Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet,
OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved
Universitetet i Oslo i 1991-1997.

Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av
markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten,
og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på,
gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/

Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene
presenteres sammen med teksten.

Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

SIDE: 3

Jonas Lie

ALLIGATOREN

Det mærkedes paa de unge Piger, at den ny Tid
var kommet ogsaa op til Norsetbygden!

Der var ivrige Disputatser, hede, saa de gik fra
hverandre røde og ophidsede med Graaden i Halsen,
saa tit, de bare kom sammen nogetsteds i Bygden -
hos Inspektør Strøms, Feyers, Klokkerens, Lensman-
dens eller Sagførerens.

Det gik løs paa at udfinde Kontrakter og Betingelser
for de forskjellige Arter af Tilfælder, hvorunder der
kunde blive Spørgsmaal om at aftræde Haand og Fri-
hed.

Lige Rettigheder naturligvis, det var selvsagt! Men
hvad skulde man f. Eks. finde sig i? - at han havde
været forlovet før, - ikke at tale om gift? . . .

Det gjaldt at være væbnet paa Forhaand, saa man
ikke lod sig overrumple, enten Faren skjulte sig i For-
ældres og Tanters trædske, trangsynte Moral eller viste
sig aabenbar i Skikkelse af en eller anden af de fødte
overmodige Skabningens Herrer, som naturligvis alle
levede i den salige Formening, at det bare var at
komme og lokke - og tage Gaasen!

Lensmanden gik der paa Gulvet med Merskumspi-
ben og lyttede til og lo, saa han næsten kiknede af.
Men henne hos Feyers havde hans Kone taget ganske
ivrig i og yttret, at der nok kunde være noget i, hvad
de unge snakkede om, om de ikke havde det saa klart
for sig. Det var vist ikke saa afveien, om en uerfaren
Pige saa sig lidt for, hvem hun tog, og ikke rent ud

SIDE: 4

gav sig hen til en Forlibelse som et Slagtefaar; en
Smule Ret burde der ogsaa være for et Fruentimmer!

Det var ventelig nok Madam Valsets Anskuelser, -
hviskede Sagfører Kolstads Frue, alt det, hun havde
havt at gjennemgaa med Lensmanden baade paa det
ene og det andet Vis! . . .

Men Fru Feyer mente, at hun ikke havde set andet
end, at det jenkede sig nok, naar begge Parter bare
havde den rette Villie, og, havde de ikke den, saa
hjalp ingen Slags Kontrakter.

- At Sønnen af Kornhandler Grundt inde i Byen
havde kjøbt den store, vakkre Eiendom Skogstad nede
ved Elven, og nu var flyttet til Bygden, virkede om-
trent som Rosinen paa en Flaske. Det mousserede
ordentlig med Gisninger.

Skulde han bo alene der paa den store Gaard ugift,
som han var? . . . Vilde han optræde som overlegen
Verdensmand deroppe?

Han havde studeret Landbruget rationelt ved en
Skole i Udlandet, og det sidste Aar opholdt sig i Dres-
den, Paris og andre af de saakaldte "europæiske
Centrer"; - og da vidste man alt nok! . . .

Man kunde heller ikke sige, at det første Indtryk
just havde sat ham i noget fordelagtigt Lys!

Trine Feyer, som havde været en Tur i Byen, havde
paa Tilbageveien reist sammen med Anna Dal, der
skulde hjem til sin Onkel, Sagfører Kolstad. Der sad
bare en vildfremmed Herre i Kupéen foruden dem.
Han smaasov og gløttede af og til op, og de havde ikke
Spor af Tanke om at tage sig iagt, medens de sad og
snakkede om alt muligt i Bygden, baade løst og fast.

Men, da de kom hjem til Stationen, steg han ud
sammen med dem. Vognen paa Skogstad stod der og
tog imod ham og alle Kufferterne hans, og de fik til
deres Forfærdelse høre, at det var ingen anden end
den ny eier af Gaarden.

De maatte sige, de havde ærgret sig grundigt!

De havde jo ikke talt om noget egentlig farligt og

SIDE: 5

for det meste siddet og halvhvisket. Men væmmeligt
var det!

Nu, naar de tænkte paa det, forstod de, at han havde
faat sin Næse baade i det ene og det andet deroppe.

Siden en Dag, berettede Anna Dal, havde han været
paa Kontoret hos hendes Onkel og faat ordnet nogle
Dokumenter ved Gaardkjøbet, og Kolstad havde fun-
det ham baade grei og dygtig, og han spaade, det var
en Mand, som vilde blive farlig for nogen og hver af
Bygdens unge Piger.

Men det havde ingen Nød med det, mente Anna Dal;
hun dømte nu ikke hare efter det ydre. Havde han
været en nobel Mand, vilde han have presenteret sig
for dem paa Jernbanen, og ikke ladet dem holde paa
der i god Tro og snakke.

Hun var vis paa, at han havde siddet og harcelleret
dem! Og hun vidste saa overordentlig godt, hvad hun
skulde sammenligne et saadant Eksemplar med, -
hverken mere eller mindre end en Alligator, hun havde
set i Dyrehaven i Amsterdam, da hun ifjorsommer var
dernede med sin Far, Skibskapteinen. Den laa der
med sit kolde Blod saa sød og lumsk og magelig i Sol-
skinnet og plirede med Øinene og smilte saa inderlig
troværdig, som den vilde sige: Kom bare hid! Og saa
havde den et Gab, som kunde sluge en hel Matros.

Saadan var Mandfolkene; det var bare før og efter
Ægteskabet. . . .

Senere havde Trine Feyer mødt ham ved Skogstad,
da hun kjørte forbi der med Tjenestegutten, som hen-
tede hende hjem fra Lensmandens.

Det traf sig saa uheldigt, at hendes Far havde sendt
Melkevognen, fordi de skulde indom paa Stationen og
hente to Sække Hvedemel, som de havde bag sig under
Sædet. Men det brød hun sig ikke det mindste om.
Det var hende grænseløst ligegyldigt, hvad en saadan
Person tænkte eller ikke tænkte om hende!

Han havde staat i Arbeidsdragt med Benklæderne
ned i Støvlerne og hjulpet til med Dræningen ved
Gjerdet. Trine tænkte næsten, hun skulde været saa

SIDE: 6

heldig at slippe forbi, da han med ét vendte sig og
hilste med sin store Straahat - meget smukt, det
maatte hun tilstaa. Men Maaden var dog saa utaa-
lelig ufordragelig, næsten som han vilde sige: hvad er
Du for én? Og han vidste det saa inderlig vel! Tavast
skulde da ogsaa begynde at gjø, som den var gal der
bag paa Sækken, saa hun maatte vende sig og hysse
paa den. Hun kjendte i Nakken, at han blev staaende
og se efter hende.

Næste Gang, hun skulde ned til Stationen, havde
hun virkelig taget Gjenveien over Ringnæsjorderne for
at slippe at gaa forbi Skogstad.

Man var som af et fælles Instinkt enig om, at han
omgikkes med den Plan at gifte sig.

Eller hvem skulde bestyre det indvendige Stel for
ham? Det var klart, at han ikke i Længden kunde
hjælpe sig med den Husholderske, han havde med
hjemmefra, og som sandsynligvis forstod sig udmærket
paa et større Husstel i Byen eller høist ude paa en
Villa lige i Nærheden, men rimeligvis ikke havde mere
Erfaring om en Landhusholdning end aldrig det.

Der var ingen Tvil om, at han var nødt til at skaffe
sig den, som kunde varetage hans Interesser. -

Og én, som havde tumlet saa meget om i Verden,
var naturligvis over det Standpunkt at gifte sig af
Kjærlighed!

Man havde snart nok til at lægge sammen. Alliga-
toren havde foreslaaet Præsten at holde Postbud med
ham fra Jernbanestationen; han havde været oppe hos
Inspektøren for at faa byttet et Veistykke nede ved
Elven og sendt Bud over til Lensmanden efter en
Rulleharv, - alt Familier, hvor der var Døttre. Og,
vent bare, saa kom nok ogsaa Turen baade til Feyers
og Sagfører Kolstads.

Han tog sig simpelthen blot sin bekvemme, magelige
Tid til at se ud, hvor han skulde vælge, inden han
for Alvor presenterede sin overlegne Person - for
Gjæssene!

SIDE: 7

Det lignede just saadan en overmodig, blaseret By-
herre! . . . Aa fy, det var oprørende - fy! . . .

Der havde i Stilhed samlet sig en kanske mere hæf-
tig end dyb Indignation over den unge Grundts Hoved.
Og han gav den Tid til at vokse ved en ihærdig Til-
bageholdenhed, som enhver maatte indse var altfor
unaturlig til ikke at gjennemskues. Ingen saa ham
nogetsteds uden rent tilfældig.

Han var en forfærdelig ivrig Jordbruger, hed det,
drev fra Morgen til Aften med Digning, Fjøsstel og de
ny Driftsmaader, han havde lært i Udlandet.

- En Søndag, Hr. Grundt havde værdigets at vise
sin dyrebare Person i Kirken, havde han for alle de
skarpe klare Pigeøine blottet saa mange svage Sider,
at hans Renommé og Kredit bagefter maatte siges at
staa paa saa usle Fødder som vel muligt for en Ægte-
skabskandidat.

Eller havde de ikke lagt Mærke til, hvorledes han
sad midt under Prækenen og gløttede med et Par listige
graablaa Øine først over til Trine Feyer og saa paa
Præstegaardspigerne; - men der fik han sin Bekomst,
de viste ham Alvor og saa hele Tiden ufravendt op til
sin Far paa Stolen. Saa plirede han tilbage paa Trine
Feyer igjen, som han rigtig morede sig, og, da hun
undveg ham med Øinene og bed sig i Læben, - hun
kjendte virkelig et Øieblik, at han nær havde holdt paa
at faa hende til at le, - saa tog han sig for at kige
baade over i Lensmandens og Kolstads Stole. Det var
ikke Djærvhed dette, det var Raahed!

Vakker kunde man nu ikke kalde ham med alt det
store rødbrune Haar og Skjæg, var han end bred og
kaut nok.

Jo mere de tænkte paa, hvorledes han havde baaret
sig ad der i Kirken, des forargeligere og mere oprø-
rende blev det.

- Hvorledes Hr. Grundt burde tages, naar nu Julen
kom, var Gjenstand for gjentagne fælles Overlægnin-
ger mellem de unge Damer. Der hævede sig ikke

SIDE: 8

saameget som en Stemme imod, at det maatte blive
skarpt.

Det var kun om Maaden, man var uenig.

Skulde man forholde sig mest mulig undvigende eller
rent ud koldt afvisende? Kunde man ligefrem nægte
at danse med ham?

Det sidste var nu Anna Dals Mening.

Men i den Maade at tage det paa var Thora Strøm
aldeles uenig! Det vilde bare overgive dem til Mand-
folkenes Latter. Hun for sit Vedkommende var ikke
bange, og det var ingen af de andre heller. Tingen
var, at Livet for Kvinden netop var de moderate Mel-
lemveie, - det var deri hendes Takt bestod.

Men det var netop disse Mellemtilstande, Trine
Feyer ikke fordrog. Det maatte for hende enten være
Fugl eller Fisk; hun udstod ikke Halvheder!

Og Anna Dal brød sig aldeles ikke om at skaffe Sump
til slige ækle Alligatorer, som søger Rov baade paa
Land og Vand. Han burde ikke indbydes nogetsteds;
han havde jo sletikke nedladt sig til at gjøre det, man
kunde kalde, ordentlige Visiter endda.

Thora Strøm fastholdt, at det ene rette var at af-
parere saadan en Herre med Finhed og Værdighed.
Anna Dal kunde nu have saa godt Hode, hun vilde,
hun var altfor skarp og overdreven.

Trine Feyer vidste jo godt, at buden vilde han blive
overalt, det sagde sig selv, saa anset og likt, som han
alt var blandt Mandfolkene.

Ja, Anna Dal gav for sin Part ikke en Snus for deres
Landbrugsmoral! . . .

Det forlød i Ugen før Jul, at Grundt var buden til
Inspektør Strøms første Juledag i stort Middagsselskab,
der rigtignok ellers bare var for ældre og gifte.

Det var mere end besynderligt, næsten, mente Anna
Dal, som man kunde mistænke Thora Strøm for ikke
at have havt saa ganske rent Mel i Posen, dengang hun
disputerede saa forfærdelig hedt og ivrigt imod hende.
Han blev jo paa denne Maade rent ud behandlet som en
priviligeret Størrelse der hos Strøms paa Enger!

SIDE: 9

- Da man kom til Kirken første Juledag, var man
paa det rene med, i hvilke Huse han var buden helt
til over Nytaar.

Men Thora Strøm, som var saadan Skjønhed og over-
legen Dame, fik da ikke den forønskede Anledning til
at "afparere ham med Finhed og Værdighed," -
spottede Anna Dal, for han havde svaret Inspektøren,
at han "takkede meget for Indbydelsen, men var nødt
til at være hjemme og tilse, at Folkene fik sin Jul;
han maatte fortiden være baade Husfar og Husmor."

Det lød jo ordentlig pent, jønede Anna Dal.

Femte Juledag skulde der være Ungdomsbal hos
Lensmandens. Der var ingen Tvil om, at han vilde
komme baade der og paa det store Bal hos Kolstads
Nytaarsdag.

Skulde man tage sin allerbedste Dragt paa der eller
hos Lensmandens? Det gjaldt at imponere en saadan
overlegen Byherre den første Gang. Paa den anden Side
var det jo et langt større og finere Bal første Nytaarsdag.

Men Trine Feyer erklærede kort og godt, at, skulde
hun først indlade sig paa at træffe denne hersens Hr.
Grundt, agtede hun aldeles ikke at møde op som en
forlegen Landskommission, men spendere sin nye
hvide Uldmusselins uanset, at det bare blev at danse
i de to Stuer og efter Piano. Og da sagde det sig selv,
at Kristiane Sandberg vilde komme i sin klare hvide
med Kniplingsbesætningen og Thora Strøm i sin ny
blaa med Silkelivet, saa det for Anna Dal, Klara Kol-
stad, Torine Mikkelsen og de andre ikke længere var
noget at betænke sig paa, hvad de skulde tage.

Lensmandens vilde vist blive lidt forbløffede ved at
se sin Dansemoro saadan skruet op til et helt Bal!

Men ikke saa lidt forbløffede blev da ogsaa de unge
Damer selv, da de mødtes festlig balklædte i Lens-
mandens Stue under en vis almen stigende Forvent-
ning eller Spænding, som mildest talt kunde kaldes
Balfeber, og saa fik høre, at den unge Grundt simpelt-
hen var reist til Byen igaar, fjerde Juledag, for at til-
bringe en fjorten Dage hjemme hos sine Forældre.

SIDE: 10

Det var en stiltiende fælles Følelse, at man ikke læn-
gere talte om Hr. Grundt.

Kristiane Sandberg sagde rent ud, at hun var blevet
saa lei af ham som Lud. For hende kunde Hr. Grundt
nu komme og gaa, som han vilde!

Og Thora Strøm skulde vist ikke umage sig med at
opdrage en saadan Bylaban, det fik blive hans Ven-
inders Sag inde i Byen.

Hvor sørgelig lavt han laa med sine Tanker om
Kvinden, fik man da noksom høre af Lensmanden,
som efter Jul en Gang havde været paa Skogstad og
gjennemgaat og brandtakseret de store, prægtige Huse-
bygninger.

Det var rent hen i det kyniske og næsten ikke til at
gjentage.

Lensmanden havde bryd ham med, at han snart
maatte faa sig en Frue paa sit Herresæde, og saa
havde han sagt, at det eneste sikkre, han vidste om
Fruentimmerne, var, at der fulgte Lopper med dem, og
at hans Hjerte fortiden var delt i lige hed Forelskelse
mellem en Ayshirekalv og en Racepurke, han havde
faat overladt fra Landbrugsskolen paa Aas.

Man kunde mærke, at den kvindelige Omgang, han
havde havt, just ikke skulde have udøvet en synderlig
forældende Indflydelse paa ham; - og efter sine Er-
faringer dømte han vel Resten!

- Men, da Vaaronnen kom med alt det vidtløftige
Folkebestyr, som maatte til overalt, sagde det sig selv,
at man var spændt paa, hvordan det nu kunde gaa
til paa det store Skogstad. Man havde desuden faat
høre baade det ene og det andet om Husholdersken.
Saameget var ialfald vist, at med Salget af Melken
bar hun sig rent vanvittigt ad, hvis hun ikke ligefrem
lagde an paa at bedrage ham.

At Bestyret paa den vakkre, prægtige Gaard skulde
føres saa ansvarsløst, var stor Synd at se paa! Han
var jo en udmærket Jordbruger, og det var igrunden
godt gjort af saadan en forvænnet Grosserersøn at

SIDE: 11

tage det saa alvorligt. Der var noget djærvt ved ham
og mandigt ogsaa, det maatte indrømmes.

Man opdagede efterhaanden baade den ene og den
anden fordelagtige Side ved hans indre Menneske. Han
var meget omgjængelig og godgjørende mod Fattigfolk,
og det var bare beklageligt, at der ikke skulde være
nogen anden til at passe paa, at han ikke blev bedra-
get for sin gode Villie og trukket ved Næsen end den
gamle, egenkjære, ligegyldige Jomfru Schiølberg.

Der pønsedes stærkt paa Muligheden af paa noget
Vis dog at kunne faa aabnet hans Øine for, hvordan
der stelledes omkring ham.

Forleden Dag nede paa Jernbanen havde han sprun-
get op og sat sig ved Siden af Trine Feyers Far paa
Forsædet i Trillen, med det samme de skulde afsted,
og kjørt med dem op i Porten ved Skogstad. Han
udspurgte hendes Far om hans Engevandingsanlæg,
men vendte sig hele Tiden halvt mod hende paa Bag-
sædet, og, da det begyndte at smaaregne, slog han sin
Paraply op og holdt den over hende, for han brød sig
ikke om Smaaregn, sagde han.

Trine brød sig nu heller aldeles ikke om Smaaregn!

Men han bare lo inde i sit store røde Skjæg og sagde,
han vidste nok, hun ikke smeltede, men han syntes
saa gruelig Synd i hendes vakkre Hat! Hun fik al-
drig nogen igjen, som klædte hende saa godt; det havde
han fundet ud allerede den Gang, han saa hende med
den paa Melkevognen ifjor.

- I Høaannen saas den unge Grundt i Skjorteær-
merne mellem Slaattekarene fra Morgen til Aften, eller
han gik sodet og svart ved Kvashaugene, medens de
brændte Myr, saa Røgskodden i Sommerkvældene trak
sig hen efter hele Aassiden.

Af og til forlød det jo, at han tog sig Ferieturer ind-
over til Byen.

Og, af hvad Beskaffenhed disse var, kom man da
fuldt og tilstrækkelig paa det rene med, efterat et helt
Følge af unge Herrer - ovenikjøbet med to Damer -
havde aflagt ham Besøg paa Skogstad. De Beretninger,

SIDE: 12

der gik om det Leben, de havde holdt, var lidet op-
byggelige. De havde drukket Punsch i Høsaaterne og
turet den udslagne Nat helt til Solen gik op. Og ned
til Byen igjen var de først reist med Eftermiddagstræ-
net den følgende dag.

Anna Dal spurgte forarget, hvad de nu syntes om
Alligatoren?

"Uf ja," - udstødte Kristiane Sandberg, "jeg har
hørt saa meget om Mandfolkene paa det sidste, at jeg
næsten væmmes ved dem!"

Ovenpaa de Oplysninger om den Aand, hvori Hr.
Grundt agtede at føre sin Tilværelse deroppe, var han
simpelthen at betragte som opgivet.

Der var nu ikke én af de unge Piger, som ikke vilde
vende Hovedet bort for at undgaa at hilse paa den
Person, om de var saa uheldige at møde ham.

Trine Feyer maatte i sit Hjerte sige, at hun egentlig
var adskillig skuffet. Hun havde efterhaanden faat
et Slags Tro paa, at man kunde have gjort ham Uret.

Som nu den Søndags Eftermiddag, hun havde truffet
ham hos Lensmandens. Han var dog saa ligetil, saa
uforbeholdent som han sad der og snakkede om sine
Planer med Skogstad, hvordan han holdt paa at drive
Fjøset op og alt ventede at faa Præmie ved Dyrskuet
til Høsten. Og en mere gjerrig og gnikkende Hund
end han fandtes der ikke i Distriktet, sagde han, helt
til han havde faat drevet Gaarden op i den Stand, han
vilde.

Det var Synd at sige, at han satte sig i nogen over-
dreven Belysning!

Men nu viste det sig, hvor mangfoldige Mandfolkene
kan være; - hun vilde ikke tænke med en Tanke mere
paa ham. Det var igrunden en Lykke, at hun havde
faat Øinene op!

- Aaret gik sin Gang, og den stræbsomme "Hr.
Grundt", som Anna Dal spotvis kaldte ham, fik gaa
sin. Der var ingen, som spurgte hverken efter ham
eller hans Leben og Treiben overhovedet der paa Skog-
stad; og der var vist ingen af de unge Damer, som

SIDE: 13

længer i nogen Maade beklagede, at de havde gaat
Glip af hans ærede Bekjendtskab eller af Anledningen
til ved en bedre Omgang kanske at faa løftet hans An-
skuelser i visse Retninger. Ikke én!

En Regnveirs Eftermiddag ud paa Høsten overra-
skedes de hos Proprietær Feyers ved, at Jomfru Schiøl-
berg fra Skogstad kom ind i Kjøkkenet med Regnkaabe
og Paraply.

Hun gjorde saamange Undskyldninger og var virke-
lig saa ydmyg at spørge sig for, hvordan man bar sig
ad heroppe paa Landet med Talgen ved Høstslagt-
ningen, om den endnu gjemtes op til Lys i Hushold-
ningen?

Hun blev jo buden ind i Stuen og trakteret med
Kaffe.

Den tynde, tørre Pinde af et Menneske gjorde sig
saa hyggelig, hun kunde, stakkar! Hun fortalte vidt
og bredt om de prægtige Melkekjør, de nu skulde ud-
stille paa Dyrskuet, og klagede over, at hun sad saa
ensom og rent uden Bygdens Omgang. De havde næ-
sten ikke set et fremmed Menneske paa Skogstad siden
isommer, da Grundts gifte Søster og Svigerinde med
sine Mænd og nogle andre havde været deroppe.

Fru Feyer blev ganske distræt der, hun sad, - alt
det Snak og al den Skandale, der havde været i An-
ledning af det Besøg, - slap det bare derud! . . .

Hun blev rent varm mod Jomfru Schiølberg, nø-
dede hende med hjemmebagte Kavringer og Fløde-
kager og inviterede hende til at se til dem, naar det
blev for ensomt hjemme.

Da Jomfru Schiølberg gik, stod Fru Feyer i Døren
og bad hende hilse saameget til den unge Grundt.

Thora Strøm fik Lørdag Morgen en Brevlap fra Klara
Kolstad med Spørgsmaal, om det ikke for én Gangs

SIDE: 14

Skyld - og, notabene, hvis Veiret var nogenlunde
godt! - skulde være morsomt at kjøre ned til Dyr-
skuet ved Stationen og bese Stadsen en Timestid eller
to, hun havde ikke set et saadant "Fesjaa" siden før
hun blev konfirmeret.

Og Thora Strøm svarte, at hun forbeholdt sig, at
Veiret maatte være absolut godt, da der skulde være
saa græsselig leret og blødt der paa Pladsen; hun havde
ikke Lyst til ret længe at figurere der mellem Kjørene
med smudsige Skjørtekanter og klisset Skotøi! . . .

Klara Kolslads Idé maatte have ligget i Luften. Anna
Dal og Trine Feyer var ogsaa blet enige om at reise
derned.

Og, da Mandagen kom, og Bi- og Hovedveie helt
fra Morgenen gjenlød i den taagede Høstdag af Rauten
og Brøl af Kreaturer, der skulde føres frem og kjæmpe
om Prisen, - saas de baade den ene og den anden
kjørende med sine Fædre eller Brødre under idelige
Stansninger og Møie for at komme forbi de halstar-
rige Dyr.

Saa, da Dyrlæge Berg holdt Festtalen fra den kran-
sede Tribune, stod saagodtsom alle Bygdens Damer og
hørte paa, - en Interesse for Sagen, som han heller
ikke undlod ved en smuk Vending at tage til Indtægt.

I den korte graa Vams med de store Knapper saa
Grundt paa Skogstad ud som bare Forretningsiver. Han
lod til at interessere sig uendelig mere for Bygdens
Kjør end for Bygdens Damer, dem han kun flygtig
hilsede under sin Rundar for at inspicere Udstillings-
dyrene.

Medens Bedømmelseskomitéen gik rundt indenfor
den for Tilfældet opførte Indhegning, og udførte sit
Hverv, havde de unge Piger den lange Formiddag in-
tet andet at gjøre end saa smaat at gaa dernede og
kjede sig og halvfryse i den senhøstes raa Dag og imel-
lem faa sig en Kop Kaffe inde paa Stationen.

Endelig kom det til Forkyndelsen fra Tribunen.

Den første, der nævntes, var Grundt paa Skogstad;
han havde virkelig erobret første Præmie for sine to

SIDE: 15

Melkekjør: - et Sølvbæger samt et Pengebeløb til Bu-
deien, som havde røgtet dem.

Der blev en vidtløftigere redegjørende Oplæsning af
første, anden og tredie Præmier foruden "rosende Om-
taler" for forskjellige Dyresorter, Kviger, Vædere, Faar
og Griser, samt var videre en længere Tale ivente -
"fuld af Landmandshaab", - som Anna Dal hviskede.
Vilde de som hun, saa sneg de sig fint og lunt bort
en Stund bag Ryggen paa den saa stærkt beslaglagte
Opmærksomhed!

De var henne paa Jernbaneperonen og saa Hurtig-
toget fare forbi og tog sig bagefter en Svingom for at
varme sig.

Thora Strøm stillede sig op nede ved Indhegningen
foran et Auditorium af brølende Kjør og talte med ind-
trængende Alvor efter Regnskapsfører Røst om Grise-
nes bekjendte store Renslighed, og Anna Dal mente,
at hun til Natten kom til at ligge og se bare svingende
Kohaler; hun begyndte at blive ganske søsyg.

De maatte nu hen og beundre de to saa rent mærke-
lige Kjør fra Skogstad, som Grundt vist elskede som
sin egen Sjæl!

Det var hans bedste Omgang, mente Kristiane Sand-
berg, hun maatte indrømme, den var ialfald solid.

"Jeg kan forstaa, at en Mand sværmer for Heste;
men Kjør! -" udbrød Thora Strøm.

"Rødt er vist hans Livfarve."

"De ser sletikke godmodige ud."

"Pas Dig, Trine! gaa dem ikke for nær, de kan slide sig."

"Det er virkelig to sinte Bæster, se bare, hvor de
skubber og slider med Hornene i Indhegningen."

"Stakkars, - de er saamæn ikke sinte," klappede
Trine Feyer dem; "det er de godmodigste Øine af Ver-
den! . . . I kan da se, at det er to deilige Dyr? De er
bare urolige, fordi de venter paa Budeien; de vil mel-
kes. Jenten er naturligvis ør over Præmien og staar
og maaber deroppe, til alt er færdigt. - Sta-a-kars
Kua! . . . de glemmer Dig, som er den fornemste her
idag . . ."

SIDE: 16

"Du var istand til at melke dem, Du Trine!" lød
det spydigt.

"Kjære, kan Du ikke forbarme Dig over dem?"

"Det vilde da være en stor Ære at melke Grundts
Præmiekjør!" kom det fra Anna Dal.

"Der staar Kollen. Bare prøv! Vis, Du kan . . . vis,
Du tør" . . .

Det var Trines mindste Kunst; melket havde hun
gjort saa mangen Gang! Jamæn kunde hun begynde
. . . saa kom vel Budeien.

Hun greb resolut Kollen, skjørtede op og satte sig til
at melke, medens de andre stod høist spændte.

Det store, prægtige Dyr blev med ét rolig og til-
freds.

"Er Du gal, Trine, - Kjære, hold op!"

"Vi ser, Du kan" . . .

"Lad det nu være nok! . . ."

Men Trine var blevet helt ivrig i Arbeidet. Melken
fossede og sprudede i Bøtten.

Hun saa først op, da hun hørte et vældig samstem-
migt Skrig fra de andre, som pludselig styrtede af-
sted.

Grundt stod lige ved Indhegningen!

Der laa Bøtten med Melken skummende udover til
alle Sider, og Trine reddede sig ved en hastig Flugt.

De samlede sig henne ved de fraspændte Kjøretøier.
Det gjaldt blot at komme snarest bort fra Mødet . . .

Det var en skrækkelig Prostitution! . . .

De vilde aldrig komme over det, aldrig komme til
at glemme det.

Det hele var Trine Feyers Skyld, hun var dog alt-
for meningsløs gal!

Og havde de endda blot blevet staaende og faat for-
klaret det hele paa en Maade! - Hvem var det, som
først skreg og rendte afsted? . . .

De stuvede sig allesammen i den Trille, Thora Strøm
og Klara Kolstad raadede over.

SIDE: 17

Den næste Dag kom en Karjol rullende opover Veien
til Feyers.

Det var ingen anden end Grundt!

Trine løb i fuld Panik ovenpaa . . . Hvad ialverden
kunde han ville?

Det var naturligvis om det igaar, han vilde have
Forklaring; det var forfærdelig pinligt. . . .

Da Madklokken ringede til Eftasværd, kom der Bud
op, at hun maatte komme ned til Theen.

Trine skulde ingen The have!

Grundt havde Spurgt efter hende; hun maatte komme
ned.

Nu blev hun forarget . . . Jo-o, hun skulde indfinde
sig!

Dette var forfærdelig udelikat . . . Han kunde da
ikke rent ud ville holde Forhør over hende. . . .

Da hun kom ned i Stuen, var hun aldeles bleg.

De sad ved Thebordet, og Grundt reiste sig hastig
og kom imod hende. Men det var næsten som han var
lige saa konfus som hun, saa Trine dog begyndte at
drage Veiret.

Han spurgte, om hun vilde ha' en Hundehvalp af
ham, som han havde med i en Kurv . . . Den var en
ægte St. Bernhards, - og saa tro, saa tro, at den gjerne
lod sig slaa ihjel for hende! . . .

Trine blev lidt underlig tilmode. Han sagde det saa
eget og stirrede paa hende, saa hun kjendte, hun blev
sprudende rød . . .

Ikke et Ord om Historien fra igaar. Han ikke saa-
meget som nævnte hele Dyrskuet, efterat hun var kom-
met ned.

Han gav sig god Tid og reiste først hjem, da de
vilde tænde Lampen.

Trine var nu vis paa, at der ikke kom ét Ord om
det igaar fra ham.

Men hun grublede meget over Hundehvalpen. Var
det det høieste, han vidste, en saadan tro og lydig
Hund, som vogtede Huset, tog Kustus og lod sig slaa
ihjel for én . . .

SIDE: 18

Lørdag i samme Uge var han der igjen og bøn-
faldt ordentlig Fru Feyer, om hun og hendes Datter
vilde kjøre med ham til Skogstad og raade ham med
Træplantningen i hans ny Have; han vilde have den
anlagt nu i Høst.

Det var som en ren Bortførelse. Feyer vilde undre
sig, naar han kom hjem i Eftermiddag og fik høre, at
de var paa Skogstad . . .

Da de kom didned, viste Grundt dem om overalt
baade nedenunder og ovenpaa. Det var jo bare en
tom Kasse, sagde han, hvori han gik og spankulerede
og hørte sine egne Skridt gjennem alle Værelserne.

Da de havde drukket The, maatte de ned og raade
ham med den nedgrode, forsømte Have; den skulde
omlægges og udvides med Frugttræer og Bærsenge helt
nedover til Elvekanten.

Siden fulgte Fru Feyer Jomfru Schiølberg over paa
Melkeboden.

Trine stod ved Vinduet oppe paa Salen og betrag-
tede Udsigten, da Grundt pludselig udbrød, at han vilde
give meget til, om hun likte sig paa Skogstad! . . . Ja
det vilde sige . . . det var ikke netop Skogstad, han
mente . . .

"Rent ud sagt!" brød han med ét tvert igjennem, -
"var baade Hundehvalpen og Haven bare Humbug . . .
bare Indledning. Han havde talt saa lidet med hende,
vidste ikke, hvordan han turde komme med, hvad han
havde at sige . . .

Kunde hun holde lidt af ham?

For, at han holdt af hende, det var han nu sikker
nok paa! Han havde ikke tænkt paa at gifte sig, ment,
han havde saa nok med sin store Gaard. Men for hver
Gang han havde truffet hende og set hendes brune,
kvikke Øine, syntes han, der var blevet ensommere og
ensommere paa Skogstad . . . saa, - kunde hun ikke
like ham og vilde hun ikke komme did og dele det
med ham, saa vidste han nu saa meget, at der blev li-
den Glæde ved det hele længere. . . ."

Da Trine Feyer slog Øinene op mod ham, var der

SIDE: 19

ikke Tvil om Svaret. Og dog, - midt under Indrøm-
melsen og den fremrakte Haand, medens Taarerne be-
gyndte at fylde Øinene, - var der et "men", - noget,
hun ikke rigtig fik frem . . .

"Hvad er det? Sig det . . . tal ud! . . . De vil jo
blive min Hustru? . . ."

"Ja, men," kom det modstræbende, - "De har yttret
Dem saa stygt om Fruentimmerne . . ."

"Har jeg?"

"De har . . . De har sagt, at De blot vidste det om
dem, at der fulgte saa mange" . . .

"- mange?"

"Udyr med dem!" lød det oprørt.

"Aa saa, - ikke andet!"

Hans hjertelige, halv bekymrede halv lystige Mine
tog hende aldeles med sig.

Efter dette var der ingen Raad mere!

Da Trine Feyer om Aftenen laa og anstrængte sig
for ikke at sovne ind, - hun vilde ikke slippe Erin-
dringen om alt det, der var passeret om Dagen, - kom
hun pludselig til at tænke paa, hvad hun skulde svare
sine Veninder, naar de spurgte og vilde have Besked.
Hun havde ikke sat én eneste Betingelse!

SIDE: 20

Jonas Lie

JON SUNDE

Et godt kvikt Hoved med Omløb kan fremgaa af
mange Betingelser. Der maa være en Mangfoldighed
af Stoffe i Jordbunden, for at den Plante kan gro. At
være af Yankeeblod pleier at være nok, - det forud-
sætter et helt Amerika i Rodmulden.

Men det er heller ikke saa ueffent at være Søn af en
Færgemand.

Trafiken paa en Færgebakke kan være baade vek-
slende og righoldig. Den ene Dag kommer kanske
Kongen, den anden en Theatertrup med Menageri og
Bjørnetrækkere eller et Taterfølge eller en lænket
Fange under Vagt eller endog selve Bispen! Her er
ingenting umuligt, særlig, hvor - som Tilfældet var
ved Jons Hjem, - en befærdet Kongevei afbrydes af
en af Landets bredeste Elve. Og Jon havde, fra han
blev saa stor, at han kunde brætte op Bukserne og
vade ud efter Fliser, brugt Øine og Øren, færdets mel-
lem og øvet sin Slutningsevne paa det altsammen.
Her var sandelig nok at lære, og man vænnede sig
tidlig af med at forundre sig.

Han var snart paa det rene med de forskjellige Gra-
der af Ære og Anseelse, der fulgte med baade Folk og
Heste, Herskabsvogne og Enspændere saavel som de
tunge, farlige Varelæs, der rulledes ind paa Færgen og
for en Sikkerhed maatte klamses under Hjulene.

Det var en Verden for sig selv, alt det fornemme.

Resten var jo ogsaa en Verden, og i den boede han,
og var hans Far Færgemand; og den var jo uden Sam-

SIDE: 21

menligning lavere, medens den første beskjæftigede og
drog hans Sind med Magten af et Eventyr.

Fra Isen gik op om Vaaren, til den lagde sig igjen
sent om Høsten, gik det paa med at sætte over fra
Østsiden til Vestsiden og tilbage igjen. Naar Færgen
var fuld, Kjøretøier, Passagerer og de ofte ustyrlige
Heste med behørig Skjønsomhed placerede, skiltes
den fra de tre sammenlænkede vastrukne Stokke, der
dannede Flydebroen ved det ene Land, for at bestaa
sit Overfartseventyr i det brede Sund.

Og, medens Jon hjalp Faderen med at ro den ene
Aare eller stagede Færgen frem i Strømsætningerne
mellem Tømmer eller Isstykker - alt efter Aarstiden
- havde han gode Stunder baade til at følge med Pas-
siaren mellem de mere eller mindre langfarende og at
gjøre sine Betragtninger.

Et Specialstudium havde han gjort sig af de forskjel-
lige Slags Kjøretøier. Han vidste med sig selv, at han
var Kar for at bedømme den rige Skoghandler Fos-
sums Karjol. Den var ganske enkel bygget uden Fje-
dre og saa let, at han kunde løftet den; men rigtignok
med et Par Asketræs Armer saa seige og fine og ela-
stiske, at én skulde lede efter Magen. Det var en ren
Nydelse at trække den ind paa Færgen og huske den
op og ned i Hænderne. I seksten sytten Aars Alderen,
da andre Gutter af hans Kjendskab gik paa Dans og
snakkede om Kjærester, sad den Karjol i hans Ho'de
som en hel Forelskelse.

Hvad ingen anden véd, heder det, det véd Færge-
manden, og Jon var inde i hver Skoghandel, der var
sluttet i hele Distriktet. Han vidste om den Tømmer-
hugst, der gik for sig, og den, der skulde gaa for sig
baade her og der til næste Aar, omkaps med hvilken-
somhelst Skogspekulant. Det spurgtes og 
omventilredes
alt under Hvilen og Overfarten paa Færgen, og Eien-
domsmærkerne paa Stokkene vidste han at skjelne saa
godt som selve Fløderinspektøren.

Men frem og tilbage gik det med Færgen.

At der gjærede en Del Tanker i ham, om det skulde

SIDE: 22

vedblive saa al hans Dag, - om det skulde være hans
beskikkede Lod og Skjæbne bare saadan at sætte fra Øst-
siden over til Vestsiden og tilbage igjen - siger sig selv.

Elven var jo vistnok, som hans Far sagde, "fast uud-
tømmelig paa Kundskab". Sandbankerne grundede sig
ikke op det ene Aar som det andet, og Strømfarene
gik i det uudgrundelige anderledes den ene Vaar og
Høst end den anden. De maatte hver Gang baade ud-
studeres og forfares, skulde det gaa vel, og Færgen
ikke komme ind i den stenfulde Midtelvshvirvel eller i
Taagen om Høstkvældene blive taget af Vestevjen og
ryge udfor Fossen, som durede og susede nogle hun-
drede Alen nedenfor.

Over Sundstedet gik der en daglig Trafik til Soren-
skrivergaarden fra alle Kanter af Bygden.

Den laa der over paa Vestsiden og blinkede med
blaa Tagstene mellem de høie Træer, medens det røg
fra alle tre Skorstene i Middagstiden. Ud fra dens
sprinklede Port fo'r Fuldmægtig og Kontorister i travl
Fart, saa Karjolhjulene durede i Veien, og did op til
Kontoret kjørte Prokuratorerne og Lensmændene og
Formynderne og Auktionariuser; de maatte nok alle-
sammen, - saa store, de viste sig nede i Bygden, -
ta' til Huen og bukke der! Og, naar der skulde være
Middagsselskab, kom de, den ene efter den anden,
Grundtes og Provstens og Fogdens og Paulsens Vogne,
rullende ind paa Færgen, - foruden Gigger og Karjo-
ler saa evig langt oppe fra som Prokurator Prydtz.

Det Syn og alt, hvad dermed hang sammen af Glans,
havde en afgjørende Indflydelse paa Jons hele Tænke-
maade og aandelige Habitus.

Hans Iagttagelse havde saa længe sammenlignet
Gradmaalene for fornemt, fornemmere og fornemst, til
hans høieste Drøm var at kunne faa færdes, om end
som et ringeste Led i denne høiere Tilværelse. Den
Erindring, der lyste mest over hans tidligste Barne-
dage, var da ogsaa, at Sorenskriverfruen nede paa Fær-
gen havde klappet ham paa Kinden og givet ham en
blank Tolvskilling.

SIDE: 23

Hans daglige Øvelse var at skrive. Det gik for sig
med Pen paa Papirlapper og indeni Bogpermer saavel-
som i Overflod med Stok eller Træpinde udover Sandet
ved Sundstedet. Bakken saas stadig overdækket med
Snirkler og Forsiringer, alt slyngende sig om Navne-
trækkene: "Jon Færgebakken" eller "Jon Sundet," -
under Uvisheden om, hvilket af de to Efternavne, han
skulde erklære sig for.

Og han øvede og øvede det, som en Skøiteløber ind-
øver samme Snirkel.

- Det var en stille, søvnig, varm Eftermiddag ude
paa Sommeren. Den saa slet ikke ud, som den skulde
bære noget i sit Skjød. Vandstanden var saa lav, at
Stene og Skjær laa tørre op af Strømmen, medens Elve-
bredderne stod som høie Skraavægge.

Det var tomt og uddøet over hele Bygden, Folk enten
til Sæters, eller de holdt sig i Heden hjemme i Gaar-
dene.

Jon var alene ved Sundstedet. Han havde fundet
paa at bade sig og var netop i Færd med den inter-
essante Beskjæftigelse at ride en Tømmerstok paa In-
dianervis ned over et Strømløb, - det var ingen smal
Sag at holde den i Balance -, da han med ét til sin
Forfærdelse saa Sorenskriverens Kaleschevogn dukke
frem over Strandkanten.

Det var en Vanskjæbne! Det var de sidste Mennesker
paa denne Jord, han kunde ønsket at presentere sig
for saa totalt spilrende - formløst.

Han gled som en Aal ned af Tømmerstokken og ar-
beidede sig med sit svartluggede Hode over og under
Vandet, dukkende, svømmende og krybende ind til
Færgen, hvor hans to eneste, men ogsaa fuldt nødven-
dige Klædningsplag laa.

Det var ingen let Sag at faa dem paa, - saa vidt
muligt under Dækning af Færgekanten med to, tre
resolute Nap indover den. At han maatte trække Ben-
klæderne paa i Vandet, var kun et underordnet Hen-
syn, Hovedsagen, at han kunde stige lettet og frimodig

SIDE: 24

i Skjorteærmerne frem paa Færgen og svare sit "Hoi"
paa det stedse utaalmodigere "Sæt over!"

Det var Sorenskriveren selv, som stod der i den flade
Uniformshue. Kors, hvor han brølte! . . .

Parasollerne var Fruen og alle tre Smaafrøknerne.
De kom hjem fra Byreise.

Da Sorenskriveren saa, at Færgen løsnede fra Land,
begyndte han at traske frem og tilbage paa Bakken.
Han var nok ikke naadig, og Jon følte det som en Lise,
at han ikke kunde se med Nakken, medens han roede
over.

Færgen stødte haardt an, og han kastede Lænken
fast.

Vognen stod alt fraspændt for at rulles ned paa Fær-
gen, og Kusken holdt Hestene.

"Ingen Færgemand ved Sundstedet, hvad skal det be-
tyde?" rullede og tordnede det nedover ham fra Bak-
ken.

"Far er bare gaat til Smeden."

"Bare Fanivold, ja! Her staar vi. - Afsættes skal
han, det skal jeg besørge . . . Mage til Uefterrettelig-
hed!"

"Dette er ængsteligt, Westergaard!" lød Fruens Røst.
Det var en høi, stiv Dame, der foroverbøiet ligesom
stirrede udover sin egen Altan. - "Blot en ung Gut,
og de urolige Heste." . . .

Smaafrøknerne trykkede sig om hende som Raphøns.

"Ængsteligt? - det er nederdrægtigt! - hils din Far,
at" -

Jon hørte ikke Fortsættelsen. Han havde med et Par
Anstrængelsens Tag, saa det sortnede og gnistrede for
Øinene, faat den svære, urokkelige Kaleschevogn paa
Glid nedover Bakken, medens et lige saa vældigt som
forskrækket Brøl: - "Ryg ikke i Elven, Gut!" lød efter
ham fra Sorenskriveren.

Men der stod Vognen støttet og sikker nok med Klam-
ser under Hjulene, saa Kusken nu bare havde at lede
Hestene ned.

Det var en hel overstaaet Forskrækkelse, og den

SIDE: 25

skalv endnu i Nerverne, da Familien var kommet over
paa Færgen. Den tunge, jernbeslagne Vogn kunde gaat
bardus i Elven!

"Jeg forsikkrer Dig, Westergaard," aandede Fruen i
Bevægelse, "jeg fik ganske ondt. Du véd, hvor lidt jeg
taaler."

"Aah, jeg troede, det var værst for Gutten jeg!" mum-
lede Sorenskriveren. - "Naa!" vendte han sig saa til
Jon, "det var godt, det gik saa bra."

"Han er saa sved, at Vandet drypper af Klæderne,"
- udbrød den ældste Datter medlidende, - "Toften er
ganske vaad."

Faktum var rigtigt nok, om end ikke den antagne
Grund; - det, som randt, var ærligt Elvevand.

- "Hvem er det, som skriver alt dette?" spurgte
Sorenskriveren, medens der igjen spændtes for over paa
den anden Side; han pegte med sin tykke Stok paa de
mange Snirkulaturer i Sandet.

"Det er nok mig det."

"Og det der?"

"Det er nok mig det ogsaa."

"Hvad heder Du saa, Jon Færgebakken eller Jon
Sundet?"

"Aa, det tør nok bli saa, eftersom det . . ." Jon saa
blygt ned for sig.

"Hm, hm, - sandelig ikke daarlig gjort, - aldeles
ikke . . ."

"Jeg skriver af det meste for Larsen, Rodemesteren
. . . fik jeg bare bli' ved med Skriften saa!"

Sorenskriveren og Fruen vekslede et Øiekast; - det
var jo en Tanke! . . . Der behøvedes snart igjen en
yngste Kontorist.

"Jon Sundet . . . Jon Sundet . . .!" gjentog han; -
"Du skulde kaste "t"-et og kalde Dig Jon Sunde, min
Ven!"

Sorenskriveren steg op i Vognen og satte sig pu-
stende for Heden ind i Kaleschen.

Der sad han bred og tryg bagoverbøiet, og Jon stod
og saa efter dem.

SIDE: 26

Vognen rullede afsted.

Han ridsede sagte til Forsøg med Storetaaen i San-
det et "Sunde" uden t og stirrede igjen efter den graa
Røg ved Vognen, hvori han saa Hestefødderne trave.

Saa greb han Baadshagen og producerede med Jern-
piggen henover Sanden ufortrødent: - "Sunde" . . .
"Jon Sunde" . . .

- Og ikke længere efter, end Sneen faldt samme
Høst, havde Jon naat sine Drømmes Maal at blive op-
taget paa Prøve som yngste, beskeden tjenende Betjent
efter Kontorist Thormodsen.

Foruden at taale alskens Vittigheder om sig og sine
to Navne, at lægge i Kakkelovnene, rense Blækhusene,
hente Posten, gaa eller kjøre Ekspresser, var hans Fag
paa Kontoret at skrive Akter, en saare fin og vanskelig
Opgave, der ikke var gjort med smukke Sving alene!
Det maatte udføres baade tydeligt og prydeligt og der-
hos med ubrødelig Overholdelse af de lovfaste kun sek-
sten Linier paa Siden og kun ni og tyve Bogstaver i
Linien.

Han sad deroppe ved Pulten i den røde Kontorbyg-
ning indvendig frydefuld, stolt som blot nogen nyslagen
juridisk Kandidat, med Gehøret spændt og Ørene spid-
sede efter mulige Befalinger her og der fra, og skrev
og tællede med Fingrene, om han slap ud med Bogsta-
verne. Det er det, som øvede Kontorheste faar paa
Instinktet. Og igjennem Vinduet kunde han se udover
hele Bygden til langt nedenfor Færgestedet.

Saavidt havde han altsaa staget sig frem!

Optaget, som Jon nu var blevet i denne høiere Til-
værelse, følte han dog snart, at den havde sine mange
baade Saarheder og Torne. Skjæbnen undrog ham ikke
den fornødne Portion Nødder at knække. Der faldt
rigelig til af den Slags saagodtsom fra den første Dag,
han kom i dette fine Hus, hvor alt gik til herskabs-
mæssigt og paa Stregen.

Var han end givet en Plads inde ved Bordet, - at
sige, naar der ikke netop faldt til et desto finere Ud-
valg af fremmede, - saa var det dog i Førstningen i

SIDE: 27

mange Stykker en næsten uholdbar Amfibietilværelse
mellem den fra Barnsben kjendte Tjenersfære derude,
- den var baade misundelig og ondskabsfuld, - og
dem derinde i Stuen, som han endnu aldeles ikke hørte
til. Han laa saa at sige og pintes og vred sig over
Dørstokken og følte, at han var til Fornøielse og Moro
og Spot fra alle Sider.

Vel over Dagens Gjenvordigheder paa Kontoret fulgte
Fortsættelsen om end paa et andet Vis nede i Stuen.
Der følte han sig saa keitet og usikker som en uskoet
Hest paa en blank Is. Blot det, at slippe vel ud og
ind af Døren var en hel daglig Bekymring, - ikke at
tale om den Kunst at haandtere Kniv, Gaffel og Ser-
viet rigtig. Der hørte saa meget til den nye Levemaade;
det var som en hel Eksercits! . . .

Det var dog ikke Tilrettevisningerne, som var saa
haarde at døie, - de kom altid meget overbærende og
saa lidt bemærkede som muligt fra Fruen selv. Nei,
det var de tre Smaapiger, som sad der, den ene et lyst
Hoved høiere end den anden, - han saa det saa godt,
- forpinte og hemmelighedsfulde, straks de opdagede
en liden Bommert.

Da han i sin Uvidenhed puttede Sennepskeen i Mun-
den, var det ikke den sviende, rivende Brand paa
Tungen og i Halsen, men den Lystighed, som lyste ud
af deres Miner, der kreperede ham. De sad der saa
røde som Høns i Toppen alle tre og forsvandt den ene
efter den anden, med Servietten for Munden ude af
Døren.

Han gik overhovedet altid med en lurende, aarvaa-
gen Mistanke om paa noget Vis at være til Komedie.

Maaden at bære sig ad paa saavelsom Opfatningerne
var saa forskjellige fra, hvad han var vant ved, som
han kunde være plumpet ind i et andet Land. En al-
vorlig Straffepræken af Sorenskriveren endte med
en Udsigt til at blive bortvist fra Kontoret, bare fordi
han en Søndag havde gaat hen paa Kirkevolden og
byttet Klokker.

Hvor mangen en lang Søndagseftermiddag havde

SIDE: 28

ikke baade han og hans Far kortet sig med den Trafik
ude paa Færgebakken; den havde givet baade Moro og
sin gode Fortjeneste. Den Kunst at lytte og gjætte rig-
tigt ind i Hjerteslagene paa et Lommeuhr var ikke
hver Mands Sag; - én fik nok være snydt adskillige
Gange, før én kom helt ind i den Profession!

Men at bytte Klokker var sjofelt, sagde Sorenskrive-
ren, noget, som én, der vilde bære Navn af Kontorist
hos ham, maatte være hævet over.

Han fik ogsaa til sin dybe Forundring, - heldigvis
uden denne Gang at være Foranledningen, - af en
Forelæsning paa Kontoret høre Sorenskriverens Me-
ning ogsaa om at bytte Heste. Sorenskriveren kunde
ikke tænke sig en uslere Tilværelse end en Hestebyt-
ters, et Liv i mere stadig Fornægtelse af al Sandhed
eller en større Ophoben af menneskelig Æresløshed og
lave, forvorpne Kneb end de, han netop havde Anled-
ning til at afsløre i en Dom mellem den Slags Fyre.

Han talte saa fornemt vakkert, og Stemmen rullede
indigneret. Blot kunde Jon ikke rigtig faa ud, hvordan
han mente, det vilde gaa, naar der nu aldeles ikke
skulde handles Heste. Det hele var ham saa at sige
en moralsk Gaade.

Og, naar Sorenskriveren til yderligere Indskjærpelse
af Forskjellen mellem, hvorledes han og hans Lige
tænkte i Modsætning til Folk som de, Jon var kommet
af, tog frem baade det ene og det andet Eksempel af
Bygdetrafiken og Gaardhandlerne, saa begyndte jo Jon,
som han sad der bag paa Hundsvotten, at skimte, at
der maatte være to Maalestokke, - en fin en for Folk
med fast Løn, eller som havde saameget, at de ikke
behøvede at blande sig i Trafiken, og en simplere for
hele Resten.

Det var den gamle Maalestok, han maatte se at flaa
af sig, og den ny, han maatte prøve at faa ind i Sind
og Tanke saa godt, det bare lod sig gjøre.

Saa godt det lod sig gjøre, ja! - for feiede han den
ud af den ene Dør, havde han den inde igjen af den
anden.

SIDE: 29

Hver evige Eiendomshandel, som blev sluttet i Di-
striktet, gik over Sorenskriverkontoret. Jon kjendte
hver Skog og hver Gaard, og, medens han sad der og
skrev Skjøder og Kjøbekontrakter for Parterne, havde
han ligesom Duften af det hele pulserende Handelsliv
under Næsen. Det var næsten til at faa Taarer i Øi-
nene af; og de kunde da ogsaa blinke og funkle af en
forunderlig kriblende Rovfugllyst til at slaa ned midt
i det.

"Men, man maatte ikke faa Smuds paa Mansjetten,"
sagde Sorenskriveren, ikke udsætte sig engang for saa
meget som Skinnet af at faa noget hængende ved Fin-
geren.

Og saa fik Jon indskrænke sig til den sympathetiske
Fryd at udstyre Skjøderne med de smukkeste Snirk-
ler; - han var en Kontorhest, der skummede i Trind-
sen, medens han blev indredet under Sorenskriverens
vældige Schenkler.

"Ikke Smuds paa Mansjetten . . . ikke give saameget
som Skygge af Anledning til Mistanke om en Plet!" -
det var det, Sorenskriveren levede for i en over Livets
hele Dal løftet Ophøiethed.

Og var der nogen, som eiede en udholdende Nakke
til at stirre ufravendt op til denne Ætherhøide, saa var
det den skulderbrede, af Kraft struttende Jon.

Det forbausede ham, og han begreb det ikke; det
var maaske derfor; han beundrede det saa overvættes.
Sorenskriveren havde nogle aparte hvide Hænder, de
svarede ogsaa saa netop til Forestillingen om ikke at
røre ved Smudset.

Og paa Kontoret sad Jon under disse Forhold i halv
sjette Aar, stadig voksende i Sorenskriverens Tillid og
stadig mere dresseret og øvet i den Kunst, han efter
sin Natur laa mindst for af alt i Verden, nemlig at
ekspedere en Sag fra sig istedetfor at tage den fat.

De juridiske Bøger henne i Hylden, Tilfælder i Rets-
tidenden og allehaande Domsafsigelser var hans kjæ-

SIDE: 30

reste Læsning. Han var blevet det fuldt betroede Fak-
totum, der vidste, kunde og havde Rede paa alt.

Han havde under denne Tid staget sig frem fra den
ene Kontorkrak til den anden, indtil han nu sad med
tre afredne Krakker bag sig, nærmest ved Fuldmægti-
gen.

Sorenskriveren erklærede ham for uundværlig og
havde for Amtmanden rost sin Kontorist som et lige-
frem lysende Hoved. Ikke fem og tyve Aar gammel var
han Kontorets Tillidsmand med et større Lensmands-
ombud sikkert isigte, inden han blev de tredive.

Naar Jon saa tilbage paa den forløbne Tid, maatte
han selv forundre sig. Alt var jo gaat som smurt med
Grønsæbe.

Og dog havde han undertiden en Følelse ved det
hele, som han helst skulde blevet der, han var, saa
drev han kanske nu fri og frank nedover Fossen paa
en Flaade mellem alle Tømmerfløderne og havde ikke
behøvet at gaa tynget og gruble næsten, saa Livslysten
holdt paa at forgaa ham! . . .

Det var ikke frit for, at han kunde have en Kjend-
sel af det hele Kontorstel, af at sidde der paa Krakken
og skrive og skrive og ekspedere fra sig, som om han
fik bare Blæk i Munden. Det Begjær, han holdt paa
at kvæle og dræbe i sig, forsvarede sit Liv med alle
Klør og fægtede i hans Indbildningskraft altid for det
modsatte, nemlig at ekspedere til sig - især Skogeien-
dommene, som nu begyndte at gaa rent meningsløst
billigt fra Haand til Haand.

Det var egentlig en Tilværelse, som paa en Stege-
pande mellem hans af Beundring næsten helt soren-
skriversk blevne Samvittighed og hans robuste, fuld-
blodige Natur.

Mellem alle disse skriftlige Formaliteter, hvori han
havde drevet det til selv at blive udmærket, gik han
som en Løve i et Bur, der ser en hel Hjord Guaggaer
udenfor Stængerne, - Guaggaerne var altid disse Skog-
eiendomme, som førtes i Handelen.

Og der er heller ikke Grund til at tro, at Jon Sunde

SIDE: 31

havde holdt denne Kval ud uden Paavirkning af et saa
al sige mystisk og mere over det jordiske løftende
Moment.

Det var hans aarlange, til Sværmeri grænsende Ag-
telse og Beundring for Sorenskriverens ældste Datter,
Jane-Mathilde.

Vakker var hun egentlig ikke, men stille, fin og stiv,
nok i sig selv, høi og tynd. Der var en Fornemheds-
duft over hendes Skikkelse, noget ligesom et kvindeligt
Udslag af det fineste ved den Forestilling, der altid
bares ham for ved Sorenskriverens nobelt hvide Hæn-
der.

En Raslen af hendes Kjole i Trappen kunde være
aandelig Mad for Jon for en hel Dag, og, om det saa
bare var Glimtet af det finprikkede Gulduhr ved det
høie, stive Korset og det smale Liv, eiede det en vis
overjordisk Evne til at gjøre ham ør og sætte hans
Følelsesverden i en Gang, som nærmest maatte be-
tegnes som tilkorket kogende Beundring.

Hun havde været en Række Balsæsoner inde i Hoved-
staden; men midt i alt dette glimrende endnu ikke
fundet nogen, hendes Hjerte værdigt kunde knytte sig
til.

Jon selv havde en Idé om, at han gik og var til-
bunds ulykkelig, og han begik i Stilhed Hobetal af det,
alvorlige Folk vilde kalde Narrestreger.

Jane-Mathilde fandt altid tilskaarne Penne paa sit
Skrivebord; hendes Sprættekniv holdtes barbérhvas, og
hendes Ærinder og Smaakommissioner saavelsom Breve
til Posthuset fandt sin glatte Besørgelse endog til de
urimeligste Tider. Det var blot at nævne det til Sunde.

Hun havde ogsaa midt i sin frøkenagtige Utilnærme-
lighed en Anelse om, at hun i sin Fars betroede Kon-
torist eiede en stille, hengiven Ridder og urokkelig
Tilbeder og viste sig heller ikke uskjønsom. Hun
kunne paa sin stille, fine Maade komme og bede ham
om en Tjeneste - saa udsøgt venligt, den høie, smale
Skikkelse en Smule foroverbøiet og med et saa fint
Smil, medens Fingrene gled op og ned ad Guldlidsen.

SIDE: 32

De blaa Øine var saa tillidsfulde, som hun nok vidste,
hun kunde stole paa ham.

Men han fik ogsaa mærke, naar han var i Unaade
som, da han paa hendes sidste Fødselsdag allerbesked-
nest havde vovet at sætte et Glas med Nelliker ind paa
hendes Sybord. Han gjenkjendte dem en Stund efter
indmængede i den store, grove Blomsterkost, der var
sat hen i Vandfadet ude paa Gangbordet, og forstod til
sin Bitterhed, at den Slags Galanteri oversteg den rette
Vurdering af en Kontorists Stilling.

Han behøvede sletikke den Stadfæstelse, at hun ikke
bad ham om en Tjeneste eller overhovedet lod til at
se ham den hele Uge bagefter.

Særlig var det hans tunge Humørstid i Maanederne
efter Jul, naar Jane-Mathilde skulde ind til Ballerne
og Selskaberne i Byen og bo hos Onkel Hvid, Byskri-
veren. Hendes yngre Søstre Lea og Kathrine, var vendt
hjem hver sin Vaar forlovede, den ene med en Asses-
sor, den anden med en Kaptein, og de var nu gifte.

Han stod i det øverste Vindu og stirrede efter Slæ-
den, naar hun reiste, Kysehatten og Sløret, som for-
svandt nedover Bakken . . .

Han syntes, som før sagt, at det ikke var videre værdt
at leve og sad i Ensomhed rugende over et Par af hen-
des aflagte Saffiansko, som han havde overkommet paa
Mørkloftet.

Det trøstede og svalede Tankerne; - om noget Haab
var her jo ikke Tale!

Det var to smale, fine Sko, lidt lange, med et for-
trykt Alunskinds Foder indeni. De var udgaaede ved
Fodbladet; - det kom af hendes graciøs foroverbøiede
Holdning.

Som Zoologen af en liden Hudlap eller Benstump
ved at konstruere op det hele Eksemplar, formaade
hans Indbildningskraft at danne og udforme sig den
hele duftfuldt fornemt sig bevægende Jane-Mathilde.

Lige midt under Saalerne var der paa begge et rund-
slidt Hul, det ene lidt mindre end det andet. Det vars-

SIDE: 33

lede jo, at hun skulde blive rig, det vil sige, gift med
en rig Mand . . .

Han sad og stirrede ind i de Huller som i to tomme
Udsigter! . . .

Og saa gjaldt det jo saa udtømmende som bare mu-
ligt at faa opsnappet de Stumper og Brokker, der
kunde falde af, naar der kom Breve hjem til For-
ældrene.

Der herskede imidlertid netop om dette Kapitel en
fortvilet Ordknaphed. Fruens Mund var som stum og
lukket, og de Gange, han i al Beskedenhed vovede at
spørge til, hvordan Frøkenen havde det i Byen, kom
der heller intet ud af det.

Der maatte vælges finere Veie, og Nøden gjorde ham
opfindsom. Han vidste, at Fruen talte ud saagodtsom
om alting til Jomfru Aalholm, Husets mangeaarige
Husholderske.

Og saa fik han da, - saa lidt, han end skjulte for
sig selv, hvad det kunde drage tilfølge, - sluge over
det, han nødig vilde, og gaa ind i det Garn, den fra sin
enlige Stand længtende Husjomfru hidtil forgjæves
havde udspændt for ham. Han havde paa Følelsen, at
Broen mellem de ekstra Belæg med Rullepølse og Ost
hen til mere romantiske Foreteelser her kunde være
ganske farlig kort.

Men den Slags mindre Hensyn fik ikke veies, nu,
det gjaldt om at komme efter, hvad der stod i Bre-
vene fra Jane-Mathilde.

Det viste sig da ogsaa straks, at han havde gaat
den rigtige Vei. Jomfru Aalholm vilde intet hellere
end faa befriet sit af Fruens Fortrolighed fyldte Hjerte
fra det Tryk, hvoraf det klemtes, naar det kunde ned-
lægges i et saa paalideligt og trofast og ærligt Bryst
som Kontorist Sundes.

Og, da der fra hendes Side ikke eksisterede saa-
meget som Skygge af Tanke paa en Mulighed saa vild,
som at den unge Kontorist kunde hæve sine Øine op
til Frøkenen for egen Regning, blev disse Underretnin-
ger givne aldeles uforbeholdent. Hun tilfredsstillede

SIDE: 34

hans levende Forespørgsler af al sin Viden og Formue.

Disse Meddelelser blev desto righoldigere i samme
Mon, som Jomfru Aalholm mærkede, i hvor høi Grad
det derved lykkedes hende at interessere og fængsle
ham. Der var stadig fuldt op af Hændelser og Begiven-
heder, af mulige Anbud og Partier for Jane-Mathilde.

Den, som da gik spændt og ophidset, var Jon.

Der er Indtryk, som aldrig udslettes. Og noget af
det, som stod for ham gjennem hele hans Liv, var den
Tortur, han havde lidt i Spisekamret hos Jomfru Aal-
holm; han kunde se Væggene og Hylderne for sig, naar
han vilde, lige til Fluerne.

- Han var befriet fra sande Blyvægter, hver Gang
Frøken Jane-Mathilde paa Vaarsiden lige ubunden og
fri vendte tilbage til sit Fædrenehjem igjen.

Han vilde ogsaa blevet det denne Vaar, om der ikke
gjennem Jomfru Aalholms Rapporter var begyndt at
lyde et Navn, der alt fra første Øieblik skurrede i hans
Øren med en næsten skjærende Mislyd.

Ingeniørløitnant Ravnsborg, som denne Vinter var
kommet saa ofte i Huset til Onkel Hvid, havde nu taget
Ansættelse som Sektionschef heroppe ved det ny Jern-
baneanlæg.

Det var ikke sket for ingenting, mente Jomfru Aal-
holm. Jane-Mathilde havde stadig skrevet om ham,
- og hvem havde han vel at holde sig til her i Di-
striktet uden Sorenskriverens?

Jons første snare Blik ved Middagen, da hun var
kommet hjem fra Byen, gjaldt da ogsaa Jane-Mathil-
des høire Haand, om der sad nogenslags ny og ukjendt
Ring der. Men nei. Han kjendte dem alle tre, den med
blaa Emaille, den hullede og snoede med Haaret i,
som var for vid, og den tynde udenfor, som holdt den.

Det var for saavidt en Trøst at føle sig nogenlunde
tryg for, at der endnu ikke var sket nogen Forandring.

Men ellers kunde han ikke sige, han befandt sig
vel i nogen Maade. Et saadant større Lensmandsom-

SIDE: 35

bud, som Jomfru Aalholm interesserede sig saa inder-
lig for, - hvad var vel det? Jane-Mathilde saa ikke paa
en Lensmand engang, huskede vist knap Navnene paa
dem i hendes Fars Distrikt. . . .

Og ikke bedre blev Humøret, da Vaaren kom og med
den ogsaa, - som Jomfru Aalholm havde forudsagt,
den frygtede Kavaler fra Byen.

At den forfængelige Kar, uagtet han var ansat i et
saa fredeligt Hverv som at styre Jernbanearbeidet, al-
ligevel kom ansættende hver evige Søndag i fuld Uni-
form med Sabel ved Siden, kom naturligvis ikke Jon
ved; men han kunde jo ikke lade være i stille Bitter-
hed at undre sig over, at en saadan Dame som Jane-
Mathilde ikke straks gjennemskuede Hulheden! Hun
hørte paa hans Snak og Skryden ude ved Kaffeen i
Havestuen med en Optagethed og Interesse, saa Fyren
umulig kunde andet end blive indbildsk. Han strakte
sig med de lange, røde Render i Benklæderne i Skrive-
rens Lænestol den ene Gang mere vigtig og selvgod
end den anden, og det var ikke langt fra, at han og-
saa holdt paa at tage Sorenskriverens egen store Mer-
skumspibe. Det var vistnok bleven taalt! . . .

Og nu i Bærtiden havde han Gang efter Gang den
Opbyggelse fra Kontorvinduet at se dem staa alene nede
ved Bærbuskene og konversere.

Det var ikke til at holde ud. Det var mørkt, mørkt
mørkt, var det, - for ikke at sige begsvart!

Der stod hun saa høi og fin med Parasollen bagover
Skulderen og lod sig omsnære af den smiskende Orm.

Nei, hvor han strakte sig for at tage ned det Kirse-
bær til hende, - saa han kunde gaa af paa Midten . . .
Ret saa, ret saa! . . .

Han stod i indædt Raseri deroppe og vendte tilslut
Ryggen til Skuespillet.

Blikket faldt morsk hen paa Kontorkrakken. Han
havde indbildt sig, at der lod sig naa noget fra den,
og saa viste det sig, at den var en Stige, som var alde-
les for kort. Den rak akkurat til et Lensmandsombud,
- "og saa til Jomfru Aalholm, ja!" haanede han sig selv.

SIDE: 36

- Det var den samme Søndags Eftermiddag, det
store Gjennembrud foregik i ham.

Han brød totalt, - og det skede som med Magten af
en Eksplosion, - for evig og altid med dette Skrive-
rens: "ikke Smuds paa Mansjetten!" og kastede sig
- ikke i Elven, saa argelistig dens blanke Slangestribe
end et Øieblik havde fristet ham; - men i en Skog-
handel, hvori han satte sin opsparede Løn og det, som
var ti Gange mere, hele sin gode Kredit i Bygden.

At det vilde koste ham hans saa længe oparbeidede
Stilling hos Sorenskriveren, skjulte han ikke for sig
selv. Det hørte netop med i, hvad han nu havde Lyst
paa, - ud af Buret, ud i det fri, - Næverne, begge
to, bare rigtig fulde af den Slags, som Sorenskriveren
kaldte for Smuds. Han turde kanske vise dem, at det
ikke var saa fælt endda at holde en Skog i Hænderne
med en Eiermands Ret! . . .

Jon var blevet en rent desperat Hedning mod Prin-
cipet, og hans næste Skridt, efter at have faat sin før-
ste Skogkontrakt ordentlig vidnefast underskrevet, var
selv at opsige sin Post.

Det skede til Sorenskriverens og Husets Forbløffelse
og Sorg.

At Kontorist Sunde fornedrede sig til at blive en
kapitalløs "Skogspekulant", erklærede Sorenskriveren
for en af de største Skuffelser, hans lange Embedsfø-
relse og Erfaring nogensinde havde budt ham. -

- - Og fra den Tid begyndte da Jon Sunde at
"grassere" i Distriktet. Hans Færd nævntes ikke likere
efter dette skammelige Brud med alle en Velgjørers
Forudsætninger og hele Rækken af hans øvrige Vel-
yndere.

Det blev Tonen i Distriktet at trække paa Skuldrene
og sætte et moralsk som økonomisk betvilende Spørgs-
maalstegn til alt, hvad Jon Sunde gjorde.

Men, var hans Navn i disse Aar ikke netop godt, viste
hans Skoghandler sig desto bedre.

Det laa ikke til Jon Sundes Natur i Affærer at lide
paa andres Øine end sine egne. Derfor gik han da og-

SIDE: 37

saa, - hvad der gav Snakket adskillig Næring, -
halve Aaret igjennem i Selskab med simple Tømmer-
huggere og tællede op Træer og undersøgte i Skogs-
markerne, saa han kunde Skogene paa Fingrene mange
Gange bedre end selve Eierne.

Om end ikke uden et og andet Uheld lykkedes det
dog Jon Sunde gjennem Aarenes Løb at stage sig frem
fra, den ene Skoghandel til den anden, indtil han maatte
siges at være en velholden Mand.

At der i tilsvarende Mon efterhaanden begyndte at
ydes ham den berettigede Agtelse, - han kaldtes nu
Proprietær og Skogeier Sunde, - behøver neppe at
tilføies.

Og, naar det lidet velsete fra hans antidiluvianske
Tid alligevel saa haardnakket blev hæftende ved hans
Person, laa det mindre i, at Erindringen om alt dette
gamle endnu ikke skulde være lagt paa Hylden, -
man var virkelig kommet til det, at man gjerne vilde
glemme, - end i hans egen uforsonlige Maade at tage
Forandringen paa, i det brede, forargelige Frisprog,
som han syntes at gjøre sig en stedse stigende Fryd
og Fornøielse af at udfolde, særlig hver Gang han kom
sammen med den "bedre Omgang".

Han var jo nu en Størrelse, som man ikke vel kunde
undgaa af og til at indbyde, betragtedes til og med
som et alt andet end uønskeligt Parti for en Datter.

Søgte man end at tage ham godmodigt som en Per-
sonlighed, hvis utøilede Tunge man nu engang fik
finde sig i, lod det sig dog kun altfor tyndt overdække,
at der under hans ry Humor stak det, som baade bed
og sved og ærgrede med.

Var der sørgelig lidet Hensyn at vente til alle ellers
vedtagne Rang- og Agtelsesforholde i Bygden, saa ud-
foldede han til Gjengjæld i Kommunens Anliggender
en Ærgjerrighed, der syntes rent ud altopslugende. Ikke
Fred paa Formandskabsbænken, saalænge der sad en
eneste Mand foran ham! - hvad da baade Kapellanen

SIDE: 38

og Lensmanden fik sande; de var saa omtrent ærgrede
blaa begge to, før de gik af.

Efter en Række kommunale Fægtninger, hvori det
stadig viste sig, at en bedrøvelig blind Folkegunst lod
ham trække af med Seiren, sad han nu der paa For-
mandskabskrakken i Kommunehuset firskaaren og vel
ved Magt, med opknappet Dyffildsfrak, Silkehalstør-
klædet skjævt og det korte, sorte Haar lidt graasprængt,
og regjerede og styrede. Bygdemaalet flød i saftigste
Kjærnemanér, udskudt i suffisante Sententser omkap
med de lange, brune Straaler fra Skraaen, han masede
mellem sine solide Tænder. Det var en Røst, som var
vant til at række over Elven; og et vist optrukket Jep
med Munden til de alskens Sager, der indløb fra Mag-
tens høiere Regioner, sagde bedre end mange Ord:
"Staar I paa jert, saa staar Jon Sunde paa sit, - hans
Skoge tør være ligesaa gode som jeres Protokoller!"

Den samme personlige Formening stod da ogsaa ty-
delig nok ud af hans blækfulde, tykthenrullende
smukke Haandskrift i Protokollen saavelsom det mæg-
tige "Jon Sunde" med det galante Sving under tilslut.

Jovist var han en Personlighed, det skulde ingen
kunne nægte, om end ikke af de behagelige, - ube-
stridt Bygdekonge, populær og en af deres egne!

Og nu, efterat han ved Aktietegningen til det ny Jern-
baneanlæg prangede som Egnens største Bidragyder,
var der snart ikke længer Raad til at være ved Siden
af ham. Han gik der med en Mine, som han alene
eiede hele Bygden!

Det var midt i en graa, mørk Høst, at gamle Soren-
skriver Westergaards Dødsfald indtraf.

Uagtet alt, hvad der havde staat imellem Proprie-
tær Sunde og Sorenskriveren, var Landeveien fra Sun-
des Eiendom til Kirken for Leiligheden strøet med
Granbar, og fra hans Hus flagedes paa halv Stang . . .

- - Begivenheden var ikke gaat hen uden at udøve
sin Indflytelse paa Jon Sunde . . .

SIDE: 39

De hvide Hænder og rene Mansjetter skinnede som
en Vision mellem Kistens hvide Kalaer . . .

Hver har sin Hemmelighed, den stærkeste sit svage
Punkt, ofte det mest struttende røde Æble sin Orm
- og ingen skulde vel anet, at det, som Jon Sunde
husede inderst i sit Bryst, var den gamle sentimental-
romantiske Fornemmelse for Jane-Mathilde.

Hun og hendes Far, Sorenskriveren, indbefattede
hans ypperste fra Barndommen indplantede Fornem-
hedsbegreb. Den Glans og Glorie, hvormed hans Ung-
doms Illusion havde omgivet hende saavelsom hele So-
renskriverens Hus, stod endnu - saa vel overdækket,
det end var af hans ydre Færd, - lige usvækket, og
- kald det Snobbethed eller en fiks Idé, - der er in-
gen, som véd alt det saare underlige, en Kjærlighed kan
bestaa af, - det havde bemægtiget sig hans Fantasi, -
var nu engang hans Orm.

- - Det viste sig, - hvad man kunde ventet sig
efter Sorenskriverens saa rundt førte Husholdning, om
end ingen netop før havde tænkt sig det, - at han var
saa langt fra at efterlade sig noget, at Boet tværtimod
hellere nærmede sig Underballance. Den Pension, som
Fru Westergaard havde at oppebære, skulde ikke
strække langt nu, da hendes anden Datter ogsaa sad
igjen som Enke med tre uforsørgede Børn nede i Byen.

Deres Udsigter var aldeles ikke lyse, og Bestemmel-
sen blev som det hensigtsmæssigste, at Fru Wester-
gaard med Jane-Mathilde skulde flytte ned til Datte-
ren i Byen og forene sin Økonomi med hendes.

Jon Sunde havde fulgt det alt med et vekslende
Sindsoprør. Tilbagepressede Ungdomsfølelser og Erin-
dringer revolterede og mousserede indeni ham. Han
gik nu udover Vinteren ladet som en Brusflaske med
Staaltraad for . . . Den smale, høie, lyse Jane-Mathilde
med Guldlidsen svævede endnu i Værelserne deroppe
i Sorenskrivergaarden lige fin med sine op imod firti
Aar og de smaa Furer ved Øienkrogene og smilte den
indtrædende lige yndig foroverbøiet imøde.

Men nu til Vaaren - kun om en to, tre Maaneder . . .

SIDE: 40

Han vandrede op og ned med Vadmelsbukserne op
ad de solide Støvleskafter og blev staaende og se ud
af Ruden. Det forekom ham, som med hende forsvandt
den Fornemhedens Sol, der hidtil havde lyst over Di-
striktet, - det som, ham selv næsten ubevidst, havde
givet alt det, han havde stræbt efter og naaet, sin hem-
melige Fylde . . .

