Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 3 Det var ikke saa greit for Terna, hun havde en slig skøieragtig Bedstefar at passe, som havde saamange originale Indfald og aldrig begreb, hvorfor man ikke kunde snakke til den eller den eller gjøre saa eller saa - rent imod al Skik og Brug. Folk i Byen vidste blot, at han havde været Toldin- spektør nogetsteds, at han havde taget Afsked med Pension og ifjor flyttet hid til sin Fødeby og Familie. For den ældre Slægt stod han anderledes i Ihukom- melsen. Kapteinløitnant Grunth, ja . . . den voldsomme Grunthske Avisfeide om Reformer inden Marinen, - hvori der haglede med Chikaner og Skandaler, det gik da som man kunde tænke, et saa uroligt Hode maatte heraus af Marinen og over i Toldfaget . . . Nu maatte de holde Øie med ham hjemme i Fami- lien, og Børnebørnene keg efter hans Veie, for han gik sandelig baade til Uvenner og mangesteds han, stik imod, hvad der var deres Omgang, og indlod sig om alt muligt. De gik midt i den trange Formiddagsfærdsel paa Strandgaden, han og Terna, medens Vognene durede. Det høstlige Morgenrim var endnu kun saavidt smel- tet af Fortoget paa Solsiden. Det var hende, han drev sit Jøn med, naar han saa- dan lod, som han vilde kjøbe den grønne Hue med Gulddusken, som de saa gjennem Speilruden. Og hver- gang blev hun forskrækket og maatte se paa ham, om han virkelig mente det. Hun kunde jo ikke vide det, SIDE: 4 naar han saa paa hende saa alvorlig. Men hun be- gyndte mere at fatte Mistanke, saa det bed ikke nu foran den store Messingsprøiten med Slangeapparatet, som han sa, de burde ha hjemme i Haven til Vaaren. Det var disse store spørgende Øine, Bedstefar nød at faa rettet paa sig. Pludselig gav han sig til at vinke og kalde paa no- gen. Terna haabede i det længste paa, at en Kjærre med Æbler skulde bortdrage hans Opmærksomhed. Det passede sig just ikke videre at kjøbe Æbler midt paa Gaden - hun, som nu var konfirmeret og voksen -; men hellere end, at han skulde blive ved at raabe saa- dan paa en vildfremmed Mand, saa - Nei, nu vinkede og kaldte han igjen: "Willumsen - Kaptein Willumsen!" Manden krydsede i Gadens Trængsel med endel Pa- pirer i Haanden og fik netop smidt sig foran et stort Vognlæs med Melsække, da han ved Raabet saa sig tilbage. "Kaptein Willumsen, kjender De ikke mig?" Der var noget ved Haandbevægelsen, som pludselig indgav den hastende Skipper en Tanke om, at han, Manden, som vinkede der paa Fortoget, mulig var no- gen at ta Hensyn til. Han tog Hatten forbindtlig af, og med den hule Haand for Munden lød det paa Sprang til at fare videre: "Véd ikke, jeg har havt den Ære!" "Da kjender jeg Dem godt igjen, jeg, Kaptein Wil- lumsen. De husker nok Havøsund, - dengang Tolden holdt paa at lægge hele Fartøiet Deres under Beslag." "Det skulde vel aldrig være Toldinspektør Grundth?" "Jovist, Jo vist." "Ja undskyld, Hr. Toldinspektør, jeg løber her med Toldklarering nu ogsaa. Toldfolket venter paa mig, - jeg maa afsted." "Naa, ser De . . . Og er De gift, og har Børn?" "Seks i forskjellige Stillinger," - lød det gjennem Vognrammelen, - "Farvel, Hr. Toldinspektør!" SIDE: 5 "Dette er min Sønnedatter Terna, De, - en slem Pige, maa De tro. Jeg har en Søn gift her i Byen og -" "Glæder mig at høre." "Ikke altid bare Glæde, Willumsen." "Aa nei . . . Men jeg maa anbefale mig. Adiø!" Terna drog Pusten lettet. Men kun for et Par Hus- hjørner længere henne at rives ud af Freden ved at se Bedstefaren tage nogle lange skyndsomme Skridt hen mod en høi Gadedørtrappe. Paa dens anden Side i Kjælderetagen hang Olieklæder og islandske Uldtrøier udover Fortoget fra Brodersens Butik. Der laa grovt Stentøi og oprullede Kabler og handledes med alle- haande Skibsfornødenheder. Han havde opdaget Madamen, som endnu halvpaa- klædt havde gjort et Udfald fra Kjøkkenet hen til den aabne Sildetønde nede ved Butikdøren og stod og talte op Sild i en Træskaal. Bedstefar placerede sig ved Gelænderet paa Trappe- trinet over. Og nu overraskedes Madamen midt i sine Overveielser, om hun skulde ta seks eller syv Sild: "Lad det bli med de seks De, Madame Brodersen! - med Pandekagerne efter kan De være tryg." Madamen skvat til og saa forvildet op, - hun vilde ikke truffet Toldinspektøren i Nattrøie for aldrig det. Hun samlede sig imidlertid og sa spøgende: "Hvoraf véd De nu saa vist, at vi skal ha Pandeka- ger, Hr. Toldinspektør?" "Ingen Kunst at skjønne det. Det er Lørdag, og De er ude med opbrættede Ærmer og henter Sild. Tror De ikke, man véd saadant, naar man har været gift i firti Aar da. De maa vide, det var den stadige Di- sput om Lørdagene mellem min Hustru og mig, den om Pandekagerne. Jeg la Eftertryk paa Æggene og hun paa Melet og Jevningen." "Naar Toldinspektøren ikke havde andet at være uenig med sin salig Frue om, saa -" "Aa, - um . . . vi disputerede ellers om adskillige andre Materier ogsaa; - men hun havde altid Ret. SIDE: 6 De har det vel saa De ogsaa, Madam Brodersen, at De aldrig trætter med Deres Mand, uden De har Ret?" - blinkede han. "Og opsætter det naturligvis til Senge- tid, - til I er alene?" - frittede han videre. - "Ja, for jeg ser jo paa alt, at De er en Kone med god For- stand." "Man prøver jo at gjøre det bedste ud af alt, Toldin- spektør," medgav hun. Dette var en underlig Mand at snakke med. "Man kalder det Sparlagens- eller Gardinprækener. Men vi to véd det bedre, Madam, - ikke sandt, - at de tør være nok saa nyttige igrunden?" "Aa, naar de ikke gaar for ofte paa, saa" - lo Ma- damen. "Neinei; men ganske gavnlige saadan i det store. Vi trænger alle til engang imellem at høre Grundsproget læst op for os - hvad? - saadan ordentlig - tilgagns." Madamens Blik og Nik viste en inderlig Begribelse. "Aa ja, aaja, ikke blot Mandfolkene, Fruentimmerne med, - Fruentimmerne med, - hvad, mener De ikke? - Saadan en Overharving engang imellem oprensker Grunden, - man behandles afklædt for al Pynt og Fjær, saa at sige, i Adams og Evas Kostume for hin- anden. Saa man bevarer Fortroligheden. Det er den om at gjøre, ser De, mellem Ægtefolk. Kommer man først fra hinanden for Eksempel blot bort i hver sit Soveværelse, saa -. Ja, saadan er det nu ikke hos Dem, Madam?" "Nei, vi er ikke saa fornemme - - vi som andre." Terna stod i sin høie Nød og stirrede ufravendt paa Kabelrullen; hun forudsaa yderligere farlige Udtalel- ser. Toldinspektøren la Haanden et Øieblik betydende paa Armen, hvori Madamen støttede Sildeskaalen: "Akkurat min Mening ogsaa. Den første Napoleon, som ialfald var en forstandig Mand, hvad han nu kunde være forresten, mente, at saadant Samliv styr- ker Moralen. Men der er mere end det, Madam. Tro mig, De, meget mere . . . mange Ting, som vi ikke véd, SIDE: 7 hvori Velsignelsen stikker. Og saa - og saa, - efter- som vi blir ældre, og Verden blir os sværere - og koldere og ensommere, De, - at ha et Bryst at lægge Hodet til og vide - vide, - at der ingen Dørstok er, som skiller, - og, naar den ene gaar bort, saa -" Den gamle Mand tørrede med en ham eiendomme- lig Manér noget vaadt af Kinden. Ternas store Øine hvilte paa ham. Han blev altid saa underlig betaget, hvergang det dreiede sig om Bed- stemor. Men han nævnte hende aldrig eller snakkede om hende. Det var efter hende, Terna var opkaldt, og derfor, hun var hans Yndling, sa de hjemme. - "Jo, Madam . . . det er ekstra Sild. Det véd jeg fra min Sønnekone. Hun siger, at hun altid kjøber sine Sild her . . . Og De har voksne Børn, De ogsaa?" "To voksne Gutter ja og én Pige. Hun véd det nok, Frøken Terna, hun blev konfirmeret sammen med min Jeannette ihøstes." "Jo," - Terna saa lysende fortrolig, barnekjendt paa Madam Brodersen; - og de havde ogsaa gaat paa Dan- seskole sammen hun og Jeanette, ivrede hun. "Ja-a, da løb De rigtignok ind og ud her, - siden saa! -" Madam Brodersen gjorde et let Kast paa Nak- ken. Terna stod som den onde Samvittighed. Det var jo det, at Moderen ikke vilde, hun skulde omgaas Jea- nette nu, hun var konfirmeret, og saa blev hun med ét saa bange for, at Bedstefar skulde faa en af sine "Idéer" igjen og falde paa at be Jeanette med dem ind til Konditoren, og det blev saa rent galt hjemme. Hun blev saare snaksom, da de igjen kom ud paa Gaden, og ivrig paa at orientere Bedstefar over Byens forskjellige gabende Omgangsforholde, hvem der hørte hid, og hvem der hørte did, og særlig om Brodersens i Strandgaden, som var saa snille, og - og - det var bare saa ærgeligt, saa kjedeligt . . . Gaderækken begyndte at tyndes, og i den stille Høst- dag skinnede Stykker af den blanke Havn frem mel- lem Husene. De havde Ærinde ud til Laasesmed Fahl- SIDE: 8 berg; han skulde gjøre ved Bedstefars Chiffoniere, som var faldt i Vranglaas. Det blev en nok saa drøi Tur, - Søgaden ud og op Bakkeveien og saa hele den kjedelige Øvreby tilbage. Da Terna igjen fløi op ad Stentrappen hjemme viste Uhret i Kirketaarnet, der stak sine Murglugger og sit grønsorte Zinktag og Spir op bag Torvet, nær to. De spiste først Middag henimod Tretiden hos Korpslæ- gens, eftersom han naade til at komme fra sin For- middagspraksis eller fra Brigadekontoret. Hun havde alt faat Ydertøiet af, - medens Bedste- far endnu spændte Galoscherne fra sig i Entréen, - og holdt paa at fare ind; men stansede og lyttede . . . Der lød et Par Anslag inde fra Pianoet. "Aah, Wingaard" . . . undslap det hende lavmælt og som ilde berørt. Blikket fo'r hastig op mod Knaggen, hvor Faderens Militærhue pleiede at hænge, om han var kommet hjem. Jo, den var der. Hun stod igjen lidt og lyttede . . . Der lød paany en Akkord; og nedslagen og stille for- svandt hun ind i Spisestuen. Bedstefar studsede noget, og Underkjæven forblev betænkt optrukket, medens han, før han aabnede Dø- ren, omhyggelig purrede i sit graa Haar og ordnede og rettede ved Halslinningen. Da han traadte ind i det teppebelagte hyggelige Hjør- neværelse, havde hans Ansigt oparbeidet et livligt, lyst Udtryk. Der vuggede hans Søn Korpslægen sig i Gyngestolen med Foden over Knæet og en sammenlagt Avis i Haan- den, medens Husets Ven, Konsul Wingaard, den pas- sionerede Leder af Stadens Musikliv, sad med den ene Haand paa Tangenterne halvvendt mod Fruen henne i Sofaen. Han reiste sig et Øieblik galant fra Taburet- ten, og Fruen yttrede venligt: "Sæt Dig her, Bedstefar, i Sofaen . . ." "Det er altsaa paa Dem hele Arrangementet beror," - gjenoptog Wingaard Samtalen, - "paa den naadige SIDE: 9 Frues gode Villie eller - lad os sige - Lune til at offre en Smule." Der var noget af Musikeren ved det nervøse Udtryk og det bløde sorte Haar og meget af den rutinerede endnu ungdommelige Selskabsmand, der pro forma var optaget i Brodersens Firma og bar Titel af Konsul. "Hvorfor ikke henvende Dem til Fru Organist Gier- løw eller Frøken Holk, Sangerinden, som begge gjør Profession af deres Kunst?" - indvendte Fruen let henkastet. "Hvorfor?" - hans Fingre legte ubevidst over Tan- genterne. - "hvorfor? - De jager efter Komplimen- ter. Fordi Fru Gierløw og Frøken Holk, som De vel véd, nok kan være med at udfylde en Koncert; men bære den - arrangere - staa i Spidsen," - han ry- stede paa Hodet. - "Det er ja eller nei det, Fru Grunth, De slipper ikke udenom." "Saa nei da." "Det er til at bli ransende over." Han sprang op. - "Hvad synes Du, Grundth?" Fruen slog sine smuktfrynsede Øine op fra Broderiet, hvori hun sad og smaastak. "Ja, hvad synes Du, Gunnar?" - spurgte hun stil- færdigt, der blinkede et Øiebliks Skadefryd i Blikket. "Bevars, Du mener da vel ikke at gjøre mig til Bus- semanden, som hindrer Dig," - optog Korpslægen det gelassent. - "Tvertimod, jeg indser slet ikke, hvorfor Du siger nei. Saa musikalsk interesseret, som Stefanie er," - appellerede han til Bedstefar, - "er jeg ialfald ikke istand til at se nogen Grund, hvorfor hun ikke skulde lade Wingaard opføre hendes Navn paa Ind- bydelsen - og gjerne paa Plakater og i Aviserne med, - som den Kapacitet, man kan paaregne til Konser- terne ivinter. Hvorfor Pokker sætte sit Lys under en Skjæppe!" "Jeg kan ikke andet end beundre din Interesse for vort Musikliv, Gunnar . . . Betænk, han er ikke musi- kalsk" - Der laa noget i Tonen, næsten et Dir af Spot, medens de tætfrynsede Øine igjen søgte ned i Brode- SIDE: 10 riet. Den paafaldende klare Teint var lidt leveragtig humørsygt anstrøget, og de høie kjødfulde Kinder fik som et hedt Skjær. "Aanei" . . . Korpslægen gjorde et kort Ryk bagover, - "aanei . . . det er saamæn for Dig, - ganske per- sonlig for Dig, - lad os ikke lede oppe i Skyerne efter høiere Motiver, - simpelthen for at Du kan komme til din Ret, Stefanie!" Wingaard stansede foran Fruen og støttede Haan- den mod Bordpladen: "Ser De nu . . . alle private og offentlige Argumen- ter samlet mod Dem? - Naturligvis, Fruen gir sig ikke for slige Bagateller . . . Men skulde ikke Humøret kunne bringes til at blæse en gunstigere Vei - hvad?" - Han tog lystig plystrende nogle Toner af en Piano- konsert . . . "Saadan et Argument - hvad? - Altsaa ikraft af en Stemning, Humør, Lune - alle de Grunde, som bider paa en Kunstnernatur som Deres . . . Nu, vil De være med?" "Kjedeligt er det ikke," - læspede hun med noget som en skjult Lystighed under Øienlaagene. "Men, De er bare saa altfor letsindig, Wingaard. Det er saa- mæn ikke saa let for en stakkars Kone," - sukkede hun som træt skjønhedsbevidst. "De lokker og fløiter, og min Mand skyver efter . . ." "Naa, hvorfor ialverden saa ikke gaa med da!" - raabte Wingaard. "Det blir imidlertid ved det nei, jeg har sagt. Det gir saadan god Samvittighed, véd De." Hun sad og saa ned i Mønstret med Hodet prøvende til den ene Side og til den anden. "Indser ikke, hvad det har med Samvittigheden at gjøre. Naar Du først har Lyst, saa -" yttrede Korps- lægen ud i Luften. "Du betænker ikke, at jeg maatte ud paa Prøver baade her og der, til alle Tider, baade Eftermiddag og Aften. - Og Huset, Gunnar!" "Aah, Huset! - for den Sags Skyld" . . . han drog noget rydt paa Tonen. "Du véd, Du kan svinge Dig SIDE: 11 uhindret, hvor Du vil, efter Frihedens fuldkomne Lov -" "Tilladelsen ja," - mumlede Fruen. Der trak sig et eget Udtryk ved Hagelinien, der tegnede sin noget fyldige Runding mod Kniplingsbrystet. Wingaard gav sig igjen til at plystre. "Bare hid til Pianoet, Frue . . . Spil lidt af den . . ." "Bestem, bestem nu Prøverne," - afbrød Korpslæ- gen. "Jeg skal ud lige efter Middag, - maa spise præ- cis." Bedstefar reiste sig hastig under et Indtryk af det, han i sit Hjerte vilde kalde Uforstand hos Sønnen. Formelig nøde hende ud i det! . . . Men han tog sig igjen og fordybede sig i at sammenholde sit Uhr med Skyggen og Middagsstregen, som han havde optruk- ket i Vinduskarmen. "Der ser De, Wingaard, hvor det blir af min Villie," klagede hun. "Gaar jeg ikke med, saa gjør jeg Gun- nar til Bussemand og alt galt." Wingaard nynnede og nød dæmpet hen for sig . . . "Det synger inden i mig, hvordan De spiller den Ada- gio, - blødt diskret - som over Fløiel . . . Og i den store Sal, ser De" . . . "Paa dette jammerlige Nannestads Instrument? - Nei, jeg spiller ikke, medmindre De skaffer Grosserer Ja- kobsens Flygel udlaant." "Aa, skal bli, skal bli - altsammen. Og saa," - han tog til Hatten, - "naar ansætter vi første Prøve - Imorgen - Iovermorgen?" . . . Fruen lagde Broderiet væk og fulgte ud: "Imorgen Klokken tre da," - lød det derudefra. - "Men De lover, Wingaard . . . De skal ikke gjøre mig ræd og nervøs . . . Og ingen Skjænd, om jeg kom- mer for sent, - hører De!" Entrédøren klippede af Lyden. Korpslægen sad og vuggede i Gyngestolen med korte Knirk og trak og trak den sammenlagte Avis gjennem Haanden. Blikket lyste af undertrykt Haan. Bedstefars Mine blev pludselig urolig. Han kjendte SIDE: 12 de Øine . . . de af Harme fyldte stumme Blaaskimt. - Just som Moderens, naar hun blev saa tungt forgjemt . . . "Det holder mærkelig stik, Du Gunnar," - sa han rolig, som han puttede Uhret i Lommen og gik ud, - "bare trække fra eller lægge til efter Almanaken, saa har vi nøiagtig Tid paa Soluhret." Fra Spisestuen, hvor Døren stod paa Klem, og Ma- den bares ind, hørte han Ingvald forbittret svare Stue- pigen: "Skjeller det Dig, hvad Wingaard vilde" . . . Guttens Stemme næsten hvæsede. Da han blev Bed- stefar va'r, stansede han og gav sig ivrig til at spænde op Remmen paa Skolebøgerne. Efter Middagen var Bedstefar gaat op paa sit Væ- relse for at ta sin Middagslur. Han havde bedt Kaf- fen bragt op til sig. Han var træt og graableg ovenpaa den lange Formiddagstur og pint af Tingene nede i Stuen, - en lummer Fornemmelse af, saa at sige, en egen lav, trykket i Barometerestand, af at Luften lige- som var hedere end Ordene. Sin Duffieldsfrak byttede han ude i Klædeshænget i Forværelset med en bekvemmere til at sove i. I Hjør- net af den store magelige Sofa laa hans Kalot og et hæklet Sovetæppe. Han trak et af de tunge Gardiner frem, saa det tog af for Lyset, og, som han lagde Hodet tilrette paa den af hans afdøde Hustru broderede Sofa- pude, rakte han Haanden ud paa Bordet efter en halv- læst engelsk Roman. Eftermiddagssolen faldt paa skraa henover den store Chiffoniere og blinkede døende i et Par af Sølvbesla- gene paa Merskumspiberne over Tobaksopsatsen for sagte at stige op mod Guldrammerne om et Par Fami- lieportrætter. Det var et Udvalg af Møblementet fra hans gamle Hjem. Ud af Halvskyggen mellem begge Vinduerne skim- rede et langt Speil med dybt Glas og en Dekoration over af to krydslagte Søofficerssabler. SIDE: 13 Det durede hyggeligt i Ovnen - - og Romanen holdt paa at falde Bedstefar ud af Haanden. Han tog den op igjen og prøvede at fortsætte. Men blev lig- gende med Haanden under Kinden . . . I den halvvaagne Tilstand steg Svigerdatterens Un- deransigt frem som en Vision . . . dette egne, der lige- som skimrede og vimrede, naar hun talte med sin Mand, og det trak sig til som en forfulgt Villie eller Mening ude af Sammenhæng med det øvrige Ansigt. Det var, som alt sank af og ændredes nede ved Hage- partiet til noget tilsløret, der frydede sig, spottede og trodsede . . . Bedstefar sukkede . . . Han saa igjen for sig de opluende blaa Skimt fra Gyngestolen, der svarte paa hendes fordækte Mening under deres stille skjulte huslige Kamp, - svarte stumt, stolt, utilgjængeligt . . . Bedstefar hev sig med et rask Flyt op paa Albuen, saa han kom til at ligge høit fra Puden. Hvad var det med denne Wingaard . . . Var det noget mere . . . eller var det noget mindre? . . . Børnene havde ogsaa deres Fornemmelse, det var ikke til at ta feil af. Lille Kirstine snaddrede alene ved Bordet idag, og Terna og Ingvald sad der sky og stille. Gutten keg gjentagende op paa Faderen og blev saa unaturlig ivrig og høitsnakkende om Læreren i la- tinsk Stil. . . Man skuffede ikke hans gamle Spornæse. Alt dette selvopgivende Galanteri fra Gunnars Side, denne overdrevne Føien og Jaen til alt. - Var det Svaghed eller Stolthed? - som ikke vilde se? - Disse krænkede stumme Blaaskimt langt inde fra Sjælen - han kjendte dem, disse Øine . . . Den gamle Mand laa halvt i Drøm og stirrede sig bort i dem. De forvandlede sig til hans bortgangne Hustrus . . . skimrede frem som omgivet af Mulm . . . Han følte paa sit Hjertes Raab, at nu kom de - disse staalkolde Glimt mod ham, disse ubeherskelige Udbrud af noget SIDE: 14 tendert i hende, der var uforglemmelig saaret, - og som brød stumt frem altid just i den dybeste inderste Hengivenheds Stund, saa dødskoldt, saa vildt bedrøvet . . . Dette uovervindelige, som stødte ham tilbage, satte ham i Raseri, fyldte ham med Had, som var Kjærlig- hed, - som hun altid igjen bad om Tilgivelse for, og som hun altid vidste at udslette og forsone saa usige- lig kjærlig hengivent . . . Han laa med det store Hoved bagover, medens det spillede fra Ovnsmundingen mod Foden af Bogskabet, og Skumringen faldt paa. Stor Overraskelse! - Det var sandelig, som alt skulde komme paa én Dag - en Regndag med For- æringer! - medens det silede ned ad Ruderne, saa det mørknede i Stuen, og skyllede og klaskede i Gaderne. Korpslægen var kommet hjem med et Par nydelig udstyrede, forede og pelsbesatte Gummigaloscher til sin Hustru, - høie Hæle, rigtig noget elegant. De havde været udstillet paa Prøve i Vinduet hos Jansen som eneste Par, og han tog dem straks. Dyre naturlig- vis . . . Han prøvede dem selv paa hende. "Se, Gunnar, - se bare, hvordan en Fod kan ta sig anderledes ud," - belærte hun ham og gik over Gul- vet med smaa Knirk. Hun maatte bekjende, at hun var fornøiet med ham dennegang. Han havde faat det Indfald, siden hun var nødt til at traske hen paa Prøverne nu saagodtsom hver evige Dag gjennem Regnveiret og Sølen, - set sig forarget paa de stakkars lave Galoscherne hendes, som stod der i Gangen graa helt op til Randen, - yttrede han, medens han løste de ny fine af hende, og hun kjælende strøg ham gjennem Haaret. Og lige efter Middagen, medens Bedstefar endnu gik SIDE: 15 nede i Stuen og ventede paa Posten og Aviserne, bragte et Bud fra Wingaard men undgik at røre ved den, da hun holdt den hen imod ham. "Jeg tænker, Du faar mere at være taknemmelig for," - lo han tvungent, - "om Du ser efter." Fruen tog langsomt og varligt op, hvad der laa sam- menlagt i et stort Silkepapir under det andet Watt- dække. En Theaterkaabe - Fløiel . . . atlaskforet - kantet med Svanedun . . . SIDE: 16 Hun saa stum paa den, betragtede den ind- og ud- vendig, - kastede den om Skulderen og gik hen for Speilet af og til med et Ah! - som hun aandede og trak ind Parfumen. "Den klæ'r Dig, - falder brillant . . . Pokkers Kar den Wingaard til at træffe det, - mærkelig mang- foldig -" "Ja, Du synes, den passer?" - vedblev hun frem- deles hængende ved Speilet og mønstrende sig selvbe- vidst i Svanedunet. "Og Du, Bedstefar?" . . . Hun præsenterede sig spøgefuld foran hans Avis. Bedstefar skjød Brillerne op i Panden og lod inter- esseret. Han strøg med Haanden paa det dybblaa Fløil: "Overordentlig luksuriøst - isandhed en kostbar Present." Hun trak paa Læben, som hun nok ventede en fyl- digere Udtalelse. "Overordentlig smagfuld, - overordentlig klædelig . . . naar man forstaar at bære den - som Du, Ste- fanie - med din Holdning og Vækst." "Aah - den Parfume" . . . Hun førte Kaaben op til sit Ansigt og gik om paa den anden Side, hvor Bordet dækkede hende, saa hun kun saa sig oventil kaabe- klædt i det lange Konsolspeil lige overfor. Som hun stod der og figurerede med Viften, fik Hagen mere og mere et myndigt Drag af Uvillie. "Naar én altid kunde gaa ind paa Konserter og sligt bag en saadan Bordskive!" - udbrød hun stille bittert. - "Saadan at være klædt førsterangs til Halvparten, medens Resten . . . Jeg synes, jeg staar her med Her- ligheden ligesom en af disse Havfruerne, som er saa bra oventil, men desværre forhindret ellers i at op- træde" - Hun tog Kaaben, som hun vilde lægge den ned igjen; men satte sig pludselig med den paa Skjødet: "Jaja," - sukkede hun og stirrede resigneret hen for sig - "det kan jo ogsaa være en Hygge at ha den SIDE: 17 liggende som en Mindelse om, at ialfald noget Men- neske har kunnet tænke sig, at saadant passede for én -" "Da synes saamæn jeg ogsaa, den passer for Dig, Stefanie, jeg har bare ikke havt Raad til at kjøbe den," - lød det skullen være lystig freidigt; men Bedstefar følte, det var saare ydmygt. "Jeg kommer ialfald ikke til at bruge den, kan Du forstaa, hverken den eller Viften. Jeg eier jo aldeles ikke nogen Kjole at bære til det. Den gule . . . og min sorte med Stenkulsperlerne, som jeg nu har straalet saa længe i . . . Den gamle grønne er umulig . . . Jeg vil ikke kritiseres" . . . Korpslægen begyndte pludselig at vandre op og ned med den ene Haand i urolig Bevægelse bag paa Ryggen: "Saa-e - Saa-eh" . . . "En Kone i tarvelige Omstændigheder faar altid være beredt paa en Nødløgn. Og det er jo saa let at afspise Wingaard med, at jeg først viser mig i Kaaben, naar jeg faar min ny Silkekjole færdigsyt. At den aldrig blir det - det . . ." "Det gjætter han og forærer Dig en, - er det det, Du mener?" - fo'r Korpslægen rydt op; men tog sig igjen. - "Ja det forarger mig, at Du ikke et Øieblik tænker Dig, at jeg ogsaa kan skaffe Dig en Silkekjole. - Silke eller Fløil - lige fedt . . . Du skal faa den saa dyr, Du vil, - bare tag ud og vælg! - Ser Du, Stefanie, jeg vil, at Du skal kunne hævde Dig - Død og Plage, for Eksempel en sort Silkefløils." "Sort, mener Du?" - drog hun betænkt paa det, - "til mørkeblaa Kaabe? . . . Hos Jansen har jeg set et Silkestof" . . . "Jaha, saa hos Jansen." "Synes Du ikke, han er ufornuftig, Bedstefar?" - appellerede hun pludselig indsmigrende. "Nu skal jeg ha den nydeligste vinrøde Silkekjole, jeg kan opdrive hos Jansen . . . Jeg skal ha den, jeg maa ha den. Han er slig, Bedstefar!" - lo og spøgte hun, medens hun omhyggelig ordnede Kaaben og Viften ned i SIDE: 18 Æsken. - "Saa har jeg jo Anledning til at takke Win- gaard nu straks i Eftermiddag paa Prøven oppe hos Tidemanns," - fulgte det efter en liden Overveielse. "Det skal bli pudsigt at fortælle ham, hvad Følgen blev af hans Present, - at min Mand nu forærer mig en deilig Kjole." "Du maa sige har foræret Dig den, - ellers er han over os med en Kjole ogsaa!" "Aa nei, Du, lad mig om det. Det var jo netop Nød- løgnen, jeg skulde slippe ved din storartede Optræ- den." Bedstefar kræmtede, lagde hastig Aviserne sammen og gik ovenpaa. Lidt efter var Ingvald oppe hos ham; - der van- kede jo af og til en Halvkrone eller en hel, naar Bed- stefar var i det Humøret. Han fandt ham taus optaget af at ordne sine Over- frakker hen efter hinanden inderst paa Klædeskrogene bag Forhænget. "Den har været ude mangen Nat, Du Ingvald, i Uveir og Slud, - da jeg var tilsjøs, - paa mangen en ansvarsfuld svedende Vagt, - gjort sin Pligt, Du, - sin Pligt!" - udladede han sig endelig humørtungt . . . "Luven er væk, ja - M-en, én kan aldrig vide. . ." Det var et gammelt i Sømmene som i Farven med- taget Skilderhus med svære Opslag og Hornknapper. "Men Bedstefar, naar Du aldrig kommer til at bruge den mere, saa -" "H-m, - man kan aldrig vide," lød det mørkt. "Du kunde da ikke falde paa at gaa med den, se ud som en Vægter." "Gaa med den?" . . . Bedstefar betragtede og besig- tigede betænksomt det gamle Plag, som han løftede op med begge Hænder . . . "Nei visselig ikke, - isand- hed Tiden gaar . . . Men, saa kan én aldrig vide, Du, hvortil én kan bli reduceret. Verden er alt andet end sikker, - alt andet. - - Jeg har oplevet mange - SIDE: 19 mange utrolige Skjæbnens Omvekslinger . . . En kunde vel ogsaa bli reduceret til en Vægterkappe, før én døde." "Ja for Eksempel, om der blev Brand her om Nat- ten, Bedstefar, og bare den blev reddet ud - og saa Du. - Men ellers saa -" mente Ingvald lystig . . . "Den er vel tredive Aar nu?" - "Mere, Gutten min . . . lad mig se, da jeg tog Per- mission og førte Dina i - det var i, seks og femti". . . "Men her er jo to Overfrakker til, Bedstefar, foruden den brune, Du kom hid med ivaar." "Uniformsfrakker, Ingvald . . . Den der er Kaptein- løitnanten - den med Ankerknapperne, - og den med Løveknapperne er Toldinspektøren . . . Fine, fine Frak- ker igrunden endnu, ser Du. - - Ja, Kapteinløitnan- ten trængte jo en grundig Reparation - hm. Foret -"; han besaa den hovedrystende, før han overgav den til Knaggen . . . "Men saa skader det ikke at ha Reserver - for det, som én ikke venter" . . . "Fire Frakker bagom hinanden" - Ingvald kunde ikke dy sig for Moro. "Gudbevare Dig, hvorlidet Du tænker for Dig, Ing- vald," - udbrød Bedstefar. "Sæt nu, at din Far døde, saa din Mor bare fik sin Pension at forsørge sig og Jer med, - hvordan skulde Du da komme frem . . . Vi maatte jo benytte alt, la omsy hos Skrædderen til Dig og -" "Og jeg saa komme i Vægterkappen, Bedstefar! . . . Eller i Kapteinløitnanten eller Toldinspektøren" - drev Ingvald noget vovet paa. "Den blev ialfald din egen og betalt, - bedre end at ta paa Borg," - brummedes der bistert. Ingvald prøvede fremdeles noget løssluppet at an- tyde: "Ho, Vægter, ho!" Men to utaalmodige Hægt, før Bedstefar fik Frakken ind paa Krogen, lod ham indse, at han var kommet uheldig deran, og han trippede kun svagt forlegen efter, da Bedstefar pludselig opgav Klæ- deshjørnet og gik ind i sit Værelse . . . - "Og saa skal det altid være det allerfineste, mest SIDE: 20 raffineret udsøgte, de maa ha, naar de saadan lader Krediten florere!" - undslap det ham . . . "Bevars, Gjæld er ingenting, - nei -. Den er bare værre end Fattigdom, rent ud som den svarte Vrangelven bagom den. I Fattigdommen der faar man ydmyge sig og be. Men i Gjæld, ser Du - der maa én lyge . . . lyge. . . Næst Synd, Du Ingvald, er Gjæld det værste, én kan drage paa sig!" Ingvald begyndte at føle sig uvel og henfaldt i Grub- lerier over, om Gamlen kanske kunde være kommet efter hans Gjæld for Stikkelsbærvinen og Hermetiken nede hos Andersen . . . Eller var det de fille to, tre Kronerne, han skyldte Bøssemager Lund for Patroner til Revolveren, han havde faaet Snus i? "Den, som har, han skal gives, staar der. Men den, som intet har, fra ham skal der tages" . . . lød det trykkende. "Og det slaar ind - slaar ind . . . Sande- lig et dybt, dybt Ord." Ingvald hang paa Hodet, men drog lidt paa det, som han fandt Satsen noget urimelig. "Du Ingvald!" - Det klak i Ingvald. "Hør Du, - hvormange Racer lærer Du der findes i Verden?" "Racer . . . Menneskeracer?" - hug Ingvald ivrig i - "Naturligvis . . . den sorte og den hvide og den gule og den røde. Der gives ingen blaa," - gav han af sig inderlig lettet. "Der eksisterer bare to - bare to Du, - mærk Dig det: De, som har noget, og de, som ikke har. - Du kan gjerne kalde dem for sorte og hvide. Steller Du Dig slig, at Du er en af dem, som ikke har, men skyl- der, da er Du dømt til at slave og udsuges for Renter af din egen Møie her i Livet. Men svinger Du Dig - om aldrig saa lidt ovenpaa, da er Du en Herremand og én, som skal ha Renter her i Verden, Gutten min! For- staar Du det, Ingvald." Ingvald forstod, at det saa ilde ud med Udsigten til Kronestykket. Han havde en Tæft af, at, siden det SIDE: 21 ikke var hans, saa var det Forældrenes Pengeaffærer, som satte Bedstefar i dette leie Lune. . . . "Og alt dette, Du Ingvald, vil igjen bare sige saameget som, at Vorherre ikke vil vide af Vekinger, som ikke tør vise sig i en omsyd Frak, men maa løbe hen og borge sig én. Naturligvis - den allerdyreste og fineste, de kan opdrive, - naturligvis" . . . Bedstefar geleidede det med et fælt Udtryk ved Mundvigerne, "og som de saa maa trælle op bagefter. De, som kjender sig som Herrer, de sælger sig ikke. - Aa nei! - ikke hverken for Silkestas i Manufakturbutiker eller Luksus eller nogetsomhelst. Skjønner Du det!" "Det er nu ikke alting bare at krafse til sig Penge her i Verden heller!" satte Ingvald i. "En kan aldrig være forsigtig nok, siger jeg Dig, - aldrig forsigtig nok," steg det hidsig ved Modsigelsen. "Der kan komme Ansvar af alting, - af det aller- mindste. Det er bare det første Skridt, - og inden én ved Ordet af det, har én Forpligtelser, Skyld, Gjæld, - kan være lige i Døren baade paa Tugthus og Slaveri . . . Gudbevare Dig, hvor Du snakker . . . Sky alt det, som Ansvar og Risiko heder, som Pesten - som Pe- sten!" . . . Bedstefar holdt pludselig inde og saa betænkt paa den fregnede tæthaarede Sønnesøn, der struttede af Sundhed som en Oksekalv og stod der i sin udafvok- sede Trøie med et Hode saa fast og rundt som en Keg- lekugle . . . "Ja, det vil sige, Du Ingvald," - kræmtede han, - "naar én blir gammel, saa ræsonnerer én helst saa - og kan ogsaa mangen Gang ha Ret, saare Ret -. Men, ser Du" . . . Han begyndte at spankulere og se med en vis flot Letlivethed ned ad sine Benklæder, medens Haanden legte i Lommen om Portemonnaien, - "naar man er ung og har Kræfter og Mod . . . Og, da din Bedstefar havde Alderen til det - og adskillig siden ogsaa, - saa spurgte han aldrig videre efter, om der fik lægges lidt Ryg til, nei . . . Og det skal Du ogsaa huske, Gutten min, at Du ikke blir en af disse, som SIDE: 22 lusker og lister sig undaf, straks der kan være lidt at vaage ved det. Eftersom én lægger sig ind i det, vokser én til Kar, Du, - og - og, da jeg mærkede, jeg blev gammel - ængstelig af mig, tog jeg Afsked - fluk- sens. Husk paa, hvad jeg siger Dig, Ingvald, - man maa ta Verden ved Hornene, skal man vinde paa den. Bare gjør ikke Gjæld . . . Du har vel ikke Gjæld?" - Det saa ud, som Bedstefar vilde lade Pungen glide tilbage ned i Lommen igjen. "Naa naa, jeg paastaar jo ikke, Du har - og" - han stod og mysede og valgte ud af Rummene i Porte- monnaien, - "her er et - et Tokronestykke. Lad mig se, Du bruger det fornuftigt" . . . Ingvald straalte med hele sin uregelmæssige Tand- række. Han forlot Værelset beskedent, næsten paa Tæ- erne. Men Bedstefar opfangede et Par Dump udenfor af, at hans lange Ben klarede Trappen i to Satser. Fra Vinduet saa han lige efter sin Sønnesøn med Huen saavidt paa og Frakken hængt over Skulderen kile skraat over Torvet. "Ja-ja, ja-ja-ah . . . Hos hvem skal man saa slaa Aftenen ihjel? . . . Borte hos Toldkassererens? - h-um-m . . . der skal det nu altid være L'hombre og tabes Penge . . . Faa sig en Toddy hos Schultzes og døie Politik . . . Eller en Whist og en Prat nede i Foreningen . . . Naar man ikke risikerede at plages af disse vrøvlede Pen- sionisterne, som altid vil hænge sig paa én og snakke om gammelt" - - Han begyndte at tage frem af Skuffen og ordne sig til at gaa ud. Udenfor Trappen stod Wingaards Trille og ventede. Den var kommet som belovet halv otte for at hente Fruen til hans musikalske Aften, - "lutter udvalgte" - hed det i Billetten. SIDE: 23 Korpslægen havde for sin Person sendt sin kamme- ratslige Undskyldning: - quid Saul inter prophetas eller han mellem de musikalske, han havde desuden en Patient at tilse; men hans Hustru! - Hilsener - Hilsener . . . G. G. Lille Kirstine, den otteaarige yngste, havde været ovenpaa og bedt Bedstefar komme til Aftensbordet og, saa stærk hun var, faat draget ham ned ad Trapperne. Man ventede med at spise, til Fruen var kommet afsted; men det drog ud med Tiden, og Korpslægen gik et Par Gange utaalmodig ind og ud af Kontoret. Sørine Stuepige fløi i sidste Øieblik over Gangen for at slette Kniplingskraven, og Terna laa paa Knæ inde i Soveværelset og hjalp Moderen med at knappe Støvlerne. "Nei er ikke Kirstine henne i Speilet med Pudder- kvasten" - lød det derindefra . . . "Og Nodeheftet . . . og Hanskerne, Terna!" . . . Fru Stefanie viste sig omsider iført sin elegante Theaterkaabe, færdig til at stige i Vognen. "Haaber, Sørine, at Du ikke har glemt at sørge for mygt Brød til Bedstefar," sa hun i forbigaaende. "Naa, Gunnar," - hun rakte ham Kinden til Af- sked, - "naa, har Du noget at utsætte paa mig?" - hun slog Kaaben tilside. "Altid nydelig, véd Du." "Huf, det høres næsten, som Du ikke liker, at jeg reiser." "Bevars, bevars, hvorfor skulde jeg ikke det; - men lad bare ikke Theen vor bli kold . . . Jeg siger, mor Dig, - mor Dig godt, - og hils Wingaard fra mig!" Hun skjulte som et foragteligt Jep, idet hun vendte sig og sa: "Er Du snil og lægger Dig Klokken ni, Kirstine, skal Terna faa gi Dig tre Theskeer af mit Bringebær- syltetøi. - Og lig nu ikke og læs Romaner udover Nat- ten, Ingvald! Sluk Lyset i ordentlig Tid." "Og snork og ha det hyggeligt!" . . . hørte Bedstefar SIDE: 24 Gutten mumle, som hun gik ud til Vognen fulgt af sin Mand. Korpslægen kom ind igjen fra Tagdryppet og gik hastig tilbords. "Det ser ud, som de opnaar Koncession paa Spor- veien gjennem Strandgaden alligevel, Du Gunnar, tvert over Statskonduktørens Indstilling" . . . begyndte Bedstefar. "Ja-a - Ja-a" . . . "Da kan vi kjøre helt ud til Odden," - faldt Ingvald ivrig ind. "Ja-a - Ja-a" . . . I Korpslægens faste markerede Ansigt laa der et fra- værende Udtryk, noget tilbagetrængt pint, medens han lidt braat forsynede sig. "Tak, tak, Terna, mere The; - jeg skal ud i Prak- sis . . . Du faar staa for Huset, Du, mens Mor har travlt" . . . Da hun kom med en ny Kop, strøg han hende over Kinden. Terna følte, hvor nervøs han var, og satte op et Faareansigt, som hun intet forstod. "Sørine siger, at Mor har faat de lange Hanskerne af Wingaard," - brød Kirstine ud. Korpslægen svælgede rask sin sidste The og reiste sig knappende sin Frak . . . "Ja, jeg maa skynde mig." Som han mente at møde nogetslags mulig Tanke hos Bedstefar, yttrede han: "Du synes nok, vi er noget fornøielsessyge her paa Stedet, Far, - fortiden inde i en forrygende musikalsk Stormhvirvel; og jeg kan kun takke min Praksis for, at jeg ikke hvirvler med. Men det skader ikke at ha In- teresser" . . . Han skjød Stolen under Spisebordet og gik. - Inde i Stuen maatte Bedstefar bagefter som be- lovet spille Frantsfus med Kirstine. Og Kirstine var uhyre heldig. Bedstefar tabte det ene Øre efter det andet, det vil sige, to Pebernødder hver Gang. Ingvald var lei af sig, han vilde ud til en Kamme- rat iaften; men blev alligevel siddende og blade i Bed- SIDE: 25 stefars gamle Dresdener-Galleri, som han kjendte saa inderlig vel . . . Nei, saamæn, om han indsaa, hvorfor man behøvede at leve just i dette Land . . . han vilde bli Tekniker og gaa saa langt, at der ikke blev Tanke om engang at lugte noget hjemmefra! "Ikke er Far gaat ud i nogen Praksis," - betydede han Terna, - "han var ikke inde og hentede For- bindtasken . . . Han er bare ude for at gaa af sig Hu- møret . . . Vi er gale her i Huset, ser Du" . . . - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Bedstefar var gaat op paa sit Værelse ved Sengetid; men fik ingen Ro paa sig. Han tændte Piben og satte sig til med sin Yndlingslekture, Macaulays Englands Historie. Han gjorde et Skut paa sig i Stolen; han gjorde et andet, befandt sig ikke vel, sad ikke godt, - hele Ti- den hørte han Sønnens Skridt frem og tilbage neden- under paa Kontoret. . . . Og disse stakkars forpinte Børnene . . . Misligt - misligt . . . Og han selv skyver og trykker hende ud i det. Det skal være høi Tillid . . . Ja-a, - hun faar sin fulde Frihed, - intet forbu- det Strøsukker paa Kagen, - det Slikkeri, hun med sit Væsen nok sætter over selve Bringebærsyltetøiet sit . . . Pokker til Fruentimmer! . . . Blikket blev hypnotisk hængende ved den blanke Spids af Officersklingen, der skimrede frem ved Spei- let, som forsænkede han sig i den Tid, da han bar den og levede som lykkeligst i sit Ægteskab. Han tog fat paa Macaulay igjen; men greb sig sta- dig i at lytte til Skridtene nedenunder. Han trak op Uhret. Klokken var alt henimod elleve. Man fik komme sig tilsengs. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 26 - Bedstefar havde draget Nathuen over Hodet som en Tankernes Lyseslukker. Han var gaat ind i Søvnens Rige - - sov fast og tungt . . . Der rullede en Vogn ind i Drømmen, durende paa Brostenene - en, som vedkom ham . . . Pludselig stansede den - Det plagede ham at skulle vaagne. Javist, det var jo Stefanie, som kom hjem fra Selskabet i Wingaards Trille . . . Han hørte, hun raabte oprømt nogen Hilsen fra Ga- dedørstrappen ned til Kusken - Og nu ringede det . . . Det var Sørine, som omsider kom slæbende ud fra Pigekammeret og lukkede op . . . og Skridtene tabte sig indover mod Stefanies Soveværelse. Hm, - Gunnar var oppe . . . gjorde Bedstefar sig Rede. Han var vist bestemt oppe . . . Gaat dernede kogende og vandret og vanket. Og nu, med det samme han fornam Vognen, slukket Lyset og lukket sig inde . . . . . . Staat der skjælv og hørt hende komme ud af Glæden, animeret og opsat . . . og holdt paa Dørnøglen, om han skulde vride om, - og - hm, - - ikke aar- ket at ta hende ind til sig lige fra Champagnerusen hos den anden - - slides mellem Forelskelse og Had . . . vil ikke se . . . Husker ham fra Gut af - noget voldsomt ærekjært. Desto haardere, fordi det ikke faar Udløb . . . Som Søvnen atter tog ham, dannede det sig for Fore- stillingen til en blaaklædt lyshaaret Gut, som traskede til og fra Skolen . . . Det var trykket og stille nede ved den sene Frokost Søndag Morgen. Fruen led af Migraine. Hun laa i Morgenkjole paa Sofaen i Stuen, medens man luftede og gjorde istand i hendes Soveværelse, - tog Nafta og lugtede til Ammoniak. SIDE: 27 Hun sukkede og stønnede, naar de rørte ved Kopper og Theskeer inde i Spisestuen, hvortil Døren stod aaben . . . "Uf, Gunnar, jeg holder det ikke ud . . . Der findes da noget, Du kan gi mig, om Du eier lidt Medfølelse. Du har da Chloroform eller - Morphin." "Mod slet Champagne - nei . . . den maa fordampes af Tiden og angres med Taalmodighed," - lød det kort. Der lysnede et Erindringens Velbehag, medens hun laa og ynkede sig . . . Nei, man faar ikke slet Cham- pagne hos Wingaard, Gunnar . . . Elegant Selskab - slig, som det kun kan bli hos en Kunstnernatur og Smagsmand som han." Det klirrede pludselig inde ved Bordet af, at Korps- lægen satte Koppen haardt fra sig . . . "Elendig Kaffe - Skyllevand - traktere Far og mig med sligt!" - udstødte han. "Hu-uh, for en Støi, det er, som Hodet vil revne . . . Du maa skaffe mig noget, Gunnar, saa jeg kan bli frisk til iaften. - Jeg maa, maa - det er næstsidste Prøve. Konserten er bestemt til næste Torsdag - Aa-aah" . . . Hun lugtede i et Par lange Drag til en elegant Fiol med Ammoniak . . . "og med Bal efter . . . Terna skulde jo egentlig være med blandt de voksne ivinter; men det blir umuligt at faa en Kjole istand til den Tid" . . . "Terna skal paa Bal!" - dirrede det, saa Bedste- far fik en glad Fornemmelse af gamle Dage og klart Skib. "Aah . . . Aah" . . . led hun, - "Du faar hente Bal- kjolen fra Himlen da, for alt, hvad der bare kan sy i Byen, er optat . . . Desuden, Terna kan ha godt af at vokse lidt af de spidse Albuer og Kantetheden af sig først." "Terna skal paa Bal!" - brød det løs, og Korps- lægen fo'r op fra Bordet. "Mon Du ikke kunde ta noget mere Hensyn til mig, Gunnar - slig, jeg ligger her" . . . SIDE: 28 "Som der ikke har været Tid nok til at tænke paa, at hun skulde ud ivinter!" affærdiget han. "Og det siger han, Bedstefar! efterat det er ham selv, som har drevet og tvunget mig op i dette. Som det ikke er din egen Skyld, Gunnar, om der blir noget for- sømt i Huset!" "Jeg siger, Ternas første Indtrædelse i Verden skal ikke - musiceres bort!" - tordnede det efter et Par heftige Omgange i Værelset. Der gik som et Ryk i Fruen og faldt et underlig ha- stigt Blik hen paa ham. Hun løftede sig lidt paa Al- buen og yttrede spydig: "Den store Kavaler for sin Hustrus musikalske Ta- lent synes pludselig at være faldt ganske ud af Stem- ningen" . . . "Jeg taler om Terna, har ikke indladt mig paa an- det," - afbrød han brutalt. Fruen faldt opgit tilbage paa Puden: "Ingvald skal straks bringe en Billet om, at jeg ikke kan komme paa Prøven iaften. - Jeg vil helst være fri for det hele!" "Terna skal paa Bal, siger jeg. Forresten meld Dig ud, meld Dig ind. - Jeg kan overstaa det, jeg er umu- sikalsk véd Du." - "Aa Gud, han haaner mig, træder mig under Fød- der" . . . "Far! . . . Mor faar Krampe," - raabte Terna. "Naa da, Stefanie! - Naa" . . . paamindede Korps- lægen indtrængende. "Gi, nu ikke efter, - hører Du" . . . Han fo'r ind paa Kontoret og kom tilbage igjen med en Medicin, som han tællede til hende i Draaber. "Saa, saa, - tag det nu ikke saa rent forfærdelig al- vorligt . . . Naa, naa, letter det ikke?" . . . Fruen svarede kun med Trækninger, indtil hun en- delig fik Luft og Udbrud i et fortvilet Skrig, fulgt af en halvkvalt Jamren. "Saa tag i mig lidt, saa hjælper jeg Dig ind i Sove- værelset" . . . SIDE: 29 Hun afværgede det vredt uvilligt. "Naar jeg faar beroliget Dig med en Indsprøitning Morphin, saa skal Du nok se, Fanie min!" - overtalte han. "Saa saa ja, det er ret, - støt Dig . . . Jo før, vi faar fat i Morphinen, ser Du" . . . lød det trøstende, som han førte hende ind til Sovekammeret. - - "Nu er Far snil igjen," - mente Kirstine. "Hold Kjæften din," - fik hun af Ingvald. Bedstefar saa Guttens bortgjemte tindrende hede Øine gløtte paa sig. Der var noget saa raadløst i Blik- ket, - noget saa langt over hans Aar bevidst. "Bare jeg kunde slippe at gaa paa dette Ballet!" hviskede Terna. "Og hun faa sin Villie!" - mumlede Ingvald ind- bidt. Bedstefar stod urolig og trommede i Vinduskarmen. Han tog sit triste Indtryk fra den ene til den anden af de to, som sad der med de tunge Anelser over deres unge Ansigter . . . utrygge, som Gulvet - selve Grun- den, de gik paa - kunde være sprukket . . . Formiddagens Pinlighed afbrødes, idet Korpslægen omsider kom ind igjen med et opklarnet Ansigt . . . Alt maatte være roligt i Huset . . . Mor skulde sove, - maatte ikke forstyrres, om hun skulde bli frisk til Prøven iaften . . . "Du kommer paa Ballet, Terna," - henkastede han let - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Alt om Eftermiddagen var Terna paa Vei op til Jomfru Langvig ved Skansen ovenfor Reberbanen for at forhøre, om hun kunde komme og omsy Moderens gamle grønne Silkes til Balkjole for hende. Hun var vist ledig. Det var langt op i Udkanten, og Bedstefar vilde følge hende, han trængte til at røre sig - - Bedstefar skridtede i Taushed og saa ned mod Stokkespidsen . . . "Den, som blot kunde bli kvit sine Tanker, Barn!" . . . SIDE: 30 De var langt inde i Kirkegaden og skulde dreie op- over forbi Svaneapotheket paa Hjørnet, da Terna trak ham i Ærmet for at faa ham over paa det andet For- tog og skyndte paa. "Nei undskyld . . . Stop lidt, Terna!" . . . lød det overlydt og høist kjendt fra den brede gamle Sten- trappe foran Apotheket. En ung Mand sprang ned imod dem og fulgte barhodet henad Gaden. "Jo, jeg er kommet hjem igjen; - her er Glæde over hele Huset - helt, til jeg ber Far om Penge til at reise igjen. De tror alle, at jeg nu vil bli og staa og tælle Draaber i Apotheket, saa her er Fryd i Himmerig." "Det er Paal Høeg, Du véd, Bedstefar, - Apotheker Høegs Søn." "Jeg er saa fri at forestille mig, Hr. Toldinspektør. Jo, som De maaske har hørt, Apothekets eneste Søn og Ulykke. Student med non og Farmaceut destoværre med Udmærkelse." "Saa saa saa, - Søn af Apotheker Høeg. Og Amt- mand Høeg, Deres Onkel, hvad? - Og Overtoldbetjen- ten i Kristianssand. Kjender godt Familien." "Ikke tilbunds, Hr. Toldinspektør, det tør jeg gi mit Hode paa. Ikke et Oppositionsmenneske i hele Raden . . . Man er bare Luft at agte, indtil man har en Sta- tens Stilling eller Embede - eller privilegeret Apothek. Men da, - da er vi Høeger! - Og jeg er desværre et Vanskud, en Udartning i Slægten." Bedstefar lo og truede ham med Stokken nu, han stansede til Farvel: "Apropos, Terna, - Du skulde vel ikke ha de fem Hundrede nu, Du? . . . plirede Paal, idet han eget hem- melighetsfuldt holdt de fem Fingre op i Luften. "Uf, kan Du ikke sige mig, om Du reiser snart igjen." "Se, se, Du har sandelig tat Dig op, nu svarer Du jo for Dig. Før var Du altid ligesom bare Øine uden Næb. - Jo bevars, jeg reiser alt Tirsdag Eftermiddag. Det var derfor, jeg tillod mig at følge Frøkenen herud saa langt paa Gaden . . . Men ellers paa gjensyn til Vaaren," - hilste han. SIDE: 31 "Pen, kvik Gut, Du." "Han pen?" "Der er Liv i det Fjæset, Spræller vel lidt for For- ældrene. Me-n solid Stilling - et privilegeret Apothek at overta" . . . "Det gjør han aldrig. Ham faar de ikke til andet end det, han har Lyst paa." "Men, hvad var det for Abligøier, han gjorde med Fingrene til Dig?" "Aah uh," - blaaste hun, - "bare noget Ærteri. Han har plaget mig med det nu, siden jeg var ti Aar. - Saa dumt" - "Saa han er slig en Plagegeist, den Fyren!" "Ja Ærtekrog, det har han altid været . . . Han fandt paa alting, lurte sig til at flette Fletterne sammen paa os Smaapigerne, saa vi ikke kunde faa Hoderne fra hverandre." "Ja, men dette om fem hundrede?" "Huf ja, det var et Bibelsted, vi læste, at "Syndens Sold er Døden". Der véd ingen af dere Smaapiger, hvad Sold er, ær- tede han. Tænk, ikke vide, hvad Sold er! - alt Vettet deres er vokset ud i Haaret . . . Tør Du vædde, Terna, holdt han paa. Ja om en Kage kanske; men Du tør ikke vædde om fem hundrede Kroner - Du er ikke sikkrere . . . til vi blir voksne? "Skulde jeg ikke vide, hvad et Sold er," mente jeg, og saa sa jeg: "Jo, jeg tør!" "Fem hundrede Kroner!" raabte han og slog af Væd- demaalet. - "Naa?" "Et Sold er et Blikspand med Huller i," forklarte jeg trøstig. "Jeg skal bie," sa han ondskabsfuldt, "til Du har spurgt Læreren imorgen." Og siden har han ærtet og krævet og plaget mig opi- gjennem hele Skoletiden, saa jeg har været rent ulyk- kelig, og tit sneg jeg mig Bagveien om Sparebanken for at slippe den store forfærdelige Apothekertrappen paa Hjørnet, der var som en Vagt til begge Sider." SIDE: 32 "Jajaja, - Sorger i alle Aldre," - nikkede Bedste- far, - "bundforgjældet fra Barndommen af" . . . "Det var jo ikke bare Pengene, - forstaar Du, Bed- stefar. Men det, at jeg svarte saa dumt, gaar han endnu og morer sig over" . . . De var nu kommet i Skansebakken, og Bedstefar strævede opover med den egne, lidt kryle Ryg, der var som en Kraftbeholder. Det lykkedes ham at indhente Klokker Fagerholdt, som med sine Messingbriller graa og affældig pæsede foran ham. Han huskede, at de havde staat til Konfirmation sammen i Stedets Kirke. Begge de gamle stansede og drog Veiret. "De har ikke saalænge igjen De heller, Fagerholdt," indledede Bedstefar. "Ne-hei, hehe-he-i, Hr. Toldinspektør," hostede han udaf det flade Bryst. "De gjør vel som jeg De, Fagerholdt, - tænker paa, hvordan De skal dø rolig. - Hvad . . . kommer det ikke saadan undertiden paa Dem?" "Jo, Gudbedre mig elendige Stakkar," veg Fager- holdt tilbage, - "kommer én paa de Tanker, saa, - saa kan én jo ha adskilligt at angre -. Ja bevars, ikke det, at én har noget paa sig efter Loven; men saa har vi jo alle at drages med denne Synden." - Han saa ned paa sit ene skjæve Ben. "Og hver skal svare for sine Gjerninger baade i Tanke og Tale." "Véd De, hvordan jeg har det, Fagerholdt, - jeg bryr mig ikke saameget om det, jeg har gjort, - for, har jeg i det Stykke klaret mig for Menneskene, saa er jeg ikke saa bange for Vorherre - han er nok mange Gange bedre at ha med at gjøre." Fagerholdt maabede paa ham. "De kan da begribe, Fagerholdt, at der er en ganske anden dybtskuende Kjærlighed og Overbærenhed end hos kortsynede Mennesker, som er forblindede af For- domme. De ser jo, hvordan de dømmer hverandre hver Dag, de vi gaar imellem. Og saa lade mine in- derste Skrøbeligheder dømmes af dem. - Jo, det skulde gaa os net, Fagerholdt!" SIDE: 33 "Men saa staar der nu, at vi skulle bekjende for Brø- drene og ikke falde i Hovmodighed," kom der med en noget opløftet Røst. "Nei, det, jeg er mest bange for, Fagerholdt, det skal jeg sige Dem. Det er akkurat for det, jeg ikke har gjort." "Aaja-a-ha, al den Kjærlighed i Ord og Gjerning, vi har undladt at bevise vor Næste," bekræftede Fager- holdt i en syngende Salmebogtone. "Aaja, det ogsaa," - kom det utaalmodigt. "Men, ser De, det, jeg væsentlig tænker paa, det er, hvordan jeg skal svare Vorherre paa, hvad jeg har brugt Li- vet til? - Har jeg glædet mig i hans Gaver, elsket i min Ungdom og handlet godt og modigt i min Mand- dom? Kan jeg, som har havt et saa sundt og stærkt Legeme og en nok saa god Forstand, - kan jeg med Sandhed staa frem og takke ham for den Række af Glæder, jeg burde taget af Livet baade for Legeme og Aand og git andre med af, - eller maa jeg ikke med hin Tolder" - han faldt med Pathos i Præketonen, - "slaa mig for mit Bryst og sige: Herre, Du gav mig meget til Glæde; men jeg havde Mistillid til Dig og trode, Du mente det ikke ærligt, og at Du blot vilde lokke mig til at gaa til Helvede. Og se, derfor vragede jeg Glæden og gik og lurede og passede mig forsigtig for, at det skulde lykkes Dig at faa nogen Hage paa mig. Ja, saa ondt har jeg arme Menneske tænkt mod Dig, Herre! Jeg har kun din Barmhjertigheds Dyb at stole paa" . . . "Hr. Toldinspektør, - jeg ser nok, at De vil mig og min Art Tro tillivs; men at Vorherre skulde behandle en redelig, om end skrøbelig Villie til at undgaa Syn- den paa det Vis, istedetfor at se med Velbehag paa vor Kamp mod Kjødet det, det . . . Nei, det blir nok saa, at det er de smaa og umyndige, som skal arve Riget." "Men de, som har den Ulykke at eie en klar For- stand, mener De, de skal gaa til Helvede de!" SIDE: 34 "En skulde tro, De drev Aberi og Jøn med disse Ting, Hr. Toldinspektør, naar én ikke vidste det bedre," udbrød Fagerholdt forarget. "Jah-jah, det kan jo nok synes saa" . . . sa Told- inspektøren grundende med et stigende Udtryk af Ve- mod, som slog Fagerholdt og gjorde ham tvilraadig. "Ja vi gaar kanske hver sin Vei, Hr. Toldinspektør, - yttrede han stilfærdigt og slog ind paa Sidestien til sit Hus borte i Aaskanten. Bedstefar gik og svingede betænkt med Stokken . . . "Den Mand gav mig sandelig en Korreks . . . En Korreks, Du . . . De Ting skal man nødig fingerere paa for hverandre" . . . Ærindet hos Maren Langvig faldt ud til Tilfredshed. Paa Nedveien føltes smaa Sne- eller Sludkorn i den graa Luft. Skumringen bredte sig, og et og andet Lys tændtes nede i Byen under Hustagene. Bedstefar var kommet i lunt Humør; han fortalte Terna om de Aar, han fo'r til Koffardis, medens de langt ude i Havet øinede grønne og røde Blink af Fyret. Det var en raa blaasende Vinterdag med Snebyger i Luften og indkoldt og ustelt endnu over hele Huset. Bedstefar nød sin Morgenkaffe nede i Spisestuen ved et lidet Bord, som han havde trukket hen til Ovnen. Værelset laa fuldt af Tøi og Sysager, og over Bordet heldede Sypigen sig skarpklippende med en stor Saks igjennem Silken, medens Symaskinen stod med en halvgjort Søm under Piggen. De korte Timer, der var Dag og lyst, maatte i denne Tid før Soiréen i Forenin- gen, - Konsert med Bal efter, - nyttes til Søm og Ar- rangements af Dragter. Terna knappede netop sit Kjoleliv efter at have prø- vet og prøvet, da det ringede i Entréen. Konsul Wingaard lukkede paa Spisestudøren med SIDE: 35 det blottede Hoved stikkende op af Tulupkraven; men trak sig diskret med et leende undskyld, undskyld! - tilbage. Fruen fo'r hen . . . "Nei, Wingaard . . . at De skulde komme og se, hvor uryddigt her er! - Man skal jo ogsaa udstyre en Dat- ter til Bal, ser De" . . . "Jeg forsikkrer," udbrød Wingaard, - "jeg titter ind med en Følelse som i en Komponists eller Digters Arbeidskabinet. Naar én véd, hvilken Festlighed der kommer ud af det, - af alle disse Noderettelser og Overstrykninger og Feilklimpringer" . . . han klippede med Fingrene i Luften. "Ja, kjære, undskyld," - gjentog hun; - "men jeg kan umulig be Dem komme ind!" "Nei, nei, - bare to Ord, Fru Stefanie . . . Hvem skal føre Dem frem til Pianoet iaften?" Fruen mysede paa ham gjennem de mørke Øien- frynser: "Naar fik De den Idé? . . . Føre frem . . . her i denne By, hvor vi kjender hverandre allesammen?" "Saadant maa ialfald være arrangert iforveien, - ikke overlades til Tilfældet eller - Hr. Direktør Fen- gers bekjendte Takt! Hans Brorsøn, Bergværks- stipendiaten, skal nu paa al Vis sættes i Relief her ivinter som glänsande Tenor, musikalsk Skjønner og saa videre." "Jeg gaar da frem til Pianoet uden nogen Høitide- lighed, kan De vide," - lo hun. "Men nogen maa da vende Nodebladet for Dem," ivrede han. "Ja, det ber jeg selvfølgelig min Ven, Konsul Win- gaard om, som baade medvirkende og Arrangør og Direktør og Sjælen i det altsammen," - erklærede Fruen med sin doucest indsmigrende Stemme. Symaskinen overdurede Resten, indtil den kom i Ulave og hakkede. "Ønsker ingen ind paa mine Enemærker," - hørtes det irriteret fra Konsulen mellem de sidste nølende Hug i Sømmen. SIDE: 36 "Hvad mener De, Wingaard?" Det letsindige lille Jep ved Munden, medens hun gløttede op paa ham, undgik ikke Bedstefar. - Og saa denne kattepoteagtige Bevægelse med Hænderne ud mod hans Pelskrave! . . . Maskinen durede paa ny. "Være Dem nær . . . føle med Dem i Deres Spæn- ding" . . . skar det atter svagt igjennem, som Maski- nen løb ud ved Enden af en Søm. Terna fik det pludselig travelt med at plukke Traak- letraade af sit Silkeliv, der var omsyt efter Moderen; og Stolen skrabede med Kraft af, at Bedstefar pludse- lig brød op. Han reiste sig og harkede: Tør jeg anholde om, at der godhedsfuldt blir kon- fereret enten indenfor eller udenfor Døren. Jeg har desværre ikke den Fyrighed i Blodet som lar én sætte alt Hensyn tilside til - til Dørtrækken" - Ternas store stille Øine fæstede sig forfærdet paa Bedstefar. Han tyggede taus med Kjæverne og stræ- vede med Kaffebordet, som holdt paa at vakle over- ende for ham, saa hun skyndte sig hen og hjalp. "Ber meget om Undskyldning, Hr. Toldinspektør!" raabte Wingaard. - "Adiø, - Adiø, Frue" . . . Han hilsede langt ind med Pensylvanskindshuen, og lige efter smeldte og klirrede Entredørén efter ham. Fruen lukkede langsomt og skred med en vis lidende Mine tilbage til Bordet. "Vi har desværre ikke opvarmet Entré, Bedstefar!" yttrede hun blidt . . . "Vi var nødt til at be Dig ta til- takke med din Morgenkaffe midt i al Sømmen her idag! - det vilde bli noget luksuriøst at lade Ternas Dragter syes udenfor Huset." Bedstefar lod blot optaget af at sætte Kaffekoppen hen paa Buffeten. Han foldede Morgenavisen hastig sammen og begav sig ovenpaa. Der var som noget oppjusket i Fjærene ved ham. Siden ved det skyndsomme Middagsmaaltid var Fru Stefanie værdig og stram . . . "Det gaar ikke an at bruge Fingrene, Ingvald! til at SIDE: 37 række op Rygraden af Hvittingen," - rettede hun mildt. "Det tar sig ikke ud for unge Mennesker. Bed- stefar har jo sin egen Maade, han" - fulgte det over- bærende. "Det er en Hændighedskunst, som man lærer i Fi- skeridistrikterne," - lo Bedstefar godmodigt, han ræk- kede triumferende op en ny Rygrad med alle Ben hængende ved. . . . "Og heller ikke saadan at slurfe Hjernen ud af Fiskehodet! - Bedstefar, det er en anden Sag. De gamle har sine Privilegier, ved Du, Ingvald." Bedstefar slog spøgende over i interesserede Udta- lelser i Anledning af de sidste Nyheder ved Svigerdat- terens Dragt . . . De oventil vide Ærmer var akkurat den Mode, som havde domineret i hans Ungdom. "Jeg har set mangen en smuk og elegant Skjønhed føre sig i den, og kan nok sammenligne," - smaaærtede han godslig forsonlig. "Der skal Anstand til at bære den, og jeg indrømmer, at den Mode er præcis som skabt for Dig, Stefanie, som overhodet for alle rankt opbaarne Figurer." Han kræmtede med en Skjælm i Øiet hen til Sønnen, eftersom det jo nok kunde være tvilsomt paa Grund af Fyldigheden . . . "Jeg er gammel, ja, - Du siger mig jo det; men" - han lo noget overdrevent komplimentøst, - "ikke saa afdød og mosegrot, at jeg ikke kan fryde mig ved at se Dig i din fulde Pragt iaften, Stefanie!" "Om din Helbred tillader Dig at komme der, Bedste- far. Saa ømfindtlig, som Du er for lidt Dørtræk - selv inde i den anden Ende af Stuen," - lød det stil- færdigt. Bedstefars snare Blik streifede hendes Ansigt; han havde Øie for Draget ved Mundpartiet -. - - Efterat ha gjort sit Hjerte til en Røverkule inde ved Bordet, stod han i Overfrak og med Stok ude paa Trappen. Han trængte til at lufte sig. . . . Hen igjen og bese det lille Hus med Haven ude ved Stranden, som han nu havde spekuleret paa helt, SIDE: 38 siden han kom hid? . . . Gaa lige hen og smøre ivei og kjøbe det! . . . Han følte en ustyrlig Lyst, - var indkjed af at gaa paa Taa længere i sin Søns Hus og lede op Behage- ligheder at sige hans Kone! Uværdigt . . . høist uværdigt! Han stødte Stokken i Trappestenen og traskede afsted. Den musikalske Del af Aftenen var lykkelig over- staat. Fru Grunth havde paa Jakobsens Flygel høstet varm Applaus. Og hun modtog den beskedent tvilende som med en lidt skjelmsk Resignation over sine snart firti. Den skjulte stille Leen under Øienlaagene og det ko- stelige lille Jep ved Underansigtet, da hun trak sig til- bage, havde noget pikant eggende, der lod en sand Bifaldshede eksplodere over hende og samlede en hel Kreds af lykønskende om hende, da hun vendte til- bage til sin Plads. Medens Fruen paa sin stilfærdige lukkede Manér modtog Komplimenterne, nærmede Damernes Hoder sig hinanden, mumledes og hentydedes og telegrafe- redes der med Blikke og hviskedes. Der hviskedes overhodet altid om Fru Stefanie Grunth, og hendes Virkemidler lige overfor Herrerne, - hvad der iaften hos Fru Mathisen paa plat Sprog løb ud i det for- argede: "Aa Gud, hvor hun forstaar at fiske!" - - Nu bares Flygelet, - Jakobsens Flygel, - lige ned igjen i Vognen, - og Hornmusiken fyldte Tribu- nen. Stole og Bænke ryddedes bort, og Salen laa der med sit hvide rummelige Gulv færdig til Dans. Balpyntede Damer vandrede op og ned i Rækker og optog Salens ene Side, medens hvidhanskede Herrer strømmede ind af Døren for at hente sig Damer til den høitidelige Polonaise, hvormed Ballet skulde aab- nes, og hvori ogsaa Fruerne deltog, - Amtmandinden naturligvis som opførende med Direktør Fenger. Stifts- SIDE: 39 provstinden havde selvfølgelig vægret sig; men til Gjen- gjæld havde hun jo en Skok av Sønner og Døttre, som kunde opta det for hende, - spøgte hun paa sin vær- dige godslige Vis. Lige efter Stiftsamtmandinden kom Konsul Anders Wingaard med Fru Korpslæge Grunth, som Aftenens feterede, i glansfuld vinrød Silke yderst modernt til- skaaret. De brogede Rækker snode sig under Lysekronerne til Dansemusiken. Og Bedstefar gik og saa paa og snakkede med en og anden af de siddende Fruer, indtil han passende kunde trække sig tilbage til et Kortparti i et af Klub- bens indre Værelser. Der gik en Trækning af Kjæde i hans Ansigt, da han saa sin Søn, Korpslægen, som det lod, høist animeret konversere bagover i Dansen med Konsul Wingaard . . . Han huskede flere af disse ældre Fruer, som sad om- kring Væggene, - nu Bedstemødre, - hvorledes de tog sig ud i hans Tids Romantik, - og nu havde groet sig til faste Figurer med underlig indgravede, af Livet medfarne Fysiognomier, - Furer som gamle Tag- render, hvori der har flydt meget Regn . . . De sad der med forskjelligt opsat Selskabsmine til Livets Regn- skab, - mildt overbærende med gjemt Speiden, - sikkre suffisante eller fordægtig blide, - gamle Fru Direktør Fris bestemt afgjort skarprettersk med et "enten eller" ved den magre krogede Næse og i de to tindrende hvasse Høgeøine. Han huskede nok den ful- minante Skjønhed, da hun var ung. Men Stiftsprovst- inden saa sød ud - som et velbeholdent indre Bo. Hun var altid styg som Pige; men uhyre hyggelig . . . "Krrrm -. Krrrm . . . man maa ikke fortabe sig i Betragtninger, - hvad, Fru Jønsberg? Har De en Datter her?" . . . Han blev i det samme opmærksom paa Terna; hun dansede saamæn med selve Bergværksstipendiaten, Fenger! Bedstefar flyttede sig fra Fru Jønsberg for at slippe SIDE: 40 videre Passiar. Han maatte se paa Terna. Hun tog sig sandelig ud hun, - ganske mærkelig ud i den omsyde grønne . . . Førte sig saa troskyldig nydeligt, - saa spædt rankt og tækkeligt - saadan rigtig ny- udsprunget. Det var det, han vilde kalde Stil over Ungen, - den egne Hovedreisning, det enkle, myge Fald ligesom over hele Figuren . . . Nu kom Valsen - for de unge - Bedstefar glemte sin Plan at trække sig tilbage til Kortbordet. Han stod optaget af Ternas klække, siv- agtige Skikkelse, - Udtrykket saa helt fyldt af den første Dans paa hendes første voksne Bal! Han var paa en Maade forbløffet. Det var første Gang, han saa det hos hende, dette anelsesrige, - som et lidt for ungt svait Træ, før det skyder Blomst. . . . Sætter hun ikke Foden for sig, saa -. Ja-a, Terna skulde nu egentlig være født med at kunne danse, hun, - som Sjøfuglen til at svømme, - lige- som Bedstemoderen . . . Jaja, Terna mi', - din første Dans det . . . En kunde kalde sligt for Brudedansen med dette Liv. For nu er Ungen voksen, hun . . . Bedstefar plirede lunt ligegyldig paaskraa bortover: Fyren vil nok ha flere Danse med hende, han, - som ikke saa urimeligt, nei . . . Hun blader i Balbo- gen og skriver ham op - skrækkelig op, - som i en Protokol, - næsten, saa han maa skjønne, han er første kunde i Registret . . . Sesaa, - nu er hun forsaavidt forsørget for Kvæl- den. - Og saa kunde man jo saa sagtelig trække sig tilbage til de indre Gemakker! Det gik ikke for sig uden Forhindringer nu, Dansen igjen fortsattes, og der mere og mere blev den trange Vei forbi Siddepladserne langs Væggen. Han arbei- dede sig frem med den ene behanskede Haand paa Ryggen, saa at sige, fra Næs til Næs, - undgik i en resolut Bue Frøken Uhlenborst, som paa det sidste havde begyndt saa ivrig at spørge efter hans Kardialgi og paalægge ham at bruke strikkede Mavebelter - SIDE: 41 som hun havde saa udmærket Mønster til . . . Man er jo aldrig saa gammel en Knag at - hm-m . . . Overalt skulde og maatte han komplimenteres i Anledning af Sønnekonens Optræden paa Konserten iaften, hvad der mere og mere irriterede ham. Han følte, han holdt paa at aflevere et og andet bedsk Svar, - - saa just Statskonduktørens Frue hæse imod sig med aabent gratulerende Gab, da han heldi- gen slap ud af Døren. Hanskerne kom hastig i Baglommen, og med en vis befriet Følelse slentrede han indover de af Kortborde besatte Smaaværelser, udforskende en Leilighed til ønskelig Anbringelse for Aftenen. Der svævede en vis Høitidelighed over Vandene; man sad og spillede med hvide Skjortebryst og gentilt knap- pede Manchetter; og her og der blinkede en Ordens- dekoration paa Snipkjolen. Der røgtes ekstra Cigarer og laa opslagne elegante Etuier for Snadden ved Si- den. Et Øiekast ind i et næste Værelse lod ham skimte Ryggen og Tasken af Sønnens Uniform. Korpslægen sad med Nakken magelig bagover og det ene Ben paa en ledig Stol og røg og gav ironiske Bemærkninger af sig. Bedstefar kjendte baade Tonen og Bitterheden . . . Han vendte sig braat: - "Sprutter paa Stegepan- den, stakkar," - mumlede han og drog sig udover. Med gamle Mægler Knoff, som stod ledig, Post- mesteren og Direktør Brønnich opdrev han saa et Bostonparti ude i Kabinettet ved Siden af Balsalen. Bedstefar havde faat en vis ilter Trang til at gi sig Luft. Han ordnede op Kortene paa Haanden, bladede dem raskt over med et og andet hastig prøvende Blik paa Makkeren og meldte kort: "Petite misère ouverte!" Spillelykken lod imidlertid til at arte sig contrary for ham, og han tog sig en Slurk af Toddyen for at komme over Bêterne. Bedstefar sad der med den høie skraa Pande ind- rammet af graat Haar, der bar Spor af at have været SIDE: 42 rødt. De klare, blaa Øine dvælede af og til forskende paa Medspillerne . . . Postmesteren ærgrede ham ved at sidde og spille saa næringsbekymret ængstelig, som det gjaldt at forsvare hans Kone og alle hans otte Børn. Og Mægleren, gamle Knoff med sin blanke Skalle tog gløg ind Stik og smattede hastig paa Ciga- ren, som naar han løb i Byen om Formiddagen fra Portvin til Sherry og røg og sparte paa Stumpen, for at den kunde række til den næste, som bød . . . Ung- kar . . . ingen Familie at dra . . . "Hør, Mægler," - brød Bedstefar med ét ud af sin Tankegang, - "har De ikke engang havt saameget som en Bror- eller Søstersøn, som De har maattet skrive paa for?" Mægleren satte pludselig Kortet i Bordet med et argt: "Jogu . . . det var ham, som befordrede mig til Mægler . . . Jogu, han satte mig itrav! - spradede paa Børsen i Petroleum, Kaffe og tilsidt i Rug, saa" . . . Mægleren blaaste, - "det hele røg, og jeg sad igjen med bare Sækkene." "Hm - man smider sig ikke undaf ved at være Ungkar heller" . . . mumlede Bedstefar. Blikket strei- fede just Sønnen, som knappede Hanskerne og strøg ind i Balsalen. Luften i Spilleværelserne fortonede sig alt mere i graa Skaadde med Sur af Snakken og høirøstede Ud- brud, og i Mellemrummene strømmede de dansende Kræfter udover til Restaurationen. Bedstefar nyttede Anledningen, da der skulde skif- tes Makker til at rette Ryggen og ta sig et Pust og et Kig ind i Balsalen. Bag de dansende Rækker ombødes Is og Limonade. Man var nu mere flyttet sammen i Familie- og Be- kjendtskabskredse. Henne i Hjørnet sad Stefanie i sin vinrøde med lange knappede Hansker behagelig lænet mod Stole- ryggen, underholdt fra begge Sider. Den elegante Bankchef Hoyers Guldbriller blinkede, hvergang han bøiede sig imod hende og sa et Pikanteri, der faldt i SIDE: 43 hendes Jord og fik hende til at le og smaavifte sig med den egne lukkede Nyden. Han og Byens mæg- tige Sagfører, Thurmann, syntes for Øieblikket at kon- kurrere. Hun vendte dovent halvsmilende Ansigtet med de stærke kjødfulde Kinder fra den ene til den anden, affærdigende dem med et lidet Udraab eller halvt Ord. Midlernes Mangfoldighed til at angle med har hun endnu . . . gik det i Bedstefar. Og fra Døren skraat over betragtede Wingaard Dan- sen. Han klippede med Øinene ligesom nervøs lidende under Skraldene af Hornmusiken. Haanden søgte af og til med den vante Bevægelse op til det fyldige, bløde, lidt graaladne Haar, medens Blikket hastig skjød mod den Kant, hvor Stefanie sad. Hans Søn, Korpslægen befandt sig paa den anden Side af Salen vel gjemt bag de dansende . . . sad der pint og forgabet i sin Hustru. Han dækkede sig ved at passiare dybt og vidtløftigt med den ældre Fru Hvidt, hvem han tilsaa hver Dag for Leversting. Bedstefar fik et Nik med et kort Udraab af en for- bidansende Dame. Hans Øine fulgte den lidt veke Skikkelse. Det var nok ikke rigtig Gulvet, Terna dansede paa iaften, hun havde et forunderlig gjennemskinnet Udtryk . . . var i Vinden, - toges straks op igjen - Da Dansen endte, kom hun farende lige hen til ham, som hun vilde bryde ud med noget; men stansede, da hun saa Stipendiat Fenger stile tvertover Gulvet hen imod dem. "Forfærdeligt, Hr. Toldinspektør" . . . henvendte Stipendiaten sig spasende til ham med et Blik paa Terna, - "saa ung, og alt skrive falsk! Jeg fandt Deres Balbog, Frøken, - og her, - se her, - staar jeg for en ussel Gallop istedetfor Kotillonen . . . Nei, sæt nu ikke de store Øine saa forskrækket paa mig da, Frøken, - - man kan faa Samvittighed" . . . "Ja, er det ikke besynderligt, De," - tog Bedstefar ham pludselig ved Kjolelivet, - "at det efter nogle SIDE: 44 Mennesker altid er Øinene, som sidder igjen i én. Det var Tilfældet med Ternas Farmor ogsaa, og jeg kan sige med min Søn, Korpslægen" . . . "Men, hvordan har De faldt paa at klæde Dem i grønt, Frøken?" - brød Fenger ud. "Saadant kan kun skabes af det rene Instinkt, - saa pikant netop for Dem." Han mønstrede hende med Seglasset. Terne saa sky op paa Bedstefar; hun havde ikke Lyst til at bekjende, hvad den omsyde var skabt af. I Formiddag, da hun prøvede, havde hun syntes, at hun med de runde Pufærmer tog sig ud som en grøn Sløike. "Det deilige slu ved den," - beviste Fenger kritisk kyndig, - "er, at den ser saa uvalgt, ubetænkt ud, - la- der det naturlige uraffinerede komme saa seirrigt frem. Netop ikke af Jansens Modemagasinsmag." "Fra Jansens Modemagasin!" . . . Latteren over- vældede hende, - "Du maa ikke sige noget, Bedste- far! - Du maa ikke" . . . "Jeg vil bare faa beholde min Mening," - ivrede Stipendiaten, "at det er den yndigste Dragt, jeg har set, - enten det er Kjolen, som klæ'r Dem, eller De, som klæ'r Kjolen . . . Faar jeg saa Lov til at føre Dem til- bords, Frøken Terna?" bukkede han. Der blev almindeligt opbrud til Soupèen. Man strømmede mod den store Sidedør, og Bedste- far saa Stefanie fremme i Rækken ved Konsul Win- gaards Arm. Hun vendte sig af og til og fulgte med en egen Mine Datteren, der gled opstemt gjennem Mængden med Aftenens høit bemærkede unge Løve. Gjennem Trængselen fandt Bedstefar frem til den vel besatte "staaende Buffet". . . . "Vove et Stykke Gaas saa sent," - spasede han med Stiftsprovstinden, - "og en Dram Akevit til?" . . . Han fuldbyrdede det sidste sammen med Storthings- mand Bredal. - "Og saa," - han saa sig om, - "et hensigtsmæssigt Sted at lande paa med sit Bytte" . . . Hans Søn, Korpslægen, skaffede ham op i Hjørnet hos Mægleren, som havde indrettet en egen Hushold- SIDE: 45 ning og sikkret sig en Vinflaske til sin fuldladede Tal- lerken. "Den Vin, Hr. Toldinspektør," - nikkede Knoff, - "har jeg selv skaffet Restauratøren, saa jeg véd, hvad det er. Naar én tit maa tøire det rene Blæk og dertil smække med Tungen og sige ekstra, saa forstaar man, hvad den personlige Sikkerhed vil sige" . . . "Skaal, Hr. Mægler, De er, saa at sige, en underfun- dig Filosof" . . . "Den Fiskepudding med Hummersauce skal vi se til at faa fanget lidt mere af," - mente Mægleren lumsk. "Den gjemmer sig bag de to Fruer ved Bord- opsatsen . . . bare passe paa, naar Adgangen blir klar . . . Ser De, Toldinspektør, - lykkets! - Maa jeg byde. - Dertil hvid Vin, - Rhinskvin fra Brunnich, - gan- ske paalidelig" . . . Ingen af Bordets Herligheder passerede upaaagtet eller ubedømt af Mægleren . . . Han betvilede en bloc Restauratørens nedlagte Ærter og stuvede Grønsager, lod stærkt betænkt ved Kjødbollerne, accepterede Skild- padden og anbefalede roligt Hønsefrikasséen for ældre rationelle Maver. Med Servietten op for Brystet, magede Bedstefar sig sorgfri for Udkommet . . . Mægler Knoff vidste ogsaa paa en Prik, hvad der var at holde sig til ved Desserten. - "Champagne?" - han besaa Flasken, - "fint Mærke ja . . . Me-n - den - den er mest for Damerne og den begeistrede Ungdom, og," - han kneb Øinene fortrolig til. - "vil De stole paa adskillig stedlig Erfaring, Hr. Told- inspektør, saa holder vi os til Gundersen unge Herrer skyndte sig med halv paatrukne Hansker til Kotillonen. Det hed sig imidlertid, at Fru Grunth havde faat bevæget Stipendiat Fenger til at lade høre sin smukke Tenor, og Bedstefar saa Konsul Wingaard efter Ordre fra Fru Stefanie fare afsted og arrangere med Pianoet. Foreningens Instrument, som nu kom til Ære, droges et Stykke frem paa Gulvet. Korpslægen kappedes om Tjenesten, - trak i Instrumentet og tændte Lysene. Det lod til at skulle blive et Slags friere Fortsættelse af Konserten, og Stefanie skulde akkompagnere . . . Stipendiat Fenger stod henne hos hende og konfere- rede; han skjeglede over Næsen og ligesom stjal sig til at se paa den ældre Frue, hvis Naade saa pludselig beskinnede ham. Arrangementet var færdigt; og udsøgt og langsomt trak hun sine lange Hansker af, idet de begav sig til Pianoet. SIDE: 47 Der blev en Henten og Vragen af Gjenstande til at forhøie Sædet med. Nei det duede ikke . . . Og nok engang . . . Hun satte sig spøgende ned og stod op igjen, lo til de omstaaende og til Stipendiaten. Nu var det rigtigt! . . . Nu kunde de begynde, nik- kede hun. Det var en Stemme, som ganske vel forsvarede sig, Hr. Fengers, og han saa ud, som han vidste det. Han foredrog med en vis Applomb. Almindelig Anmodning om nok en Sang! Fru Stefanie saa triumferende op paa ham, og han bøiede sig hviskende ned for at enes med hende om Valget. Saa brød hun pludselig op og bad ham leende først igjen rette paa det vidtløftige Sæde. Der opstod en halv opsluppet Lystighed mellem dem, medens Stipendiaten arrangerede og lagde tilrette, og hun hjælpeløst foreviste sin utilstrækkelige Evne til at ballancere paa et Stillads af Nodehæfter og en Pude. Nu greb hun Akkorden . . . Den gamle Romance med de forelskede Ord bares i Begyndelsen frem lidt usikkert. Det var først, da hun med sit lange Blik under Akkompagnementet vendte sig om til ham henimod der, hvor Omkvædet gjemte et Udbrud, at Udtrykket voksede og blev varmt. Ved det andet Vers satte hun Fart i Pianoet og saa op paa ham med et betaget Smil. Og, som han sti- gende vovede sig, blev Akkompagnementet mere douce og tilsløret og endte med at falde sammen med Stem- men i en lang bortglidende Tone. Der fulgte en bragende Applaus, hvorunder Fru Ste- fanie langsomt arbeidede sin ene Hanske paa og rakte Haanden ud til Fenger for at han skulde knappe. Men nei, - hun mysede drillende paa ham, - han var ikke hændig. Og resolut bemægtigede han sig den anden lange Hanske og førte hende ved Armen hen til sin Plads. Deroppe i Hjørnet fordybede de sig - syntes det, - SIDE: 48 i Hanskernes Vanskelighed. Hun bøiede Haandledet til og gav ham Instrukser, og han søgte at bevise sin Dygtighed i at knappe . . . Rundt om i Salen engageredes og optoges Damer til Kotillonen. Pludselig kjendte Bedstefar et krampagtigt Greb i Armen . . . Det var Terna, som ligbleg hviskede: - "Jeg vil hjem, Bedstefar - hjem" - Han tog hende fast under Armen og ledede hende ubemerket ud. Efterat ha faat Kaaben om hende i Garderobevæ- relset, førte han hende stilfærdig ned af Klubbens op- lyste Trapper. "Nu da, Terna!" - trøstede han, da de kom ud i den snetunge, kolde Luft. Han fik intet Svar; hun blot krammede hans brede Haand uafladelig med sine tynde smaa Fingre. "Terna, - naa da" . . . Hun bare skyndte afsted. "Naa, naa, Terna, - Guldungen min! - Du véd jo, til mig kan Du sige alt" . . . "Kan ikke, Bedstefar," - skreg hun hæst som klemt ud af Halsen. - "Kan ikke." "Saa sig intet, Du Ungen min" - "Heller ikke vil jeg gifte mig nogengang - nogen Gang, - vil ikke - vil ikke" . . . higstede hun. - "Der er ingen at tro paa - ingen, ingen at stole paa i hele Verden!" "Neinei, der er mange, som kan leve lykkelig uden det, Du." "Vil sørge for mig selv - og saa bare passe Dig, Bedstefar, - bare Dig" - "Ja, Ungen min, - vi to. Jeg kjøber kanske Hus, Du," - prøvede han, uden at det dog syntes at trænge ind i hendes Bevidsthed. "Tænker, naar Du faar sovet, Terna, saa skal Du se" . . . mente han, da de gik op af Gadedørstrappen hjem- me. Men, da han havde tændt Lyset i Entréen slog det ham, hvor bleg og betaget hun var, og at han ikke straks burde overlade hende til sig selv. - SIDE: 49 "Bedst Du kommer op til mig lidt først," - sa han, - "der er varmt og lunt" . . . Derovenpaa udsendte Lampen snart sit Skjær under den grønlige Skjærm, og Bedstefar stak paa sig Tøf- lerne og sin bekvemme Husfrakke. Fra Sofahjørnet traadte Ternas balklædte Skikkelse frem af Dunkelheden. "Nei, det er ikke saa greit, nei" - stullede Bedstefar. "Sig mig," - sprang hun ude af sig pludselig op, - "ligner jeg Mor - ligner jeg Mor - i nogen ting?" "Naada, naada . . . Men sandt at sige, saa - saa hø- rer Du til en ganske anden Type i Familien, - spæd, og de Øinene . . . og din Mor er jo - -. Nei, den, Du har arvet baade i Udseende og Sind, det blir nu nær- mest min - min - din Bedstemor, skjønner Du . . . Hun havde det ogsaa med, at hun kunde være saa be- drøvet, - stille stum, - rent, som hun fortvilede . . . Sjøfuglen kaldte jeg hende, medens vi var nygifte og unge, Du, - og Terna og Fugleungen . . . Hun var saa lys og let og glad bestandig . . . Jo-o, i adskillige Aar . . . Men siden saa, - ser Du mellem ældre Folk - Og saa sa man heller saadan lidt spasende Fruen og lille Fruen min . . . Mja - M-ja, helt til" - Bedstefar blev urolig og rokkede i Stolen - - "Helt til Sjøfuglen fløi væk fra mig . . . Den Nat kaldte jeg hende baade Sjøfuglen og Terna. Men da nyttede det ikke at rope" . . . Han blev siddende og se hen for sig. "Bedstefar da!" - kom hun hen til ham, - "jeg mente jo ikke at faa Dig til at tænke paa dette." "Aa Du, - aa Du, - det skader ikke at faa snakke engang om det, én gaar med paa Sindet. Gamle Folk prater ellers nok om alt det, de ikke bryr sig om. Hun og jeg fulgtes i én og firti Aar" . . . "Og - og" . . . Terna stod uvis grublende, - "var I glade i hinanden hele Tiden, Bedstefar, - lykkelige?" Bedstefar blev betænkt og sad lidt hen . . . "Jeg kan sige Dig, Terna," - kom det opgjort, - "jeg har aldrig angret at ha giftet mig, - om ogsaa adskil- SIDE: 50 ligt kunde været anderledes . . . Saa der er noget at stole paa, det maa Du tænke alligevel." "Alligevel," hviskede Terna smerteligt. "Lykkelige," - optog han hen for sig, - "det er nu et Begreb, som -. Hm. - - Jeg kan sige, jeg vilde aldrig miste hende, - nei nei aldrig . . . Jeg tænker mig hende altid som en kredsende Fugl, kredsende, kred- sende, - som hun vil mig noget" - "Men er ikke det godt det, Bedstefar, - er ikke det deiligt!" "Jo-o, - om der ogsaa var fuld Fred i det, Du," - sukkede han. Der hørtes Dombjelder udenfor og Støi paa Trap- pen: De kom fra Ballet . . . Terna lagde sig hastig ind til Bedstefar og listede skyndsomt over paa sit Værelse. Bedstefar sad i Tanker og saa efter hende - Lykkelig ja . . . Javist ja . . . Men aldrig vilde jeg miste hende. Selv naar hun værst plagede mig med disse sjælesyge Øinene, der spurgte og tvilte og for- skede uafladelig og pinte mig - - som Sjøfuglen, der bare har sin evige stumme Klage, bare ét Skrig om Sjæret, - og det var mig. - - Men jeg bar over med det, bar over med Dig, Terna! . . . fordi jeg ikke vilde miste Dig - - Bedstefar begyndte at klæde sig af. Da Lampen var slukket, hengav han sig resolut til Tanker paa, hvordan det vilde blevet, om Grouchy havde forenet sig med Napoleon ved Waterloo; hans Fantasi svævede indover Europa med de seirende fran- ske Tropper . . . Aprilsolen piblede og randt ind igjennem alle Spræk- ker, saa henimod Middag gik Rullegardinerne ned for Vindu efter Vindu i Gaden. SIDE: 51 Der var en vaad Glans i Luften af, at det smeltede overalt, af Hustagene, som dryppede, af Husvæggene, som var fugtige, af Ruder, som blændede, og Taarnspir og Mastefløie, som tindrede. Solen stak af Sneflæk- kerne, og Fjorden skjød skarpe Blink. Ude paa Havnen peb Dampskibene i lange Toner gjennem Dagen, - det føltes som et almindeligt Op- brud. Folk færdedes urolige i Gaderne og ved Bryggerne. Vinterhammen var kastet baade ind- og udvendig. Bedstefar kom ned i Stuen med de vanlige saare rundelige Maanedspenge til Fru Stefanie. "De kommer godt med, Bedstefar. De store Børn trænger altid noget . . . Vaardragter - Parasol - Hat, Skotøi" . . . opregnede hun mat, medens hun skjæn- kede hans Eftermiddagskaffe. Bedstefar nærede ikke Spor af Tvil om, at Pengene forsvandt som Dug for Sol, - dertil saa han nok af Regninger paa Maanedsdagen komme baade ind Kjøk- kenveien og til Kontoret. Bedstefar søgte altid hen til Pladsen ved Hjørnevin- duet. Det var ikke netop det, at Udsigten til Torvet saa tiltalte ham, skjønt det jo altid beskjæftigede; og han holdt jo ogsaa sin daglige astronomiske Kontrol med Middagsstregen. Men der undgik han at se det olie- malede Portræt af sin afdøde Hustru, der hang i Guld- ramme paa den anden Side af Speilet. Billedet var paa sin Maade ikke uden Lighed. Men Udtrykket var i hans Øine saa totalt forfeilet, - hendes fine Mund med det bævende Udtryk var grusomt misopfattet, omsat i no- get strengt, ydre myndigt, og den modige, freidige Næse var blevet skarp og ligesom lukkende for Ansigtet. Hende der paa Væggen havde han intet at sige, - andet end, at hun saa ærgerlig forstyrrede ham hans indre Billede. De dobbelte Vinduer var idag borttagne; men Gulv- teppet var endnu efter Fruens Villie bibeholdt og laa og satte Støv ind i et Par smale Solstrimer, der vib- rerede henad Gulvet og ligesom dampede af og for- svandt i nogle Siljukviste med "Gaaseunger" paa, som SIDE: 52 Korpslægen havde sat hen i et Glas paa Hjørnehylden. Gunnar kom ind til Kaffen. "Sig mig, har Du lagt Mærke til, at det er Solskin ude idag, Stefanie?" - sa han, medens han forsynede sig. "Jeg indbilder mig, sligt eksisterer ikke for saa- dant Byblod som dit, før Du kan kalde det "Sæsonen". Men jeg, ser Du, - jeg har i Travlheden idag ikke gjort andet end keget op i den blaa solfyldte Luft over Tagrenderne." "Jeg skulde saamæn gjerne ha spadseret ud jeg, Du," oplyste Fruen, "bare jeg havde faat mig en Vaar- kaabe; man maa jo vise sig ordentlig paa Gaden." "Gaden ja, - Toiletterne etcetera . . . En kan bli vaaryr af saa saare forskjelligt. - Jeg for min Del har ikke gjort andet end tænke paa Landet og Løkken idag . . . Hvad siger Du, Stefanie, om at kjøre didud imor- gentidlig? - Jeg løber fra det hele og tar mig en Fri- dag, - tar Rede paa Frugttræerne, faar Halmen af Stiklingerne og ser efter, hvormange der lever." "Kaste bort en hel Dag netop nu, vi holder paa med Vaartøiet, Gunnar!" "Du skal faa det varmt og hyggeligt," - overtalte han, - "Ild paa Peisen, Plaider og lunt . . . Vi tar med os gode Sager, for Eksempel den søde Muskatelleren, Du liker . . . Terna og Kirstine kan være med og op- varte Dig, plante Aurikler i Bedene og se til Rosen- stokkene i Kjælderen. - Jeg leier Vogn . . . Tro mig, Du vil ha saa godt af det. Du rører Dig saa forlidet, Fanie" . . . Der var kommet noget bønligt spændt i hans Øine og markerede Træk. "Ja ja da," - gav hun medgjørlig efter, - "siden Du saa uforstandig ønsker det, saa lar jeg mig trække med. - Ribs- og Bringebærgelé véd jeg, vi har der- ude fra Syltningen ihøst, - og vi maa ta skaarne Smørrebrød og lidt af hvert godt med." "Afgjort altsaa, Stefanie! - Klokken ni imorgen- tidlig ruller vi udover. - Jeg regner altid en ny Æra for Aaret fra den Dag, jeg begynder ude paa Sollid, - SIDE: 53 sætter Husnøglen i for Sommeren, - til jeg hænger den ind i Skabet for Vinteren." Korpslægen gik livlig op og ned og satte sig af og til paa Sofakanten hos hende, og Bedstefar saa Søn- nens Øine oplivede af et Lysskjær af Lykke. . . . "Solsteg slig, som Du synes om og rigtig knurrer i, Stefanie! - Saa bruner vi lidt paa din Teint igjen . . . den taaler et Skjær Farve efter al Vinterblegheden - saadan en liden varm Guldtone" - "Blas, mener Du," - hun rakte sin Haand op til ham og skjøv Kjoleærmet lidt tilbage. "Aa ja lidt hvid," - han strøg den. "Du kunde gjerne se lidt kraftigere ud. Gjerrig paa Dig, ser Du!" - Han rystede paa Hodet og smilte: - "Naturens Un- derfundighed . . . drager og drager - fordi én aldrig kan komme tilbunds i den" . . . Stefanie gløttede op paa ham med et Smil som kild- ret af et Straa. "Sphinxen, ser Du" - - smaalo han henført. - "Vi skal ha os en rigtig Slaraffendag for en Gangs Skyld imorgen - uden Ringen paa Dørene - ganske fri" . . . Der stansede en Vogn udenfor . . . Fruen fo'r op af sin halv hvilende Stilling og ord- nede hastig paa sig selv og paa Kaffebordet. Entréklokken lød, og Wingaard traadte ind med Haanden fuld af nyudsprungen Løvetand. "Mit første Vaaroffer til Huset," hilste han og ka- stede Blomsterne hen paa Bordet. "Jeg er ganske mat af Luften og Solskjæret, - det gaar langt ind i baade Hode og Hjerne, saa jeg maa faa ta Plads her i Skyggen af Gardinet." Han lod sig falde ned i Stolen. "Nei, alt Løvetand . . . og saa friske!" - beundrede Fruen. "Jeg har plukket dem ude i Skjærene ved Yderhav- nen, - har netop set vort Firmas Kinafarer staa til- sjøs. Stolt Syn, saadan en bugnende fuld Seilmasse mod Himlen, vuggende som en Symfoni udover. Det SIDE: 54 var, saa én maatte snappe efter Luft . . . Fest til Afsked i den Anledning naturligvis, Høitideligheder, etcetera, etcetera. - Og hvem der maatte staa for Ta- lerne, begriber Du vel, Grunth; min Bror er jo stum som en Fisk. Jeg maatte tilslut til Kahytsorglet." "Elegant udstyret . . . kostbart Foretagende," an- bragte Bedstefar. "Det er Assuranceforeningerne, som faar Rynkerne i Panden og de graa Haar i Hodet, saavidt jeg har op- fattet min Bror, - aldrig vi, som vover," - Wingaard gjorde et Vip med Foden, som skjød han sligt for- retningsmæssigt fra sig, og udbrød: "Jeg tog Vogn og kjørte lige hidop - en Idé, ser I. - Jeg reiser med Dampskibet imorgen op til Hoved- staden for at overvære den sidste Musikforeningskon- sert for iaar, - har aldrig hørt denne polske Violin- virtuosen, som skal spille solo der. - Og, hvad siger De, Fru Grunth, kunde De ha Lyst til at være med? Indbydelse af Undertegnede. Dampskibet gaar Klok- ken tre imorgen Eftermiddag. Iovermorgen Konserten og paa Fredag i betimelig Tid herhjemme igjen?" Der fløi op noget pludselig hedt i Korpslægens An- sigt, medens han slentrede hen og satte den tømte Kaffekop fra sig. "De er nok ikke inde i Forholdene, Wingaard," - slog Fruen det resigneret hen. - "Parat til Reiser, det kan De være" . . . "Naa da! - hvad er iveien, Fru Grunth? I holder da ikke paa at lave Barnetøi her i Huset," - raille- rede han. Hun smilte lidt opsluppent. . . . "Gudbevare mig, hvor Fruentimmer forstaar at gjøre sig tungvindte," - vedblev han. - "Tøi, som skal betænkes og overveies, Kufferter, som skal pakkes -" "Var det bare at betænke og overveie, - læspede hun. "Jeg er enig med Wingaard i det," - tog Korps- lægen lidt hæst i, - "Pokker til Smaavanskelighe- der, naar man først vil Hovedsagen, Stefanie! - - Du mangler Vaarkaabe, siger Du. Kjøb dig en i SIDE: 55 Kristiania, - saa faar Du ogsaa noget andet end, hvad Du kan opdrive her. Bevars, Frue, naar Du kan op- naa en saadan Nydelse -" "Uf, at De skal komme og bryde ind i Huset med Deres Indfald, Wingaard! - Nu havde jeg begyndt at glæde mig til vor fredsommelige Tur ud til Sollid imorgen, - grave og plante derude, - fyre paa Pei- sen, drikke Muskateller og ha det hyggeligt i huslig Beskedenhed." "Ja for den Idyl bøier jeg mig," - erklærede Win- gaard. Han sad med det haarfyldige Hode tilbage i Gardinet og skyggede for Lysskjæret. "Nei, det faar være, - det passer ikke" . . . afgjorde Fruen pludselig, som om hun rystede det hele af sig. - "Lad os nu drikke Kaffe og være hyggelige og ikke mere tænke paa det. - Ikke sandt, Bedstefar, en Kone bør smukt være hjemme?" "Himlen fri og bevare mig," - sprat Korpslægen op, - "jeg kom til at faa den store Polak af en Violi- nist eller Violinist af en Polak, som ikke blev hørt, gaaende igjen som et Gjenfærd og Spøgelse her i Huset, - den Læk, det Hul i din Udvikling! . . . Endnu værre, eftersom jeg jo er saa umusikalsk, at jeg ikke engang kan bedømme, hvor stor Skaden er. - Jeg siger kort og godt: Polakken maa være set og hørt!" "Hør paa ham - hør paa ham -. Som jeg nogen- gang vilde nævne det med et eneste Ord, - selv om det nu ogsaa virkelig var et Tab," - sa hun og saa lidt stille ned mod Bordet. "Jeg vil sige Dig, Stefanie, det vilde bedrøve mig, om Du blev hjemme af pure Smaahensyn og Hus- puslerier!" - afgjorde Korpslægen braat. - "Og jeg indestaar for, at Fruen møder paa Dampskibsbryg- gen imorgen Klokken tre, Wingaard. Det gjælder bare at nytte Tiden og gjøre sig istand. Men, skal der prøves en Adagio først, saa blir det rigtignok tvil- somt" . . . Wingaard brød pludselig op, som under Erkjen- delsen af Rigtigheden: SIDE: 56 "Altsaa - altsaa, - imorgen ét kvart før tre har jeg den Ære at hente Fruen til Dampskibet." Da Wingaards Vogn var rullet afsted, gik hun hen og lagde Hænderne om hans Skulder: "Du har tvunget mig til det, Gunnar, og det er ikke min Skyld, om Du bagefter synes, jeg fyger og farer ud af Huset." "Ja ja ja, - at Du morer Dig, er min Glæde, véd Du jo," - kom det galant, idet han gjorde sig løs og reiste sig. Han smaasparkede et Par Gange med Støvlespidsen som til noget Støv paa Gulvteppet. "Ja, jeg gaar ud i Praksis. Stel, pak og arranger Dig. Jeg forsvinder i Klubben iaften, saa forstyrrer jeg ikke." Doktoren havde været optaget af et Sygebesøg langt ude paa Stranden, og kom først hjem en god Stund, efter at hans Hustru i Hast og Travlhed var kommet sig i Vognen for at naa Dampskibet, der laa og rin- gede og peb ved Bryggen. Han gik med et vist omskuende Blik ind gjennem de tomme Værelser og fandt Bedstefar endnu siddende ved Aviserne og den tømte Kaffekop i det solvarme Hjørneværelse. "Naa, Fruen er kommet afsted," - henkastede Korpslægen ligegyldig. Bedstefar la betænkt Brillerne ned paa Avisen og kræmtede: "Du Du Du, - saadanne Reiser . . . kan de ikke gi Anledning til Folkesnak. I gamle Dage" - "Folkesnak?" . . . Korpslægen brød ud i en kort Lat- ter, - "Fruen er musikalsk, Manden er det ikke. Hun kan ikke opgi sine Interesser og Nydelser der. Og Manden, - skulde han saa være forpligtet til at overvære og gjennemlide al den Ørenslyst, han el- sker saa høit som Brækvand. - Aa nei - aa nei, man faar respektere almindelige Menneskerettigheder!" SIDE: 57 Han begyndte at gaa rastløs op og ned . . . "Nei - nei" - brast det ud. - "Mellem Mand og Hustru faar det staa va la banque! - skal der over- hovedet leves sammen . . . Og dermed er begges ube- tingede Frihedsret givet. Den ene lægger blindt trygt Hodet i den andens Fang. - Svig der er Mord - mere end Mord - Sjælemord . . . og - og" - han løftede Haanden bleg og uhyggelig aandsfraværende, - "da har man et Liv, - et Liv at hævne!" Han saa pludselig paa Faderen, som han følte, han kunde ha udtalt sig for langt. "Ja, jeg mener, man bør ikke spøge med Ilden," - henslængte han og gik ud paa Kontoret. - - Bedstefar sad mørk selvforglemmende med halvaaben Mund, og gav sig af og til Luft i et dybt, tungt Aandedrag. Han saa jo, hvad der bævede i de Øine . . . Sandelig en spændt Bue - - brast den!? . . . Sandelig, dette Hus hvilte paa en farlig Grund. Den mindste Rift i denne høit stemte eller høit skruede Tillid - og Ulykken var der . . . Han blev siddende ved Vinduet fortænkt over Avi- serne, - stirrede hensunken ned, hvor en af dem var gledet hen mod Sofabenet, der løb ud i en ud- skaaret Dyrefod. Den levendegjorde sig til en Ti- gerklo, som rev og sled hans arme Søn . . . Kirstine begyndte at hamre paa Skalaer derhenne - hun skulde jo ha gjort denne Halvtimen fra sig. Der gled pludselig et kjendt Ansigt forbi paa For- toget under Vinduet, og der løftedes paa en brun Hat til Bedstefar. Nogle raske Skridt op ad Trappen . . . noget som en Ordveksel derude, inden der ringedes paa . . . og Terna kom hjem fra sit Kursus i Skræddersøm; Korps- lægen havde forlangt, at hun skulde lære at sy sine egne Klæder. Hun havde til Følgeslager Paal Høeg, der havde indhentet hende paa Fortoget. Han var netop blet Byens Barn igjen, sa han, for Sommeren efter sin lange Tur og havde alle Hænder SIDE: 58 fulde. - "Forsøger mig fortiden paa en Personal- historie for denne By, - saa at sige, en Bykrønike. Gruelig kuriøst meget, jeg har fundet, kan De tro. Jeg har siddet i Røg og Damp nu disse Dage oppe i Amts- arkivet og ædt og slugt Støv. - Der er en fire fem Fyre, jeg jager efter der under alle Hyssingerne. Jeg kommer i den Anledning ogsaa til at bry' Toldin- spektøren med nogle Spørgsmaal fra den Tid . . . Det er Terna, som har opmuntret mig til det." "Naa, saa kan jeg straks høre, hvad Slags Personal- historie og Krønike det er, Du farer med, - for har jeg hørt et Ord om dette før nu, saa!" - Paal blinkede stygt til hende og hyttede. "Sig mig, Hr. Toldinspektør," - begyndte han, - "De er jo født her?" "Jo da, min Ven, og konfirmeret med. Men saa er det nu over femti Aar, siden jeg forlod Stedet." "Tør jeg spørge, De skulde vel ikke huske nogen af disse underlige Skruer af Originaler . . . For Eks- empel den sidste, som gik med Haarpisk?" Terna stirrede paa ham med noget som Forbløf- felse over hans frække Opfindsomhed. For, at han skulde ha klænget sig paa hende derude for dette, det - "Preuthun med Pisken!" udbrød Bedstefar. - "Jo-o, jo -. Ja nu har jeg ikke tænkt paa det Men- neske, siden jeg var syv, otte Aars Gut og gik med Bluse. Men ganske rigtig, her vandred en slig, - han var nok Kæmner eller Byfoged eller -. Ja, neimæn, om jeg kan hjælpe Dem videre der. - Jeg husker en lang Frakkeryg med opstaaende stiv Krave og et skin- nende hvidt Haar med en krumflettet Tamp i Nak- ken - Aa jo, - og høie Støvler . . . og at hele Man- den var rank som en Lysestage." "Se se, hvad overkommer man ikke der, hvor man mindst tænker paa det," - undslap det Paal fornøiet. "Da synes jeg, Du sa, at Du netop havde tænkt paa det, og at det var derfor, Du indfandt Dig her," - fik han af Terna. SIDE: 59 "Slig Klungerbusk, Du er blet da, - baade stik- ker og river," - gjengjældte han. "Jeg har nu faret om i flere Byer og søgt efter Por- træter i Familierne," - forklarte han Bedstefar . . . "Men svært, saa det tyndes med Originaler og snurrige Folk, jo længere man kommer op til vor egen Tid. - Ja bevars, man kan jo træffe en eller anden endnu traskende om i Gaderne," - bemærkede han og blin- kede forargeligt til Terna, saa det tydelig blev selve Bedstefar, han mente. "Undskyld, Hr. Toldinspektør," udbrød han saa pludselig, - "De er af dem, som bruger X-formede Briller, De ogsaa, - slige, som ligger lige over Næsen" . . . "Jo-o, jo, min Ven, kan det interessere" - "I høi Grad, Hr. Toldinspektør, - jeg holder næsten paa at gjøre det til et Skjelnemærke i mine Personlig- heders Karakteristik - bare jeg faar prøvet den Sag lidt nøiere . . . Jo, ser De, min Far for Eksempel, gaar med Briller, som blot har den ene Bøining, fordi Blik- ket rettes nedad, - og derfor faar blandt andet jeg ikke Lov til at følge min Lyst til at studere. Man for- dyber det helst ned i Apothekerplastre og Krukker og denne Verdens Nyttighed . . . Men har De til Gjengjæld set Digteren Wergelands Portræt, hvorledes Blikket ligesom speider og gløtter opover ud af Brilleglassene . . . Det er den medfødte Tilbøielighed til at lede til- veirs frit og uhindret efter noget opimod Himmerige, som heder Aand. - To Slags Naturer, har jeg faat ud: - jordbunden eller opadsøgende, - hensynsfængslet eller souveræn. - Jeg har været an i et Par Optikusser med det; men de er dumme, gir mig opigjen og op- igjen noget om, at Glasset maa ligge centralt til Øiets Akse, - mens jeg spør, hvorfor?" - "Saa minsæl ikke dumt," - humrede Bedstefar, - "bare De saa ikke ødelægger Dem paa den Distinktion, for den duer neppe synderlig i Realiteten." "Da er den kanske svært duelig for disse Hanekyl- SIDE: 60 linger, som gaar og ser tilveirs over sine Forældre. Du behøver vist ikke engang X-Briller, Du Paal? Paal saa forbauset paa hende og bukkede dybt: "Jeg tror, jeg nu maa gi Frøkenen Kvittering for de fem hundrede . . . Den niende September, naar Du blir atten Aar, skal den komme paa en Sølvtallerken." "Nei, om jeg synes, Du er rigtig voksen endda jeg, alt det, Du puster Dig op." "Aa det er sant - jeg ber at undskylde, - jeg glemmer stadig, at Frøkenen er blet en hel overlegen Dame nu, hun har været saa voldsomt i Vinden ivinter . . . Denne vældige Løve, Fenger, . . . altid saadan med Monoklen - gjennemskuende" . . . Han stirrede med skjev Figur og foroverbøiet indtrængende paa hende gjennem Løkken paa sin Gadedørsnøgle. "Proppet med Vittighed, det er ikke bare ham det!" lo hun ham ud. Paal Høeg gik pludselig hen til hende ved Sybordet og hviskede: "Det er ret, Terna! - ta Du ogsaa Parti med dem hjemme og alle tre Tanterne - snadder med Byen - og bli Gaas med de andre" . . . Han tog sin Hat, og med en venligst mulig Hilsen til Bedstefar røg han afsted. Det var om Eftermiddagen mellem fem og seks, at Fru Stefanie kunde ventes tilbage med Dampskibet, og der var en ganske anden Rassel i Tingene idag, fandt Bedstefar. Igaaraftes havde Sønnen gledet ind og ud saa nedtrykt og tung, at der blev lummer Luft over hele Huset. Korpslægen havde været rastløs helt fra Morgenen af, gjort Sygebesøg og kommet hjem . . . Han mindede Terna og Kirstine gjentagende om, at de maatte holde sig parat til at være med ham og mod- tage Mor paa Bryggen, og ved Kaffen spurgte han og- saa Bedstefar, om han vilde slaa Følge. Der var saa SIDE: 61 livligt nu om Vaarkvældene og mange Mennesker nede for at se paa Dampskibene. Det var ikke frit for, at denne Iver for ligesom at gjøre Høitidelighed ud af det, lod sine Reflektioner røre sig hos Bedstefar . . . Var det kanske det mulige Folke- snak, Sønnen havde i Tanker, - Meningen at møde og ta Braadden af det ved en saadan fyldig Familie- opvisning paa Bryggen . . . . . . Han var ikke saa let at udrede, optaget, som han ogsaa var, af at faa Børnene til at pynte Værelserne med Vaargrønt og faa Sørine til at skaffe smaa Læk- kerier til Aftensbordet. - - Korpslægen havde begivet sig ned til Bryggen allerede ved Femtiden og gik og vandrede og saa ud efter Dampskibet og snakkede med én og anden . . . "Venter min Kone, som har været inde til Musik- foreningens Konsert . . . Hun fik akkurat Anledning til at høre denne sidste igaaraftes, - og saa nedover igjen" . . . Dampskibet peb og viste sig endelig mellem Hol- merne. Som det nærmede sig, fik Korpslægen Øie paa sin Hustru og hilsede og svingede med Militærhuen, medens lille Kirstine brugte alle sine Kræfter til at vifte. Bedstefar havde lidet tilovers for Trængsel og søgte forsigtig en mindre yderlig Plads. "Der staar saamæn Anders Wingaard ogsaa og figu- rerer ved Rælingen . . . og Fru Grunth - harmonerende og sympathiserende . . . Det er s'gu Uskyldigheden i Smaastaden," - hørte Bedstefar Bankkasserer Eides Stemme ironisere bag sig. Han banede sig pludselig braat Vei hen til Terna og Kirstine, der stod alene, medens Korpslægen var henne ved Landgangsbryggen og modtog dem. "Fornøiet med Turen?" - raabte han, idet han vekslede Velkomsthilsener med Wingaard og bød sin Hustru Armen. "Der - der kjører min Vogn frem til Bryggen," be- tydede Wingaard - "ta den, jeg gaar!" - SIDE: 62 Der drog et Øieblik op som noget kjedt i Stefanies Ansigt, noget som - nu var hun igjen der, hvor hun skulde gaa tilfods! "Hvad siger Du, Stefanie," - sa Korpslægen og slap pludselig hendes Arm - "vil Du heller kjøre?" . . . Jeg er saa træt, Du" . . . antydede hun og saa tak- nemmelig over til Wingaard. "Naa saa opi, saa opi, - og Du ogsaa, Terna, - og Kirstine med . . . Saa gaar Bedstefar og jeg. Jeg skal desuden op til Gregersen, der er Kighoste." - Han lod Bybudet lange Kufferten op paa Bukken. Idet de kjørte, slog Fru Stefanie op en ny elegant rød Parasol - noget unødig for Solen, og Bedstefar opsnappede endnu et sidste Nik under den hen til Wingaard . . . - Hjemme ved Aftensbordet smaasmagte og stak Stefanie kun med Gaffelen paa de forskjellige gode Sager, Sørine havde opdrevet. Hun havde ombord maattet kurrere sig med Champagne og Selters for Sø- sygen, - var træt og ør efter Reisen og Luften og alt det, hun havde oplevet og hørt paa denne korte Tid. . . . "Nei Vaarkaaben, Mor, for et deiligt Silkefoder!" - raabte Kirstine, hun var henne og snudde og vendte paa den og kjælede Silken imod Kinden. "Ja, den er vakker . . . Og jeg overkom den saa mærkværdig billig, Du Gunnar! Den hang som Model i et Udsalg, - neppe halv Pris . . . Aa, spring ud efter Parasollen, Kirstine, - den maatte jeg jo ta imod af Wingaard, den skulde saa nødvendig passe til Vaar- kaaben. Se det udskaarne Elfenbens Haandtag" . . . Korpslægen skjød den mildt fra sig: - "Jaja, Fanie min; men alt andet interesserer saamæn fortiden ikke saameget som en Lillefinger af Fruen selv, som er kommet hjem" - - "Efter at ha turet, saa jeg seiler og gynger endnu," sa hun og strakte sig tilbage . . . . "Storartet Tur - flot, rundt, - betjent paa alle Hænder, - bare at trække i Klokkestrængen -. Og saa gaa derinde i Hovedstaden, - slig Forandring! - Det første jeg saa SIDE: 63 paa Bryggen, Gunnar, var din altmodiske gamle Vaar- frak, Du maa saamæn spendere Dig en ny nu" - "Og ser Du, Mor, hvor vi har pyntet med grønt fra Sollid til Dig!" raabte Kirstine. "Ja-a, Bjerkeris" . . . kom det søvntræt og knæk- kende et Gisp. Bedstefar havde levet som et Amphibium i en hel Uge, spøgte han, dels blet stegt i Byen og dels frosset paa Landet, indtil man nu endelig lige under St. Hans var ordentlig og helt udflyttet til Sollid. Saa var man i Gjænge igjen, - spadserende som ifjor sin Morgentur, én Dag i den gamle Allé hen til Ekeland og den anden ned til Dampskibsbryggen paa Borger forhørende sig om Fisk etcetera hos Lodsfolket der; eller Stien op til det gamle Kværnhus i Skogen, prate med Folket og gi Børnene, som han kjendte fra ifjor, Sukkertøi. - Være afveien og komme rigtig til Maaltiderne. Lidt trangt og hedt kunde det jo bli paa hans lille Kvistkammer under Skraataget. Men saa fik man ikke være saa nøie paa Bekvemmeligheden, glemme, at man var gammel, ellers blev én Olding før én vidste af det . . . Det lettede ham, sandt at sige, at de var kommet ud af Byen denne Gang. Disse evige Kaffevisiter med Musik til, nu kom det ogsaa i en anden Gjænge, - Gunnar fik Fred - Der kom han saamæn op fra Bryggen i Panama- hatten og - hvad var det? - fire Mand efter ham med Pianoet fra Dampskibet. Det skulde bringes ud den første sikkre Godveirsdag. Og nu kom de løbende fra alle Kanter, Ingvald ram- lende i Trapperne ovenfra sit Værelse, Kirstine fra Hundehuset ved Laden, hvor hun indrettede sig Dukke- hus, Terna fra Trappen og Sørine og Kokkepigen fra Kjøkkensiden ud igjennem Gangen for at overvære Begivenheden, naar Instrumentet installeredes i Stuen. SIDE: 64 Stefanie viste sig i sin blaa Morgenkjole, ufærdig med Toilettet efter at ha tat sit Bad paa Staburet. "Kjære, Du har vel lagt Filt om Hjørnene nede i Kassen, Gunnar!" lød de bekymret imod ham, idet hun gik nogle Skridt nedover i Solen med Parasollen op- slaat for det vaade Haar. Kassens Laag brødes op i Overvær af de talrig in- teresserede, og hu-i-ui - løftedes Pianoet ind i den rummelige Bjelkestue, hvor det høist heldigt ud- fyldte et øde Hjørne. "Naa, Frue," formente Doktoren, efterat Folkene var betalte og kommet afsted, - "naar jeg saa imor- gen kommer med en grandios Blomstertrappe til det andet Hjørne, saa den malede Klinkedør til dit Sove- kammer faar en Entré af Bladplanter og Blomsterne fra Byen, saa nægter Du vel ikke, at Stuen undergaar en alvorlig Forbedring." Hun stod og saa sig om: - "Ja, ordne det, som Du vil, Gunnar, med alt det grønne . . . Han er en Mester der, Bedstefar." "Jeg vil se til at faa alt istand til Dig i disse Dagene nu, Stefanie, inden jeg reiser til Eksersisen, saa Du kan føre et tilstrækkelig dovent vegeterende Landliv, - Solskin og Siesta," - forklarede Korpslægen, me- dens han gik der og stellede i Skjorteærmerne. - "I Kassen har jeg Puderne til Sofaen, saa den kan bli magelig som en Løibænk - med Dyreskindet foran. Der kan Du ligge og læse og, blot Du behager at reise Dig lidt, kan Du kige med Bedstefars lange Kikkert gjennem det aabne Vindu udover Fjorden og kontrol- lere alt det Liv, som rører sig derude." "Brillant Kikkert, - berømt Londonnerfirma," - oplyste Bedstefar. "En kan skjelne Folk ved Skipper- husene langt ude i Skjærene med den og se hver Mand ombord paa Dampskibene, som stryger ind og ud." "Den kan være morsom at ha herude," - mente Stefanie pludselig interesseret; hun dreiede og trak paa den og søgte at se gjennem den . . . "Du maa lære mig at stille den, Bedstefar," - bad hun, som SIDE: 65 Gunnar lagde den op paa dens Plads paa Væggen og Bedstefar holdt sin Revision, om den laa solid paa Knaggerne. "Og, efterat vi har faaet Hynder i disse hvidma- lede Pindestolene, og Gyngestolene og Havestolene, begynder her jo helt at smage af Komfort, Fanie." "Aa ja, her blir ialfald anderledes beboeligt end ifjor . . . Uf, jeg som ikke er klædt endnu," - udbrød hun. - "Se paa mig, se rigtig paa mig, Gunnar," - hun samlede med begge Hænder Haaret i Nakken og saa ham ind i Ansigtet, - "kan Du ikke opdage, at din Kone begynder at faa Rynker - her ved Øinene . . . og lidt ved Munden . . . Vær nu Doktor og ikke bare blind Ægtemand. Har Du noget skikkeligt Middel mod Huden, jeg kunde bruge som Kur isommer, an- det end dette velsignede kolde Vand, - noget ordent- lig noget. Jeg er snart firti Aar nu, maa Du betænke," - smilte hun og stod og vuggede foran ham. "Og jeg er fem og firti. Skulde Du ræsonnere saa om alle de fæle Groper i mit Ansigt, saa" - "Jeg tænkte neimæn ikke, Du var saa ligegyldig for mit Udseende," - henkastede hun mokant. - "Jeg er gammel, mener Du, og saa kan det være det samme!" "Naa rent ud sagt," - tog han i, - "saa foretræk- ker jeg tusind Gange en ærlig kraftig Rynke, som nu engang Livet sætter, for slig kunstig pleiet, mat op- dunstet Hud - blødt Fløilsdun, som minder om over- modent." Hun trak paa Mundvigerne: "Man skal være som et Skilt for alt det behage- lige, Livet har budt én, vil Du. - Ja, én kom til at tage sig ud, naar Ansigtet skulde være rigtig sand- færdigt!" - tilføiede hun stille ironiskt. "Stod Du ikke saa frisk som nyslagent Hø paa Sta- burstrappen, da jeg kom, Fanie! - Rynker - gam- mel - Du . . . Ja-a, Coldcrême og sligt, véd Du jo," - fulgte det forsonende, - "dampe sig med varmt SIDE: 66 Vand, ligge med Maske og saa videre. - Men jeg kan skrive Dig op noget godt med Kinin, som styrker Huden." "Der skal altid en vidtløftig Geschichte til, inden én faar Gunnar til at gjøre sig en liden Tjeneste, Bedstefar; - men, naar han bare har faaet sagt nei længe nok, saa" - lo hun i Sovekammerdøren - - Bedstefar satte sig med sin Pibe udenfor i Sval- gangen og nød Udsigten over Fjorden og smaapratede med Sønnen, som gik ind og ud og pakkede op af en Kuffert med diverse, der endnu stod uaabnet i Gan- gen. Han rumsterede med Hylder og Skuffer inde i Stuen, leverede af og til en Bunke Tøi og Linned ind til Stefanie, og hans Skridt knagede i Trappen, naar han bragte noget ovenpaa til sit eget Værelse. "Nei, hvad er det?" - Korpslægen trak op et sort Silkekorset, der stak ud af en med Baand omviklet langagtig Papæske, som var trykket itu i Bunden. Det var besat med Kniplinger og kantet med gult . . . "Skulde man set paa Kvindens Forfængelighed! . . . Men, kjære, hvor har Du kjøbt det, Stefanie?" - Han holdt det op og viste det i Sovekammerdøren ind til hende -. "Naar har Du faat det? Jeg har aldrig set det før." "Kjøbt det inde i Kristiania, Du, paa samme Sted som Vaarkaaben, - samme Røverpris. - Havde jeg bare havt Raad der saa -" - "Og det har Du aldrig vist mig!" "Du har saa liden Sans for sligt, Gunnar." "Hu-um . . . m - nydeligt er det ialfald" . . . Han leverede det noget hastig ind og lukkede Dø- ren - - Bedstefar syntes, Sønnen var blet lidt fortænkt, medens han vedblev at gaa derinde og pakke op . . . . . . Disse Damer, som ekstravagerer i at være saa luksuriøst underklædte . . . hm, - kneb Bedstefar Læberne sammen - de var just ikke de korrekteste i hans Tid, nei . . . Gunnar syntes at være kommet ud af Stemning; han kunde kanske som praktise- SIDE: 67 rende Læge ha sine Erfaringer og Tanker, han ogsaa i den Retning . . . Stefanie kom ind klædt og med Haaret opsat, bæ- rende Korsettet og noget af det modtagne hvide Tøi over Armen: "Saa Du for en Gangs Skyld værdiges at dvæle ved min Dragt, Gunnar," - spøgte hun, idet hun ordnede det ned i den store gammeldags Dragkiste med Mes- singforsiringerne, der var placeret paa Langvæggen, - "og endog beundre - Du kommer Dig virkelig -. Nei, nei, hjælp mig med denne Skuffe, den vil ikke ud" . . . Hun lagde Armen om hans Skulder, medens han trak paa den. . . . "Skal vi saa faa fat i Terna og Kirstine og gaa ned i Haven. Saa maaler Du og trækker op Linierne til de ny Bedene, Du snakkede om igaar, Vennen min" - - Bedstefar blev siddende og tyggede og bed i Pibe- mundstykket og spyttede ligesom Fliser af det, indtil han med et Suk reiste sig, tog Stokken bag Gangdø- ren og begav sig sin Tur opefter Skogveien. Det var en gul sandet Sti tildels mellem Krat og Buske med bar Stengrund midt i, hvori der vel og- saa om Høsten randt noget som en Bæk. Han gik og gik pint og tynget af alt dette hjemme . . . skridtede i Sten og Sten, saa bare ned . . . . . . Der var lidet Haab i dette for Sønnen. Han dreves sin mørke Vei, stakkars Mand! - Bedstefar stansede omsider og saa sig om. Hvordan han var kommet hid? Han huskede blot, at han havde lukket Grinden i Hjemmejordet efter sig. Det var en anden Skogvei end den vanlige, han var slumpet ind paa. Udsigt indover Haugene og Sko- gene ned til Rørvigen. Rørvigen, smilte han. Han var saamæn blet træt. Han satte sig ned paa en Tue ved Stien med Lom- metørklædet under sig - SIDE: 68 Saa træt, - han sad og pustede . . . Der laa en sprukken rødlig Siljufløite nedtraadt i Veien, som en eller anden Ungdom havde bortkastet. For sent paa Vaaren nu til det, ja - . . . Han sad og saa hen paa den. Den Siljufløiten in- teresserede ham. Ja ja ja ja, - vi var ude alt i Issmeltningen, - bankede paa Siljuen med Knivskaftet og drog Hyl- let af - store digre Fløiter . . . Snurrigt, at