Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Jonas Lie SIDE: 3 INDLEDNING. At der er Trold i Mennesker, véd enhver, som har lidt Øie for den Slags. De ligger inde i Personligheden og binder den som urørligt Fjeldstykke, lunefuldt Hav og ustyrligt Veir, - store og smaa Ubeister, - fra det enkelte vældige Bjerg- eller Havtrold, der kan lægge sig med sin Villie ind i Livsstrømmen, til Nøkken, Alven, Tomtegubben eller Nissen, der huserer og sætter sine lunefulde Ind- fald, Pudser og Krumspring ind i Folk. Engang, jeg kjørte i Slæde gjennem en Skog, skvat Hesten for en stor, skræmselsfuld Stenblok, der laa og keg frem i Maaneskinnet under en troldagtig vokset Bjerkelug. Siden har jeg mødt den igjen i en gammel Jurist, - et paafaldende træet Ansigt, Øine som to mat over- trukne Glansstene, en forunderlig sikker Dømmekraft, utilgjængelig for at rykkes eller vildledes af Indtryk. Omgivelserne blaaste af ham som Veir og Vind; For- standen saa tusindaarig stensikker, der snød ingen el- ler intet den. Han var bare en Viser. Troldskaben lever paa dette Stadium inde i Men- neskene som Temperament, Naturvillie, Eksplosivkraft. Det er egentlig et Skridt længere fremme og over dette, naar den lever som Angst, Mørke- og Spøgelse- rædsel. Angsten er Menneskehedens første Arbeide i Følelsen for at skille sig fra og løfte sig ud af det elementære, og følges af alskens Kunster og manende Midler for at tvinge det under sig. Og, hvor langt dette Troldstadium følger Mennesket SIDE: 4 ogsaa ind i det civiliserede Liv, vilde være en ganske nyttig og belærende Paavisning, maaske ogsaa en noget overraskende. Tilværelsens Angst, det store ubekjendte om os, som er Grundlaget ogsaa for vor religiøse Følelse, skifter uophørlig Ham og Navne efter de forskjellige Oplys- ningstrin. Den lever hos den mystiske Eksperimentalist som Borddans, Aandebanken og den Slags, og hos Lærde under høitklingende videnskabelige Betegnelser som den "fjerde Dimension", der fortiden halvt er blet den Pulterkasse, hvori man putter alt det, man ikke kan forklare sig. Der er nok adskilligt i vort oplysnings- og kultur- sikkre Liv, der vilde sprække ligesom Troldskaben for en klar Solstraale. Og det er vistnok hverken mere eller mindre end vor gamle Mythologis Skib Nagelfare, der var lavet af døde Mænds Negle og satte over til Hel, som langt nordpaa i Mørket gjennem mange Forvandlinger fra Asareligionen til den kristne er bleven staaende fast i Folkeforestillingen som Draugen i den halve Baad. Han kan vel være blet igjen som en Levning af det gamle Utgard. Hele Lofotvæggens Klipperække ser jo saa inderlig ud, som det kunde være Utgardlokes Trold, der var sat i Sten derude mod Nordhavet. Og Ofoten, - der hvor nu Viktoriahavn og en Ver- densvei pr. Jernbane til Rusland bygges, - er netop Navnet paa et af de Utheims Steder, hvorom Mytholo- gien har sat mest Stygge og Rædsel. Det var mellem Troldene og Draugene der, at Freia og Freir af Utgardeloke holdtes indseidet i døsig Rus, saa de ikke kunde kjende de Venner fra Asgaard, som kom for at udfri dem; der Freirs Gudenatur forlavede sig fra sin høiere moralske Bevidsthed, saa han gik ind i Hvirvlen af Draugenes elementære, vildt løsslupne, tøilesløse Driftsliv, og Guden bagefter gik stum af Sorg, ikke vilde ses af nogen eller vise sig i Asgaard. SIDE: 5 Men alt dette er, som sagt, nu flyttede Sager. Af det hele Husstel derude har vi kun Draugen og hans halve Baad igjen mellem Skjærene. Hvordan han ser ud? Jeg tænker, en Maler ikke vilde være glad, om han sad - som det jo forlanges af Malerne nu, - paa Baadhvælvet og tog ham efter Naturen og saa ham lige ind i Ansigtet. Ansigtet, ja! Draugen har jo ikke Hode, bare en Tarrevase. Men derfor kan man lige godt stirre ham ind i An- sigtet, mens han glor paa én med de røde, døde Øine. Han sidder lige foran Dig paa Hvælvet som Døds- angstens klamme, rædselsfulde Opstigning. Og siger nogen af dem, som klamrer sig fast til Kjølen, at han ser Draugen, saa véd de andre, det er snart forbi med ham. Naar Hvælvet saa plukkes for Folk, ser Broren sin Bror, Sønnen sin Far dukke op ligbleg og styg mellem Skikkelserne i den halve Draugebaad, som gaar for lavt Seil ved Siden af. Det er de druknedes Aander, som ikke har faat ind- viet Jord. Lystelig er han ikke at møde ved udfalden Fjære, naar den ligger langt og ødt udover i Maaneskinnet med alskens mørke Tarreklatter, Stene og underlige Skyggekast. Han varsles af Gulp som af dybt Vand; der staar kolde Gufs, og det rasler som af en Skind- hyre. Stygge svarte Havet skimtes som en Rand derude, og man hører hans ulykkevarslende: Baad! Baad! fælt gjennem Natten. At afbilde Draugen tør være en dunkel, taaget Af- fære og ingenlunde det samme som at tegne Trold. Trold, Gygre og Huldre, Nøk og Nisse har mere be- stemte Former, saavel i deres veritable Skikkelser som, naar de sættes ind i Folks Fysiognomier og Figurer. Man staar ikke her opraad for Model. Jonas Lie SIDE: 6 JO I SJØHOLMENE. I Forfædrenes Dage, da der bare var daarlige Baade i Nordland, og de maatte hjælpe sig med at kjøbe Bør af Ganfinnen i sækkevis, var det ikke greit at klare Havsjøen i Vinterveiret. Fiskermanden blev ikke gam- mel da. Det var mest bare Kvindfolk og Børn og van- føre, som fik Begravelse paa Landjorden. Saa var der et Baadlag fra Thjøttø paa Helgeland, som var ude og prøvede sig helt op i Østlofoten. Men den Vinter slog Fisket ikke til. De laa og biede og ventede den ene Uge efter den anden og Maaneden med, og tilslut saa de ingen an- den Raad end at vende hjem med Børnskapen og tomme Baaden. Men han Jo i Sjøholmene bare flirte og sa, at, stod ikke Fisken der, saa fandtes den vel længere nordpaa. De var ikke rod ud bare for at faa ædt op Nisten. Han var bare Unggutten og havde aldrig været paa Fiske før. Men det var ikke saa ulig Tale det, syntes Høvedsmanden. Og saa satte de Seil nordover. Paa næste Fiskepladsen slog det ikke likere til. De drog bare, saavidt de havde til Livs Næring for Dagen. Og nu vilde de alle spændt og plent snu. Er det ikke her, saa er det vel længere nordpaa, mente Jo. Og, havde de faret saa langt, fik de lige saa godt forsøge sig videre. Slig fristede de Lykken fra Fiskevær til Fiskevær, til de havde vaaget sig helt op til Finmarken. SIDE: 7 Men der fik de Uveir, og, alt det de søgte Berging un- der Næssene, maatte de tilslut sætte ud tilhavs. Bedre gik det ikke end, at den Baadbryen, de efter de Tider havde, satte Stevnen under Sjøen istedetfor over den og fyldtes udpaa Dagen. Der sad de raadløse paa Kjølen ude i vilde Havet. Og alle reiste de Klager mod han Jo, som havde fristet og ført dem hen i Ulykken. Da det blev mørkt, begyndte de at rakne i Hæn- derne og tages ud af Sjøen, én efter én. Men, alt det Jo hørte, helt til den sidste skreg og blev væk, saa var det bare den Jammeren over, at han havde sat dem ud i Elendigheden og for Kjærring og Barn, som skulde svælte og miste Forsørgeren. Han fik sidde for det, mente Jo. Det blev ikke bedre, om han ogsaa slap sig i Sjøen. Og saa klemte han Knæerne om Kjøltræet og holdt sig fast, saa han hverken kjendte til Haand eller Fod. I den kulsvarte blaasendes Natten syntes han, han hørte baade det ene og det andet Baadlag, som skreg. De har Kjærring og Unger de ogsaa, tænkte han, havde de saavist en Jo at skylde paa. Medens han laa og drev og drev og syntes, det skulde lakke mod Dagen, kjendte han med ét, Baaden hug- gede i Dragsuget ved Land. Og den, som kom sig op, det var Jo. Men han saa ikke andet end svarte Sjøen og hvide Sneen, hvor han snude sig. Som han stod og speidede og ledte, røg det langt henne i en Finnegamme under en Bakke, og did fik han kravlet sig hen. Finnen var saa gammel, at han knap kunde røre sig. Han sad bare inde i varme Asken og murrede i Pæsken og hverken svarte eller snakkede. Store gule Humler surrede ind og ud over Sneen som om det var Midsommer, og der var bare en ung Jente til at tænde op Varmen og gi ham Mad. Sønnesønnerne og Sønne- døttrene hans var med Renen langt inde paa Fjeldet. Her fik han baade Klædetørk og Hvil. Hun Seimke SIDE: 8 vidste ikke, hvor godt hun skulde stelle for ham; hun madede ham baade med Renmælk og Marveben, og han fik ligge paa Sølvræveskind. Lunt og godt var det derinde i Røgen. Men, som han laa og ikke vidste, enten han var vaa- gen eller drømte, gik mangt og underligt for sig, syntes han. Der stod Finnen i Døren og tællede Renene sine, endda de var langt inde i Fjeldmarken. Han stængte for Ulv og truede Bjørn. Han aabned for Skindsækken sin, saa Veiret ulte og peb, og Asken føg inde i Gam- men. Og, da det blev stilt, kom der tæt med gule Hum- ler og satte sig i Pæsken hans, medens han mjølkede og murrede, og Finneskallen nikkede. Men Jo havde andet for Tanken end at undres paa Finnen. Ikke før gik Søvnen ud af Øinene paa ham, før han strøg nedover til Baaden sin. Der laa den hvælvet som et Traug og stangede i Fjæ- ren, og Sjøen slibede langs Kjølbordet. Og saavidt fik han berget den op paa Land, at den gik fri af Sjødraget. Men saalænge gik han der om Dagen og saa paa den, til han syntes, at Folk lagede Baadene, som de heller vilde ha Havet ind i dem end udenfor dem. Forenden var ikke andet end et Svinetryne til at bore sig under med, og Bordlægningen ved Kjøltræet saa flad som Bunden paa en Kiste. Der maatte komme anderledes Skik og Lag paa al- ting, skulde de høve sig til Sjøbrug. Stevnen fik løftes baade med ét og to Bord, baade være kvas og gjøre sig mjuk, saa den paa engang bøied af og skar igjen- nem, og Baaden le'ede sig fint i Sjøen. Paa det tænkte han Nat og Dag. Det var bare saa- vidt en Afladelse, naar han snakkede og pratede om det med Finnejenten om Kvældene. Han mærkede godt, at hun Seimke var blet kjær i ham. Hun drog sig efter ham, hvor han gik, og blev altid saa bedrøvet i Øinene, naar hun saa, han gik SIDE: 9 nedover til Sjøen; hun skjønte nok, han bare stundede efter at fare. Finnen sad og malte i Asken, saa det dampede og røg af Pæsken. Men Seimke bare slikkede og lokkede Jo med de brune Øinene sine og gav ham Sødord saa rapt, som Tungen kunde gaa bag den gamle Finneryggen, til hun fik ham saa langt ind i Røgen, at Finnen ikke hørte. Ganfinnen vendte Synet bag i Nakken. "Mine Øine er dumme og rinder for Røgen," sa han. "Hvad er det, han Jo holder i Fanget?" "Sig, det er den hvide Rypen, Du har fanget i Sna- ren," hviskede hun. Og Jo kjendte, hun smøg sig op til ham og skalv. Saa fortalte hun saa tyst som Tanken ligger i Bry- stet, at Finnen var ond og malte Vrangsyn og jøikede imod Baaden, som Jo vilde bygge. Kom den istand, fik Ganfinnen ikke mere Salg paa Bør over hele Nord- land. Og hun varede ham, at han maatte passe paa og aldrig gaa mellem Finnen og Ganfluerne. Da skjønte Jo, at det kunde bli Uraad nok for ham med den Baaden. Men jo værre det vendte sig, des- mere værkede han efter at faa den rigtig udgrundet. Og nedover til Fjæren fo'r han, før Finnen endnu fik reist sig i Graalysningen om Morgenen. Men underligt gik det i Snebakkerne. De blev saa mange og saa lange, og der fo'r han og trødde i dybe Sneen, og aldrig naadde han Fjæren. Aldrig havde han set Nordlyset te sig slig saa langt ud paa Dagen. Det gnistrede og brændte, og lange Ildtunger slikkede og fræste efter ham. Ikke var han istand til at finde hverken Fjære eller Baad, og heller ikke til at ta nogetslags Kjendsel paa Landet. Tilslut skjønte han, at han havde faret rent i Ør- sken indover Fjeldet istedetfor ned til Sjøen. Men da han nu vendte om, kom Havskodden saa tæt SIDE: 10 og graa imod ham, at han ikke saa Haand eller Fod for sig. I Kvældingen var han næsten opgit af Træthed. Lige raadløst var og blev det. Natten faldt paa og Snedriverne voksede. Som han havde sat sig ned paa en Sten og bare grun- dede og tænkte paa, hvordan han skulde klare det med Livet, kom der et Par Ski glidende saa fint ud af Skod- den og stansede lige ved Fødderne hans. "Er I kommet, faar I ogsaa vise Vei," sa han. Og saa lod han det staa til, som Skierne bare vilde, udfor alle Hamrer og Bakker. Ikke saa han for sig, ikke tog han for sig, og, jo fortere han fo'r, des tættere kom Snefoget og Rokket imod ham, saa Vinden holdt paa at ta ham af Skierne. Nedover og udfor bar det der, hvor han havde faret om Dagen, og sommetider syntes han, det rent gik i Luften. Med ét stansede Skierne, og han var lige udenfor Indgangen til Finnegammen. Der stod Seimke og saa efter ham. "Jeg sendte Skierne mine efter Dig," sa hun, "for jeg skjønte, Finnen havde forgjort Landet, saa Du ikke skulde finde til Baaden. For Livet er Du tryg, fordi han har git Dig Hus. Men det er ikke raadeligt, at han faar se Dig ikvæld." Saa listede hun ham indenfor, saa Finnen ikke mær- kede det i den tykke Røg, og gav ham Mad og fik ham til Hvile. Men, da han vaagnede udpaa Natten, hørte han en underlig Lyd, og det summede og sang langt borte i Luften: Finmand kan ikke Baaden binde Fluen kan ikke Faret finde, surrer sig vilse i Ring herinde. I Asken sad Finnen og jøikede og malte, saa det durede i Grunden. Og hun Seimke laa forover med Panden i Gulve- SIDE: 11 gørjen og Hænderne kneppet om Nakken og bad imod til Finneguden. Da forstod Jo, at Finnen endnu ledte efter ham langt ude i Skodden og Snefoget, og at det spøgte for Livet. Saa klædte han sig paa, før det blev lyst, og kom trampendes ind med Sneen paa sig og sa, han havde været ude og ledt efter Bjørn i Hi. Men aldrig havde han været i slig Skodde; han havde vanket baade vidt og langt, før han fandt hjem til Hus igjen. Finnen sad med Pæsken fuld af gule Fluer som et Humlebol. Han havde sendt dem ud til alle Kanter for at søge; men tilbage kom de og surrede og sum- mede rundt om ham. Da han saa Jo i Døren og skjønte, de viste ret, gav Sinnet sig, og han lo, saa det ristede inde i Finmudden og mumlede: "Bjørnen binder vi her under Grydesøkket, for Baa- den hans har jeg kværvet Syn, og Søvnpinden sætter jeg for ham til Vaaren." Men samme Dag stod Finnen i Døren og havde travlt med at gjøre Troldtegn og underlige Streger i Luften. Han sendte ud to stygge Ganfluer, som strøg hver sit Ærinde over Sneen og sved en Solstribe under sig, hvor de fo'r. De skulde sætte Værk og Syge paa en Stue nede i Salten og virke Finskud, som ramte med svindende Sot en ung Brud paa Bodø. Men Jo tænkte ikke paa andet Nat og Dag end, hvor- ledes han skulde faa lurt Ganfinnen. Hun Seimke lokkede og graad og bad ham for sit Livs Skyld ikke mere prøve sig ned til Baaden. Tilslut saa hun ingen Raad mere, ivei vilde han. Da kyssede hun paa Hænderne hans og storgraad. Han maatte bare love at vente, til Ganfinnen reiste ind til Jokmok i Sverige. Men Afreisens Dag gik Finnen i Ring om Gammen med en Brand og beskikkede sit Hus. Da stod Fjeldmarken med Rener og Hunde og Folk SIDE: 12 rykket nær. Finnen holdt Tælling paa Dyrene og paa- lagde Sønnesønnerne ikke at slippe Renen for langt, mens han var borte og ikke kunde passe dem for Ulv og Bjørn. Saa tog han en Søvndrik og begyndte at dreie sig rundt og danse, til Pusten rent forgik ham, og han svimede af. Der var bare Finmudden igjen efter ham. Aanden blev borte og fo'r ud til Jokmok. Der sad Troldkarene sammen i Mørkeskodden under Fjeldet og hviskede om alt, som lønt og dulgt var, og blaaste Aanden i dem, som gik i Læren. Men Ganfluerne surrede og summede som en gul Ring om Mudden og holdt Vagt. Om Natten vaagnede Jo af, at det drog og drog ham som nogetsteds langt borte ifra. Det blev som et Sug i Luften, og ud fra Snefoget truede og ropte det: Før Du svømmer som Ær' eller Steg, aldrig skal Du faa ruget dit Æg, vrænge for Vind og stænge for Bør, Finmand slipper Dig aldrig sør. Tilslut stod Ganfinnen ludende nær over ham. An- sigtet hang sidt og løst i Huden og fuldt af Skrukker som et gammelt Renskind, og i Øinene var der svim- mel Røg. Da begyndte det at ise og dovne af i Lemmerne, og han kjendte, at Finnen holdt paa at forgjøre ham. Saa satte han Synet kvast imod, saa Troldskaben ikke bed paa, og slig stridde de, til Finnen blev grøn i Ansigtet og holdt paa at strypes. Men borte fra Jokmok satte de Skud paa ham og Skodde for Hugen hans. Og saa underlig blev det, at, naar Jo grundede paa Baaden og rettede paa ét, blev bestandig noget andet galt, saa den rent gik i Smaaspik i Hodet paa ham. Da sørgede han meget. Ikke kunde han sanse at faa Baaden sammen, og det saa ligt ud til, at han heller aldrig skulde faa slippe sørover igjen. SIDE: 13 Men ud paa Sommeren sad Jo og Seimke sammen paa Næsset i den varme Kvælden, og Myggen sum- mede, og Fisken sprat udenfor Landet i Stillen, og Ærsteggen svømmede. "Den, som kunde bygge en Baad, som var saa snar og hændig som Fisken og bar sig oppe i Baarerne som Sjøfuglen," klagede og sukkede han, "saa kunde jeg fare!" "Vil Du, jeg skal skydse Dig til Thjøttø?" sa det op fra Fjæren. Der stod en Fyr i en flad nedklemt Skindhat, som de ikke saa Ansigtet paa. Og lige udfor Fjærestenene der, hvor de havde set Ærsteggen, laa der en Baad, lang og smal med høi For- og Agterstevn og speilte Tjærebordene ned i klare Sjøen under sig uden saameget som en Knast i Veden. "Jeg faar takke for den Skyds, jeg kan faa," svarte Jo. Da hun Seimke hørte det, begyndte hun at jamre og bære sig. Hun faldt ham om Halsen og vilde ikke slippe, og snakkede over sig og kreg. Hun lovte ham Skierne sine, som bar gjennem alle Hildringer, og hun skulde stjæle Benteinen fra Ganfinnen, saa han kunde finde alle de gamle Beivisdalerne, som var nedgravede, og lære ham at slaa Garnknuder for Laksen og lokke Re- nen langt ud i Marken. Han skulde bli saa rig som Ganfinnen, om han vilde blive og ikke forlade hende. Men Jo havde bare Øinene ned imod Baaden. Saa hev hun sig i Marken og rev op det svarte Haa- ret sit og bandt det om Foden hans, saa nu fik han slide det af først. "Skal jeg bli her og lege med Dig og Renkalvene, da kommer mangen Kar til at sidde med sprukne Negler paa Baadhvælvet," sa han. "Du faar gjøre op, om Du vil gi mig Favntaget til Farvel, eller jeg skal fare uden." Saa kasted hun sig op i Armene hans som en Katte- killing og saa gjennem Graaden ind i Øinene paa ham og skalv og lo og var rent fra sig. SIDE: 14 Men, da hun saa, der ingen Raad var, fo'r hun og veivede med Armene over Hodet op til Gammen. Da forstod Jo, at nu vilde hun ta Raad hos Gan- finnen, og at han fik se til at berge sig ud i Baaden, skulde det ikke bli stængt for ham. Og slig havde Baaden lagt sig til oppe i Fjæreste- nene, at han bare behøvede at træde ned paa Toften. Styrvollen gled ind i Haanden, og paa skjøns bag Masten sad nogen ved Halsen og heiste og strækkede Seilet; men Ansigtet kunde han ikke se. Afsted strøg de. Og slig Baad til at rende for Seilet havde Jo aldrig set. Sjøen stod om den som en dyb Skavl, endda det næsten var stille. Men langt udover var de ikke kommet, før det be- gyndte at pibe stygt i Luften. Fuglene skreg og søgte tilland, og Sjøen løftede sig som en svart Væg bag dem. Det var Ganfinnen, som havde løst op Vindsækken og sendt Veir efter dem. "En faar gaa for høit Seil her i Finneknipa," sa det bag Masten. Karen, som raadede for Baaden, tog ikke saameget Ænds af det som at ta en Klo ind. Da sendte Ganfinnen Tvindeknuder efter dem. De fo'r i vild Dans udover Fjorden, og Sjøen hvirv- lede sig i hvide Røgstøtter, til de naade helt op i Skyen. Fløi ikke Baaden nu som Fuglen og fortere end den, var de forlorne. Da lo det fælt oppe i luv Bord: Han Anfin Ganfin gjør Bør og blaaser os sør, den Sprækken i Sækken gir passe tre Klør! Og krængende for tre Klør og den svære Halskaren overskrævs paa Ripen med Sjøstøvlen strikende ned i Skumfossen bar det saa gjennem blinde Rokket ud i Storhavet i Vindulen og Suset. SIDE: 15 Bølgevæggene gik saa svære, at Jo saavidt kunde se Lysningen af Dag over Raaen, og ikke tog han Greie paa, enten de fo'r over eller under Havskavlerne. Baaden slap Sjøen saa let og net og sleipt, som det kunde være Spolen paa en Fisk, og den var saa fint lagt i Bordene som Skallet paa et Terneæg. Men aldrig kunde han se et af dem helt til Ende; de blev ligesom halve allesammen, og tilslut syntes han, hele Forenden kom væk i Sjørokket, som om de fo'r i halv Baad under Seilet. Da Natten faldt paa, gik det gjennem Morilden som i en Ildmørje, og oppe i Luv ulte det langt og fælt i Vinden. Det svarte med Nødraab og Dødshyl fra alle Baad- hvælvene, de strøg forbi, og toges meget stygt blegt Folk ind paa Tofterne. Skjæret af Morilden lyste blaat i Ansigterne paa dem, og de sad og glode og gapte og ulte mod Veiret. Med ét vak han op af, at det raabte: "Nu er Du hjemme paa Thjøttø, Jo!" Og længe havde han ikke sundet sig, før han kjendte sig igjen ovenfor Fjærestenene hjemme ved Nøstvæg- gen sin. Dragsuget gik saa langt paa Land, at Skum- randen lyste helt op i Potetesageren, og han kunde knapt staa paa Benene for Blaasten. Derinde i Nøstet satte han sig til i svarte Mørke at ripe og mærke af Draugebaaden paa Bordvæggen, til Søvnen tog ham. Da det blev lyst om Morgenen, kom Søsteren ned til ham med et Madspand. Hun hilsede ikke videre og bar sig ad, som om hun var vant til at komme slig hver Morgen. Men, da han saa fortalte hende om Finmarksreisen og Ganfinnen og Draugebaaden, han fo'r hjem med inat, mærkede han, at hun bare flirede og lod ham snakke. Og saalænge prøvede han sig udover Dagen baade med Søsteren og Brødrene og Moderen oppe i Stuen, til han blev klog paa, at de mente, han ikke var rigtig SIDE: 16 ved Vettet. Nævnte han Draugebaaden, smaalo de bare mellem sig og snakkede ham vart og fint og snilt efter Munden. Men saa fik de tro, som de vilde, naar han bare fik stelle, som han vilde, og være i Fred i det bortre gamle Nøstet. En maatte sætte Seilet efter Vinden, mente han Jo. Og skulde han være gal og forrykket fra Forstanden, saa var det bedst, han gjorde sligt Spil, at de varede sig for at komme op i Hænderne paa ham og forstyrre Arbeidet hans. Saa tog han Skindfælden ned i Nøstet og sov der om Nætterne. Men om Dagen satte han den op paa Taget paa en Stang og skreg, at nu seilte han! Stundimellem red han overskrævs paa Mønningen og huggede Tæljekniven i Tagstokken, saa de mente, han indbildte sig, at han endnu sad ude i Sjøen og holdt sig fast paa Hvælvet. Saa tit, Folk gik forbi, var han fremme i Nøstdøren og vrængte det hvide i Øinene saa fælt, at de blev rent utrygge. Det var knapt, de hjemme turde stikke Mad- spandet ind til ham. Men saa skikkede de det med den mindste lille Sø- steren. Hun vesle Malfri fik sidde og prate med ham paa Plankehaugen og syntes, det var slig Moro, naar han lagede Spil og Leker til hende og fortalte om Baaden, som skulde fare som Fuglen og seile som ingen anden Baad i Verden. Traf det sig saa, at nogen kom uforvarende over ham og vilde kige efter, hvad han havde fore derinde i Nøstet, krøb han op paa Bordstabelen og hev og slængte Plankeender og Emnetræer rundt om sig, saa ingen vidste, hvor han kunde træffe, og de var glade, de kom sig afsted. Men nogen og hver maatte de vende sig oppe i Bak- ken, naar de hørte, han lo efter dem, saa han laa langflad. Slig skaffede Jo sig Fred for Folk. SIDE: 17 Arbeidet gik som bedst om Natten, naar Veiret rev og ruggede i Stenen og Næveren paa Tørvtaget og Sjø- drevet gik lige op til Nøstdøren. Naar det hven og peb gjennem den utætte Bordvæg, og Snefoget lagde sig saa fint ind igjennem Spræk- kerne, stod Skabelonen paa Draugebaaden tydeligst for ham. Vinterdagene var korte, og Vægen i Tranlampen hang over Arbeidet, fra det mørknede tidligdags til langt ud paa Morgenen, naar han søgte Søvnen i Skind- fælden og lagde sig op i al Høvlflisen. Ikke sparede han hverken Møien eller Umagen. Var der et Bord, som ikke løb ind med i den rette Sveien, om aldrig saa lidt, slog han af baade et og to Omfar og gjorde om igjen og om igjen. Saa var det en Nat før Jul, han havde ikke mere end øverste Bordlaget og Kjeiperne igjen. Han drev paa saa haardt nu, at han ikke sansede paa Tiden. Høvljernet tog just som bedst i Flisen, da han braa- stansede for noget svart, som rørte sig langs Bord- planken. Det var en stor, styg Flue, som krøb omkring og ledte og naglfo'r Baaden i alle Bordlagene. Ved det nederste Kjølbord virrede den med Vin- gerne og summede. Saa lettede den sig og blev svæ- vende i Luften over det, indtil den med ét svirrede af- sted ind i Mørket. Hjertet sak i Livet paa Jo. Der paakom ham slig Tvivl og Angst. Han vidste nok, det var ikke for det gode, at Ganfluen surrede over Kjølbordet. Saa tog han Tranvægen og Træklubben og begyndte at sigte i Stevnen og lyse og banke henover Bordlæg- ningen og gjennemgik Plankerne, én for én. Og slig fo'r han Baaden over og prøvede den fra Forskotten til agter, baade over og under. Der var ikke en Nagle eller Sammenskjødning, han længere syntes, var rigtig troendes. SIDE: 18 Men hverken Maalene eller Façonen vilde nu mere slaa til. Stevnen var for stor, og Løbet langs Bordene under havde tat et Sving og en Vrid og en Drei, saa det saa ud som to forskjellige halve Baade, og Forenden passede ikke til Agterenden. Som han holdt paa at forfare med Koldsveden sprækkende ud af Haarrødderne, gik Tranen i Lam- pen op for ham, saa han stod i stummende Mørket. Da vidste han ikke mere af sig. Han hev Klubben og rev op Nøstdøren, og begyndte at svinge og ringe og kime ud i svarte Natten med den store Kobjelden, han havde faat i Haanden. "Kimer Du paa mig, Jo?" spurgte det. Det æsede som et Dragsug bag ham, og en kold Pust blaaste i Nøstet. Paa Kjølstokken sad der én i sid graa Sjøtrøie og Toplue ned om Ørene, saa Skallen var bare som en lav Dusk. Der fo'r et Sæt gjennem Jo. Det var saa nær just den, han i Vildørsken havde tænkt paa. Da tog han det store Øsekarret og slængte i ham. Men tvert igjennem Draugen gik det, saa det skral- dede i Væggen, og igjen kom det om Ørene paa Jo, saa han vilde ligget der, havde det truffet. Gamlingen plirede bare hvidt gridsk i Øinene. "Tvi!" skreg Jo og spyttede imod Utysket. Og tilbage lige i Synet fik han en sviende svær blød Manet. "Der har Du Klysen din igjen!" lo det. Men med det samme, Jo fik op Øinene, saa han et helt Baadbyggeri i Stranden. Og færdig og rigget ude paa blankt Vand laa der en Ottring saa fin og lang og speilendes, at han rent mistede sig i Synet. Den gamle blinkede godkyndt. Øinene lyste mere og mere gloende. "Har jeg skydset Dig til Helgeland, saa faar jeg og- saa skaffe Dig Levebrød," mente han. SIDE: 19 "Men lidt Afgift faar Du betale. I hver syvende Baad, Du bygger, er det mig, som sætter ind det under- ste Kjølbordet med Bresten og Svigten i." Da fik Jo Pusten i Vrangstruben. Han forstod, den Baaden drog ham lige i Gabet paa Styggen. "Eller mente Du, Du rent skulde lure af mig Fa- çonen for ingenting?" gren og gabte det. Saa skurede det, som om noget svært lettede og reiste sig i Nøstet, og det lo: "Vil Du ha Sjøbaat, faar Du ta Dødbaat! Banker Du inat tre Gange med Klubben paa Kjøl- træet, saa skal Du faa slig Hjælp til at bygge, at der aldrig er set Mage til Baader i Nordland." To Gange løftede Jo Klubben den Nat og vilde banke i Kjøltræet, og to Gange la han den bort igjen. Men Ottringen laa og legte og speilede sig i Sjøen for Øinene hans slig, som han havde set den, ny og lys af Tjæren med netop indlagt Taug og Redskab. Han prøvede og dissede med Foden i den fine slanke Baaden for at se, hvor let og høit den bar sig, og hvor lækkert den løb i Vandlinien. Og Klubben smald en Gang og to Gange og tre Gange i Kjøltræet. Saa blev første Baaden bygget i Sjøholmene. Tykt som Fugl stod Folk i Utallighed paa Næsset om Høsten og saa paa, at han Jo og Brødrene hans la ud med den ny Ottringen. Den fo'r gjennem Strømsjøen, saa Skummet vaskede om den. Væk var den, og op dukkede den igjen som Sjøfug- len, og forbi Odder og Skjær strøg den som Pilen. Ude i Fiskeværene laa Folk paa Aarerne og glante. Slig Baad havde de aldrig set. Men var det i det første Aar en lang Ottring, saa blev det i det næste en svær, bred Fembøring, Folk ude paa Vinterfisket fik at spile Øinene op paa. Og lettere under Aarene og bedre seilendes og finere at se til blev den ene Baad end den anden. SIDE: 20 Men gjildest og størst var den sidste, som stod paa Stiverne i Stranden. Det var den syvende. Jo gik til og fra; men, naar han kom ned til den om Morgenen, var det saa underligt, at den altid var vokset om Natten. Den blev dertil saa urimelig vakker, at han rent maatte falde i Staver. Tilslut laa den der færdig. Og nok af Folk var der, som gjorde Bud paa den. Men over al Helgeland raadede dengang en Fut, som tog Skatten ud efter dobbelt Vægt og Tal baade af Fisk og Dun, og billigere var han ikke hverken med Tiende eller Offerskjæppe. Der hans Karer fo'r, blev der baade rensket og ribbet. Aldrig saasnart hørte han Rygte om de nye Baadene, før han sendte Folk ud for at forfare hvad Sandhed der var i det. Han drev selv Fiske med stort Mand- skab ude i Værene. Men, da de kom hjem og fortalte det, de havde set, blev Futen saa forhippen, at han straks paa Somme- ren fo'r langveis udover til Sjøholmene. Og der kom han en Dag som en Hauk over han Jo: Hverken Skat eller Tiende havde han betalt af Næ- ringen, og nu skulde han bøde saa mange halve Mær- ker Sølv, som han havde gjort Baader. Han skreg altid bedskere og harskere, at Jo skulde lægges i Bolt og Jern og transporteres nord i Skraaven og komme i slig Klemme, at han hverken saa Sol eller Maane mere. Men, medens Futen rode rundt omkring Fembørin- gen og glisede i Øinene af, hvor fin og lækker den var, blev det tilslut saa, at han vilde lade Naade gaa for Ret og nøie sig med at ta Fembøringen for Bod. Da tog Jo Huen af og sa, at var der nogen, han undte en slig Baad, saa var det Futen. Saa seilte Øvrigheden afsted. Moderen og Søsteren og Brødrene graad omkaps for den vakkre Fembøringen. SIDE: 21 Men Jo stod oppe paa Nøsttaget og lo, saa han holdt paa at revne. Og ud paa Høsten spurgtes det, at Futen med alle otte Mand i Skyds var kommet bort med Fembøringen ude paa Vestfjorden. Men i de Dage blev der som et Baadskifte over hele Nordland, og Jo rak ikke at bygge Tiendeparten af de Baade, som begjærtes. Folk baade nær og langveis fra hang op ved Nøst- væggen hans, og det var rent som en Naade, om nogen kunde faa kjøbt eller bestilt. Over Sneset stod de under Skur nedover Stranden. Ikke tog han længere Greie paa, hvad der skulde regnes for syvende Baaden. Ikke brød han sig om det heller. Fik nogen Vand i Vrangstruben af den ene, saa blev der saa mangfoldig flere berget og kom sig til Velstand i de andre, og saa fik Regningen gaa flust over det hele. Folk kunde selv se efter og ta ud den, de likte. Men Jo blev saare stor og mægtig, og det var ikke raadeligt for nogen at lægge sig tvært for der, hvor han styrede og regjerte. Sølvpengene stod i Rad i Skjæpper paa Loftet, og Baadbyggeriet rak udover alle Sjøholmene. Saa var det en Søndag, Brødrene hans og vesle Malfri var reist til Kirke i den ny Fembøringen. Da de ikke kom hjem udpaa Kvældingen, gik Baad- svenden ind og mente, det kunde være bedst, om nogen seilte ud og saa efter dem; Veiret la paa. Jo sad ved Lodsnøret og Maalene til den ny Baad, som skulde bli endda større og gjildere end nogen af de andre, og var ikke god at komme nær. "Tror Du, de farer med de gamle væltne Traugene!" skreg han. Og ud blev Baadsvenden kjørt saa fort, som han var kommen ind. Men udover Natten laa Jo og hørte, Vinden tog med Hvin i Væggene, og lange Raab ude fra Sjøen. Ret som det var, bankede det og ropte paa ham. SIDE: 22 Gaa did, hvor I kom fra, mente han, og snudde sig bare i Sengen. Lidt efter kom der nogle smaa Fingre og kramsede og bankede paa Døren. Nattefred vilde han ha, tordnede han, om han saa skulde tømre sig en ny Stue. Men udenfor holdt det ved at række sig og ta efter Klinken og sope over Døren, som det var nogen, der ikke kunde naa op. Og høiere og høiere imod Klinken strøg det. Men den, som lo, var Jo. Fembøringerne fra Sjø- holmene seilte sig ikke fulde, om det blaaste, spottede han. Da hakkede og hoppede Klinken, til den sprang op. Og i Døraabningen stod vesle Malfri og Moderen og Brødrene. Morilden lyste om dem, og Vandet randt. De var blege og graa i Ansigterne og forbidte i Mundvigerne, som de netop var gaat over Dødskram- pen. Malfri havde en opreven stiv Arm om Nakken paa Moderen efter sidste Grebet. Hun jamrede og kla- gede og krævede ham for sit unge Liv. Saa skjønte han, hvor de var blet af. Og ud bar det i svarte Natten og Veiret at søge med Baade og Folk, saamange der fandtes. Seilte og ledte gjorde de, og omsonst var det. Men ud paa Dagen kom Fembøringen drivende ind med Bunden iveiret og et gabende tomt Rum efter Kjølbordet. Da vidste han ogsaa, hvem som havde voldt det. Men siden den Nat, da hele Slægten hans Jo kom bort, blev det anderledes i Sjøholmene. Om Dagen, saalænge Hamringen og Bankningen og Høvlingen og Klinkingen sang om Ørene paa ham, gik det skurendes, og Spant ved Spant reiste Baadene sig saa tæt som Fugl paa et Æggevær. Men aldrig saa snart blev der stilt om kvælden, før han fik Selskab. Mor hans tuslede og stullede om i Huset og trak og lukkede paa Skuffer og Skabe, og SIDE: 23 det knagede af tunge Trin i Trappen, som Brødrene søgte op til Soverummene sine. Om Nætterne fik han ikke Søvn paa Øinene. Ret som det var, kom hun vesle Malfri paa Døren og sukkede og stønnede. Saa tog han paa at ligge og grunde og tælle efter, hvormange Baade med falske Kjølbord, han kunde ha ude i sjøen. Og jo længere han regnede, des flere Draugebord blev det. Da skvat han til og listede sig i svarte Mørket ned- over til Skurene og Nøstene. Der lyste han under Baadene og bankede og forfo'r Kjølbordene med Klubben, om han kunde finde det syvende. Men ikke hørte han, og ikke kjendte han, at det ene Bord smald eller gav sig anderledes end det andet. Fine og faste var de alle og hvide og friske i Veden, hvor han skavede under Tjæren. En Nat kom der slig Uro paa ham for den ny Sekstringen, som laa udenfor Bryggen færdig til at fare om Morgenen. Han fik ikke Fred, han maatte ned og prøve den i Kjølbordet. Men, medens han sad i Baaden og ludede sig over Toften med Lygten, gulpede det ude i Sjøen, og der kom en slig lei, raadden Lugt. Idetsamme hørte han, det vassede i Fjæren som af mange Folk, der lagde tillands. Og opover mod Nøstene saa han, der drog et Baadlag. Alle var de kantede i Skikkelsen, og alle ludede de forover og strakte Armene ud for sig. Alt hvad de mødte, baade Sten og Staur, gik tvertigjennem dem, og der var ikke en Lyd af Skridt. Bag dem kom et nyt Baadfølge, store og smaa, voksne og Barn knirkende og skranglende. Og Baadlag efter Baadlag landede i Fjæren og steg opefter Nøstveien. Naar Maanen gløttede, saa han lige ind i Bengrin- SIDE: 24 derne, og i Ansigterne lyste og gliste Tænderne gapen- des aabne, som de havde svælget Vand. De kom i Hauger og Hobe, det ene Følge efter det andet, saa det myldrede. Da skjønte Jo, at her var de, alle de, han laa og tællede og regnede efter, og der paakom ham et Raseri. Han reiste sig i Baaden og slog sig bag paa Skind- bukserne til dem og ropte: "I var blet endda flere, end I er, havde han Jo ikke bygget Baadene sine!" Men som et stille, isnende Sus kom de nu alle ned- over imod ham med de hule Øine. Tænderne gnissede, og de sukkede og stønnede hver for Sit Liv. Da la Jo i forfærdelse ud fra Sjøholmene. Men Seilet slaknede, og han gled ind i Dødvande. Der, midt i Stillen, flød fuldt af raadne, vastrukne Baadplanker. Alle var de ens skabt og tilbøiede, og alle var de sprukne og brudte, og Slim og Grønske og Gørje og Styghed hang der ved dem. Døde Hænder krabbede med de hvide Knoger op om Kanterne og kunde ikke gribe fat. De strakte sig op over Vandet og sank i igjen. Da stak Jo alle Kløer ud og seilte og seilte og lod staa til slig, som Vinden blaaste. Han gløttede bag sig i Braattene, om de var efter ham. Under i Sjøen kravlede alle de døde Hænderne, og ud ifra Skodden vilde de hugge Kleppen i ham. Saa kom en Rosse med Sus og Hvin, og Baaden fo'r mellem hvide, kogende Skumskavler. Veiret tyknede, tætte Skumfnokker fyldte Luften, og Braattene blev grønnere. Om Dagen tog han Skarven langt inde i Graaveiret til Med, om Natten skreg de om Ørene paa ham. Og bestandig flyttede Fuglen sig. Men Jo sad bare og saa ud paa al den stygge Skarven. SIDE: 25 Saa lettede endelig Skodden, og det begyndte at summe med blanke, svarte Fluer i Luften. Solen stak, og det blinkede over al den hvide Sne- vidden paa Landet indenfor. Han skulde vel kjende det Næsset og Stranden, hvor han kunde lægge til. Der røg det af Gammen oppe i Snebakken. I Døren saa han Ganfinnen. Han fo'r med den spidse Huen op og ned og ned og op paa en Senetraad, som gik tvertigjennem ham, saa Pæsken slang. Og deroppe var hun Seimke. Hun saa gammel og kroget ud, mens hun bøiede sig over Renfælden, som hun la ud i Solveiret. Men saa keg hun under Armen saa snygt og vevert som Røskatten, og Solen skinte og lyste i Ansigtet og over det begsvarte Haaret. Hun sprat op saa levende og skyggede med Haanden og saa nedover til ham. Hunden gjøede, og hun hyttede til den, for at Fin- nen ikke skulde mærke noget. Da tog der ham slig svar Længsel, og tillands la han. Han stod hos hende, og hun slog Armene over Hodet og lo og skalv og smøg sig ind til ham og graad og bad og snakkede og vidste ikke af sig og dukkede ind i Brystet paa ham og fo'r om Halsen og kyssede og kjælede ham og vilde aldrig slippe. Men Ganfinnen havde mærket Uraad og sad alt i Mudden og malte og mante Ganfluerne til sig, saa Jo ikke turde gaa ind mellem ham og Døren. Finnen var ond. Siden det var blet Baadskifte over hele Nordland, og han ikke mere fik sælge Bør, var det gaat rent ud med ham, klagede han. Han var nu saa fattig, at han snart maatte fare om og tigge. Og ikke havde han flere Rener igjen end en eneste Hunren, som gik der inden- gjærdes. Da listede Seimke sig bagom Jo og sa, han skulde by sig til at kjøbe den Hunrenen. Hun tog Renfælden om sig og stillede sig indenfor SIDE: 26 Gammedøren i Røgen, saa Ganfinnen bare saa i det graa Skindet og trode, det var Renen, de førte ind. Saa lagde Jo Haanden paa Seimkes Nakke og be- gyndte at byde. Den spidse Huen dukkede og nikkede, og han spyt- tede i Varmen, saa det fræste. Ikke vilde Finnen sælge Renen sin. Saa la Jo paa Prisen. Men Finnen hev Asken om sig, truede og skreg. Det føg med Fluer, saa Mudden kryde. Da Jo saa bød, til det blev saa meget som en hel Skjæppe Sølv, gløttede Finnen ud af Pæsken. Saa stak han Hodet helt under og jøikede og malte, til det blev syvende Skjæppen med Sølv. Da lo Ganfinnen, saa han ristede. Han mente, det var blet dyr Ren. Men Jo løftede Seimke op og bar hende paa Sprang ned i Baaden, og hun holdt Renskindet for sig i Bakken mod Finnen. Og fra Landet la de ud tilhavs. Hun Seimke var saa glad og slog Hænderne sam- men og skjøv med paa Aaren. Nordlyset slog sig ud som en Kam, grønrødt og ildskt og slikkede og lekte i Ansigtet paa hende. Hun snakkede ind i det og fægtede med Armene, og Øinene gnistrede. Hun brugte baade Tunge og Mund og rappe Miner, som hun byttede Ord med det. Saa skumrede det, og hun lagde sig ind til Brystet hans, saa han kjendte hendes varme Pust. Haaret laa svart ind til ham, og hun blev saa fin og varm at stryge som Rypen, naar den er frygtsom, og Blodet banker. Jo la Renskindet over hun Seimke, og Baaden vag- ged dem i det svære Hav som i en Vugge. De seilte, alt som Natten faldt paa, til de hverken saa Næs eller Holmer eller Fuglen i Udskjærene læn- gere. Jonas Lie SIDE: 27 DET ER MÆ! Saalænge havde de snakket om Jenterne og Stasen nede i Dalen, til Gygras Datter blev kjed og begyndte at hive Stein i Fjeldvæggen. Nu vilde hun til Bygden og tjene. "Du faar ned til Bundentroldet og slibe Næsen din og minke og fjelge Dig først og faa Kjøbekam i Haaret istedetfor Jernriva," sa det i Berget. Saa travede Gygras Datter ivei midt efter Elven, saa Fossen røg og Veiret stod af hende. Ned bar det til Bundentroldet, og skuret og flid' og kjæmmet blev hun. En Kvæld kom der saa en stor, grovlemmet Jente ind i Kjøkkenet til Landhandleren og spurgte, om hun kunde faa Tjeneste. Det fik bli Kokke det da, sa Landhandlermadamen. Hun syntes, Jenten saa ud til at kunne stampe Havre- grøden forsvarlig haard og ikke være saa nøie hverken om Vedbøren eller Vandsaaen. Saa kom hun i Tjenesten. Grovlemmet var hun, og grovt fo'r hun frem. Første Vedbøren, hun kom med, skjøv hun op Kjøk- kendøren, saa Klinken sprang. Og alt det, der siden kom Smed paa Døren, var og blev den klinkeløs; for ikke umagede hun sig med at løfte paa den, hun bare skjøv for sig med Børen. Der blev Opvasken staaende med Kar og Kopper i Haug fra Madmaal til Madmaal, saa Kjøkkenbænken snart ikke rummede mere for alt det, hun gad røre sig. SIDE: 28 Og ikke syntes Madamen bedre om Skuringen hendes. Naar hun Gro tog sig paa Tag med Sandskrubben og satte sig til, bred og lad og skrævede med Kjøre- lerne i Fanget, fik Træringer og Blik- og Messingtøi være baade stærkt og vel gjort, om de ikke røg itu under Hænderne paa hende. Bare gisped og gabte gjorde hun, naar Madamen prøvede at vise hende, hvorledes hun skulde gjøre det. Sligt Stel med Smeld i Kopper og øreløse og hanke- løse Fad havde de aldrig før set der i Kjøkkenet. Og dertil aad hun for sin Part saa meget som alle de andre Tjenestefolkene tilsammen. Saa klagede Madamen sig for Manden. Jo fortere hun kunde bli kvit hende, desto bedre. Ud i Kjøkkenet fo'r Landhandleren. Han var rød i Toppen og tog i Døren, saa den ristede. Hun skulde faa andet at gjøre end at sidde i Gruen og stege Bag- enden sin. Da han saa det dørjende lade Bæstet, som hang der over Kjøkkenbænken og bare kopte ud af Ruden ned paa Baadene, som la til Bryggen med Tranen hans, blev han rent vildsint. Afgaarde skulde hun med engang. Men hun Gro gliste og lo og blinkede op paa ham og mente, at naar Landhandleren selv kom i Kjøkke- net, skulde han ogsaa faa se, at hun gjorde Nytte for sig. Saa strøg hun ned til Baaden og fnisede bagover til ham med Armen for Ansigtet. Trantønden havde hun faat sig paa Ryggen, før nogen fik set sig for. Og tilbage kom hun i Kjøkkendøren sleikende blid og bad han Far være saa inderlig snil at sige, hvor hun skulde sætte den. Han stod rent og gabte. Sligt havde han aldrig set. Og Tønde efter Tønde bar hun saa fra Baaden og op i Boden. Landhandleren lo, saa han rent pæsede efter Veiret SIDE: 29 og slog sig paa Laarene, saa langt han kunde række for den tykke Maven. Han sparede ikke paa Lovordene. Og ind i Stuen røg han næsten lige saa sint, som han var kommet ud. Hun Mor skjønte ikke paa, hvad for gjild Taus, hun havde faat sig, sa han. Men siden rørte hun ikke en Haand til saameget som at faa Vedpinden ind, og havde ikke nogen anden tændt Varmen op, var der blet lidet til Mad. Det var netop saavidt, de kunde faa hende drevet op af Gruen, naar de skulde gjøre op til Maalene. Naar Madamen klagede sig for det, mente Land- handleren, at hun ikke maatte være for urimelig. Jen- ten kunde nok trænge til en Hvil ovenpaa slige Kars- tag, som hun tog. Men et Øie og et Flir havde hun Gro altid ud af Døren til de Tider, Landhandleren kom fra Boden. Da blev hun saa levendes og rap og gjorde sig Ærinder, saa med Bøtten til Brønden, saa til Staburet efter Brød- lever. Nu, hun skjønte, Madamen fik gi sig, tog hun sig Raadighed til at gjøre, som hun bedst likte, baade i det ene og det andet. Saa fort, Grødgryden var hængt paa Skjerringen, var det bare at ta den store Spilkummen og hente Sirup nede i Kramboden. Og for Grødfadet satte hun sig slig, at hun blev først til Slikken. Vilde nogen af Medtjenerne holde sig frem til lige Deling, sa hun bare: "Det er mæ!" Saa turde de ikke kny. Siden den Dag, hun havde tat og baaret Trantønderne, vidste de, hun havde Land- handleren med sig. Men den, som mærkede, hvor det minkede baade i Sirupstønden og Puddersukkeret paa Staburet, var Ma- damen, og hun skjønte ogsaa, hvor Honningkagerne og alt Smørret og Spegelaarene gik hen. For ud kom SIDE: 30 Tausen tyggende paa Rugkage og slikkede Sirupen af Fingrene. Og rund og tyk og fed blev hun, saa hun kunde sprække. Naar Madamen saa tog Nøglen ind til sig selv, stak hun Gro Hodet ind af Stuedøren og smidskede og flirte til Landhandleren og spurgte, om der var noget at bære op paa Staburet. Saa maatte han hen i Vinduet og se paa, hvordan hun løftede og bar Sildetønder og Sukkerfustager og Melsækker. Han lo, saa han hostede, og tørkede Sveden og ropte over hele Gaarden, om nogen af Tjenestedrengene kunde ta Børre som hun. Og da Landhandleren kom hjem silende vaad og valen fra første Høstreisen, var det Gro, som var fremme og fik knappet Olietrøien af og knyttet op Sydvesten og draget af ham de lange Sjøstøvlerne. Han frøs og huttrede. Men hun var ikke sen om at faa de vaade Strømperne vrængt af ham og komme sig ud efter Næver og et svært Vedfang. Saa gjorde hun op Baal paa Skorstenen og fik ham ind paa Kjøkkenkrakken. Madamen var kommet for at gi ham varm Ølost. Men hun blev saa forarget over Tausen, som fo'r og vimsede og fjeskede slig om Manden, at hun gik op paa Salen og tudede. Tidlig om Morgenen ropte og skreg Landhandleren ned af Trapperne efter de lange Raggestrømperne sine. Det hørtes, han var grætten og ilsk, fordi han igjen skulde trække i Sjøhyren og de trutne Vandstøvlerne og ud i Styggeveiret. Han rev op Kjøkkendøren og spurgte i rygende Sinne, hvorlænge de vilde lade ham vente. Men Munden blev saa vidaaben som Døren, han stod i, og han blinkede saa blid, at det lyste. Rundt om paa Væggene og i Skorstensmuren hang Sydvesten og Olietrøien og Vadmelsjakken og Under- trøierne og hvert evige Klædesplag, han skulde ha paa, SIDE: 31 saa tørstegte som Knusk. Og midt paa Kjøkkenbæn- ken saa han Storstøvlerne sine staa saa myge og smurte, at det randt af dem nedover Skafterne helt oppe fra Stroppeørene. Sligt Tyende til at være betænkt og passe og stelle vel for ham havde Landhandleren aldrig trod var til at faa, ropte han. Men da kunde Madamen ikke længere dy sig. Hun viste ham, at Klæderne var baade svidde og brændte, og at hele den ene Flagen paa Olietrøien var krumvrid af Varmen og sprak, bare en tog i den. Og ind kom hun dragendes fra Spiskammeret med den store Smørstampen, saa han kunde se, hvordan Tausen havde sat begge Støvlerne hans opi den og brugt den til Smurning. Men Landhandleren stod bare rent fortabt og glante, saa i Stampen og saa paa Støvlerne. Han kneppede med Hænderne, og det trak til i An- sigtet, og saa begyndte han at tørke Taarerne. Han skyndte sig at gaa ind, for at de ikke skulde se, han graat. Hun Mor forstod ikke, hvad for en god Tanke, hun havde havt med det, higstede han. Og, Herregud, om der var gaat Smør til, - saa vel, som hun havde ment det. Aldrig skulde han skille Huset med den Tausen. Saa fik Madamen rent gi det op og lade den store Kokkejenten regjere, som hun vilde derude. Og længe gik det ikke heller, for hun Gro lod Sta- bursnøglen staa i fra Morgen til Aften. Naar nogen ropte efter, hvem der var derinde, svarte hun bare: "Det er mæ!" Og hun rikkede sig ikke engang fra Kisten med Honningkagerne der, hun sad og aad, om det saa var for selve Madamen. Det skulde da være, om hun fik et Kig paa Land- handleren. Han gjorde altid Moro med hende og spurgte, om SIDE: 32 hun fik Mad nok og sa', han var ræd for, at han en Dag fandt hende ihjelsvæltet. Imod Jul, da Folkene skulde rustes ud til Fiske, strævte og stelte Madamen som vanlig i betids og fik under Bryggekjedlen i Baarstuen til Vasken og Uld- stampningen. Leiekjærringer kjævlede Lefser og stegte paa Tak- ken. Og de fik ind Sildetønden fra Boden og Mel og Flesk og Kjød til Veining og Udnistning. Men da syntes Tausen, hun aldrig fik Fred for Efter- syn hverken i Stamper eller Daller. Madamen fo'r frem og tilbage mellem Staburet og Baarstuen, saa efter Mel, saa efter Sukker eller Smør og Sirup til Lefserne. Stabursdøren stod ikke for hende saa lang, Dagen var. Saa blev hun Gro tilslut rent vild. Hun skulde vel faa en Endskab paa det. Og hun tog sig fore at smøre tykt med Grønsaape paa Staburstærskelen. Ret som Madamen kom om Morgenen i første Far- ten med Smørret og Træskeen i Kummen, gled hun og faldt ned i Spriket mellem Trappen og Staburet. Der laa hun, til Gro fik draget hende op. Hun bar hende ind til Landhandleren med slig Tud og Graad, at det hørtes over hele Handelsstedet. Ma- damen tog rent Livet af sig med al denne Staakingen, sa hun, og nu havde Krypet faldt og brukket Benet. Men den, som graad og ikke kunde bare sig, da han hørte slig Jammer og Sorg over Konen sin, det var Landhandleren. Der forstod ingen, hvad den Tausen var værd, sa han. Og saa blev det hun Gro, som fik staa over hele Bestyret, baade Deling og Udrustning. Alle Kjævlekjærringerne jog hun paa Dør, de bare aad op Landhandleren. Lefserne blev lagt sammen Sirupskliningen foruden, og Fedt gav hun for Smør. Selv delte hun det og lagde det ned i Nistebommerne. SIDE: 33 Saa fort som det Aaret havde Landhandleren aldrig set det svære Husstellet undafgjort. Det var, saa han maatte forundre sig. Og han faldt rent i Staver af Forbauselse, da hun Gro viste ham oppe paa Staburet, hvor lidt der var gaat til, og hvordan Spegebogerne og Skinkerne hang under Loftstaget i Rad og Række. Hun fik stelle som Mor sjøl i Huset hun saalænge, sa han, saa vidste han, det gik, som det skulde nu, Madamen var sengeliggende oppe paa Kammerset. Og til Julen bagte og slagted Gro - og skifted med, saa Medtjenerne næsten bare fik tygge paa tørre Træ- skeerne og gnage Kjødknogerne. Men slig fed Gjøkalv og Ribbenssteg og Lefser, som var fyldt baade med Sirup og Smør, og slig Mølje og drabelig Gjæstebudskost havde der aldrig været at traktere Julefremmederne med. Da tog Landhandleren hende ved Armen, og lige ned i Butiken bar det. Hun kunde tage sig ud, hvad hun vilde, baade af Kjoletøier og Tørklæder og Stas, saa hun kunde klæde sig og gaa ind, som hun var Mor sjøl. Og Perlestas og Silkebaand skulde hun forsyne sig med, naar hun ly- stede. Det stod ikke paa nogen Ting. Men, da Lensmanden og Klokkeren sad ved Styr- volten, og hun Gro kom ind for at duge Bordet, holdt de mest paa at rulle af Stolen. Sligt Syn havde de aldrig set som det, den Tausen havde faat spjoget paa sig med alle de spraglede Tør- klæder og Luggen omvirret som en Hesterumpe med blaa og gule og grønne Baand. Men de sa ingenting for Landhandlerens Skyld, som syntes, hun var saa grum og alt i ét ropte paa hende. Og det maatte de bekjende, hun sparede ikke paa Maden eller Øllet og Brændevinet, den Tausen. Og paa tredie Kvælden, da de blev saa drukne, at de ikke vidste af sig, bar hun dem tilsengs som de var Reverbarn. SIDE: 34 Slig gik det Slag i Slag med Gjæstebud og Trakte- ment helt til over tyvende Dag Jul. Hun Gro glorede og gliste inde i Stuen, og, naar de ikke ænsede eller flirte nok til hende, var hun fremme midt paa Gulvet og snudde sig i al Stasen sin og minded sig og sa: "Det er mæ!" Og da Gjæsterne fo'r fra Huset, maatte de gi Land- handleren Ret i det, han sa, at sligt Kvindfolk skulde en lede efter. Men, at hun Gro havde Raadigheden paa Landhand- lerstedet, fik Folkene at merke, som havde faat sin Udnistning til Fisket. Det gik, som en kunde vente, at de blev madløse før Tiden og maatte gjøre Vendereise just som Seien kom som bedst sigende, og alle de andre fo'r ud og gjorde Storfiske. Landhandleren blev, saa han holdt paa at faa Slag den Dagen, han saa Baadene sine lægge tomme til Bryggen midt i bedste Fisketiden. I Flok og Følge kom de op til Butiken med den ældste Høvedsmanden i Spidsen og klagede. Det var ikke, saa det kunde kaldes Folkemad det, de havde faat med sig i Nistebommerne. Lefserne havde de maattet maule mugne og skimlede med harskt Fedt til, knap Synet til Flesk, og af Spege- bogerne var det ikke mange Fliserne at skave, før de filte paa tørre Benskanken. Op i Baarstuen fo'r Landhandleren som en Vind. Men hun Gro slog Hænderne over sig og mente, at det kunde være saa vel nok, at han stod for de dyre Udlæggene for Angler og Kroge og Snører til at fiske med, om de ikke ogsaa skulde ha baade Sild og Flesk og Smør og Lefser og den brændte Kaffen til. De sul- tede ikke, naar de havde Fisken lige for sig i Sjøen. Og saa rakte hun ham til Prøve en af sine egne Lef- ser, som hun stod og fyldte og lod ham smage. Og smagte og aad gjorde han, saa Sirupen randt SIDE: 35 ham ned af begge Mundvigerne. Saa godt gjødde Lefser havde han aldrig kjendt. Da holdt Landhandleren ordentlig Justits. Han var saa rød som Buvæggen, og ud af Butikdøren kom de hovedstupende, nogle tre Alen og nogle fire, eftersom han fik Tag i dem. Og han Gammel-Thore, som havde styret den store Fembøringen paa Fiske baade hos ham og Far hans, blev sat ud af Brødet. Men Kjel, Gjætergutten, havde gjemt sig undaf paa Laaven, mens Spektakelen stod paa, og Landhandleren skreg og ropte som værst paa Gaarden. Han stod der og lurte i Gluggen. Da fik han se Madamen, som ikke havde været ude af Sengen paa ni Uger, hinke sig frem og gløtte paa Kammersvinduet. Hun tog paa at graate og vred de magre Hænderne, da hun saa gamle Høvedsmanden deres gaa der fante- jaget og tulle med Luen i Haanden, som han ikke vidste af sig. Men hun turde ikke saameget som rope et Ord til ham, for hun Gro stod der bred og diger i Baarstu- døren med Møljesleven og hyttede efter ham. Da blev Kjel mest paa Graaten; han snød sig i Fing- rene og slængte i Væggen. Længe skulde den tykke Groa ikke faa smøre sig med Møljefedtet der i Huset, det skulde han være Kar for. Og Kjel lurte paa hende ret, som det var. Han undredes paa meget han. Udpaa Vaaren, da de reiste Masten paa den ny store Jægten, som skulde fare til første Bergensstevne, var Landhandleren saa glad, at han rendte op og ned fra Bryggen til Stuen hele Dagen. Han havde aldrig trod, den skulde blet saa gjild og fin. Og da de havde Takkel og Vant fuldsat og heiste paa Raaen, dreiede han sig om paa Hælen og knepsede i Fingrene: Hun Gro skulde være med ham til Bergen! End han, som ikke havde tænkt paa det før. SIDE: 36 Hun havde aldrig set Byen, stakkar, og hun Mor havde været med tre Gange hun. Men Kjel syntes, han saa det, som ingen anden saa. Og nu, hun Gro skulde fare til Bergen, holdt hun et Bask og et Bas og et Braak. Der var ikke det i Butiken, som var for godt, og ikke den Hylde, hun ikke fik endevendt for at finde den Pynt og Stas, som gløste mest. Og om Kvælden, naar de andre vel havde lagt sig, strøg hun med Lygte over til Staburet. Men han Kjel havde ikke mere braat om at sove end, at han var efter hende da ogsaa og keg gjennem Lys- ningen i Dørsprækken. Der skar hun op Niste og la den ene Godbiten oven- paa den anden, Lefser og Sødkager og Flesk og Rulle- pølser ned i den store Kisten, hun havde gjemt bag Sildetønderne. Og sidste Kvælden, før de skulde reise, havde hun faat Madkisten sin saa fuld, at hun maatte sætte sig paa den diger og tung, som hun var, for at perse den igjen. Men Laaset vilde ikke ta alt det, hun strævede, og saa reiste hun sig og stampede baglænds i Laaget, saa det dundrede. Javist røg det igjen. Men Hælen, hun satte i, saa ligere ud som Hoven paa en Hest end Foden paa et Menneske, syntes Kjel. Og Kisten bar hun hen paa Laskjærren for at lure den ombord, saa ingen saa det. Saa gik hun ind i Stalden og løste Hesten af Spil- touget. Men da blev der et Styr derinde. Hesten kjendte, det var Troldskab, og vilde ikke lade sig trække ud for Kjærren. Hun Gro drog, og Hesten spændte og slog. Tilslut brugte Tausen Bagbenene akkurat som Mærra. Sligt Spil skulde en aldrig ha set. Og lige op til Landhandleren fo'r Kjel og fik ham ud med sig. SIDE: 37 I Maaneskinnet spændtes hun Gro og den blakkede Hesten Tag om Tag, saa Hovene smald oppe i Stald- dørkarmen. De lange Benene fo'r skiftevis over Staldvæggen, og Gnisterne føg, saa det lyste. Da blev Landhandleren, saa han ravede. Blodet flød af Næsen paa ham, og Kjel maatte hjælpe ham ind i Kjøkkenet og faa Hodet hans ned i Vas- stampen. Men den Natten kom Landhandleren ikke tilsengs. Han gik oppe og spankede, saa det dunkede i Gulvet. Og det var ikke blet saameget som lyst næste Morge- nen, før han skikkede Kjel afsted med en Daler i Næven til Gammel-Thore, Høvedsmanden. Og saa ivei rundt Stranden til alle Baadfolkene. Han Thore skulde ta paa sig Helgedagsklæderne og sætte ud Fembøringen og selv ro Madamen ombord med sidste Indlastningen. Hun skulde fare med ham til Bergen. Der skulde hun faa baade Silkekjole og Sjal og Gulduhr og Kjæde med og fæste sig en Bergenstaus. Langt led det ikke paa Dag, saa laa Jægten ude paa Bugten fuldfærdig og flaggede for Reisen. Da de havde Seilet oppe, kom hun Gro, diger og stor, hæseblæsende nedover til Bryggen i fuld Stas med Ringe paa alle Fingrene, saa de sprikede, og alle de gule og grønne og røde Baand, hun bare havde faat heist paa sig. Der stod hun og ventede paa, at de skulde komme tilbage med den gjilde Fembøringen og sætte hende ombord. Og, da de begyndte at hive i Ankeret, og Landhand- leren kom paa Agterdækket med den store Merskums- piben og Kikkerten, smidskede hun og téde sig frem og vendte og dreiede paa sig og raabte: "Det er mæ!" Hun mente, han vilde kige paa Stasen hendes. Men med ét saa hun, Madamen stod ved Siden af SIDE: 38 ham i fulde Reiseklæder og skjønte, de vilde seile hende foruden. Da spændte hun, saa det braged og sang i Brygge- plankerne. Lige paa Sjøen fo'r hun og tog om Ankeret og drog og holdt igjen helt, til Kjættingen røg. Og overende laa hun med begge Hoverne iveiret. Men Jægten strøg udover for fuldt Seil, og Land- handleren stod og lo, saa han bikkede bagover. Jonas Lie SIDE: 39 ANDVÆRS-SKARVEN. Udenfor Andvær ligger der en Fugleholme, som in- gen kan komme iland paa, om Havet er aldrig saa ro- ligt. Dønningen sætter slig Dragsug og Braat om den. Paa en vakker Sommerdag glinser det gjennem Sjø- røgen, som der laa en stor Guldring. Og Folk har fra gamle Dage ment, at der var en Skat der efter noget- slags Sjørøverskib. I Solnedgangen hildrer der sig undertiden frem et Fartøi med Agterkastel og blinker i et gammeldags høit Galleri. Det ligger som i svært Veir og graver sig ned mellem tunge, hvide Braat. Langs Skjæret sidder Skarven svart paa Rad og kiger efter Seien. Men der var en Tid, da en akkurat havde Tal paa dem. Der blev aldrig hverken flere eller færre end tolv, og paa en Sten ude i Sjørøgen sad den trettende, saa en ikke saa den uden hver Gang den lettede sig og fløi udover. De eneste, som bode paa Været udenfor Fisketiden om Vinteren, var et Kvindfolk og en Fremslængning af et Pigebarn. Deres Fortjeneste havde de af at passe Hjeldstæn- gerne for Rovfugl og Ravn, som var saa slem til at hakke op Hjeldbaandene. Jentungen havde tykt, kulsvart Haar og et Par Øine, som keg saa underlig paa Folk, næsten saa en skulde sagt, hun lignede paa Skarvene derude. Og stort andet havde hun ikke set for sig. For, hvem der var Far hendes, vidste ingen. Slig levede de, til Jenten blev voksen. SIDE: 40 Da hændte det, naar Jægterne paa Sommertiden skulde ud til Været og hente Tørfisken, at Unggutterne begyndte at underbyde hverandre for at fare didud. Somme gav efter baade paa Part og Hyre, og Opslag paa Trolovelser blev der klaget over inde i Bygderne. Men den, som voldte det, var Jenten derude med de rare Øinene. Saa ilde stelt og fjelgt, hun gik der, havde hun et Lag, saa de, hun snakkede med, kom ind i en Ørsk og syntes, de ikke kunde leve hende foruden. Den første Vinter fride en Gut, som hadde baade Gaar og Sjøbod. "Om Du kommer igjen ved Sommerleite og gir mig den rette Guldringen, jeg vil fæstes med," sa hun, "kan det nok bli." Og den, som kom igjen til Sommeren, var Gutten. Han havde meget Fisk at hente. Og Guldring kunde hun faa saa tung og gjild, hun bare vilde ha den. Den, jeg maa ha, ligger under Hanken paa Jern- skrinet derude paa Holmen," sa hun. "Det er, om Du holder af mig slig, at Du tør hente den." Men da blev Gutten bleg. Han saa, Havboren sank og steg som en hvid Skum- væg derude i den blanke, varme Sommerdag. Og paa Holmene sad Skarvene og sov i Solen. Meget holder jeg af Dig," sa han. "Men dette blir til Ligfærds og ikke til Bryllups." I det samme lettede den trettende Skarven sig fra Stenen i Skumrøgen og fløi udover. Den næste Vinter fride Styrmanden paa en Jægt. Han havde gaat ulykkelig i to Aar for hendes Skyld. Og samme Besked fik han. "Kommer Du igjen ved Sommerleite og gir meg den rette Guldringen, jeg vil fæstes med, så kan det bli." Ud til Været kom han igjen ved Sankthanstid. Men, da han hørte, hvor Guldringen laa, sad han og græd hele Dagen og Kvælden, til Solen begynte at danse nordvest i Havet. Da lettede Skarven sig og fløi udover. SIDE: 41 Den tredie Vinteren var der stygge Uveir. Der kuldseilede mangfoldige. Og paa et Baadhvælv, som kom drivende ind, hang der en afsvimet Unggut efter Knivbeltet. Men Liv var de ikke istand til at faa i ham, alt det, de stellede med ham og rullede ham inde i Nøstet. Da kom Jenten til. "Der er min Brudgom," sa hun. Og hun la ham i Fanget sit og sad hele Natten og varmede Hjertet paa ham. Da Morgenen kom, slog det. "Jeg syntes, jeg sad mellem Vingerne paa en Skarv og holdt Hodet mod Dunbrystet," sa han. Gutten var lys og vakker med krøllet Haar, og Øinene kunde han ikke faa fra Jenten. Han tog Arbeide paa Været. Men hen maatte han og snakke med hende om aldrig saa tidlig og aldrig saa sent. Saa gik det ham som de andre. Han syntes ikke, han kunde leve hende foruden. Og samme Dag, han skulde fare, fride han. "Dig vil jeg ikke narre," sa hun. "Du har ligget ved mit Bryst, og, kunde jeg spare Dig for Sorgen, gav jeg gjerne Livet. Faa mig kan du, om Du sætter Trolovelsesringen paa min Finger. Men beholde mig, faar Du ikke læn- gere end Dagen varer. Og vente vil jeg nu og længes efter Dig med Gru, til Sommeren kommer." Ved Sankthansleite kom Gutten didud alene i Baaden sin. Og saa fortalte hun om Ringen, han maatte hente ude paa Skjæret. "Har Du tat mig af Baadhvælvet, kan Du lægge mig didud igjen," sa Gutten. "Uden Dig kan jeg ikke leve." Men, som han tog til Aarerne for at ro udover, steg hun op i Baaden til ham og satte sig paa Agtertoften. Hun var saa hvid og underlig. Det var vakkert Sommerveir, og Havet gik med lange, blanke Dønninger. SIDE: 42 Gutten sad bare og saa paa hende og rode helt, til Dragsuget tordnede og bragede om Skjæret, og Grund- braattene og Skumfraaden sprøitede som Taarn. "Har Du Livet kjært, saa vender Du nu," sa hun. "Dig har jeg kjærere end Livet," svarte han. Men, som Gutten syntes, Forstevnen grov sig under, og Døden gabte, blev det med ét blikkende stille, saa Baaden kunde lægge til uden at der løftede sig en Baare. Der paa Holmen laa et gammelt rustet Skibsanker halvt op af Sjøen. "I Jernskrinet, som ligger under Ankeret, er min Medgift," sa hun. "Bær det op i Baaden din. Og sæt Ringen, Du ser, paa min Finger. Med den trolover Du mig. Saa er jeg din, til Solen danser inat nordvest ude i Havet." Det var en Guldring med en rød Sten i, og den satte han paa hendes Finger og kyssede hende. Paa Skjæret i en Revne var der en grøn Græsflek. Der satte de sig. Og opvartet blev de paa noget Vis, som han ikke skjønte og ikke brød sig om at tænke paa for sin store Glæde. "Sankthansdagen er vakker," sa hun, "og jeg er ung, og Du er min Brudgom. Og nu gaar vi til vor Brude- seng." Hun var saa fin, at han ikke vidste af sig for Kjær- lighed. Men, da Solen begyndte at danse derude i Havet for Natten, kyssede hun ham og fældte Taarer. "Sommerdagen er vakker," sa hun; "og Kvælden er endnu vakkrere. Men nu skumrer det." Han syntes med ét, hun blev ældre og ældre og lige- som svandt hen. Da Solen gik under i Havranden, laa der kun noget smuldret Lintøi foran ham paa Skjæret. Stille var Sjøen, og i den lyse Sankthansnat fløi der tolv Skarver udover Havet. Jonas Lie SIDE: 43 ISAK OG BRØNØPRÆSTEN. Paa Helgeland var der en Fisker, som hed Isak. Engang han var ude paa Kveitefangst, kjendte han noget tungt paa Krogen. Han drog op, og saa kom der en Sjøstøvle. "Det var en underlig en," sa han. Han sad længe og saa paa den. Den saa ligt ud til, at det kunde være hans Brors, som havde seilt sig under i det store Uveiret forrige Vinter, da han fo'r hjem fra Fisket. Der sad ligesom endnu noget inderst inde i den; men han turde ikke se efter. Og ikke rigtig vidste han heller, hvad han skulde gjøre med den Sjøstøvlen. Ta den hjem med sig og forskrække Mor sin vilde han ikke, og ud i Sjøen igjen havde han heller ikke Sind til at kaste den. Saa fandt han ud, at han vilde reise indom til Brønø- Præsten og be ham begrave den paa kristelig Vis. "Kan da ikke begrave en Sjøstøvle," sa Præsten. "Nei, nei," mente Gutten. Men saa vilde han dog gjerne spørge, hvor meget der skulde til af et Menneske, for at det kunde nyde kristsømmelig Begravelse. "Det kan jeg ikke rigtig svare Dig paa," sa Præsten. "En lyser hverken over en Tand eller en Finger eller afklippet Haar. Der faar ialfald være saa meget til Rest, at en kan skjønne, Sjælen har været i det. Og ikke gaar det an at bruge den hellige Læst over Taaen i en Sjøstøvle." SIDE: 44 Men saa listede Isak sig til at faa den i Jorden inde paa Kirkegaarden alligevel. Og hjem fo'r han. Han syntes, han havde gjort det bedste, han kunde. Det var dog likere, at noget af Broren laa der saa nær ved Guds Hus end, om han havde hevet Støvlen i svarte Havet igjen. Men saa hændte det udpaa Høsten, mens han laa der- ude ved Holmene efter Kobben, og Strømmen drev med Tangvaser i Smaasundene, at han fiskede op et Kniv- belte og en tom Slire med Aarebladet. Han kjendte straks, at det var Brorens. Begsømtraaden var raknet op og vasket hvid i Sjøen. Og han huskede nok, da Broren sad og skomagererede paa den Sliren, hvordan han havde snakket og raad- ført sig med ham om Læderet til Beltet, som han tog af den gamle Hesten, de slog ihjel. Spænden havde de kjøbt sammen over hos Land- handleren den Lørdagen, Moderen solgte Multebærrene og Storfuglen og de tre Pund Uld. De var blet lidt fulde og havde slig Moro med Kjærringen over paa Næsset, som fo'r med Bastematten til Seil. Knivbeltet tog han med sig og nævnte ikke noget om det. Det var ikke værd at volde Sorg hen i Unytten, mente han. Men, jo længere det led udpaa Vinteren, desmere kom han i underlige Funderinger over det, Brønø- præsten havde sagt. Og ikke vidste han, hvad han skulde gjøre, om der kom nok en Støvle eller noget, Akkeren eller Fisken eller Krabben havde faret med, eller det, Haakjær- ringen havde bidt tvært af. Han begyndte rent at bli ræd for at ro Sjøen der- ude ved Holmene. Og alligevel var det, som det bestandig drog ham didud, om han kanske kunde komme over noget, saa der blev saameget til Rest, at Præsten skjønte, Sjælen havde været i det og vilde gi en kristelig Begravelse. SIDE: 45 Han gik for sig selv med det i tungsomme Tanker. Og dertil fik han saa stygge Drømme. Døren gik op midt om Natten for kolde Sjøgufs, og han syntes, Broren gik om i Stuen og hinkede og skreg paa, at han maatte ha Foden sin, Draugene drog og sled ham saa. Han stod i lange Stunder over Arbeidet uden at røre en Haand og glante bare i femte Væggen. Tilslut kjendte han, at han rent holdt paa at gaa fra Vettet for det store Ansvar, han havde tat paa sig, da han grov Foden ned ved Kirkegaardsgrunden. Ikke vilde han slippe den ud i Sjøen igjen, ikke kunde den ligge der. Det bares ham saa vist for, at Broren ikke kunde bli salig, og han gik og tænkte paa alt det, som kunde ligge og drive og ræke derude mellem Holmene. Saa tog han sig for at sokne og laa derude ved Hav- kanten med Taug og Hager. Men det, han fik op i Baaden, blev bare Tang og Tarre og Korskrabber og anden Uhumskhed. Som han engang sad derude ved Skjærene om Kvæl- den og prøvede Fiskelykken, og Stenen og Linen fo'r ud med alle Krogene i, hagede den sidste af Anglerne fat i det ene Øiet hans. Og tilbunds gik Øiet. Det var ikke noget at se efter; han fik ro hjem uden det. Om Natten laa han med Bind for Øiet vaagen af Pinen og tænkte, til det rent blev svart for ham. Der var nok ingen i Verden stedt som han. Med ét blev det saa underligt. Han syntes, han saa om sig dybt nede i Sjøen, hvor- ledes Fiskene strøg og smat der i Mørket mellem Tar- ren og Tangen rundt om Linesnøret. De bed over Agnet og vred og vilde slide sig af, saa en Torsk, saa en Lange, saa en Sei. Saa stod der en Hyse stille og Smaatyggede Vandet, som den studerede, før den slugte. Og han saa det, han ikke fik Øinene fra, ligesom SIDE: 46 Ryggen af en Mand i Skindklæder, med det ene Ærme- flaget indunder en Fembøringsdræg. Saa kom der en svær hvid Kveite og slugte over Angelen, og det blev stum mørkt. "Den store Kveiten maa Du slippe ud igjen, naar Du trækker den imorgen," sa det; "Angelen slider mig saa saart i Munden. Det nytter ikke at sokne uden om Kvælden, naar Strømmen vender sig i Sundet." Næste Dag reiste han hen og tog et Stykke af en Ligsten paa Kirkegaarden til Bundsøk paa Tauget, og om Kvælden, som Strømmen vendte sig, laa han igjen ude i Sundet og soknede. Straks halte han op en Fembøringsdræg, som havde Kløerne haget i en Skindhyre med Resterne af en Arm i. Fiskene havde faret med den saa langt, de kunde, inde i Klæderne. Og til Præsten blev det rod. "Vil Du nu, jeg skal læse over en gammel vastruk- ken Skindhyre?" sa Brønøpræsten. "Jeg skjøder paa med Sjøstøvlen," svarte Isak. "Fundne Klæder og af Havet hittet Gods lyser man op paa Kirkebakken," tordnede Præsten. Men da saa Isak Brønøpræsten stivt ind i Øinene: "Sjøstøvlen har været tung nok, om jeg ikke skal faa Skindhyren ogsaa at drages med," mente han. "Ikke kaster jeg Kirkens viede Jord fra mig i Vin- den," sa Præsten; han blev arg. "Nei nei," mente Isak. Og med den Besked maatte han fare hjem. Men Isak fik hverken Rist eller Ro. Der laa slig en svar Tyngsel paa ham. Om Nætterne saa han igjen den store, hvide Kveiten. Den gik saa sørgmodig og langsomt i samme runde Ringen der dybt under i Sjøen. Det var, som der stod nogetslags usynligt Garn om- kring den, og den hele Tiden ledte i Maskerne for at slippe ud. SIDE: 47 Han laa og saa og saa, til det værkede i det blinde Øiet. Saa tit, han var ude og soknede og slap Tauget ud, kom der en styg, svær Akker og sprutede Sjøen svart for ham. Men en Kvæld lod han Baaden drive, som Strøm- men bar den, udenom Skjærene og indenom Holmene. Tilslut laa den paa én Plet som for Ile, og det blev saa underlig stilt, ikke Fugl i Luften, ikke Liv i Sjøen. Med ét steg der op en stor Blære lige ud for Kjeipen, og han hørte et tungt, svært Suk, da den brast. Men Isak saa det, han saa. "Og nu skal det bli Brønøpræsten, som skal faa sørge for Ligfærden," sa han. Siden den Dag spurgtes og rygtedes det, at han var blet synen, og saa mangt om sig, som var dulgt for andre. Han kunde sandsige, hvor Fisken stod i Sjøen ude paa Bankerne og, hvor den blev væk. Og naar de spurgte ham, sa han: "Ved ikke jeg det, saa ved Bror min det." Saa var det engang, Brønøpræsten maatte ud til Hav- kanten i Sjælesorg, og Isak var med at ro Skydsen. Afsted bar det for strygende Bør. Vel kom Præsten frem, og snar var han til at røgte sine Ærinder, for næste Dag var det Kirketjeneste. "Fjorden ser mig ud til at bli tung, og det lider mod Kvælden," sa han; "men, har vi faret frem, faar vi ogsaa fare tilbage." De var heller ikke langt paa Hjemveien, før der suste og hven op et Uveir, saa det bare var at faa de fire Klør sat. Og afsted fo'r de, mens Roket og Snefoget røg om Ørene paa dem, og Sjøskavlen voksede og steg som Hus. Sligt Veir havde Brønøpræsten aldrig været ude i før. De seilte Sjøen ind og de seilte den ud. Det blev svarte Natten. Havet lyste som Snefonner, og Ilingerne la heller paa end tog af. SIDE: 48 Isak havde just sat ogsaa femte Kloen, da et af Midt- rumsbordene røg, saa Sjøen fossede ind, og Brønø- præsten og Mandskabet sprang op i Baadripen og skreg paa, at det bar under. "Jeg tænker, det nauer ikke," sa Isak; han blev sid- dende der, han sad, ved Styrvollen. Men, som Maanen gløttede frem under Haglbygen, saa de, der stod en fremmed Halskar i Øserummet og lænsede Austern ud af Baaden saa fort, som den væl- tede ind. "Ikke ved jeg, at jeg har leiet den Mand i Skyds- færd," sa Brønøpræsten; "han synes mig at øse med en Sjøstøvle. Heller ikke synes han mig at ha hver- ken Bukser eller Skind paa Benene, og oventil er der bare en tom, flagsende Skindhyre." "Præsten har nok set ham før," sa Isak. Da blev Brønøpræsten sint. "Jeg reiser mig i mit hellige Embede," sa han, "og maner ham bort fra Toften." "Ja ja," svarte Isak; "kan Præsten ogsaa stemme for Planken, som er sprunget?" Da betænkte Brønøpræsten sig i den yderste Havsnød. "Manden synes mig dødstærk, og megen Brug har vi for ham," sa han. "Hellerikke er det Synd at hjælpe en Guds Tjener over Sjøen. Men vide vil jeg, hvad han forlanger i Leie," raabte han. Braattene bruste og Vinden suste om ham. "Det er bare tre Skuffer Jord det paa en raadden Sjøstøvle og en morsken Skindhyre," sa Isak. "Kan Du vandre igjen, kan Du ogsaa indgaa til Sa- lighed," raabte Brønøpræsten. "Og din Jordpaakastelse skal Du faa." Just, som han havde sagt det, blev det med ét smult Vand indom Skjærene, og seilte Præstebaaden sig tør op i Sandfjæren, saa Masten knak. Jonas Lie SIDE: 49 SLÆRKA OG LADDA. Slærka og Ladda hed en Enkemand og en Enke- kjærring, som bode paa hver sin Side oppe i Aasen. Da Barna deres vokste til, vilde Laddas Søn gifte sig med Slærkas Datter. Men ingen af dem turde sige det til Forældrene sine, for Slærka og Ladda var saa sinte og harske paa hin- anden fra gammelt, at den ene gjerne kunde hugge Øinene ud paa den anden. Og dermed hang det saa ihob, at de to ogsaa en- gang skulde ha giftet sig. Men saa var de saa iversyge og mistænkelige, at de laa og lurte bag Busk og Gjærde paa hverandre, om de skulde lege Kjæreste med nogen anden. Trættede og skjændtes og truede med Opslag gjorde de hele Dagen. For begge syntes, de bestandig saa nogen, som gik og loverte. Tilslut blev de saa ustyrlig ilske og fortærende gale, at de fo'r hver sin Vei og giftede sig rent hen i Daarlig- heden. Og der sad de nu Enkemand og Enke og glefsed og la ud om hverandre oppe i Aasen. Men Sønnen til Ladda trode, Ørene var faldt af ham. For, da han sa, at han mente at gifte sig med Datter til Slærka, begyndte Mor hans at tralle i Taget og danse i Træskoene. Og ikke værre gik det borte hos Slærka. Da Datteren kom saa inderlig tynd i Stemmen og sa Far sin, at Sønnen til Ladda havde friet, og at hun SIDE: 50 nok tænkte at ta ham, knepsede han i Fingrene og be- gyndte at plystre og le, saa han sad kroget. Og hver Dag bagefter spurgte han bare, om hun trode, Fyren vilde hænge ved hende, til Lysningen var over, og de var vel vied. Men Slærka og Ladda stelte hver for sig færdig det, som de vilde gi dem til at sidde og ligge paa, naar de flyttede sammen. De drog det paa hver sin Kjærre til Bryllupsstuen, men læssede det ikke af. Da de sad over Bryllupsbordet, og alt var sagt og ønsket, som siges og ønskes skulde for Brud og Brud- gom, baade af Kjøgemester og Spillemand, saa ingen- ting kunde gaa om igen, ludede gamle Ladda sig hen til Slærka og sa: "Jeg er saa glad idag, saa det hopper i mig. For uslere Kræk og elendigere Stakkar end min Søn kunde din Datter aldrig faat." "Og vil Du saa vide, hvorfor jeg liker Giftermaa- let?" hvisked han: "Værre Tufs og Trase af et Kvindfolk end Datter min, kunde din Søn ikke kommet ud for, om han havde ledt og søgt Bygden rundt." Saa sad de en Stund og var fornøiede hver med sit. Da kom Tiden, de skulde gi Brudeskjænk og Udstyr. Og saa læssed de hver af sin Kjærre og slængte ihob ét for ét. Det var Aaklæder og Tørklæder og Halsduger og Brystkraver og Kammer og Huepynt, som de havde git hinanden dengang de var Kjærester. Og sintere og mere skrigendes og ropendes blev de, saa Folk tilslut maatte faa dem fra hinanden og ind igjen paa Bænken. Men saa røg gamle Kallen aldeles vild ud igjen og ropte og sa, at han heller vilde gi Penger i Skaalen end alt dette Filleriet og Førkestasen. Og i Hælene paa ham var Kjærringen. Hun vilde ogsaa ha alt sit Skrab igjen og heller gi i Skaalen. SIDE: 51 Saa læssede de paa Kjærren igjen og vilde hjem hver med sit. Men i Bakken røg Læsset i Fødderne paa Kallen, saa han laa overende. Og Kjærringen skrigende fra sit og hen og hjælpe og reise Gamlen op og pudse ham. Og der var ingen Ende paa alt det, hun spurgte og undersøgte og vilde ha Greie paa, om han havde slaat sig. Saa bandt hun Stangen i Slærkas Kjærre bag til sin og satte Gamlen, som havde slaat sig, paa. Og, da Barna deres, som gifte var, vilde ivei for at hjælpe dem, jog Ladda dem tilbage. "Ser I ikke, hvor godt og mageligt han sidder," sa hun. "Vi trækker saa utrolig bra sammen. Og paa Læsset har vi det, vi behøver." Jonas Lie SIDE: 52 VINDTROLDET. Der var en Skipper i Dyrevigen, som hed Bardun. Han var saa uvorren, at han ikke var til at raade med. Det, han satte sig for, skulde gaa lukt gjen- nem alle Haugene, sa han. Lovte han sig til Dans, kunde Jenterne lide paa, han var der, om det saa blaaste Himmelsveir og hag- lede med Troldkjærringer. Kom gjorde han i Rok og Fok ridende paa Færingen til Far sin. Den ene Jenten stod og ventede paa ham bagom den anden. Han sloges med Kjæresterne deres og trampede Gulvet Tørn om Tørn. Førstemand maatte han være. Haakjærringen drog han og tog med Kleppen saa langt ude i Sjøen, at bare Storfartøierne gik der. Var der noget, ingen anden vaagede, saa turde Bar- dun. Og vel gik det, om det var aldrig saa galt lagt ivei, saa Folk altid maatte snakke om ham. Men ude i Havleden laa der et stort Fuglebjerg, hvor Handelsmanden, som eiede det, hvert Aar tog sig rig paa Dun. Langt nede paa Fjeldvæggen var der en Sprække. Ingen kunde vide, hvor langt indover i Berget den gik. Og saa utilkommelig var den, at Eieren havde sagt, at hver, som vilde, kunde ta Dunen der. Det gik som et Ord, naar noget var ugjørligt, at det var ligesaa umuligt som at ta Dunen i Dyrevigsfjeldet. Men saa længe fo'r Bardun der forbi og keg op til SIDE: 53 Sprækken og saa al Himmelens Hær af Fugl lette sig op af den, til han kjendte, han maatte friste Legen. Og ivei bar det saa tidlig, Solen randt i Sommer- natten. Han havde tat med sig et langt Taug. Det slog han baade to og tre Gange om Fjeldknarten, og saa firede han sig nedover Bergvæggen, til han var lige foran Sprækken. Der slang og svang han sig indover helt, til han fik Fodfæste. Og saa til at sanke Dun og stoppe i Sækkene. Han søgte saa langt ind i Fjeldet, at han bare saa- vidt saa Solskjæret ude i Aabningen, og han kunde ikke ta Hundredeparten af, hvad der var. Det blev senkvælds, før han gav sig. Men, da han kom ud igjen, var Stenen væk, som han havde lagt over og fæstet Tauget med. Og nu hang det der løst og slang udfor Fjeldvæggen. Vinden tog det ind og ud og hid og did. Draget i Luften bar den gale Veien, saa det altid vilde udover. Saa stod han der og prøvede og prøvede at faa Tag i det helt, til Solen laa lige nede i Havet. Da den sprat igjen til Morgenen, og Havgulen kom, hørte han, det ovenfra alt i ét sa: "Det blaaser fra. Det blaaser fra." Og, da han saa op, sad der et stort Kvindfolk og holdt Tauget ud fra Fjeldvæggen. Hvergang han greb efter det, slang og vred hun det udover, og det skrattede og lo i Bergvæggen: "Det blaaser fra. Det blaaser fra." Tauget drev igjen ind og ud og hid og did. Bedre at ta Spranget straks, end naar Du er træt, tænkte han. Det var lidt langt; men saa tog han forsvarlig Til- sprang og hoppede til. Bardun var ikke den, som greb feil. Tag i Tauget fik han. Og saa rart var det, at det gik af sig selv opefter Bergvæggen, som han skulde være heist. SIDE: 54 Men indenfor Fjeldknarten hørte han, det suste og sa: "Jeg er Datter af Vindtroldet, og nu har Du vundet over mig. Naar det hviner og blaaser om Dig, er det mig, som længes. Og her har Du Styrvollen, som gir Dig Lykke og Bør, hvor Du farer. Den, som er Dig til Villies, skal trives. Den, som er dig imod, skal lide Kuldseiling og Forlis. For jeg er i Rossen." Saa blev det med ét stilt. Men nede paa Sjøen gik der et svært Rok. Bardun stod igjen med en Styrvol i Haanden. Og saa meget skjønte han, at det ikke var værd at kaste den bort. Hjemover styrede han for strygende Bør. Og ikke havde han seilet langt, før han mødte en Galeas, som gav han Bergensprisen for Dunen. Men Bardun lod det ikke bli bare med den ene Gangen. Ret som det var, fo'r han fra Dyrevigsfjeldet med Baaden stablet fuld af Dunsække til høit paa Masten. Gaarde og Jægtebrug kjøbte han, mægtigere og mæg- tigere blev han. Og længe varede det ikke, før han eiede Fiskevær baade i Sør og Nord. De, som gav sig under ham og gjorde ham til Villies, kom til Velstand og gode Dage. Men alle de, som stod ham iveien, gikk der Forlis og Ruin over paa Sjøen. For Vindtroldet saa i hans Hug. Saa gik det i Rok og Fok. Det, som var strygende Bør for ham, blev Undergang for alle dem, som i no- get Mon var ham imod. Tilslut blev han saa mægtig og rig, at han eiede hver evige Handelsplads og Vær over hele Finmar- ken, og sendte Fartøier ud helt til Spitsbergen. SIDE: 55 Ingen turde sælge Fisk der nord uden til ham. Og til Bergen seilte hans Jægter atten paa Rad. Dømte og holdt Ret gjorde han efter eget Tykke. - Men Øvrigheden syntes, det blev formeget for én Mand, og begyndte at forhøre og ta Spurlag efter, hvor- dan han styrede og stelte med Folket. Og saa budsendte den ham. Men Loven sad i Styrvollen hans, mente Bardun. Da stevnte Øvrigheden ham til Thinge for at stande tilrette. Det blaaste Bardun bare af. Og slig gik det, at Øvrigheden kom ud for et ry- gende Uveir og seilte sig under i Finmarkshavet. Saa blev Bardun indsat til Befalingsmand, indtil Kongen fik sendt op en ny. Men længe havde den ny Mand, som kom, heller ikke siddet deroppe i Embedet, før han syntes, det var Bardun, som raadede, og ikke han. Og ligedan gik det. Bardun stevntes til Things. Og Øvrigheden seilte sig under. Men, da den næste beskikkedes, kom bare Kjølen af Kongens Skib drivende ind fra Havet. Tilslut vilde ingen vaage sig op i Ulykken længere, og Bardun blev alene over al Ting. Da var han saa mægtig i Finmarken, at han sty- rede som Kongen selv. Men han havde bare ét Barn, en Datter. Hun hed Boel og voksede sig op saa staut og vakker, at det lyste av hende. For hende var ingen Brudgom for god, om det saa var Kongssønnen selv. Der fik søges vide Veie. Hun skulde faa slig Med- gift, som ingen før der nord. Saa kom der et Aar en ganske ung Befalingsmand didop med Kongens Brev. Klæderne var stive af Guld og glinsede helt over. Bardun tog vel imod ham og hjalp ham, som Kon- gen bød. SIDE: 56 Men saa glad havde han ikke været, siden han var ung og selv fik Jaordet, som den Dagen, Boel kom og sa, at Befalingsmanden havde friet til hende, og at hun gik lige paa Sjøen, fik hun ham ikke. Paa det Vis kom hans Æt til at klæde Høisædet og styre og raade efter ham. Mens Befalingsmanden var ude paa Reiser og gav Lov og Ret om Sommeren, satte han hundrede Mand i Arbeide med at tømre Hus for dem. Som et Slot skulde det skinne og lyse med Sale og Stuer og Vinduer paa lang Led. Og Skind og Gylden- stykke og blanke Tagsten blev der hentet sørfra. Og om Høsten stod Brylluppet, saa det hørtes og spurgtes over alt Land. Men længe varede det ikke, før Bardun skjønte paa det, som rygtedes, at han, som havde faat hans Datter, nok helst vilde fare frem efter sit eget Hode. Han satte Lov og Ret som sjelve Bardun og tvert- over ham baade her og der. Saa gik han til Boel og sa, at hun fik se til at bænke paa Manden sin. Han havde ikke set den, som ikke gjorde Bruden sin tillags i den Tiden, de endnu spiste bare Honning. Men Boel mente, hun havde ikke giftet sig med en mindre Mand end Far hendes var. Og at det var Kongens Lov og Ret, han skulde overholde. Ungt Folk var let at omsnakke, tænkte Bardun. De var som en Leke, naar de bare trode, de fik Villien sin. Og det var saa underligt, hvor en kunde naa frem, naar en ventede og lirkede med det gode. Det, som vrangt var, skulde han nok ta igjen, naar han fik Tag i Tømmene. Saa lovpriste han Svigersønnen i alt, hvad han gjorde, og talte stort om ham, saa der var ikke Ende paa det. Han var glad, sa han, over, at der var kom- met en saa vis og gjild Styresmand i hans Sted nu, han selv blev gammel. Og saa gjorde han sig smaa og skalv i Røsten, som han skulde være baade syg og værkbrudden. SIDE: 57 Men hun Boel saa nok, hvorledes han tog i Dørene og slog med Stokken, saa det gnistrede i Stenene. Anderledes gik det ikke paa Thinget næste Gang heller end, at Bardun blev lagt i Skat og Tiende af al sin Eiendom, som Kongens Lov og Ret var. Da begyndte han at synes, at det spøgte for, at dette kunde ende paa den gamle Vis med Øvrigheden. Men alle Kvindfolk likte Stas, og hun Boel var nu vel ikke anderledes end andre, mente han. Og heller ikke var hun hans Datter, om hun ikke kunde raade med Manden sin. Saa kjøbte han Guldstas og Herligheder. Den ene Dagen kom han med en Armring og den anden med en Kjæde og saa med et Belte og guld- spændte Sko. Og hver Gang sa han, at det var fordi hun var det kjæreste, han eiede. Han vidste ikke det, som var for dyrebart til hende. Saa nævnte han bare saa pent og stilfærdigt, at hun maatte se til at snakke Manden sin den andre Veien. Men lige lidet nyttede det. Og ligedan gik det om Høsten. Kongens Lov gik før hans. Da begyndte han at grue og ræddes for, hvordan dette skulde gaa. Han blev saa sprudende i Øinene, at ingen turde komme nær ham. Men om Nætterne gik han oppe og ropte og skreg paa Datteren og gav hende alskens Kjælenavne. Og ind til Boel kom han saa en Dag med en tung, svær Guldkrone fuld af de dyreste Stene. Hun skulde være Dronning i Finmarken og Spits- bergen, sa han, om Manden hendes vilde gjøre ham til Villies. Nu saa hun ham stivt i Øinene og sa, at aldrig vilde hun forlede sin Husbonde til at rygge Kongens Lov. Da blev han saa hvid som Væggen og kastede Guld- kronen i Gulvet, saa Stenene føg og sprat udover. SIDE: 58 Hun maatte vide, at det var hendes Far og ingen anden, som var Kongen. Og nu skulde Befalingsmanden faa mærke, hvordan det gik den, som satte sig i hans Sæde. Da vred Boel Hænderne over Far'en. Men sin Husbonde raadede hun til at fare. Og paa tredie Dagen ladede hun ind Brudestasen og fo'r afsted paa Fartøiet med Befalingsmanden. Da slog Bardun Hodet mod Væggen og lo om Nat- ten, saa det hørtes langt udover og graad for Datter sin. Uveir blev det, saa Havet stod hvidt hele Ugen. Og længe varede det ikke, før Budet kom, at Skibet de seilte med, var gaat under, og Spilrerne laa og flød mellem Skjærene. Da tog han Styrvollen, han havde faat af Veirtrol- det, og satte den i Roret paa den allerstørste Jægten sin. Nu var han Gud selv, sa han, og kunde styre med Bør og raade, hvor han vilde i Verden. Og sørover seilte han med strygende Vind og Sjøen efter sig som Hauger og Aaser. Sværere og sværere blev Havet helt, til det gik som hvide Fjeld og Berg saa høie som Lofotvæggen. Det kunde ikke mindre være, naar han skulde raade med hele verden, ropte han. Og saa holdt han Styrvollen ret i Sør. Aldrig minked han Seil, og værre og værre blaaste det, og høiere og høiere gik Havet. For nu styrede han lige ind i Solen. Jonas Lie SIDE: 59 TRA TRARA-RA! Der var engang en gut, som hed Carelius. Han var fuld af alskens Paafund og Galskaber, bar sig saa underlig ad og var ikke rigtig som andre. Han havde en Trompet, og den blaaste han i, for at Folk skulde komme og se, naar han havde faat noget rigtig rart istand. Og ind ifra Gaderne samlede de sig, Gutter og Jen- ter, unge og gamle. Tra tra-la la - ra ra ra. Saa havde han faat Drikkevandet til at rinde ud af en Veistolpe. Saa Bækken til at stampe Vasken med en Træklubbe. Og saa malet en Veirhane til at gale. Men, da han fandt paa at lave Taug af Hamp og sælge i skillingsvis, og Skillingen begyndte at gjøre sig til Dalere, blev Folk meget vrede. Han gik de rigtige i Næringen, sa de. Og saa lagde de sig sammen om, at ingen skulde kjøbe hos ham. Men nu fik de ingenting at gifte sig paa, klaged vesle Calla. Hun var Kjæresten hans, og de havde tænkt at begynde med den Taughandelen. "Det er det samme," sa Carelius. "Jeg har en Trom- pet; naar jeg blaaser i den, skal jeg erobre hele Ver- den." Og Tra tra tra-ra ra-tra, blaaste han. Nu vilde han gifte sig. De skulde høre det over hele Staden. Og hørte, gjorde de ogsaa og forargede sig storligen. SIDE: 60 Ikke skjønte de, at de to fattige Ungdommerne kunde ha saameget som Skillingerne til Præsten, end- sige noget til Bryllupsstas og Gjæstebud. Men en svare Nysgjerrighed blev der. Baade høie og lave, og unge og gamle, samlede sig paa Værtshuset, hvor de vidste, at Bryllupsparret skulde komme fra Kirken og holde Kalaset. Og medens de ventede, rekvirerede nogle Øl og andre Vin, saa der blev megen Lystighed og Jønen over, hvad de nu skulde faa se for noget nyt af Carelius. Da det drog ud med Tiden, rekvirerede de mere, og Lystigheden blev større og større. Men, medens de snakkede om Brylluppet, som skulde gaa for sig paa tørre Træpinder, begyndte de selv at bli sultne, og fandt de tilslut paa at ha Moro af de to nygifte og gjøre alting istand, til de kom. De fik Dug paa det længste Bord, der var, og saa staselige Tallerkener og Glas og Terriner og Blomster- vaser, som Værten bare eiede. Saa overbød de hverandre som paa en Auktion, saa der ret skulde være Spektakel. Og kom der Vin og Laks og Fisk og Steg og Kalkun og Dyreryg og Fasa- ner, baade Sølv og Guld, Vagtler og Hanekamme i Sauce og Appelsiner og Vincrêm og Syltetøier og Æble og Ferskener i Gelée og Figener og Vindruer og Marcipan. Slig raabte og bød den ene staseligere end den anden. Der var ingen Ende paa Narrestregerne, og, da de havde naat til den tredivte Ret, kom Brudeparret. Da havde Pigerne fnist og gjort istand Ring og Myrthekrans og Slør og faat paa Bruden den fineste Silkekjole med Slæb, før hun traadte ind. For nu vilde ingen staa tilbage. Da Døren sloges op paa vid Gab for dem, satte Brudgommen Trompeten for Munden og blaaste: Tra tra ra - tratera - tra saa det sang i Salsruderne. Var Folk lystige før, saa blev de det endnu mere nu. SIDE: 61 Og ved Bryllupsbordet gik det med Skaaler og Taler for Brudgom og Brud og Dans, saa det feiede til den lyse Morgen. Der huskede ingen paa, de skulde gjøre Nar af dem, saa staseligt var der blevet, og saa mange store og høie Personer baade af Øvrigheden og andre sad der for- samlet. "Der kan Du se," sa Carelius. Men Dagen efter syntes hele Byen, den havde tat sig selv ved Næsen, og Forargelsen var uden Maade. De bare nævnte det ikke, den ene turde næsten ikke snakke til den anden. Det sved i Øinene bare at se paa dem. De var blet alt for overmodige og vigtige, og der var gjort rent for meget Væsen af dem. Og alle keg de ud af Ruderne og mente, de skulde ikke faa mange Ben at gnave. Hun Calla kom nok snart til at sælge Silkekjolen for Maden. Men den samme Vaar blev der svær Flom. Alt Tømmeret lagde sig i Knude op mod Brokarrene. Og, medens Elven voksede, blev Tømmerhaugen større og større, saa der opstod stor Angst i Byen for, at Broen skulde ryge. Søndag Eftermiddag stod der sort af Mennesker rundt om paa Bredderne og bare ventede paa, hvad der kunde hænde i næste Øieblik. Med ét saa de Carelius ballancerende med en Baads- hage høit oppe paa Toppen af Tømmerhaugen. Der stødte og halede og trak og stak han i en Stok, som stod ende tilveirs, og hørte ikke, at Folk ropte og skreg, at han maatte komme iland. De vilde ikke vide af Narrestregerne hans. Han bare skjøv og stak med den lange Baadshagen. Og netop, som Borgermesteren brølte sig rød gjen- nem Næverne, at han skulde bli mulkteret, om han gjorde Ende paa sig, gik Stokken løs, som bandt hele Tømmerknuden, og bergede Carelius sig efter Baads- hagen op paa Broen. Tra tra rara - trara ra ra - tra-a -. SIDE: 62 Der løste hele Tømmerbingen sig fra hverandre og seg sin rette Vei under Brobuerne med Stokkene stu- pende og fygende i Fossen. Og ingen Slut blev der paa Hurraerne. Fra begge Sider stimlede Folk omkap ud paa Broen og sloges om at faa bære ham paa Guldstol. Toget gik helt op paa Torvet. Saa blev der holdt Taler, og fik han en Belønning og mange Gaver. Og Hurraerne gav sig ikke, før det blev mørkt. "Der kan Du se," sa Carelius til Calla. Men der var straks dem, som syntes, at det var nok Ære, han havdde faat bare for at ha trukket væk en Tømmerstok. Da de nu ogsaa hørte, han ansøgte om at faa passe Tømmeret i Elven, blev de meget forargede. Det var en, som vilde stikke Næsen op. De fik se til at bli kvit ham paa peneste Vis. Og saa nikkede og bukkede de saa snilt og venligt til ham. Men Afslag fik han, hvor han kom. De raadede og mente, han vilde gjøre det saa godt straks, han kom til Nabobyen. Da stødte han i Trompeten: Trararara - trarara - ra -: Stor Erindringsfest, før han drog fra sin Fødeby. Naa, den vilde de rigtignok se. Sukker skulde det ikke mangle paa Grøden, bare de blev kvit ham. De var saa lei af Trompeten hans, at de kunde krepere. Og ud af Byen skulde de fragte ham saa galant som en Greve. Men, som Kalaset gik paa som bedst, og Moroen stod høit i Taget, steg han op paa Krakken og satte Trompeten for Munden. Tra tra ra - tra rara ra -. Han maatte takke for sig, sa han. Saa snille Men- nesker at leve og virke iblandt som i hans Fødeby, fandtes der ikke i Verden. Og, at de skulde faa Ære SIDE: 63 af sit Bysbarn, det skulde han vise, naar han kom til Nabostaden. Nu vilde han betro dem en Opfindelse, han havde tænkt at gjøre. Han havde før faat en Veirhane til at gale, sa han. Og nu trode han nok ogsaa, naar han fik spekuleret lidt, at han skulde faa den store Hanen paa Kirke- taarnet der borte i Nabobyen til at lægge Æg tre Gange om Aaret. Men om de blev helt eller halvt eller bare en Trediedel fyldte med Guldpenge, det vidste han ikke endnu. Det blev, eftersom han fik Æggegu- lerne store til. Men de, som var sluest og sad i Raadet, begyndte at grunde og se og blinke til hverandre. Ingenting var ganske umuligt, og Pokker tro ham, tænkte de. Han havde gjort saa meget rart før, og, fandt han ikke paa det, saa fandt han kanske paa noget andet og blev baaret baade paa Guldstol og sat i Høisædet. Slap de den Fyren til Nabobyen, var de bra dumme. Og saa stod den ældste og klogeste af Raadmændene op og mente, at det var paatide, man sørgede for, at han fik et ordentligt borgerligt Arbeide i sin Hjem- stavn, saa han kunde slaa sig igjennem. Han skulde faa den Bestilling at skaffe Skarnet og Uhumskheden af Byen, som Folk kastede ud i Gaden. Taksten skulde være to Skilling for hvert Hus. Fik han slig ærefuld Bestilling, saa maatte de og- saa skaffe ham et Sted, hvor han kunde bygge og bo, sa Carelius. Han vilde ikke bede om andet end den stygge Myren ovenfor Byen, som der seg saameget Vand fra nedover i Kjælderne. Og det fik han ja til. Tra trara tra-tra trara - blaaste han, saa det skalv og durede i Ruderne. Nu var han Bestillingsmand. Men alle lo de, som de var gale, og smettrede med Munden efter Trompeten. Tra tra tra - tratra ra ra ra-. Den, som lo sidst, lo bedst. Nu var han blet Byens SIDE: 64 Skarnmager og fik det, han fortjente, over sig. Beta- lingen var derefter. Saa laa han og grov hele Maaneden deroppe ved Gaasedammen i det vaade Myrstykke. Folk trode, at han holdt paa at stride og slide med at faa Tomt istand til Huset sit. De saa bare, at han gjorde en stor Rende og havde holdt op at forundre sig. Tra tra ra-ra - tra tra ra- trompeterede det tidlig en Lørdag Morgen. Folk fik passe sig i Gaderne, for nu kom Vandet, som skulde renske dem for Ugen. Og saa strømmede og suste og skyllede det af Ren- den, saa Byen fik sin Storvask og Puds, og Gaderne blev som nyskurede Gulv. Men Hus for Hus fik de betale. "Hvad sa jeg," ropte han. Men, da Raadmændene og Byens Ældste saa, at dette blev et helt Embede, som var at eftertragte, stak de Hoderne sammen og mente, der var stor Fare ved den Vandskyllingen. Der indestod ingen for, at ikke Børn, om det saa var Borgermesterens, kunde drukne, naar de laa i Gaden, eller Heste og Kjør fordrikke sig, til de blev sprængte. Heller ikke fik Svinene nogen plads læn- gere til at vælte sig, slig Værdi, som de havde for Byen. Og Konerne deres gik og hostede, fordi de var blet vaade paa Fødderne, da de skulde tiltorvs. Saa blev Renden forseglet, indtil den kunde borttages. Men, da han fik sligt Afslag i Fortjenesten, bad han bare om at faa Lov til at passe Byens Sprøiter og bløde dem i Myren sin. Som det nu var, laa de og gisnede og mugnede i Brandhuset. Det var altid et Tillæg. De brugtes ikke uden, hvergang Brandmandskabet trak ud og paraderede for Kommandanten paa Kon- gens Geburtsdag og forestillede Sprøitning, og at der var Ildebrand nær ved Byens Krudttaarn. Da klattrede de paa Tagene og hængte ud Seil, og der vankede baade Forfremmelse og Medaljer. SIDE: 65 For i den Stad var der aldrig Brand uden i Skor- stenspiberne. Men saa skulde det nu hænde engang, og det tilgavns. Luen stod tilveirs i Hampmagasinet ved den ny Reberbane oppe i Byen. Og alle Borgerne frygtede storligen for, at det skulde naa Krudtmagasinet. Fløi det i Luften, vilde ikke bare Kommandanten, som bode nær ved, men hele Byen være blaast væk og Grunden saa bar som bag paa en Haand. Styggere og styggere og rødere og rødere lyste det i Kvælden. Der blev et Jammerskrig og en Raaben, eftersom Ilden trak sig opover, og Folk tumlede ud paa Gaden for at flygte. Da hørte de: Tra tra ra - tra ra ra - ra- Sprøiten duskede udover Tagene. Og alle blev de glade og raabte Hurra. Men lidt efter duskede det ikke der, hvor de syntes, det trængtes som haardest, og det var paa den Kant, som vendte mod Krudttaarnet. Da kom Kommandanten og Raadmændene i Spid- sen og Folket efter farende hæseblæsende op til Care- lius og bad og tiggede ham om at sprøite rigtig. Han skulde faa, hvad han begjærte, bergede han Byen. Carelius lod som ingenting, og bare sprøitede, som han vilde. Men, da Ilden fattede i Mønningen paa det Hus, som den ældste og klogeste af Raadmændene eiede, rev han sig i Haaret og raabte, at, om Carelius satte Sprøiten der, skulde han bli Borgermester efter ham, som netop nu var død. Saa kom Sprøiten did, saa det skyllede. Og dermed var alting over og slukket. Og Carelius Borgermester. Tra tratra - tra ra ra ra - ra-. "Hvad sa jeg!" Jonas Lie SIDE: 66 LEGEN I KRAAKELUNDEN. Der var engang en Kraake, som holdt til ensom for sig selv langt oppe i Grøgaardsaasen. Der stod en Stump Gjærde igjen efter en nedlagt Husmandsplads, og der paa Stauren sad den slig, at ingen kunde se den for Skogen. Men selv saa den ud- over alle Lensmandsjorderne og alting baade vidt og langt. Det svarte Hode holdt den paaskakke, for den havde bare ét Øie at sigte og kige med. Men med det saa og fandt den ud saa meget, som gik for sig i Verden, at det var rent forunderligt. Og, blev den til sine Tider saa forhakkende sint og gal, at den hoppede og hug i Stauren, saa varede det ikke længe, før Øiet blinkede og glinsede igjen af Moro. Naar Kraakeflokken kom fra Schwartzenland, skilte den sig straks ud og nedlod sig der i Aasen, medens de andre fløi indover Havnehager og Skogholt og Bær- myrer i Lensmandsmarken paa den anden Side af Elven. Og der kunde de drive sit Leben saameget, de vilde, for Grøgaardskraaken; hun satte ikke saameget Værd paa det. Men saa maatte hun jo fare ned paa Stauren ret, som det var, og se, hvad de tog sig for. De sad to og tre sammen i Skogbrynet og nikkede med Næbbene og duppede med Spidskjolerne og sladrede og bagtalte istedetfor at passe Næringen og Æg og Unger borte i Reden. Og saa gav de Høgen Skylden, naar det gik galt. SIDE: 67 Lidt fornøieligt var det jo ogsaa at se, naar de to mødtes, som vidste om det samme Fuglerede og vilde hen og røve, hvordan de lurede hinanden og hilste og lod, som de fo'r i ganske andet Ærinde. Slig var det, hver var Tyv i sin Næring. Hun saa mange Ting, Grøgaardskraaken, og kunde nok melde et Ord om, hvem der var ude om Natten med de sværnæbbede Ungeflokkerne sine og renskede Lensmandageren for Saakornet, naar den var nypløiet, og siden om Morgenen saa uegennyttig førte den øvrige Kraakeflokken ud paa den. Og ogsaa om, hvem der var Høgen, som gastererede hjemme i Rederne deres og aad baade Æg og Unger, naar de vel var skreget ind til Forsamling og Thing i Kraakelunden. Sankede de sig i smaa eller store Flokke paa Ud- hustagene eller om Taarnet i Kirkebygden, vidste Grø- gaardskraaken saa vel, at der var noget paafærde, og at det igjen var en eller anden Stakkar, som var kom- met iveien for Lensmandskraaken og skulde plukkes. For den var nu den viseste og forfarneste og i alle Farer den modigste af alle Kraaker. Det var den og ingen anden, som vidste den eneste rigtige Vei mel- lem der og Schwartzenland, saa den maatte ribbes, som stod op med en anden Mening. Men den Vaar, de igjen kom fra Schwartzenland, fik Grøgaardskraaken Besøg af en af de ældste tilvoksne Børnene sine. Den klagede sig saa bitterlig over, at den ikke kunde komme frem i Verden. I alt, hvad en Kraake skulde kunne var den flinkere end andre ved alle Prøver. To Gange havde den spaad Veiret, og det havde vist sig, at Lensmands- kraaken havde valgt en gal Faredag. Og ikke saa- meget som til en af de smaa Taarnvægterbestillin- gerne i Bygden slap den frem. Nu, de skulde besætte en Post i Udkigstroppen, havde Lensmandskraaken været ude og ladet et Ord falde om, at man ikke noksom kunde sikkre Sam- fundsbevogtningen mod løse og altfor livlige Hoder. Der maatte tages sikkre og paalidelige Karakterer. SIDE: 68 Saa Udsigterne blev stængte der ogsaa. Men Grøgaardskraaken sad bare og blunkede stille og hørte. Og saa gav den Ungen det Raad, som nok skulde hjælpe den frem. Den skulde paa næste Søndag flyve hen i Furumar- ken, hvor Lensmandskraaken havde Redet, og be saa pent om at faa Lov til at ta en af de Fjær, som den havde fældet, og sige, at der var mere Visdom i den ene Fjæren end i alle de andre Kraaker tilsammen, og at han vilde raadspørge den paa Udkigen, om hvordan Vinden blaaste. Og saaledes gik det til, at Grøgaardskraakens Søn paa Thinget med engang blev ansat som øverste Ud- kigs- og Speiderkraake. Men den ny Vagtmand var ude og færdedes baade sent og tidlig og bragte Meldinger gjennem Taage og Dise saa langt