Og mere og mere lakkede det udover mot Tiden, da
de skulde drage.

Føret gik op, og Solen stegte alt i Veiene. Oppe i
Onsaasen laa alt Tømmeret og bare ventede paa Sunde
for at blive væltet i Elven. Han skulde været baade her
og der paa Skogen og tilset Tømmerkjørselen, men
sendte det ene Bud om at vente efter det andet; han
havde Forhindringer.

Hjemme gik han og drev ud og ind af Dørene og
skydsede Folkene, Gutter og Jenter, afsted foran sig,
som det gjaldt en brændende Hast.

En Dag forlød det, at Fogden og Lensmanden havde
tilbudt Fru Westergaard hver sin Hest foran Flytte-
læsset paa Tirsdag.

Hvorfor Jon Sunde føg saa op ved den Efterretning,
var ikke godt at begribe; men i Karjolen fo'r han i fine
Klæder om Eftermiddagen opover til Sorenskrivergaar-
den.

- Jane-Mathilde gik derhjemme stille og bleg. Under
den værdige Tavshed var det ikke netop Følelser af
Beroligelse for Fremtiden, der gjennemstrømmede
hende, dertil var der i den sidste Tid faldet hende for-
mange Skjæl fra Øinene angaaende denne Verdens Be-
skaffenhed, og hun havde særlig lært noget mere nøg-
ternt at opfatte den økonomiske Værdi og Støtte ved
alle de varme Venskaber, der i saa mange Aar havde
omgivet hendes Fars Hus som en uryggelig Mur. Virke-
ligheden havde vist hende ny, ganske kolde Sider, og
hendes modne, overveiende Forstand behøvede ikke
mange Refleksioner for at uddrage Erfaringen.

Hun havde længst tænkt fuldstændig rundt alle de
Udveie, der kunde være passende for en Dame. Hun

SIDE: 41

havde til Overflod gjennemtænkt alle de Stillinger, der
endog blot kunde være nogenlunde passende; -
og hun var blevet fuldstændig klar. Der var ingen, -
aldeles ingen! - uden den at udfinde en passende
Maade at bringe sig selv til at forsvinde paa, f. eks.
begrave sig hos en gammel Tante nede i en af Smaa-
stæderne.

Hun holdt sig opret, smilte og var taktfuld; - men
den Jane-Mathilde, som havde været en saa prydelig
Dame, skulde ophøre at eksistere . . . forvandles til et
afhængigt kvindeligt Behæng i en mindre velstillet
Slægtnings Hjem.

Hun havde ondt for at se sig selv dø, Jane-Ma-
thilde! . . .

Malerierne var nedtagne til Flytningen, der var kun
de lysegule Pletter igjen efter dem paa Væggene. Hun
sad ved Vindusposten alene i Stuen og grundede, da Jon
Sunde kom kjørende.
- - - - - - - - - - - - - - - - -

En liden Usandhed begik hun jo, - den eneste sorte
Plet i hele hendes hvide Liv! Den var egentlig saa
uskyldig, saa grundlæggende nyttig for det hele For-
hold, og hun antydede det jo ogsaa saagodt som blot.

Der stod et lidet Navnetræk indridset med en Penne-
kniv i Krogen bag Dørkarmen til Havestuen, et sving-
fuldt sammenslynget: "J-M" - fra den Tid, da Kon-
toristens Linial, Underlagspapir og Omslagsperme
vrimlede af de samme smaa mystiske, for alle ufor-
staaelige Snirkler. Hun blot pegte paa det for ham om
Aftenen og smilte . . .

Der sprang ordentlig to høirøde ungdommelige Ro-
ser frem paa Jon Sundes Kinder.

- Den følgende Morgen tidlig var der alt gaat Bud
op til Folkene paa Skogen, at de kunde vente ham. Selv
stod han om Formiddagen barhovedet ude paa Gaarden
med en Snor og maalte og stak ud til en Byggegrund;
- Huset skulde paabygges og udvides, og Besked send-
tes til Snedker, Maler, Glasmester og Smed. Der skulde

SIDE: 42

tages fat paa røde Rappet med at pudse op overalt
baade ovenpaa og nedenunder.

Det var et fint Hus Sundes.

Jane-Mathilde havde overveiet, hvad hun gjorde, da
hun giftede sig med en rig Mand. Hun vidste, hvad
hun gav bort eller solgte af sin egentlige Standsfølelse,
- den var saa at sige hendes Samvittighed, - og
hvad hun fik til Opgave at arbeide op under deres
Samliv, saa alt alligevel skulde kunne hævde den rette
selskabelige Linie i Samfundet.

Og Jon Sunde havde nok ogsaa sin Anelse om, hvad
han gav bort, - at det ikke gjaldt noget ringere end
at slaa Paraplyen sammen og vandre ind i Buret igjen
med hele det Vindfang af stærk, myndig Selvfølelse,
han havde faat under Vingerne.

Det var en Forskjel som mellem den friske, kolde
Elvesno nede i Dalen og Luften inde i en for al Li-
vets ubehagelige Træk tiltættet lun Stue. Men saa sad
nu en Gang hans Ideal Jane-Mathilde ikke nede i
Elvesnoen; han fik søge hende, hvor hun fandtes.
- - - - - - - - - - - - - - - - -

- Siden sit Giftermaal var han efterhaanden under
Tidernes og Jane-Mathildes omdannende Indflydelse
blevet en ganske anden Mand.

Ikke blot at, hvad der før var Ulveskindspels, nu var
forvandlet til Supskindstullup eller, hvad der før var
Vadmel og svære Støvler, nu var fint Vekslæders Sko-
tøj. Men, hvad man mindst skulde tænkt sig, - af
den mægtige, braa Bygdekonge, som banede sig sin
brede, selvstyrede Vei omtrent med samme delikate
Hensynsfuldhed som hans egen Sneplog, var der blevet
en stilfærdig, høflig Skikkelse, der opfyldte Kompli-
menternes Reglement med samme præcise Nøiagtighed,
og, - lad os tilføie, - samme Humør som en Rekrut
sin befalede Eksercitie.

Han gik saa at sige for halv Kraft i sin egen Stue
med en ængstelig Hensynstagen til Møblerne, næsten

SIDE: 43

som hver af dem var en personlig Del af hans Hu-
stru. Paa hendes Vink slugte han venlig bukkende i
sin Husdør gamle Fiendskaber, - baade Kapellanen,
Veiinspektøren og Lensmanden. Han maatte afholde
sig fra at spille Pluk saavelsom at tale Skogaffærer
udenfor Kontoret, - i dets Sted byde Boston og Whist
og snakke om det, som stod i Avisen; - han maatte,
straks der paa langt Hold øinedes en fremmed, fare i
det værste, han vidste, en stivet Mansjetskjorte. Han
maatte hundrede Ting, - og ovenikjøbet sagtmodeli-
gen høre paa Jane-Mathildes Gardinprækener, hver-
gang et Uheld alligevel indtraf, hvad der let kunde
hænde, naar han ved et eller andet Udbrud eller en
Ordre kom til at glemme sig og lade sin vældige Fri-
luftsstemme dure, saa det klirrede i Ruderne.

Jane-Mathilde kunde ikke noksom gjentage, at det
at moderere sit Væsen og bevare den fornødne Selv-
beherskelse var et ueftergiveligt Krav til dannede Men-
nesker.

Var han saaledes paa hele den nymalede Side, der
vendte til Omgangs- og Selskabslivet, den pene, tause
Mand, der høist kunde bebreides en vis villiefyldt
Kræmten og den forfærdelige nerverystende Støi, han
gjorde, naar han nøs, - saa turde det dog ikke være
frit for, at hans Liv havde sine skjulte, hemmelige For-
sænkninger, hvortil Jane-Mathildes blide, men fast
vogtende Øine ikke naaede.

Ikke saa at forstaa, at han ikke afgjorde sine Han-
deler uden at spørge sin hjemme i Stuen raadende
Halvdel, heller ikke saa, at han gav nogensomhelst For-
klaring af sine Vota i Kommunen; dette hørte altsam-
men under Rubriken: "Forretninger"; var paa For-
haand noget, som en Hustru havde en Ret til at hol-
des fri for.

Heller ikke var til disse Hemmeligheder at regne den
rolige, eftertænksomme Mine, hvormed han kunde gaa
med Skraaen lunt dulgt bag den inderste Visdomstand,
medens han af og til opraad saa sig om efter Udvei,
og det saa pludselig sydede henne i Kakkelovnsmun-

SIDE: 44

dingen af en saftig Tilførsel eller skjød en hastig lang
Straale ud af et aabent Vindu eller, som en Gang, da
Uheldet var ude, Stuepigen dukkede ulykkelig op af
Kjældergabet med Armen fuld af Flasker og en brun
Tobakselv rindende ned over det hvide Forklædebryst.

Jane-Mathildes vogtende Øie nøiedes om Vinteren
med fra Vinduerne at se sin Mands Smalslæde for-
svinde mellem Træerne i Landeveien.

Bag Bakken, hvor den svingede, laa for hende det
ubestemmelige, han fo'r ud i, som kaldtes Tømmer-
hugst og Skogsaffærer.

Og op af den samme Bakke dukkede han saa i
samme Smalslæde, undertiden først efter fire, fem
Ugers Forløb med et Ansigt saa rødt og ophæset af
Kulde og Veir, som det kunde været baade frosset og
tøet op igjen. Her og der paa Kind og Hage endnu
gjensiddende Papirplastre var Levninger af Morgen-
stundens blodige Anstrængelser med Barbérkniven.
Han kom tilgaards som Nordenvinden med Sneen og
Frosten i sig og behøvede jo en Del Dage for igjen helt
at svinde ind i Hjemmets stuelige Tugt og stille, lav-
mælte Tone.

Det var Vanskeligheder, som Jane-Mathilde regel-
mæssigen havde at kæmpe med; men som hendes
sikkre, sindigt tøilende Haand ligesaa regelmæssig be-
seirede; - og han var som en taalmodig Bjørn under
Behandlingen.

Vor graa Oldtid vrimler af mystiske Sagn om Mænd,
der til visse Tider af Aaret skiftede Ham og førte en
Varulvetilværelse. At de skulde hidrøre fra det abso-
lute pure Hjernespind uden nogen som helst Ild under
Røgen, forekommer mindre sandsynligt. Naturligere da
en nøgtern Forklaring som den, at det kanske kunde
være Ægtemænd, der levede under lignende pressede
hjemlige Forhold som Jon Sunde, - der handles nem-
lig i Regelen altid om Hustruer af en vis Rang og
Magt, - og hvis Vildmandsnaturer periodevis søgte sig
Luft ved, som det heder, at "drage paa Skogen". De
gik rimeligvis saalænge under heroisk Tavshed i det

SIDE: 45

ægteskabelige Bur, til et Bersærkerraseri efter Friluft
og med det Ulvenaturen kom over dem.

Med Slæden i ugevis eftersat paa en af Husmands-
pladsene oppe i Udmarken levede Sunde sit Trapper-
eller Vildmandsliv i Skogen bagom mange Aaser fra
det, der lukkede Horisonten for Jane-Mathildes Vin-
duer.

Han traskede dagevis gjennem Ulænde og Skogs-
braater. Det gik over Moer og Myrer med Trug paa
Fødderne, hvor Sneen laa for dyb og løs, utrætteligt,
saa Folkene havde ondt for at følge ham. Han fo'r saa
spræk som en Hest, der har staat forlænge paa Stald.

Og, at "Husbond sjøl" nu var kommet paa Skogen,
meldte sig halve Fjerdingen forud for ham, naar hans
Skogshuggere eller Tømmerkjørere henne i en Teig
pludselig vak op ved en ekkogjaldende Ordre eller et eller
andet indigneret Spørgsmaal langt oppe fra Aassiden
om, hvor de havde Vettet sit henne?

Han tog gjerne Rast og overnattede hos et eller an-
det Lag af Tømmerhuggere og frydede sin Sjæl i Ar-
beidsmands Kost, Havrebrød og Sild med en Flis Spe-
gekjød til, den han skavede sig af Skanken med Tællle-
kniven, mens han sad og pratede paa Træstubben.

Fra sin Soveplads paa Brisken i den af afkvistede,
ubarkede Træer byggede og med Mose stoppede Bar-
hytte reiste han sig med dem tidlig i Otten, medens
Maanen endnu kunde skinne i Frostmorgenen over
Skaraen og de hvide Skogaaser.

Naar der saa var nøret paa Ilden og kogt Kaffe, og
Folkene trak de tofingrede Uldvanter paa sig, slængte
Næverkonterne paa Ryggen og Øksen paa Nakken for
at drage ud paa sit Dagsarbeide, slog han gjerne Følge
med dem hen til det Skogsnar, hvor der var udblinket
til Hugsten. Han stod saa længe og saa paa, til han
selv havde Øksen i Haanden og huggede og kvistede
om Kap med den ivrigste Arbeidskar. Han var mere
stolt af at hans Næver endelig ikke længere tog Vabler
af Økseskaftet end af sit fineste, snirklede Dokument.

De gode Dage afbrødes. Skogsfuldmægtigen kom og

SIDE: 46

meldte sig færdig over hele Skogen. Der var lunnet,
greiet og betalt overalt; han stod reisefærdig!

"Du faar hilse hjemme da, Baardsen! . . . se til at
faa snakke med Frua sjøl og sige, jeg maa bli' her
endnu en tre, fire Dage, - kanske Lørdagen med. Jeg
maa en Tur hen i Bagaasene først og se, om Tørken
har rørt ved Træerne; det er spart Tid at tage det med
en Gang . . .

Men Du indser vel, min kjære Baardsen," tillagde
han med en lidt opsat Mine, medens han herremæssig
blæste Tobaksrøgen op i Luften, "at en Mand som jeg
kan være lidt forvænnet, og at det ikke kan være saa
tiltalende at fare og vade tilknæes i Sneen heroppe paa
Skogen."

Baardsen havde et af de runde, rødladne, skjære An-
sigter, som aldrig kan lade være at vise Meningen
udenpaa. Han stirrede med en sand Faaremine und-
vigende ned i Sneen . . .

Principalen stod med sit svarte, skjæggebuskede An-
sigt og Snadden i Munden og nød og saa efter Fuld-
mægtigen. De tre, fire Skogsuger var ialfald tøiet med
denne halve til.

Jane-Mathilde vilde vistnok trukket noget stramt paa
Mundvigen, om hun havde faat den oprigtige Bekjen-
delse af sin Mand, at han ikke vidste, han havde havt
herligere Øieblikke i sit Liv end disse Hvilestunder
paa Skogen, naar han, efterat have slidt sig baade vaad
og tør igjen, tog sig en frisk Bladtobaksrøg af Snad-
den enten inde i Barhytten med Knæerne lunede imod
Kubbevarmen eller udenfor om Kvælden i Solefaldet,
naar Aftenskjæret laa brandrødt paa de nære Træstam-
mer, og Susen i Skogen hørtes som en underlig fjern
Fos.

Nu! - Jon Sunde havde jo ogsaa gjennem de fem,
seks mørke Krisens Aar, da Tømmerpriserne stadig
sank, havt andre Hemmeligheder, dem hans Hustru
først fik vide om, da alt var vel over.

Det forbausede vistnok Jane-Mathilde, at Sunde
havde gaat saa rolig med alt dette. Men det var jo

SIDE: 47

"Forretninger", og saadant hørte vel til. Det var ret
baade kjærligt og vel betænkt af ham ikke at have
draget hende ind i det. Og desuden, - hvorledes skulde
hun med Ærlighed kunnet teet sig i Forhold til deres
Venner og al deres Selskabelighed, medens alt stod i
den Grad tvilsomt?

Ikke fuldt saa stor Husvalelse fandt Sunde ved at
ihukomme den Tid, da han gik der i Hjemmet og trom-
mede paa Ruderne, tavs og angst, saa det ordentlig
prikkede i Haarrødderne, hver Gang Posten kom.

Medens Konkurs og Ruin afhang af, om han havde
faat sin sidste Veksel bevilget i Banken, hoppede hans
ældste Datter, den femten-sekstenaarige, mærkelig be-
gavede Hanna, glad ind i Stuen; - hun vidste aldrig
noget saa morsomt som Posten! . . . Hun dansede og
holdt Brevene paa Ryggen og spurgte i det længste, om
han kunde gjætte, om der var noget til ham? Hun selv
havde ikke faat mindre end tre Breve. Hun korrespon-
derede om sine Følelser med mindst ti Veninder, for
hvem alle hun vrængte sit Hjerte som en Lomme.

Jon Sunde havde Nerver af Kabeltoug; men det kan
blive for meget ogsaa for den Sort. Og, naar hun tril-
lede Schumann inde paa Pianoet eller fyldte Stuen
med Overveielser sammen med Moderen i Anledning
af sine fine Fornemmelser af de og de Mellemkulører i
Sammensætningen af en Kjole, medens han gik der
med Hænderne paa Ryggen og knagede Fingrene i Be-
raad med, om det ikke var ærligst straks at sætte sig
ned og skrive til Skifteretten, at han opgav sit Bo, -
saa var der jo Øieblikke, da hans Taalmodighed holdt
paa at rakne som et for haardt spændt Ankertoug!

Hanna, som altid satte sin Villie igjennem ved Mo-
deren, fik det ogsaa drevet til, at der skulde gjøres en
Bytur i Sankthans; hun havde saa fuldt af Grunde for
det, baade Aftaler og Løfter.

Det var netop paa den samme Tur, det skulde af-
gjøres for Jon Sunde inde i Banken, om han skulde
staa eller falde. Det var ogsaa paa samme Tur, da han
kom hjem til Hotellet om Eftermiddagen - som bjer-

SIDE: 48

get Mand, Priserne var stegne og han havde afsluttet
et stort afgjørende Tømmersalg, at Jane-Mathilde og
Datteren havde faat den Idé, at Hanna til Sommeren
skulde i en Pension i Schweitz sammen med et Par
Veninder.

Den økonomiske Lykkesol skinnede i de følgende Aar
desto rigere over de Sundeske Affærer; og den Stil, hvori
Huset blev holdt, steg et Par Streger høiere. Hans to
yngre Døttres finere Fornemmelser maatte uddannes
af endnu fuldkomnere Gouvernanter, dem han betrag-
tede med en Følelse af, at de med al denne Dannel-
sens høiere Mathematik blot stagede Børnene, én for
én, altid længere bort fra ham.

Den yngste otteaarige lignede, modsat sine Søstre,
der var lyse, høit-opskudte Straa, - paa ham. Bred-
vokset, mørkøiet og begsort som en Ravn, var hun Gjen-
stand for en Kjærlighed, hvis Vælde sprængte alle Hen-
syn, saa Jane-Mathilde havde mangen bekymret Time
og maatte ofte gruble alvorligt paa, hvorledes hun ad
Omveie kunde faa fanget Barnet ind - op fra Fjøset
eller Hestene eller ned fra Høloft og Stiger, hvor hun
"under sin Fars uforstandige Svaghed" fik fare som
en vild Kat.

Men, som han gik der tilsyneladende udenfor det
hele, stod der mellem ham og Gouvernanterne en stille
Undervandskamp, der egentlig først paa Krisens Punkt
naaede til Jane-Mathildes almægtige Afgjørelser.

En kinkig Side var det ogsaa, hvergang de skulde
kjøre ud i Besøg.

Gouvernanterne var nu blevet saa fine, at de ikke
kunde bydes andet end Bagsædet; men Jon Sunde havde
altid havt en Svaghed paa det Punkt og likte ikke for
hele Bygden at sidde Baglængs i sin egen Vogn.

Han tog den Udvei stadig at kjøre Hestene selv fra
Bukken.

Dette var jo ogsaa saa anderledes trygt med deres
urolige Heste, mente Jane-Mathilde; - kun likte hun
ikke, at Vildkatten altid skulde op ved Siden af og al-

SIDE: 49

lermindst, at hun fik sin egensindige Villie frem, at
kjøre Tømmerne.

Og en særlig Forkjærlighed fik han paa det sidste
for at lade Hestene fare i fuldt Trav og Firspring ud-
over Bakkerne. Han gløttede med en vis lun Fryd bag
sig, medens Gouvernanten, den uvante Bydame, stir-
rede bleg af Angst udover Veikanten ned i Fossedraget,
som susede lige under. Hvert nervøst Udraab bevirkede
blot et hidsende Ryk i Tømmerne, og Hestene rendte . . .

- Tre Aar var forløbne, og Husets Vidunderbarn,
den ældste Datter Hanna, skulde komme hjem.

Forventningerne var store, og de blev da heller ikke
skuffede.

Man var ganske opfyldt af alle de fornemme uden-
landske Bekjendtskaber, hun havde stiftet. Hun førte
en vidtløftig Korrespondance med Veninder endog med
"de" og "von" foran Navnet, saa hendes Mor fandt det
ikke forunderligt, om det tog nogen Tid, før hendes
Datter igjen kunde trives i dette hjemlige, saadan Om-
gang, som hun havde været vant til!

Samme Morgen, som Jon Sunde ikke ganske uden
Knur betalte nogle uventede voldsomme Efterregnin-
ger, valgte den hjemkomne Datter til at klargjøre en
Smule ogsaa sit Regnskab med ham om gjensidig Ret
og Pligt; - blot gjøre opmærksom paa, at hun ikke
havde bedt om at faa komme til Verden; men, naar hun
først var der, under deres Forholde, kunde hun ogsaa
stille sine Krav.

Efter denne Formiddagslekse, som Jon Sunde havde
hørt paa ganske rolig, kun med en stigende blaa Aare i
Panden, kjørte man ud paa de første Visiter.

Det var Kaleschevognen, som i Dag stod pudset foran
Døren for endelig at føre den saa meget omtalte Datter
som voksen, perfekt Dame frem for de første Familier
i Egnen.

Denne Gang placerede Sundes brede Skikkelse sig
kort og godt selv paa Bagsædet ved Siden af Hustruen,
en Ordning, som vakte en Vis lummer Taushed, men
som efter visse Mærker paa Jane-Mathildes Ansigt at

SIDE: 50

dømme nok vilde komme til i Løbet af en næste Ind-
og Udstigning at undergaa sin Forandring.

"Sidder Du ondt, Hanna?" begyndte der allerede
nogle Antydninger nede i Bakken.

Hannas Mine var overlegen stille krænket:

Præsentere en Dame som hun kjørende baglængs!

Hun sad der utilpas, lidt til Siden for at bevare sin
ny elegante Visitdragt.

Der kjørtes en Stund under Taushed.

"Hanna har just ikke faat nogen heldig Plads," for-
lød det igjen. "Hun kommer frem til Sorenskriverens
med sin ny Hat og Kjole graa af Støv."

Sunde lod til udelukkende at interessere sig for El-
ven. Den randt liden og i dorske Bugtninger imellem
de høie Sandmæler nu i Sommertiden; af og til kom
der en Tømmerstok - en Efternøler fra Flødningen -
drivende nedover med et vaadt Solblink efter sig.

"Hvad er det, Hanna?" . . . spurgte Fruen bekymret.

Hanna holdt lidt omsvøbsfuldt paa med at fri den
hvide Skjørtekant fra at komme i Berørelse med Side-
slaget af Skvætlæderet. Hun gav kun Moderen et
megetsigende klagende Blik:

"Jeg maa nok glide over Befordringsmaaden, naar
jeg skal berette dem i Pensionen om, hvordan jeg har
gjort mine Visiter herhjemme. Jeg vilde ikke, de skulde
se det for alt i Verden . . . Det gik rent ud ikke an!"

"Far har ikke Tanke for andet end dette evige Tøm-
mer!"- bemærkede Jane-Mathilde stramt en Stund efter,
da det lod til, at Virkningen af Datterens Ord udeblev.

Hanna sad indsvøbt i sig selv og saa vedholdende
resigneret ud i Støvet til den anden Side; de hvide For-
tænder bed i den friske Underlæbe.

"Jeg mener, Du ikke godt taaler at sidde baglængs
jeg, Barn?"

"Aa jeg holder det nok ud den Timestid, vi har igjen.
Paa Jernbanerne har jeg ellers bestandig maattet bytte
Plads," oplyste hun mildt taalmodig. "Man er altid op-
mærksom mod Damerne paa de første Klasser og lar
dem ikke sidde baglængs."

SIDE: 51

Vognen rullede og rullede.

"Du er ganske bleg, Hanna!"

Jane-Mathildes stramme Aasyn var den dybt kræn-
kede Hustruværdigheds. Det lod virkelig, som Sunde
slog sig rent døv i Dag; han var som Stok og Sten.

"Men Sunde da, Du ser jo, Barnet faar ondt, hun
taaler ikke at sidde baglængs!" udbrød hun ude af sig.

"Aa, det letter nok, naar hun bøier sig udover og
blir Kvalmen kvit."

"Sunde!" . . . Det var et Forfærdelsens Udbrud; den
høie pyntelige Frue med de graa Krøller inde i Hatten
kom rent fra Koncepterne.

Hendes unge forurettede Kontrabillede brast plud-
selig ud i hæftig Graad.

"Jeg vil bare sige Dig, Hanna," dirrede Sundes stærke
Stemme, "at, holder Du ikke ud i Vognen, faar Du
gaa de tre Fjerdinger . . . For mine egne Børn kjører
jeg ikke baglængs! - Har jeg gjort mig til Nar for
din Mor, saa er det min Sag; - men dermed blir det
stop.

Værsaagod, sig til, saa skal vi stanse Hestene," mødte
han hendes forbløffede Ansigt.

Det var blevet ganske stille i Vognen. Men, da de
nærmede sig Huset ved Færgebakken, udbrød han:

"Ser Du der, min kjære Hanna! - derinde gik
min Mor og din Bedstemor barbenet; hun var glad
nok, om hun en Gang imellem fik kjøre baglængs
til Kirken paa en Skranglekjærre."

Landeveisstøvet begrov Vognen med samt baade
Sundes store graahaarede Hoved og hans Damers Pa-
rasoller og strudsbefjedrede Hatte.

Det var Sundes det lange, hvide, toetages Hus med
de høie Træer om og den svære Engevidde om.

Voldene laa nu i Kvælden bleggule med lange Skyg-
ger af Træer, Hesjer og Gjerder.

Dagens besværlige og spændende Visitreise var vel
overstaat, og Sunde stod i sin hjemlige Frak ude paa
et Engstykke, hvor Høet netop var afslaaet.

SIDE: 52

Han havde Vildkatten med sig. Hun "stupte Kraake"
i en Høsaate, uafladelig og uafladelig. Sunde havde
stillet sig saa, at han fuldkommen friede den lille for,
at der kunde blive pikket paa Ruden fra Dagligstue-
vinduerne.

Ubændig, firskaaren og stærk, glimtede hendes blanke
svarte Øine af den svedige Anstrængelse og Forlystel-
sen ved at stupe stadig ypperligere hovedkuls over
Stakken og komme pustende og med Haaret fuldt af
Høstraa paa Benene igjen.

Sunde stod betænkt og saa til; han tyggede paa en
ordentlig Tobaksbus ikvæld.

Hanna kom spaserende opefter Veien læsende paa
et Brev. Hun overholdt nøiagtig Pensionsreglementet,
der paabød regelmæssige Aftenture.

"Hanna kom hid," skingrede det fra Vildkatten, -
"kom hid, skal Du se, - over to Høsaater paa hver-
andre!" . . .

Hanna stod lidt; men det var altfor betænkelig vaadt
i Græsset for hendes Tøies Sko.

"Jeg har havt Brev fra Lovise von Decke," meldte
hun, idet hun fortsatte sin Gang opover til Havetrap-
pen. "Jeg har ventet saa grulig paa det, mere end jeg
kan fortælle. Hun har havt en saa mageløs deilig
Jernbanereise til Hamburg, men havt det mindre godt
over Nordsjøen, da hun har været lidt for søsyg, -
hun er saa uhyre tendre. Men hun har dog set Solen
gaa ned i Havet. Hun beskriver det saa vidunderlig!
. . . Hun sender en saa udtrykkelig Hilsen til mine
Forældre, som hun saa usigelig gjerne vilde lære at
kjende."

"Jasaa!" lød det tørt . . . "Frøken von" -

Der laa et sørgmodig Misnøie i det Blik, hvormed
han saa efter hende.

Var det Snobben i ham selv, - den Fantasibefan-
gethed for det fornemme, der havde bøiet hans egen
staute, fri Skikkelse ind i smaa Former, - som Jon
Sunde kjendte igjen hos Datteren? -

SIDE: 53

Jonas Lie

PAA KIRKEGAARDEN

Den lille Kirkegaard laa lige op mod Fjeldet med
sine Stene, Monumenter, Gravsteder med Sprinkler
eller Hækker om og alle de Tuer med Kors og Kristi
Blodsdraaber bortover.

Man kunde se udover Sjøen paa Seilerne helt ud
mellem Bølgerand og Sky.

Byen var stolt af sin Kirkegaard; dens Forfængelig-
heder rivaliserede mulig ogsaa en Smule deroppe. Den
var usædvanlig sirlig og net holdt.

Der sad ingen paa Bænkene, var overhovedet endnu
ingen paa den egentlig smukke Side af Kirkegaarden
ikvæld uden Manden, som gik med en Sprøite og van-
dede Blomsterne og ragede Gangene. Det var Søndag
imorgen, og Lørdag Aften kom der altid en og anden
Familie op og pyntede og plantede.

De mindre velstaaendes Grave havde her som andet-
steds mere beskedent trukket sig hen imod en Ud-
kant.

Længst henne der, hvor det graa Stengjerde ligesom
seg med Terrainet ned imod Kongeveien, klattrede to
Smaapiger for at naa fat i en Hvidklunger paa den
anden Side, der endnu stod med nogle vantrevne Lev-
ninger af sin Sommerflor.

De nikkede og snakkede og strævede med at faa fat
i Klungeren.

De var blevet saa uhyre Venner de to, siden An-
drine nu lige efter Ferierne var kommet ind paa Al-
mueskolen. Først havde Andrine fulgt Maren et Ær-

SIDE: 54

inde for dem hen til Rickerts for at kjøbe Linolie til
Maling, og siden havde Maren hjulpet Andrine med
at plukke grønt og Blomster til hendes Fars Grav hele
Bakken oppover.

"Ja men," drev Andrine paa, "om Du nu havde
kommet til at slaa istykker Olieflasken . . . Jeg siger
bare, om Du havde gjort det?"

"Om ja; - men det gjorde jeg ikke."

"Men jeg siger jo bare om, skjønner Du, om Du
havde gjort det, vilde din Far ha' slaat Dig da?"

"Ja det vilde han rigtignok!"

"Med Limen?" . . . kom det nysgjerrig forskende
med to store alvorlige Øine.

"Aa jeg tænker, han blev rent gal og tog Stokken."

"Ja men, om Du nu med det samme sprang lige i
Armene paa ham?"

"Er Du gal Du?"

Maren stod forbløffet med aaben Mund . . . Jo det
skulde pent nytte. Andrine havde ikke noget Skjøn
paa, hvordan en Far var. Hun havde fortalt, at hen-
des var død, da hun var bare ét Aar, og at han havde
været saa snil, saa snil . . .

Javist var Marens Far ogsaa snil, naar han ikke
var saa sint, hvergang hendes Mor skulde ha Penge,
eller Adolf, Broren, hjalp ham med at rive Malingen.
Men alt det, Andrine snakkede om at se paa hans
Uhr, møde ham, naar han kom hjem og bære Maler-
potten, gaa ud med ham hver Søndag og holde ham
i Haanden, - skulde alle hendes fem Søskende ogsaa
gjøre det? . . .

De bevægede sig, Andrines lysegule og Marens røde
Haartop, paa den anden Side af Stengjerdet. Der stod
nogle store blaa Rævebjelder lige inde mellem Nel-
derne i Klungeren, som de maatte have fat paa, en
Bedrift, som kostede Andrine en betænkelig lang Flære
i Kjoleskjørtet.

Forhandlingerne fortsatte sig fra Andrines Side om,
hvad Marens Far vel vilde sagt, om det var hende,
som havde revet sig slig? Hun kastede derunder for

SIDE: 55

egen Regning et Blik, som ikke netop var for den gode
Samvittighed, nedover mod det lille Hus paa den an-
den Side af Kongeveien, hvor Grønningen og Gjerdet
var dækket med Vask, som endnu ikke var taget ind
til Aftens. Havde Moderen nu været ude ved Blegen,
kunde hun godt have set didop.

Andrines Moder, Lava Olsen, var et pent pynteligt
yngre Fruentimmer, som fik finere Vask og Strygning
saagodtsom fra alt, hvad der var af bedre Stand i
Smaabyen, hvor det ikke besørgedes i Familien.

Og der var en Grund, hvorfor hun maatte bo saa
langt ude ved Strandkanten som hos Jomfru Morten-
sen, der solgte Gulerødder og Kaalrabi og Timian og
grønt fra Haven. I Ilen ved Jordet var just Byens
blødeste Vand, ikke Spor af Salpeter i det, det viste
sig paa, hvordan Sæben skummede.

Andrine havde lært at stave og lægge sammen og
regne og skrive hjemme hos Jomfru Mortensen; hun
var groet op temmelig alene derude.

Det var først nu i Høst, at hun kom paa Almuesko-
len, hvor alle de andre Børn indenfor paa Stranden
gik. Det var altid, naar hun havde legt med nogen
af dem, at hun hjemme pinte Moderen med alle de
brydsomme Spørgsmaal.

Alle de andre Smaapiger, hun traf, saa havde de en
Far. De kjendte ham allesammen . . . Tømmermands-
Marthe havde sin i Kjevigen hele Sommeren. Men
hvor var hendes? . . . Havde hun da ingen Far, hun? . . .

Hun spurgte og grov.

Det var saa saart for Moderen, hvergang det kom,
og den lille Andrine saadan stod og saa paa hende og
spurgte med de forskende Øine saa sørgmodig nær
ved Graaten.

Saa fandt hun en Dag paa at sige, at han var ude
paa Sjøen.

"Hvorhenne?"

"Aa, - i Amerika."

"Naar kommer han igjen da?"

"Véd ikke, Ungen min!" Lava satte sig ned og græd

SIDE: 56

. . . "vi faar vel Brev nogengang . . . engang . . . med
Tiden."

Men saa begyndte Andrine at nose efter Breve inde
hos alle Sjømandskonerne i Nabolaget, spørge efter,
naar de kom, og hvem der bragte dem.

Dette gik aldeles ikke an! Der maatte gjøres Alvor
- sagde Jomfru Mortensen, - med at give Ungen en
Greie paa den Sag.

Lava havde altid tænkt, at hun skulde fortælle Bar-
net altsammen engang, naar hun blev ældre og fik
nogen Forstand . . . Andrine var saa nærtagende, og
det stod altid for hende, hvordan hun vilde ha hendes
grundende Øine efter sig, naar hun fik vide, at hun
ikke var saa god som de andre Barn der paa Stran-
den . . .

. . . Hun vilde nok ogsaa faa sit ud om hende, som
havde sat hende her i Verden, - saa mange Tanker,
som der gik i det Hode! . . .

Lava syntes ikke, hun kunde aarke at se paa Bar-
net efter den Tid, alt det hun vilde gaa der og studere
ud og tænke om hende. . . .

Og, hvor skulde hun saa ta Magten og Myndigheden
fra?

Hun opsatte det fra Dag til Dag alene, som hun
gik der og gruede og tænkte . . .

Nei, hun fik leve paa at udsætte det, til hun havde
faat Barnet saavidt frem, at det snart kunde gjemme
Skammen hos fremmede.

Og saa fik da lille Andrine en Dag vide, at de ikke
havde villet bedrøve hende før med, hvordan det rig-
tig hang sammen med hendes Far, - at det var saa,
at hun virkelig ingen havde . . . han var død, før hun
kunde huske, da hun var ganske liden, kun aars-
gammel, og at hun bare havde en Mor til at passe
paa sig her i Verden.

Det saa ud, som Andrine slog sig til Ro med dette,
indtil hun en Dag havde været oppe paa Kirkegaar-
den med Dina henne hos Glasmesterens, som havde
vist hende, hvor hendes Søster laa.

SIDE: 57

Nu vilde Andrine absolut vide ogsaa, hvor hendes
Far laa begravet, - om det var paa den Side, der var
nærmest dem eller borte imod Kirken, om der stod
Kors eller bare en Blomst eller var bare Grønsvær? . . .

Hun gik og hang paa Moderen og spurgte og spurgte.

En Morgen havde hun drømt om ham og set ham
aldeles tydelig. Han havde vakkert hvidt Skjæg og
saa saa snilt paa hende, og Uhrkjeden var grøn af, at
han havde ligget i Jorden . . .

Jomfru Mortensen blev rent uhyggelig tilmode; Un-
gen tænkte jo ikke paa andet!

Og engang, den lille begyndte at græde bitterlig og
snakke om de andre Smaapiger, som fik Lov til at
gaa og pynte dem, de havde paa Kirkegaarden, maatte
Lava tilslut love at gaa med hende didop og vise
hende Graven. Ikke idag, - det maatte være, naar
hun havde rigtig god Tid, og det var sligt Veir, at hun
turde gaa fra Vasken.

Men den Dag, da Moderen kunde komme løs, blev
aldrig; hun lovede fra Uge til Uge.

Saa begyndte Andrine at liste sig op paa Kirkegaar-
den paa egen Haand og lede og lede. Og, naar hun
kom ned, saa troede hun saa vist, at det var enten
den eller den Grav . . . den saa saadan ud, som hun
tænkte.

En Kvæld, det ikke var den rette, brast Taarerne
store som en tung Regn af Øinene paa hende, - hun
havde lagt sine Blomster der lige over det Sted, hvor
hun mente Brystet var.

Der var intet Raad for det længere. Lava tog Bar-
net ved Haanden og leiede hende op paa Kirkegaar-
den. Der i Udkanten, den tredie Grav fra Stengjerdet,
hvor det var næsten nedtrakket, og Grønsværet endnu
kun løftede sig lidt i den ene Rand, der var det!

Og, om Andrine havde faat hele den gløsende Kongs-
gaard, som Jomfru Mortensen fortalte om i Eventyret,
det bar ikke Vand mod den stille Glæde, der lyste af
hendes Ansigt og tindrede i hendes Øine, da hun nu

SIDE: 58

endelig havde faat den lille, med Hælene trakkede
Jordhaug overgivet til Eiendom.

Hun var der hver Lørdag Aften, oftere fik hun ikke
Lov, og pyntede og stellede og legte alene med sig selv.

Og det havde hun nu gjort paa det tredie Aar til
nu, hun havde faat Maren til Kamerat med sig didop.
Hun havde gjort sig op en hel Drøm om sin Far, hvori
hun snakkede med ham og holdt af ham og lod ham
svare sig.

Andrine sad nu paa Stengjerdet og pratede med
Garntraaden vigtig i Munden, medens hun vandt og
snurrede den om Stilkene. Haaret faldt optufset af, at
hun havde været inde mellem Klungerbuskene, og den
ublegede Kjole af trykt Katun havde baade et og an-
det Ansvar at staa i tilkvælds hjemme. Minen og
Spillet ved Munden sagde hele Tiden, at hun vidste
hvordan det skulde være til hendes Fars Grav.

. . . Hendes Mor vilde aldrig gaa op paa Kirkegaar-
den, fordi hun blev saa bedrøvet, fortalte hun. Det
morsomste, hun vidste i Verden, var, om hendes Far
havde levet. . . .

Saa havde de ogsaa kanske havt Baad, og hun faat
være med at fiske i Sundet ligesom Maren med sin
Far . . . og havt Dukkehus i Bagskotten inde i Øse-
karrummet, som kunde lukkes. Og saa havde hun
plukket Fliser og baaret ind, naar han huggede Ski-
veden, som hendes Mor kjøbte paa Davidsens Sag og
maatte banke overtvært, istedetfor denne leie Martin,
som altid var saa fuld og sint . . .

. . . Men hun legte bestandig helst, at han var ude
paa Reis, og at han skrev Breve hjem; - ja hun
gjorde dem selv og lod, som hun hentede dem; hun
havde Posthuset henne under Broen. Og saa skrev
hun igjen til ham alt det, hun ønskede, han skulde
kjøbe . . . Og nu, hun havde lært det, legte hun, at
hun strikkede Skjærf, ligesom Lods-Torgersens Anne
gjorde til sin Far. Hun kunde se hans Ansigt, saa
ofte hun vilde, i Maanen om Vinteren, naar hun stod
bagom Rullegardinet.

SIDE: 59

Hun havde godt lagt Mærke til, hvordan de pyn-
tede paa de fine Grave. De havde Blomster fra Vin-
duerne, som de ofte satte ned med hele Blomsterpotten.
Hun havde staat og set paa dem. Og engang havde
en Frue, som laa og lugede og plantede, spurgt, hvad
hun stod der og hængte for, og ment, at hun kanske
tænkte at ta' Blomster; men, da hun hørte, at An-
drine ogsaa havde Grav i den anden Ende, forærte hun
hende Aurikler og Perleblomster og lod hende se paa,
hvordan hun grov Hul og satte dem i Jorden og van-
dede dem. De brød sig ikke om Sneen, men havde
staat lige gode og kommet frem nu baade ifjor og
iaar.

Straks, de nu havde faat bundet de sidste Stilker
sammen, skulde Maren faa se, hvor henne i Muren
hun havde gjemt baade Træskraben og den stykkre
Underskaal, hun tog Vand i.

Solen faldt skraa nu henved Syvtiden, og der laa
lange Skygger henover Kirkegaarden.

Men saa var de ogsaa færdige, - to ordentlige Kran-
ser. . . .

Med Udbyttet af sit Arbeide løftet forsigtig ud i
Haanden, kløv de over Gjerdet og gik hen til Graven.

Maren skulde bare staa stille, saa fik hun se, hvor-
dan det skulde gjøres. Først maatte alt det visne væk
fra forrige Lørdag, og saa maatte der luges rundt Kan-
ten og skrabes og feies ovenpaa, saa det blev rigtig
sort og pent i Mulden; - og saa begge Kranserne læg-
ges, den store i Midten, og Marens nede ved Foden . . .

"Herren forlade, hvad de Ungerne finder paa!" lød
en Kvindestemme.

Der var to af dem og Graveren, som kom med Spa-
den og et sort Trækors med hvid Indskrift paa Nak-
ken.

"Hvad gjør I her?" . . . spurgte den tykke Madam,
som holdt paa en Blomsterpotte, yderligere forbauset
da hun kom helt nær og saa Graven ligge flid og med
to Kranser.

"Men Herren forl - - er det ikke som et Tegn, at

SIDE: 60

gamle Tron Disens Grav ikke skulde være forsømt
alligevel, Du Berentine! . . ." vendte hun sig til sin
yngre og tyndere Ledsagerske.

Graveren satte alt Spaden i ved den øvre Ende.

"Lad være vor Grav!" skreg Andrine.

"Jers Grav? . . . Se til, I kommer afveien Jentunger!
. . . eller -" skydsede han truende efter dem med
Spaden.

"Det er min Far!" jamrede Andrine, - "min Mor er
Lava paa Stranden" . . .

"Haa, haa, haa," kom det fra Graveren, - "Datter
af Lava! . . . Og din Far ligger her, har de indbildt
Dig?"

"Jeg siger det til Mor . . . jeg siger det til Mor!" tu-
dede Andrine aldeles ude af sig selv.

"Hys Barn . . . Hys Barn! Skjønner Du ikke, det
er Helligbrøde . . . Gaa nu," beroligede Konen. "Ser
Du ikke Korset der med Navnet paa? - Den, som
ligger her, heder Tron Disen, Baadbygger af Sørvi-
gen," læste hun op med Tone af en Præken . . . "Han
døde Aaret, efterat Sønnen reiste til Amerika" . . .

"I maa gaa nu, Børn!" fulgte det strængt efter . . .
"Tag Kranserne med jer! - Saa . . ."

Maren forsvandt. Hun kom hæseblæsende hjem og
fortalte, at de var jaget fra Graven af to Koner ude
fra Sørvigen.

Men Andrine blev staaende og kramse om Kransen
som hun holdt i Haanden . . .

"Hendes Far ligger nok ikke i Jorden, stakkars
Unge! Det er ikke saa vel . . ." oplyste Graveren; han
var inde i Byens Historie. "Det var Handelsfuldmæg-
tigen hos Kjøbmand Knoff, som narrede Lava, den-
gang hun var Husholderske der. Han er nu gift i en
anden Stad, og hun bor ude paa Stranden og forsørger
sig og Ungen med at vaske" . . .

Andrine blev klog den Kvæld!

Hun sad stille gjemt nedenfor Stengjerdet og hørte,
medens de snakkede og stellede derinde paa Graven.

SIDE: 61

Det hulkede og higstede længe bak ved Klungeren,
saart, - utrøsteligt . . . saa blev det tyst . . .

Andrine havde sovet der, til det var blevet ganske
sent og skummert.

Hun vaagnede stille forskrækket og vidste ikke, hvor
hun var; men det var noget saa ondt, saa ondt . . .

Blikket faldt indover Korsene og alle de dunkle Fi-
gurer. Der saa hun et stort hvidt Skjæg. . . . Det blev
mere og mere til hendes Fars Ansigt - fortrukket . . .
og haardt som Sten i Øinene . . .

Nu pludselig huskede hun det altsammen!

SIDE: 62

Jonas Lie

FANFULLA

(AF MIN VEN MALERENS OPLEVELSER)

For atten Aar siden opholdt jeg mig en Sommer i
Perugia. Der en en sand Overflod af Motiver for en
Maler, især ved Lago Trasimeno.

Ude paa den Sø vuggede jeg mig mangen deilig
Aftenstund, og mit Maleri derfra indbragte mig da og-
saa Stipendium hjemmefra; - nu sidst i Norge, syn-
tes jeg dog, det mere lignede en norsk end en italiensk
Sø, og maaske var det ogsaa netop derfor, jeg op-
naaede den Paaskjønnelse.

Jeg bode ovenpaa hos Værten i Osteriet "Stella" og
husker endnu Regningen. Som logerende "forestieri"
var jeg hans eneste Lam af den Slags, og han vilde
vist havt tung Samvittighed, om jeg ikke var bleven
tilbørlig klippet. Men god Vin havde han, det skal
erkjendes, og, sad han i smaa Kaar, kom det visselig
tildels af, at han selv var sin egen stadigste Kunde ved
Vinfadet. For endel Aar tilbage var han indflyttet
fra Rom.

Det var en rødnæset, lidt forborgen-listig udseende
Karl, der hele Formiddagen Skjældte og smældte paa
Børn og Tjenestefolk, men samtidig smiskede paa en
krybende Maade for Gjæsterne. Ved Middagstid ind-
traadte gjerne et Omslag i Humøret, og om Aftenen
sad han tilslut nikkende over Glasset og kunde hver-
ken høre eller se.

Hans Hustru var død; men han havde et Par Døttre,
og det var tildels for deres Skyld, jeg vedblev at op-
holde mig der i Huset.

SIDE: 63

Især var den ældste, der kunde være en sytten Aar
og hed Vittoria, en fuldkommen Skjønhed. I det stolte,
lidt blege Ansigt straalede et Par vidunderlige Øine,
og Hovedet med det rige, skinnende sorte Haar, hvori-
gjennem Sølvpilen stak, sad saa eiendommelig ædelt
paa Halsen. Den ranke, jomfrulige Figur havde en
Fylde i Formerne, der gav hendes Væsen noget impo-
nerende. Hun lignede en ung Juno, før Jupiters Øie
faldt paa hende. Der var samtidig en pikant Is i
denne Skjønhed. Panden var som en Stenjomfrus og
Trækkene i det hele forunderlig sikkre og kolde, medens
de varme Læber, naar hun smilte, igjen vidnede
lige om det modsatte. Hun gik i Regelen alvorlig om
og besørgede Opvartningen, og for sin Søster var hun
som en Mor.

Det var klart, at Faderen ikke rigtig turde vove sig
til mod hende; og mig faldt det ikke ind at gjøre nogen
direkte Kur, skjønt Gud skal vide, jeg sværmede til-
strækkeligt og engang endog fik Lov til at male hendes
Portræt.

Hænderne var de skjønneste og finest formede, jeg
nogensinde har set, og det vil for en gammel Romer-
boer sige noget. Men Fødderne var, - det maa jeg
jo indrømme, - altfor store. Det synes overhovedet,
som om Romerinderne fødes til at staa paa Piedestal-
ler; thi de har næsten alle store Fødder og tilmed
temmelig raat hugne. I Sammenligning med en vir-
kelig nordisk Skjønhed mangler deres Figur derhos en
vis Finhed og Elegance, medens Formerne derimod i
en høiere Grad end hos os besidder de store slaaende
arkitektoniske Linier, og det skuffer én som oftest ved
første Øiekast. Vittorias ranke Figur var lidt vel stærk-
bygget.

Deres Kaar var, som sagt, mindre gode; men under
Kirkefesterne viste hun sig kostbart pyntet, og der var
vistnok kun én Mening om, at hun var den smukkeste
Pige i Perugia. Sjønheden har, især i Italien, sin
egen priviligerede Adel, og der var som oftest en lidt

SIDE: 64

fri Plads omkring, hvor hun og Søsteren knælede paa
Gulvet.

Hun gik altid saa alvorlig, og jeg erfarede, at dette
havde sin Grund i, at hun paa en Maade var bleven
tvunget til at skulle ægte den rige Veksellerer Bertuc-
cio henne ved Torvet.

Han kom om Søndagene ind i Osteriet og havde da
oftest en eller anden Pakke med til Vittoria, den hun
imidlertid aldrig aabnede, saalænge han var der. Han
sad gjerne med et Glas Vin hos den gamle i det indre
Værelse, medens hun rolig opvartede dem og satte
frem gode Sager; men noget Kjærtegn kunde jeg aldrig
opdage mellem dem. Han ventede nok ganske rolig
paa den Dag i Høsten, da de skulde vies.

Det var en lidt tykfalden tilsyneladende godmodig
Mand paa henved de firti; men den, som betragtede
ham lidt nærmere, vilde maaske have fundet, at der
laa ikke liden Kløgt i dette runde, tilsyneladende ube-
tydelige Ansigt. Han stod særlig paa en god Fod med
alle Stedets geistlige, af hvem man sagde, at han skulde
være bleven benyttet i deres hemmelige Pengeanlig-
gender; han skulde ogsaa have det meste af sin For-
mue fra sine Forbindelser med dem.

Ligesom Vittoria udmærkede sig i Kirken ved de
store Kirkefester, indtog Vekselleren Bertuccio, som
han gik barhovedet og svedende i Solen, en fremra-
gende Plads ude i Processionen, hvor han altid bar en
af de store Faner ved Siden af Syndicusen. Præsterne
havde da ogsaa været med i Spillet for at faa dette
Ægteskab istand og udrettet, hvad den faderlige Myn-
dighed her neppe havde magtet.

Skraas over for Osteriet boede en Specerihandler.
Hans Søn, Andrea Belmonte, var netop den Sommer
indviet til Præst. Det hed, at Faderen en Tid havde
havt Sorg af ham; inde i Rom var han blevet mistænkt
for at sværme for den nationale Sag og sat paa det
sorte Bræt.

Han var en Barndomsven af Vittoria og kom under-
tiden ind i Osteriet, altid ganske flygtig. Det var en

SIDE: 65

smuk Mand paa et Par og tyve Aar med et forunderlig
dulgt lidenskabeligt Udtryk i det magre, smale Ansigt.
Uagtet sin Præstedragt gjorde han et lidt verdsligt,
dandymæssigt Indtryk.

Da han første Gang kom ind i Osteriet, - han var
netop Dagen iforveien kommet hjem fra Rom, -
spildte Vittoria Suppen, som hun skulde række mig,
udover Dugen. Han saa paafaldende alvorlig ud.

Jeg lagde Mærke til, at Vittoria i den korte Tid, han
var inde og talte med hendes Fader, stod aldeles bleg
henne ved Cucinaet, og jeg saa dem ikke hilse hinan-
den.

En Dag, som jeg sad ved mit Staffeli nær det aabne
Vindu og stirrede lidt hen i Tanker, faldt en Nellik
ned paa Overkanten af Gjenboens for Solstegen halv-
lukkede Jalousi.

Den blev hængende der et Øieblik, indtil en Haand
rask tog den ind.

Jeg fik et Indtryk af, at vedkommende derover ikke
ønskede at blive bemærket. Men Nelliken var aaben-
bart kastet fra Vinduet i mit Soveværelse, hvorfra Vit-
toria lidt efter gik ud rolig nynnende med endel Lin-
ned paa Armen.

Det var en ubetydelig Omstændighed, og jeg tænkte
dengang ikke videre over det.

Siden saa jeg ofte Vittoria med en Nellik i Haaret,
- denne Blomst brugtes som et republikansk Tegn;
- men hun bar den aldrig nede i Osteriet.

En Nat, jeg laa vaagen, syntes jeg tydelig, jeg hørte
Vinduet gaa sagte op ude i Gangen ved Heiseindret-
ningen, hvormed Vandspandet blev trukket op, og siden
Skridt, der listede sig henover.

Da jeg tændte Lys og saa efter ud af Døren, stod
Vittoria i Natdragt henne ved Vinduet. Det forekom
mig ogsaa, som om jeg havde set en rask Bevægelse
der, men hun stod saa ganske rolig, kun beskjæftiget
med at faa det igjen. Hun smilte lidt mod mig og
sagde:

SIDE: 66

"Jeg hørte Vinduet slaa op og igjen og huskede paa,
at jeg havde glemt at lukke det iaftes."

Haaret var opløst, og i det halvdunkle Skjær fra mit
Lys saa hun vidunderlig skjøn ud.

Det forekom mig siden oftere om Natten, som jeg
hørte netop den samme sagte Lyd af Vinduet der gik
op; men af et eller andet Instinkt brød jeg mig nu
ikke om at se efter.

En Nat - det var en tre Ugers Tid, før jeg skulde
reise, - opstod der pludselig en stærk Larm henne
paa Gangen; jeg hørte Osteriværtens grove Stemme og
Tjenestepigens høilydte fine. Forbi min Dør fo'r il-
somme Skridt, som af én, der flygtede, og, da jeg
hastig aabnede Døren, hørte jeg, at Touget var i vold-
som Bevægelse.

Lidt efter kom Vittoria, Tjenestepigen og Osterivær-
ten farende med Lys; - Vittoria i Spidsen. Hun saa
øiensynlig forskrækket og ivrig ud; men hendes Lys
sluktes tilfældigvis i Farten, saa de maatte stanse for
at faa det tændt, og hun opholdt sig lidt for at for-
tælle mig, hvad der var passeret.

Osteriværten havde, som han ofte gjorde, efterat
Osteriet var lukket, taget sig en liden foreløbig Aften-
søvn dernede med Hovedet i Armene imod Bordski-
ven: Da han siden gik op i Mørket med sin lille
Lampe, var den ovenpaa i Gangen pludselig pustet ud,
og Tjenestepigen havde ved en Svovelstikke, som hun
i Hasten fik tændt, tydelig set en ung, høi Mandsper-
son med mørk Frakke svæve forbi.

Der kom aldrig mere Klarhed over denne Sag. Kun
hed det sig nede i Osteriet, at man havde set "Fan-
fulla" i Huset, og senere vilde Tjenestepigen have be-
mærket ham oftere.

"Fanfulla" er et Slags Gespenst eller Nisse. Han
viser sig som en smuk ung Mand, og der er egentlig
ingen anden bange for ham end den unge Signoras
Duenna eller en besværlig Elsker, hvem han spiller
Puds; - undertiden gaar det jo ogsaa lidt ud over
Forældrene. Det er kun den gamle Elskovsgud i mo-

SIDE: 67

dernt Antræk. Han er uskadelig og bringer gjerne
Lykke og Giftermaal.

Jeg kunde imidlertid ikke lade være Dagen efter at
se ud af Vinduet ved Heisetouget. Nedenfor løb Touget
lige ved to Smaabalkoner paa Væggen, der stod i en
Mandshøide ovenfor hinanden, og ud fra Nabohuset
gik der et lavt Tag, hvorfra man med nogen Behæn-
dighed nok kunde faa fat i Touget og komme ind
paa den ene af dem. Men det hele var en halsbræk-
kende Affære.

Forunderlig nok var Vandspandet klemt halv fladt.
Vittoria bankede det selv ud, da hun saa det, og var
meget vred paa Tjenestepigen, fordi hun slap det saa
skjødesløst ned fra Høiden.

Jeg er nok saa kjendt i Perugia, var der siden i
flere Somre og hilsede da ogsaa undertiden paa Vit-
toria Bertuccio.

De førte et storartet Hus, og Bertuccio var, hed det
sig, aldeles kuet af sin Hustru. Hun var en af Stedets
mest devote Damer, i Spidsen for alle offentlige Arran-
gements og Sammenskud til Kirker og kirkelige
Fester. Præsten, hendes Barndomsven, var hendes
Skriftefader, og hun syntes at have fortrængt Manden
af Geistlighedens Gunst.

Han saa forknyt, sygelig og alt andet end lykkelig
ud de Gange, jeg saa ham sidde i Vognen ved Siden
af sin stolte Hustru.

Befolkningen i Perugia stod dengang, - hvad der
siden skulde fremkalde en saa forfærdelig Hævn over
Byen, - i slet Lys i Rom for sine garibaldiske Sym-
pathier. Præsten Andrea Belmonte blev pludselig ind-
kaldt til Rom i Anledning af en fornyet Mistanke om
nationale Forbindelser, og det sagdes at være foranle-
diget ved Veksellerer Bertuccios Angivelser.

Noget efter hed det, at ogsaa Vekselleren var kom-
men ilde deran; de geistlige skulde ved hans Hustrus

SIDE: 68

"fromme Bekjendelser" for hendes ny Skriftefader
være kommet efter en Række Bedragerier med Hensyn
til de Midler, som han hemmelig havde havt under
Hænde for dem, uden at de dog turde offentlig paa-
tale det.

Man erindrer fra Aviserne det verdensberygtede, af-
skylige Blodbad i Perugia Anno l859. Befolkningen
havde kjæmpet mod Pavens Tropper, og Schweitzerne
myrdede bagefter som vilde Dyr i Gaderne smaa og
store uden Forskjel.

Der var Sikkerhedsvagt om flere Huse, deriblandt
ogsaa Bertuccios. Men alligevel skulde det hænde, at
han blev skudt inde i sin egen Gang.

Man vilde sige, at Geistligheden da nok ogsaa paa
egen Haand holdt sin lille Oprydningsforretning paa
Stedet.

I Høsten 1869 blev mit gamle Logis i Trastevere op-
sagt for mig, og jeg maatte da ud at søge mig et nyt.
Jeg er lidt vanskelig paa det, og nødig vilde jeg ud af
denne Del af Byen.

Efterat have ledt i syv lange og syv brede, forelskede
jeg mig i et Par Værelser i fjerde Etage med Balkon,
hvorfra der var vid Udsigt udover Trastevere og Rom,
tillige hen imod Peterskirken og et Stykke af Tiberen.
De var dyre, og efterat have pruttet med Tjenestepigen,
der anviste dem, gik jeg; men kom dog igjen om Efter-
middagen. Den Leilighed følte jeg, at jeg maatte have,
og jeg maatte vide det afgjort, om jeg skulde sove rolig
om Natten.

Jeg modtoges da af selve Værtinden, en mørkklædt,
ægte romersk Matrone, i hvem jeg til min Forbauselse
gjenkjendte Vittoria Bertuccio. Hun erindrede ogsaa
mig, og Leien blev hastig sluttet.

Hun var nu en Kone paa tre, fire og tredive Aar,
stor, lidt massiv fyldig.

De to Værelser havde blendet mig lidt ved deres
Udstyr. Der stod i hver sit Hjørne to temmelig gode

SIDE: 69

Statuer af bronceret Gibs paa smagfulde Kolonner; paa
Væggene hang Kobberstik i store Rammer; den brede
Dør mellem Værelserne var nobelt draperet med et
tungt Fløiels Forhæng, og ligesaa bar Sengen, Stolene,
Kaminen og Konsolerne et vist rigt Præg. Ved Dagen
saa jeg jo lidt efter lidt, at her midt iblandt enkelte
virkelig solide Sager paa mange Maader var en mester-
lig skjult Armod.

Jeg erfarede, at det var gaat ud med Familien i
Perugia efter Bertuccios Død, og at Signora Vittoria
kun levede af en liden Pension fra en geistlig Kasse
der. Hun havde da taget den Beslutning at flytte ind
til Rom, hvor hendes Søster var gift, for ved Hjælp
af Resten af sine Møbler at slaa sig igjennem som
Padrona for en Leieetage og havde alt levet saaledes
et Par Aar. Hun havde to Døttre, hvoraf den ældste
var femten Aar og noget lig Moderen i hendes Ung-
dom, kun gav hun langtfra det betydelige Indtryk; den
anden Datter var flere Aar yngre.

Padrona interesserede mig ikke lidet, og jeg havde
der i Huset Anledning til at anstille mange Studier
af det romerske Familieliv.

Der kom oftere Præster, og det var forunderligt at
se, med hvilken Ængstelighed hun søgte at give Huset
et helt igjennem Kirken behageligt Præg. Et Madon-
nabillede med Lys hang udenfor i Gangen, og deres
egne Par Værelser var rundt Væggene overlæssede med
Krucifikser samt kolorerede Lithografier af Madonna
og flere Martyrer med Papirblomster omkring.

Dette var mig saa meget mere paafaldende, som hen-
des Døttre ofte, naar vi var alene, talte i en raillerende
Tone om "Papa". Den yngste Datter, der var meget
munter, velsignede efter ham og morede sig endog en-
gang under de andres Latter med at udklæde en Dukke
og messe.

Det var klart, at Familien var fuldkommen fri for
religiøse Illusioner og kun hyklede for Pensionens
Skyld.

Signora Vittoria yttrede ogsaa engang aabenhjertigt

SIDE: 70

for mig som fremmed noget i den Retning og mente,
at Hovedsagen var, at man holdt af sin Familie.

Men, da Paasken kom, og Værelserne skulde spren-
ges med Vievand, blev ogsaa mine Rum omhyggelig
udstyrede med den Slags Billeder. Jeg blev derhos be-
tydet, at Skikken bød at lægge en halv Scudo i den
Fyrs Bøsse, som gik bagefter Præsten, som da ogsaa
den Dag samvittighedsfuldt stænkede Vievand paa alle
mine Sager lige til Tøflerne, der stod med Snippen
frem under Sengen.

Det samme gjennemgaaende Hykleri gik ogsaa for
sig paa det italienske Enhedsværks Høitidsdage, da
Pavens Kulører som Moddemonstration hang i Over-
flødighed ud fra mange Vinduer, hvor Beboerne bar
de modsatte Farver i Hjertet, og blandt de smukkest
udstyrede var til min Ærgrelse min Værtindes.

Familien levede, forekom det mig, til sine Tider tem-
melig daarligt, og Signora Vittoria maatte vist, at slutte
efter visse Besøg, hun modtog, være plaget af Kredi-
torer. Hun havde da en venlig-fornem Maade at af-
færdige dem paa. Naar hun stod og talte med en saa-
dan Mand ude paa Gangen, saa jeg hendes herlige
Hoved som en Buste gjennem Glasruden i min Dør.
Jeg vidste, at hun netop stod og løi; men der var en
Adel og nobel Ro i hendes Miner og fine Haandbevæ-
gelser, som gjorde enhver Skygge af en saadan Mis-
tanke umulig, utænkelig. Saadan løi man i Roms og
Italiens historiske Tider, og med det samme ædle, fine,
venlige Smil talte vel Damerne af Medicis og Borgias-
slægten med de ubeleilige, som lidt efter stødtes ned i
Trappen, eller kanske stod paa selve Faldlugen; - her
brugtes den samme Evne til at vinde Henstand for
Klatgjæld eller ny Kredit paa Olie.

Jeg var dog ikke blind for, at Signoraen, trods vort
gode Forhold, lod sin Egennytte i høi Grad gaa ud
over mig. Familien konsumerede af min Vin, min
Olie, mit Brænde, som om det kunde være dens eget,
og hun sendte mig blodige Regninger for Vask. Men
paa Vasken taalte hun til Gjengjæld ikke en Plet, og

SIDE: 71

for mine Effekter var jeg rolig; - det vilde saaret
hendes Ære, om noget var blevet borte.

Ved et Par Leiligheder blev jeg inviteret ind til
Familien, og jeg tør nok sige, at en saadan Tillavning
og saadanne Retter skal man lede efter. De, som lever
paa Restaurationer i Rom, kjender ikke det virkelig
italienske Kjøkken; - de geistlige har altid været
Lækkermunde, og Verdens kulinariske Kunst stam-
mer fra Rom.

Den ene Gang var det en liden Familiefest i An-
ledning af, at den yngste Datter Rositta af Hans Hel-
lighed Paven havde opnaat en Friplads paa tre Aar i
et Kloster, hvor unge Piger opdrages.

Jeg havde set Signora Vittoria, da hun var klædt
for at gaa op til den almindelige Audiens hos Paven.
Kvinderne maa der kun indfinde sig simpelt sortklædte
og med Slør paa Hovedet. Men et mere flatterende
Toilette end det, hvori Signora Vittoria præsenterede
sig i "simpelt sort", var ikke let at vælge. Hun havde
et Brev i Haanden, det var Pavens eget fra den Tid,
han som underordnet geistlig havde kjendt Familien
og staat ved hendes Bedstemoders Dødsleie. Hun op-
naaede da ogsaa den forønskede Friplads.

- Det var i Begyndelsen af Høsten i det følgende
Aar 1870. Man frygtede eller haabede, at Victor Ema-
nuel skulde indtage Rom, og Rygtet fortalte, at der
skulde være givet Marschordre til Bersagliererne.

Signora var i denne Tid yderlig from; hun og hen-
des Døttre gik med pavelige gule Baand, og jeg tror,
hun vilde have gjort mit yderste Værelse til et Kapel,
om jeg ikke havde stanset hende.

Til min Opvartning, der før var bleven udført i
Huset, havde Signora nu anvist mig en billig Leietje-
ner, der kom Morgen og Aften.

En Nat lød der en egen Banken paa Yderdøren; det
hørtes som et aftalt Signal, og, da det blev gjentaget,
kom Signora ilsomt ud uden Lys. Jeg hørte paa Skrid-
tene, at et Menneske fulgte ind bagefter hende.

En Timestid efter hørtes der en anden stærk Ban-

SIDE: 72

ken og høirøstede Stemmer udenfor. Jeg kunde for-
staa, at det var Politiet, der forlangte at komme ind,
og Signora svarede vrantent, som forstyrret i sin Nat-
tero, helt inde fra Soveværelset sit "chi é?"

Idetsamme aabnedes min inderste Dør, og ind traadte
skyndsomt og bleg med en Voksstabel i Haanden -
min Leietjener.

Han gav mig ikke Tid til at komme mig af min
Overraskelse, men gik lige imod mig og sagde:

"Jeg er en Præst, der er en Tilhænger af Friheden
og Victor Emanuel, - opdages jeg, blir jeg dræbt! -
Tillad, at jeg skjuler mig i Deres Seng."

Dette var ikke behageligt; men siden han nu engang
havde tyet til min Gjæstfrihed, saa fik det staa sin
Prøve!

Han lagde sig ved Siden af mig færdig til at gjemme
sig under Dynen og blæste Voksstablen ud.

Der blev adskillig Larm og Støi derude; men Signo-
raens Optræden maatte have formaaet at tilfredsstille
dem.

Det lille, jeg hørte af hende, lød meget indigneret
over saadan Tanke om hendes Hus, og hun syntes at
være ivrig paa, at de skulde undersøge inde hos hen-
des logerende.

Mod mig lod man imidlertid til ikke at nære nogen
Mistanke, formodentlig var jeg kjendt af dem alt i
mange Aar.

Da alt var over, tændte Manden igjen Voksstablen,
tog den brunlige Paryk af, hvorved der fremkom et
noget skaldet, sorthaaret Hoved, og spurgte, om jeg
gjenkjendte ham?

Da jeg rystede paa Hovedet, nævnte han sig som
Andrea Belmonte. Han havde set mig mange Gange i
Perugia, sagde han, og nu undrede jeg mig kun over,
at jeg ikke havde kjendt ham før.

Han forblev skjult i Huset endnu et Par Dage.

I disse urolige Tider hed det oftere, at man paagreb
forklædte geistlige, der var Tilhængere af den ny Ord-
ning og spionerede for Victor Emanuel.

SIDE: 73

Da kom den 20de September, den store Dag for Roms
Indtagelse af Victor Emanuel!

Den Nat forsvandt Andrea Belmonte.

Paven havde fjorten tusind Mand og havde erklæret
at ville forsvare Rom til det yderste.

Gamle, unyttige Kanoner, der var berømte for deres
uhyre Dundren under Saluterne paa Festdagene, slæb-
tes op paa Voldene, og en stor Strækning af Murene,
som man ikke rak til at befæste, sattes høitidelig under
St. Peters Beskyttelse.

Granaterne susede indover Byen, Bersagliererne stor-
mede, og der faldt endel hundrede Mand. Enden blev,
at Rom blev Italiens Hovestad.

Pavens Farver var pludselig som ved et Trylleslag
forsvundne.

Fra alle Vindusrader og Balkoner hang italienske
Flag, og under dem bølgede en enthusiastisk Folke-
masse gjennem Gaderne, medens Luften fyldtes med
Vivaer for Victor Emanuel og "la libertá".

Signoria Vittoria og hendes Døtre gik den Dag i
straalende Stemning med hver sin Nellik i Haaret og
Sløifer af de friske italienske Farver. Udover deres
Balkon rullede et stort italiensk Flag, som de maatte
have havt skjult færdigsyet i Beredskab.

Mit Værelse blev okkuperet til en liden Fest i Da-
gens Anledning, og Signora Vittoria var derunder næ-
sten overgiven satirisk; den ene bidende blodige Be-
mærkning over det gamle Regimente tog den anden; -
hun trængte øiensynlig til at faa en Smule Luft for et
helt Livs Forstillelse og Underkuelse.

... Ikke saa den næste Dag!

Der herskede en underlig Stilhed over hele Huset.

Signora Vittoria gik sortklædt og næsten askegraa i
Ansigtet, og Døttrene var forgrædte og paafaldende stille.

Man havde faat at vide, at Præsten Andrea Belmonte
var falden under Kampen oppe ved Porta Pancrazio.

Jonas Lie

SIDE: 74

IMPROVISATOREN

Skraas over for det Hus, hvor jeg boede i Rom, laa
i Underetagen et lidet Billedhuggeratelier. Kunstneren,
en ganske ung Italiener, stod gjerne en lang Stund om
Morgenen ude i Døren i sin Arbeidsdragt med Papir-
kalotten paa. Det var en skarp Hage og en mager Kind
under det mørke Haar.

Vort Bekjendtskab som Gjenboere var en Dag gjort,
og det varede ikke længe, før jeg opdagede, hvad jeg
nok havde anet, at der var mange Idéer paa Stabelen
inde i det lille Atelier foruden den "Virginia", som
stod under Arbeide i Ler paa Kavaletten.

Han havde næsten hver Dag en ny Tanke fore. Snart
var det det længtende Roma i en Kvindes Skikkelse,
omgivet af sine Døttre, de italienske Byer, medens Kor-
sika, Nizza, Malta og italiensk Tyrol stod grædende
og med Lænker om Haandledene. Snart var det Tiber-
guden, løftende Historiens Tavler op af sine Bølger,
snart det unge Italia, fremstillet som den lykkelige
Mor, hvis Vogn blev trukket til Templet af hendes
Sønner Cavour og Garibaldi, eller som Frihedsgudin-
den, - kort, der var hundrede Idéer, og over enhver
af dem vidste han at udbrede sig med levende Magt,
idet han gjerne talte sig op i et Slags inspireret Eksal-
tation.

Jeg maa bekjende, at alt dette Liv, hvoraf et strut-
tede paa den unge Kunstners Værksted, tiltalte mig.
Virginia var bestilt. Cicero, som nedtordner Catilina,
var bestilt, - den ene af en engelsk Dame, den anden

SIDE: 75

af en Amerikaner, som begge havde villet tage sig af
hans Talent og alt havde betalt ham saagodtsom hele
den overenskomne Pris i Forskud. De havde været
uhyre indtagne af hans Idéer og Udkast.

Om Tiberguden, der laa paa Albuen henne i en Krog
i Miniaturskitse, havde en berømt Ven af ham, som
han forresten nu havde brudt med, ment storartede
Ting. Og sit paatænkte store Arbeide, Roma, som han
ikke havde Plads til at udføre i sit nuværene Atelier,
tegnede og ridsede han op og forklarede med en Magt i
Fremstillingen, saa man næsten troede at se Figurerne
for sig i Luften.

Og, naar han saa med et Par prægtigt funklende
Øine endte med at spørge, om man troede, det vilde
tage sig ud nede paa en af Roms Hovedpladser, havde
man en Følelse, som han allerede holdt i Dørklinken
til en storartet Fremtid.

At en saadan Mand ikke havde Sans for det økono-
miske og altid var i Forlegenhed for Penge var natur-
ligt, og noget af det første, der skede efter vort Be-
kjendtskab, var da ogsaa, at han laante hundrede Lire
af mig. Han var fortiden nøt til at beskatte sine
Venner, sagde han; han gjorde det for sine Idéer, ikke
for sig selv. Men, var han skuffet af noget, saa var
det af Menneskene! Han havde havt Dusintal af Ven-
ner, som kaldte sig Kunstnere, - ikke én, som ikke
sveg det store, naar det kom til, at der skulde offres
en lumpen Skjærv. Nu foretrak han at kjæmpe sig
frem alene.

Det blev mig en Vane at se indom Atelieret, naar jeg
vendte tilbage fra min daglige Spasertur paa Monte
Pincio.

Jeg kunde forstaa, at han længtes efter mig for slig
at kunne faa udtalt, hvad der for Øieblikket laa ham
paa Hjertet. Men jeg begyndte ogsaa at begribe, at
det desværre var Mængden af Planer, der hindrede
ham fra at faa nogen enkelt færdig. Hans Virginia
stod ud over Vaaren endnu paa Kavaletten halvfærdig
som før, og af sine andre Idéer udførte han som oftest

SIDE: 76

ikke engang Lerskitserne. Hvad han udbredte sig over,
forekom mig ogsaa ofte mere som Planer til Digtnin-
ger end til Skulpturværker.

Da jeg en Dag uventet traadte ind i Atelieret, saa
jeg ham sidde i Hjørnet med Pen, Blæk og Papir foran
sig ved et Bord, hvorfra han havde løftet ned nogle
Gibsbuster, for at faa Plads. Han stak øieblikkelig Pa-
piret op paa Hylden, og det forekom mig, som om jeg
den Gang var mindre velkommen.

"Skriver De Poesier?" spøgte jeg og saa til min For-
undring, at han blev rød, medens han leende benæg-
tede det. Paa min Yttring om, at Italien i sin nærvæ-
rende Nytid trængte til Digtere, begyndte han næsten
lidenskabeligt:

"Poesien er den hellige Ild, der skal luttre Italien og
gjenerhverve os de Landsdele, som endnu sukker i
fremmed Vold. Før det sker, slaar ingen Italieners
Hjerte roligt, før det, - intet Brodersind mod Frank-
rige, intet Vensab med Østerrige eller England, hvis
forestieri og Guld oversvømmer os, men Stiletten skjult
under vor sødeste Tale! ... Cavour var Tungen, Gari-
baldi Kniven, og Vittorio brugte dem begge! -" endte
han, idet han med italiensk Mimik og et eget Smil ud-
førte Meningen.

Min Ven Antonio begyndte nu at interessere mig ikke
saa lidt.

En Dag inde paa Kafé Vavour iagttog jeg ham,
hvorledes han med en vis forlegen Adfærd nærmede
sig et af de runde Borde og tog en illustreret Avis i
Haanden. Den Maade, hvorpaa han stod og læste den,
var mig paafaldende, og ligeledes, at han skyndsomt
lagde den sammen og skjød den hen iblandt de andre
Blade, da der kom et Par besøgende in af Døren.

Den illustrerede Avis var ny. Der stod Nr. 1 paa
den, og som saadan var den Gjenstan for Opmærk-
somhed. En af de indtrædende tog den og begyndte at
tale om den. Paa første Side sto Viktor Emanuels
Portræt, og paa den anden et Digt til Italia.

Man begyndte at læse det høit og fandt det smukt.

SIDE: 77

Signor Antonio sad derunder med høi Farve i An-
sigtet neddukket i en Avis, som han aabenbart ikke
læste i. Han blev siddende ved sit lille runde Bord
henne i Hjørnet, og jeg saa, hvorledes hans Sjæl led,
hver Gang nogen tog det illustrerede Blad i Haanden,
hvorledes han ængsteligt ventede paa Udtalelserne, og,
naar Digtet kritiseredes en Smule, snart blev nedsla-
gen, snart trodsig. Det var alt andet end en mild Dom,
et Par unge Lapse fældede.

Med Avisen i Handen gik jeg hen og tiltalte ham:

"Det er et smukt Digt, synes mig, Signore Antonio,
glødene Ord."