man engang har gaat dernede i Rør- vigskogen og været saa rasende ivrig paa den Ting og pebet og tudet og moduleret saa liflig for sine Øren, - vadet der i Elven under Isløsningen og ikke været bange for at bli kold paa Fødderne - - Erindringen tog ham ind i sin Verden klart og le- vende som i et Stereoskop . . . Derinde i Skogen havde han og hans Kammerater i Ferierne tumlet sig og levet og legt og stormet. Mel- lem Smaaskjærene og Aalegræsset nede i Bugten havde han ti, tolv Aar gammel havt sin lille Skibs- havn med et Fyr, han havde inventeret. Han saa Briggen, han havde armeret, igjen for sig indtil de mindste Smaating og Detailler, - hvordan Dækket var kittet og Tougværket beget - Det var saa underlig løierligt . . . Alt dette, han havde legt og løiet og lavet op og indbildt sig, - det var siden vokset op til Livsinteresser og Mandsgjer- ning, - til hans Opposition i Marinen og hans Arbeide og Strid om Fyrene. Hans Natur havde været nok- saa voldsom, et ustyrligt Gaa paa, - og siden - ja hm, - mere defensiv . . . Underlig, hvor magisk blankt alt maatte ha speilet sig i én dengang! Og nu var det Terna og Ingvald og Kirstine, som færdedes i Skogen og legte og lavede sig op og ind- bildte sig paa samme Vis, og syntes, Verden var no- get, som hang med olieblanke ny Siljukviste, de kunde spille paa. Terna gik og ventede paa sin Prins, som skulde komme seilende . . . SIDE: 69 Og nu sad han her, som en gammel graa Mand og saa paa - bare saa paa - -. Han havde ingen Sammenhæng med den Fløiten der - Det gik i ham som ud af en gammel Sang noget- stedsfra: "Før Du kan Vaarens Navn nævne alt, som Du kunde før . . ." Nei, han kunde ikke nævne den længere - som Terna eller Ingvald eller Kirstine - Hm . . . begyndte derborte i den ene Vigen ved Si- den af Byen og skal vel ende her i den anden, - én skulde ikke tro, der kunde være saa lang og mang- foldig Vei mellem de to. Ja nu laa den Slægt, som da handlede, og hivs Hjerter bankede og sørgede, under Gravkorsene - med samt alle sine Historier - Naar Sol gaar ned, ja . . . Han vak op og saa paa Uhret, - maatte ha sid- det der og smaasovet i Skogstilheden . . . Klokken var straks tre . . . over Middag. Tjah-tjah, - man kommer uhjælpelig for sent, - faar saamæn gjøre sine bedste Undskyldninger . . . Paa Hjemveien blev det igjen Gunnars Livslod, som tog hans Tanker . . . Hans Siljufløite var sprukken, stakkar . . . - Bedstefar havde havt den stille Tanke først at se indom paa Kjøkkensiden hos Kokkepigen for i al Lunhed og uden at foranledige Opstyr eller Bryderi at erholde noget, som kunde gjælde for Middag, ude i Spisekammeret. Men, som han kom gjennem Grinden, saa han dem alle ude paa Tunet, og Terna raabte: "Der er Bedste- far!" og fo'r imod ham. Doktoren var optaget af at give Instrukser til et Par Arbeidsfolk, som skulde udføre nogle Reparationer ved den gamle røde Laave og Staburet, der stod igjen som Levninger af den lille Bondegaard, han havde lagt sig til som Sommerbolig. SIDE: 70 Og der gned Paal Høeg sin lille bløde Hat af det frodige mørke Hode og hilste besynderlig fromt. Han var kommet ud sammen med Ingvald for yderligere at pumpe Gamlen, havde han forklaret. "Bedstefar maa dog faa Ro til at spise først," - bemærkede Fruen noget tilbagevisende, da Paal syn- tes øieblikkelig at ville gaa løs. - "Jeg tænker, Du dækker lidt til ham her i Lysthuset, Terna." "Du skal ha et Glas Konjak straks at styrke Dig paa, Far," - forordnede Korpslægen, - "skaf den, Du Ingvald!" "Bedstefar har været ude paa Togt idag," spaste Ingvald, da han kom med Karaflen. "Ja, gaat i flere Timer," - bekræftede Bedstefar, - "elendig stenet Skogsvei. Ne-i, man er ikke gan- ske morsken i Knæerne endda, min kjære Ingvald! - - Vi gaar og vi gaar, De Høeg," - klappede han ham paa Skulderen, - "og det kommer igrunden saa lidt an paa, hvad Slags Vei, vi trasker; - ganske anderledes paa, hvad vi indbilder os, tror paa, min kjære Ven . . . Nøgternt fladt set, fra Auren og ind i Auren igjen, som Ormen over Jorden . . . Men Na- turen er slu, ser De. Den véd godt," - sa han og saa ind i Glasset, - "at ingen i Verden vilde opta en Livsgjerning, om han var ganske nøgtern og blot saa ind i det Faktum, at vi ingen, - ingenting véd tilbunds om nogen ting. Saa helder den det for enhver passende Kvantum Livsberusning eller Illusion paa Flasken, forat man kan traske ivei med fornøiet Sind . . . Ung- dommen blaaser paa Siljufløite, véd De, - Men, naar én blir gammel, maa én vogte sig for at miste Flui- dumet" . . . Bedstefar lagde sin gamle blaa Hue af sig og tør- rede og kjølede den svedige Pande, medens Terna dugede det lille Træbord i Lysthuset. "Jo længere én roder i slig en afsides Bys "gode gamle Dage"," - lagde Paal ud, "des flere under- lige Ting finder én, Hr. Toldinspektør. Saa meget fælt, der har gaat for sig og krøbet bag de pene Fa- SIDE: 71 milieskiltene! - gjemt trefold dybt af Frygt for Skan- dale. Manden har holdt Paraplyen eller Konen Skjør- tet for" - "Naar man altid venter, at der skal være noget galt bagom, saa" . . . indvendte Fruen mildt humant. "Det har været som en Kjedel med Laaget fast skruet over, Frue," - ivrede Paal. "For Eksempel en Kone blir baaret ud med høieste Byens Pomp og Stas og Ligtaler. Og saa er det Manden, en brutal Blaaskjæg og Drukkenbolt, som i al Stilhed sammen med en anden Madam bogstavelig har martret og pint hende ihjel. Hun maatte holde ud for Børnenes Skyld . . . Og nu kan De tro, Toldinspektør, er jeg paa Spor efter et Kvindfolk, - et raffineret intrigant Satans Menneske, - som ryddede sig sin stille Vei til sin rige Galan ved at faa Manden erklæret sindssyg og indespærret for Livet." "Det er vel aldrig i Generalkonsul Evers's Familie?" udbrød Fru Stefanie nysgjerrig, - "jeg har hørt noget der. - Men det er nu lykkeligvis fra gammel Tid," - føiede hun til med et lidet Suk. "Aa ja; - men saa véd vi jo, her foregaar mange Ting nu ogsaa!" Fruen gav ham et lynsnart Blik - "Der er Fru Danielsen, som er saa munter og an- førende, og som - De kjender hende jo, - hendes Mand, ret som det er, maa passe paa at faa skaaret ned, fordi hun vil liste sig til at hænge sig. Og der ligger gamle Jomfru Lind tilsengs fra hun var tyve Aar af Kjærlighedssorg. Søsteren manøvrerede Kjæ- resten fra hende." "Nei, at De kan interessere Dem for saadant Snak og Sladder, da Høeg," - henkastede Fruen, - "tro alt, hvad De saadan hører" - "Py-ih . . . der gaar saa mange Ting for sig, som én aldrig skulde tro, - netop gjemt bag det, at Folk umulig kan tro det - -. Ser De, Hr. Toldinspek- tør," - henvendte han til Bedstefar, - "under min Søgen efter Originaler, er jeg blet klog paa, at det nær- SIDE: 72 mest er blandt Fruentimmerne, man nufortiden skal finde det, man kalder "Figurer". Mandfolkene er blet for sammensatte; men Fruentimmerne, de er hel- støbte endnu. Af ti er ialfald én slig, at hun kan gjøre Ed paa sig selv paa Bibelen fra Top til Taa. Hun tror eller tror ikke, er for eller imod, tør ses tvert- igjennem. - Og der gives iligemaade dem, som er paa sit Vis ikke mindre hele, - stille Djævle uden Hensyn, som intet Middel forsmaar for at opnaa sit Maal. Honnør, Samvittighedspine og slige Bagatel- ler, - ikke til for dem! - Der eksisterer da endelig endnu det, som heder sort og hvidt." "De udfolder jo en hel Verdenserfaring, Paal Høeg," - kom det spydig og med et lidet Gisp, idet Fruen reiste sig og forlod Lysthuset. "Du kan tænke op de underligste Ting, Paal; men Forstand paa virkelige Mennesker har Du ikke," - sa Terna. "Og saa godt, som jeg husker din Figur, Terna," - ærtede han. - "Slig" . . . han ridsede op nogle Streger med Stokken i Sandet - "i korte Skjørter med to Dukkeben og begge de lange Arme og Fletten paa Ryggen. Du stod saa troskyldig og saa til, medens jeg rev Zinkhvidt og Fedt og indbildte jer Smaapi- gerne, at det var Pomade til at faa krøllet Haar af, naar I bare gned den rigtig ind. Og saa gik I hjem hver til sit og gned," - frydede han sig. "Ja, men nu er det ialfald meget længe, siden jeg trode et Ord af, hvad Du sa, Paal!" forlød det fra Terna. - "Men skulde Du ikke hellere nytte Tiden til at faa forelagt Bedstefar nogen af disse Spørgsmaa- lene dine," - lød det, som hun tog af Bordet for at bære ind. "Nei gaa ikke, gaa da ikke" . . . raabte han. "Jeg maa da faa lukke Haveporten op for Dig, - alt det, Du bærer paa," - fo'r han efter hende. "Paa Landet hjælper alle til," - paastod han og tog fra hende et Par Tallerkener - SIDE: 73 "Skal her hentes Vand til Opvasken?" - spurgte han saa ivrig tjenstfærdig i Kjøkkenet. "Aa nei, Tak! - Du maa endelig ikke forsømme Bedstefar og alle Spørgsmaalene dine, skal der bli no- get af det før Dampskibstid." Han saa ud af Døren og syntes alt andet end enig: - "Jamæn kan man gjøre noget andet, naar man er ude paa Landet . . . Kunde vi ikke faa din Bedstefar med os en Tur hen paa Udsigten" - Bedstefar sad ude paa Trappen og solede sig, og Stefanie kom op fra Lysthuset med nogle Aviser, hun havde læst. Hun havde vel studeret sine Rubriker for Sanatorier og Badesteder, og hvilke notable der var kommet og reist i den ny Sæson, opgjorde Bedste- far sig. "Huf," - pustede hun kjed - "i Eftermiddag skal vi ha Paal Høeg igjen, har han meldt gjennem Ing- vald. Det er jo egentlig Dig, Bedstefar, hans Besøg gjælder, og jeg er næsten glad over, at jeg har Hode- pine idag og kan slippe at vise mig. Jeg taaler ikke den Herre med samt hans Aandrigheder, og denne taktløse og upassende Oprippen af gamle, længst over- grode Familieskandaler" . . . Bedstefar sad og smaasmilede efter hende. Han var nu af en anden Mening - - - Ja ja, -ja ja -. Han stundede i sit Hjerte til, at Sønnen i næste Uge skulde komme hjem igjen fra Moen. Det havde jo paa et Vis været lettende at slippe at se ham gaa der pint i stadige skjulte Sinds- lidelser. Men Huset her uden Mand. - Heldigvis var de da ikke blet hjemsøgt af Hr. Kon- sul Wingaard i denne Tid mere end en eneste Gang, - med Musiceren og Promenade op ad Skogveien. Ikke behageligt nei, at skulle være Trediemand og tilstede som samstemmende . . . SIDE: 74 Det blev ialfald ganske bra, ganske velgjørende, at Gunnar nu kom, - et Hus uden Mand blir let lige- som for løst i Fugerne . . . Og der gaar disse to voksne fortrykte Børnene, som Væggen er ude for dem med sine ulykkelige Anelser, dem de hverken tør tænke eller ymte om til hinanden. Det peb henne ved Dampskibsbryggen, og lidt efter kom Paal og Ingvald opad Veien i fuld Disput. . . . Nei om Ingvald agtede at bli i dette Landet, - fortsattes der ivrig, efterat de havde hilst paa Bedste- far. "Ta Teknikum fortest mulig, og saa afsted - væk som en Svedske." "Væk som en Svedske?" - gjentog Paal. "Det vil sige, Du blir den samme Svedsken, Ingvald, enten Du kommer hen i Amerika eller Australien, eller Du er her. Det blir bare et andet Land det." "Anden Jord at vokse i, ja. Jeg mener det s'gu, - har morpuget nu i Ferien paa egen Haand helt, siden Far reiste. Og til Vinteren drager jeg ind til den tekniske Skole." "Ja-a, Du kan puge Bøgerne overalt," indvendte Paal. "Men Landet, Du kommer til, det maa Du puge fra nyt af. Det er det, Du har gjort herhjemme, ser Du, drukket det ind med Morsmelken og ædt Dig ind i det med Maden, - saa dette Landet kan Du slig, som Du aldrig kommer til at faa ind i Blodet noget fremmed. Her kan Du plante din Svedske, Gutten min, bedre end noget andetsteds bare med Femtepar- ten af det Hode, Du maa bruge derude." "Nei tvi!" . . . Ingvald spyttede iltert udfor Trap- pen. "Om jeg saa skal stræve ti Gange saa meget, ud skal jeg!" - "Jeg kommer med nok en Appel til Hr. Toldin- spektørens tidlige Hukommelse," - afbrød Paal, me- dens Blikket gik undersøgende nedover Haven og opad Vinduerne. - "Den Sødermannske Formue, som nu er delt . . . Aha! Liden Terna sidder i Jomfrubur og sømmer," - raabte han og var i en Fart henne paa Staburet og tiggede om at faa hende med. - "Bedste- SIDE: 75 far blir saa gemytlig, naar det er Dig ogsaa, som hører paa, faar ganske anderledes let for at huske. Det er Stemningen, det kommer an paa. - Hvad siger Du, vi faar ham med paa en Tur, og saa gaar Pumpen. - - Den Sømmen? Naar jeg nu siger Dig, det kniber for mig, om at faa noget ud af ham. Den Sødermann- ske Familie, hvordan den kom til sin Formue fra først af. Ophavsmanden, som svor falsk, sidder, vil jeg haabe, i Helvede og tæller Skilling for Skilling varmt mellem Fingrene . . . Du vil ikke? - Der kom- mer en hel Kjærlighedshistorie," - fristede han. "Uh, nei nei, - sligt er saa sørgelig bestandig. Lad os bare snakke om noget andet." Hun lagde sammen Sytøiet og fulgte. "Jeg vil faa bemærke en eneste Ting," - sa han, følgende hende med Øinene, som de gik henover Tunet. "Naa?" - stansede hun. "Jeg har aldrig set nogen gaa saa, saa - mærke- lig - ubegribeligt . . . Du gaar ikke, Du springer ikke, Du . . . Du" . . . "Men jeg kommer alligevel afsted, mener Du," - lo hun. "Paal maa ha Publikum, Bedstefar!" - ærtede hun og tog Hatten paa . . . "Saa gaar vi en Tur da. Det er den Sødermannske Sag, vi skal tilbunds i." "Den Sødermannske Formue ja, som nu er delt," - pustede Paal med opraadde Øine. De tog Skogveien op imod Kværnhuset. "Her har Du et Bringebær, Terna. - Og her - der - her," - ivrede Paal og gav sig til at plukke. "En ren Bærbakke dette her" - "Men det var jo den Sødermannske Sag, hvor blir der af den?" trængte Terna paa. "Her har jeg en Haandfuld store modne til Dig. Ingenting som Bringebær!" "Spis selv, - jeg samler til Bedstefar, saa kan han nyde dem, medens Du foredrager den Sødermannske." "Her blir flere og flere Bringebærbusker opover paa Solsiden," - holdt Paal paa, - "mageløse modne Bær. SIDE: 76 - Enten Du vil eller ei, skal Du smage disse tre her, Terna! - Bevars, jeg siger ikke fra min - men fra Skogens, Naturens Haand." "Jo, de var virkelig udmærkede," - erkjendte hun. "Og her er fler' - fler'" - raabte han. "Skal vi prøve omkap, hvem der først faar tyve? . . . Og det blir mig, Du," - fulgte det lige efter, idet han strakte Haanden ud. "Maa jeg faa tælle," betvilte hun, - "for jeg har bare ni. - Fusk!" "Saa om igjen!" "Tak nei, Du faar mig ikke paa din Limstang." "Man har ikke Ryg til at plukke Bær, nei," - sa Bedstefar og støttede sig paa Stokken. "Sandelig en smuk Udsigt, - værdt at betragte." "Mærkelig Udsigt," - bedyrede Paal, - "Fjorden, Skjærene -. Lidt høiere dukker vel Toppen af Fy- ret op" . . . "Jo-o, - jo-o," - bekræftede Bedstefar. "Vi kan jo sætte os her under Træet," mente Terna, - "saa kommer Paal med sin Sødermannske Sag." "Her, midt i Bringebærbakken? - naar én ikke er istand til at tænke paa andet end det ene Bæret, som er bedre end det andet! Hvad siger Du om denne lille Teiebærgrenen til at ha paa Hatten din, Terna?" Hun fæstede Grenen saa ligegyldigt som glemt lige efter, og Paal stod og grublede og saa bort til hendes Hat, som dukkede og reiste sig mellem Buskene. . . . "Sandelig en mærkelig Udsigt" - gjentog Bedste- far. Ansigtet havde en stille humoristisk Pliren, me- dens han føielig nød Bærene, som Terna bragte ham. "En Skogstjerne!" . . . udbrød Paal - "den - den vil jeg, Du skal ha, Terna. Og véd Du, hvorfor? - Fordi den er unique, - den eneste Blomst af sin Art, - af syvende Orden, - der findes i Europa." "Det er svært, saa Du kan din Botanik, hører jeg." "Jeg siger, fordi den er unique og Prinsessen for alle Skogens Blomster," - kom det varmt. "Der er ingenting, som er det eneste i Verden!" - SIDE: 77 udbrast Terna ganske bleg. - "Du skal ikke sige det, Paal! - Det er de, som tror sligt, der blir saa - - saa ulykkelig" . . . Paals Øine fulgte hende forbauset, medens hun som en sky Fugl tyde til Bedstefars Side og langsomt gik opover med ham. . . . "Ja, hvordan var det saa med den Sødermann- ske Historie?" yttrede hun siden med et mat Forsøg paa at faa Stemningen op igjen. "Ja, det er jo sandt" - han rystede sturen paa Ho- det . . . "Jaha . . . ja, - jeg faar gi op den, som Tante Lulla siger. - Der maa være noget underligt, som støder, ved mig ogsaa," - ræsonnerede han ned- slagen. - "Jeg har jo tre Eksemplarer af Tanter," - slog han saa over i Spas. "Jeg tror, det er dem, som har git mig ind Ormen for kuriøse Figurer." "Lulla Høeg ja, hvem blev hun gift med?" optog Bedstefar det, rodende i sin Hukommelseskiste. "Med Konsul og Stadshauptmand Brunnow her af Staden. Hun og Tante Rina og Tante Lillen faar nu alle Plads for alt sit i den store gamle Apothekergaar- den vor. Og jeg, Apothekets Søn, er ruget ud og for- kjælet af dem samtlige tilhobe." "De mistede jo tidlig Deres Mor?" - spurgte Bedste- far. "Ja, jeg har aldrig set nogen Mor, - bare, bare Tanter. Min Mor døde ved min Fødsel, og da rykkede Fars ældste ugifte Søster, Tante Rina, op fra sin Bo- pæl paa en hel anden Kant af Landet for at ta mig i sine paalidelige Høegske Arme, - og i dem vugge- des jeg, til Tante Lulla blev Enke og togede ind i begge Værelserne ovenpaa mod Haven der, hvor Skjæreredet hænger under Tagskjægget; de er hendes tamme Fugle de. Da var jeg alt saa stor, at jeg kunde ærgre dem grønne af Jalusi i Anledning af min Per- son. Og saa kom endelig Fars yngste Søster, Lillen. Hun er nu over de femti; men har beholdt Kjæle- navnet fra hun var fire. De andre spør hinanden om Morgenen: Har Du hørt, hvordan Lillen har sovet?" SIDE: 78 "Saa hun blev ikke gift?" - spurgte Bedstefar inter- esseret og satte sig magelig ned i Skyggen. "Hun var forlovet trofast gjennem langsommelige Tider. Men vedkommende skeiede ud og drak, blev stadig hjulpet af Familien for lige saa stadig at dumpe, indtil Forholdet endelig maatte brydes . . . Saa kom Lillen ogsaa under Fars Tag. Der har de alle tre sine Krige og sine Fredsslutninger. Og i den store gamle Apothekerhave regjerer deres trende Individua- liteter i høist forskjellig Aand. En vil ha Roser, og en vil dyrke Lilier. En bare Urter, Erter og Bønner. En Kløver og Vekselbrug med Vikker og Thimothei . . . Vekselbrug gaar nemlig an i Haven; men hos Men- neskene der maa et Apothek bare føde Apothekere" - "De har alle tre saadanne store gamle Ansigter," - sa Terna. "Jeg synes de saa saa stive og strænge ud, da jeg var liden; men de kan le saa græsselig, naar de saadan sidder sammen." Paal sad og trak i Lyngen . . . "Ja," - sa han som beklemt, - "saalunde er man, saa at sige, gro't op i sin Faders underlige Hauge. - Og saalunde er man vel selv ogsaa blet et Stykke af en Raring, som altid kommer udenfor, og som man helst vil ta lidt Afstand fra - netop der, hvor - -" Han rev af Lyngblomsten og sprang op: "Nei, jeg maa jo afsted! - har tøvet mig bort her i Bærbakken istedetfor at faa Oplysninger af Toldin- spektøren . . . Jeg har jo bare at be for mig om Und- skyldning. - Og lad mig ikke ha det paa Samvittig- heden, at jeg hindrer Dig længere i Sømmen, Terna. - Jeg ser Røgen af et af Smaadampskibene og faar saa løbe" - "Du kommer nu vel snart igjen, Paal, - og faar Oplysninger af Bedstefar?" . . . bad Terna noget for- knyt og uvis i Tonen. Tak, saa gjør jeg det da," - raabte han tilbage og hilste med Hatten. SIDE: 79 Der var stor Travelhed ude paa Sollid. Haven skulde være pudset og fint istand, til Korpslægen iovermor- gen kom hjem fra Eksersisen. Kokkepigen og Sørine var sat i Arbeide, og Terna havde været oppe og faat Ingvald med til at hjælpe dem at skyfle Gangene. Kirstine sad flittig som en Myre og lugede Blomster- kvartererne, og Terna renskede Ertesenge for Riset og rykkede op og bar Ertestengene i store Fanger ihob udenfor Havegjerdet. Oppe i Huset havde Vaskebøtten vandret rundt ne- denunder og opad de gamle ujevne Trapper til Gulve og Døre ovenpaa. Imorgen skulde Vinduerne tages for at være friske og blanke til Ankomsten, og Løvet sættes om Kakkelovnen. Fru Stefanie vilde ha Huset og Haven helt over pudset, pyntet og istand til Gunnar. Ingvald havde brugt Skyflen med sand rasende Ihærdighed. Men nu var han ogsaa færdig, erklæ- rede han. - "Se her, se her for Vabler i Hænderne!" - Og nu vilde han gaa sig en Tur udover til Laviken. Han havde læst siden Klokken seks imorges og, var han først afbrudt, saa vilde han ta sig en Frieftermiddag. Fruen ligesom svælgede i Halsen . . . "Det er et nok saa underligt Indfald af Dig Ing- vald, at ville gaa fra Huset netop idag, vi kan ha Brug for din Hjælp til baade det ene og det andet." "Saa? - maa jeg spørge, til hvad?" "Jeg véd bestemt, det var noget" - lød det ær- gerligt og, som hun ledte i Hodet. - "Aa ja, nu véd jeg det, - to Flasker god Konjak maa vi ha til Far kommer hjem, saa han og Bedstefar kan lave sig varm Toddy nu, det er kjølige Aftener. Du maa reise ind med Dampskibet Klokken tre, saa kommer Du hjem med det sidste. Imorgen kan det absolut ikke gjøres, da har jeg Brug for Dig her." Kaffen bragtes i den Anledning ind lidt tidligere, og Fruen mindede ham gjentagende om ikke at kom- me for sent til Bryggen. Hun stod i Vinduet og saa efter ham, og som han SIDE: 80 blev borte nede i Veisvingen, gik hun med ét hastig hen og greb Kikkerten fra Væggen. Der var noget uroligt over hende, som gjorde Bed- stefar opmærksom, baade, hvorledes hun trak ud Kik- kerten og den skyndsomme Maade, hvorpaa hun slog op Vinduet. Hun sad stille og saa og saa og ligesom ledte med Kikkerten - Det maatte være Ingvald, som optog hende, om han var kommet ombord, for derude strøg nu Damp- skibet. Nei, den laa udenfor det Sigte, søgte ligesom ude over eller henimod Brækkeskjærene . . . Med ét halvt kastede hun Kikkerten i Sofaen og strøg ud. Lidt efter saa Bedstefar Stefanie i sin bløde smukke Spadseredragt og med den røde Parasol i Haanden gaa nedover den nyplantede Allé og ta Veien syd- over paa sin Eftermiddags-Spadseretur, som hun holdt af og jevnlig foretog. Gunnar havde raadet hende til og bedt hende om at røre sig og ta lange Spadsereture. Og ofte, naar det var godt Veir, kom hun først hjem henimod Aftenstid. Der fo'r noget underligt noget i Bedstefar. Han saa hen paa Kikkerten, saa hen mod Vinduet, - greb den og satte den paa sit eget Mærke med en Mine, hvori laa fortættet hele den gamle, bistert gløgge Toldin- spektør. Et Øieblik efter hvilte den, støttet til Vin- duets Mellemsprosse, i hans vante Haand med Sigte hen mod Brækkeskjærene. Han førte den sagte nøiagtig udover og indover og i Bue til begge Sider . . . Der lod ikke til at være noget - Han blev staaende urørlig . . . Der gik som et Ryk i ham, og Kikkerten skalv i hans Haand. Akkurat nu gled en tomastet Seilbaad fra Bagsiden af det sidste Skjær ind i Laviksbugten - SIDE: 81 Han slog Kikkerten voldsomt sammen, glemte at lægge den op paa Hagerne, - - havde den endnu i Haanden, da han, efterat have faret op Trapperne, satte sig pustende paa Sengen oppe i sit lille Kam- mer. Han tog ikke feil, - det var Wingaards Seilbaad, som altsaa nu laa blaffende med Fok og Klyver inde ved Laviksbryggen . . . Saa-saa, - det var Spadsereturene - - Stakkars Dig, Gut, stakkars Dig, Gunnar - - De ny Høstruter indvarsledes med store Bogstaver i Aviserne, i Dampskibsekspeditioner, ved Brygger, og nu, Landstederne efterhaanden tømtes for Beboere, var Spørgsmaalet, om Dampskibene fremdeles anløb der eller der. Det blev saaledes senere paa Dagen end ventet, at Korpslægen kom ind af Stuedøren hjemme paa Sollid. Han saa lidt anspændt ud og stod et Øieblik med Kappen paa Armen, medens Blikket nervøst ligesom fangede og udspurgte Værelsets Indhold. "God Dag, Kirsten min. God Dag, Terna, - hvor har I Mor?" - lød det, medens hans Øine rettedes henover dem mod Pianoet, hvor der laa henryddet Bøger, Aviser og Musiken uvedkommende Sager. "Mor, Mor, - Far er her!" - raabte de indover. Men Korpslægen forekom dem og mødte sin Hustru, idet hun lukkede op Sovekammerdøren. Han greb heftig begge hendes Hænder, holdt hende ud for sig og betragtede og mønstrede hende. Hun smilte og unddrog sig og kastede sig om hans Hals. "Naar Du vidste, hvad for Uro jeg har gaat i her, siden Du ikke kom i Formiddag, Gunnar!" "Dampskibets Skyld, Stefanie. - - Saa Du har ventet" . . der kom noget lyst i hans Øine. - "Og saa SIDE: 82 godt, som Du ser ud, Fanie, blet ordentlig tyk og fed og brun med. Har Du gaat bra Turer?" "Gjort alt, hvad Du har sagt mig, Gunnar, - jeg har jo ikke havt andet at ta mig for her i Ensomhe- den, mens Du har været ude og turet med alle Of- ficererne," - lød det lidt klagende. "Saa Du beskylder mig for at ha turet og moret mig!" - Minen blev mere og mere lys. "Det er det sidste, jeg har gjort, Du," - sa han hedt og hev Kap- pen hen paa Stolen. - "Der Barn, hæng den væk. - Saa jeg har moret mig," - gjentog han med inder- lig Fornøielse. "Men nu, Stefanie, morer jeg mig," - han gik pludselig hen og kyssede hende. "Saa Du tilgiver din forsvirede og forturede Mand" - Nu kom ogsaa Bedstefar ind. "Fruen beskylder mig for at ha været ude og turet og sviret med Officererne," meddelte Korpslægen ham lunt. - - - - - "Ja Du kan tro, liden Kirsten min, det er godt at være kommet hjem," - lød det, idet han satte hende paa sit Knæ, - "Du blir jo ordentlig stor og tung, Unge! - - Og Du da, Ingvald, som finder paa at sende mig et høitideligt Brev om, at det er din faste Mening at gi Dig ind paa den tekniske Skole til Vinteren. Som jeg skulde nægte Dig Lov til det! - Og at Du læser her i Ferierne fra Morgen til Kvæld. Gud véd, hvor Gutten har faat den Drift til Studierne fra, Far. Jeg har ialfald aldrig aarket at læse mere end høist nødvendig - Og Du, Terna . . . nu er Du vel snart fuldlært Skræd- derske. Jaja, Barn, saa har Du noget at repliere paa, som de siger paa Moen . . . Tiderne er slige - - Man har altsaa kjedet sig, Stefanie," - tog han det saa op igjen, - "endda man har havt Musiken at adsprede sig med," - han saa eget dvælende hen mod Pianoet. "Jeg har saamæn omtrent ikke aabnet det den hele Tid, siden Du reiste, Gunnar, - undtagen den ene lille Eftermiddagstime, Wingaard saa her indom, og SIDE: 83 vi spillede lidt Chopin, før han maatte afsted igjen og drog Bedstefar og mig med sig ud -" Bedstefar røg pludselig op; men samlede sig igjen stilfærdig. "Pianoet er rent ud blet til et Bord her for alting," - vedblev hun, "det mangler bare at sætte Melke- ringer paa det!" "Naar Du vidste, hvor frisk og sund, Du ser ud, og hvor ganske anderledes, Du kommer til at spille bag- efter. Jeg har ikke set Dig saa struttende af Kraft siden, jeg véd ikke naar," - erklærede han oprømt. "Du skulde ikke la Børnene høre, Du smigrer mig, Gunnar," lo hun og strøg ud for at rekvirere Aftens- mad til sin Mand. - Det var blevet høstkjøligt og mørkt om Aftenerne og, efterat de havde spist, gjordes der i Anledning af Hjemkomsten op stort Baal paa Peisen. Korpslægen og Bedstefar regaleredes med hver sit Glas varm Toddy. Stefanie lavede selv til for Gunnar; hun vidste, hvormeget baade sødt og stærkt, han vilde ha - Hun nippede med ham af Glasset og placerede sig ved hans Side lænende sig til ham. De sad der om Ilden og hørte Korpslægen fortælle om, hvordan de havde havt det paa Moen og Historier derfra, medens det spragede og knittrede af og til som Skud af Granveden. Korpslægens Glas stod i Skorstenen ved Ilden, saa at han kunde række til det, og Skjæret lyste paa hans faste Ansigt med de levende dybe Øine og af og til hen paa Stefanies Arm og Fang, medens hun ellers ligesom holdt sig ind i Skyggen for Heden eller Blæn- dingen. Væguhret slog ni, og det slog halv ti - Ilden begyndte at tage af og blaffe svagere over Kullene; det blev mere og mere mørkt indover Stuen, og Stefanies Hoved hvilte mere hyppig paa Korpslægens Skulder. SIDE: 84 Der lød pludselig et dybt, tungt Suk inde i Mørket bag dem. "Bedstefar blir søvnig," - sa Stefanie og reiste sig. Saa rykkedes der op. "Nei, hvor doven Du er, Stefanie," - hørte Bedste- far Sønnens muntre Stemme ind af Stuedøren, - "hvor velsignet lad!" hun laa paa "Løibænken" med Morgenavisen i Haanden. "Kunde Du ikke finde paa at umage Dig saa langt som ned i Haven med Far og mig og se paa Frugttræerne, jeg har sat. Hvad? - naar Du betænker, at de engang vil række Glasæbler og Moreller til Fruen paa Sollid. Kom nu, her er Kaa- ben din og Hatten . . . Ja her skal bli bra herude, Far, bare det faar to, tre Aar paa sig. - Saa, saa, kom nu" - Korpslægen havde været hjemme i fire, fem Dage og var travlt optaget af Stellet og de allehaande An- læg og Plantninger for næste Aar. "Jeg véd ikke nogen Aarstid som Høsten, - klar, ren Luft, - Mad i hvert Aandedrag," - vedblev han. "Ja men kjøligt Morgen og Aften," - indvendte Stefanie, hun stod paa Trappen og trampede og traak- kede med Fødderne som for at varme sig "En begynder virkelig at længes efter at faa det lunt igjen inde i Byen, Du." "Jeg trænger bare en fjorten Dags Tid til herude," - underrettede Doktoren hende, - "for at faa alt iorden. Jeg har jo, saa at sige, ikke været her synder- ligt endnu." "For mig har Sommeren været lang og ensformig nok," - lød det modvilligt. "Og nu kunde jeg vel ønske at lukke lidt paa Pianoet igjen. Herude er Mu- siken umulig - som den svinder ud i Luften" . . . "Ja, stakkar, jeg forstaar det jo; men nu er det da bare disse fjorten Dage, Du" - Stefanie lagde Armen fortrolig paa hans Skulder: "Og naar jeg saa endda var sikker paa at ha Dig SIDE: 85 hjemme her; men Du maa jo reise naarsomhelst, Du blir hentet, og kanske ovenikjøbet bli borte om Nat- ten . . . Og saa jeg alene i ensomme Høstmørket, - jeg som er saa ræd" - "Ja kjære; men Du har jo Bedstefar og Ingvald -. Om vi nu siger en otte, ti Dage, Du. Jeg maa jo ha Tingene her nogenlunde fra Haanden først." "Du kunde jo ogsaa, naar Du vilde, Gunnar, reise herud paa Godveirsdagene og plante og gjøre istand, - og jeg slippe at bli siddende herude alene i Regn, og hvad Veir der kan falde. Saa skulde Du se, det var nok saa lunt at komme ind til Byen igjen og ha alting iorden. - - Det kunde jo ogsaa snart være paatide at tænke lidt paa mig," - lød det furtent, hun fulgte stum, taus nedover. Bedstefar smaamumlede og tog mere og mere Af- stand fra dem. Han kjendte baade de tilslørede Øine og Villiejepet ved Underansigtet - "Høh - høh" - udstødte han, da han hørte Søn- nen pludselig afgjøre: - "Naa ja, Vennen min! - saa begynder vi at pakke imorgen, og saa bestiller jeg Flyttebaaden til paa Lørdag" - - Der lød Snak og Skøi, da Bedstefar kom op mod Gaardspladsen . . . Det var Paal Høeg, som holdt Leven med Kirstine. Han havde været ude i Skjærene paa Alkejagt fra fire imorges, forklarede han Bedstefar, og var roet indom her for at forevise Doktoren et uhyre sjeldent Eksemplar af en Fugl, som han havde skudt. Bedstefar betragtede den: "Jeg vilde nærmest sige, det er en Lom," - for- mente han lidt kort. Hans Ansigt bar Præg af et noget blandet Humør. "Og hvordan staar til med Toldinspektøren?" for- hørte Paal forsigtig, han frygtede han var kommet malapropos. "Staar til - staar til - med en afmægtig, affældig Gubbe!" udbrød han. "Har De læst om sjelve Løven, SIDE: 86 naar den blir gammel, De . . . Engang var han Kar og hug Labben bare i Bøfler og Elefanter og alt det, som stoltest var. Men, da saa Gigten begyndte i Lænderne, blev det mest bare Kvæg og Zebraer og sligt noget, som det ikke var noget Basketag med. Han fik være til- freds med det ogsaa. Men saa begyndte Tænderne at løsne. Og da blev det smaat med Jagten, saa det kanske mangen Nat peb i Tarmene paa ham, og han var glad, han kunde faa hugget sig til et Faar eller et lidet brægende Spædlam, naar han listede omkring Negerkralen. Og endda mere nedover gik det. Han kunde ikke engang i al Ydmygelighed ta Rotter og Mus længere. Tilslut havde han ingen anden Udvei end at lægge sig som død i Skogen, indtil Dyrene trode, han var et Aadsel, saa de turde nærme sig, og da hug han til - - Jajaja, det var nu Løven dette, Far . . . Tak Gud, om dette ikke passer paa nogen hver. De er nu endnu i den Alder, da man slaar Bøfler og Elefanter." "Ja, De kan tro, Toldinspektør, jeg har en artig Bøffel at nedlægge. Det er ikke længere en Kuriositets- krønike, det blir en hel ordentlig Personalhistorie. - - Og hvem der har trukket i Traadene?" - Ugreie og Urenslighed i Familierne, De" . . . brast Bedstefar ud af sit Humør. Det som maa kaldes det høiere Snavs . . . Det hjælper ikke, om Huset er vasket fra Tag til Kjælder". . . Kirstine havde ropt Terna ud for at se den underlige Fuglen - "Saa, Paal," sa hun - "skal den Lommen være saa mærkelig?" - lo hun. "Zoologisk, - forstaar Du, den er en Afart," greiede Paal det. "Lommen er en Fugl, som skriger uhyggelig fælt, og som Sjøfolk tror, varsler ondt!" udbrød Bedstefar og gik pludselig. Terna saa som forvirret efter ham. "Forstod Du, hvad der gik af ham, Terna?" spurgte Paal; - "han var hele Tiden saa underlig og ude af SIDE: 87 Humør. - Varsler? - onde Varsler? - Der skulde Pokker kommet med det stygge Dyret. Jeg trængte heller til en Kanarifugl, som kunde synge vakkert for mig -." "Du Paal," - forekom hun ham befippet hastig, - "véd Du, hvad jeg nu for Alvor har bestemt mig til at bli? - Gartner, Gartnerske. For jeg vil hele mit Liv være alene og for mig selv, ser Du." - "Saa-e-. Saa-e . . ." Paal snappede efter Veiret . . . "Pokker til Fugl!" Han slængte den fra sig. "Terna! - vi skal pakke imorgen og flytte til Byen paa Lørdag, siger de nu dernede," - kom Kirstine løbende. "Det var endda noget," mumlede Paal hen for sig - Fra Haven hørtes nu Doktorens og Fruens Stemmer. "Ja, jeg tar min Ulyksfugl og drager jeg," opgjorde Paal. - "Men ikke skal den slippe ind til Byen og gjøre Ugagn der." Hans Blik hvilede grundende paa Terna, medens hun undveg det . . . "Her er . . . her er etwas i Luften idag - Besynder- ligt . . . som her spøger noget . . . Ja, saa sees vi inde paa Brostenene," brød han hastig af og gik. Ud paa Lørdagen laa Sollid saa at sige færdigrigget for Vinteren. Kjælderlugerne var tilstoppede med Halm og tilspigrede. Kopper og Kar var indsatte i Kjøkken- skabene, og Sengklæder, som ikke skulde føres hjem til Byen, nedpakket i Kister, diverse Dækketøi og Lagener indlaaset i Fruens Linnedskab. Man havde spist en letvindt Middag med kold Høst- makrel serveret uden videre Opdækning, og man gik nu der reiseklædt for aabne Døre mellem allehaande Pakker og Emballage, som skulde kjøres ned til Flytte- baaden, før de selv en Times Tid efter tog ind til Byen med Dampskibet. Stuen vilde Doktoren ha staaende i fuld Orden med SIDE: 88 Hynder og Puder i Sofaer og Stole, og Sørine blev til- sat at bringe ind en Beholdning af tør Ved baade i Kjøkkenet og Stuen, saa han kunde gjøre op Ild paa Peisen og ha det lunt, naar han kom herud igjen for at fuldføre det, som stod igjen af Plantningen, og kan- ske ogsaa tog en og anden Tur didud i vakkert Vin- terveir. Fru Stefanie havde været ivrig paa at faa syltet Bær og vri'd Saft derude, hvad der nu paraderede i en lang Række af tilbundne Krukker foran en Kasse med Hø, hvor hun selv paasaa, at de forsigtigen nedsattes. En Krukke med de heleste, bedste Bringebær - hun var en Kjender paa det Gebet, - vilde hun lade staa igjen i Flueskabet paa Spiskammerhylden, - meldte hun, som hun kom ud med den i Kjøkkenet, hvor Bedstefar sad og varmede sig ved Resterne af Ilden. - "Og saa laaser Du det til for mig, Gunnar, og hæn- ger Nøglen paa Spigeren her bagom, Du ved . . Jeg kunde jo komme hidud ialfald nogengang til Vaaren, saa havde man lidt godt at ta til." Nu var Flyttelæsset endelig vel afsted. Korpslægen og Ingvald satte Rammerne ind for de smaarudede Vinduer og laasede Dørene til Værelser og Kamre ovenpaa og nedenunder. Det sidste Smæld af Gangdøren rungede, og Korps- lægen tog med en vis Høitidelighed Nøglen som vanlig i sit eget Forvar. - - Ombord paa Dampskibet gik han frem og tilbage i sin Militærkappe, af og til henvendende en Yttring til Stefanie, som sad paa Dækket og lunede sig i sin varme, skindkantede Reisekaabe, som det syntes, i yderste Velvære. Korpslægens Vendinger blev mere og mere korte, og Bedstefar fik Indtrykket af, at Sønnens lette for- nøiede Humør ligesom veg efterhaanden, som de nær- mede sig Byen. Han saa fortænkt og tung ud - Nu dukkede de forskjellige Villaer og Landsteder frem ét for ét, enkelte med Lysglimt ud af Vinduerne; men de fleste allerede mørke og fraflyttede. Der kom SIDE: 89 Kiønigs "Friedheim" og Thorsens "Sorgenfri" fuldt oplyst, - der var vist Gjæster - Selskab. Og der steg Wingaard og Huset i Byen var kommet i de vanlige Folder efter Sommerens Oprykning og Uro. De havde alt tændt Lampen i Stuen, og Doktoren var nylig kommet hjem, da det ringede i Entréen, og Wingaard traadte ind, strygende den fugtige Taage af Haaret, idet han hilste - SIDE: 90 "Naa, velkommen tilbys igjen. - Jeg vidste ikke før i Søndags, at I var hjemme og alt har kamperet her en fjorten Dages Tid - kanske?" - henvendte han spørgende til Gunnar. - "Ja iaar skal jeg ikke plage Dem, Fru Grunth, med nogen Konserteren i Forenin- gen, - det vil jeg berolige Dem med. Jeg gik saa- mæn saa træt af alt det utaknemmelige Mas ifjor . . . Man er saa galant at be mig om at faa noget istand og smigrer mig med, at uden Konsul Wingaard blir her ingenting af her i Staden. Men jeg betakker mig, - vil frelse mine Nerver. - Man faar lade sig nøie med de diverse Ungdomsballer i Foreningen. Og saa, hvad der ellers kan falde for Præstationer af nogen reisende Skuespillertrup. - De forskjellige Bazarer ufortalt, Fru Grunth!" - spøgte han. "Ja Tak, Wingaard, det skal ikke være mig imod, at jeg slipper at skjælve for nogen Optræden," - lød det fra Fruen, som havde placeret sin Lænestol i Skyg- gen af Lampeskjærmen. Bedstefar sad og iagttog og studerede hende, - det Behag og den oplivede Stemning, hun søgte at skjule. Hans Politiøine vaagede og speidede - Disse hendes længere Fravær om Eftermiddagene . . . "Spillet fir- hændig med Fru Brandt." - "Gaat igjennem ny Mu- sik oppe hos Ellerhusens". Hvad stak der under? - Hvad skulde nu komme for Vinteren? - - - "Jeg tænkte egentlig paa at be Dig gi' mig et Raad for disse Fillenerverne mine, Grunth; de duer ikke," - klagede Wingaard. "Aa, véd ikke det! - Jeg synes de holder ud adskilligt, jeg. Al denne Selskabelighed, hvor man er Løve etcetera" . . . "Tak, Moraliseringer . . . Her i Staden har man da sine Interesser, sin daarlige Forfængelighed kanske, om Du vil. Men det optager én ialfald, - man ærgrer sig, man kjeder sig, man faar et og andet Indfald, man blir sint og raser" - - -"Lever og trives som Karudsen i sin egen kjendte SIDE: 91 Dam," - udbrød Doktoren med en egen Lystighed - "en Staden bevægende Geist," - føiede han til. "Akkurat, hvad jeg saadan i al Beskedenhed siger mig selv. - Du har ikke nogen af de sidste Dages hyp- notisk-magnetiske Nervebehandlinger at anbefale mig da, lidt Villieindgivelse eller sligt noget. - Man faar vel engang tænke paa en Badekur . . . Før eller senere kommer man jo til den Station - "Nei, jeg gik jo bare indom for at hilse, da jeg saa her var lyst og tænkte, I var hjemme. Og saa blir jeg siddende og regalere Jer med mine Svagheder og Elen- digheder" . . . Han tog op sit Uhr . . . "Jeg skal spise til Aftens hos min Bror, - maa skynde mig, ser jeg - Huf, - mørkt ude!" - lød det i Gangdøren til Gun- nar. Bedstefar og Terna var ude paa en Spadseretur. De vilde hen og bese Tronsens store Gartnerhave og Drivhus. Bedstefar havde underveis været indom hos Optikus Krogh og bestilt sig et Par Reservebriller; - man maatte ialfald være tryg for ikke at staa Bêt for det, man behøvede til at se med. Bagefter var de i en Sidegade med to Barberknive, som han vilde have op- sat. Og nu stansede de foran en Uldvarebutik, hvor han stod og spekulerede paa at kjøbe sig et Sæt Un- derklæder, da Paal Høeg skraaede over Gaden til dem. "Velkommen ind fra Sollid igjen," - hilsede han. "Jeg har gaat forbi og set Rullegardinerne komme op og Blomsterne efterhaanden rykke frem i Vinduerne igjen hos Doktorens; men har ikke vovet mig ind, - været bange for at forstyrre." "Naa, min Ven, tænker De saa paa at tilbringe Vin- teren hjemme?" - spurgte Bedstefar. "Jeg gaar her egentlig bare og venter paa en Be- stemmelse - en Livsbestemmelse," - han saa hastig hen paa Terna. - "Er som et Fartøi, der naarsom- helst maa lette Ankeret og staa tilhavs." SIDE: 92 Terna saa ind af Butikvinduet. "Har Du hørt, Terna, hvorledes jeg er kommet i Ri- gets Akt her i Staden?" - dreiede han af med et Forsøg paa at drage hende ind i Samtalen. "Hvorfor? - hvad?" - rykkede hun til. . . . "Naa ja, for Krønikerne dine." "Her er som et Hvepsebol. Det surrer op med Snak for hvert Navn, det rygtes ud, at jeg rører ved . . . De gamle Familier er hellige, Toldinspektør, - ikke en- gang deres Olde- og Tipoldefedre tør man pege paa." "Man skal aldrig rode forlangt tilbage i Slægten, siger Skotten, for det ender gjerne i en eller anden Grænserøver," bemærkede Bedstefar. "Og her ender det i Kapergaster, som har slaaet sig op i Krigens Tid og i underlige Eds- og Arvehisto- rier, før Familierne ordnede sig til at bli honorable Firmaer, som sig velstaaende Slægter sømmer . . . Men indiskret og udelikat og ondskabsfuldt og gravplyn- drende er det af mig at sætte Lupen over disse Ting." "Og saa tænker De paa at reise og lade Snakket surre?" - forhørte Bedstefar. "For den Sags Skyld? - Nei saamæn . . . det skulde saavist bare kryddret mig Arbeidet, - om - om" - kom det usikkert, idet han stod og saa ned i Broste- nene . . . "Men saa hyggeligt er det nu hellerikke der- hjemme at høre et opgit: "Haah - haah - haah!" fra Fars Lænestol og et "ja, - ja" - som Ekko fra Sofaen, - et Støn der og et tungt Pust her. - Jeg styrer mere og mere bort fra min Bestemmelse, - suk- ker de, stille og ulykkelige. Det er jo fornuftige Men- nesker, naar én undtager den fikse Idé, at jeg absolut skal vorde Apotheker, - og ikke er de almindelige heller . . . Saaledes kan én jo nok komme til at kjende sig lidt alene og forladt" - Terna rørte Bedstefar ved Armen: "Bare det ikke blir sent og mørkt for os. Vi skal ud i Gartner Tronsens Have," - forklarede hun, - "og se paa Drivhuset, og hvad de tar ind der til Vin- teren." SIDE: 93 "Aa haa, - aa haa!" han saa indigneret paa hende, - "dette med Gartneriet gav Du mig sidst ogsaa. Det er nok en Nykke, Du ynder at forbuske Dig i det . . . Du vil da ikke indbilde mig, at Du agter for Alvor at bli saadan en grøntskjærende, grøntsælgende -" "Sig Du ham det, Bedstefar," - sa hun noget steilt og koldt, - "at jeg har faat Lov af Far til at komme i Gartnerlære til næste Aar." "Jo-o, - jo-o, hun har virkelig -" "Og at jeg skal bo hos Dig og begynde i din Have, naar Du engang kjøber Hus," - vedblev hun. Bedstefar var jo ikke fremmed for den Idé; han havde hort den adskillige Gange før og gaat ind paa den ogsaa. Men det føielige overbærende Smil, hvor- med han vedkjendte sig den for Paal, havde jo sit lidt troløse, som pludselig fangedes af Paal. "Svært god Idé igrunden," - fandt han nu og stod og stirrede i den. - "Svært god Idé. - Vor Apotheker- have - -" "Jeg vil aldrig ha andet end det, jeg kan raade med aldeles alene," - afskar Terna hans Idéstrøm. - "Men maa vi nu ikke afsted, Bedstefar," - paaskyndede hun. "Nei nei, lad mig ikke opholde Gartnersken," hilste Paal. - - "Hm - hm, ja - ja -." Bedstefar udstødte en og anden Interjektion, medens han skridtede afsted og ikke saa paa hende - - "Han havde Ret i det, Paal, Du," - kom det en- delig, - "at Du bærer Dig ad mod ham, som Du var fuld af Nykker. Han kommer altid saa tillidsfuld og meddelsom. - Men Du, - bom - bom - saa stiv og stursk. Du skulde vænne Dig til en Smule mere Smidighed i Forhold til - til -. Det er jo ikke bare Bedstefædre heller i Verden. Og nu begynder Du at bli saavidt voksen -" - "at jeg ikke vil ind i det, som altid fører til Ulykke," - sa hun presset grædefærdig. "Naa, naa, Du maa tro, det er langtfra ens overalt i det Kapitel," antydede Bedstefar forsigtig. - "Hm, SIDE: 94 - ser Du det vakkre Hodet hans, naar han hilser. Det er af disse høie Isser, som véd, hvad de vil. Og sligt Liv, som der spiller ud af de Øinene." Terna svarede ikke. Hun var nedslagen og fortænkt, medens de travede i Taushed udover Forstaden. - Hele denne Ungens Idé om Gartneriet - gik Bed- stefars Tanker, - var jo noget som hun lod til at for- skanse sig bag. - Følgen - Følgen . . . af et ormædt Hjem . . . Ja, - de unge fik betale for Forældrenes Skyld, som skrevet staar! Sammenhæng - en Neksus i alt - -. Selv gik han egentlig nu her og stirrede udover den Side af Livet, som Folk helst vendte Hodet fra, - Livet, som holdt paa at komme under Hyssin- gen, som Paal sa - - Bedstefar havde paa Turen forsænket sig i sine egne Betragtninger, og, da de kom hjem i Skumrin- gen, gik han lige ovenpaa og begyndte at tage frem og ordne sine Brevskaber og gamle Papirer. Lampen stod ved siden af ham paa Chiffonierens Udfaldsknap og lyste paa gulnede ombundne Papirer, fra de mange Skuffer og Rum. De løstes op og revide- redes og lagdes ind igjen efter et mere eller mindre hastigt Gjennemsyn. I den Pakke der med den blegede gamle Silkesnor om laa Dokumenter og Verifikationer for hele hans Karriere, - fra Daabs- og Vakcinationsattester, ud- stedte af længst afdøde Pastor Hans Daa her ved Stiftskirken og Statsfysikus Wriedt, - hvilke beviste, at han var kommet til Verden og hed Kristen Tønder Grundt, - indtil den kongelige naadige Bevilgning af hans Afsked som Toldinspektør med vanlig Pension. De laa der i al Tørhed, den ene ovenpaa den anden, som visnede Blomster. - Naar han tænkte paa al den Illusion, der i sin Tid havde omduftet dem, - alt det Arbeide alt det, han havde vovet og sat ind paa hver enkelt af disse, medens de endnu laa og skimrede for hans Fantasi som Fremtid, Forfremmelse og Anled- ning til Anvendelse af sin Handletrang og Handle- kraft inden det ny videre Omraade, saa at Navnet SIDE: 95 Kristen Grunth skulde høres og spørges baade i Marinen og Landet. - Naar han tænkte paa dette og lagde Do- kument for Dokument sammen igjen i deres halv- brustne gamle Brætter, medens Togter og Stræv og de allehaande sangvinske Planer og Haab, han havde gjort sig op, gled forbi hans indre Øie, - var det med et vist resigneret Vemod, han stuvede bort og lagde hen ligesom afdøde Dele af sig selv, - Ham efter Ham, som han havde skudt af sig - - helt til Told- inspektøren ogsaa gik. - - Vilde han tat det anderledes, om han skulde be- gyndt igjen? - Var han blet klogere af det hele? . . . Havde Livet slaat ham koldt Vand over Hovedet og sagt ham, at han begyndte som en Galning? - Fandt ikke det heller - -. Ens Natur . . . Her holdt han Beviset i Haanden for, at Aspiranten Kristen Grunth, efterat have bestaaet Eksamen med bedste Karakter og med efterfølgende Prøvetogt vist sig egnet for Søen, var optaget i Søkadetakademiet. Naar han tænkte paa, med hvilken Følelse han som tretten Aars Gut havde staat med dette Papir i Haan- den, - han huskede det gjennem Aarene den Dag idag! . . . Han smilte, - han havde lidt som en Hund og slaat fra sig som en Kar i de første Aar, da han havde saa mange flere over end under sig der paa Akademiet og idetheletaget, - han havde aldrig kunnet med overordnede. Det var siden gaat som en Traad gjennem hele hans Liv, saa det altid blev Opposition . . . Kunde være noget i det, at det havde været et Slags medfødt Disposition . . . Tja, tja, - han vuggede en stor Pakke med sam- menrullede Avisartikler i Haanden, - lagde den bort i et Rum igjen . . . Der ligger nu Striden med Marine- kommandoen og alle deres Penne, hvori Kaptein- løitnant Grunth gav dem det glatte Lag, saa de tilslut desarmerede ham og gjorde ham til Toldinspektør. - - Her er man Løitnant og her Premierløitnant og Dampskibschef ja - Ja, ja, - det var en Tid, - en daarlig Tid - hm - - SIDE: 96 Udnævnt til Medlem af Kommissionen for Kyst- fyrene. - Ja, da var man endnu i Gunst og Naade, den meget ansete Kapacitet, som siden skulde bli saa sør- geligen reduceret - . . . Vielsesattesten, - han aabnede den langsomt - med Jomfru Terna Kirstine Taarvig - Han blev siddende og se paa den. Der steg for hans Syn en spæd rank Pige med dybe blaa Øine - hvidt ligetil Skoene og Brudesløret slaat tilside, da hun traadte ind i Kirken. - Haandtrykket, da Ordene lød: - "Saa erklærer jeg Eder herved for rette Ægtefolk at være," - hele Høitiden . . . Tankerne lagde Bro, og han kom til at dvæle ved Afskedsøieblikket for dette Liv - et Udraab, en Ud- talelse, han aldrig havde faat rigtig Grund i, - ofte tænkt paa - "Jeg tilgir Dig. Husk at jeg tilgir Dig alt, - alt, Kristen!" Han lagde pludselig Vielsesattesten sammen, trak ud en af Skufferne under og fandt frem sin Hustrus efterladte Breve. De laa der i to af ham selv forseg- lede og ombundne Pakker. Han besaa og overveiede før han brød Seglet paa den største af Pakkerne. Det var hans egne mange Breve til hende fra mange Steder og mange Lande, som hun havde forvaret i et gammelt Barndoms Syskrin af Valnøddetræ inderst i Komodeskuffen, - fra de første med gjemte Blomster og Firkløver indeni . . . Han læste, ét for ét, op igjen det fra Forlovelses- tiden - Der stod som en Aande af Andagt ud fra dem, slig, helligt, som hun havde bevaret dem, og han sad over- vældet, dybt og varmt løftet tilbage i sin Ungdoms rige Tid. Under den fortsatte Gjennemgaaen stansede han ved et Brev, hvori Udtrykkene blev ham noget svulmende poetiske. Han gren af sig selv med en Blanding af mild Overbærenhed og af at være ilde berørt, - og tog fat paa et nyt. - Det var fra London, da hun gik paa SIDE: 97 faldende Fod med deres ældste lille Jon, som de mi- stede. Ja, det var den Tid, - og her fra Barcellona . . . Han begyndte løseligere at gjennemse dem og lægge dem tilside. - Og La Valette under Togtet som Tre- diekommanderende paa Ørnen - og - "Jeg skulde be Dig komme ned og spise tilaftens, Bedstefar," sa Kirstine i Døren. Bedstefar blev siddende og snu og vende og stirre paa den tildels ubeskrevne Bagside af en af sine Epistler. Det lod til at være Udkast til noget som et Brev, hans Hustru havde paabegyndt til ham - nok, medens han var ude og fo'r til Koffardis, - et Koncept, hun havde forladt og glemt . . . Datoen? - han snude og vendte det igjen, - ingen Dato - "Kjære Kristen," - læste han, og saa fulgte flere Overstrygninger eller udslettede Forsøg. Da vi tog Farvel med hinanden, mærkede Du vel" - begyndte det to Gange og igjen overstrøget - "Kunde jeg sige Dig, hvorledes jeg har ligget og ruget om Nætterne og talt og talt med Dig." - Ogsaa den Begyndelse var kasseret med en vagt henstrøgen Linie af Blæk. Noget som: - "Om Du vilde svare mig, Kristen, som vi stod for -" var udslettet med tætte Tverstreger. Saa fulgte uudstrøget henglemt: "Uden at vi er aabne mod hinanden - helt tilbunds, - føler jeg, at jeg ikke udholder Livet." Det maatte være noget, hun havde taget sig meget nær af. Det lignede hende slet ikke dette - den Slags Udgydelser, - noget, som havde krænket hende - dybt - Han forstod slet ikke - reiste sig, satte Lampen bort og gik ned, medens han famlede og ledte i sin Hukommelse - Dernede sad de ved Aftensbordet og ventede paa ham. Terna forsynede ham med The, og Korpslægen gjorde lunt opmærksom paa noget opskaaret koldt, SIDE: 98 som Bedstefar distræt holdt paa at lade passere forbi sig. Stefanie havde i Eftermiddag prøvet et nyt Piano, som var kommet til Anthonisens Musikhandel, be- rettede hun, og bagefter været oppe hos Søstrene Jen- sen i Anledning af sin Kjole, som det nu endelig var lykkedes at faa et Slags Snit paa, - saa det var blet rent sent og mørkt for hende, før hun naade hjem - "Her staar lidt Kalvekjød med Gelée igjen paa Asjet- ten, tag det, Gunnar," bød hun og sendte det op til ham . . . "Du ser træt ud, - har du været langt idag?" "Nei saamæn, - bare min vanlige Eftermiddags- runde." "Siddet inde hos din Veninde, Fru Jordan, og pra- tet?" spøgte hun. "Eller været over Broen paa den anden Side, hos dine Patienter?" - der skjød et under- søgende Blik hen paa ham. "Nei hør," lo han, - "blir nu du ogsaa en saadan Doktorfrue, som skal ha Rapporter! - Jeg har saa- mæn trasket oppe i Smaagaderne ved Skansebakken, - og det er godt at komme hjem, om jeg bare faar Aftenen i Fred." Fruen begyndte pludselig i Ro og Mag at forsyne sit Smørrebrød med et godt Kjødbelæg. Bedstefar havde opgjort sit; han fulgte ikke med længere. Kirstines Prat om, at Fru Direktør Brun- nick havde været der i Visit og ikke truffet nogen hjemme og Ingvalds Opregning af de Bøger, han maatte kjøbe, naar han kom paa den tekniske Skole, gled alt kun halvt opfanget forbi hans Øre. Han sad aandsfraværende rykket tilbage i For- tiden, medens Tanken opjaget ledte og søgte uden Resultat. De skrevne Stumper kom og vekslede for ham . . . "Uden at vi er aabne mod hinanden" - "Om Du vilde svare mig, som Du stod for" - - Da de reiste sig fra Aftensbordet, begav han sig straks ovenpaa overhørende Doktorens forundrede Spørgsmaal efter ham i Døren: SIDE: 99 "Men Far, vil Du ikke bli og ta Din vanlige Aften- pibe?" Som han tog Lampen fra Bordet for at sætte den hen paa Chiffonierklaffen igjen, skimtede han et sammenlagt Papir nede paa Gulvet. Han tog det op og holdt det frem i Lysskjæret. Det var Udkastet, som det syntes, til et paatænkt helt Brev fra hende - rettet og overstreget og slut- teligen opgivet: Kjære Kristen! Jeg formaar ikke at tænke paa eller at skrive om noget andet, før Du har svaret mig, - bare forklaret mig det, jeg har saa tungt, tungt paa Hjerte. Det er saa mørkt for mig. Jeg vil ikke, Du skal "berolige mig" - men sige mig, som det er, Kristen, saa har vi det rent og klart mellem os for Gud og Mennesker som Ægtefolk og alle, som elsker hinanden, maa ha det, skal det ikke være som at stirre ned i en Grav og ønske sig død og borte. Svar mig, hører Du, sand- færdig, hvad jeg skal tro, Du elskede Ven, som jeg taler til langt borte. Aa, jeg har tænkt og grublet. Ofte skjønner jeg selv, at det vokser op for stort for mig. Helt fra i Sommer, da jeg var hjemme, Du véd, og saa til Far, som var saa syg, - og jeg fik Brevet fra Dig fra Lissabon, - Tak for det - har jeg ikke sovet en rolig Nat, - ligget og tænkt og tænkt paa dette stygge Menneske og saa set Dig i Ansigtet og udtalt: "Malla Sannem" for at se, om du blev bleg og uvis eller, om Du, Gudvelsigne Dig, bare jepede saa stygt vakkert, som kun Du, Du kan, og haanende lo mig ud. Og saa længe holder jeg paa om Nætterne og siger det, ser paa Dig og faar Angst og ber for Dig, til Jepet kom- mer, jeg faar ikke sove før. Dette Menneske kom en Dag forjasket og slusket; men havde vist været vakker, ind i Fars Kjøkken og vilde tale med Fru Grunth - i Enerum. - Og saa kom det da, at hun var gift og i stor Nød og Fattig- dom nu, Manden havde forladt hende, og hun vidste SIDE: 100 ingen anden end mig at ty til, siden hun havde hørt, at jeg var Kaptein Grunths Frue. For med ham havde hun faret som Dampskibspige en hel Sommer, - og, havde han nu været der, vilde hun blet velhjulpen, det kunde hun sige mig saa sikkert, "som hun stod paa denne Pletten". Det var Udtrykket, - og jeg husker, hvor raat hun stødte Foden i Gulvet. Men, da hun saa forstod, at jeg mente kun kort at afvise hende, blinkede hun mig dristig i Øinene og sa saa underlig spodsk og, som hun mente at true: - "For han var nu et Mandfolk, han ogsaa, Frue." De Ord glemmer jeg aldrig, Kristen! Jeg gav hende skyndsomt, hvad jeg kunde, to Tyvekroner, og haaber aldrig at se hende mere. Men siden - siden -. Jeg tør ikke se ind i det" - Her var Skrivelsen ladet ufuldendt. Nedenfor stod, som en Bemærkning for hende selv: "Har der været noget der, saa, hvorfor skulde det ikke ha været saa meget andet? - Det blir til en hel Lavine for mig. Jeg vover - nei, jeg vover aldrig at spørge ham -" Han sad med Papiret glemt i Haanden - - Saa, dette havde hun gaat og baaret paa gjen- nem Aarene - de mange -. Det var det, som voldte dette sky, ubeherskelige, pludselige, naar hun saadan med ét stødte ham fra sig, ofte i Hjemkomstens Stund netop, som de kunde være hinanden varmest og inder- ligst nær . . . Her - her var Forklaringen . . . Malla Sannem - ja, hun hed det, - vel en tredive Aar siden nu . . . Han havde saavist selv sørget for at glemme baade Navnet og den fordømt uheldige Affære - Fuld efter et Drikkelag nord ved Bejan. - - Det havde været hans Princip, at en, der vilde frem, maatte ha ren Vest for pletfrit Familieliv. Han fik hende da ogsaa straks besørget vel fraborde - og ud af Erin- dringen som andet Smuds, én spulte af sit Dæk. Han stirrede og saa tilbage ind i sit Ægteskabs veks- lende Begivenheder og Gang gjennem Aarene - SIDE: 101 Bristen i deres Forhold, Revnen, som var gaat igjennem det, - alle de Tvil, hun med sin dybe Natur havde slæbt sin Kjærlighed frem over, - den gjemte bæ- vende Uro og Angst, naar han kom stormglad hjem fra Togt eller Reise, - de lønlige Spørgsmaal i hendes Øine - Som han sad hensunket, blev det ham, som Fuglen kredsede nær ham med Saaret i Brystet og det kla- gende Skrig - "Husk at jeg tilgir Dig alt - alt" - mumlede han med bævrende Læber og brast i Graad - Han, - den gamle Mand, - havde ikke før nu vidst, hvad et saadant Forhold, - hvad Kjærlighed var! Midt i Høstmørket og Graataagen under Jul var Nysneen pludselig faldt over By og Land, - Luften saa blank mellem drivende Skyer, Aaser og Hustagene saa blændende nyhvide. Korpslægen var taget ind til Hovedstaden for en Uges Tid som Medlem af en nedsat Kommission i det militære Sanitetsvæsen. Samtidig agtede han at gjøre forskjellige Indkjøb i Anledning af Ingvalds nær fore- staaende Reise til det tekniske Institut . . . - Bedstefar kom hjem fra sin Formiddagstur. Han gik gjerne alene og vandrede i den sidste Tid. - - Huh, - bare han saa Messingknappen i Gadedøren, det var som at gaa ind i Hulen igjen! Han blev staaende ude paa Trappen og nød Vin- tersolen, der næsten varmede mod Husvæggen. Sneen begyndte nu saa langt ud paa Formiddagen at smelte af igjen i Gaden, saa det vaade sorte stak op - Det, som er gjemt i Sne ja, dukker op i Tø! . . . Han trak Pusten betynget. - Her kommer vel en Dom- mens Dag til dette Hus ogsaa . . . Hun besørger isandhed sin Ægteherre med mange Løgne, - har SIDE: 102 indrettet sig lunt . . . Ude om Eftermiddagene og saare sød mod ham, naar hun kommer hjem - helt distræt og optaget, nu han er borte . . . Adam og Eva de var to og ikke ti -. Ja, Gud véd, det er ikke værd at fordybe sig der . . . Det er ialfald greit, at de ikke snød hinanden, saalænge der ingen flere var. - Men saa sad der tilslut en Wingaard oppe i Træet der ogsaa . . . Bedstefar stod betænkt og strøg Sne af Gelænderet med Stokken: At én og én er to, det skulde være den simplest mulige Sætning, - og, at det ikke bare er et dødt Straa lagt til et andet Straa, men to levende Frøkorn med Fremtidsmuligheder, der kan velsignes saa rigt, som der er Stjerner paa Himlen . . . Men saa lidt begriber man sin Natur og sin Inter- esse - Ja, - den, som kunde begyndt dette Liv forfra igjen med det Vet, man har, naar man slutter det og endelig begriber, at det maa tages helt indvendig fra - fra Kjernen, om man ikke tilslut skal staa igjen med Tallerkenen fuld af bare Skaller - - Som Bedstefar lukkede sig ind i Entréen, kom Terna pludselig fra Stuedøren. Hun var forgrædt og maatte have ventet paa ham. "Bedstefar," hviskede hun, - "jeg vil fortælle Dig noget. Paal er reist!" Hun fulgte ham undertrykkende sin Graad opad Trappen; men der ovenpaa kastede hun sig i Sofaen og brast i en fortvilet Hulken. "Stakkar, ja - saa han er reist?" - lød det fra Bedstefar. "Ja - nu imorges," - hun vred Hænderne kramp- agtigt. "Og uden at ha - ha - sagt Dig nogenting?" - prøvede han. Terna hulkede ustanselig, og Bedstefar gik frem og tilbage. Det var med en vis Bebreidelse, at han saa pludselig stansede og sagde: SIDE: 103 "Men kunde Du nu egentlig ventet Dig andet, Terna, - saadan, som Du stadig har stødt ham tilbage og afvist ham alle hans sandelig ikke dulgte Tilnærmel- ser." "Men Bedstefar, han har jo skrevet til mig - det - der," - hun rakte op Brevet. "Saa det der" . . . "Og jeg har svaret ham, at jeg ikke ku-unde" - forsvandt Stemmen ned i Sofaen. - - "Jeg turde al- drig" - brød hun ud - "aldrig" - "Naa saa . . ." Bedstefar læste Brevet: "Kjære Terna! Hvor Du har faat det Fuglenavnet fra, véd ikke jeg; men det véd jeg, at, fra Du var Skolepige af, saa har jeg altid set og undret mig over Dig, - og drømt om, at naar jeg først blev noget, saa skulde jeg ha en Kone, som hed Terna, og som var saa sandfærdig og dyb i Øinene og saa fin og hel som Du. - Men det faldt mig rigtignok ikke ind, at hun skulde faa en saa nydelig slank, spæd Vækst og Gang eller, at hun skulde bli, for mig ialfald, endda vakkrere end det, som vor gamle Pige altid sa var det vakkreste i Ver- den, nemlig Rosen i Zaron - Kjære Terna, jeg kunde ikke ta nogen i Verden uden Dig, og svarer Du mig ja, - at Fuglen er min, saa slaar jeg ned i Stuen hos Jer, gjennem Vindu eller Dør lige fedt, - for aldrig at slippe Dig mere. Men siger Du nei, saa gaar jeg imorgentidlig ombord paa Dampskibet Hertha, som skal til Messina, og blir borte, - til jeg synes det kan været lidt Moro at drive paa med noget igjen - eller, til Du kanske kommer til at tænke, at der var en Ven i Verden, som elskede Dig og som Du lod drive afsted for Veir og Vind, - og som endda har det Vanvid at gaa og vente paa Dig. Paal Høeg." "Og Du svarede nei, Terna," - sa Bedstefar grub- lende hen i sine Tanker. - "Ja, - hm, - jeg siger SIDE: 104 ikke, at der ikke skulde være noget at overveie. - Jeg siger det slet ikke - slet ikke. Der er mange brændte Fingre i de Forhold . . . mange Gange de bedste Mennesker ellers, som ikke vilde tilføiet hin- anden ondt for aldrig det! Man slipper Lykken ud af Huset saa let som Skorstensrøg, - der er som en Blindrude ud til den Kant" . . . Han drev lidt paa Gulvet og stansede igjen foran hende: "Men Verden maa jo gifte sig, begriber Du. Gaar ikke an bare at springe sky bort og sige nei. Du kan tro, Terna, der er ogsaa bra Folk, som ikke svigter - særlig, hvis man itide gav dem lidt Forstaaelse af - hm-m-" "Nei, nei, Bedstefar, - paa Paal aarkede jeg aldrig at tabe Troen! - Han er reist" - brød hun igjen ud i voldsom Graad - "og med bare de kolde Ord . . . Det er saa sørgeligt, saa sørgeligt" . . . Det snede igjen den Nat og det næste Døgn, medens Luften var et hængende, dryssende Snemørke. Først den tredie Dag klarnede det op over en By og et Land- skab, som laa foddybt i hvidt. Der var pludselig kom- met frisk Kulde, - en nyskabt Verden om én saa ren og uberørt, som i Paradis . . . Sneen skuffedes af Tage og Fortoge, Gange og Stier maagedes fri og den brede Færdselsbane opkjørtes i Kongeveien med Sneplog. Al Trafik var med et Slag forandret, - faldt ned fra at slæbe i Smuds og dyb Høstsøle og senere at dure og larme paa Hjul over den knudrede Barfrost til at glide fint og let og mun- tert paa lave Slædemeier. Der var Vinterhumør i Luften - Slæder med Vedlæs, Slagt og Føringer til Torvet be- gyndte alt Morgenen efter at fare ind til Byen for ved Aftenstide at slingre tomme, bjeldeklingende hjem- over igjen paa de alt opkjørte Landeveie. Inde i Byen SIDE: 105 føg Snebolderne og lavedes Mænd og Fæstninger i Ha- ver og paa Pladse. Allehaande Kjøreredskaber for Vinteren droges frem fra Skjulene. Og gjennem Ga- derne fo'r mere eller mindre luksuriøst udstyrede Slæ- der, - man vidste, hvis de var, - klingrende i de for- skjellige Retninger for at prøve Føret, medens det endnu laa, thi før Jul var det i Regelen usikkert . . . Man maatte i Visiter til hinanden i de med dobbelte Vinduer stængte, lune Hjem, - udtale sig om den pludselige overraskende Vinter og med det samme faa forevist en ny Boa, en Ilderskinds Muffe med Besæt- ning eller en kostbar Foerværks Kaabe - - - - Stefanie var engageret her og der nu, medens Doktoren var borte, - baade optaget og opstemt, fandt Bedstefar. Iaften kom hun først hjem, medens de sad ved Spise- bordet, ophedet og rød i Huden af Luften. Hun løsnede Pelskaaben for den lumrende Varme i Stuen, - vilde ikke ha Mad, - gaa lige tilsengs. Det havde været en lang Eftermiddag derude hos Enkefru Wiborg paa Stranden, og hun var træt. Ja, en dryg Kaffesladder det . . . gik det i Bedstefar. Han saa, hvorledes Ingvald sad og svælgede og svæl- gede og undgik at se paa hende, og Terna satte Øi- nene stivt ned i Tallerkenen. Det blev trykkende stille, da hun var gaat, og de reiste sig snart fra Bordet. "For et Helvede!" - hviskede Ingvald, idet han strøg forbi Terna. - "Det skal bli godt at komme fra Huset." Han fo'r ud og op paa sit Værelse. Det var med en vis Selvfølelse, at Korpslægen kom tilbage fra sit Ophold i Hovedstaden, hans Anskuel- ser havde seiret - faat alle Meninger for sig i Kom- missionen. - Al Udsigt til at blive Brigadelæge ved næste Vakance! SIDE: 106 Han havde havt travelt; men set og taget Indtryk af adskilligt, truffet Ungdomsvenner o. s. v., hvorom alt han fortalte og underholdt Stefanie. Han havde en lang, prægtig Boa med til hende; og hun maatte følge ham, med den paa, under hans før- ste Hjemkomstvisit i Praksis til deres gamle Venner, Direktør Bodoms. Der slap han hende, - havde ikke Tid til at drikke Chokolade, - maatte ud og se, hvor- ledes Vikaren havde stelt med hans Patienter - Hans spænstige Skikkelse forsvandt henad Fortoget, lunt hilsende en og anden bekjendt. - - Det blev stille Juledage iaar hos Korpslægens, da Ingvald skulde reise lige efter Nytaar, og Terna und- slog sig for at deltage i Ungdomsballet i Foreningen. Det saa ellers ud, som Byens Selskabelighed først skulde komme senere iaar. Helligdage gjaldt ikke for Korpslægen; ret som det var, gled han for dinglende Dombjelder ogsaa i Bak- kerne ude paa Landsbygden. Iaften, da han kom hjem fra et Sygebesøg hos gamle Venner paa Reistad, var han træt og bleg og begav sig straks ind paa Kontoret uden at se indom Stuen. Han sad der uden at have tændt Lampen, da Kir- stine for anden Gang mindede ham om Aftensmaden. Ved Bordet var han taus distræt og svarede kun med Enstavelsesord paa Ingvalds Snak og forskjellige Spørgsmaal om sin Reise, der nu var fastsat til tredie Januar. "Er Barnet ude paa Reistad meget sygt?" forhørte Stefanie deltagende. "Intet af Betydning," lød det kort. Bedstefar syntes at se et hastigt indbrændt Blik hen paa hende opsky- dende som fra hans Uros Dyb - "Og ikke mere Hensyn til Dig end, at de umager Dig saa langt ud nu i Juledagene" - klagede hun indsmigrende. - "Et vakkert Hjem der, Stefanie," - sa han med Øinene aandsfraværende i Luften. - "Som en Fest derinde . . . Som en Fest derinde . . ." SIDE: 107 "Jaha, det er ikke mere end disse fem Dage, til Du skal reise, Ingvald!" - vak han pludselig op som gre- ben af en Tanke - - "Jeg tænker nærmest paa Kuf- fert. Du maa ha en solid og rummelig, saa Du kan faa Plads til Bøgerne og ikke behøve at kjøbe nogen saasnart igjen. - Ja ha, ja ha," - han kneb sammen Øinene, som han stirrede helt optaget ind i noget. - "Du skal, saa at sige, ta Farvel med denne By nu, - begynde et nyt Afsnit af dit Liv, synes Du vel? - - Jo, - Barnet var bedre, Stefanie," - sa han med ét blødt og mildt og nikkede op til hende. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Bedstefar havde feiret de senere Dage i Julehel- gen med et Par hyggelige og livligere Kortaftener nede i Klubben. De tydde did, ligesom han, adskillige af Stadens paa ensom Fod levende ældre Herrer for ikke at tale om yngre, mere friskfyragtige Størrelser, der nu ikke hørte til hans Kategori. Ikvæld var han træt, havde gaat tidlig op paa sit Værelse og indrettet sig paa at faa gjort op sit lille Aarsbudget, som han altid pleiede før Nytaar. Det var jo nu blot Smaabeløb, noterede i Ører ofte, nøi- agtig Aaret rundt. Han havde det Haab at kunne af- slutte Regnskabet til sin Tilfredshed, det vilde sige, at Resultatet viste, at han var kommet ud af det med sin Pension uden at behøve at ty til Renterne af to, tre Gasaktier eller de nogle tusind Kroner, han eiede i Banken. Han sad nu - efter Afslutningen - og dampede ved Piben og ræsonnerede over de ikke netop ganske som forhaabet ballancerende Tal; - det var gaat ad- skillig ind paa Renterne. Han havde bevaret sin gamle flotte rundhaandede Tilbøielighed, - hvad der ikke netop var saa heldigt for en Pensionist. Men, Summa Summarum, det gled jo, - og lidt Bedstefar fik man da være . . . Saadan Dagen eller et Par Dage før Nytaar havde han altid siddet med Aarsregnskaberne, - og saa ind til sin Hustru i de forskjelligste Humører . . . SIDE: 108 Her var ingen mere at buldre for nu. - Tanken gik tilbage henover de mange forskjellige Aar. - - Ja-a, - da var det altid han, som stod med Regn- skabet og Opgjøret for hende, - der var brugt for- meget, - der det og der det. Og nu, - nu - - er det hun, som kommer med det store Hovedopgjør for alle Nytaarene tilhobe! Du har skrevet kvit under det, Terna - sagt, lovet mig kvit. - Kunde jeg saavist ogsaa kvitte mig det selv. Du holdt den store Lykke for mine blinde Øine, og jeg laa for lavt, for verdsligt til, - forstod ikke vort Samlivs fulde Høitid - - Det bankede paa. Bedstefar tog hastigt den ned- faldne Pibe op, og Korpslægen kom ind: "Du har ikke lagt Dig endnu, Far, - jeg vilde gjerne talt med Dig lidt, - om jeg ikke forstyrrer." "Naa? -" rettede Bedstefar sig pludselig i Stolen stærkt spændt. "Ser Du," - Sønnen satte sig hen i Sofahjørnet. "Det er om Ingvald." "Om Ingvald?" - Bedstefar gløttede hen paa ham. "Ja, Far, - Du, som gaar saadan ind og ud til alle Tider, kunde jo altid se et og andet. Du skulde vel ikke ha mærket noget til, om han har gjort noget- slags Forberedelser, som kunde tyde paa en Tur ud til Sollid? - været inde i Kontorskabet og forsynt sig med Nøglen for Eksempel - eller mærket noget Ind- kjøb til at holde Kalas med?" - Bedstefar rystede benægtende paa Hodet. "Jeg vilde gjerne komme efter den Ting, - vide, hvor jeg har Gutten. Jeg skal sige Dig, jeg havde tat med mig Nøglen og bestemt mig til at lægge Turen indom Løkken idag, naar jeg kjørte tilbage fra Rei- stad. Jeg saa straks i Veien, at der havde været Folk; der var overføgne Spor af Kjørsel. Og inde i Stuen var ikke alt længere i den gamle Orden; - Puderne i Sofaen var omlagte, og paa Skorstenen havde der været gjort op Ild, siden sidst, jeg var der. Men det, SIDE: 109 der gav mig Vished, var Stykkerne af en Champagne- flaske, som var slængt hen paa Affaldsbingen og stak op af Sneen" . . . Bedstefar greb pludselig om Stolearmene: - "Hum - hum -. Ja, det kan jo være, Du, - at Ingvald" - "Har du git ham nogen Penge i den sidste Tid, Far? - Han er jo en saa ordentlig og bra Gut. Men han kunde jo ha fundet paa at holde et Afskedskalas sam- men med Kammeraterne - og tét sig spendabel" - "Jo-o, jovist, jeg har jo furneret ham med lidt af og til nu i Anledning af Reisen . . . Havde jo ikke netop tænkt til Champagne" . . . "Saa saa," - udbrød Korpslægen livligt, - "jeg skal saamæn ikke dømme ham, om han har fundet paa at gjøre et knasende Afskedslag. - Saa saa, - det er ikke uden Sandsynlighed for sig - kan godt være . . . Et nok saa fornuftigt valgt Sted til at indrette sig ube- mærket" - Han funderede og snakkede ned i Gulvet - . . . "Jeg vilde aldrig spørge ham, - ikke lægge no- gen Pine paa Gutten eller lade ham ane, at jeg har opdaget det" - - Han sad med Bedstefars Pen og saa og stregede paa Papirunderlaget. "Men sig mig, Far," - udbrast han pludselig som grebet af en Angst, - "dengang vi flyttede fra Sollid, - var ikke Du i Kjøkkenet, da vi satte ind en af Sylte- krukkerne i Flueskabet? Kan Du erindre, om Ingvald var tilstede da?" - hans Øine faldt skarpt paa Fade- ren, som om han vilde drive det frem af hans Hu- kommelse. "Ja, det erindrer jeg bestemt," - udtalte Bedstefar. "Jeg sad ved Ilden og varmede mig og saa gjennem Vinduet, at Ingvald strævede med at snøre en Regn- kappe over Kjørelæsset, medens I satte Krukken ind." Doktoren stregede ikke mere. Haanden blev lig- gende paa Underlaget. Der lød et halvt Støn, - hans Hode ligesom sank for et Knæk i Nakken, og han sad der graableg. SIDE: 110 "Og om han nu ogsaa havde forgrebet sig paa det!" - mente Bedstefar undskyldende; han ledte i Tanken efter, hvad der saa pludselig var gaat op for Sønnen og satte ham i saadant Oprør. "Jah, - slig en Gut kunde . . . kunde jo nok ha rumsteret og fundet det . . . Snoren om Krukken var tat op, og der var spist af det. - Han kunde jo nok, - det er ikke umuligt. - Ja-a, - ja-a - - Ja, jeg vil sige Dig Godnat jeg, Far," - brød han pludselig op. "Undskyld, at jeg har forstyrret Dig med en - en - Bagatel igrunden" - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Nei det var ingen "Bagatel", nei, - svarede Bed- stefar paa sin egen Tanke, da han var blet alene. Læ- berne trak sig tæt til, og han tog sig skarpt sammen. Han var vant til at eftergaa en Sag . . . - Stefanie selvfølgelig og Wingaard, som har tat sig deres Promenade derud - - Den Aften, hun kom saa echaufferet hjem i sin Pelskaabe naturligvis - fra Enkefru Wiborg? Og Gunnar har lagt sammen det ene til det andet; - men ræddes for at se det i Øinene og leder nu frem alle andre Muligheder og Umuligheder - Han faldt tilbage til at tage op igjen Sønnens for- skjellige forsigtige, forblommede Spørgsmaal, - hele hans Manøvreren om Sagen, og blev siddende med en egen Mine af Selvbebreidelse - Han kunde jo bøiet Sagen hen til noget mindre afgjørende, - ikke netop svaret saa bestemt paa Spørgsmaalet, om Ingvald havde været i Kjøkkenet, da Syltetøiet blev indsat . . . Han følte, at en Djævel havde stukket ham, - lidt af hans ophobede Hævn- tørst mod Stefanie - en bitter Lyst saadan i Øieblik- ket . . . Ja, Mennesket er uudgrundeligt, - - hugger sig selv som Skorpionen med Halen . . . Burde været var- som, set, hvor man rammede. SIDE: 111 Han hørte Sønnen gaa ind af Kontordøren, - vid- ste, at han nu sad dernede hvileløs og rugede. "Ulyksaligt - Ulyksaligt!" . . . Korpslægen var optaget med Kommissionsarbeide, tog sin Aftenpibe inde paa Kontoret og saas kun i Stuen den korte Tid ved Maaltiderne; han havde da faat istand et Slags harcellistisk lystig Jargon med Stefanie, som hun lod til at goutere. Der var kommet en vis nervøs Fart og Uro i hans Væsen, han satte sig hastig, reiste sig hastig. Ikvæld, efterat Ingvald var reist, kom han ovenpaa til Bedstefar med sin Pibe og laa og dampede paa So- faen . . . "Det er et Spørgsmaal det," ræsonnerede han, "om en Familiefar egentlig har Ret til at ta Hensyn til sig selv, - om han ikke i og med det at være gift har overtat en Forpligtelse til at staa som en Støttestolpe for Familien, om han saa selv indvendig kreperer. Overhodet, hele Omfanget af, hvad det vil si at gifte sig - Opgir man sig selv for at sluges af Afkommet? - Saa gjør jo Dyrene - Bierne - Døgnfluerne - - Man skulde kunne snydes og bedrages, - fodres med Løgne som en Idiot! - og, jo flere Børn, der kom i Reden, desto fastere sad han i Snaren . . . Noksaa høi- komisk," - udbrast han, medens han laa der urolig og heftig som en Staalfjær, færdig til at springe op. - "Saadan en from Sjæl med et Gevir som et sta- dig voksende Træ skyggende over sit Hode. - Han er vel reist i denne Verden! . . . - Me-n, det kunde jo ogsaa falde Dyret ind, at det Gevir havde han faat af Verdensstyrelsen for at stange med, - for at straffe og ta Hævn og faa sat Tingen, indvendig ialfald, iorden. Det er kun Forurettelsens Lov det, at den vokser og vokser, til den eksploderer i Hævn og gir Balance - SIDE: 112 Tænker mig en saadan troende Fyr, som pludselig skjønner, at han har faat alt, hvad han eier af Fø- lelsesliv, forsmudset og misbrugt og forhaanet og be- spyttet, saa Hjertet hans ligger som en udkastet blo- dig Kjødklat paa Affaldsdyngen -" "Var jeg Dig, Gunnar," - afbrød Bedstefar ham, "saa vogtede jeg mine Nerver lidt, - Du har alt for anstrengende Arbeide om Dagene." "Siger Du det, Far? - Ja ja, - kan nok være det - - naar man filosoferer for hart, mener Du. Skal prøve at ta lidt Kloral til Natten, - én faar visselig sørge for at faa Søvn." - - Bedstefar sov urolig den Nat, - drømte, at han holdt paa at rette og rette paa nogle gale Uhre, som aldrig vilde komme iorden . . . Terna stak hastig befippet Hodet ind af Døren til Bedstefar: "Wingaard er nede i Nytaarsvisit," meldte hun og forsvandt igjen. Bedstefar reiste sig og byttede Frak. - Vel Ungens Mening, at man burde komme ned, - saadant et lidet fordækt Nødraab . . . Opbyggeligt . . . Først nu Nytaarsvisiten, - og netop idag, Gunnar er kjørt ud i Distriktet. Det stemmer i alle Maader -. Altid kun korte Besøg paa det sidste, - saa at sige, kun en Ordveksel paa Faldrebet, - spør efter Gunnar. Høist klogt og forsigtigt. Som gammel Husven tør man ikke gi sig til at forsvinde af Horisonten heller - Bedstefar steg besindig ned ad Trappen. Inde i Stuen sad Wingaard med Tulupen kastet af paa Stolen ved Siden af sig, færdig til at fare afsted igjen, - hans Slæde ventede udenfor. "Altsaa ingen Doktor hjemme idag heller," hilste han Bedstefar og glippede nervøst med Øinene, - "man skulde jo aflægge sin Nytaarsvisit. Ellers en stor Uting; man opponerer da ogsaa imod den, klarer det med Nytaarskort . . . SIDE: 113 Naa altsaa," - gjenoptog han sin afbrudte Samtale med Stefanie . . . "Jeg har anskaffet mig et nyt Sæt Dombjelder, - bruger dem for første Gang idag. - og saa er de for tunge og raa i Klangen - ustemte og disharmoniske, skikket til at gjøre én gal - larmer langt ind i Sjælen, øresønderrivende, som én skulde ha dem selv paa Nakken. - Og saa Solskjæret paa Sneen!" "Jeg kan høre, De er i slet Humør," - sa Stefanie grættent, - "vi andre faar saamæn sidde herhjemme uden Dombjelder og fornøie os med at se paa Føret ud af Ruderne." Der drog sig et Par Trækninger i Wingaards Ansigt, som tilbageholdt han et irriteret Svar. "Jeg bekjen- der," - sa han, - "jeg mente virkelig at laane lidt Humør hos gamle Venner. Men - det synes ikke -" Hm . . . man er alt kommet saavidt som til huslig Trætte - opgjorde Bedstefar sig. Han satte sig ved Vinduet og keg ud af Ruden, hvergang der lød Dom- bjelder, urolig for, at det kunde være Gunnar, som kom hjem. "Et lidet Glas Vin tør jeg vel byde Dem sammen med Bedstefar," sa Stefanie, - "det turde omstemme Dombjelderne." "Nei Tak - nei Tak, - det bare forværrer, - gaar mig lige i Blodet om Formiddagen . . . Fruen har faaet et prægtigt Gaupeskind, ser jeg, foran Deres Lænestol, - Julepresent fra Ægteherren?" - henka- stede han med et Skjær af Spot. "Huf ja," - hun stødte lidt til det udstoppede Gaupehode med Fodspidsen, - "de Glasøinene gjør mig rent bange, hvergang jeg sætter mig ned." "Kattens Fjed og Kvindens Veie!" . . . knurrede Win- gaard. - Og Bedstefar maatte give ham Ret. Det var hendes mindste Kunst at spille paa to Strænge, - lige mystisk i Øinene og lige øm, enten hun haandterede den ene eller den anden . . . "Man har nu engang den Ulykke at eie en høiere SIDE: 114 Trang til Luksus og Komfort," klagede hun . . . "In- gen Forstaaelse af mig - her" - Larmen og Trafiken i Gaden lod Bedstefar af og til overhøre Samtalen, der undertiden faldt ned til at blive smaasnakkende og dæmpet. "- - Kjøretur - - Fru Wiborg" . . . opfangede han af en indtrængende Hvisken fra Stefanie. "Vi har Maaneskin i næste Uge," bemærkede Win- gaard høit gelassent. - - - "Nei min Hest staar jo derude og fryser." Han sprang op og hev Tulupen paa . . . - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Korpslægen kom først sent hjem. De var ud- budne for Aftenen og Stefanie alt gaat; men han gjorde ingen Mine til at ville klæde sig og følge efter. Han satte sig distræt med en Avis; men kastede den igjen, - saa bleg og oprevet ud . . . "Hekseprocesserne var ikke saa dumme endda!" - udbrød han pludselig og begyndte heftigt at gaa op og ned paa Gulvet af og til stansende halvt, som han snakkede halvt ud til Væggen, halvt til Bedstefar . . . "Naar de kom itvil, om de havde at gjøre med en Heks eller et Menneske, saa anstillede de Prøver, - og saa, enten var hun Heks eller ikke. Var hun en Heks, saa kreperede hun. - De kaldte det Guds Dom, - og det var ikke taabeligt tænkt af Menneskene det. De manglede bare Midlerne, saa de slog ihjel feil. Men sæt, at de havde havt et ufeilbarligt Remedium, saa det stod greit som Mathematik: - er Du et Trold, som rider til Bloksberg paa Kosteskaft, naar din Mand sover, - er Du en Menneskelivets Forræder, saa kom- mer Du ved dette Middel visselig til at dø -. Det er et Spørgsmaal det, som jeg lader aabent, om der ikke gives saadanne Umennesker nu ogsaa, - Na- turer, som har Afinitet til alle Sider, - fordulgte Hul- drer, som drager og fanger Mænd, - forraader og hærjer . . . Og sæt, at der nu gaves slige, og, at en Mand gik SIDE: 115 tungt itvil, - kunde han da gjøre noget rigtigere, - for sig og sin Familie forstandigere end at ty til slig en ufeilbar Guds Dom, - holde Hekseprøven, - hvad?" Han rettede sig som en Fjeder og fortsatte voldsomt: "Nei, nei, - forudsat, at der virkelig gives sligt ufys- ligt Tøi i Menneskeham, - jeg véd, jeg skulde holde Dommen med hel Sindsro. - Dræbte den, jeg skulde være saa lettet, - det skulde ikke koste mig mere end at udrydde en Rotte. Dræbte den ikke, - jeg skulde være saa glad som efter at ha faat Vished igjennem selve min Herre og Skaber!" "Gunnar, Gunnar," - advarede Bedstefar hoved- rystende, - "spiller Du Dig ikke op for stærkt nu?" "Aa, jeg har tat mig en underlig Lysttur ud til Sol- lid idag, - faat frisk Luft og styrket Nerverne," sa han koldt skjærende. Korpslægen havde været som snarest inde i Stuen efter Middagen med Aviser og Post og givet den Be- sked, at man ikke maatte vente ham hjem til Aftens. Han var overhovedet meget borte i denne Tid, saa at sige, helt optaget af sine Gjøremaal. "Bedstefar," - begyndte Terna uvis, da de sad igjen alene i Stuen . . . "Synes Du ikke, der er noget under- ligt ved Far om Dagen? - Aa Gud, - aa Gud, jeg er saa angst. - Naar han slaar sig slig halvlystig, staar det saa koldt af ham, - er han saa haard i Øi- nene" - "Hu-um . . . Jeg tør ikke benægte, at han ogsaa forekommer mig en Smule nervøs paa det sidste. Men vi faar haabe, Terna mi', at det retter sig igjen. Han er visselig overanstrengt." "Det er noget med Mor" - vovede Terna, - noget, som er galt!" - udbrast hun fortvilet. "Hør nu, Terna, Ungen min, - nu er Du voksen - har selv havt Sorg . . . Vi bør ta det fornuftigt, - SIDE: 116 hvad det nu er, - jeg ønsker ikke at trænge dybere ind i det, - og Du skal heller ikke grunde mere over det, end Du visseligen allerede har gjort. - Det er en Sag kun mellem de to, som ingen jordisk Magt kan gripe ind i eller hjælpe. Du maa forstaa, Terna, at vi er aldeles raadløse, - det briste nu eller bære." "Det er saa skrækkeligt - saa skrækkeligt" - brød det igjen ud . . . "Hør nu, Barn! - Jeg anser det for heldigt, at Ing- vald ikke længere er hjemme. Gutten gik her og blev bitter og oprevet. - Og kanske ikke saa godt for din Far heller, som ser, at der lides . . . Jo færre kjærlige Øine paa det kanske des bedre . . . Vor Tanke om at kjøbe Huset paa Stranden, og Du styre og stelle der- ude . . . Burde kanske være gjort for længe siden. - Men, naar man er gammel, Du, saa blir det længere og længere fra at tænke til at handle; man har be- drøvelig ondt for at beslutte sig . . . Der blir vistnok Overtalelser og kanske nei og nei fra din Far; men jeg skal staa halstarrig. Ingen Grunde - ingen Grunde, skjønner Du, uden at Bedstefar er halstarrig, - den formaledidede Bedstefar . . . Sæt bare Staal i mig, Terna. Gamle Folk, ser Du, blusser op og falder ned igjen, - faar Tvil og hører paa Grunde, hvor de ikke skal, og er stokdøve for dem der, hvor de skal" - - - - Barnet gaar her og blir fortvilet - opgjorde han sig bekymringsfuldt, - taaler det endnu mindre end Ingvald. Hun maa ha Luft og Udvei i noget. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Korpslægen kom hjem før ventet, allerede i Skum- ringen om Eftermiddagen. Han havde faat Tulupen af og stod og varmede sig ved Ovnen. "Forunderlig Far, saa det brillante Føre holder sig . . . Prægtig Tur . . . Deilig Tur, - glidende Føre," lød det oprømt. "Man gaar her i Møllen og faar SIDE: 117 Nerverne opslidte. Naar det endda ikke var det, at Dømmekraften sad i dem - - - Vakkert derude ved Sollid idag, - laa der alt- sammen saa uberørt og nedsnet - - Ja ja Far, vi kan faa en god Sommer der igjen vi!" - passiarede og snakkede han, medens han lunede sig ved Kakkelovnen . . . "Nei, er vi der!" - modtog han Stefanie, som hun kom ind. "Jeg synes formelig, jeg ikke har set Dig paa længe for al denne Travlheden min!" - Han tog hende ved begge Hænderne. - "Der er ikke Nerver der." "Men man kunde jo faa dem, Gunnar," - læspede hun, "naar man har en saadan Mand, som jeg. Idag skulde han ikke komme hjem til Aftens heller, Bed- stefar! - og her staar han," - sa hun ømt og lagde Armen om hans Skulder. "Ellers lar han mig gaa her alene, - Sygebesøg og Sygebesøg, Kommissioner - sørge for Familien . . . Naar Du ikke var saa altfor omhyggelig og betænksom for os, Gunnar, saa tror jeg, jeg skulde bli meget gladere - - Og nu," - afbrød hun, - "skal vi ogsaa ha den ferske Torsken til Aftens! - Den skulde været til imorgen Middag. Men, naar Du kommer hjem og overrasker mig, saa -" Hun forsvandt ud i Kjøkkenet for at gi Besked. Korpslægen gik hen til Vinduet og blev staaende der betænkt og se ud i Vinterluften . . . "Er alt iorden til Vaaren, saa kan jeg bli en lykke- lig Mand, jeg" . . . undslap det ham, som ud af hans inderste Tanke. Doktoren skruede og rettede paa Lampen, som Sø- rine havde sat nytændt ind. Han havde et Par Gange keget ind i Stuen, om Stefanie skulde være kommet hjem fra Enkefru Wiborg ude paa Stranden. "Maanen skal endnu være halvtredie Time oppe, - og Flodtid Klokken elleve" . . . bemærkede Bedstefar, SIDE: 118 han stod ved Vinduet paa Kontoret og saa op mod de drivende Skyer, før han firede Rullegardinet ned; han havde sine interesserede Beregninger efter Almanak- ken. - "Hun blir altid saa længe der hos denne Fru Wi- borg," - gav Doktoren lidt utaalmodig af sig. "Naa, det er jo lang Vei" - Han vandrede lidt om paa Gulvet og satte sig saa i Gyngestolen . . . "Hun maa komme nu. - Hun maa jo være her nu," - gjentog han og saa op i Lampen. - - - "Der er det igjen! . . . Hører Du ikke den uhyggelige Lyd, Far, - som om nogen uler langt, helt til han strypes? Det har plaget mig nu hele Mørkningen." "En Kran eller en Pakhusdør nede paa Bryggen, som skriger paa Hængslerne," - mente Bedstefar. "Naar man først er blet ømfindtlig, er man saa let tilgjængelig for fiktive Fornemmelser," - mumlede Doktoren. - "Hør, nu hviner og stry-per det igjen, - rent som én i yderste Nød . . . Puh, - et saadant Omslag til Leveir gjør én nervøs. Bedstefar gik ud i Gangdøren - "Det er Hunden derover i Schumachers Gaard, som sidder og uler mod Maanen," - oplyste han, da han igjen kom ind . . . "Rent mild Luft ude iaften" - - De sad der tavse og ventede og lyttede - - Pludselig lød der Dombjelder i Gaden, som fra en Slæde, der nærmede sig i voldsom Fart . . . Den stansede med ét foran Trappen - Doktoren havde alt tat Lampen og lukket op, før der blev Tid til at ringe paa. Det var Wingaard, som ligbleg fulgte ham ind paa Kontoret. "Ta paa Dig, Grunth! - Det gjælder din Kone. Hun er syg. - Ta paa Dig - Jeg mødte hende her udenfor tidlig i Eftermiddag," berettede han dirrende med glippende underlig vagt- somme Øine. - "Hun skulde ud til Wiborgs, og jeg bød hende op i min Slæde for at ta en Kjøretur - SIDE: 119 "Over til Sollid i det milde Veir," - foreslog hun og gik ind og hentede Nøglen - Ta paa Dig - ta paa Dig - Ikke før kommet ind i Stuen der, overfaldtes hun pludselig af noget Slags Smerter - nogle forfærdelige Smerter - rædsomme Smerter." - Han gyste og snap- pede efter Veiret - Ta paa Dig, - ta paa Dig, - vi maa være derude som Lynet." - Han dirrede og skjalv. - "Aa, - naar det er saa heftigt, saa er det vel snart over," lød det isnende roligt fra Korpslægen . . . "Sig mig, Far," sa han med Vægt og saa paa ham, - mener Du, at Du taaler at gjøre denne Turen med mig. - Jeg vilde det gjerne, forstaar Du" - "Ja, - ja, Gutten min." - Bedstefar fo'r op. "Du tar min Tulup og mine Reisestøvler . . . Dok- toren var ude efter dem i Gangen og trak paa ham. Selv kastede han Militærkappen over sig. Man hørte ham ude i Kjøkkendøren gi Besked, klart og høit: "Sig Terna, at vi alle har tat en Tur i Maaneskinnet ud til Sollid sammen med Wingaard. Hun skal lægge sig, - ikke vente os før sent. Behag saa at kjøre," - henvendte han til Wingaard uden at se paa ham, idet han gik ned af Trappen med Medicinskrinet i Haanden. Wingaard satte sig bag paa Hundsvaatten, Pisken snerted den prægtige Hest, og for hans kjørevante Haand fo'r Bredslæden om Gadehjørnet og nok et Hjørne, langs Havnen og udover Stranden. Master og Ræer tegnede sig imod den drivende Luft, som dunkle Skygger i Maaneskjæret, medens de alle- haande mørke Skibsskrog snart forsvandt bag dem. Smaa hvasse Snert af Pisken vedligeholdt stadig den yderste Fart. Blinkfyret ude i Skjærene dukkede op som et levende glødende Øie og blev borte igjen. Der veksledes ikke et Ord underveis. De tog op til SIDE: 120 Sollid og svingede ind gjennem Gaardsgrinden i de samme Spor, som Hest og Slæde havde efterladt før paa Dagen. Som Slæden stansede op foran Trappen, kastede Wingaard Tømmen og fulgte Doktoren og Bedstefar ind af Døren. Der var dunkelt i Stuen, et enkelt efterladt Lys stod og brændte paa Bordet, og endnu ulmede udgaaende Emner paa Kaminen - Paa Dyreskindet foran Sofaen skimtedes noget ube- stemt mørkt. Bedstefar fulgte Sønnen ængstelig med Øinene, som han greb Stagen og stilede hen mod det; han bemær- kede idetsamme, at Wingaard hastig og forsigtig skjød med Foden til noget, der rullede indunder Blomster- bordet. Korpslægen stod et Øieblik foran Løibænken før han bøiede sig og holdt Lyset ned - Der laa Stefanie krampagtig bøiet tilbage, med kolde, stive, fordreiede Træk, Kjolen opknappet og det sorte Silkes Korset med gule Kanter løsnet og forrevet - Han blev liggende paa Knæ og se og stirre paa hende. Det skjalv og dirrede i Ansigtet, - - kom et Udtryk af Haan. Minen blev haardere og haardere og ligesom lukkede sig. Han undersøgte koldblodig hendes Puls og Hjerte- slag og reiste sig braat - "Hun er død, - antagelig af Hjerteslag," - udtalte han med isnende Ro. "En allersidste Tjeneste, Hr. Wingaard," - sa han skarpt tørt. - "Vil De hurtigst mulig besørge et Par Vaagekoner herud fra Byen. . . . Og jeg tænker, vi er enige om den lille Foran- dring i Bulletinen," - tilføiede han formelt, han saa ham ind i Øinene, - "at vi tilstedeværende var her- ude, og hun pludselig rammedes af Hjerteslag og døde." Wingaard gjorde uvilkaarlig en Hilsen med den vante Haandbevægelse op mod Haaret, der havde SIDE: 121 skudt klamme svedige Totter frem i det gustenblege Ansigt. Og lidt efter lød Dombjelder fjernende sig henad Veien. Korpslægen stod stiv ubevægelig foran Vinduet, til den sidste Lyd var hendøet - "Det er en død Ting - det, som ligger der, Far - jeg har ikke mistet noget," udtalte han som en Be- sværgelse ved Liget. - "En Vampyr selvfalden under Dommen" - lød det koldt ekstatisk. - - "Det er nødvendigt, at ét og andet arrangeres, til her kommer nogen," sagde han saa forretningsmæssigt . . . "Vi maa ha Lys her, noget at se med." Medens han var ude i Kjøkkenet og fandt frem en Lampe, gled Bedstefars Skygge hen over Gulvet. Han lagde et Dække over Liget. Den lille Lampe, Korpslægen havde faat tændt, stod henne paa Bordet, og Bedstefar sad i Tulup og Yder- støvler og fulgte stum Sønnen med Øinene, medens han med Lyset i Haanden søgte og ledte og granskede og undersøgte omkring i den skumre Stue. Det blussede pludselig op paa Kaminen. Det var en liden Laagekurv, der i Hasten var kilet ind bag Ved- rummet, som Korpslægen havde kastet paa Gløderne. Levningerne af nogen nedfaldne Delikatesser laa paa en Stol fra en væltet Assiette. Han samlede det om- hyggelig op og slængte det hen paa Ilden, som det nu var lykkedes Bedstefar at faa opfrisket, og hvorfra Luerne alt begyndte at slikke og kaste et underligt Skjær ud i Værelset. Doktoren var igjen henne og lyste og undersøgte, - fandt et Champagneglas og nok ét knækket henslængt mellem nogle afvisnede Planter paa Blomsterbordet. Med dette og en tømt Champagneflaske, som Bedstefar havde søgt frem inderst fra Krogen, begav han sig udenfor, knuste det og spredte Stykkerne paa Affalds- dyngen. Bedstefar iagttog og bemærkede, hvor koldt og klogt og nøiagtigt Sønnen udslettede og tilintetgjorde ethvert Spor af det her passerede. SIDE: 122 Han saa ham, da han kom ind, staa og lyse paa det halvaabne Flueskab i Spisekammeret. Der laa i Øie- blikket noget spændt uroligt over ham, og han under- søgte overalt derude i Kjøkkenet. Saa tog han igjen med en egen langsom Grundighed en Runde omkring i Stuen, saa og besaa alle Gjen- stande. Han blev staaende, som han et Øieblik betænkte sig paa at nærme sig det mørke foran Sofaen . . . Agtpaagivende og opmærksomt førte han saa Lyset henover Løibænken og Puderne, da Skjæret faldt paa noget blankt nede mellem dem. Det var en Ske. Hastig tog han den op og gav sig til at lyse omkring i Hjørnet bag Sofaen. - Pludselig strakte han sig og greb en Krukke, som var skudt hen paa Gulvet dernede. Han fik et Drag ved Læberne, - næsten som Be- gyndelsen til en Haanlatter, medens han stod med den i Haanden og ligesom overskuede Omgivelserne . . . Besindig gik han saa hen og tømte Indholdet, lidt efter lidt, ud i Ilden. Der laa det og sved og suste, indtil Gløderne var tørre, og han heldte en ny Por- tion ud. Da han havde forvisset sig om, at alt var forbrændt, satte han Krukken omvendt ind mellem Kullene og knækkede og knuste den. Bedstefar sad og stirrede som størknet i en ond Drøm, - det var gaat op for ham, at her havde Søn- nen selv holdt Dom, - vovet Prøven, - lagt Døden i hendes Yndlingsslikkeri - Han følte, at, om hans Haar kunde blive hvidere, saa blev det det i denne Nat . . . Doktoren gik nu om i det halvskumre Værelse, ord- nede et og andet, lukkede op Linnedskabet og fandt frem Ting, som der efter Omstændighederne var Brug for . . . Omsider hørtes Slæden at kjøre op - Han tog imod de to Vaagekoner ude i Gangen og gav dem lavmælt nogle korte Forklaringer om det plud- SIDE: 123 selige Tilfælde, før de traadte ind i Stuen. Den afdøde skulde lægges paa Sengen i Soveværelset, indtil hun herfra kunde bringes til Gravkapellet. Tidlig næste Morgen vilde alt nødvendigt blive besørget derud . . . De kjendte jo Doktoren, baade Gurine og Olea Ner- vig, fra mange Aars Vaagen ved Sygeleierne; men al- drig havde de set ham slig. Han holdt sig ligesom borte, rørte ikke, saa ikke engang paa den døde, da de havde bragt hende paa Sengen. - Han maatte være rent slagen af Sorgen . . . - Sennattes kjørte Bedstefar og Korpslægen i Slud og Mørke tilbage i den samme Slæde, som havde bragt Vaagekonerne. Da Kjøregutten var betalt, og de gik op af Trappen hjemme, brød Doktoren Tausheden: - "Jeg vil be Dig, Far, gi din Søn endnu en Hjælp, - underrette Terna og Kirstine om det forefaldne og melde det i Brev til Ingvald." Byen havde nok at tale om denne Vinter - Først var nu Fru Grunth gaat bort. Dette pludse- lige sørgelige Dødsfald, - som om Lynet var slaat ned midt i Familieglæden, - under en Slædetur, som Doktorens havde foretaget sammen med Konsul Win- gaard ud til deres Landsted. Der gik nu Børnene uden Mor og Korpslægen alene igjen. Det var ikke underligt, om han var som knust af det, sky'de at være sammen med Folk og knapt endnu orkede at tilse Patienterne, saa pludselig og uforberedt, som Slaget havde ramt ham! - Og saa havde Konsul Anders Wingaard gjort Alvor af sin længst paatænkte Udenlandsreise. Og dermed var den offentlige Selskabelighed i Byen for iaar at betragte som nul og nichts . . . SIDE: 124 Bedstefar var blevet strængere i Ansigtet og ligesom mere direkte myndig i alt. Han tiltalte ikke mere Folk eller løb paa dem under et Indfald for at faa sig en Passiar, og noterede udtrykkelig alt, hvad han havde at udrette paa sine Ture, for at det, og intet andet end det skulde blive gjort. Han havde faat en voksende ængstelig Følelse af, at Ansvaret for Familien nu igjen holdt paa at falde tilbage paa hans gamle Skuldre; - han havde jo haa- bet, at han skulde havt Fred paa sin Alderdom; - men, det tegnede ikke til det. Solnedgangen saa nok- saa skyfuld ud, - gik det tungt i ham . . . Det var forresten underligt med de Dele, Menneskets Elasticitet eller, hvad det nu var. En Nat som hin i Rædsel, havde han ikke taalt eller udholdt, medens han endnu var ung eller yngre Mand, - ikke uden en Knæk. Og nu - alligevel, - det maatte ha sin Grund i noget iboende Instinkt om en Fortsættelse, - at alt ikke var færdigt og endt her, - alt ikke tabt ved en Sammenstyrten i dette endelige - - - Han hørte Sønnen ved vanlig Tid komme hjem fra Brigadekontoret og hænge Kappen fra sig i En- tréen . . . - "Din Fødselsdag idag, Kirstine min!" gratulerede han og klappede hende, da han kom ind. "Terna skal faa Penge til at kjøbe Dig noget for. Ah - ah," - han trak Aanden med et vist Behag, medens han gik omkring i Hjørneværelset, - "her er saa rent! - her er saa luftigt - Ah! . . . Og Du, Terna og Du, Kirstine saa nydelige og nette, ikke en Plet paa jers sorte Kjoler - Kjære Børn, naar I vidste, hvor vakkre I staar for jers Far, og, hvor her er godt og trygt!" - Han satte sig ned med Albuen mod Bordet . . . "Saa velsignet rent og blankt, hvor én ser," - kom det igjen. "At Du er lidt blaa paa Fingrene af Sømmen, Terna, og Du blækket i Munden, - Du er rigtig en Gris, Kir- stine, som slikker Pennen! - Men I er lige rene for det . . ." SIDE: 125 Han faldt hen i Tanker, og Bedstefar læste og vendte Aviserne. "Der er Bud fra Konsul Johnsen, om Doktoren vil komme did," meldte den ny Stuepige. "Saa, - saa," - han stirrede hen for sig med en Mine av voksende Tvilraadighed. "Nei, nei, - jeg føler mig ikke vel, - ikke rigtig skikket idag. Sig, at jeg er forhindret, og, at man maa henvende sig til Doktor Bøckmann, som har paataget sig at vikariere for mig i denne Tid." Bedstefar saa hastig ængstelig over Avisen hen paa Sønnen . . . Det begyndte at bli noksaa hyppig nu, at han undslog sig. "Du er ikke bra, Far," - sa Terna og gik hen og lagde Haanden paa hans Arm, - "blir saa mager. Kan vi ikke faa skaffe Dig en Kop Bouillon om For- middagene?" "Det forekommer mig, som Du selv er mager og medtaget, Terna, det er et altfor udpræget og blegt Ansigt dette for en ung Pige paa nitten, tyve Aar . . ." Han sad og strøg hendes Haand og betragtede hende. "Du har ikke havt det godt, nei, - har havt en kold Opvækst - og andre Ting ogsaa kanske, som jeg ikke har eiet Tid og Opmærksomhed for. I skulde jo nu ha en Far at betro Jer til. Det er nyt som saameget andet. Men det kan komme, - kan komme - for- haabentlig! Nei Tak, Barn, jeg skal ikke ha Bouillon. Men Du maa ud i Luften, - hen og kjøbe Presenter til Kirstine idag . . ." Han fulgte Døttrene kjærlig med Øinene, da de gik ud af Døren. "Man er ikke vant til det . . . man er ikke vant til det . . . Det er som nyt blot at sætte sig paa en ærlig Stol i sit eget Hjem," - mumlede han. "Og rent nyt virkelig at ha Døttre og Søn at leve for. - Nu sælger jeg kanske Landstedet, Far," - sa han pludselig. "Det er som en Klamp, jeg har om Be- nene. Jeg aarker saa lidet udrette noget, før jeg er SIDE: 126 kvit det, - faar leveret fra mig Nøglen og overandtvor- det det til Forglemmelsen. Jeg kjender saa godt, at det er det, som er iveien og ligger og trykker." - - - . . . Nei, nei, - tænkte Bedstefar, da Sønnen var gaat. Salget af Sollid var nok ikke det Plaster, som han haa- bede paa! . . . Her kunde intet ydre hjælpe, - ingen Filosofi, - intet Forstandens Opgjør, endog for hans klare Hode. Han havde ræsonneret sig løs fra Love, som laa og sov dybt i Blodet, - og knugedes nu af dem ned i Tungsindets Mørke. "Livsanskuelser" - - kommer med Hjernen og gaar med Hjernen, - er nu engang bare Menneske- værk, trøster ikke min Søn nu! - Alle disse moral- filosofiske Tankebygninger er gode nok, naar man bare vil slaa et Gjerde om dem og ikke kalde dem Religion! - Dens Ord om Tilgivelse og Barmhjertig- hed er fra en Verden, der ligger over vor Logik . . . Man var i Begyndelsen af Mai Maaned. Aasene havde alt lysegrønne Strøg af nyudsprunget Løv, Bæk- kene fossede og susede hvide nedover, og Løvetanden skinnede i Bakken. Det var Vaar, skarp Luft, blæn- dende og blinkende Dag. Vinteren laa bag én, som noget overstaaet, forgan- gent mørkt - Terna var ude paa Sollid idag. Hun havde Stue- pigen med for at besørge Indpakningen af alle de Sa- ger, som skulde føres hjem nu, efterat Landstedet var solgt. Hun havde set sig om nede i Haven - paa Rabat- terne og Blomsterbedene, hvor hun selv var vant til at plante og stelle. Der piblede frem grønne Øine paa Frugttræerne og SIDE: 127 Buskene, dem Faderen med saa megen Omhu og Glæde havde plantet. Det var saa saart, saa saart. Det skulde nu over i fremmede Hænder . . . Og alligevel, her var noget slukt og endt, - en Gru, som hun ikke for al Verdens Pris vilde tilbage til! Bedst at faa pakket og arrangeret skyndsomst mu- lig. - - - Henimod Middag var hun færdig og saa sig lettet om . . . Nu var det da forbi alt her paa Sollid! - Pint og i Ængstelse havde hun gaat her, - værre og værre, eftersom hun voksede til - Med ét Slag var alt forandret, - og nu vilde hun ligesom have det begravet for sin Tanke - - - En sidste Gang maatte hun hen til Grinden, kaste et Øie paa alle de kjendte Steder . . . Der gik den stenede Vei op til Skogen. Bækken suste nu nedover den fra det gamle Kværnhus deroppe . . . - Bærbakken - Udsigten - Minderne steg og greb og pressede, saa hun næsten halvhøit i Ensomheden udstødte: "Paal, kommer Du ikke!" Hun blev forskrækket over sig selv, kjendte hun maatte kvæle en opstigende Følelsesbølge, som holdt paa at rive hende med - Hastig brød hun af og skyndte sig nedover mod Bryggen, hvor Pigen stod færdig og ventede. - - - - Saa vant, hun var til at fare med Dampskibene mellem Sollid og Byen, - idag paa Tilbageveien var alting alligevel som saa nyt, - næsten som en første Gangs Færd! Sjøen glittrede om Øerne og Holmerne, Maagerne kredsede og skreg, ligesom med Sol i Vingerne, medens Vandet krusedes af Brislingstimer . . . Uro, Udfærder, ny Begyndelser overalt! Hun var saa underlig tilmode, - som noget skulde blive til og sættes igang og springe ud, hvor hun saa! Rent som Begivenheder havde det været for hende, SIDE: 128 at Tante Rina forleden havde vent sig og set efter hende paa Gaden. Og Apotheker Høeg igaar hilst saa eget venligt betydende paa hende fra Trappen . . . Hun havde jo nu ivaar taget Veien forbi Posthuset og set, hvorledes Skjærerne iaar igjen havde bygget under Brandstigen og over det ene Vindu hos Tante Lulla, og havde ogsaa fanget sine Glimt af, hvad de holdt paa med i Apothekerhaven - Hun stod drømmende paa Dækket og saa udover i Fjernet, hvor der seiledes og roedes ind og ud - "Konsul Røsts "Victoria" - fra Middelhavet med Appelsiner - - vel en af de sidste Frugtfarere iaar - hørte Terna pludselig nogen yttre. Hun vak op. Det gik saa eget i hende. Blodet begyndte at banke . . Røgen af et stort Dampskib spandt sig henover i Luften der langt ude bag Holmene. Fra Middelhavet - - Hun gik hen til Rælingen, - stod og saa og saa, medens Fartøiet af og til blev synligt mellem Ud- skjærene. Fra Middelhavet - suste det i hende. Det var, som nogenslags mildere, lykkeligere Luft- ning blaffrede under Seilene . . . Fra Middelhavet . . . Hun vidste ikke af, før de alt var lige inde paa Havnen. Der stod Bedstefar paa Bryggen og ventede paa hende. De kastede Landtouget og lagde til. Det var varmt og et skjærende Lys derinde mellem de hvide Pakboder. "Stegende hedt," pustede Bedstefar - "rent tropisk!" Det var som det skulde ligge i Luften idag . . . Maatte komme af, at det nu var saa længe siden hun havde tat sig nogen ordentlig Tur, - hun havde jo Huset hjemme at styre, - at hun kunde gaa saa- dan og drømme sig op blaat Middelhav med baade Solsteg og Appelsiner! - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 129 - - Det havde trukket ud med Middagen i Anled- ning af Ternas sene Hjemkomst. Kaffen var drukket. Bedstefar sad henne i Sofahjørnet. Vaarluften havde tat paa, han var træt, og Tankerne blev mere og mere svævende . . . Han nikkede og smaablundede, medens Terna stak mekanisk i noget Sytøi. Han hørte gjennem Halvdrømmen, at der ringedes i Entréen - og vaagnede ved, at nogen bankede først paa Spisestudøren, og saa én Gang og to Gange, hvor- efter der forsigtig lukkedes paa Døren. "Paal!" . . . skreg Terna og fór blindt vildt imod ham. Han slog begge Arme om hende: "Har jeg Dig. - Er det sandt?" Der blev stumt og stille . . . Pludselig skjød han hende fra sig - tvilende angst: "Du kommer nu vel ikke med noget om Gartnersken igjen?" - udbrast han. "Jeg kommer med ingen - ingenting, Paal! - uden, at hos Dig vil jeg være! . . . Du maa aldrig, aldrig spørge mig; men jeg har været saa vanvittig angst, - ikke tro't Dig engang!" "Jeg har Dig altsaa nu, Terna! Jeg begriber det ikke endnu rigtig . . . De underlige Øine der, - den unge Pige, som heder Terna Grunth - og gaar saa eget let - - Ja saa, min Sjæl tror jeg ikke tilslut, det er sandt. Hun er min, hun Bedstefar!" Bedstefar holdt paa at komme med noget passende humoristisk om, at Gartnersken havde gaat ind paa Paals Tilbud af Apothekerhaven. Men Følelsen over- vældede ham - "Terna! - Terna! . . ." kaldte han hvast, som han vilde gjort i sin Hustrus Tid ved en rigtig lykkelig Begivenhed. "Hm-m, ja," tog han sig, og der gik noget i ham. SIDE: 130 Han lagde begge Hænder paa Paals Skuldre og sa med bævende Læber: "Hende der maa Du ikke svigte, aldrig! - hun er af dem, som dør af det . . ." Korpslægen var blevet dybt bevæget, da de kom og meldte ham Forlovelsen. Han havde set saa eget tungsindig paa Paal og Terna og yttret: "Jeg tror, I begge er Børn af Aand, og det deiligste paa Jorden er, naar to finder hinanden. - Men Ægte- skabet er ikke for lavere Naturer." Siden, da Terna maatte ind for at kaste sig op til ham paa ny igjen, fandt hun ham sittende med Haan- den for Øinene, som om han havde grædt . . . "Det er saa længe siden jeg har været glad, Barn," - kom det undertrykt. Og, brydende med sin Vane ikke at gaa ud, vilde han straks følge dem hen til sin gamle Ven Apothe- keren. - Paal kom ind til Korpslægens om Formiddagen og kastede Hatten hen i Sofaen: - "Idag har jeg danset Krigsdans for Tanterne, Bed- stefar! - - det vil sige Oprør - Jo-o, de trode naturligvis, at nu havde de mig en- delig fast og fangen hjemme i Apothekerkrukkerne, - sikkert som under Salomos Segl! - De kviddrede som Lærker og tjattede som Skjærer, for nu vilde jeg gifte mig . . . De Værelser og den Udsigt skulde jeg ha, - og det Udstyr af hende, og det Udstyr af hende. Det holdt rent paa at trække op til Krig om, hvad hver af dem skulde faa overta'. - Men da jeg saa regale- SIDE: 131 rede dem med, at jeg havde ganske andre Planer, - at jeg nok agtede at gifte mig, men -" "Hvad siger du, Paal? Har Du alt sagt dem det, - tat hele Dysten?" - raabte Terna, som nu kom ind. "Jaha . . . men, at jeg dermed ogsaa forsvandt fra Scenen! - Da skulde Du set Næbbene, - nedover Hagen sturende alle tre. - Joho, - utroligt, - utænkeligt, - umuligt! - at jeg skulde ville fortsætte med disse "Bykrønikerne" mine nu ogsaa, - jeg tillader mig forresten at kalde det for Personalhistorie, - og ikke engang opgav den Grille, naar jeg skulde gifte mig. Nu havde jeg dem der, hvor jeg vilde ha dem, - sukkende og ydmyge og føielige som Lam! Og, da jeg saa slap løs over dem min Plan, at bo mig frem, - Terna og jeg, - i forskjellige Byer de første fem, seks Aar for at studere Arkiver, Slægtsfor- hold og saa videre; men, ta bopæl herhjemme om Vintrene, saa jublede de og græd og faldt de den velsignede Paal om Halsen. Det vil sige, de trykkedes lidt voldsomt om Pladsen, og Lillen fik bare grebet om Nakken, - et Garottag, Du, jeg kjender det endnu her i Struben; - men det var lige velment for det . . . Bagefter tog de Nafta. Og nu er det i fuld Triumf og Seir, Du skal følge mig hjem, Terna, og vælge Værelser - Haveplads - og, hvad Du vil! De kappes bare om hvad de skal faa aflevere" - - Korpslægen havde været oplivet baade i to Dage og tre Dage efter Ternas Forlovelse. Han interesse- rede sig og satte sig ind i Paals Idéer og Planer og snakkede og pratede med Terna. Det syntes alt vel- gjørende at adsprede hans Tanker. Men Fjeren, slappedes snart igjen. Han gik atter ordknap og fortænkt, enstirrende i sit, - undgik med et størknet Smil eller Nik at indlade sig med nogen, og gled helst ud af Stuen, naar der snakkedes om Ter- SIDE: 132 nas Giftermaal og allehaande Arrangements for Frem- tiden. Han syntes mere og mere at ville unddrage sig sin private Praksis og indskrænke sig til Embedsforretnin- ger. Man blev derhjemme vant til at henvise Patien- terne til Vikarius uden at forhøre sig hver Gang. De saa, han led ved at forstyrres - - - - Bedstefar stak af og til ind paa Kontoret med sin Pibe for at prøve en liden Passiar med Sønnen. Men det var rigtignok sjelden, det førte synderlig videre end til halvt distræte afklippende Svar. ". . . Havt en prægtig Tur idag," - begyndte han, medens han strøg Fyrstikken, - "rent Sommerveir. - Mærkelig, hvor det opkvikker." Korpslægen svarede ikke, - han sad som vanlig med Papirer og Regnskabsopgjør foran sig. "Der er kommet et stort Krigsskib paa Havnen. Du hørte, det skjød," - blev Bedstefar ved - "Ja, Far," - afbrød Korpslægen ham pludselig og rettede sig, - "jeg har opgjort mig alt. Mit første Skridt blir naturligvis det reglementerede at søge et halvt Aars Permission af Helbredshensyn," - fulgte det saa som Slutning paa hans egen Tankegang. Bedstefar lod Piben synke - "Jo, Far, - jeg har opgjort mig alt," - gjentog han med et dybt Suk og sad mørk og vuggende med Hodet. "Jeg har været paa det dybe og er gaat under, - saa at sige været uheldig paa denne Jord . . . jeg kan ikke begynde Livet forfra igjen, - formaar det ikke . . . . . . Det er en Sygdom det ikke at aarke, ser Du, - at synke ned i Tungsindighed. Der mangler mig intet paa Forstanden, den er normal. Jeg er bare træt, - træt. Jeg maa søge hen nogetsteds for at hvile . . . Det blir til en Anstalt for nervelidende," - kom det kort fast, - "og jeg har ordnet mig paa det: - Naar Terna blir gift, bør Kirstine sendes til en Pen- sion i Schweitz for at opdrages og være der, til hun blir voksen. Af, hvad jeg faar for Sollid og ellers har SIDE: 133 tilgode, vil jeg kunne holde hende der og Ingvald paa den tekniske Skole i tre Aar, indtil han er færdig . . . Deres Sorger og Glæder faar jeg ikke dele - - Men Skam eller formørkende Skygge paa Familien er dog undgaat." - Der skjød noget som et voldsomt Glimt op i hans Øine . . . Han blev siddende og grunde og saa af og til uvis op paa Bedstefar - "Saa faar vi se Tiden an da, Far," - sa han endelig varsomt, - "om jeg skulde bli nødt til at søge Afsked med Pension. - - Noget som et Munkekloster var det, jeg trængte" - tilføiede han lavt. Bedstefars Ansigt opretholdt sit trøstefulde Udtryk; men Øinene overskuede i kold Smerte Stillingen, - den han i sit Hjerte længe havde anet . . . en Sygs Hvile i Ensformigheden. Korpslægen havde villet se Terna gift, inden han tog hen til den paatænkte Kuranstalt for nervelidende. Brudeparret