fra, at alle forundrede sig. Der blev et Kra-kra og en Forsamling af nysgjer- rige som foran et Posthus, hvergang den kom med de nyeste Nyheder og Beretninger. Men nu satte Lensmandskraaken sig til at fundere og studere oppe i Furuen sin paa, hvad den havde gjort. Den grov og pilkede og trak sig i Fjærene med Næbbet og kradsede sig i Nakken med Kloen og grun- dede. Den hakked i Barken, saa Grenen ristede. Nu an- grede den snart, at den havde bragt den slig op i Anseelse og rost den. Naar Vagtmanden nu kom med sine Meldinger, ry- stede den betænkt paa Hodet, saa alle skjønte, den ikke rigtig turde lide paa den. Den kraede paa en anden og fløi uden at høre den tilende. Men til en af dem, som sad i Tremandsraadet i Kraakelunden, betroede den sine Tvil, om den ny Vagtkraaken ikke saa for langt. Forfængelige Aander var ikke bra at ha i praktiske Betjeninger. Og det turde maaske være rigtigst, om man undlod at an- vende den mere paa de betroede fjerne Udkigsposter. SIDE: 69 Men det, som Lensmandskraaken havde ymtet om, hviskedes overalt, hvor to og tre sad sammen paa Stubben. De veiede med Kroppene og satte Næbbet ret iveiret og hoppede op og flyttede sig om hverandre for at høre. Alle var de enige om, at den Ophøielse og store Ros, som var blevet Grøgaardskraakens Søn tildel, kunde trænge til lidt Paatale. Flokkene hobede sig sammen tættere og tættere i Forargelsen. Og der blev en almindelig Fryd over Tuer og Tage, da den saa en Dag virkelig blev kaldt tilbage fra Ud- kigstjenesten og ansat i en ringe Post lige inde ved Kirken bare som Taarnvægter. Der kunde den faa bruge Øinene sine saa langt, den bare aarkede. Men Grøgaardskraaken veiede og rystede paa Hodet og grundede og saa ned i Marken som efter en Orm. Saa la hun Hodet lunt paaskakke: "Ros Lensmandskraaken flitteligen," sa hun, "skrig op om den fra Kirketaarnet og pluk Affaldsfjær, og vær taalmodig, saa kan Du tilslut bli Konge af Polen." Men slig var nu ikke den unge tilsinds. Og, medens den sad der paa Taarntaget og sled som Bygdevægter med Kløerne i Jerndækket og altid maatte hoppe efter nyt Fæste, havde den Tid til at grunde ud baade et og andet. Og paa næste Thing fløi den unge Kraaken med engang midt ind i Kredsen lige foran Næbbene paa alle de ældste. Den havde en Nyhed at forkynde saa stor, saa den ikke havde været større, siden Bygden blev til. Saalænge havde den set paa Træerne, de mærkede ud, og Maalene, Bygmesteren tog oppe i Taarnet, at den var blet sikker paa, at Kirken skulde nedrives og Kraakelunden omhugges for at bygge en ny. Og nu gjaldt det om at sørge for alle de gamle Rederne. De ældste Kraaker klemte i Forfærdelse Kloen fast SIDE: 70 i Barken og hæsede med Næbbet, de unge kraed og skreg om hverandre. Da aabnede Lensmandskraaken langsomt Næbbet, og alt blev tyst og stille: De maatte huske og betænke, at Dansen i Kraake- lunden havde gaat gjennem alle Forrædrenes Tider i hundreder og hundreder Aar. Den keg besindig op mod Taarnet og sa, at efter dens uforgribelige Formening kunde Flokken være tryg endnu mindst i hundrede og femti eller seksti Aar. Siden kunde man jo ikke vide det saa sikkert. Men man maatte vel vogte sig for løse og uansvarlige Individer, som fo'r med Paafund og Opviglerier. Ny- hedsmagere, som ophidsede og satte Uro, skulde døm- mes i Raadet og straffes. Saa hævede den Kroppen og kradsede sig med Kloen i Bagfjærene, for at faa Kjolesnipperne i Orden, slog saa langsomt med Vingerne og fløi bort. Da var det bare saavidt, at den unge Kraake slap med Livet. Havde ikke Thingfreden været, var den blet hakket ihjel paa Stedet. Afsat blev den ogsaa fra Taarnvægtertjenesten. Og paa Flytfærden sydover blev den stødt i Bag- troppen og baade foragtet og ilde hugget. Men, da de igjen kom fra Schwartzenland, begyndte Lensmandskraaken at kredse og kredse, og, da den øvrige Hær saa det, gjorde den det samme. De saa hverken Spir eller Fløi eller Taarn, og Kraakelunden med alle Rederne var bare en Stubbemark. Da blev der et Kra, kra og en Flugt rundt i Ring, saa det suste, om den gamle Tomten. Og efter dette sad Lensmandskraaken i Furuen sin og pilkede sig i Fjærene om Dagene og gløttede paa, hvorledes de sankede sig nede paa Stubbemarken om Ungkraaken. Der dukkede de Hoderne sammen bag Tuer og Grøf- ter, saa en bare saa Stjerten, og gik og svandsede vig- tig med Snibelen og hoppede sidelænds paa Rad, naar Ungkraaken flyttede sig. SIDE: 71 Det var ikke godt, at den unge Kraaken gik der og trak Hoben efter sig, tænkte den. Bedst at skaffe den afveien paa noget Vis. Saa sørgede den for, at den fik Ansættelse i For- postkjæden som Vedet mod Jægerne i den store Ma- jorskogen. Hvergang de jagede opover Skogaasen og Myrerne, og Hundene halsede, var det den, som blev betroet at rapportere. Og den maatte saa nær, at den kjendte Haglene krille sig i Fjærene. Men jo bedre den rapporterte, des mere blev den brugt, og des nærmere maatte den Bøssepiberne. Og en Dag gik det ikke bedre end, at Ungkraaken vingeskudt og dalende søgte op i Grøgaardsaasen. Da skjønte Grøgaardskraaken, hvordan den var stedt, og at dette vilde blive dens visse Død. Var den vingeskudt nu, saa var der nok den, som vilde sørge for at den kom saa nær, at Haglene ramte Brystet næste Gang. Det var kanske paatide, den rørte lidt paa sig, mente den. Og ikke fik Lensmandskraaken Hodet op af Vingen fra Natteblunden næste Morgen og Øinene saavidt vaake, før den saa Grøgaardskraaken i Furuen lige over for sig. Den trode først, det var en Synsvildelse af, at den havde set lige imod Solrendingen. Men, sad der, gjorde den, med Hodet paaskakke og blunkede og keg med det ene Øie, den havde. Den saa saa underlig godslig og fornøielig ud. Lensmandskraaken holdt op at pudse sig. Den tog fat med Kløerne og vendte sig og hæsede op med Næbbet, og Nakkefjærene strittede. Den var ikke tryg paa, at den anden ikke havde den til Nar. Kra, kra, hilste Grøgaardskraaken. Men den anden snudde sig og vendte Stjerten til. "Jeg har nu siddet saa mange Aar alene derover i Aasen og ikke havt andet at gjøre end at kige paa Dig og Furuen din," begyndte den. "Fra tidlig om Morge- SIDE: 72 nen til sent om Kvælden har jeg set og mærket mig alt det vise, Du gjorde til Efterfølgelse, saa jeg syntes, jeg maatte over en Dag og hilse paa Dig og takke for Lærdommen." Da snudde Lensmandskraaken sig fort og hilste venskabelig, for den kunde kanske ha set mere end det, som vel var. "Jeg vilde saa gjerne vide, hvordan Høgen drikker Æggene vore," sa Grøgaardskraaken. "Om den ved at prikke Hul paa begge Sider, for saa kunde en straks skjelne, om det var Høg eller Kraake, som havde været i Rederne." Da gjorde Lensmandskraaken sig meget hellig for- bauset. Den skreg, at noget saa utroligt som, at en Kraake skulde røve Kraakeæg og drikke sine Med- brødres Blod, havde den aldrig før hørt i denne Verden. Men Grøgaardskraaken sad og blunkede polisk med Hodet helt paaskakke og lettede sig bare af og til lidt for at faa bedre Kig over i Redet. Da blev Lensmandskraaken meget urolig. Hodet og Næbbet stak den ned i Bunden paa Redet og huggede og plukkede og fik saa travlt med at gjøre rent for Morgenen. Under det grundede og tænkte den paa, hvordan den paa bedste Maade skulde bli Besøget kvit. For den skjønte, at det ikke var for ingenting, den anden kom slig og spurgte om, hvordan en aad Kraakeæg. Men Grøgaardskraaken blunkede troværdig med Hodet paaskakke og sa, at Lensmandskraaken nok huskede, hvordan den havde dømt den af med Øiet, dengang den havde foreslaat den ny bene Vei, som de nu alle fo'r paa Flyttfærden. Ja det var nu længe siden og rent glemt, nikkede den. Nu sad den alene deroppe i Aasen og bare keg paa Verden. Men den saa vist saa galt med det ene Øiet sit. For, hvergang det hed, at Høgen var i Re- derne deres, saa det livagtig ud for den oppe fra Aasen, som det var en stor Kraake, den lettede sig akkurat her fra Furuen. SIDE: 73 Saa begyndte Fjærene at reise sig paa Lensmands- kraaken. Den hoppede med ét op paa Kanten af Redet og rev og kløde sig bag i Hodet. Nu kom den til at huske noget, skreg den. Og det var, at Grøgaardskraakens Søn, til Løn for dens store Dygtighed og, fordi den var saaret i Tjenesten, idag i Raadet vilde bli udnævnt til Løitnant i Speiderkorpset. Men Grøgaardskraaken bare sad og lod, som ingen- ting var. Saa hvæsede Lensmandskraaken sint og spurgte, om den ikke hørte, det var Kaptein, den sa. Grøgaardskraaken sad som før. Den lettede sig bare af og til saa lunt for at faa se lidt bedre ind i Redet. Da kraede Lensmandskraaken saa stygt, at det skur- rede og skarrede og hæsede langt nede fra Halsen, om den ikke hørte, at det var Oberst, den sa. Jo nu hørte Grøgaardskraaken. Den blunkede for- nøieligt og takkede for sig. Da den vel var borte, hoppede Lensmandskraaken, saa det ristede i Grenene og hvæssede Næbbet og huggede i Barken. Den fløi op i Furutoppen og skreg og kraede saa fælt, at det hørtes over al Skogen. Men hele Dagen bagefter sad den ganske slunken og stille paa Kanten af Redet og grundede. Saa fo'r den udover Ugen i Husbesøg. Naar den hørte, de havde mistet Æg og mente, det var Høgen, som havde tat dem, rystede den fordægtig med Hodet og vendte det svære Næbbet hen mod Grøgaardsaasen og bad dem passe vel paa. Og til andre ymtede den, at man nok kunde ha sine egne Tanker om, hvorfor Grøgaardskraaken holdt sig saa alene der oppe i Aasen. Den turde ha Grunde til ikke at ha Naboer for nær sig. Saa begyndte en og anden at veire, at der var un- derlige Ting i Luften, og sætte sig stille paa Lur. Af og til løftede de sig høit for at se indover Grø- gaardsaasen. SIDE: 74 Røveren maatte være en, som var bra huskjendt, undslap det Lensmandskraaken; den vuggede og veiede mere og mere betænkt paa Hodet. Og flere og flere blev det, som løftede sig og keg indover Grøgaardsaasen. To og to gik der Kraaker gjemte i Engen, saa en knap kunde se Hoderne, som nikkede og dukkede i Græsset: Det maatte være en, som var umættelig graadig. Og en, som sad saa høit, at den kunde se over det hele. Og saa kunde det ikke være nogen anden end - De snudde sig og nikkede og pikkede op imod Aasen. Og paa Stubbemarken spadserede de frem og til- bage forbi hverandre og svaiede paa Svandserne og satte Næbbet tilveirs, hvergang de vendte sig og mødtes. Endelig slap Navnet ud. Og sortere og mere skrigende flokkede de sig. Der kom Bevis paa Bevis for, at det maatte være Kraake og ikke Høg. Tilslut trak de frem veritable store Fjær, de havde fundet ved de plyndrede Reder. Da blev Lensmandskraaken meget betaget og alte- reret. Den vilde straks forvare Fjæren hos sig selv paa et sikkert Sted. Men nu skulde der straks tillyses stort Retterthing. Grøgaardskraaken skulde under Standret hugges og plukkes ihjel uden Frist eller Vidneførsel: For Fjær var Bevis, afgjorde den. Og indkaldt blev Grøgaardskraaken ved to Stevne- vidner i Løvtræ til at møde inden næste Solemærke paa stort Kraakething sør for Majorskogen. Næste Dag fløi der syv Flokke paa hundrede hver og en i Spidsen indover Skogtoppene. Lensmandskraaken havde meldt Forfald. Den taalte ikke paa sine gamle Dage at overvære saa stygge Af- rettelser. Nogle seilte paa Vingerne lavt langs Markerne og satte sig af og til og saa paa, hvad Solen led, og bry- nede hidsig Næbbene. Der skulde ikke bli Stykket SIDE: 75 eller Beten igjen af Grøgaardskraaken for alle de Æg og Unger, den saa lumskelig havde røvet gjennem Aarene. Andre skreg og kraede med lange Halser høit oppe fra paa Hævn, saa det sang i Luften. Endelig kredsede de alle om Lunden sør for Major- skogen for at sætte Thing. Men der sad Grøgaardskraaken alt paa Stubben. Den saa ud, som ingenting var paafærde, og gløttede lunt op i Veiret, som den undredes paa, hvad de nu vilde komme med. Dette var for frækt. Og der blev et Kra, kra, som Himlen skulde rives istykker. Nedover den suste de forlængs og sidelængs og bag- længs og begyndte Plukningen uden Lov og Dom, Fjær efter Fjær. Det var for Æggene, hakkede de, og det var for Ungerne, og det for dens Falskhed, og det for dens Lumskhed. Og Pluk i Pluk gik det i Fjær og Kjød. De trængtes, saa de laa og væltede og flagsede i store Hobe over hverandre og hug iblinde. Med ét slog Grøgaardskraaken ud med de tynde Vingefjærene, den havde igjen. Den havde et lidet Ord at sige, før den døde, erklæ- rede den. Og saa syntes Hoben, det øgede Straffen, om det trak lidt ud. Nysgjerrige blev de ogsaa, og gjerne vilde de ha at fortælle hjemme, hvad den kraede paa sit sidste. Saa nedlod de sig truende og tyst i Kreds paa Mar- ken og Stubbene rundt om den, Næb og Hoder saa tæt, en bare saa. Men Grøgaardskraaken sad saa naken, den var, og blunkede og sigtede paa dem: Nu havde den holdt til der i Aasen og grundet og grublet i mangfoldige Aar, og det var sikkert, at Kraa- kerne var de viseste af alle Fugle. SIDE: 76 Men ét kunde den ikke begribe. Og det var, at de i deres Visdom ikke havde lagt Mærke til, at hvergang de blev sendt tilthings, huserede Røveren hjemme i Rederne deres. Da saa de paa hverandre. Med ét kraede og fløi de op alle med engang, saa Himmelen blev svart, og det brusede som et Veir af alle Vingerne. Og hjemover suste de som Skygger i Luften med Næbbet og Stjerten strakt og Fødderne flade under sig. Men der var et Syn. Rede paa Rede tømt og rensket, saa Skallene laa der, og Æggehviden randt. Og af Ungerne bare Smaadun igjen. Flere og flere fandt de plyndret. Men dybt inde i Baglunden kom de over sjelve Lensmandskraaken endnu i bedste Smausen paa Randen af et Rede. Den drak og mæskede sig med Ægget helt over Næbbet, saa den ikke kunde se. Men, inden den fik gløttet op, var den hakket og pluk- ket og revet og ribbet, saa Fjærene føg imellem dem. Og fandtes der ingen Lensmandskraake i Bygden mere. Men samme Kvæld stimede de alle op i Aasen til Grøgaardskraaken. Nu vilde de vælge Sønnen dens til Anfører. Grøgaardskraaken dreiede paa den afpillede og plukkede Halsen og takkede. Det ene Øiet blev saa blinkende blankt. Den maatte rent forundre sig, sa den, over, hvordan de havde vidst at gjennemskue Lensmandskraaken. Javist var Kraakerne de viseste af alle Fugle. Saa blev der et Kra, kra og Udnævnelsesfest med stort Skrig og Dans i Kraakelunden. Men Grøgaardskraaken sad med det ene Øiet sit og keg til og pudsede og pyntede paa de faa Fjærene, den havde igjen. Jonas Lie SIDE: 77 HULDREFISKEN. (Ad inferos). Det var en underlig Ørret, Nona halede ind paa Fi- skesnøret. Stor og fed og skinnende rødspættet, spræt- tede og sprællede den med den dyndgule Bug over Vandet for at vride sig af Krogen. Og, da han fik den ind i Baaden og tog den af An- gelen, saa han, den havde bare to smaa Ridser der, hvor Øinene skulde siddet. Det maatte være en Huldrefisk, mente Rorskaren, for det Ord gik, at denne Sjø var af dem, som havde dobbelt Bund. Men Nona brød sig ikke om, hvad Fisken var, bare den var stor. Han var glubende sulten og raabte paa at ro snarest mulig iland og faa den kogt. Han havde siddet hele Eftermiddagen med Snøret tomt derude paa Fjeldvandet. Og ikke en Time, efterat Ørretten havde slaat sine Slag med Spolen i Vandet og ladet sig narre paa Kro- gen, laa den kogt og rødlig anrettet paa Fiskefadet. Saa kom Nona til at huske paa de underlige Øi- nene og ledte og pirkede borti Fiskehodet med Gaf- felen. Mere end Ridser var der ikke udvendig, men nok et- slags Øienstene. Hodet var underlig formet, og egen saa den ud i mange Stykker. Han angrede, at han ikke havde besigtiget den bedre, før den blev kogt; nu var det ikke saa greit at faa Rede paa den. SIDE: 78 Smagt ypperlig havde den imidlertid gjort. Men om Natten blinkede der ligesom hele Tiden blankt Vand for Forestillingen, og han laa og halv- drømte om den underlige Fisk, han havde trukket. Han var i Baaden igjen og syntes, han kjendte i Haanden, hvordan den rykkede og sprællede for Livet og snude og snode sig for at komme af Krogen. Med ét blev den saa svær og stærk, at den trak Baa- den efter sig ved Snøret. Det gik med uhyre Fart, medens Sjøen efterhaan- den ligesom mindskedes og tørredes ud. Alt Vandet sugede sig uimodstaaelig den Vei, Fisken drog, mod et Hul i Bunden, som ned gjennem en Tragt. Og under bar det. Der gled Baaden længe i et Slags Halvmørke nedover en underjordisk Elv, mens det suste og bruste om ham. Luften slog først kold og kjældersval imod ham. Men kvalmere og kvalmere og varmere og varmere blev det. Strømmen gik stille og rolig og altid bredere helt, til den mundede ud i en stor Sjø. Indover Bredderne strakte sig i Dunkelheden Myrer og Sumpe, hvor han hørte som vældige Dyr vade og røre sig. De løftede og snode sig ormagtig med Brag og Sus og Snøften gjennem det lunkne Vand og Mudder. I Fosforskjæret saa han forskjellige Fiske nærved Baaden; men de manglede alle ligesom Synsorganer. Og han skimtede Omridsene af kjæmpemæssige Sjø- orme, hvis Længde strakte sig indover i Mørket. Han indsaa, at det var dernedefra, de dukkede op i Hunde- dagene udenfor Kysten, naar Havet blir varmt. Lindorme med flade Hoder og Andenæb jog efter Fisk og skar sig opefter Jorden ad Dyndveie til Myrer og Sumpe oppe paa Overfladen. I den varme og kvælende Skummelhed kom der som et svalende kjøligt Drag fra kolde Bugter af den grøn- agtig slimede og sleipe Ligorm, som borer sig gjennem Jorden og knabber Ligkister iknas paa Kirkegaardene. Forfærdelige, uformelige Udyr med Faks og Man SIDE: 79 slige, som man beretter dukker op i Indsjøerne, rodede og væltede sig og tog Bytte i Myrerne. Og han skimtede mangehaande menneskelignende Skabninger af den Slags, som Fiskere og Sjømænd møder og undres over paa Havet, og Landfolket ser udenfor Haugene. Derhos var der som et sagte Sus og en uendelig Vimmer og Svæven af Væsener, hvis Skikkelser lige- som ikke var til at se's for Øiet. Saa gled Baaden ind i dyndet, grødet Vand, hvor Farten sinkede, og Jordloftet over sortnede lavere og lavere. Med ét faldt der en skarp Lysstribe ned fra en blank blaa Sprække høit, høit oppe. Der stod en kvalm Dunst om ham. Vandet var saa- dan gult regnvandsemment, som det, der slippes ud af Damprørene. Og han huskede det egne lunkne, udrikkelige Vand, som vælder op af artesiske Brønde. Det var hidned, - til en Verden af varme Vasdrag og Floder i Lagene under Jordskorpen, - man borede. Der stod Hede op som af en Ovn fra uhyre Af- grunde og Kløfter, hvor Øret svimlede, medens væl- dige dampende Fossefald durede og rystede Grunden. Med engang kjendte han, hvorledes Kroppen, Lege- met, ligesom løste sig, blev frigjort og hævede sig. Han havde en Følelse af uendelig Lettelse, af en forunder- lig Evne til at hvile i høiere Luftlag, at være i Lige- vægt. Og uden at han vidste hvorledes, fandt han sig oppe paa Jorden igjen. SIDE: 80 Jonas Lie JORDEN DRAGER. Hos Handelsmanden i Sørvaag var der engang en ung Kjøbsvend. Han var lys og krøllet i Haaret med kloge Øine og saa vig og smidig og vakker, at alle Bygdens Piger gjorde sig Ærinde og sogned til Boden bare for at se ham. Og dertil var han saa dygtig i al sin Gjerning, at Handelsmanden aldrig vilde skille sig med ham. Saa var det engang, han fo'r ud til Fiskeværet for Principalen. Strømmen bar strid imod, og han rode langs Landet. Med ét saa han en liden Ring i Bergvæggen lidt ovenfor Flodmærket. Han tænkte, det var af den Slags, som bruges til at fortøie Baade med. Saa mente han, det kunde ikke skade at holde en liden Hvil og lægge til Land for at ta sig lidt Niste; han havde trukket paa Aarerne fra tidlig om Morgenen. Men da han tog i Ringen for at stikke Fangelinen ind, blev den saa trang om Fingeren, at han matte rykke til. Og ud av Berget fo'r der en stor Skuffe. Den var pakkende fuld af Silketørklæder og Kvindfolkestas. Han undrede sig og stod i Beraad. Da saa han, der var rustne Jernflækker i Rader bort- over hele Fjeldvæggen ligedan som ved Skuffen. Han havde faat Ringen paa Fingeren og maatte prøve, om den vilde lukke op ogsaa der. Og ud trakk han saa Skuffe efter Skuffe fyldt med Guld- og Sølvbaand, Glasperler, Søljer og Ringer, SIDE: 81 Brystsmekker og Huestas, Garn, Topluer og Uldtrøier, Kaffe, Sukker, Gryn, Tobakspiber, Hæljern, Knapper, Hægter, Kniver, Økser og Ljaaer. Han trak og trak, og der var ingen Ende paa Her- ligheden. Men rundt om sig hørte han som en Summen af Folk og Tramp af Sjøstøvler. Det larmede, som de rullede Tønder paa en Brygge og heisede i Vinden, og ude fra Sjøen lød Aareslag og Støi af Baade, som lagde tillands. Da begyndte han at skjønne noget af hvert, at han havde belagt Baaden ved en Moringsring, som hørte de underjordiske til, og var kommet lige ind paa Land- handlerstedet deres. Han stod og saa i en Skuffe fuld af Merskumspiber med store, blanke Sølvbeslag. De var vakkrere end han havde trodd, de fandtes i Verden. Da kjendte han et Tag som af en tung Haand, der vilde slænge ham afveien; men nogen lo saa lystigt lige ved. I det samme saa han et ungt Kvindfolk i Boden in- denfor. Hun lænede sig med de brede Skuldre og haa- rede Arme over en Melsæk. Øinene lo og sprudede Gnister som fra en Smidie i Mørke, men Ansigtet var saa underlig esseblegt. Væk svandt hun og altsammen som et Syn. Han var glad, han kom sig ned i Baaden igjen og fik lagt fra og rod undaf. Men, da han naade ud i Sundet og sagtnede lidt paa Farten, saa han, at Ringen endnu sad paa Fingeren. Det første, han tænkte, var at slænge den af og kaste den i Sjøen; men saa sad den ganske trangt. Den var saa rart snoet og virret og indgravet, at han maatte undersøge den. Og jo længere, han saa, des underligere skinnende af Guld syntes han, den lyste. Han fik ligesom aldrig set den helt rundt, alt det han dreiede paa den og fulgte Virringerne. Men, som han sad der og saa og saa, kom de svarte SIDE: 82 spragende og gnistrende Øinene i det blege Ansigt tydeligere og tydeligere frem for ham. Han vidste ikke, enten han skulde synes, hun var styg eller vakker, sligt Utyske. Ringen vilde han nu alligevel beholde. Og hjem rode han og snakkede ikke til nogen om, hvad der var hændt. Men der var kommet slig Uro i ham. Naar han veiede ud i Boden eller maalte op, stod han i Ørsken og syntes, han var henne i Landhandleriet i Fjeldet, og det svarte Kvindfolket lo til ham ved Mel- sækken. Han maatte vaage sig didud, om det saa skulde gjælde Livet, og prøve Ringen igjen. Og udover Sommeren laa Baaden hans nu derhenne under Fjeldet ret, som det var. Naar han lukkede up med Guldringen, fik han Syn paa det svære skulderbrede Kvindfolket. Hun lyste og blikkede vild i Øinene og kigede nysgjerrig paa ham. Og ligesom mere ventet kom han hver Gang, og gla- dere téde hun sig. Det var, som de blev saa godt kjendte, og hun altid gik der og bare biede paa ham. Men hjemme blev han tungsindig og stille. Alt det han tænkte paa Troldskaben, og at Armene var haarede næsten som paa et Dyr, og alt det, han foresatte sig og prøvede, kunde han ikke lade være at fare didud. Naar han saa havde været borte fra hende hele Ugen, var hun rent uregjerlig og lo og skreg imod ham. Han hørte altid, hvorledes det vrimlede af Folk og Travlhed om ham derude, men ingen saa han. Bare syntes han, de la afveien allesammen og ha- lede Farkosterne tilside for ham. Baaden hans blev fint øst, Aarer og Seil lagt tilrette og Fangelinen fæstet, naar han kom, og kastet til ham, naar han reiste. Hun stelte det altimellem saa, at han fik Gløt af SIDE: 83 Syn ind i Pakboder og blanke Stuer i Fjeldet, og vilde ligesom lokke ham ind efter sig. Men paa Hjemveien grøssede det i ham. Han tænkte paa, om Bergvæggen kunde lukket sig for ham, og han var hver Gang glad, fordi han havde passet sig saavidt og var sluppet undaf. Og nu udover Høsten fik han ligesom mere Fred i sig. Han mente nok, han skulde prøve at aflade fra de Reiser. Han arbeidede og tog fat, saa der ikke blev Tid til Tanker, og fo'r som en Ild i Forretningen. Men, da det lakkede imod Jul med Snefog og Mørke, kom der slige Syner paa ham. Hvor han gik i de svarte, blaasende Krogene, saa han den stærke, sværbyggede Skikkelse for sig. Hun lo til ham og ropte og skreg og sendte ham Bud med Veiret. Længselen kom saa stærk over ham. Og en Dag aarkede han ikke længere at staa imod, men fo'r didud. Han syntes, han skimtede hende alt paa lang Led. Hun væltede Fjeldstykker afveien for at se og følge Baaden og vinkede og hilsede gjennem Bygerne og Taagen. Det var, som Strømmen hele Tiden drog didhen. Da han kom frem, fossede Sjøen af dem, han ikke saa. De vadede ud og tog imod Baaden, og Trappe og Brygge laa der for hans Fod. Men deroppe stod hun og trak Veiret svært og ludede sig imod ham og drog ham med de stærke Øi- nene i det natblege Ansigt. Hun gik braat ind, saa sig tilbage og vinkede ham efter sig. Der slog hun op Døren til et gammelt Jernskab midt i Væggen. Paa Hylderne lyste en Brudekrone, og skinnede Bælte og Bryststykke og Stak og alskens Brudestas. Hun stod og silte Pusten tungt og hedt mellem de hvide Tænder og smilte og legte med Øinene. SIDE: 84 Han kjendte, hun tog ham, og det ligesom mørknede. Da saa han med ét som i en Skumring hele Land- handlerstedet stort og gjildt og rigt om sig med Havn og Pakboder og Jægter. Hun bredte ud Haanden og viste paa det, som hun vilde sige, at nu skulde han bli Herre over det alt- sammen. Det isede i ham; han skjønte, at dette bar lige ind i Berget. Og ud fo'r han. Fangelinen skar han over med Kniven, og Rin- gen rev han af Fingeren og kastede den efter sig. Bort rode han, saa Fossen stod om Stevnen. Da han kom hjem til Julehandelen og Travlheden, kjendte han sig, som han var vaagnet op af en tung Søvnørske og ond Drøm. Han var saa let tilsinds. Praten med Kunderne gik lystig over Disken, saa der igjen blev som det gamle Liv og Leben. Og han greiede alting, saa det gik som smurt. Men Handelsmandens Datter stak baade en og anden Gang Hodet ind i Butiken. Hun saa og smilte saa sky og forundret til ham. Og aldrig havde han før mærket det Tække, som fulgte med hende, eller set, hvor lys og skjær, hun var, og hvor let og smidig hun stod i Døren. Men, siden Handelsmandens Datter havde set saa underlig paa ham, brød han sig ikke om at tænke paa andet end hende, hvad for et eget Lag hun havde med Hodet, hvor rank hun gik, og de blaa Øine, som var saa levende og kvikke, at de ligesom skjød Stjerner af Moro. Om Nætterne laa han og syntes, han havde gjort slig tung og styg Synd, da han havde nedladt sig til et Utyske. Og han var glad, han havde kastet Ringen. Men Julekvælden, da Boden blev stængt, og Hus- folk og Tjenere gjorde sig istand til Høitiden i Kjøk- ken og Stue, tog Handelsmanden ham ind paa Kontoret. Likte han hans Datter, sa han, saa var der ingen- SIDE: 85 ting iveien. Han fik ta Mod til sig og fri, for han havde vel mærket, at hun gik der og blev syg af Kjærlighed til ham. Selv var han gammel og vilde overgi For- retningen. Og den, som fride og fik Ja, før Julekosten kom paa Bordet, var den vakkre Kjøbsvenden. Saa gik Aarene for dem med Lykke og Trivsel baade i Hus og Handel. Vakkre og flinke Børn fik de, og Konen sin var han glad i, og ingenting var godt nok for hende. Lindt maatte hun bæres og høit maatte hun æres, enten de var hjemme eller ude. Men det syvende Aar, da det led under Jul, fik han slig Uro paa sig. Han gik for sig selv og havde ikke Fred til at være noget Sted. Konen ængstede sig og sørgede. Hun vidste ikke, hvad det kunde være, og syntes, han veg saa underlig fra hende. Men inde paa det mørke Pakhusloftet stod og drev og vandrede han lange Stunder mellem Kasser og Fu- stager og Tønder og Sække, og det var, som han ikke likte, at Folkene kom didind. Saa hændte det Dagen før Lille-Juleaften, at en af Arbeidskarerne skulde hente noget derinde. Da stod han stille i Tanker ved en af Melsækkene og stirrede ned for sig. "Ser Du den Jernringen der i Gulvet?" spurgte han. Men Manden saa ingen Ring. "Da ser jeg den, - Jorden drager," sukkede han tungt. Lille-Juleaften var han intetsteds at finde. Og ikke Dagen efter heller, alt det de søgte og ledte efter ham midt under Julestudsen og forhørte paa alle Kanter. Men Juleaften, som de gik i værste Uroen og ikke vidste, om de turde duge Bordet, kom han med ét ind af Døren. Han trængte baade til Mad og Drikke, sa han, og SIDE: 86 var saa glad og munter og spøgende hele Kvælden, at alle glemte den Forfærdelse, de havde været i. Hele Aaret efter var han pratsom og omgjængelig som før, og Konen sin var han urimelig glad i. Han bar hende paa Hænderne og vidste ikke, hvor vel han skulde gjøre det for hende. Men, da det drog sig ud i værste Mørketiden under Jul igjen, kom den samme Urolighed over ham. Det var, som de bare saa Skyggen af ham her og der, og inde paa Pakloftet drev han igjen og holdt til. Paa Lille-Juleaften gik det som forrige Gang, borte blev han. Konen og Husfolkene gik der i stor Forskrækkelse og ængstede sig og undredes. Og Juleaften traadte han med ét ind i Stuen og var lystig og glad, som det ellers var hans Skik. Men, da Lysene var brændt ned, og alle gaat til- sengs, kunde Konen ikke tie længere. Hun graat og bad ham sige sig, hvor han havde været. Da stødte han hende haardt fra sig, og det gnist- rede i Øinene paa ham, saa hun blev rent vetskræmt. Han bønfaldt hende for deres Lykkes Skyld om aldrig at spørge slig mere. Tiden gik. Og det samme hændte hvert Aar. Naar Dagene blev mørke, vandrede han tungsindig og stille for sig selv og gjemte sig ligesom undaf for Folk. Lille-Juleaften blev han borte uden at nogen saa, han reiste. Og paa Juleaften netop, som de skulde duge Bordet, kom han med ét ind af Døren, glad i dem alle og fornøiet. Men for hver Høst, mod Mørketiden, kom Urolig- heden altid tidligere paa ham, og stillere og mere fol- kesky gik han med det. Aldrig spurgte Konen ham. Men det laa som en Sorg over hende, og hun syntes, den blev sværere og tungsommere den Tid, hun ikke skjønte sig paa ham, og han ligesom ikke hørte hende til. Saa var det igjen mod Jul engang, han havde gaat der saa tung og bøiet. SIDE: 87 Og Dagen før Lille-Juleaften tog han Konen med sig ind paa Pakhusloftet. "Ser Du noget der ved Melsækken?" spurgte han. Men hun saa ingenting. Da greb han hende ved Haanden og bad og besvor hende, at hun skulde blive og gaa med ham der om Natten. Han vilde saa gjerne som sit Liv prøve at bli hjemme, sa han. Udover Natten klemte han hende Gang efter Gang haardt i Haanden og sukkede og stønnede. Hun kjendte, han holdt paa hende og stred svært og af al Magt imod noget. Da Morgenen kom, var det over. Han var saa lettet og glad, som hun ikke havde set ham paa lange Tider. Og hjemme blev han. Men til den Julekvæld blev der baaret op baade fra Bod og Kjælder og Lys tændt, saa det skinnede i Ruderne. Det var den første rigtige Helg, han havde havt i sit eget Hus, sa han, og der skulde være Høitid. Men, da Husfolkene kom ind en for en som Skikken var, og drak med Husbond og Madmor, blev han ble- gere og blegere og hvidere og hvidere, som om Blodet veg og sugedes fra ham. "Jorden drager!" skreg han, og der kom som en Forfærdelse i Øinene paa ham. Lige efter sad han der død. Jonas Lie SIDE: 88 I BORGE SYSSEL OG SKYLD HERRED. Etsteds laa en By, som var kommet til stor Velstand, dengang Fisken stod under Kysten der. Saa blev den Velsignelse væk, og Aarene gik. Men endda slog Folket lige stort paa. Fisken maatte jo komme igjen, tænkte de. Den ene byggede gjildere og finere end den anden, og der var en Gasterering, som de var Herremænd allesammen. Sønnerne, som arvede Kontorkrakkene og Bøgerne og Skiltene og Husene, syntes, de intet bedre kunde foretage sig end at gjøre som deres Far og Bedstefar før dem, bukke og være fornemme og hilse stort og ærbødigt paa hinanden og vente paa Fisken. Saa turede de og trakterede og titulerede hverandre og vilde for al Ting ikke, det skulde vises, at Midlerne var sluppet op. Men, jo mere Beholdningen sank i Jernskabene, des større og forsvarligere Laase og Slaaer skaffede de sig, og des mere skrød og basunerede de ud til fremmede Skippere og Kjøbmænd om Byens Rigdomme. Saa forskrev de sine Lagre og Paklofter fulde af her- lige Vine og Silketøier og allehaande dyre Varer fra Ind- og Udlandet og indrettede prægtige Butiker med Forgyldning og Speilglas, saa det lyste og skinnede i Gaderne. Og den ene kjøbte af den anden og gjorde Selskab for ham for at slippe at bli krævet. Og den anden borgede igjen og gjorde endda større Kalas. SIDE: 89 Naar nogen af de fremmede Kjøbmænd blev æng- stelige for Betalingen og kom og forhørte sig i Byen, rystede de bedste Borgere bare paa Hodet, kneb Øi- nene lunt sammen og tilbød at indestaa, om det saa var for en hel Tønde Guld. Og de gjorde store Selskaber for ham med gam- meldags Sølvtøi paa Bordet og Taler og Skaaler og lod ham vederfares slig Ære og Berømmelse, at han heller laante dem flere Penge end krævede. Han for- stod, at de maatte være meget rige, og reiste gladere, end han kom. De mindre Borgere sa aldrig noget om, hvad de mente, til udenbys Folk, for, naar Rigdommen flød over de store, dryppede den ogsaa ned paa de smaa. Saalunde gik det ene Aar efter det andet i stor Vel- stand og Glæde. Gjæstebud og Fornøielighed var der hver Dag, og drukket blev der paa Byens Velstand baade sent og tidlig. I den Stad taalte ingen at staa i Skyld for Gjæst- frihed, saa, naar en havde holdt et Middagsselskab, svarte den anden med et endda gjildere. Og hver, som havde lidt Forstand og Tanke, be- greb, at man maatte følge med Tiden, skulde Byen ikke komme til at regnes blandt de agterudseilede og gammelmodige og synke og dale ned til en Ravnekrog. Saa kappedes Husmødrene om at lade deres Mænd forskrive Damaskes Duge af nyeste Mønstre, jo finere des bedre, for at Middagsbordene kunde skinne fest- ligt. Og dertil høie Vaser og Glas og alskens Karafler af slebet Krystal og tindrende, spillende Lysekroner hængende to og tre i Loftet over Bordet, saa Gjæsterne ret kunde frydes og skue, hvorledes alt var af aller- sidste og fineste Sort. Delikate og sjeldne Krydderier til at opfriske Sma- gen og tillave udsøgte Madretter duftede op af Kister og Kasser baade i Butik og Pakbod. Mærkværdige ned- lagte Frugter og Soyaer forskreves to Gange om Aaret, saa der altid var en Herrens Overflødighed at ta til saavel af det som overhovedet af alt, hvad en Husmor, SIDE: 90 der skal føre et stort Hus med megen Gjæstfrihed og mange Tjenere, kunde tiltrænge. Og allehaande Slagt og fedede Gjæs og Høns og Grønt og Rødder, som Bønderne kom kjørende med, aflæssede de inde i de rummelige Kjøbmandsgaarde og fik derfor gode Varer tilbage paa Læsset. Penge brugtes ikke i den Handel. De var saa sjeldne at se, at en Otteskilling af Sølv med Kongens Billede ude paa Landet blandt Bønderne hængtes i Glas og Ramme og mentes at maatte opbevares som en Lykke- penge. Paa det Vis opstod der Liv og Rørelse og en stor Trafik, og det var som et Vidunder, hvorledes denne Stad florerede og gik frem i Trivsel og Velstand. Herskabsvogne og Jagtvogne, Kjøkkenvogne og Bon- delæs rullede gjennem Gaderne. Man havde ondt for at faa banet sig Vei gjennem den Stimmel af Folk, som var ude for at gjøre Indkjøb i Butikerne og faa indskrevet deres Debet i Kontrabøgerne. Og om Ef- termiddagene var Fortogene sorte af Mennesker, som spadserede og hilste og keg paa hverandre og viste sine ny Kostumer. Den fornemste af Borgerne, som gik med Guldknap paa Stokken og eiede det største Hus og skyldte mest, mente, at det stærkeste Bevis paa Byens stedse sti- gende Velmagt og Velstand var den store Luksus, den udfoldede. Men hvis skulde Æren være uden de driftige og foretagsomme gjæve Mænd, som vidste at drage Kapi- tal og Kredit til Stedet. Derfor holdtes der Æresmiddage og Jubilæer og Fød- selsdagsfester og Opvartninger med Faner og Fakkel- tog paa Sølv- og Guldbryllupper. Og for Fem og sytti og Hundredeaarsdagene fra deres Farfar eller Oldefar steg iland paa Byens Brygge, eller Grundstenen blev lagt til deres Hus, som gjennem Slægtled var blevet saa tilbygget, udvidet og forstørret, at man aldrig skulde kunnet tænke sig, af hvor ringe en Begyndelse det hele var fremgaat. SIDE: 91 Og, naar en af Byens Fædre afgik ved Døden hold- tes der Sørgehøitid uden Lige. Hele Staden flagede paa halv Stang, saavelsom Lystjagterne og Seilbaa- derne paa Havnen, og alle Butikerne lukkedes. Sort dyrebart Klæde forskreves til at dække Gaderne, Sang- foreninger og alle Societeter rykkede frem saa at sige i et endeløst Tog under dump Hornmusik, og paa Kisten, som ikke kunde ses for Blomster, laa Palmer og Egekranse. Ved Graven blev der sunget i Kor og kaldte Præsten alle tilstedeværende til Vidne paa, hvil- ken ædel Vært og gjæstfri Mand, den hedengangne havde været. Men en og anden Særling - af dem, der gaar for sig selv og aldrig tænker som andre, og som ingen By er fri for, - undrede sig over, hvoraf Staden egent- lig kunde leve. Ikke laa der andre Skibe paa Havnen end Seilbaade og Lystjagter, ikke var der Fiskeri, og til Landsiden laa hverken Skove, som gav Tømmer, eller Bjergvær- ker, som kunde skaffe Fortjeneste. Hellerikke var der Fabriker, eller forarbeidede Haandværkerne Gjen- stande af nogensomhelst Art, som kunde kjøbes af fremmede. Men Stadens Folk ærgrede sig over, at der skulde herske nogensomhelst Tvil i en Sag, som saa væsent- lig berørte Byens Eksistentse. Det var dem en Mislyd. Og omsider fik de Spørgsmaalet bragt ind for det høie Universitet. Fakultetets alle tre Lærde strøg sig om Hagen og gav sig til at gruble for at gjennemskue Sagen. I ét Punkt udtalte alle tre Herrer Doktores sig fuldt enige, nemlig, at ingen By kunde tænkes at eksistere uden Næringskilder. Men saa kom Spørgsmaalets egentlige Knude. For den omhandlede Stad kunde der ikke, uagtet de nøiagtigste og mest indgaaende Undersøgelser, paa- vises end en eneste saadan. Og alligevel eksisterede den bevislig. SIDE: 92 Og her stod deres Tanker stille, og maatte de tumle sig paa et Gebet af kun løse Formodninger. Den ældste og mest berømte af Professorerne, som havde udgivet et Skrift om Statsgjælden og vist, at jo større Gjæld des lykkeligere Folk, formodede, at noget lignende ogsaa kunde være Tilfældet her; men forbeholdt alt og vilde for Tiden ikke udtale sig. Den anden af Professorerne paapegede, at store Have, som eksempelvis det kaspiske, vitterlig eksiste- rede uden, at man havde opdaget nogetsomhelst syn- ligt Afløb, og at et saadant Naturens Spil ogsaa kunde tænkes at finde Sted her. Men det gjendrev den tredie i et skarpt og bittert Skrift med, at her spurgtes ikke om Afløb, men om Tilløb, - akkurat det polvendt modsatte. Striden mellem de to fortsattes yderst voldsomt i for- skjellige Tidsskrifter. Den vilde være holdt gaaende endnu, om det ikke pludselig var lykkedes hin nævnte første og største af Professorerne uigjendrivelig og til Evidents at bringe den Sandhed for Dagen, at Borgerne i omspurgte By ene og udelukkende levede af hverandre indbyrdes. Og han beviste i et Værk paa seks Bind, at det samme var Tilfældet med mange andre Byer i Verden. Jonas Lie SIDE: 93 VEST I BLAAFJELDET. Der var engang en Gaardmandssøn, som skulde hen paa Moen og eksersere. Han var tat til Trommeslager, og Veien did la han tvertover Fjeldmarken. Der kunde han frit øve sig og ta Hvirvlen op igjen og op igjen uden at Folk lo og Smaagutterne hang efter ham som Bikjer fra alle Gaardene. Hvergang han kom forbi en Sæter, slog han Tap- penstregen for at faa Jenterne frem, saa de stod og hang og glante efter ham ved alle Gjærderne. Det var midt i den allervarmeste Sommertid. Han havde øvet og trommet fra tidlig om Morgenen, til han var blet baade træt og lei af det. Og nu, han gik op- efter en brat Bjerkeli, havde han kastet Trommen paa Ryggen og sat Stikkerne i Bandolæret. Solen brændte og stegte i Bakken; men der stod som en Svalning af Fossen, som sprutede og susede. Hele Veien yrrede det af Blaabær paa Tuerne, saa han maatte bukke sig og plukke alt i ét, og det gik sent opover. Saa kom han op i et Bergheld, hvor der stod høit Ormegræs og Bjerkebusker. Det blev saa godt og skyggesvalt, syntes han, og saa kunde han ikke la være at ta' en Lur. Trommen tog han af sig, Trøien la han under Hodet, Huen over Ansigtet, og saa til at sove. Men, som han blundede, drømte han, at nogen kild- rede ham under Næsen med et Straa, saa han ikke fik Fred. SIDE: 94 Og, idetsamme han vaagnede, syntes han, det kniste og lo. Da havde Solen alt begyndt at lægge Skygge og staa paa skraa, og langt nedenfor mod Dalen laa Varmedi- sen, og drog og spandt Røgen sig ørfint henover. Som han tog efter Trøien, saa han en Orm, som laa og blikkede paa ham med slige rappe, gløgge Øine. Men, da han kastede en Sten efter den, bed den sig i Halen og trindsede væk som et Hjul. Igjen ligesom fniste og knistrede det borte i Buskene. Saa vilde han ta Trommen paa og fare videre. Men da var begge Trommestikkerne væk fra Bandolæret. Han til at lede og lede. Og altid ligesom kniste og fniste det. Nu hørte han det mellem nogle Bjerketrær, som stod med slig underlig Sol over sig af, at det regnede og støvrøg fra Fossen. Det glinsede og blinkede i Draa- berne, saa han ikke rigtig kunde se. Men det var, som noget rørte sig der. Og han vilde gi Livet paa, at han skimtede i en lys, fin, rank Jente, som lo og gjorde Skøi med ham. Hun keg under Haanden for Solen og havde opbrættede Ærmer. Lidt efter kom der et mørkeblaat Skjørt frem oven- for i Kratskogen. Og straks var han efter. Han sprang og sprang og holdt paa at opgi det. Men saa glittrede Livstykket og Skulderen mellem en Aab- ning i Løvet. Og ivei bar det igjen alt, han aarkede, helt til han begyndte at tro, at det maatte vel være Hovedørske al- ligevel. Da saa han hende lige i Kanten af Grønningen. Haaret var revet ud af, at hun havde fløiet saa gjen- nem Buskerne. Hun stansede og saa sig tilbage, som hun var svært forskrækket. SIDE: 95 Men Gutten tænkte, at, havde hun rendt med Trom- mestikkerne hans, saa skulde hun da faa betale det. Og løb gjorde de, hun foran og han efter. Af og til vendte hun sig og lo og ærtede og gjorde Kast og Vrik paa sig, saa det saa ud, som det lange, side Haar slog og slængte og vred sig som en Hale- dusk. Tilslut vendte hun sig i Bakken, skrattede og hev Trommestikkerne til ham. Men nu vilde han fange hende. Han var saa nær, at han greb og greb, og just, som han skulde faa Tag i hende ved et Gjærde, var hun over, og han tumled efter ind paa et Sætertun. Der raabte og skreg hun op til Stuen: "Randi og Brandi og Gyri og Gunna!" Og ud kom fire Jenter farende nedover Volden. Men den sidste, som havde fin rødagtig Let og svært guldrødt Haar, stansede og hilste saa undselig med nedslagne Øine, som hun var rent lei over, at de drev slig Jøn og Flokseri med Fremmedkaren. Hun stod haandfalden og uvis, stakkar, som et Barn, om hun turde sige noget; men flyttede sig alt nær- mere og nærmere til ham. Da slog hun op de blaa Øinene saa nær til hans, at Haaret rørte ind paa ham. Men forfærdelig hvas var hun i Blikket. "Kom heller med mig, saa skal Du faa danse, eller er Du træt, Gut," ropte en Jente med blaasvart Haar og vild, mørk Brand i Øinene og trippede og klaskede i Hænderne. Hun havde hvite Tænder og varm Pust og vilde drage afsted med ham. "Bind op bag Dig først, Svarte-Gyri!" fniste de til hende. Og straks slap hun Gutten og snudde og dreiede sig og gik saa underlig baglænds. Han kunde ikke la være at gløtte hen paa den svarte Jenten, som stod og snudde og dreiede sig saa forle- gen, som hun gjemte noget bag sig og med ét var blet saa spag. Men den fine lyse med det ranke, smale Liv, som SIDE: 96 havde faret slig foran ham, og som han syntes, var den vakkreste af dem alle, begyndte igjen at le og ærte ham. Ikke skulde han naa hende, jønte og gjækkede hun, hvor længe han saa løb, og ikke skulde han finde Trommestikkerne sine igjen. Men saa slog hun om og hev sig overende og be- gyndte at graate. Hun havde fulgt Trommen hans hele Dagen. Og aldrig havde hun hørt nogen Kar slaa slig Hvirvel. Heller aldrig havde hun set en Gut, som var saa vak- ker, naar han sov. "Da kyssede jeg Dig," sa hun og smilte sørgmodig op til ham. "Agte Dig for Ormungen, at den ikke hugger, Svend! Den er værst, naar den leker slig," hviskede den und- selige med det guldrøde Haar. Hun vilde saa stille liste sig mellem dem. Svend kom med ét til at huske paa Ormen, fin og smal og myg og spillende som Jenten laa der paa Bakken og graat og gjorde Skøi paa engang og blik- kede underlig gløg og rapt. Men en duknakket, lidt ulenkelig en stak Hodet braat til og smilte forborgent til ham, som hun vidste og kunde sige ham saa meget. Øinene lyste langt ind, og over Ansigtet gik der et gulblegt Skjær, som naar den allersidste Sol drager sig opefter Liden. "Hos mig skal Du faa høre Langeleiken slig, som endnu ingen har hørt den," sa hun. "Jeg skal spille for Dig, og Du skal faa lytte til ukjendte Ting, alt som synger og ler og graater i Roden af Træ og Fjed og al Vækst, saa Du aldrig vil bry Dig om noget andet i Verden." Da haanlo det. Og oppe paa en Sten saa han en høi, storbygget Jente, med Guldbaand i Haaret og violet Stak. Hun løftede en Lur med slige vakkre, kraftige Arme, kneiste saa stolt og staut med Nakken og stod saa bred og fast i Hoften, medens hun blaaste. SIDE: 97 Og det tonte saa langt og vide i Sommerkvælden og sang tilbake bortover i Bakkerne. Men hun, den vakkreste lyse fine, som havde ka- stet sig ned paa Volden, stak Fingrene i Ørene og je- pede efter hende og ærtede og lo. Saa keg hun med ét blaat opigjennem det askegule Haaret og hviskede: "Vil Du ha mig Svend, saa reis mig op." Hun tog ganske fast og stærkt i Haanden, syntes Svend, for et lindt Kvindfolk at være. "Om Du kan ta mig," ropte hun. Og opover til Stuen fo'r de, hun først og han efter. Hun stansede og strakte sig med begge Hænder i Hofterne og saa ham ind i Øinene. "Liker Du mig?" spurgte hun. Svend kunde ikke sige nei til det. Nu havde han da naad hende og vilde ta om hende. "Det er saameget Du hører paa, Far," tog hun med engang i og raabte, "han Svend vil fæste mig!" Og hun trak ham hastig hen til Stuedøren. Der sad en liden graaklædt gammel Kal med Kollue og gløttede paa Buskapen oppe i Aasen. Han havde et stort Sølvkrus foran sig. "Det er vel Gaarden vest i Blaabjerget, han gaar efter han ogsaa?" nikkede Gubben ful i Øinene. "Haa, haa, bar det den Veien!" tænkte Svend. Men høit sa han: "Det er et stort Tilbud, men saa kommer det noget braat. Nede i vor Bygd er det nu Skikken at sende to Friersmænd for sig først i det Ombud." "Her er de to, Du sendte for Dig," tog hun rapt i og la frem begge Trommestikkerne hans. "Og saa bruger vi hos os at se lidt paa Gaarden først, for Jenten er nu gjild nok og mere end det," mente han. Da blev hun saa smaa og stikkende i Øinene, og det blikstrede og lyste grønt i dem: "Har Du ikke gaat efter mig i hele Dag og fæstet SIDE: 98 mig her lige ud paa Tunet, saa Far min baade saa og hørte det," ropte hun. "Vakkre Jenter pleier at gi lidt Taal," jønte Svend, han skjønte han fik være fin, og her var ikke bare Elsken. Da krummede hun ligesom Kroppen bagover og skjød Hodet og Halsen frem og Øinene lyste. Men Kallen løftede Stokken ud fra Knæet, og saa stod hun der like blid og lekende igjen. Hun strakte sig høi og stram med Hænderne ved Sølvbeltet og lo ham ind i Øinene og spurgte, om han var af de Karerne, som var ræd for Kvindfolk. Det turde nok hænde, han fik løbe sig sved nok engang, om han vilde ta hende. Saa tripped hun og bøiede sig og vilde ærte ham efter sig igjen. Men alt i ét saa han bag hende paa Volden ligesom Skyggen af noget, som buskede og duskede og slog Sving og vred Krumninger eftersom hun gjorde sig lækker. Det maatte være lang og rar Flette det, undredes Trommeslageren. De var rappe til at ville faa Kla- ven paa ham; men ikke skulde de faa ham til Gifte og Bryllup saa fort som til Eksersits. Og saa sa han braat, at han var kommet hid for at faa igjen Trommestikkerne sine og ikke for at fri. Og Tak skulde de ha nu, han havde faat dem. "Du faar se Dig lidt om først, Svend," mente Kallen og pegte med Stokken. Med ét saa han, der græssede store brandrøde Kjør opefter alle Liderne i Aasen, og Kobjelderne hørtes i hverandre som Klokkespil. Spand og Kar skinnede af blankeste Kobber, og aldrig havde han heller set Jen- ter saa fint og staselig klædte. Saa her maatte være stor Rigdom. "Du tænker kanske, det er en liden Fillegaard, jeg har vest i Blaafjeldet," sa hun og satte sig til at prate paa Høsaaten. "Men der er fire slige Sætre som denne. Og Morsarven min er tolv Gange saa stor." SIDE: 99 Men Trommeslageren havde set det, han havde set. De var svært forlegne her for at sætte Gaard paa ham. Og saa mente han, at til en saa vigtig Gjerning fik han først betænke sig. Saa tog Jenten til at graate og bære sig og spurgte, om han mente, det gik an at narre et uskyldigt Blod, som ingenting vidste, og forfølge og jage hende rent fra Vettet. Og som hun nu havde sat al sin Hu og Tanke til ham, tudede hun. Hun sad saa rent utrøstelig og vuggede sig med Haaret foran Ansigtet, saa Trommeslageren rent be- gyndte at synes Synd i hende og næsten angre sig. Hun var vist oprigtig og godtroende alligevel. Med ét vred hun sig rundt og kastede og rullede sig i Kaadhed fra Høsaaten. Øinene speidede og forskede smaa og stikkende op paa ham og lo og gjækkede. Han kvap til. Det var igjen akkurat, som han saa Ormen under Bjerketræet dernede, da den trindsede rundt. Og nu vilde han plent afsted; han brød sig ikke længere med at sige Tak for sig. Da røg hun op, saa det hvislede. Hun glemte sig, og en lang Rove hang og buskede sig nedenfor Stakken. Ikke slap han fra hende paa det Vis, skreg hun. Han skulde da først faa kjende Bygdetugten og Bygde- meningen fra Grænd til Grænd. Og saa ropte hun paa Far sin. Da kjendte Trommeslageren et Tag i Trøien, saa han lettedes og løftedes. Ind blev han slængt i et tomt Fjøsrum og Døren stængt. Der stod han og havde ingenting andet at se paa end en Gjedebuk foran Dørsprækken, som var saa rar gul i Øinene og lignede Kallen, og saa Solstrimen fra Gluggen, som drog og drog sig op efter de tomme Baasene, helt til det blev sen Kvæld, og den sluknede. Men ud paa Natten sa det sagte "Svend, Svend!" udenfor. Og i Maaneskinnet saa han, det skyggede i Gluggen. SIDE: 100 "Hys, hys, Kallen sover paa den anden Side af Væggen," lød det. Han hørte paa Røsten, at det var hende, den guld- røde, som havde tét sig saa pent og undselig straks, han kom idag. "Sig bare, Du véd, at hun Ormaug har havt Fæste- mand før, havde hun saa sandt havt Medgift. Den er min, maa Du vide, Gaarden vest i Blaafjeldet. Og svar Kallen, at det var mig, hun Brandi, Du fo'r til- gaards efter. Hys hys, der kommer Gamlen," hviskede hun og smat væk. Men i Maanelyset i Gluggen skyggede det igjen, og den duknakkede stak Hodet langt ind og keg. "Svend, Svend, er Du vaagen? Hun Ormaug vil sætte Dig ud for Bygdesnakket. Hun er ond og stinger. Men Gaarden vest i Blaafjel- det, den er min den, og naar jeg spiller der, gaar Portene op under Fjeldet til did, hvor Kræfterne ligger navnløse. Sig bare, det var mig, hun Randi, Du fo'r efter, for hun spiller saa vent paa Langeleik. Hys, hys, Gamlen tusler ved Væggen." Hun vinkede og var væk. Lidt efter mørknede Gluggen næsten helt, og han kjendte den svarte paa Røsten. "Svend, Svend," hviskede det. "Jeg maatte binde op Stakken min idag, saa vi fik ikke gaa Hallingen sammen paa Volden. Men Gaar- den i Blaafjeldet, den er min rette Odel. Og sig til Kallen, at det var hun galne Gyri, Du fo'r tilgaards efter, for Du er saa rivendes glad i at danse Springer og Halling." Hun kom til at klaske i Hænderne, saa hun blev ræd, hun havde vækket Gamlen. Og borte var hun. Men Gutten sad derinde og spekulerede og saa op paa den tynde, blege Sommermaanen. Han syntes, han var kommet ud for det værste i Verden. Stundimellem hørte han, det rørte sig og skurede og SIDE: 101 fnystrede ude ved Væggen af Gammelkallen, som laa der og passede paa ham. "Du Svend," sa det igjen ved Gluggen. Det var hende, som stod paa Stenen saa fast i Hof- terne og stor i Røsten. "I tre hundrede Aar har jeg blaast paa Langeluren i Sommerkvældene fjernt og vide; men aldrig har den rukket did vest til Blaafjeldet. Og det skal Du vide, at gaardløse er vi alle, og alt det, Du ser, er bare Skin og Kraakesølv. Mange er blet narret og lokket hid gjennem Tiderne. Men ikke under jeg de andre Jenterne Gifte før mig. Og hellere end, at nogen af dem skal faa Dig, vil jeg fri Dig ud af Fjeldet. Med det samme, Solen rinder og stikker, blir Gam- len ræd og tyr ind i Krogen sin. Agt da paa. Skyv vrangt paa Lemmen til Høloftet og skynd Dig at komme udenfor Gjærdet, saa er Du fri af vor Magt." Det Raad var Trommeslageren ikke sen til at følge. Ud smøg han sig med det samme Solen stak, og et ordentlig Hop gjorde han over Skigarden. Før han vidste Ordet af, stod han igjen helt nede i Liden. Og langt, langt borte mod Solrendingen i Fjeldene hørte han Luren hendes. Trommen kastede han paa Ryggen, og afsted til Eksersitsen paa Moen drog han. Men aldrig skulde han slaa Hvirvelen og tromme for Jenterne mere - for da kunde han komme vest i Blaafjeldet, før han tænkte det. Jonas Lie SIDE: 102 VOMBATTEN I EN SNEVER VENDING. Uden Vombatten skete ingenting i hans By. Og det var ikke at undres over. For Vombatternes Fædre og Forfædre havde levet i Rigdom og Anseelse der, saalænge Stedet havde staat. Og endnu langt længere tilbage havde de eiet Grun- den der om Fjorden, hvor Byen senere blev bygget. Da hed Hovedgaarden endnu Vombotten, som siden blev til Familienavnet Vombatten. Og Vombatterne havde mærkelige Ting at fremvise fra deres tidligste Herkomst. Særlig et ældgammelt udskaaret blommet Skab, som var nedarvet i umindelige Tider, Led efter Led. Paa Skabdøren saas et Ansigt, som skulde være det første Familieportræt. Malingen var næsten afslidt; men endnu skjelede de to sorte stive Prikker, som var Øinene, storagtig ned paa den svære, høit opbaarne Næse. Som den Kar skatterede sig selv, kunde det ikke været nogen ringe Størrelse. At man her havde den oprindelige Næse for sig, skulde ingen, som vilde sammenligne, tvile paa den Dag i Dag. Led for Led og Slægt efter Slægt havde de gaat og set paa den Træmanden i Skabdøren. Derfor havde den bevaret sig gjennem Tiderne og var blet til den store Familiens, og man kunde gjerne sige, Byens Næse, som nu sad paa dens første Mand. Om den Næsen havde Generationer bølget og brudt SIDE: 103 sig, som mod en Sjøbodstolpe. Den havde altid pegt ud Retningen. Den Næsen kunde ingen komme forbi, den var ude baade sent og tidlig og snusede. Naar Folk kom paa Bryggen, forhørte han altid efter, hvad de havde at gjøre i Byen. Det nyttede ikke at fortælle Vombatten noget, som han ikke vidste før; han bare mysede. Alt muligt havde han hørt og set og veiret for længe siden. En og anden kunde vel ha en Idé, som Byen kunde slaa sig op paa. Men til Vombatten maatte de først med det. Det var og blev nu ham, som sa, hvor Flagstangen skulde staa. Saa udfandt en af Borgerne, at det vilde være saare fornuftigt at gjøre Byen til et Badested, nær og be- kvemt, som den laa til Sjøen. Og alle blev de grebne af Tanken og vilde ta Aktier. Det var rent til at slaa Kapital af, mente de. Men Vombatten bare mysede og gren og satte Næ- sen ret ud. Ikke sa han et Ord. Da begyndte de at tvile. Kanske var Vandet ikke salt nok eller kanske altfor salt. Eller Byen for udsat for Vinden. Eller Bølgesla- get for svagt, eller kanske Strømmen for stærk. Eller der var noget ved Grunden, kanske Tangen eller Tar- ren, eller formeget farligt Sjøgræs, som kunde sno sig om Benene paa de badende. Det var ikke godt at vide, hvori det stak, tænkte de; men, naar Vombatten kun saadan smilte af Sagen, saa - I den By klædte de sig og søgte at gaa ligesom han med slentrende Skridt, den ene Haand paa Ryggen og se lige frem. Saa fra Dampskibet saa det ud, som der drev bare smaa og store Vombattener paa Bryggen. Men stadig passerede der flere reisende gjennem Byen for at besøge og bese de smukke Dalfører in- denfor, og i Sommertiden vrimlede der en spraglet Strøm af fremmede fra alle Lande. SIDE: 104 Reisende kom og reisende fo'r. I Mangel af et tidsmæssigt Herberge opholdt de sig der blot saalænge, til de fik bestilt Skyds. Saa svei- pede de afsted. Da begyndte endel Borgere med megen Hede at mo- tionere og agitere for, at man skulde slutte sig sam- men og faa opført et større modernt indrettet Hotel, der kunde trække de reisende til Stedet. Men Vombatten trak paa Næsen saa tit, Sagen kom paa Tale, og snudde sig og gik. Ansigtet var som Træ saa urørligt, og den store, urokkelige Næse med det skraasikkre Drag under bare ligesom smilte det væk. Tænkte de, han tog feil, kunde de helst gaa hjem og lægge sig. Og de fik den største og ærbødigste Respekt. Mon han syntes, denne Fremmedtrafik var en for løs og usikker Næring at bygge paa og lægge Kapital i, undredes de? Kanske den afhang for meget av Vind og Veir. Havde det endda været Sild istedetfor nogle nysgjerrige lystreisende, som kunde ha sine Kapricer iaar og andre næste Aar, mente han vel. Og, da der saa bagefter blev stærk Tale om ialfald at subskribere til et Fjorddampskib, som kunde fragte de reisende indover, vandrede han bare paa sin Planke nede ved Bryggen med Haanden paa Ryggen og Næ- sen ret ud som et Bougspryd. Vombatten veirede sit, tænkte de. Mon han mente, at Fjorden afgav en for kort og risikabel Rute. Eller trode han, dette bare var en overgaaende Fremmedrus. Eller at Turisterne heller tog Landeveien. Men de fremmede spurgte ikke om Lov til at ta Veien over Byen til Fjorden og den vakkre Egn in- denfor. Og saa lod Borgerne dem gaa og komme, som de betalte sig frem. Saa hændte det, at der stod en reisende i Gaden, og, da han saa Vombatten, tænkte han, at Manden med SIDE: 105 den store Næsen maatte kunne sige ham, hvor Veien gik ned til Bryggen. "Hei, min Mand," raabte han og vinkede. Men der tog Personen feil. Vombatten var ikke hei, min Mand. Og saa mysede han fornemt og strøg forbi. Men, da han senere med Posten fik Hovedstadens illustrerede Avis, saa han selvsamme Mand afbildet i Skottehue og simpel Turistdragt og læste, at det var Prinsen, som den Dag var passeret inkognito gjen- nem hans By. Næsen sænkede sig længere og længere ned over Hagen, og han følte sig usigelig ilde ved det Misgreb, her var begaaet. Den hele Eftermiddag gik han alene i sin Have. Tanken paa den ulyksalige Hændelse nagede ham og vilde ikke forlade ham. Hvergang der siden taltes eller berettedes om, at en eller anden Storhed færdedes inkognito paa Reiser i Landet, berørte det ham høist pinligt, og, naar han saa afbrød og mørk indesluttet fortsatte sin Gang, var det, som han hørte: Hei, min Mand! hei, min Mand! indtil han endelig ved et Suk lettede sig fra sine Tan- ker, rettede sig og saa sig om. Holdningen blev dob- belt strunk og Næsen pegte høit. Naar han kom hjem, førte hans Trang ham med en vis Fart til Speilet over Konsolen. Der besaa han kritisk sin Person med Hatten paa, Hodet i Stilling, saa Næsen fortonede sig i dens mest imponerende Urokkelighed. Som oftest forlod han det nogenlunde indvendig gjenopreist, om end haabløs, forsaavidt det gjaldt om at begribe eller forklare sig Feiltagelsen. Denne fortvilede Hilsehistorie var hans sorte Punkt. En Dag saa han af Aviserne, at en Fyrste af ikke mindre end Parma, Piacenza og Guastella færdedes i strengeste Inkognito i Landet, og at hans Rute vilde berøre Stedet. Det sidste gjorde ham vaagen, og han sørgede vel SIDE: 106 for, at hans Vei i den risikable Tid ikke paa noget Vis kom til at krydse Turisternes. Men, som han en Dag gik sin vanlige Eftermiddags- tur ned paa Pakboden for at tilse Folkene, laa et af Dampskibene og kogte og suste og manøvrerede med Skovlerne for at faa lagt ind til Bryggen. Fra Boden saa han skraat ned paa Dækket og hilste til sin Ven, Chefen, paa Kommandobrettet. Der stod Passagererne med sine Haandkufferter og Pakkenelliker og ventede paa at Toldvæsenet skulde komme ombord og faa avgjort sine Visitationer, og Landgangsbryggen blive lagt. Vombattens overskuende Blik blev mere og mere hængende ved en olivenbrun, sortskjægget ung Mand, som stod ved Faldrebstrappen tydelig utaalmodig efter at komme iland. Han saa med et eneste Øiekast, at dette var noget særlig sydlandsk. Af hans store Haandkuffert vistes blot den ene Side, som var stærk luksuriøst messing- beslaat. Der steg som Lynet en Mistanke. Han mønstrede ham skarpt, og, da han derpaa be- tydningsfuldt nikkede over til Chefen, forekom det ham, som denne midt i sin Travlhed svarede med et kort, mystisk Plir. Men aldeles klar blev Sagen, da han paa Kuffertens midterste Messingplade tydeligen læste "Parma" med store graverede Sving om. Fyrsten af Parma, Piacenza og Gustella, stod der præget i hans Hukommelse. Hans Næse gjorde et pludseligt Kast iveiret. Her var Anledningen til at gjenopreise sig, saa Vombatten blev Vombatten alligevel. Han knappede Frakken tæt og beslutsomt. Byen burde repræsenteres. Som en Pil fløi Budet hjem efter hans Vogn, og Tjeneren blev paalagt at nøde den fremmede op i den, saasnart han steg over Landgangsbryggen. Selv hastede han op til Hotellet og fik slaat Allarm. SIDE: 107 Alt maatte i en Ruf gjøres festlig istand til at mod- tage den fremmede Fyrste, saa Byen ikke fik nogen Skam af det. Og, medens Dampskibet laa der og signaliserede og manøvrerede og fortoldede, blev der et Rend. En sprang ned til Bryggen og Fartøierne efter Flag. En fo'r til Enkemadame Andersen, som havde Blom- sterpotter og Bladplanter tilleie for festlige Anlednin- ger. Og en til Klubben efter de to Buster. Selv gik Vombatten allerede i hvidt Slips og med Handsker i Haanden op og ned paa Gangen og stan- sede og rettede sig og gjentog de faa fyndige Ord, hvormed han paa engelsk vilde hilse velkommen fra Trappen, - hans fyrstelige Høihed forstod naturlig- vis de forskjellige Verdenssprog, - og forsikkre den ophøiede Personlighed om, at hans Inkognito omhyg- gelig skulde blive bevaret. Da Vognen stansede foran Trappen, havde der alt samlet sig en hel Stimmel af Mennesker, Herrer og Damer i lyse Sommertoiletter, for at se den frem- mede italienske Fyrste. Som han steg ud, vilde han i sit dybe Inkognito selv ta sin Kuffert, - den turde maaske ogsaa gjemme Dyrebarheder, - men forhindredes af Hotellets Tje- ner, som øieblikkelig bemægtigede sig den. Fyrsten syntes noget anstrengt at søge at forstaa de Ord, Vombatten henvendte til ham; men nikkede og smilte og yttrede et Par bifaldende Ord, vistnok paa italiensk. Vombatten slog nu ud med Haanden og viste ham foran sig op ad Trappen. Fyrstens italienske Fløielsjakke saavelsom Permis- sioner og tykke Sko viste tydelig Spor af en lang Turistfærd. Oppe paa Salen kastede han sin storbræmmede, bløde Hat hen i det aabne Vindu og saa ret tilfreds ned paa den stedse tiltagende Mængde, der nu greb Øieblikket og raabte et kraftigt Hurra. Straks efter var han selv inde i Sideværelset og SIDE: 108 hentede den beslagne Kuffert, hvis Overtræk han af- dækkede. Og op paa hans Skulder fo'r der en liden Abekat i Liberi og med trekantet Hat. Fra Kuffertens Underside slog han ud et Stativ. Med et Ryk i Læderremmen placerede han den ved Vinduet, og - "En nyfødt Sol i Østen gløder," skingrede ud, medens han ufortrødent dreiede Positivet. Vombatten holdt paa at rave; han greb bagover efter noget at støtte sig ved, medens Maasenæsen famlede forvirret i Luften og sank, som paa en anskudt Fugl. Men det gjaldt alt. Han havde den uundgaaelige Prostitution udenfor Vinduerne. Han rettede sig og samlede al sin Aandsnærværelse. Med en Haandbevægelse paabød han Positivmanden et Øiebliks Stilhed, og med hele sin gamle faste, ube- vægelige Værdighed traadte han hen til Vinduet. Det var idag, yttrede han efter en Stunds respekt- indgydende Overblik paa Publikum, en stor og minde- rig Mærkedag i den Vombattenske Slægt. Han havde ved en lille Spas villet berede sine Bysbørn en Over- raskelse, og de indbødes herved alle til Folkefest og Dans efter Positivet i Hotellets Lokale. Hans urokkelige Træansigt vendte sig om mod Lirendreieren, og han vinkede let, at han havde at fortsætte. Knæk, knæk, og "Sidste Rose" tonede udover. Hyllet i Melodien steg der et dybt Lettelsens Suk fra Vombattens Bryst og Næsen pegede igjen frit. Han havde udført sit Livs største og snarraadigste Kraftstykke, og Vombatternes Honnør var reddet. Jonas Lie SIDE: 109 EVINA FEIER. Langt inde paa Finskogen ved Vermundsjøen bode en ensom Svediefin, som om Vinteren fo'r ned til Byg- den og tjente Skillinger ved at feie Skorstene. Han havde en Datter, som hed Evina. Stuen laa mange Mile fra Folk, og foruden dem var der bare en liden Udflytterplads paa den anden Side af Sjøen. Der bode et Par gamle Folk og Vermund, Sønnen deres. De havde ryddet og brændt Braate og saat Rug og faat istand den lille Hytte med Indgjærdingen, som det lysnede og røg af derover paa den anden Side. Fuldt op var der af deilige sprættende Røi og anden Fisk i Sjøen og af Fugl i Skogen, saa der altid var til Livets Ophold. Men Mennesker andre end en og anden Tømmer- hugger eller Jæger og langfarende saa de aldrig uden de Par Gange om Aaret, de fo'r til Kirke eller, naar de solgte Fisk og Fugl nede i Bygden. Naar Evina laa ude med Prammen og fiskede, havde hun altid, fra hun var liden af, slig Moro af at synge. Mange Steder svarte det saa klart og vakkert igjen, og naar hun sad der udover Kvælden, bar Lyden sig saa langt, langt indover alle de forgyldte Skogtoppene. Hun fik det til paa saa mangfoldig Vis, og kunde ta Tonen som den fineste Siljufløite og sætte i at trille saa skingrende klart efter Fuglen, naar den steg kviddrende ret op i Luften og saa med ét sank. Og hun kunde gaa dybere end Orren, som spillede i Furuen. SIDE: 110 Der var ikke den Fugl i Skogen, hun ikke kunde synge over og faa til at skamme sig. Men, naar hun tog i og ljomede i Aasene, slap Ver- mund Øksen og Arbeidet. For da vidste han, at hun vilde ha ham til at være med at fiske eller følge sig i Bærmyren. Og bedre vidste han ikke end, at der fulgte slig Sang med alle Jenter. Men da de kom til den voksne Alder, begyndte Ver- mund at synes, det blev rent kjedt de Dagene, han ikke fik se eller snakke med hende. Han stundede og længtede og gik der arbeidsløs og passede paa, om han ikke snart skulde høre hende nogetsteds igjen. Og mere og mere syntes han, det maatte være gjildt, om han kunde havt hende bestandig over i Stuen hos sig istedetfor, at hun skulde gaa der og rope og hauke til ham. Dertil var Vermundsjøen baade bred og styg, naar det blaaste. Og, naar Isen la sig om Høsten og gik op om Vaaren, var den i lange Uger ikke til at komme over. Saa begyndte han at fare til Bygden med Fisk og Fugl for at faa Skillinger, og hjem kom han med Kringler og Honningkager og Sukkertøi og Mjød. Altid havde han noget lækkert i Baaden til hende. Og ventede ikke han paa hende, saa var det hende, som biede og ventede paa ham. Men alle Mennesker nede i Bygden giftede sig, mente Vermund, saa kunde de ogsaa gjøre det. Det var bare at fare indom Landhandleren med Fisk og Fugl for at faa Penge og saa indom Præsten og be- stille Lysning. Saa blev det til det. Og sent og tidlig sang og haukede hun over til ham i de sidste Sommerdagene. Løvet om Vermundsjøen begyndte at bli gult og rødt og speile sig blankt, og de havde ikke mere end tre Søndage igjen, til de skulde til Kirke. Da gik hun og sang og sang. Det var saa stilt og lydhørt i Høstdagen, Tonen gik SIDE: 111 saa langt og klingende klart og kom tilbage igjen saa vidt fra. Aldrig havde hun faat den til saa stor og vakker, og aldrig havde hun kjendt sig saa forvil- drende glad. Nu var det bare tre Uger igjen, saa flyttede hun over Sjøen. Over, over, over laat det slig, at det trillede i Luf- ten og ljomede i Aasen og drog sig i store, fulde Toner langt udover Vermundsjøen. Hun havde just faat det til som bedst en Dag, da nogle Storkarer og fine Jægere med Hunde i Baand og Horn om Skulderen ropte paa hende fra Skogholtet lige bag. De havde siddet der og holdt Rast og lyttet, og slig Stemme havde de aldrig før hørt i noget Land, sa de. Og det syntes hun, ikke var saa urimeligt heller, for aldrig havde hun tænkt andet end, at det var hende, som sang øverst paa hele store Finskogen. Saa maatte hun sige dem, hvor hun bode, og følge dem hjem til Far sin. Han var Feier paa Bygden, sa hun, og havde de Skorstener, saa kostede det otte Skilling og Maden for hver Feiing. Mellem sig talte de et Sprog, hun ikke skjønte, og de saa paa hende og nikkede til hverandre og snakkede høirøstet. Da de kom til Stuen, sad Feieren og skar og bandt Riskvister til de lange Feielimene sine. Han havde set fine Folk før og skjønte nok, det ikke var for at bestille Feiing, de kom. Og saa bad han Datteren holde Kjæft, saa han kunde høre, hvad de sa. Men han skvat ordentlig op, da Manden, som havde det blanke Messinghornet, la en rød Hundrededaler- seddel ned paa Sopelimen og sa, at Datteren hans straks maatte følge med dem til Byen og synge. Der kom hun til at faa Stas og Guldnaaler og saamange Penge, at hun kunde kjøbe en Gaard for dem, inden Aaret var omme. SIDE: 112 Aldrig havde Evina tænkt, hun skulde komme til Byen nogengang. Heller ikke vidste hun rigtig, hvor den laa henne bagom Bygden. Men gjerne vilde hun did og synge. Bare bad hun saa inderlig, om hun ikke kunde faa gifte sig først med ham Vermund. Men det var der ikke Snak om. Naar hun blev rig, kunde hun fare hjem og gifte sig alt det, hun bare vilde. Nu fik hun følge med dem, straks samme Kvælden. Baadskyds over Sjøen fik de af Feieren. Og, medens de roede Fjerdingmilen nedover til Elve- oset, sang og haukede hun saa forgraatende vakkert til han Vermund for at sige Farvel, at de fine Karerne sad rent fortabte og bare saa og nikkede til hverandre. Men den, hun mente var den rigeste, han med Hor- net, som havde leveret Hundrededalerseddelen, var alt i et op i Øinene med et Tørklæde, og jamen graat han, endda han ikke kjendte det Gran til Vermund. Saa maatte de gaa en Timestid med Far hendes til at vise Sti, før de kom ned paa Kongeveien. Der stod to Vogne med Hus og Vinduer, og paa Forsædet sad fine Styrekarer med lange Svøber. Saa bar det afsted til Staden. Aldrig havde hun ligget som den Natten i en saa blød og fin Seng, aldrig tænkt, der fandtes slige Stuer eller noget saa gjildt, som alt det, hun rørte ved. Det var bare det, at hun syntes, der blev saa stængt, at hun maatte ud i Luften. Og midt paa Natten røg hun paa Døren og vilde hjem. Men der var nu baade laast og lukket. Og saa laa hun og storgraat helt, til der kom Kaffe og Sukker og en hel Stabel med deilig varmt Hvede- brød ind til hende paa Sengen om Morgenen. Siden kom der snille Mennesker, som lærte hende, hvordan hun maatte bære sig ad, naar hun skulde synge for Folk. De gav hende fine Kjoler og Stas og øvede hende paa en stor Sal med Lys i Taget, Kvæld SIDE: 113 efter Kvæld, i at gaa ind og neie og synge. Og neie og gaa ud igjen, naar han med Hornet klappede i Hæn- derne. Og komme ind igjen og neie saa tit, han igjen klappede og ropte. Saa kom Kvælden, da Folk skulde høre hende. Der var Spil af mangfoldige Musikanter. Og, da hun kom frem, sad de Hode ved Hode indover, saa hun med ét huskede paa alle Skogtoppene og han Ver- mund. Og da satte hun i saa klokkende klart og sølvrent. Hun perlede og trillede ivei og ivei op i Luften som Smaafuglen hjemme, gladere og gladere, og Tonerne voksede sig saa lange og store og mægtige, som de skulde naa over Vermundsjøen. Da hun sluttede, blev det tyst over hele Skogen, syntes hun. Ingen klappede og bar sig ad, som Man- den med Hornet havde sagt. Og saa gjorde hun, som hun var lært, neiede og gik baglænds ud. Men da bragede det løs, og Evina, Evina, skreg de og klappede og dundrede som Trold. Og værre og værre ropte de og skreg de og slog Hænderne sammen for hver Gang, hun sang. Tilslut fik hun ikke andet at gjøre end at plukke og ta op af de fineste Blomster og saa neie og neie og gaa baglænds ud. Straks næste Morgen kom der en sortsmusket Fyr, som hilsede fra Manden med Hornet, og satte et pent Pengeskrin med Nøgle i foran hende paa Bordet. Det var smækfuldt af Sedler og blanke Penge i Ruller. Og, da han sa, at det var hendes altsammen, vilde hun straks ta Skrinet og fare hjemover til Vermund. Men da blinkede han og lo. Dette her var bare en ør, ør liden Begyndelse. Vilde hun lære endda bedre at synge og saa reise med ham til andre Lande, skulde det bli saa mange slige Skrin at ta med sig hjem til Vermund, at hun kunde kjøbe den største Gaard. Da betænkte hun sig. Urimelig morsomt var det at synge, saa alle de Folk SIDE: 114 under Lysekronerne blev hovedøre og gælne og skreg paa hende, og klogest var det vel at bie til Penge- haugen, hun kunde fare til Huse med, blev rigtig stor. Saa kom der en Maestro, som lærte hende at ta Sangen efter Noder. Og saa en, som øvede hende i at staa og gaa og faa den rigtige Holdning. Efter hans Time var det Modehandlerinder og Sømmersker, som prøvede den ene Kjole gjildere end den anden, og saa alle de, hun maatte kjøbe Guldstas og Perler og Stene af. Saa sang hun og lærte og reiste med Manden, som hed Impresario, fra Stad til Stad og fra Land til Land. Hun lærte sig til at snakke Sprog og drikke Cham- pagne og like saa meget lækkert, som hun i Begyn- delsen ikke havde forstaat sig paa. Og nu vilde de ha hende did, hvor det var størst og herligst at synge, til Operaen. Did kom hun. Og berømt blev hun, saa alle snakkede om hende. Jo længere hun reiste, des galere skreg de, og værre klappede de i Hænderne og ropte Bravo og paa Sig- nora Elvira. Og des sværere blev baade Blomsterhaugene om Kvælden og Pengeskrinet den næste Morgen, og Kon- ger og Keisere gav hende Armbaand med Perler og Diamanter. Naar Folk havde skreget og ropt sig trætte paa la Diva, spændte de sig for Vognen og drog hende hjem. Og til Hotellet, hvor hun bode, sendte de Honorarer og Presenter, saa hun knap huskede at spørge efter dem. Paa det Vis sang og kjørte hun i Blomster Verden rundt. Penge kom og Penge gik. Hvad hun eiede, vidste hun ikke. Hjem til Faderen fik hun sendt et Pengebrev, hun kunde lidet med at skrive; men modtog det Svar fra Bygdens Præst, at han var død. Om Sommeren reiste hun til sin Villa i Pyrenæerne. SIDE: 115 Og Tjenerne og Følget og Reisen kostede store Sum- mer, som hun altid bare anviste i Banken. Slig var det gaat saa længe og i saa mange Aar, at hun knap huskede, hun havde vanket som en fattig Pige ved Vermundsjøen. Saa var det en Kvæld hun sang. Huset var fyldt fra Gulvet til Taget. I Logen med Kronen over sad Kei- seren og Keiserinden og Prinserne og Hoffets for- nemste. Hun hævede just Blikket ved det herligste Sted i Sangen, da hun saa et Ansigt, som hang udover og stirrede paa hende. Blodet satte med ét til Hjertet. Hun kom til at tænke paa Vermund. Det var vel bare noget, som mindede og lignede, tænkte hun. Men se og se paa ham og vende sig did, maatte hun hele Tiden under Spillet. At han skulde sidde der nu, var saa umuligt som at Vermundsjøen kom. Og, jo mere hun saa, des mere syntes hun, det var ham, og at hun skulde kjende saa vel, saa vel igjen baade Laget med Hodet og Faldet med Haaret, som han sad slig og lyttede, og de stærke Mundvigerne, der trak sig til, naar noget gik ind paa ham. Saa tog hun Tonerne saa bævende i Graad og mæg- tige, som hun ikke havde faat dem til siden dengang, da hun var hjemme ved Vermundsjøen. Men, da han drog op et blaatærnet Lommetørklæde og tørkede saa det ene Øie og saa det andet og la det sammen igjen, holdt hun paa rent at komme ud af Rollen. Nu vidste hun sikkert, at det var Vermund. Og hun blev med ét saa kogende vild i Blodet og glad, at hun røg frem til Lamperækken og sang og haukede paa sit eget Maal som i gamle Dage: "Vermund, Vermund, kom over - over - over -" Saa reiste Keiseren sig og klappede, og Huset tord- SIDE: 116 nede og skalv af Bravoer. De tænkte, dette underlige vakkre var lagt ind for den store Divaens Skyld. Og efter Slutningsarien kastedes Blomster og kost- bare Smykker ind paa Scenen. Syv Gange maatte hun frem og neie. Men, da de ropte og kaldte og skreg paa hende den ottende, og mange stormede ud og vilde spænde fra Hestene og trække hende hjem, var hun borte. Evina havde ladet sin Vogn holde udenfor og pas- set Vermund op. Og da fortalte han, at han havde gaat og biet og længtet og ventet paa hende, helt til han ikke aarkede at være hjemme mere. I Bygden læste de i Aviserne og snakkede om Evina Feier, som var kommet slig til og sang øverst i Ver- den. Men, naar han spurgte efter hende hos Land- handleren og slog paa, at hun vilde komme hjem til Finskogen igjen, bare blinkede han og lo. Saa havde han git sig ivei og tjent sig frem fra Stad til Stad og tat Hyre over Sjøen helt, til han kom hid og hørte, hun skulde synge ikvæld. Og Spørgsmaal og Forhøringer rydde af hende som en Fos nu, hun fik snakke ud paa sit eget Maal om alt sit, som hun ikke havde kunnet nævne for nogen i alle de Aarene og knap havt Tid at tænke paa. Praten gik i Virvar og Vase fra ét til andet om alting hjemme, om Husene og Rydningen og Braaten og Dattersønnen af Trofast, Hunden, som var i hen- des Tid, og om Vermundsjøen og Prammen og Røien og Ørreten og Tiurlegen og det ny Spandet, hun fik, som hang efter hende, og Gjederne og Hesten, han tænkte at kjøbe, naar han kom hjem, og hundrede Ting, som der hverken blev Slut eller Greie paa, før Vognen stansede ved Hotellet, og han maatte med op for at prate videre. Men der kom alt i ét fine Folk farende op af Trap- pen, som vilde hilse paa la Diva og Signora Elvira, og som takkede og prisede og snakkede og fægtede med SIDE: 117 Hattene i Hænderne. Aldrig havde hun endnu sunget saa herligt som den Kvæld, ropte de. Og fra Keiseren kom der et blinkende Armbaand, som hun maatte takke for og staa længe og snakke om. Saa Fred blev der ikke, og han maatte love at komme igjen den næste Morgen, straks hun havde Tid for Prøven. Om Natten aarkede hun ikke at sove for alt det hjemmefra, som med ét var kommet saa underlig over hende. Hun laa bare og tænkte paa Vermund og læng- tede efter, at det skulde bli Dag, saa hun kunde faa vise ham al Herligheden og lade ham se alt det rare, han maatte forundre sig over, og hvordan hun nu levede. Hun syntes, hun laa i Feierkøien igjen og skulde op, naar Solen sprat og faa Prammen ud og fiske. Hver Knytting i Fiskesnøret huskede hun, og hun rode og rode, men kunde ikke komme frem for alt det leie Sivgræsset under Land, som altid hagede i og sled Angelen af. Og, da han saa kom, snakkede og lo og pratede de igjen saa fort, som Kværnen bare kunde gaa. Det vilde ingen Ende ta om alt baade gammelt og nyt der- hjemme, hvor de to Smaastuerne røg paa hver sin Side af Sjøen. Hun glemte alting og snakkede sig ind slig, som hun endnu gik og var der. Men, da hun saa vilde til at hauke: Vermund, Ver- mund, kom over, og alt satte Haanden til Munden, tog hun sig med ét. Da skjønte han, at der ikke kunde være Snak om sligt som Giftermaal nu. Saa vilde hun kjøre ham ud i Vogn og vise ham de vilde Dyr, baade Løver og Tigre og Slanger og alt det, som morsomt var i Staden. Ud rullede de med Tjenere paa Bukken, og Hatten strøg Folk af for dem, hvor de kom. Og saa og saa gjorde de alt det, de kunde over- komme, saa lang Dagen var. SIDE: 118 Men, da de stod ved Løven, var det om Ulven igjen havde vist sig hjemme paa Skogen, de snakkede, og ved de rare Strudsene og Pelikanerne blev det om Heirene ude paa alle Næssene i Vermundsjøen. Andet end det hjemme, huskede de ikke paa. Da de saa kom tilbake til hendes Hotel, stod Bordet duget i et lidet Værelse med skinnende Sølvtøi og Krystal og Opsatser og Blomster, saa det blinkede i Øinene. Og Tjenerne kom med Ret efter Ret. Men der sad de og snakkede bare om Honningka- gerne og Kringlerne og Sukkertøiet, de havde delt paa Toften hjemme i Baaden, helt til de begge rent mi- stede Madhugen. Til Sommeren vilde hun hjem til Vermundsjøen, ikke til Villaen i Pyrenæerne. Hun var blet rent opsat paa det. Og Penge skulde han faa med sig til at gjøre istand den forfaldne Hytte efter Feieren, Far hendes. Hun vilde bo der og ha det akkurat som i gamle Dage, sa hun. Saa tog han tilslut Farvel og reiste. Men, alt det Landhandleren nede i Bygden der- hjemme blinkede og trak paa det, hvergang Vermund sa, at hun havde lovet sig til Finskogen til Somme- ren, saa kom hun alligevel engang. I to Dage og tre og Ugen udover vankede hun om- kring der og sang og haukede fra Skog og Sjø paa alle de Steder, hvor det havde lydt som vakkrest, da hun gik der som ung Jente. Med Vermund drog hun ud i Prammen og prøvede Snøret paa de gamle Fiske- pladserne helt nedover til Oset. Noget saa godt som den Røien og Ørreten, hun selv havde været ude og fisket, og Multerne, hun sankede paa Bærmyren, syntes hun ikke, hun havde spist, siden hun sidst var her. Og Luften var saa frisk og ren og sommervarm at færdes i. Men en Morgen vaagnede hun med, at det regnede SIDE: 119 og var graat i graat og hang tung Skodde over alle Skogtoppene. Den næste Dag var Veiret ikke bedre, det regnede og regnede og gik med Byger over Sjøen. Og kjedt og trist og ensomt blev det at sidde der hele Dagen, mens det drev og silede paa Ruden. Saa reiste hun pludselig. Og fra Stationen hos Landhandleren gik det i Kale- schevogn med to Heste og Forspand i fygende Fart nedigjennem Bygden og videre helt til den Stad, hvor Impresarioen ventede paa hende. Ud i Verden bar det igjen paa Reiser og Turnéer, Aar efter Aar. Penge kom og Penge gik. Og om Somrene opholdt hun sig ikke mere paa sin Villa i Pyrenæerne, men paa Kursteder, hvor der var Styrkelse for Halsen. For mere og mere begyndte Aviserne at nævne om, at de høieste Toner ikke naades saa fuldt og rent, og Impresarioen at bede hende tage nøie vare paa sin Stemme. Og flere og flere blev de, som skulde have Penge af hende, og mere og fjernere hen maatte hun reise for at drive op alle de Honorarer, som tiltrængtes. Og længere blev bestandig Kurene for Halsen. Slige høie Stemmer varede aldrig mange Aar, sa Lægerne. Hendes burde været forsigtig sparet og va- ret fra først af, istedetfor at der blindt hen var ødslet med den. Saa gik der endnu nogle Aar. At høre og se en Verdensstørrelse var altid under- ligt og trak Folk til. Men Klappene og Bravoraabene og Blomsterne blev færre, og Honorarerne altid mindre. Saa kom den Tid, da Aviserne kjede og vrede tog Bladet fra Munden og forargede kaldte hende for et Orgel, hvori Piberne var brustne og sluppet op. Da var Smykker og Diamanter og Kostbarheder SIDE: 120 lægst pantsatte, og Villaen i Pyrenæerne vandret over til Kreditorerne. Og hun selv gik der tilovers mellem alle de Men- nesker, for hvem hun havde lyst som den store Stjerne. De veg og trak sig undaf. Saa begyndte Vermundsjøen at minde sig og blinke for hende underlig blankt og blaat. Der kunde hun endnu synge og hauke udover de forgyldte Skogtopper, der skreg ingen Aviser, og kla- gede ingen Impresario, og Feierhytten var ikke Reisen værdt for Kreditorerne. Og en Dag i Sommeren saa Vermund, det røg der- over. Det maatte være nogen Indflytter, tænkte han. Men han havde nu passet og stelt med den Hytten i saa mange Aar for hende, som engang kunde komme, at han syntes, han havde en Ret til den og fik reise over og se. Og der sad Evina i Gruen og kogte Kaffe paa Mor- genstunden. Hun havde taget Baadskyds nede fra Elveoset Kvæl- den iforveien. Det var ikke synderlig mere, hun havde med sig nu, hun kom, end da hun reiste. Men Vermund syntes, det var nok, for jo mindre hun havde, des fastere sad hun der. Og Levemaade skulde han skaffe, mente han. Saa var han derover med Baaden hver Dag og dyt- tede med Mose i Vinduskarm og Væg og hug Ved og gjorde istand og kom med Fugl og Fisk. Sammen delte de igjen Sukker og Kaffe, naar han havde været nede i Bygden og handlet, og sammen rode de ud og trak Garnene og fiskede helt, til Isen begyndte at krave sig ud paa Høsten, og det blev ondt at komme over. Da stod hun en Dag og vinkede. Han skjønte, hun haukede; men Røsten rak ikke til. Det var saavidt, han fik slaat sig didover med Pram- SIDE: 121 men gjennem Ménisen, og da var alt i Huset sluppet op for hende. Saa mente han, det var det bedste, om hun fulgte ham hjem med Prammen med det samme, istedetfor at sidde der raadløs og bare vinke og rope. Sneen la sig over Skogen, og Vinteren gik. Og nede i Bygden syntes de, det var en forunderlig Begivenhed, at hun, som engang havde været saa be- rømt udover Verden, nu igjen var blet til bare Evina Feier og havde giftet sig med Vermund oppe ved Sjøen. Men deroppe i Tømmerhytten kogte og stellede de og sankede Kvist og Ved og bar til Hus, og levede og strævede de. Om Kvældene sad Evina ved Gløderne og rørte i Gryden og nynnede og sang paa Stumper af Arier og Operamelodier, alt som de kom over hende, lig en gammel Fugl, der hæsede og bare af og til fik Rø- sten ud. Og mere og mere randt de sammen for hendes Minde, de lyse Sale fulde af Hoder og Raab og Jubel og Hyld- ninger med alle de forgyldte Skogtopperne ved Ver- mundsjøen. Jonas Lie SIDE: 122 DE SYV TROLDKJÆRRINGER I STYGGEDALSUREN. Troldene var ude i Styggedalsuren og brød Sten til den store ny Laaven, de skulde bygge. Og nu havde de seks Kjærringerne deres faat frem Kaffekjedlen og sad saa hyggeligt og pratede. De roste hverandre flittig op i Øinene baade for Husstel og Unger; der skulde være slig Fred og Snil- hed, saalænge den varme Kaffedraaben varede. Og, medens de snakkede over Koppen, bøiede en Hodet undaf hid og vred en Kroppen did, og holdt de Hænderne bag Øret for at høre hverandre. For Un- gerne deres skreg og tvinede borte i Bakken og morede sig med at slænge alskens Styghed af raadne Vedstub- ber og Grene ind imellem dem. Da de vel havde faat hevet Haaret til hun Bølvi Myrsøkket fuldt af Møg, begyndte de at sigte efter Trynet til Siri Purkehaugen, saa hun alt i ét snøftede og ristede paa Hodet. Men hun lod som ingenting og gav sig til at storrose Ungerne deres, en efter en, og rope op om alt det spil- lende Liv og alle de Streger og Pudser, der var i dem, og hvordan de tegnede til at bli saa akkurat lig enten Far eller Mor sin, helt til alle Kjærringerne gren og lo og gabte og slumpede af Kaffen deres opi til hende. For alle var de saa forkopendes glade i sine egne. Saa saa de, Flaabergkjærringen - det var Konen til det syvende Troldet - kom skrævendes opefter fra SIDE: 123 Bygden med de lange Elgeskankerne sine og den vriede, skrigende Ungen, som hun altid drog med sig paa Ryggen. "Nu lugter hun Kaffe," sa Siri Purkehaugen, hun rodede og snusede med den lange Næsen ned i Grug- gen, om der var mere paa Kjedlen, og lo, saa hun higstede, over, at der ingenting var igjen. I det samme stak Haarbusten og den lange tynde ludende Ryggen paa Flaabergkjærringen ind af Døren. Hun saa sig om og spurgte straks efter Kaffeskvætten. Men de gjorde sig saa hellige allesammen. Det var da saa leit, at den just var gaat op til aller, allersidste Draaben. Og den gode, fede Grisemelken ogsaa, der stod bare lidt Komelk igjen i en Kop. "Lad mig faa den hid," sa hun. Og saa lod hun Ungen sin drikke Komelk. De sa ingenting de andre Kjærringerne; men hver tænkte sit. Der var Maade paa daarligt Ungestel. Bare Gumpe-Guri lettede sig af Krakken og vilde ha den Moro at se paa, hvordan Ungen spyttede det fra sig igjen. Men den lille drak saa pent, at Guri ludede sig ned og saa paa, hvordan den tog det, og hvor lys og fin og hvid og rød og dagskjær den var i Huden. Og saa god og varm. Hun maatte prøve at lade dem ta med den lille Haanden om den store krogede Lillefingeren sin; det kjendtes saa lindt og fint. Og lidt efter stod de alle, hun Siri Purkehaugen med den lange Hugtanden og Hornklova og Pesta og Ro Stindvommen og Gumpe-Guri og Bølvi Myrsøkket om Flaabergkjærringen og bukkede og bøiede sig over den lille Ungen og saa paa, hvorledes den pustede og drak og trak til sig. De rettede sig først, da den slog op de blanke, blaa Øinene. Og saa fortalte Flaabergkjærringen, hvordan hun om Natten havde faat lagt Troldungen sin i Vuggen SIDE: 124 hos en Skipperkone nede i Bygden, mens Manden var borte paa Reis, og byttet til sig hendes Barn istedet. Da gløttede Kjærringerne snygt til hverandre. Skulde Flaabergkjærringen nu fare om med en Unge, som var likere end deres, tænkte de. Og saa ropte og gneldrede de hver paa sin Unge og begyndte at stelle og gjøre Moro og lade dem sprætte og hoppe op paa Knæerne deres, saa de ilskreg i Luf- ten, og lod dem trille Kulbøtter bortover i Tuerne og Møgen. Og hvergang lo og skrattede de til hverandre over, hvor gjilde de syntes, Ungerne deres var. Med ét fik de slig Hast paa sig. De havde siddet der saa forlænge, og Mændene deres kunde alt være hjem- me, sa de. Men i Døren snakkede de sig imellem høit, for at Flaabergkjærringen skulde høre det, om hvor rent svært galt det vilde bli for hende nu, hun ikke fik gjort andet hele den udslagne Dag og Natten med end at passe og gjete det fremmede Barnet. Hun kom nok snart til at lægge det tilbage igjen did, hvor hun havde tat det fra. Vri'de hun Halsen om paa det og slog det ihjel, døde hendes egen Unge, saa det fik hun nok la være, ropte de. Det var sørgeligt, hvordan hun havde sat sig selv Bét. Og saa alt Maset og Strævet med at faa Ungen lurt op paa Bakken i Solen. Det blev vel Manden hendes, som fik slide med det, kjendte de hende ret. Og paa Veien snakkede og skvaldrede de ikke om andet end om Flaabergkjærringen og spyttede Tvi til i Bakken alt i ét. Nu, hun havde faat det dagskjære Menneskebarnet, kom hun til at holde sig for bedre end dem allesam- men der i Haugene og rent at sprække af Vigtighed. Pas bare paa, sa de, vi andre Kjærringer skal holde os afveien med vore simple Unger og gi hende Plads. Og, da de kom hjem, satte de Mændene sine op. Hun Bølvi Myrsøkket gik og gren og harkede og slængte Speord til Manden sin, han Lurk. Hun slog SIDE: 125 Troldkryl paa Ryggen og æstimerede ikke at se did, hvor han var engang. Nu fik han kræke pent efter og langt nede i Bak- ken, hvergang Flaabergen og Kjærringen hans kom anstigendes med den rare Ungen deres. Han Lurk fik vel komme ihug, at la være at sprike ud med Benene nu og gaa med Næverne stramt i Bukselommerne og sparke og spytte og være Førstemand. Og, hvor skulde hun stakkars elendige Bølvi holde ud den Skam. Hun kunde ligesaa godt bli liggende der i Myrsøkket med det samme og aldrig komme frem igjen. Saa gav hun sig til at sparke der, hun laa, saa Myr- gørjen skvat som Regn i Veiret, og ynke sig og gaule paa, at hun havde faat Krampen og var saa syg og vilde dø, saa Manden ikke skulde faa se hende mere i Verden, helt til han Lurk fik de lange Armene sine ned om hende og trøstede og bad og lovede og svor, at han skulde knuse hvert Ben paa Flaabergen og Kjær- ringen hans med, om han prøvede nogetslags Basle- maner eller Vigtighed. Bedre gik det ikke for sig hjemme hos de andre. Og, mens Mændene stod langs Laavevæggen i Mørk- ningen med Hænderne i Buksesmekkerne og spyttede, blev de enige om, at, kræke bagefter Flaabergfolkene vilde ingen af dem. Det skulde være saa vist og sik- kert, som at Styggedalsfjeldet stod der. Men, hvordan det var, kom saa den ene og saa den anden af Kjærringerne stikkende indom Døren til Flaabergkonen paa et lidet Besøg. De kunde ikke dy sig, de var saa forpikkende nysgjerrige efter at se paa Menneskebarnet, som laa og legte saa snil og blid i Øinene, naar det havde faat byttet paa sig. Men, naar de kom hjem igjen, snakkede de sig saa sinte og galne, at de fræste. Den ene havde ikke set Syn til Næseskaft paa Bar- net, den anden ikke det, som var ligt til Brand og Mod i Øinene eller Klo paa Neglerne, den tredie ikke Spor SIDE: 126 eller Mærke til Takker i Tænderne og ikke Bust i Haaret. Det maatte være en ren Tomsing, Flaabergen havde faat i Huset. Og Manden deres kunde være glad, de ikke havde draget slig Elendighed paa ham. Men storagtige og hoffærdige af Ungen var de allige- vel, saa det stod paa Maal. Naar Flaabergen gik paa Tunet og spyttede, havde Siri Purkehaugen tydelig set, at det var akkurat mod den Kant, hvor hun bode, og, aarkede Manden hendes at finde sig i det, var han mere end snil. Siden tog de alle deres Mærke paa Flaabergen, naar han stod udenfor Døren. Stindvomma røg straks første Dagen lige hjem til Ketil Dunder, Manden sin, for nu var det lige mod Bakken deres. Og efter hende kom Purke Siri springende med de lave Fødderne og Hugtanden skummende og Gumpe- Guri humpende og vrikkende paa Bagen og Bølvi Myr- søkket hoppende og skrævende med de krogede Laa- rene og Pesta hinkende og farende lavhalt høit op paa det lange og dump ned paa det korte Benet, hver hjem- over til sine Karer, for at berette om al den Foragt, der gik udover dem. Alle havde de set, han spyttede tvi mod deres Bakke. Og længere end til næste Morgen varede det ikke, før de kom ansættende til Flaaberget, den ene efter den anden, seks Trold høi med han Lurk i Spidsen, saa Kjærringen der fo'r bagom Laaven. I det samme hev de Økserne i Væggen, og var de paa Døren og bankede og truede. Og saa brød de ind til Ungen, han Lurk med Stau- ren først. Men der laa Menneskebarnet saa lyst og skjært og smilte og legte og lallede og saa paa dem. Det rakte saa fornøiet de smaa Armene op mod han Lurk, for at han skulde løfte det op, at Troldene gabte og énstirrede paa det. Og slig blev de staaende og stikke Bustehoderne SIDE: 127 sammen og se paa, hvor vakkert og snilt og forstan- digt det lille Guttebarnet lo til dem og hvor stærk og klar han var i Øinene, til de begyndte at lure sig sagte ud den ene efter den anden. Ude paa Tunet mødte de Flaabergmanden, som in- genting vidste. Han var kommet hjem fra Marken og stod der betænkt og spyttede mod Husvæggen. Da lo de og gabte. For saameget skjønte de, at han ikke kunde spytte Foragten paa sit eget Hus, og at de havde faret efter Kjærringskvalder. Men da de kom hjem, fik de høre nok om den Færd. Flaabergen var den rette Lurifaksen til at narre dem op i Stry, skreg Bølvi og de andre Kjærringer. Den Storfulingen gik saa lunt og stilt med det, og vidste nok, hvordan han skulde faa sat Labben paa Nakken af dem allesammen, slige Godtomsinger, de var. Men, alt det de snakkede, voksede Menneskegutten sig baade stor og vakker. Han fo'r og legte med de andre Troldungerne der i Bakkerne baade Gutter og Jenter, og vidste ikke andet end, at han var som en af dem. Da fik Kjærringerne rigtig deres Fryd og Fornøielse. For nu kunde de vise Mændene, hvad Forskjel der var paa den fremmede Gutten og deres egne slig, som de kunde holde Styr og var fulde af Puds og Paa- fund. Ret, som de ventede Troldgubberne sine hjem til Kvældsverden og fo'r paa Staburet for at hente Mad, stod Ungerne, han Bust og hun Sølvi og han Raud og hele Flokken indenfor Døren og havde vri'd om Laa- sen, saa de ikke kunde faa den op. De knisede og fni- sede og huserede. "Nei, se de søte Ungerne, naar de sætter sig paa noget," ropte Kjærringerne alt i ét. Og der stod de i en Time og to Timer og godsnak- kede og prøvede paa at komme ind. SIDE: 128 Saa blev Gumpe-Guri sint og snudde sig og vilde trykke op Døren. Men, da havde de sat Storslaaen saa vel for, at hun bare fik Stakken skuret af sig. Og saa keg de ud og hujede og sparkede og hoppede Kraake derinde, saa det dundrede i Gulvet. Men, da Mændene kom ansættende gnistrende sinte, fordi Kvældsverden ikke var færdig, undskyldte Kjær- ringerne sig med, at de ikke kunde komme ind paa Staburet for disse trolddeilige Ungerne, som var saa fulde af Spilopper og Moro. Og vesle Sølvi Myrsøkket stak Hodet ud af Gluggen og satte Trut imod dem og jepede og rakte Tungen ud og spyttede. Nei, aldrig havde Kjærringerne set noget saa sødt i Verden som det lille trodsige Jentefjæset. De slog rent Hænderne sammen. Mændene maatte da ha Øine i Hodet! Og saa havde heller ikke de set noget saa vakkert i Verden og gav sig til at luske hen til Dørhellen for at se, naar hun stak Hodet frem igjen, helt til hun Sølvi blev lei af det og løb ud og lod Døren staa aaben efter sig. Men Ungerne spændte og sparkede og bed og klo- rede og vilde endda ikke la nogen slippe ind. Der var Fyr i Øinene og Marg og Spræt og Liv i de Ungerne! Det var andet end Fremmedgutten, som kunde sidde og sipe og graate, fordi Sønnen til Hornklova borede Øinene ud af Katten med Fingeren. Han aarkede ikke engang at se paa, men la Hodet ned i Bakken. Og da Ungerne havde sin Moro af at flaa Kalven levende og se, hvordan den sprang og bar sig, la Stak- karen til Skogs. Og dengang Datter til Gumpe-Guri agede paa Bagen med Mikkel Ræv, helt til hun fik slidt Rumpen af den, og Mænd og Kjærringer lo oppe i Bakkerne, saa de stod krogede, løb han bent hjem til Mor sin, rarere Kar var han ikke. SIDE: 129 Men, da Gutten blev større, vilde Troldgubberne gjerne ha ham med sig, naar de var ude i Skog og Mark. Hverken hev han Maden væk for at lette paa Nistesækken, han bar, eller aad han op det lækkreste, eller blev han borte i Bærmyrerne for dem, som de andre Troldungerne. Aldrig gjemte han heller bort Økserne deres eller gjorde dem opraad med Tværhed og Streger. Men til Gavn og Hjælp vilde han gjerne være, saa med at snøre Vidieknude om Vedfanget, saa med at finde den fedeste Tyrien, saa med at læsse paa. Og altid raadede han saa forstandig, at de kom lige paa der, hvor de ellers vilde ha gjort Krog og Omvei og tat vrangt for ret, saa de syntes, der blev dobbelt udrettet om Dagen. Men da fik Kjærringerne igjen fuldt op paa Snakke- kværnen om, hvad for Blindkjukinger de var, som ikke saa, at Gutten gik der og daskede efter dem saa spag og tam som en Bjeldeko nede i Bygden. Det viste sig, at Komelken kom igjen, sa de. Det var det ægte, vilde Blodet og Spruten i Øinene og Sprætten i Kroppen, han manglede. Sent og tidlig slog de paa, at Mændene deres gik der og ikke skjønte, at de blev oversete af Flaabergtroldene. Siri Purkehaugen kom saa stilt indom Døren og gløt- tede i Øienkrogene og ymtede og drog paa og lod sig mærke med baade ét og andet, helt til der kom Kaffe. Hun vidste nok, hvorfor Flaabergkallen gik saa be- tænkt og vallunderede og studerede deroppe i Stygge- dalsuren og skjøv saa én Sten og saa en anden ind- over til Tunet sit. Der var ikke mindre i hans Tanker end at bygge et gjildt Slot for Gutten, til han blev voksen. Det skulde mures af svært Fjeld og Kampesten og bli jevnhøit med Styggedalsnuten, saa Røgen af dets Skorsten drev over Kammen, og alt, hvad Trold nogengang havde reist der i Marken, bare blev til Husmandsstuer og Smaakratel. SIDE: 130 Men nu syntes Troldene, der kunde være Maade med Flaabergen. Saa la de Hoderne sammen og luskede og hviskede bag Laavevæggen. Ikke vilde de ud med, hvad de tænkte paa, for de kjendte Kjærringerne og vidste, at de maatte skravle, om det skulde være aldrig saa lønt. Men borte i Bakkerne lo de, saa det dundrede. Saa drog de ivei, seks Trold høi og han Lurk i Spid- sen, med svære Jernstænger paa Skuldrene. Og til at sætte dem i Bakken og brække og bryde lige indunder Styggedalsuren, saa Stenen rullede baade Dag og Nat. Ikke gav de sig, før de havde holdt paa et Aar. De havde gravet saa langt indunder, at, bare de slog væk Grundstenen, vilde Uren styrte ned og tordne som et Himmelskred og ta med sig hele det store Slottet, Flaabergen byggede paa, og dertil ham selv og Kjærringen med, saa var de kvit dem. Og nu vilde de didop og se, hvor langt han var kommet og, om det var Tiden. Saa steg de ivei, den ene efter den anden. Men der oppe i Marken saa de ingenting, alt det de glante, uden Flaabergmanden, som gik og bar Sten til det gamle Gjærdet sit, som var ramlet ned ifjor. Da snudde de sig med ét og fo'r hjemover alt det, de kunde skræve, seks Trold høi og han Lurk i Spid- sen, i rykende, forgnistrende Sinne. Jernstængerne hev de sammen ude paa Tunet slig, at Jorden sprøjtede, og Huset rystede, og Kjærring og Unger rendte og skreg. Aldrig skulde de høre efter Kjærringsladder mere i Verden. - Men, som Tiden gik, blev den søte Truten til hun Sølvi mere og mere til Tryne, og voksede der Buster og Rag ud af Ansigterne paa Troldungerne. Der kom Hængelæber og Griseøine og Svineører, og Benene blev vredne og Fødderne klumpede, og Knuder og Skak- heder stak frem. SIDE: 131 Og Deiligheden og Sødheden blev til Troldvillie og Arrigskab. Alt det, Kjærringerne roste og priste dem og van- agtede og rev ned paa den, som var af Menneskeæt, kunde Mændene deres alligevel ikke andet end se efter ham og kope og glo. Saa begyndte Kjærringerne igjen at ægge og ærte med Flaabergfolket, hvordan de hovmodede sig. Det var ikke for andet, de fra først af havde bosat sig øverst oppe i Uren, end for at gaa over Hoderne paa dem allesammen. Og, at Flaabergen skulde opgit at bygge, var det likt! Det skulde bare være af Træ istedetfor af Sten. Baade Bølvi Myrsøkket og Ro Stindvommen vidste om, at han gik saa lønt i Skogen og mærkede ud Tømmer. Og, havde han gjort det i alle de Aarene, saa vilde Slottet hans bli baade en og to Gange saa høit som Styggedalsnuten. Men aldrig vilde Troldene mere fæste Lid til Kjær- ringskvalder, det havde de lovet sig. Og først da Ketil Dunder selv fik se Flaabergen drage nedover med Tømmerslæden sin, skjønte de, at Kjærringerne havde havt Ret. Saa ilde havde de ikke trot om ham. Da betænkte og grundede de og la op Raad. Og, da de var kommet til Endskap, lo de, saa det sang i Bakkerne. Tilskogs fo'r de ved Nattens Tide med Tømmer- økserne paa Nakken, seks Trold høi og han Lurk i Spidsen. Og hug og fældte Træer gjorde de i et Aar, til hele Storskogen laa overende. Nu skulde Flaabergtroldet slippe at ta Træer mere til det store Slottet sit. Saa steg de ivei op over Styggedalsuren for at se, hvor høit det var kommet med Bygningen. Men, alt det de glante om sig, saa de ingenting uden SIDE: 132 Flaabergen, som stod og strævede med at lægge nyt Tømmer ind i den raadne Fjøsvæggen sin. Da blev de saa sprakende gale, som de aldrig havde været i Verden før. Og nedover røg de, seks Trold høi og han Lurk i Spidsen, med saa lange Skridt, som Benene bare aar- kede at række. Men da Kjærringerne saa dem komme anstigende slig oppe i Fjeldet, skjønte de, hvordan det var fat og hvad der kunde vanke. Og saa i Hui og Hast til at koge og base og sætte frem Skinker og Smørstykker og