Han saa halv smigret, halv overrasket paa mig.

"Der staar "A" under som Signatur. - Betyder det
ikke Antonio? De kunde med Ære sat Navnet fuldt ud."

Det sagdes paa en Maade, som han følte indeholdt
en Kompliment, og han var ikke stærkere foran sligt,
end unge Poeter pleier at være. I hans Ansigt laa en
selvfølende, lidt undselig Erkjendelse.

Han betroede mig nu, at han virkelig befattede sig
med Poesien. Han havde følt sin Aand belemret af
den Marmorblok, den altid skulde slæbe efter sig, og i
Pennen følt den fri Vinge, der kunde føre den overalt,
hvor den længtede hen.

"Vil De komme ind til mig imorgen og høre noget
oplæst af det, som jeg netop har under Hænde?"
spurgte han med en vis Selvfølelse, og jeg forstod, at
han, efter først at have gjort mig hin Betroelse, mente
at kunne tale i en hel anden Tone om sin Begavelse.

Da jeg en følgende Formiddag kom, stod den stak-
kels Virginia foroverbøiet paa den indsunkne Jernsti-
ver, som om hun sørgede over, at hendes Herre havde
forladt hende. Leret var sprukket af Tørhed og for-
sømt. Selv sad han henne ved Bordet, skrivende, saa
Blækket sprudede om Pennen.

"Vent lidt, forstyr mig ikke!" sagde han, og lidt
efter, idet han utaalmodig kastede Pennen: "Det gjæl-
der for mig om at skrive saa rapt, som jeg tænker, -
omkap med mig selv; - ellers viger det bort fra mig.

SIDE: 78

Jeg har Bruk for Hurtigskrift, - jeg vil lære den
Kunst!"

Og nu udviklede han med en virkelig poetisk Slag-
magt Æmne efter Æmne:

"Men en Tragedie skal de faa... Jeg har alt Pla-
nen; det skal blive i en Stil, vældig som Kolosseum!"
yttrede han og saa mig med Overbevisning ind i Øiet.
Han vedblev at udmale Stykket for mig:

"Jeg skal forfærde disse malede, franskpyntede Da-
mer paa Monte Pincio med en Kvinde af deres egen
Slægt fra de antike Tider!

Se her," sagde han, "jeg har alt gjort en liden Skitse
af hende i Ler, saaledes som hun staar og siger Farvel
til ham, hun elsker; - hun véd, at han maa dø."

Jeg kom til at sukke, og han saa forbauset paa mig.
Jeg yttrede lidt mismodig:

"Nu er De henne i Billedhuggerkunsten igjen."

"Ganske rigtigt! Hvad De der siger, er træffende,"
udbrød han enthusiastisk. "Tragedieskriveren er kun
Billedhuggerens Broder, han maa altid kunne se sine
Figurer plastiske; de former begge i den samme store
Stil. Tragediedigteren lægger kun det til, at han lader
sine Statuer tale. Deri ligger netop Hemmeligheden."

Jeg følte, at han aldrig vilde faa det i den samme
Friskhed og Fylde ned paa Papiret, og gik fra ham
den Aften i en egen Stemning. Det forekom mig, som
om jeg havde set ind i en vanfør Sjæl, som var nægtet
Evnen til at aabenbare det skjønne, der brændte i den,
og derfor maatte fortære sig selv.

Om Natten stod den unge Mands Ansigt for mig i
Drømme, blegt og svedperlende af Sjælesmerte.

Det var med Flid, at jeg ikke søgte ham i hele det
paafølgende Aar. Jeg var ogsaa i den Tid flyttet hen i
Nærheden af Ponte Angelo.

Engang mødte jeg ham dog paa Gaden. Han saa
temmelig bleg og forpjusket ud.

Han havde fattet en stor Beslutning, fortalte han,
slaat hele Marmorbutiken sammen. Nu søgte han En-
gagement som Skuespiller for at drive sin store Tra-

SIDE: 79

gedie til Opførelse. Den var indleveret allerede ifjor;
men der maatte gjennembrydes et helt Væv af Ræn-
ker...

Det endte med, at hans Gjæld til mig forøgedes med
to Scudi.

Det var nogle Aar efter, at jeg en Eftermiddag spad-
serede oppe paa Monte Pincio.

Med sine murgraa Tage, Taarne og Kupler laa Sta-
den neden under som et vidt Panorama, i hvilket St.
Peter løftede sit mægtige, stemningsfulde Hvælv imod
den stille Aftenhimmel. Solen laa i Nedgangen bag
dens Spir som en uklar, dunkelrød Skive og illumine-
rede hele Rader af Vinduer. Hist og her blinkede den
frem paa Kampagnen i Tiberens Bøininger ned over
mod Havet. Oppe paa Monte Pincio slikkede den endnu
rødligt i de to vældige Rosenhække, der omgiver den
sandstrøede Plads, hvor Musiken har sin Tribune.

Under den svale Solnedgang bevægede sig deroppe
spadserende af alle Roms Folkeklasser fra den luksu-
riøst klædte Signora, der tog sin lille Fodvandring fra
Vognen, ned til Modelpigen i sin Nationaldragt og
Arbeideren, der gik med sin Familie ved Siden og smø-
gede sin korte Pibe. Mellem dem slentrede alskens
Udlændinge, Kunstnere og violet- og rødkappede Kol-
legie-Elever.

Musikkorpset var gaat, og af den lange Vognrække,
som holdt ved Balustraden, medens man modtog de
vanlige Visiter paa Vogntrinet, havde alt enkelte be-
gyndt at kjøre bort.

Da blev det almindelige dolce farniente pludselig
forstyrret.

En Herre var sprunget op paa den Forhøining, hvor
Musikanføreren pleier at staa, og begyndte begeistret
at foredrage en Sang for Publikum. Dette var i og for
sig noget i Rom usædvanligt og i dette Tilfælde dob-
belt opsigtsvækkende, fordi Improvisatorerne i det syd-

SIDE: 80

lige Italien, Neapel og Palermo, altid er Mænd af selve
Folket.

Der skal utrolig lidt til for at vække Opsigt paa en
Plads fuld af Lediggjængere, og dette syntes at være
en hel Skandale.

I Gang og Løb strømmede man stedse hurtigere til.
Henne i Vognrækken reiste Damer og Herrer sig op
for at se, og inden et Øieblik var den runde Tribune
omgiven af en tæt Folkestimmel. Over alle Hovederne
saas de høie, rødbuskede Hatte af et Par Politikonstab-
ler i hæftig dukkende Bevægelse; de søgte formodentlig
at bemægtige sig hans Person eller at faa ham ned fra
Forhøiningen.

Det var en stærk, ikke uskjøn Stemme, der lød, og,
uagtet gjentagende forhindret, begyndte han ihærdigt
igjen.

Det lykkedes mig efterhaanden at bane mig Vei ind
til Gelænderet.

Det Syn, jeg havde for Øie, greb mig dybt.

Det var min Ven Antonio, bleg eksalteret, den endnu
ungdommelige Skikkelse tydeligen allerede hærjet og
ramponeret. Han stod der i graa Frakke, med gule
Hansker og en sort Fladhat i den ene Haand, medens
han støttede sin Sang med en Mimik og en Person saa
nobel i enhver Bevægelse, at en virkelig Skuespiller
skulde have misundt ham. Der var naturlig Adel fra
Hovedet til Fodsaalen, og, at han havde gjort sit Ind-
tryk, viste sig noksom paa de to Konstabler; thi det
var med flaue Miner og som knugede af Forsamlingens
Dom, at de fjernede sig.

Nu reciterede han et Digt om Italia, rimeligvis af
ham selv: -

Der susede en ny Tid og en ny Historie over Folket.
Havet speilede de glade Byer fra Genua til Palermo,
fra Messina til Venezia, viste dem deres Skjønhed og
deres Fremtid; de laa der ved Bredden som Svaner med
Verdenshavet foran, - og de længtede alle ud. Men
Italia græder, indtil hun igjen faar Nizza. Hun spør-
ger sine Børn, om da ingen vil sætte over Havet til

SIDE: 81

Korsika? - om hun ikke eier nogen, som vil offre sig
for hende!

Pludselig brød han af. Ansigtet fik et blegt, haardt
Udtryk, og han sagde:

"Jeg har sultet i to Dage, har Feber; - derfor ven-
der jeg mig til Folket!"

Disse uventede Ord gjorde et stærkt Indtryk.

Medens han ganske rolig gik rundt Balustraden og
holdt sin Hat frem, haglede der Penge ned i den fra
den fattige Piges og Soldats Kobbersoldi op til Papir-
sedler. De, der ikke kunde komme til, kastede sine
Pengestykker eller Lirer ind paa Sandet til ham.

Da han var kommen rundt, plukkede han med en
sand Elegance op, hvad der laa strøet omkring paa
Pladsen, og satte derpaa Hatten ned ved sin Fod oppe
paa Forhøiningen. Han stemte atter i en Sang, men
afbrød den straks igjen, og med en forvildet Mine og
hæftige Gebærder begyndte han nu i et utrolig hastigt
Sprog at opramse alle sine Ulykker: Han havde skre-
vet et Drama, som vilde begeistre enhver Italiener;
han havde Politiet imod sig, Pressen imod sig, Theater-
direktionen imod sig, alle de reaktionære og Præsterne
imod sig.

Under den fortsatte ilsomme Forklaring af sin ulyk-
kelige Skjæbne saa han sig gjentagende om med en
sky Mine, som om han frygtede for, at nogen af de
nævnte Magter vilde hindre ham i at tale ud.

Stimmelen begyndte at trække sig bort fra den stak-
kels ulykkelige Fantast.

"Menneskene! ..." udstødte han og saa sig et Øie-
blik haanligt om, før han skyndte sig bort.

Siden hørte jeg, at Antonio færdedes som Improvi-
sator i Neapel, Palermo og Messina og vakte megen
Begeistring hos Folket. I Karnevalstiden dukkede han
af og til frem i Rom.

Man ansaa ham som et Slags vanvittigt Geni.

SIDE: 82

I gjærende Tider er det, som ogsaa Folkets Evner
koger over; der opstaar store Mænd og Kræfter. Men
der vækkes ogsaa Begavelser, som Begeistringen, Idéens
Rus i deres Tid, saa at sige kloroformerer inde i selve
Vækstevnen, saa de aldrig faar tage Forhold i det en-
kelte, aldrig slaar Rod i Virkeligheden, aldrig faar den
Kraftens Rygrad, der bærer til det fuldbaarne.

Vi kalder dem karakterløse, - der ligger en ubarm-
hjertig, ukjærlig Dom i det Ord, - lad os hellere kalde
dem Tidens Offre, som betaler dens Tanker med en
knust Eksistens!

Jonas Lie

SIDE: 83

SUSAMEL

Jeg erindrer godt den første Gang, jeg som Gut paa
Tromsø hørte om Susamel; - der stod som en Skræk
i Luften om det Navn, og jeg vil fortælle det, som det
staar for mig fra Guttedagene.

Det var i Russetiden, det vil sige, den Tid af Som-
meren, da Havnen laa fuld af Russelodjer. I de lyse
Aftener gik Russerne i Klynger gjennem Gaderne med
sine Huer og lange graa Talarer og sang firstemmig.
De skrællede og spiste paa Sop, som de havde fundet
oppe paa Øen, og som vi Børn ansaa for ubetinget
giftige for andre end Russere.

Under den fatamorgana-agtige Lysvirkning der nord,
hvor man kan tage en Knappenaal op eller læse ved
Midnatssolen, kunde den bjerkbevoksede, af Landsteder
overstrøede Ø med Byens Huse, Havnen, Fartøierne og
Fjeldet paa den modsatte Side i en saadan Aften speile
sig ned i det blanke metalgrønne Sund, som om hele
Landskabet hang i klar, gjennemsigtig Luft.

Udenfor Bryggerne laa en Skov af tremastede blaa,
grønne, hvide Russelodjer, førte af Bogdanoffer, Wassi-
lieffer og, hvad nu alle Skipperne hed, medens Brygge-
plankerne var hvide af Rugmelet, som hele den travle
Dag lossedes ud i Matter og heisedes ved Vindespil op
i Paklofterne.

Ombord i disse Fartøier fandtes mange rare Ting.
Der var en gul, haard Kage, som hed "Prenika", og
som kunde kjøbes to for en Kobberkopek, naar vi
paa vort gutterussisk raabte: "Prenika kopum!" - og

SIDE: 84

der var sibiriske Nødder at faa til Foræring. Paa Bor-
det i Kahytten laa Helgenkalendere med røde Bogstaver
i for hver Helgens Navn. Dernede gik underlig klædte
Russerkoner, som skjænkede The af blanke snurrende
Messingmaskiner, og paa Kahytsvæggen ved Murovnen
- "Pjætskaen" - hang ikke mindre underligt malede
St. Nicolausbilleder med brændende Lys foran.

Undertiden saas Billedet ogsaa fæstet i Mandshøide
til Masten. Man sagde, at Grunden var den, at Skyts-
helgenen underveis havde maattet tampes til at give
gunstig Vind, efterat Mandskabet først i tre Dage med
Vokslys og Røgelse havde søgt at faa ham til det med
det gode.

Jeg nævner alt dette, fordi der ombord i Bogdanoff's
Lodje tilfældigvis blandt andre Mærkværdigheder og-
saa skulde være en firkantet, brun Bjørnunge, der gik
og legte ombord som en Skibshvalp.

Jeg sad paa Rælingen og strakte for Spøg Fodspidsen
ned til dens Gab, - saadan, som man undertiden kan
falde paa at gjøre det med en legende Hund, der nok
kan tage Foden mellem Tænderne, men, som man véd,
ikke for Alvor klemmer til.

Bjørnen var imidlertid ingen Hund. Den bed roligt
gjennem Støvlen, og jeg husker endnu den Dag idag
den Fornemmelse.

Udover Natten laa jeg vaagen i Saarfeber, plaget af
en og anden i Værelset tonende Myg, og saa paa, hvor-
ledes den matte, varmeløse Nattesol gav Figurerne Liv
i Rullegardinet.

Nede i Gaden hørtes der en Stund Russesang, - siden
blev der forvirret Støi og Skrig og en hel Sammen-
strømmen af Mennesker.

Alt, hvad jeg den Nat fik rede paa, var de hviskende
Ord til vor Barnepige af Stuepigen, som havde været
ude for at undersøge:

-"Det er Susamel! - - nu har de arresteret ham!
. . . De bærer Russerne ombord paa Stiger; - de er
ihjelslagne . . . tre Stykker og én Hamburger!"

Og saa satte de sig til at græde sagte i Forklæderne

SIDE: 85

begge to for ikke at forskrække mig, som de skiftevis
skulde vaage over.

Nogle Dage efter hed det, at der havde været Forhør,
og at Susamel derunder til og med havde vendt op og
ned paa Byfogdens Søn.

Dette sidste, vidste jeg nu, var Snak; thi jeg var selv
Byfogdens Søn; men det var sandt, at han var bleven
mulkteret.

Susamel, som boede henne i Balsfjorden, havde havt
en Tønde blank Levertran med sig i Baaden. Den tog
han nu, saa tung den var, op paa Skulderen og bar den
gjennem Byen op i Boden til Kjøbmand Meyer for at
faa Penge til Øvrigheden. Men gamle Meyer, som var
Jyde, havde sagt, at han havde "slaaest som en Karl, i
Sandhed til Fædrelandets Ære!" - og havde betalt
Mulkten for ham.

Jeg fik desværre dengang endnu ikke se Susamel;
men Historiens sande Detailler fik jeg vide nøiagtigere
end nogen af Brændevinshandler Kiels egen Søn, som
var min Ven og Klassekammerat paa Middelskolen.
Han havde set paa hele Tiden, medens man sloges i
og udenfor hans Fars Butik.

Boden og Pladsen udenfor havde været fuld af Rus-
sere. Der havde desuden været et Par Tyskere fra et
Fartøi, som hed eller var fra Blankenese, samt nogle
norske, - dog hidtil uden Spor af Ufred. Saa var
Arne-Noras Broder kommet dansende snart paa det ene
Ben og snart paa det andet, brautende og fuld hen paa
Pladsen med sine Boksermanerer og sit ravgale engelsk:

- "God dam you heel you bogger!" og "come 'long
he - en!" . . .

Det var en ganske spinkel, blaableg Fyr aldeles
uden Kræfter, og den syttenaarige Søster havde græ-
dende holdt paa at trække ham hjemover. Men det
gjorde kun, at han blev endnu hidsigere paa Klammeri.
Saa havde én af Russerne inde i Butiken fornærmet
Arne-Nora, der med et Skrig fløi op ad Trappen og
gjemte sig paa et Loftkammer, hvis Dør hun fik stængt

SIDE: 86

i, og saa havde man pludselig delt sig i to Partier: de
norske og de fremmede, der vilde storme Trappen.

Der vankede haarde Slag, og de norske laa under.
Men Kiels Søn havde imidlertid med megen Raadsnar-
hed løbet hen til Susamel, som han vidste netop var
kommet den Aften og havde Nattelogis i Wagels Bon-
destue.

Da Susamel kom og hørte Arne-Noras Angstskrig,
havde han med et Sæt rendt alt omkuld i Trappen for
at se, hvordan det forholdt sig, og derpaa begyndt at
rydde først Loftet og siden Butiken paa en saadan
Maade, at nogle bagefter blev baarne ned til Bryggen
paa Stiger, og at man troede, der var begaaet Mord . . .

"Men Russerne kan livne op som Fluer; de dovner
bare af!" - forsikkrede Jens Kiel mig med en Mine,
som om han kun anførte en gammel kjendt Erfarings-
sandhed.

Russerne havde tilslut flygtet ud af Loftsvinduerne
og ned paa Tørvetaget, og Butikdøren hang om Mor-
genen kløvnet og skjæv paa den ene Hængsel.

Da Susamel førtes i Arresten, havde Arne-Nora gaat
og grædt bagefter. Hun fulgte ham lige til Porten; men
han havde ikke villet se paa hende.

"Jeg skal sige Dig, hvad der var iveien" - sagde
Jens Kiel hemmelighedsfuldt. "Deroppe i Aflukket inde
i Krogen fandt han Krambodsvenden hos Wagel,
"vakkre Jakvist", Du véd. Hun havde taget ham ind
for at bjerge hans Liv, da Russerne var efter ham i
Trappen, og han var saa ræd, da Susamel kom, ganske
graa i Ansigtet! Det er ham, som gaar og drikker
Arne-Noras Bror fuld om Aftenen, for at Arne-Nora
skal komme ned og hente ham. Han er forlibt i hende.
Men, - Susamel kan tage ham paa strak Arm!"

Susamel var bleven Menigmands og Gutternes Helt
og Skræk, og der havde lavet sig op de mest fantastiske
Historier om ham.

Han boede, hed det, paa et Næs inde i Balsfjorden,
hvor hans Fisk hang paa Hjeld nedover Jordet foran
Stuen, og "hvor ingen turde lægge til med Baad, -

SIDE: 87

han taalte ikke et Liv!" Han var saa stærk, at han
alene havde lagt Ankeret hen over Lugen paa en hol-
landsk Kof, hvor de havde fornærmet ham, og han kunde
selvfjerde sætte en Fembøring i Vandet. Henne i Ud-
havnene havde han ryddet Russelodjer den ene Gang
efter den anden og gjort rene Vidundere i Finmarks-
havet for at bjerge Folk, idet han engang endog midt
i Sjøraaket havde seilet tværtover Hvælvet, hvor de sad,
og løftet dem indenbords.

Sine største Bedrifter havde han dog udført under
Lofotfisket, dengang Nordlændingen sloges med Ran-
væringerne om Fiskepladsene. Hvor Ranværingen kom
Susamel iveien, blev der straks Basketag. Det var bare
enten afveien eller slaas! - og efter et Par Vintre stod
Skrækken af Susamel fra Vær til Vær. Selv var han
Kvæn.

- Efter hin Nat med Russeslagsmaalet saa jeg Su-
samel oftere; men vovede ikke at nærme mig ham.
Dette skede først en Tid efter og netop i Dagene, før
jeg hørte, at han var bleven forlovet.

Det var en Eftermiddag. Han sad i pyntelige blaa
Vadmelsklæder med nye Skaftekomager og Blankhat
i det hede Veir nede i sin Baad ved Bryggen. Han
havde blaaligt-sort Haar, som faldt tværklippet over en
bred, smuk Pande med stærke Bryn og blaa Øine. Man
kunde se paa selve Ansigtet, at det tilhørte en stærk
Mand. Han var neppe tre Alen høi, men overordentlig
skulderbred og sværbygget. Han sad stille paa Toften
med Fødderne en paa hver Side af Kjølvandet, og saa
saa betænkt ud, medens han ludede sig forover.

Med Barnets Modtagelighed for Indtryk syntes jeg,
der laa noget smertefuldt i hans Mine og tillige, da han
saa op paa mig, at han vist maatte være saa uden
Maade god og snil i Grunden.

Han gav mig en blaa Fiskekrog, og jeg vovede da
som et Udtryk for min Tilnærmelse at trække i Baad-
fæstet og derpaa at tale til ham. Jeg spurgte ham blandt
andet, om det var sandt, at han havde reddet saa mange
Mennesker i Finmarkshavet?

SIDE: 88

"Aa ja . . . en og anden," - sagde han. - "En faar
altid Lov til at seile sin egen Baad i Spik . . . der mulk-
terer ingen én for det!"

Jeg følte, der laa en bitter Mening under dette Svar.

"Susamel," - sagde jeg - "faar jeg Lov til at komme
i Baaden til Dig?"

"Tør Du?" - spurgte han smaaleende.

Jeg sprang pludselig over paa Toften til ham . . .
"Ja vist tør jeg!"

Og fra den Stund var vi to fuldgode Venner.

Arne-Nora var, som jeg bedst erindrer hende, en lidt
opløben spæd, femten-sekstenaarig Pige i blaastribet,
falmet Kjole, som sad daarlig hægtet i Ryggen, og som
oftest paafærde blandt Gutterne, som fiskede Mort nede
ved Bryggerne.

Der var elendige Forhold hjemme, - baade Fade-
ren og Moderen drak.

Jeg ser hende endnu staa og hænge over Rækvær-
ket med det lyshaarede ivrige Hoved og se ned, me-
dens Mortestimerne gik over den grønlige Sandgrund
med Tangflekkerne i, og Gutterne fiskede.

Stimerne gik ofte saa tæt, at Lintraaden med An-
gelen en Stund laa nede paa Ryggen af dem uden at
synke igjennem. Naar der saa kom en enkelt liden
Torsk svømmende med smaa rolige Slag af Spolen ind
imod de grønskeklædte Søbodstolper, opstod der Fe-
ber blandt os, og da kunde hun være den første til at
klattre ud paa Stenkarret for at fiske den.

Af og til plagede de voksne Krambodsvende hende,
saa hun maatte rømme bort.

Man kaldte hende en Gutteflokse, men nok med min-
dre Ret; - det var bare saa leit for hende at være
hjemme og saa morsomt dernede ved Bryggerne, og
saa var hun saa godslig og umistænksom, at hun ikke
tænkte synderlig ved det, som andre kanske tænkte alt-
for meget ved.

Hvorledes det nu var eller ikke var, saa havde hun,
- det var Aaret før hint Russeslagsmaal, - gaat
hjemmefra en Sommernat, da der havde ligget et slemt

SIDE: 89

Hus mellem Forældrene, og sat sig alene hen at fiske
i Wagels Bryggetrappe, som egentlig ikke var en
Trappe, men en glat, grønsket Stige.

Da Susamel i Gryet ved Tretiden kom roende ind,
havde han fundet hende i Vandet, og det saa ud, som
om hun havde ligget der længe. Om hendes Lillefin-
ger var viklet en hvid Lintraad, og i Enden af den laa
en Marulk, som havde bidt paa Knappenaalsangelen
og rykkede frem og tilbage i Vandet, saa at Haanden
rørte sig.

Susamel havde bragt hende op paa Bryggen og ar-
beidet med hende med sine stærke Kræfter i et Par
Timer og pustet Aande i hendes Bryst, til der ende-
lig kom Liv, og derpaa baaret den dødblege Pige hjem
paa sine Arme.

Han veg ikke fra hende den hele Formiddag, men
sad der og stønnede af og til - sagde man, - som
et Berg, indtil hun kom til sig selv igjen.

Det var derfra, han kjendte hende. Men op i Stuen
til hendes Forældre vilde han nødig gaa, og saa kom
hun oftere ned paa Bryggen og snakkede med ham,
- og hin Eftermiddag, han sad saa pyntet i Baaden,
ventede han hende nok.

Hun kom da ogsaa en Stund efter nedover med en
Tine i Haanden og et nyt Lidet rødtærnet Silketør-
klæde om Halsen, der var meget klædeligt.

Hun blev staaende en Stund paa det næst nederste
Trin i Bryggetrappen; men, da hun vilde aflevere Ti-
nen, hjalp han hende op i Baaden, hvor hun satte sig
paa en af Tofterne lige over for ham. Der blev en
Pause, og saa begyndte hun at spørge ham, naar han
igjen skulde ud paa Fiske?

"Aa, det bliver længe til," mente han, - "vi skal nu
først være hjemme i hele Sommer."

"Din Bror sagde sidst, at der var saameget Løv og
Bær i Fjeldet derinde i Balsfjorden . . . Jeg har aldrig
været i Fjeldet," vedblev hun. -

"Har Du Hest, Susamel?" faldt jeg ind.

"Ja, en rød en, som Du skal faa se. Jeg har en liden

SIDE: 90

Sommerbod oppe ved Fiskeløsvandet, did skal Du faa
ride."

"Er der da slet ingen Fisk i det Vand?"

"Aa det er bare Snak med den Fiskeløsheden. Jeg
trækker store Ørreter der. Og saa er der Multebær paa
Myren - til Dig, Nora! Det var af dem, Du fik nu."

"Saa Du har en Hest, Susamel?" sagde hun.

"Jeg har gjort en Sadel istand til den."

"Sadel!" raabte jeg enthusiastisk.

"Aa, - jeg skal lave en anden til Dig, dette er en
Kvindfolkesadel . . ."

"Skal Nora derud da?"

"Jeg véd ikke," sagde han og bøiede sig ned og
lukkede op en liden, rund Tine, hvori han søgte efter
noget. "Det faar komme an paa hende selv, jeg vil nok
gjerne have hende did; . . . men saa kan det hænde,
hun ikke liker sig."

Han tog op en Brystnaal og stak den i Knuden paa
hendes Silketørklæde, og hun blev sprudende rød.

"Vil Du have den til det vakkre Tørklædet, Nora?"
spurgte han med en egen Betoning.

"Du faar snakke med dem derhjemme, - jeg vil
nok, Susamel!" svarede hun underlig stilfærdigt og
saa ned.

Hvorfor hun ikke kunde sige: "Ja" - til Brystnaalen
med éngang, og hvorfor han pludselig tog hende saa
glad i Haanden og trak hende til sig, forstod jeg ikke;
men hun fo'r med ét hastigt ud af Baaden og op i
Trappen, og saa saa forfjamset ud. Jeg har aldrig set
et Menneske saa rød i mine Dage.

"Saa kommer jeg paa Søndag!" lo han og saa op
paa hende lysende fornøiet.

"Ja, Susamel; men - Du alene! . . . ikke din Bror-
kone."

Jeg undrede mig fremdeles over alle de Ophævelser,
de gjorde, og fik i det samme Øiet op for, at der var
noget vakkert ved hendes Nakke og den lette, elasti-
ske Maade, hvorpaa hun bar sin smale Figur, idet
hun gik opefter Bryggen. Susamel fuldstændiggjorde

SIDE: 91

Indtrykket, idet han paa sit bibelske Sprog sagte og
med et ubeskriveligt Udtryk udtalte efter hende:

"Hun er som en Dans i Mahanain!"

"Er det sandt, at du har taget et Skibsanker og lagt
paa Lugen, Susamel?" spurgte jeg.

"Er Du gal! . . . Men her skal Du se!" Og saa be-
gyndte han at huske mig op og ned i Luften, som om
jeg kunde være et to Aars Barn. Han var aldeles over-
given og syntes i Forlegenhed for at finde paa noget at
give mig. Endelig tog han op en irret, svær russisk
Kobberslant, hvori Pilene laa paa kryds, og begyndte
at skure den blank til mig.

"Vil Du have den?"

Den var altfor fristende; den skulde naturligvis ban-
kes hul til at slaa Klink med, og saa modtog jeg Pen-
gen og fik Skjænd for det, da jeg kom hjem.

- Susamel kom nu oftere til Tromsø, snart alene
i sin Sekstring med Tørfisk eller andet i, snart i Følge
med sin Stedbroder, som boede i Nærheden af ham
inde i Balsfjorden, og dennes Hustru, Kaisa, der nok
var adskillig underfundig af sig.

Det var en høi, mager, slankvokset Kvænkone i sort
Hue, som gik saa langsomt og pent. Hun var vakker;
men Ansigtet med den lave Pande og den lidt sam-
menknebne Mund, hvorom der laa et eget selvkjær-
ligt, ikke let udgrundeligt, Smil, var ikke godt.

Kaisa og hendes Mand tilhørte en af de religiøs-
sværmerske Sekter der nord, en Retning, hvortil ogsaa
Susamel oprindelig hørte og efter Udløbet af sin Slags-
maalsperiode igjen heldede, saavidt hans Natur tillod
det.

Hun og hendes Folk holdt til i Bondestuen hos Wagel;
og hun havde engang faat det meget travlt med at
omvende eller præke for Kjøbsvenden der, Jakvist.
Men af ham høstede hun kun overgivne Svar og al-
skens Drillerier.

Der var tillige ondskabsfulde Tunger, som sagde, at
Grunden, hvorfor hun altid fik sig sin Kaffe der i
Baggaarden og holdt saa til der, var den, at hun, uag-

SIDE: 92

tet alt udover sine mere unge Aar, rent havde forgabet
sig i Jakvist, der var en usædvanlig smuk ung Mand
med et sjeldent ravnsort Haar, som krøllede og kring-
lede sig om Panden. De paastod, at hendes smaa brune
Kvænøine lyste og spillede, bare hun saa Jakvist, og
at hun havde lagt Arne-Nora for Had, fordi han gjerne
søgte at komme til at fjase og snakke med hende.

Kaisa fik fra nu af altid saa travlt med at formane
Arne-Noras Forældre, dels i Anledning af deres egne
bekjendte Skrøbeligheder, dels af, at de lod Datteren gaa
saa aldeles uden Tugt og Kontrol. Altid havde den
pene Kone opsnappet et og andet, som hun havde at
holde sig til, og der gik Snak nok om Susamels For-
lovelse, og at hans Brorkone Kaisa ikke likte Partiet.

Det største Anstød kom imidlertid, da Arne-Nora
og nogle andre Piger havde været ude med hendes
Broder paa en Fisketur i Sundet, og det havde endt
med, at de deltog i Dansen henne paa Storstunæsset,
hvor der holdtes Sammenskudslag.

Susamels Brorkone vilde have hørt, at "vakkre Jak-
vist" ogsaa var der den Aften, og hun forlangte nu
myndigt, at Forældrene herefter aldrig skulde sende
hende ned i Boden hos Wagel for at kjøbe. Hun havde
endt med fra Dørstokken at udtale, og "der gik Ryg-
ter nok om Ugudelighed og Dans, og Susamel skulde
nok blive varet!"

Det var dem, som mente, at det bare var Skinsyge
i Anledning af Jakvist.

Arne-Nora opdagede gjerne Susamels Baad langt
ude i Sundet og stod da paa Bryggen, naar han kom.
Men, naar Brorkonen var med, modtog hun ham ikke,
og det var vel dette, Susamel skjønte. Ialfald fulgte
Kaisa i den senere Tid ikke med ham.

Som Susamels specielle Ven nød jeg den mellem
Gutterne høist misundte Ære frit at turde sidde og
fiske fra Bagskotten af hans Baad. Og en Eftermid-
dag, jeg sad saadan, kom Arne-Nora nedover.

SIDE: 93

Som hun gik udover den lange Brygge, der var ind-
klemt mellem Søhusene, saa hun pludselig lattermildt
op til nogen tværtover oppe i Søboden; men hun vendte
øieblikkelig Hovedet om til den anden Side og blev
meget alvorlig.

Jeg vidste, det maatte være Jakvist, som jeg før
havde set staa oppe i den øverste Aabning i Wagels
Pakbod og modtage Tørfisk, og det forekom mig til-
lige, som om han kastede noget ned til hende, der imid-
lertid gik over Bryggen. Jeg tænkte mig, at det var et
Stykke Kandissukker; men hun saa ikke efter det.

Idetsamme hørte jeg bagom mig et hæst, hæftigt:

"Afveien, Gut!"

Susamel havde reist sig. Hans Ansigt var jordgraat
og blegt, og han var slig at se til, at jeg forfærdet fo'r
ud af Baaden og lige hjem.

Hvad der skede, fik jeg først rede paa siden af Folk,
som havde staat og set paa.

Da hun kom i Trappen, havde han skaaret Baad-
fæstet af med Kniven. Men, da han tog det første Aare-
tag for at ro hjem fra hende, havde hun sprunget efter
ud paa Stenkarret ved Bryggen. Der gled hun og slog
sig i Hovedet; men alligevel havde hun reist sig og
strakt ud Hænderne og raabt aldedes vildt hjerteskjæ-
rende efter ham: - "Susamel! Susamel!" . . . indtil
hun igjen faldt om og blev liggende der paa Stenene.

Susamel lod, som om intet var, og roede bare lige
fast udover.

Men, da hun ikke reiste sig, kom han atter paa an-
dre Tanker og roede igjen indover til Stenkarret, hvor
hun laa. Han havde taget hende op i Baaden til sig
og vasket Saaret i Hovedet med Vand, og hun havde lagt
sig op til ham og grædt og hulket uden Ende, saa der
var nok blevet en Forligelse mellem dem.

Samme Aften havde han gaat med hende op til Præ-
sten for at faa Lysning, medens hun endnu gik med
Tørklædet forbundet om Hovedet.

En Maaneds Tid efter giftede han sig med hende i
Tromsø Kirke. Han kom med to af sine Brødre og sin

SIDE: 94

Brorkone, og de gik med Bruden lige fra Altret ned i
Baaden.

Det ansaas nu omtrent, som om Arne-Nora var ble-
ven bortført af et eller andet Uhyre. Der var ialfald
ikke en Pige paa Tromsø, som vilde vovet at gaa hen-
des Gang, endda Susamel var bekjendt for at staa sig
meget godt.

En Maaneds Tid efter kom Susamel fin og pyn-
tet med Blankhet, Silketørklæde og hvid Krave op i
Kjøkkenet til os. Han havde med sig et prægtigt Fi-
skesnøre med Jernsten og to Kroge og forespurgte sig,
om han fik Lov til at forære mig det. Det blev indvil-
get, og jeg glemmer ikke min Overraskelse, da jeg kom
hjem fra Skolen og saa ham sidde i Forstuen med en
Dram og Kage paa et Bord foran sig, og min forstan-
dige Moder i en meget alvorlig Samtale med ham.

Dette var Forsoningen mellem os, og jeg følte med
en vis Stolthed, at han efter sine Forhold havde gjort
ikke faa Anstalter for at vinde mit Venskab igjen.

- - Om Sommeren i Skoleferierne fik jeg Lov til
at følge med Sorenskriveren paa hans Thingreiser i
Distriktet. De gik for det meste for sig i en Husbaad
med Skyds; og et af Thingstederne laa inde i Bals-
fjorden.

Jeg havde længe glædet mig til at faa se Susamels
Hjem, som skulde ligge lige i Nærheden af Thingste-
det, og til at faa overraske ham med et Besøg. Jeg
havde paa Turen talt og snakket meget om dette, og
det forekom mig som et Vidunder, at det netop skulde
hænde sig saa, at Susamel, som var paa Thinget, af
sig selv havde fundet paa at be Sorenskriveren om
Lov til at tage mig med hjem og beholde mig helt til
den næste Dags Aften.

Der var kun et lidet Stykke Vei ud til det lille Næs,
hvor hans Stue stod med nogle Høstakker paa Jor-
det og nogle Gjældstænger, hvorpaa der hang Fisk,
nede i Stranden ved Nøstet. Den laa lige under et
brat Fjeld med en af Bjerkeskov omvokset, græsflæk-
ket Ur i, og det hele var saa brat og trangt, at Ved-

SIDE: 95

skjulet med Fjøset allerede stod en Hushøide oppe i
Bakken.

Som vi kom roende did i den stille Formiddag, steg
Røgen blaalig op af Murpiben, og Arne-Nora kom ud
af Døren løbende hen imod os. Uagtet det samme
klække, smale Væsen, var hun bleven ligesom mere
voksen, siden jeg sidst saa hende.

Der vankede Melkebunke med Kandissukker paa, Pe-
berkage, Kringle og Kaffe, og det blev bestemt, at vi
skulde gjøre en Tur op til Sommerboden ved Fiske-
løsvandet, hvor vi skulde ligge om Natten og være med
Susamel og fiske Ørret.

Den røde Hest, som Susamel eiede sammen med sin
Stedbroder, skulde jeg faa ride paa, medens han og
Arne-Nora skulde gaa.

Det var mærkeligt at se de to underveis, - de lo og
spasede som overgivne Børn og sagde en hel Del Ufor-
staaeligheder.

Veien blev lagt paa kryds og tværs om Myrene, der
mangesteds laa gule af Multebær.

Og med hvilken Sikkerhed gik ikke den lille Hest
med den lyse Snude over Klopperne, og hvor valgte
den ikke sin Vei, Fod for Fod, over alskens Huller og
steile Steder! Jeg var uvant og ængstelig for at sidde
paa; men Susamel trøstede mig med den alvorlige For-
sikkring, at Hesten var saa "lærd til at gaa."

Jeg har siden ofte hørt Udtrykket Læsehest og Pug-
hest; men "lærd som en Hest" har jeg aldrig hørt uden
af Susamel; men jeg forstaar nu saa godt den dybe
Erkjendelse af Fjeldhestens erfarne Instinkt, som laa
i det.

Den herlige solhede, anstrængende Dag . . . Aftenen,
da vi tændte Ild udenfor Sommerboden for Myggene,
og Natten, hvori vi var ude paa Fiskeløsvandet og fi-
skede Ørret, - hvor staar det ikke alt for min Erin-
dring! . . . Jeg ser endnu altid, den Sommernat i et
halvt Søvnens eller Drømmens Skjær, hvorledes vi sad
stille og fiskede, og Skyggen af baade os og Baaden
lagde sig halvdunkelt ned i Vandet, og alt omkring os,

SIDE: 96

Fjeld og Træer, i den egne Natsolbelysning syntes som
løftet i Veiret uden at have Tyngde, - indtil Søvnen
overvældede mig, og jeg sov ind under Susamels Trøie
paa nogle Risbuske, som vi havde i Baaden.

Jeg fortæller alt dette for at give lidt af mit eget
Indtryk af dette Ægtepars lykkelige Samliv og Hjem.

En Mislyd indtraf der dog.

Da Susamel den næste Formiddag var roet over til
Landhandleren et Ærind, kom hans Brorkone gaaende.

Hun var temmelig længe inde i Stuen og talte med
Arne-Nora, medens jeg holdt mig ude ved Hesten, som
Susamel for min Skyld havde tjoret paa Marken med
Sadel paa Ryggen.

Da den høie, pene Kone igjen kom ud i Døren, saa
hun ond ud, og hendes Ansigt blev ubehagelig hykkelsk
sødt, idet hun gik forbi mig og hilsede.

Da jeg kom ind i Stuen, laa Susamels Hustru paa
Ansigtet i Sengen og græd hæftigt; men hun bad mig,
at jeg endelig ikke maatte sige det til Susamel! . . .
Kaisa vilde true hende til at bringe Susamel til at gaa
ind paa, at han sammen med sin Stedbroder afstod et
Stykke af Stranden til Trankogeri for Jakvist i Tromsø.
Skjødet skulde underskrives paa Thinget den følgende
Dag.

Hun var fortvilet, fordi det skulde ske, og udbrast,
idet hun igjen overgav sig til sin Graad:

"Dette blir værre end paa Tromsø!"

"Ja, men din Brorkone kan da ikke tvinge Dig,
Nora!"

"Hun vil ellers bringe Sladder om Jakvist til Susa-
mel . . . og han tror hende . . . og da!" -

Hun sagde ikke mere, men sad blot og saa ned mod
Gulvet og var ude af det. - "Det er det Tørklædet,
som han engang forærte mig, . . . og som jeg ikke
har turdet snakke om, for Susamel taaler ham ikke . . .
og det véd Kaisa af . . . Og, nævner hun det, saa Gud
hjælpe mig! . . .

Du siger vel ingenting?" - spurgte hun igjen, og
saa ængstelig prøvende hen paa mig.

SIDE: 97

Jeg forstod, dengang ikke rigtig den hele Sammen-
hæng; men et Skimt af, at Susamel var skinsyg paa
Jakvist, dagede dog frem for mig.

Og lidt efter var det hele glemt igjen, og hun hjalp
mig med at fiske Krabber nede mellem Stenene i Fjæren.

Da Susamel kom tilbage, havde vi en hel Procession
af dem spaserende i en Sandgrøft oppe under Græs-
bakken.

Mange Aar efter hine Dage gjensaa jeg Tromsø. Det
var den samme af sin By og Havn smykkede, med
Bjerkeskov og Villaer kransede Ø, som laa og speilede
sig saa vidunderlig sommerklart i Sundet. Jeg saa
Lodjerne igjen og Pakboderne og de kjendte Brygger;
men meget var forandret.

Der var kommet andre Mennesker, andre Gader, en-
dog en anden Kirke, der, saa vakker den er, dog ikke
var den gamle rødmalede, jeg huskede, hvor alle de
smukke Brudepar blev viede.

Sammen med en gammel Kammerat, som nu var en
adstadig Borger paa Stedet, studerede jeg de forskjel-
lige Legesteder og Valpladse fra vore Guttedage. Men
paa Pladsen nede ved den gamle Dampskibskai fandt
jeg mig ikke igjen. Der skulde for det første være den
hvide Kramboddør, hvori Anton Knoff en Søndags Ef-
termiddag med sin Bue satte Pil paa Pil med Stoppe-
naalsspids, indtil han traf Kjøbmand Schnabel i Laa-
ret, da han uheldigvis kom ud af sin egen Butiksdør.

Døren var der ikke længere.

Men jeg savnede tillige det side, brede Tørvetag, vi
havde legt paa og fægtet paa og flygtet fra i Kniben
saa mangen en Gang. Jeg maatte lede lidt i min Hu-
kommelse, før jeg kunde tage Navnet igjen. Endelig
begyndte jeg:

"Men . . . men . . . Kiels Tørvetag?" . . .

Han lo. - "Ja, husker Du det?"

Og, efter at have solet sig lidt i Erindringen, sagde
han:

SIDE: 98

"Det Skrab har vi da faat feiet bort for længe siden;
vi maatte ha' Pladsen."

Jeg blev fremdeles staaende . . . Der gik mange Erin-
dringer gjennem mit Hoved: Slagsmaalet i Kiels Bod,
og hvorledes Russerne var flygtede ned ad Taget, og
nogle af dem baarne ned til Bryggen paa Stiger. Det
hele blev igjen levende for mig.

"End Susamel?" udbrød jeg.

"Susamel! - véd Du ikke det? - Han er gal, han
. . . Han klemte sin Kone ihjel i sine Arme . . . Vi
har ham oppe i en Arrest for sig selv. Der var ingen,
som vilde paatage sig at føre ham til Sindssygeanstal-
ten ved Trondhjem. Man kunde lige saa godt trans-
porteret en Elefant.

Han har forresten nu lange lyse Mellemrum, og jeg
tror nok, han kunde gaa fri; men han vil dog selv
helst være fast og under Bevogtning."

Jeg behøvede Tid til at svælge alle disse Efterret-
ninger, der formelig overvældede mig og gik mig me-
get mere nær, end jeg egentlig vilde være ved. Mine
Gutteaars Ven og Helt havde endnu sin Plads hos
mig, det følte jeg i denne Stund.

"Og man kan se ham?" spurgte jeg noget beklemt.

"Saameget Du vil. Der er Jernstænger for Gluggen,
om Du vil tale med ham slig; men Du kan trygt gaa
ind. I de første Aar var han splittergal, og Gutterne
stimlede da ogsaa til udenfor. Men nu er det anderle-
des. Han er ganske rolig og sidder hele Dagen over
Bibelen."

Jeg afbrød imidlertid Emnet; Susamel vilde jeg be-
søge uden Følge.

Jeg sørgede for at faa være alene med ham henimod
Skumringen den næste Dag.

Da jeg traadte ind til ham, sad han i sin gamle Stil-
ling, ludende, med Benene et Stykke fra hinanden og
en Arm over hvert Knæ.

Han saa ikke op, - tænkte formodentlig, at det var
Vogteren. Den mægtige Skikkelse var endnu vældigere,
end jeg erindrede den; men der var tillige noget æl-

SIDE: 99

det, noget af en Ruin i den, og hans lange Haar og
buskede Bryn var bleven isgraa.

Formodentlig fandt han, at Bevægelsen i hans Celle
var usædvanlig, thi han kastede med ét et skarpt, sky
Blik op, og det forekom mig, at Udtrykket, i det samme
han saa mig, fik noget vildt, et vist farligt Glimt, som
antydede, at al denne Kjæmpekraft vel trængte til at
være i Nærheden af Bøilen.

Jeg følte et Øieblik, at jeg hadde sat mig selv ind i
en noksaa spændt Situation; men min Tro paa Magten
i vort gamle Forhold hjalp mig, og jeg spurgte til-
lidsfuldt:

"Kjender Du mig ikke mere, Susamel?"

Han blev siddende taus og tung uden at svare; -
der drog sig som et Lagen af Smerte over det svære,
fængselsblege Ansigt. Han havde gjenkjendt mig.

"Susamel!" - sagde jeg - "vi var Venner i gamle
Dage. Husker Du, da jeg var hjemme hos Dig . . .
Fjeldturen?"

Han saa paa mig, og det varede en Stund, før han
svarede:

"Det var de gode Dage; - men nu er Aarene komne,
om hvilke jeg maa sige: "De er idel Mørke! . . . Jeg
har Duens Blod paa mine Hænder." Og han rakte dem
begge ud imod mig med en mørk Mine. Der var stum,
afmægtig, hjælpeløs Fortvilelse i de Ord.

Efterhaanden lykkedes det mig dog at faa løst hans
Tungebaand, saa han begyndte at spørge et og andet
efter mine Forhold, og, - inden vi vidste af det, var
vi inde i de gamle Dage. Hans store, enfoldige Natur
havde under sit haarde, menneskesky Skal en mægtig
Trang baade til Venskab og Kjærlighed, og jeg fik den
Kvæld i Skumringen hans Sjæls Fortrolighed.

"Der er et Menneske, jeg har havt Lyst til at dræbe
i denne Verden," udbrød han - "og det er min Sted-
broders Hustru Kaisa. Den Dag, da jeg hørte, at hun
var død og havde bekjendt al sin Ondskab mod mig,
laa jeg og lo herinde, til de satte Spændetrøien paa
mig. Hvor mangen Gang har jeg ikke staat udenfor

SIDE: 100

hendes Stue og tænkt, at der ikke blev Fred i mig, før
jeg slog hende ihjel; for jeg saa det fra først af - hun
gav sig ikke, før jeg mistede Forstanden, og Arne-
Nora laa der som en stakkars liden dræbt Snetiting.

Helt fra den Tid, jeg kom til at kjende Nora, da
jeg havde frelst hende op af Sjøen, var jeg ræd for,
at hun havde givet Kjøbsvend Jakvist sit Sind. Han
var vakker og fin i Ansigt og Ord, og jeg grov som en
tjæret Baad. Jeg saa, de 
jo sammen paa Bryggen, og,
dengang hun bjergede ham i Russeslagsmaalet, tænkte
jeg, at det alligevel var saa laget, at jeg ikke skulde
have hende; jeg forstod, at hun var for let bøielig mod
alt det, som var Glæde. Men Gud havde skabt hende
slig, at jeg aldrig kunde glemme hende, og jeg saa,
hvordan hun hang ved mig.

Saa gik Tvilen bort; men jeg følte alt dengang, at
den kunde tage Forstanden, og at det blev som mørk
Nat for mig, hvergang Mistanken kom.

Og, havde ikke Kaisa været, var den aldrig kommet
igjen. Men hun lagde altid ondt til; det var, som hun
saa, hvor hun kunde træffe.

Aaret efter at vi var gift, spurgte Jakvist mig paa
Tromsø, om jeg vilde afstaa ham en Holme udenfor
min Strand til et Trankogeri, som han vilde anlægge.
Han fortalte med det samme, at min Stedbroder -
Kaisas Mand - alt havde samtykket for sin Part i
Stranden.

"Nei, Jakvist," svarede jeg - "det vilde ikke blive
godt for nogen af os!"

Og dermed vilde det forblevet; han trængte ikke mere
ind paa mig.

Men hjemme mente Nora, at det ikke var ret af mig
at hindre min Stedbroders Fordel.

Og saaledes kom Jakvist did. Han lod tømre et
lidet Hus i Stranden og opholdt sig der længere Tid
om Sommeren for at se til Kogeriet og gaa paa Jagt.

En Dag, da jeg skulde ud paa Reise til Malangen,
og jeg var inde hos Kaisa for at faa igjen et Seil, som
hendes Mand havde barket for mig, yttrede hun paa
sin stilfærdige, træske Maade:

SIDE: 101

"Du skulde ikke reise saa ofte bort, Susamel!" - og,
da jeg saa paa hende, lagde hun til . . . "netop i denne
Tid, Jakvist er her."

Jeg lod, som jeg ikke mærkede, hvor hun vilde hen
med det, og reiste. Men Hjertet var som en Glød in-
deni mig . . . og jeg mærkede mig det vel, da Kaisa en-
gang, efterat jeg var kommet hjem, som tilfældig, ytt-
rede:

"Jeg kan ikke forstaa, hvorfor Nora var saa ivrig
efter at faa den Jakvist hid paa Stranden!"

Nora kom just ind, og jeg saa, at hun hørte det og
forskrækket fæstede Øinene paa hende og blev først
rød og saa bleg; - og, da Kaisa var gaat, faldt hun
mig pludselig i Graad om Halsen og udbrød: "Tro
hende ikke, Susamel! hun er ond!" - og hun skalv
over hele sit Legeme og var ræd.

Hvor glade var ikke baade hun og jeg den Dag, da
Jakvist var reist for det Aar!

Men saa kom den næste Sommer, og med den igjen
Jakvist.

Kaisa satte altid ondt til, og hun havde saa megen
Forstand over min, at jeg vidste, mit eneste Raad bare
var at lade være at tro hende og trygt sætte min Lid
til Nora.

Og det gjorde jeg. Naar jeg saa Nora ind i Øinene,
vidste jeg, at Kaisa løi.

Men Mennesket raader ikke for sit eget Bryst, - og
hvergang jeg tænkte paa at gaa Kaisas Stue forbi, var
det, som Satan alligevel drog mig haardt derind.

Og hvergang jeg gik derfra, havde hun altid sagt
noget, som satte det onde mere fast i mig.

- - - Det var en Sommeraften, jeg kom hjem et
Døgn tidligere, end jeg var ventet. Nora var ikke i
Stuen . . . og saa blev jeg underlig tilmode.

Jeg gik henover til Jakvist's Stue ved Kogeriet; men
der var Huset ogsaa tomt.

Saa gik jeg op til Kaisa!

Da jeg kom ind, var hun alene. Hun saa rød og
ophidset ud og stod henne i Vinduet og saa urolig op-

SIDE: 102

efter Bakken. Hun stod saadan hele Tiden, mens jeg
var inde; det maatte være nogen, hun fulgte med Øi-
nene.

"Det var godt, Du kom hjem saa tidligt, Susamel!"
begyndte hun ond og spottende. - "Nu har Arne-Nora
gaat op i Sommerboden, og nys gik ogsaa Jakvist op-
over paa Jagt i Marken" . . .

"Jeg tror Dig ikke, Kaisa!"

Hun vedblev spydigt: "Det er bedst at tænke, naar
hun saadan gaar op til Sommerboden om Kvældene,
hvergang Du er borte, at hun gjør det bare for at blive
fri for Jakvist dernede."

"Ja, kanske for at blive kvit baade Dig og ham,
Kaisa!" udbrød jeg.

Da lyste det ud af Øinene paa hende af Spot: -
"Jeg skal fortælle Dig noget, Du aldrig har vidst, Su-
samel! . . . Det rødtærnede Silketørklædet havde Jakvist
foræret hende . . . Jeg vét nok, Brystnaalen var din.
Spørg hende selv, saa skal Du faa høre!"

Jeg tog Veien op til Sommerboden. Den første, jeg
fik Øie paa deroppe, var Jakvist, som med Riflen drev
rask opover.

Og jeg mærkede nu, at jeg ikke længer var mig
selv mægtig.

Det maa have kunnet ses paa mig; for da jeg stod
udenfor Boden, og Nora kom ud i Døren, veg hun til-
bage indover Gulvet.

"Har Du set Jakvist borte i Bakken?" spurgte jeg.

"Nei, Susamel!" svarte hun; hun havde ondt for at
faa Stemmen frem. Hun saa igjen paa mig og veg
længere og længere ind imod Væggen; - der kastede
hun sig i Armene paa mig . . .

Jeg husker, at jeg sad med hende paa Fanget paa
Stenen udenfor, hvor Sjøen er lige under. Vandet med
Nattesolen i og Smaabuskene og Aasene gik af og til
langsomt rundt om os, som naar Du dreier paa et Nøste,
som hænger . . . frem og tilbage . . . Og jeg syntes, det
skreg med en stor Røst over i Aasen; men selv kunde
jeg ikke faa en Lyd frem.

SIDE: 103

Hun var ganske hvid og saa et Øieblik langsomt op
paa mig og lukkede saa Øinene.

Da tog den onde Magten over mig, og Vorherre tog
Duen, for jeg trykkede hende op til mig i Jammer af
al min Magt, til det blev mørkt for mig.

Da jeg begyndte at mærke, at Livet forgik hende,
kom der den høieste Rædsel over mig. Jeg begyndte
at puste Liv i hende og arbeide med hende, som den
Nat, da jeg frelste hende op af Vandet og fæstede min
Hu til hende, fordi jeg saa at hun var en Herrens Dei-
lighed, uden hvilken jeg ikke kunde leve. Og jeg kunde
ikke give det op.

Men, jeg havde ikke skjønnet paa den Gave, jeg
havde faat, - og hendes Sjæl var ikke mere paa Jor-
den.

Som hun laa der stille og hvid, var hun som en
indsovnet Engel, og jeg sad over hende til den lyse
Morgen.

Men fra den Tid véd jeg ikke mere af mig . . . for
Vorherre var saa naadig at tage min Forstand, og da
jeg kom til mig selv igjen, sad jeg smedet i Bøie og
Jern til Væggen her som en vanvittig Mand.

Jeg fortrøstede mig dengang til, at de vilde fældt
Bloddommen over mig og ladet mig undgjælde for
min Gjerning. Og, var det sket, havde jeg nu havt
Fred og Forsoning i min Sjæl og set Nora igjen. For,
at hun var uskyldig, det vidste jeg fra den Stund, hun
lukkede sine Øine.

Da Kaisa nogle Aar efter døde, sendte hun Bud til
mig med Præsten og tilstod, at det var hun, som havde
stiftet al den Ondskab, og at hun vidste, at Arne-Nora
var ren som Sneen, - fast Jakvist havde forfulgt
hende."

Susamel lever nu ikke mere.

Han kom en Tid efter ud af Daarekisten og ned-
satte sig i en Stue paa den nordre Side af Tromsøen,
hvor han førte et meget stille Liv. Man sagde, han talte

SIDE: 104

aldrig, uden naar han sad i Baaden, og der blev han
altid Høvedsmand.

Det var nu to, tre Vintre efter hinanden, at det ryg-
tedes, at den graasprængte Kjæmpe med Fare havde
bjerget Folks Liv paa Fisket, og han begyndte at faa
sit gamle Ry igjen.

En følgende Vaar spurgtes der godt Fiske østpaa
Rusland, og en Mængde Fiskerbaade og Kjøbefartøier
fo'r didhen.

Som de skulde slippe Finmarkslandet og tage fat
paa Russehavet, blev der Storm og Snetykke, og ef-
terhaanden steg det til en Orkan.

Det var i Nærheden af Havningsberg, at der i Braat
og Brand paa et Fjeldskjær nær Land laa en Slup over
paa Siden. Mandskabet stod og skreg oppe i Riggen,
medens Sjøen slog over den.

Tæt forbi den susede en Fembøring, som kastede en
Line op til dem.

Og lidt efter laa Fembøringen knust i Fraaden oppe
i Skaret, hvor den prøvede at løbe iland gjennem Drag-
suget.

Men Linens anden Ende var, meget betænkt, gjort
fast til dens tunge Dræg, der maatte huke sig fast oppe
mellem Stenene; - og ved den reddedes en Stund efter
paa Dagen hele Sluppens Mandskab.

Det var Susamels Fembøring - og hans sidste Reise!

Jonas Lie

SIDE: 105

SLAGTER-TOBIAS

Klokken otte om Morgenen, da Landhandlerens
Krambod aabnedes, stod Slagter-Tobias ved Døren.

"Skal Du betale! - har Du Fisk?"

"Nei gudbære, Far, - ikke denne Gang."

"Saa er det bedst, Du ser til at komme Dig afveien,
- alting faar ha' en Ende, min kjære Tobias!"

"Jeg mente nu bare lidt Mel, Far! - ligesom paa ny
Regning, saa skal jeg nok komme med Fisken for det,
bare han kommer i Fjorden."

"Paa ny Regning! - hi hi hi! . . . paa ny" -
han spyttede forarget langt hen over Disken; han var
endnu morgengrætten, og Tobias hans første Humørs-
offer, - "Regning? Saa saa . . . Ja jeg skal give Dig
ny Regning, din Skarv! . . . Nei, jeg tænker, Du først
skal faa kjende den gamle, jeg, - det var den, som
skulde være Nul og niks, ikke sandt? - og det saa det
skal smælde i Væggene hjemme hos Dig, din bedra-
gerske Hund og Kjæltring! . . . Saa meget, Du véd det,
nu lyser jeg til Auktion over hele Skrabet dit der-
ude."

"Kjære Far, kunde han ikke vente, til jeg fik prøvet
Fisket i Vinter, saa skal jeg nok betale paa."

"Hvormange Gange har Du ikke sagt det, Tobias!
tænk Dig om."

"Jeg skal nok, naar han er taalmodig, Far!" Jeg
har baaret mangen Vaag Fisk over Disken her - og
faat meget godt igjen, jeg kan ikke sige andet. . . .
Men det var om det Melet."

SIDE: 106

"Du mener, jeg skal gjøde hele Ungeflokken din, -
gaa til Kassen!"

Det sidste Ord gav som et Sæt i Tobias; der skjød
et Glimt op i Øinene paa ham, og han tog med en vis
Værdighed frem sin messingholkede Kniv.

"Se her, Far! lægger jeg ind til ham Kniven min.
Trænger han Slagtning til Jul, saa skal jeg komme og
hente den da, og saa kan han give for Slagtningen, det
han vil, - om jeg bare kan faa med mig i Baaden nu
en Fjerding Mel og lidt Sild . . . og saa lidt Salt . . .
og saa" . . . 

"Aldrig en Døit mere! men det kan Du faa, din Skarv
der Du er; men lyver Du og kommer Du ikke, naar
jeg budsender Dig til Slagtningen, saa har Du set
Slagtekniven din for sidste Gangen nu her!" Han
lukkede den ned i Skuffen, saa Laasen smækkede.

Da Tobias i det ruskede Veir fo'r hjemover igjen
langs Landet med Forsyning i Baaden og den stygge
Strømsjø at ro op, sad det jo ligesom i Ørene paa ham,
at Landhandleren havde truet saa vist med Auktion . . . 

Men det Ord havde han hørt saa mangen Gang, og
det var altid gaat over igjen. Det var ligesom, naar
Landhandleren kaldte ham for Kjæltring og Skarv, -
det var bare saadan en Styggeveirs-Lyd, som fulgte
med, naar han ikke havde Fisk eller Lever med sig
til at drage af paa Bogen med. Det var ligesom Piske-
smældene over den forkjørte Hest; den véd, at de
fleste gaar af i Luften.

Fremfor at tænke paa, hvordan han sled og afdrog
og knælte under Omkostninger saa til Eksekution og
saa til Auktion, foretrak han at tænke paa, hvad de
vilde sige alle hjemme, naar han nu kom frem; - og
han havde en og hvers Ansigt for sig, mens han trak
paa Aarerne og af og til maatte holde skraat op i
Sjøerne, naar de blev for svære. Men koseligt syntes
han det skulde blive at faa staa i Fred nogle Dage og
stelle nede i Nøstet eller sidde i Gruen udover Kvæl-
dene og sy istand og transmøre Komagtøiet til Martha
Malvina og alle Ungerne nu til Vinteren, mens de gik

SIDE: 107

om der paa Gulvet og legte og radede sig imellem saa
lidt paa finsk og saa paa norsk.

Tobias's Stilling inden sit Hjemsogn var en Floke,
som det ikke var saa let at hitte rede i, og den var
hellerikke uden sine spørgsmaalssvangre Sider ogsaa
for andre end ham selv. For han svævede altid som
en Fugl, hvorom der er Tvil, enten den skal holde sig
eller dale udtrættet ned, - lige lodret over Bygdens
Fattigkasse.

Og, med det spændende Skuespil, om denne magre
forpinte Indretning skulde rykke ud med Penge og
Understøttelse til ham og hans talrige Familie, havde
han underholdt sine høit interesserede Sambygdinger
nu i en Række af Aar.

At disse netop skulde være af de blideste Tilskuere,
var nu ikke at vente. Hvert Barn, han fik, kom til
Verden ligesom under et fælles Bygdesuk og med en
Bekymringens Knagen. Hver liden var kun en ny Sats
i Dramaet, der øgede Forargelsen og Spændingen om,
hvordan det nu skulde gaa han Tobias henne paa
Skjæret.

Der var ikke mere end et Haarsbred mellem ham
og Fattigkassen, havde aldrig været det! - men det
Haarsbred, som skillede, og hvorom der bestandig var
spaad saa mørkt, havde holdt til Dato. Det laa saa
kunstigt mellem modstridende Interesser, at det blev til
en hel, om end bugnende, Planke at staa paa over Af-
grunden; thi, stødte Lensmanden ham af Pinden og
ribbede ham af for Gjælden, dumpede Tobias med
Kone og alle sine otte lige ned i Fattigkassens For-
sorg; - og saa blev det bare at betale med den anden
Haand, hvad de tog med den ene! . . . 

Hvordan han var kommet ind i Anekset? - det
udfattige Kjefjords Aneks, hvor han fra først af var
dumpet ned saa uvedkommende som Maanen.

Ulykken skrev sig fra, at Hans Harstads gule Hest
brak Benet borte i Stenuren. Der vilde naturligvis in-

SIDE: 108

gen hverken paa eller udenfor Gaarden byde sig til
det Fante- og Farkearbeide at flaa den. Men Huden
maatte nu af den paa et Vis, og saa var de glade ved
at faa Tobias til det.

Han var Dagen iforveien kommet ranglende op i
Husmandspladsen uden vitterligen at have flere Eien-
dele end den Næverskrukke med Smaaværktøi, han
gik med i Haanden, og saa en Skindfeld i et Snøre
paa Ryggen . . . Han havde hverken Slægt eller Skyld-
skab, som skulde blive rød for ham der i Bygden, om
han flaaede en Hest, derimod Dagskosten og en blank
Tolvskilling at vinde.

Men af denne Flaaerhistorie paa Harstad udsprang
imidlertid Konsekvenserne!

For, saa fint og nethændt, som han gjorde det, gik
det straks op for dem, at han maatte være en ekstra
nyttig og hændig Kar at have med i en Slagtning, -
ikke et Hul eller tyndt Sted af Kniven nogetsteds i
Huden! - og, da han saa for egen Regning aabnede
Dyret og udtog Tarmene, var det gjort med slige ga-
lante Opsnit og i slig en Ruf, at Hans Harstadmoen
straks tingede ham til at slagte begge Grisene sine til
Jul.

Og hermed var der slaat Hul i Spundset!

Nu bestilte de ham overalt i Gaardene til at slagte.

Det skulde nogen og hver mene var at give en frem-
med Løskar Indpas, saa det forslog; han blev forme-
lig udnævnt til Bygdeslagter ligesom en anden Bygde-
skomager eller Omgangsskrædder.

Fire for en Gris, otte for en Ko, seks for en Kvie
foruden Kosten! . . . Pengene strøg han i Lommen,
- og saa Part i Tarmene, som han gjorde Forsyn af til
Smaatosk-Angler og solgte til Husfisket hele Kje-
stranden indover.

Dertil kom, at han kunde gjøre sig nyttig paa hvert
Sted, indrette Vadmelsstamper, sætte op Rottefælder,
tjærebrede Baade og flide istand Fiskeredskaben.

Af og til forsvandt han og blev borte nogle Maane-
der, og javist kunde de da begynde at kige ud nogen

SIDE: 109

og hver efter han Tobias, naar de havde bestemt Slag-
terdagene!

Men til rette Tid var han der alligevel saa sikkert
som Slagtemaaneden i Almanakken, strygende fra Gaard
til Gaard indover Fjordsiden. Han havde da gjerne
med sig et Par Tylvter Ryper, som han sagde, han
havde taget i Snare indover Fjeldet.

Likt var han og velkommen, det var ligesaa vist,
som at Svineslagtet var anderledes fint at se til for By-
folket, naar han havde opgjort det.

Men de Tobiæ lykkelige Dage, da han nød Folke-
gunstens Sødme i Bygden, skulde kun altfor snart lide
sin bratte Forandring. Lensmanden fik med ét en Nid-
kjærhedens Ild og en sand Jagtiver paa sig efter "Om-
strippere og alskens løse Personer, der skulde anhol-
des og forpasses til Hjemstedet".

Og Pladsested tvang Lensmanden under den Rid selv
ind paa ham paa sin egen Grund ude i Kjefjorden med
alle behørige Klausuler og Formularer, efterlevende
Enke og alt tilhørende.

Noget anderledes tænkte Lensmanden jo om Sagen,
da han Aaret efter om Høsten tog sig en Tur ud i
Skjærene og fandt, at Tobias sad der med Martha Mal-
vina og to Børn i Reden.

Nu vilde han paa Død og Liv, at de skulde flytte fra
hverandre og truede med Lovens Straf! Martha Mal-
vina skulde hjemsendes til Sjøfinnen, hendes Far inde
i Sejebotten, hvor Tobias havde havt Bovist, tidtil
Lensmanden her gav ham Hus over Hovedet. Did havde
han kravlet sig i ondt og godt Veir mange Mile over
Fjeldet i alle disse Aar, siden han blev kjendt med
hende, engang han fo'r paa Kobbeskytteri.

Men Tobias satte nu haardt mod haardt; han gik til
Klokkeren og forlangte baade Lysning og Vielse og
Daab, - alt paa éngang.

Og saa maatte Præsten baade vie og døbe og Klok-
keren sige Amen til, endda han sad i Fattigkommis-
sionen.

Præsten prækede om Letsind og Fattigdom, - og

SIDE: 110

Martha Malvina græd. Hun forstod det ikke videre;
men syntes bare, det var saa overvættes vakkert og
saa rart, at hun nu med ét var rigtig gift og eiede en
Gut, som virkelig hed Jouhan, og én, som virkelig hed
Andres, og ikke bare havde Navne, der sad saa løst
som paa Hunden eller Grisen.

Da de roede hjemover, og de smaa laa med Kringle-
stumper i Munden i Bagskotten, var hun saa kry, at
hun alt i ét maatte se sig om paa dem og saa raabe paa
sin halv finsk:

"Hvormange Barn har Du med Konen din, Tobias?"

Men, at det ikke altid er saa ligetil for Smaafolk
at sætte en Lensmand fast, det fik Tobias siden føle
baade paa Grundleien og Kjøbmandsgjælden, naar den
blev krævet. Og havde da ikke Fattigkassen været, -
det at Lensmanden saa nødig vilde drive ham ind paa
den! . . . 

- Tobiæ Himmel var saaledes egentlig altid fuld
af hængende Uveirsskyer; det var blot det ene onde
Veir, som bestandig fordrev det andet, saa der allige-
vel paa en Maade blev farendes for hans slidte Seil og
skrøbelige Baad.

Men under den Slags kunstige Stillinger kan ofte en
ganske liden Aarsag forvolde Katastrofen og lægge Top-
maalet eller Raagen til, saa det hele ta'r Overballancen.

Tobias havde som en Slags uveirstung Anelse in-
deni sig om noget saadant, da han en Søndag senere
paa Høsten stod nede ved Nøstet og funderede over
den ene af sine Komager, som var gaat op i Synin-
gen.

En af Kirkebaadene havde givet ham Bud fra Lens-
manden om, at han maatte være derinde og slagte paa
Tirsdag otte Dage. Men nu var Tingen den, og det
var det, som brød sig inde i hans Hoved, næsten saa
Haaret strittede, - at ogsaa Landhandleren havde bud-
sendt ham til samme Tirsdag. De havde nok holdt
Regning med Almanakken begge to; - begge vilde de
slagte, mens Maanen var i første Ny, eftersom det gi'r
den rette Drygsel til Kjødet.

SIDE: 111

Hvem skulde han fare til, Lensmanden eller Land-
handleren? - det var med denne Kvæstion i Ho'det,
han langsomt trak sig opefter Bakken og endelig kom
ind i Stuen, hvor Martha Malvina sad paa finsk Vis
paa Hug ved Gruen, mens den lille rakte Hænderne ud
efter Kvistene, hvormed hun tændte op.

Han stod en Stund og skubbede paa Topluen, satte
sig saa hen paa Sengefjælen og skubbede den videre.

Topluen kunde paa den Vis vel være kommet to
Gange rundt paa hans fortænkte Hoved, da han fandt
det bedst at lette sig ved at betro sig til sin gulbrune,
skjævøiede Halvdel.

"Saa?" - busede hun ud -, "de er vel ikke gale og
vil, Du skal være to Steder paa én Gang . . . Nu maatte
hun le!"

Men saa gale var de nu.

Hun saa en Stund ind i Ilden og yttrede saa af-
gjort:

"Landhandleren faar gaa først!"

"Men Lensmanden, blir han sint, saa . . . Han gjøer
ikke, han glæfser til, den Karen!"

"Aa, han æder nu vel ikke Folk, véd jeg!"

"Nei; men han kan komme og tage Stuen over Ho'det
paa baade os og Ungerne!"

"Kan han det? - - saa faar de se til, hvor de gjør
af os!"

"Det er nok bedst at føie Lensmanden alligevel, Mal-
vina!" lød det betænksomt fra Tobias; - "han eier naa
baade Grunden og Stuen" . . . 

Men nu blev Martha Malvina hidsig.

"Hør Du Tobias! af hvem faar Du Mel og Sild til
alle disse gabende Munde her, - bys bys! - af Land-
handleren eller Lensmanden? . . . Jeg tænker, Du skal
ikke bli fed af det, Lensmanden gi'r os. Eller kanske
vi kan bide i Stuen, i bare Væggene kanske?" - hun
stod ret op som et Lys og fægtede med den Arm, som
hun havde fri af Barnet. - "Nei, lad ham gjøde Gri-
sene sine og Slagtekoen med, til Du blir færdig hos
ham, som borger os Maden! Ellers gaar det bare til

SIDE: 112

Afdrag paa Gjælden, som forrige Gang. Saa snil en
Mand som Landhandleren, det var Synd og Skam at
narre ham! - han har jo baade Kniven og første Løfte
af Dig, Tobias!"

Det var virkende Argumenter.

Tobias sad endnu en Stund og grundede ned i Gul-
vet.

Det blev til Landhandleren, siden hun satte saa
haardt i med det om Maden.

Men saa sad der alligevel noget igjen inderst i ham
om Lensmanden. Det var som en Braad . . . han eiede
nu Stuen. . . . 

Havde Tobias, mens han sad der og skubbede paa
Topluen og fornægtede sit gode Instinkt for at føie
sin Malvina, - havde han kjendt til alt det prikne og
prikkendes, som stod imellem Lensmanden og Land-
handleren, og til hvad det vilde sige, at Landhand-
leren blev før færdig med Slagtningen end Lensmands-
konen, - han havde sat Seilet anderledes for Veiret.
Men det er ikke godt at se paa skoddet Fjord!

Flod og Fjære fossede som en strid Elv to Gange
paa Dagen ind og ud af det trange Sund udenfor Kje-
vigen, og ude paa Skjærene midt i det sad Skarven,
han Gammel-Gabriel, svart og urven i Fjærene, og keg
efter Fisk.

Der havde nu en Stund bare gaat Akker eller Blæk-
sprut frem og tilbage mellem Tangen og Tarren. Men
nu lakkede Smaaseien indover; og vel var det, for det
gav Kogefisk til dem hjemme, mens Tobias lagede sig
til at gaa ud paa Fisket.

Han laa nu bare den sidste Morgen paa Fiskegrun-
den i Fjorden udenfor Sundet og trak Smaatosk.

Hans ældste Gut, der var ti Aar gammel, var med i
Baaden, og de havde alt halve Bagskotten fuld af
Smaafisk. De trak den op omkap, og den bed i det
pene graa Veir paa Formiddagen saa hastigt, som de
blot fik Angelen ned.

SIDE: 113

Han sad med Haanden paa Æsingen, da han med
engang stansede og saa ud. Han drog i Snøret saa
hvast, som det kunde være en rigtig Storfisk, og halte
op i en Fart.

"Op med Snøret dit, Gut!" - skyndte han paa. Men
han sad allerede ved Aaren og roede indover af al
Magt, inden Gutten havde faat sit ind.

Han havde opdaget en Baad inde i Fjorden, som han
vel skulde kjende; det var ingen anden end Lensman-
dens egen Halvfjerderømming, som laa der med Seilet
skjøns Bidevind over til Kjevigen.

Og, hvad den havde der at gjøre, stod lysende klart
for ham, - nu skulde han ribbes!

Og saa gjaldt det i en Hastighed at bjerge, hvad
bjerges kunde undaf Plyndringen.

Han lagde Baaden til ved Bryggestenene i Støen og
skridtede opover med Benene saa lange og rappe, som
han blot kunde faa dem sat for sig . . . 

Martha Malvina var ikke den, som satte et raad-
løst Ansigt op. Straks ved Efterretningen om Lens-
mandsbaaden lagde hun blot Diebarnet i Sengen og
tog i med begge Hænder for at faa det, som skulde
afveien, bragt ned i Sekstringen.

Hun var altid saa snar med Tankerne, og det va-
rede ikke længe, før Baaden laa der med den gode
Skindfelden, Træuhret, Kaffekjedlen, Linerne og an-
det Smaaredskab i Skotten, færdig til at sætte fra.

Det var blot i sidste Øieblik at vente paa Martha
Malvina, - og der kom hun nedefter Bakken dra-
gende Mathias, Grisen, efter Øret! Han sparkede imod
og skreg, som han skulde stikkes. Men ind i Baaden
maatte han; det gik med et Jump, en Haand i Øret
og den anden i dens naturlige, svingfuldt vredne Toug-
ende agter, - der var ingen, som spurgte den.

Ud lagde Tobias, og, - takket være Strømmen, som
løb saa strid nedover Kjesundet, - netop, som Lens-
mandsbaaden viste Seilraaen frem om det ene Næs,
forsvandt Tobias bag det andet.

Saa gjaldt det at stille sig uskyldig an, som om hun

SIDE: 114

blev overrasket i Stuen, og at eksercere Børnene op til
at svare, at "han Far var strøget ud paa Fiske i for-
rige Uge." - -

- Hun havde neppe faat sat sig ned paa Krakken
med den lille ved Brystet og faat Syngingen igang, før
Døren aabnede sig, og en lang, svart, skaldet Fyr med
Næse saa krum som en Fiskeørn og et Par Øine, som
med éngang fo'r over det hele i Stuen, stak Ho'det
ind:

"Er han Tobias ikke hjemme? - jeg ser ikke Baa-
den hans."

"Han Fa" . . . 

"Han Far er strøget" . . . 

"Han Far er strøget ud paa Fisket i Ugen, som var!"

Det var kun den ældste, som fik det helt frem; men
det hørtes, som de samsvarede i Munden paa hver-
andre.

"Nei saa den Fremmedmanden er ude og farer idag!"
kom det nu roligt fra Martha Malvina, mens det baade
frøs og isede i hende. Hun lod, som hun havde sin
Møie med den lille, og satte ham nu hen til Andres . . . 

"Nei, han Tobias er ude paa Fiske!"

Manden var blevet staaende i Døren, men kom nu
helt ind. Han havde rødt Skjærf, en Skindvæske i en
Rem over Skulderen og et blaat Blækhus med Kork i
Haanden. Lige i Hælene paa ham fulgte to Karer.

