Helgenens Glorie fast, Kampen er herlig, og Seiren fager. Foran hans Dødsseng de knælte ned, - Striden den gaar paa alle Dager, - ydmyge foran hans Hellighed, Bisper og Præster med Altarstager. SIDE: 589 Lytted de til hans sidste Ord, - Striden den gaar paa alle Dager. - Skilles han skulde nu fra Jord, Kampen er herlig, og Seiren fager. "Herre min Gud", udaanded han, - Striden den gaar paa alle Dager, - "giv mig min Del i Livets Land, Carmen, hun var saa ung og fager!" EROS. Eros, Eros, Eros, - din Pil, som kan ramme saa sødt! - hvi slaar Du med Skaftet af Buen? Ungdommen sviger sin Lidenskab, Alderen angrer med Videnskab, leger med varmeløs Ild afkjølt for Luernes Spil. Midtalders Ægtefolk magelig rister sin Bifsteg ved Luen, som koselig luner dem op de seksten Grader i Stuen. Eros, straalende Gud! har vendt sig til Had nu din Ild, og foragter din seirende Pil en Slægt, som din Jubel ei vil, som tæller og regner Dig ud, - Eros, Du Livbringer, Du! hvi slaar Du med Skaftet af Buen? SIDE: 590 UDE VED VÆRENE. Ude ved Værene, vester i Skjærene, der gaar Dysten indunder Kysten . . . Der farer Stormen Vinterdagene henover Husene, bragende, susende, bjelkeknagende. Der - i den fraadende, braatfulde, sprøitende Havstok, - gaar Baadene, Jægterne, Skøiterne, vaade i Klydsene, revet i Seilene, vaskende Speilene, lændsende, krydsende, jagende, krængende, ind i det hængende, regnvaade, stængende, skoddegraa Tykke; - dér suser i Taagen Sildestimen og Hval og Maagen. IMPROMTU OVER ET PAR BRILLER. De forlanger, jeg skal pligte ved paa Stedet her at digte over disse Brilleglas, jeg for Dem har slaat iknas. Det er strængt, min kjære Frue! naar man træder i en Stue, SIDE: 591 da at se, om Tæppet ei lægger Briller paa Ens Vej, eller endog tænke over, hvor sin Middag Manden sover, og at just paa dette Sted, de er faldt paa Tæppet ned . . . De var gamle, de var gode, passed til hans lærde Hode som . . . som . . . som . . . ja i en Hast alt, hvad er som voxed fast, - gav ham over Næsens Hummer saa omtrent det samme Nummer, hvormed alle andre sér, samme Glassort, samme Brydning, samme Farve, samme Tydning, samme Billede og Skjær, som de gir for Paal og Per og alverden med lidt Viden om hvad menes nu fortiden. Til at spørge var der Føje: har vi maaske samme Øje saadan rent tilfældigvis allesammen, alle alle . . . De kan spørge allevegne, tvile kan vi dog ei paa, at de gode Byens Briller, som vort Syn paa Tingen stiller, - at de ere vore egne. Eget Syn og eget Blik hvermand jo ved Fødslen fik; eller - mon det sjelden er, vi med egne Briller ser? - SIDE: 592 TIL EDVARD GRIEG! (Skrevet i en ham tilsendt Bog. Berchtesgaden 1888.) Jeg tar, min Ven, min egen Stige og klyver til dit Tonerige; - jeg har jo fulgt din Kampens Dag og glædet mig ved hvert et Slag. Tillykke med dit Seierstog paa Tonens skjønne Verdenssprog! Nu viser Flag i alle Havne Du blandt de første Norgesnavne. Dit nationale Tonefald, din geniale Gnist som Skald nu tænder Hjertets Stemningsluer snart Jorden rundt i Sal og Stuer. Det blev en Fart for Silkeseil, som skinner alt i Sagas Speil. Hvor Vinden gaar og Toner strømme, Du døber dem i Norges Drømme. For hver en Stund mig dit Geni har løftet, - Tak fra Jonas Lie. SKJÆRE HAVRE. Det var sig en Markmus og saa en Ljaa, og Dansen den skulde i Ak'ren gaa. Og vel er det Tider tilgangs for en Mus, som svømmer i Føden og bjerger til Hus! Der skinner og blinker og vinker sligt Væ'r, og Langljaaen danser og Havren