Mølje og Mysost og Lefser og alt det, Staburet eiede, saa da Troldene naade ind paa Tunet, var der dækket op som til Bryllups. De var forhakkende gale og stampede og dundrede og hev Økserne foran sig langveis fra, saa de stod i Væggen og føg om Ørene paa Kjærringerne. Men der saa de alle Slags gjild Mad og Godbiter staa i Hauger for sig. Han Lurk var endnu saa dansende gal, at han tog Syltegrisen ved Labben og vilde slænge den i Væggen. Men da summede han sig. Og, da Sinnet saa randt af dem, kom Kjærringerne og mente, de maatte være bra sultne, og fik dem til- bords, hver foran det, de bedst likte. Da Troldene saa havde spist og drukket og begyndte at bli godlynte, snakkede og pratede Kjærringerne om, hvad for en god Reise, de havde gjort. Det var vel et Svedetag værd, mente de, at komme til sand Kundskab om, hvor gode og beskedne Naboer de havde i Flaabergtroldene. Siden nappede hver Kjærring sagte og listig i sin Gubbe og fik ham hen i en Krog. Der hviskede de og sa, at de længe havde gaat og tænkt paa, hvor godt denne pene, vakkre, lyse Frem- medgutten kunde høve som Mand for Datter deres. Men om det maatte han ikke nævne saameget som et Ord, for ellers vilde de andre Kjærringerne, hun SIDE: 133 Gumpe-Guri og Purke-Siri og Pesta og Stindvommen og Hornklova trække ham til sine Døttre. De havde længe mærket, hvorledes de gik og sigtede og lurte efter ham. Og, naar de havde saa travelt med at snakke ilde om ham og bringe ham i Vanagt, saa var det bare for at faa beholde ham for sig selv. Efter den Dag vidste Kjærringerne ikke, hvad godt de i Løn skulde sige om ham til Manden sin, eller hvor stort de skulde rose ham. De passede at sætte al den Stas, de eiede, paa Døttrene, for at de skulde te sig frem som finest for Gutten. Og de bad ham ind og puttede til ham alt det, som godt var. Men Gutten likte sig ikke. Han kunde ikke gaa i Marken uden at alle de bustede og raggede og trynede Troldjenterne hængte efter ham. Saa var det en Dag, han drev gjennem Storskogen. Og efter ham hang de helt, til de kom did, hvor Kal- lene havde hugget ned alle Træerne, og Solen skin- nede og lyste. Længere kunde Troldene ikke følge. Men, da Gutten kjendte den varme Sol, blev det saa underligt for ham. Han syntes, at Verden med ét blev saa vakker og mangfoldig deilig farvet, og at han hørte til derude i Dagen. Videre og videre gik han. - Men hjemme i Styggedalsuren ledte Flaaberg- folkene og de andre Troldene efter ham baade høit og lavt. Borte var og blev han. Saa paa tredie Dagen kom der en ung Sprætjunker med Uhrkjæde dinglende udenpaa Vesten og Sølv- knap paa Stokken og spurgte sig fore i Styggedals- fjeldene efter Veien. Han havde kroget Næse og Elgeskanker akkurat som Flaabergkjærringen. Da drog de Mistanke. SIDE: 134 Og en efter en var de henne og luskede og saa paa ham. Men da de fandt Klippet i det venstre Øret, som var Troldmærket hans, skjønte de, at dette var den, Flaa- bergkjærringen havde byttet bort nede hos Skipper- konen for Menneskebarnet. Og alle Troldjenterne spilte Øinene op og glante, for slig Sprade havde der aldrig været i Fjeldet før. Men hun Sølvi Myrsøkket blev den, som fik ham. Og Bryllup stod der med Herlighed og Glæde, saa det rapede og rullede og dundrede i tre samfulde Dage i Styggedalsuren. Jonas Lie SIDE: 135 VARSLER OG VÆTTER. Der var et sligt underligt gult Skjær ligesom efter Regn, saa en saa alting, Sten og Ur, saa nyvaadt og nær. Det nederste af Haugerne laa endnu i Skyggen. Ude i Døren paa en grøn Kol stod der en Kjærring med rødt Liv og løst graat Skaut og raabte over til han Tarand i Bakken. Der hørtes ligesom Ekko af nogen, som hug Ved derborte tidlig i Sommermorgenen. Saa snakkede det henne i Bergsiden, og det blev levende i Haugene. Folk gik ind og ud. Det var fra den underjordiske Kirke, det prækede, og Luften fyldtes af et Orgel, som var løssluppet i alle Piberne. Under det var alligevel Stilhed, saa en maatte høre alting. Nu revnede der nogle Fjeldstykker borte i Nuten, saa der blev store, svarte Sprækker. "Det er Krigen," sa det lydhørt. Og der lagde sig en stiv, stille Rædsel udover Dalen. En styg Gygre satte det ene nakne, svulne Benet ud. Det svarte Buskehodet vistes fremme i Skaret, saa det skurede og brak og knak i Skogen. "Storberget rister," hvæste Gygren hæst og slap med Sus en svær gul, skidden Fos nedover Uren. "Nu blev hun ræd, hun Gyri Gygre," skogrede det ondskabsfuldt i en Fjeldkol. Bergvæggen tværtover sprak med et Gufs som af indestængt Pest. SIDE: 136 "Det er Krigen," sa det igjen underlig lydhørt nede- fra Dalen, "det koger ude i Skjærene, og Staurhennin- gen og Vagnhunden gaar op paa Land." Og alt, hvad de underjordiske snakkede sig imellem, hørtes saa tydelig i det vaade, gule Morgenskjær. Under Stilheden suste og ulte Orglet vildt af alle Piber ud i Luften og mante Magter op af Grunden, og prækede Præsten uophørlig med fjerne Ord. Vætterne skulde ud og værge og kværve Syn og gjøre Gnist til Brand og Styggedunst til Vildelse og lægge Uføre og bundløs Myr for Fienden, og Bakken bratte sig, og Veispor vise vild, og Strømmen bli vrang, og Eneren vri' sig, og Torn og Busk og Furu vende Taggen imod. "Og rope galint, rope galint!" gneldrede en vild Gygrestemme udover Dalen. Jonas Lie SIDE: 141 MOSKENÆSSTRØMMEN. [fotnotemerke] Værømanden og Moskenæskjærringen havde havt Hushold og levet godt og vel sammen saa langt til- bage, som Mindet rak og længere end saa. Ved Flod satte han Stauren i Suppegryden og rørte og dreiede, og ved Fjære satte hun Sleven i. Af Fisk, som seg ind fra Havet, var der altid nok i Gryden. Men saa hændte det en Dag, som Regnskaadden let- tede og Værøkallen laa og saa udover Havet, at den ene vene Jomfruen efter den anden synte sig frem af Hildringerne. Og der stod de tilslut alle "de syv Søstre paa Helge- land" i den blanke Luft, saa det skinnede i de hvide Forklæderne deres. Kallen bare glomede og saa; ikke vidste han, hvem af dem han skulde synes, var den vakkreste. "Lig ikke der og lad Dig," skreg Kjærringen hans, "ser Du ikke, de Storjenterne øser Fisken op lige foran Suppegryden vor." Saa drog Værøkallen Sjøstøvlerne paa og la ud over. Han saa ikke om sig, før han var midt ude i blanke Hildringen, hvor det lyste baade i Luft og Hav, saa det svimlede for ham. Der stod de alle syv, den ene mere rank og høi- løftet op mod Himmelblaanet end den anden, og saa stormægtige var de, at Sjøfuglen ikke engang naade dem til Hofterne. Fotnote: Malstømmen mellem Lofotodden, Værø og Røst. SIDE: 142 Han glante høit og høiere end høit, til han saa det skinnede i Guldkammene deres. Men, da Solen begyndte at drage sig med alskens Let og Farve og blaane og leke deroppe, blev Værø- kallen rent staaende og gabe. "Er Du Værømanden Du, som altid ligger med Mørkeskaadden i Hatten og kiger i Tarren," spurgte den yngste af Søstrene. Ja, det var han da. "Og det er Kjærringen din, hun, som staar derinde svart og kroget og rører med Sleven," ropte hun igjen. Jo, det var det nok ogsaa. "Styg Kjærring og vakker Kar," lo hun saa det ljo- mede. "Værøkal, Værøkal, Du har vel ikke set noget blankt dernede i al Tangen. Maanekronen vor er trillet ned i Sjøen, og vi er faret alt hid nord for at lede." Var det likt, at han havde set den. Værøkallen gjorde ikke andet end kope sig væk paa den vakkre Jomfruen. "Vil Du holde op i den ene Snippen paa Forklædet mit kanske, mens jeg leder." Saa glemte Værøkallen alting og stod og holdt i For- klædsnippen og tænkte: Vakker Kar og styg Kjær- ring, vakker Kar og styg Kjærring. Han havde aldrig før vidst andet end, at det var Kjærringen hans, som var vakker, og han, som var styg. For saa havde hun sagt. Og nu syntes han, hun var baade svart og kroget af al den Kogningen, og Fiskeslo og Affald og Manæt og Styghed laa klinet opefter Stakken og i Haaret hendes. Og saa begyndte han at gjøre sig lækker og fortælle om, hvor rig han var, saa det ikke blev Ende paa de Fiskebanker, han aatte. Han gapte i ét Glis og Flir og bare trippede med Foden. De andre Søstrene stod hvide og høibaarne og ikke saameget som ænsede ham. De saa roligt ned i Sjøen efter Maanekronen. SIDE: 143 Men den yngste, som havde ladet ham holde i For- klædsnippen, sendte Blink i Blink med Spot og Latter ned paa den nøgne gamle Skallen hans, som var skur- vet og hvid helt over efter Affaldet fra al Sjøfuglen. Bie og kope gjorde han saa langt, som Kvælden led, og helt til Fuglen begyndte at sætte sig paa Skjærene for Natten. Da kjendte han, at han ikke havde faat Mad den hele Dag. Saa vassede han hjem. Men Toppene tændte sig en efter en i de syv Søst- rene og lyste med kolde haanlige Glyt nedover Skut- ryggen, den kollede runde Bagstudsen hans og de korte knudede Ben. Da var han saa flad og liden, at han bare krøb op i Fjæren til Kjærringen. Men hun vørrede ham ikke saa meget som at glytte ud af Døren, alt det hun hørte, han slog Havet ud af Sjøstøvlerne og tramped og banked. Saa fik han sidde ude i Manætgørjen. Og værre Nat havde Værøkallen aldrig havt, som Svelten sved og Manæten brandt. Kjærringen bare styrede i Sinne derinde med at lægge sig, og, ret som det var, dundersnorkede hun ud til ham. Men saa mente han, hun kom vel ud engang, slig som hun vidste, Kallen hendes sad der i Dragsuget og Blaasten. Det led og det skred først Flodtid og saa Fjæretid. Den, som lod ham sidde der og selv sov alt det, hun aarkede, var Kjærringen. Men, da det lysnede og steg til Flod igjen om Mor- genen, fo'r Moskenæskjærringen med Sleven ud af Døren og til Gryden uden engang at se til den Kant, hvor Kallen sad. Og saa begyndte hun at røre i den, saa Strømmen svellede op og fræste, og Skumdotterne føg som et Sneveir. Men, da Værøkallen saa, hvordan hun tog i alene, SIDE: 144 blev han rent paa Livet ræd for, at han skulde miste Kjærringen sin og, at hun ikke skulde ville ha ham med længere om Gryden. Saa fo'r han ud med Stauren og satte den i saa det sprutede, og til at hjælpe hende med at røre. Men Kjærringen dreiede og rørte med Sleven tvært imod, saa Sjøen hvirvlede og malte i Ring som en Trakt. Og, naar Værøkallen prøvede at dreie efter, rørte hun igjen tvært imod, saa Strømmen gik rundt som en hvid Kværnfos og saa høit som midt paa Fjeldet. Da skjønte Værøkallen, hvad for Kjærring, han havde. De fine Jomfruerne kunde faa staa der, de stod, ikke passede de til at sætte Stauren i Gryden. Og saa begyndt han at smiske saa fint som legende Solskin. Nei for Lag hun havde med Sleven. Det var en, som kunde ta i og koge det. Aldrig havde han set, at hun havde saa gjild en Stak slig, som den slængte om hende i Sjødrevet. Saa ferm en Kjærring fandtes der ikke. Samme Kvælden sad de forligte og delte Fisken som før. Men saa tit, som Ny- eller Fuldmaanen blinker og skinner som en Krone i Strømmen, husker Moskenæs- kjærringen paa de syv Søstre og blir vild og gal igjen og farer ud med Sleven. Og saa Værøkallen efter med Stauren. Og da rører og maler hun imod ham, saa Havet gaar som Elv og Fos, og Malstrømmen hvirvler rundt som en Trakt mellem Moskenæs og Værø, helt til de blir forligte igjen. Jonas Lie SIDE: 145 BYLGJA. Hos et Par gamle Skipperfolk ude ved Havet var der en ung Gut, som var kommet ind med et strandet Fartøi. Ingen vidste, hvad Land han var fra. Men med den voksne Alder blev han saa hæv og gjæv i Væsen og Vækst, bleg og brændende i Øinene og underlig vak- ker, at alle skjønte, han var af nogetslags fornemt Folk med høit Sind. Helst laa han ude paa Næsset og saa udover Havet, det hvide og landløse, som vuggede Dønning bag Døn- ning og Top bag Top. Aldrig blev han træt af at se og speide henne i den yderste Rand mellem Hav og Himmel, hvordan Bølge- aasene glittrede og legte, seg og sank. Fred fik han ikke, før en hvid Bølge løftede sig over de andre snart saa og snart saa. Han vidste, den maatte komme. Snart skinnede dens brede hvide Skavl i Solen, snart steg den med et kaadt vildt Sprøit mod Himlen, snart glimtede og gjækkede den bare som Glans fremme i Synsranden. Den skiftede paa utallig ny Vis, - til ham bar den Hilsen. Og, naar Graagaasen kom om Vaaren og trak bort om Høsten, blev han aldrig træt af at staa og se efter dem og undres, hvor de fo'r hen. Men en Kvæld, som han sad der paa Næsset, skjød Bølgen op én Gang og en Gang til og nok en Gang der langt ude. Den taarnede sig stedse mægtigere op mod SIDE: 146 Himlen og steg og steg, helt til den rullede sin Skavl som en hvid funklende og glitrende Mur indover Næsset. Han fik ikke Røst for sig, medens den kom væltende imod ham. Men ud af den sprang en Pige med et vildt Ansigt, og Øinene lyste af Lyst og Trods. Hun slængte sig paa hans Knæ med Armene om ham og raabte gjen- nem Suset: "Jeg heder Bylgja og er evig Uro. Aldrig fanger Du mig. Det er lige ondt at kjende mig mellem Pigerne som en Bølge mellem Bølgerne. Men op vil jeg dukke i din Hu. Og al din Længsel og Elsk skal bli navnløs og havnløs fra den Stund, Du har havt Bylgja paa Fang" - sang det i Skum- væggen, som hun igjen veg ind i Suget. Og fra den Stund søgte og ledte han og mente, at han skulde kjende hende mellem tusinders tusinde. Naar han saa Kvindernes hvide Skaut røre sig som Bølgerækker indad Kirkedøren, mødte han Blikke baade dulgte og de, som smilte, medens Kinderne skiftede Let og Farve. Men ingen af dem havde de hendes Øine, der lo som Solskin i Fraaden over det grønne vilde Hav og stak med Blink som af Dybets Hemmeligheder. Og, naar Pigerne ragede og kastede Høet i de korte Særkeærmer og, brune i Solen, under Latter og Lystig- hed kappedes, naar det var ham, som kjørte Læs- set, hamrede Hjertet i ham, og Øinene brændte som mørk Ild. Han tænkte paa, om hun, som lo vildest og slængte sig overgivnest i Saaterne, skulde være Bylgja. Men saasnart hans Blik fangede hende, vendte hans Sind sig braat. Ikke var denne uselige bly Forvirring Bylgjas store Haan og Trods. Om Høsten, naar de unge i lystigt Følge plukkede Nødder, og Pigernes smidige Liv og Skikkelser og leende Aasyn kom frem og svandt mellem Hassel- buskerne, randt mangt underligt Blik over Bladene. Men tyktes de ham alle som tamme, vingeklippede SIDE: 147 Fugle i Løvet imod hende, som traadte Dansen altid ny og daarende derude i Havranden. Men i den stormfulde Vintertid, naar Maagerne og al Himlens Hær af Fugle skreg i den regngraa Dag, og Fangsten østes op af Garnene som det blanke Sølv, medens Pigerne stod i hundreder nede ved Sjøsprøiten og ivrige beredte den med hændige Knive, blev det, som hun, han stundede efter Nat og Dag, kunde være nær. Og, hvor den løsslupne Latter skingrede ubændigst, og Tungerne slængte spottende og lystige Indfald som friskest ud i Vinden, syntes han, at han fornam Bylgjas salte Havstænk ud af de viltre Blik og Miner. Men om Uro, som var navnløs og havnløs og kjærere end al Lyst i Livet, vidste de intet, og over hans Læng- sel skreg og kredsede de alle kun som smaa rappe, begjærlige Maager over det store urolige Hav. Alt det, han søgte og speidede og prøvede Kvinders mangfoldig fangende Sind - aldrig fandt han hende, som landløs og strandløs i uudsigelig skiftende Fager- hed lokkede hans Hu. Og han søgte ud fra Menneskene paa Havsens en- somme Veie, hvor Kjølen ikke sætter Spor. Didud, hvor det lyste i vældige Skimt, styrede han som til Stevnemøde, medens Havet sendte Skumskred og legte med Livet som en Kastebold. Og, naar han for lavt Seil fo'r over de store tord- nende Dønninger, kunde han høre Bylgjas vilde Røst i Skumvæggen om Elsk uden Landefæste, navnløs og havnløs. Jonas Lie SIDE: 148 DUEN. Der var en Mand og en Kone. De levte sammen saa godt og fredelig, og urimelig glade var de i hinanden. Vakker var Konen, og vakkre Børn havde de, og altid var der fint og skuret og net og varmt og hygge- ligt i Huset, saa Manden aldrig brød sig om at være andetsteds end hjemme. En smuk Have eiede de, som Konen gik og stelte og plantede i og skar Ærter til Middagen, mens han stod og røg Tobak i Vinduet og snakkede ud til hende. De syntes selv, de var rigtig lykkelige. Saa var det en Dag i Jagttiden, at Manden spadse- rede en Morgentur i den blanke Vaarluft, medens Jægerne fo'r og plaffede langs Kanten af Skogaasen. Da saa han, en Fugl laa og flaksede i Veisporet. Hvergang han nærmede sig, prøvede den at komme undaf. Han forstod, at den var skudt i Ryggen, saa begge Fødderne var lamme; den trak dem efter sig, og Vin- gerne kunde den bare røre halvt. Den maatte være faldt ned paa Veien fra et af Træerne ovenfor. Han blev staaende og spekulere paa, ihvad han skulde gjøre. Nogen Jæger var han ikke, aldrig havde han dræbt saa meget som en Høne, og Vildduen saa saa angst og ræd op paa ham og rykkede til, hvergang han blot rørte sig. Men oppe i Træet sad der en anden Due og vogtede paa alt, hvad den saarede gjorde. Den kurrede og SIDE: 149 fløi vildt urolig, eftersom den anden rørte eller ynkede sig. Det maatte være dens Mage, som sørgede, tænkte han. Saa gav han sig til at snakke snilt og medynksomt til den stakkars Due, som laa paaskakke i Veisporet og flaksede og blikkede op til ham. Og i dens levende, vogtende Øine saa han, at den ligesom forstod ham og tog Haab. Den rykkede ikke længere til, naar han nærmede sig, men laa der stille og saa paa ham, som den havde sat Lid til, at han kunde hjælpe. Det var saa inderlig Synd i den. Men ikke aarkede han at ta med Hænderne i en halvdød Fugl, og ikke vidste han, hvad han skulde gjøre med den. Da steg det op i ham, at han fik slaa sig haard og ende dens Tilværelse. Og pludselig fo'r han til og gav den et Slag med Stokken. Dens Mage fløi fortumlet vildt iveiret og skreg og skreg. Den stakkars Due laa der livløs med udstrakt Hoved og Vingen med den hvide Ring sprikende over Vei- sporet. I helt Oprør slog han den engang til og engang til. Han følte det næsten som en Misgjerning saadan, som han havde vekslet Blikke med den og set den havde trot paa ham. Saa spadserede han sin Tur. Paa Tilbageveien stod han endel betænkt over, om han skulde bære Fuglen hjem med sig. Det vilde ta sig nok saa tappert ud, om han kom med en Vilddue, som han selv havde gjort til Bytte. Og, da han mente, den nu kunde være blet kold, tog han den forsigtig efter Benene og bar den hjem. Han ventede baade Lov og Ros af Konen, fordi han havde fældet en Fugl borte i Skogen og det uden Gevær. SIDE: 150 Dog den, som næsten ikke gav sig Tid til at se paa den og blot skyndsomt raabte paa Pigen, og lod den bringe ud i Kjøkkenet, var hun. Da han om Aftenen kom hjem fra Kontoret og fandt Duen anrettet stegt paa Bordet, formaade han ikke at ta en Bid af den, saa levende, som det endnu stod for ham, hvordan han havde set den i Øinene og næsten snakket med den. Han sad bare og pillede saavidt i den med Gaffelen. Og saa nødte han Konen, hun maatte da endelig smage paa noget saa fint som Vilddue. Men med ét røg hun op af Stolen. Der blev pludselig en Graad og Tuden, saa han ikke vidste sin arme Raad og ikke fik gjort andet end sige søde, søde. Der var ikke et Ord at faa af hende, bare et bort- vendt Ansigt. Men kjære, hun maatte da ikke ta det saa forfær- deligt, at han havde dræbt den stakkars Duen, mente han. Aa, han skjønte nok, at det ikke var Duen, som stod dem imellem, brast det ud af hende; men hun vilde ikke sige et Ord om det, han selv bedst vidste. Da gabte han af Forbauselse, for han vidste slet ingenting. Men nogen Oplukkelse var der ikke at faa. Siden blev hun den hele Aften liggende paa Sofaen og sukke og vilde ikke ind i Sovekammeret og lægge sig. Da blev han tilslut rent desperat og styrtede sig i vildt Sinne i sin Seng. Som han laa der urolig og endnu kun halv indsov- net, hørte han som et lidet hvast skjærende Skrig, og han huskede pludselig, at det var akkurat saa, Vild duen i sin Angst havde git Lyd. Du skal se, det er dens Sjæl, som er ude og hævner sig med denne Ufred i Huset, fordi jeg sveg den, gik det i ham. For værre Dag! . . . SIDE: 151 Morgenen efter bar Konen Tørklæde om Hodet. Hun var og blev lige taus og lige ulykkelig. Ikke begreb han nogen Ting længere. Da han saa vilde ta paa sig Ytterfrakken, blev hun ligesom urolig og angst og vogtede eget paa ham. Som han tog i Dørklinken, styrtede Taarerne hende ud af Øinene, og hun raabte: Ja ja, gaa Du, jeg skal ikke forhindre Dig. Men det spør's, om Du ser mig igjen. Da forstod han, at her maatte være noget rent galt paafærde. Saa drog han hende ned paa Sofaen og spurgte og frittede, medens hun vilde slide sig fra ham. Han talte baade mildt og blidt og fint og rasende, helt til hun begyndte at lysne og tvile i Øinene, og han endelig fik det truet ud af hende. Saa slap det da frem, at igaar, da han kom indover Gaden med Vildduen, havde hun siddet i Vinduet og set i Speilglasset i Spionen, at han havde mødt den smukke Modehandlerinde paa Fortoget. Han havde holdt Duen op i Veiret for hende og smilt saa ind- smigrende betydningsfuldt ind i Ansigtet paa hende. Aldrig havde hun trot sin Mand istand til slig Leflen med andre Kvinder, tudede hun, og aldrig havde hun set noget saa fælt. Det kom over hende som et Tor- denslag paa en klar Dag, og hun havde hele Natten ligget og grublet paa, hvordan hun skulde holde ud at leve længere. Var hun blet spikende gal, raabte han. Havde hun ikke netop i disse Dage selv plaget ham til at følge med ind i Modebutiken og se paa, at hun prøvede Hat. Saa maatte han da hilse paa Mennesket, og Duen havde han vel holdt op i det samme. Hvor hun havde lidt. Men nu var han jo hendes egen gode, bra, trofaste Mand, ikke sandt? spurgte hun og saa ham grædende ind i Øinene. Jovist, kjære, kjære Millemor. Men hvor kunde Du falde paa dette? SIDE: 152 Bekjend bare, at Du var for vigtig og kry af den Fuglen, lo hun endnu skjælvende af Graaten. Det lysnede og trak sig helt op til Godveir. Hun maatte kysse og kysse ham igjen. Gudskelov, at alt nu var blet godt igjen, pustede han lettet. Der var som en hel Fred og Sol i Stuen, og Konen saa lekende glad og øm rent, som han havde faat hende paany. Den næste Morgen, da de havde spist og snakket ved Frokosten, og han skulde ta til Yderfrakken, blev hun pludselig igjen saa stille og fulgte ham underlig med Øinene. Det var vel ingenting, tænkte han. Kun syntes han, det var lidt rart, at hun ikke fulgte og lukkede Gang- døren efter ham, som hun pleiede. Siden paa Dagen var hun hellerikke i vanligt Humør. Hun undgik at forhøre efter, hvor han havde været, og hvem han havde truffet, saaledes, som hun ellers altid gjorde. Saa blev han bekymret og spurgte, om hun var syg. Men da blev hun ganske stram i Ansigtet. Hende feilte ingenting, sa hun; gid hun bare var død! Han søgte nu at nøde hende til at tale oprigtig ud med sig, drog hende ned paa sit Knæ og vilde ha hende til at se sig i Øinene. Men hun fo'r op saa hastig, som om hun skulde ha rørt ved en Snog, og blev staaende og stirre paa ham med noget som en gjemt Haan. Det var saa besynderligt, udbrød hun endelig med dirrende Stemme. Der var tre Gader at vælge mellem, naar han skulde ud i Byen om Morgenen. Men altid, absolut altid, gik han den, hvor han vidste, at Mode- handlerinden kunde møde ham. Og andet, andet var det ikke, ropte han. Var det hele Møllestenen? Hun maatte pludselig være blet rent forrykt og se Spøgelser. Han kunde da ikke for, at hans Kontor laa der, hvor det laa, og den samme Gaden havde han nu trasket i syv Aar. SIDE: 153 Ja, den var vist blet ham altfor nødvendig, sukkede hun tung og mørk i Hu. Da stirrede han forbauset paa hende og bemærkede indædt, at de ikke vel kunde leve uden, at han uma- gede sig hen paa Kontoret. Og i Sinne fo'r han ud og smeldte Gadedøren efter sig. Der maatte være noget, som feilte hende, stakkar, tænkte han saa bagefter, nogetslags Sygdom i Blodet kanske, som voldte slig Tyngde i Sindet. Og under sin stærke Bekymring blev han stedse omsorgsfuldere og varsommere om hende. Han vidste ikke, hvor godt han skulde snakke eller, hvor mange Puder han skulde stikke om hende. Snilt og venligt var alt det, hun sagde og gjorde, dog noget som et Smil var der ikke at se. Men hver Morgen, han skulde ud i Byen, blev hun underlig urolig og ligesom borte fra ham. Saa hændte det en Dag, han kom med en Present til hende, at han fik et Blik saa saaret og sorgfuldt, at han rent gjøs. Det var just, det samme dødssyge Udtryk, han huskede fra Vildduen; den havde netop set saadan paa ham. Da slog han i Forfærdelse og Angst Armene om hende og skreg, hvad i Guds Navn det da var, hun gik og tiede og bar paa. Men hun saa fremmed paa ham og drog sig bort. Hun maatte da forstaa, at hun holdt paa at drive ham rent fra Vettet, ropte han. Var der noget i Ver- den, han ikke vilde gjøre for hende? Holdt han ikke af hende? Hun saa bare vemodig paa ham og udtalte, hvor inderlig taknemmelig hun var, fordi han tænkte vel baade paa hende og Børnene og var snil og hæderlig og bra; hun saa jo, han gjorde sit bedste. Men Kjær- ligheden var en fri Fugl, det forstod hun mere og mere. Og, hvad kunde han for, at hans inderste Sind var vendt fra hende? Kjøbe Presenter, - Gud! Hun holdt Ansigtet i Hæn- SIDE: 154 derne: Tror Du, jeg bryr mig om en slig Gave uden, at der er noget andet, som følger med? Noget andet? Har Du virkelig kjendt mig saa lidt, Even? Men jeg skal ikke tvinge Dig, ikke pine og plage Dig, stak- kar. Havde jeg bare vidst det fra først af, at Mand- folkene ikke er som vi. Siden jeg har faat Øinene op, kan jeg ikke ta en Avis, ikke en Bog i Haanden uden, at der staar om Troløshed og Dobbeltspil. Læste jeg ikke netop i denne Morgen om et Ægteskabsbrud saa utænkelig forfærdeligt, at Blodet rent isnede i mig, om en Mand, som havde to Familier med Børn i begge, to Koner, som begge svor paa, at han holdt af dem over alt i Verden. To Koner! forsøgte han lystig. Og jeg, som har saa fuldt nok med én. Men hun saa kun forskende paa ham, som hun overveiede hans Ansigts Udtryk. Det er virkelig, som Du med Flid ikke vil gaa ind paa, hvad jeg taler om, udbrød hun. Paa hvad? Om jeg kunde gjort som Manden i Avisen? Det maatte ialfald været i to Byer, som laa saa langt fra hinanden som her og New-York. Men akkurat i samme By, nei, det blev for snedigt for mig. Det maa ha været Pokker til Kar. Men selve Tingen var altsaa ikke saa rent, rent utænkelig, er det saa Du mener? Nei, Du skal ikke bare af Pligt hænge Brystnaale og Ringe paa mig, medens dit Sind er andetsteds. Nei, nei, sig mig ikke imod. Jeg er blandt andet for stolt til det, Even. Stik mig heller med Brystnaalen her, lige gjennem Hjertet. Kjend, hvor det banker. Hun tog hans Haand og lod ham kjende. Hjertet hamrede virkelig som en Slægge. Men kjære, kjære Milla, er Du rent borte i Natten. Jeg skulde ha vendt mit Sind fra Dig? Og saa gjør jeg jo ikke andet end gaar og er ulykkelig, rent ud fortvilet, fordi jeg tænker, at Du ikke længere holder af mig. Sig sandt, Milla! er der noget iveien? Er der SIDE: 155 nogen anden, - jeg mener ikke noget ondt; - men nogen, Du kan ha set eller kanske husket op igjen fra gamle Dage, før vi to - forstaar Du. Tal oprigtig og skjul det ikke. Milla sad med ét opret i Sofaen: Men da kan Du jo ikke være glad i nogen anden, Even, kom det straalende. Ne-i, vedblev hun undrende, - er Du jaloux, vir- kelig jaloux? Du har aldrig været det nogen gang. Hun hang ham pludselig om Halsen. Sig sandt, Vennen min, tiggede hun, er der virkelig nogen, Du nødig ser her? For min Skyld? Hun saa ham i Øinene, som hun vilde læse og ud- grunde dem. Er det, fordi vi kommer sammen med Kaptein Staib, som friede til mig? Nei, aldrig havde jeg trot, Du kunde være saa gal. Du, Even, - jaloux - og paa mig! - Aa, Du véd ikke, hvor Du har gjort mig glad. Hvergang jeg sætter paa mig denne Brystnaalen, vil jeg komme til at huske, at med den har jeg havt den gladeste Stund i mit Liv. Jaloux, jaloux - Du, raabte hun efter ham, da han gik. Endelig, endelig Ro i Huset. Endelig Tryghed for, at han ikke i Eftermiddag eller i Kvæld igjen stod oppe i dette fortvilet ufor- staaelig vanvittige, hun havde sat sig i Hodet. Han havde i den sidste Tid ikke havt Fred en Dag. Hun var saa glad, hun havde Manden sin igjen, var det jublende Omkvæd hele Aftenen. Hun pyntede sig for ham, skaffede hans Yndlings- ret, fersk Torsk, og satte Toddy frem. Nu var der bare de to i Verden. Men han maatte nu vel bekjende, lød det tilslut, - nei det gjorde hende ingenting nu; - men han maatte nu vel bekjende, at lidt, lidt Beundring eller nogetslags Dragning havde dog den Modehandlerinden udøvet paa ham. - Sig det bare, Manden min, - lidt, lidt Dragning var der nu - SIDE: 156 Ikke Spor. Aa-aa, Haanden paa Hjertet. Du forstaar det kanske ikke selv; men slige Koketter véd, hvorledes de skal ta disse dumme Mandfolk. De har saa tusind Greb og Kneb, er saa søde, saa ligefremme og ferme, saa bare venskabelige. Men hun maler sig nu rød paa Læben og smiler for Tændernes Skyld. Har Du ikke set det? - hun har mindst to indsatte, om ikke hele Gebisset. Men kjære, skal vi nu trække frem det Menneske igjen, som aldrig har været i mine Tanker. Sig Du, siden imorges, Du mødte hende. Naa, naa, jeg mente jo ikke noget ondt. Men det er dog besyn- derligt, - noget kommer det af, - om Du ikke selv véd det, - en vis Dragning alligevel. Aa, - bliv ved, bliv ved, - at mit Sind er vendt fra Dig - Kjære Even - - i mit allerinderste? ikke sandt? - fo'r han glu- bende iveiert. Driv paa, driv paa. Jeg siger jo bare, at - Der lød et Hvin, og med et Sprang som en Løve paa sit Bytte slog han til det forgyldte Taffeluhr, saa Glas- kuppelen røg i Stykker og Splinter. Men Even, - Even, skreg hun. Skal alt ødelægges, saa er det bedst at begynde straks. Du ser, jeg gjør det med knusende Ro. Han løftede Ildskuffen og vilde anbringe den mod det store Speil. Og bagefter slaar jeg Dig og saa mig selv. Det skal gaa saa roligt til, skal Du se. Saa slaa da, Even, - værsgod! skreg hun ude af sig selv og stillede sig foran ham. Dig? - Slaa Dig? Han slap Ildskuffen i Forfær- delse. Røre et Haar paa dit Hode uden for at kysse det, graate over det - Det endte med inderlig glødende Forsoning. Og aldrig havde han holdt af hende som nu, lød det SIDE: 157 den næste Morgen, da han tog Farvel med hende for at gaa i Byen. Og jeg, som har trot paa, at Du har holdt af mig bestandig, kom det sagte stirrende. Det har jeg ogsaa naturligvis, bare ikke saa bevidst. Det faldt af sig selv ligesom. Vi maatte jo være van- vittige beggeto, om vi ikke nu skjønte, at vi holdt af hinanden. Ja, Vennen min, af mig skal Du ikke faa høre et Ord mere om det. Jeg mener bare, at Mandfolkene saa lidt kjender sig selv, hvad der drager dem. Saa saa -. Han skjøv sig noget rapt ud af Gang- døren, medens han smilte og endnu trykkede hendes Haand. Men ude paa Trappen slappedes hans Træk; han var rent dødskjed af det. Denne "Dragningen", dette Vanvid, - han begyndte uhyggelig livagtig at forestille sig et Hampereb. Der sad hun vel nu ved Speilet i Spionen og saa efter ham. Han kunde jo, naar det skulde være, møde Modehandlerinden, og hilse maatte han. Om han idag for en Sikkerheds Skyld valgte en an- den Gade. Man naade tilslut frem ad en gal Vei ogsaa saavist, som man ved at gaa Jorden rundt kom til- bage til det samme Sted. Saa var han forbi dette skjæbnesvangre. - Var det virkelig for min Skyld, Du tog Mellem- gaden idag, kjælede hun for ham ved Middagstide. Du maa da ikke indbilde Dig, at jeg er jaloux læn- gere, Even! Denne Modedukken kan for mig smile saa farvet rødt, hun bare lyster, til Manden min. Men, man kan nu sige, hvad man vil, de er farlige slige Koketter. Og bare det, at Du nu tar en anden Gade - - En, som koster mig tyve Minuters Omvei - for din Skyld. Ja, bare det. Du gjorde da ikke det, var der ikke - jeg siger ikke andet end fra allerførst af, Vennen min, - ialfald en bitte, bitte, - aa vær nu oprigtig, - ganske bitte liden Drag - SIDE: 158 Suppeterrinen røg, saa det kogende Indhold flom- mede. Der gjordes tydelig Foranstaltning til paa lignende Vis at rydde hele Spisebordet, da hun kastede sig i Armene paa ham. Kjære, kjære, tilgiv mig, jamrede hun, jeg skal aldrig nævne et Ord mere. Det er saa Synd i mig, Even! Det var rent hjerteskjærende. Stakkar, stakkar Dig, Milla. Faar Du aldrig dette Spøgelset ud af Hodet. Sig mig, holder vi af hinanden, eller holder vi ikke af hinanden? Ser Du, lad mig forklare Dig lidt, bad hun, da de siden sad ved Kaffen, rolige som to, Uveiret har gaat over. Slipper først den ulykkelige Tanke ind paa en Kone, at hendes Mand kunde svigte hende - kjære, jeg snakker ikke nu om nogen Dragning. Men, faar hun først en Tvil, kommer først Forfærdelsen i Blodet, - hvor skal hun ta Troen fra, saa alt blir som før? Jeg ser jo kjære, kjære Even, hvordan Verden er; jeg kan sidde og gjennemgaa i Hodet hele Gaden nedover alle de noksaa hullede Ægteskaber. Og hvorfor skulde saa vi være en Undtagelse? Even reiste sig plystrende og gik op og ned med Hænderne i Bukselommerne. Saa tit jeg tænker paa, hvordan Du stod og løftede Fuglen op for denne Modedukken og smilte hende ind i Øinene, saa er det mig endnu ubegribeligt. Ja, jeg tror, jeg tror Dig, skjønner Du - Javist skjønner jeg, der er en Skrue løs. Men jeg har jo sagt Dig det, kjære Ven, jeg har en Skrue løs, en fiks Idé. Jeg grubler undertiden paa, om jeg ikke burde gaa til Doktoren. - Sig, aa sig, at det er Synd i mig. Og, at Du ikke gaar og hader mig, fordi jeg er slig. Stakkar, stakkar Millemor! vi skal gaa oftere ud i fri Luft og spadsere og søge mere Omgang. Du er altid saa frisk og livlig, naar Du har nogen af dine Veninder hos Dig. Du skal be dem hid rigtig ofte, hører Du. SIDE: 159 Hvorfor bare Veninder? Det er saa mærkeligt, det er, som alt blir til Fruentimmer for Dig; vi har da Venner ogsaa. Men nei, - der er noget i din Natur - Aa be, hvem Pokker Du vil, eller la være at be dem; - han smeldte Døren efter sig. Han var i Hundehumør og gik og drev om Efter- middagen. Ude paa Gaardspladsen vaskede og skyllede Pigerne Lintøi. Han stod der længe fortænkt og aandsfraværende og stirrede ned i Brønden. Det mørke Hul med det dunkle, blankspillende Vand dybt nede øvede en un- derlig Tiltrækning. Han var saa træt. Hans gode, lykkelige Hjem havde nu gjennem et helt Aar været et rent Pinested. Der var uafladelig og uophørlig øst Tvil over Følelser, som var ham saa kjære som Livet. Og det var hende, han elskede, som stod med den gloende Ildrager og la ham paa Stege- panden og vendte ham først paa den ene og saa paa den anden Side. Han vaktes af sine Tanker ved, at Pigerne bar Vaskebaljen bort. Og ind drev han. Sorgen sad saa tæt under Brystet paa ham, og der var intet andet Raad end at arbeide. Kaffen kom. Det var til hans Forundring Stuepigen, som bragte den; men han fortsatte sit Arbeide. Til Aftens maatte han spise alene. Hans Hustru laa i voldsomste Hodepine, forlød det. Men i Himlens Navn, hvad er det nu igjen? kom han styrtende ind til hende. Ingenting, ingenting. Hun maatte ialfald ha Ret til at ha Hodepine. Gaa fra mig, siger jeg, gaa fra mig. Hør nu Milla, sa han bleg, - gaar jeg ikvæld fra Dig, saa gaar jeg did, hvorfra jeg ikke kommer igjen. Nu taler jeg Alvor. Vil Du saa sige mig, hvad Du har at bebreide mig. Intet, intet, - jeg har jo sagt Dig, at Kjærligheden SIDE: 160 er fri. Aa, at jeg skal ha bundet Dig, - at det er mig, mig, som holder saa usigelig af Dig, som netop staar Dig iveien. Du mener vel for alle Ulykker nu ikke, at jeg end- ogsaa har havt Tanke paa at gifte mig med denne fikse Modehandlerinden din? Hende, - det er længe siden jeg har tænkt paa hende. Men har jeg ikke set med mine egne Øine i Eftermiddag, hvorledes Du har kunnet staa og ikke bestille andet end at hænge over de to Piger, som vaskede. Det er din Natur, jeg forstaar det nu saa godt. Du skulde bare ikke ha giftet Dig. Det er din Dragning dette. Ja ja, jeg skal gjerne for én Gangs Skyld bekjende, at det var en Dragning - Hvad siger Du! kom det forfærdet. - at jeg var forelsket - Even! - inderligt - i det sorte, blanke Hul i Brønden. Det ligesom sugede og lokkede og drog mig til sig. Krøb jeg didned og gjemte mig, slap jeg at gaa ind til dette Hjem, som er blet mig værre end et Rettersted. Større Fred og Lise end at slippe at ta i Klinken paa Døren gaves der ikke paa Jorden, syntes jeg. Og Du med din evige Tvil og Mistanke, Du kunde kanske bli kureret, overbevist ved samme Leilighed. Det maatte være en slig Fryd at vide, at Du da ialfald kom til at forstaa, - som Du siger, Du saa absolut maa, - om det saa blev lidt vel sent. Hold op, snak ikke saa, - bare tilgiv mig! Hun slæbte sig hen til ham paa Knæ. - Jeg er jo din egen med Liv og Sjæl, - Din, om Du tramper aldrig saa meget paa mig. Bare ikke gaa fra mig, hører Du, - lad mig faa hænge ved Dig. Du ser jo, at jeg har en fiks Idé, har været besat helt fra dengang ifjor, jeg saa, Du stod slig med den Vildduen - Han brølte og knyttede Næverne vildt op mod Taget: - Holdt jeg ikke saa forfærdelig af Dig, - aa, hvor jeg kunde hade Dig for alt det, Du lar mig lide! SIDE: 161 Nei, nei, før jeg skal volde Dig mere Sorg, Even, før vil jeg gaa fra Forstanden, mumlede hun. - Ser Du da ikke, at, straks Du bare taler til mig, saa er det altid som strøget af mig. Du har Magten til at fri mig af det, - gjør det, vær barmhjertig, hører Du, og slip mig ikke. Forklar mig bare, - hvordan - Naar to gale Mennesker elskede hinanden, maatte det være akkurat paa denne Maade, bemærkede han resigneret. Stadig tilbage til den gale Idé, som en Mølle. Han hev sig ned i en Stol og begyndte at se paa sine ti udsprikede Fingre. Nu opgav han det hele. Du holder vanvittigt af mig, det nægter Du jo ikke for. Og jeg holder vanvittigt af Dig, ellers var jeg gaat i Brønden eller havde heist mig op i et Reb eller skilt mig fra Dig, begriber Du vel. Ja-a, Du kan nok græde. For sligt et Helvede, slig Sjælemarter, slig daglig Oprivning af hver Trevl indeni én - -. Naa, naa, Milla, - Du faar da ikke ta det saadan rent vildt ulykkelig. Du kan jo ikke for det . . . Hører Du, det er saa ondt, saa fortvilet ondt, at se disse store, tunge, dryppende Taarer. Du siger jo, at Du holder vanvittigt af mig, - saa maa det jo være vist da, ikke sandt, kjære, kjære Even, smilte hun og strakte Armene imod ham. At vi er to gale, som skulde bagbindes baade for Guds og Menneskers Domstol, - som steger og piner hinanden som de værste Mordere, - ja det er vist og sandt. Det er nu et helt Aar, jeg har havt det saa, sukkede hun. Jeg blev saa vildt dødskræmt, da Du stod med den Vildduen; jeg syntes det var mig og min Kjær- lighed, Du havde slaat ihjel og overgav til hende, Du mødte. Jaha, jaha, - Bitterheden tog ham, - det er et helt Aar, vi har havt al den Galskaben i Huset. Hun lagde Hodet ind til ham: - Stakkar, stakkar, jeg ser, hvor grænseløst Du har lidt og, hvor Du har været taalmodig - - Paa Morgensiden den Nat vaagnede hun pludselig. SIDE: 162 Hørte Du det Fugleskrig, Even? spurgte hun. Hørte Du det ogsaa? sa han. Ja, jeg drømte, at der fløi en Due op fra Hoved- puden og skreg; den havde en hvid Ring i Vingefjæren. Han sad pludselig opret i Sengen: En hvid Ring? udbrast han, - det havde ogsaa Vildduen, som jeg dræbte. Det kjendes, som noget tungt ondt pludselig har forladt mig, - drog hun Pusten dybt befriet, - som jeg er kommet tilbage nogetsteds fra og i lang Tid har været en ganske anden. Det er saadan umaadelig Lettelse. Det er virkelig som et Mirakel, sa hun en Stund efter; jeg føler, der er hændt noget, som gir mig Ro. Jeg kjender det saa grangivelig her, - hun holdt hans Haand paa sit Hjerte. Nei, kjend fast til, - det ban- ker ikke mere saa voldsomt, som det har gjort nu det hele Aar. Aldrig kommer Du til at høre en Tvil af mig mere. Jeg véd nu vist, at det er gaat bort fra mig. Besynderligt, sa han, jeg hørte just et sligt Fugle- skrig Natten, efterat jeg havde dræbt Vildduen. Det var den nittende Mai. Og idag har vi igjen den nit- tende Mai. Det er, som det kunde været dens Aand, som er kommet ind i Huset og har hævnet sig, ja rentud besat det. Et Aar kan være Tidsfristen for en saadan Fuglesjæl, før den rent løser sig fra Jorden. Duen er en underlig Fugl, - grublede han, - den har været brugt til Budbringer, helt fra Noah sendte den ud af Arken. Og de siger, den er en Kjærlighedsfugl, mente hun, - og da forstaar jeg nu saa godt, at den ikke er noget godmodigt Dyr, men hidsig, mistænkelig, jaloux og hævnlysten, - aa, saa hævnlysten! Det er man i Kjærlighed, ser Du. De laa en Stund tause hver i sine Tanker. Hvor trygt det kjendes, mumlede hun. - Aa, nu blir jeg saa rent søvnig, Du; jeg har aldrig faat sove, siden den Duen - Jonas Lie SIDE: 163 HAUK OG HADDING. Der var i gamle Dage to Næssekonger, som var Naboer og begge navngjetne Vikinger. De var Fost- brødre og levede i stort Venskab. Hauk og Hadding hed deres Sønner, som skulde tage Rigerne efter dem. Men, eftersom de voksede til, skjønte Fædrene, at de var af saare forskjellig Sind, begge haarde i Hugen og ikke lette til Enighed. Dette tyktes dem at bære ilde Varsel. Og ved et Juleblot førte de dem til Ed ved Balders Knæ i Gudehovet, at aldrig skulde de bære Vaaben mod hinanden; men holde Freden slig, som Fædrene havde holdt den. Siden faldt de gamle i et stort Slag mod syv andre Næssekonger. De blev høilagte i Grænseskjellet mellem deres to Riger, og Offer gjort til Fredens Vætter i alt saaledes, som de havde ønsket. Fra tidlig om Vaaren, til det blev sent ud paa Høsten, laa nu Hauk og Hadding ude med Langskibe. Men, fo'r Hauk i Vesterviking, seilede Hadding i Østerled. Og mest Glæde havde de af de Færder, hvis Lykke eller Berømmelighed helst maatte svide og bide den anden i Hugen, fordi han følte sin at være ringere. Begge vandt de meget Gods. Nye fagre Drikkehal- ler byggede de sig, og med allehaande koseligt Pel og Vaaben var de prydede. Naar de om Høsten kom hjem og lagde Langskibene SIDE: 164 op, drak de Julen hver med hundrede Mand, medens Kjertesvendenes Blus røg op imod de sodede Bjelker. Hornet signedes til Thor, og mange og dyre Skaaler blev der drukket for Held og Berømmelse og godt Aar paa Sjøen. Men skadefro Mænd, som kjendte deres Sind, bar Ord og Rygter mellem dem. En Jul spurgtes der, at Hadding havde nydt stor Ære derude. Af en mægtig Høvding havde han faat en Skarlagens Kappe foret med kostbart Pel i Venne- gave. Da begyndte Hauk at tykkes, at Gjæstebudet varede for længe, og at der var andet at gjøre for Mænd end at tømme Horn og stege sig ved Ildene inde paa Langbænken. Han lod reise Spanter og bygge og udruste endnu et nyt stort Fartøi, og tingede udvalgte Mænd inde fra Herrederne. Og, da Vaaren kom, stak han tilhavs med et Lang- skib mere end Hadding aatte. Hadding lo og mente, at det skulde være megen Berømmelse, som ikke kunde rummes paa tre Her- skibe. Og han stevnte ikke Mænd til Skibene, før et helt Maaneskifte var ledet. Saalunde seilede de hver i sin Viking i adskillige Aar. Aldrig budsendte de hverandre. Men vel agtede de paa hinandens Færd, og syntes hver, det minkede med Glæden over det, han selv havde vundet, naar han hørte, at den anden havde naat mere. Der var nok af Mænd og løse Kvinder, som vidste at berette det, som mest kunde egge. En Høst kom Hauk hjem og beredte stort Julegilde. Da havde han faat et herligt Sværd med Guldhjalte af Torbjørn Herse, som raadede over Vingulmark. Fagert var det at skue, naar Skinnet af Ilden lyste i Staalet, og saa fin og skarp var Eggen, at Synet kløvedes. Men paa Hjaltet var der virket Kjærlighedsruner. SIDE: 165 Og, som Laget stod paa det prydeligste, og Hornet var signet for Sif, reiste Hauk sig i Høisædet og for- kyndte, at til Sommeren skulde Langskibene være ny- malede og Dragehoderne skinne, og han og hans Mænd fare i lystig Brudefærd. Thi drak han under stor Glæde Fæstensskaal med Høvdingens Datter i Vingulmark. Og slig drog Runerne, at han ikke havde Fred i Hugen for Længsel. Da kom der en Dag Mænd nordfra paa Ski, og mangt og meget havde de at berette i Hauks Hal om, hvorlunde Julegjæstebudet var forløbet hos Kong Hadding. Han havde om Sommeren været hos Jarlen nede paa Rygen, der havde fagnet ham med stort Venskab, og fra den Færd bar han en snoet Armring til over halv- anden Mark veiet. Den var lagt i Skikkelse af en Orm med to underlig lysende Stene til Øine. Og saa fint var Guldet vundet og spundet, at de fleste mente, at det maatte være en Kvindegave, - helst siden Hadding selv tiede om det. Som Hauk sad ved Langilden og hørte til, blev han meget bleg og fæl i Ansigtet. Thi paa det Vis, Armringen beskreves at være, tyktes han med Vished at skjønne, at den maatte være en Gave fra selve Rygerjarlens Datter. Siden var Hauk saare faamælt. Heller ikke nævnte han videre, da det spurgtes, at Hadding gjorde store Forberedelser til at bygge et Kvindebur og lægge flere Omfar af Tømmer til Høienloftet. - Skibene blev saa malede, som Hauk havde bebudet, og Dragehoderne beslagne, og stavede Seil blev der kostet med megen Pragt. Hellerikke manglede det paa udvalgt Mandskab. Men, da Hauk tidligvaars lagde tilsjøs, sattes Kur- sen ikke sørover til Vingulmark, men ret vesterud. Ikke strøg han Seilet, før han kastede Anker over hos Irerkongen. Og, som han der bød sig til at bli hans Landeværns- SIDE: 166 mand for Kysten med de fire Langskibe, blev han vel modtaget. Irerne laa dengang under stor Frygt for Herjinger, og mange var de Vikinger, som feidede paa deres Rige baade østen- og søndenfra. Tyktes da Kong Hauks Mænd, at de var farne i en underlig Brudefærd, thi Stevn ved Stevn blev der lagt til og haardt bar det frem over Skibsbordene, saa tit de mødtes med Ufredsmændene, og Dækkene rydde- des til helt bag Masten. Her vandt Hauk saare megen Berømmelse. Men al- drig nænvte han om Lønnen. Det andet Aar om Høsten fæstede han Irerkongens Datter med rigt Hjemgifte. Og Brylluppet stod med Pragt og Herlighed. Hjem seilede han saa med Bruden og de irske Ter- ner, som fulgte hende. Og saare vidspurgt blev denne Kong Hauks Bryl- lupsreise. Han lod nu bygge en Gjæstebudshal der var dob- belt saa stor som Kong Haddings, og et prægtig pry- det Kvindebur med Svalgange og udsnittede Drage- hoder, som alt saas langt udover Sjøen. Men om Kvælden sad han taus ved Ilden med Svær- det under Hagen, det, som havde Runerne paa Guld- hjaltet, og tænkte paa liden Signe syd i Vingulmark. Og tyktes det ham en Ulyd, naar den irske Kongedat- ter revsede høilydt og avede Husfolket med rap og vredagtig Tunge. Samme Høst vendte ogsaa Hadding hjem fra Tog. Mange og store Vennegaver havde han faat hos Høv- dinger. Men, da det spurgtes, at Mørejarlen havde forlenet Hadding med saamange Herreder, at de udgjorde Tre- diedelen af det ganske Fylke nordenfor, udbød Hauk straks Leding og satte alt, hvad han aatte af Skibe, i Sjøen. Den Sommer holdt han et stort Slag mod tre Næsse- konger, som havde deres Havne og Skibsnøster i Fyl- SIDE: 167 ket søndenfor, og underlagde sig deres Riger. Thi ikke vilde han raade for mindre Land end Hadding. Begge sad de saa med megen Pragt og Herlighed paa sine Gaarde og med mange gjæve Mænd. Men, naar Hadding holdt Gjæstebud, spurgte han altid, at Hauk beredte et saa meget herligere og, var nogen berømmelig Kjæmpe Gjæst om Vinteren, gav den ene altid større Gave end den anden, at hans Navn kunde bæres saa meget længere ud. Slig vogtede og vaagede de paa hverandre, og havde de Mænd ude om Næssene at speide og forfare hin- andens Færd. Men et Aar, da Sendemændene kom hjem hver til sit, havde disse meget at berette: Kong Hauk havde svoret at fælde Vikingen Hake den svarte. Og Kong Hadding beredte sig til at fare saa vide som syd igjennem Njørfasund og herje paa Blaaland. Men, da Hauk spurgte den underlige Færd, som Had- ding rustede sig til, blev han meget tvilende og tung i Hu. Det bares ham for, at hint Tog alt til det fjerne Blaaland kunde bringe Haddings Hæder og Ry an- derledes videnom i Folkemunde. Og han nagedes af Tanken, grublede meget og fik ikke Fred. Gjorde Kong Hauk saa en Kvæld et Drikkelag og lod Ølbollerne iskjænkes og gaa rundt, til alle hans Mænd var drukne og søvnørske. Men, da det var blet stille i Hallen, og Ilden var gaat ud, stod han op fra sit Soverum og vækkede Træl- len Griot. Ham bød han løse en ung svart Fole af Hestestalden og lede den ned til Skibsbaaden. Fo'r han saa med Trællen i den svarte Vinternat ud til Hesteskjæret i Braatholmene, hvor Fjorden myn- ner ud. Der kogte Troldmænd i Løndom Seid, og vildredes mange Fartøier af den blussende Ild under Kjedlerne, saa de forliste. Den Nat var tæt Taage og megen Hildring om Skjæ- SIDE: 168 ret, saa de havde ondt for at finde op til Stedet, og knæggede Folen og skumsvedede. Tændte saa Trællen op Ild. Og offrede Hauk der Unghingstens Hjerte til Hav- trolden og lod det tages ud af Strømmen, at der skulde hage Vanlykke og Vanskjæbne ved Haddings Færd til Blaaland. Men, da Offeret var forrettet, sopede Trællen Asken ind i sit Forskind og kastede den ud i Sjøen, at det skulde blive vel dulgt og lønt efter dem. Der Trællen saa havde gjort og igjen vendte sig, skalv og hakkede han med Tænderne og ravede i Angst, thi han vidste sin usle Skjæbne. Og stødte Hauk Kniven i hans Strube og overgav ham til Havet. Da var Taagen blet end tættere med Haglkorn og Isnaale, og der lød Skoggren og lange fæle Skrig fra Havgasten over Holmerne. Skimtede han saa, at det lyste af nogen anden rød Fakkel, som rørte sig opover Skjæret. Og slukkede han hastig sit Blus. Som han søgte ned mod Baaden, kom Fakkelen ud af Taagen lige nær hans Ansigt, og saa han Kong Hadding, som var meget bleg og rimet i Skjægget, at han fo'r i samme Ærinde med Offerdyr til Skjæret. Hadding drog paa Mundvigen, som han vilde rope, og tog brat til Sværdet. Deraf skjønte Hauk, at han havde kjendt ham. Og de veg hastelig hver sin Vei ind i Mørket. Men begge taug de siden for alle om det Møde. Den Sommer fo'r Hauk i en berømmelig Færd. Udenfor Hisingen gik det saa hvast til over Skibs- bordene, at tre af Hauks Skibe blev ryddede, før han tog Seiren. Der fældedes Vikingen Hake den svarte. Hjem kom han saa senhøstes saare plukket i Fje- rene. Og mange gode Mænds Minde drukke de den Jul. Høilig var hans Hæder øget. Thi hin Kamp under SIDE: 169 Hisingen, og at den onde Viking, Hake, var fældet, spurgtes viden om. Men mere end alt laa det ham paa at vide, hvor- lunde Haddings Færd til Blaaland monne falde ud, om Folk vilde nævne den med større Hæder end hans. Og, som han altid havde Kong Haddings langfa- rende Tog for Tanken, grundede han paa at prøve et nyt Storværk og fare helt til Gandvig og Biarmeland, længere nord, end nogen Mand før havde styret, og hvor der er mørkt, og Solen blir borte. Mange Kjæmper søgte til ham nu, han var bleven saa navnkundig, at han skulde tage dem i sin Tje- neste. Men ogsaa den Jul drukke de, uden at noget blev spurgt fra Hadding. Og rustede Hauk da udover Vaaren med største Iver Skilbene til Biarmelandstoget. Som han en Dag stod nede ved Nøstene i megen Travlhed og saa til dem, som skar og sy'de Seil, kom der en Skude ind paa Vaagen med Melding og sikkert Frasagn om, at Kong Hadding var falden i et stort Slag nede i Njørfasund mod en Konge over Morerne. Men Hauk blev staaende med Maalestangen i Haan- den og saa tomt ned i Seilet det længste af Dagen. Næste Morgen ventede Kjæmperne i Hallen paa ham under stor Raadløshed. Men, end de biede til langt udover mod Kvælden, kom han ikke. Det hed, at han laa under Felden i sit Soverum. Og hans Mænd gik Dag paa Dag styresløse og uden Besked. Kom Kjæmperne saa en morgen alle tilhobe til ham. Nu led Tiden, og de maatte vide Besked om, naar de skulde lægge ud til Biarmelandsfærden. Solen stak og lyste i Vaaren og randt indover Gul- vet, og fra Døraabningen yrrede Havet blankt og blaat med stort Skin. Paakom der da Kong Hauk en brat Længsel efter SIDE: 170 Udfærd, og han fo'r op af Leiet og saa ud i al den fagre Sol. Lød der da nok Besked: Saa vide og langt skulde de fare, som ingen før havde spurgt. Hæder og Ære skulde de vinde og nok af kosteligt Pel og dyrebare Skind, saa hver Mands Navn skulde nævnes fra Færden. Hvas var han i Øinene, og vandrede han i Hallen under mange og store Tanker paa det Tog. Bort ginge Kjæmperne saare eggede i Hugen og optændte. Men som Kong Hauk med ét kom ihu, at Haddings Øine aldrig mere skulde vogte paa hans Færd, gren han mod Lysningen fra Døren, snudde sig og gik ind i Hallens Mørke. Atter la han sig ned paa Felden. Men om Kvældene sad han taus ved Ilden med Ha- gen over Guldhjaltet, hvori Runer var ristet, og min- dedes liden Signe fra Vingulmark, medens hans smaa- øiede Dronning skjældte i Hallen. Thi siden Hadding var falden, var alt øde og tomt. Der bredte sig en Skygge om ham, og de tuslede alle kun som Gjenfærd i Skummerheden. Syntes han det nu ikke længere værdt at leve. Da det led ud paa Vaaren, lod han sit ældste Lang- skib fylde med Træ og Tjære og Beg og skydes ud paa Fjorden. Selv stod han i Løftingen tung og bøiet og styrede. De gamle kjendte Hjemnæs og Holmer laa og drev i Sprøiten som døde Hvaler for hans Øine. Da Trællene optændte Ilden og den steg rød om Masten, mærkede han sig med Geirs Odd og faldt paa sit Spyd. Jonas Lie SIDE: 171 SPEILTROLDET. Speiltroldet laa og blinkede ude i Havet. Og paa det lille Fiskersted saa Folkene mangt der- ude, som baade kunde og ikke kunde være. Undertiden steg der frem, omvendt i Luften, en Stad med utallige Huse og Havnen foran fyldt med Skibsmaster. Det underlige var, at Aasene og Dalen og Havne- odderne saa ud, som det skulde være paa deres egen Havneplads alt dette laa. Forfarne Folk vidste, at dette blot var Spil og Skrømt af Troldet, og at de maatte vare sig for at ro sig vild i Hildringen. Men paa Stedet levede der en Seilmagersvend, som hev baade Syl og Seilgarn, naar han hørte, den store Stad igjen stod paa Hodet derude. Altid maatte han hen og kige. Og kope og kige gjorde han, saa han glemte baade Maaltid og de haarde Ord, der vankede fra Mesteren, fordi han blev borte fra Arbeidet. Det var altfor urimelig vakkert til, at det kunde være Løgn altsammen, mente han. Saa begav det sig en Dag, at det igjen skimrede frem ude i Havet, og at Staden laa der saa grangive- ligen, at de kunde se lige ind i Gaderne. Men nu stod der tillige ved Indseilingen et prægtigt Fyrtaarn, der kastede sit Skjær langt udover Seilled og Hav. Da kunde Seilmagersvenden ikke længere dy sig. Han sprang i Mesterens Baad, som laa ved Bryggen, og rode udover, saa det susede. SIDE: 172 Han maatte didud og faa en Greie paa det. Og, som han rode, kom han det nærmere og nær- mere. Han var næsten lige ind paa det og tog just de sidste Aaretag, da - væk var det. Men Baaden laa nu akkurat paa det Sted, hvor Fyr- taarnet havde vist sig. Da undrede han sig og gav ud Fiskesnøret. Det havde ikke løbet ud mere end et kort Øieblik, saa stoppede det og tog Bund. Aldrig havde nogen vidst, at der laa et Undervands- skjær. Da han vilde ta Snøret ind igjen, strammedes det pludselig af noget, der sad fast i Bunden, og han hørte, det gulpede og ligesom troldlo opad Fiskelinen. Saa trak han op. Paa Krogen hang blot et Hesteskjæl. Men, medens han saa paa den underlig spillende Perlemorsglans indeni det, strømmede der som et mangfoldig farvet funklende, stikkende og slikkende Skin af noget blankt ind i Øinene paa ham, saa han rent blændedes, og det blev sort for ham. Men nede fra Grunden skvulpede og sa det: Fordi Du har fisket Blinket fra Fyrtaarnet mit, kan Du lægge Lysskjær paa alt, hvad Du ser paa. Idetsamme han slog Øinene op, viste Skjæret sig igjen med Fyret paa, og Muren var ikke to Aare- længder fra ham. Da han saa vendte sig, laa Strandstedet som en væl- dig Stad med utallige ildrøde Vinduer i den nedgaa- ende Sol, med mastefyldt Havn og Brygger og Moloer. Hvad det ikke er, kan det bli, tænkte han og rode hjemover. Da han steg iland og skyndte sig opover Stranden, stod der et Veir af ham, som om han blaaste alting afveien, og Folk vendte sig efter ham. Seilmagerværkstedet fo'r han forbi og lige hen og bankede paa hos en Skipper. Da Manden spurgte, hvad han kom efter i slig Hui SIDE: 173 og Hast, svarede han, at alt stort, som skulde ske, maatte ha en Begyndelse, og at han var her for at fri til hans Datter. Han havde længe næret Kjærlig- hed til hende og hun til ham; dog hidindtil havde han intet havt at byde hende at gifte sig paa. Men nu var han kommet med begge Fødder op i Smørtønden. Han havde fundet et Skjær, som ingen vidste om, og som ved nedfalden Sjø kun laa faa Fod under Vandet. De store Fartøier, som seilede frem og tilbage i Leden, vilde give mange Penge for at lære det at kjende og afsætte det paa sine Sjøkorter, saa de und- gik at støde paa og lide Forlis. Og, da det laa ret udenfor Indseilingen, skulde det blive baade ham og Stedet en sand Guldgrube. De behøvede kun at anlægge et Fyrtaarn der, saa vilde alle Fartøier ta Mærke af det og søge ind til Strand- stedet for Uveir og Sjøskade. Og hvad der saa vilde blive at gjøre for Seilma- gere, lod sig ikke engang overskue. Som han lagde ud og talte, syntes Skipperen, han livagtig øinede, at Fyrtaarnet lyste, og at Storskibene minkede Seil og styrede ind. Og hans Datter saa et Seilmagerværksted saa stort, at det strakte sig syv Lofter indover fuldt af Svende og Drenge og allehaande Takkelage i Bjelkerne. Ikke var her nu noget iveien for Bryllup saa hastig, som de bare kunde faa Præst til at vie. Thi to kunde bedre bjerge ind og passe Formuen end en. Da Folk paa Stedet hørte, at de skulde gifte sig, tænkte de først, at der maatte være kommet dem en stor Arv til nogetsteds fra. Dog, da det spurgtes, at al den Eiendom, de giftede sig paa, var et Undervands- skjær ude i Havet, mente de, det var bedst, at de fo'r ud og satte sit Bo der med det samme, saa var det afgjort med ét Dyk. Men, da saavel den gamle Skippers som Brudens Ansigt smilte og lyste af den samme uryggelige Vis- SIDE: 174 hed, som de saa hos Seilmagersvenden, og det tillige sivede ud, at han agtede at ro ombord og tage Penge af de store Skibe for at vare dem mod Skjæret, som ingen kjendte uden han, blev en og anden af dem betænkte. De stak Pegefingeren op i Mundvigen og saa listelig paa hinanden og mente, at det kanske ikke var en saa umulig Næring, Seilmagersvenden havde fundet sig endda. Saa hviskedes og snakkedes der meget. Og, efter- som Pratet gik og Rygtet løb, blev Troen fastere paa det Skjær. Men en Lørdag Aften, Folket stod i Klynger efter Ugens Arbeide, kom Seilmagersvenden og til. Han sprang op paa en Bordstabel og, pegende over Mængdens Hoder, forespeilede han dem, hvordan det vilde blive og arte sig hos dem der i Fiskerhavnen, om der lige udenfor Indseilingen lyste og skinnede et Fyrtaarn langt udover Havet. Men alle stod de stumme og stirrede hen for sig, eftersom de aldrig havde tænkt sligt. Saa spurgte han hver Mand for sig, hvad han mente efter sin Profession. Og Tømmermanden og Baadbyggeren og Seilmage- ren og Værtshusholderen og Maleren og Rebslageren og Handelsmanden og Fiskeren fik alle saare for- tænkte Ansigter, idet der skjælvede og dirrede ligesom et blankt Skin for deres Øine. De fik som et Skjær af store Ting, der kunde føre megen Velstand til deres Sted. Og saa stod de og saa og saa, helt til de syntes, det lyste alt af Fyrtaarnet, og at Skibe bøiede didind fra sin Kurs. Men for hver Dag, som gik, fæstede det sig altid stærkere og saa de altid vissere og tydeligere, at de fra sine svære, nødtørftige og trange Kaar kunde svinge sig op til holdne Mænd, ja rige Herrer. Og der blev som et Suk over hele Fiskerpladsen, fordi de var for svage og vanmægtige. SIDE: 175 Da mente Seilmagersvenden, at ingen var for fattig til at mure sin Lykke. Han skulde paata sig det altsammen. Naar Fiskeren gav hver femte Fisk, han drog, til Fyrtaarnet, Rebslageren hver femte Favn af det, han spandt, Teglbrænderen hver femte Mursten og saa hver Mand Femtedelen af sit Arbeide, vilde der komme saa mange Penge, at de kunde begynde at fæste Funda- mentet. Var det først færdigt, blev det bare jevnt at lade vokse Stokværk paa Stokværk, helt til de kunde sætte Lygten ind. Og om de herlig spillende Speilruder i den Lygte berettede han saa længe og saa underdeiligt, at de alle saa næsten gjennem Graaden, hvorledes Fyret skin- nede og lyste over deres mægtige og rige Stad. Da raabte de alle, at saadan Herlighed vel var værd nogle Aars Sult og Trængsel. Siden den Dag afleverede hver Mand Tiende af hvad han fik for sit Slid til Byens Skatteopkræver. Og, naar Fiskeren gav af sin Fangst, saa han ikke havde fuldt Maaltid til Kone og Børn hjemme, og Tømmermanden og Baadbyggeren og Maleren og de andre fik afknappet af Daglønnen, plystrede de og blinkede til hinanden og sa morsomme Sprichworter om, hvordan Maverne peb og ulede tomme. Thi alle tænkte de blot paa den Tid, da Fyrtaarnet skulde være der. Saaledes gik de midt i sin trælsomme Slid og fløi- tede og sang og smaasnakkede fornøiet med sig selv og sine Hustruer. De fleste var alt snedig og klogt for- udbetænkte over deres Fremgang og Planer; og Ko- nerne gik og nynnede og tænkte paa de Kjoler og Tør- klæder og Sjaler og Gulduhret, Manden alt havde lo- vet hende. Og, naar nogen døde, var der stor Nøiagtighed og Hede og Iver ved Arvens Skifte og Deling og megen Strid, om hvem der skulde arve Kaalhaven og hvem Potetesmarken og hvem Grisehuset og hvem Vedskju- SIDE: 176 let, hvilket alt med stor Betænkthed og Omsigt for- deltes mellem hver af Børnene for dets fremtidige store Værdis Skyld. - Saa laa Arbeidsfolkene med Prammer ude ved Skjæret og sænkede Stene ned. Og, eftersom Fundamentet voksede op af Grunden, blev der ikke længere nogen Grænse for deres Tro paa, hvor overflødig Rigdommen skulde komme. Stadig blev der bygget og opkrævet Skat. Eftersom Folket daglig færdedes mellem hverandre, saa de ved Vanen ikke hinandens Magerhed og af Sult medtagne blege Ansigter. Men i deres Øine tindrede og skimrede der en vild underlig Brand, som de kun satte al Villie og Kraft paa, at Lygten engang tændtes. Naar nogen tabte Modet, saa det blev sort for ham, listede han sig i Stilhed hen til Seilmagersvenden, at han kunde vise ham Lygten og lade ham se Byen saa- dan, som den vilde blive, naar Fyret engang sendte ud sit vældige Skin. Tid efter Tid løftede Taarnet sig høiere. Endelig et Aar kneisede det færdigt op mod Luften. Og den Kvæld i Høsten, da Blusset skulde tændes, stod de alle, unge og gamle, udenfor sine Døre; og mange maatte føres ind igjen, fordi de overvældedes af sin Bevægelse. Nu skulde herlige Tider oprinde. Og vel fik Stedet sin taalelige Næring baade for Lodser og Handelsmænd og Haandværkere og Ar- beidsfolk, saa det voksede og udvidede sin Gade, ja endog fik Torv og flere Smug og Øvregader. Men ikke gik det, som de havde tænkt, at Skibe kom styrende Seil ved Seil som en hvid Mur ind fra Leden. Et Aar løb to Fartøier, et andet fem og nok et Aar endog syv, otte didind for at tage Havn eller provian- tere og reparere deres Sjøskader. Og baade gamle og unge skjelede nu og gren hen til Taarnet og spyttede ad det for den store Indbildning, de havde havt om det. Thi ikke lignede deres lille, under smaa jevne Ar- SIDE: 177 beidskaar fremadskridende Havneplads i nogen Maade den mægtige og rige Sjøstad, som Seilmagersvenden havde forespeilet dem. Og, naar de derhos ihukom alt deres Arbeide og Slid og Opoffrelse og al den Tro, de havde sat til det Fyr- taarn, og deres faste Forvisning om, at de skulde gaat som rige Herrer eller store Værftseiere og Redere, blev deres Skuffelse altid bittrere. Saa gik hver med sin Tanke. Naar han saa for sig i Aanden den store og mægtige Stad, hvorover Fyrtaarnet nu skulde have lyst, haanlo han af sig selv og syntes, han var helt besveget baade for Stenhuse og Pakboder og alt, hvad han havde tænkt. Ven til Ven og Nabo til Nabo udøste de sin Galde og Forbittrelse for hinanden, og blot de nævnte sin egen By, spyttede de af Foragt. Da rottede adskillige sig sammen og gik til Seilma- geren og haanede ham, idet de spurgte, hvor hans store og mægtige Stad var, og bad ham forevise den. Der havde endnu ingen anden levet godt og faat Ære af den end han. Men Fyrtaarnet blinkede i Aftenen udenfor. Og han pegte hen i Lysskjæret og talte og beskrev, hvordan der med den voksende Handel og Skibsfart vilde reise sig Beddinger og Værfter rundt om Havnen, og Skibshandlere og allehaande Kjøbmænd og Vekse- lerere og Bagere og Haandværksfolk trænges Side om Side med sine Varer og Butiker, saa Husrækkerne ide- lig kom til at vokse. Og der vilde reises store Byg- ninger, saavel Bank som Raadhus, og dertil Kirker med Taarn og Fløie. Og, naar Staden først var kom- met til den Velmagt, at den drog Handelen langveis- fra til sig, kom den til at strække sig som et Hav ud- over hele Dalen og Skibene ligge Mast ved Mast saa tæt som en Skog. Da stod de alle og stirrede ud paa Staden, der lyste livagtigen for dem i Solnedgangen. Og jublende og syngende drog de hjemover og tog fat med nyt Mod. SIDE: 178 Men, naar de saa om Vinteren fortalte de fremmede Skippere, som laa der, om sin Stad og udmalte den Storhed og Rigdom, hvortil de mente, den vilde vokse op, trak disse kun paa Skuldrene og kaldte det for Tant og Luftsyn. Og Skipperne lo og gjorde sig lystige over, at alt Folket her saa sig hartad indbildske og gale paa det blinkende Lygteskin. Af Fyret havde Byen al den For- tjeneste, den kunde vente, erklærede de. Da kom der en stor Tvil paa mange. Den ene mysede og saa prøvende paa den anden, om han var en af de skjørhodede godtroende Taaber, som endnu gik og svimlede i Storbygalskaben og tog Luft- slotte for Stenhuse. Altid kom de i større Harme og Ophidselse. Og de murrede og spottede og snakkede og asede sig mere og mere op. Hvem bar vel Skylden for, at Folket her i Byen i mange Aar havde gaat i slige naragtige overdrevne Tanker? Det var ingen anden end denne stortalende, for- skruede Seilmager, som med sine blændende Forestil- linger kunde forføre hvem, han vilde. Da drev de Spot og Løier og Jøn med ham. Saa tit, han begyndte at tale om den store Stad, overdøvede de ham og peb og gren og lo ham ud. Gadegutterne raabte og kaldte ham for Millionæren og, at det var han, som gik med et London i hver Lomme. Og naar nogen tog Munden for fuld og over- drev, sa de, det var en Seilmager. Men Stadens bedste og forstandigste Borgere agtede det for en hel Lykkens Tilskikkelse, at Seilmageren nu blev holdt for en gal Mand og gik i Gaderne som Byens Nar. Nu endelig vilde da to og to igjen blive fire og ikke seks og syv eller anden Galimathias. Alt skulde faa sit rette Navn, blive nøgternt og sundt og sandt. Ikke længere skulde det kaldes let, som var tungt og trælsomt. SIDE: 179 Saaledes kom der en besindig og forstandig Aand i Staden. Og Hjulene knarrede hos Rebslageren, og Blokkene knagede nede paa Havnen. Handelsmanden dunkede paa Trantønden for at høre, om den var fuld, og kneb paa Fiskevægten. Og Bodsvenden skjændtes og trættedes med Jægte- skipperen. Naar den ene strøg Toppen af Potetes- eller Æbleskjæppen, vilde den anden ha lagt paa. Og i Butiken strakte de Tøiet vel paa Maalet og løf- tede hændig Kaffefjerdingen af, naar Vægtskaalen veiede op. Vindskibelige og flittige trællede de for Næringen. Oppe ved Morgengry, vendte de sture og tause hjem ved Middag og Aftenstid. Der gnurede Koner og Døttre over Syningen, og durede Rokken, og knirkede det med Husgrin og Græt- tenhed. I Gaderne var det tyst og stille uden, naar nogen gjorde Nar af Seilmageren. Thi han vedblev med sit, saa de tilsidst maatte sætte ham paa Daareanstalten. Handelsmanden skelede til Fyrtaarnet, der stod og lyste som en Advarsel mod at gjøre sig store Tanker og Indbildninger. Og, eftersom uforfærdet Mod og Dristighed og Foretagsomhed agtedes for Frugter af de gamle Hjernespind og Storstadsdrømme, vogtede han sig vel for at spekulere eller ro sig ud i noget uvist nyt. Saaledes laa Byen i Smaahandelen, enhver holdt sig forsigtig inden sit, og de trællede ligesom for udsluk- ket Lys. Nede paa Bryggen lød ikke mere de gamle lystige Opsange, som i de Tider, da de alle havde de store Haab og Tanker, og Arbeidet gik som en Dans. Men, naar Seilmageren saa ud af Ruden i sin en- somme Celle, dvælte hans Blik om Kvældene paa Fyrtaarnet. Og han smilte med et Skjær i Øiet, som saa han i Aanden, det lyste over en stor og mægtig Stad. Jonas Lie SIDE: 180 DEN STORE KONG ALPHONS'S AAND. Der kom engang en Gavtyv til en fremmed By. Da han stod paa Bryggen i den store Stad, kom Toldens Folk for at efterse, hvad han førte i den Rand- sel, han bar paa Ryggen. Men i Randselen havde han et Ekorn, som var saa afrettet, at det, saa tit den aabnedes, sneg sig ind i hans Vams gjennem en Klaf i Læderet. Og alt det, de ledte og keg, fandt de ingenting. Vidste I, hvad der var i den, vilde I forundre Jer, sa han. Min Rigdom er ikke af denne Verden. Da ledte og grov de endnu ivrigere. Hvergang Rand- selen var lukket, kjendte de grangivelig, at noget rørte sig inde i den, men, naar den aabnedes, var den alli- gevel tom. Den, som derinde er, behøver hverken Pas eller Told- bevis, sa han; thi det er den store Kong Alphons's Aand, som nu føres ind i Landet. Da stimlede der mange Mennesker om ham, som og fulgte ham op til Herberget. Og meget forundrede de sig, da de saa, at han ban- kede en Prop i Dørhullet. Det skede, for at Aanden ikke skulde fare ud, sa han. Da peb og huiede de og gjorde ham allehaande futile Spørgsmaal, saasom, hvi, - naar han havde en Aand i sin Randsel, der kunde skaffe ham alt, baade Guld og Rigdom, eftersom den jo sagde sig at være den store Kong Alphons, - hvi han da bode i et saa us- selt Herberge? SIDE: 181 Og, som Hoben udenfor Porten stadig blev større og større og raabte efter Manden, som havde Aanden i Randselen, fo'r Rygtet hastigen op i Staden, saa alle- haande Mennesker samledes og begyndte at snakke paa alle Hjørner. Men, da Politiet saa, der blev Uro, og erfarede, at den havde sit Ophav af, at der var kommet en Mand til Staden, som paastod sig at bære en Aand i Rand- selen, mente de straks, at han var en Bedrager. Og alt tidlig næste Morgen indfandt de sig med Haandjern, for at holde Forhør og faa ham vel for- varet under Laas og Lukke. Da kastede Gavtyven Randselen paa Ryggen, som om han gjorde sig rede at fare i Arresten. Ingen kan gjøre for, hvad Følge han faar, sa han, enten det er en Aand til Forherligelse eller Politivagt til Raadstuen. Saa begyndte de igjen at undersøge og forfare Skræppen. Naar de følte udenpaa den, kjendte de grangivelig noget, som var levende, og, naar de keg og tog indeni den, var den tom. Men Politimesteren sagde: Du est alligevel en Be- drager. Bringer Du mig ikke Aanden frem, saa disse mine Mænd kan vidne, at de har set den, inden Sol gaar ned, er Haandjernene Dig visse. Men Gavtyven tænkte, at disse Mænd var ved sin daglige Haandtering vel øvede og vante til at se Men- neskene paa Fingrene og udforske alle Kneb. Saa raabte han: Hvad kunde disse ulærde vidne, at der kan blive nogen Vished i denne Sag, som er kun aandelig? Er her ikke viden berømte og vise Doctores i Staden? Fører mig heller for de ældste og lærdeste Mænd, at de kunne udgranske Sagen og vidne for mig. Og, som det rygtedes, at han havde paakaldt de største Doctores, blev der en Disputeren og Talen i Staden, og Mængden fulgte efter ham til de lærdes Forsamling. SIDE: 182 Men Gavtyven udsaa fluksens de to, som havde de tykkeste Stænger i Brillerne og keg med Næserne dybest i Bogen, - som og traf sig saa, at de var de berømteste, at de kunde forfare hans Sag i Herberget ved den Tid, naar det led mod Kvæld. Men der var et Værelse indenfor hans med kun en Skyvedør imellem. Og, som de to lærde Mænd af den høie Skole kom, saa og kigede de straks med stor Skepsis og Dragen paa Læberne under Bordet og Stolene samt i Sengen saa og i Kakkelovnen og Skabe, som og at intet fandtes endog indeni Slaguhret. Endda hver af dem befølte og for vist kjendte, at der inde i Randselen rørte sig nogetslags Skabning, som levede, det være af hvilkensomhelst Art, og at den dog var tom saa tit, de greb og søgte ned i den med deres Hænder og lyste til Bunden, undlod de ikke at ryste paa Hodet og anse ham med foragtelige Øie- kast, som den, der mente sig at kunne skuffe saa lærde og studerede Mænd. Men, som det blev mørkere i Værelset, begyndte der at hoppe og vimse et Ekorn omkring Væggene. Snart blev det borte, snart var det der igjen. Da blev de begge meget stilfærdige i deres Væsen, og de udspurgte hinanden paa Latin: Ser Du noget, Domine frater, af Skikkelse som et Ekorn, som snart er og snart ikke er? Og, idet de begge dernæst forvissede sig om, at det nu i det samme Øieblik sad paa og svandt af Slaguhret, og de derom kom til Enighed, stedtes de i adskillig Betænkning. Hvorpaa de, efter synderlig Raadslagning og Kon- ference, mente, at saadant Syn vel kunde til samme Moment opkomme hos tvende Personer per phansa- siam, og at de in casu havde sig for effectu imagina- tionis illusivæ vel at tage vare eller og for noget sin- drigt Skyggespil per magicam laternam. Men, som Ekornet med engang hoppede ned paa deres Skuldre fra den ene til den anden og saa for- SIDE: 183 svandt inde i Kakkelovnen, stængte den ene af de tvende Doctores fluksens Spjeldet for, og kastede den anden sin Doctorhat og kigede i Hullet. Men af, at Ekornet ruskede med sin buskede Hale oppe i det trange Rør, kom der ham saa tæt et Sod- støv i hans Ansigt, at han maatte aflade at efterse og reise sig for at hoste og spytte. Hvorpaa straks den anden Doctor stak Hodet i Ovnshullet, og gik det ham ligedan, at han maatte aflade for at hoste og spytte. Da raabte der en Røst ned ad Ovnsrøret, som lød saare meget anderledes hul og dump end en vanlig menneskelig Stemme og ligesom fra nogen skjult eller occult Verden: Jeg er den store Kong Alphons's Aand, som kan ei synes uden i Skikkelse af et Ekorn. Men her, jeg sid- der i Ovnsrøret, kan jeg vel kaste om og flytte alle Ting, som er i Værelset. Da begyndte der et Bulder med Stole og Borde, som skrabede i Gulvet og væltedes, og Ildskuffen, som kastedes. Og Slaguhret slog Timer og Halvtimer, som nogen kunde dreiet Viseren idelig fra Slet til Slet. Men, at det ikke kunde have sin Aarsag af noget Bedrag af Manden med Randselen, kunde de deraf med Vished se og vide, at han den ganske Tid sprang for deres Øine frem og tilbage for at vare dem for Ulempe og Stød og tilslut tog dem bag sin Ryg ved Slaguhret. Og, som han truede med høi Røst ad Aanden, blev den kun desto ustyrligere og raabte, at straks vilde den løfte begge Doctores saa høit op, at de skulde blive hængende i Tagbjelken ved Læderstropperne paa deres Kapper. Just til samme Tid løftedes de store og krøllede Pa- rykker dem af Hoderne. Og saa de sandeligen, at de svævede i Luften per se og tillige, at de steg og blev hængende i Mørket over dem ved Tagbjelken. Saa de vel maatte betages af Frygt for, at Gespenstet mente at tage sig nogen Re- SIDE: 184 vanche paa dem og forgribe sig paa dem videre in personam. Da spottede Aanden og haanede ud af Ovnsrøret og raabte, at det var deres gode Lykke, at de ikke var fast sammenhængende med deres Parykker, som sad dem lige løst som deres Indsigt i de Ting, som var af den skjulte Verden. Og at, om de havde hængt ved, skulde den løftet dem som en Fjer, - ja sendt dem op igjennem Skorstenspiben med slig Hast og Fart, at de først skulde dale ned paa den Stjerne Sirius, som var den Planet, hvor den selv bode. Der vilde de med al deres Lærdom og deres Doctorbreve kun eragtes som Fusker endog mellem Drengene i aller nederste Klasse. Og, da de ved dette mente helst straks at tage sig den Konduite at retirere ud af Døren, raabte Aanden, at der nu dem intet ondt skulde vederfares, efterdi den kun var kommet i Affekt over deres Vantro. Nu agtede den at aabenbare sig for dem i Skyvedøren. Men, forlod de Stedet uden at have taget deres fulde Vished med sig, vilde den slaa ned i Kammerset i Skikkelse af et Lyn, og der skulde intet være igjen af dem uden deres Hatte over to graa rygendes og lug- tendes Askehobe. Som de befandt sig i yderste Skjælven og Forvir- ring, saa de for Skrækken hartad intet sansede eller agtede paa, førte Manden, som havde Randselen, dem ved Haanden i hver sit Værelse med Ansigtet til Skyvedøren. Og, da de stod mod hinanden og intet saa for Mør- ket, rev han hastig Ild i en Strygestikke af dem med Fosfor paa og holdt den frem i Skyvedøren. Saa da hver af dem grangiveligen et sort sodet og blaaagtigt Aasyn, som vel kunde være en afdøds eller nogen Aands. Og geraadede de ved dette Syn i slig Forfærdelse og Alteration, at de skjælvende i deres Knæer flyde ad Trappen og lod Herberget hastig bag sig, menende SIDE: 185 ikke at være in salvo, før de hver paa sit Studiokam- mer igjen befandt sig. Men, da det nu rygtedes, at tvende Doctores illu- strissimi af saa eminent Lærdom og Berømmelse sagde sig ved Disputation for det høie Fakultet at ville saa- vel per illductionem som deductionem bevise og for- svare, at der af dem i samme titnævnte Randsel var en Aand befunden eller noget Væsen substratu vel consistentia immateriale seu astralica, kom der saare mange høilærde Mænd til Staden at erkyndige sig, samt drage deres consequentia og ponere deres theses. Og der udgik Skrifter over den ganske Verden om den saare mærkelige Opdagelse, der var sket og af de største lærde og Professores bevist og konstateret. - - Men, da Manden med Ekornet snørede Randse- len og under stor Ære og Berømmelse drog af Staden, og der denne Gang intet kjendtes i den, saasom den var fuld af Guldpenge, sagde Politimesteren: Efterdi Du har faat disse høilærde Doctores at fare med Limstangen, tør jeg Dig intet gjøre. Men Du est dog en Bedrager, - ikkun en af de slueste. Jonas Lie SIDE: 186 ET HØNSEHODE. Der var engang et Æg, som laa og rullede saa uro- ligt, at Hønen altid maatte sparke det tilrette igjen og mente, der maatte være en underlig én indeni. Og knap var Kyllingen kommet til Verden og havde faat Skallet halvt af Hodet, før den reiste Top og kaglede og skreg paa, hvad det skulde betyde? Moderen flaksede forskrækket ved sligt myndigt Spørgsmaal, og hun maatte overbevise sig to Gange, før hun kunde tro, at det ikke var en Hane. Hun kunde ikke andet end følge den med Øinene fremfor de andre hele Dagen. Saa stansede den her, og saa stansede den der og satte op Mine som: Naa, det maatte den sige! Og da Hønen i Solnedgangen lokkede Kyllingerne ind, blev den lille toppede staaende og mukke. Da hun saa jog og hakkede den, udstødte den for- argede Pip: - put put, suk suk, uk uk, u-u-uk - Ikke kunde den begribe, hvorfor de skulde op paa Pinden og sove akkurat om Natten. Hvorfor ikke ligesaa godt om Dagen? Den var endnu ikke kommet saa langt, at den kunde faa istand en liden Kaglen, før den strakte Halsen indigneret paa skjeve imod Kokkepigen, som raabte tippe, tippe og kastede Korn og Ærter. Som Kyllinger bare skulde være til for at komme der paa Pletten! Og put put, suk suk, uk uk, u-u-uk -, slet ikke indsaa den, hvorfor de unge skulde gaa der i bare SIDE: 187 gul Dun, medens de ældre havde baade brune og sorte og spraglede Fjer. Men, som den voksede til, blev Kaglingen baade tydeligere og lydeligere. Og, - ut ut ut, - ut, -u-u- ut, - var der Spor af Mening i, at Hønsene gik saagodtsom barhodede, naar Hanen skulde ha baade rød Kam og anden Her- lighed, og dertil Ret til at gale høiest i hele Gaarden. Og, kyk kyk, kyk kyk, kykeli kyk, - disse Vind- magere af Smaahaner, som spankulerede saa vigtige, at de kunde sprække, og galte som Herrer og Mestre længe, før de fik nogen Kam, - det maatte virkelig være tilladt at spørge, om det var dem, som la Æggene? Bare vende dem Ryggen og lade som én ikke ser dem, klukkede den forarget til de andre. Enhver, som respekterede sig selv, maatte ha det uafviselige Krav at demonstrere ved at fly, saasnart de blot øinede Top- pen af en Hanekam. Men efterhaanden, som haade den ene og den an- den af Unghønerne ved hendes Indblanding forstyr- redes i et sødt Kluk og vidste med sig selv, at de havde faat et ømt Baand sønderrevet ved hendes in- dignerede Spørgsmaal og Kontrol, steg Vreden og Harmen slig, at de alle fo'r paa hende, bare hun aab- nede Næbbet, og nappede og bed hende i Fjerene, saa hun rent ud ikke kunde vise sig eller være præ- sentabel. Saa satte den sig til at sture. Og, som den grundede og fandt Urede baade her og der, begyndte den ogsaa lidt efter lidt at faa sine Mis- tanker og undres over, hvordan det gik til baade med Æg og Kyllinger og Hønsene med. Alt det, der værpedes og værpedes i Hønsegaarden og lagdes Æg i snesevis, blev der jo aldrig flere, hver- ken af Kyllinger eller Høns. Men, hver evige Morgen sankede Madamen en Mængde Æg i Forklædet og bar dem ind. Saa rendte de stakkars Hønsene forstyrret rundt og ledte og ledte og sørgede; men glemte alligevel alt, SIDE: 188 straks Hanen kaglede og kaldte. Og næste Morgen laa de igjen lige tankeløse og trøstige og frydefulde paa de ny Æg. Det kunde virkelig ikke skade at se sig lidt om, hvad Vei det tog altsammen, tænkte den. For Høn- sene sa bare, at det bares ud af denne Verden saa, som det skulde være. Saa trippede den og saa og keg gjennem Sprink- lerne i Gjærdet. Der laa Skarnbingen ganske hvid helt over af Æggeskal, som var kastet ud! Hun blev rent tungsindig og gjorde ikke andet end sørge og tænke paa det Nat og Dag. Alt det Hønsene værpede og værpede, blev det ikke til mere. Did, hvor alle Skallene laa som Dødningeben, gik det altsaa. Alle de Længsler og Drømme og rørende og betyd- ningsfulde Kluk og Sværmerier, al den Moderværdig- hed, Hønerne spankulerede saa stolte og trygge med, - alt, alt endte det paa Skarnbingen! Den stirrede og stirrede sig bedrøvet paa de brustne Æggeskal, der laa der som paa en Kirkegaard. Og overvældet oplod den Røsten og profeterede og kaglede vildt op om, hvor forfærdelig ubetænksomme og uvidende og troskyldige de var, som endda blev ved i det gamle Vanegjængeri med at lægge Æg. Men da puttrede de alle forarget i Munden paa hin- anden, at den snakkede om det, den ikke forstod. Vidste den noget om en Moders Fryd, naar hun laa og rugede paa Æggene og tænkte og regnede over, hvormange Gange Solen endnu skulde gaa ned, før der blev Kyllinger, og om de blev hvide eller sprag- lede eller sorte eller brune eller, hvor mange af dem kanske blev Haner og lignede deres Far. Og, naar de kom frem gule og trippende og pip- pende og egne og rare og tossede og trodsige, saa en Mor havde al sin Møie med at holde Styr paa dem, mens hun vandrede med dem alle om sig og havde saa mange Bekymringer for dem, at hun var ør i SIDE: 189 Hodet, - da fik hun saamænd ganske andet at gjøre end at fylde sig med overspændte Ideer. Ørkesløse Tanker havde én ingenting med, naar én gik i sin lovlige Gjerning. Og, stod der nogenting paa med Katten eller Høgen eller anden Ulykke, affærdigede de hende, saa havde de jo Hanen. Ham maatte de da stole paa. Men ikke forstod den med al sin Vigtighed og Superklogskab, hvordan Hjertet bankede, naar han paa sin Vagt op- stemte Røsten og fyldte Luften med sit omsorgsfulde og trygge Kykeliky. Nu opgav den toppede dem helt. Gjorde de andet end at tænke paa Hanen, stunde til Hanen, snakke og drømme om Hanen? Ikke en Tanke for andet! Men den skulde endda times at opleve videre Af- sløringer af Tilværelsens hemmelige Rædsler. Som den en Dag fløi op paa Hønsehustaget, hvor den kunde se over Gjærdet, stod Kokkepigen paa Kjøkkentrappen med Kniven og skar Hoderne af baade Kyllinger og Høns saa fort, hun fik dem op Forklædet, saa de flaksede hovedløse om mod Mur og Væg. Nu vidste den da endelig hel Besked paa, hvordan Verden var. Halsen snørede sig, og hun drog Røsten hæst: Hvad nyttede det at ligge og ruge sig mager over Æggene og glæde sig til, at Kyllingen engang skulde gi sit Pip, eller bagefter at gaa der moderblind og overglad og plukke de første Korn til dem og lære dem op, naar der saa alligevel ikke var Fremtid i det? Bare at opelske for Slagterbænk og Gryde, - i næste Stund maatte de under den blodige Kniv! Hun grublede og grublede og tænkte, saa hendes Hønsehode værkede over det græsselige Ansvar, som der var ved at lægge Æg. Naar hun forestillede sig den uafværgelige bittre Skuffelse ved, at Æggene toges varme, som de var værpede, væk fra Moderen. Og saa det gruelige at, om der saa virkelig blev Kyllinger, og de pippede SIDE: 190 tillidsfulde og glade om hende paa deres smaa Ben, saa - hun formaade ikke at tænke det ud, - var der intet andet at gjøre end at fordølge dem deres Skjæbne og underholde dem i Livsvildfarelsen, helt til den for- færdelige Stund kom. Al den Løgn, der da kom ind i Moderkjærligheden, som skulde være det sandeste i Verden, - hun svim- lede og faldt af Pinden. Det eneste Raad, hun kunde se, var, at hele Hønse- slægten rent ud nægtede at værpe. Hun rendte sanseløs rundt i Ring og nappede Pennefjere af sig i Stjerten og mente, hun maatte skrive for at redde Efterslægten fra al denne unæv- nelige Jammer. Med disse tunge Tanker gjemte hun sig bort i Skyg- gen mellem Buskene længst nede i Hønsegaarden ved Stakittet. Der gik hun alene for at faa Fred og Lise i denne skuffende Verdens Bedrag. En Nat, hun ikke kunde faa sove, trippede hun endnu før Solopgangen frem og tilbage dernede. Det beroligede saa af og til at faa kjøle det hede, fortænkte Hode i den kolde Muld og det duggede Græs. Men, som hun trykkede sig gjennem et opsparket Hul under Stakittet, faldt det første Gløt af Solen hende lige i Øinene. Og udenfor, paa Toppen af Skarnbingen med alle Æggeskallene, stod en ung Hane og strakte sig just som høiest og galede mod den stikkende opgaaende Sol. Inden hun havde sundet sig eller kunde begribe hvorledes, var hun derude. Og hun blev staaende ubevægelig og stirre paa dens underfuldt herlige Skikkelse og Reisning, den skin- nende luespillende Fjerklædning, de grønglinsende Svingfjere og den høit opbuede Halepragt. Den spankulerede majestætisk frem og tilbage med stolte, afmaalte Skridt og høit løftede sporede Ben. Blodrød i Kammen og med aabent Næb, som den just vilde støde i Krigstrompeten, slængte den sin ufor- SIDE: 191 færdede Udfordring til hver Fiende, som truede Hønse- gaarden. Mellem hver Gang, den strakte sig og satte i sin modige Galen, gløttede den ned paa hende, saa hun fortabt og svimmel, beruset af dens Herlighed syntes, hun kunde give sit Liv for den. Og nærmere og nærmere kom den kneisende, saa Æggeskallene sparkedes og sprat om dens Fod, rid- derlig med galante Lader og stigende Ild i Røsten. Dens bedaarende Kykeliky-hy skingrede over al Gaarden, indtil hun fornam dens Fjeres Susen om sig som et brusende Veir og, sødt overvældet, glemte hun alt og gav sig hen i dens Deilighed. I yndig Forvirring begreb hun, at hun var blet Hanens Brud. Jonas Lie SIDE: 192 DET GAAR, SAALÆNGE HYSSINGEN HOLDER. Der var engang en Bygd, der var berømt videnom for sine Indvaaneres Fromhed og Afholdenhed. De gjorde ikke andet end læse hele Dagen, saa de knap fik pløiet og kjørt ud paa Ageren for Studeringer paa de Ting, som er oventil. Men særlig stod de imod Brændevinet, som en Rod til alt ondt. Gud gav Regn, og han gav i sin Overflod Kilde- og Elvevand at øse af. Men Djævelen korkede sit paa Flasker, og at det vældede op fra hans Rige, kunde enhver grant se og forstaa af, at det brændte med den blaa Lue. Ikke nogetsomhelst stærkt saameget som nævntes mellem dem. Ikke engang en Lommelærke skulde én finde frem, om én saa ledte og grov al Bygden igjen- nem. Og, saa saare Doktoren vilde gi de syge det ind i Medicinen, snudde og dreiede de Øinene op mod Loftet og vrængte dem i stor Harme og Afsky, saa det hvide vendtes ud, og raabte, at det var at tage Læge- dom af Djævelen. Men, som mange af de ypperste Mænd i Bygden ikke kunde fordrage Præsten for hans Lunkenheds Skyld, eftersom han aldrig prædikede imod Brænde- vinet, og de heller ikke syntes, at en Dags Kirkegang i den ganske Uge kunde være nok til Salighed, saa sluttede de sig sammen og holdt egne Møder, hvortil ingen anden end de udvalgte maatte tilstedes Adgang. Og var disse Møder i Begyndelsen faste hver Lør- dagsaften silde, saa de forsamlede først skiltes ud paa Morgensiden. SIDE: 193 Men senere under den store Nidkjærhed og Iver blev de holdte to, ja endog tre Gange i Ugen, saa hos den ene, saa hos den anden, alt efter enhvers Tur og Orden. Blev da disse Mænd slagne af en slem udvortes Syge, idet Ansigterne blev stærkt røde og særligen Næsen hovnede og bulnede blaa med Gule Ædderkveiser og Blemmer. Og, som de, der lyttede og keg ind af Dørspræk- kerne, idelig droges af Lyst til at være med, og der blev stærkt Tilløb, delte de sig i flere Forsamlinger, saa at slige snart afholdtes noget hvert Sted rundt i den ganske Bygd. Men, efterdi Deltagerne var blevet saa mange, kunde det ikke blive skjult længere, at det just ikke var from Læsning og Salmesang til Opbyggelse, der her gik for sig i Natten og Mørket, men allehaande Drik og Svir. Og nu henfaldt Folket uden Skam og Blussel i den aabenbare Drukkenskabs Last. Der lød Sang og Klang med Spot og Latter fra Hus til Hus, og i Vinduer og paa Trapper stod de med op- løftede Glas og vinkede og bød hverandre Godmorgen. Snart gik de saavidt i Uskikken, at Brændevinet kjørtes i Ankere og Tønder paa Læs op til Bygden. Imidlertid, da de lystige Aar var gaat, og der var turet hos Mand efter Mand i Sus og Dus, saa der alle- steds var tomme Hus, var der ingen flere, som havde Penge. Brændevin maatte de dog ha som en Livsfornø- denhed ikke mindre end at drage Aanden. Saa blev de ved hen i Galskaben, indtil de havde solgt baade Hester og Buskap og tilsidst Klæder af Seng og Krop. Nu sa Brændevinet stop. Men saa henfaldne var de blet, at de syntes, de hellere kunde gjøre en Ende paa sit usle Liv med det samme og springe i Fossen end gaa slig og forsmægte af Tørst. SIDE: 194 Da fandt Klokkeren en Udvei til at faa læst Fader- voret høilydt bagvendt i Kirken paa tre Søndage, hvilket er af den Kraft, at den onde maa give én hvad- somhelst, man monne begjære. Og straks Mandagen efter stod der en liden Mand i en ny Bod bag Kirkebakken. Brændevin kunde de nu faa saameget, de vilde; men det kostede en Sjæl for hvert Anker. Salg blev der intet af Mandagen og lige til Tirsdag Aften. Folk flokkedes blot flere og flere under Kirkebak- ken. Der gik de altid galere i Ring. De truede og knyttede Næverne mod Himlen og svor og raabte og skreg paa, at Handelsmanden var en Blodigle, som vilde tage mere end Livet. Men just i seneste Laget, som Manden holdt paa at lukke Lemmen for Boden, kom der med engang to løbende til, som snakkede saare lydt og lystigt over sig og mente, at som deres Sjæle var saa alligevel for- lorne, kunde de lige godt nytte Krediten, medens Glædens Tid varede. Og saa ravede de og tumlede og krøgede sig og prækede med Fagter og skjænkede enhver, som vilde drikke, saa der den Kvæld blev en stor og overmaade Lystighed over hele Kirkevolden. Fra hin Stund gik der Anker efter Anker, et og to om Dagen, saa langt som Aaret var. Og slig Huseren med Hui og Skraal og Galmands- kjørsel i Følge fra Grænd til Grænd og Vræl af drukne Folk fra Veigrøfterne som i denne Bygd, skulde én aldrig set Mage til. Der var ingen Mand ædru længere, fra Sol stod op, til Sol gik ned, og heller ikke vidste nogen, hvad Dag det var i Ugen, om Søndag eller Virkedag. De gik og ravede i Veiene og kjørte Grassat og be- stilte aldrig det Verdsens Gran. Men, saalænge havde Bygden nu turet og levet høit paa Ankerne borte fra Kirkebakken, at der ikke fand- tes én Sjæl mere at kjøbe for. SIDE: 195 Da kom Fanden en Dag traskende for at kræve sit. Og Veien la han indom Rebslageren. Saa daarligt var det blet med den Handelen hans nede i Bygden, klagede han, at nu maatte han rea- lisere. Og saa vilde han kjøbe Hyssing til Haaven, han skulde fange ind alle Sjælene med. Det kunde der nok være Raad til mente Rebslageren, han kløede sig bag Øret. Men saa solgte han nu ikke mindre end en hel Snelle ad Gangen. Og saa fik han vente til en Dag i Ugen, han havde Stunder til at maale den op. Men det, mente Fanden, skulde være fort gjort. Han behøvede bare at fly tilveirs med det, indtil Vindslet stoppede, saa kunde Rebslageren regne det efter Øiemaal. Ja, Fanden var raus nok med Tilbud, mente Reb- slageren; men ellers var han kjendt for en utryg Kar i Handel og for at ha noget hvert i Baghaanden. Han kunde nok finde paa sligt, som at slide af Snøret, før Snellen var løbet ud, og bare betale for Stumpen. Men da blev Fanden sint. Røg Snøret, skulde han gjerne gi igjen hver evige Sjæl, han skulde ha for Brændevinet, og Brændevinet med, skreg han. Og ikke før havde Rebslageren samtykket, før han tog Snoret mellem Tænderne og fo'r tilveirs saa fort, at Hjulet med Snellen trindsede Smek i Smek. Men, da det lakkede imod, at Snellen var udgaat, bandt Rebslageren Enden paa et nyt Vindsel. Og saa, smek smek, maatte Fanden fare høiere. Slig gik det paa, til han var saa høit tilveirs, at han ikke var til at øine mere, og Hjulet gik alt langsom- mere og forsigtigere, smek smek af, at han blev ræd- dere og ræddere for at slide Hyssingen af. Da fo'r Rebslageren ud i Bygden og fortalte, hvor- ledes det stod til. Og at nu fik de krafse til med at skaffe Hyssing og Snøre og Garnstumper alt det, de bare kunde finde og faa fat i, saa at der altid var SIDE: 196 noget at skjøde til, naar Beholdningen i Rebslageriet tog Slut. Der blev en Leden fra Kjælder til Loft. De bestilte ikke andet end at fare med Hyssing- stubber for at knytte til. Men drikke og ture gjorde de værre end før. Og drikke og ture gjør de den Dag i Dag. Det gaar nok, mener de, saalænge Hyssingen holder. Jonas Lie SIDE: 197 TROLDBEGJÆR. En gammel Mand levede ensom og uden nogen, der kunde arve ham. Han elskede sine Penge og vidste ikke større Glæde end, naar han kunde stige ned i sin Kjælder og tælle og tælle dem og lægge de Skillinger, han ved alle- haande Afsavn havde opsparet, til de øvrige. Med krogede Fingre og Knæer og mange Suk for sin krumme Ryg var han en Dag igjen steget op af Kjælderen, da en prægtig klædt Mand i rød Krigs- dragt hastigt fo'r ham forbi og gjemte sig bag Skor- stensmuren. Og lige efter kom en Afdeling Ryttere med dragne Sabler i fuldt Jag galoperende om Hjørnet. De stansede brat, straks de saa ham, og spurgte idet de keg gjennem Ruderne ind i Hytten, med truende Ord og Miner, om han havde set en Mand med Guld og Skarlagen paa Klæderne fare forbi. Da paakom der pludselig den gamle en stor Angst for, at de skulde undersøge Huset og finde hans Penge. Saa satte han hastig Foden paa Ringen til Kjælder- lemmen, for at de ikke skulde opdage den, og pegte did, hvor Landeveien krummede sig indover mod Skogen. Da nikkede de og hug Sporerne i Hestenes Sider. Og i susende Galop fo'r Rytterne afsted efter Flygt- ningen. Eftersom Dundret af Hovene i Landeveien blev fjernere, begyndte den gamle at ryste i Knæerne og SIDE: 198 skjælve for sine Penge og for, at han skulde have givet en Røver Ly i sit Hus. Da steg den fornemme Herre frem fra sit Skjul og saa paa ham med stærke Øine men stor Blidhed i sin Mine. Han var Landets Konge, som havde faret vild i Taagen fra sin Hær og nu forfulgtes af Fiender. Han saa sig om og begjærede kun en Drik Vand. Og endnu, medens han nød den, kom der ilende Officerer og Generaler med Fjerbuske i Hatten og altid flere og flere af hans Soldater, som raabte og jublede og slog Vagt om Huset. Men Kongen kaldte den gamle Mand til sig. Fordi hans Liv var frelst af en svag og rystende Olding, vilde han vise ikke blot ham men ogsaa alle de andre paa det lille Sted, som led under Alderdom- men, sin overflødige Naade, saa de ikke blot skulde være sikkrede alt til Livsens Ophold, men i alle Maa- der faa det paa deres sidste Dage, som de selv kunde ønske det. Vilde de ha Huse og Haver med Blomster og Folk, der kunde pleie og tilse dem paa al Vis; eller ønskede nogen af dem at flytte til en af de Dale, der laa syd- ligst i hans Rige, og hvor den, som frøs af Alderdom, kunde ha Sol og Varme at sidde i ved Husvæggen det ganske Aar rundt, saa fik enhver nu vælge det bedste, han magtede at optænke for Resten af sine Dage. Da ønskede én sig et og én et andet. De fleste blev ved det Sted, de var vant til, men nævnte derhos mange Herligheder, saasom gode og vel bolstrede Senge, som gamle Folk gjerne vil ha sin Hvile i, og Frugt og Blomsterhaver og Gaarde med Skog og vakkert Land til, som de slap selv at dyrke og bemøie sig med. Nogle vilde ogsaa flyttes did, hvor de altid kunde se blaa Himmel og nyde Solens Lys og Varme til sin sidste Stund. Men den gamle, som havde frelst hans Liv, tog Kongen selv for sig. SIDE: 199 Og han udspurgte ham paa mange Vis om hans inderste Ønske og Lyst og bød ham endog sit eget Slot i hin sydlige Dal og dertil Hæder og Ære af alle som Landets Velgjører. Da stammede Oldingen med Øine, der gløttede op og tindrede af Begjærlighed, at han ønskede at sidde alene i sin Kjælders inderste Rum og faa saamange Guldpenge, som han kunde tælle, og at dette aldrig maatte ophøre, før han drog sit sidste Aandedrag. Da flyttede Kongen sig fra ham, som fra noget stygt. Dog, efterat have betænkt sig, svarede han, at sit Ønske skulde han faa opfyldt. Og Kongen lod Sække med Guld føres did til Stuen fra sit Skatkammer og forsvarlig indmures og vogtes. Men i Gulvet blev der sat en stor Jerntrakt med en Tud, saa Guldpengene kunde rinde uafladelig der- ovenfra og falde og klinge ned i Kjælderen saa hur- tigt, som den gamle formaade at tælle. Saa sad den gjerrige og nød med graadige Blikke sin største Lykke, at kjende det altid øgende Guld i Haanden. Hans vilde Glæde var at ta Lygten og se henover Pengestablerne, som strakte sig over hele Rummet og voksede altid høiere og høiere. Men endog dette kunde han tilsidst ikke unde sig, eftersom han derved tabte Tid til at tælle. Guldet randt som en Flod. Og talte og talte gjorde han, medens Øinene funklede som en Gribs bag Lyg- ten, til han heller ikke kunde bære over sit Sind at sætte Pengene i Stabler. Han kjendte ikke Værken i sin stivnede Ryg eller at hans Knæer og Ledemode ikke længer lod sig rette. Naar det sortnede for hans Øine, og Træthed og Søvn overvældede ham, blinkede der snart igjen gult, og randt Guldstykkerne i Drømme som Skygger gjen- nem hans Fingre. Han tællede og tællede, indtil han vaagnede op i Angst og syntes, noget gled væk. Altid kortere Tid undte han sig til Maaltiderne. Han SIDE: 200 slugte Maden, medens Øinene stirrede ud af deres Hulinger og kun vogtede paa Kjælderlemmen. Og hen til Guldstrømmen krøb han saa igjen som et Dyr, der maa slukke sin ulidelige Tørst. De af Kraft forladte udpinte Lemmer kunde ikke længere bære ham, og skjælvende og dirrende fam- lede han med Hænderne og søgte at tælle, indtil de sidste Trækninger af hans magre, krogede Fingre ikke længere havde Kraft til at gribe. Og, som han faldt tilbage i Døden, stirrede de vidt- aabne, brustne Øine hen paa Aabningen i Trakten, hvor Guldet randt. Da de, som vogtede Skatkammeret, blev va'r at Pengene ikke mere minkede og sank ned gjennem Gulvet, aabnede de Kjælderen og berettede Kongen den gamle Mands Død. Men Kongen sa: Sandelig, det kostede mig end ikke en Styver at lade denne gjerrige Mand eie og sluge, om det saa var hele mit Skatkammer, eftersom han intet Brug gjorde af Pengene. Før dem kun ovenpaa igjen. Jonas Lie SIDE: 201 HUNØRNEN. Der langt, langt borte, hvor Fjeldene blaanede mod Himlen, og Toppe, Takker og Tinder skjød Glimt og Glød i underlige violette Farver, havde den vældige Hunørn sit Rede i en vild, steil Klippevæg. Skog- klædte Dalfører, hvori Elvene suste, furede sig did opover som stedse smalere, tilslut forsvindende Rev- ner. Naar Ørnen paa de mægtige Vinger i Gryet af en ny Dag seilede speidende efter Bytte høiere end noget Menneskeblik kunde øine, skjelnede den grant den mindste Markmus, der rørte sig nede paa Jorden. Den fornøielseslystne Gjedekilling, som legte og dansede og foreviste det Kunststykke at ballancere paa Gjærde- stolpen, kom uventet til at gjøre en anderledes vidt- løftig Fart tilveirs. Og Haren, der endnu sad og gned Øinene og pudsede og morgnede sig, fik pludselig et Syn paa Verden saa høit oppe fra, at Kirkespirene i syv Sogne svimlede den for Øinene. Andre Jagtdage kredsede Ørnen de hundrede Mile indover Stenvidden med vilde Klipper, skyggesorte Afgrunde og mosegraa Sletter under sig. Og langt ude blaanede Bjergkjæde bag Bjergkjæde saa fjernt vest som ud til det vilde Ishav. Fjeldrækkerne var Grænsegjærder for Riger borten- for Riger, hvori Ørnen gjennem Aarene havde indsat sit Afkom som enevældige Konger og Dronninger. Og vé den uberettigede, som vovede at trænge sig ind paa deres Jagtgebet. SIDE: 202 Selv maatte den gamle Hunørn ogsaa af og til be- staa en Kamp mod en fordreven Fyrste af dens egen Æt. Det blev et Luftens Slag, saa Fjerene sank og snede mere og mere blodige, indtil én af de kjæmpende pludselig styrtede som en livløs Klump til Jorden. Der var Ørneblod paa Grænsestenene. En Dag susede den, fra en hundrede Miles Morgen- jagt indover Stenvidderne, hjem til sin Unge med en nybaaren Rensimle i Kløerne. Som den dalte ned mod Redet, slog den hastig og voldsomt med Vingerne, og et vildt skurrende Skrig gjenlød mangfoldigt i Fjeldgryden. De stærke Grene, som havde dannet Redets Under- lag, hang med lange Trevler af smudsig fjeret og blodig Mose paa Afsatser nedover Klippevæggen. Dens Bo var plyndret og ødelagt, og Ungen, som daglig havde øvet sin Vinge og prøvet Klo og Næb paa stedse større Bytte, var borte. Hunørnen løftede sig høiere og høiere, indtil Ekkoet af dens Skrig ikke længere lød i Fjeldensomheden. Den kredsede speidende. Pludselig hæste og hvæste det over Hoderne paa to Jægere, som styrede ud fra en Sti i Skogen langt nede. Den ene bar en fangen Ørneunge paa Ryggen i en Vidiekurv. Og medens de to Mænd skridtede Mil efter Mil den lange Vei nedover til en af de øverste Bondegaarde i Dalen, seilede Ørnen høit i Luften aarvaagent vogtende. Gjennem forrevne blaa Aabninger i Skyerne iagt- tog dens gløgge Øine, hvorledes store og smaa ved Ankomsten inde paa Tunet stimlede om Vidiekurven. Hele Dagen kredsede den deroppe. Da Skumringen faldt paa, dalte den lavt ned mod Husrøgen. Og i Mørket om Kvælden hørte Folkene paa Gaarden et underligt fælt Skrig over Taget. Tidligst, - som Solen bare begyndte at gylle i SIDE: 203 Morgengryet, - svævede