I Baaden hed de tre Lensmandskaren og Drengene;
her hed de, som Martha Malvina snart skulde faa høre
oplæst, Eksekutor med tvende Vidner.

Protokollen blev lagt tilrette paa den lille Stump
af en Bordplade, der stod fast mod Væggen, og selv
satte de sig tre Mand høi paa Fjælen ved Siden.

"Saa, Manden er ikke hjemme?" sagde han i den
lange Frakke og Uldskjærfet; "det var slemt det!" -
han begyndte at skrive.

"Ja saa slemt saa!" sukkede hun.

"Men saa er vel Koen din hjemme" . . . ?

"Var det likt det, vi har nok ingen Ko, - den styr-
tede i Vaar den!"

SIDE: 115

Det var med en vaagnende bitter Skadefryd, hun
sagde det.

Han saa stursk og tvilende paa hende, som han vilde
sige: "haa haa, har vi det paa den Leden!" - men saa
lagde Jouhan rapt ivei med:

"Der ser han endda det ene Hornet af den;" - han
viste ham Makkehornet, som hang i et Snøre ved Dø-
ren.

Det var jo en Skuffelse. Han havde Ordre til at
ribbe af, saa Landhandleren kunde finde Stuen or-
dentlig feiet for sig, om han kom og inddrev sit. Og
Koen havde han belavet sig paa at føre hjem med
sig i Forskotten; han havde et gammelt Auktionstil-
slag paa den, tre Gjeder og en Kobberkjedel.

Lensmandskaren saa sig om i Stuen; her var just
ikke mange Gjenstande at hæfte sig ved; det meste var
gamle lappede Overbredsler og totalt værdiløst Træ-
skrab. Dette saa misligt ud; her var som udfeiet før.

" . . . En Seksæringsbaad med indeværende Aarer,
Liner og Børnskap," - skrev han op i Protokollen.

"Baaden hans Tobias!" - haanlo hun med tindrende
Øine, - "som han seiler med langt ude i Havet, -
- den lar I nok være at naa."

"Lovens Arm er lang den, Kjærring!" - Han skrev
og skrev.

Endelig var Eksekutionsforretningen færdig. Det
var, som en Møllesten lettede af hendes Bryst.

Saa kræmtede den lange med Uldskjærfet og reiste
sig, og de to Vidner reiste sig med ham. Han tog et
Papir op af Protokollen.

Hun foldede Hænderne andægtig, saa længe han læ-
ste op; men, hvad det egentlig var, begreb hun først,
da han bagefter til en Tydeliggjørelse og Forklaring
satte i:

"Det var saameget som, at I har forbrudt Kontrak-
ten og er udsagt af Stuen til første Faredag . . . For-
medelst tredie Aars manglende Erlæggelse af Afgif-
ten!" - tilføiede han med forstærket Røst, da hun ikke
gav noget Svar.

SIDE: 116

Hun dovnede blot ligesom af i Knæerne, saa hun
maatte sætte sig paa Krakken. Stuen begyndte at røre
sig; det var, som om de i næste Øieblik skulde sidde
ude paa Snebakken allesammen! . . . Hjertet tog paa
at banke høit i Brystet paa hende som paa et Kreatur,
naar det ser Kniven og skal slagtes.

Af og til blussede det op i Øinene; hun bed Tæn-
derne sammen for ikke at koge over og bryde ud; thi
det stod endnu paa, om de vilde tage Gjederne med
sig.

Andres sad bortvendt henne ved Muren med den
mindste og græd, og efterhaanden stak ogsaa de andre
i den ene efter den anden.

Med ét reiste hun sig. Hun stod stram i Munden og
saa til.

Som Eksekutor tog Blækhuset af Bordet, brød hun
ud i en Haanlatter.

"Hvad ler I af, Kjærring?"

Hun vilde vide, - raabte hun, - hvor langt de kunde
drive Mennesken! - og om der ikke var Lov og Ret
for nogenting . . . uden for Lensmanden og Landhand-
leren?

"Lov og Ret! - skylder I kanske ikke Gjælden?"

"Haa-haa-haa! skylde? - skreg hun ud af sig.
- "Ærfuglen ribber de bare tre Gange. - Tag lige-
saagodt det fattige Livet med én Gang!" hvinede
hun op.

"Hys, hys, Kjærring! nu snakker Du over Dig, -
det laat ikke saa, dengang I giftede jer ind paa Fat-
tigkassen. I skulde ha' set jer for, før I vadede ud i
Elendigheden."

- Da Lensmandsbaaden lagde ud fra Støen, stod to
af Gjederne med Hornene høit oppe i Forskotten bræ-
gende ind mod Landet. Den tredie, som de havde spa-
ret, brægede igjen paa Berget udover til Kammera-
terne.

SIDE: 117

- - - Og er det et sandt Ord, at der er tynd Jul
i tomt Hus, saa blev det det nu for Tobias lange svarte
Vinteren udover.

Der maatte vel blive en Raad, derom tvilte han ikke.

Men igaar var der ikke kommet saameget som Livet
af Fisk paa Linerne udenfor Kjeodden, og saa havde
de levet af at røre ud noget Mel og Salt i Gryden og
de Par Skvætter Gjedemelk til de tre mindste.

Tobias laa i Oversengen, der stod fast i Væggen,
med en liden treaarig, urolig, svartøiet Pige i Armen
. . . Det, han grublede paa om Natten, var, at han
havde otte Børn stuvede omkring under alskens Skind-
felder og Overklæder rundt om i Stuen oppe og nede
fra paa Løsbordene under Spærreloftet til bag Skor-
stensmuren - og Konen klein med Diebarnet ved Bry-
stet!

Den lille strakte sig despotisk med Ryggen opover
hans Bryst; men, naar hun nu vaagnede engang ud
paa Morgenen . . . naar hele Flokken vaagnede, og
der blev Spørgsmaal efter Mad, - fra Martha Mal-
vina Stakkar, som laa der og halvt i Drømme bys-
sede den mindste, til alle de store, - ja, hvad var der
saa at gjøre? . . . 

Gløderne henne i Skorstenen lyste svagere og sva-
gere hen paa Blikkoppen, som stod der med den sidste
Melkeskvæt til Barnet, og sluknede tilslut, saa det blev
kulmørkt i Stuen. Men han hørte alle Aandedragene,
kjendte, hvis det var, og hvem af dem der stønnede
eller snakkede i Søvne.

Han havde flere Gange før fundet ud, at det netop
var i saadanne stille Nattestunder mellem alle de Aan-
dedrag, at han havde som lettest for at finde paa no-
get, naar det saadan faldt til, at det stod paa Haard-
kniben og Hægten for ham.

Men inat var det, som han havde rigtig ondt for det!
De vante Udveie var alle saa nylig udnyttede, og han
tog sig ligesom den ene Gang efter den anden i at
give det op og se sig roende indover til Klokkeren for
at bede om en liden Haandsrækning af Fattigkass -

SIDE: 118

- dog nei did, - saalangt var det nu vel ikke kom-
met endda!

Havde bare ikke Linefisket saa med ét stoppet. . . . 

Hvergang Kogefisken slog feil, var det altid paa
Livet for Maden, helt siden de mistede Koen ivaares.

De havde holdt Livet i den længst mulig udover med
Tang og Tarre, og tilslut havde den melket det rene
skjære Sjøvand og Blod. Saa var den styrtet en Nat
netop, som de havde gi't den tilkvælds et Trug Rug-
mel, saa haardt det var at afse. Det var et Maal Mad
for hele Familien, og der var ingen Albulængde igjen
til Bunden i Meltønden dengang heller! Og da de saa
bagefter tænkte at nytte Indmaden og andet og sælge
Storstegene i Byen, var alting bare Ben og blanke blaa
Sener og Kjødet hart som Træ, saa det ikke var andet
end Huden igjen til at faa Penge for; - men saa var
det jo et Herreliv paa Kjødmad og Sod saalænge det
stod paa, - de otte Munde og desuden Martha Mal-
vina!

Hans Tanke begyndte at se en blank, messingholket
Tollekniv i Luften; den svandt og kom igjen, svæ-
vende som et farligt Staal over et Hoved, som snor-
kede sødeligt med Kinden oppe i den varme Aske. Det
var Mathias, Grisen. . . . 

Den var nu et halvt Aar gammel og hele Stuens
Glæde. Kjælen og kjendt med hver en af Børnene som
sin egen Bror eller Søster løb den der kullet og sort
og trykkede mellem dem. At slagte den nu vilde være
tungt! Foret med Fisk og ingenting andet, som den var
fra Sin første Stund af, blev det bare Fiskeflæsket . . . 

Den øieblikkelige Fare veg fra den sorgløst snor-
kende Mathias's Hoved.

Han laa og tænkte og tænkte. Det nyttede ikke at
mønstre sine Eiendele; det, som blot var nogenlunde
salgbart, var eksekveret hver Pille.

Han lagde den lille Pige varsomt hen i Skindfelden,
steg sagte ned af Sengen og keg ud af Ruden. Det var
begsvarte Vinternatten, som laa ind paa Stuen tæt

SIDE: 119

som en Mur! Saa sagde en af Gutterne, som formo-
dentlig havde ligget vaagen, ganske sagte:

"Faar vi ikke noget til Mad idag heller, tror Du,
Far?"

"Aa, blir vel en Raad, retnaa, - væk bare ikke hu
Mor!" - han aabnede sagte Klinken til Bislaget og
gik didud.

Der stod han en Stund og saa ud. Himlen var sort
og vaad lige ned til Stuetaget; det lille Baadnøst ne-
denfor i Fjæren var ikke til at skjælne, ikke Bakken,
ikke Stenhellen, han stod paa, - kun en jævn Sus af
Sjø og Veir og saa nogle dumpe Lyd nede fra Fjorden
af et eller andet Fjeldstykke dybt paa Bunden, som
laa og ruggede og vuggede uafladelig under Strøm-
mens Magt. Af og til skreg Hubroen stygt borte i
Fjeldet.

Det, han keg efter, var, om det ikke skulde lyse ude
paa Fiskegrunden - bare et lidet Skjær, for da var
der igjen Fisk!

Men derude var og blev det lige svart og slukt, -
og saa var der ingen anden Raad for, han fik prøve
sig med Grisen inde hos Landhandleren!

- Og ud bar det i Lysingen med Mathias bunden
med et Rendesnøre om Livet til Toften, og Forskotten
opfyldt af Svineblærer, som havde hængt sammen-
bundne fra sidste Slagtning paa Knaggen i Skjulet, -
der kunde komme en Skilling ud af dem ogsaa!

Ungerne fulgte efter udover Fjeldknarterne, saalangt
de bare kunde se han Mathias. . . . 

Det var egentlig ikke farendes idag saaledes, som
det saa ud med Snekav og Rosser; men saa saa det
nu endda værre ud hjemme i Stuen, hvor Sulten be-
gyndte at nage i Stolperne! - -

- "Men, . . . ikke en Sild! ikke saameget som et
Øsekar Mel" vilde Landhandleren borge ham nu, siden
Lensmanden eiede ham ud og ind baade med Baad
og Børnskap! - og "den tynde blaa Fiskegrisen, han
bød frem, vilde han ikke give et Spand Rultobak for!"

SIDE: 120

Det var Beskeden, han fik inde ved Kramboddisken
idag.

Og det var over den, han sad og grublede nede i
Baaden under Bølgeskvalpet mod Pakhusstolpene, me-
dens han af og til sendte den livlige Mathias et uheld-
spaaende Blik. Den rodede ufortrødent henne i For-
skotten om i en gammel Tøndesæk, hvori der havde
været Mel, og gløttede derunder med de melkeblaa Øine
hen paa sin Husbond og Herre.

Det sprængte undertiden til Øinene og saa til Bry-
stet!

 . . . Men der var ingen Raad for madløs Stue, -
det blev at fare lige til Fattigkassen det! Og rent stængt
vilde det bli nu, siden Landhandleren slog op med
ham og ikke vilde forstrække ham mere . . . Han havde
mange, mange Gange set nøgne Nøden grine foran
sig; men aldrig slig; denne Gang var det raadløst, Bom-
men stængt! Han havde helst gaat hen og kastet sig
væk, - - om det ikke var for hu Seimke og han
Andres og han Jouhan og hu lille Marja og Anne og
alle de andre derhjemme; de fik berges og forsvares,
saalænge der blot var en levendes Trævl igjen i
ham. . . . 

Men det var tungt at være til! - Haaret stod bu-
stet ud foran den opskudte Toplue, og det var ikke frit
for, at han og Mathias nu lignede hinanden. Han sad
og stirrede i Bundtiljen . . . 

"Læg bedre indtil med Baaden din, - ser Du ikke
Melet gaar i Sjøen! . . . Hører Du!"

Det var Bryggefuldmægtigen, som raabte ud af Dø-
ren fra det øverste Pakhusloft.

Over sig i Luften saa han en Halvtøndesæk med Mel
svævende og svingende i Vindetouget.

Det gjaldt for Baaden at holde sig lige lodret under,
medens han deroppe firede ned, skulde Sækken ikke
gaa i Sjøen, - og saa svarede Tobias: - "Høi!"
- og skjød Baaden indunder det Stykke, som mang-
lede.

"Har Du den?"

SIDE: 121

"Javel!"

"Godt! ro væk!" - dermed gik Vindetouget op
igjen.

- Der var kommet firendes en Halvtønde Mel lige
fra Himlen ned til ham . . . Landhandleren maatte
være kommet paa andre Tanker! . . . 

Tobias kjendte ikke sine egne Ben der, han stod,
og saa snart ned paa Melsækken, snart op efter Vinde-
touget.

Overraskelsens Glæde sank imidlertid lige saa øie-
blikkelig. Ved Siden af ham skvalpede der ved Bryg-
gen ogsaa tre andre Baade, hvis Mandskaber var oppe
i Kramboden.

At det kunde være en Feiltagelse, begyndte at dæmre
for ham.

Men Melet havde han nu engang i Baaden, og bare
Tanken om, at han skulde levere det fra sig igjen,
gjorde ham aldeles vild. Han løste Fæstet, satte Seilet
og strøg udover Fjorden.

Det var egentlig gjort, før han rigtig fik tænkt og
sanset sig.

Det gik friskt, og han var alt langt udenom Graa-
holmene, da han begyndte at skjønne, at han havde
styrtet sig ind i det, han aldrig havde ment at komme
i, og at det nu holdt paa at gaa ikke bare paa Fattig-
kassen, men lige i Gabet paa Tugthuset. Men da saa
han et Seil efter sig, - og, at det var Seksæringen inde
ved Bryggen med Folkene og Kjøbsvenden i, som var
ude for at fakke ham, derom nærede han ikke Fnug
af Tvil.

Han stak en Klo ud, og Baaden fo'r med større Seil
og rumme Skjøder gjennem Sjøvasket.

Men, gammel, læk og ledeløs, som den længst var,
vidste Tobias, at den kun lod sig drive til en vis Grad
over Evne, - et Mon mere, og den vilde skjære under.

Lang og myg i Sjøerne løb den anden med Stævnen
løftet som en vild Hingst efter, og det var ikke til at
tage feil af, at dens Seil stedse blev større og større.

Tobias tog da ogsaa Nødens Beslutning! Som han

SIDE: 122

klarede et Næs, der gjorde ham usynlig for dem, dreiede
han til Vinden; det gjaldt at nytte Øieblikket til at faa
smettet sig ind mellem de Par Smaaøer indenfor!

Det havde ogsaa gaat godt, om han ikke netop da
havde faat en tung Rosse. Den kom lige ned fra Fjel-
det, tog Tobias's Seil om som et Kortblad og fo'r af-
sted, saa Raaket lettede sig udover Fjorden.

Han holdt sig i Kjeipebaandet, da Baaden gik rundt,
og Sjøen kom ind. Men sit Liv ansaa han som kvit og
væk, - og vel var det, siden dette med Rugsækken!

Han ventede at gaa tilbunds som en Ilesten, der var
ikke Tale om at flyde paa den raadne, vastrukne Baad!

Stor var derfor hans Overraskelse, da den flød endog
ganske ualmindelig høit oppe i Sjøerne, og han var
da hellerikke sen til at komme sig overskrævs paa
Kjølen. Som en Sten faldt det i visse Maader fra hans
Bryst, at Rugsækken nu var gaat tilbunds!

Da Seksæringen kom om Næsset, og de saa, i hvilken
dyppet Stand de havde ham, huiede de alle op.

Men med dette havde de ikke gjort nogen nyttig
Reise, - og bjerges maatte han jo, Skarven! . . . 

Der fik de nu Syn for, hvorledes Ukrud forgaar ikke;
thi, da de gik ivei med at faa Baaden paa ret Kjøl, var
det paa bare Svineblærerne, den havde flydt, og til
og med Grisen saa sparkede og gryntede den lige frisk!
Bunden, som den var ved Toften, havde den kilet sig
saa høit, den bare kunde, opunder Hvælvet og søgt Luft
der. Tobias havde ogsaa hele Tiden syntes, der var
som en Slags Grynten eller Snøften i Kjølen under sig.

Svineblærerne knuste de med Aaren, saa de sprang
som Skud; og Krambodsvenden, som skulde ansvare
Melet, og som nu var henvist til at søge det paa Hav-
sens Bund, lod Tobias til en Afsked og Slutning vide,
at, om han var slig en Frikar, at det ikke nyttede at
perse ham til at erstatte Melet, saa skulde han nu faa
betale det alligevel. Han vilde klage til Lensmanden
og kræve Straf paa ham. Fanten maatte ikke tro, at
han frit kunde gjøre Kjæltringstreger! - -

SIDE: 123

Det lakkede fremover med Tiden og tilbage med To-
bias. Han maatte tage det Raad, som fandtes! . . . 

Men han var ikke grei at komme ud for, Landhand-
leren den Eftermiddag. Det gjaldt at holde Justits og
ordentlig Udfeining! - han Tobias dristede sig lige op
i Kramboden.

Der stod de myldrende indigjennem Døren alle Un-
gerne hans og Kjærringen bagerst med en paa hver
Arm.

"Ser Du ikke straks til at komme Dig undaf med
hele Følge dit, skal jeg gi Dig Skyds, din Kjæltring! Ud
med jer paa Flækken."

Han vilde nu bare bede han Far saa snilt, for her
var rent Uraad; han stod nu baade madløs og . . . 

- "og saa tænker Du at nedsætte Dig med hele din
Flok foran Disken min her? Paa det Vis kunde jeg faa
halve Bygden paa Halsen. Der er adskilligt at æde
op i Skufferne, mener Du, - og Melsækker oppe paa
Pakloftet, véd Du, Skarven! Ser Du ikke nu til at pakke
Dig, saa -"

"Jeg er nu stueløs ogsaa, Far!"

"Hvad skiller det mig? - gaa til ham, som har ka-
stet jer ud! han vil sørge for, at Du faar det Hus, Du
skal ha' for Melet, Du reiste med" . . . 

"For Tyvepak! der er Gutten borte i Tørfisken" -
brølte Kjøbsvenden og fo'r over Disken; - det var An-
dres, som ikke kunde modstaa en delikat hvid Flænge
i Bundten og rev i Fiskeskindet for at faa den løs.

"Ud med jer allesammen, - og det straks!" . . . 

Der samlede sig flere og flere om dem lige til Spøran,
Gaardshunden, som glemte, at han havde kjendt Slag-
teren og gjøede i Hælene paa Tiggerfølget.

"Væk fra Bryggen! . . . Paa Tugthuset skulde Du
 . . . paa Tugthuset skulde Du!" raabte Landhandleren
hidsigt efter dem, - "paa Tugthuset skulde Du!" . . . 

Ned af Bryggetrappen gik det med dem og i Baaden.
Den sidste var Tobias selv; han dækkede ydmyg lu-
dende bagerst for Retræten, og, da han skulde nedover

SIDE: 124

Bryggestigen, indvendte han bare med et svagt sidste
Forsøg:

"Der har ingen af os set Maden i denne Dag, Far!"

De mange dernede fyldte op hele Baaden lige frem
til Masterummet, under det at det tordnede over deres
Hoveder fra Flokken deroppe paa Bryggen. Kun Martha
Malvina sendte et Par svarte Øiekast op, medens hun
skjælvende hastig tog det gamle Overbredsel om de to
mindste og lagde dem ned i Bagskotten.

Mathias manglede endnu! . . . 

Han havde slidt sig nede i Baaden og var sprunget
sin egen Vei opover imod Husene. Forsulten, rodende
og tynd som en Skygge fo'r den, folkevant som den var,
straks ind i Bislaget og trykkede saa op Døren til
Kjøkkenet.

Hvad den udrettede der, skulde snart blive aaben-
bart.

Han havde faret lige i et Spand med Rømmegrød,
som Jordemoderen, Madam Sørvig, havde lovet at tage
med sig over til Kirkesangerens Kone, der nylig havde
faat en liden.

Spandet stod bare et Øieblik i Skorstenen, og saa kom
den forsultne Grisen og satte Trynet ned i det helt til
Ørene! . . . 

Kokkepigen kom aldeles rasende ud med Mathias
galloperende foran. Hun gav ham utallige Navne,
hvoraf ikke ét hæderligt, og kastede efter ham, hvad
hun blot kunde faa i Hænderne.

Efter fulgte selve Madam Sørvig hidsig og rød. Hen-
des tunge, føre Skikkelse vraltede og arbeidede ogsaa
med Armene; men Fart skjød hun, og et Vredens Veir
fulgte der med hende.

Hun dukkede pludselig frem af Klyngen nede ved
Bryggen og stod nu der aandpusten og fulgte Forhand-
lingerne.

Figuren var firkantet, Ansigtet firkantet som en Tær-
ning, der var faldt op med to Øine; men det var Øine,
der saa sig om, som de baade havde at kontrollere og

SIDE: 125

kommandere . . . Hun havde ikke været Jordemoder i
atten Aar for ingenting!

Med ét skjød hun helt hen til Bryggekanten.

"Naa, - nu har jeg hørt det ogsaa! . . . mener I det
gaar an at drukne Menneskebarn som Katunger uden-
for Bryggespolen? - Aa jo, jeg kan høre, paa Laaten.
I er ikke langt fra! . . . Det er net det! . . . der sidder
han Slagter-Tobias med alle Ungerne sine . . . hvor-
mange har I der under Klædet, Mor?"

Det gamle Overbredsel sloges væk og viste frem de
to smaa.

- "med alle otte Ungerne sine uden Maden i Mun-
den . . . i aabne Baaden . . . og saa staar I heroppe og
gjør jer Gjerning, - ja undskyld! Hr. Landhandleren
med, som ellers er en Velgjører. - Jo, jo, jo, - løs
ikke Fæsten, Du Tobias! - lad dem kun reise tilhavs,
i sligt Veir! - saa sover I saa inderlig sundt paa det
inat allesammen . . . tvi, tvi . . . 

Du Martha Malvina!" hun bøiede sig op pegte ned
paa et sort Hoved, "det var vel hende der, jeg tog imod?
Det var paa Hægten med Dig dengang. - I har væ-
ret i Baarstuen for Ilden med Barnet? -

Naa saa!

Ja, da vil jeg se, om nogen vil, nægte Madam Sør-
vig det, naar hun følger med. Jeg tager ikke imod
Barn med den ene Haanden og vrider Halsen om paa
dem den anden, det indser en Mand, som er saa vel-
gjørendes som Landhandleren allerbedst, især naar jeg
faar underrettet hans Kone!" - Hun var svulmende
rød i Ansigtet.

"Det er en stor Skarv, véd De, Madam Sørvig!" nær-
mede Landhandleren sig fortroligt.

"Ja vi er Skarver nogen hver, naar vi blir sat paa
Prøven, Landhandler! - Saa løft op Ungen! I kan
nu vel smitte jeres Hænder med at tage i ham, Kjøb-
svend, - havde I saa fri Samvittighed bestandig!"

Kjøbsvenden efterkom uhyre ilsomt Anmodningen og
langede ud med de frostsprukne Næver med Pulsvan-
terne.

SIDE: 126

Hun tog selv den mindste. - "Staa ikke der og glo
Jenta mi', gaa op til Madamen og hils fra Madam Sør-
vig om Melk og Mel til en Velling . . . Stakkars liten!
Der kan trænges noget varmt, - og noget tørt ogsaa."

Opover bar det til Baarstuen, medens hun underveis
ivrig forhørte Tobias.

Han havde ment at begive sig til Byen og prøve at
faa Arbeide, hos en Slagter. Men nu vilde de ha' Straf
paa ham, - "og saa faar alle disse Stakkarne gaa for
Uveir og Bikjebid om i Gaardene og be' for Li-
vet." - -

- Det sagde sig selv, at de gjerne satte Stuen paa
Ende for Madam Sørvig. Der maatte koges ny Grød,
og Kaffekjedlen sættes paa for at fordrive hende Tiden.

Men, som, hun sad og nød og nød sin Kaffe, som sta-
dig blev ifyldt, og var ualmindelig borte med Tan-
kerne idag, slog hun med ét i Bordet og lod Haanden
blive liggende der. Hun saa Landhandlerens Kone
langsomt grundende ind i Ansigtet og udtalte saa plud-
selig:

"Biskemænd! - jeg kan faa Slagteren frit til Ame-
rika!"

Gamle Monsen, Jægteskipperen, var kommet over, og
han og Landhandleren havde alt faat en Fransfus igang
borte i Sofaen. De sænkede begge Kortene.

 . . . "Fribilletten véd De, Landhandler! til Olaus i
kløven og alle hans, som han skulde have over til
Chikago, og ikke kan nytte, - den er at faa for en
Slik!"

Gamle Monsen knæggede og slog Sortene i Bordet;
- "Du stikker ikke Madam Sørvig, Landhandler! -
det er ti fra Halsen af Fattigkassen med engang det!" . . . 

- At Stemningen var blevet en anden, viste sig nok-
som, da Tobias drog fra Gaarden. De smaa havde Lef-
ser i Hænderne, og en af Jenterne kom springende ef-
ter med et lidet Tørklæde, som hun havde ledt frem
af Kisten og bandt det om Halsen paa hu Seimke.

Dertil var Ophavsmanden til denne Skjæbnens store
Vending, Mathias, af Naade og Barmhjertighed kjøbt

SIDE: 127

af Landhandleren og betalt rundt op i Mel og Sild. I
Betragtning af, at der alt var begyndt med Rømme-
grøden, blev han sat ind paa Gjødsti, og han kom saa-
ledes pludselig til overflødige Dage - indtil videre.

- Saaledes blev Fattigkassen den styrende Skjæbne
i Tobias's Liv. Han og den var nu engang Kontrapar-
ter! Saalænge han tog i og sled og spændte i Toften
paa Livet for at komme undaf den, laa den bare og
gapte for at sluge ham; men, da han saa endelig drev
ind paa den, sparkede den ham helt til Amerika! -

- Og allerede i Begyndelsen af Mai var Tobias kom-
met til Staden for som Emigrant at gaa sørover med
første Dampskib.

Med en Sæk paa Ryggen, en Kiste i den ene Haand
og en liden Pige ved den anden gik han nedover Sø-
gaden, medens Martha Malvina og de øvrige fulgte slæ-
bende paa Smaabylter og med Blikkopper i Hænderne
til at tage Maden i ombord under Overfarten.

Et helt Følge af Bygutter skreg og huiede om dem
som Maager om en Seiestime.

Ved Prammen, som skulde fragte dem ud til Damp-
skibet, der laa og kogte i Sundet, begyndte Snebal-
lerne at fyge; - Vaartøen var endnu kun svagt be-
gyndt der nord.

Aa, for en Blink! . . . og den opstod saa altfor fri-
stende og inviterende, naar Tobias saadan vendte Ryg-
gen til!

Sagen var, - og det kunde kanske give Anledning
til en Darwinsk Betragtningsrække over Oprindelsen og
Udviklingen af de menneskelige fysiske Eiendomme-
ligheder og Abnormiteter; det var værd at gruble over,
om ikke en Slægt, som i tredive Led har redet Kontor-
krakken, eller en høiadelig, der i tredive Aner har
afleveret Kavallerister, om ikke de ogsaa tilsidst mere
og mere maa udvikle den samme fysiske Abnormitet
som Tobias, hvis alle Aner havde havt sit gnurende
Sæde paa Toften! Yderligere udhævet blev det ved en
høist ulykkelig Opfindelse. Istedetfor en hel Skind-
bund agter - for Slidet - var der indsat to trillende

SIDE: 128

runde Læderlapper med høit sømmet Rand om, der i
hans krumme Stilling, medens han langede Børn og
Bylter ned i Prammen, saa ud som to store blankslidte
Kobbermedalier . . . som "Kahytsvinduer!" som "Bril-
ler!" kort som enhver af de runde Ting, der bare næv-
nes parvis, og tilslut - det der blev endelig vedtaget,
som den populære, kjendte Kringle!

Og saa gjaldt det at sende Sneballen lige gjennem
det ene Øie paa Kringlen, "at knække Kringlen", at
"varme Kringlen!" - Udtryk og Raab, som Tobias
baade hørte og fik tydeliggjort eksempelvis, som det
heder i Skolesproget efter Anskuelsesmethoden.

Da der saa selvfølgelig suste flere og flere, saa han
sig forsigtig om med et rapt Blik og et Skakkast med
Hovedet; - det var et skjævt Underansigt, en Mund,
der ligesom bed sig fast fra Siden af med Jækslerne i
et sidste lidet Søm! Han dækkede blot lidt for et Par
af de smaa, som stod mest udsat i Baaden.

Ja der er Hjerter i slige Smaagutter. - Smæld! sagde
det i Skindbukserne . . . Smæld! Smæld! . . . 

Det var Fædrelandets Farvel til ham!

Hvordan det gik Slagter-Tobias derover? . . . Der
er mange i Kjefjorden, som har grundet paa det, -
siden det stod i en Avis fra Chikago om et uhyre Firma
i Svin, som heder Tobias  men hendes
usikkre Smil siger, at fuld Tryghed føler hun ikke.

Med Haaret nedover Ryggen under den lille sorte
Hue, i hvide Særkeærmer og Øinene blygt fæstede ned
mod Gulvet tripper hun efter ham sky og ligesom æng-
stelig for at falde i nogen Snare. Hun tror aabenbart
ikke paa Uinteressertheden hos al denne overmodige
Kraft; visse vildt opskydende Glimt har forraadt den
troløse Understrøm.

Felens Melodi gaar underlig uafbrudt som Duren af
en Kværnfos med alle de ubeskrivelige Hvin og Toner
op fra Grunden . . . 

SIDE: 132

Uventet svinger han hende rundt. Hun snor og vin-
der sig fra ham.

Paa ny faar han taget det op med hende; - og nu
gaar Dansen for Alvor! . . . 

Det lykkes at faa draget hende ind i stedse hasti-
gere Hvirvler, indtil hendes atkjække Skikkelse i det
hvide Skjorteliv med Søljen i Brystet dreier sig under
hans Haand paa én Plet, saa den korte, tætfoldede Vad-
mels Stak staar rundt om hende som et Hjul.

Latteren og Lystigheden stiger i Stuen.

Man er bleven opstemt. Felen hidser, Folk raaber.

Han gaar Dansen paa Taa, snur sig som en Vind paa
Hælen og gjør sine Kunster, hvori al Kroppens Spræk-
hed udstilles under alskens Ledighed, Skut paa Skulde-
ren, Kjeik og Kjings.

Atter søger han at fange og friste hende frem, -
indtil hun igjen er kommet ind under hans Magt og
dreier sig rundt paa Gulvet som en Top.

Folket ler og støier, Hui og Raab! Felen tar i som
en Fossehvirvel, og saa - et pludseligt Atslæng, saa
Stakken staar op over Knæ og Strømpebaand saa koket
som i en spansk Fandango . . . 

Der toges en Hvil. Døren stod aaben ud til Svalen
og Tunet, hvor Kornstakkene kastede skraa Skygger i
den heldende Eftermiddagssol . . . 

Tusmørket faldt stærkere paa.

Felen lød indefra, og ude paa Tunet ludede nu Korn-
staurene i underlige Skikkelser mellem den lange,
mørke Laave med den mystiske Skraabro og Staburet,
der løftede sig i Dunkelheden paa de brede, tunge Ele-
fantben . . . 

I Svalen sad nogle ældre Koner med stille dybtænkte
Udtryk under de store, sorte Huer og samsnakkede med
han "Gammel-Ola", Føderaadsmanden, der karvede
Bladtobak paa sine Skindbukser henne paa Trappetri-
net.

SIDE: 133

Han var i det rette Hjørne nu; han havde faat to
Drammer af Fremmedkaren, som var kommet ned fra
Tur i Fjeldet og skulde ha' Nattelogis der.

Gammel-Ola berettede "sandfærdeligen" om mangt,
han havde set og hørt i sine Dage baade fra den Tid,
han drev paa Skytteri, og naar han ellers laa i Fjel-
det med Kreaturerne om Sommeren.

Det turde hænde, der var folksomt nok deroppe til
sine Tider! . . . Han havde set Bølinger baade med Bu-
hund og Budeie, som hørte til paa andre Gaarde end
dem, som Skriver og Fut gi'r Skjøder paa! Og saa ty-
delig, som han nu hørte Felen derinde, havde han hørt
Tromma slaa og Tappenstregen gaa i Berget, da Kria
stod paa i Slesvig . . . 

Det var let at se at der ikke var én af de mørk-
huede, lyttende Kvinder, som ikke inderlig trode paa
Huldren og eiede hende fra Barnsben som en under-
trykt Del af sin Religion.

Den fremmede henkastede som en mulig Forklaring,
at det kunde være nogetslags Luft- eller Lydspeiling.
Lydbølger kunde fortone sig kanske tusind Mile borte.
Og, var der nu først Luftspeiling til, og Fjeldluften er
klarere og mere skinnende af Lys end al anden, - se
bare en Sæter med et blankt Fiskevand under, hvilken
Glans det faar altsammen, saa én næsten ikke skulde
kjende det igjen! - saa var det jo ikke saa unaturligt,
om Sætrene og Kjørene og Budeierne paa den anden
Side af Fjeldet kunde vise sig ligesom i overjordisk
Skin her over, saaat altsaa hun Ragnhild i Gudbrands-
dalen, hendes Kjør og Buskab, kom til at vandre som
livagtig her i Bakkerne . . . 

Men denne naturlige Forklaring reiste noget stille,
pinligt op i de gamle Koners gule, furede Karakter-
ansigter, - noget, som mindede om, naar en Sten sve-
der og endte i hovedrystende Utilgjængelighed.

Disse stumme Ansigtsmure var som vinduløse Kjæl-
dere hvori Døren sloges i, saa de kunde bevare det
kjære vante Mørke, de mystiske Eventyrforestillinger,
hvori de havde levet et helt Liv. Deres gamle Øine

SIDE: 134

taalte ikke at stirre ind i det ny, som for dem blot tog
og intet gav!

Naar det ikke spillede i Bakkene mere, ikke tuslede
af Nisser i Høladerne, ikke drog underjordiske Kreatur-
bølinger og Bryllupsfærder mellem Hauger og Lider
eller stod Slotte inde i Fjeldet, ikke susede Asgaards-
reier gjennem Luften over Julens Dans og Knivgang,
hvad bød saa Virkeligheden dem uden en fattig, muld-
nøgen Bygd med en vild Elv i Bunden og deres lave
Bjælkestue oppe i en af dens bratte Bakker, - kun et
Sted for haardt Stræv og tungt Arbeide! . . . 

Farer man Norge over fra Aasblaanerne paa Slette-
landet øst ved Kjølen til de trange Fjeld- og Fjorddale
vest imod Havet, vil man finde en forskjellig Huldre
for hver Bygd. Hver har digtet sin egen, og jo læn-
gere tilfjelds desto pragtfuldere er hendes Skikkelse,
indtil hun oppe i Telemarks- og Bergensfjeldene og
i Bygderne omkring Jotunheimen sidder i Liderne med
udslagent Haar og spiller paa Langeleik eller lader Lu-
ren tone vemodig vidt udover Fjeldensomheden.

Hvert større Dalføre gjemmer sit eget Digt om hende
om man vil, sin egen Huldre. Man kjender altid Ho-
vedtrækkene igjen.

Og dog, - hvem vil sammenligne den ørnevilde
Skikkelse med Guldkronen og det violet skimrende
Liv, som sidder oppe i Bergensfjeldene saa vakker, at
Hav og Luft skinner af hende ligesom Gerde, med den
pene, blege Kone i lang blaa Dragt, som stadig gaar
og strikker stueimellem nede paa Romeriges Lerbak-
ker, eller den forfløine "gælne" Jente, som gantes og
driver Spil med Tømmerhuggere og Skytter ude i
Skogsmarkerne og altid kommer for Skade enten paa
sin Hale i en Tømmerstok eller paa sin Fremtid.

Huldren nede paa Fladlandet passer og røgter Kjør
og spiller Folk Pudser; hun oppe i Høifjeldet er En-
somhedens kronte Dronning, som drømmer, digter og
længes og sørger i Tungsind for sin Sjæl, - som hen-

SIDE: 135

des Halvbroder Nøkken i Elve og Vasdrag. Og, naar
hun gantes med Gutterne i Sætrene, da er det paa
anderledes farlig og vild Vis.

Er det den graadfagre Vanadis, Gudinden Freia, som
saadan gaar igjen?

Kommer vi over Høidedraget, hvor Vand- og Vind-
skjellet mødes, og Luften staar som en Røgrand paa
Fjeldet mellem østlandsk Klarveir og Vestlandets
Regntaage, og stiger man ned af de bratte Fjeldrev-
ner, der staar som Høifjeldets Porte ned imod Vest-
landsfjordene, - saa sidder ogsaa Huldren der i
Fjeldliderne med Ørnen og Sjøvaagen svævende over
sig og sender de lange Toner ud over i Kvældstunden,
medens Solen siger ude i Fjordgabet . . . 

Men dernede ved Fjæren og Nøsterne, hvor Maagen
kredser over Sildestimerne, Baadene ror, og Seilene
skinner i Vige og Bugter, begynder et helt andet Rige
end hendes, - Havfruens.

Tæt som Skumgangen mod Fjeldvæggen brydes og
blandes her Havets og Fjeldets Sagn imod hinanden
eller rettere om hinanden i Folkets Forestillinger. Den,
der er opdraget i et vestlandsk Sjøbrug ved Enden af
en saadan Dal, har Dragning baade mod Fjeld og
Sjø. Thi Fjeld og Fjord mødes ogsaa inde i hans
Bryst!

VED ENARESJØEN.

Den unge Fjeldfin Elis skulde have Mathis Vuolabs
Datter. Det var Overenskomst mellem Forældrene, som
var mægtige i Ren begge to.

Elis og Silla mødtes hver Sommer, naar Familierne
havde deres Telte ude ved Fjorden, og Renen skulde
drikke Sjøvand.

Der havde de legt og plukket Bær sammen ude paa
Multemyrerne og faat Lov til at give hinanden Ren-
kalver, medens de var smaa, og, da de voksede til, for-

SIDE: 136

ærede han hende Perlesnorer fra Handelsmanden og
Skind af Sølvræv og Maar, som han skjød om Vinte-
ren. Paa Flytveiene med Renen lagde de Tegn og
Mærker indover Vidden ved Sten og Busk til hinan-
den. Og den lange Vinter i Jordgammen længtes Elis
bare efter den Tid, da Solen kom, og han igjen skulde
faa se den svartøiede Silla, som var snartænkt som
Pilen og rap og lystig, saa Tiden altid blev for kort,
naar de var sammen.

Naar det lakkede mod Tiden, da de skulde drage ind-
over Fjeldet igjen, reiste Elis ned til Handelsmanden
i Alten med Skind og Tunge og Sløike og Bær. Han
fik Kaffe og Varer hjem med sig igjen og Guldbaand
og farvet Sytraad og Tørklæder og mange Ting, som
han vidste, vilde gjøre Silla glad, og som passede til
Gaver for Mathis Vuolabs Datter.

Nu var det saa med Elis, at han selv var svært vak-
ker, saa alle Piger, hvor han kom, stod efter ham og
vilde have ham, og alle Øine sagde, de syntes om ham.
Men han var stolt og lod, som han ikke mærkede det;
hans Hu stod til Silla. -

En Søndag, han var i Alten Kirke, fik han se en høi
ung Kvinde, der sad lige foran Prækestolen.

Han syntes aldrig, han havde set noget saa vakkert
i sine Livsens Dage. Hun var saa lys og finvokset som
en Birk ved St. Hans, Øinene blinkede som en blaa
Bæk, og Haaret var langt og askegult, Hænderne som
et Barns saa hvide og smaa og ligesom for gode til at
tage i noget, som hører Jorden til.

Hendes Blik gled hen paa ham, og hun smilte, som
hun kunde se, hvad han tænkte. Da hun gik ud af
Kirkedøren, vendte hun sig to Gange og saa hen paa
ham.

Det var Sorenskriverens Datter, sagde de.

Næste Gang Teltene stod ude ved den salte Fjord,
gik Elis helst taus og alene for sig selv langt inde i
Marken hos Renen.

SIDE: 137

Naar han vendte hjem sent i de lyse Kvælder, tog
han Veie, som om han frygtede for, at nogen skulde
gjætte hans Gang. Det gjorde næsten ondt, naar Sil-
las sorte Øine saa paa ham, som de spurgte.

Hun var som en tjatrende Fugl, der skreg op om En-
somheden.

Men, da de skulde skilles den Høst, sad Silla en
Kvæld paa hans Vei med Mufti og græd og klagede:

Hun havde længtes mere efter ham i denne Som-
mer, Teltene stod ved samme Vig, end nogen af de
lange Vintre! . . . Det nyttede ikke at lægge Mærker i
Træerne længere; hans Øine var forgjorte af en ond
Aand. Hun kjendte sig som en Rype i Snaren . . . 

Efter den Dag blev Elis endnu mere tungsindig.

- Den næste Sommer drog han ikke med sin Far
ud til Fjorden, men blev alene med en Renflok inde
ved Rusland.

Paa Fjeldet laa han ofte i Ensomheden og syntes
han hørte det sukkede og lød, som Silla klagede . . . 

Og til sine Tider igjen kunde han se ind i Alten
Kirke akkurat, som den Søndag Formiddag, da Solen
skinnede gjennem Ruden hen i Stolen, hvor Sorenskri-
verdatteren sad . . . 

En Sommernat omkring St. Hanstid laa han alene
i sit Telt under en bjerkbevokset Aas inde ved Enare-
sjøen, hvor Trækfugleskarer fra hele Jorden samler sig.

Som han laa og tænkte, kom der en vever og fin-
voksen Pige med mørkt, glinsende Haar og grønt Klæ-
desskjørt kantet med Guldborder, ind til ham og satte
sig ved hans Leie. Hun havde et Livstykke med rød
Bringedug og et bredt Guldbælte.

Hun bøiede sig ned over ham, saa han kjendte hendes
hede Aande paa sit Ansigt, og, da han prøvede at
lukke Øinene for at blive Synet kvit, sagde hun:

"Se kun op, Elis, der findes nok dem, der kan være
lige saa vakkre som Skriverdatteren!"

Hun viste ham gjennem Teltdøren nogle store, fede,

SIDE: 138

sorte Kjør og Faar med blaa Uld. Paa Græsgangene
nedenfor gik de i store Flokke; hun eiede dem alle og
dertil en Utallighed af Rensdyr.

Hun talte saa rapt og overtalende og holdt ved at
bede ham følge sig. Hendes Øine var nær hans; de var
brunsorte og dybe, og der brændte i dem ligesom en
Skadevarme i en mørk Nat. Hun var brun af Let, og
Huden, som han næsten kjendte ind til sin Kind, var
saa fin som Fløil.

Medens Elis laa urolig i Heden og kanske havde sovet
ind igjen en Stund, kom der nok en Pige endda vakk-
rere end den første.

Hun havde en blaa Kjortel af en forunderlig be-
vægelig Glans; paa Fødderne fine Sko som af bøieligt
Sølv eller de blankeste Fiskeskjæl, og ned over Ryggen
hang det gule Haar udslaget og ravgult som naar So-
len skinner i Havskummet.

Hun vinkede med den lille, hvide Haand og bad
ham se ud af Teltdøren.

Der stod hele Enaresjøen paa Ende som et uhyre lu-
ende Speil i Midnatssolen, og ved en Vig skinnede et
Hus med Tagsten af Guld, Nøster og Pakbod som et
stort Landhandlersted. Foran laa Jægter og Baade med
Masterne bag hverandre tæt i tæt, og udover Skjærene
stod Hjeldstængerne med Fisken paa saa vidt og langt,
kan bare kunde øine.

Det svimlede for ham, og det var, som begge Skikkel-
serne voksede og blev større.

Den brunes Blikke lyste som Gløder, medens den
lyslettes Øine blinkede, som med kolde, blaa Knivs-
egge, og hendes ravgule Haar ligesom skummede og
fraadede. Begge fo'r de til Døraabningen.

Da de stødte sammen, slog den mørke sine krummede
Hænder ligesom Klør fast i sin Modstanderske, og
nu bar det afsted ned Bakken under en svær Kamp.

Nede paa Sjøen saa Elis en underlig Strid! . . . En
svær Hunørn havde slaat Kløerne i Ryggen paa en
Lax, der var den for tung. Det gik som en Pil henad
Vandskorpen; snart havde Ørnen, snart Laxen Over-

SIDE: 139

taget, - og saa blev det ved saa langt ud, han kunde
øine . . . 

Samme Dag flyttede Elis sine Rener bort fra den
Grund.

En Nat, da Elis igjen laa ved Enare, syntes han,
at han saa Kirketjenesten paa Søndag Formiddag saa
tydelig som aldrig før. Sorenskriverens Datter sad borte
i Stolen og vendte sig af og til mod ham med den hvide
lille Haand over Øiet for at undgaa Solskjæret og
smilte og nikkede.

Lidt efter kom hun ligesom svævende hen, bøiede
sig over ham og saa ham ind i Øinene. Haaret bøl-
gede ned til begge Sider. Han følte hendes Aande som
et friskt kjølende Pust ind fra Sjøen i den hede, blanke
Sommernat; Rødmen kom og gik over hendes Ansigt
som et vekslende Solskjær, og Øinene blev stedse dy-
bere og dybere; de drog som den blaastride Strøm . . . 

- Den næste Dag flød Elis i Enaresjøen under Ber-
get lige nedenfor Teltet. Renen gik uden Røgt.

Men i Løvliden ude ved Fjorden græd Silla og kla-
gede sørgmodig i Kvældene.

Jonas Lie

SIDE: 143

BAADSMAND RUSTEN OG HANS MADAM

Naar Baadsmand Rusten vandrede til Kirke om Søn-
dagene i sin blaa Pjekkert med Paraplyen under Ar-
men, og Konen altid drivende et Stykke nede i Læ paa
den anden Side af Gaden, saa vidste én, at nu skulde
det akkurat ringes tredie Gang.

De saa staselige og vel forligte ud, ordentlig, som
de prøvede at holde Skridt sammen, men bare maatte
ha lidt rummelig Plads hver for sig.

Og, havde ikke Folk vidst bedre Besked, skulde de
ha tænkt, at her gik ret et fredsommeligt og gudvelbe-
hageligt Ægtepar ind i Herrens Hus.

Fromme og andægtige sad de ogsaa sammen der-
inde i Kirken, - blot kunde de ikke bli enige om Sal-
mebogen, for Baadsmanden var langsynt, og, naar han
sang og holdt Bogen ud for sig, maatte hun reise sig
og række sig for at se.

Men synderlig længere end den hellige Søndag For-
middag varede det sjelden, før der kom anden Laat i
Baadsmandspiben, og han igjen tog paa at krangle og
vrænge og anmærke og harcellere over hende, saa de
var i Folkemunde over hele Stedet.

- Han havde just klaret sin lange gode Søndags-
Eftermiddags Lur og saavidt faat tændt paa Piben, -
og stod nu i Skjorteærmerne for Heden ude paa Træ-
trappen og saa efter Konen, som befandt sig i Ord-
skifte med Paalsens ovenfor ved Hjørnet.

Mækkrer hun ikke som en Gjeit der oppe . . . for-
styrrer Søndagsfreden for hele Bakken . . . 

SIDE: 144

"Hvem, hvem, hvem ja, - hi-hi-iæsch . . . Hve-
e-e-m ja," hermede han forarget.

Hun stod og foreviste en Lagenrul, hvorpaa der var
Jordflekker, for Husets Folk og paastod, at det var
deres Gutter, som havde kløvet over Gjerdet og trak-
ket paa Blegen, - akkurat nu imiddags, mens de var
i Kirken, bare for de stakkars fattige Æblekarterne,
som ikke skulde faa hænge i Fred.

Baadsmand Rusten dampede og mumlede skadefro:

Min Sjæl og Salighed tror jeg ikke, hun for en Gangs
Skyld faar paa Næbbet. Hun blir helt stilfærdig . . . 

Han plirede glinsende tilfreds . . . Man træffer til-
fældigvis paa en anden Madam, som ogsaa - ikke taa-
ler noget, nei, - hi hi hi-h-. Man maa bide i
Græsset . . . Hi hi hi-h, - man maa bide i Græsset . . . 

Med ét blussede Ordvekslingen op igjen, og Baads-
mandens noget kolorerede veir- og toddyslidte Ansigt
strakte sig ud over Rækværket:

Haahaa, - nu fyrer hun paa igjen . . . Han smaa-
spyttede og jepede over Pibemundstykket.

Hør nu, nu er hun begyndt at opbygge Bakken med
sine ni Børn . . . . . . Just saa. Sven i St. Francisko.
Og Oluffen, som fører Havnedamper over i Lima; nu
snurrer den af hele Snellen . . . Hun maa skryde, om
hun saa stod paa Hodet i en Vaskebalj . . . Hi, hi, kji,
- endda er vi bare kommet til Maren, som fik Tøiet
efter sig "fuldtalt og fuldvasket og stoppet og navnet
til Frederikshald." "Og Gudskelov, de saa da ogsaa,
hun kom fra skikkelige Folk" . . . "Og det er det, som
er ligt, som blir vigt, véd Di." -

Hø hø, javist ja, afleverede Baadsmanden efter hende,
- er vi lige ja, - hun og jeg, . . . akkurat som to
Æg. Bare, da hun blev klækket ud, saa kom der en
Rasp. - Huih, - huih, - han efterlignede et Par
Hvin . . . 

Udtrykket gik over til et behageligt Grin, da han
saa Seilmager Timme komme staurendes nede i Bak-
ken. Baadsmanden lod Piben hænge i Munden og

SIDE: 145

gjorde en Bevægelse, som han keg i Kikkert ned mod
ham.

Seilmageren holdt sig tæt under Husvæggene. Han
stansede af og til og saa opover, - lurte nok paa, om
han kunde faa Selskab ned til Gjørsa i Eftermiddag
paa et Glas Toddy eller to og faa snakket lidt Chincas.
De havde faret sammen for nogle og tredve Aar siden
og ligget der ved Øerne og biet i to Maaneder i Sol-
stegen.

Seilmageren stansede uvis et Stykke fra Trappen.

"Varmt idag, Seilmager."

"Pu-uh - ja." Han speidede op mod Vinduerne
 . . . "Er-er . . . man alene hjemme paa Eftermid-
dagen" . . . 

"Aa, - saavidt, - mens Kona holder Aftensang oppe
i Bakken," - gren han.

Seilmageren plirede op paa Baadsmanden:

"Om vi fortøiede os nede hos Gjørsa i Eftermiddag,
Rusten? Der, er slig Kjølighed i Bagværelset."

Han sendte et hastigt Øiekast opover: - "Det var
om at gjøre, at vi kom afsted lidt snart da."

"Har ingen Hast, har ingen Hast. Hun har endnu
tre Barn igjen at greie ud for dem" . . . 

Baadsmanden bankede ud Piben paa Rækværket.

Han havde just været inde og faat Lærredsjakken
paa, da Madam Rusten kom hæseblæsende og endel
rappere, end hendes fede, blodfulde Person havde godt
af. Hun havde set Seilmageren og anet Faren.

Baadsmanden modtog hende med et stort Skuffel-
sens Jep.

"Svært saa Du fik braatom da, Gjertru. Du faar da
gi Dig Tid til at trække Veiret, Du kan jo ikke snakke
for Pusting . . . Hys, hys - vent nu, - gi Taal . . .
Du véd jo den Svimmelen din . . . 

Saa gaar vi da, Seilmager."

"I denne Varmen," - udbrast Madamen . . . "Vil
Di ikke træde indenfor, Seilmager, og nyde lidt, vi har
da et Glas Øl at by."

SIDE: 146

"Jaha ja, - nu spiller man paa de blide, lokkende
Strenge - lægger Snarer" -

"Aa, jeg har rigtig stundet saa efter at faa vide,
hvordan det staar sig med den stakkars syge Konen
Deres, Timme, som skal drages med den Ryggegig-
ten" -

"Nu vil hun ikke, vi skal slippe afsted, - og saa
kommer vi ikke afsted . . . Men Slangen var det træ-
skeste Dyr paa Marken" . . . 

"Stakkars Janna, vi sprang og legte sammen man-
gen Gang vi dernede i Sjøgaden, da vi var Barn. Ja
hun var jo lidt yngre" . . . 

"Nu spiller hun med adskillige Sider . . . Hø ho,
hi hi, - der skal nok mere end en Seilmager til i
dette Vand. Og noget længere end en Seilmagers Garn
for at udlodde dette Dybsens Dyb . . . En finder hende
først paa tre hundrede Favne."

"Hvad er det, Du staar der og snakker og murrer
slig for hele Tiden, Rusten. Du vil da ikke gaa ud i
Byen paa lyse Helligdags-Eftermiddagen med den flæ-
rede Frakkelommen, som hænger slig, før jeg faar syd
den istand vel" . . . 

"Hør paa Mangfoldigheden! Hun har saamange
Slags Næb alt efter den, hun sjunger for, skal jeg sige
Dig, Seilmager . . . Var det ikke nys, som én hørte
sjelve Hubroa skreg deroppe i Bakken. - Hu-bro-a"
- gjentog han hult og fælt. - "Det var for Madam
Paalsens Ører, det. Og nu er det for os, hun sjunger
Triller."

"De vil nok ikke forsmaa et Glas godt koldt Øl i
denne Varmen, Timme. Og saa kunde jeg vel altid
skaffe lidt at bide i til."

Seilmageren keg op paa Baadsmanden. Han maatte
for sin Del takke, naar Madamen vilde traktere.

"Se se se, se se," hvinede Baadsmanden; "hun faar
det til, - hun faar det til . . . Fordone mig, Seilmager,
har hun ikke os begge to nu trukket op paa Land.
Vi kan gjerne sprælle med Spolen . . . Men saa er der
nu én, som er efter hende, hvor hun smetter, om der

SIDE: 147

er aldrig saa dyb Tarre. Og om ikke andet saa slaar
jeg i Bordet og sætter Stop for Kjærringen. For i dette
Hus er der bare én, som raar" . . . Han sænkede Tonen
til en Lav fortrolig: - "Jeg tror nu ingen anden kunde
styret hende heller, - ingen anden i Verden. For hun
véd saa grant, at jeg skjønner hendes Veie . . . He,
he-eh he, én skal nok hverken gispe eller kjede sig
her, sa Manden, han laa i Tornebusken . . . 

Naa naa, den sande Visdom siger, at man skal gjøre
det bedste ud af sine Ulykker og Gjenvordigheder,
Seilmager . . . Saa gaar vi ind i Stuen . . . 

Her er Birdseye til Snadden . . . og her Fyrstikker."

De stoppede Piberne og tændte og satte sig tilrette
ved Klaffebordet og dampede.

"Hvor blir hun af? . . . Er det Meningen at la os
bie paa den Skvæt Øl, saa - saa - fordone mig, -
gaar vi vor Kaas, Seilmager!"

Idetsamme klirrede det borte ved Kjøkkendøren, og
Madam Rusten kom ind med to Ølflasker, Korketræk-
keren og paasmurte Rugkager paa et Bræt.

"Da skulde jeg ha bandet min Salighed evig væk
paa, at her ikke fandtes en Taar Øl i Huset. Men saa
er det, naar man er to om det. Hun kan nok sidde inde
med meget hun, san."

"Jeg gjemte saamæn af de to Flaskerne og satte dem
i Kjælderen efter Brandtaksten, vi havde her om Da-
gen," forklarede Madam Rusten. "Og jomæn kom de
ikke tilnytte. Spinke og spare kan længe vare, véd De,
Seilmager."

"Hei san ja, - og Sus og Dus gjør tomme Hus . . .
og somme Kjærringer er slige . . . og jaguja, sa Kjær-
ringen, hun skulde sige Haleluja . . . og Kyri Eleison
og - én faar bære sit Husets Kors med Taalmodighed
 . . . . . . Havde vi endda havt noget drikkeligt Vand
dengang dernede i Fuglemøkka paa Chincas, Seilma-
ger. Men en Pot brunt raaddent Vand i Døgnet og
tredve Grader, saa Tjæren smelted . . . Hu, det er, saa
Smagen sidder mig stram i Halsen endnu af al Gua-

SIDE: 148

noen. Skyllet det rigtig ud faar jeg aldrig i dette Liv.
Skaal!"

"Det er godt Øl - koldt Øl dette," istemte Seilmageren.

"Men Kvinderne, ser Du, Timme," - han gløttede
hen paa Konen, - "er en strid Race over hele Verden.
I Spanien og i Guayaquil og i hele Sydamerika har de
Hestehaar, - og stivere jo længere én kommer syd un-
der Linien, - og Indianerne, som har det opbundet
som Hesterumper. Til Du kommer til Negerbum-
perne, som har Uld for Haar allesammen. Og det er
ingen Løgn, men en Gudsens Sandhed, at, jo længere
én kommer syd, desto mere stinker Fruentimmerne.
Og, havde ikke Vorherre sat den Hindring, - eftersom
han kjender Hjerternes Letsindighed og Daaragtighed,
- vilde vi faat set nok af Sjøfolk, som kom hjem baade
med gule og røde og svarte Behæng . . . . . . Aa gi hid
Korketrækkeren . . . Skaal Timme!"

"Ja, mens I sidder her og prater," - afbrød Madam
Rusten, - "gaar jeg ned til Skipper Eilertsen med
Kjoletøiet, jeg har farvet for Maren, om jeg skal faa
det afsted og sendt Hilsen til hende. For Eilertsen let-
ter med Sluppen før Natten. De var færdige alt igaar."

"Fordone mig, tar hun ikke Sjalet paa - nu i denne
Stegheden," - brast Baadsmanden forarget ud. "Hun
kan styrte, det gjør ingenting - slig, som Blodet staar
op i Hodet paa hende . . . Aa nei, om Reisningen din
blir grummere for det, Gjertru! - Men Forfængelig-
heden, den" . . . lød det, som Madam Rusten skyndte
sig ud af Døren med Kjoletøiet under Armen.

 . . . "Nu skal Du se," - Baadsmanden fo'r hen til
Vinduskarmen, hvor hans store Skikkelse blev staa-
ende krum, - "hvordan Kjærringer sætter Steam paa
og flakser nedover Gaden. Kan Du sige mig, hvad for
en Fugl hun ligner, - ikke er det And og ikke er det
rigtig Kalkunshøne heller . . . Det er sgu Havgassen -.
Midt i Solstegen, om hun saa skal miste Veiret, saa
ondt hun har for Pusten . . . Helbreden - om hun
sprænger sig, - det gjør ingenting, - ingenting, -
blot hun faar Villien sin!

SIDE: 149

Skaal Timme."

"Skaal Rusten."

De skyllede ned det sidste Glas.

Seilmagerens Øine stod stivt op i Taget, medens
Baadsmanden af og til keg hen paa ham.

"Jah - jah - jah, - her er ikke mere Øl, Timme,
- som Du ser. - Hyh, pyh - hedt. Havde endda
Konen blet hjemme her og kunnet hente over et Par
Buteljer. Dette var bare til at bli tørst paa det" . . . 

Seilmageren brummede hen i Veiret, men lod sig
ikke forføre til nogen Udtalelse mod Husets Gjestfrihed.

De dampede videre.

"Hm, hm" -

"Hm, hm" -

Seilmageren blaaste og bankede ud Snadden og stop-
pede den igjen saare traat og langsomt.

Baadsmanden bankede ogsaa ud sin; men stappede
den hastig i Lommen og reiste sig:

"Det var nu egentlig Brandy and Water, som vi
tænkte paa; og ikke vil vi bli liggende her til Ankers
for to tomme Buteljer, akkurat, som vi er blet tørste."

Husdørnøglen forvaredes i det vante Hul bag Dør-
karmen, og sammen piggede de to saa nedover Bakke-
gaden til Gjørsa.

De stængte paa Slaget elleve nede hos Gjørsa, og
Baadsmandens svære Skikkelse skyggede foran Gang-
vinduet i den lyse Aften, medens han famlede noget
unødig længe for at faa Gadedøren op og rigtig laaset
igjen. Han rumsterede og smaabrummede inde i Gan-
gen, lod saa Stuedøren falde op og blev staaende og
se ind til det aabne Sovekammer.

"Vidste jeg det ikke, at hun skulde sidde oppe der i
Nattrøien, - passe paa, saa én ikke kunde faa lægge
sig i Fred . . . 

Ja rigtig ja, naar det trækker op med de sigendes
Mundvigerne, - er det ikke, som al Landsens Ulykke
sætter sig til ind under Næsen hendes . . . . . . 

SIDE: 150

Nehei, Du siger ingenting Du . . . For Du er den,
som kan læse Messen uden Ord . . . Teksten den . . .
Hu-uh, - se paa hende nu - - -. Aa snak ud,
Kjærring . . . Denne Underfundigheden og Bedrøvel-
sen, som én skal gaa paa Hosesokker for" -

"Gudskelov, si'er jeg bare, fordi Du endelig er kom-
met hjem, Rusten, - fra denne drikkendes og supen-
des Seilmageren . . . Leveren din, véd Du" . . . 

"Saa-aa, drikker jeg nu, - vil Du sige, jeg drikker
med . . . 

Og saa snakker hun saa pent om Leveren min, som
ikke maa ha stærkt, nei. Bagefter ja - bagefter ja . . .
For man maa altid ha Ret. Man kreperer, dersom man
ikke faar Ret og kan faa sidde og præke for os andre
udydige . . . Pokker til Kjærring, - hun er som en
Kork til altid at dukke op øverst i Toppen af Retfær-
digheden . . . Eller for Eksempel, Du Gjertru, bare
denne Gangen, - skulde man ikke kunne pirke og
rokke lidt ved den store Dyden din . . . Her gaar jeg
ja, med Skade og Pine baade i Leveren og paa Pun-
gen, - og det har Du ganske Ret i at slaa Dig andæg-
tig over, - for Seilmageren er ikke den, som betaler
eller lægger ud . . . Og Leveren, hvad den kan bli
til, - det . . . Jo Du kan trøste Dig med, at det stikker
- akkurat her - i høire Siden. Hu-u-uh, - det er,
saa det svir og brænder . . . Saa Du kan tryggeligen
salve Dig med, at Du har Ret i det Stykke . . . 

Se nu, ser hun ud som et Gravminde med det Næb-
bet nedover Hagen . . . Ne-ei, jeg er ikke død endnu.

Men saa spør jeg bare, hvem der har Skylden for,
at jeg røg ud i den Suppen idag?

Ja-a, ja-a, - hvordan det gik til, Du . . . Man var
ude med Træskheden og Fulheden og vrikkede paa
sig og smilte som Smør og bød baade Mad og Øl for
at faa Seilmageren lokket ind i Stuen. Havde hun
først faat Fuglene der, saa - saa skulde de bli sid-
dende paa Limpinden da -. Hi hi hi, - hun faar to
gamle Karer paa Gleisen til at drikke, og render saa,
Gudhjælpemig, ud af Huset! - Lar os bli siddende

SIDE: 151

der strandsatte og tørste og kjede . . . Værre, end det
skulde være udtænkt paa Malice . . . 

Da var det med ét Kjolen til Maren, som det tog
slig Varme i Dig for - -. Og, - hø-ø, - naar der
er nogen af Barna, saa - -

Men Manden! . . . hun husker ikke mere paa ham
end som saa -. Han" - Baadsmandens Tone blev
galgenbitter, - "han skal bare arbeide og slide helt,
til han blir gammel og graa som en udslidt Skot-
gamp . . . 

Men saa er det nu den Leveren, jeg har at haabe
paa . . . For at se paa det Uvet, - hvordan Du gaar
der og aser og stræver og render og skjænder i Sol-
stegen, saa Du staar og higster i Bakken, - endda
Du véd, Du har den Astmakrampen over Dig . . . Før
var der et evigt Veir med alle de ni Barna, som skulde
vaskes og kjæmmes og bespises og dænges til Lærdom
og Optugtelse. Men det er, Gudhjælpemig, ikke et Haar
bedre nu. Hun farer om som en Ballon uden Styre,
siden hun er lettet for hele Ballasten" . . . 

"Nu faar Du engang gjøre Vei med at komme iseng,
Rusten," - paaskyndte Madamen uanfægtet.

"He, he, bider ingenting paa Retfærdigheden, - den
er poleret den -

 . . . Nei om det er rigtig Gjertru'sfuglen, hun ligner
heller . . . Hun har Næb som en Murske, - og Øine
som en Gasse - og hvæser - - og hvæser," - laa
han og murrede.

"Du fik da vel Marens Kjole afsted, Gjertru?" -
reiste han sig pludselig ivrig.

En Morgen nogle Uger senere hang der hvide Lage-
ner foran Stuevinduerne oppe i Bakken hos Rusten,
baade det ud til Haven og det til Gaden. Madamen
var død Dagen forud mod Kvælden under et Anfald
af Astma.

Derinde gik Baadsmanden og tuslede fra Stuen til
Soveværelset, og saa, naar han havde siddet der en

SIDE: 152

Stund og set paa hende, ud i Stuen igjen. Hun laa
endnu uflyttet i Sengen med lukkede Øine, den høie
Næse og Kappebaandet, som Mor Jensen havde knyt-
tet hende under Hagen, da hun imorges hjalp ham med
at stelle Legemet, - og lig sig selv, saa uanfægtet, som
hun ikke hverken ænsede eller vørrede ham; med et
lidet lunt Drag under, som hun nok forstod og paa-
skjønte hans idelige Funderinger over hende, naar hun
bare vilde.

Inde i Stuen prøvede han sig saa i én Stol, saa i en
anden. Der sad han og aad paa Knoerne og mum-
lede . . . 

"Tænkte jeg det ikke . . . tænkte jeg det ikke, -
hun maatte gaa der og mase, til hun en Dag" . . . 

Han føg urolig op igjen, aabnede Skabet, saa ind i
det, lukkede det . . . Stod saa og funderede sig bort ved
Klaffebordet, hvor Systenen laa med Knappenaalene i
og Uldtraaden, som hang efter Stoppenaalen. Flyttede
ikke paa den, rørte den ikke, bare saa paa den. -

Han stirrede om sig paa Tallerkenrækken i Kjøkke-
net. Der drog Katten sig lang og ynkelig under Krak-
ken og glode ufravendt paa ham med et Par lysende
brandgule Øine - og endelig et jammerligt Mjav. Han
kjendte det klamt, som det var Skibsnissen, han saa
igjen fra Redskabskammeret den Ulykkesnatten, de for-
liste Fartøiet og syv Mand paa Sandy-Hook.

Og han gik stilfærdig ind i Kottet, hvor Kjolelivene
og Skjørterne hendes hang paa Klædeslisten. Skoene
stod under med Snørebaandene i.

Det trak sig i Ansigtet paa ham som Lemus, og han
drog en og anden Gang Veiret tungt og dybt med et Støn.

Saa maatte han ind i Sovekammeret igjen listende
paa Taa . . . Sidde der, som han havde siddet i al Nat,
og se paa hende og tænke, hun kunde kjende og mærke
ham, og at hun ikke var borte alligevel . . . Det var
saa lidet, som skillede -

At hun skulde være rent væk . . . 

Slig, som de havde havt det sammen, fra hun var
atten Aar - sytten, ja før den Tid.

SIDE: 153

Han huskede saameget, helt fra hun sprang som
ung Jentunge nede paa Bryggen . . . og hvordan han
havde ærtet og holdt Jøn med hende.

Han sad ved Sengen og saa stum stivt paa hende
og begreb ikke . . . at Gjertru - Konen hans - var
- holdt op at være til . . . der, hun nu laa, saa han
kunde ta hende i Haanden . . . Lidt af Ansigtsskyggen
tegnede sig svagt graat inde mod Væggen, og der steg
for hans Syn noget som af et andet Land, hvor Gjertru
skulde færdes uden ham.

Da glap ud paa Dagen hendes Øine halvt op, og han
saa, at de var brustne. Det gik med isende Forfærdelse
gjennem ham. Det var Visheden, - Gjertru var død,
- borte.

Han trykkede Øinene vart igjen, kyssede dem til -
var ude i Hjørneskabet og fandt frem to Kobbermyn-
ter og la én paa hvert Øie.

Han satte sig ned og holdt i og besaa hendes Hæn-
der . . . 

"Du var Glæden min al Dag!" . . . 

Mod Kvældingen kom Snedker Andersen for at for-
høre om Kisten.

Han fandt Baadsmanden ludende helt forover med
den store Ryg og det graa Hode mod Sengedynen.

"Baadsmand, - Baadsmand," - hviskede han og
søgte at lette paa ham.

"Baadsmand!" - udstødte han forfærdet.

Men Baadsmand Rusten var kold og stiv, og Sned-
keren forstod, han var død.

Jonas Lie

SIDE: 154

EN UNDERVANDSKRIG

Garnet er trukket efter Natten . . . 

En Mort spræller øverst i Slammet . . . en Aal snor
sig gjennem det som en Orm eller Slange; den er
sleip og ikke god at faa Tag i . . . Der sprætter en
liden ubændig, rødprikket Tryte, og underst rører der
sig en lang, mager, benet Gjedde med Slugelysten
endnu i Øinene; - ud af Gabet stikker Tredieparten
af en prægtig blank Ørretforelle - - - - - - -
- - - - - - - - - - - - - - - - -

- Lad Gjedden være en populær Fisk i andre Lande,
- det er ingenlunde lykkets den at gjøre sig elsket
eller paa nogen Vis almenyndet hos os i Norge!

Den er det saalidt som overhovedet nogen Erobrer.

Den Fiskefamilie, som fra Arilds Tid har hævdet
Besiddelsen af de norske Indsjøer, været deres - i
Bevidstheden om sin Hjemstavnsret - livlig spræl-
lende, glade, fede Indvaaner, er nemlig Ørreten.

Allerede det nette Hoved med den lille fine Mund
viser hen paa Flue- og Insektsnapperen i Modsætning
til den plumpe, grove Slugfisk Gjedden. Kommer her-
til Ørretens smukke, brede, kraftigsluttede Bygning, -
for ikke at tale om den Interesse, som dens Levesæt
og Finesse byder Fiskeren, - vil man forstaa, at den
ikke med urette er blevet en berømt Sportsgjenstand.
Veien til at faa den paa Krogen er et helt fiske-psyko-
logisk Studium, en Væddekamp mellem Fiskeren og
Fisken om at overliste hinandens instinktive Gjætning,
enten den staar urørlig, stille imod Strømmen eller, -
va'r paa Skyggen af Fiskeren og hans Stang, - gjem-

SIDE: 155

mer sig dybt i en Kulp under Land, hvor Strømmen
fører Blade og Barkstykker hen, saa de dreier sig rundt
i Evjen, og - Fluerne samler sig over.

Der skal Kunst og øvet Haand til for med Held at
kaste Snøret og lade Fluerne glittre forførende nok,
medens de som snare Skygger farer hen over den lyse
Sandgrund eller under kapriciøse, hidsige Spræl og
Hop i Overfladen viser sine i mørkflækket, rødprikket
Guldmor skimrende Farver som Fossens og Strømmens
egne blinkende Børn.

Den er med rette Nationalyndlingen.

Med sit røde, rige, friske Kjød er Ørreten mellem
Ferskvandsfiskene noget af, hvad Jordbæret er mel-
lem Bærene, Rosen mellem Blomsterne.

Den er Huldrefolkets Fisk, den fede velstelte, gule
i deres egne Hjemkjern, som slaar Slag med Spolen
og snapper Myggen i Soleglittret om Kvælden eller
skvulper mystisk op af Bunden i Stilheden, naar det
mørkner. At en Gjedde nogensinde skulde bli træd
ind paa en Huldremands Vidiehank, - at den nogen-
sinde skulde bli erkjendt af Landets Vætter, er lige-
frem en naturstridig Tanke.

Og hvilke Fiskearter der forøvrigt kan ha været Ør-
retens Konkurrenter i vore Indsjøer gjennem Tiderne,
- det var først i Begyndelsen af dette Aarhundrede,
at Gjedden fik Indpas i vore mere indre og høitlig-
gende Vasdrag.

Man kan sige, den flød ind paa en hel tristgraa Tids-
strøms grunde Vande. Det var den flad forstandigtør-
rationalistiske Oplysningstid, som vidste at kurere Til-
værelsen med "nyttig Oplysning" og Potetesprækener,
og for hvis tændte Lys Livet ikke længere eiede Gaa-
der og mørke Kroge. Det var ikke godt hverken for
Huldrefolk eller Huldrefisk eller overhovedet noget-
slags Mystik i de Dage, - bortræsonneret var det alt-
sammen! Og, at Poesiens uforklarlige Verdener skulde
fare bedre, var ikke at vente. Forskjellen mellem en
rød Ørret og en graableg Gjedde blev forstandigen re-
duceret til Kjødvægten.

SIDE: 156

Den Tid havde ikke mindre end vor sine menneske-
kjærlige Ivrere og Forkyndere. Og en Idé af den ind-
lysende Tørnyttighed som at lyksaliggjøre Landet med
den Fisk, Gjedden, var netop af dem, der laa for dens
Syn og ikke kunde andet end optages med Tilslutning.

Saa blev det da, - just som dette Aarhundrede svin-
gede, - Mode blandt vor for den Slags interesserede
"oplyste Verden" paa de forskjellige Landskanter at
indforskrive fra Nabolandene og Tyskland denne "nyt-
tige og nærende Fisk" og holde den som Yngel i Glas,
indtil den blev stor nok til at slippes op i Fiskevan-
dene. Det ansaas som en "paa engang interessant og
landsgavnlig Bestræbelse".

Men Faktum blev - en Krig paa Liv og Død over
det ganske Land eller rettere i det ganske Vand, fort-
sat langsomt, seigt og haardnakket fra Vasdrag til
Vasdrag, fra Indsjø til Indsjø, fra Kjern til Kjern.

Meget skulde jeg dog feile, om ikke den stærke Rov-
fisk under denne Kamp har faat adskillige stedlige
Faktorer imod sig, som den ellers er fri for, - om
det f. eks. muligens kan forholde sig med Gjeddefa-
milien paa dens Vandring nordover paa samme Maade,
som Naturhistorien lærer os om Eselet. Paa sit Hjem-
lands Høisletter og Stepper inde i Asien er det, som
bekjendt, et modigt, klogt og livfuldt Dyr, ikke mindre
raskt end dets Frænde, Hesten, og dets Agtelse hos
Menneskene i Forhold dertil. Men, jo længere ud fra
dets egentlige Klima og op i de kjøligere des uanse-
ligere dets Vækst, des længere og slappere Ørene, des
udtryksløsere dets Øine og overhovedet uelskværdigere
og ondskabsfuldere dets hele Væsen og Temperament.

Hos os antager jeg, Gjedden ogsaa lider af saadan at
være kommet ud af sit Klima!

I dens egentlige Fædreland, Sjøerne paa den store
europæiske russisk-tyske og ungarske Slette, kan Gjed-
den naa kolossale Dimensioner, og ser den velnæret
og trivelig ud, er rig og kraftig i Kjødet og smager
fortrinligt. Den forslugne "Hecht" er et almindeligt

SIDE: 157

tysk Familienavn, hvilket tyder paa, at den der er
baade yndet og national.

Anderledes i Norge.

Skjønt unægtelig af en vis fin Gout, - man nyder
den med Smag røget og foragter den hellerikke i af-
kogt Tilstand eller som Fars, - regner man der ial-
fald ikke Gjedden for Lækkerbisken; dertil falder den
i vore nordlige Regioner for benfuld, tør og kjedelig i
Kjødet.

Middelmaadig-graa og farveløs, præsenterer den sig
hellerikke af Udseende videre sympatisk. Den ser ma-
ger, stridbar og rovfiskeagtig ud, hvilket vel kommer
af dens stadige Leven paa Krigsfod baade med sine
egne Fiender og Folkemeningen. Saadant pleier nem-
lig ikke at gjøre hverken fed eller elskværdig.

Hvilken af de to Partier der sidder inde med den
dybere Ret, drister jeg mig ikke til at afgjøre. Det er
det gamle naturfilosofiske Spørgsmaal, om det Privile-
gium at udfylde en Plads og en Eksistens paa denne
trange Jord skal tilhøre den stærkeste og til Tænderne
mest bevæbnede eller den, som har Papirerne for sig.