skjær . . . SIDE: 593 "Jeg ser rundt omkring mig og tænker paa, jeg aldrig saa Himlen saa latterlig blaa. Og Aksene deiser, hei lystig det er, saa Ljaaen den danser, hør: skjær, skjær, skjær! En Græshoppe sprætter afsted saa flink, den svirrer i Lyset af Langljaaens Blink. En Akerriks kløvtes og Ungen med den, det gjælder at hoppe behændig, min Ven. Hei lystig hei lystig, her lever en Mus, mens Ljaaen den danser, i Sus og Dus. For nu er jeg holden til Vinterens Tid, om Langljaaen rækker ei ogsaa hid." Og Visen den vared en Sommerdag lang, mens Musen den hopped og Ljaaen klang. REFLEKTION. Ja, om vi saa fik stilnet ned al denne Strid og Støi, al denne Døgnets Bitterhed, som gaar saa bølgehøi. Ja, var vi fri for al Kommers og denne slemme Strid og fik de gamle Vægtervers ifra den gode Tid! . . . Saa stod vi med den hele Brist paa dette Kraftens Spil, der ene gir den Sandhedsgnist, som Livet trænger til! SIDE: 594 Jeg tænker, fra den svære Flom vi skrabed samme Stund med al vor Ebbes Fattigdom ned paa den nøgne Grund. Vi blev en taaget Kyst her nord og aandig ubevægt, hvor af og til en Hvalfisk stor har sprøitet Skum og legt. ? Hvorfor saa Døden tog det Hode, som bar saa rig en Kundskabs Skat, som vi saa uundværlig trode med alt sit "Blik for Folk og Stat?" Et saadant Arsenal af vunden Erfaring, vide Livets Syn, slig aarlang Vækst, saa stærk fra Grunden, og saa - alt spildt for Stundens Lyn! Vi græder, vi; - Naturen smiler, som om den ingenting fornam, og Somren i sin Skjønhed hviler, og Verden gaar - foruden ham! Naturen véd nok, hvad de gamle erfarne, hvide Hoder véd, - lad dem sig Tidens Visdom samle og naa vor "Uundværlighed"! Den vil ha Liv nok mer end Lygter, som sindig lyser Livets Gang, - en kraftberust fremfor en nøgter, som aldrig tør dets Vovesprang. SIDE: 595 Det er de nye Slægters Følger, - den Strøm af Hjertets Energi, hvori Fornyelserne bølger, - dens Ungdom evig suser i. JENTEN PAA GJERDESGAREN. Maleri af Erik Werenskiold. Kunstens levende Poesi, vil I se den, saa her I har den, endetil, evig frisk og fri hængende der paa Gjerdesgaren! I det Troldglimt, som Livet naar, fanget er hun og set til Blodet, - Jenten just, som hun staar og gaar, slig med Foden og slig med Hodet. Og nok meget det er og mangt i det Hode og Kig ved Garen, - Pigers Tanker kan gaa saa langt, fanger Du dem, saa tar Du Haren. Det er just Kunstens Skytteri, ramme Tingen som Fugl i Luften; - det er at eie Poesi, Lykkehaanden, som redder Duften! PAA ET STAMBOGSVERS. Saa inderlig jeg end kan hade de alskens Vers paa Stambogsblade, saa, - Ingrid, Ingrid, seksten Aar! - det klinger som den friske Vaar, SIDE: 596 naar Fuglen yr paa Grenen gynger, bedøvet véd ei, hvad den synger for Livets Sus, som i den gaar, mens hver dens Jubeltrille spaar: Du kommer, kommer, Dag, som bringer en Knop sin Blomst, en Ungfugl Vinger! . . . Hvad Knoppen kjender i sit Fængsel, det er en svare, svare Længsel; - Du det forstaar, naar Du blir stor og vakker - slig som ung din Mor! JA, VERDEN ER FORUNDERLIG. Ja, Verden er forunderlig med alle sine Fif, jeg misted en gammel Skosaal og fik den igjen som Bif. Ja, Verden er forunderlig! det sa min Bedstemor, da Skjørtet, de stjal fra Vasken, kom ud som Avis ifjor. At mange Ting kan drikkes op, det havde nok hun hørt, det var til Papirfabriken de solgte hendes Skjørt. Det hændte og saa mangen Gang, at sort blev gjort til hvidt; men, at et ramsvart Uldskjørt blev Dagblad, var for stridt. Hun