den igjen der høit oppe med det skarpe Blik ned paa Bondegaarden. Den iagttog, hvorledes Bondens Sønner tæljede med Øks og skar Træstikker udenfor Døren, medens Bør- nene stod og saa paa. Længere ud paa Morgenen bar de ud paa Gaards- pladsen et Bur, gjennem hvis aabne Sprinkler den tydelig kunde følge, hvorledes Ungen flaksede og hug- gede derinde under uafladelig Arbeide for at befri sig. Buret blev staaende der forladt, uden at noget Men- neske længere viste sig. Det stod der, medens Solen steg høiere og høiere udover den varme Formiddag. Ørnen seilede og kredsede deroppe bag Skyerne og skjelnede hver Bevægelse af Ungen, hvorledes den satte det krumme Næb iveiret og hæsede, medens Kløerne i Fortvivlelsen greb om Spilrerne. Det led over Middagstid. Endnu viste der sig intet levende Væsen derude ved Buret. En gul Kat forlod søvnig den solhede Husvæg og strøg nysgjerrig om i en stor respektfuld Bue, idet den angsfuld skjød Ryg. Og Hunørnen hvilte altid med samme rolige Fart paa Vingerne, skjult deroppe mellem Skyerne. Dens vare Sans havde ladet den drage Mistanke af Stilheden dernede paa Gaarden, og den holdt sig iagt- tagende. Den havde sin Erfaring og kløgtige Gjætning om Fare. Mangen en Fælde var der opstillet for den, og med mangt et lækkert Dyr var den blet fristet, medens Jægeren selv laa paa Lur. Og mangen Kugle var sust gjennem dens Vingefjer i alle de Aar, den havde svævet over Dalen lig en blodig Tiendetager, som valgte sin Tid til at slaa ned. Skyggen af Husene, Træerne og Indhegningerne blev længere og længere. Buret havde staat dernede paa den folketomme Gaardsplads hele den varme lange Dag og fristet og SIDE: 204 lokket, mens Bondens Sønner skjult inde i Huset vek- selvis stod beredte og færdige med Geværet. Ørneungen hakkede uafladelig med Næbbet og tryk- kede og pinte Hode, Hals og den ene Vinge ud snart af en, snart af en anden af de rummelige Sprinkler. Men nu, det lakkede mod Aften, begyndte Børnene at løbe frem og tilbage mellem Husdøren og Buret; og lidt efter legte de alle lystigt ude paa Tunet. En og anden af de voksne kom ud og optog deres vanlige Gaardsgjerning. I den stille Kvæld havde den unge Sønnekone lagt Diebarnet fra sig paa Blegen, medens hun skyllede noget Linned ved Brønden. Paa Ladetaget vippede et Par travle Skjærer, som havde sit Rede i Piletræet ved Hovedbygningen, og nede paa Gaardspladsen hoppede nogle Spurve og plukkede Korn mellem Affaldet. Med ét mørknede der som en lynsnar Skygge gjen- nem Luften. Der lød i Stilheden en underlig brusende Lyd, et mægtigt Vingesus. Idet Konen hastig saa sig om, lettede der sig en svær Ørn op fra Blegen. Hun reiste sig i isnende Rædsel, endnu med det vaade Tøi i Haanden. Rovfuglen holdt hendes Barn mellem Kløerne, og hendes stive Blik fulgte et langt Sekund, hvorledes den steg, og Luften blaanede mellem Barnet og Jorden. Den vilde, vanvittige Angst indgav hende Inspira- tionen. Hun fo'r hen til Buret, trak Ørneungen ud og holdt den jamrende og skrigende med begge Arme iveiret uden at bryde sig om, at den hakkede og hug hendes Ansigt og Hode blodige. Hunørnen svævede et Øieblik stille i Luften, og Konen saa, med blinkende Øine for hver enkelt Gang, den slog med Vingerne for at holde sig oppe, Barnet hænge i sit Svøb, som en Orm ned mellem dens Klør. Pludselig syntes hun, den sænkte sig. Og aandeløs SIDE: 205 fulgte hun, hvorledes Rovfuglen sagte dalede ned igjen paa Volden. Hun slap Ørneungen og tumlede sanseløs hen til sit Barn. De to nødstedte Moderinstinkter havde forstaat hinanden. Men, som Ørnen slap sit Bytte og igjen hævede sig, glimtede der et Skud inde fra Huset. Og den mægtige Hunørn styrtede med vidtstrakte Vinger livløs ned paa Blegen, mens den befriede Ørneunge stilede med kort hastig Flugt indover Skog- topperne. Jonas Lie SIDE: 206 LINDELIN. Der var engang en Skipper, som fo'r baade sent og tidlig, til han eiede Jægten og Ladningen med. Og et Aar, han var nord i Værene, havde han fæstet sig en Hustru, som hed Lindelin. Han var saa rent glad i hende, og alle syntes, hun var det deiligste én kunde se. Hun havde spillende Øine og lo med de hvide Tænder, saa alt det, hun sa, hørtes saa vakkert og morsomt. Og mere rivende deilig, syntes han, hun var for hver Dag. Han var kryere af hende end af selve Jæg- ten, og skrød gjorde han af hende, saa det stod i Taget, naar han sad sammen med de andre Skippere. Hun var blid og lekendes, aldrig et usnilt Ord i hen- des Mund. Men saa tit, han vilde ha hende op paa Dækket, var hun uvillig og bad og tryglede saa sødt for sig om at faa slippe. Hun vilde bare, bare være til for hans Skyld, sa hun. Halve Dagene stod hun nede i Kahytten for Kiste- speilet og pyntede sig saa paa ét Vis og saa paa et andet. Og saa maatte han svare paa, om hun var penest slig eller penest slig. Naar han lod hende vente, graat hun bitterlig og mente, han ikke holdt af hende. For hun gjorde det bare for hans Skyld, sagde hun. Det bedste, én kan faa af en Kone, er Kjærligheden, tænkte han, og slig, som hun holdt af ham, skulde én lede Verden rundt efter. SIDE: 207 Saa maatte han løbe ned fra Vagt og Vant og svare paa, om hun var vakkrest saa eller saa, paa det Vis eller paa det Vis, om de saa stod med salte Sjøen bry- dende over Dækket ifærd med at bjerge Seil. Saaledes gik det hele Reisen sørover. Aldrig havde Skipperen faret Kahytstrappen sin op og ned Tiende- parten saa mange Gange. Men ikke saa snart havde de fæstet Landtauget ved Bergensbryggen, før hun igjen ikke vilde fra Dækket. Hun sad der hele Dagen i sin fineste Stas. Der stod de unge Kjøbmandssønnerne og tilsaa Vægten, medens de aflossede Tørfisken. Og saa glemte de at passe Veiningen bare for at se paa hende. Og glante og glante gjorde en af dem, til han blev tummelumsk i Hodet af Forlibelse.Aldrig havde han set slig Deilighed. Men, da Skipperen begyndte at harke og mene saa hm, hm, indvendte hun, at hun nok vilde ha et Øie med sin Mands Bedste, hvordan de veiede og stelte deroppe paa Dækket. Om Kvældene, naar Arbeidet var sluttet og Pak- boden lukket, blev Kjøbmandssønnen hængende der og kunde aldrig komme afsted for Latter og Flir mel- lem dem over alt det, han havde git hende efter paa Vægten. Og slig holdt de paa, til hun med Haandslag lovede ham, at hun skulde være der paa Dækket tidlig den næste Morgen. Men Skipperen syntes, han fik som en Klemme for Brystet, og han gik der og spyttede og tvi'de. Den Kvæld, de saa gjorde op Regnskabet og blev budet ned i Kahytten for at trakteres, var der næsten ikke Mæle i Kjøbmandssønnen. Og hun satte Øinene langt og tungsindig paa ham og sukkede og smilte derimellem med de hvide skin- nende Tænder. Der blev ikke Ende paa Afskedstagning og Haand- trykken, før det blev ganske mørkt. Det kunde være saa nok nu med den Hviskingen SIDE: 208 og Tiskingen, mente Skipperen, han hev op Faldrebs- trappen efter ham i fuldt Sinne. Men paa Veien nordover var hun kjælnere og sødere end nogensinde. Ikke havde Skipperen været paa Dæk en halv Time, før hun begyndte at kige op af Kahytstrappen efter ham og lo og gjorde Blink og Miner, om han ikke snart kom ned igjen. Hun kunde ikke være fra ham saameget som en Time. For Skams Skyld maatte han lure sig ned til hende saa efter Raaberten, saa for at hente op en Dram eller, hvad han kunde finde paa, for Mandskabet. Om igjen og om igjen vilde hun altid vide, om han holdt af hende. Og hun lo og gabte saa rivende deilig til ham og sa, mens Øinene funklede, at hun, nam nam, gjerne kunde spise en hel Skipper. En Dag, hun sad hos ham paa det allerkjærligste, raabte hun med et "au" og sprang op. Dette fæle Skjægget hans, ømmede hun sig, stak saa med Stub- bene. Og var han rigtig, rigtig snil, saa tog han det væk. For hendes Skyld gjorde han meget, mente Skip- peren; men Skjægget sit fik han da beholde. Det var godt at ha for den, som skulde sætte Ansigtet imod Sjødrev, og dertil bra mod Halseonde. Og alt det, hun bad og kjælede og brugte Øinene for at faa ham til at love sig det, saa slog han det bort i bare Moro. Men ved Middagsbordet vendte hun sig pludselig bort. Huf, hun mistede rent Appetiten af at se paa det Skjægget. Og, da han senere kom ned i Kahytten, laa hun i Køien med Haanden under Kinden og saa og fulgte ham med stille Øine, hvor han gik eller flyttede sig, indtil han blev rent lei ved det. Ude paa Stathavet slingrede Jægten i et Himmels- veir, saa Folkene knapt kunde staa paa Dækket. Da han der i et Knibtag fo'r ned i Kahytten efter Kikkerten, skreg hun imod ham, at længere aarkede SIDE: 209 hun ikke at se paa det Skipperskjægget hans. Nu saa det ud som en drivvaad Skrubbekost, og hun fik rent Kvalme. Og saa kastede hun sig med ét om imod Væggen og raabte, at han tog Livet af hende, skulde han længere gaa med den Stygheden om Hagen. Han midt i det haardeste Veir til med Saksen. Skjægget gik i en Ruf. Men da hun kjendte paa Stubbene, vilde hun ikke vende sig. Og alt det, han klippede og klippede, blev det ikke fint nok, bare værre, tvinede hun, saa Ryggen hendes tilslut laa i Rykninger, kryl af Krampe. Saa frem med Barberkniven. Og Sæbeskummet manglede ikke, der han stod og ragede sig tilblods med Hodet snart over, snart under Kahytskappen, eftersom Sjøerne kom, og han havde nødig at raabe til Folkene og Styrmanden om Sei- ladsen. Men ikke havde Lindelin været gladere, om de var berget af Havsnød end, da hun saa og kjendte med Fingrene over den glatragede fine Hagen hans. Hun hev sig langt ud fra Køien om Halsen hans og kyssede og sugede Blodet i Skaarene efter Kniven, saa han syntes, Tungen ordentlig var skarp, og hun graat og lo og raabte, at aldrig havde hun tænkt, han var saa vakker. Nei, at han havde gaat og gjemt sig bag det Skjægget. Og alt i ét maatte hun op i Ansigtet paa ham og stryge og kjende, og Øinene skinnede og lyste og hang ved det mindste, han sa og gjorde. Det var bare Solskin og Smør og Kjæleri. Ikke havde hun set nogen tromme saa fornøielig i Bordet med Fingrene eller sætte Munden og Hagen saa morsomt til, naar han plystrede og lurte i Styrvolten. Og Stunder fik de nok til at dægges, mens de laa og krydsede for Modvind, saa paa den ene Boug og saa paa den anden. SIDE: 210 Hun stellede og hjalp og sørgede for ham hele Da- gen baade i Kahytten og oppe paa Dækket, saa han selv knap fik Lov til at trække Klæderne paa sig. Men javist saa han sig om og tvilte baade for Styr- manden og Folkene, da hun absolut vilde, han skulde sætte Ryg til og hun sy den store Læderlappen i Bag- enden af Bukserne hans. Godt og vel kom de saa frem nordpaa og lastede igjen Fisk ind for at fare til Bergen. Da havde hun været iland og kjøbt en Skogkat, som netop havde faat Unger, og hun forvarede dem inde i Nathuset, hvor Kompasset var. Dermed havde hun noget fornøieligt at stelle og lege med paa Reisen. Og hele Dagen sad hun saa ved Kompashuset og passede Vildkattene. Det var det morsomste, hun vidste, sa hun, at sidde og se Kattemoderen ind i Øienstenene, hvor gule og vilde de var, og hvor de lukkede og aabnede sig og lyste. Men varm Velling skulde den lære at leppe. Saa kneb hun den bag Ørene, til den aabnede Gabet, og skoldede Vellingen i den, saa den ulte. Tredie Morgen, da de skulde sætte Kursen ud til- havs, blev der Brug for Kompasset. Hun maatte flytte Kattebolet andetsteds, sa Skip- peren, og det gamle Hønseburet havde han gjort istand til dem. Men noget saa urimeligt havde hun aldrig hørt i sit Liv. Han maatte da skjønne, at Ungerne straks vilde krable sig ud igjennem Sprinklerne og bli borte til hver sin Kant for hende. Og, blinde, som de Stak- karne var, vilde de styrte ned i Lasten eller skylles ud i Sjøen gjennem Spygatterne. Da Skipperen saa vilde gjøre det kort af, skreg hun, at Kattene fik han ikke ta ud af Kompashuset, før han rev hende bort med Magt. Ikke havde hun trot, at han var saa lige glad med det, som var hende kjært. SIDE: 211 Skipperen vilde i det længste føie Konen sin, efter- som han saa, hvor urimelig glad hun var blet i det Kattebolet. Saa styred han i Godveiret den hele Dag efter Solen. Men om Kvælden varskode Udkigsmanden pludselig for Skjær og Brænding. Nu gjaldt det Livet, og i tre Sprang satte han hen til Nathuset for at hive Kattene væk fra Kompasset. Da han greb den store ved Nakken, truede og hylte Lindelin, at, skulde den ud, saa hoppede hun lige lukt paa Sjøen. Og kattehændig stod hun alt ude i Vantet, saa Skjørterne flagrede, og stirrede paa ham med grønne Øine, der ligesom spyde Lys. Hellere end, at Kjærringen hans gik overbord, fik han lade staa til. Værre var det vel ikke end at kre- pere; dø skulde én saa allikevel engang. Det blev en Seilads paa rene Livet. Og saa vel gik det, at de klarte sig for dennesinde. Men bagefter smøg Lindelin sig om ham ydmyg og underdanig og vidste ikke, hvor fin og myg hun skulde være. De vakre Øine tiggede og bad saa hede som Ild om, at han skulde tilgive hende, og hun hang om hans Hals saa sød og blid som en Lege. Men bagefter, naar han gik alene paa Dækket og drev, hyttede han, ret som det var, til Vildkatten, der lyste med de gulgrønne Øine paa ham og huskede, at han havde tat den i Nakken. Det gjærede i ham, at hun i hin Stund ti Gange hellere havde set ham slængt paa Sjøen end dette Utyske. En Dag havde hun igjen faat ham rent forgabet og fortumlet i sig og lod ham staa og sno og vride op sit lange Haar, som hun kjæmmede. Bedst som de lo og fjasede, kaldte Styrmanden ham op paa Dækket. Der maatte tages Rev og brases. Bare, bare han først havde viklet op hendes Haar, raabte hun. SIDE: 212 Men, da hun saa, at han alligevel tok til Sjøtrøien, kastede hun sig i Armene paa ham for at holde ham tilbage. Ikke nyttede det at tale Forstand til hende. Saa stod han paa brændende Fod og gjorde Haan- den let og knyttede og lagde Fletterne i Ring om Issen, og alt i ét keg hun op paa ham og lo kjælent; men Øinene lyste gulgrønt og ærtende langt inde fra, som Vildkattens. Kaadere og kaadere kastede hun Hodet tilbage hvergang han vilde fæste Fletningen, for at han ikke skulde bli færdig. Men, som hun hidsigt trak Nakken til sig, glap den store vakkre Ring ud af Øreflippen, og saa han, at Guldet bandt over et fælt, haaret Klip i Øret. Han grøssede og holdt paa at rave. Det var ikke til å ta feil af, at det var et Trold- mærke. Men hun kom i slig Befippelse og skjælvende Iver efter at lede op Ørenringen, at hun intet mærkede paa ham. Og, medens hun forfjamset stak og borede Ringen ind henne ved Kistespeilet, prøvede hun at spøge og mente, at han kunde kjøbe hende Ørenringe med endnu mere spillende grønne Stene i, naar han kom til Bergen. Men hele Natten efter blev han gaaende paa Dækket. Da Vagten skiftede, raabte han ned til hende, at han maatte bli deroppe, til de om Morgenen fik kastet Anker paa Bergensvaagen. Ret som det var, stod han og saa ud i svarte Havet, og plystre og fløite gjorde han paa den samme Vise- stubben. Han strøg sig om Hagen og tænkte paa Skjægget sit og ellers paa meget og mangt. Lige lystelig var det. Ikke rigtig kunde han sige sig, hvorledes det var gaat til, at han havde faat hende i slig Snarhast der nord i Skjærene. Han var blet saa overvældet af hen- SIDE: 213 des Deilighed, at det bar til Kirke, før han vidste Ordet af. Men nu skjønte han nok, hvordan det havde sig med, at hun var kommet til at svare nei for ja til Præsten, det, de siden havde havt saamegen Moro og Lystighed af. Han ræddedes for at kige ned igjennem Skylightet, vidste ikke hvad for Styghed, han kunde komme til at se. Det kunde ikke været værre, syntes han, om der laa en glubende Haakjærring nede i Køien. Men nu gjaldt det at holde Tungen ret i Munden og ikke la sig mærke med nogenting. Saasnart de havde ankret i Bergen, og Tørfisken skulde udlosses, saa han, at Kjøbmandssønnen stod paa Bryggen ved Vægten og keg efter, om hun var med ombord. Da løb Skipperen hastig og med megen Larm og Bulder til Kahytsdøren og raabte og skreg, at denne- gang vilde han vide at forsvare sin deilige Skat bedre end sidst. Saa lukkede han og stængte for hende, at hun ikke ogsaa nu skulde slippe op paa Dækket og føre alle- haande Snak og Prat med ham. Til Kjøbmandssønnen, som passede Vægten, skulede han med Øinene og viste frem, at Nøglen til Kahyts- døren nu laa vel forvaret i hans Pjekkertlomme. Og alt i ét gik han og snuste og saa ved Skylightet, saa Springfyren maatte forstaa, hvor iversyg og bange han var. Men om Kvældene, naar Arbeidet var endt, og Pak- boden lukket, steg han iland og satte sig mellem de andre Sjømænd i noget Skipperhus. Ved samme Tid stak Lindelin Hodet op af Skyligh- tet, og havde hun og Kjøbmandssønnen deres kjær- ligste Møder. Hun jamrede sig og begræd sin Skjæbne, at være bunden til en Mand, som holdt hende slig under Lukke og borte fra al Lystighed og Fornøielse, og hun bad SIDE: 214 og besvor ham, favnende om hans Hals, at han maatte befri hende. Paa det Vis gik det Aften efter Aften. Men den sidste Kvæld, da Jægten laa reisefærdig, pyntede og pudsede Skipperen sig, før han gik iland, og hang han Arbeidspjekkerten, hvori Nøglen var for- varet, op paa en Knag. Nu kom Kjøbmandssønnen hed af Elskov og fuld af Fortvilelse, fordi de ikke mere skulde ses. Da vinkede hun til ham ud af Skylightet paa langt Hold og viste ham, hvor han kunde finde Nøglen til Kahytsdøren. Dernede stod hun og biede ham i al sin Deilighed og fineste Stas, og Øinene funklede omkaps med de underlig grønne Stene i Ørenringene. Hun mygede det smale Liv smidigt til, at han skulde fange om det og løfte hende op af Kahytstrappen. Og længe var de ikke om at fly iland og søge sig som sikkrest og tryggest i Skjul. Men Skipperen havde staat oppe i Gaden og passet vel paa. Aldrig saasnart saa han, de var om Hjørnet, før han strøg ombord, og i største Fart heisede Faldrebstrap- pen op efter sig. Landtauget kastedes ind og Seil sattes, saa langt paa Nat og mørkt det var. Men selv stod han tilrors og overgav ikke Styret, før de var langt tilhavs. Da steg han ned i Kahytten. Og lige efter opløftede han et Raab og brølede og skreg over hele Jægten, at hans Kone var rømt med sit Pynteskrin, og at det ikke kunde være nogen anden end Kjøbmandssønnen, som havde ført hende bort. Den ganske Dag tornede han græsselige Eder og Forbandelser oppe paa Dækket over den falske Kone, som saa havde sveget ham. Og, da Skibshunden begyndte at gjø til, sparkede han Vildkatten hen til den, og blev der en Jagt og SIDE: 215 Halloi med Glam og Halsen over hele Fartøiet, til hver evige Kat var overbord. Men, da Skipperen sad alene i Kahytten og bavde faat den ryddet og tømt og vel sopet for alt, hvad Lindelin og Lindelins var, tog han sig af Skabet en ordentlig og stiv Genever og lo Rid paa Rid, som han var besat. Om Kjøbmandssønnen og Skipperens Kone er at berette, at, da de havde spadseret sammen i Maane- skinnet og keget Stjernerne vel to Timer eller tre ud- over Kvælden, mente de, det var Tid, hun igjen kom ombord, at Skipperen intet skulde mærke. Og vandrede de tilbage under megen kjærlig Sam- tale og Graad, fordi de skulde skilles, og sikkre Løfter om at mødes igjen til næste Aar. Men, da de stor paa Bryggen, var Jægten væk. De saa kun det øverste af Seilet, som minkede langt ude for en strygende Bør. Da forstod de, at Skipperen havde nyttet den gode Vind og faret uden at vide, at Konen var iland. Og hun kastede sig til hans Bryst og klagede under hede Taarer sin Ulykke, den hun alene for sin store Elsk til ham var ført udi. Javist blev Kjøbmandssønnen lidt lang i Ansigtet. Han havde ikke netop tænkt det saa alvorligt eller ment slet saa hastig at bli praktiseret i Ægteskabs Stand. Men, som hun stod der strandsat paa Bryggen, og hun var saare deilig og havde slik Kjærlighed til ham, og han selv var optændt, førte han hende hjem til sine Forældres Hus, tilkjendegivende, at her var den Kvinde, som skulde bli hans Ægtehustru. Og, saasom de var af de mest agtbare Borgere i Staden, blev Lindelin og Kjøbmandssønnen med ind- hentet Dispens og Slægtningers gode Samtykke viede tilsammen efter hengangen lovlig Tid. Vel maatte man prise det Brudepar lykkeligt. Thi ved den Tid var Brudgommens Fader ved Døden bort- rykket og Sønnen kommet til stor Rigdom. SIDE: 216 Og, da den unge Kjøbmand bar slig Kjærlighed til hende og aldrig vidste det, som var godt nok, over- vældede han hende med det fineste og dyreste, han kunde udfinde til Stas og Prunk. De levede som to Turtelduer. De holdt Gilde og fo'r til Gilde, at ogsaa andre kunde se og blive del- agtige i deres Lykke. Paa det Vis gik det i Fryd og Glæde Aaret rundt. Ved Sommertid kom Jægterne som vanlig tilbage med baade Stokfisk og Rundfisk. Og blev der et travelt Spil med alle Vippebommene paa Bryggen, som gik op og ned den hele Dag og svingede Fisken ind til Vægten. Kjøbmanden maatte da ha Øine til mange Kanter, passe sin Fordel og snakke med Kunderne. Og under den store Travlhed skikkede han baade en og anden af Skippere og Styrmænd hjem til sin Hustru for, som Skik var, at trakteres. Men, naar han bagefter mødte dem, var de meget tause og faamælte, og lod de til at vide ham liden Tak. Dog hjemme skulde han faa vide Aarsagen. Hans Hustru havde ladet dem alle vises ind i Drenge- eller Borgestuen og skjænkes og beværtes af Tyendet, hvad hun mente var godt nok til dem. Han fandt hende i saa stor Ophidselse, at hun knap havde Røst for sig og idelig tørrede Taarerne af Øinene. Da hun endelig overvandt sig til at svare ham, drog hun derunder paa Næsen som af en ulidelig ond Lugt, hun vilde holde sig langt fra: Ikke havde hun med Fare og Opoffrelse af sit Re- nommé flyd til ham for at stedes Ansigt til Ansigt med lugtende Skippere. Da talte han det vakkreste og bedste, han kunde, om, hvad der tilhører en Kjøbmands Forretning. Men hun mente i stor Hidsighed, at Huset ikke læn- gere vilde være det samme for hende, naar Stuen og hendes fine Gulve skulde trakkes ned som en Kahyt af hver Skipper, som fo'r med Fisk og Tran. SIDE: 217 Nu var det med ét blet saa fælt, saa fælt, hylte hun. Andet var ikke til at faa ud af hende. Da han saa hende overgivet til slig Bedrøvelse, at hun skjælvede i Higsten og Krampe, og Taarerne flød ustanselig, blev han blød om Hjertet, saa han mente det rettest nu at skaane hende. Han fik hellere tage sig den Udvei at indbyde Kun- derne til at trakteres paa Skipperhus. Natten efter drømte han underligt. Han syntes, at en gammel Kvinde med Klør for Negle klemte og truede ham for Brystet, saa han fast holdt paa at opgive Aanden. Hun stirrede langt ind i hans Hoved med grøngule Øine og vilde tvinge ham til noget, han ikke for sit Liv vilde gjøre. Han vaagnede med et Skrig, og da sad Lindelin ophidset og med lysende Blikke i Sengen over ham. Det var ikke at undres over, at Maren red ham, klagede hun; thi hun havde selv ikke lukket et Øie den ganske Nat for den onde Fiskelugt, som stod af ham og forpestede hans Aande og stinkede modbydeligt. Men Kjøbmanden snudde sig til Væggen og sov ind igjen; han havde havt en travl Dag, og tidlig skulde han op og ned paa Bryggen igjen. Da han saa om Morgenen hastig vilde fare i Klæ- derne, sprang hans Hustru i sit bare Linned hen og stillede sig for Døren, at han ikke skulde slippe ud. Der stod hun og stirrede paa ham med stive Øine og hvid som et Lagen. Bævende og varsomt nærmede han sig paa det kjær- ligste til hende, saa med et lidet Strøg paa Linnedet og saa paa Kinden. Men da brast det ud af hende med et Skrig, at al- drig, aldrig kunde hun holde ud, at han blandede sig med saa gemene Folk. Hun var saa ulykkelig, saa ulykkelig. For det følte hun, at gik han nu ud af denne Dør ned til al den Stank, saa svandt med det samme al Kjærlighed af hendes Bryst. Aldrig kunde hun elske en Mand, som der hang Fiskelugt ved. SIDE: 218 Thi her stod hun for at frelse sit Livs Kjærlighed, raabte hun. Og nu, i denne samme Morgen,fik han vælge mel- lem hende og Fisken. Da blev han siddende længe paa Sengekanten med sine Hoser i Haanden og stirre ned i Gulvet og sukke og sukke. Af og til blev han rasende og vilde springe op og rive hende bort fra Døren for at slippe ned til sin lov- lige Handel og Gjerning, hvor nu hver og en ventede paa ham. Men hun stod der vogtende snart med Bøn, snart med Trudsel sprudende i Øiet, snart igjen hang hun ydmyg og sørgmodig med Nakke og Hode. Og, som han aldrig havde set hende saa deilig som just nu, lod han sig synke tilbage i Sengedynen. Der laa han vridende Hænderne, saa de knagede, med ikke andet Ord for sig end: Jeg arme, arme Mand. Da hun nu forstod, at han lidet tænkte paa at mod- staa hende, løb hun hen til han i heftigste Glæde. Hun knælede og kjælede for ham og slyngede sine Arme om hans Hals og kaldte ham for sin Herre, som kunde befale over hendes Liv. Nu først kunde hun rigtig elske ham. Og saa bandt hun ham, at han ikke eiede Udvei eller Magt til andet end at føie hende. I al den Tid, Jægterne laa der med Fisken, holdt han nu Sengen, dels for at skuffe Kunderne, dels og for sin store Græmmelse og Sorg over at maatte slutte med den Forretning, som baade hans Far og hans Farfar før ham var kommet til Velfærd og Rigdom ved. Om Nætterne drømte han ufladelig, at han holdt paa at kværke en Kat, som altid voksede og blev større, saa han ikke raadde med den. Og en Nat, han syntes, han viklede dens Hale om sin Haand og slængte den ud paa Gulvet, vaagnede han ved, at Konen jamrede sig ud af Mørket over, at han havde stødt hende ned fra Sengen. SIDE: 219 Saa blev det da endeligt til, at Kjøbmanden solgte baade Pakbod og Varer og sluttede med al Handel. Og, for at de kunde være længst borte far Fiske- lugten, saavelsom al Tummel af dem, som drev deres Næring ved Havnen, etablerede han sig i Stenhuset med den høie Trappe og Messinggelænderet for oppe ved Byens Torv, eftersom det saa særlig gefaldt hans Hustru. Thi der kunde de nyde baade Musiken og Paraden med den stolte Kaptein i Spidsen, som og se al den fornemme og elegante Verden spadsere forbi om Søn- dagen efter Kirketid. Ikke havde hans Kone nogensinde havt slig Glæde af Livet, sa hun, som siden hun var kommet didop i den rene og lette Luft, hvor alt bare lugtede fint og fornemt. Og intet frydede hende mere end, naar Militæret troppede op og spillede. Men for Fronten tordnede og svang den smukke Kaptein med de begsorte Knebelsbarter sin blanke Sa- bel, saa hun maatte strække Halsen frem og se, hvor han gik. Og saa nødte hun sin Mand ud med paa Paraden. Saa ofte Kapteinen vendte sig og præsenterede, satte hun de spillende Øine forskrækket paa ham og klemte sig med et lidet Skrig ind til Manden. Aa, hvor det var galt, at han ikke var Militær! Men nu vidste hun, hvad hun vilde. Han skulde kjøbe sig ind i Borgergarden, saa kunde hun altid se ham i Uniform. Han maatte, maatte det endelig; det høieste, hun vidste i Verden, var at bli Officersfrue. Men Manden stod derunder med Tungen op i sin hule Jæksel og byttede Fod og tænkte paa Tørfisken baade, hvad Pris, den kunde staa i det Aar, og hvem der vel havde knebet den ene eller den anden af hans gamle Kunder og faat al den store Fortjeneste, som før gik i hans Lomme. Og, som Musiken spillede, syntes han, Fisken slæng- SIDE: 220 tes indover Bryggen, og Vippebommerne gik i Takt, uden at han var med. Derfor svarede han ja og ha baade til det, hun sa om at gaa ind i Borgergarden og om, at de skulde in- vitere de militære, som laa der paa Eksercits for Som- meren, til sig. Men saa tit den smukke Kaptein gik forbi deres Vinduer, saa han ind, og trak hun Øinene hurtig til- bage og rødmede ærbart ned i sit Fang og smilte med de smukke Tænder. Altid barskere og djærvere stirrede han, snoende sin Knebelsbart, som han kunde true med at storme Hu- set. Og da fo'r hun op og flygtede forskrækket med Hænderne for Øinene ind i Stuen. Aa gid, aa gid, hendes Mand vilde se, hvordan Kap- teinen holdt Hodet og Skuldrene og bar sin Taille og marscherede i fast Takt med de klirrende Sporer. Og hun sukkede og vred Hænderne over, at han gik med Fødderne indad og satte Mave til istedetfor Bry- stet. Hvordan skulde hun holde det ud, naar han nu blev Borgerofficer og ludede som en Sjauer, der bar Fisk paa Bryggen og stampede og trampede afsted. Hun var rent utrøstelig ved Tanken paa, at hans Taille skulde vises endda tykkere, naar han kom til at bære et rødt Skjærf rundt om Livet. Aldrig blev hun træt af at minde og eksersere ham. Men, efterat den fine Kaptein var budet til Selskab i deres Hus, indfandt han sig der daglig og blev som en gammel Ven. Intet sparedes for at gjøre ham det komfortabelt og behageligt, saa han altid kom igjen. Da nu Kjøbmanden som bestaltet Borgerofficer viste sig i sin ny grønne Uniform med rødt Skjærf, blev der mellem hans Kone og Kapteinen en Vekslen af Blikke og Kremten bag hans Ryg. Naar den martialske Kap- tein blinkede og lo med Øinene, kunde hun ikke for, at der nogengang kom en liden Leen eller et Jeb og Drag paa Læben. Og mere og mere gjættede han af hendes nedslagne SIDE: 221 Øine og Væsen, at hun var inderlig betaget af Skam og Undseelse over sin Mand, og at Hjerte og Hals kjæmpede med Graad over sin Ulykke og Sorg, at hun skulde være fæstet og bundet til en saadan kluntet og lidet velskabt Person. Men ikke hørte han en Klage af hendes Mund uden- for de bedende Øine, der dvælede ved hans, som de af ham kunde tigge sit Liv. Der var en slig beskeden skjult Ynde ved den tause Maade, hvorpaa hun bar sit Ægteskabs Ulykke, og der- til havde hun et saa behageligt og muntert Væsen, saa Kapteinen blev stedse mere og mere indtaget i hende, og intet mere presserende vidste end at faa komme i hendes Nærhed. Mod Høsttiden, da Afmarschen stod for Døren, blev der den største Sorg og Sukken dem imellem, og kunde han knap den korteste Stund være der fra Huset. Dog, en Dag de sad sammen i Stuen, og Kjøbman- den skred frem og tilbage paa Gulvet i Melankoli over Tørfisken med Hænderne kneppede omvendt over sin Bag, saa han, da han pludselig vendte sig, at Kap- teinen og hans Hustru fo'r fra hinanden og havde megen Lystighed i Øinene. Og han fik nu andet at tænke paa end Tørfisken. Det var, som Gulvet sank under ham, saa fast havde han trot paa sin Hustru, at hun dog elskede ham over alt i Verden. Hele Natten laa han vaagen i Fortvilelse og grub- lede og overveiede, indtil han rent holdt paa at gaa fra Forstanden. At hun, som sov der saa trøstig ved hans Side, -- som var sa fin og skjær og saa fuld af Oprigtighed i de varme spillende Øine og havde alle de hede For- sikkringer paa Læben, -- at hun skulde bedrage ham, det var hverken til at tænke eller tro. Saa satte han sig op i Sengen og tændte Lyset. Naar han rigtig saa ind i hendes uskyldige Ansigt, vilde al Tvil forgaa ham, mente han. Hun laa paa Puden med Kinden op. Og, da han SIDE: 222 lyste hen paa hende, fik hun Skjæret i Øinene og fo'r i Ørske iveiret og fræste som en Kat. Han havde set det haarede Klip og Troldmærket. Men, da hun mærkede, at hans Blik heftede sig stivt paa hendes Øre, greb hun med sprudende grønne Øine hastig ud efter de store Ørenringe, som laa paa Nat- bordet. Dog nu skjønte Kjøbmanden, at det gjaldt Livet. Og han blev liggende stille som et Lys og lod, som han sov og intet havde opdaget, helt til det var Tid at staa op om Morgenen. Det gjøs koldt nedover Ryggen, hvergang han prø- vede at skjele hen til hende, og han maatte bide Tæn- derne fast sammen, at de ikke skulde hakke eller klappre. Men imidlertid gik hans Tanker som Kjepper i Hjul. Han stirrede ind i sin sørgelige Skjæbne. For hendes Skyld havde han mistet sin Næring, og ved deres ny- modens Levevis minkede hans Formue, saa der snart ikke var langt igjen til Kistebunden. Han skjønte nu klart, hvi Jægteskipperen saa hastig og hovedkulds var seilet sin Kaas den Nat, og at han kun havde lagt en Fælde for ham. Om Morgenen ved Hanegal, medens Lindelin endnu sov paa sit grønne Øre, var han oppe af Sengen. Saa skrev han hende et forskrækkeligt Brev til, at hans Kreditorer vilde være over ham alt den næste Dag og rydde og ribbe Huset for alle Eiendele lige til det sidste, de havde at sidde og ligge paa. Og, efter- som han vilde undgaa at med Arrest behæftes, flydde han nu med grædende Taarer af Land, og bad han hende endeligen om at ihukomme ham og bevare sin Troskab. Inde i Spisekammeret pakkede han sammen alle- haande gode og delikate Madvarer og hentede der- efter Tobak og sin Merskumspibe. Dette tog han alt med sig og smeldte haardt i Gadedøren, at det maatte høres af alle i Huset. Og, da han var vis paa, at ingen gav Agt paa ham, SIDE: 223 listede han sig ned i Vinkjælderen, hvor han tændte sin Pibe, smøgede og indrettede sig paa det bekvem- neste. Men, som hans Hustru havde læst Brevet, og hun lidet lystede at stige ned i Armoden, fik hun intet hastigere at gjøre end at tage ind til sig en Krukke med Blaabærsaft. Af den smurte og gned hun sig hist og her, saa hun blev rød og blaa overalt. Derefter iførte hun sig sine fineste Klæder og dy- reste og kosteligste Smykker, saa hun var saa deilig som en Brud. Men Haaret havde hun udslaget, som om nogen kunde revet det ud med Vold. Saa tog hun Kaaben om sig og Sjal over Hovedet, for at ingen paa Gaden skulde kjende hende. Og løb hun saa paa Morgenstunden hen til Kaptei- nens Bolig. Der bankede hun paa og jamrede sig lydeligt. Da Kapteinen saa lukkede op, styrtede hun med op- rakte Hænder imod ham og raabte, at hendes Mand havde opdaget deres Elskov og slaat hende, saa hun var blodig, som han vel saa. Men for denne Haans og Skams Skyld, vilde hun nu gjøre Ende paa sit Liv. Og havde hun ikkun derfor pyntet sig, at hun maatte blive funden anstændig og ærbar iklædt, som det pas- sede for hendes Stand. Dog først vilde hun sige den Mand, som hun el- skede over alt i Verden, sit sidste Farvel, at han kunde se, hun døde for hans Skyld. Da skjælvede Kapteinen saavel af Raseri over, at hun var slagen slig ganske blaa som og af sin hede Elskov. Og vel higstede og svælgede han adskillig i Struben ved, at han saa brat og uventet skulde tumle ind paa Brudeskamlen. Men saasom hun var saare deilig og bar den heftigste Kjærlighed til ham og af den Aar- sag nu var kommet i slig svar Ulykke for hans Skyld, slog han sine Arme om hende og svor ved sit Æres- ord, saa det bragede i Vinduerne, at hun skulde blive SIDE: 224 hans Ægtehustru, som han nu fluksens vilde føre med sig. Imidlertid sad Kjøbmanden bekvemmelig i Trappen til sin Kjælder og stoppede Pibe efter Pibe og smø- gede og hørte, hvorledes de deroppe i Stuen pakkede i Lindelins Kufferter, helt til de drog bort om Aftenen. Men, da Vognen med stor Rammel og Larm durede henover Brostenene, stak han Hodet op af Kjælder- lemmen og saa sig forsigtig om. Og bagefter spankulerede han med Velbehag gjen- nem alle sine Værelser. Samme Kvæld hastede han ned at indmelde sig i Skipperklubben og at opsøge sine gamle Kunder. Den første, han traf, var Jægteskipperen. De sa ingenting, der de sad sammen udover Aftenen i Skipperhuset, drak blot saare tæt Glas om Glas og smilte listeligen. -- Men i hin anden Stad levede Kapteinen i en Rus og Glæde, saa det ganske Aar var som en eneste Hon- ningsmaaned. Han kunde ikke noksom prise Lykken, der havde givet ham en saadan Kvinde. Og aldrig blev hun træt af at stryge i hans Knebels- bart og kalde ham sin tappre Løve. Blot han trak sin Sabel, skreg hun af Angst og faldt ham heftig om Halsen; hun var jo hans lille Kattepus, som aldrig vilde andet end det, han vilde. Endelig havde hun faat sit Livs hedeste Begjær op- fyldt, at hun fik sin daglige Omgjængelse med ingen uden militære; og det var saa Hjertet hoppede i hende, naar Sporerne klirrede, og hun saa al hans stolte Manddom og Mandhaftighed. Paa alle de Steder, hvor den fornemme Verden sta- sede, lyste de to ved hinandens Side, saa at alle maatte vende sig om og se efter dem. Der var ikke en Of- ficer uden, at han hilsede, saa Fjerbusken sopede i Gaden og sagde Fru Lindelin de artigste Kompli- menter. Kapteinen var lige saa stolt af hende som af at præsentere foran Fronten under fuld Musik. SIDE: 225 Hver Morgen kom Oppasseren, som Kapteinen havde havt fra gammelt nu i femten Aar, og knaggede paa Døren og slap hans Støvler indenfor med mange- haande Bud og Besked, saavel fra Regimentet som fra Officersklubben. Men Lindelin vendte sig i Sengen, saa tit han kom. Hun kunde ikke fordrage hans Ansigt, som var et Tyvefjæs, paastod hun. Og Kapteinen var blind, som ikke forstod, at Fyren baade bedrog og bestjal ham og saa havde gjort i al den Tid, han havde tjent ham. Dog Kapteinen lo, thi, at han var ærlig og tro, vidste han vel, og det var langt fra ham at skille sig ved sin gamle, prøvede Tjener. Men en Morgen udbrød hun i stor Heftighed, at hun grant saa paa Karlens Øine, at han spionerede dem ud for at føre Historier om dem til de andre Officerer, saa at de kunde være baade til Spot og Latter for den Slyngels Skyld. Og hun faldt i utrøstelig Graad over, at hendes Hus- bond ikke havde større Kjærlighed til hende end til et simpelt og nedrigt Tyende. Den næste Morgen, da hun saa, at Kapteinen endnu ikke havde git ham sit Løbepas, trods han vidste, hvormeget den Knægt bød hende imod, henfaldt hun i haard og stiv Krampe. Da kom Kapteinen i stor Vaande og tyggede og sled i sin Kebelsbart. Saa slog hun sine Arme om hans Hals og bad og tiggede ham for sit Liv om at føie sig i, at hun blev kvit den Skjelm af Huset. Men Kapteinen kremtede og klappede hende og holdt sig standhaftig for sin gamle Tjeners Skyld. Dog hun blev kold som Is og skjælvede og veg og satte underlige Øine paa ham. Det var, som hun følte Had ved hans Nærhed og rugede paa, om hun maatte slukke ud al sin Elsk til ham. Da bad og besvor Kapteinen hende under stor Kvalt- hed i Røsten, at hun ikke for en slig Grilles Skyld maatte tage sin Kjærlighed fra ham. SIDE: 226 Men, saa tit han bønfaldende trak hende til sig, gled hun fra ham lig en Søvngjængerske, som hverken saa eller hørte. Og mod Kvæld lagde hun sig stiv hen og vilde intet svare. Da han saa rev sig i Haaret og faldt paa sine Knæ, skreg hun i Vildelse, at enten skulde han gjøre Skils- misse med hende eller med den Karl. Heller ikke maatte han faa en hæderlig Afsked, men udvises og jages for alles Øine som en utro Tjener. Men Kapteinen syntes, den smukke Lindelin blev ham for dyr, der han nødt og tvunget maatte handle imod sin egen Ære, saa han ikke mere turde slaa Øi- nene op paa den ringe Tjener, om han siden mødte ham. Efter dette var hun igjen hans egen lille Kattekilling og i perlende Humør. Hun vidste ikke, hvad hun skulde finde paa for at gjøre ham tilpas. Epauletterne skaffede hun skin- nende pudset med Kridt og Støvlerne saa blanke, at hele Regimentet kunde speiles i dem. Medens Musiken spillede, og Trommerne hvirvlede, og Soldaterne marscherede ét to, ét to, og tip tap, kunde hun aldrig blive mæt af at se sin Kaptein, naar han skreg og svang Sabelen i Solen allerforrest. Og Kapteinen dreiede lunt sin Knebelsbart, naar de andre Officerer skelede og havde sine Øine kun til den K ant, hvor hun var, og kappedes om at række hende de prægtigste Buketter. Men én Gang just, som han tordnede som værst til Anfald Geværet! hændte det, at alle Tilskuerne pludse- lig vendte Hoderne efter en ung Præst, som gik op ad Gaden i Samarie og Pibekrave om Halsen. Og næste Søndag blev Pladsen helt tom for Til- skuere, fordi alle maatte i Kirken og høre paa den ny Præst, som var kommet til Staden. De fineste og fornemste Herrer og Damer stormede did og trængtes i Iver og Heftighed om at komme først. Da blev ogsaa Lindelin saare begjærlig efter at se SIDE: 227 og høre ham, som de alle løb efter. Hun var saa for- hippet, at hun knap kunde bie til Ugens Ende. Saasnart det lysnede af Morgen paa Søndagen, væk- kede hun Kapteinen, for at de kunde være betids ude. Og, da de var tidligt ved Kirkedøren, før den aab- nedes, og biede og holdt hart ved, naade de frem i den forreste Stol. Der sad hun den hele Tid stiv som et Lys og stir- rede paa Præsten. Aldrig havde hun set et saa deiligt Ansigt. Og Natten efter laa hun og kastede sig og græd og tudede over alt det syndige Liv, de førte der i Huset med Kortspil og Turing og alskens Letsindighed, saa Kapteinen ikke fik lukket et Øie for Suk og Jammer. I de næste Dage talte hun lidet og gik vemodig og resigneret i sin Skjæbne, at hun skulde være bundet i saamegen Verdslighed. Og, naar Kapteinen vilde opmuntre hende og spøgte og lo, saa hun paa ham med bedrøvede Øine, der stumt bebreidede ham, at han kunde henfalde i slig tankeløs Glæde. For sin gode Freds Skyld, at hun ikke maatte for- tvile og fylde Huset med Sukke saa lang, Dagen var, maatte han nu følge hende saavel til Morgenandagt som Høimesse og Aftensang og derhos til alle de op- byggelige Møder i Ugen. Som Præsten var kommet høilig paa Moden, blev Trængselen større og større. Og undredes han meget, saa han hartad forvirredes i Talen, over den skjønne unge Frue, som altid sad der urørlig og stille lige foran Prækestolen og stirrede paa ham med funklende Øine, der end mere glimrede af hendes Taarer, saa hun fast saa ud som en Helgen. Men af og til pintes Kapteinen af Kjede ved den lange Prædiken, saa han kremtede vældigen og satte Hælen i Gulvet og snoede sin Knebelsbart langt ud. Da gnistrede hendes Øine slig grønt paa ham, som han vel huskede og kjendte; og straks bøiede han Hodet ned og blev spag. Hjemme fandt hun nu liden Smag ved alt, hvad han SIDE: 228 sagde og gjorde efter sin Krigsmands Skik og Vane. Hvi talte han saa høit, og traadte han saa fast og dundrende, naar han dog vidste, at han gik med Af- grundens Forskrækkelse under Fødderne. Og denne hans Snurren paa Knebelsbarterne var hende inderlig imod, særlig som han dreiede dem saa trodsig opad istedetfor i Ydmyghed at glatte dem, saa de blev hængende nedad. Og, naar Kapteinens Støvler nu kom blankede ind, rystede hun sørgmodig misbilligende paa Hodet; thi med dem skulde han efter sit forfærdelige Haandværk vade i Blod, og Sporerne klirrede af Hovmod og al vederstyggelig Grumhed. Saa tit hun kom fra Forsamlingerne, var hun fast ikke til at tale med for Kapteinen. Hun vred Hæn- derne og stønnede, at hun var en ulykkelig Kvinde, som sad her fangen i ikkun Verdensglæder, som i et Bur. Men en Dag iførte hun sig en saare klædelig snever sort Kjole af Silke med fine Kniplinger for Hals og Ærmer og biede den Tid, hun vidste. Præsten kom hjem fra Aftensangen. Da bankede hun sagte paa hos ham. Men ved hans Kom ind aabnede hun ikke Døren. Og atter bankede hun frygtsomt paa, saa han selv tilsidst maatte lukke op. Hun blev staaende inde paa Gulvet med Bæven, og kun engang imellem slog hun Øinene op med Graad paa ham. Da nødte han hende til at sidde ned. Han syntes usigelig Synd i den unge, deilige Kvinde, som var saa opfyldt af Sorg. Og han lagde sin Haand varligt paa hendes og bad hende inderligen, at hun skulde oplukke sig og betro ham, hvad der laa hende saa tungt paa Sinde. Men hun rystede blot paa Hodet og sukkede, at hun var en stor Synderinde. Men, som han meget nødte hende, aabenbarede hun ham under svare Sukke sin Samvittigheds Pine og SIDE: 229 dybe Fortvilelse over at være fæstet og bundet til en Ægtefælle, hvis Haandtering ikkun var Mord og Blodsudgydelse. Først ved Præstens Røst, der var hende som Him- melens Klokker, var hun blevet vækket, og hendes Øine ret opladte til at indse den Fortabelsens Skjæbne, som hun i sin Troskyldighed var lokket ind i. Og hun græd bittert, saa Taarerne vædede hans Haand. Men, da han fornam, at hun var i Sjælenød, talte han længe og mægtig til hende, saa hendes Bedrøvelse meget husvaledes. Og hun bad ydmygeligen med sagte Røst om, at forundes at faa ham slig i Tale nogen Gang igjen, naar hendes Trængsel ikke blev til at udholde. Og, eftersom han lovede dette, gik hun bort nær med Glæde. Men den unge Præst drømte siden den ganske Nat om det taknemmelige Smil, hun gav ham til Afsked. Dog for Kapteinen blev det en haard og strabadser- lig Tid; thi ikke manglede det paa, at hun lod ham forstaa, hvilket vidrigt Væsen der fulgte med hans Profession. Ikke kunde han vægre sig for engang imellem efter sin Omgang og Tur at indbyde Officererne til en L'hombre eller Whist eller Boston, hvorunder de røgte Tobak og nød stærke Drikke og fortalte Historier ud- over Aftenen, saa Latteren skraldede. Da gjaldt det for Kapteinen at holde Kontenancen, der han sad med svedig Pande og agerede lystig, og vidste, at hans Hustru gik hel lummer indenfor i Soveværelset. Og forløb det heller ikke bedre end, at han en Aften, da Officererne under Sang og lystig Tale vel var bort- gangne, fandt hende reiseklædt og som færdig at drage af Huset. Under dybe Støn sukkede hun, at længere kunde hun ikke udholde dette syndige Levnet. Hun maatte ryste Støvet af sine Fødder og forlade dette Verdens- SIDE: 230 glædens og Letsindighedens Hjem og fare ud noget- steds og gjøre Bod. Men Kapteinen, som var glad og opstemt efter Sol- det, stillede sig i Døren med Favnen vid aaben og raabte, at ikke slap hun ud fra ham i Mulm og Mørke. Dog, hun saa høitidelig paa ham og knyttede sin Hat under Hagen. Da blev han forfærdet og fo'r hen og holdt i hendes Kjole. Under mange Kjærtegn bad og tiggede han, at hun dog ikke maatte forlade ham og gjøre ham saa ulykkelig. Hun maatte nævne hvadsomhelst, og han skulde intet nægte hende. Ja, for at se hendes deilige Øine uden Taarer, vilde det endog være han største Plaisir, om hun inviterede lutter stille geistlige Per- soner til Huset. Men hun rystede blot bedrøvet paa Hodet og kla- gede og jamrede sagte, at for sin Samvittigheds Skyld kunde hun ikke blive i et Hjem, hvor Tobaksluften stinkede og dampede ved Dag og Nat, som en Røgelse til den onde. Da stirrede Kapteinen en Stund i Gulvet. Men, som hun rykkede sin Kjole til sig, for at slide sig løs fra ham, raabte han erbarmelig, at aldrig skulde den Urt Tobak dampes af hans Mund eller endog tygges, om hun blot igjen vilde lade sig trøste og forsone. Saa opgav hun sluttelig sit Forsæt. Dog Kapteinen skelede siden tit og ofte hen til Væg- gen, hvorfra hans Hustru havde nedtaget Piberne og han tordnede græsselig ude ved Regimentet af sit onde Humør. Men, ret som det var, tyde Lindelin nu hen til den unge Præst. Og altid mere vandt han hendes Fortrolighed, saa deres Samtale stedse drog sig længere ud og de ofte hartad havde ondt for at skilles. Af sit Hjertes Oprigtighed betroede hun ham der- under ogsaa alt, hvad hun vidste om Menigheden, særlig om de andre Fruer og Frøkener, hvordan de SIDE: 231 hviskede bag deres Lommetørklæder endog i selve Kirken; og lige efter at have fældet Taarer, saa det vel saa ud som den sande Ruelse, fløi som gale efter Pynt og Stas i Selskaber, ja endog dansede med de værste Spottere. Naar Samtalerne var tilende, og hun igjen var borte, sad Præsten længe og sukkede og længtede saart efter, at hun maatte komme snart igjen. Men om Søndagene iagttog Kapteinen med rynkede Bryn, hvorledes Præsten hele Tiden kun vendte Talen til hans Hustru, og hendes Øine igjen hang ved hans Læber. Altid frommere og mere andægtig ludede hun med Hodet. Og, som Kapteinen sad og hang og saa og saa paa hende, skvat han en Dag op og blev ganske hvid i sit Ansigt. Thi der, hvor Guldbaandet fæstede i Øresnippen, løb som en Rand af noget mørkt Haar, og der var grant at se et Klip fuldt af grove, tætte Stubber Dyre- haar, som ikke kan tilligge et Menneske. Nu forstod han Troldets Væsen og begreb hendes vredne og uræsonerlige Villie og Halsstarrighed som og al hendes Troldforlibthed. Saalænge Tjenesten varede, sad han saa stiv som en Støtte og holdt Haanden paa sit Sværd. Hans Agt var at skille hende af med Hodet, straks de var udenfor Kirkedøren. Dog, som han overveiede, at Øvrigheden og andre kanske ikke vilde saa som han skjønne og eragte, at hun havde et Trolds Natur, gled Haanden sagtelig ned fra Sværdfæstet. Han indsaa, at han i dette vanskelige Tilfælde maatte hellere fare listeligen frem. Da han kom hjem, gik han op og ned af Guldet med meget betænkt Mine og kastede Blikke paa Hustruen, saa hun rent forundrede sig. Af og til stansede han foran Væggekartet med de store Globuser af Jordens to Halvdele og tog Maal med Fingrene. SIDE: 232 Og for hvert Spand med Pege- og Tommelfinger, regnede han høit et tusind Mile og et tusind og saa et halvt Spand, som var fem hundrede. Saa rystede han paa Hodet med dybe Sukke og stirrede paa hende. Lidt efter var han henne og grublede saare fortænkt ved sine Pistoler. Og, da nu Tiden kom til Aftensangen, undskyldte han sig med mange venlige Ord, at han ikke var istand til at følge hende, eftersom han havde faat et saa al- vorligt Anliggende at tænke paa. Men, hvad det var, kunde han ikke meddele hende før om Aftenen. Da hun, drevet af sin Nysgjerrighed, ilsomt vendte tilbage i Mørkningen, hørte hun Kapteinen veksle høi- røstede Ord med nogen inde paa Kontoret, og hun stillede sig ved Døren for at lytte. Der taltes om mange underlige og forskrækkelige Ting, om glubende Løver og Tigre, som maatte fældes, om farlige Slanger og græsselige Urangutanger i Ur- skogene, og om de indfødte, som skjød med giftige Pile og stegte og aad Krigsfanger, men tog de hvide Kvin- der til Slavinder, naar de var smukke, og deres lange Haar ikke for stærkt fristede til at skalpere dem og trække af dem Hovedhuden. Derimellem stønnede og sukkede Kapteinen: Min stakkars Lindelin, min stakkars Lindelin; jeg véd, hun følger mig til Jordens Ende. I hel Forfærdelse aabnede hun Døren, og saa da, at den gamle Oppasser, som hun saa inderlig hadede, laa paa Gulvet og pakkede allehaande Reiseklæder og Vaaben, saa at Værelset var i én Forvirring. Men Kapteinen kom komfus ud, som han endnu ikke havde ventet hende. I den anden Stue kastede han sig i en Stol, slog sig for Panden og saa bedrøvet paa hende: Saa var da Stunden kommet, raabte han, da det fik briste eller bære og hendes Kjærlighed staa sin Prøve. Thi endnu inat, naar Skibet gik, maatte hun være SIDE: 233 ham følgeagtig til et fjernt bortliggende Land, som kaldtes det sorte Afrika. Der havde han forbundet sig til at føre et Regiment i Krigen mod de vilde. Dog, hun behøvede ikke at forskrækkes eller frygte; thi saalænge en Draabe Blod flød i hans Aarer, skulde hun være sikker og tryg mellem Kanibalerne. Og, tog Kampen end endel Aar, vilde Lønnen blive uvisnelig Ære og Berømmelse. Ingen anden skulde følge ham end hun og hans gamle tro Tjener, som han nu indsaa, han havde gjort den største Uret. Og derpaa raabte han ind paa Kontoret og spurgte, og Tigerriflen var lagt i Læderhylsteret og Spræng- granaterne vel forvarede. Da smilte Lindelin blidt og spurgte blot beredvillig om, naar Skibet skulde gaa. Men Kapteinen kjendte Øinene slikke med grønt Lys paa sig. Da hun fik høre, at det ikkun var nogle Timer til Afreisen, mente hun, at saa var det paa høie Tid for hende at fare ud i Staden og gjøre de nødvendige Ind- kjøb, til hvilken Ende hun maatte ha mange Penge. Og hastig var hun henne i Lommebogen, og tog, hvad der var. Lige efter fo'r hun ind i Soveværelset og rapsede af Skuffer og Gjemmer alle sine Smykker og Dyrebar- heder, dem hun samlede ned i en Haandkuffert. Saa smeldte Gangdøren igjen efter hende. Siden var hun ikke at se i Huset. Men Kapteinen, som om Eftermiddagen havde været hos den øverstbefalende og faat Permission for at studere Krudtets Sammensætning i de forskjellige europæiske Lande, pakkede sine Reiseeffekter og fo'r ved fastsat Afgangstid i Springmarsch ombord med sin gamle Oppasser. Samme Nat vækkedes den unge Præst ved, at der ringedes paa hans Dør. Udenfor i Maaneskinnet laa en Kvinde sammensun- ken paa Trappen. SIDE: 234 Da han saa til, var det den unge Kapteinsfrue. Hun vred og jamrede sig og hverken talte eller hørte, hvad han sagde. Men, da han nu reiste hende op, blev hun ganske bleg hvid og besvimede i hans Arme, saa han maatte løfte hende indenfor. Medens han bar hende, slog hun sine Hænder i For- tvilelse om hans Hals som et Barn, der intet véd af sig, men hænger ved af sin Utrøstelighed. Da stænkede han hendes Ansigt med Vand og lod hende lugte til nogen stærk Eddike. Men, da hun en Stund havde ligget stille hen, sprang hun pludselig i Forfærdelse op og stødte ham fra sig og raabte: Præst, hvi er jeg her? Eller drømmer jeg kun, at Du er hos mig? Saa spurgte hun hulkende: Hvorfor handlede Du saa, at Du tog en anden Mands Hustru ind i dit Hus, og gjorde os begge den Vanære? Og med smilende Taarer berettede hun, at hun havde forladt sin Mand i denne Nat, fordi han vilde føre hende ud i et Syndens Liv fuldt af Mord og Drab og slig Vederstyggelighed, at Blodet størknede og stiv- nede i hendes Aarer af Gru. Men at lide for sin Samvittigheds Skyld var nu blevet hendes Glæde. Hun vilde ikkun leve for at gjøre Bod og bekjende for Menigheden sin Synd. Og med nedslagne Øine og dyb Undseelse skriftede hun for ham, at hun havde en stor jordisk Kjærlighed at afbede, saa, naar den Person, hendes Hjerte var henfalden til, ikke var hende nær, blev alt hende som idel Mørke. Da blev Præsten meget forvirret og omspændt af mange Tanker. Denne deilige Kvinde forstod i sin store Enfoldighed ikke, at Verdens Domme var giftige Pile. Dog, ikke havde han tænkt at søge hen i den hellige Ægtestand endnu paa mange Aar. Men, eftersom hun drog ham saa usigelig ved sin SIDE: 235 Skjønhed og Fromhed, saa hun fast var som et uer- farent Barn paa denne Verdens Ting og dog lig en Helgen i Hjertets Dybde og Renhed, opsteg der i hans Sind en Beslutning. Og han fæstede sine Øine med stærk Magt ind i hendes og spurgte, om hun efter Skilsmissens lovlige Tid vilde blive hans Hustru? Bevæget og skjælvende gav hun ham Løftet i et stille Kys, som knap rørte ved hans Pande, fast han kjendte det som Ild. Men Lindelin vandrede bodfærdig under Skilsmis- sens Tid og Frist, ensom og ydmyg, altid under et graat Hoveddække. Og hun blev æret nær som en Helgen. Saaledes forløb Adskillelsens lovlige Tid. Da nu Præsten mindede hende om hendes Løfte, sænkede hun Hodet og lovede at blive ham en Hustru i hans Hus. Der blev da stor Glæde i Menigheden. Og bragte hver sin Gave til Brudehuset, saa der skinnede af Sølv og Guld. Der kom Lysestager og Opsatser, Syborde og Skrive- borde og Lintøi og Lagener med allehaande Kniplin- ger og Gulvtepper af de Brüsseler lige ud i Kjøkke- net, -- alt i de tækkelige Mønstre og Farver, som kunde passe i et saadant stille aandeligt Hus. Og holdtes ogsaa Bryllup i beskeden Stilfærdighed, saa Brude og Brudepigerne som ogsaa Følget var klædt kun i mørkt som til en Søndag i Kirke. Nu oprandt der søde Honningmaaneder i Præstens Hus, saa han nær trode sig i sin fromme og deilige Hustru at eie Himmelen paa Jorden. Og hendes Iver og Opmuntringer og Formaninger til, at han ikke skulde aflade i sit Kald, blev ikke mat- tere, som Tilfældet med mange Hustruer; men altid kraftigere. Trods Regn og Sne og Slud eller Mørke lukkede hun ham ud, at han kunde virke i sit Embede. SIDE: 236 Selv samlede hun de frommeste Fruer og Frøkener ved sit Kaffebord til opbyggelig Samtale. Og randsagede de da i Alvor og Kjærlighed sit Lev- net og sine Hjerters Tilstand, der bar Fromheden kun som en Kappe, hvormed de skjulte sit Hovmod eller endog forfængelige Begjær efter at tilvende sig An- seelse i Menigheden. Der blev sukket over manges Skrøbelighed, og med sænkede Øienlaag kom meget for Dagen, som høilig maatte bedrøve et fromt Hjerte. Alle lod de af deres Væsen og Tale vel fremskinne, at Lindelin var det stille Lys, ved hvilket Præsten tændte sin Fakkel, og at hans Kraft var hende at til- regne. Men bagefter gav Præstefruen sin Husbond al nød- vendig Besked, at han kunde vide, hvor han skulde vende sin Nidkjærhed til Revselse og hvor til Trøst og Opmuntring. Saa tidlig som Morgenen randt, mindede hun ham om, at Dagen var der, og at der altid var en Sjæl at frelse, om han saa skulde søge den paa Gaden. Naar hun saa havde opfyldt sin Pligt som hans Medhjælp, sov hun trøsteligt og sødeligt ind igjen, saa hun fast murrede og knurrede i sin Hovedpude af sin gode og behagelige Bevidsthed. En Nat, han mødigen og silde kom hjem, vaagnede hun og strakte sig og sagde, han havde vækket hende af saa skjøn en Drøm. Hun havde set ham blive gre- bet og pint som Martyr, og de havde just begyndt at vrænge og flænge hans Hud af ham. Da stirrede han vist paa hende, og Sveden brast ud af hans Pande. Men hun raabte, medens hendes Øine spillede paa ham i et underligt Lys,han ei før havde set hos noget Menneske, at hun intet hellere vilde ønske end, at han daanede midt i sin Gjerning paa en Søndag for hele Menigheden, saa alle kunde se hendes Nidkjærhed, at hun ikke holdt ham tilbage i noget. Da prøvede Præsten sig i sit inderste Hjerte og SIDE: 237 tænkte, han havde været hovmodig, at han i sin Skrø- belighed havde begjæret en Kvinde, der stod saa høit over ham og nær var fuldkommen. Men ved Fru Lindelins Kaffebord blev der i denne Tid megen Tale og Forargelse. Hver vidste at berette om Mænd og Kvinder, endog af de mest ansete, som begav sig hen at se det ny Be- riderselskab, der var kommet til Staden og holdt Cirkusforestillinger under stor Larm og Tummel og Musik. Der sukkedes meget over den Fristelse, som her var udlagt som en Snare. Halvnøgne Mænd, kun i Tricôt, stillede sine Lege- mer frækt tilskue, og Kvinder fo'r i de usømmeligste Klædebon fra Hesteryggen gjennem Tøndebaand og gjorde Kulbøtter i Luften, saa hvert Menneske maatte blues. Store røde Plakater trak som med Helvedes Ind- skrift paa hvert Hjørne Folket ind ved allehaande be- snærende Løfter, medens Trompeterne skingrede ud fra Cirkustaget. Og de berettede og beskrev, den ene mere mistrøstig end den anden, Fristelsernes Art og Natur og ud- malte dem i de nøieste Omstændigheder. Atter forlød det, at der var ganske nyt Program. Da talte Fru Lindelin med stor Kraft til Præsten, at her ikke var Tid for Svaghed og Lunkenhed. Det gjaldt om at bespeide den ondes Fæstninger, om de skulde beseires og overvindes. Derfor maatte han endnu selv samme Aften, som var den første med det ny Program, følge hende til Skuepladsen, saa de begge kunde se og dømme. Men Præsten rystede paa Hodet af hendes glødende Iver, som ikke ansaa verdslige Hensyn. Og han talte for hende, at saadant ikke sømmede sig for Folk i deres Stilling. Da haanede hun ham i hans Ansigt og spyttede og jebede af Foragt for hans vamle Frygtagtighed. Og, som Præsten med varme Ord vidnede, at hans SIDE: 238 Tanke var ren, svarede hun og mente, hun havde givet sig hen kun til en Hykler, om han ikke beviste det anderledes nu i Gjerning. Da lovede han med sin dybeste Gravstemme, at han vilde følge hende, om det var lige i Døden. Og samme Aften sad de paa den Plads i Cirkus, hvor de bedst saa Beriderne, hvor og hele den for- nemme Verden var. Præsten var da den ganske Tid som en bleg Støtte, færdig til at oplade sin Røst. Men hun holdt ham ved Albuen og hviskede og varede ham, at hans Tid endnu ei var kommet. Men, naar den behændige Berider suste forbi paa Hesten, saa Sandet sprudede, spillede Lindelins Øine paa ham over Viften, saa hans Blik snart ikke mere aflod fra hende. Saa tit han elastisk dissede paa Hestens Ryg for at vove Spranget over Linen, smilte han hen til hende. Og, naar han lykkelig og vel kom ned igjen, ud- stødte hun et lidet Skrig af sin Angst for ham. Næste Morgen fik hun knap Søvnen ud af Øinene, før hun med stor Iver udbrød, at nu gjaldt det ikke at være vaklende eller i nogen Maade vige, saa Folk kunde se og skjønne, at det kun var Nidkjærhed, som drev dem. Og, eftersom Præstens Embede kaldte ham andet- steds, saa hid og saa did, vilde hun for sin Person alene trodse al vrang Udlæggelse og sidde der, hun sad, hos Beridertruppen hver evige Aften baade i denne som og i næste Uge. Hun havde for sikkert hørt, at der igjen vilde komme nyt Program endnu mere lokkende og bestikkende endog, end det forrige. Som Præsten var en meget øvet og forfaren Sjæle- kjender, opsteg der et Øieblik som en Tvil i hans Sjæl, om der kunde være noget Element af Fristelse og Dragning ogsaa hos hende. Dog, da han saa, hvorledes hendes Øine lyste af Begeistring, forkastede han saadan Tanke. Men, hver Aften, saa snart Musiken lød, og Paukerne SIDE: 239 dundrede paa Cirkus, indfandt hun sig og tog sin Plads saa nær ved Barrièren, at Sandet sprudede op paa hende af Hestene. Saa tit den smukke Berider fo'r forbi staaende op- reist paa Hesteryggen, bøiede han Hodet med det sorte krøllede Haar, der glinsede af Pomade og saa langt og ildfuldt paa hende med sin fiffige Mine. Og hun gav ham forborgne Smil bag Viften. Han blev altid holdende med Hesten, hvor hun sad, indtil den trykkede og ryggede mod Gelænderet. Naar Huset saa rystede af Applaus og Fanfare, og han kom ganske nær, vidste hun behændig at kaste en enkel Rosenknop, saa den hægtede sig ved hans Bryst eller Sadel. Og Berideren trykkede med betydningsfulde Blikke Blomsten til sine Læber, og da talte og hviskede de lønlig sammen, medens hendes Øienstene fordækt rul- lede under Laagene. Men Præsten gik trøstig i sin travle Gjerning. Dog, en Aften, han kom hjem til sit Hus tidligere end ellers, og han stod og aftog sin Præstekjole, blev han saare betænkt. Thi istedetfor de vanlige fromme Toner fra sin Hustrus Læber hørte han, hun gik og nynnede inde i Sovekammeret paa Stumper af letsindige Melodier, dem han syntes, han vel erindrede fra hin Aften, han sad i Larmen og Hestetumlen. Da han saa ind til hende, stod hun og klædte sig for ogsaa denne Aften at besøge Beriderne. Hun stod just og vandt op sit Haar med en Rulle- pinde for at det skulde krølle sig i allehaande Lokker. Og han maatte vel undre sig, eftersom hun var vant til at bære det tugtigt og glat nedtunget. Medens hun holdt Lyset op for Speilet for bedre at se, nærmede han sig paa skjælvende Fod. Men han stansede som slagen af Lynet. Thi just paa det sted, hvor Ørenringen med den grønne Sten pleiede at fæste, faldt Lysskjæret lige paa et stygt, haaret Klip, der gabede som det aabenbare Troldmærke. SIDE: 240 Medens han endnu som fastnaglet stirrede ind i Speilet, blev hun ham va'r. Der skjød to grønne Glimt op i hendes Øine, og med ét blaaste hun ud Lyset. Da det igjen var tændt, havde hun hastig vidst at faa sat Ørenringen ind. Og hun begyndte at sukke og tale bevægelige Ord om, at hun maatte gaa en daglig Bodsgang til hin Syndens Hule. Medens hun vedblev at smidske og smyge og glide om ham og spørge til hans Gjerning tog Præsten ikke Øinene fra hende. Stirrende stivt paa hende og holdende hende fra sig med Blikket, gik han baglænds ind i sit Studerekam- mer. Der fik han grebet i den sorte Bog fra Wittenberg. Og nu begyndte han at mane. Under Læsningen slog hun Øinene sky op paa ham og lod uskyldigen, som hun ikke forstod, at det var andet end Præstens Aftenbøn. Men længere og længere smøg hun sig undaf. Og hastigere og hastigere svindsede og listede hun om i Skuffer og Rum og rapsede og tog. For hver Dyrebarhed, hun rørte ved og gjemte ned i Reisesækken, gik det rappere og rappere, som om hendes Fingre brændte. Guld og Sølv smat ned. Hun sopede til sig som Katten karrer Gløder ud af Ilden med Poten. Saa gled hun lydløst ud af Døren. Men paa Cirkus lyste og dundrede det. Musiken spillede, og Hestene jagedes med hep, hep og slog og dunkede i Barrièren, medens Piskene smeldte, og Publikum skreg og trampede. Men, da Berideren, som de raabte og klappede til, saa Bygningen rystede, red ud, stod Lindelin pludse- lig ved hans Hest og strøg den og lo op til ham med funklende Øine. Og hvergang han igjen kom sprængende uf fra Are- naen, stod hun der paa samme Vis og klyngede og strakte sig op mod ham. SIDE: 241 Og de hviskede og snakkede længe sammen. Saa spurgte hun med hede Blikke, hvilke var hans to aller raskeste Løbere. Og, da han pegede ud en sort og en hvid, bød hun Staldmesteren lægge Sadlerne paa dem, saasnart det sidste Ridt var tilende. Samme Nat var hun flygtet af Byen med den smukke Berider. -- -- Og mange Uger gik der ikke, før Truppen holdt Indtog med staselige Heste i en langt bortliggende og fjern Stad. Musiken og Paukerne dundrede og skignrede, og store blaa og gule og røde Plakater lyste paa alle Gade- hjørner med Afbildningen af deres Primadonna, den uforlignelig deilige og hidtil uovertrufne Skolerytter- ske Lindelin. Paa Arenaen red hun i lang Fløilskjole med Herre- hat og en straalende Agraffe i Brystet. Af og til berørte hun let Hesten med den fine Ride- pisk, hun førte i sin elegang behanskede Haand, og fra den noble Skridtgang slog den saa om i et eller andet nydeligt dansende Gallop, hvortil den var indredet. Saa tit Fodskiftet forandredes, smilte hun op til de fornemme Loger og gav tilkjende, at hun vidste, de kun rigtig forstod det. Men til Publikum, som klappede, nikkede hun let, som hun helst ønskede den rette Opmærksomhed og intet for sin Person. Og, naar hun havde redet det fulde Antal Gange rundt Arenaen, berørte hun Hesten med Pisken paa begge Bove for at lade den knæle til Afsked. Da brød Tilskuerne, der ikke havde faat Luft for sig for al den Nobelhed, ud i øredøvende Raab og klap- pede og trampede som rent ude af sig. Men den anstandsfulde Skolerytterske bevarede det samme fine vemodige Smil, som viste, hvor uberørt hun var af deres Ros. Og Aften efter Aften blev Publikum mere stormende begeistret for den skjønne Lindelin. SIDE: 242 Men, naar hun fulgt af Bifaldsraabene og Blomsterne kom ud fra Skuepladsen, og den smukke Berider ven- tede for at modtage hende og løfte hende af Hesten, stødte hun ham nu oftere og oftere heftigt fra sig. Hendes Øine sprudede stedse vildere, og hun jebede og skreg til ham, at han stinkede af Stald og var i alle sine Lader med sit behagelige Grin saa plump som en Staldknegt. Dog Berideren havde sin Vis fra Hestene at tugte og dressere for Nykker. En Aften, da Taalmodigheden forgik ham, tog han sin største Svøbe med ind i Sovekammeret. Og, da hun nu raabte, at derinde ikke var nogen Staldremisse, taug han som en Mur, til det rette Øieblik, da hun var kommet i Natdragten. I samme Nu hven Svøben i Luften. Da fo'r hun imod ham og vilde hugge ham i An- sigtet med Neglene. Men Slagene faldt og sved, og alt det hun krympede og vred og krummede sig og skreg og dansede og baade hylede og vinede, suste Svøben kun desto ubarmhjertigere, og snode den flettede lange Piske- snert sig om hendes Krop med røde Striber, saa hun tilsidst dreiede sig rundt som en Top. Pludselig kastede hun sig ned og slæbte sig over Gulvet hen til ham paa sine Knæ, og med Øine fulde af den største Kjærlighed og Anger kyssede hun Piske- snerten. Og saa elskelig og sød og ydmyg og angrende en Viv som hans Lindelin havde Berideren ikke troet, der kunde gives i Verden. De næste Aftener viste hun for Tilskuerne et yndigt stille Væsen. Hun red med sænket Hode og nedslagne Blikke, saa de mørke Fløils Øienfryndser skyggede Kinderne; men, naar hun gløttede op paa Berideren, spyde Øinene Ild. Blandt dem, som indfandt sig i Cirkus for at se Skoleryttersken, var en høi Statsmand, som nys var ankommet til Byen. Han havde netop mistet sig Hu- SIDE: 243 stru, og var rent utrøstelig, og han havde foretaget denne Reise kun for at adsprede sig i sin dybe Sorg. Vel havde Lindelin før set den lille Mand med det kridhvide Haar og den høie, smale Skaldepande sidde der paa en af de fløilsbetrukne fornemste Pladser. Men nu, han kom med de mange Ordener under Overfrakken fra nogen Societet, hvormed de havde æret ham, slog hun pludselig under Ridtet Øinene funk- lende op lige paa ham, saa han studsede. Siden saa hun hver Aften hastig og sky op til ham, som en ung, nysgjerrig, sværmende Pige, der aldrig kan faa nok af Synet. Naar han strakte sig og klappede til hende, opda- gede han, at hun skjælvede paa Haanden, som holdt Tøilen, og bøiede sig i usigelig Forvirring over He- stens Hals. Han mærkede grant, at ved enhver af hendes Præ- stationer var det ene og alene ham, hun havde i Tan- kerne. Da smekkede han paa Snusdaasen og tog sig be- tænkt den ene Gang efter den anden en Pris. Og, som han under disse sine smaa Funderinger engang heldede sig langt udover for at se efter hende, tabte han sit Lommetørklæde. Men Lindelin vendte Hesten med Kaprioler og lod den knæle. Hun tog Tørklædet op paa sin Ridepisk og rakte ham det med en straalende og spillende Fryd i Øinene og et saa henrivende barnsligt Smil fra fri- ske hvide Tænder, saa den gamle sorgfulde Herre blev helt oplivet. Og den ganske Nat syntes han, det var som en Glæde og Lise at dvæle ved Erindringen om den stolte, noble Skolerytterske, der saadan havde fundet paa at give ham sit Sværmeri. Ved de efterfølgende Forestillinger var det altid som det glædeligste Gjensyn dem imellem; og gav hun ham, straks hun blev ham va'r, et Overraskelsens Smil, saa hans Hjerte bankede. Og, naar hendes Øine tilsidst om Aftenen hang dvæ- SIDE: 244 lende ved ham til Afsked, blev det mere og mere som en sørgelig Skilsmisse. Da Dagen for den gamle Herres Afreise endelig var fastsat, mente han nu, Aftenen forud, at kunne unde sig et sidste Syn af den fortryllende og interessante Skolerytterske, der i saa høi Grad havde beskjæftiget ham. Hed og begeistret af at have nydt hendes herlige Ridt og Fremtræden gjennem Programmets første Af- deling, begav han sig under Pausen ud i Staldene for at bese de smukke Heste. Og Skoleryttersken kom ham glædestraalende og undselig imøde og tilbød selv at udpege ham de æd- leste af Dyrene. Snart stansede hun ved det ene og snart ved det andet af dem og klappede og kjælede og lod Fingrene fare gjennem Hestens Manke, medens hun lo til ham frem over dens Nakke, og hendes Øine funklede og spillede. Saa maatte ogsaa han stikke Fingrene i Manken, at han kunde kjende Dyrets ædle Finhed. Og traf det sig saa, at deres Hænder oftere og oftere mødtes og blev hængende altid længere ved hinanden. Som de stod slig, kastede hun sig pludselig over- vældet af sin dybe Bevægelse ind til hans Bryst og brast ud i en Taarestrøm og hulkede, at han var den første Ven, hun under sin store Forladthed havde fun- det i Verden, og hun var pint næsten til Døden af de simple og gemene Omgivelser, hvori hun levede. Hvordan hun var kommet ind i dem, sukkede hun, kunde hun ikke selv sige. Det eneste, hun erindrede fra sin tidligste Barndom, var en Vugge med Silketeppe og smaa forgyldte Kro- ner. Hvem hendes Forældre var, vidste ingen. Aldrig, aldrig havde hun kjendt nogen. Da saa Musiken igjen begyndte, og Afskeds-Øieblik- ket var der, formaaede hun næsten ikke at slippe ham. Hun kyssede ham og smilte til ham og græd utrøste- lig ved hans Bryst. SIDE: 245 Men den store Statsmand gik til langt ud paa Nat- ten søvnløs i sin Salon hjemme i Hotellet og dreiede og dreiede paa sin Guldsnusdaase. Det syntes ham, som han i denne paa engang saa stolte og troskyldige Kvinde kunde finde en ny Ung- dom og gjenvinde sin tabte Glæde. Men her gjaldt det at gribe Lykken ved en hans faste Karakter værdig kraftig Beslutning. Og saaledes gik det til, at den feirede Skolerytterske ved hans mægtige Indflydelse blev udløst af Berider- truppen. Det følgende Aar berettede Aviserne under stor Op- sigt, at den skjønne Lindelin var blevet en berømt Statsmands Hustru. Men i den samme By, hvor hin Kjøbmand bode, der engang i sin Tid havde havt Lindelin til Ægteviv, ekser- serede nu hvert Aar Kapteinen, der endelig var hjem- kommet fra sine vidtløftige Reiser. Som Byen og ved Vaar og Sommer jevnlig besøgtes af Jægteskipperen, der sad over stor Rigdom. Og havde det sig saa, at disse Mænd, som ved noget- slags aandelig Magnetisme eller Attraktion tit og ofte samledes ved det blankskurede Træbord i Byens bedste Herberge. Og der var altid stor og venlig Strid om, hvem af dem der skulde staa for Trakteringen, me- dens de fik deres Slag Trekort eller andet morsomt Spil at fordrive Tiden med . Drak de da Glas om Glas og plirede listeligen til hinanden, men talte ikke uden nogengang om en og anden Byens Nyhed. Saa begav det sig, at ogsaa Præsten blev kaldt til Sjælehyrde i den By og tog ind i Herberget, indtil han kunde faa leiet sig en Bolig inde i Staden. Som han fik sin Fortæring ved det samme Blank- skurede Træbord, kom og Kjøbmanden og Skipperen og Kapteinen og nedlod sig ved Bordenden. SIDE: 246 Men nogle tilstedeværende diskuterede med stor Iver og Hede Dagens nyeste nyt, at den deilige Lindelin, som sagdes for faa Aar siden at være bortløbet med en Berider, og siden var blevet en stor Statsmands Hustru, nu skulde giftes med en Negerprins, der var sort som Ibenholt. Da saa de tre, som sad ved Bordenden, ned i sine Glas og smidskede. Men Præsten hævede Øinene mod Loftet. Jonas Lie SIDE: 247 MEMURUGUBBEN. Dengang Tiderne var i sin Begyndelse, brød Melke- døla fager op af Nysneen og speilte sig i Bygdinsjøen, og Maanen i Natten syntes bare som hendes Bringe- smykke. Dertil sad hun med saa utalligt Buskap under Fon- den, at Melken susede og sprudede ned som en hvid skummende Fos. Memurumanden var da alt en tilkommen Kar. Og, længe saa han sig ikke om, før han vidste, at, fik han det Gifte, blev det de to, som raadede for hele Jotun- heimen. Saa blinkede og blikkede og legte og stegte Memuru- bræen i bare stikkende Solbrand. Og tilgaards til Melkedøla kom han ridende i Frier- færd, saa det durede i alle Fjeld af hans Mægtighed. Men da havde Jotunjomfruen alt set den, som var baade yngre og vakkrere end han, og vendt sin Hu til Torfingutten, som stod med de to forvovne Himmel- toppe og speilede Sølvknapperne sine i Bygdinsjøen. Nok af Melken fik Memurumanden at drikke der i Gaarden; men ikke det Svar, han vilde. Hun var endnu for ung til at tænke paa Gifte, und- skyldte hun sig, og vilde sidde som Mø over sit eget. Men Memurumanden var ikke blindere end, at han mærkede, hvem hun stod og keg paa ned i Sjøen. Og hjem red han i Ul og Storm og Mørke og Ilinger af Hagl, saa Fondene stod i Røg som en Snevæg mel- lem Himmel og Jord. Melkedøla frøs da til, saa hun fik sit Jomfrubur femten Favne under Jøkelisen og ikke saa Dagslyset, før Sol fik smeltet og Sten smuldret. Derfor var hun siden som paa Livet for, at Memuru- SIDE: 248 gubben skulde komme igjen og fri. Og aldrig turde hun lade mærke andet end, at hun altid vilde leve i ugift Stand. Men Memurugubben laa med blaasende kold Vind over Bræen. Og Isen voksede som blaagrønne Mure og trykkede og trykkede paa Torfinsnuten. Naar han fik trængt og skubbet han Torfin ud i Bygdinsjøen, mente han, der skulde bli et ordentligt Skvalp i Melkebøtten. Og Veirgufsen tog ned igjennem Skarene, væltede Rullestene og rev Fjeldvæggene bare for Mose og Kvist og Reder. Alt hang med Istapper, og Vinden hven og tudede og hvæsede mellem sine egne Tænder. Hvert hundrede Aar brast der saa en Revne i Tor- finsnuten med et Brag, som Verden skulde forgaa, og det dundrede ned med Fjeldstykker og Sten af, at Me- muruen lo, saa det hørtes over al Jotunheimen. Og han Torfin i Nuten ropte over til Memurugubben, at han snart fik ta bort denne Isen, ellers blev den for tung. Men Memurugubben sendte bare et hæst, koldt Gufs - hø, hø, hø. - Der er søte Blommer og Bær der, hvor Solen kysser, susede Melkedøla kjælent. Stop til Sprækker med Lyng og Vidie, saa stø'r jeg bag Dig med den sne- hvide Skuldren min, saa Gubben ikke ser det. Og hvert Aar la hun sine skinnende Fonder som Lagener længere og længere op mod Torfinsnuten. Men Memurugubben er gløg og ser grant gjennem Tinder og blaa Skar, naar Skyggerne af Torfinsnuten i de rosenrøde Kvælder tusler og tasler i Hauger og Ur og Koller borte ved Melkedøla. Da klør og river han sig i Haaret, saa han faar hele Vildrenflokken mellem Neglene, og Stormgufsen staar, saa Sten vælter og Skaraen ryger og fyger, og Fondene og Skreddene tordner. Men Torfinsgutten og Melkedøla leger Kjærlighed bag Væggen i Kvældene, naar Memurugubben ikke ser det. Jonas Lie SIDE: 249 SKOGEN. Der laa etsteds en Skog, som strakte sig saa langt, at ingen vidste Enden paa den. Den var mørk og vild og ukjendt, og derinde i Tyk- ningen huserede baade Ulv og Bjørn, Ræv og Ekorn, Hare og Røskat, Hjort og Daadyr. Aldrig havde nogen Menneskefod traadt der, eller Hunde halset eller noget Jægerhorn tonet i Skogaa- serne. Ikke steg der Røg af nogen Hytte ved Fiskevandene. Der byggede Bæveren i Fred, og var den og Oteren alene om Fangsten. Og oppe i de mosede, mulddybe Bjerkelier redte Bjørnen sig betids om Høsten sit Hi for Vinteren og dormede og sude paa Labben til Varmen kom igjen om Vaaren, og Bjørnefar og Bjørnemor kunde indrette ordentlig Bo og Stel for sig og Ungerne. I Skogtoppene hæsede og skreg Vilddue og Aarhane og Tiur for Livet, naar Ørn og Falk og Høg slog ned og satte Næb og Klør i dem. Haren tumlede og peb, naar Ræven fik Tænder i den. Og Vildsvinet hvinte og skreg, saa det hørtes over fem Aaser, naar Bamsen skulde ha Steg. Og Ulven glammede hæst, medens den fo'r som en graa Skygge mellem Træstammerne efter Ræven, og, fik den Tag i den, blev der et evigt Gnelder, før Ræven slap Livet sit. Men Daadyret vaklede og knælte i Døden med stum Klage i Øinene, naar Ulven var naat til at over- raske det. SIDE: 250 Saaledes gik alt til, som det maatte og skulde. Og ingen kunde havt noget at klage, om det ikke havde været den stadige Strid paa rene Livet med Skog- troldet, som alle Dyrene sukkede under. Ret som det var, havde de det over sig. Snart kom en Næve saa uskyldig stikkende frem som en Trærod, snart pludselig et Tryne op af Mosen, snart fo'r de lige i Gabet paa det i Hul eller Sprækker. Troldet skabte sig om til Træ eller Tjern og var lige farlig for Fugle som for Dyr, der løb paa Jorden. Og voksede og voksede gjorde det af alt det, det smaskede og aad, og det strakte sig under Grunden, saa retnu intet Sted længere var sikkert for det i hele Skogen. Da hørte Keiseren i Riget om den store Nød med Troldet. Og han mente, det var hans Pligt at forsvare ogsaa Dyrene, naar de levte i hans Land. Saa udbød han tusinder af Soldater til at lufte og rydde op Skogen med Økser, saa én Mil og saa én Mil. De huggede og kvistede og renskede, saa der blev magelig vid Plads mellem hvert Træ og klart Syn op til Himmelblaanet. Og med det holdt de ved Aar efter Aar og Mil efter Mil. Da begyndte Troldet at bli rent lei af alt det Styr og Raab og al den Øksehugging i Rod og Kvist, som forstyrrede Mørket og Ensomheden. Og, efterat de havde hugget og rensket endnu nogle Aar og gjort Vei for Sol og Dag, saa der blev lyst helt langt indigjennem Skogen baade i Dal og Lid, hørte de en skurende og sopende Lyd, som om Troldet snudde og reiste paa sig, og det snufsede og gryntede. Med Brag og Sus og Knæk i Træer og Buske trak det sent og seigt og langsomt de milelange Rødder og Forgreninger, som var dets Arme og Fingre og Fødder og Tæer, til sig op af Jorden. Mange raadne og med Grønske overgroede Tjern, som havde været Troldøine, blev nu klare og friskrin- SIDE: 251 dende igjen. Og svarte Fjeldkløfter og Revner, som havde været dets Gab, og Hul og svigefulde Hæng over Elv og Myr og vildførende Skogdrag og Stier, altsam- men svandt det bort. Saa var det Syn nok for, hvor Utysket slap sit Tag. Langt om længe kom Troldet sig saa helt ud af Skogen. Og da var Dyrene saa glade, at de trippede og dan- sede i otte Dage om hverandre, Bjørn og Elg, Ræv og Hare, Gaupe og Daadyr, Ulv og Hjort, Markmus og Røskat, - husk i Ring! Og over dem kredsede Ørn og Aarfugl, Høg og Due, Kraaker og Sangfugle skreg og sang og kraede rundt. For nu skulde der efter Keiserens Befaling bli Fred og Lands Ret ogsaa i Skogen. Saa indfandt der sig Vogtere og Jægere og Forst- mænd med Sabler og Geværer og Snorer paa Frakken foran hvert Træ, hvert Hi og hvert Rede. De regnede og skrev op Æggene og forhørte og tog Rede paa hvert Træ, hvor høit det var, og hvad det holdt i Omkreds. De noterede hvert Ekorn, hvormange af Hankjøn og hvormange af Hunkjøn og hvormange Unger og hvormange Haler, at der kunde blive lagt ordentlig Skat paa Pelsen. Bjørnen blev takseret saavel for Feld som Skinker og fik udvist sit fast opmaalte Jagtteritorium. Bæveren blev derhos lagt i Bygningsskat med Til- hold at assurere for Vandskade, og Oteren maatte op og tørre sig i to Dage, naar dens mørke Skind skulde vurderes. Men Røskatten med de grønne Øine blev tildelt kei- serligt Regale for sit fine Hermelin og fik sine visse Smuthuller, for at den ikke skulde forvilde sig ud- over i Skogen og bli ordinær. Slig holdt de ved at indregistrere alle Dyrene, saa tilslut var de optalte og skrevne og regnede i Skat og fortoldede paa al Vis. Og Dyrene vimsede og brummede og summede og SIDE: 252 brølte og kviddrede og snakkede og sa efter, hvad der blev sagt før dem, at nu levede de i en lysere Tid. Men Bjørnen begyndte først at riste paa Hodet og se sig om: Det var alligevel ikke som før, dengang Skogen laa saa lun, mørk og ensom, og han kunde slaa Labben i en Elg eller Hjort uden at tænke saa nøie paa Skatten og, hvad han skulde svare og opgive for den snorede Betjent. Han vilde drage sin Vei og flytte ind i den svarte Skog vest imellem Fjeldene. Lidt efter fo'r Ørnen, saa Furutoppen ristede efter den. Og Ravnen klunkede, og Hakkespætten skreg: her er kjedt, her er kjedt. Og siden luskede Ulven, og drog og gled og smed Gaupen og Ræven og Røskatten væk, og pilte Oteren og kravlede Bæveren sin Vei. Hellere vilde de nu ha Troldet igjen med baade Rædselen for Livet og Forskrækkelsen og al den Strid, de havde med det. Paa det Vis blev Skogen tom for Dyr. Bare Dompap og Sisik og Rødstjert og Sisken og Stær og Maaltrost og de andre Sangfugle blev igjen. Og de kviddrede og sang i Kor, saa Keiseren græd; og hele det vældige Skogtag suste i Kronerne af Glæde over, at nu var den evige Fred kommet. En slig Skog gaves der ikke i Verden, sa Keiseren. Og derfor skulde den faa brede sig og kaste sine Frø helt ud til Havet. Saa trivedes og voksede den udover, og Fuglene sang i Toppene, og Keiseren frydede sig. Og Busk skjød op foran Busk og Træ foran Træ, helt til Skogen stansede ved Havet. Da blev der efterhaanden Suk og Klage i Grunden fra alle de utællelige Frø og Grankongler og smaa Skud og Spirer, som vilde op og vokse. Og værre og værre blev Graaden og Jammeren. Der var ikke Plads for dem, raabte de, og andet end Klage og Bitterhed var der ikke at høre. SIDE: 253 Det var de store Trær, der sugede og trak al Saften og Kraften fra de smaa. Og de spurgte og skreg op mod Himmelen, om det kunde være ret, at der skulde de ligge og raadne i Jorden i millionvis bare, for at ét eneste af Stortræerne skulde faa brede sin svære og prunkende Krone saa meget videre ud. Da forstod den vise Keiser, at Krigen, som aad og tog Liv, igjen var kommet ind i Skogen. Og han grundede og grublede meget over, hvorledes dette Onde igjen kunde udryddes. Endelig tog han det Raad at lade sine frommeste Mænd udgaa, to og to, og banke paa hver Stamme og spørge, om Træet for at udrydde den onde Krig vilde love at minske sin Høide og Vækst med Halvparten eller endog blot Trediedelen, for at saa mange flere af de smaa kunde faa trives og leve. Thi da vilde der igjen blive Rum og Plads. Da knagede og stønnede Træstammerne for Livet med underlig mørk Susen, og de dirrede og rystede, som de kjendte Øksehug. Saa strakte de sig i Harme kun desto høiere og vi- dere og bredere Top over Top. Og intet eneste Træ vilde for alt i Verden love bort det ringeste af, hvad det bar i sig af Saft og Kraft til Vækst, ikke engang minske det sidste Aarsskud i sin Krone. Men der blev taust over hele Skogen. Og Keiseren sukkede. Jonas Lie SIDE: 254 KVÆRNKALLEN. Der var engang en Skytte, som var kommet saa langt ind i svarte Fjeldet, at han ikke længer rigtig vidste, hvor han var. Fra tidligste Graalysningen havde han gaat og gaat langs en styrtende vild Elv, som fossede og skummede, saa Sprøitet stod høit op i Fjeldvæggen. Men alt det han søgte, blev der endnu bestandig ingen Raad til at komme over paa den anden Side. Kløften blev brattere og brattere. Etsteds, hvor Elven kneb sig ind til et Fossekog, stansede han og saa sig om i Revner og Sprækker efter en Mulighed for Overkomst. Der laa et Klippestykke og kløvede Løbet. Snart var det bart, og snart begravedes det af Fosseskavlen, som steg og sank, saa myrgul og saa svulmende op i hvidt Fræs, eftersom den dreiede sig og voksede. Det lød og snakkede op med alle Mæler. Og nedenfor tordnede Faldet med hult Dunder som af, at der mo'l nogen Jettegryde under Grunden. Men midt i den sydende og kogende Hvirvel laa der som et dypt sort, underlig stille Øie. Da saa han med ét, at det glisende Fjeldstykke var et Kværnhus, som stod midt i Fossen med aaben Dør. Nu og da øinede han gjennem Skumrøgen Mølle- stenene, som gik, og Vimset af Skovlerne. Det malte rundt og rundt, Skum og Skum, saa det føg og drev. En ser mangt i Fjeldet, som ikke er at bry sig om, mente Tore Skytte. SIDE: 255 Men, da han vilde videre, hørte han, det skrattede ondskabsfuldt. Det kom saa underligt lydt dernedefra. Og Haanlatteren voksede, til den steg rent ubændig op af Skumgropen: Nu kommer Tore til Vrangebækken, Vrangebækken, Vrangebækken -. Og saa gik Kværnen rundt, saa det susede og sku- rede: Rrrr-rrrr-rrrr-rr- rrrr-rrrr-rrrr-rr Véd ikke sjøl, han har Mjøl i Sækken, Mjøl i Sækken, Mjøl i Sækken - Rrrr-rrrr-rrrr-rr- rrrr-rrrr-rrrr-rr En kunde se sig baade ør og tullet der i Fossesusen, tænkte han. Men værre og værre skurede og gnussede Kværn- stenene i vild, graadig Fryd: Rrrr-rrrr-rrrr-rr- rrrr-rrrr-rrrr-rr Spræke Tor Sølvesen Flobergskjellet, Flobergskjellet, Flobergskjellet - Rrrr-rrrr-rrrr-rr- rrrr-rrrr-rrrr-rr Naar er han vildret i Vættefjeldet, Vættefjeldet, Vættefjeldet - Rrrr-rrrr-rrrr-rr- rrrr-rrrr-rrrr-rr SIDE: 256 Agte Dig Tore for Høidalsstupet, Høidalsstupet, Høidalsstupet - Rrrr-rrrr-rrrr-rr- rrrr-rrrr-rrrr-rr Jenten din ligger i Fosseglupet, Fosseglupet, Fosseglupet - Rrrr-rrrr-rrrr-rr- rrrr-rrrr-rrrr-rr Han kunde ikke faa Synet bort fra det stille, blanke Øie, som laa midt i Skummalet, medens Fossen i store Vridninger dreiede og susede og sydede rundt, og det dundrede dypt under fra med tusind forunderlige Lyd. Men altid kom ét og det samme dumpe Døn igjen. Og tydeligere og tydeligere hørte han, at det var hans eget Navn, der grov og grov og malte rundt dernede, saa han tilslut syntes Grunden ristede. Det var og det blev: Spræke Tor Sølvesen Flobergskjellet, Flobergskjellet, Flobergskjellet - Rrrr-rrrr-rrrr-rr- rrrr-rrrr-rrrr-rr Inde i Skumtaagen gik Skovlerne som noget skif- tende mørkt med rasende Fart, medens de knuste og slængte hvid Fos om sig ud i Røgen. Lidt efter kom der en høi, skjærende Lyd som af et Sagblad: Spræke Tor Sølvesen Flobergskjellet, Flobergskjellet, Flobergskjellet - SIDE: 257 Rrrr-rrrr-rrrr-rr- rrrr-rrrr-rrrr-rr Navnet dit skreg hun i Fossevældet, Fossevældet, Fossevældet - Rrrr-rrrr-rrrr-rr- rrrr-rrrr-rrrr-rr Heisa'n og hopsa'n og spræt i Laget, spræt i Laget, spræt i Laget - Rrrr-rrrr-rrrr-rr- rrrr-rrrr-rrrr-rr her kan du spænde i Kværnhustaget, Kværnhustaget, Kværnhustaget - Rrrr-rrrr-rrrr-rr- rrrr-rrrr-rrrr-rr Hohoho-huhuhu Valborg Engen, Valborg Engen, Valborg Engen - Rrrr-rrrr-rrrr-rr- rrrr-rrrr-rrrr-rr Her har hun hoppet i Brudesengen, Brudesengen, Brudesengen - Rrrr-rrrr-rrrr-rr- rrrr-rrrr-rrrr-rr Han kjendte, at Svimlen holdt paa at faa Tag i ham, og han prøvede at komme fra det underlige stille, svarte Øie og se opover, hvor Strømmen randt glat og mørk og dyb. Da gled der ud gjennem Skumrøgen som en Skygge af en Jente med Skaut og bøiet Hode. SIDE: 258 Det var som noget, han saa og ikke saa. Den svævede op paa den anden Bred. Han skulde vel kjende Skikkelsen, og Hjertet stan- sede i ham af Angst for, at hun skulle vende sig og se paa ham. Men hun gled indover Fjeldsiden paa samme Vis sørgmodig med bøiet Hode under Skautet. Han prøvede at flytte Foden, og han trode, har gjorde det. Da hørte han, det graat og laat som af en Lur borti Bakkerne: - Blomster de søde gule og røde, Vianvang, Vianvang, Sommerkvælden paa hans Fang - Og siden klagede det: Jeg blaaste i Uren, jeg blaaste i Uren, til Hjertet mit blev til Blod i Luren. Kvældsol den søde gule og røde gløtter i Stupet og leger paa Bene, vækker den døde dybt mellem Stene - varmløst - varmløst. - Saa blev der stilt, og Lurlokken tonede hen i be- standig sagtere Sukke. Bare Gasten go'l i Fjeldvæggen, og Kværnkallen ma- lede og skoggrede. Det hørtes i Latterskraldet: - Bagefter angrer de fleste Faldet - Rrrr-rrrr-rrrr-rr- rrrr-rrrr-rrrr-rr- Spræke Tor Sølvesen Flobergskjellet, Flobergskjellet, Flobergskjellet - SIDE: 259 Rrrr-rrrr-rrrr-rr- rrrr-rrrr-rrrr-rr- Skynd Dig til Stupet og kom med Mjelet, kom med Mjelet, kom med Mjelet - Rrrr-rrrr-rrrr-rr- rrrr-rrrr-rrrr-rr- Og Fossen mo'l, og Gasten go'l. Og det stille Øie laa og saa og drog med altid for- færdeligere Rædselsmagt. Hohoho-huhuhu Kværnen venter, Kværnen venter, Kværnen venter - Rrrr-rrrr-rrrr-rr- rrrr-rrrr-rrrr-rr- Snart er det Gutter, og snart er det Jenter, snart er det Jenter, snart er det Jenter - Rrrr-rrrr-rrrr-rr- rrrr-rrrr-rrrr-rr- SIDE: 263 Der var Scene inde paa Kontoret. Doktoren sprat bleg af Ophidselse frem paa Gulvet, som om han tog de første Pas til en Halling. Han knugede et Brev i Haanden. Resterne, to, tre Ark, laa slængt udover Pulten og Instrumenterne. "Ha'de jeg ham her, ha'de jeg ham her" . . . Han saa op mod Loftet og søp Luften i sig. ". . . Vove at by mig sligt - sligt favnelangt Slud- der!" "Jaja, Baarvig, - vi faar vel finde os i lidt af vore Børn, vi ogsaa, om de famler en Stund, inden de fin- der frem. Ungdommen vil ha Ret for sig nufortiden, - bli det, de kan sætte sin Glæde i," - mente Fruen; hun stod henne ved Bogskabet og fulgte ham med Øinene. "Finde os i - finde os i . . . Næ-æ-." Han brændte hende sit Blik nær ind i Ansigtet og sa langsomt: "Næ-æ, Bente - jeg finder mig - ikke - i det." De stille graa Øine, han mødte, var fastere end hans. Og han mente heller ikke hverken at skræmme eller imponere; han mente kun at vise og bedyre hende sit inderste inderste, saa hun grundig begreb, at ingen Modsigelse eller Overtalelse eller overhovedet nogen- somhelst Talen Fornuft til ham bagefter, naar han igjen var blet rolig, vilde nytte. Efter en hastig Omgang paa Gulvet, hvorunder han ligesom søgte en Gjenstand for Udladelsen af sin kole- riske Trang, knagede hans Person igjen i Kontorstolen. SIDE: 264 "Næ-æ-æh - Bente! - denne Gang er vi ved Væg- gen. Han kommer inte længere, nei. - Næ-i, - inte længere" . . . Han foldede Hænderne med den intelligente Mands sorgfulde Resignation: - "Først var det Theolog. Men det kunde han ikke bli. For han hadde ikke længere Troen, nei - hel og pur - slig, som de lærer den derinde paa Universi- tetet" . . . "Ja, Baarvig, det faar vi nu respektere." "Aa neimæn, om de var saa nøie og synaalsfine paa Trua i gamle Dage. Der røg to og et halvt Aars Læs- ning og tre tusind Kroner. Men lad gaa. Saa skulde vi da ha Filologien og Sprogrødderne. I det følte han sig som en vordende Opdager. Var det ikke saa, Du? - vordende Opdager af "Veiene til Menneskeslægtens Oprindelse og Liv fra Urtiden". Han var "optændt af Forskerbegjæret", - skrev om Forskernes Ild, som om han skulde være en hel Nordpolfarer - jo, Bente. Og istedetfor at faa ham lidt nedstemt og nøgtern, svarte Du heller i samme Tone. Det gik saadan paa ha! alt- sammen." "Tror Du, det var saa urigtigt, at jeg styrkede Gut- ten. Endre er nu engang saa, at han maa leve i en vis høi Stemning for at kunne arbeide." "Aa ja, - altsaa først Profet, - Endre den Profet! - Og saa Endre den Opdager! . . . Hi hi, haa haa" . . . Doktoren rystede paa Hodet og slog ud i Luften med Papiret. "Og saa . . . Endre den Sanger! Jagu vil han bli Sanger!" Han fløi op og viste Brevet ud imod hende: "Det staar her - det staar her, siger jeg Dig," skreg han. "Han vil synge, Du, Fyren vil synge - "fange Verden med sine Toners Magt," travesterede han. Han dreiede sig rundt og begyndte at tage nogle Operatio- ner, der sled sig ud af Halsen. Saa stansede han raad- vild, medens Aarerne svulmede i Panden: "Gid jeg fik Slag, Du!" "Gud bevare Dig for din egen Heftighed, Baarvig; SIDE: 265 jeg vilde ønske, Du forgreb Dig paa mig for at faa et Udløb, - Du slog nu vel ikke Konen din rent ihjel?" kom det med et eget varmt Skjær. "Jo-o, - saa Huset stod brødløst, - og der ikke var andet end de bare nøgne tomme Vægge at bide i" - begyndte han indarg skadefro at forfølge Tanken. "Saa blev der nu for det første ikke noget Pengebrev hver Maanedsdag. Og da kunde han jo faa sy-ynge, saa Maven peb af Sult som et Posthorn, - ta hele Ska- laen lige til det høie F . . . Der blev bare ingen Mid- dagsmad af, - slet ingen. Nei saamæn. Og da turde den sunde Fornuft komme, saa det kanske ikke læn- gere laa saa alt for lavt at spekulere over slige Ube- tydeligheder som Middags- og Aftensmaden - - Ja, for det maatte jo aldrig nævnes her i Huset, at det var for slige materielle Lavheders Skyld, som, hvor man skulde faa Maden fra, at han tog fat paa Theologien eller Filologien. Det var altid kun for de høiere Endemaal. Jeg har aldrig forstaat det Luk- susræsonnement, - bare følt mig ilde, som der var en Kat i Stuen . . . Og der har Du hjulpet godt til, Bente! - altid støt- tet dem i dette høitravende ideale." "Vi er i en ny Tid, Baarvig. Det er ikke længere saa udveisløst som i min Ungdom, da det bare var at ta det, som bød sig, og resignere og resignere." "Ja-a, de skal snuse og snuse efter, "hvad de kan ha mest Glæde af i Livet", som Du saa skjønt siger. De har faat det med at ha et "indre Væsen, som maa reddes," - skal først og fremst finde ud, hvad for Dø- genigtsliv, de kunde ha mest Lyst paa. Det er blet deres hellige Pligt mod sig selv at pønske ud det." "Du er baade klog og intelligent nok, Baarvig; men Du er ikke med paa Tiden. Du sætter rent Vrangvil- lien imod." "Haahaa, - saa? . . . Jaha, han offrer sig natur- ligvis nu, han, - for Kunsten, - Sangens Kunst! - er det ikke saa, det hedder i det moderne Kraakemaal?" SIDE: 266 "Kjære Baarvig, kan Du nu ikke forsøge at ta Tin- gen mere rolig." "Du kjøber, - jeg svæ'r Dig det til, Bente," - skreg han, - "Du kjøber jagu Sko for at slippe at fryse og ikke for at ophjælpe Skomagerprofessionen . . . Hu-u, - hvor jeg hader disse Ræsonnementerne!" Han gjentog og gjentog det med Haanden utaalmo- dig farende opover den store Hjerneskalle. Der opstod en Pause, hvorunder Fruens spæde Skik- kelse nærmede sig sagte. Som en mild Dyretæmmer- ske lod hun Fingrene glide dulmende og beroligende gjennem hans Haar. "Ja sig, det er Synd i mig, Bente; jeg har Blod og jeg har Ret, men faar ikke slaa til nogen Kant for Jers forbandede ømme Hensyn og Dæggeri! - Jeg kan sige Dig, jeg kommer engang til at dø just af det." "Naar vi bare kom saavidt, at vi kunde tale fornuf- tig sammen om det, skulde Du se, hvor det lettede," trøstede Fru Bente nu, det værste af Paroksysmen syn- tes over. "Fire og tyve - fi-re og tyve Sider fulde af blaa Talemaader og opstyltet imbecil Indbildskhed. Na- turligvis, ingen af Professorerne værdt engang saa- meget som at pudse hans Støvler. Selve Faget produ- cerer nu hvert Aar bare ny Kuld af trangsynte Pe- danter, som hører hjemme i Rom og Grækenland og gaar som Haugtudser om i vor Tid og spøger - -. Og ud af al Røgen og Dunsten og hele dette opskru- ede Bryg kommer saa Humlen: - Nu vil han bli San- ger, han. Maf!" Udtrykket ledsagedes af et Smæk med Læben og en tilgjort idiotisk Stirren paa hende. "Ne-i, Du, han faar ikke "Fred for sin Samvittig- hed", dersom han skal leve videre med den Bevidst- hed, at han har "svigtet sit Kald", - han skriver det selv." "Kjære Baarvig, er det nu det, Du skal tænke paa at pine og plage mig. Er det ikke Gutten, Vennen min, vi begge sørger over." SIDE: 267 . . . "Og saa kan han ikke fordrage at faa sin Frem- tid fanget i disse Spidsborgermetierer, - at maatte gaa som en Statens Embedsmand i smaaligt Luntetrit om det samme og det samme aandløse reglementerede, saa det længst er glemt, at der overhodet gives noget, som hedder en fri Villieindskydelse. Du forstaar, Bente, Villieindskydelse." "Ja, kjære Ven, gi Dig Luft, Du. Du maa ha det, skjønner jeg, og jeg synes saa Synd i Dig." Hun snakkede ham efter Munden med et fortænkt Udtryk, som der gjærede noget i hende. ". . . Han vilde kjende sig nedværdiget, skriver han, om han skulde bli en saadan Embedsmand - vilde føle sig som en Ting, - som Tappen i et Maskineri . . . E-he, Du indser, Du er gift med Tappen i et Ma- skineri, Bente! . . . Men, skal han faa en Øre af mig, saa -." Han slængte den krøllede Brevklump paa Bordet. "Vi er jo alligevel enige om ét, Baarvig, at vi vil faa det bedste, vi kan, ud af Gutten. Og jeg har faat en Skræk i blodet: - hun bøiede sig over ham i Sinds- bevægelse, saa Stemmen blev hviskende. "Skulde kan- ske netop al denne overflommende Følelse og Stem- ning hos ham være Udtrykket for en Kunstnernatur? . . . Aa, Baarvig, - end om det har været os, som har drevet og sporet hans Begavelse ind paa Felter, hvor den ikke havde hjemme? Jeg forstaar saa lidt af dette, kan ikke se igjennem det. Han er nu engang saadan, at han maa ha en vis høi Stemning ved alt det, han skal lægge sig paa. Og vi vil jo, vil jo, vil jo gjøre alt for Gutten, - for at han skal finde sig selv og ikke bli ulykkelig," - udbrast hun med en Inderlig- hedens Magt, som Doktoren straks følte, han fik und- drage sig. "Se saa, nu er det blet Kunstnernatur!" raabte han og sprang op. "Nu begynder saamæn ogsaa hun at bli løs i Skruerne. Nei, - ikke en Øre" . . . Han rev op Døren til Stuen, saa Træværket dirrede. "Men Far da!" lød det derinde. SIDE: 268 Det var hans ældste attenaarige Datter Minka, som forskrækket stansede sine Øvelser ved Pianoet. "Aa, det er ingenting, mit kjære Barn," sa han ind- ædt. "Det er bare din Bror Endre. Han vil forlade Filologien og bli Sa-a-nger," - halv sang han i For- tvilelse hen mod Pianoet. "Og din Mor begynder alt at gruble over hans Kunstnernatur" . . . "Ja men Far!" indvendte Minka, "naar han nu vir- kelig føler Kald!" "Kald? - Kald? Jeg mener, hele Huset er pustet op med Talemaader." Noget usikker forsøgte Minka: "Men Endre har jo saa vakker Stemme; naar han er i Selskab, nøder de ham bestandig." "Aah, - disse Talenter i en privat Stue, som for- surrer sig ind i Offentligheden, - jeg har kjendt nok af dem. Før skulde alle Fantaster og Døgenigter til- sjøs, nu skal de til Kunsten. Endre har altid gaat med sin egen Luftpumpe, til han er blet en hel oppustet Vigtighed. Og nu vil han fornøie sin Familie med Skandalen." "Det er nu vel ikke Skandale at faa bruge sine Ev- ner, Far," vovede Minka hidsig. Doktoren vendte sig inderlig forarget til Bente: "Er det ikke, som Virkeligheden er aldeles fordun- stet hos dem. Skandale . . . Skandale . . . hvad gjør det. Hvad gjør det? Hun sidder der, Minka, og véd, Gud hjælpe mig, ikke hvad det gjør . . . Skandale! Gale Ideer er svært smitsomme i et Hus, Bente! Jeg regner efter, Du . . . Endre har til Dato nøiagtig brugt to og et halvt Aar til hvert af sine Indfald, - hvad siger jeg" - han stansede og løftede høitidelig Armen, - "til hver af sine store Livsopgaver. Natur- ligvis, intet mindre end Livsopgaver . . . Naa, han skal ialfald faa grei Besked. Sagen er ganske enkel. Syng væk for mig, Hr. En- dre; - me-n, ikke en Øre!" Kontordøren smeldte igjen efter ham. SIDE: 269 Det var ingen heldig Dag. Da Lamperne vel var tændt, kom Kjel, Doktorens næstældste Søn og Ynd- ling, drivende ind fra Regnet og Høstbløden med Cigarstumpen i Munden. Han vedblev at gaa med tilknappet Overfrakke og spyttede halvgrættent Tobakstrevler til det, han tænkte. Der laa et forretningsmæssigt Fynd over Væsen og Manerer. Efter et Par Omgange paa Gulvet kastede han som en Endskab paa Overveielserne den fortyggede Cigar- stump hen paa Ovnpladen. "Saa nødig én tyr til Far sin, - der blir ingen an- den Raad, skal jeg ikke ligefrem styrte Pengene i Elven," udbrød han; "Du faar hjælpe mig med din Underskrift til seks hundrede Kroner." Der hørtes kun et Knirk i Kontorstolen. . . . "Jeg har bestilt sytti Tylfter Sagtømmer til at skjære paa Bruget." "Bevars, bevars, naar man optræder som Grosse- rer" . . . "Ja Sagværket kan jo umulig staa stille, saa Godt- folk i Bygden faar den Indbildning, at jeg mangler baade Kapital og Søgning, og alt det, som hedder Skur- tømmer, gaar ned til Johansens Brug, - netop, saa at sige, i en afgjørende Tid for Foretagendet, om det kla- rer Konkurrencen" . . . Der fulgte intet Svar, saa Kjel følte Nødvendigheden af at udfylde Stilheden. "Den Fandens Johansen, at han netop skulde falde paa at ta efter min Spekulation, - gjør én Traad- sneller, skal alle gjøre ligedan. - - Jeg skulde ha kjøbt det lille Vandfaldet hans dengang; men da havde jeg ikke Penge. Indsaa det nok; men vilde ikke perse Dig for mere." Der blev fremdeles uhyggelig stille. "Naa ja, Pengene har Du jo i Tømmeret eller ret- tere i Plankerne og Bordene. Saa jeg er nu ikke egent- lig saa forfærdet i Samvittigheden, naar jeg for én Gangs Skyld klemmer Dig for en Underskrift. Men" SIDE: 270 - han drev op og ned med en vis Overlegenhed - "saa liker jeg det nu ikke. Du har jo desuden forstrakt mig med Penge før til Sagbruget . . . skjønt, - Du har jo Værdien -. M-en . . . Ja, vil Du gjøre din næstældste Pode den Tjeneste, - ellers faar jeg saa- mæn ud nogetsteds og plade. Jeg kan naturligvis faa" - - "Rigtig snilt af Dig, Kjel, i den Anledning at tænke paa din Far," lød det tørt fra Pulten. Bag den grønne Lampeskjærm skimtedes Doktorens ved Tindingerne udtyndede graa Haar og af og til et Glimt i Guldbril- lerne over den skarpe Næse. "Nei nei, Far, jeg faar da hjælpe mig selv." "Skrive under gjør jeg nu ikke, - der skal ingen se mit Navn paa et Papir." "Aa saa for Pokker, kjære Far, der er da ingen, som ber Dig haardere." "Du fik mig til at lægge det meste af det lille, jeg eier, i dette Sagbruget dit. Det var jo den eneste Maade at faa Dig igang paa. Det blev ingenting, sa Du, før Du fik noget at styre selv. Men, saa véd Du jo, at der ikke kan være Tanke om, at jeg kan furnere Dig med nogensomhelst Kapital til Affærer." "Men kjære, kjære Far," Kjel klappede Doktoren med sønnekjærlig Humor paa Skulderen, - "det er jo og- saa derfor, jeg bare nævnte det saa rent løselig for Dig, - for muligt Tilfælde, ser Du, - for de tre Maa- neders Tid. Men havde jeg tænkt, det skulde ta i nogen Maade paa Humøret, saa - - - Og saa taler vi ikke mere om det . . . Lad det være usagt, kjære Far. Du kan da tænke Dig, jeg greier seks hundrede Kroner. Pokker ogsaa, at jeg skulde komme til at nævne det for Dig. Lad det nu være glemt, hører Du." Kjel lavede sig til at gaa igjen. "Men Kjel, hvorfor kan Du ikke lade Sagbruget staa den Stund?" Kjel knappede videre paa Frakken og skuttede den op paa Skulderen. "Du er ikke tidsmæssig, Far." SIDE: 271 "Saa?" fo'r Doktoren hidsig op. "Kommer nu Du ogsaa!" "Jo-o som Doktor, der er Du nok Pokker til intel- ligent Mand. Men i Forretninger, nei maa jeg be! - Saaledes ikke Ide om Reklame. Du kan bygge et Sag- brug og lade det staa, Du. Sligt gik kanske i gamle Dage. Men nu, midt i Slaget og Konkurrencen med Johansen ovenikjøbet at la Bruget staa. Joho, joho, saa Johansens Sag blev den eneste, som durede og skar paa to Mile. Ja, det var, rive mig, Spekulation det! . . . Nei, Far, det er nok desværre Reklamen, én faar holde paa - og baade forstaa og nytte. En faar til sine Tider forstaa at male Blaar i Øinene paa Folk. Naa, her koster det tilfældigvis i Realiteten ingenting, saa det er lidet at disputere om." "Hm, Du gaar ikke ind i Stuen, ser jeg" . . . "Nei, jeg er buden til Simonsen iaften, vi skal spille Kort." "Til Kassereren?" "Ja, - og der faar jeg paa røde Rappet, bare han har," henkastede Kjel. Doktoren greb et Par Gange op til Lampen og let- tede paa Skjærmen. "Hør, Kjel, - om jeg nu gav Dig Bemyndigelse til at ta de seks hundrede af Mors Sparebankbog, - jeg siger bare, om jeg gjorde det. Er Du vis paa, at jeg da har Pengene igjen paa dette Bord," - Doktoren lagde Haanden med Eftertryk paa Pulten, "om tre, nei la os for en Sikkerheds Skyld sige fire Maaneder, - altsaa til Marts. Mener og tror Du vist og fast, at Du kan det, Gutten min, - vist og fast?" "Nei saamæn, Sagbruget kan jo til den Tid være revet bort af Flom eller brændt op, - eller Verden forgaat und so weiter," - lød det grættent. "Naa ja, min Bemyndigelse til at hæve Beløbet skal Du faa for denne ene, eneste Gang. Men der blir ikke mere af den Sort, forstaar Du, om det saa skulde høres aldrig saa rimeligt" - - - SIDE: 272 Doktoren blev siddende endel betænkt, medens Søn- nen drev op og ned foran Pulten. "Svært godt at jeg slipper at bry den Kassereren med noget Laan, - adskillig lettende, Far. En spiller saa ganske anderledes kvikt Kortene, sætter anderle- des frimodig Bêt udi Letsindighed . . . He, he, he, hi, hi, hi, Far," - støiede han under sin Lettelse - - "de snød da ind paa Johansen ihøst mindst tredive Tylfter. Tørraadent alt ihob - hver evige Stok. Saa nu, - hi, hi, hi, - ligger Plankestablerne dernede ved Sagen hans dødblege i Veden, - hvide som Ligben. Han tror alt, hvad de bilder ham ind. Og - og det er saamæn endel af mit Haab det, - af min Kalkule . . . Sligt kaldes indbringende Punkter, Far." Doktoren la sig tilbage i Stolen og strakte Benene med Hænderne i Lommerne, ikke uden en vis lun Be- tagethed ved Sønnen. . . . "Ja for var det en rigtig dreven Skogkar, jeg havde at ta det op med, saa - hi, hi, hi, jeg gad vide, om han ikke skulde kunne bevæges til at forsyne sig med mere af samme Tørskogen . . . Bare Konkurrence, Far. En faar være haard Hund, skal én drive det til selfmade Mand . . . Og," nikkede han ind af Døren, - "jagu pladede vi Dig alligevel, Gamlen . . . God- nat, Far, og sid ikke bedrøvet for dine Midler!" Ved Aftensbordet hvilte der noget fortrykt over alle. Doktoren sad mørk og fortænkt og skar i Beafen. Han ventede at blive hentet ud i Nattebesøg til en Patient og nød et varmt Ekstramaaltid. Minka saa med stille endnu fortørnet Mening ned for sig i Dugen og haandterede Servietten; det var iaften den yngre Søster Bertheas Tur at sætte The- kopperne om efterhvert som Moderen skjænkede. Den tolvaarige Arnt aad med fulde Kjæver og keg henad Borddugen op paa Faderen, medens Massi sad grætten og stred mod at faa Servietten bundet om Halsen. Schulteiss, Huslæreren, led med pinte Nerver under SIDE: 273 Trykket af den lumre Stemning. Det vanføre Skulder- parti - han var pukkelrygget - blev stedse høiere, og Ansigtet nærmede sig altid mere ludende mod Tal- lerkenen. Medens han sammenrullet i sig selv funderede, kunde han ikke lade være at skotte hen paa Fruen. Det var hele Tiden, som hun holdt paa at faa Taarer i Øinene og sligt et opskydende høit Veir i hendes An- sigt. Hun maatte som ung ha havt krøllet Haar, slog det hans Iagttagelse, for iaften vred der sig ligesom en blank, strid Krøl ned i Panden paa hende. Den var der kanske ellers ogsaa; - men iaften . . . Og noget saa underlig over hende, naar hun af og til saa hen paa Doktoren og urolig passede paa, at han intet mang- lede . . . "Nei, det er Osten, Far ser efter, Minka. - Aa skaf Far en ren Tallerken, Du Massi min" - . . . Her var noget i Luften . . . her var noget i Luften! . . . Doktoren nikkede utaalmodig med Kniven efter Smørret og skar og huggede i Osten, hvoraf han aands- fraværende lagde paa to Gange. Situationen befriedes for et Øieblik ved, at Doktoren grætten atter lod forhøre ud i Kjøkkenet, om der endnu ikke var kommet noget Bud. . . . Var det kanske noget med en Patient, som satte Doktoren i sligt Humør? Umuligt, - han havde jo været nede i Kalnæs- grænden igaar ogsaa for den samme Blodgangen . . . Schulteiss begyndte at gløtte lønsk, men stedse ivrigere hen paa Minka. Hun saa saa underlig tryk- ket og betaget ud - Han tabte sig i Formodninger. Noget med Posten idag, - - som - har -ved- kommet hende? . . . Schulteiss rullede sig endnu dybere ned i sit selv . . . Var det noget, Faderen vilde, og hun ikke vilde . . . Eller noget, hun vilde og hendes Far ikke . . . Moderen var saa oprørt . . . SIDE: 274 Et Frierbrev . . . fo'r der pludselig som Ild gjennem hans Hjerne. Han begyndte at svede og gned de klamme Hæn- der i Servietten. Han havde længe været hende paa Sporet, hvordan hun hemmelig sendte Breve ind til Hovedstaden . . . Han skjød fra Siden hastige, angstfulde Blikke hen paa hende - - og det mørknede og gik rundt for ham, medens Minkas Ansigt snart veg langt bort, snart svævede ganske nær . . . Det var et Frierbrev! . . . Han dirrede overvældet af sin Oprørthed. . . . Til en saa ung, uudviklet Pige . . . Javist havde Faderen Ret i, at han ikke vilde skyve hende ud i Verden slig til den første den bedste, hun i sin umaa- delige Uerfarenhed kunde sætte sig i Hodet. Fru Baarvig maatte, maatte kunne bringes til at indse det . . . Skulde han tale? . . . Skulde han under Taarer betro Doktoren - og Fruen, - hvilken umaadelig begavet, rent ud Undtagelsesnatur, hun var. Men, at hun endnu kun stod som den tunge drømmende Knop, saa fuldstændig ubevidst om sit eget dybe herlige Væsen - - anraabe dem om ikke at lade nogen for tidlig Virkelighed bryde og knække den, før den endnu havde faat Lov til at begynde at udfolde sig . . . Han fortabte sig i vilde Fantasier, huskede ikke, hvordan han kom fra Bordet, - vidste kun som van- lig at finde Vei til at begrave sig i Krogen bag Pianoet i Dagligstuen for med Nakken mod Væggen stille at nyde Minka, der igjen nyttede ham til sit hemmelige Publikum, for hvis sikkre Beundring hun foredrog som den udtryks- og sjælfulde Pianistinde. - Doktoren forsvandt inde paa Kontoret, som han pleiede. Han stod og lyste med Lampen op i Boghylden efter et eller andet Bind og vendte sig ikke, da Fruen kom med Pigen, som bar ind hans Pels og Reiseklæder. "Som jeg har sagt," henkastede han kort og kjøligt, SIDE: 275 da han saa fandt Bogen og gik hen og satte sig, - "ikke en Øre, - jeg skriver det til ham imorgen." Fru Bente stod lidt, som hun trængte til at samle sig af sin Bevægelse: "Dette er ikke min Mening, Baarvig. Jeg er hans Mor og faar ogsaa ha min Ret til at raade i den Sag. Og aldeles ikke, siger jeg Dig, - slet ikke er jeg med paa at ta det Ansvar paa mig. Jeg har set ham i hele Dag for mig gaa derinde nødlidende og hadsk i Hjer- tet mod os. Og kanske med Rette . . . Jeg siger Dig det, - jeg bærer det ikke!" "Bed Pigen ta ud Reiseklæderne . . . Bed Pigen ta ud Reiseklæderne . . . Jeg véd ikke, hvorfor jeg skal fare og slæbe og vaage og trælle ved Nattens Tider i Slud og Issvul og Høstmørke for at han skal synge væk Pengene. Jeg tar herefter bare Dagpraksis." "Er det en Maade - at ture og dure, naar vi har noget saa alvorligt for os. Det er haardt for Dig, jeg forstaar det nok, slig, som Du opfatter det. Men saa vil Du nu vel ikke rent ud skjære alt - alt over mel- lem os og Gutten." "Jo-ho-o, - som Dødkjød, som Dødkjød, Bente . . . Det er det eneste Raad . . . Der er gaat Koldbrand i ham, - virkelighedstom, hul Indbildskhed i hele Fy- ren. Og det maa opereres væk, - han maa stilles foran Nødvendigheden!" "Nu faar Du betænke Dig, Baarvig," - lød det stille uhyggeligt . . . "Jeg er hans Mor, og jeg er bange for, at Du kom til at operere mig væk ogsaa da, - skjære mere bort end den Gutten." "Du blir jo rent rasende, Bente." "Jeg vil sige Dig med engang, Baarvig, at jeg har tat min Beslutning. Endre skal ikke slippes. Jeg reiser lige ned til ham, om det behøves. Jeg har jo Penge staaende i Banken!" "Naa naa naa naa naa, Bente, - ta det nu rolig . . . ha nu lidt Oversigt . . . og" - han fo'r op af Stolen. "Jeg mener pinedød, Du vil skræmme mig, - - sætte mig Pistolen for Brystet . . . Naa naa naa naa naa, SIDE: 276 Bente - Kom hid nu og lad os tale med - med . . . Du er jo aldeles overspændt, hed, rød" . . . Han fo'r igjen op og slog i Pulten. "Gud fordømme mig for en Rakker af en Gut, - jeg skjønner jo, han holder paa at ta Mor sin fra mig. - - - Og saalunde, saalunde klemmer man mig for Pen- gene," - lød det fint indbittert . . . "Ja ja, Bente gaa Du hans Ærind, Du" - "Aa jeg gaar ingens Ærind - gjør kun det, jeg maa gjøre, skal Freden bevares her i Huset. De fem tusind Kro- ner, jeg arvede efter min Bror, maa jeg da faa raade lidt over - saa de to tusind kan gaa til hans Uddan- nelse." "Dine fem tusind i Sparebanken?" - Doktoren sad et Øieblik taus, medens Minen mørknede af Kræn- kelse, - "Gudbevars, Gudbevars, de skal Du faa," lød det koldt. "Jeg er desværre næsten bange for, at jeg idag har forgrebet mig paa dine Midler . . . Jeg lod Kjel faa laant fem hundrede af dem. Men jeg kan forsikkre Dig - paa min Ære - der er fuld Garanti for at Summen er tilbage igjen til Marts - saa da skal Pengene ligge her prompte paa Bordet til din Dispo- sition. Kun vil jeg være fri for videre Befatning med de Midler - og overhovedet med Remisser til vor Søn - Sangeren." "Lad nu ikke al den Smaalighed komme op i Dig, Baarvig. Har jeg nogengang saameget som nævnt de Penge . . . Men sig mig bare, er der anden Udvei? Eller mener Du, det nytter at drive Endre tilbage til det, han engang har opgit. Det er ialfald vist, at det ikke blir til noget." "Du lar den Gutten trække afsted med Dig, Bente," affeiede han uden at høre, - "er aldeles - aldeles blind for ham." Han lagde sig tilbage og saa op i Taget. En hed Rødme skjød op i Fruens Ansigt . . . "Har jeg nogengang indvendt en Stavelse imod, at Du la Penge hen i Kjels Sagbrug," lød det undertrykt hid- sigt. SIDE: 277 "Aahaa, - Kjel Du, - kommer Du med det. Det er en anden Sag. Kjel er inde i det, han rent ud lig- ger for - er som slaat for. Og ikke lider jeg af no- gensomhelst Blindhed der." "Det véd jeg nu ikke saa nøie, Baarvig. Vi fik ham først med megen Møie til Agronom. Men ikke har jeg set ham med egen Haand ta saameget som i en Spade, - ikke engang en Havespade." "Nehei, for der passede han ikke." "Husker Du de storartede Beregninger og Planer, han gik med, da han vilde overta Rognerudgaarden uden Kapital, - bare Rigdom og Overflod! . . . Og nu har vi da set, hvordan det vilde gaat. Jeg priste mig rent lykkelig, da han saa fik vore Sparepenge til dette Sagbruget sit og kom udaf det Kjøb." "Aa, - det var nu Kjels Maade at rase fra sig Ung- dommen paa - alle disse Beregninger! . . . Hans Dig- ten og Tragten ligger for at slaa sig op. Akkurat det modsatte af en Luftpumpe, Du, han vil saamæn pumpe Penge til sig, han! . . . Og nu skulde jeg mene, at det, som det kniber om, er at faa Hr. Endre redu- ceret tilbage til en nogenlunde ædrulig Aandstilstand." "Det eneste, vi har at gjøre, Baarvig," hun saa med et opgjort Alvor paa ham, - "er at støtte ham. Heller ikke tror jeg, Du har fuld Forstaaelse af, hvad en vir- kelig Sanger er. Det er ikke noget som en omreisende Bierfiedler, Endre stunder til at bli." "Ja neigu, om jeg med den redeligste Villie kan be- fri mig for den Tanke . . . Men" - han hørte Bjelde- klangen og Hesten, der skulde hente ham, og reiste sig, - "Gudbevars, Du har jo Pengene, - disponerer over Midlerne til hans Opblomstring." Hun fulgte ham hen til Reiseklæderne. "Ja, Baarvig, Du faar ta det som Du vil, - disse to tusind Kroner maa jeg ha, - vil jeg faa raade over til Endre. Jeg formaar ikke at gaa med den Tanke, at han skulde være sluppet af os. Jeg faar ikke Fred ellers!" - raabte hun ude af sig. "Du hører jo Du faar dem, Bente" . . . SIDE: 278 Han rev sig næsten fra hende, da hun vilde hjælpe ham med Pelsen. "Du véd nok, jeg aldrig har tænkt paa de Penge, Baarvig, - paa at blande mig i, hvad Du bestemmer med dem. Nei lad mig faa knytte Skjærfet bedre om Dig. Det er jo Du, som forsørger os allesammen. Og Endre har gjort det svært for Dig ved sine evige Om- skiftelser og Skuffelser. Jeg siger intet om, at Du til- slut kan gaa træt af det, stakkar. Men" - den lille spæde Skikkelse strakte sig og trak ham Pelskraven op over Skjærfet - "men saa har Du ikke mindre Hjerte for Børnene Du end jeg . . . Og, naar vi maa, saa" - "Naar jeg maa, saa" - tordnede han. Hun veg lidt tilbage og saa paa ham. "Jo-o, jeg forstaar," - udbrød han indbidt og skred i Reisestøvlerne hastig til Døren, "jeg skal hjælpe ham den Vei, Hønen sparker . . . Og mod min Overbevisning . . . Men Bente," - vendte han sig skjærende i Døren, medens hun skyndte sig hen at ta Lampen og lyse ham ud, "det Brev imorgen med den liberale Opmuntring til Sangeren faar Du være saa snil at redigere selv. Jeg er bange for, jeg ellers kom til at beta ham Troen noget for udelikat," - lød det i Mørket nede fra Gade- trappen. Snefnokkerne faldt tætte og vaade mod Ruden oppe paa Skoleværelset hos Doktorens paa Elvsæt. Det var en graa Formiddag med knap et Skimt af Skogaaserne paa den anden Side af Elven. Eleverne sad om det lange Bord delte i tre Klasser. Inderst ved Væggen dukkede den sytten-attenaarige Minkas brunrøde Haartop sig ned i en tysk Stil med den tyske Læsebog, Leksikonet og et Par andre Bøger opstablede som Gjerde mod den yngre Søster Berthea, SIDE: 279 der sad tynd og skindmager i Egenskab af anden Klasse, og gnavede paa en Griffelstump. Den laveste og mere talrige tredie Klasse udgjordes af Doktorens og nogle af Naboernes Sønner og Døttre. "Altsaa," - den lille pukkelryggede Huslærer skul- drede Linealen og satte sig i Positur; - "altsaa, Du Arnt. Hvad hed Kongen, som de danske Kvinder løste ud af Fangenskabet i Venden med sine Smykker?" "Svend - Svend Tveskjæg." "Aa-huh! - Kan Du ialfald ikke høre det ud af dit naturlige Skjønhedsinstinkt, at en slig Konge ikke hed Tveskjæg - Tju-ugeskjæg" - Schulteiss rettede sig med et Sideglyt paa Minka - "at det maatte være en Mand af den Sort, som sætter Kvindernes Indbildningskraft i Bevægelse." - Han vandrede frem og tilbage med sammenknebne Øine og en af egen Seerfølelse løftet Mine, hvad der be- budede, at retnu steg han ind i et af sine høiere Fore- drag, hvoraf de i tredie ialfald ikke forstod andet end, at idag slap de for videre Forhør i Lekserne, og at nu blev der Moro. . . . "Heller en Mand med fine Ansigtsdrag, hvoraf der lyste Overlegenhed . . . skarpe, strenge Øine, som pludselig kunde bli indtagende, - og," - han saa sig høibaarent løftet om, - "til et kraftigskjønt intelligent Hode et Par herlige brede Skuldre" . . . Minka og Berthea vekslede Blikke. "Naa altsaa, - de gav ham sine Smykker . . . An- grede de det?" "Der staar ingenting i Bogen om det, Hr. Schulteiss." "Jeg spør, om Du tror, de angrede det, - henvender mig til din uudviklede Forstand. Tror Du for Eksem- pel, din Søster Minka vilde angret det, om hun havde git bort sin smukke Brystnaal?" Minka kastede paa Nakken, som hun fandt Eksem- plet vel nærgaaende. "Det kom vel an paa, hvad Slags Konge, det var det," - kilede Berthea ind, høist interesseret. "Tillad mig at gjøre Berthea opmærksom paa, at SIDE: 280 uden den fædrelandske Offerhandling var en skjøn Daad udgaaet af Historien; der staar Glans af den." "Da skulde saamæn jeg ikke ha spenderet min Brystnaal paa en Per hvemsomhelst," - næbbede hun igjen. "Om han havde havt Pukkel som en Dromedar" . . . hviskede Ole fra Lensmandens, han sad latter- sprængt med stive Øine. "Imidlertid, - maa jeg be, hvad er det for Uro der! - e he - det var om Kvindens Stilling gjennem Ti- derne her i Norden, jeg talte - -. Dette med Smyk- kerne viste ét Karaktertræk: - Evnen til Hengiven- hed og Begeistring. Saa nævnte jeg Olaf Trygvasons Hustru, Thyra, som sad og græd under Dækket, da han faldt ved Svolder, og som døde af Sorg." "Hun kunde godt ha hjulpet til at stikke nogen af dem istedetfor bare at sidde og tude," mente Arnt. "Det aabenbarer et andet Træk hos hende: - Dybde i Følelsen," - fortsatte Schulteiss, overhørende det sagte, - "Dybde i Følelsen" . . . "Jeg læste nylig om en Hund, som døde paa sin Herres Grav," - fandt Minka for godt at henkaste fra sin dybe Optagethed. "Rigtig, rigtig," - han bøiede sig komplæsant, - "vi kommer nu til de mere interessante Følelser - - Sigrid Storraade . . . Slaget ved Svolder var hendes politiske Værk, hendes i Dage og Nætter udstuderede og rænkefuldt sindrigt iværksatte Hævn, fordi Kong Olaf havde sveget hende. Her har vi Kvindens Per- sonlighed oppe: - Den Mand, som træder paa hen- des Stolthed og hendes Kjærlighed, ham dræber hun, - dræber hun!" - Det sidste skreg han, saa Stemmen næsten raknede. Berthea fniste tøseagtig nede i Bordet og keg hen til Minka dreiende paa Næsetippen, hvori hun havde en egen Force. Minka rettede et Øieblik energisk paa Nakken, øien- SIDE: 281 synlig anderledes opfyldt af Sagen, og hug saa ivrig fat paa Stilen. Dette kom jo ikke hende ved. Med et eget stille Smil af Tilfredsstillelse og noget æggende i Blikket vendte Schulteiss sig atter med sit Foredrag til den for dets Indhold høist uimodtagelige tredie Klasse. . . . "Det er altsaa Kvinden, hvor hun træder frem som noget andet end Husmor og Spinderske. Hun fyldes med Livets store Begjær: Kjærlighed, Trangen til at styre og herske udenfor sin lille huslige Kreds, - Kravet paa ogsaa at kunne fordre Regnskab og sin Ret af ham, hun ikke længer kun blindt og ydmygt hengir sig til; men med hvem hun skal dele Interes- ser, Udvikling og Vækst. Saadanne Kvinder kræver ogsaa at beholde sit eget Navn og ikke at se det gaa under i et Ægteskab. Hun, jeg nævnte, hedder Sigrid Storraade til evige Tider. - Jeg kan næsten beskrive, hvordan hun har set ud . . . Rødbrunt, rigt Haar," - han skottede hen til Minkas fyldige Top, - "et ud- præget Slægtsansigt med nedarvede Træk, - lidt af - um - um - Fru Bentes - - og som med en Drøm i Øiet . . ." henstirrede han. "Jeg maa be Dem, Hr. Schulteiss, la Mor være uden- for Sammenligningen" - afbrød Minka hvast. - "Hun hedder ellers udenfor Familien Fru Baarvig." "Aa-aa, Legemsbygning og Statur saa vidt for- skjellige, - som en stor og mægtig skaaret er det fra en spæd og fin . . . En ualmindelig stærk fortømret, fast Hals og herlige Skuldre. Men som ung var Sigrid Storraade Aabenbarelsen af en høi blond rank og lunefuld Pige med vilde Øine." "De mener nok, at ingen vilde faat hende til at sidde og skrive tysk Stil," snabliserede Berthea uforbederlig. Hun havde længst opfattet Schulteiss's Svaghed for at faa Søsteren interesseret. . . . "Denne Kvinde sad med den ubændige, ubetvin- gelige Natur, som Verden aldrig kunde kue. Der var en jomfruelig Steilhed ved hendes Person, som bragte SIDE: 282 Kongerne til at løbe omkaps og beile, medens hun vragede og dræbte dem i sine Mjødkar som Fluer . . . Saa kom Olaf Trygvason, den skjønneste og stol- teste Mand i Norge; han havde besteget Smaltser- horn" . . . Schulteiss rettede sig med Nakken mod den høie Skulder og saa ligesom op til Smaltserhorn. . . . "Ham elskede hun, til ham vilde hun hengi sig. Og, da han saa vragede hende, - i Fanatisme slog hende med Hansken i Ansigtet og kaldte hende en hedensk Tæve, fordi hun ikke vilde skifte Tro, - da vilde hun bare ét, ét, ét i Livet, - dræbe ham. . . . Og det blev Slaget ved Svolder, hvor Dronning Thyra sad under Dækket og glemte Haandtenen!" "Kongen maatte bytte Sværd, for hans eget var al- deles ophakket," oplyste Ole. "Ja, - og saa sprang han overbord, han tabte ikke," ivrede Arnt. . . . "Jeg tror nok, man vil indrømme," - et opal- blaat Blik skjød hen paa Minka, - "at disse to Kvinde- skikkelser var Personligheder af høist forskjellig Rang, - de bedste hver i sit Slags. Den ene den brave trofaste Dronning for alle Spindersker i Hjemmet, - den anden Forløberen, - Forløberinden," - han løf- tede med ét Røsten nu, Minka selvforglemmende saa paa ham, og hug ud i Luften med Linealen, saa det hven, - "for den frigjorte Kvinde, som kjæmper for sin Personlighed i vor Tid!" Med et Ryk paa sig for at overvinde sin uvilkaarlige Fristelse til at vende sig til Minka rettede han Blikket strengt eksaminerende imod Børnene: - "Hvad var det med Gyda, Du Arnt?" "Hun fri'de, - nei Harald Haarfagre fri'de. Men hun sa, at, kom han igjen og fri'de, før han havde erobret hele Norge, saa" - "Ehe, ehe, - ser Du, - saa forskrækkelig beskedne var Damerne hellerikke dengang," - bemærkede Schulteiss underfundig mysende. - "En Personlig- hed" - han saa stivt hen paa Minka, - "kjæmper sig SIDE: 283 til Riget . . . Og fra det Standpunkt ser man med uen- delig Foragt ned paa Ubetydelighederne dybt under sig, - Myreflokken med de bøiede Rygge" . . . Der lød et Fnis mellem Gutterne. "Harald Haarfager havde jo saa mange Koner og Barn, at det kry'de af dem," raabte Ole. "Og endda var han ikke ældre end tolv Aar," ivrede Arnt. "Salomo havde fler, han havde to og syvti," oplyste Tor, Klokkersønnen. "Her kunde være Plads for den Bemærkning," an- førte Schulteiss spydig ud i Luften, - "at udenfor nævnte Gyda og hans senere Dronning, Ragna den jydske, var de lutter Upersonligheder allesammen. Om én eller et Dusin Spinderokker, gjør her hverken fra eller til. Gjennem Tiderne har man vidst at ind- skrænke sig til bare én i Huset, - væsentlig af øko- nomiske Hensyn. Man har endog poetisk ophøiet det med det skjønne Navn: "Freyas Rok", - visselig noget for en ung Nutidens Kvinde at stile Længsler og Drømme mod" - Blik og Udtryk rettedes under den sidste Udtalelse utvetydigt hen paa Minka, som sad adspredt og fin- grede nervøst med Pennen i alt andet end Stiletanker. "Nu kror han sig og mener, han har gjort det godt," tiskede Berthea med en Fortrækning paa sin forsky- velige Næsetip . . . "Og se bare, nu laver han til An- stand -" "Hold op, hører Du, han skjønner, at Du gjør Nar af ham," truede Minka hidsig. Schulteiss spankulerede betænkt frem og tilbage, stirrende ned paa sine Fodblade, af hvis Form han syntes særlig forfængelig. Han satte Fødderne nøi- agtig og elegant for sig Skridt for Skridt, og hver Om- dreining gjorde han med et dybt Duk i Knæerne, svarende til det Tankearbeide, han udførte. Han blev ivrigere og ivrigere, Omdreiningerne ha- stigere og hastigere, og hans Duk med Knæerne mere og mere betydelig dybe. SIDE: 284 Pludselig stansede han med et lysende, selvbevidst Smil. ""Spinderokkens Historie", - det er Titelen paa et Værk, jeg agter at skrive, - i flere Bind. Hvad der er udspundet ved Rokken . . . Mændene har gaat igjen- nem Traadringen som Uldtotter. Det vil sige, e-he -e," han satte Hagen iveiret og blæste ud i Luften, - "alt dette om Kvinden i den romantiske Forestilling overlader jeg Verdens alle smaa Skrivekræ . . . Jeg, jeg," - raknede det med ét op til en lidenskabelig Gneldrerøst, - "vil tænde en Brandfakkel, - en Brandfakkel! - forevise Slavinden, som kjøbes og sælges og lænkes til Spinderokken. Og saa, Frøken Minka," - han stansede og satte et paa en Gang høitideligt og listigt Blik hen paa hende, som til den underforstaaede Stridsfælle, - "begynder Frihedskampen. Men først, - først Historien om den Skade, hun har tat, hendes dybe Fald. En høist intri- kat, indviklet fin, fin Sag, som kun et Geni med det mest gjennemtrængende psykologiske Øie formaar at udrede, - lægge i Dagen i alle sine Enkeltheder. En saadan Mand maa kjende Kvindehjertet tilbunds, - ti-l-bunds!" Arnt nappede og trak i Snippen af hans Lomme- tørklæde, som stak ud bak i Frakken. . . . "M-en jeg, - naar min Pen først er kommet i Ga-ng," - skreg han med udstrakt Skrivearm, saa det magre Haandled vistes bart langt ud af Frakke- ærmet, - "skal besørge en Afsløring, - aa - aah, en Afsløring -". Her fik Arnt Lommetørklædet halet ud til en Svands. - "Afdække alle hendes Vaaben, - hele Arsena- let! . . . Trin for Trin skal jeg gaa hendes usle Vei efter i Fugerne og vise og bevise, hvorledes denne bestandige skjulte Nødværgekamp og Intrigeren mod Manden, - Magthaveren, - har vrængt hendes inder- ligste, helligste Følelser om til synaalsfine, forgiftede Vaaben, til den snedigste fangende Forlokkelse, og gjort hende til Mesterinden for alle glatte svigefulde SIDE: 285 Fælder, - reduceret hendes Had og Elsk til den smaasindede, troløs-underfundige Trælkvindes. Ja-a, jeg siger det, krænget hendes Natur lige ind i Hjerte- roden." Han rettede et blodigt Blik paa Minka. . . . "Hun koketterer med Manden og leger med ham saa egoistisk kold lidenskabelig og blodgjerrig lysten som Katten med Musen . . . Hun - hun - hu-un," - han hugede sig i Knæerne med en sødladen Mine, - "sidder bedaarende ved Faldlugen og smigrer og lokker, - og, naar Dummerjanen plumper i," - der fulgte et foragteligt Spark, - "gir sit Liv, en hel Ver- den af Følelse," - det begyndte at dirre blaablegt ved de stort udformede Læber, - "fælder hun Taarer saa fortryllende, saa hjerterørende" . . . Han fo'r frem og tilbage medens Lommetørklædet svandsede efter ham . . . "Hun er forvendt til Jordens store Bedragerske . . . et lavt satanisk Instinkt, hvis Lidenskab er at forlokke, - - et farligt, fa-rligt, - siger jeg, - i tusind forførende Farver spillende Gift- kryb." Han slog pludselig over i en infernalsk spydig fin Stemme . . . "En Skabning, e-he, he - som - som - burde psykologisk studeres og overvaages med samme Mistillid, som en Slange, man tror tæmmet." "Kji kji kji, - hi hi, - kji kji kji, - Slangen, se Slangen" . . . Det gjaldt, om Ole nu endelig skulde faa karret det viftende Lommertørklæde helt ud med Gjenhagen paa sin Siljupisk. Schulteiss sprikede begge Ben ud, vuggede paa dem og mysede hektisk hed i Kinderne op i Taget med Nakken bagover mod det ophøiede Skulderparti. Slangen hang nu ret ned, og Øinene vogtede spændt paa, om den igjen vilde bevæge sig. "Det var et forfærdeligt Billede, jeg der oprullede for Dem," - gav han sig Luft med en dyb Udaanden hen mod Minka. Fra de side, nedslagne Øienlaag hævede Minka SIDE: 286 Blikket uskyldig fremmed op . . . "Hvad? - Hvad be- hager? - Jeg skriver paa Stilen, Hr. Schulteiss." Han blev med ét graa i Ansigtet. Hans hele selv- følende Reisning ligesom skrumpede ind og forsvandt i en vims, ængstelig liden Skikkelse, og han hostede og stammede: - "Derefter havde jeg . . . havde jeg ment at fremstille Kvinden paa det Stadium, da en be-beaandet Følelse af hendes egen Værdighed er vaagnet, - hendes store, skjønne Kamp i vor Tid og dybe - dybe" - - "Hihihi-i, Slangen, - der ligger Slangen!" - brød Latteren vildt ustyrligt ud blandt Gutterne. Schulteiss saa sig forvildet om. "Der - der, Hr. Schulteiss" . . pegte Berthea fore- kommende. Han tog Lommetørklædet hastig op, fo'r hen til Bøgerne og gik befippet over til en anden Lekse . . . "E-he he, - saa var det altsaa Geografien, - Lang- fjeldene" . . . "Du fik ham da til at slaa Paraplyen sammen," hviskede Berthea frydefyldt. Schulteiss bladede nervøs urolig i Bogen. Gutternes Øine havde stadig fulgt viseren paa Slag- uhret i Krogen. Klokken mangler bare ti Minutter paa tolv, Hr. Schulteiss," oplyste Arnt uskyldigt, - "og vi har endnu ikke faat Lekserne til næste Gang." "Naa saa, - i Historien kan I ta Afsnittet ud." "Afsnittet ud! naar vi endnu ikke er hørt i det første. Skal vi ha to Lekser i samme Time," - murredes og knurredes der i det underfundige Øiemed at faa de resterende Minutter til at gaa. Som Uhret sugede og drog sig op til Tolvslaget, stod med ét baade Klokker- og Lensmandssønnen opreist med sammenbundne Bøger under Armen. De havde det altid saa uhyre presserende om Klokkeslettet for- medelst de strenge Paabud, de paaberaabte sig hjem- mefra, om at være betids til Middagen. Massi, Doktorens tolvaarige Datter i nederste, var i SIDE: 287 samme Øieblik henne hos Minka; og Berthea fo'r nedad Trappen for at være der, naar Gutterne bandt Skierne paa udenfor Gangdøren og skulde staa ned- over Stabursbakken. Schulteiss samlede med ligegyldig Mine nogle efter- lagte Bøger paa Bordet. "De maa undskylde, jeg fik ikke Stilen helt færdig idag," yttrede Minka, idet hun lagde sine Ting sam- men; - "men jeg blev virkelig lidt adspredt. De talte saa ivrig" . . . "Aa-aa, jeg er ingen Argus, forsikkrer jeg Dem, - befatter mig ikke med at kontrollere - en Elev, som er vokset fra Kontrollen," - udbrast han i Hede, - "jeg - jeg" - Stemmen fik en Skjælven af indre Be- vægelse. Minka stod, som hun tænkte paa noget: - "Schulteiss," - begyndte hun varsomt prøvende. "Kjender De noget til Frøken Feiring?" "Frøken Thekla Feiring . . . Jo-o . . . jeg vedkjen- der mig hende, - om ingen anden vil, - mellem os, - bare mellem os! . . . Jeg har mine Nys. Hun er en af de Damer, som skriver i det "Tyvende Aarhun- drede" . . . en af Fuglene, som kvidrer endnu gjemt i Kronerne - ganske anonymt" - "Hun kommer hid idag, Schulteiss," betrode Minka ham ivrig, - "paa Veien op til Foged Preus, hvor hun skal være Guvernante. Aa, Jeg er saa spændt," - lød det, idet hun skyndte sig ud. Schulteiss stod længe og stirrede paa Døren, da den havde lukket sig efter hende - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Klokken blev henimod fire, før der lød Dombjel- der ude paa Gaardspladsen og Frøkenen kom. Det var Snefaldet og Føret, som havde hindret. Medens der blev livligt dernede, og Gaardskaren mødte frem for at ta Hesten, stod Schulteiss oppe paa Skoleværelset og gned Ruden og keg, og fo'r Husets næst ældste Søn, Kjel, barhodet ud og modtog hende. Noget lig en overføgen Veistolpe stod Frøken Fei- SIDE: 288 ring saa i Gangen envis døv for alle venlige Indbydel- ser omkring hende. Hun var ikke til at nøde ind i Stuen, før et Hylster af Overtøi og de svære haarede Raggesokker var besørget hende af Fødderne. Det viste sig at være en noget spanskrøragtig rank Dame i modern tætsluttende Figurkaabe med Skind- kanter forneden og for Ærmene. Den ene af de to Rygknapper i Kaaben dinglede farlig løst og halvt afslidt efter Traaden, og den om Halsen hængende elegante silkeforede Muffe duftede af et parfumeret Indhold. Ved det krøllede Lommetørklæde skimtedes derinde noget som et gult Boghefte. Kjel følte hendes granskende Sideblik ned ad sin tykke Uveirsjakke og de vide landssyde Permissioner, der stak ned i et Par høiskaftede Fedtlæders Støvler. Pokker saa ærgerligt, at han just skulde komme til at præsentere sig slig for den moderne Bydame! Han slog sig freidig paa Jakkeskjødet og Laaret, som om han bankede Sneen af: "Man tar ægte Landsens Sportsdragt paa i sligt Veir, Frøken, for at vade gjennem Snedriverne." Frøkenen hørte ikke paa ham; de to smaa sorte Øienprikker fulgte levende interesseret Minka, som med yderste Omsorg bar ind og bredte Reiseklæderne ud paa et Par Stole i Spisestuen for at varme dem. "Og De er Frøken Minka?" spurgte hun. "Jeg tænkte mig Dem ikke saadan - lidt blegere og - -" Med Munden yderligere sammendraget til Hilsen kniksede hun sig idetsamme med en Foroverbøining ind i Dagligstuen. Frøkenen lod til at forkaste de mere vanlige Ind- ledninger; hun saa sig taus om, reserverende sig sin egen Mening. "Naa, her paa Landet bor man ialfald rummeligt," kom der saa ud af hendes Betragtninger . . . "En kjen- der straks, at én er kommet ind i en anden uskyldi- gere Tidsalder, hvor man brænder Bjerkeved istedet- for Kul og Cokes." SIDE: 289 "Men hvorfra kan De ha faat nogen Forestilling om vor Minka?" - udbrød Fruen. Frøken Feiring stod og mysede og smilte hen paa den unge Pige: "Jeg kjender hende egentlig saa inderlig godt. Deres Søn, - ja, det er jo Filolog, han skal være efter Op- skriften, - han har fortalt mig saameget om sin Søster. Han forstaar hende saa helt." Minka syslede rødere og rødere og mere geschæftig henne i Ovnsheden. "Saa, De kjender altsaa vor Søn Endre, - endog ganske godt?" følte Fruen sig for. "Aa Gud for et aandfuldt Menneske . . . Og saa dei- ligt, som han synger. Jeg har truffet ham næsten hver Dag i hele dette Halvaar sammen med Sangeren Figer. - Naar han taler om Sangen, - det er ikke til at komme fra, Frue! Det er en hel ny Tid ogsaa i den Kunst, - hvorledes Indtrykket skal gjøres le- vende, dramatisk indforlives i Personligheden." Fruen fik et nervøst Udtryk og saa urolig imod Kontordøren, hvorfra hun hvert Øieblik ventede sin Mand. . . . "En Duet af ham og Figer, den ene Tenor og den anden Bas, det er en Nydelse over al Beskrivelse, - og de indøver stadig ny Ting" . . . "Vær saa god, Frøken, jeg er bange, Maden blir kold," indbød Fruen med en vis Skyndsomhed. "Tak, tak . . . Og Figer og han er uadskillelige, altid at se sammen" . . . "Men nu maa de endelig komme og spise, Frøken." . . . Og, blir ikke han en Kunstner! Af hans hele Naturel aander noget saa stort og varmt, at det ikke er til at ta feil af. - Jeg kan forsikkre Dem, der er mange flere end Figer som mener det samme" . . . Medens Frøkenen nød af de Par gode Retter, der var afholdt til hende, vedblev hun uforstyrret af alle af- ledende Henvendelser at udtale sig med største Iver om det samme kildne Emne. "Naa ja, hvad synes De saa, jeg havde nær sagt SIDE: 290 om os heroppe paa Landet?" - indledede Kjel, da hans Mor saa et Øieblik var ude. "Jeg trode virkelig, De ogsaa vilde spurgt om Fiske- bollerne jeg," lo hun. "Kjødbollerne, maa jeg be." "Ja ja, Kjødbollerne, - det er Madstudierne, man først og fremst maa tænke paa her paa Landet . . . Og Kramsfugl i Gelée," - hun saa med et medlidende Blik først paa Fadet og saa hen til Døren, hvor Fruen var forsvundet . . . "Naar jeg tænker paa alt det Stræv," - hun løftede en Kramsfugl paa Gaffelen over til sin Tallerken, - "den Ret henter man i Byen fra en Re- stauration, naar man faar Lyst paa den. Det er saa- mæn al den Tanke og Omsorg, det volder . . . Aa-h!" vendte hun sig med ét over Kjel til Minka, - "jeg følte det straks foran den første Tunnel, vi kom til med Jernbanen, at nu, nu bar det ind i Hulen, - hvor alt aander af Madduft og Madstræv." "Høist agreable Fornemmelser altsaa, Frøken, ved at komme slig op paa Landsorten," opgjorde Kjel over- legent rækkende sig bagover. "Og, da jeg saa fra Jernbanen blev styrtet lige i en Ulvskinds Slædefeld, var det, som jeg skulde sluges af alt dette. Jeg turde i Begyndelsen ikke engang røre ved Haarene, jeg syntes, det maatte være en virkelig Ulv." "Ganske pikant," - plirede Kjel og grov frem af Vestelommen et elegant brunet Merskums Cigarmund- stykke. . . . "Saadan en dødsdømt sløves, véd De . . . Med alt det graa Snefog imod mig fra Skogaaserne og den endeløse triste, hvide Elv, jeg kjørte og kjørte opover, sad jeg tilsidst saa hyggelig halvsøvnig og indbildte mig, at jeg snede ned og frøs ihjel, - til jeg engang skulde vaagne i Himmerig igjen hos mine Venner i Hovedstaden." "Naa-aa, - saa faar De nu ikke gjøre Dem altfor overdrevne Forestillinger om vor Landsens Uskyldig- hed heller, Frøken," bemærkede Kjel. - "Vi tar os SIDE: 291 da lidt Peber paa Nerverne, vi ogsaa . . . De kan tro, slig en Plankeaffære, naar det dreier sig om op og ned om hele Kapitaler, - den stiver op. - Ja, jeg vil ikke nævne Summer, De vilde kanske besvime, Frøken. Og angaaende Ens Leben und Treiben, saa at sige i det private, saa er vi saamæn ikke saa lidt tidsmæssige der heller - -. Og, - for mit Vedkommende saa, - ja desværre. Naa ja, det snakker vi ikke om udi Familiehjemmet." Minka spilede Øinene op paa Broderen. I Blikket laa den uforgribelige Formening, at han var ude baade som Tosk og Vigtigper. "Men De behøver da vel ikke at bli heroppe for be- standig," - trøstede hun helt hjertegrebet. "Jeg forsikkrer, det var, saa Halsen snørede sig sam- men i mig, - og, havde jeg ikke havt Korrekturen paa en deilig liden Artikel til "Det tyvende Aarhundrede" at læse . . . Det var som et sidste Solskin af Hovedsta- den at varme mine valne Hænder i!" Hun rettede fremdeles Talen til Minka som den selv- givet ene tænkelig forstaaende. "Den havde saadan en betagende Titel" . . . Hun sagde det let hen, idet Fru Baarvig kom ind, og saa som ligegyldig ud af Vinduet . . . "Kan De gjætte den?" Minka blev bleg og saa sig hastig om, hvem der var i Stuen. "Kvinden, som vaagner" . . . Redaktionen var enig om, at den maatte trykkes." Minka stirrede dirrende koldsved paa hende. "Der gjærede saadant deiligt Oprør i den. Og alle disse udmærkede Citater af Historien . . . Nei men Tak, Fru Baarvig, skal jeg nu ogsaa ha Syltetøi og Kager . . . Jeg forsikkrer, - saa jeg Forfatterinden, vilde jeg tat hende i Haanden og trykket hende slig, som jeg nu trykker Deres, Frøken Minka," - hun rakte Haanden og udførte, hvad hun sagde, - "og bedt hende bare bli ved at skrive, bare levere mere" . . . Noget i den enes Tone og den andens opglødede SIDE: 292 Mine vakte Fruens Opmærksomhed og lod hendes Blik med en vis prøvende og forskende Studsen gaa langsomt hen over dem begge. Som hun søgte at kvæle ned noget pinligt, yttrede hun pludselig med Tyngde: "Nei, det er ingen let Opgave, De har tat Dem paa, at opdrage og lede to halvvoksne Pigebørn, Frøken Feiring. Et stort Ansvar, vanskeligt, som Tiden nu er blet, baade for Forældre og Børn." Frøkenen mødte op med et fromt blikkende Ansigt og sin mindste Mund. "Naar Forældre saadan maa holde det gamle fast i det længste, saa er det tit, fordi de føler, at der endnu ikke er naat til at bli rigtig Hold og Tag i det ny," - vedblev Fru Baarvig. Frøken Feiring rettede et beseende Blik paa den lille Frue. Her havde hun nok truffet paa den rette Land- sens Husmor med de solide Laase og Grunde for sine fastnaglede Anskuelser. Men hun veg uvilkaarlig af for de faste, gjennemskuende Øine. "Det er vist ikke saa let," jattede hun saa. "Nei, - ikke saa let. - De kan tro, en Mor har nok sine Tanker nu fortiden, Frøken Feiring" . . . Doktoren kom hastig ind, han havde været opholdt af Patienter paa Kontoret. "Goddag, Frøken, - steller man noget vel med Dem? - De skal op til Foged Preus. Rar Skrue det, kan De tro." "Saa, - original? - Glæder mig." "Han har én Idé. Kan De tro paa den rigtig, ordent- lig, - bare spørge ham bra ud og ind om den, saa har De Manden." "Saa, virkelig, - en Mand af Ideer?" "Det vil sige af én Idé. Men den tilgavns. Han tror paa Ligbrændingen, - sværmer rent ud for den. Vi skal ha den i næste Aar alt. Det har han forsikkret mig nu i alle de atten, jeg har bo't heroppe." "Aah!" - "Ellers er det en Biedermann, gammeldags konser- vativ som en Staur; men paalægger ingen Tvang. Faar SIDE: 293 bare Hoste, naar han kommer hjem fra Bytaagen, af alle de daarlige Meninger dernede, dem han bruger en hel Uge til at harke op igjen, siger han." "Da maa jeg sandelig protestere mod, at den Luft, som er fyldt med Interesser, skulde være mindre ren end en, som ingen eier, Hr. Doktor?" "Kommer an paa, hvad Slags Interesser, Frøken, - hvad Slags. Der staar sandelig en noksaa slem Dunst dernedefra af alt det, de fyrer under Maskinerierne - i enhver Forstand." "Der er nu for Eksempel vakt Interesse for en Ver- den, som intet Brændsel har," - henkastede hun spidst, - "og som man der har faat Blikket aabent for, - Proletariatet." "De mener den Verden, som vil kaste hele Samfun- det som Ved paa Varmen," affeiede Doktoren. "Hvis vi skal holde os til Logiken, Hr. Doktor," - tog hun det tappert op. "Fruentimmerlogiken, - javist, - javist," - jø- nede han, "den er berømt. Men indlad Dem nu bare ikke med Futen paa at reparere Verden. Han er saa skrækkelig fornøiet med den gamle, ser De . . . De véd nok, der gives Folk, som er saa glad i sine gamle Støvler, at de heller lapper dem hundrede Gange end tar paa ny. Han er akkurat en af dem han." Frøken Feirings smaa runde, urolig blikkende Øien- prikker mindede noget om en Mus's, naar den farer frem og tilbage og leder efter Udvei mellem Sprink- lerne i Fælden. Hun var øiensynlig i Uvished, om hun skulde lade sig nøie med slig spøgefuld Udgang paa Spørgsmaalet, og sank taus og langsomt Bid efter Bid med et forbeholdent Udtryk. "De gjør mig rent beklemt, Hr. Doktor," - gav hun sig saa Luft. "Jeg føler det, som det var til Munk- holmen eller nogen anden Ø bortenfor Verden, jeg skulde føres. Ikke et Menneske altsaa at tale med om . . . om . . . noget af det, som foregaar ude i Livet. - Jeg skal blot knirke tysk og engelsk, Geografi og Hi- storie, og, som en ret Guvernante, ikke modsige Her- SIDE: 294 ren i Huset. Oprigtig, er det ikke saa Doktor, at et saadant Væsen, som her sidder, er stillet?" "Det nytter ikke Ministre at by sig frem til Kopist- poster, véd De, Frøken. Man kan bli usalgbar, fordi man er for fin Vare ogsaa . . . duer aldrig at ha Aands- forlangender udover Stillingen." "Det vil sige, Samfundets uretfærdig indrettede Love transporterer mig nu til mit Sibirien," udbrast hun. Minka var varm og helt med; hun kjendte, det prik- kede og stak i Øinene. Og Kjel sad i Oprør . . . Der gik Faderen og slog sig bondevittig paa hende, - hende! . . . Skjønte ikke, at han trakkede op i fine, raffinerede Nervestrenge . . . Han sprang pludselig op af Stolen: "Ja Far . . . Jeg skulde altsaa for Eksempel ikke havt Ret til at ha Aandskrav, da jeg ingenting tjente. Men, vinder jeg nu imorgen klækkelig paa Plankerne mine, saa har jeg Aandskrav! Det er saa bornert og gammeldags, at -. Nutildags har vi alle Aandskrav, det siger nu jeg" . . . "Ja, alle disse Aandskrævere," - mumlede Dokto- ren. "Du fortalte vist selv nylig noget om, at Du viste en Pietist bort fra Arbeidet ved Sagbruget, fordi han vilde omvende istedetfor at sage. Jeg tror, Du regale- rede ham med noget som, at han var en for høi Aand til dit Brug." "Aa-h, sligt noget - en pur Undtagelse, grundet paa ganske andre Omstændigheder" - afviste Kjel. Han gjorde et eget Kast paa Nakken, som betød, at Fatter nok tilfældigvis ikke rigtig var paa Høide med Situationen. Virkelig en mærkelig Dame, mildest talt, - gik det i ham . . . Bare Maaden, naar hun bøiede Nakken og sa noget, - sligt pikant, skjult overlegent Smil. . . . Og blot det lille Træk, at hun saadan af Vane lod Hanskerne ligge i Fanget, medens hun spiste. Noksaa SIDE: 295 rørende, at hun skulde være slig fordømt til at slave hos Fogden. Han kunde nok ha Lyst til at betro hende et og andet om nogle ordentlige Risikoer, som han - - for Eksempel, da han kjørte den fingertynde Elvis for at komme forbi Sagfører Ring til Auktionen paa Kjer- stad. Og lidt om kanske, - hvad han nu vaagede i Affærerne, - og hvordan han gik og svedede for Posten to Gange om Dagen, saa de herhjemme ikke skulde faa Nys om - og Idyllen forstyrret, - ved det, han stod i . . . "- Ja, Frøken Feiring," - sagde Doktoren, da Kaf- fen var drukket, "det er ikke af Ugjæstfrihed, at jeg vil drive Dem ud i Snefoget. Men, skal det ikke bli for senaftens, saa bør vi nok se til at faa Dem i Reise- klæderne og pakket ind i Slæden igjen." "Og saa, ding dang, gaar vi til Sibirien," - spøgte Frøkenen, idet hun takkede og brød op. "Jeg kan ial- fald sige, jeg har rastet paa en behagelig Station un- derveis. Redaktionen tar, hvad De skriver," - hviskede hun bøiet over til Minka, da hun hjalp hende i Raggesok- kerne. "Vi maa nu paa noget Vis korrespondere" . . . Som Frøken Feiring i sit Reisehylle lystes ud, ven- tede Kjel i Gangdøren, hvor Snefoget drev ind, iført Tulup og med Svøbe i Haanden. "Det er mørkt og vanskelig Issvul mangesteds ved Elvekanten, Frøken, og, hvis De ikke har noget imod det, saa tror jeg, De er bedst tjent med, at jeg overtar at kjøre Dem disse to Mile op til Fogden." "Det kalder jeg et menneskekjærligt Træk af Dem, Hr. Brugseier. Jeg er saamæn saa hjerteangst for det altsammen," - lød det inde fra Reiseklæderne. "Huh, - skal jeg lige i Dybet her?" spurgte hun, da hun i Mørket udenfor blev puttet ned i Slæden og Fodposen. Sneen knirkede under Slædemeierne . . . Kjels be- roligende "Fola-Fo-ola", hørtes dernedefra, medens SIDE: 296 han manøvrerede den kjipne Hest, fulgt af et hvast Rap med Svøben. Saa tabte Bjeldelyden sig i Taagen bag Staburs- bakken. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - I Spiseværelset var der nu mørkt med kun et Lysskjær inde fra Lampen i Dagligstuen. De stod endnu ved Ovnen begge Stolene, hvorpaa Frøken Feirings Reiseklæder havde ligget . . . Og Minka gik derinde sagte paa Taa som en Skygge, for at ingen skulde falde paa at kalde paa hende og forstyrre hende. Det var, som Dagens Oplevelse endnu kunde fast- holdes, saalænge de to Stole stod der urørte paa Kant. Saalænge var Frøken Feiring endnu nærværende og forsikkrede, at hendes Artikel skulde trykkes, - vir- kelig staa i det "Tyvende Aarhundrede" med Over- skrift og alting . . . Under en af Stolene skimtede hun en liden lys Gjenstand. . . . En Cigaret - vist uhyre fin. Og lige under der, hvor Frøken Feirings Muffe havde hængt. Hun puttede den hastig til sig. Her havde hun noget virkeligere at fæste sig ved. Hun svævede om med sin urolige Lykke uden at faa Luft, - undredes af og til, medens hun sad mel- lem de andre ved Aftensbordet, over sin egen ano- nyme Storhed. Om de havde vidst . . . Om de havde anet, at hun, som sad her og næsten ikke kunde faa ned Smørre- brødet, var med og slog et Slag ude i Verden . . . Hun følte sig næsten som nogetslags hemmelig Ni- troglycerin eller Dynamit mellem dem. Hun blev helt stolt krigersk i Nakkereisningen, da de disputerede om Frøken Feiring, og kunde nok overse, hvad de mente herhjemme paa Landet. Hvor Schulteiss vilde maabet, om han havde vidst det . . . SIDE: 297 Efter Aftensbordet satte hun sig til at spille - Triumfmarsch og alskens kapriciøse Ting. Og Schulteiss tog sin Plads bag Pianoet. Hun saa ham, lynte ham, lo ham ind i Øinene der, han sad med Nakken i Nodehylden og lod Skyggen af sit Profil ligne Napoleon. Minkas bevægelige skiftende Ansigt var helt over ham med uudsigelige Meddelelser. Hun løftede Nak- ken værdig og var imposant . . . Og Schulteiss reves hen i bleg Henrykkelse. Da han som i en Rus bukkede til Godnat, saa hun mystisk megetsigende paa ham . . . Og hans Hænder skalv i Trappegelænderet, da han gik ovenpaa til sit Værelse. - Sent om Aftenen oppe paa Sovekammeret, efterat hun havde forsikkret sig om at Sødskenerne sov, ka- stede Minka Kjoleskjørt og Sjal om sig. Og ude paa Loftet sad hun saa i Mørket og tænkte og røg og var europæisk og nød, - indtil hun kjendte, hun ikke længere havde godt af det. Fru Baarvig sov sent ind og vaagnede med ét i svær Uro og Angst. Natteuroen var blevet hende til Vane gjennem hen- des Liv som Doktorfrue. Det var sjelden, hun ikke stod op for en eller anden Ank, hun fik paa sig, og gjorde sin Rundtur over den store kolde Sal ovenpaa hen til Børnenes Soveværelser. Saa var det, om Smaa- pigerne havde slukket Lyset eller, om Massi havde kastet af sig og laa og hostede. Saa, om Arnt havde skubbet Terpentinkluden af Halsen, om Strømper og Sko laa der vaade uden at være tat ned til Tørring eller, om der var Kakkelovnsos. Hun laa hvergang og studerede ud sin Fremgangs- maade, hvorledes hun skulde udføre det Kunststykke at staa op og tænde Lys og komme ud igjennem Døren uden at vække sin Mand, - som var kommet sent hjem eller naarsomhelst paa Natten kunde blive kaldt SIDE: 298 ud til en syg. Hun var forfaren i, hvad der turde voves, eftersom han laa slig eller slig, sov let eller tungt. Hun havde studeret hans Ansigt næsten ind til hans Drømme der, han laa i Sengen lige ved Siden, bestan- dig med et saa deiligt roligt Udtryk imod alt det Veir, som gik over det i vaagen Tilstand, og som hun havde at stride med. Hun vandrede derinde paa Gulsalen, naar der ikke var for koldt, og hun kunde mangengang hygge sig saa godt der, - ligesom faa hvilt ud med sine egne Tanker . . . Men inat var hun skvættet op som af en ond Drøm. Der var sket noget . . . Hvad var dette med Minka og Frøken Feiring? . . . Som en skjult hemmelig Forstaaelse mellem dem. Noget, som maatte dølges og unddrages hende . . . Alfhandlingen, Frøken Feiring saadan talte om . . . Det var noget, Minka havde skrevet . . . Minespillet, - Minkas vanskelig skjulte store, rædde Glæde. Hun saa det op igjen for sig med en stedse bittrere Følelse af, at dette holdtes hun, - Moderen, - udenfor. Og hvad kunde hun ha skrevet, - leveret ind? . . . "Kvinden, som vaagner," var Titelen . . . Minka havde altid havt det med Pennen. Aa, men det var jo ikke det, at Minka skrev. Det var ikke det . . . Fru Bente stirrede bare i ét, kom bare tilbage til et: - Fortrolighedens Grund fattedes, - fandtes ikke længere. Minka havde udviklet sig i Skjul for hende . . . Hun stirrede og stirrede ind i det. Kløften gabede altid bredere og med et koldere Pust: Hun havde mistet Minka! . . . Den ældste Datter, som havde været under hendes Øie og opdragende Haand, til hun blev voksen, - som hun trode sig saa helt og fuldt klar paa . . . Men netop sit bedste Liv førte hun nu afgjemt. Og Veien til hendes inderste Tro eiede hun ikke længere . . . SIDE: 299 Hun havde mistet Minka! Hun fik en kvælende Trang til at fare op og ind til hende . . . Blot se paa hende, medens hun sov . . . Som for en sidste Gang ta Afsked med sin Illusion. - Lidt efter stod hun med Lyset i Haanden inde paa Gulsalen ved det gamle lange Bord, hvor al vasken var henlagt. Den kolde Sal laa i Mørke, og den svære Jernovn løftede sine Omrids stor og truende frem af Dunkel- heden. Dette knugende voksede og voksede . . . Der havde hun Endre, som hun støttede med al sin Villie paa hans ny Bane. Og der havde hun Kjel . . . Kjendte hun dem, - hvad de mente og tænkte? Havde hun deres Fortrolighed? Eller egentlig talt ikke paa samme Vis længst mistet ogsaa dem, - begge sine ældste Sønner? Hun huskede, hvorledes de hver paa sit Vis havde det med at tie og smile, naar hun talte sig varm om noget. Hvor var ikke Endre bitter mod Faderen . . . Og der havde hun Arnt, og der havde hun Massi endnu at miste! I raadløs Angst følte hun bare, at hun vilde og maatte frelse, hvad frelses kunde. Hun skreg Nøds- skrig indvendig, - hun vilde ikke miste flere, - ikke mere miste! . . . Hun gik urolig, som hun lyste efter noget inde paa den kolde Sal . . . Havde de git Børnene forliden Frihed, - været for lidet menneskelig fortrolig med dem? - Hun var jo selv saa glad i alle Tidens Ideer, haabede saa paa bedre Tilstande. Men, naar det kom til Stykket, var de alligevel ikke saa lette at gjennemføre. Det var, som de endnu ikke havde fæstnet sig til Skik. Hun stansede ved Glasskabet, hvor alle Doktorens Apothekersager stod, - holdt Lyset aandsfraværende SIDE: 300 op ind over Mangfoldigheden af Pakker, Krukker, Flasker og Æsker, store og smaa, som om hun stu- derede Paaskrifterne. Saa gik der et Skjær over Fru Bentes Ansigt . . . Imorgen den Dag abonnerer vi paa "Det tyvende Aarhundrede". Og ved Leilighed nævner man saa lidt til Minka om at forsøge sig i at skrive - prøve sig med Pennen. Hun gik igjen langsomt et Stykke bortover hen mod det sammenslagne Spillebord, nikkende til sine egne Tanker. De spredte Møbler var som Oaser, hvor hun satte Lysepladen ned. Der kom en Følelse af Beroligelse over hende. Hvor alt blev til Overdrivelse saadan om Natten . . . Javist, - - hun havde jo ikke kunnet spise noget til Aftens for al Uro efter Guvernanten . . . Man sover aldrig godt med en tom Mave . . . Om hun gik ned i Spisekammeret for at skjære sig et Stykke Smørrebrød. Lyset forsvandt ud paa Trappegangen . . . Doktorens Karjol var rullet afsted tidlig i den svale Sommermorgen. Pigen begyndte at pudse Vinduerne i Kontoret, og huslige Arbeider, der altid udførtes un- der Doktorens hyppige Fravær, var sat igang. Schulteisses Tilsynekomst nedenunder udenfor Maal- tiderne beroede meget paa den Karjoldur. Hans Ner- ver trykkedes altid af Doktoren. Han kunde ta sig en Tur gjennem Værelserne eller drive og spankulere med Hænderne i Ærmegabet paa Vesten rundt om ude paa Gaardspladsen og puste frit, - staa og stirre paa Slibestenen, medens den dreiedes, og en af Slaattekarene slibte, kige dybsindig ind ad Vedskjuldøren, hvor Gaardsgutten huggede, gi korte SIDE: 301 ironiske Livsvuer tilbedste over Indhegningen ned til Purken og Grisene eller filosofere for Gjedebukken. De holdt paa at luge og vande nede i Haven, me- dens der endnu var lidt Skygge af Morgenen, og i sine ensomme Studier havde Schulteiss just git sig til at ballancere med præcise Trin udover en af Tømmer- stokkene ved Fjøsvæggen, da Minka saa ham og skynd- somt kom ud af Stakitporten. Han gjorde et Tilløb som for at springe Stokken ud; men hoppede saa ned med et elegant dybt Duk i Knæerne. "Schulteiss," ivrede hun, "De gaar nu vel ikke og er distræt og glemmer at passe Posten saa betids, før Kjel kommer til. De véd jo, han altid er ude og revi- derer den nedenfor Grinden." Schulteisses stille, bevidste Smil afviste al Tvil. "Klokken maa jo være snart ti, og endnu gaar De her." "Jeg forsikkrer Dem, Frøken Minka . . . Kan De et Øieblik tvile paa min," - afbrød Schulteiss befippet. "Kunde De for Eksempel ikke lige saa godt finde paa at spadsere nede i Landeveien, Schulteiss?" "Og derved udsætte mig for at bli iagttaget af Hr. Kjel?" udbrød han seirrigt . . . "hans Mistanke vakt, og Deres Interesse kompromitteret . . . Om lidt," - han tog frem Uhret, - "vil De se en ligegyldig slentrende Person forsvinde ned over Stien bag Lysthushaugen." "Hvad, - ikke halv ni endnu? - Gaar den rigtig, er De vis?" afbrød hun ivrig. "Jeg indestaar. Stol paa mig, Frøken Minka!" kom det saa lidt efter i en lav, hul lukket Tone, som inde fra et Tøndehvælv. "Uf, De har saa mange Vridninger, Schulteiss," skjændte hun koket, - "kunde De ikke straks sagt mig, hvormange Klokken var." "Jeg tilbageholder enhver Indsigelse, - tier" . . . Han bukkede med et lysende Ansigt. "Hører De, Schulteiss, det gjælder at faa tat "Det tyvende Aarhundrede" ud af Fars Aviser. Den Op- SIDE: 302 sats, som jeg gav Overskriften: "Det lille glatte Jaord," - den vil jeg ikke, at Mor skal læse, - hun kjender mig straks paa Stilen. Og De véd, naar hun vil tale med mig om det, og det skal ligesom ud i Vinduet og luftes og beses alt, hvad én saadan kan skrive . . . Det er saa utaaleligt! Hvis de har tat det ind, saa kommer det vist nu i dette Hefte. Det iser ordentlig i mig, naar jeg tænker paa, hvor mangen ung Pige kanske ligger allerede samme Nat i Taarer og angrer, hvorledes hun saadan i et Minut har git sig helt bort til Eneherske- ren. Jeg havde ikke Fred, før jeg fik skrevet om, at Jaordet bør gjælde, saa hun har baade let Skilsmisse og Særeie og Ligeberettigelse og altsammen i Orden." "Hm, - Ideen i og for sig udmærket, - endogsaa brillant, - om den - um, um, havde Udsigt til at - - - -. Det vilde med engang være Kvindens fulde Beskyttelse fæstet ved Lov til Jaordet, - saa at sige Frihedsdiamanten i hendes Fæstensring - -. Um - um - men -" "Ja, ikke sandt," - triumferede hun og slog ham over Fingrene med det Straa, hun manøvrerede. "Jeg har, - hvad var det, han kaldte det, han, som ud- fandt . . ." "Hevreka, - det var Arkimedes." "Hevreka, Hevreka! Løsningen paa det hele. Det er, saa jeg kunde springe indvendig, saa glad er jeg." "Hm-m," - Schulteiss trak betænkelig paa det ud- prægede Læbeparti. "Hvorfor sætter De slig Mine, Schulteiss?" "Um - um . . . jeg mente kun, jeg kunde inderlig ønske, det lod sig gjennemføre, Frøken Minka." "Har De ikke selv saa mangen Gang sagt -" "Men desværre, De glemmer i Deres umistænksomme Hjerte Eneherskeren, - Undertrykkeren. Han vilde ikke saa let slippe en saadan Lov til." "Jeg synes, De bare staar og modsiger Dem selv jeg." "Jeg ber om at faa tydeliggjøre mit Standpunkt. Jeg SIDE: 303 fastholder, at Ideen er brillant, - fastholder det urok- keligt. Men Hindringerne -" "Hvad for Hindringer? De har altid Hindringer, naar det kommer til Stykket, Schulteiss. De er over- hodet saadan en med Forhindringer." "Den Lov at faa sat den igjennem, - forudsætter . . . jeg vil ikke skjule det for Dem, - intet mindre end, at hele Kvindesagen først har seiret" . . . "Uf, saadant et kroget, vredent Menneske!" udbrast hun. Schulteiss saa værgeløst paa hende, som han bare bad for sig. Hun slog sig med Straaet paa Kjolen og trampede: "Det er saa ærgerligt, at De bestandig skal finde ud noget, som er iveien. Nu kan straks min Lov ikke gaa. Og paa det skal nu hele Artiklen falde!" klagede hun fortvilet. "Jeg tror retnu, jeg begynder at hade alt det, som Mandfolk hedder . . ." "Ja-a, Frøken Minka, - med den Lidenskab kunde der udrettes noget. Hadet maa drive Befrielsesværket, til alt kan gaa af sig selv engang - med Kjærlighed." "Alligevel, Schulteiss," - lød det efter en Betænk- ning - "skulde Artiklen komme - og, synes De, den er rigtig godt skrevet, - jeg bryr mig ikke længere om Ideen, naar den alligevel ikke skal bli til noget før om hundrede Aar. Men, tror De den vil gjøre Lykke, saa klapper De tre Gange i Hænderne ved Haveporten som til Duerne. Og saa, Schulteiss . . . Der kan godt komme Svar idag fra Frøken Lund, om de har faat det til at gaa dernede i Byen med den store Fodtur heropefter. Isaa- fald kommer Thekla Feiring straks hid for at be om Lov for mig til at være med. Men Far og Mor maa ikke ha Anelse om, at jeg har været ude og virket for det. Hører De, Schulteiss, De har meget at passe paa idag." Han nikkede med den betroedes lykkelige Smil, medens Minka skyndte sig ned i Haven igjen. SIDE: 304 Posttiden var over, og Breve og Aviser efter de fore- løbige Revisioner nede i Landeveien som vanlig i hen- sigtsmæssig luttret Stand indlagt paa Kontorbordet, deriblandt, skinnende frem af sit Korsbaand, et nyt gult Hefte af "Det tyvende Aarhundrede", der imid- lertid ikke gav Anledning til noget Haandklap ved Haveporten. Schulteiss havde vandret og vandret urolig indtil det lykkedes ham at faa anbragt for Minka den trøsterige Mulighed, at der maaske ikke havde været Plads i dette Hefte til at ta Artiklen. Han var paa Vei op til sit Værelse, da han stansedes af Fru Bente, som kom ud i Stuedøren: "Vi har faat Brev fra Endre . . . Vil De ikke komme ind og sidde ned lidt, Schulteiss . . . Fra Dresden." "Fra Kunstnerstaden, det skjønne Florents ved Elben," - udfyldte Schulteiss komplæsant. "Det er jo Kunst, Schulteiss, - dybere Kunst, - Operetten ogsaa? - Det er Operettesanger, Endre nu tænker paa at bli." Hun saa forskende paa ham. "Utvilsomt, Frue, - ganske utvilsomt." "Han siger, at de saakaldte første Rangs Operaer gjør Kunstneren til Storbrøler og Bror af Gadeudraa- beren ved de umenneskelig store Lokaler, og at San- geren i Udførelsen kun kan opta de aller groveste Momenter." "Sandelig høist slaaende," - udbrød Schulteiss. "Ja, jeg forstaar mig jo saa lidet paa det. Der er meget i hans Brev, som jeg tænkte, De kunde gi mig lidt Forklaring paa. Saa skriver han, at han ikke vil ta Undervisning hos denne berømte Lutzmann." "Saa! - men det var jo derfor, han -" "Han har fundet en anden Sanglærer, som endnu ikke er berømt, men nok staar i Spidsen for en Be- vægelse dernede, - en hel ny og naturligere Methode. De gamle Sanglærere har forkvaklet og ødelagt Stem- merne, paastaar de. Og der kan vel være noget i det, Schulteiss! - En- SIDE: 305 dres er jo saa blød, saa blød," - kom det med et Udtryk, som om Erindringen overvældede hende. "Ja, Tiden vil det naturlige. Det er for det, der løftes Faner og man fylker sig paa alle Omraader!" demonstrerede Schulteiss. "Men det hele der i Dresden er nu alligevel sletikke, som jeg havde tænkt mig det . . . alle disse Venner og dette Liv, han er kommet op i med Sangere og San- gerinder - ja vi maa jo huske, at det er Operetten, han stiler paa -. Men alligevel, De, - Fräulein og Frau Operettesangerske den og den . . ." "Kunstnersindet trænger først og fremst til at leve i Kunstens Luft, Frue. Fisken tør ikke berøves sit Element." "Mener De det, Schulteiss" . . . Hun sad og vuggede hen i egne Tanker . . . "Ja, De véd nok, en Mor gjør sig mange overdrevne Bekymringer. Jeg havde nu forestillet mig, at han skulde levet saa ganske stille der, blot beskjæftiget med sin Uddannelse, - at han ligesom med Flid skulde gjemt sig bort fra sin Fortid i disse to, tre Aar, indtil han kunde træde frem fuldfærdig. Dette maa da alt ta Tid fra ham?" Schulteiss krøgede paa sig til ærbødigst Indsigelse: "Tillad mig, Frue! Skulde man slutte fra det van- lige hverdagslige . . . Men," - han løftede Røsten, - "en Kunstners Selvfølelse er ikke hverdagslig. Man maa gaa ud fra en iboende Ubændighed. Vildfuglen kan ikke finde sig i at sidde en Læretid med klippede Vinger i Bur. Eller ogsaa er der ingen Ubændighed tilstede," - skreg han i dialektisk Hede, - "og da tør der heller ikke være nogen - nogen Kunstner." Fruen tog sig ligesom sammen: "De har vist saa Ret, - vist saa Ret, Schulteiss; man maa ikke dømme sædvanligt om det usædvan- lige." - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Fru Bente sad ved Sybordet, efterat Schulteiss var gaat ovenpaa. Hendes Udtryk var saa forpint betænkt. SIDE: 306 Hun sukkede dybt, - aabnede Laaget, tog Brevet op og lagde det mekanisk ned et Par Gange . . . Hun begyndte at gaa med rastløs Mine og Haanden trykket i Siden, som hun led legemligt. I den heldende stille Aften var der pludselig blevet folksomt hos Doktorens paa Elvsæt. Paa Trappen og indover Gangen laa Randsler og Plaids og Stokke, medens sportsklædte Herrer og Damer i Uldstrømper og tykke Begsøms Sko under Støi og Liv færdedes inde i Stuerne. Et Turistselskab, - tre Damer og to Herrer, havde sat Stevne her med Frøken Feiring, som alt tidligere paa Dagen var kommet fra Foged Preus og nu holdt paa at bombardere Doktoren og Fruen for at faa Minka med. Der var planlagt en længere tre, fire Dages Tur ind- over Skogmarkerne. Kjel var naturligvis selvfølgelig, - for ham havde Thekla Feiring garanteret, paa hans paalidelige Fiskestang berode desuden Udsigten til rød Fjeldørret stegt ved Baal, naar de slog Leir. Og afsted maatte de, før Sol stod op næste Morgen, for at kunne holde Rast, naar Heden blev for stærk udpaa Dagen. Døre og Vinduer stod aabne og trak Luften ind fra Høstakkerne, medens man, røgende Snadder og Ciga- retter, hvilte ud efter Dagens Anstrengelser. Kjels overstrømmende Gjæstfrihed saa at sige vrængte hele Huset. De medtagne Madforsyninger maatte undersøges og suppleres med, hvad Staburet kunde opdrive af delikat Sommerkost, - røget Laks, Spegekjød, Skinke og diverse. Men Fatters Konjak . . . Turde ikke anbefale den; han smilte halvblunkende til de to Herrer, - derimod Akeviten den . . . En Baad parat til dem ved Fiskevandet, - Hest, - man maatte ha Hest, om nogen skulde bli for træt, og SIDE: 307 til den tyngste Bagage, - han skulde sørge for det altsammen, disponerede over nok af Folk og Træk- heste, saalangt Distriktet rak . . . Minen med den kortbuskede Knebelsbart og de sikkre, stø, grossererbevidste Udtalelser lod ikke ta feil af, at de her havde været saa heldige at finde en Slags Protektor og Omnipotens paa disse Kanter, - en Forening at Plutokratisk Indflydelse og af at være særlig kjendt og populær. Mellem dem fo'r Arnt og Massi til det yderste op- tagne og interesserede; de var snart blet kjendt med dem allesammen. Doktoren viste sig en og anden Gang inde blandt dem som den gjæstfri Vært med nogle Ord hist og her. Under en temmelig uigjennemtrængelig Holdning fulgte han af og til med et eget Udtryk Cigaretrøgen, der drev som en tæt Skodde over Damegruppen. Og smal og tynd, med den gule Flettepisk nedover Kjoleryggen stak Bertheas runde Hode, knuppede Næse og blanke Øine nysgjerrigt frem her og der. Hun undgik stedse ivrigere med Øinene den mørke vakkre Kandidat Krefting, naar han saa hen paa hende, saa han tilsidst nærmede sig og begyndte at spøge og spørge, - var gruelig interessant, sa, hun var en Knop, som snart skulde bli til en Rose . . . Minka saas sjeldnere og gled ind og ud med et urolig nervøst, trykket Smil. Hun gav sig Mine af at ha travlt. Skulde hun være med, maatte hun natur- ligvis ordne med Udrustning og Dragt, traakle op Kjolen o. s. v. Som hun fo'r gjennem Gangen, vinkede hendes Far til hende i Kontordøren: "Minka! - Aa, hør lidt . . . Du vil gjerne være med paa denne Turen, kan jeg skjønne," - sa han, da hun kom indenfor. "Ja svært gjerne, Far. Jeg har jo aldrig været med paa noget saadant." "Jeg skal sige Dig, min kjære Minka, - hm, ja, hvordan skal jeg faa sagt Dig det uden at bedrøve Dig SIDE: 308 formeget. - Men som Doktor, ser Du, og som din Far, - saa er jeg ikke saa lidet ængstelig for, om Du egentlig har Helbred til denne lange, voldsomme Tur bortover i Skog og Vildmark . . . Nei, nei, Barn, jeg vil ikke forbyde Dig noget, blot henstille til din egen Overveielse - -. Om Du med engang gik træt og blev liggende syg langt inde paa Skogen." "Aa, jeg kjender saa godt, saa vist, at det gjør jeg ikke, Far. Blev jeg syg," - overvældedes hun pludse- lig af Graaden, - "saa var det vel, om jeg nu ikke fik Lov." "Du faar jo Lov," - skreg han; men tog sig igjen - "Hør nu, Minka, - om - om, . . . husk paa, jeg blir lige blid paa Dig, tvinger Dig ikke . . . men, om Du opgir Turen, skal Du paa din attende Fødselsdag i September faa et Gulduhr - med ordentlig smuk Kjede," - føiede han til, da han saa, det trak op til nei i Minkas Mine. Hun saa bleg stivt paa ham. "Nei, nei, Far" - udbrød hun ude af sig. "Forbyder Du mig det, skal jeg bli hjemme. Men for Guld opgir jeg det ikke!" "Naa naa, ja ja, - Du skal ikke ta det saa. Du véd, jeg forbyder Dig ingenting. Men Du skjønner vel, at dette med Helbreden maatte jeg sige Dig . . . saa saa, saasaa -. Ja, det var ikke andet, jeg vilde Dig, Minka. Siger din Mor ja, saa véd Du nok, jeg ikke siger nei - -. Naa, ikke bedrøvet, Barn . . . Men Du skal alligevel passe Dig lidt for de to Lap - de to fremmede Karljohansløverne. Du er jo en fornuftig Pige, og det er ikke sagt, de har saamegen Folkeskik - -. Ja neimæn om det var andet, jeg vilde sige Dig, - jeg mente bare, et Gulduhr kunde glæde Dig endnu mere." - - -. -"Og Du slipper hende ind i dette?" kom Doktoren hed i Hodet op paa Soveværelset til Fruen, som sad og syde og traaklede paa Turistkjolen. "Kan vi vel andet, Du." "Saa - heisan, - jeg skjønner ingenting - absolut SIDE: 309 ingenting længere. I gamle Dage vilde et sligt Rend paa Skogen med fremmede Mandfolk ført en ung Pige i Folkemunde, - Rygtet spoleret, siger jeg Dig!" Fru Baarvig gjorde et Kast med Hodet over Søm- men: "Jeg véd, det havde ikke gjort mig andet end bare godt, om de havde git mig mere Frihed, da jeg var ung" . . . "Ja Du, Bente" - "Jeg var vist som andre Piger. Vi gik jo der som Faar i Fold. Skikkelige og uskikkelige, blev vi alle lige erfaringsløse Gjæs, som de proppede med alskens Ideer om Livet. Da vi kom udover Aarene, fik vi lære om igjen." . . . "Slig tilskogs i alslags Kompagni, er det noget for en skikkelig Pige det? Tror Du virkelig nogen Mand i Stilling vilde ta en saadan forløben én -" "Tiden tænker anderledes nu, Baarvig, - jeg tror, mangen Mand vil det. Se nu Kjel med Thekla Feiring." "Snak ikke om Kjel," fo'r han op. - "Jeg siger Dig, Bente . . . Kort og godt, jeg spør Dig: Er vi dømt, - nødt til at gi Minka hen i dette?" Fruen pustede dybt, medens hun syde ilsomt: "Jeg véd ialfald ikke noget bedre Raad, Baarvig, end at slippe Børnene til at la dem lære at bruge deres Frihed. For ét er sikkert, nægter vi dem den mister vi dem aldeles." Nu kom Minka indover Salen for at prøve Kjolen. "Var Far urolig for Turen, Mor, - var det det, han var oppe nu og snakkede med Dig om?" frittede Minka, da de blev alene. "Det er bare det, at det er første Gang, Du saadan er ude paa egen Haand," - omgik Fru Bente Spørgs- maalet. "Disse rutinerede Bymennesker, de forstaar saa vel Forskjellen mellem Snak og Komplimenter, og, hvad der virkelig menes. Og Du véd jo, det er ikke til at ta for god Fisk alt, hvad de kommer med." "Saa ganske Landkommission er jeg nu ikke, Mor. Der er ingen af dem her, som maaler sig med Thekla SIDE: 310 Feiring. Og desuden maa jeg sige, jeg tror nok, jeg staar paa Høiden med Ideerne." "Hm," - mumlede Fruen med Traaden i Munden, - "det er just ikke de interessante Spørgsmaal og Samtaler, jeg tænker paa, Minka, - der kan Du nok klare Dig. - - Det er mere - hvad skal jeg sige, - deres personlige Maade at omgaas én paa. Man glider saa let ind i Fortroligheder og Venskab og sligt, og der tar en ung ligetil Pige som Du saa let det for gode Varer, som disse -" "Jamæn maa jeg le af Dig, Mor. Du er ræd for Kurtise og Forlibelse og sligt . . . Pyh, - vi har saa ganske andre Interesser nu. Der kan altid bli Tid til at gifte sig og skaffe sig en Herre paa Halsen." "Ja, ser Du, man vil saa gjerne se Personen i Lys af de Idealer, de gjør sig til Riddere for; men det er ikke sagt, det altid svarer, Minka." Minka rystede overlegent paa Hodet. "Kjære, indbild Dig ikke, at det er saadant, vi gaar og tænker paa. Det var kanske i gamle Dage det - Aa Mor, - søte Mor, vil Du ikke be Far for mig om at faa laant hans Dobbeltkikkert, at bæres saadan i Rem om Skulderen, Du. Det tar sig saa sportsmæssig ud. Du behøver ikke at være ræd for Bedaarelser, Mor. Aa jeg glæder mig, saa jeg ikke kan sige det, - jeg véd, jeg ikke faar lukket et Øie inat. Det er rigtig kjedt, skal jeg nu flere Gange vise mig dernede i Stuen i denne stakkars Sommerkjolen, mens de andre gaar der i flotte Turistdragter. Det nytter nu ikke Luise Lund med alt hendes fine Chevoit og Messingbelte, - Thekla er fjongere, hun har Snittet, hun, - rent med- født, sa Kjel, straks han saa hende. Det var rigtig et godt Indfald af ham, at han skaffede de Melkeringerne fra Staburet ud paa Trappen til dem, det blev med én Gang saa landturagtig. Og saa mærkede jeg godt, at han blinkede til Thekla, og at de morede sig, - de saa straks, at Luise var uvant til at røge Cigaretter - -. Aa nei, Mor, tag den ikke ind om Livet, den SIDE: 311 kan gjerne være endnu videre, - slig flot som Anna Rists, saa én øieblikkelig ser, at der ikke er Korset - Færdig, Mor? - saa tar jeg den straks paa . . . Den kunde vist gjerne være endnu mere optraak- let," mente Minka, som hun mønstrede sig . . . "Thek- las er kortere, det gir saadant frit Sving." "Thekla er kortlivet og har ganske anderledes lange Ben at gjøre med end Du, Minka. Dig vilde det ikke klæde, heller ta sig lidt for snuppet ud." "Mor, Du husker at be om Kikkerten" - "Se til at spise noget, Minka, Du har jo forsømt Aftensmaden." "Aarker ikke, Mor," - raabte hun tilbage, idet hun skyndte sig indover Salen. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Som vanlig bevægede Schulteiss sig rundt Be- givenhederne, altid fjernt nok til ikke at blive attra- peret. Men pludselig lagde han lysende opstemt og buk- kende Veien tvertigjennem Værelserne, hvor Selska- bet nu høist animeret stimlede om en Bolle med Som- merdrik, som Kjel vidste at sammensætte af alle- haande mystiske Ingredientser . . . Havde det været hos ham nede paa Bruget, turde der ogsaa være kom- met Champagne i, - antydede han. Schulteiss havde set Minka komme i sin Reisedragt og forstod, at Slaget var vundet. Følelsen af at være intimere knyttet til Foretagendet satte ham i hel op- taget Reisestemning. Han indlod sig paa at udvikle Napoleons Kunst at vinde Plads og pakke ned i Tornistret. Han ventede til Minka kom i Døren for at række hende Amtskartet. Han var i Aanden med, stregede op til Veie paa Kartet, én med blaat og én med rødt. Han svælgede i Fantasien, - vogtede og værgede for Minkas Fjed, støttede hende over Klop- perne, var hendes skjulte Forsyn, saa sig vaagende under Stjernerne, naar hun sov. Han fløi op paa sit Værelse og ned igjen. Det var det trykte Sagn om Røsvandet, - Uhyret der, - at SIDE: 312 læse for Selskabet ved passende Leilighed og Stem- ning, naar der hviltes i Fiskerboden . . . Han stansedes i Gangen ved en trillende Latter ude fra Gadedørstrappen. Minka stod leende og straalende i overgivent Snak med den ene af de to fremmede Herrer. Det var Varberg, Ingeniøren, som skulde bli sektionschef ved det ny Jernbaneanlæg heroppe til Vaaren. Schulteiss saa Høgenæsen imod Luften. Hans Blik fangede Manden intens nøiagtigt som et Fotografi- apparat: - lidt tyndhaaret over Panden, - bleg mar- keret i Trækkene, - Øinene rappe lurende - en kold snedig Forlokker . . . "Det er ikke længere nogen Hemmelighed, at man kan overvinde utrolige Strabadser blot med den psy- chiske Kraft" - hørte han Ingeniøren foredrage . . . "Den lader sig udvikle hos enhver, som har medial Natur. Jeg befaler Dem at gaa ti Mile, og De gaar ti Mile." "Ja, naar man først er indrettet paa at lystre," - lød det overmodigt fra Minkas Side. "De kunde jo forsøge Dem paa Thekla - Frøken Feiring, - prøve, om De formaar at knække hendes Villie. - Jeg tæn- ker, hun vilde gi Dem nok at bestille. Ellers vilde vi nok alle ønske at faa sat det Slags Maskineri i os, naar vi skal ud paa en lang Fodtur." "De er vantro, Frøken; tar jeg ikke feil, er just De et udmærket Medium." "Saa? . . . Saa, tror De . . . Hvoraf slutter De det?" lød det spændt nysgjerrig. "Deres Haand, som ligger der paa Rækværket, - vil De tillade, at jeg stryger den blot med Finger- spidsen nogle Gange . . . Naa? - er det ikke en be- hagelig, beroligende Fornemmelse? - Strøg jeg den længe nok, skulde De faa sove. Jeg er nu bestyrket i, at De er et sjeldent Medium." "Tillad mig, Frøken Minka," - sprat Schulteiss til. "Men den Sort Eksperimenter vil jeg be Dem vogte SIDE: 313 Dem for. Deres Far vilde vist høilig advare Dem imod det." Han bukkede stedse mere tændervisende komplæ- sant . . . "Man er inde paa et ubekjendt Gebet . . . Der er Følger og Konsekventser, som ikke kan beregnes, - en Bortgiven af sin villende Personlighed." Det kom stødvis med graablegt Ansigt, idet han med overdrevne Buk knugede og vaskede sine Hæn- der, saa Knoerne hvidnede. Ingeniøren stirrede paa ham med et Udtryk af For- bauselse og Lystighed og vekslede Blikke med Minka, som igrunden aldrig havde havt Øie for, hvilken Kar- rikatur Schulteiss var, før han nu iaften producerede sig for den fremmede Herre. "Formodentlig den Præceptor, der har værnet om Deres Ungdoms Fjed?" spurgte han med ufordulgt Munterhed. Schulteiss stod et Øieblik konfus, drog sig saa for- virret bort og skyndte sig med rasende Fart op af Trappen. Laasen smækkede igjen for hans Værelse. Derinde laa han paa Sengen og skar Tænder i Stil- heden udover Aftenen . . . "Frøken Minka" . . . demonstrerede og bad han plud- selig med fordreiede Træk og høitidelig oprakt Arm, - "Deres Vilje vil han lamme og fange . . . Jeg adva- rer Dem, jeg besværger Dem -. Vig fra ham og alt hans Væsen, - hans Blik som hans Haand! . . . Jeg sætter Himmel og Jord, - Deres Far og Mor, i Be- vægelse" . . . Han løftede sig i Sengen og truede . . . "Aa - den Djæ-ævel!" . . . - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Under al sin Ank kom Fru Bente næsten ikke til- sengs. Hun grublede i Halvsøvne over Forkjølelse af vaade Fødder om Dagen og af at sove ude i Skur om Natten, - værkede paa, om hun skulde gi Minka et yderligere Vink - eller, om det overhovedet var klogt at sige noget. Formaninger og Advarsler vilde saa let SIDE: 314 ta Smag af Hjemmets Myndighed. Om hun kanske kunde gi't hende det paa nogen Maade saa fint, at hun ligesom bare kom til at gjøre sig det op selv . . . Hun puttede en Flaske med bittre Mavedraaber i hendes Randsel og føiede til et lidet ekstra Uldliv. Og saa begyndte Tummelen og Støien rundt om med Vækkingen. Frokosten, Kaffe, Smørrebrød og Æg, kom betids paa Bordet; det gjaldt om, at de ikke drog ud i den fugtige kjølige Morgenluft uden at ha faat noget varmt tillivs . . . - Selskabet var draget afgaarde tidlig i Gryet, medens Taagen endnu laa som en langspunden hvid- lig Uld over Elven, og Duggen slog Væde om Fodtøi og Skjørtekanter. De havde været oppe i Utide baade Mennesker og Dyr. Morgenen blev lang, slæbte sig hen fra Firetiden, da Folkene hvæssede Ljaaerne og skulde ud og slaa Vol- den i Morgenduggen, til Solstrimen ved Femtiden be- gyndte at drage sig langsomt nedover Madklokken paa Staburstaget. Da den naade Starreburet paa Væggen, led det endnu bare mod halv seks. Der faldt som en Stilhed over Gaarden efter de bortdragne - ligesom noget pinsomt ødt . . . Massi og Arnt vilde ikke tilsengs igjen, efterat de først engang havde bestaat Overvindelsen ved at staa op. Arnts varme svede Ansigt og Trøien, der var over- drysset med Straa, bar Mærkerne af, hvor ufortrødent han den ganske Morgen havde kjørt paa Hølæsset mellem Engen og op til Laaven. Massi havde nu sidst været ude og ledt op de nylagte Æg, - hun eiede et Talent til at lure op, hvor Hønsene værpede. Ved vanlig Tid kom saa Doktoren ned til Frokosten; han havde tat sig sin Søvn hele Natten. "Naa," - brød det ud, som han slog an sit friske Æg, - "Minka er da draget med? . . . Havde jeg vidst noget Raad, Bente, jeg forsikkrer Dig, jeg havde stop- pet det -. Saadant Taterleben" . . . SIDE: 315 "Du maa tro, Baarvig, Ungdommen nutildags vil ha anden aandelig Underholdning end i vor Tid, - de lever ganske anderledes i almene Interesser." "Jaha, - haa haa, - de skulde ligesom ikke være saadanne lave jordiske Mennesker nu da. Ja tro det . . . Nu skriver de og snakker og filosoferer de blot med hverandre om Kjærlighedens Væsen. Vi vidste ikke af andet end enten eller, vi. Men disse, de forstaar at gjøre anderledes mangfoldig Svir ud af Tingen de, - slig - Damer og Herrer, - i Aandsfællesskab! - til- skogs" . . . "Friskt og freidigt Friluftsliv tør føre til noget bedre og aabnere end den gamle skyggerædde Snigen om i Gange og Kroge," mente Fruen. "Aa Præk, Bente, Kjærestefolk vil altid gjemme sig bort!" Piletræerne foran Hovedbygningen paa Elvsæt sledes af Vindstødene for de sidste Blade, medens Toppen bøiede sig susende over Tagmønningen. Det var uroligt Graaveir, Storm og Stridregn, byget Himmel gjennem Uger og stille rugende Høstdage med Taage og Støvregn. Doktoren kom igjen og kjørte ud i Overfrakke og Oliekappe med tilskvættet Karjol. Gangdøren holdtes lukket, og Skrabejernet og Granbaret paa Trappen nyttedes af allehaande Støvler, der kom ud af Høst- bløden allevegne fra og skulde til Doktorkontoret. Huset levede den Søndag i Forandringen efter at ha faat dobbelte Vinduer indsatte. Dagslyset i Værel- serne var blevet en hel Skygge mattere, Ovnsvarmen med engang et behageligt Mon lunere. Af og til randt en lang kroget Stribe nedover Ruden udvendig af den vædetunge Disighed, og dryppede Tagrenden med nogle enkelte hørlige fulde Plask. SIDE: 316 Fru Baarvig og Massi var kjørt til Kirke og paa en Snarvisit bagefter til Præstegaarden. De lod sig som vanlig tilbage igjen sætte over Elven nede ved Bruget for at se indom Kjels Leilighed. Og Berthea benyttede deres Fravær og Ensomheden til at faa skrevet et Brev oppe paa Soveværelset. Hun var blevet Gjenstanden for et vildt Sværmeri fra Lensmandens over to Aar yngre Ole. Det var ikke frit for, at hun opmuntrede ham, og der havde udviklet sig et Finger- og Tegnsprog mellem dem paa Skolen. Men igaar havde han puttet til hende et Brev, hvori det forlød, at hans Far havde bestemt, at han skulde ind til Byen og sættes i Lære hos hans Onkel Bøsse- mageren. Han kjendte, at han ikke holdt det ud, og foreslog hende nu, at de skulde rømme til Amerika sammen. I Dakota fandtes der Guld, bare man grov i Jordbunden, og der kunde man leve af Jagt. Der var Ræv og Odder og Bøfler og Bisonokser og nok af vilde Heste at jage dem med. Han tilføiede, at han dog mente først til næste Aars Høst, naar han var konfir- meret. Berthea skrev med Taarer ned paa Brevet, saa hen- des Fortvilelse maatte ses baade paa Blækket og Papiret. Arnt fordrev den lange Formiddag nede i Vedskjulet med et længe planlagt Arbeide for Vinteren, at faa gjort Skjæker til Kjælken. Staldbukken indfandt sig af og til nysgjerrig i den aabne Indgang og saa opmærk- somt til. Han afbrødes ved, at en Bonde fra sin Vei til Kirken bragte et Par Storfugle ind i Kjøkkenet, - en af de vanlige Sendinger, Honorar in natura for Lægebe- handling. Det var det første af den Slags Høstvildt. Doktor Baarvig vilde ikke vide af Fugl skudt i ulov- lig Tid. I Bislaget stod Arnt bagefter høit interesseret. Han strøg tilbage de strittende Nakkefjær paa Fuglen. "Se her, Minka" . . . han bredte ud Vingen paa Tiu- ren, - "Hullet, hvor Skuddet har gaat - lige der ind- SIDE: 317 under . . . Det er vist ikke længe siden den har levet . . . Den er næsten varm, - kjend paa den . . . Neimæn, om hun tør ta i den. - Tør Du virkelig ikke?" . . . De to Tiurer hang der paa Spigeren i Bislaget med rødkantede halvlukkede Øine, Granbar ud af Næbbet og af og til en Blodsdraabe dryppende ned i en liden Bloddam. Minka stod og stirrede paa den. "Tør Du ikke aabne Næbbet paa den engang, - se her," - holdt Arnt paa. "Kom ikke nær Hodet," - udbrast Minka bleg med en Mine af ulidelig Skræk, - "ser Du ikke de døde Øinene, den sætter paa os . . . Ta ikke, ta ikke i den, siger jeg. Du skal ikke røre ved den" . . . Hun grøssede og fo'r ind. - Lige før Middagsbordet blev der en hel Sammen- stimlen av Kirkefolk ude paa Gaarden. Hen til Trap- pen bares en blødende Mand. Det var den samme Bonde, som om Formiddagen havde bragt Tiurerne. Han var fundet liggende som livløs ved en Veisten med et gabende Saar i Hodet. Hesten var faret ud nede i en af Bakkerne, Stolkjærren væltet og slæbt afsted. Manden laa der paa Bærebøren med det dødblege Ansigt opadvendt, og den mørkerøde Stribe av Saaret drog sig ind i det vaade, blodklissede Haarfilter. Øinene døsede med en uhyggelig hornagtig Stirren; de var rødsprængte i det hvide av underløbet Blod, og Laagene halvt aabne. Minka og Arnt kom farende ud og trykkede sig frem for at se. Pludselig udstødte Minka et vildt Skrig. Fra Doktoren, som kom ud paa Trappen, lød et kort vredt: "Ind med jer, Børn" . . . og Manden blev baaret op af Trappen og lagt paa den lange Voksdukssofa i Kontoret. Schulteiss stod som vanlig iagttagende ved Gang- vinduet ovenpaa, da Minka kom farende underlig for- styrret op af Trappen. Hun lagde Veien hastig hen SIDE: 318 mod Salsdøren; men, da hun opdagede ham, udbrast hun med en Armbevægelse, som om hun fortvilet luk- kede for Synet: "De Øinene . . . jeg blir aldrig kvit dem!" "Men, Frøken Minka, hvor kunde De dog være saa uforsigtig at udsætte Deres tendre Nerver for et saa rystende Syn." . . . "Akkurat de samme røde Øine som paa Tiuren . . . De gløttet slig dødt, som de vidste noget langt inde i mig, jeg maatte være saa umaadelig ræd for, - noget Slags Sjæl eller Aand, som brugte de Øine til at se paa mig og true" . . . Hun lukkede Døren op til Salen og saa ind; men slog den hastig igjen. "Jeg tror ikke, jeg tør være alene . . . Jeg vil være her, til vi skal spise." Hun satte sig paa en af Gulvbjelkerne langs Skraa- væggen med Ansigtet i Hænderne. "Jeg tror nok, man maa skjelne, Frøken Minka, mellem Nerveindtryk og virkelig Aandeaabenbarelse," - begyndte Schulteiss varsomt. - "Nei, nei, - jeg forbeholder mig, jeg benægter aldeles ikke Mulighe- den. Men saadanne blodfyldte Øine kan i og for sig selv nok" - "Jeg siger Dem, det var ikke Øinene, - der var nogen udenfor dem, som havde noget at sige mig . . . Aa, jeg kommer ikke til at holde det ud. De vil mig noget, - de ligesom tvinger og trækker i mig," - sad hun og mumlede . . . Hun reiste sig med ét: "Nu tror jeg virkelig paa det for Alvor, Schulteiss, - alt det, som Varberg talte om paa Turen isommer. Det er nu først gaat helt op for mig, at det er sandt hvert Ord, - nu har jeg Erfaringen . . . Hvad kan det være, Aanden vil sige mig - hvad for noget . . . Vil den advare mig, tror De, - for noget i Fremtiden, - nogenting rent ulykkeligt" . . . "Hvis det virkelig skulde være en Meddelelse, hvad jeg dog i det længste betviler" - SIDE: 319 "Maa jeg engang for alle be om at være fri for Deres overlegne Doceren i dette, Schulteiss, - det, jeg véd, det véd jeg. Og, er det Meningen bare at kriticere og tvile, er det ligesaagodt, jeg ikke taler med Dem om det." Hun gjorde studs en Mine til at gaa. "Jeg overlegen, - docerende! - overfor Deres indre Forvisning, som er mig saa hellig. Nei, Frøken Minka!" - han slog sig for Brystet, - "her, - her kan De trygt sænke ned alle Deres Tanker som i en Brønd. Og, tror De virkelig, - virkelig selv, at det har været nogenslags Materialisation af en Aand, nogetslags sig Iklæden Legemlighed gjennem Blikkets eiendommelige Skimt, - isandhed det finest tænkelige Aandesprog - -. Tror De det, saa tror jeg det, som jeg tror paa Dem." "Men var det bare en Advarsel, mener De? . . . tog Minka det op igjen. "Neppe andet. Vistnok kun en advarende Stemme." "Mener De . . . Tror De -. Det isnede ordentlig i mig af Rædsel - -. Men, hvad kunde det være, De? Der er slig Uro i mig, som jeg drages, - ventes, ventes . . . Tænk Dem," - lo hun med ét, "jeg fik det i For- middags, som jeg saa absolut maatte ind til Byen. Det kom saadan over mig, straks efter at jeg havde set Tiuren. Noksaa rart, Schulteiss. Noksaa underligt, De, - saadan grøssende mystisk. Men hvad kunde det være, som just havde med mig at gjøre?" fulgte det stirrende. "Kunde det være nogen, som længes efter mig . . . tænker paa mig . . . vil mig noget?" "Aa nei, nei, Frøken Minka," slog Schulteiss det pludselig afgjort bort, - "alt, alt her tyder paa Ad- varsel, - kun, kun en advarende Stemme, - heller næsten noget fiendtligt!" "Ja saadan føler nu ikke jeg det. Jeg kunde ha Lyst til at se endnu mere" - udbrød hun med ét. "Vi maa prøve at faa at vide det, Schulteiss! Vi maa . . . Vil De SIDE: 320 som jeg, forsøger vi med Aandeskriften, som Varberg forklarede mig. Men ingen maa vide af det. Det er et Ord, Schulteiss, vi prøver . . . Det er bare et rundt Papir med noget til Viser og saa store Bog- staver tegnet omkring. Saa dreier vi den og prøver Svarene. Hør, - nu roper de os ned at spise. Men i Efter- middag ved Kaffetiden begynder vi." - Medens Minka og Schulteiss i den rolige Efter- middagsstund drev det oppe paa Skoleværelset med Spørgsmaal og Svar fra Aandeverdenen, sad Doktoren nedenunder i Stuen ved Aviser og Tidsskrifter. Der var altid endel opsat Lekture lagt hen til Søndag fra Ugens Travlhed. Af og til lagde han Læsningen fra sig og gik hen og saa ud. Graaveiret var tyknet til, Væden laa sløragtig paa Ruden, og det dryppede alt i et blankt fra Vindus- karnischerne. Doktoren begyndte at se altid hyppigere paa Uhret - Ved denne Tid ventede han Kjel med sin Forlovede, Thekla Feiring; han var taget op til Foged Preus med Giggen allerede tidlig imorges. Der rullede Giggen for Døren. "Her er Posten, Far," - sa Kjel, han traadte ind. Doktorens Blik fo'r undersøgende over Indholdet og derpaa skarpt hen paa Bente, som fulgte ind hastig efter, - hed og nervøs af et Brev fra Endre, som hun krammede i Lommen. Hun havde keget saavidt i det, at hun forstod, der igjen kom Krav paa et Pengebeløb. Men det var som en stille Overenskomst, at Doktoren skulde holdes udenfor al Korrespondance med Endre . . . "Og ny Reisepels, Mor," raabte Kjel, idet han tog Thekla ved Haanden og foreviste hende, - "bestilt inde i Byen. Jeg fik den imorges akkurat, saa jeg kunde ha den med mig op til hende . . . Elegant, hvad? - Dyr forresten som Pokker . . . blødt, fint Graaværk indeni og Krave af Ilderskind. Thekla liker den. SIDE: 321 Dersom Du bare selv kunde se, hvor den klæ'r Dig," ivrede han, medens han hjalp hende af med den . . . "Jeg siger, i vort Hus skal der være et Langspeil, saa Du kan se Dig fra Hode til Fod. Vi har ikke gjort andet end snakke om Huset vort underveis. Det skal bli et helt modernt - nutids, og indrettet for to selv- stændige Personligheder." "H-um," - Doktoren trak langt paa det, - "det traf man jo bedst ved at bo i hver sit Hus som før." "Ja, nei om Thekla drager ind i noget gammeldags, Far. Huset skal tilveirs det. Ikke sandt, Thekla?" Thekla var forsvundet; - hun vidste, hvad der nu skulde forhandles. "Jo-o, jeg tænker virkelig paa at bygge, - alt i alt opgjort, blir det alligevel det rentableste," - kom det med et Skut paa Skulderen; han begyndte at drive op og ned i Stuen, - "alligevel det rentableste" . . . "Gud bevare Dig, Kjel . . . Penge - Penge" . . . Kjel dreiede sig hastig og sa grættent hvast: - "Der er bare Spørgsmaal om, hvad der koster mest, Far, - saadan kalkuleret for en fem Aarstid, - enten at bygge eller ikke at bygge . . . Penge, - javist gaar der Penge! Men det gjælder at skjelne mellem de, man ser, og de, man ikke ser. At bære sig ad som Fattigmand er nu tilfældigvis akkurat det luksuriøse- ste, én kan finde paa." Doktoren saa ikke ud, som om Sønnens Argumenter tilfredsstillede ham, han gjorde et og andet Kast paa Hodet af Misnøie. "Ser Du, Kjel," indvendte Bente varsomt, "baade Far og jeg vilde synes, det var saa trygt, om Du ven- tede med at bygge, til Du havde faat en liden oplagt Kapital at gaa ud fra." "Idyl, Mor, - Idyl. En Hytte og hans Hjerte. Det er nu netop det gammeldags, som ikke lønner sig. Bo dernede paa Bruget i det gamle Huset med Sagduren lige i Ørene, - med en Kone, som længes mod alle Tidens Fordringer. Og saa ikke kunne repræsentere SIDE: 322 sig skikkelig selskabeligt, som jeg maatte som gift Mand i min Affærsposition, om jeg skal gjøre et blot nogenlunde solvent Indtryk paa mine Medmennesker og ikke synke ned i en hel anden Linie, - hvor de, Gudhjælpemig sa mig op Krediten. Jeg har betænkt det altsammen. Saa det sandsynligste, jeg fik se i Øinene med Hytten din, Mor, var at gjøre Konkurs." "Der er nu alligevel noget, som hedder Nøisomhed, Kjel," tog Moderen skarpt i, - "og to unge, som -" "Og saa paa den anden Side af Stregen, Far," ivrede Kjel, - "paa Kreditsiden -. Man maa holde det klart ud for sig: - Konen tilfreds, - sparer Tid, - et Hus, hvor man knytter sine gode Forbindelser, samler i sin Omgang Toppene af dem, som er i Af- færerne. Man blir ikke nødt til at fare omkring paa Bygden for at tigge sig til Navne paa et Papir, - har Chancer for at bli Direktør i Sparebanken og Sikker- hed for, at de Penge, én bruger, ikke blir opsagte i Utide. Og saa videre, og saa videre langt at opregne, - Følgerne af det, som kaldes at ha Indflydelse." "Papiret, Papiret," - gren Doktoren hidsig, - "hvorfor skal Du absolut ha Papirer? - Udvid For- retningen, efterhvert som Du faar Penge." "Ja, der er det, - der staar vi ved det," - stansede Kjel op, som han egentlig fortvilede om at kunne for- klare sig for saa totalt uforstaaende Hoder. "Jeg skal forsøge at tydeliggjøre Dig det, Far, blot sige Dig, at en Forretningsmand, som driver det ordentlig, altid trænger Penge. De er som Vand til Hjulet de. Jo dyg- tigere han arbeider, desto Pengeforlegnere er han. Og saa forstaar det sig, at det gjælder om at bane sig Vei til Indflydelse og Kredit, og især Magt i Pengeinsti- tuterne. Var jeg saavist bare Sparebankdirektør, saa blev det mig, de maatte vende sig til, hver Affærs- mand i Distriktet for at faa bevilget Penge, - oho" - Der lød et hørligt Støn. Fru Bente sukkede. "Gud véd, hvorfor Du blander Dig i dette, Mor. Du tar Dig jo bare Sorg af det. Jeg skulde mene, det er min Affære og min Ryg, som faar bære det . . . Eller SIDE: 323 kanske Far vil betale det Huset for mig, saa takker jeg," - spasede han. "Gutten faar styre, som han vil, Mor, det nytter ikke andet," mente Doktoren. "Jeg synes nok, Du ialfald skulde ha tænkt paa at betale din Far igjen noget af det, Du skylder ham. Det tar sig saa upaalideligt ud for Dig, Kjel!" "Det er jagu saa nobelt tænkt netop nu, - saamæn nok saa tarveligt" . . . busede Kjel ud. "Saa er det nu ialfald det, jeg er kommet overens med Thekla om at sige Dere i Eftermiddag, at vi har bestemt at gifte os nu før Jul og saa faa Bygningen saavidt færdig, at vi er i det ny Huset til Sommeren." Bulerne i Doktorens Pande hednede; han saa paa Bente og Bente paa ham. "Din Mors Mening er nu, Kjel, at Du skulde vente baade med at gifte Dig og at bygge, indtil Du havde noget ordentlig reelt at sætte Bo for." "Det vil sige, til jeg blir rig, Mor, - kan realisere Bruget og trække mig tilbage som Rentier, saadan om tredive Aar - jaha! - - - Nei, jamæn faar Thekla og jeg dele Chance og staa Last og Brast om Frem- tiden. Og ikke taaler jeg, at hun længere gaar der og slaver og slider sig ud oppe hos Fogden. Saa nu véd I vore Planer," lød det, idet han drev ud; - "ganske som Barn faar I nu ikke behandle mig heller" . . . Bentes Udtryk var blegt oprørt, skarpt: "Ja, Baarvig, dette mener jeg, vi bør sætte os imod med Næb og Klør, og saalangt vor Indflydelse og Myn- dighed bare rækker. Saa har vi ialfald gjort, hvad vi kan. For aldrig gaar dette godt, skal det begynde i den Stil." "Hør hende nu igjen, - altid uforstaaende foran den Gutten!" fo'r Doktoren op. "Kjel er nu engang af dem, som ikke kan ha sin Interesse paa to Steder. Saa hel, der han er. Før havde han sit Sind udelukkende paa Bruget, nu er det hos Kjæresten. Det er just hans Styrke det, som Du aldrig begriber, Bente. Det bedste SIDE: 324 blir alligevel, at han faar hende til sig, saa kommer alt paa sin Plads. - Eller hvad har han gjort andet end at farte op og ned der til Foged Preus nu helt fra tidlig i Vinter? Saa det næsten er blet en vanlig Be- sked dernede paa Bruget, hører jeg, at han ikke er at træffe. Der blir ikke Greie paa det før, det indser jeg, det . . . Gifte dem jo før jo heller!" Der opstod en Taushed, kun afbrudt ved, at Dokto- ren brækkede den Avis, han læste i. Der hørtes Skridt ovenpaa og af og til i den regngraa, tagdryppende Eftermiddagsstilhed en Lyd af at nogen skrabede af Fødderne og gik i Kjøkkendøren. Minka gled sagte ind. Hun søgte efter noget henne i Nodehylden eller paa Pianoet, hun ikke kunde finde. Saa blev det henne i Sybordet og paa Konsolen mellem Nipssagerne og Fotografierne. "Det er bare Fingerbøllet mit, som jeg . . ." forkla- rede hun, medens hendes Hænder kattebehændig var- somt følte sig frem for ikke at komme til at støde noget overende . . . "Nei ikke der heller" . . . Hun saa sig om efter andre mulige Steder. "Og tænk Thekla, som skal til Byen og kjøbe Udstyr paa Torsdag," faldt det saa ligegyldigt. "Saa-aah? da har Far og jeg ikke hørt noget om det endnu." Der dirrede Indignation i Moderens Tone. "Idetmindste snakker de om det, - hun og Kjel . . . og saa tænkte jeg . . ." "Aa, Mor," beroligede Doktoren, da han saa, hun sad, som hun blot fortabt appellerede til alle Vægge. "De har saa gode Bremser. Umuligt at gaa længere end Pengene rækker, ser Du." "Høit, høit over Hodet paa os," - mumlede Bente. "Du har Evne til at lægge svart, - kulsvart, over alting," fo'r Doktoren op; han vidste jo det ikke var til at bære, naar Bente begyndte at bli fortvilet. "Hvad er det, Du staar der og vri'r Dig for, Minka?" udbrød han pludselig. "Er det noget med Dig ogsaa? . . . Jeg SIDE: 325 tror, Gudhjælpemig, Du lægger et Tryk paa Huset, Mor, saa vi tilslut blir gale allesammen." "Og saa me-mente jeg," stammede Minka . . . "jeg har virkelig gaat og tænkt paa det saalænge nu, - helt siden i Sommer, - at - at jeg vilde snakke med Dere om, - spørge om - om det ikke kunde gaa an, at jeg fik være i Byen i Vinter. Jeg vilde saa gjerne være paa egen Haand en Tid. Jeg føler, jeg blir saa rent uselvstændig af at gaa her bare som Barn og Datter i Huset. Og saa tænkte jeg, at Kjel og Thekla nu saa let kunde skaffe mig nogen at bo hos." "Ganske let . . . Saamæn saare snedig udfundet. Ganske forunderlig glidende. Det vil gaa som smurt, Du, - bare Du har noget at betale med. Jaha, jaha, det var jo ogsaa et Indfald." "Minka tænker vel paa sin videre Uddannelse, Baar- vig," - støttede Moderen hende. "Jeg længes saa umaadelig efter at komme ud fra dette samme og det samme herhjemme!" brød Minka løs uden længere at lægge Baand paa sig. "Ja, Mor og jeg længes s'gu ogsaa Du, - jeg vilde saa umaadelig gjerne leve af en Pension i Byen iste- detfor at kjøre og praktisere Dag ud og Dag ind her- oppe. Jeg synes rent ud sagt, Du skulde skamme Dig, Minka. Komme med en slig Begjæring nu, Du véd hvilket Brug, vi har for Penge paa alle Kanter." "Ja, faar jeg ikke komme ud, - skal jeg bli her i Vinter ogsaa . . . nei, saa bryr jeg mig ikke om at leve . . . nei, nei" . . . skreg hun forvildet, medens Øinene brændte ud af det blege Ansigt. "Det er Blegsot, - intet andet end Blegsot dette, Bente . . . Jernpiller skal hun ha, - ordentlig krops- ligt Arbeide i Huset istedetfor alt det forskruede og forsprængte aandelige Væsen. Du ser jo, hvad det fører til, Bente . . . Gud bevare mig, hvor alt tar Di- mensioner for hende" . . . Han stansede pludselig i sin Gang paa Gulvet: "Hvorfor kan nu Minka for Eksempel ikke hjælpe Dig i Husholdningen? - Hvorfor skal absolut Du trave SIDE: 326 i det Døgnet rundt fra tidlig Morgen, medens din Frø- ken Datter sover og hviler og maa ha Ro til at læse interessante Værker og passe paa Sjælen og Følelser og Stemninger. Hvorfor, spør jeg Dig," - tordnede han. "Ligge vaagen i Rørelser om Kvindens Fremtid og alskens Grublerier! Naturligvis ikke faa sove, fordi man ikke har brugt Kroppen den ganske Dag, - bleg og syg. Hvorfor i alt sundt Vets Navn kan vi ikke opsige en af Pigerne, Bente, og faa lidt Hjælp af Minka" . . . "Minka er ikke slaat for dette praktiske, ligger saa lidet for det, Baarvig, - ellers véd Du vel, jeg havde tænkt paa det." "Hvorfor ikke slaat?" drev Doktoren paa -. "Jo -ho-o, fordi hun er blet aldeles afvænnet med at bruge Haand og Krop og Kræfter i praktisk Gjerning. De var saameget høiere alle disse fordømte saakaldte Interesser. Jeg siger Dig, Minka, hold op med den Tudingen," trampede han i Gulvet. "Ja, der har vi hende nu, besat af et eller andet Indfald af dette svævende. Nu vil hun til Byen - pinedød absolut til Byen, - i høiere Luft. Men, ser Du, min Pige, det blir der nu ikke noget af, - ikke, før Du kan skaffe Dig Penge og raar Dig selv. Der skal nu, - fra idag af, lægges an paa, at Du kommer til at føre et anderledes sundt Liv, - først og fremst gjenoprette din Helbred. Jeg vil ha dette saa, Bente. Hun skal staa for og ansvare en Part, Du kan anse passende i Husgjerningen, - stryge, stoppe Strømper og sy, saa hun har Tiden udfyldt som et andet nyttigt Menneske." "Du kan tvinge mig, Far! Men saa véd jeg ogsaa, hvad jeg tænker," - sa Minka blegt. - "Jeg har min Ret til at udvikle mig og følge min Natur, jeg ogsaa. Og, skal den trædes ned" . . . Kjels Latter og høirøstede Snak med Thekla lød indefra Gangen. "Ja det er nok, Minka," afbrød Doktoren pludselig SIDE: 327 barsk, - "jeg vil ikke vide af nogen Udstilling af intime huslige Scener for - for - fremmede" . . . Døren gik op, og ind kom Thekla leende og noget trippende ude af Ligevægt, syntes det, for et Tryk i Ryggen. Med en krænket Mine tilbage paa Kjel søgte hun hastigt at faa Holdningen gjenoprettet og satte sig hen i Pindestolen hos Fru Baarvig, medens Kjel støiende og overlegen slentrede efter indover Gulvet. "Det var jo det, vi skulde overlægge med din Far og Mor om," mindede hun ham. Kjel stansede med Fingerspidserne stukket ned i Vestelommen og yttrede let hen: Ja, det er da det, at Thekla og jeg reiser til Byen nu paa Torsdag og kjøber Udstyr. Jeg har regnet ud, at det blir billigst at gjøre det af med engang, - Møblementet og alt, - saa det passer for det ny Hus." "Hm - ja, - a . . . Der skal Penge til, Kjel," - indvendte Doktoren noget hvast. "Pyh, kan faa saameget, jeg vil, dernede i Banken nu. Og Afdrag efter Behag. Enten jeg gjør Papiret paa ét eller to tusind, er fra den Side komplet lige- gyldigt." "Saa er det vel egentlig intet at høre dine For- ældres Mening om," yttrede Fru Baarvig koldt med stærkt pressede Læber. Theklas smaa runde sorte Øine blikkede bestemt paa Fruen: "Lad mig udtrykkelig faa gjøre opmærksom paa, at jeg ikke vil ha det ringeste at sige om, hvormeget Kjel bør kjøbe. Jeg har blot udbedt mig af ham det eneste, at det, der kjøbes, blir efter vor egen Smag." . . . "Det er bare det" - blev Kjel ved; han lagde Fingeren paa Næsen og mysede forstaaende hen over dem til Faderen, - "at jeg vinder et Par hundrede - mindst, - er jeg lidt svineheldig, kanske tre, - om jeg skriver to tusind og kjøber med engang en gros." "Der vilde vist ingen heller end jeg, at Du blev rig, Kjel!" udstødte Fruen med et svært, svært Suk, - SIDE: 328 "paa alle dine Beregninger og Spekulationer," - lød det halvhøit noget efter. "Det gaar kanske lidt over det dagligdags Hushold- ningsknib, Mor . . . Spare paa Skillingen og la Daleren gaa," - slængte Kjel af sig, han slentrede paa Gulvet med skrabende selvfølende Skridt. "Jeg sidder rigtig og ser paa Dig, Minka," brød Thekla den pinlige Taushed, "er der noget, der feiler Dig, Du ser saa daarlig ud." Theklas levende Øine gled forskende fra Doktoren til Fruen og tilbage igjen. Saa vekslede hun Blik med Minka og mødte en Hovedrysten. "Der er saamangen Indskrænkning, man maa paa- lægge sig i et Hjem som vort; man kan leve lykkelig for det," - sa Fru Baarvig meget alvorlig, og der skjød et skarpt Blik hen paa Thekla . . . "Minka har netop faat vide, at vi ikke har Raad til at lade hende være i Byen i Vinter." Kjel gik og smaamumlede og ræsonnerede, som han her kun yderligere bestyrkedes i sit: Spare paa Skil- lingen og - - "Det er det . . . det er det . . . at jeg havde tænkt mig saameget for denne Vinter," brød det med Graad i Røsten sagte ud