befandt sig nu paa en Reise op igjen- nem Landet, før de tog Ophold i den for Paals næste Bykrønike udsete Stad. De var først henimod Jul at vente tilbage til deres egentlige Hjem og Leilighed i Apothekergaarden. Bedstefar havde leiet sig ind i to hyggelige Værelser ovenpaa hos Enkefru Søberg. Derfra havde han en- delig igjen Udsigt til Søen og Havnen, som han nu en- gang omtrent gjennem hele Livet var vant til og længe havde savnet. Fra Hjørnevinduet hos Sønnen havde han kun set den eneste øverste Top af en Kran, der stak op mellem to Hustage. Og til den anden Side saa han nu over til det gammeldags Skraatag i Apothekergaar- den og et Stykke af Haven, der endte i en Bakke med Grøntsenge og en liden Lund af Popler. Af og til syslede og stellede nogen af Tanterne der SIDE: 134 i Kyser eller store Halmhatte, Tante Rina eller Lulla eller Lillen; hver holdt sig tydeligvis nøiagtig i sine Strøg. Det var jo en Adspredelse for ham i en og an- den Stund at staa og følge dem - og saa at se Skjæ- rerne vippe paa Brandstigen. Han tog sig ogsaa jevnlig et lidet Trip indom der. Apothekeren var jo egentlig ikke noget for ham. Men disse tre Tanterne var morsomme og lune - og høist forskjelligartede - at prate med, naar de bare ikke vilde paadutte ham de Pokkers "Midlerne" sine for allehaande, - ja, undtagen en aromatisk Urtebitter, som sandelig maatte erkjendes at være sammensat af en Mangfoldighed af Naturens Kræfter. - - - - - - Bedstefar var ude paa sin vanlige Spadseretur, - traskede i de patent Støvler med dobbelte Saaler hen- over Fortoget. Nakken var blevet en Kjende mere ludende, Ansigtsudtrykket ligesom mildere, og hans Væsen havde mindre af det gamle braa urolige. Han var kommet i godt Humør idag, - havde faat Brev fra Ingvald, som skrev, at han nu havde bestemt sig til at bli i Norge. Han udtalte sig med Begeistring om alt, hvad her var at gjøre, de utallige ubrugte Vandfald med Anledning til Kraftanvendelser, - og Plads for en Tekniker ved saagodtsom hvert evige et! Naturligvis . . . Gutten følte, at han havde faat en anden Grund under Fødderne, - pintes ikke længere af den gamle Hjemmets Uhygge, - opgjorde Bedstefar sine Betragtninger i den Anledning - . . . Nede ved Børsen mødte han Mægler Knoff, som syntes at staa og holde Udkig efter nogen. "Stadig lige rask og rørig, Hr. Toldinspektør!" hil- ste Mægleren - "klarer Dem med Stokken." "Bruger den som Følehorn, - bruger den som Føle- horn," - lød det jovialt . . . "Ja-a, man har Alderen at drages med, De, - er som et trækfuldt Skur, - ser mindre; men hører godt, - hører godt. - Hvad, - hvad sa De, Mægler? . . . "Jeg siger, at det er heldigt for Toldinspektøren. Det er ikke alle, som har det saa vel" - SIDE: 135 - "Som sagt, et trækfuldt Skur. - Men saa ser man af og til Stjerner igjennem Sprækkerne" - "Ja-a den, som kunde ha Tid til at kige Stjerner og sligt," - Knoff pustede betænkt Cigarrøgen ud i en fin lang Kile, - "slippe alt Staaket, komme paa Pension og saa videre . . ." "Og saa videre ja, - og saa videre," - hug Bedste- far i. - "Ja, - vær saa snil at fortsætte, - hvad saa - saa videre? - - Det er et mørkt, sort Hul, - De" - "Pu-uf . . ." Knoff dampede. "Det bærer henimod en Flytning, ja. Og saa spør man sig, hvad man kan have at ta med sig af Livs- værdier." Knoff drog et Par andægtige Røgpust. "Bare en anden Myntsort, Mægler, man kan ikke bruge den gamle med Kongens Stempel længere. Det blir et andet Bogholderi, De" - "Rønneberg, Rønneberg!" vinkede Knoff pludselig travlt ud med Haanden. "Naar Surren og Støien ophører, og der blir stilt -" "Undskyld, jeg maa afsted, kjære Hr. Toldinspektør! - Haft - Forretninger med Rønneberg - God Efter- middag - god Eftermiddag - -" Bedstefar saa lunt plirende paa det travle Fodlag, medens Mægleren med sin verdsliggodslige Mine pi- lede hen til Rønneberg for at faa Underretning om Kur- sen eller en eller anden Notering paa Fisken - - Da han kom hjem, laa der Brev fra Terna paa Bordet. Han besaa det, lagde det hen igjen, rullede det ene Gardin ned for Solen og gjorde sig det hyggeligt i Gyngestolen. Han læste og mumlede: "Ja ja, - de begynder. - Og andre slutter" . . . Og saa sidder man der graa mod Skumringen og den store Stilhed, medens éns Sol gaar ned, og ser til- bage paa, hvor lidt man har levet, - alle de mange travle Aar, som kun har git en Røg i Haanden -. SIDE: 136 Aandens Krise har man nærmest tat paa sin sene Al- ders Dag gjennem Barn og Barnebarn . . . Han sad og snude og vendte paa Brevet. "Forundrer mig ihjel over hende, fra vi staar op, til vi lægger os," - opdagede han henslængt i Margen fra Paal. . . . Ser ud, som de passer . . . Ser ud, som de kunde leve Livet sammen, disse to . . . Ser virkelig saa ud . . . Terna har arvet sin Bedstemors dybe Trang til hel, uafkortet Kjærlighed, gik det i Bedstefars Tanker . . . I det længste havde han jo søgt at forklare det med, at saadant nærmest maatte anskues som en Særlighed for eget idealt anlagte Naturer. Men - men, - jo mere han saa i det, desto klarere gik det op for ham, at det, naar alt kom til alt, dog var der, - i Kjærligheden - og mærkelig nok ikke i hans Embedskarriere eller stolte Opposition, - at han havde levet sit egentlige inderste, dybeste Liv gjennem Sorg og Glæde . . . Han, - den gamle Mand, - syntes, han paa det sidste havde gjort den ene Opdagelse, vundet det ene Syn efter det andet i dette - - - - I Rullegardinet gulnede endnu et sluknende sidste Solskjær, og Bedstefars Øienlaag holdt paa at glippe og falde til . . . De skimrede frem disse dybe, kjærlige Øine, som saa ofte havde hvilt tungsindig paa ham med de for- gjemte bævende Spørgsmaal; - de var nu trygge, ro- lige, fortrolige . . . Der svævede som en Fugl nær over ham med Vin- gen - SIDE: 139 STILLEBEN. Den mægtige Elv, der til andre Aarstider svulmede og susede alt dominerende gjennem Skogdistriktet - blinkende som et endnu ubrugt Sagblad under tætte Stammer, - flød nu efter den lange Sommertørke ind- svundet mellem høie Sandbanker. Furu og Gran lum- rede og svedte Kvae i Heden, og ikke et Blad rørte sig i Løvtræerne. Den støvede Kongevei med Kong Chri- stian den Vte paa Milestenene hentaagede som en sol- gul Stribe mellem Skigaardene . . . Med det svære røde Straatag stikkende op mellem høie Løn- og Poppeltræer tronede i Sommerdisen den gamle Sorenskrivergaard opimod Aassiden. Der var som uddød derinde paa Vangen nu i Mid- dagstiden, - ødt og stilt - Nede ved Laavebroen stod et Par fraspændte Stol- kjærrer med Hestene i Tjor græssende ved Siden af. I Skyggen af Hundehuset laa Ajax i sin prægtige Pels pæsende og pustende. Af og til søgte den at interes- sere sig for et Par Høns, som noget dristigt syntes at nærme sig Nelderne ved den forbudte Haveport, men begrov saa søvnigkjed og med et inderligt Gisp sit store Hode mellem Labberne . . . Ud af et Vindu ovenpaa i den rødmalede Kontor- bygning, der indrammede den vidtløftige Gaardsplads til den ene Side, hang Overdelen af en Kontorist, som i Skjorteærmerne kontemplativt røg sin Pibe. Han syntes et Øieblik at finde en Gjenstand, hvortil han kunde knytte sin ledige Interesse. SIDE: 140 "Skynd Dig, Malene! Ungerne dine venter," - raabte han efter Kokkepigen, der, barbenet og skjæv, haltede afsted fra Kjøkkenet med en overfyldt Skulibøtte til Grisene. "Kanske han vil staa Fadder?" slængte hun tilbage, som hun forsvandt nede ved Udhusene . . . Solen stegte paa den brede Hovedtrappe med det svingede Gelænder. Derinde i den rummelige Bygning hørtes i Middags- stilheden kun en og anden Lyd af en Dør, som sagte lukkedes, og fra Kjøkkensiden snurrede den enstonende Lyd af en Rok. Ud fra et aabent Kvistkammervindu lød et Par un- dertrykt lystige Ungpigestemmer . . . Merete, den yngste af Husets Døttre, holdt noget Lintøi paa Armen, som den nogle Aar ældre Søster Alida, tog imod og bredte paa en Seng, der skulde redes. "Hjælp mig at faa Varet over Puden, Merete! Han kunde komme idag, og jeg vilde ikke for alt i Verden, at han skulde se, det er os, som reder og steder til hans høitærede Person." "Du Alida" - betroede Merete hende, - "Femia bad Marianne bytte Uge med sig. Hvorfor tror Du, hun gjorde det?" Øinene sprudede af Lystighed, medens hun paa sin Kant trak i Pudevaret. "Femia vil præ- sentere sig overlegent, - imponere Fuldmægtigen de første Dage, han er her. Aa, det skal bli kostelig at se paa! . . . Hun gaar og spiller høitidelig og kiger hen til Langspeilet! ""Han er af gammel Æt med Konnek- tioner"," - udtaler hun i stor Stil og blir saa sint, bare jeg jeper lidt til hende . . . Tror Du, han er høi og mørk Du, - saadan interes- sant? - Eller kanske det bare er en liden Pusselad, - da skulde Femia bli flau" . . . Hun kastede overgivent Puden, hvis Baand hun nu havde knyttet, hen paa Hovedgjærdet. Alida rettede sin slanke smallivede Skikkelse. Det var et sikkert Karakteransigt, der viste stærkt udover SIDE: 141 hendes neppe fem og tyve Aar, - en gammel Families faste, skarpe Træk. "Det er Navnet," - yttrede hun, - "Dyre Rein . . . Det dufter af nogetslags gammelt Herresæde. Og, da Claes skrev, at han vistnok engang blir Arving til de Moldewigske Godser dernord, og at det var de store Skove og Jagten heroppe, som egentlig var Grunden til, at han søgte Fuldmægtigposten hos Far nu efter Arentz, saa syntes Femia, det tog sig ud som noget rigtig nobelt og af "Extraktion"!" "Han har reist Du, været i Frankrige og Danmark," - faldt Merete ind. "Pyt, det har Far ogsaa, - saa vi behøver slet ikke at gjøre os beskedne for det. Vi kan saamæn modta ham paa fransk, om det kniber; han faar undskylde, at vi ikke kan spansk." "Du Alida," - hviskede Søsteren hemmelighetsfuldt, - "tror Du, Arentz havde faat nei af Marianne, at det var derfor han reiste saa pludselig? Jeg tænkte nu, hun vilde havt ham jeg. De var ligesom slige Venner bestandig; men det er saa uudgrundeligt alt med Mari- anne . . ." Alida trak blot lidt spodsk paa Læben. "Nu siger Du ingenting igjen, Alida! Hun kan da saamæn ikke for, at nogen liker hende," fo'r Merete op. "Hm-m -" . . . "Og at hun saa siger nei, maa hun da faa Lov til, ved jeg." "Ja saa ja -" "Hvad saa da, hvad saa da, værs'go si det . . . Du er altid paa Nakken af Marianne!" Aa-aa, - der fri'r saamæn ingen til én, uden én selv har gjort lidt for det . . . hvis ikke andre velvillige Sjæle arrangerer da," - føiede hun til næsten uhørligt. "Fy Dig, - fy, siger jeg." "Frier nogen til mig?" "Nei, for Du er alt forlovet, Du." "Ja men fride nogen til mig, - før - før dette kom paa med Groth?" SIDE: 142 Merete saa uvis raadvild paa sin ældre Søster. . . . "Eller var jeg kanske styggere end Marianne? Du vil da vel ikke sige det . . . Nei, ser Du; men de vidste altid, hvor de havde mig." "Dragkisten staar skjævt under Speilet," afbrød Merete. "Jeg skyver og Du trækker . . . " De greb, én hver, i de svære Sidehanker paa det gammeldagse Møbel med de bugede Skuffer. "Hu-ip . . . Det var for meget . . . Huip . . . Saa!" Alida kløv op paa Dragkisten, pudsede omhyggelig af det gamle Speil med det lidt brustne tykke, slebne Glas og rettede det til paa den vandblaa Panelvæg . . . "Hammeren, Merete! . . . Paa den ene Side skal han faa Marskalk Ney - og paa den anden Lithografiet af Murat." "Hvad . . . nei, - vil Mor ud med det?" "Aa, saadan en Hr. Dyre, Dyre Rein," - trak Alida paa det. "Mor sa, at han skulde faa et af de store Klæ- desskabene udenfor Døren ogsaa. Han kunde ha Geværer og Jagtredskaber og sligt at forvare . . ." "Jeg synes, I har faat det ganske pent til her jeg," lød pludselig en tredie Søsters Stemme. "Nei, er Du der . . ." vak Merete til. - "Du rent skræmte mig, Marianne! Du gaar saa én aldrig mær- ker Dig." "Jeg tænker rigtig paa det lille Tobaksbordet, Du véd, som staar inde i Kottet ved Rulleboden mellem de gamle Rokkerne, - om det ikke kunde fiffe lidt her?" bemærkede Marianne efter at ha set sig om. "Naar han slet ikke røger Tobak," afviste Merete. "Hvor véd Du det?" "Af hans Breve til Far vel. Jeg kjender altid Tobaks- breve paa Lugten." "Naa, - Du har nok været tilgavns nysgjerrig," - fandt Marianne og saa forskende paa hende, medens Øinene i det eget farveløse, koparrede Ansigt ligesom svandt ind til smaa Ridser. - "Naar der engang kom- mer Vet i denne Næsen hendes, som skal snuse op i al SIDE: 143 Ting, saa kan Ungen bli rent farlig, Du Alida!" - spasede hun. "Men saa véd jeg noget andet, vi kunde finde paa at sætte ind her," triumferede Merete pludselig og var idetsamme ude af Døren. Hun strøg hastig indover Midtgangen til det lummer- hede vidtløftige Mørkloft, fra hvis høie Skraatag en og anden Glugge sendte en blændende Solstrime ned i Gulvets Halvmørke. Ved de mægtige Tvær- og Støtte- bjelker og opad et Par Skorstensmure var stablet de- fekte Møbler, gamle Skjærmbræt og Reoler med sprukne Læderbind og Hauger af beskrevet Papir. Der skimtedes i Damesadler med Rygstole, Portræt- rammer og henslængte snablede Skøiter, medens al- skens over Snorene ophængte Tepper og Reisetøi hist og her afdelte Rummet. En i Halsen knækket Violincel og nogle Rullegardin- stokke kjørte indover Loftets Mysterier i Fadingen af en rødmalet forgyldt, kuriøst udskaaret Kirkeslæde fra Bygdens "gamle Tid". Merete samlede Kjolen op og krøb over et Par Bjel- ker forbi en Rad opreiste Barnesenge hen til en lang haarslidt Kuffert inde ved Tagskjægget, hvis søndrede Laag glisede aabent. Det knirkede i det gamle Læder og jamrede i de rustne modvillige Hængsler, da hun aabnede Kufferten efter at ha trukket den lidt frem. Der kom under An- strengelsen noget eget klækt eller svagt frem ved hen- des fine lette Skikkelse. Den svære cendréfarvede Haarfylde lagde sig som lidt skjævt til Skulderen. Hun rodede ivrig op i det mangeartede Indhold. Der var gamle sylspidse Balsko, et Par Epauletter med ir- rede Guldfrynser, et beslagent Pistolskæfte med Flinte- laaset hængende ved og et, nu henlagt gammelt sam- menbundet Dannebrogsflag. Saa fandt hun, hvad hun søgte, pakkede alt ned igjen og slog Kufferten til. "Ser I her, hvad jeg har fundet?" lød det saa lidt efter inde paa Kvistværelset. Hun viste frem et Ma- SIDE: 144 hogniinstrument med Messingledder, - "Bedstefar Reichweins Støvleknægt . . . Skruer til at rette den ud og ind, eftersom Foden er stor til. Den er egentlig til Rytterstøvler, for, se her! hvor bred den kan skrues i Hælen." "Aa, tror Du, det er noget at ha herinde," betvilte Alida - "sligt gammelt Snurrepiberi." "Sæt den bare ved Sengen. Det smigrer at bli be- handlet som Kavaler," mente Marianne lunt. Merete lagde sig saa lang, hun var, op i den magre, slidte Skindsofa. Hun havde i Opvæksten havt en liden Tendens til Skjævhed, og det gjorde saa godt at hvile Ryggen. Hun besaa sine Ben i de blaa Bom- uldsstrømper og Sommerskoene og løftede og vrikkede paa dem; det var nok Støvleknægten som gik i hende. Hun lo pludselig . . . "Jeg tænker paa, om Femia kommer til at lægge salt Kjød og Rul paa Smørrebrø- dene til ham i sin Uge eller, om det bare blir Nøgelost og Myseost -" "Hvad vil Du gi ham da, Merete?" spurgte Marianne. "Jeg skal se paa ham, - det komme an paa . . ." Hun laa og saa op i Taget - "Du Alida, véd Du, hvormange Gange jeg har været forlibt Du? - To Gange -. Den første var i Præsten Bunge, dengang jeg blev konfirmeret. Det blev saa vakkert alt det, han sa, og saa var han saa blid i Øi- nene og, naar han messede med sin svære Bas, run- gede det gjennem hele Kirken! . . . Jeg drømte til- slut, at han stod i hvid skinnende Messehagel nede ved Æbletræet i Haven med et af Glasæblerne løftet i Haanden og sa, at Kvinden ikke maatte æde af det! Det var et saadant deiligt voksgult et, han holdt. Og saa syntes jeg næsten, han selv bed af det, da han for- svandt opover langs Havestakittet." "Det vil sige, at Du havde stjaalet Glasæbler og havde ond Samvittighed," mente Alida. "Nei, om jeg havde Du - dengang! . . . Men saa kom jeg til at tænke paa, at der kanske kunde være faldt ned noget dernede, siden jeg drømte om det, - SIDE: 145 og, ganske rigtig, jeg fandt to Stykker liggende. Og slige forslaaede Glasæbler, véd Du, er ikke noget at gjemme . . . Men Forelskelsen i Bunge - - ja, Du skulde vidst, hvorledes jeg gik om og var Himmelbrud. Men, da han saa om Høsten i det store Selskab paa Fars Navnedag viste mig Trinene i Menuet. - Aa, for en forfærdelig Skuffelse, - hele Forelskelsen over! . . ." "Og den anden?" spurgte Alida. "Den - aa den! . . . Det var i Major Witte nede paa Eksercerpladsen. Han havde saadanne store graa Kne- belsbarter og var saa mandig og vakker . . . Og saa denne Skulderen med Kuglen i, som han havde faat ved Onstadsund! . . . Det var især en Dag, da han ved Opvisningen nede paa Moen red med fire Tam- burer foran sig. Jeg syntes, han var Verdens største Helt, og da fik jeg ham efter Officersmiddagen her- hjemme til at love mig at redde Polen, som Du véd Sankowitz altid snakker saa om. Han var saa snil og dyregod, at jeg altid syntes, han næsten maatte kunne prate med Hestene sine. Da han blev forflyttet, forærede jeg ham Buret med Fuglen min i, - som jeg nok ikke vilde ha betroet til noget andet Menne- ske i Verden end ham! Og han lovede mig at skrive til mig om den; men det har han glemt. Og nu husker jeg egentlig bare paa Peter, Spurven." "Aa jeg tænker nok, Du har været flere Gange for- elsket jeg," - sa Marianne. "Nei saamæn . . . Hvergang her er kommet nogen, som jeg har syntes lidt om, saa har altid én af Jer andre gaat der saa stille henrykte. Og tak, da, - saa er jeg færdig . . ." ""Kjærlighed er en Passion, som overgaar alle an- dre Passioner"", - laa hun og ramsede op efter Fa- derens Yndlingsforfatter, Holberg. "Næbbet! . . ." "Min Datter havde Bryllup og jeg var ikke buden," - spasede hun væk - "Men se, - se bare Femia" . . . raabte hun nu plud- SIDE: 146 selig henne fra Kvistvinduet. - "Der kommer hun ud fra Lysthuset med de lange Nankins Hansker over Armen. Hun har siddet der og syd dem færdige. Nu skal hun spasere med Hansker, naar "Dyret" kommer." "Femia burde faa Lov til at komme ind til Kristi- ania ivinter, synes jeg, - til Oberst Gjeddes og se lidt af Verden," mente Marianne paa sin rolige overbæ- rende Maade. "Nu? - nu netop," - udbrast Merete, "naar . . . Naa, hun vilde sætte op et Ansigt, om hun hørte, hun nu skulde afsted!" "Der begynder saamæn Maren at skure nede i Trap- pen," - afbrød Marianne. "Saa er Far og Mor vaagne." Hun begav sig ned for at fuldføre den halve Alen paa Dreielsvæven, der paalaa hende for Dagen, og Merete skyndte sig til sin franske Stil. Slibestenen, hvorpaa Folkene hvæssede Ljaaer til Eftermiddagsslaatten, sendte pludselig en hvinende skurende Lyd udover Gaardspladsen. Nu blev der Liv dernede. Med de vanlige staselige lette Skridt saa's Soren- skriveren i sin langskjødede Frak, med opstaaende Krave og høiskaftede Støvler at stile over til Kontor- bygningen, svingende sin beslagne Merskumspibe. Et Par Skikkelser, - Almuesfolk, - der havde ligget og sovet i Græsset i Paavente af Kontortiden, reiste sig og fulgte i passende Afstand med Huerne i Haanden. Lidt efter viste Fruen sig paa Trappen i høi Have- hat og Nankins Halvhansker. Hun gik ned i Haven fulgt af Alida. "Jeg synes, I har faat det bra til deroppe paa Væ- relset, - hvad Slags Menneske det nu kan bli, vi faar i Huset igjen," - henkastede hun. "En dannet Mand maa det jo være . . . Han har reist i Udlandet, kanske kan han komme til at tale fransk med Dere, Du. Det kunde jo være et Held." "Aa, men Mor, hvad vilde Kaptein Buchwald sige til at bli stukket ud; han anser sig for en saa ufeilbar Franskmand." SIDE: 147 "Der blir intet Hensyn til det. Vi kan, saamæn, ikke lade Kapteinen forpagte os," - lød det, som hun stod og bandt op en Busk . . . "Nellikerne er rent pragtfulde iaar efter al Varmen . . . Og se de Convolvlerne, som har lukket sig op imorges . . . Bare han ikke er noget forvænnet noget, Du," - kom det saa efter lidt hen i den anden Tankegang . . . "Dette med Jagten! . . . Det var nu saa rent uge- nert med stakkels Arentz. Ikke et Spørgsmaalstegn ved ham i de to Aar, han var her. Men han forsvandt sandelig som en Gaade, - saa pludselig - og med en forskjellig Grund for hver Dag, hvilket er det sam- me som ingen Grund . . Han var ikke meget in- teressant nei; - men en Arbeidshest. Maatte nu bare Far bli vel hjulpen med denne ny!" . . . De kom ned imod et mosgroet, forfaldent Spring- vand med en Trætop midt i, hvoraf Straalen sagte silede. Træstaverne om Basinet var slimede af Grøn- ske. Fruen stansede uden at gaa nærmere for Jordfug- tigheden: "Ja, her kunde jo dannes noget, naar man ikke var bange for at spendere lidt" . . . funderede hun. Med det massive graa Hoved bøiet tilbage og et møn- strende blik nedover Bakkeskraaningen, fulgte det saa, idet hun gjorde tegnende Bevægelser med Haanden . . . "Grønne Plæner med Blomsterbed og smaa Bu- skadser, og der i Hældingen et Anlæg i Form af et mægtigt Overflødighedshorn . . . Saa Hækker med røde og hvide Roser i Flugt med Alléen helt ned til Indkjørselen. Planteskolen min strutter og forgror rent dernede i Hjørnet. Der er nok at ta af . . . Stik- kelsbær, Ribs, Solbær og hvide Bringebær til Hækker . . . Og Frugttræer," - grublede hun, - "hvor man bare kan placere dem . . . Jeg lever ordentlig i Tanken paa den Tid, naar de vokser til, og jeg kan gaa og pode dem og se dem i Frugt" . . . "Nei, at Du endnu gaar og tænker paa det Have- SIDE: 148 anlægget, Mor, naar Far siger, at det er saa rent umu- lig kostbart!" "Aa, er den først anlagt og færdig, saa blir han nok glad i den. Mandfolkene taaler aldrig at tænke paa, at noget skal gjøres eller, at der skal Penge ud. Gaar- den vilde faa et helt andet Udseende. Det skulde ende som en Park dernede ved Lunden og Løvskogen og strække sig helt ned til Elven. Tegning og Plan længst færdig," - opgjorde hun med et stormægtigt Nik. Alida smaalo -. Dette blev større og større . . . Fruen stod og tyggede lidt distræt: "Om fjorten Dage har vi Høstthingene . . . Bare nu Folkene faar Kornet ind til den Tid! Jeg har Brug for alle Kræfter i de tre fire Uger, Mandfolkene er borte paa Thingene . . . Gaa hen i Lysthuset efter Maalesnoren, Du Alida," - vedblev hun stigende optaget. - "Lad os se, hvor langt Aspargessengene kunde række, naar vi regner fra Bjerken derhenne. Skal Huset først præstere Asparges, saa faar det være rummeligt . . . fem Senge med to Rader i hver . . . Og hele den lærde Kom- post, som er bestemt for Rugagerene, den, - ja den" - lo hun, - "den kommer nu ikke did iaar!" . . . "Husker Du ifjor - og iforfjor - og alle de Gange før, vi har maalt, Mor! - da tog vi det bare fra Have- stolpen her," mindede Alida noget underfundig lystig i Minen. "Nu derhen," - fortsattes der uforstyrret, - "saa skal vi se, om Stykket her svarer til det paa den an- den Side. Var det fjorten Alen, Du sa" . . . "Aah, I maaler til Mors vordende Have?" . . . kom Marianne godslig spøgende til. "Her er Brev til Dig, Alida! fra Tante Ra . . ." Hun leverede hende en liden trekantet Billet med Oblat for. Merete var lige efter hende ilfærdig springende: "Hvad er det, Jens Visergut kom med for Brev?" Femia figurerede med mindre Hast nedover for at høre, hvad der stod paa over paa Rafos. SIDE: 149 "Tante Ra inviterer os Smaapigerne til Eftasvæl paa Søndag, Mor," - forklarede Alida . . . "Nybagte Fløde- kager" . . . læste hun . . . Fruen tog Brevet og holdt det lidt langsynt ud fra sig . . . "Aha Postskriptum . . . Humlen . . . Den ny Fuldmægtig er inderlig velkommen, om han skulde ha Lyst til at hilse paa en gammel ensom Dame og se vor Naturmærkværdighed, Rafossen," - læste hun. "Aa, hun taaler ikke at vente længere end til Søn- dag!" brast Merete ud. "Du kan tro, hun er spændt paa ham, - og hvem af Jer hun skal bestemme ham for, - som bedst "ainer sig" for ham," - hermede hun. "Arentz "ainede" sig ikke for no'en af Jer," - kom det med et Sideblik paa Marianne, - "andre end for Barbara, og hende vilde han ikke ha." "Tante Ra har sin egen Maade at lyksaliggjøre Fa- milien paa!" - mumlede Alida. "Ja ja," - afbrød Fruen, - "Tante Ra kan være storslagen trods alle sine Villier og Særheder. Hun leverede da sine tusind Specier for at faa Marianne de tre Aar til Kristiansfeldt efter den svære Koppe- sygdom . . . Men skynd Dig og lad Jens Visergut faa Svaret, Alida! I gaar naturligvis allesammen. Og skriv, at der er ingen Tvil om, at Hr. Dyre med Glæde vil benytte sig af hendes Elskværdighed til at faa hilse paa den kjære Tante Ra. - Fortæl, at vi har sat istand Jesses Værelse til ham, - og fortæl, - Du véd jo, hun vil høre om alt, - at Rødsi har kalvet" - "Kan jeg ikke faa sende et Stykke Kalvedans til hende," foreslog Marianne, - "i et Laagefad, færdigt med Kanel og Sukker paa? - Der blir nok igjen til imorgen Middag." "Ja, sig, at det er Marianne, som har Ugen og sen- der det, Du Alida," - samtykkede Fruen . . . "Merete, Merete," raabte hun saa, "se der er et Par af Hønsene kommet ind i Haven. Skyds dem fort ud Du!" - Hun gik nedover mod Lunden, optagende sine af- brudte Haveplaner. - - - - Madklokken paa Staburstaget kimede og ringede SIDE: 150 til Eftasvæl, sat igang af Kokkepigens ufortrødne An- strengelse, og Lyden fortsattes af lignende fjerne nede fra Gaardene ved Elven . . . Folkene drev hjem fra Slaatten for at bænke sig om det lange Kjøkkenbord, og Fruen kom opover fra Ha- ven, af og til stansende med Haanden i Hoften og støttende sig til en let, fin violetmalet Rive, hun gik med i Haanden. Sorenskriveren var alt i Stuen. Han gik noget hek- tisk rød i Kinderne op og ned af Gulvet. "Lad Kvigstads Eftasvæl bringes over paa Kontoret!" - brast det ud af Lummerheden, da Marianne viste sig med Theen. "Jeg ønsker ikke at se ham hernede i Stuen." Fruen fulgte ham med Øinene, før hun udfoldede sin solide Skikkelse i Skindlænestolen: "Hvad er det, Orning, - hvad er paafærde?" "Bagateller . . . Bagateller . . . bare saadan endel Skandale." "Kvigstad igjen?" - forhørte Fruen med et Nik. "En samvittighedsløs Funkel . . . En samvittigheds- løs Funkel . . . Der sidder han bleg og forsuset og snø- rer op en Dokumentpakke, han skal gribe an, saa tyk som saa -" Sorenskriveren viste med Gabet af Tommel- og Pege- finger, hostende haabløst. . . . "Protokollen blank, medens jeg tror alt færdigt og iorden!" "Hvad Kvigstad kan udrette paa én Nat, naar han tar sig sammen," - trøstede Fruen. "Han har nu produceret sig i to forud," - afbrød Sorenskriveren grætten, - "sviret, danset og turet Bryllup paa Nordsæt." "Simpel Smag!" . . . mumlede Eufemia med et Drag paa Læben og nippede til sin The. "Der ligger det vidtløftige Bo efter Martin Haug be- rammet til Afslutning imorgen Eftermiddag Klokken tre, bekjendtgjort fra Kirkebakkerne og proklameret - Arvingerne kommer langveisfra" - SIDE: 151 Sorenskriveren skjød Thekoppen heftig fra sig ind paa Bordet . . . "Skoldende hed!" Marianne heldte lunt Theen over i en anden og der- paa tilbage i hans store forgyldte Kontorkop. "Det vil ialfald ikke være første Gang, han præsterer Mirakler, Orning," - vedblev Fruen, rolig fortærende sit Smørrebrød. Sorenskriveren kræmtede en og anden Gang mørk, taus, medens Familien lydløst varsomt tog til The- kopperne. . . . "Og ovenikjøbet i en Tid, da jeg staar uden Fuldmægtig!" - "Kvigstad vil ha tat igjen det forsømte til imorgen, skal Du se," - forsøgte Fruen igjen, idet hun satte hen sin tømte Thekop. "Men Far, Du har jo ikke spist noget . . . End disse Smørrebrød - med Rul paa" - prøvede Marianne, som hun ordnede sammen paa Bordet. Sorenskriveren slog afværgende ud med Haanden . . . "Denne Gang er jeg bange for, at Strengen brister, min kjære Kvigstad!" - mumlede han dumpt og rei- ste sig for at gaa op paa Kontoret. "Hvad er det, Alida . . . Hvad Fanden er det?" - vendte han sig saa pludselig. - "Den har jeg da ikke hørt paa tyve Aar . . . Den deilige Menuet af Haydn . . ." "Ja det var just det, jeg vilde spørge Dig om, Far," - forhørte Alida sig, hun stod og greb nogle Toner efter et gammelt Nodeblad, - "hvad kommer saa? . . . Her er revet væk et helt Hjørne." "Jo da" - Sorenskriveren satte sig hen til Klaveret og klimprede og ledte. - "Deilig - - guddommelig deilig" . . . Han spillede og fordybede sig mere og mere i det, medens Alida og Merete stod over ham. "Ja, saadan er det!" sa Alida. "Jeg synes, jeg kjen- der den saa godt, - maa ha hørt den som ganske liden." "Ja, det har Du nok, - det var i Falbes Tid, da SIDE: 152 vi havde Kvartetten. Vi skal ta den iaften for Fiolin og Klaver, Du og jeg -" Han klimprede endnu igjennem det bortrevne Sted - "Saadan Du! - saadan - Der er det - den lille nydelige Vending der . . ." Han vendte Hodet med lysende Mine . . . "Naa Ma- rianne, Du har da ikke tat ud Smørrebrødene mine - Javist klarer han det til imorgen," - forlød det saa, da han reiste sig. "Jeg vil gaa op paa Kontoret og opmuntre ham lidt, - faa ham i Iver og Stemning. Man gjør s'gu intet uden Humør og Lyst . . . Han har selvfølgelig det ganske Bo i Hodet, han - en Dygtig- hed uden Grænser! Og det er nu egentlig noget rigo- røst at forlange, at et ungt Menneske af det Blod skal sidde muret paa en Kontorstol det hele Aar uden at svinge udenom engang imellem" - - Fruen stod i Vinduet og saa efter ham, medens han elastisk springende skyndte sig over til Kontorbygnin- gen. Hun rystede paa sit Kappehode: "Du Orning, Du Orning," - mumlede hun . . . "Hvordan hittede Du nu den gamle Visestumpen," - vendte hun sig pludselig speidende hen paa Alida. "Men det er jo en Menuet af Haydn da, Mor?" "Ja, hvad véd jeg, hvad det er, Barn. - Naa, lad os nu gaa ud og se, hvordan Mønstret tar sig ud i Væven din, Eufemia . . ." Det sidste Solskjær var sluknet oppe i et øverste Vindu i den store graa Sorenskriverbygning. Aften- skyggerne laa sorte og langstrakte fra Husene og Saa- terne nedover Volden, medens Slaattefolkene kom ud fra Kvældsverden i Kjøkkenet og trak sig bort ad de forskjellige Stier, hver hjem til sine Husmandspladse. Et Par Jenter vindede op Vand fra Brønden og heldte det Bøtte for Bøtte i Saaen, som de bar paa Stangen mellem sig ind til Vandkarret i Kjøkken og Fjøs; og fra Skjulet begyndte en ufortrøden Huggen og Kløven af Ved til Morgendagen. SIDE: 153 Et Par af Kontorpersonalet drev i Halvskumringen nedover Veien med sine Piber . . . Ud af Gangdøren kom Alida og Merete skyndende nedad Trappen, den ene lige efter den anden. De havde fra hver sit Hold inde ved Vinduerne opdaget Pleiesøsteren Barbara i Bakken ovenfor Færgestuen. Hun havde været over paa Opsæt i et Ærende. Alida naade hende først, eftersom hun resolverede at ta Benveien tvertover Slaattevolden; men et Øie- blik efter hang Merete ved Pleiesøsterens anden Arm. "Naa, hvordan gaar det med Randi?" trak Alida ivrig i hende. "Naa? - faar vi Ribs, Barbara?" - rykkede Merete hende i sin Arm. Barbara vendte sig under Presset af de samtidige Spørgsmaal raadvild fra den ene til den anden. Hun var tyk, fed og rundladen, af en hel anden Familie- type, et godmodigt stærkt praktisk Ansigt med et Par smaa blaa rappe Øine. "Ja da, - jo da, et Bismerpund, som Mor vilde ha, - og endda mere, om hun vilde! Det var rimeligt, at alle de fremmede i Ferierne havde tømt vor Have, mente Mor Opsæt . . . Men betale for dem faar vi slet ikke. Saa det blir naturligvis til, at Mor maa gi hende en Present igjen, - endel Flasker Bærvin eller noget sligt. - Jeg blev trakteret med Kaffe til Eftasvæl og fine Kager, som endnu var igjen efter Bryllupet." "Og Randi? - hvordan havde hun det, - var hun fornøiet?" - forhørte Alida. "Jeg spurgte hende jeg," - betroede Barbara dem - "da Mor Opsæt var gaat ud for at koge Rømme- grøden tilaftens, hvordan Torsten hendes var, om han var snil?" - "Aa han som de andre" svarede Randi, - "Karene er vel ikke likere" . . . refererede Barbara skøieragtig. "Sa hun det Du?" udbrød Alida høit optaget, - "slig, som hun blev perset og tvunget til at ta denne Kaksen. - Jeg véd nu, at hun har været glad i Knut Raalien helt, siden vi gik til Konfirmation sammen SIDE: 154 . . . Men disse Pengene!" - udstødte hun med under- trykt Heftighed. "Og saa maa I tro, de var nysgjerrige efter den ny Fuldmægtigen, - hvem han skal ha, - Marianne eller Femia . . ." "Eu-femia," - faldt denne ind fra Trappebænken, hvor hun sad hyllet i sit Sjal. "Du véd, jeg vil ikke kaldes Femia!" "Er han som Major Howard i Mohikaneren med Rifle ved Siden og det truende Blik, saa skal han ha Eu-Femia," - travesterede Merete. - "Og, er han en af disse, som vandrer stille omkring i Maaneskin og møder en Ungmø i Lunden, saa blir det naturlig- vis Marianne . . . Men, er det en koslig og snil Tyk- kert, som vil ha god Mad, saa skal han ha Dig, Bar- bara . . . Hys, hys," - afbrød hun sig, - "Far stem- mer Fiolinen. Skynd Dig ind, Alida . . ." Lidt efter hørtes Haydns Menuet derindefra under Gjentagelse af forskjellige Satser. Eufemia forblev siddende ude paa Trappen indhyllet i sit Sjal, overgivende sig i den skumrende Aften til forskjellige høie Drømmerier, medens Marianne skim- tedes at vandre op og ned paa Gaardspladsen i lun Samtale med Kontoristerne Schmidt og Augustinusen, som var kommet tilbage fra Turen. Henne paa Staburstrappen sad gamle Henschien, Kontorets mangeaarige enebetroede Bestyrer af Over- formynderivæsenet, og nød sin Aftenpibe med Over- frak over den dukkede Skulder. Derinde i den store, halvmørke Dagligstue strikkede Fruen søvnig tilbagelænet i Sofaen, medens Merete havde stukket sig hen med sit Sytøi til et af de to Talglys, der var tændt i Messinglysestagerne paa Kla- veret, og Barbara sad med Garnvinden og nøstede henne i Vinduskjæret. Sorenskriveren gik op og ned paa Gulvet med Fioli- nen hængende i Haanden, en og anden Gang knep- pende betænkt over Strengene, medens Alida gjennem- gik Menuetten paa Klaveret. SIDE: 155 "Nu gaar den! - nu tar vi den sammen - for sid- ste Gang . . ." Han trykkede Fiolinen op til det høie, stive Halsbind og Hagen ned i Flipperne, og fyrig lagde han ud med Buen, vuggende sig og nydende helt revet ind i Stem- ningen. "Herligt Du - - - - - Og nu tar vi den anden . . . Iaften vil vi bare spille Haydn . . . Uforligneligt . . ." Medens de foredrog og spillede, - Sorenskriveren sid- dende ved Klaveret hos Alida, - faldt Fruen hen i for- skjellige Dup. Ved et dybere et greb hun resolut Strikke- tøiet, som var gledet ned paa Skjødet, hægtede Nøstet ud af Sølvklypen og lagde sammen. Og med kun et Nik hen til Barbara for ikke at forstyrre, gik hun ovenpaa. - - - - Merete havde lagt bort Sømmen og flyttet hen i det Sofahjørne, hvor Moderen havde siddet, og Eu- femia og Marianne var, den ene efter den anden, gle- det ind i Stuens Dunkelhed . . . Viserne paa Slaguhret skimtedes saavidt at staa paa nogle Minuter før halv elleve - Familiens reglemen- terede Sengetid. De var ude i Symphoniens sidste Afdeling, hvor- under Melodien dukkede op, atter og atter, som altid dybere fra en uendelig Havsens Bund . . . Det faldt just Merete ind at bøie sig hen og hviske til Marianne: - "Tænk imorgenaften sidder han kan- ske her og hører paa!" - da hun stansede midt i Bøi- ningen og stirrede . . . Paa Stolen mellem Stueuhret og Ovnen sad en Mand med Hænderne over det ene Knæ og saa paa hende. Han havde en saa vakker Pande og opstrøget Haar. Det var, som han vidste alt det hun tænkte og saa smaat smilte og havde hende tilbedste . . . Saa svandt Skikkelsen med en langsom Hovedbevæ- gelse, og der kom i det samme et saa smertefuldt li- dende Udtryk over ham . . . SIDE: 156 Hun sad stum bunden, forfærdet, medens Tonerne fyldte Rummet og døde hen i Slutningsakkorder. Uhret slog det halve Slag. Klaveret blev lukket, og hver ryddede i Stilhed sit hen . . . Sorenskriveren lagde Fiolinen i Kassen, tændte Ly- set, som stod færdigt til ham paa Bordet i Blakkerten, og gik smaanynnende paa Melodien med et "Godnat Børn!" op paa Soveværelset . . . - Augustmaanen stak op over Skogtoppene, kastende skarpe sorte Skygger mellem Husene, og, som Mari- anne og Merete kom ud for at laase Gangdøren, saa de gamle Henschien staa nedenfor Trappen. "Hyss-s . . ." varede han sagte med Haanden imod dem, - "var det ikke som Ekko af et Valdhorn der- oppe bagom Aasen? . . . Som nogen blæste todt?" - mumlede han. De stod og lyttede - - Der faldt som et pludseligt Sus af Rafossen ind i Stilheden . . . "Der var noget . . . Der var noget" . . . grublede han hen for sig, idet han gik. "Godnat, Jomfru Marianne. Godnat, Jomfru Me- rete . . ." Merete blev staaende som fastnaglet, indtil Marianne utaalmodig raabte hende ind, og hun gik op ad Trap- pen efter Søsteren som fanget i en underlig uhyggelig Drøm, - noget oplevet, hun ikke kunde meddele . . . DYRE AAKISEN REIN. Fruen og et Par af Døttrene stod ude i Strygevæ- relset og besaa og maalte op en Rulle med Uldtøi, som netop nu kom fra Farveren paa Smaastedet søndenfor. Men Alida fik ikke ud af det mere end fire og tyve en SIDE: 157 halv Alen for fem og tyve en Kvart, der var leveret. Det var forfærdelig krympet . . . "Nu begynder de at komme til Skiftesamlingen," yttrede Marianne henne fra Vinduet. "Det er Ole Nordsæthagen - den unge Gutten, kan én gjerne kalde ham, - han med Sølvknapperne i Trøien, som drager Hesten efter sig hen til Staldvæg- gen," - lød gamle Randi Budeies Passiar med Kokke- pigen didind fra Kjøkkenet. - "Æsch - hæsch, - Penge som Græs; han véd ikke selv, hvor rig han er, siger de, - kan gaa milevis uden at komme ud af sin egn Skog. Og nu skal han giftes paa Haug." "Tænk Dig, Alida," vedblev Marianne, - "det er Sønnen af den gamle rare Lars Aaserud Du, som bul- drede, saa vi aldrig forstod ham." "Aa han! - som trak Tegnebogen op af Reisestøv- lerne og rullede ud af Papir og gav os hver vor blanke Sølvdaler, da vi var smaa." . . . "Og han der i Karjol, - den store høie, det er Anders Aarlid, som vil ta Gaarden med Odel fra Enken paa Haug," - hørtes Randi at præke. . . . "De derhenne, Mor, - som stiger ud af Stol- kjærren," - de var nu alle kommet til Vinduet - "det er vist Folk helt oppe fra Aardal . . . Man kan se det paa Dragterne - gammeldags rare - og Kirke- sæler med udskaarne Bogtrær. Se bare, hvor høitide- ligt de trækker sig op ad Kontortrappen." "Saamæn ogsaa Hr. Tron Hersæt," - udbrød Fruen, - "Urostifteren og Procesmageren . . . Hu da, - span- kulerer op mod Kontoret med Hælene i Bakken og Hatten frem i Panden, som han skal lige op og pro- testere! Og bagefter klager han til Kongen . . . Og der kommer selve Gudbjør, Enken paa Haug, - alene i Kjærren . . . kjører selv hesten. - - Ja, rul Du sammen Uldtøiet, Alida. Far sender hende vist hidned i Stuen . . ." En Stund efter kom Fruen ud i Kjøkkendøren og gav Marianne Ordre til at sætte paa Kaffe og gjøre istand Bræt med Jødekager og Sandbakkelse . . . "Send SIDE: 158 saa Smaapigerne ind for at hjælpe mig med Under- holdningen, hun maa ha en Præk med hver af Jer . . ." Enken paa Haug blev vist om i Haven. De besaa Blomsterbed, Bærhækker og Frugttræer og stansede nede ved Næperne og Kaalen, enige om, at de havde havt et rigtigt Uaar med Tørken den hele Sommer . . . Og alt det Utøi paa Bladene! . . . Ja, Jomfru Alida havde nok mere end Ret i det, for paa Haug var Ribs og Stikkelsbærløvet opædt helt til Stilkene og næsten ikke grønt at se over Kaalsen- gene. Men saa havde de jo ikke Leilighed til at passe og vande og luge i Havestykket saa fint som hos Skri- verens, nei . . . Bagefter maatte Gudbjør ind og se paa Mariannes Væv og faa forklaret og beundret Mønstret, hvori Bun- den var slaat efter Tegning forestillende en Frugt- kurv. Og selvfølgelig blev ogsaa Aarets øvrige Arbeider til Linnedskabet taget i kyndigt Øiesyn. Som det laa der - det endnu ublegede i det nederste Rum, - paa Hylder med alt det Malurt- og Lavendelduftende skin- nende hvide Dreil og Lagentøi, var Linet dertil saat og høstet og hæklet paa selve Sorenskrivergaarden og spundet og tvundet og vævet, hver Trevl og Traad, af Husets Døttre. Runden endte ikke med det, for der kom Barbara trækkende med Konen paa Taugbøl, som ogsaa var skikket over fra Kontoret. Saa maatte Nøgleknippet frem ogsaa til det halvmørke Rum bag Fadeburet, hvor Resultatet af Husets stadig snurrende Rokke kunde beses. Der hang Uldgarnsspindingen om paa Væggene i sammenbundne Hæspler, og Lintraaden til Sygarn for Aaret, fin og grov, hvid som sortfarvet, endnu uop- nøstet, medens forskjellige Rokker, Garnvinder og Kurve, fulde af endnu ukardet Uld efter Faareklipnin- gen, stod indover Gulvet. Og nu sad Gudbjør og Mor Langset og Mor Taugbøl med de staselige Silkes Hodetørklæder, der løb op i en høi Top over Issen, ved Kaffebordet i Stuen. De ihær- SIDE: 159 dige Opfordringer til at forsyne sig efterkom de kun lidt efter lidt, saa at sige tommevis og stadig dækket af beskedne og prisende Talemaader. Der svævede som en Hede over Ansigterne fra Skiftesamlingen, og der slap efterhaanden Ymt paa Ymt fra Gudbjør om Svigersønnens, Nordsettens Nærighed, - Antydninger, som de to andre optog med lukkede Ansigter og dulgt Nysgjerrighed. Hun holdt just paa at udstøde et dybt mystisk Suk om den "Arvegriskheden", da de igjen hørte Lyden af Kjøretøi . . . "Det er ikke nogen som skal til Skiftesamlingen det!" - yttrede Marianne, hun saa mønstrende op- mærksomt ned mod Porten, medens Øinene kneb sig til som to lysskjære Ridser. "En Straahat i Karjol - med Støvfrakke og en stor Reisekuffert snøret bagpaa" . . . forlød det nu yderli- gere fra Barbara. Eufemia rettede sig pludselig fra den elskværdig ned- ladende Stilling, hvori hun havde fundet for godt at beundre Mor Langsets gammeldags tykke durable Silkeforklæde. Hun strøg Kjolen ned, ordnede hurtig paa sin Dragt og keg - med et lidet Ryk op af Sto- len - over i Speilet paa den øverste Halvdel af sin Person. Hun belavede sig tilbagelænet med en fornem kjølig Mine . . . "Han viger Hesten ind mod Trappen. I skal se, det er Fuldmægtigen, - Rein!" udstødte Barbara. Der blev et Øiebliks gjensidig noget raadløs Vekslen af Blikke mellem Mor og Døttre. Her sad de jo med disse Konerne fra Skiftesamlingen, - og Far paa Kon- toret! . . . Idetsamme udstødte Ajax et vildt Hyl og sled lar- mende i Lænken. Det fortsatte sig i en styg langtruk- ken Tuden med bidske Glæfs imellem. "Uf da, - saa kjedeligt - saa næsten uhyggeligt" . . . mente Barbara. - "Der stiger han saamæn af og gaar hen og snakker til den - klapper og stryger den over Hodet, - lar ham snuse paa Haanden . . . Og jamæn kryber ikke Ajax helt ind i Huset sit rent, som SIDE: 160 han er skamfuld over sin slette Opførsel . . . Skulde én ha set sligt!" Fruen reiste sig fra Sofaen: "Kald paa Inger Stuepige, Barbara, saa hun kan vise ham op paa sit Værelse. Jeg gaar ud og tar imod ham. - Sørg for Kaffekopperne, Du Marianne - Men, hvad feiler Dig, Merete!" - stansede hun studsende. Datteren stod og holdt sig ved Stolen bleg og stærkt aandende - "Du har drukket for stærk Kaffe, Barn," - tog hun sig og strøg hende over Haaret. "Gaa straks ud og faa Dig lidt koldt Vand." Hun skjød hende mod Døren til Kjøkkenet, medens hun selv tog Veien ud til Gangen. Der stod han alt paa Trappen, da hun kom, og tør- rede Sveden af Panden. Han saa helt aandsfravæ- rende ud, - som han kunde ha siddet og sovet i Kar- jolen, - medens hun sa ham de Par Ord til velkom- men og fortalte, at Sorenskriveren var optat af vigtige Forretninger. Og til hendes forekommende Spørgs- maal om hans Reise brast han saa høist utøilet ud: "Seks Timers Kjørsel langs Elven i Solsteg. - For- færdeligt!" - Han stod der med Hatten i Haanden, tæthaaret og mørk i Brynene med et hvast Rovfugleansigt og sa det saa rydt, - syntes saamæn alt andet end generet for at gi' sit Humør Luft, den unge Herre! . . . Han tænkte maaske, han var kommet saa langt ud paa Landsbygden, at saadant kunde man tillade sig. Som han skulde følge Stuepigen og Gaardsgutten, der bar hans Kuffert, Vadsække og to Geværer op paa Værelset, bad han - nu ganske tækkelig, - om at faa Lov til at komme ned i Stuen og præsentere sig senere. Imidlertid . . . Imidlertid . . . gik det i Fruen. Det skadede ikke at bryde Spidsen straks, om her var noget utilbørlig prætentiøst . . . Der havde været noget ved ham, som irriterede hendes Selvfølelse. Lidt beher- SIDE: 161 sker dog en ung Mand sig første Gang, han hilser paa Husets Frue! "Grød med lidt bagefter," - meddelte hun sig se- nere til Marianne, - "ganske som almindelig" . . . - - Det syntes at drage ud med Skiftesamlingen og det i Stuen stærkt efterlængtede Forløsningens Klokke- slet. Tiden udfyldtes, saavidt gjørligt, med at disku- tere forskjellige Emner - Giftermaal i Letsindighed og sørgelige Uskikke, - støttet med nye Nødninger og Forsyninger med Kaffe . . . Enkelte af Boets Vedkommende drev kjede om der- ude paa Gaardspladsen, og et Par spændte alt Hestene for. Saa det saa jo nu ud, som ogsaa dette kunde tage en Ende! Omsider stod da Kontorist Schmidt i Døren og meldte fra Sorenskriveren, at nu var det Tiden for de tre Hu- sets Gjæster at være tilstede paa Kontoret og over- være Oplæsning og Afslutning af Boet. - - - - - - Den urolige Eftermiddag var larmet af, og den sidste Kjærre forsvundet ud af Porten. Sorenskriveren kom over fra Kontoret i rask Fart, saa Frakkeskjøderne flagrede ham om Benene. Han gned sig tilfreds i Hænderne som efter et overstaat svært Pust . . . "Pokkers Menneske . . . Pokker til Fyr den Kvig- stad! . . . Laa ikke hele Vidtløftigheden der ekspede- ret og færdig og i en Orden, som -. Han har saamæn turet sin tredie Nat i Boet, gaat mindst lige hidsig paa Tømmen der . . . De bruger det Udtryk, Du Bo- lette," - forklarede han sin Hustru, - "om Hestene, naar de skarptraver, - ganske betegnende! . . . Og saa kniber jeg ham undertiden i et snart Øiekast hen paa mig, som om han vil forvisse sig, om jeg ogsaa helt begriber hans Mesterlighed . . . Jah, - ja, jeg tilstaar, det er mig en Gaade, hvorledes et Menneske saadan kan opta og beholde alle disse kjedsommelige Detailler og Sammenhænge med Næstens Gods - for- melig bevare dem i sit Hjerte . . ." SIDE: 162 "Men saa er det ikke det, vi har at tænke paa nu, Orning," - afbrød Fruen ham, - "Din ny Fuldmæg- tig er kommet." "Hvad? - Hvad siger Du, Bolette?" "Han er tat lige op paa sit Værelse med hele sin ganske Bagage og sine allehaande Jagteffekter . . . Gjør mig den Tjeneste, Orning, ikke at spørge ham for ivrig ud om hans musikalske Kapaciteter, naar han nu kommer ned, eller falde i straks med høiere Ma- terier. Han synes mig en, som vi skal se lidt an. Der afhænger saameget af første Indtryk -." Sorenskriveren harkede lidt og drev paa Gulvet med Hænderne bagpaa den lange spidsskjødede Frakke. "Hvad Sort Fuldmægtig, Skjæbnen beskikker én, det er sandelig saa tilfældigt, som Veiret det!" gav han sig Luft. "Den bedste er vist den, som er mindst musikalsk, Du!" henkastede Fruen, idet hun forlod Stuen. Sorenskriveren fortsatte smaaplystrende at slentre paa Gulvet, medens han lo for sig selv og saa efter hende . . . "Næsten vittigt! . . . Bare - bare lidt ude- likat . . . hrrr" . . . Han studsede noget ved at se Femia aabne Døren, men efter et hastigt Overblik igjen trække sig tilbage. Han kom i Straahat og lange Nankins Hansker og havde en Kurv paa Armen. - Lidt efter var Fuldmægtigen, Dyre Rein, placeret ved Aftensbordet mellem Alida og Henschien, der netop var blevet præsenteret. Den gamle Kontorist sad duknakket og forbeholden blinkende med de smaa runde Fugleøine og et og andet mistroisk Glyt hen paa den ny Foresatte, som paa Post mod mulige Indgreb i sin Magtsfære. Nedenfor ham sad Kvigstad, hvis skarpe graa Øine fangede alt, vagtsomt loddende den ny Fuldmægtigs Dybder i Ord og Adfærd. Han havde sit eget optagne Ansigtsudtryk iaften - efter alt det passerede, - og legte saa smaat med Jomfru Alidas perlestukne Ser- vietring, der tilfældig var rullet henover Dugen. SIDE: 163 Og nedenfor ham lille Schmidt med Øinene nede i Grøden og Opmærksomheden underfundig delt mel- lem sine to Idealer, Sorenskriveren og Kvigstad -, hvordan den nyankomne slog an paa den første, og, hvad den sidste vel mente. Yderligere var den unge Kontorist dybt forelsket i den otte og tyveaarige Ma- rianne lige overfor ham ved Bordet, og fortiden for- færdelig jaloux paa hendes Sidemand Augustinusen, hvem hun havde beæret med en Spaseretur nu to Aftener efter hinanden. Hun var ikke netop vakker. Men saadan en Figur! - og saa yndig en Gang, - saa mild og deltagende og interesseret . . . Barbara var stum optaget af Fuldmægtigen. Hun bespeidede ham nysgjerrig med de gløgge praktiske Øine og tog sine Mærker . . . Han havde saadanne store rare Hornknapper i den tætlukkede Frakke - og det svære Silketørklæde knyttet frit under Skjorte- kraven. De sorte Øienbrynene gik skraat nedover Næ- sen . . . Han havde ingen Ring paa Fingeren, - var vist ikke forlovet. De, som har sligt ekstra Dyretække, pleier ikke at bli gifte, siger Tante Ra . . . Nu satte han Smørøie i Grøden, før nogen bød ham! . . . - "Og der har vi vor yngste Datter . . ." sa Fruen, som Merete kom ind og skyndsomt bøiende sig tog sin Plads hos Moderen nede ved Bordenden. "Du kommer sent, Barn!" "Jeg maatte bli færdig med at rense Bærene," - undskyldte hun sig uden ret at faa Lyden frem. "Ja, nu faar Du se til at indhente os andre . . . Der, min Pige," - Fruen rakte hende Tallerkenen med kun en ganske liden Forsyning; hun havde op- fanget, hvor bleg og betaget Datteren var. "Og paa vor Kant af Landet har De altsaa aldrig været før?" - henvendte hun saa afledende til Rein. "Nei, mit Hjem ligger ved Sjøen, - næsten helt ude ved Havet . . . Men vil Fruen unde mig en Portion Grød til?" afbrød han; han havde forunderlig hastig klaret sin Tallerken. SIDE: 164 "Naa, det glæder mig, at De har saadanne gode, huslige Egenskaber. De liker Grød?" smilte hun. "Ja, Frue, - næst al anden Mad," forsikkrede han lunt. "Og, naar man ikke har spist siden tidlig imor- ges, saa sættes jo Tingen i sit Skjær." Merete slog pludselig Øinene op, og der undslap hende et næsten hørligt Lettelsens Pust. Under sin Overraskelse brød hun ud i en pludselig ubehersket Latter. Ne-e-i, - gik det overvældet i hende, - dette var ingen at skue i Syner! . . . Fruen saa forbauset paa hende. Hvad gik der af Pigebarnet med sit ellers saa naturlige gode jevne Væsen? . . . "Ja, Du Merete," - faldt Sorenskriveren ind, - "Mor begyndte alt at glæde sig til en vældig Abonnent paa Grødterrinen." Merete kunde ikke dy sig, der skingrede endnu halv- svimmelt nok et Latterudbrud: - et skarpt krumnæset Ansigt! og en spottende Klang i Stemmen . . . Nu tog han rask med Appetit ufortrøden fat paa den anden Grødportion . . . Aa-h, - som han havde taarnet sig op rent til en Forfærdelsens Aand for hende! . . . Men hun maatte jo den ene Gang efter den anden stjæle sig til at se paa ham, som han sad der og dyp- pede i Melken og svælgede, - haaret helt ud paa Haandbagen, naar han førte Skeen . . . Han kastede hver Gang det runde sorte Hode saa braat mod den, han talte til, og hun greb ham i et pludselig gløgt Blik hen paa Eufemia, som havde fundet paa den Manér at henkaste et og andet Ord i Samtalen, medens hun lænede sig skjødesløst tilbage mod Stoleryggen. Og to, tre Gange mindst var hans Øine, som med et lyst Skimt op af Brynene, paa Marianne, efterat hun datterlig spasende havde været henne og underrettet Faderen om, at der dog vankede lidt bagefter Grøden ogsaa. Det var som han studsede over hendes Ud- seende . . . Smaa Asjetter med opskaaret Kjød, Rul og røget SIDE: 165 Ørret sendtes nu rundt, og lille Schmidt vidste, at Fru- ens Øine vaagede paa ham, om han glemte at benytte Smør- eller Ostekniven, som laa ved. For ny Kontorister var Fruens delikate Opdragelses- kursus en nok saa hed Skjærsild, og han saa med en vis Beklemmelse, hvorledes Fuldmægtigen, som om ingen Frue var til, forsynte sig med det salte Kjød, saa Asjetten blev halv tom, og bagefter gjorde vældige Indhug i Myseosten, som endnu var aldeles urørt. Inger Stuepige kom ind af Døren, og Ajax trængte sig, som den var vant til, naar den var løst, ind bag efter hende. Den gik lige hen til Rein og snusede og slikkede hans Haand, den han lod hænge ned til den, medens hans snakkede, uden at værdige Hunden vi- dere Opmærksomhed. Lidt efter lidt begyndte han at smaasmile til Bar- bara, hvis grundende og undrende Blik hang uafbrudt ved ham. Dette med Ajax havde dybt interesseret hende helt fra Ankomsten af. Eufemia henkastede fra sin Tilbagelænethed noget om Ajaxes uhøflige Modtagelse . . . "Men, at De turde gaa hen til ham!" - faldt Bar- bara ivrig ind. "Den har virkelig bidt engang. Vi sæt- ter den altid i Lænke i Hundedagene." "Ajax er en ærlig Hund, det saa jeg straks. Jeg løste Lænken af ham, det var det, han blev skamfuld over," forklarede Rein. "Deres Søn, Claes, Søofficeren, viste mig en prægtig Jagthund herovenifra," - hen- vendte han saa til Sorenskriveren, - "Finnerace?" . . . "Saa De kjender Claes?" faldt Fruen ind. "Vi har færdets sammen paa en Opmaalingsreise nord i Fjordene paa vore Kanter." "Havde han Fiolinen med?" forhørte Sorenskriveren. "Javist, javist, spillede langt udover lyse Natten. Musiken er mig et behageligt Sprog, som jeg rigtignok kun fatter et og andet Ord af. Men, hvad han sa paa Fiolinen, det forstod jeg!" "Saa, - saa De?" . . . Sorenskriveren strakte Hodet levende interesseret frem af den stive Halskrave. SIDE: 166 "Det klagede og skreg fra Strengene over, at han skulde opsætte Karter og maale og lodde i Kongens Tjeneste istedetfor at faa slaa som Lærken og spille og musicere paa denne Klode." Sorenskriveren lænede sig betænkt tilbage i Stolen . . . "Ja - jah! man maa jo noget være her i denne Verden," kom det trist. - "Det er den pure haarde Nødvendighed!" "Man kan da virkelig ikke slaa sig paa at være Bier- fiedler," - supplerede Fruen. "Se nu stakkels Sanko- witz, som drager omkring og informerer i Bygderne og faar sit kummerlige Ophold og nogle Marks Penge paa hvert Sted." "Hys, hys, Bolette," afbrød Sorenskriveren hende tvert, - "ham fik man hverken til at lodde eller maale . . . Det er en fordreven Kunstnersjæl, som kunde blevet noget betydeligt i sit store Hjemland." Han skjød noget hastig Stolen tilbage, afsluttende Maaltidet med et: "Velbekomme!" - og Merete iagttog, hvorledes Fuldmægtigens Øine gled fra Moderen hen paa hendes Far og saa tilbage igjen, som om han havde faat Tæften af to Slags Veir i Huset. Døttrene fik en vis stille Hast med at tage hver sin Part af den Husgjerning at afdække Bordet, efterat Fruen først langsomt og mageligt havde reist sig med et Par Ord til Marianne. Hun gik paa sin afgjorte værdige Vis med det graa Kappehode bagover hen og talte til Sorenskriveren, der hørte til halv distræt med Levningen af et irriteret Humør. "Jeg synes slet ikke, det vil passe, at I musicerer den første Aften, din Fuldmægtig er her, Orning," - meddelte hun sig. - "Tror Du ikke, det vilde være bedst at ta ham med Dig og vise ham om paa Kon- toret nu straks, mens det er lyst, saa véd han, hvor han skal anbringe sig imorgen." Sorenskriveren rev Snusdaasen op af Vestelommen og smekkede et Par Gange heftig paa Laaget. Han syntes alt andet end tiltalt ved Tanken om atter at skulle gjæste sit Kontor efter den ganske strævsomme SIDE: 167 Dag og faa den "gode Aften," som han havde havt i Baghaand, spoleret. Det gav sig Luft i det: "Hm-rrr -," hvormed han pludselig afbrød hende og med en let Opfordring ind- bød Rein til at følge sig over og bese Kontoret. - - - Der gik Augustinusen, og der var Schmidt ude paa Gaardspladsen. Den første slentrede øverst i Veien i korte Repriser op og ned imod Porten, den anden havde mere beskedent valgt sig Regionen ved Laave- broen og Høvognen, i hvis Dyb Kvigstad havde fundet for godt efter tre høispændte Døgn at begrave sine trætte Lemmer og bie paa Stjernerne. Der var en Følelse af Kjede og Tomhed over dem begge. Jomfru Marianne, vidste de, havde overtaget Ugen inde i Husholdningen, og det lod aldeles ikke til, at hun vilde komme ud iaften. Ved en underlig Sjælens Magnetisme, maaske en Henførelse af den samme Tanke, nærmede de to Rivaler sig hinanden mere og mere, eftersom Haabet udslukkedes . . . Der sad Eufemia i Sjalet paa Trappen og vippede med Fjerbolden, kastede den af og til op i Luften og tog den igjen paa Buen eller med Haanden. Nedenfor paa Trappen snakkede og apede Barbara med gamle Henschien, der havde sat sig tilmags paa et Trin i Brandstigen, medens Merete fo'r travl ind og ud af Haveporten med stadig paa ny fyldt Vandsprøite ned til Moderen, som vandede Blomsterbedene. I Gangvinduet oppe i anden Etage saas Alida grub- lende over et Brev fra sin forlovede, Groth . . . . . . Der passiaredes livligt i Kontortrappen og, fulgt af Rein, kom Sorenskriveren nu som lettet og befriet ud paa Gaardspladsen. Han stansede og syntes at sunde sig, - saa sig om, som drak han Høduften ind med stigende Velbehag . . . "Lars!" - raabte han saa nedover mod Stalden, hvor han saa Gaardsgutten ifærd med at hænge ind Sæle- tøi, - "Figaro har vel faat sine seks Potter Havre idag? . . . Tag den frem og lad os se lidt paa den . . ." "Spræk, - kjipen" . . . kom det, som Lars efter Gri- SIDE: 168 men førte ud det livlige Dyr, der pludselig knæggede ved Lysningen. Sorenskriveren gik rundt Brunen, klappede og besaa den og strøg den nedover langs Ryggen, saa den hum- rede . . . "Dette fede Voldhø skal Du ikke lade den faa formeget af, det er Foder for Kjør og ikke for Ride- heste . . . Vi har ikke faat vort Morgenridt idag," - godsnak- kede han med Dyret . . . "Rør lidt paa den, Lars, saa den faar myget Benene en Smule," bød han og fulgte fordybet, hvorledes Bru- nen, ført ved Grimen, smaadiltede og drak ved Brøn- den. "Vakkert Dyr! . . . Lad os ligesaa godt motionere den, saa det forslaar," lød det saa ivrig passioneret. Og snart stod han med Piben tændt og saa til og dreiede sig, eftersom Lars lod Figaro løbe ved Snoren rundt Gaardspladsen . . . Rein havde imidlertid begivet sig hen til Trappen, hvor Eufemia sad og legte og smaakastede med Fjer- bolden. Han fulgte den opmærksomt i Luften uden en Mine af, at han la Mærke til det Menneske, som var Op- havet. Fjerbolden faldt ned paa Trappen, og han tog den op og leverede hende den. "Fjerbold har jeg aldrig spillet," yttrede han og greb den anden Raket, som laa paa Bænken. Han mødte Eufemias lindt anslagne Bold med et Slag af sin Bue. Nonchalant tog hun imod den og gav den et lige- gyldigt Vip henimod ham igjen. Efter et Par Forsøg lykkedes det ham dernedefra at give Raketten en saa passende Fart, at Eufemia fra sin Plads paa Bænken kunde opfange og med en halv smilende overlegen Mine sende den til ham længere og længere henover Gaardspladsen. Under Held og Uheld udviklede Fjerboldvekslingen SIDE: 169 sig i Taushed - fra Reins Side med en hidsig Opta- gethed af at lære den ny Kunst. Hans Fjerbold vip- pede stedse mere vovet høit og dalede stedse sikkrere ned ligeoverfor Eufemias Ansigt og Fang. Ved et vel- ført Slag fra hendes Side fløi Fjerbolden helt heni- mod Brønden, hvor Merete just kom farende med Havesprøiten. "Aa, De "Yngste" . . . De leende . . . kast hid Fjer- bolden!" - raabte han i Farten. Merete tog den uvilkaarlig rask op og sendte den imod ham. Men pludselig blussende rød vendte hun sig til Kokkepigen, som stod og heisede Vand: "Fyld Havesprøiten, Malene, og bær den ned til Mor!" Hun slog noget Vandskvæt af sit Forklæde, og med en vis Air gik hun over Gaardspladsen hen til Trap- pen, hvor Rein stod og tørrede Panden efter Anstren- gelsen, og sa næsten nedladende: "Mit Navn er Merete, - Merete Orning, - Jomfru Merete!" "Bevars, Merete! . . . Der var en Dronning, som hed Merete," - bukkede han - "et sjeldent Navn . . . et, man ikke glemmer. Det maa bæres med Høitidelig- hed!" . . . "Nu har vi vandet alle Blomsterrabatterne, Eufemia," - afbrød hun og viste paa sit vaade Forklæde . . . "Sidder I her?" kom Marianne saa ud fra Gangen med hele Nøgleknippet i Haanden. Hun satte sig ned paa Bænken - "Det er min Uge, Hr. Rein, og jeg maa faa sætte Dem lidt ind i Husets Skik," sa hun koselig. "Jeg sen- der op Frokosten Klokken syv imorgen - eller er det kanske lidt tidlig for Dem nu efter Reisen? - Kaffe og Smørrebrød . . . Huset har jo sin faste Orden; men saa kan det tillempes en Smule efter hvers Smag og Behag," smaasmilede hun lunt lovende. "Tak, Jomfru, - ja, var det ikke Jomfru Marianne De hed, - la mig nu ikke ta feil, - jeg har faat en hel Forfærdelse i Blodet!" . . . "Og ønsker De Melk, saa . . . Jeg skal sige Dem, SIDE: 170 her er lidt magert nu paa Melkeboden. De ser vist, at der er som uddøet nede ved Fjøset. Næsten alle Kjø- rene - og Budeien og en af Gaardsgutterne er paa Sæteren." "Vi har nitten Melkekjør," - faldt Barbara ivrig ind henne fra Brandstigen. "Hvorfor ikke tyve?" spøgte Rein. "Nei, Svartsi brækkede Benet akkurat St. Hansaften; den havde gaat sig fast i Myren." "Dette er altsaa Sorenskriverens Eiendomsgaard?" forhørte Rein sig . . . Sluttende sig til Passiaren kom Barbara interesseret hen og satte sig paa Trappetrinet. Merete hørte til halv hængende ved Gelænderet. "Aa Augustinusen!" - tilraabte Marianne ham med et udover Rækværket, - "følg mig hen og laas Sta- buret. De kan Knebet. Nøglen lader sig næsten ikke vride om, vi maa snart ha Smed paa den . . ." Augustinusen fulgte lykkelig og høist smigret over at være den udvalgte trods den ny Fuldmægtig og Af- tenens mørke Chancer. Henne paa Gaardspladsen huschede Sorenskriveren og klappede i Hænderne nu, Figaro igjen joges ind i Stalden. Han kom fornøiet og oplivet henimod Trappen, medens Fruen fra sin Kant stilede opover med Malene i Hælene, bærende de to tømte Havesprøiter. "Ja nu er det vel Sengetid, Børn," - sa hun; hun tog Kysen af og hængte den i Gangen. "Godnat alle- sammen! . . . Og nu maa De huske at tælle Vindus- ruderne paa Deres Kammer, Rein, og lægge Mærke til, hvad De drømmer den første Nat. Det skal sande sig, véd De nok," spøgte hun . . . Man skiltes, og hver begav sig til sit - Schmidt var henne og ruskede i Kvigstad, som nok i den skumre Aften havde faat sig en foreløbig Lur i Høvognens Dyb. Og Marianne og Augustinusen vendte lunt smaasnakkende tilbage fra Kunststykket med Stabursnøglen . . . SIDE: 171 Oppe paa de to Jomfruværelser, der laa ved Siden af hinanden, holdtes nu Lov og Dom - Merete og Barbara havde nedladt sig paa hver sin Sengekant, medens de andre gik og tog ned Haaret og syslede med Nattoilettet. "Naa?" - spurgte Barbara forventningsfuldt. "Naa?" - forlød det fra Eufemia. "Ja, hvad synes Du, Marianne? - nu kan Du en- gang sige først," mente Merete. "Aa-aa, saa "temmelig" . . . heller opimod "godt"," - dømte Marianne. Det var gammel Hævd at benytte Kaptein Buchwaldts Gradestok i Karakterbogen til Kri- tiken - "Hvorfor ikke tyve Kjør istedetfor nitten!" jepede Eufemia, medens hun med Haarnaalen i Munden holdt paa at sætte op Haaret til Natten . . . "Smager lidt af Hverdagsmad . . ." "Henschien mente nu, at nogen Kontormand var han ikke," tog Barbara i. "Han spurgte ikke engang efter Forretningerne - bare efter Hunderacer og sligt!" "Han ser ikke netop ud som et studeret Menneske," mente Alida. "Men selvsikkre Manérer. Det er Gods- eiersønnen det . . . Man hører det ogsaa paa Stemmen - saadant triumferende rullende R-" "Ja, nogen overdreven fin Opdragelse skal én ikke beskylde ham for at ha!" hug Eufemia hævnlysten i. Han havde ikke taget tilstrækkelig Notis af hende un- der Fjerboldspillet. "Han blir vist ingen ætherisk-romantisk Ridder for Dig, Femia," forlystede Merete sig. "Grødædende - og saa svart, som han skulde være dyppet i Blækhuset af "den store Bastian," da han var liden." "En skulde næsten tro, at han ikke har havt nogen egentlig Omgang med Damer før!" - udtalte Marianne grublende. Det var, som den Bemærkning pludselig optog dem alle, og der opstod en Pause, hvori det nye Synspunkt svælgedes . . . Virkelig havde ingen af dem mødt saameget som en SIDE: 172 Forstaaelsens Mine af ham eller Tilløb til en Høf- lighed eller Kompliment, - ikke et Øieblink, ikke et Smil til dem anderledes end til Sorenskriveren og Kontoristerne. "Naturligvis opdraget i Ensomhed der nord af en Huslærer paa Godset," - fandt Eufemia ivrig ud, "og saa som voksen og færdig sendt ind til sine Eksamener. Han har ikke kunnet faa nogen Verden paa den Maade." "Altsaa, saadan rent som nyfødt til den Side -" Man stirrede i det . . . "Hys da, Merete!" Merete fo'r der omkring og nynnede en Menuet, medens hun holdt i det lange Natlinned og svingede og hævede sig paa Hæl og Taa . . . "Han har ellers en vakker Bøining med Nakken og Hodet, naar han vender sig til nogen," - afbrød hun sig. "La Du ogsaa Mærke til det," slap det ud af Mari- anne. Selskabet fra Sorenskrivergaarden - de fem Vang- enske Jomfruer, Kvigstad og Rein - havde alt travet en Timestid i Søndags Eftermiddagen paa Turen til Tante Ra- Nogen særlig Underholdning var Søstrene paa det rene med, der ikke var at vente af den nye Fuldmægtig. Efter de faste Kontortider, For- og Eftermiddag, havde han streifet om, - befaret Egnen baade vidt og bredt. Anders Husmand havde mødt ham helt inde ved Tømmerlændserne, og ved Aftensbordet sad han der træt og faamælt og slugte Maden. Og lige efter op paa Værelset og tilsengs! Den ene Aften havde han sat sig ind en Stund og hørt paa Musiken. Men enten var han falden udi Melankoli eller Søvn. For pludselig vak han op, tog sig til Hodet med begge Hænder og fo'r ud af Døren uden saa meget som at sige Godnat. Musiken var ham SIDE: 173 nok den Aften ikke "det behagelige Sprog," som han havde udtrykt sig. Nu paa Turen havde han snart gaat ved Siden af den ene, snart af den anden af Søstrene, medens de smaasnakkede og paaviste de forskjellige Veie og Ud- sigtssteder. Det havde virket næsten forbausende, - hvad Sø- strenes Blikke sig imellem betydede med en vis Ly- stighed, - da den stumme mørke Ridder pludselig ga- lant tilbød sig at bære Mariannes Kurv, der var fyldt med nymodne Frugter, som Smag fra de forskjellige Trær i Sorenskriverhaven . . . Og Marianne var virkelig en distingveret Skikkelse, som hun gik der i den vide Virrehat, der sluttedes sammen af en Sløife under Hagen, i det korte Liv med Spændebeltet næsten opunder Brystet og det blødt fal- dende Kjoleskjørt, der lod tilsyne hendes udsøgte Fod- sætning og høie Vrister. Hun havde ikke mindre fuld- endt Figur end Alida og derhos noget stille, smidigt over sig, der ligesom mere passede til det venlige, gan- ske vist mindre smukke Ansigt. De var naat hen til Udkanten af Rafosskogen, hvor der kunde skydes Gjenvei, da Rein med ét rettede sig og saa sig om. Han drak Luften, som han veirede noget nyt . . . "For en storartet Ensomhed!" brast han ud. "Bare Solsteg og Kvae og Sus . . ." I Dalføret der indenfor laa Rafos med sin tætte Granskog og vildt tordnende Fos. Rein vedblev at trække Aanden i dybe Drag . . . "dei- lig Tur! . . ." "Er det nu først, De opdager det?" - spurgte Alida muntert. . . . "Og her bor altsaa "Tante Ra"? . . . Navnet høres saa underligt, som ægyptisk eller indisk . . . Som noget- slags ensomt Rovfugleskrig fra Luften." Der var noget i det, som slog, saa de maatte drage paa Smilebaandet . . . "Mangler bare, at han afleverer den Bemærkning SIDE: 174 oppe paa Rafos, - smigrer Gamlefruen med, at hun er en Hauk eller Ørn," rev Kvigstad af sig halvhøit. "Hys, hys," - sa Rein og varede med Haanden, medens han strakte sig mere og mere ivrig udover og speidede opmærksomt ned ad den skogbesatte Skraa- ning. Han præsterede en fin fløitende Lyd og lidt efter nogle smaa korte, skrattende Skrig. "Ser I der," hviskede han og greb uden at se sig om den nærmeste af Damerne bag sig ved Armen og trak hende frem udover Veikanten - "Ser De, - Et Par graa Øren bag Stenen ved Træet dernede. Det er Haren, som er blet nysgjerrig . . . Der smat den væk!" Han lo . . . "Der vogter mange Øine paa os i Skoven, som vi ikke ser. Ho-ho-ho-o!" - satte han i, saa det gav Ekko, og klappede i Hænderne, som han vilde skræmme en hel Dyreverden . . . "Her sidder vist nok baade af Tiur og Røi omkring i Trær og Busker. Halloh-halloh-ho! - For en Los det kunde bli hen- over i Aasene! Den, som nu havde havt Geværet med!" Han tog sig med ét . . . "Hu-u, - er det ikke mærk- værdigt, at én skal overfaldes af en Lyst til at myrde og drikke Blod just, naar én kommer ind i en saadan velsignet Stilhed. - Denne fæle Menneskenatur, én stadig drager paa! . . . Véd De, naar Haren smager bedst, Jomfru?" vendte han sig til Alida. "Det er, naar den er jaget saa haardt, at Angsten har sprengt Blodet helt udimod Skindet paa den." "Aa fy!" afviste Alida ham uvillig. "Ganske rigtig! - Vi faar den ind Kjøkkenveien, ribber og flaar den saavel for dens alle seks Skind som for dens Forhistorie - og spiser og nyder den . . ." Det lød saa stødende rydt, og det var under Indtryk- ket af noget ubehageligt ved ham, at de skyndte paa indover Skogstien. Den førte langs steile Skrænter med Elven neden- SIDE: 175 under, helt til Skogen pludselig aabnede sig for Rafos Gaard med dens Indhegninger og lille Have op ved den rødmalede Hovedbygning. Som de bøiede ind forbi de halvgule Rugagre, saa de Jomfru Bie, Tante Ras mangeaarige Selskabsdame, skynde sig ind fra Trappen for at melde deres An- komst, og paa Gaardspladsen hilsedes de av en langt- hvæsende Gasse akkompagneret af snaddrende Gjæs. Inde i den med store, solide Møbler udstyrede Dag- ligstue sad Tante Ra i Armstolen i blomstret Silke- kjole med Fiskebenskorset og Kniplingsmanchetter for Hænderne midt i et Parti Piquet med Husets Ven og Nabo gamle Oppen, Kandidat med non contemnendus fra Kjøbenhavns Universitet og Medeier i Oppidals Sagbrug ovenfor i Dalen. "Det er Deres Spil, Oppen," - mindede hun og skjød Kortene tilside. "God Dag, kjære Børn," - lød det saa, medens et hvast, lynsnart Blik fo'r hen paa Rein, der viste sig i Døren bag Damerne. - "Staar det bra til hjemme? - Ja saa, - alt vel!" Den gjæstmilde Mine strammedes, og hun trommede lidt i Spillebordet med de af blinkende Stene ringbe- satte tynde gule Fingre. "Det var jo snilt af Far og Mor, at I fik Lov til at besøge gamle Tante," - fulgte det saa. "Det er saa- mæn saa længe siden sidst, at jeg kunde været baade død og udbaaret for den Sags Skyld!" "Det er jo bare tre Søndage siden, Tante," indvendte Merete. "Og Far? - nævnte han ikke noget om at se hid . . . Han har vel Forhindringer," - lød det spydig. "Han talte noget om at ta sig en Ridetur hid idag ud- paa Eftermiddagen," - oplyste Alida; - "men jeg véd ikke vist" - "Naa saa, - véd det ikke vist nei . . ." lød det spy- dig. - "Og Groth . . . har Du hørt fra ham . . . Stræ- ver med at overta Værket vel? Og Tiden for Bryllup- pet endnu ikke fastsat? - Saa! . . . Den gamle træk- SIDE: 176 ker det i Langdrag det, han kan, med at gi fra sig Magten," - nikkede hun. "Og det er den ny Fuldmægtig, Hr. Rein," - afbrød hun sig, idet hun reiste sig halvt i Stolen og rakte Haanden ud - "Ja tag nu Plads . . . Der i Sofaen, Marianne!" - pegte hun myndig ordnende, - "og Du, Alida, i det andet Hjørne . . . Eufemia her i Lænestolen. Og De, Kvigstad, flytter nok den Stol hen til Bordet . . . Den Plads der er for Dem, Hr. Rein - saa véd jeg, hvor jeg har Jer allesammen," - lo hun . . . "Ja lille Merete nytter det ikke at holde fast, hun maa jo løbe om og bese sig overalt og saa være Tantes Ærendsvend." "Tak Frue," sa Rein; - "men faar jeg Lov til at sidde her ved Vinduet." "Jo saamæn maa De det! Tro dog ikke, De er kom- met ud for nogetslags herskesygt Skovtrold," lød det jovialt. "De har foretrukket Ensomheden, Frue, og bosat Dem i Naturen," yttrede Rein, - "Skog, hvor én ser -" "Næ - jeg har ingen Sans for Naturen, bryr mig bare om Menneskene. - Vi er dog inte Trær, - heller inte skabt til at begrave os blandt Katugler og alskens Uhu," - kom det bistert med en noget dansk Akcent . . . "Men man leirer sig jo blandt sine egne, enten det smager eller ikke." "For en smuk tung gammeldags Stol," bemærkede Rein, idet han tog og trak den hen til Vinduet. Han saa sig interesseret om i Stuen . . . "Det under- lig forsirede Slaguhr! . . . Og Skatollet der . . . det ser saa dystert familiemystisk ud, som det kunde sidde inde med en hemmelig uopdaget Skuffe . . . Arvestyk- ker, Frue?" - spurgte han. "Ja, - de er ikke forarbeidet her i Bøiden," lo hun. "Jeg kan endnu erindre som liden Pige, da Fragte- skuden fra Aalborg endelig arriverede med Møblemen- tet til min Far, som var forflyttet til det Kristiansand- ske. Fartøiet havde lidt Havari, og Møblerne blev ind- sat paa en Bod for at tørres -" SIDE: 177 "Ja," udbrød Oppen, overvældet af gamle Erindrin- ger,- "hvad man kan lide paa en Fragteskude! . . . Vi tumlede i seks Uger, - laa veirfast i alskens Havne, inden vi naade Kjøbenhavn; - jeg blev næsten Sjø- mand paa det," lo han. "Det varede saamæn hele Vaaren," gjenoptog Fruen det, - "og langt ud paa Sommeren med, før vi fik den Kunstsnedker fra Odense, som kunde reparere dem . . . Og siden har de gjort adskillige dyre Reiseerfaringer baade i min Fars og min salig Mand, Præsidentens, Tid, naar vi blev forflyttede. Enten fragtedes de langs Kysten eller skumpedes og stødtes de, Stykke for Stykke, pakket paa Kjærrer, henad alskens daarlige stenede Landeveie. - Det bedste Middel mod Gebræk- lighed er en stærk Helbred, - ikke sandt, Oppen!" "Visselig, visselig," - gryntede Kandidaten over Pi- ben, - "det er en Fædrenearv, man burde fødes med." "Aa ja - og saa sørge for at bevare, Oppen!" hug hun betydende i. "Men tag for Jer af Eftasvælen," opfordrede hun, nu Theanretningen med det smukke forgyldte gammel- dags Porcelæn var kommet paa Bordet, og Jomfru Bie traktede over Theblade og Kanelbark paa den sur- rende Maskine. "Ferskt Brød, Smaapiger . . ." hun vendte paa en opskaaret Skive i Kurven. - "Det har hævet sig godt denne Gang, Bie! - ikke Spor af raaberget . . . Æg- gene nylagte - fra idag, om De ikke anser det for Helligbrøde at spise Æg, som er værpet paa en Søn- dag. Jeg skal sige Dem, Hønen kan inte for det!" spa- sede hun ublut, saa Jomfruerne fandt at maatte se ned . . . "Og Du, Marianne, laver med din lykkelige Haand Kandidatens Thevandsknægt. Rhummen finder Du i Skjænken der . . . De maa ogsaa smage hendes Bryg, Rein," nikkede hun saa. "De kan tro, hun forstaar det, den Pige!" "Er det ikke bare at helde i lidet The og meget Rhum, Oppen?" sa Marianne bredt godslig. SIDE: 178 "Og saa leveret af Jomfru Mariannes Haand!" - udfyldte Kandidaten opstemt. . . . "Men De, Rein, tror jeg, helst vil ha Theen ublandet," yttrede hun, idet hun spørgende holdt Ka- raffen mod ham. "For jeg har lagt Mærke til, at De er glad i Melk, og da faar man gjerne saadan ren Smag." "Der har De set rigtig, Jomfru, jeg drikker nødig stærkt," bekræftede Rein. "Ja, den Pige," - udbrød Tante Ra, - "hvad er det, hun ikke ser, og hun ikke passer paa! . . . Og Bies Flødekager, Marianne! dem maa Du smage paa. De er næsten lige saa lette denne Gang, som om Du selv skulde ha stegt dem." . . . "Jo da, det var for Marianne, han "ainede sig"," - puffede Merete betydende til Alida . . . Eufemia, der var kommet sig i Attitude i Lænestolen og sad og viste sit Profil, trak kjed i de lange Nankins Halvhandsker og strammede dem opover Albuen. . . . "Og saa byder Du vel ogsaa Kvigstad af din Karaffe, Marianne," vedblev Tante Ra, - "saa faar han Munden paa Gled og gir os, hvad han kan ha i Randselen af Bøidens Nyheder." "Der gives ikke Nyheder mere," murrede Kvigstad, - "der er tærsket Langhalm paa alt - Lad se . . . Der har ingen tat Livet af sig, siden de fandt Anders Sæter paa Staburet hængende fra Bjelken jevnsides med sine gamle Fleskeskinker. Og jo, - bi lidt, - den gamle rige Knasten, Landhandler Simonsen har Dilirium igjen. Der har været baade Doktor og Præst paa ham. Han sidder i bare - om Forladelse - Skjorten paa Pengekisten sin og maa forsvare den mod Fanden, paastaar han, eftersom det er uretfærdigt Gods . . . Ellers saa spilles der Kort i Eftermiddag hos Ma- jorens. Jeg har alt set to Karjoler kjøre nede i Lan- deveien didopover - Doktorens og Prokurator Pop- pes -" "Aha," - veirede Jomfru Bie, - "Stegegrisen igaar! . . . Kristian Dale var først her i Kjøkkenet og bød SIDE: 179 den frem, og, da Fruen ikke vilde ha den, gik han til Majorens." "Ja den var saamæn for dyr for mig," bekræftede Tante Ra, - "men over hos Majorens har de Raad til alting, naar de kan faa noget lækkert." "Der har vi Far ridende ind paa Gaarden," - var- skuede Merete ivrig henne fra Vinduet og fløi ud imod ham. Tante Ras rynkede Ansigt kneb sig sammen ved Læberne, og de smaa stærke Øienprikker fæstede sig hidsig spændt mod Døren. "Faster ser frisk ud," - hilsede Sorenskriveren og kastede Ridehanskerne. - "Midt i lystigt Lag, ser jeg." "Aa ja-a, - endda holder jeg ud, Thomas, - for- glemt og alene, som jeg sidder her i mit Rede . . . Med alle dine Forretninger er det jo hellerikke at vente, at Du skal ihukomme en gammel Faster, som det des- uden ikke er noget interessant ved -" "Da synes jeg s'gu, Du er morsom nok," bed han til, - "det feiler ikke paa det . . . Men nu skal en Kop The smage!" udbrød han og kastede sig i Stolen. - "En deilig Eftermiddag - lidt varmt. Og Figaro bærer saa let som en Fjer -" "Vegetere og musicere - lade Fiolen sørge" . . . mumlede hun arrig. "Naa, naa, Faster," dæmpede han godmodig, - "vi er ikke alle benaadet med samme Natur . . . Tak, Jomfru Bie, Theen gjerne lidt stærkere. - Og saa lidt af den deilige Oksetungen der -" "Natur, Natur" - oprippede Tante Ra irriteret, - "fik Menneskene følge sin Natur, skulde én faa se ar- tige Sager!" "Javist, - vi skal passe til Støvlerne og ikke Støv- lerne til os, - og saa fryde os med Ligtorne og en god Samvittighed," - yttrede Sorenskriveren, medens han sad og gjorde sig istand et delikat Smørrebrød. "Men det er let for Faster at snakke," blinkede han, - "som altid har forstaat at tæmme sin Natur." Tante Ra tog sig en djærv Pris Snus: SIDE: 180 "Din Søn, Jess, lader Du fremdeles faa følge sin," brast det saa ud, - "dirigere i det dramatiske Sel- skab ogsaa denne Vinter istedetfor engang at ta sin Eksamen!" Det begyndte at føles lummert, og Marianne reiste sig fra Sofaen: "Træerne dernede i Haven staar endnu ganske sorte af Kirsebær," sa hun henne ved Vinduet. "Faar vi Lov til at plyndre dem lidt, Tante? Kom Eufemia . . . Kom Alida! - Er der nogen af Herrerne, som vil ha Dessert?" indbød hun lunt med sit tækkelige Smil. "Jeg skal plukke til Dem, Oppen!" . . . Sorenskriveren blev siddende alene igjen i Stuen med Thekoppen i Haanden. Han vidste jo, at Orkanen skulde komme i Anledning af Jesses sidste Brev og havde i det længste kviet sig for Besøget. Jomfru Bie gik og tog af Bordet og, som vanlig, hverken hørte eller saa. Gjøken paa Slaguhret kom frem og sang sine seks Kukuk - "Hvergang det Uhr slaar, tænker jeg paa, at det har staat i Stuen hos Stiftamtmand og Etatsraad Orning," - mindede Tante Ra stramt. - "Og her sidder man i Sumpen paa sine gamle Dage, og, jo længere én sid- der, des dybere én synker . . ." "Lykken ligger ikke altid paa de høieste Tinder, Fa- ster! - Nei, den gjør ikke," lød det med et vist Vemod . . . "Jeg har nu forlængst sat mig ind i den Stilling, jeg har. Den er selvstændig og uafhængig - forholds- vis, som Menneskene nu engang maa tækkes med det . . ." "Lykken, - Lykken!" . . . dunkede hun hidsig i Gulvet med Stokken. "Man har dog Blod i Aarerne, - vil frem baade for sig og sin Familie! Med dine Forbindelser og Konnaissancer kunde Du været høit oppe i en af Landets første Stillinger. Dine Døttre havde blot behøvet at række Haanden ud til hvilket Parti, de maatte ønske. Og nu skal Jess ogsaa be- gynde sin Fars Bane op igjen." SIDE: 181 "En underlig Verden . . . en underlig Verden," grub- lede Sorenskriveren hensunken i sit, - "fuld af Klatt- restænger, hvor man som Abekatte kappes om at naa tiltops . . ." "Hvad - hvad," - hven Tante Ra. "Hm, - hm," tog han sig. "Jeg siger bare, at Faster sidder inde med hele Familieærgjerrigheden." "Ja, hvad kærer man sig om sin Familie, naar man blot faar spille sin Fiolin . . . Fiolin, - Musik - Na- tur!" drev hun forarget paa. "Man har strandsat sig herude paa Landet med fem uforsørgede Døttre, som ikke levnes anden Udsigt end at falde i Hænderne paa en eller anden Bygdekapacitet!" Sorenskriveren lod et halvfærdigt Smørrebrød ligge og skjød trist Kniven fra sig. "Ja, jah, - Du har saavist Ret, Faster, - hvad skal der bli af dem alle!" - henfaldt han i Traurighed. "Du skal gi Jess et pebret Brev, det er det, jeg vil - - -. Se naa, se naa - spiser han ikke mere . . . Bie, Bie! - kom med mere The - og Flødekagerne - - Vi finder saamæn nok et Raad for Døttrene! - Se nu - se nu -" "Nei nei, Du . . . Livet er ikke saa let," sa Soren- skriveren; han saa op i Loftet og studerede de hvide Bjelker . . . "De stakkels Pigebørn, som kanske venter hver sin Prins!" udstødte han med et Suk. "Aa nei, Du Thomas, de er s'gu for forstandige til det. Det skulde da være lille Merete endnu. - Spis nu - spis nu . . ." Sorenskriveren tømte i Tanker sin The og spiste sin Flødekage. "Ja, lad mig nu komme afsted!" afbrød han sin Distraktion og reiste sig - "Du har altid været som et raaddent Æg, Thomas," - mumlede Tante Ra. - "Ja hils nu Bolette, Du . . . Og pas paa Figaro. Du véd, den er vilter!" - Sorenskriveren nikkede. Han var jo forfaren i Situ- ationen, - hvorlunde hans Viv og Tante Ra paa den SIDE: 182 delikateste, mest udsøgte Vis holdt sig i Afstand fra hinanden under alle optænkelige Opmærksomheder. De følte begge, at deres Hjul vilde hage i hinanden, saa saare de befandt sig i samme Stue. Tante Ra var jo nu allerede i flere Aar af sin høie Alder hindret i at gjøre Reisen ned til Vangen, medens Bolette af- lagde sit faste Aarsbesøg for at hilse paa Tante Ra og afhandle Familiens forskjellige Anliggender paa hen- des Navnedag ud paa Vaarsiden. - Gaardsgutten ledede Figaro hen for Trappen, og Sorenskriveren lettede paa Sadlen og forsikkrede sig om, at Buggjorden sad passe stramt - "Phy-y-yh-h" . . . pustede han ud, da han var kommet vel op . . . "Her sidder vi rigtig godt! Naa naa naa, Figaro, - har man endnu ikke faat Kjipenheden af sig!" - lød det, da han med et lidet Piskesnert tumlede Hesten ud gjennem Porten, nik- kende over Gjærdet til Selskabet i Haven . . . - - - Merete vidste, at der var modne Teiebær at finde oppe i Uren ovenfor Indmarksgjærdet, og havde fundet for godt at streife om paa egen Haand. De stod i Revner og Sprækker og fristede. Og flere og flere blev der at faa Tag i, eftersom hun arbeidede sig frem blandt Fjeldknausens allehaande Forsænk- ninger. Hun var kommet over paa den anden Side, hvor Rafossen pludselig dundrede øredøvende, da hun fik Øie paa Rein: "Feil Vei . . . Feil Vei!" . . . raabte hun rystende paa Hodet og med Haanden for Munden for at bli hørt gjennem Dunderet og Duret. - "Den stanser i Sten- raset derborte, - fører ikke længere . . . Hører De, - fø-rer ikke længere!" raabte og vinkede hun. Hun fandt nedover til Stien og stod der og ventede . . . "Det er om Fjeldknarten, De maa gaa," - forkla- rede hun og skyndte sig foran for at vise Veien. Lidt efter aabnede der sig et mægtigt, vildt Syn! . . . Næret af Indvande, Myrer og Tilløb milevis inde fra Fjeldmarkernes Vidder og Ødestrækninger, forsvandt SIDE: 183 Raelven her glasklar med Skumstriber af Strømmen med ét ret ned mellem vaade Graastensvægge. Den brødes nede i Faldet af en Tvermur af Klippestykker, der bragte al dens Urkraft til at udfolde sig i vældig hvid majestætisk Skjønhed, medens Røgen drev og steg opad Kløften. Aftensolen faldt gjennem Bjerkeløvet med en Rad røde Flekker nedover . . . "Ser det ikke ud, som det kunde være Blodet af no- get levende, som er slængt ned her og drattet fra Fjeld- knart til Fjeldknart!" yttrede Rein rydt. "Dun . . . Dun - ja - Punktum og Slut! . . . Punk- tum og Slut!" . . . stod han og stirrede ned i det ga- bende Dyb. - "Bagefter skal man ligge smertefrit paa Dyner . . ." "De burde helst passe Dem og gaa et Par Skridt til- bage," varede Merete gysende, han stod næsten æng- stelig yderlig. "Saadanne nyudsprungne Jomfruer," - vendte han sig pludselig til hende, - "ser paa Skummet og Sæbe- boblerne - - Brudedragt og Kniplingslør . . . i den fine hvide Fosserøg der? - ikke sandt, - . . . Og saa troskyldig i Brudeseng . . ." mumlede han. "Jeg maa skynde mig tilbage," udbrød Merete, - "det begynder at skumre. - Huf for en uhyggelig én! . . ." "De har da ikke Hjerte til at la mig bli igjen her i Mørket, Jomfru Merete, - la mig klare den krangel- agtige Vei tilbage alene," sa han nu saa ligetil og jevnt, at hun maatte se tilbage paa ham. Det var med ét, som hun kunde udstødt et Skrig ved at skimte hans Ansigtsudtryk . . . Det samme tungsin- dig smertefyldte Blik, som hun havde set for sig i Stuen hin Aften! Hun samlede sig med Anstrengelse og ilede foran, - vidste ikke, hvorledes hun havde tilbagelagt Veien, da de kom til Trappen hos Tante Ra, hvor de andre nu stod færdige til Hjemturen - SIDE: 184 HØST. De gik med betænkte urolige Ansigter, Jomfruerne paa Vangen nu, de ventede Faderen og Kontoristerne hjem. Sorenskriveren, Fuldmægtigen og Kontorets ganske Besætning havde været paa Høstthingene, der holdtes opover Dalens ni forskjellige Thinglage flere Dage paa hvert Sted. Gjennem disse henved fire Uger havde kun Spin- desiden været hjemme; men Tiden dennegang blev ikke som ellers nyttet til huslige Arbeider . . . Der blev ikke holdt nogen Fjerrensning oppe paa Blaakam- meret med Lagener om sig, og Mund og Næse fulde af Dunfnug til langt ned i Halsen. Aarets samlede Fjer og Dun til Puder og Dyner forblev i deres Sække og Kurve . . . Vævstoler fik staa med Lærred, Dreiler og Uldtøi ufærdige. Reparationer af Overtøi og Pelsværk for Vin- teren var udsat, og alskens Maling og Hvidten af Døre og Lofter rent ud opgit for iaar. Alt det udvendige Stel med Gaarden og alt fra Sæteren hjemkommet fik Marianne ta helt om Haand, styre paa bedste Maade med Regnskab og Tal, - bare spørge Fruen saa lidt som muligt! Fru Orning havde havt sin og Døttrenes Tid og Om- sorg helt og til Overmaal optaget. Alt, hvad Vangen Gaard og Husmandspladse eiede af mandlig og kvindelig Arbeidskraft og dertil saa mange Leiefolk, som blot kunde overkommes, var samme Dag, Sorenskriveren reiste, opbudt for at faa anlagt den saalænge paatænkte ny Have med Park, saa det hele kunde være fuldendt og færdigt, til de kom hjem fra Thingreisen. Fra den tidlige Morgen, til Mørket faldt paa, havde Fruen staat med Maalestang og Snor, varm og hed i Solen og dyngsidvaad i Regn, og stukket ud og maalet SIDE: 185 og ført Tilsyn, medens Jorden blev opbrudt med Hakke og Spade og tillagt med Gjødning. Der grundlagdes vidtløftige Græsplæner med Klyn- ger af Trær, sat ud fra Planteskolen og her og der ind- lagte Blomsterbeder. Rabatter med Buskvækster og Roser kantede med Aurikler og Perleblomster radede sig nedefter Anlæg- get. Stiklinger til Bærhækker og Frugttræer i tilvok- set Størrelse var sat ud i rigelige Mængder, Plante- skolen - Fruens store, mangeaarige Reserve - tømt til sidste Spire! Den gamle Dam, som havde ligget tilgroet med Grønske, blev helt oprenset; det lille Springvand med Tappen i sat igang, og Veien om det skyflet og paa- fyldt med Grus. Nede ved Lunden og Elven havde Økserne ryddet til Park, idet der arrangeredes Lysthuse og opsattes Bænke her og der imellem Trægrupperne. Alt fra første Dag havde to af Bygdens Snekkere været sat i Arbeide med at tilskjære og fæstne de høie Lægter, som skulde danne Stakittet, og som blev kjørt, Læs paa Læs, ind paa Gaarden fra det priviligerede Sagbrug søndenfor. - Idag Sorenskriveren ventedes hjem, var snart den ene, snart den anden af Søstrene oppe paa Udkig i noget af Salsvinduerne og speidede ud i den taagede Eftermiddag . . . De saa betænkelige paa hinanden . . . Hvordan vilde Far ta dette? - Saa afgjort, som han altid havde væ- ret mod den Haven! Nedenfra gjenlød Luften af idelige korte, rappe Ham- merslag. De spigrede Spilre efter Spilre ind i det store Havegjærde, der strakte sig nedover - et Stykke endnu ufærdigt og med bare Stolper, - helt, til det forsvandt under Bakken . . . Der kom alt gamle Henschien med Blakken for Kar- jolen og Overformynderiet i Kisten, der var snøret bag- paa - SIDE: 186 Og saa Augustinusen, Schmidt og Kvigstad i en dobbeltsædet Skydskjærre . . . De forsvandt med Vædsker og Oppakning i Kontor- bygningen . . . Noget efter, halvt i Skumringen, rullede Sorenskri- veren ind paa Gaarden med Fuldmægtig Rein. Han havde ladet sig hente fra sidste Thingsted i egen Vogn. Som han steg ud, blev han staaende en Stund med Kavaien opbrættet og stirre nedover det af Nyved skin- nende Stakitværk. Munden pressede sig mere og mere sammen . . . Han fattede straks det myndige Tiltag, her var gjort, - hvad der var sat igang og fuldført under hans Fravær! Rød i Ansigtet og uvillig vendte han sig braat og gik lige op paa sit Værelse. - - Han viste sig ikke før ved Aftensbordet. Fruen trakterede med fersk Fisk . . . Lidt let Mad kunde smage ovenpaa alle Gjødkalvene og Griseste- gene, som det nu gjennem en hel Maaned var regaleret med paa alle Thingstederne, mente hun. Husets Damer bød og sendte om i en vis nervøs Spænding. "Tag ikke Hodet, Rein," - vovede Marianne spø- gende - "lad det ligge til Fars anden Forsyning. Fiskehoderne er hans Privilegium, maa De vide." Sorenskriveren sad stram i Ansigtet og smaapluk- kede i Fisken. "Og hvordan har I havt det paa Thingene. Kortborde med Fogden og Prokuratoren og Præsterne oppe i Byg- derne hver Aften vel?" . . . henvendte Fruen opover Bordet, medens hun opmærksomt valgte mellem Fiske- stykkerne. "De maa ta Sagen om den ulovlige Tømmerhugst oppe i Almenningen for Dem imorgen den Dag, Rein!" udtalte Sorenskriveren tvert over Fruens Spørgsmaal. - "Den er anmeldt fra Lensmanden alt, før vi reiste paa Thingene." "Ja-a," - sa Henschien betænkt, - "for det Fald, der blir Mulkt eller Bøder for Sønnen paa Graaberget, SIDE: 187 maa der passes paa, at han ikke faar sin Morsarv taget ud af Overformynderiet. Han er total udeksekveret." "Det er nemlig han, Synderen, som er blet hængende i Snaren!" - lagde Kvigstad ud. "Det er en vitterlig Sag, at der hugges og plyndres af hele Bygden oppe i Statsalmenningen." "Det kan komme til at skaffe meget Arbeide med Forhører og Vidneførsel," bemærkede Sorenskriveren. "Her har vi ogsaa havt stort og vidtløftigt Arbeide for os," faldt Fruen ind, som hun pudsede og rippede op Tanden i et af de to Talglys, der paraderede paa Bordet, - "opspadet og anlagt og faat færdig den saa- længe paatænkte Have . . . Saa nu skal I bli fri for Plagen af Arbeidsfolk paa Gaarden med den Ting," spøgte hun. "Kald ind Vidner imorgen den Dag! - Sæt det igang," vedblev Sorenskriveren iltert, total overhørende Nyheden om Haven. "Jeg har indøvet et Par af Mozarts Sonater for Kla- ver og Fiolin, medens Du har været borte," prøvede saa Alida efter lidt at bryde den Pause, som var op- staat. Sorenskriveren kastede et snart halvt Blik henimod Døren til Stuen, hvor Klaveret stod: "Nei nei, Barn, - jeg er træt, gaar lige tilsengs!" . . . De var s'gu i Ledtog allesammen . . . Idet han kom forbi Merete, som saa forpint paa ham, strøg han hende let over Haaret og gik med en af Krænkelse lukket Mine ovenpaa - - - I den kjølige halvmørke Høstaften tog de hjem- komne, efterat have været oppe og hentet sine Piber, hver sine forskjellige Rekognosceringsture inden og udenfor det høie lysende Havegjærde, for, saavidt gjør- ligt, at indhente en Forestilling om Husets saa brat tikomne store Nyhed. Da Damerne efterhaanden kom ud med Sjaler og Tørklæder om sig, blev der Forespørgen og delikat Ud- fritten. - "Det maatte være snurrigt at komme til sit Hjem SIDE: 188 og saa for Eksempel finde et nyt Hus istedetfor det gamle!" - gav Rein noget spydig af sig. "Ja, tror De, det vilde være en behagelig eller en ubehagelig Overraskelse?" indlod Marianne sig godslig paa Spøgen. "Jeg skal sige Dem, Rein, - Kvindenatu- ren er som en Silketraad. Det kommer bare an paa, om en Mand forstaar at vikle den om sin Finger. En som De, som vist bestandig véd, hvad De vil" . . . fortsatte hun sagtere fortrolig, idet de spadserede hen mod Ha- vegjærdet . . . Dernede stod Barbara og beskrev ivrig, hvordan An- ders Husmand og Lars havde spadet op til Aspar- gessenge, - saa og saa mange Fod dybt, - og, hvor fedt de var gjødet - Lagvis med Jord og Gjødning. Der vilde bli en Mængde Asparges! Men først om tre Aar kunde de stikkes og spises . . . Eufemia drog paa Næsen af Barbaras Gjødselssnak og isolerede sig trækkende Sjalet tæt om sig - -. Det var naturligvis Parkanlægget, som gjorde, at det hele kom op i en større Stil! henkastede hun stramt. Stedt i Tvilens Vaande nærmede gamle Henschien sig Klyngen og rørte sagte og forsigtig ved Alidas Arm . . . "Dette store Værk er dog vel ikke sket helt og gan- ske uden Sorenskriverens Befaling, Jomfru?" forhørte han med den mangeaarige Ansattes ængstelige For- trolighed. "Kolde ere Kvinderaad! mener De Henschien?" faldt Rein pludselig overlydt ind fra sin Passiar med Mari- anne . . . "En Ægteherre er selvfølgelig lykkelig ved at vandre i den Paradisets Have, som hans Kvinde lager til for ham, - spise af dens Frugter og Næper og Kaal- rabi, som det kan falde . . . Pigens Kind er rød og rund, og Røsten er saa linde. Æblet vinker sødt en Stund; men Ormen bor derinde! -" deklamerede han halv vendt mod Marianne. SIDE: 189 De unge Damer trak sig sagtelig undaf. - En ond- skabsfuld Grobian, som man fik vogte sig for! . . . De tog sig sine smaa Aftenrunder, - Barbara be- rettende og orienterende Henschien om det ganske Ha- veværk. Og Marianne lod sig indhente af Augustinusen og Schmidt, der med stigende Iversyge havde vogtet paa hendes Fortrolighed mod Rein. Koselig lyttede hun nu til og gik ind paa saa, hvad den ene og saa, hvad den anden havde paa Hjertet fra Reisen, medens Øinene grundende fulgte Rein og mere og mere blev til tynde Ridser - Kvigstad havde den Lykke iaften at opnaa Alidas Øre. Han skildrede hende vittigt fire Ugers Helvede paa Tingene med Drik, daarlig Nattesøvn og rasende Arbeide. - Og nu, herhjemme paa Vangen! - det var som at komme i Kirkens Skjød igjen. "Naar nu bare Far kunde forsone sig med Haven, Kvigstad!" udøste hun pludselig sit Hjertes Bekym- ring for ham. "Det er saa ondt, naar han tar sig noget nær . . . Det er rentud, som han ikke har Natur til det, - han, som kan glæde sig i alt." "Ja, stod det til mig at lette Dem for nogen Bekym- ring, Jomfru Alida, saa!" . . . Han følte det svinglede helt ud af Tonen for ham og sa pludselig Godnat. Dette Udbrud af Fortrolighed fra hendes Side - - Jomfru Alida var Indbegrebet af hans kvindelige Renheds- og Fuldkommenhedsideal, - i alle Maader uopnaalig for en Kontorist; - og stængt med en Bom for alle hans Ærgjerrigheds Luftkasteller nu, Tante Ra havde faat sveiset hende sammen med Groth, den rige, men hende i alle Maader underordnede Værks- eiersøn . . . - Merete havde forarget gaat der, indtil hun med ét udbrast til Rein: "Fy, - De er et ondt Menneske . . . Jeg vil ikke gaa og lægge mig, før jeg har faat sagt Dem det! SIDE: 190 Fy" . . . lød det oprørt, som hun forsvandt ind af Gangdøren. Sorenskriveren stod den næste Morgen tvilraadig ude paa Trappen . . . "Lars, hvor er Lars," - lød det grættent, - "Stald- døren staar paa vid Væg dernede . . . Lars, Lars," - raabte han, "før Figaro hidop." Han vil vel ta sin vanlige Morgentur, tænkte Me- rete, der stod hos. "Du har nu vel ladet den faa Letarbeide, medens jeg har været borte, Lars, - kjørt Komposten ud paa Rugageren?" - forhørte Sorenskriveren sig og besaa sit Yndlingsdyr. "Ja da; - men det bar nok ikke til Rugageren. Frua befalte, at jeg skulde kjøre det alt bort i den ny Haven." "Paa Aspargessengene" - oplyste Merete forsagt. "Komposten? . . . min Kompost!" udbrast Sorenskri- veren ildrød i Ansigtet. Rein, som var kommet til, stod bøiet og følte med Haanden nedover Figaros ene Bagben. - "Her kjendes noget blødt, som en Aareknude ovenfor Haserne," for- mente han. "Jeg saa, den stod og lettede paa Foden. Dyret er brugt forlidet - har staat forlænge stille." Sorenskriveren dukkede ned og følte efter. "Det vil gaa over, naar den faar ordentlig Motion," mente Rein. "Sorenskriveren faar ride bra paa den . . . Et vakkert Dyr ellers; lidt bratlændt, som de er alle ovenfra Fjeldbeiterne." "Den er saamæn ogsaa kommet derfra . . . De for- staar Dem paa Heste, hører jeg," erkjendte Soren- skriveren. "Jeg begriber dem ialfald bedre end Menneskene," henkastede Rein lidt kort. - "Men se bare, hvorledes den lægger Ørespidserne bagover, som for at høre efter, hvad vi snakker. Den er utryg . . . Det kan bli til en Uvane det, - føre til, at den blir baade skvætten og SIDE: 191 sky. Dyret staar for mørkt i Stalden med Hodet ind i Væggekrogen." "Javist bør det rettes paa - Hesten faa en anden Plads . . . Men kan De nu sige mig, hvorfor man saa- dan har indrettet sig just paa det bagvendte: - alle Halerne imod Lyset istedetfor Hoderne! . . . Er det ikke, som Verden først er blet til paa Vrangsiden?" gav Skriveren grætten af sig, og skjød pilret over til Kontordøren med Nakken decideret mod det ny Have- stakit. - - "Ja, tak for Lektionen, De gav mig igaaraftes, Jomfru Merete," sa Rein, idet han ogsaa skulde svinge op til Kontoret. "De kan ikke tro, hvor det gjorde godt at faa Skrub af et Medmenneske . . . At nogen gad bry sig saavidt med én!" Saa? - han takkede . . . gik det i Merete. Skulde det betyde at gjøre Nar af hende? - Men nu saa han jo rent snil og - ja rent vakker ud i Øinene . . . Ne-i, - hun forstod sig ikke paa det Menneske . . . "Alida! - Femia! - Marianne! - Barbara!" lød Meretes Stemme om Aftenen fra Dagligstuvinduet. - "Hold for Øinene og gjæt! . . . Hvem kommer op af Bakken?" "Groth naturligvis" . . . sa Alida lakonisk. "Nei Tak, se ud -" "Sankowitz!" - skreg de alle i Munden paa hver- andre. "Nei men kan I tænke Jer noget saa heldigt, - tænk for Far!" . . . De fo'r alle ud. Helt overstøvet af Landeveien og med Vildmands- skjægget saa Sankowitz træt og medtaget ud, medens han i Solnedgangen svingede sin bløde Hat - "Der staar de paa Trappen alle de Vangenske Jom- fruer!" hilsede han glad opstemt. De stimlede alle om ham - SIDE: 192 "Og hvor kommer De fra nu da, Sankowitz?" ind- ledede Marianne. "Fra den Futen sin Frue ja!" Han udstødte et Pust og lod sig udmattet falde ned paa Bænken. - "Og jeg har faret om i Dalene i fem Præstegjeld og stemmet i alle Kanter. Men den Futen sin Frue hun er saa umusikalisch som en Kuh . . . og vil, sine Døttre skal spille alligevel de schwerste Sachen. En furchterlich Pine i det Hus! - Och saa gik jeg min Vei idag, straks jeg havde stemmet Klaveret." Han tørrede Panden med et blaatærnet Lommetør- klæde. "Ach ja! - jeg siker Dem, Vangenske Jomfruer, jeg er bedrevet. - Paalerne har et stort Schlag verloren ved Ostrolenka . . . Och mit Hjerte er i Paalen . . . Og gid ogsaa min Krop var der. Og gid jeg havde Kaane og Sønner og Døttre og bitte Barn, och de skulde alle blive slachtede for Paalen, - til det blev saa høit af Ansichter, som ferklagede, at de naade op til dem Gott im Himmel og krævede sin Frihed!" "Men hvor véd De alt dette fra da, Sankowitz!" ud- brød Alida. Han trak et Brev op af sin Vestelomme: "Jeg bekom det paa Postaabneriet fra en Freund von mir in Danzig. Her staar det alt. Och nu har de gre- bet til Senser og Ljaer!" . . . Han henfaldt traurig fortænkt . . . "Men nu maa De komme ind, Sankowitz!" indbød Alida. "De kan vel trænge at hvile Dem efter den lange Vei." "Ja ja, - to Mile . . . Jeg har ikke mærket Veien under min Fod for den Bref om Paalen - al den Menschennoth . . ." - Det var altid som en Festtid i den musikalske Sorenskriverfamilie de to Gange om Aaret, naar den halv landflygtige Tysker kom og opholdt sig der nogle Uger paa sin Rundreise om i Bygderne, hvor han le- vede af at stemme Klaverene og tildels give Musik- og Sanginformationer. SIDE: 193 Da Sorenskriveren kom ned i Stuen, havde Sanko- witz allerede slaat op Klaveret og løftet Træbunden af. "Det er en braf Natur i den Klavier," - hilsede han Sorenskriveren. - "Holder sig godt . . . Den faar vel ikke hvile uden om Natten i dette Hus." Han lod Fingrene løbe over Tangenterne med en Læges erfarne Sans, rettede med Stemmenøglen fore- løbig et Par Toner og blev saa siddende og stemme og klimpre, indtil de bødes til Aftensbordet. - - - Efter det i trykket Ordknaphed noget skynd- somt affærdigede Maaltid, stak Søstrene Hoderne sam- men, medens de bar ud fra Bordet . . . . . . "Jeg har aldrig set Mor saa galant mod Sanko- witz, Du Alida," hviskede Merete. "Hun bød ham og nødte ham og bad Inger gjøre istand paa Gulkvisten istedetfor at lade ham ligge paa Værelset oppe hos Schmidt og Augustinusen, som han pleier. Far drei- ede og vendte sig, og saa bort; han forstod, det skulde gjøres vel nu . . . Men, da han saa pludselig tog sig til at invitere Sankowitz til at bli her helt til Julen over, saa jamæn snudde og dreiede ogsaa Mor sig," - lo Merete, - "og saa noksaa forbløffet ud. - Saadant har jo Far aldrig gjort før uden at snakke med hende om det -" "Og saa at Kontoristerne skal sidde der ved Bordet og føle, at her er noget iveien," kom Eufemia til, - "og denne ufordragelige Rein driste sig til at gjøre sine uforskammede spydige Bemærkninger . . . Jeg agter ikke at se til den Kant, han gaar, - fuldstændig over- høre, hvad han siger!" gav hun sit Humør Luft. "Naa, der blir rigtig hyggeligt Hus her da," mente Merete. "Far hører ikke, hvad Mor siger, og vi hører ikke, hvad de andre siger, - hver snakker ud i Luften! - Engang rørte Far ikke ved Fiolinen paa seks Uger, husker I, hvor forfærdeligt her var - rent stumt." "Dernede staar Mor lige trøstig hun og beser Have- gjærdet, hvorlangt det er kommet idag," smaalo Mari- anne. "Hun vil nu ikke ha det ugjort alligevel . . ." SIDE: 194 Inde fra Stuen hørte de alt Sankowitz gjøre nogle Løb henover Klaveret og begynde at fantasere . . . De listede didind den ene efter den anden. Sorenskriveren havde trukket Lænestolen hen i den dunkleste Krog, og det lyste engang imellem nede ved Gulvet fra den lange Merskumspibe, naar han, efter at være hensunket i Forglemmelsens Nirwana, atter med nogle dybe Drag livede den op. Sankowitz var mærkelig iaften! Der gik underlige Ting og Fantasier over Klaveret. Det var ikke til at forglemme, naar han saadan sad og nynnede saagodtsom uden Stemme og akkompag- nerede til - - Sorgfulde, slavisk stemte Naturtoner, - klagende - længtende . . . Det steg og faldt, - snart usigelig blødt og lindt, - snart som Vinden suste og sukkede og stønnede med Regn af Graad over endeløse vide Sletter . . . Sankowitz's indre legte i hans Hjemlands Stemnin- ger . . . Der taltes som med fremmede Tunger . . . Han sad nu bagoverlænet paa Stolen, som han fort- satte at se ind i noget, og der blev stille i Stuen. Marianne var henne ved Bordet og pudsede Lysene, der havde faat lange Tander. Og man begyndte at meddele sig og smaasnakke omkring i Stuen . . . - "Lykkelig en saadan Musiker, som kan tale ud og meddele sig til hele Verden; han maa altid bli som en luftet Stue indvendig!" - undslap det Rein halvt hen til Merete. Hun sad der paa en Barneskam- mel og krammede op Papir til Lysemanchetter med en Kniv. Han smilte til hendes forundrende Mine . . . Igjen noget uforstaaeligt Tøv, han kom med! "Kan De tænke Dem én som aldrig har havt nogen at snakke med og aldrig kan faa nogen heller?" spurgte han pludselig dystert. "De ser saa forskrækket ud? Ne-i, jeg har ikke stjaalet eller stukket Ild paa noget Hus eller myrdet heller," lo han. SIDE: 195 "Jeg skal engang ha havt en liden Søster" . . . ytt- rede han hensunken, - "og jeg har altid tænkt mig, at, om jeg havde havt hende at snakke til, saa -. En slig unbefangen én, - som sa "Fy!" til én og fik saadanne retfærdige, strenge Øine, - og kunde true Vilddyret i én . . . Det sker ikke med Visdom og smukke Argumenter det, skal jeg sige Dem, Jomfru Merete . . ." Merete vidste ikke hvorledes . . . Men det var, som om hun mildt og uden Skræmsel var ført hen til at sidde og samtale med den stille sorgfulde Mand, hun havde set for sig just der paa Stolen den Aften . . . Det var nu som da, at han ligesom forstod, hvad hun tænkte - Blev Sankowitz end selv af og til noget "schrechlich" med sine ingen Anledning eller Ikke-Anledning for- smaaende Udbrud og Gjentagelser om Paalen, - saa var han dog en velsignet beleilig Mand at have i Huset just nu i denne Misstemningens Tid. I de Klavertimer, han gav Døttrene om Formidda- gen, vidste de saa sikkert, som at Klokken slog elleve, at nu kom Sorenskriveren ind af Døren og blev staa- ende lidt ved Klaveret, før han forhørte sig om, hvad de spillede. Og saa var der gjerne noget Musik, han var kommet til at tænke eller huske paa, som han maatte antyde lidt over Tasterne. Paa Halvtimeslaget sprat han op, som om alt blev kuttet af med en Kniv, og steg med Lædergaloscherne paa forsigtig prøvende over Gaardspladsens Pytter og sleipe Lersøle. Det var raat og vaadt, evigt Høstregn, - silede og dryppede uafladelig. Tønderne med Regnvand stod overfyldte under Tagrenderne, og Væden steg høit i Grøfterne. Bækkene flommede og fossede, saa Kværn- hushjulene kom igang og grov sig ned i hvidt Skum. Vedlæs efter Vedlæs fra Skogen humpede og dum- pede ind paa Gaarden i den korte, mørke Dag for stramme Dragreb, og Stablerne voksede i Skjulet til Behov for Vinteren. Graat overstænkede af Veibløden SIDE: 196 stansede Kjøretøier foran Kontordøren, og Fødderne drog Sølen videre op ad Trappen. Sorenskriveren holdt i det længste ud med sine Mor- genpromenader paa Figaro, - nu i tyk Vams med Overslag og lange Ridestøvler. Havegjærdet var frem- deles Luft for ham, som hans Øre til Fruens Bemærk- ninger og Udtalelser var døvt. Forsaavidt der nødven- dig maatte rede Penge ud, fik den af Døttrene, som havde Ugen, gaa op til ham paa Kontoret med An- modningen. I denne Flommens Tid kom Rein, ret som det var, skjortevaad hjem sent paa Nætterne Klokken to, tre med Høstørret, som han havde lagt og lystret pokkeri- vold borte i nogen Skogselv, og andre Morgener før Kontortiden leverede han Storfugl eller Hare ind i Kjøkkenet. Det gik nok da, hu og hei, med Bøsse og Hund over alle Bakker og Aaser. Saa, naar han egentlig sov, det -. Og for Krop han maatte ha at disponere over! . . . Men Kontortiden holdt han pedantisk, omkap med Henschien. Og dog, - Henschien blev ved sit: - Rein var ikke Forretningsmand, - det var en Følelsessag at være det! Men vistnok var han et saa godt Hode, at han kunde klare ogsaa den Side, saa han af og til endog hidsede Kvigstads Ærgjerrighed til at opvise Mirakler. Men hans egentlige Tanke var ikke der, var borte i baade Skog og Elv. Saa, naar han sad og grublede, saa var det nok mest paa Tiur og Ørreten og ikke paa Lovbogen, - paa, hvor han skulde ta Veien, naar han om Kvælden istedetfor at komme til Aftens- bordet gik i Spiskammeret og fik de sammenlagte Smørrebrød med sig. - I denne Senhøstens Tid havde Fruen og Døttrene alle Hænder fulde med det, som skulde bestrides og ordnes og betænkes, før Vinteren og al Julestudsen kom paa. SIDE: 197 Det lange rødmalede Kjøkkenbord var tæt besat til alle de mange Maaltider af Gaardens Husmandsfolk, store og smaa. Linet var tørret og hæklet, Kornet tærskedes paa Laaven. Og nu ramlede det Dagen lang af, at Potete- sen kjørtes ind og styrtedes ned i Kjælderen. Medens en af Døttrene havde Husholdningsugen, sad to vekselvis ved Væven for at faa det ny rudede vakkre Hverken til Kjoler færdig til Vinteren. De andres Sag blev alle Husets ydre Arbeider samt at faa istand Væg- erne - tykke for det indvendige Brug og tynde for Lygter og det udvendige - til den forestaaende vidt- løftige Lysestøbning. I de lange mørke Eftermiddage, medens kun Tyri- stikken lyste fra Skorstensmuren i Kjøkkenet paa Fol- kenes Arbeider, sad Fruen og Døttrene om et Talglys inde i Stuen og sømmede og nøstede Garn og spandt. Man overlagde derunder, hvad og hvormeget der skulde slagtes, hvad bages, hvad brygges under Jul. Og saa kom jo Kapitlet om Julegjæsterne, - hvilke Venner, Jess skulde tilskrives om at invitere . . . Kan- ske fik ogsaa Christiane Gjedde Lov til at komme op i Julebesøg, naar Mor lod Jess udtrykkelig gaa op til Oberstens med en egenhændig Indbydelse . . . Groth var naturligvis Julegjæst. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - En af de raakolde Morgener kom Rein ned fra Smaaskogen ovenfor Huset. Han svingede med en Rognbærdusk og holdt et Knippe Kramsfugl op for Merete, som var paa Vei til Rulleboden. "Se her, hvad jeg har udrettet paa Morgenstunden," raabte han, - "før jeg nu skal kjøre ud i videre onde Forretninger mellem Menneskene." "Se her" . . . han holdt Rognbærdusken op imod hende, - "den der - og to, tre slige røde Duske til - har fristet disse stakkars syv Fugle . . . Jeg stod og saa paa og iagttog, da den sidste her kom i Donen. Den hoppede først til og flyttede sig saa fra udover paa SIDE: 198 Grenen, - fløi saa en Sving bort og tittede paa det fugtige røde. Den formelig stred med sig selv, - led tilslut saa Øinene blev smaa og Gabet hæsede aabent, indtil den med ét blindlings styrtede sig igjennem He- stehaarsløkken, - akkurat som vi Mennesker! . . . Det er lidt af Naturforskeren i mig, ser De!" "Afskyeligt" - skjændte Merete. "Bring dem straks ind i Kjøkkenet hører De. Det er bare ondt at se paa de stakkars smaa Dyrene, som endnu er ganske varme." "Bare afveien med dem, ja!" - hermede Rein, - "saa kan vi knaske og spise dem - godt brunede . . . Er det bedre, at jeg nu skal ud og friste en stakkars Fyr, som for Kone og Barns Skyld har hjulpet sig med at skrive lidt falsk, til at bekjende sig ind paa Slave- riet," sa han, som Giggen, hvormed han og Augustinu- sen skulde paa Forretningsturen, kjørte op til Trappen. - - "Jeg maa holde ganske anderledes Rognbær for ham . . . spørge, saa jeg fanger, - anlægge Fælder saa fine, som nogen Jægers . . . Tænk Dem nu, Merete," sa han i en pludselig braa Tone nær til hende, - "at jeg har ondt for at aarke det, - at jeg har staat og øvet og hærdet mig til den Ugjerning i hele den vaade Morgenstund - Da Giggen rullede ud af Gaarden, stod Merete ved Rulleboden og saa efter ham . . . Det ene Øieblik kunde hun bli saa oprørt og rasende paa ham, at -. Og i det næste, saa - - - - Efter Aftensmaden var Familien og Kontori- sterne samlede i Spisestuen, medens Sorenskriveren og Sankowitz hørtes dybt optagne at spille vidtløftige So- nater for Fiolin og Klaver i Dagligstuen. Man havde begyndt at lægge i Kakkelovnen, og det føltes lunt og koseligt nu efter al Høstdagens raakolde Huttring. Fruen havde iaften ladet sætte ind Nødder og Æb- ler, hvoraf der iaar var høstet og indsamlet i Overflø- dighed. Efter at ha skrællet og prøvet et Par forskjel- lige Sorter, gik hun op og ned paa Gulvet med sit Strik- ketøi, inden hun træt og mødig efter Dagens mange Gjøremaal begav sig ovenpaa til sit Soveværelse. SIDE: 199 Ungdommen placerede sig om det store Spisebord, og snart gik Svarteperen lystig. Mandfolkene sad med Barter og Ansigterne sirede med alskens sorte Streger, paaførte med brændt Kork, medens Damerne kun fik undgjelde med Antydninger og lette Skjønhedsplet- ter . . . Kvigstad havde faat sine Øienbryn omgjorte til væl- dige Knebelsbarter, og den lille rødmussede Schmidt sad snart hel frygtelig med baade Hageskjæg og vilde Mustacher. Det fornøielige mystiske Stikord var, at Svarteper selv, - Rein, - ikke var nede iaften; han var gaat lige op efter at være kommet hjem fra Forhøret, - og det var egentlig om, hvem der skulde sidde som ham in effigie, det stadig gjaldt . . . "Pas Dem, - Jomfru Barbara," sa Henschien, - "den svarte er i Farvandet - paa Jagt . . . Pas Dem!" . . . Han holdt Kortene, hvoraf hun skulde trække ud ét, snedig frem til hende. "Hu-u," - udstødte Barbara og nappede ét. - "Nei- mæn, om jeg blev hans Jagtbytte alligevel!" trium- ferede hun. Schmidt, hvis Tur det nu var, sigtede for at slippe undaf det slemme Kort . . . "Her ser alligevel farligt ud," - han trak og lod, som han brændte sig paa Fingrene. "Nei - man véd ikke, enten man faar Fugl eller Fisk," - sa Marianne betænkt vuggende paa Hodet nu, hun skulde ta sit Kort fra Schmidt igjen. "Høstørret eller Tiur mener De," udfyldte Schmidt kvikt. Han havde faat den Lykke at sidde nærmest Jomfru Marianne iaften. . . . "Eller en Skorstensfeier, De, - som soder og sværter hele Verden til for én," knurrede Kvigstad. "Just ingen Akvisition for Husets selskabelige Side," henkastede Eufemia. "Uf, kan vi ikke snart holde op med denne vittige Svarteperen!" udbrast Merete. "Jeg synes, den er baade kjedelig og dum, jeg -" SIDE: 200 "Men alvorlig talt," - slap det ud af Mariannes Tanker, - "han er noksaa rar, - noksaa underlig - denne Hr. Dyre Aakisen Rein!" "Der er enkelte, som tar sig Privilegium paa at ha Humør og sige pikante Ubehageligheder," sa Alida. "Stuen skal ligesom komme an paa deres Lune!" "Ja, om det saa er selve Ajax derude i Hundehuset," stadfæstede Kvigstad, - "saa tar han sit Mærke, om han skal være fornøiet og gjø eller gaa der hængende og skule." "Naada, Augustinusen!" purrede Kvigstad. "Det er Dem, som skal gi ud Kortene." Augustinusen sad der med sin ene Knebelsbart nok- saa uinteresseret. Han var ikke rigtig med iaften. Schmidt keg mistænksomt paa ham over sit vældige Skjæg, om det var noget med ham og Jomfru Mari- anne - "Jovist var det noksaa besynderligt idag ja!" . . . udbrast Augustinusen; han lagde pludselig Kortene fra sig, som han besluttede sig til at rykke ud med noget. - "En noksaa snurrig Tildragelse!" "Saa - hvad?" Alle Ansigter vendte sig imod ham. "Med Rein idag ja, - nok saa - hm, - noksaa snurrig . . ." "Men hvad er det da?" lød det spændt. "Jo-o, - vi var netop saavidt færdige med Forhøret derhenne paa Røsland og havde faat det underskrevet, da vi saa Lagrettet og Vidnerne og Husets Folk, alle som én, fare nedover til Fjøset. Jeg naturligvis efter - Jo, der stod Budeien og graad og viste frem en Rari- tet. Jeg maa forberede paa noget uhyggeligt! - Kal- ven, de havde faat paa Gaarden, havde to Hoder, fuldt udviklede, - glode paa én med fire levende Øine og gabte efter Melken med to Tunger. Et ufyseligt Syn! . . . Og, som jeg vendte mig, stod Rein lige bag med opspilede Øine ganske graa i Ansigtet; han aarkede ligesom ikke at faa Stemmen frem . . . Med ét, saa laa han der overende i Fjøsdøren . . . SIDE: 201 Jeg tænkte, han havde faat Slag, - fløi hen og fik op Klæderne paa ham, rev Skjorten itu i Halsen for Snarheds Skyld og raabte paa koldt Vand. Men, medens jeg endnu flængede og løste og rev, aabnede han pludselig Øinene og sprat op. Han fo'r som gal tvertigjennem Folkeflokken og hen i Stuen. Der hørte vi, han laasede Døren efter sig. Lidt efter kom han ud nok saa manérlig igjen, reise- klædt med Overfrakken paa. "Bare straks faa Hesten for Giggen, Augustinusen!" - skyndte han paa. "Jeg blev lidt klein; men det gaar over, naar jeg kommer i Luften." De sad der alle betagne - "Huh - forfærdeligt" . . . gjøs Merete. Marianne sad med Hænderne for Knæet og vug- gede som stærkt optaget - "Et Mandfolk faar da ikke gi sig til at daane som en Dame," brød Eufemia Stilheden. "Han - Jægeren? - som myrder, hvor han kan overkomme," rystede Henschien paa Hodet. - "Ube- gribeligt!" "Og saa, - at han slig laasede Døren efter sig" . . . grublede Augustinusen. "Forstaar De ikke det da," spasede Kvigstad, - "han stængte sig forsigtigen ind i Stalden som en selvbevidst lybsk Hest. - Forresten forbeholder jeg mig den Be- mærkning, at lybske Heste skal være de bedste." "Mor havde da Ret," busede Barbara ud, "da hun straks sa, at han var en egen én med Prætentioner . . . Han skrev fra først af og forlangte eget Værelse. Og der residerer han nu ligesom udenom hele Huset. Ikke véd man, hvor man har ham hverken Morgen eller Aften! - Imellem er han ikke engang kommet hjem fra disse Turene sine, naar Inger bringer Frokosten op," kritiserede hun. "Prætentioner ja!" - gav Henschien en opsamlet Galde Luft. "Paa Thingene var det ham umuligt at klare sig uden sit eget Rum i Lighed med selve Soren- skriveren. - Han vilde ikke faa Søvn paa sine Øine, SIDE: 202 om han vidste, at noget Menneske trak Veiret og sov og drømte i samme Værelse som han, udtrykte han sig. Der maatte gjøres Omarrangement fra hævdet til- vænnet gammel Orden paa hvert Thingsted!" . . . "Burde De ikke sætte Far ind i alle disse Vanske- ligheder med ham, Henschien," anbragte Eufemia for- arget, da de nu sluttede ved Klaveret derinde, og So- renskriveren kom i fornøiet Stemning ud og klappede i Hænderne og raabte: "Tilsengs, tilsengs!" . . . - - Medens Søstrene gik der og ordnede sammen i Stuen efter dem, smaaymtede Marianne endnu inde i sit: "Han er forresten lidt mere end egen, synes jeg" . . . "Ja saamæn Du, - og lidt mere end prætentiøs," bekræftede Eufemia, - "naar man simpelthen vader i sine Jagt- og Fiskeristøvler tvertover altsammen i et Hus!" "Ja-a, - saa - saa - passer man kanske - kan- ske - ikke der" . . . fuldførte Marianne. "Det er dette, at det ikke nytter at snakke til Mor om det i denne Tid, saa hun kunde virke paa Far," ivrede Eufemia, - "at alt er saa rent udaf Gjænge for denne Havens Skyld." "Jeg tænkte, det var Far, som skulde ha Fuldmæg- tigen, jeg, - og ikke I!" - brast det ud af Merete. Hun havde kastet sig paa en Stol og sad og svang trod- sig med Fødderne. "Dit Næb tar man endnu ikke Hensyn til," fik hun igjen fra Eufemia. "Nei Kors bevars . . . Det er naturligvis Fars Inter- esse, I er saa bekymret for!" vedblev Merete. "Far selv siger jo ellers, at han er saa svært fornøiet med ham." "Og Du ogsaa ikke mindre, - ser det ud til," forlød det fra Marianne. "Han beærer jo Barnet med sin Fortrolighed og sine mange Dybsindigheder paa det sidste." "Jeg synes, jamæn, I tar Jer alt for stærkt af Kon- torets Anliggender!" kom det oprørt. SIDE: 203 "Hør paa hende Du . . . Jeg mener sandelig, Ungen har faat sig en Slængforlibelse jeg!" affærdigede Eufe- mia det. Merete overmandedes pludselig af en voldsom Graad og styrtede ud af Døren og ovenpaa. - "Ja se det!" - sa Marianne og saa efter hende, der gik som en Farvenuance under den koparrede Hud . . . "Saa skulde det vel være paatide at faa den Hr. Dyre bort da," nikkede hun, medens der lyste op som et Skimt mellem Øienridserne. - "Jeg tænker, jeg tar mig en Tur hen til Tante Ra imorgen, - gjør mig et Ærend didhen Du . . . Saa snakker nok hun med Far." Sorenskriveren kom hjem en Eftermiddag fra en lang Ridetur hen til Tante Ra. Figaro var graa af Veisøle helt opover Lænderne. Veiret var graat, og Humøret var graat. Han slængte Tøilen til Lars og lod sig paa en Stol i Gangen taus grætten hjælpe af med Ridestøvlerne, medens Inger satte frem foran ham de andre helt til Skafteørene blankpudsede. Han stod siden i Tanker og distræt ved Vinduet i Dagligstuen uden at svare til Alidas Spørgsmaal om Tante Ra . . . - En lei, vanskelig Situation . . . Og her befandt han sig jo egentlig i det blaa - - skulde handle paa Grunde, som sandelig mindst af alt laa paa hans eller Kontorsiden! - Tvertimod, rent private Familieanlig- gender, - Klogskabshensyn - og, hvad der var hen- sigtsmæssigt og nyttigt etc. for hans huslige Forhold . . . Han havde igrunden en stærk Trang til at tale med sin Hustru, - faa overveiet Sagen med hende og vide, hvad hun mente. - Saadan uden videre at gaa hen og sige op en Fuldmægtig som Rein - en dygtig Mand, - og dertil med en hel Hoben Interesser baade for Gaardstel og Natur og Dyr, som han kunde samstemme med, - SIDE: 204 alt andet end en vanlig Tørpind! - og ovenikjøbet nu, Henschien selvfølgelig fik det ledige Lensmands- ombud, han havde talt om at søge . . . Og Grunden . . . Grunden . . . Ja, - at Smaapigerne trængte hyggeligt, dannet Selskab her i deres Isolert- hed paa Landet . . . Ja, tja - det var vel egentlig Summen . . . Hvem Pokker skulde kunne sige ham, hvad der var det forstandige her, uden Bolette! . . . Han begyndte at vandre ud og ind fra Dagligstuen til Spisestuen, hvor Fruen stod og klippede til et Kjole- tøi - "Glat Stykket, saa det ligger stramt, Du Merete, saa klipper vi det andet Rygstykke efter dette," lød det, og Saksen gik med den skarpe Lyd over Bordet. Sorenskriveren stansede et Øieblik, som han betænkte sig, og saa hen paa sin Frue. Men gjenoptog sin Gang igjen frem og tilbage over Dørstokken langsommere og langsommere med et og andet Kræmt . . . "Du Alida!" - sa Fruen med et Forsøg til Lunhed, medens hun ridsede og klippede. "Vi maa huske de Kramsfugle i Gelée, som Marianne igaar lavede til Tante Ra . . . Var blot Veir og Føre ikke saa daarligt, kunde Du og Merete gaa did med det imorgen, - eller kanske faa Giggen og Blakken, om de ikke har Brug for den derude," - kom det med et halvt Blik hen til Sorenskriveren. - "Vi faar ikke Tid til Opmærksom- heder senere i Høst, véd Du." Sorenskriveren keg nødstedt hen til Bordet. Der gik i ham som en Tanke om at slaa Hjul paa den lange Tausheds Mur - "Hm - hm" - harkede han og stod lidt . . . Saksen klippede hvast henover Bordet, og Fruens Mundparti syntes ham optrukket til et lidet satirisk Smil - Som han igjen passerede Dørtærskelen, skinnede et Stykke af det vaadglinsende Havestakit ham i Øinene. Med nok et Kræmt vendte han sig som under en tagen Beslutning og gik ud fra Spisestuen. SIDE: 205 "Du Marianne," - sa han ude i Gangen, saa høit, at det hørtes ind til hans Frue, - "det er af forskjellige Grunde min Mening at gi Rein hans Opsigelse." - Han tog Veien over til Kontoret - "Far . . . Far!" . . . hørte han pludselig bag sig - - Det var Merete, som med hastige Skridt kom efter ham i Trappen . . . "Du maa ikke, Far! - Du maa ikke, Far . . . sige op Rein" . . . hviskede hun næsten uhørligt. Sorenskriveren saa forbløffet paa hende, og der gik en Grunden i hans Ansigt. Men han spurgte ikke . . . Og hun sprang ude af sig tilbage igjen og tog Kjøk- kenveien ind. Sorenskriveren steg saare langsomt stansende og be- tænkt op af Trappen . . . Han havde opfanget som en Tone af, at han havde faat sin Yndlingsdatters inderste vovede Hjerteud- brud. - JULEN. Sneen faldt med halvfugtige, tunge Fnokker i den skumre Juleaftens Eftermiddag. Indkjørselen laa bredt opmaaget, og Vangens Gaard stod med Neget reist paa Staburstaget. Gulve og Trappe var nyskurede, Kobber- og Mes- singkar skinnede i Kjøkkenet. Og i Stald som Fjøs, Drengestue som Bryggerhus var alt ordnet og paa Plads. Sæletøierne hang nysmurte og kridtpudsede, og Slæder og Sluffer stod med Ulve- og Bjørneskindsfel- der færdige til at mobiliseres. Oppe paa Gjæsteværelserne brændte og durede Bjer- keveden i Ovnene, og stod Sengene med de fine blæn- dende hvide Lagener opslaade for at lunes. Paal og Lars Gaardsgut var alt tidlig i Otten imor- ges reist med Figaro og Storebrunen for hver sin Bred- SIDE: 206 slæde for at møde Jess og Julegjæsterne paa Skyds- skiftet tre Mile søndenfor. Den unge Groth var ved Middagstid svunget op for Døren med sin smukke sorte Hest og hele Kransen af klingrende Bjelder. Han havde faat det fine Gjæste- værelse indenfor Salen. Der kom Vesleblakken med Spidsslæden hjem igjen fra Tante Ra, - Marianne indeni og Merete bagpaa Hundsvotten. De havde været derover med Sendinger - Smagebider af hele Julens kulinariske Præstationer, - og endelig med Mariannes broderede Pude til Ryg- gen i hendes Lænestol. De kom nu tilbage igjen med Tantes vanlige Julehilsen: en forseglet Konvolut med fem Speciedaler til hver af Døttrene. Og nu kom Rein hjem - Kvigstad sa, som svarte Fanden ud af Snetykket. - Han havde været i fælt Humør paa Kontoret nu under Jul, grætten og lei at ha med at gjøre, - arbeidet som en Smed og svaret distræt, naar nogen henvendte sig til ham. Og siden bar det indover Skogen, enten det var sent eller tidlig. Folk fortalte, at de saa det lyste i Kværnhuset ret som det var, - han tog sig nok Jagtstation der og tændte op Baal. Og, medens Sneen faldt og faldt stedse tungere og tættere, begyndte man mere og mere spændt at lytte og se ud efter Gjæsterne, og med en vis Feber lagdes den sidste Haand paa Forberedelserne. Julekager skares op til Theen. Og Glasasjetter og Vaser fyldte med "Goderaad" og "Fattigmand", "Flø- dekager" og "Jødekager", "Berlinerkranse" og "Fire Species," sattes ind paa Aftensbordet, medens Øl og Mjød bares op fra Kjælderen. I Værelserne spillede Ovnsluen i ensomt Halvmørke, og ventede Julebordet duget med to trearmede, hjem- mestøbte Helligtrekongerlys, færdige til at tændes . . . - Thekjedlen havde alt længe suset og kogt - Og Marianne stod i Kjøkkenet og saa til Ribbenste- gen og Gaasen, - den sidste en Foræring fra Tante SIDE: 207 Ra, som holdt paa gammel dansk Skik, Gaas paa Jule- aftensbordet. Nu drev Schmidt vaad af Sne og forpustet ind i Kjøkkenet og meldte, at han hørte Dombjelder nede fra Elven. Man tændte Lys og Lygter og fo'r ud - Og der var de! . . . Først Figaro med Christiane Gjedde og Jess, som raabte og hilsede op fra Slæden, medens Frøkenen ved Lygteskjæret svøbtes ud af Fodpose og Bjørneskinds- feld og, baaret op ad Trapperne, afleveredes til Damer- nes Velkomstudbrud og Omsorg i Gangen. Og Christiane skulde hilse fra Far og fra Mor - Og der kom Storebrunen med høireist Nakke og lar- mende Dombjelder svingende op fra Porten, medens Jess, gererende sig som Husets Søn og Vært, modtog sine to Kammerater paa Trappen. "Det er Studiosus medicinæ Gaarder, Far! - øvet Danser, - og en Røst! - kan jeg sige Dig . . . Og det er Anders Nergaard, som har gjort det Kunststykke at ta juridisk Eksamen med bedste Ka- rakter uden at læse mere end af og til om Natten" - - Der faldt jo et og andet spændt prøvende Blik paa Broderen og veksledes enkelte snare, betydende Øiekast mellem Jess og hans Søstre, eftersom de kunde være fortrolige med hans Affærer, - nærmest, om Juleluften iaar igjen var udsat for at formørkes af overhængende Skyer i Skikkelse af Gjældsposter og ubetalte Regninger. De sad endnu i Nerverne de hun- drede og elleve Speciedaler og atten Skilling, som kom styrtende over Far paa selve Nytaarsdagen ifjor. Efter alle Hilsener og Præsentationer og foreløbige Beretninger om Reisens Held og Uheld, drog de under lystig Passiar op af Trappen, fulgte af Husets ved- kommende til de forskjellige Gjæsteværelser for at faa Reiseklæderne af og Kufferterne lukkede op. Og ikke længe efter befandt de sig alle samlede i Stuen under et Surr af Snak og Stiften Bekjendtskab. SIDE: 208 Den varme The smagte fortræffelig, og det drog op til Julehumør . . . Nu meldtes det ind, at Randi Budeie stod parat ude i Gangen med Lygten og Tyristikken. "Ja, saa skal vi ud og se til Julenissen, før Maden sættes ind!" raabte Sorenskriveren. - "Følge hvem, som vil!" "Jeg maa med . . . Jeg maa med!" . . . ivrede man. "Der blir ikke Jul, før vi har været i Fjøs og Stald!" erklærede Jess, løftet af hjemlige Erindringer. Men Fruen, som det tunge ordnende Hjul i Huset, bestemte, at Christiane og et Par af Smaapigerne skulde blive tilbage og ikke udsætte sig for at bli vaade og smudsige om Fødderne. Hun tog Christiane med sig hen i Sofaen og forhørte om, hvordan alt stod til hjemme hos Oberstens, om Far og Mor og Søskende . . . Med Randi i Spidsen bar det saa i Tog over Gaards- pladsen. Ved Fjøset stod Underbudeien og gamle Anders og Visergutten og ventede, og der tændte Randi Tyristik- ken i Lygtelyset. Hun slog tre Ildkors foran Døren, og slukkede bag- efter forsigtig Stikken i Sneen. Derinde i Fjøset gik hun saa foran og gav Dyrene deres Juledrik tilberedt med Mel og Salt. De Par Lygter kastede et vagt Lys indover Rækken af Baa- ser, hvor Kjørene gumlede og tyggede, af og til med et Forventningens Brøl fra den inderste Dunkelhed. Sorenskriveren klappede og strøg "Rødsi" og "Svartsi", "Brandros" og "Guldbrigne", "Veneblom" og "Driva", og gjentog for hver især Formlen: "Æd vel og triv's vel, ikvæld er det Julekvæld!" Og Randi radede og fortalte om alt i Fjøset . . . Der var nu bare femten paa Baasen, - en Okse og fem Kjør var nedlagt i Slagtningen . . . Og der stod sjelve Bjeldekua, - melkede sine fem Potter i Maalet . . . Og Rødsi havde faat en Potetes i Halsen her om Dagen og nær sat til . . . Og det var Brandroses, den vakkre Kalven derborte i Kveen. - - SIDE: 209 - Den videre Del af Juleceremonien, - forklarede Jess paa Opturen, - derunder, om der blev sat ud Grød til Nissen paa Laaven, - henhørte under gamle Anders Fjøsmand og Randis forborgne Omsorg. "Vi fik aldrig Rede paa det Mysterium, vi Smaagutter, endda vi keg og prøvede os paa al Vis." "Ja, hvem kjender alle Livets hemmelige Magter," nikkede Sorenskriveren. "Se der" . . . Rein lagde pludselig Haanden paa Jes- ses Skulder, - "det graa der! . . . Se der, - i Laave- aabningen . . . nu rører det sig. - Er det ikke, som det var en liden Mand, som tusler der? . . . Ser De nu, - ligesom et blaaligt Skin om ham i Snetykket . . . Se nu," lød det spændt . . . "nu glider det væk - indover i Mørket -" "Ja, hvad er det" . . . sa Jess studsende. "Det var virkelig noget. "Ja, var ikke dette selve Nissen, saa!" - udbrød Barbara overbevist. "Aa, det var saamæn ingenting!" blaaste Merete. "Nei, det var det heller ikke - dennegang," - sa Rein tørt. "Det fristede mig bare at gjøre et lidet Eksperiment, - undersøge Blodet paa saadanne By- folk." "Pokker i Dem ogsaa," udbrød Jess halv ærgerlig, - "tror jeg ikke, de gamle Drengestuhistorier kan ta én uforvarende!" "Ja der ser De, det er ikke bare Randi og Anders Fjøsmand," - mente Rein. Man lo og morede sig over at ha set Nissen, og keg indom Stalden, hvor Figaro og Storebrunen stampede og humrede af Velbehag ved Krybben efter Dagens seks Miles Trav i Nysneen . . . - Inde i Spisestuen stod nu alt Risengrøden paa det festlig dugede Bord. Man placerede sig med et vist Valg, - skulde jo sidde saadan til "Tyvendedagen." Grøden spistes under Helligtrekongerslysene med en SIDE: 210 forsigtig Følelse af, at nu begyndte man paa Julens Madbjerg. Gaasen, Ribbenstegen og Medisterpølserne bares ind . . . Fruen og Marianne skar fore. Og Fadene med hele Sviten af Æbler og Svedsker, Stuvinger og Syltetøier gjorde sine Runder om Bordet. Jess overtog Brændevinsflasken, - gik om og skjæn- kede, - drak med gamle Henschien . . . Det var nu, saavidt han kunde regne, seksten, sytten Aar, de havde julet sammen - Og der sad Sankowitz og drak for "Paalen" . . . "Op- rørende Tilstande der, De," - nikkede han til ham. Og nu skummede det kraftige hjemmebryggede Øl i Glassene og drak Sorenskriveren Julen ind af det fyldte massive Sølvkrus med Frederik den fjerdes Brystbillede paa Laaget, som ellers kun prangede paa Bordet til Sir, men iaften gik rundt. "Prægtigt Bryg, Mor!" erklærede Jess . . . "1 - om Morgenen tienlig er, 2 - er Sundhed altfor nær. 3 - tilpas at blifve Giekk. 4 - at ligge udi Drekk -" læste han høitidelig op fra Inskriptionerne ved hver Knag for Drikkemaalet inde i Kruset. "Det er et gammelt Arvestykke . . . Fædrene har be- gyndt aarle at kige i Kruset, begriber Du, Gaarder." "Ja," - lo Sorenskriveren; - "man kan arve mange Ting, - kun ikke Erfaringer." "Og" - spurgte Jess - "hvad Udsigter har vi til Juleballer, Selskaber og deslige, Eufemia, - Merete, Barbara, - Alida? - Ja, det er sandt, Du er jo for- lovet og saaledes ikke interesseret . . . Min Svoger Groth, - Nergaard!" . . . præsenterede han, - "som har forladt Studierne for at offre til Mammon, - be- styrer sin Fars vidtløftige Jernværk." Den unge blonde Herre med det fine Linned og den SIDE: 211 lange gule Vest optog Præsentationen med et raskt selvfølgeligt Nik, hvori man skimtede den selvbevidste eneste Søn og Arving. Med sin faste ranke Holdning sad Alida som lidt humørløs ved Siden af ham. . . . "Og herhjemme, Mor! . . . Skal vi ikke ha noget Julebal? - Naar Frøken Christiane og vi samtlige rei- sende indgiver vor fælles Petition til Skriveren! - Hvad, Far? - Dans her paa Vangen tredie Juledag? - Tænke sig Sankowitz ved Klaveret!" . . . "Hvad siger I til den Idé, Smaapiger?" optog Soren- skriveren det løssluppent livlig . . . "Det er min Sag at aabne Vinkjælderen og Jeres at sørge for Resten." Der fo'r som en Hede op i Fruens myndige Ansigt; men hun greb straks Tøilerne: "Femte dag," fastsatte hun, - "vi maa ha lidt Pusterum. Saa drager vore unge mandlige Kræfter imorgen efter Kirketid med Slæder og Sluffer Byg- den rundt i Julevisiter og gjør Indbydelser til The og Dans," bestemte hun. "Saamæn, en deilig Gaas, som er fløiet hid fra Tante Ra . . . fortjener at hædres med en Dram til, Jess!" udbrød Sorenskriveren og strakte Glasset hen . . . - "Saavidt jeg forstaar, er vi nu færdige med den solide Del af Anretningen og kan gaa over til Bakkel- sen og Juleknasket," mente han, medens han rullede sammen Servietten. Men under Ombytningen var det jo passende Tid til at drikke Glædelig Jul med Folkene . . . Og Sorenskriveren begav sig, fulgt af Selskabet, ud i Kjøkkenet. Der sad Gaardens mandlige og kvindelige Tyende, ni, ti i Tallet, om Langbordet ved Grøden og Julefisken med Ølkande og Drammeflaske sat ud til fri Forsy- ning, medens to nytændte Talglys skinnede svagt gult paa et anseligt Smørstykke. Lefsestabelen og en taarn- høi Ost, der var belavet paa at vare gjennem Helgen, prangede endnu festlig urørt. I Skorstenen knittrede og spragede - undertiden med øredøvende Knald og Smeld - et Baal af opreiste SIDE: 212 Grankubber, og fra Tyristikken i Muren spillede et mørkt luerødt Skjær indover alt det skinnende ny- pudsede Kobber- og Messingtøi rundt Kjøkkenvæg- gene. "En faar som en Følelse af at være flyttet ind i selve blanke Fjeldvæggen til de underjordiske!" udbrast Rein . . . "Kom, Jomfru," - raabte han overgivent og tog Merete ved Haanden, - "skal vi danse Huldredans!" . . . Trampende som til Springdans førte han hende efter sig paa Gulvet og svingede hende saa rundt og rundt, som et Hjul under sin Finger, - medens Randi med sin høie krumme Ryg og stortskaarne Ansigt henne i Skorstenen slog Skarret af Tyristikkerne og saa mis- tænksom paa den svarte Fuldmægtigen, som gjorde slig Skøi med det ufyselige paa selve Juleaften. "Jeg siger som Troldet jeg, De," - udbrast han, - "at jeg gjerne vil slikke Solskin! - Bare én ikke kre- perer af det," kom det sagtere . . . Mjøden skjænkedes rundt, og Sorenskriveren drak med Folkene, hver især, og ønskede "Glædelig Jul!" . . . Og nu maatte de ta for sig af Retterne! - gamle Anders fik være Kjøgemester og ikke glemme Ølkan- den og Brændevinsdunken. - Der var ikke Jul mere end én Gang om Aaret! - mindede Skriveren, som de nu alle stod opreiste rundt om Bordet med lune, vel- stemte Miner, færdige til at gribe fat, naar den høiti- delige Paahilsen var over. - Inde i Spisestuen fortsattes saa ved Bordet med Mjød, Øl, Bakkelse og alt Juleknaskets Overflødighed. Stemningen var anslaat. Man følte sig efterhaanden som en nærmere Kreds med fælles Planer og Udsig- ter til Selskaber, Baller, Kjøre- og Kjælketure og deri- mellem den hjemlige Julehygge. Efter Bordet leirede man sig om en Mugge varm Punsch inde i Stuen. Men der var i to Dage kjørt seksten Mile, og Trop- perne var overtrætte. De fjerbløde Senge vinkede, og tunge Øienlaage SIDE: 213 skimtede fremsynt Morgendagens magelige sene Op- vaagnen ved Kaffebrættet med Julekagen og den du- rende Kakkelovn . . . Alle de unge Herrer havde været ordentlig paafærde, kjørt i Bredslæde og Sluffe om i Julevisiter og ind- budt baade paa denne og den anden Side af Elven helt op til Fogdens. Endel opstemte af Turen, af Portvinen og Maderaen, - af "ikke at maatte bære Julen ud" nogetsteds, sad de nu i Skumringen om Ovnen i Stuen sammen med Husets Damer. Det snart klare, snart dunkelrøde Skjær af den brændende fede Tyrirod vippede og slikkede og skjød undertiden en lang Slangetunge ud af den aabne Ovns- dør. Det lyste hen paa Alidas Albue og Hage, som hun sad paa Skammelen og stirrede ind i Ilden og af og til svarede til Groth halvt ved Siden af. Og fremme i Skjæret vuggede Eufemia sagte sin høivristede Fod, medens hun underholdt sig med Gaar- der om Bygdens Honoratiores, og saa smaat havde én og anden tilbedste eller satte dem under sit overlegne Maal. Barbara havde længere inde i Stuen en hviskende fortrolig Samtale med Henschien, og i Sofaen var Jess og Christiane ivrig inde i de ny Kotillonture fra "For- eningen", dem de nu vilde indføre her paa Ballet, - selvsagt, at hun og Jess førte den op. Kvigstad sad i Hundehumør længst inde i Stuens Dunkelhed, stirrende henover til Alida og forpint iagt- tagende hver Bevægelse og hvert Ord, hun henvendte til sin Forlovede. Nergaard ærtede og holdt Skøi med Merete - Og Marianne sad, flankeret af Augustinusen og Schmidt, og lod sig fortælle Dagens Oplevelser og, hvad de kunde have erfaret om Juleselskabeligheden. Det sakkede af henne i Lysningen, og Marianne gik SIDE: 214 hen og lagde sig paa Knæ og puslede og ragede op i Ilden, før hun fandt frem ny Tyri at lægge paa, og det igjen lyste op og flammede . . . Men nu blev det for hedt for Alida, saa hun flyttede sig ind i Stuen. Der var kommet en hviskende, tusmørkfortrolig Stemning derinde som mellem to og to. "Hyggelig en saadan Skumringsstund paa Landet i Julen!" . . . lød det fra Gaarder. "Der er ellers kanske adskilligt udenfor i Mørket og Sneen, som sætter hvide Ansigter imod en saadan "hyg- gelig" Rude og kiger ind," henkastede Rein noget uventet. "Ja," medgav Nergaard, - "Spøgelser og alskens Djævelskab vandrer og vasser jo om i Sneen derude i Julemørket. I Byen eksisterer de ikke længere for Po- liti og Vægtere. Og Fanden selv, véd De, er flyttet til Vardøhus, Folk vil ikke tro paa ham længere hernede." "Tro?" - optog Rein det, - "Tro er en Overbevis- ning om de Ting, man ikke ser, staar det jo i Skriften . . . en luftig Ting! . . . At sige, at én tror, er Dunst, og at sige, at én ikke tror, er ogsaa Dunst! . . . Vel grebet, svinder den én som en Røg ud af Haanden. - Og alli- gevel!" "Tro er da vel noget andet end den uciviliseredes Mørkerædhed? Man har - eller aner ialfald, - For- nuftgrunde for den," - yttrede Nergaard. "Ja, forklar, forklar" . . . spottede Rein. - "Der er Familier, som er dannede nok, hvor der lever dunkle, ulykkespaaende Sagn. De kan gaa fra Mand til Mand og Kvinde til Kvinde. En mørk Forbrydelse eller et eller andet mystisk Forhold kan som Ormen grave sig ind i Bevidstheden nedigjennem Slægten. Alle i den mener de vel, at de ikke tror paa det; men alle bærer de det kanske alligevel som et Spørgsmaal i Blodet: Er det mig eller ikke mig, Nemesis vil ramme?" "Kapitlet om Familiegalskab!" - mumlede Gaarder gelassent. "Det er, som noget er hændt høit oppe i Forfædrenes Række," vedblev Rein helt inde i sit, - "Begjæret er SIDE: 215 kommet paa Afveie, - har gjort et Fald; den hellige Grænselov, hvormed Naturen bygger, er overskredet, og Slusen for en stille Strøm af skjæve Konsekvenser brudt nogetsteds oppe i Fortidens Mørke." "Gudbevares - næsten Djævlebesættelse!" lød det fra Nergaard. "Og saa straffes det, eller vil De hellere ha, opbal- lanceres det," ivrede Rein. - "Syndens Psykologi det er Verdensmysteriet . . . I et eller andet Led, det sy- vende, heder det, - dukker Loven op i et Misfoster - legemlig eller aandeligt. En fødes med laadne Flekker som Rester af en Dyretilværelse. En anden med "Dødmandsnegler endnu i Ryggen, som efter et sluppet Greb". - En tredie med Skræk og Visioner og taaler ikke at se Blod . . . " "Tilslut et rent medicinsk Spørgsmaal," afgjorde Gaarder. - "Maset ind i Blodet fra Generation til Gene- ration . . ." "Og maatte kunne mases ud igjen, mener De? - paa en eller anden Sindssygeanstalt, hvor man drev Aandsgymnastiken rationelt? - - Hm, -m, - der er Grundforhold, som - -" Der opstod en uhyggelig Taushed - "Næsten fælent" . . . hviskede Eufemia til Gaarder. "En kommer halvt til at tænke paa, at han selv er baade haaret og lodden." "Hututu, - den som faar ham!" - anbragte Bar- bara hovedrystende til Henschien. "Pokker véd, hvorledes Far er kommet til at fiske op saadan en Mystifaks til Fuldmægtig!" bøiede Jess sig til Christianes Øre. - "Han var ellers lun og be- leven nok paa Visiterne idag, snakkede og førte Ordet." "Jeg foreslaar at vi tænder Lys," sa Alida, - "her er blet ganske uhyggeligt." - - - - "Hvad sidder De og stirrer saa i Emnerne efter, Jomfru Merete?" spurgte Rein dæmpet. - "Gjør jeg Verden til et dybt Mørkloft for Dem?" . . . Han stod i Tanker og lod Ovnsskjæret falde paa sin kraftige Haand. SIDE: 216 . . . "Blir jeg klam for Dem?" - vendte han sig plud- selig rydt mod hende. Istedetfor Svar næsten strøg hun ham lindt over den haarede Haand. Hun maatte gjøre det; - kunde ikke lade det være - Og saa listede hun ud af Stuen. - Der var store Forberedelser til Ballet. I Kjøkkenet styrede og regjerede Mor Teian, Byg- dens Kokkekone, som havde været Husjomfru i større Huse og nu var gift nede paa en af Teiangaardene. Allehaande finere Tillavninger og Geléer voksede ud- over Spisekammer- og Fadeburhylder, færdige til Stunden. Og nu var der gaat Hest og Smalslæde efter Jomfru Lind, - Bygdens og hele Distriktets særlige Kapacitet i den Kunst at opsætte Haar. Naar hun paaskjøns sigtede og saa og viklede Buk- lerne over Fingrene, eiede hun et Blik og et Haand- lag, som var enestaaende. Hun var af bedre Folk, - medtaget i Selskabeligheden i de forskjellige Huse, vel inde i deres Intimiteter - og taus som Graven! . . . Da Fuldmægtig Kraft havde sendt Opslagsbrev til Oli- via Seierstedt, skalv hendes Haand, saa hun maatte begynde om igjen tre Gange. Men ikke et Ord . . . og samme Aften paa Ballet fik Olivia Opslaget. Det var selvsagt, at hun kom til Sorenskriverens. Men, optaget som hun var, - Bud paa Bud fra nord til sør i Bygden, - eiede hun ingen anden Gudsens Tid længere end de faa Timer efter Klokken seks Aftenen før Ballet. Morgenen - paa selve Femtedagen, - var det hele Præstegaardsungdommen og siden de to Mile op til Kaja og Letta hos Fogdens. Det var jo en Streg i Regningen, - for saa blev de nødte til for Haaropsætningens Skyld at sidde og sove i Stole om Natten. Men saa var det nu ikke saa farligt én eller to Nætter foran et Bal! . . . - SIDE: 217 - Klaveret var flyttet op paa Salen. Lys sat i Lyse- kronen, Stager og Lampetter ved Langspeilene, medens gamle Familieportrætter i hvide Parykker dunkelt skimtedes paa Væggene. Gulvet laa med brede Planker hvidskuret og glat- danset gjennem saa mangen en Jul, og fine Nettel- dugs Gardiner prydede Vinduerne. - Ind af Porten klingrede saa femte Juledags Aften Kjøretøi efter Kjøretøi, - Bred- og Smalslæder saa- velsom fuldpakkede Sluffer, - og svingede op foran de to Lygter paa Trappen, medens Gjæsterne forsvandt, Herrerne nedenunder og Damerne ovenpaa, i de an- viste Paaklædningsværelser. Der viklede ogsaa Jomfru Bie sig ud af en Fodpose. Hun maatte jo ogsaa faa ture Jul, havde Tante Ra forment, - havde derhos den stille Mission at se og iagttage, hvad der tildrog sig paa Ballet, intet at miste eller lade gaa forbi sig. I kort Sum, Rundskue over hele Bygden, - Stof til at drøfte oppe paa Rafos i lange Tider. I den Brevlap, hun havde med til Marianne, gav Tante Ra enkelte fine Fingerpeg, - Jess førte natur- ligvis Polonaisen op med Christiane Gjedde, - og Far glemte vel ikke at erindre Obersten med et Par Ord ved Aftensbordet . . . Se til, at Jomfru Bie faar sig en liden Svingom med Augustinusen eller Schmidt, Du, - ellers sovner hun, Gud hjælpe mig, af ud paa Nat- ten! . . . Dig selv, Barn, véd jeg fortiden ikke, hvor jeg har, - Bie faar fortælle mig, hvor Landet ligger . . . - - De ældre var rykket ind i Salen og sad nu om Væggene med deres Thekopper, medens de yngre efter- haanden, en og flere ad Gangen, kom ind og passerede Revue under en Fornemmelse af at løbe Spidsrod. Der samlede sig som en Formur paa hver Side, - Damer og Herrer, - én sommerflagrende lys og én mørk. Man hvilte i det første Øiebliks Omskuen og Be- tragten. Jo, det vistes, at Jomfru Lind havde været overalt, - rene Kunststykker af Haaropsætninger! . . . SIDE: 218 Inger Stuepige banede sig hændig Vei med Thebræt- tet, og i Kjølvandet fulgte Barbara og Merete med Hvedebrød og allehaande Julebakkelser. . . . "Han der Du? - med det tynde Haar" - stødte Thea Grønbeck ivrig til Marianne, - "det er jo Kan- didat Nergaard, som skal være saadant godt Hode. - Han ser virkelig ud for det, - af al den Tænkningen, saa mister de Haaret . . . Aa, naar én bare vidste ifor- veien, hvad han vilde sige, om han" - plumpede det ud - - - . . . "Og den lille brune der?" trak hun lidt efter yderligere i hende, - "er altsaa Gaarder? - Medici- neren. - Det er bare, at man ikke kommer til at ta feil" . . . lød det befippet; hun holdt paa at forgaa af Balfeber. "Men han er jo næsten en smuk Mand, Du Eufemia! - Jeres Fuldmægtig, jeg har knapt set ham før," ud- talte Johanne Sommerfeldt sig efter at ha staat hen- falden en Stund i at betragte Rein. "Ja, udenpaa ja, - og naar han er pyntet," forlød det fra Eufemia. "Men pas Dig, han kan udtrykke sig saa hensynsløst, at vi næsten er bange for ham her i Huset . . . Ikke sandt, Marianne?" Saa er der ingen, som jeg er saa tryg for! - stod Merete og tænkte og smaasmilte for sig selv, medens hun bød Kager om i Klyngen. "Han skal jo være saa besynderlig," vedblev Jo- hanne, - "saadan en Omstreifer og Enevanker, siger de . . . Kanske har han havt en eller anden Kjærlig- hedssorg, Du?" . . . Merete saa lynsnart op . . . Hun blev staaende med Brættet og stirre ind i Tan- ken. Det gik saa ondt igjennem hende, - var som en Væg var faldt ud, - blev saa glansløst alt i Salen - Hun vak ved, at Marianne mysede paa hende. Det var som Søsterens smaa Øine saa og forskede . . . . . . Og der stod Christiane Gjedde smal og høi, et halvt Hoved over de andre, i blaat og glattede og trak SIDE: 219 som selvbevidst Hovedstadsdame de lange Silkehan- sker opover Albuen, - parat til Øieblikket, da hun skulde aabne Ballet med Husets Søn. Nu ansloges Klaveret, og med en vis varsom Stivhed gik man Polonaisen, endnu lidt hede og beklemte med Balfeberen i Blodet, - indtil Sankowitz afløste den med en fyrig Vals, og Par efter Par løste sig ud af Klyngerne, saa Gulvet fyldtes helt som en vuggende Ring, - Bygdens Julegjæster i sine mere eller min- dre Pligtdanse med de forskjellige Familiers Damer. Fruen stod og tog sit Overblik. Hun havde jo for- manet Kvigstad og Schmidt og Augustinusen til at tage sig af alle de Damer, som blev siddende over. Men Rein! - det viste sig at høre til hans mange Hensyns- løsheder der i Huset, at han ikke engang behagede at danse, skjønt han sikkerlig kunde. Han lod dog ellers til at gjøre nogen Nytte alligevel ved at flytte sig fra én til en anden af de ældre Damer . . . Hm, - Fruen huskede nok Komplimenten, hun engang fik af ham: - "Det er egentlig bare de gamle, som interesserer mig," sa han, - "de har levet, og de kan sige Be- sked!" Sorenskriveren saas, ret som det var, henne ved Klaveret, - spillede snart selv en eller anden klin- gende gammel Dansestump, som satte Fart i Salen, snart proponerede han en for Sankowitz. Han stod deroppe og saa til . . . . . . Kvigstad gjorde jo rent Opsigt iaften, - dan- sede aldeles udmærket - havde vel sin Øvelse fra alle Bygdebryllupperne. Han var ikke blyg for at enga- gere heller . . . Saamæn nu den nydelige Valeria Bor- nemann, som var i Besøg hos Majorens, - førte og svingede hende fremover og modsat paa Gulvet med en Verv, som! . . . Paafaldende nok nu igjen ligesom cirklende og figurerende om Alida, som førte op Ty- rolervalsen med Groth. Der var ellers noget underlig voldsomt i den Karen, - næsten, som han kunde ha drukket . . . Men se, hvor belevent beæret han fører sin Dame til Plads . . . Var jo adskillig prætentiøst SIDE: 220 dette af en kun Husets Kontorist; men, naar det ut- førtes saa pokkers smukt! - - Der dreiede sig og bølgede i Dansen Damehoder med Haaret snoet og buklet i Top over Issen, støttet af høie Nakkekamme. Ballet var nu saa at sige danset ind. Der var kommet Liv og Farve i Ansigterne . . . Hjerterne bankede, og Slør af Drømme vimrede for Øinene. - Langs Væggene gik Passiaren livligt, medens Dans fulgte paa Dans. Men nu kom Marianne og Alida og bøiede sig over Moderen og meldte, at der var anrettet. Og til de Unges Kjede, men de Ældres desto større Glæde skulde der afbrydes for at gaa ned til Aftens- bordet - Det var som første Del af en spændende Roman, hvis Fortsættelse ventedes. - -Nede i Storstuen ved det store, overdaadig besatte Hesteskobord saavelsom ved det temmelig vidtløftige Anneks gik det snart lystigt til. Taler holdtes og Skaaler udbragtes under stigende "Konsumption" og Stemning, og de faste Selskabssange fulgte. Medens Inger Stuepige og et Par andre bragte ind Bræt efter Bræt med Anretninger fra Kjøkkenet, op- vartede Husets Døttre ved Bordet, - bød og spøgte og nødte, - anbefalede gjennem Snakkets Sus og Larm Kaptein Buchwaldt, som var en Lækkermund, de deli- kateste Stykker, valgte ud for gamle Prosten og klin- kede og drak med én her og én der, - idet "Jula gaar og saa vi faar igjen det gamle Gnaget!" surrede og sang om Ørene - -. - Som Marianne kom hen for at indtage sin Plads ved "Annekset" for en liden Stund, sa hun spøgende til Rein: SIDE: 221 "Véd De, at De gjør Erobringer iaften? - Fru Paus og Majorens Frue gaar om og er rent beigeistret for Dem, . . . gratulerer Mor med vor hyggelige ny Fuld- mægtig . . . Jeg tænker paa," - kom det sagte, - "hvad De maa være for en mangfoldig Sjæl, - rigtig én som kan bry ens Hode. - - Ja jeg bekjender, jeg har grublet paa Dem" . . . "Men De synes, Ankeret altid falder ned i Mudderet," lo Rein. "Er det ikke Aalen, som gaar der, De?" raillede Ma- rianne igjen, - "som man aldrig kan faa Tag i . . . Iaften har De jo ogsaa vidst at snige Dem undaf at danse, endda jeg er vis paa, De er en baade øvet og prøvet Balkavaler." "Hvoraf véd nu De det, Jomfru?" "Aa, man behøver blot at se Dem gaa over Gulvet og sætte Dem ned for at passiare med nogen for at vide det. - - Ja, nu griber De mig nok igjen i en Bommert. De mener kanske, jeg sidder her og op- maner Dem til Pligtdanse med Husets Døttre?" sa hun leende . . . "Aa-aa, De er farlig! - ikke der, hvor man tror Dem" - "Jeg skal sige Dem, Jomfru Marianne," smilte Rein, - "der stikker to forskjellige Dyr i os. - I Dem er det Kat, og i mig er det Hund, - og saa begriber man," - han gjorde en egen Gestus. "Høist galant!" "Men saa lader det sig vel gjøre," - han løftede elskværdigt Glasset, - "at leve under samme Tag i Erkjendelse af hinandens forskjellige Naturer - om end med en liden Hvæsen engang imellem." "Som Ajax og Miss, mener De?" lød Spøgen noget stivnende, idet hun nikkede og gik hen og tog sig af Vincremen, som Inger stod der raadløs med. - Man sang og drak, flyttede og dreiede Stolene halvt fra Bordet til Passiar, og forlod sine Pladse for at møde hverandres Hjertelighed med Glasset i Haand paa Gulvet . . . Eufemia lod sig nu ved Desserten omringe og op- SIDE: 222 varte af hele tre Kavalerer, som holdt paa at danne en noget besværlig Hale efter hende, naar hun af og til maatte hen og tage sig af det huslige. Og der satte Barbara sig ned . . . Nu maatte rigtig hun ogsaa faa sig lidt af alle de gode Ting, medens de andre begyndte at bryde op og fortrække ovenpaa. "De maa ha lidt af den Gaasen i hvid Sauce, De ogsaa, Henschien, - den indestaar jeg for," sa hun tyggende og forsynede husmoderligt hans Tallerken. - "Vi kan gjerne sidde her i Ro og spise en Stund; jeg er saamæn lige glad, om det gaar over en Dans eller to -" Hun trak Stolen til sig for Strømmen af dem, som begav sig ovenpaa, og gjorde sig det hyggeligt . . . Majoren og Kaptein Buchwaldt sad endnu igjen der- henne med vendte Stole og disputerede om Haxthausens Forræderi i 1814 - - - Merete havde gaat halvt fraværende den hele Aften, - havde ikke faat ud af Hodet Johanne Sommerfeldts Yttring: Kanske havde han havt en Kjærligheds- sorg? . . . Det gik i hende alt, hvad Rein havde sagt: - "Al- drig havde han havt nogen at snakke med, og aldrig fik han det heller!" Og meget - meget andet underligt, som hun trak frem og huskede op igjen . . . Altid med dette halv bittre, halv sorgfulde Udtryk. - Og der stod han pludselig ude i Gangen næsten, som han ventede, - og saa saa underlig paa hende! Hjertet bankede og hamrede med ét saa svimmelt . . . Aa Gud, om det alligevel var . . . Han tog begge hendes Hænder og holdt hende ud for sig - "Hvor velsignet De ser ud iaften, Merete, - saadan besynderlig tanketynget . . . Jeg har fulgt Dem hele Tiden . . . Det er noget for en tørstig Sjæl at nippe til Livet, De!" lød det vemodig. - "Man indbilder sig . . . Man indbilder sig . . . Menneskene drømmer jo . . . SIDE: 223 Vil De lægge den lille hvide Haand et Øieblik paa min Pande, Jomfru Merete," - udbrød han pludselig lidenskabelig, som de stod der i Halvdunkelheden, - "saa vil jeg kjende den hele mit Liv! . . . Der er mere Lykke i Deres ene lette Sko end -. Og jeg er saa fattig, - saa fattig" - - Idet nu Majoren og Kapteinen avancerede høitsnak- kende ud i Gangen, afbrød han: - "Ja nu maa Prinsessen op til sit eget Rige!" . . . - - Inde i Salen steg Sorenskriveren nu lidt rød- plettet i Panden over Gulvet med humørlette Skridt. "Vi maa ha Menuet, Sankowitz!" lød det ildigt. "Menuet! Menuet!" raabte han. "Jeg skal lede den. Og nu maa jeg laane Alida, Groth, - hun kan . . ." Og fra Klaveret strømmede Menuetten stemnings- fyldt under Sankowitz's Haand. Man ordnede sig Par ved Par. Og høitidelig stigende figurerede man efter Musi- ken mod hinanden, hævende og sænkende sig med elastiske udsøgte Trin, bøiende og neiende med ud- bredte Kjoler, førende sin Person efter Dansens Rythme ind i Illusionens Verden. Øverst i de bølgende Rækker Sorenskriveren med det høie, hvide Halsbind og den blinkende Naal i Kalve- krydset nedover Vesten. Og Alidas og Mariannes ranke, velformede Skikkel- ser i blaa og røde Silkekjoler med sorte á la grec Bor- der nedenom, Pufærmer og Beltespænden høit under Barmen. Blødt faldt de ned mod Fødderne, saa Ank- lerne med de høihælede spidse Sko og Korsbaandene kom tilsyne. Fruen, Prostinden og Fru Majoren saa sine unge Dages minderige Silke- og Stadskjoler svinge og folde sig i den ny Slægt, hvor nok Hjerterne bankede lige- dan, om end Sproget faldt noget anderledes. Husets yngre Døttre, - som Ungdommen ellers - bevægede sig i lette lysfarvede Mousseliner . . . - Merete gik som i en høitidsfuld Drøm -. Det SIDE: 224 var, som Musiken bar hendes Oplevelser iaften, - tonte dem ud . . . Hun følte Reins Blik paa sig, brændende - fan- gende . . . I Døraabningen ind til Tobaksrøgen og Spillebordene stak Prostens og Majorens og gamle Prokurator Pop- pes og Fogdens mere og mindre skaldede graa og hvide Hoder frem. De havde kastet Kortene, da de hørte Sankowitz intonere Menuetten, og gamle Erindringer svævede for en og anden af dem. Og nu, den var forbi, brød han ind med en feiende Feier! Og saa maatte Prosten, Majoren, Scholdager, Pro- kuratoren, Fogden og de andre med, førende Værtin- den, Prostinden, Majorinden, Fogdinden og Fruerne til Dans - op og ned, Par om Par i Rækken, med "Kjede" efter. Saa fulgte Fandango, Kvadrille, Bøhmervals med Klappen i Hænderne, Engelskdans, Varsovienne og Kehraus - Og først komne igang, holdt de gamle sig ihærdigt paa Gulvet, medens Fruens røde "Bisp" og Sorenskri- verens berømte enestaaende Punsch flittig bødes om. - - Senere ud paa Natten sad saa de unge, to og to, som havde fundet hinanden, sammen i Kotillonen rundt om i Salen, medens Turene vekslede paa mang- foldig Vis, førte dem frem paa Gulvet og atter og atter sammen. Her dominerede Jess og Christiane Gjedde med ny Inventioner fra Hovedstadens Baller! Her straalede Eufemia midt paa Gulvet i Blomster- turen med den brede, undersætsige bebrillede Gaarder og den høie, tyndhaarede Nergaard foran sig, - lod med dronninglig Mine den første faa Ringen, den an- den Blomsten, medens Kadetten hos Paus og Fossum kun opnaaede Lommetørklædet. Hun saa i den ene en vordende Professor, i den anden en Justitiarius i Høiesteret eller endog Statsraad. SIDE: 225 Her inklinerede Damerne for Herrerne i den om- vendte Verden. Og Marianne for Groth . . . Hun blev efter Dansen siddende med ham, medens Alida var optaget, - og fordybede sig i en interesseret Passiar om de paatænkte ny Ovnsfaçoner og Støbninger, som nu skulde udgaa fra Værket, og andre af hans Fremtidsplaner. - Ved Klaveret sad nu Sankowitz henad Morgen- siden fremdeles utrættelig spillende, - nu og da for- nyende sin drømmeagtige, halvt og helt hen i Søvne nikkende Tilstand ved et mekanisk Greb til det stadig paafyldte Glas. Han vak kun op, hvergang der klap- pedes til en ny Tur og raabtes paa Vals eller Skotsk. Og nede i Salshjørnet knækkede Jomfru Bie det ene fordækte Gisp efter det andet, faldt sammen og rettede sig igjen atter og atter. Ved Mariannes Forsorg havde hun faat sine tre, fire Svingom i Kotillonen, og nu havde hun ogsaa Bevidstheden om at have pumpet Jomfru Møgeltønder hos Scholdagers for hendes Vi- den . . . Hun rettede sig med et energisk Ryk og en pludselig livlig Mine, da det duftende Kaffebræt kom seilende paaskjøns ind af Døren, efterfulgt af Julebrød og Ka- ger - og saa nok et Bræt med Følge den modsatte Vei i Salen. Det var en sidste Gjenopblussen! - Og nu, Kaffen var drukket, baade én og to Kop- per, skred Fru Paus - de havde længst Vei, - over Gulvet til Kaja og Letta og betydede dem, at nu maatte der sluttes, Klokken var alt seks, og de vilde ikke være hjemme paa Fossum før ni. Der svaredes kun med stumme bønlige Miner og Sideblik hen til Dansen, som endnu gik i forvaaget Gjænge efter Sankowitz's ustanselige, om end noget mattere Toner. Men nu greb Prostinden ind og var in persona henne hos de opførende . . . Jess maatte klappe af og slutte Kotillonen . . . Ikke sandt, Frøken Gjedde, I derinde i SIDE: 226 Byen er ikke vant til at slutte Baller paa denne Tid af Døgnet? spøgte hun. Maanen sendte et svagt Skjær paa Sneen derude, og Slæderne kjørte klingrende op til Trappen, den ene efter den anden, med livlige Raab og Varskoer fra Kjøregutterne, som nede i Drengestuen havde nydt sit rigelige Juletraktement og nu sidst faat sig en Mor- gendram til Afreisen. Værelserne var fyldte af reiseklædte Skikkelser og Dørene paa vid Væg. Medens Herrerne ventede paa sine forskjellige Da- mers Omklædning og endelige Indpakning, maatte de jo ind i Spisestuen og faa sig en Reisesup og snakke og komme med sine sidste Hjerteudgydelser. Bleg, ustø paa Foden og hæs i Stemmen, sprudlede Kvigstad med allehaande vittige og nærgaaende Be- mærkninger . . . "Nu har man drukket sin Samvittighed ned mindst for tre Døgn," - klinkede han uforskammet gemytlig med Prokurator Poppe, - "og kan da sove ifred uden de forbandede Røster i Væggen, - hvad Prokurator?" . . . Da Kaja Paus stak Kysehodet ind og vinkede til Kjæresten, den lille skjævbenede Sagbrugsfuldmægtig paa Oppegaard, hentydede han lydt nok . . . "Naar Dig nogen Karper byder, og Du faar kun tørre Jy- der" - - Pludselig mødte han Alidas alvorlige Blik hen paa sig. Han satte sit netop fyldte Glas resolut ned . . . "Nei nei, - ikke drikke mere . . . Undskyld . . . Undskyld, Jomfru Alida. - Men, naar der er traadt og danset paa en Mand den hele Nat" . . . stottede han. - - - Det begyndte alt at graalysne af Dag, da den sidste Dombjelde raslede ud af Porten. Der var turet og turedes fremdeles Jul, saa det længst var gaat Sur i Almanaken for Gaarder. Han maatte SIDE: 227 tage Tidemærker efter Middage og Baller, sa han, og glemte rent at trække op Uhret, naar han saadan arri- verede hjem paa lyse Morgensiden. Gjæstfrihedens Døre og Sluser var aabnede, og dens Overflødigheds Fylde havde været prøvet snart nu i hver Familie Bygden rundt, - Middage med slagne og faldne, der sang og talte til sidste Aandedræt. Og det hændte jo den ene og den anden af Jesses Ven- ner fra Hovedstaden, at de ikke huskede, hvordan de var skiltes fra det og det Middagslag, før de vaagnede paa Isen ved Stjerneskin i Bredslæden eller i Gjæste- sengen paa Vangen. Trettende Dag Jul - Helligtrekonger, - havde næ- sten sneget sig paa dem; - Tyvende Dag var Julen forbi og skulde der reises. Det knappe Dagetal manede, og det saa længe om- talte Besøg til Tante Ra kunde ikke længere opsættes. Imorges var Jess kommet ned i Stuen iført et gam- melt Fiskebensskjørt med "Knæk" i, som han havde draget frem af et Skab oppe paa Mørkloftet. Han havde fundet paa, at man skulde aflægge Tante Ra Besøget i Skikkelse af "Julebukke". Og Visergutten sendtes afsted med Meldebrev, at et "velfornemme Herskab agtede at gjøre hende sin Kom- pliment" i Eftermiddag. Der blev en Søgen og Leden og Roden om i Skuffer og Skabe og i hensatte Kister og Kufferter oppe paa Loftet for at finde frem allehaande gamle Plag og Dragter. Det var en hel støvet Affære; men ikke uden sin Belønning. Ud paa Dagen vandrede man i høist forskjellige An- træk, - Groth i rød dansk Kavalleri-Oberstuniform med høie Støvler og Sabel og melet Paryk med Knude i Nakken. Nergaard i Knæbukser og Spændsko, Kalve- kryds og Kjole fra Revolutionstiden á la Robespierre. Gaarder som den berømte Røver, Rinaldo Rinaldini, formummet under Kappe, Skjæg og bredskygget Hat. Henschien og Schmidt repræsenterende det gamle og SIDE: 228 det ny Aar, - den første helt over bedækket med et Graaskjæg af Lav og Mose, den anden i ung rødmusset Maske med en lang nysgjerrig Snabel. Jess optraadte som Bygdens velbestaltede "Stodder- konge" i gammel fodsid, blankknappet Frakke, høi em- bedsmæssig Stok og stiv Hat bag over Nakken. Og Rein, som Bygdefeieren helt i sort med Stige, Sopelime og Skrabe paa Skulderen. Damerne i mere og mindre høie puddrede Strypa- rykker, lange spidse Liv og Fiskebensskjørter fra Bed- stemors Tid, eller i Adrienner og svære Hoftepuder. Kvigstad havde ikke været hjemme paa Vangen helt siden Ballet femte Juledag. Man vidste saa godt, at han havde slaat sig løs igjen og tat sig en Rid med Turing og Rangel ude paa Bygden. - Noget over Middag drog saa Kavalkaden afsted, - Groth styrende Marianne i sin Spidsslæde med den vælige Sorte foran . . . Under hans Haand var hun sik- ker. Bevare hende for at kjøres af nogen af Byher- rerne! . . . Alida havde bestemt sig til at blive hjemme idag og musicere med Far. Nu, Sankowitz var reist, var der blevet lidt magert med Musiken for ham under al Juleturingen. Sankowitz havde udtalt, at denne Tid paa Vangen var svundet som en "selig Traum". Han forlod Huset fuldt opklædt med hvad dels Sorenskriveren, dels Jess kunde præstere. Og sidste Morgen havde han oppe paa Soveværelset hos Sorenskriveren, som vanlig, mod- taget en Sum, man vidste aldrig hvormeget. Jess og Christiane klingrede afsted i én Bredslæde og Gaarder og Eufemia i en næste, medens det øvrige Selskab, seks i Tallet, under Latter og Lystighed in- stallerede sig i den store firesædede Sluffe . . . Rein tog sig ud som en slig spænstig freidig Feier, som han kom henad Sneveien . . . Og saa var det jo Stigen og Sopelimen, som der og- saa skulde skaffes Rum for; - og blot Jomfru Merete, - der mindst var halvten saa smal som Barbara med SIDE: 229 hendes Hoftepuder, - som kunde ta Pladsen ved Siden af ham, paastod Rein. - Alida stod fortænkt i Gangvinduet ovenpaa og saa efter Slædetoget. Ansigtet blev mere og mere sammen- bidt haardt. Hun stod der endnu mekanisk aandende Frosten af Ruden, efterat Slæderne længst var ude af Syne. - Sorenskriveren havde fundet Eftermiddagens Stil- hed og Uoptagethed af Gjæstereren bekvem til at gjen- optage lidt af sine Hverdagsinteresser, Gaardsbruget. Han gik smaanynnende med et Halmstraa i Munden, keg ind i Stald og Fjøs, i Ved- og Vognskjul og faldt i dybe Overveielser med Lars Gaardsgut om at faa kjørt det hugne Tømmer fra Skogen ned til Oppe- gaardssagen. Det gjaldt om at nytte det gode Føre, straks de havde Tyvendedagen og Julen bag sig. I Stuen havde Fruen sat sig hen i Lænestolen med en af Walter Scotts Romaner opstillet foran sig paa Bordet og et Lys ved Siden. Hun vendte af og til Bla- det med Staalpinden, medens hun læste og strikkede og Alida spillede i Mørket henne ved Klaveret. Nu hørtes Sorenskriveren ude i Gangen og Alida tændte Klaverlysene. "Pyh, - Du Alida!" gned han Kulden af Hænderne, - "godt saadan en rolig Eftermiddag . . . Du spillede "Oberon"! . . . Man hører det enkle Horn tvertigjen- nem Omsætningen . . . Mange gamle vakkre Melodier er visselig oprindelig komponeret for Horn, - blæst paa Jagt eller ud fra Borgmurene . . . Hos os har vi nu ikke det glade Horn, men den dybe tunge Lur til Grundlyd. - Jeg mener, vi tar lidt af Oberon jeg -" Og det ene Nodeblad vendtes efter det andet udover Aftenen. Det var, saavidt Sorenskriveren lagde Fioli- nen fra sig, medens han skyllede Theen ned. . . . Alida stansede pludselig i Spillet, som hun vak - "Det er Kvigstad, som ber om at faa tale med Skri- veren," meldtes det fra Døren. "Kvigstad!" - udbrød Sorenskriveren, han drog to, SIDE: 230 tre Pust . . . "Hu-uh, - nu skal jeg ud og formane og sige den Mand alt det, han véd bedre end jeg." Alida havde hastig reist sig fra Klaveret og stod og holdt i Stoleryggen, som spændt og halvt lyttende, medens Faderen var ude. - - "Pokkers Fyr!" kom Sorenskriveren noget efter ind; - "han frister ordentlig de vrede Guder! Efterat ha sviret tilstrækkelig, indfinder han sig præcis paa Trettendedagen og vil revidere Kontoret, ha alle Nyt- aarsopgjørene med Lensmændene færdige til Tyven- dedagen og saa videre og saa videre af Mirakler . . ." Alida forsvandt skyndsomt. - Kvigstad var alt kommet ud paa Trappen for at- ter at indtage sin vanlige Plads over i Kontorbyg- ningen, da Gangdøren paa ny gik op bag ham . . . "Kvigstad!" kaldte det sagte. Han vendte sig rask, - det var Alidas Stemme. "Kvigstad!" kaldte det igjen. Og Alida stod med Øinene tæt ind til hans Ansigt i Mørket - "Jeg - jeg tror paa Deres Mirakler!" lød det liden- skabelig hviskende. "Jomfru Alida!" . . . Kvigstad slog ud med Armene, som han vilde værge sig for at svingle ned ad Trinet - "Nei, nei, lad mig forstaa Dem. - De - De taler om Kontoret ja -. Jo, jeg skal forbedre mig." "Nei, Kvigstad, - det er mig, som venter paa - - Miraklet!" kom det næsten lydløst, før hun blindt vold- somt rev op Gadedøren og flygtede ind. - - Senaftes meldte Dombjelderne Selskabets Til- bagekomst, og Reisetøiet kom af under høirøstet Latter og Snakken . . . Jess var i fortumlet Perlehumør og gjorde to Gange Attentat paa at bære Christiane fra Slæden op ad Trap- perne, før han halvt løftende geleidede hende i Reise- kaaben og Sokkerne. Han havde i sin Lyksalighed nær friet til hende i Slæden. Han var blet kaldt ind i Soveværelset til en fortrolig Konference med Tante Ra, som havde udtalt sig om, hvor let Veien laa for SIDE: 231 ham med hans indtagende Væsen, hans Evner og stærke Familieforbindelser, - naar han blot vilde bestemme sig til den lille Kraftanstrengelse at ta Ek- samen! Hun havde derhos indstændig paalagt ham at gaa op til Oberst Gjeddes med hendes Hilsen og sige dem, hvor helt charmeret hun var i deres Datter Chri- stiane, - hvilken Dame hun var, og hvilket fint takt- fuldt Væsen. Men Summen af det hele blev en Hundrededalersed- del til at ordne sin formodede Gjæld med og "komme i Gjænge igjen". . . . Idetheletaget havde Tante Ra været ret i sit gode Hjørne, helt opstemt af det høifornemme Besøg, - hun havde interesseret undersøgt og gjenkjendt de forskjellige Klædningsstykker - det var fra Bedste- mor Reichwein og det endog fra en Oldemor - -. Christiane havde med engang vundet hendes høieste Egard, - saa hun endog lod hende forevise sig i den safrangule Kjole, hun havde baaret, dengang hun fulgte sin Mand, Præsidenten, til Kroningen . . . Derunder havde hun Gang efter Gang hidsig knebet Marianne i Armen og hvisket: - "Dette er jo rigtig noget for Jess, Du . . . Med hende vilde han være i Orden og Gjænge, - og midt i alt, hvad Landet kan byde af Udsigter og Fremtid!" . . . Bie havde disket op med det overflødigste Juletrak- tement, og det var blevet sent, inden de igjen sad i Slæderne . . . - I sin røde Oberstuniform stod nu Groth og hjalp Marianne af med Kaaben; - hun begreb næsten ikke, at de alt var herhjemme igjen! De havde rent passi- aret bort Tiden, - fandt hun, som hun gjorde et høi- tideligt Godnat-Kniks i Stil med Kostumet. Henne i Gangens Dunkelhed hjalp Barbara i Adri- enne og med Hoftepuderne det mødige "gamle Aar" af med Moseskjægget og Lavet, hvis Overflødighed hun saa overgav til Vedkassen inde i Stuen. SIDE: 232 Tidlig imorges, længe før Daggry, var Julegjæsterne draget afsted i Frost og paa klingrende Føre. Der var sørget rigelig for Niste, - Reisevædsken for- synet med allehaande delikat paalagte Smørrebrød, og Lommelærkerne fyldte med Akevit, Pirkum og Malurt- brændevin. Selvsagt fulgte Foræringer med til Oberst Gjeddes saavelsom til Jesses Værtsfolk, bestaaende af stolte Myse- og Gammeloste. Afskeden gik for sig halvt med Graad, halvt med Spøg og Latter, indtil alle var godt og vel indpakkede, og Lars, som var i Spidsen, smeldte paa Storebrunen. Nu stod de der alle og saa og lyttede, indtil den sid- ste Lyd af Dombjelderne var forsvundet - -. - "Ja nu har man levet med i Hvirvelen," sa Rein til Merete . . . "Og nu faar man passe sig, saa det ikke blir en Heksedans," kom det mørkt. "Og jeg glæder, glæder mig til Hverdagene og hver Dag!" udbrød Merete overstrømmende. "Ja, - det maa være slut!" - mumlede han for sig selv . . . "Smaajomfruers Lykke og Glæde maa ikke forstyrres" - - "Jeg er ingen saadan Smaajomfru, som vil lege og danse," afviste hun heftig. "Nei nei, det er det, just det - jeg ser" . . . sa han hen for sig . . . "Stakkars Dem, Merete, som har faat mig til Ven!" - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Hverdagen med Striskjorten og Havrelefsen, som det hed, skulde igjen begynde. Det sene Frokostbord med Sylten, Skinken, den kolde Fugl og de forskjellige Retter rundt om paa Asjetterne og Øllet og Drammen var idag inddraget, og det van- lige Kaffebræt med Smørrebrød havde igjen ved Otte- tiden vist sig oppe paa Værelserne. Schmidt havde gjenoptaget sine Funktioner som Yngstemand ved at rense og fylde Blækhusene. I det ydre Kontor skrabede Fjerpennene og knirkede Kontor- krakkene. Det var som en Begyndelsens Høitidelighed med en eller anden Kræmten i Stilheden. SIDE: 233 - Ved Ellevetiden vandrede Sorenskriveren betænkt op og ned ad Gulvet paa det indre Kontor. Der var sandelig hændt, indtruffet artige Ting. Det kom saa at sige Stød paa Stød. Straks imorges havde Rein meddelt ham, at uforud- sete Efterretninger nødte ham til saa hastig som blot gjørligt at opgive sin Post som hans Fuldmægtig. Saa uheldig som blot muligt, - netop, som han kunde siges nogenlunde at have sat sig ind i Kon- torets Forholde! - Og nu igjen en ny findes og ind- øves! - Og saa var da Henschien kommet ind stille og var- somt, - havde set ned i Gulvet med en sagte Vuggen paa Hodet og draget Pusten tungt, før han rykkede ud med Sproget. Med Munden klemt energisk sammen, saa Kjæverne blev større og Huden dunkelrød ind i Skjægget, kom det endelig: - at nu var han indstillet til Lensmand, og i dybeste Ærbødighed vovede han at anholde om Sorenskriverens og Fruens Samtykke til, at deres Pleiedatter, Jomfru Barbara blev hans Hu- stru. I hans Stilling og Alder, nær de femti, kunde det synes, som han stilede noget høit; - men Hjer- tets Sprog - - . . . "Haardt . . . Noget som naturstridigt" . . . mum- lede Sorenskriveren og stansede atter og atter med et Blik gjennem Ruden ind i Vintergraanet, som vilde han der finde Livets triste Stadfæstelse . . . "Saavidt fyldt de tredive og saa kaster hun sig hen i Armene paa en tyve Aar ældre - næsten Særling - Frygtelig resolut gjort! . . . . . . Tror tilslut Tante Ra faar Ret," - han hev sig oprørt ned i Skindstolen. - "Blir til syvende og sidst min Skyld, som ikke har større Appetit og Ærgjerrig- hed paa denne Verden . . . Den fordømte Fiolin med dens sataniske Glæde! - Hellere det ulykkeligste Ægteskab end ugift! har Barbara ment . . . Hellere end at lade sin Ungdom visne . . . Hellere end - ingenting! - - Alle de rige Muligheder i dette Livs Eventyr, som hun har drømt SIDE: 234 sig, har hun tilslut faat minket ned, stakkar, til gamle duknakkede, skaldede Henschien! . . . Afslag . . . Afslag, - det er Livet. Naa! - Men dette maa jo Bolette" - - Det bankede raskt paa Døren. Ind traadte Kvigstad med en vis nervøs Hast. Det lyse energiske Ansigt bar ligesom noget høistemt, medens et og andet skarpt, hvast Øiekast skjød hen paa Sorenskriveren. "Opsigelse, Kvigstad!" - ironiserede Sorenskriveren. "De ser ogsaa ud, som De kommer med noget." "Ja, jeg har en Bøn til Sorenskriveren og kan kun regne paa Deres gamle - ofte stærkt nok prøvede, - Velvillie," - fremførte han i en vis Sindsbevægelse. "Sorenskriveren véd, at jeg maatte opgive at læse til norsk juridisk Eksamen efterat ha drevet det i halv- andet Aar. Det er nu blevet mig muligt og af yderste Vigtighed at faa tat den Eksamen. Og det er derfor jeg maa anmode om Tilladelse til at forlade Kontoret hastigst ske kan, saasnart Sorenskriveren har faat en Mand i mit Sted." "Saa - virkelig? De ogsaa!" udbrast Sorenskriveren. "Ja - ja, - naturligvis . . . Saasnart ske kan . . . Det kommer ikke just beleilig. - Henschien skal og- saa forlade Kontoret, - overta sit Lensmandsombud til Vaaren. Og Rein ogsaa afsted "saasnart ske kan!" - Saa det blir at sætte nyt ind paa alle Kanter . . . Ja-ja, Kvigstad!" nikkede han resigneret. "Saasnart som ske kan. Jeg skriver straks og forhører mig efter Folk." Sorenskriveren drev med Fart op og ned paa Gulvet, da Kvigstad var ude af Døren. "Har man hørt Mage . . . Saamæn ordentlig Dosis paa Morgenstunden! Jah, - jeg har jo saa ofte været paa Randen af at gi Kvigstad en Opsigelse, - saa at sige kun beholdt ham paa Naade, - saa dette burde jo bare være en beha- gelig Imødekommenhed fra hans Side," gjorde han sig op med et vist Galgenhumør . . . SIDE: 235 "Havde jo nærmest tænkt, at han skulde være Kon- torets enfant terrible for altid . . . Nu ja, hans Mage i et Knibetag faar man aldrig igjen!" - - Med disse opmuntrende Aarets Begyndelser be- gav Sorenskriveren sig over til Hovedbygningen, be- tænkt paa, om det dennegang dog ikke skulde være hensigtsmæssigt at dele lidt af Verdens Sorger og Glæ- der med sin Ægtehalvdel. Derover ordnedes og ryddedes, - skuredes Julen ud, som den var skuret ind. Feiekosten og Sopelimerne stod i Dørkarmene, og Vandbøtten og Vaskekluden re- gjerede oppe paa de forladte Gjæsteværelser, medens to Husmandskoner var tilkaldt for at sandskure og gnide Salsgulvet. Skabe og Gjemmer havde allerede modtaget det optalte Porcelæn, Glas og Sølvtøi under deres Laase. Dagligstuen var kommet i sin vante Hverdagsor- den, og to Rokke og en Garnvinde havde gjenfundet sine gamle Pladse under Vinduerne. Fruen sad og beregnede og lagde op farvet Garn over et Kortblad til Mønster for de ny Bomuldsværke- ner, der skulde i Væven til Kjoler for Sommeren, medens Døttrene kom og gik og lagde sit Besyv med i Bestemmelserne. Under dette var det Dagens Begivenhed, hvorom der hviskedes mellem dem. - Og hvad nu Far vilde sige - Søstrene havde jo længe smaalét og stukket paa hin- anden i Anledning af Barbaras og Henschiens tilta- gende Fortrolighed og Venskab; - men forleden var hun kommet ind i Fadeburet og udtalt sig til Mari- anne og bedt hende være hendes Midlerske hos Mode- ren . . . . . . Det var nu afgjort mellem Henschien og hende, meldte hun. Og til Vaaren vilde hun være Lens- mandsmadam henne i Vestdalen. Det var det bedste Ombud i hele Amtet, og ham havde hun jo kjendt helt, siden hun var tretten Aar. Og bare nu Far og Mor blev fornøiede, - hun var saa spændt, saa spændt! SIDE: 236 Da Sorenskriveren saa traadte ind, kastede Fruen et hastigt forskende Blik hen paa ham; men lod sig ikke forstyrre; - vedblev at tælle og vinde op Garn over Kortbladene til de forskjellige Prøver. Han saa sig om i Stuen paa deres Sysler, om her var noget Indpas at faa for de temmelig stærke Med- delelser, han bar paa. "Ja" - yttrede Fruen for at sige noget, idet hun ret- tede sig lidt, - "nu er vi saamæn alt lige inde i Hver- dagene igjen, Du Merete, - en pludselig Forandring fra igaar! - Hvad nu dette ny Aar vil bringe" . . . kom det lidt efter med et Blik hen mod Sorenskriveren for yderligere at lette ham Broen. "Der kan jo hænde saa mangt" - "Hvor er Barbara, Alida?" - spurgte saa Soren- skriveren; Stemmen vibrerede af Tilnærmelse. "Jeg har noget at tale med hende om, - noget vigtigt!" "Barbara er paa Staburet og lægger op Niste til Lars, som skal kjøre Tømmer," oplyste Fruen. "Hun er vist straks færdig." "Se her, hvad vi finder oppe paa Gjæsteværelset efter Nergaard," kom Marianne ind. - "Se - og be- undre, Eufemia! - de udsøgte Tøfler, som han har glemt . . . Kulørt Silkefoder og broderede Sommer- fugle, - rigtig noget finfint som Nergaard selv!" Man tog Tøflerne i Betragtning - "En snil, hygelig, af sit eget selv ømfindtlig optaget Herre!" smaalo Fruen. "Hold Dig heller til Gaarder, Du Eufemia," spøgte hun. "Der er Stof til en Mand! - En, som ikke gaar afveien for Smaapirk og Saar- hed . . ." "Hu-um" - kræmtede Sorenskriveren. Ansigtet blev stramt lukket, og der kom noget stumt forbittret i Blikket. "Det var Barbara" . . . mindede han lidt hæst. "Naa, der kommer hun." Han vinkede hastig gjennem Vinduet til hende. "Ja, min kjære Barbara!" - lød det, da hun kom ind, alt taareblank i Bevidstheden om, hvad der fore- SIDE: 237 stod. "Det er jo en stor Efterretning, jeg har faat idag. - Henschien ber om din Haand, og det lader, som Du har bestemt Dig. - Jeg har lært at skatte ham som en grundhæderlig og bra Mand, - og, naar Du saa har Godhed for ham, saa -. Du vil sandelig ikke gjøre nogen ulykkelig, min kjære Barbara!" - tillagde han i en egen Tone. "Og allerede til Vaaren vil han sætte Hus . . . Ja, Udstyret," - sa han med et betydende Blik hen- over mod Fruens Kant - "det henhører under det kvindelige Departement og faar der afgjøres. Af mig faar Du en Bankbog paa otte hundrede Specier. Det er din tiltænkte Arv. Og saa véd Du, at jeg altid vil følge Dig og hjælpe og støtte Dig, om det behøves." Han klappede Barbara mildt paa Skulderen . . . "Ja, mit Barn, - jeg maa nu over og skrive et Par Breve, som straks skal gaa med Ekspres til Postaab- neriet. Foruden Henschien har idag ogsaa baade Rein og Kvigstad, - som vil ta sin Eksamen, - meddelt mig, at de af hver sine Grunde er nødt til at forlade Kontoret, saa jeg kommer til at arbeide med helt nyt Personale." Fruen rykkede til, og holdt paa at udbryde i noget; men tog sig. Alida gjorde en pludselig Bevægelse, saa Garnvinden væltede, - og Marianne sendte et skarpt speidende Blik hen paa Merete, som med ét blev saa gusten graa - Sorenskriveren begav sig over til Kontoret igjen . . . En Mand . . . mumlede han - En Mand . . . Bolettes brutale Maal paa Menneskene! . . . Rein trak op og fordybede sig om Eftermiddagen at- ter og atter i en liden hastig sammenlagt Brevlap, hvis Oblat var tiltrykket med et Fingerbølle, og som Merete i Forbiskyndende havde stukket ham i Haanden. "Læs!" - havde hun hvisket med et næsten bydende Alvor. Der stod: SIDE: 238 "Reis ikke - reis ikke, Rein -. Far kan ikke mi- ste Dem. - De maa ikke . . . Skal jeg nu ha ingen - ingenting mere i Verden at tænke paa, da blir det nok, som De sa imorges, "stakkars mig, som har faat Dem til Ven"!". Senere drog han ud en Tur i Kulden og Frosten. Han saa ikke Blyantskriften længere; men vidste, hvad der stod og indbildte sig, at han læste Ordene om igjen og om igjen. SORENSKRIVEREN OG FRUEN. Han blev . . . Han blev! . . . Merete havde hørt sin Far meddele Underretningen i Stuen igaaraftes paa det Vis, som han pleiede, naar han vilde, at ogsaa Moderen skulde vide det. "Hør, Jomfru Merete!" kom Rein saa Morgenen efter rolig, om end lidt høirøstet, hen til hende i Fadeburet, det var hendes Uge. - "Hør, kan De hjælpe mig med nogetslags Olie eller Plaster . . . Se her!" - han rakte Haanden frem, - "alle Rifterne og Oprivningerne om- kring Haandleddet. Jeg dumpede ned i en Klunger- busk under Skaraen igaar, tog for mig rent iblinde og, se saa Følgen . . . Lidt Rigabalsam eller Sælspæk, hvad?" Merete studsede - og skyndte sig efter en Lærreds- klud og lidt Olie. "Og saa," forklarede han, da hun kom tilbage og hjalp ham med at binde Kluden om Haandleddet, - "saa var det jo i en Pokkers uheldig Tid, - saagodt- som at lade Sorenskriveren i Stikken . . . Man kan dog ikke anstændigen løbe fra det, saa han sidder igjen med et tomt Kontor. - Og Tak for Billetten! - den kom som en sand Paa- mindelse fra en god ung Veninde. - Saa kan vi frem- deles føre vort Prat og Snak sammen. Vi forundrer SIDE: 239 os jo lidt over Verden begge to? - - Det vil sige, jeg faar græsselig travlt. Vi maa gjøre Schmidt til Augu- stinusen, Augustinusen til Kvigstad, og jeg se til at klare min Part af Henschien, indtil de ny Kræfter kommer . . . Og saa faar jeg ta Reiserne udover Vaa- ren." - - Merete hørte halvt aandsfraværende paa alle disse Beretninger og Forklaringer. Hun vidste jo saa godt, at han blev, fordi hun bad ham, - for hendes Skyld - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Allerede ved Slutningen af Maaneden tog Kvig- stad ind til Hovedstaden, efterladende alt, der hørte under hans Ressort paa Kontoret, i ekspederet og feiet Stand. Da han i Spidsslæden kjørte ned ad Veien, vidste han, at Jomfru Alida saa efter ham fra et af Kvist- vinduerne. Han reiste sig, da han igjen kom op paa Bakken, tog af Huen og svang den som en Seierherre . . . - Det blev en anstrengt Tid med Reiser saavelsom Arbeide udover Aftenerne paa det omfattende Kontor. Rein hjalp redelig Sorenskriveren med at trække Læsset. Og det syntes til nogen Forbauselse, som han netop befandt sig vel i al denne optagne Travlhed. Han var jevnere og omgjængeligere, - spøgte endog med sin "Naturs Fiende," som han kaldte Marianne . . . Og Ansvar! - lo han. - Han sov aldrig saa fast og godt, som naar han havde en ordentlig Risiko at klare. - - I Familien var man ikke mindre optaget og syssel- sat. Det var Barbaras Udstyr, det gjaldt. En Overflødighed af Lintøi, Dreiler og Damasker var jo henlagt for Døttrene, og deraf blev nu udmaalt, sy't og faldet og navnet allehaande, - to Dusin af det, fire Dusin af det, fem Dusin af det . . . Dyner og Pudevaar fyldtes og pakkedes i Kister, hvis Læddiker proppedes med Sygarn og alskens Ting, som den hjemlige Omtanke forudsaa kunde komme SIDE: 240 tilnytte. Allehaande Undertøi, tilvirket, strikket og sy't i de lange ensformige Vintre, laa i dusinvis færdigt. Sypige var hentet for at hjælpe. Foruden de to Kjo- ler, man havde under Saksen og Naalen, laa der endnu en tredie ufærdig i Væven . . . Man havde alle Hænder fulde! Efter Henschiens Ønske skulde Brylluppet gaa for sig i al Stilhed tidlig paa Vaaren. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - I denne Tid af Travlhed opover Ørene levnedes der Rein kun Søndagene til Jagtudflugter. Allerede om Aftenen Lørdag kom han denne Gang ned i Spisestuen, hvor Merete stod over en Bunke Lær- red fra Væven og ventede paa, at Alida skulde komme ind igjen fra Kjøkkenet at vige det op med hende. "Dette kan jeg hjælpe Dem med," sa Rein, "hvis De bagefter vil skaffe mig noget Niste; jeg drager ud al- lerede inat . . . Hold blot fast der, saa viger jeg op Bugterne til Dem . . . Hvor langt? - én Alen - Fem Kvarter? - Seks Kvarter? - De hører, jeg forstaar det." Hun maalte, og han lagde Bugten ved fem Kvarters Længde ind under hendes Finger . . . "Holder De fast?" Der blev som en forvirret Hasten, da hans Haand saa kom i Berørelse med hendes, og ved en næste Op- lægning var det som Fingrene trak sig brændt tilbage. Men saa gav han hende Vig paa Vig i Haanden . . . Han stod stum, og hun rød, saa Blodet suste, med Øinene gjemt nede i Tøiet . . . Begges Hænder skalv. Saa var det helt viget op. Ved sidste Bugt greb han dødbleg indover Haanden; men slap saa pludselig, næsten som han stødte den fra sig, og blev staaende og stirre ud i Rummet, medens hun forfjamsket ordnede Tøiet sammen paa Bordet. "Jo," lød det forceret noget efter, da Alida kom ind, - "jeg agter mig ud i Maaneskinnet inat, - en hel Mil paa Skøiter opover Lovandet, - saadan alene i Ødet SIDE: 241 - bare med en langstrakt Skygge ved Siden. Ha, ha, ha" - lo han underlig meningsløst - -. "Tak, - skik mig saa lidt Niste op paa Værelset," bad han, som han braat vendte sig og gik. - - Merete gik der Søndagen udover - va'r - op- revet . . . Det var, som det blanke Lys af Snesmelt- ningen saa let vilde skjære Vand i Øinene og Land- skabet dirre gjennem det . . . Hun fortabte sig snart ved det ene, snart ved det andet Vindu deroppe . . . Nogle af Husets Folk kom kjørende hjem fra Kirken og lidt efter et Par af Tjenerne gaaende . . . Der slog Stegeduft ud fra Kjøkkenet og opigjennem Gangen, og Kontoristerne vankede ledige om dernede og ventede paa at blive kaldt tilbords. - - - - Ovenpaa den lange Søndags Middagssøvn, der tog Drengestue, Kontor som Hovedbygning ind i sin Døs, vaagnede der som en ny Virksomhedsaand med Pla- ner for Resten af Dagen . . . Man enedes om at spadsere hid eller did, og nogle af Damerne tog Reisetøiet paa. Et Par af Kontoristerne drog over Elven til Klokkerens for at faa sig Kaffe og et Slag Kort . . . Barbara havde trukket sig tilbage til Soveværelset, hvor hun nyttede Tiden til at rydde og ordne og pakke sammen i Skuffer og Gjemmer, saa det laa færdigt til den afgjørende Dag og Brylluppet. - I den stille Eftermiddag slikkede et blegt Skimt af Vaarsolen endnu her og der oppe i Snehøiderne, og en og anden Gang lød fjerne underlige Døn gjennem Luf- ten fra Lovandet bag Aasen, der slog lange tordenbra- gende Brister og Revner i Isen. Merete gik derude paa Gaardspladsen og saa og lyt- tede . . . Hun strøg og klappede Ajax, der snusede mod hende og løb med sin hjelmbuskvaiende Hale op og ned ad Veien, som den ventede nogen . . . Nu mod Skumringen kom enkelte af de andre hjem pratende og oplivede af Turen, - Augustinusen og SIDE: 242 Yarmann, - den ny Kontorist, som skulde remplacere Henschien -, fra deres Visit hos Klokkerens. Ajax sprang pludselig høit gjøende ned mod Porten, hvor Rein viste sig i Halvdunkelheden. Han tyssede paa Hunden, hilste kort og slængte en stor fældet Tiur hen paa Trappen. "I kan tro, han tog sig ud der i Solrendingen imor- ges," - lød det i en egen eksalteret Tone, - "da han pludselig gav sig til at spille oppe i Furuen! - Jeg la til Kinden, medens den legte og spillede sig blind og gal med lukkede Øine imod Solskjæret. - Den sa op Vers paa Vers af Høisangen slig, at jeg bekjender, han holdt paa at afvæbne mig. Men, da han saa be- gyndte at kro sig der paa Kvisten som selve Kong Salomo, - da smald det!" . . . Der fulgte en hæs, haan- lig Latter. Som han følte Meretes oprørte, smertepinte Øine paa sig, udbrød han skjærende: "Ja, for man opnaar saavidt Forsmag paa Lykken her i Verden, at man begriber, naar man mister den!" Marts havde blinket i Vinduerne paa Vangen med sit skjærende Varlys fra Sneen, sin ishaarde Tæle i Jorden og al sin urolige Blæst. April rusket i Tag- stenene og Væggene med Sneslud og Regndrev. Og allerede i Begyndelsen af Mai havde Fruen, straks Bakken under Snesmeltningen blev bar, begyndt at drive Havearbeidet. Hun holdt paa dernede utrættelig, medens Vaar- snoen isede gjennem Solstegen, og den skarpe Luft skoldede Huden paa hendes Hænder og Ansigtet un- der Kysen. Der sorteredes Kræmmerhuse og Papirposer med Frøsorter og nøiagtige Udenpaaskrifter, og efterhaan- den, som Varmen kom, saa'des og plantedes der. Og ved Sankt-Hans kunde Fruen saa fra Plænen øverst i Haven, - den, der dannede det store Overflø- SIDE: 243 dighedshorn, - skue nedover Anlægget med Træer og Park helt til Elven og sige sig selv, at det var et vakkert Stykke Arbeide! Men efter alt dette anstrengte Friluftsliv fulgte Reak- tionen, og Fruen fik et Anfald af sit gamle Tilfælde, Rosen - saa hun blev nødt til at sidde fangen paa sit Værelse i seks, otte Uger. Romanen og Strikketøiet laa paa Bordet at tage til i Mellemrummene fra Husets Bestyrelse, naar hun var alene, og der ingen Besked var at give. Fra den Plads, hun havde valgt for sin Mahogni- Lænestol med det blomstrende Træk, kunde hun glæde sig ved at se og titte henover et lidet Strøg af Haven, der endte i Hjørnelysthuset. Den varme Formiddagssol laa skraat til deroppe og reguleredes ved de fremtrukne røde Mugs Gardiner. Selv nu, Solen stod høiest i Aaret, slikkede den aldrig saa langt indover Gulvet i det dybe Værelse som til Teppet foran Himmelsengen, der med sit mægtige hvide, frynsede Omhæng indtog Baggrunden. Fruen sad alene, og hendes Øine fulgte gjennem det let grønlige Skjær i de smaa Ruder den skarpe Skygge af Hovedbygningen, der mere og mere trak sig tilbage fra Haveplænen. Det kunde kanske bli noksaa tørt der, som Solen nu stegte om Dagen, - der var grund Jord, - trængtes at blive overgaat baade Morgen og Aften med Sprøiten - Det gik i hende at trække i Klokkestrengen og kalde paa Barbara. Hun rystede paa Hodet . . . Det var ikke første Gang, hun tog sig i den Distraktion! Hun savnede Barbara baade her og der, hendes altid flinke hjælpsomme Haandsrækninger, - savnede hende dobbelt nu, Huset ogsaa maatte undvære Mari- anne, som for over en Maaned siden var reist hen til Groths paa Værket, hvor hun havde tilbudt sig at prak- tisere, hvad hun havde lært af Moderen, - at pode alle Frugttræerne der. Det var smittet herfra, lod det til. SIDE: 244 Den store gamle Have skulde fornyes og pudses op, - formodentlig til de Unge . . . . . . Ja, nu sad lille Barbara som Lensmandsmadame Henschien borte i Vestdalen og havde sin egen Have at stelle med, - skrev jo, at hun længtes og om Besøg. Hun maatte ha Besked om alt paa Gaarden, hvordan det stod til i Fjøset og med Randi, og hvormange Krea- turer der sendtes til Sæters iaar . . . Naa, - det gik vel over efterhaanden. Vangen havde, saa at sige, væ- ret hendes Verden og al hendes Horisont . . . Det havde isandhed været en Taarernes Dag, da hun og Henschien i al Stilhed blev viet paa en Hverdag ivaares over i Kirken, og de saa drog afsted med Storebrunen og Borken for Kaleschevognen . . . Og Præsenterne kom jo, - Potagesleven, de atten Spiseskeer og to Dusin Theskeer fra Guldsmeden inde i Hovedstaden. Men det havde været en Møie at faa overlagt og bestemt det med Far ad de evige Mellem- veie . . . En Pinagtighedens Tid! . . . Og nu kommer Smaapigerne med, at de har set ham gaa dernede i selve Parken og ta den i Øiesyn, - be- tragte og se sig om. Han stak derind, naar han om Eftermiddagene kom hjem fra sine Turer nedover Markerne og Jorderne, hvor Folkene pløiede og saa'de. Fruen rystede paa det mægtige Hoved med noget som et Smil. Ja, de Mandfolk, - de Mandfolk! . . . En bevæget Vaar, - med alskens Forandringer i deres Hjem, - anstrengte Maaneder fulde af Vanske- ligheder og Ansvar for Far paa Kontoret. Og ikke et Ord sammen om nogenting! . . . Merete og Rein begyndte at uro hende. Merete havde her øiensynlig mistet al Kritik, alt Omdømme. Han kunde optræde saa hensynsløst og stødende, som han blot vilde, - det gjorde ham kun desto mere tiltalende og interessant, lod det til! Det var jo virkelig gaat saavidt, at man uvilkaarlig havde vænnet sig af med at sige et Ord om ham i SIDE: 245 hendes Nærværelse; man saa, hvor hun led, og hvor- ledes det pinte hende . . . En forunderlig uberegnelig Natur var han . . . Saa selvforglemmende, naar det gjaldt at bistaa Far paa Kontoret, - og ellers saa fuld af Luner, og - ondsin- det kunde man næsten sige - Intet Parti at ønske det, nei - Fruen sad endnu tilbagelænet i Stolen under sine Betragtninger, da Alida hastig traadte ind og lukkede Døren fast efter sig. Hun gik med oprørt Holdning et Par Gange over Gulvet, før hun dybt aandende stansede foran Mode- rens Lænestol: "Ja, - Du vil kanske synes, det er en Sorg, Mor. - Men det er overveiet og lader sig ikke forandre!" Ansigtet var blegt og bestemt, Hodet som en ren præget Medaille - ". . . Min fine Uldkjole i Væven kan der nok bli Brug for. Men Silketøiet hos Hambro, som Du igaar- aftes sa, jeg nødvendig maatte ha, det blir der ikke noget af - Aldrig, aldrig tar jeg Groth - aldrig! - Det var Tante Ra's vise Forsorg det," - haanlo hun, - "at faa klinket mig fast til dette Jernværket . . . Jeg har nu gaat og dragets med den tunge Ovnen i to Aar, til den tilsidst kjendtes rent gloende, - rent gloende - Og saa har jeg mere at sige, Mor!" "Jeg synes, saamæn, det er nok dette jeg Du," sa Fruen med et næsten vildt overvældet Udtryk. Alida kastede sig pludselig ned i hendes Fang, hul- kende ud sit aarlange Fortvilelsens Pres. "Nu da, Alida -" "Jeg har sagt Kvigstad, Mor, at om han kommer tilbage med Eksamen, saa -" "Saa - saa? - tal ud, Barn!" "Saa faar han ikke nei -" Det blev stumt. - - - Kun en Lyd af, at Moderen slog Hænderne sammen. - SIDE: 246 "Jeg tar ham - uden Eksamen ogsaa," - udstødte hun trodsig, medens Øinene sprudede. "Saa, saa. - Ja, Døttrene nutildags! - Oprørsaan- den!" - snakkede Fruen, kjæmpende for at summe sig - "Saa - saa . . . Naa saa" . . . Det knagede i Finger- leddene, og hun drog Pusten tungt . . . "Det kommer der af, at ha slige Mirakelmagere i Huset!" erkjendte hun bittert stirrende. "Naa!" tog hun sig pludselig sammen, - "vi faar vænne os til at kige gjennem smaa Ruder til vore Døttre . . . Saa Du mener, Du kunde bli lykkelig med ham da, Alida!" . . . begyndte hun at hviske over hende, medens hun strøg hende over Haaret . . . "Ja ja, - ja, ja, - en begavet Mand er han . . . Og Du vil jo kunne lede ham, - gjerne dreie ham om din Finger, saa klog og god og fast, Du er . . . Naa naa!" . . . Alida havde faat et Anfald af Hulken igjen. "Naa naa, Barn . . . Mandens Villie er Mandens Lyst, heder det. Men det er, saamæn, Kvindens ogsaa, Du!" - - - - Medens Strimen af Formiddagssolen voksede ind- over Gulvet deroppe paa Værelset, saa Fruen tilslut maatte skygge med Tørklædet, havde Alida faat grædt ud - ordentlig og længe. Den havde været for haard og langvarig denne Kamp, hun havde gaat med ensom og indelukket i sig selv. Og nu! - alt pludselig laa aabent og frit under Moderens Fortrolighed, gjennemstrømmedes hun af en næsten døsiggjørende Lykkefølelse - - - - Fruen sad igjen alene og lyttede til hendes glade skyndsomme Skridt bortover Gangen . . . De var kommet paa det rene med, at Alida, som det nu stod, selv maatte paatage sig at tale med Far om det - ved Leilighed. - Men - men - der drog sig pludselig noget mørkt, betænkt op i Fruens Ansigt - Tante Ra! - Hvad vil Tante Ra sige? . . . Hendes SIDE: 247 eget med slig ihærdig Villie smedede Værk . . . Dette Parti, "som vilde føre til en Position, der anstod Fa- milien"" . . . Træde over hendes Villie! Fruen gjorde med vred truende Myndighed et plud- seligt Ryk paa sig som til Opstand; men lod sig falde tilbage i Stolen igjen mumlende: De Pengene! . . . De Pengene! . . . Hun vil gjøre Alida arveløs! - kanske de andre med - Og hvem, - hun greb i Stolearmene og saa sig for- tabt om, - hvem skal sige hende det? Ja hvem? . . . Det blir et Dommedagsslag! - - Sommerdagene kom og gik med Sol og Skygge uden- for Fruens to Vinduer. Romanen henlaa ved Strikkepinden noget nær inde ved det samme Pagina . . . Der udenfor i Haven sprat og spirede det, - den ene Dag det, den anden Dag det. Snart kom de op og foreviste Salat og Karse, snart Rædiker, smaabegyn- dende Gulerødder, Kirsebær- og Æbleblomster og i en næste Uge forskjellige Slags begyndende Kart. Det vilde adspredt Sindet at kunne have gaat der- nede og fulgt det altsammen. Hun mistede jo næsten Sommeren . . . . . . Vanskeligt og tungt paa mangt Vis . . . Og saa- dan fængslet til Værelset blev Tankerne let saa over- drevne - -. - Som hun en Morgenstund sad hensunket i sine triste Betragtninger, blev Døren næsten stødt op. Det var Merete dette, som fløi slig! Hun ænsede ikke Irettesættelsen; men kom styrtende hen og holdt en Rose op mod Moderen. Ungen straalte, som hun aldrig havde set en Blomst før. "Ser Du den, Mor?" "Aa ja, naar Du ikke holder den saa lige op i mit Ansigt." SIDE: 248 "Den er fra Far!" - kom det saa jublende, at hun næsten ikke kunde faa Ordene frem. "Fra Far!" - - Fruen greb den og saa nøiagtig paa den. "Jeg skulde gi Dig den og sige, at det er den før- ste fra din ny Have! Han vilde komme op og se til Dig i Eftermiddag og høre, hvordan det staar til," - fulgte det hæseblæsende. Fruen sad en Stund stum. Saa reiste hun sig og gik hen til Vinduet, som hun studerede Rosen, medens hun lumskelig strøg den ene Taare efter den anden væk fra Øinene . . . "Hvor er mit Lommetørklæde," lød det utaalmodig. "Saa han sa det Du? - Du syntes det saa ud, som han likte Anlægget? . . . Denne Rose har han fra den øvre Hæk, - deroppe har han altsaa været . . . Jeg vidste jo, at det engang maatte komme, - at han vilde bli glad i det . . . Han har sandelig bedre Gehør for min Have han, end jeg for hans Musik," lo hun, medens hun tilbørlig svalede og tørrede Ansigtet med Lommetørklædet. Noget efter sad hun lunt tilbage i Stolen og saa med Behag henimod Solen og Vinduet. "Han kommer, saamæn, til at rykke ud med en an- derledes paakostelig Forsoningsgave," brød hun ud med et vist Lune, - "alle Lægterne til Havestakittet! - Her i Skuffen ligger Regningen fra Sagbruget - fem og tyve Specier. Dem vil han nu med Glæde lade sig mulktere for," - gottede hun sig. "Det skal bli lettende at faa dem betalt!" . . . Hun saa sig om - "Vi skal faa Inger herop, Du Merete, til at pudse af Vinduerne og Speilet og faa Dørhanen blank, - og se lidt over, til jeg skal ha Stasvisiter!" spøgte hun. - - - Nyheden gik jo hastig som en Ild til Søstrene, og det virkede Dagen lang som en skjult glad Fest i Hu- set. Man saa lykkelig forstaaende paa hinanden, hvi- skende overgivent, og hvert Ord fra Faderen eller Mo- SIDE: 249 deren kom som i Transparent og fik sin gamle trygge, sikkre Værdi igjen. Det var som en Befrielse over det ganske Hus, - føltes paa Kontoret og anedes kanske ude i Kjøkkenet, - at der var sket en Forsoning oppe i Gudernes Ver- den. - - "Har det ikke været en deilig Dag!" udtalte Merete sig for Rein; han kom hen til hende, som hun i Aftenheldingen laa og hyppede Jord op om Levkøi- erne, de begyndte alt at springe ud og vise Farver. Haven maatte jo holdes i bedst mulig Stand, til Mo- deren engang begyndte derude igjen . . . "Jeg vidste der vilde hænde noget glædeligt, da jeg vaagnede imor- ges," - vedblev hun opstemt. "Altid, naar jeg drøm- mer om store, grønne Volde, kommer der noget rigtig overraskende lykkeligt!" "Saa De er sanddrømt, Jomfru Merete?" "Ja det er sikkert! - Naar jeg drømmer om Vand og om Blomster og Smaapenge - hu-uh, da véd jeg, der blir noget leit." "Det er fordi De lægger Mærke til det - og der hænder jo altid et eller andet at anbringe det paa . . . Saadan en ung Pige er da ikke overtroisk?" prøvede han lidt inkvirerende. "Overtroisk nei, - jeg tror ikke paa Spøgelser. Men ellers -" "Naa ellers? Hvad er der ellers?" "Ja der er da meget, som er forfærdelig underligt, - ikke til at begribe -" "Hvad er det da, Jomfru Merete?" frittede han; der kom som et uroligt Lys i Øinene paa ham. "Ja, det kan jeg ikke sige, - og vil jeg ikke sige. Men der er Ting, som er bestemmende for mit Liv!" lød det stille fast; hun var blevet ganske bleg, - "og som jeg ikke véd at forklare mig." "Saa De har noget, som er bestemmende for Deres Skjæbne, Merete," - spurgte Rein, og der gik som et lysende Smil over ham . . . "Er det ikke underligt," afbrød han sig pludselig, - "her gaar vi SIDE: 250 kanske alle med vore Troer og Overtroer . . . Se nu bare gamle tørre Henschien! Han maatte altid skvætte tre Blækklatter paa Pulten, før han begyndte at sum- mere. Han havde faat en Anelse om, at jeg la Mærke til ham, og han gløttede stadig hen paa mig. Jeg fandt paa at pine ham imellem. Men da harkede og stu- derede han og skar Pennen, indtil han i Ro kunde faa sat sine tre Klatter . . . Naa, det var nu blot saadan en liden Kontorpanik - Ængstelse for Raderinger i Protokollen . . . Og tryggere er Jomfru Bie ikke paa at Tilværelsen kan eksplodere - i Skikkelse af Tante Ras Humør - end at hun tørrer Fødderne nøiagtig syv Gange paa Granbaret udenfor Trappen, før hun gaar ind i Hu- set" - - "Nei, at De kan ha Øie for saadanne Smaating!" udbrød Merete himmelfalden. "Hvor mine Øine er? - Jomfru Merete" . . . lo han . . . "Og nu jeres Kaptein Buchwaldt! - har De aldrig i Deres franske Timer lagt Mærke til, at han ikke sætter sig paa en Stol, før han har gaat rundt om den? Jeg opdagede det allerede en af de første Gange, jeg saa ham derinde i Stuen. Og, hvad for Tegn, han samtidig gjør med Fingrene under Frakkeskjøderne eller i Lommen, skal jeg ikke kunne sige. Men, sætte sig gjør han ikke, før den Ceremoni er udført. Pas bare paa! - Det kan være blot et uskyldigt Preventiv mod dagligdagse Uheld . . . Eller - hvem véd, hvad der kan ha bygget sig op i den stille Mands Fantasi, - kanske vil han hindre nogenslags Aand eller Gespenst fra at sætte sig der og slaa Armene om ham. Kanske plages han af sit andet jeg og ser sig selv." "Se sig selv . . . Jeg har hørt, at da skal man dø!" sa Merete. "Hm, - Tilværelsens Panik har saamange Former, - saamange Skrækkens Raab indeni én, naar man først er blevet lydhør . . . Naturens Kræfter griber Tag i Menneskene. - Man føler Strenge udenom sig -. SIDE: 251 Fuldmaanen trækker, som den suger Ebbe og Flod . . . Hvem véd - hvem véd, - om vi alle var af Glas og gjennemskuelig. . . . Der er dem," kom det varsomt, - "som faar slig Angst paa sig ved de Tider - - overfaldes af saadan Uro, - føler ligesom, at de maa ud i Skog og Mark langt fra Mennesker og bestaa en Enekamp med det, som er Rædselen i én! - Ja, Jomfru Merete, - i den Slags kan den ene ikke hjælpe den anden!" "Jo netop," - sa Merete sagte, - "i den Slags - Ensomhedsfølelse" . . . "Saa? - Det var derfor Adam fik Eva, mener De? - Ja der er meget i det," - smilte han pludselig. - "Skal jeg saa hente Vand til Dem til at fylde alle de Hullerne, De har gravet der om Levkøierne?" . . . Medens Aftensolen spillede og glittrede gjennem Havestakittet, kom de nu ud, den ene efter den anden fra Stuen og Kontoret, pratende og snakkende, og hjalp til og gjorde Tjeneste i Haven. Sorenskriveren spadserede derude med sin Mer- skumspibe. Dens blaa Røg saas mellem Hækker og Bed . . . Det var, som det hele laa og skinnede i et nyt - Tilladelsens Lys! Ja hvem? Det var blevet Sorenskriveren selv det, som maatte paatage sig det traurige Hverv at underrette Ra om, at Alidas Forbindelse med Groth vilde bli hævet. Fruen stod i Vinduet og saa til, som han steg til- hest og just ikke med det vanlige Promenadeansigt lidt kræmtende gav Figaro af Sporerne . . . Han var jo ikke netop henrykt ved Missionen. Men hvem anden kunde vel gjøre det? Og saa havde han nu sit eget Sind at tage det med -. Ikke gruede han iforveien, og ikke tænkte han farlig paa det, naar det var over heller. - SIDE: 252 Sorenskriveren red i den milde Forsommer Efter- middag henover Kongeveien . . . Paa begge Sider af Skigaardene saa'des, pløiedes og harvedes der, og tog Folk Huen af eller løb hen og luk- kede op Grinden over Veien, naar de saa Skri- veren kom. Han stansede dog ikke, som vanlig, her og der for at veksle nogle Ord, men hjalp sig, hen- sunket i sin egen Tankegang, med distræte Nik . . . . . . Der er Naturer, som reder sig ud af alle Forhold, og andre, som blir stikkende i dem . . . Det var Alida, som beskjæftigede ham . . . Ligesaa fast og klar og ærlig og tryg og god, som Moderen . . . men lykkelig- vis Følenerver og kvindelig Smidighed, hvor Bolette . . . hm, - han satte Figaro i nyt Trav - - En Stund efter faldt det igjen hen i ensformigt Spadseretrit. Figaros Øren lod til at tage Mærke af enkelte Hm'er og halvsagte Smaaudbrud, der laa langt borte fra det nærværende . . . Og saa Kvigstad til Svigersøn -. Saamæn Toppen paa hans Mirakler! Original Fyr - tindrende Hode . . . . . . Kommer an paa, om man passer sammen i denne Verden . . . han sukkede let. Eller til syvende og sidst - om det er nogen man glæder sig i. - Bytter ikke hele Værket med en kje- delig Groth mod Kvigstad, som beskjæftiger én! - Bravo Alida! - Han drev Hesten ind paa den skyg- gefulde Skovsti, som gik til Rafos, og smurte paa. - - - Tante Ra sad og solede sig ude paa Trappen med Skammelen under Fødderne og Puder og Sjaler i for- sigtig Nærhed. Hun gjorde et livligt Ryk paa sig, da hendes mørke skarpe Øine opdagede Rytteren nede i Skovveien. "Bie - Bie!" kommanderede hun indover Gangen. "Sæt den bedst tilløbne Melkeringe ind paa Stuebordet og Rhum til. - Det er Thomas's Yndlingsret om Som- meren, naar han er varm." Hun stavrede indover ved Hjælp af Stokken og gav sig til omstændelig at indrette sig i Armstolen. SIDE: 253 Da Sorenskriveren kom, sprang Gaardsgutten til og tog Hesten . . . "Jeg saa Du var ude paa Trappen, Faster, saa staar det vel bra til med Helbreden," - hilsede Sorenskri- veren. "Ja Du har Kræfter. - Styre Gaarden -. Jeg ser, hvordan det staar herude; man skal lede efter Magen - og efter din Mage ogsaa!" spøgte han. "Slige Komplimenter er som for gamle tørkede Hon- ningkager for mig Du. - Er det noget, Du vil?" "Hm" . . . kræmtede han - "Og Bolette, stakkar, maa fremdeles holde sig paa Soveværelset, i denne vakkre Sommertid," fortsatte han. Tante Ras indfaldne Mund kneb sig sammen; hun lagde sig tilbage i Stolen og begyndte at kige paa ham - "Du er mig saa galant og konversabel idag. Det er altsaa noget, - jeg skal døie?" . . . "Ja - ja, - ser Du Faster, - det er jo ikke altid man faar Verden, som man vil," begyndte han var- somt. "Og saa, - saa er det jo egentlig ikke alt, man kan forlange at raade med . . . Og Ungdommen véd Du jo, Faster! - der har da været Blod nok i Dig." "Vis - vas - vis - vas, rundt om. - Hvad er det - snak!" brød Tante Ra ham af og dunkede utaal- modig med Stokken . . . "Først smøre mig om Mun- den med Honning" - hun gjorde en skrækkelig Ge- bærde. "Vi faar prøve at se med forstaaende Øine, Faster!" bemærkede Sorenskriveren, - "saa godt vi kan." Tante Ra lagde Hodet skjævt til og keg stille paa ham med Fyr i Øinene . . . "Tal Du kun, Thomas! Jeg er forberedt, venter - alt muligt! lige til at Du skal være i Kassemangel!" stak hun til bittert fornærmende. "Jomfru Bie, - jeg vil takke Dem for lidt Vand," sa Sorenskriveren forsigtig præparerende sig for Mulig- heder, da hun viste sig i Døren med Melkebunken, men hastig trak sig tilbage. SIDE: 254 "Ja tja Faster! - Verden har jo set værre Ting end at en Forlovelse er gaat overstyr" - "Alida!" - skreg Tante Ra og kastede Nakken vold- somt tilbage i Stolen. "Ja Du - akkurat. Alida har betrot sig til Bolette og mig. Hun vil bryde Forbindelsen med Groth." "Bryde!" næsten brølte Tante Ra. - "Hun vover!" - "Ingenting at gjøre ved det Du! - Hun har rent ud Aversion for ham." "Ingenting at gjøre ved det!" haanede hun . . . "Det ligner Dig Thomas. - Aversion - for en hel Fremtid ja . . . Talemaader! - Jo, der er at gjøre ved det! - Gjenstridige Børn! . . . Hvormange tror Du vel faar føie sine egne Griller i det Kapitel. - Jo det skulde bli Tilstande!" Hun rystede Pegefingeren mod ham: "Lad Du bare Bolette sige hende, hvor Skabet skal staa! - Eller er Bolette kanske ogsaa blet romantisk - sentimental - - hø, hørr" - drog det i Brystet paa hende, - hun havde ondt for at trække Veiret. "Ingenting at gjøre ved det Faster! - Her er noget mere. - Du maa høre det ud" . . . "Mere? - Naar Du vidste, hvor modbydelig Du er, Thomas!" hun gjorde Mine som af Kvalme. "Du véd at Kvigstad er reist fra mig for at ta Eksa- men" . . . "Hvad?" Tante Ra saa hvast op. "Det er ham Alida har bundet sig til, ham hun i al denne Tid har holdt af -. Ingenting at gjøre ved det, Faster." "Din Ingenting!" skreg Tante Ra; hun reiste sig som Lynet i Stolen og smeldte Sorenskriveren et under Øret, medens Stokken ramlede til den anden Side. Hun dumpede ned igjen i Stolen med Kappen paa Kant - og stønnede . . . Det var en alt andet end let Haand, Sorenskriveren havde kjendt, og han var helt rød paa den ene Side af Ansigtet, da han raskt reiste sig, tog sig til Kinden SIDE: 255 og saa paa sin Haand som for at begribe, hvad her var sket. Han gjorde en Vending for at tage sin Hue, medens der kom noget som et lidet Smil i den ene dybe Mund- vig . . . "Thomas! Thomas!" - jamrede det hjælpeløst fra Lænestolen . . . "Gaa ikke . . . Gaa ikke . . . Min aien eneste Dreng. - - Ja det er ret," - blussede hun op igjen, - "forlad Du gamle Faster! - saa har hun ingen - ingen igjen. - - Nei, kom nu her Thomas, aien aien Dreng. Kom nu her og sæt Dig i Stolen . . . Saa skal vi snakke sammen om alt dette, Du" - lok- kede hun. "Sidst Du gav mig et Ørefigen, Faster, da var jeg fjorten Aar. Samme Dag jeg kom hjem for at fornøie mig i Ferierne . . . Og, naar det gaar saa sjeldent paa," - lød det halvt arg, halvt lystig. "Ja, Du har altid været min Kjælegut," græd Tante Ra . . . "Du er nu vel ikke haardt fornærmet paa mig," - begyndte hun ængstelig at bede . . . "Sæt Dig, sæt Dig, Thomas, saa jeg kan se, der ikke er noget ondt i Dig," - skalv det . . . "Sæt Dig her" - Hun fik fat i begge hans Hænder og strøg og kyssede dem ydmygt - "Kappen . . . Kappen . . ." tog hun sig til Hodet og ordnede og rettede paa sig . . . "Kvigstad Du. - Vi faar se til at skaffe ham et Fog- deri!" udtalte hun pludselig oplivet . . . "Bie! Bie, hvor blir hun af med Melkeringen. Eller vil Du heller ha et Glas Madera, Du -. Bie! . . . Bie!" - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Paa Hjemveien med Figaro smaalo Sorenskrive- ren . . . Situationen var med ét reddet . . . . . . Og dette at bli behandlet som Gut igjen - smagte saa forunderlig godt . . . SIDE: 256 REIN OG MERETE. Over Aasene bag Vangen løftede Bjergstrækningen sig til en Kam, der mindede om Høifjeld. Der, to Mile indover, laa Sorenskrivergaardens Sæter. Det var derfra, hele den Vangenske Ungdom nu i den lummerhede Sommereftermiddag kom nedover efter en to Dages Sætertur. Skyerne begyndte at drage op og samle sig i mørke, urolige Masser - Det saa truende ud; man frygtede Uveir og hastede Hjemover ad Skovstien langs den stride, fossende Raelv. Ved Lovandet blev man enige om at sætte over for at komme hurtigere frem. - Eufemia og Alida gik i den ene Baad, hvor et Par af Kontoristerne førte Aa- rerne, medens Rein foreslog at ro Merete i den lille Ege. De øvrige maatte tage Veien rundt Vandet til- fods. Man skyndte afsted - Rein maatte først øse Baaden, der laa halv fyldt af Vand, forsikkre sig om Nøglen og vende og tørre Tof- terne. "Nu opi, Jomfru Merete!" - Han heldede Baadkanten til, for at hun skulde faa Fodfæste, og hjalp hende over, - kastede saa Rand- selen i Forstavnen og en Bundt friske Fjeldblomster hen i Meretes Fang. Efterat have manøvreret Baaden ud mellem Stenene og stødt fra Land, sad han nu med et vist roligt Be- hag og trak ufortrødent paa Aarerne . . . . . . ""Jomfru Marie Guldsko"" . . . nikkede han mod Blomsterne, dem hun sad og ordnede . . . "Jeg mindes altid min Mor ved dem . . . Det var hendes Yndlings- blomst," - snakkede han, medens han roede. - "Hun var saa tungsindig, - og det gjorde saadant eget Ind- tryk paa mig som Barn, da hun engang sa: - ""De SIDE: 257 der - de gule skinnende, - de er de sidste Solspor af, at Jomfru Maria har været her i Landet!"" - Hun var ligesom lidt katolsk af sig og havde sine egne Fore- stillinger" . . . Merete sad og betragtede de fine, skoformede Blom- ster - "At ogsaa De engang har været liden," - grublede hun, - "og gaat der og snakket med en Mor! - Ander- ledes end alle andre Gutter, tænker jeg mig . . . De maa vel ogsaa ha siddet med en Lærer engang. - Men jeg kan ikke forestille mig, at De ikke har vidst alting før." "Jeg husker bare," - sagde han, "jeg stod og saa paa min Mor, naar hun ligesom blev væk, - og un- drede over, hvor hendes Tanker kunde gaa, naar de saadan fortabte sig i det fjerne, som Fugle - nogen- steds ind i en anden mystisk Verden -. Hvor man aldrig skulde været!" fulgte det mørkt. "Det hævner sig at gaa over Grænserne . . . Grænser er de Former, hvori Verden støbes . . . Nei, jeg var videbegjærlig og lærelysten nok," be- gyndte han igjen livlig. "Men mit inderste Syn kunde de desværre ikke faa sat civiliserede Briller paa." "Jeg indbilder mig, De gaar ligesom under et Fjeld, der er utrygt for Skred," sa hun eftertænksomt. "Er De aldrig ræd for, at der kan falde Skred ind i Deres Liv da, Merete?" spurgte Rein forskende. "Aa - nei" . . . Hun rystede paa Hodet, og der kom noget lykkeligt op i hendes Ansigt. - Der begyndte smaa pludselige lumre Vindstød, og Bølgerne slog og skvulpede mod Forenden af Baaden, medens Vandet mørknedes af de opdragende Skyer. "Tag Sjalet om Dem . . . De er da ikke ræd for et lidet Uveir vel? - De, som ikke engang frygter et helt Skred!" opmuntrede Rein hende. "Nei," - brast hun ud næsten triumferende, - "jeg har aldrig siddet tryggere." Vandet begyndte at hoppe af enkelte store Regndraa- SIDE: 258 ber, og han gav sig til at ro stærkt og ta kraftige Tag i Modvinden. - Det var, som Tankerne gik urolige i ham . . . Pludselig lyste der et Glimt i Halvmørket, fulgt af Torden. Han holdt paa Aarerne og saa sig om - "Ja den, som kunde faa leve slig, indtil Ulv eller Ørn tog én, - og Verden ikke var mere!" - undslap det ham. Tordenen bragede og dundrede mellem Fjeldene i den snevre Dal, og Lyn lyste paa Lyn. Merete sad der hensunken, stille, tryg . . . Der lød et pludseligt skarpt Skrald, som om Lynet rammede nogetsteds inde i Skogen. Hun vak til -. "Om det havde slaat ned her i Baaden - nu!" - hviskede han, som ud af sin inderste Tankegang - - - "Og vi to faat bo under Sjøen her" - - Tordenen rullede, Regnen skyllede. Veiret tiltog, - og det aftog igjen og lysnede - Og de sad der med en underlig stille Fornemmelse af at være kun overgit til hinanden, - stedt midt i Naturens Overmægtighed . . . - Aftensolen blinkede igjen med dobbelt Klarhed, da den lille Ege naade til Landingsstedet. Han trak den af al Magt et Stykke ind paa Grun- dingen og blev staaende noget umotiveret længe med at befæste Linen - Saa sprang han pludselig hen til Baaden og tog Merete i sine Arme . . . "Enten der kommer Skred eller ikke Skred, - Lykke eller Ulykke, - vil De saa vove Livet med mig, Merete?" . . . hviskede han heftig, som han bar hende iland. Og hun lagde sig lysende ind til ham . . . Det vidste han jo, det vidste han jo! . . . - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Og de snakkede og de fortalte, og de tog om hin- anden . . . SIDE: 259 . . . Han var jo kommet til hende med sin inderste Sjæl allerede, før han viste sig i Karjolen inde paa Gaardspladsen! - bekjendte hun . . . Og de kom hele to Timer efter de andre - og for sent til Aftensmaden - Der var kommet et underligt Liv paa Vangen i de lange, varme Augustdage. Ved Frokosttid havde de to alt gjort sine Morgenture, medens Duggen slog om Fødderne. De havde sine Tegn, han fra Kontorvinduet, hun nede fra Dagligstuen eller Kjøkkenet, om der var Tid til et Møde i Haven nede ved Bærhækkene. De saas ved Femtiden i Eftermiddagssolen og spadserede om Aftenen ned imod Elven. Det var hver Morgen som at vaagne til en ny Him- mel og en ny Jord, - en Jord, som havde Dagen fuld af aldrig før tænkt eller oplevet Herlighed! . . . Og de spadserede op til Tante Ra, hvem hun præsenterede "Skorstensfeieren" - Og Tante Ra var straalende og frittede ham i al Diskretion om de Moldewigske Godser . . . Og de vandrede igjen sammen op mod Rafossen, Merete og Rein, - mindedes, hvorledes de hin Gang havde set og mødt hinanden der, hvad de havde tænkt og hvad de havde sagt - Medens de gik i Kvælden, var det pludselig, som Fossesusen holdt inde - Han stansede som lyttende, - greb hende saa kramp- agtig i Armen . . . "Det blir saa stille, - som saa dødsstille ovenpaa Livslarmen" . . . udbrød han underlig bleg, - "som Sandhedens nøgne Fjæregrund dukker op . . . Ubegribeligt . . . uforstaaeligt, - hvorledes Susen og Rusen kan omdure Mennesket, - saa det for Eksem- pel tror, det kan leve i denne Verden - - - Uden at ha Eva!" - vendte han det pludselig om til Spøg, da han saa, hun blev urolig. - - SIDE: 260 - Han kunde undertiden stanse og stirre paa hende, saa hun blev ængstelig - "Ingenting, - ingenting, Merete! . . . Naar jeg ser, hvor helt Du tror paa Lykken, - saa tror jeg ogsaa. Jeg maa bare ta mig i det af og til, ligesom knibe mig i Armen. Er det mig, som gaar midt i dette og, naar jeg vil, kan røre ved Dig og forvisse mig? - Jeg har saa ondt for at begribe, at Humlen summer, og Mari- hønen blinker, og Bringebæret hænger, og Solen skin- ner, og Du staar der hos mig, - bare for at jeg skal være lykkelig! - Kjære, om Jorden forgik eller aab- nede sig, - det var da ikke værre end, at vi ganske naturlig plumpede i begge to med vor fælles Lykke i Behold" . . . Det var jo ikke bare dette, som optog Sorenskriveren og Fruen . . . Meretes og Reins Forlovelse; - hvordan man nu saa Tingen an, - og Rein var jo en forun- derlig Natur, ikke let at komme tilbunds i, - saa var det under alle Omstændigheder klart, - opgjorde Fruen med Sorenskriveren, - at hun følte sig lykke- lig med ham. Hans Formuesomstændigheder var jo saa heldige, at han kunde føie sit bestemt udtalte Øn- ske at gifte sig allerede i Høst og tilflytte sin Fædrene- gaard, indtil han kunde opnaa en forønsket passende Stilling. Saa nu i dette samme Herrens Aar blev der et nyt Ryk af Travlhed og Opbud af Kræfter for atter at skabe et helt Brudeudstyr. Lidt haardt for Fruen, som saavidt var kommet ud fra sit Fængsel og nu burde have faat sin gode Tid og Fred til at gjenvinde Kræfter og forfriske sig ved at stelle i Haven. Og midt i dette, den store Begivenhed med Mari- anne. De blev jo høist forundrede, da hun ikke straks vendte tilbage fra Værket, efterat Alida havde afsendt SIDE: 261 Brevet, hvori hun hævede Forbindelsen, og Far i et samtidigt kaldte Marianne hjem. Og det faldt da som en Bombe ind i Familien paa Vangen, da Groth og Marianne saa meldte deres For- bindelse. Men da de havde læst Brevet ud, blev det jo forstaae- ligt og snart næsten, som det saa skulde være. Groth havde paa sin Side mere og mere følt og kommet til Erkjendelse af, - skrev han, - at det var Søsteren Marianne, der optog hans Sind, og at de to var som skabte for hinanden. De gamle paa Værket ønskede da, at Brylluppet skulde staa snarest mulig og uden Opsigt, idet der løstes Kongebrev. . . . Ja her undgikkes ialfald den huslige Side af Udstyret, om end Far maatte gribe sig noksaa stærkt an til Sølvtøi og de betydelige Brudegaver. Da saa Visergutten fra Vangen kom op til Rafos med Groths Brev, der var slaat i forseglet Konvolut, sad Tante Ra længe vuggende over det med allehaande Ryk og Nik og grublede . . . Den Pige - den Pige . . . vidste, hun maatte ende med at tage sidste Stik . . . Hun spillede altid ud- mærket. Kun havde hun saa daarlige Kort paa Haan- den, stakkel! - det koparrede gustne Ansigt - og de smaa kloge, - men klippende Øine . . . Medens Sorenskriveren med Fuldmægtig og Kontor- betjening igjen færdedes paa Høstthingene, hvor Do- kumenter thinglæstes og "Christian Quint" regjerede, og Almuen stod som et Tag af blottede Hoder over hele Gaardstunet, naar han og Foged Paus gik til og fra Thingstuen, - sattes alle Seil til paa Vangen for at faa Merete opsyt og alt færdigt i den korte Tid, de var levnede til Brylluppet. Det mærkedes nu, hvad det vilde sige midt i den øvrige Gaardens Høsttravlhed at maatte savne Mari- SIDE: 262 anne og Barbara! Alida fik staa i det for to, og Fruen syntes undertiden det begyndte at gaa over Kræfterne. En stor Lettelse blev det jo, da Marianne omtænk- somt sendte dem én, som kunde passe, af Værkets sy- ende Kræfter, og da Barbara pludselig med sit altid vaagende Øie kom sættende hjem for at blive og hjælpe til tre hele Uger. Hun fo'r med sit gamle Lærredsforklæde om Halsen, som en Fisk i sit Element, og tog Orden og Rede paa det ydre Husstel, medens de andre sad ved Væv og Søm. Engang imellem kom der "ved Leilighed" en eller anden Besked fra Sorenskriveren til Fruen, som oftest, naar han flyttede til et nyt Thingsted, og, stadig hel- dige, smøg der sig smaa Billetter frem mellem Merete og Rein. Hun holdt jo sit Udkig spændt paa hver farende, kjørende eller gaaende, hun opdagede nede i Lande- veien, som kunde mistænkes for at være Overbringer af en Epistel og mulig vilde svinge op om Porten til Vangen, eller, fra den modsatte Vei, egne sig til at bringe frem hendes egen lille sammenlagte . . . - Der var nogle underlige beklemmende Tilføielser i det sidste saa kjærlige og længtende Brev fra ham . . . Der stod med Blyant som noteret eller henkastet: "Jeg fik en Angst idag. Det kom over mig saa gro- tesk, at nu skulde jeg hjem til min Dalila, den dei- lige unge, troskyldige Dalila, og - paanarres Samvit- tighed og Ansvar og Borgerskab og Giftermaal og dets alle Følger ned gjennem Slægterne og ud gjennem Ti- derne . . . Der steg et Had i mig. Jeg syntes pludselig, jeg saa i Dig Naturens Forlokkelse, - i dit uskyldige, trofaste Øie Naturens Svig! - Den illusionerer først sit eget Redskab for at gjøre Virkningen bundløs uefter- sporlig af Offeret. . . . Naturen! - var den endda bare ligegyldig, uføl- som, tilfældig, - saadan bare livløs . . . Men den er slu, - nytter os underfundig listig, klemmer os ud som Svampe, - tar os i Brug til sidste Hjertedraabe SIDE: 263 og slænger os væk opbrugte, sjæleknuste. - Hvad bry- der den sig om, at der ligger et skjælvende angrende Hjerte igjen og skriger - Blaas paa dette, saa svinder det," - endte det. - - Blaase paa det . . . Merete gik forvirret, forpint . . . Saa stansede hun grublende ved det Ord, Forlok- kelse. - Det var som noget dæmonisk . . . Hun kunde ikke lade være atter og atter at stirre i det - "Jo-o, hun skulde nok - - - blaase paa det!" - skrev hun saa. Han taalte blot ikke at være forlænge alene . . . Og det deiligste, sorteste, kjæreste Haar af alt Haar i Verden, - hun skulde ikke skjære det af, - bare rykke og lugge i det, hvergang han saa indover "Mørk- loftet"! - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Hvor Timerne sneg sig langsomme paa Hjemkom- stens Dag, - hvor Minuterne tilsidst blev seige paa Slaguhret nu, det led mod Tiden! . . . Endelig, endelig saas Sorenskriverens Vogn med ogsaa Rein i. Merete havde gjentagne Gange i det lette kirsebær- røde Tørklæde været paa skyndsom Fart opover Bak- ken did, hvorfra der kunde speides længst udover Landeveien. Hun vidste, at han ikke syntes om nogen Modtagel- sesscene for alles Øine, og saa trak hun sig hjerteban- kende ovenpaa ved Trappen og overraskede ham, som han skuffet og seende sig om kom op af den paa Vei til sit Værelse. "Merete!" . . . Han stirrede paa hende, før han slog Armene om hende, holdt hende ud fra sig og omfav- nede igjen. Saa evig længe, siden de havde set hinanden! . . . Og saa blaaste hun paa ham - og han igjen - "Merete - Merete . . ." Det var en Glæde saa voldsom, som fra noget haardt og længe stængt, der brød over . . . Han havde ikke SIDE: 264 Ord, - overmandedes og græd, - trykkede hende kun til sig. Hun saa det næsten med Angst; hun havde ikke tro't, han kunde græde . . . - Og siden - om Aftenen, - sagde de atter og atter Godnat, - og havde de atter og atter noget at sige hin- anden og kunde saa nødig lade dette blive det aller- sidste. - Den næste Morgen mødtes de igjen i den for dem begge oprundne Verden, hvor alt laa i første Gangs Skjær, nydugget, ubetraadt - - - - Og nu indfandt Gaardsgutten fra Tante Ra sig med Hest og Kjærre. Han kom ind fra Gangen, ge- leidet af Eufemia og Barbara under spændt Nysgjer- righed. Og det viste sig ogsaa, da den veltilsnørede og for- seglede Tine i Fruens Nærværelse pakkedes op inde i Stuen, at det var hverken mere eller mindre end et deiligt tykt, solidt Silketøi, som Tante Ra havde havt den ødsle Indskydelse at forskrive fra Kjøbenhavn som Present til Merete, - "den vordende unge Frue, der kunde komme til at indtage en Stilling i Sam- fundet." Barbara, der syntes, Rein manglede Forstaaelsen, holdt i høi Ekstase Tøiet op og ud for ham og begyndte at snakke og berette om, hvad der videre præparere- des til Udstyret, - hvilken Veltalenhed Fruen dog af- skar ved at fortælle Rein og Merete, at Far idag skrev efter en ny Bredslæde med Bjørneskindsfeld til deres Vinterreise . . . Og saa kunde da vel Eufemia ogsaa rykke ud med, at der vilde komme en Pelsværkskaabe til Merete fra Værket . . . Den sidste Nyhed gled halvt forbi; Rein var plud- selig ude af Døren - - Ved Middagsbordet maatte han være optaget af en eller anden Sag. Han saa aandsfraværende ud og fo'r, straks man reiste sig over til Kontoret igjen, idet han blot nikkede til Meretes spørgende Mine og Blik. SIDE: 265 - I Spisestuen sad Eufemia og Sypigen i Travlhed over Meretes Brudekjole for at faa nyttet den korte lyse Dag. Det klare, hvide Tøi laa udover, og Merete kom uafladelig ind og saa paa og beskuede den. Man vogtede sig vel for at lade hende komme til at sætte Naal i noget, som vedrørte den. Det skulde bringe Ulykke - Desto ivrigere syde hun oppe paa Værelset paa an- det, som skulde til. Der kunde hun i Fred og ene med sine Tanker bygge Luftkasteller over Naalen . . . Hun fulgte Rein paa lange Udflugter og Turer. - Han rode hende, han bar hende over . . . Hun sad i deres Hjem ude ved den store Fjord der nord og keg ud af Ruden og ventede paa ham . . . Der laa som en Dis af halvsete Drømme for hende, - den Tid, da hun skulde blive alene med ham, - bare de to! - Hun drev paa for at faa Timerne til at gaa, saa det kunde blive Aften, - sprettede op Søm med den man- gebladede Pennekniv, han havde laant hende, lagde den hen, - maatte tage den igjen, - røre ved den, - se og vende paa den - Af og til satte Tankerne hende et intenst stærkt Lys i Øinene, indtil hendes lidt klække Skikkelse saa efter- haanden ligesom sank hen i dem - - - - - - Og om Aftenen, da han kom ind af Gangdøren i det halvmørke Lygteskjær, overraskede og slog hun Armene om ham. Men han næsten stødte hende fra sig. . . . "Alle disse Forberedelser og Anstalter og Afta- ler!" - udstødte han. - "Jeg faar en Følelse af Klip og Tænger og Gjenhager, som skal holde mig fast . . . Det er, som Døren er smekket i Laas bag mig!" Merete saa med stigende Forfærdelse, hvorledes han stod og stirrede bleg, ude af sig selv, med saadan vild Glød under Brynene. . . . "De syr og syr mig Tvangstrøien paa," - spot- tede han og fik som et hæsende Rovfugleansigt. - "Og SIDE: 266 saa, - saa kjører de Kadaveret bort i en Bred- slæde!" . . . Det fo'r gjennem hende som et Lyn, at det maatte være hans skjulte Lidelse, dette Humør, som nu saa pludselig var kommet over ham, og at det var det, hun vilde faa at kjæmpe med gjennem Livet. Hun tog sig sammen til et varmt Smil og la Haanden paa hans Skulder, medens hendes Øine søgte næsten trodsig fast op til hans. "Jeg maa, - maa føle min Frihed, - at jeg har Valget til det sidste," - unddrog han sig næsten bru- talt. "Du mener da vel ikke" - - hviskede hun . . . "Jovist vil jeg fange Dig, ja, - af al min Sjæl vil jeg fange Dig! . . . Men se ikke saa haard og ond ud," - bad hun. - - Han besvarede det mat - træt, - som med en Sygs kjærlige Halvsmil. - Der var saa faa Ord at faa af ham den hele Aften. Han tog hendes Kjærtegn, som trøstede de, skjønt de kun halv formaade. Hans Blik var som saa dødt, og han smaasmilede, da hun ivrig mente, at det var Humørsyge, og han lovede at gaa op og lægge sig, - og saa stille kyssede hende paa Panden. - - - - Næste Morgen stak Rein Hovedet varsomt ind baade af Spisestue- og Dagligstuedøren og saa sig om. . . . "Nei, hun er ikke her," lo Eufemia, som han skyndsomt trak sig tilbage. Han fandt hende ikke i Spisekammeret og heller ikke i Fadeburet. Men hun havde hørt og kjendt hans Skridt, medens hun stod hos Moderen ved Klæ- deskabet, og hun sprang ud og mødte ham, som han kom fra Kjøkkenet. Han rakte Hænderne imod hende - "Har jeg Dig endnu, - idag ogsaa?" . . . lød det ængstelig spændt. Hun kastede sig lyst smilende op til ham. Han tog hendes Hænder og holdt dem paa sin Pande: "Jeg har ligget i hele Nat og hørt, hvor stygt og fælt SIDE: 267 der snakkedes til Dig igaar. - Denne - denne . . . Til min eneste, kjæreste, velsignede Merete!" "Jeg husker det ikke," - hviskede hun, - "naar jeg ser Dig igjen, - har Dig her . . . Hav Du dit Hu- mør, - jeg kan blaase, véd Du." - Lidt efter var det som strøget og glemt altsammen. Han spøgte og lo med hende og løftede hende høit iveiret, inden han skyndte sig over til Kontoret. Og det forstod Merete, - hun kom vist til at græde mangen Gang. Men det gjorde ingenting . . . Sankowitz stod igjen paa Vangen med den gamle bulede Hat, fugtige Klæder og sølede Støvler og tør- rede Fødderne paa Granbaret i Gangen. Han satte den vaade, rindende Bomuldsparaply forsigtig imod Væggen, medens han hilsede paa Alida. "Et schreklicht Veir denne Høst, - saa meket Regn . . . Jah! - det blifver ikke mange igjen nu af de edele Vangenske Jomfruer . . . Ikke som sidste Jul, da de alle traadte Dansen i den store Sal. - Man har sticket Brudegaver og berettet mig om alle de Nyheder, hvor jeg har færdets i Distriktet, - paa alle Kanter. - Jomfru Marianne saa plötzlich gnädig Fru paa det rige Værk! . . . Och den unge Jomfru Merete, som var saa liden som saa," - han holdt Haanden ned, - "da jeg ferste Gang saa hende, forlovet og skal snart giftes med Hr. Fuld- mægtig Rein . . . Jomfru Barbara - Och Jomfru Alida self - Ja, det er meget, som alle Fugle flyver sin Vei ud af Reden! Och den Sorenskriver? - Och den Frue? . . . Och Klaveret" . . . - Sankowitz var velkommen iaar som ifjor. Han kom beleilig, som den rette Mand i den heldige Tid til Sorenskriverens musikalske Underholdning. SIDE: 268 Sorenskriveren gik der alene, halvt som i et Hus, hvor der pakkedes sammen til Flytning. Han tyde til Piben, han greb Fiolinen, han var ude hos Figaro, og han tog sig af Gaardstellet. Men om Aftenerne . . . Synd at bede Alida ind til Klaveret, - de eneste Stunder, hun havde tilovers fra sin travle Dag til at sidde oppe paa Soveværelset og skrive til sin Forlo- vede! Disse paa stort firkantet, blaat Postpapir skrevne Breve med Bathstemplet oppe i Hjørnet, som maatte fyldes paa kryds og tvers for den dyre Portos Skyld, seksten Skilling, - kunde hun blot sende hver tredie Postuge. Og bløde, efter hendes Smag bredt skaarne, Fjer- penne laa der til hende paa Salsbordet, altid færdige i dobbelt Forsyning. Det var et Udslag af Augustinusen og Schmidts kammeratslige Iver. De følte sig i en Sammenhæng med Forholdet, - saa at sige hævede i deres Selvfølelse ved Kollegaens Indtræden i Soren- skriverens Familie . . . Alida sad iaften under en høi Følelse af Lykke og svarede - som en Undtagelse - straks med første Lørdagspost paa Kvigstads sidste, hvori han overra- skede hende og det ganske Hus med Efterretningen om en glimrende juridisk Eksamen. - Her var med engang slaat Hul paa en Rad af Udsigter, - til at blive Fuldmægtig hos hendes Far efter Rein, - gifte sig og bo herhjemme paa Vangen i de to hyggelige Salskamre til Solsiden, som Far og Mor foreslog, - indtil han kunde opnaa kongelig An- sættelse som Prokurator . . . . . . Alida tænkte paa ifjor og iaar, - - - følte overvældet, at dette var - Mirakel! - - Det var Sorenskriverens og Fruens Villie, at der for Rein og Merete skulde holdes et ordentligt større Bryl- lup, hvortil alt det, de stod i Omgangsforhold til i Di- SIDE: 269 striktet, blev at indbyde. Man havde havt nok af Bryl- lupper "i Stilhed" nu. Man undgik, saavidt mulig, at tale om eller disku- tere disse Ting i Reins Nærværelse. De havde mær- ket, han "likte ikke Staak - som andre Mandfolk," - udtrykte Fruen sig. Han blev altid distræt og for- svandt, naar noget i den Anledning berørtes. Under al den Mangfoldighed, der paa alle Kanter var at gjøre og tænke paa, mærkede man knap, at Høstdagen mørknede og kortedes, - saa man alt tid- lig paa Eftermiddagen kunde se de sparsomt spredte Smaaglimt af Lys paa Gaardene nedover Bygden. Det første Sneføre var gaat af, da et ekstra Læs med allehaande til Brylluppet forskrevne Byvarer arrive- rede i Slud og Søle. Undertiden naar Rein kunde træffe Merete i Ro og alene en Stund ved Sybordet i Dagligstuen, satte han sig hos hende og smaapassiarede. Han maatte altid tage og betragte hendes smukke Hænder og Haandled, - "dem hun nu selv just havde slig Brug for til denne lille Syning," lo hun. Og, som han en Dag tog dem atter og atter, prøvede han sin Ring med det lille Vaaben i Onyksen ind paa hendes Finger. Den var jo for stor . . . Men kunde nok knibes sam- men af en Guldsmed, - og "vilde nok komme til at passe . . . vilde nok komme til at passe" . . . sad han og gjentog - -. Han smøg den ind paa to af hendes Fingre, saa den klemte fast: - "Den er din, Merete!" Hun saa paa Ringen og kyssede den med Taarer i Øinene. "Gjem den. - Gjem den saalænge," - udbrast han nervøst. - Han sprang op og var pludselig ude af Døren. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Merete vidste, hvor gjerne han vilde, hun skulde SIDE: 270 følge ham, naar han tog sine Udflugter, og, hvor skuf- fet han blev, naar han maatte gaa alene. I det milde Tøveir med den vaade, graa Taage gik det saa nedover til Færgestedet og Elven, der drev med graahvid Sørpe af den tidligere ovenfor i Dalføret faldne Sne, - eller det bar i de Par følgende Dages Barfrost gjennem Granskogens lune Stilhed hen til Lovandet, der laa blankt med enkelte affaldne røde og gule Høstblade paa sit Speil . . . De kunde gaa længe tause, stille, uden at saagodt- som et Ord veksledes. Saa begyndte han: "Her har Du gaat, Merete! - nei ikke gaat -. Som Barn og senere ogsaa har Du altid sprunget og nyn- net, - forestiller jeg mig, - mangengang hele Veien op til Tante Ra . . . Saa har Du tænkt mange Ting vel, - saadan opimod Du blev voksen, - at der vilde komme et eller andet underligt Eventyr fra fremmed Land - eller langt borte Du, - hvad" - "Kan sletikke sige, at jeg har tænkt - noget, som der var noget i, før den Aften, jeg saa Dig saadan -. Da begyndte det. Før var jeg bare en dum, tosset Unge." Og saa maatte hun, - han pressede hende til det - fortælle alt om, dengang hun var en dum, tosset Unge, - alt det, hun syntes, var saa gruelig morsomt, og alle sine Spiloper . . . Og saa faldt han ind og fortalte om sig selv og alt det underlige Liv der ved Havet, - sin Barndom, hvordan han havde havt det derhjemme. Aldrig nævnte han sin Far - blot sin Mor. - Det var, som om han morede sig ved at lade sig selv og Merete i Tankerne løbe om som Børn, der næsten kunde legt sammen - "Om vi to havde kjendt hinanden da Du, - det havde dog været et Stykke Liv sammen!" . . . Hvor han lignede sig selv, syntes Merete, - og "sig selv" det var altid ham, hun havde set første Gang i sin Vision. SIDE: 271 Han stod og saa paa hende med en underlig Glød i Øinene, - omfavnede hende lidenskabeligt og tryk- kede hende atter og atter voldsomt ind til sig. Men slap hende pludselig. "Lad os skynde os!" hastede han afsted, - og sagt- nede først Ilsomheden da de var kommet tilbage til den brede Landevei . . . Der trak han Veiret dybt - "Velsignet være din Barndom, Merete, som jeg har delt med Dig - Lovandet være vort Vidne!" Hun forstod ham ikke - helt. Men der var saa meget, hun ikke forstod . . . Og Spørgsmaalene, hun gjorde sig, døde bestandig hen i en slig Hjertebanken ved Tanken paa, at snart, snart skulde de tilhøre hin- anden - og da - - da skulde hun nok - - Saa mødte de stakkars Træfod-Lars, humpende rask afsted paa sin Armkrykke - "Han har ikke mistet Benet, han er født med det ene for kort," oplyste Merete. Det var som Farven veg fra Reins Ansigt. Han sva- rede ikke; men gik taus og stirrede ned i Veien . . . Pludselig knyttede han Haanden mod Himmelen - "Der skal jo være et Hjerte deroppe. - Men hvad skal man sige om den, som sender halvfærdige, mis- dannede Væsener ud i Skabningen! Han forlanger Kjærlighed!?" Han gik raskt oprørt, og det varede, før Merete igjen fik erobret hans Haand og fanget hans Blik. "Ja, ja," - smilte han saa til hende . . . "Frosten sætter Dig saadan fin Kulør i Kinderne, - gjør Dig dobbelt skjær og vakker!" . . . Barfrostens Tid er overhovedet Aarets skjønne- ste, snakkede han . . . Forberedelserne til Brylluppet gik nu for sig i stor Skala. Kokkekonen, Madam Teian, var ankommet og havde straks faat Instrukser af Fruen og alle Midler til sin SIDE: 272 Disposition, - Gjødkalv, Gjæs og Høns, - Fisk, sikk- ret til Dagen hos to, tre forskjellige Fiskere . . . Der kogtes, tilberedtes, bagtes og stegtes, medens det sydede og suste, og Ilden i den store Skorsten paa Vangen spragede fra Morgen til Aften. Og Indbydelser udsendtes alt otte Dage iforveien. - - Var Distriktets Familier ved Jomfru Barbaras som ved Jomfru Mariannes Bryllupper, saa at sige, blevet forholdt Udtrykket for alle sine forskjellige varme, hjertelige, venskabelige og høiagtelsesfuldt-ær- bødig deltagende Følelse ved de vigtige Begivenheder i den Orningske Familie, - saa var man nu desto iv- rigere besluttet paa at tage sit Mon igjen. Hvad Stuevinduerne eiede af Blomsterflor, maatte til Saksen. Der bandtes Kranse, og man lagde sig sammen om lange Guirlander til Altarskranken og Brudeskamlene. Og nu, Vielsen skulde foregaa iovermorgen, holdt det ene Kjøretøi efter det andet fra Bygdens forskjellige Kanter foran Kirkedøren med en Overflødighed af Blomster og grønt til at pynte med og Tepper til Gulvet. Der herskede Spænding og Forventning . . . Inde i Kirken skulde man prøve og synge en digtet og mangfoldig afskrevet Brudesang til den høitidelige Akt, medens travle Hænder arbeidede paa at smykke og dekorere . . . Tanker og Øine rundt om i Bygden svævede over- hovedet mod det spidse Kirketaarn, der af og til jog sin Fløi ind i Skodden, medens en og anden Kraake hævede sig i den graa Tøveirsluft. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Efter gammel Skik og Sæd skulde Brudgom og Brud ikke se hinanden nu før imorgen i Kirken, - fik Rein til Besked oppe paa Gangen, - han gik der tidlig paa Formiddagen og ventede urolig paa Merete. Det syntes at overrumple ham, og han blev staaende fordybet, eftertænksom . . . Som ved en pludselig Beslutning, skyndte han sig SIDE: 273 saa opad Trappen til Mørkloftet, hvor han vidste hende ifærd med at lede frem noget. Hun stod langt inde ved et gammelt Skab og holdt Indholdet af en og anden Æske frem i den graa Lys- stribe fra Taggluggen. "Saa vil jeg ialfald faa taget Farvel med den unge Pige," sa han, idet han kom hen. Hun mødte hans Øine, de var saa underlig angst- fulde. "Saadan ser hun ud altsaa, den unge Jomfru Merete Orning! som - jeg ikke kan leve foruden . . ." - Han stod og stirrede paa hende med Hænderne paa hendes Skuldre -. "Havde jeg formaat det, vilde jeg flygtet mange Gange, - for længe siden . . . Frit ikke saa! - Se ikke saa spørgende ud" - Han strøg sig nervøs med Haanden om Panden . . . - "Den gamle Kirkeslæde der med Udskjæringerne og Snørklerne og Forgyldningen, - jeg har tumlet og drømt om den i hele Nat" - smilte han tungsindig. "Du sad oppe i den, Merete. Men mig var det trods alle Anstrengelser umuligt at komme med for Violon- cellen, som sad der med den brukne Hals ved Siden af Dig! Snart prøvede jeg fra Siden og snart at springe bagpaa Meien. - Og bestandig hørte jeg en Tone ud af den, som blev stærkere og stærkere hver Gang, jeg prøvede. Og tilsidst lød der lange, forfærdelige Hyl udover Landskabet mod mig, der formastede mig! - Jeg var Dig saa nær, at jeg næsten kunde rørt ved Dig; - men Du, Du var ligesom i en anden Verden - Da Slæden bøiede af, stod jeg og saa efter Sporet i Sneen - og vaagnede ved at høre mig selv raabe efter Dig - Merete! - Merete! - Ikke sandt?" - Han skalv i Stemmen og sittrede. - "Nu snart skal jeg slippe at raabe efter Dig. - Sig det, lov mig det, - giv mig dit Kys paa det . . . Der maa intet komme nu og stille sig mellem os to." Han blev pludselig staaende og stirre stivt hen mod Slæden. SIDE: 274 "Hvad er det?" - fo'r Merete op. - "Som Du er op- hidset idag!" "Jeg syntes, jeg saa mig selv sidde i den" . . . hvi- skede han næsten uhørlig. - "Og den, som ser sig selv, véd Du" . . . "Aa, Rein! - nu har vi jo bare til imorgen!" Samme Aften blev der pludselig dødsstille paa Vangen midt i Travlheden. Gaardsgutten fra Rafos kom kjørende med skum- sved Hest og Gjetergutten paa Fanget og bad om at faa tale med Sorenskriveren og Fruen - alene -. Han stod ræd og bleg indenfor Døren, som han ikke turde komme frem med, hvad han havde at sige: Gjetergutten var kommet vildt styrtende hjem til Rafos og fortalt, at han havde set Fuldmægtig Rein stupe lige ud i værste Fossekoget! . . . Han maatte være gledet paa en Isholke der ved Udsigtspynten. Gaardens Folk blev straks i største Skyndsomhed skikket didop for at se og undersøge, inden det be- gyndte at skumre, - og de havde fundet hans Hue hængende i en Busk lige nedenunder det Sted, hvor han havde staat. Den maatte være revet af ham i Faldet. Ved Lysningen næste Morgen vilde der skikkes Mandgard ud for at lede og sokne. Men i Fossen der var der lidet at søge, - den gav nok intet igjen! Budskabet bredte sig hviskende og alt lammende over Gaarden. Og Sorenskriveren og Fruen vekslede tunge Blikke, - de maatte jo sammen prøve at forberede deres stak- kels Barn. De fandt Merete staaende ved Gangvinduet, som forstenet; - hun havde set Budet med den skumkjørte Hest og forstaat alt. - Bad hun klar og rolig om at faa alle Detailler, - alt, hvad de vidste. Hun stødte al Beroligelse fra sig, - tog et Lys og SIDE: 275 gik ind paa Reins Værelse. Man saa, hun vilde være alene . . . Med skjælvende Hænder ledte hun derinde, om der skulde findes noget - Brev til hende. Der brød Anelser frem - Og siden, med stigende Uro, søgte hun om mellem Papirerne i Hylden og Skrivebordet . . . Hun trak forsigtig paa Skuffen i Dragkisten . . . Der i det lille Aflukke ved den ene Side laa forskjellige Smaabøger og Dokumenter. - Hun tog varsomt op Stykke for Stykke . . . Jo, der stod: - "Til Merete!" - Aa Gud! Aa Gud! Nei, - det var skrevet for længe siden, - udtrykke- lig paategnet og dateret "Natten efter vor Forlovelse". Hun brød med isnende Ro Seglet, - maatte, - maatte have Klarhed! Det var noget som en sidste Villie, et Slags Testa- ment, forstod hun, hvori han for Tilfælde af sin Bort- gang udtrykkelig overgav hende alt, alt, hvad hans var, - Dokumenter og Papirer og, hvad han maatte eie. Der vilde ingen nedlægge Protest, - behøvedes ingen Former. Hans mulige Adkomst til de Molde- wigske Eiendomme forsvandt med ham selv. Merete bed Tænderne sammen for at kvæle al Fø- lelse ned i sig. Hun lagde som i Drømme Testamentet hen, - luk- kede op og foldede ud Papir efter Papir, - søgte og søgte ind til Sammenhængen. I en fin gammel Lommebog fandt hun enkelte Blade beskrevne med henkastede Streif . . . Hun trak Lyset tæt ind til sig, - læste og dechiff- rerede den utydelige Skrift, - prægede i dybeste Spænding ligesom hvert Ord ind i sin Sjæl, medens Øinene i det farveløse Ansigt brændte med en underlig Glød . . . - "Nyttede ikke. - Nyttede ikke - begyndte det første Blad . . . Trode, jeg skulde kunnet reise fra det ved at søge ind til Byen, - gjøre Udenlandsfart! . . . SIDE: 276 Men mig kan Tilværelsens Ensomhed overfalde midt i Menneskevrimlen - værst da! . . . - - - - - - - - - - - - - - - - - - Jeg har saa klart for mig mit tidligste Indtryk: Jeg sad paa Gulvet og legte og hørte min Mors dæm- pede Samtale med Jordemoderen om, at noget som en Negl og Antydning til en Finger var opereret ud af min Ryg, da jeg var aarsgammel . . . Det var en Negl og ikke Spidsen af en Klo, - for- sikkrede Madamen. Mor lyttede ivrig til og lagde Vægt paa, at det maatte forties . . . - Jeg kunde siden ikke tænke paa andet. Det stod altid for mig - jeg følte det som Greb i Ryggen, - som jeg havde noget usynligt efter mig. Og saa dette Sagn om Misfostre i Slægten, som ty- dede ud i vort Hjem . . . noget ondt, som skulde sones i hvert syvende Led! - - Da jeg var ti, elleve Aar, blev jeg opmærksom paa noget som en Negl under Huden ovenfor Ankelen, og trode at kjende som lidt af en Taa . . . Jeg kjendte og følte bestandig efter . . . fik en for- færdelig Panik, - til sine Tider en usigelig Angst, - turde ikke gaa i Bad med andre Gutter, - skjulte og varede mig. Jeg begyndte at sky Menneskene, - kunde faa den forfærdende Følelse over mig af at huse i mit Legeme, - bære paa - en anden Person, hvis Tæer og Hæn- der stak ud af mig. - Jeg vaagnede i Opvæksten om Nætterne med et Rædselsskrig. - Nu vilde han knuge mig! . . . - Min kraftige Haarvækst! - Det beroligede mig, at min Far ogsaa havde den, - at den laa til Familien. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Jeg ligger som et fængslet Øie paa Bunden af Sjøen og ser gjennem den op i den lyse Dag som til en høiere Etage, - skimter Stjerner . . . Véd, at der er Aand til, - saavidt, at jeg ikke tør slippe den an- SIDE: 277 svarsløse Nøk i mig løs. - Skabningen har ogsaa sine Aandens fjerne Grænsebeboere, der kan ligge bundne under en Angst, - for at ta Del i Livet, - frygter, de fra Solskinnet skal synke tilbage i den dybe Skygge igjen. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Den Verden, hvor Menneskenes bedste Del kun for tællelige Generationer siden er kommet over det Standpunkt at æde hinanden for siden kun at indsætte en finere Maade at gjøre det paa . . . Ædderkoppen og Fluen! . . . Jeg tænker mig, at vi er lukket inde i et ondt Rum og skal forblive der, til vi har arbeidet Loven om Aarsag og Virkning ind i vor Natur. Og saa flyttes vi efterhaanden op i det, man kalder Aand. - - Man véd saa vist, at to og to er fire . . . Og saa kan to og to Frøkorn dog i Aandens Regnestykke blive til fire hele Skove! - - - - - - - - - - - - - - - Til sine Tider føler jeg med klam Angst, at Til- værelsen har denne Traad i mig, - nogen Hævnens Regning paa min Slægt, som den kan rykke i - Jeg tæller og tæller: - min Far, min Farfar, Oldefar, Skipperen, som blev rig paa Englandsfarten . . . Med mig, den femte . . . Men saa? - er det et eller to Led høiere op til det syvende? - - - Man tar tilægte og drager andre ind under For- bandelsen. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Iaften derude i Ensomheden paa Vidden . . . kom den igjen, denne Lyd, - som noget grundbærende styrtede dybt inde i Jorden - eller inde i mig selv . . . En Følelse, som de beskriver ved Jordskjælv, - alt utrygt, vaklende løst . . . Og under Rædselen begyndte Maanen at karrikere . . . Grunden roper med gaadefulde Lyd, som op fra nogen hemmelighedsfuld Verden . . . Ens Navn gjal- der langt nede . . . SIDE: 278 Der stiger som en Skygge, der vil gribe i mig. - Han, den anden med Kløerne . . . Hævnen er moden og løs igjen! Kanske har han langt inde i mig sit eget levende Hjerte, - sine egne Drifter . . . Natterædselen stiger som en stor, ubegrænset Lig- vogn ud af Mørket . . . - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - "Livets Fest," - heder det . . . bare ikke for mig!" - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Merete sad i Stolen, hensunken i de tre, fire Pa- pirblade. Hun holdt dem foran sig længe, efterat de var læste, - gjennemlevede . . . Med en underlig visionær Klarhed oprullede hendes Samliv med Rein sig atter Dag for Dag - fra den første Aften, hun havde set ham i sin Forudanelse. Saamangt et Ord, saamangen Antydning, der var ble- vet siddende igjen som kun halvt forstaat, laa nu i gjennemsigtigt Lys for hende. Hun sad urørlig med Blikket fyldt af de indre Syn - Der begyndte at gaa som Ryk gjennem hendes Le- geme, og der kom en Sittren i Øinene, som arbeidede hun for at vaagne til sig selv igjen. Med ét strømmede Blodet til Ansigtet, og hun tog sig til Panden - Rein, - Rein, - hun skulde aldrig se ham mere . . . Aldrig! - Aldrig! Hun faldt tilbage i Stolen med et vildt Skrig. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Sorenskriveren og Fruen havde gaat der udover Aftenen frem og tilbage, ud og ind, lyttende og vog- tende paa Lysstriben i Døren. Op ad Trappen steg Toner, - fjerne, dæmpede, langsomme Akkorder fra Klaveret, hvor Sankowitz sad SIDE: 279 alene i Kvælden og spillede en Koral, medens stille ilsomme Meldinger gled i Mørket udover Bygden. Pludselig hørtes Meretes Jammerraab. De fandt hende liggende bevidstløs, og Sorenskrive- ren bar hende ind paa hendes Sovekammer. - Dagen efter laa Merete i voldsom Hjernefeber. - EPILOG. TREDIVE AAR EFTER. De tredive Aar havde vekslet med deres hvide Sne og grønne Sommerløv. Den mægtige Elv kom ikke længere fra ukjendte Fjeldmarker og "svarte" Skoge, som Øksen endnu neppe havde rørt, og den seg ikke længere gjennem Distrikter med en taus, af Tidsaanden uberørt Almue. Sorenskriver Orning og hans storraadige Frue sov ved hinandens Side under hver sin Jernplade ved den Kirke, hvor Almuen saamange Gange havde strøget Hatte og Huer af, naar de steg ud af Vogn eller Slæde. Paa Vangen Gaard residerede nu gamle Foged og Storthingsmand Kvigstad, - en høist formaaende og mægtig Mand i sit Distrikt. Han havde som Prokurator indløst sin Hustru Alidas Fædrenegaard og levede der med Resten af et talrigt Kuld Børn, efterat de ældre i Rækken allerede var fløiet ud af Reden og tildels naat til Stillinger i Lan- det. Den svære Hovedbygning med den gamle, mærke- lige Frugthave og Park skinnede hvidmalet med nyt blaat Tagdække og store Vinduer mellem sine Løn- og Poppeltræer deroppe i Aassiden. De to "Jomfruværelser" fra Sorenskriverens Tid ovenpaa i anden Etage optoges nu af Frøken Merete Orning. Hun holdt altid Sengen, og der havde dannet sig SIDE: 280 som noget sagnagtigt om hende i den yngre Genera- tion: - Da hendes Brudgom ved et Ulykkestilfælde styrtede i Rafossen paa selve Aftenen før Brylluppet, - som alt var beredt, Kirken pyntet og hele Egnen indbuden, var hun faldt i en svær Sygdom. Siden forblev hun altid sengeliggende, kom aldrig udenfor sine to Værelser. Man viste endnu Stedet, hvor Brudgommen var gle- det ud. Hans Lig blev ikke fundet, og man sa, at, naar Isen laa oppe paa Lovandet, kunde han ses at gaa igjen i Maaneskinnet, farende som en Skygge. Merete havde været oppe og gjort sit sirlige Toilette. Hun satte en Glæde i alskens udsøgt Lintøi med Kniplinger og Broderier, og Alidas Døttre overraskede hende gjerne paa Fest- eller Fødselsdage med et eller andet fint arbeidet Stykke. Fogden havde af Princip sendt sine Sønner tidlig ud for at prøve Verden; men "Døttrene skulde der hegnes om", - deres Naturs Ægthed, legemlige og aandelige Sundhed bevares, og Skjønhedssansen ud- vikles. De skulde bli opdragende Hustruer for sine Mænd, og som Mødre danne den kommende Slægt, - overhodet blive som Alida og de Vangenske Jomfruer, - var Kvigstads Formening. - Der var sirlig pyntet og pudset paa Meretes Væ- relse idag, - friske Blomster og en liden Buket "Jom- fru Maria Guldsko" i et Glas paa Bordet ved Siden af Sengen. Marianne med to Døttre ventedes fra Værket i et Sommerbesøg hjem til gamle Vangen. - Merete var nu tyet til Sengen igjen. Hun laa der lidt træt og nød Formiddagsstilheden, hvori en og anden Stemme lød op fra Gaarden . . . Hun reiste sig paa Albuen med pludseligt Liv og lyttede - SIDE: 281 Der kom de . . . i den fine Landauer med de to vælige Brune for, - de danske Vognheste, som Groth havde forskrevet forrige Aar . . . laa hun og saa det alt for sig i Tankerne - Deiligt, at han ikke er med selv! - For da er Mari- anne den gamle, kloge, lune. Ikke dette irriterede, vogtende, hvormed hun ellers følger ham, - som om hun stadig maa svælge noget . . . Merete trak i Klokkestrengen: "Sig nu nede," - bad hun Pigen, - "at min Søster maa spise Middag og drikke sin Kaffe, førend hun kommer op til mig; men begge Smaapigerne maa straks komme og vise sig for Tante." De hastede med sagte Trin op af Trappen, - Mari- annes to og Alidas yngste - og fløi hen og hilsede paa denne forunderlige Tante, de havde, som altid laa tilsengs og aldrig kunde vinde over sin store Sorg, - som Mama sa. "Tante Ra!" - smilte Merete, da den ældste, fyrig i sine Bevægelser, resolut bemægtigede sig Pladsen foran Sengen . . . "Hun er heftig og hidsig vel, Du Bolette?" henvendte hun til Søsteren. "Men lige god for det! Og Du, Bolette . . . Jeg mener, det er Far jeg, - hans lune forborgne stille Smil oppe ved Øienkrogene. - De siger, Du er musikalsk . . . Ja, - kan Du faa saadan Glæde af det, som han, saa -. Det er det, at kunne ha sin Glæde i sig selv, Du, - slig, at intet kan ta den fra en! - . . . Ja, er det ikke underligt, Du "Tante Ra", at ha én Ring paa to Fingre?" lo Merete, da den ældste havde bemægtiget sig hendes Haand og betragtede det mærkelige, som altid blev lige nyt for dem. Saa maatte de jo vises om af Kusinen og bese alt, - hvordan Tanten havde det i de to venlige gammel- dags, lysmalede Værelser . . . Boghylden med alle de Bind af historiske Værker og Grammatiker og Lære- bøger . . . Tante Merete havde læst med alle Alidas SIDE: 282 Børn de Fag, hun havde lagt sig efter og interesserede sig for. Og det halvstore gamle Barneskatol paa Rækkevidde fra Sengen maatte undersøges. Det var fyldt med Kanavasager og Silke til Brug, naar hun af og til sad i Sengen og morede sig med at brodere Figurer efter egen Fantasi. Der blev i Aarenes Løb et og andet færdigt og sendt som Presenter til Søstrene, der gjemte paa dem næsten med Pietet. Og saa den store, bugede, messingbeslagne Drag- kiste med det gamle slebne Speil over, - i hvis øver- ste laasede Skuffe de aldrig fik komme . . . - - Udover Eftermiddagen sad Marianne alene der- oppe hos hende. Fru Groth var en staselig ældet Dame med hvide Haarbukler, i hvis arrede og noget benede Ansigt et Par smaa levende Øine undertiden kneb sig sammen til en Mysen, som om hun søgte efter, hvad der var paa Bunden. De talte dæmpet, fortrolig. Der var noget af Løn- kammerets Fred og Oprigtighed over det, og en og anden Gang reiste Marianne sig og rakte Merete et Glas eller, hvad hun kunde se efter fra Sengen. "Det er underligt, saa Du kan følge med alting, Merete! - næsten som Du kunde se udover Bygden, der Du ligger, - og længere ud ogsaa . . ." yttrede Marianne. - "Naar jeg sidder her hos Dig, blir det altid som i vore Pigedage igjen paa Vangen." "Ja," - nikkede Merete med sit smukke Hode; hun mindede endnu om Ungpigen. - "Man havde ikke slig Hast og Fart i vor Tid, Du. Der hændte ikke saa- meget. Posten kom den ene Gang i Ugen med den lille Avis . . . man havde Stunder til at ruge over sine Indtryk, - og de gik kanske desto dybere . . ." Marianne mysede med et underligt grundende Ud- tryk paa Søsteren: - "Det var altid saa tungt at tænke paa, at Du laa der, Merete. - Men nu har jeg begyndt at forsone mig med det. Naar én er saa enkel og hel, knækker man SIDE: 283 ogsaa helt! - Du formaade ikke at ta det op med Verden mere -" - Nu bankede Pigen paa og kaldte Fru Groth ned til Theen . . . Marianne stod et Øieblik, som der gik noget i hende. - Saa bøiede hun sig pludselig over Søsteren og hvi- skede i stærk Sindsbevægelse: - "Var en stor Kjærlighed blet mig beskaaret i Livet, - jeg skulde gjerne ligget der, Du ligger, Merete!" Jonas Lie SIDE: 285 LINDELIN EVENTYR-SPIL I FIRE AKTER (1897) SIDE: 286 PERSONERNE. Lindelin. Skipper Enochsen. Styrmanden. Stewarten. Seilmageren. Sjøfolk. Jan Wiedewelt, Kjøbmand. Lisken Espebom, gammel Tjenerinde i det Wiedewelt- ske Hus. To Konditorbud. Jeremiasen, Mathisen, Gamle Eliasen, Jægteskippere. Major Rattibach, garnisonerende Militær. Truls, hans Tjener. Prædikanten. Fru Schnackenberg. Fru Finkenhagen. Madam Tornkrans. Fru Snabel. Jomfru Andrine Kjevlegaard. Jomfru Witte Kjevlegaard. Dorthe, Tjenestepige hos Prædikanten. Trampedeller, Berider. En Vært. En Opvarter. Tre Herrer. To Hesteinteresserede. Cirkuspublikum. Cirkustjenere og Rideknægte. Nogle af de paa Cirkus agerende. SIDE: 287 Kahyt med aabent Skylight og en Trappe paa venstre Side- væg skraat op til Dækket. Paa høire Sidevæg to Køier over hinanden med et halvtiltrukket Gardin for og en Bænk un- der. Kister og Skrin, blaa og rødmalte med Bonderoser og Snirkler. Paa Baggrundsvæggen to Kahytsvinduer og mel- lem dem et Speil, hvorunder et Opslagsbord med en Krak paa hver Side. Tilhøire en Kogeovn og paa venstre Side af Speilet, høiere oppe paa Væggen, et Skab, hvori ses Flasker. Af og til udover Scenerne ser man en stor Skogkat (en mekanisk) med gulgrønne gnistrende Øine og busket Hals smyge sig om i Kahytten og forsvinde i et Aflukke, der er placeret paa den Køierne modsatte Væg henne ved Trappen, hvor den har sine Unger. Tilhøire sidder Skipperen, - en bred, staut, rødskjægget Skikkelse. Tilvenstre Lindelin, - de spiller Femkort ved Kahytsbordet. Lindelin er underlig bondegloret klædt; hendes Ørenringe med store grønne Stene blinker intenst. Hun nytter Kortene koket som Vifte og plirer til Skipperen under Spillet, me- dens Vildkatten af og til smyger sig om paa Bordet mellem Kortene og om hendes Ryg og Hals. Lindelin (skyver lempelig blidt til Katten). Afveien, Pusen min, - gaa hen og kig i Kortene hans, Du. Enochsen. Ja, den Buskesvansen dens, naar den slig pudser én op i Næse og Ansigt, saa - hm! - faar én som en Lyst til at harke sig. - Nei, nei, jeg vil derfor slet ikke sige, at den er i nogen Maade generlig, den snille, pene Pusen, nei. - (Klapper den forsigtig om Forbenene SIDE: 288 for at flytte den fra sine Kort. Trækker Haanden hastig til sig.) - Au! - (Dæmpet indsmigrende, medens han suger Haanden for Riftet efter Kloret.) Det tør være et Sæt noksaa lange Barberknive, Du gjemmer saa kjælent i de smaa Poterne dine, Skogpus. Lindelin (lægger Kinden ømt ind til Katten). Du Klør! - Aa, Du er saa deilig, deilig Pusen min! (Katten hen til Enochsen.) Enochsen. Uf, byr den mig ikke Busken sin igjen. Lindelin (kaster ivrig sidste Kort). Ser Du, sidste Stik mit! - Ud med Honningkagen, Enochsen! Enochsen. Nu straks? - Du kan da bie, Søten min, og gi mig lidt Pust til at vinde, jeg ogsaa. Lindelin. Bare saa jeg faar bide i den, Enochsen, - et lidet, ganske lidet Bid. Enochsen (rækker med Haanden ned i Kisten bag sig efter Honning- kage, bryder af og gir hende et Stykke). Saa - der! Men bare lidet, ganske lidet, hører Du, - ellers vil Du ikke spille mer. Og Du véd Aftalen: - Femkort, til hele Stokken er gi't ud. Vinder Du, faar Du en Honningkage - Lindelin (bedende). Og lidt Mjød ogsaa, Søten min. SIDE: 289 Enochsen. Nu? - midt paa Dagen! Det er forsvoret ombord hos Skipper Enochsen det. - Og, vinder jeg, faar jeg et Kys. Lindelin (surmulende). Jeg maa da vel faa en Kagebid til vel, - bare lidt til Pus? Enochsen. Nei, Aftalen, Lindelin, - værsaagod! Lindelin (spidser Mund og rækker Ansigtet mod ham). Naar jeg holder Honningkagestykket i Munden - slig? - og deler med Dig, saa Du kan bide af din Halvpart? Enochsen. He he he, - he he he, - saa rød en liden Mund som en Rose, og saa blinkende hvid en Tandgar. Det er vel et Syn, som én aldrig skulde ha set Mage til i Verden. (Han gir hende en Honningkagesnab og rækker sig over Bordet for at bide.) Lindelin (drager sig hastig tilbage og spiser Kagestykket). Det kom af det tykke Skjægget dit, at Du ikke fik Tag i din Part. Enochsen (hidsig). Saa skal vi spille igjen. Lindelin. Ja-a, hvis Du gir mig Resten af Honningkagen, saa Pus, stakkars Pus! ogsaa kan faa lidt. (Enochsen gir hende Resten af Kagestykket, hvoraf hun spiser; stikker en SIDE: 290 Bid i Munden paa Katten og skydser den saa afsted.) - Gaa nu ind til alle Ungerne dine! (Katten smyger sig ind i Aflukket.) Enochsen (gir ud Kort og de fortsætter Spillet, medens hun tygger. Han tar dundrende med Næverne i Bordet sidste Stik med Glans). Det er mit. - Nu Kysset! (Lindelin koketterer bag Kortene og unddrager sig, indtil han faar Nip af Kysset. Hun titter derunder stadig op til Flaske- skabet, og de spiller igjen). Lindelin (udbryder overstrømmende). Nei, hvor slu han er, den staute Skipperen min! - hvor deilig han fusker og ler saa lurt i Skjægget. (Sprin- ger op.) Nei, jeg holder det ikke ud, Enochsen! - saa for vakker Du er! (Dækker hans Øine med begge Hænder.) Luk Øinene - helt igjen. Kan Du holde dem slig tæt lukkede, til Du har talt til hundrede, skal Du faa ti - tolv Kys af de bedste. Du lurer Dig ikke til at titte vel? - Du er saa vakker slig med Øinene igjen, Enochsen! (Springer op paa Krakken og rækker til Mjødflasken, som hun hastig faar Korken af og sætter for Munden. Et Øieblik efter er hun nede.) Saa, Enochsen, luk op Øinene! (Hun kysser ham rundt Ansigtet og tæller for hvert Kys til ti.) Enochsen (lukker Øinene under Nydelsen). Jamæn synes jeg ikke, det ligesom dufter af Mjød, naar jeg saadan trækker ind Veiret, ja. Lindelin. Næ-i? - og det bare fordi jeg isted tænkte paa Mjød. Men, naar Du vidste, hvor Du dufter af Fisken, vi har ombord! SIDE: 291 Enochsen. Aa saa fin en Natur, Du er, - saa én næsten kan bli bange for at bande endog det allernødvendigste ombord i sin egen Jægt. (Klapper hende varsomt.) Som Lilien paa Marken, som Fløiel og Dun at stryge paa Kinden! Lindelin (titter i ét væk snart ned til Honningkageskrinet, snart op til Flaskeskabet. Hun begynder at trippe urolig foran ham, sky- ver og puffer leende til ham og knytter Haanden som true- ende op i hans Ansigt). Du er saa stærk, Enochsen, saa karlig bredskulderet, ligner Hjerterkonge i sin røsselige Vælde med det røde Silkeskjægget dit. Og endda er jeg ikke ræd Dig! (Ler og aper og knader ham, medens hun alt i ét titter ned mod Honningkageskrinet og op mod Flaskeskabet.) Læg Næven din paa Bordet ved Siden af min, Enoch! Hu, - saa svær og barket og skrækkelig den er mod min. Og endda saa tør Du ikke andet end la' mig vinde paa Dig. (Ærter og ægger.) Du tør ikke, - ellers blir der ingen Kys af, véd Du! Enochsen. He he he, - nei, Du kan nok gjerne slaa alt det, Du aarker, med den søde, bløde Poten din. Det bare klør saa deilig i Skjægget. Lindelin (ser beundrende paa ham. Pludselig heftig). Nei, jamæn maa jeg lukke Øinene dine igjen, de er for vakkre! (Lægger begge sine Hænder paa hans Øine og ser sig raad- vild om.) Enochsen (vrinsker og humrer indfornøiet). He he he . . . SIDE: 292 Lindelin. Hør nu, Enoch, - Gulleskipperen min! Du vil jo være ærlig og aldrig narre eller svige hende, som har gjort det store Offer for sin Kjærligheds Skyld at for- lade sit gjilde, rige Hjem langt inde paa Skogen og gaa bent fra Brudeskamlen og lige ombord og tilhavs med Dig! - Ja, for Du maa tro, det var noget til Greier, - det lyste og gløste i Vinduerne, og Guld og Sølv var det, hvad én tog i. Lover og sværger Du, Enoch, aldrig at narre eller svige din egen Lindelin? Aldrig! Enochsen (vil fare op). Ja ved heite gloendes - Lindelin. Nei, ne-hei, sid, som Du sidder, hører Du! Luk ikke op Øinene. Og, om Du løi, - aa, jeg laa der i Stiv- krampen, - døde paa Flekken, Enoch! Enochsen. Sig bare fore Du, saa svær' Enochsen. For en saa rivenes deilig Himmeriges baade Rose og Lilie som Du, - og værre og værre forrivenes deilig blir Du for hver Dag, Sola mi! Lindelin (titter begjærlig op mod Flaskeskabet). Vil Du nu sidde slig rolig, ganske rolig, til Du har faat talt til to hundrede, - saa skal du faa se mig staa foran Dig med udslagent Haar, som den deiligste Huldre. (Hopper op paa Krakken, hvor hun saa hastig snapper Fla- sken ud af sit Rum.) Du kan gjerne vende Dig bort ogsaa! Enochsen. Sig bare fra, naar jeg skal begynde at tælle. - (Slaar Øinene op, idet han vender sig.) Men, hvad gjør Du der ved Mjødflasken? SIDE: 293 Lindelin (indbildt blidt med Flasken i hævet Arm). Huldren maa da ha noget, som kan forestille Lur vel? - Men nu, - siden Du vendte Dig om og keg, saa - (Straffende i Graad mere og mere jamrende.) - Nei, det havde jeg ikke tro't Dig til, Enoch! Jeg tænkte, Du var en anden Kar jeg, trofast som Fjeldet, og saa -. Uf - huf - dette gaar mig bent tvers gjennem Hjer- tet. (Skriger.) Giv mig noget at drikke, - jeg daaner - (Peger med Ækelhed.) Du under mig nok noget af det lunkne, grumsede Vand der i Spilkummen henne paa Ovnen. Enochsen (reiser sig). Tag Dig heller en Slurk af Mjøden, Du har i Haan- den, Du Smørblommen min, - det kan hjælpe. Lindelin (drikker og udstøder mellem hver Slurk). Aa - haa! - Aa - haa! - Saa Du har bedraget mig, Enoch. En stakkars troskyldig Pige, som Du lok- kede bort til Dig! (Hastig.) Men hvad var det, jeg saa, - et stort Hul bag i Buksen din. Snu Dig om! (Me- dens han vender sig, tømmer hun Flasken helt ud og springer ned af Krakken.) Der maa en ny Lap paa. (Tørrer Øinene.) Nei ikke skal Sjøbassen min gaa slig bar, udsat for Vinden og kolde Blaasten, - om han bedrog mig al- drig saa haardt. Og nu, vi snart kommer tillands og skal beses af alle de fine Byfolk! (Raaber op af Trappen.) Anders Seilmager, Anders Seilmager! Kom med en Lap til Bukseenden hans Enochsen. (Til Enochsen.) Og saa lægger Du Dig der tvertover Krakken, saa jeg kan faa sy. Enochsen (forbløffet uforstaaende, opfatter det som Spøg). Hehehe, - hihihi. Det blev noget at stryge et varmt Persejern paa. SIDE: 294 Lindelin (nikker stolt). Ja-a, min røsselige Skipperbasse kny'de nok ikke, om saa Bolten var gloendes. Enochsen (staar et Øieblik stum oprørt, udbryder saa barsk). Der? . . . tvertover Krakken? . . . jeg? Lindelin. Naar det er dine egne Bukser! - Nu er Du urimelig, Enochsen. Enochsen. Nei saa dundre mig! - Nu svor Enochsen baade for sig og Jægta! Lindelin. Ret saa, ret saa, Enochsen! Dominér og husér, - tramp og trak paa Konen din, - i samme Stund, som hun ikke véd, hvad hun skal gjøre for Kjærligheds- gjerning imod Dig! (Begynder at tude.) Og ikke engang husker, at Du lige nu stak hende tvertigjennem Hjer- tet, - sveg og bedrog mig, - og endda ikke for sit Liv vil vide af andet end dit eget bedste. Enochsen (med Gravrøst trækker sig i Skjægget). Jeg spør Dig bare: Er det sømmeligt for en forfaren Skipper, som har seil't med egen Jægt i fjorten Aar paa alle Fiskevær at (ser op mod det aabne Skylight) fore- vise sig for Mandskabet fra den Side? Lindelin (sidder med vredne Hænder og stirrer stille fortvilet ned i Gulvet). Jeg ser ikke andet, end at det blir værre og værre SIDE: 295 mellem os jeg. (Overgi't.) Aa, jeg er saa ulykkelig - saa ulykkelig. - (Enochsen stryger og kjæler hende. Lindelin farer pludselig vildt op.) Jeg vil hjem igjen til Far og Mor! - hjem igjen, siger jeg Dig. Aa, de skulde vide, hvordan Datter deres nu er faren! Enochsen. Søten, Søten! - Naar nu Skipperen føier Dig, - hører Du, - føier Dig. - Hør da, hør da. Det skal jo bli, som Du vil, Lindelin min! - Lillepus min ja. - (Trøster.) Saa saa, nu blir det nok bra igjen. - (Ser betænkt uroligt op mod Kahytstrappen og Skylightet.) Jeg vil bare først op paa Dækket og kommandere Folkene tilveirs for at bjerge Topseilet. Jægten ruller saa, sy- nes jeg, det er vist øget med Vinden. Lindelin. Op paa Dækket med det gabende Hul bag? - Al- drig i Evighed! - saa baade Styrmand og Mandskab skulde faa det at føre Dig ud i Folkemunde for. Mands Skam er Konens Skam, og din Tort er min Tort, skulde jeg mene. Holdt Du lidt mer af mig, saa be- høvede jeg ikke at undervise Dig om det. (Paa Graaden.) Aah, - aah, - jeg er saa ulykkelig! Enochsen (puster tungt). Ja ja ja, - det faar saa bli da, Pusen min! (Kjælende over hende.) Nei graat nu ikke, hører Du. Saa, - saa. Enochsen gjør som Du vil, hører Du, bare han faar lidt Ræson for det først. Og Lindelin min hun véd nok, hvordan det skal være hun! - Saa, saa Skogprinsessa mi'. - Saa, nu græter vi ikke mere, Kjælepus! Og saa gir Du mig et Kys, saa jeg kan vide, at Du er lige blid igjen. Lindelin. Vil Du lægge Dig tilrette da? SIDE: 296 Enochsen (befippet, bedende). Straks, straks. Lindelin (rækker Truten frem). Der! (Kysser ham; men farer hastig tilbage.) Huf, Enoch- sen! de Skjæggestubberne dine stikker jo som Børster, strutter som Pigger. Det kommer af din modstridige Natur. Enochsen (kryber sig tilrette henover Krakken, som han forsigtig pla- cerer bag den høie Kiste, saa han dækkes for Publikum. Ydmygt). Her ligger jeg jo. Lindelin (til Seilmageren, der kommer ned af Trappen). Ja, er det ikke en snil Mand, jeg har. Se bare Vild- bassen min nu! Der er nok ikke mange Koner, som har Magen. (Enochsen stønner dybt.) Lindelin. Ræk hid Lappen, Seilmager! (Hun maaler den til at passe, klipper og lægger den tilrette over Flængen.) Og nu træder vi Traaden ind i Naalen. (De gaar til hver sin Kant og drager; hun med Naalen og Seilmageren med Traa- den, for at den kan bli lang nok. Bekymret ømt over mod Enochsen.) Og nu maa Du ligge rolig som et Lys, Bas- sen min, skal Du ikke faa Seilmagernaalen i Dig, saa jeg blir nødt til at sprætte op igjen, hvor Du blir syt fast. (Mandskabets Ansigter med Huer og Sydvester ses derunder tittende og kigende nedigjennem Skylightet og Kahytstrap- pen. Samtidig høres dæmpæde Lystighed, og Enochsen ven- der af og til ængstelig Hodet for at kige didop. Lindelin syer med store Fagter, og for hvert Sting drager hun den lange Seilgarnstraad hen til Væggen. Medens hun drager Traaden til og fra, følger en Stemme hendes Bevægelser med:) SIDE: 297 Og hiven hal og stop for Læk - Rullen gaa, Rullen gaa - Nu spundser Madamen hans Agterdæk Hei mi' Rullen gaa! Saa sjunge vi alle Rullen gaa, Rullen gaa, Rullen gaa. Der hænder mangt paa Bølgen blaa. Hei, paa Bølgen blaa! Saa letted' vi Anker og hev vort Spil - Rullen gaa, Rullen gaa - Og hvad en Madam faar sin Skipper til Hei mi' Rullen gaa! Saa sjunge vi alle Rullen gaa, Rullen gaa, Rullen gaa. Der hænder mangt paa Bølgen blaa. Hei, paa Bølgen blaa! (De andre stemmer i med Omkvædet, og det gjentages til Sy- ningen er færdig. Enochsen vrider Hodet og gjør Grimacer, og prøver at kige op til Skylightet.) Lindelin (klipper Traaden af, naar hun er færdig, og binder med stort Armsving Knude paa Traaden). Ja, nu slaar jeg Blaaknude paa Skipperen min. (Klap- per til med et Klask.) Og nu skal ingen fortale Dig paa din Bag, Enochsen, eller sige Dig i Øinene, at Du ikke er forsørget med Lap og Søm af Madamen din. Og nu i Byen kjøber vi Kjønrøg til at sværte den med. (Som Enochsen reiser sig, drager Folkene sig skyndsomt bort.) Enochsen (retter sig og gaar frem og tilbage ude af Humør). Jaha, - jaha, - ja san - jaha - Lindelin. Saa gir Du mig vel Skrædderkysset da, - og takker den lille Madamen din, som (med en lidenskabelig Gestus hen mod ham) er saa forbittrende forgabet i Dig, at hun gjerne kunde - nam nam, spise op hele Skipperen! (Rækker Munden hidsig hen til ham; men farer som brændt tilbage for hans Kys. Holder sig for Munden og ynker sig.) SIDE: 298 Au - au, uf da, Enochsen! som Du rev mig med disse Skjæggebusterne dine; de skraber og stikker. Jamæn tror jeg, jeg bløder. (Hen til Speilet, ser og beser sin Mund, spytter paa en Klud og gnider og pudser sig med Hænderne, som naar Katten vasker Snuden.) Enochsen (ler). Naada, - Du har da kjendt det Skjægget før, skulde jeg mene! (Det buldrer og tramper ovenpaa og høres "Hoi-ho-ho-" mens de haler i Tougene.) Lindelin (vender sig bort). U-u - - uh - puh, - det var som at komme an i en Rive. Enochsen. Naada? Lindelin (gysende). Jeg har aldrig set, det var saa stygt før. Styrmanden (raaber med Haanden for Munden ned af Kahytstrappen). Skipper! - Skipper! - Hoi da, Skipper Enochsen. Vinden forandrer sig. Vi faar Uveir! Enochsen (farer til Kahytstrappen og raaber). Hoi, holloi, - nu er jeg straks paa Dækket. Lindelin. Gaa Du, - gaa Du! (Hun kaster sig ned paa Bænken foran Køien med Ansigtet begravet i Armene.) SIDE: 299 Enochsen (hen og bøier sig over hende; bønlig). Lindelin min, - Lindelin min da! Snu Hodet og se op, hører Du. Bare lidt, bare Du vil la mig faa saa- meget som Nappen af Mundvigen din, saa, - hører Du. Styrmanden (brøler høiere). Skipper, Skipper! I faar op og sige, om vi skal falde af en Streg i Kursen. Han begynder at se styg ud. Enochsen (roper op). Ja ja, hoi! - (Til Lindelin.) Hører Du, Smørblommen min, bare snu Hodet lidt op til mig saa - Lindelin (kryber voldsomt sammen i Hjørnet af Bænken for at undgaa ham). Kom ikke nær mig! Jeg faar slig Kvalme. Jeg ud- staar ikke det Skjægget. Det er saa ækelt, rent til at miste Madlysten af. Styrmanden (vræler). Skipper, Skipper! Vi maa brase om helt. Skynd Jer. Enochsen. Ja ja! (Farer hen til Trappen.) Lindelin (ynker sig og græder). Nei saa Du har skuffet og forblændet mig med det Skjægget. Og, kan Skjægget være Løgn, saa - kan mere ogsaa. SIDE: 300 Enochsen. Naa saa steike og flaa hele Skipper Enochsen og Jægten hans med, om Du ikke kan lide paa ham. Lindelin. Og endda det ikke er mere om at gjøre, end at ta den Busten af Dig! Enochsen (stryger sig om Skjægget). Skjægget, - Skjægget mit? - Hø-hø-høh. Jeg vil se den Karen, som tør rykke i det. Hø-hi-høh. For- uten Dig da. For Du, Blommen min, raa'r nu ligesom for hele Enochsen, Du san, - og kan baade leke og haandtere og flette og knytte i det med de deilige Smaafingrene dine. (Stemmer og tiltagende Larm ovenfra.) Hoi-hoho-i-o-ho- Styrmanden (brøler ned). Vinden øger paa. I faar fort op, Skipper! Enochsen (spøgende, idet han tar et Par Trin op ad Trappen). He, he, he - Du, - her er nok ikke Stunder til at tænke paa Skjægget nu. Vinden uler deroppe slig, at det gjerne kunde blaase af Hagen paa én. Lindelin (skriger efter ham). Ja saa kom bare ikke igjen! For noget styggere end den brunrøde Kosten om Halsen har jeg aldrig set. Hu-u-uh! Jeg taaler ikke engang at tænke paa det. Enochsen (parlamenterende, godslig nærmende sig hende lidt igjen). Saa er det nu saa bra at ha mod Forkjølelse og Hals- syge, véd Du. SIDE: 301 Lindelin (skriger). Vig fra mig, jeg blir fælen! Enochsen (mægtig oprørt). Dette Skjægget! - Enochsens Skjæg - (stryger det med Selvfølelse) har nu staat baade i Havsnød og Storm, i Uveir og Blaast, Sjødrev og Slud og Isregn og Rim- frost med. Og har det klaret sig til nu - Stemmer. Holehøi-høi- Styrmanden. Skipper, Skipper! I faar op at kommandere til at reve Seilene, nu har vi Uveiret over os. Enochsen. Ja, ja, nu er jeg der paa sætte Flekken! Lindelin (tigger ynkelig). Og, naar det bare er saa lidet - det jeg ber Dig om, Enochsen - Enochsen (overhørende, - med mægtig Stemme). - Saa der faar være Maade med at føie Kvindfolks Nykker og Uforstand ogsaa! (Tramper frem og tilbage.) For en Kar blir nu en Kar og en Kjærring - Kjærring, saalænge Verden staar, og Karen faar det bli, som raar, og Kjærringen som lystrer - tilslut, tilslut, siger jeg Dig! Lindelin (titter gjentagende koket op til ham og rækker sig mod ham). Men, om Du fik af Dig det Skjægget, saa - (Blinker lovende og nikker og gjør sød Mund.) SIDE: 302 Enochsen (blaaser). At en Skipper ikke skal ha Skjæg, - aldrig skulde én ha hørt sligt, saa rent hen i Urimeligheden! Lindelin (tar til Graaden). Der skal ikke mere til, for at jeg ikke skal kjende mig rent, - rent ulykkelig, alene som jeg er her med Dig paa vilde Havet. (Hulker.) Nei, aldrig havde jeg tro't dig til sligt. (Enochsen kjæmpende med sig selv gjør pludselig med en voldsom Overvindelse Mine til at gaa op paa Dækket.) (Lindelin truende.) Nu hænger det i et Haar, Enochsen! - gaar Du saa - Enochsen (vildt, barskt afvisende). Hø, hø, Uveir overdæks og Uveir undendæks. Men en Kar faar være en Kar i Pligtens Stund, - eftersom han ikke kan sage sig i to da - (Vil op Trappen.) Lindelin (styrter med opløst Haar hen og omfavner hans Knær). Saa ta Farvellet da - for sidste Gang. Og Tak for mig for dette Liv. Jeg kommer aldrig til at glemme Enochsen, (brister i Graad) Gulleskipperen, jeg havde og mistede slig igjen! Enochsen (forfærdet). Mi-mi-mistet - (Famlende ned mod hende for at løfte hende op.) He, he. Du snakker saa rent over Dig -. Pas Dig for Støvlerne mine, som er nysmurte. SIDE: 303 Lindelin (ser op mildt jamrende). Det er bare Smørblomsten din, som Du har traadt ihjel - bare Smørblomsten . . . Farvel, Enochsen - Enochsen (bitter). En faar kappe Riggen i Nødens Stund. (Griber Saksen og farer op i Trappen, hvor han oprørt tar Skjægget af sig med store resolute Klip og derunder af og til kiger op til Dækket. Stirrer efter udført Operation trist paa det afklippede Skjæg, som han holder i Haanden. Lystig.) Jaha, - jaha san, - én faar tænke, én fører ikke Jægten bare med Skjægget! (Puster ud.) Naa, er Du nu fornøiet, Bringebærsukkeret mit. Gi saa Skipperen Din en Kys. Lindelin. Lad mig først kjende. (Prøver med Haanden.) Jo, slig Skarreklipping skulde farlig hjælpe! Au, au, - er det ikke som det skrubber Fingrene. Enochsen (gir sig i Hast til igjen at snauklippe). Naa da, - Snutten min, Sola mi, - naa da, kjend! Lindelin (kjender og jamrer). Bare værre og værre! - nu er det saa rudt og stik- kende som et Rivjern. (Hiver sig graatende om, saa hun ligger med Ryggen op.) Og dette vil Du, jeg skal skrubbe mig paa mit hele Liv! Enochsen (skynder sig resolut hen og tar Sæbe, som han spytter paa, og Barberkniv. Han stiller sig op i Kahytstrappen, luder sig, naar han barberer sig, og stikker Hodet op, naar han tar til Raaberten og kommanderer. Brøler med Mellemrum). Alle Mand til at reve. Dundren tar Jer! Fir af paa Draget. Klar ved Brasene. Svint Jer, svint Jer, - SIDE: 304 tordne og kapseise Jer! - Naa et Tag, et ordentlig ét. Hurra boys! (Vemodig, idet han er færdig med Barberingen.) Saa saa, ja nu har Skipper Enochsen kappet baade Vævling og Vant. (Gaar hen til Lindelin, det ligger med Haanden for Øinene, som hun ikke udstaar at se ham.) Naa naa, Sirupskrukken min! Lindelin (slaar Øinene op og Hænderne henrykt sammen med et Klask). Nei, nu har jeg aldrig set paa Mage saa vakker Du er. Javist har jeg været forgabet i Dig; men aldrig, aldrig havde jeg tænkt eller trod', Skipperen min var saa fortrollende deilig. Saa Du har gjemt Dig bag det græsselige Skjægget! (Slaar Armene om ham, klapper og stryger ham paa Kinderne.) Noget saa fint! - En hel ny forsvimlende Hjerteknuser, istedetfor den gamle Brom- bassen min! Styrmanden. Skipper, Skipper! Det er rent et Hundeveir. I faar op og greie med Kursen. Det kniber, om vi kan klare Pynten til Byfjorden. Her blir ordentlig Hav. Enochsen. Ja, javel nu kommer jeg. (Binder et Tørklæde høit for Hagen.) Det kunde hænde de ikke kjendte Skipper Enochsen igjen deroppe. (Springer op paa Dækket.) (Det larmer ovenpaa, trampes, drages Touge og høres af og til Halehøi. Derimellem Kommandoraab.) Op med Roret! - Støt saa! - Fald af! - Støt saa. (Lindelin har igjen kastet sig hen paa Bænken; hun ligger og strækker sig, snur og vender sig og gaber mere og mere kjed. Gisper med Øiekast af og til opad Kahytstrappen. Tar endelig til et Uldgarnsnøste, som hun lader rulle henover Gulvet, medens hun holder i Traaden, som er knyttet, saa hun, naar hun vil, kan trække Nøstet til sig igjen. Ligger SIDE: 305 og trækker det frem og tilbage, medens Vildkatten stikker Hodet længere og længere ud, indtil den pludselig styrter over Nøstet, som hun saa hastig unddrager den for at begynde at ærte den paa ny. Snakker i det følgende under sin Leg med den.) Nei da Pus, nei da Pus! - det lykkes ikke. Jeg kjen- der Dig jeg, ser Du, - skjønner saa godt, naar Du mener at springe til - naar Du lader saa uskyldig og ser ud, som Du har opgit det ja, - og lukker Øinene og myser. De blir bare saa blanke, ser Du. (Trækker Nøstet til sig, da Katten paany farer til.) Javist ja, vi blev skamfuld ja. Og ser Du, havde det ikke været mig, Du havde med at gjøre, men bare den skikkelige Enochsen, - saa - ja, - da ja, - saa havde Du nu faat Nøstet mellem Smaakløerne dine . . . Stakkars Pus, vi kjeder os ja . . . Stakkar, jeg tænker, vi skal faa os lidt Melk, ja, - det bedste, vi véd at godgjøre os med. (Staar op og tar Melkekoppen fra Kogeovnen. Kalder.) Pus, - Pus - Saa ja, op paa Fanget mit, ja. Der, - nu kan Du ta for Dig af Hjertens Lyst. Det er lige- godt som Mjød for mig det! - Naada, naada, - vil Du ikke? - (Katten skriger klagende.) - Naada, Du ser saa ynkelig op paa mig? - For varm kanske. Ikke akkurat slig, som Du vil ha den? Værsaagod! - ikke kræsen. Jeg skulde kanske blaase paa den for Dig! (Trykker utaalmodig Kattens Hode ned mod Melken.) Vær- saagod, Snuden ned i Koppen. (Katten mjaver stærkt.) (Lindelin i stigende Affekt, koldt.) Saa Du vil ikke gjøre, hvad jeg siger Dig. Værsaagod, Hodet ned i Koppen . . . Ikke? - Ikke? (Katten mjaver ynkeligt. Hun kniber den ved Næsen, saa den gaber, og helder den varme Melk i den. Den skriger skrækkeligt og fræser.) Jaha, vi blir skoldet, naar vi er ulydige og opstanasige! (Koldt, hævn- sygt.) Aanei, Pusen min, der er mere i Koppen! (Tvin- ger Resten af Melken ned i Katten.) Jeg tænker, vi lystrer en anden Gang, jeg! (Katten styrter elendig jamrende ind i Lukafet til sine Unger.) (Lindelin lægger sig tilbage paa Bænken.) Jaja Pusen SIDE: 306 min, stakkars Pusen min . . . Der ser Du, hvad der kommer af at være urimelig. (Ligger og ser mod Afluk- ket, hvor Katten forsvandt. Udbryder.) Neimæn, om hun vil se paa mig engang . . . Lillepus . . . Lillepus . . . Kjælepus. Er hun saa vred nu da? . . . saa rent for- nærmet? - Ja, ja, javist har vi været slem mod hende . . . rigtig haard ja. Hun vil slettes ikke mere se ud paa mig, nei, - som var saa styg mod hende . . . Søte, søte Pusen min, er vi saa rent ikke til at faa blid igjen? Jeg skal tage saameget Honningkage til Dig fra Enoch- sen, og af Kaffefløden hans, saasnart Du bare kan ta' det for Svien. (Overvældet af Sorg.) Stakkars Pusen min! (Larmen oppe paa Dækket blir stærkere og tydeligere. Der raabes.) Fir af paa Draget! Hart Styrbord, Støt saa - - Stræk paa Braserne . . . Halehoi - ioh - hoi - (En Stemme brøler.) Land isigte forud nede i Læ! (Kommandostemme.) Klar til at vende . . . stræk i Braserne. Ned med Ro- ret. Haardt Bagbord - støt saa . . . Skjærp Seilet! . . . bedre op i Luvart. Enochsen (kommer farende ned brølende bag sig op til Dækket). Tæt op i Luvart! salte og annamme Jer. (For sig selv.) Er det ikke Bynæsset vi har dernede i Læ, saa er det sjelve Brandskjærene, og da! - Taagen ligger saa tæt, at én kan skjære i den. (Skynder hen til Aflukket, hvor Katten ligger.) Lindelin (farer heftig op). Enochsen, Enochsen, hvad vil Du derinde? Enochsen (kort, idet han river Døren til Aflukket op). Sjøkartet! - Væk med Dig, Kat! SIDE: 307 (Vil stikke Haanden ind for at trække den ud; men Lindelin stiller sig hindrende iveien.) Lindelin (ophidset). Jage Katten ud? - min Kat! Enochsen (kort). Afveien! Jeg maa ha fat i Sjøkartet. Her staar Nød paa. Lindelin (hyler). Ud siger Du, - med min stakkars Vildkat, som netop har brændt sig, - skoldet baade Tunge og Hals og ligger der med alle Ungerne sine. Enochsen. Ud baade med den og Ungerne, ellers kan baade den og vi komme anderledes ud for det. Vi har Havet over os og Taagen! - Vi ser ikke en Favn forud for Baugen. Lindelin (ser ham med sammenbidte Tænder op i Øinene). Ja, prøv, Du Enochsen, at kaste min Kat ud! Enochsen. Du forstaar ikke dit eget bedste, Kone. Slip mig til, - eller - jeg flytter Dig. Lindelin (trodsig med kryl Ryg skriger). Nei, nei, nei, siger jeg! Enochsen (bedende). Lindelin! SIDE: 308 Lindelin. - Finde mig i, at alle de stakkars Smaaungerne skulde ligge og sprælle hjælpeløse her udover Kahyts- gulvet og kanske kravle sig bort indimellem Fiskestab- lerne eller krybe op paa Dækket og skylles overbord ud igjennem Spygatterne! (Hændervridende.) Aa - aah, nu ser jeg dit haarde Hjerte, og hvad for Mand jeg har givet mig hen til! Enochsen. Brug nu Vettet, Søten min, - jeg skal svare baade for Folk og Skude. (Griber Katten.) Lindelin (springer op ad Kahytstrappen og skriger overvældet). Adiø, Enochsen! og Tak for den Tid, jeg var hos Dig. Lægger Du Haand paa Katten, saa springer jeg over- bord. (Forsvinder op paa Dækket.) Enochsen (styrter efter og kommer om lidt ned med hende, støttende hende under Armen, mens hun vakler med). Ne-i, - ne-i, der skal ingen røre din Kat, - din pene Vildkat, - din snille vakkre Kat, nei. Enochsen er Mand for at seile uden Sjøkart, han! Lindelin (sukker og stønner og klynger sig ind til ham). Aah, saa Du har forskrækket mig, næsten tat Livet af mig, Enoch! Enochsen. Saa rent medtaget, stakkar! Læg dig her paa Køien. Lidt Mjød kanske kunde gjøre godt. Jeg skal trække op en ny Flaske. (Farer efter Flasken og trækker op, medens Lindelin higster og graater.) SIDE: 309 En Stemme ovenifra Dækket. Skipper, Skipper! - Det er selve Bynæsset, vi har isigte. Taagen letter. Vi kan straks være inde paa Havnen. Enochsen (puster vældig ud). Naa saa Tak og Pris! - Værre Seilads, - - jeg syntes næsten, vi alt sad med Baugen op i Skjærene, jeg! - (Tørrer Sveden af Panden.) - Naa, det var et Pust! - (Lindelin jamrer og sukker.) Enochsen. Ja, stakkars liten, ja - (Gir hende Flasken.) Drik lidt Mjød og styrk Dig. Jeg sender Stewarten ned for at pudse og feie i Kahytten, saa her er fint, til vi kommer til Byen. (Han forsvinder op paa Dækket.) (Stewarten kommer ned med Svaberen og begynder at rydde og pudse.) Lindelin (gisper og gaber). Vi blir vel liggende ude paa Havnen i Eftermiddag uden at komme iland? Stewarten. Nei, var det ligt, - vi lægger lige ind til Bryggen. Lindelin. Aah, - og saa kommer alle disse gamle fedtede Fi- skehandlere ombord? Stewarten. Det er eller nok ikke de gamle. De sender Sønnerne sine for sig. SIDE: 310 Lindelin (ivrig). Sønnerne? Stewarten. Ja, af alle de rige Handelsmændene. De staar der saa tæt, at Bryggen er svart af dem, og bare bier og passer paa, hvem der kan komme først ombord og slutte Handel. Ikke før er Landgangsbroen lagt, saa hei - Lindelin (aandeløs). Hvad - hei? Stewarten. Hei ja, - ombord hopper de. Lindelin (hastig hen til Speilet; hun begynder febrilsk at pynte sig). Sæt fra Dig Svaberen og find frem Spændeskoene mine. Og løft saa lidt mere paa Skylightet, saa de fine Kjøbmandssønnerne ikke skal drage paa Næsen af Fi- skelugten. Stewarten. Aa, de véd nok ingen bedre Lugt end, hvor Fisken er billig. Lindelin (slaar Haaret ud, kjæmmer det og fletter spraglede Baand i det. Hun stanser med ét og spør lidt sagte). Du Stewart, har de ogsaa slig skuttet Arbeidsryg som Enochsen? Stewarten. Aa nei da, de gaar saa ranke som Spanskrør, tar ikke deres Haand i noget Arbeide. Lindelin. Bare kjører i Vogn ned til Bryggen og kjøber Fisken? SIDE: 311 Stewarten. Og lar Kuskene vente ja, til de har kræmtet og prut- tet længe nok. Lindelin (kaster mokant paa Nakken). Naa, saa kan de vel snuse efter andet end bare Fisken vel? Stewarten. Jo-ovist, - de bukker sig dybt og viser sin store Respekt for Skippermadamen. Lindelin. Pyh, - ikke andet. Stewarten. Og spør efter Familien. Lindelin. Pøh! Stewarten. Og kanske efter om Madamen ikke snart skal ha en Liten. Lindelin. Hi hi hi . . . (Lidt efter.) De gaar nu vel ikke med Sjøstøvler, slige som Enochsen vasser i hele Dagen? Stewarten. Hyh - nei da, Støvlerne deres er saa fine og blanke, at én kan speile sig i dem. Lindelin (mønstrer pludselig sine Fødder, tar en Klud og gnider stedse ivrigere paa Spænderne. Til Stewarten). Hid med lidt Kridt! - Puds, Puds! (Stewarten gnider og pudser og aander ivrig paa Spænderne.) Jo nu blinker de, skulde jeg tro. Skynd Dig op og se, om vi ikke snart er ved Bryggen. SIDE: 312 Stewarten (farer op i Kahytstrappen og ser ud). Jo-o, nu lægger vi til Bryggen, Madam. Lindelin (skynder sig at trække frem af Kisten; tar paa sig Livstykke med Guldbaand og perlebroderet Brystsmekke. Idet hun er færdig). Saa væk med Svaberen og Feiegreierne dine. Ud af Kahytten med Dig! (Stewarten forsvinder.) (Hun sætter sig inderst paa Bænken foran Køien og gjemmer sig bag det klare Sengegardin.) Kjøbmandssønnen (kommer ned af Trappen fulgt af Enochsen). Som jeg siger, I er alt for dyr paa Fisken Jers iaar, Enochsen! Vi kan faa den billigere andetsteds. Enochsen. Ja, saa faar I handle der da. Ikke slaar Enochsen en Skilling af. Kjøbmandssønnen (begynder distræt at se hen til Lindelin, der titter som for- skrækket paa ham fra Gardinet; men lukker det, hvergang han nærmer sig). Det vilde være Synd, om I, som har havt Handel med vort Hus i saamange Aar, nu skulde skilles fra os for en liden Prisforskjels Skyld. Og, naar det har været daarligt Fiske, som iaar, saa - (Afbryder, buk- ker og sprætter med Stokken.) - Det er vel Deres Ma- dam det? - Goddag Madam, velkommen tilbys! - saa faar én være rimelig paa begge Sider. Ikke sandt, Enochsen, - ikke sandt, Madam Enochsen? - og ikke skilles fra en gammel Handelsven. - He, he, Mada- men Jers vil nok ikke indlade sig med Bryggekjøb- manden, hun. - Men, som sagt, vi maa være rimelige begge, Enochsen. (Prøver igjen at komme til at se hende.) SIDE: 313 Enochsen (blinker tilfreds). I faar undskylde hende, Kjøbmand, hun er saa ung endda og har saa lidet Mod paa Fremmedfolk, hun vil helst gjemme sig undaf. - Ja, I maa tro, Kjøb- mand, det er en saa blufærdig Hustru, jeg er blet be- gavet med. (Opmuntrende til hende.) Men saa kunde Du nu gjerne hilse paa Sønnen til selve Kjøbmanden vor, Lindelin, (vrinsker lystig) - saa blev han kanske bli- dere og medgjørligere paa Fiskeprisen. (Lindelin titter og slaar et Øieblik Gardinet helt tilside; ven- der sig undseligt halvt fra og stikker Haanden frem bag sig for at hilse Kjøbmandssønnen, som tar den. Hun trækker den straks til sig igjen.) Kjøbmandssønnen (opstemt). Og lidt skal jeg nu ogsaa fra min Side lette paa Prisen. Fire Skilling paa Vaagen! Enochsen (brøler i Latter). Hihihi - ja, sa' jeg ikke, det hjalp! (Lindelin stikker atter Haanden frem til Kjøbmandssønnen, titter til ham, og trækker den saa raskt til sig igjen.) Kjøbmandssønnen (ivrig). Siger jeg, at jeg gir seks Skilling mere pr. Vaag, saa slaar De nok til, Enochsen. Enochsen (humrer indfornøiet). Hehehe, - aa nei da, her faar nok lægges ander- ledes paa! Kjøbmandssønnen. I faar ikke være for urimelig. I ser jo jeg strækker mig saa langt, jeg kan. SIDE: 314 Enochsen. Da faar I nok se til at række Jer længere endda, skal her bli Handel af idag. (Lindelin fniser og flirer mere aabent til Kjøbmandssønnen og ærter ham ved hastig at drage Haanden tilbage, hver- gang han tar den.) Lindelin. Han tog Haanden min, Enochsen! Jeg gav ham den ikke til noget Haandslag paa Handelen, saameget Du véd det. (Hun gjemmer Haanden koket paa Ryggen.) - I faar den ikke, Kjøbmand, - I faar den ikke, før I byder mere. Kjøbmandssønnen (hidsig). Fjorten da paa Vaagen! Lindelin (gir ham hastig Haanden, den hun paa samme Vis som før trækker tilbage. Ærtende). Men det var ingen Handel - var ingen Handel - Kjøbmandssønnen (høirøstet i Ekstase). Seksten - seksten er buden! Lindelin. Byd atten, saa skal I baade faa holde og klappe den - en Stund - ja, bare en Stund - Enochsen (gaar urolig frem og tilbage). Hm-m-m. Hm-m-m- Lindelin (drager Haanden til sig og gjør sød Mund). Det kan være nok for det Bud. Ikke sandt, Enoch- sen? SIDE: 315 Enochsen (lummer). Hm-hrrr-rhmm - Lindelin (stikker pludselig Ansigtet nær op til Kjøbmandssønnen). Siger I tyve, saa - (Trækker Ansigtet tilbage.) - Nei, jeg har ikke lovet noget. (Ærter videre og sætter rund Mund til ham.) Kjøbmandssønnen (brøler). Tyve Skilling! Lindelin (afsides til Enochsen). Bi bare, nu skal Du snart faa hele Marken. Enochsen (i ulmende Oprør). Tak, - overmaade Tak. - Hm-mr-rr-hm. Kjøbmandssønnen (sidder paa Bænken ved Siden af Lindelin og begynder at famle med Fingrene i hendes Haar). Saa pen og ven en Madam, De har, Enochsen, - saa morsom at prate med, at én glemmer baade Skil- lingen og Fordelen. (Opstemt.) Det var da nogle vakkre Baand, Madamen har i Haarfletningen sin. (Napper efter ét, saa Knuden løses op med Haaret.) (Lindelin fniser og unddrager sig. Kjøbmandssønnen gantende.) Hvor har Madamen kjøbt dem? Lindelin (kjælent i samme gantende Tone). Hihihi, - akkurat der, hvor De har kjøbt de smaa fine Knebelsbarterne Deres. SIDE: 316 Kjøbmandssønnen. Om Forladelse, Madam! (Tar hendes Flette og begynder at bese og plukke den op.) Enochsen (oprørt). Det er naa vel ikke der, Di skal finde Prøven paa Fisken min, véd jeg. Den staar synlig nok for enhver stuvet indover Lastevæggen, baade Rundfisken og Stok- fisken. Lindelin (nikker og blinker forstaaende til Enochsen). Hys, Enochsen! Gaa bare lidt op paa Dækket Du og lad mig raade, saa skal vi nok faa op Fiskeprisen. Enochsen. Op paa? - paa Dækket! - Hø-høh. - Joho, - jovist jo. Det kunde bli artig Fiskehandel det, - høhø, - Enochsen gjorde der ja! Lindelin. Nei, om Di faar Lov til at plukke op flere Knuder nei - i Fletten min, - uden Di byr mere paa Fisken. Enochsen (fræser, medens han oprørt vandrer op og ned i Sjøstøvlerne). - Den Mand faar nok erfare mangt, som overlader Kjærringen at by ud Fisken for sig. Lindelin (slaar ham koket lokkende og ærtende over Fingrene). Vær saa god la' være. Vil Di la' være . . . Kjøbmandssønnen (vildt). Jeg smelder i med en Mark og tolv med engang! SIDE: 317 Lindelin (triumferende). Hører Du det, Enochsen! Enochsen. Hø-ø-øh-mm -. Om jeg hører? (Brøler.) Jeg baade hører og ser! Kjøbmandssønnen (fortabt og fordybet i Lindelins Haar). Nei saa underligt at føle paa - og stryge. Er det ikke som det gnistrer! Enochsen (stanser i undertrykt Oprør midt paa Gulvet og siger i lang- som Forretningstone). Anbelangende Fiskeprisen, saa finder jeg det for- svarligst at forhøre mig ude i Staden først, - hvordan Prisen staar paa Markedet. Enochsen er ikke den Mand, som slaar til iblinde, nei. - Saa-e - saa-e, om Hr. Kjøbmanden vil være saa snil at umage sig hidned igjen om en Timestid, saa skal han faa fuldt Svar og Besked. Lindelin. Men saa kunde han jo heller bli siddende hernede i Kahytten og vente saalænge, Enochsen! til Du kom- mer tilbage. - (Blinker og gjør Tegn til Enochsen.) Saa trakterer jeg ham imens med Mjød og Honningkage, saa kan Du tro, jeg skal faa ham endnu anderledes baade myg og villig. Enochsen (stryger sig om Hagen som om Skjægget var der). Aa nei, - aah - ne-i -. Jeg maa tage Byklæderne paa og tvætte mit Ansigt - og klippe og studse mit - hm, - overveie Sagen i Ensomhed -. Saa-e, - jeg siger Jer Adiø, - Adiø - saalænge, Hr. Kjøbmand. Adiø - Adiø - (Han driver Kjøbmandssønnen overvættes høflig med Buk paa Buk op ad Kahytstrappen.) SIDE: 318 Lindelin (vinker derunder bag Enochsen til Kjøbmandssønnen og ka- ster Slængkys). Det maa være sikkert, at De kommer igjen om en Time, - gjerne lidt før. (Holder Kjøbmandssønnens Stok- keknap og fniser.) Jeg beholder Stokken Deres, som De har glemt, saalænge! Enochsen (puster ud). Se saa - æh, - sesaa! (Bukker spydigt efter ham op ad Kahytstrappen, da han er forsvunden.) - Adiøs - Adiøs. Hæhæhæ, - jaha. Den Karen mente nok at kjøbe Fisken min, han! (Begynder at vandre paa Gulvet.) - Det var rent, saa jeg syntes, det spøgte for en Ulykke - hu! - saa stygt han sad der og bød og bød. Lindelin (staar og mønstrer og betragter sine Fletter foran Speilet. River dem op saa at Haaret hænger helt udslaget om hende). Neheida - neheida, - han var ikke en slig, som dræver og betænker sig, saa én kan tælle til hundrede mellem hvert Ord. Han la' paa og la' paa han! - ordentlig friskt, hørte Du. Enochsen. Javist baade hørte og fornam jeg. (Lindelin staar med Haaret løftet op over det ene Øre for at kjæmme det, saa den store grønne Ørenring vises. Idet hun fører Kammen, falder Ørenringen ned paa Gulvet, og der ses udrullet som fra sit Fæste et langt loddent Dyreøre, som er splittet ved et Klip. Hun ser forfærdet efter Ørenringen og vil sætte Foden, hvor den ruller, medens hun fremdeles selv- forglemmende holder Haaret op, saa Dyreøret er synligt.) (Enochsen staar som fastnaglet stirrende, raver saa forfær- det ét Par Skridt bagover og slaar ud med Armene. Udbry- der saa halvhøit for sig selv stammende i Panik.) Trold! - Trold! - Troldklip i Øret! - (Gjør et pludseligt Sæt, som for at redde sig op ad Trappen: men stanser betænkt og grundende med Haanden knyttet op til Panden.) SIDE: 319 Lindelin (har tat op Ørenringen og staar ved Speilet befippet optaget af at faa fæstet den i Øret og skjule Troldklippet, som ube- mærket fjernes. Enochsen holder sig hele Tiden længst mu- lig fra hende, trykker sig hen til Kahytstrappen eller bag Kisten til Dækning. Lindelin, efter at ha faat Ørenringen ind, uden at vende sig). Ræk mig Kammen, jeg mistede den paa Gulvet der ved Ovnen. Enochsen (med sky Blikke paa hende strækker og smyger sig didhen og rækker hende forsigtigst mulig Kammen, som han hol- der med to Fingre længst ude i Yderkanten). Der - der - (Lindelin kjæmmer og pudser ivrig Haaret.) (Enochsen afsides for sig selv.) For en Gru - hu-huh, - - ser jeg ikke selve Hel- vedes Luer, hvordan det gnistrer. (Stønner.) Aa-haa- ahh - Lindelin. Det store Guldbaandet mit til Haaret ligger i Ki- sten. Tag det hid, Enochsen. Enochsen. Javist - ja - (Han finder det frem og rækker det til hende paa samme forsigtige Vis.) Lindelin. Og Brystsøljerne i Lædiken. Saa er jeg akkurat i slig Stads, som da jeg stod pyntet til Brud. (Enochsen leder dem frem, lægger dem varsomt hen paa Yderkanten af Bordet og knepser med Fingrene, som han har brændt sig.) (Lindelin neier sig først mod Speilet og saa mod ham.) Du synes vel, jeg er fin nu, Enochsen? - Og hvad mener Du, Kjøbmandssønnen vil sige nu! SIDE: 320 Enochsen. Han vil hi-hi-hi-higste, vil han. - (Tar sig til Hodet med begge Hænder, - strammende sig op for sig selv.) Bare hold Ørene stive, Enochsen! (Som han faar en Idé.) Hvor er Kahytsnøglen? - (Leder og rumsterer overalt.) (Høit, med Betydning til Lindelin.) Enochsen skal nok vide at passe paa og forsvare sin deilige Skat! (Han finder frem en stor Nøgle og begynder at prøve og vride den i Kahytsdøren.) Lindelin. Laase mig inde? - Laase mig inde! - Du kan driste Dig! - Jeg dør - Jeg kvæles - Jeg maa ha Luft! Enochsen (oppe i Trappen og kiger ud). Fyren er ikke længere borte end ved Fiskevægten, - staar der og passer paa. Men det skal Enochsen sætte Laas og Bom for! (Skynder sig ned og lukker Kahytsdøren, som hele Tiden har staat aaben, laaser den udenfor med Bram og Brask, medens Lindelin skriger og jamrer.) Lindelin. Søte, søte Enochsen, - bare et lidet Ord - (River voldsomt i Døren.) Et Kys før Du gaar vel - Enochsen (raaber ned gjennem Skylightet). Jeg blir borte mindst til Klokken otte iaften; men nu kan Enochsen være rolig! Se der, tag Arbeidsfrak- ken min og hæng den op paa Knaggen, jeg har byttet paa mig Pjækkerten. (Han sender den ned gjennem Skylightet, og den store Nøg- le falder ud af Lommen.) SIDE: 321 Lindelin (farer hen og tar den. Staar en Stund og lytter, gjør saa et vildt Kast af Glæde). Hihihi, han glemte at ta Nøglen ud af den, da han byttede. (Neier haanlig med Nøglen pegende efter ham.) Adiøs! Adiøs, Enochsen! (Hun aabner Aflukket og lokker paa Katten, der springer op paa hendes Fang med et Mjav, da hun sætter sig. Lindelin kjælende.) Ja-a - mjau - Katten (med længere Tone). Mi-ja-u-u- Lindelin (tar Tonen efter). Mi-ja-u-u- Katten. Mija-a-au- Lindelin (indsmigrende douce). Mi-a-a-u- Katten (stærkt). Mija-a-au- Lindelin (sagte smægtende). Mija-a-au- Katten. Mija-a-au- Lindelin (hendøende med ømt himmelvendt Blik op mod Skylightet). Mi-ija-a-a-u-h- (Lytter.) Hys! - - (Hurtig med et Spark efter Katten.) Ned med Dig, Pus, - ind med Dig! (Katten forsvinder i Aflukket. Lindelin blir siddende med et hengivent lidende Udtryk, Øinene nedslagne og Hænderne i SIDE: 322 Fanget, medens Kjøbmandssønnen ses at kige ned paa hende fra Skylightet. Hun lader, som hun ikke mærker ham og udstøder af og til et dybt Suk.) Kjøbmandssønnen. Madamen sidder saa alene, ser jeg. (Lindelin sukker dybt.) Madamen sukker saa, - har hun nogen Sorg? Et saa deiligt Væsen skulde aldrig hengive sig til Bedrø- velse. Lindelin. Den, som er bundet til en saadan Mand som jeg, maa nok sørge. (Sukker.) Sidder her indelaaset som en fangen Skogens Fugl! Kjøbmandssønnen. Om Madamen vilde slippe mig ind i sit Bur og lade mig dele hendes Fangenskab. Lindelin. I maa hellere gaa Eders Vei og ikke friste en ung Kvinde, som hardt kjæmper for at holde sig sin strenge, tyranniske Ægtefælle lydig. Kjøbmandssønnen (trænger paa). Min høieste Længsel er, om jeg kunde sidde hos Madamen og fordrive hende Tiden. Lindelin (med Øinene op mod ham strækker pludselig Armene hæn- dervridende bønfaldende op). Aa, - vil I gjøre mig ulykkelig? - Lad mig være ved min Pligt og Skyldighed! Kjøbmandssønnen. Skjønneste Madam! Jeg er ganske helt betagen, saa jeg skjælver og knap kan staa paa mine Ben. SIDE: 323 Lindelin (reiser sig pludselig). Nu husker jeg, at min Husbond bød mig hænge sin Arbeidsfrakke op paa dens Knag! (Tager den og lader, som hun taber Nøglen ud af den. Overrasket.) Aa, der har han forglemt Nøglen til Kahytsdøren! Kjøbmandssønnen. Nøglen? - Kunde Madamen ikke række mig den? Lindelin (staar med Nøglen, ser fra den op paa ham og ned igjen). Nei, nei, - lok mig ikke, - frist mig ikke. (Bedende.) I maa heller gaa Eders Vei. Her har I Eders Spadser- stok, som I forglemte. (Rækker den med Vemod op til ham.) Kjøbmandssønnen (holder Spadserstokken ned til hende). Kunde Madamen ikke hænge Nøglen paa Krogen i Stokkens Haandtag? Lindelin. Og hvad Glæde skulde jeg vel have af at sidde her- nede i denne kvalme Kahyt, hvor jeg har pintes saa længe, - medens Staden surrer og rumler af Lystig- hed, og jeg hører Vognene rulle i Gaderne? Kjøbmandssønnen. Vil Madamen række mig Nøglen med sin skjønne Haand, saa ruller vi den ganske Eftermiddag i min lukkede Vogn, medens Stadens Mærkværdigheder pas- serer forbi vore Øine. Og ikke skal det mangle paa Tærter med Topper af Crême og den sødeste spanske Vin. Lindelin (hænger halvt bortvendt og stærkt nølende Nøglen paa Stok- kens Krog). Saa hardt kan I friste en uskyldig Kvindes Længsel! SIDE: 324 - Og, naar I lover at føre mig hid igjen inden aften ved Ottetiden, da Enochsen kommer fra Skipperklub- ben, saa overgir jeg Jer Nøglen som til min bedste Ven. Kjøbmandssønnen (aabner Kahytsdøren, rækker hende Haanden og drager hende ivrig op ad Trappen). Kom! - Kom, min deiligste! - Vi maa skynde os, medens Folkene er nede i Ruffet ved deres Kaffe. - (De forsvinder.) Enochsen (kiger lidt efter gjentagne Gange forsigtig først ned af Sky- lightet og saa ind af Kahytsdøren. Stiger saa ind og gjør nogle groteske Pas med Knælen i Knæerne og Knepsen med Fingrene af Fryd og Tilfredshed. Hemmelighedsfuldt). Jaha, borte er de. (Triumferende.) Ja ha-a sa'n! (Raaber op fra Kahytstrappen.) Alle Mand paa Dæk! - Sidder I der i Ruffet og ma- ger Jer. - Saa, saa, rap, skynd Jer, som Pokkeren var efter Jer! - Hiv ind Landtouget og stag Jægten ud fra Bryggen! - Spyt i Næverne og faa Seilet heist, siger jeg. Sæt Kurs ret ud af Bugten, Styrmand! Jeg har faat Bud paa Fisken min fra en Havn nordenfor, saa I skjønner, det haster. Stemmer fra Sjøfolkene. Halioho-o. Halio-o-ho- (Larm og Trampen og Touge, som drages ovenpaa.) Enochsen. Se saa! Se saa! - nu fyldes Seilet og glider Enoch- sens Jægt ud af denne Havn - hehehe, - efterat ha afsat sin tyngste Ladning ja, til - hehehe, - Kjøb- mandssønnen, som gjorde saa gode Bud. (Ser op til Dæk- ket og gnider sig i Hænderne.) Jo, nu stryger vi forbi Havnepynten! Jo-o, nu begriber jeg det, som vi lo saa af, at hun SIDE: 325 var kommet til at svare nei for ja i Kirken. (Gysende.) Gygra! - (Sætter Hænderne for Munden og roper pludselig med et for- færdeligt Nødskrig.) Alle Mand hid! - Alle Mand hid! (Folkene stimler ned ad Kahytstrappen og kiger fra Sky- lightet.) Aa jeg ulykkelige Skipper Enochsen! - Aa jeg arme Mand! - Konen min - min skjønne, deilige Kone - Folkene (i Munden paa hverandre). Hvad er det, Skipper? Hvad gaar der af Jer? Enochsen. Aa, - saa daarligt har I passet paa, mens Enochsen var iland! - Konen min er borte, - rømt med Kjøb- mandssønnen! Folkene. Aa-aa- Enochsen (peger paa Lædiken). Og hun har tat alle de kostbare Perlebaandene med sig. Folkene. Aa-aa- Enochsen. Og Søljerne og Guldbeltet - Folkene. Aa-aa- Enochsen (slaar sig som fortvilet for Panden). Væk, siger jeg, og lad en stakkars bedragen Skipper faa sørge i Fred! (Folkene drager sig bort, medens Enochsen snufser og tørrer Øinene. En Hund gjøer oppe paa Dækket, og Enochsen farer lystig hen til Aflukket og tar Vildkatten i Nakken og kaster den op ad Kahytstrappen.) SIDE: 326 Hoho, Griban! nu skal Du faa Smaus! (Hunden høres rasende at glamme.) Og her skal Du faa mere - (Kyler alle Ungerne, én for én, op ad Kahytstrappen, me- dens Hunden gjøer og glammer. Enochsen rømmer sig efter fuldbragt Gjerning, ser sig om og puster stærkt ud. Gaar saa hen til Flaskeskabet og skjænker langsomt i et Glas.) Nu tror jeg, det kan være Tid til, at Skipper Enoch- sen tar sig en ordentlig Genever. (Humrer og gotter sig og ler mellem hvert Drag og tømmer betænksomt Glasset.) Dengang berged Skipper Enochsen sig, - (tar sig om Hagen efter Skjægget) - om end med kappet Rig. (Raaber, idet han forsvinder op paa Dækket.) Stewart! - Stewart! - Luft, fei, skrab og skrub, skur og skyl med fulde Poser, saa her blir vel renset! (Teppet falder.) Kjøbmandens Stue. Et hyggeligt gammeldags, solid møb- leret Værelse med Gyldenlæders Stole. Sofa ved den ene Sidevæg med et Klaffebord foran. Skraat ud paa Gulvet en moderne afstikkende silkebetrukket Chaiselongue. Paa den modsatte Væg et gammeldags beslagent Skatol med Speil over, samt nærmere Forgrunden en Dør til de indre Værel- ser. I Baggrunden to Vinduer og Dør ud til Gadedørstrap- pen. Foran det ene Vindu Forhøining med Sybord og i Vin- duskarmen et Fuglebur med Fugl i. Paa Væggene nogle Familieportrætter med Haarpisker. Erpekom (alene, pudser og støver). Aa ja - aa ja, - det knager baade i mig og Møb- lerne. Her kjøbes nyt ind og føres gammelt ud, skif- tes og byttes - snart kommer vel ogsaa gamle Lisken Erpekoms Tur, spøger det for. Leben og Lustighed og flere Kalaser i én Uge end før i det hele Aar. SIDE: 327 Jan Wiedewelt (kommer hastig ind og ser sig om). Er Madamen ikke paaklædt endnu? Erpekom. Ne-i, det er Torsdag idag, da Paraden og Musiken trækker forbi, og Madamen altid pynter sig længe ud- over Formiddagen. Jan Wiedewelt. Fehl geschlossen, gamle! Pynter hun sig idag, saa er det, fordi det er vor Bryllupsdag. (Gaar frem og til- bage.) - Og javist har man travlt ja i denne Tid! Men dog ikke travlere end, at man kan svippe ind fra Kontoret og se til sin Hustru paa sin Aarsens Bryl- lupsdag. Erpekom (griber hastig fra Skatollet en Flaske med lugtende Vand, hvoraf hun ubemærket dusker henover Gulvet efter ham). Svært saa mange Fiskejægter der er kommet i denne Uge! Ovenfra Svalsvinduet saa jeg imorges igjen en hel Rad indseilende. Jan Wiedewelt. Ja, det ser ud til at bli et godt Aar for os Kjøbmænd paa Bryggen, saadan efter Jægtemasterne at regne. Erpekom. Gaden pakkende fuld af Skippere og Styrmænd, saa den ene gaar i Hælene paa den anden helt op til Kon- tordøren. Jan Wiedewelt (muntert). Men saa maa én jo bekjende, Erpekom, at én Skil- ling snydt sig til, gir en ret Kjøbmand mere Glæde end en hel Daler ærligen vundet efter Skik og Kotume. Erpekom. Ja, maatte her bare snart bli Fred og stilt igjen. SIDE: 328 Jan Wiedewelt. Siger hun saa, gamle. Hun, som har tjent i dette Hus baade i min Fars og Farfars Tid, burde dog vide, at jeg ikke regner den Jægt for noget synderligt, som ikke bringer mig ind mindst sine seks, syv hundrede Daler. Erpekom (stænker hovedrystende efter ham). I al Jers Fars og Farfars Tid kom de Jægter altid med Lykke til Huset ja! Jan Wiedewelt (lystig). Og mig bragte de alt det første Aar en Kone, der er saa god som en hel Guldklump med engang. Men jeg véd nok, hvad I mener. I synes, jeg ødsler anderledes paa hende med Presenter og Foræringer end gammel Skik og Sæd var før i Huset. Jeg grubler nu blot paa, hvad jeg skal udfinde at fornøie hende med idag. (Er- pekom skvætter af Flasken efter ham.) Havde jeg ikke saa travlt - (Stanser betænkt.) - Jeg kunde ogsaa for én Gangs Skyld lade det bero med en ganske ringe Ting. Thi, hvad der kommer fra min Haand, blir for hende som forgyldt og overdrysset med Sol, siger hun bestandig og altid. (Spøgende.) Men I har aldrig havt nogen Erfaring om Kjærligheds Lykke, Jomfru, - og saa begriber I intet af min Tale; den blir som Duft og Luft for Jer. Erpekom (stænker ivrig). Ja, kunde én blot faa den Duften og Luften væk! Jan Wiedewelt (stanser opmærksom paa, at hun skvætter efter ham; træk- ker Benet til sig). Men, hvad Pokker har I fore der? SIDE: 329 Erpekom (spydig). Vand og Vaskeklud gjør det ikke længere. Nu duf- ter og lufter vi Huset og bestiller Flasker med vellug- tendes i dusinvis. Jan Wiedewelt. Ja, nogen saa fin i Fornemmelsen som min Hustru- lil skal man lede efter. (Idet Lindelin nu ses komme, gjemmer Jan Wiedewelt sig bag Døren. Hun er i nogetslags glansfuld changeants Silke- kjole og har grønne funklende Ørenringe.) Lindelin (stanser i Døren og trækker paa Næsen). Ja, skvæt, skvæt bare, Erpekom! Den Fiskelugten trænger sig ind overalt, - Hyh, - py - y-h-. Jan Wiedewelt (springer frem og overrasker hende med et Kys, bukker og komplimenterer). Gratulerer og lykønsker min yndige Brud med Bryl- lupsdagen! Lindelin (stryger sig ved Læben). U-uf, saa Du forskrækkede mig med de Barterne dine! Jeg kom til at tænke paa denne skjæggede Ma- joren, som paraderer her forbi. (Med en Overgang.) - Aa, Du nydelige lille Kjøbmanden min! Véd Du, at det var de opadsvungne smaa hinterlistige Knebels- barterne dine, som først lokkede mig. Der stikker al- tid som noget bagom dem. Og nu er jeg saa spændt, saa spændt paa, hvad for Present Du kan ha fundet ud til mig paa Bryllupsdagen? Jan Wiedewelt. Ikke kan Perler og Guld takke Dig for al den Fryd og Lykke, hvormed Du har overvældet mig i dette Aar, Du har været min Hustru! SIDE: 330 Lindelin. Du stjal mig, din Skjælm, gjorde Du! Jan Wiedewelt. Og kom fra det med Profiten ja! (Sentimentalt.) - Nei aldrig glemmer jeg den Stund, vi stod paa Bryg- gen efter at have vandret tilbage under Sorg og Graad, fordi vi maatte skilles, og mange Løfter om at mødes igjen til næste Aar. Lindelin (lystig). Og Jægten var væk, ja! saa vi bare saa det øverste af Seilet, og hele Skipper Enochsen styrede afsted for strygende Bør uden at vide, at hans Kone var iland. Jan Wiedewelt. Det var, som Hjertet sank i mig! - Og javist blev Jan Wiedewelt lidt lang i Ansigtet. Han havde ikke netop tænkt det saa alvorligt eller ment slet saa ha- stigt at blive praktiseret over i Ægteskabets Stand. Men, da Du saa, min inderlig elskede! kastede Dig til mit Bryst og klagede under Taarer din Ulykke, den Du alene for din store Elsk til mig var ført udi, - og, da Du vedblev saa saare deilig grædende, - da følte jeg med ét, som den største Fryd, at min Skjæbne var beseglet. Og med indhentet Dispens saavelsom Slægts og Venners Samtykke førte jeg min yndige Brud efter Lovens Frist for et Aar idag siden hjem som min Hustru. (Lindelin har imidlertid utaalmodig begyndt at undersøge hans Lommer og føle efter udenpaa hans Frakkebryst.) Leder Du efter Presenter, Du lille Skalk? Lindelin. Ja, for Du kommer nu vel ikke og byder mig bare noget til Huset? Jan Wiedewelt (hemmelighedsfuldt, idet han fingerer med sin Uhrkæde). Hm, - nei - bedre op. SIDE: 331 Lindelin. Noget Brysselerteppe til Gulvet? (Jan Wiedewelt ryster blot paa Hodet.) Eller nogenslags Opsats til Spisebordet, som vi kjø- ber alligevel? Jan Wiedewelt. Aa nei, - aa ne-i, Du faar nok ta bedre i. Lindelin. Vel aldrig en ny lakeret Vogn og Seletøi med Sølv- beslag, - din evige Lurifaks, Du er! Jan Wiedewelt. Nei, dennegang har jeg noget, som skal faa dit Hjerte til at banke - Lindelin. Om Du vidste, hvor forfærdelig nysgjerrig Du gjør mig, Du min elskede! Jan Wiedewelt. Og lade Dig forstaa, hvor usigelig dyrebar Du er mig. Lindelin (aandeløs). Hvad er det? Hvad er det? Jeg holder det ikke ud længere. Noget, som - Sig det da engang, Mand! Jan Wiedewelt (løser en liden Ring ud fra sin Uhrkæde og rækker den til Lindelin). Kun en ubetydelig glat og slet liden Ring; men desto dyrebarere, fordi den har siddet paa min salig Mors Lillefinger. Lad mig nu faa stikke den ind paa din kjære Haand. Lindelin. Den? - den slidte tynde? - - Aa - uh. - (Lader i sin Uvillie, som hun ikke kan faa den ind paa Fingeren.) SIDE: 332 - Og dertil saa rent, rent for liden! (Pludselig indsmig- rende.) Men saa véd jeg nok, at Du har andet i Bag- haanden, din Spøgefugl! (Udbryder.) Aah, - aah, den yndige, deilige lille Ring. Den gjemmer jeg i min in- derste, allerinderste Skuffe. Jan Wiedewelt. Naa-aah, hvad sa jeg, Erpekom! Erpekom (stønner). Den, som hun aldrig drager ud, ja! Lindelin (stanser, lytter spændt). Hør, hør Trommen, - Paraden! Nu marscherer de ud af Fæstningsporten. Jan Wiedewelt. Johovist. Jovist, har jeg ogsaa noget i Baghaand til Dig. Da jeg har saa fuldt op at gjøre udover Formid- dagen, saa har jeg tænkt - (grubler raadvild) - lad mig se - tænkt, at det kunde være min Prinsesse en Plaisir at kjøre ud i Staden saalænge med en velfyldt Pengepung og vælge, hvad Dig lyster i Butikerne. (Trommerne høres tydeligere, og Lindelin ter sig mere og mere spændt.) Lindelin. Kjøre ud? - Nu alt i Formiddag? (Titter urolig mod Vinduet.) - Men Du sa jo, Du havde saa travlt, og at alle Skipperne staar dernede og venter. Jan Wiedewelt. Det kribler i mig ved at tænke paa, hvor de vil bli slagne af din Deilighed, naar jeg efter gammel Skik sender dem hidop for at beværtes og honoreres af Dig. (Militærmusiken nærmer sig.) SIDE: 333 Lindelin (begynder at trippe). Nei, nei, jeg maa ikke, maa ikke holde Dig borte fra Kontoret midt i al din Travlhed. (Tager ham derunder paa begge Skuldre og skyder ham lem- pelig hen mod Døren.) Jan Wiedewelt (lidenskabelig). Jeg kunde for den Sags Skyld sætte den hele Dag overstyr Du evig bedaarende! Lindelin (manende med oprakt Pegefinger). Husk Fortjenesten, Wiedewelt! - Husk Fortjene- sten! Jan Wiedewelt (opstemt). Hører ikke - Hører ikke - (Musiken alt nærmere.) Lindelin (ilfærdig). Bare kys mig, bare kys mig. Men fort! - (Idet hun skyder ham ud af Døren.) Skynd Dig, skynd Dig ned paa Kontoret igjen, - i Eftermiddag, saa - Jan Wiedewelt. - Saa - ja saa! - Lindelin. Kjører vi ud sammen ja, og kjøber alt, hvad vi bare kan finde paa! - (Døren lukkes. Hun skynder sig hen til Speilet.) Uf, har han ikke fordærvet Spyttekrøllerne mine, som jeg netop har sat op med Kvædekjerner! (Hun spytter paa Fingrene og kliner Krøllerne op igjen ved Øret.) SIDE: 334 Erpekom (spydig). Det er vakkert af Madamen, at hun gjør sig saa- dan Umage for at tækkes Husets Kunder. Lindelin (blaaser foragtelig). For de Fiskeskipperne? Erpekom. Gamle Madamen sad altid ved Kaffebordet med sit blankeste Sølvtøi og gjorde Ære og Honnør paa dem, naar Husbonds salig Far bød dem op i Stuen for at trakteres. (Gaar ud.) Lindelin (efter hende). Ja, skynd dig ud, Erpekom, og puds og gnid Sølv- tøiet, saa skal hun faa se, hvorledes jeg trakterer dem! (Musiken nær. Hun skynder sig hen til Vinduet og kiger forsigtig ud, medens Soldaterne høres at rykke ind paa Plad- sen foran Huset. Der lyder Kommandoraab.) Paa Stedet Marsch! - Et to, et to. - (Derunder lyder taktfast Trampen.) - Afdeling holdt! - I Armen Ge- vær! For Fod Gevær! Præsentér Gevær! Skulder Ge- vær! Høire om! Venstre om! (Trommen røres.) - Hvil Gevær! (Lindelin aabner Døren til Fugleburet, saa Sisiken flyr ud, og strækker sig pludselig ud af Vinduet.) Ak, min Fugl! - Min deilige lille Sisik - (Raaber.) - Aa - aa, - der flyr den! Jeg kunde styrte mig ud af Vinduet efter den! (Rækker Armen pegende ud.) - Aa - aah, - der - der - (Idet Major Rattibach pludselig viser sig foran Vinduet, præ- senterende for hende med den blanke Sabel høit opløftet foran Ansigtet og Sisiken i den anden Haand, falder hun med et Skrig tilbage i Stolen ved Vinduet.) SIDE: 335 Min Fugl! - min deilige gjenfundne Fugl! (Reiser sig, rækker Hænderne ud for at tage imod Fuglen; men farer forskrækket tilbage.) Aah, forfærdelige Kriger! Hvor De skræmmer mig, - - saa en stakkars frygtsom Kvinde kunde baade skjælve og daane! Majoren. En saa deilig Madam, er hun bange for en Krigs- mand? Lindelin (dækker sig med begge Hænder). Og de vilde Øinene - u-u-h! - (Nærmer sig med udstrakte Hænder for at tage imod Fuglen; men trækker dem hurtig tilbage igjen.) Nei, jeg tør ikke - jeg tør ikke. Majoren. Tror De da, Krigsmænd bare er haarde og barske, kun færdige til at udgyde Blod? Aa nei, de kan ha ømme Hjerter bag det haarde Skal! - Ræk kun trø- stig ud Deres fine hvide Haand, Madam, - og føl, hvor den lille Fugl skjælver. (Lindelin nærmer sig.) Naar De smyger Deres bløde Haand varsomt ind i mine to lukkede, - saa har De den. Lindelin. Aa, jeg er saa angst! - Naar man er en saa ung og uerfaren Kone som jeg - (Lader Haanden glide ind i hans.) Majoren (kjælent formanende). La-angsomt, - var-somt. Lindelin (jublende med Fuglen i Haanden). Der har jeg Dig. Der har jeg Dig, Du min eneste SIDE: 336 Ven i denne fremmede Stad! (Kysser den ømt og mange Gange og putter den ind i Buret; undselig til Majoren.) - Og Tak, Tak, store Krigsmand, for hvad De idag har gjort for en stakkars Kvinde, der selv sidder ensom og som i Bur. - Og saa, - forlad mig, jeg ber Dem - forlad mig! Majoren. Lad mig først faa kysse Deres nydelige lille Haand. (Tar og kysser den.) Lindelin. (forskrækket). Hvad gjør De, Hr. Major! Majoren. Lad mig holde over den Haand, saa jeg ikke ser den; den drager som en Magnet. Og, om Madamen vilde give mig en Belønning, der vilde gjøre Major Rattibach lykkeligere end nogen Fyrste, - saa vis De- res skjønne, underdeilige Person ved Vinduet hver Torsdag, at den kan forherlige Paraden. Uden Dem er det, som Solen er borte! Lindelin (undselig med nedslagne Øine). Naar man er gift, Major, kan en ung Kone ikke altid gjøre, som hun vil. Majoren. Kunde det ikke være som en liden Hemmelighed mellem os. Lindelin. Himmel, hvad mener De? Majoren. Tro mig, Madam, jeg er som et Lam i Fredstid. Og, naar jeg gir Dem mit Æresord, - jeg, Major Ratti- bach! SIDE: 337 Lindelin (koket). Jeg har hørt, at Krigsmænd skal være saa farlige! - Men, naar en sa liden Ting kan - (Trækker Aan- den dybt.) - Aa, for en deilig Cigarlugt! Majoren (ømt bedende). Kun et Kys fra Deres hulde Læber, vidunderskjønne Madam, - til Forsikring og Bestyrkelse. Lindelin (drager Ansigtet koket bort og lukker Ruden til). Hr. Major! Majoren. Jeg mener blot et ærbødigt, stille Kys til Besegling af et Løfte som mellem en Ven og en dyrebar Ven- inde. Lindelin (pludselig som ved en lys Idé). Det maatte da være, - at De blot kyssede udenpaa Ruden, og jeg saa trykkede Læben forsigtig indenfor paa samme Sted. (Med Ruden mellem sig kysses de først et Par Gange og derpaa, idet hun atter og atter farer til Ruden, fort væk Kys i Kys.) (Lindelin farer op.) Der! - Der hører jeg nogen - Majoren (strækker sig ivrig indover). Et sidste - allersidste - (De kysses i Farten indenfor Ruden. Idet han forsvinder.) Jeg gjør Madamen min Opvartning efter endt Øvelse. (Lindelin sætter sig hastig tilrette ved Sømmen.) (De tre Fiskeskippere træder klodset ind, den ene efter den anden, bukker og ser sig raadvilde om.) Skipper Mathisen. Jasaa da, - saa det er Madamen det? - Jo da, vi SIDE: 338 er budne hidop af hendes Husbond for at hilse paa hende. Lindelin. Bli' staaende paa Matten! Bli' staaende paa Mat- ten! - (Rynker paa Næsen og vifter sig med Lommetørklædet for Fiskelugten.) Pyh-y-yh-, Pu-h! Erpekom (kommer ind, hilser og neier, eftersom hun i det følgende henvender sig til hver især). Nei, saa det er Jer, Skipper Mathisen. Og Jer, Jere- miasen iaar ogsaa! - Og gamle Eliasen paa "Haabet" er endnu lige rørlig? Nu maa I sidde ned; - værsaa- god, her er Stole! (Trækker frem tre Stole og nøder dem, uden at de efterkommer Opfordringen.) - Aa javist maa I sidde ned og lade Hvile falde paa Jer. I kan ha havt travlt nok idag. Lindelin (farer til og skyder Stolene tilbage til deres Plads). Er I gaat fra Forstanden, Erpekom! - flytte og rum- stere slig med Stolene - Erpekom (hvisker ængstelig). De maa nødes, - det er saa Skikken. Ellers sætter de sig ikke! (Lindelin vender sig fra dem og gaar hen til Vinduet.) Skipper Jeremiasen. Ja nu har vi sluttet Handel om Fisken vor med Jers Husbond, Madam. Slig rimelig og venlig Mand skal én ikke ha ondt for at komme ud af det med. De andre Skippere (bekræftende). Nehei - nei! SIDE: 339 Skipper Jeremiasen. Og saa bad han os gaa hidop i Stuen og se paa den vakkre Konen hans. De andre Skippere. Jamæn sa' han saa. En slig gemytlig Mand ja! Skipper Eliasen. Jeg har nu havt min Handel og Vandel her i Huset, - ja lad mig se, Madam, helt siden - siden -. Det var det Aar, Lille Jan, - (ler) - ja nu er han stor nok, Madam! Lille Jan, som vi kaldte ham dengang, da hun bar ind Chefen for Huset, naar gamle Mada- men vilde vise ham frem. Skipper Jeremiasen. Ja det var nu slig Glæde, for det havde varet lidt længe, før her kom Smaafolk tilhuse. Skipper Mathisen. Hehehe, ja, - gamle Madamen vilde aldrig se os heroppe i Stuen før Prutningen var over, sa' hun. (Lindelin gisper og lægger sig forover i Vinduskarmen.) Skipper Eliasen. Og gløg og klog var han og ikke stor Karen, før han mødte paa Bryggen og drog Kjendsel paa de Skippere, som hørte til Wiedewelts Hus. Skipper Mathisen (bukkende). Og saa var det nu Bryllupsdagen hans idag, sa han. Og vi faar ønske Madamen til Lykke! (Harker forbauset over, at hun vender Ryggen til og ikke hører paa dem. De andre Skippere harker ogsaa som en gjensidig Meddelelse.) Erpekom (urolig hviskende). I maa undskylde Madamen; hun hører saa daarlig, saa tit Vinden staar fra nord. SIDE: 340 Alle tre Skippere (ryster medynksomt paa Hodet). Hm-m-m - Hm-m- Erpekom (urolig). Kaffen staar i Kogen. Den kommer straks. I maa være saa snil at sidde ned og tækkes! Lindelin. Hvad? - Hvad? - Kaffe her i min Stue? - raser hun? I Tjenerstuen med dem og hele Fiskelugten -. Hyh-yh! (Vifter sig.) Skipper Eliasen. Tak, - hehe. - (Slaar paa Lommebogen i Brystet.) - Men saa holder vi nu Tjenerstuer hjemme, vi ogsaa. (Idet de gaar.) - Og - og, - var ikke denne lugtendes Fisken, saa - saa - hehe, - var kanske Madam Wiedewelts Stue hellerikke saa - saa - Erpekom (jamrer og bærer sig). Aah-aah, - hvad vil Husbond sige, - hvad vil Husbond sige! Lindelin. Hun begynder at gaa i Barndommen og bli ubru- gelig for Huset med alle sine Suk og Støn. Ud, - ud med sig! Hun skulde helst fulgt sin gamle Madmor, der hun ligger i Graven. (Erpekom tumler ud.) Det gamle Husinventarium skal jeg nok faa drevet paa Porten! (Hun gaar hen til Fugleburet, tar Fuglen ud og kjæler for den.) Det er næsten, som Cigarlugten hænger i Dig endnu, søte, søte Sisiken min! (Trykker den op til Kinden og aan- SIDE: 341 der ind.) Aa-aah - Jeg saa nok de smaa hvasse Øi- nene dine, da Du sad mellem Hænderne paa Majoren, jeg! (Trykker den igjen til sig.) - Søte, søte Sisiken min! (Forskrækket.) Hys, hys, - smald det ikke i Gang- døren? - - (Yderligere i Affekt.) Haha! Wiedewelt kommer ansættendes og vil ha Regnskab for Fiske- skipperne sine - (Skynder sig hen til Fugleburet og sætter Fuglen ind. Faar pludselig en Idé og tar den ud igjen. Hun vrider langsomt med sammenbidte Tænder Halsen om paa Sisiken, der flag- ser med Vingerne, og slænger saa den dræbte Fugl henover Gulvet nær Dørmatten. Selv kaster hun sig paa Chaiselon- guen med Ansigtet i Puderne.) Jan Wiedewelt (kommer ophidset ind). Skandale! - Skandale for vort Hus! - Mine æld- ste Kunder! - De stod der alle tre i Kontordøren og raabte, at de sa' op sin Handel med Wiedewelt - vi er saa tendre, - saa rent for ømhjertet, ja, for denne Verden. SIDE: 344 Lindelin. Ret saa - ret saa, - nu tror han, det er for min Skyld, jeg siger det. Nei Du, - nei Du, - om Du vidste, hvor Du vandt ved det - (pludselig indsmigrende) - hvad for en anden Jan Wiedewelt, jeg vilde synes, det blev, istedetfor hele Tiden at tænke paa én, som færdes dernede mellem alle de simple Fiskeskipperne! Jan Wiedewelt. Han udretter ikke saalidet der, Du, - uden at skryde af sig selv. Og lad mig ellers bare faa sige Dig, at saa forlokkende vakker som idag, har jeg endnu aldrig set Dig. Lindelin (ryster bedrøvet paa Hodet). Aa-aa, - min egen Jan, naar jeg tænker paa, hvor lykkelig, jeg syntes, jeg var, - hvor forelsket, naar Du kom svingende saa fiffig med Stokken og med de smaa listige Knebelsbarterne, som Du dreiede saa ny- deligt, - og ligesom Du altid skulde være duschet over med Eau de Cologne og fineste Parfume. Og saa - og saa - (vrider Hænderne) - hu hu, Fiskelugt, - bare Fiskelugt af Klæder og alting! Jan Wiedewelt. Der hører saameget til en Kjøbmands Forretning; han faar ikke ta det saa nøie, - faar være taalmodig. Lindelin (smertelig resigneret). Taalmodig - taalmodig. Har jeg kanske nogen- gang nævnt et eneste Ord om, hvorledes her kommer en Luft som af en aaben Pakhusdør, hvergang Du træder ind i Stuen til mig, eller engang ymtet om, hvordan jeg ligger søvnløs og vrider mig om Natten fra Dig for Fiskestank! SIDE: 345 Jan Wiedewelt (opfarende). Stank? - Af mig? Lindelin (hyler). Og holdt jeg ikke saa af Dig, saa -. Men naar jeg ser, at Du blir borte for mig, at jeg mister mere og mere af Dig for hver Dag, som gaar i denne simple, raa Bondegeschäften! - Aa-aah, min tabte nydelige, hjertestjælende Jan! - Nei, nei, gaa fra mig! Jeg lod mig ikke fange af en Fiskehandler. Min Jan var en fornem Herre med fineste Manérer! Jan Wiedewelt. Ja, ja, - hvad Indfald kan der ikke huses i et sligt fortryllende Fruentimmerhode, naar hun er i det Lune. Alting er ingenting. Forretningen, hele éns Velfærd, - hoho! blaaser i det. Pyt sa'n, - i tredive Jægter om Aaret til Bryggen! Lindelin (koldt og truende, vender ham Ryggen). Bare jeg ikke blaaser i Dig, Jan! Jan Wiedewelt. Naar Du bare vidste, hvor det klær Dig, - dette søte trodsige lille Hode - hehe, - saadan egensindig, paastaalig, haardnakket - hehe, og urimelig rent udenfor alt Land. Der er neigu ikke noget tamt ved Dig! Lindelin. Tramp Du paa mig, - tramp Du paa mig - Jan Wiedewelt. Jeg? - Jeg trampe! Lindelin. Det er begyndt saa bra med Fuglen min idag paa Bryllupsdagen. Og værre og fælere Støvlehæler, end SIDE: 346 Du nu sætter paa det, som er mig - (skriger) - dyre- barest af alt paa Jorden, har ingen Fiskeskipper havt at traakke med. Jeg - haa haa haa, - er ingenting for Dig mod den stinkende Geschäften. Ja, se kun paa den døde Fugl, Du. Her ligger nok noget værre dræbt nu mellem os! (Vrider Hænderne.) Jan Wiedewelt. Men Lindelin da, - lille snille søte Konen min! - Se til, om Du ikke kan bruge Tanken lidt. Hører Du, Gulle - Perle - Skatten min! Forretningen, som min hedengangne Farfar og salig Far har stridt al deres Levedag for at faa oparbeidet, - som gir os tusinder, - hører Du, - tusinder om Aaret! - saa Du kan faa alt, hvad Du bare peger paa. Lindelin (reiser sig i Chaiselonguen; koldt). Ja Du, - men nu, dennegang, peger jeg paa Dig, - bare paa Dig, - paa Dig, Jan Wiedewelt, uden, uden Geschäften, - som er mig viderlig! Jan Wiedewelt. Aa jeg er gal, som staar her og tar et Lune, lidt Tordenveir hjemme i Stuen, for Alvor! - Stakkars Fuglen ja, - Du har ikke taalt det. Naar Du har faat hvilt og grædt lidt ud, Vennen min, og jeg saa kommer op igjen fra Kontoret, skal vi faa Vognen frem og reise ud i Byen, Du, og kjøbe, saa Silken skal knittre og bræmmes og kantes baade med Zobel og Maar. Prøv bare paa at sove lidt nu. (Han griber Huen for at forlade Stuen.) Lindelin (iler i vild Ekstase hen til Døren og hindrer ham ved ud- strakte Arme fra Udgangen; koldt). Gaar Du ud af denne Dør, er det forbi mellem os, Jan Wiedewelt! Du kommer ikke ud, før Du har valgt. SIDE: 347 Jan Wiedewelt (farer tilbage og stammer forbløffet). Ikke ud af denne Dør, før - Lindelin. Før Du har valgt mellem alt dette Fiskesmudset og - mig! Jan Wiedewelt (stirrer forfærdet paa hende, der hun staar kold og stiv; han viger uvilkaarlig, saa han synker ned i Sofaen). Før - før jeg har valgt, siger Du -? Lindelin. Jeg sa' saa ja! Jan Wiedewelt (rasende). Véd Du, hvad Du siger, - opgi' det hele? - hele Jan Wiedewelt men ikke de tredive Jægterne og alle disse vel- SIDE: 348 lugtende Fiskeskipperne dine. De er dog for dyre- bare! Jan Wiedewelt (hen igjen og klapper). Og at jeg synes, det er, som Lys og Dag er væk, naar jeg ikke ser Dig. Lindelin. Jasaa, - da er jeg bange for, at Du snart faar finde Dig i at gaa i Mørke, Jan Wiedewelt. Jan Wiedewelt (jamrende). Men betænker Du da ikke, at alt mit ogsaa er dit, - at det er vor begges Velfærd, vi kaster fra os! Jeg vilde, Du skulde ha det som en Dronning, Du hildrende Dei- ligheden min! (Igjen hen og stryger frygtsomt ned ad hende.) Lindelin (blaaser). Pyh, - jeg véd godt, at vi er rige alligevel! (Gynger med Foden, vugger koket leende med Hodet og slaar Haaret ud med et Greb, som hun trænger frisk Luft.) Nei, ser Du, jeg havde engang Lyst til at se, hvormeget jeg veier hos Dig, og hvor mange Vaager Fisk, Du vel anslaar mig til? (Truende.) Fiskejægterne veier mere, skjønner jeg. Saa - saa, - jeg tænker, jeg retnu slipper Dig ud af Døren. Jan Wiedewelt (raaber angst). Nei nei nei, - staa, bli! hører Du. Vi kan da snakke. Lindelin (haanlér). Prutte? - med mig som med Skipperne ved Bryg- gen? SIDE: 349 Jan Wiedewelt. Jeg mener blot, at vi kunde vente lidt - en fem, seks Aar for Eksempel? Lindelin. Eller syv otte, eller ni ti, - eller til vi dør, Du? Nei, det er nu straks det maa gjøres, - nu, før jeg overlader Dig Udgangen her gjennem Døren. Jan Wiedewelt (ophidset). Men Du skjønner da saameget, kjære, kjære min egen Sjæl, at sligt kan ikke affærdiges med engang bare som én knepser med Fingrene! - Jeg maatte ialfald ha to Aar - hvad? - ét Aar, mener jeg. (Slaar sig fortvilet for Panden.) - Aah - aah, naar éns Kone er spikende gal, - og én selv er endda værre forrykt i hende! - Hele Forretningen, hele Jan Wiedewelt den maa høit tilveirs. Husk, at Du er nu saa god som en Friherre, og at den gamle Fiskejan maa begraves, væk, - væk for evig! - Se saa, gaa, gaa lidt, - slig ja. Brystet ud og rank, rank i Ryggen, min Herre! Du skulde bare set Majoren, naar han sætter Hælene i Bakken, saa Sporerne klirrer. - Huf, nu faar Du Mave igjen og hænger med Skuldrene. Fiskehandleren, den afskyelige Fiskehandler, dukker op igjen! - hu - fy, - huh! - Disse græsselige civile Klæderne, Du vader i! - Du er jo Løitnant ved Borgergarden. Vi skal bli militærske, - gaa i Uniform. Jan Wiedewelt. Ne-i, ne-i, nu faar det være nok med Kapricer, saa deiligt det klær Dig. Den Habiten, som jeg bare trækker paa en Gang om Aaret. Ne-i-. Men for at føie Dig, min vilde Fugl! skal jeg gaa til den fineste Skrædder i Byen. Lindelin (hidsig). Den gamle Fiskehandleren, blot opsyt paa ny? - Tak skal Du ha! (Halvt grædende.) Render nedefter Ben- SIDE: 353 klæderne og rødt Silkeskjærf med Dusk om Livet. Aah, - rødt Silkeskjærf med Dusk! - hvor vil det klæ' min egen Jan og gi fin Taille istedetfor den Borger- maven. (Pludselig fortvilet overgit.) Aah-haah, men jeg indser, jeg føler, jeg blir aldrig kvit den gamle Fiske- handleren alligevel! (Kaster sig krampagtig ned i Chaise- longuen.) Adiø - Adiø, Jan! Jan Wiedewelt (med et pludseligt Anfald af Desperation). Hei, blind Kurage! - bare overgiv Dig, bare overgiv Dig. Hvad Jan Wiedewelt mistede som Fiskehandler, det erobrer han igjen med Sværd i Haand! - Hører Du, hører Du. Hei, nu er Jan Wiedewelt ikke længere at spøge med, - vil Du ha det paa Krigsmanér, skal Du faa det. Jeg kjøber mig et "van" i Holland. Hahaha nu ja, - nu ler og kiger hun op til mig. Lindelin. Jeg syntes, det hørtes saa nydeligt slig, som Du tord- nede. Men aa-aah! naar jeg ser paa Dig saa - (Vender sig igjen hastig ifra ham.) Jan Wiedewelt. Jeg løber ud og lader dem stænge af hele Forretnin- gen, og saa ovenpaa og finder frem Borgerløitnanten og klæ'r mig om fra inderst til yderst, - hele Sjælen med! (Sætter Huen paa Snur.) - Og saa har Du mig med Chako og Fjær i Hatten. (Brøler.) Hører Du, Gulle- trassigtoppen min! Lindelin (efter ham som han farer ud). Nei saa deilig forsoren, - Du er istand til alt, Du Jan! (Sætter op Haaret foran Speilet og pynter sig. Raaber ud.) Erpekom! Erpekom! - Hvad tænker De paa, som endnu ikke har begyndt at dække? - Kaffen maa være saa stærk som Fjeld idag. SIDE: 354 Erpekom (ind og dækker Kaffebordet). Her kommer de fra Konditoren med Makrontærten og Crêmetopperne og hele Kagebestillingen. (Et Par Konditorbud afleverer det, og Erpekom placerer det paa Bordet.) Lindelin. Huf, Fruentimmerslikkerier! Kommer her Damer paa Visit, siger De bare, at vi er kjørt ud, Erpekom. Erpekom. Og saa har vi baade Rosen- og Mandellikør. Lindelin. Jo-o, det skulde passe. By Majoren sligt Sødskval! Nei, Erpekom! (Gaar hen til Nøgleskabet.) Her, tag Nøg- len til den inderste Kjælder og hent af Wiedewelts fineste gamle Konjak. Erpekom. Kors, - den som han har forvaret i det inderste Kjælderrum, hvor han bare gaar selv. Lindelin. Bare lystre og skynd sig! (Hen til Kaffebordet og nasker, nipper og smager paa de for- skjellige Kager og Syltetøier.) Ah! - den stive Blaabærgelêen! (Forsyner sig atter og atter lækkersulten med Skeen. Pludse- lig hen til Speilet og gnider sig med Lommetørklædet ved Læberne.) Jan Wiedewelt (baglængs i Døren i Uniform og Chako med Fjær. Han stræ- ver med at faa Sabelen trukket ud af Balgen og kommer derunder længere og længere ind paa Gulvet). Nei, Klingen vil ikke op af Balgen - sidder fast som i en Skruestik. Jaja, saa faar man præsentere med hele Sabelen, som den er. SIDE: 355 (Stiller sig op i Positur og præsenterer.) Her har Du din Løitnant! Faar han sit Kys? Lindelin (hen til ham). Sig mig, Du - (Holder ham fra sig, idet hun samtidig strækker Munden ud til ham.) - Nei nei. Sig mig, er jeg blaa om Munden? Jan Wiedewelt. Søten min, det kan jeg helst smage. Lindelin. Eller er der lidt Farve igjen ved Mundvigerne, - ikke det ringeste? (Hen til Speilet og gnider sig.) Jovist er der. (Tramper.) Uf, staa ikke der og hæng efter et Kys. Er der mere, spør jeg - (Det banker paa Døren.) - Er der mere? (Gnider sig hastig.) Major Rattibach (kommer ind med Militærhuen under Armen, tar