trode før saa spigerfast som Biblen hvert Bogstav; nu saa hun bare Filler graa og sa Avisen af. SIDE: 597 DEN FUGL FØNIX. Det hændte sig nys i det franske Videnskabsakademi, at Nestor, - den gamle Forsker i Nervernes Fysiologi, - hel hastig besteg Tribunen, mens Haanden gav rappe Vink . . . Han stod, som af Seir han smilte, og Øiet skjød Gnist og Blink. Og fyrigt han talte og ildigt, han gløded af Ild og Kraft, hans Sølvhaar syntes at ringe som ungt sig igjen af Saft; og Tanken elektrisk lyste; og Ordet slog ned som Lyn, - han meldte en Livsgaade fundet og Seir for Geniets Syn! Og selv, selv bar han Beviset: - Her stod han som kraftig Mand, han, som de alle jo vidste, nys vakled ved Gravens Rand. Han havde saalænge studeret Cellens og Nervens Gren og fundet, den kunde fornyes og gives sin Ungdom igjen. Med Celler af unge Kaniner og Nerver af fine Dyr kan Mennesket faa sin Rygmarv og Hjerne paany i Fyr! SIDE: 598 Han havde experimenteret just paa sig selv den Sag; her stod han nu, som de saa ham, med Livets Seir idag! Man kunde forny og fornye og vinde mindst tyve Aar; - og ingen kan vide, hvor siden i Videnskaben vi staar, naar Alderens Snefog ei mere kommer og stanser saa brat, og Hjernen faar magasinere Erfarings og Kundskabs Skat. "Her Lyset er tændt for en Forskning, som uvis i Mørke stod, saa Grænsen for Livet kan flyttes erobrende Fod for Fod. Her er den store Indvinding af Dage for Livets Land; - og de er som Gulddraaber dyre, hver Dag, vi ser Solens Rand, hver Morgen, vi drikker dens Straaler og Sundhedens bankende Saft, hver Dag, vi kjender, vi lever med Aandens og Evnernes Kraft! Det er, mine Herrer! en Fjær kun af Vingen i Menneskets Aand, der vokser sig ud til at flyve i Evighedslovenes Baand. Det er, mine Herrer, Drømmen, - den om de Vises Sten og Livseleksiren og Yduns Æbler, som fandtes igjen! . . ." SIDE: 599 Og den, som inderligt trode, det var naturligvis jeg, mens Fantasus gik i mit Hode om Menneskeslægtens Vei. Med Vinger - to ordentlig lange - jeg rode i Ætherens blaa, indtil jeg med ét blev bange og nøgtern Tingen besaa: En saadan magasineret aldrende ynget én! - jeg saa ham blinke med Øiet og gaa der letsindig igjen, - og slides af Ungdomsbegjæret, - den gamle livskloge Mand, som fik sig et Fange med Brændsel paanyt ind i Sansernes Brand! Med Huden hornet og skrunklet og Haaret som grove Lav, jeg saa ham trampe som Dyret med Lasternes løsslupne Krav. Med Blikket uddød for Glansen af Ungdommens Smil og Graad, jeg saa ham hvirvle i Dansen slig olding-erfaren og klog. En Slægt det blev af Satyrer, der hopped i Livets Vaar; - - - der feiled de høistemte Lyrer til Ungdommens ildfulde Aar! Mig lokked den larmende Ære, et Navn med den prangende Klang, - nu ønsker jeg ikkun at bære blandt Sandhedens bølgende Hære SIDE: 600 om blot et Frø i min Sang . . . Mer end en glimrende Stjerne i Nathimlens Dunkelhed, - et Led af din tænkende Hjerne, o, kjæmpende Menneskehed! HØIT OVER VRIMLEN OG STIMLEN. I Lien høit deroppe der jager den snarøide Skytte saa lydløst paa Fod efter Bytte. Høit over Vrimlen og Stimlen ser han Himlen blaa, - o, saa blaa . . . evig herlig blaa imellem Granernes Toppe. Hys, Løvet skalv dernede . . . langt inde i Skogen det glimter, to linnede Ærmer han skimter. Høit over Vrimlen og Stimlen ser han Himlen blaa, - o, saa blaa . . . evig herlig blaa imellem Granernes Toppe. Den svimler hele Lien . . . Lad flyve af Fugle nu tusind, og Elven gaa paa med sin