fra Minka. "Vi faar vænne os til at ta Skuffelse nogen hver," mente Fru Baarvig. "Jeg skulde gjerne arbeidet Nat og Dag," forsikkrede Minka, "naar det bare var med noget, jeg interesserede mig for." "Ens Arbeide interesserer altid, Minka," - afbed Doktoren kort. Vuggende med begge Hænderne i Lommen sa Kjel, idet han saa hen paa Thekla, der sad med tændte Lys i Øinene: "Mon ikke den samme smukke Sætning kunde bru- ges til at trøste ogsaa dem, som sidder paa Slavean- stalten, Far." "Ja, ikke forstaar jeg, hvad jeg er til for," brød Minka eksalteret ud, - "naar jeg ikke skal faa gjøre SIDE: 329 det, jeg har Interesse for i Verden . . . Bare, bare bli stængt paa alle Kanter. Det er, saa én kan kvæles. Men, faar jeg ikke følge det, jeg har Lyst og Trang til, saa skjønner jeg ikke, hvorfor jeg skal leve dette Liv heller." "Saa faar Du jagu la være, Minka," - svarte Dok- toren haardt. "Jeg har aldrig bedt om at bli sat ind i Verden," - tudede hun. "Du tror kanske, jeg stod med Huen i Haanden og bukkede og bad mine Forældre om det?" "Saa ganske uden Ret kan da Børnene ikke staa i Verden," - mente Thekla bidende. "Der faar da op- stilles et Ansvar, - ialfald mellem Menneskene." "Det er ogsaa det, vi Forældre haardt nok føler," tog Fru Baarvig pludselig i. "Jeg tror nok, vi kan sige, vi plukker Dunet af vort eget Bryst, saa vi næsten ribber os for hvert Barn, vi har, - at vi sætter hele vor Tilværelse og Lykke ind paa dem. Det er bare, saa at sige, vort Instinkt. Og, naar vore Børn filoso- ferer om det og spør, hvorfor den Verden, de er kom- met i, er slig, saa har vi saamæn bare vort slidte og medtagne baade Sjæl og Legeme at svare med, - bedste Thekla" . . . lød det skjælvende og tilbagetrængt. Minka var hastig gledet hen over Gulvet og satte sig bag Moderens Stol med Armen heftig om hendes Hals. "Naa naa, Mor," spøgte Doktoren, - "ta det nu ikke saa. Du véd jo, Børn er nogen Kanibaler." - Medens det regnede og dryppede lydt og ustan- seligt i Træværket udenfor, gik Passiaren senere ud- over i Skumringen livligt om Udstyret, der overveiedes og afgjordes i Samraad med Minka. Theklas knappede fine Sko stak af og til ind i Lys- skjæret paa Gulvet, eftersom hun bevægedes af Gynge- stolen, over hvis Ryg Kjel hang med Armen. Og Ber- thea, som laa paa Knæ foran Ovnspladsen og holdt Øie med de Æbler, hun stegte paa Gløderne, la sig idelig i med hidsige Formeninger, som hun nok turde eie lidt mere Skjøn og Erfaring, end de tænkte. SIDE: 330 Henne i det mørkeste af Værelset, et Stykke bag Gyngestolen, gik Schulteiss frem og tilbage med Hæn- derne bag under Frakkeskjøderne og præcise smaa Pas, medens der kun var Plads for korte Vendinger. Han var egentlig bare Øre, - anspændt for at op- snappe af Ord og Antydninger, om hun virkelig skulde ha faat sat igjennem denne høist skjæbnesvangre Idé at tilbringe Vinteren i Hovedstaden under Paavirkning af denne Herr . . . Pludselig gjorde han med et lysende Smil en vold- som braa Omdreining. . . . Ikke Tale om nogen Byreise for Minka! - Kjel var en populær Kar; han kjørte i Visiter med sin Kone, og Vitsen var ved Indtrædelsen stadig den samme friske freidige: - "Ny Bredslæde, ny Bjørne- skindsfeld, ny Kone," - han turde ikke sige "ny Mær," som det første Gang i Undfangelsens Øieblik nær havde sluppet ham af Tungen. Men den gule Hoppen var virkelig nykjøbt, og det en Traver, han kunde være bekjendt af, - elleve Kilometer i tre Kvarter - bare halvanden Time om Veien op til Futen. Deroppe mødte Fogden selv i Gangdøren høitidelig galant, bød Fruen Armen saavelsom Sofaen i Stor- stuen, satte frem sin bedste Madeira og erklærede, at han vilde gjort ligedan, om hans Kontorist var blet udnævnt til Amtmand, - hvad saa ikke for en ung Dame, der altid havde været hans Meningsfælle om den eneste Idé, som duede i Tiden, nemlig Ligbræn- dingen . . . Her skulde hun faa se Regnskabet over Om- kostningerne nu i fire forskjellige Lande - og Tallet af Ligbrændinger for sidste Aar . . . Under Kjels forskjellige Visiter gik der altid først en Stund med mere eller mindre stiv Holdning og SIDE: 331 urolige Blikke hen paa Thekla, om hun var fornøiet med, hvordan man placerede hende. Det var saa sin Sag og maatte tages som med en første Gangs Ekser- sits det at vænne Egnens Fruer til at behandle én, der blot for to Maaneder siden var Guvernante hos Fog- den, som en dem i Rang nu helt fuldkommen lige- stillet. Erindringen var for ny, og Minerne blev jo her og der endel smilforladte og stramme, naar den nyslagne Frue straks saa afgjort og uden videre søgte frem og nonchalant satte sig akkurat i Sofapladsen. Kjel fik saa, hvor det passede, sin lille afsides Kon- ference med Husherren . . . Anledningen til at faa Penge nu, om De vil ha, - han blinkede lunt, - hos min gode Ven, Bankchefen. - Slægtning af min Hu- stru ellers . . . Han ber mig sige min Mening om For- holdene heroppe, - Vederhæftigheden naturligvis . . . Og et lidet Ord af mig nu . . . Ja bevars helst, om jeg selv vilde skrive paa, sa han; - men Tak, inderlig Tak skal han ha; jeg forstod Klunkingen. En gam- mel Ræv, ser De . . . Jovist, naar jeg bare vilde skrive paa, ja . . . Men, som sagt, mellem os, - lidt Anbe- faling fra mig skader ikke nufortiden . . . Selvfølgelig rekommanderer jeg ikke andet end det, som er Guld. Og slet ikke er det Guld alt, som glimrer heller, - hvad? - Naaja, det var kun et lidet venskabeligt Vink. - For Mulighed, - for Tilfældet, - saa véd De nu, hvor De har mig." Med en vis selvfølende mystisk Mine af Affærer blandede man sig saa igjen gemytlig ind i Stuens private Hygge, hvor Thekla unægtelig virkede noget kjøligt, ikke mindre ved sit Velstandsfruetoilette og de lange elegante Hansker end ved visse overlegne Orien- teringer over høiere Interesser. Men Thekla agtede nu engang ikke at bøie sig for Fruerne. Hun var aldeles bestemt paa at gjennemføre Kampen. SIDE: 332 "Nu staar de fromme Forældrene naturligvis i den Formening, at jeg ikke har bestilt andet end turet den ganske Tid, hvad?" - forlød det under et af Kjels Besøg hjemme saadan i Fortrolighed til Fatter og Mutter. "Nehei . . . Jeg har faat dannet et Kompagni om at kjøbe hele Svartskogen, elleve tusind Maal. Blir Du forskrækket nu, Mor? - Nei jeg er ikke med i det, Du, - at sige, hvis jeg ikke vil. - Det blir nu mig, som skaffer Pengene i Byen til nogle af Kjø- berne, - - bereder Muligheden - -. Nei jeg er ikke med . . . Der er bare ét, jeg har be- tinget mig, - bare den Smaating, at alt Tømmeret skal skjæres paa mit Sagbrug, - saadan femten hun- drede Tylfter i Løbet af dette og næste Aar." "Men dette høres jo godt, - fornuftigt, Baarvig," - udbrast Fru Bente med Taarer i Øinene. "Nei hør Fruen, Du - hæver hun ikke Blikket imod Loftet fordi hun opdager, at hendes Søn har Vet i Skallen." "Og ingen Risiko, Kjel?" prøvede Bente ham igjen. "Ingen Mor, - - bare, at jeg kan notere den dob- belte Fortjeneste paa det, naar vi faar Jernbanen færdig." Bente græd. "Jeg trængte saa til at høre lidt godt, kjære Gutten min," - hulkede hun. Hun fattede sig og forlod Stuen. "Mor er blet saa nervøs, skal jeg si Dig, Kjel," sa Doktoren. "Vi maa skaane hende . . . Det er vel denne fornøielige Endre, som tar Livet af hende. Jeg vil aldrig spørge efter, hvormeget hun har igjen af Pen- gene, de to tusind; det vil krænke hende. Kan Du faa det fint ud af hende, saa sig mig det; men ikke idag, - hun taaler ikke mere nu." "Pyh, saa kan da jeg spæde lidt til. Galere er det vel ikke end at underholde et enkelt Menneske med nogle Maanedspenge, til vi faar se noget bortimod et Resultat, Far. Han er gæl'n naturligvis. Men saa kan hans egen Familie da ikke straks dømme ham paa Daarehuset heller, uden at han har faat prøvet sig. - SIDE: 333 Pinedød saa Synd i Mor. Og hun har storartet Skjøn, naar det kniber. Se nu bare dette med Svartskogen, - hun tog det straks, - med et Glimt!" . . . - - - - - "Naa, der kan Du se, Bente," - lød det bag- efter, - "havde jeg Ret eller ikke, da jeg sa, at Kjel vilde bli sig selv igjen, naar han blev gift. Nu gaar Sagskuren, saa Flisen fyger. Ordentlig opmuntrende, Du, at staa og se paa Lysningen dernedefra om Kvæl- dene, før én lægger sig." "Ja, det synes virkelig, som det gaar nu," indrøm- mede Bente tankefuld. - - - Kjels Hvedebrødsdage havde varet med alle- haande Visiter og Besøg udover helt, til Slæden i Vaarsmeltingen begyndte at skure paa den ene Meien. Over fra Jernbaneanlægget paa den anden Siden af Elven var Arbeidet alt begyndt, og peb og peb det nu i Tide og Utide. Skarpe korte Hvin, lange vedholdende Signaler, dump Dundren af Dynamitsprængninger, som om der stadig skulde være noget paafærde, urode den vante Landsens Stilhed, og jog Folk nervøst op af deres Søvn om Natten. Schulteiss fordrog ikke denne Piben: Han stansede midt i Lektiehøringen og trak op det ene Ben og gren, som det gik ham gjennem Marv og Krop. Aa, hvor han af sit inderste Hjerte hadede dette Ul! Han skar Tænder og klemte Neglene ind i Haanden . . . Minka var pludselig blevet promtere end nogensinde med at gaa de Morgenture, hendes Far havde ind- skjærpet. Sculteiss hørte hende nedenunder, naar hun tidlig om Morgenen tog de ny elegante Halvga- loscher paa, som Kjel havde foræret hende, og skyndte sig ud af Gangen. I den raske Kaabe og med det flat- terende Slør paa Hatten for Solbranden, som saa let vilde sætte Fregner, forsvandt hun i de forskjelligste Retninger, - nordover mod Lensmandsgaarden, i Skogveiene hen til Husmandspladsene eller nedover mod Bruget. Lidt efter steg Schulteiss med tilbagetrængt om- SIDE: 334 skuende Jægermine og skyndsomme Skridt ned ad Gadedørtrappen. Han gik i Diagonaler, - skraade langs Aassiden, tog Gangstien bag Gjerdet eller skjød tvertover Dok- tormyren og rundt Bakken bag Lysthushaugen. Det gjaldt at komme ubemærket til et Punkt, hvor han be- herskede Stillingen, hvor han kunde iagttage Minka. For, i hvad Retning, hun tog, - det endte ufravigelig i Landeveien henimod Jernbanebroen. Did havde hun spadseret i forrige Uge hver Morgen og altid været saa ivrig paa at faa Berthea med sig. Det var først fra Dagen før iforgaars, da Hr. Varberg havde præsenteret sin Person ved Enden af Broen og geleidet dem saa galant paa Tilbageveien, at hun havde fundet det rigtigst for Sundheden at staa saa tidlig op, at Søsteren ikke brød sig om at bli med. - - Og virkelig, - hans skarpe Blik lod sig aldrig skuffe, - Hr. Varberg kom ogsaa idag imod hende fra nogen Kant over eller under Broen og gjorde hende Følge tilbage. Joho, - akkurat saa langt, at de ikke kunde ses fra Vinduerne hjemme paa Elvsæt, - did og ikke længere . . . Mærkelig nok, akkurat did, - han skulde endogsaa kunne beregne Linien . . . Og der blev de staaende, - hvorfor ikke de tyve, tredive Skridt længere frem, helt hen til Grinden? - Og der vilde de, som det lod, blet staaende, om ikke Frøken Minka - saare heldigt for, hvad der var pas- sende, - saa bestemt maatte være hjemme Klokken otte og skjænke The til Frokosten . . . E-ndelig Farvel! Og i lange Skridt pa'ede han Diagonalen hjemover for der som tilfældigvis at kunne møde hende i Gan- gen eller paa Trappen og i skjælvende Angst læse, gjætte af hendes hemmelighedsfuldt tindrende Øine og oplivede Mine, om det var Diagonalen, - den lige strake ned til Elven, - han havde at styrte afsted . . . Han saa den saa tydelig som en Blækstreg over Sneen gaa bent, direkte hen til de hvidgrønne Isstykker, som SIDE: 335 brød sig halvsmeltede i Strømmen med det sorte Mørke under. Bagefter studerede han oppe paa sit Værelse med opklorede Haandbager . . . Var der sket noget . . . Var hun tabt for ham . . . Eller blot paa Veie til det . . . Og han hengav sig skridtende frem og tilbage til rasende, brølende Fantasier. Han skulde . . . H-an skulde . . . Om Eftermiddagen listede Minka sig op paa Gul- salen. Hun stod ved det borteste Vindu, hvorfra hun kunde se i det lysegraa Grustag derover ved Gjennem- skjæringen . . . Sektionschefen Varberg havde sit Kvarter kun en knap Halvmil søndenfor paa en Bonde- gaard ved Elven. Hun lyttede og lyttede . . . Det fo'r gjennem hende, hvergang Damppiben deroverfra kløvede Luften, som der laa mystiske Meddelelser i den, - Fløiten . . . hid- sige, korte Stød . . . lange, melankolske klagende . . . pludselig vilde truende, fyldte af en Villiekraft, der tvang uimodstaalig . . . De sislede og hvislede ond- skabsfuldt, giftig haanende med langt udtrukne Efter- lyd . . . Naar Jernbaneulet skar i den lave, lange, vedhol- dende Tone, hørte hun til i bleg Ekstase . . . Det var hans Villie, som byggede Bro i Luften over til hende. Hun saa den spinde sig i et fint Netværk som af Skygger. Og hun skulde gaa bare paa Kraften af hans Villie, paa høiere og høiere Buer gjennem Luften . . . Lyden fløi op i vildthvinende Angst, - og saa blev det med ét stille. Det var hendes Skyld. Hun var ikke godt nok Me- dium, - aarkede ikke at modta hele Villien. Dybt under strømmede svimmelt den svarte, fos- sende Elv . . . Og videre maatte hun igjen prøve sig ud paa Villie- broen. For det hvinede paany op og skingrede tvingende, overmægtigt. Hun svævede og svævede, til hun pludselig med en SIDE: 336 umaadelig Rædsel opdagede, at hun ikke længere til- hørte sig selv, - at hun holdt paa at gaa over i en andens - i hans Væsen og Villie . . . forsvinde, for- tabe sin Sjæl, - ubønhørligt, uigjenkaldeligt . . . Hun saa hans Ansigt med det tilslørede gaadefulde Smil fra igaar, som sa, at Magten var saa sikkert hans. - - Idag kom Varberg pludselig efter Middagen ind i Stuen, hvor Fruen og Minka sad, og spurgte efter Doktoren, som han vidste ventedes hjem. En af hans Jernbanearbeidere havde forslaat sig og trængte Til- syn. Han saa sig om, - det var, som han vilde trænge igjennem Døraabningen ogsaa til Spisestuen, - na- turligvis, om Thekla var heroppe, - Kjedeligt, at han ikke kunde fordrage hende, tænkte Minka. Men hun var virkelig saa uforstaaende lige over for alt hans. Og lidt forandret og gift var hun nu ogsaa, bare op- tat af sit Fruevæsen. Han vilde bie, sa han, til Doktoren kom, - vilde ikke forstyrre, - bad Fru Baarvig om at faa sidde og læse Husets Aviser saalænge. Imellem tog han op en Notitsbog og gav sig til at regne ivrigt, som det syntes, med Tankerne travelt optagne af Ting eller Arbeider derover ved Jernbanen. Berthea kom og hviskede en Besked til Moderen, saa hun reiste sig og gik ud. Minka vidste, at Berthea og Massi passede paa inde i det andet Værelse, og at det var et Krigspuds af Berthea for at faa Moderen ud. Hendes livlige Aand fantaserede naturligvis; hun var blet saa mærkværdig delikat med ikke længere at paatvinge hende sit Føl- geskab om Morgenerne . . . Det gik i Døren derinde og knirkede et Par Gange af nogle forsigtige Mandsskridt over Gulvet . . . Huf, var nu Schulteiss ogsaa ude med sin ufordragelige Iversyge. Hun vilde reist sig; men forhindredes ved, at Var- bergs Øine under Beregningerne som uvilkaarlig blev hængende ved hende, - de stirrede borte i Tanker SIDE: 337 underlig skarpe med et blaagraat Lys skimrende langt indefra . . . Og gjentagende fæstede de sig ved hende . . . længere og længere . . . Notitsebogen laa paa Bordet inde i en halvlys Sol- strime fra Vinduet, og Haanden med Blyanten hvilte paa den. Blikket var saa aandsfraværende hensun- ket, at hun ikke kunde unddrage sig det. Det var som inde fra hans Drømmeliv til noget langt inde i hendes Væsen. Hun fulgte hans villieløse Haand. Det syntes, som Blyanten begyndte at føre Skrifttræk, - at skrive - langsomt, - Bogstav efter Bogstav . . . blev til en hel Linie, tydeligt, stort. Og som ved et Ryk førtes Haan- den nu tilbage. Der begyndte en ny Linie - og atter en ny . . . Det var, som alt indeni hende var under en lam- mende Halvsøvn - umuligt at rive sig løs . . . Bog- staverne svimlede henne paa Bordet op klare, som om hun saa i halv forvildende, forstørrende Briller. Hun syntes næsten, hun saa en lysegraa Taagehaand ud af Solstrimen hen mod Blyanten. Uden at vide det var hun borte hos ham og heldede sig over hans Skulder. Hun læste: "Din Fylgje taler med hendes Fylgje det, I endnu ikke selv forstaar." Hun saa ind i det underlige Dyb i hans gnistrende Øine, følte, han slog Armen om hendes Liv og drog hende ned paa sit Fang, og, inden hun tænkte paa at afværge det, trykkede han et heftigt Kys paa hendes Læber. Hun stirrede overrumplet stivt forfærdet paa ham og undersøgende som ved et pludselig opglimtende Magnesialys - hans Ansigt og Person, om han - han, - virkelig - virkelig var den Mand, hun vilde hengi sig til. Ved det halvlegende sikkre Smil, der hvilte paa hende, steg der op en Angst. Den kom som en pludselig Panik igjen denne Følelse SIDE: 338 af Rædsel for, at hun kanske holdt paa at fortabe sin Person - blive mystisk bundet ved noget Afgjør udenfor hendes egen Magt og Villie. Hun stødte ham fra sig med et lidet Skrig, saa sig forvildet mod Døren; men hørte idetsamme Moderen komme, og satte sig hastig ophidset og rød neddukket i sin Søm bag Pladen ved Sybordet. Hun fik under Forfjamselsen og Frygten for, hvad Moderen kunde have mærket, knap Tanke for sig til at forbløffes over Varbergs Koldblodighed. Uforstyr- ret koldt vendte han sig kun halvt om til Fru Baarvig som med Øinene endnu ned i Notitsebogen, og sa, medens et tilsløret dirrende Blik skjød over til Minka: "Jeg har faat nyttet Tiden godt, Frue, - fundet hele Beregningen paa en Jernbanekurve her norden- for" . . . - - - Medens Fru Baarvig stod over Jordbærsyltnin- gen om Eftermiddagen, gik de bekymrede Tanker for Minka i hende. Hun var saa alt for let tilgjængelig. Den ene glø- dende Interesse afløste den anden. Nu var det, som Skrivningen var kommet aldeles bort, og hele Ærgjer- righeden der. Disse stedse hyppigere Tilnærmelser til Huset og Datteren fra Varbergs Side kunde nok føre til mere. Han var just ikke den, hun havde tænkt sig for Minka, - gav ikke Indtryk af at kunne offre meget i et Forhold. Hverken egentlig blød eller bøie- lig. Men han var dog en dygtig, energisk ung Mand. Ialfald ærlig og helt greben af disse spiritistiske Ideer. Og nogen, som kunde holde af hende som den stak- kars, - stakkars - Schulteiss, vilde Minka alligevel aldrig finde . . . - Doktoren lod længe vente paa sig. Han maatte være kaldt i Praksis noget andetsteds hen, og Varberg blev der udover Aftenen fordybet i spiritistisk Under- holdning med Minka. Schulteiss var dem en urolig Aand. Han gled ind i Stuen og ud af Stuen haardnakket overholdende en antipatisk Taushed mod Varberg, der øiensynlig gjen- SIDE: 339 nemskuede ham og morede sig med at opægge ham ved stedse mere interesserede og varme Henvendelser til Minka. Schulteiss lod sig aldrig skuffe. Han havde taget sin egen Tæft af, at her var noget i Luften. Disse un- derlige Svar fra Minkas Side til Varberg, - det lod virkelig til, at de førte en egen dybt interesseret Gueril- lakrig med hinanden. Hun laante ham snart fornær- mede, snart udfordrende Blikke, og - det var ikke til at ta feil af, - hun skalv paa Haanden og skiftede Farve, da hun med en tilgjort Mine rakte ham The- koppen. Schulteisses Irritabilitet var fra tidlig i Eftermiddag i stadig Stigende. Han skulde, - ha-n vilde, - gan- ske - ganske ligegyldig - ganske gelassent - som intet var, - intellektuelt reducere, - knuse - denne Ubetydelighed . . . Lige for Minkas Øine afklæ-æde denne damehypnotiserende Lægprædikant, som sad der og bredede sig for hele Familien over Foreteelser og Muligheder i den mystiske Verden saa tørt, kort- hodet haandgribeligt, som det kunde være om Dør- stolper og Vinduer. Men dette skulde ha en Ende! . . . "Tillad mig," - fræsede han pludselig med en sød- blid Mine til et Par glubende Øine, - "jeg vil tro, at De, Hr. Varberg, personlig kan være i Besiddelse af baade magnetiske og hypnotiske Kapaciteter. De fin- des ellers hos saa mange. Mit eget Blik for Eksem- pel" . . . Han saa vist, stivt hen paa Minka. "Men en dybere videnskabelig - tillad, at jeg betviler . . . Jeg har tilfældigvis - ehe - mine Studier over denne Materie og kan udtale, at man er alt andet end til- bunds i den i en Haandevending, - saa lønsom den kan være for Populærfilosofer" . . . "Bukker mig for Deres lærde Bevidsthed, Hr. Schul- teiss," nikkede Varberg spydig uden at lade sig af- bryde i sit Foredrag. "Vi staar foran Undersøgelser om en endnu mere vidtrækkende Struggle for the life og Kamp om Førstepladsen, end vi hidtil har kjendt," - vedblev han. "Den stærke tvinger den mindre SIDE: 340 stærke uafhængig af Rummet, kun ved Villiekraften." Minka følte et Blik fra ham gjennem Halvmørket over til sig i Ovnsskyggen. "Ihi-a, ja," - hvinede Schulteiss op, "og saa faar vi en hel fantastisk Aandetro opreist paa en Videnskab om Nervefysiologien!" "Jeg mener udelukkende, hvad vi erfarer, Hr. Schul- teiss, - ad videnskabelig Methode. Viser Eksperimen- tet mig en Indianer, tror jeg, det er en Indianer, og afslører det mig en Aand, viger jeg ikke tilbage for det Faktum heller." "Tillad mig," - bukkede Sculteiss elskværdig bidsk med sit dybest indsigende Vrid paa Nakken, - "denne videnskabelige Erfa-arings- maade, - det kommer saa høilig an paa, hvem der haandterer den. I en Fantasts Haand vil den saa let yngle en hel Fantasiverden fuld af aandelige India- nere," - han sigtede over til Minka, om det slog an, - "Geister med alleslags baade Hoder og Haler, - som det noksom har vist sig . . . Og Tilhængere blir der nok af, - Fantasi taler, som De noksom véd, til Fantasi, Hr. Varberg. Det tænder som en Ild, indtil det blir en hel Aandsrid. Vi faar Angekokker og Troldmænd i det daglige Liv, en Fylde af Lægprædi- kanter for Sagen og alskens magnetisk begavede Ka- paciteter, der udretter Vidundere paa nervesvage, - og - og særlig i den hypnotiske Damepraksis . . . Høist fa-rlige Individer, Hr. Varberg!" "Skal kun bemærke," affeiede Varberg med skjult Heftighed, - "at den psykiske Energi er Menneske- hedens sidste store Opdagelse, - mod den Kraft synes Dampens og Elektricitetens for intet at regne." Schulteiss braavendte og mysede ironisk hen paa ham: "Har læst det, - har læst det, - ehe - he - alt i tre Indledninger til spiritistiske Værker, - de selv- samme smukke Udtryk, Hr. Varberg, - virkelig de samme Ord - om disse Villiens overnaturlige Undere. De gjør altid Effekt paa Galleriet. Men det, viden- SIDE: 341 skaben slaar fast, kan eo ipso ikke ligge udenfor vore Erkjendelsesmidler, som ved Eksperimentet kun kan være vor materielle Sansning. En immateriel Aand befinder sig absolut udenfor Stregen, Hr. Var- berg. Jeg kan mulig tro paa dens Eksistens, men aldrig sanse den." "Man kan endogsaa fotografere den," oplyste Var- berg som kjed og ligegyldig. "U-undskyld, at jeg ogsaa her tillader mig at trænge lidt dybere ind i Materien, Hr. Varberg. Der er egentlig intet rationelt iveien for, at vore Forestillin- ger skulde kunne fotograferes. Hukommelsen er, som bekjendt, en Fotografikasse fuld af lagvise Billeder, som Fantasien skaber, og Fotografien burde kunne op- fange, - var de blot tilstrækkelig intense. Islæn- derne ser i deres "Skinlæka" Billedet af en fravæ- rende. Nogen, som tænker paa én, viser sig i døds- øieblikket. Det er alt energiske Villiestrømninger, som man maa antage ved en eller anden ukjendt Lov, ligsom Elektriciteten, forplanter Forestillingerne uaf- hængig af vore vanlige Begreber om Tid og Rum. Men Videnskaben - Videnskaben, Hr. Varberg, - véd aldeles intet om hverken Geister eller "Geister, som skriver". Den holder sig fremdeles til Sandsynligheden af, at disse Fænomener skyldes vor egen ubevidste Produktion." "De taler som en vel indreden Universitetsprofessor, Hr. Schulteiss. Men, ser De, Doktrinernes og Skroller- ternes Tid" - "Demokratisere Videnskaben, mener De. Jaha . . . Den psykiske Kraft skulde være en ny Opfindelse," braastansede han saa igjen midt paa Gulvet. "Som om ikke al Mythologi og Bibel er fulde af den! Appo- lonius af Tyane, Aleksander Aboniticus og hele Ræk- ken af Mirakelmagere omkring Kristi Tid. De skulde studere de Sager, Hr. Varberg, og De vilde forundre Dem over hvad for oldgraa Erfaringer, man tillader sig at opføre som ny, - splinterny - -. Ikke at tale om Beretningen om Simon Magus, som De naturligvis SIDE: 342 kjender . . . Naa - ehe, - ikke, - - han nævnes blandt andet i Apostlernes Gjerninger, Akta aposto- lorum" . . . Schulteiss nød og solede sig omskuende i Følelsen af, at han seirede i Minkas Øine; hans Fistelstemme og pludselige Positurer blev stedse mere outrerede. "Den Mand kunde ifølge Tidens Vidnesbyrd efter- gjøre alle Undere, - viste sig samtidig paa forskjel- lige Steder, kunde se, hvad der foregik i det fjerne, forsvandt lige for Øinene paa sine Dommere og saa videre og saa videre. Da han udbredte falsk Lære, fulgte St. Peter ham ifølge Kirkehistorien til Rom for at bekjæmpe ham. Der steg Simon Magus op i Luften for Keiser Neros Øine, - i Paranthes sagt, det samme Kunststykke, som udføres af de indiske Fakirer. Men, hedder det, da Sankt Peter bad imod ham, og drog ham ved sin høiere Kraft, styrtede han til Jorden og omkom. Og saa udgi, - udkramme, - udbasunere det som noget nyt! - den Kraft, som Jesus alt for atten hundrede Aar siden har karakteriseret som den, der flytter Bjerge" . . . I sin Seiersbevidsthed skrævede og steg han my- sende i Loftet med lange demonstrative Pas frem og tilbage. Varberg var blet noget hed i Hodet; men smilte med stigende Spot til hans Figur og Stillinger, som han lod at bese i yderste Forbauselse. . . . "Virkelig" - bævede det med dybeste Foragt i Tonen, - "det, jeg vil kalde en lav - høist ordinær - Apparition i Tiden, Hr. Varberg, - denne almin- delige Bolten i Djævlebesværgelse, Aandemanen og mystisk Overtro, som altid har tilhørt Halvdannelsens Fantasier i Gjæringstiderne om en stor opdukkende Sandhed. Jeg vilde, - jeg mener ingen specielt," - skreg han, - "jeg hentyder absolut kun til Menings- retningen. Jeg vilde virkelig ikke nedlade mig til at mænge min Person med denne banale - vulgære - Døgnbølge, - besmitte, drukne - selvmyrde" . . . Han SIDE: 343 saa sig dukkende i Knæerne om op i Loftet, som han vilde udtrykke en Hængning. Varberg magede sig tilbage i Stolen, som han ret nød Skuespillet. Hans kritiske Reflektioner forraadte sig af og til i et Blik over til Minka og Berthea, fuldt af opdæmmet Harcellas. "Høist interessant," blinkede han uforskammet . . . ""Den jaloux Filosof", - prægtig Titel paa et Theater- stykke" . . . Minka opfangede i det samme et saa tirrende Smil hen paa sig, som han aldeles ikke betvilte ogsaa hen- des - Elevens, - enthusiastiske blinde Beundring for Læreren, og at hun nok kunde faa sin Rolle i det. . . . "Før jeg vilde være med paa denne almindelige idiotiske Massedans, - denne Ca-ancan" . . . trippede og sparkede Schulteiss. "Kunde De ikke la være at akkompagnere Deres Foredrag med Dans ogsaa!" - brast Minka nu løs, hun fo'r op og skjød utaalmodig Stolen tilbage. "Dette er virkelig ikke til at holde ud" . . . Schulteiss blev staaende og stirre paa hende med et forvildet Udtryk, som han dalte fra sin Høide gjen- nem mange Rum. Han sank langsomt fra Stillingen, og Minen blev forvirret, fjollet. Han havde øiensynlig Møie med at fatte eller optage dette i sig. "Jeg hævder, - hævder - mit Standpunkt!" - hvinte han ude af sig selv med en pludselig Opblussen og slog truende ud med knyttet Næve. Ingen svarede, og han stod og stirrede og saa sig om i pinlig Taushed. Med et sky Blik paa Minka stammede han saa næsten lydløst: "Jeg - forstaar . . . Jeg skal - ikke besvære med min Nærværelse." Han sendte Varberg et halvvovet rasende indbidt Øiekast og famlede ud af Døren. Fru Baarvig var lige i Hælene paa ham op af Trap- pen. "Schulteiss, Schulteiss, - De maa ikke ta det saa" - SIDE: 344 Han hørte ikke, fo'r ind paa sit Værelse og kastede sig paa Ansigtet i Sengen. "Schulteiss, siger jeg Dem, De skal ikke ta det saa, - bry Dem om et overilet Ord" . . . Schulteiss grov Ansigtet ned i Puden. . . . "De, som forstaar at tale saa udmærket for Dem" . . . Pukkelen begyndte at gjøre nogle Bevægelser og Ryk, der hørtes nogle kvalte, undertrykte Lyd, som en ufuldkommen Hulken - Den tiltog og tiltog, indtil det blev en vild Brølen. Fru Baarvig blev siddende ved Sengekanten; hun holdt hans Haand, som laa bag over, og slap den ikke. "De tar det saa altfor heftig," kom det, da der igjen blev Lyd for et Ord, - "De, som var saa overlegen, seirede saa totalt." Intet Svar. "Jeg siger Dem jo, jeg syntes helt fra Begyndelsen af, at De var aldeles Herre over Materien. Tingen er og blir, at De vandt, Schulteiss." Schulteiss stønnede og vendte lidt paa Hodet . . . "Ja, det er nu Deres Mening, Frue" . . . Han vilde ned i Puden igjen. Men Fru Bente klap- pede ham beroligende over Skulderen. Det gjorde en pludselig Virkning, at hun saadan rørte ved hans Vanførhed, og han sad i samme Øie- blik med Benene udover Sengekanten. . . . "Deres Mening, Frue. De er det Menneske, jeg har mest Respekt for i Verden . . . Tillad mig, und- skyld" . . . "Jeg kan nok forsikkre Dem," sa hun og reiste sig, - at dette igrunden ogsaa er Minkas Mening." "Tro-r De . . . Kunde De tænke Dem det, Frue" . . . "Jeg saa jo saa godt, hvad hun mente under Dispu- ten," stadfæstede hun. "Iagttog - saa - De ogsaa det, Frue, - at hun -" "Ikke Spørgsmaal om det, Schulteiss." "De tror, Frue, at Minka virkelig - alligevel - SIDE: 345 paaskjønnede, - jeg mener i nogen Maade alligevel heldede til mine Anskuelser" . . . "Ganske sikkert, Schulteiss." "Jeg vil betro Dem, Frue, at jeg med Flid har søgt Anledningen til at undergrave denne Hr. Varbergs høist skadelige Indflydelse paa Minkas Nerver. Ingen god Karakter heller . . . nok saa fordægtig" . . . Fru Bente stod, som hun betænkte sig lidt. "De har jo ogsaa Deres store Del i Minkas Opdra- gelse, Schulteiss. Jeg véd ikke, om det gaar Dem som mig, at vi kan ha lidt formeget af den Følelse, at vi eier hende. Det er saa galt, jeg véd det; og alligevel, jeg ligesom gruer mig til, at hun nogengang skal skil- les fra mig. Og De, mente jeg, kunde kanske forstaa just dette, Schulteiss. Jeg tænker ofte ved mig selv, at jeg ikke maa være for egoistisk, - maa øve mig itide til at møde det uundgaaelige" . . . Han stirrede i, hvad hun kunde mene, og hans An- sigt fik mere og mere et grotesk Udtryk af Forfærdelse. Lidenskabelig ivrende udbrød han: "Men Minka - Minka. Det tør ikke glemmes - ikke lades afsyne, at hun i ét og alt er et Undtagelsesvæsen, som der maa holdes Haand over, - dobbelt Haand over, - særlig hegnes om -. En høist eiendommelig, zart og tender - en udvalgt Natur. Saa fin modtagelig for al Farve, saa let henførlig . . . en isandhed fænome- nal Evne til at opfange alle Tidens Ideer. En sublim, kostelig Egenskab. Men fa-a-rlig, - hendes store, store Fare, den, Deres Moderøie ikke har kunnet und- gaa at bemærke, som lader hende for en Tid - visse- lig kun for en Tid, - blændes af enhver Fremtræden, der forstaar at omgi sig med et idealt Skjær. Jeg ser Afgrunden gabe under hendes intet anende Trin. Og, at jeg idag som en Curtius, blind for Undergangen, styrtede mig i den, - jeg angrer det ikke, - jeg vilde styrte mig tusind Gange, kunde jeg aabne hendes Øine." Han strakte Armene vildt ud -. "Denne Hr. Varberg, - en overfladisk Humbugmager" . . . "Ja, jeg véd, De mener det saa godt, Schulteiss . . . SIDE: 346 En Moder og en aandelig Opdrager faar det ikke bedre, - resignere - leve paa Erindringen . . . og hvad godt, vi kan ha git hende. Man faar gjøre sig det op" . . . Det lød vemodig, som hun bød Trøst for en fælles Skjæbne. Hun var næsten ude af Døren, da hun igjen aab- nede den: "Jeg tænker rigtig paa, Schulteiss," lød det straf- fende, - "De er sandelig lidt for ligegyldig med Deres Udseende. Jeg véd jo, De behøver ikke at bry Dem med saadant noget og kan overse det. Men alligevel, De faar være lidt forfængelig, De ogsaa. Jeg har et vakkert rødt Slips nede i Komoden, som Baarvig ikke vil ha, han liker ikke Farven. Det skal De rigtig bruge, Schulteiss. Det vil klæde Dem akkurat, - rigtig ud- mærket. Jeg sender det op til Dem, jeg" . . . Døren faldt igjen. Schulteiss gjorde nogle ubestemte Vendinger; men stansede med optrukne Læber. Han svingede ind foran det lille lakerede Speil, trak Linnedet op i Halskrogen, rettede sig og satte Hage til, knappede Frakken høit og helt op i Brystet og aabnede den igjen . . . Det er friske Farver, man skal ha . . . Fru Baarvigs Øie har straks begrebet det, - rødt, - blodrødt radi- kalt, - harmoniserende paa én Gang baade med Per- son og Anskuelser . . . Gjælder ogsaa i det ydre at fange Opmærksomhed og Fantasi . . . Der fulgte, under stadige Forandringer og Rettelser ved Hals og Bryst, en Række Minespil, - pathetisk truende, intelligent fine, underfundig blide og spydige, fornemt nedblikkende, napoleonsk korte, af og til med en Gestikulation og halvhøie Udbrud: - "aandelige Indianere . . . hypnotiserende Damepraktikanter . . . Ehe, - ehe - man rammede - blottede den over- fladiske Uvidenhed . . . satte Staalet ind . . . dødende . . . lige ind i de mørke Punkter" . . . SIDE: 347 "Sover han endnu, Bente?" "Nei, Endre er oppe," - svarede hun lidt nølende. "Hyggelig Overraskelse, Du, - faa sin ældste Søn tilgaards efter en saa vellykket Reise . . . Nei nei nei, - neigu, om jeg bebreider Dig noget, Bente! De stak- kars to tusind Kronerne, Du tænker paa, er saa allige- vel det mindste her. Ja, Du faar nu lægge til et Plus af alle de endnu ubetalte Regninger, som vil komme. Men, ser Du, just en slig Mor kan en slig Søn pine Sjælen ud af Livet paa, misbruge og udnytte til sidste Trevl." "Jeg kan sige Dig, at jeg har talt længe med ham inat, Baarvig. Han var saa ulykkelig, - især for os, som han sa, han havde udsuget og skuffet." "Ja, de er altid svært villige til at erkjende sine Synder, den Sort . . . Generer dem aldrig at lægge sin Jammerlighed for Dagen." "Vær ikke haard, Baarvig. Han vil arbeide, under- vise heroppe i Egnen, indtil han kan faa noget. Han lægger ikke Skjul paa det for sig selv, han betragter sig som den, der har gjort Fallit og bare vil redde Lev- ningerne. Med sin Sang som Bihjælp mener han, at han uden stor Vanskelighed vil kunne drive det til noget som Skuespiller. Det har altid, siger han, mere været hans dramatiske Talent end netop Sangen, man har udhævet hos ham." "Altsaa, - nu er det Skuespiller! - Haa, haa, haa," - pustede Doktoren tungt, medens han drev henover Gulvet. "Lad os huske paa, han drikker ikke, er meget sober og afholdende," lagde Fruen ind. "Jeg véd, hvad jeg véd, kjære Bente . . . en kronisk Tilstand af Nervesvækkelse med eksalteret Funktio- neren af Indbildningskraften. I min Tid drak de. Nu- tildags er de forfaldne til deres vekslende fikse Ideer. Bare de forrige omvankende fordrukne Genier op igjen SIDE: 348 i ny Skikkelse! De aarker allesammen bare ikke det ene fornødne, at arbeide, - bestille noget. De ven- der hjem til Fædrehuset med regelmæssige Mellem- rum saa sikkert som Almanakken, - uden Klæder og Helse, for hver Gang at utstyres paany og opmuntres og sættes paa Fode. - Kan det, kan det altsammen, Bente. Det er længst forbi med de Tider, da der kunde sprades og ageres interessant forlorent Geni paa det. Det er nu indregistreret som en fast Sygdom. De har en saadan Person slængende noget hvert Steds bortover i Familierne." "Jeg mener, Du vil ta Livet af mig, Baarvig, - rent ud sætte Panik i mig. Saa vidt er det da med Guds Hjælp ikke gaat med Endre. Naar han kommer i re- gelmæssigt Arbeide og Gjænge igjen, saa" - Doktoren saa paa hende med et eget hastigt Udtryk: "Joho! - naar Fyren mærker, det blir Arbeide, saa - hu-um . . . . Jaja, prøv Du, - det er under alle Omstændigheder det eneste, vi har at gjøre. Sy og klæ ham op, - arranger for ham. Men bland ikke mig ind i det. - Og hør, Bente, la ham ha spist Fro- kost inde i Stuen, før han kommer til mig." Bente saa uvis paa ham. "Jeg vil ikke ha nogen Oprigtighed eller Skrøbelig- heds Opladelse af ham, forstaar Du. Faar han først Privilegium paa at være ynkelig, - paa at drive om som en anden hjælpeløs læk Baad, saa - ja saa," - han slog ud med Haanden, - "er Potten ude." - - "Naa, kommer ikke Geniet ned, skal bli mor- somt at se ham," hørte Doktoren Kjels Stemme i Stuen, da Bente var gaat. Saa lød der Snakken og Hilsener, og Kjel var meget fornøielig broderlig høirøstet. Doktoren bladede i en Journal, dyppede Pennen og lagde den bort igjen. Det bankede, og Døren aabnedes sagte: "Forstyrrer Dig vel ikke, Far . . . Ja her er jeg da -." "Velkommen skal Du være." "Ja - ja, det er just ikke med Laurbær, jeg vender SIDE: 349 hjem denne Gang," sa han og satte sig stille hen i en Stol; - "men saa faar Du bære over med mig." "Laurbær, - Laurbær . . .? Gudbevares, jeg har nok aldrig forlangt saa stort af Dig, Gutten min. Laurbær, det er nu sligt for bare én og to i Landet." Endres elegante lange Person gjorde et Kast med Overkroppen, og han strøg op i sit smukke mørke Haar: "Nei, nei, man bør overhodet ikke skryde af det, man ikke har faat." "Du skal gi Dig paa den Kirketaarnstil nu, Endre, synes jeg. Ta det greit og praktisk, Gut, - som Stil- lingen er." "Aa javist, Far, tror Du ikke, jeg ser det," - brød Endre lidenskabelig ud. "Dersom Du vidste, hvor mangen Nat jeg har ligget vaagen og tænkt og maalt mine Kræfter og Chancer og grædt og været saa for- tvilet, at" - "Ja jeg var ogsaa fortvilet, Du, da Pengene slap op for mig to Aar før Eksamen. Men saa begreb jeg, at der betalte mig ingen for det, og at jeg sjøl fik være Kar og tjene Pengene. Saa gik jeg først ind paa et Kontor, hvor jeg maatte slæbe ti Timer om Dagen, og saa ud som Huslærer. Det sidste, jeg kunde falde paa, var at ynke mig, Du." "Tror Du, jeg . . ." fo'r Endre op, "vil gaa her og tigge, saa tar Du feil af mig, Far. Før kreperer jeg, - før," - han knyttede Næven, - "drog jeg Sten." "Gad gjerne se det, Endre, at Du var den Kar, som tog et Tag for din økonomiske Uafhængighed. For Snak og Prat og alt det . . . Naa, hvad tænker Du saa paa at gjøre? Jeg kan sige Dig, jeg aarker ikke læn- gere at gi Dig videre Støtte. Jeg har formeget paa mig nu, og dine andre Søskende skal ogsaa frem." "Har aldrig forlangt noget saadant af Dig, Far." "Hvad for noget, har Du aldrig forlangt noget saa- dant af mig? - lige efter at Du har ekspederet to tu- sind og nogle hundrede Kroner ud af Huset. Er Du SIDE: 350 gal, eller er det Snak og Paf altsammen, som kommer af din Mund. Har Du aldrig forlangt noget?" "Jeg mener, ikke nu." "Jogu' forlanger Du nu. Din Mor skal sy Dig op, og jeg skal klæ' Dig op. Kan Du ikke være grei?" Endre kilede Monoclen ind i det ene Øie, som om han høist forbauset besaa Situationen, og han byttede Benstilling over Knæet. "Hm, - høres temmelig likt en Skrædderregning dette . . . Mangler bare Nota ogsaa for Synaal og Traad" . . . "Aa ja, det maa kjøbes det med. Kommer ingenting af ingenting. Jeg maa nok ud og praktisere for det jeg." "Aha! - Den forlorne Søn skal paany under be- hørig Syndserkjendelse, gjennemgræde sin moralske ABC, forstaar jeg." "Paany? - Som han nogensinde havde tilegnet sig den." . . . "bøies og bugtes - og tvinges - og pines ind i den huslige Smaalighed - til Opbyggelse og Ruelse. Hvor- meget koster den Knap og den Lap" - "Ikke at forbigaa din Mor, Endre, som skal sidde og stræve og sy." "Nei, nei, spar mig, spar mig, Far! Skal vi nu bli sentimentale ogsaa," brast Endre ud dirrende mørk og fo'r op. "Jeg tænker, nu faar det være nok med at svælge i, - nyde din - din - . . . Nok, siger jeg, af at se mig tilstrækkelig nedknuget og ydmyget for din Fod. Dette grænser noget til . . . Min egen Mor! - Ikke engang vige tilbage for det Vaaben. Føre hende over min Samvittighed, som om hun sad der i yderste Fortvilelse og sømmede og græd og satte Helsen til og syde sine Fingre tilblods. Det er lidt for pathetisk, Far, - over et Par Bukser! - Var det blot ikke saa forfærdeligt at tænke paa . . . Nuvel, Far, - Du har Ret denne Gang, jeg indrøm- mer, Du har Ret. Men, dersom Du tænker at kue mig, - knuse mig, - udrydde det, som hedder Ærgjerrig- SIDE: 351 hed, i mig, - Følelsen af, at jeg har Talent, er Kunst- ner, - for at indsætte nogetslags praktisk Brødstræ- veri, saa tar Du umaadelig feil af mig. Jeg har Evner, - lar mig ikke træde under Hæl." "Neinei, la Dig ikke træde under Hæl, Du. Her skal Du faa Ophold isommer og Klæ'r og Reisepenge, det vil sige, alle de ubetydelige Smaating, Du trænger for igjen at kunne vise Dig i Verden." "Du mener, ydmyget, - knækket for al Selvfølelse - Tak!" - "Kort og godt, Gutten min, vil Du ha det eller vil Du ikke ha det? Du forlanger nu vel ikke, at jeg skal udstyre Dig med den fornødne Selvfølelse ogsaa." "Du forstaar ikke en Kunstnersjæl, Far, vrænger mine Ord." "Vær saa snil og svar mig paa greit norsk: Tar Du imod det, eller tar Du ikke imod det? Jeg er virkelig saa smaalig at betragte det som en Gave, - at regne paa det. Kan Du hjælpe Dig uden mig, saa betragter jeg det som en stor Lettelse." Endre stirrede fornemt resigneret i Gulvet: "Der har saa mangen Kunstner maattet kjæmpe frem sit Talent under krænkende og saarende Om- stændigheder. Det er som en Mor, der bærer sit Barn frem det; hun betænker sig hverken paa at sulte eller ta Ydmygelsen." Der skjælvede et rørt Udtryk i hans Ansigt. "Brr . . . Puf paf og Snak og Dunst! - Er det ikke, fordi Du kasseredes som Sanger, at Du nu kommer hjem. Hvad er det saa for en Kunstner - for et Barn, - Du snakker om?" "Jeg har blot tat feil af, hvor jeg havde Evnen, hvori jeg var Kunstner, Far," kom det med Selv- følelse. "Saa vis det i sin Tid. Men vi to skal være klare paa, at fortiden, saa er der ingen Kunstner at glæde sig i, - ingen Triumf, Du! Men kun en forfeilet Løbe- bane at sørge over, og mange spildte Aar, dem vi helst SIDE: 352 ikke snakker om. Hvad, Endre, skulde det ikke gaa an engang at faa naglet Dig til Virkeligheden?" "Sandelig et Prosasprog, som man skal lede efter Magen til, - som feier og rykker ud baade Tro og Haab. Man skal just ikke faa Stemning til at bli noget paa det" - "Jeg tror, Gud forlade mig, Du vil sige, at nu er den ny Kunstner, Du gik med i Maven, ogsaa dræbt. For alt det, Du har, - baade den, som var, og den, som skal bli, - eksisterer bare i Fantasien. Prøv engang paa at ta Dig sammen og gjøre op, Gut, hvad Du kan og, hvad Du ikke kan. Undersøg for Alvor, om Du endnu sidder inde med noget, hvori Du har saapas Villie, at det ikke blir til bare Luft og Snak . . . Hør, Endre," - afbrød Doktoren sig lidt betænkt, "jeg foreslaar, at Du tar et Arbeide for mig, saa Du kan sige, Du tjener og gjør ret for dit Ophold, - bare renskrive, pent, skjønner Du, - to Sider hver Dag af denne Journal. Jeg har ikke let for at afse Tid til det. Ta den med Dig op paa dit Værelse. Men Du skal vise mig, hvad Du har skrevet hver Lørdag Morgen og uden at jeg behøver at minde Dig om det. Lad det nu bli mellem os." "Du maa tro, Far," udbrød Endre inderlig, - "jeg er ikke ufølsom. Jeg ser, - begriber hele din gode Tanke, - om jeg just ikke" . . . "Te te te te . . . Præk igjen . . . Gaa nu, Gutten min, jeg har ikke Tid -" Doktoren sad betænkt og pudsede sine Briller; An- sigtet havde noget blankt svedigt, medens han saa i Glassene mod Dagen. "Huhu ja" . . . Han tog Huen, gik ud paa Tunet og snakkede med Gaardsgutten om, naar de skulde skjære Bygageren nedenfor Haven. Han brød sig ikke om at træffe Bente, som han vidste, han kom til at plage, og Stuen med Endre i var blet ham ubehagelig. Han hørte Hjulrammelen af, at Thekla kom nede i SIDE: 353 Veien, og hvorledes Massi og Arnt og Minka støiede ude paa Trappen og tog imod hende. Thekla lod sig fortiden altid kjøre i Vogn op ad Bakken fra Bruget; der ventedes om et Par Maaneder en liden Efterfølger. Efterat have udsnakket om Bygget, beset og git Ordre om de to udraadnede Spiler i Havegjærdet og en Stund bekeget Bygningen, hvor Renden hang brudt, vandrede han i Haven og stak med Stokken i Vinløvet under Husmuren. Kjels joviale Stemme lød af og til ud af Vinduet; han anbragte nok et og andet, som kunde live paa Humøret. Nu begyndte ogsaa Endre at bli livlig, udfolde sig i et høiere Foredrag, som det syntes. Pludselig lød et Støn og et Skrig og -, Doktoren lyt- tede, - som et Fald - Han fo'r ind; men mødtes i Døren af Minka som hyssende hviskede, at det var Endre, som spillede Hamlet. Med side Mundviger, som han spyttede bedsk, stan- sede Doktoren og saa paa. Der sad de alle med samt Kjel og Thekla som Til- skuere, medens Endre halv laa paa Gulvet og hviskede med tilbagetrængt Lidenskab. Martrende blodig Selvironi dirrede i Mimik og Røst. Det, trods al sin Villien og Viden, ikke at kunne, - den intelligente skuende og vittige Fortvilelse over sin Afmagt skalv om hans Læber. Han sad over sin Af- grund med et stumt stille sittrende Smil - denne Værkbrudenhed i Glimmeret af intellektuel Begavelse, - og han saa hjælpeløs paa dem . . . Det brød og trak sig i Doktorens Ansigt. Dette var jo Endre selv - i al hans Elendighed . . . Doktoren vendte sig braat og trak Bente med sig: "Kanske . . . kanske, Du, - - - dette ser jo virke- lig ud som noget . . . Vi faar ialfald støtte, hjælpe lidt . . . Du faar se til at trøste ham, stakkar. Det var, som han laa paa Stegepanden, Du -" "Aa Gud for Jammer!" brast Bente ud. SIDE: 354 "Naa naa, Mor. Jeg siger Dig, vi faar støtte ham, - gjøre vort for at puste Mod og Selvtillid i ham. Og sætte ham lidt i Kurs, - be Folk hid. Det er vi først og fremst, som maa tro paa ham, de maa se det" . . . - Kjel var ude i Spiskammeret hos Moderen og smurte paa og nød Honningkage - fersk ankommet fra Byen med nykjernet Smør til, medens en Asiet med samme Delikatesse blev gjort istand til Thekla, som laa og hvilte paa Sofaen inde i Stuen. Han spiste og udtalte sig i Fortrolighed om Broderen . . . Han var jo løs i Hængslerne, - frygtelig løs . . . Men slig Be- gavelse! . . . "Naturligvis Synd i ham. Men ganske uden Rygstød blir han nu ikke heller. Noch ist Polen nicht verloren . . . Svinagtig godt, Mor, - og Smørret kjernet idag? - jeg tænker, det skal være sundt for Thekla, jeg. Hun liker skrækkelig godt Honning - alt, som der bare er Honning i" - Berthea kom farende. - "Der er et Telegrambud til Dig Kjel, - et Telegram" . . . "Saa la Fyren komme. Han kunde ellers nøiet sig med at lægge det ind nede paa Bruget, synes jeg, som de pleier, istedetfor at fare i Hælene paa mig helt hidop. Jeg vil ha Fred her." Budet viste sig lidt efter i den halvaabne Spiskam- merdør, og Kjel aabnede tyggende Depechen med en Kjøkkenkniv. Han stirrede noget langvarigt i den; men stak den saa ligegyldig gelassent i Sidelommen. Det fo'r i Bente, at Sønnens Ansigt, idetsamme han læste, et Øieblik ligesom skyggedes af et graat Over- drag, men det var vel bare hendes vanlige Angst . . . Kjel svælgede hastig det sidste af Honningkagen og greb Tallerkenen. "Ja nu er det nok Mor, Thekla aarker ikke mere . . . aldeles nok, - nok, siger jeg Dig, Mor . . . saa, lad mig nu ta det . . . Véd Du, hvad det var?" stansede han med ét. "Det SIDE: 355 er saamæn sjelfve Bankchef Wahl, som reiser herop- efter, - vil studere Distriktet personlig. Der faar gjø- res Stas af ham, kan Du skjønne. Om det kniber, faar I be ham hidop, I ogsaa. Han kjører indom mig straks han kommer fra Jernbanen. Det vil sige Klok- ken tre - halv fire" . . . Kjel saa hastig paa Uhret og grubliserede. "Blir kort Tid det. Men med min blakke Hest her- fra og Fars Karjol saa . . . I faar skydse Thekla hjem lige straks efter Midda- gen, Mor," raabte han. Knap fem Minuter efter rullede Karjolen nedover Veien. - - Ved halv tolv Tiden om Formiddagen, midt i sidste Undervisningstime, saa Schulteiss fra Skolevin- duet Kjel fare for stivholdt Tømme i skarpt Trav ned- over Doktorbakken. Det interesserede ham ikke. Det vilde optaget ham mere, om han saa en Kraake eller et flyvende Insekt. Naar han idelig keg ud af Vinduet, var det for at komme paa det rene med, om Hr. Varberg nu ogsaa begyndte at komme til Middags, - mente at optages som formelig intim . . . Fra i Mandags, han indfandt sig saa nær under Mid- dagen, at Doktoren nødte ham til at bli der og spise, havde Muligheden af Gjentagelser hvilt ham stærkt paa Nerverne. Varberg havde dog hidtil isommer ind- skrænket sin Hjemsøgen af Huset til Kaffe- og The- tiderne, da det jo rigtignok uvægerlig endte med disse dybt optagne Spadserture med Minka. Det var, som den Herre nu ikke længere ønskede et større kritisk Publikum, helst undgik nogen, som kunde falde ham i Talen under hans saa fulminant interessante Ekspek- torationer fra høiere mystiske Aandesfærer . . . Det var en grebet kvindelig Discipel, - et sjæleligt underkuet Væsen, - en aandelig Slave, han vilde vinde i hende, - et Medium for sin Eksperimenteren . . . Dog han, - Schulteiss, - gav sig ikke, vilde rive hende fra Uhyret, - Kjæ-æmpe til det yderste . . . SIDE: 356 Vidste ikke han, hvad hun tænkte, vidste ikke han, hvad hun følte, - kunde nogen hviske, trænge ind til hendes indre slig som han. Hun elskede ikke Varberg, hun hadede ham jo. Men, naar han saa iagttog hendes Betagethed selv midt under hendes Frygt og Trods, - hvorledes hun altid mødte ham ligesom fremmed og sky; men dog hver Gang som villieløs fulgte. Og, naar han saa bag- efter overrumplede disse hypnotiserede Blikke - op igjen og op igjen det samme, - altid det samme . . . Hun maatte kaldes tilbage til sig selv, - ud af denne forfærdelige erotiske Forblændelse . . . se hans - hans - udstrakte Arme . . . . . . Der viste sig nogen langt nede i Veien, - én med tynd Spadserstok stadig svingende. Han stan- sede i ét væk og saa sig om udover Egnen. Ikke Varberg! Aah, det lettede . . . En ung Mand. Jo, han tog af op mod Doktorgaar- den. Berthea kom som rent tilfældig imod ham ude i Gangen. "En, som ber om at faa hilse paa Sangeren Baarvig, Frøken! . . . Finsland, - Student Finsland . . . Rygtet siger, at min Ven Endre er arriveret." Berthea bøiede sig til Gjenhilsen, fo'r henimod Stuedøren for at kalde Endre ud, vendte sig igjen mod Studenten med en taktfuld Kompliment: - "Værsaa- god, vil De ikke træde ind . . . Han er vist . . . Jeg skal straks . . ." Hun fo'r ud og traf Minka, som dækkede Spisebor- det. "En Student, Minka, som vil tale med Endre, og nu lige i Middagen, - jeg maa ud og si' det til Mor" . . . Der hørtes snart høilydte bevingede Gjenkjendelses- røster inde fra Stuen, og Endre præsenterede med megen Pomp Forfatteren og Sangdigteren Alver Fins- land: "Min Mor, - min Søster Minka, - ditto Berthea . . ." SIDE: 357 Han havde været i Dresden en Tid i Vinter med Stipendium. Endre havde villet foredrage en af hans Sange paa den Koncert der, som ikke blev af. Han opholdt sig nu hos sin Onkel Finsland, Fløder- inspektøren, for at fuldende nogle Digte. Fru Baarvig besaa ham grundende. Altsaa, dette unge Menneske var en af Endres Sort, som virkelig var naat frem . . . Ved Middagsbordet tog hun ikke feil af, at der laa en Livets Kampfærdighed i hans Væsen. Han mærkede sig dem alle, førte sig defensiv be- skedent eller tog selvtillidsfuldt Ordet efter Omstæn- dighederne - forholdt sig hele Tiden let spøgende til Berthea, medens han med en smigrende Opmærk- somhed lyttede til hver liden Bemærkning af Minka. Det var underligt at se den lille velbyggede Staal- fjer med den brede Pande og det smaalig kløgtige Underansigt. Det var, som det ikke rigtig hang sam- men; man vilde gjerne delt det ved Næsen. Af de kolde blaa Øine med de rappe forstaaende Blink i følte man gjennem hans varme Væsen, hvor uendelig mere egoistisk og koldblodig bedømmende sine Om- givelser, han var, end Endre, stakkar, nogensinde blev. - - De to Herrer sad siden meget belivede i Lyst- huset, hvor Cigarrøgen taagede. Der vankede nyeste litterært og Kunstnyt i knaldende Satser, flaaende Kritik over Dagens Koryfæer; berømte Navne ekspe- deredes og strøges som Blad af Kvist. Berthea vimsede om i Hørevidde ved Spireahækken og Blomsterbedene. Og nu bragtes Kaffen ned til dem i Lysthuset. "Berthea, - aa Berthea," - nikkede og vinkede Endre hemmelighedsfuldt, - "Du, den snedige af mine Søstre" . . . Berthea protesterede livlig; - hun var slet ikke snedig, Endre huskede hende bare fra hun var liden! "Hør nu, Berthea," Endre viftede med Snippen af hendes fjonge Forklæde, - "mener Du ikke, Du kunde SIDE: 358 udvirke os lidt Sving paa Kaffen, for Eksempel lidt - i smaa Glas?" Berthea fniste hen til Digteren med det lyse Ansigt skinnende af Fryd, og hastig som en Pil sprang hun foldende den blaa Sommerkjole op om sine Bomulds- strømper og lette Sko. Hun kom tilbage med en liden Flaske Konjak fra Doktorens Reiseskrin, en Æske Fyrstikker og en rød Voksstabel inde fra Nipsbordet til at tænde Cigarerne ved. "Min Søster, Berthea, Du overtraf mine dristigste Forventninger." "Ja, det er nu, siden Du er kommet hjem akkurat idag," mente Berthea med et skalkagtig Blik hen til Finsland. - "Jeg husker Dig nok, Endre, gjør jeg ét for Dig idag, saa kræver Du det som en Ret imorgen . . . . Bi nu" . . . Hun strøg en Fyrstikke og tændte Voks- stabelen for Finsland. "Det er mindre farligt med mig da, synes De?" spøgte han. "For én Gangs Skyld, - for neimæn, om jeg tænder Fyrstikker for Dem ellers, om De kommer igjen." "Kommer ganske vist igjen . . . De høres saa deilig som den unge Dame Sorgenfri." "Er det et Eventyr det?" "Nei, bare ét, jeg tænkte mig i det samme." "Hvad er det om?" "En ung nydelig Frøken, som aldrig har været, - ja, hvad skal jeg sige, - endnu aldrig har været ud- sat for - nogetslags Tandpine i Hjertet, Frøken." "Aah!" - Berthea saa fornærmet ned i Bordet, som hun nok - men bare ikke agtede at svare. "Min Dame kom med ét ud for det Tilfældet, at hun aldrig strøg Fyrstikker af for Herrer mere, - ikke for nogensomhelst med Undtagelse af en gammel tandløs Pastor. Og det er just Moralen i Eventyret det . . . aldrig stryge Fyrstikker; en Dame kan saa let brænde sine smukke -" "Gud for Tøv" - SIDE: 359 Hun blev staaende og fingerere og dreie paa Endres Hat, der laa paa Stenbordet. "Bi nu, saa skal jeg sætte den første Nellik, som er sprunget ud, i den," - fandt hun saa pludselig paa og fo'r hen til Nellikbedet. Finsland strøg Hatten af og sprang efter: "Kunde De ikke forsyne min ogsaa med det samme, saa blev det mere egalt festlig for os." "Det véd jeg ikke, jeg har slet ikke lovet Dem noget," - næbbede hun kjapt koket derbortefra; men blev staaende betuttet, da Finsland pludselig dreiede af fra den brede singelstrøde Gang. Han havde skimtet Minkas mørkøiede brunrøde Hode og vakkre Nakke bøiet over Hækken. "Siden Deres Søster er saa spansk, tyr jeg til Dem, Frøken Minka," raabte han. "Jeg har bedt hende om noget smukt i Hatten. Jeg kan se paa Dem, at De ikke liker Nelliker . . . Raa brutale Planter i Familie med Løg. En faar Taarer i Øinene af at lugte paa dem. Og der skal meget uerfarne unge Piger til at goutere dem. Eller ogsaa de vilde firtiaarige. Derfor bruges de ogsaa saa gruelig til at lyve med," - han saa Minka med Betydning ind i Øinene, - "af de kloge, kolde Kvinder, som vil eftergjøre Kjærligheden, - forfalske Lidenskaben - - De by'r svidende fortæ- rende Stegeglød for - for - alt det, de ikke har. Jeg forsikkrer Dem, jeg kom til at ta Hatten af i ét væk for at se, om der ikke var Brand i den, vidste jeg, der stod en Nellik." "Men De maa jo være nervøsere end nogen Dame, Hr. Finsland," lo Minka. "Jeg skal prøve at vælge mellem bare fromme Blomster, som ikke sætter Deres Indbildningskraft i saadan Bevægelse." "Rør ikke ved Indbildningen . . . Illusionen! - Den er Livet, Frøken," - udbrød han heftig. "Jo stærkere, vi kan eie den, desto intensere lever vi, - desto glans- fuldere og mere livberuste surrer vi om i Solskinnet, til - til . . . Ja, kan De sige mig det - Sæbeboblen om det store, sorte Hul, som hedder Intet" . . . SIDE: 360 "Og det siger De, som er Digter? - Nu? - I en Tid, da man næsten kan gribe ind i Aandeverdenen", - udbrød hun med Overbevisning. "Vi har jo utvetydige Svar derfra." Han smilte med en Skygge af Tungsind. "Det bedste Svar paa Tilværelsen faar man ved at tale med et Dødningehode. Det svarer bestandig saa sandt og greit det samme: - Nul - sort Hul . . . Nei, Sæbeboblen, det er ogsaa en Tro. Det er hvers Digt om Livet det, - hvers Skjønhedsindbildning. Og det at kunne mangfoldiggjøre den, - gjøre den saa glim- rende deilig og farverig for os, - saa fuld af Lykke- løfter, at vi dumme Kryb dog alligevel et Øieblik jubler, - ja det er Opgaven. Det vil sige, jeg blaaser den først op for mig selv - og saa for de andre! Og det er jo en tilfredsstillende Gjerning," - kom det spydig. - "Blinke lidt Solskin ind i et halvmørkt Hul . . . Er vi andet end Sommerfugle, som blir ind- hentet underveis, - hvorfor ikke flyve og flagre, me- dens vi kan" . . . Minka droges efterhaanden, som han talte, ind i en Stemning, - en ny Verden, hvor denne unge Mand, som holdt Hodet saa vakkert paa Skuldrene, viste og viste hende saa vemodig vidende om, hvor alt laa i en deilig flimrende guldbleg Solnedgang med slig under- lig Forgjængelses Dødsgru under. Hvor han var rig i Sjælen, hvor han var ulykkelig med sit dybe Syn. Blikket saa trodsig satirisk . . . De var kommet dybt ind i det, da Berthea kom slen- trende nedover med Straahatten bagover i Nakken og noget matrosraskt over sig. Hun nappede et Solbær her og en Ribs der. "Er det om Aander," henkastede hun endelig spidst. "Ja, for naar Minka fordyber sig om Aander, - hun og Ingeniør Varberg, saa vogter jeg mig bestandig." Hun løftede op en rig rød Gren af Ribsene. "Jeg bare spiser, jeg," snakkede og tyggede hun med de freidige uregelmæssige hvide Tænder. "Men Minka, hun tænker, hun" - SIDE: 361 "Du Minka," sa hun saa halvhøit fortrolig over Hæk- ken; "jeg saa just Varberg nede i Veien. Han blir vist utaalmodig, naar han spør efter Dig og ikke finder Dig. Skal jeg vise ham hidned?" "Aa nei, Berthea" . . . Minka slog det hen med en tvungen Latter, - "han er nu ikke saa uendelig mor- som" - Berthea nynnede saa smaat, gjorde nogle Greb efter Bær i Buskene og trak sig opover. Lige efter var hun med en vis Fart oppe ved Have- porten og skyndte sig nedover Veien forbi Staburet . . . "Joho, - Minka tænker virkelig, at jeg skal være Barn bestandig, - det er bare hende" . . . Hun drev bortover, til hun mødte Varberg: - "Gjør som jeg, for jeg er gaat min Vei, jeg, Var- berg. De gjør ikke andet i hele Eftermiddag end drøfte Livsspørgsmaal dernede i Haven, Minka og saa en Digter, som hedder Finsland - Alver Finsland, De . . . har De hørt sligt Navn. Alver, - ja, det er for- resten pent. Han kasserer nok rent alle Aandegreierne og Minka er retnu omvendt, hun, - rent betat. Jeg kom jamæn høist ubeleilig, jeg. Men prøv Dem nu, De, Varberg, - kan De faa det morsommere med dem, saa - Ja Farvel da, Varberg, jeg gaar hen paa Pynten og ser efter Far." Hun slængte Hatten efter Hattebaandet, medens hun hastede bortover, keg saa tilbage og rakte Tungen ud efter Varberg og lo og gottede sig. - Varberg viste sig øverst i Haven. Han gik og stak med Stokken om Bedene i Paavente af, at Minka skulde komme . . . Ingen Tvil om, at hun saa ham dernedefra endnu bedre, end han saa hende; men Hodet vendte altid bort. "Der, Varberg, - Moreller" . . . Massi kom hurtig bort til ham; hun bød af en Kurv. - "Jeg og Arnt har plukket Træet for Mor helt siden Middag. Endre er kommet, maa De vide, og saa en Digter. De er dernede allesammen. Han skal bo over hos Veiinspektøren iaar SIDE: 362 og digte bare om Elven, - om vor Elv," - oplyste hun. Varbergs Ansigt blev skarpt. Han stod uvis, før han langsomt slentrede nedover og lod sig præsentere. Der var da ogsaa Schulteiss, som han ikke kunde fordrage, kommet til og passiarede med Endre . . . Minka hilsede saadan uhyre venligt med de smukke hvide Tænder, som til en rigtig godt kjendt; men havde Opmærksomheden saa interesseret ved Samta- len. Og Endre mødte ham høist elskværdigt, medens Digteren kun havde et let Nik for ham op af sin Under- holdning med Minka. . . . "Og saa - mere end alt, Frøken, - den er uskjøn; - ivrede Finsland, - Aandetroen er . . . Livet belemres med noget skyggeløst, farveløst, tyng- deløst skræmmende, - noget ikke rigtig ihjelslaat, - en Død, som ikke er død tilgavns, bare halvt. Istedetfor Livets Punktum noget seigt slimet, klamt med Pust af Gravluft. Naar Cæsar, Homér, Shake- speare, Goethe og Byron dør, saa skal de bagefter krybe os om Benene om Nætterne som kolde Padder." "Ja, ja ja," jagede Schulteiss hidsig fornøiet ind. "Og saa skal alskens Manere og aandelige Kvaksalvere ha Tilladelse til at trække dem efter Klokkestrengen, - i Napoleon og Hannibal og Frederik den store og Dante og Virgel. Tillad mig, - hvad - - tror De ikke, Hr. Digter, dette kunde være just det Helvede, de er dømt til, - deres Skjærsild" - "Uskjønt, uskjønt det hele," gren Finsland. "Ingen overlegnere Personlighed vilde sætte ind noget, - vove Brystet mod Kniven for at reduceres til et farende, sukkende Gespenst og skræmme Børn og Almue." Ja, skal Sagen dømmes efter Skjønhedshensyn, saa" - bemærkede Varberg spydig; - "jeg trode, den videnskabelige Erfaring om Fakta her fik -" "Skal vi holde os til Erfaringen," gneldrede Schul- teiss ind igjennem Busken, - "saa er det høist paa- faldende og mærkeligt, at en Aand endnu aldrig har tat Penge ud af Kassen i en Bankforretning. Det vilde SIDE: 363 være saa bekvemt for Kasserere, som kom i Bêt, - he, he he, - at henlede Opmærksomheden paa Medier, - vi vilde modernisere vore gamle Hekseprocesser." "En Mand som Flammarion, - Astronom, - Viden- skabsmand - tør dog neppe frakjendes Kompetence," - vedblev Varberg uanfægtet, - "hans Beboede Ver- dener" . . ." "Javist, javist, Hr. Varberg, vi kjender det," - bed Schulteiss til . . . "Disse beboede Verdener, hvor vi efter Døden forfremmes fra Klode til Klode, som man befordrer en Skipper til større og større Fartøier." "Og jeg mener, jo mindre Aand des flere Aander," - afgjorde Finsland fornemt. "Sikkerlig, - man kan spotte og være vittig over det bedste. Det er saa let kjøbt, Hr. Digter; - især, naar man har sin Force i Fantasien," sa Varberg koldt. Minka fik et hurtigt Blik; hun kjendte det saa vel, - hvis hun understod sig . . . "Saa let kjøbt - Saa let kjøbt" . . . Schulteiss svæl- gede i Iveren. "Jeg skal sige Dem noget," - han mysede, og Hagen blev foragtelig spids. "Religionsstif- terne har altid været Folk af Aand. De har aldrig fla- det ned Udødelighedsforventningen, - aldrig budt en blot banal Gjentagelse, - Skipperbefordringer. Hvad de har dybest antydet, har altid været en hel Bevidst- heds forvandling til det for os ufattelige, - om De vil, Hr. . . . Hr. Varberg, til noget i Lighed med Deres saakaldte "fjerde Dimension", hvor vore Be- greber ikke længere strækker til. Og ikke blot en fjerde, men en femte, en sjette, en syvende og saa vi- dere in infinitum," skreg han. - "Det er noget saa- dant, en Muhamed synes at forkynde, naar han taler om at være henrykket ind i de mange Himle, og Paulus kan ha sigtet til, naar han udtaler, at han saa og hørte Ting, som Menneskene ikke har Sprog til at udsige." "Man faar tro, hvad man er istand til at tro," ud- brød Digteren. "Jeg tror paa, at jeg staar her og spiser de deiligste Kirsebær sammen med Frøken Minka. Og, hvad tror nu De, Frøken?" SIDE: 364 "Om Aander? - Jeg synes ogsaa som De, at de ikke er netop poetiske at tænke paa. Og heller ikke syn- derlig morsomme," - tilføiede hun opstanasig og stak Hodet helt ned i Busken efter et Bær under Grenen. "Men derfor kan de lige godt være til," - kom det bagefter feigt afparerende; hun anede og skimtede Var- bergs skarpe Mine og ladede Blik. "Og lidt til, Du Minka," - spasede Endre, der var total uforstaaende og udenfor Situationen . . . "Naar én endelig skal tro paa sligt, - saa hvorfor ikke tro paa én eneste stor Aand, paa én Vorherre med engang istedetfor paa alle disse Specialaanderne, - det gaar rent ned til Negerne ellers. Du skal slet ikke la Dig beføre udi Vantro af denne Digterkroppen, siger jeg Dig." - - "Det forekommer mig, Hr. Endre," - med- delte Schulteiss sig med en tilfreds Gniden i Hænderne, da de gik opover til Theen, - "som Hr. Varberg er blet ganske ordentlig trukket tilvands idag . . . Ehe - ehe, - han er vor store Populærfilosof her i Egnen . . . Og - og De dyppede ham brillant med de Spe- cialaanderne." "Jeg, - dyppet Varberg - -. Saa? - jeg" - "Aa saa ypperlig. Det slog Spigeren paa Hodet. Frø- ken Minka kunde aldrig faat et mere overtydende Slagord. Og Deres Ven, Digteren, jeg bukker mig i Ærbødighed. Naar man iagttager disse Kontraster - -. Ehe-he, - - Po-pu-lærfilosofen og saa denne Aandens Mand . . . Det er som et Bjerg og et Hul, - som et Bjerg og et Hul" . . . - Minka følte under Aftenens Løb Varbergs Øine koldere og koldere og mere truende. Hun koldsvedede, medens hun gjorde sig hundeydmyg under hans Villie og formodede Vink og anstrengt venlig søgte at knytte en Samtale og vise sig særlig opmærksom. Hun havde som en Panik, - var livende vanvittig ræd dette tause, skarpe Ansigt, der tugtede og kom- manderede hende langt ned i Nerverne. Alt dette rædde dunkle mystiske, der stod for hendes SIDE: 365 opspillede Indbildningskraft, alle disse Mørkloftssyner, hvori hun var blet nedknuget og indestængt, - hun havde idag øinet Kjælderlemmen aaben for et slik- kende Solskin, hvori der legte en vild Dagglæde, - intet Hensyn, ingenting mellem Solen og denne Jord! Hun sad som med Ild og Krampe i Fingertopperne og akkompagnerede, medens Endre sang. Under en af hans Bravourer stod Varberg ved Pia- noet lige ved hende. "Tør jeg bemøie Dem, Frøken Minka, med at skaffe mig den Bog, De har havt den Godhed at forvare for mig?" - yttrede han kort, da Sangen endte. Det lød som et koldt, skjærende Sagblad. Hun fo'r ovenpaa, ledte efter Kommodenøglen, som stod i, og hentede den i Lærred indbundne Bog med spiritistiske Optegnelser. Hun saa ham i Halvdunkelheden alt staa i Hat og Støvfrakke nedenfor Trappen. "Men Varberg, hvorfor gaar De saadan fra mig?" - kom det ængsteligt. "Og det spør De om, Minka, - efterat ha vovet med ussel Latter og Haan at forraade alt det, som aandelig bandt os sammen." "Men kjære, havde jeg tænkt, at De brød Dem det ringeste om, at vi lo" - "At vi lo . . . Digteren og Frøken Minka, det er blet vi nu, - ét Firma: - vi" . . . Han skridtede henover Veien uden at ændse hende; men stansede pludselig, og hun følte hans Haand fast tungt paa sin Skulder. "At De vovede, - vovede det!" Han gnistrede hende nær ind i Øinene, - stivt . . . haardnakket kuende - med dette stille, sikkre Smil, der altid opnaaede at lamme hendes Villie. Hendes opjagede Indbildningskraft begyndte at danne sig no- get som en grønøiet Tiger . . . Haanden knugede vægtigere og vægtigere . . . det var, som den vilde trykke hende i Knæ. Hun smilte uden at blinke, - vidste, at hun kunde SIDE: 366 tilfredsstille hans Forfængelighed, - beholde ham som sin Tilbeder, om hun nu vilde gjøre sig rigtig knust ydmyg, - igjen lade ham føle sin uindskrænkede Magt over hende. Hun kjendte, nu strøg han hende med den anden Haand lindt over Tindingen, og hvorledes det vilde være saa blidt let at gi efter . . . Men ikvæld kom Opstandslysten over hende som et pludseligt Kasteveir, og hun rev sig med ét vaagen: "Javist, javist," - udbrød hun, - "jeg maa jo ikke glemme at lyde, naar Du trækker i Klokkestrengen." "Klokkestrengen . . . Skal det være et Navn for vor aandelige Forbindelse, den magnetiske Ledning mel- lem os?" "For din Egenkjærlighed og dit Tyranni," - brast det løs. "Minka!" "Jeg sa Klokkestrengen, og jeg mente Klokkestren- gen!" "Vogt Dig. Jeg er bange for, at din Tunge holder paa at klippe Strengen over, hvad den saa er." "Jeg vil ikke behandles som en villieløs Ting," - skreg hun, - "vil ikke, - vil ikke" - "Villieløs -. Aa . . . Som jeg ikke med et halvt Øie ser, hvad Frøkenen egentlig vil, - faa sin Frihed til at summe og surre sig ind i det ny Digterlys, - rig- tignok kun en Lygtemand." Minka følte sig igjen under det truende, gnistrende Blik. Det fastholdt hendes, og hun kjendte, at hendes Modstandskraft begyndte at svigte. Han stod med et grusomt Smil som en, der interesseret piner et Dyr og samtidig iagttager, og han sa med bleg Haan: "Du kan opnaa at bli mig ligegyldig; men aldrig at bli løst fra min Villie." Det blussede med ét pludselig igjen op i hende, Læ- berne fortrak sig, og hun vred sig bagover halvt som i Krampe. "Aa gid, aa gid, jeg aldrig havde kjendt Dig!" skreg SIDE: 367 hun ude af sig, og, idet hun anstrengt rev sig løs, tog hun nogle Skridt som for at fly ham. Varberg lo skadefro . . . "Vær vis, vær vis, Du er som Fuglen i min Haand, hvor Du end flakser" . . . Han løftede Hatten høit, hilsede ironisk og gik hurtig. Minka stirrede bedøvet efter ham, til han uden at se sig om blev borte nede i Bakken. Tor, Gaardshunden gjøde og glefsede og udstødte alskens voldsomme Strubelyd. Det var Kjel, som med lystige Tilraab lod den hoppe over Stokken og over sig selv, medens han skyndte sig opover mod Trap- pen. Der tok han Massi om Livet og kastede hende foran sig ind i Stuen. "Finsland, De her? - Godkvæld . . . alt støvet op Endre - Digternæsen er fin den . . . Synger I? . . . Aa ja, ikke for det, vi har s'gu fin Næse nogen hver i Bygden - -. Snyde mig, skal ikke den staa tidlig op, som lurer os, hi hi hi -. Genialitet, ser De, Digter, er saa mangeslags. Der gives den, som ikke skriver Vers ogsaa. Naa, Minka, spil noget mageløst - saa danser Schulteiss og jeg -. Nei alvorlig, saa synger Endre noget, som duer . . . De skulde set ham gi Ham- let i Formiddag, Digter, det var s'gu til at bli inspireret rent ud af. Tænk Dem en upoetisk Kar som jeg - en ren Havrebonde paa den Slags, og tog det mig ikke slig, at - - Apropos, Mor, Du skulde vel ikke ha et halvt Glas Konjak. Ikke for det, jeg har drukket tilstrækkelig idag af alle Sorter. Men jeg trænger uden Omskriv- ning sagt just akkurat til et lidet fredeligt Glas - eller kanske saameget, som kan udgjøre en passende Toddy til at hvile ud paa . . . Turet i Anledning af Bank- chefen, ser Dere, i hele Dag - paa adskillige Steder. Det tar paa . . . Jeg følger Dig ud jeg, Mor. Det er den hellige Flasken, som Far gir af, jeg agter at klemme lidt" . . . SIDE: 368 Fru Baarvig forstod, at Sønnen trængte til at ud- gyde sig. Fra hun i Formiddag, da Telegrammet kom, hørte ham nævne Bankchefen og saa ham fare afsted, havde Ængstelsen ruget over hende, og Brystet, ret som det var, snøret sig sammen for Aandenød. Hun havde faat det som en Øresus med bare Bankchef Wahl, Bankchef Wahl. Derude i Spiskammeret spændte Sønnen med ét ud med Foden -. Hun saa, han var bleg; men saa glad, at han havde ondt for at styre sig. "Du Mor! - Det var s'gu en Dyst . . . den værste i mit Liv ialfald. Men saa har jeg nu vundet Slaget, ser Du. Tidsnok at gjøre mig vigtig imorgen, - ikvæld vil jeg hvile mig. Jeg har da Bankchefen, forstaar Du. Sig ikke et Ord om det; men han er min Gris nu han - -. Den er vederhæftig, den er ikke veder- hæftig - undertegnet Kjel Baarvig, - saadant Sving, ser Du. Og, sætter jeg nogengang Stregen under den Vei," - han gjorde en Gestus - "betyder det, at han skal se sig for. Hu ja, - lad mig faa et lidet Glas med tør Konjak først, - jeg trænger det s'gu . . . Det kan nogengang være Synd i undertegnede, Pluggen din ogsaa, Mor. Og nu er han trætkjørt - trætkjørt -; men ellers gan- ske fornøiet Du," - lo han. Fru Bente saa op i Sønnens af Dagens Nydelser no- get tilslørede Træk. Tungen slog ham lidt feil under den ivrige Snakken. "Ja, den gjorde godt! - Den er som det blinkende Toppunkt paa mangfoldige tvilsomme Glas og Skaa- ler, Mor - -. Jeg vilde ikke havt Dig i sligt for aldrig det. Verden er ikke saa bra, Du. Jeg blir Spare- bankdirektør før Jul nu jeg - -. Men neigu, om jeg vilde fortælle Dig, hvorledes jeg har brolagt Veien til det, - ikke for aldrig det, Mor. Ja, Du skjønner, det er ikke nogen Forbrydelse. Men, ser Du, der er saa meget, som" - han trak paa Næsen og lugtede, - "ikke er saa overensstemmende med Dyden alligevel - ikke just finfint honnet - SIDE: 369 Ja, ser Du, for at sige Dig det rentud, Mor; - men dette skal Du ikke sige til Far, Du lover mig det! saa kom det Telegrammet - jeg tænker, Du just ikke mærkede synderlig paa mig, akkurat slig, at værre kunde ikke selve Fanden ha fundet paa det, - ikke, om han havde faat Betaling. Jeg tænkte straks, at Bankchefen havde hørt et og andet dernede i Byen af gode Venner - -. Og saa maatte jeg ha tre tusind syv hundrede Kro- ner i Lommen, det nyttede ikke at møde ham uden det. Banken havde min Kvittance for indbetalt i Kas- sen af Skogkompagniet, og jeg skulde ha sendt dem. Men saa véd Du, den ene Haand maa undertiden vaske den anden i en slig Forretning som min, - Lønninger og Afdrag og sligt . . . Tre tusind syv hundrede Kroner paa Flekken; - Eller ogsaa - Ja, det var det "eller ogsaa", Du. Fik den Fyren først saameget som Støvet af en Mistanke, vilde han begynde at rive op slig i Tørven her, at der ikke blev ret mange staaende. Ingen anden Raad. Jeg hen til Simonsen, - pisked paa . . . Tre tusind syv hundrede Kroner, Simonsen, paa otte Dage - til jeg har været i Byen. Transport saalænge paa hele Plankehaugen. Hu -. Det holdt haardt; men det gik. Og saa strygende hjemover - - Galanteste Vært. Thekla i Dres - overlegen, værdig Matrone og dertil ligesom i Slægt, ser Du. Men bag- efter jeg som en Ulv til at trætte om Renterne inde paa Kontoret, saa han tilslut blev rød i Toppen og ropte, at værre Gnuring havde han aldrig været ude for. Han fik ordentlig Respekt. Ja, hvad De er mod andre, saa duer De for mig, sa Bankchefen. De blir rig, De Far" . . . Der trak sig Rykninger i Fru Bentes Ansigt, og hun heldte det varme Vand i Sønnens Glas, saa det kom til at skylle over. "Er det Dig eller mig, Mor, som er saadan ikke rig- SIDE: 370 tig pr. Kassa med Hensyn til Ballancen ikvæld" - vrøvlede han, - "saadan lidt ustø, - hvad? Her maa slaas betydelig væk af Wasseret, Du, - half and half. Med det klarer man sig" . . . Han smagte af Glasset, idet han gik ind. Fru Baarvig stod igjen ved Spiskammerbænken. Hun rokkede urolig frem og tilbage og trak af og til Veiret trangt. Dette maatte vel være godt paavei til det, man kal- der Svindel. Hun klemte og vred Hænderne - Stakkars, stakkars Pluggen, Du er alt langt borten- for der, hvor din Mor kan hjælpe. Det skumre Skjær fra Vinduet i Juliaftenen lyste paa hendes fortrykte, bevægede Ansigt. Der kom lette, hastige Skridt, og Berthea stak Hodet ind af Spiskammerdøren. "Varberg er alt gaat, Mor! Jeg tænker, han fik nok af det jeg, - af at være bare Luft. Minka er rent op- tat af Finsland nu," ivrede hun fortællesyg, - "bare Finsland. Hun saa neimæn ikke engang Varberg for denne Digteren. De svæver saa høit saa - Og slig Henrykkelse over det mærkelige Digtet hans, som Endre synger. Varberg gik da lige efter" . . . Fru Bentes Mine fortrak sig under Datterens Slad- der som ved noget mere og mere ulideligt. Nu flød Draaben over, og der fløi pludselig op i Udtrykket noget fortvilet ude af sig, der resulterede i et lynsnart smeldende Ørefigen - "Baade ondskabsfuldt og smaaligt" . . . lød det, me- dens der vankede nok et. ". . . Dette blir retnu et Hus, som -. Hvad er det for noget ondt, som er kommet ind i det," - skalv det høirøstet, medens Datteren hugede sig tudende ved Døren og gløttede forskrækket paa Moderen, der stod dirrende af sin Bevægelse. "Hvad jeg gjør, og hvor jeg ser, er det, som Ulykken sætter sig til. Men jeg siger Jer, - baade Du og Minka og Endre og Kjel, - at, har I saa let for at sætte Jer udover, at I har en SIDE: 371 Mor, som ikke véd, hvad godt hun skal gjøre for Jer, - ikke bestiller andet end tænker og sørger over Jer Nat og Dag, saa kan det hænde, at ogsaa jeg en vakker Dag siger Tak for mig. Gjør, som I vil, - gaa, - gaa med Jer ud af dette Hus - - Jeg har Arnt og Massi jeg" . . . "Men Mor da, - Mor!" brølte Berthea. "Dette er ikke mine Børn. Hvad bryr Minka sig om mig - og Du - og Endre og Kjel, - naar der er noget, I faar Lyst paa . . . Kunde jeg saavist la være at bry mig om Jer!" Hun sank ned paa Kjøkkenstolen og skjulte sin vold- somme Graad i Hænderne. Der var en svare Feteren af Bedstefar Baarvig. Han maatte indom til den lille paa Bruget saa tit, det blot lod sig gjøre. Om ikke andet, saa viste de ham frem i Vinduet, naar han strøg forbi i Karjolen, og Bedste- far ikke havde Tid. Han var inderlig svag for Baard Kjelsen, - Gutten skulde hedde Baard efter ham. Og Baard Kjelsen Baarvig var saa gløg i Øinene der, han laa. Men Doktor for ham - nei, maa jeg frabé mig. Gaa til den nykomne Læge, Stenvig, han er Specialist i Børnesygdomme, har reist med Stipendium baade her og der . . . Bedstefar Baarvig havde et eget Kast med Hodet, naar han gjorde Svingen ned om Sagbruget, - kjørte tvertigjennem Duren og Skuren og saa udover Tomten med Plankestablerne, Kjels ny Bygning i Schweitzer- stil, Zinken paa Taget og de store Vinduer . . . Det syntes virkelig nu, som Kjel havde forstaat at aabne sig Portene til en lukrativ Position. Han begyndte unægtelig at indta en økonomisk Stilling i Distriktet, der tillod hans medfødte Næringsvet at lade - som SIDE: 372 han udtrykte sig, - Søgning og Tømmeraffærer sive sig gjennem hans Sagbrug. Ikke frit for, at Kjel kunde bli Sparebankdirektør heller. Der murredes baade her og der om, hvordan Stemmerne vilde falde. Doktoren havde nu hørt Fugle synge om det paa mere end et Hold. Kjel bevarede sit sunde uryggelige Vet, han lod sig ikke føre ud i nogenslags Tidens Vidtløftigheder - al- deles uimodtagelig for Idésmitte, - hvad saa hans Mund ellers fo'r med for at tækkes sin stramt idealt theoretiserende Ægtehalvdel. - - "Vesle Baard i bedste Velgaaende igjen, Bente," meldte Doktoren, som han kom hjem og fik Ulve- skindspelsen og Reisestøvlerne af sig, - "saadanne Mavekramper gaar ligesaa pludselig, som de kommer . . . Talte med Doktor Stenvig nede i Landeveien; han kom lige fra dem, og alt iorden . . . Han holder Fore- drag for Thekla, kan Du skjønne," - blinkede han, - "saa der nok er som en Professorstue derinde nu om Dagene i Børnevisdom. Formeninger om, hvorfor hans Mave har slaat sig gal og, hvorfor den sikkerlig snart vil komme iorden igjen. Thekla, véd Du, for- langer at føres helt ind til den rationelle Grund, hun; og Doktoren afleverer saa mange Forklaringer, som han kan tænke, hun bare vil ta for gode." "Her ligger Indbydelse til Dig fra Proprietæren paa Rognerud om at være Fjerdemand iaften paa en Whist sammen med Kjel," oplyste Bente. "Men jeg mener nu, at Du skal holde fast ved vor gamle vante Om- gang, Baarvig, og ikke la Dig slænge ud af din Bane. Al denne Kjels Selskabereren rundt Bygden med Kort og Toddy er ikke noget for os." "Aa nei, jeg kan ikke sige, det smager mig at sidde og spille Kort og være Kammerat med min egen Søn og la mig traktere med Vitser. Men man Gjør jo noget for at støtte Gutten, ser Du." "Da synes jeg heller, det er paatide, vi beskytter os mod Sammenrøring. Du er Doktor, Baarvig, Du har betalt din Hæder og Anseelse med et Livs ærligt an- SIDE: 373 strengt Arbeide, - det skal ingen ta fra Dig, hverken i Ulykke eller Sorg," - udbrød hun i Sindsbevægelse. "Vort Hus skal være vort Hus, det, vi har bygget for Gud og Mennesker. Og Kjels Hus skal være Kjels. Vi laaner ingen Ære eller Fordel fra dem, om de saa fik bygget aldrig saa høit." "Hvad er det, som gaar af Dig, Bente? . . . Jeg tror retnu, Du ikke taaler Thekla heller - -. For Kjel, han er nu engang lyst i Ban, han," mumlede han for- stemt. "Javist er hun lidt vigtig," tog han det igjen for- sonende op, - "en Smule saadan storviftende, naar hun feier ind i Stuen. Men saa er Du nu ikke den, som viftes bort, Du heller." Bente saa paa ham med et underligt Blik . . . "Vi skal holde vort eget gammeldags slidte Sølv Du, som er stemplet med Baard Baarvigs Navn. Vort Hus staar ikke paa Kjels høie Spekulationer. Det staar og skal staa paa Dig og mig." "Svært saa høitidelig Du tar det, Bente. Det er be- standig, som Du ikke aarker at høre om Kjel! Forresten synes jeg nok, han nu snart kunde finde paa at betale mig lidt tilbage," mente Doktoren. "Kræv ham ikke, Baarvig, det kunde saa let i Øie- blikket falde ubeleiligere, end han netop vil sige. Og, - Gudskelov, havde jeg nær sagt, flere Penge har vi ikke at hjælpe ham med, om han skulde trænge." "Aa nei, nu ser det ud, som han hjælper sig selv" . . . Doktoren gik og plystrede. - Thekla tog sin Opgave som Mor alt andet end let. Den Side af Livet, som hun engang var kommet an i, var det hende ogsaa altid en Trang at gjennemsig- tiggjøre sig. Hun studerede Tingen. Men der var saa mange Tilfælde med et Barn, hvor Forstanden stod stille. Og saa gik der Bud op til Doktor Stenvig. Hun trængte, længted efter hans indlysende Forkla- SIDE: 374 ringer. Han havde en saa mærkelig Evne til at holde et Spørgsmaal logisk fast. Og, hvor noget alligevel for- blev gaadefuldt, vidste den unge Læge saa liberal, - saa frit for dette autoritetsmæssige Meningstryk, - at lade hende trænge ind til de forskjellige videnskabelige Standpunkter, hvorfra hun saa kunde se og dømme. Hans Theorier om Børnepleien protesterede saa helt igjennem mod Tvang, - mod at vikle Barnet i hem- mende Baand, mod at kvæle dets Hudvirksomhed, saa at sige fra Fødselen, - at hindre Legemet fra Tilgang af Luften. - Altsammen Opstand mod Samfundsva- nerne. Han var ubetinget, - uden nogensomhelst Sammen- ligning, - af Anskuelser den moderneste Mand, hun havde mødt, siden hendes lykkelige Tid i Hovedstaden, - en Blanding af en Lærer og en Læge! . . . Og hun nød, som en hemmelig Medsammensvoren, hans skep- tiske Blik og Smil til, hvad der endnu var Børneskik og Brug omkring i Husene. Nummer ét i hendes Principer var og blev at man først og fremst maatte bevare sig som Menneske. Man maatte være Menneske lige overfor sine Børn, Menneske i sit Hus baade indad og udad. Det var den store, rationelle Grund, hvorfor hun ogsaa var nødt til at overlade Barnet til Amme og Barnepige, for Natte- uro og saa videre og saa videre. - - - - - - - - - - - - - - - - - De var blet siddende igjen i Stuen hos Baarvigs efter Kaffen, Fru Thekla, Finsland og Minka. Der var virkelig kommet noget, som lignede et Træk af Tidens Luft deroppe hos Svigerforældrene, fandt Thekla, - siden Digteren Finsland var begyndt at vanke der. For dette overtroiske Nattegespenstet, In- geniør Varberg, bare gjorde det mørkt i alle Kroge. Det saa forresten nok saa mystisk ud mellem ham og Minka med alle de Spændinger og Knuder og Hu- mører, - hvad Magt han nu kunde ha over hende. Men saameget var vist, Minka sværmede for Vers for- tiden og ikke for Aander . . . SIDE: 375 En skulde ellers ikke ha let for at sige, hvilken var hvilken af dem. For de kom der stadig begge to, baade Digteren og Ingeniøren, og flængede trolig Huden af hinanden. Men paa en Maade annammede hun dem begge. Det havde i Eftermiddag været Thekla angelegent gjennem mange direkte og indirekte borende Spørgs- maal at komme paa det rene med det egentlige Prin- cip for Finslands Digtning. Og Finsland havde pareret, undveget; han var syn- lig distraheret af Minka. . . . "Jeg tænker paa," - udbrød hun hedt, - "hvil- ken umaadelig Nytte en Mand med Ordets Gave, som De, kunde stifte, om De tog Dem af et Reformspørgs- maal, lod Dem gribe af Samfundets Nød. For De vil da vel ikke kalde Dem for en aandelig Luksusblomst," - endte hun spydig. "Min Blomst hedder Misfornøielse, - Forgjængelig- hed - Fortvilelse . . . Kanske en og anden, som ser og lugter til den, kan faa Driften i sig til at ta op et Arbeide." "De skulde tale med Doktor Stenvig, Hr. Finsland," anbefalede Thekla med Vægt. "De kan tro, det er en Mand, som har vaagne Interesser, - som har baade gjennemtænkt og gjennemtrængt Tidsspørgsmaalene. Han vil kunne gi Dem et Syn" - "Og la mig nedlægge tørket i en Medicinkasse, - - som Nytteblomst - til Barnepulver" - udfyldte Finsland. Minka lo, saa det lyste i de hvide Tænder; hun var forlængst inde i Finslands Aand og Maade at se paa. "Samfundet baade roper og skriger efter Hjælp, det kan jeg sige Dem," ivrede Thekla. "Nuvel, Frue, jeg er selv en af dem, som skriger. Nogle vil ha Mad, andre vil ha Skjønhed; jeg forer dem - og mig selv saa godt, jeg kan, - hungrer og synger . . . Men, hvad Nytte gjør nu De, Frøken Minka?" af- brød han opsluppet. "Jeg skal sige Dem det . . . ak- SIDE: 376 kurat den samme som Digtet: - De er til. Saa rig overflødig paa Farve, - Brunfarven, - at De ligesom smitter af, hvor De kommer. Man er brun af Dem som efter Blomsterstøvet langt ind i Sjæl og Erindring, tænker brunt, drømmer brunt - -. Jeg blaaser bare brune Sæbebobler fortiden," lød det. Fru Thekla blikkede noget betænkelig ved Sæbebob- lerne. "Hør nu, Frue," raabte Finsland. "Der er dem, som faar sin Farve og Frodighed i Sprækkerne af det ned- raadnende Samfund. De synger Forkrænkelighedens Sang, medens Solen viger mod Natten og slukner paa Murene" . . . "Samfundet er i Nød, Hr. Finsland. Saalænge her er saa overvældende Opgaver for alle Hænder, faar Skjønheden sandelig finde sig i at staa lidt i Bag- grunden, - vente -" "Maa jeg be, - Skjønheden i Spidsen den! - Lige- som Fanen foran Arméen - høit i Luften - som vakt Længsel. En ny, skjønnere Tid blir ikke til uden, at nogen faar Folk til at længes efter den." "Det, tænkte jeg, var Nøden, som fremvirkede, jeg." "Det, tænkte jeg, var Fantasifolket, - Digter- og Kunstnernaturer jeg, som havde Evnen til at foremale noget bedre." Thekla syntes lidt betuttet; men lavede sig til at bide igjen. Der hørtes pludselig Dombjelder, og hun saa ud af Vinduet; men trak Hodet hastig tilbage og sa stramt lummert: "Et Menneske med Interesser skulde aldrig gifte sig!" Det var Kjel, som kom. Han rumsterede og stam- pede Reisestøvlerne af sig i Gangen og kom ind noksaa illumineret og rød i Ansigtet. "Hututu koldt . . . Maatte saamæn opgi Kaffewhisten over hos Berg, der kom Damebesøg fra Præstens. Saa fandt jeg paa at kjøre hidop og hente Dig hjem, Thekla." SIDE: 377 "Tak, - nedover Bakken véd Du jo, jeg helst vil gaa." "Men saa var det dog et nok saa snilt Indfald af mig, vil Du bekjende det, Snuppen min." Med den sammentrukne Mund blev Theklas Ansigt under det Humør, hun prøvede at skjule, akkurat til noget som Snuppen. "Vrippen, Theklen min, - vrippen," - nærmede han sig hende. "Afbrød jeg en høi aandelig Flugt? . . . Hjemme rømmer jeg altid Stuen, naar Du og Sten- vig begynder at drøfte høiere Materier, - Du kan ikke nægte for det, Theklen." Thekla naglede stum de to sorte Øine op i Taget. "Bare saa forbandet intolerant!" udbrød han. Jeg protesterer paa det bestemteste mod, at Jeres Interesser skal være en Tomme høiere end mine. De ligger paa en anden Kant, det er alt." Han stod med en laanebevilgende kritisk Mine og ringlede med Nøgleknippet. - "Affærer skulde ikke være nogen Kunst! . . . For at ta et Eksempel, - Monitor og Merimack i Potomakfloden, Dere. Det var nok et anderledes Drama det end baade Schillers og Goethes, - forandrede Sjøkrigsvæsenet over hele Jor- den, saa de gik over til Jern istedetfor Træ . . . Og Priserne paa Tømmeret ved vort Sagbrug, - i vor egen Væg, siger jeg Dig, Thekla, - vilde staat noteret gan- ske anderledes høit nu. Vi to vilde kanske uden det Slag været paa Veie," - han tog sig igjen og fik et kalkulerende Udtryk. - "Ja, jeg siger ingenting jeg, - siger bare, være paa Veie til at eie saadan et hun- drede tusind. Og, naar jeg nu finder op noget -" "Kjære Berthea, gi mig et Glas Vand." Thekla saa nærmest ud, som hun led af Kvalme. - "Jeg har saa- mæn aldrig hørt Kunsten at tjene Penge regnet blandt de høie klassiske," - gav hun af sig. . . . "Jeg siger, naar nu jeg finder op saadan en Smaating for Eksempel som at faa alle Affærsmæn- dene her i Egnen, enten de er konservative eller Op- positionsfolk, under én Hat, - min Hat, Du. Og saa SIDE: 378 hvert Jernbanetog gjør Guld! - - Vi vil forædle Træ- lasten og udføre direkte, ser Du, - omgaa Byen . . . Naa-aa," - han bankede sig med Pegefingeren høit oppe i Skallen, - "saa skulde der vel lidt Begavelse til det ogsaa" - "Smukkeste Minka," brød Finsland af, "faar jeg holde Kanavagarnet for Dem, mens De vinder . . . Jeg taaler ikke at se Dem nytte Stoleryggen, - misunder den, rent ud sagt, Stillingen." Kjel drev skjødesløs ud med Døren halvaaben efter sig. "Jeg har aldrig ønsket mig at være en Garnvinde, evindelig en Garnvinde før i denne Verden," - ved- blev Finsland. "Og her sidder jeg og gjætter det mindste Vink under Øienlaagene, - det er, saa jeg skjælver for, at de skal slaa sig op mod mig. Og det," - stemte han pludselig i, idet han fik Øie paa Varberg, - "mens selve Aandemaneren staar i Døren og glor paa mig, - fikserer mig, - som han skulde ville efterse Hjerter og Nyrer . . . Nei, De be- høver ikke at vinde det ringeste hurtigere, Minka . . . De kunde lige saa gjerne forkorte min Livstraad, som de stakkars lykkelige fem Minuter, jeg vel har igjen at hænge ved" . . . Minka vovede ikke at se op; hun følte Varbergs Blik over sine nedslagne Øienlaag. Naar han var tilstede, kom altid denne overvældende trykkende Kjendsel af hans Magt, hvormeget hun end syntes, hun havde frigjort sig. Hun vidste, hun ha- dede ham; - det var ikke Kjærlighed! Men der laa alligevel en Angst og skalv langt i Baggrunden for, at hun, trods alt, skulde være befanget i en Dragning til ham, som hun ikke kunde styre. "Har De drukket Kaffe, Varberg?" - forhørte hun befippet. Han smilte eget: "Det er en Kjøretur ned paa Isen, jeg foreslaar Dem, Frøken Minka. - De véd nok" - SIDE: 379 Han satte sig bag Finsland og saa vuggende i Gynge- stolen fast lige paa hende. Minka var bleg og nøstede nervøst. "Mener jeg ikke alle Mandfolk gaar ud fra, at man altid er parat," - faldt Thekla skarpt ind. "Nu har De Lyst til at kjøre, og saa marsch afsted!" "Undskyld, Frue, De misforstod mig, det var Frøken Minka, jeg henvendte mig til. Og Dem, Minka, ber jeg med en ældre Vens Ret, - som De nok vil er- kjende" . . . kom det indtrængende med et blødt, hen- førende Blik. Minka kjendte Tonen . . . "Det ligger mig paa at faa gjøre den Tur . . . Og jeg kan jo ogsaa sige Dem Grunden, hvorfor jeg ikke opgir min Anmodning," - kom det efter en Pause, da Svaret udeblev, "skjønt jeg havde ment først at meddele Dem den, naar vi var ude paa Isen. Jeg er pludselig kaldt til Sektionschef i Distriktet nordenfor, og faar ikke Anledning til at sige Farvel anderledes end her nu i Eftermiddag." Han fæstede de kolde, kun ligesom dybt inde fra Nethinden fugleagtig blinkende Øine paa hende. Minka følte, at her kom den uundgaaelige Afgjørelse. Dette Blik greb hende trods alt; og hun reiste sig mekanisk for at følge. Idet hun nøstede op det sidste af Garnet, mødte hun Finslands spottende Mine, der med en sagte Latter saa totalt bortviste al Mystik. Hun satte sig hurtigt igjen: - "Tak, jeg ønsker ikke at kjøre med Dem i Eftermid- dag, Varberg," - lød det dirrende. "Jeg siger Farvel nu," - raabte hun og styrtede ud. Varberg stod en Stund, som han ventede Muligheden af, at hun kunde komme tilbage. "Frøkenens høist lyriske Gemyt er underkastet mange vekslende Indflydelser," - lød det giftig. "Ja, - saa kan jeg kun takke for mange behagelige Timer i dette Hus" . . . SIDE: 380 Finsland var ud paa Vinteren igjen draget ind til Hovedstaden. Og hututu, - Minka havde aldrig forstaaet denne Theklas Tale om, hvor ødt og tomt her var for In- teresser, før nu. Hvor aandelig dødt og ensomt igrun- den for en hungrende Sjæl midt under alt dette til- syneladende Liv af Mennesker, som arbeidede og kjørte Tømmer og Planker og snakkede om Penge og For- retninger i rastløs Røre, - og Veninder fra Embeds- og Proprietærgaardene, som bare tænkte paa Dans og Forlovelser og Stas, eller længtede til Amerika, naar der var Tale om, at en Pige i vor Tid maatte bli noget selvstændigt. De vovede ingenting herhjemme - Berthea var saa akkurat en af dem, - føitede og turede overalt, hvor Kjel blev buden, og sladdrede og stak Næsen op i alting og mente igrunden ingenting uden Forlibelse. Bare Rummelrammel . . . Det var saa dødelig kjedt. Hun kunde disse Stier og Veie herhjemme saa umaadelig udenad, - hver Sten, hver Grop, hvert Træ - Og til Schulteiss betrode hun i bittre Stunder sin hele dybe Livslede. Han fik hendes Udtalelser, maatte føle med hendes Suk og finde Ord for, hvad hun led, - hvorledes hun gik der uden at faa Luft for nogen af sine Længsler. Han maatte læse det Brev, hun fik fra Finsland, være med paa hendes Begeistring, vide og se, hvorledes hun havde grædt over det og det Sted, - og gjætte og studere ud og jatte med om, hvad der kunde være ment om hende bag den Vending og netop det Udtryk . . . Og Schulteiss la Hodet paa skakke og trippede og vrængte sig til ja og nei, eftersom han kunde opsnappe, hun ønskede det, - nei til det, han netop lige forud havde udbredt sig og prist og været veltalende over. Han var blet saa ydmyg og liden nu, han ogsaa maatte svælge ned hendes glødende Henførelse til Fins- land, - var, saa at sige, kun angste pinte Øine, der med lynsnare Gløt fangede hendes Ønsker. Ingen forstod hende uden Schulteiss . . . SIDE: 381 Det Suk fra Minka var hans Belønning, hans stumme Lykke, det, han blot ventede paa at faa høre op igjen, og som han hørte, saa Aandedrættet stansede i ham. Det gjennemstrømmede ham med en Lykkefølelse, som han kunde leve paa i Dage . . . Det var, som Kjels Fremgang havde sat Doktoren i en liberalere økonomisk Stemning, der fik sit Udslag i, at han endog med en vis Tilslutning gik ind paa Minkas Ideer om at komme ind til Byen. Og efter mange Overveielser og megen Betænkning blev det til, at hun skulde faa reise for at faa lagt en sidste Haand paa sin Musikuddannelse. Frøken En- dresen, som havde spillet med hende gjennem alle Aarene, var jo flink nok, derom var ikke Spørgsmaal; men hun savnede Autoriteten, Navnet. Der sydes og klippedes og blev tilskaaret for at ud- styre hende, arbeidedes med Tilhjælp af Sypige for- uden alt det, som naaleført var, hjemme i Huset. Bertheas Tunge gik geschæftig: - "Minka har forresten sluppet let fra det al sin Dag, fordi hun har været saa daarlig til at sy, - - og pene Kjoler har hun faat alligevel . . . Denne Spadserekjolen hendes med de gule Opsla- gene, - hun tænker nok at gjøre Opsigt derinde, kjen- der jeg hende ret" . . . Minka stod imidlertid over sin Kommodeskuffe oven- paa og læste op igjen for tyvende Gang et Digt, som Fins- land havde sendt hende, og som var betitlet: "Minka". Hun mønstrede ogsaa nynnende sin besungne brune Skjønhed lidt i Speilet, før hun la Papiret ind i Skuf- fen igjen. Ude paa Gangen mødte hun Schulteiss og saa paa ham overmodig hemmelighedsfuldt smilende som op- tat af nogen glædelig Tanke, hun ikke netop vilde med- dele. Endre havde engang git det et Udtryk: "Naar Minka gaar og nyder sig selv, som hun suger paa Sukker" . . . Hun nød, hvorledes hun fik Schulteiss mere og mere SIDE: 382 til Ørene lykkelig smilende, medens hun fortrolig speilte sig i hans Blik. Hun var nu opfyldt af Ideen om at realisere Livet som kvindelig Magtpersonlighed, - som Finsland havde udtrykt det: - sole fra sig og virke med Skjøn- hed. "Det blir paa Lørdag, jeg skal reise til Byen, Schulteiss" . . . "Aa Gud ja, Frøken Minka, - jeg tør ikke tænke paa, hvor trist og mørkt her vil bli . . . Aa Gud, - for mig gaar Solen ned . . . Naar jeg ikke længere véd, at De gaar i disse Trapper, - Deres Haand har strø- get dette Gelænder" . . . "Ja, Schulteiss, jeg faar neppe nogen mere at tale med som Dem - med Deres rige Aand. Og saa har De bestandig forstaat mig, Schulteiss." "Siger De det, Frøken Minka! - Ja jeg har set og glædet mig i hver Spire, der er sprunget ud og vokset i Dem. De har været som min Have - min Skjøn- hedsverden. De har" - "De skal huske paa, at, vinder jeg nogen Seir der- ude i Verden, saa er det Dem, der har rustet mig til det. Jeg vil følge min Natur, ser De, Schulteiss. Jeg vil leve, - vide, at jeg inspirerer dem, som har Kraften og Evnen til at heise ordentlig Seil og vove at bruge dem. Det er det, jeg vil, - jeg siger det til Dem og ingen anden, - jeg vil lægge ud i Verden som kvindelig Pirat!" - raabte hun og knyttede Næven koket imod ham. "Jeg har sagt Far og Mor, at jeg vil fortsætte mine Musikstudier, - man maa jo altid ha noget, man skal være. Men det, jeg vil, det er at leve og virke som Minka Baarvig, - ikke bry mig om Fordomme; de skal være som Halmstraa for mig. Kanhænde" . . . smilte hun mystisk, - "hører De en vakker Dag noget om en Koncert- eller Varietésangerinde, som hedder," - hun prikkede mod sit Bryst - "hedder - Minka . . . For Far og Mors Skyld sætter vi ikke Baarvig til. Kanhænde, siger jeg bare -. Man maa fremfor alt SIDE: 383 søge at vise sig, - komme op og bli set, skal man virke. Og saa - og saa" - hun fortryllede ham med de hvide Tænder, - "kommer Minkas Historie, - Liv - Liv - Liv - Schulteiss. Hun gaar ikke i Hun- dene og gifter sig som hun - Thekla dernede paa Bruget." Schulteiss stod forsagt; han prøvede varsomt . . . "De véd jo, der er ingen, der som jeg respekterer, vurderer, skatter Deres høie Mod og Selvfølelse eller tror paa Deres, saa at sige, fødte Berettigelse til at naa selv det sjeldne og udmærkede. De er det lykkede Naturens Værk, som kan tvinge alt til Beundring. Men, som jeg, trodsende Deres Miskjendelse af mine Mo- tiver, advarede Dem mod Ingeniør Varbergs skuffende Henførelser, maa jeg nu ogsaa tillade mig at appellere til Deres saa dybe sunde Instinkt foran - foran en, - jeg maa udtale det, - ikke netop i sig selv saa be- tydelig som selvberust Digters blændende Forestillinger." "Vidste jeg det ikke, - kunde jeg ikke se det paa Dem, - der kom det. De er saa misundelig, at det ordentlig vanskaber Dem." "Den Herres Fag er at opstille Fata-Morganaer," - ivrede Schulteiss høirøstet. "Som alle svagere be- gavede Digternaturer forblander han Virkelighed og Ideal, - jeg havde nær sagt, - han spiser og drikker og foredrager i høi Flugt og digter i lav, - ofte gan- ske tarvelig Pasgang. De er en ideel Natur, Minka. De eier den høie Gave at kunne lade Dem trylle ind i en Aandens Herlighed - jeg besværger Dem" . . . skreg han -. "Aa, Minka, - De, som ved Deres Skjøn- hed eier Virkeligheden - som selv er et farverigt bankende Digt, - hvad har De med en saa tarvelig Persons aandelige Luftbygninger!" "Uf, Schulteiss, De ser nu engang æddergrønt paa enhver anden, som har lidt Forstaaelse af mig, - der maa ingen anden end De ha det. Og nu, jeg netop trænger saa til Støtte - til at opmuntres og faa Mod og Freidighed, - nu . . . Jeg kommer aldrig til at glemme Dem det, - at netop, som jeg betrode Dem SIDE: 384 alt, - saa kunde De alligevel ikke styre Deres egoi- stiske lille Iversyge; men maatte spytte paa det Digt, Finsland har skrevet til mig. Ja, for det er nu det, som gaar i Dem, - jeg skulde bare ikke ha vist Dem det" . . . "Minka - Frøken Minka," - brast det løs, - "bare lad mig ligge udenfor Deres Port som Gaardshund! Jeg skal slikke Haanden paa Deres Venner, om jeg saa føler Døden i Struben" - - "Det gjør mig bestandig ondt, naar De ter og ge- bærder Dem paa den Maade, Schulteiss -. De gjør mig det jo rent umuligt at tale med Dem om noget- somhelst . . . Men nu maa jeg skynde mig ned og prøve Spadserekjolen min. Helt modern, kan De tro. De skal se den paa mig i Eftermiddag, naar den er færdig. - - Saa véd De, hvordan jeg vil se ud, naar jeg gaar derinde i Byen," - smilte hun. Midt under Flomtiden fik Lars Færgemand fuldt op at bestille. Ret som det var, kom der en Karjol eller Gig eller Trille, som skulde sættes over, eller raabtes han an fra den anden Side, - Distriktets Folk - Affærsmænd, - fra den største af dem alle, Jon Vaa- ler, som nu anlagde de store Høvlerier, til Fløderfuld- mægtigerne. I de blanke, sølede Veie rullede Kjøredoningerne, saa Gørjen skvat af Hjulene. De smed sig ind af Gaardgrindene til en Eftermiddagswhist eller en Aftenboston. Og senkvælds maatte Færgelars igjen til. De stod der gjerne to, tre ad Gangen ved Elvebredden og hujede; - der blev ofte ikke Fred før Klokken et, to om Natten. Der var livligt i Distriktet, - Røre i Anledning af den kommende Generalforsamling i Sparebanken, Lørdag den sekstende Juni. SIDE: 385 Ingen Hemmelighed, at der nu arbeides for Alvor paa at kaste den gamle Direktion. Væsentlig under Kjels Indflydelse havde i de to, tre sidste Aar alt flere og flere spekuleret i de ny Udnyttelsesmaader af Sko- gen, - Fabrikation af Papirmasse, Sagbrug, Høv- lerier . . . Det var paatide nu, at den ny Æra i Distriktet tog sit Ryggetag med den gamle. Og der var kun ét Lø- sen, - at faa Kredit og Tillid for sine Synsmaader ind i Sparebankdirektionen og dermed lettet Adgang til Laan og Forskudskapital. Kjel holdt sig i denne Tid samvittighedsfuldt borte fra al Boston og Whist udenfor Huset. Han vilde ikke beskyldes for Agitation. Af og til stansede et Kjøretøi udenfor hans Dør, - nogen, som gav Rapport om Stemmerne eller en og anden, som kunde finde Tiden just nu beleilig til at udbede sig en Vederhæftighedsattest for et Laan i Byen. Og Kjel var ikke ubønhørlig, om han end lod sig nøde endel. En tilstrækkelig indigneret Beklagelse af, at det skulde være saa rent umuligt for en Affærs- mand at faa Laan i Distriktets egen Sparebank, gjorde gjerne Udslaget; - og slig en Attest var da saa god som en Stemme. Hænde kunde det jo ogsaa, at Kjel foran passende Person udbad sig en liden Gjentjeneste paa et Papir, der var kommet for pludselig paa ham. Han dispo- nerede overhovedet flust over Navne blandt de Klien- ter, hvis udenbygds Kredit opretholdtes ved hans An- befalinger. "Enkelt, grei Sag det," - kunde han paa sit Sted sige kordialt brutalt - "støtter I mig, støtter jeg Jer i Byen." - - Kjel slentrede mellem Kontoret og Planke- stablerne . . . Inde i Stuen sad Doktor Stenvig som sædvanlig idag igjen og foredrog. Var der noget, som skulde kunne bringe Kjel til at SIDE: 386 bryde sin frivillige Arrest og la spænde for Blakken, saa var det vel, naar denne unge Doktorlapsen kom indom og gav sig til at reformere Menneskeheden fra Vuggen af sammen med Thekla. - Pokker til Sjæle- udvikling. Thekla gik rent ud nervøs og ventede og var ikke i Humør den Dag, han ikke