tre Skridt frem, slaar Hælene sammen, saa Sporerne klirrer, og hilser stramt med to Fingre op til Tindingen og Buk ogsaa hen til Wiedewelt). Har den Ære at aflægge Madamen min ærbødigste Visit og forespørge om, hvorledes den lille Fugl fra i Formiddag - vor stakkels lille frelste Fugl, - befinder sig? - Den lille Sisik? kviddrer i sit Bur? Lindelin (halvaandende). Aah, nævn ikke, - nævn ikke Sisiken. Det gjør saa - ondt - jeg taaler ikke at tænke paa den. (Kaster sig ustyrlig vildt jamrende til Majorens Bryst, medens han støtter hende.) Aa min stakkars Sisik, - min stakkars Sisik. De har sad Foden paa den, dræbt den for mig, Major! SIDE: 356 Jan Wiedewelt (nærmer sig for at ta Omsorg om hende). Kjære min Ven, Du maa styre din Bevægelse. (Til Majoren.) Det Uheld har desværre rystet hende alvor- ligt, Hr. Major! Lindelin (hænger hysterisk ved Majorens Bryst). Nei, siger jeg, lad mig græde ud, - lad mig græde ud hos den eneste, som havde Hjerte for min stakkars Sisik! Majoren (fører hende til Chaiselonguen). Den, som blot kunde gjøre den lille Elskling levende igjen, - eller erstatte den, skjønne Madam! Lindelin (trykker sig i Ekstase op til ham, før hun slipper ham). Ja, ja, Fuglen, som jeg kyssede saa mange hundrede Gange! Jan Wiedewelt (urolig hen og dæmper hende). Naa naa, Du faar da betænke, - huske paa, at det er en fremmed, - en fremmed, Lindelin min! (Sagte forklarende til Majoren.) - Hun er saa usigelig tendre og nærtagende, Hr. Major, og dette med Fuglen - (Gjør advarende Tegn til ham med Pegefingeren.) Hy-s, - blot hun faar summet sig et Øieblik, hvilt lidt. (De staar begge stum spændte og vogter paa hende, medens Erpekom kommer med Kaffen og Konjaken og glider ud igjen.) Lindelin (reiser sig forvildet). Hvor er jeg? - Hvad er det? - var jeg besvimet? Himmel! hjælp mig, Jan. Hvad har jeg gjort? - Aa, det er vist noget forfærdelig upassende. Jeg kunde gaa i Jorden af Skam. Glem det, glem det, jeg ber Dem, Hr. Major! Men, - (trykker stønnende Haanden op til SIDE: 357 Brystet) Deres Komme virkede saa overvældende saa -. Uf, mit Hjerte banker saa - Jan Wiedewelt (med Selvfølelse). Ser De, Hr. Major, naar hun først sætter sin Hu til noget, saa er det helt. Bare nu denne lille Fuglen - (Kræmter.) Ikke at tale om, naar der er noget, som ved- rører mig, for da maa alt ryke! Majoren. Ved Krigsguden og alle hans Drabanter! De er en lykkelig Mand. Den skjønneste Madam i Staden siger: Elsk mig eller spring over Klingen! Donnerrrr. Jan Wiedewelt. Hm-m, - om ikke i det skarpe, livsfarlige Udtryk, saa - hm - kunde man jo nok ogsaa sige det - (Besér sig og kræmter; tager sig.) - Naa, Hr. Major, tag Plads og gjør Dem det bekvemt. (Opfarende.) Min gamle Konjak! Hvad skal det betyde? Hvem har udleveret Nøglen? - En af de sidste seks uskatter- lige, som ligger igjen efter min salig Bedstefar, som jeg har forvaret under Laas og Lukke, - som kun skulde frem, hvergang en Arving til Huset stedtes til Daaben! Lindelin (afsides til ham). Jeg trængte saa til at se lidt af dit Hjerteblod, Jan! - prøve, om det er Løitnanten, som spenderer, eller bare Fiskehandleren, som - Jan Wiedewelt (rask aandsfraværende). Hvoraf alt De kan se, Hr. Major, at Konjaken er ekscellent, og at paa vor Bryllupsdag lukker vi Visdom- men ned i Kjælderen og tar Flaskerne op. SIDE: 358 Majoren. Brrr - javist - tusind Bomber! Staar ikke Flasken der og svimler i Spindelvæven, som en fangen Prin- sesse, der er kommet op i Dagslyset efter en lang Inde- spærring. Lindelin (klager forsagt). Jan - Jan - hvor skal jeg faa Mod til igjen at se ham i Øinene? Jan Wiedewelt (til Majoren). Hun er saa stolt, Hr. Major. Lindelin (stilfærdig resigneret). En ung Kone, som skal være korrekt, maa ikke ha et Hjerte, som kan overrumple hende, Hr. Major. Majoren. Sacrement, ved alle crecerende og springende Gra- nater, - den nydeligste undselige Madam i Byen gjøre Undskyldning, fordi hun har et Hjerte? - Hrrrr, - fordi hun ikke er nogen kold Verdensdame, som sæt- ter sine Følelser i Is! Lindelin (idet hun skjænker Kaffen). Det maa jo til, Hr. Major, - en gift Kone tør aldrig glemme sig. Majoren. En slig knuppende frisk Uskyldighed midt i denne larmende Stad, - det næsten blænder! Jan Wiedewelt (med Selvfølelse). Ja, der kneb De Husets Hemmelighed, - holdt lige- som uforvarende Talen paa vor Bryllupsdag. En saa- SIDE: 359 dan Hustru lader sig ikke opveie med Guld! (Lidt efter, idet han mere og mere falder i Tanker.) - Ne-i, ikke med Fisk heller! Lindelin (byder med nedslagne Øine Majoren Kaffe). Hr. Major. Majoren. Hvad? - Madamen skjælver og unddrager mig sit Blik, - hun, som imorges med de Øine erobrede et helt Regiment! Lindelin (beskeden og undselig). Det var jo bare menige Soldater - Majoren. Torden og Lynild, - der var ialfald en Major i Spidsen! - Og han fangede en liden Sisik, Madam, som fløi saa freidigt henover Bajonetterne. Lindelin (betaget). Aa, - aah, om jeg husker! Da den mørkskjæggede Major rykkede ind paa Pladsen med vaiende Fjær- busk, blinkende Sabel og den tordnende Stemme, - jeg føler endnu Rædselen gjennemisne mig! Jan Wiedewelt (hurtig betydende). Hys, hys, Hr. Major, hun taaler intet, som vedrører Sisiken. Majoren (fortrolig til Wiedewelt). Jeg var saamæn et Øieblik bange for, at den skulde forsvinde over Hustagene og ud paa Havnen, sætte sig ned paa en Mast der. SIDE: 360 Jan Wiedewelt (ivrig hen til Vinduet). Det maatte da ha været paa nogen af Fiskejægterne her nedenfor ved Bryggen - Jansens eller - (Blir staaende interesseret og se didud.) Jaha, der gaar nu Tra- fiken! Majoren (til Lindelin, der staar med Haanden trykket til Hjertet). Noget stærkt, Madam? Prøv lidt Konjak. Paa min Ære, det vil gjøre godt. (Vil skjænke af Konjaken.) Lindelin (hovedrystende). Nei, nei, - det er som Ild! Majoren (medens hun tar Plads ved hans Side i Sofaen). Saa prøver vi den Rosenlikør der. (Skjænker i og hol- der overtalende Glasset op til hende.) Se se, - blinker i Glasset sød og rød som Madamens egen Mund. Lindelin. Aa, aa, - frist ikke, frist ikke en stakkars Kone, som klamrer sig til sin Pligt. Majoren. Parole d'honneur, jeg byder Dem det jo som Medi- cin. Lindelin. Blot, blot nippe til det. Kanske kunde det dog - (Nipper, medens Majoren holder Glasset.) Majoren. Og paa det samme Sted, hvor Madamen har trykket sine Læber, tømmer Major Rattibach Glasset helt ud paa den uforlignelig fortryllende Madams Sundhed! (Drikker.) SIDE: 361 Lindelin (skjelmsk). Fy, - fy Dem, - medens min Mand staar og ser ud efter Fisken! Jan Wiedewelt (udstøder fra Vinduet). Ingen Tvil! - Ingen Tvil! (Lindelin farer sammen.) Majoren (opskræmt). Hmrrrm-mrr- Jan Wiedewelt (brøler). Ikke Spor af Tvil! - - Der haler Skipper Mathisen begge sine Jægter hen til Jakobsens Brygge. Majoren. Hrrr-r-. Den Konjak fortjener visselig ikke at glemmes, Hr. Wiedewelt. Tør man? (Gjør Mine mod Flasken.) Jan Wiedewelt (tar sig sammen. Hen til Kaffebordet). Javist, javist, den Konjak, - jeg skulde tro. Den mangler kun syv Aar paa sine hundrede. Lige saa gammel som Huset, - nedlagt den Dag, Jan Wiedewelt men tager sig med en Anstrengelse sammen.) Lindelin (aandsnærværende springer hen til ham). Ikke sandt, et nydeligt Skjærf, Hr. Major? (Viser det op.) Se Silken! - Se Duskerne! (Med Applomb.) - Og den Figur! den Taille, det gir ham! Majoren. Hrrr-r-, naar Madamen ikke var saa sterbens for- elsket og blind for sin Mand, saa vilde jeg maaske indvendt, at det smukke Skjærf sidder altfor løst, saa det heller fremhæver det en Smule civile Embonpoint. (Hen til Wiedewelt.) Tillader De, Hr. Wiedewelt? Og, vil SIDE: 365 saa Madamen trække i Skjærfet paa sin Side, saa dra- ger jeg til paa min. (De haler og trækker begge i Skjærfet med skøieragtige Mi- ner og Slængkys bag hans Ryg, medens Wiedewelt kræmter mørk og bister.) Lindelin (knytter Skjærfet. Besér ham, klapper i Hænderne med Mi- ner til Majoren). Nei, hvor forandret! En skulde tro, Du var født Mi- litær, saa stram om Livet og løvemodig tar Du Dig ud. Du skulde blot se Dig selv. Gaa ud i Stuen og mønstre Dig i det store Langspeil. Det er en hel ny Jan Wiedewelt. Jan Wiedewelt. Tak, Tak, jeg ser bra i det aflange her paa Væggen, fuldkommen nok. (Strammende sig, pludselig høirøstet.) Herefter skal alt i mit Hus være ubønhørlig mili- tært, præcis paa Klokkeslettet. (Raaber ud.) Lad Kusken spænde for og kjøre op med Hestene, min Kone og jeg skal fare ud i Staden. Altsaa, - (tar til Uhret) - en Visit, Hr. Major, varer aldrig længer end fem og tyve Minutter i dette Hus. Saa er det: - Løs af! - Maa jeg byde Dem Deres Chako, og har jeg den Ære at følge Majoren til Døren. (Bukker ham ud, medens Lindelin sender fortvilede Afskeds- kys til Majoren bag hans Ryg.) Majoren (stanser i Døren). Sacrrrement! Et Hus med den militære Aand, kan ikke andet end fortrylle en Krigsmand. (Gjør Honnør og forsvinder.) Lindelin. Aa, - jeg er saa stolt af Dig, Jan! - Min nydelige, deilige Jan, nei aldrig havde jeg tro't, Du var saadan en Løve! SIDE: 366 Jan Wiedewelt (gaar i Oprør med Hænderne paa Ryggen). Hm - Lindelin. Det var sandelig mere end Uniformen, han fik se. Min Jan viste, at han ogsaa havde Mod for en Militær! - Og Du kan tro, han fik Respekt. Jan Wiedewelt (irriteret). Det Skjærfet sidder Satans stramt, op med det igjen, op med det igjen! (Løser hidsig paa det.) - Et Men- neske maa puste. Lindelin. Ikke Spor af Fiskehandleren, - kjendes det ikke som en hel anden renere Luft i Stuen! Jan Wiedewelt. Saa, - du har den Fornemmelse? Lindelin (varmt). Og idag har Du gi't mig den kjæreste Present, som min Jan kunde gi' mig. Jeg har altid tænkt, at det, jeg helst af alt vilde være i denne Verden, var Offi- cersfrue. Og nu - (neier skjelmsk for ham) - ser Du hende for Dig. Er hun styg? Jan Wiedewelt. Styg? - ne-i - Lindelin. Og nu skal jeg marschere for Dig, - ét to, ét to -. Du kommanderer, og, hvergang jeg kommer tilbage over Gulvet, og jeg har gjort mine Sager godt, gi'r Regimentschefen mig et Kys. Naa, - ét to, - ét to. Hvorfor kommanderer Du ikke? SIDE: 367 Jan Wiedewelt. Maa der ikke helst en Major til? Lindelin. Saadan én Rattibach, mener Du, med det stygge beg- sorte Skjægget og de bistre Øinene, som kan skræmme hele dit Regiment, som er en liden Kone, ihjel. Nei Tak, maa jeg faa beholde min nydelige Løitnant! - Naada, - naada, vil Du ikke? Jan Wiedewelt. Én to, - én to - Lindelin (marscherer over Gulvet. Idet hun vender tilbage, slaar hun ud Haaret og ved Slutten af Marschen farer hun pludselig med Armene ud imod ham og raaber). Storm, siger jeg! Jan Wiedewelt (overvældet). Saa hildrende gnistrende vakker, at én baade him- ler og svimler! - Javist, javist er Fæstningen erobret! (Ømt bevæget, halvt for sig.) Driver Skøi som et Barn og saa fuld af Oprigtighed i de varme spillende Øine. Lindelin. Ja, endelig, endelig er vi da alene, Jan! Jan Wiedewelt. Saa fin og skjær og uskyldig. Og hende skulde jeg mistænke! - det deilige Væsen, som sover der paa Puden om Natten ved min Side saa trygt og fortro- ligt -. (Sunder sig.) - Hm ja, det var nu det det. Ikkedestomindre, - man har jo Øine i Hodet. Lindelin. Øine i Hodet, siger Du? Naar jeg lukker Dig inde i mit Haar? - saadan - (slaar Haaret om ham) - har Du da Øine i Hodet? SIDE: 368 Jan Wiedewelt (henrykt). Nei, jeg har ikke Øine i Hodet, - er ganske, ganske blind! Lindelin (med et forskrækket Udraab). Ørenringen min! (Ørenringen falder paa Gulvet, og et Dyreøre udfolder sig.) Jan Wiedewelt (raver pludselig tilbage i vild Panik. Afsides). Trold og Vætter! - et Utyske! - - (Spyttende.) Tvi tvi, - et fælt kløvet Dyreøre! - Troldmærke! Lindelin (optaget med at dække Øret med Haaret). Hvad er det? Hvad er det? Jan Wiedewelt (søger at fatte sig. Gnider Munden med Haanden). Jeg tror, jeg rev mig paa Ørenringen - (Holder Lom- metørklædet til, medens han forsigtig trækker sig tilbage.) - og bløder lidt. Lindelin (rasende, idet hun tar op Ringen). Saa ubehøvlet. Slig en - Fiskehandler! - Jeg maa ovenpaa for at faa sat Haaret mit op igjen! (Skynder sig ud.) Jan Wiedewelt (gaar sanseløs rundt og spytter). Tvi, tvi, - som af en tuslende klam Ligrotte! - Jeg er ræd. Jeg er ræd! - (Gnider sig.) De laadne Stik af Haarene vil ikke væk. (Vakler hen til en Stol.) - Det iser mig koldt ned af Ryggen. - - (Farer op forvildet angst.) Har jeg andet at gjøre end at rømme ud af mit SIDE: 369 eget Hus? Fort, fort afsted og red ialfald nøgne Livet! - (Ryster paa Hodet.) - Er én først fæstet til Trold, saa er det nok efter én, da nytter hverken Præst eller Be- sværgelse! - Og for hendes Skyld har jeg afsagt hele min Næring! Og gaar jeg her som en Nar til Spot og Spe. (Begynder grundende at vandre op og ned paa Gulvet.) - Hoho! - nu forstaar jeg, hvorfor Skipper Enoch- sen reiste i slig Hui og Hast med Jægten. (vandrer igjen, men stanser pludselig.) Hu-m-m, kunde Enochsen lure Troldet, kan kan- ske Jan Wiedewelt ogsaa - (Staar og grubler. Derpaa hen til et Bord, hvor han sætter sig til at skrive. Idet han er færdig og har lagt Brevet sam- men, raaber han ud af Døren.) Erpekom! Erpekom! (Erpekom kommer.) Hys, - hys - Jeg gir hende mit Ord paa, at hun skal blive her i sin Tjeneste til sine Dages Ende, om alt gaar godt, og hun gjør, som jeg befaler. Hør nøie, hvad jeg siger. Straks Bæstet (rætter sig) - eh - eh, Madamen, kommer ned i Stuen, gir De hende denne Billet og jamrer og klager og beretter, at Husbond var hvid som et Lagen, da han leverede Dem Brevet og saa i Hui og Hast styrtede ud af Gangdøren og nedover til Havnen. Erpekom. Aa, hvad skal jeg opleve! Er nogen Ulykke kommet paa, - skal Husbond reise -? Jan Wiedewelt (hemmelighedsfuldt). Hys-s, - bare ned i Kjælderen, gamle Erpekom, ikke længere. Og dernede maa De listeligen give mig Besked om alt, hvad heroppe passerer. Undre Dem ikke over noget; men lystre Madamen blindt i, hvad hun befaler. SIDE: 370 Erpekom (ryster paa Hodet). Undre sig her i Huset? Aa nei, det er én saa vel af- vænnet med i dette sidste Aar. Jan Wiedewelt (tager Merskumspiben og en Tobakspung fra Tobaksbordet og putter Konjakflasken under Armen). Man maa ha Proviant underveis, forstaar De. - Og saa Kjældernøglen! (Tar den i Nøgleskabet og forsvinder ilsomt.) Erpekom. Den, som kunde begribe, fatte, forstaa - Det er, som én har Vinden i Skjørterne fra alle Kanter. Aa, jøie, jøie, jøie, jeg gamle Menneske op og agere! Lindelin (befaler, idet hun kommer ind). Hat og Sjal, Erpekom, - vi skal ud at kjøre. Erpekom (stønner og slaar sig ned ad Kjolesiderne med Brevet i Haanden). Madam! Madam! - bare her ikke er hændt nogen Ulykke. - Aa haahaa! - Husbond var hvidere end et nypaalagt Lagen, da han leverede mig dette Brev og fo'r ud af Gangdøren med Sorg og Desperation i alle Miner! Lindelin (snapper til seg Brevet). Vil hun bare se til at komme ud. Intet Spioneri! (Erpekom ud. Lindelin river op Brevet, læser høit i stigende Forfærdelse.) "Ak, hvorledes skal jeg formaa at drage Sløret fra dine Øine og melde Dig skaansomst mulig det for- skrækkelige og forfærdelige, jeg i disse Dage har baa- ret paa og maattet skjule for Dig. Vid, at jeg ved mange uventede Uheld nu staar som en total ødelagt SIDE: 371 og ruineret Mand. Allerede imorgen tidlig vil Kredi- torerne være over mig som glubende Ulve og uden Blu rydde og ribbe Huset for alle Eiendele lige til det aller- sidste, vi har at sidde og ligge paa! Og, eftersom jeg vil undgaa med Arrest at behæftes, maa jeg nu med grædende Taarer fly af Landet, - fast og uryggelig stolende paa min Lindelins store Kjærlighed, at hun gjennem al den Sorgens Tid vil ihukomme og bevare sin Troskab mod sin ulykkelige, men til de graa Haar, ja til Graven klippefast elskende Jan Wiedewelt. Skre- vet med knust Hjerte, idet han flyr!" (Lindelin synker ned i en Stol. Farer oprørt op igjen og frem og tilbage, frem og tilbage i Stuen. Raaber saa pludselig ud af Døren.) Erpekom! Erpekom! (Erpekom kommer ind.) Lad Kusken kjøre hen til Major Rattibach alt, hvad Remmer og Tøi kan holde, og sige, at en ulykkelig Kone venter med Taarer paa et Trøstens Ord af en Ven, inden det blir for sent. Erpekom. Som Madamen byder og befaler. Lindelin. Kom saa fluksens igjen og hjælp mig. (Erpekom ud.) (Lindelin trækker Skuffer ind og ud af Skatollet og tar op.) Min Brudekjole, som den Prakker vilde, jeg skulde forvare saa dyrebart her i Skatollet mellem alle de gamle Familiestykker! (Gaar med Dragten ind i Sideværelset, hvortil Døren blir staa- ende aaben. Erpekom kommer skyndsomt ind, og Lindelin raaber fra det andet Værelse.) Find de hvide Silkesko op af Skuffen! Erpekom (søger og leder i Skufferne). Her er saamæn mangt her. (Tar op og besigtiger.) - Den broderede Daabskjole ja, som alle Wiedewelterne SIDE: 372 er baaret til Kirke i, - og Daabskappen med de røde Sløifer. Lindelin (utaalmodig indefra). Fort, fort, finder De dem ikke? (Erpekom hitter en Sko frem og derefter nok en og skynder sig ind med dem.) Lindelins Stemme fra Sideværelset. Bind dem paa og saa ind igjen efter mit Brudeslør! Erpekom (leder det frem. For sig). Jeg synes ikke, det saa ud paa Husbond, som her skulde tures Bryllupsdag - (Bringer Sløret ind.) Lindelin. Og saa mit store Halssmykke, som ligger i Pynte- skrinet. (Erpekom ind igjen og henter det til hende.) (Lindelin kommer ind hvidklædt med Slør og pyntet som Brud.) Skynd Dem op og pak alle mine dyrebareste Sager i den store Kuffert. Det er muligt, jeg maa foretage en Reise. (Erpekom ud.) (Lindelin tar Fadet med Blaabærgeléen fra Bordet og gaar hen for Speilet. Hun dypper Lommetørklædet i det og maler sig med Saften nogle som blodige Skrammer i Ansigtet. Hun prøver og mønstrer sig.) Ikke formeget. Men hellerikke forlidt. En liden rød Streg heroppe ved Tindingen, som forsvinder inde i Haaret, kan se noksaa livsfarlig ud. - - Hy-s-s, - der er Vognen! (Sætter Fadet hurtig bort. Skynder sig hen til Kaffebordet og slaar ned en af dets Klaffer, saa Kopper og Glas ramler udover Gulvet.) (Idet Majoren træder ind, styrter Lindelin imod ham med op- rakte Arme.) Aa, jeg ulykkelige - ulykkelige! SIDE: 373 Majoren. Tal, tal, deilige, uforlignelig deilige Madam! Jeg har aldrig skjælvet ved nogen Attake, som idag ved hendes Budsendelse. Lindelin. De ser her et Sorgens og Forvirringens Hus. (Viser udover Gulvet.) - Vid, vid, - min Mand har opdaget vor Elskov gjennem Speilet, trampet mig under Fod og lagt Haand paa mig, indtil jeg mistede min Sans og laa bevidstløs og blodig, som De vel ser af mit An- sigt. Hans sidste Trudselsord da han forlod mig, var, at han vilde raabe min Skjændsel ud i Staden og ikke sove i sit Hus, før han imorgen indfandt sig med Øvrig- heden og Skilsmissebegjær. Majoren. Parole d'honneur, Madam! Jeg siger det med For- tvilelse; - der gives Knuder, der ikke kan overhugges med Sværdet. Lindelin (stille resigneret). Min Beslutning er fattet. Og har jeg kun derfor pyn- tet mig i min Brudedragt for at findes anstændig og ærbar klædt, som det passer sig min Stand, naar jeg kaster mig i Søen. (Udbreder Armene imod ham.) Men først, først maatte jeg sige den Mand, som jeg elsker over alt i Verden, mit sidste Farvel, at han kan se, det er for hans Skyld, jeg dør! Majoren (i høi Affekt). Ved alle Himlens og Jordens Magter! - Vel havde Major Rattibach ikke tænkt at skulle tumle saa brat ind paa Brudeskamlen. Men, - Sacrrrement, - Du underbar henrivende Kvinde! Samtykker Du i at fly med Major Rattibach idag, saa lover og sværger jeg SIDE: 374 ved mit Sværd og min Ære, at Du skal blive hans lov- lige Ægtefelle. Lindelin (afværgende). Elskede! Elskede! - kald mig ikke tilbage til Livet, det var saa sød en Tanke at dø for Dig! Majoren. Men endnu herligere at leve, Du berusende deilige! Lindelin. Jeg svimler - svimler. Forled mig ikke fra min Vei! (Kaster sig bedende til hans Bryst.) Majoren (slaar Armene om hende). Sacrrrement, nu er Du indenfor Fæstningen. Disse Arme slipper Dig aldrig! Lindelin. Vel, vel, - alt som min elskede vil! - - (Snarraadig.) - Og lad os saa haste med at redde vor Kjærlighed! Om en føie Stund sidder jeg i Vognen hos min eneste Ven og lægger min Skjæbne i hans Haand. Majoren. Tak! Tak! - Jeg formaar næsten ikke at forlade Dig et Øieblik, Du underbare, som saa pludselig er faldt ned til mig som fra selve Himlen! Lindelin (driver ham ilsomt og ømt ud). Husk, vor Kjærlighed er omgivet af Farer - Paa Gjensyn! Paa Gjensyn! (Hun slænger Fingerkys efter ham.) (Ringer og raaber.) Erpekom! - Erpekom! (Erpekom ind.) SIDE: 375 En Ulykke er tilstødt min Mand, og jeg maa straks reise til ham. Lad min Kuffert bæres ned i Vognen og bring mig min Hat og fine Pelsværks Kaabe! (Erpekom ud.) Og mine Juveler! (River op Skuffer i Skatollet og skyder dem igjen ind. Finder frem Smykker, Brystnaale, Kjæder og Ringe og putter det alt i en Silkestrømpe.) Erpekom (kommer ind med hendes Kaabe og Hat). Vognen staar for Døren. Lindelin (knytter hurtig Hatten). Hjælp mig Kaaben paa. - Og saa afsted ilsomst mulig! (Hun snapper Silkestrømpen fra en Stol og gjemmer den un- der Kaaben. Farer ud.) (Vognen høres at rulle afsted, medens Erpekom staar ved Vinduet og ser ud.) Jan Wiedewelt (lidt efter, med Hodet forsigtig ind af Døren). Erpekom! - Erpekom! - Er hun borte? - Er hun reist? - Er det sikkert? - Har De set det med Deres egne Øine? Erpekom. Jøsses ja, Husbond. - Jeg véd ikke, om jeg drøm- mer eller er vaagen. - Hun er kjørt afsted med Majo- ren, og dertil alt, hvad dyrebart fandtes. Jan Wiedewelt (jubilerende og straalende op og ned af Gulvet). Billig, - billig sluppet, gamle! (Gnider sig i Hænderne og ser sig om.) - Jo-o, Majoren fik fanget sin Sisik! - - Tag Husets Nøgler til Dem igjen, Erpekom, og styr og sørg for alt efter fordums Skik og Brug. - Og saa, - væk med Løitnanten! (River af sig Uniformsfrakken og slænger SIDE: 376 den hen paa en Stol.) - Skaf mig min magelige, rum- melige Vams igjen; - kanske er der endnu Tid til at holde tilbage mine gamle Kunder! Jeg skynder mig lige ned i Skipperklubben og melder Jan Wiedewelt ind igjen. (Farer ud.) (Teppet falder.) Majorens Stue, lunt møbleret med Lænestole og Chaiselon- guer ved Bordene. Paa Væggene Officersportrætter med store Knebelsbarter. I Baggrunden Vinduer og Udgangsdør samt et stort Kart over Jordens to Halvkugler. Paa Sidevæggene Døre og alskens Vaabendekorationer, krydslagte Sabler, Pistoler osv. Majoren sidder i Uniform og Tøfler ved et Bord og skriver halv bortvendt fra, hvad der foregaar i Værelset. Paa et an- det Bord er henlagt nogle Blomsterbuketter i Papiromslag. Truls træder ind med en Buket. Majoren (vender sig utaalmodig fra Arbeidet). Nok en ditto, som er henfalden i stille Wuth. - Godt, godt, læg den paa Bordet. (Truls holder Buketten op og kiger og føler om Stilkene, inden han lægger den hen.) - Nu ja, Du var i Banken og tog ud de hundrede Daler og bragte dem til Hestehandleren? Truls. Ja, Hr. Major, - hvorfor hans Kvittance. (Leverer den. Med Fortrolighed.) - Og jeg har nu faat vide, at Majo- ren har været svineheldig; den sorte Hest var baade Krybbebider og blind paa det ene Øiet. Majoren. Hahaha! - Men dette er et herligt Dyr! - Længe siden jeg har set et saa stolt Syn, som Majorinden SIDE: 377 sprængende afsted paa den gule Danser! - (Betænk- somt.) Hm, - hm, ja, - min kjære Truls, - før satte man ind i Banken, og nu tager man ud. Pengene løber som gjennem et Sold! - Men, ligesom jeg fra mit Skjøn paa Heste véd, at det viltre kapriolerende Dyr efter- haanden vil falde over i et smukt Løb, saa mener jeg og- saa, det vil gaa i huslig Henseende. I Honningmaane- derne danser og galloperer Kjærligheden, siden falder den efter sin Natur over i det trygge Trav. Truls (for sig). Ja, naar vi da ogsaa kan trave ind, hvad Majoren nu galloperer ud. Majoren. Har han hentet det fornødne til Spillebordene iaften, - Kort til Tarok, Whist og L'hombre? - Og alt ellers som vanlig? Truls. Alt iorden, Hr. Major. Majoren (strækker sig behageligt). Det er saagodtsom den eneste af mine Ungkarlevaner, jeg har beholdt, at besørge alt til mine Spillepartier. Lindelin (træder ind. Hun er i tætsluttende Figurdragt med militært Snit, Snorer og Rabatter og Baret med Fjær og Slør á la Ryt- terske. Med et Blik hen paa Truls, for sig). Det synes, som den Knægt altid er inde med sine fortrolige Rapporter, naar jeg er ude - Majoren. Jeg kan for mit Arbeide ikke følge min yndige paa hendes Morgenridt idag. Men geleidet af Ritmesteren véd jeg mig tryg for Dig, han forcerer aldrig Hestene! SIDE: 378 Lindelin (hen til Bordet). Blomster ser jeg - Majoren. De kommer den ene efter den anden den hele Mor- genstund. (Vedbliver at skrive.) Lindelin (lugter til Blomsterne og føler og kiger mellem dem. Tar den sidste, Truls har lagt hen). Oh, - ah! - Truls (et Skridt frem, peger). - Ligesom noget tykt haardt viklet inderst inde mel- lem Stilkene? Lindelin (griber heftig om Buketten). Hvad? - hans gemene Næse snuse op i mine Blom- ster! - Gaa, bare gaa, siger jeg! (Truls ud.) (Hun løser hurtig en rød Billet ud af Buketten og putter den ind i Kjolelivet.) Majoren (reiser sig). Ja, ikke sandt, min smukke Frue gjør Stuen til et Blomsterbed. Lindelin (ømt hen til ham). Ak, hvad var den lille Lindelin om ikke støttet til sin Majors brede Bryst! Majoren. Men Majorinden vinder Slagene! I denne korte Tid, siden vi tilflyttede Stedet, har hun indtaget og erobret den ganske Stad, saa nu er et Selskab intet, uden jeg fører min skjønne Frue did, - og paa Byens Prome- SIDE: 379 nader rettes alle Øine paa hendes blændende Skikkelse; et Blik fra hende agtes som en Naade. Lindelin. Men min stille gjemte Glæde er et Blik fra min mørkskjæggede barske Major! Majoren. Jo-o, jeg har jo ogsaa mit lille Kig hen paa de Her- rer Officerer, naar de feier Gadestenene med Fjærbus- ken for Majorinden og sender hele Bede med Blomster, menende at lægge Approscher til Fæstningen. Jeg ræ- sonnerer, hvad var Verden uden Krig, - uden sit Salt og Pikanteri? Og det klukker i mit Bryst som en Tap- penstreg, naar jeg tænker paa at mine blenderede Ba- stioner rummer kun en Fælde, en ruse. Ahhaha, Mes- sieurs, hvad vilde I der? Stillingen er alt erobret og besat af Major Rattibach. Lindelin. Ak, om Du vidste, hvor utilpas og ilde tilmode jeg befinder mig under al denne Efterstræbelse og alt det Kurmageri, - om jeg end for den gode Tones Skyld er nødt til at holde en imødekommende Mine og lade, som jeg optager det vel, medens det i mit inderste by- der mig imod indtil Kvalme! Majoren. En saa straalende farverig Blomst maa finde sig i at blive omsværmet baade af Humler og Bier - og al- skens Insekter med. Med de første mener jeg Rang- klasserne fra Generalmajor af, og med de sidste de surnumerære yngste Løitnanter og Kadetter, - for ikke at nævne Civilisterne. Lindelin (kjælen). Men min Honning er bare, bare og ikkun for min Major. Den sødeste Lyd er, naar min Humle brum- mer, Du bedaarende Kriger! SIDE: 380 Majoren. Det er dog som en Opkvikkelse at høre det surre rundt om sin Lykke, saa mindes man stadig om, at man har den. Lindelin. Og endelig, endelig har jeg faat mit Livs hedeste Be- gjær opfyldt, at jeg fik min daglige Omgang med ingen uden militære! Det er, saa Hjertet hopper i mig, naar Sporerne klirrer, og jeg ser al den Manddom og Mand- haftighed. (Trækker ham i Skjægget.) - Hu-uh, det vilde, mordiske Skjæg, - der staar som en Rædsel af det, bare min tappre Løve viser sig! (Kjælent.) Men din lille Lindelin, hun tør stryge og klappe det, om hun end skjælver og sitrer lidt i Fingrene, Du søde, skræk- kelige Major! Truls (træder ind med en Kurv. Ramser op). Kortene til Spillebordene iaften, Hr. Major! - Tobak og Cigarer og Citroner og Rhum til Punschen fra vor egen Kjøbmand. Lindelin (maaler ham med Øinene). Vor egen Kjøbmand? - hvad vil det sige i din Mund, Du plumpe Karl! Truls. Det er gamle Graaberg, som vi har hentet hos helt, siden Majoren var Løitnant! Lindelin (indigneret maalende ham). Truls (betuttet). Strenge, naadige - Frue - Lindelin. En Dristighed, en Frækhed - SIDE: 381 Majoren (afskjærende). Træd af, Truls! Truls (rettende sig med Haanden til Huen og et Tramp i Gulvet, som hører til at indtage Stilling). Majorens Ordre! (Gjør helt om og gaar ud.) Majoren. Du maa undskylde ham, min kjære. Den gamle Tje- ner har sit eget tilvante Frisprog. Lindelin. Jeg er bange for, at han har sit eget tilvante Fri- spil med, og at vi vilde være lykkelige den Dag, han var ude af Huset! Majoren. Truls, - min gamle Truls? Han lader sig ikke rem- placere. Altid punktlig, alting iorden, uden at jeg be- høver at røre en Finger. Lindelin. Aa, Du min store Krigsmand, som ikke véd af Falsk- hed! - tror Du ikke, at en elskende Hustru ser meget, som undgaar hendes Husbond? Hvor ofte har jeg ikke ærgret mig og sørget over dine matblanke Støvler, din daarlig pudsede Sabel og de alt andet end skinnende Løveknapper og Epauletter! Og græmmet mig ved at se min stolte Major ligesom blive borte og forsvinde ved Siden af vor altid straalende og funklende Oberst. Majoren. Hvad - hvad, - skulde Truls lade sin Major vise sig i en Uniform, der ikke er korrekt, - kan kritiseres? Lindelin. Hvor tit har jeg ikke i Stilhed grædt og pudset efter ham; men intet villet sige for ikke at saare Dig, min elskede! SIDE: 382 Majoren. Du forbauser, - lynslaar mig. Truls maa være blet gammel! Lindelin. Gammel i Løgn og Falskhed ja! Aldrig har jeg kun- net fordrage det sledske Fjæs. Alt fra den første Dag af har jeg forstaat, at han spionerede os ud og førte Historier om os, saa vor Kjærlighed er blet til Spot og Latter i Officersmessen for den Slyngels Skyld. Majoren (farer op). Tusind Torrrdner! - (Besinder sig igjen.) - Ah - ah - umuligt, umuligt, min dyrebare! - Til saadant un- derfundigt Spil er den ærlige Sjæl ude af Stand, - mangler endog totalt Kapaciteterne. Lindelin. Ak, din ulykkelige Blindhed, som ikke ser, at Kar- len bedrager og bestjæler Dig, og saa har gjort i al den Tid, han har tjent Dig. Majoren. Min gamle Truls? - prøvet i femten Aar, - tro som Guld! Lindelin. Aah - jeg føler, jeg mere og mere begynder at gaa i Feber for de lurende Tyveøine, - frygter, - frygter for, at enten han eller jeg maa ud af Huset! Majoren. Det være langt fra mig, min kjære, for et uoverlagt Indfalds Skyld at forurette min gamle Tjener. Lindelin (sukkende). Ak ja, jeg indsér det nu, han forstaar at gaa Dig anderledes under Øinene end din lille Lindelin! - SIDE: 383 (Kaster sig paa Knæ for ham.) - Nu ber jeg Dig, i vort fredelige, lykkelige Hjems Navn, ber jeg Dig om at fjerne denne Øientjener! Majoren (reiser hende op). Min lille Ven. Min lille Ven, - Du har gaat for- meget alene i disse Dage, medens jeg har siddet bun- det af mit Arbeide. Min dyrebare glemmer jo rent Hesten, hvorfra hun skal straale paa Promenaden. Naar hun kommer hjem igjen frisk som en Rose, kjender jeg hendes Hjerte saa godt, at hun ser alt med andre Øine og pardonerer min stakkels Tjener. Lindelin. Byde mig at ride nu? - Nei nei nei, aldrig blir jeg glad mere - (hulker) - aldrig! Majoren. Min sødeste, yndigste Veninde - Lindelin. Aldrig! - Aa, aah, jeg føler mig saa afsat! - ser jo, at min Husbond nærer større Tiltro til et simpelt ned- rigt Tyende end til sin Hustru! Majoren (i Oprør). Sacrement, - min gamle Truls skulde ikke kunne stole paa sin Major! - Betænk dog, det vilde være at blamere mig, saa Major Rattibach ikke længere turde se den ringe Tjener i Øinene; men maatte skamme sig som en æreløs Hund! Lindelin. Ah - - Ah! - det svimler for mig - SIDE: 384 Majoren. - som en Forræder og Poltron, der burde arkebu- seres i Ryggen paa en Mødding! (Majoren gaar i Bevægelse frem og tilbage, ser af og til paa hende, som hun staar sønderknust lænet til Stoleryggen.) - Dog, - Du nævnte noget om matblanke Støvler, - Fyren kan faa en Korreks! Er Du saa tilfredsstil- let? - Men hvad feiler Dig, min elskede? (Hen til hende.) Lindelin. Intet. - Intet. - Det blot ligesom iser i mig - Majoren (udbreder Armene). Saa kom i mine Arme, min dyrebare! Der skal Du nok bli varm. - Sig, kunde Du vel elske en Officer, som lod sin Hæder og Ære i Stikken! Lindelin (som for sig selv). - iser i mig, - som om alt vil fryse til invendig. - Det er en underlig Følelse, naar Kjærligheden ligesom forsvinder i én - Majoren. Forsvinder? - Din Kjærlighed! (Omfavner hende vildt.) Lindelin (lader det ubesvaret og skrider henimod Sofaen, som en uføl- som Søvngjængerske. Gjentager stirrende). - naar Kjærligheden svinder i én - Majoren (bestyrtet). Jeg besværger Dig, Du, mit Liv! Lindelin (ryster stille paa Hodet, som under en Vision). - Han snakkede bare om sin høie Ære, naar jeg talte om min store Kjærlighed, - og undsaa sig for SIDE: 385 sin Tjener og gjorde ham større i Huset end sin Hu- stru. Og saa - (synker ned i Sofaen) - jeg fryser - besvimer - Aa - aah, Krampen - Majoren (brøler). Din Villie skal ske, - Truls skal faa sin Afsked! Lindelin (løfter svagt paa Hodet). Hørte jeg rigtig? - Hørte jeg rigtig! - (Strækker Haan- den mod ham.) Sig det engang til! Saa elsker Du dog til- sidst din lille Lindelin mere end ham? Majoren. Om jeg elsker Dig, Du min Livsens Luft! Lindelin (sukker og stønner). Jeg aander igjen. Du havde sænket mig saa dybt ned i Fortvilelsen! Majoren (lettet). Saa kan jeg da atter se et Lysglimt fra dine deilige Øine. - - Og, naar jeg betænker Sagen, maa jeg jo nok paa nogen Maade kunne arrangere den, saa han faar sin Afsked med god Attest og en liden Pension. Lindelin. Med god Attest? - Og Pension for Troskab? - (Skri- ger vildt.) Nei, jages skal han! Og i Attesten skal staa, at han har været en Dagtyv og en sledsk Øientjener! - Ak, ak, følte jeg ikke, at der var noget, jeg ikke maatte tro, i din søde Tale! Ve, ve mig, jeg falder som fra en Himmel atter ned i min Fortvilelse. - Aa - aah, Krampen - (Der indtræder en Stilhed, blot afbrudt af Suk og Støn fra Lindelin. Majoren gaar om og tygger paa sit Skjæg, medens han snart nærmer sig, snart gaar fra hende.) SIDE: 386 Majoren (stanser mørk). Du blir mig dyr, min elskede! - naar Major Ratti- bach skal kjøbe Dig med sin hidtil uplettede Ære. Men, - slippe al din Deilighed, Du min Lyst og Fortryllelse! - det vilde være mig som en Krigsretsdom til ensomt Fængsel paa Livstid. Og, staar der end en ærlig Truls mellem os, saa støder jeg ham ned! Med ham skal i alle Maader ske, som Dig behager. Lindelin (falder ham heftig om Halsen). Aah, jeg er saa betat, - jeg skjælver. Jeg er jo bare din Kattepus. Ikke sandt? din egen Kjæleunge, som bare klynger sig til din Kraft og Mandighed, - er intet uden Dig, - aldrig vil andet end, hvad min skjæggede Kjæmpe vil. Majoren. Hum, hrrr - hrrrr - Lindelin. Rynk ikke dine mægtige Bryn. (Kjæler for ham og glat- ter dem.) - Din lille Kattekilling, ikke sandt? - der skal være Dig en Tjener, som Du aldrig har drømt om, - gnide og pudse, saa min Major skal funkle paa Pa- raden, - og Støvler saa blanke, at hele Regimentet speiler sig i dem - (Man hører Hesten vrinske.) Majoren. Hør, - din Guldfuks venter, min elskede! Lindelin. Aa, hvor rider jeg ikke let og glad ved at vide os befriet! - Jeg skjælver, min Ven, skjælver ved at tænke paa din Tordenrøst, naar Du jager den sledske Karl bort, helt afklædt al den Ære, han har stjaalet sig til i dette Hus. - - Adiø, Adiø, min stolte Løve! (Kaster SIDE: 387 Kys med begge Hænder, idet hun gaar.) - Kun for om et Øieblik atter at være i dine Arme. Majoren (kaster sig i en Stol og blir siddende i Tanker. Drager om- sider et svært Suk og reiser sig). Naa, saa skal man altsaa skride til Henrettelsen. (Gaar hen og tar i Klokkestrengen, men slipper den igjen.) - Matblanke Støvler, - anløbne Uniformsknapper - Hrrr - det forekommer mig, som Major Rattibach herefter aldrig kan bli rigtig blank, hvormeget han end pudses og kridtes og gnides. (Gaar op og ned, stanser foran to Pistoler paa Væggen.) - Sacrrrement, det mest kavalermæssige for en ær- lig Krigsmand i denne Kasus var at jage sig en Kugle gjennem Panden. (Haanlig.) - Ahha, - man er sen- timental! - Vil man Blommen, maa man kunne slaa Hul paa Ægget! (Raaber ud med forfærdelig Stemme.) Trrruls - Trrruls, - mine Støvler! (Truls med Støvlerne i Døren.) Hold dem op til Besigtigelse, siger jeg, - Sacrrre- ment! Truls (foreviser dem). Javist, Hr. Major, det ny Voks i Sværten blanker urimelig godt, saa de rent skinner. Majoren. Hrrr - Hrrr. - - Holder Du dem op for Næsen paa mig? Sæt dem hen, siger jeg. (Truls gjør omkring mod Døren for at efterkomme Ordren.) Holdt! - Er han totalt sansesløs? - Rapporten! Rap- porten! Dagsbefalingen! - Indbydelserne til iaften, har han rent glemt ogsaa dem? Truls (retter sig). Kommer netop hjem med Svarene. Oberstløitnan- tens, Staldmesterens, Kapteinerne Raus, Paus, Klingen- SIDE: 388 feldt og Storm skal ha den Ære at komme. Løitnant Grog laa endnu og sov - Majoren (blinkende til Truls). Fuld igjen - hvad? Truls (fortrolig). Stort Kalas inat, Hr. Major, i Anledning af Forfrem- melserne i Brigaden. Faa's snødt i Tale paa denne Side Middag. - Hehe, - red hjem paa Gabriel, Oppasse- ren sin, henimod Morgenlysningen. Majoren (snor sine Knebelsbarter. Nysgjerrig). Forlød der om andre faldne? Truls. Kvartermesteren blev liggende, sa' de. Majoren (selvforglemmende i Humør). Aha! liggende paa Pletten, - drak som vanlig, til han blev transportabel. Truls. De sa', han tømte det ene Glas efter det andet for den smukkeste Frue i Regimentet, helt til han - Majoren (tar sig). Hrrrr - Hrrrr - Hm - Hrrrr - (Pludselig.) Der greb jeg Dig! Er det den Slags Historier, Du sætter ud om dine overordnede? - (Stanser foran ham. Vred med Gravrøst.) Jeg har i den sidste Tid begyndt at tvile paa Dig, Truls! - tvile - paa Dig - forstaar Du, tvile paa Dig - (Truls gjør en famlende Bevægelse som han vil knappe op Frakken og vrænge Lommerne, blir saa staaende og maabe uforstaaende paa Majoren.) Jaha, - jaha, Du ser høilig fordægtig ud. SIDE: 389 Truls (gjør Pludselig en Gebærde med Pegefingeren tvertover sin Strube). Om jeg - - saa kan Majoren - Majoren (gaar ophidsende sig frem og tilbage). Hrrr - Hrrrr. - Det er paatide, at - Truls (med Haanden til Tindingen). Og saa var det Majorens Ordre belangende Kurven hos Kjøbmand Graaberg, som Majorinden - Majoren (ser glubsk paa ham. Med lummer Vægt). - befalte Dig at aflevere igjen. - Ved alle Himlens bragende Magter, hvad gaar der af Karlen, at han ikke lystrer. Truls (fortrolig). Tarokkortene faas ikke andetsted, Hr. Major. Og saa mente - Majoren (gaar op og ned, medens han brygger til Storm). Hrrrr - Hrrrr - ligefrem Trods! - Sandelig, det er paatide, han faar sit Pas paaskrevet. Truls. Og saa mente jeg bare, at - Majoren (truende med tung Røst). Hvad - mente - Du - Truls. At, naar Majoren forklarte det rigtig for Fruen, saa - Majoren. Hold han sin Mund! SIDE: 390 Truls (ryster paa Hodet. For sig). Her har nok været Uveir over andre end Truls idag. Majoren. Hvad staar Du der og plirer af? Truls. Med Majorens Tilladelse, jeg har Træk i Øiet. Majoren. Du staar og ræsonnerer indvendig, gjør Du. Truls. Med Majorens Tilladelse, jeg siger ikke et Muk. Majoren. Tror Du ikke jeg forstaar, at Du siger mig de stør- ste Uforskammetheder? - at jeg gjennemskuer, hvad Du mener? Truls (retter sig). Med Majorens Tilladelse, jeg mener ingenting. Majoren. Du staar som en korket Flaske, gjør Du. Men jeg skal trække den op jeg, din Døgenigt! - og sige Dig, hvad Du understod Dig, vovede, at mene med den in- subordinære, impertinente Pliren. (Brøler.) Bekjend, siger jeg Dig, eller ved tusind Tordner! - Bekjend, at Du mente, at din Major blir regjeret og domineret og kommanderet af sin Frue, - at han er en elendig Dot og Usling og Tøffeldanser, som gjør "Høire om" og "Venstre om" og helt om Marsch, som den ringeste Rekrut, naar hans Frue blot vinker! - Ja, din Knægt, - (truer ham med opløftet Haand, medens Truls viger) - at han er til den Grad Slave i sit Hus, at han endog kunde efterlade sin Ære og Honnør i Snavset hellere end at modsige hende - (Brøler yderligere truende.) - Var det ikke det Du mente, din Satan! SIDE: 391 Truls. Hr. Majoren kan slaa Truls ihjel - om - Majoren (vildt). Herrrr-auss, siger jeg, før jeg forgriber mig paa Dig! Truls (raaber for at faa Ørenlyd, idet han viger mod Døren). Tarokkortene! - Tarokkortene! de er ikke at faa andetsteds! Majoren (rasende efter ham i Døren). Herrrr-ausss-ss - (Truls forsvinder.) Den Kjeltr - -. Hm - hm-m. - (Puster mere og mere beklemt.) - Sneg sig væk, før jeg fik ham ordentlig afskediget - - (Sætter sig betænkt til at trække sine Støvler paa. Med et Ryk, idet han reiser sig og gaar hen og tænder sin Pibe.) Naa, naa, for en Krigsmand er et Hode mere eller mindre for intet at regne - - -. Lindelin (kommer langsomt betænkt ind. Hun har heftet Ridekjolen op i pene fromme Folder og løser Sløret og Fjærene af Hat- ten, før hun lægger den fra sig). For en letsindig verdslig Dragt, som om Mennesket ikke skulde ha Tanke for andet end sit smukke Ud- seende! (Kaster Ridepisken, som hun har under Armen.) - Og Blomster, som man har faat af en tankeløs Mode- kavaler - (Slænger dem fra sig.) (Til Majoren.) - Ikke én af den høiere Verden paa hele Promenaden! Folk i Staden har faat andet at tænke paa end Soldater med larmende og bedøvende Mes- singinstrumenter. Alt, hvad der har Øine og Øren, var strømmet hen for at høre den ny Prædikant, som holdt Friluftsgudstjeneste i Lunden. Jeg stansede Hesten midt i Folketrængselen, - aah, den blege unge Mand, SIDE: 392 som stod der og talte! - Jeg saa, - bare saa paa ham, indtil han lod sit gjennemtrængende Blik hvile paa mig. Det brændte af slig knusende Foragt, som det sa': Gaa, gaa til dine tomme Adspredelser, Du af Ver- dens Lyst optagne Kvinde! Der fo'r et Stik igjennem mig. Det var, som jeg blev vakt i samme Nu. (Hun synker ned i Sofaen og blir siddende med Haand un- der Kind.) Han talte sig saa hvid som sit eget Halstørklæde, - aldrig har jeg set nogen saa henførende. Majoren. Hvem vilde ikke eie en saadan Kvinde! - (Hen til hende.) - Ei blot det fuldendte Legeme, men et Hjerte med saa dybe og fine Fornemmelser, - en Skat af Guld! Lindelin (afværger ham mat med Haanden). Jeg ber Dig, tal ikke med denne stærke Røst og træd ikke saa fast og sikkert, naar Du dog véd, at Du gaar med Afgrundens Fare under Fødderne. Majoren. Hvad - hvad, min søde. Har mit Kjælebarn faat en Attake af Hovedpine? Og saa kommer hendes slemme Major saa hensynsløst. Han maa tage varsomt paa sin fine Blomst. Blot at røre ved hendes Kind, trykke Læ- ben til hendes Pande er for ham en unævnelig Fryd. Lindelin (sørgmodig). Ak, min Ven, - at Du kan henfalde i en saa tanke- løs Glæde! Majoren. Som at favne og kysse min Lindelin, Du forblæn- dende deilige! (Gaar opstemt op og ned paa Gulvet og snor Knebelsbarterne.) Sacrrrrement - SIDE: 393 Lindelin. Ak, ak, - siden jeg fik mit Syn opladt ved det nye Lys, støder mig blot den Maade, Du snor dine Kne- belsbarter paa, - opad - altid opad! Majoren. Hm - Hrrrr - en Krigsmand - Lindelin. Istedetfor i from Erkjendelse af sin Skrøbelighed yd- mygt at glatte dem nedad. Majoren (flot spøgende). Ved alle Frisører i Verden, de skal faa akkurat det Snur og det Sving, som maa til for at erobre et Kys af min Lindelin. Saavidt jeg husker, bærer det kine- siske Militær Barten ogsaa just efter den hængende Mode. - - Og iaften skal Du straale for vore Gjæster, og da vil min lille Lindelin nok blive opmuntret efter de triste Tanker og hendes Øine spille glade som før. Lindelin. Aah, dette syndige Liv, vi fører, - lutter Kortenspil, Tobaksdamp, Drik, Eder og Officershistorier med skral- lende Latter udover Natten! Al vor Omgang, er det andet end en Hob ravende iblinde, der bedøver sig i Trommehvirvler og deres egen trampende Sporeklir- ren. Majoren (for sig, idet han knytter Næven). Havde jeg saavist den Personage for Haanden, som sætter Fruentimmerne slige Fluer i Hodet! - (Høit.) - Sacrrrement, - lad os hellere tale om Kjærlighed end disse triste Materier! Lindelin. Stans din letsindige Tale! - Aah, aah, - jeg ser det, jeg ser det. Det blir, som mine Hænder daglig SIDE: 394 skulde røre ved et Fortabelsens Barn. Blot Du dam- per af denne din Pibe, er det, som jeg ser Helvedes Røg udgaa af din Mund! Majoren. Men min kjæreste, dyreste! - Da har Du dog altid forbeholdt Dig det Privilegium at stoppe og tænde den Pibe. Lindelin. Skaan mig, - skaan mig! Jeg har jo været saa svag for denne min jordiske Kjærlighed. Men, om Du vid- ste, hvordan blot denne lille Vanesynd nu stiller sig for mit vakte Øie - Majoren. Da har man dog havt mangen en smuk og kjærlig Tanke paa sin lille Lindelin ved den Pibe. Sandelig, jeg har fremmanet dit elskelige Billede i Røghvirv- lerne skjønnere, end nogen Maler vilde kunnet skabt det. Lindelin (vrider Hænderne). Ak, saa dyb er den ondes List og Snare, at han kan lade selv en stinkende giftig Urt slig helt forblænde og forvende et Menneskes Syn, - medens jeg - (dækker Øinene med Hænderne) - synes at se, hvorledes dit An- sigt ligesom fordreier sig inde i Dampen, som Luerne alt havde begyndt at fortære Dig! Majoren (kaster forfærdet Piben). Men Lindelin min, - Lindelin min, - berolige, be- rolige Dig! Du forstaar dog selv med din gode For- stand, at Du fører syg Tale. Sacrrrement! - at hint Møde med det Menneske har overspændt baade dine Nerver og din Fantasi, og at imorgen vil Du tænke an- derledes. SIDE: 395 Lindelin. Aah-haah, disse skrækkelige Eder! - Hu-uh, det gyser i mig! - Og naar jeg tænker paa, hvordan Du kommanderer foran Fronten og gyder Gift i de stak- kars Soldater! Majoren. Betænk dog, min elskede, hvorledes skulde man faa et helt Regiment til at bevæge sig med Præcision og Takt, om man ikke præsterede en Smule Lufttryk. (Aabner Døren og raaber ud.) Thrine, Thrine - fire Spilleborde - naturligvis maa de slaaes ud. - Og Kortene! - Spiritusmaskinen ar- rangeres med Glassene paa Spillebordet i Hjørnet af Salen. - Whisky, Konjak og Rhum! - Og Cigarkas- sen paa Etageren. (Utaalmodig.) Huh, - alt dette kunde Truls iblinde, og her maa jeg indeksercere det fra nyt. Oberstløitnanten maa ha Tarokkort - (Vender sig til Lindelin.) - Nu min elskede! har Humøret bedret sig? Jeg stiler paa en gemytlig Aften, som kan forslaa os Sor- gen og lade os glemme Dagens Tristheder. Lindelin (mørk). Evig og altid kun dette at forslaa og glemme! (Be- dende.) - Hør, Du min Ven! vilde det koste Dig saa- meget, hellere end dette tomme Tidsfordriv, at følge din Hustru i Aftensangen og lytte til Ord, der fylder Hjertet med anderledes varig Glæde? Majoren. Hm, - hrrr -. Jeg kom for brat paa Dig, forstaar jeg. Saadant med Humøret gaar kun over lidt efter lidt. Du skal se, naar Klokken er otte, vælger Du selv heller at fortrylle vore Gjæster. Lindelin. Aah, lad fare din daarlige Lystighed, som skjærer mig i Hjertet og bringer mig til at græde og hulke ind- SIDE: 396 vendig. Din Lindelin maatte kun elske Dig lidet, om hun fik Ro i sin Sjæl, før hun ser dit Øie opladt og Dig paa den rette Vei. Majoren. Hvad? Major Rattibach gjøre helt omkring fra Pun- schebordet og marsch i Aftensang! Lindelin (høitidelig). - Ind i et helt andet og nyt Levnet, ja min Ven! Majoren. Helt omkring fra Mænd, for hvis Karakter jeg har den høieste Respekt og Tillid, for at - he he he, min elskede, Du ser selv den Urimelighed, hvortil Lunet driver Dig. - Og uden saameget som en Undskyldning med Upasselighed eller lignende, - lige for deres Øine rechts um til Aftensang. De vilde brøle og knægge fra Generalen hele Etaten nedover lige til Hestene! Lindelin. Og den Verdens Haan og Latter kunde den tappre Major Rattibach ikke udholde! Han vilde krumme sig som en Orm bag sin vilde Knebelsbart. Majoren. Ved alle Tordner, de Ord skulde lydt fra en Mands Mund! Lindelin. Ak, hvor ser jeg ikke klarere og klarere, at hos Dig er ikke Fodefæste for min Sjæls inderste Trang. Majoren (ser beundrende paa hende). Og jeg, min søde! spørger mig kun selv om, naar Du er mest henrivende enten, naar Du sørger saa over- strømmende, eller naar Du sprudler af Lystighed. SIDE: 397 Lindelin (lader sig fortvilet falde tilbage i Sofaen). Jeg føler mig som en Fugl, der ikke længere finder en Gren at sætte sig ned paa. - Vissent, vissent, dit hele Livstræ. Majoren (ømt). Du daarende Fortryllerske! Jeg kunde være fristet til at kysse det mørke Syn bort fra dine Øine. Lindelin (reiser sig kold og bestemt). Vig fra mig! Min Vei er ikke længere din. - Læn- gere formaar jeg ikke at udholde dette syndige Levnet. Jeg ryster Støvet af mine Fødder og forlader denne Verdensglædens og Letsindighedens Hule og farer ud nogetsteds at gjøre Bod. (Hun tar Sløret fra Ridehatten og knytter om Hodet.) Majoren (stum stirrende paa hende). Hvad mener Du? - Gaa? - Gaa? - Reise fra mig! Lindelin. Hvorledes kunde jeg vel forblive i denne Syndens Sump uden selv at drages ned i den? Majoren. O, min elskede, lad dog ikke et Humør vokse op til en hel fiks Idé for Dig. Lindelin. Forfængelige Mand! Min Sjæl har løsgjort sig fra Dig og alt dit Væsen. Majoren. Min Lindelin! Lindelin! - kom til Dig selv. Om Du forlod mig, det var at tage mit Liv! Alt, alt, kun ikke forlade mig. Gjør ikke Verden øde og tom for mig. SIDE: 398 Lindelin. Hvorledes skulde jeg gjøre den Daarlighed at blive her ikkun med dette mit stakkars Legeme! Majoren. Nævn, nævn hvadsomhelst, min uendelige elskede! og jeg skal ikke nægte Dig det. Ja, for at se dine deilige Øine uden Taarer vil det herefter være mig den høieste Plaisir, om Du indbyder lutter stille geistlige Personer. (Han dreier paa Knebelsbarten og raaber vildt.) - Det være resolveret: Selskabet iaften afmeldes, og jeg følger min Lindelin til Aftensangen! - (Stormende.) Har jeg saa min Sol, min Lindelin igjen? (Omfavner hende vildt, saa Sløret glider af; det river med sig Ørenringen, saa det lodne Dyreøre ruller ud.) (Majoren staar som forstenet, medens Lindelin hurtig snapper op Ringen og farer ud, idet hun rasende raaber.) Lindelin. Slig plump Krigsmandsvoldsomhed! Majoren (staar fremdeles som fastgroet). Trold! - Trold! - Alt mit Blod blir til Is. (Tar sig sammen). Lad ikke Rædselen overmande mig - (Ser sig omkring.) Hvor er mit Slagsværd? Af Trold hugger man Hodet, om de saa har syv! (Iler hen og tar Sværdet, trækker blank og stiller sig ved Døren. Han staar med hævet Sværd og mørk Mine urørlig som en Støtte. Efter en Stunds Forløb.) Hm, - hm-m, her kan dog reise sig adskillige Kon- siderationer - (Lader Sværdet sagtelig synke.) - For Eks- empel, - hvad vil den høie Øvrighed og andre Folk i Staden eragte, eftersom de ikke har havt min Anled- ning til at erkjende, at hun har et Trolds Natur? - Hm-m- SIDE: 399 (Sætter Sværdet varsomt fra sig i en Krog og begynder at vandre op og ned.) Her udfordres Konduite og maa hellere fares listelig, - meget listelig frem. - Hm-m, - Hm-m-. (Vandrer videre. Grubler, nikker for sig selv og ser af og til hen paa Væggekartet.) (Idet Lindelin kommer ind, stiller han sig foran Kartet. Han peger og tar Maal af alskens geografiske Afstande, idet han bruger Pege- og Tommelfingeren som Passer. Vender sig et Øieblik fra sin Optagethed til Lindelin.) Uoverstigelige Forhindringer gjør mig det umuligt at følge Dig i Aftensangen, - Flyvepost med Ilbud fra Generalen! (Mystisk.) Foreløbig dyb Statshemmelighed! (Maaler og studerer videre paa Kartet og som for sig selv.) - Gjennem den vandløse, saakaldte Forsmægtelsens Ørken. - (Peger og følger Ridsene paa Kartet, medens Lindelin med Nysgjerrighed iagttager ham.) Mindst tre Maaneders Marsch i brændende Sol og Sand med Vand kun fra Kamelmaverne - (Tar sig igjen en Sving paa Gulvet, funderende med Haanden for Panden.) - indtil vi naar Aligatorfloden, - fire hundrede og femti evige Mile i Kano - - Saa Slangegebeterne - (Vender sig pludselig mod Lindelin og sukker dybt.) O, Du min elskede. - O, Du min elskede. - (Idet han sørgmodig hovedrystende gaar ind i Sideværelset.) - Hvad monne der komme, - hvad monne der fore- staa os -. (Lukker Døren.) Lindelin (med hidsig Iver). Hvad er det? Hvad kan det være? (Lytter, medens der høres Larm, som om de drager Kufferter og Kasser henad Gulvet i Sideværelset.) Hys. - Hys. - (Stiller sig lyttende ved Døren.) SIDE: 400 Majorens Stemme (indefra). Den Jernbeslagne Kuffert. Trrruls! (Lindelin lukker sagte Døren paa Klem og ser og lytter stedse ivrigere.) Majorens Stemme. Løvedræberen og min Tigerrifle med de seks Løb maa forvares sammen med den eksplosive Ammunition. Men forsigtig, forsigtig, at ikke hele Selskabet sprænges i Luften. Truls's Stemme. Javel, Hr. Major. Majorens Stemme. Dynamitpatronerne gjemmes i Sadlerne, vi sidder paa, at de kan kastes som Sprænggranater og rydde op for alskens Kjæmpeslanger og Gorillaer i Urskovens Tykninger og særlig for de smaa Njam-Njams, som lurer der med deres forgiftede Pile. (Lindelin støder Døren høiere og høiere op for at lytte.) Majorens Stemme. Er saa alt færdigt og laaset og iorden til at føres ned paa Skibet? - En vis Beroligelse er det mig, at de Vilde gjerne sparer de hvide Kvinder, saafremt de er smukke - og hm, - hm, - deres lange Haar ikke frister for stærkt til at skalpere - - (Lindelin støder Døren forfærdet helt op, og Majoren kommer som overrasket og konfus imod hende ind paa Scenen. Han tar op sit Uhr og mumler.) Klokkeslettet er inde - (Kaster sig i en Stol og betragter hende en Stund tavs be- drøvet, slaar sig for Panden og trækker Aanden dybt.) Saa er da Stunden kommet, da det faar briste eller bære, og din Kjærlighed staa sin Prøve! Thi endnu i Aften, endnu i denne Time maa min Lindelin være mig følgeagtig til et fjernt bortliggende Land, som kaldes det sorte Afrika, hvor jeg ifølge Generalitetets Ordre har SIDE: 401 at føre mit Regiment i Krigen mod de vilde Morra- Morras i Sumpegnene bag Abyssinien. Dog, tro mig, saalænge der flyder en Draabe Blod i Major Rattibachs Aarer, skal Du være sikker og tryg blandt Kanibalerne. - Og, tar Kampen endel Aar, - Lønnen vil blive uvis- nelig Ære og Berømmelse! - Men i denne Kampagne skal ingen anden være om min Person end Du, min elskede, og saa min gamle tro Tjener, Truls, hvem jeg nu indser, jeg har gjort stor Uret. (Raaber ud.) - Truls! har Du erindret at placere Pantherstutzeren i sit Hyl- ster og Krudtbeholdningen længst fra alt ildfængende? (Ser igjen paa Uhret.) - Kald saa hastig paa Bærerne. Her er ingen Tid at spilde; vi maa afsted! Lindelin (smiler huldt). Blot sig mig Klokkeslettet, da jeg senest maa være ombord hos Dig, at jeg kan benytte den knappe Tid til at berede mig og pakke det nødvendige sammen. - Og saa, - far, reis, min elskede! uden Ophold, at jeg kan være tryg for, at min Major staar paa Skibets Dæk præcis betids efter Ordren. Din Lindelin skal være ved din Side, naar det spiler sine Seil ud. (Majoren iler ind i Sideværelset, og der høres Trampen og Støi og Larm af, at der drages og bæres Kufferter, medens Lindelin lytter. Efterat det er blevet stille, farer hun hen til Vinduet og ser ud.) Der ruller Vognen med Bagagen, og skridter baade han og Truls i Springmarsch nedover Gaden. (Lukker Vinduet og blir staaende betænkt.) Modtage ham i Ridedragt? - umuligt - (Gaar hen, aabner Døren og raaber ud.) Thrine! - mød Prædikanten, som kommer dernede i Gaden fra Aftensangen, og sig ham, at en sjælesyg, fortvilet Kvinde beder ham besøge hende med sin Trøst, inden det blir forsilde. - Men il, - hurtig, hurtig! (Lukker Døren.) SIDE: 402 Min sorte Kjole - (Skynder sig ud i Sideværelset paa den anden Side og kom- mer lidt efter ind igjen i sort Dragt, bærende et graat Hoved- klæde og en lang graa Reisekappe paa Armen. Hun lægger det fra sig, stanser foran Bordet med Buketterne og vælger og tar ud en hvid Blomst, som hun fæster i Brystet.) (Det banker paa.) Prædikanten (træder ind og ser sig om). Man har kaldt mig til en sjælesyg -. Men her ser nærmest ud som et Sted, hvor Glædens rodløse Blom- ster florerer. (Lindelin blir staaende og se stivt paa ham.) Hvi sørger Du, daarlige Kvinde, har Verden svigtet Dig? Lindelin. Oh, - lad mig blot faa stirre, stirre paa Dig. Det er som en Husvalelse for min Angst i dit Aasyn - Prædikanten. Er Du en af disse Modens løse Kvinder, som farer rastløse hid og did efter min Tale og klæder sig fromt i sort som pragtfuldt indbundne Salmebøger? - Du svarer ikke. Er det Hæder eller Guld, Du har mistet, eller nogen syndig Kjærlighed, Du boler med i dit Hjerte? Lindelin (sukker og bøier Hodet). Straf mig. Straf mig med dine haardeste Ord. Pisk mig tilblods. Vid, det var først ved din Røst, Præst, at mine Øine blev opladte. Dine Ord var mig som Him- meriges Klokker. Prædikanten. Maatte de have aabnet Porten for Dig. Lindelin. Ak, ak, - kun Angstens Port! - (Strækker Armene hændervridende mod ham.) - Oh, - oh - jeg er en stor Synderinde. SIDE: 403 Prædikanten. Sandelig med et Udseende som dit, er det haardt at forstaa, at Dig kan tynge nogen svær Brøde. Lindelin (langsomt, fortvilet). Har Du da ogsaa Trøst for den, som ikke kan om- vende sig; men maa, maa forblive bundet til sit Syn- dens Liv? - Prædikanten. Du synes at være falden i et dybt Mismod, Kvinde! Lindelin. - Og som maa smile med Læberne, medens Hjertet skriger vé, vé! Prædikanten. Sandelig, her er Sjælenød! - Tag Dig Frimodighed til. Sæt Dig her, (peger paa Stolen) - og udøs din be- tyngede Sjæl. Lindelin. Hvor tør jeg - (Kommer sig halvt modstræbende tilsæde.) Prædikanten (tar Plads paa Stolen ved Siden og lægger trøstende Haan- den varsomt over hendes). Berolige Dig. Luk op for din beklemte Sjæl, at Du kan befries. Intet Mørke er saa sort, at ikke Naadens Sol kan trænge igjennem. (Lindelin bøier overgit Panden ned mod hans Haand.) Dine Taarer væder min Haand. Græd kun, græd kun. De letter og løser Hjertet, saa det faar tale ud. Lindelin (pludselig voldsomt). Flyt Dig. Flyt Dig fra mig, Præst! Vid, Du sidder ved Siden af én, hvis Hænder rører ved Mord og Drab hver Dag. SIDE: 404 Prædikanten. Stakkars Kvinde, din Tale lyder, som Sorgen har forvirret Dig. Lindelin. O, jeg ulykkelige! - Bundet til en Mand, hvis Haand- værk drypper af Blod! - af hvis Mund udgaar Eder, og hvis Pønsen og Tragten kun er: Du skal slaa ihjel! (Som hun reiser sig for at drage sig fra ham, griber han med Inderlighed hendes Hænder.) Prædikanten. Dette maa føres hen under det, som heder Anfæg- telsen for sin Stand og Gjerning, og som times just de dybeste og frommeste Sjæle. Du er isandhed ilde stedt, ulykkelige Kvinde! Lindelin (tar Kaaben om sig og kaster det graa Tørklæde over Hodet. Fortvilet). Jeg ryster Støvet af mine Fødder. (Vakler, stønner, tar sig til Brystet.) - Jeg kan ikke mere, - formaar ikke mere - (Falder som besvimet om.) Prædikanten. Du tykkes mig hel hjælpeløs, Arme! (Som han prøver at reise hende op for at føre hende hen til Sofaen, slaar hun sine Arme om hans Hals. Han løsner dem forsigtig og, medens hun ligger stille hen paa Sofaen, stryger han hende over Panden.) Lindelin (ser sig pludselig vildt om, reiser sig, støder ham fra sig og springer forfærdet op. - Skriger). - Præst, hvi er Du her? Eller drømmer jeg kun, at Du er hos mig? - (Fortvilet.) - Hvorfor handlede Du saa, at Du tog en anden Mands Hustru i din Favn og gjorde os begge den Vanære? - Vid, vid, i denne Nat forlader jeg min Mands Hus, at han ikke skal drage mig med sig ind i et Syndens Liv fuldt af Mord og Drab og SIDE: 405 slig Vederstyggelighed, at Blodet størkner og stivner i mine Aarer af Gru. Prædikanten. Betænk Dig, betænk Dig, Du kummerfulde! En Be- slutning er hastig at fatte; men ofte saare lang at angre. Den Byrde, der føles saa let i Opløftelsens Stund, kan blive et Aag tungt at bære gjennem Hverdagens Strid. Lindelin. Ak, Præst, - at lide for min Samvittigheds Skyld er nu min eneste Glæde. Jeg agter herefter at leve ikkun for at gjøre Bod og bekjende for Menigheden min Synd. - (Falder paa Knæ og kaster Kaabe og Hovedklæde.) - Og min Sjæls Hemmelighed, det, som er mig tungest af alt at bære - Prædikanten. Tal ud, led dit Sind, Du stakkars forpinte! Lindelin. Ak, ak, Ordene stanser i min Mund og Blodet i mit Hjerte af Undseelse. - (Stammer med nedslagne Øine.) - Jeg har en stor jordisk Kjærlighed at afbede - (Prædikanten viger tilbage og tar befippet i Stoleryggen, har- ker og kræmter. Lindelin slæber sig efter, griber hans Haand og trykker den mod sin Pande.) - saa, naar han ikke er mig nær, blir alt, alt som idel Mørke. (Udbryder overgi't.) - Hvi har jeg havt den Ulykke at se Dig, Du herlige! Prædikanten (bevæget). Fromme Kvinde, lidet forstaar Du i din store En- foldighed, at Verdens Domme er giftige Pile. Lindelin. Hvad er mig Alverden mod din Dom og din Mening alene! At gaa Bodsgangen under dine Øine vilde være mig som Himlen paa Jorden. SIDE: 406 Prædikanten (efter en Betænkning, for sig). O, hvilken Livsledsagerske, hvilken Støtte i éns Kald! (Til Lindelin.) - Staa op og hør mig, Kvinde! - Min Vei har været den ensommes, og ikke havde jeg tænkt at søge hen i den hellige Ægtestand endnu paa ad- skillige Aar. Men, eftersom Du drager mig saa usigelig ved din Skjønhed og Fromhed - fast som et uerfarent Barn i denne Verdens Ting og dog lig en Helgen i Hjer- tets Dybde og Renhed! - saa spørger jeg dig herved, om Du, efter Skilsmissens lovlige Tid og Frist, vil blive min Ægtehustru? Lindelin (bøier sig hen til ham). Tag mit Løfte i dette uskyldige Kys. (Trykker et langt Kys paa hans Pande.) - Ensom og ydmyg vil jeg vandre Bodsgangen under mit graa Hoveddække, indtil Dagen og Stunden er der, at Du kommer og begjærer mig for Menigheden. Og, - turde jeg, - o, turde jeg fæste denne beskedne Liliekonval, som mine Taarer har væ- det, til dit Bryst, Du usigelig trøstefulde! at den kan erindre Dig om en tørstende, længtende Sjæl -. (Fæster Liliekonvalen fra sit Bryst over i hans Knaphul.) Prædikanten (idet han gaar). Enkel, og dog klædt som Salomo, skal den minde mig om min sorgfulde Veninde! (Teppet falder.) SIDE: 407 I to Afdelinger, mellem hvilke Teppet gaar ned. Stue med Brysselerteppe paa Gulvet. Sofa, Lænestole og Chaiselonguer behængte med en Overflødighed af broderede og hæklede Arbeider, alt i de beskedne Farver, der kan passe i et alvorligt Hjem. To Piedestaler og Bogskab med forgyldte Bogrygge. Sølvarmstager og allehaande Opsatser gir Indtryk af, at der strømmer Presenter til Huset. Paa Sidevæggene Døre og i det ene Baggrundshjørne et Langspeil i mørk Ramme med Konsol under. I Baggrunden Udgangsdør og et stort Vindu. Scenen tom, kun med Skumringslys. Prædikanten kommer ind i Kappe og sort Filthat. Efter ham Lindelin i lang hvid Natkjole og Tøfler med et Lys i Haanden, der svagt oplyser Scenen. Lindelin. Om Du vidste, min Ven, hvorledes jeg følger Dig i Aanden, naar jeg véd, Du er ude og strider i din Gjer- ning. Prædikanten. Maatte jeg kun ikke falde i Hovmod over min Lykke! Jeg ser mig om i dette mit Hjem, indrettet og udstyret af lutter Gaver fra Menigheden - saa vi fast ikke læn- ger har Plads til, hvad der strømmer ind. Og midt i alt dette timelige Gode en alt beaandende Kvinde med den i Livets Modgang lutrede Sjæl! Lindelin. Ak, min Ven, hvad er jeg, at jeg skulde fortjene nogen Ros. Prædikanten. Jeg udbryder tifold: Jeg er et lykkeligt Menneske! Har din Iver vel stanset eller dine Opmuntringer til ikke at aflade i mit Kald blevet mattere eller sløvets, som Tilfældet med saamange Hustruer? Har dine For- maninger ikke tvertimod blevet altid kraftigere? SIDE: 408 Lindelin. Skulde vel Regn eller Slud hindre mig i, at lukke Dig ud, selv i den tidligste mørke Morgen, at Du ikke skal forsømme dine Sjæle! Prædikanten. Sandelig, Du har Hjertets Naadegave, Du elskelige! Lindelin. Ak, min Ven, hvad er vel al min Tanke udenfor den ene, at Du skal fuldkommes i de evige Ting. Du væk- kede mig denne Morgen af en saa herlig Drøm. Jeg syntes, jeg saa Dig som en af de store Martyrer. Prædikanten (vinker Tanken fra sig med Haanden). Jeg? - blandt hine store! - Formast Dig ikke. Lindelin (inde i sit). Du blev grebet og pint; men holdt Dig under alt var- agtig i Taalmodighed. De havde just begyndt at vrænge og flænge din Hud af Dig, da Du sagtelig lagde din Haand hen paa mig, og jeg vaagnede af min Jubel. Prædikanten (stirrer stivt isnet paa hende. Faar endelig frem). Du taler, saa den kolde Sved brister ud af min Pande og mellem mine Hovedhaar! Hvor maa jeg ikke stirre ind i mig selv og randsage i mit Hjerte, om jeg kan- ske dog har været hovmodig, som midt i min Skrøbe- lighed har begjæret en Kvinde, der staa saa høit over mig, ja, som er hartad Fuldkommenheden nær. Lindelin. Min Ven, lad os ikke fortabe os i tomme Ord, hvori der ikke er Kraft. Maaske vandrer i denne Stund en vildfarende Sjæl derude, som Du kan redde. - Il! Il! SIDE: 409 - ud i din Gjerning. - Husk den korte Vinterdag! Det var længst lyst, var ikke Snefoget saa tæt. (Hun blæser ud Lyset, og Scenen lysner af Dagen.) Prædikanten (ser sig søgende om). Det svimler af og til for én, naar man begiver sig ud for tidlig uden at nyde sin Frokost. Man er ikke stær- kere. Kjødet forlanger sit. Lindelin. Frokost? Hvem har vel tænkt paa den idag? Erindrer Du ikke, at vi maa berede Huset til at modtage Ud- valget af Menighedens fromme Kvinder efter vor Tur i Maaneden til fælles Opbyggelse og Samtale. Prædikanten. Der henstaar et Glas kold Melk -. (Gaar hen og drikker.) Lindelin. Blot ikke bleg og forsagt, min Ven! Ifør Dig ufor- trødent din aandelige Rustning. Tænk ogsaa paa den Hjertets høie Seiersglæde, hvormed Du saa ieftermid- dag, naar Du vender hjem fra en ny Stridens Gang i din Gjerning, vil kunne nyde ogsaa dit Legems Veder- kvægelser. Prædikanten. Tak, Tak, Du kjære! Sandelig, dine Raad og dine Tilskyndelser bærer altid imod det høieste, - maatte saavist dette mit stakkels jordbundne Legeme ikke svigte! - (Gaar sagte ud, idet han vinker med Haanden til Afsked.) Lindelin (aabner Sidedøren tilvenstre). Dorthe! - Gjør alt færdig til at duge Bordet og ve- derkvæge de fromme Kvinder, vi kan vente hid henved Middagstid, før de begynder deres Gang ud i den fri- villige Fattigpleie. Jeg gaar ind og styrker mig ved en SIDE: 410 liden Formiddagsblund for at kunne samle mine Tan- ker, før jeg klæder mig paa. (Forsvinder i Sideværelset tilhøire.) Dorthe (gaar ind og ud og dækker Bordet, der efterhaanden fyldes med Kander, Kopper, Asietter med opskaaret, Kager osv. Et Konditorbud bringer en Kurv med Hvedeboller, som Dorthe tar imod og tæller). En, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni, ti, elleve, tolv, - akkurat tolv - og den trettende i Opgjæld ærlig og redelig og uden Formindskelse baaret gjen- nem Sneveiret. - Ja ja ja, den Bolle i Opgjæld har ført mangen en Bagergut i den evige Fordærvelse! (Idet hun leverer Kurven tilbage.) Og lad os huske, at en god Samvittighed er bedre end det lifligste Hvedebrød. (Bu- det ud.) - Aah ja, en stakkars Tjener kunde vel komme i Fristelse, naar én blir stedt mellem alle de varme ry- gende Hvedeboller - lige fra Bageren! Især naar én véd, at her vanker ingen Middag idag. (Hen til Vinduet og ser ud.) Der skynder de sig hjem fra Torvet, hver til sine, baade med Kjød og Fisk, - og (ivrig) store deilige Gjæs. Ja Verdens Børn! - sørgede de saa vel for det andet Liv som for dette stakkars forkrænkelige, saa - (Gaar ud og kommer om lidt igjen ind med en Kaffekande.) Jeg véd med mig selv, at Kaffen er samvittigheds- fuldt lavet - syv Gange tragtet over. - Aah, hvor den dufter! - Men, vær stærk, Dorthe, siger jeg, - ikke røre en Smule, ikke en Smag paa min Tunge af det, før Det bæres ud igjen i Eftermiddag. - Jah, da er den kold. - Og Hvedebollerne -. Se saa - nu er alt inde, og Kaffen holder sig varm paa Gløderne. - (Gaar.) Lindelin (kommer ind i sort Dragt og med Haaret glat nedkjæmmet. Hun ordner paa Bordet, forsyner sig imedens med Kaffe. Gisper gjentagende). SIDE: 411 Man maa ha noget at vaagne paa efter en saadan god Formiddagslur. (Det banker paa.) Forskjellige Stemmer (idet Døren aabnes). Nei, hvor præcis! - Og De ogsaa? - De ogsaa - (Fru Schnackenberg, Fru Finkenhagen, Fru Snabel, Jomfru- erne Andrine og Witte Kjevlegaard, Madam Tornkrans kom- mer tyst og sagte ind.) Fru Finkenhagen (til Lindelin). Vi var saa bange for at forstyrre Dig, derfor ventede vi udenfor, til vi alle var forsamlede. Vi véd jo, dine Timer og Minuter er knappe, Du fromme, som kun lever i Bekymring og Omsorg for andre den ganske Dag. Lindelin. Er I ikke mine Søstre i Aanden, alle, - (forskende og med Vægt) - jeg tror ialfald alle. Hvi skulde I ikke være mig velkomne, - hver især af Jer? - Lad det ikke mangle Eder paa den rette Tillid. (Ruller Stole frem.) Tager Plads og nyd lidt styrkende til Eders Gang. (De skjænker, forsyner sine Tallerkener og sætter sig.) Madam Tornkrans. Ak! Ak, Du er saa livsalig fuld af Tro, Du Menighe- dens Moder! Lindelin. Kald mig ikke med saa høit et Navn. Det skrækker mig fast, som nogen vilde løfte mig, stakkars uværdige, til en Æresstilling fremfor andre. Fru Finkenhagen. Véd vi ikke, at Du er det stille Lys, hvorved vor luende Prædikant daglig tænder sin Fakkel! Lindelin. Tal ikke om mig og min ringe Medhjælp. Jeg véd kun, at jeg aldrig vilde unde mig min lille, trøstige Morgenblund, om jeg ikke saa aarle, som Dagen rin- SIDE: 412 der, havde mindet ham om, at Tiden er der til ny, uafladelig Strid. Ak, jeg sparer i ham ikke mit eget Kjød! - Tørhænde, lykkes det mig ogsaa at aabne hans Øie for ét og andet i Menigheden. Thi under Fromhe- dens Kappe skjules meget, meget. Enhver randsage sig selv. Jomfru Witte. Ikke mindst kanhænde Tragten efter timelig Vin- ding. Jomfru Andrine. Eller tomt forfængeligt Begjær efter at tilvende sig Anseelse i Menigheden. Lindelin (strengt). Det værste er Fromhedshovmodet, mine Søstre. Hver gribe i sin egen Barm. - (Sukker.) - Ja, ja, Verden! De Andre (samstemmer, eftersom de tar Plads og synker ned i Stolene). Ja, ja, Verden! (De spiser og drikker.) Fru Schnackenberg. Ja det kan man vel sige to Gange nu om Dagene, vi rent holder paa at drukne under al den Syndens Støi og Musik og Tummel og Trompeteren, her er kommet over Staden med den ny Cirkus. Ja, jeg siger ikke mere - Fru Snabel. Nei, jeg siger heller ikke mere -. Fru Schnackenberg. Bedst at vare sin Mund. Men i Anledning af "From- hedens Kappe", som vor Søster - (med en Bøining til Lindelin) - saa dybtskuende udtrykte sig, - saa kunde der nok - Fru Snabel. Saa? - har De ogsaa hørt det? Fru Schnackenberg. Naa, saa være det sagt! - at Personer endog af vor SIDE: 413 aandelige Kreds ikke undser sig for at forlyste deres Øine hos Beriderne. Madam Tornkrans (sukkende). Ja, Fristeren er isandhed givet stor Magt til at lægge sine Snarer og hærje Sjælene. Ret som med en Hel- vedes Indskrift trækker svære røde Plakater paa hvert Gadehjørne Folket did med allehaande besnærende Løfter! Fru Snabel. Og hvorledes skal de unge uskyldige kunne bevare sine Øine fra disse letsindige løsslupne Billeder af Mænd og Kvinder, som svæver paa alle Mure og Vægge? Fru Schnackenberg. Ja, man hører om alleslags Saltomortaler, Tramp- lins og Badutspring! Min Mand fortalte mig igaar - (Tar sig.) - Naa, det kan være det samme -. Alle (ivrige). Hvad er det? - Hvad er det da? Fru Schnackenberg (mystisk). Her mellem os i Enrum - Lindelin. Visselig, her kan I gjøre Betroelser som til jers egen Sjæl. Fru Schnackenberg. Besøgte min Mand den Syndens Bule igaaraftes, saa var det saamæn - (nikker betydende) - udsendt af mig for at skaffe os en ret Besked om Sagen. Det gjælder fremfor alt, at faa udspeidet den ondes Fæstning, skal man kunne opta Kampen. Alle (i Munden paa hverandre). Javist. Javist, man maa, maa vide Besked! SIDE: 414 Fru Schnackenberg. Og han kom da ogsaa hjem med nok i Posen - Huh -. Jomfru Witte. Var det da saa rent, - rent forskrækkeligt -? Fru Schnackenberg. Jeg véd ikke, om jeg tør. - Vi er jo ikke alle her gifte; - men saavidt tilalders som Jomfruerne Kjevle- gaard med de femti vel paa Bagen, saa - Jomfru Andrine (ivrig). Fire og femti! Jomfru Witte. Seks og femti! Fru Schnackenberg (hemmelighedsfuldt). Hys-s-s, - halvnøgne Mænd i Trikot stiller deres Legemer frækt tilskue. Og Kvinder farer i de usømme- ligste Klædebon fra Hesteryggen og - hverken mere eller mindre end - - slaar Kulbøtter i Luften! Alle. Ja, værre kan det ikke være -. Fru Snabel. End op og ned paa Mennesker og Lov og Orden, - nei! Fru Schnackenberg (med Vægt). Sig ikke det, for netop til iaften er der udkommet nyt Program. Alle (hidsige). Ne-i? - Har De set det, - læst det? - Er det op- slaat? SIDE: 415 Jomfru Witte. Noget endnu forfærdeligere? Fru Schnackenberg. Tænk Dem, - en fræk Haand kastede det ind gjen- nem vort aabne Vindu imorges. Og jeg tog det natur- ligvis straks til mig for at skjule det for de arme umyn- dige Tjenestepiger. (Tar Programmet op af sin Lomme og breder det ud, medens alle strækker sig med Hoderne tæt sammen omkring hende for at læse.) Madam Tornkrans (læser). Første Nummer: "Sommerfuglene" - Naah! - Og Tegninger til, - Damer flagrende op under Loftet i korte grønne, blaa, røde og violette Kjoleklokker og lange Ben! Jomfru Witte. Huh, fy-h, - blot at læse det høit! (Holder Lommetørklædet for Ansigtet.) Andre. Spring over. Spring over -. Lindelin (aandeløs). Og Berideren? Fru Schnackenberg (holder Papiret op). Jo-o, der ser vi ham skinbarlig aftegnet, styrende to vilde Heste, - som en Triumfator fremstormende i sit Syndelevnet -. Fru Finkenhagen. Trampedeller, - Fristeren og Forføreren, der drager den ganske Stad som en Strøm ind i sin Hvirvel! Fru Schnackenberg. Jo-o, - der skal vanke mangt et forborgent Smil og Blik under Vifterne! - Endog fra Damer af den fornemste Verden, naar den sortkrøllede Berider, staa- SIDE: 416 ende paa Hesteryggen, suser forbi, saa Sandet spruder. Og, medens Huset ryster af Applaus og Fanfarer, hvirv- ler han dem ind i Rusen. Fru Snabel. Rent ud Forførerens Blændværk! Fru Schnackenberg (ivrig). Ja, - og, naar han elastisk dissende paa Hesten sæt- ter over de sværeste Forhindringer, afpresser han dem smaa Angstskrig - og rider bort under en Regn af Blomster! Madam Tornkrans (læser af Programmet). Og her kommer hans ny, store Nummer: - "Bort- førelsen, - Ridt romancero!" Lindelin (i Tanker). Ridt romancero - (Udenfor fra Gaden smettrer pludselig Trompeter og høres Dundren af Pauker.) Jomfru Witte. Hør! - der langt borte - Cirkustoget! (Alle vil ile til Vinduet; men tar sig sammen og blir staa- ende ostentativt vendt fra og lytte. Man hører Hestetrampen og en vanlig Cirkusmelodi fra Instrumenterne.) Fru Snabel. Hu-hu, - der rider de gjennem Byen i broget Optog med store Reklameplakater paa Stenger. - Og denne evige kjendte Cirkusmelodi! Madam Tornkrans (nærmest Vinduet). Ja er det ikke, som det har bredet sig en Atmosfære af Stald over hele Staden! Lindelin (drager Aanden dybt). Ak, mine Søstre! - Jeg trænger til at være i Ene- rum for at overveie i min Sjæl, hvordan Kampen skal SIDE: 417 føres. Forlad mig nu, jeg beder Eder, og begiver Eder ud i Eders Eftermiddagsgjerning. Husk Vinterdagen er kort! Nogle. Hys-s, hun er henfalden til et Syn; vor Søster er nær ved at være en Seerske! Andre (som de sagte lister sig ud). En Profetinde -. Lindelin (skynder sig hen og slænger Vinduet op og ser ud). - Optoget alt om Hjørnet! (Drager lidenskabelig Aanden.) Aah, - aah, - ah - det er, som jeg trækker hele Cirkusduften ind! (Strækker sig atter langt ud af Vinduet. Rykker overrasket til og udraaber.) Ham selv! - Berideren, - Trampedeller! - Og paa den sorte Berber! (Efter igjen at have strakt sig ud.) Den steiler og staar paa to, - kaster Skum om sig! (Blir staaende og ser ud.) Han blot smiler og tvinger den med Sporerne - -. Ah, ah, - han kommer her forbi! (Skynder sig hen og bryder af en høirød Blomst.) (Hesteknæggen og Stampen. Trampedellers Pisk knalder un- der Vinduet. Lindelin raaber i Ekstase ud.) Adlyd! Adlyd, - Du vælige sorte, eller jeg dør af Angst! - (Kaster Blomsten.) (Brystpartiet af Trampedeller ses manøvrerende tilhest foran Vinduet. Han er i Ridedragt med Floshat og vifter med den røde Blomst, som han har grebet i venstre Haand.) Trampedeller. Har da den smukke lille Frue ikke set Trampedeller i Cirkus? SIDE: 418 Lindelin. Ak, min Mand holder mig indespærret! - vilde helst binde mig et Klæde for Øinene og stoppe mine Øren til for al Musik - (Henrykt.) - Men, at det dog faldt i min Lod at skue den stolte Trampedeller, som jeg har set i Drømme suse afsted paa sin herlige Ganger fra Berberiet! Trampedeller (fremdeles manøvrerende foran Vinduet. Man ser intet af Hesten). Gaden er for trang, bedaarende Frue! - og Vognene for mange. Ellers skulde jeg vist Dem et Fodskifte, som ingen i hele Verden kan gjøre Trampedellers Ri- dekunst efter. Lindelin (henrykt). - Og disse Sporer, som blinker saa ridderligt, - de maa lystres, eller de hugger tilblods! - - Den Volte for venstre Schenkel og Krillen med Sporen minder mig om min egen Guldfuks, som jeg tøilede i min Ungdom. Trampedeller (præsenterende med løftet Ridepisk). Havde jeg saavist Cirkussandet istedetfor Brostenene under Hestefødderne, skulde min Saladin knælet her under Vinduet og vist min Respekt. Men kommer ikke Fruen i Cirkus? Lindelin. Ak, den Lykke blir mig aldrig beskaaret! - Men iaften, naar Lysene skinner og Trompeterne smettrer fra Cirkus, vil jeg sidde og drømme om Trampedeller i hans Ridt romancero, - ogsaa kaldet Bortførelsen! Trampedeller. Smukke Frue! Deres Gnistrende Øine siger mig, at De har Mod. Iaften, naar Mørket falder paa, holder jeg SIDE: 419 her under Vinduet og snapper Dem op paa Sadelknap- pen og fører Dem paa min Berber hen til Gitterlogen, hvor De kan sidde skjult og usét af alle andre end - (Knalder med Pisken. - Farer afsted.) Lindelin (ser efter ham, saalænge man hører Hestetrav, lukker saa Vinduet. Gaar hen og raaber ud af Døren). Dorthe! Befri mig for dette her. (Peger paa Bordet.) (Dorthe kommer, rydder hastig af. Lindelin søger og leder imidlertid i Piedestalens Skuffer og finder frem Halsbaand og Preciosa.) (Efterat Dorthe har tat af Bordet.) Mine Smykker ligger her matte og upudsede - (Sætter sig med dem i Fanget, pudser og gnider.) Som han sidder paa Hesten! - Tvinger Berberen, saa Baghoverne gnistrer i Brostenene! - - Hys-s, - Hys-s - min Mand! - (Samler hastig Smykkerne og forvarer dem i Piedestalen. Ka- ster sig saa hen paa Sofaen.) Prædikanten (kommer ind mat og medtaget). Saa er man endelig atter i sit Hjem med Udsigt til en Aftens Hvile i huslig Lykke. - Jeg er som den trætte Svømmer, der dog tilsidst naar Land! (Tar Hat og Kappe af og blir va'r Lindelin.) Min Lindelin, sover Du? Lindelin. Den, som kunde det! - (Reiser sig.) Men ak, mit Hjerte er saa tungt ved, hvad de fromme Kvinder idag berettede. Prædikanten. Meddel mig din Bedrøvelse, Du kjære, at jeg kan dele den. Lindelin. Med hvilke Øine og med hvilke Øren vandrer Du ude mellem Folket, at jeg, som sidder herhjemme, skal SIDE: 420 maatte berette Dig om den store Vantroens Profet, der er kommet til Staden? Prædikanten. Og jeg skulde intet have hørt? Lindelin. En Vranglærer, udrustet med en fast uimodstaaelig Kraft og en sær Gave til at rive med sig. Og i denne Aften skal han optræde i Bedehuset langt henne i den modsatte Ende af Staden! Gaa derhen, min Ven! - din Vei er klar. Mød ham med Ordets skarpe Sværd! Prædikanten (griber i Stolen). Kun - ikke iaften. - Skaan mig - Lindelin (haanlig). Altsaa Løvens Gab mættes og Moloch slippes løs, fordi Sandhedens Forsvarer vil hvile sig, - ta sig sin Aftenslur? Prædikanten. Aa nei, sig heller, - kun for at møde ham med karskt Legeme og friske Vaaben - imorgen. Lindelin (farer rasende op, spytter og jeper). Saa! - og saa! - gjør jeg til din vamle Frygtagtig- hed. Og Du vil kalde Dig en Ordets Tjener? Prædikanten. I min Ringhed har jeg prøvet mig selv og tror at kunne kalde mig ved dette Navn. Lindelin. Ord og Snak! - Bevis det ved Gjerning, at jeg kan vide, jeg ikke har givet mig hen til en Hykler! SIDE: 421 Prædikanten (med dybeste Gravstemme). Jeg lyder Dig og følger Dig, Du nidkjære, om det saa er lige ind i Døden! - Og saa, Godaften. Kun en varm Drik og et Stykke Brød, før jeg atter vandrer. - (Gaar ud af Sidedøren med Hat og Kappe paa Armen.) Lindelin (hen til Piedestalen, hvorfra hun finder frem Smykker, Vifte, Pudderæske og Krøltang, som hun alt breder ud paa Kon- solen under Hjørnespeilet og tænder to Lys). Det mørkner alt - (Hun løser Haaret og gir sig ifærd med at sætte det op i Bukler og Krøller. Derunder smaanynner hun paa Cirkus- melodien fra før.) Prædikanten (i den modsatte Sidedør, iført Hat og Kappe, stanser for- bløffet. For sig). Hvad er dette? - - Hvad er det? - - Hvad? - Og hvilke Toner? - Ikke de vanlige fromme Melodier, der pleier at lyde fra min Hustrus Læber. - - Hvor har jeg hørt? - (Holder Haanden for Panden.) - Det minder, - minder om nogen af hine letfærdige Melo- dier fra Gaden - - Raser jeg? - Er jeg gaat fra For- standen? - Og allehaande Lokker! - hun, min Linde- lin! - som er vant til at bære sit Haar tugtigt og glat nedtunget - Lindelin (henter frem et sort Slør fra Piedestalen). Et saadant bodfærdigt Slør kan ogsaa omlægges til en spansk Mantille. (Sætter det fiffigt paa og fæster det med blinkende Kamme og Naale.) Prædikanten (staar som fastnaglet med Armene op, som for at støde Sy- net fra sig). Er Fristeren indkommet her i min egen faste Borg? - Vé mig! - Vé mig - - Sandelig, jeg vil tale til hende, - varsomt - mildt - SIDE: 422 (Idet Lindelin endelig er færdig og har fæstet Mantillen, tar hun Viften i høire Haand og vifter sig paa spansk høit oppe ved Øret, medens hun sætter venstre Haand i Siden, vugger sig foran Speilet og nynner Cirkusmelodien.) (Prædikanten har nærmet sig, og, som hun vugger sig mere og mere og vifter sig vildere og vildere, kommer hun an i Ørenringen, der falder af, og det lodne Dyreøre ruller ud.) (Prædikanten udstøder et Forfærdelsens Skrig. Lindelin, der opdager ham, farer ilsomt til og puster Lysene ud, saa der blir mørkt paa Scenen.) (Idet Lindelin atter tænder Lysene, har hun igjen faat Ringen sat inde i Øret. Prædikanten stirrer forstenet paa hende.) Lindelin (bønlig smidskende, sky for hans Blik, udstøder afbrudt). Aa, vredes ikke meget - - - ikke meget paa din lille Lindelin - - fordi hun vilde pynte sig for Dig, til Du kom hjem - - behage Dig - drage Dig - -. Tilgiv hendes store Kjærlighed - Prædikanten (tar ikke sine Øine fra hende; men viger Skridt for Skridt langsomt baglængs mod Sidedøren. Udbryder idet han glider ud). Svartebogen fra Wittenberg! (Lindelin river hastig et af de hæklede Tepper fra Sofaryggen og begynder at rapse alskens Dyrebarheder fra Skuffer og Rum, det hun alt samler hen i Teppet.) Prædikanten (kommer ind fra Sidedøren holdende den store Svartebog høit foran sig i Hænderne. Han udstøder med Mellemrum). Jeg maner -. Jeg maner - - (Medens der samtidig lyder Toner hule som gjennem en Raa- bert, svagere og stærkere, som om en overnaturlig Stemme udtalte en Besværgelse. Lindelin drager sig ilde tilmode læn- gere og længere undaf Prædikanten, medens hun hastigere og hastigere lister om og rapser og kaster det i Teppet.) (Lyden af Besværgelsen forstummer med ét, og Prædikanten forsvinder i Sideværelset.) Lindelin (trækker Pusten lettet og ser sig om). Og saa, hvad her er af rede Penge! SIDE: 423 (Farer hen, trækker ud en Skuffe og griber en Tegnebog, den hun gjemmer blandt de øvrige Gjenstande.) (Udenfor lyder pludselig et gjennemtrængende Pibesignal og høres Hestetramp og Vrinsken.) (Lindelin knytter hastig Teppet sammen og aabner Vinduet.) Stolte Rytter! - hvilke er dine to raskeste Løbere? Trampedellers Stemme (udenfra). Hvorledes spørger Du? - Hvem kjender ikke mine to ædle Berbere, - den sorte og den gule? Lindelin. Jeg kan tøile en Hest og tvinge dens Fodskifte, er den end noksaa vælig. - Iaften, naar Cirkus er endt og Lysene slukket, flyr jeg paa den gule og Du paa den sorte hen til en anden og fremmed Stad? - Her er Guld og Smykker! - (Leverer Knyttet ud til ham.) Tag mig til Dig paa Sadelknappen. Trampedellers Stemme. Haha, - Ild og Temperament! - Under min Dres- sur -. Her flyr mig kanske den længe eftertragtede Primadonna i Armene. - - Kom, kom, min lille kjipne Fuldblods! Lindelin (hopper hændig ud af Vinduet). Vort Ridt romancero, - ogsaa kaldet Bortførelsen! (Pisken knalder, Hestevrinsk og Lyd af Hovslag.) (Teppet falder.) SIDE: 424 Bagsiden af Cirkus. Tilvenstre i Baggrunden et Par Spil- toug, set fra Siden, som tænkes fortsat dybt indover, dan- nende Cirkusstalden. Tilhøire i Baggrunden en Restauration med Disk besat med Flasker, Glas og Forfriskninger. En liden Væg skjuler halvt for Stalden. Nærmere Forgrunden forskjellige Smaaborde med Stole om. Indenfor lyder Cirkusmusik, Klapsalver, Skrig og dundrende Trampen. Idet det blir stille, strømmer Cirkuspublikum ani- meret fra høire Side ind i Restaurationen, spreder sig ved Disken og Bordene eller spadserer i Forgrunden. To hesteinteresserede kommer hastig. Den ene (vinker til den anden). Her, her, - denne Vei -. Derhenne fører de He- stene ind i Spiltougene. Den anden. Ja, jeg gad nok se den svarte Djævelen med de hvide Sokkerne, kjende den med egen Haand efter i Ha- serne - Den ene. Staal, Far, - bare Staal. Men saa er nu Hoppen ulige interessantere; - silkegul med hvid Man og fly- vende Hale. Og som hun sætter Benene! - saa sart og smekkert - og saa let, at jeg gir hende Kredit for de tyve Mile, hun flyr paa Plakaten uden saameget som at bli aandpusten. (Peger.) Denne Vei. Denne Vei! - (De forsvinder indover Spiltougene.) (Tre Herrer slænger sig ned ved et af Bordene; Opvarteren bringer Øl.) Første Herre. Og som hun blinker af Juveler! - Den Agraffen i Brystet takserer jeg mindst til tusind, om den er ægte. SIDE: 425 Anden Herre (med Seglas i Øiet, vippende med Stokken). Ægte? - Alt er ægte, min Ven. Det er netop det fine ved det, at det er ægte, - baade Hoppen, som er fuldblods, og Damen, der saa ladylike rider den efter den høie Skole. Det er da for én Gangs Skyld en vir- kelig Kunstens Charme, en saa overlegen Skolerytter- ske! - Og læg bare Mærke til, hvor Bifaldet kommer fra. Tredie Herre. Slig smidig Figur, slig Haand og slig Sikkerhed i Manegen skal én lede efter! Anden Herre (overlegen). Se, se, se, det er nu Deres Fundament for at slaa Hænderne røde af Begeistring. Saa at sige Populærud- gaven af hende, De sværmer for. Men - (drikker af Øllet) - naar man saadan beklapper hende, som man er gale, - tillad mig, har De saa lagt Mærke til, hvor- ledes hun besvarer det? - Bukker blot saadan vant, som noget, der nu engang hører til for en Primadonna. Men hendes Øine - dvæler oppe i de fine Loger. Der sidder hendes egne Folk, de, som hun véd, baade selv tumler Heste og forstaar hendes Kunst! Tredie Herre. Visselig, noget enestaaende, - rent enestaaende, - et Verdensnavn i Knop. Anden Herre. Man ta bare Mærke, man ta bare Mærke! - Eller tro I, det er for ingenting, at en Mand som Wowanoff, den store Statsmand, kommer hid hver Aften for at se hende? Jeg skulde tro, der er nok af Skoleryttersker baade i Moskwa og Wien. Men lige fra alle de store Middage, som de gjør for ham, indfinder han sig her Aften efter Aften beslaat med Ordener under Frakken. (En Klokke høres at ringe.) SIDE: 426 Første Herre (ser paa Programmet). "Sommerfuglene" og Signorita Rosa gjennem Tønde- baandene, saa Trampedeller fremførende Saladin i sin Frihed. Og saa selve Lindelin igjen som Diana paa Jagten! Hun er prægtig der paa usadlet Hest med Buen og bare stirrende for sig! (Klinker paa Glasset.) - Opvarter! - (Betaler, og de tre skynder sig ind med det øvrige Publikum.) Trampedeller (i rød Jagtfrakke, gule Skindbukser og Ridestøvler samt en vældig Pisk i Haanden, kommer ind fra venstre. Tar til Uhret). Fire, fem Minuter over den Tid, hun har til at klæde sig paa, - iaften igjen! - Hun blir egensindig, den lille, - tar sig Uvaner til. (Til Lindelin, som kommer med en Pelsværkskaabe slængt over sin Dianadragt, - en grøn Silkes Blusekjole med Bælte og et folderigt Skjørt, der naar nedenfor Knæerne.) - Ny- deligt redet, min Dukke! sidste Nummer. Saa kokette baade Du og Hoppen, da Du lod hende knæle foran den Loge, som den store Statsmand har tat. Og som Du lægger Pisken kjælent let til Hals og Bov, blot som et lidet Vink. Lindelin. Naar Du bare vilde la' være at knalde til! - Det forsimpler det hele saa - Trampedeller. Aha! - alt Anfald af Storhedssvimmel. Lægger paa Ørene, naar jeg stryger hende -. Den lille begynder at tage sig Nykker! Der maa lidt af Trindsen til. Lindelin. Huh, - saa plumpt, - raat! - Hold op med dette Hestesprog, eller jeg gaar, - melder mig syg! SIDE: 427 Trampedeller (nærmer sig hende). Joho - jeg kjender disse fuldblods, de maa plukkes for Luner. Det er paa høie Tid, skal hun ikke faa Lyde. Lindelin. Kom ikke nær mig, - rør mig ikke! - Hu, - fy, - slig en raa Staldkarl! Trampedeller. Haha, rygger tilbage, - vil steile? - (Slænger med et raskt Greb Kaaben af hende.) Saadant maa pilles væk straks. (Knalder over hende med Pisken.) Lindelin (skriger rasende). Du vover? Trampedeller. - straks kureres - (Knalder igjen imod hende.) (Lindelin vildt imod ham; men mødes af Trampedellers op- løftede Pisk.) Hun skal være kureret paa tre Minuter. Lindelin (drager sig langsomt uvis undaf ham). Ja, om Du turde, som Du lyster, Du brutale, grove Hestetugter! Trampedeller (nærmer sig). Mener Du? Lindelin. Vogt Dig, - eller jeg skriger, saa hele Publikum skal styrte ind. Trampedeller. Hvad? - Hvad? - Hvad? - (Knalder med Pisken mellem hver Gang.) SIDE: 428 Mener Du, nogen kan høre Dig gjennem disse - min lille? (Lindelin styrter ind i Spiltouget for den knaldende Pisk, som hviner gjentagende didind.) Ingen Raad, min Dukke, - ingen Raad - Lindelin (viser sig lidt efter smygende ydmygt hen og søger at faa Tag i Piskesnerten, som hun griber og kysser). Tilgiv. - Tilgiv! - Det er sødt selv at straffes af din Haand, Du min stærke Herre! Trampedeller (ser paa Uhret). Se saa! - kureret paa to á tre Minuter. Nu maa jeg ind og ride Saladin! (Streng.) Hold Dig parat, naar din Tur er der, eller - (Gjør en truende Bevægelse med Pisken. - Haster ud.) (Lindelin truer gjentagende rasende efter ham med Haanden. - Kaster saa Kaaben om sig og farer ud den modsatte Vei, idet hun ler haanlig. Inde fra Cirkus høres Musiken svagt og af og til Bravoraab og Haandklap.) (Kjøbmand Wiedewelt og Skipper Enochsen, den sidste med et svært rødt Skjæg, Uldskjærf om Halsen og klædt som Jægte- skipper, kommer ind i Restaurationen og sætter sig ved et Bord nær Forgrunden.) Wiedewelt (banker i Bordet med Stokken). Opvarter! - Øl til to, - og et Kortspil. (Til Enochsen.) Saa spiller vi Femkort om, hvem af os der skal betale Fortæringen, Enochsen! (Opvarteren bringer det.) Enochsen (polisk). He he, vi har spildt et Spil før vi, Kjøbmand! Wiedewelt (gir ud Kort, og de spiller). Og saa kan vi jo lige saa godt snakke om Prisen paa Fisken her. SIDE: 429 Enochsen (humrer). Jaha, jeg husker nok det jeg, at Kjøbmanden kan være rigtig frisk til at byde - Major Rattibach (kommer ind. Overrasket). Sacrrement, Hr. Kjøbmand Wiedewelt! - (Hilser.) - Opvarter, et Krus Øl! - Efterat ha reist det ganske Døgn for at naa frem til sin ny Garnison, kan man trænge noget at skylle Halsen med. Jeg saa, her var lyst i Restaurationen - (Hen til Udgangen. Raaber.) Trrrruls, - bring mit Tøi op i Logiet! (Tilbage igjen til Bordet. Til Wiedewelt.) Tillader De, at jeg tar Plads ved Deres Bord? - (Sæt- ter sig, tømmer Kruset i ét Drag.) - Sacrrement, det smagte! - Opvarter, nok et Krus! (Opvarteren betjener ham.) Prædikanten (kommer ind med en Vadsæk i Haanden og gaar hen til Disken). Hr. Vært, vil De vise mig den Godhed at skaffe mig et Glas Melk og et Par Smørrebrød? Jeg maa bede Dem tillade mig at vente her i Restaurationen, til Jernbanen gaar sydover. - (Nedlader sig halv bortvendt ved Bordet, hvor de andre sid- der, uden at lægge Mærke til dem.) Major Rattibach (idet han gjenkjender ham). Sacrrr - (Fatter sig og tier.) (Cirkustjenere, Rideknægte og enkelte af de optrædende i Cir- kusdragt farer pludselig ind og raaber og snakker i Munden paa hverandre.) Første. Ikke til at finde -! SIDE: 430 Anden. Nu, hun skal frem paa Scenen! - Ingen set hende? Tredie. Forsvunden - borte - væk! Fjerde. Pynteskrinet med alle hendes Smykker og Juveler er borte fra hendes Paaklædningsværelse. (Der løbes og larmes videre ind og ud. Værten forsvinder fra Disken.) Første (kommer ind igjen). Ikke Tale om, at nogen har set hende, siden Trampe- deller red sit Nummer. Anden (kommer). Billettøren siger, han synes, han har set en Dame i Pelsværkskaabe snige sig ud af Indgangen. Tredie. Og Klownens Kone siger ogsaa, at hun har set en Dame i Pelsværkskaabe stryge ud. Første. Alt - alt urørt paa Værelset. Anden. Ja, - og ulaaset, - Nøglen i - Tredie. Og de høie Støvler! - Og Ridekjolen, hun brugte i forrige Nummer, slængt over Stolen - Fjerde (kommer og foreviser Buen). Bare Buen igjen af hende! Ellers (ler) - flagret bort som Diana - til en eller anden Gud, tænker jeg. SIDE: 431 Første. Negerprinsen!? - som sendte hende det kostbare Halsbaand! - Han gik svært tidligt iaften. (Musiken indefra ophører.) Anden. Hy-s! - Trampedeller er inde og melder Forfald for hende. - (Der lyttes en Stund i Taushed.) Værten (ilsomt hæseblæsende hen til de fire Gjæster om Bordet). En ordentlig Nyhed, - en Nyhed tilgavns! - Vor store Skolerytterske, Lindelin, rømt! - I Hui og Hast i firspændt lukket Vogn med den gamle Diplomat Wo- wanoff. Han har forladt Hotellet, og Kufferter og Ba- gage er beordret sendt efter ham. (De fire ved Bordet vender sig med et uvilkaarlig Ryk i Sto- len og stirrer paa hverandre.) Enochsen (lægger Kortene fra sig. Betænksomt). Jaha sa'n! - Jo-ho, - Jaha sa'n - (Stryger sig om Skjægget.) Wiedewelt (samstemmende). Jaha! - (Ler fiffig.) - He he, - Jaha-ah - Major Rattibach. Sacrrrement. - Sacrrre - (Støder Sabelen dundrende mod Gulvet.) (Prædikanten himler overvældet med Øinene mod Loftet.) (Teppet falder.) SIDE: 435 "Friske Tider - friske Tider, - javist, min kjære Faste. Men i friske Tider gjælder det ogsaa at styre Kjælken, - strike i Bakken." "Strike i, strike i, - én hører, Du est gammeldags vorden, Onkel Bankchef." Saa, jasaa, - Du mener falden for Aldersgrænsen. Naar slige Karle som Du fik slippe løs, saa!" - Onkel Joel fik et af sine Hosteanfald. "Saa skaffede jeg min Søstersøn saavidt Kredit, at han kunde ha noget at begynde med. Jeg behøver saa lidt. Men noget maa jeg ha, skal jeg faa erhvervet den Strandlinie oppe ved Elven, som jeg har snakket med Dig om, til Tomt for et elektrisk Værksted. Noget maa jeg ha, man begynder ikke med nichts. Og Pant i Tomten . . ." "Aa, jeg tænkte, det netop var din Specialitet det om just ikke at begynde med nichts, saa at faa det til at ende med nichts. Du er, saa at sige, født med Projekter i Livet; var det ikke nylig en populær Fjælebod nede paa Forstadsstranden, Du vilde ha i Gang?" "Ideen er god den, Onkel, og tør kanske en Dag komme igjen i en Skikkelse, saa din Bank vil snappe efter den." "Ja, Gutten min, kort og godt, - jeg slipper ikke en Øre til Dig. Og din Mors stakkars Penge, de staar under min Forvaltning." "Hør nu, Onkel Joel. Nu er Du grundrig. Men for- holder det sig ikke saa, at Du ogsaa engang har set, SIDE: 436 hvordan det er, naar Gryden er skrabet, og har maat- tet slaa Dig op igjen fra ingenting?" "Hva - hva behager -" "I dine yngre Dage drog Du jo fra Landet for at spe- kulere i Kaliforniahveden, som dengang havde slige ustyrtelige Chancer paa Verdensmarkedet. Var det ikke saa da, at Du tog som Passager paa en Stille- havsfarer til St. Francisco med al din Formue henlig- gende i Femogtyvepundsnoter forvaret i Kapteinens Pengeskab? Men at Du saa blev ængstelig for Sikker- heden eller Tyvehaand og en skjønne Morgen pludselig krævede den betroede Pengevæske tilbage av Kaptei- nen? Og, da Du havde modtaget den og var paavei med den ned til dit Lukaf, gik det da ikke saa til, at Du stansede ved den aabne Port i Rælingen, hvor Folkene lempede Kul og Aske overbord fra Maskinen, og at saa, for et uforvarende Stød eller Skub, Væsken med alt, hvad Du eiede paa denne Jord, røg overbord?" Onkel Joels Ansigtsudtryk skjultes af Snuslomme- tørklædet, hvormed han iltert pudsede sin store kro- gede Næse. "Jeg ser Dig, Onkel, staa der ved den aabne Række og stirre efter Væsken, som den efterhaanden forsvandt i Sjøen, og de ulykkelige Tutter med Guineer ubønhør- lig drog den alt dybere og dybere ned. Der maa ha gaat adskilligt i Dig i de Øieblikke, Onkel, medens alt saa- dan sank og sank indtil nichts, som Du siger!" "Hvor, - hvor i Himlens Navn har Du -." "Men nu kommer det geniale, som jeg altid har be- undret, Onkel. Fanden saa genialt! Ikke et Kvæk over dine Læber, ikke en Mine forandret. Og ud paa For- middagen schokker Du saa med de lange slængete Skanker og den ene Tand saadan skjævt ned i Læben, - ja, undskyld, Onkel, men jeg ser saa levende for mig din tynde Skikkelse dengang, - over Dækket til Kap- teinen, - som jo maa tro, Du fremdeles er Manden, der gaar med sine Kapitaler i Lommen, - og tilbyder ham at kjøbe hans hele Hvedeladning paa tolv Maa- neders Kredit, - to seks Maaneders Veksler." SIDE: 437 "Jeg siger, Du er en fræk Knægt!" "Og i disse tolv Maaneder spekulerer og tjener Du saa op hele Stasen i Stillehavstraden paa Hvedefrag- terne!" "Ah bah, den rene Overdrivelse -" "Og tre Aar derefter igjen flytter Du saa hjem som den Mand, der triller et Par Tønder Guld foran sig op paa Bryggen. Eller var det kanske tre, Onkel? Du véd, Skatteligningen -" "Vil flaa Folk ja! De blir rent gale, naar de først tror, nogen har en Skilling. Men jeg maa virkelig rent himmelfalden spørge Dig, hvor i Alverdens Rige Du har ladet Dig paaføre denne - denne Räubergeschichte!" "Ja for jeg mener nu, Onkel, at et saadant Træk kunde gjort Glanseffekt i en hvilkensomhelst ameri- kansk Guldkonges Biografi, sat sin Mands Portræt i helstøbt romantisk Skjær, - og kunde for en Gangs Skyld omgi ogsaa en af vore hjemlige Forretnings- mænd med lidt af en Pengehelts Glorie." "Aa Pokkerivold med din Glorie! Saadan en - Le- gende . . ." "Som bare rent ud lyser af Finantsgeniets Evne for overordentlige Udveie, ja. Eller tror Du kanske, din store Konkurrent, Bockmann, over i Handelsbanken havde hittet paa noget sligt?" "Ne-i, det indrømmer jeg Dig . . . Ne-i, den Slags falder det ikke i hans Lod at finde paa. Eller ovenikjø- bet at finde paa noget. - Men, jeg spør Dig igjen, Faste, hvor har Du overkommet denne vilde Fabel?" "Ja, ser Du, Onkel! Før jeg reiste til Zürich, rodede jeg igjennem en Pakke gamle Breve hjemme, som skulde brændes, og der fandt jeg Passagen i en Epistel fra Dig selv til Far." "Hør nu, Faste . . . Og det gamle Brev, det brændte Du altsaa?" "Nei, dertil var det mig for interessant. Det har spil- let en hel Rolle for mig, maa Du vide. Her er det til dit Eftersyn. - - Du var ikke tredive Aar, dengang, dette gik for sig. Det har gjort sligt Indtryk paa mig, SIDE: 438 ja, jeg tør sige, slaat ned i mig for Livet! Jeg fik med engang Øiet opladt for, hvad en Forretningsmand kan betyde for et Land, naar han souveraint skaber sig sine egne Veie og ligesom bygger nyt. Du er siden den Tid mere og mere steget op af Uryddigheden i mig som mit Ideal og Foregangseksempel. Og i dine Spor kom- mer jeg til at traske, jeg haaber ikke bare som en sim- pel Efterhermer. Se her paa Frakken min, - se under Albuen og Kraven, jeg tænker én snart kan vri'e Fedtet af den -" "Du mener da for Pokker ikke, at jeg skal skaffe Dig Klæder nu fremdeles. Du gjør mig rent ræd, Gut!" "Nei, jeg mener bare, at ny Frakke kommer der ikke paa mig, og heller ikke Bukser, før jeg selv kan betale dem. Jeg vil kravle mig ovenpaa i de slidte. Og, som jeg staar her, er jeg Forretningsmand fra Sjælen til Støvlelappen - og ingenting andet!" "Naa, naa," - Onkel Joel kjæmpede med et nyt Togt af sin Hoste, - "det gamle forliggende Brev kaster vi i Ilden, og dermed er dets Saga ude." - Han satte en Fyrstikke til og lod det brænde paa Ovnspladen. "Se, hvor de Lapperne forkuller sig . . . der var an- derledes Stof i Papiret i de Tider . . . Og hør nu, Faste! Du var mig altid en mangfoldig Sjæl, saare rig paa Interesser, Tanker og Idéer, som bare alle havde den Feil, at de trak Dig udenfor dine egentlige Studier og fra det ene til det andet." "Javist, Onkel; men nu har jeg fundet mig selv, og hvor Landet ligger." "Naah, - siden vi her er inde paa det ekstraordi- nære, - og, siden Du tror, at det er saa grundlæggende for Dig, - men mærk Dig, dette sker aldrig op igjen, - ikke om Du kunde frelses fra Fallitens Rand med bare en Tikrone! - Men om end med noget af en For- nemmelse, som jeg slap Pengene i Havet, skal jeg stille mig for de tre tusind fem hundrede Kroner, som Du siger, der skal til. Maatte jeg saavidt nogengang se dem igjen!" "Nei, nei, denne Manér taaler jeg ikke. Jeg siger Dig, SIDE: 439 Du skal ikke spytte paa mig, Onkel! - ellers kaster jeg Pengene lige i Dig igjen. Jeg skal nok vide at hjælpe mig uden Dig." "Naa naa, lad Hatten ligge. Du faar ikke rase saa- dan gutteagtig op. Pengene kan Du anvise paa mig. Tre tusind fem hundrede Kroner snyder man ellers ikke saa let ud af Næsen!" "Jeg bestemmer mig herved straks til at sige Dig Tak, Onkel, - om jeg end, nødt til det, maa krympe og krumme mig som en Mark i din gavmilde -" "Naa, naa, naa -" "- og høist delikate Haand." "Det Sprog liker jeg bedre." "Jeg siger Dig, Du skal komme til at respektere mig, - skal bli tvunget til det. Og saa Tak og Adiø, Onkel!" Gangdøren slog i efter ham. Han fo'r afsted. Nede i Gangen raabte Skuespiller Werloff ham an: "Hvad siger Du til sligt, Faste! - Gjessing syg- meldt, og saa Prebensen til at spille Tordenskjold, - med den tynde Stemme og de endnu tyndere Ben tordne og trampe i Dækket! - Naturligvis tomme Bænke! Jo, der er Tilstande ved Truppen; vi holder Kunsten høit. Skal vi gaa ind paa Helvetia og drikke et Glas Portvin?" "Har ikke Tid. Forretninger . . . Kunde ønske, Da- gen havde fire og tyve Timer." "Jeg forstaar! - Du tar Afstand fra din Idé om Fol- ketheatret nede paa Forstadsstranden. Du kom saa tapper hjem med den for et Par Maaneder siden." "Vil bare være grei med engang, - klare hvor jeg staar, og hvor ikke. Det er ikke mindst den økonomi- ske Side af Sagen, jeg har under Overveielse. Anslut- ningen er for liden. Idéen for ny endnu." "Det vil sige" - kom det noget infamt, - "den Idé røg samme Vei som en vis inventeret Maskine, jeg har hørt Tale om, som havde alle mulige Fuldkommenhe- der, men bare ikke vilde - gaa!" Saa saa, din behagelige Harcellas, - gjøer med Mobben! - Pokker saa god ellers den Theateridé, skal SIDE: 440 jeg sige Dig. Men der maa Stykker til - Stykker af den rigtige Art. Det nytter ikke med bare Apparatet. Jeg mente jo nærmest noget som et Morskabstheater for Folket. Saadant for Eksempel som, lad os sige, Fatter er Hest, Mutter er Esel, Sønnen altsaa Mulesel - med to Villier i sig, som altid strides, - enten over- veiende langøret Esel eller overveiende Hest. Og saa staar Muleslet i sidste Akt for Domstolen - for nogen Ugjerning. Eller kanske, hvad? - sidste Akt kunde foregaa foran Himmeriges Port, hvor den kommer for Dommen. Ja, hvad skal vel en saadan Stakkar med to Bæster i sig egentlig tænke foran sin Skaber? Naa naa, dette blir nok at vasse ud i Dybheder. Men jeg skulde saamæn, om jeg havde aldrig saa knap Tid, levere nok af Idéer, bare jeg fandt den, som kunde gjøre noget ud af dem og sætte det i Scene." "Ja bort fra slige Fantasterier, min kjære Faste! Men Du vil dog indrømme, at den Besættelse af Torden- skjold er Toppunktet af Idiotisme, - rent ud Svinag- tighed mod Idéen!" "Idéen? - jeg levede ogsaa engang for den. Men saa - saadan at ha sine Værdier sat over i Fantasi- ens Land, - i blaa Dunst og Røg, - jeg er kommet fra det, Du. Men Gudbevares, der kan ogsaa leves af Begeistring i denne Jordens Tidselsørken. Og den skal ha al Ære, bare jeg blir fri! Ja, Komedie vil jeg naturligvis se -" Faste lettede rask paa Hatten og strøg videre. Det bar nedover den travle Havnegade, helt til Mæg- lerfirmaet Røed han var inde i en anden Tankegang, og hans Blik dvælede ved Fastes skjødes- løse Paaklædning - aldeles à la den gamle . . . Det laa saa lige nær til. Nogen af Slægten maatte jo den barn- løse sygelige Pengeskaver udse til sin Efterfølger og -: "Altid, altid til Deres Tjeneste, Hr. Forland!" - bukkede han høist imødekommende. "Saa-h, man op- lever da ogsaa det, at nogen skulde times Blankokredit hos Bankchefen!" "Undskyld, Hr. Røed," - lød det med langsom Vægt paa hvert Ord, - "det, jeg trækker paa Onkel Joel, betaler han. Men det om Blankokrediten faar staa for Deres egen Regning." Mægleren snappede til Hatten og saa op mod Uhret, der om et Par Minuter vilde vise Klokkeslettet for hans Formiddagsrunde. Og nu havde han en gevaltig For- SIDE: 442 retningsnyhed at fare om i Kontorerne med: - en ny Guldfugl og udset Arving til gamle Joel. - - - Faste var atter ude i den travle Gade . . . Nu havde man da slaaet ihjel Gjælden i Zürich! . . . Men Mægleren var øiensynlig kommet ind i en gal Forestilling . . . At en saadan - forresten ikke saa topmaalt urimelig Tanke - kunde løfte hans Anseelse, var jo heller ikke til hans Skade - Det var med Kreditten, han nu skulde reise sin Byg- ning! . . . En Stund efter indhentede Faste med bevingede Skridt Frøken Bera Gylling ved Enden af Bybroen . . . Det var et næsten vildt lysende Ansigt, han stak ind- under hendes Parasol, da han skjød op ved Siden af hende, og, medens det bar udover Villaveien, dekla- merede han overstadig triumferende: "Ada og Silla, hører min Stemme, Lamecks Hustruer hører min Tale: Manden jeg dræbte, mig ei til Baade" - "Er Du blet gal!" "Syv Gange hævnedes Kain, Syv Gange syvti hævnes skal Lameck!" "Er Du gaat rent fra Forstanden, Faste?" "Jeg siger Dig, Bera, Venskab er mere end Kjær- lighed. - Du er mig baade Ada og Silla og mere end alle Lamecks Hustruer tilhobe! Og derfor udsjunger Lameck fremfor alle og først af alle sit Seierskvad for Dig, Bera . . ." Et pludselig opstraalende Udtryk dækkedes af Para- sollen, idet hun undgik at se paa ham, og hun udle- verede et noksaa tørt - "Naada?" "Hør her, Bera! Her kommer jeg med Nøglen til Verden - til min hele Fremtid, i Lommen!" "Saa, - ikke mindre? Du mener, at naar Du bare først har Portnøglen, saa kommer nok Slottet bagefter." "Ja, naar én har Guldnøglen, Du. Jeg har idag smel- tet Onkel Joel, saa Metallet dryppede og svedede af ham i store, blanke Draaber, - tre tusind fem hundrede Kroner! - faat Faktum at begynde med, forstaar Du. SIDE: 443 Og saa kommer det blot an paa den Haand, som vri'r Nøglen!" Hun stansede pludselig med Parasollen skudt bag- over i Nakken som foran noget uforstaaeligt, der for- skrækkede hende: "Du? - tre tusind fem -. Og af din Onkel Joel? Du skrøner vel?" "Sesaa! - Og jeg, som tænkte, Du skulde bli glad - ialfald paaskjønne det lidt." "Bare sig, hvordan. - Du, - tre tusind Kroner af -!" "Tre tusind fem hundrede!" "Jeg forestiller mig bare Dig - og din Onkel . . .!" "Ja, jeg og Onkel Joel!" "Gjør mig ikke angst, siger jeg." "Skal Du være vreden idag ogsaa?" "Gud, hvad maa ikke den Mand ha betinget sig for Forpligtelser af Dig, før han rykkede ud med sine Penge, - og saamange Penge! Du véd, naar Du sæt- ter Dig paa noget, Faste, saa flyr Du altid i Lyset for det . . . Og Du har saa forskrækkelig mange Udveie!" næsten jamrede hun. "Det vil sige, jeg sætter mit igjennem trods baade Ild og Vand. Er det at fly i Lyset for det, saa. Ja, Du tænker naturligvis paa Perpetuumet, Du ogsaa, det skal jeg altid ha i Hælene paa mig!" "Sig bare, hvordan, hører Du, Faste! Jeg blir saa urolig." "Hvordan? - Hvordan man beseirer et Menneske? Jeg bekjender gjerne, at det kan ha været lidt af Ræven, som smigrede Ravnen, indtil han slap Osten, - en liden Brøkdel. Men ellers, saa var det det gamle Brev, jeg fortalte Dig om paa Bryggen i Mandags. Rent ud en finantsiel Genistreg! Og jeg tror ogsaa, han følte det selv og tøde op." Hun saa grundende paa ham: - "Der var jo ellers et noksaa delikat Punkt for din Onkel i den Historie," kom det saa. "Jeg fæstede mig ialfald straks ved, hvad den strenge, høimoralske Bankchef vilde synes om at SIDE: 444 komme ud for, at han skulde ha grundlagt sin For- mue ved at sætte den Kaptein Blaar i Øinene." "Men Du skjønner da vel, at det var genialt, flun- kende, sprudende, funklende genialt, - at saadan dra- ger kun en Mamons Storgeneral sig ud af en Knibe!" "Jeg spør blot, Faste, hvordan mener Du, Folk her i Staden vil bedømme den Sag?" "Pyh, Spidsborgerne vilde kort og godt blet impo- neret; de bøier sig altid for Resultatet. Rent ud sagt, Bera, Du skuffer mig, for nei, om jeg trode, Du var saa snever!" "Gav Du ham saa Brevet?" "Javist, for han nægtede jo Historien, helt til han fik det i Haanden, ser Du." "Og saa?" "Pokker til Forhør!" - kom det ærgerligt, - "saa kastede han det paa Ilden, og vi snakkede ikke mere om det. Saa var det blot om Pengene, vi en Stund diskuterede, før han gav sig." "Neimæn, om Du er god at komme tilbunds i, Faste . . . Sig mig oprigtig: Faldt det Dig virkelig ikke ind, - ikke engang paa Dybet af din Sjæl, - at din Onkel kunde være generet, ja endog lidt bange for at lade Dig gaa med Beviset i Lommen for den Historie fra hans Fortid?" "Du mener da vel i Himlens Navn ikke lige ud, at jeg skulde ha betjent mig af Onkel Joels Brev til at af- presse Manden Mynten?" fo'r Faste rasende op. "Jeg maa sige," - lød det koldt, - "jeg ventede efter vort lange Venskab, at Du kjendte mig bedre!" "Ja, naar jeg engang kunde sige, at jeg kjendte Dig. Du er saa mangfoldig Faste. Jeg er aldrig helt tryg paa, hvor Du er. Ret som det er, dukker det op, saa jeg først bagefter skjønner, hvordan det egentligst var." "Og nu mener Du, eller er Du bange for, at jeg idag "egentligst", som Du siger, kommer bloddryppende lige fra at ha røvet Onkel Joel for tre tusind fem -" "Aa Du véd godt, at jeg ikke mener noget saadant. Men Du kan saa underlig uden selv at vide det akku- SIDE: 445 rat lukke Øiet for en eller anden Side ved Sagen, Du ikke ønsker at se." "Tak, Du mener altsaa noget sligt som, at jeg ufor- varende og ubevidst har sat Onkel Joel Pistolen for Brystet!" "Nei, nei; men jeg blir bare saa uvis. Du kan aldrig fortælle Tingen helt og klart ud. Det er ofte næsten som at se ned i et Dyb. Det gjør mig ræd." "Ræd, - ræd - for, at det skal være en Landeveis- røver, Du er blet Ven med!" lo han rydt op. Han lod ikke til at mærke, at hun stansede ved Ben- veien, der førte mellem Havegjærder og Skog mere di- rekte op til hendes Forældres Landsted. "Underligt," - udbrød han saa, - "jeg tror, det er den Rædselen din, som altid mest har trukket mig til Dig, Bera, - den rædde Fugl i Dig, der sidder som en Hakkespette og pikker paa min Samvittighed, som for at prøve, om Træet er sygt. Du kunde snart drevet mig til at vende tilbage i fuld Karriere til Onkel Joel for at spørge, om jeg virkelig har plyndret ham i Formiddag." "Ja, le Du, Faste. Den Latteren din er saamæn det bedste ved Dig, - endda jeg aldrig rigtig har fundet ud, hvad Du ler af. Jeg tror jamæn tilslut det er af den rene Fornøielse over, at en Person som Du er til." "Saadan en Violin uden Melodi, mener Du. Véd Du, hvad Dragt Du nu gaar i for mig, Bera?" "Tøv, Snak, - hold Dig til Jorden; jeg gaar saamæn ikke i nogen Dragt for Dig!" "I Solskinssirts, - mørkt og gult slig, som Lyset nu falder i Pletter paa din lyse Sommerkjole." "Kjære, kjære Dig, er det ikke - for smagfulde Komplimenter. Først Hakkespette - og saa -" "Isch, naar jeg vil ha Dig op at danse, saa