Hvem af dem der kan glæde sig ved Befolkningens
Sympati, er derimod ikke tvilsomt; - det anses som
en Ulykke, naar det heder, at der er kommet Gjedde i
et Vand! Jeg husker endnu den Sensation, det vakte,
da det for et Snes Aar siden rygtedes, at Gjedden var
kommet i Stensfjorden og - forlød det - kanske hele
Tyrifjorden udskjæmt!

Den Dag, den findes i Tyin, Gjendin og Bygdin eller
Vintervandene, har Gjedden erobret Norge.

Men, gaar Kampen end for sig med forskjelligt Re-
sultat i de forskjellige Sjøer og Fiskevande, - Fak-
tum er dog, at Gjedden stedse udvider sit Terrain, saa
at man kan opregne Indsjø efter Indsjø, hvori Ørreten
og Forellen fra at være de oprindelig herskende nu er
blevet de forfulgte og jagede.

I de Vasdrag, hvor Ørreten endnu faar Fred for sin
Modstander til at vokse sig stor, forsvarer den sig trods
sit lille Fluesnappergab ved sin Raskhed, Gløghed og

SIDE: 158

Styrke - og vel ogsaa ved paa sin Side at søge en
for den vistnok meget passende Næring i Gjeddens
Rogn og Yngel! I det store hele beror dog mulig Kam-
pens Udfald, - det, om Sjøen skal erobres af de graa
eller de guldglittrende, - efter Zoologers Mening, paa
noget, der staar aldeles udenfor Partiernes hele Krigs-
førelse, som veier over baade Mod og List og Graa-
dighed og Raskhed, - og det var egentlig noget til at
fortvile og bli Pessimist over, om de kjæmpende selv
gjennemskuede det! - nemlig af det Naturforhold, om
Grunden bestaar af Dynd eller Sand. Det ene bringer
Gjedden, det andet Ørreten den endelige Seier.

Paa Bunden af Fiskevandet tænker Bonden sig nu
mangesteds en ensom, gammel, ondskabsfuld Gjedde,
næsten saa lang som Kjølen under hans Fiskepram.
Den ruger der stille begravet i Mudderet og lurer, ind-
til den pludselig skyder op som et Lyn og sluger over
de største, fedeste Ørreter.

Den ligger der som en Mefistofeles og forstyrrer Ind-
sjøens Glæde og Fred.

- Saaledes staar under det blanke, stille Speil en
dødelig Undervandskrig uafbrudt paa Dag efter Dag,
mellem den lange, benede, grønagtig-jerngraa Torpe-
dofisk, der stikker op fra Dybet eller fra en af sine
Krigshavne i Vigerne, jager som en Pil og sluger som
en Afgrund, - og de lystig sprællende, guldglimrende
Ørreters Børn!

Jonas Lie

SIDE: 159

ET HVALJAG

Ombord i Hvalfangeren larmede Ovnsdørene op og
igjen; der fyredes yderligere under Kjedlerne, og Rø-
gen væltede sort ud af Skorstenen.

Det var meldt: "Hval isigte!"

Langt ude i Horisonten løftede Dyret af og til sit
mørke, isengraa Hoved over Vandskorpen.

Hvalen blev tydeligere og tydeligere. . . . 

Man kunde gjætte sig til, hvor den hver Gang vilde
dukke op paa ny, og Vandstraalen, den skjød, susede
under dens Pusten, som af et svært Maskineri.

En Timestid efter affyredes Bougkanonen med mat
Ladning, og ud af dens Munding fo'r Harpunen og
dens armtykke Trosse med en Fart saa voldsom, at
der maatte øses Sjøvand paa Rullen for at hindre, at
den tog Ild ved Friktionen.

Hvalen gjorde et høit Sæt, da Harpunens Jernklør
rettede sig ud og tog Greb i den med sine Gjenhager;
den var truffet lige i Finnebrusken.

Finmarkslandet laa ret som en Lineal fem Kvartmil
indenfor om Styrbord, da Jagten begyndte, og det gik
med uformindsket Fart og stram Trosse nordvest ud-
over i Havet den hele Eftermiddag.

Dampskibet slæbte efter den gjennem Skum og
Sprøit, bakkende med sin henved firti Hestes Maskine
og tyngende imod Vinden med Bredfokken. Det gjaldt
at faa mattet det svære Dyr ud, til det endelig over-
gav sig.

Det var en af de langstrakte magre, vilde Finhvaler,
hvis ubændige Kræfter man fik prøve.

SIDE: 160

Al Landkjending længst afsyne. I den sene lyse
Kvæld glittrede det gule nedgaaende Solskjær over den
blanke Havvidde. Farten stod paa uforandret. Tros-
sen stak skraat nedover i Sjøen som i en Kjælder og
piskede af og til et Stykke foran ovenpaa Bølgetoppene,
medens Sprøiten idelig regnede indover Bakken, og
Bougen grov sig ned i Skummet.

Ikke Tanke paa Hvil eller Køie den Nat!

Og endnu næste Middag ingen Forandring; - Far-
tøiet slæbende og bakkende med Næsen i Skum og
Hav over Bougen som efter en Sytraad.

Det saa ud til at kunne gaa længe slig udover i vilde
Ishavet, før de vilde komme til at se Kolossen ligge
udmaset og sprængt med Bugen iveiret indved Skibs-
siden.

En lang næste Eftermiddag og Kvæld drog sig hen;
- og nok en seig, asende Nat med Sjø i et Flod skyl-
lende over Dækket, og Kaptein og Styrmand Vagt for
Vagt afløsende hinanden paa Kommandobrættet.

Man havde bakket og slæbt efter Hvalen i fem og
firti Timer - næsten to Døgn!

Og netop, som Stewarten bragte Morgenkaffeen paa
tredie Dagvagt, skulde Trossen springe og Hvalfangeren
miste sin Harpun med seksten Alen Jernlænke og tretti
Alen Trosse, der nu alt hvinte afsted med Dyret der-
nede gjennem Dybet. - - - - - - - - -
- - - - - - - - - - - - - - - - -

Det var i samme Aar, kun nogle Uger efter, at Avi-
serne meldte, at en Hvalfisk af ualmindelig Størrelse
var set i en liden, smal, trang Fjordarm indenfor den
ydre Skjærgaard omtrent hundrede Mile indenfor paa
den norske Kyst.

Og den havde baaret sig saa ganske uforklarligt
ad, - bevæget sig hele Tiden med en underlig ufor-
styrrelig Regelmæssighed frem og tilbage over Grun-
dingerne paa saa lavt Vand, at det forekom én, som
den maatte skure an.

Hvorledes den var kommet did? . . . Naturligvis for-
rendt sig paa Jag efter Sild. Maaske jaget indover af

SIDE: 161

Sværdfisk - eller af Staurhenningen eller Vagnhun-
den, - to Dyr, som regjerer i Almuens Fantasier om-
trent saa mystisk som Havmanden eller Sjøormen.

Synet af Hvalfisken vakte en hel Opstandelse i Byg-
den; der gik Løbebud indover fra Gaard til Gaard, og
Folket samlede sig paa Skjær og Klipper rundt om
Bugten.

Det uheldige var, at man manglede Harpuner og
Fangstmidler for en saa stor Besøgelse.

Og saaledes gik det til, at Bygden fik sit ganske For-
raad af Skydevaaben, Soldatergeværer og gamle for-
lagte Dunderbøsser med Flinte- og Perkussionslaase
ned fra sine Knagger og frem fra alle Kroge. Der blev
en almindelig Maalskydning udover, medens Dyret gik
der rolig frem og tilbage over Grundene, - altid paa
samme Vis uforstyrrelig skurende og uden i nogen
Maade at lade sig anfægte af Kuglerne, som borede sine
Huller ind i dens med foddybt Spæk belagte Ryg og
Sider.

Det var med en bitter Følelse af sin Afmagt, man saa
al den Rigdom, - de hundrede Tønder Tran og al den
Hvalsfin! - saadan passere frem og tilbage uopnaae-
lig under sine Øine.

Hvalen havde mindst faat to hundrede Riflekugler i
Spækket, før den blev kjed af Behandlingen - og
uden at forhaste sig - igjen stod udover mod Havet.
- - - - - - - - - - - - - - - -

Og nogetsteds et halvt hundrede Mile længere syd-
paa fangede Almuen saa senere ud paa Aaret en svær
Finmarkshval paa over sytti Fods Længde. Det ko-
stede en svær Kamp og et vældigt Basketag derinde
mellem Skjærene før man opnaade at faa Bugt med
det uhyre Dyr.

Hvalen var ogsaa der løbet ind paa grundt Vande
og saa langt, at den ikke kunde komme ud igjen ved
faldende Sjø.

Den vældige Finhval laa indbugseret til Afspæk-
ning, livløs og halvt paa Siden, som den saa ud efter
Slaget med alskens Flæng og Risp og Hug i den furede,

SIDE: 162

ligesom riflede, lysegrøngule Bug, og Hovedet - den
uforholdsmæssige Kahytskasse for dens lille Hjerne,
- dødgabende, med Munden fuld af Barder og stort
som den halve inderste Væg af Pakboden. En af Tros-
serne var slaaet om dens halv løftede, endnu i Sjøen
skyllende, fintformede, brede Kjæmpespol, der kunde
minde om Propellen paa en Oceandamper.

Frasagnet om Kampen med al dens spændende De-
tailler vil længe bevares paa de Kanter. Hvalens mæg-
tige alenhøie Ryghvirvler vil ses som Støtter under
Bygdens Stabure, og de vældige Underkjæver ligger
efter den som svære tyve Fods Planker af grov Ben-
masse.

Det, man fæstede sig ved som noget mærkeligt, var
alle de Riflekugler, der havde boret sine Veje langt
ind igjennem Spækket. Og endvidere, at der i dens ene
svulne, betændte Finnemuskel - lige under Luffen,
- sad en moderne Harpun, med en seksten Alens Jern-
lænke i og et dobbelt saa langt Toug slæbende efter.

Og nu laa den der afgivende alt, hvad den eiede un-
der sin Hud, til Bønders og Kjøbmænds Nytte, saaledes
opfyldende sin Bestemmelse, - som vi jo alle maa
efter mere eller mindre Spræl her i Verden.

Det er blot det Spræl, én denne Gang kunde have
Lyst til at faa flyttet sig lidt nærmere for Forestillin-
gen, - en slig fortvilet Finhvals Spræl for Livet! . . . 

- - I fem og firti Timer havde Dyret slæbt den
svære, bakkende Damper efter sig stik imod Vind og
Sjø, ethvert Slag af dens vældige Kjæmpespol veiende
for hundrede Hestes Kraft. Det i vild Dødspanik ban-
kende mægtige Hjerte sendte Blodet i varm Kog gjen-
nem Aarerne i det store Legeme. For hver Gang, det
dukkede op for at puste, blev Vandstraalen mere og
mere blodsprængt, dets smaa opadvendte Øine, der sid-
der nær hver Mundvig og ikke er stort større end Ok-
sens, blev til to blodfyldte røde Huller, - medens Dy-

SIDE: 163

ret med de yderste Angstens Krafttag drog og drog
Harpunhage og Dampskib udover - altid udover. . . . 

Og det holdt ved at drage den tykke Ankertrosse
ét Døgn - og én Dag til, - og nok en lang svart Nat
dernede gjennem Dybet - med Dødens Klogreb i
Kroppen. . . . 

Saa føler det med ét, - som det er dybest inde i
Rædselen, - at det er væk, - borte - lettet af. . . . 

Det blev for taaget at prøve at lade Forestillingen
dukke under til dets dunkelt bevidste Liv, det vældige
Dyrs pludselige Fornemmelse af, at det var - frelst!
- det kolossale Forhold mellem Tryk og Befrielse.

Men et Spil for Tanken kan det dog være at udmale
sig, hvordan Kjæmpedyret i det ydre kan have baaret
sig ad.

Det er ikke umuligt, at det er blevet liggende stille,
af og til med et nervøst Ryk eller en ufrivillig Muskel-
bævren gjennem den store Krop; - ligget slig døds-
træt mindst et Døgn og saa nær oppe under Vandskor-
pen, at den har havt let for at skyde Pusten, medens
dens Fedtpartikler efterhaanden har samlet sig og gjort
Sjøfladen over den stille som ved en modern Bølge-
dæmpning ved Olie.

Den har ligget og blot kjendt sig lettet, - i Be-
gyndelsen med et enkelt Slag af Finne eller Spol nu
og da for at overbevise sig, - indtil Hungeren lidt ef-
ter lidt er vaagnet.

Med sin slanke, fine, langstrakte Bygning har den
saa skudt Lynfart gjennem det mørkegrønne Dyb som
for at kjende igjen sin egen Pilsnarheds Glæde, gjort det
utrolige Antal Mile i Vagten. Den har suget Polar-
havets jodholdige, insektfyldte Sjø i Tøndevis ind gjen-
nem Barderne og sprøitet Straalen i vildt Livsmod til-
veirs, medens den igjen tog fat paa et nyt Silde- eller
Loddejag.

Lettet for det overvældende Tryk af Damperen har
den i Begyndelsen endnu kun lidet mærket Harpu-
nen, denne Hindring under Finnemuskelen. Den har
nærmest kun havt den lykkelige Fornemmelse af at

SIDE: 164

være befriet fra sin røgrullende, forfærdelige Fiende,
som susede og skummede der ovenover Sjøskorpen
med sin Jernklo i dens Krop. Dens Instinkt har følt
det som et Saar, der vilde gro igjen. Og det blev først
lidt efter lidt, medens den tumlede sig i Havet, at Har-
punens Greb meldte sig med en stigende Følelse af Il-
debefindende og Pine.

Og Smerten voksede stadig, - voksende gjennem Uger
 . . . Betændelsen i det altid ømme Saar har irriteret
den til Raseri, - har jaget den lange Kurser, hun-
dreder Mile, gjennem Havet, - op imod Isen, mod
Nowja-Semblia og Jan Main, og nedover mod Fær-
øerne . . . Den har under den uafladelige Uro for at
blive kvit sine Lidelser forladt det oceandybe Polar-
hav og søgt indover paa Bankerne i den grunde Nord-
sjø; - og tilsidst i Smertens Fortvilelse sat lige ind
paa den norske Kyst gjennem Indløb og Sunde, hvor
dens Sikkerhedsinstinkt ellers vilde forbudt den at løbe
ind selv med en lokkende Sildestime foran sig.

Den vedblev at gaa derinde i den trange Bugt halve
Dagen frem og tilbage over Grundingerne, frem og
tilbage . . . Og den holdt ved med det; der skulde to
hundrede Riflekugler til, før den igjen stod udefter.

Det har været, - jeg kan jo kun gjætte, - dens
Forsøg paa at faa skuret Harpunen med den slæ-
bende Jernkjætting af sig.

Og det har været et næste Fortvilelsens Forsøg paa
at befri sig fra Jernkloen, som saa igjen senere paa
Aaret bragte Kjæmpedyret Dødens Lise inde mellem
Skjærene sydpaa!

Jonas Lie

SIDE: 165

LIDT FRA GUTTEAARENE

Jeg ved ikke, hvordan det har sig, men saa tidt jeg
tænker tilbage paa gutteaarene, staar alt for mig i et
saa eget lyst skjær, som om verden havde et ander-
ledes fond af solskin da end nu. Skikkelserne rører
sig saa klart og tydelig, at jeg synes, jeg kan se indtil
glansen og udtrykket i øinene.

Hvorfor jeg ikke kan huske ligedan, naar det gjæl-
der de mennesker, jeg har været sammen med for
fjorten dage eller en maaned siden, ved jeg ikke nogen
forklaring paa; medmindre det skulde være, at livet
er saa støvet og sløvet, saa man efterhaanden ser alt
mere graat i graat.

Jeg indbilder mig, at en eller anden, som ser denne
begyndelse, vil tænke: Der er da en, som rigtig har
glædet sig i sine skoledage. Ja den lykkelige tid, den
kommer aldrig tilbage!

Men hututu, bare jeg tænker paa alle de gjenvor-
digheder. Og saa, at de skulde komme tilbage!

Som om jeg var istand til at huske den dag, min
samvittighed ikke befandt sig mere eller mindre lum-
mer og ligesom sjøsyg ved det klokkeslet, jeg skulde
gjennem skoleporten.

Det skulde da være i det tidlige gry paa Tromsø,
da jeg gik og lærte ABC'en og at skrive Bogstaverne
hos frøken R. Jeg erinderer godt, hun forekom mig
saa forunderlig stor og myndig og dertil saa smuk, -
jeg ser hende endnu den dag idag saadan med noget

SIDE: 166

eget mørkt ved øine og øienbryn. Hun skar eller knir-
kede med de smaa hvide tænder, naar hun bøiede sig
over mig og skrev fore med griffelen paa tavlen, som
lidt efter blev vaad og perlende af min varme pust.
Lige over for mig ved bordet sad en pludskjævet, rød-
kindet gut. Han saa ud som det store B, naar han,
med pusten holdt og et par anstrengte stive øine, ri-
stede sine runer ripende i tavlen. Og paa skraa stræ-
vede en anden med et bestemt firkantet ansigt og sort
haar. En egen udstaaende krøl ved øret gjorde, at han
blev til store R. Han faldt siden som youngmand over-
bord i Middelhavet. Baade det store bugnende B og det
hulkindede R var mine trofaste fæller gjennem barne-
aarene.

Jeg har grund til at antage, at jeg dengang endnu i
høi grad maa have eiet den sjælens ligevægtige ro,
som har sin rod i en samvittighed, der ikke er op-
skræmt af altfor mange slemme erfaringer. Man har
ialfald berettet mig, at jeg tog skolepligten i ganske
utrolig ro og mag, saa jeg hver dag regelmæssig kom
ikke mindre end et par timer for sent. De undersøgel-
ser der anstilledes baade fra skolen og hjemmet, stemte
overens i, at jeg ikke afveg fra den strake skolevei i
gaden.

Men hvorledes kunde gutten saa faa tøiet de ti mi-
nutter ud til to timer?

Svaret blev, at han havde det med at maape og glo
og falde i staver over alt hvad han saa; verden lod
til i høi grad at forundre ham.

Men som det saa ofte gaar, blev nok heller ikke her
sagen udtømt tilbunds. Ikke saa lidt af tiden gik, det
husker jeg dog, til underveis at hæve alskens oppe-
børsler af vort huses børnevenlige omgangskreds. Nord
i byen ventedes taalmodig udenfor konsul Ha-, som
altid havde i papir svøbte bonbons i lommen, naar han
viste sig, og længere hen i gaden var der stationer
baade for svedsker og lakrits.

Det var først, naar denne private børstid var over,
at det presserede med frøken R. En saadan unbefan-

SIDE: 167

gen troskyldighed gik det ikke an at begegne hverken
med lug eller bank eller skammekrog. Det vilde ogsaa
været altfor urimeligt imod en, der var i den grad
fængslet af hende, og hvem hun fyldte som et gudsbil-
lede lige meget med beundring som respekt.

Jeg gad dog vide, om ikke det første sorte eller ret-
tere røde spor af den sjælens uro, som siden skulde
følge mig saa trofast hele skoletiden igjennem og des-
værre langt længere end der, om ikke det nærmest
skriver sig fra slutningen af den tid.

Der var kommet en ny opfindelse til Tromsø, -
viskelædersbolden. Den havde en kjerne af kork, var
nok saa myg og kunde sprætte saa høit som hustaget.
Nu vilde skjebnen, at netop den dag, jeg gik i ny-
hedens rus og sprættede med min bold og naturligvis
ogsaa søgte et eller andet maal, dukkede der i grøften
langt henne ved et plankegjerde op noget uroligt rødt.
Det viste sig og svandt igjen, og jeg kom snart paa
det rene med, at det var konsul Dreyers hane. Det
var en overordentlig liden og dertil saare ustadig og
bevægelig blink. Men netop derfor saa meget mere
fristende. Der var jo sletikke nogen synderlig sand-
synlighed for at træffe. Den røde hanekam dukkede
op og ned. Sindet blev tvivlraadigere og tvivlraadigere,
og haanden klemte i fristelsens nød om bolden. Og
ret som det var, saa fôr den. Dreyers hane fik den
akkurat lige paa siden af hovedet, saa den tumlede og
flaksede høit op, før den forsvandt nede i grøften.

Der blev et øiebliks dump svimmel. Hvad der vilde
komme ud af dette var overhovedet ikke til at over-
skue. Men det var med en morders følelse, jeg saa
nærmede mig for at faa fat i bolden og overbevise mig
om hanen.

Den fôr rundt og tumlede omkuld i et væk dernede
i grøften i et slags afsindig tilstand. Men om dens
mening var at dø eller ikke; - løsningen af det spørs-
maal forekom det mig for farligt at oppebie. Jeg flyde
som Kain. Og jeg ved, jeg i fuldt maal sandede den
iagttagelse, at forbryderen uvilkaarlig drages til gjer-

SIDE: 168

ningsstedet og svæver om det som møllet om lyset.
Hver evige formiddag og eftermiddag mindst en hel
uge efter keg et par gutteøine over og gjennem spræk-
kerne i plankeverket ind i Dreyergaarden for at opdage
hanen mellem hønsene der. Jeg tog ogsaa station paa
vort eget udhustag, og mine ører lyttede i spændt
angst efter de mulige anklager, der kunde svæve i luf-
ten. Men ikke hørte jeg det mukke om hanen, og
hellerikke kom jeg nogensinde paa det rene med, hvor-
dan det var gaaet den. Jeg maa dog bekjende, at saa-
snart faren for opdagelse var over, var ogsaa den
hane glemt. Det, som sad igjen, var desværre kun den
indre tilfredsstillelse over, hvor mesterlig jeg havde
truffet.

Men allerede i de par aar efter, da jeg gik paa "vek-
selskolen", maa min samvittigheds evne til at føle tryk
være i høi grad udviklet.

Vi gik der baade gutter og piger, og pigerne var
ubetinget baade flinkere og kvikkere og driftigere i
alle stykker. De snakkede fingersproget og hviskede
over og under bordet katekismus, forklaring og bibel-
historie saa rapt, at hun, som blev hørt, kunde sige
leksen op paa rams. Vi gutter lærte jo ogsaa finger-
sproget, men drev det ikke til noget videre. Vi var
ikke rappe nok, og jeg husker godt en lang sorthaaret
jente, som altid morede sig med at lugge mig i nak-
ken, naar hun gik forbi min plads. Hun huskede me-
sterlig og klart alt henne ved smaapigernes to borde;
men jeg var vist for nærsynt for hende og en klodrian,
som bare udsatte dem for opdagelse.

Og saa pugedes og trælledes der hjemme. Den ene
otteskillings blaapermede katekismus krølledes og tilsve-
dedes og blev slidt ud efter den anden. Jeg led under
adskillige uopløselige gaader som f. e. "Førstegrøden"
og i tredje artikel: "Jomfru Maria piint" -. Hvad
"jomfru Maria piint" var? Maria piint? . . . Det be-
skjæftigede mig meget, indtil jeg kom til at se et træ-
merke paa et gravsted paa kirkegaarden, - en flad
gammel fjæl med en række strittende pinder om som

SIDE: 169

helgenglorie. Det slog mig, at det var "jomfru Maria
piint" -.

Ikke saa, at den slags udlægninger kom op med
saa meget som en anelse under overhøringen. Veksel-
skolens lærer var en saare streng herre, der brugte lin-
jalen til vore fingertopper og andre straffemidler saa
rapt som nogen O'Gollagher i Perciwal Keene. Han
forlangte leksen ordret og borede os et par nøiagtig
seende øine langt ind i samvittigheden. Saadanne
uhyrlige forestillinger som jomfru Maria piint vilde
uden videre været dræbte med linjalen.

Jeg var vel ogsaa et av de gutteemner, som der skulde
en ualmindelig sveisning til for at faa skoleskik paa;
thi aanden færdedes stadig nogetsteds udenfor, hvor
der kunde være morsommere. Og saa var der jo bare
kroppen at holde sig til. En eftermiddag, solen havde
skinnet mig isøvn paa bænken, løftede han pludselig
min skrivebog op til eftersyn for hele klassen. I for-
skriften stod der et stort "Dømmekraft". Og hvad
havde jeg skrevet, se allesammen: - "Doven-skab!"

Han staar endnu for mig den sorthaarede blege
mand med den svære slængkappe, det ildrøde skjerf og
det skarpe lidt snevre fugleansigt, der ligesom skar
luften, naar han styrede hen i mod sit ubetingede her-
skerrige skolen. Der kom en dump knugende fornem-
melse for hjertekulen, alt fra hans kappe skyggede
flaggermusagtig udenfor vinduerne, og vi skalv paa
bænken baade gutter og piger. Det var bare ubegri-
beligt, at pigerne kunde fuske saa freidig legende med
faren lige for næsen paa ham. Som lærer var han en
mester i at bringe kundskaben præcist og klart ind i
eleverne, og jeg har i den retning ikke lidet at takke
ham for. Men maaden var skoledespotens. Han
skræmte sig ind i vort blod, og min følelse var sim-
pelthen rædsel.

Og aldrig glemmer jeg en lørdags fri-eftermiddag,
jeg troede skolestuen var tom og havde fundet paa at
forlyste mig med at lege lærer, - at jeg var selve N.
i al hans magt og vælde. I tyrannisk herrefølelse for-

SIDE: 170

udnød jeg paa veien, hvorledes jeg skulde karnøfle
gutterne og pigerne, som tænktes sidde nedefter bæn-
kene, og slaa med spanskrøret i bordet, saa de alle
skulde hoppe iveiret.

Jeg brød ind af døren med et sveip i luften med
røret, saa det hven, og et vældigt brøl:

Jeg skal lære jer, jeg!

Det blev lige i haiens gab. Han sad der lyslevende
med linjalen under armen og holdt extratime med en
afdeling af de ældre. Jeg forsvandt som lynet.

Jeg fornam heller ikke noget bagefter. Men jeg har
siden ofte undret paa, hvad han vel kunde tænke ved
at se saadan en liden begeistret pryglelysten efterfølger
i døren.

- Og saa forfremmedes jeg til middelskolen og kom
sammen med bare ældre kamerater.

Jeg erindrer en blikblokkert eller en fra aftenen af-
oset mat tranlampe fare gjennem det mørke rum i
vintermorgenerne paa Tromsø i haanden paa den store
sorthaarede Kvænmarja med fletterne - og saa lugten
af de nysmurte komager, skotøiet som hun bar i den
anden haand, tre par til os gutter. For nu skulde vi op.
Klokken var syv, og præcis otte skulde vi være paa
skolen.

Jeg har endnu fornemmelsen af, hvorledes hun drog
os hutrende modstridige op af vor varme seng, hvor
vi laa saa lunt som ryper i et rede mellem renfælden
og faareskindsbredet, hvordan jeg stod og vaklede og
sov paa gulvet, indtil jeg fik badesvampens overflødig-
hed over kroppen og blev saa lysvaagen.

Saa klæderne paa, nu gjaldt det lekserne!

Det var om at faa keget i dem i den knappe stund,
da frokosten blev sat tillivs dernede i stuen hos mor,
som sad og skjænkede theen ved den store astrallampe,
medens morgenmørket og snefyget laa sort paa ruden.
Og saa afsted, - med hjertet efterhaanden tyngere og
tyngere, helt til det rent holdt paa at bli til bly i
nærheden af skoleporten. Saa var der pludselig glemt
noget, - forklaringen, pennen, hele penalen. Var den

SIDE: 171

faldt ud af remmen? - og tilbage gik det i og over
sneskavlerne for at komme betids, pilende op ad trap-
pen, rodende i hylden, ledende nede i stuen med halve
jammersudbrud, indtil der fortvivlende med eller uden
resultat maatte tages fat paa et nyt hurtigløb. Det
kneb af og til for miltstinget i siden, men frem naaede
man jo alligevel akkurat i naadens øieblik, netop som
læreren endnu bare snakkede et ord med pedellen og
satte piben fra sig.

Og der sad man da sved og lummerhed i ovnsvar-
men ved den lange til begge sider skraanende tagfor-
mede pult med rækken af lys og blækhus ovenpaa
mønsaasen og alle rummene til skolesagerne indeni,
medens udsiden bar alskens gruber og huller af vore
flittige udskjæringer i timerne. Ja der sad man - og
vogtede med det freidigst mulige ansigt angstfuldt
spændt paa hver mine og bevægelse hos læreren. Var
han i godt humør idag? Bare man slap at bli hørt.
Han begyndte der øverst.

Det var en ren møllesten fra brystet, skjønt slet-
ingen sikkerhed.

Men nu gjaldt det ogsaa at faa keget paa slutten af
leksen.

Saaledes begyndte dagens sved. Hver time udover
havde sit krav, og vi ulykkeskamerater, som sad ne-
denfor numer fire eller fem, var os desværre kun
sjeldnere bevidste at have fôder til mere end ialfald
et af disse forfærdelige truende gab. For mit ved-
kommende var det saa, at siden jeg slap ud fra skolen
igaar klokken et og til iaftes, da jeg blev saa rent for
søvnig, havde jeg været saa helt beslaglagt, som et
menneske bare kan være. Der havde været gutteslag
paa snefæstningen ved gjerdet i Jevergaarden og van-
ket baade blodige næser og blaa øine, medens snebol-
dene føg haarde som is. Og var det ikke netop dette,
saa var det saa mange andre ting af den mest altop-
slugende interesse, som havde taget eftermiddagen, -
ski og skjøiter - jeg husker endnu de dovne fødder
efter hyssingen, som dreiedes stram med en træpind,

SIDE: 172

for ikke at tale om, at det gjaldt at passe ordentlig
paa snarerne, om vi skulde faa fanget snetitingen, der
i skarevis trak forbi høit oppe i de hvide bakker. Til
andre aarstider var det at fare oppe paa pakhuslof-
terne og "stupe kraake" inde i de store jægte- eller
fembøringsseil, som hang med tunge buge over bjel-
kerne, eller at fiske mort og smaafisk nede ved bryg-
gen og lage tran af leveren, at rigge skibe, drive med
krudt - ofte fyrstikkerne i samme lomme - eller i
vildeste kapløp slaa tøndebaand. Den nordlige bred-
degrad hindrede os hverken fra at bade ude paa hav-
nen om sommeren - vi var altid kobberrøde som
indianere, naar vi kom op af vandet, - eller at gaa
som listige lurende mohikanere i bjerkeskogen oppe
paa øen.

Det havde gaaet som i en sus af moro helt fra jeg
slap hjemmefra om middagen, og det var en haard
strid for kjød og blod, naar jeg saa maatte hjem til
eftasværden og lekserne.

Ja eftasværden gik jo fort nok ned. Men lekserne,
- saa længe der var en kamerat at øine eller blot at
tænke sig udenfor! . . . 

Der overtænktes, hvor længe hver lekse endnu kunde
opsættes; der var jo tid helt til aftensbordet; - og det
endte nok desværre vanligst med, at man lidt efter
igjen paa en eller anden vis var midt ude i det. Der
var ved kveldstid tummel og gutterop om alle hjørner,
hed leg; den korte tid af dagen, som var igjen, maatte
nyttes. Mod sengetid, naar bogstaverne løb sammen
for søvnighed, skumrede der noget mørkt angst for
tanken. Men det var længe til imorgen, og desuden da,
- stilen kunde man faa skrevet af i frikvarteret og
forklaringen . . . 

Men saa var der jo en lærer O. T. - just han, som
idag havde sat morgenpiben med klodshovedet og det
lange rør hen i krogen; han kom altid med røg og
damp om sig. Og, skulde jeg fortælle om ham, blev
det et længere stykke end jeg nu har tid og plads til.
Han var paa engang baade min forfærdelse og min

SIDE: 173

fortryllelse. Hvor han slog! - Og hvor han var mor-
som! Ja det er ikke saameget ordet som er tiltræk-
kende og fængslende for os gutter. Ingen kastede sne-
bold eller rendte paa ski som han, ingen fortalte og
gav os greie paa alt muligt og vidste at aftvinge den
mindste ting interesse som han. Og norsk stil! - det
var rene fornøielsestimer, fri meddelelse, klar vei og
interesseret modtagelse af alt sundt og kvikt, vi bare
havde paa hjertet. Han fandt altid noget i enhver gut.

Men lige saa villig, som han var, naar vi seilede paa
eventyr paa landkartet, til at forklare os den ubegribe-
lighed, hvorfor Norge, som dengang talte 1 400 000 ind-
byggere, ikke kunde erobre Grækenland, som bare
havde 700 000, ligesaa rask var han til at gi en ørevask
med sine sterke næver, naar det viste sig, at vi i tillid
til, at underholdningen skulde optage timen, ikke havde
læst leksen. Og bag al gemytligheden stod dog altid
som en sletikke saa fjern udsigt, - spanskrøret. Der
maatte ikke vanke femmere for mange gange, før det
kom susende. Og spanskrør af O. T., det vilde sige gule og
blaa render over ryggen i otte dage. Men dermed var da
ogsaa affæren opgjort uden nag fra nogen af siderne.

Engang husker jeg, han for min skyld kom mere
end ellers ud af ligevegten. Jeg sad mellem tre aar
ældre gutter og kunde ikke følge med. Men idag var
det tredje gang, jeg fik en femmer for den samme
lekse, - det var en række verber i Grotopken's latin-
ske grammatik, - og utaalmodigheden tog ham. Jeg
saa hans brede haand løftet i veiret og bøiede mig
for suset snygt som en sjøfugl, der dukker. Ulykken
vilde, at min sidemand, en lang melkeøiet gut med et
fint dunet jomfruansigt, der altid havde tandbyld og
altid kunde sine lekser og derfor ogsaa nu sad ganske
ubekymret og uden forudanelse, skulde faa slaget un-
der øret saa fuldt og velrettet, som det var afleveret.
O. T. stod et øieblik og stirrede paa det ulykkelige feil-
tagelsens offer, som sad der idiotisk forvirret og al-
deles rosenrød over det halve pene ansigt. Og saa
faldt han over mig - aarsagen - som et stormveir.

SIDE: 174

Jeg husker, jeg bed tænderne sammen, saalænge jeg
kunde, for ikke at skrige. Men under hans kraftige
hænders bearbeidelser paa en vis del af legemet steg
varmegraden stadig høiere og høiere, og tilslut for-
maaede intet heltemod mere, brystet maatte ha luft. . . . 

Men alle disse skolebænkens vekslende skjebner og
gjenvordigheder var dog - uanseet, at de aldrig saa-
meget kunde afsætte sine farverige merker paa ens ryg,
- egentlig kun biomstændighederne og ligesom den
ydre ramme. Der var hede guttevenskaber med be-
geistring og offertrang og saare sind. Der var flammer
fra danseskolen og andetsteds med lidelser og kræn-
kelser saa bitre, som kun unge sind, der kommer ny
fra naturens haand, er istand til at føle dem. Der var
drauge- og spøgelseshistorier ude i pigekammerne, som
fyldte hver krog af fantasien med bare havets og fjæ-
rens og mørkets utysker, saa det isnede i en af rædsel.

Men, naar jeg sovnede ind om kvelden, var det oven-
paa en fuldt levet dag, - hvilket er mere end jeg kan
sige om alle dage bagefter; - og den sorg og den bank
gaves ikke, som ikke var afklippet og væk, med det
samme øienlaagene lukkede sig.

Jonas Lie

SIDE: 175

AF "MINE ERINDRINGER"

. . . Gjest Baardsen og Ole Høilands romanagtig
blændende Bedrifter og vidunderlige Udveje opfyldte
i Firtiaarene Sindene baade i By og Bygd. Særlig satte
de Ungdommens Fantasier i Feberspænding. Hvor-
mangen Gut har ikke i Tanken reddet sin Helt under
Transporten til Lensmanden, hvormangen Ungmø ikke
netop i Nødens aller, allerinteressanteste Øieblik snar-
raadig optraadt som hans modige Redderinde, skjult
ham, bragt hans Forfølgere paa Vildspor. Jeg véd ial-
fald, at jeg har staat med høitbølgende Hjerte hos Gjest
baade, da han frelste sig av det kringsatte Stabur og
kastede Sildelagen i Øinene paa Manden i Trappen, og
da han smurte Kroppen med Grønsaape for at komme
gjennem Hullet i Fængselsmuren.

Ingen Tvil om, at baade Gjest Baardsen og Ole Høi-
land har været to urolige Kunstnernaturer, hvis vel
nærmest mekaniske Talenter - om Tiden havde ligget
for at opfostre og nytte dem, - ligesaa vist kunde ha
skabt den saa eftersøgte "dirkefri Pengekiste", som de
nu viste deres mærkelige Begavelse ved at aabne dem.

De var Laasekunstnere, - et indviklet Laas kunde
optage deres Tanker, beskjeftige deres geniale Divina-
tionsevne Nat og Dag, - det var Angrebet og Forsva-
ret paa Pengekisten og Fængselsmuren som var Spil-
lets Spænding.

Originalitetens ubændige Trang og Søgen udover det
vanemæssige, Kunstnerblodets ildfulde Uro førte endnu
kun saa ofte ind paa de skjeve Livsbaner - til Lens-

SIDE: 176

mandsarresten, Tugthus, Slaveri og Galgen; - det var
de samme Kræfter i Folket, som nu løftes frem i Lyset
op til Ærens Høider, - Kunstnerbegavelsens Lod i
Fortiden. . . .

Kunstdriftens Uro var den inderste Virkefjer i dem
begge; og Folkets Sympathier fulgte dem ogsaa nær-
mest med Indtryk som af at de igrunden og egentlig
stjal for Ærens Skyld, som "Mestertyven" i Eventyret.
De var to rivaliserende Kunstnere; - og slagen blev jo
min Helt, Gjest, da Ole Høiland endog fandt Veien ind
i selve Hvælvingen under Norges Bank.

Og hvor brændende jeg ønskede - og digtede mig
-, at de to skulde ha fundet hinanden, blit kjendte,
blandet Eventyr og Planer og Sjæle - og endelig frelst
sig ud af Landet!

Det hændte virkelig ogsaa engang at de nær havde
mødtes - paa hver sin Side af en Bro - over Haen
Sire, tror jeg - paa Vestlandet. De skal en Stund i
Stilhed ha iagttaget hinanden . . . de gløgge, fintmær-
kende Blikke har straks studset ved det usædvanlige,
gjennemskuet hinandens Mangfoldighed i Personlighe-
den, fundet hinanden for fordægtige, - og saa har de
klogeligen trukket sig tilbage hver sin Vej.

Napoleons Møde med Goethe har aldrig interesseret
mig Tiendedelen saa meget som blot Muligheden af ét
mellem Gjest Baardsen og Ole Høiland.

Det skulde dog træffe sig saa at jeg engang kom til
at se den ene af mine Ungdomshelte - Gjest Baardsen.

Det var paa Strandgaden i Bergen, - en Mand i
blaa Düffildsfrak og Klædesbenklæder, overordentlig
fin og spænstig, med smukke Skuldre og saadan klog
Holdning med Hodet. Han havde endel Smaabøger el-
ler Traktater i Haanden. Det udtryksfulde Ansigt var
gulagtig fængselsblegt, Haaret, forekom det mig, mørkt
eller rent sort, hele Skikkelsen ledig og rig, - ægte
vestlandsk! Øinene, som saa lunt lynrapt kunde sluge
alt, hvad der var at mærke, speidede ligesom orienteret
om i Gaden, hvor han nu vandrede som den skikke-
lige Borger.

SIDE: 177

Det var, efterat han havde skrevet sin vidtlæste an-
gerfulde Biografi og var sluppet benaadet ud af Slave-
riet paa Livstid. Han havde endelig lært sig til at
dirke op denne Verdens Laas, git alle de andre Kunst-
stykker paa Baaden og blit Smaaboghandler paa Byg-
den, tror jeg.

Men Ole Høiland, hans ikke mindre legems- og
aandssmidige rødhaarede østlandske Fælle, - han
bøiede sig ikke; han knak tvertover som Tallen! . . . 

Atter og atter havde hans utrolige Opfindsomhed
skuffet Vogterne. Lænkerne gled af ham, og Fængslets
jernbeslagne Døre og altid strengere bevogtede Mure
aabnede ham de utænkeligste Passager.

Igjen grebet og indsat paa Akershus tog han Livet af
sig; - da det endelig var lykkedes rent ud at umulig-
gjøre ham enhver Tanke paa Flugt.

Man fyldte nemlig Væggene med Sand! Jeg véd ikke
noget saa tragisk, - et Geni, som gaar der inde i
Lukket, føler alle, alle Udveie stængte for sig, sér det
blir Nat, - sine uendelige Muligheder klart omcirk-
lede, saa han ogsaa aandeligt er tat til Fange! -

SIDE: 181

En Tjenestemand beredte sig i den blege Solnedgang
til at affire Flaget ved Marine-Etablissementets Vold.

Indenfor paa Grønsværet strakte to kobberirrede, af
Regnvand halvopfyldte Mørsere i bøiet skutrygget Stil-
ling sine Skygger næsten lige hen til Randen af den
sandige Plads foran Værftchefsboligen, en stengraa,
énetages Bygning med Fløie, Kvistkarnapper og Træ-
toppene fra den store Have bagved synlige over Taget.

Et Par Vinduer stod aabne hos Værftchefen, Kom-
mandør Witt, i den endnu lyse lune Høstaften.

Kvældens sluknende Solstreif glittrede gjennem Gar-
dinerne med et Par Støvstrimer hen paa det øverste
af Portræterne paa Væggen og tændte enkelte Steder
en luerød Glød i Guldlisterne under Loftet.

Der var adskillige hos Kommandørens iaften; der
blinkede Uniformer med Ankerknapper og i Vindus-
karmen saas de graa Nakker af et Par ældre Søofficerer.

I den bløde posede Lænestol ved Divanbordet sad
Kommandørinden, anselig, myndig, lidt fedladen med
en vægtig Guldkjæde om Hals og Bryst. Det regel-
mæssige markerede Ansigt havde en vis værdig Fylde
under Hagen. Hele Holdningen fortalte om fordums
Skjønhed og Pretentioner.

I Sofaen sad Kapteinløitnant Focks Frue og nok en
værdig Dame og strikkede Tiden af paa haarde Livet.

Medens de ældre Søofficerer henne i Hjørnesofaen i
al Lunhed hørte Kommandøren behandle og afgarve
først Admiralitetet - Kommandøren og Admiralen var
Hund og Kat, - og dernæst Marinestyrelsen, beleiredes

SIDE: 182

Pianoet af tre fire af Marinens Premier- og Sekond-
løitnanter. Cecilie Witt ledte frem Noder for at synge,
og der blev ydet fuld, hedblodig Tribut i hele Søoffi-
cerskredsen til Kommandørens ældste Datter, der med
sin to Aar yngre Søster Marthe ivaares var kommet
hjem fra et treaarigt Ophold i Kristiansfeldt.

I en mere beskeden Længselens Afstand sad et Par
Kadetunderofficerer i hvide Benklæder og med ven-
stre Skulder frynset i Guld af den nylig ved Eksamen
vundne Epaulet. Den ene ludede og balancerede for-
overbøiet paa Stolen henne ved det londonske Slag-
uhr, der stod i sin høie Mahognikasse et Stykke fra
Ovnen, den anden grublede mørk indeklemt mellem
Piedestalen og Sybordforhøiningen, hvor den lille runde
rødmussede Laura Fock sad og hviskede med en Ven-
inde, lidt stødt over, at han vendte hende Ryggen.

Der drømtes og bankede Forhaabninger i mange
Hjerter.

Det var blevet ganske stille i Stuen, medens Cecilie
sang.

Kun fra Sideværelset hørtes undertrykt Latter, og
af og til skimtedes i Døraabningen Marthes tynde
Slyngelalderskikkelse i Kamp med sin Fætter Jan, Sjø-
manden, der strævede med at vriste et Æble fra hende;
den unge Piges lattermilde Ansigt og anstrengt sam-
menbidte Tænder viste, at Striden stod hed.

Kommandøren var ikke musikalsk; han sad og fandt
sig i Omstændighederne. Af og til, naar han glemte
sig og dæmpet fortsatte Passiaren, kom der et talende
Blik eller et betydningsfuldt: "Kjære Witt!" fra Kom-
mandørinden.

Den lille skaldede, snakkesalige Kaptein med det
lyse Plommeansigt og glisne Kindskjæg - Fru Focks
Mand, som de kaldte ham - faldt hen i noget høitide-
ligt sødt, medens tykke Marinelæge Clausen midt paa
Gulvet med en Mine, som han plystrede til, stod og
tegnede Linierne af den unge Piges prægtige kastanie-
brune Haarsætning, Nakke og Skuldre i Luften bag
hende.

SIDE: 183

Det, Løitnant Fasting fordybede sig saa i, var det
levende Udtryk ved Munden. Stemmen dirrede saa
frisk og klar; hele Maaden var saa naturlig, - saa
knusende vakker! . . . 

Medens han bøiede sig over hendes Skulder og vendte
Nodebladet, holdt han noget omstændelig paa med at
forsikkre det lille Nodehefte mod at glide af Stativet,
og hendes Muntre retledende Nik afviste langtfra den
lidt ubehændige Hjælp.

I den Disput, der bagefter udspandt sig mellem dem
om deres forskjellige Yndlingssange, viste det sig, at
de var aldeles uenige undtagen om én, hvorom de igjen
var desto stærkere enige.

Medens de under livlig Meningsudveksling stod op-
tagne af at gjennemblade Nodeheftet, hviskede Fru
Fock henne i Sofaen:

"Hende faar De ikke beholde længe hjemme, Kom-
mandørinde! Der er Væddemaal i Byen om, hvem der
skal gaa af med Seiren."

Kommandørindens lidt rødsprængte Ansigt for-
raadte ikke med en Mine, at hun var smigret:

"Véd De hvad, kjære Fru Fock! Der gaar mange
Veie til Rom. Deres Laura med hendes forstandige,
stille Væsen og elskelige Naturlighed har just Herre-
tække, - jeg tar ikke feil."

"Min stakkars lille Laura med sin Stumpnæse!"
sukkede Fru Fock beskedent afværgende.

"Med den Hud og de friske Roser er hun mere end
vakker nok, kjære! Det er saamæn ikke Trækkenes
Regelmæssighed som gjør det. Indbild Dem bare ikke,
at hun er af dem, der slipper ubemærket gjennem
Verden," spøgte hun.

Fru Fock saa et Øieblik gløg prøvende op paa hende.
Skulde der ha været nogetslags Snak om hendes
Laura? . . . 

"Nu sendte vi vore Smaapiger til Kristiansfeldt for
at holde dem aldeles uberørte i Skoleaarene; vi vilde
være fri for Ungdomskurtise," forklarede Komman-
dørinden. "Men en Mor har saamæn Brug for alle sine

SIDE: 184

Øine. De unge Piger kan ikke være forsigtige nok; de
skal være med, og man maa dog holde dem borte, som
om Mandfolkene var bare Luft; og det er de ikke, Fru
Fock!" klappede hun hende med et forstaaende Smil
paa Armen.

Fru Fock rynkede Munden sammen som en Sypose;
hun var nu paa det rene med, at hun havde havt Ret,
- det var virkelig for Tænderne, Kommandørinden
havde gjort sin sidste mystiske Tur til Hovedstaden.

Strikkepindene blinkede i Stilhed videre, medens
Tankerne gik . . . 

Fru Fock tænkte paa, hvorledes den gode Komman-
dørinde selv i sin Tid havde været omtalt. Der gik
sandelig nok af Historier om hende og alle de Gange,
hun havde været baade offentlig og hemmelig forlovet,
før hun som en lidt falmet Skjønhed havnede i Ægte-
skabet med den mindst femten Aar ældre daværende
Kapteinløitnant Witt - og blev saa mistænkelig og
stræng i sine Principer.

"Du Karsten!" vinkede Kommandørinden til sin Søn,
en vakker mørk, krumnæset Løitnant med et tykt Side-
skjæg og af en umiskjendelig Lighed med Moderen.
Han var netop kommet ind og gik med en noget non-
chalant Mine henover Gulvet, idet han ligegyldig strøg
sig om den lidt tilgjort slappe Hage.

"Jeg hører, Du har havt Permission helt siden igaar
Eftermiddag, og dine Forældre har først den Ære at se
Dig idag?" lød det inkvirerende; hun mysede forskende
op paa ham.

"Godaften, Fru Fock! De hører, jeg skal ha min
Straffepræken," nikkede han let hen. - "Vi tog en
Landtur, Mama! Skovveien ind til . . . vig, Bull, Storm
og jeg, - prægtig Maaneskin" . . . 

"Saa-aa, - man beser Landskabet om Natten og-
saa?" spurgte hun i en Tone, der skulde være stræng,
men var temmelig moderlig overbærende og ikke fri
for et Glimt af interesseret Nysgjærrighed.

"Aa nei, just ikke det; men saa blev der nu ikke netop
sovet meget heller," kom det med en skjult Gispen. "Jeg

SIDE: 185

har tat min Mon igjen oppe paa Kammeret i hele Ef-
termiddag.

Er der mere, Du vil vide, Mama?" spurgte han saa
med en paagaaende Aabenhed, som færdig til at krænge
ud med alting.

"Tak nei, min Gut, jeg har aldeles nok!"

Han fjernede sig, og Mama vekslede et lunt Blik med
Fruerne:

"Det er ikke raadeligt at blande sig for langt ind i
saadanne Herrers Affærer; men man faar jo ialfald
lade, som man holder dem i Ørene.

Naa, hvad er det, Karsten?" spurgte hun, da Sønnen
lidt efter igjen bøiede sig hviskende over hendes Læne-
stol.

Kommandørinden saa et Øieblik hen til Pianoet,
hvor Cecilie stod i fuld livlig Passiar med Fasting.

"Cecilie!" vendte hun sig om i Stolen, - "der er vist
flere, som vil ha en Kop The til; Du faar ta Dig lidt
af os her."

Cecilie skyndte sig hen, affyrende et sidste Tilsvar
underveis:

"Nei Fastings tysk, Mama! der stødte Løitnanten vir-
kelig paa Grund, for jeg husker paa en Prik Paginaet,
hvor Regelen staar . . ."

Som hun skyllede en Kop ved Themaskinen, slog
en rund Gjenstad med temmelig Fart ned paa Bordet
midt imellem Thetøiet, væltede et Par Kopper og tril-
lede videre ned paa Gulvet. Det efterfulgtes af et for-
færdet: "Nei men Mor! . . ." fra den sekstenaarige Mar-
the, der under Søsterens Foredrag havde kjæmpet saa
tappert inde i Sideværelset.

Kommandørinden rettede sig et Øieblik med et skarpt
Opsyn, men tog sig igjen:

"Marthe, Marthe, hvor kan Du være saa barnagtig!"

Hendes Blik ledte søgende efter Gjenstanden; var det
en Bold eller et Garnnøste? . . . 

Frem forbi Marthe trængte sig Sjømanden, en rask
undersætsig Fyr med begsvart Lug og svære sorte Øien-
bryn:

SIDE: 186

"Jeg er rent ulykkelig, Tante! Det var mig, som
kastede saa klodset, at Marthe ikke kunde ta det op.

"Et deiligt Æble," lo Fasting, som tog det op.

"Et af mine Glasæbler!" udbrød Kommandørinden
med en ubehersket opfarende Bevægelse.

"Saa klart, at én kan se ind til Kjernen!" vedblev
Løitnant Fasting og keg ind i Æblet. Med et: "værsaa-
god, Frøken!" gik han hen til Marthe med det.

"Ta-ak," kom det synkende i Halsen. Den unge
Pige stod og hang med Hodet under Vægten af Mo-
derens Fortørnelse, medens hun dog ikke kunde lade
være at gløtte op.

"Ikke saa greit, Marthe, naar én har Beg i Haaret,"
trøstede Kommandøren.

"Jeg tænker, Marthe gjør bedst i at gaa op paa sit
Værelse," mente Kommandørinden skarpt. "Det er ikke
sundt for Smaapiger at være oppe saa sent; vi skal
overholde Reglerne fra Kristiansfeldt."

"Drei af for Bygen, Marthe!" varede Kommandøren
lunt.

"Du maa spørge Kaptejn Fock og Far, om ikke de
ogsaa vil ha The, Cecilie," lød det med et stramt Smil,
før Kommandørinden reiste sig og forsvandt ind i det
andet Værelse.

Kommandøren fandt for godt at vende den ægte-
skabelige Blindside til og fortsatte ivrigere og mere høi-
røstet med Fock.

"Marthe skal ha sine Skrub, forstaar sig," yttrede
Karsten flot, - "Mamas Glasæbler, Jan, jeg tror Du
er gal!"

"Skjændigt . . . Det var mig, som rystede det ned og
kastede med det, og saa gaar det ud over Marthe."

"Aa tag Dig endelig ikke saa nær af det, det Veir
er snart over," trøstede Karsten.

Men Jan føg ud.

"Saadanne halvvoksne Jentunger maa ha lidt Ku-
stus, ikke sandt, Fru Fock?" vedblev Karsten. "Man
kan ikke sige, at hendes Opdragelse just er fuldendt i
Kristiansfeldt, - hvad?"

SIDE: 187

"Marthe er et rent Naturbarn endnu," undskyldte
Fru Fock.

"Sig ligesaa godt, at hun er som en ustyrlig Kalv,
der netop er sluppet ud av Vinterfjøset! - Kan De
se, Fru Fock," bøiede han sig fortrolig lavmælt over
Sofakanten, "hvor hun ligner Far med den egne Maade
at holde Hodet og kige med det ene Øie paa; hun vil
det, hun vil, hun ogsaa ligesom han . . . Skjøn skal hun
da ikke bli, - noget mellem en ribbet Skjære og An-
sats til Kraftfigur."

"Sig ikke det," trak Fru Fock paa det, - "det er
nogle besynderlige Øine.

Ja her er blet en stor Forandring i Kommandørens
Hus med de to voksne Døttre," konverserede hun vi-
dere. "Og saadan en Pragtblomst som Cecilie . . ."

Karsten var blevet distræt. Han holdt Øie med Sø-
steren, som igjen stod omringet. Hun var midt inde
i en munter Beskrivelse af Opholdet i Kristiansfeldt og
alle de Tanker, de der gjorde sig om Verden udenfor.
Pensionsgutterne eksisterede bag et høit Plankeværk;
- og som de udmalte sig dem og lavede Romaner!

Der blev stigende livligt derhenne ved Vindusfor-
høiningen, helt til Karsten kom og bød kort: - "Kom-
mandøren forlangte to Løitnanter ind til Whisten!"

Den svære Værftsport hvinede paa sine Hængsler og
faldt tungt i efter Selskabet. Kommandøren var alt
med sit Lys i Haanden i Trappen for at gaa tilkøis.

I Stuen ordnede Cecilie Noderne og lukkede Pianoet.

Karsten stod henne ved Vinduet og ventede utaal-
modig paa, at Stuepigen skulde faa taget ud Punsche-
glassene og forsvinde.

"Du kan tro, dette er noget andet end at være i Kri-
stiansfeldt, Karsten! Hver Aften synes jeg, jeg skal
op paa den lange mørke Sal igjen med de to Rader
Senge og begge Lærerinderne til at passe paa os."

"Da skulde jeg ønske, Du havde en Smule af Kon-
trollen igjen jeg," lød det tvært. "Jeg skal sige Dig,

SIDE: 188

Cecilie, der er ikke saa lidt at udsætte paa din Op-
førsel iaften."

"Hvad siger Du?" stansede hun forskrækket. "Hvad
har jeg gjort?"

"Du opfører Dig adskillig mere som en Skoletøs end
som en Dame."

Tonen var den overlegent belærende Brors og den
verdensmandsmæssige Søofficers.

"Nei hør, véd Du hvad, Karsten, skal jeg sætte op
en Mine? Jeg vil virkelig faa Lov til at være naturlig
og ikke skabe mig til - her mellem bare Venner og
kjendte Mennesker."

"Naa, saa Du regner Løitnanterne og saadanne ny-
bagte Kadetsprader for Venner? - de vil vist føle sig
meget smigret. Men det skal jeg sige Dig, Cecilie! jeg
vil ikke ha en Søster, som mine Kammerater har til-
bedste, - ler af, mildest talt. Jeg gad vide hvad Du
tror, de morer sig med at snakke om iaften?"

"Men Karsten!" brød hun ud imod ham, "dette er
sjofelt . . . Hvad har jeg gjort? Sig det. Kom med det,
hører Du!"

"En Dame lar ikke Herrerne staa og hænge over sine
Skuldre i det uendelige og vende Noderne baade frem
og tilbage, medens hun ler og opmuntrer. Du kan være
vis paa, at for Eksempel en Dame som Wally Wan-
ckel ikke vilde tillade, nei aldrig vilde risikeret den
Slags."

"Nei det kan Du ha saa inderlig Ret i!" kom det
leende, medens Forargelsens Taarer stod hende i Øi-
nene. "Jeg tror hellerikke, hun vilde risikeret det. Først
er hun styg, og dernæst er hun stiv og dernæst er hun
kjedelig. Skal det være mit Mønster, saa -"

"Ja det er Tingen. Du tror, Du er en Skjønhed, at
alt skal dreie sig om Dig; og saa bærer Du Dig ad
som en Gaas, eller, om Du vil, jeg skal udtrykke mig
sirligere, som en Svane, der for første Gang er ude paa
Dammen og lar sig beundre!"

"Det er skammeligt . . . afskyeligt!" brast hun ud i
Graad.

SIDE: 189

"Aa, Mor!" . . . kaldte Karsten kort i Døren; - "kom
lidt herind!

Cecilie er ikke til at faa til at begribe, at det ikke
gaar an at staa i halvtimevis med Hodet ned i Node-
hefterne sammen med mine høitagtede Venner, alle
Marineofficererne! Jeg kjender dem jeg.

Og saa dernæst, Du skulde hørt, hvad det var for en
Passiar, hun gav tilbedste, Mama, alle sine Tanker, -
og de lod til at ha været mange, - om unge Mand-
folk, som var gjemt bag et Plankegjærde i Kristians-
feldt! . . . Partere mig," - han reiste sig og pustede
ud, - "er Du vakker, Søster Cecilie, saa er der visse
Partier af Livet, hvor Du er saa dum som - ja dum-
mere end . . . 

Jeg gad vide, om Du engang aner, hvordan de nu
morer sig med at gaa Dig igjennem ikvæld?"

Cecilie kastede sig lidenskabeligt ind til Moderen:

"Jeg forsikkrer Dig, jeg forstaar det ikke," hulkede
hun. "Det er skammeligt, saa skammeligt . . . Jeg véd
jo sletikke, hvordan jeg skal være eller, hvad der gaar
an at sige. Jeg har ikke Lyst til at være mellem
dem! . . ."

"Nei hør nu Barn! Du maa bruge Forstand. Du
er saa ung endda. Man kjender ikke Verden paa én
Dag . . . Jeg havde virkelig ogsaa tænkt at gi Dig en
liden Paamindelse . . . men tro Du Karsten!"

"Mama! . . . siger Du ogsaa det?" raabte hun og saa
modløs forskende paa hende.

"En ung Dame har naturligvis sine Midler til at
distancere en Herre," trøstede Mama.

"Du vil nok lære Farvandene at kjende, Cilia!" strøg
Karsten hende over Haaret. "Du behøver ikke at ta
til Taarerne for det. Men lidt Lods trænger Du i Be-
gyndelsen. - Gaa nu tilkøis og tænk lidt paa, hvad
jeg har sagt . . . Fryd Dig saa i, at Du ikke har nitten
tyve ligesaa dumme Kristiansfeldtergjæs som Du selv
inde paa Barakken din!" jønede han godsligt.

Cecilie drog sig hæftig undaf ham og fo'r ud af Dø-
ren. -

SIDE: 190

Kommandørinden var kommen fra Afklædningen og
sad foroverbøiet bred og mægtig i den drivhvide Nat-
trøie og Natkappe med Armene over Lænestolen.

"Du kunde nok tat varsommere ivei, Karsten! Men
det er godt, hun er blet lidt opskræmt og har faat Øiet
en Smule op. En ung Pige maa være saa va'r som
en vild Fugl!" udstødte hun med et erfarent Suk og
trykkede med forsigtig Haand sit smukke buklede Haar
tilbage under Natkappen.

"Men saa blir de nu tilslut ganske kloge Fugle,"
mente Karsten flot, - "gjensidig Jagt det, Mor!"

Kommandørindens levende mørke Øine hvilte med
et vist Behag paa den smukke Søn. Den Slags Bemærk-
ninger af Karsten erobrede hende altid.

Hun sad og langsomt ligesom vaskede sine hvide
Hænder, saa det spillede i Ringene, og godgjorde sig
ved Tanken om, at hun skulde faa beholde ham hele
Vinteren.

Du skal se, Du skal faa det noksaa hyggeligt her-
hjemme, Karsten! - Du faar naturligvis holde din
egen Selskabelighed, dit eget Kortbord ganske uafhæn-
gig af Far, og se, hvem Du vil hos Dig."

"Du lover godt, Mor; men Kommandøren har en
glædelig Evne til at være allestedsnærværende."

"Han er blet meget medgjørligere, Karsten, forsikkrer
jeg Dig. Og desuden, en Søn, som er Løitnant! - han
vil indse, at Du ikke længere er noget Barn. - Og
saa véd Du jo, han fortrækker tidlig om Aftenen . . ."

"Ikke Spor af Anelse i hans Liv om, at han paa-
lægger Folk Tvang!" knurrede Karsten.

"Véd Du hvad min Ven!" nikkede Kommandørinden
afledende, "jeg studerer paa at flytte Sofaen fra Sals-
kammeret ind paa dit Værelse. Den er stor og gam-
meldags; men rigtig god og magelig - og pynter saa
Du! . . . Jeg vil gaa ned i Butiken til Printz og finde
et vakkert Træk til den. Deroppe blir nu ubetinget
dit eget Territorium . . . Og hvor godt for Cecilie, at
hun faar en saadan Bror til at føre sig om i Vinter!"

"Ja, jeg tviler ikke paa, at jeg faar min fulde Hyre."

SIDE: 191

"Hør, Karsten! her kom igaar Indbydelse til The
imorgen Aften hos Konsul Wanckels ude paa Land-
stedet. Jeg svarte nu paa egen Haand, at vi skulde
komme; men jeg véd ikke, hvad Far vil sige til det."

"Du mener, han vil slaa sig vrang, gjøre Vrøvl?"

"Det blir et Nappetag. Jeg faar se at finde et be-
leiligt Øieblik; Du véd, hvor bange han er for, at vi
skal paadrage os mere Omgang."

Hendes Blik fulgte grublende Sønnen, der slentrede
op og ned i det skumre Værelse: - "Rigtig nette Folk,
Du . . . Det er Fragterne i disse Aar, som har gjort
ham til den rige Mand.

Wally Wanckel er jo en ren Guldklump," sagde hun
veiende med Hovedet.

"Det véd hun da ogsaa tilstrækkelig, - fransk Mode-
journal!" henkastede Karsten.

"Ja, hun har Raad til at holde de Toiletter, hun
vil, - rigtig en kvindelig, sød Pige, Du . . ."

"Gruelig flot Hus! Jeg maa sige, jeg ser hverken
Visdommen eller Fornøielsen ved at bli borte derfra."

"Ja, ja, min Gut!" Kommandørinden reiste sin brede
hvitklædte Skikkelse med et lidet Gisp, - "jeg maa jo
faa Far til at gaa . . . Du kan stikke Invitationskortet
til ham imorgen ved Bordet, Du Karsten!"

Rul rul rul rul, - rul rul rul rul, - rul rul rul
rul, rul rul . . . gik det paa Pianoet derinde i Stuen.

"Tror Du ikke, vi kunde faa Lov til at gaa ned paa
Badehuset og bade idag, Cecilie?" afbrød Marthe
Øvingen.

Cecilie sad ved Vinduet og syde; men keg af og til
ud af Ruden.

"Det er jo det deiligste Solskin og ordentlig hedt,"
pustede hun. "Kan Du ikke prøve, Cecilie! Mama
siger ikke nei til Dig."

SIDE: 192

Cecilie gik ud, og Marthe tog igjen med et nyt Op-
bud af Iver paa med sit rul, rul Øvelsesskalaen op
og ned . . . 

"Naa?" . . .

"Vi faar ikke Lov. Mama siger, det er for koldt i
Vandet saa sent i September."

Rul rul rul, - fortsatte det saa med Ærgrelsens
Kraft. "Gid vi var i Kristiansfeldt igjen! Jeg synes
Mama gjerne kunde høste ind Bergamotterne idag . . .
Hvad ser Du saa ud efter hele Tiden, Cecilie? Ser
Du Jan? - det er snart mod Middag.

Nei hvad er det, Du ser saa efter?" sprang hun hen
til Vinduet. - "Aa, bare Karsten og Far - og Fa-
sting . . . Mon Fasting skal hid?"

"Jeg saa ikke den Vei!" paastod Cecilie hidsigt; -
"og hvorfor skulde Fasting just hid, maa jeg spørge?"

Hun trak i det samme Hodet hastig tilbage.

Han saa stivt og opmærksomt ind og hilste meget
venligt til Marthe, der nikkede igjen som til en god
Ven og bekjendt.

"Hvorfor stak Du Dig undaf, Cecilie?" vedblev hun
barnagtig ærtende.

"Det gaar i Spisestudøren!" stansede hun med ét
og skyndte sig hen til Pianoet.

Rul, rul, rul, rul . . . 

"Var det Mama, tror Du?" Hun lyttede. - "Nei
bare Nella."

Cecilie havde nu flyttet Plads til den modsatte Side
af Sybordet.

"Du mener, Fasting kan komme tilbage igjen?"
Marthe stak nysgjerrig Hodet ind i Vinduskarmen for
at se længst muligt; det var et rødligt Haar, der vred
og krøllede sig stridt væksterlig helt ud til Toppen.

"Hør Marthe, jeg synes rigtig, Du skulde øve nu,
saa Du engang blev færdig! Forresten véd Du godt,
at jeg ikke bryr mig om, enten Fasting gaar frem
eller tilbage."

"Bi lidt, bi lidt, der kommer nogen," vedblev Marthe
ufortrøden paa Udkig bag Søsteren.

SIDE: 193

Cecilie bøiede sig hastig ind til Gardinet.

"Aa det er bare tykke Sørensen; nei hvor han
stabber . . . 

Og der er Jan!" raabte hun med den lidt opsnup-
pede Næse omtrent fladtrykt mod Ruden.

"Jeg lukker Vinduet op, Cecilie! Han kan godt klyve
ind igjennem det. Jan! Jan!" vinkede hun ud.

"Er Du gal, Marthe; vil Du lukke igjen!"

"Der er jo ingen, som ser det."

"Ingen, som ser det? Fasting gik jo der; - og des-
uden, - luk bare igjen, siger jeg Dig."

Der stod en Strid om Vinduet. Marthes magre tynde
Arme trodsede tappert imod for at holde det aabent.

Det smekkedes i netop, som Jan stod under det, ikke
uvillig til at efterfølge Anmodningen.

Nu kom han imidlertid ind i Stuen den rigtige Vei;
men med en overmaade bekymret Bedemandsmine, og
hans ellers saa lystige Ansigt saa trykket og beklemt
ud. Den lave kraftige Pande med den svarte Lug
over bar den rene Sorg.

"Hvad er det, Jan?" fo'r de begge forskrækket imod
ham.

Han rystede bedrøvet paa Hodet . . . "Naar Uheldet
er ude, saa er det ude," sagde han trist og satte sig
hen paa en Stol.

"Men der maa da være en Maade at klare det paa
 . . . det er da umuligt, at sligt ikke kan gjøres om?"
grundede han øiensynlig i Vaande.

"Hvilket da, Jan?"

"Aa, jeg min Dumrian! - har ikke Kommandøren
vist Jer Brevene?"

"Hvilke Breve . . . Hvorfra?"

"Naa saa I véd det ikke, - naa saa! - Ja da -
da er det nok ikke rigtig af mig at komme med det
 . . . Men det er da umuligt, at det ikke skulde kunne
gjøres om," mumlede han for sig selv, - "umuligt!
umuligt! . . ."

"Men hvad for noget, Jan!" rystede Cecilie ham i
Armen, medens Marthe stod fortabt af Skræk.

SIDE: 194

"Det er nu heller ingen Manér det at gifte de unge
Piger bort ved Lodtrækning; - men det skal være
Lov der i Brødremenigheden i Kristiansfeldt. Véd I
noget om der virkelig er en saadan Lov?"

"Naturligvis bare for Brødremenighedens Medlem-
mer," sagde Cecilie.

"Ja men nu er Ulykken, at de har holdt Lodtræk-
ning og tat Jer to med, som var i Pensionen."

"Os?"

"Der er kommet Brev idag. Kommandøren har været
aldeles ude af det."

"Os?"

"- for det er nok en hellig Handling, som er uan-
gribelig, staar der."

"Os?" . . . Marthe saa ulykkelig hen paa Cecilie.

"Den ene af Jer, jeg véd ikke, hvem det er, har faat
Nummer for Menighedens ældste, som skal være to
og otti Aar og saare behøve Pleie i sine sidste Støvets
Aar, staar der; og den anden har faat en Broder, som
har været gift før og har ni Børn . . . og er Snus-
fabrikant. Han maler al den Snus, de behøver baade
Brødrene og Søstrene der - paa syv store Snus-
kværne . . ."

"Aa din Skøier!"

Marthe kom sig af sin dybe Panik ved, at Cecilie
pludselig lige harmfuld som lettet regalerte Jan med
et ganske velrettet Ørefigen; han havde virkelig et
Øieblik overrumplet hende!

"Og det tror Du, Du kunde indbilde os, - saadant
noget dumt! Er det den Slags, Du sidder og grubler
ud paa Navigationsskolen?"

"Aa Du var frygtelig bange for Snushandleren, Ce-
cilie! Det nytter ikke at nægte det. I stod, som I var
bortgiftet begge to," fornøiede han sig.

"Jeg lar mig ikke ta, min kjære Jan! Men Du skal
ha det igjen, vær rolig!" lovede Cecilie og satte sig
værdigt hen ved Sybordet.

Der skulde hun uvilkaarligt og mod alt, hvad hun
havde tænkt, komme til at hilse saa ekstra straalende

SIDE: 195

til Fasting, som ganske rigtig netop vendte tilbage fra
Maskinværkstedet med en Papirrulle under Armen.

Jans Mor var en Halvsøster af Kommandøren. Hans
Far, Doktor Børresen i Nordfjord, var for nogle Aar
siden forulykket paa en Embedsreise, - et Slag for
Familien, som førte til, at Jan, den ældste Søn, maatte
tages ud af Borgerskolen og gaa tilsjøs. Kommandøren
havde taget sig endel af ham og nu, han læste til
Styrmandseksamen, og det lod til at være trangt om
Ressourcerne havde han budt sin Slægtning at bo der
i Huset.

Saasnart Værftsklokken ringede Middagshvilen ind
for Arbeidsstokken, holdtes der Udkig af Søstrene efter
Jan, der ventedes fra Navigationsskolen. Han indfandt
sig da ogsaa tidligst mulig i Bevidstheden om, at de tre
nok skulde udfylde den gnavne Halvtime, før man gik
tilbords. -

- Fruen øste op Fiskesuppe til Middagen med Bol-
ler og Portulak, - det var Sønnens Yndlingsret.

"Og saa "Fisk paa Fad", Mama!" hilste Karsten den
ny Ret, som kom. - "Apropos! vi har faat Invitation
ud til Konsul Wanckel paa Landstedet. Jeg hører, det
skal være for os Officerer paa Korvetten . . . blir nok
galant. The, lidt Dans, meget Champagne."

"Aa-aa," udstødte Marthe ivrig, "jeg faar da ogsaa
være med, naar det er ude paa Landstedet, Mama?"

"Plag mig ikke, Barn! Det blir ved, at Du venter med
at komme ud i Selskab til næste Aar."

"Nei véd Du hvad, Marthemor! Du er sandelig for
grøn en Kart," stadfæstede Karsten. "Jeg har nok med
at bibringe din Søster Rudimenterne."

"Tak, Karsten! din Søster skal ikke bry Dig, jeg har
ingen Lyst til at gaa," sagde Cecilie lavt og saa ned i
Tallerkenen.

"Snik, Snak, Cecilie!" afbrød Mama utaalmodig.

"Nei gaa ikke i Selskab, Du Cecilie!" harcellerede
Karsten. "Kavalererne er saa rent slemme i denne
onde Verden, - især da mod Dig, - saa paatrængende

SIDE: 196

til at engagere! Der er ogsaa sørget for en Whist til
Papa, ser jeg."

"Saa, - nu gaar det løs med Turneringen! levér det
til din Mor," skød Kommandøren Indbydelsesbilletten
fra sig henover Dugen. "Jeg for min Del agter at ligge
fortøiet i min Seng Klokken ti." Han spiste rask væk,
saa det graa Skjæg bevægede sig ved Kjæverne.

"Ja det er unægtelig det mageligste, Witt! Men jeg
har ikke let for at indse, at vi, som har Pligt til at
repræsentere, bare kan svare: Nei Tak, jeg ligger helst
i min Seng!"

"Min Tjenestepligt fordrer, at jeg skal staa op om
Morgenen; den Side, som kræver ogsaa at være oppe
udover Natten, faar Du besørge."

"Man faar dog vise, at man sætter Pris paa Konsu-
lens Opmærksomhed baade mod Etaten og os person-
lig. - Han er nu vel blevet omtrent vor rigeste Skibs-
reder!" kom det med Vægt paa det sidste Argument.

"Ja ja, drag afsted. Jeg nægter aldeles at være for-
pligtet udenfor Bygrænsen," satte Kommandøren i.

"Saa! Ja saa tænker jeg, ogsaa vi holder os til By-
grænsen og gjør os det hyggeligt hjemme iaften," lød
det i mild opgivende Tone.

Kommandøren syntes ikke at have noget at erindre
mod den Udvei; han var optaget af at suge ud et Fiske-
hoved.

"Det vil jo bli en rigtig glædelig Opmuntring baade
for Karsten og os andre nu, han netop er kommet
hjem," fortsatte Mama.

"Karsten kan jo gaa, har han Lyst!"

"Fra os nu? - nei det vil jeg rigtignok frabede mig,
Witt! Du kan ikke mene, hvad Du der siger; det var
nu lidt hjerteløst, rent ud sagt. Saadan Hensynsløshed."

"Naa, naa, Mama, naar nu Far ikke synes om at reise
med," fandt Karsten det hensigtsmæssigt at lægge ind.

"Maa jeg be, Karsten! Far er endnu hverken saa
svag eller saa gammel, at han behøver at ty til Und-
skyldninger, som kanske kunde passe for en Pensionist,
- og som mildest talt gjør os alle latterlige.

SIDE: 197

Kommandøren rettede sig bistert; hans ni og seksti
Aar og Spørgsmaalet om at søge Afsked var hans saare
Punkt.

"Og Karsten kan da sandelig ikke gaa hen og for-
svare sig med din Bygrænse uden at bli til den rene
Latter for sine Kammerater," forfulgte hun sit vundne
Overtag. "Men, - naar Du vil det, Witt, saa faar vi
trøste os saa godt, vi kan herhjemme iaften," lagde
hun til med noget, der skulde være hengiven Resigna-
tion.

Kommandøren saa paa hende. Der var slemme
Uveirsskyer isigte. Han sad øiensynlig stedt i Valget
mellem "Aftenens Hygge" og "Bygrænsen" . . . 

"Jeg forudser saa tilstrækkelig nok af Selskabelighed,
naar Karsten skal gaa ledig herhjemme i hele Vinter
lige fra Korvetten er lagt op," udbrød han bidsk.

Der fulgte en lummer Pause, hvorunder Karsten
trommede paa Bordet og kræmtede.

"Min Bestemmelse skal Du faa, naar jeg kommer
fra Værftet i Eftermiddag, Jutta! Du faar ha den
Godhed at vente saalænge."

Kommandørinden forstod, at "Bygrænsen" var falden;
men kunde ikke dy sig for at replicere til Sidehugget
mod Karsten.

"Gaa herhjemme, siger Du, Witt, - Karsten? Som
han ikke gjør sin Pligt i sin Tjeneste her som Ekvi-
pagemester? - som vi ikke maa være saa inderlig
glade og taknemmelige, saalænge vi bare faar beholde
ham?"

"Jeg siger, at Selskabeligheden ruinerer vore unge
Mennesker, gjør dem bløde og slappe i Tøiet, saa de
mister den rette Ærgjerrighed. I Karstens Sted," iv-
rede Kommandøren med en infernalsk Fistel, "havde
jeg nu været i engelsk, fransk, amerikansk, pokkeri-
voldsk Tjeneste ude i Verden og arbeidet mig op til
noget i min sømilitære Videnskab, udvidet min Hori-
sont, - saa jeg engang kunde naa noget klækkeligt
herhjemme. Men i det Sted skal man danse og kurti-
sere og være Løve i nogle smaa Cirkler . . ."

SIDE: 198

Karsten gjorde et Ryk med Stolen.

"Witt! . . . betænker Du, hvad der kan komme ud
af dette?" stansede Kommandørinden sin Mand be-
tydende.

"Ja det er saamæn ikke min Lyst at gaa her til For-
argelse hjemme!" henslængte Karsten brøsigt. "For den
Sags Skyld kan jeg gi mig i hvad Tjeneste, det skal
være."