kom der enten paa Frem- eller Tilbageturen . . . Nu reiste han da endelig. Og Thekla kom ud med ham - "Adiø - adiø," - jepede Kjel. Mærkelig nok, - da Karjolen var borte, tog hun Veien opover Doktorbakken til Elvsæt . . . Kjel slentrede langsomt efter . . . Da de begge kom ind i Stuen til Fru Baarvig, og Thekla havde sat sig magelig tilrette, begyndte hun: "Jeg har et Ærinde til Dig idag, Fru Bente, - det gjælder en almindelig Henvendelse til Dokter Stenvig fra Egnens Hustruer og Mødre om at holde Foredrag paa Kommunehuset over Børnehygienen og Sundheds- pleien. Her maa en Reform til. For den, som engang har sat sig ind i, hvor pervers hele Behandlingen af Smaabørn er, - den er nemlig rent ud menneskemor- dersk, - er Tilstanden uforsvarlig. Her maa engang begyndes med at arbeide for et socialt Spørgsmaal her i Distriktet ogsaa. Fru Bente Baarvig, ber jeg nu, skrive først paa Listen naturligvis, saa det kan faa ordentlig Indgang med engang." "Du faar rigtig undskylde mig, Thekla, - vil Du ikke ta Hatten af. Men jeg har selv havt Børn, og har ogsaa en Idé om, hvad min Mand af sin lange Erfa- ring mener, - og jeg kan ikke sige, at jeg er saa enig i alle Hr. Stenvigs ny Theorier, - de klinger mig lidt bogferske, de, jeg har hørt af dem da. Og saa vil Du indse, at jeg ikke er den rette at gaa til netop med dette." "Jeg maa sige," - fandt Kjel, - "jeg maa sige, - den Fyren . . . den Doktoren. Jeg stirrer rigtig med en vis Forbauselse paa det . . . Ja, for det er s'gu nok saa frækt, - for ikke at sige ublut - at ville la sig re- SIDE: 387 klamere i Distriktet fra selve sin Kollegas, - sin Kon- kurrents, Hus. Dette blir akkurat, som jeg med Spare- banken det, - om jeg vilde be Direktørens Kone tegne sig til at møde op ved et Foredrag imod ham? - Hum- bug, Reklame! . . . Fy Fanden, - Du ser selv, Thekla" . . . "Ja, jeg ser rigtig Sagmug, - og Sagmug - og bare Sagmug, Du, - ikke Luft for en Tidens Tanke," - udbrast Thekla lummert. "Nei, nei, nei, hør nu, Thekla, - kan Du ikke høre, - jeg mener jo bare, at han benytter sig af din sjeldne Sans for høiere Interesser. Ja, for Thekla er en stor Personlighed, Mor. Og, blir jeg rig, skal Du ikke mangle Midler til at virke med. Du skal ha mig og ingen anden at takke, siger jeg Dig, Theklen, for, at Du ikke blir siddende og dra efter Pusten i lufttomt Rum med dine Ideer. Om Kvælden Lørdag den sek- stende er jeg saavist Sparebankdirektør" . . . Fru Baarvig skvat til - "Jeg er det saavist, som jeg lever, Mor - Og," - kom det bevæget overvældet, idet han strøg ud af Stuen, - "naar én ikke tænker paa andet end at bygge en Guldstol for Dig, Thekla, - bære Dig paa den, saa kunde Du gjerne ha lidt Respekt for mit, Du ogsaa." Fru Bente fik et næsten haardt Udtryk og stansede Thekla, der knyttede Hattebaandene for at gaa. "Hør, Thekla, - siden Du nu er her, saa vil jeg be Dig sidde lidt ned og høre paa mig. - Det er noget som en Advarsel, Du . . . Du maa ikke fortryde paa det." Thekla saa forbauset, halv irriteret gjættende paa hende. "Der er Ting, man kvier sig for og helst opsætter i det længste. Men saa mener jeg, der er ingen, som kan sige Dig det saa ligetil uden at udsætte sig for at misforstaas som jeg. - Det er om Stenvig, Du." "Tænkte jeg det ikke!" "Jeg vil rent ud sige Dig, at jeg har mærket saa mange underlige Smil og halvkvædede Viser, at jeg finder at burde la Dig vide det." SIDE: 388 Thekla maalte Fru Bentes Skikkelse op og ned et Par Gange, - der var noget overrasket undersøgende - som den Slags - fra hende! . . . "Jeg bryr mig aldeles ikke om, hvad Folk behager at sige eller tænke om mig. Det Venskab, der hviler paa saa mange og stærke Interesser som mit og Sten- vigs, kan ikke reflektere paa Bygdesladder. Ethvert aandeligt Forhold mellem Mand og Kvinde faar finde sig i Miskjendelse - endnu -. Jeg siger endnu, Fru Bente, saalænge der er saa mange, der ser med uop- ladte Almuebegreber paa alt det, som rører sig af mere udviklet Nutidsliv . . . jeg havde blot ikke ventet at høre det optat herfra." "Ja, jeg mener nu, at en Hustru baade for sin Mands og sin egen Skyld bør vogte ogsaa om Skinnet." "Jeg mener det ikke. Og, skal dette være et Ærind fra Kjel, saa kan jeg kun frabé mig Indblanding, - undskyld, at jeg tar Sagen ligefrem." "Kjel har intet med, hvad jeg her siger, det kan jeg forsikkre Dig. Men, naar jeg advarer Dig, saa er det, fordi jeg finder, at denne Almue, som Du kalder os, slet ikke er uden sin Ret." "Hvad mener Du, Fru Baarvig?" "Det skal jeg sige Dig. Naar en Hustrus Hjerte og Glæde, hendes Sympathi som aandelige Interesser ikke er hos Manden, men hos en anden, saa føler alle sunde Mennesker, at her er noget, som svigter, - om der saa kun er den allerringeste Antydning af det, som til hverdags kaldes Utroskab. Hovedsagen er og blir, at Manden bedrages for det væsentlige, det, som er Kjernen i Forholdet, og sidder der med Skallet igjen. Det er det, man har Følelse af her, Thekla, - for ogsaa at tale ligefrem." "Har jeg da ingen Menneskerettighed? - Enhver kan jo se, hvor interesseløs, - total uforstaaende, Kjel er for alt udenfor Affærerne, - at for mig kan han umulig udfylde noget." - "Hvorfor tog Du ham saa, Thekla, naar Du saa vel vidste, at hans Glæde aldrig blev din?" SIDE: 389 "Vi skal ikke fordybe os i Lovene for den evige Til- værelseskamp, Fru Baarvig - - -. Men Meningen er altsaa," sa hun med en stor Bøining paa Hovedet, "at jeg ikke engang skal levnes Tilladelse til at pleie mine aandelige Interesser. Jeg skal dø i denne Sag- muggen. Men for at sige min Tanke helt ud, jeg agter for min Person at træde alle disse Spidsborgerhensyn under Fødderne, - - erkjender ingen Lov - ingen - uden min egen fri Selvfølelse . . . Ja saa faar jeg altsaa finde mig i at faa Afslag af Fru Baarvig paa min Henvendelse," - sa hun og brød op. - - - - - Lyset blaffrede inat igjen oppe paa Gulsalen . . . Endelig blev det staaende urørlig paa Kanten af det store malede Langbord. Efterat Fru Bente idag havde taget op Forholdet med Svigerdatteren, gjærede og bølgede Uroen i hende. Hun havde ikke kunnet stride mod Strømmen, - i sin Tid ikke kunnet kjøle Kjels skyhøie Begeistring for Thekla, uagtet hun havde set lige saa klart som nu, hvor lidt de to vilde passe, hvor det bar hen, og hvor ulykkelig denne Forbindelse maatte bli. Det var, som Kjels Svindelfantasi grebes af en Slags Besiddelsesmani for alt, som bare laa høiere, end han virkelig kunde række, enten det nu var ideelt eller det gjaldt Pengespekulationer. Hans egen personlige Lykke, stakkar, - den var uigjenkaldelig spildt. Det blev en Nedknusning, som vilde fortsættes og fort- sættes under Theklas opskruede Theorivæsen . . . Den Svindel, - det Feilgreb, - kom han til at betale til sidste Hvid. Men det, som saa at sige havde overdøvet dette, - ruget over hende i hele Dag som en stedse voksende, truende, forfærdelig Familieulykke, var Kjels saa sikkre Udtalelse om, at han vilde bli Sparebank- direktør. Det kom paa hende som et Tordenslag. Hun saa det . . . De Tal, som nu gik op i tusinder, vilde herefter skrives med ti tusinder . . . svelle og SIDE: 390 svindles op som en Flom til hundrede tusinder . . . Der vilde bli en hel anden Maalestok for Ruinen: - - et uoverskueligt Hav af Gjæld og Ulykker og Skam -. Navnet Baarvig vilde forbandes, raabes udover Lan- det - -. Hun stod bleg og stiv foran Lyset, Læberne skjæl- vede af og til, som hun talte eller svarede sig selv. - - Kjel dukkede frem som den bredryggede, raske Gut, der var den første til at løbe paa Ski og ta Tag og kneb sig saa flinkt til at greie Lekserne uden at læse paa dem, og nu gik han der vanvittig snedig og med det forunderlig betagende trygge, tykke Lag af godmodigt Tække som en fed moralsk Vattersottig. Den første, han bedrog, - midt under alle de bevidste Kneb - var sig selv. Han svimlede sig ind i Illusio- nerne, - turde ikke tænke andet end, at han var paa den store brede Vei til Rigdom bare med For- hindringer, som det var ham en Fryd og Tilfreds- stillelse at vise sit gode Hode paa og beseire . . . Hun saa og fulgte hans Ansigt, hvorledes det havde for- andret sig med Aarene, - han havde faat dette snare lure, i Dybet angste, Blink i Øienkrogen . . . Han var engang lige saa enkel og kort og grei som Massi, - hun, som nu laa derinde og sov og trode saa trygt paa Far og Mor og dem allesammen und- tagen paa Berthea, - og saa altid spurgte og undrede sig over Minka - - Det var til at graate Blod over - - Baarvig, Baar- vig, stakkars Baarvig . . . Men det maatte ikke ske, at Kjel nu ogsaa fik Sparebanken under sine Hænder at svindle med. Maatte ikke, om hun saa skulde skrige ud, at Gutten var fallit. . . . Det var dette ulykkelige skjæbnesvangre, at Kjel dengang fik gamle Arne Bergersen, som Hvermand vidste var Forsigtigheden selv, med paa dette Skog- kompagniet sit. Paa det Navn var det, at Kjel fik draget alle de andre Spekulanter ind i Sagen, saa han med engang kunde svinge sig op til Hode og Bestyrer SIDE: 391 for en fremragende Affære i Distriktet, og fik svindlet frem alle disse ny og uprøvede Foretagender. Der begyndte at dæmre noget som en Idé i hende . . . Hun sad der og saa og prøvede og iagttog den inde ved Lysetanden, medens Stearinen toppede op paa Kan- ten af, at det randt -. . . . Den gamle forsigtige Arne Bergersen var absolut en af de to, tre i Bygden, hvis Stemme vilde virke af- gjørende i Generalforsamlingen. Om hun reiste op til ham og betrode ham, hvor for- tvilet hun vilde bli, om man valgte Kjel til Spare- bankdirektør? - Grunden? . . . Hun vilde ikke gi nogen - uden den, at hun ansaa ham for aldeles uskikket til det Hverv, - at det vilde bli en ren Ulykke for ham. "Det faar ikke hjælpe, Kjel," - mumlede hun med et stivt, stenagtigt Udtryk . . . "Det er Forræderi. Men jeg er retnu en Mor, som nødes til at dræbe mine egne Børn - -. Og," - hun truede ud, saa Skyggen vistes paa Væggen, - "trode jeg ikke, at Du alt var fallit - at Skammen alt er der . . . jeg løb hen paa Lande- veien og raabte ud, at for min Søn Kjel, Svindleren, maa alle vogte sig" - - Berthea havde før Jul slaat op med Valentinsen paa Toldstationen og var nu hemmelig forlovet med vakkre Schiølberg paa Sorenskriverkontoret. Hun underholdt overhodet sine separate Bekjendt- skaber og Forbindelser langt udover Hjemmets Om- gangskreds. Der gik ikke det for sig i Bygden, som ikke interesserede hende, - Forlovelser og Giftemaal, Udpantninger og Familierivninger, og hun var vel inde i, hvor der nu agiteredes for eller imod Kjel, og alt Bygdesnakket om den Sag. Hun havde da ogsaa gjennem Anna Lund ganske anderledes Besked baade om Endre, som nu holdt paa SIDE: 392 at indstudere Kong Lear, Hamlet og de store Karakter- roller, og om Minka, end netop, hvad de lod se i deres Breve hjem. Minka bedaarede dem nok rent derinde, - var sam- men med Finsland og Digtere og Kunstnere baade sent og tidlig, - nogen skulde male hende og nogen skrive Vers til hende . . . De finder hende saa mystisk interessant, skriver Anna. Og i Theatre og Varietéer var de bestandig. Men om alt det stod der ikke et Muk i Brevene. Og Schulteiss gik der og snusede efter Posten og alt, hvad hun skrev; han fik tækkes med at betro sig til hende nu . . . "Ser De, Berthea," - kom han hemmelighedsfuldt, - "Deres Søster er ingen negativ nedrivende Person- lighed. Hun er noget positivt - en Kraftkilde. Der kommer Klang og Stemning, Fylde og Energi i alt det, hun blot magnetisk berører, - ehe, - den stive Mod- sætning til Fru Thekla nede paa Bruget. Før droges hun af andre, - nu hæver hun sig til Kraftudfoldelse . . . Nu hæver hun sig, høiner sig, ifølge sin iboende Natur, over dem. Nu er det hun, som sætter de andres Kræfter i Funktion, - anslaar dem til alle Sider som et Piano. - Hun hengir sig ikke længer til nogen, - inspirerer, bringer dem blot alle til at vibrere, bli fuldtonende hver efter sin Natur. Det er hendes høie Kald, - jeg véd det - fra hende selv. Men hun hen- gir sig ikke til nogen, - det er det fine - det er Sagen. Ikke sandt, Frøken Berthea," spurgte han med ét bønlig, - "men selv hengir hun sig ikke til nogen, - tror ikke De ogsaa det, - tror ikke De ogsaa det?" . . . han prøvede at udgrunde Bertheas Øine - "Dertil er hun altfor ophøiet," - kom det afgjort, idet han dreiede sig om paa Hælen. - Der var bare et Par Dage igjen til Generalforsam- lingen paa Lørdag. SIDE: 393 Ikke frit for, at Doktor Baarvig gik noksaa spændt, - havde Følelsen af nok saa stærk Krig i Luften. Han indlod sig jo aldrig paa den Slags Sager, var af Prin- cip Doktor og intet andet end Doktor i Husene, - sympathiserede ellers ikke synderlig med Nyhedsma- gerier. Men han vilde gjort en Røverkule af sit Hjerte, om han ikke denne Gang var med. Og isandhed ikke bare for Kjels Skyld. Disse gamle Parykker trængte til et ordentligt Skub, saa Pudderet føg. Saagodtsom helt nægte at lade Distriktets Sparepenge støtte de ny- opbrudte Forretningsbaner, - tvinge Affærsmændene til at laane udenbygds mod høiere Renter . . . Han be- gyndte at helde til den Mening, at her vel tiltrængtes en Kjel, som kunde lægge Roret om der i Spareban- ken - -. Naa, de om det . . . Han gjorde netop for Gud véd hvilken Gang i disse Dage en Vending paa Gulvet med den Finale paa Overveielserne, da Kjel kom ind bleg og forhastet. Han kastede sig ned i en Stol og blev siddende taus og stirre. "Gæli med Sparebanken?" - spurgte Doktoren hvast. Kjel sad stum. "Ja-a, man skal ikke stole for let paa, at alt lykkes, Du." Kjel rystede paa Hodet, saa Doktoren forstod, at han gjættede hen i Natten. "Jeg siger ikke, det er noget bra, jeg," slængte Kjel af sig. - "Er det ikke, som sjelve Fanden staar i det. Alting iorden - ubetinget Stemmeflerhed. Den Sag var saa sikker, at jeg kunde sige, jeg hadde den i Lommen helt til nu i Eftermiddag, jeg faar dette Brev. Arne Bergersen vil ikke fornye, - gaa med paa flere Forpligtelser for Skogkompagniet. Han sætter os rent ud Stolen for Døren, kræver Opgjør og vil ud af Af- færen, opsiger sin Garanti. Og, kan jeg ikke skaffe et vederhæftigt Navn nu straks i hans Sted, staar vi der paa Lørdag som mankerende Debitorer til Sparebanken. Den har bevilget Penge paa den Sikkerhed, - paa alle SIDE: 394 vore elleve Navne. Og saa, - Adiø Direktøren. Det gaar ikke anstændig an at foreslaa mig engang. Saa nederdrægtig gjort. Akkurat i Dagene forud, saa jeg ikke skal ha Tid til at faa et nyt Navn istedet. Saa skammelig beregnet, for han véd nok, at, om jeg reiser ud og hverver en ny Mand til Garant, saa nytter det bare til at bringe Skogkompagniets Kredit paa Tapetet og under Diskussion. Var det saavist bare Dagen efter, skulde jeg paa røde Rappet faa tre for én. Men akkurat nu, Du" - - - Kjel stirrede mørk i Gulvet. "Ikke det Spor at risikere heller - - ovenpaa og holdent i alle Henseender. Et Udbytte til næste Aar af femti procent og det snaut kalkuleret. De staar der underskrevne som Kautionister én for alle og alle for én, elleve Mand høi - -. Ja, det er ikke nogen Raad for det, jeg faar gi tabt, saa haardt det er," - sukkede han. . . . "Bare et almindeligt, i Bygden kjendt Navn er nok. Havde jeg ham saavist paa Papiret bare til Man- dag eller Tirsdag, saa skulde han faa slippe fra det igjen," - udbrast Kjel; - "men nu - Jaja, tabt er tabt det. Jeg faar ud, trods alt jeg, straks og tigge os til et Navn, - og saa faar Direk- tørposten ryke." Det blev stille i Skumringen. Doktoren gik frem og tilbage og blev staaende ved Ruden. . . . "Ja dette er haardt, Kjel, - jeg indrømmer Dig det." Kjel tog et Lommetørklæde op og tørrede Øinene og snød sig . . . "Hør, Kjel," - sa Doktoren lavt, - "Du holder aldrig dit Ord til mig." "Aa, Du véd nok, Far - at, kneb det, saa" - "Kunde mit Navn klare det, Du?" "Aa meget mindre," henkastede Kjel, - "bare et bygdekjendt Navn" - "Vilde Du gi mig dit Ord som min Søn - ikke føre mig ud i noget - -. Vil Du gi mig dit ærlige Ord SIDE: 395 paa, at jeg skal være fri igjen af Papiret paa Mandag eller Tirsdag - helst paa Mandag, Du, - saa skal Du faa mit Navn paa det. Jeg siger mit Navn paa det, Gutten min, for at Du kan bli Direktør nu, der staar saameget paa det for Dig." Kjel snød Næsen . . . "Siden Du byr mig det, Far . . . Dette er rigtig vak- kert af Dig . . . Jeg skal aldrig glemme Dig det!" - "Men vi siger intet til Mor - intet til Mor om det, Kjel . . . Hun, hun, hun, - hun vil bli for nervøs - - Kom med Papiret, saa er det gjort - jeg kunde angre det," - sa han hastig. Septemberdagen laa blikstille med klar Luft, spar- somt Løv og hist og her en gul Bjerk eller blodrød Asp nede ved Elven, der gik med speilende Glans nedover forbi Gaardene. Lyden af Karjolhjul durede ekkoagtig lydhørt i Eftermiddagen nede fra Landeveien. Det var Kjel, som kom. Han slængte Tømmerne fra sig til Tjenestegutten og fo'r ind til Faderen. "Det er nu det fjerde Bud, Du har sendt efter mig. Folk nede paa Sagen maa jo tro, her er rent noget paafærde. Jeg véd jo saavel, det er dette Navnet dit, Du vil ha igjen, - slig straks paa sætte Flekken. Og Du skal faa det tilbage. Men mere end menneskeligt kan én nu ikke drive paa det heller." "Mere end menneskeligt," tordnede Doktoren, - "det er to Maaneder nu siden den Dag, jeg skulde havt mit gode Navn igjen, - to Maaneder, hvor hver Dag har været en Pine, Kjel! - hver Dag, siger jeg" - - "Men Far, kan Du ikke høre," raabte Kjel. "Nei, vil ikke høre, - vil ha mit Navn tilbage . . . to Maaneder Du, hvori jeg ikke har kunnet kjøre ud SIDE: 396 i Bygden en Dag uden at tænke paa, at nu sidder der én og anden, som véd, at Doktor Baarvig er gledet ud i at spekulere i Skog, - har udleveret sit Navn til Affærer, som gaar ham tyve Gange over Hodet." "Aa ja, risikerer at tjene et Par tusind til næste Aar." "Ti, Kjel, - hører Du, - ti, eller, ved Gud" - han løftede Armen. "Ikke en Dag, siger jeg Dig, af alle de seksti og tre, - jeg har Tal paa dem og Nætterne med, - hvori jeg ikke har kunnet se din Mor i Øinene. Jeg undviger hende, Du. Vi, som har levet som i et Glashus sammen nu i fire og treti Aar. Jeg siger Dig, - ud med Navnet mit, Gut!" Doktoren gjorde et Skridt og et Greb som efter at ta ham i Halskraven - "For Fanden," - skreg Kjel, han skjøv en Stol foran sig. "Naar Du er gal og ikke vil høre. Jeg siger Dig jo, at Du skal faa dit Navn. Det er jo akkurat det, jeg har været ude og sørget for nu. Saa jeg engang kan bli kvit denne Jammeren og alle disse imbecile Budsendingerne." "Naar, naar, naar, - til hvad Tid?" "Jeg véd ikke, om Du vil høre, eller ogsaa maa jeg gaa hjem og skrive Brev til Dig." "Naada, naa, snak - ud med det!" "Fanden danse mig, om jeg har set Mage. Jeg kom- mer her med Resultater slig at . . . saa at sige med Lommen fuld af Efterretninger saa gode, som jeg selv aldrig engang havde kunnet hverken haabe eller tænke mig, - og saa: - Ud med Navnet, - frem med det! Tak Gud, én ikke skal kværkes til Væggen. Kan jeg for, at dette lille, bra Navnet dit, som Du siger, sidder slig som klistret fast. Var Du mindre anset, saa slap de Dig saamæn nok, - for det skal da ikke netop være for Behageligheden af at ha med Dig at gjøre" . . . "Naa, naa, naa, naa, - altsaa" - "Ja jeg kommer for at sige Dig, at Skogkompagniet har idag kjøbt Resten af Svartskogene - tredive tu- sind Maal, - slig, at Eierne har gaat ind med os paa lige Deling, Gevinst som Tab, - og, notabene, - alt SIDE: 397 at skjæres paa min Sag. Kompagniet altsaa udvidet, Gevinsten simpelthen uoverskuelig, for mit Vedkom- mende et blot og bart Reguladetristykke: Naar elleve tusind Maal har git mig saa og saa meget Sagskur om Aaret, hvad saa de treti tusind, som indeholder den egentlige veksterlige Skog. Og for dit Vedkommende vil det si', at fire for én nu vil løse Dig ud, straks Pa- pirerne blir oprettede. De under Dig simplemang ikke Fortjenesten; - blot Spørgsmaal, om jeg ikke burde benytte Leiligheden til at betinge Dig nogen Overpenge for Aftrædelse." "Ikke, - ikke én Øre, - ikke en Øre, Kjel, - jeg vil absolut ha det gjort i Stilhed, - bare Navnet væk. Faar ikke Fred før. Den Dag, jeg faar det tilbage, blir din Far en anden Mand igjen. Gud bevare Dig, at Du kunde føre mig ud i dette, som er saa ganske udenfor det, jeg har Sind til at staa i." "Det bør kunne ordnes alt i Løbet af næste Uge," - udtalte Kjel grundende. "Ja, Far, dette blir nu en hel Fremtid for mig det - at datere fra idag. Og jeg maa sige, jeg holder ikke længere ud at staa og se Flisene ovenfra John Vaalers Høvleri drive ned forbi Bruget. Jeg kommer til at udvide mig med ét jeg ogsaa nu. Jeg gaar med saa- meget Held i Lommen, at jeg næsten blir ræd selv. Faar nu ned til Thekla og melde hende det. Høi, ja Far, det var et Pust før det kom istand!" "Jaja, - det kan være vel nok og ypperligt nok. Men Navnet, Navnet, Gutten min. Det vil være som jeg kommer ud af Slaveriet den Dag, jeg ser det igjen." "Neimæn forresten, om jeg trode, Du kunde bli saa overdreven, Far . . . Navnet dit skal Du ialfald faa da - og det med Tak til. For det var nu det, som har gjort mig til Sparebankdirektør, - og Resten idag med." "Ja, det er ialfald en Trøst," - mumlede Doktoren. "Og som Sparebankdirektør vil jeg bli siddende nu, ser Du. Der kan ingen kaste mig længere. Jeg er som SIDE: 398 Troldet, de engang har faat paa Ryggen, jeg. For, jo mere de gjør af mig, desmere Kredit faar de selv. Op med mig, op med dem selv, ned med mig, ned med dem, - hele den ny Affærsverden heroppe. Jeg er akkurat deres Mand jeg, - jeg selv og ingen anden!" - nikkede han, som han satte Hatten paa. "Her kommer Posten, Far," - raabte han ind fra Gadedørstrappen. - - Doktoren havde læst sine Breve og drev lidt efter med en Seddel i Haanden nedover Havegangen. Dernede høstede Fru Bente Glasæbler. De turde ikke rystes ned for ikke at bli stødte, - maatte tages ét for ét ved Hjælp af en Trappestige, som Massi støt- tede, medens Moderen var oppe og plukkede og lod dem forsigtig række ned paa et udbredt Teppe. "Ganske pudsigt, Bente, - ikke saa galt . . . Tror virkelig, jeg begynder at profitere af Kjel, Du, - faar her sendendes ikke mindre end to hundrede Kroner i Honorar fra Skogeier Haaken Harstad. Jeg skulde ta meget feil af Menneskene, om dette ikke er af et Slags forsigtig Trang til at ha en god Stjerne ogsaa hos Sparebankdirektørens Far. Jeg kan saamæn ikke rig- tig skikke dem tilbage heller med Besked, at de ikke hjælper paa Laaneansøgningerne i Sparebanken" . . . Der trillede et Æble ned paa Teppet med en vis Fart. . . . "har netop god Brug for dem indover til Minka, ser Du." "Du skulde ikke spase med dette, Baarvig. Er det virkelig, som Du tænker, saa var dette ikke hyggelige Penge." "Aa véd Du hvad, Bente, - saavidt indirekte Sport- ler tør jeg nok ta paa min Samvittighed, for alt det, jeg plukker mig til Slægtens Trivsel. Man faar uvil- kaarlig en hel Del andre Indtægter ogsaa Du, naar éns Søn stiger, - i Skikkelse af forøget Estime og Hensyntagen etc. Og Kjel er adskillig paa Toppen nu." "Vi maa huske, at saadant kan gaa baade op og ned, SIDE: 399 Baarvig, - som Blondin, der gaar over Niagara," - mumlede hun. "Ja la os endelig drive paa med at se trist og svart. Jo mere Fremgang, des betænkeligere Ansigter. Naar Sagbruget hans nu fyldes med Tømmer fra hele Svartskogen, saa han bare ikke aarker at ta mere og maa udvide sig, saa skal vi sørge og sukke, Du; og se paa Gutten med disse Øinene, som én kan bli gal af. Ja, for nu er det virkelig lykkets ham at sikkre sig den Side, som er uden Risiko, - Sagskuren, - for hele Skogskompagniet. Det er Fløden det." "Ja, maatte det være saa vel. Det er altsammen saa ængstelig storartet, - og - kan der egentlig være Affærer uden Risiko, Baarvig?" "Hu, - rent en Galskab. Altid, som der var et Krudttaarn dernede hos Kjel. Naar det gaar frem- længs, skal det gaa baglængs . . . Det er blet, saa jeg rent gruer for at komme med en god Efterretning der- nedefra, - som Du med Villie tar Glæden fra mig. Jeg gad rigtig vide, om jeg kom og sa, at det holdt paa at ryge overende" - "Og det var forbi," - udstødtes uvilkaarlig oppe fra Stigen. "Hvad . . . Tror jeg ikke, Du sidder deroppe i Æble- træet som en Uveirskraake - - Saa fornøielig, saa opmuntrende Du" . . . "Saalænge bare ingen Flom dernede fra kan rive vort Hus og dit gode Navn med sig." "Tvi, - dette fortærende bestandig, hold Dig undaf, hold Dig undaf, hold Dig vel undaf din egen Søn." "En, - to Karjoler nede i Bakken," varskode Massi. "Den forreste er Forvalter Lunde, og saa Inspektøren." Der kom noget lettet i Doktorens Mine, medens han gik op mod Haveporten. Ialfald en Anledning til at faa slaaet ihjel Aftenen ved en Boston. Egentlig jo alt bare gode Efterretnin- ger, som burde fortjene sin Toddy. Massi, som havde været nede paa Bruget om For- SIDE: 400 middagen og set til lille Baard, gjenoptog den afbrudte Beretning og Prat med Moderen: "Jeg vil aldrig gifte mig med en Dot, Mor." "Nei, det holder jeg rigtig med Dig i, Massi." "Kjel er en Dot." "H-m" . . . Massi vilde ikke sige hvorfor; men Kjel var en Dot. Hun stod og grublede lidt. . . . "Om jeg nu giftede mig, saa kunde mit Barn godt bli en Opfinder eller en Lærd eller en stor Mand, som kom til at styre hele Staten. Der er ingenting iveien for det, vel?" "Gud bevare Dig, Massi, gaa ikke med slige Tanker, skru Dig ikke op til nogen Galskaber." "Men der er da ingenting iveien for det. Jeg spør jo bare. Det kunde jo hænde. Cæsars Mor eller Luthers Mor vidste jo ingenting om, at de skulde faa saadant mærkeligt Barn, de heller . . . Eller Napoleons Mor, som fik en Keiser." "Se Dig om rundt i Bygden, Massi, om Du synes, der gaar nogen Napoleoner eller Hannibaler mellem Ungdommen." Massi saa ikke overbevist ut. - "Og tænk paa, hvor skuffet alle Mødrene vilde være over sine Børn, om de havde gaat og drømt om bare Hannibaler og Morten Luthere - - Og hvordan jeg vilde syntes om Jer Børnene, Du, for I er absolut ikke noget af den Sort, nogen af Jer. En Mor skal takke Gud, om hendes Barn er et bra Menneske." "Ja, men det kunde hænde, Mor," - ivrede Massi, "jeg siger jo ikke mere." "Og den Slags overspændte Tanker, Massi, ender bare med Skuffelser. Den, som har ventet lidet, blir glad, naar han bare faar mere, Du." "Men havde Du da ventet saa lidet, Mor, - for Du er da gla' nok i os." "Jeg siger ikke det, Massi," - lo Fru Baarvig, "at ikke din Mor ogsaa kunde ha tænkt, at Livet skulde være som et underligt Eventyr "søndenfor Sol og SIDE: 401 østenfor Maane og bagom Babylons Taarn", da jeg var paa din Alder. Men vi lærte os saa fort af med det. Det laa ligesom i Luften dengang at bli nøisomme. Nu er det, som der er slaat op en hel Væg, saa Ver- den ligger der og blænder, og ingenting er umuligt mere. Men, ser Du, der skal Kraft og Arbeide til, Massi. Og der er nu saa mange, som blir staaende ved bare at fantasere og se sig selv store," kom det bittert. - - "Nu ligger det i Luften at drømme og forespeile sig høie Ting og mærkelige Skjæbner. Men jeg ser ikke, ser ikke, det blir andet end Luftkasteller og Skuf- felser, - ser ikke, de naar det. Pas Dig for al Indbild- ning om, at Du er en Undtagelse, Massi" - "Men det kan da hænde, Mor, jeg siger jo ikke andet end, at det kan hænde" . . . "Tror ikke engang, det kan hænde, Du. Hannibals Mor eller Far følte nok, de havde Arten i sig, - det kom ikke saa rent dumpende uventet heller." Massi saa betænkt ud. Her var noget tilbage at drøfte. Hun forbeholdt det til Schulteiss - - naar hun indbragte det paa en fin Maade og lod, som hun mente Minka. "Jeg skal ta Kurven, Mor, og bære op altsammen, bare Du vil komme ordentlig ned af Trappen." Da Æblerne var bragt op paa Gulsalen, og hun var færdig med at lægge dem udover Bordet, angreb hun Schulteiss, som stod i Gangvinduet og fulgte Arnts to Dynamitsprængninger, der dundrede gjennem Luften henne fra Lysthushaugen og fyldte Høstdagens Stil- hed med en vidtrækkende dump Skralden. - - "Jeg vilde rigtig sørge, om Minka gik derinde i Byen og fik sig en dum Mand," begyndte hun saa. Schulteiss studsede. "Er der noget, - har Du hørt noget?" - udbrød han ilsomt. "Neida: men jeg siger bare dersom, - og at jeg vilde sørge saa." "Isandhed, en høist besynderlig Fiktion af Dig, Massi, - saa ganske aldeles totalt udenfor Mulighe- dens Grænser - - medmindre," - han fik igjen et SIDE: 402 opskræmt Udtryk, - "Du har nogen Antydning, om aldrig saa lidet virkeligt Faktum, hvorpaa Du kunde bygge din . . . Ingen? - Ingen? . . . Virkelig ingen? . . . Nei naturligvis . . . Ehe, - ehe," - lo han -. "Men Du vilde alligevel sørge saa? - Ja det vilde saamæn jeg ogsaa, - en dum Mand, en dum Mand . . . isand- hed en ganske kostelig, - umulig Idé" - - "Ja men sæt nu, at hun tog en dum Mand, - én, som hun indbildte sig var klog, men som var dum. Var det saa ikke sørgeligt?" "Umuligt, - bare umuligt." "Jeg skal sige Dem, at jeg har belavet mig paa, at hun skulde faa saa rent mærkelige Børn, som jeg saa skulde bli Tante til. Og, naar hun nu" - "Et besynderligt Thema . . . en, saa at sige, næsten utaalelig græsselig Supposition, som jeg helst vilde forlade . . . He he, en ung Piges Naivetet kan isandhed - overraske. "Jeg spør ganske simpelt, om ikke en dum Far faar dumme Børn." "Jo, - det vil sige - jo, ja, - maaske Moderen til Gjengjæld kan være desto mere begavet. - Overhove- det det Spørgsmaal - har saa mange Sider." "Men, om Minka nu holdt af en rigtig smuk og stolt Mand." "Minka . . . Jeg ber Dig, Massi, Du taler, saa jeg koldsveder." "De siger jo selv altid, at Minka er saa mærkelig, - og, naar nu hendes Mand ogsaa var saa mærkelig" - Schulteiss stod et Øieblik, der bevægede sig et sti- gende Oprør i ham . . . "Din Tankegang er ufølt, - lar sig kun undskylde," - udbrød han, - "med den uvakte unge Piges krasse og barduse Forestillinger. Der leger endnu Dukker i dit Hode, trods dine seksten Aar. Den blotte Tanke er" . . . Han gjorde et Kast paa Hodet. - "Minka! - den stolte Jomfru - med den høie Opgave - og den store Forventning - hun, - hun hengir sig aldrig til nogensomhelst "mærkelig", - mærkelig Knebels- SIDE: 403 bart - mærkelig Skjønhed - mærkelig Fagmand - mærkelig Nordpolsfarer - -. Thi, - og hør og for- staa mig, Du unge Pige, - lad det naa ogsaa ned i dit endnu uklare Sjæledyb! - hun bærer i sit herlige Væsen ubevidst den store Fordring til Kjærligheden, - hun forlanger ikke Gods og Guld, - ikke udvortes fortrinlig Skjønhed, ikke denne eller hin særlige Aandsdygtighed, - intet - intet af den Slags. Hen- des ædle, høitdrømmende og i Følelsen dybt bundende Natur kræver at møde den store Lidenskab - en Kjærlighed stærk som Livet og Døden . . . og, hvor den brænder - selv i en skrøbelig Skikkelse, - der vil hun den Dag, hendes Øine oplades, engang un- drende gi sig hen. En saadan Kjærlighed er bundløs som Elementerne. Det forkrænkelige legemlige gløder i den og Aanden stiger . . . Og - og," - han stirrede bleg henrykt ud i Luften, - "jeg siger ikke, at den ikke skulde eie Evne til at opvække, skabe Genier . . . den, som er over - over al Forstand - over al For- stand" . . . Massi saa med en vis Skræk, hvorledes hans blaa Øienstene ligesom svinglede løsslupne ind paa det hvide. En Stund efter sad Schulteiss paa sit Værelse og læste et Brev, som Doktoren havde rakt ham fra Whistbordet. Det Brev, Minka engang havde lovet ham, det længe efterlængtede, - idag var det kommet . . . Lyseblaa, fin Konvolut - parfumeret, - Udenpaa- skrift til Hr. Kand. phil. Ananias Schulteiss . . . sam- menklæbet af Minka selv -: "Min kjære Ungdomslærer. Et fuldt Fortrolighedens Brev - til hvem skulde jeg vove et saadant paa den vide Jord uden til én, - én eneste, - Dem, Schulteiss" . . . Det blændede for Øinene, saa han maatte læse op igjen, og han drog dybt efter Veiret. SIDE: 404 "De min prøvede Ven. For Dem tør jeg vise mig, som jeg er, De vil altid forstaa mig, ha Blik for det, der for mig staar som det herlige, - at optænde Skjønhed og Idealitet hos Tidens virkende Mænd. De forstaar mig - Altsaa begynder jeg med mig selv . . . Brunt antruk- ket med rødt eller gult, - en Hat, som skygger lidt for Ansigtet, eller et Halvslør, saa én ikke ser Øinene uden pludselig uforvarende - blot aner dem. Støvler ele- gante, høitknappede - De véd, jeg har smukke Fød- der, Schulteiss, - saa man faar det raske og alligevel udsøgte, ligesom vare for Smudset, i Trinene. Men det, jeg har maattet studere ud og ind, til jeg endelig har faaet Tag og Greb i det, er Holdningen, Gangen. Jeg har hørt Herrers Kritik, naar de ser efter en Dame. Det er noget bølgende, de vil ha, og Rank- heden. Enten fine Hansker eller ingen. Og en elegant Parasol med nobelt Haandgreb. Bag den leger saa Slangen, Magnetismen, oscillerende fra sit Skjul. Man modtar Hilsener og smiler . . . bare smiler til egne Tanker og ser intet" . . . "Aa Gud, hendes deilige Smil," - sukkede Schulteiss. . . . "stirrer overrasket. - Og tusind, tusind Impro- visationer af det kvindelige Geni, - en Grube af Virke- midler. Ja saadan er Piraten udrustet, den, som er løbet af Stabelen fra Deres hjemlige Havn, Schulteiss. Jeg betror mig til Deres dybe Forstaaelse. Deres Sjæl vil ikke formørkes af Mistanken om, at jeg gir mig hen i nogen Svaghed, - i noget, som ligner en ordinær Forlibelse: Jeg føler, at jeg er nær, - meget nær - ved at ha Finsland i min Magt, at jeg eier en Dragning, en Ind- flydelse, han ikke kan modstaa. Havde jeg ham først helt, saa jeg kunde sætte al min Glød og Farve ind i hans Digtning, aa, Schulteiss, elektricere en saadan Mands Pen, saa det egentlig var mig, som gnistrede af den, - og han kom til at digte bare Minka! Men noget er der iveien, som kaster sin Skygge. SIDE: 405 Og nu er jeg dobbelt, - to Gange oprigtig, Schul- teiss. Jeg er saa bange for, at De skal forlægge eller miste Brevet paa noget Vis, saa det røber mig, eller Deres Miner gi nogen Mistanke! Jeg har ikke været i Byen isommer, som Poststemp- lerne og Datoerne paa Brevene har vist. Jeg har levet paa Turistfærd oppe i Fjeldene i et Selskab af Litera- ter og Kunstnere. Vi har besat tre Sætre og vugget paa et herligt Høifjeldsvand, hvor vi har kunnet se os selv i magisk Speil, og jeg har siddet i Bondedragt og blet malt - Jeg følte mig som en Prinsesse, en Tilværelse om- duftet som af en høiere Aroma, - helt til Finsland saa pludselig igjen tog nedover. Hvorfor, hvorfor? - det er den Skygge, som for- mørker . . . Det blev for mig med ét, som hele Aanden i Tingen, det, som havde git al denne berusende Fortryllelse, var borte. Jeg var først mig selv igjen, da jeg ifor- gaars atter stod herinde i Byen i den samme Luft, som han indaander . . . Her skulde jeg ha fortsat Brevet - Men tænk Dem, som jeg nu var ude i Skumringen, bøiede en Mand sig nær og saa paa mig . . . De Øine staar for mig, - de forfærdelige Øine . . . De gjætter, hvem det er - dette græsselige Menneske" - - "Varberg . . . Aa Gudske -," brast det ud af Schul- teiss. - Han blev siddende og dukke og dukke med Ansigtet i Hænderne og stønne, medens et blegt Solstreif fra Septemberkvælden ligesom sluknede paa ham. Fru Thekla kom hastig op ad Veien med Paraplyen mod Regnen. Hun gav sig ikke Tid til at faa Galoscher SIDE: 406 og Kaabe af sig i Gangen, men gik lige ind til Dok- toren. "Jeg vilde gjerne tale med Dig, Bedstefar Baarvig," - lød det ophidset. "Noget paafærde med lille Baard?" Hun rystede paa Hodet og satte sig hen i Sofahjør- net. Der gjærede noget i hende, og det varede en Stund, før hun yttrede sig. "Jeg kommer for at raadføre mig med Dig. Jeg har ligget vaagen i hele Nat, - betragtet Sagen fra alle Sider, - og nu vil jeg gjerne ogsaa se, hvad Familie- hensynet siger - helt rundt. Jeg vil vide nøiagtig, hvorlangt min Pligt gaar - som Hustru, - over min Pligt som Menneske er jeg klar. Her er et Dilemma, - hvor langt jeg ved Ægteskabet har bundet min Person." "Men, kjære Thekla, Du taler, som der var noget alvorligt iveien mellem Dig og Kjel." Thekla smilte bittert og lagde Hodet bagover mod Sofaryggen: "Aa nei, i det Kapitel - for at begynde Oprigtig- heden - intet andet end det, at vi overhodet har giftet os." "Jeg ber Dig først betænke, Thekla, om det kanske er saa rigtigt at blande din Mands Forældre ind i Jeres Forhold. At Kjel holder af Dig indtil Svaghed, det véd jeg, og at Du ialfald er ham en sand Ven og oprigtig pligttro Hustru, derom er jeg lige overbevist. Jeg respekterer din Karakter, Thekla." Thekla drog af og til Aanden dybt. "Jeg maa be om Oplysning af den eneste, jeg tør betro mig til, nemlig min Mands Far. Jeg spør og spør op igjen, hvad der er en Hustrus Pligt, og hvor langt den strækker sig. Skal jeg bo, spise, drikke, klæde mig, - overhodet delta i en Mands Spekula- tioner, der for mig utvilsomt udføres med andres Penge." "Gud bevare Dig, Thekla, hvad siger Du" - - "For mig utvilsomt." SIDE: 407 "Her er Du ude for en Feiltagelse, Thekla," bemærkede Doktoren koldt. "Du maa sige mig, hvad Du grunder saadant paa. Har Du noget Faktum at holde Dig til?" "Det er netop det, jeg er kommet for at betro Dig. Jeg kom igaar uventet hjem fra Filialen for Udbre- delsen af samfundsnyttige Skrifter, og hørte fra mit Soveværelse Kjel ivre høit og søge at berolige nogen inde i Stuen. Der taltes rent ud om Fallit og Fortvi- lelse i Anledning af den sidste Handel om Svartskogen. Saa jeg fandt, jeg burde tillade mig at lytte nærmere . . . . For det var sandelig ikke saa, Kjel havde fremstillet Affæren for mig! - Den fremmede derinde var en af Medeierne i Skogskompagniet. Han hørtes yderst mod- falden. De saa høit priste treti tusind Maal, de kjøbte, lod til at ha vist sig i uventet Grad udhuggede, - en Mængde salgbart Tømmer var tat ud, lige før Eierne fik deres Misère prakket ind paa Kjel og hans Kom- pagnoner. Og Kjel optraadte med Argumenter af den Slags som, at en daarlig Spekulation maatte oprettes med en god, - - at Kompagniet fik gribe til at kjøbe Skog i stor Skala, om der saa maatte leves paa bare Terminer, indtil der blev Anledning til at gjøre et Kup! Det første, Kompagniet nu havde at vise, var, at det kunde præstere Tømmer . . . For til at gjøre Fallit var der altid Tid, gjentog han - Og nu gad jeg vide Besked om, hvor langt en Hu- strus Pligter gaar" - Doktoren var graa i Ansigtet. "Det synes, som om Kjel har havt den ikke lette Opgave at berolige en opstaat Panik hos en Kompag- non," kom det koldt ligevægtig - "og at han har til- raadet at erstatte en uheldig Spekulation med heldi- gere. Jeg finder, Thekla, at det er en Hustrus ube- tingede Pligt at tie med sin Mands Affærer og ikke lægge Tyngde til, - om der skulde forefindes Vanske- ligheder." Thekla nikkede langsomt bittert . . . "Jeg er engang gaat ind i det gyldne Bjerg. Jeg forstaar, jeg har at ta Konsekventserne" . . . SIDE: 408 "Undskyld, Thekla," - afbrød Doktoren pludselig, "at jeg ber Dig gaa nu, - jeg - jeg -" Doktoren greb efter en Stol, som for at støtte sig. "Jeg maa sige," - hun reiste sig og trak Veiret dybt - - "jeg gaar ikke med større Klarhed, end jeg kom, - staar ved det samme Dilemma . . . Ja saa ber jeg hilse og sige, at din Søns Hustru ikke havde Humør idag til at se ind i Stuen." Da hun var ude, drev Doktoren ilsomt og koldsved frem og tilbage paa Gulvet. Han fo'r pludselig hen til Vinduet og stødte det op, - og det brød løs i en vold- som Opkastelse. Det var en Svaghed, han led under, naar han kom i for heftig Sindsoprør og ikke kunde faa Luft og Udbrud. Bud efter Kjel! . . . . . . Kjel steg just i Karjolen for at kjøre ud til et Møde, som pludselig var kommet paa i Skogskompag- niet. Kunde først være oppe paa Elvsæt ved Firetiden. - - Doktoren sad paa sned ved Pulten og hvilte Albuen. Han var hensunket og forgræmmet og saa ikke op, da Kjel traadte ind. "Naa da, Far . . . Du er Pokkers stille . . . Skal det betyde noget igjen?" "Du kunde gjerne være lidt oprigtig mod mig, Kjel," kom det stilfærdigt. "Den sidste Handelen om Svartskogen, den var vel bare saa som saa, for ikke at sige" . . . "Hvor har Du hørt noget om det, Far . . . Siger nogen noget?" - fo'r Kjel til. "Nei, - - men - jeg reiser jo der indover paa Husmandspladserne og hører kanske noget af hvert - Skoghuggerne" - "Hø-ø, - oprigtig - oprigtig . . . var det gjort med det! - Skal s'gu gjerne bekjende, at Vandstanden er lav, - ganske lav fortiden. Jeg benægter det naturlig- vis lige i Synet paa hvemsomhelst, der skulde falde paa at sige det . . . Men mellem os - Joho, - det er SIDE: 409 slig, at vi er snydt paa Svartskogen, - skammelig snydt - og ikke med Maade heller, synes nu jeg da. Men saa rent galt, som jeg først tænkte, er det nu ikke heller, - jeg trode saamæn, at der skulde været rent blaast og bart for alt det, som Tømmer hed, jeg. Det er det nu for det første ikke. Og saa, - kan vi bare vente i nogle Aar, saa har vi Skogen tilvokset og fuld Chance igjen. Det hele reducerer sig til et Spørgsmaal om at vente - kunne holde Eiendommen paa Haan- den saalænge . . . Javist vil det ta lidt paa Kræfterne; men saa er vi nu mange nok om at bære det." Doktoren sad og stirrede aandsfraværende. Pan- den laa furet. "Kjel, - kunde Du ikke paa noget, - noget Vis skaffe mig ud af Spillet," - bad han fortroligt. "Det tar rent ud Livet af mig, ser Du. Jeg maa, maa faa slippe fra det . . . Hvad, - tror Du ikke, Du kunde gjøre det for din Far, Gutten min. Du har jo saa mange Ud- veie, naar Du rigtig griber Dig an. Og jeg er da ikke saa forskrækkelig meget værd. Find nu paa at skaffe mig fra det" - "Det er s'gu ordentlig blodigt." Kjel begyndte at spankulere i et vist Oprør. "Du kan nu vel tænke, Far, at, havde det ikke virkelig knebet, havde jeg for længe siden skaffet Dig dit Navn igjen og ikke ladet Dig staa der, helt fra før ifjor St. Hans af. En raa'r ikke med alt, - og dette Snyderiet som kom saa ge- ment paa. Sligt gjør, at én maa bruge mangedobbelt Tid til alting. Det gaar ikke saa fort, ser Du, at trække Læsset op for Bakke, som at sidde paa og bare age nedover, naar én er i Held." "Kjel," sa Doktoren og reiste sig med ét. "Jeg vil betale for at slippe undaf, det, jeg kan opdrive, to tusind Kroner. Du skal faa dem kontant." "Jagu er det Synd, - gruelig Synd, at dette skulde gaa slig. En kunde levere ud Skjorten sin og sælge den, om det hjalp." "Og Du mener, Du ikke kan gjøre noget ved det, SIDE: 410 Kjel, - nu snart," - lød det bønlig, - "ikke - om jeg leverer ud de to tusind heller -?" "Jeg baade kan og skal, Far, naar Du bare vil gi Tid! - Jeg maatte da i Pokkers Skind og Ben kunne fange en Sjæl blandt alle de Navne, jeg disponerer, - ialfald, naar jeg har sligt at faa det til at gli' med som to tusind Kroner." "Dem skal Du ha, Kjel, paa Pletten, bare - bare jeg faar Navnet." "For to tusind Kroner er Grønsaape det, - besyn- derlig Grønsaape, Far, i disse pengeknappe Tider" . . . Kjel gik og grublede og saa i Gulvet: - "Jeg tror s'gu, jeg har Manden ogsaa, - høit anset i Banken - endnu - paa Grund af særlig berømt Promtitude - og saa af min Forgyldning. Jeg bær mig ad, som de gjør med Russen, naar han skal drives i Ilden, Kano- ner bag og Opmuntring foran. Det er svinagtig, at Du skal ud med Penge. Men dem vil jeg nu separat skylde Dig, for det er jeg, som" - "Paa Pulten, - paa Bordet her skal de ligge, Kjel, - bare Navnet!" - "Forgalt, alle de Penge, der er bundet i Sagbruget. Det er lavt assureret for fem og firti tusind - foruden Plankerne, som varierer. Havde jeg dem saavist løse. Eller det ikke var saa umuligt at opdrive Laan paa den Slags, jeg skulde være Krøsus med en Gang, kjøbe Aaseralskogen! Jeg har fast skriftligt Tilbud om at faa den for fem og treti tusind kontant, har den paa Haanden; Resten af Kjøbesummen faar staa i aarlige Afdrag. Og ved den Skog er der den Mærkværdighed, at den, - virkelig set baade med mine og andres Øine, - er fuld af Trævirke for hundred tusinder, - har staat næsten uhugget tre og tyve Aar. Og det har sin Grund i, at Svartskogen eier baade Flødningselven og Flødningsretten, saa det lidet lønner sig at hugge der, - medmindre, - mærk Dig det, Far, - man eier baade Svartskogen og Aaseral. Da forandres Per- spektivet. Nu skjønner Du, hvad jeg stiler paa. Og fem og treti tusind, - fem og treti tusind -. Hadde SIDE: 411 det været ifjor! Hadde det været bare før Jul, jeg skulde skaffet dem som ingenting. Rognebærrene hænger ikke høiere end, at jeg næsten kan naa dem" . . . "Du Kjel," - betydede Doktoren, idet Sønnen skulde til at gaa, - "det skadede vist ikke, om Du af og til satte Thekla lidt ind i dine Affærer. En Kone tar sig saa let Tanker, naar der er noget, hun ikke forstaar, og hun kan komme til at gaa der paa egen Haand og gjøre sig op alskens Sammenhænger. Jeg siger ikke, Du netop skal vrænge dine Lommer for alt, som er iveien. Men nu for Eksempel dette om Udsigten til Aaseral, det vilde gjøre hende interesseret, ser Du, - opmuntre hende. Hun vil s'gu gaa nok saa spændt paa dit, hun ogsaa, er jeg vis paa, endda det bare er Forretninger" . . . Endre kom en Dag ganske uventet hjem til Fædrene- huset - for at bli der en Tid af Sommeren, som han sagde. Han havde netop overstaat endel pinlige Forklarin- ger inde paa Kontoret hos Faderen, fundet ham be- synderlig sagtmodig for ham at være og endel med- taget. Han fordrev nu Tiden med at slentre om paa Gaardspladsen geleidet af Massi, hvem han forhørte angaaende Familiens allehaande Anliggender: - om Arnt, som sværmede for Jernbanearbeidet og drev paa med Veianlæg og Ingeniørkunster og Dynamitspræn- gen oppe paa Lysthushaugen, og, hvorledes Schulteiss mente at faa ham frem til Middelskoleeksamen til Vaaren for at han kunde komme ind paa en teknisk Skole, - selv kunde hun ta den alt iaar. Massi havde Hast; hun maatte ud og lære noget, - ogsaa paa nogetslags teknisk Anstalt. Hun vilde bli Arkitekt, - tegne og finde op og indrette det ene Hus vakkrere end det andet. Tegning og Mathematik var hendes bedste Fag. Hun vidste alt, hvorledes hun vilde bygge SIDE: 412 sit eget Hus. Men det kom an paa, om hun var gift eller ei -. Og det igjen kom an paa, om hun traf én, hun likte rigtig, rigtig godt - Endre kilede Monoklen i Øiet: - "Lige ens alle, enten de bygger i Luften eller af Mursten, saa rykker der tilslut et Mandfolk ind." Og hvad var det for noget med Berthea, som havde fartet ned paa Auktionen paa Lystad idag. Var hun forlovet med denne Bygdespraden og Auktionariusen Schølberg, eller var hun det ikke. Eller var Massi et Fæ, som ikke kunde gi Greie paa noget saa indviklet. Nu fik han Øie paa Schulteiss, der kom ud af Gang- døren, og raabte forceret til ham, idet han løftede paa Hatten: "Man befinder sig igjen i Familiehjemmet - det moralske Fjøs, hvor man opdrættes og fedes med Il- lusionernes Foder. For at slagtes, naar man kommer ud paa Verdenstorvet - hvad De? . . . Man trænger til en Rekreation engang imellem, ser De, fra sin dag- lige Strid paa en Løbebane, hvor man just ikke synes at løbe" - nikkede han, som han steg op ad Trappen til ham. "Og saa er man, da igjen i det mur- og nagelfaste, - spigerfast alt lige til Anskuelserne . . . Eller kan én tænke sig noget mere satanisk indrettet paa Be- drag end et saadant vel indmuret Hjem, hvor man kan gaa og illusionere sig op, hvad man vil, man finder dog sin Mad tre Gange om Dagen og sin Seng om Natten. Man kommer ud i Verden med Skræppen fuld af Troskyldighed," - slængte han saa af sig, som Fru Bente kom, og Kaffebrættet bragtes. "Jeg tænkte, det var godt ikke at miste formeget af den jeg, Endre," - svarede Fru Baarvig til, - "det blir nu alligevel den freidige Tro, som holder Modet oppe." "Hører jeg ikke Spigerhammeren smelde igjen . . . Troen paa hvad? - paa at det gaar rigtig og retfær- dig til i Verden!" - lo han haanlig. SIDE: 413 "Aa ja, Du, man kan nok faa sine Skuffelser; men saa er der nu alligevel til syvende og sidst noget, som bærer." "Spiger og Hammerslag! - Ja, vi er gruelig retfær- dige - herinde i Stuen; især, naar vi sidder paa vor grønne Tue. Jeg kommer hjem som en vaad Hund efter den Børnelærdom. Denne uslidelige Naivetet. Men den synes at maatte til, at maatte uophørlig pro- duceres paanyt i Hjemmene, for at der kan bli Folk nok, som er villige til at la sig ta ved Næsen og føre ud i Bedraget. Det er Naturens egen vise Indretning, lader det til." "Jeg taaler ikke at høre det Sprog, Endre," afviste Fru Baarvig ham heftig. "Nei nei, Mor, - jeg tier jo ogsaa." "Jeg skulde skaffet Jer Børn et moralsk smudsigt Hjem i Opvæksten, er det saa, Du mener? Tal ud, Endre." "Aa nei; men saadan lidt Trækvind og Revner og Sprækker ud til denne Verdens Daarlighed kunde ikke skadet, - lidt af tidlige Erfaringer om denne gyldne Retfærdighed. Man maa ikke snyde - ikke bedrage, - men vel snydes og bedrages. Men jeg skal ikke forstyrre Idyllen, Mor." Endre slængte det ene Ben over det andet og gav sig til at slurfe Kaffen. . . . "Bare, hvorfor jeg endnu ikke har kunnet opnaa at debutere," tog han det hidsig op igjen. "Intriger og Baghaandsveie, Smiger og Kryberi, Sladder og private Interesser. Havde jeg saavist lært hjemmefra at sætte nogen af de Hjul igang jeg ogsaa! Ellers, - man kan ha Resonancebud baade for en Shakespeare og en Goethe, eie aldrig saa dyb Opfatning og Følelse, - kommer der for Eksempel én med et Næseskaft eller en Karakterhage eller to Øine, som ruller med hvidt, - med andre Ord: er man ikke en Kulisse, rejiceres man. Og er man en Kulisse, har kun det Smil at ud- stille, den Røst at skjælve med, det Grin, der kan se ud paa langt Hold som rørt, da, - om én er aldrig saa dum og tom og hjerneløs, han faar gi Shakespeare, SIDE: 414 han faar gi Schiller. For han er Manden, han ifølge Verdens Retfærdighed! eftersom han er en tom, tom Kulisse." "Sandelig, Hr. Endre, - den evige Strid mellem det ydre Skal og Aanden," stadfæstede Schulteiss. "Ellers véd jeg saa inderlig godt, hvordan jeg skulde ta dem," vedblev Endre. "Jeg har mine Tvil, om det ikke egentlig er Kritiker, jeg er. Man føler neppe slig indædt brændende Indignation uden at der stik- ker et Kald under. Verden trænger i høi Grad til at se, hvad Kritik er. Og Stillingen vilde med en Gang bli saa velsignet gunstig, Mor, - saa hyggelig, saa trivelig, saa fed. Istedetfor at være én af dem, som kriticeres, - en af Objekterne, blev man pludselig én af dem, som kritecerer, som kan pibe eller klappe, som han bare gider, og dræbe en stakkars Skuespiller bare med at gispe. Ja, der er saamæn intet andet at sige om det hele, - hele Stasen," udstødte han blase- ret, - "andet end, at man faar saadan Lyst til at krepere. Livet faar saa liden Værdi. Havde man endda lidt af disse usle Pengene, - for saa gli'r alting i denne retskafne Verden. Notabene, saafremt De over- hovedet kunde tilfredsstillende forklare mig, Schulteiss, om det virkelig var Umagen værd at holde en Villie. Kineseren siger, at Livet er for kort til at det lønner sig at spare sig rig." Schulteiss vak til. Han sad aandsfraværende, kun optat af ét - at faa vide noget om Minka. "Men saa indkjørte er vi med denne "bra Verden", hvor Personer af Aand og Idealitet maa petitionere hos Fæhoderne, at Folk som vi, Schulteiss, der er saa inderlig snydte paa vor Ladning af Idealitet, bare træk- ker, bare trækker, istedetfor en og anden Gang at falde i Tanker over saadan en liden Dynamitpatron, som Arnt driver med derude, - en og anden Gang faa en vis Lyst - en Sjælven - et Sus i Blodet af Oprør - og Plaf over- ende hele Stasen. Jeg mener blot saadan en liden Leg med Tanken, Mor, - det ubegribelige, hvorfor vi skal holde en plagelig, bagvendt, dum og nederdræg- SIDE: 415 tig Tilværelse i saa overdreven Pris, saa vi ordentlig klorer os til den med Neglene, naar et lidet Slag paa Knaldhætten i Patronen kunde kvittere det hele, - sprænge Porten - kanske til en større Scene istedet- for denne, som én er saa hjertelig kjed af. En stolt Aand kaster - -" "En stolt Aand fører ikke den Slags viderlig jam- merligt Snak, Endre," brød Fru Baarvig ud, - "Du maa undskylde, at jeg siger det; men, er der nogen, i hvis Haand jeg trygt skulde lægge Dynamiten uden at frygte for andet Misbrug end Deklamation og Prat, saa er det din," hun tog oprørt Kaffebrættet og gik. "Hr. Endre, undskyld, - Deres Frøken Søster," bøiede Schulteiss sig hen til ham, - "hvordan - tør jeg spørge" - "Kan hilse Dem, Schulteiss, - hilse Dem fra hende. Ja, - tja" - trak han paa det, "nye Baner, De. Noget, hun sidder inde med. Lad det bli mellem os, Schul- teiss - Men hun blev funden forleden i en hypnotisk Søvn. Husked ingenting bagefter. Mærkelig . . . Hun er som en dirrende Nervestreng . . . ser sig under- tiden som to Personer. Hun har vakt en ikke liden Opsigt derinde. Ymtes om, at Finsland skal ha gjort et helt psykologisk Studium af hende og vil bruge hende til Hovedfigur i en dramatisk Digtning." Schulteisses Ansigt lyste med ét op: "Høist, - høist interessant! Gjenstand for Digte- rens kjølige Reflektion, indtræder kun inspirerende som Sjælen i hans Værk. Men hengir sig ikke, - hengir sig ikke, - er en fri Kraft, sig selv bevidst. Sandelig alt et Resultat!" . . . Doktoren var paa Hjemtur fra Praksis. Han havde faret i Fattigbesøg paa lange besværlige Sideveie og befandt sig nu i Dagheldingen igjen i sin Karjol magelig rullende paa den brede Landevei. Han havde ikke kjendt sig saa let og stærk paa længe, - havde han ikke redet paa en stødende gam- SIDE: 416 mel Mær to Mile derinde paa Skogen og spaseret paa sin Fod en sidste bakket uveisom Fjerdingvei frem og tilbage, som om ingenting var. Seig, - tyve Aar i Benene. Han førte Haanden op til Brystsiden, hvor Lomme- bogen laa, som han følte efter . . . Han havde gjort den Bevægelse én og anden Gang i hele Dag, siden Kjel imorges kaprede ham oppe i Veien udenfor Bruget og bragte ham Papiret, - det med Baard Baarvig paa, som havde kostet ham saa mange fortvilede Timer, han vilde ikke ha dem op igjen for aldrig det. Han kjendte selv, at han holdt paa at bli gammel paa det, at han vilde kreperet, om der ikke endelig var kommet en Løsning. Men nu laa det da der vel bevaret, - han kjendte igjen uvilkaarlig op til Brystlommen . . . Prægtig gjort af Kjel. Det var, som han i al denne Tid aldrig havde havt rigtig Ro til at tænke, - havde gaat der opskræmt og forjaget af Angst, og igrunden ladet alt derhjemme seile sin egen Sjø bare for dette ene. Pinedød, hvor han skulde hilse paa Bente! Karjolen rullede saa magelig dissende paa Askeskjæ- kerne. Han havde havt det for travelt med alskens Folk og Patienter og Strabadser før idag til rigtig at kunne sætte sig ind i, - begribe, - nyde sin ny Si- tuation. Ak ja, - han pustede med et vist Velbehag, - synes jeg ikke alt, man begynder at bli Baarvig igjen. Af- færerne hjemme bør tages anderledes haandfast. Der er paa det sidste blet lidt slapt i Kontrollen baade med Minka og Berthea. Paatide man begynder at tænke lidt paa Fremtiden - - Og der gaar Endre igjen hjemme. Saadan en ner- vøs sygelig Selvbeskuen med opspillet Reflektion og sit eget mærkelige Jeg i stadig Transparent, - én kan ikke forsvarlig sætte ham an til nogetsomhelst. Tingen er, han duer ikke, - er umulig, straks det blot lugter af vedholdende pligtmæssigt Arbeide. SIDE: 417 Skulde naturligvis være tat i Opvæksten - - - en Dekomposition eller Forbrænding af Villiekraften helt, til Handleevnen tilslut remplaceres af den bare pure Forestilling, og ethvert Arbeide blir ham utaale- ligt. Saa faar de disse hellige Fornemmelser, som maa dyrkes op, - faar Kald, mumlede han en Stund efter bittert. Pokker slide lange taalmodige Aar med Bogen eller Jerngrevet og Plogen og Gampen eller faa Vabler af Tømmerøksen, naar én kan slippe med at staa paa en Bakke og pave sig og snakke om sig selv - sit eget interessante Jeg - -. . . . Man har en Følelse at noget unormalt dimmigt over det hele. Absolut en almindelig Hjernesvækkelse i Tiden med Udslag i alskens Nervesygdomme. Kunde ha Lyst til at være ung igjen og ta fat paa den Sag, - faa den lagt ordentlig i Dagen. En Følge vistnok af, at der i vor ene Slægts Levetid er gjort en saa over- vældende Mængde af indgribende Opfindelser og Op- dagelser, at Hjernen ikke formaar at ta imod og for- døie det. Konsekventserne af hver enkelt saa vidt- rækkende, forandrer i den Grad Mulighederne og Be- greberne, at først en næste Generation og kanske én til, som er født i den ny Civilisation, magter at indfor- live sig i det . . . Om vi med engang fik daglig Post- gang til Mars, vi vilde ikke forbauses mere end en Halvtime og ha vænnet os til det paa en Uge. Vi har ikke Tid til at tænke ud Følgerne for ny Stød paa Hjernen . . . En hel ny Kulturepoke, der falder som et Skred over Slægten . . . Doktoren kjørte og kjørte, medens hans Idéer med et Pust af Ungdommens Ærgjerrighed fra den Tid, da der var Spørgsmaal, om han skulde vælge Univer- sitetsveien, svævede over de videnskabelige Opgaver, som netop nu kaldte hans Fag frem til en førsterangs Plads i Tiden. En ensom rødlig Stjerne over Skogtoppene hildrede sig ind i hans Tankegang . . . Det var knap saavidt, han kunde se i Gjerdestau- SIDE: 418 rerne ved Siden af Veien. Af og til raabtes han an, maatte holde og kjøre forsigtig tilside for et Plankelæs, der knagede frem gjennem Mørket og skulde til Jern- banen. Han kom ud paa den lange Sandmo og svøbede paa. Brunen kjendte den Strækning, som den maatte ta i skarpt Trav, efter Taalmodighedens Stand hos dens Herre, med Tilløb opover den bratte Kneik, hvor der blev Udsigt til Doktorbakken. Oppe i Aasen saa han Lys hjemme paa Elvsæt og et blegt maaneagtigt Skjær nedenunder fra Bruget. . . . Første Gang paa over et Aar nu, han kunde kjøre gjennem Bruget og puste som Menneske igjen. Du har ingenting med det, Baarvig, - ingenting, - - ikke indladt Dig i nogetslags Sludder. Kommer ikke mig ved det hele, enten det gaar op eller ned - Hm-m, det vil jeg nu just ikke sige, - røg Kjel, saa - -. Han har da vist, at han kunde ta et Tag for sin Far. Tør kanske ha kostet ham baade Løfter og Forpligtel- ser foruden mine to tusind, - han saa, det gik paa Livet for mig - - - Stakkars Gut, han kom saa urolig og forskyndet ud imorges, naturligvis stadig Papirer og Forlegenheder. Og med Theklas Øine stadig paa sig hjemme. Hun er sandelig høist uskikket med sine Theorier til at staa hos ham under vaklende uvisse Forholde . . . Hestehovene dundrede over den lille Bro inde i Bru- get, hvor et stærkt Lys fra Parafinlampernes Reflek- torer under Taget slog blindende nedover ham og Hesten - Hu-i! - faldt der en Gnist ned i Høvlspaanerne, saa alt stod i lys Lue, var Gutten bjerget, han . . . Gud bevare os . . . Pludselig ubehagelig berørt af Tanken, smurte han paa Brunen, saa Karjolen durede ind i Mørket igjen. Farten stansede først høit oppe i Doktorbakken -. SIDE: 419 Idéen, for hvilken Thekla saa ihærdig arbeidede, havde - det kunde hun med Tilfredsstillelse sige sig, - vakt en vis Sensation. Der havde været et uventet talrigt Møde til Konstitueren af "Foreningen for re- formeret Børnepleie", - indfundet sig en hel Del yngre Fruer og Bænkene tæt besat af moderlig interesserede. Efter Doktor Stenvigs velvillig indledende Foredrag var der fulgt en ivrig og varmt interesseret Diskussion, hvorunder Meningsbrydningerne havde været noksaa hede og skarpe. Selv Doktorens bekjendte Autoritet paa Feltet kunde ikke hindre, at modsatte Synsmaader fremkastedes og aldeles uforknyt sattes under Debat. Diskussionen havde varet nøiagtig i to Timer og fem og tredve Minuter inklusive Stemmegivningen, der efter den haarde Dyst, med fjorten Stemmer mod ni, førte til Foreningens Oprettelse paa Basis af de af Doktor Stenvig opstillede og af Thekla haardnakket hævdede Principer. Det var under Stemningen af, at der havde været leveret en ordentlig Bataille mod de gamle forældede Synsmaader og Fordomme, - med Øinene endnu blik- kende af Iveren fra Tankeføringen og Replikskiftet og Blodet hedt af Seiren, at Fru Thekla under Hjem- kjørselen sad i Slæden med Stenvig, der havde paa- taget sig at kjøre hende fra Mødet op til Doktor Baar- vigs, hvor hun skulde hente sin lille Baard. Med den samvittighedsfuldeste Nøiagtighed gjennem- gik hun under Appel til hans Dom Led for Led, hvilke Feil hun kunde have begaat her og der i Debatten under Forsvaret for hans Idéer. Stenvigs Opmærksomhed var optaget af den varme, skarpe, for ham saa smigrende Meningsudveksling. Tømmerne hang løse, og Hesten stampede nu møi- somt opover Doktorbakken. "Ja saa har vi altsaa vundet vor første egentlige Seir idag for vore Principer," yttrede han med et varmt SIDE: 420 Haandslag i hendes behandskede høire; - "lad det ikke bli den sidste, Fru Thekla!" Der gik et Væk gjennem Fru Thekla; - det Skjær af Festlighed, der laa over hendes Ansigt, forsænkedes pludselig hen i noget grublende uvist. "For mig gives der ikke noget herligere end ideel Samfølelse, Stenvig. Og derfor er de aandelige Baand" - "de, som skaber éns sikkreste Venneforhold," - fuldendte Doktoren enthusiastisk. Der kom et resolut Udtryk over Fru Thekla. Hun fæstede de to sorte Braadder fast reelt paa ham -: "Vi tar os vor egen Skik og Brug, tør nok vove at føre vort eget Sprog, sige ud vore Tanker til hinanden, Stenvig! Og jeg idetmindste har en Trang til helt Op- gjør. De véd fuldt ud, hvordan jeg har det, at jeg, - jeg bekjender det ærlig, - har forvildet mig hen i et Ægteskab med en Mand for hvem Begrebet Prin- cip - høiere Interesser bare er et Mundsveir, der lige- saa gjerne kunde tilhøre et helt andet Element end det, hvori jeg kan aande. De véd, at jeg har git ham mine tilfredsstillende Forklaringer, - at mit Haab i Haabløsheden blot var at kunne faa draget min lille Baard op af al denne levende Begravelse. Og De vil forstaa en Aandsfælles Trang til Klarhed og Opgjør, - Klarhed over Deres Tanker og Hensigter - for det Fald, jeg river mig løs. Jeg siger Dem frimodig, at det vil bero paa Dem, om jeg kan forsvare for mig selv og min Søn at knække Lænken - -. Jeg skammer mig ikke ved Spørgsmaalet, det er min Frihed, mit aandelige Liv, jeg kjæmper for." Doktor Stenvig stirrede med det rødgule Mund- skjæg optrukket til dyb Overveielse ud i Luften . . . "Sandelig, Frue," - udbrød han paa sin fikse, klare Maade, - "et af mit Livs store personlige Tvil, om et Aandsmenneske overhodet har Ret til at gaa ind i et Friheden saa bindende Forhold som Ægteskabet . . . uden saa at sige nødt og henført af den uimodstaa- ligste, mest tvingende Lidenskab, da den eneste Und- SIDE: 421 skyldning er, at man nolens volens trækkes ned i Na- turstanden igjen." Han lagde sin Haand venskabelig fortrolig over hendes: - "Jeg føler mig paa det dy- beste greben af Deres ulykkelige Situation, - og, for at gjengjælde Deres Aabenhed og Oprigtighed med den samme Tillid, - jeg nægter ikke, at det personlige Behag har spillet sin Rolle, sin store Rolle, og at en Fremtid under Deres Øine nok kunde forstærke Følel- sen til den Grad, at - - - Men for en ungdommelig Tiltrækning af den Art, der aldeles forvirrer Sind og Sanser, har der dog kun høist uegentlig været Plads i vort Forhold, der væsentlig har baaret en Udvikling og Udredning til gjensidig styrkende Klarhed og Herredømme over Livsspørgsmaalene. Som Stillingen er nu, finder jeg den for mit Vedkommende endnu alt for uklar. De er, hyp, hyp," - der fulgte et Svøbesmeld, - "min Ven og aandelige Kampfælle, - et Forhold, jeg haaber, skal vinde i Styrke og Inderlighed efterhvert, som vi arbeider sammen . . . Hyp, hyp, - her er sande- lig farlig glat heroppe i Elvsætsvingen" . . . - Fru Thekla var steget ud af Slæden hos Sviger- forældrene og kommet ind i Stuen. Hun havde med en knap Hilsen og nogle utaalige pyh, pyh for Heden faat Pelshuen og den prægtige med Ilderskind bredbræmmede Kaabe af og slængt sig hen i Sofahjørnet, hvorfra hun blikkede forstemt ordknap om sig. Massi skjød en Fodpude til hende, men saa forbløf- fet uvis op, det forekom hende næsten, at hun spar- kede til den. "Naa da, Svigerske," - optog Endre det, - "har man maaske tabt Slaget, - skal Vuggerne fremdeles vugge paa de gamle Meier her i dette opstanasige Di- strikt?" "Nei, man har vundet det, om Du vil være saa snil ogsaa at paatage Dig at bedrøve din Mor med den Efterretning; jeg vil nødig volde Sorg i Huset. Og nu skal jeg styrte i mig Chokolade, saa hedt her SIDE: 422 er før!" pustede hun og hægtede op for Halsen. "Jeg saa din Mor gik ud for at lave den. Det er vel Bertheas Husholdningsuge, kan jeg tænke, siden Fru Baarvig maa gjøre alting selv . . . Hvor er hun idag? er der nogetslags Bygdeadspredelse at ty hen til . . . Og, man kunde vel spørge, hvor har man egentlig den unge Dame. Hendes Interesser er noksaa mangfoldige, synes det. Er hun optat, - smaaforlovet, med Hr. Auktio- narius Schølberg eller den stakkels lille Studenten henne i Præstegaarden. Høist letlivet! Berthea kan med Færdighed sætte op baade kvik Auktionsmine og en stille, pen præstelig . . ." "Jeg beundrer isandhed din blide Tunge, Thekla. Kunde Du nu ikke for Eksempel være lidt mere med- delsom om det berømmelige Møde idag, - jeg tørster efter at høre noget fra Slaget, - begynder virkelig at bli dødelig nysgjerrig." Thekla værdigede ham ikke et Ord. "Naa, den svare Tungsindighed tilside. Jeg tilby- der Dig at referere Sagen paa bedste, smukkeste og eleganteste Maade i en Avis som en Begivenhed, et Tidens Tegn heroppe. Aa Snak, bare put det i mig, saa skal jeg anrette det med passende Sauce. Jeg ind- øver fortiden den journalistiske Teknik, - forbereder mig" - "Du maa undskylde, Endre; men Verden er saa fuld af Snak før. Og her er netop noget, Du mindst af alle eier Sans for, en reel Gjerning. Ja, tænk Dig det, Du, vi vil foreløbig ikke omtales, ikke før vi faktisk har udrettet noget . . . Du synes vist, det er den omvendte Verdensorden, Endre," lød det ubarmhjertig spydig. "Nei, nu blir Du mig noget for ligt et Sagblad, det siger ordentlig risp, rasp," gav han af sig med et flyg- tigt Blik gjennem Monoklen. "Man skulde næsten tro, det er Efterdønninger af nogen huslig Scene hjemme." "Aa nei, der véd Du jo, at alting er glat. Det sidste, som ikke havde noget at betyde, - det har nemlig aldrig noget at betyde for Kjel, - er, at en af hans Kompagnoner staar paa Hægten til at gaa fallit. Men SIDE: 423 det synes nu bare at være det rene Held, saa opfattede jeg ialfald hans Udlægninger" . . . Fru Baarvig stod, efter at Thekla var reist, i Gul- salsvinduet oppe paa Elvsæt. Der slog et tungt, mildt Regn mod Ruden i den graa- lyse Dag, og oppe i de hvide Aassider svartnede Bjer- keriset over Sneen i lange Strøg af Lindveiret. Kanske mente det Vaar, tidlig Vaar iaar . . . Vinteren havde været saa endeløs lang, - og der kom idag en saadan Trang over hende til engang at se lidt Sol igjen, lidt bar vaad Jord snart, og noget grønt pible frem. Det var nu to og tyve Aar siden de kom hid til Elv- sæt, hun og Baarvig. Hun huskede altid Lindetræerne med de smaa Ruder dengang bag, og den grønne Gade- dør med Løvet over, da de holdt sit Indtog. Hun havde selv plantet Alleen. Hele Haven havde hun anlagt med Frugttræerne og Bærhækkene og As- pargessengene. Og Lysthushaugen med Aspene, som nu var blet saa store, at de tog en Del af Udsigten nedover Elven bort. Der havde nu saa længe været Mørke, Is og Sne, - ruget saa tæt og tungt . . . Det var jo saa hver Vinter . . . Og ligesom Elvsæt opstod igjen knoplys og grøn og spirende om Vaaren med alt Fuglekviddret omkring i Aasen og alle de indestængte Husdyr, som slap ud. Men iaar - -? Det var, som det raabte i hende efter noget lyst, efter en Solstraale, - et Skimt af dette blanke, blinkende Vaarskjær, der ligesom kastede saa for skarpt Skin gjennem alle Ruder og Aabninger, - hun skulde ta imod det uden at myse. De havde varet saa forlænge disse sorte Nætter. Hun begyndte næsten at se sig selv gaa igjen som et Spø- gelse her inde paa Gulsalen . . . SIDE: 424 Denne mørke Udveisløshed og uophørlige Angst for Børnene . . . for Minka, som hun ikke vidste, hvor hun havde, og for Berthea, hvor hun bare vidste det altfor vel, - og som en tung, dunkel svævende Trudsel over det hele - Kjel! . . . Hans stadig illuminerede An- sigt, hans urolige Væsen og hele forcerede Maade med den høie Røst og det sikkre Skryt, - hun saa igjennem det som Vand Sønnens svedige Fortvilelse bagom. Aa, hun forstod dette hans stygge Galgenhumor, saa hun skalv i Knæerne og trode Faldet kanske vilde ske imorgen den Dag eller i samme Uge. Efter Jul havde han saagodtsom hele Vinteren ikke gjort andet end kjørt og faret, - i Slæde og paa Jernbane opover Di- striktet og nedover til Hovedstaden - stadig med Ly- stighed og Kortaftener og dette gjæstererende Hurra- leben . . . Vilde han kjøre fra sine egne Piner, eller trode han at skuffe andre - midt under alle disse for- skjelligste farende Rygter om, at Skogkompagniets Kredit var saa dybt rystet. Hvordan kunde han faa det til at glide og glide . . . Hun nærede ikke Spor af Tvil om, at det paa noget Vis var Sparebankens Midler, han nu strøde om sig med, - at hun vilde se ham staa for sig som en bleg rystende Tyv og Bedrager, om hun raabte ham Be- skyldningen ind i Ansigtet. Og, var Baarvig blind - Tankerne blev tit saa forvirrede, - hun vidste un- dertiden i sin Angst ikke ret, hvad hun turde ønske . . . om det ikke var bedst, Falliten og Ruinen kom straks, medens hun og Baarvig endnu var ved Kraft og kanske Svindelen og Underslæbene endnu begræn- sede. Hun kunde betages af et Raseri, en ustyrlig Trang til at blande sig ind og faa afsløret, afdækket - - Gangdøren sloges pludselig i, og Doktoren kom med en vis Fart op ad Trappen endnu i Yderstøvlerne. Han havde Kassen med Reiseapotheket i Haanden og satte den ind i Medicinskabet: "Ole Maagestad holder paa at overgi sit Bo til Skif- SIDE: 425 teretten, Du, - han er en af Kjels Skogkompagno- ner" . . . Bente vak til; hun saa med ét hele Korthuset falde. "Du skjønner da vel saa meget, Bente, at dette er en alvorlig Læk, et Hul i hans Beregninger, - mere end ængsteligt. Krediten rystes og det er Kjel, som skal holde det sammen alt. Jeg er bange, at Du kan ha havt Ret, Bente. Han har egentlig havt saa liden Kapital fra først af at gjøre med, Du" - "Ja det har jo netop været en af mine Betænkelig- heder, Baarvig, at han drev det for stort." "Gud véd, hvad Enden skal bli," - kom det for- knyt. "Og, udenfor Kredsen af disse nyopdukkede Af- færsmænd, bare Fiender, bare Folk, som vil ham til- livs. Jeg siger Dig, Bente, dette kunde stanse en vak- ker Dag. Undrer mig over, at Du ikke ser det. Kjel kan da ikke ta Penge ned fra Himlen, han heller. Han er reist til Byen imorges." "Fra Himlen, - nei, men min Tanke er, at han nok vil finde Udvei fra dette - denne Gang ogsaa, Baar- vig." Doktoren stod mellem Dørene i Glasskabet. Han strøg pludselig med en fortvilet Geste Haaret fra Nak- ken af tilveirs: "Han skulde nu vel aldrig finde paa at stryge til Amerika vel, - la os sidde igjen her med altsammen og hele Skandalen." Det fo'r i Bente som en pludselig Tanke, - hun havde hidtil kun set for sig Slavedragten. "Kjære, Du skulde ikke hidse Dig op med alskens selvlavede Ideer. Nei, nei, Baarvig, jeg mener slet ikke, at vi derfor skulde være uforberedte, ikke itide prøve at vænne os til at se Stillingen, som den kan bli, - tænke os selv det værste, saa vi ikke staar der rent overvældede, om noget kommer paa . . . Kjel har jo slig Evne for Udveie. Og med Spare- banken saagodtsom i sin Haand," - begyndte hun forsigtig, "kunde der jo tænkes Fristelser - en eller anden Uregelmæssighed" . . . SIDE: 426 "Ret saa, lad os tænke os Dommedag med engang. Som om det er Kjel, der gaar med Bankens Penge i Lommen. Som der ikke er en Direktion, en Kasserer - fem Mand høi, - det vil si', fire uden Kjel, - som passer paa. Du mener, de kan gaa og naske der- nede som herhjemme i Spiskammeret dit. Jeg skal si Dig, alt sligt er gjort umuligt. Saalænge ikke Bank- skabet brydes op, eller Kassereren rømmer. Og vi faar da betænke os lidt, før vi faar istand, at Kjel er Ind- brudstyv. Men saa er det, - slip en Forskrækkelse ind i Fruentimmerfantasien, saa skal én se, - Hysteri med engang, - ingen Ende paa Overdrivelse. Du er blet for nervøs paa det sidste, Bente; man maa sande- lig vogte sig for at skræmme Dig op. Og jeg, véd Du, kommer paa Dig, stakkar, med det uden at tænke paa, hvad Du taaler. Og saa er nu tilsidst ikke noget mere hændt end, at denne Fyren har gjort Fallit. . . . Men Thekla, Thekla Du, - Kjel er istand til at faa et helt Storopgjør paa dette. Kunde Du ikke se ned til hende, Bente, og prøve at berolige hende" . . . Doktoren var høist irritabel om Dagene. Han fo'r op ved den mindste Anledning. Humøret var slig, at Endre trak sig i Halslinningen og svor paa, at han vilde reise. Det lod til, at man ikke taalte hans Nærværelse i Huset, medens han for- beredte sig til Journalistiken. Og Berthea forflygtigede sig stadig ud af den ene Dør, naar Faderen kom ind af den anden. Hun tog, saa at sige under Lufttrykket af Doktoren, altid Til- hold paa den modsatte Kant af Huset - stedse i Æng- stelse for, at der svævede nogetslags tordensvangert Krav i Luften over hende, - en Indkaldelse paa Kon- toret og Forlangende om fuld oprigtig Aabenhed an- gaaende et eller andet ubegribeligt Bygdesnak. Hun tilbragte ængstelige Stunder med at finde ud, om det kunde være det eller det, og udpønse tungefærdige For- SIDE: 427 klaringer for Tilfældet. Kanske noget om Dansemoroen med Schølberg paa Jørstad, da de hjemme trode, hun var i Besøg hos Klokkerens . . . eller de anonyme Breve, hun havde skrevet til Fuldmægtig Jakobsen om hans Kjæreste . . . eller - - - Til Bente lød det, naar Doktoren oppe paa Sove- værelset i det uendelige havde gjennemgaat og prøvet Kjels Situation: "Skjønner Du ikke, at jeg leder efter, hvad Du ser, - jeg piner mig ihjel efter det. Du var aldrig dum, Bente, - har aldrig tat feil. Neigu, om jeg begriber Dig. Og saa dette om Sparebanken. Der er nogle Sind, som er født mistænkelige, Du. - Bare, hvordan det kunde falde Dig ind . . ." - - Doktorens Karjol ramlede og skvættede om Kvælden i Søle og Telegrop henad Landeveien. Der var Spørgsmaal om Difterit henne i Nedrebygden. Ude i Blæsten paa Sandmoen mødte han Kjel kjø- rende i Sprængfart til Jernbanen. Der fo'r et Ryk, en Hede gjennem Doktoren, da Søn- nen braastansede med sammenbidte Læber under An- strengelsen for at holde sin oppiskede Hest igjen. "Stryger afsted ind til Byen med Aftentoget, Far, - har Du hørt, om det har pebet - - maa være der imorgen tidlig . . . Banken, ser Du," - raabte han, som han slog paa og alt var langt henne i Veien. "Banken" . . . sad det igjen i Doktorens Øren som et Nødskrig, medens Hjulrammelen svandt henover Moen. Doktoren kjendte som en Flimren for Øinene. Det var forresten Mavenerverne, som altid slog sig gale i Utide. Han tog Skindhuen af for at kjøle Hodet mod Vei- ret . . . Hei, hyp, - Smeld -. Gjaldt at komme betids til Barnet med Difteriten . . . Det var blet sen Kvæld, da Doktoren kjørte tilbage igjen fra Nedrebygden. Han kunde ikke endnu helt konstatere udbrudt Difterit; men havde tat alle For- SIDE: 428 sigtighedsregler for at isolere Tilfældet og hindre alt smitteførende. Han havde dumpet og dumpet nedover den vanske- lige Bygdevei fulgt med en Lygte af en af Gaardens Folk, der ledede Hesten ved Tømmen, og hvem Dok- toren til det sidste indskjærpede og indprægede Vig- tigheden af sine Foranstaltninger. Det var maaneløst paa denne Side af Natten, - mørkt, saa man knapt saa Tømmerne, af og til med et Skimt i en halvsmeltet Sneskavl. Han kunde først vente at være hjemme over Ettiden. Det havde været ham som en Lise at ha travlt, - Tankerne optat af den mulige Epidemi, og hvad der nu maatte gjøres for at kvæle den i sin første Op- komst, af Indberetninger og Foranstaltninger. Nu, han var blet alene, havde faat trukket op Skjær- fet, som han vilde, og var faldt hen i at høre Heste- føddernes jevne Dilt i Mørket, af og til med Lyden af et Slag fra Hesteskoene, - dukkede med en Gang Kjels stive, opjagede Ansigt igjen frem for ham. Han havde set Forfærdelsen i det, - læst sig til noget som henimod briste eller bære . . . Og dette Punkt, som han idelig kom tilbage til, - Fristelsen ved Sparebanken . . . Denne stedse voksende Angst, som han slog væk, men som altid kom tilbage, fulgt af flere og flere Grunde, større og større Sandsynlighed. Kjels stærke Følelse af at kunne beseire Vanske- ligheder - hans Sangvinitet . . . Og - haardt udsat, - jaget - kanske med Spørgs- maalet om Eksistensen hver Dag for Øinene . . . Man maatte ikke være et Menneske - - ikke være Kjel, om - - Bare en Udbetalingsordre fra Direktøren - - et li- det Misbrug af Bevilgningsmyndigheden . . . "Aa haa haah!" - Han stønnede og krummede sig forover . . . "Aa haa haah!" Og, røg Kjel - - SIDE: 429 Den Tanke havde staat for ham saa forfærdelig overvældende før. Men hvad vilde det ha været, - en almindelig Fal- lit - slig, som hænder og gaar for sig under trange Tider overalt i Handelsverdenen. Han havde maattet gaa fra Huset og Stillingen, ja, og set til at hægte sig fast i noget, han kunde leve af - -. Naa, der døde ingen af det - - Men dette . . . Doktoren stirrede med stigende Panik ind i en mørk Væg . . . Overbevist om bedragersk Forhold til den ham betrode Bank - grebet, arresteret, - dømt paa Slaveri - Og vi, - Slavens far, Slavens Mor, Slavens Søster og Bror, Kone og Barn - Han bed Tænderne sammen og knyttede Næverne ud. Stakkars, stakkars Gut . . . Og bare de fem og tredve tusind, saa var han oven- paa, - var ikke Slave - ikke - Ptru - ptrrua . . . Doktoren stansede Hesten og blev siddende . . . Med det var alting klaret . . . Med det ja . . . Han pustede over Skvætlæderet - Sludder . . . Er jeg gal. - Pokker véd, hvorfor Gam- pen staar her i Landeveien. Vil Du - han smurte paa. . . . Bare de fem og tredve -. Han saa svært med- tat ud, Kjel . . . Slaveri er ikke Fantasi det - -. Lille Baard slængt ud af Redet hen i Fattigstel . . . Det begyndende Sus i Mørket af Fossen ved Bruget blandede sig ind i Tankerne . . . Og Kjel, som har gaat der saa sikker og tryg og likt mellem dem. Og saa - Svindler - Storsnyder - Møllestenen, som drager alle de andre tilbunds, - Bedrager, Falskner. Sparebanken som et tomt Gab i Bygden efter ham . . . Fanden véd, hvad jeg har villet med den Cigaren - Karjolen ramlede afsted i strygende Fart, medens Doktoren rasende af og til stridholdt og saa igjen brugte Svøben. SIDE: 430 En Stund efter gik Farten jevnt; men hurtig i skarpt Trav. Ved Broen inde i Bruget skridtede Hesten langsom- mere, som den pleiede . . . Der glimtede pludselig i Mørket mellem Høvlspaa- nerne en fosforagtig Stribe af et Par i Forbifarende af- revne Fyrstikker . . . Doktoren trak et Par Drag af den tændte Cigar. Saa? . . . Han vendte sig hastig og stirrede tilbage den Vei, han havde slængt Fyrstikkerne . . . Sludder - -. Faar bli Blaastens og Høvlspaaner- nes Sag. Brunen satte i med sin vanlige Iver hjemover. Jeg ser egentlig ikke, hvem der skulde komme til at græde, - om Uheldet var ude, - mumlede han oppe i Bakken. Assuranceselskabet - Banken - saa- danne abstrakte Personligheder uden Blod i sig, der ikke har nogen Baarvig eller nogen Bente, som kan vri' Hænderne og krepere af Skam og Sorg - ingen liden Massi, som maa gaa og skjule, at hendes Bror er Slave . . . Sludder . . . Fantasier og Væv - Er jeg fra Vettet? . . . Cigaren, som var bidt itu, spyttede han ud oppe ved Elvsætgjærdet. Han raabte paa Gaardsgutten, som tog Hesten, - forlangte Lygte og Lys. Han maatte ind i det lille Desin- fektionsrum i Baarstuen og rense sig efter Difteriten. Han stod inde i den karboliserede Luft og vaskede sig . . . Skulde noget hænde . . . steg det med Angst i ham . . . Ja, - skulde noget hænde, saa er Kjel i Byen han - Mener jeg ikke, jeg har en Skrue løs ikvæld, - ren Feber . . . Staar her og ræsonnerer, som jeg kunde være den værste -. To uselige bortslængte Fyrstik- ker, som, - han blaaste ad det. Det maa ha tat rent formeget paa mig dette, at jeg mødte Kjel . . . SIDE: 431 Doktoren vaagnede som revet ud af en tung, urolig Søvn eller Drøm ved et Skjær eller en Lysning fra Vinduet . . . Der fo'r en pludselig Rædsel gjennem ham. Sve- den brast. Han løftede ikke Hodet fra Puden . . . blev liggende og se mod Rullegardinet. . . . Naturligvis Maanen - -. Fortsættelse af Fan- tasierne - rent gaat i Blodet . . . Maanen, som - - Han laa og saa . . . Det dunklede til, saa Gardinet ikke mere kunde ses, - lyste saa op igjen - uregelmæssigt - - - Væv og Galskab, - Maanen naturligvis, som er staat op - Han følte en uimodstaalig Trang til at stige op og se ud fra Gulsalen; men følte, han turde ikke. Han sad opret i Sengen. Snakke til Bente . . . Nei . . . Man maatte da høre noget - nogetslags Raab eller Larm, om der var noget paafærde. Han begyndte sagte tvilraadig at ta Underklæder og Strømper paa. Det var som en Frist og Udvei for Øie- blikket. "Hvad er paafærde, Baarvig?" - spurgte Bente. Doktoren fik med ét al sin Energi, han sprang op og fo'r ind paa Gulsalen. "Gud, det blir saa underlig lyst fra Døren, - rød- agtig lyst paa Væggen!" raabte Bente, hun var oppe i samme Nu og strøg Fyrstikker til Lyset. Doktoren stod en Stund ved Vinduet, før han svarede . . . "Det synes virkelig, som der er nogetslags Ildløs dernede" - kom det trangt hæst. - "Kanske bare Pibebrand - -. Du ser jo, det lyser ikke saameget, - næsten ikke - nu" - Lysningen dernede spandt sig med et pludselig vold- somt rødligt Udbrud op i en tyk hvirvlende, flamme- blandet Røg, saa man saa Elven klar aaben mellem Isstykkerne og tydelig hen i Lensmandsgaardene. SIDE: 432 Doktorens Mund aabnede sig som til et Skrig, men lukkede sig igjen. Han drog med Besvær efter Aanden. "Vi maa klæ' os paa, Bente, - se til at komme der- ned - skikke Hest og Gut" - "Gud bevare os, Baarvig, - ser Du!" skreg Bente. Doktoren stod stum. Han havde hidtil famlet i uvis Angst. Nu blev det gulagtig klart over den halvbare Mark med nedsmeltet Sne. Man løb nedover fra Husmands- pladsene, og Folk og Heste kom farende i Landeveien allestedsfra. Med ét ligesom sluknede Ilden, den hvirvlende Røg- sky blev begsort, og Landskabet aldeles mørkt - bare Maanen - "De faar Bugt med den. De faar Bugt med den!" stønnede han pludselig med et vildt Haab -. "Sprøi- ten ved Bruget er kommet i Virksomhed og arbeider . . . De raar med det . . . Der er Folk nok . . ." Men pludselig slog Flammerne høit - - høiere og høiere i Veiret - som en slikkende Kam op i Mørket med en Regn af Gnister fra Sagmugget og Høvlspaa- nerne. Doktoren trak Aanden kort, som Luften var hed i Munden, vendte sig med en fortvilet Armbevægelse og skjød ligesom Synet fra sig . . . Plankestablerne . . . ingen, ingen Tvil om, det havde fattet i dem - - Inde i Soveværelset gik Bente fortvilet rundt paa Gulvet og stønnede og vaandede sig . . . "Gud, - Gud, - fra Synd ud i Misgjerning" . . . "Heldigt for Kjel," - sagde Doktoren rolig, - "at han ikke er hjemme i denne Nat. Han reiste ind til Byen med Aftentoget." "Er det sandt? - Baarvig, - Baarvig!" - Hun klyngede sig krampagtigt til ham . . . "Og jeg, som kunde mistænke ham." "Bente, - hold op, hold op, hører Du. - Vil Du være med eller ikke" - - - Dernede paa Bruget fo'r Doktoren nu med kastet Frak mellem og ovenpaa Plankestilladserne og ledede SIDE: 433 Slukningen, medens der arbeidedes med Sprøiten, og Straalen forgjæves skyllede og suste ind i et overmæg- tigt Hav af Glød og Flammer. Hans svedige Skikkelse skimtedes under Røgen og Gnisterne mellem Planke- og Bordstablerne, speidende efter Udveie. Han var der endnu, medens Træværket begyndte at prasle og knage og falde, til Ilden forbød det. Og, efterat Forsøget var opgivet paa et Punkt, søgte han haardnakket at lede Slukningen ind i de smalle Gange mellem Stilladserne, indtil Arbeiderne i den kvælende Hede nægtede og raabte, at det dog ikke gjaldt Menneskeliv. I Dagbrækningen, medens Røgen ulmede tyk og graa nedover Elven, saas Doktoren med forrevne og svedne Klæder endnu i fuldt haabløst Arbeide med at redde en sidste liden Afdeling af Trælasttomten . . . Det havde været, hvad Kjel selv kaldte en ljuf Vaar og en sval, liflig Sommer. Han havde siddet i Støvfrak under Solseilet paa Verandaen, var blevet fed. Krediten florerede, han var igjen urokket ene- vældig i Sparebanken, mødte op med Kontanter paa ethvert Punkt, - og alle disse Ymt og Rygter var krøbne ind i deres Musehuller igjen efter den umaa- delige Realisation af hans Værdier ved Ildebranden ivaar, - ialt med Plankerne opimod otti tusind Kroner. Han havde havt fri Luft og Ferie nu i nær seks Maaneder, baade for Reiser og Ordninger af Papirer, - saa at sige kunnet strække og mage sig, hvad han saavel havde trængt til. Bare lidt Tilsyn nede ved Sagbruget, som var under Gjenopbygning. Aarets Sol havde været ham blid paa mange Vis. Var det ikke, som Thekla ogsaa blev forholdsvis rimeligere og mere pacificeret, og det ikke blot for denne ustyrlige Mani efter at kræve Opgjør og Greie SIDE: 434 af ham. Men ogsaa i sit enthusiastiske Tilhængerskab til Doktor Stenvig var hun blet moderatere, saa han ialfald slap at se ham i Stuen mere end én Gang om Ugen. I næste Maaned skulde Maset med at sørge for Navne, for Afdrag og Renter og Fornyelser igjen be- gynde. Han var jo bra rustet, - lidt Møie med en Veksel her og lidt Overtalelse eller Skræmsel og Impo- neren der - Uveirkoften og Reisestøvlerne paa igjen. Men saa var jo det meste ordnet saa viseligt, at han kun havde Høstterminen at klare. Dernede paa Bruget, hvor de byggede og sagede og hamrede og tømrede, saas Endre i Straahatten slen- trende sin vanlige Formiddagstur, til Cigaren var ud- røgt, og han kunde ta en Forfriskning og en ny Hava- neser inde hos Kjel. . . . "Ikke sandt, Schulteiss," - udviklede han, idet han paa Opveien attraperede ham, - "Fru Thekla tænker firkantet, De. Men nu er Jorden tilfældigvis rund, har Linier baade i Zigzag og krumme som Slanger, - og saa blir Tankegangen liggende derefter . . . Hun er en Nøddeknækkerske, som gaar op og ned og knækker Enten-Eller; men Verdens Nødder passer aldrig ind. Total uimodtagelig for dæmonisk Humor - er overhovedet ikke humoristisk, - uden Gehør for andet end Tørfisk. Naar Aviserne som faktisk sket isommer, nægter at ta mine Artikler, - enstemmig Komplot, ser De, fordi de truer med at sprænge hele vor bestaltede Spidsborgerkritik, saa har jeg en Sor- tie, - min Revolver for den Stund, jeg finder at maatte træffe mit Valg. Ser De, Schulteiss, jeg gjør mig et særskilt Studium af Fossen dernede . . . Særlig et Punkt, - en dyb, ma- lende Skumhvirvel lige under den store Vridning i Vandfaldet. Jeg har prøvet at kaste Fliser og Træ- stykker did. Nu iagttager jeg Tømmerstokkerne, som stuper paa det Sted. De gaar under i hele sin Længde og dukker først op efter et godt Minut. Forstaar De min Tanke, - et saadant melkehvidt hvirvlende, som SIDE: 435 Champagne skummende Hul, - man kunde rent med Fryd ende sin Tilværelse i det. Jeg stirrer paa det, og altid med mit eget Lig for Tanken. Hatten drivende nedover Elven . . . og et Minut efter Eiermanden duk- kende høit op og livløs som Tømmerstokken - væk, forbi, - skyllet bort af Livets Strøm." Schulteiss lagde aandsfraværende al sin præcise Forekommenhed i Svarene, - hørte og hørte ikke, - gik der optat af sit eget - . . . Ikke længere end denne Uge ud nu til den Dag, da begge hans Elever, Arnt og Massi, skulde reise ind for at uddannes ved de tekniske Læreanstalter, og han selv forlade Elvsæt - og alt det, han havde levet for i disse mange underlige Aar . . . Minka var halvvoksen, da han kom did, - og nu beredte hun sin Prinsessefærd ude i Verden . . . Han stod grundende over den Plet, hvor den Sam- tale var faldt . . . hvor hendes Fod havde staat . . . hvorledes han, før hun blev helt voksen, havde været den priviligerede til at staa i halvtimevis og trække Gyngen. Han manede frem hendes friske Latter og unge lette Skikkelse med Skoene foran flyvende i Luf- ten, medens han trak og svedede, og hun altid maatte gynge lidt høiere endnu - og endnu lidt høiere . . . Oppe paa Gangen stod han hensunken i Selvfor- glemmelse, - holdt Øie med Døren til Gulsalen, - ventede, - nu kom Minka . . . trak sig sky bort, naar nogen nærmede sig, eller saa idiotisk op. Han lyttede . . . hørte hendes Skridt i Trappen . . . Der var en Fjel, - naar den undertiden varslende gav sig og knirkede lidt . . . hendes Trin var saa an- derledes aandig antydende hendes Væsen end enhver andens. Og, naar hendes Skikkelse, idet hun steg op, ligesom lukkede for Lyset, som blændede fra Vinduet ligeoverfor paa Gangen . . . Han kunde sidde bag Pianoet med lukkede Øine og Nakken mod Nodehylden, indtil Berthea eller Massi kom og vilde spille, da fo'r han op, som han havde travlt eller glemt noget. SIDE: 436 Sammenrullet i sig selv, faldt han i Tanker ude paa Gadedørstrappen, rettede sig igjen med et lidenskabe- ligt omskuende Blik. Dette var hans aandelige Eien- dom, - hans Grund: Bænken, hvorpaa hun i sin usigelig forskjellige og variable Skjønhed havde sid- det . . . Trinene, hvorpaa hun havde traadt - - Hans lange tynde hvide Fingre greb om Gelænderet, som for at holde fast mod nogetslags Strøm, der vilde skylle ham bort - Ne-ei, - ha-n lod sig ikke fjerne længere fra den Trappe end, at hans Haand kunde slaa Tag i den igjen, naar hun engang kom - Man havde tilbudt ham Ansættelse hos den ny So- renskriver. Ehe, ehe, - han lod sig ikke bortføre af Omstændighederne. Han havde lagt sin Plan for- længst, - skaffet sig Anledning til at oprette en Skole for den opvoksende Ungdom henne paa Lensmands- gaarden. Det var kun Lunden og Lysthushaugen og det Stykke Vei over Moen at passere - naar han igjen skulde se hende. - - Det var Arnts Kuffert oppe paa hans Værelse og Massis oppe paa hendes. De stod paa Gab med nyt Tøi lagt op paa Stolene ved Siden af, eftersom det blev færdigt og navnet og strøget. Fru Bentes spæde Skikkelse fo'r letvindt didop, saa med nogle mærkede Linneder paa Armen hid, saa med et Sæt Lommetør- klæder did, - op og ned den samme Trappe og de to Veie. Det mindste færdige Stykke var Grund til at svippe op med det. Og selv la hun ned, og selv pak- kede hun. Fru Bente syslede med al sin Sjæl optaget af For- beredelserne til Børnenes Reise. Hun pratede med Arnt og hørte under Travlheden, medens han maatte følge op og ned ad Trappen, interesseret hans enthu- siastiske Beretning om Jernbanen over Andes med de SIDE: 437 forfærdelige Stigninger - en paa firti og en paa tre- dive - og med Massi, som var "saa arg kjed af alle Endres Floskler og Talemaader" - talte likefrem og fortrolig med hende, som hun nu engang havde Greb paa at bli forstaat af. Og Schulteiss skulde jo ogsaa ha sit Tøi efterset og istandsat. Det var Fredag - sidste Eftermiddag, før han skulde flytte. Fru Bente var oppe paa hans Værelse og leverede ham efter Tal det vaskede og strøgne Linned, hvis Rigtighed han idelig bukkende og modtagende er- kjendte. "Og saa er det sidste Gang, jeg sørger for Deres Tøi, Schulteiss," sa Fru Bente. "Undskyld, - tillad mig at forholde mig taus . . . Naar jeg ikke her paa Stedet formaar at finde de rette Udtryk for Deres uforglemmelige Godhed" . . . Han saa ulykkelig pint op paa hende. "Naar man har ført endel af Livet saa nær sammen som vi, Schulteiss, og baade faat og git, saa véd vi saa vel, at vi begge har at takke. De har delt mangen Bekymring med mig, i al denne Tid," sa Fruen efter en Pause . . . "Jeg kommer til at savne det ogsaa, - mangt et fortroligt Ord" . . . "Det har været endel af min fattige Glæde - min virkelige . . ." udbrast Schulteiss kjæmpende med sin Bevægelse. "De forstaar én saa godt, - det er det, som er saa trygt . . . Og - og," - hun sukkede, - "man har saa mange Angester, Schulteiss . . . Det blir ikke bedre med Baarvig, De . . . Det er, som der er noget iveien med selve Kræfterne, - han falder ligesom saa hen . . . Synes De ikke, han tar svært af, Schulteiss, blir saa mager. Jeg er bange for, at han skal være sygere, end han vil sige, - ha faat et Knæk der nede ved Ilde- branden ivaar. Aa, - jeg vilde været saa lettet, om jeg saa ham nogengang bruse op og bli hidsig som før. Han er saa forunderlig udeltagende og uinteres- SIDE: 438 seret. Det er rent, saa det plager ham, naar jeg taler med ham om Børnene - . . . Og disse to yngste nu, De, som vi skal sende afsted" - Fru Bente satte sig ned med Tøiet paa Fanget, - "det er, som han har været saa lidt med paa det ogsaa. Og jeg som - ja la mig sige det i en god Stund, - har sligt lyst Haab for dem, - føler mig tryggere" . . . "Javist, Frue, - Evnerne endog betydelig over mid- dels og begge to ihærdige Naturer." "Kjære Schulteiss, De har nu git dem det bedste, en Lærer kan gi, - en Undervisning med Aand. De er i visse Stykker en sjelden, en genial Lærer af den Sort, som Elever takker hele deres Liv igjennem. Men, - jeg vilde gjerne sige noget; - det var, som Ønsker og Fordringerne til Livet under al den Aandstilegnelse og de store Udsigter over Tidens Muligheder, saa let fløi sig vilde. Se bare Endre. Arnt og Massi derimod har jeg søgt at holde tæt til Virkeligheden, - været for- trolig imod dem, - ikke unddraget dem vore daglige Møier og Vanskeligheder i Hjemmet, det, man kalder for Sorger, som Børnene skal holdes fri fra, som det hedder; - de véd helt ud, hvad der er iveien baade med Brødrene og Søstrene." "H-m, - angaaende Frøken Minka, Frue, saa til- lad - undskyld -; men jeg tror isandhed, hun skal retfærdiggjøre selv de høieste Forventninger." "Her er saa meget Fremtid i Luften, Schulteiss, at en Ungdom, som vokser op med Hodet bare i de Skyer, maa forstyrres. Men Virkeligheden er trang, klemt af svær Konkurrence, stængt for alle svage og uenergi- ske. Det er ikke min Visdom, men mit Livs Pine, som har ladet mig se det. Jeg trode ogsaa, det bare var at hoppe i det altsammen." "Høist træffende, Frue," - svælgede han. - "Kun maa jeg for Frøken Minkas Vedkommende forbeholde mig at" . . . "Javist, Schulteiss. Men ser De nu - ogsaa for Minka . . . Det ligger i Tiden, at alle skal være noget SIDE: 439 - og det er bra det. Men saa vil saa mange være Ta- lenter og være bevingede. Og saa kommer de ud i Vidtløftigheder og blir ulykkelige. Det er mit store Haab, og det, jeg saa gjerne vilde, De skulde støtte mig i, Schulteiss, at hun snart skal faa fly'd disse Vingerne af sig. For, - er De ikke enig med mig i det, - hun maatte, maatte ud og faa prøve Illusionerne; de var gaat hende for dybt ind i Blodet." "Frue, tillad mig, for en saa ideelt anlagt Natur som Minkas, turde den indstrømmende ny Tid anskues som en Befrielse af latente Kræfter. Og isandhed, her turde være Plads for at hævde den eksceptionelle Begavelses Ret i Medhold af Historien til at bryde ny Baner" . . . Stakkars . . . stakkars Schulteiss, - sa Fruen ved sig selv, som hun gik ned ad Trappen . . . altsaa rent sindsforvirret, naar det gjælder Minka . . . Der havde været Stræv den ganske Eftermiddagen helt, til de skulde ned og spise tilaftens. Massi sad paa Reisekufferten, der netop var lukket til Bortfarten næste Morgen. "Ja, nu drager jeg med seks gode Samvittigheder, Mor" . . . Massi begyndte at opregne og strøg Haandfladerne, som hun kvitterede for hver enkelt: - "Jeg har tat Middelskoleeksamen med 1,25 - Er færdig med det, jeg skulde, i Mathematik - Færdig med Perspektivlæren. Jeg har passet Husholdningsugen min, saa Du aldrig har behøvet at hjælpe mig, Mor, - det maa Du bekjende, - mere end, da jeg var inde og tog Eks- amen. Lært at svømme isommer. Og nu færdig med Sømmen og gjort af alle Afskeds- visiterne." "Ja, Massi, ta det greit, Du . . . Du begynder i en ny Tid. Og husk paa, den blir akkurat, som I bygger SIDE: 440 den. Det er et helt Ansvar det, ser Du. Jeg skal sige Dig, Massi, - saapas gammel jeg er, - og træt ogsaa mange Gange, - jeg vilde gjerne levet om igjen i denne Nybyggertid, hjulpet til at faa anderledes Kraft og Dygtighed og Glæde i Livet, end vi har havt, - faat ind mange af dine gode Samvittigheder" . . . I Bygden var Julen hengaat med en Række Sel- skaber, hvor Doktoren altid prompte mødte; men stedse paaberaabende sig presserende Praksis blev borte tid- lig om Aftenerne. Det var ham en Lise at sidde i Slæden, medens Aaskanter og Trætoppe tegnede sig mod Himlen, Maa- nen skinnede eller Sneen dryssede. At sidde hensun- ket i Hestediltets Ensformighed, medens Meien knir- kede og gled, og Pelskraven ligesom begrov ham dy- bere og dybere, og kun en Stjernestribe lyste langt oppe, eller et enkelt Snefnug kunde naa ham, - og saa komme væk fra det alt - - Slæden, medens Brunen lunt travede, var det ene- ste Sted, hvor han kunde sovne af, saa han ikke drømte eller vidste af sig og skvat op . . . Aaret havde dreiet sig til Nytaarsaften. Elven suste i den stjerneklare Kvæld under sit hvide Snedække med aabent sort Vand nede ved Bruget, hvor Faldet fossede med Isstøtter og Skjæg af lange Naale. Der blinkede Lys i Vinduerne nede hos Kjel og var festlig illumineret i Anledning af, at Sagbruget nu stod gjenopbygget og yderligere udvidet. Thekla og lille Baard og Kjel havde derunder kjørt op i Visit til Doktorens, hvor man tog Nytaarskvælden stille, og Doktoren selv først sent kom hjem fra Praksis. Han var træt, - aarkede ikke at ta Lille-Baard op paa sit Knæ; men sad hensunken og fulgte hans Be- vægelser med Øinene, medens han nippede til sit Por- SIDE: 441 terglas. Bente havde fundet paa, at han skulde drikke Porter om Aftenerne imod sin tiltagende Søvnløshed. Da de tog Afsked, saa han længe paa Baards Hænder og kyssede dem begge . . . Endnu længe, efterat Slæden var blet borte nede i Bakken og Lyden af Dombjelderne svundet, stod Dok- toren ude paa Trappen og saa efter dem . . . Bente laa og hørte Fjernslagene af Klokken nede i Kjøkkenet, som slog tolv . . . Nytaar! Hun syntes, Baarvig laa og kastede sig og pustede saa tungt - "Ja nyt Aar, - Bente," sa han. "Jeg ligger og tæn- ker paa, hvor forskjellig et saadant nyt Aar kan gaa op for Folk. Saalænge der er Haab og Lyst og alt det; men saa er der Mennesker rundt om, som synes, det er bare en ny Møllesten, de skal bære. Men husk paa, Bente, at alt, alt beror paa Modet, paa ikke at la sig nedslaa, saalænge der bare er en Gnist af Haab og Udsigt igjen, - noget, - bare noget at leve for!" "Jeg blir saa lettet, naar jeg hører Dig tale saa, Baarvig." - "saalænge der er det ringeste at fægte paa, - det allerringeste. Kjære, jeg ber Dig, husk paa det, Bente, - selv, om jeg skulde glemme det nogengang - Ser Du," - kom det efter en Pause, - "jeg faar det ikke ud af Hodet . . . disse Stakkarer her og der om- kring, som nu i denne Nat føler, at de rent ud ingen- ting længere har at stride for, - fordi - fordi de er blet saa udfattige paa Haab. - Og saa - hu-u, - skulle ta et helt Aar igjen paa sig" . . . "Aa, Baarvig, det er bare Humøret, som lar Dig ligge og ruge saadan." . . . "Nogen Du, som kan ha en hemmelig Misgjer- ning at bære paa. Og der ligger nok mange saadanne nu i denne Nat rundt om i Verden og drages med Samvittighederne. Naar man har levet en Stund og SIDE: 442 faat Øie op for, hvor meget ukjendt Sorg og Pine der kan rummes paa denne Jord, hvor man kjører og praktiserer og sætter Lys i Vinduerne og illuminerer til Nytaar, saa kan én ikke undgaa Tanker, Du . . . Og en saadan Forbryder, - jeg mener én, som har be- gaat noget alvorligt, for Eksempel et Mord . . . som véd, at, om han aabenbarer sig, blev det til Ulykke og Ruin og Jammer for alle hans kjære, han kan igrun- den være underlig stillet, - saa at sige afspærret inden fire tause Vægge i ensomt livsvarigt Fængsel hos sig selv - han behøver ikke at dømmes til det . . . og transporteres, nei, - - - - Sæt, at han havde en Hustru, som han holdt af som sit Liv, og Børn, som skulde frem i Verden" . . . "Fy, Baarvig, - dette er saa uhyggeligt, - holde paa med sligt Nytaarsnat." "Du skal være snil imod mig, Bente, - jeg faar ikke sove, før jeg har ramlet disse Tanker ud. Den Hustru kunde han ikke betro sig til, - fortælle, at han var en Morder, - han mistede hendes inderste Agtelse i samme Stund. - Og selv, om han skulde kunne be- holde hendes Kjærlighed" - "Det kunde godt hænde, Baarvig, det berode sande- lig paa meget det." "Ja, selv om - ser Du, - saa holdt han ialfald daarligt af hende, ifald han paa det Vis vilde drage hende ind i sin Misgjerning som hans tause medskyl- dige, der ogsaa maatte slaa Øinene ned for Folk og gaa i stadig Angst for Opdagelsen og dens Følger af Skam og Ruin for hende selv og alle hendes, - ud- sætte hende for at bli Slavens Hustru og ha Slavens Barn . . . Han vilde vendt Forbrydelsens Tyngde mod den, han havde kjærest og vilde det bedst i Verden - Saa der, ser Du, er ingen Fortrolighed, - ingen Ven længere for ham. Han er stængt ude, Du - ude af Paradisets Have, - han er tvunget til at tie, det er Cherubim - -. Det er saa, Bente. Det er forfærdelig Synd i slige Mennesker." SIDE: 443 "Kjære Baarvig, om Du tog lidt Soda eller Nafta, - det er saa mørke, saa fortvilede Forestillinger, Du der ligger og tumler med, at jeg næsten er ræd for, Du fantaserer." "Aa nei, nei, Bente, - jeg staar mig bedst paa, at Du lar mig faa tumle dette ud. Saa véd jeg, jeg faar sove og ikke før . . . Og saa det, Du . . . Den stakkars Konen kunde egent- lig aldrig tilgi' ham, at han paa det Vis havde formørket hendes hele Liv, - gjort hende til en Forbryders Fælle. Hun kunde kanske nok holde af ham; men helt tilbunds tilgi', ser Du . . . Menneskene kan ikke tilgi' saadant . . . Derfor er Tilgivelsen opstillet saa høit over os som Solen i Religionerne. Og saa, - Du ser, - for ham, - for disse Stakkarer med den Slags Vanskjæbne er Nytaarsnatten som en mørk Væg, - nytter ikke at sætte Lys i Vinduerne. For dem er den sidste Gnist gaat ud - slukt . . . Det kan kaldes Nytaarsjammer det, Bente . . . Og nu tror jeg, jeg kan faa sove . . . Se efter, om der er slukket nede hos Kjel, Du" . . . Han trykkede hende pludselig krampagtig til sig og omfavnede og kyssede hende. - Om Morgenen paa Nytaarsdag stod Doktoren pels- klædt oppe ved Medicinskabet og ledte og søgte noget frem, inden han steg ned i Slæden. Han havde en Nervefeberpatient og vilde være borte, sa han, inden der begyndte nogetslags Nytaarsgratulation. Han ligesom mønstrede Vinduerne, idet han kjørte hjemmefra, stansede siden i Svingen et Stykke udenfor Porten og blev siddende og se tilbage mod Huset, saa Gaardsgutten mente, han maatte ha