Susen! - Høit over Vrimlen og Stimlen ser han Himlen blaa, - o, saa blaa . . . evig herlig blaa imellem Granernes Toppe. SIDE: 601 VED ASTAS OG DANIELS BRYLLUP. (Paris, 6. Juli 1891.) Maria Guldsko og Vianvang og Hjemmets Susen i Sancthansen og Klokker blaa i min Brudesang og vilde Blomster i Kransen. I Sommersvimlen selv en Siljuvaand, nu Asta Dansen træ'r ved Daniels Haand. Ja, naar én faar den én vil ha', saa er det morosomt at leve. Jeg foresynger ei Livsmoral og Dydens Regler og Fagter, i Kjærligheden er Fryd som Kval og Ild og farlige Magter. Jeg vil kun ønske saa godt; jeg kan, Gud bjerge Eder for Ildebrand vare den stilt, passe den snildt, saa blir det morosomt at leve! Og, er i Bruden lidt indisk Blod og Øienfryndserne dunkle, lidt af en Strøm der af Ganges Flod, hvor Minareterne funkle, saa kan hun drømme, saa hun forstaar, som Eventyr, hvor hans Tanker gaar - Ja, naar én faar, den én vil ha', saa er det morosomt at leve. Og, om som Gave han Fjernsyn fik, og lærd, saa Fyrbaaken skinner, der ligger mer i en Kvindes Blik, end hundred Granskere finder. SIDE: 602 Gaar Forskerveien trang fra Tvil til Tvil, der er sligt Hvil i et trofast Smil Og, naar én faar den én vil ha', saa er det morosomt at leve. Maria Guldsko og Vianvang og fagre Blomster og vilde, lidt Skjælv af Graat i min Brudesang og Hjemmets Tanker de stille. Hør, - Daniel Isaachsen og Asta Lie, det klinger rent som en Melodi! Ja, naar én faar, den én vil ha', saa er det morosomt at leve. CENTENAIRET. (1789-1889.) Lummer Stilhed og blytungt Hav, anende Sind og Tanker . . . ingen Skude ri'r Veiret af, laa den for stærkest Anker. Sjøen gliser af hvide Skjær, havneløs er al Kysten, Varsler melder, at Storm er nær, om jeg ser ret paa Dysten. Thi i en Tid, som op er rørt, saa den med Grundbraat bryder, at den blir frem mod Afgjør ført, Dønningen dump betyder. SIDE: 603 Skytungt lummert tilmødesgaar den nye Tid og den gamle, - Angstens Aande i Luften spaar: snart skal et Tidehverv ramle. Op saa flyver et trefarvet Flag, - om det sittrer der Syner, - hundrede Aar af Verdens Slag ud fra dets Flige lyner! Hundred Aar af Historiens Sus fylder Luften med Svimlen, fra det skjød af Bastillens Grus til nu, det vaier mod Himlen. Under det har Geniet lyst, Heltene for det døde, Fædrene har det i Aanden kys't som Fremtidens Morgenrøde. Slægten skuer med Skjælv i Sind, Frankrigs trekløvte Lue flamme fra Eiffeltaarnets Tind op imod Nattens Bue. Lafayette med snehvidt Haar vifter med Trikoloren; - - det er Frihedens Jubelaar, Folkenes Fest om Jorden! TSCHIN-TSCHAN-HO. Nankins tusind Klokker klinger fra det Taarn af Porcellæn, klinger, ringer, klingelinger: "Alting hænder om igjen!" SIDE: 604 Tusind gyldne Dragehoder gabede med Tunger røde, tusind Djunker og Pagoder hilsed festsmykt ham imøde, Tschin-Tschan-Ho, den lykkelige! da han kyssed Fædres Jord, gjensaa atter "Midtens Rige", hvorfra ud saa fjernt han fo'r, - helt til Frankernes Paris, til Sorbonnens Lærestole, hvor paa Vestens blege Vis ogsaa skinner lærde Sole; - han, som skued London, Wien, Rom, Bologna, München, siden leved syv Aar i Berlin for at ta Europas Viden! Fyldt til Rand med den en Dag op til Peking saa han reiser for at holde Foredrag først paa Bugen for sin Keiser, dunkende i Gulvet Panden, der - lig gulnet Svinelæ'r - huser alt det, som Forstanden plus Belæsthed indebær . . . - Visdom vuggede hans Hode, Tankens Lys var festligt tændt, da, - en vandrende Pagode, hvorom Silken