"Der ser Du, Witt, hvad det fører til," lød det jam-
merfuldt. Tanken om, at hendes Øiesten skulde gaa i
udenlandsk Tjeneste var Kommandørindens Panik.

"Jeg mener, at en Søofficer, som virkelig vil være en
Sjømand, skal søge sin Uddannelse gjennem Gjerning
paa Sjøen," retirerede Kommandøren. "I Karstens
Sted tog jeg tusen Gange hellere end det Slaraffenleben
en Løitnantpost paa et af Statens Dampskibe, som gaar
rundt Kysten. - Paa Nordland antager jeg, han tem-
melig snart kunde bli Chef."

"Takker saameget, Far, hellere da i fransk Tjeneste
end det Hundearbeide der nordpaa."

"Gud bevare Dig, Mand! Karsten skulde gaa hen og
grundlægge en ødelagt Helse i Vinterveir og Træk og
Væde der nord? - med Rheumatisme og Gigt for alle
sine Dage; jeg maa sige, Du taler uforsvarligt."

"Aa jeg tænker ikke, en ung Officer grundlægger far-
lig mere Helse ved at gaa og drive paa Gagen og ingen-
ting bestille Aaret rundt, - slænge sig væk paa Bil-
larder og Restaurationer og alt det der. Jeg saa dem
nu langt tryggere ude paa et ordentligt Vintertogt."

"Har Du da ikke en Tanke for mig, Witt? Har jeg
mere end denne ene Søn? - og ham skulde jeg vide
ude i de værste Farvande . . . Jeg vilde ikke faa Ro
hverken Dag eller Nat!"

Hun sad overvældet som den levende Bebreidelse.

"Du ser mig nu straks baade sunket og forlist, Mama.
Men jeg har ofte spekuleret paa et Par Aarstid i uden-
landsk Tjeneste, for en Sjømand kan det gaa for samme
Vasken," yttrede Karsten med ligegyldig Mandighed.
"Det er da ingen Evighed, Mor!"

SIDE: 199

"Ja komme ud!" optog Jan ivrig. "Aldrig har jeg set
slige Manofwarer - med Damp da, - som paa Rhe-
den af Bombay; Kanoner ud af Gluggene saa store som
Kværnstene. Og naar de skjød, dundrede det, saa -"

"Karsten er heldigvis ikke i den Stilling, at han er
nødt til at fare paa den anden Side af Jorden som
Skibsgut!" afbrød Kommandørinden ham med et Træk
ved Munden, som hun bemærkede ham dybt nede i et
Skibsrum.

"Jutta!" kræmtede Kommandøren hvast mindende.

Med et stivt Smil ned mod Dugen lagde hun omhyg-
gelig Servietten sammen ind i Sølvringen. Stolen skjø-
des tilbage, og med en Værdighed, hvori der lumrede
som af en overhedet Kakkelovn, strøg hun høitidelig ud
af Døren.

Under den almindelige Taushed skrabede straks
efter ogsaa Kommandørens Stol. Han gik lige ind paa
Kontoret. Jan og Karsten forsvandt hver sin Vei.

At Kommandørinden ikke var i naadigt Hjørne, hørte
gamle Nella, som stod ved Strygebrættet i Pigekamme-
ret, alt paa den hæftige Knirken af Skridtene indover
det lange Kjøkkengulv. Nella havde kastet alt andet
og straks taget fat paa Cecilies Kjole til iaften.

"Læg det hele bort!" lød det. "Har Du ikke fundet
for godt at gjøre det før, saa skal vi ikke ha det sjusket
af i sidste Øieblik."

"Kommandørinden befalte, jeg skulde stryge Gardi-
nerne og Mansjetskjorterne Mandag og Tirsdag, og saa
var det Vinduspudsningen. Men Kjolen skal nok bli
færdig, der er god Tid."

"Du burde vidst saameget som, at Cecilie maa ha sit
Tøi iorden. Et Menneske, som har været i vort Hus i
tyve Aar, skulde dog vide lidt Besked, synes jeg, - at
der kan komme noget paa hvert Øieblik. Men det la-
der virkelig til, at man først maa henvende sig til Dig
for at kunne gaa ud en Aften. Det er en forfærdelig
Uorden! Takket være Dig, faar Cecilie nu være hjemme
eller brillere i mørk Hverdagskjole. Læg det hele væk . . . 

Jeg véd ikke engang om nogen af os er i Humør til

SIDE: 200

at reise! endte hun yderligere knusende, idet hun med
en tung Bebreidelsens Vægt igjen styrede indover.

Det udtryksfuldeste i Nellas Ansigt, det altid bekym-
rede Mundparti med den lange gule Kind op til Øre-
spidsen stod fuld af stille, haardnakket Stædighed; hun
stred bare ivrig videre neddukket i sit.

Der havde gjennem de mange Aars Slidninger ud-
viklet sig en særegen Taktik imellem dem. Komman-
dørinden havde sin Styrke i Angrebet, Nella i Defensi-
ven. Kommandørinden var som en Orkan, der, efter at
have sendt sine Stormstød ud, igjen lagde sig, medens
Nella, i Øieblikket omblæst, ikke havde andet at ty til
end en haardnakket, dagelang mut Uforsonlighed, hvori
hun gik utilgjængelig for selv de finest udtænkte Til-
nærmelser.

Hendes komplette Uundværlighed havde bevist sig
gjennem en Række Kriser, som før i Tiden gjerne top-
pede i Opsigelser, der igjen ligesaa stadig blev taget
tilbage.

Det var Kommandørinden en moralsk Fornødenhed
at vide alt i Orden og i pudset blank, præsentabel
Stand; kunde hun fæstet hele Verdensordenens Uhr-
værk med Skruer, vilde det været hendes Fuldkom-
menhedsideal. Og vaske og støve og rydde, det kunde
ingen som Nella! - At der ikraft af en eller anden
særlig til Stillingen hørende Nødvendighed maatte være
"fint og blaast" hos Kommandørens, var tilslut gaat
Nella i Blodet som en hidsende Ærgjerrighed. Travl og
fuld af Omsorger gik hun der mellem dem som en
lukket Æske, hvor de alle gjemte hulter til bulter
baade sine Humørsudbrud og sine Hjertensmeninger.
Hun var, saa at sige, Husets samlede Fortrolighed,
samtidig den Søplekasse og den Bomuld, hvori det blev
forvaret altsammen - baade for og imod. Hendes
Taushed fortolkedes som det selvfølgelige samtykkende
Ekko; det Tilfælde, at de modstridende Meninger skulde
rive sig mod hinanden og danne nogen Hvirvel i hendes
Hjerne, forudsattes ikke. Og lige vigtigt og lige pres-
serende var det for Nella, enten det gjaldt en Sorg i

SIDE: 201

Huset, eller det var en Skjorte, som havde faat en
Rynke under Jernet. - - - - - - - - - - -

- Inde ved Kaffeen var der taust og trykket.

Kommandørinden sad i Sofaen og tog Drag af Lugte-
flasken, medens Smaapigerne svævede som Skygger
og hviskede.

Karsten slentrede opgivet med Koppen og plystrede.

Jan slugte sin Kaffe og gik.

"Det er mærkværdigt, at han endelig havde den Takt
at gaa!" udbrød Kommandørinden nervøst. "Det er en
sand Plage at føle de Øine paa sig hele Tiden . . . En
saadan Matrosgut i vort Hus og ved vort Bord hele
Vinteren igjennem! Han forstaar aldeles ikke sin Stil-
ling, formelig som han tillader sig at holde en Me-
ning - paa den ligeberettigede Slægts Vegne . . . 

Bring en Kop ind paa Kontoret, Cecilie! ha Sukker
og Fløde i. Du kan glæde din Far med at ingen af
os reiser i Selskab iaften. Jeg kjender min Hovedpine
i Anmarsch," udbrød hun lummer.

"Nei, Gamlen skal ikke sige mange Ord, før jeg gaar
til England," endte Karsten høit en Ærgrelsens Tanke-
række. "By mig den Hunderute nordpaa!" - Moderen
skulde føle Tyngden, - det var ikke hans Skyld, om
han blev hjemme.

Hun sad og sukkede under Presset som i en Skrue-
stik.

"Men hvorfor skulde det nu endelig være nordpaa,
Karsten?" kom det forsigtig fra hendes efter Udveie
søgende Tanke. - "End her sydpaa, min egen Gut,
 . . . med et af Statens gode Dampskibe?"

"Næstkommanderende? - ja det er jo en forgyldt
Slavestilling . . . me-n hvor slaver man ikke?"

"Fra Vaaren af naturligvis, - var det saa galt,
Karsten," vedblev hun mere og mere ivrig.

Kommandørinden havde faat en lys Indgivelse. Tog
Karsten en saadan Ansættelse, kom hun til at se ham
hver anden Uge, naar Dampskibet anløb Stedet; - og
Faren for udenlandsk Tjeneste var fjernet.

SIDE: 202

Da Cecilie kom tilbage, var der et helt Omslag i
Luften. Karsten lod til at være noksaa vundet for
Mamas Idé; og Mama var midt inde i det, talte om
Fars store Indflydelse, og hvilket Dampskib der skulde
være det bedste . . . 

"Jeg ser Dig staa paa Kommandobrættet, Karsten,
og vinke til os her i Vinduerne med Uniformshuen -
og Far passe paa paa Volden med Kikkerten. Det
skulde bli noget for din Mor at gaa op til Kristiania
med dit Dampskib!

Aa, kjære Dig, Cecilie," afbrød hun sig selv, - "gaa
ud og se, om Nella er svært sur, Du. Sig, Du skal ha
din lilla Kjole paa iaften, og at Mama sa', at hun stolte
paa Nella med Pibeskjørtet. Bed hende lægge frem til
Far. Spøg lidt med hende, Du. Og se her, ta med Dig
Kaffe ud til hende - og to Tvebakker . . ."

Jan saa jo godt, at Marthe kom lidt fortudet frem,
da de andre skulde kjøre afsted til Selskabet.

Der vankede Formaninger fra Kommandørinden helt
til ud af Vognen:

Marthe skulde læse sine Lekser og saa tilsengs, -
ingen Ramlen paa Pianoet! Kommandørinden havde
selv tat Nøglen. Jan fik hjælpe Nella med at bære
Blomsterne ind fra Havetrappen, det blev vist koldt
til Natten, - "og Aftensmaden op paa Værelset, Jan!
Du har vist saa nok at læse til imorgen? Nella hæn-
ger ind Gadedørsnøglen Klokken ni . . . 

Du rydder op og ordner overalt, Nella!" bøiede hun
sig med en sidste Ordre ud af Vognen, idet den rul-
lede afsted.
- - - - - - - - - - - - - - - - -

Skulde de spille lidt Fjerbold i Salen?

Kaste Ring ude paa Gaardspladsen? - bare et Øie-
blik?

Spise Ribs i Haven?

Marthe rystede paa Hovedet til alt, hvad Jan fore-

SIDE: 203

slog; det var bedst, hun satte sig til at puge Fransken.
- "Eller Jan! skal vi skynde os ned i Prammen og
ro i Kanalen . . . bare lidt, før det skumrer?"

At ro var det morsomste, hun vidste! Men saa maatte
han baade faa laant Aarer og løse Baaden. Hun skulde
springe hen til den gamle Olsen, Opsynsmanden, for
at faa Nøglen til Lænken.

Hun fo'r afsted knyttende Hatten i Farten, og havde
alt været oppe hos Opsynsmanden, da Jan kom tra-
skende med Aarerne paa Nakken.

Arbeidsstokken havde forladt Værftet, og den sidste
Sol faldt endnu kun paa Bagsiden og Tagspidserne af
den Række numererede gule Bygningsskur, hvori Ka-
nonrobaadene opbevaredes.

Oppe paa Volden kastede de fem, seks Signalkano-
ner langstrakte Skygger. De stod der paa sine gam-
meldags Lavetter med Træhuse over Fænghullerne,
Mundingen i Veiret og en høi Mine af at beskytte Hav-
nen, hvor der laa et Par overtækkede Orlogsskrog.

De maatte skynde sig, skulde der blive nogen Tid
til at ro.

De fandt Prammen halv nedsænket og fuld af Sjø.

Medens Jan stod og øste den læns, kunde han ikke
lade være at undre sig over, hvilke Kræfter der stak
i hende.

Hun trak den tunge, vastrukne Baad til sig efter
Fæstelænken. Meningen var at faa Foden hen paa den
svære Landtrosse over til Skroget af Briggen, som laa
forhalet til Kaien for at faa Vintertag over sig. Hun
prøvede og prøvede:

"Nu gaar jeg!" raabte hun hændigt ballancerende.

"Nu gaar jeg, Jan!" . . . fulgte det ængsteligt. Hun
havde vovet Foden ud over Dobbeltstikket paa Tros-
sen, og den svære Knude viste sig at hindre Tilbage-
toget.

"Falder jeg, Jan, saa - pas paa!" . . . lød det be-
klemt.

Hun stod og turde hverken gaa frem eller tilbage,
- indtil hun med en pludselig Beslutning tog Fart.

SIDE: 204

"Jan!" lød det bjerget; hun havde faat Tag i Ris-
bundten over i Briggens Klyds.

"Kan Du gjøre mig det efter!" hoverede hun oppe
fra Rælingen.

"Jeg siger Dig, Marthe," fo'r han sint op og slængte
Øsekarret, - "det var bare paa et Haar. Du kunde
faldt og slaat Dig fordærvet mod Prammen!"

"Staa ikke der og skjænd; men skynd Dig og øs og
kom og læg Baaden under."

"Nei nu kan Du bese Briggen."

"Kom straks, hører Du . . . kom, siger jeg Dig!"

"Aa Du kan øve Dig lidt i Navigation."

"Her er virkelig hyggeligt ombord; jeg tror, jeg vil
la' være at ro," gik hun resigneret nynnende . . . 

"Nu husker jeg det, jeg maa skynde mig hjem og
læse Gramatiken."

"Nei nu er Baaden knusk tør, Marthe!" raabte han
og lagde til med Prammen.

"Bæ for det, - Du maatte da komme!" - og med
et overmodigt Hop var hun nede i den.

"Nu ror vi opover, jeg tar den ene Aare."

Hun satte sig hen paa Fortoften og bed i den største
Ivrighed Tænderne sammen, medens hun trak i Aa-
ren, saa det gik hvidt i Vandet under Bladet. Han stod
og skaadede.

"Jan!" stoppede hun pludselig op ildrød efter den
første Anstrengelse . . . "Devold, Du kan tro, jeg har
havt Moro af ham i Eftermiddag. Han kiger altid paa
den venstre Skulder, hvor han har Epauletten, siden
han blev Kadetunderofficer. Han kom saadan ganske
ligegyldig hen til Haveporten, hvor jeg stod, og be-
gyndte:

"De skal vel i Selskab iaften, Frøken Marthe?"

"Det er netop det, jeg ikke skal, Hr. Devold!" tak-
kede jeg ham for hans behagelige Efterspørgsel. Men
da skulde Du ha set hans Ansigt, - det blev saa langt
som saa! Han stod rent fortabt og gabte.

Men da jeg saa sagde: Ikke jeg, men Far og Mor
og - Cecilie, da blev Fjæset rent firkantet af Fryd og

SIDE: 205

Salighed. Han hostede og stottede og prøvede at lade,
som om det ikke var for at faa vide netop det, han
var kommet; men han gik saa mærkelig straks sin
Vei.

De er gruelig fornøielige saadanne forlibte Herrer.
De gaar og lister sig og lurer og lader som ingenting.
Devold er nu den sjette, som jeg ved er forgabet i
Cecilie; det vil sige ordentlig. Først er det nu Fa-
sting -"

"Ja han blir nu den øverste af dem allesammen,"
udbrød Jan. "En kan se paa ham, at det er en Mand!"

"Jeg skulde da vel tro, Du kan se det paa Karsten
ogsaa?" føg Marthe op; - "og Du siger, at Fasting er
den første."

"Ja det faar bli staaende ved det, ser Du, Marthe.
Han og saa gamle Kommandøren. Hui, hvad det kunde
blet af Gamlingen, om han havde faat slaat Armene
rigtig ud! Du ligner ham lidt over Skuldrene, Marthe."

"Jeg?" udbrød hun hidsig.

"Karsten er bare som en pen rigget Barkebaad, som
hans Far nu vil stage ud slig, som han sjøl gjerne
vilde ha seilet. Men ser Du, Karsten har ikke den
Natur."

"Véd Du hvad, Karsten . . ." reiste hun sig.

"Han vilde ta Vand ind og søkke, skulde han ud
slig som Gamlen tænker. Gamlen er bare gal, fordi
han 
sjel ikke har været nok ivei."

"Jeg synes, Du er baade uopdragen og raa," tog
Marthe i. "Du hørte i Middags?"

"Ja han blev kjørt ud i Dampskibsfarten."

"Jeg vil hjem, siger jeg Dig! Vær saa god og vend,
jeg vil hjem." Hun tog i med Aaren paa sin Side og
vendte Baaden.

"Men Marthe, Du skjønner da -"

Marthe svarte ikke.

"Karsten kan være meget bra for det; - han er jo
en overmaade dygtig Officer."

"Tak, maa jeg faa komme paa Land."

"Og jeg mener jo ogsaa, han er snil, bare lidt, lidt

SIDE: 206

formeget Mors Søn - og vék i Fisken," - var han saa
uheldig at lægge til, idet Baaden var ved Bryggetrap-
pen.

"Tak for din gode Mening om ham, Jan," knik-
sede hun deroppe fra, før hun med fornærmet Reis-
ning tog Veien hjemover.

"Marthe . . . Marthe!" lød det bagom hende.

Marthe blot skyndte paa.

"Marthe!" hørte hun igjen, - "Du maa da betænke,
vi kan ikke fare i sligt Optog lige op til Huset."

Farten bare øgedes. - Sligt Optog? . . . hun maatte
se sig om bare et Glimt; men det var nok til at faa
hende til at stanse.

Jan fo'r efter med hendes Hat paa Hodet.

"Jeg troede, Du vilde ha Hatten med Dig, Marthe?"

"Tak, kom hid med den."

"Faar ikke det Fillebaandet op igjen, forsikkrer jeg
Dig. Det er gaat galt i Farten med Halvstikket, -
blet Blaaknude. Jeg vil være hængt, om jeg faar den
Hatten af mig!"

"Riv ikke Baandet, hører Du; Mor blir vred. Hører
Du! Jeg skal knytte op . . ."

Hun plukkede Knuden op under Hagen paa ham
og begyndte interesseret at passe Hatten, saa til den
ene og saa til den anden Side. Med et:

"Aa fy, hvor fæl!" rev hun den puldselig af ham og
fo'r afsted.

Ud af Dagligstuvinduet stak gamle Nella sit ivrig
speidende Hoved.

"Vi var bare lidt nede ved Kanalen, Nella."

"Jeg siger, Di gjør mig ulykkelig engang! Der skulde
bli et Hus, om Kommandørinden fik vide, at det var
slig, Du drev Læsningen din, Jan. Og Marthe, som
bare skulde lære Leksen og lægge sig . . ."

"Jeg maa faa sidde i Sengen lidt og læse, mens Du
venter paa dem, Nella, - bare en halv Time," bad
Marthe.

SIDE: 207

Gik der nogen Sjømand paa hele Kysten og længtes
efter Isløsningen, saa var det gamle Kommandøren.
Han syntes, han gjorde rent Vintertogt med alle de
sene Hundevagter i Baller og Selskaber efter Jul. Han
betvilede ikke et Øieblik, at Selskabelighed var en
baade Verdens- og Husulykke, at den foruden Tjene-
stens Ruin tilmed fremskyndede en sørgelig tidlig Død;
men han holdt dog denne sin bittre Overbevisning saa
temmelig inden Taushedens Segl. En fuld Afdækning
af hans Formening vilde have ført til en altfor vold-
som huslig Brydning med hans Jutta uden anden Ud-
sigt end alligevel at maatte fire, og saa foretrak han
at gaa for lukkede Kanonporte.

Og ikvæld igjen Bal . . . det var bare for anden Gang
i samme Uge!

Han havde set Husets faste Syjomfru efter Midda-
gen etablere sig inde i Dagligstuen og vidste, hvad
Klokken var slagen. Han gik urven op og tog sig en
Middagslur.

Dernede i Stuen udbredte sig en stedse vidtløftigere
Travlhed med Toilettet til Aftenen. Over Sofa, Stole-
rygge og Borde bredte sig efterhaanden alskens klart
Tyl og skylette ætheriske luftige Skjørter, der vogtedes
med Argusøine og ængstelige Advarselens Raab, bare
Karsten eller Jan paa deres Passage gjennem Stuen
kom paa tre Skridts Hold.

Kommandørindens Pynt og rumoptagende, knip-
lingsbesatte Silkekjole optog to tre Stole mindst be-
hørig satte ud fra hverandre.

"En Pakke fra Kristiania til Tante!" kom Jan ind;
han havde attrapperet den ude i Værftsporten.

Kommandørinden næsten rev den op. - "Hys, er
det Far, som kommer i Trappen? Spring imod ham
med Aviserne, Du Marthe!

Tror Du ikke, Du kunde finde et hensigtsmæssigere
Opholdssted, Jan, end her inde mellem al Pynten og
vore stivede hvide Sager?"

SIDE: 208

Hendes utaalmodige Hænder og ærgerlig opgivne
Mine forraadte noksom, at hun allerede var paa det
rene med, at hun fik en Skuffelse.

Hun havde ventet det ny Hovedtøi fra Kristiania
sammen med et Par andre Bestillinger, - og alle de
Anstalter, hun havde gjort for at faa det i rette Tid!
- De var saa venlige at skaffe hende den Fornøielse
at maatte optræde i et af de Hovedtøier, hun havde
præsenteret sig i før i Vinter.

Nella fik straks skaffe ned Tiner og Kasser.

Skulde hun nu sætte Blomsterne fra Kjøbenhavner-
kappen paa den hvide Flors? - eller nytte Fjærpynten
fra Hamburg? . . . 

Hun hentede frem og ledte mellem de forskjellige
runde og firkantede Æsker, tog ud og vragede. Bordet
blomstrede og svulmede i Flor af hendes Kappe- og
Haarbesætninger, medens hun bøiet over det og ivrig
stedt i Valget idelig appelerede til Syjomfruen om 
ny
Ændringer og Forandringer.

"Hvad synes De, Jomfru Mathisen, om denne Sam-
mensætning? Jeg har nu varieret med Blomster hele
Vinteren. Det er det med Fjær, at -"

Kommandørinden fandt ikke for godt at fortsætte,
men holdt Kappen betænksomt prøvende ud for sig
paa Haanden. Fjær gav Værdighed, men desværre og-
saa - Alder . . . 

En liden ekstra Rynke ved Øiet røbede en vis indre
Strid, inden hun bestemte sig for Fjærbesætningen.

"Og saa taaler min blaa Kjole inderlig godt at tages
lidt ind i Livet, Jomfru Mathisen; den er næsten en
Tomme for vid. - Cecilie er vel begyndt at klæde sig,
Nella?"

- Cecilie kjendte alt enkelte ufrivillige frysende
Anfald af Balangsten. Den kom saa underlig klam
over hende. Det var saa fremmed for hendes nerve-
stærke Væsen.

Det var som en Troldring, - de kom altid frem
igjen, de smaa blaa, hvasse Øine og det morsomme
Ansigt, som der ligesom dirrede nogetslags Veir i,

SIDE: 209

stadig et halvt stridt Hoved høiere end de andre . . . 

Men hun maatte jo le, naar hun saadan gav sig til
at danse og snakke og være saa uhyre optaget baade
af Storm og Devold, at Mama irettesatte hende, - bare
for at faa dem fra at lægge Mærke til Fasting. Hvor
de var dumme allesammen, - først Mama og Karsten,
skjøndt det gik endda an; - men saa Fasting! . . . Det
var næsten, saa hun ikke vidste, om hun turde gjøre
det mere, saa vred blev han i Øinene. Men det lyste
saa morsomt op i dem, naar hun saa bagefter gjorde
sig lystig over Storms Dans.

Nei, hun vidste ikke rigtig, om hun turde gjøre det
mere; han sa sidst saa alvorlig: "Jeg troede ikke, De
var koket!" . . . 

Aa hvor dumme de er alle Mandfolkene. Jeg tror,
han vilde, jeg skulde sige lige ud til ham, at jeg helst
vilde danse alle Dansene bare med ham! Hun kjendte
sig som en Fjær i hans Haand, endda hun vidste med
sig selv, at hun ikke var nogen Fjær; ingen af Kom-
mandørens Børn var det . . . Hvor uskyldig koldblodig
han bar sig ad, da de drak Kaffeen, før de reiste sidst,
og hendes ene Hanske var borte; hun vilde gi sit Liv
paa, at Fasting havde stjaalet den! - hun var vis paa
det. Det var netop det fine Par, hun havde faat af
Karsten, og det gjaldt, at Mama ikke kom efter det . . . 

"Nei véd Du hvad," udbrød hun til Nella, som laa
paa Knæ med den ene Lysestage paa Gulvet og hjalp
med Ophæftningen, - "ikke faar de mig til at ta denne
Tyl paa Halsen!" - Hun slængte et klart Fichu hen
paa Sengen, medens Blikket indigneret gled hen paa
de prægtige Skuldre i Speilet.

Nella protesterede saa godt, hun kunde, for de
Knappenaale, hun havde i Munden.

"Men Mama sa det jo, Cecilie!" indvendte Marthe;
hun fulgte med glødende Interesse Søsterens Paaklæd-
ning oppe paa Kammeret.

"Pyh, - fordi Karsten fandt paa det . . . nei Tak."

"Nei Du, Mama sa, Du forkjølte Dig!"

"Det er bare dette Karstens evindelige . . . disse Her-

SIDE: 210

rerne, som han altid snakker om. Jeg er saa kjed, saa
kjed af det. Kan de ikke se alt, hvad de aarker! Det
er, som de skulde dø af et Par Arme og Skuldre. En
kan jo næsten ikke røre sig for dem. Huf!" trampede
hun harmfuldt.

"Staa nu bare stille, Cecilie;" forlangte Nella, "saa
vi blir færdige; Kommandørinden kan rope. Er Skjør-
tet passe langt saa, Marthe? . . . Der er nok baade af
onde Tanker og Tunger i Verden, som saadan en fin
Ungdomsleik ikke véd noget om," vedblev hun mystisk
vægtig. "De sværmer om en ung Frøken som Fluer
om et Stykke Sukker."

"Sur, sur, surr," kastede Cecilie ærgerlig paa Nak-
ken. "Lad dem surre; jeg er ikke af Sukker."

Der gjærede noget i hende. Hvormeget hun end
glemte det og gjemte det, hvormeget det end kom bort
i Henførelsen under Dansen, Konversationen og Kom-
plimenterne, - hun havde ivinter føget som en Sne-
hvirvel fra Bal til Bal - det var og blev dog et vist
Stød i hendes unbefangene Tillid, hun havde faat den
Aften, da Karsten tog hende saa i Skole, og hendes
Mor satte Seglet paa! Var det hundrede Mile væk fra
hendes Tanker, det frøs og skalv dog med i Balfeberen
og Forventningens Uro og dukkede frem under de sta-
dige Advarsler og Tilrettevisninger om end kun som
et Skimt af en kjølig Livstvil, der egentlig bare var
Mors og Karstens.

Hun saa endnu engang lidt tvilsom prøvende ind i
Speilet.

"Jeg tar ikke Tyl!"

"Faar nu høre, hvad Kommandørinden siger," stod
Nella paa sit.

"Saa gaar jeg bare ikke, ser Du, Nella."

"Hum - mum - mum" . . . lød det trodsende fra
Nellas sammenpressede af Knappenaale stængte Mund.
"Karsten véd det nok han."

Hun fæstede efter en opmærksom Maalen i Over-
kjolen.

"Du kan da se, hvor paapakket hun blir i Halsen,

SIDE: 211

Nella? - ikke gik jeg med det!" faldt Marthe ind.

"Det er nok vel betænkt, det svarer jeg for," nikkede
Nella forbeholdent, medens hun under Ophæftningen
tog Knappenaal paa Knappenaal ud af Munden.

"Di kan tro, det er betænkt. Det er ikke noget
Kirkegulv én danser paa! . . . Sidder det ret saa?" Hun
maalte med sit smaaøiede Ansigt paa skjæve til den
ene og den anden Side.

"Jeg gjør ikke. Karsten finder det sletikke galt for
Wally Wanckel og de andre. Og saa komme med, at
det er for, at jeg ikke skal faa ondt i Halsen. Gaa der
som en indballet Frue!"

"Hys, der kommer Mama," hviskede Marthe.

Udenfor Døren hørtes en bragende Lyd af stivede
Skjørter. Fruen kom ind med ophæftet Silkekjole og
et Lys i Haanden; Nella maatte hjælpe hende med
Kniplingskraven.

"Jeg vil ikke ha Fichuet, Mama," raabte Cecilie
imod hende. "Du véd ikke, hvor fæl jeg ser ud."

"Snak Barn! Kom hid med det, Nella."

Hun mønstrede Datterens hvide Baldragt ved Lyset.

"Men Du milde . . . har ikke Marthe gaat hen og sat
sig der lige paa det," brast Nella ud; hun viskede og
glattede Tyllet ivrig med Haanden.

"I én Krøl altsammen! - og Sløiferne . . ."

"Nella, Nella!" raabte det udefra Gangen. "Nella . . . 

Er I færdige, kan jeg komme ind!" vedblev Karstens
Stemme nu utaalmodig lige udenfor Døren; han stak
den ene Haand ind med en stivet, hvid Vest.

"Nella har vasket og stivet Vesten med Knapperne
i. - Se her, gule Rustflekker efter Staalringene, gaar
hun rent i Barndommen?"

"Men bevare Dig, Nella! Du vidste da, Du maatte
ta Ringene ud," tog Kommandørinden i vred.

"Det er nok ombord, de leverer den Slags Vask!"
svarede Nella rolig fornærmet, medens hun glattede
paa Fichuet. - "Jeg har lagt to renstrøgne Veste op
i Kommoden, om Løitnanten vil se efter, om der findes
Rust paa dem? Den der er tat fra Kufferten."

SIDE: 212

"Skal Cecilie troppe op barhalset iaften igjen, Mama?"
stansede han ved at se Søsteren.

"Det nytter rigtignok ikke at tale om noget Fichu
nu," skjændte Kommandørinden; "Marthe har tilgavns
sørget for at ødelægge det. Læg det bort, Nella!"

Marthe sad og veiede frem og tilbage paa Stolen og
tog sine Skjænd med Hodet neddukket.

Medens Nella holdt paa med Mamas prægtige Knip-
lingskrave, keg hun af og til op paa Cecilie, og der
udviklede sig mere og mere mellem Søstrene en af
undertrykt Lystighed svanger Telegrafmeddelelse, der
truede med at blive farlig for Marthes letrørte Latter-
muskler; hun havde nogle Smilehuller henslængt her
og der i Ansigtet, som gjorde hende mistænkelig nok
før.

Kommandørinden besaa tilbagebøiet mysende sin
egen statelige Skikkelse i Speilet, medens hun med
begge Hænderne let glattede sig nedover Livet og Hof-
terne om den noget svær blevne Taille, der fængsledes
i sin Fiskebensmur, saa den stramme Silke glinsede.
Blikket gled hen paa Cecilie, som bøiede sig frem ved
Siden af og rettede og fæstede et Par Blomster i sit
svære Haar.

Cecilie saa bra ud iaften, det stod ikke til at nægte;
denne prægtige Figur . . . men - Kommandørinden
rankede sig, - sin Mamas fine krumme Næse havde
hun nu ikke, der var adskilligt af Kommandøren . . .
De faste, fulde Skuldre og Armene var jo magnifike . . . 

Hun glemte at fuldende Mønstringen for at nyde
Sønnen, som kom ind i Galla i den klædelige blaa
Søofficers Uniform med de prægtige Epauletter, der
satte Figur og Skuldre i en saa mandig Glans.

Hendes livlige Øine lyste af selvtilfreds Stolthed.
Der var hendes mørke Haar og fine, krumme Næse;
den var næsten uforskammet kry!

Han kom for at melde, at Kommandøren gik og
ventede utaalmodig nedenunder.

Kommandørinden stod med den blaaviolette Silkekjole
svøbt høit op om sig til Reisen. Nella trak Sokkerne

SIDE: 213

paa, medens Cecilie maatte dreie sig langsomt rundt
til en sidste Besigtigelse.

"Hututu," mente Karsten, - nu gjaldt det blot at faa
den dyre Fragt ordentlig emballeret og stuvet ind i
Slædevognen! -

- Da de var reist, havde de brættet op Teppet paa
Spisebordet og givet sig til, - Jan og Marthe, - at
spille Kort.

"Bare et Kvarter til, bare ti Minuter, Nella - til den
slaar halv inde i Stuen! . . ."

De var begyndt med at prutte sig til en halv Time,
og Nella, som havde travlt ude, kom rykkevis farende
ind med, at nu maatte det være slut!

Marthe fortalte om Cecilies Pynt og om de mageløse
Atlaskes Sko, som ikke var kommet med Posten før
sent i Eftermiddag; - de gamle var umulige; de var
brugt fire Gange . . . "I helt hvidt!" - henstillede hun
begeistret til hans Dom.

"Det var mig, som la Knægten paa," mindede han.

Det temmelig matte Svar afbrød ingenlunde hendes
Iver. Hun berettede om Fichuet, og hvordan det bare
var Karsten, som fik Mama til det.

"Kan Du begribe, hvorfor hun ikke skulde faa gaa
udringet som de andre?"

"Hun skulde naturligvis helst puttes i en Sæk!"
mente Jan sagtmodig.

"Ja det siger jeg Dig, Jan, naar jeg skal paa Bal,
faar ingen mig afsted høihalset. Vi burde kanske ha
Modest som Nella, naar hun skal ud i Kaffebesøg."

"Stik paa! - Du faar nøie Dig med at sidde og spille
Kort med mig herhjemme endnu."

"Du Jan," lo hun til ham og saa med Damemine
ned bag sig som efter Slæbet - "til næste Vinter - da
blir det Cecilie og mig!"

"Ja da ja" . . . 

Der gik ligesom noget i ham, medens han saa paa
hende.

"Ja da ja," fulgte det nedslagent og betænkt -
"da er jeg væk da."

SIDE: 214

"Det er noksaa kjedeligt Jan, er det!"

"Ja noksaa," udstødte han bittert. "Det blir hygge-
ligt at gaa derude paa Sjøen og tænke paa det altsam-
men her i Land."

"Det er jo saa længe til, snak ikke om det."

"Ja det synes Du."

"Snak ikke om det, hører Du, - det er kjedeligt!"

"Bare noget er kjedeligt, saa kan Du la være Du.
Du har Raad til det," knurrede han.

"Nei jeg vil ikke mere, naar Du er saa rent ligeglad
med, hvordan Du spiller, Jan, - Du kaster jo bare
paa!"

"Aa det er det samme med det altsammen . . . Jeg
kan arbeide i ti Aar, jeg faar endda ikke Penge til at
sætte i noget Skib, saa jeg kan føre det som egen
Mand!" Jan strøg sig i Haaret, som han var sved. -
"Det er, som det bare skal gaa tilhavs med mig."

"Huf ja, jeg skulde gjerne fulgt Dig, Jan, var jeg
bare -," hun vilde sagt Gut; men der var pludselig
noget, som stoppede det op for hende, og saa dreiede
hun det til:

"Men Far kan da hjælpe Dig?

Bare lidt til?" raabte hun utaalmodig hen til Døren,
hvor Nella nu igjen manede, - "vi maa da faa Lov
til at ende Spillet!"

"- til at bli Kaptein for andres Regning ja, - og
gaa paa Opsigelse. Der er saa mange, som synes, det
er baade bra og gjildt. Men - en saadan Skipper,
hvad er han her i Huset? - Aa ja, det skjønner Du
ikke!" han satte Kortet i Bordet, saa det svingede
rundt.

"Det er rigtig noget Sludder, Du holder paa med,
Jan!" tog hun hidsig i. "Du er jo i Slægt med os."

"Du tror, det er bare for, hvad Karsten mener? Men
saa tænker din Mor ligedan og Cecilie ligedan, - og
Du ogsaa, naar det kommer til Stykket."

"Jeg? - ikke jeg, det véd Du godt, Jan."

"Du véd ikke, hvad Du kommer til at tænke, Marthe!
- en Søofficer kan næsten ikke se en Koffardikaptein

SIDE: 215

med Kikkert. De blir slig af at gaa og stadse og være
Smaakonger ombord og paa Værfterne . . . og nævner
én Bombay eller Melbourne eller Stillehavet om Horn,
saa er det, som de bare blaaser af det, fordi det ikke
er gjort til Orlogs med Salut og Dunder! - Ja jeg
undtar Fasting; han var ikke for fornem til at ligge
over Raaen, den Karen; han solgte Uniformen sin og
gik paa Matroshyre fra Melbourne til England."

"Fortæl om det, Jan, - saa kaster vi Kortene; det
er meget morsommere."

"Ja Du maa nu ikke indbilde Dig, at Koffardifar-
tøierne er saa rent smaa derude! De i Stillehavstraden
paa Pacifiken, eller som gaar paa Kina eller paa Java
efter Ris, er ikke mindre end Orlogsfregatter og ligesaa
fine i alle Ender. Du kan tro, der er Kahytter baade
med Speile og Forgyldning; det blinker af Lysekroner
og Messing, hvor Du ser. Kapteinerne tjener ligesaa
mange tusinder, som vore i Marinen har hundreder. -
Men det gjør ingenting; de blir Koffardisnuder for dem
alligevel," kom det indbidt.

"Aa nei min sandten, om Di faar begynde paa disse
lange Sjømandshistorierne nu!" - knagede det baade
i Døren og Nella.

Slig havde de fordrevet gamle Nella fra Position til
Position, indtil Klokken var blet over halv elleve.

Og nu var Nella færdig med Huset og Ordningen
ude og havde taget fat paa det Strikketøi, hvorover
hun agtede at sidde og nikke og duppe udover Natten,
til hun havde dem alle hjemme og Pynten og Pudsen
vel af dem.

"Kom, Nella, saa skal Du faa høre, hvorledes vi
fangede Albatrosen i et Fiskegarn og stoppede den ud."

"Slet ikke, nu faar I sandelig lægge Jer. Det faar
være slut nu, hører Du, Jan!"

"Aa, Du kunde gjerne unde mig at faa sidde lidt;
jeg har jo bare denne ene Vinter at være hjemme. Saa
skal Marthe til at danse og jeg til at seile. Da blir
Marthe fin og jeg grov og simpel igjen, ser Du."

Der trak op et Udtryk i Marthes Ansigt.

SIDE: 216

"Du kan tro, det er nok saa snurrigt saadan at være
sat udenfor igjen. Hvad? - kan Du ikke tænke Dig
det?"

"Aa jo; - men hvad skal vi med det nu da?" ind-
vendte Marthe lidt svagt.

"Nei det er sandt, hvad skal vi med det nu? - Jeg
husker netop saadan en hyggelig Kvæld nede i Cap-
town, Du. Der var dygtig varmt; vi havde stuvet ind
Last. Og saa gik jeg om Kvælden, som jeg var i Ar-
beidsklæderne, op paa en af Pladsene ved Havnen. Der
er saa mange vakkre Torve der med Springvand og
Træer, - og satte mig paa en Havebænk under nogle
Vinduer . . . Det var saa svalt, og indenfor spillede de
Piano og lo og sang. Det var alslags Melodier. Det
kjendtes nok saa underlig at sidde og høre paa Familie
og Folkeskik saa langt borte bagom Jorden og se op
paa alle de rare Stjerner, som begyndte at pible frem
over Træerne paa Pladsen. Jeg var ganske dum rørt
jeg og gjorde jo Ører saa godt, jeg kunde, ind imod
Vinduet, som stod aabent. Saa stak med en Gang en
pen ung Pige Hodet ud gjennem det og raabte paa
engelsk:

"Mor se! lige under Vinduet . . . en lurvet Fyr fra
Havnen, som har siddet og luret."

Og saa kom alle Hoderne forskrækkede ud, og Vin-
duet smeldte i."

"Du kunde tat Huen af og hilst, Jan."

"Netop det, jeg gjorde; - og efter en grundig Be-
sigtigelse hørte jeg, de lukkede Gangdøren til udenfor
med en svær Jernslaa. Det var bare at plukke afsted
igjen og ombord det, og drømme sødt paa det!"

"Du skulde ikke fare saa rent langt bort, Jan," lød
det lidt ynkeligt.

"Tak, er det noget, jeg gjør nu, saa er det at gaa
langt bort. Enten vil jeg bli til noget tilgavns i denne
Verden eller saa - kan det ryke!"

Der begyndte visse Trækninger i Ansigtsmusklerne
hos Marthe.

SIDE: 217

"Aa, hvad gjør det! I danser og fornøier Jer lige
friskt herhjemme."

Marthe havde søgt at holde Tanken fra sig; - det
var jo saa længe til. Men nu brast det løs med Taa-
rernes hele fulde overdaadige Flom i en hed Hulken.
At Jan, hendes eneste Kammerat og bedste Ven, skulde
være saa langt, langt borte hele Vinteren, ja kanske
i flere Aar! - det fortvilede i Stillingen strømmede
overvældende ind paa hende:

"Det er saa kjedeligt, saa kjedeligt. Jeg har ingen
Lyst mere . . . vil ikke gaa paa Bal . . . Nei ikke en
eneste Dans med dem; det er bare leit altsammen!"

Hun tyde hen til Vinduet og saa ud i Mørket.

"Du snakker saa kjedeligt i hele Aften, Jan," for-
søgte hun at dække sig.

"Der ser Dere, Di har siddet forlænge . . ." kom Nella
altereret frem.

"En faar aldrig huske paa, at Sjømænd skal ud
igjen; men ta Glæden, mens én har den." trøstede hun.
- "Skamme Dig, Jan; sidde der og pine og plage Bar-
net! Hver Stand faar bære sin beskikkede Lod."

Jan forsøgte jo paa at se bekymret og ulykkelig ud
over, hvad han havde anrettet; men samtidig spillede
der et lyst Udtryk i hans Øine, næsten som han i Bag-
grunden kannibalsk frydede sig.

"Men, naar de kommer hjem, - er det da ogsaa
kjedeligt, Nella?" begyndte han for at muntre op.
"Naar én har ligget derude i Ruffene og nede paa
Tyskendækkene Verden rundt og længtet efter nogen
herhjemme baade et og to Aar, og kanske knap faat
kapret et Brev eller to hele Tiden henne paa Konsulat-
kontorerne . . . Aa! - bare at se paa langt Hold Huset
og Trapperne og Døren - Veien strømrender for
Øinene. - Og saa lure sig paa dem ræd for, at Døren
skal gaa op eller nogen kige ud af Vinduet! . . ."

"Ja ja mæn Jan!" - tog Nella i forført af Emnet,
- "hvor Skurekluden gik oppe og nede i Huset hjemme
fra det, vi fik Brev, at der var bare én eller to Reiser
igjen. Kunde Vaskebøtten snakke! . . . aldrig blev det

SIDE: 218

fint og blankt nok for Mor, det skulde nu ikke være
mindre end ombord, og vi kunde faa gjøre det om
igjen Uge paa Uge. Men," sukkede hun paa sin my-
stisk forbeholdne Maade, - "saa gaar der nu mangen
troskyldig Stakkar og glæder Livet af sig, mens Man-
den bedrager hende i hver Havn . . . 

Men jeg mener, I er fra Forstanden!" afbrød hun
sig pludselig. "Hvorlænge vil I bli siddende? Hvad
tænker I Kommandørinden vilde sige? Nu følger jeg
med Dig op og tænder Lyset, Marthe!"

Det faldt ikke Nella ind at tænke paa sin egen
Magelighed eller lukke Øinene, saalænge der endnu
var en Sjæl oppe eller ude fra Huset.

Og i denne urolige Vinter med Baller og Selskaber
havde hun strikket ud baade to og tre Par Strømper,
som hun ikke havde regnet paa.

At hun ikke havde noget med at sidde og vente paa
Karsten, vidste hun jo nok; men hun kunde alligevel
ikke ha rigtig Ro paa sig eller lade være at skvætte
op i Søvne og lytte, til hun hørte, det endelig gik i
Gangdøren og alt var vel laaset.

Nogle Timer efter paa Natten laa Marthe og sled
med Søvnen og gløttede paa Cecilie, som trak Kaabe
og Sokker af; - det havde vist snet dygtig.

Hun kjendte Duft af Parfume og hørte halvvaagen,
hvordan Nella kom og gik, og at hun sagde, at Kom-
mandørinden alt var i Seng . . . 

Cecilie stod rød og varm fremfor Speilet og plukkede
alskens Ordener, Stjerner, Baand og Blomster af Skul-
dre og Bryst, medens Nella holdt paa at snøre op
Kjolelivet.

"Har jeg endnu flere? . . . se Nella! Jeg véd ikke,
hvor jeg har faat dem fra allesammen . . . næsten ikke
Fred til at sidde stille i fem Minuter . . ."

Hun grundede noget eftertænksomt ind i Speilet,
medens hun besaa en Nellik, som var stukket ind ved
Brystnaalen:

SIDE: 219

"Fasting er nu ingen Danser, ser Du Nella . . . Men
for en Kotillon!"

At snakke væk med Nella var det samme som at
snakke med sig selv; - og nu, Marthe pludselig reiste
sig i Sengen, blev der en Trio.

"Hvordan var Wally Wanckel klædt Du, - - i
Silke, i hvidt?"

"Ja, Karsten førte op Kotillonen med hende og dan-
sede med hende ret, som det var, i hele Aften."

"Tisch - - ti - tisch, -" kniste Marthe, - "jeg
tænkte bare paa noget, - Fasting . . . hvormange Danse
dansede Du med ham? Han stjal sig vel til at ta Dig
op i alle Turene?"

"Slet ikke! han vil helst passiare, - tale fornuftig
med mig, forstaar Du. Men, Karsten, - naar han vel
har danset med Wally Wanckel, - og Karsten er før-
ste Kavaler, ser Du, - saa sætter han hende altid saa
trofast ned ved Siden af Mama, for at hun skal snakke
med hende, og saa er han selv altid nogetsteds henne
ved Minka Krog."

"Ha'de Wally Fichu, Du?"

"Hun? . . . nei, - hun kunde vel trænge det, saa kan-
tet og mager, hun er . . . Men uf! - det har været en
Plage i hele Aften, at jeg har vidst, at Karsten bare
passer paa og speider efter mig. Gjør jeg noget galt
nu? siger jeg noget galt nu? - alt mulig er galt! Han
tog mig da op for Forsigtigheds Skyld i Kotillonen;
jeg snakkede vel formeget med Fasting.

Alle de Blomster der kan Du faa, Nella, ind til Dig.

Aa ræk mig Vandglasset!"

Hun satte Nelliken ned i det.

"Ah-a-ah," - trak Marthe hermende Veiret efter
hende; "det dufter saa dejligt! Jeg véd nok, hvem Du
har faat den af."

"Aldeles ikke Du; - læg Dig bare til at sove; Du
er en ækkel Unge," afviste Søsteren og satte Blomster-
glasset fra sig hen paa Speilet.

"Men hvad snakkede Fasting saa alvorlig med Dig
om Du?" kom det lidt efter grundende fra Marthe.

SIDE: 220

Cecilie svarede ikke. Hun blev staaende med Kjole-
livet i Haanden. Fastings Stemme under Takten af
Balmusiken gik endnu i hende . . . 

"Ja, Karsten skulde bare vidst, hvad vi drøftede; jeg
tror, han havde kløvet Hodet paa mig med Sabelen."

"Saa Du, - hvad?" Marthe laa og støttede Hagen i
Hænderne glubsk nysgjerrig.

"Han troede vist, jeg var koket," sagde hun efter-
tænksomt. - "Kadet Devold og jeg morede os skræk-
kelig med at fyge forbi alle de andre i Inklinations-
turen; Devold danser jo saa umenneskelig godt. Jeg
kom rent til at le af Fasting saa bidsk, som han sad
der, da jeg kom tilbage igjen."

"Ja for han kan nu ikke danse videre selv, maa Du
undskylde, Cecilie!"

"Det bryr han sig saamæn ikke det ringeste om
heller," afviste Cecilie overlegent, - "han har andet
i Hodet end at danse."

"Naa, saa han gaar paa Bal for at gruble over Skibs-
byggeriet henne paa Beddingen, han!"

"Aa nei, det tror jeg just ikke, han tænkte meget
paa iaften; - men hvor skulde han ellers træffe dem,
han gjerne vilde tale med? Man kan da ikke bli kjendt
paa sligt Sniksnak og Talemaader, som man maa
komme med, naar alverden sidder og passer paa, det
er jeg enig med Fasting i."

"Huf nei Du," ivrede Marthe, "slig, som de sidder
og snakker - om Befordringer og om al den Sorg, de
har af alting, og om Husholderskerne og Tjeneste-
pigerne, som altid er saa fordærvede, og saa om Smør-
ret og Kjødet, som blir saa dyrt . . . og hvad de har
hørt om nogen, som er syg, - Kaptein Meyers Nyre-
tilfælde!" hermede hun.

"Nei Ungdommen lyster nok ikke paa det, som al-
vorligt er," sukkede Nella, - "den vil helst lægge et
Dansegulv over det."

"Det vil aldeles ikke Ungdommen, Du! - men de
vil snakke om, hvad de selv vil," afbrød Cecilie af-
gjørende. - "Fasting er sandelig mere end alvorlig

SIDE: 221

nok. Han fortalte mig om det ny Fyrtaarn, han har
været med at bygge og saa mange Ting, han tænker
paa at gjøre. Med ét spurgte han mig, om jeg begreb,
hvad det var for et stygt Laksefiske et saadant Bal?"

"Hvad mente han med det, Du?"

"Aa han mente, at de inklinerer og gjør Kur, kan
Du skjønne," sagde Cecilie lidt utaalmodig. "De snap-
per over Fluerne, sa han - og vips paa Land i en
Forlovelse. Saa er den Fyren ekspederet for Livet!
holdt han paa. - Med Fluerne mente han naturligvis
os Damerne."

"Aa Mandfolkene har altid Veie til at smette sig
undaf; men Fruentimmerne stakkar . . ."

"Hysch da, Nella med dit Præk, jeg faar jo ikke
høre, hvad Cecilie siger!" Marthe daskede utaalmodig i
Hovedpuden.

 . . . "Der skal et fælt Mod til at gifte sig, sa han.
En véd, hvad én gir, - sig selv med Sind og Skind!
Men, hvad én faar igjen? værre Vaagespil!" . . . op-
rippede Cecilie under Erindringen, medens hun med
Børsten spredte ud Haaret, som nu var friet for Naale
og Opsætning . . . "Han ønskede der var Glasruder i
Menneskene, saa kunde de se hverandre tilgrunds og
bunds."

"Ja det var et sandt Ord," brød Nella igjen ud. "Ja-
vist bør de se sig for, før de gaar ind i det Spel!"

Cecilie rev Børsten med et Krafttag gjennem Haaret:

"Den, jeg tror, den tror jeg, jeg!"

"Og hvad sa han saa mere? - og hvad sa saa Du?"
ivrede Marthe forhippet.

"Aa vi sa meget," lød det distræt. "Han sa forresten
ogsaa, at han vilde komme her og drikke Kaffe imor-
gen Eftermiddag . . . hvis jeg tillod det. - Men dette
er ikke noget for Dig, Marthe!"

"Pu-uh," svarte det med et affeiende Jep henne fra
Hovedpuden. Marthe havde en Fornemmelse af, at
dette var græsselig nær næsten et virkeligt Frieri.

SIDE: 222

Den næste Formiddag ved Ellevetiden spankulerede
Karsten op og ned i Stuen.

Han saa grætten og uudsovet ud; der havde jo været
en ganske varm Ekstrasession bagefter i Nat med Kam-
meraterne, saa Klokken blev imod fem, før han kom
tilkøis. Han vilde ogsaa ha sørget for sin rette For-
pleining med Søvn mindst endnu et Par Timers Tid
istedetfor at risikere at bli kapret hernede til et eller
andet af Kommandøren, der var, som han var rent
besat for at finde paa noget at kjøre ham i Vinden
med, bare han saa ham.

Men der laa ham en moralsk Hoveripligt paa. Han
var blet mere og mere forarget igaar, eftersom han
drak. Hun fik sandelig nu faa en ordentlig Overhaling,
Søster Cecilie! . . . 

Det klirrede i Theskeer og Kopper derude i Spise-
stuen. Kaffebrættet skulde bringes op paa Sengen til
Mama, kom Marthe fygende ned med Besked.

Med Uniformsfrakken aaben og knirkende med Støv-
lerne gik han og tænkte sig sintere og sintere.

Han aabnede pludselig Vinduet; han havde set Løit-
nant Grundt stanse udenfor. Det betød noget, - Grundt
vilde naturligvis holde sig klar af Kommandøren.

"Naa, saa Du er da oppe?"

"Ja-a, aa-ja . . ."

"Svær Rangel inat, Du. Huf ja! - Det var bare det,
jeg vilde sige Dig, at nede hos mig staar der diverse
Sager at rette sig op paa: Saltet Laks, Sild, Kaviar
 . . . Hvad? - lidt Akevit, Bayerøl et cetera. Falken-
berg og Storm er der."

Karsten stod lidt uvis; men Broderpligten vandt
Overhaand, og det var med et vist Velbefindende i sin
Selvagtelse, at han saa paa sit Uhr:

"Tak! - men I faar gi lidt Taal og bie paa mig
dernede - bare tre Kvarter. Halv et præcis er jeg
paa Pletten. Begynd nu ikke før, hører Du."

"Vel, saa henter jeg Bennecke imens. - Jeg tænker

SIDE: 223

nok, vi skal faa ham paa Obligationen jeg, naar han
er tilstrækkelig myget. Vi faar gjøre lidt Kur til ham."

"Hm, - véd Du hvad, det er en lei Rodeholder."

"Faar til, skal Papiret bli fornyet; hans Navn gaar
som Smør."

"Huf, nævn ikke Fedt!"

"Ja ja, saa tænk paa Kaviaren og Akeviten. Au
revoir!" drog Grundt afsted.

Karsten saa efter ham; Luften i Vinduet gjorde godt.

Der aabnedes en Dør og hørtes raske Skridt i Væ-
relset indenfor.

"Naa da . . . Har Du tænkt at forevise Dig idag,
Cecilie!" lød det spydigt; "Du kommer saa blaasende
fin og færdig."

Han saa straks, at der var lidt forsiggjort ved Drag-
ten saa tidlig paa Morgenen ovenpaa Ballet; den mørke
sluttende Kjole klædte hende mesterlig til det idag lidt
blege Ansigt og det svære rødbrune Haar.

"Du er altid morgengrætten, naar Du har været ude
og moret Dig, Du Karsten! . . . Nei, hvor Gutterne skri-
ger og baser paa Volden; det har snet vældig inat. Den
er kram. Dump! der gaar en stor Snerul nedover; jeg
kunde ha Lyst til at være med."

"Alting skal være saa overdrevent med Dig, Cecilie!
Jeg har ikke engang den Trøst, at det er Affektation.
Akkurat staaet op fra Bal, og saa har Du Lyst til at
stupe Kraake med alle Ungerne derude i Sneen. Er
ikke det at drive paa, saa -"

"Kjære, hvor Du er sød idag da, Karsten."

"Ikke andet end den rene skjære Fornøielseslyst, som
tyter og pibler ud af Dig!"

"Da ser det ikke ud, som det er Fornøielseslysten,
som pibler ud af Dig."

"Det har Du gjort dit til, min kjære Cecilie! - Aa
nei, jeg mener slet ikke Vrøvl idag. Du besørgede det
grundig nok igaar paa Ballet. Naar én har danset og
sjauet med Herrerne og moret dem slig, som Du har
gjort inat, burde en ung Pige være tilfreds med sine
Meriter!"

SIDE: 224

"Jeg vil blot sige Dig, at jeg gaar min Vei, begyn-
der Du nu igjen, Karsten! Det er, som Du har en
Mani for at skjænde, hvergang jeg har moret mig. Jeg
bryr mig slet ikke om at bli irettesat af Dig. Jeg tror,
rent ud sagt, slet ikke, Du skjønner det. - Ikke mere
end bag paa min Haand forstaar Du Dig paa, hvad
en ung Pige mener og gjør!"

Det sidste blev sagt med en Selvfølelse, der ikke var
uden Virkning paa Karsten. Det bragte ham til at
tage sig sammen; han følte, han maatte overbevise.

"Ser Du, Søster Cecilie," kom det broderlig fortro-
lig. "Naar jeg siger Dig, at jeg bare for at faa sagt
Dig det, jeg har paa Hjerte, har udsat et Møde med
Grundt og flere andre, saa bør Du forstaa, at det er,
fordi jeg mener at tale alvorlig med Dig og ikke
krangle. Der er virkelig Ting, som ingen anden end
en Bror kan sige Dig; - ialfald faar Du ikke høre
det af nogen anden . . . Og det er nu - for at tage
mildt paa det, - for det første denne uhyre ubændige
Overdrivelse i alting, som rent ud sprænger alt dame-
mæssigt, hele din Værdighed, forstaar Du . . . Danser
Du, saa gir Du Dig saa rent hen - saa upassende rent
hen. En Dame danser da virkelig ikke bare dumt
naivt ud for at fare som paa et betalt Tøsebal . . ."

"Véd Du hvad, Karsten!"

"Nei lad mig tale ud . . . Snakker Du, saa er ogsaa
det som det skulde gjælde Livet. Det skal være saa
oprigtigt altsammen, som man skjærer én op lige til
det inderste. Som om Folk gaar i Selskab for at være
oprigtige. Som et Mandfolk ikke har andet i Lommen
end det, han kan vrænge og krænge ud for en ung
Pige, som Du! - Du faar moderere Dig, forstaar Du,
lære Dig til at passe dit Væsen, ellers kommer Du ikke
til at bestille andet end at bomre og prostituere Dig . . .
Verden er slet ikke saadan naiv og oprigtig og sand
og sligt; - alt det der er noget overspændt Jaaleri, som
Du faar hive overbord.

Og saa at sætte sig hen og tale interesseret fortro-
lig bag Rækkerne med Kavalererne! Du ser ud, som

SIDE: 225

Du sluger hvert Ord, de siger, i den dybeste ukrænke-
ligste Tro . . . Og de morer sig naturligvis ved at prøve,
hvad de kan by et saadant Fænomen! Du maa da
skjønne, at det er den rene Balkonversation, som de
naturligvis har budt slige enfoldige Ungdommer mange
Gange før, - og som er saa inderlig blaast væk, naar
de kommer ud til Punschebordet.

Naa, naa, - ta det nu ikke saa overdrevent igjen! -
Men det skadede ikke, om Du for én Gangs Skyld fik
høre, i hvad for høist tvilsom Belysning jeres Naive-
teter blev sat, og hvordan Passiaren gaar der . . .
Det kunde gi dine Begreber en kjølig Overhaling."

Den blege Maade, hvorpaa Cecilie stirrede paa Bro-
deren, røbede noksom, at hun et Øieblik følte sig un-
der en saadan "kjølig Overhaling".

"Det er afskyeligt, - afskyeligt! hvad Du der staar
og fortæller mig . . . at de virkelig skulde gaa lige fra
mig - saadan, som de har siddet og set mig i Øinene,
- og ud og vrænge og vende det. Jeg siger Dig, jeg
véd ikke længere hverken op eller ned!" skreg hun
næsten fra sig. "Mandfolk er da vel Mennesker, som
man kan tale naturlig med."

"Se saa, nu skal der skriges op igjen. Du kan da
begribe, det er for din egen Skyld, jeg prøver at op-
lyse Dig lidt og Pokker ikke for min!"

"Vidste jeg, at nogen havde mig slig til Nar, for-
nærmede mig saa, jeg -"

"Aa igjen din Overdrivelse! - man fornærmer ikke
paa et Bal, man bare kurtiserer; det er det, Du slet
ikke vil forstaa, - at det er Fjas og Sludder, ikke
Spor af Alvor naturligvis."

"Jeg vilde da heller, at de ligefrem rakte Tungen
ud til mig!"

"Ja jeg tror saamæn gjerne det; - der vilde vist
bli en naturlig, ugenert Tone, naar Du fik raade. Men
en Dame, ser Du, min kjære Søster, bryder aldrig med
det, som er comme il faut. Hun steller sig absolut saa,
at hun ikke blir omtalt, endsige - ja Du véd ikke,

SIDE: 226

hvordan der blir snakket. Jeg forsikkrer Dig, Du aner
det ikke engang."

Der blev en Pause, hvori kun Karstens Skridt hørtes
i Stuen.

"Snakker dine Kammerater ogsaa saadan, Karsten?"
spurgte hun med ét.

"Aa, dersom Du tror, at de ikke er kritiske nok,
saa -"

"Snakker Fasting ogsaa saadan?" fik hun frem.

"Han som de andre naturligvis."

"Og Du ogsaa, Karsten?"

"Jeg skal sige Dig, at, hørte jeg nogen tale uhøvisk
om min Søster, véd jeg ikke, hvad jeg gjorde;" han
slog sig paa Siden. "Og man er da ogsaa endel saar
paa det Punkt, kan Du forstaa. - Men ellers," lo
han trohjertig, "maa man jo tude med de Ulve, man
er iblandt. Ogsaa er man jo et Mandfolk ogsaa, skal
jeg sige Dig, Cilia, og - nei jeg skal ikke føre Dig
længere ind i Apokryferne . . ."

Han knappede Uniformsfrakken, medens han smaa-
nynnende saa sig om efter sin Hue.

Cecilie sad igjen som overtrukket af en stiv kold
Skorpe.

Lidt efter strøg Karsten forbi Vinduet; han havde
Hast, han halv sprang.

Hun begyndte dog tilslut at forstaa, tænkte han.

"Forresten stort Svineri at være slig en Bror, som
skal hale sine Søstre ud af Paradiset!" mumlede han
i Trappen op til Grundt.

Fasting var ikke anderledes end de andre . . . 

Cecilie sad oppe paa Kammeret og stirrede ind i alt
dette, - hvad Fasting havde sagt, og hun havde svaret.
Hun mønstrede op igjen Scene for Scene med spei-
dende Mistanke.

Aah, kunde hun bare tro ham tilbunds, helt trygt
som inat! - da kunde alt dette stygge Virvar for hende

SIDE: 227

gjerne blive der, det var. Hvad brød hun sig om det,
bare han var klar.

Men ogsaa han havde talt om ikke at tro Overfla-
den. Hun saa hans lune Smil, medens de sad sammen
i Kotillonen . . . 

Dette Smil, - havde det ogsaa to Meninger?

Nu saa hun ogsaa det poliske Glimt i Øiet, som saa
tit havde faat hende til at le. Der var Dobbeltbund . . . 

Og hele Ballets Vrangside steg frem for hende. I
Ansigterne kom der Drag af spottende Cynisme. Her-
rerne vekslede betydende Øiekast, og hun saa sig selv
troskyldig henrykt hoppende og dansende mellem dem.
Alt blev som et Vippebræt.

Hun strævede og arbeidede i Feber for at faa hans
Ansigt frem saadan, som hun vilde have det, uden
dette i Minen, der saa inderst lunt smilte hende ulyk-
kelig. Men det blev blot endnu mere skjærende; -
Fasting var ikke anderledes end de andre! . . . 

Marthe stak Hovedet ind af Sovekammerdøren.

"Cecilie, skynd Dig ned, - Fasting!" lød det ilfær-
dig.

En kort uvillig Hovedrysten var Svaret.

"Han har saadan en deilig blaa Svibel med til Mama,
- i Krukke med Papir om!"

"Saa?" - Cecilie reiste sig betænkt op paa Albuen
 . . . "Nei jeg gaar ikke ned. Det er jo til Mama; hun
takker nok selv."

"Aa Tøv, Du maa skynde Dig, hører Du. Kaffeen
er alt inde. Mama sa, Du skulde komme ned."

"Du skal sige, at jeg har slig Hovedpine; - det er
ligesaa sandt som alt det andet!"

"Det var en deilig Besked."

"Skal jeg ikke faa Lov til at være syg heller?"

"Men kjære Dig, Du sa jo selv, at Fasting bad Dig
om at faa komme."

"Aa slig Balpassiar tar ingen for Alvor. Sig bare, at
jeg har Hovedpine . . . Nei hør nu," overveiede hun,
idet hun reiste sig halvt op paa den flade Haand, -
"Du skal slet ikke gjøre Hovedpinen saa svær. Sig

SIDE: 228

blot til Mama, saa han hører det, at jeg er træt og
skal ikke ha nogen Kaffe."

"Men hvorfor skal jeg sige det?"

"Nu skal Du, hører Du! - - Aah!" - Hun strakte
ud Armene om Hovedet og brast i en voldsom Graad.

Marthe saa lidt paa Søsteren og gik sagte ned.

Var Fasting ikke blevet klog af Ordene, - det var
ikke netop med et naturligt Foredrag, Marthe afgav
den paalagte Undskyldning, - saa blev han det af
hendes Ansigt. Marthes Medfølelse var kommet op,
og hun skimtede, at her var noget, som skar dybere.
At det var Fastings Skyld, det var hun vis paa.

Kommandørinden var ikke uopmærksom paa, hvor
forandret Fasting blev. Han svarede to tre Gange di-
stræt, før han samlede sig tilstrækkelig til at fortsætte
Konversationen.

Med sit erfarne Instinkt gjættede hun straks, at her
foregik noget mellem hendes Datter og Fasting. Og
Undskyldningen, - saamæn! - den viste, at Cecilie
forstod den Kunst at hævde sig. Hun følte ved det
som en Fuglemor, der til sin Overraskelse ser Ungen
for første Gang ude og øve sig og opdager, at den af
Naturen er klogere, end hun tænkte.

Hun viede den unge Mand en vis nøiere prøvende
Opmærksomhed. Det var en Slags moderlig Takseren,
en Revy, hun holdt.

Personen var ubetinget upaaklagelig, ikke nogen
Skjønhed netop, men af den senefulde, karslige Skik-
kelse stod der noget tillidvækkende. At han var be-
hagelig var just ikke sagt. For Øieblikket sad han der
med et Humør, som en hed Kakkelovn, man varsomt
maatte gaa udenom.

"Aa nei, skal De alt gaa, kjære Fasting!" beklagede
hun, da han noget lummert og hastig gjorde Mine
til at tage Afsked . . . "ikke en Kop Kaffe til? Saa
kommer kanske Karsten hjem. De véd ikke, hvor jeg
er glad i Deres Svibel, - og netop en blaa . . ."

"Jeg skal sige Dem noget," nikkede hun moderlig til
Farvel; - "jeg liker godt, at unge Mennesker viser

SIDE: 229

sig forekommende og elskværdige mod os ældre; det
er ikke noget daarligt Tegn."

Siden Fasting slap Cecilies Haand paa Ballet inat,
til han i Eftermiddag skjælvende og beklemt, saa det
susede om Ørene, traadte ind til Kommandørens, havde
han ikke gjort andet end se hende for sig, - med to
tunge Rosenknopper i det svære Haar og det kraftige
meningsfyldte Ansigt, hvordan hun havde smilt og let
op mod ham, - saa han blev som en nyt Menneske
under det.

Han havde gaat som i en Rus lige til han i Efter-
middag stod der ved Døren, og kom til at banke for
stærkt paa og bagefter lyttede til Kommandørindens
blidt udtalte "Kom ind!" som et heldigt Varsel.

Han havde havt et Slags Tro paa, at hans Skjæbne
skulde blive afgjort i denne Dag, om ikke netop med
det ligefremme, afgjørende Spørgsmaal, - lidt Leilig-
hed skal der jo til alting, - saa dog af hendes Øine
og hele Væsen. Han vilde vidst at spørge slig, at hun
maatte have svaret. Og saa . . . 

Med den blaa Uniformspjekkert opslaat om Ørene
for det halvvaade Snefog gjenfandt han sig en Times-
tid efter i Skumringen travende i det bløde, endnu uop-
kjørte Føre paa Landeveien.

"Jeg Fæ," brød han ud, - "docerede for hende om
Krog og Angel, og, mens jeg snakker, sætter hun bare
Troskyldigheden med de forskende kloge Øine paa og
smiler, saa den gløggeste maatte bide over, - endsige
saadan en ligetil Laks som jeg . . . Koket naturligvis . . . 

Pokker! jeg er jo ikke den eneste, som er forgabet
i hende. Der er jo en hel Hale; - og det maa da vel
være for noget.

"Aa-aa-nei, der tør de nok ta en Smule feil; hun
har tilovers for mig . . . Hun har tilovers for mig,"
- stansede han, - "ordentlig tilovers for mig!"

Han skridtede med ny Fart.

"M-en, naturligvis, - der er et stort Sprang fra

SIDE: 230

at holde af én til at ville hoppe lige lukt ind i det for
hele Livet. Det er en Kjætting med to Halsbaand det.
Hun maatte være lige gal forelsket som jeg for at gjøre
det. Hun har naturligvis betænkt sig, - faat Skrupler
inat.

Hvad véd hun egentlig om mig? - og kanske, om
hun fik høre alt det, jeg tilslut havde at sige hende,
vilde hun bare bede Gud bevare sig.

Huh, jeg tror sandfærdeligen, at det, som mest
klemmer, det er at faa snakke rigtig ud . . . 

Hun var saa vakker og klog, - saa vakker og klog!"
 . . . gjentog han. "En gaar her og slæber med sig selv
i Ensomheden og lukker sig inde, - og tror saa at
finde den, som kan forstaa én, og som én vilde betro
sig til - slig, som én er, med Skrøbeligheder og hele
Væsen . . . 

Men, - gaa ind med et Menneske, som hun aldrig
kan bli kvit igjen?

Ja, én maa egentlig være saa spilrende desperat blind
forgabet som jeg for at vaage sligt . . . Og, om hun
saa har betænkt sig, - hvad urimeligt er der i det?
Hun kan sandelig mene det baade oprigtig og varmt,
om hun ikke saadan paa første Ord vil springe lige
lukt i Havet med mig, stakkars Pigebarn! Det vil bare
sige, at hun har lidt Vet tilovers endnu . . . 

Eller - hm, . . . saa saa, - kanske det tilslut er
Moderen, som har havt Vettet for hende . . . Du skal
se, det er Kommandørinden, som har lagt Kjælke i
Veien . . ."

Minen lysnede betydelig.

"Du skal se det!"

Han gik og grublede bortefter.

Det blev nu Kommandørinden, som nærmest beskjæf-
tigede ham.

Hun var jo saa udsøgt venlig ved Kaffeen, - og
han var et Fæ, som ikke havde begrebet, at der stak
noget under . . .

Men, - hun inviterede ham til at komme igjen - -

SIDE: 231

De havde kjøbt Silkebaand og Hansker, Cecilie Witt
og Laura Fock, og kom ud fra Galanterihandler Printz.
De to Veninder bøiede i rask Fart om Hjørnet med
Ansigterne mod Nordensnoen, som feiede opover Ga-
den.

Den hastige Gang sagtnedes mærkelig ikke langt fra
et lidet rødt Hjørnehus, i hvis rimfrosne Vinduer Top-
pene af Glaskrukker med Bonbons og Sukkerkugler
plirede frem i Dagen. Der skimtedes nogle paa Side-
hylder udstillede Kager og ophængt Bagværk af for-
skjellige lokkende Farver.

De stod lidt tvilraadige.

"Kanske det ikke er noget videre idag; lad os gaa
forbi og se."

Der var en vis indbyrdes Lystighed i Minerne.

"Jo, de staar derinde paa Disken i Pladen, Æble-
kagerne, - kan Du se, Laura? Jeg er vis paa, de er
ganske varme."

"Den, som bare havde havt Marthe til at springe ind
for sig," udbrød Laura. - "De kan kige i Vinduerne
efter os hele Gaden opover. Du kan være vis paa, de
siger, vi træffer Kadetter dernede."

"Pyt for det! Der kommer ikke et Liv fra nogen af
Skolerne eller Institutet før elleve. Bare vi skynder
os. Vi kan godt spise en, mens hun pakker den anden
ind, saa tar vi den i Muffen . . ."

De gled hastig ind af Døren.

Det var ovenpaa denne heldig udførte Affære, og
just som de i brillant Humør endnu tyggede Resten
af den første saa altfor skyndsomt indtagne Æblekage,
- at de om Hjørnet næsten løb lige paa Løitnant Fa-
sting.

Han gjorde Grebet til Huen med en forskende stiv
Hilsen; men Udtrykket gik over til et solskinsartet ly-
sende, da han mødte Cecilies Øine. Der stod under
Overraskelsen en saa skalkagtig tillidsfuld Meddelelse

SIDE: 232

i dem, at han oplivet nikkede ned til Konditorboden
til Tegn paa, at han forstod Betroelsen.

Cecilie kjendte sig, som hun kunde flyve, saa lettet
var hun. Hun følte, at dette lille Møde var en Udso-
ning, en Begivenhed mellem dem. Og hun havde gaat
med et tungt Tryk paa Hjertet i de sidste Dage, -
havde ikke havt Fred, siden hun hin Eftermiddag efter
Kaffevisiten hørte den dragende Strubelyd af Fjæren
i Gangdøren, som slog igjen efter ham.

"Ærgerligt Du, at vi traf Fasting!" mente Laura, "nu
skal han vel fortælle de andre Løitnanter, at vi gaar
der om Dagen for at træffe Kadetterne." -

- Karsten og Mama var alene i Stuen, da hun kom
hjem, og Marthe hyssede og sagde, at de ikke maatte
gaa didind. Mama var i daarligt Humør. "Kan Du
begribe, hvad det er, Cecilie?"

Derinde sad Karsten skjødesløs med Albuen lænet
paa Bordet:

". . . Galt ja! Sig mig nu, Mor, nytter det til noget
at bli ved med det! Javist er det galt ja. Kan jeg ikke
finde de stakkars seksti Daler, der maa til Afdraget,
saa kommer de min Salighed til Kommandøren med
Papiret. Og da skal der bli Staahei! - Hututu, han
tar jo alting som den levende Dommedag. Og hører
han tilmed, at jeg har bortsat Gagen, saa er han istand
til at holde et Hus, saa her blir Skandale for hele Of-
ficerkorpset. Han mangler saa total Sansen for det,
som er fair play."

"Det har Du ikke Lov til at sige om din Far, Kar-
sten."

"Aa Mor," - Karsten anlagde en affeiende Overle-
genhed, - "der er noget, som heder at repræsentere
Uniformens Prestige. Men sligt gaar høit over Gam-
lens Begreb. Han gjør sig bare latterlig med disse
moralske Ligtaler. Og saa helvedes ugentlemansmæs-
sig udannet, som det høres."

Karsten strakte ud Hælene og saa misfornøiet op i
Taget.

SIDE: 233

"Jeg synes virkelig, Karsten, Du kunde holdt mig
fri for mere af Pengeplager nu."

"Ja-a den, som havde den Visdom. Men man er
nu engang Gentleman og kan ikke gebærde sig som
en Prakker. Og desuden, Mor, har nu Du egentlig træ-
neret mig til at gnu paa Skillingen? Mon Du ikke har
villet ha din Søn i en vis Stil -"

"Men Karsten . . . bebreider Du mig nu ogsaa, at
jeg har holdt formeget af Dig?" udbrast hun.

"Aa jeg bebreider ingenting, naturligvis. - - Jeg
begynder bare at bli en Smule fornøiet af at være
hjemme." Han spandt resigneret sit tykke Sideskjæg
ud med Fingrene.

"Karsten."

"Du ser da, hvor det generer mig paa al Vis. Ikke
saameget som en liden Gjældsaffære uden at den ri-
sikerer at komme til behagelig Drøftelse af Komman-
døren."

"Naar det nu ogsaa skal lægges mig tillast, at jeg
aldrig har tænkt paa andet end det, som kunde være
Dig til Glæde og Fornøielse; - ja for det var det, Du
mente," halvt jamrede hun.

"Se saa, - naa! - Jeg taler om de seksti Daler, og
Du kommer stadig med alt andet, Mor. Det er bare
umuligt, at faa Dig til at bli ved Sagen."

"Du véd jo alt, hvad Husholdningspengene skal
række til."

"Aa for den Sags Skyld, saa behøver Du vist ikke
at haste saa med at betale Regningerne for Kjoler og
Hattepynt oppe i Kristiania; de venter saa inderlig
gjerne et Fjerdingaar til. Kommandørens Navn er godt
nok."

Kommandørinden hensank i en stille overveiende Be-
tænkning, hvorunder hun langsomt nikkede ved sig
selv.

"Men saa maatte jeg bestille mindst et Fløielsliv
eller noget lignende," brød hun ud, "saa Regningen med
Anstændighed kan betales senere." Minen var lysnet
betydelig.

SIDE: 234

"Far spør virkelig saa efter alting nu, om det er
betalt, at det sandelig er nok saa tungt at være mig,
Karsten! Jeg maa ta meget paa mig for din Skyld,"
sukkede hun hengivent og støttede sig tilbage i Sofaen.

"Jeg har nu min Tro om, at den gamle spør nok
saa forsigtig efter, naar det gjælder Dig, Mama. Dels
véd han godt, hvad derpaa følger . . . og dels er han
naturligvis forfængelig af Dig, - ja han som vi andre."