glemt noget, - løftede lidt paa Pelshuen, smeldte saa paa Brunen og fo'r i stærk Fart nedover Bakken. - Om Formiddagen fyldtes Stuen paa Elvsæt af Nyt- aarsvisiter . . . Bredslæder og Smalslæder med ring- lende Dombjelder, Bjørne- og Ulveskindsfælder stod i Række henover Veien paa den for den høie Sne op- SIDE: 444 maagede Gaardsplads. Egnens Familier var kjørt derop fra Kirken. Man gratulerede Huset og hinanden med det ny Aar ved Vin og Kage, og Endre var sin Far en høist vel- talende Stedfortræder. Han frembar ikke banale Nyt- aarsønsker, vidste at variere Udtrykkene, saa der kom Glans og Nytaarshumør over det. Hans Forraad var ikke udtømt, da den sidste efter- nølende Visit ved Totiden kjørte nedover Bakken, og han selv gemytlig stod bag paa Meierne for at fort- sætte at nytaarere nede hos Kjel. I Doktorbakken mødte han Faderens Hest og Slæde, kjørt af nogen; men gjorde sig i sin tilslørede Tilstand ingen Tanker ved det . . . - Fru Bente kjendte Hesten og gik ud i Gangdøren for at tage imod Baarvig; hun havde følt sig saa be- klemt og urolig siden inat. Det faldt hende ind, at der ikke lød Dombjelder, og at Slæden mod al Doktorens Vane stansede midt paa Gaarden istedetfor udenfor Trappen. Da en fremmed Mand steg ud af den, var det med ét, som Blodet størknede til Is i hende; og, hun støt- tede sig til Gelænderet for at komme ned - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Kjel og Endre var reist hen for at hente Faderen. Doktoren var, - lød det sørgelige Budskab, pludse- lig overrasket af Døden ved nogetslags Hjerte- eller Nerveslag netop, som han havde drukket et Glas is- koldt Vand efterat have tilset Patienten. - - Over Gangen fra Smaapigernes Soveværelse hør- tes Bertheas Hulken og af og til et lydeligt Hyl . . . Foran Gulsalsvinduet stod Fru Bente alene i Mørket. Hun havde staat der siden Skumringen, ubevægelig, urørlig . . . Stemme og Ord fra inat lød op igjen, - hvert ét grant, som det faldt, - tungt . . . sukkende . . . Det var blevet hende gjennemsigtigt alt - SIDE: 445 Luerne nede fra Bruget sydede og slikkede - og fortærede . . . tonede vé - vé i Luften . . . Hun stirrede stivt forstenet - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Der hørtes Knirken nedenfor af en varsomt draget Slæde - og sagte Tale . . . Gangdøren knagede langsomt op, og Mænd bar stil- færdig Doktoren op af Trapperne . . . Fru Bente stod urørlig, efterat han var bragt ind til Leiet paa Gulsalen . . . vendte sig og stirrede, - - vendte sig og stirrede . . . - - Sønnerne var gaat ned. - - Da gled hun sagte hen og lagde Ansigtet ned til den Dødes, Kind ved Kind, - stængt - taareløst . . . Det var blevet saa stille ensformigt oppe paa Elv- sæt, medens de gik der udover Sommeren. Der kom ingen Doktor og reiste ingen Doktor med Befaling og Opstyr og et Veir foran sig af det, som nu maatte gjøres inden og uden Huse. Der kom ikke Triller og Karjoler kjørende opover Doktorbakken for en liden tilfældig Visits Skyld, ikke stilfærdig gaaende Patienter, der stansede og forhørte sig paa Trappen, om Doktoren var hjemme . . . I Kontoret var alt uforandret, hang Doktorens Piber og laa hans smukke Instrumenter, - Forbindtasken, som den pleiede, paa høire Side af Pulten. Gaardsbruget var blevet bortforpagtet for Aaret, ind- til Eiendommen skulde sælges om Høsten, og styre- des nede fra Baarstuen. Fru Bente syslede stilt med den indre Husholdning og med Haven. Af og til kom der Brev fra Arnt og Massi. Hun havde sikkret deres Opdragelse med Re- sten af sin Arv, og der spurgtes og svartes i lange om- hyggelige Skrivelser tilbage om Anvendelser. SIDE: 446 Oppe paa Gulsalen lød Skridtene endnu mere en- somt tyste i det øde Rum med de spredte Møbler, det umalede lange Træbord og de hensatte Sager, der gjorde den halvt til et Pulterloft. - - "Saalænge der var en Gnist af Haab, - af no- get at leve for," - havde Baarvig sagt . . . Det var det lønlige Omkvæd, der ligesom Elven ikke hørtes om Dagen; men susede op for Sindet i de en- somme Stunder foran Gulsalsvinduet - Minka . . . Hun gik herhjemme nu isommer som et Spørgs- maalstegn for Moderen - som et blaffrende Haab . . . Minka, - hendes Hjertebarn, i hvem hun havde set sig saa rig gjennem de mange Aar . . . som hun havde elsket saa til Svaghed, - følte, hun ikke taalte at slippe! . . . Fru Baarvig havde helt siden Hjemkomsten en sti- gende pinlig Følelse af, at Datteren havde taget Farve af de Omgivelser, hvori hun havde færdets, de Ind- flydelser, hun havde været undergivet. Denne drømme- agtige Synken hen i sit eget . . . Ligesom Sansen svæk- ket for Virkelighedens Grænser og Hensyn - taaget opskruet Selvfølelse. Hun kom ligesom med noget hængende ved fra en anden Luft fuld af sløvede For- udsætninger og Begreber - -. Og ubehersket nervøs i sin Tale, oprevet i hver Fiber . . . Hun skulde nu faa gaa her i Hjemmet den hele Som- mer, styrke og hvile sig, - vinde igjen sin fine Natur, - komme i Ligevægt. Til Høsten . . . ja, til Høsten . . . naar alt her paa Elvsæt var revet op . . . Da maatte det prøves at tage fat; - Minka infor- mere i Musik, og hun selv holde Hus for Børnene der- inde i Hovedstaden . . . Og Berthea med sine sørgelige Vidtløftigheder bli sat ind paa en Husholdningsskole . . . - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 447 - Minka undgik omhyggelig at træffe Schulteiss, taalte ikke at se ham, hendes Nerver var aldeles ube- herskelige paa det Punkt. Hun havde opdaget noget forstyrret ved ham fra første Øieblik, hun mødte ham igjen; et Blik havde forraadt det og fyldt hende med Skræk. Hun holdt ikke ud den Tanke, at han vogtede og speidede paa hendes Skridt, følte en sti- gende Utryghed, saa hun kunde skrige af Angst, blot noget rørte sig ved et Gjærde eller nogen Busk. Og Schulteiss gik og speidede og listede sig i Veiene og den bakkede Skogmark mellem Lensmandsgaar- den og Elvsæt. Det gjaldt at faa et Gløt af Minka . . . Han kunde staa fordybet, sammenrullet i sig selv, ved Træerne i Lunden, - vente under Forvisning om, at Dagen vilde aabenbare hende, - mærkede ikke Reg- net, ikke Væden, han stod i, ikke Tiden. Han talte med Minka, oplukkede for hende nogen af sine store Idéer, - følte Aandens høie Forening - hviskede, dyrkede, tilbad i Visionen . . . I lykkelige, ensomt hensunkne Stunder hjemme blin- kede han mystisk og smilte ved Speilet og mumlede ved sig selv om aandelige Stevnemøder . . . om Minka, som hengav sig aldrig . . . Berthea viste sig en Morgen ved Frokosten med for- grædte røde Øine og ophovnet Ansigt. Der feilede hende intet, - aldeles intet - bare denne Tandpinen. Samme Formiddag strøg hun ned til Postkassen paa Jernbanestationen med et om Natten skrevet tykt Brev i Lommen, adresseret: - Iowa City, Iowa U. S. North America - Mr. Ole Berg. Hun forbausede ved et uafbrudt Hjemmevær gjen- nem alle de fire Uger i Juli. Saa kom det en Dag . . . Hendes trofaste, stadig vragede Beiler fra Skole- dagene, Lensmandens Søn Ole, havde besvaret hendes Brev pr. omgaaende. - Aabne Arme, kom, kom! - SIDE: 448 Og nu maatte hun ha Reisepenge af Kjel eller Moderen - hun maatte - maatte - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Hun efterlod ved Afreisen en, som det syntes, sti- gende Forvikling af uløselige Gaader, der vistnok længe vilde have optaget Bygdens Gjætningsevne, om ikke Opmærksomheden pludselig var blevet saa udeluk- kende og voldsomt optaget af Rygter om ny Falliter blandt Eierne af Svartskogen, - og Spørgsmaal om intet mindre end, hvorvidt Kjel Baarvigs Affærer skulde sættes under Administration. Rygter mødte og krydsede hinanden . . . Det forsikkredes, at Fru Thekla pludselig havde kjørt op til Fogden og forlangt at gjøre Rede og Rigtighed for sit Vedkommende, afleveret fuld Fortegnelse over sine Pelssager, Silkekjoler og Smykker, - Rub og Stub. Hun havde først afstaat fra det, da det oplystes, at den af Kjel selv foreløbig producerede Status viste et Overskud af ikke mindre end seksti tusind - - - Da Endre med en hans vanlige Væsen høist mod- stridende hovedkulds Indstormen bragte Rygtet hjem til Elvsæt, lød der ikke et Ord fra Fru Bente. Dette, som nu begyndte for alle andre, det var hun færdig med -. Forlængst udstridt og opgjort . . . Gjennemlidt alt det, som kunde hænde . . . og endnu meget mere . . . Saalænge der endnu er en Gnist af Haab, - husk endelig paa det, Bente, havde Baarvig sagt . . . Hun fik nu værge for det, hun havde igjen - Hun følte mere og mere, hvor vanskeligt det var at komme tilbunds i Minkas Væsen. Saa tendre, saa fuld af elskelig Forstaaelse i Øie- blikket, - blev det dog, som der altid maatte begyn- des forfra igjen. Og langt inde, der, hvor Afgjørelsen skulde falde, smøg hun sig undaf. Hun undveg nu helst disse fortrolige Stunder, hvor der varsomt kunde nævnes om Fremtidsudsigter og Planer; der kom som saadant skjult pint Udtryk over hende . . . SIDE: 449 Paa det sidste var hun begyndt at bli saa urolig, saa pludselig i sin Maade, vak saa opskræmt, indlod sig ligesom kun saa sky, - havde modtat mange Breve og skrevet Breve - Om Fru Bente aldrig var kommet til at se Uden- paaskriften, havde hun dog forstaat, at det var med Varberg, hun korresponderede. Og nu hørte hun, at han var kommet til Egnen og bode paa Jernbanestationen. Det var denne ulyksalige hypnotiske Mysticisme, som det maatte ha lykkets ham igjen at faa Minka hildet ind i. . . . Denne Henførelse, som var begyndt med at be- døve eller eksaltere en enkelt Villieevne, og fortsatte med at oprive det ganske Menneske, sønderflænge al Karakter og Selvstændighed, - den maatte ende med et Sjælemord! - Hun saa fortvilende Minka for sig som et villieløst Medium, - Offer for en Eksperi- mentator - indpustet hans Tilskyndelser - et van- drende Lig . . . - Kjel kom sagte op Gadedørstrappen med Mellem- rum og hensunken Stansen. Han søgte Moderen gjennem alle Værelserne, gik som det kunde være i Mørke og blev endelig staaende og famle ved Døren til Melkekammeret . . . Han hørte Fru Bentes Stemme ude i Rulleboden, hvor hun og Minka ordnede Tøi og lagde sammen Linned til Flytningen. Som han næsten snublede ind, kom der en pludse- lig Blegnen, som en frysende Stivhed i Fru Baarvigs Ansigt, det blev saa skarpt. Kjel rettede sig op til Væggen og stønnede. Det var en Lyd som hæse Begyndelser til Brøl, han ikke aar- kede at udstøde . . . "Konkurs, Mor, - indkaldt til Forhør Klokken tre i Eftermiddag - om Sparebanken" - gav han afbrudt SIDE: 450 af sig - - "og - og iaften blir jeg - arresteret - jeg véd det" . . . Han hang forover med Kroppen, som han ikke kunde bære den, Ansigtet var grønlig blegt, slapt men Angst i Øinene, medens Munden gabede idiotisk - "Gaar galt, - Mor," - brummede han hult, - "jeg gik bent hjemmefra" - - Endre kom efter ud i Boden, han var længst paa det rene med Faktum. "Her er et Glas Konjak - af din egen, Kjel, - Du trænger til den" . . . Kjel viste det bort med mat Haand. "Du faar se til at stive Dig op - -. Ikke - ikke smage -. Man faar vide at møde sin Skjæbne som en Mand - en hvilkensomhelst Skjæbne - ialfald holde en Façade, siger jeg Dig - ikke rentud styrte sammen - - for andet end Døden," - fulgte det theatralsk. "Slaveri - ubetinget Slaveri" . . . pressede Kjel hæst frem. "Her, drik Vand, Kjel," - kom Fru Baarvig, - "læg Dig - sæt Dig der i Stolen" . . . Han svælgede et Par Gange af Vandet. "I Eftermiddag, Mor - I Ef - -" han skalv paa Haanden, saa hun maatte ta Glasset fra ham. "Du maa ikke saa rent la Dig overvælde, Kjel," - Fru Bente strøg og strøg ham som halv fraværende over Ansigt og Haar, medens han pustede tæt. "Gi Dig ikke saa over . . . Din Mor, som har baaret og født Dig, Kjel, vil ikke slaa Haanden af Dig." Kjel ligesom gulpede . . . "Sla-Slaveri" - Han sad sløv med hængende Hoved, medens Mode- ren tørrede ham over Panden. Endre begyndte at skridte op og ned med korslagte Arme: - "Der er Øieblikke, afgjørende Øieblikke, da det er nødvendigt at hæve sig til Oversigten over Stillingen, - søge at bli Herre over Situationen . . . Naar de van- lige borgerlige Begreber ikke længere kan bære én, - SIDE: 451 naar en Mand ligesom er kommet udenfor Samfundets Gjærde, saa tar man Sigte fra det Standpunkt - vælger overordentlige Veie." Han vendte sig: - "For- staar Du mig, Kjel -. Jeg raar Dig til resolut at flygte, rømme Landet - begrave din Eksistens noget- steds hinsides Atlanterhavet - - for din egen Skyld og for Familiens" . . . Kjel saa dumpt op. Minen sa, at enhver Tanke paa nogen positiv Krafthandling her var spildt. Endre slængte sig ned paa Væggebænken og lod Benene vippe i bittert Sindsoprør: "Slig, som dette staar, kunde man næsten fristes til at være resolut, - med en Gang gi Arnts Dynamit- patroner derinde i Redskabsrummet et Drag med Øksen . . . bli aldeles fortvilet - falde paa noget af hvert" . . . Han stirrede en Stund hen paa Kjel - "Hør, Kjel, jeg, din Bror, skal følge Dig i Eftermid- dag helt, til jeg ser, Du er inde i Retslokalet, - jeg agter at trodse Opinionen" - Minka fo'r af og til op med et uroligt Ryk og satte sig ned igjen med Hænderne uvilkaarlig for Øinene og stirrede i sittrende Forfærdelse paa Broderens ned- brudte Skikkelse, der netop saavidt ikke faldt sammen. Pludselig stødte hun ligesom med Haanden Ind- trykket blindt fra sig og brød jamrende ud: "Nu kan jeg lige saa gjerne sige mit ogsaa . . . Du maa vide det, Mor - Jeg, - jeg har ikke formaat at bedrøve Dig med det - Men nu . . . Ja, jeg har sagt ja til Varberg! . . . Kan ikke andet, - vil heller ikke selv andet," - ivrede hun nervøst ude af sig. "Jeg selv vil, siger jeg Dig, Mor, - følge ham, - har bun- det mig til ham. Han skal være min Impressario for Seancer ude i Verden - ved mig som Medium bane Indgang for de ny Sandheder." Fru Baarvig fik med ét som to Lossøine. "Du ser paa mig, Mor . . . Jeg vil sige Dig, det har allerede været fast afgjort mellem Varberg og mig fra tidlig i Sommer. Det er en Gave, jeg har. Han skal op- SIDE: 452 drage min eiendommelige Evne . . . Jeg maa følge mit Kald" . . . Det frosnede til i Fru Bentes Ansigt . . . kom en Forfærdelsens Hvidhed - Afsindets Skygge . . . Der lød igjen ligesom vé - vé . . . lange Raab i Luften - som en overjordisk Ynken . . . Hun saa . . . hun saa . . . . . . Minka siddende og ivre og slaa ud med Armene som en automatisk Leddedukke -. Den fortrak sig for hende knirkende af Tomhed . . . Og der gik den anden fremtidsløse og deklamerede om Dynamit . . . Kjel stod pludselig ved Væggen med Halsjernet ud- staaende til begge Sider. . . Det blev hende med ét saa svimlende overtyngende mere end Arnt og Massi - Baarvigs Navn - kunde bære . . . - Fru Bente saa langsomt, stivt ildevarslende frem- med paa de tre Børn . . . Hendes stenagtige Ansigt blev askegraat, liggult, medens hun gled ind i Redskabskammeret - Hun søgte rolig frem Arnts bortgjemte Blikkasse med Dynamitpatronerne, - greb saa Øksen og slog til under et vildt Rædselsskrig - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Klokken et Kvarter før elleve om Formiddagen op- levede man i Bygden en voldsom Eksplosion oppe paa Doktorgaarden Elvsæt. Ulykken maatte være sket ved tilfældig Antændelse af nogetslags opbevaret Dynamit. Den ene Side af Huset var sprængt i Ruiner, og mellem Tømmer og Splinter laa fire knuste Legemer - Fru Bente Baarvig og hendes tre voksne Børn. Jonas Lie SIDE: 453 LYSTIGE KONER SKUESPIL I TRE AKTER (1894) SIDE: 454 PERSONERNE: Karsten Hegge, Værftseier. Sara, hans Hustru. Bedstemor Hegge. Doktor Finne. Konsul Ryving. Fru Jutta Høegh. Fru Renskaug. Frøken Fina Wangenstein. En Pige. Handlingen foregaar i en større norsk Sjøby. SIDE: 455 (Hjemme i Værftseierens Privatbolig. Hyggeligt Arbeids- værelse med solide Møbler. Paa Væggene en Skibsmodel og nogle Sjøbilleder. I Baggrunden Dør til Entréen, til høire Dør ind til den øvrige Leilighed.) (Karsten Hegge sidder og skriver ved en med Papirer over- strøet Pult. Ved Siden af ham paa Stolen ligger hans Hat og Overfrakke. Sara efterser og ordner forskjelligt i Værelset.) Sara (i Morgenkjole, er steget op paa en Stol). Nei Du, der kan ingen begribe heller, hvor Mand- folk kan finde paa at lægge Cigarstumper. Isch, - tænk helt heroppe i Skibsmodellen paa Væggen! Oline er saamæn undskyldt, hun har nu luftet og feiet i hele Morges, efterat de har holdt Røgeværelse inat; men her opi -? Kan Du høre . . . Kan Du ikke se op da, Karsten, - hvad for Slags Varer dit Skib farer med. (Viser en Cigarstump.) Hegge. Nei nei, forstyr mig ikke. Sara (hopper ned af Stolen). Du har ikke faat sovet mere end nogle Timer heller inat, stakkar. Men saa var det nu morsomt, Du, vel- lykket, - tror jeg ialfald. Du kan ikke begribe min Angst for Vingeléen og Cremen. SIDE: 456 Hegge (distræt). Saa Du? Sara. Og det spør Du om - slig, som jeg var henne hos Dig og sa Dig, hvor angst jeg var. Hegge. Begriber Du ikke, at jeg sidder her med hele Værf- tet paa mig og skriver X for U og seks for sju - Sara. Jeg tier som en Mur jeg. Hegge (ser op). Hvad, - hvad nu - Sara. Jeg trækker bare Gardinet for, saa Du ikke faar So- len ind paa Dig. Det holdt alt paa at gaa Ild i Haar- toppen din. Hegge (inde i sit). Hvad siger Du? Sara. Jeg tier aldeles stille, hører Du jo. Hegge (noterer Summer fra nogle Papirer). Seks hundrede og tre og femti . . . Tre hundrede og . . . (Leder i Papirerne.) Sara. Men at Du virkelig ikke vil huske det, Karsten, at jeg stod og klemte Dig i Armen. Og Vingeléen kom SIDE: 457 ind som en Suppe, og alle disse Fruerne dine tog slige delikate Miner. Naa, hvad sa Du saa? . . . Det er vel det, jeg har været glad i Dig for i hele Nat, skulde jeg mene . . . Naa? Hegge. Husker det ikke, husker det min Salighed ikke. Sara. Folk som vi to, sa Du, som har hundrede Mennesker og et helt Værft at styre med, faar ikke sætte blegt Næb op for en Vingelée. Hegge. Sa jeg det? Ja, naar det har kunnet gjøre Lykke hos Dig, saa - (noterer igjen.) Seks hundrede og tre og femti, tre hundrede og - Sara. Det har sunget i Ørene mine i hele Nat. Jeg følte mig ligesom vækket - at jeg skulde lade smaa Ting være smaa! Jeg var kommet rent bort i Vingeléen, jeg. Hovedsag blir altid Hovedsag for Dig, om Du er aldrig saa optat og lystig. Hegge. Værftet ja! Sara (sætter sig hen paa Stolen ved Siden af ham og tar Hatten og Frakken paa Fanget). Det blir lige nyt for mig bestandig, at jeg virkelig er med Dig paa alt dette. Jeg har ligget inat og drømt og lagt Planer for, hvordan det maa føres med Fast- hed og System ogsaa i Huset - den indvendige Side. Du maa tro, jeg føler mig, Karsten, - rent som jeg bærer Værftets store Husnøgle. Hegge. Ja, det gjør Du jo ogsaa. Saadan mærkelig deilig Kone, som én blindt hen kan lide og forlade sig paa, saa én ikke engang behøver at tænke paa den Kant. SIDE: 458 Sara. Og jeg faar virkelig ikke ud andet end, at Du er svært forsigtig i Forretninger, Karsten. Hegge. Hvad? - Hvad siger Du? Sara. Du kan da tænke, jeg grunder over Dig paa al Vis, - jeg maa vide, hvor Du har dit Hjerte henne. Og Værftet er din Sjæls Tanke, det er sandt og vist. Hegge. Ja, drive det op! Sara. Uf, jeg lurede paa, at Du skulde sige lidt om, at jeg ogsaa var med. Hegge. Værftet er til for vor Skyld naturligvis. Saa blev det jo Dig alligevel. Sara. Ja men om - om - Hegge. Om - om - om . . . Slig unyttig Theoretiseren. (Vil til at arbeide igjen.) Du - éns Hustru skulde jo være éns skjulte Samvittighed . . . Sara. Det var pent sagt, Karsten. Hegge. Derfor skulde Du ikke komme mig for nær, mens jeg gjør op disse Regnskaberne her - for jeg skjærer mig ganske runde Skiver af Dampskibsselskabets Side. Sara. Ikke mere end Du kan forsvare vel, Karsten? SIDE: 459 Hegge. For mit bedre jeg? - betydelig, betydelig mere. Men for vanlig Handelsmoral og Coutume saa - der glider meget ned der. Du skulde vide, hvad for en ubarm- hjertig Udsuger, Du er gift med. Sara. Brrrrr . . . (sætter hans Hat paa sit Hode.) Saadan for- over sætter Du Hatten, naar Du gaar ned til Værftet om Morgenen. Der er forfærdelig megen Villie under den da. - Damp for hele Dagen. Hegge. Ja, det gaar ikke med ømme Talemaader og Elskov dernede. Sara. Og saadan skjævt sætter Du den, naar Du skal ud i Selskab, - uhyre flot . . . Hegge. Sig mig, skal jeg faa Fred til at arbeide i denne Morgenstund, eller skal jeg ikke? Sara. Jeg tier bom stille, jeg. Hegge (noterer). . . . Seks hundrede og tre og femti, - tre hundrede og otte og sytti, - hundrede og en og niti, - - (be- gynder at smaaplystre hen i Tanker.) Det er s'gu Synd i Molly, Du! Manden hendes er opover Ørene forelsket, rent væk og gal i denne unge Enken. Han er fortiden stadig derude paa Landstedet, - piler afsted saa fort, som han bare er færdig paa Kontoret, siger Molly. Og hun har ikke et Øiebliks Tvil om, at de er helt ud enige, de to. Ialfald chikanerer han Molly paa al Vis for at drive hende til at søge Skilsmisse paa nogen elendige Vilkaar. Hun betroede mig Geschichten fra først til sidst igaaraftes. SIDE: 460 Sara. Var jeg Molly! Hegge. Hvad saa. Molly er s'gu en saa vakker og nydelig Kone, at hun forsvarer sin Plads, hun behøver ikke at lade sig vrage. Sara. Isch . . . Men, naar de nu engang ikke holder af hin- anden. Hegge. Naa -? Sara. De maatte da vel helst ønske at fare fra hinanden til længste Kant af Verden istedetfor at vedbli at krangle! Hegge. Du er svært letsindig, Sara . . . Børnene . . . Fami- lien - Sara. Aa pyt, - de kan da ikke faa det værre, end de alt har det. Hegge. Lad ryke, mener Du. Jeg tror virkelig, Du tilslut ingen anden Moral erkjender end selve den nakne Gud Eros. Han duer lidet i det daglige Liv, Du. Sara. Eros, - jeg trode netop, han dude i det daglige Liv, jeg. For, bevare mig vel, hvor dagligdags det blev uden ham. Render de ikke med Børnene ved Skjør- terne og skriger efter Manden sin, endda de ser, at han vil ha en anden - og procederer og betaler Advo- kater. Uf, det blir saa rent modbydelig fladt, Karsten. Hegge. Du holder heller med Manden, som stryger sin Vei? SIDE: 461 Sara. Ne-isch, - ikke det heller. Men al denne ufor- dragelige Lov og Ret paa det. Saadan at bli tilpligtet og dømt til at holde ved Konen sin, som til at indsæt- tes i Tugthus eller Slaveri. - Du Rusken, - Rusken da! En kunde tro, Du var dum. Alle Mandfolk er af Synden formørkede, véd Du det. Hegge. Alle Mennesker, staar der. Sara. Ja, men jeg taler nu bare om ét, jeg, - om det, vi snakkede om, og det var Kjærligheden. Og den forstaar Mændene sig ikke en Døit paa, aldrig det Snus. For der blir ikke studeret og taget Eksamen i den. De snakker aldrig andet end den argeste Galskab, hver- gang de kommer ind paa den Ting. Lykken er, at de er bedre, end de selv véd. - Som sagt, Rusken, jeg gir ikke en Tiøre for, hvad Du siger i det Kapitel. Og var det ikke, fordi jeg holder saa gruelig af Dig - (Farer hen og trykker hans Hode ind til sit Bryst.) Hegge. Nei nei da, - Blækhuset . . . Er Du gal - Se nu her - og hele Arket brukket. Sara. Aa nei da, - ikke sint nu . . . Kjære, jeg skal -. Det var jo bare - Hegge. Eros i det daglige Liv, ja. Du beviser sandelig dine Theorier. Sara. Vær nu ikke sint, hører Du. Hegge. Føre sligt Snak herinde, mens jeg sidder som trav- lest. Du forstyrrer mig, siger jeg Dig, - - Du - Du SIDE: 462 - Kan Du ikke skjønne, det gaar ikke an at overfalde et Menneske, som sidder helt inde i en anstrengt Reg- ning med sligt . . . Gud hjælpe mig, om jeg véd det Gran af, hvad Du pratede. Sara. Nei men kjære Dig da, jeg kom jo bare til - Hegge. Hvad til - Sara. - at se paa dette Haaret dit - naar det er saa vak- kert, og Du ser ud, som Du tænker og blir saa bestemt - (udbryder heftigt) bare, bare det, at det Hode er mit, Du . . . (grædefærdig) Du synes vist, jeg er alt for paa- hængende. Hegge. Nei, søten min, naar Du siger, at mit Hode er dit, saa gir jeg mig. Men Eros i det daglige Liv, ser Du, han er - (tar sig og kysser hende) sød ialfald, jeg maatte jo være en Træhest, om jeg ikke mente det. (Det ringer paa Entréklokken.) (Sara farer hastig fra ham og ud af Sidedøren.) (Doktor Finne træder ind.) Hegge. Hvad? Dig Finne . . . Saamæn glædelig engang at faa se Dig igjen. Har vi ikke ventet og sukket efter Dig i lange Tider, - baade herhjemme og paa Værf- tet. For denne Vicedoktoren din han -. Sæt Dig, sæt Dig. Det var ellers en rar Beregning Du gjorde for denne Udenlandsreisen din - bare et halvt Aar, lovede Du, og saa er det draget ud til tre Fjerdingaar. Finne. Ja, jeg blev for længe i Wien - interessante Ope- rationer - SIDE: 463 Hegge. Naa, Du vil bli hilset varmt nok. Da Lillegut fik Halssyge her i Høst, kan Du tro, der blev en Jammer paa Sara efter Dig. For denne Vicedoktoren din, som sagt, han -. Sara kan lige saa godt bruge sit eget Hode, siger hun, og det synes Fruentimmerne er det værste, de kan gjøre, véd Du (Finne gjør en hastig Be- vægelse hen mod Sidedøren.) Aa nei, nei, - Gutten er fortiden spillende frisk som en Fisk. Men, om Du si- den vil se ned paa Værftet . . . Finne. Du tar Kontorarbeide hjemme i din Privatbolig, ser jeg, hvilket vel vil sige, at Jert Ægteskab fremdeles befinder sig i det første paradisiske Lykkestadium. Hegge. Ja, vi har ikke lagt os til hverken Migræne eller Humør . . . Disse Hodepinefruer - Finne. Og intet Spor af Disput eller Differents i Meninger piblende op. Hegge. Hør nu Finne, jeg skal lære Dig noget. Saalænge en Kvinde er forelsket og blindt indtat i Dig, hører Du aldrig noget hverken om Forbehold eller Kontrakter eller Krav paa Rettigheder. Falder hun tilbage til det, saa vær vis paa, Du har hende forloret, det er ligesaa sikkert, som om hun begynder at forsømme Knapperne dine. Finne. Altsaa Du staar skinnende af Lykke som en blank- striglet Hest. Hegge (svinger op og ned paa Gulvet). Jo Du, her staar alt vel til, - bare vel . . . Næsten he he - i visse Maader altfor brillant. En skal vænne SIDE: 464 sig til alt, ser Du, ogsaa til at være gift - og kan jo imellem komme til at kjende Husvæggene lidt som en Kasse - saadan lidt lufttæt . . . Det er saa kort siden én. - Man har jo sin gamle Friluftsnatur - Finne. Ja-a, Lykken er anstrængende at bære. Hegge. Jeg vil paastaa, jeg er saa vel stedt, som nogen Mand kan være. Jeg kan sige, jeg er paa Raagen og Top af, hvad Ægteskabet overhodet kan by. Men, er det der- for sagt, at Ægteskabet netop kan by alt. Lidt af éns gamle Frihed til at bevæge sig gaar ialfald fløiten. Jeg mener ikke derfor, at det er for dyrt kjøbt. Langtfra. Og skulde jeg raade Dig til noget, Finne, i din Stil- ling og dine Omstændigheder og tagende din Natur i Betragtning, saa var det akkurat til at gifte Dig. Finne. Tak, tak, Du anbefaler det saa tækkeligt. Hegge. Det er bare ét, som er Betingelsen, - den ueftergi- velige Betingelse, - og nu vil jeg undervise Dig, Finne, - man maa herske i sit Telt, ubetinget, - uden Prut som Fader Abraham. Iøvrigt med den videste Libera- litet og al Meningsfrihed. Men det er Dig og dit Hu- mør, som fylder Huset, dit og ingen andens, - og for Dig alt er skabt og er til. Saa kan Du være saa evig snil og medgjørlig, som Du vil, - bare ikke slippe Tøilen. Sara (i Døren, overrasket). Nei, Finken! - Er du kommet hjem . . . og Du ser rent udenlandsk ud . . . Finne (imod hende). Jeg spør Dig, Sara, hvor er der blet af dine Prin- ciper - (gaar hen og hilser og tar hende i Haand). Din SIDE: 465 Mand gaar her og ræsonnerer som en Stortyrk og Pascha af tre Hestehaler. Sara (hen til Hegge og stryger hans Haar). Ja, men det er min Stortyrk og ingen andens, maa Du vide, Finken . . . Han er min Sultan og min Pa- scha, som bare er forfærdelig vigtig af sin Magt. Saa deilig herlig en Tyran. Det er dette at føle, kjende og vide, at det er bare mod mig, mig alene, han kan hu- sere og være grætten og urimelig og naadig . . . Aah, det er vidunderligt med sligt et Tyranni, Du! Jeg havde ikke Begreb om den Nydelse, før jeg blev for- elsket. Om han pryglte mig, naar jeg véd, at der ingen anden er, han kan prygle end mig. Jo, jeg er rigtignok Slave, Finken. Gud bevare mig for at bli andet, saa glad jeg er i den Lænken. Finne (reiser sig braat). Jaja, - alting staar bare yderlig vel til i alle Maa- der her i Huset. Det er nok for mig det - for idag. Farvel. (Vil gaa.) Sara. Du vil da ikke løbe fra os slig, Finken, - ikke en- gang saameget som kige paa Gutten! Finne. Hellere en anden Gang. Man maa jo vise en svare brændende Iver efter at komme først til hver især af sine Patienter. Sara. Du kan da sidde ned og snakke lidt. Vi havde Sel- skab igaaraftes, maa Du vide, - kom sent i Seng og er lidt forsofne. Karsten havde fundet paa at be sam- men endel gamle Venner fra Opvæksten. Du véd, naar man har levet al sin Tid i samme By . . . SIDE: 466 Hegge. Gamle Flammer, som er afdøde til Venskaber, be- griber Du. Sara. Ja, Du kan tro, de er kostelige, naar Karsten siger dem Oprigtigheder, saa de næsten graader og allige- vel maa le. Han har Privilegium paa det. Og de finder sig i, at han slaar sig vittig paa Mændene deres slig, at Gudhjælpe os, om de fik høre det. Karsten har dem saa aldeles fra gammelt. Hegge. De finder s'gu ikke deres Regning ved at bære det hjem, nei, - men de paaskjønner det saa velsignet, naar jeg flaar dem! Sara. Det er saa morsomt, de er helt Kammerater. Og paa det Vis faar jeg vide saameget om, hvordan Kar- sten har havt det før min Tid, skjønner Du. Det er det, jeg er saa umaadelig nysgjerrig efter, for det er, som jeg maa eie ham helt lige fra hans tidligste Tid. Og de ler og husker op og har saa mange Hemmelig- heder sammen - og Vitser, som jeg bare ønskede, jeg forstod. Rigtig saadan et raffineret Kompagni. Finne. Snurrigt - - - Sara. Hvad er det, Du sidder og mumler om, Finken? Finne. Ingenting - - denne underlige Kvindenatur . . . At en hidsig forelsket Kone virkelig kan gaa der og snuse til alle Mandens udbrændte Lysetander, og de ryger ikke, svier ikke det mindste i Øinene. Sara. Du mener, jeg skulde bry mig om, at Karsten har været forelsket, - naturligvis har han det. Og na- SIDE: 467 turligvis har jeg ogsaa været det baade to og tre Gange, før jeg saa Karsten og blev det for Alvor. Og jeg skal gjerne bekjende, at den ene Gang var det i Dig, Fin- ken. (Finne gjør et uvilkaarligt Ryk.) - Bare holdt paa . . . Det var det første Halvaar, da Du bode hos os som medicinsk Student inde i Hovedstaden. Jeg havde vir- kelig begyndt at sværme og udmale mig Dig som en stille ideal Lærd. Men, da Du saa en Eftermiddag inde hos Tante hjalp Dig istedetfor Theske med den Bly- ant, Du havde brugt paa Anatomikammeret, saa for- duftede Du - som Ideal da, forstaar sig, - og fik jeg den Ven, Du er blet for mig istedet. Naa-aa, ser Du, - saa blir Du selv ogsaa en Lysetande. Finne. Jeg har heldigvis - he he, - aldrig været indbildsk - og (rykker heftig til) - vil ialfald nødig ose i Stagen! (slaar det hen.) Naa da ja, - og saa morede I jer igaar- aftes? Sara. Ja, vi morede os. Men saa er han saa galant, véd Du, Karsten. Og, saa tog han sig for at følge Fru Molly Ryving hjem, helt indover til der, hvor de bor paa Villaveien. Og jeg, som sad oppe og ventede og ventede for at faa snakke om Selskabet og alting! Han kom ikke hjem før Klokken var over tre. Hegge. Aa, man faar offre sig lidt engang imellem. Og et mageløst Maaneskin var det. Molly har en mærkelig Sans for Naturen. Vi drev helt op til Klevberget og saa Havnen og Byen overdrysset med Sølv. Sara. Og jeg, som holdt mig vaagen og ventede og biede paa Dig! Hegge. Kunde ikke for, at Maaneskinnet var vakkert, ser Du, Vorherre fandt nu engang paa at opvarte med det. SIDE: 468 Kunde heller ikke for, at Molly var - ikke kjedelig ialfald. Pokkers Erfaringer et saadant Fruentimmer har - (tar Sara under Hagen.) - Hva-ad? - Jeg tror saamæn, man - hm -. Nei, jeg siger ingenting, Søten min. Sara (ler). Nei saamæn, Du mener, jeg skulde bry mig det rin- geste om -. Aa nei, men - Hegge. Naa-aa? Sara. Lad mig sidde oppe og vente, mens Du bare - Hegge (plirer og ærter). Ti-ti-tih - Man - man har dog sine smaa Svag- heder . . . Sara. Aah! - (Iler hastig oprørt ud, medens Hegge ler efter hende.) Hegge (lystig). Begriber Du, Finne - jaloux . . . Første Tegn til sligt, jeg har set. (Gaar op og ned.) Altid lidt interessant, - - et opkvikkende Element at indbringe i Ensfor- migheden. Man stiger i Pris, - blir ekstra - Archi - Stortyrk, - Død og Pine . . . Finne. Vil Du undskylde mig, - vil Du ikke ta mig det ilde op, naar jeg lige ud siger Dig, at her i disse Ting er Du - hm - hm, - -. Ikke Anelse om, at Du krænkede hende. Hun var i Graaten. Hegge. Ne-i, tror Du virkelig det . . . Stakkar . . . fordi jeg spaste . . . Naa, - en liden Scene, - lidt Krydderi . . . SIDE: 469 (vender sig mod ham.) Kjærligheden, den blinde Kjær- lighed, begriber Du ikke noget af, Finne. Finne. Det vil sige, Du stoler paa Bindet. Hegge. Jeg siger og forkynder Dig, - blind, stærblind Kjær- lighed er Grundbetingelsen for Huslykken. En skal vogte sig vel for at faa Bindet af og bli for seende, da er det Slut paa Plystringen. Jeg er saamæn blind for hende jeg ogsaa, saameget véd jeg da at jugere mig selv. Finne (damper af Cigaren.) Og dette har Du fundet ud med Sara! - Puh - puh - En Natur, som kan nyde at agere Slave og trampes paa, bør ikke desillusioneres. Der er noget som et Krudttaarn ved den. Hegge. Din Visdom, Finne, er altid saare uudgrundelig, naar det gjælder Sara. Du har vist været endel betat i sin Tid, da Du bode der. Finne. Jeg mener bare, at et Pigebarn nutildags har lært sig til at regne anderledes med Virkeligheden, hun vil først og fremst helt og greit kjende Personen. Bagefter gjør hun ham saa gjerne baade til Stortyrk og andet. Eller hvad Slags Mandfolk mener Du, et Fruentim- mer nu sværmer for, - om hun sværmer da. De gamle Limpinder af mandigt Væsen eller romantisk opsvungne Knebelsbarter fanger ikke længere. Tror Du det, saa tror Du feil. Hegge. Du har noget under med dette, - Du har altid no- get under, naar Talen er om Sara . . . (med nogen Over- SIDE: 470 vindelse) - Fordi Du tilfældigvis kjender . . . Naa, - oprigtig mellem os, - kan jeg sige Dig, at jeg intet mere har at bebreide mig af den gamle kjedsommelige Historie. Alt rent og feiet . . . Puh . . . Man blir finere, - forbandet anderledes, hm, - (gjør en betegnende Ge- stus) moralsk soigneret, - tendre, Du, - naar man har en Hustru . . . Sara (kommer hastig ind). Du sa jo, Du vilde ind og se paa Gutten, Finne. Hegge. Du siger det saa ekspedit, Sara. Du kan da gjerne se lidt hid ogsaa. Sara. Ja nu kan Du ha det saa godt - la Molly trække Dig helt op paa Klevberget i Maaneskin, mens jeg sid- der oppe og venter paa Dig! Hegge. Trække mig, - prøve sin Magnetstyrke, mener Du? Det er jo ikke andet end Fruentimmers Instinkt det. Me-n, saa kommer det vel ogsaa lidt an paa hvem af Parterne, der - Sara. Hvad mener Du? - Sig, hvad mente Du nu? Hegge. Ingenting - ingen Verdens Ting, Pigen min. Sara. Uf, Du ser saa lystig ud i Øinene. Hvad har Du i Baghaand? Snak, spil ud! Hegge. Ingenting - ingenting, siger jeg Dig . . . (ærtende) En behøver da ikke netop at bli glubsk og vise Tænder SIDE: 471 mod den halve Verden - som er Fruentimmerne, - fordi man er indtraadt i den hellige Ægtestand. Der faar da bli saameget igjen af en Mand, at han kan opfylde den almindelige Menneskepligt og vise sig høf- lig. Rent ud at kræve, at al Slags kvindeligt Tække og Elskværdighed skulde være som udslukte Lys for én, det - det -. Saadan at lægge hele Kvindeverde- nen som Lig foran Ægteskabets Dørtærskel he he he - - uden saameget som et Kighul ud - det - det -. Minsandten, Du Sara, det - Sara. Nei, nu blir det forgalt med den Minen. Du vil da vel ikke, jeg skal tro, Du gaar der og er sentimental og gjør Erobringer, Hr. Stortyrk! Maa jeg be, jeg tæn- ker, Du staar fast med det, - indrømmer, at Du blev til noget som en Prøveklud og en Nar for dem, - hvad der er høist upassende for en værdig Ægtemand. Hegge. Ja, Finne, - her ser Du Ægteskabsinteriøret -: Man er ikke jaloux! Sara. Jaloux? - En kunde da vel bli det ogsaa - - Molly kan vist være saa nydelig ulykkelig - ikke sandt Du - i Maaneskin . . . (Som Hegge drager sit Lommetørklæde op, falder en Dame- hanske ned paa Gulvet. Sara stirrer aandsfraværende paa den. Finne bemærker det, blæser Cigarrøgen op i Luften. I det efterfølgende ser ingen hen til den paa Gulvet liggende Hanske.) (Noget tonløst) - Hun vil vel ha Dig til Raadgiver mod Manden? Hegge. Ja, hun trænger til Raad og Hjælp, stakkar. Sara (pludselig ivrig). Skriger han ikke derinde? - Du maa ind og se paa ham, Finken . . . (vender sig anstrengt munter.) Du skal SIDE: 472 se de rare Øinene, han har. De er saa troværdige som - (hendes Blik glider med et eget Udtryk hen paa Hegge) dine, Finken. Fy, den Cigaren - kast den. Gutten faar Hoste . . . (De gaar ind af Sidedøren.) Hegge (gaar langsomt hen og bøier sig for at ta Hansken op, men reiser sig igjen. Begynder saa smaat at slentre, - stanser og slentrer). Hm-m . . . Skal man ta den op - eller la den bli liggende? - Saa hun den? - Puh - pih - pah - -. Det er s'gu et fint, indviklet Spørgsmaal. Tar man den op, kan det se ud, som man vil skjule noget. Lar man den ligge, vil hun ufeilbarlig komme til at se den, naar hun kommer ind igjen . . . Enten Du tar den op eller lar den ligge . . . hm - puh - pih - pah - - -. Jeg synes, hun pludselig blev noget underlig . . . Aa nei, hun havde nok ikke været saa leende, næsten ly- stig . . . Men - - puh - pih - pah -. Hovedsagen er under alle Omstændigheder, at der gaas ud fra god Tro. (Vandrer op og ned i Beraad.) Klogest at sætte sig til at arbeide og la Hansken ligge, saa har man ikke lagt Mærke til den. (Ser op.) Egentlig - - hvorfor den røde, skulde jeg ikke kunne sige det ligefrem - staa ved det. Jo-o, - jeg tog den fra Molly, - hm, - rigtignok efter en liden Skjærmydsel, - som Pant paa, at hun kom idag her paa Kontoret. Det hele var forholdsvis uskyldigt -; men - set gjennem Saras Glas, kan det faa Skavan- ker - puh, - fortrække sig og bli til, Himlen véd hvad for noget. (Han ser betænkt hen paa Gulvet.) Kunde ha Lyst til at nappe den . . . Nei, nei, nei, - det er for risikabelt - Uf, hvor man kan ha Pla- ger - (Sætter sig til at arbeide.) SIDE: 473 Sara (kommer. Blir staaende betænkt). Finne gik ned paa Værftet . . . (Idet hun pludselig gaar hen og tar Hansken op). Der ligger en Hanske paa Gul- vet, Karsten, - en Damehanske. (Lægger den hen til ham paa Pulten) -. (Ser speidende paa ham.) Den maa Finken vel ha mistet - - Hegge (fristet). Den - den . . . Finken . . . Nei, den er faldt ud af min Lomme. Jeg havde den der igaaraftes. Sara. Saa. Hegge. Ja, - tog den i Pant fra Molly. Sara. Som Pant? Hegge. I Pant ja, - er det saa mærkeligt det? Til Pant paa, at hun skulde komme idag med sine Affærer. Jeg véd jo, hvor uefterrettelig hun er, og at det ellers blir imorgen eller overmorgen eller en anden Dag i Ugen, naar hun ikke træffer mig hjemme. Det kan være vig- tigt, ser Du. Sara. Saa . . . Du tog Hansken fra hende - deroppe paa Klevberget. Hegge. Mens vi saa paa Maanen sammen, mener Du, og hun var svigefuld nydelig ulykkelig . . . Hvad - er det ikke saa, Du vil ha det til? - Ne-i, det var ikke oppe paa Klevberget, - ikke i nogensomhelst Maane- skinsindfatning. Vi vandrede ganske prosaisk ned over igjen . . . Naa, jeg vil ikke benægte, at Maanen fremdeles skinnede da ogsaa. Men nærmest talte vi om SIDE: 474 Forretninger, - faldt hen i at være lidt - ta det saa- dan i Spas. Har Du noget imod det? Sara. Hvor skulde jeg det. Den stakkars Frue trænger vist saa haardt til Trøst og Opmuntring. Hegge. Spydig? - Naa naa naa, jag nu ikke din Fantasi op paa dette. Det blir tilslut en hel melankolsk Hi- storie om, hvorlunde Du sad og ventede, medens Man- den, hin falske, vandrede dernede i Maaneskinnet . . . Kunde Du ikke drage lidt paa Smilebaandet - hvad? (Tar hende under Hagen.) Sara. Du skulde lade Dig nøie med, at Du gjorde Lykke hos Fru Molly, synes jeg. Hegge. For en Tone - for en Tone . . . Værre end . . . Rent ud sagt, Du, saa er jeg vant til at styre min fri Vei selv. Sara. Aa Gud, Karsten, skulde jeg vel tvile paa Dig - - blot tænke saadan - nogengang - Men den blev mig saa modbydelig denne Parfum af hendes Hanske - at vide den hos Dig! Hegge. Jeg vil ha Ret til at bære mig ad, som jeg selv fin- der passende uden først at spørge hjemme om Fruens Mening. Overhovedet, saadan en Konemand, - der er ikke rigtig Stof i mig til den Slags. Sara. Naar har jeg gjort nogen Bemærkning ved din Maade at være paa, Karsten, - bare beundret. SIDE: 475 Hegge. Men nu - nu - kan vi pludselig ikke begribe . . . Sara. Det piner mig, - vil ikke rigtig gaa ned . . . (grub- lende hen for sig) - Og saa tog Du Hansken fra hende? Hegge. I Spøg naturligvis . . . (Rasende:) Fanden, at Du ikke kan forstaa det . . . I Spøg . . . I Spøg, - kan Du høre . . . Jeg overmandede ikke Mennesket . . . Huh! - at én virkelig skal være udsat for sligt taabeligt Forhør i sit eget Hus . . . Sara. Den Hansken er saa nok for mig. Hegge. Kjære Sara, hør nu lidt rolig og forstandigt paa mig. Forstaar Du ikke, at man i Spøg kan nappe en Hanske, som stikker ud af Muffen, - især om man har en Tanke paa at faa hende til at huske noget . . . Naa, - se det er hele Forfærdelsen, - hele Høitide- ligheden. - Et tragisk blegt Ansigt! Jeg havde saamæn glemt det hele, jeg . . . Fru Molly faar naturligvis Han- sken sin igjen saa fort, som hun kommer. Den kan ligge der paa Pulten. Sara. Hun kommer da hidned altsaa idag? Hegge. Sandsynligvis . . . Har Du noget derimod at ind- vende? Du ser Gudhjælpe mig ud, som Du ikke fatter, begriber endda! Sara. Jo-o, fuldkommen. SIDE: 476 Hegge. Hø-øh! - ret saa - galere og galere. Skal det kan- ske nu betyde, at jeg er blet hjemme her i Formid- dag for at vente paa Molly. Aa, saa Pokkeren . . . (Sam- ler nogle Papirer, kaster Overfrakken paa sig og griber Hatten.) - Skal jeg paa Kontoret, saa faar jeg afsted nu . . . (Hen til hende:) - Søte, søte Ungen min, Du skjønner nu vel, at Du er rent vild paa Kareten i dette . . . He, he, Eros i det daglige Liv, Du - -. Og nu vil vi ikke ha mere af det Sludder. Jeg sælger Dig ikke for ti Mollyer, véd Du . . . (I Døren:) Adiø - og hils fra mig til Finne. (Med et Indfald:) Kanske han spiser Middag med os, - det var en Idé? - Adiø, Bar- net mit. (Ud i Travlhed.) Sara (blir siddende og stirre hen paa Hansken). Det er, som Varmen er i den endnu . . . som den lever . . . (Efter et Ophold.) Den stygge, stygge Hansken . . . Den stygge . . . (Teppet falder.) (Samme Værelse. Tidlig Søndag Formiddag. Papirerne er ryddet tilside paa Pulten. Der høres Klokkeringning i det fjerne.) (Karsten Hegge i Skjorteærmer, hvid Vest og graa Ben- klæder.) Sara (afværger med udstrakte Arme, at Karsten ser ud af Vinduet). Hvad vædder du, Karsten, - Bedstemor kommer idag. Nei, Du faar ikke se ud. Naa, hvad vædder Du, Mand? SIDE: 477 Hegge (fløiter). Jeg er fiffigere end som saa. Sara. Hvad vædder Du, siger jeg. Ja eller nei. Hegge. Du mener mindst en Ring eller en Brystnaal, om jeg taber. Sara (halvt nynner). "Sju Skibe udi Østersjøen, dem vil jeg give Dig" . . . Jeg kan altid sætte op noget imod, ser Du. Hegge. Tak, som jeg kanske ogsaa faar betale. Sara. Ja naturligvis, - hvor skulde det ellers dale ned fra? - Naa? - kommer Bedstemor . . . Nei, nei, ikke til Vinduet! (Med Armene ud for ham.) Hegge. Nei. Sara. Og jeg siger jo. Og jeg skal sige Dig Grunden ogsaa. Jeg sa hende ude paa Berg i Onsdags, at jeg vilde til Kirke idag. Og da kan Du være sikker! Hun umager sig hverken for min Skyld eller for din Skyld ud saa tidligdags. Men, naar jeg er til Kirke, véd hun, at hun kan faa være alene derinde hos lille Nils og snakke og stelle for ham. Kunde Lillegut bare forstaa alt det, hun siger! . . . Det er han, som trækker . . . Og nu Du - (drager ham ved Haanden med til Vinduet.) - Kan Du se Bedstemors Baad lige ved Bryggen? Altsaa, min Ven, heraus med noget, jeg liker. SIDE: 478 Hegge. Saa ja, sig bare, hvad det skal koste omtrent. Sara. Bare lidt Hovedbrud, Vennen min, - noget, som fortæller mig, at Du holder af mig. Du var saa mage- løs til at gjætte før, - finde paa akkurat det, jeg havde Lyst paa. Jeg forsikkrer Dig, jeg kunde leve bare af sligt som et Esel af Tidsler, - bare Blyanten min, som Du skar til og spidsede for mig, om Du vidste, hvor jeg sparer paa den. Hegge. Jaja, hvad skal jeg nu skjære til, - en rød Blyant - eller en blaa - Sara (ved Vinduet). Underlig saadan en høstlig blank Søndagsmorgen, Du - Værftet saa folketomt og stille. - - - Og der ror Bedstemors Baad tilbage. Det vil sige, at hun først vil hentes iaften det. Hegge. Huf ja, alt det gode Hode hun bruger paa at sno og bugte sig frem, om Veien er aldrig saa bén! Jeg kan ikke dy mig for at snakke fra, endda jeg altid angrer det, for jeg ser, det biter hende. Sara. Du vil da vel ikke opdrage din gamle prægtige Mor om igjen. Det er saa galt, Karsten, det skiller hende fra Dig mere, end Du tror. Og hun gjør det bare finere næste Gang . . . (lytter.) Der hører jeg hende! (Karsten skynder sig ud i Entréen og fører Bedstemor Hegge ind.) Hegge. God Dag, God Dag, Mor! SIDE: 479 Bedstemor (stakaandet, buser ud af sine Tanker). Er det ikke mærkeligt, Dere, - alle Mennesker saa har de Næsen midt i Ansigtet og Hagen og Munden under og Øinene paa begge Sider - alt placeret paa samme Vis, - og alligevel er der ikke to Mennesker, som er lige. De er saa forskjellige, at vi rent forun- drer os, bare to ligner hinanden. Det er nu Dig, Kar- sten og din Far, - jeg kom rigtig til at tænke paa det derude paa Vandet i Anledning af lille Nils, det er Bedstefaren i Gemyttet, naar han ligesom spekulerer paa at gjøre os et Peg, men ellers efter Øinene og Trækkene bare Saras Familie. Hegge. Det var morsomt, Du kom, Mor! - Jeg havde ikke tænkt det efter, hvad Du sa i Onsdags; men saa saa vi Baaden derude. Bedstemor. Aa, jeg skal rigtig sige Dig, Karsten, der paakom mig slig Trang til at gaa i Kirke idag. Det er netop i denne Uge fem og tredive Aar, siden din Far kjøbte Berg. Og saa har det jo gaat godt, som jeg har al Grund til at takke Vorherre for baade i al hans Tid - om vi end havde de svære Aar ja, da alle Fragterne slog feil (bittert opblussende) - aa ja, var det endda det værste! - (Sukker og puster det fra sig.) - Og saa i min Tid ja, - Gud være lovet . . . Ta af mig Sjalet, Karsten . . . Det Wienersjal fik jeg af din Far Aaret efter . . . nei før . . . (Sint.) Aah, jeg husker det ikke. Det ser ikke ud paa nogen Ting, som Du mener Dig til Kirke, Sara. Jeg saa hverken Hest eller Anstalter der- udenfor heller. Jeg maa sige, jeg stolede paa, at jeg skulde faa Følge jeg efter, hvad Du sa saa bestemt ude hos mig. Sara. Jo, Bedstemor; men det er bare lidt for tidlig at reise endnu. SIDE: 480 Bedstemor. Saa, saa - - - Hyhh, - hy-h-yh . . . (vifter sig med Lommetørklædet.) - Aa, bring mig en Stol, Karsten, jeg blir saa svimmel. (Sætter sig tilrette i Stolen.) Det er nok det, at én blir for gammel ja - og ikke taaler at røre sig, - og jeg har vel gjort formeget af det idag . . . og - og . . . én glemmer altid dette med Kræfterne ja. Hegge. Hvad vil Du ha, Mor? Bedstemor. Ingenting, ingenting, Gutten min, - det bedste for mig er bestandig ingenting, det er saa sikkert det. Det er saa godt at vide, at Du, Sara gaar i Kirke. Saa, om jeg ikke rækker til det nu idag, som jeg ikke gjør, - ak ja, Kræfterne - Kræfterne . . . saa blir det dog ikke forsømt. Det er saadant Eksempel for Arbeiderne paa Værftet, - bare deres Skyldighed, som er øverste foresatte. Hegge. Uf, - jeg gaar ind og klæder mig. Bedstemor. Gik Karsten? . . . Han blev ligesom i slet Humør, synes jeg. (Ser betænkt paa Sara.) - Du Sara, - mens vi er alene, skulde det staa om en eller anden Reg- ning Du, som han blir for grætten for og helst ikke skal vide om, saa har Du mig i Baghaand, véd Du, - - om den ikke er for stor da. Og saa kunde Du jo faa det saa til, at lille Nils blev over ude paa Berg en Dags Tid eller to ad Gangen (ler) for at passe Bedste- mor. Jeg skulde nok stelle med Gutten, - og saa skulde han jo ha et Silketeppe paa Vognen sin. Sara (smilende). Du skal ha Tak, Bedstemor, - naar jeg nogengang faar saadan Regning - SIDE: 481 Bedstemor (urolig). Er han kanske heller sliphændt med Penge, Du? Sara. Nei, Du kan trøste Dig, Bedstemor, han er nok saa kneben, vil nok saa nødig ud med Penge. Det er altid Forretningen, som sluger. Bedstemor. Jaja, Gudskelov! - saadan i det store taget da, - i det smaa daglige saa . . . Jeg skal sige Dig, Sara, - og jeg har Erfaring ja . . . En Kone maa lære sig til at lirke, - én kommer længst med det - ikke la Man- den mærke formeget, hvad én vil, især aldrig sige ham imod. Han vil vide, at han holder Tømmerne, ser Du. Sara (ler). Jeg kan ikke for det, Bedstemor, jeg ser bare saa tydelig for mig, hvorledes disse gravitetiske Mændene er blet kjørte i fordums Dage. Og slige selvstændige høie Miner de har sat under Kjøringen. Bedstemor (nikker). Naar Konen var klog nok ja, - ellers (ryster og rok- ker paa Hodet) - ellers . . . Sara. Karsten og jeg vi snakker nu lige ud vi. Bedstemor. De vil ha det til at være saa anderledes nu, ja - -. Saa for høit og for store Vinduer for mig - for at være Hus og Hjem rigtig. Saadan ligesom for aabent og formegen Luft. En kunde ikke rigtig høre Rokken sin her med Hushygge. SIDE: 482 Sara (omfavner hende). Bedstemor, Bedstemor, Du skulde vide, hvorledes Rokken snurrer her hos os. Det er morsomt at leve, Bedstemor, - Karsten og jeg Du! - det er, som det synger i hele Huset, naar han kommer. Bedstemor. Siger Du det - jaja, jaja. Jeg er nok som en gam- mel forgjemt Sneugle jeg, som ikke rigtig taaler Lyset og trives bedst i de smaa lune Værelserne mine ude paa Berg . . . (Mumler betænkt.) Men nogetsteds maa de vel ha sine Kroge nu ogsaa - Mennesker er Menne- sker - -. Du Sara, - og der har aldrig endnu været nogenslags Uhygge mellem Jer? Sara. Aa jo, én Gang, én eneste, jeg var dum, - virkelig taabelig iversyg, Bedstemor. Bedstemor. Aah saa - Du var - -. Jeg skal sige Dig, det fornuftigste, en Kone kan gjøre, er at lukke baade Øine og Tanke paa den Kant, saa hjælper Vorherre én nok igjennem. Sara. Paa den Kant? - paa den Kant! - Nei, vi faar da være trygge paa hinanden, ellers var jo hele Spillet ude. Bedstemor. Jajaja, - det er saa let sagt. Jeg siger Gudskelov jeg, - hvad skulde det blet, om én ikke havde holdt sig til den, som gjør Mirakler. For Sorgen blir én ikke spart, nei. Men det er saa anderledes Tider nu; én hører baade om den og den, som tar sit Mon igjen. Før maatte de krybe sammen i et Musehul og gjemme baade Sorgen og Skammen. Hjortetak og Hofman ja . . . SIDE: 483 Sara. Det er da Ting, én ikke kunde bære; men hvor der ikke er Kjærlighed saa - Bedstemor (inde i sit). Jeg skal sige Dig noget, Sara. Vorherre har de nu havt travlt med at afsætte i al min Tid. Men jeg me- ner, at kan han gjøre saa ubegribelig en Ting som et Menneske, saa faar han saamæn ogsaa ud med de Mirakler, som hører til for hvert af dem. For nei- mæn, om vi er født hverken i snesevis eller dusinvis . . . (Reiser sig urolig.) Jeg vil ind i Sovekammeret og se til lille Nils, jeg Du . . . (Halvt for sig.) Han er nu det, jeg har faat ud af det hele. (Rokker indover til Side- værelset fulgt af Sara.) Jeg siger Dig Farvel nu. Det er gamle Fru Scharfenbergs Geburtsdag idag, og da véd jeg, hun venter mig til Middag med fine Kjødboller i Grønkaal og Faaresteg med Tyttebær . . . (Hun høres derindefra:) Gud, Barnet ligger jo for aabent Vindu - i rent formegen Luft! . . . (Hegge kommer ind med et Slips i Haanden og gir sig til at knytte det foran Speilet. Lidt efter Sara ilsomt; hun er klædt til Kirke med Hat og høstlig Overtøi.) Sara. Farvel, Karsten, jeg er saa sent ude, jeg maa skynde mig. (Fra Døren.) Du kan tro, Bedstemor holder en Hu- skestue med Nils inde i Barnekammeret! Hun skal til Fru Scharfenberg til Middag, saameget Du véd det. (Ud.) Hegge (nikker fra Speilet). Farvel, Farvel, Ungen min! (vedbliver at knytte og rette paa Slipset.) (Det klinger af Telefonen i Væggen.) Hm, - fra Kontorbudet nu? - (gaar hen og ringer og lytter. Udbryder forbauset.) - Fra Konsul Ryving? - SIDE: 484 om Fruen er i Kirke? . . . (I Telefonen.) - Aa, - behag at gjenta . . . (Lytter.) - Jo, Konsul Ryving er paa Kontoret og spør efter min Kone - hvad vil han hende? Besynderligt! . . . (I Telefonen.) Svar Konsulen, at min Hustru er i Kirke - (lytter.) . . . Om Konsulen kan træffe mig alene hjemme? Det er ham magtpaa- liggende at faa en uforstyrret privat Samtale. (I Telefonen.) Værsaagod; jeg er til Tjeneste en Stund her nu, til Kirketiden er ude, da kjører vi i Visiter. (Ringer af.) Mærkeligt, han lader til først at ville forsikkre sig, at min Kone er ude . . . Om Molly naturligvis . . . (Hermer efter ham med et eget Tonefald.) "Han agter at forklare mig Stillingen," - renvaske sig og gjøre hende svart. Jo-o-oh . . . (kaster en Husfrak paa sig.) Faar byde en Cigar og la ham kjøre paa med sit Snak, - (tar frem en Kasse Cigarer og sætter paa Pulten) - og saa blideligen følge ham tildørs igjen. (Lukker op Sidedøren og iagttager ind igjennem Værelserne - - raaber:) Ja ja ja, Mor, ikke saa galt, Gutten vover sig fra Stol til Stol han . . . Støt ham ikke, Mor, - vi skal se, om han virkelig naar rundt Væggen paa det Vis . . . Bums der ligger han ja . . . Ja, der laa vi, Gutten min, - paa vor noksagt. (Gaar didind.) (Det ringer paa Entrédøren. Hegge komme hastig tilbage og lukker Døren efter sig. Slænger sig i en Stol. Det banker paa Døren.) Værsaagod . . . værsaagod! Ryving (en Herre i stengraa Sommerdres med Guldkjæde og Signet udenpaa Vesten og en elegant Stok med Guldknap træder ind i en vis Fart bukkende med Hatten i Haanden og samtidig speidende om sig). Undskyld . . . men tør man være absolut sikker - tryg for, at vor Samtale blir paa Tomandshaand? Man kan ikke være forsigtig nok i denne Tid, da Snak og Rygter siver saa flittig ud igjennem Væggene og for- kyndes med Trommeslag ude i Byen . . . Ja, egentlig ikke nærmest i min Interesse. SIDE: 485 Hegge. Vær saa artig at ta Plads, Konsul. Ryving. Egentlig ikke nærmest i min Interesse, bemærker jeg. Hegge. Her er ingen hjemme. Ellers lytter man ikke ved Dørene her i Huset. Ryving. Gudbevares - fy, - det gjør man naturligvis ikke hjemme i mit heller - vi er lige dydige vi . . . Ellers er det min Erfaring, at alle Mennesker lytter, naar deres Interesse tilgagns staar paa Spil, - og alle er de som gale efter Sladder, jo nederdrægtigere og lump- nere, desto mere velkomment. Naa ja. - (Sætter sig og vipper med Stokken.) Ellers som sagt, er det ikke netop for min Skyld, jeg - Hegge. Aa, genér Dem ikke - for min endnu mindre. Jeg véd ikke, at vi to har nogen Hemmeligheder sammen. Vi har egentlig ikke havt noget videre med hindanden at gjøre. Ryving. Ikke uden i Forretninger, nei - en og anden Kom- mission eller Ordre - Hegge. Og saa af og til klinket sammen i Selskaber i An- ledning af, at Deres Hustru er min Ungdomsveninde, Molly. Ryving. Fuldstændig præcist. Og saa, for at gaa lige paa Sa- gen, - De finder for godt at støtte min Hustru. SIDE: 486 Hegge. Hm . . . ja - og nei -. Kommer an paa, hvad der skal forstaas ved det at støtte. Ryving. De støtter min Hustru. De gjør hende det muligt at fremture med sine Bagtalelser mod mig, og alle disse Forvrængninger af vort Forhold, som trommes ud i Byen om Dagene. Hegge. Naa, - hun er min gode Ungdomsveninde . . . og, hvor jeg kan vise hende en liden Tjeneste, der - - jeg vil ikke fragaa det. Ryving. Det vil sige, overalt støder jeg paa Værftchef Hegge; hun disponerer over Advokatraad og feires med sepa- rate Indbydelser og Vogn fra Selskaber rundt om, - sande Demonstrationer imod hendes Mand. Hegge. Min kjære Konsul Ryving, der er saamæn intet at gjøre ved Byesmeningen, den er nu engang en fri Sag, kan ikke stoppes. Ryving (vipper hidsig med Stokken). Det er ikke min Anskuelse. Bymeningen kan stop- pes, saa fortrinlig stoppes - af den samme Mand, som sætter den igang. Hegge (reiser sig og skyver Stolen tilbage). Jeg tror, vi har talt nok om den Sag nu, Konsul Ryving. Er der noget andet, De vilde ha sagt mig. Ryving (blir siddende og vippe med Stokken. Bidende). Ja, jeg vilde saa gjerne, vi skulde bli enige, - fromt enige, før jeg tog den Hat der og gik. Det forekom mig, SIDE: 487 at De netop var saa venlig at spørge mig, om der var noget mere, jeg havde at sige Dem. Jo, der er noget mere. Og det er, at (truende:) bryder De ind i mit Hus, saa bryder jeg ind i Deres. Jeg har tilfældigvis Kopien af en Faktura med adskillige besynderlige Bilage for en vis Dame, som tidlig ivinter ekspederedes til Ame- rika gjennem vort Kontor i Hovedstaden. Hegge (kræmter hvast). Naa saa - Sladder . . . Ryving. Der laa blandt andet en Kvitance for betalt Logis over paa Holmen her i otte Dage for samme Dame. Datoen viste, at det var lige under sidste Jul. Og - undskyld, man blir jo en Smule videbegjærlig - og sligt morer én, som De véd. Og ved at forhøre og pumpe - ikke Madam Andersen, hun var taus som en Mur, det maa jeg lade hende; men tilfældigvis Tjenestepigen, - saa er jeg i Besiddelse af visse Op- lysninger om Værftschefens Ophold og Visiter der- over i de Dage, som - ikke netop vilde glæde Deres smukke Frue, om der tilfældigvis - - tilfældigvis - skulde komme noget ud. Hegge (oprørt). Jeg skal forsøge ikke at afbryde Dem, Konsul Ry- ving. Ryving. Indrømmer - indrømmer Dem fuldstændig, at udenfor det rene Nødværge er den Sort Vaaben alt an- det end fair play - vi kan ha vore Svagheder nogen hver, ja. Men, som Stillingen nu staar, saa - Hegge. Jeg er, sandt at sige, nysgjerrig efter at høre Dem tilende. Ellers skulde De faat Svaret straks. SIDE: 488 Ryving. . . . Men som Stillingen nu er, siger jeg, saa De som Byens Barn, dens mægtige Værftseier og meget mere har hele Opinionen i Lommen og lar den blaase over mig i mit eget Hus, - - saa, kort og godt, byr jeg lige for lige: Skandal hos mig - Skandal hos Dem . . . (Slaar ud med Stokken.) - Skal mit i Luften, saa skal Deres ryke med! Hegge. Har De nogengang lugtet til svi'd Horn, Konsul? - lugter ikke godt. Folk vil bare drage paa Næsen baade af Dem og Deres Historie. Ryving. Koster kun en liden uskyldig Indiskretion, - et lidet Brev uden Underskrift - Hegge. Væk med den Stokken, Mand! Ryving. Medmindre Hr. Hegge skulde finde det hensigts- mæssigt at sætte en Stopper for al denne sentimen- talt-barmhjertigt interesserede Skvalder, og overlade min Hustrus og mine Differentser til os selv. (Bukker og søger ud Døren.) Jeg er færdig - jeg er færdig - fuldstændig færdig . . . Hegge (følger efter ham mere og mere høirøstet). Og De indbilder Dem, at De kan komme hid - lige ind i min Stue og tvinge, tvinge mig, Karsten Hegge . . . Jaha, da kjendte De Manden. - - True mig! . . . Men det skal De vide, at, har jeg ikke støttet Molly før, saa gjør jeg det nu. (Sara kommer i Sidedøren reiseklædt fra Kirke, - stanser.) Jeg - trues til at svigte Molly, min Veninde gjennem mange Aar! Nei, Kon- sul Ryving, der skulde meget ryke, før jeg slap Taget SIDE: 489 nu. (Efter ham ud af Entrédøren.) De skal notere Datoen paa denne Søndag, - De skal se, det er den taabeligste Gang, De nogensinde har gaat, - og det vil sige me- get, véd De nok . . . Adiø, Hr. Konsul. (Idet han vender sig og træder indenfor Døren, faar han Øie paa Sara, der staar som forstenet.) Du der! . . . (Fatter sig.) Er Du alt kommet hjem? - Naa, saa kan vi la spænde for. Sara (mørkt optat, svarer ikke). Hegge. Naada, Du ser saa himmelfalden ud . . . Vi var jo enige om at kjøre ud. Sara (ryster paa Hodet). Jeg kjører ikke ud med Dig nu, Karsten. (Tar hastig Reisetøiet af.) Hegge. Du vil ikke være med? Sara (udstøder). Her er noget, - noget, jeg ikke skjønner . . . Hegge. Se saa, - man har hørt, opsnappet noget halvt . . . Konsul Ryving er høikrænket, kan Du vide, fordi der herfra Huset udgaar en Smule Sympathi for den stak- kars Konen hans. Sara (gaar pludselig hen og ser ham fast ind i Ansigtet). Faa mig til at begribe det, Karsten. Hvorfor er det, Du har slaat Dig paa, at ta Dig saa af Fru Ryving? Hegge. Hvorfor, - hvorfor? Fordi jeg synes Synd paa Men- nesket naturligvis. En Ungdomsveninde og saa videre. Og - man driver jo ud i det . . . SIDE: 490 Sara. Gid jeg forstod - gid jeg saa -. Der er noget i dette, hvor Du ligesom glipper for mig. Hegge. Haahaa, - er det Molly! - Er det virkelig muligt, at det Vrøvl igjen kan komme op i Dig? Véd Du hvad, Sara min, jeg trode virkelig, Du var for stolt, - alt for stolt - til at ville nedlade Dig til simpel smaaag- tig Jalousi . . . Og overhovedet, den Konkurrence med Molly, Du - - Sara. Aa, snak Dig ikke fra det. Hørte jeg ikke paa To- nen mod hendes Mand, hvordan Du er oppe i dette med hele din Lidenskab. Karsten, her er noget under, jeg ikke skal vide . . . som Du skjuler for mig - Hegge (nærmer sig). Kjære Sara, indser Du ikke, at Du hidser Dig al- deles vanvittig op. Sara (skyver imod ham med Haanden). Nei, nei, nei, der er kommet noget imellem os . . . jeg skjønner det bare ikke. Hegge. Hvem Pokker siger ogsaa, at Du netop skal begribe alt! Sara (pint). Der er kommet en Tvil over mig. Gaar jeg her og lever bare paa Fantasi - som i en Taage . . . (Med et Udbrud.) Har jeg Dig helt? - jeg er blet saa angst - Hegge. Helt - helt - hvad forstaar Du ved helt! Jeg blir s'gu retnu kjed af at staa her og greie ud Naragtig- SIDE: 491 heder. - Helt? - har man hørt sligt, - sligt hyper- idealistisk Snak . . . helt - med Hat og Støvler, som Du skulde ha slugt mig . . . Næ-i, Du har mig ikke helt. Er det Ting, som ikke hver Mand skal vide, Du mener, saa har jeg Hylderne fulde af dem nede i For- retningen. Konen skulde kanske krybe om i Kontor- skufferne. Sara. Du blir saa overdreven. Jeg føler det, ser det paa Dig, - der er noget, Du ikke vil svare paa, - vil undaf. Aa, Karsten, jeg kan næsten ikke sige det. Der er nu vel ikke nogen dybere Følelse under med Molly. Hegge (gaar om og knepser i Fingrene og fløiter). Bedre og bedre - Heisan . . . (Halvt hen for sig.) Og saa Konsulen . . . (Vender sig til Sara.) Kjære, søde, dei- lige Sara min, jeg holder tusinde Gange mere af Dig endda, end da jeg gik og fri'de. Aa, Du skjønner det, - Du véd det nok. Se nu op, hører Du - Sara. Jeg har aldrig spurgt Dig ud om dit Liv, før vi blev gifte, Karsten, saa gjerne jeg vilde vide alt, alt om Dig . . . og saa underlig det altid drager mig for hvert Skjær af Lys, jeg faar paa det. Men fra den Dag, det blev saa, at det bare var os to og ingen anden, begyndte en ny Verden for mig. Og tænker Du, det gik saa uden Strid, Karsten! - Aa nei, - det er ikke længer Far og Mor, som tilser, at én ikke gaar hen og forliber sig i Daarskab; - vi er noksaa rædde, Du, prøver os noksaa meget, før vi gir vor Følelse hen . . . Og, naar Du vidste, hvordan jeg stred i Angst for mig selv, - og saa, eftersom jeg blev tryg paa Dig, kjendte Vis- heden randt indover mig med en ufattelig Lykke, - det, at vi eiede hinanden helt - tilbunds - Du og jeg. Vi behøvede blot at hviske til hinanden og havde intet, intet at skjule. Der behøvedes ingen kunstig Tale, in- gen anstrengt Lystighed for mig, Karsten. SIDE: 492 Hegge (med Følelse). Sara, - skræm mig ikke. Jeg siger Dig, jeg elsker Dig. Jeg hader at være pathetisk, men tør nok klemme i med, at det er saameget, som jeg har Natur til ial- fald, og det er ikke lidt, Sara! - Saa hør da, vil Du ikke høre mig . . . Sara. Jeg har været hyperidealistisk ja, nu forstaar jeg, hvad Du mener med det. Din dybeste Fortrolighed har jeg kanske aldrig havt! Hegge. Dette begynder at stige noget høit det. Det - det -. Min Fortrolighed, hø, - Du er ganske paa Vildspor. Fehl geschossen . . . Lidt Væv og Spaseri med Molly, - hun er jo slig. Fortrolig - fortrolig - hø hø hø hø . . . Kjære Dig, om jeg nu betrode Dig noget saadant hyggeligt, Du, - noget for Eksempel som, at jeg var fallit . . . Sara. Er Du det, Karsten, saa vær vis, jeg skal være det med. Hegge. Jeg kan forresten trøste Dig med, at jeg har et hel- digt Aar for Værftet, - saa for den Sags Skyld - (Staar overveiende.) - Du skal ellers vel betænke, Sara, at der ikke er saamange Fruentimmer, som er skik- ket til at bære det, man i Hjertet kanske helst ønskede at indvie dem i. Der er Ting, de ikke har Betingelser for at forstaa. Der er nu engang Forskjel mellem Mandfolk og Fruentimmer. Sara (opmærksom). Du mener da vel ikke, at jeg ikke kan være Dig en jevngod Ven - helt. SIDE: 493 Hegge (resolut). Nuvel Sara, - det er det, en Mand helst kan ønske og i Stilhed sukker efter, at ha en Ven i sin Hustru, som han kan indvie i sit Liv - tilbunds. Sara. Gud, Karsten, her staar én, som bare tigger om at faa slippe ind til Dig! Hegge (varsomt prøvende). Naar Manden ikke tør gi sin Fortrolighed, saa er det naturligvis, fordi det, han har at betro, ikke netop er af de bra Ting - fordi han véd, det maa støde hendes Følelse - stærkt - Sara. Kom hid, min Ven! Sæt Dig hos mig. Tal, tal . . . Skjul ikke noget. Skaan mig ikke, - om det gjør al- drig saa ondt. Det er Livet for mig, Karsten, om jeg har Dig helt, uden Skygge af Tvil. Hegge. Naar jeg fortæller Dig, at det var en Dame - Sara. Jeg siger Dig jo tal, tal min Ven. Hegge. Hun satte op Hatte, Damehatte, og havde en Butik for Pynt og sligt. Jeg gjorde hendes Bekjendtskab før din Tid ombord i en af Fjorddamperne. Og bagefter mødtes vi da. Hun var en pen Pige. Der var noget ualmindeligt ved hende . . . Sara. Nei, tal ikke om, hvordan hun saa ud, jeg vil saa nødig faa hende ind i Hodet. Bare - var hun mørk eller blond? SIDE: 494 Hegge. Aldeles lyst Haar. - Kun maa Du vide for, hvad der kommer siden, at hun havde lige saa stærk Villie - og et overordentligt Næringsvet - og var lige saa ihærdig til at holde fast, som hun var koket. Naa, kort og godt, jeg brød tilslut med hende, - maatte formelig kjøbe mig fra hende med en liden Kapital, saa hun kunde oprette en Forretning inde i - Sara. Sig mig ikke hvor heller, - saa er Du snil, Karsten . . . Og Du bryr Dig ikke mere om hende? - tænker ikke mere paa hende? Du forsikkrer mig det, slig - Haand i Haand, Øie til Øie? . . . Saa skal det ikke være noget for mig heller. Gudskelov Du, fordi jeg ikke fik vide det ringeste om hendes Udseende - uden saadant alt- for lyst Bondehaar. Hegge (betænker sig). Det er ikke slut endnu, Sara. Du maa belave Dig paa det, Du kanske vil ta dig mere nær af. Nu kom- mer det just an paa, om Du vil og kan være den Hustru, jeg trænger, være min Ven, - jeg havde nær sagt forfremmes til min Kammerat - jeg mener for Alvor, med din Kjærlighed i Behold, opta et mørkt Punkt af mit Liv . . . Kan Du ikke, - tror Du ikke, Du kan det, saa skal jeg ikke . . . Sara. Hvad kan Du mene? Du forfærder mig - - Aa jeg forstaar. Du har - Du har - et Barn at ansvare. Saa vist skal det bli vort, om det er det, Du vil. Hegge. Aa nei, heldigvis ikke fuldt saa galt; - men galt, tilgagns galt alligevel. Jeg maa vide, Du tilgir mig - paa Forhaand. Gjør Du det, Sara? SIDE: 495 Sara. Ja, Vennen min, hvor skulde Du tale trygt uden her. Hegge. Naa ja, hun gjorde fallit, spillede op i den By. Og før Jul kom hun reisende hid. Sara (skriger). Hid - hid til vor By! Hegge. Ja, tog Logis over paa Holmen. Hun vilde ha nye Midler til at reise til Amerika for. Blev boende her en halvanden Uges Tid - og, - ja, nu faar Du bære det. Der hænger jo altid Traade ved saadant gammelt - og saa var jeg ikke nok paa min Post og - ta det nu med Forstand, - det har intet med Hjerte eller Følelse at gjøre, intetsomhelst - ja, - jeg maa er- kjende, jeg - Forholdet blev paa en Maade fortsat - Sara (stirrer hjælpeløs paa ham, - med sagte bristende Stemme). Var det i de Dage lige før Jul, Du var fraværende saalænge i Forretninger henne i Udhavnen. Hegge (tier). Sara. Og Du sendte mig alle de Blyanthilsener med Fi- skerne - Hegge (bøier Hodet). Sara (bedende, jamrende). Sig, det ikke er sandt - aa, sig, det ikke er sandt. SIDE: 496 Hegge. Ja stakkar, stakkar. Jeg forstaar jo, det er ikke saa let at ta det. Sara. Aa, vær barmhjertig . . . Hvorfor træder Du mig ikke ned med en Gang. Træd mig ned, træd mig ned . . . (Kaster sig i Fortvilelse paa Chaiselonguen -) Afsky- eligt! - Afskyeligt! - Hegge. Stakkars, jeg maa gi Dig Tid . . . (Tar og løfter paa hendes Haand.) Se bare lidt op paa mig, Sara, - bare lidt, hører Du, - saa jeg kan vide, Du virkelig holder det, Du lovede mig . . . Vil Du ikke ta mig i Haanden engang? Du véd nok den, som tig- ger. Jeg taaler ikke at miste et Fnug af Dig. Vær ikke saa fortvilet, jeg aarker det ikke, holder det ikke ud. Vil Du ikke vende Dig om til mig. (Staar og stirrer.) - Det har været formeget for hende, stakkar! . . . Aa, hvor nødig, - nødig jeg vilde ha gjort Dig Sorg, - akkurat den i Verden, jeg vilde ha baaret paa Hænderne. (Sætter sig med Haanden for Øinene kjæmpende med Graa- den.) . . . Havde jeg tænkt, havde jeg anet . . . Slip mig ikke, - bare ikke slip mig, Sara . . . Rui- nér ikke det gode, Du har begyndt i mig - - - (Brudt i voldsom Graad over hende.) Min Sommerfugl, har jeg dræbt Dig, har jeg dræbt Dig! Sara (reiser sig paa Albuen, sagte). Det er saa bittert . . . bittert . . . at føle, at jeg maa holde af Dig, enten jeg vil eller ei. Hegge. Du vil prøve at tilgi mig, Sara? . . . række mig lidt af Haanden ialfald? Du skal nok se, - bare, bare Du ikke vil slippe mig! . . . Aa, kunde jeg gjøre det SIDE: 497 ugjort. Betænk, jeg har ikke følt, ikke forstaat, - er ikke opdraget som Du. Du siger ikke noget. Men vi to, Du, - slig ordentlig sammen . . . Sara. Javist, javist . . . det er bare saa . . . jeg maa bare faa - (trykker ham fra sig) . . . Og det var i Dagene før Jul - Nei det er ingenting, det er ingenting, - bare Hodet mit, som - - medens - medens jeg . . . (Krammer Hænderne nervøst.) Hegge. Aa, kom ind til mig . . . Lovede Du mig ikke, Sara? Sara (hult). Joho-o- Joho-o- Hegge (i Sindsoprør, med Tyngde). Jeg gav Dig en Mands Oprigtighed, Sara! - (be- dende) lad mig ikke angre det, - føle, at Du alligevel bare er som de andre Fruentimmer. Sara (anstrengt). Nei, nei, jeg skal - Hegge. Min stolte, prægtige, deilige Sara. Om Du vidste, hvad Du gir mig nu, - hvordan Du grundfæster Dig hos mig. Aldrig - aldrig skal jeg glemme Dig, at Du var saa stor, at Du kunde ta dette. Du maa tro, der er ikke mange Koner, som stod den Prøven . . . Men saa er Du nu ogsaa blet det for mig, som -. Vi vil staa anderledes tæt sammen herefter, Du. (Gaar bevæget frem og tilbage paa Gulvet og stryger hende af og til over Haaret . . .) (Stanser og puster ud.) Husch ja, - det var en Operation! - - Nu har jeg en ganske anden Kone jeg . . . Hvor dumme Folk kan være, at de ikke skjønner det. Jeg SIDE: 498 er igrunden saa glad og lettet, at jeg kunde baade ply- stre og synge. Jeg siger Dig, Sara, jeg har vundet mig baade Hu- stru og Kammerat idag. Aldrig har vi havt det slig mellem os. For mig blir dette Hus nu som skuret og feiet og nyt! Sara (dumpt med en afværgende Gestus). Og for mig . . . (Teppet falder.) (Dagligstue hos Værftseier Hegge. I Baggrunden en Dob- beltdør ud til Entréen. Paa venstre Væg en Kamin med to, tre lave magelige Pudestole foran og nærmere Tilskuerne en Dør med Portierer ind til den øvrige Leilighed. Til høire et stort Vindu. Et Blomsterbord foran det med grønne Plan- ter og et Fuglebur. Paa skraa ved Vinduet et Sybord, hvor- paa Sytøi, med Stol foran og Fodpude. Fremme paa Gulvet et ovalt Bord med Teppe, Lænestole om og en Chaiselongue skraat paa den ene Side. Et Piano med Nodehylde i Bag- grunden, Sofa etc. Ellers lunt og komfortabelt udstyret.) Sara (staar og hænger et grønt Klæde over Buret, hvori Kanari- fuglen). Aa, gamle Jon, Du piner mig. Du har faat noget saa skjærende og skingrende i Trillen . . . (I Tanker.) At jeg aldrig kan komme bort fra dette! . . . Og det, mens jeg - - (Det ringer paa Entréen.) Hys . . . (lytter, skynder sig og tar Sømmen) - vi maa ikke la os mærke med, at vi ikke kan bære det, Jon . . . Fru Jutta Høegh (viser sig i Døren og klapper i Hænderne). Endelig har vi da faat arrangeret Bazaren, Fru Hegge . . . Jo - med alskens List og Stræv, saa gaar SIDE: 499 det. Alle de Hjul og Indflydelser, som der har været sat igang! - Naa ja, Bazaren blir af den. Og saa er der bare den lille Ting igjen at faa hele Byen sat paa Ende - -. Det maa bli Generalmorro - Trrrr . . . (Med en Gestus, som hun trommer en Hvirvel.) Sara (ler). Uf ja, nei den, som havde slig Lyst bestandig som De. Fru Jutta. Naa! - var det nogetsteds, jeg tænkte at finde Lom- men proppet med Humør, saa var det rigtignok her hos den unge Fru Hegge. Det er derfor, jeg kom hid allerførst, for at faa Dem med. Jeg har aldrig set Dem andet end lystig for mine Øine. Sara. Saadan en fremmed paa Stedet, som jeg, - saa li- det inde i Forholdene. Fru Jutta. Da er saamæn jeg inde i dem, jeg - saa tilbunds, forsikkrer jeg Dem, som De kan be Himlen om aldrig at komme, - saa jeg skal nok vise Dem Traadene, hvorefter hver skal trækkes. De har en Traad alle- sammen - (gjør en Gestus, som hun trækker i en Ledde- mand) - nik - nik. - Men Tingen er, at vi andre har halet og draget saa mange Gange i dem, at de blir altid vanskeligere at faa Nap i. Men De, som er ny og unbefangen, og som ingen mistænker, - en Frue saa- dan stillet, at alle vil føle sig smigret, - De kan trække som i et Brøndtaug op alt, hvad De vil . . . De første, som skal ha Voksnæser paa, er Mændene, forstaar De, - men de kan desværre ikke udstilles . . . Stor Synd - stor Synd - Sara. Og det er Dem, som har sligt Herrevælde, at intet kan bli af her i Byen, uden De er i Spidsen. SIDE: 500 Fru Jutta. Bare sandt - Trrrr . . . (Med Gesten, som hun trommer op igjen.) - Naar intet andet nytter, og jeg trommer op saadan med Glans for en ældre Herre og Magt- haver, saa falder Jerikos Mure. Det er ufeilbarlig det, - bare, at det ikke lar sig gjøre opigjen mere end ti Gange for samme Person. Det er derfor, jeg nu er ude og hverver ny Trommeslager, forstaar De, en ung, ly- stig, rask én, som kan ta det op, og derfor lar jeg Dem kige lidt ind i Maskineriet. Aa, De kan tro, der er Oplevelser iblandt, saa én gjerne kunde dø af Moro. Og saa gjælder det at faa skabt og sætte sammen Tom- bola og Marked med vore Fifdamer i Boderne, - Ma- skerade - Theater, - saadan rigtig hei Karoussel paa al Vis! Man faar lægge sit hele Menneske til, skal det bli noget. Sara. Jeg blir ganske bange for, at jeg skal komme ind i Deres Karoussel. Fru Jutta. Og ta de reputerlige Husfædre med Storm, ja - og Erobringer saa mange paa én Dag, som Asparges paa en Tallerken. Vi regner paa Dem, Fru Hegge. Saa har vi et lidet Skuespil paa Stabelen, denne Farcen, De véd, Sjøkapteinen, som kommer hjem til Hustruen med alt andet end den bedste Samvittighed. Gruelig kvikt, hvordan hun behandler ham! . . . Jeg har tat med den flatterende hvide Paryk, hun maa ha, husker De, for at friste Dem. (Kaster en Væske hen paa en Stol.) - Kunde ikke De ta Konens Rolle? Sara. Aa nei, nei, - umuligt . . . (Med et Udbrud.) Det op- rører mig - hele Emnet! - (Tar sig igjen.) - Og des- uden, Fru Høegh, jeg forsikkrer Dem, - jeg hjemme- fra! - jeg kom ikke til at gjøre andet end at telefonere hele Dagen og høre efter Karsten og Lillegut. Jeg SIDE: 501 skal sige Dem, jeg skjønner, jeg har absolut min Plads mellem dem, som skal narres og gi Bidrag. Sig bare, hvormeget, De finder er passende, saa skal jeg nok tale med Karsten om det. (Urolig.) De saa ham vel ikke nu, da De gik forbi Kontoret? - han lovede mig saa vist, at han skulde komme op en Trip ved denne Tid i Eftermiddag. Fru Jutta. Omforladelse - mange Gange Omforladelse . . . Jo, jeg er nok snublet net i det! - Ikke faldt det mig med en Tanke ind, at I endnu skulde være to slige Turtelduer. Neimæn, om jeg da vil forstyrre Jers Fred, - saalænge den varer. Tænk, næsten to Aar! - Man skal ikke forarge de uskyldige, siger jeg. Gud, trække en kurrende Due ud paa Bazarsjau. Det er Papagøier og Snakketøi, som skal til der - - (Reiser sig hastig.) - Trrrr. (Med Gesten.) . . . Ja, mit støiende Tog drager videre det . . . (Tager pludselig i Graad om Sara og kysser hende.) Naa jaja, jeg trommer afsted om i Byen, jeg - (Som hun gaar i Oprør uden at se sig om.) Uforskammet troskyldig Opdragelse! Sara (kaster sig heftig hen paa Sofaen). Bedstemor Hegge (ind fra Sidedøren og farer nysgjerrig hen til Vinduet). Saa det var Fru Høegh det? - Fru Fygiby . . . Hvad var det, hun vilde, Du? . . . (vender sig.) Men, hvad feiler Dig Sara? Sara. Bare lidt Hodepine, Bedstemor. Bedstemor (gaar om og pusler). Idag strakte han begge Armene ud, da Bedstemor kom . . . Og nu sover han saa godt saa. Vi snuser med SIDE: 502 Næsen vor i Puden ja - saa godt, sa'n - -. Nei, ligger ikke Væsken hendes igjen her . . . (Kiger ned i den, tar op og beser.) - Naa, her findes nok meget og mangt - Gudhjælpe mig, en hvid Fruentimmerparyk! Sara. Det er til et Theaterstykke, som skal spilles paa Ba- zaren. Bedstemor (graver nedi og tar op af Posen). . . . Og Pudder de riz . . . og en kullet Kork . . . Sara (bittert). Ja, hun skal først bli hvid som et Lig, Konen i Styk- ket, - det gjør de med Pudder og Paryk, - og saa indtagende og forførende, - og da smør hun Øien- brynene med brændt Kork og sværter under . . . (Rei- ser sig paa Albuen og udstøder.) Han har bedraget hende, Bedstemor! Bedstemor. Aa ja ja, - det er saa lidt for en Mand, - for Konen er det alt. Sara (ophidset). Hun tar det friskt op hun, - gjør sig mystisk for ham og koketterer med andre. Bedstemor. Paa Theatret ja; én smør Sorgen paa sig og smør Sorgen af sig - Sara (stigende optaget). Og saa begynder Komedien. Nu blir det plud- selig han, som gaar der paa Livet og sveder over, om han har mistet hende, - over sit Huses Renom- mée, - og om det kanske ikke er hans Barn engang - (haanligt leende) - Og over sin Ære, Bedstemor! . . . SIDE: 503 Bedstemor. Jajaja, hun piner ham, piner ham. Det maa jeg sige, er et godt Stykke. Jamæn er Kunsten nyttig, sig andet! Sara. Og tilslut blir han saa klog baade paa Troskab og Kjærlighed. Bedstemor. Men Du skulde ikke ærte op Hodepinen din og ligge og spekulere paa sligt, Sara. Jajaja, - saa mangen en Gang Rokken har snurret, mens der er grundet paa de Ting -. Men Nilsemand da! . . . (gaar ud.) Hegge (kommer, slænger endel Papirer hen paa Bordet og sætter Hatten af paa dem). (Sara reiser sig imod ham). Faat store Bestillinger idag, - gjort en god Forret- ning - Jansen men begriber intet - in- genting, før man selv -. Bare fortæl mig, Karsten, - Fru Høegh, hvad er det med hende? Hegge. Med hende? hvor kan jeg vide det. Hun løber vel om for denne Bazaren nu. SIDE: 504 Sara. Jeg er bange, hun løber for Sorg og Ulykke, jeg. Hegge. Hun? - Fru Immerlystig - ulykkelig? - - Hun har ialfald en bra Mand - sjelden Mand - hyggelig og prægtig. Og staar sig udmærket godt. Jaja, en Smule Galantuomo, siger de. Men ikke Spor af egent- lig Forgaaelse . . . (Eftertænksom, idet han bruger Tand- stikkeren.) Der var noget med en Sangerinde for et Par Aar siden ja. Han er noget af en Artist, lidt kunst- nergal og gjerne med ved Triumfvognen. Men det bryr hun sig saamæn ikke farlig om. Fornuftigere end som saa . . . Sara. Fornuftigere end som saa . . . Fornuftigere end som saa . . . (Lidenskabeligt.) Gud, er vi fornuftige, Karsten! Hegge. Haaber det ja. Trode ikke, en Kone tog nogen Skade af at være fornuftig. Sara. Vi to? . . . Tror Du, jeg er fornuftig mod Dig? Hegge. Søte Vennen min, hvad gaar der af Dig? Sara. Bedstemor gir sine Ymt og sukker, og Fru Jutta Høegh graater og falder mig om Halsen . . . Aa, hvad skal jeg tro, hvad skal jeg tro! Det blir sort i alle Kroge . . . Hjælp mig, hjælp mig, Karsten, til at faa nogen Tryghed igjen! Hegge. Er det der, vi er . . . er det der, vi er nu igjen. Hu. - (Tar til Hatten.) - Jeg tror, jeg forsvinder. Disse tragiske Øinene blir næsten irriterende! SIDE: 505 Sara. Jeg skal nok, - bare hjælp mig lidt, Karsten! Du véd, hvor gjerne jeg vil. Alt beror jo paa det for mig. Men, jeg forsikkrer Dig, jeg kan komme hen i de vil- deste Mistanker. De utroligste Ting piner mig. Bare det Ungkarlesmilet, Du sætter op, naar Du snakker med alle disse Veninderne dine. Hegge. Jeg er saamæn vel deran . . . (Svinger betænkt paa Gulvet.) Tsch - tsch . . . Det er det med Fruentim- merne, at de kommer saa klink ny i det! . . . Sig mig Du, er jeg en Skarv eller Kjæltring? Sara. Aa nei, nei; men Kjærligheden er vist en saa udyr- ket Plante. (Hen for sig i Tanker.) - Og hvor skulde Du ogsaa forstaa det. Der skal en skuffet Kvindes hele Sjælejammer til. Saa blir hun saa klog, - forfærdelig klog . . . Hegge. Jeg har tydelig faat selve den nakne Gud Eros ind i min Stue. Vil paa ingen Maade slippe ham ud igjen heller, fast han har nogle forbandet høie Strenge paa Lyraen sin. . . . Jaja, jeg ler s'gu ikke af det. Hold dit Tempel for Eros, Du - bare jeg faar sidde paa et af Trappetrinene og ha Præstinden for mig jeg. Jeg stiger i Sproget, hører Du nok. Sara. Kan Du ikke tænke Dig, at jeg ogsaa vilde ha Præ- sten for mig. Og, hvordan vilde Du føle det, Karsten, om - om jeg -? Hegge. Gud bevare Dig, Sara, snak ikke saa, - det er Glan- sen ved Dig, at Du er den, Du er . . . Jeg stakkars jor- diske Menneske . . . Lad os ikke tænke os Jordskjælv, Du! SIDE: 506 Sara. Og Du mener en Kvinde skulde føle det mindre, naar hun véd sig forkastet, nedtraadt, bare med en us- sel Part i ham, - som et Skilt for hans Familienavn! - Aa-aa, saa Løgn, saa Løgn! Hegge (griber utaalmodig til Hatten). Ja, god Aften, - jeg véd ikke bedre end at ty ned i Klubben. Sara. Vennen min, Vennen min, vær taalmodig med mig. Hegge (beroligende). Saa saa, - lad det nu være godt. - Nu er jo alt over. Sara. Jo-o, - jo . . . Hegge. Ser Du, der har vi Maanen i Vinduet saa tidlig paa Eftermiddagen. Herligt Veir til at ta ud og lufte os i . . . Og nu er jo alt godt . . . Sig nu, - er ikke alt godt, Barnet mit? Sara. Javist, javist . . . (I det følgende begynder det efterhaanden at skumre og spille Lys fra Kaminen). Fru Renskaug (kommer). God Dag. - Nei hvor skjønt, skal man finde Parret solo-mutters - tête à tête alene . . . Aa, for et deiligt Veir! - Glat at gaa ellers i den Nysneen. Kommer forresten ikke alene. Har saamæn Doktor Finne og Frøken Fina Wangenstein med mig. Saa gir den gale Pigen sig til at kaste Snebold paa Doktoren her uden for Trappen, og det gad jeg da ikke forstyrre, forstaar SIDE: 507 I. Ja, for vi maa jo engang se til at faa den Doktoren gift nogetsteds, Karsten. Han faar holde op med at gaa der som et Parti, - som en Krog, der aldrig kan bides over - og skuffe Gud véd hvor mange Forvent- ninger rundt om i Familierne. Og saa uskyldig og stilfærdig, han er, saa jamæn har han Dametække . . . Det er aftalt og bestemt det, - han skal ha Fina. Saa nu har hun bare at ta ham. - Ah, saa lunt her er . . . (Gnider Hænderne foran Kaminen.) Sara. Tag Hatten og Kaaben af, Fru Renskaug. Jeg tæn- ker en Kop The skal gjøre godt nu. (Ringer og gir Ordre til Pigen. Theen bæres under det følgende ind og serveres af Sara fra Bordet i Forgrunden.) - Og saa ta Plads her nær Kaminen. Karsten (medens han hjælper hende Kaaben af). Saa det er afgjort og besluttet i Raadet det, Bene- dikte! - Du og Gulli Henschien og Fru Direktøren og Fru Telegraf og saa videre, og saa videre -. Aa jo - Fru Renskaug. Jeg siger det naturligvis her, for at Huset skal hjælpe paa. Et Vink her og et Raad der, - en liden Ros paa en Kant og et Skub paa en anden, - saa maa han i Posen. Dig stoler vi paa, Karsten, - ja natur- ligvis ogsaa paa din Frue. Sara. Tak, la mig være udenfor. Doktoren er min gamle gode Ven. Hegge. Naar man spør efter, hvem der styrer Legen her i Byen - -? De Herrer Ægtemænd skriver jo under de kurante Forretninger. Men ellers, Du Benedikte - mellem os - hm! . . . Magtens Sødme Du . . . den mægtige Baggrund, hvortil der maa gjøres Haneben . . . SIDE: 508 Fru Renskaug (til Sara). Karsten har altid været Kjælegutten, som har havt Frisprog, véd De nok, Frue. De kan tro, han var ny- delig da han kom hjem som ung Kavaler og havde været paa Kontor i Frankrige. Sara (byder hende The). Jeg har set det Fotografi af ham ude hos Bedste- mor ja. Fru Renskaug. Han var Helten i vor unge Pigeverden dengang, for- staar De. Vi gik alle og var smaaforlibte i ham. Sara (til Karsten, idet hun med Sukkerklypen lægger Sukker op i hans Kop). Jeg synes retnu Du blir et Sukkerstykke, som alle har - Fru Renskaug. Og hvor det gik paa Kjelke! . . . Jeg kom til at tænke paa det netop idag, her er faldt Sne. Husker Du, den- gang Du vælted mig, Karsten, nede i Røbergbakken. Hegge. Hændt mig med saa mange, Benedikte, - mindes det ikke - - Fru Renskaug. Ja, jag kommer blandt andet for at faa Jer med paa en Kavalkade, - en Slædetur opover Isen i Eftermid- dag, mens Maanen er oppe. Ikke sandt, Karsten? Saa- dan en Tur, Du. Haaber da, I er hyggelige og ikke akkurat finder paa at kjøre Jers egne Koner. Hegge. Men for Eksempel Fru Benedikte . . . (Det ringer; ind træder Frøken Fina Wangenstein og Doktor Finne.) SIDE: 509 Frøken Fina (hilser og tar af Hatten). Doktoren vil bare ind paa Dybsindigheder, og jeg vil bare kaste Snebold. Sig, hvem af os har Ret, Hr. Værftschef, - paa en klar blaa Vinterdag, med slig deilig Nysne. Aa, jeg ser straks, at De holder med Doktoren. Derfor spør jeg ikke Dem, jeg spør Deres Frue, - hun er ærlig hun. Sig mig det, De. Aa sig mig det, De . . . Sara. Kommer bare an paa, om De kastede, saa han fik Respekt, - jeg mener, traf forsvarligt. Frøken Fina. Og ikke gav Dem Letsindigheder for Deres Dybsin- digheder, fatter De, Doktor. Han stod derude i Gan- gen og plukkede Snebeter op af Frakkekraven - jeg véd bare ikke nu, om der skal en Undskyldning til. Man blir saa beklemt herinde i Stuen. Derude var det saa meningsløst friskt, saa én helst vilde staat paa Ski nedover alle Bakker . . . Aa sig, - kommer det ikke af Luften, Doktor, at én kan bli saa svimlende rent ustyrlig? Sig det, - er ikke det en Undskyld- ning . . . Man begynder med at faa slig Lyst til at bide i Snebolden, og saa - saa - kan man ikke for det, saa kaster man den. Og saa - (nedslagen) - er man pludselig midt inde i det. Fru Renskaug. Du er et stort Barn, Fina! Kan Du da aldrig bli voksen? Fina. Uf, har jeg nu gjort noget galt igjen! Finne. Det var mig en sand Fornøielse at overdrysses af Frøkenens kvikke Vinterhumør. SIDE: 510 Fina. De kan gjerne faa hævne Dem, naar vi kommer ud igjen, Doktor, - jeg skal ikke kaste igjen. Jeg lover Dem det - lover det . . . Og, naar jeg lover, saa - Finne. For risikabelt, Frøken, - for risikabelt. En tør ikke la sig friste. Jeg traf kanske saa vel, at jeg kom til at maatte kurere det selv. Hegge (hen for sig). Den Fugl Finken ja, - fang den! Fina (naiv forskrækket). Men det er da vel ikke noget saa forfærdelig galt, jeg har gjort, vel? Finne. Naa da, Frøken Wangenstein. Se da ikke ud som den livagtige Sønderknuselse og Sjælekval. Fina. - Rart - alle snakker de om Sjæl. (Ryster paa Lok- kehodet:) Jeg kjender ingenting, - ingenting inde i mit Hode. Jeg for min Part har aldrig mærket til nogen Sjæl jeg - (ryster igjen paa Hodet) - aldrig! . . . Har De, Doktor? Fru Renskaug. Kors bevare Dig, Fina, skal da alt muligt ud af din ubetænksomme Trant. Fina. Neisaamæn, om jeg har, - jeg kan da faa sige det vel, naar det er sandt. Kanske Du, Fru Renskaug, kan faa sat nogen ind i Hodet paa mig, Du, som er saa vis . . . Og Lægerne siger selv, de finder slet ingen, alt det de søger og leder baade med Sonder og Knive. - Er det ikke sandt det, Hr. Finne? Aa sig, om det ikke er sandt, Doktor! SIDE: 511 Finne. Hu-m . . . beror aldeles paa Tilfældet, - paa det enkelte Individ. Fina (med skjælmsk Hovedrysten). Ja men jeg har ingen, - det er aldeles sikkert det. Jeg er vist meget uheldig. Finne. Tvertimod, Frøken, - heldig - uhyre heldig - fri for meget Besvær. Jeg skal sige Dem, det er en Feil af Menneskene at ryste formeget paa Hodet, - naar én bare kunde la være det! For, inden én véd Ordet af, indbilder man sig, at man kjender noget. Og saa kaput - har man al Møisommeligheden og Vidtløftig- heden paa Halsen. Hele Kulturen, ser De, er blot en slig Sygdom, som er kommet af, at nogen er begyndt at ryste paa Hodet og kjende efter. Ja, den som kunde ha det som De, Frøken! - Ikke sandt . . . ingenting? . . . ingen Drømme, hvor De steges? intet Savn, som æder Dem op daglig og tar Margen af Dem . . . intet Helvede her i - (Han ryster Hodet og peger mod det. Tar sig.) Naada, jeg mener, De lider ikke af Hodepine heller, Frøken? Fina (viser Tænder). Ikke Tandpine engang, Doktor, skjønt jeg liker saa forfærdelig godt alt det, som bare Slikkeri heder. Hegge (til Sara). Hun er s'gu sød, Du! - Pokkers kvik Jente. Fin- ken kunde falde i et værre Garn. - - Hvad - hvad Fanden er Du oppe i nu igjen! - Du ser saa - saa Finne (tar Hatten). Jaja, Frøken Wangenstein, De florerer og perler i Sundhed, ser jeg . . . Og her i Huset, Sara, Gutten? SIDE: 512 . . . (til Hegge) - og ellers nede paa Værftet, - ikke noget iveien? - Saa faar jeg videre. Fru Renskaug (reiser sig). Aa, blot et Øieblik, Doktor, saa følger vi med Dem, Fina og jeg. Jeg er jo egentlig kommet i et særligt Ærend til Karsten. (Til Doktoren og Fina.) - Forsvind lidt Dere . . . Finne. Naa, saa ser jeg ind til Gutten. Fina. Aa, lad mig ogsaa faa kige paa Skatten, - - Em- bryonet, er det ikke saa det heder, Doktor? (De gaar ud af Sidedøren.) Fru Renskaug (til Karsten). Det er om Molly, Du, - Manden hendes, - det Asen, - piner hende nu med at mindske Hushold- ningspengene til den Grad, at -. Ja, Du skulde blot ha vidst alt det, jeg fik høre igaar! - Og nu byr jeg Jer bare det ene Faktum: Fru Molly Ryving, - mærk Dere, - Fru Konsul Ryving nødes til at frasige sig al Deltagelse i Bazaren, eftersom hendes Mand simpelt- hen nægter hende Penge til den allernødvendigste Pynt, som maa til, skal hun optræde paa nogensom- helst Maade aktivt. Det var alt opgjort og bestemt, at Molly skulde være den ene Hovedfigur i det store Ta- bleau. Det er saa forargeligt, at . . . Og sikkert er det, at ny Vinterhat er hun ikke istand til at faa sig. Det véd jeg ogsaa nede fra Modehandelen. Frøkenen der oplyste mig om noksaa underlige Ting. (Ivrig.) Mel- lem os, Molly maa ta Hansker og Baand paa Kredit der. Og for den Sags Skyld, véd jeg ogsaa én, som igaar maatte garantere for et nyt fransk Korset for hende. SIDE: 513 Hegge. Det vil sige, det var Dig det, Benedikte. Fru Renskaug. Ja, hun maa nu ha noget, - maa ha Penge, skal hun holde Beleiringen ud og ikke la sig drive til denne Skilsmissen hans paa saa ynkelig smaa Tærepenge. Saa jeg lovede hende at se til at finde paa noget. Men, ser Du, Penge de er ikke saa lette at faa. Min Mand vil nu aldeles ikke ha sig indblandet i den Affære. Og Direktøratet - jeg har været der, tør hellerikke. Og Apothekerens, véd Du, er saa fredelige, saa fredelige. - Hu de Pengene! Bare hundrede Kroners Tilskud om Maaneden, og hun var udover det, Molly. Hegge. Ingen vil ha Konsul Ryving paa Nakken, nei. Umag Dig ikke til flere, Benedikte. Fru Renskaug. Molly skulde sidde der tilskamme og ikke faa være med paa Bazaren! Hun, som er saa ypperlig ved saa- danne Anledninger. Nei jamæn vilde jeg heller ta op et uskyldigt Statslaan selv og la Toldkassereren min faa afdrage uden, at han mærker det. Han kommer til at undres over, hvi han blir sat paa Grød om Aftenerne. Hegge. Jeg tænker, det simpleste er, at hun hæver Beløbet Vinteren udover hos mig paa Værftets Kassakontor, jeg. Fru Renskaug. Siger Du det, Karsten! . . . Ja, Du er mageløs, - al- tid den gamle Kammerat, Du. Jeg er saa glad i Dig, at - (omfavner ham) - et Kys skal Du ha - fra mig . . . (kysser ham) og et fra Molly ogsaa, - saa din Kone ser paa det. Gud, fortjener han det ikke, Frue! (Sara ler eget nervøst.) Fru Renskaug. Aa, han er saa prægtig trofast, De. SIDE: 514 Sara. Ja, ikke sandt? . . . Saa deiligt for en Kone at høre. Karsten. Ikke for megen Paaskjønnelse, Sara! det kunde hø- res overdrevent. Fru Renskaug (til Sara). Vi er nu en særlig Kreds, maa De vide. Sara. Ja, hvad skulde han egentlig med en Kone, havde jeg nær sagt. De lod sig jo sy sammen alle til ét! Fru Renskaug (leende). Der kan være noget i det. Men De kan tro, vi undte ham det allesammen, da han fik en saa sød og kvik Ledsagerinde paa denne Livets tornestrøde Vei. Sara. Ja, - og uden at hun gjorde Skaar i nogen af hans gamle Ungkarlevaner, mener De. Fru Renskaug. Og nu vandrer jeg lige herfra og ned til Molly. Og saa i Slæderne, - vi svinger heropom . . . (raaber:) - Fina, - hvor er Fina . . . Apropos, Karsten, Du husker nu vel Fillipinen med Julie Debes? . . . (Fina og Doktoren kommer.) Fina. Nei, den Gutten er da saa rent for nydelig, saa én kunde stjæle ham! Jeg tror, jeg kunde faa Mani for at stjæle Børn. Karsten (hen til Fina). Og ikke Spor af Sjæl, Frøken? Mærkelig, saa Fruen- timmerne vinder ved det. Sjæl, ser De, det vil sige SIDE: 515 Humør og Luner, som igjen gaar over til Hodepine, Migræne og nervøse Attaker - og ender i allehaande Dyblodninger over Kjærlighedens Væsen et cetera, et cetera, som skaber Hushygge. Fina (slaar Haanden i hans). Det skal De ha tak for, Værftschef. Der er da nogen, som holder paa mig ogsaa! Hegge. Aa, det er s'gu ikke vanskeligt det, Frøken. Fluer om Honningfadet, véd De. Fina (tar Hatten paa og løber opsluppent ud). Adiø . . . Nu er det Deres Tur, om De vil hævne Dem, Doktor! (Sara og Karsten følger dem ud mod Entréen. Saa Karsten og Sara alene.) (Karsten hen til Vinduet. Han lukker det op, samler noget Sne ude fra Vinduskarmen og kaster en Snebold ud.) (Fina skriger koket angst derude.) Karsten. Hun paaskjønte det. Det er da Moro ved hende. De Øinene angler med mange Kroge. Men for en Træ- hest den Doktoren din! Sara. Finken er nu en Mand han. Hegge. Du Sara . . . Uhu-u, - jeg har en Fornemmelse, - jeg føler det hele Tiden. Du stiller Dig saa vrangt og koldt til det altsammen. Sara. Her er saa klamt . . . SIDE: 516 Hegge. Ja, her er ikke hyggeligt - med disse Øinene dine paa mig, som de randsagede og vilde holde Forhør. Sara (fortvilet). Aah, . . . det er, som jeg ikke ser Dig mere, Karsten. Der er kommet som et Slør, - som noget dødt imel- lem os. Hegge. Var de nu ikke noksaa menneskelig hyggelige, disse Damerne? Ne-i, de vandrede ikke med Liglagener for forlorne Idealer, - saadanne tabte Paradiser at pine en Mand ihjel med! De var kvikke, lystige, tilfredse. Men det skal vi ikke vide af her i Huset. Jammer og Kvide - hu-u-u- Sara. Et gladere Menneske end jeg gik der ikke, Karsten, helt til den Dag, det kom over mig, at Du ikke holdt vort Forhold paa samme Vis helligt som jeg. Aa, der snakkes om Mord og Drab, - naar de vidste, hvorle- des al denne løse, slappe Flothed river Troen ud af Brystet paa én! Hegge. Saa, - naa saa . . . Altsaa disse gamle Veninder og Kammerater, Du ikke taaler. Man skal stænges inde i Baasen. Hør nu, Sara, lad os tale fornuftig engang om det Kapitel. Forstaar Du da ikke, søte Vennen min, at det blev at indskrænke min Horizont til blot ét Menneske, - og, selv om det nu er Dig, saa -. Og, om Du igjen bare skulde ha mig og for Eksempel ikke engang Vennen Finken, saa blev vi jo udelukkede fra hele Verden. Det blev s'gu Kjærlighed med Skylap- per det! Sara. Og nu denne Molly, som Du antar Dig med slig Iver. SIDE: 517 Hegge. Det er med Konsul Ryving, vil jeg engang for alle sige Dig, jeg i den Sag har Affære. Jeg vilde synes, jeg havde sveget mig selv og mit Navn og Dig og Bar- net i Vuggen og Værftet og hele Greia, om jeg ydmy- gede mig for ham. Det er imod mit Blod, ser Du . . . Saa, før jeg sviger Molly nu, før -. Overhovedet, kast ikke Fruentimmersludder i en Mands Vei, Sara. Der er Punkter, hvor han siger: Afveien! - Faa mig ikke til at bli brutal! Sara. Aa, - det er blet mig som et utrygt Morads alt- sammen, jeg tør ikke sætte Foden i det! Hegge (begynder desperat at synge). Talun talun, - talun talun, - tale-i sa'n . . . (Sætter sig med Hænderne kneppet for Knæerne.) Haa haa ja, - naar én vidste, hvor én skulde snu sig. Vi skal holde tragisk Ulykke her i Huset for den store Pan, - denne Ekstrakjærlighedsgeisten din, er dø-ød - - (Rasende:) Og, var han det ikke, jeg skulde slaa ham ihjel, kvæle ham, tyne ham mellem disse Fingre, - forfølge ham gjennem alle de Fuger og Sprækker, hvor han bare kunde negles - saadan en Romanfigur . . . Jeg hader ham, Du, er gaat totalt træt! Du skal ikke plage mig mere, ellers . . . (Springer op.) Sara (stirrer en Stund paa ham, retter sig pludselig). Nu begynder jeg at begribe . . . forstaa disse lystige Koner. Om én ikke finder al Glæden hjemme, saa kan den da findes ude vel? Du har vist Ret, Eros er en altfor nidkjær og farlig Gud for Husfreden! . . . Nei, Karsten, Du skal ikke faa Sorg mere af mig! Jeg har vist ikke tat Livet let nok, - muntert og lystigt nok - SIDE: 518 Javist; det falder som Skjæl fra Øinene mine. Huset blev ellers for mørkt, og Manden plaget - og træt og - -. Javist ja . . . Javist ja, skal det bli anderledes. (Pludselig med forandret Væsen, klapper i Hænderne og trommer.) . . . Trrrrr . . . rrr . . . Hegge. Kjære Dig, kjære Dig, Sara, jeg vidste nok, Du vilde bli Dig selv igjen, - den rette forrige Sara, som - jeg véd ikke, hvad det var for en Fortryllelse; men den var der. (Ømt.) Og Du vil le igjen, Barnet mit! . . . Hu, - det har været noget stille tungt under alting paa det sidste. Jeg forstaar, Du har været saar, stak- kar. Men nu, - (tar om hende) nu er det over - over Sara? Sara. Og nu vil jeg straks ud og telefonere til Fru Jutta Høegh! Hegge. Saa . . . hvad? Sara (lystig). At jeg overtar Rollen i hendes Skuespil - med Finken som Ægtemanden -, han, Kapteinen, som kommer hjem med daarlig Samvittighed . . . (Udfor- drende:) Og saa begynder Komedien! (Skynder sig ud.) Hegge (forbauset). Hm . . . med paa Bazaren . . . telefonere . . . Mærke- ligt! . . . (Studerer sine Negle:) Finken som . . . som . . . Død og Helvede! - Bedstemor (ind ad Døren, forsigtig seende sig om). Du Karsten, - der er nu vel ikke kommet noget SIDE: 519 mellem Dig og Sara? - noget, hun ikke . . . nogen Brist i Skaalen - Karsten (opfarende). Hvorfor spør Du om det, Mor, - slig paa Ræve- klør? Bedstemor. Du skal være va'r, Karsten, - naar de først begyn- der at grunde og Tankerne slipper løs. Vidste Man- den, hvad der kan gaa i det Hode, han sover ved Siden af, saa - Hegge. Hvad er det, Du snakker om . . . Hvad er det, Du har Færten af nu? Bedstemor. En skal lede efter en Kone som den, Du har, Kar- sten. Hun staar der, hun staar, hun. Men hun vil ha slig grei Grund under sig, Sara. Og, vender Sindet sig hos hende, saa -. Men, som din Far sa, naar han la de raadne Poteterne underst til Brænderiet; Det, én ikke kan være bekjendt af, skal én gjemme vel . . . Jaja, - den store Vaskeballien trænger vi til allesammen - - (Sara kommer. Bedstemor begynder befippet at lede:) Strikketøiet mit . . . Jeg la det akkurat der, hvor jeg la Brillerne, - naar én bare kunde huske, hvor de var. Jeg er saa vant til, at det skal være paa Berg. - En blir gammel, ja . . . Aah, - det ligger vel inde paa Vuggen hos Nilsemand - (Ud.) Sara. Ja, Vennen min, nu har jeg telefoneret. Hun vil bli fornøiet, Fru Jutta. Og saa gjør jeg mig istand til Slædeturen. Jeg har sagt, at de maa spænde for. SIDE: 520 Hegge. Du Sara, Du maa indrette det saa, at jeg ikke faar Benedikte Renskaug at kjøre. Bli udsat for denne viderlige Smadskingen af anden Mands Kone! Sara. Aa; men det er da saa uskyldigt, - den gamle Ven- inden! . . . Men saa kan Du jo byde Frøken Fina Wan- genstein Pladsen. Hegge. Denne Fina! - Oprigtig talt, Du, hun er næsten upassende koket, - og jeg er da en gift Mand. Sara. Kjære Dig, - gjør nu det ogsaa noget. Jeg er da sandelig ogsaa en gift Kone; men kan sagtens modta en Elskværdighed for det. (Ivrig:) Men Du, saa har Du jo den tækkelige lille Fru Debes. Hegge. Hu-u, - nei, - Mennesket har jo en Fillipine paa mig. Og jeg siger Dig, dette gamle Kluds og Klængeri vil jeg være fri for! Sara. Men Fru Molly da? - om Du kjørte Molly, saa kunde jo Doktoren kjøre Fina og mig. Hegge. Hør Sara, - om Du vil gjøre din Mand en Tjeneste, - overta denne Furneringen med Penge til Molly, Du. Sara. Bare det ikke vil ta sig ud, som Du gir tabt for Kon- sul Ryving, Karsten. Honnøren, ser Du - Hegge. Konsul Ryving? - Prrr - u-hu . . . det skulde affi- cere min Honnør det, enten den løsagtige Fuglen blev behængende med den ene eller den anden af sine Lieb- haberier! SIDE: 521 Sara. Men Molly, hun maa støttes, tages under Armen. Du véd, hvor hun regner paa Dig. Hegge. Naa, - saa Du er ble't øm af Dig! . . . Sara. Aa, ja, kjære, jeg har jo svævet her rent narargtig i Indbildninger og Hvedebrødsdage i næsten to Aar. Og nu skjønner jeg med ét, at jeg er gaat træt af det, - henfaldt i alskens sentimentale Grublerier. Vi er da to praktiske Mennesker og ingen Turtelduer, - maa jo engang bli fornuftigere end som saa. Hegge. Fornuftigere end som saa!? . . . Sara. Aa ja, engang færdige med disse høie Strenge paa Lyraen! - - Hy-i-h . . . (puster ud) - det skal bli rent lettende, - komme ud og more sig og faa Luft under Vingerne. Du skal nok faa se, at Du har en Kone, som kan ta sig ud! Karsten. Véd Du hvad, Du, dette tegner sig til at bli morsomt - hyggeligt - høist opbyggeligt. Jeg trode forre- sten, det var en ganske anden Side, der burde holdes oppe. Her er overhodet en for slap Tone. Og med dine Evner og dit Sind vilde jeg heller slaa mig paa at reformere, jeg. Sara. Stænge sig inde i Baasen igjen, som Du siger? - Forstaar Du da ikke, søte Vennen min, at det blev at indskrænke min Horizont til kun et eneste Menneske, - og, selv om det nu er Dig, saa . . . SIDE: 522 Hegge. Sig mig, Du, svar mig i Himlens Navn, - kunde det ikke bli saa her i Huset, at det bare var os to. Jeg er blet kjed, rent dødkjed af alle disse Mennesker, som bestandig skal lægge sig imellem os. Vi to -. Vi to, Du, alene i Slæden, - ikke saameget som denne Erke- vennen, Finken bag paa Hundsvotten engang! (Der høres Dombjelder af et opkjørende Slædetog og falder et Lysskjær af Fakler gjennem Vinduerne.) Sara. Der er de! - Hør, hvor de raaber og ler . . . Vi maa skynde os . . . (Som hun vil gaa ud imod Entréen:) Nu maa Du være hyggelig og morsom, Karsten, - for vi er lystige allesammen! Karsten (med en skjærende Latter). Lystig ja - - - (Teppet falder.)