rigt var spændt, - foran Tronen frem han sjokked tøflende der hælløs, tyst, mens han tænksomt gik og rokked og faldt ned saa paa sit Bryst. To smaa skjæve Øine skinned klogt og tørt intelligent, som de lyste over Bindet SIDE: 605 af et gammelt Pergament, der var prøvt og konfereret Slægt paa Slægt af lærde Mænd, tusindaarig repeteret og stadfæstet om igjen. Med en Skuldertrækning veied han de store Resultater; - og han vidste, hvad de eied nu i alle Vestens Stater: "Høit der raabes og bedyres om Balloner, som skal styres! - Naar de did, da skal vor Jord føres ind i andre Spor, i en anden Fremtidshimmel, som gjør Nutidsblikket svimmel, fares med elektrisk Ving Jorden rundt i nogle Sving. Og vi har ei engang Sanser nu at fatte, hvor det stanser, saa at, - om ei Toget glipper! - i en Vip vor Slægt saa slipper med sin Møie, Angst og Strid og sin hele Takkelage, Spørgsmaal og Problembagage over i en anden Tid. Der skal vokse andre Ranker (rette Stammer kun og Tanker, - selvsagt - hm, - naturligvis i sligt Fremtidsparadis! -) skal huseres, tænkes, drømmes modsat af, hvad nu her dømmes, slaaes, summes, brummes, lyves, medens i Ballon der flyves, - og vor Aand maaske kan bringe det paa en ret heldig Dag til at vove et Par Slag atter med Ikarus's Vinge . . . SIDE: 606 Javist kan én bli lidt ør, særlig med den Tvil paa Bunden, at maaske er Vingen funden, - funden ja, - og mistet siden saadan op igjennem Tiden endel tusind Gange før! . . . Thi det er et gammelt Uhr, denne evige Natur: et Sekund er en Kultur, og det slaar med Syndflod-Aldre. Maaske fra de urgraa Dage, fra en Syndflod langt tilbage graves ud der en Kanon, eller i Sibirien tiner Solen frem igjen Maskiner af fremskreden Konstruktion. Hin "elektriske Belysning" "er" - han sa med stille Nik, - "kun Kulturen i Forfrysning under Verdensuhrets Tik, Lysets Blus, mens Varmen falder, - Hjertets og Forstandens Alder! - til, - mærk vel! - paa Cirklens Vis alting blir den gamle Is." Og med Hodet saa han nikked vuggende i sit Bevis, som en Perpendikel tikked, paa betænkt kinesisk Vis. Med sin tommelange Negl og en langsom Fingersnirkel linied han i Luft en Snegl, som betød: - den samme Cirkel, hvori Verden altid gaar! "Kun at de, - de Folk der vester, - tænker, linieret det gaar og har Tro paa Fremtidspræster! SIDE: 607 Slige Ting, som der vi skue, slig Opfindelsernes Dans, kommer af, at der en Skrue løsnet er i Verdens Sans. Hele Kina nærved ødtes af den Hændelse engang: tusind Aar, før Kristus fødtes, Socialismen kom igang. Men sig selv kurerer Tiden, naar den saadan Vinger faar; og hos os forlængesiden alt igjen iorden gaar. Takket Verdensaltets Dreien om et evigt Ingenting, er vi gjen i Middelveien, i dens gyldne, faste Ring! Klart, at saadan Flugt som Ørn ender med, at Halsen brækkes, og at vi som Jordens Børn maa med vore Fødder tækkes! Og Beviser!" - Smilet tegned sig med gammelt gulblegt Skjær; - "jo Arago selv har regnet ud, hvor lang Perioden er. En og tyve tusind Aar, skriver han, og alting ender; da, - naar Isens Skuring gaar, - af sig selv sig Potten vender." . . . Nankins alle Klokker klinger fra det Taarn af Porcellæn, klinger, ringer, klingelinger: alting hænder om igjen! SIDE: 608 Nanking, Peking, Peking, Nanking, Stephens, Watt og Edison, Dampvogn blir igjen Palankin, nye Slaver bærer den . . . "Vestens Taarn mod Himlens Midte med det Navn: Filosofi! - Jeg kun fandt de gamle slidte, kjendte Trappetrin deri, - kun de gamle urgraa