"Aa Du! . . ." Hun kneb med et eget Smil Øinene
sammen. - "Ulykken er, at Du sletikke er skabt til at
leve paa Løitnantsgage, Karsten. Der er noget af en
Herremand i Dig."

"Hvad Pokker kan det nytte, naar man ikke har
noget at være Herremand paa."

"Ja Du behøver nok i Længden mere end mine stak-
kars Husholdningspenge. Du er af dem, som ligesom
bare mangler Hest og Vogn og Tjener."

"Ja-a, vilde jeg reise ud og lægge mig ordentlig i
Sælen nogetsteds, saa kunde man vel altid spille en
Rolle; - det er ikke frit for, at der imellem kan over-
falde mig en vis Lyst til at bli noget dueligt."

"Snak ikke saa, Karsten, - hvormange vinder noget
paa det Vis? Saadan Opbrydernatur som Far og den
Slags har Du virkelig ikke. Det var Synd, om din
vakkre Ungdom skulde gaa op i bare Slid og Trælle-
arbeide; jeg vilde kjende det, som jeg mistede Dig.
- Og," ivrede hun nervøst, "Du kan tro, der var flere
end jeg, som vilde savne Dig . . .

Sig mig nu," spurgte hun pludselig, "er Du virke-
lig saa opmærksom mod Wally Wanckel, som hun
fortjener af Dig. Ja for at hun har været mere end
tilstrækkelig optat af en vis Herre i hele Vinter, derom
er der ikke Tvil."

"Mon Du ikke har Hallucinationer, Mor, naar det
gjælder mig?" afskar han hende lidt kort. Han havde
just, før denne plagelige Affære kom paa, grublet over,
om han skulde gaa op til Falks iaften, hvor han var
vis paa at træffe Minka Krog.

"Aa kjære Karsten, fornærm ikke din Mors Iagtta-

SIDE: 235

gelsesevne. Jeg forsikkrer Dig, hun er et andet Men-
neske, fra Du kommer ind; - blir saa stille og distræt.
Ellers kan hun underholde baade morsomt og forstan-
digt."

"Ja-a, Mor, morsom - er hun nu - i-ikke!"

"Men Karsten, hundrede tusind Daler er ikke saa
kjedsommelige."

"Ne-ei, - nei" . . .

Karstens smukke, lidt oversunde Ansigt faldt hen i
en forstemt Selvbetragtning, medens han med Fingrene
opererede betænkt i de smaakrøllede Nakkehaar.

"Tja, tja, Mama," sagde han lidt grælende. "Jeg
skjønner jo saa inderligt godt, Du ikke bryr Dig om,
at jeg skal være rigtig forelsket i nogen, - saa det
bare blir Dig, som har mig."

"Huf Karsten, Du sidder der saa lei," pustede hun.
- "Dette har rigtig været en ubehagelig pinsom For-
middag!"

Hun pirkede varsomt med Strikkepinden fremme i
de graa Pandebukler:

"Jeg mener, Du faar be et Spilleparti til Dig iaften.
- Saa lar jeg Nella plukke og gjøre istand seks Ryper
straks, - hvad siger Du, Karsten?"

"Jaha, hvorfor ikke det; - de vanlige - Grundt,
Falkenberg og Bull eller kanske heller Fasting?"

Medens Familien holdt til om den store Astrallampe
i Dagligstuen, spillede de unge Løitnanter sin Bo-
ston i det ydre Værelse for opslagen Dør.

Der lød raske Meldinger, lavmælte ironiske Yttrin-
ger og, - som Kommandørinden bemærkede, da hun
gik om ved Punschebordet, - der maatte vist være
meget store Kort paa Haanden iaften eller ogsaa me-
get Mod.

"Det er Deres mageløse Punsch, Kommandørinde,"
klagede Bull, - jeg vilde ikke eie Opskriften for al-
drig det, den lar én begaa saa rent for mange Bêter."

"Ja de Bêter . . ." rystede Kommandørinden paa
Hovedet; - "men det er nu engang de unge Herrers
Privilegium at gjøre Bêter."

SIDE: 236

"- med Forstand, - med Forstand ja," - korri-
gerede Karsten og kastede et Kort paa. - "Tak,
Mama!" han holdt Glasset hen til hende.

Kommandørinden bar jo sin statelige Værdighed
med sig ogsaa, hvor det gjaldt en saadan Ting som
at skjænke Punsch, og det kniplingsfrynsede Haand-
led og den hvide, lidt for aaresprængte Haand med
Ringene spillede om Muggens Hank. Det var med no-
get af det Lune, hvormed hun i gamle Dage forstod
at indtage, at hun nu mysende hen med Øinene lang-
somt sagde:

"Forstanden indfinder sig saa inderlig sikkert med
Aarene, - og saa faar vi slet Humør."

"Jeg løfter mit Glas for Kommandørinden," udbrød
Grundt; "jeg trænger nu engang saare til det over-
bærende; - og griber Anledningen til at tømme det
helt ud, - aa for en Punsch!" - - -

- Det var en egen rutineret, let legende Maade
baade Grundt og Falkenberg havde, naar de af og til,
medens en Rubber var ude, udfoldede sit Konversa-
tionstalent inde i Stuen hos Damerne.

Cecilie var opstemt og kom i ét væk i Disput, saa
Grundt tilslut maatte søge at faa Kommandørinden
med paa sin Side. Hun mildnede ogsaa af paa Dis-
sentserne med en fuld Sol af moderlig Overbærelse:

"De unge Piger er oprørske véd De, Grundt; idet
mindste er det i et forskrækkeligt Maal saa med begge
mine."

Den hidsige Trods klædte jo hendes Datter godt; -
hun var ikke blind for det; - men der var noget vist
væligt i den indtagende Nakkebøining, der næsten lidt
betænkelig mindede om Faderen. Cecilie manglede li-
gesom disse blide, ubeskrivelige Mellemstrænge, der
er saa gode at eie i alle Forholde.

Jan skjønte saa inderlig godt, hvorfor Cecilie var
lidt oprørsk ikvæld og overdreven; hun kunde se Fa-
sting derinde, hvergang han bøiede sig eller gav Kort.

Jan sad lidt tilbage i Halvmørket og knækkede Nød-
der paa Permen af en Navigationsbog, som han brugte

SIDE: 237

til Presenterbakke for Damerne og ærgrede sig over,
hvordan de ærtede og fik Marthe hed i Toppen ved
at behandle hende barnslig. Hans poliske Ansigt og
spillende Øine stod i levende Meningsudveksling med
hende, og han forsømte da hellerikke efter Evne at af-
bryde Passiaren ved passende ubeleiligt at byde Mar-
the sine forskjellige Udvalg af Nøddekjærner. Disse
hans sidste Eksperimenter stansedes jo af og til ved
en streng fortørnet Straffemine fra Kommandørin-
den . . .

Der kom Fasting; - og Marthe maatte kige hen
paa Jan og siden lidt hen paa Cecilie. Hun havde nær
let, da Fasting knagende satte sig i Rørstolen; han var
ingen Spirevip.

"Frøken Cecilie tegner for at brodere?" sagde han
og bøiede sig hen til hende; - "det ser ud som . . ."

"Ja, men Ulykken er, at jeg ikke faar det til. C'et
blir saa for stort mod W'et, naar det skal føres helt
rundt."

"Vil De laane mig det lidt . . . Tak ogsaa Blyanten."

Hans haarede, brede Haand ledte lidt, før han fandt
den bekvemme Maade at føre den paa, og han sad en
Stund og stregede Forsøgsvis hen og bort i Luften,
medens Cecilie fulgte, hvad det skulde blive. Begges
Hoveder var nær sammen ved Bordet. Marthe turde
næsten ikke se op paa nogen af dem. Hun syde og
syde.

"Kan det gaa an - saadan?"

Cecilie blev hed. Hun saa sit Navnetræk C lagt
rundt om W; men paa endel af W'et var der som ud-
kastsvis gjort et Par Snirkler, saa det godt kunde ty-
des som et F. Hun blev blegere og blegere, medens
hun saa ned i Broderiet.

"Er De fornøiet med det?" spurgte han lavt, idet
han reiste sig; han raabtes ind til Spillebordet igjen.

Cecilie følte, hun skalv; hun prøvede at smile. "Ja,"
fik hun endelig presset frem, og saa med ét helt fuldt
op paa ham.

SIDE: 238

Han gik hastig; men vendte sig i Døren som for at
tage med sig endnu et Glimt af hende.

Marthe tittede paa delikateste Maade op paa Sø-
steren, men blev hængende ved det lyse, lykkelige Ud-
tryk i hendes Ansigt.
- - - - - - - - - - - - - - - - -

Kommandøren havde været ganske mærkelig hygge-
lig i hele Kvæld, holdt sin egen Menage, røgt Tobak
og læst Aviser henne i Hjørnesofaen ved sin grønskjær-
mede Kontorlampe.

Nu lagde han Piben fra sig, slentrede forbi den op-
slagne Dør og keg ind til Spillebordet.

Under Fornemmelsen af, at hans overhængende Kri-
tik nærmede sig, gik Spillet med en vis forceret Frei-
dighed; man sagde Witzer til sine Udspil med en fri,
uberørt Ligegyldighed, medens Karsten utaalmodig saa
hen paa det engelske Slaguhr; - det lakkede vel retnu
mod den gamles Sengetid? Falkenbergs distingveret
krumme Næse med de mørknende Indsænkninger ved
Næsevingerne fik endnu mere end ellers Udseendet
af at lugte misfornøiet surt, og en og anden uvilkaar-
lig Dreining viste, at Grundt ikke var fri for en ner-
vøs Følelse i Ryggen, da Kommandøren blev staaende
bag ham og begyndte at følge Kortene.

Nu tog han en Stol og satte sig. Det var dog et
mærkværdigt Spil, Grundt der havde paa Haanden . . .
Fyren skjønte nu vel, at han bare behøvede at holde
paa Knægten for at ha otte Stik oplagte? Men det
kunde aldrig falde ham ind at blande sig i de Herrers
Spil.

Med et frisk, flot Drei satte Grundt Knægten i, saa
den snurrede rundt paa Bordet, og kjendte et Blaas i
Nakken, der havde Arten af alt andet end kildrende
Smiger.

Kommandøren var en fin Spiller, og "Hm-rrr-
hm!" -, lød det med visse Mellemrum, indtil Grundt
med røde Øren og i indvendig fortærende Sinne, som
han siden sagde, - satte i en slig kapital Dumhed, at

SIDE: 239

Kommandøren bare stum reiste sig og forhalede ind til
sit eget Bord.

Der tar han min Salighed paa ny fat paa Aviserne!
rasede det indeni Karsten, der følte sin Honnør som
Vært berørt. Han reiste sig og gik hen til Døren:

"Mama, det er Meningen at takke for os. Vi forlæg-
ger Resten af Kvælden oppe paa mit Værelse; - haa-
ber Du har en liden varm Fornyelse af din Punsch
at sende op til at støtte paa, hvad jeg ellers kan ha
deroppe?"

"Javist, min Ven, det skal komme; - og Jan hjæl-
per nok med at arrangere Kortbordet."

"Hm-rrr-rr" . . . harkede det henne ved Kontor-
lampen - "Klokken er elleve, ser jeg, - Sengetid for
Folk, som har noget at bestille. Jeg vil sige mine Her-
rer Godnat!"

Kommandøren reiste sig med den ene Haand om
Lampen og hilsede med et Buk, der var knapt nok.

"Men Witt!" brød Kommandørinden indigneret ud,
da de var gaat, - "tænker Du da ikke paa, hvor umu-
lig det er for Karsten at be Venner til sig paa den
Maade?"

"Aa jeg tænker, der blir lige meget og lige lidt af
ham alligevel jeg! Han blir det, han er, - en Spra-
denfeldt, som driver Dank og sætter Bêter paa alle
Kanter naturligvis. Hvorfor skulde nu ikke de Herrer
kunne holde ud i en skikkelig Stue?"

"Men Witt . . . slige unge Mandfolk de har dog
virkelig meget mellem sig, som ikke netop er for Ceci-
lies og Marthes Øren; - ja eller for mine," tillagde
hun med Værdighed.

"Saa-aa? - alskens slibrig daarlig Snak om Fruen-
timmer og sligt -"

"Hys da . . . Cecilie og Marthe!" mindede Fruen;
"jeg haaber, Du betænker, at dine Døttre er i Stuen,
Witt!"

Cecilie havde staat i egne Tanker med Broderiet og
Tegningen i Haanden færdig til at gaa; nu saa hun med
ét spændt speidende hen paa Faderen.

SIDE: 240

Skjæret af Kontorlampen faldt paa Kommandørens
magre skarpe Ansigt og korte graa Kindskjæg; der gik
en Bevægelse i ham, som han havde ondt for at mestre.
Han ligesom mumsede ved Læberne paa Gammel-
mandsvis.

"Jeg fordrager ikke, at der skal bli en Døgenigt af
Karsten!" kom det skjærende. - "Var der endda lidt
Saft og Kraft i Turingen. Men jeg ser ikke andet end
en riglig liden, smaaagtig og simpel Forfængelighed
 . . . Jeg forstaar ikke, at Du vil hjælpe til med det,
Mor!" -

- Det var kun langsomt Fod for Fod, at Cecilie gik
op ad Trappen for at lægge sig. Hendes Skygge var
sen om at flytte sig ved den halvdunkle Ganglampe -
næsten, som hun kunde villet opfange et og andet af
den høirøstede Passiar, der kom fra Karstens Værelse
indenfor den brune Dør deroppe. Hun skulde forbi den
ind til sit og Marthes Kammer.

Der lød Lattersalver, og hun skjelnede Fastings dybe
korte Stemme imellem. Han var ikke bedre end de
andre havde Karsten sagt . . .

Hun stansede et Øieblik spændt, men tog sig igjen
og skyndte sig forbi.

Cecilie havde varmet Bolt til Pibejernet og fæstet det
i Nellas Strygebræt. Det var lunt og varmt derinde i
Pigekammeret baade af Kakkelovnen og Strygedampen
og Formiddagsstille, før de begyndte at brase i Kjøk-
kenet til Middagen. Solen skinnede blændende paa de
opkastede Sneskavler udenfor Vinduet.

Det havde været en noksaa urolig Morgen. Mama var
grætten og holdt Hovedpinedag antagelig efter en eller
anden Meningsudveksling om Gaarsdagen med Kom-
mandøren oppe paa Soveværelset.

Cecilie sad taus foroverbukkende paa Kjøkkenstolen,
medens det vaade af Strimlen hang sladsket ned fra

SIDE: 241

den ene Side af Jernet, og det færdige efterhaanden
krusede sig oplagt i Hob paa Bordet.

"Du Nella," kom det endelig - "naar sluttede de
igaaraftes oppe hos Karsten?"

"Aa det var saamæn nok saa tidlig det - for dem
at være, - at de sluttede - her da," lagde hun til.
"Klokken var vel som to."

Der blev en Pause.

"Hvad kan de le saa af Du?" begyndte hun saa igjen.
"Du var jo deroppe med Punsch igaar."

Nella svarede ikke. Hun syntes blot mere og mere
at blive ladet. Kapitlet om Mandfolkene vakte altid
hendes Indignation, og under Anstrengelsen for at
presse og trykke med Strygejernet lød et formummet
"mm . . . hm!"

"Du hørte da, hvad de snakkede om, Nella?"

"Aa aa - mm, -mh, - det er nok bare, om én kan
lade være at bruge Ørene . . . Aa-mmh!" pressede hun
paa oppe i Skjortelinningen. - "Jeg ser paa Brættet
og Glassene og sætter det fra mig og hører hverken
tilhøire eller tilvenstre. Jeg er glad, jeg er vel ude
igjen."

"Var det nogen, de gjorde Nar af, Du?" kom det
forsigtig.

"Aa-mm, - mmh, - der er nok ikke mange, som
gaar fri der; de holder sig ikke engang for god til at
ape med et gammelt Menneske, naar hun efter Kom-
mandørindens Befaling gaar op med Punschemuggen."

"Hvordan det? hvad er det Du mener, Nella?"

"Aa det kan være det samme, hvad jeg mener; -
men saa skulde de nu undse sig for at skøie og bry et
ordentlig Menneske - og drikke Kjærestens Skaal, -
jeg véd mig saa vist fri; der har ingen havt noget at
si'e paa mig før i Verden, saa kunde jeg vel gaa i
Fred nu."

"Og det blev Du saa sint for, Nella?" lo Cecilie.

"Jeg tænker, de blir det nogen og hver jeg. Tro dem
den, som lyster; der er mange nok blet bedragne paa

SIDE: 242

det. Men nede i Stuen er de saa galante og fine,
bevars!"

"Der er da vel Forskjel paa Mandfolkene ogsaa,
Nella, - én er vel saa og én saa?"

"Da har jeg sandelig for mit Liv aldrig hørt andet
end, at der var samme Arten i dem allesammen!
Skulde den Dør slaaes op, saa -"

Hun vædede paa Fingeren, kjendte hen paa Stryge-
jernet, om det var varmt og tog saa i stum Iver paa
med at stryge. Mundens Mimik og det lange Parti op-
over Kinden gav mere og mere Udtryk for hendes For-
argelse, medens hun overlod sig til sin gammelpigelige
Fantasi om alt det forfærdelige ved Ungkarle.

"Det er nok ikke værdt for en ung Frøken at grunde
i det," endte det forblommet.

"Jeg véd snart ikke, hvad der er værdt for en ung
Frøken jeg?" undslap det Cecilie kort; hun pibede paa
Strimlen utaalmodig jagende.

Det ringede paa Entrédøren, og nogen lukkede op.
Det fo'r gjennem hende, at det kunde være Fasting.

Men da Stuepigen virkelig kom ind og meldte, at
Løitnant Fasting var derude, svimlede og susede Blodet
hende for Ørene. Bleg og med kolde Hænder samlede
hun i skjælvende Hast op Strimlerne . . .

"Men kjære vene" - mente Nella, - "er han alt
her igjen den Løitnanten? De burde da svælge Turin-
gen først, synes jeg, og sove ud. Oppasseren kan saa-
vidt ha faat Tid til at ta Punscheflekkerne af Frakken!"

Bemærkningen berørte Cecilie pinlig, medens hun
holdt en flygtig Mønstring i det lille Speil over Nellas
Kommode.

Hendes Blod bankede heftig, da hun vred om Dør-
klinken ud til Entréen.

Men det varme lykkelige Blik, hvormed han havde
hilset hende, tabte uvilkaarlig endel af sit bedste Ud-
tryk, da hun i sin noget stive Gjenhilsen lod til at
tænke sig, at Visiten kunde gjælde nogen anden.

"Jeg har valgt denne Tid, fordi jeg tænkte" . . . havde
han begyndt med Betydning.

SIDE: 243

Nu saa han alvorlig paa hende, og det var med et
Udtryk af smertefuld Tvil, hvorunder han blev rød
helt op til Haarrødderne, at han fortsatte: - "fordi
jeg tænkte, at Deres Broder endnu ikke var gaat ud" -

Medens han fremstammede nogle Ord, - den Tiltale,
han havde havt paa Læben, glap øiensynlig for ham,
- mødte hans forskende Øie noget forsigtig fremmed
i hendes Væsen, der gjorde ham va'r.

Var det en kritisk Mønstren dette besynderlige tvi-
lende Drag ved Læben?" . . .

Det var ialfald noget, som gjorde ham utryg og
hidsede ham op.

Og nu, han nævnte Broderen, lød Svaret næsten
ironisk:

Hun havde ikke set Karsten idag; han sov vist endnu.

Hun var kunstig og en hel anden end igaar mod
ham, det var ikke til at tage feil af.

Cecilie stod et Øieblik og ligesom trak beklemt
Veiret. Hun sagde lidt unaturligt og med Ordene i
Halsen noget om, han vilde vente, saa skulde han
straks faa Besked.

Under den Mistænkelighed, som var opjaget i hende,
havde hun haabet paa et eller andet Ord af ham, der
kunde give hende Tryghed.

Det behøvedes ikke mere; - blot at se ham var at
tro ham; alle Tvil var svundne.

Med en pludselig Varme saa hun et Øieblik næsten
bedende op paa ham. Hun kjendte, hun fik Taarer i
Øinene . . .

Bevægelsen skalv i hans Ansigt; der steg en for-
tærende Harme i ham. Han yttrede rydt ligegyldigt,
idet han formelt bukkede:

"Saa nytter det ikke at vente; jeg har desuden endel
at besørge paa Værftet."

Entrédøren klirrede i Glasset, da han lukkede den.

Cecilie gjorde en uvilkaarlig Bevægelse efter ham;
hun havde nær skreget . . .

SIDE: 244

Jan vilde netop ved Middagstid tage Trappen op til
sit Værelse i vanlig Fart for at lægge Bøgerne fra sig,
da han mødte Marthe.

"Hy-s, Mama har Hovedpine!"

"Har nogen gjort Dig noget, Du ser saa traurig ud?"

Marthe unddrog sig.

"Faat Skjænd deroppe - af Tante?"

Hun rystede paa Hovedet.

"Hvad er det, Marthe?"

Hun stod saa betænkt der ved Gelænderet.

"Er det noget med mig?" spurgte han pludselig mis-
tænkelig. "Har din Mor sagt noget?

Hører Du, Du skal si' mig det, Marthe! Er det noget,
hun . . ."

Han stod og ledte efter Udtrykket, medens hans Blik
baade mødte og undgik hendes; det var, som han vilde
grunde hende ud.

- "ikke liker . . . Kanske, at Du er saa meget sam-
men med mig?" kom det noget vanskeligt.

"Nei det har hun ikke sagt noget om, - ikke et Ord
heller!" forsikkrede Marthe.

"Men ser Du, Jan," skyndte hun sig fra det, og
Minen var med ét saa bekymret inde i det, som hun
nu agtede at betro ham: - "Der er vist noget iveien
med Cecilie og Fasting. Ja, for hun har tat imod ham
i Entréen idag; han kom ikke ind og . . . og . . . hun
vender sig bare bort, naar jeg snakker til hende og ser
saa rødøiet og forgrædt ud. Da jeg kom ind i Stuen,
stod hun rent fortabt ved Sybordet, hun er vist frygte-
lig bedrøvet. De har nok disputeret igjen og blet
uenige."

"Py-yt! - ikke andet end, at de trætter. Det er det
allerbedste Mærke paa, at de snart blir forlovet det."

"Saa-aa?"

"Tøis! Slig uenige er Folk altid, naar de holder af
hverandre, og jo værre de kommer paa Kant, des
snarere gaar det."

"Tror Du det, Jan?"

"Jeg tror ikke, jeg véd det. En kan komme frem i

SIDE: 245

alslags Vind, blot der er Vind, ser Du. Det er bare
Folk, som ikke bryr sig om hverandre, som gaar saadan
og lunker og dvasker og er enige. De, som liker hver-
andre bedst, trætter, saa Busta fyker -"

Han stod med et hændigt lydløst Sprang midt oppe
i Trappen.

Ikke et Ryk i Marthe for at følge efter! Hun stod
med Hovedet paa skjæve og keg grundende ud for sig.

Der var i det, Jan havde sagt, noget, der vakte en
saa kjedelig Følelse hos hende . . . Hun og Jan var
altid Venner de, - bare lekte og morede sig . . . og
dvaskede og lunkede kanske, som han sa'! Men en
alvorlig trætte som mellem Cecilie og Fasting, saa hun
kunde græde sig ihjel og saadan . . . Marthe kjendte,
hun fik Øinene fulde.

Hun satte sig alene hen i Dagligstuvinduet og græd,
hun vidste ikke rigtig hvorfor.

Med de lysere Aftener udover Marts var Ballerne
forbi. Selskabeligheden formede sig nu mere som
Smaasammenkomster her og der om i Søofficerskred-
sene.

Det var dette Vinterselskabelighedens Vaarbrud, der
under almindelig Uro i Blodet arter sig med smaa
delibererende Kaffe- og Thekredse og flygtige uformo-
dede Visiter af Folk, som ellers ikke pleier at slænge
ind paa den Maade. Der kommer noget rastløst be-
vægeligt i Omgangslivet, noget som en opknust Is i
Bølgegang. Solen stikker og blinker saa hidsende lyst
i Øinene, Luften damper, og det gjærer og yrer med
Muligheder.

Og Karsten havde rigtig Fart paa sig. Han skulde
retnu ud i Dampskibstrafiken, var beskjæftiget med
alle mulige Forberedelser for sit personlige Udstyr og

SIDE: 246

derhos uafladelig engageret især hos Krogs og
Wanckels.

Den lyse stille Minka Krog med den spæde, fine
Figur og de vakkre Øine, som bestandig saa og op-
dagede saameget morsomt og altid gjemte det til Kar-
sten, havde faat en Ankergrund i ham, som han følte
kunde blive farlig.

Men nu, han bare havde denne knappe Maanedstid
igjen, bare vel tre Uger, til han skulde ud i Ruten, nu
kunde han ialfald unde sig den Fornøielse at se og
træffe hende, - sandelig ogsaa lidt for hendes Skyld,
stakkar, som vist ikke tog det saa rent let.

Det hændte, at han sad oppe paa Værelset og læste
engelske Kjærlighedsvers, og der var visse Ryk, hvori
han rent ud var hjertegrebet og fandt ud, at hele Ver-
den var Skidt.

For at føie Mama gik han saa med hende til The
hos Wanckels og var livlig og interessant. Det var
ham derhos en vis Tilfredsstillelse at se af Mamas
Mine, naar de gik hjem, at han havde dreiet Hovedet
rundt paa Wally.

Men en Sviptur ind til Krogs maatte der jo bag-
efter til, saa han fik et Glimt af Minka, om saa blot
for at faa henslængt et Ord om, at han havde kjedet
sig iaften hos Wanckels eller høre Minka uskyldig
fromt spørge, hvad Dragt Wally havde anlagt idag,
om hun havde smilt lige uudgrundeligt i grønt eller
blaat - eller sort? . . .

Karsten fordrog ikke at være sentimental; men han
kjendte sig virkelig i denne Tid ikke fri for enkelte
Nap af den Sort. - - - - - - - - - - - -

- Det forestaaende Liv ombord havde jo Sider, der
vel kunde tiltale en Mand, som var vant til at vække
en vis Opmærksomhed baade ved Udseende og Væsen.

Og skulde han først ekvipere sig for en maaske
fleraarig Livsstilling, saa burde det gjøres grundig, -
Udstyr for godt og ondt Veir fra Solsteg til Regnskyl
og Hagl ombord paa et Kystdampskib, hvor man skal
repræsentere baade i Kahyt og paa Dæk for Passagerer,

SIDE: 247

reisende og Turister fra alle Lande og i alle Verdens
Rangstillinger.

Idag var Toiletskrinet kommet, som han havde for-
skrevet fra England. Det stod der aabent paa Bordet
duftende af Russelæder med slebne Glaskrukker under
Sølvlaag og alskens Tænger, Børster og Toiletgjen-
stande med Elfenbens Haandtag hvilende paa Fløil i
to Rader under Barberspeilet.

Kommandørinden var høist tiltalt og fandt, at det
var i den rigtig noble massive Herrestil. Just det, som
saa i ét og alt passede for Karsten! nikkede hun.

Denne Mangfoldighed af mandlige Fornødenheder
betragtedes af Cecilie nærmest med en vis undrende
Nysgjerrighed, medens Marthe tænkte paa, hvad Jan
vel vilde sige.

"Hvad . . . hvad er det?" lød Kommandørens Stemme.

"Karstens Toiletskrin, Far!" hørtes det i Munden paa
hverandre fra begge Døttrene.

"Fra England," oplyste Karsten tørt.

Kommandøren stod lidt og saa paa det. Der trak
sig en tyk læderagtig Fold om Mundvigene.

"Æ-æsch!" harkede han og gik.

"Er det indiskret at spørge," vendte han sig henne
i Døren, - "hvormeget Herren har git for dette -
Frisørstel!"

"Sytten Pund," svarte Karsten flot ligegyldig; han
var blevet rasende.

"Sytten . . . Naa saa; naa saa, he-æsch! - og ikke
betalt, naturligvis. Du synes, dette er rimeligt Du
ogsaa, Jutta? - I min Tid vilde man ikke gjort syn-
derlig Lykke i Officersmessen med sligt noget -
Narretøi! Men bevars, bevars . . ."

De to bevars'er lød som Trompetskrald i Taget, idet
han forsvandt ud af Døren.

"Véd Du hvad, Mor," sagde Karsten roligt beher-
skende sig, - "jeg tror virkelig, det er paatide, jeg
kommer løs fra denne - demoraliserende Guttebe-
handling. Det er bent ud utaaleligt. Slig Brutalitet . . .

Han er en gammel Baadsmand, er han! Ikke Spor

SIDE: 248

af Begreb om Raffinement eller bare det, som hører til
et civiliseret Menneskes Fornødenheder. Total Mangel
i Blodet paa alt europæisk Begreb om Komfort."

Han slængte sig hidsig hen i Gyngestolen.

. . . "Men det slaar ikke til længere at gaa der paa
Træskuderne med Krigsartiklerne i Brystlommen og
Rottingen i Sidelommen og dominere og barbere sig
Onsdag og Søndag; - de andre Dage skal Skjægstub-
berne staa ud af Hagen. Nu, vi gaar med Dampfærger
mellem alle Land og har Maskiner og et teknisk dan-
net Personale under os, faar vi nok vise os som Gentle-
man med Gentlemans Vaner!

Sæt bare det Tilfælde," - han vuggede indigneret
med Tommelfingeren i Ærmegabet paa Vesten, - "at
jeg maatte tilbyde én eller anden anset reisende mit
Lukaf. Og den Slags kan jo træffe hver Dag; de reiser
inkognito baade den og den, baade Statsmænd og
Prinser" . . .

"Ja bevars, Karsten," udbrød Kommandørinden, -
"det havde jeg ikke tænkt paa! - Javist, det siger sig
selv, Du kan ikke være udstyret fint nok. Witt, Witt
 . . ." Hun tog et Par ilsomme Skridt henimod Døren.

"Aa nei, Mama," holdt Karsten hende tilbage, "det
er ikke noget for ham det! - Bær Toiletskrinet op
paa mit Værelse, Du Marthe; - men forsigtig. Sæt det
paa Kommoden."

Siden hin Formiddag i Vinter, Cecilie og Fasting
skiltes i Entréen, havde hver af de selskabelige Sam-
menkomster, hvori hun kunde vente at træffe ham,
været hende en hel Spænding. Hun havde levet i
Feber for hvert af dem, drømt og udgrundet, hvad der
vilde komme, studeret, hvordan hun selv vilde være,
og hvad hun vilde sige, saa de ikke fik noget at op-
holde sig over. En Dame gi'r Tonen an omkring sig,
havde Mama og Karsten sagt.

Danse med ham, svare ét eller andet Ord og se paa
ham, det vilde være saa let og naturligt.

SIDE: 249

Hun kunde imellem kjende sig saa tryg, hun havde
jo følt, at han holdt af hende.

Men saa dæmrede de igjen frem alle disse Mistanker,
som gjorde Jordbunden saa utryg, - og rev Illusionen
tvertover som et skrigende Tøi.

Hendes Fantasi stod igjen foran alt dette mystiske,
og hun grublede og grundede, indtil hun atter var der,
hvor hun sidst slap, - hvorledes han nærmede sig,
hvad han kunde sige og hun svare . . .

I hvilken Dragt vilde han helst synes om hende?

Og naar hun saa traadte ind paa et Bal skjælvende
og bleg, saa det prikkede i Kinderne . . .

Han var der ikke, kom ikke! - ikke første Gang,
da hun havde den enkle hvide med Perlerne, heller
ikke den næste, da hun bar den blaa med Aksene i
Haaret. Salen blev med ét saa tom. Og hun maatte
danse og være i Vinden og konversere om alt det, hun
ikke brød sig om, med alle disse komplimenterende
Mennesker, hun hellerikke brød sig om - i det uende-
lige hele Natten udover.

Der var ikke Maade paa, hvor Karsten var fornøiet
med hende, og hvor han skrød af det Dagen efter.

Men Marthe fik ikke et Ord af Søsteren, naar hun
kom hjem og lagde Naalene, eftersom hun tog dem
ud, en for en nøiagtig op i Glasassietten paa Speilbor-
det, hængte Kjolen hen og ordnede hver Del af Pyn-
ten i al Nøgternhed paa sit Sted for at slippe at be-
høve at røre ved noget af det imorgen.

Paa Ballet i Officersklubben - det sidste iaar -
overgik hun sig selv. Hun havde indrettet sig paa at
trodse den Kvæld og rigtig gjøre Lykke, fordi han
havde negligeret hende!

Iaften vidste hun han kom; han var jo i Bestyrelsen
og havde været hos hendes Bror om Formiddagen -
oppe paa hans Værelse.

Da hun viste sig ved Karstens Arm, tog hun alles
Blikke, det blege ved hende den Aften gav hende sligt
Udtrykt.

Hun saa ham straks, hvorledes han iagttog og fulgte

SIDE: 250

dem, fra de kom ind af Døren. Det havde været hende
umuligt nu at møde hans Øine blot nogenledes natur-
ligt, det bankede og stansede saa lammende inde i
Brystet. Han stod øiensynlig og ventede paa, at de
skulde komme forbi.

"Godaften, Fasting!" sagde Karsten, - "vellykket
Arrangement, Du! heldig ordnet."

"I det Stykke stoler jeg heller paa din Søsters Skjøn.
Hvad siger De, Frøken?"

Der var noget i Henvendelsen, der gjorde, at der kom
en halvfjottet Hævnlyst over hende:

"Udmærket; men hvorfor tog De ikke Eksempel af
Ballet sidst hos Lüders? - alle de grønne Dekora-
tioner med Bladplanter i Sideværelserne, erindrer De
nok."

Han saa forbauset paa hende; - hun maatte dog
for Pokker huske, at han ikke havde været der!

"Aa naa, De var der vist ikke? men der var saa
nydeligt!" - Og saa nikkede hun venligt, idet de gik
videre.

Hun turde bare ikke tænke paa, hvad hun havde
sagt. Hun følte det ligesom noget var gaat istykker
for hende; - og saa blev hun engageret og kom i
Vinden.

Herrerne kappedes om hende fra Dans til Dans; de
dukkede frem og bukkede, saa Balbogen var mere end
fyldt. Der snakkedes, og det hvirvlede rundt. Hun saa
ogsaa et Par Gange Fasting paa Gulvet i Medfør af sin
Pligt som Bestyrer, og hun overraskede ham i at staa
og se paa hende, medens hun dansede.

Hun havde hele Tiden med haardnakket List gjemt
Wienervalsen til ham; det var den niende Dans.

Hun vilde finde en Leilighed til at hilse ham. Hun
fandt den, og hun saa, han blev ganske forandret.

Men ogsaa Wienervalsen gik forbi.

Og dog var og blev der hele Tiden som en usynlig
Traad imellem dem.

Hun følte, han holdt Øie med hende; - og Blikke
og Miner, hvad hun gjorde, Maaden, hun førte sig

SIDE: 251

paa og konverserede, det var alt bare med Tanke paa
ham!

I Kotillonen havde han sin Plads et Stykke nedenfor
paa den anden Side, og hun havde mødt hans Øiekast,
idet hun dansede forbi. Det var saa eget grundende -
beundrende.

Hun fik med ét ligesom Fornemmelsen af, at hun
dog kunde eie sin Magt over ham.

Og det var ikke uden Bevidsthed, at hun bagefter
stod lige over for ham og smilte saa levende interesse-
ret til Devold, som konverserede hende. Fasting havde
engang nævnt noget om det lyse talende Udtryk ved
Munden, naar hun smilte. Et og andet halvvovet Blik
sagde, - hvad hun anede og følte, - at hans Opmærk-
somhed ikke veg fra hende, at hun holdt hans Sans
fangen, og hun sittrede af Glæde.

Det var som en Strid, hvor det veiede om hendes
Magt.

Hun gjorde sig ikke rede for, hvordan det gik til,
eller hvor hun tog Modet fra, det hele gik for sig i en
Stemning uimodstaaelig, ubetænkt.

I en af de smaa Ture, hvori hun havde at tage op
en Kavaler, stod hun pludselig foran ham:

"Har De rent bestemt Dem til ikke at danse med
mig mere, Fasting?" spurgte hun.

Han saa overrasket ud, og som han stred med sig
selv, før han lidt sent svarede:

"Naar man danser saa klodset som jeg, optar man
ikke Ballets første Dame; - det er simpelthen min
Pligt som Medlem af Bestyrelsen," spøgte han.

"Det mener De ikke noget med, Fasting!"

"Mener De altid med, hvad De siger?" henkastede
han, idet han førte hende ind i Valsen.

Medens hun rettede sig efter hans Dans og havde
hans Arm fast om sig, kom det "Ja", hun svarte, det
følte hun, af hele hendes Hjerte.

Han smilte lidt eget:

"Javist, javist, - jeg tror jo ogsaa, - hver Gang!

En ung Kvinde har saa mange oprigtige Stemnin-

SIDE: 252

ger," tog han sig lidt efter brat. Han pressede hendes
Haand haardt, medens de dansede videre.

Hun saa blot i blind Rus Lysene blinke over hans
Skulder.

"Saa glat saadant et Dansegulv!" undskyldte han et
fornyet Tag om hendes Liv.

For tredie Gang foran hendes Plads følte hun, hvor-
ledes han næsten nølede med at slippe hende. Men,
idet hun gav ham sit bedste, tillidsfuldeste Blik, blev han
igjen saa egen ironisk:

"Jeg har vist beholdt Dem forlænge, Frøken Witt!
Men hvem vil ikke gjerne drage det ud, naar han et
Øieblik kan kjende det næsten, som han holdt Lykken
mellem Hænderne? . . ."
- - - - - - - - - - - - - - - - -
- - - - - - - - - - - - - - - - -

Fasting kunde ikke gjøre for det. Hver Gang han
havde set hende igjen, om blot i Forbigaaende flygtig
paa Gaden, - det gjærede altid paany op i ham.

Men aldrig havde han set Cecilie Witt saa smuk som
i denne Kvæld!

Han havde Følelsen endnu i Armen af den unge
fulde, elastiske Skikkelse, han havde holdt om Livet,
hendes rige kastaniebrune Haarfylde med den vid-
underlige Nakkebøining nær ind til ham. Og han
havde søgt at faa Grund i Ansigtets Udtryk. Det var
saa oprigtig, saa helt fyldt af det, hun mente i det
Øieblik! - at én kunde git Livet paa, at der ikke var
en Bagtanke i hele hendes Sjæl. Og det var der ikke
heller, - førend siden, naar hun fik betænkt sig og
snurrede Hovedet rundt paa nogen anden.

Hun huskede ikke, enten han havde været paa Bal-
let hos Lüders eller ei! - hvad var nu det for noget?

Men, at hun var farlig besnærende, det kjendte han
paa den Feber, han var i . . .

Der gik Timer af Natten og ind i den graa Morgen-
lysning, hvorunder han tændte Cigar efter Cigar uden
at huske, hvorledes den forrige var udrøgt, før det blev

SIDE: 253

ham muligt at faa stilnet ned og klaret Tankerne og
opgjort sin Konduite.

. . . Naar en forstandig Mand skal stifte Familie,
hvad vil han saa ha?

Kanske den, som fanger og koketterer og dreier
Hodet rundt paa én og er interessant - og ubegribelig,
- og kan snyde én imorgen slig, saa, - ja saa der
bare ikke gives den Skarv i den vide Verden, som kan
snyde én for Hundredeparten? For, om de tog Huset
og Sengen og Støvlerne og satte én paa Kronarbeide,
hvad var det mod at mærke, at Du har tat Fanden
paa Ryggen, og skal bære ham frem, til Du sturter, -
til Du sturter, Gut! - Og saa blir Du saa ond og harsk
indvendig, at det eneste rette, Du kunde gjøre, var bare
at kværke baade Dig selv og hende, ekspedere sig ud
af Verden . . .

Aa nei, - saadant et saakaldet bedaarende Fruen-
timmer, som én aldrig kan lodde tilbunds alligevel,
det blir for sleip Grund at støtte sin Fremtid paa . . .

Han trak Uhret, hvis Kjædestump han havde viklet
om Haanden, for haardt op. Fjæren sprang; den løb
snurrende og snurrende af, og uden at bryde sig mere
med det lagde han det paa Bordet.

Middelmaadig Far, - hverdagslig og beskeden -
ikke netop opløftende eller indtagende eller bedaarende
- jevn, stø og sikker; de skal udtages som Melkekjør
uden Fordomme og Hensyn . . .

Den sidste Kraftsats regalerede han sig med, idet
han efterat have varet med Gardinet mod Morgenlyset
atter ganske opgjort og klar gik tilsengs.

Inde hos Kommandørinden var al Sind og Tanke
fortiden optat af Karsten, som i næste Uge skulde
overtage sin Post.

Kommandøren holdt sig jo helst længst mulig undaf;

SIDE: 254

Sønnens Beslutning stod langtfra i det samme Rosen-
lys for ham som for hende; han følte, han maatte
passe vel paa for ikke at komme til at forløbe sig.

Han havde en Fornemmelse ved al den Sukken og
opjagede Iver, som der fløi ham løse Dun og Fjær om
Ørene, og visse ufrivillige Ansigtstrækninger og Folder
undlod ikke at røbe nok af hans tætladede Taushed til,
at Stemningen ikke netop forhøiedes, naar han kom
ind i Stuen.

Kommandøren var stanset et Øieblik foran Slaguhret,
som han havde en Svaghed for at ville aftvinge en
kronometralsk Akkuratesse:

"Jan kommer til at bli her endnu et Par Maaneder
efter sin Eksamen, Jutta. Jeg har sagt ham, at jeg er
fuldkommen enig med ham i, at han kommer ud i
Langfarten med engang; han faar vente paa Müller
 - og endnu to Maaneder til . . ."

Hun reiste sig utaalmodig. Hun havde en Æggedosis
igang, og man hørte Slagene af Vispingen ude fra
Spisestuen, hvor Cecilie og Marthe byttedes om Arbei-
det. Karsten ventedes hvert Øieblik, og der fulgte altid
et Par Venner med.

"Jan kan jo komme ud før," tog hun i, - "Karsten
har skaffet ham Tilbud om Ansættelse som Understyr-
mand paa Wanckels "Sjofna". En saadan Fyr skal da
ikke rent ud sættes paa Piedestal heller, vælge og vrage
efter Behag."

"Aa Snak, Jutta, der er Mod og Drift i Gutten. Naar
han ikke har Kapital at sætte i et Fartøi, saa blir det
aldrig andet herhjemme end en Skipper, som Rederen
kan sætte paa bar Bakke imorgen; - han foretrækker
ikke som andre at kludse sig bort i en fremtidsløs
stakkars Smaafart frem og tilbage om Husdøren!"

Det sidste kom løssluppet lummert.

SIDE: 255

"Min Mening er nu, at Herren bare har Lyst paa at
gaa her iland og drive Dank længst mulig; og saa
kaster han sin godtroende familiesvage Onkel Blaar i
hans gamle Øine - om Langreiser og alskens Høitide-
ligheder!"

Der rørte sig en Skjælven i Kommandørens Ansigts-
muskler. Han havde længst en saar Fornemmelse af
Affældighed, og at Naturen holder sin egen Justits.
Hvad der var overdækket i én Alder, følte han desto
ubarmhjertigere afslørtes i en sildigere. De for mange
Aars Forskjel satte sin Braad ind.

Det var det delikate Punkt, hvor hans Stolthed var
blotstillet og saa at sige overgivet til hendes Naade og
Delikatesse.

Og alligevel kunde hun aldrig dy sig for at røre ved
det, naar det blev for fristende at ty til det Vaaben,
som hun vidste gav hende det sidste Ord.

Hun saa Virkningen og angrede det jo saa raskt, som
det var faret ud af Munden. Nu ledte hun sin hele
Tankegang igjennem for at finde paa noget, som kunde
gjøre det godt igjen og hun sagde med et Smil, hvori
der laa noget af hendes unge Dage:

"Du er saa varmblodig og heftig, Witt, at Du faar
ogsaa mig til at bli hidsig. Jeg holder saamæn ikke
ud at trættes med Dig. Jeg burde engang lære, at jeg
ligesaa gjerne kan gi mig først som sidst. For, at
Kapteinløitnant Witt altid satte sin Villie igjennem,
det hørte jeg allerede, før jeg saa Dig første Gang," lo
hun. "Vil Du vente lidt her, min Ven, gaar jeg ud og
henter en Æggedram til Dig."

Havde Kommandøren mere og mere en vis bitter
Kjendsel af, at hans Villie kun altfor ofte dunstede hen
i Luften for at give Plads for hans urolige, lunefulde
Halvdels, saa gav det dog Forholdet sit belivende, strid-
bare Peber. Der var saa at sige Veir i det om end
baade for stadig og for meget til, at det under hans til-
tagende Alder kunde kaldes nogen Lystseilads paa
Ægteskabets bygefulde Hav.

Da Kommandørinden en ti Minuters Tid efter kom

SIDE: 256

ind, sad han anstrengt efter Formiddagsrunden paa
Værftet og sov i Sofaen.

Hun satte Æggedrammen fra sig paa Bordet. Hans
slappe graa, furede Ansigt med den skarpe store Næse
og den halvaabne, snorkende Mund var nedsunket
imod Brystet, hvor Uniformsvesten var opskudt, me-
dens Armen hang udover Sofakanten.

Hun stod lidt og saa paa ham. Saa tog hun Sofa-
puden og lagde den varsomt bag hans Nakke.

- - Ingen af de lystige Smaaselskaber, ingen Spil-
lepartier og Pikeniker mere! - Kommandørinden
havde en vis Trang til at drive noget festligt ud af
Situationen, lidt af en Reisehelg som Modvægt mod
den Følelse af Kjede, der tog hende, hvergang hun
kom til at tænke paa, hvor tomt det vilde blive efter
Karsten.

Hun ivrede ude i Husholdningen med de Retter og
Desserter, som maatte paa Bordet i denne sidste Tid;
- Karsten tog naturligvis med sig hjem hvem han
vilde nu lige før Reisen. Hun kontrollerede og for-
manede Nella, som skulde præstere alt hans Linned i
vasket og finest strøget Stand, og dampede under sin
uudfyldte Virksomhedstrang i Eftermiddag Humøret
af ved at brodere paa hans elegante Tøfler.

Som hun sad der i værdig Bedrøvelse i Lænestolen
og af og til trak et dybt Suk, kunde hun mindet om
hine gamle, som baldyrede Sorgen i Lin, om det ikke
saa stadig var bleven afbrudt af et irritabelt husligt
Udbrud med Strikkepinden oppe i Haarbuklerne.

For Øieblikket havde hun Trang til at snakke lidt
ud om Karsten, udtale sine Formodninger, om hvem
han vel kunde finde paa at bede med sig hjem til
Aftens. Men det var jo saa utaaleligt, der sad denne
evige Jan og fulgte alt, hvad hun sagde, med sine kri-
tiske svarte Øine, saa det ikke var muligt at faa tale
ud i sin egen Stue. Dette Menneske stansede jo saa-
godtsom hele Familiens smaafortrolige Meddelelser . . .

"Aa Marthe, Du har da virkelig andet at gjøre end
at hæfte Tiden og forstyrre Jan. Jeg er saa kjed af

SIDE: 257

dette Nøste, som hele Tiden danser mellem jer. Læg
Garnvindingen bort og gaa hen og tag Dig noget til!"

Marthe var ildrød i Hovedet; hun blev mere og mere
saar for Mamas Skoser i Anledning af Jan og var i
stadig Angst for, at han skulde mærke det.

"Jeg er virkelig saa bekymret for Jans Eksamen,"
udbrød Kommandørinden, da han gik. - "Jeg kan
sletikke begribe, hvordan han skal faa den. Var Tiden
nogengang kostbar for ham, saa skulde det vel være
nu i Dagene, før han skal gaa op . . . men han ræson-
nerer vel som saa, at det kan være ganske bekvemt
og behageligt at forlene os med Fornøielsen af sin
Nærværelse ogsaa næste Vinter."

"Han har siddet og læst fra Klokken fire imorges,"
udstødte Marthe med Graaden i Halsen.

At Jan nu virkelig havde drevet igjennem sin Plan
om Langfarten havde sat hende i stærkt Sindsoprør i
Eftermiddag og gjort hende mere end almindelig nær-
tagende. Han skulde blive borte med én Gang i flere
Aar!

Hun sad dump, urolig og rugede over det med en
Kjendsel af, at Graaden sprængte i Øinene. - Mon han
var gaat op paa sit Værelse . . .

"Jan, Jan, er Du der?" bankede hun paa og stak Ho-
vedet ind.

Han havde løst Halstørklædet af sig og sad med det
svarte Hoved og den stærke haarede Nakke bøiet over
Bogen.

"Du faar ikke hæfte mig bort, hørte Du jo!" sagde
han brysk.

"Pyh, det var til mig det, - Mama vil bestandig,
jeg enten skal terpe med at læse eller spille."

"Aa nei, Du; jeg forstod nok Visen, - at jeg var
overflødig og havde at forføie mig bort. Det er ikke
noget at pynte op det . . . Nei jamæn mener jeg, Du
tar Dig nær af det, Marthe?"

"Slet ikke!" - Marthe kjendte selv, hvor hun var
gruelig let til Taarerne idag.

"Kors for et Rede, Du har hos Dig, Jan," brød hun

SIDE: 258

ud for at aflede; hele Indholdet af Skibskisten var væl-
tet ud over Gulvet.

Hun gik helt ind, medens Døren blev staaende aaben.

"Aa jeg har det, som jeg vil; jeg liker mig bedst,
naar jeg puger, saa jeg ingenting andet husker."

Hun slog op Permen paa en af Bøgerne, hun syn-
tes altid han skrev sit Navn saa kjækt og raskt, -
Jan Børresen.

Medens hun stod med den stribede Kjole ind ved
Bordkanten og saa ned i Bogen lidt trykket og raad-
vild om, hvordan hun skulde faa noget frem af det,
som laa hende paa Hjertet, gled hans Blik langsomt,
næsten nedslaaet hen paa hende; det blev hængende
ved hendes Ansigt.

"Du er nok glad nu, Jan, fordi Du har faat din Villie
igjennem."

"Glad?" drog han paa det, "- glad . . . Aa ja saa-
mæn, sa Matrosen, han skulde slippe med Livet, bare
han kunde svømme over Kattegat! - Men jo før én
jumper ud i det, jo bedre . . .

Haah!" reiste han sig braat og pustede, - "jeg vilde
ønske, jeg kunde gaa lige i det Dagen efter Eksamen."

Hun stod og pillede ved Kanten af Bogpermen:

"Og jeg, som syntes, det var saa - saa - - mor-
somt, at Du skulde bli her endnu i to Maaneder. Men,
naar Du er saa rent lei af os, - og Du sletikke tænker
paa andet end at komme væk alligevel, saa er det vist
bedst, Du gjør det.

Jo bare gjør det, bare gjør det!" fulgte det hidsigt.
"Hvorfor skulde Du ikke gjøre det, Du har Lyst paa?
Jeg synes, Du skulde pakke sammen Skibskisten din
og reise straks, siden Du er saa rent kjed af os og al-
drig kan komme langt nok bort. Nella skaffer nok Va-
sken istand."

Den sidste Forestilling blev dog for overvældende
og overklippedes af et graadsvangert sidste:

"Jeg vilde ønske, Du bare var afsted!"

"Du tar saa rent, rent himlende feil af, hvad jeg
mener, Marthe. Kan Du ikke forstaa, at - at -"

SIDE: 259

Han saa paa hende, medens Bevægelsen kjæmpede
og skiftede i hans Ansigt.

"Nei, Du forstaar nok ingenting!" trak han Veiret
dybt og gav sig utaalmodig til at slænge de ophobede
Sager i Skibskisten igjen.

"Du kunde kommet hid saa tit ellers, - om ikke
netop hver fjortende Dag som Karsten, - hvis Du ikke
endelig skulde i denne Langfarten," bemærkede hun
lidt formildet.

"Tak ja, - engang om Aaret, naar de la' op til
Jul, - for at faa se Dig som værst stase ude i al Fiffen.
Det maatte rigtig være for at more mig det, - som
Hummer i en Gryde! - én Gang om Aaret," brast han
ud saa overstadig kunstig lystig, at Marthe bare stod
og stirrede paa ham. - "Nei, ser Du, Marthe," rettede
han sig pludselig op. "Jeg kan gaa til Nordpolen, og
jeg kan gaa til Japan; men komme igjen, det gjør jeg
bare én eneste Gang!"

Marthe kjendte hun blev rødere og rødere, hun kunde
ikke rigtig se op paa ham; men det indbidte Glimt i
hans mørklette Ansigt skimrede foran hende, medens
hun halvt satte sig op paa det lave, malede Bord og
ligegyldig fingererede med hans blaa Hue, som laa
mellem Bøgerne og smeldte med den lakerede Storm-
rem over Skyggen.

"Naar Du engang kommer hjem, skal Du nok se."

"Ja da ja!" kom det bittert, - "da kan jeg nok faa
se meget rart."

"Du maa skrive ofte, Jan, - til Cecilie og mig in-
deni Brevene til Far. Vi skal svare Dig paa Postruin
og fortælle Dig om alt muligt . . . Men hvor ofte tror
Du, vi kan faa Brev?"

Jan saa overordentlig grublende ud; han havde en
vis brændende Lyst til at forklare sig. Men hvad nyt-
tede det? Hun kunde jo ikke svare for, hvad hun mente
om seks, syv, otte, ni Aar, om han da kom hjem som
en Mand med Plads i Verden og Kapital i Lommen.
Fange hende nu i det, hun kanske kom til at angre
bittert med Aarene . . .

SIDE: 260

Han stod og saa paa hende, medens hun snakkede.
Den raske opskudte Skikkelse, som sad og vuggede der
med Benene og endnu var saa sund uvillig til at lægge
Damens Stivhed over sig, hendes naturlige fortrolige
Væsen med det ubevidst undrende i Øinene, der lyste
af saadan usigelig selvgiven Forudsætning om, at han
var saa at sige hendes Livsluft, betog og fangede ham;
- det drog og fristede ham alt i dette Øieblik mere
end nogensinde til en Udtalelse.

Han smilte med en tilsløret Fortvilelse og hev en
Uldskjorte-Busserulle voldsomt ned i Kisten.

"Vil Du virkelig huske paa mig med Brev, saa -
er det jo den største Glæde, Du kan gjøre mig i Ver-
den, Marthe. Og bare saa ofte, Du kan.

Me-n ikke længere, end Du har virkelig Lyst! Jeg
skal ikke ha nogen af disse Fætterbrevene, som de skik-
ker ud bare for Sælebods Skyld, for at det skal være
ligesom lidt fra hver i Familien, og hvor de deler Pa-
piret saa pent mellem sig. Jeg betakker mig, jeg har
set nok af dem . . .

Hvem er det?" spurgte han med ét. Der kom nogen
op af Trappen, og han vidste jo, at det ikke netop var
efter Mamas Kogebog, at Marthe stod saadan inde hos
ham paa Værelset og pratede.

"Aa pyt, det er bare Cecilie," sagde Marthe, som be-
herskede Udsigten gjennem Døraabningen. "Jeg véd,
hvad det er jeg, siden hun sprang saa fort ind paa
Mamas Soveværelse. Hun vil bare se efter, om Fa-
sting følger med Karsten hid hjem iaften. Fra Vinduet
derinde ser vi helt op om Hjørnet af Sjømandsskolen. -

Tænk, de er ikke blet Venner endnu, Du!" betroede
hun ham. "Jeg synes rigtig det er Skam af ham, som
han piner hende. - Jeg forsikkrer Dig, hun staar og
værker deroppe hver evige Aften helt, til Karsten kom-
mer . . . Fasting skulde bare vide det Du," yttrede
hun med en vis Funderen paa, om hun dog ikke
burde se til at finde en Vei til at meddele ham det.
"Hvis jeg var hende, - og vi blev Godvenner igjen,

SIDE: 261

huf, jeg tror, jeg luggede ham. Jeg kan bli saa sint
for saadant Plageri!

Alt halvotte," sagde hun og saa hen paa det lille
Vækkeuhr oppe paa Væggen ved Servanten, - "om
lidt skal vi spise. Jeg tror neimæn ikke, han kommer
iaften heller."

"Aa der er ingenting iveien for dem; de har jo bare
at gaa hen og bli enige."

Hun trak paa Næsen, stødt over hans Ufølsomhed.
Men saa lagde han til med en slig Fylde af Over-
bevisning, at det helt rev hende med sig:

"Tænk, om det bare stod paa at bli enige. Aa Du
himlende! . . ."

Han satte Øinene ganske stille i Taget. -

Hvorfor Marthe var saa glad bagefter om Aftenen,
vidste hun ikke saa nøie.

Men det, hun med stor Tilfredshed tænkte paa, var,
at Jan og hun dog virkelig idag havde trættet alvor-
lig som Cecilie og Fasting. Hun havde i sit stille Sind
været stærkt optaget og foruroliget ved, at Jan egent-
lig aldrig bar sig saadan ad mod hende som de andre
Herrer mod Cecilie; han var bare som hendes Ven og
Kammerat.

Med dette var hun kommet over en virkelig Bekym-
ring, som havde tynget hende.

Vaaren lakkede fremover med alle de nære For-
andringer i Luften.

Marthe tællede i sin urolige Beklemthed kun et
Par Uger, til Jan gik til Amerika, og ude paa Havnen
laa Korvetten snart færdig til at faa Kommandoen
heist; med den skulde Fasting, Bull og Storm.

Med Paasken begyndte ogsaa for Kommandørens
den mere repræsentative Tid af Aaret, da alt maatte
være parat til at modtage allehaande officielle militære

SIDE: 262

Galla-Opvartninger og Visiter, ikke at tale om mulige
Besøg fra fremmede Orlogsmænd, der kunde anløbe
Havnen.

Huset saa at sige endevendtes fra øverst til nederst;
der maledes og hvidtedes af Værftets Malermestere,
der vaskedes, der pudsedes, der blev bonet og gnedet.

Kommandørinden svævede i travl Iver snart i
Haven hos Leiefolkene og gav sine Ordre, medens
begge hendes Døttre saare ivrige færdedes mellem Ra-
batterne med Skoene klissede og Hænderne røde af
den vaarfugtige Muldjord. Snart passerede hun var-
somt omskuende og kontrollerende gjennem Kjøkkenet,
hvor Komfuren sværtedes, og Kobber og Messing pole-
redes af Tjenestepigerne.

Af og til tog hun sig saa en Oversigt inde paa Konge-
salen, hvis lange Planker behandledes med særlig
Finesse og Gnidning af Skurekonerne. Den bar sit
Navn af, at en dansk Konges Portræt hang der til Af-
mindelse og med en Underskrift om, at han under et
Ophold i Norge havde taget Nattekvarter i Komman-
dantboligen. En vis Lugt af Æbler og Vinterfrugt, som
havde ligget opbevaret derinde, hæftede endnu ved. I
Taget svævede dekorative Figurer fra en luksuriøsere
Tid; - Kommandørindens Skridt over Gulvet antog
uvilkaarlig en vis selvfølende Air derinde.

Rundturen sluttede gjerne hos Nella, der stod for
Vinduerne og alle Gardinerne, og hvis lille Skikkelse
i Regelen opdagedes begravet mellem dem paa en
Trappestige, løftende en Gardinstang med Spyd over
Hovedet.

Det var med en vis nervøs Forcerethed, at Cecilie
tog fat med i disse huslige Arbeider. Den urolige Spæn-
ding, saa skjælvende fuld af Forventning, havde drevet
hendes kraftige Natur op til en vis Eksaltation. Al
denne Kritik, alt dette uforstaaelige i Luften havde git
hende en forvirret Fornemmelse af, at det næsten var
en kinkig Sag at være en ung Pige.

Hun led under en stigende Følelse af, at de Skuf-
felser, hvortil hendes Sammentræf med Fasting saa

SIDE: 263

stadig vendte sig, havde sin Grund i hendes eget kun-
stige Væsen mod ham.

Der var altid et eller andet at ærgre sig over bag-
efter, - det blev saa vanskeligt og unaturligt.

Da han kom saa ligefrem hen til hende sidst hos
Focks, var hun blevet ganske retiré og næsten spids.
Laura Fock og Trine Meyer stod lige i Nærheden og
passede paa og lagde Mærke til, hvordan hun var mod
ham. Og saa, for at rette paa det, var hun blevet for-
ceret snakkesalig. Hun havde følt hans Øine, at han
saa, hun var lavet.

Venlig og ligevægtig, - sa Mama. Ja deilig! det var
netop da, hun kom paa Stylter . . .

Hun stod idag oppe paa Bordet i Lysthuset med en
Malerpotte ved Foden og malede de gamle graa Tag-
sprinkler med grønt. Hun strakte sig saa høit, hun
kunde, for at naa til; det gjaldt at tage fuld Kost og
kladske rask og overflødigt til deroppe mellem Sprink-
lerne og selv slippe bedst muligt fra Skvætten.

"Nok saa anstrængende Arbeide det, Frøken!" hørte
hun muntert bagom sig.

Det sittrede gjennem hende; hun kjendte Stemmen;
men samtidig fik hun en Angst: - var det passende
at staa deroppe, skulde hun springe ned fra Bordet?

Der var noget i hendes Stolthed, som oprørte sig;
hun kunde ikke formaa sig til at gjøre dette Hop med
den tilhørende leende Undskyldning, - og saa blev
hun staaende og sagde smilende:

"Jeg maa ha Taget færdig, skal jeg ikke faa alt
Dryppet af Kosten over mig to Gange."

"Naar De op, Frøken . . . Skal jeg hente Dem noget
høiere at staa paa, - lidt til Fodstykke?"

"Nei Tak," svarte hun lidt kort.

"Hm - saa, jeg generer maaske?"

"Aa nei da!" vendte hun Hovedet om til ham. Ud-
trykket var saa indtagende.

"De har intet imod, at jeg staar her da og snak-
ker til Kommissionen kommer ud af Huset. Vi in-
spicerer Værftsbygningerne idag; Kaptein Fock gaar

SIDE: 264

omkring og bukker og siger: "alt iorden!" Jeg er bare
Sekretær. - Men hvor har De faat alle Malergreierne
fra?"

"Hos Folkene udenfor ved Stakittet; det fristede mig
at se alle Malerpøsene."

"Det er ganske frydefuldt engang at se en ung Dame
som foretar sig noget; ja jeg mener noget, som der er
lidt Naturlighed ved."

"Tænker De virkelig saa?" lød det næsten ironisk;
hun stødte Malerkosten ind i en Forsænkning deroppe.

"Jo Frøken Witt! jeg vil virkelig staa paa, at jeg
tænker saa. Det er saa simpelt; af en naturlig Beskjæf-
tigelse tænker man sig til et naturligt Menneske. Og"
- hans Øine hang uvilkaarlig magnetisk ved enhver
af hendes Rørelser, medens hun ikke var fri for baade
at føle og nyde det, - "det er nu ikke bare det ret og
slet ydre. Aanden, véd De, kan betage netop gjennem
de mest bizarre Træk; - men der kan ogsaa lure en
Kokettes Bedrag og kolde Leg under, Frøken Witt!"

"Fasting! . . . hvad tror De om mig?" udbrød hun.
Hun stod med Malerkosten slapt ned.

Han saa op mod hende med en Tilskyndelse som til
at løfte hende ned i sine Arme.

"Hvad jeg tror? . . . Jeg tror, at De er den, De er,
- et betagende Øieblikkets Barn . . . men - i to Øie-
blikke er De to Mennesker. - Hvad kan De for det?"
sagde han næsten bedrøvet.

"Tak for Deres gode Mening om mig, Fasting!" lød
det koldt.

"De er dog vel ikke vred paa mig, Frøken?"

"Jeg, nei, hvor kan De falde paa det? De saa jo,
hvor andægtig jeg hørte paa Deres Forelæsning -
Hjælp mig heller med at ta Malerpøsen og sætte den
udenfor, - saa gjør De noget nyttigt!"

Hun rakte den hen til ham og hoppede selv ned.

"Sig mig, har jeg saaret Dem?" vendte han sig varmt
til hende.

"Mig? - hvor kan De tænke det; - en Dame maa
jo aldrig kunne saares! At hun er to Mennesker -

SIDE: 265

det samme som at sige, at hun er intet Menneske, hvad
gjør det? . . . En Dame er overhovedet neppe noget
Menneske, tror jeg!"

"Cecilie, har jeg gjort Dem Sorg?" hviskede han
indtrængende. - "Jeg vilde gi, hvad det skulde være
for, at det ikke var sket! Men det kommer af, at -
ingen kan bringe mig saa til at forglemme mig selv
som De, - ingen i Verden!" udstødte han.

Kommissionen kom i Haveporten og talte med Kom-
mandøren.

Kommandørinden mente, at Herrerne burde styrke
sig ved et Glas Portvin, og Selskabet forsvandt - dog
ikke, før Kaptein Fock ligesaa galant som hjulbenet og
skaldet først havde udbedet sig Lov til at mætte sine
Øine, som han udtrykte sig. Han tog Cecilie om begge
haandledene, sprikede hendes Arme ud og plirede
hende med sit lyse Plommeansigt forgudende ind i
Øinene:

"Bevars, bevars, alt i Orden, Frøken!" komplimen-
terede han henrykt. -
- - - - - - - - - - - - - - - - -

- Fastings sidste Udbrud dirrede endnu i Ørene paa
Cecilie, - "ingen i Verden!" . . .

Det var kommet saa pludselig voldsomt netop, som
hun havde staat frysende iskold indtrukket i sig selv.

Hun stod med et Greb af Lærredsforklædet i Haan-
den, - der var en stor grøn Skvæt af Malingen blandt
de mange mindre, - og stirrede med det indvendige
Øie i noget som et usynligt Edderkoppespind, hvori
hun havde været indviklet. Hun fik en Følelse som
den frelste Flue.

En Humle surrede i Sprinklerne; den tonede ind
og ud:

"Ingen i Verden" . . .

SIDE: 266

Hvad der iaar mere end ellers lagde Hede og Iver
over de huslige Forberedelser før Paaske og optog
Kommandørindens spændte Tanke med endeløse Kom-
binationer, var, at Karstens Fødselsdag, tyvende April,
indtraf paa Torsdag, og at Kystdampskibet, hvorpaa
han var Næstkommanderende, netop den Dag - det
skete kun hveranden Torsdag - anløb Havnen, efter
Ruten Klokken 11 om Formiddagen.

I Regelen laa det kun en halv Times Tid à tre Kvar-
ter derude, - saavidt at Andreas fik Vasken afleveret,
medens Dampskorstenen kogte og af og til øredøvende
slap ud sin hvide Damp. Passagererne sattes hastig
fraborde med sine Kufferter hen til Bybryggen, og
Lastegodset i jagende Hast firedes fra Kranen ned i
Prammen, der lagde til ved Forelugen. Der var man-
gengang ikke synderlig mere Tid end til at faa vekslet
Hilsener med Karsten fra Volden og Vinduerne eller
talt med ham i Hasten fra en Baad under Dampskibs-
siden, naar Jan roede Smaapigerne.

Kommandørindens saa længe opkorkede moderlige
Følelse var imidlertid denne Gang brudt ud i en uimod-
staaelig Trang til at faa gjort en Fødselsdagsfest for
Karsten, - en Formiddagspikenik, hvor hun kunde
have Sønnen hjemme hos sig i Stuen.

Hun udmalte sig ham - sat raskt iland af Værftets
Jolleroere, - som Dagens feterede Helt, hvis Skaal
blev drukket af Selskabet i Champagne til den fineste
Anretning; hvorledes hendes egen Rolle vilde være de
tilbageholdt stille Taarers, - lige indtil Karsten, saa
vindende i al sin Fremtræden, svarede paa Skaalen, og
hvordan hun saa omfavnede ham inderlig hjertegre-
bet; men derfor ikke ude af den Stil og Værdighed,
som en Moder altid bevarer, der eier det rette Over-
blik, - og hvordan han under den knappe Tid igjen
vilde forsvinde som et Meteor. Det vilde gi Virkning,
blive som en Glans efter ham, - og Wally Wanckel
skulde naturligvis være blandt de indbudne.

Det hele kunde bli saa rent mageløst! Det kom blot
an paa at faa strakt de tre Kvarter til en og en halv

SIDE: 267

eller mulig to Timer; - et Kvarter til at komme iland,
et Kvarter til at komme ombord igjen, Resten blev
deres.

Hun havde alt presset Kaptein Fock og alle de epau-
lettebærende Myndigheder, som kom indom deres Stue,
for alle mulige Muligheder, som stod i Forbindelse
med den Sag.

Hun havde afpint sin Mand et Leilighedsvink til
Chefen i et egenhændigt Brev i Anledning af noget
Gods for Værftet, hvori han udtalte et muligt Haab
om at de maaske paa Torsdag kunde faa se Sønnen
hjemme et Øieblik.

Men hendes Bekymringer var ikke lettede. Alt be-
roede dog paa det enkle, om der var meget eller lidt
Fragtgods at aflosse.

Det var sandelig ingen let Sag at gjøre istand en
Formiddagsfrokost med Geléer og Champagne og ind-
byde paa en saa høist risikabel Mulighed.

Fra Morgenen af var imidlertid alt parat. Værftets
Jolleroere ventede paa Beddingen, færdige til at gaa i
Baaden, og Jan var fra tidlig af oppe paa Fjeldknarten
ved det søndre Indløb for at holde Udkig og gi Mel-
ding saasnart der viste sig Røg i Horisonten, - en
Tur, hvortil Marthe haardnakket og paastaaelig havde
opnaaet Mamas Tilladelse til at gjøre ham Følge. Hun
kunde godt faa en klar Kjole og Pynten betids paa
sig alligevel; hun saa bestandig Dampskibene før no-
gen anden.

Jan skulde reise alt næste Lørdag - samme Dag,
som Korvetten lettede - og, hvad der vilde blive bag-
efter, var noget, hun ikke engang turde se ind i.

Jan havde draget hende ved Armen op hele Bakken,
- hvor de begge pludselig faldt paa at springe omkap.

Og saa havde hun igjen paastaat, at hun blev træt
og maatte hvile sig, hvilket ogsaa Jan havde gjort
med hendes Haand i sin, saalænge til hun pludselig
fik Uro paa sig og skyndte paa:

"Men Jan, vi maa op, Dampskibet kan komme."

Og saa gik og sprang de og støttede han hende igjen

SIDE: 268

om Livet, til de var helt oppe ved det røde tømrede
Vagthus. Solen begyndte alt at stege Fugtigheden af
Væggen.

Havet laa dernede glittrende blankt med en Række
hvide Sprøit langt udover Baaerne. Der var adskillige Seil
at se, smaa og store, Skjegter og Lodsbaade, der stod
i alle Retninger for den friske Bris; - men ikke Spor
af Dampbaadsrøg.

Det var vist meget fortidlig; Klokken var ikke mere
end halv ni.

De satte sig paa Læsiden af Vagttaarnet for Vind-
trækket; der var som en liden Bænk der, og, hvad der
manglede i Udsigten, havde de, bare de stak Hovedet
frem om Kanten.

Jan blev med ét saa urolig; han havde et Øieblik
igjen taget hende i Haanden og legt med den. Det var
blevet til det idag, at det saa naturlig for dem begge
kunde gjøres.

Men saa sprang han med ét op og begyndte at gaa
bortenfor paa Haugen.

"Jeg maa se efter Dampskibet, Marthe! Her blaaser;
jeg synes, Du nu skal gaa hjem. Du kan sige, der
endnu ikke har vist sig noget . . . Og saa skal Du jo
pynte Dig!"

"Tak, saa kunde jeg jo helst blet hjemme med en-
gang."

"Jeg har ikke bedt Dig om at følge med hid op og
forkjøle Dig," vedblev han saa uhyggelig, at Marthe
blev rent fugtig i Øinene, mens hun saa paa ham.

"Ja ja ja, jeg mener jo ikke det. Men staa her,
kanske to Timer, og lade sig gjennemblæse, - Du
skulde betænke det, synes jeg . . ."

Marthes Ansigt lysnede ikke.

"Sæt Dig ialfald paa Bænken igjen, saa skal jeg
patruljere her fremme."

"Ser Du noget, Jan?" lo hun lidt efter og stak Hove-
det frem om Hjørnet.

"Nei."

SIDE: 269

"Ikke jeg heller. Tænk her er Kraakebærkart alt
iaar; kom hid skal Du se."

De saa en Stund og fandt her og der flere Spirer
mellem Røserne bortover Fjeldknarten.

Saa overraskede Jan hende i at staa med begge
Armene urørlig støttet op mod en stor mosgroet
Kampesten og se udover Sjøen:

"Græder Du, Marthe?"

"Nei jeg gjør ikke;" hun rystede langsomt Hovedet.

"Jovist gjør Du; hvad er det, - hvad gaar der af
Dig? . . . Du skulde gaa hjem, Marthe!"

Der gik konvulsiviske Trækninger gjennem hende;
hun stod aabenbarlig og kjæmpede.

Pludselig brød hun ud i en ustyrlig Hulken med
Armene opgivet ud for sig paa Stenen.

Han søgte at tale til hende; men hun hørte ham
ikke, det blev heller værre. Saa tog han bagfra bero-
ligende om hendes Hænder.

Han holdt dem begge lukkede inde i sine, medens
Krampegraaden rykkede i hende. Og saa vendte hun
ude af sig sit glødende graadfyldte Ansigt om lige mod
ham.

"Jeg tænkte bare paa, Jan! om det var Dig, jeg stod
slig og saa efter; - og jeg faar aldrig se nogen Damp-
baadsrøg!" skreg hun og slog Armene om hans Hals
. . . "Du er borte da! Jan, Jan, slip mig ikke, forlad
mig ikke . . ."
- - - - - - - - - - - - - - - - -

Selskabet dernede blev saa vellykket heldigt baade
med Landstigningen og Karstens Tale og Geléerne og
de indbudne Gjæster, som Kommandørinden blot i sit
dristigste Begjær kunde ønsket.

Medens der blev drukket for Karsten, listede to
Hænder sig til at nærme sig hinanden med Cham-
pagneglassene, og de drak deres unge skjulte Lykkes
Skaal.

Der lyste ogsaa et Par andre Ansigter i en anden
Nuance af Lykken, - de dirrende Forventningers.

Fasting havde kun Øie for Cecilie. Det var, som al

SIDE: 270

Afstand, alt unaturligt mellem dem idag var forsvun-
det; og de saa ubetydelige Ord, de fik vekslet, eiede
en Dobbeltbund, som ingen af dem tog feil af.

Karsten var forsvunden som et Meteor efter udtryk-
kelig at have frabedet sig alt Følgeskab ned til Baaden;
og Kommandørinden stod anselig og værdig i Kredsen
af de udsøgt klædte Damer og et opstemt Selskab og
nød Sønnens efterladte Glans i Stuen.

Der var kommet et vist nynnende Liv over Cecilie,
- noget fartfuldt elastisk i Gangen, noget af det Skjær,
et gjemt Smil laaner Blikket. Hun vidste, der var kun
otte Dage, til Fasting skulde ud paa Togtet med Kor-
vetten, der nu laa helt udrigget paa Havnen færdig til
at faa Kommandoen heist.

Hun havde vidst det før og havt Uger mere at regne
med; men der var kommet ligesom et eget Fuglekvid-
der over Tanken med Varsel om noget, der kunde
hænde. Der var noget . . . noget - siden det sidste
Møde i Haven . . . Hun tilbragte Tiden i en urolig
Lykkefølelse.

Han havde sine Tjenesteforretninger ombord, og hun
fulgte om Morgenen den fine hvide slanke Jolle med
de Par Sluproere i og ham, som sad og styrede til og
fraborde, naar han i et eller andet Tjenesteærinde lod
sig sætte iland.

Tirsdag Morgen havde hun lovet at tage Farvel med
Laura Fock, som skulde reise med Dampskibet og blive
borte hele Sommeren. Hun maatte være der betids for
at kunne følge hende ned paa Bryggen. Det var ogsaa
alt andet end usandsynligt, at hun kunde komme til
at træffe Fasting dernede. En af Korvettens Joller laa
allerede ved Kaien og ventede paa ham.

Hun var oppe og klædt før Klokken seks. Hun havde

SIDE: 271

ligget vaagen længe før og hørt Vagtparaden og Tap-
penstregen gaa ud af Værftsporten.

Morgenen var saa vaarblank skinnende lys med en
og anden seilende Sky. Rullegardinet havde hun sat
op paa skraa i Karmen, og Solstrimen faldt akkurat
ind paa Marthes Næsetip, saa at hun vaagnede og lidt
forstyrret begyndte at spørge, idetsamme Cecilie gik
ud af Døren.

Det var saa friskt derude, medens hun skyndte sig
opover, og Ænderne dukkede og snadrede saa lydt i
Luften dernedenfor Gjerdet paa Kirkedammen.

Uhret paa Kirketaarnet viste ikke mere end snart
halv syv, saa det endnu var for tidligt at gaa ind til
Focks.