er Du altid paa Post med Snusfornuftigheden, - utilgjæn- gelig. Nu blir Kjolen din frostblaa." "Ja Tak, men nu har Du fulgt mig langt nok." Han stansede pludselig hvid i Ansigtet: "Det vil sige, jeg trænger mig ind paa Dig!" "Nei; men jeg maa opover til Fogdens." SIDE: 446 "Naa! - det var saamæn baade fort og fiffigt hittet paa, - vi er nok to ingeniøse Hoder vi, Bera! Jeg foretrak forresten at faa det ligefrem, - at Du er bange for at vise Dig i mit latterlige Perpetuummobil- ske Selskab! - Du husker ellers, jeg bad Dig ifjor fra Zürich brænde alle mine gamle Breve til Dig om - om den Affære. Tør jeg spørge Frøkenen, er de Breve sikret mod at falde i Gabet paa Bylatteren, - jeg me- ner bragt ud af Verden?" "Du svarede ikke paa, om Du havde brændt mine," - forsøgte hun at optage Angrebet, - "de var jo rigtig- nok ikke af nogen Interesse; men -" "Alle, - alle - eller ialfald revet dem itu," - bul- drede han som til noget meget ligegyldigt. "Aa hvor jeg hader dem - allesammen," - han truede med den oprakte knyttede Haand ned imod Byen, - "disse som jeg skylder en saa aldrig endende, - aldrig gjenbetalelig Tak, fordi de lod en stakkars Gut, der ikke var rigtig som andre Gutter, gaa fra Bord til Bord rundt Byen og spise Tiggermiddage i halv- fjerde Aar, efterat Far døde, og saa med Onkelen i Spidsen gjorde det store Skillingesammen, der skaf- fede ham til Zürich! Hvor sved de ikke under hele Opvæksten som Snerter af Spidsrod disse Øine og Smil, som forraadte, at de syntes, jeg var noget af en haab- løs Raring. Jeg følte mig hemmelig sat i Klasse med en af disse Tulle-Kristianer og Narre-Lorentser, som gaar omkring med Latteren efter sig i hver Smaaby, - blot vilde man barmhjertig ikke proklamere det aabent for min afdøde høiagtede Far, Provstens, Skyld og min Mors, som sad der Enke." "Nei, Faste, Faste, - naar Indtrykkene overvælder Dig, gaar Du altid saa rent til Yderlighed. Vi hos os fandt jo altid, der var noget omframt ved Dig. Far -" "Kaldte mig engang en genial Tosk, ja. Jo, jeg hu- sker det, - alle Tullinger er det. Aa, det kunde skrige inde i min Guttesjæl: Nogen af dem maatte ialfald dø før mig - og da, da skulde jeg hoppe og danse og trampe paa Graven og haane og rope ned! - Og havde SIDE: 447 Du saa, - som jeg nu, - igjen mødt en slig Bypoten- tats Øienstene, Bera, hvordan de ligesom blir lufttomme foran én og siger, at for Dig er alle Porte stængte. Ja, saa forstaar Du ogsaa, hvad jeg har svoret i Hjertet, at alle disse Nakker vil jeg engang se myge, - at jeg vil ha Opreisning! - Og der har Du Grunden til, at jeg vil begynde her, her i denne snevre pirkete paa Chancer fattige Filleby; her og intet andetsteds! Og saa vil Frøkenens gode Hode ogsaa begribe, at jeg ikke kan begynde med den gamle latterliggjorte Perpe- tuum-Geschichte liggende og slængende i ti-tolv Sider lange Brevskaber. Dette vilde simpelthen paa For- haand reducere mig til en Umulighed som Forretnings- mand." "Jeg har dem alle - lagt sammen efter Datoerne og vel gjemte, forsikrer jeg Dig, der er ingen Fare." "Nei nei, - ikke uden fra Frøkenens egen Side, om hun nogengang skulde falde paa at slippe Latteren løs imod mig." "Det mener Du ikke, Faste! - Jeg synes blot, det vilde være Synd, om de Breve blev borte. De er slig, som ingen anden kunde ha skrevet." "Saa, - siger Du det? . . . Det er ellers netop Feilen det, at ingen anden kunde skrevet dem, - hele Perpe- tuumshistorien et Produkt af Uvidenhed!" "Kan være, Faste; men der er en Aand i dem, som le- der og leder -" "Og intet fandt ja! Jagu var det Synd, Du . . . "Betro mig dem, Faste," - bad hun sagte. "Den i alle Maader kasserede Kappe, som jeg har slængt af mig, vil Du gjemme paa? Fruentimmerne er rare. Jeg kommer herefter til at forestille mig, at den hundrede Gange forandrede Maskine, som jeg klud- rede med og tilslut ødelagde, alligevel staar indeluk- ket i et gammelt Erindringens Skab oppe hos Dig. Jeg faar aldrig Ende paa den Historie . . . Jeg kan kun sige Dig, Bera, at det var min Selvforskning over Tyngdeloven, - hvorledes den skulde kunne snydes, - som førte mig ind paa den tekniske Vei, - og den SIDE: 448 Kundskab, jeg saa erhvervede, som slog det samme Perpetuum ihjel. Men behold, behold Du de gamle Totter af mit Fyrværkeri." "Tak, Faste, - mig kan Du bestandig lide paa. - Farvel!" Han saa hendes glansfulde Udtryk. "Det er rart, Du Bera, saalænge vi to har været sam- men, - jeg tør ikke sværge paa, at jeg ikke er for- elsket i Dig -" "Men jeg tør gjøre det paa, at vi er Venner og intet af den anden Sort!" - forlød det, som hun skyndte sig op over Veien. Støvskyer i Veiene og stigende Klager over Vand- mangel . . . Kvælende lumre Hundedage. - Skyggeløst, som Enkefru Forlands lille Træhus laa der lige ved Landeveien kun med de Par Rogntræer paa hver Side af Trappen, formelig æsede Solstegen i Bordklædningens gamle, længst udtørrede Kva'eknaster. Vinduer og Døre stod aabne for Heden, der nu Dag efter Dag lagde sin ensformige Stilhed over Byen, spandt sin Dis altid tykkere i Aasen og sit graa Slør altid uigjennemsigtigere over Master og Ræer nede paa Havnen. Husets Datter, Sølvi, en velvoksen Pige paa de to, tre og tyve, kom ud paa Trappen. Hun havde Hat paa og satte fra sig Parasollen for at knappe Hanskerne. Pludselig lyttede hun og glemte at knappe . . . Nede fra Veien lød den ensformige Duren af et let Kjøretøi i raskt Trav. Der blev netop Tid til et hurtigt Blik paa Dragten og et Par Fingereringer oppe ved Hatten, før Stedets ny Doktor, Falkenberg, kom rullende i Karjol med hele Støvskyen fra Hjulene om sig. Han stansede udenfor Trappen hilsende med Straa- SIDE: 449 hatten og gned Brillerne for Støvet, medens han saa smaat keg gjennem Glassene op mod hende: "Naa, hvor staar til med Deres Mor, Frøken; - hjalp saa mit lille Raad?" "Tak, Doktor, Mor er saa glad i det. Hun har næsten ikke kjendt Rheumatismen, siden hun begyndte at bruge det." "Det var ellers bare et simpelt Kjærringraad sat om paa Apothekerlatin. Det hjælper absolut, naar én bare tror paa det," - lo han. "Ellers er dette tørre, hede Sommerveir nok det bedste Botemiddel. Men jeg op- holder Dem, Frøken Sølvi, jeg ser De skal ud . . ." "Ja ned til Byen, - til Kontoret; - men jeg har god Tid." "Hm, - jeg havde nær tilladt mig at sige, hvad skal De der? - sidde og regne og udfylde Assuranceblan- ketter! Jeg vædder, Frøken, De gaar altid over Torvet, naar De skal paa Kontoret?" "Ja, det var nu saa let gjættet! - hvor skulde de ellers faa Middag herhjemme." "Aa, sig oprigtig, - De havde saamæn aldrig opgjort for Dem, at Deres Livs Eventyr skulde gaa Kontor- veien med Blæk paa Fingrene?" Hun saa ned i Trappen. "Sig, De, at De vilde tusind Gange hellere være her- hjemme og passe Mor og Haven og Hønsene og Æn- derne og greie Huset og faa Dem en liden Dans engang imellem hos Vennefamilierne heroppe paa Løkkerne end saadan at være Medlem af "Kontoristernes For- ening"!" Hun satte i en klingende Latter. Men lige efter brød der ud et pint lidenskabeligt: - "Uf ja!" Doktoren hagede Skvætlæderremmen af for at springe over paa Trappen, da Faste pludselig kom frem fra Haveporten i Skjorteærmerne og med et Par Maalein- strumenter i Haanden: "Goddag, Doktor! - Jo, jeg kan sige Dem, at De var paa Tapetet nede i Klubben igaaraftes. Eller rettere. Planen om Sjøbadeanstalten ude ved Vestsiden af SIDE: 450 Byen, - og De forudsattes da som den drivende Sjæl i det. Forstaar sig, vi diskuterede Sagen udelukkende fra den økonomiske Side - Rentabiliteten . . ." Doktoren løftede lidt paa Brillerne og saa ud i Luf- ten: "Ja, Hr. Forland. Det forekommer mig blot, som det samme salte Emne maa forefindes i alle Landets Kystbyer, hvor Sjøen ikke er for nær Kloakerne. - Det la'r sig drikke paa ialfald." "Man begynder med at sige Vitser, Hr. Falkenberg! - Men saa regnede vi paa Dem, - at De, som alt har ryddet saa tappert op i Sygehusforholdene, ogsaa vilde være den første til at gi' baade Planen og Aktietegnin- gen Deres Støtte. Det, vi gaar ud fra, er intet mindre end hele Tangen indkjøbt og forvandlet til Kursted sammen med Forstranden. Og saa, om Tanken er fremtidsdygtig, hvad jeg tror, - efterhaanden Hotellet paa hele Vestsiden, og Byen paa den Kant lavet om til et modernt nordisk Badested. Doktoren lo: "Det er vel med unge Arkitekter som med nyslaade blanke Doktorer. Saadanne Idéer fløi ogsaa om i mit Hode, da jeg kom til Byen. De kan tro, der fantaseres meget i en Karjol i ensomme Stunder. - Ja Farvel, Frøken!" - afbrød han. "De er ikke bange for Solen heller . . . Staar der i Stegen og lader Parasollen ligge paa Bænken." "Aa, med bredskygget Hat, saa -" "Nu faar De en hed Tur ned til Byen! . . . Og vogt Dem for Støv og Sand i Øinene," - lød det, som Kar- jolen rullede videre opover. Det var med en vis bleg Oprørthed, at Sølvi Forland stod igjen paa Trappen, og saa hastede ind. I Sovekammerets Ensomhed sad Fru Forland og læ- ste et netop ankommet Brev fra hendes yngste Datter, Agnete, som var Guvernante hos Præsten Fejer i Sogn. Hun havde sat Krykkestokken fra sig op til Stole- ryggen, medens hendes af Gigten brudte Skikkelse lu- dede over det, og i Døren kom Sølvi: SIDE: 451 "Ja, Farvel da, Mor. - - Joho, - hun har bestemt sig for Præsten, kan Du tro!" "Fy, fy, Barn, hvor kan Du tænke saadant, - en ældre Mand!" "Jeg hører det jo i hele Brevet paa Laaten, Mor, hun kalder ham "Fejer" uafladelig og ikke længere Præ- sten. Og saa det om, at Præstegaarden nu er saa hel- dig at faa Melken afsat direkte til Meieriet!" "Aa, det er stygt af Dig, Sølvi, - hun ta den gamle -" Sølvi lo eget - "Og jeg mener nu saa meget hellere, fordi han er saa gammel! Gud bevare én fra at ta en saadan uden at mene det, om han ovenikjøbet var ung - og pen, og vilde sværme. Tænk, hvor forfærdelig hun da maatte lyve, Agnete!" "Jeg holder ikke af at forfølge den Slags Tanker, Sølvi. Du er blet saa bitter paa det sidste. Jeg véd ikke, hvad der gaar af Dig." "Da rykkede saamæn jeg med Fornøielse ind i en saadan Præstegaard, - jeg mener til en saadan mose- groet Præst, - en rigtig skrøbelig en, - som jeg kunde leve hos som i en gammel ærværdig Kirke - og lette Veien for - og følge til Graven. Jeg skulde ikke be- drage ham paa noget Punkt. Jeg tænkte jo for et Par Aar siden saa alligevel at drage ud som Sygepleierske. Og desuden, naar et Fruentimmer har fuldkommet de nogle og tyve Aar og er vel ansat, enten det nu er i Guvernanteveien eller som Kassererske paa et Kontor, saa er hun over Romangreierne; de er simpelthen un- der hendes Værdighed længere. Har hun havt nogle Illusioner, saa er de ialfald da forbi. - Det eneste, som er iveien, er, at der er saamegen Melkemad paa en slig Præstegaard!" "Uf, Barn, den Spøgen din høres saa ondt -" "Adjø da, søte, søte Mor! Sæt Dig ikke for aabent Vindu . . ." Sølvi var skyndsomt henne og kyssede hende med Heftighed paa Kinden, før hun forsvandt ud af Døren. SIDE: 452 Fru Forland sad stille med store Øine og et svagt Smil, som turde hun ikke lade Indtrykket slippe for haardt ind paa sig. Hun greb efter Fotografi-Albumet paa Komoden . . . Agnete . . . den spæde Figur, da hun var liden, - fem Aar. Og, da hun var tolv - og, da hun var sek- sten og stod konfirmeret i den sorte Silkekjole, Fru Grosserer Mørck forærede hende - væver og naturlig, let som en Sylfide, - og hun faldt i et saa dødeligt Sværmeri for Peter Kjelsberg, som var blet Styrmand og spradede med et vaiende Slips, - og da hun var fem og tyve og bar sin slanke Skikkelse og Haarsætning lidt i Attitude - - - Og paa samme Vis hendes kraftigvoksne, kjernefriske Sølvi med det struttende Liv i Ansigt og Væsen, - saadan en ægte lattermild, halv trodsig Rosenblomme paa alle Barndoms- og Ungpigeportræterne, - helt til det sidste uheldige Portræt fra ifjor, hvor hun staar saa alvorlig med Haanden i Hoften, som en Anklagens Engel opmarscheret ret foran Gud sin Skaber . . . "En anden Tid nu, Faste, . . ." udstødte hun, som Sønnen kom ind svedig og rødstegt af Solen . . . "De blir utaalmodige Smaapigerne nu og er saa færdige til Oprør." "At Tiden er en anden. - Ja, maatte Du engang faa den Ting i dit velsignede Hode, Mor! Men det faar Du aldrig. - - Jo, Du, jeg tar ikke feil. Strømmen uden- for din Have repræsenterer ved laveste Vandstand, - og dette maa være laveste Vandstand, - et Fald paa en og fyrretyve Centimeter, det vil sige omkring en og en trediedel Fod. Der var jo ogsaa nogle Levninger af et Kværnhus eller Strømhjul der fra gammel Tid." "Ja, men saa maatte det vel stikke i en eller anden Aarsag, at det blev nedlagt, Du." "Uvidenhed, - Mangel paa mekanisk Begreb; - det var jo rent Bondestel heropover bare for ti, femten Aar siden. Nok er det, Mor, Du eier Halvten i et lidet Aar- gangs Strømfald her ved Elvebredden mellem begge dine Havegjærder. Det kan konstateres mathematisk!" SIDE: 453 "Kunde vi saavist faa noget for det, Du. Havde det været noget, havde de nok ikke ladet mig beholde Huset!" "Ja, Mor, - det kommer saa helt an paa det Øie, som ser. Om Du satte alle Stadens Taksationsmænd i Ring omkring det, saa vilde de alle som én ryste paa Hodet og sige: Ikke en Slik! - Men jeg, ser Du, siger noget andet. Og til Dig, Dig alene - bare til Dig, fordi jeg maa glæde Dig, - siger jeg straks, at jeg har fun- det en Guldklump dernede ved Enden af Haven." "En Guldklump? - Gud bevare din Forstand!" "Strømmen, mener jeg naturligvis." "Det er jo bare Vand, - bare Vand. Slip for Guds Skyld de Tanker, Gutten min, - bare Vand -" "Ser Du, Mor, Du kan jo altid forestille Dig en liden Traad, om det nu ikke netop er en Sytraad . . . Om Du nu ved en saadan kunde forene Kraften fra det ene Strømfald efter det andet af de mange smaa indover Dalen, saa vilde det tilslut virke som én stor samlet mægtig Fos, der kunde drive alt, hvad denne By træn- ger, baade elektrisk Belys- og - naa, mine Planer blir indtil den rette Tid under min egen Hat. Pratede jeg ud, vilde Bønderne ovenfor ogsaa fort begribe, at de havde Guldklumper i Elven. Men jeg er nu engang for at Opfinderen - og det er jeg - ogsaa bør ha Præmien! . . . Jeg maatte bare glæde Dig med lidt Haab og Udsigt til Lysning for os alle . . . Du skal komme til at bo i en af de store Villaer, Mor, og, om Du vil, faa Stenhus nede i Byen med." "Men Du lægger nu vel ikke Pengene fra Onkel Joel i dette?" udbrød hun bekymret. "Bryd Dig ikke. Bryd Dig ikke. Mægleren er en slu Hund - klog - forsigtig . . . Pokker til Hode der kan stikke under en saadan halvslidt Smaastads Paryk! Han begreb straks Badeanstalten, og at visse Ting maatte være fuldt afgjorte, før vi bød det frem offent- lig paa Markedet." Han drev plystrende ud . . . - Dybt ludende over Krykken prøvede Fru Forland SIDE: 454 sig frem Skridt for Skridt henimod Stuedøren. Hun havde Hedeflekker ved Tindingerne af alt det, Faste havde snakket og fremsat med slig intens Overbevis- ning. Han kunde virkelig, som Sølvi sa', rent ud flytte Folk over i sit Land, om man ikke tog sig ivare . . . Hvor heldigt, at hun netop drog nedover til Kontoret, da Faste kom ind og tog alt dette op! Sølvis hvasse Tunge lige over for hans Idéer vilde blot ført til op- hidsende Disput . . . Hun stod i den aabnede Sovekammerdør og saa sig mønstrende om i den af Taget trykkede, lave Daglig- stue. De levende Øine søgte for Øieblikket efter en an- den Plads for det af Noder overlæssede taffelformige Piano . . . Det var blot en flygtig Tanke, som var faret op i hende efter Fastes Forespeilinger. . . . Men, som hun dog maatte prøve, før hun kunde give sig Ro til at læse Agnetes Brev for anden Gang ordentlig igjennem, - blot en Idé for det Fald, at dog noget af alt det, Faste gik og bar paa, virkelig skulde vise sig at føre til Penge, nemlig den at faa de to gammeldags Vinduer paa noget Vis omarrangeret til et eneste enkelt, stort; - og dette saa indfattet af et rigt Gardin, fæstet paa et forgyldt Spyd med ditto Ringe og brede Holdere . . . . . . Og kanske saa ogsaa - naturligvis kun, om der viste sig Ressourcer, - en Porcellæns Ovn med Mes- singdøre istedetfor den gamle, stygge Jernovn, som stod der endnu dækket med Bjerkeløvet fra Sanktehans . . . Den lille ludende Frue med de lysende Øine og det af Smerten slidte afmagrede, stort skaarne Ansigt for- dybede sig stedse ivrigere i at studere og grunde ud Mulighederne for de to Vinduer. Hun holdt Krykkesta- ven paatvers ud foran sig for at maale Bredden; og under hendes Rørelser randede Solstrimerne af og til et kun brunlig-graat Haarfald, der strømmede og vred sig i Bukler fremover i Panden. I forskjellige Repriser, eftersom noget nyt faldt hende ind, var hun tilsidst rykket hen paa den anden Side af Gulvet, levende optaget af et helt andet Værelse, - SIDE: 455 det, hun nu selv havde baade ombygget og omarran- geret . . . - Ude paa Gaardspladsen vandrede Faste og fulgte med en vis Nysgjerrighed sin ældre Broder Ditlef, Idioten . . . Med store festlige Gebærder og et og andet dyrisk Strubegrynt dirigerede denne et indbildt Orkester til Stegebrasen ud fra Kjøkkenvinduet for de to, tre Høns, som stadig trode, han kastede Korn ud, og et Par vag- gende Ænder, hvis snaddrende Krik han hver Gang tog til Indtægt med den elskværdigste foroverhilsende Taknemmelighed. - -Et Stykke elementært Kaos i ham ogsaa! Et Slags Melodi i, hvad han tuder, - han fik bare ingen Hjerne til at styre det med, - mumlede Faste. Han gik med en underlig Fornemmelse i Blodet idag, noget voldsomt til den Grad, at det mattede og lod ham vandre halvt i Ørske . . . . . . Det eneste, som var at tro paa, var naturligvis sig selv! - Feilen var, at Individet lod dette "sit selv" bortblaase af Autoriteten. Det var de faa, som bar Verden frem . . . Det sang og sang ham inde i Blodet: - Hlorides Hug ham lo i Brystet, da haarden Ham- mer i Haand han følte . . . Ved sine Maalinger og Planer om Strømfarene havde han nu Midlet, den alstærke Thorshammer, ihænde, den, han skulde beseire Troldene med! . . . Han havnede omsider i Skyggen paa den brudte Stenbænk i Lysthuset nederst i Haven. Med en Rygtrøster fra Gyngestolen i Stuen under Hodet laa han der og stirrede sig søvnig paa Strøm- men . . . Den evige enstonende Humlen summede ud og ind gjennem Lysthusløvet . . . brummede ganske nær og vækkede . . . lød igjen fjernere og fjernere gjennem Drømmen . . . Han var paa noget Vis selv Humlen med den bløde brune Pels, som sortplettet og lubben af Livsfylde og SIDE: 456 Farve fløi om tonende i Sommerdagen og nød og nød . . . Her var et ustyrtelig Valg! . . . . . . Bare om at række det altsammen . . . det blanke gule Knapsoløie mellem de fugtige Hovblade ved Strøm- bredden helt skinnende Solskinssmør! . . . Nelikkerne og Levkøierne og Roserne og de ildrøde Geranier og Auriklerne, - fortryllede indtil Bedøvelse hver paa sit Vis . . . Det gjaldt blot om at gi' sig Ro ved den ene for- haandenværende og ikke hæfte Øie og Tanke ved den næste og den næste, - blot om at aarke endnu mere og ikke opgi' det - fra Blomst til Blomst, - fra Hyl- dens og Heggens Rus op til de fede søde Lindetræ- blade . . . Han maatte tilsidst rent ud opgi' det, - aarkede, aarkede ikke mere i denne Fyldens Tilværelse . . . Nei, han aarkede ikke mere! . . . Lidt efter paakom der ham en uendelig Angst, - han summede om i et Tomrum . . . Paa Stenbænken inde i Lysthuset sad der en Mand. Det var ikke rigtig hans Far heller, - det var gamle Overlærer Johannesen. "Se selv efter," - bemærkede Overlæreren, som om han havde siddet der og snakket og greiet ud den Sag i længere Tid, - "saa skal Du finde, der hænger lidt af Dig igjen paa hver Stilk deroppe; og da kan Du begribe, hvormeget der blir igjen af Dig til at brumme ind i den høieste Verden med." Var det ikke akkurat det, Faste selv havde følt! - og som gjorde ham saa angst, - at der var kommet noget bort af ham . . . Men forargeligt var det, at den pedantiske Overlærer skulde sidde der med den stille overlegne Mine og brede sig; og han følte en vis Lyst til at optage den Sag til Diskussion . . . Man kunde f. Eks. gaa ud fra en Humles Natur . . . Men saa vilde han jo ikke være nogen Humle. Det nyttede ikke at melde sig til Bera med det . . . "Rigtig Tak skal Du ha, Faste!" SIDE: 457 Han vaktes til Virkeligheden ved, at hans Søster, Sølvi, stod der hjemkommet fra Byen, aabenbar Bytte for en stærk Sindsbevægelse: "Tak - Du -" Han rettede sig hurtig op paa Bænken. "- fordi Du gjør mig Livet saa glædeligt, ja -" "Gjør jeg?" - lød det forvildet. "Er det ikke nok," - brast det saa voldsomt ud, - "at jeg har Ditlef at bære paa - og saa Mor at for- svare, - om jeg ikke ogsaa skal ha Dig liggende lang og tung tvertover min Fremtid. Jeg havde helst Lyst til at gaa fra det hele, var det ikke for Mors Skyld -" "Gjør jeg -?" "Og saa spør han!" . . . Hun lo haanlig. "Som om jeg ikke har gaat her under al min Opvækst som "Sø- steren til Perpetuumet". - Og Du tror kanske, det var for ingenting, at Agnete ikke længer vilde være hjemme? Hun takker Dig, kan Du tro, fordi Du har gjort hende saa from og myg, at hun nu kanske tar Præsten der- oppe . . . Og nu kommer Du hjem igjen med Sækken fuld af andre ufatteligstorartede Idéer og Galskaber, som jeg ogsaa skal være Søster til . . . Han hørte paa Dig en Stund, Doktoren, - og det var saamæn ikke for din Skyld, - og saa slog han paa Hesten med Svøben, Du. Han stanser ikke mere foran vor Dør -" Taarerne brast ud af Øinene paa hende. Hun satte sig bent ned i Græsset og vuggede fortvilet Hodet over Hænderne i Fanget. Men kjære, kjære Dig, Sølvi, - slig, som Du véd, jeg altid har holdt af Dig." "Holdt af? Du har holdt af Dig selv, har Du, - ingen anden end Dig selv - bestandig. En holder ikke af den, som tar ens Liv og Lykke. Ialfald gjør ikke jeg det." "Men kjære, kjære Dig, Sølvi, - Søster Sølvi, - hø- rer Du. Jeg skjønner jo, jeg har været uheldig idag og gjort Dig ondt. Men har jeg tænkt paa andet end det, som kunde gjøre os alle lykkelige igjen, saa -" "Og som vi andre skulde paradere som Søstre til, ja! SIDE: 458 - Lad mig i Fred, lad mig i Fred, - bare til at be- grave det eneste, som var levende i mig, - her, jeg sidder . . ." Hun vuggede stridgraadende og utilgjængelig for al Tale med Hodet over Fanget. "Naa saa!" - satte han i. Han kjendte denne ube- herskelige Lidenskabelighed og fo'r afsted. - "Jeg spiser ikke hjemme idag!" - raabte han ovenfra Haven, efterat han havde været en Svip inde i Stuen for at faa Frakken paa sig, og nu føg han ned- over til Byen. "Ja, ser Du, Bera," sa' Fru Forland, de sad og pra- tede sammen inde i Dagligstuen, - "det er altid som en Flytning for mig ind i noget helt andet, naar jeg hører Dig og Smaapigerne ræsonnere. Jeg er nu født i en Tid, da alt var spigerfast, Far var Far, og Mor var Mor, og Væggene var Vægge, og der skulde Speilet hænge og der Portræterne, - og, naar to først var forlovede, var det Familieskandale, om de skiltes, an- rettede de saa aldrig saamegen Ulykke paa hinanden . . . Og en ung Pige skulde bli Tante og strikke Strøm- per, om hun ikke blev gift, der var saamæn ingen Ud- vei fra det . . . Og, naar hun saa ovenikjøbet blev Præstefrue som jeg, - fik en bra, prægtig Mand, kjære Bera, saa blev Kassen saa at sige tættet for Luften udenifra paa alle Kanter. Man vænnede sig jo ikke til at sætte Vinger paa Tankerne, nei . . . Men underligt er det, Du, - endda jeg nu, naar jeg ser tilbage paa det, maa sige, at det er, som et helt Omvæltningens Jordskjælv er gaat over alle Forholde, - har det dog egentlig ikke forbauset mig eller stillet sig for mig som noget saa rent absurd . . . Det er hellere, som et Slør er trukket bort fra Anelser eller Tanker, jeg maa ha gaat med langt inde i mit inderste. Derfor taber jeg ogsaa altid SIDE: 459 i Disputen med Jer," - smilte hun. "Jeg begynder af Vane med det gamle, og saa trækker I mig over . . . Og, jeg véd jo ogsaa, at Du har Ret og at det kun var af den pure gamle Vane, jeg sa' Dig, at jeg vilde blive saa lettet, om Faste vilde lægge an paa at komme ind i nogen af Statens Stillinger, - om en aldrig saa liden!" - lød det noget efter igjen i et dybt Suk. "Kjære, kjære Fru Forland, tror De, det vilde være saa trygt? - tryggere end, om han fik bruge sine egne Vinger; - han, som passer saa lidt for deres ydre Regler." "Aah, Du har jo saa Ret, Bera! Det er bare mig, som -. Det er hans Idéer, som skal gi ham Stilling, ja - som - ja. Huf, - jeg kan undertiden bli som for- styrret." Hun tog sig til Hodet. - "Det gjør saa godt, at Du forsvarer ham, Bera, at Du tror paa ham. Du har jo ogsaa set, hvor galt det var med hele dette Per- petuum." Bera saa ud, som hun ikke rigtig vidste, hvad hun turde svare: - "Han er undertiden saa underlig," - kom det; - "man véd ikke, hvad der kan dukke op." Fru Forland saa pludselig paa hende: "Du er ikke sikker for noget som en Sjøorm, - en styg Sjøorm, som Du er ræd, Bera, - jeg forstaar Dig nok. Jeg, som kjender hans Sind, har ogsaa været bange . . . Modgangen, - Modgangen, Du, - han taa- ler den ikke. Den dæmmer ligesom al hans Villie vil- dere og vildere op, - saa han kan bli rent hensynsløs - ond . . . Og derfor, - vidste jeg ham bare sikker i en fredelig Bestilling, om aldrig saa liden!" - lød det igjen. "Aa nei, nei, Fru Forland! Han er ikke ond. Han bare jager Fantasien op og udmaler det for sig. Men kjære," afbrød hun muntert, - "sidder vi ikke her og laver baade Sjøorme og Spøgelser paa Faste!" "Jeg kommer altid til at tale med Dig om ham, Bera, - det er, fordi ingen forstaar ham som Du." "Det er, fordi jeg tror paa noget hos ham, som blot SIDE: 460 ikke har fundet sin rette Plads eller endnu ikke er kommet frem," forklarede Bera. "Du mener, at alle Guds Skabelsesdage endda ikke er forbi for ham," - lo Fru Forland. Det gjør saa godt, det, Du siger. Du har en større Forstand end vi andre, Bera. Jeg ser det, jeg ser det." "Ja, Gud véd, hvad jeg skal gjøre med den," - und- slap det Bera . . . "Det var, fra han bode hos os den Sommer . . . Naar han talte om sit og alt det, han tænkte, var det altid, som jeg saa ind i en ny og større Verden. Og, da saa Perpetuumet kom, var det for mig bare som det Hjul, der havde staat og ventet og nu skulde rulle det frem altsammen! Han havde udmalt, hvordan det vilde bli paa al Vis i Verden, naar blot Kraften kom." "Det var bare Hjulet, han ikke fik til, ja", - mum- lede Fru Forland. "Men denne Verden med al den ny Menneskelykke gaar aldrig ud af mit Sind!" udbrast Bera, idet hun pludselig reiste sig . . . "Og saadan kan han efterlade sig en Verden i elektrisk Belysning hos mange, han . . ." Det sidste kom saa eget sagte ud i Luften, at Fru Forland uvilkaarlig maatte se paa hende. . . . "Og saa faar jeg Lov til at plukke mig en Skaal Kirsebær nede i Haven, mens jeg venter paa Sølvi," - afbrød hun raskt og reiste sig. "Ja, gjør det, kjære Barn . . ." Fru Forlands Øine fik et mere og mere indadvendt Udtryk, medens hun fulgte Beras Skikkelse, som hun forsvandt ud af Døren. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Henne ved Kirsebærtræerne hilsede Bera paa Ditlef, der befandtes dybt optaget af at vogte Bærene for Skjæ- refamilien, til hvem han havde sit eget intime For- hold, helt fra de byggede Rede i Piletræerne borte paa Engen om Vaaren, og han hjalp dem med at trække sammen Soplimkvist og Ler. Han klappede af og til i SIDE: 461 Hænderne med et "Husch, - Husch - Sjuh - Sjuh," - snakkede og pratede . . . Bera keg op mod det aabne Kvistvindu. Paa Side- krogen hang et Sølvuhr med Snoren nedover, - hun kjendte det jo saa godt! - Faste maatte ha glemt det, da han gik ned til Byen imorges - Pludselig hørte hun Skridt nede i Veien, og det lød overrasket: "Nei, - er Du der Bera!" Faste havde opdaget hende gjennem Sprinkelvær- ket, og han nærmede sig nu med Fagter og Allurer, der gjengav Mægleren: "Kan Du se saadan en lun, pengebegjerlig Kat, Bera? Øinene gnistrer formelig af Elektricitet." "Det er da vel aldrig Skuespiller, Du skulde været, Faste!" "Hvad behager?" "Ja, for dette var da virkelig Mægleren." "Hvor Du snakker dumt, Bera! Simpel Efterherming rækker aldrig længere end til at vise Abekatsiden hos Mennesket. Men en Skuespiller, ser Du, - en virkelig en, som løfter op til Kunst, han er en Seer indenfra, saa han krænger ud og ind baade paa Sjælen og Hjer- tet. Den store Kunst er at speile af det, som lever og aander indenfor baade Skjorten og Huden . . . Den er at fange en Figur her og der borte i Gaden, og saa lige op paa Brædderne med Sjælen hans! . . . Men ellers, ser Du, Bera, tror jeg nok, jeg paa min Vis ogsaa har fanget en Sjæl, - Mægleren, Du! Han var svært tung og træg i Begyndelsen. Men nu hører han paa mig, og jeg tror han begynder at lugte, at her er noget at gjøre, - virkelige Betingelser for et Badested i europæisk Forstand, om Du vil. Og nu lyder det: Hys - hyss, taus som Graven, til vi - i Tilfælde - har sikkret os de værdiløse Tomterne nede paa Forstranden for en Slik og ingenting! . . . Jeg takker min Gud fordi jeg kan slippe at snyde Eierne direkte Du; men kan gjøre det pr. Mægler. SIDE: 462 "Nei, den Side af Sagen tænker jeg nok ogsaa, Mæg- leren skjønner, han maa besørge selv," - mente Bera. "Saa, - aa . . ." "Ikke saa jeg tviler paa, Du kunde det, Faste, der er langt tilbunds hos Dig. Du aarkede bare ikke at bære paa det bagefter." "Og jeg, mener Du, er og blir noget Pokkers uprak- tisk, en af disse overforfinede Samvittigheder, som er drevet op saadan bag Vindusglassene i et "gammelt dannet Hjem"! - Men Mænd, som skal handle, - ser Du, - maa være Erobrernaturer, - kunne slaa itu et Æg og kverke en Kylling for Resultatets Skyld." "Ja; men det er Mennesker, som aldrig hører Kyl- lingen pibe bagefter, Du." "Aa, jeg véd nok, hvad der mangler," - udstødte han oprørt. "Den, som kunde faa sat en ny Tro ind i Hjerteroden paa Dig for den, Du mistede ved Perpe- tuumet! Naa ja . . ." Han strakte sig og bøiede et Par Grene ned -. "Jeg skal naa de Kirsebær . . . Der lader jeg dem regne over Dig, - ta dem - ta dem! - De er røde, og Du er bleik, Bera! - ligesom jeg. Ta dem, ta dem - -. Der- som Du anede, hvor kry og hoven jeg gaar dernede i Gaderne. Med mit sluskede Slips og min fedtede Jakke nyder jeg at ta det op med de engelsk-fashions Byens Sprader, som jeg engang har siddet paa Skolebænken med . . . Forretningsmand fra Top til Taa, ser Du." "Nei, ikke forstaar jeg, hvordan Du kan ha slig Lyst til at gjøre Dig underlig, som om Du ikke var rar og egen nok før," brast Bera ud. "Og altid er der nogen, Du vil nyde at træde under Fødder!" "Aa nei, Du, - aa nei, Du . . . Det, jeg har lidt af, og endnu lider af, er heller en Trang til at forstaa dem. Hvor ofte har jeg ikke gaat og undret mig og været nysgjerrig og ledt efter, hvad der egentlig kunde stikke bagom alle disse forbeholdne, høitidelige Bukkebæan- sigter, disse Byens tause styrende Guder, som havde Magt til at smile én ihjel, og foran hvem jeg endnu kan gribe mig i at føle Levninger af min Gutterædsel, SIDE: 463 - Rædsel for den Voksne Verden og al dens mystiske Utilgjængelighed." "Der sidder endnu saameget igjen hos Dig af saa- dant, som man føler som Barn, Faste, - og det er jo ikke til din Forkleinelse . . ." "Men det, som i disse Dage har beskjæftiget mig, Bera, er aldeles ikke saameget selve Spekulationsaffæ- ren som det, at jeg nu virkelig er kommet en Smule ind i Mæglerens Fortrolighed og derved ogsaa ind bag Byens Kulisser. Det er det Faktum, som for mig har udgjort en hel indre Oplevelse, - det, at jeg nu kan staa og følge det altsammen med Mæglerens knasende tørre Blik. Forstaar Du, det er det ganske Illusions- Gardin, som er ramlet ned for mine Øine!" "Men, - jeg havde nær sagt, - hvad vil Du mellem alle disse - "Voksne", som Du kalder dem!" udstødte hun. "Hvad, - hvad? . . . Du forstaar da vel, at Du for- nærmer mig, Bera. Du anser mig da ikke for dem i nogen Maade underlegen?" "Nei, Du; men Du kommer aldrig til at bli paa din Post der, hvor de Folk altid er det, om de saa sover! Du har din egen Tanke- og Følelsesverden, som ligger, Gud maa vide, hvor -; men ialfald langt udenfor de- res. Jeg tænker, Du skulde været Videnskabsmand eller noget sligt, jeg." "Men ikke det, jeg er!" - føg han op. "Hvad, hvad Du? - saadan en lærd, distræt Halvtulling, som de sætter ind i en Stald med Bøger og drager, halvblind mod Dagen, ud igjen efter Grimen. Jo, det var noget for én som jeg det, som bare ikke kan finde Grænse for alt det, han tørster efter baade at faa skabe og sluge af al denne Verdens Herlighed. Jeg er en verds- lig Kraft, ser Du, Bera, - verdslig baade af Natur og Princip! Jeg er udover Snyderiet med den "ideale Ver- den". Den er, virkelighedsmæssig talt, et Loft med Blaar, hvormed man lumpes for den reelle. Og der- for, Du, er det, at jeg vil sætte Livet ind paa at faa grundet noget, som duer for Menneskene, og gir mig, SIDE: 464 - Ophavsmanden, - baade Rigdom og Magt og An- seelse, og alt det, som de siger, galt er! Det heder, det skal være saa farligt at være Millionær. Og, naar man er Millionær, skal det igjen være saa farligt at bruge Millionen til at kjøre i forgyldt Glasvogn med mange Heste for eller fare Jorden rundt med sin egen Lyst- jagt . . ." "Snak bare saadan en Stund til Mægleren, skal Du se -" "Ja-a; - men saa dum er Faste Forland ikke, Du! - Uf; men forresten saa har Du det med at rive mig ud af min Tankegang, Bera! - en kold Maade . . . Vi passer i visse Maader til hinanden som Ild og Vand." . . . "Jeg mener kun, at aldrig faar Du et Pengehjerte sat ind i dit Bryst, Faste! Og det er det, som skal til for at bli Pengemand. For Dig blir dine Idéer og Tan- ker altid det første - lige saa afgjort, som det for de andre er Skillingen." "Saa, Du . . . Paa det Vis skulde altsaa ingen, der fører Aand i sit Skjold, befatte sig med Virkeligheden! Medens Sandheden er, at enhver dybere Bevægelse skjælver og dirrer efter at faa revolutionere og organi- sere . . . Du er blet saa tung til at fatte, Bera, og Op- rigtighedens Honning flyder stadig fra dine Læber, siden -" "Naar jeg fik udtrykke mig paa din Maade, Faste, saa vilde jeg sige, at for Mæglerens Fantasi stiller et Kronestykke sig saa stort som Fuldmaanen, medens Idéen ikke er til at øine. Og for Dig er Tanken, Idéen, alt, og Kronestykker, - Du styrtede dem i sække- og tøndevis i Havet!" "Aa, hvor jeg nu kjendte Dig igjen, Bera, den gamle, - hvad vil jeg sige, - den hjertestore, eleverede Bera! - i dette pludselige Skjær . . . Hvad smiler Du af, - jo Du lo . . ." "Du har et Talent til at plumpe ud fra det, vi snak- ker om, Faste. Hvorfor har Du nu ikke sat Dig i For- bindelse med Disponent Ek, som er en saa paalidelig SIDE: 465 Mand og saa interesseret for Byens Bedste, istedetfor den sleipe Mægleren." "Hvorfor . . .?" "Ja, akkurat hvorfor? - Der er noget, - et eller an- det, - om Du kanske ikke gjør Dig det saa klart selv -" "Som jeg ser, mener Du. - Det var jo intet rart ved Tingen, om det ikke var noget, jeg saa bedre end andre. Stjernen véd Du . . ." "Naa, men den Mægleren er da under alle Omstæn- digheder ingen Stjerne, ialfald ingen blank. Medens Ek, - Far siger, han er, som der var Glasvinduer i ham." "Men jeg har nu Brug for lidt andet end bare en Firkantet Forstandighed, som farer med Læsset midt i Gaden og ikke kan bjerge det ind i et Sidesmug, om det kniber." "Ja, men et indviklet Hode med mange Udveie, Du . . ." "Det er mig, Du nu sigter til," kom det dirrende, - "mig, Du anser for et saadant vindusløst Hus med al- skens Tvilsomheder indover Mørkloftet. Men retskaf- fen og retskaffen er nu tilfældigvis to . . . Man gaar om med en Spidsborgerretskaffenhed, - eller man er retskaffen i Forhold til sin Idé! Og da bestaar Ret- skaffenheden i at holde ud, til de andre har faat Syn for den. Forresten, min kjære Bera, véd jeg mig ikke at ha noget uredeligt i Posen. Og, om Du begreb, for hvilket Spidsborgerbæst, Du nu lægger Dig ud! Denne Ek er den klareste og evnefuldeste og største - Mid- delmaadighed ikke blot i denne By, men kanske i det hele Land! - Derfor er han da ogsaa alt nu med knap de tredive Aar flydt op til at bli Byens Ordfører og al dens Middelmaadigheds Talsmand. Jeg ser det nok, det er ham, jeg faar til Modstander . . . Jeg ser det, - jeg ser det! . . . Hans eminente Klarhed faar snart ud, at alt mit er Tant og Vaas . . . Men saa er det ogsaa ham, hvis Nakke jeg skal - -. Overhodet, Bera, saa faar Du snarest beslutte, hvor Du vil lægge din Til- SIDE: 466 lid - paa hans Kant eller paa min, - skal ikke vort Venskab ryke! - - Saa Du - saa Du . . ." han laante hende et rasende Blik, - "og din Far beundrer ham?" "Ja, - og jeg maa sige Dig, jeg ogsaa. Jeg synes endog, han er et høist elskeligt Menneske. Man faar en saa velgjørende Følelse af, at alt der ligger aabent i Solen . . ." "Han? - Manden i Glashuset! Han . . . Jeg svæ'r Dig til, jeg skal knuse alle Ruderne hos ham, saa Du ikke skal se den "elskelige" for bare Glasskaar! - Og sig mig nu, bekjend nu, - var det for at tale med Mor eller Sølvi, Du kom hidop idag, eller var det ikke for at faa mig fra Mægleren og over til dette garanterede Sikkerhedslaas af et Menneske?" "Kjære Faste, husk paa, Du er ikke listig uden ufor- varende," - ærtede hun. "Men det er Mægleren Du." "Nogen maa absolut ha Krogen i Næsen paa mig, mener Du? Men Tak, jeg skal selv styre Skierne i Bak- ken! . . . Tør Du staa paa med mig og følge mig i Hop- pet, Bera?" - kom det pludselig hedt . . . "Hatten sid- der saa underlig modig paa Dig, - slig Fart og Flugt -" "Nys skulde vort Venskab ryke, og nu -" "Uh, denne ærtende Manér . . . som der ligger noget af denne fordømte stille Harcellas nede fra Byen bag alt det, Du siger! - - Aa nei, Du . . . Aa nei, - Du . . . vær tryg og pas ikke saa evig og altid paa denne "Grænsen". Naar jeg byr Dig op paa noget stort, skal det absolut straks bli til -. Aa nei. Aa nei, Du, - der gives en anderledes eleveret og berusende Glæde - for høit lagte Sind . . . Den, som gaar fyldt af en Idé, har andet, der brænder ham i Aarerne end Erotik og Kjærlighedssludder og Dameknask. Tænkte Napo- leon eller nogen af de store Mænd paa saadant noget, - før de var færdige og kunde aabne Døren til Bal- salen og sige: - "Mine smukke Damer, værsaagod!" - Som om en saadan Kars Sind og Hjerte i selve Afgjørel- sens Stund kunde flakse om i nogle Haarfletninger!" "Ja ja," - brød Bera af, - "kort og godt, jeg vil ikke SIDE: 467 staa paa Meierne med Dig. Jeg gaar nu ind og venter paa Sølvi." "Naada, - gaa da ikke, gaa da ikke, hører Du . . . Men hvad er det? Du har da ikke Taarer i Øinene. Hvad er det? Har jeg sagt noget dumt. Har jeg saa- ret Dig, - Dig, den allersidste i Verden, jeg vilde be- drøve! - Du begriber da vel, at det er qua Aand og ikke netop saadan qua Kvinde, jeg tyr til Dig med mit?" "Qua, Qua? . . . Qua hvad for noget, Du -" "Jeg forsikkrer Dig, Bera," - føg han op, - "Du er i dine Øieblikke den skjønneste i denne By, næsten lige saa vakker som Mor, naar hun saadan blir rigtig grebet!" "Tak, Faste, den Kompliment kan jeg nok taale, din Mor er nu opimod de seksti." "Jeg siger Dig, det er det, som lyser op indenifra, der fængsler mig saa hos Dig. Jeg tror ikke, der var nogen Moro ved nogen Ting, - Pokker i det! - var Du ikke til . . . Eller saadan, hvad de kalder fruentimmervak- ker, véd Du nok, Du er -" "Sølvi, Sølvi," - raabte Bera pludselig ud gjennem Sprinkelværket. "Her har jeg nu staat og spist Kirse- bær mindst en halv Time og ventet paa Dig. Det er, om Du vilde komme til os iaften? Konsul Rosenkvist og Francisca har meldt sig. Saa faar Far sit Whist- parti -" "Og saa er Du bange for, at Francisca skal betro Dig sin gamle Kjærlighedshistorie for femte Gang," - lo Sølvi. "Forresten blir det bare Valborg og Dina Breder og -" "Og Doktor Falkenberg og nogle andre unge!" - supplerede Faste. Sølvi forsvandt som et Glimt indad Gadedøren. Bera saa forbløffet og uforstaaende paa ham. "Kjære Bera, du maa invitere Doktor Falkenberg. Det er noget, jeg inderlig ber Dig om!" Bera saa ud, som hun ledte op mod Maanen: - SIDE: 468 "Ja, hvor Du nu er henne, Faste . . .!" "Aa Du, om Du vidste, hvor jeg holder af Søster Sølvi, og vilde sørge, om hun blev snydt for sit Livs Eventyr . . . Hun har været saa troende paa denne Verden, og saa tillidsfuld, saa tillidsfuld! Og nu Du . . . Jeg har set hende græde Blod! . . . Det forstod jeg, Bæstet, først bagefter. Men én, som mangler Gehør, kan naturligvis stoppe en hel Konsert." - - "Jeg tror, Du faar Ret i, Faste, at Falkenberg ogsaa kommer," - hviskede Bera. - "Og saa venter jeg Dig iaften, Sølvi!" - raabte hun op til Vinduet og hastede ud af Haveporten. Medens Eftermiddagen sneg sig frem, sad Faste i Skjorteærmerne oppe paa det hede Kvistkammer og udkastede Kalkyler og regnede. Af og til, som han havde afsluttet noget, traadte han frem i det aabne lille Vindu og sang ud en Visestub saa pludselig, at Skjæren fløi bort fra Taget . . . Skyggerne strakte sig længere og længere udover Jor- derne, og ved fem, seks Tiden begyndte det at lufte og kjøle helt forfriskende . . . Der kom Sølvi, pyntet til Selskabet i lys Sommer- kjole. Hun valgte og ledte om i Rosenbedet, vel for at finde en Blomst - en udsøgt en, - at sætte i Beltet - - - Faste stod i Vinduet med Theaterkikkerten og saa udover Byens spredte Tage og nedover til den af Far- tøier fyldte Havn . . . Det var den By, han skulde erobre . . . - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Kvælden sænkede sit blege Skjær mere og mere dæmrende . . . Flaget var forsvundet ved Solnedgang nede ved Toldboden og et og andet strøget ude paa Havnen. Arbeidsfolk drog Veien hjem fra Bradbæn- ken eller Reberbanen med Knytter og Blikspand i SIDE: 469 Haanden. Den uafladelige Sur i Luften af Bylarmen stilnede af, saa et og andet Raab eller en Hujen hør- tes oppe fra Løkkerne. Det blev sent . . . En udestængt Hund hylte i Gre- gersens Have. Langt ude mellem Holmerne skimtedes et kulørt Lys, og et Dampskib peb og larmede. Fjernt ude fra Grosserer Mørcks Landsted saaes et og andet Blink fra et Fyrværkeri. Fru Forland havde et Par Gange været oppe ved Vinduet, medens hun laa og ventede paa Sølvis Hjem- komst. Nu hørte hun hende aabne og lukke Gangdøren. Hun havde ligesom Braahast; men stansede et Øieblik uden- for Sovekammerdøren, før hun varsomt dreiede Haand- grebet om. Hun kom saa underlig stilfærdig; men styrtede sig med ét ned med Armene om Moderens Hals: "Jeg er saa glad, - saa glad, Mor!" "Men, Barn, - aah, Du klemmer mig, vær forsig- tig -" "Ja; men jeg er saa glad, Mor, - jeg har aldrig været saa glad før . . . Jeg tør ikke tude heller . . . Men Mor, Mor, - Mor, Dig er idag en Datter født, - et Menneske, som vil leve, - som aldrig har vidst, det var saa herligt at leve . . . Jeg kunde gaat i Elven imor- ges, og nu, nu - -" "Naada, naada, Du stærke Pige, - naar var Du saa- dan ude af Dig." "Jeg er ikke ude af mig, Mor, - jeg er bare saa uvant til at være lykkelig. Det snurrer rent rundt for mig -" Hun laa og smilte af noget, hun huskede op igjen: . . . "Han havde alt tat Kortet, da han saa mig gjen- nem Glasruden ude paa Trappen . . . Nei, han vilde ikke spille Whist . . . Ja, Du maa vide, han kom, mens vi alle var i Haven og -" "Det bedste er nok, at Du samler Dig lidt; jeg kjen- der jo, hvor Du skjælver, Barn." "Kjære Mor, her er et voksent Menneske, som hver- SIDE: 470 ken tuder eller graater, - jeg er bare saa bange for, at jeg skal komme til at sove fra det inat. Jeg kom- mer til at ligge vaagen og passe paa det, det kjender jeg." "Han, - det er vel Doktor Falkenberg det?" "Ja, ja, ja, Mor! - Og nu skal Du høre om altsam- men fra Begyndelsen af: Bera var i stribet Uldmusselin, saadan hjemlig vært- indeklædt. Du véd, hun glemmer aldrig sin Værdig- hed som eneste Datter, der skal repræsentere Gyllings Hus. - Og gamle snille Francisca optraadte i rød Silke med Sko og Korsbaand, rent som Smaapige, og dertil med en stivskaftet Skildpaddes Lorgnet nedover Fan- get. Valborg og Dina Breder søsterklædte som altid, - to Beter raffineret Sukker, siger Böckmann . . . Og ingen Tvil om, at Disponent Ek er totalt optat af Bera. Han holder det jo saa fint og korrekt; men alt stemmer jo alligevel . . . Og - og, - ja, Hanna var -, og Tona - Uf nei, Mor, jeg aarker ikke! . . . For, ser Du, da han afslog Kortet, begyndte han, som han pleier, at pudse Brillerne og holde dem op mod Lyset - saadan skjevt, Du véd, saa man ser mere skarpt gjennem Glassene. Saa jeg skjønte jo straks, at det var mig ude paa Trap- pen, han paa det Vis tog i Øiesyn aldeles, som jeg skulde sidde Portræt. Og saa intet mærkende, som jeg lod, saa mere og mere forgal dum rød og lummer om Ørene kjendte jeg, jeg blev, - til jeg var saa heldig at faa krøget mig i Hanna, som skyndte sig ned i Haven, hvor de skulde lege "Trediemand i Vinden". Bera stod for det, hun og Böckmann, og siden kom Ek. Og jeg sprang omkap med Overretssagfører Klem, saa jeg næsten ikke hus- kede, hvad jeg gjorde. Jeg véd bare, at da vi standsede, stod Falkenberg lige foran mig, og at han tog min Arm og vendte sig rask om og gik, - jeg kjendte or- dentlig, han drog mig, - indover Havegangene, til vi var henne ved Hjørnelysthuset. Han kunde først næsten ikke snakke. Men Gud, hvor SIDE: 471 han var vakker, et Fruentimmer kan aldrig bli saa dybt vakker! . . . Jeg stod og hørte som i en Drøm paa alt det, han saa sa', - - noget om et friskt klogt Opsyn, saa en Mand kunde bli renvasket i det, - og saa lo vi begge af det uheldige Udtryk . . . Ja, han sa' saameget, Mor . . . Tilslut spurgte han mig sagte og indtrængende, - jeg har det endnu i Ørene: - "Denne varme, ferme Haand, vil De gi' mig den, Sølvi?" Om jeg vilde! - - Ja, da vi saa kom hen til de andre, havde vi nok været forlænge borte, er jeg bange for. Vi havde jo saa uendelig meget at sige hinanden. - Og før Jul skulde jeg hede Fru Sølvi Falkenberg." Hun lagde sig ind til Hovedpuden og gjentog atter og atter stille grundende: "Mor, Mor, kan Du begribe det -? Ja, det er sandt," - reiste hun sig med ét, - "kan Du egentlig begribe det ogsaa? Da jeg gik, slog Bera nede i Haveveien Armene voldsomt om mig og hvi- skede: "Ja bli ialfald Du lykkelig!" - Jeg syntes hun havde Taarer i Øinene. . . " - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Og Bera Gylling stod bagefter om Aftenen ved det matte Stjerneskin ved Rækværket paa sin Fars Ver- anda og saa udover med Hænderne fast sammen . . . Det var en fugtig Sommernat og Duft af skjulte Rese- daer og Roser nede fra Bedene - Ja, Sølvi var blet lykkelig! - Og hun selv? . . . vidste, at hvergang Faste kom jub- lende interesseret for et eller andet, - saa blev det for hende som en kold Mur, - hun følte, hun svandt hun- drede Mile fra ham! . . . Hans Hjerte og Sjæl var fan- get der. - - Han elskede Idéen. En Kvinde var for ham kun et Øiebliks Medglæde i den . . . For hver Gang spigrede SIDE: 472 det sig fast i hende, - hun følte, han bandtes ikke ero- tisk i Dybden af sin Sjæl, - hans Sind laa ikke der. Hans Naturrus var at erobre nye Riger, Lande, Rig- dom og at sætte Tanker igang. - - En Kvinde! - ja, saalænge hun gav ham Gjenklang for alt dette! - - Aa, Gud, hvor han bankede hende i Blodet allige- vel . . . Han stod med andre Maal. Og gav hun ham Sand- heden ved en forskjellig Opfatning, følte hun straks som en Frost, hvorledes Baandet løsnede, og at hun maatte smigre sig ind igjen i Kredsen af hans Op- mærksomhed og Interesser. Hun opgjorde sig bleg: - han kan ikke lade sig op- holde paa Livsveien af et "Pigebarn", - han er en af disse ubændige Ærgjerrigheder, som har Kald, og in- derst kun elsker sine Idealer. Hans rette Elskede gaar bag Skyerne - -. "Du er hos Konditoren, Bera?" - kom Faste styr- tende ind fra Gaden. "Jeg saa Dig gjennem Ruden." "Vi flytter ned fra Løkken idag," forklarede hun, - "og saa var der saa koldt og uhyggeligt hjemme, saa jeg maatte hidind og tø mig op ved en Kop Choko- lade." "Med din Tilladelse nedlader jeg mig hos Dig. Jomfru, en Kop til mig ogsaa . . . Kommer lige fra Stadskonduktøren, maa Du vide. Jeg leger paa Harpe og snor mig som en Orm om Dagene for at faa ind i Hoderne paa dem, hvilken uberegnelig Fremtid Byen har blinkende lige foran Vinduerne, - alle Betingel- ser for et større Badested . . . Men, - Troldsnittet i Øinene, Du! - det fødte Sneversyn, der ikke formaar saameget som at gløtte udover den gamle vante Vei at sende Fartøier ud gjennem Sundgabene og inkassere Fragtveksler . . . Det gjælder om at faa anslaat deres Bypatriotisme, ser Du, at slaa Gnist af Flint, - faa en SIDE: 473 stor Følelse ind i en liden By! . . . Men naturligvis be- tviler de allesammen til en Begyndelse Holdbarheden og Paalideligheden af mine Fremstillinger. Det er bare den gamle kjendte Uroskraaken, Faste, som er kommet tilbys igjen!" "Ventede Du da, at de skulde være saa forstaaende," - spøgte Bera, - "eller saa villige til at gi sine dyre- bare Penge ud paa dit Ord?" "Nei, Du; men paa hvad jeg uomstødelig viser dem lige for deres Øine! - Der trænges bare et lidet Molo- arbeide, og vi har et Badested, som der i sin Art ikke findes Mage til i Europa! Vandet gjennemsigtig glas- klart og stille og smult uden en Krusning, fordi Vin- den fra de nordlige Høider først daler ned længere ude paa Sjøen . . . Og dertil den herlige, vidtstrakte Langgrund udenfor Tangen, hvor alle vi Byens Gut- ter er blet indviede og har badet den hele Sommerdag, medens de blanke Dønninger rullede indover Sanden, og hvor der lod sig vade saa langt udover paa den fløielsfine hvide Skrivesand. Og paa den anden Side af Bugten kan der springes ud paa dybt Vand lige fra selve Fjeldet! - Dette er egentlig det eneste skinnende lyse Minde fra mine Guttedage. Og derfor hænger det i - som et Lykke-Ideal, saa at sige, det, jeg har en Trang til at redde over i Virkeligheden. At lade livs- trætte, syge, bekymrede Sjæle opleve en saadan magisk Sommerdag derude i Bølgerullet, - jeg vidste ikke noget, jeg hellere vilde byde mine Medmennesker. - Hvad - hvad," - fo'r han op, - "synes Du, det er saa barnagtigt, - naivt?" "Tvertimod, Faste, . . . tvertimod . . ." "Ja, Du skjønner da, at jeg har andre Argumenter at fægte med?" "Intet som dette, Faste! - Naar det slig glipper ud af Dig hvad Du inderst tænker, saa er jeg saa uendelig med. Lad saa Badestedet være for det, det er." "Hvad er nu dette for Udflugter? En Mand og hans Gjerning kan aldrig skilles! - Men jeg forstaar, - Du vil fra Sagen - som de andre . . . Jeg glemte, at, hvor SIDE: 474 der er Smaabyherrer, maa der ogsaa være Smaaby- damer." "Undskyld, at jeg ler af Dig, Faste! Men sæt Dig nu ned igjen i al Ro og underhold Smaabydamen." Han drev op og ned paa Gulvet: "Her har Sjøen sulket og skvulpet ind imod Strand og Brygge nu i halvhundrede Aar og bare ventet paa den Mand, som skulde skrive Ordet Badested med Stokken i Sanden. Havstrømmen fører indover til os de to store Kurmidler: Manæten og Gytjen. Og Høi- fjeldsluften suser over Byaasene med Aroma fra de store Naaleskoge. Vi har Skog og Fjeld og Luft og Hav saa vidunderlig samlet. Men, - la' suse, la' suse, - og fremfor alt, la' os være fri for Projektmagere! - Det burde jo ellers være en behagelig Oplysning for dem alle, Du Bera, at de bor ved en mægtig Rigdoms- kilde, som om der var opdaget Stenkulsleier under Kjælderne deres . . . Og javist har vi en Sjøluft saa kraftig og lunet og varm, at den lar hele Byen gispe Gisp i Gisp! - saa de helst vil lægge sig ned at sove, - frisk og mild og blød kommer den strygende lige ind fra Havet og lader én inhalere sit styrkende Salt i Lun- gerne." "Jeg er bange, Du begynder at faa mig svimmel, Faste, - Er det ikke, som Byen kommer i et helt nyt Skjær for mig." "Jeg tænker ofte, Bera, at vi to, - ja akkurat vi to, - er Sjæle, som gaar om hernede i Mørket, og saa hænder det, at vi af og til gjenkjender hinanden - saadan i et kort Øiebliks opskydende Lysskjær, som ved et Magnesiumsglimt. Og saa driver vi paa med Blindebukken igjen, - leger Venner!" Bera rettede sig uvilkaarlig paa Stolen, og der fo'r som en hastig Angst op i hendes Mine. . . . "Men Gud, hvor jeg husker Dig op for hver Gang, jeg saadan saa Dig, - med de modige Øine, den klare faste Pande over Brynene og Munden, som altid me- ner saa helt og greit, at Du egentlig aldrig behøver SIDE: 475 noget andet Sprog. Det er som Portræter af Dig, jeg har hængende i Transparent for min Erindring . . ." Det skjælvede lidt ved Beras Læber: "Ja, i det fortryllende Lys ser Du vel alle, som i Øieblikket forstaar Dig. Det er nu din Natur, det véd jeg saa vel, Faste. - Men, naar de saa tviler?" "Jeg siger, der er noget hos Dig, Bera, noget som skraber prosaisk Bunden, - jeg møder det hver Gang, - en Feil! -. Det hænger sammen med, at Du kan faa Fregner i dit vakkre Ansigt." "Jeg skal ikke bli fornærmet paa Dig, Faste. Men," - smilte hun, - "synes Du for Eksempel, at den Kompliment der var -? - Men, hvad siger Du," - hun rakte ham sin Haand, - "om vi fremdeles hol- der ved vort gamle Venskab." "Venner? . . . Naa ja, undskyld mig, Bera! Jeg er som Oksen, der altid styrter mod Staaltraadsgjærdet, fordi jeg aldrig ser det!" Han greb hidsig Hatten . . . "Og der," - nikkede han i Døren, - "har Du saa- mæn Kristine Torp stilende hidop med hele Sækken fuld af Bysnak og Skvalder, - og naturligvis i Haab om at faa aflæsset det i et lidet Formiddags-Kraake- thing af Veninder her i Konditoriet. God Dag, Frøken Torp," - lød det med en flygtig Hilsen, som Faste skjød forbi hende nedad Trappen. - "Nei Du, Bera, der mistænker saamæn ingen Dig for, at Du skulde ville ophøie Forholdet til din Ven og Protegée, Faste, til noget mere," hviskede Stine for- trolig, som hun satte sig. "Nei, nei, Du, og der tænker jo Folk noksaa rigtig, Kristine." "Men, hvad de siger om Dig, Du, det er, at Du leger med ham, som Katten med Musen." "Saa -" "Aa, anstil Dig ikke saa fremmed. Ingen ser bedre end Du, at din Ven, Geniet, er en Raring, som han gaar der og snakker sig væk fortabt i alle sine hundrede Idéer og stryger og stryger væk Haaret og himler med SIDE: 476 Øinene. Jeg skulde sagt, de var saa troskyldige som et Barns, der skal ha Melkepap, Du, om jeg ikke akkurat igaar havde set, hvor ondskabsfulde og giftige de kunde bli, naar nogen tillader sig at sige hans Høihed imod. Det var til min Broder, Johan det, da han fandt, at hans Plan om Badehotellet med de seks hundrede Værelser var noget for svimlende for vor lille By." "Men, var det nu ellers seks hundrede, Du?" kastede Bera sagtmodig ind. "Naa ja, det var ialfald i hundredevis -" "Faste sa mig, saavidt jeg husker, at hans Plan til Hotellet rummede et hundre og tyve Værelser; men at Martens høist vil ha otteti." . . . "Der skal være Taarn, - Udsigtstaarn," - drev Stine paa, - "og Tag til at spadsere paa som i Syden! Og, - ja, det har jeg jo egentlig ikke Lov til at sige; men Johan fortalte, at Blankenberg gaar aldeles for- tvilet om Dagene i Anledning af dette moderne Hotel- projekt. Blankenbergs Hotel vilde lide forfærdelig ved det. Der er jo ogsaa gammeldags Stel i alle Maader. Og, tar først Martens Part i det, saa blir Blankenberg desværre nok adskillig blanket, mente Johan . . ." - "Det er om Faste Forland, I snakker?" - lød gamle Skibsreder Torbensens joviale Stemme, som han traadte ind af Døren, - han skulde ha et Glas Portvin paa Disken. - "Høstkoldt - raat . . . Jo, nu vil han ha Byens Vandværk udstrakt helt nedover til Tangen. Det skal forsyne det ganske Distrikt. Og Folket skal herefter gaa i Svømmebukser, - og ovenikjøbet med Udsigt til at blive elektrisk belyste, mine Damer . . ." Han gløttede fornøiet paa dem. Bera knyttede Boaen . . . "Nu tænker jeg, Flyttelæsset er kommet, saa maa jeg skynde mig. Farvel, Kristine," - sa hun hilsende og gik. Derude holdt nu Høsten sit Indtog under guldklar Himmel og Løvet faldende gult oppe i Byaasen og med Barfrost og Isklakker i Gaderne endnu fra Natten . . . - - - - - Det var under Følelsen af den gamle Spidsrodvand- SIDE: 477 ring til Middags, at Faste i Formiddags havde en vis Fristelse til at gaa Baggaderne. Der var saagodtsom ikke et Hus, hvor han ikke kjendte Hjemmet indven- dig og helt intimt fra de Dage, da han gik med Spise- listen og stod og ømmede sig foran Døren, om han helst skulde snige sig rundt og ind Kjøkkenveien . . . Det var dette evige egne Blik fra Sønner og Døttre, nu Herrer og Damer, i hvis Hjem han havde spist Lør- dags Sild og Pandekage eller Ludefisk hver fjortende Dag eller Erter og Flesk om Torsdagene. Og saa Søn- dagsstegen og Puddingen! . . . Galt, naar han kom for sent, og genert, naar han kom for tidlig, saa han stod og ventede, hvor ingen saa ham, til klokken slog. - Og saa forlegne Svar og keitet Opførsel! - utryg paa Virkningen af sine Ord og altid mistænksom . . . Han havde efter sin Hjemkomst mødt dem saagodt- som alle igjen, - og alle havde de havt det egne gjemte Smil eller Blik i Hilsenen . . . Han syntes at være født og baaret til at trakkes paa, - være Byens beklagede og ynkede Nar - Eller - Faste vendte sig braat og strøg med rask Fart opad Hovedgaden til Banken - - dens Fører og første Mand, som begyndte i en luv- slidt Frakke og endte med at gjøre Byen til en Stor- stad! Naalestik . . .? . . . Onkel Joel laa der som et Skjær eller Forbjerg, som det vilde koste haardt at fare forbi. Han vilde antagelig lægge hele sin Autoritet og Tyngde paa at faa kvalt det ned altsammen! . . . Tørhænde skulde han alligevel faa et og andet tillivs at fordøie idag! .. . Faste bankede hastig paa Døren til Bankens Indre- kontor og traadte ind uden at oppebie Svar. Onkel Joel sad bøiet med Lænestolen rykket helt ind til Ovnsskjærmen og hentede sig igjen fra et netop overstaat Anfald af Astmaen og Hosten. "Uheldigt, at jeg skulde komme netop, som Du har SIDE: 478 at stride med disse Plagerne, Onkel!" - undskyldte Faste. "Mor siger, Du engang skulde bestemme Dig til at gaa til Doktoren med det. Saadant kan tilslut sætte sig til noget galt." "Siger din Mor . . .?" Onkel Joel rystede traurig paa Hodet: "Min Erfaring er, at, leverer jeg først Uhret til Uhr- mageren, saa -" Han higstede og drog efter Pusten. . . . "Og, faar én først Doktoren, saa kommer Præ- sten i Hælene paa ham. Det eneste probate Middel er at være stærk, og det er jeg! - - Jo, nu er det over . . . Det er det samme Middel, som det imod Fattig- dom - at være rig. Jo, jo, - det er over, helt over . . . De Pebermyntedraabene, - saalænge én kan hjælpe sig med et saa enkelt Middel, er man ikke saa dybt paa Knæerne, min Hr. Faste! . . . Den raakolde Høstluften . . . Høh, - saa . .!" Han gik og rettede og ledede sig over Gulvet. "Det synes, som det er den Art Bygværker, som hæd- res ved Navnet Luftkasteller, Du specielt slaar Dig paa efter din Arkitekt-Eksamen!" - udbrast han. "Forskjellige Øine, Onkel . . ." "Jeg vidste jo nok, det maatte resultere i et eller an- det underligt . . . Forsyne et forskruet Menneske ogsaa med Kundskaber til at dreie Skruen!" "Jeg har altid syntes, Du havde en Pokkers Evne til at udtrykke Dig fyndigt, Onkel. Jeg skulde havt Lyst til engang at høre Dig kverke nogen i en Generalfor- samling." "Og jeg siger" - Stemmen gneldrede nu af Kraft, - "Byg, - byg til Himmels for mig, men kom blot ikke og bring Forvirring i Byen! Her indfinder de sig, den ene efter den anden af Smaafolkene ude paa Stranden og Tangen og vil vide, om Grunden, de bor paa, kanske kan gjøre dem til Krøsuser?" "Ja, Onkel, det ser desværre virkelig ud, som Du alt har ventet forlænge med at sikkre Dig de Tomter der- nede, som Du kunde faat for en Slik." "Hvad - hvad siger Du. - Jeg?" - SIDE: 479 "Aa, det véd jo hele Byen det, at Du mener at testa- mentere alt, hvad Du efterlader, til en eller anden Ind- retning eller Stiftelse." "Saa, det véd hele Byen?" "Ja, hvad ellers? - Eller har det ikke været saa, at, naar Du var lidt stram paa Renten og kanske lidt for- sigtig med Skillingen, saa er Snakket altid mødt med, at det til syvende og sidst dog kun var af Iver for din Fødebys Bedste!" "Naa, - det maa jeg sige. Du er saamæn en For- vandlingens Tryllekunstner! . . . Staar jeg ikke med ét her som den, der har hele Byen til Kreditor. Jeg burde helst straks gaa ud i Banken og overføre paa Stadens Folio alt, hvad jeg eier!" - skreg Onkel Joel. "Det er ialfald i Glansen af den Tro, Du har levet, Onkel." "Tør jeg bede Dig holde Dig til dine egne Kastel- ler og la' være at bygge Luft-Stiftelser ogsaa for mig!" "Nuvel, Onkel Joel, - det hele er, saa at sige, en Tro's- eller Omvendelsessag. Man skal omvendes til at tænke Storstad." "Jah, - jah - jah," - jattede Onkel Joel fryde- fuld efter. "Omvendelsessag . . . Og hvad saa mere - for at komme til Enden paa det . . . Saa staar Bade- stedet der færdigt?" "Jaha, naar hele Byen har faat Tro paa det, saa staar det der, Onkel!" "Gratulerer . . . Gratulerer . . . Jeg har alt nok, - - faat alle fornødne Oplysninger . . . Hils din stakkels Mor fra mig." "Da kan jeg sige Dig, Onkel, at her alt er vakt ad- skillig Stemning for Sagen. Du nævnte selv Smaafol- kene ude paa Forstranden og Tangen. Hvormange halve og Kvart-Aktier tror Du ikke, jeg skal faa der? Og, naar saa hele Rækken af Fartøier kommer hjem med Kapteiner og Styrmænd, som alle bor her med Trang- heden om sig. Mener Du, de skulde være saa uvillige til at lade sig overbevise om, at deres Bosteder og Tom- ter kan stige anderledes høit i Pris? Eller tror Du kan- SIDE: 480 ske, Huseierne, Gade efter Gade opover Byen, - skulde de være saa rent utilgjængelige for den Tanke, at deres By i et saadant større Badeanlæg faar, - hvad der al- drig nogensinde gjennem Tiderne har timets den før, - en Dør paa Glyt ud til en større Fremtid med ud- videde Næringskilder og Chancer for ny Vækst og Drif- tighed? - Og hele Omegnen! . . . skulde den ha saa- meget imod at forsyne en større By?" glødede Faste. "Jah, jah, jah," - higstede Onkel Joel, - "netop saa, - ret saa, - videre og videre . . . Saadan præker man sit Luftslot iveiret, helt til der spørges om - Penge! - - Ja - javist, - man gir Koen grønne Bril- ler, saa slipper man at gi den Hø . . . Det kommer blot an paa at faa sat sine Briller paa Byens Næse!" "Men det er netop Penge, jeg mener, her skal komme, Onkel. Tror Folk paa Chancen, saa vil de ogsaa vove lidt paa den." "Ja, ja, ja, - ret saa, - vove -" "Paa Fremtidsværdien -" "Aah - haah - ja," - stønnede Onkel Joel, - "vidste jeg ikke, han finder Ordet - Fremtidsvær- dien!" "Naar man har Valget mellem Nul eller Guld, Onkel, saa rækker de fleste Haanden ud." "Og saa tar saadan en svulmende Talens Mester, som Du, sig fore at faa sat i Hodet paa dem, at det er Guld, de ser, ja. Hvad de virkelig faar i Haanden, vil jeg ikke nævne." "Besynderligt . . . Underligt . . . at se Dig sidde slig i Dødvandet, Onkel, og andøve mod Tiden. Du gik saa- mæn ikke saadan, da Du var ung og spekulerede paa Stillehavet og Kalifornien. Hvad Onkel! - nu er Du klein. Men, mon det ikke kunde sætte Liv i Dig at ta et ordentligt Varp endnu engang! - et, som tilmed kanske kunde fordoble din Formue? . . . Det er bare at gjøre sig ung igjen, gribe Tanken og bli Far for den . . . Jeg skulde tro, det vilde være et anderledes le- vende Monument, Du der satte Dig, end saadan at op- rette en Stiftelse! - Du er storbygget, Onkel. Og her SIDE: 481 har Du siddet som en stor Fugl i et lidet Bur og regnet og divideret, saa Du næsten har glemt, at Du engang brugte Vingerne. End at være med paa at skabe en Storby, Onkel! - store Huse for alle de smaa, - og Mennesker i dem, som tænker anderledes vidt ud end bare til nærmeste Skjær!" "Du blaaser sandelig Sæbeboblen op, saa det er en sand Underholdning at se i den. Men, naar den sprin- ger, - naar den springer, - naar den springer . . ." gjentog han indædt. "Ja, Ideen ligger der. Men det er den, som først véd at gribe den, der seirer. Bag efter gnider de andre Øinene! Jeg behøver ikke at ramse op for Dig alle de Fordele, vi sidder inde med, - jeg mener, alt, hvad Lægerne nu har - og det paa Tryk! - maattet ind- rømme, vi eier fortrinsvis af Betingelser i selve Steds- og Strandforholdene. - Men, hvad jeg vilde, Du, On- kel, skulde se fremfor de andre, det er vor Havns eks- cellente Beliggenhed, saa at sige, lige i Turistruten! Det gjælder kun om at faa Badebugten sikkret ved en Molo, og Sagen taget i Haand og organiseret af et til- strækkeligt pengemægtigt Aktieselskab -" "Aktieselskab ja, det kan man gjøre paa en Fyr- stikke nutildags!" skjød Onkel Joel hidsig ind. . . . "Og Byen vil staa der, som med aabne Arme til at modtage en hel ny Fremtid . . . Og det var noget saadant, jeg tænkte mig, en Kraft, som Du, Onkel, kunde ha sin Fristelse til at sætte sig i Spidsen for, efterladende Byen sit Navn paa Værket!" "Jeg Gründer! . . . Fa'r for Værket? - Sig lige saa godt for, at den ganske Stad tar sig Vand over Hodet . . . Gud bevare mig!" "Denne Mammons-Djævelen!" - røg Faste op. "In- gen Tvil om, at den Sort jordbundne Sjæle har sin At- traktion ned til de lavere Stoffe!" "Hvad, - hvad?" - Onkel Joel lyttede med begge Øren - "Jorden er et Bur, hvorfra kun de frigjorte Elemen- ter stiger op; det er Hemmeligheden . . . Du slipper SIDE: 482 aldrig fra Pengene dine; de er den Ankertyngde, der holder fast nede i Grunden!" . . . "Jeg tror, saa min sandten, at det er Lægprædikant, Du skulde været, - det er en god Vei!" . . . forsikk- rede Onkel Joel, idet Faste strøg ud af Døren. - Faste sad trangt oppe paa sit lave Kvistværelse, med- ens Ovnen durede og Høstregnet skyllede nedad den lille Vindusrude. Det var saavidt han kunde komme frem for det ufor- holdsmæssig store Arbeidsbord. I Krogene, bag Sen- gen, opreist paa Komoden og i Snorer paa Væggene hang, stod og laa svære hvide Kartons og Papirruller indebærende en Vidtløftighed af Udkast, Tegninger, Rids og Overslag til det projekterede Badeforetagende. Han sad ved Tegnebordet, fra det blev lyst om Mor- genen til langt udover Aftenen, da Ridsefjæren førtes ved Petroleumslampen. Det gjaldt at faa Planen anskuelig og præcis i Teg- ninger med Kalkyler og Beregninger . . . Nu strøg han ned i Stuen med et Udkast i Haan- den -: "Her, Mor, her, Sølvi, - skal I se Badehotellet i dets endelige Skikkelse!" "Ja - nei, Mor, saa faar vi snakke sammen siden," - udbrast Sølvi utaalmodig og forlod Stuen. "Agnete, Du," forklarede Fru Forland traurig . . . "Kaste væk sit unge, unge Liv!" "Ja Pigebarnet skriver jo ikke om andet end om Ost og Prost og Smør og Stabur og om, at hun der har sin Gjerning. Men, hør nu, Mor! - om Agnete bare vilde vente et Aar eller to, til jeg fik mit Foretagende gjen- nemført? . . . Skriv, telegrafer til hende, - lad Elek- triciteten slaa ned i Provsten! Hun er da ikke rent ud indtat hos Trolden i Osteberget . . ." SIDE: 483 "Ja neimæn, om jeg véd Du, hvad Dag hun gir ham sit Ja," lød det fortvilet. - "Men vi tør nok ikke blande os ind i dette, Gutten min. Alt er jo saa usikkert . . ." Hun tog sig til Hodet. "Usikkert? . . . Med mit naturligvis! Er det ikke saa, I tænker . . . Nederlag igjen! . . . Og saa Verden ven- tende som et oprørt Hav omkring Huset . . ." "Aa nei, Gutten min, Falkenberg mener, at der er intet urimeligt eller umuligt i selve Tanken. Men Vanskeligheden er at faa reist Stemning for den - Pengene!" "Nuvel, Mor! Forlad Dig paa den Kraft, som ligger i selve en slaaende rigtig og helt igjennem klart udført Tanke! Der er Sandhedens Dynamit i en saadan. Den seirer og sprænger sig selv sin Vei . . . Og tro mig, man- gen én, som nu spankulerer nede i Gaden, snur og ven- der allerede paa min Idé og spekulerer paa, om der dog ikke skulde være Guld i den . . . Forresten, Mor, saa tænker jeg nu paa at øge Hotellet med to Side- fløie." "Øge, ja!" - sukkede Fru Forland. "Det blir saa ængstelig stort for dig, Faste!" "Se her, Mor, paa Tegningen . . . Denne Fløi vender ud til Baggaden, forstaar Du. Saa vinder vi hele Ud- sigten indover mod Lien med Landstederne og Aas- brynet bagom. Det blir et helt nyt Indtag af Skogind- tryk. Men Baggaden maa naturligvis raseres, - alle de gamle Rønner væk, - totalt væk! . . . Er det ikke en brillant Idé? - Hvad siger Du, Mor?" "Ja, hvad skal en stakkars Kone som jeg gjøre, sige eller mene! . . ." udbrast hun ude af sig. - "Her har jeg Ditlef, og der har jeg to Døttre, som skal giftes hver sin Vei, - og her har jeg Dig med en hel Lavine af Byggetegninger og Planer! - Og her gaar jeg selv med Krykke saa krum, at jeg ikke kan se op til Lof- tet . . . Og da er det ikke saa rart endda, om jeg af og til svimler," - lo hun haardt, - "som en anden ja- get Fugl under Tagskjægget. Jeg tænker undertiden paa, at jeg egentlig ikke har andet at gjøre end at læse SIDE: 484 mit Fadervor og prøve at lægge mig til at sove fra det altsammen! . . . Og hvad forstaar jeg af dine Planer og Vidtløftigheder, Faste? - andet end, at jeg holder fast i min Gut, hvordan det saa end gaar! Slige Kjærringer er dømt til det, Gud véd af hvad eller hvem. Men fast sidder de i det . . ." "Men Mor, Mor! - kjære velsignede Mor!" "Aa, en Mor! . . . hun kan engang bli fortvilet, hun ogsaa. - Aa, min stakkars, stakkars Agnete," - brød det vildt ud. "Om de sa', hun var dræbt og laa i Jor- den -. Men dette! - Den stolte vakkre, unge Pigen! . . . Jeg gjør Oprør -. Jeg gjør Oprør. - Ja, jeg gjør Oprør," - gjentog hun lavere og lavere hviskende. Faste skrævede et Par Gange hastig over Gulvet . . . "Hør her, Mor! - Fik hun saavist det Indtryk fra Dig og Sølvi, at her er Chance for mit Foretagende, saa lar hun sig aldrig i Evighed smi'e til en Ligkiste. Eller vil Du hellere, jeg skal skrive? Du kan tro, jeg skal faa det til at blinke i Øinene paa hende -" Fru Forland saa hjælpeløs paa ham og ludede sig derpaa betænkt over Krykkestaven . . . "Ja-a," - udstødte hun, - "der kunde vist frelses meget her i Verden, bare vi eiede Evnen til at tro. - Hvorfor skulde Gud i sin Visdom ha' nedlagt disse Tanker hos Dig, om det ikke var for, at Du skulde ta dem op i din Tro og din Gjerning og føre dem frem til Virkelighed? . . . Troen, - Troen, Faste! . . ." hun rystede paa Hodet. "Jeg kan sige, jeg tror for Ditlef, at han skal naa alt det, som mangler ham her, i et næste Fuldkommenhedens Liv. Og jeg tror for mig selv, at jeg engang skal staa opret. Under min haarde Syg- dom ifjor drømte jeg en Nat, at jeg stod i en fremmed By og sang i Kirken og fyldte Rummet med mine Ung- doms klare, store Stemme, medens Ditlef med Takt- stokken anførte et mægtigt Sangkor fra Galleriet oppe under Hvælvet . . . Men for Dig, Gutten min, har jeg aldrig drømt saadan forunderlig langt hen . . . Jeg tog bare som et Varsel, da Du engang som Barn sad nede i Kirsebærtræet i Haven og raabte: Mor, - det er mig, SIDE: 485 som blomstrer! - - Og kanske det er derfor, at jeg aldrig tør, - tør . . . Endda jeg paa det sidste saa ofte kan sidde og tænke mig hen i Udsigten fra Vinduerne i dit ny Hotel - udover Holmerne og Skjærene i Som- meraftenen, medens Solen ligger synkende derude i Havet . . ." "Naada, Mor! siger Du ikke selv, at jeg skal blomstre, - og neimæn, om Du tar feil, det føler jeg . . . Hør nu, Mor, for det første om Agnete, saa er den Provsten jo ikke nogen saa forførende Havmand, at han snapper hende, før vi faar Suk for os her. - Og jeg skal skrive, kan Du tro, endnu i denne Dag et Brev, som skal mun- tre og varme hende, - vise hende et lidet Speil ja, - af hende selv, hvordan hun om bare to Aar vil sidde som aflægs Provstefrue hos Ostetrolden og stirre for- stenet paa alt det, som nyt og fremtidsbærende er i Verden! - Jeg skal vise hende, pege paa, hvorledes hendes Vei til den Brudeskammelen er belagt med Troldspyt, - det blir hendes Brudeslør . . . Aa jeg skal -" "Bland Dig ikke i dette, siger jeg Dig, Faste. - Du maa ikke. Jeg tør det ikke -" "Aa, Mor, jeg siger Dig, den Havmand er ikke far- lig! - Og som om Du ikke har andet at tænke paa, - det sikkre og visse, som nu ligger fore, - at Sølvi skal gifte sig til Jul med en prægtig Doktor, - en drivende klog Fyr! - om han just ikke er min Mand, eller skabt til at se en Sag saadan i det store. Han er af disse trygge, forsigtige Lidt-efter-lidt-Menneskene, som handler i Detail og bygger fra smaat, - saa kommer Taarnet tilsidst, saa sikkert som Nathuen paa Hodet!" Han opnaade, at Moderen drog paa Smilet . . . "Og efter hans Mening," fortsatte Faste, - "skulde jeg begynde med én Badebalj for voksne og én for Børn! - Det har sin Grund, siger jeg Dig, - der gives fra Fødselen af slagne Grossererhoder, som slagne De- taillehoder, - Hoder, som er lagt for at se en gros, og Hoder, som ser i smaat, - og skarpt, om Du vil . . . Ansættes et Grossererhode i en Detailleforretning, gaar SIDE: 486 den fallit, og ansættes Detaillehodet i Grossererforret- ning, gaar den ogsaa fallit, - Zela! . . . Men derfor, Mutter, kan min Søster Sølvi gifte sig med en Detail- list i al Hæder og Ære. For dygtig Doktor er han, - sikkert aldeles moden i sit Fag. Og Sølvi, hun blir nok Direktøren hun! . . . En pen liden Doktorbolig, Du, - jeg har set ud Pladsen nede i Badeanlægget - med en koselig Have afgjemt for sig selv, og Sølvi gaaende der og saa og høste . . . Hvad siger Du? - Skygge og Hygge, Blomster og grønt, - alle Bedene løbende med ildrøde Geranier, Du, - vi trænger Farver, stærke Far- ver her i Landet, - saa det gnistrer! - Og saa Du sid- dende dernede i Solskinnet og kurere paa Gigten." "Du mener, at gjøre mig til Reklame for Badestedet, - kunde Du det saavist, Gutten min . . ." Fru For- land blev pludselig opmærksom . . . "Hvad er det, - er det ikke nogen, som roper derude . . ." "Naturligvis Sølvi, som tar imod sin Doktor," - for- klarede Faste, - "hun gaar der saa brutalt forelsket. - Jeg hørte Kjøretøiet stanse." Fru Forland blev staaende og lytte med Haanden mod Hjertet; - hun havde opfanget en Stemme . . . Faste fo'r med ét ud af Døren - - - . . . Støi, Larm, - Ditlefs halvkvalte Raab, - gjen- sidige Spørgsmaal og Svar . . . Og ind kom Faste med Søsteren Agnete høit baaret paa Armen: "Her, Mor! . . . - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - "Nei Gudskelov, - Gudskelov," - lød det atter og atter, som Agnete sad derinde i Sovekammeret og udgjød sit Hjerte for Moderen . . . "Jeg har reist siden igaar Formiddag, Skydsskifte efter Skydsskifte, og for hvert følt mig en Mil og igjen en Mil længere borte fra det. - Og aldrig, Mor, har jeg tænkt eller tro't, Verden var saa vakker og herlig at leve i som, da jeg sad i den haarde Skydskarjol og SIDE: 487 ligesom rullede paa deiligste Fjedre ind i en ny Til- værelse - - . . . Sov nogle Timer paa Klefstad, - og imorges kjørte jeg en Timestid i fuld rød Sol, før Taageregnet begyndte . . . Det var jo det, at jeg var fri, - kjørte fra det! Jeg vidste ikke, hvor tungt dette har knuget mig nu i over et helt Aar . . . . . . Han var jo saa hensynsfuld, saa selvforglem- mende god, - Penge og Verdslighed var aldrig hans Sag, - saa rent ud til at høiagte . . . Og saa, Mor! - vidste jeg jo, hvor svært I havde det herhjemme . . ." lød det lavt. . . . "Det kom alt saadan umærkelig, lidt efter lidt, medens han hjælpeløs lod mig forstaa, hvorledes den store forliggende Præstegaard og alle hans forsømte verdslige Affærer trængte en ordnende Haand . . . - Og saadan gik det hele det første Aar. Jeg inter- esserede mig baade for Pengeaffærerne og Præstegaar- den og følte mig nok saa smigret ved min Stilling som den, der styrede uindskrænket med alt, som om jeg kunde været selve Provstinden . . . Men saa kom der et Brev fra ham, som han bad mig læse paa mit Værelse. Det var fint, vemodig klagende, uden Spor af nogen Hensigt under -. Det gav mig knap en Anelse . . . Og saa en Maanedstid efter nok et . . . Og saa nok et, som helt aabnede mine Øine . . . Han skyldte sin afdøde Hustru evig Taknemme- lighed; - men det, han maatte kalde "betaget Kjær- lighed," var ikke faldet i hans Lod, før han nu følte sig saa dybt og inderlig grebet . . . Han erkjendte, det kunde være en Alderdoms Svag- hed. Men hans Livs Lykke berode nu helt paa at vide og se mig syslende og svævende om i Huset. . . . Den gamle Mand havde kjæmpet og stridt. Han var for ærlig til at ville have mig som Datter. Og uden mig følte han, han vilde faa en kold og tung Alderdom! SIDE: 488 . . . Han bad kun for de Par stakkars Aar, han havde igjen, - om lidt af den underlige usigelige Lykke, hans Ungdom og Manddom aldrig havde vidst af. - Og jeg forstod ham jo og syntes dybt Synd i ham. Herregud, Mor, naar man, som jeg, vidste lidt om, hvad Kjærligheden var, og, hvad det vil sige at skuf- fes! - Ja, det er jo hændt mig, Mor . . . saa stillede det sig ikke saa rent utænkeligt udenfor alt Land, om den gamle og jeg, - som begge var lige fattige, - kanske slog vore Pjalter og Levninger sammen og prøvede at gjøre noget ud af Livet med det blege Sol- skin, vi kunde præstere. Han trængte jo mig saa haardt, og jeg kunde paa mit Vis søge en Lykke i min Gjer- ning der . . . Det var egentlig kun en Tanke, som i bittre Stunder dæmrede i Baggrunden hos mig, - ikke noget op- gjort klart . . . Men derfor saa - faldt Afslaget ikke saa helt sik- kert og fuldt afgjørende, at der ikke kom til at glippe som et Haab igjennem for ham - Derved opnaade jeg Betænkningstid til et næste Aar, - og kunde vort gode kjære Forhold opretholdes som før . . . . . . Det er saa underlig, Mor, naar man føler, man er blet rent ud som Solen i et bra og prægtigt Men- neskes Øine, - saa hans hele Sjæl ligesom vender sig efter overalt, hvor én gaar . . . naar en hvid Krave om Halsen kan gjøre ham lykkelig, - og man ser, han fryder sig, naar én sidder ved Sybordet, eller forstaar, han sidder med Taarer i Øinene og lytter til éns Stemme, saa kan man jo ikke andet end bli berørt af det! Og saa var det, som jeg kanske dog kunde vænne mig til den Tanke, at bli en Hustru og hjælpende Haand for denne saa værdige Mand. Og jeg begyndte at forberede Eder i Brevene hjem. Livet som Præstefrue deroppe med alle de mangfol- dige Gjøremaal blev mig en stærkere optagende Illu- SIDE: 489 sion. Jeg gik med fuld Hede ind i det altsammen. Og Provsten saa til lykkelig og forstaaende. Saa forløb Sommeren, og saa gik Høsten. Jeg véd ikke, hvorledes det har været. Men jeg tænkte mig aldrig Provsten paa andet Vis end saadan lykkelig og fornøiet seende til . . . Det var som en stille Aftale mellem os, at Spørgs- maalet først skulde optages til Høsten med Novem- ber, naar mit Aars Betænkningstid var løbet ud. - Men Meningen, at jeg da vilde gi' ham mit Ja, laa ligesom i Luften. Jeg véd ikke, hvad jeg kan ha tænkt eller følt i Ti- den udover, eftersom det afgjørende nærmede sig; men min Trang og Tilflugt blev bare hver Dag ivrigere at skrive og beskrive alt i Brevene hjemover, - saa I kunde og maatte indse, at her var Tale om alt andet end at sælge sig for en Præstegaard! Jeg vilde, I skulde forstaa min Lykke, at den var virkelig . . . Og, naar jeg havde forklaret det i ét Brev, syntes jeg altid, der lige- som manglede noget, - at der var noget mere, I maatte vide, og at I aldrig kunde bli forberedt nok . . . Og saa randt Morgenen op, da jeg skulde sætte en Asters i Provstens Vandglas. Jeg kom fra Haven og saa ham sidde ventende inde i Studereværelset og tørre Panden. Vandglasset stod paa Bordet, og Astersen havde jeg i Haanden. Men som han reiste sig i Kontorstolen og smilte, saa jeg de store Tandstubber, - og, - det var som Hjertet stansede i mig . . . Jeg véd blot, jeg ka- stede Astersen med et Skrig og løb op paa mit Væ- relse. - Jeg husker ikke andet end, at Anne hjalp mig at pakke Kufferten og lovede, at sende mig Resten, - og at jeg en Timestid efter sad i Giggen med Brunen for og Gaardsgutten Ole til at kjøre mig de tre, fire før- ste Skifter." - - - - - - - - - - - - - - - - Faste kom Gang paa Gang ned fra Arbeidet om Eftermiddagen og slængte af sig sine Betragtninger . . . "Snurrigt - Mærkeligt . . . Det maa jo altsaa virke- SIDE: 490 lig være saa, at slig en Kjærlighed kan ødelægge, - slaa ihjel et Menneske som en Flue! . . . Det var da som Pokker - faa et helt Liv, en hel Fremtid øde og tom for bare . . . Saadant noget virkelig indgaaende i Livets sunde Regelmæssighed? . . ." Der var sat noget igang hos ham . . . Og atter og atter faldt han hen i Funderinger ovenpaa . . . . . . Som nu han selv og Bera, - at det for Eksem- pel med engang skulde kunne falde slig i Baglaas, at han fik sin hele Fremtid stængt, - tom, - vendt som en Bøtte, med alt, hvad han skulde udrette . . . Navn, Ære, - og alting! . . . bare fordi hun finder paa at være trodsig, - ikke vil, - siger nei? Du Faste, - spurgte han sig selv pludselig. End om hun faldt paa at gifte sig med nogen anden? . . . Det gjør hun i al Evighed ikke! Bli Forræder . . .? Han maatte gjentagende stirre ind i dette . . . Bera . . . han smilte og rystede paa Hodet. Der staar skrevet paa hendes Pande, at hun elsker Aand. Hun skinner som et hvidt Bjerg over dem allesammen . . . "Bera Gylling, - Bera Gylling . . ." hørte Bera plud- selig bag sig, som hun kom ud fra Søstrene Evensen i Kirkeristen, - "gak ikke saa travlt optaget av, hvor- med Du skal klæde Dig . . . Jeg siger Dig, idag smel- der det første Skud af den ny Tid over din Fødeby. Det er, som jeg har sendt en Hagelladning op i et gammelt Kraakerede, - nu flyr de iveiret . . . Naa ja," - han drog Avisen op af Lommen og læste: ""Der er i disse Dage paa Hr. Forlands Initativ sam- mentraadt en Komité - væsentlig af Tomteeiere paa Forstranden og Tangen, - for at overveie den prak- tiske Mulighed for Anlæg af et Badested i større Stil. Det er en Plan, om hvis Udførbarhed der vistnok vil SIDE: 491 herske forskjellige Meninger; men som ialfald nu er saavidt fremført, at den tør taale Diskussion. Og an- tagelig vil den faa sin alsidige Udredning fra Hr. For- lands Side i det Møde, som er berammet til at afholdes i Byens Klublokale imorgen Aften."" "Kapteiner og Styrmænd, som har været ude tilsjøs, har ikke fulgt med, ser Du, saa for dem maa Sagen tages op fra Grunden af. Og kjede maa jeg heller ikke. Og parat til at møde Indvendinger maa jeg være . . . At staa saadan med alle Hoderne lige foran og under sig! - Jeg prøvede det for en fjorten Dage siden nede i Skolehuset paa Tangen for Smaafolkene der, - det var lidt af en Rus, hvori alle Evner var saa for- underlig oppe . . . At staa slig og skyde ud Tanken og lade Ordet synge som Lyden af en Buesnor! . . . Jeg har ligget i flere Timer inat og holdt Talen, hvorom alt skal grupperes . . . Og kommer formodentlig til at præke videre inat ogsaa . . . Men mærkelig er det at kjende, at her er kommet noget som Stemning og Bør i Seilene - Og nu, Du, hilser de - Bøckmann, Anton Rist og Simonsen - langt inde fra sine Frakker og Tuluper. Ja lige til gamle Salvesen, saa vinker han faderlig ven- lig med Haanden og gratulerer med Avisen idag! Og saa kommer det lige efter forhippet interesseret: Ikke hørt noget endda fra Gamlingen? - Onkel Joel? . . . Og saa bekymret: Det var paa den høie Tid, at Dok- toren endelig fik ham til Syden for denne slemme Bron- chiten . . . Og Deres Mor har heller ikke hørt noget? . . . Det er og blir nu det mærkværdigste alligevel, om Onkel Joel har spyttet mere eller mindre. Havde jeg kunnet sætte Spyttebakken paa Torvet saa!" Bera lo. "Og Johannes Bøckmann, min gamle specielle Uven, var følsom, Du! - betrode mig, at der var som et helt tomt Rum i Byen efter gamle Joel, vant, som man var til at se ham stabbe nedover Gaden til Banken i den lange blaa Frakke og den flade Hue . . . Dette, at Mor SIDE: 492 er Onkel Joels Stedsøster . . . De skimter os allerede i Aanden halvt som Arvinger. Hvilket for mig nu kan være en noksaa nyttig Formodning . . . Den samme Tanke gjærer paa Bunden hos dem allesammen: Han skulde vel, for Pokker, ikke raade over Udsigter til at drive Affæren? . . . Ja, saa staar det nu. Men dette er bare Forberedelsen, det første Varsels- Skud - Og saa dundrer der snart nok et i Skikkelse af en hel ordnet Indbydelse til Aktietegning. Og da skal jeg lave dem et Prospektus, kan Du tro! - et Fremtidsspeil, saa de næsten, næsten kan gribe i det med Hænderne! De skal faa se sine egne Holmer og Skjær ligge derude saa henførende, som var de "de saliges Øer" - med Villaer og Lystjagter foran fra Alverdens Lande. - Mægleren udfører den forret- ningsmæssige, nøgterne Grundmaling holdt i den solid- vederhæftige, forsigtige Stil og knappeste Udtryk . . . Jeg ser paa Dig, Bera, at Du mener, dette er Hum- bug, - Svindel . . . Men, da vil jeg svare Dig, at saa- dan, som jeg beskriver det, saadan ser jeg det, - ikke en Farve er overdrevet! Jeg har snarere ikke vovet at gi' min inderste Tro paa Sagens Fremtid stærkt og varmt Udtryk nok." "Havde Du blot været alene om Planen, Faste! saa fik jo Folk dele din Tro eller lade være. Det er en ren, ærlig Sag det. Men denne smudsige Mægleren!" "Altid denne skrækkelige Mægleren! Den, som vil over Sølen, faar finde sig i skidne Sko." "Du siger selv Sølen, Faste!" "Tror Du nogen, som har ført noget frem i Verden, har brudt sig om lidt Skvæt paa Støvlerne!" "Ja, det var nu ikke egentlig Skvæt paa Støvlerne, jeg mente." "Nei, - paa Samvittigheden naturligvis . . . natur- ligvis. - Men vil Du vide Besked om, hvad min Sam- vittighed siger, Du, - den anbelangendes, - saa ikke bare siger, men skriger den, at, om jeg opgav det, jeg SIDE: 493 nu ser saa tydelig klart for mig, saa afsatte jeg mig selv fra den Bestilling at være Faste Forland!" Bera stod og saa ud for sig . . . "Kjære Faste, - jeg kjender Dig jo saa godt, - nu er Du med al din Sjæl og glødende Interesse dalt ned i denne Badeanstalt. - Nei, nei, det er intet for Dig! - passer ikke . . . Se Dig gaa der som Badestedsarran- gør eller saadan en Anstaltens Far og snakke og be- handle lutter Smaapraktiskheder, som alle de andre er klogere paa end Du . . . Jeg siger Dig, Faste, Du kommer bort i dette, - din Natur forurettes! - Skal Du kanske passe paa Serveringen og Regningerne ved Table d'hôte ogsaa - og kontrollere Opvarterne. - Og saa holde Tale paa Festdagene! - Kast det, kast det, siger jeg Dig, Faste! - Aa, gid Du tabte imorgen Aften, - jeg skulde bli saa glad, saa glad -!" lød det ude af sig. "Jeg véd altsaa nu, hvor jeg har Dig, Bera! - Ta- ber jeg, maa Du lade Dig ordentlig, nøiagtig berette alle mine Fiaskoer imorgen, - helst af denne Ek. - Og om, hvorledes jeg tilslut stod der bleik og ræd og maalbunden - og saa luskede af . . . Jeg ser Dig alt saa glad, saa glad, som Du siger! . . . Eller ogsaa faar Du kanske den Sorg at høre det modsatte, Du, - at denne Faste Forland sad inde med slige Herrekort af Argumenter og klemte saa paa, at Kvælden blev hans! . . . Men ét," - hviskede han hende i Øret, som han tog til Hatten og forlod hende, - "ét skal Du hede i Dy- bet af min Sjæl, - og det er Forræderen, som sveg sin Ven! - -" De sad sammen om Aftenen, Fru Forland, Sølvi og Agnete . . . De næsten kun hviskede, og det blev tyst i lange Mellemrum . . . En Haand eller et Hækletøi viste sig undertiden in- SIDE: 494 denfor Lysringen fra Lampens rosenrøde Florshæng . . . Stemningen blev mere og mere trykket nu, det led over Ellevetiden. Imellem slap Fru Forland Strikketøiet ned i Fanget og lyttede, og fo'r Sølvi hen og saa ud af Ruden ned mod Byens sidste Gaslygte . . . . . . Af og til en fjern, ensom dinglende Dombjelde nede i Veien . . . Nu pludselig tre, fire Slæder efter hinanden opover i stærk Fart med høilydte Stemmer og Piskesmæld - Det maatte være nogen fra Storgaardene deroppe, som hastede hjemover fra Klubmødet? . . . . . . Atter to Slæder i langsommere Dilt - Sølvi fo'r hastig ud i Gangdøren og lyttede . . . . . . Nok en Slæde med en høit syngende Mand i . . . Saa blev det helt stille, - ikke en Lyd nogetsteds fra i det hvide Maaneskin . . . Sølvi gik igjen ind i Stuen. "Faste maa da engang komme," - sa hun bortle- dende, - "vi faar vente en Stund endnu, Mor . . . . . . Saa har vi hele halve Byen oprørt og fornærmet. Det er det, Falkenberg skal virke i!" - undslap det hende noget efter haabløst, som Slutningen paa hendes Tankegang. - "Om vi bare kunde flytte til en anden By, Mor, - og ikke dette Huset her holdt os saa fast!" - mum- lede Agnete. "Stakkars Gutten . . ." sukkede Fru Forland, - "han skal vel igjen skuffes! . . ." Der drog sig mere og mere det samme resignerede, solløse Mismod over de tre Ansigter. Agnete tændte alt Lyset i Stagen for at følge Mode- ren til Sovekammeret, da Sølvi sprang op . . . Et Par Galoscher spændtes af ude i Gangen, og ind kom Doktor Falkenberg, tørrende Sveden efter den hurtige Gang. Fru Forland glemte at besvare Hilsenen, medens hendes store Øine løftede sig op mod ham. SIDE: 495 "Du kommer fra Mødet?" spurgte Sølvi aandeløs. "Ja, - det er over nu -. Lad mig saa med engang sige Dem, Fru Forland, at Faste ialfald ikke er slaat ihjel." Der blev tyst. Øinene hvilte i Uvished paa ham, og Ansigterne ligesom trak sig ind i Mørket, indtil Sølvi trodsig udbrød: "Nei, de kunde jo ikke ta Livet af ham heller!" "Jeg tænkte mig, at I sad oppe her og ventede og tog mig en Sviptur i Maaneskinnet for at underrette Jer. Faste blev optaget af at diskutere Moloen med Havnedirektøren." "Havnedirektøren?" - udbrød Fru Forland, - "ind- lader han sig -" "Ja, De kan saa spørge, Fru Forland; og jeg kan saa- mæn sige, jeg er faldt i flere Forundringer iaften, - ikke mindst over min Hr. Svoger. Jeg kunde sagt, at Faste var original, egen, kanske lidt konfus -" "Sig meget, Du!" - forlød det fra Sølvi. . . . "kommer jo ofte med det sidste først -" "Ja-h, - den ene Idé fortrænger den anden," - erkjendte Fru Forland ulykkelig, - "han har saa for- meget i Hodet . . ." Hun havde en Mine, som skulde hun nu modtage Slaget, det egentlige Budskab. "Nei, Frue, - det er nu ikke min Mening - efter dette iaften. Den, som stod der i Mødet og talte og for- klarede sine Tegninger og Planer for Stadskonduktø- ren, Havnefogden, Byens Konsuler og hele Raden af dens yngre Forretningsmænd, - var en veltalende, klar og myndig Herre. Han begyndte rigtignok saadan lidt bagvendt og keitet, undertiden som lidt i Bête; men blev saa stadig ligesom hændigere og fingerfærdigere, indtil det viste sig, at ethvert Modargument ubønhørlig blev slagtet. Han hele Tiden ligesom voksede; - jeg mindes ikke at ha set slig Sjælemagt lyse ud af Øinene paa et Menneske! . . . Naar jeg hilser paa ham imor- SIDE: 496 gen til hverdags, tænker jeg, jeg kjender ham ikke igjen," - spøgte Doktoren. "Hører jeg ikke som et saa godt Haab i selve Deres Stemme, Doktor!" - udbrast Fru Forland med lysende Øine. "Ja, snakke kan han," - mumlede Agnete. "Men javist er det underligt, hvorledes Skjæbnens Veir kan veksle over en Sag," - fortsatte han. "Iaften syntes man pludselig slet ikke saa vantro eller saa uvillige til at støtte Sagen . . ." "Hvad siger Du?" - brast det ud fra de tre Munde paa engang. "Ja, og det første Skridt vil da antagelig blive at for- søge Sagen udlagt til Aktietegning." "Antagelig . . . Aa Du vêd bare ikke, Falkenberg, hvor høflige Folk er i denne By," forlød det fra Agnete. "De siger én saa nødig nei ligefrem i Ansigtet." "Mit Hovedindtryk er ialfald," - erklærede Dok- toren, - "at her fra Mødet i denne Aften vil indtræde en hel Vending i Opinionen . . . Gamle Ordfører og Rebslager Tryggesen stod der jo dybt oprørt paa Byens Vegne og udtalte, at til denne Dag var dens Velstand bygget op af det forsigtige, sunde Forretningslivet. Men af bare Forhaabninger og Svindel og den Slags lod der sig intet reelt udspinde for Fremtiden, - ialfald ikke paa hans Reberbane! Men da reiste Waggestad paa Wold sig . . . Under- lig nok," - grublede Doktoren, - "der gives visse forbeholdne tause Sjæle, som har siddet i Distriktet i et langt Liv og mugget Penge sammen, indtil Forestil- lingen om deres Formue er naat til det rent ubegræn- set mystiske. Naar en saadan stum Fyr saa tilslut pludselig eksploderer og siger: "Jeg gaar med!" - saa føles det som et høitideligt Tryk gjennem Salen, og som en ny Vished er født. De Ord var som Beslaget og Stemplet paa Aftenen! - Og de laa der nu med Hoderne op i Tegningerne og udbad sig Folklaringer den ene efter den anden . . ." SIDE: 497 "Men saa kan vi jo glæde os i, at Faste virkelig har fundet Indgang, - det er aldeles intet Nederlag!" - udstødte Fru Forland. "Aa, Mor, det har jo været disse evige Skuffelser! . . ." ivrede Agnete. "Men Dig og mig har han altid kunnet snu Hodet rundt paa. Det var bare det, at vi bestandig, bestandig saa, at ingen anden trode." "Ja nei, om jeg heller har tvilt paa Faste, Mor, - havde vi bare været i en anden Verden," - forsvarede Sølvi sig. "Og min Stilling til Sagen," - lo Doktoren, - "har jo altid været den samme. Jeg har intet imod at være Direktør for en stor Badeanstalt; men meget imod at bli trukket ind i et Foretagende, der kunde blive staa- ende paa Halvveien som et ufuldført Projekt." Der var kommet et eget Liv i den af Lampens røde Skjær halvlyse Stue. Aftenens Begivenhed var gaat hver især i Blodet . . . Og nu forlangte Doktoren, at Sølvi skulde ta Hat og Kaabe paa og gaa en Tur med ham ud i Maaneskin- net. Det var, som der ogsaa forelaa noget nyt for dem . . . "Forland! . . . Hr. Forland! . . . Faste Forland . . .!" gjentog tre fire lystige Ungpigestemmer deres Raab op igjennem Rummene i det halvfærdige Hotel. "Kommer I for at inspicere Bygværket?" - raabte Faste; han viste sig udaf en Vindusaabning i anden Etage. "Javist!" - svaredes der. - "Min Far er jo Aktie- eier, saa vi maa kontrollere." "Kom op og se det rullende Hav! Jeg skal hjælpe Jer i Trappen, der er ikke kommet Gelænder endnu." Han tog Tag i dem og svingede dem ved Haanden over de øverste defekte Trappetrin . . . Op, - op, - op, - op, - kom de alle fire . . . SIDE: 498 "Det skal bli daddelløst altsammen til næste Som- mer. Det er bare Udsigten, jeg ikke kan forbedre, den er fiks og færdig . . . Nei, nei, Kirsten, gaa ikke der. Naar den kalkede Stigen er stillet der foran Dø- ren, saa er det, fordi Verandaen derude er ufærdig, - saa jeg maa be' Damerne tækkes med de aabne Vindus- poster . . . Vogt Kjolerne -" "Og dette inviterer han os paa, Tona, - vi, som er født og baarne ved den Udsigten!" "Ja Du, som vi ikke har den fra Vinduerne hjemme allesammen, - bare lidt vakkrere. Jeg trode virke- lig, Du havde noget rarere at byde os, Faste." "Der styrer en Damper indover mod Havnen, det er dog altid noget . . ." indrømmede Kathinka. "Aa ja, noget kjedeligt noget," - medgav Kirsten. "Disse Dampskibe, som kommer indom og ligger og piber og uler paa Havnen en halv Times Tid med Kom- mandobroen besat af Turister, som beglor os gjennem Reisekikkerter og saa farer afsted igjen!" "Men Du, Laura! - skulde vel høfligst ha noget smukt at sige." "Aa, Laura Groth, hun er fra en anden By, hvor de ogsaa synes, at deres eget er det vakkreste; - men næst den, saa -" "Skjærene, som bryder derude, gjør Horisonten saa underlig dyb, saa man ligesom ser saa langt," - ytt- rede Laura, som stod hensunken i Udsigten. "Der kom da det første fornuftige Ord, jeg endnu har hørt af Jer," - undslap det Faste. "Du glemte Maagerne, Laura! naar vi altid kunde holde dem flyvende mod Himlen i passende Afstand . . . Aa, hvor vi kan Ramsen Du . . . Faste havde faat det altsammen saa skjønt op paa sit Prospekt ivinter. Der staar det at læse alt, hvad vi her i Byen har at sige til fremmede om den Ting . . . At vi kjeder os, saa vi kan skrige, og tit kunde ønske os til en anden By, stod der ikke noget om." "Tykkes jeg ikke for engangs Skyld at høre Visdoms Tale fra dit lille Næb, Tona!" - udbrød Faste. "Jeg SIDE: 499 spør kun, hvi kjeder I Eder, Smaapiger? . . . Fordi I ikke vil more Jer! . . . Jeg har nu for Eksempel en Idé, som vilde være Pokker saa god, hvis jeg bare kunde forlade mig paa, at I virkelig var til at lide paa - Jeg kan sige, jeg grubler og grubler paa den, og at den snart nu koster mig mere Hovedbrud end hele Badestedet. Jeg stod saamæn og tænkte paa den, da I kom. Og, kort og godt, Byens unge Damer indgaar som et helt betydeligt Led i det . . . Bli nu bare ikke forskrækket. Husker I al den Snak, der gik om Fjælebodtheatret i sin Tid?" "Gud, det paa Forstranden!" - besvartes det tre- stemmigt. "Javist ja, det paa Forstranden. Men, det var bare Kimen, saa at sige Frøkornet, som blev lagt i Mulden for at modnes. Nu er Idéen vokset op i en høiere Etage . . . Badegjæsterne trænger Adspredelse. Nu vel, saa gjør vi et Privattheater, hvor Badegjæster og Byens unge Kræfter kunde slaa sig sammen om at opføre Skuespil, - og indlemmer det i Badeanstalten pudset og malet med Kulisser, Teppe og Bænke, som et andet ordentligt Sommertheater . . . Om Vinteren raar vi saa Grunden alene." Der klappedes i Hænderne: "Faa det istand, Faste . . . Faa det endelig istand . . . Men Aktieeierne, Du?" - Blikkene røbede en vis Van- tro. "Aa for det, saa er den lette lille Bygning med Ud- styr det mindste. Vanskeligheden ligger i at skaffe egnede Stykker, smaa og korte, men ægte. - med Pointer i, saa de spillende kan ha Tilfredsstillelse af at udføre dem, og Folk paa det Dannelsesniveau, som Badegjæster vanlig, kunde bli interesserede." "Nei for en Idé! - Gud for en Idé!" - lød det atter trestemmigt. "Men saadanne Stykker Du - hvor ialverden . . . Man maatte faa nogen i Hovedstaden til at -" "Forskrive dem fra Hovedstaden? - Nei Tak, Reper- toiret skal jeg tillade mig selv at skaffe. Det gjælder SIDE: 500 bare ikke at slippe Hodet for haardt løs paa det. - Jeg mente, vi skulde faa istand noget med Aand og Gnist i." "Naa, der blev saamæn Dragter at tænke paa . . ." udbrast Tona. "Græsselig Moro, Faste!" "Jeg er saa vis paa, at der findes mange gjemte Ta- lenter, som paa den Maade kunde -", udbrast Ka- thinka - "Ja jeg ogsaa," - ivrede Kirsten, - "jeg er saa sik- ker paa, at -" "Aa, jeg véd godt, hvad Du mener," - faldt Tona ind, - "de sorte Øinene dine . . . denne Zigøinerpigen, som Du sværmer saa for! - Jeg er nu ikke saa vidtløftig i Hodet. Men jeg har ofte tænkt paa, at det skulde være uhyre morsomt virkelig at faa prøve en Soubret- terolle med Sang, - smaa Kupletter . . . Du snakker om Næbbet mit, Faste." Laura Groth stod taus og stirrede ud med sin ud- prægede Profil som en Buste i Vindusaabningen . . . "Ja-h, der kunde findes mangt et gjemt Talent . . .!" udtalte hun med en egen pludselig Reisning af Hove- det og en Geste, der gjorde Faste opmærksom. "Ja, hvad synes De om Idéen, Frøken Groth?" - spurgte han. "Jeg? - Jeg undres blot paa, hvorfor Menneskene ikke har fundet paa noget saadant før." "Som Theatret? - Hvad? - det tiltaler Dem?" "Ja mig! . . . de har sagt, jeg var theatergal. Oppe paa Borg i Julene gav vi det ene Stykke efter det andet." "Og De spillede?" "Aa, - alt, hvad der skal en Næse til og en Figur, som kan skabe sig baade ret og krum - efter Om- stændighederne fra gamle Hekse og Spaakoner til Ma- ria Stuart og Statuer i Transparent af Juleenglen, som besøger det fattige Hjem." "De har, hvad man kalder Theatermaske," - ud- brød Faste pludselig glubende interesseret . . . "Ja, hvad siger I," - sprang han pludselig op, - SIDE: 501 "om vi fem her nu danner Begyndelsen til en hem- melig Theaterbande? . . . Jeg skaffer Stykker, som I studerer for at spille, naar Tiden kommer. Og saa hverver vi i al Tysthed andre med, som vi kan tænke os, duer." "Hanna Brinkmann maa vi ha med," - paastod Kirsten. "Ja, og Fredrik Kjørboe og Einar Berg! - dem paa- tar jeg mig," - erklærede Tona. "Og Dina Breder da . . . og Herman Vik," - ud- fyldte Kathinka. "Da tror jeg ikke paa Hemmeligheden, skal Herman være med . . ." "Og Taushedstegnet mellem os skal være to Fingre paa Munden," - foreslog Faste. "Er det vedtaget?" "Ja, - Javist," - lød det fra alle. "Det blir gruelig morsomt." "Rent ud en hel ny Oplevelse!" "En hel ny Interesse istedetfor dette evige samme Vinterleben." "Men kjære, - glemmer vi ikke Bera Gylling!" - raabte Kirstine midt i Begeistringen. "Naturligvis ja, - uden hende gaar det ikke!" Fastes Ansigt blev pludselig stramt: - "Bera . . . Frøken Gylling . . .?" Han fik et raadvildt Udtryk . . . "Jeg synes nu, at vi fem her skulde holde os strengt som den underjordiske Bande og høist bare opta en og anden efter fælles Overlæg." "Og ikke Bera . . .?" raabtes der, - "umuligt!" "Skal alle Byens Kapaciteter være med," - tog han i, - "saa mistes det pikante ved at være en underjor- disk Bande! - Frøken Gylling har saa mange præg- tige Egenskaber; men ét passer hun ikke til, og det er at være hemmelig Oprører . . . Hun hvisker aldrig. - - Og i Himlens Navn, mine Damer, nogen maa vi da ogsaa ha' at holde Sagen hemmelig for . . .! Og nu gaar vi sammen opover Gaden," - foreslog han, han havde faat som en Ilfærdighed paa sig . . . "Jeg er den travle Arbeider, maa I vide." SIDE: 502 "Ja, Folk skulde ane, at vi gaar her som Trup og følger Theaterchefen!" - hviskede Kathinka med et Blik op mod Konsul Rists Vinduer. "Jeg har en Følelse af, at dette blir en Mærkedag i mit Liv!" - sa Laura . . . "Og, De kunde ha en Rolle for mig, Hr. Forland?" - lød det lavt. "Ikke én, jeg har to, - aldeles ypperlige." "Det er en saadan underlig bange Følelse at ha væ- ret nær en Kraft, som tar større Maal, end Folk ellers tør i dette sørgelige, smaalige Liv. Jeg kommer til at tænke paa disse store, som murede og byggede med den ene Haand og skabte Kunst med den anden . . ." Hun gik rank og fast i Gangen og viste Buste og Profil. "Staa stille, Frøken Groth," - udbrød Faste pludse- lig, - "behold det Udtryk! - Det er akkurat min unge Pige, som sidder paa Krudttønden og truer med at tænde an . . . Lidt underfundigt i Minen, - eftersom hun véd, at Tønden er tom. Det er et spændende Øie- blik, mens det staar paa, om Listen lykkes, og de fal- der tilfode . . . Nu forstaar jeg mig paa Deres Ansigt og skal tillade mig at være Deres Instruktør . . . De er et Fund, - et rent Fund! - Jeg maa faa snakke med Dem mere, - studere Deres Maske! - Jeg siger Dem, i Dem har jeg fundet Hovedstøtten for hele Theaterfore- tagendet, - den, som skal bære det frem! De skal bli min General paa den Kant; med Dem skal jeg seire!" - lød det henrykt. "Jeg har en Følelse, som jeg gaar ved Siden af en Fos, der river alting med sig," - hviskede Laura. "De har en Evne til Syn - Forstaaelse, Frøken! - Og Vorherre har sat et Ansigt paa Dem, som skulde svare til en Pokkers Natur . . . Saadan en stenfast Mine og dette Lune bag den!" "Jeg, stakkar! - jeg kan kun føle og beundre det usædvanlige." ". . . Og Chefen følger vi blindt," - erklærede Ka- thinka. Tona gik med Parasollen paa Nakken langt inde i en Soubretterolle og nynnede indvendig . . . SIDE: 503 Pludselig lagde hun de to Fingre paa Munden og saa betydningsfuldt paa de andre. Der om Hjørnet kom Bera Gylling - "Vi har været oppe i Hotelbygningen og inspiceret, Bera!" - raabte Kirsten tungefærdigt. "Storartet, Du! Ja, Du har vel set det?" "Nei Du, saadant har jeg ingen Sans for at se paa, før det er færdigt," - sa Bera. "Bera Gylling er en Dame, som vil ha Faktum helt utvilsomt, før hun vover at sætte Foden paa det," - bemærkede Faste. Deres Blikke mødtes som to stumme Mure. "Er det ikke, som det regner med Komplimenter straks, Du viser Dig, Bera!" "Du maa tro, jeg ogsaa paaskjønner dem, Kirsten." "Bera Gylling og jeg er kjendte fra gammelt, maa De vide, Frøken Groth," forklarede Faste, - "helt fra den Alder, da vi legte Enkemand og Enke! - De skulde bare vide, hvor ofte jeg har gaat, - nei løbet den Vei der opover til Gyllings med en Tanke og saa vendt tilbage med den omgjort til Luft - blank - væk! . . . Hele mit Foretagende nu er da ogsaa bare Luft for hende - ikke til." "Jeg vidste ikke, Du var blet saadan Spøgefugl, Fa- ste!" - lød det koldt fra Bera. "Da syntes jeg, det maatte være en underlig opløf- tende Følelse saadan at se Tilblivelsen af noget nyt og stort i éns Fødeby," - udtalte Laura. "Men er det ikke Geniets vanlige Lod at forarge dem, som har set det hjælpeløst og ydmyget . . .?" Bera saa pludselig opmærksomt paa hende . . . "Evnen til Forstaaelse fødes af Længsel; - men, hvor nichts ist!" - henkastede Faste infernalsk. "Bare den usædvanlige Personlighed, synes jeg, maatte vække Tanker . . ." la Laura grublende ind. "Ja, véd Du hvad, Laura," - raabte Kirsten, - "her i Byen har da alle set, at Faste var en Raring. Men, hvad der skulde komme ud af det, har først vist sig nu!" SIDE: 504 "Der traf Du det, Kirsten!" - lo Faste. "Det er egent- lig saa, min gamle Veninde Bera Gylling ogsaa har ræsonneret, - kun er hun en forsigtigere, dybere Na- tur, saa hun maa be' om at faa det helt færdigt først." "Jeg tilstaar," - sa Bera med et underligt Smil, - "jeg gik saalænge i den enfoldige Illusion, at Du skulde skyde Pile, der gik høit over Badebygninger og sligt! Og, som Du siger, Faste, jeg er saa tung, - har saa liden Evne til at skifte Tro og Overbevisning, saa jeg næsten ikke faar det ud af mit Hode endnu." "Kjender det igjen; kjender det igjen . . . Det er det gamle. Gud véd, hvad Du vil ha mig til at fordufte i! - Og jeg maa desværre forarge Dig med det Faktum, at Foretagendet gaar, gaar for fulde Seil, - saa de Pile, Du snakker om, har ialfald truffet i Blinken!" - sa Faste stærkt. "Ja, jeg hører ikke andet om Dagene end om Byg- værker og Pavilloner og Badehuse og Avertissementer og Reklamer i Udlandet, - saa vi er jo ligesom alle med i Farten," afbrød hun let nikkende og fortsatte sin Fart nedad Gaden. Faste saa sig en og anden Gang distræt tilbage, som med en Tanke paa at vende om og følge efter hende . . . "Aandens Kraft maa dog vise sig i et eller andet syn- ligt Maskineri," - optog Laura det igjen. "Ja, Farvel mine Damer, - Forretninger, - Forret- ninger . . ." lød det fra Faste . . . "Og saa kommer vi snart og inspicerer Hotellet igjen," - vinkedes der hemmelighedsfuldt, idet de alle fire pludselig lagde to Fingre paa Munden, og Parasollerne slog Skjoldborg om et fælles Krigsraad. - - "Stop, stop, stop, - Pokker til Fart paa den Forland!" - Gamle Konsul Klüwer holdt nede i Ga- den Stokken op mod ham . . . Aktierne er steget igjen, Far! - Kommer netop fra Mægleren . . . Det gaar, som en Snebold. De, som kjøber, græder, fordi de ikke gjorde det før, og de, som sælger, ler og stryger Profi- ten i Lommen med Glans . . . Jeg var saamæn ogsaa inde i Böckmanns Bank for at hente mig lidt af Glæ- SIDE: 505 den. Men nu var der ingen at faa længere . . . Men-æ - men-æ," - han plirede Faste ind i Øinene, - "er der noget i det, - det svævende Rygte, at Aktietegnin- gen skal udvides?" "Kan ikke tjene Dem i at svare paa det endnu, Kon- sul Klüwer; men det, som er vist, er, at jeg behøver Penge . . . Det viser sig nu, at vi maa ha en helt ander- ledes europæisk anlagt Park med dækket Spadser- gang, Pavillon, Springvand og sligt." "Ja ja, Hr. Forland, vi gamle stabber, og I unge springer. Vi kommer altid for sent, - som jeg nu til Aktierne . . . Saa-saa? - Park, Pavillon og," - hans Pande rynkede sig under Forsøget paa at erindre op Resten. "Goddag, Forland!" - lød Havnedirektørens Stemme fra den anden Side af Gaden. "Jeg kan hilse Dem med at hele Havnekommissionen med samt Toldinspektø- ren og Disponent Ek er enstemmig for Koncessionen paa Moloanlægget!" Gamle Klüwer blev staaende i Positur med Stokken plantet ned i Brostenene: "Byens Mirakelmager, De!" - udstødte han . . . "By- ens Mirakelmager!" - han stolprede afsted. "Apropos, Forland," - sa Havnedirektøren, som han strøg videre, - "har De Brug for en Seilbaad, saa lig- ger min ledig derude i hele denne Maaned. De be- høver blot at sende Bud . . ." Nedover Gaden sendte Faste nu og da et Nik op til første eller anden Etage, hvor de hilste ned til ham. Han kjendte jo Familierne saa inderlig godt. Blot, at han i gamle Dage havde set dem paa Vrangsiden. - Nu først var han kommet til at kjende dem, som de virkelig var . . . Saamæn, ikke saa ramsvarte endda! . . . Blot lidt Forstaaelse, en lidt heldig Position, og man er over paa Solsiden af dem . . . Disse stakkars Men- nesker, som gjerne vil baade være lykkelig og gjøre lykkelige; de har bare ikke Evner til at se, hvad der bor i hinanden, og saa vender de Mistænksomheden og SIDE: 506 Frygten til og gaar der og samler Ondskab og plager og piner og klyper hverandre som Trold, saa det til- slut blir dem en Vellyst . . . "Faste, se her," - raabtes der pludselig, - "den store røde Noterblyanten din, som Du glemte igaaraf- tes . . . Jeg kaster den ned til Dig . . . Saa ta da!" Mina Lüders stod i det aabne Vindu og kastede den ned til ham med samme Sikkerhed, som de i Gutte- og Smaapigedagene havde haandteret Bolden. "Og hvordan staar det til hjemme?" - forlød det fra Fruen, som heldte Hodet ud. "Og med Sølvi?" - fulgte det med en vis Bekymring. "Tak, bra vel . . ." Han hilste kort og fort som den kjendte Ven og føg videre . . . Nede paa Bryggen stod tre fire af Byens yngre For- retningsmænd sammen og snakkede og spyttede i Sjøen . . . Johannes Böckmann, Søn af Bankchefen, nu selv- stændig Grosserer i Tran og Fisk, løste sig ud af Klyn- gen og mødte ham vinkende paa langt Hold: "Gratulerer! - Mærkeligt Menneske! - Aktierne sti- ger igjen . . . Var der ikke i gamle Dage nogen, som kjørte med Seiersvogn, Du, og bestandig vandt, - eller noget sligt . . . Saa kanske han kunde bruge min Tran til at smøre Aksen med, mente jeg, - for den staar fortiden høist skidt! . . . Eller, kan Du ikke laane mig Hodet dit et Øieblik, Faste, saa jeg kan finde paa no- get, - for slige simple einfache Udveie, som at smøre i dem Tran af Spæk og Kobbe for Levertran, duer ikke længere - . . . Men, hvad jeg vilde sige, Faste, - nu falder Stemmerne paa Dig til Bestyrelsesmedlem i Handels- standens Forening . . . Du behøver ikke at gjøre noget, - bare være til, Far! - Det er denne Seiersvognen, ser Du . . . Faktisk er Du nu Chefen for os unge, og vi er da enige om, at kjøre Dig ind i den ene Direktion efter den anden, saa det skal bli Dig i Spidsen for os yngre, som staar for Roret i denne By. De gamle faar væk! SIDE: 507 - En ny Tid faar ha ny Mænd, - det er Faneløsenet nu over hele Jægta. - Det skal ikke bare gaa med Damp, men med Elektricitet, Far!" "Det var da Pokker, hvor Du er kommet i Fyr og Flamme," - udbrød Faste. "Jeg tænkte altid, at der med Dig var født en solid Grosserer til Verden." "Da kan jeg sige Dig, Faste, at jeg altid har tro't, der var noget eget aparte ved Dig! - jeg har nu engang et vist Blik, ser Du. Det var bare om, naar Du fik rendt Hornene af Dig . . . Stor Begavelse, store Horn, véd Du, - ingen Begavelse, ingen Horn heller . . . Der har Du min Mening! . . . Men Summa Summarum: - Saadan at gaa og slipe i den gamle Gjænge med denne Tranen og Fi- sken, - tabe et Aar og vinde et andet, - det tar sig ikke rigtig ud længere slig, som Tiden nu blaaser! Det ligner noget at vandre med Fædrenes Nathuer nedover Ørene, - saadan en Dødningebørs . . . Ja! - saa har da tre fire af os besluttet at hive de gamle fedtede Femkort og begynde Spillet helt af nyt. Jeg for Eksem- pel anlægger nu for egen Regning en Chokoladefabrik og sammen med John Berg en ditto for Bruslimonade og den Slags . . . Og," forlød det hemmelighedsfuldt, - "saa har vi, jeg og et Par andre, vore Garn ude efter Skoglapper opover Bygden til et paatænkt Sliberi af Træmasse, der skal gaa paa Aktier. Saa Du ser, vi sætter ordentlig Damp paa, - Elektricitet, vilde jeg sige." "Men, hvor Pokker faar I Penge fra?" - udbrød Faste. "Pyh, - har man først noget at byde paa, gjøre med, - en værdifuld Idé, - saa kommer altid Pen- gene! - de flyder som Vand did, hvor de trænges, spe- cielt nu i Tider som disse! . . . Der maa Foretagender til for at