Tanker i en nyslaat logisk Form, samme Frygtens Digt, som banker i hvert Bryst for Dødens Orm. Fandt Nirvanas Trøstens Lære brugt som Opiat paany, - kun Forstanden logisk bære Østens hele Drømmesky; - selv den, at ved Dødens Vinger vindes, saa man bort sig svinger, den, - ja den, - som der kun Grin a' gjøres over hele Kina. - Som ei fangne i sit Bur holdt os vor Planets Natur!" . . . Nankings tusind Klokker klinger fra det Taarn af Porcellæn, klinger, ringer, klingelinger: alting hænder om igjen. Nanking, Peking, Peking, Nanking, Stephens, Watt og Edison, Dampvogn blir igjen Palankin om igjen og om igjen! SIDE: 609 PEDER DASS. (Under hans Portræt. Indledningsdigt til Maanedsskriftet "Nordlands Trompet".) Nu vil jeg sjunge ud Navnet paa Præsten, som Nordland har gavnet mer end mange hundred, som dundred, slog med Hand i Stol der i Krav' og Kjol, - meldte slig Besked om dets Herlighed, at, som om det flommer, her kommer Skibe med Fremmedfolk hver Sommer. Alstadhaug, saa heder Huset. Det staar der af Vinden omsuset, gammelt, graat med Hæggen ved Væggen; og i hundred Aar Nordlandsvisen gaar baad' for Seil og Aar, som tilgagns forslaar. Han med Rim saa klingre paa Fingre Nordlands Trompet fik til at skingre. Sindrig med Rimet han kimed om Seien i Havet, som stimed, Jægter og Fembøring med Føring, Rorbaader paa Vær, alskens Fuglehær, Hjeldfisk hængt paa Skjær og, som Skik det er, kløvet op til Spolen; - og Solen, som staar vaak om Nat her ved Polen. SIDE: 610 Underlig Land! Du forglemte! Manden, som tog paa at klemte, nidkjær os forlysted i Brystet, - han hed Peder Dass; han ei fo'r med Fjas eller Vis og Vas, som fik Løbepas; men, som Verden skrider og lider, steg og Nordlandssolen omsider. Nordlænding agte paa Tiden, at Du kan bli levendes i den; - ei staa i Stranden som Manden, Strømmen fo'r afsted, Baaden hans og med! - saa Du ei faar se, alskens Fremmede bære for Dig Fisken til Disken, mens Du piber fattig som en Sisken. HAD. Du skriver, min Ven, saa trist og saa svart, og medgives skal det, Du har det og hardt. Men glæd Dig, har Du kun "Fiender paa Sag", Venner imorgen om Uven idag. Man kjæmper og slaas, og man slides og flænges og ønsker af Hjertet, den anden skal hænges. Den næste Dag blaaser foranderlig Vind; den følgende ændres mod Fienden dit Sind. Nu kan Du bruges; - og begge i Enighed snart I gjør Korsang i selvsamme Menighed SIDE: 611 og elsker og tømmer en jublende Skaal, begge som Brødre, for selvsamme Maal; hader af Hjerte og Sjæl ham, - den tredie, - som nu blev den svarte i Livets Komedie. Knap til at fatte Du mer er istand, at Du var Uven med saadan en Mand, saadan en luende Sjæl for en Sag, saadan en Kar med saa inderligt Tag! . . . - og rent er det glemt, hvordan Du holdt af'en, da Fyren saa hjertigt og tog Dig i Kraven. Af den Sort, én kan ikke ønske sig nok, - og, lever én fuldblods, gis altid en Flok af dem, som eier saapas Uforsonlighed, at Du faar øvet Dig op en Personlighed. Sligt er blot sjøfriskt, som naar Du tar Brækket af Braadsjøens susende Ras over Dækket, feiende væk baade Rathjul og Ror, skyllende kanske Dig med overbord. Sligt er kun Fartøiets skummende Duven, Seilpressets Fart, mens det kniber om Luven; Taugene spændes og hviner et Kvad: Livet gaar dristigt, og Manden er glad! - Aa nei, det er ei af "Fiendskab paa Sag", Livsstriden brygger de dybtslagne Nag, - disse, som stille i Bitterhed gjemmes, disse, som æddre og aldrig kan glemmes, som pløier Dig Furer og graaner dit Haar og ligger og værker lig oprevne Saar, - dem Smilet maa skjule, mens lønlig sig borer ormstukne Gange bag Hud og bag Porer; - som skaber, imedens de graver sig ind, den minkende Mand med det uglade Sind. Det er ei, hvor Livet og Kræfterne svulmer i Storhed, der vokser op stinkende Bulmer. Aa nei, vil Du møde det livslange Nag, saa - træd en forfængelig Ligtorn en Dag, SIDE: 612 stød mod det lille, det smaa just i Sindet, saa har Du det fuldbaarne Nag, som forblindet følger din Livsvei saa sikkert og støt som, at min Mand, Du til Verden er født! Al Snak om Forsoning hold kun ufornøden; thi, vid det, min Ven, - Du er hadet til Døden. Du vagte der Kræfter saa stærke som Trold og seige som Vidier der slipper ei Hold. Du fik der i Hælen en Sporhund, som snuser for Livstiden op, hvor din Lykke Du huser. Uheldet var, at det Smaa i hans Sjæl just skulde komme indunder din Hæl Kanske Misundelse, lidt Jalousi . . . Kanske Du viste, din Villie var fri, hævded, at Venskab dog aldrig kan veie saa meget, at nogen en anden kan eie. Kanske Du sa, at hans Næse var rød, men at slig Smaating dog intet betød; - tusinde Ting, som én stille kun gjemmer og indtil Døden saa aldrig én glemmer; - det troldstærke smaa, det, som sidder derinde som Arven fra Dyret bag Dannelsens Hinde, det, som Opdragelsens Opgave just mener at faa under Tøile og Kust, saa hin gebræklige Del af Naturen muligst blir dækket af Aandspolituren, civilisert væk i Omgang og Skik, ryddet fuldstændig fra Miner og Blik. Disse smaa Svagheder, som vi os krymper saa for at røbe, - vor Del af en Stymper, - som volder en udannet én sligt Besvær, og hvoraf vi smiler saa trygge og ler. - - - Skjønt Manden et Øieblik ei sig forraadte, dengang saa uheldig hans Ligtorn Du traadte; men taug som en Mur, - vid, det krænkede Dyr sidder og passer Dig op i den Fyr. Den Paafugl med Foden, som saadan Du ærgede, det Rovdyr, Du uden at vide det tærgede, SIDE: 613 den rangsyge Abe, Du ei tog Notits af, den Kjøter, Du spotted og gjorde en Witz af, - han kan ikke for det den Fyr, han maa lide, til Dyret hans engang faar Kans til at bide. - - Naa, - regne vi maa med det Menageri! Livet er slig, og vi færdes deri. - Og det om Centaurer er slet ikke spundet saa ilde endda eller op saadan fundet; - halv Hest og halvt Menneske, - aa jo saamæn, synes jeg, Racen vi kjender igjen. STEMNING. Forundret sidder saa jeg her paa Jordens trange lille Skjær iblandt de andre Fugle, og lytter fremmed lidt paa hver; her synger op saa mangen Stær og tuder mangen Ugle. De ivrer hver, som véd de alt; - men ingen har mig end fortalt, hvorfor vi alle hid er dalt, vi stakkars, stakkars Fugle! BETRAGTNING. Den Gud, som med Angst Dig kun binder, - Du fromle saameget, Du vil, - paa Bunden af Hjertet Du finder et: "Gid Du ikke var til!" Den Gud, som i Tillid Du favner som Livets alkjærlige Lys, ham - selv mod din Tanke - Du savner i Hjertet som Soløiets Kys. SIDE: 614 MARERIDT. Jeg drømte, jeg saa over Havet did hjem imod Norges Kyst, jeg havde slig Uro i Blodet, og alt var saa underlig tyst. Jeg syntes, Alverden var stille, og Alting var bleven til Angst . . . der laa kun en Fisker og vugged og vented ved Snøret paa Fangst. Det var saadan gult over Bølgen, og han var saa underlig bleg, mens Haanden den lodded med Snøret, og Baadripen sank og steg. Da lød midt i Angestens Stilhed den ensomme Morgenstund et eneste Skvulp, - som om Havet det sukkede dybt i sin Grund. MØNSTRING. Det