producere de Renter, Kapitalen maa ha, skal den ikke krepere . . ." Faste vandrede opover grebet af en underlig festlig Følelse . . . Der var kommet Liv og Fart i Folk, - SIDE: 508 Arbeide og Penge . . . Byen var paavei til at bli en af dem, som gik foran i Landet! - Og hvad for Kræfter ligger der ikke bundne og knyt- tede paa et saadant gammelt Sted. Det er som Tøm- merknuden, der stabler sig høiere og høiere op og kan bero bare paa en eneste Stok, som maa løses - Men . . . men, - det dukkede frem for ham, - hvad mente Fru Lüders vel med at spørge saa efter Sølvi? - hun var da ikke af de syge eller skrøbelige! Han fik det med ét paa sig, at han vilde gaa op og forhøre hos Moderen. - - - - Derhjemme stansede han paa Gaardsrummet og hil- ste paa Ditlef, som under megen Anstrengelse og hid- sig Iver var optaget af at faa en strammet Klædessnor til at brumme. Han tog den mellem Tænderne og kneppede til begge Sider, som han vilde faa Tonen til at stemme inde i Hjernen. Af og til slap han igjen Snoren og udstødte et "Bum, - Bum" . . . som den regulerende Kammertone . . . - "Kirsebærtræet, Mor!," sa Faste, som han traadte ind, - "det plyndrer de da lige godt, enten jeg er med eller ei. Det ser saamæn nok saa ribbet ud." Faste havde ikke været hjemme paa flere Dage, holdt fortiden Kontor og bode nede i Byen. "Agnete og hendes Veninder ja," - antydede Fru Forland. Faste saa sig om med et eget granskende Blik: - "Kirsten Torp og Hanna Brinchmann og Bera og Dina Breder? - de gamle vel . . .?" "Nei, Bera! - jeg har ikke set hende paa længe - Du véd jo, Faste . . ." "Aa, hun er en umyg, firkantet steil Natur, er hun! - Blir hun uenig med mig, saa gjælder det hele vor Familie, - saa ikke alene Adjø Sølvi, og Adjø Agnete; men saa besøger hun ikke engang Dig mere, Mor! - Jeg tørnede mod hende idag igjen paa Gaden, det er som mod en Stolpe, man kunde kjøre Vognhjulet af paa . . . Bare mene som hun ja, saa blir hun deilig SIDE: 509 nok! Hun begriber rentud sagt ikke et andet Menne- ske." "Hun er saa ægte og dyb, Du," - yttrede Fru For- land stilfærdig, - "saa enkel og klar, Faste!" "Ja, og jeg er desværre saa mangfoldig. Derfor aar- kede vi hellerikke længere sammen." "Hun er stadig inde og ser til Sølvi, Du -" "Ja, det er sandt, - Sølvi, Sølvi? - Hvad er det med hende?" "Kjære Faste, Du véd da -" "Véd? - hvad -?" "At hun skal ha en liden." "Sølvi? - Nei det har jeg da aldrig -" "Hendes Figur har jo alt længe vist det," - anty- dede Fru Forland. "Nei, - det har jeg saamæn ikke set - Saa Du? . . . hun skal ha en liden. - Hvad! - Familien virke- lig skyde en Knop ind i næste Generation. - Snurrigt - en Efterfølger . . . Nok saa rart, Mor! . . . Har egent- lig aldrig faldt mig ind at tænke paa den Kant," - lød det, som han paa vanlig Vis begyndte at smaaplystre og drive ind og ud af Dørene . . . - "Saadan at se sig selv paa ny? . . . Det maa jo være en Slags Glæde i det, - høre sig selv lalle igjen og begynde at snakke og sige i al Barneenfoldighed saa kloge slaaende Ting, som én aldrig kan præstere siden, naar éns Hjerne og Natur er udskjæmt og fordummet . . . Saadant varer til én blir fire, fem Aar, ja . . . Men vil én saa ha op igjen Pryglene og Lektierne og alle sine Nødløgne og - al sin Bitterhed og Krænkelse og sit voksne Had, naar Verden paa det Sprog, Barnet saa tendert forstaar, lader Dig begribe, at Du er bare en høist overflødig og generende Lump . . ." . . . Eller sæt, der resulterede saadan én som Ditlef! - fortsattes Tankerne oppe paa hans gamle Værelse. - Vilde min Far sat ham i Verden? . . . - Det vil sige, Kjærlighedens Eventyr kan resul- tere i en Prins som i en Stodder. Det kan gaa ret, og det kan gaa feil i denne Verden . . . Kommer an paa SIDE: 510 Seierssælheden . . . Men en Mand vil ha den Prins, som skal arve Riget og fortsætte . . . Og sin Dronning ogsaa - Pokker til Menneske! - Han slog i Bordet mellem Papirerne og fo'r nedover Trappen, stak blot Hodet ind af Døren til Moderen: - "Jeg agter mig nu ned til Doktorens! - vil se til Sølvi . . . Risikerer da vel ikke at træffe nogen Bera der." - - Faste saa pludselig Laura Groth komme om Hjørnet og forsvinde inde i Papirbutiken; han vidste, hun var kommet tilbys igjen og blev mere og mere distræt, medens John Berg af Firmaet Berg han havde set Laura Groth komme ud fra Papirbutiken og hastede op Gaden: "Ser man Dem da engang igjen her i Staden, knei- sende Frøken!" - hilste han hende, - "jeg hørte for- resten igaar, at De var kommet." "Ja, deiligt, kan De tro at være her igjen," - lød det straalende, - "efterat ha gaat derhjemme hos On- kel og Tante i Smaastræv og Smaatanker, - skjænket The og skjænket Kaffe, skjærpet Kavringer, bagt Smaa- kager, hæklet Vinduspuder og pleiet og passet. - Der SIDE: 512 er et andet Liv her! - det skyder og spirer, som selve Vaaren laa i Luften." "Hvad? - Romaner, Frøken Laura, - De?" - afbrød Faste, idet han trak en Bog halvt ud af hendes Muffe. "Digternes første Fostre, Hr. Forland!" - raillerede hun. "Jaja, Frøken Laura, hvor mangen én har ikke red- det sit Fantasiliv ind i Leiebibliotheket eller - ruineret det der. Naar Virkeligheden blir for tør og Fantasien for udsultet." "Ja, men jeg er i ingen af de Tilfælde, haaber jeg." "Nei, De har Deres Leiebibliothek i Dem selv, De. Jeg skimter det bestandig, idetsamme jeg træffer Dem. De gaar og er nogen. Hvem Pokker var det nu idag, som kunde staa slig paa Butiktrappen og skue vidt og fjernt udover, før De igjen gik i Dem selv og ganske simpelt skridtede ud paa Fortoget?" "Kunde De ikke endnu galantere bruge Udtrykket - "langede ud" -" afviste hun med fortørnet Værdighed. "Vil De tilstaa, hvem De saa gav . . . Asta Konge- moder?" - "Aa nei, et saa fromt og frugtbart og tækkeligt An- sigt raader jeg ikke over. Mine Træk maa altid lidt paa sned og skjæve, skal der bli Karakter i dem." "Sigrid Storraade da?" "Mens hun dypper Kongen op i Baljen? - det kunde der ialfald være nogen Mening i. Men ellers vil jeg af alt sligt gammelt kjedsommeligt helst være Dronning Gunhilds Gespenst derude paa Mosen . . . Men allerhelst Troldkjærringen, som roder og graver i Asken . . . Kan De ikke gi' mig en saadan Rolle ogsaa at spille dernede paa Theatret?" Faste studsede. Der dirrede, hvad han aldrig havde opdaget før hos hende, en underlig dyb Bitterhed i Stemmen, og Øinene klippede blanke . . . Det gik med ét op for ham, at hun paa Dybet kunde gaa og føle sig ulykkelig ved denne sin "Maske". Hen- des i alle Træk saa udprægede Ansigt var kanske ikke ungpigeagtigt nok . . . SIDE: 513 Faste fik pludselig en Følelse af at ha for sig en Kvinde, som sørgede og var ulykkelig bag det leende lystige, hun var nødt til at opretholde for at hævde sin Plads i Verden. Her i Hverdagslivet, i det smaa - en Tragedie stor nok! . . . "Men skal jeg endelig ud med, hvad der bragte mig til at stanse derude paa Trappen," - vedblev Laura, som ud af det samme Humør, - "saa var det hverken nogen Dronning Asta eller Sigrid Storraade; men Deres Badehotel, som jeg faldt i Staver over! - Det stikker Taarnet op i Luften dernede saa festligt i Vinterdagen. Jeg kom med ét til at huske for mig Byg- ningen saadan, som den stod første Gang jeg var der- oppe, da der kun var nøgne Mure og Vindushuller, - saa saa tydelig for mig de to øverste defekte Fjæle i Trappen, som De halte mig over med sligt Sving . . . Og saa Udsigten, der fængslede mig i et Trylleri, jeg ikke kunde komme fra, - før jeg mere og mere maatte hænge ved en saa rar egen Mandsstemme bag mig, der suverænt snakkede og brød af, eftersom den behagede . . . Der var en saa underlig Selvfølelse og stod en saa- dan Kraft og Vished af alt, hvad der lød, som alle Indvendinger bare blev til at blaase af! - Det var De- res Introduktion hos mig, Hr. Forland, - jeg havde aldrig set Dem før." "Ja," - sa' Faste, - "nu snakker jeg igrunden med Dem hver Dag, Frøken Groth! - har en Rolle akkurat for Dem - ser Dem sige hver Replik . . . Om tre, fire Uger samler vi Banden til Prøver . . . De blir Hoved- hjørnestenen, naturligvis." "Aah, Hr. Forland! - dersom De vidste, hvor angst jeg blir." "De? - med Deres prompte Evne, - angst?" Hun rystede paa Hodet: "Nei ikke for de andre - Publikum -; men," - kom det nølende, - "for Dem!" "For mig?" "Ret som det er, siger De noget om Stykket, som jeg aldrig har forstaat. Og saa tænker jeg, jeg maa SIDE: 514 være gruelig dum og blir skjælvende bange for, at De skal mærke, hvor ubetydelig jeg er." "Dersom De vidste, Frøken Groth, hvordan jeg hø- rer Dem skrige til den gjerrige de Datterord: Kan Du ikke bevæges her, da er Du død i Hjertet, - et iskoldt Lig, som vandrer om!" "Den Replik tar jeg med mig og øver ind!" - ud- brast Laura. "Jeg føler mig nu ansat som den gjerri- ges Datter . . . Det er saa det sittrer i mig, - jeg er med, jeg er med!" - "Det sa' De daarligt. Stemmen tog det ikke fuldt . . . Om igjen: Jeg er med . . ." "Jeg er med!" - udtalte hun enthusiastisk og svin- gede med Muffen. "Tar De Del i Kanefarten imorgen Eftermiddag ud til Fredrikslund?" - forhørte hun lidt efter sagte. "Mulig . . . Jeg havde forresten ikke tænkt det eller indrettet mig paa det, - har ikke Tid til al denne Byens Selskabelighed" - "Det gaar ud fra Konsul Ristings," - oplyste Laura, - "og man tar med Kaffe og koldt Aftensbord, - naturligvis Champagne tilslut . . . Og Maaneskin hjem- over . . ." "Og jeg kjører Dem! . . . Saa kommer jeg! Saa kommer jeg!" - vinkede han tilbage i Fyr og Flamme og svingede Hatten. . . . Pokker til Fruentimmer, den Laura Groth! som hun forstod ham og havde Synet aabent for alt hans . . . - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - "Huf ja, - jeg er træt nu, Mor, af at dreie Møllen for Filisterne den ganske Dag," - udbrød Faste, som han kom hjem om Aftenen . . . "Mægleren kjøber og sælger. Byen turer. Aktierne stiger. Det gaar som Kjæpper i Hjul det! . . . Og nu kan jeg fortælle Dig, at Svoger Doktor ogsaa endelig har indset sin Fordel og lagt sine to tusind i Aktierne. Han behøver blot at spørge efter nu paa Lørdag nede hos Mægleren, saa SIDE: 515 har han alt tjent en vakker Klat uden at ha behøvet at doktorere for dem - Men Du Mor, naar en som jeg omgaaes Mammon den ganske Dag og stopper sig med Gevinst og Fordel som en Pølse, saa lærer man ogsaa den Dæmon ordentlig at kjende . . . Han er ganske mærkelig, Du! Man kan ikke bli træt af at studere ham i alle hans Bugter og Vridninger, - saa forskjellig som han fører Ordet hos de forskjellige . . . Og det er det pudsig tragikomiske ved Historien, at det er Mammon, som tar Manden, istedetfor Manden Mammon. Sig saa om en saadan Gjerrigbuk af et Menneskevæsen ikke fortjener at bli let ihjel . . . Og mellem os, Mor, saa kan Du vel skjønne, at det ikke er for Forretningers Skyld, at din Søn Faste kom- mer her Klokken ni om Kvældene og ber om Lampen og morer sig med at skrive paa sin gamle Hybel til to, tre om Morgenen. Jeg under mig simpelthen den For- nøielse at faa sat den Djævel i Transparent. Han er saa nederdrægtig komisk, og jeg faar ikke Fred før jeg faar sat Lyset ordentlig paa Fyren, saadan i et lidet Skuespil for Sommertheatret dernede. Jeg har ham aldeles paa Fingrene i Snak og Gebærder . . . Rigmanden, Pengeskraberen, hvis Familie er idyllisk opalet i den fineste Drivhusluft af ædle Fornemmelser, medens han selv er Byens første moralske Autoritet . . . Hemmeligheden er blot, at han har sin Formue an- lagt udenlands i et Aktieselskab for giftige Tapeter. Og, medens Familien gaar i Spidsen for Stiftelser, Vel- gjørenhedsselskaber, Bazarer og gir det gode Eksem- pel, ligger der for Fatters Regning tusinde Stakkarer rundt om i Verden og lider af Arsenikforgiftning fra Væggene . . . Ja, jeg kan saamæn la ham ha Part i et ditto for forfalsket Vin ogsaa. - Og saa - lad en saaledes opdraget, moralsk forfinet, Søn pludselig op- dage Sammenhængen og staa foran at vrage den skam- melig erhvervede Formue og gjøre sig selv og hele den luksuriøst vante Familie fattige og hjælpeløse - og alle Konsekventserne deraf . . . SIDE: 516 Det kan bli voldsomme, gribende Effekter . . ." De afbrødes af en stærk klingrende Lyd af Dombjel- der, der pludselig tystnede udenfor Trappen. Og ind kom Agnete, kjørt hjem fra Selskabet hos Lüders i Konsulens egen Bredslæde . . . "Det var svært heldigt, at jeg fik den graa Silke- kjolen færdig, Mor, for sandelig, der var Toiletter! Det nytter saamæn ikke at vise sig mange Gange i den samme Kjole nu længere . . . De unge Fruer Lauritzen og Mo med ægte Blonder og Kniplinger . . ." "Slig nyslagen Rigdom, Du, som straks skal ud og vise sig," - yttrede Fru Forland. "Og saadant et Bord! - Mor . . . Vinene gik jo over min Forstand. Men Grønsager og Asparges og Frug- ter fra Algier i lange Baner! Jeg blev tat tilbords af Kaptein Døscher . . ." "Ja Godnat, Godnat!" - raabte Faste og fo'r op ad Trappen. . . . "Og alle de Hilsener, jeg skulde bringe Dig, Mor! . . . Du faar Blomster fra Lüders's Drivhus imor- gen med en Sending af et eller andet delikat fra Des- serten . . . Mina kommer selv med det; jeg tror nok, hun vilde git lidt til, at Faste da var hjemme; der er jo blet sligt Kammeratskab mellem dem paa det sid- ste. - Men Faste er rar Du, med det, at han holder sig ligesom altid for høit op i Luften for dem; det er som de aldrig faar rigtig Tag i ham; de staar igjen bare med en interessant Idé i Haanden . . . Faste ser aldrig andet end det, han tænker paa, - svarer heller ikke paa andet." "Nei, han er helst oppe i Luften," - lo Fru For- land. "Og fra baade Lüders og Ristings skulde jeg byde Dig Bredslæde, Mor, Du maatte kjøre ud nu i det dei- lige Føre." "Jeg véd jo, det er for min Søns Skyld altsammen; men det gjør alligevel saa godt Du," yttrede Fru Forland. . . . "Og saa endte det med, at Kaptein Døscher og SIDE: 517 jeg spiste Filippine," - lød det smilende fra Agnete. "Han kommer overalt nu, hvor jeg blir buden, og vi snakker sammen og stemmer saa godt . . ." Saa var da den Tid kommet i Vaaren, da Badehotel- lets Indvielsesfest stod for Døren. Hotellet prangede næsten fiks og færdigt. Indover Gangene baade nedenunder og ovenpaa hang alt alle- haande Reklamer for Europas store Bade- og Kurort- steder. I vældige Billeder og Illustrationer figurerede Wiesbaden og Vichy, Ems og Karlsbad, Aix-le-Bains og Schweitzer Luftkursteder med snehvide Alpetinder svimlende oppe i Luften, Nizza og Monte-Carlo i hvid Kalkfarve med blændende lyseblaat Hav og endnu stærkere blaa Himmel. Reklameplakaterne var ud- vekslede med Badets egne ikke mindre Opmærksom- heden fangende, - Midnatssolen i Brand. Man var overalt i travlt Arbeide. Doktorboligens lille hyggelige Havegjærde skinnede alt frem. Og langs hele Forstranden, som Waggesen paa Wold havde opkjøbt, var Entreprenører og Spe- kulanter i fuld Gang med at ombygge Bonde- og Skip- perhuse til Villaer med Brygger og Adkomst til Sjøen. Der snedkereredes paa Pavilloner og Smaahuse til Badevogne paa Hjul, sloges op Skur for Seilbaade, der skulde ligge og vugge som Svaner foran Baadhavnen. Og henne i Lunden lød Hammerslagene tæt i tæt fra Sommertheatret, der alt var under Tag. I Parkanlægget, der tildels var beplantet med Træer om Høsten, dannedes der Anlæg og Veie og arran- geredes allehaande Plæner og Blomsterbed. Tanken paa Badets første Sæson gryede og satte Fart i det hele. - - - Det var Foraarsveir med skinnende nysprun- gen Løvetand og Sus af rindende Vand rundt om . . . SIDE: 518 Fru Sølvi gik og skjøv Barnevognen foran sig inde i Lunden; - Tankerne optagne af Morgendagen og Ind- vielsesfesten i Badehotellet . . . Falkenberg hadede Bordtaler, - disse al Hygge dræbende privilegerede Kjedsommeligheder, paastod han. Men ved denne An- ledning maatte han jo som Badets første Læge overtage sin Part af Repræsentationen. Saadan Høitidelighed laa saa lidt for ham, og hun havde de sidste Dage prøvet at stikke i ham en og anden smuk og passende Glose. "Det var Frøken Groth, Du fulgte ud fra Theater- pavillonen Faste, - ikke sandt?" - spurgte hun plud- selig, da Broderen svingede hen til hende. Faste nikkede: - "Hun var der for at prøve Aku- stiken fra Scenen. Det er Modulationerne, forstaar Du, som det gjælder om ikke at faa opslugt." "At Du kan tænke paa sligt nu, Faste, naar Du har Badehotellet og hele Festen paa Dig!" "Tingen er netop at komme væk fra det hele med Tankerne . . . Jeg har Momenterne til Festtalen; men det gjælder om ikke at ta Farven og Kraften væk ved at gaa og holde den for sig selv. Jeg maa stole paa Inspirationen i Øieblikket . . . Laura Groth, Du . . . Hun har sin store Stemme, - en enkelt Orgelpibe. Men bøie den! - det er ikke hendes stærke Side. Dersom Du vidste, hvorledes jeg slider med at faa indsat nogle Mellempiber! Jeg skulde git noget til for lidt af Mors, - eller for Eksempel Bera Gyllings vekslende Udtryk . . . Saadan fuldfølt sagt, hvad er ikke det, imod paa Tryk! Der kommer et Menneske med bankende Blod og varm Aande ind til Dig . . . Og Du har været indom Huset Jers, naturligvis? Det gaar raskt med Indredningen. Falkenbergs Modtagel- sesværelser skal ialfald bli færdige betids, - og med mørkegrønne Tapeter, som Du vil ha . . . Rart saadan at ha et Barn, Du Sølvi!" - vedblev han og tog det grønne Slør tilside og klappede Ansigtet vart med opmærksom Interesse . . . "Saadan ganske nyslaat fra Naturens Haand . . . Forresten, Du, han SIDE: 519 styrer bare ét Øie ad Gangen, det andet skjeler svært mistænkeligt til Verden." "Uf Faste, jeg liker ikke, at Du saadan staar og ser og gransker over Gutten, som han var et Insekt," - udbrød Sølvi og trak Sløret til. "Pen, vakker, kraftig liden Fyr, Du . . . Jeg staar bare og tænker paa, at jeg altsaa er Onkel . . . Og kan bli Onkel til flere ogsaa . . . Saadan en Onkel, som eier en Høne, der lægger Guldæg . . . Men bare ikke selv har nogen at gi dem til." "Gift Dig! . . ." "For at leve i komplet Misforstaaelse med et Men- neske hele Dagen og Natten med? . . . Eller ogsaa med et Hunmenneske, som slet ikke forstaar mig? Det blev der vistnok ingen Krig af; men sandsynlig en velment god Bifsteg og kanske lidt Høilæsning . . . Jeg forstaar forresten, hvem Du sigter til, Sølvi - naar Du kommer med Gifting. Men er der nogen Nakke, jeg nu har Lyst til at faa bøiet og knækket, saa er det Frøken Bera Gyllings med al hendes høit- baarne, kald det Idealitet, jeg kalder det den rene uhyg- gelige Overspændthed! - Jeg kunde ligesaa godt gifte mig med en skarpsleben Kniv! Og det samme tænker hun, - kun, at hun ikke gjør mig den Ære at anse mig for nogetsomhelst skarpslebet; men høist for en grov og plump forhakket Kjødøkse, som altid rammer Væggen. Men jeg glæder mig til Morgendagen, - ha hende siddende ved Bordet i Hotellets store Sal! - Gyllings kan ikke undlade at komme . . . Jeg nyder at se hende med hendes egen By festlig rundt om sig; - hun og Rebslager Tryggesen, de sidste Mohikanere fra den gamle Sneverhed . . . Den Verden, hun ikke har trot paa, ruller nu over hendes stolte Nakke! . . . Se saa! - naar man taler om en vis Mand," udbrød Faste . . . "Der har vi Mohikaneren, selve Ordfører Tryggesen for at inspicere og forvisse sine egne Øine . . ." "Ærbødigst, Hr. Forland!" - lød Ordfører og Reb- slager Tryggesens stærke spydige Stemme henne i SIDE: 520 Veien. - "Kommer netop fra at ha overværet en hed Disput, om det er Golfen ved Neapel eller den ved Venedig, Indseilingen til vor By nærmest maa lignes med! . . . Er ellers paa Vandring for at se den saa- meget omtalte og beundrede Pavillon med Glastag, der af mange ansees for Deres mest forbløffende Under- værk." "Glæder mig, om De kan finde noget at beundre, Hr. Tryggesen," svarede Faste lunt. . . . "Og visselig, - man maa falde fra Forundring i Forundring over alt det, som her saa pludselig er fremtryllet! Men endnu mere forskrækkes over det dybe ægyptiske Mørke, som maa ha ruget over denne By, helt til De, Hr. Forland, med engang opererede den for Stær." "Er ganske enig med Dem, Ordfører, i, at det var en nødvendig Operation," - forlød det fra Faste. "Men hvilke Herligheder laa der ikke saa med en- gang udbredt for vore aabnede Øine!" - vedblev Tryg- gesen. - "Ja, havde vi gamle i vor Uvidenhed for- staat, at én ikke behøver at bestille noget eller eie en Øre; men bare havde at gaa ned til Mægler Røed og skrive Navnet under paa en "god Idé", og saa inkas- sere Fortjenesten og ride høit paa stemplede Aktier i vor store tilkommende europæiske Badeanstalt eller i allehaande Celluloser og Hermetikker og Chokolade og Fyrstikfabrikker og Sæbesyderier og Potterier! . . . der nu vokser op som Paddehatte og beæres med Nav- net "fremtidsbærende", og som i disse florisante Tider er solgte og kjøbte mindst ti Gange, før de er naat til Begyndelsen." "Som De ser, Tryggesen, er vi her kommet noget længere end til Begyndelser," - bemærkede Faste . . . "Haaber at se Dem ved Indvielsesfesten imorgen!" "Da haaber De feil, da haaber De feil, - skjønt jeg kunde ha Lyst til at høre paa Talerne - og svare lidt ogsaa! . . . Det er en barsk Indseiling, vi har, De, hvor Vragene hænger paa Skjær og Baaer udenfor - Gud- skelov siger jeg, for den, som haaber paa sundt Vet SIDE: 521 engang! - og Pokker ikke noget som Golfen ved Nea- pel eller den ved Venedig. Jeg har været tilsjøs, jeg ogsaa!" "Indrøm dog," - afbrød Sølvi med Harmen i sit mildest tilsatte Ansigt, - "at her har svævet en for- underlig varm hjemlig Sol over dette Foretagende helt fra Begyndelsen af." "Hjemlig Sol? . . . Min Kompliment til den elskvær- dige Frue for det fundne smukke Udtryk. Hjemlig Sol . . . Det vil sige saameget, som at Byens Borgere selv sidder inde med alle Aktierne! - javist maa de elske og opretholde Anstalten, Frue, om de saa selv skal gaa i Vandet og bade i Mangel af Eu-ro-pæ-erne! De har gjort Bestilling hos mig paa det Tougværk, Badet behøver, Hr. Forland," - lød det, som han tog til Hatten. "Jeg skal tillade mig at medsende et halvt Dusin Rebstumper med Løkker i, som Anstaltens Be- styrelse kanske en Dag tør faa Brug for . . . Ærbø- digste . . ." Han fo'r afsted. . . . Han havde jo sit priviligerede Frisprog, gamle Tryggesen . . . Og naturligvis kom der nu en Stund til at gaa løse omkring nogle saadanne vilde Mohi- kanere! - Her maatte endnu maages og feies ordent- lig bred Vei for en virkelig Forstaaelse af Sagen; - dens Betydning for Byens Fremtidsliv og Vækst maatte hamres og hamres ind i dem. Og imorgen vil han, - Faste, - vise dem, hvad en Storstad betød, ikke blot i Skikkelse af Speilruder og Huse og Promenader for en elegant Verden og det rullende Guld; men i stigende Selvfølelse og det vidtskuende Syn, som lod dem gribe altid fastere og sikkrere om det Mærke, som indmeldte dem blandt Kulturens Fanebærere i Verden . . . Hans Øie gled distræt over et Par vældige Blomster- buketter, der bragtes ned til Morgendagens Festbord, og han var just ved det Punkt i Talen, hvori han brændte dem ind, hvad det vilde sige at være kommet indenfor Europas Gjærde, da han mødte Mægleren. . . . "Er akkurat paavei til Dem, Forland - Pokker SIDE: 522 saa uheldig ogsaa," - han spyttede og spyttede Fliser af Cigaren, - "netop lige Dagen før Festen, saa man, saa at sige, har Kniven paa Struben . . . Jeg maa til- staa, det første, som fløi mig gjennem Hodet, var Badeanstaltens Interesse. Man er jo forsaavidt Patriot, ja . . . Nei, nei, ikke op ad Gaden, De, vi møder blot Mennesker, som forstyrrer os!" - Han bøiede af, og de gik nedover mod Mæglerens Kontor . . . "Det spø-ger - for Firmaet Herman Wiik - men blot ikke til at udbydes akkurat nu, der skal være en Pengeknaphed." "Nuvel; men saa om nogle Dage da, - i næste Uge?" "Hm, - nogle Dage - næste Uge, - det er ikke imorgen det." "Ne-i, - ne-i, det er ikke imorgen . . ." Faste følte det lidt svimmelt, - som om han stod med et udtørret Festglas i Haanden. "Man kan jo opsætte Indvielsesfesten, til den lille Krise var over," - anslog Mægleren med et snart Blik paa ham. "Opsætte!" . . . Faste ligesom saa sig selv sætte Fest- glasset helt bort . . . Opsætte Festen! . . . Herman Wiiks Butiksvinduer med Slaaer for imorgentidlig stod med ét tydelig for ham . . . Nei! - sang det i ham, - stanses, stoppes maatte dette . . . Situationen maatte reddes! "Nei, jeg indrømmer, det vilde ikke ta sig ud," - sa Mægleren. "Og Herman Wiiks Konkurs med tilhø- rende Graad og Tænders Gnidsel maatte vi jo lige- fuldt døie." De stod begge og stirrede hen i den bedrøvelige Ud- sigt. "Det er jo egentlig latterligt dette, - en ren Kome- die, - at det hele skal staa paa nogle faa Dages Penge- knaphed!" - udbrød Faste. "Den kan for den Sags Skyld gjerne være over imor- gen . . ." supplerede Mægleren. De faldt igjen hen i hver sit . . . "Men sig mig," - udbrød Mægleren pludselig for- trolig, som der fo'r en Idé i ham. "De har jo Penge at disponere, Forland!" . . . "Dem, som Badebestyrelsen har anvist mig til Leverancer? - Umuligt!" - Faste afviste det uvilkaar- lig studsende. "For de Par Dage, til vi kan faa Aktierne anbragt SIDE: 524 . . . Det var en Udvei," - yttrede Mægleren eftertænk- somt. "For et Par Dage . . . For et Par Dage . . . Men allige- vel, De . . . Pokker ogsaa . . . Pokker ogsaa" - lød det raadvildt . . . "Og De kunde skaffe mig ud af det om nogle Dage?" - vedblev Faste at fundere, medens han i korte Skridt drev frem og tilbage . . . "Aktierne er jo Guld - Nei, jeg kan ikke indse, at der kan være nogen Risiko, - de er jo Guld," - gjentog og gjentog han. "Ja, det blir jo bare Penge for Penge," - bekræf- tede Mægleren hen for sig som i Tanker, - "forhaa- bentlig allerede ordnet iovermorgen eller paa Lørdag. Et Slags Arrangement er jo næsten som en Nødven- dighed nu, lige under Festen . . . Og, som De siger, uden al Risiko, - bare en Proformasag" - "Foran det overordentlige Tilfælde faar man handle som Chef og ikke som en Lus!" - fo'r Faste op . . . "Tror man paa Foretagendet, saa tror man ogsaa paa Aktierne! - Man faar ikke være veg i Ryggen! . . . Saa gaar vi straks ind og ordner Affæren, Mægler! og De faar mit Cheque!" - lød det resolut. "Udbyder Aktierne, straks de er indløste og god Vare," - henkastede Mægleren. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Jo-o, Jo-o, det var Bera, som nu ved Femtiden gik op Kirkeristen og hjemover! . . . Faste grebes af en pludselig Trang til at se og tale med hende, - løbe ind som i et lidet Havblik midt i de skillende Misforstaaelser . . . Hun saa sig ikke om; men gik raskt. "Du Bera! - Jeg vilde ønske, det var med din gode Vilje, Du kom paa Festen imorgen." "Ja, kunde jeg saavist slippe . . ." "Mærkeligt, hvor lidt Fruentimmer kan skjelne mel- lem Person og Sag. Straks, de misliker Personen, mis- liker de ogsaa Sagen, - det gaar over ét det!" "Jeg har da ikke noget imod Badeanstalten jeg, Faste." SIDE: 525 "Hvad? - ikke imod Badeanstalten? - Omforla- delse, jeg maa blot sige, Du forbløffer mig. Jeg véd jo, Du lyver aldrig . . . Men her i Tilfældet, saa - rig- tignok maa jeg sige! - Du maa ha en daarlig Hu- kommelse. Eller, tør jeg spørge, hvad der har om- vendt Dig . . . Skulde det være Heldet -?" lød det infamt. "Paa ingen Maade hverken har eller har jeg havt noget imod Badeforetagendet." "Saa - hvad saa -?" "Det, jeg har havt imod, er, at Du, - Du! skulde befatte Dig med det. Og jeg undrer mig endnu over, - begriber rentud ikke, - at et Fantasihode som dit skal kunne skabe reel Virkelighed og bære en praktisk Sag, - ovenikjøbet i det store." "Nei, nei, Bera, Du har aldrig begrebet, at Fantasi var en virkelig Evne. Sæt den paa en af disse Tør- knaster af Forretningsmænd dernede, og han vil op- dage en ny Verden, - bli rig! - Og forresten, Du taler om at bære! . . . Det er ikke en Time siden, jeg ved et suverænt Greb, - som Foretagendets egentlige Chef og inspirerende Aand, resolut greiede hos Mæg- leren en uhyre vanskelig Knude. Jeg kan ikke sige Dig, hvad det var; - enhver Forholdene mindre vok- sen, eller en mindre praktisk Mand, vilde ha ligget i Sumpen, - - og Du da ogsaa sluppet det plagelige at sidde ved Festbordet imorgen og holde fornøiet Ansigt." "Saa-aa, Du? - det var noget, Mægleren fik Dig til?" - forhørte hun pludselig ængstelig. "Nei, som jeg selv fik mig til. Man maa undertiden kunne se ned i en Risiko uden at svimle." "Saa det var Risiko - alligevel?" - sa hun langsomt. "Ikke det Spor! - Sligt beror paa, hvor Praktisk man styrer . . . Skyv en Kjelke med Frygt og Tvil langsomt over en svag Is, og den plumper i. Men gjør det samme raskt, resolut, og Du er over uden at mærke Sprækken." "Og Du har skjøvet din Kjelke saadan idag, Faste -?" "Jeg tror ovenikjøbet, Mægleren maatte beundre det en Smule, Du! - Han er jo vant til bare stivbenede SIDE: 526 Gangere af Forretningsmænd, og saa med ét, ved Hjælp af lidt Fantasi, er Knuden løst!" "Det gaar i mig, hvergang Du nævner Mægleren!" - udstødte hun. "Jeg tror, Du har faat en fiks Idé, rent en Galskab med det Menneske, Bera!" "Jeg siger Dig, Faste, det er ikke med min gode Vilje, jeg gaar til Festbordet imorgen. Jeg kjender Dig saa godt, - der er noget . . . Du havde ellers ikke skyndt Dig op ad Gaden for at snakke med mig . . ." Faste sad oppe paa den lille Hybel hjemme, halv bagoverstrakt paa Stolen med Næven dybt begravet i Haaret. Naar han rørte sig, krølledes Kanterne af de skrevne Ark paa Bordet under hans Albue; men Pen- nen laa tør henne ved Blækhuset. Han saa paa Uhret atter og atter . . . Pokker saa sent og trevent Minuterne kan gaa paa en saadan tom Formiddag. Endda godt, de ikke gaar baglængs! . . . Sidder her som en Fange . . . Mor maa tro, jeg er blet komediegal, siden jeg kan rende fra alt dernede og sætte mig her til at skrive paa "Den gjerrige". - Han trak Blækopsatsen hen til sig; men blev siddende og stirre og gruble, medens han af og til tog Uhret op . . . Endelig! - er man da sent nok ude til at undgaa sine behagelige Forretningsforbindelser - - - - -. - Paa Veien nedover nikkede han i flygtig Hast til nogle Herrer af Byens yngre Firmaer, der syntes at ha valgt at vandre og spankulere i Strøget om Post- huset - vel for at faa ferskeste Efterretninger om Ti- derne - - - - "Naa?" - udbrød Faste nervøst, da Mægleren traadte ind paa sit Indrekontor, hvor han havde gaat og ventet paa ham. SIDE: 527 "Vil De kanske, jeg skal skabe Penge?" - bed Mæg- leren i. "Intet idag heller! . . ." Der opstod en uhyggelig Pause. Mægleren følte Fastes Øine ligesom lede og speide sig igjennem: - "Umuligt at sælge Aktier i nogetsomhelst, - endnu," - forsikrede han. "Endnu, - endnu . . ." lød det hæst . . . "Hele Jor- den ophørt at dreie sig, - stanset som et Uhr! . . ." "Se da ikke ud, som De ser Spøgelser bag mig," - udbrød Mægleren. "Endnu! . . . Jo, jeg kjender det. Det er nu fjorten Dage, jeg har faret Dem paa Døren i Vaande og Pine, og hele Døgnet ikke havt andet i min Tanke end Mæg- ler Røed og de elleve tusind. De har danset om i mit Hode, - jeg tror, jeg blir gal!" "Jeg skal erkjende, at jeg var en uheldig Veirprofet dengang. Der anede ingen den pludselige Obstruktion af Pengemarkedet, - en Strybning over hele Linien, ser De, - over den ganske Forretningsverden! Og en saadan tilfældig øieblikkelig Pengeknaphed kan man ikke vente, skal la sig kommandere paa Dagen. Alle er pint fortiden . . . Vi maa være rimelige, Forland, og ikke forlange, at en selv alene skal være Undtagel- sen . . ." "Godt nok, godt nok altsammen, - for alle andre," - brast Faste ud. "Men jeg maa ha Penge, jeg! - skal jeg ikke staa der som den, der har blanket Bade- foretagendets Kasse for dens Midler og brugt Penge udover, hvad de var bevilget til. - At alle andre heller ikke kan faa solgt Aktier? - Nuvel, saa lar de det være, til de kan faa solgt dem, - det er ialfald legi- timt. Men jeg! . . . Faar jeg ikke de elleve tusind, saa -" "Idag er vi kommet saa langt som til Fredag" - beregnede Mægleren, - "og paa Mandag eller Tirs- dag . . ." "Javist, Mandag eller Tirsdag," - gjentog Faste tonløst. SIDE: 528 "De tar det for seriøst, Forland. Naar Skyen er over, har vi Solen, og da er alle Ansigter glade," - mente Mægleren. "Deres Ansigt! . . . Jeg skulde ha Lyst til - -" Faste lukkede Døren haardt efter sig . . . Han gik som den, der var optaget af Forretninger og nødig lod sig hefte af nogen, han kunde møde - - . . . Maa ha Penge -! . . . Ialfald de fem hundrede og fem og sytti Kroner, som indløb Krav paa til Regn- skabsføreren igaar, - heldigvis saa sent, at man kunde undskylde sig med, at Banktiden var over . . . Maa ha Penge . . . Hans Tanke vandrede fra Kontortrap til Kontor- trap, medens han selv uvilkaarlig fjernede sig fra For- retningsstrøget . . . . . . Han var inde hos John Berg - hørte sin egen Røst yderst freidigt spørge, om han ikke tilfældigvis skulde kunne hjælpe ham for fire, fem, - nei, tre fire - hm, nei - to tre Dage bare, med to, tre tusind Kroner . . . Nei - to, - to tusind . . . Eller bare fem- ten hundrede, - han var i en svinagtig Forlegenhed for Pengene akkurat disse Par Dage. - Eller bare tusind, - han skulde gjerne faa en Aktie deponeret for det . . . Nei, nei, gik ikke an at byde Aktier ud naturligvis. - Og Hvorfor skulde han være i Forlegenhed? . . . Berg maatte jo vide, at, var der nogen, som burde ha Penge i Kassen, saa var det ham. Berg var selv i Bestyrelsen, som havde bevilget . . . - Op til unge Böckmann? . . . ledte hans Tanker videre . . . Hør nu, Johan, kan Du hjælpe mig med to tusind til imorgen eller saa, - prompte igjen, Far! Jeg vender mig til en gammel Kammerat fra fordums Tider. Du er den eneste af den Sort ja, - de andre er jo lidt af ny Dato, ser Du . . . Jeg kan gjerne betro Dig, jeg har disponeret nogle Udbetalinger lidt dumt, - er i Knibe for Øieblikket . . . Hjælper mig ellers kanske med tolv-femten hundrede, Du - SIDE: 529 Saa kjedeligt, at jeg ikke akkurat nu kan. - Et saa- dant lidet Fillebeløb! . . . Samler nemlig paa Kontan- ter alt det, jeg kan, til en Veksel paa Mandag . . . Men Du behøver jo bare at trække paa din Onkel Joel, Faste. Jeg véd nok, Du faar Grin af Gamlen; men - det er ikke alle, som er saa lykkelige at disponere en rig Onkel . . . Ja, forresten, - havde han været her nu? - - - Jeg tror, jeg var marcheret lige paa ham . . . pegt paa, hvad vi har gjort Byen til og simpelthen forlangt, at han skulde rykke ud med Pengene - kjøbe af mig de Aktierne! . . . Han er en Storkar igrunden . . . Til Midsommer ja, - det er ikke nu det! . . . Men forunderlig skal det slaa ham, alt dette ny - som et helt Eventyr - - Eller, - Faste stansede, - driste paa og kjøre lige ud til Wold, til Waggesen! - vi er blet saa udmærket gode Venner paa det sidste, - bekjende Dumheden og be ham greit og helt ud om elleve tusind paa Akti- erne! - Det var saamæn en Idé, som jeg kunde like. - Ialfald forstrække mig med Halvparten, - de seks tusind . . . Og saa ligge i den Mands Lomme med engang! Det var at overgive hele Fæstningen det. Uf ja, Doktorens . . . Tømme deres lille Sparebøsse . . . Lad det være aldrig saa sikkert som Guld, saa er det svine - væmmeligt . . . Den Satans Mægleren . . . Han tog resolut Veien op Lindealléen til Hospitals- gaden, hvor Doktor Falkenberg bode. Skridtene blev lidt efter lidt langsommere, og af og til blev han staaende og konferere med sit Uhr . . . Midt i Modtagelsestimen . . . ubeleiligt, - helst lidt senere . . . Fik holde sig i Alléen saalænge . . . Pludselig greb han saa igjen hastig til Uhret uden at se paa det. . . "Faar sætte Davids lodne Hjerte i Brystet, - fra hans Røvertid," - mumlede han. Er der nogen, som har knap Tid, saa er det vel mig! I den indre Trappe foran Doktorens Entrédør stan- SIDE: 530 sede han. Der la sig som noget tungt Bly i Fødderne, - noget ækelt afdovnet . . . Akkurat her ved Gelænderet stod han ogsaa i Lør- dags, da Sølvi kom ud, og han pludselig begyndte at snakke om Barnet, og hvordan de vilde ha det nede i Doktorboligen. Nei, nei, man fik gaa paa. Det nyttede ikke længere at rende undaf - uden Penge. Han ringede mandig fast paa - og nok engang - Sølvi aabnede Entrédøren med en vis Forskræk- kelse . . . "Har Hast Du! Maa faa tale med din Mand, - og med Dig ogsaa," - klang hans Røst freidigt, medens Sølvi gik foran ham ind i Doktorens Modtagelsesvæ- relse. "Har Du det saa, Svoger Doktor, at Du kan laane mig en fem, seks hundrede Kroner paa nogle Dage, - prompte tilbage!" - lød det som høirøstet af Hast . . . "Maa ha dem straks idag, ser Du. Havde jeg Tid, var det ingen Sag da! - en Murerregning for tidlig an- vist til Udbetaling. - Og Du forstaar nok, at i min Stilling er der ét, der ikke gaar an, og det er, at rende Kreti og Pleti paa Dørene og laane. Jeg maa staa med Pengene i Næven, jeg - paa Pletten!" Doktoren skjød Brillerne op i Panden og ned igjen. Nu begyndte han at pudse dem, medens hans kloge rolige Ansigt ligesom led under Raadvildhed. "Du véd nok, at alt det, jeg havde lagt mig op som Ungkar, er strøget med. Det var jo Meningen at skaffe os Møblement og andet Udstyr mere passende end mit gamle. Men Hensynet til at ha en økonomisk Hanke med i Badeanstalten var overveiende, saa det, jeg havde, gik til de to Aktier, som egentlig var én for- meget. Og siden har vi da, Sølvi og jeg, tat os for at spare, saa vi kunde rykke ind i Doktorboligen dernede nogenlunde skikkeligt monteret." "Prompte, - prompte tilbage, Svoger!" - erklærede Faste. SIDE: 531 "Og Du maa ha dem?" - Doktoren vekslede et Blik med sin Hustru. "Absolut nødvendig - for nogle Dage." "Knuden er," - sa Doktoren lidt forsagt, - "at Møblerne skal betales straks, de kommer. Saa jeg maatte ha dem tilbage aldeles sikkert inden fjorten Dage." "Aa nei, nei, - snak da ikke, som om jeg bad om et helt Laan," - udbrød Faste. "Pengene har I igjen straks i næste Uge." Han følte deres begges Forstemt- hed Bag Velvillien. "Jeg vilde blot sætte Dig ind i Forholdet, hvordan vi har det," - forklarede Doktoren, - "saa behøver Du jo hellerikke ufornødent at forhaste Dig i utide. Ellers ingen større Fornøielse for Sølvi og mig end, om vi kunde være Dig tilhjælp med vor lille Draabe i en snæver Vending . . ." Han trak Pultskuffen ud og begyndte at tælle op af en Lommebog Penge, som Sølvi efterhaanden ordnede og la hen i Hobe for hvert hundrede . . . "Undskyld alt det meget i smaat, - skrabet sam- men, ser Du, for Recepter og sligt, som falder kon- tant . . . Fem hundrede havde vi jo, Sølvi, - og der er det sjette - saavidt . . . Her er femten Kroner igjen . . ." "I faar ikke ta det for haardt, at Jers Rigdom flyt- ter Plads for nogle Dage," - spøgte Faste. "Ja, det er jo ikke akkurat det samme, enten vi har vor lille Kapital hyggelig i Pultskuffen eller farende om i Lommerne dernede," - bemærkede Sølvi. "Men de er Dig undt, Faste!" Faste holdt paa at svare: Jeg tog ligesaa gjerne i Gløder; men betænkte sig og samlede Pengene sam- men . . . "Alt bra med Gutten vel? Faar ned i Forret- ningen igjen jeg . . . Men Tak, - Tak, skal I begge to ha," - lød det i Døren . . . Faste kjendte sig som stegt paa den ene Side og lettet paa den anden. Her var nu for Øieblikket som SIDE: 532 en liden Fred. Og, som han gik nedover Alléen og rettede sig og saa op i Trækronerne og pustede ud, kunde han ikke fornægte, at Stillingen var blet noget hulter tilbulter i den sidste Tid. Han havde faret som et stadigt Uroshjul nu i fjorten Dage! . . . Han hilste paa Konsul Morland, som paa sin engelsk tog sit Formiddagsridt, og saa Wulffs Kjøkken- vogn komme i Tverveien. Den stansede og satte en Dame af, som viste sig at være Frøken Laura Groth. "Jeg saa Dem deroppe, Forland! - og maatte stige af for at hilse paa Dem . . . Jeg skulde ellers git noget til for at vide, hvad De ruger ud, medens De saadan vandrer alene i Byens Allé. Jeg fik en saa underlig Følelse af den ensomme, der til ingen betror sine Pla- ner!" Det klang lidt høistemt, og Faste smilte . . . Jo, hun skulde vidst, at det var nøgterne fem hun- drede og fem og syvti Kroner, han havde ruget ud der! . . . "Jeg har jo ikke set Dem, siden hin Høitidens Dag i Badehotellet eller faat takket Dem for Talen," - vedblev Laura overstrømmende, - "der hviler endnu som et Festens Skjær over Byen af den. Jeg har hele Tiden set det løftede egne Hode med de brændende Øine og det mægtige Udtryk. De stod for mit Syn som den stærke Fører, hvis Fakkel tænder og lyser. Jeg glemmer ikke Ansigterne nedover det lange blomster- smykkede Bord. De straalte, som de saa i en Rus ind i den Fremtidens Storby, som De saa gribende sandt sa', at saagodtsom hver eneste af dem havde været med at tømre paa . . . Jeg saa dem, som ikke kunde faa, frem Hurraraabene for Graad! . . ." Faste tænkte paa, hvorledes han havde stirret paa Bera, som sad der bleg med Øinene i Fanget; men reiste sig med Glasset, som de andre. "Og saa mange vakkre Ord, der siden blev sagt! - Det var som Stenene den Dag kunde tale . . . Og da De saa løftede Glasset og drak for gamle tykke Wagge- SIDE: 533 sen, - som ikke havde holdt Tale mere end én Gang i sit Liv og da bare sagt de for hele Badet bærende Ord: "Jeg gaar med!" - da brød Lystigheden ordentlig løs, og Waggesen stod der og slog med Lufferne, som en opreist Sælhund, medens alle omringede ham og klin- kede med ham . . . Men Toppen var rigtignok Konsul Klüwers herlige Skaal for Byens geniale Arkitekt, hvis skabende Aand havde samlet alle Tømmermændene og blæst Liv i hele Værket! - Da saa Sangforeningen satte i, saa det brusede gjennem Salen og siden bar Dem paa Guldstol, saa kan De tro, det svimlede for mig . . . Jeg er ikke vant til denslags store Øieblikke jeg, uden i Komedien. - Det blir for mig et af Minderne for Livet," - brød det pludselig graadkvalt frem . . . "Jeg kan ikke for, at jeg har maattet udøse mig, - jeg synes, jeg ogsaa har ligesom min Part i Dem." "Paa den Vis, Laura Groth! - er man med at bære Sagen. Der skal Humør og Tro og lidt Storhed til og- saa, - skal man ikke dumpe ned i hver Grøft af Tvil . . . Men paa Gjensyn, paa Gjensyn!" - afbrød han. - - - Lidt Attitude, - men ægte Malm i Følelsen, - gik det i ham . . . Ikke Beras glassikkre Umulighed . . . Om hun havde set mig nu i disse fjorten Dage løbe uafladelig, som et Ekorn i et Trappebur! . . . Han lagde Veien over Bryggerne; det var saa sin Sag at komme for tidlig paa Kontoret og kanske møde nye Krav. Ved Bryggespolen laa en Lystbaad med Seilet halv heist og Fæstet endnu belagt. Konsul Risting skulde ud paa sin vanlige Vaartur og skyde Alker og sad og pakkede og stuvede forskjellige Sager ind i Rummene. Det for gjennem Faste, at her kunde frembyde sig en Mulighed . . . Risting var beslaat nok. "Ud at skyde Alker, Konsul!" - hilste han. "Javel, før en blir for gammel; man véd ikke, hvor mange Vaarer, man -" "Skulde ha Pokkers Lyst til at gjøre det samme, jeg SIDE: 534 ogsaa, - og set mig om paa Lodsskjærene, om der kunde være noget Udflugtssted for Badegjæster." "Ja, kom med mig, Forland! - Her er baade Spege- kjød og Hermetik og Øl og Kaffe og Portvin i al Over- flødighed . . . Jomfru Haabøl har provianteret mig, som det skulde gaa til Holland." "Den, som bare havde Tid, Konsul! . . . Maa desværre op til Mægleren i Eftermiddag og se at faa afsat ti, el- leve Aktier i Badet." "Kjedeligt, De. Jeg mangler saa akkurat en Kamme- rat, siden Torgersen nægter og skylder paa Gigten . . . Jaja - ja, san," - Konsulen gav sig til at putte Pak- ker igjen ind under Bagtoften. "Jeg skulde gjerne ogsaa ha snakke med Dem og hørt Deres Mening, Konsul . . . noget, jeg vilde faa Be- styrelsen til at gaa med paa. Hvad mener De om den Idé, at Direktionen kjøbte en af de gamle Træskuder, vi har paa Havnen, og indrettede den til et Badeskib? - forankrede den i Bugten, malet og pudset, med Bade- kamre og Rum under og Trapper ned i Sjøen, Telte paa Dækket og ellers galant udrigget med Flag og Vimpler . . . Det vilde være ganske originalt . . ." "De mener, kjøbte et Fartøi . . . saadan som, for Eks- empel, min gamle Svanen?" - bed Risting pludselig paa. "Aa ja, - som for Eksempel gamle Svanen; - man har jo Valg . . . Jeg har længe tænkt -" Faste stod og undrede sig selv over, hvad han nu ud- malede og fandt paa for Leiligheden - "Og Linieakvavite og kold Beaf, - hvad siger De, Forland? Deiligste Veir . . . Skyde ude i Skjærene. Ta' Havn ikvæld ude i Holmvigen hos Madam Tønder og brygge Punsch." "Ja, - den som havde Tid . . . men jeg maa faa greiet de elleve Aktierne." "Hør, - hør, Far! . . . De elleve Aktierne, de tar jeg til Dagsens Kurs. Det skal De faa min Underskrift paa her, - - rigtignok med Blyant," - lød det selvgodt . . . "Se saa, - jeg skriver her paa Toften. Vil De saa bare SIDE: 535 sætte Deres: "Indestaar yderligere for Sikkerhed Faste Forland." "Skynder mig op paa Kontoret efter min Yderfrakke og er tilbage igjen paa Flekken, Konsul . . . Pokker til brillant Vaarveir! . . ." raabte han, som han hastede opover . . . Tænkte nærmere paa at rømme tilsjøs for Brist i Kassen, mumlede han for sig selv - end paa at ligge og plaffe efter Alker mellem Skjærene idag . . . Tilfældet kan saamæn være noksaa kuriøst. Det gik som en Stumhed over Byen den Morgen, - som en lammende Tysthed midt i dens travle Vaar- trafik. Det var ikke sandt, - kunde umulig være sandt, - selve gamle, stenrige, solide Waggesen paa Wold gaat fallit! . . . Der herskede en Stilhed, hvori hver helst gik ind til sit eller vilde gjøre op med sig selv, før man gav sig til at snakke eller lytte til Pratet. Det var som den Morgen, da det spurgtes, at Wulffs Fuldrigger, "Regina", var gaat under med Mand og Mus lige udenfor i Skjærene om Natten. - En maatte jo tro, saadant var umuligt. - Gamle, sikkre, bundrige Waggesen - gaat? - For noget Sludder! . . . Som Faste kom fra Kontoret ud paa Formiddagen, begyndte Folk at samles to og tre i Klynger, - under- lig stille, og dystre fortænkte Ansigter. Paa Raadstutrappen gik Lagretten frem og tilbage og snakkede . . . Og der stod John Berg og spyttede Skraa og betvilte i høieste Maade Faktum! . . . Der skulde dog efter Spaadommen gaa nogle Tegn i Sol og Maane forud, før Verden styrtede sammen -. Ud af et og andet Vindu gløttede et Fruentimmeran- sigt speidende nedover Gaden . . . SIDE: 536 Der blev Opmærksomhed, da Skifteforvalteren og Disponent Ek kom kjørende gjennem Gaden . . . Jo, det var til Wold, de skulde! . . . Og nu kom der én og fortalte, at Lensmanden alt var derude og registrerede. Inkassator Ulriksen rullede i Hui og Hast forbi. Han holdt Hesten ligesom lidt an, da han saa Faste, som en Sagen vedkommende; - men smeldte igjen paa, - saa sig blot et Par Gange tilbage. Efter ham Sagfører Messelt i skarpt Trav ud mod Landeveien . . . Der var noget smittende trykket i Luften, - en For- nemmelse som af nogetslags Jordfald eller Skred. Gamle Klüwer rømmede sig og stansede foran Faste, medens Toldinspektøren nærmede sig paa Sned . . . "Et voldsomt Stød. Et voldsomt Stød!" - udbrød Klüwer rød i Hodet. "Jeg gaar endnu nummen i Skal- len og kan ikke faa opgjort mig en Tanke . . . Alle Arbeider stanset i Waggesens Villaer udover Bugten, - det blir som en hel Væg ude for Badestedet, det." "Heldigvis første Aaret, Konsul!" - svarede Faste uanfægtet. Han følte Nødvendigheden af at slaa fast nogle Satser i Opinionen. - "Man kan jo ikke paa- regne saa straks at faa Brug for mere end selve Hotel- let og Smaahusene langs Stranden." "Men, naar nu alle Waggesens Aktier med engang styrter ind paa Markedet?" - yttrede Toldinspektøren nervøst. "Bah, - om et Par Maaneders Tid begynder Gjæ- sterne at komme, og da kaster saamæn ingen sit gode Guld i Havet!" - sa Faste affeiende. "Ikke sandt Klüwer, naar man har fodret Koen hele Vinteren, op- gir man den ikke, naar Græsset kommer." "De, - De - De, Mirakelmager!" - Klüwer stak efter ham med Stokken, øiensynlig lettet. "Ja; men hvem garanterer!" . . . vedblev Toldinspek- tøren . . . "Jeg tænker, Waggesens Bo nok vil ha sine gode Overpenge for Aktierne nu, vi er lige ved at skumme SIDE: 537 Fløden . . . De er ikke gale," - formente Faste med Fynd, nu Lüders og unge Böckmann sluttede sig til. "Berører hverken Cellulosen eller Hermetiken," - faldt Böckmann forkjaset ind, - "ikke i nogen Maade . . . Mægleren kaldte det en Bondefallit, som egentlig aldeles ikke vedkom den merkantile Verden . . ." - - Som Faste gik henad Gaden, trode han oppe fra Hjørnet at høre Tryggesen udstøde - Svindler . . . Svindler . . . med sin tykke hæse Røst. Han skyndte sig videre. Diskussionen syntes mere og mere at ha forflyttet sig til Strøget mellem Posthuset og Toldboden. "Ufatteligt . . . Ufatteligt!" - lød der. Man var ikke kommet længere . . . "Svindel . . . Svindel . . ." sang det i Øret paa Faste, der tog Veien hjemover, - han aarkede ikke Kontoret mere idag. "Svindel! . . ." gjentog han pludselig oprørt: Mener ikke den Fyren at, om jeg kunde vinde tusind Kroner eller ti tusind Kroner eller hundrede tusind, - eller kanske blot to Procent, som de siger, - saa styr- tede jeg gjerne alle disse Styrmænd og Baadsmænd og Smaafolk med Familier, som aar tat fjerdedels eller ottendedels Aktier eller tilsammen kjøbt en hel, - gjerne ud i Nøden og Elendigheden. Jeg saa dem gjerne steges og pines, om jeg vandt femti Kroner paa det! Ja, saa tænker de . . . Egentlig nok et Kapitel i Mammons Bog, som jeg skulde se til at faa tat i "Den gjerrige" . . . Rent ud to forskjellige Maalestokke, to Slags Sjæle . . . Den ene taalte ikke at ha saadant paa sig for Mil- lioners Millioner, den anden lar hele Verden med fuld Besætning skure udover for to Procent . . . Sig saa, at Mammon ikke er en Gud! . . . i den evige Kamp mellem Aand og det elementære . . . Faste aabnede som vanlig Dagligstudøren for at hilse ind til Moderen, før det bar op ad Trapperne til Hy- belen. SIDE: 538 Han studsede ved at se Sølvi sidde der hos Mode- ren og Agnete . . . Der fo'r en Gysen i ham, - dukkede op som et Bil- lede fra tidligere Dage . . . Sølvi stille stram i Minen, - Agnete stirrende resigneret op i Loftet ligesom træk- kende efter Veiret, og Moderen med Feber i de store Øine, neddukket i Bekymring . . . Og istedetfor at bryde ud med Efterretningen om Waggesens Fallit, bøiede han pludselig af: - "Det undrer mig, at I lar Ditlef falde tilbage i sin gamle Mani at pynte sig ud og gjøre sig naragtig," - lød det. "Der gaar han med Fjær i Hatten og blaaser paa en Siljufløite hele Bækengen nedover. Han synes at ville samle alt det, som Populats er, efter sig." "Aa, Gutten min, det er ikke godt at vide, hvad han har fore," - mente Fru Forland. "Undres, om det ikke er nogetslags Konsert, han gjør for Stæren, som er kommet . . ." "Naa - og Waggesen? . . . Jeg ser, I har hørt det -" "Ja, Sølvi kommer her med alt dette, Du, - der kan vel endnu ingen overskue Følgerne," - sa Fru For- land ængstelig seende op paa ham. "Blir der Vanskeligheder for Dig, Faste? - og Ba- det?" prøvede Agnete, - "saa Du er urolig." "Ja, Mor, - det var jo rigtignok saa uventet, som om Maanen skulde faldt ned. Men man faar ikke tabe Hodet! - de var istand til at skabe en hel Panik dernede . . . De staar i Gaderne og snakker og tygger Skraa og spytter og faar tilslut ud, at det er selve Nor- ges Bank, som er røget . . . Waggesen er gaat fallit! det er det enkle, nøgterne og høist beklagelige Fak- tum!" "Ja Du, Faste! - jeg kan fortælle Dig mere," - sa Sølvi oprørt. "Falkenberg kom hjem fra Wold Klok- ken tre imorges og fortalte det hele. Manden har tat Livet af sig." "Saa-aa, Du. - Saa Du . . ." Faste stod rædselsslagen og stirrede i det . . . Wag- gesens Skikkelse steg pludselig op for ham tydeligere SIDE: 539 og tydeligere, som han stod der og sa: Jeg gaar med. - Jeg gaar med! "Jeg kan da vel ikke lægge det paa mig, Mor!" næsten skreg han; - han slængte sig i Sofaen og sprang op igjen. "Men Faste da! Faste da!" - jamrede Agente og fulgte efter ham over Gulvet . . . "Vi gaar som iblinde for hverandre alle," - yttrede Fru Forland lavt . . . "Du kunde saavist ikke stanse Waggesen i hans ulykkelige Jagen efter Penge." "Nei, - men - -" lød det fortvilet fra Faste. - - "Aa, jeg er gal!" - fo'r han op. "Badeforetagendet vilde jeg begyndt paa igjen den Dag idag, stod det ugjort!" "Kjære Faste. - Du ser saa langt længere, end mine Briller rækker, og andres Forstandskikkerter med," - beroligede Fru Forland. "Blot Du selv har Trygheden . . ." "Men saa nytter det ikke at ta Tingen bare idyllisk heller, Mor," - sa Sølvi. "Saalænge den grundmurede Waggesen stod som Eier af en Hovedpart af Aktierne, syntes Folk, der kunde ikke være nogen Risiko . . . Falkenberg og jeg talte jo i hele Morges om dette. Og havde bare Doktorboligen ikke været saa ufærdig endnu, saa vilde vi straks begyndt at flytte ind der- nede, - vi har jo faat de fleste af Møblerne . . . Det vilde ligesom i al Stilhed vist vor og din egen urokke- kelige Tillid til det hele . . ." "Ja Du, nu skal der sættes ordentlig Force paa," - optog Faste det ivrig . . . "Og jeg tænker, at, naar de om et Par Maaneder ser veritable Badegjæster for Øi- nene, saa præker det for sig selv det!" Faste havde en lang Stund siddet taus og dyster hjemme i Dagligstuen. "Det er, som jeg skulde ha Granitstenen om Halsen SIDE: 540 og drages tilbunds med den!" - brød han ud, idet han heftig reiste sig og begyndte at gaa op og ned ad Gulvet, af og til stansende og stirrende ud af Vinduet. "Gud bevare Dig, Faste, hvor Du snakker . . . Er der noget galt igjen, - noget nyt?" "Denne Pokkers Moloen, den sluger Penge i det evige -!" forlød det. "Vanskeligheder paa den Kant ogsaa, Du?" - spurgte Fru Forland bekymret. "Bare Mudder og Synkesand at slippe Stenen ned i, - endnu intet sikkert Fæste i Grunden! - Den Mo- loen har alt suget til sig tre Gange saameget som kal- kuleret. Stolede naturligvis paa Havnefogden og dem, som var kjendte og stod for Opmudringen. - Kunde da ikke selv stige ned som Dykker og forfare Grun- den -" "Du faar ta det med Ro, Faste, Du véd naar det staar som værst, finder Du altid paa noget." - trøstede Fru Forland. "Finde paa? - Penge, Penge, Du," - udstødte han, - "kan jeg finde paa dem!" "Stakkars Gut, Du har en tung Byrde at bære frem," - sukkede Moderen. "Der maa en udvidet Aktietegning til . . . Man maa kunne se udover Øieblikkets Vanskeligheder og Pin- agtighed. - John Berg røket paa Cellulosen sin, Her- man Wiik gaat, og Bruslimonaden og Hermetiken stanset. - Selvfølgelig alt Overspekulation. Ingen Grund til at forfærdes over det i en pengeknap Tid . . . Og der sidder da Mænd som Wulff - Klüwer - Lü- ders - Breder . . . De skulde ha tilstrækkelig Fremsyn til at forstrække Badet med saavidt Ressurcer, at det kan slippe ikke altfor ufærdigt over i Sæsonen og be- gynde at ta Penge ind istedetfor at gi' ud. -" Der maa bankes paa hos de Herrer! - De er jo selv Aktieeiere og kan ikke være gale -. . . . Har gaat Tiggergang før! . . . Faar indøve min Ungdoms Vane . . ." SIDE: 541 Fru Forland saa forpint paa ham. Hun havde siddet sammensunken og fulgt hans Tanker. "Javist ja, Mor, her er mange Udveie for én!" - lød det pludselig med Overbevisning. - "Nu gaar jeg ned i Byen og taler for Matadorerne, - som Kossuth for Magyarerne, - saa Pengene springer af Kassen! - De skal danne en liden foreløbig Garantiforening for de løbende Udgifter . . ." Han var i Øieblikket ude af Gangdøren og vandrede nedover med et Selvfølelsens Smil og Trods bræn- dende i Øinene. Han stilede lige ned til Konsul Lüders. - Underlig nok, Mina trak rask Hodet ind igjen af Ruden, da hun saa ham nærme sig. "Selvfølgelig Badestedsaffærerne, Konsul," - gik han paa, som han traadte ind paa Kontoret. "Ja, Tiderne er jo forfærdelige, De," - afbrød Kon- sulen. "Jeg mener blot, - det maa greies over Øieblikkets Knibe indtil Sæsonen aabnes, og vi faar Indtægter, saa Badet ikke kommer til at præsentere sig alt for umulig sprikende nøgent og ufærdigt." "Ja, De har visselig Ret. Der er meget, man kunde ønsket at ha gjort, - og ugjort ogsaa, Forland! naar de strenge Tider sigter Sagen gjennem sit trange Sold . . . Her er næsten ikke Penge at opdrive, De," - ry- stede Konsulen paa Hodet. "Men Aktiehaverne kan da heller ikke være tjent med at lade Badestedet staa der, som en, der har ind- budt til Bal, men i sidste Øieblik ikke har Raad til at sætte Lys i Kronen! . . . Saa har jeg tænkt mig, at De og Wulff og Morland og endel andre Aktieeiere . . ." "Aktierne ja! - naar der ikke nu laa saa mange døde af dem omkring i Fallitboerne, - særlig den Wag- gesenske Beholdning. - De titulerede ham jo i Deres store Tale for "Bjelken, der bar Badestedet". Og saa viser det sig, at denne faste Klippe i Distriktet, der for- kyndes at være gedigent Guld, saagodtsom hele sit Liv har fluktueret paa Randen af Underballance! Hans SIDE: 542 pludselige vilde Spekulation i Badet var kun den sidste krampagtige Søgen efter Udvei. Her staar nu nok af nøgne Bjelker efter ham udover Bugten - -. Ja, min Hr. Forland!" - Konsulen reiste sig forbe- holdent stivt for at følge til Døren, - "umuligt, - al- deles umuligt at svare Dem, før jeg har hørt de andre Herrers Mening." Der stod som en kjølig Høflighed ud af det ganske Hus. Ingen venlig Dør aabnede sig derindefra med det vanlige Forespørgende efter Moderen, - og Mina havde . . . Han gik ellers og snudde og vendte paa det Svar, han havde faat. Det var hverken ja eller nei; men nødte ham til straks at tage udover til Wulff og Mor- land. Nede paa Toldboden, hvorfra han skulde lade sig ro over til Tangen, strøg han hastig hilsende forbi den vanlige Snakkeforsamling. Han havde en Følelse af, at de ligesom trykkede sig sammen og helst viste Nak- kerne; - de havde antagelig havt ham og Badet paa Tapetet . . . Han stod alt i Baaden og skulde lægge fra, da tykke Agent Mo kom farende nedover Bryggen raabende og vinkende til ham med et Brev i Haanden . . . "Alt et Forespørgende til Bestyrelsen, Forland, fra Amsterdam, - om Plads og saa videre i Hotellet! . . . De er tidlig ude for at sikkre sig. Se her!" - han viste Brevet ud mod Forsamlingen, der drog sig til . . . "Og med samme Post kom der to, tre Breve til Doktoren med europæiske Stempler adresserede til Badebestyrel- sen, - vel nogen, som vil forhøre sig . . ." Faste holdt paa at sætte i et vildt Hurra; men tog sig igjen og gav sig en Mine, som dette kun var det dagligdags og naturlig ventede . . . "Sæt over, Baadsmand!" - beordrede han med et kort Nik. Medens Aareslagene skiftede, og Baaden gled mel- lem Skyggerne af Skibene, sad Faste bleg og betaget med tindrende Øine. Han følte sig som Kolumbus, da SIDE: 543 han endelig saa Land! - Han begyndte at skabe op for sig et Hausse - en Aktiernes pludselige Stigning, og grublede paa, om det egentlig var saa nødvendigt længere at ty til de Herrer? . . . . . . Og saa lige ned i Snakke-Børsen, som Efterret- ningen kom! - Han kunde havt Lyst til at stikke Ild i Frakkeskjøderne deres, saa de rendte ud i Byen hver til sin Kant med Nyheden . . . Faste vaktes til Virkeligheden paa en skjærende Maade ved, at Rorskarlen spurgte: "Det var vel en god Efterretning for dette Badeste- det, som de tviler saa for alle Sjøfolkene herude?" Der var noget i Mandens bekymrede Mine, som gjorde at Synet paa Tingen med ét ændredes: Jovist maatte han ud til Wulff og Morland! Han tog Snarveien ind imellem de smaa pyntelige, rødmalede Sjømandshjem paa Tangen for at naa over til Wulffs Bedding. Der keg nogle ud af Dørene og blev staaende og se efter ham. "Goddag, Madam Gjøset," - hilsede han kjendt, idet han vilde forbi . . . "Deres Mand er paa Reis?" Hun stansede pustende presseret for at indlade sig med ham. "De har været ude paa Sømmens Vegne, Madam? - kommer med Symaskinen, ser jeg," - vedblev han med et venligt Nik. "Aa javist, aa javist. En træller jo for Brødet, det er saa befalet os . . . Og saa skulde én jo være tilfreds, naar én har det daglige -" "Manden tjener paa sin Kant ja, og De paa Deres?" "Aa Ja, der er nok mange, som kan ha det værre - endda! - Jeg hører ikke andet end Bekymring og Forskrækkelse, hvor jeg sidder ude og syr . . ." "Men kan det ha noget paa sig alt dette, de snakker om Badet da, Forland?" - vovede hun forsigtig. Han opfangede et spændt angst Blik og begreb, at han stod paa Forhør for Smaafolket derude . . . SIDE: 544 "Hør nu, Mor," - sa Faste, - "jeg tænker, det er disse Fabrikskorstenene, der ikke ryger mere, som har sat Skræk i Folk herover? . . . Ikke saa underlig det." "Det er nu alle de surt fortjente Sparepengene deres, de er bange for, Forland. De mente, det var som at sætte dem i en rigtig gjild Bank, - de skulde yngle bare ved at ligge der, maatru." "Jeg kan svare Dem med den gode Efterretning, Madam Gjøset, at der alt har begyndt at melde sig Gjæster til Badet. Og lidt trange Tider faar vi alle bære, baade store og smaa," - mente Faste. "Ja, Gud bære os, Forland," - brast hun nu ud, - "Manden min og jeg har ogsaa sat alt vort i en Kvart- aktie. Og har jeg lukket et Øie for dem nu i fjorten Dage, saa! - Det er alt, hvad vi eiede og havde, maa De vide . . ." Hun tørrede og tørrede Øinene . . . "En har strid saa mangen mødig Dag for dem og glæd' sig ved hver Halvkrone, én kunde lægge bort til de gamle Dage. - Og her sidder vi nu i Angst og Bæven for Afdrag og Renter paa Stuen vor og for Doktorregnin- gen fra ivinter og véd ikke, om vi eier en Øre. Det er saa én ikke har Fred til at tænke paa nogen Ting længere." "Hør nu, Mor Gjøset," sa Faste resolveret, - "faar De ikke solgt den Kvartaktien til Høsten, saa kom til mig, De; jeg skal ta den, jeg." Madam Gjøset stod som himmelfalden og saa paa ham: "De mener Aktien er fuldgod da?" - udbrast hun. - "Men saa mister vi vel Renterne?" - spurgte hun pludselig mistænkelig. "Ja ja, Tak skal De ha for det Løfte, Forland. Jeg skal nu snakke med Manden min, saasnart han kom- mer hjem. - - Men Gud bevare os for Rygter, De!" - lød det, som hun tog Symaskinen op fra Trappekanten, hvor hun havde sat den fra sig. Tvil, Tvil - overalt Tvil - gik det i ham . . . Alle disse Smaahjem og Reder fulde af Spørgsmaal . . . SIDE: 545 Der ebbede et Øieblik den sorte Mismod i ham, som hans Angst instinktivt holdt borte. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Først, da det saa smaat begyndte at skumre i Vaar- kvælden, kom Faste gaaende ad Landeveien tilbage fra den sidste af sine Ekspeditioner. Det var som at gaa og vasse om i en Myr dette . . . Samme Svar fra dem alle! . . . Maatte først vide, hvad de andre mente. - Og saa det høist listige Raad at vende sig til Onkel Joel! - La' alt ligge nu denne dyre Maaned . . . Og saa forevise ham "Projektet" saadan halvt eller tredie- dels færdigt! . . . Ser den ene skjæve Tanden hans længere og læn- gere nedover Hagen af Haan. - - Faste vidste ikke selv, at han alt var langt inde i Byen, før han skimtede John Berg og Herman Wiik henne i Gaden. De forsvandt henne i et Sidesmug, da der kom nogle spadserende . . . Likte naturligvis ikke at vise sig om Dagen . . . Mærker nok, der er dem, som nu tænker, at Faste Forland kunde bli Trediemand i Vinden og ogsaa blot krybe ud om Aftenen - Puh, her blev som lufttomt Rum! - - - Han bøiede pludselig ind Tvergaden og tog uvilkaar- lig op Alléen, som førte ud til Gyllings. Der lyste alt en tynd Strime af Maanen over Hus- taget, medens hele Havesiden laa i dunkel Skygge, og to tre høie Trætoppe ragede op mod Himmellysningen. Faste fulgte Hækken op og ned, op og ned . . . Han vilde alt for anden Gang vende ved Haveporten, da han opdagede en Skikkelse ude paa Altanen . . . "Dig, Faste?" - lød Beras Stemme overrasket. Hun kom ned barhodet, og stansede ude paa Have- trappen. "Jeg syntes, jeg saa Dig deroppe, Bera, - og kom til at undres over, hvad Du nu tænkte paa. - Jeg satte i Aanden en melodisk vemodig Fløitetone til, - hen i SIDE: 546 Kvælden . . . Det maa være morsomt at være saa har- monisk og skjøn . . . Jeg mener, bare at ha det at ansvare og ellers - kvit med dem alle! . . ." "Var det virkelig for at sige mig de vakkre Ting, at Du stansede dernede, Faste?" "Ja, din Skikkelse gik saadan ind med alt i Natu- ren. - Den bare nyder og er fri for at bære . . . Der er ingenting ret, og ingenting galt!" "Du har vist saameget at staa i og saameget at bære, som Du siger, Faste! . . . Men saa véd jeg nu ingen, der saadan kan hvile og kaste det af sig, som Du. Du gaar ind i din egen Verden, Du, og faar alt om Dig med didind." "Ja, jeg véd det. Jeg véd det, - jeg er et Slags Luftvæsen udenfor Virkeligheden, som bare har den Feil, at jeg skuffer baade mig selv og mine Medmen- nesker. Er det ikke saa? - Jeg kunde gaa lange Veie for at høre din udtryksfulde Stemme sige mig det, - op igjen og op igjen . . . saa snilt og mildt og barm- hjertigt, - blot, at det reiser et helt Taarn av Ansvar paa mig! - Jeg er saa vant til de fine Stik gjennem Samvittigheten av din lange Haarnaal, at jeg ordent- lig længes efter det som et Krydder, naar jeg har bak- set forlænge dernede blandt de direkte brutale . . . Har Du ikke mærket det, Bera, at jeg af og til faar et Ryk, som jeg absolut maa se Dig. Det hænger slig sammen det . . . Gud, hvor Du har pint mig, - be- standig, bestandig!" "Har jeg?" - hun gjorde en selvforglemmende Be- vægelse ned ad Trappen mod ham; men stansede og lænede sig mod Gelænderstolpen. "Aa, tal kun ud," - lød det forbittret . . . "Bevis, at det blot er noget, jeg indbilder mig, - naturligvis, - eftersom hele Fyren bare er Indbildning! - Og, at det skulde være av en vis grusom Lyst hos Dig? - Mundsveir!" Hun rystede paa Hodet . . . "Jeg tænker blot paa, hvor tungt det alt hviler paa Dig . . ." "Du mener Badeforetagendet -?" SIDE: 547 "Nei, jeg mener alt muligt, alt, Faste! . . . Og hvor let Du kunde bli glad! - Men Du maa vist komme til det selv; der kan ingen lære Dig det." "Mon jeg ikke har faat nok nu, Bera? - Vi begyndte om Naturen, og straks saa - Stik, Stik, Stik!" "Kjære Dig, er jeg ikke ialfald godmodig, som paa gammelt Venskabs Regning lader Dig staa slig og rase dit Humør ud for mig, Faste!" "Godmodig, - godmodig! . . . Du har skuffet mig har Du! Jeg trode virkelig engang, at Du var noget, - en dyb Personlighed!" Hun strakte pludselig Hodet frem over Gelænderet og saa ham koldt helt ind i Ansigtet . . . "Naar Du har saa mange, som bedre forstaar Dig, Faste, hvorfor saa nedlade Dig til mig, hvor Du bare faar Modsigelse og kommer i slet Humør. Hvorfor ikke gaa for Eksempel til en begavet Dame, som Laura Groth. Jeg er sikker paa, at hun vil forstaa Dig paa Minutet! Se, det er mit Raad. Slut Dig til nogen, som kan holde Dig i Humør i disse Tider . . ." Der faldt en Stribe af Maaneskjæret paa hende, og det slog Faste, hvor dybt udtryksfuldt hendes An- sigt var. "Her er saa koldt," - brød hun af, - "jeg maa gaa op Du . . . Farvel, Faste!" - lød det. Han syntes, Stemmen brast, som hun fo'r ind. Han vendte hjemover . . . Ja, dermed smat hun tilbage igjen i sit Jomfrubur . . . tænker paa dit og dat, - kanske, om hun ikke har forkjølet sig for denne umulige Fastes Skyld! Det var lidt andet, naar han skulde krybe hjem i Hiet. Han kunde af hele Byen tilsidst blot se de Huse, hvor han vidste, de havde Aktier i Badet . . . Men for en Kvæld! - som det lugter Groe og Jord overalt . . . Det var saa én kunde graate . . . Deiligt, deiligt at være til alligevel . . . Nedenfor laa Byen med Halvskygger i Gaderne og SIDE: 548 Maanehornet over Mastetoppene paa Havnen og Tan- gen - Ja, dernede snakker de nu ved Sengetid og grun- der paa Aktierne og det altsammen . . . Ve og Jam- merklage - Han stansede pludselig og satte Stokken haardt i Bakken. Men Pokker, hvad gaar der af mig. - - Hvad er det, jeg føler mig saa overjordisk let og lykkelig over? . . . Ingen Grund just - midt i al Pinagtigheden og Van- skelighederne! . . . Hvorfor ikke gaa til den begavede Dame, Frø- ken La-u-ra Groth - ja . . . Han udsagde det ligesom beseende hvert Ord. Det Spørgsmaal havde hele Tidcn ringet i Ørene paa ham, til han nu pludselig gjentog det, gridsk prøvende som foran en hel overvældende Opdagelse. . . . Og som hun, - Laura, vilde forstaa mig, - paa Minutet! . . . Du tar feil, Faste . . . Du tar feil! - - Lad mig tænke ordentlig . . . Og saa kold hun var i Øinene og bleg. Der kunde være som en hel Brand af Lidenskab under . . . Lad mig ikke bli gal, - ikke forstyrret . . . Din Ind- bildningskraft, véd Du - - -. Det var et helt andet Ansigt, Lüders mødte ham med idag end det, Faste var vant til og kjendte. Lüders havde noget uceremonielt sendt Bud efter ham til en privat Konferance paa sit Kontor i Anled- ning af, at Faste nu vilde appellere til en Generalfor- samling av Aktieeierne . . . "Det nytter ikke at skjule over det eller farve og blaase op Stillingen, Hr. Forland! Faktum er, at Ban- SIDE: 549 kerne nu alt længe ikke har villet udlaane en Øre paa vore Badesteds-Aktier, - at Böckmanns Bank, som det heder, holder dem oppe, blot gjør det for selv at kunne bli kvit sine egne mange. Kort og godt, - Ak- tierne, som nu ligger omkring i Folks Lommer, - og her er mine atten!" han slog paa Bunken, - "ikke engang er værdt Papiret, de er trykte paa . . . En Svindel uden Lige, min Hr. Forland! . . . Med en Let- sindighed uden Grænser har De lokket Deres Medbor- gere ind paa et Foretagende, som krævede en mang- foldig Gange større Forskudskapital, end vore smaa Forholde paa nogen Maade kunde tænkes at ha Evne til at præstere, - en ren Millionspekulation, hvorover en Hær af bedragne Mennesker nu vrider Hænderne, - og som dertil i gunstigste Fald forlanger Tid, - Aarrækker, - for at vokse sig frem." "Var det for at vise mig dette smukke Prospekt, De har sendt Bud efter mig, Hr. Konsul, saa kan jeg kun henvise Dem til Generalforsamlingen. Der skal De faa Svar!" "Generalforsamling, - Generalforsamling? - De er nu vel ikke gal, Mand? . . . Offentlig basunere ud Elendigheden? - gi' Aktierne det sidste Svimeslag -?" "Foretagendet maa holdes oppe," - erklærede Faste. "Vil ikke de store støtte det over Krisen, saa prøver jeg hos de smaa!" Konsulen saa pludselig Faste tæt ind i Øinene: "Jeg skal sige Dem noget. Der havde ingen af Byens ledende Forretningsmænd indladt sig med Dem, havde man ikke havt Grund til at tænke sig, at De i visse Maader havde Deres Onkel Joel i Ryggen, - ialfald engang vilde faa Penge efter ham . . . Naa, jeg skal ikke filosofere over dette, - naar jeg bare faar mit! - Men mit vil jeg ha," hvislede han pludselig med sammenbidte Tænder og knyttet Knoe i Fastes Ansigt. "Deres Onkel, som har tjent Dem saa bra med Kre- diten, han skal, skal betale mig de atten Aktier . . . Generalforsamling?" - vedblev Konsulen haanlig . . . Jo, De kan tro, der er mangen, som nu kunde ha SIDE: 550 Lyst til at faa sat Kloen ordentlig i Dem, - alle de stakkars Folk, som De har malt og talt alt dette saa lystelig op for, at de slap Pengene sine ud i det . . . De maa tro, om de fik noget i en "Generalforsamling" at fare med imod Dem, - for Eksempel visse Oplys- ninger, der kunde skaffe Dem Udsigt til et Sted, hvor De fik Tid og Stunder til at overveie Sagen, - de stemte ikke, de brølte! Og ser De, Hr. Arkitekt," - kom det indædt, - "det er netop endel saadant Stof, man kunde gi' dem ihænde paa en slig Ge-ne-ralforsamling . . . Jeg har tilladt mig at studere Papirer og Kvitteringer der- nede paa Badeanstalten, og min mindste Sag er at op- lyse Publikum om, at De bevislig Gang efter Gang paa egen Haand har disponeret Badestedets Kontanter langt udover og til ganske andet, end de var bevilget Dem." "Det siger sig selv," - sa Faste koldt, - "at jeg har maattet handle, som jeg efter Omstændighederne fandt rigtigst i Badeforetagendets Interesse. Det hele maatte selvfølgelig først og fremst holdes oppe. Det skal være mig en Fornøielse at svare Dem, notabene paa rette Sted, som er Generalforsamlingen, Hr. Kon- sul, - og ikke Deres private Kontor." - Faste grep sin Hat. "He, he, - saa drøfter vi ogsaa sammesteds, hvor- ledes det gik til, at De, Hr. Forland, fik sat Blaar i Folks Øine, saa den berømmelige Hotelfest kunde hol- des, - ved, at man i et Nap plukked' Badeanstaltens kontante Kasse for elleve tusind!" "Trudsler? - mod mig?" - fo'r Faste pludselig til- bage ind paa Gulvet igjen . . . "Nei, før de skulde be- væge mig, - før spadserede jeg ind paa Spindehuset, som De nok havde den Artighed at sigte til. Ellers skal jeg love Dem en varm Glæde i General- forsamlingen," - hilste han og gik . . . - - - Det var saamæn en direkte Tiltale, han der havde faat, - opgjorde Faste sig, idet han tog Veien opover . . . SIDE: 551 Ja, nu befandt han sig igjen paa Vrangsiden af sin gode By! . . . En saadan Smaastad paa Randen af en Panik havde noget af den løbske Hests farlige Ustyrlighed ved sig, - det gjaldt at faa kjørt den i Sporet igjen med kraf- tigt Tag i Tømmen! . . . Han fik da Erfaring for, hvad det vilde sige at holde en Sag oppe, naar Opi- nionen styrter udover den - De tænkte kanske, han vilde forlade Skibet, som en Rotte! Han fik foreløbig sætte Staal i sine egne, opgjorde han sig og svingede ind til Doktorens. - "Naa? - I synes vel her er endel at staa i, I ogsaa," - sa han, som han traadte ind i Stuen til Sølvi. - "Folk ter sig jo en Smule desperate." "Aa ja, Faste, vi faar ta vor Part, naar Du bare klarer Dig," - svarede Sølvi snilt. Der var noget ned- slagent overbærende i Tonen, som bed ham. "Bange for Pengene Jeres, naturligvis!" - udstødte han. "Vore to Aktier? . . . Aa nei, de, mener baade Fal- kenberg og jeg, fik stryge, om det end ikke er saa let for os." "Beklager, at jeg ikke har det saa, at jeg kan ind- fri dem just nu; ellers skulde jeg straks skilt Jer af med Byrden," - sa han bittert. "Du maa ikke gjøre os Uret, Faste, - det er ikke saameget paa de Aktierne, vi tænker." "Men tabte skal de absolut være? - den Tanke lader til at blaase over hele Byen i denne Tid! . . . Som om Foretagendet ikke er lige godt og lige holdbart, fordi pludselig endel Mennesker finder paa at slaa sig gale af Skræk for en liden Krise." "Du maa forstaa os, Faste. - En Doktor skal jo leve af sin Praksis. Men, naar han saa pludselig staar som Hovedmand i et Foretagende, der af Almenheden ialfald opfattes, som det kunde briste med Sorg og Ulykke over hele Byen, saa blir han jo noksaa van- skelig stillet, - lidet populær." SIDE: 552 "Ja, saadan ser det ud - nu!" afbrød Faste . . . "Men om alt dette skal der staa et Slag paa General- forsamlingen! - De hyler over Badestedet, før det end- nu har faat Lov til at gi Indtægter af sig . . . Men jeg skal opbygge dem med et lidet Panorama, - hvor ødt og udslukt her vil bli igjen, om det store Vindu, vi har sat ud til Verden, atter tilspigres! Du forstaar ikke, Sølvi, hvad det vil sige at gaa og længes efter en ordentlig Kamp, hvor én faar bruge sig og slaa med alt det, én evner for Offentligheden, istedetfor stadig privat at stikkes i Ryggen." "Om jeg forstaar, Faste . . ." Det var denne blide Mine og Efterjatten fra Sølvis Side, han ikke fordrog, istedetfor de bidende Skarp- heder, han var vant til fra hende. Han vandrede paa Gulvet og smaaplystrede . . . De begyndte at bli ydmyge i Sjælen nu derhjemme, - syntes vel de igjen havde Havet brusende om Hu- set! . . . "Vil Du ikke se paa Gutten vor?" - spurgte Sølvi beroligende. "Gutten? - Jeg havde nær sagt, har Du nogen Gut? Det er saa længe siden, jeg tænkte paa sligt, Du," - sa' han distræt og fulgte mekanisk efter hende ind i Sovekammeret. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - "En Profet faar naturligvis holde Troen oppe i det længste," hørte han efter sig, som han paa Ned- veien passerede Hjørnet af Kirkeristen. Det var Tryggesens Stemme, - en Skose til hans forargende freidige Maade at gaa paa. Og Faste følte selv, at han instinktmæssig blev som en opbidslet Hest, naar han skulde gjennem Forret- ningsgaderne . . . Han havde den Fornøielse paa langt Hold at passere gamle Klüwer, der ogsaa nu fandt for godt at stanse og anskue ham; men rigtignok med et helt andet Greb om Stokken end, da han brugte at titulere ham for "Byens Mirakelmager" . . . Og, da Konsul Wulff rul- SIDE: 553 lede forbi, lyste der som Spydighed i Minen, idet han noget demonstrativt hilste . . . Pokker til angenem Gade, Havnegaden, - det var, som det krydde af Mennesker med Dommedag i An- sigtet. - Toldinspektøren havde lagt sig til et kobber- rødt Ansigt og gloede ordentlig vildt paa ham . . . Og der kom Frøken Laura Groth skraaende over til ham paa Fortouget. Hun lignede en af de større, mere tungt flyvende Sommerfugle og havde tydelig faat den almene Ængstelse i Vingerne. "Sig mig, er der nogen død? - gaat heden?" - mødte Faste hende. - "De ser saa vemodig deltagende ud, - Ansigtet saa fromt sammenlagt i Folder." Hun rystede paa Hodet og saa saaret paa ham . . . "Lad mig sige Dem, at jeg ikke kan andet end be- undre en Mand, som gaar med saa opreist Hode og saa uforfærdede Øine midt i Bagtalelsens oprørte Hav . . . Ak, Forland, - havde det bare været i en Ko- medie eller Tragedie! " - "Ja, De siger noget, Frøken Groth." "Langt, langt borte fra denne grove Virkelighed . . . Og for mig, stakkar, er det nu som slukt altsam- men . . . Jeg synker tilbage igjen til at passe Tan- tes The og Kaffe. - Men, det tænkte jeg at sige Dem og takke Dem for, - at dette altid vil staa som Glans- punktet i mit Liv! - som en Fortryllelse, jeg har væ- ret inde i med Hjerte og Sjæl - - Og Dolken, den deilige Dolk, jeg har kjøbt til at støde mig i Brystet! . . . Ja for det er nu vel saa, at der ikke blir mere af med nogen Komedie heller?" - spurte hun pludselig. "Et skal jeg love Dem, Laura Groth, - lever jeg, skal der bli ordentlig Komedie! " hilste Faste til Af- sked og gik. Han styrede paa ny ind i dette Ængstelsens graa Hæng, der rugede over hele Byen. Det var som Vaar- solen med sit skarpe skjærende Lys stod der og stak aldeles mal-á-propos. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 554 - - Han havde tilbragt Eftermiddagen ved sin Pult paa Kontoret, - afvist og afvist Regninger med Udsigt til Generalforsamling, - spekuleret og fanta- seret op Udveie, - der maatte søges blandt de enkle Grundstoffe! - bygget en Jodfabrik med Tilgang fra al Kystens Tang og Tarre, - oprettet et centralt Tjærebrænderi furneret fra det vidtstrakte afskovede Distrikts Millioner Fururødder. Og tilslut gjennemgaat en Scene med Risting, som vilde ha sine Penge. Træt og opgivet vendte han nu senaftes hjemover fra det hele . . . Minen havde noget afsløvet, som Trodsen sov i det, medens Billederne fra Dagen kun passerede halvklart og drømmeagtig forbi . . . Komedie ja! - fo'r han pludselig til . . . Hvis jeg lever, saa skal der bli ordentlig Komedie! - lovede jeg Laura Groth - Forresten ganske underligt, - var det ikke som hun tog en hel rørt høitidelig Afsked med mig. Hun har naturligvis opsnappet noget af, hvad de gaar og hvi- sker og tisker om Lovligheden af min Færd, og natur- ligvis alt set sin beundrede Ven sidde i flittigt Arbeide paa Spindehuset . . . Og saa en Afgrund reist mellem os! - mente, hun kunde ikke kjendes ved mig mere; - men rørt var hun alligevel . . . Javist er Menne- skene underlige Væsener . . . "Hvordan har Du det, Gutten min?" - spurte Fru Forland, som han traadte ind i Stuen. "Har det? - Jeg har det som den, der kjæmper paa en glat Planke med Sjøen under sig - Men mærkelig, Mor," - brød han af. - "Saadan en Pengepugergeist kan godt være en virkelig Hæders- mand, - en virkelig én, siger jeg Dig, som paa al Vis vil det rette. Der er blot det slemme at han vil det rette næst helst . . . I Valget mellem Gud og Mammon er det desværre Mammon, som bikker ned paa Vægtskaalen og drar ham aandelig tilbunds - Aa, lad mig faa Lys, Agnete . . . Jeg har en Scene i "Den gjerrige", som skal vaske sig . . . Godnat, Mor!" - SIDE: 555 "Saa ondt, Du Agnete," - utbrast Fru Forland, da hans Skridt hørtes oppe i Trappen, - "at se ham komme hjem saadan Aften efter Aften ligesom med en døende Halvglød i Øinene, - mishandlet og ilde medfaren dernede den ganske Dag. - Og saa vide, at med ham faar de ikke Bugt, før Øiet er dødt og Villien brudt . . . Han er saa skabt, Du!" - suk- kede hun. - "Han faar fuldbyrde sin Skjæbne . . ." "En lang Sommer . . . En trist Sommer!" - ud- talte John Berg sig, som ban mødte Faste høit oppe ved Bækengen. - "Gaar her og venter paa Akkord med Kreditorerne! Men den ene Dag slæber sig hen efter den anden med det samme resultatløse i Luften. Hvad Pokker bryr man sig om lidt bedre eller daar- ligere Sommerveir. Det er Tiderne, - Tiderne, - at der engang skal bli en Forandring i denne fortvilede Pengeknapheden, vi venter paa . . . Man drikker Kognak og Selters i lange Baner under Markiserne paa Verandaer og Trapper, og bare venter, Du! - Det er ordentlig velgjørende naar der nu veksler med et or- dentligt Tordenveir og blytunge Skyer. - Og mærke- lig nok, - var det ikke som under en hel Himlens Kanonade, at Falliterne nu pludselig i forrige Uge igjen brød løs? - Konkurs i Konkurs, - næsten hvert tredie Firma op efter Havnegaden! - Ja, man snak- ker jo endogsaa om en Mand som Arne Wulff; han reiser svært ofte ind til Hovedstaden nu paa det sidste." Faste gik med en hel anderledes overvældende Efter- retning i Lommen, - et Brev, hvori Hamburgerhuset, som havde havt Leverancen af Hotellets Udstyr, i Man- gel af øieblikkelig Betaling truede med at sikkre sig ad Rettens Vei i Aktieselskabets Eiendele: Hotellet med Inventar og Byggegrund. SIDE: 556 Dette var ensbetydende med, at Aktieselskabet maatte gjøre Konkurs, skulde ikke en enkelt Hoved- kreditor særlig begunstiges. Han gik og hørte paa John Berg, medens Tankerne ledte og ledte, - indtil de affødte den Beslutning, han i disse Dage altid kom tilbage til, - at prøve Onkel Joel! - en svag Udvei, men den sidste! . . . Og saa en Tanke, hans Fantasi undertiden legte med, naar han var træt, - at gaa til Amerika, tjene Penge og klare det hele . . . Under alt kunde der dirre et Øiebliks Gys for noget tomt, dødkoldt sort, der steg op som en Vision . . . Medens John Berg snakkede og udlagde Gaderne indover, gjættede hans vare Øie, at det allerede var Hamburgerhusets Gaaen paa og Trudsler, der afhand- ledes to og tre imellem paa Fortougene, saa den Sag nu naturligvis fo'r med sin Panik udover Byen . . . Han syntes, han hørte Ordet, Konkurs, Konkurs, fra alle Kanter . . . Gamle Joel havde alt været i Byen en Maaneds Tid uden at Faste havde kunnet overvinde sig til at hilse paa ham. Han gik nu og prøvede at opgjøre sig nogle Indtrædelsesord som Undskyldning; men opgav det halvsvimmel . . . "Ja, her Farvel, John," - sa han pludselig nede i Kirkeristen, hvor Onkelen bode. Han tog Trappen op i et Par Sprang, og stod og undrede sig over, at Gadedørsklokken klingrede saa stærkt, - han var sig ikke bevidst at ha ringet . . . "Ja, Onkel," - hilste han inde i Stuen, - "det var jo noget helt andet, jeg havde haabet at kunne vise Dig, naar Du kom hjem, end den Misère, Du nu har for Øinene." Det ene grønne Gardin hang halvt nedrullet med en Stribe Sol indover mod Pulten, hvor gamle Joel sad neddukket i sine Regnskaber. Han dreiede halvt paa Rullestolen, som han sad i, og reiste sig et Øieblik næsten formelt høfligt. Det slog Faste, at Onkelen var adskillig europæise- SIDE: 557 ret. Han var nybarberet og høist soigneret i Halsen, og Solstrimen faldt paa en fin modern Frakke, rigtig- nok af den gamle Længde. "Saa-aa . . . Du endnu her?" lød det, som han igjen lod sig synke ned i Stolen. - "Jeg maa sige, jeg var kommet paa den Tanke, at Du maaske turde ha forflyttet din samfundsgavnlige Virksomhed til et andet Sted - eller endog Land." "Du mener hinsides Atlanten, - at jeg skulde ha rømt fra Skuden uden at ha gjort mit for Rednin- gen?" "Og jeg siger Dig, bare gaa fallit! Gaa fallit!" "Det er nu ikke min Natur det, Onkel, - og heller ikke min Mening om Stillingen, hvis der bare -" "Saa? - Ja ikke sandt, - havde Du bare havt flere Penge! - endnu flere hundrede tusind, saa skulde vi set!" - "Kjære Onkel, det er dette uhyre Ansvar! - især alle de stakkars Smaafolkene, som kommer i Ulykken," - forklarede Faste. Han anstrengte sig voldsomt for at beherske sin Sindsbevægelse og havde Graaden i Halsen. "Ja rigtig . . . Ansvar ja! . . . Jeg kjender det som et Vomitiv! - Først vover man i splendideste Glans paa de vildeste Projekter, og bagefter . . . sid- der man paa Scheiterhauffen og græder." "Jeg mente," - vedblev Faste sagtmodigen, - "at Du kunde hjælpe, ialfald for endel, om Du tog Sagen i din Haand og for Eksempel slog det hele til Dig for noget som Halvten af, hvad det har kostet, nu der vel blir Auktion for Hamburgerfirmaet, - og saa gjen- nemføre det hele i mindre Skala." "Din Gauk! - Redde . . . Ja, jeg siger, saadanne Ideologer er værre end Skurke! - Hovedmassen af Verdens Ulykker kommer fra dem, naar de som Udyr slipper ind i Virkeligheden og maaler dens sagte tunge Vækst med deres galne Alen. De fører med lokkende Ord Menneskene op paa Precipiser, hvor de SIDE: 558 styrter utfor . . . Der skulde rentud anbringes Fore- byggelsesmidler imod dem . . . Og fortsætte Bedriften i mindre Skala? - forlyder det nu . . . Jo, jeg har havt rig Anledning til at be- undre Sagen ogsaa i den Gjænge . . . En og Anden fremmed har reist indom, forhørt sig om Badet, og er saa forsvundet igjen . . . Nede i Badebugten spad- serer der nu, foruden en rødbenet Kjel og et Par Strandsniper, et ensomt Hollænderpar. Og, eftersom der intet andet findes, saa hjælper de sig udmærket paa Blankenbergs Hotel . . . Et Hovedsavn udfyldes jo ogsaa ved, at man kunde anvise dem Byens gode gamle Badehus med privilegeret Adgang . . . Aa hei, hvor det gaar! . . ." "Det var ikke min Skyld det, Onkel, at alt i sidste Stund stod saa skrigende ufærdigt; - der indbetaltes ikke mere paa Aktierne." "Nei, nei naturligvis, - det stod bare paa disse ube- tydelige - Penge! . . . Havde de kommet, saa - - Ho-ho, -. Gjør Fallit, gjør Fallit, siger jeg Dig, og vis Dig ikke i Byen. Hr Konsul Lüders har be- haget at kræve mig paa dine Vegne for atten tusind Kroner. Hvis jeg ikke betaler dem, vil han bevise, at Du har underslaat Kassens Midler, - sætte Dig under Tiltale. - Ja værsaagod! . . ." "Han kan det ogsaa, Onkel!" - lød det tonløst, - "jeg benægter det ikke. Jeg tog elleve tusind af Kas- sen, dengang Aktierne endnu mentes at være Guld, og kunde først erstatte dem tre, fire Uger efter, og da ved alskens Laan." "Saa. Saa . . . Jeg byr Dig herved fem hundrede Kroner, om Du vil slaa Dig frem med dem over til Amerika, - for din stakkars Mors Skyld, - og for nogenlunde Renligheds Skyld for din Familie . . . Hehehe, - indlade mig med Dig i Forretninger! - Naar jeg overskuer, hvad mine salig 3,500 alt har ud- rettet, saa kunde det jo friste en Mand til at fortsætte . . . Blot ta mig det ganske Badested over Hodet -! SIDE: 559 Som sagt, de fem hundrede Kroner -." Onkel Joel aabnede Pultlaaget. "Tak. Tak, Onkel, - den Vei gaar jeg ikke. - Adiø. Farvel . . ." Han stansede lidt i Døren. - "Og gid Du maa bli fri for Bronchiten din. Du har været en dygtig Mand . . ." - Faste vendte langsomt hjemover, kun mekanisk hilsende en og anden. Byen laa ligesom i et helt forandret, underligt kirke- gaardsstille Skjær for ham. Dens Mennesker, Syslen og Travlhed kom ham ikke længere ved. Han følte sig endnu mere udenforstaaende end, om han havde befundet sig i et fjernt fremmed Land. Andre kunde sørge og meddele sig. De havde Ret til det. Det hørte til selve Livet . . . Men jeg? - skreg det i ham, - om Mor dør, om Sølvi mister sin Gut? - Mit Sind maa stænge sig af. Jeg maa gjemme mig væk for mig selv, - ophøre at føle! . . . Kommer der et Barn i Hjemmene, tar de det op i sin Følelse og er glade og kan gjøre Fest, og hvad skal Barnet hede og alt det . . . Og, dør det, saa graater de af Hjertets Fylde og Grund - Men jeg? - jeg har saa mangen Mor, saamange gamle og saamange smaa, jeg har ført paa Under- gangens Rand, og som kanske maa henslæbe et helt Liv i Armoden. . . . Enten jeg maa spinde paa Tugthuset eller slippe undaf, er ligegyldigt. Jeg er sat udenfor . . . Den Livet iboende Nemesis har eksekveret Dommen; der behøves ingen Lüders. - Jeg er én dets Sorger og Glæder uvedkommende, - kan kun gaa som en afdød og kige ind igjennem dets Ruder. Straffen, fordi Du tog Glæden fra de mange! . . . Han skridtede paa under en isnende Følelse for at komme fra Tankerne. Hjemme nikkede han til Ditlef, klappede ham paa Skulderen og strøg ham med Haanden gjennem Haa- SIDE: 560 ret; men forlod ham pludselig, da han saa ham stirre paa sig med et Udtryk som af en opstigende Angst. Idioten var istand til at gjætte -. Han gik og drev om paa Gulvet i Dagligstuen og satte sig hen til Moderen, der laa paa Sofaen. Han tog en af hendes hovne Hænder og begyndte at smaasnakke om hendes Rheumatisme . . . og vaag- nede af sin dybe Glemsel og Tankespredthed ved, at hun trak ham ned til sig og kyssede ham paa den klamme Pande. Han fik en nummen lam, skjælv Fornemmelse af blot at kunne føle hendes Kys som noget fjernt ud- vendigt, - en stille grufuld Panik: - han var sat udenfor! Der laa en bleget Tone over Stuen, som sa, at her havde han levet færdigt; han kunde herefter bare gaa som et Gjenfærd af sig selv. Han gik op paa sit Kammer, - saa sig et Øieblik om, ryddede distræt og lagde hen et og andet løst, som én, der tænkte paa at flytte; men fik det pludse- lig med ivrig og nøiagtig at pakke sammen de be- skrevne Papirer til sine Skuespil, og forsikkrede det med en Snor om. Paa et lidet Kort, som han lagde indeni, skrev han: "Kjære Bera! - Læs og gjem ogsaa dette for mig sammen med det andet. - Tak! - Altid din Faste." Nede i Kjøkkenet paalagde han Pigen at bringe Pak- ken ud til Gyllings. Han lukkede paa Døren til Stuen og saa sig et Øie- blik om derinde, før han begav sig afsted. Inden han pludselig vendte sig og tog Veien langs Fjeldknauserne udover til Braatskjærene, havde han staat en stund fordybet udenfor Bøssemager Dun- hagens Vindu . . . Han agtede ikke et Øieblik at kjøbe en Revolver; - fik bare tilslut saa ondt i Hodet, - langt inde i Hjer- nen, af at staa saadan og se og stirre; hans Tanker var helt andetsteds . . . SIDE: 561 Inde hos Breders sad Dina og Søsteren og græd. Det var deres lille Medgift, som var strøget med . . . Men Lüders rasede og ønsked' Hævn. Toldinspek- tøren og gamle Klüwer ropte paa, at han burde arre- steres og sættes paa Tugthuset . . . Sølvi gik taus der- hjemme, sa ingenting. Enkelte slog sig ironiske, og gamle Tryggesen brølte Vittigheder udover . . . Faste vilde ikke for alverden gaat gjennem Gaderne nu. Han saa Byen gjennemsigtig som i en Vision og skyndte sig afsted ligesom med al dens Sorg og Raab og Fortvilelse jagende og klagende efter sig . . . . . . Og fra Tangen kom de, Mænd og Kjærringer med Barn paa Armen, - alle Smaafolkene, - det blev et helt Tog - og spurte efter sin Ret, og hvor han, som havde bedraget dem for deres stakkars Spare- penge, var at finde? . . . Han følte sig usigelig lettet, rent som undsluppet, da den sidste Fjeldknaus stængte for Udsigten til Byen. Endelig var han alene! Der gik stort Hav dernede mellem Braattene, og Skyerne drog sorte forbi med lyse Opklaringer. Der havde hængt saa mangt et Vrag paa de Skjæ- rene, - kunde kanske idag hænge nok et - For hans Livsbygning var totalt ruineret . . . Fort gjort det, Faste! - syv og tyve Aar . . . Og saa staar Du alt her og vil fremstille Dig for Vorherre! Ja, den der var som Mor . . . tror med det ene Øie og ræsonnerer med det andet, - og faar det alli- gevel til at passe altsammen! Jeg kunde nok ellers tillade mig først at udbede mig bevist nogle Smaating. For Eksempel efter hvil- ken Ret Mor gaar der kroget, eller Ditlef er blit sendt ind i Verden som Idiot? . . . Overhovedet, ogsaa jeg spørge lidt - fra alle de Stakkarene, som gaar om med allehaande Mankements, - halte og blinde og aandssløve og ufærdige . . . De kunde, saamæn, ogsaa skrige paa Konkurs. SIDE: 562 Eller de, som har det paa den modsatte Vis - er tildelt en Gavernes Overflødighed, som ikke passer til Livet, men fører ud i det forfærdeligste Asnvar. For Eksempel jeg? . . . som foruden alt andet til- hørende ogsaa er tildelt en Overtalelsens Gave, der først og fremst narrer og bedrager mig selv, og der- næst fører mine Medmennesker i Ulykke. Jeg kunde ha min Fristelse til at spørge, ja! - tale lidt i Grundsproget. Stakkars Tigeren, som kommer frem for Dommen, belæsset med Ansvar for de mange, mange Faar . . . Hvad skal han svare? - udenfor det ene at vise Kløerne frem og sige: Du har gi't mig dem, Herre, - var det ikke for at jeg skulde bruge dem? - Eller er det en Overflødighed, Du har git mig i Forglem- melse og Distraktion under din vældige Skaben? Nu jeg staar foran det kolde nøgne, kunde jeg nok spørge, hvi Du lod mig krybe over Jorden fra Aur og til Auren igjen, som en Orm med vildførende Vin- ger, - saa jeg eiede min Ret til at tro, at mit Væ- sen var at flyve? . . . Spør, spør, Du Faste! - der svarer Dig ingen . . . Han tog Veien ned mellem Stupene borte i Strand- bakken. Spør ligesaagodt i Sprøiten, som stormer opefter Sva- berget . . . Det fraader og tordner og brøler og viger igjen som et Kniplingsslør . . . Det er vakkert. Men fælt nøgternt saltgraat, naar det knuser sig mod Fjel- det; - og har aldrig ment noget med hverken Knip- linger eller Regnbue i Røgen! Vil Du vide, hvad en Storkar er, saa kommer der nu en rullende saa nøgternt, som den evige Sandhed, medens Skummet fraser op i Kammen paa den, - en stor Glasbølge med hvid Hjelm og flyvende Busk! - Den slaar sig ihjel mod et forrevet Skjær, hvor den igjen siver og siler af, - idelig og idelig, - det er dens Livsgjerning . . . En Præst i høi Spidshue staar og præker i Hav- susen, snart over, snart under Vandet, snart bar og SIDE: 563 høi i lang Talar, snart helt begravet, saa Ordene blir til Skum og Røg . . . Og der længere henne kjæmper Brændingen en seig Strid med en Fladbund fuld af Tang, hvor der hele Tiden hvisler og sisler - "hys - hys-s" - Og Bølgen drar sig hvinende, hylende, skrattende tilbage, - lige i Favnen paa en vældig anbrusende ny! Jo-o, Faste, - nu svarer det . . . Havet breder sig ud til et hvidt, firkantet, fraadende svimmelt Lig- lagen, - pyntet der i Sandleren i bølgende henførende Skjønhedslinier med bræmmet Bord, - knattrende der mellem Smaastenene. Plumps . . . Plumps . . . Der var den igjen den dumpe Lyd fra Dragsuget ved den bratte Fjeldhammer. Den kom regelmæssig med lange Mellemrum, naar Brændingen et Rid havde draget sig som høiest opover Stenvæggen og forsank sig igjen. Han undgik at se did, havde den helst i Ryggen. Det var der, han vilde . . . Det var lyst endnu, - ikke Skumring nok . . . Helst gjemt i Mørket, vilde han lade sig falde ind i Mørket . . . Der var noget, som laa og dukkede og stak op henne i Kanten, hvor Fjeldhammeren dreiede om - Han maatte uvilkaarlig beskjæftige sig med det, undersøge det, - nærmere og nærmere . . . Det fortonede sig et Øieblik næsten som Hodet af en Mand . . . Nu dukkede det igjen op, - som Skulderen ogsaa - Han stansede hvid af Angst. - Skulde der ligge og skvulpe et Lig før hans . . . han komme til at ligge sammen med en Bror der i Malet! Var han blit afsindig? . . . Var det sig selv, han saa? - styg, bleg og forbidt . . . Han stirrede med et isnende koldt Gys ind i Dødens Land. Det dukkede nu helt op derhenne - En Vragstump - et sønderbrudt Bord af en Baad. SIDE: 564 - Et Havari som mit eget . . . Og Verden gaar lige godt! Han aarkede ingen Tanke mere, - lagde sig træt og tung og tom ned i en Kløft, hvor Skjelberget lunede for Vinden. Han halvt sad med Nakken lænet til Klippen, - Skumringen bredte sig til som et Teppe . . . Naar Stjernerne kom, saa - Vinden suste sagte med uforstaaelige Ord . . . . . . Det var jo den gamle mosede Stenbænken hjemme i Lysthuset, han sad paa. Og der surrede ogsaa Humlen, - sort og gul i Pel- sen, - tyk og lubben . . . Nu kravlede den paa et fedt klæbrigt Poppelblad . . . Den strævede tung og overmæt for at holde sig fast; men maatte slippe Taget . . . Den summede to- nende hen imod ham - - Hvor blev den af? . . . Han kjendte et Stik i Fo- den . . . Nu blev det til den grønmalede Bænk paa Pladsen ved Kirkeristen, han sad paa . . . Der gik de alle og saa ham ikke, baade de, som havde Aktier og andre. Rart, at der var saamange ude? . . . Det maatte være nogetslags Fest, - i Kirken eller - De gik der saa stille. Det var saagodtsom hele Byen, der var ude, - gamle og unge, alle pyntede, - de unge Piger med Sløifer - i Klynger eller to og to. - Selv havde han faat en saa underlig stor Fod, og han syntes at mærke, at, naar han satte Hælen i Bak- ken var det, som det havde en egen Virkning paa dem. Det faldt ham ind, at han maatte kunne hindre dem i at forsvinde ind ad Gaderne, om han trykkede med Foden mod Jorden. Han forsøgte, prøvede saa smaat to, tre Gange . . . Og vendte ikke Kirstine og Mina og Tona sin om, ligesom de var ved at gaa ind i Storgaden. SIDE: 565 Og henne paa den anden Kant dreiede ogsaa to tre sig om. Han maatte forsøge igjen. - Og de dreiede sig her og der. Selv Toldinspektøren og Risting tog et halvt Sving paa sig - Jo mere han traadte, des stærkere viste det sig at virke. Han begyndte at slaa i Jorden med det svære Fod- blad, og hurtigere og hurtigere dreiede de sig, - Klynge efter Klynge, som Afdelinger i en Dans - Han vedblev med haard Trampen, regelmæssig i Takt til en underlig hidsende Melodi - Og hurtigere og hurtigere dreiede det hele sig rundt. Han slog og slog, trampede og bankede, saa det smald i Fodbladet, - hastigere og hastigere. Nu dreiede han det hele, som han traadte en Spinde- rok, - slog og slog med det vældige Fodblad, saa det hele suste rundt i Luften, som en vild Hvirvel. Han følte sin Magt med en jublende Seiersglæde, - trampede og trampede med Fodbladet, der stedse vok- sede sig mægtigere. Han vaagnede med et Rædselsskrig - Jeg er da vel ikke blet Satan! . . . Han stod et Øieblik og sundede sig paa Omgivel- serne for at komme tilrette med, hvor han var, - og saa ned paa sin Fod - Det manglede blot, at den skulde været svart - og med Hestehov! . . . Egentlig bare det gamle . . . Den samme Evne, hvormed han havde dreiet alle Aktiehaverne rundt, hvirvlet op hele Svindelen. - En Kraft ja! - og saa drage sig bort fra Livets Valplads, med den ubrugt? - Der lyste et Blink for ham af, at han kunde leve. Blodet vældede dybt fra Hjertet op i hans An- sigt . . . Kunde vel endda være Pile igjen paa Strengen - Hurtig som for at beskytte sig mod nogen ny Ind- skydelse, skyndte han sig opover Fjeldknauserne . . . SIDE: 566 Uden at minke Farten kastede han en og anden Gang et Blik tilbage ned imod Brændingen, der lyste gjennem Mørket. - Den voldsomt opdæmmede Livskraft dirrede ham gjennem Nerverne. Hjem og optage Kampen igjen . . . lød det og lød det i ham som Sporehug, han satte i Svangen paa en Hest. Han stansede først, da han saa enkelte Lys fra Byen . . . Her staar man igjen foran Faktum: - Slides og rives i smaa Biter for hvert Menneske, Du kjender og ikke kjender, - maatte staa Standret paa Gader og Kontorer! Var det ikke saa, at Du vilde faa det hele til at svinge rundt med Fodbladet dit? Nei, jeg maa ikke smigre mig med Situationen . . . Hele Byen er igjen klogere end jeg. Nu har de alle forstaat helt fra først af, at Faste var en gal Mand, blot Idiot paa en anden Maner end Broderen! . . . Der randt nogle faa blege Stjerner mellem skarpe Skyer, og, som Huset hjemme dukkede frem, speidede han gjentagende opmærksomt efter, om der lyste fra nogen af Vinduerne. Ikke fra Dagligstuen eller Moderens Sovekammer . . . De havde altsaa ikke savnet ham eller mærket, at han var borte - Idet han bøiede ind Haveporten, blev han pludselig va'r en Skikkelse ovenfor i Veien . . . Den syntes ligesom sky at ville vige bort. Bera? - Bera? - Det maatte være Bera -! Det fo'r i ham, at hun havde fattet Mistanke ved hans Billet, og kunde have ventet paa ham og pas- set ham op! I et Nu var han ved Siden af hende. "Du her, Bera . . ." "Aa, jeg har været saa angst, - gaat og set og set efter Dig, om Du kom, - om Du aldrig kom! . . ." Hun vred krampagtig Hænderne. SIDE: 567 "Jeg forstaar . . . Jeg forstaar . . . Jeg føler mig som en greben Tyv! . . . Nei, jeg kan berolige Dig med, at denne din slagne Ven fra fordum vil leve, - endnu vil prøve en Dyst." "Spøg ikke, Faste! - Det er ikke saa, at Du er færdig med Verden . . . Du er ikke begyndt. Jeg har jo vidst det bestandig, at dette ikke var noget for Dig. - Hvad kan jeg sige Dig! . . . Men Du har jo nok af ubrugte Evner og Kræfter. - Hvorfor ikke skrive om alt det, Du tænker? . . . Jeg begyndte paa at læse det Skuespil, Du sendte mig, og det var, som jeg levede i det . . . Men pludselig overkom der mig slig Angst, - hvorfor havde Du sendt mig det? Jeg styrtede lige op til din Mor; men hun og Agnete var ganske uden Tanke paa noget galt, og jeg vogtede mig vel for at forskrække dem. Men af Pigen fik jeg høre, at Du var gaat ud, - ikke var paa Værelset . . . Saa har jeg gaat op og ned her i Dødsangst og spei- det og speidet og lyttet -" "Herregud, Du, - havde det nu ikke igrunden væ- ret bedre for alle, om denne besværlige, brydsomme Fyr var blet væk, - bukket og gaat ud af Verden med Bemærkning: - forstaar ikke en Døit af det hele!" - "Nei, Faste, det havde ikke været bedre - for mig." "Siger Du det, Bera? - Kan en saadan forulykket og havareret Person endnu interessere Dig?" "Hvor Du snakker, Faste! - Du og alt dit -" Han greb hende pludselig om begge Armene og saa hende skarpt ind i Ansigtet . . . "Nei, nu skal Du sige -. Nu vil jeg vide -. Jeg er jo havareret en Gang og faar taale at bli det en Gang til . . . Er det saa? - Kan det være muligt, at Du kunde slutte Dig til mig og mit, - som fortiden staar saa lavt paa Stigen . . . Kunde Du, som er saa klar og klog og korrekt, holde af mig? - Ja, saadan ordentlig, mener jeg." "Du er blet min Verden, Faste! - Uden Dig er der intet, intet for mig, - det véd jeg nu saa vel." SIDE: 568 "Men det er jo som at styrte Dig udfor Klippen, Bera! - Gud bevare Dig, Barn!" "Du er blet bitter, stakkar," - sa hun og la Hodet op til ham . . . "Men Du skal se, det skal nok bli bra altsammen . . . Vi skal nok faa det til, vi to . . . Hvad, Faste?" Han slog Armene om hende - "Tal, - tal Du . . . Det høres som noget deiligt, der er langt borte, - Havfrusang! - Det er, som jeg staar og holder Dig fast midt i Brændingen." "Den skal nok skumme af, skal Du se, naar vi to -" "Bera! Bera," - hviskede han, - "sig mange, mange Gange, at Du elsker mig, saa jeg fatter det, - be- griber det." - Faste og Bera var blet enige om straks at gifte sig. Hun vilde optage Situationen helt med ham. Nyheden gjorde et ikke ringe Indtryk i Byen, - virkede ogsaa som en Dæmper paa de uforbeholdne Udtalelser af bitter Hævnlyst i visse Kredse. - Saa hændte det ogsaa, at Faste og Bera en Dag blev kaldt op til Onkel Joel . . . - Han var jo forbauset, himmelfalden, - havde altid tro't, at Bera Gylling havde sin Forstand i bed- ste, allerbedste Orden . . . Men hvad skulde man sige, - nutildags gaves der ikke Overraskelser! - "Ja, I mener jo, som man beretter, at fare den skri- vende Vei, - bygge en Fremtid med Pennen, - gjøre: Forretning i det længst opgjorte Lager af Fraser og smukke Ord og Fatamorganaer og Sæbebobler! - Saa at sige oprette en høiere eleveret Delikatessehandel, - med bare Farvespillet af Tingene - - Ja, ja, ja, der er jo ialfald ikke saameget at risikere, - svare for ved saadant - luftigt! SIDE: 569 Jeg læste Skuespillet, De sendte mig, lille Frue, - "Mammon" . . . Det er jo nu indsendt til Theatret? . . . Jeg læste det i ét Drag . . . Jeg maa sige, jeg nød det, - særlig, hvor man ikke selv figurerer . . . Forunderlig truffet, det maa man lade, - min gamle ærede Konkurrent Bankchef Bøckmann gjennemlyst ud og ind som med en Lygte. Et besynderligt indviklet Maskineri saadant et Menneske . . . Ja, hvad skal man sige! - Tiden har ogsaa smit- tet mig. Jeg har ogsaa Idéer. - Det har været et ensomt Liv, en gammel Mand har ført disse Par Aar. - Hvad siger Parret? - Skulde I være tilbøielige til at forlade disse hyggelige Tomter for en Tid og følge mig nedover til Syden, hvor jeg maa opslaa mit Pau- lun? . . . Vi kunde jo gjensidig tilføre hinanden noget, - min Søstersøn og jeg er længst vante til uforbehol- dent at udveksle vor gjensidige Livsvisdom, - og med den unge Frue skulde jeg nok komme ud af det. Og saa, min kjære Faste, kan jeg fortælle Dig, at jeg har besluttet at følge dit vise Raad og oprette den Stiftelse, som Du i sin Tid fandt mig saa forpligtet til, og hvorfor Du strengt satte mig under mine Med- borgeres Tryk. Mit Anbud er nu gjort. Jeg tar Hotellet med Tom- ter og Anlæg udover Forstranden, - alt, hvad der ligger isoleret fra Byen, - for en Trediedel af, hvad det har kostet Aktieselskabet. Jeg vil omskabe det til et Kursted for bronchitiske og lungesvage, - har nøie konfereret med Doktor Falkenberg om det . . . Der er jo, som Du saa betryggende har skildret det i dine Prospektuser, - alle mulige Fordele: Lunhed for Vin- den, Salt i Luften, Granatmosfære, baade Hav- og Høi- fjeldsaroma at indaande, - - saa, hvor kunde jeg lægge det heldigere? - Og alle og enhver er jo ikke i den Forfatning, at de, som vi tre, kan reise til Syden . . ." SIDE: 570 Fru Forland laa der i Sovekammeret med de store milde Øine vendt mot Vinduet og saa paa de sidste gule Blade, som af og til dalede fra Lindetræet . . . Der legte en af de sidste Trækfugle i det - eller kan- ske den ikke aarkede mere, - mente at overvintre hjemme, søge sig en sidste Fjerkappe i Sneen? . . . Det var deiligt, - ligesom saa bærende let at ligge og tænke paa alt dette med Faste og Bera. . . . De gik nu om der i Huset, - deres første lille Rede, - inden de tog Flugten til Syden, de ogsaa, og han prøve sine Vinger . . . Han havde ligesom afgjæret paa et andet Felt. I denne Opfindelsernes Tid kunde vel Begavelserne let irre sig ind paa den Vei. Han aarkede ikke endnu rigtig at tro paa, at der var kommet en Lysning over det hele, - gik der saa uvant stille, kunde falde hen og Øinene faa et saa smerteligt Udtryk; - hun kunde se i dem, som i et Maleri, alt det pinlige, der drog op for ham . . . Der maatte Tid til, før det kunde svales og læges - saa- vidt . . . Naar Bera kom til, var alt som strøget af ham. Fra sin urokkelige Tro paa ham, eggede hun frem igjen hans før saa ubændige Mod og Evnefølelse og kunde lade lyse en Fremtid, der oprettede alt det skete. Og hvor lykkedes det hende ikke at stemme ham op og følge ham, naar Tankerne tog Flugt indover hans ny Gjerning. Og nu denne sidste store glædelige Nyhed, at hans Skuespil straks var blet antaget til Opførelse paa Ho- vedstadstheatret! . . . Det var jo som en ny Terskel at gaa ud fra. Fru Forland laa og huskede paa Kirsebærtræet og Faste, da han raabte: "det er mig, som blomstrer," - følte en underlig glad Vished om, at med ham var der plantet et Aandens Træ. Og hendes Agnete havde ligesom faat Sol over sig SIDE: 571 igjen . . . Det var ikke vanskeligt at spaa, hvad det vilde bli til. Døscher fandt daglig Anledning til at træffe hende nu, efterat han var vendt hjem fra Eksersitsen . . . Det var saa underlig, hvorledes Sammenhængen alligevel altid kom op . . . saa godt at tænke paa . . . Ditlef fik nu først sit i en næste Verden . . . Doktor Falkenberg og Sølvi saa ofte op til Fru For- land i denne Tid. Man frygtede for, at Gigten skulde slaa sig paa Hjertet. Alle de stærke Indtryk havde vel været mere, end hendes Nerver og Kræfter kunde bære, saa tilsyneladende rolig, hun tog det. - Hun laa der igjen en Sénhøstens Dag med Øine, som lyste stille af hendes Tankeverden, og et svagt Smil, - som altid af noget, hun syntes. Fru Forland ikke kjæmpede, hun saa heller mildt forklaret ned paa den gamle Strid, hun havde frelst sig udaf saa mange Gange om igjen og om igjen . . . Der var en Mening i alt, - den Tanke maatte ikke slippes! . . . helt fra dette, hvorfor hun selv skulde bli slaat med den haarde Lod at vandre om kuet og krogbøiet, saa hun ikke kunde reise Hodet og se op i Loftet, - hun havde været en kneisende rank Kvinde engang, - til det altid paa ny opdukkende bittre Spørgsmaal om Ditlef. Hun havde en Tid stridt haardt . . . Hun maatte ikke slippe den Tanke, at hendes hele Skjæbne var en Indsats i et høiere Liv. Hun maatte ikke slippe den . . . Enten det, - eller der var ingenting, - kun et under Hæl traadt Skrig, - og der kunde ikke leves! Ofte havde hun stridt, - nu ikke længere: - Hvi er dette lagt paa mig? Jeg vil tilbage til Jorden igjen. Men Vandet er for koldt. Ilden for hed. Guds For- færdelse bor i dem. SIDE: 572 Hun havde forsonet sig med sin Plantelære, - kunde nu ligge ligesom stille og se og betragte Væksten med de usynlige Skud og Blade - - Inat havde hun havt den gamle, deilige Drøm, - var igjen i Kirken, og hendes Stemme fyldte den, saa forunderlig klar og stor og frigjort op imod Buerne, medens Ditlef stod med Taktstokken og anførte Koret oppe fra Orgelet. Nu sov hun. Høstsolen randt i Stilheden henimod Skjærmbrættet. Af og til pikkede en Fugl et Par korte Stød paa Ruden. Falkenberg listede sig ind . . . Aandedrættene sagtnede saa underligt med af og til et Suk . . . Saa med ét - under en stærk Udaanden, der lød næsten som et Triumfraab, - reiste hun sig op fra Puden med udstrakte Arme. Hun rettede sig med et "A-Ak, nu gaar jeg -" Det var, som Stivheden glap af hende, - Øinene sank igjen i et halvt Smil, og rank og ret faldt hun tilbage paa Leiet! - Dampskibet pløiede Sjøen i Halvskumring udenfor Kysten. Onkel Joel var gaat tilkøis for den skarpe Aftenluft, og Faste og Bera spadserede paa Dækket. De følte begge, at det var, som de gik i en Afgjørelsens Stund. Der var endnu spredte lette rødlige Skyer, der mørk- nede ned mod Horisonten og Havet. To Odder stak sig udover, og Faste stod med Fø- lelsen af, at Virkeligheden med sine Krav og For- dringer endnu strakte sig ud efter Damperen, han fo'r paa, som to Hummerklør, der vilde gribe efter ham. SIDE: 573 "Du kan tro, Faste, jeg har ofte besigtiget dette dit kantede Hode," - spøgte Bera, - "det er saa bunket og bulet som et Blikspand. Det er vel, fordi der er saa meget underligt i det?" - mente hun. Faste hørte ikke. Han gik der i stærk Stemning inde i sit eget Syn . . . Lidt efter stod han ved Rælingen med en Blyant og en Lap Papir og skrev: Fraadende Braadsjø og nedknust Dæk, et overhændigt Hav, alting skyllet og sopet væk, - og, hvor blev Skipperen af? De jog for Storm, og de fo'r for Vind, de søgte ind Forlands Vig; bag Aasen stod Fjeldet med Taarn og Tind og Toppe i Himmerig. Og der fandt af revne Seil de nok og Vrag, som i smaat var knust, fra Snekavet gik der med Fok og Rok, og Stormen sidst havde sust. Men aldrig fandt de igjen den Mand, som sank i det Bølgebræk. De søgte om Land, og de spurgte om Strand; - men Fyren og Skuden var væk! Ja, Manden, de søgte, hvor blev han af? - Han tog sig no' underligt til. Han seiled' sig op paa det Hav over Hav, hvor Kikkerten rækker ei til. Der skummer nu Skibet med Top og Reil . . . Du ser det i Kvældens Sky'r, det jager med aldrig mindsket Seil og Maaneblinket til Fyr. SIDE: 574 Sin Faldrebstrappe det sænker ned i Sølvbroens lyse Strøm, og alt, hvad Jorden om Færden véd, det fanger den kun i Drøm - Men der tar Bølgen saa dyb en Grund som Skjælvet i Hjertets Saar, naar Stjernerne brænder i ensom Stund og blinker i Angrens Taar' -. Og der faar han seile og føre an med Regnbuflag ifra Mast. Og der kan han kjæmpe, den slagne Mand, fast Planken under ham brast! - Dampskibet pløiede og vuggede i Sjøgangen. Kun det ensomme Blinkfyr raadede i Kvælden . . .