er, naar Dagen helder med Solen lidt paa skraa, at mangeting sig melder, én før ei rigtig saa. Jeg mønstrer mine Minder og ved et Spørgsmaal staar: - Hvor er de fagre Kvinder fra mine unge Aar? SIDE: 615 Som Døttre de af Solen fløi ud i Livets Dans i alle de Kulører, som Gud har givet Glans, de blonde, brune, svarte med hver sin tændte Glød, - den blege, stille, sarte, som var saa svag og sød! Hvor er I, Roser, Lilier, som blomstred i min Vaar, I myge, slanke Silier, jeg husker som igaar? I unge fulde Knopper, Konvaler, lyse, smaa, I tunge Nellikdupper, Forglemmigeier blaa, - som kunde le og hviske om ingenting - saa rigt! og gik saa morgenfriske i jert Vidunderdigt? - som svulmede imod Dig med Livet i sit Blik, og hilste overmodig og med saa stolte Nik, som gik de dronningbaaret hver til et Fremtidsland med foreløbig Haaret snod op som Kronens Rand . . . Ak, fagre Roser, Lilier, - de fleste for mit Blik blev skjønne Flyvevillier, som ingen Vinger fik! . . . SIDE: 616 To af dem stille visned og lagdes hen paa Baar, jeg tror, at Haabet isned for dem i tidlig Vaar. En, - Lilla hed den fagre og som Konvallen skjær, - jeg saa vemodig flagre fra Kjærligheden her. En mødte jeg fornuftig og tør og giftet rig; hun var engang saa duftig, saa rent vidunderlig! Og hun, - den vilde røde med slig en Panthervækst! - hun holder Bønnemøde og læser Folk sin Tekst. Og hun, hvis Blikke glittred som Solens Spil paa Vand, hun gaar nu der forbittret og sladdrer om sin Mand. Jeg Koner ser, hvem Sorger gav sit Fysiognomi; men oftest er en Borger og størknet fast deri. Som hun med Ravnelokker og Øiets svarte Brand; - nu synger der en Klokker henover Drømmens Land! Og hun, som fløi og trilled saa sød og rund og krus, nu gaar hun der bebrillet og snakker gammelt Snus. SIDE: 617 Hun længst er gift, den kjække. i Trods saa nydelig; af Ingenuens Tække en Rasp forpupped sig. Og hun, som slig i Knasket med hvide Tænder bed, - jeg mødte just en sjasket Madam, som vagged fed. Jeg kjender ogsaa Kvinder, som gjemte Livets Mod, med aandigt Skjær paa Kinder og Ilden i sit Blod. Du ser det som paa Gangen, paa Blikkets aabne fri, at her gaar Ungdomssangen som løftet Melodi, - at under Livets Slinger hun redded rank sit Sind og kan endnu ha Vinger i Drømmens lette Spind. Og én af dem som seired og frelste slig sin Vaar, hun var igjennem Veiret min Ven fra unge Aar! SIDE: 618 APHORISME. Set ifra Tankernes Spændvidde mangt er kun tarvelig sagt, indenfor Følelsens Brændvidde faar det forfærdelig Magt. Dér, som et Digtningens glødende Sværd ind i Hjertet slængt, rammer det sikkert og dødende, straks det ei kjendes som - tænkt. TILBAGEBLIK. Jeg levte og engang i Drømmen om Eiendomsgaard og Grund; men da jeg kom ud paa Strømmen, saa bar det til Havsens Bund. I dets Sted høit i Ballonen nu tyve Aar alt jeg fo'r med svævende Syn fra Balkonen imellem Himmel og Jord. Og Pennen den blev en Vinge, som bar gjennem mange Land, jeg fægted med Kunstens Klinge og blev en farende Mand. Og alle de Kontrollører, som Tankernes Toldvagt var! - jeg husker de fæle Ører, som nogle Bussemænd bar. SIDE: 619 Det er ikke, hvad Du kan mene; men Tanken med Frihedens Ret, som gjør, at Du kjender den rene Luft under Vingen saa let. Der gaar som en Frihedskjendsel med Skjevr og Bevr i éns Sind, naar Tanken foruden Bændsel én prøver og føler som sin! Og, om Ballonen end gynger, og Huset i Luften staar, jeg véd, det lille, jeg synger, er Grunden, som selv jeg raar.