Hun lænede sig mod Gjerdet og saa ned paa Dam-
men. Tværstangen var umalet og næsten glatpoleret
af alt det Kirkefolk, som pleiede at hænge der før
Kirketid og glane ned paa Ænderne.

Hun kunde ikke tænke paa andet end, at hun kanske
kom til at træffe Fasting, og hun grublede slet ikke
paa, hvad hun skulde sige eller svare; det blot lige-
som beroligede at klemme Siden, hvori det bankede,
ind til Træværket.

Klokken slog syv deroppe, før hun tænkte det, og
nogle Minuter efter var hun paa Trappen hos Focks.

Vinduerne stod endnu aabne efter Rengjøringen om
Morgenen, og de var netop færdig med Indpakningen.
Der var mere end god Tid; Dampskibet gik jo først
halv ni, saa de kunde spise Frokost i al Mag.

"Men for en nydelig blaarudet Kjole Du har paa,
Cecilie. Naar har Du faat den?" modtog Laura hende.

"Naa det maa jeg sige, den sidder ordentlig!" er-
klærede Fru Fock, idet hun studerede hende rundt. -
"Den er næsten for koket," kom det med et lidet ube-
hersket Drag ved Munden. "Du kunde trænge til at
lære lidt Snit af hende, Laura," tog hun sig igjen paa
det behageligste. "Men det er jo saa forstaaeligt, at
Cecilie kan ha anderledes Væsen og Façon paa sig,
som har saadan erkjendt Verdensdame til Mor.

SIDE: 272

Aa luk Vinduet, Jess!" bad hun sin Søn, som var
Kadetaspirant. Han havde alt, før Cecilie kom, slugt
sin Frokost for at skynde sig paa Skolen.

De drak Kaffe under Formaninger og Forsigtigheds-
regler fra Fru Fock til Datteren om Reisen indimellem
Venindernes Passiar om Udsigterne for Sommeren.

"Her tænker vi paa at faa istand Seilture . . . Damer
og Herrer," - oplyste Jess vigtig. "Vi skal faa Bøl-
lings store Seilbaad saa ofte, vi vil."

"Det er vel Aspiranterne, som skal være Haner i
Kurven da, naar alle andre er bortreist," bemærkede
Laura søsterlig impertinent.

"Klokken er snart halv otte, Du maa vist skynde Dig
paa Skolen, Jess," mindede Fru Fock.

Jess begyndte lidt rød og befippet at ordne sammen
Bøgerne, der nederdrægtig nok faldt ud af Remmen og
udover i Sofaen, hvor Cecilie sad.

Han tog Huen og hilste; men kort efter var han inde
igjen; han havde glemt sin engelske Grammatik.

"Kjære, jeg synes, Du gir Dig saadan god Tid, Jess.
Var det ikke Dig, som havde slig Hast isted, at Du
ikke kunde hjælpe mig med at faa igjen Kuffertlaaget,"
skosede Søsteren.

"Han er istand til at komme igjen nok engang han,
saalænge Du sidder her, Cecilie," sagde hun, da han
var gaat . . . "Se der, - der har vi Kasketten udenfor!
Han keg ind af Vinduet . . ."

Laura og Cecilie vilde gaa iforveien nedover, de
havde jo adskillig at tale sammen; Fruen skulde
komme kjørende bagefter med Kufferten.

I Gaden stilede alt enkelte av det vanlige Damp-
baadspublikum nedover. En gammel Toldbetjent ha-
stede afsted, to tre unge Piger, der havde opdaget
hinanden, blev til en Klynge, endel Gutter støiede og
skreg, og nede paa Bryggen stod alt nogle Søofficerer
og passiarede. Det gav et Ryk i Laura.

"Staa der paa Udstilling, huf nei! - for Bull og
Fasting og Jerwel. Det blir ikke nogen Dampbaad paa
over en halv Time. Kom lad os vende om."

SIDE: 273

"Men hvorfor ialverden . . ."

"Du har sletingen Idé om, hvordan de lægger det
ud, Cecilie! Vi kommer naturligvis bare for deres
Skyld, - og, naar de saa faar se, at vi har havt saa-
dan Hast, at vi har ladet Mama kjøre bagefter, saa
tænker jeg nok de faar noget ud af det!" ivrede Laura.

"Aa pyt, - hvad skulde nu det være at faa noget
ud af. Er der noget ondt i, at vi har Moro af at staa
og snakke med dem lidt, saa godt som vi kjender dem."

"Du véd sletikke, hvordan de er, Cecilie. Ja jeg siger
Dig bare, at Du skal være forsigtig! De snakker saa
rent . . ."

Laura satte sin lille nydelige Trut op, den samme,
som hos Moderen havde udviklet sig til en vis Lighed
med en sammensnurpet Sypose.

Cecilie saa paa hende:

"Om mig?"

"Ja jeg har aldrig bryd mig om at sige det før. Men
siden ingen anden vil det, saa - tænk, de siger, at Du
er aldeles . . . aldeles fra Dig i Fasting."

"Aa Du! . . ."

Cecilie slog lidt usikker Øinene ned.

"Nei det er ikke til at blæse af. Hele Byen snakker
om det og passer paa, - saa det var sandelig ikke for
min Skyld, at jeg ikke vilde ned paa Bryggen. Der
er ingen, som har beskyldt mig for, at jeg vil ha nogen
af dem."

Cecilie stod og pirkede med Parasollen noget Grøn-
svær op af en Sprække i Brostenene.

"Og var det saa rent galt, om jeg nu vilde ha' ham?"
vovede hun med et trodsigt Blik op aldeles rød i Tin-
dingerne.

"Hvad siger Du, Cecilie? . . . Jeg tror, Du er gal. Du
kan da ikke mene . . ."

Cecilie lod uberørt og endog lidt overlegen.

"Véd Du hvad . . . en saadan én, som vil ha' en -
et - Mandfolk!"

"Men kjære Laura, hvordan i al Verden kan de da

SIDE: 274

nogengang faa hinanden, naar de ikke vil ha' hver-
andre?"

"Vil ha'? vil ha'? - naturligvis kan en ung Pige være
forelsket i en Herre; men vise det . . . eller gjøre sig
op, at hun vil ha' ham? - - Naar han nu ikke vil
ha' hende, saa er det jo den største Skandale!"

"Men saa kan de jo paa den Maade ikke nogensinde
faa hverandre?"

"Det er da noget, man ikke gjør op med sig selv,
før man blir spurgt, Cecilie!" belærte Laura over-
legent. "Der er Tanker, man aldeles holder væk fra
sig," sagde hun med Selvfølelse og saa paa hende med
de blaa tørkloge Øine.

"Holder man væk fra sig, at man holder af nogen?"

"Man gjør sig da ikke alt saa skrækkelig bevidst op
heller. Følelser er virkelig ikke, saa Du kan ta paa
dem ligesom med Hænderne. - En ung Pige behøver
jo slet ikke at ha gjort noget virkeligt for at bli om-
snakket. Men, kommer hun ud for Sladderhistorier,
blir hun altid anløbet paa Rygtet, det er da sikkert
nok."

"Men Laura! vilde nu Du for Eksempel tænke saa,
naar Du vidste, der ikke var det ringeste i det, og vilde
Du bry Dig om, at nogle Fruer og Frøkener og Mada-
mer ude i Byen sad og vævede om Dig ved Kaffekop-
pen. Jeg vilde ialfald ikke ta mig en Smule nær af
det."

"Du tænker virkelig saa underlig, Cecilie! Det er vist,
fordi Du har været saa længe borte i Pensionen der-
over; man kommer saa rent ud af det med alt her-
hjemme . . . Man kan jo ikke hæve sig over alting; -
og Herrerne selv, tror Du ikke, de snakker mellem sig
og ler og harcellerer?"

"Nu skal Du virkelig fortælle mig, Laura, hvad det
er, jeg siger eller gjør, som de kritiserer!" tog Cecilie
hidsigt i.

"Jeg siger jo bare saadan i Almindelighed," kom
det lidt befippet. - "Andre kunde nok ogsaa ha været
en Smule i Vinden i Vinter, om man vilde git sig saa

SIDE: 275

ganske hen og ikke tænkt paa at være forsigtig og ud-
sætte sig . . . Du er saa underlig nyværpet, Cecilie! Du
tror, Du kan være ligedan mod Herrer som mod
Damer. Du kan da tænke Dig, der blir lagt noget helt
andet ind i alt, hvad man gjør og siger til dem, og at
de morer sig skrækkelig, hvis de ser, én smægter for
sig. Nei, man maa aldrig lade dem vide, hvor de har
én. Saamæn, det er en hel Kunst at holde sig i den
rette Stilling til dem . . ."

Den lille Laura Fock var blevet helt veltalende over
alle de mystiske Farer, en ung Pige løber i det almin-
delige Omdømme, om Mandfolkeverdenens hule Grund
og om det ubevidste rette kvindelige Instinkt.

- I vel afpasset Tid kom de ned paa Bryggen,
Cecilie med en uhyggelig indvendig Frostfølelse og
Ansigtet stivt som en Maske . . .

Hun gik forbi Officererne, mødte Fastings varmt
vedhængende Øie med en let ligegyldig Mine og hilste
saa særdeles venlig paa gamle Kaptein Meyer, som
idag øiensynlig optog al hendes Interesse, - han og
hans Hustru og hans Børn, som hun maatte have Be-
sked om. Deres Søn Kadetten skulde ud med Kor-
vetten.

Kaptein Fock og Frue kom til fra Vognen. Et Par
andre Søofficersfamilier, der ventede nogen fra Damp-
skibet, indfandt sig ogsaa. Man saa alt Røgen fra
Indløbet.

"De har været tidlig oppe idag, Frøken Witt!" ind-
ledede Fasting, idet han kom hen til hende.

"Hvor véd De det?"

Cecilies Øie gled hastig hen over Omgivelsen. Hun
havde en trykkende sky Følelse af at have hele Sel-
skabets forskende Blikke paa sig - hele Bysladderen.

"Aa jeg har mine Kikkerter ude - Spioneri, forstaar
De," lo han.

"Kikkerter ude efter . . ." hørte hun hviskende bag sig.

"Og i Sommer spaserer De vel om Morgenerne paa
Værftsvolden; jeg kommer til at tænke mig Dem der."

"Paa Volden i Solstegen?"

SIDE: 276

Hun syntes, Laura Focks Mine blev saa egen delikat
undvigende.

"Der stryger slig deilig Morgenbris i Heden. Jeg gik
ofte med træt Hode der, mens jeg læste til Eksamen.
Men det var, før De var her, Frøken Cecilie! Jeg spaar,
De kommer til at vandre der."

"Det maatte da være for at sværme og sukke udover
Sjøen sammen med Torgersen, som humper der paa
Træbenet!" lo Cecilie spodsk; hun saa, der begyndte
at danne sig som et tomt Rum om dem.

"Kaptein Meyers Søn skal jo ud med Korvetten?"
yttrede hun for at drage de andre ind med i Sam-
talen. "Og De skal jo være med, Hr. Fasting . . . Jo-o,
ikke sandt? . . . Naar skal den lette?" spurgte hun hen-
kastet.

"Det er en Statshemmelighed, Frøken Witt!" spøgte
han i en egen underlig Tone. "Man maatte ha' en saa
ubetinget Tillid til den, man betroede sig til; - og
Tillid véd De, man skal vogte sig for i denne Verden
. . . De har naturligvis vidst det, men glemt det i samme
Øieblik med alle smukke Damers Ret!"

Han var blevet meget bleg og vendte sig for at
hjælpe Laura Fock ned i Baaden.

Cecilie syntes bare et Øieblik, at han lige som sank
nedenfor Bryggetrappen.

Bagefter, da man skiltes, - hun tog med Villie en
Omvei forbi ham, - hilsede hun ham næsten ydmyg
bønlig.

Og han, - det kom, som hun livnede op igjen, med
en Hjertebanken over hende, - han forstod det! -
hilste saa underlig bevæget; men lidt sørgmodig allige-
vel . . .

Klokken to tre Nat til Lørdag rumsteredes der var-
lig i Trapperne med at bringe ned Jans Skibskiste, saa
de ikke kom til at vække Kommandøren og Fruen.

SIDE: 277

Han havde taget Afsked om Aftenen og takket saa
vakkert bevæget for sig. Kommandørinden maatte be-
kjende, at hun ikke havde ventet, at Jan havde hæftet
sig saa til Huset. Der var virkelig en saadan oprigtig
Betagethed i hans hele Væsen, og det gjorde godt at
se, at han skjønte en Smule paa, hvad de havde gjort
for ham.

Marthe havde stjaalet sig op en hel Time, før Nella
efter Aftale vækkede ogsaa Cecilie - for, som hun
forklarede, at være vis paa, at Nella havde Kaffeen
færdig i ret Tid.

Og saa toges der Farvel.

Jan var alt kommet henimod Værftsporten, da
Marthe pludselig sprang efter ham; det var noget, hun
havde glemt at sige ham, udbrød hun ilsomt.

Men, da den svære Port smeldte i, listede hun sig
med sin skjælvende Hemmelighed forbi Cecilie op
paa Værelset.

Hun havde jo saadan Trang til at betro sig til Sø-
steren. Men, naar hun tænkte paa, hvad de alle vilde
sige, hendes Far og Mor og Karsten - og kanske og-
saa Cecilie! Hun, som ikke var mere end seksten Aar
endda! - De vilde vist bare le og kalde det Barne-
streger . . . hun holdt ikke ud at de lo; hun vidste, det
var for hele Livet. Og saa vilde de blive forfærdelig
vrede, - mest paa Jan . . . Mama havde saa meget at
udsætte paa ham . . . alting saa galt, Haaret som Sko-
magerbeg! - og det, som netop var det kjækkeste
Haar, Marthe nogensinde havde set.

Hun laa og grublede og tænkte paa, hvordan han
nu havde det ombord.
- - - - - - - - - - - - - - - - -

- Længere ud paa Morgenen ved Sekstiden stod
Cecilie i det aabne Karnapvindu inde paa Karstens
Værelse stille, urørlig . . .

Korvetten skulde gaa under Seil idag; den holdt
endnu paa med sit Morgentoilette derude. De lagde
op Finkenetterne, Dækkene spuledes, Pøser heves
udenbords og haledes ind igjen, medens det smud-

SIDE: 278

sige Spulevand skyllede ned af Spygatterne. Seilene,
der de foregaaende Dage havde hængt for at soles, laa
nu tæt beslaaede langs de toppede og brasede Ræer.
Baadene var indhalede fra Bommene.

Cecilie stod som fastgroet deroppe ved Vinduet. Hun
saa sin Fader nede paa Volden følge alt gjennem Kik-
kerten.

Efterhaanden samlede der sig flere af Værftets
Officianter, Fartøierne paa Havnen begyndte at fyldes
med Tilskuere, og en hel Del Baade roede ud for at
se i Nærheden.

Ved Ottetiden fo'r Orlogsflaget under Gaffelen,
medens Vimpelen hang paa Toppen af Stormasten.

Af og til blinkede det i en Uniformsknap der om-
bord, eller hun troede at skjelne en eller anden af
Officererne, som gik paa Skansen . . .

Et Øieblik blev Udtrykket spændt stirrende, - hun
havde gjenkjendt Fasting.

Den halvaabne, kort aandende Mund røbede, at
hun var Bytte for en stærk Bevægelse, medens hun
stod der aldeles selvforglemmende hensunket i alt det,
som foregik. Der arbeidede indeni hende noget, som
hun med sin voldsomme Natur ikke turde give Luft.
Hun havde en Trang til at kaste sig ned paa Gulvet
og storhulke.

Han var ikke kommet! . . .

Hun havde ventet ham, ventet ham feberspændt
hele Dagen, hver Dag nu i Ugen. Og igaar, da han
vidste, hun havde sin Sangtime henne hos Fru Gram,
havde han været der paa en kort Afskedsvisit.

Han havde jo forstaat sidst, - og de holdt jo af
hinanden!

Og nu! - Øinene blindedes . . .

Baadsmandspiben trillede og skar gjennem Luften.
Korvetten bevægede sig henimod sit Anker og Kjæt-
tingen hang ret ned foran Bougen.

Der hørtes noget som Kommandoer, og Matroser
myldrede opover Vævlingerne, udover Ræer, Gafler og
Bougspryd, medens Seilene - det ene efter det andet

SIDE: 279

- begyndte at svulme ud blændende hvide i Givtouge
og Gordinger under alskens trillende Signaler.

Korvetten, der laa opsvaiet bak mod Vinden, holdt
paa at falde af, og Seilene fyldtes.

Nu faldt Underseilene . . .

Under en Salut fra Værftsvolden, der en Stund drog
som et graat Slør foran Vinduerne, seg det vakkre
Orlogsskib for en jevn Bramseilskuling ud af Havne-
gabet.

Lidt efter saa hun kun Korvettens øverste Seil bag
Kammen af Øen, og - saa den sidste hvide Stump . . .
- - - - - - - - - - - - - - - - -
- - - - - - - - - - - - - - - - -

- Dagen havde slæbt sig frem Time efter Time,
til det endelig blev Sengetid. Fra Rullegardinet oppe
i Karnapvinduet flød et Skjær af den lyse Sommer-
nat over Toiletbordet og Speilet hen paa Døren i
Søstrenes Kammer.

Et Par Stole med Kjoler over Ryggen kastede matte
Skygger hen paa Stykker af Gulvet, medens de to
Senge hver ved sin Væg drog sig ind i Halvdunkel-
heden.

Cecilie laa forover med den ene Arm hængende
nedad Sengekanten og stirrede dumpt hen for sig. Det
var saa ødt og forladt om hende, saa stille i Værel-
set . . .

Blikket faldt hen paa Speilet. Med den hvide Gaze
om antog det Formen af en Brud med Slør. Det blev
saa trist, at hun maatte vende sig bort.

Hun vaktes ved noget som en Stønnen.

Hun løftede opmærksomt Hovedet op fra Puden.
Der lød en kvalt sagte Higsten.

"Hvad graater Du for, Marthe?"

Der blev muk stille.

"Jovist ligger Du og graater jo!"

"Ne-i jeg -"

"Hvad er det som feiler Dig, hører Du."

"Aa jeg bare drømte saa leit."

SIDE: 280

"Javist ja, - hører jeg ikke, Du ligger og higster
der under Dynen."

Marthe stak sit fortudede Ansigt op.

"Du kan vel tænke Dig, at jeg synes, det er kjede-
ligt, at Jan er reist."

"Ja det er sandt, det er virkelig kjedeligt."

Det udstødtes saa besynderlig hjertebedrøvet, at
Marthe med ét reiste sig og saa hen paa hende.

Pludselig sprang hun op og satte sig hen paa Senge-
kanten hos Søsteren.

"Det er saa forfærdelig tomt og leit!" klagede Marthe.

"Ja Jan var svært snil og hyggelig."

"Ja-a," medgaves det grædefærdigt.

"Men saa kommer han jo hid igjen nogengang.
Det kan være værre Ting end det."

Marthe saa opmærksomt paa hende:

"Du mener, at Fasting gik med Korvetten idag? -
Aa jeg véd det godt."

Cecilie kastede sig tilbage paa Puden.

"Han kommer slet ikke igjen!" udstødte hun . . .
"aldrig!"

"Du kan da tænke, han kommer igjen. Han, som
er saa frygtelig forelsket i Dig, - og Du, som er saa
vakker," trøstede Marthe.

Cecilie rystede blot stum paa Hovedet.

"Men han har jo ikke Øinene fra Dig! Du skulde
bare vide alt det, jeg har lagt Mærke til. Sidst i Sel-
skabet for Karsten gjorde han ikke andet hele Tiden
end at passe paa, hvem Du talte med. Det saa baade
Jan og jeg. Jeg forsikkrer Dig, han bare lader, som
han taler med Folk, naar Du er inde. Det var ingen
Kunst at ta Kaffekoppen fra ham, førend han havde
smagt paa den engang.

Og han hilser saa vakkert Du, - ikke sandt?" ved-
blev hun ivrig. "Da jeg mødte ham igaar, var det paa
saadan varm, menende Maade; jeg forstod godt, at det
var noget, han vilde jeg skulde bringe hjem til Dig.
Tror Du ikke det?"

SIDE: 281

"Ser Du," sagde Cecilie sagte, - "jeg kom til at støde
ham dernede paa Bryggen, og siden - kom han ikke."

"Bare det! - Jan sagde, at det var det bedste Mærke
paa, ja Du véd, - Forelskelse, - at man var rigtig
Uvenner. - Og det var derfor han ikke kom, siger
Du? Han kan jo skrive fra Korvetten . . . kan jo komme
her igjen til Høsten. Rigtig noget at sørge for!"

Cecilie reiste sig og tog heftig om Søsteren.

"Han vilde ikke gjøre Visiten her paa det løse mere,
- saadan træffe Dig mellem de andre . . . det var med
Villie altsammen, skjønner Du ikke det," trøstede
Marthe og strøg over hendes brændende Kind.

Der kom som en Beroligelse over Cecilies oprevne,
overtrætte Nerver.

Hun lagde sig tilbage paa Puden endnu, medens
Søsteren snakkede. Marthe var saa vis og ivrig, at hun
vakte som et lidet skjælvende Haab hos hende, og hun
vidste saa meget at sige om Fasting.

Da Marthe endelig krøb iseng igjen, følte hun sig
saa forunderlig let og glad; hun var tryg paa sin Jan!

Hun lagde sig godt til. Det var saa meget fra disse
sidste Dage at se tilbage paa . . .

Dampbaadsrøgen havde været slem mod Komman-
dørindens hvide Strudsfjær, den var udskjæmt totalt;
- men ellers havde det været en aldeles nydelig Tur,
hun havde gjort med Karstens Damper til Hovedsta-
den . . . Deiligste Veir af Verden, stille med blot den
sjøfriske Luftning, som Farten gav; og hun var jo
blevet behandlet med en Egard, - aldeles distingve-
ret, placeret øverst hos Chefen ved den tætbesatte
Middag.

Der ombord fik hun da se Karsten i sit rette Lys -
som Gentleman mellem Gentlemen. Han havde jo et
Væsen, førte en Person. Det havde moret hende at se

SIDE: 282

ham lige over for en høiadelig engelsk Baronet, som
bereiste Norge med sin Datter. Han havde gaat op og
ned hele Eftermiddagen med ham i den kordialeste
Passiar, og Datteren konverserede han saa frit og let
og muntert, som han kunde være født og baaret mel-
lem dem.

Der var noget saa ligefremt og nobelt ved Karsten!
Hun havde godt set, at den unge Lady ikke var ube-
rørt af ham; hun havde været saa udsøgt venlig, da
hun kom hen og takkede for Reisekortet, som de havde
laant; og det var dog nok lidt mere end en Tilfældig-
hed, at det var hende, som gjorde det, og ikke hendes
Far.

Blandt Passagererne havde Amtmandinde Sem været
og nok en Dame, som skulde til Bad, saa man havde
jo ogsaa faat sig en og anden lille fortrolig Orientering
over visse Familieforholde, medens man sad under
Solseilet; - og aldeles fuldstændig Rede paa, hvordan
det hang sammen med den Wernerske Historie paa
Fassum. Det var ganske rigtig fuld Skandale.

I Hovedstaden var det første, hun havde gjort, at
skaffe sig ny Hattebesætning, og hun havde brugt sin
sorte Fløiels Mantille til den graa Silkekjole paa Visi-
terne, skjønt det faldt vel varmt.

Men Tandlægen havde været aldeles skammelig dyr!
Og hun var rimeligvis nødt til at reise op til ham nok
engang i Sommer, - hvad der jo faldt adskillig mere
beleilig nu, de havde Karsten at reise med.

Man trængte virkelig engang imellem til at lufte
Hjemmestøvet af sig, skulde man ikke bli forlagt. Dette
havde været en ren Opfriskelse! - Men Cecilie var da
blevet endda magrere og blegere, mens hun havde
været borte! . . .

- Cecilie havde ikke været rask hele Sommeren,
gaat der og trukket sig træt og mat uden Lyst til
nogenting med Hovedpine, Hjertebanken og Susen for
Ørene.

Det var jo sligt noget, som unge Piger fordetmeste

SIDE: 283

havde at drages med allesammen, trøstede tykke Ma-
rinelæge Clausen.

. . . "Ikke egentlig frydefyldt," gav han af sig til
Kommandøren, da de fulgtes ud. "Det begynder akku-
rat med Hanskerne, Viften og Fiffen! Bønderne véd
ikke af det. Man tror at kunne sætte Naturen paa Dør,
og saa stikker den Ansigtet ind af Vinduet igjen som
den blege Sot . . . Saa vil de ha Medicin, - det maatte
da været én, som forgav hele det kunstige Væsen!"

Selv var han bagefter inde paa Apotheket og fore-
skrev høist forekommende to Sorter Miksturer og én
Æske med Piller.

Men Cecilie blev blas og mager, holdt ordentlig paa
at miste sit gode Udseende, mente Mama.

Doktor Clausen tilraadede frisk Luft, lidt Forandring
. . . ny Indtryk paa Nerverne.

Og saa blev det til, at hun skulde prøve en Søtur.

- Cecilie sad nu med Teppe og Sjal om sig ombord
paa Dampskibet hos Karsten og skulde gjøre Turen
langs Kysten frem og tilbage.

Hun havde været ombord fra i Formiddag, var tung
og søvnig af Luften. Uoplagt og ude af Stand til at
gjøre sig noget videre op, speilede hun ligesom kun ind
med Øinene det brogede Dampskibsliv omkring sig.

Folk kom og gik, snakkede og gled forbi hende næ-
sten som Fotografibilleder. Stemmerne lød undertiden
saa fjerne, skjønt Ordene faldt ganske nær ved hende.

Hun fulgte sløvt, hvorledes Karsten med sit gode stø
Sjømandsvæsen svarede og trøstede Passagererne i An-
ledning af Veiret med et Par joviale Ord. Han gik op
og ned med Hænderne paa Ryggen og gav enkelte
Gange en pertentlig Ordre om en Flæk paa Dækket,
der holdtes orlogsmæssig fint, medens det næsten var
undtagelsesvis han indlod sig nærmere med nogen.

Han var meget omhyggelig mod hende, men egent-
lig skuffet. Han havde jo nok ment, at hans smukke
Søster skulde gjort lidt Væsen af sig og været anderle-

SIDE: 284

des imødekommende overfor hans Præsentationer. Hun
sad der, spøgte han, saa træg som en Høstflue!

Røgen væltede sort fra Skorstenen, medens Dampe-
ren skar igjennem de lange Dønninger.

Hele Eftermiddagen havde hun bare set den Strime
Sø mellem Rælingen og den hvide hængende Baad; nu
var den mere blyagtig, storbølgende. Hun fik den helt
ind i Hjernen, hun saa den for sig, naar hun lukkede
Øinene.

Paa det sidste Stoppested indtoges igjen en hel Del
Passagerer, og man gik ned til Aftensbordet, før Damp-
skibet løb ud i aaben Sø.

Enkelte vekslende Striber af den heldende Sol gul-
nede dernede ind igjennem Kahytsvinduerne hen over
de travlt spisende, og man saa af og til et Glimt af
Skipperhuse og Træer i det trange Sund.

Passiaren vaagnede belivet under Følelsen af Øie-
blikkets Tryghed og Velbefindende, - indtil en vis al-
mindelig Uro og enkelte forskjellige Opbrud lod ane,
at man atter holdt paa at løbe ud i rum Sjø.

Fartøiet begyndte at løfte sig og rulle over. Glastøi
og Borde dirrede og rystede under Duren af Skruen.
Lamperne gyngede under Loftet. Det veiede op og ned,
steg og faldt.

Nogle Damer var kommet ombord med Blomster,
som absolut skulde sættes i Vand; - Cecilie havde
aldrig troet, hun skulde synes Blomster var saa mod-
bydelige!

Opvarterne tog bort Anretningen, larmende med
Stentøi. Bordene knagede, Fartøiet væltede over, løf-
tede sig og dalede.

En kunstelskende Handelsreisende satte sig til Pia-
noet og regalerede med "Længselsvalsen" og "Den
sidste Rose" paa det mest udtryksfuldt melankolske i
voksende og svindende Fylde under Duvingerne. To-
nerne ligesom hamrede og naglede sig langsomt ud-
trukne ind i de inderste Nerver, medens den ene efter
den anden bleg og med mere eller mindre grebne
Miner trak sig ud af Kahytten.

SIDE: 285

Luften oppe paa Dækket den hele Dag havde gjort
Cecilie overtræt; det skulde være godt at komme til
sin Køie! . . .

Inde i Damekahytten var der endnu kun faa. En
Frue var beskjæftiget med at bespise to Smaapiger og
en Gut af medtagne Nistesager. De havde netop slaat
ned en Flaske Bringebærsaft, som de stredes om, og
Opvartningspigen maatte tilhjælp, medens en ung Kone
henne ved Underkøien paa den anden Kant uafladelig
arbeidede med at faa et tandsygt Diebarn isøvn.

Omkring i Køierne og udenfor laa Reisevæsker,
spændte og løste, Reiseremme, Parasoller, Sjaler, Ga-
loscher og Æsker. Hver Krog til at hænge paa var
optaget af Overstykker, der hang udenpaa hverandre,
og Døren kun til at faa halvt op.

Det forekom Cecilie, medens hun stod der og ord-
nede sig til Natten, som der maatte blive et Virvar af
Klædningsstykker, naar alle disse Beholdere skulde
rykke ud med deres Indhold.

Hun befandt sig inderlig vel ved at være kommen
op i Køien. Det lille runde Vindu stod paagløt til den
friske Søluft udenfor. Opvartningspigen var saa sær-
deles opmærksom mod Løitnantens Søster, og det var
morsomt at ligge og høre paa de tre Børn snakke og
prate om, at de skulde til Bedstepapa i Besøg, medens
man holdt paa at klæde dem af.

Lidt efter begyndte den ene efter den anden af Ka-
hyttens Indehaversker at melde sig.

En Dame forlangte med skarp Stemme Rede paa,
hvorledes en fremmed Vadsæk var kommet op i hen-
des Køie. Hun lod hente Køiebogen for at bevise sin
Ret, bredte reisevant sit Tøi ud over og hang med et
"om Forladelse, tør jeg be'," der ikke var indrettet paa
Modsigelse, andres Klæder bort fra de Knager, hun
selv havde Brug for. Hun udførte i al Mag et Nat-
toilette, der tog Vaskevandstel og Haandklæder i Be-
slag saa vidtløftigt, som hun kunde være i sit eget
Hjem.

En Frøken og en Frue kom ind og lod til netop at

SIDE: 286

have opdaget, at de skulde til samme Bad; det var saa
deiligt! . . . De havde under deres ivrige Snakken og
Henrykkelse ikke synderlig Sans for Omgivelserne, der
dog lidt efter lidt stemte dem mere nøgternt.

En fed, rund, graahaaret Frue i Silkesalop havde
Møie med at trykke sig ind ad den halv aabne Dør.
Hun tog pustende Hatten af sig.

"Hæng den ud i Gangen, Dina!" rakte hun Armen
ud til Opvartersken.

Efter det Saloppen med samme Ordre. Saa Kjolen.
"Hæng den ind hos Dem, der skal ikke mangle Drikke-
penge! Aa, ræk mig et vaadt Haandklæde ind" . . .

Efter paa det Vis i Forstaaelse med Pigen at have
gjort sit Nattoilette ud gjennem Døren, forsvandt hun
i forbausende Fart i Køien, hvorfra der lidt efter lød
en regelmæssig Snorken.

Opvartersken tændte Lampen og skruede Vinduerne
til. Hun gjorde i Stand et Par ekstra Køiepladser paa
Sofabænken og tog bort to, tre Haandkufferter og Vad-
sække, der sattes ovenpaa de andre paa Gulvet.

Der lod til at bli overfyldt, og Cecilie kunde ikke
undlade at gjøre en vis beklemt Kalkyle for Natten.
Hun opnaaede den Oplysning hos Pigen, at hendes
Køie under Loftet var den bedste og udtaget af Løit-
nant Witt selv.

To Damer fandt en heldig Udvei for sine Blomster
ved at sætte dem i Vaskevandsmuggen. Den ene paa-
stod ivrig, at der ikke var Tanke om at blive søsyg.

"Hvor kan én faa hængt sit Uhr? . . . Hvor gjør Du
af din Portemonai?" hviskede hun, medens hun strakte
sig indover Køien.

"Uf, det er saa hedt derinde! Men," - hun holdt paa
at tumle ned ad Taburetten, hun stod paa, - "jeg tror
virkelig det bli'r værre og værre med Rullingen" . . .

Saa rodede de i det uendelige efter en forlagt Eau-
de-Cologneflaske, medens der mellem to Køier i en
mat og ynkelig Tone udveksledes gjensidige Fortrøst-
ninger om Veiret. At det rullede saa ubehageligt, kom
vist af, at Fartøiet havde faat Bølgerne mere paa Siden;

SIDE: 287

baade Chefen og Løitnant Witt havde lovet godt
Veir! . . .

Ved Lampeskjæret gled der ind forskjellige Skikkel-
ser, som under alskens uvilkaarlige Udbrud i Anled-
ning af Slingringen, den trange Plads og Umuligheden
af at udfinde, hvor de skulde lægge af sig Klæderne,
tilslut mere eller mindre resignerede fandt sig frem til
sine Sovesteder.

En lidt større Gut trodsede længe i Døren, han vilde
være i Herrekahytten hos Faderen . . .

Den jevne Dur af Maskinen og Vuggingen af Sø-
gangen virkede beroligende og søvndyssende paa
Cecilie.

Det sidste, som foresvævede hende, før hun sov ind,
var, at en reiseklædt Kone strævede med at faa sat en
Del Syltekrukker indenfor Døren; de holdt paa at rulle
overende i Gangen.

Ud paa Natten laa hun og droges og sledes med
Søvnen som i et Mareridt, hørte halv i Drømme et Barn
skrige og blive bysset, og at der raabtes paa Opvart-
ningspigen, snakkedes og trøstedes. Skruen durede af
og til med en underlig Lyd, som den glap i Luften og
rystende surrede tomt rundt om sig selv.

En inderlig ond Os pinte hende tilslut helt vaagen.
Lampen var gaat ud.

Det var blevet ulidelig hedt og kvalmt, og gjennem
Halvmørket lød Jamren og alle Slags Søsygens Lyder.

. . . "Bare om en Stund, saa er det over, hørte Du
jo, - saa er vi i smult Vand igjen," trøstede det i den
borteste Køie, hvor Moderen sad opret og holdt paa
Guttens hede Pande.

. . . "Bare en Stund, saa er det o-o-ver," brast Stem-
men.

Gutten begyndte at hyle, han vilde bare i Land
igjen.

En Dame laa og stønnede og jamrede; hun havde
Brystkrampe og troede aldrig, hun kom levende frem.

Fra Køien ved Siden af strakte en hvid Nattrøiearm
hjælpende ud en Flaske med Nafta, - blot hun kunde

SIDE: 288

faa fat i et Stykke Sukker der borte i sin Kjole-
lomme! . . .

I den klumre, modbydelige og mangeartede At-
mosphære under Loftet blandede sig nu en gjennem-
trængende Naftalugt.

Men dette blev jo forfærdeligt, - indestængte i et
lidet Rum, pakkede og stuvede sammen alle de Fruen-
timmer og Børn . . .

Man maatte da kunne faa Vinduerne op!

Umuligt, - de var skruede til for Sjøgangen. Der
stod kun ét halvaabent, vistnok for Nøds Skyld, nær-
mest et Aflukke, hvis Laas glippede under Slingringen,
saa Pigen uafladelig blev anmodet om at lukke det til.

Men saa Døren?

Cecilie fo'r op; det forekom hende, som der blot var
Spørgsmaal om at undgaa at blive kvalt i det for-
pestede Rum.

De laa alle og klagede og jamrede og raabte paa
Opvartningspigen; det var en Scene som paa et Kole-
ralazareth . . .

Cecilie forsøgte paa at skaffe den stakkels lille Frue
med Barnet Vand af Karaffelen, medens hun holdt
Døraabningen fri med Foden. Hun var yderst oprørt
og gjorde Opvartningspigen Forestillinger. Det maatte
da i al Fald gaa an at faa bragt den syge Frue med
Barnet ind i en af de ubesatte Herrelukafer?

"Ugjørligt, Frøken! der kunde komme Herrepassage-
rer udover Natten . . . og om to tre Timer er vi i smult
Vand igjen, saa blir det bedre altsammen, skal De se!"
trøstede den raadløse, forplagede Pige.

"Jeg skal række Dem Tøiet, - vær saa god," hjalp
hun en ung Dame, som havde havt en fatal Plads paa
Bænken og lod til at have fattet den resolute Beslut-
ning at famle sig op paa Dækket alene.

Nu formaaede Cecilie ikke mere. Hovedet blev hedt
og svimmelt, Væggene i det kvalme, slingrende og
veiende Rum blev ligesom klamsvede.

Hun fulgte Eksemplet, tog skyndsomt paa sig og
bjergede sig op i den friske Luft.

SIDE: 289

Der var lidt ængstelig øde paa Dækket, det slingrede
betænkeligt i Mørket.

Udenbords lysnede kun de hvide Skumstriber af
Farten, og nede fra Ildstederne i Maskinrummet lød
alskens Larm, medens Damprøret susede og brummede
underligt i Natten, hver Gang Fartøiet løb ned i Bølge-
gangen med sin ludende Lanterne i Masten.

Hun skjelnede den unge Dames Skikkelse paa Bæn-
ken henne ved Røglugaren og gik hen og satte sig ved
Siden af hende.

Ingen af dem brød sig om at passiare. De havde en
Trang til at komme sig igjen i den friske Luft begge
to, og efter en første Bemærkning om, hvor forfærdeligt
det var nedenunder, veksledes der længe ikke et Ord.

De havde taget Plads paa Vindsiden, og af og til drev
en let Regn fra Kammen af en Bølge, der knustes mod
Dampbaadssiden, hen paa dem.

"Skulde vi ikke prøve at komme ind i Røglugaren?"
mente Cecilie; hun syntes, den anden sad vel tynd-
klædt.

"Aa nei, her er saa friskt herude!"

Cecilie lagde en Del af sit Sjal over hende:

"Har De langt igjen at reise?"

"Jeg er først hjemme iovermorgen Formiddag. Jeg
skal hjem til mine Slægtninge nordenfor Bergen - en
Fornøielsestur med Dampskibet, før Ferierne ender."

Ordet Fornøielsestur udtaltes med en vis indbidt
Betoning.

"Jeg har sparet og lagt sammen til den i to Aar,"
tilføiede hun. "Jeg hedder Anna Gregersen og er
Lærerinde i ***helle."

"Ja, det var en forfærdelig Soveplads, De havde der-
nede paa Bænken foran Køierne."

"Med den rette kvindelige Taalmodighed maatte den
vist kunne fordrages; det kunde jo været saa meget
værre . . . Underligt nok, der er Køier baade her og der
ledige paa Herresiden."

"Løitnant Witt her ombord er min Bro'r. De kan
tro, jeg skal forklare ham det altsammen: jeg vilde

SIDE: 290

bare ønske, at det var i Morgen tidlig. Han skal ikke
dø i Synden!" forsikkrede Cecilie hidsig.

Frøken Gregersen saa pludselig forskrækket og bøn-
lig paa hende:

"For alle Ting nei, jeg hverken tør eller vil ha' det
paa mig, at jeg har gjort Kvalm ombord i det Damp-
skib, jeg har reist med. Kom det til ***helle, det blev
Prostitution og Skandale! Og en Lærerinde, som gjør
det, hun kommer ikke langt. Det gaar aldeles ikke an
for hele min Stilling; saa De maa endelig være saa
snil at love mig, Frøken Witt, at De ikke paa nogen
Maade blander mig ind i dette. Gjør De det, kommer
jeg bare til at erklære, at jeg netop er særdeles tilfreds!
- For Deres egen Regning er det en anden Sag. Er
man ikke afhængig af nogen, saa véd jeg minsandten
ikke, hvorfor man skal være saa kvindelig at tie."

Der kom noget forharmet skrigende i Stemmen.

Et pent, stille, beskedent Menneske, som Cecilie
næsten ikke havde lagt Mærke til om Dagen, - og
indvendig bare Bittersalt . . .

Cecilie stod foran en ny Erfaring, der tilfredsstillede
hendes Selvfølelse. Der var altsaa virkelig en Forskjel
mellem Folk, som ikke betænkte sig paa at snakke fra,
hvad det saa kostede, naar det kom til Yderlighed, -
og saa saadanne, som gik der og ræsonnerede indven-
dig og taalte og kom igjennem Verden ved at slikke
som Hunde deres Hænder, som de helst vilde bide . . .
Det vil altsaa dog sige noget, at være en Witt af gam-
mel god Familie, som Mama og Karsten altid snakkede
om.

"I ***helle? . . . De er Lærerinde i ***helle?" gjenop-
tog hun Samtalen; der fo'r visse Idéassociationer gjen-
nem hende. - "Der er vel ikke saa stor Omgangskreds
paa et saadant lidet Sted?"

"Nei, jeg kjender egentlig bare fem-seks Familier,
- Skibsreder Lorentzens, Kjøbmand Jesdals, Over-
toldbetjent Fastings . . ."

"Aa ja! de bor i ***helle" . . . stansede Cecilie hende;
- "Sønnen, Løitnant Fasting, har jeg set ofte."

SIDE: 291

"Ja, han var hjemme hos sine Forældre en liden
Tur i Vaar, før han skulde ud paa Togt. Jeg var sam-
men med ham en Aften; det er vist en nok saa egen
Mand. Forældrene er ganske fortvilet over hans Pro-
jekter med disse ny Fyr, han strider for. Faderen er
saadan pen forsigtig Mand; han synes, det er ganske
forfærdeligt, at Sønnen gir sig ud i Avisskriverier og
lægger sig ud med sine Foresatte. Og Folk der paa
Stedet var jo oprørte og nyntes, at, naar den gamle
med stor Opofrelse havde holdt ham frem, saa kunde
han kræve, at Sønnen ikke gik hen og forspildte sin
Karriere . . . Ja De véd - Snakket og Sladren paa et
saadant Smaasted" . . .

Jo Cecilie vidste! - Aa, hvor hun hadede det. Fa-
sting gi op sit for alleslags Hensyn, naar han har sat
sig i Hodet at faa Fyrene til at lyse bedre i Landet.

Passiaren var gaat istaa.

Det svulmede og voksede indeni Cecilie, medens hun
sad der i Natten og tænkte og drømte om Fastings
Planer. Han havde jo ogsaa talt med hende om
dette . . .

Der langt inde over Rælingen blussede et hvidt, klart
Fyr op hvert Minut. Det var som en Hilsen, hvergang
Blinkfyret lyste; og hun fulgte det ivrig, indtil det for-
svandt.

Der skimrede et nyt rødt Lys fremme i Horisonten;
det beskjæftigede hende med sit underlige Skjær, ind-
til en graalig Morgenstribe begyndte at lysne borte i
Havranden.

Oppe paa Kommandobrættet skimtede hun gjennem
Skumringen halvt i Drømme to Skikkelser; det var
Lodsen og Rorgjængeren.

. . . Hun havde en Fornemmelse af noget saa frit og
let og lykkeligt og sovnede ind med Nakken mod Røg-
lugarens Vinduslister. -
- - - - - - - - - - - - - - - - -

Solen var langt oppe, da hun vaagnede ved at høre
Karstens Stemme:

"Jeg mener, Du er gal, Cecilie! sidder Du her?"

SIDE: 292

Han lagde nok et Sjal om hende.

"Aa jeg har sovet saa deilig heroppe paa Dækket,
Karsten!"

Hun sundede sig lidt og saa sig om. Lærerinden var
der ikke.

Og nu først begyndte hun at huske . . . Jaha, alt det
hun havde at sige Karsten! Frøken Gregersen havde
vist klogelig trukket sig ned i Kahytten igjen for ikke
at komme an i Ubehageligheder.

"Nu skal Du faa varm Kaffe, Cilia. Du kan trænge
til det, stakkar. Sidde heroppe og fryse i Morgenkulin-
gen . . . Men der kan da Pokker ingen passe paa slig
heller, at éns Søster ikke farer op om Natten," hen-
kastede han ærgerlig for sig selv.

"Der var forfærdelig dernede!" udbrød Cecilie.

"Naa? Du var jo netop saa henrykt."

"Du skulde vidst, hvordan det har været hos os."

"Aa-aa jeg tror nok, jeg kan tænke mig til det; det
har været adskillig Sjøgang."

"Ja Du skulde ha stukket Næsen derned."

"Gud bevare Dig - i Damekahytten?" spøgte han.

"Jeg siger Dig, det var ikke til at udholde."

"Sjøsygen? - Du kan da skjønne, at vi ofte har
anderledes Veir end inat."

. . . "pakket eller, hvad Dere kalder det, stuvet ned i
et kvalmt hedt Rum med smaa Børn, uden Luft noget-
steds fra og saa usigelig ækelt - og stinkende!"

"Pi-jah . . . Sjøsygen er usigelig," - trak han paa
Skulderen, - "almindelig menneskelig Lidelse, ser Du,
- skjærer alle over én Kam."

"Slet ikke faar Du indbildt mig, at noget menneske,
om han saa var aldrig saa sjøstærk, - om det ogsaa
var baade Dig og Chefen, - havde holdt ud at ligge i
et saadant forpestet Rum uden at bli syg. Men det,
som er skammeligt, er, at der var ledige Køier baade
her og der andetsteds. Herrerne faar omtrent hver sit
Lukaf, de stuves ikke sammen i en Kahyt."

"Hm, hm," kræmtede han, "Du vil vel ikke ha
Damerne til at trænge ind paa Herresiden?"

SIDE: 293

"I Lukafer for sig?"

"Du mener, saa der hang saa et Skjørt og saa en
Frak udenfor i Gangen bortover Knaggerne? Det turde
være et mindre passende pêle mêle . . . Ser Du, Du be-
griber nu vel, at dette er overtænkt, og, bryder man
først Reglerne, - især ombord paa et stort Passager-
dampskib, der er Statens, - saa - saa har vi det, som
ikke gaar an, - Ophævelse af al Skillemur . . . Eller
rettere Huler i Muren," mumlede han.

"Véd Du hvad, Karsten, dette er oprørende."

"Hys da, Cecilie."

"Aa jeg synes, det er saa, at en Dame aldrig skulde
taale det."

"Hvad gjør vi andet hele Dagen end at bære Dig og
dine Lige paa Hænderne?" unddrog han sig spasende;
- "vi forvænner Jer."

"Ja det er netop det. I er saa galante, bringer Stole
og Sjaler, fører tilbords og gjør Kur og saa med det
samme - plumper vi ind i et opfyldt ækelt Rum, saa
afskyeligt, at det ikke taaler at fortælles!"

"Aa, aa, Cilia, forivre Dig nu ikke, Du er for nervøs,
- rent for nervøs. Der kommer Folk paa Dækket, og
det ser ud, som Du er vred. Det er ikke rigtig kvinde-
ligt med denne Heftigheden . . . en Fandens Arv fra
Kommandøren! - Du skal passe lidt paa det, Cilia;
det er jo Nervøsiteten, Du skal hjælpe paa nu; - ikke
forivre Dig. Vi skal faa lidt Kaffe, skal Du se . . .

Og nu, Du, -" sagde han godmodig, "er der ikke
mere Sjøgang end, at vi kan faa Vinduerne op nede i
Damekahytten. Der skal gjøres istand, saa Du godt
kan gaa tilkøis . . . Du kan tro, en liden Lur, Cilia, blid-
gjør Sindet," lo han.

"Hututu, ikke vil jeg træffe Dig paa Morgenkvisten
uden Paraply . . . Naa se, der har vi jo Kaffeen!

Naar Du har drukket, gjør Du bedst i at gaa ned,
for nu begynder de at spule og skrubbe heroppe." - -
- - - - - - - - - - - - - - - - -

- Der var kommet som ny Livsaander over Cecilie,
siden Fasting var blevet nævnt inat.

SIDE: 294

Hun havde faat Luft for Følelser, som ellers laa
nedkuede, og hun var derhos blevet inderlig opægget.
Modsætningen mellem alt det chevalereske paa Dækket
og Behandlingen nedenunder mindede om saa meget,
hun havde oplevet, hvor Virkeligheden altid for hende
havde forholdt sig til det galante ydre som - ja som
Damekahytten.

Karsten var ganske forbauset over Sjøluftens Indfly-
delse paa hende. Hun var saa langt fra det slappe,
døsige, trætte Væsen fra igaar. Det var unægtelig en
Dame af Holdning, som man skulde lede efter, som
sad der med den frynsede Parasol bag Nakken og vug-
gede med Foden, medens hun paa sin egne Maade
mønstrede den, hun talte med. De kom ud for en vis
fin Ironi, og hun bed en og anden komplaisant Herre
- og enkelte Damer med - saa kvikt af, at Taburet-
terne uvilkaarlig flyttedes nærmere.

Og hun gjorde Lykke.

Karsten lyttede til de skarpe Svar, medens han af og
til gik forbi, og syntes, det klædte hende særdeles. Hun
var nydelig . . . Pinedød, en Skjønhed med Aand og
Salt!

Og han blev tilsvarende opmærksom, hentede Sjaler
op, lagde sit eget prægtige Plaid under hendes Fødder,
og kom, ret som det var, og spurgte, hvordan hun
havde det. "En Bror er ikke en Døit bedre faren end
en Fætter!" spøgte han.

Cecilie saa det ikke uden et vist indre Smil; hun be-
greb, at hun gjorde Lykke . . . Det var altsaa en lønsom
Sag det at optage Angrebet, - at anlægge den kritiske
Maalestok . . .

Hun følte, at hun interesserede, og en dunkel For-
nemmelse sagde hende, at der havde hun fundet sin
Nøgle til Verden, sit Sesam.

Hun kunde ogsaa sige sig selv, at hun efter bedste
Evne anvendte Tiden underveis paa Turen til at ud-
vikle dette sit kritiske Øie. Hun blev ligesom klarsy-
net, da hun fik Lyst til at se.

SIDE: 295

Sladderen har nu engang paataget sig et Slags Over-
inspektion med Folks Forlovelser. Der er saa forbau-
sende mange interesserte, nogle frydefulde, andre for-
argede, nogle bekymrede, andre skadefro; de øiner saa
inderlig vel, hvordan det vil gaa, hvordan han har faat
en Kam til sit Haar eller hun fanget det, hun vil angre
med Graad og Tænders Gnidsel.

Og i Anledning af Karstens Forlovelse med Wally
Wanckel manglede det ikke paa, at Dommene faldt
skarpe nok. Det blev drøftet og sigtet og vakte en hel
Sensation paa Stedet. Man tvilte ikke paa, at Komman-
dørinden havde staat bag.

Og hans Færd mod Minka Krog! Hun havde be-
svimet, da hun hørte det.

Karsten skulde kort iforveien været saa ulykkelig for
hende, og betroet hende, at han havde en enorm Gjæld.

Det var i en ordentlig Oktober Kuling paa Stathavet,
saa Sjøen skyllede over Dækket og med Udsigt til en
svær Hotelregning, naar han kom til Trondhjem for
to Aars flot selskabelig Leben iland, at han endelig re-
solverede sig. Jo længere han gik i Dampskibsfarten
- og han fo'r nu paa det andet Aar, - desmere til-
bunds seilte han sig i Pengeveien. Der blev intet andet
for, Minka fik overbord! En Mand maa bli klar paa
sin Kalkyle, opgjøre sit Bestik . . .

Brevet blev skrevet i samme Veir oppe i Styrehuset
og leveret til Postmesteren ombord med et humoristisk:
"Pinedød, lad det ikke komme bort, det er Pengebrev."

De havde fortjent en ordentlig Toddy baade han og
Postmesteren, da de samme Kvæld i dette Svineveir
klarte sig ind til Kristiansund.

Det var imødeset med en vis Spænding, hvorledes
Karsten Witt vilde optræde som forlovet, naar han
kom hjem i de Par Vintermaaneder, Dampskibet paa

SIDE: 296

Grund af Isforholdene lagde op. Forrige Vinter havde
han tilbragt den Tid i Trondhjem.

Det gik imidlertid paa det aller naturligste. Den ene
Visit blev aflagt efter den anden, selv - skjønt lidt
sent - hos Krogs; det vil da sige, det traf sig saa hel-
digt, at Minka var ude i Chokoladeselskab.

Og man maatte medgive, at, siden Wally var blevet
forlovet og mere var i Kommandørindens Hænder, var
der virkelig ligesom kommet noget mere naturligt over
hende i det hele. Hendes Forpyntethed var alt blevet
saa mærkelig modereret.

Kommandørinden havde ogsaa sine Tanker om,
hvorledes hun skulde influere paa og opdrage Wally til
en Kone for Karsten. Det gaar nu engang ikke ved
Formaninger, men ved den Atmosphære, man indaan-
der; - hun var paa det rene med det, - og tillige med,
at hun just ikke vilde blive videre tilfreds, om Wally
ikke begreb sin Begrænsning, men vilde være den ene-
ste, som optog Karsten.

Kun Marthe kunde ikke forsone sig med Forlovelsen.
Forargelsen over Karsten piblede ud af hende. Det
værste, hun havde oplevet var, da hun saa Mama
kysse Fru Wanckel; det var, som de dræbte Minka
mellem sig . . .

- Marthe var ikke længere denne opskudte, tynde
svaiende Misteltein; hun havde udviklet sig til en kraf-
tig ung Pige med noget vist rask energisk i Væksten og
brændende i Blikket.

Hun gik der med sin Hemmelighed imellem dem
og levede sit eget Liv, der trak Næring for Smil og
Bekymring, Ængstelse og Forhaabninger fra et helt
andet Jordsmon.

Det blev hende, som gjemte Jans Breve allesammen;
og, naar hun kunde liste sig hen og staa i lange Stun-
der læsende over sin Komodeskuffe, var det, fordi hun
kunde tyde Runer mellem Linierne, som undgik de
andre.

Dette skjulte afgjemte undlod ikke at sætte sit Præg.
Hun havde ligesom ondt for at falde ind i de andres

SIDE: 297

Interesser og, hvad der forargede Mama, hun var saa
beklagelig ligegyldig for alt det, som ellers pleier at
optage unge Piger. At faa lidt Stil paa hende, lidt af
Damen havde aldrig villet lykkes. Marthe manglede
ligesom alt Gehør for Tingen, al nødvendig Forfænge-
lighed paa den Kant.

Marthes Tanker var fortiden stærkt optagne. Jan
havde faat Posten som første Styrmand paa en stor
Petroleumsfarer paa Europa med Udsigt hos Kompag-
niet til om et Par Aar at blive Kaptein. Det havde
først gjort hende saa ustyrlig glad. Hun saa, at han
nu holdt paa at vinde sin og hendes Fremtid.

Men nu bagefter drømte hun ikke om andet end
brændende Petroleumsskibe om Nætterne.

Og mulig var det Betragtninger en Aften over Pe-
troleumsdampen, hvormeget Hede der skulde til, før
den eksploderede, der bragte hende til at udfritte sin
Far om Petroleumsfartens Risikoer og Farer.

Men den Olie var opfundet efter de Aar, Komman-
døren havde været i praktisk Fart, og Eksporten med.
Det var naturligvis risikabelt nok, men dog ikke værre
end at fare med Salpetersyre - eller Krudt.

"Krudt! . . . det kan jo gaa i Luften med engang,"
fo'r Marthe op.

"Aa, man er naturligvis forsigtig, indelukket Rum
og saa videre."

"Men det er da vel forbudt at tænde Lys eller røge
Tobak der ombord, Far?"

"Og koge Mad, mener Du," lo Kommandøren. -
"Aa nei, de tar det vist nok saa lunt . . . Ser Du, Sjø-
folk er jo vant til, at der bare er en tynd Planke mel-
lem dem og Sjøen; de sover som bedst, naar de hører,
det skvalper en Tomme udenfor. Og ind til Petro-
leumen er der altids en Jernplade saa tyk som en
Linie eller to. Jeg har havt en Portion Nitroglycerin
under Hænde; den taaler ikke Tryk eller Slag. Hygge-
ligt var det ikke; men Du ser, - jeg er ikke fløiet i
Luften."

SIDE: 298

"Saa det gik virkelig godt?" spurgte hun og mærkede
først sin Aandsfraværelse ved hans tørre:

"Jo, Barnet mit, jeg sprang i Luften, det er bare den
Stump igjen af mig, som sidder her!"

"Men, kjære Marthe, hvor har Du dine Tanker? Det
gaar dog ikke an rent at sidde og maabe sig væk!"
brast Kommandørinden ud.

"Jeg kom bare til at tænke paa noget andet, Mama."

"Det vil sige, Du har Hodet fuldt af Jans Brev,"
sagde Mama ærgerlig. "Du store, voksne Pige, gaa der
og være optat af disse Skibssager, som han kunde
sætte i Glorie for Dig, dengang Du netop var konfir-
meret . . . Det er dog Maade paa Barnagtighed; det er,
som Du endnu lekte med Dukker!"

Kommandøren udstødte et Par utaalmodige Kræmt
og gik.

"Naturligvis er baade Far og jeg fornøiet, fordi det
gaar ham godt," forklarede Kommandørinden. "Vi har
i bedste Maade hjulpet og tat os af ham, og det er
virkelig smukt at se, hvor taknemmelig han i sine
Breve hænger ved Huset. Men hans Plads og Sphære
blir jo aldrig inden vor Kreds, det maa Du forstaa,
Marthe."

"Men Mama!" udbrød Marthe, - "tale om Jan paa
den Maade . . . Fordi han er fattig . . ."

"Det er sletikke Fattigdom og Rigdom, jeg mener;
han kan godt bli mere formuende end vi. Men det er
Forskjellen i Dannelsestrin. Han kommer til at gaa
frem og tilbage mellem Amerika og Europa med sit
Petroleumsspand; og hvad skal vi tale med ham om
andet end kanske kjøbe Petroleum af ham."

"Aa Mor, aa Mor, hvor ondt Du snakker . . ." brast
Marthe oprørt ud. "Du véd ikke, hvad Du siger!"

"Naa, naa, Marthemor! Du blir jo ganske heftig,"
strøg Mama hende over Haaret. "Der er slet ingen, som
har imod Jan. Men det er et raat Liv, han har at slaa
sig frem i, - og han er da forandret, kan Du tænke
Dig. Om han af og til skriver hid for gammelts Skyld,

SIDE: 299

saa er det jo af det Slags, som Tiden snart bleger
væk. - Saa saa, saadan stor, fornuftig Pige . . .

Véd Du hvad, Marthe, jeg tænker, Du gaar ovenpaa
efter min opsprættede Pelskaabe, saa skal vi se, om vi
kan finde ud noget rigtig vakkert af Skindbesætningen
til Krave og Kanter for Dig . . ."

"Det er saamæn ganske heldigt," tænkte Komman-
dørinden, da Marthe forsagt og nedslagen som et
Straa i en Hagelbyge smøg sig ud af Døren, "at vi har
Atlanterhavet mellem os og denne Jan. Det er da
Gudskelov bare Brevene, vi faar ind af Døren . . ."

Cecilie stod klædt og færdig til at gaa ud med Kar-
sten. Han skulde have nogle udsøgte fine Lommetør-
klæder hos Printz og ønskede Søsteren med paa Raad.

Karsten forstod sig paa, naar en Dame var comme
il faut og havde intet imod at vise hende frem paa de
Par Visiter, de saa kunde gjøre med det samme, for at
faa endelig Aftale og Bestemmelse om en kombineret
Slæde- og Skøitetur Lørdag Eftermiddag op til Værks-
vandet. Blot saadan som Kjolen sad paa hende, høi-
halset sort og tætsluttende med en mørkerød Sløife ved
den hvide Kravestrime, - enkel og kraftig.

Den simple sorte Uldkjole med mørkerødt i Halsen,
den glatte Krave og de smaa raske opbrættede Man-
chetter for Haandleddene var Udslaget af mange For-
søg og Udpønskninger, mange kasserede Façoner.

Slædeturen var arrangeret af Løitnanterne Jerwel og
Mourier, Vinterens Løwer, den sidste nys hjemkom-
men fra Tjeneste i den franske Marine.

Det Spørgsmaal, der stod igjen at faa afgjort, var nu
blot, hvilket Samlingssted Turen skulde gaa ud fra, -
om fra Wanckels eller Kommandørens?

Hos Focks, Falkenbergs og Meyers herskede der dog
idag under Visiterne kun én Mening om, at det natur-
ligvis maatte blive fra Kommandørens. Det laa i Luf-
ten, at man fandt, at den lidt hastig opskudte Wanckel- 

SIDE: 300

ske Familie vilde komme til at inkassere en vel stor
selskabelig Honnør; - man havde overhovedet min-
dre Lyst til at lade sig bruge til at fetere Løitnant
Witts vordende Svigerforældre.

For Cecilie var det jo en liden Skuffelse, da Mourier,
som de mødte sammen med Premierløitnant Beck, be-
klagede, at han desværre havde maatte love lille Elise
Falkenbergs Mor egenhændig at kjøre og ta sig af hen-
des Datter paa Turen. Men Beck stod parat til at
være hendes Kavaler, om hun vilde gjøre ham den
Ære.

"Jeg takker Dem næsten, Mourier," lo Cecilie, -
"for jeg kan ikke sige, jeg just har den største Tillid
til Deres Kjøring."

Men indvendig var hun ikke fri for en Skygge af
Forundring over, at det skulde træffe sig saa, at det
just var den uomdisputerlig smukkeste af de unge
Piger, Løitnant Mourier var bleven nødt til at kjøre i
Spidsslæde. Han havde jo været selvskrevet til at
gjøre hende sin Opvartning først.

Det blev et prægtigt Vinterveir den Lørdag, klart og
Frost. Klokken tre om Eftermiddagen kom Bred- og
Smalslæder opkjørende næsten samtidig paa Pladsen
foran Værftschefsboligen.

Premierløitnant Beck var en overordentlig beleven
Kavaler at have til at styre for sig. Han var bekjendt
for sit gode Hoved og sin flængende Tunge, og Cecilie
gav ham intet efter. De ordentlig overbød hinanden,
og Bemærkningerne faldt bidende og kvikke fra begge
Sider. Passiaren gik med et stigende Liv, saa de næ-
sten ikke lagde Mærke til Veien, før Værksvandet
uventet laa foran dem mellem Granerne.

Man gjorde Holdt ved Opsynsmandsboligen, hvor
dampende Kaffe stod og ventede. De lange besværlige
Reisekaaber blev aflagte, og snart saas de skøitedyg-
tige Damer og Herrer nede paa de store, høit opkra-
vede Isstykker ved Stranden.

Løitnant Beck bandt galant Cecilies Skøiter og førte
hende med en vis Ostentation ud paa Isen. Hun havde

SIDE: 301

Øvelse fra Barneaarene af paa Kanalen og Dammen
og løb let og elegant.

Hun glemte i Øieblikket alt omkring sig for denne
ubundne Fart med Brystet i fri Aandedrag fyldt af
det rene, frostfriske Veir, medens en svag bleg Strime
af Nymaanen løftede sig underlig kold over Skov-
toppene.

Der var saa megen indestængt Livskraft i hendes
velbyggede Skikkelse, der trængte til at faa Luft, at
det først var efter en god Stunds passioneret Løb for
egen Regning, det faldt hende ind at stanse og se
sig om.

Hun havde nærmest ventet at være mere eller
mindre efterfulgt af de andre. Men hele Selskabet med
Undtagelse af Kadetunderofficer Willock, der kred-
sede i Nærheden af hende, løb derinde paa den lille
Vig, hvor de havde spændt Skøiterne paa, under høi-
røstet Latter og Snak, - Mourier aldeles optaget af
at lære og baglæns lede Elise Falkenberg ved Haan-
den paa hendes første Skoletrin. Jerwel løb i behæn-
dige Cirkler om Anna Valeur, der lod til at øve en
særlig Tiltrækningskraft paa ham, og selv den aande-
lig fordringsfulde Beck var optaget af at give en tem-
melig stum nykonfirmeret Blomst de første Lektioner
paa glat Is.

Cecilie stod med en irriteret Fornemmelse af lige-
som at være kommet udenfor Ringen. Det havde ikke
faldt nogen ind at følge efter hende.

Jo nu kom Løitnant Jerwel med to Kusiner paa
Slæb, som han slap, da han kom i Nærheden af
Cecilie.

Han maatte hen for at udtrykke sin Beundring; han
havde aldrig set en Dame løbe saa elegant og sikkert
paa Skøiter. Frøken Witt pligtede næsten at komme
ind i Vigen igjen for at være Mønstereksemplar for
de unge Elever der, - en Mening, som Beck paa Di-
stance erklærede sig høilydt enig i, medens Mourier,
pludselig opgivende Lektionen inde ved Land, nu kom
i Fart udover.

SIDE: 302

Han gav sig til at kredse om hende og næsten stor-
mende galant fange hende ind i alskens Ringe og
Ottetal.

Det var en Leg, han var Mester i, og som morede dem
begge under gjensidige Behændighedsprøver, saa han
tilslut foreslog et Kapløb Haand i Haand op og ned
af Isen.

Visse Tegn lod hende, da de for anden Gang kom
i Nærheden af de andre, gjætte, at det mulig kunde
være Mouriers Mening at forsvinde hen til sin inter-
essante Undervisning igjen.

Hun satte sig simpelthen paa det Point at hindre det,
- ikke netop for hans Skyld; men hun agtede ikke at
tabe sin Prestige for den lille Aarsungen inde ved
Land . . .

Hun begyndte at raillere Mourier med dette egne
Blik, der lod hans Forfængelighed føle, at han stod
under en smuk Kvindes Kritik. Hun kom helt i Aande,
spøgte og snertede, gav og gjengjældte, og lidt efter
havde, - hvad Cecilie ikke undlod at lægge Bræt paa,
- de fleste samlet sig om dem.

Hun fik en Fornemmelse af dog at have raadet med
Selskabet.

Der kom som et naturligt Veir over hende, en slag-
færdig Friskhed, som baade indtog og dominerede.
Bemærkningerne føg, medens man gled forbi hin-
anden.

Beck havde nok med at passe sine Ben, raabte han
. . . Han kjendte det, som han risikerede en Kugle om
Ørene, hvergang han kom forbi Frøken Cecilie!

Han skulde ikke være forknyt, lød det igjen. Anna
Valeur havde slet ikke let, da han pirouetterede bag-
læns foran hende og saa med engang dumpede og sad
og saa op paa hende fra Isen.

"Bare Skade ved et saa vakkert Fruentimmer, at
hun er saa anstrengende pikant," bandte Beck, da han
var ude af Skudhold.

Men Cecilie havde hævdet sin Førsterangsplads,

SIDE: 303

skjønt - hun følte det med en vis Bitterhed, - ikke
uden Anstrengelse.

Maanens Krumhorn havde løftet sig et godt Stykke
over Aasryggen. Den dæmrende Skumringstime med
Tinten af det begyndende Maaneskin lagde noget
skyggeagtigt, mere frit fortroligt, konventionelt ubun-
det ind i Stemningen.

Hun saa Karsten gjøre sin Hoveritjeneste hos Wally,
der kun daarlig kunde gaa paa Skøiter og hele Tiden
trængte hans Støtte, - og syntes pludselig, det blev
saa trist at se paa.

Stakkars Bror, stakkars Bror! lød det indeni hende.
Du er jo saa vakker, saa stolt en Gut . . . og saa - -
Hun syntes, de kunde ta hinanden i Haanden og bare
resigneret lade det gaa udfor begge to, slig som Livet
bedrog dem. Var kanske nogen engang mere lovende
end Karsten og - det dæmrede næsten i en indvendig
Graad for hende, - hun selv?

Der dukkede et Billede op . . .

Hun fik med ét saadan Medlidenhed med Karsten;
. . . han kunde dog faa slippe løs lidt . . . Hun var saa
vis paa, han vilde trække Pusten og flyve som en fri
Fugl henover Isen, og more sig med de andre unge
Piger, om hun nu løste ham af.

Hun fo'r lige hen til Wally:

Nu vilde hun forpagte hende, erklærede hun, en
lang Stund for sig.

Hun spasede og lo med hende og trak hende over
Isen. Wally havde bare at staa paa Skøiterne . . .
Hun og Mourier og Beck skulde afløse hverandre. Hun
vidste, Wally ikke var ufølsom for Udmærkelsen.

Mourier? . . .

Hun saa sig om; - han laa paa Isen ivrig sysselsat
med at hjælpe Skøiterne bedre paa Elise Falkenberg.

"Beck! spænd Dem for med mig," raabte Cecilie.

"Kan ikke, - er alt engageret. Frøken Meyer staar
og venter."

Og nu saa hun ogsaa Jerwel trække sig indover til
den yngste Ungdom, hvor Karsten løb og passiarede

SIDE: 304

og gjorde sine Sving med noget af en løssluppen Foles
Fart.

Hun havde en saaret Følelse af, hvorledes man dæk-
ket af Skumringen igjen gled fra hende; det var mere
naturligt at snakke og fjase med disse femten, seksten-
aarige!

Hun sørgede ufortrødent for Wally. Den unge Wil-
lock, der var og blev hendes sværmeriske svorne, hjalp
hende.

. . . Hun drog Laura Fock med; - og der kom
Marthe trækkende Kaptein Turman ved et Bastes Lom-
metørklæde. Ja den, som kunde være saa troskyldig
lykkelig, saa naturlig intet anende som Marthe!

Hun kjendte en bitter Fryd ved at vide, at Broderen
ialfald fik være med og more sig derinde og være dum.
Fuskede de andre sig væk, saa - hvorfor skulde ikke
han ogsaa faa Lov til det? . . .

Cecilie var overgiven og næsten støiende munter,
medens hun elskværdig holdt paa at faa sat Liv i de
andre . . .

Aa, hvor hun trak paa Wally! - det var, som hun
kjendte sin egen Skjæbne tynge og stritte bag sig.

Cecilie havde i Stilhed gaat og grublet i flere Dage;
det var intet mindre end en Idé, hun var optaget af.

Den var udklækket den Aften, hun kjørte hjem fra
Skøiteisen og sad der i Slæden bitter og ulykkelig
ovenpaa Dagen . . . Bare det samme op igjen Aaret
rundt, pynte sig og gaa i Selskaber, de samme Men-
nesker, det samme Snak, - tage imod, rydde og pudse,
tragte The, tragte Kaffe, spille og synge fore og være
kvik, - og saa rydde bort igjen . . .

Aa, den som kunde ta sig noget til, ha et ordentligt
Arbeide!

Men hvad kunde hun gjøre?

SIDE: 305

Lærerinde? - tvinge og plage Smaabørn, som hun
selv var blet plaget? . . .

Hendes Tanke ledte paa maafaa.

Oprette en Handel med alt, som hører til kvindelig
Klædedragt, . . . begynde ganske smaat . . . eller kan-
ske med Uldgarn?

Det forandredes til en Modehandel.

Ikke i nogen Smaaby, i selve Hovedstaden; hun
vidste, hun havde en udmærket Smag . . .

Medens Beck konverserede og var kvik i Maaneskin-
net, tronede hun i Aanden i en Butik med Baandæsker
og Kapper og Hatteformer i Hylderne og et Par Væ-
relser bagom og skrev Regninger. Hun saa dem alle
have saadant Pres for at faa det færdigt. De skulde
med her og der og lade sig lyve alskens Ting op i
Øinene og se til, om de kunde holde sig lige høit i
Vinden iaar som ifjor.

Og hun sad saa lykkelig og havde travlt og samlede
Penge til at reise til Udlandet for at studere de nyeste
Moder.

Hun gik og tænkte paa det i to, tre Dage efter Kjøre-
turen, indtil Planen om Modehandelen pludselig en
Aften, da de skulde lægge sig, brød i veltalende Orde-
lag ud over Marthes Hoved.

"Buden ud igjen!" klagede Cecilie; de havde faat
en Invitationsbillet til Willocks. "Kan vi da ikke no-
gengang sige nei, Mama?"

"Hvorfor det? Det er naturligvis deres Mening at
gjøre lidt Stas af Karsten og Wally i denne Tid."

"Jeg er saa kjed af det."

"Sig forvænnet Du, - bare altfor feteret, Barnet
mit! Du begynder virkelig at bli saa rent ujevn i den
senere Tid. - Marthe faar ta' sin grønne med Slaget."

"Jeg synes virkelig, Folk kunde ha noget andet at
gjøre end bare saadan gaa og komme og be' hver-
andre. Jeg kunde ha' saadan Lyst til en Gang at ha'

SIDE: 306

noget virkeligt Arbeide, - saa jeg kunde undskylde
mig med noget andet end Hovedpine . . . Tak, jeg har
travlt!"

Cecilie sagde det med et hidsigt Nik under Tanken
paa sin ny Plan.

"Hvor Du snakker, Cecilie; det er ordentlig forfæn-
gelig Tale. Tænk, om Du virkelig stod saa, at Du var
nødt til at tjene dit Brød . . . Du tar vel din blaa?"

"Aa den brune gjør det nok saa godt."

"Du maatte da mindst ta din store Kniplingskrave
og Manchetter til. Kanske blir der en Svingom efter
Bordet."

"Uf, nu har jeg begyndt at faa Hovedpine efter det
hver Gang."

"Jeg skal sige Dig, Cecilie, Du skal passe Dig lidt
for det Humør; man kan tidsnok komme udover dette,
der ligesom er Blomsterdunet ved en ung Pige . . .
Du er blet lidt for kritisk og ho'demæssig; - jeg har
ofte tænkt paa at sige Dig det. Det er en noksaa far-
lig Vei, Du er slaat ind paa, - at ta Mandfolkenes
Privilegium og ville dominere! Der er en liden kvinde-
lig Hemmelighed, som heder at glimre ved at lade
andre glimre . . .

Du har jo saa mange Fordele, Barn! - men smi-
dig er Du ikke. Et Fruentimmer maa ha lidt af Katte-
poten, kunne viske over og faa det elskværdige frem
. . . Se bare Marthe, stakkar, hun mangler langtfra fin
Fremtræden. Med sit godmodige, kvikke Væsen kan
hun saamæn snart være paa en grøn Gren."

"Jeg tror, jeg døde, fik jeg ikke ialfald snakke lidt
fra!" udbrast Cecilie saa heftigt, at Mama saa paa
hende.

"Jeg har saadan Lyst til at gjøre noget, Mama!"

"Du gjør det, Du skal gjøre, min Pige."

"Gaa i Selskab er da sandelig ikke at udrette noget."

"Hm-m, sig ikke det," - indvendtes der med et
vist betænkt Eftertryk. "Der er kløgtigere Hoder end
dit, som kommer der; - og hvorfor mener Du alle
de alvorlige Mænd gaar i Selskab?"

SIDE: 307

"Mandfolkene har sit Arbeide og gaar ud for at
adsprede sig; - og saa skal vi lade, som vi gjør det
samme, - bare snakke hen i Veiret for at hvile ud!"

"Der snakker nok én hen i Veiret nu."

"Jeg mener blot, at det maatte gaa an for os ogsaa
at ta sig noget for."

"Reise ud og bli Gouvernante og lære fra Dig Ty-
sken din, mener Du? - nei," smilte Mama, idet hun
tilfredsstillet saa op og ned paa sin smukke Datter og
samtidig studerede lidt paa hende i den blaa, "Du staar
Gudskelov ikke foran det Nødmiddel endnu."

"Ja men naar jeg nu har fundet ud noget, jeg virke-
lig duer til, Mama! Det er ikke noget, jeg saa gjerne
vil bli som Modehandlerinde."

"Ja, det kunde bli saa hyggeligt - levere Pynten til
alle de andre, som gik i Selskab."

"Det er netop det, jeg vilde."

"Saa, ja. Jeg ser Laura Fock og Elise Falkenberg
og Wally rynke paa Næsen til Dig og kanske trække
af paa Regningen, fordi Du har git dem Hattebesæt-
ninger eller Blomsterpynt, de ikke liker."

"Jeg mente da slet ikke at være her i Byen."

"Bevare mig, hvor Du kan være barnagtig, Cecilie;
først fik Du nu lære og gaa ind som Sypige i en saa-
dan Handel."

"Etsteds langt borte, Mama!"

"Hvor de ikke kjendte Kommandør Witt? - det blev
ikke her i Landet det . . . Véd Du hvad, jeg er rent
himmelfalden over Dig, Cecilie, Du er da nu over tyve
Aar og saa by din Mor saadant rent - Væv. Jeg véd
jo, det skyldes denne uheldige Blegsot, som vel skal
begynde igjen nu med Vaaren. Men Du maa virkelig
vogte Dig for saadan at gaa og se Dig lei paa al Ver-
den, Cecilie! Du kan være vis paa, det gjør ikke noget
godt Indtryk. Vær munter og elskværdig, saa kommer
Du nok til at more Dig selv ogsaa, skal Du se . . .

Har jeg ikke Ret, Karsten?" vendte Kommandør-
inden sig mod ham. Han kom med den blaasorte Hage
frisk nyraget og Hatten i Haanden for at gaa ud. -

SIDE: 308

"Cecilie har nogle Griller om at trække sig tilbage fra
Verden og tage ud og selv tjene sit Brød."

"Ja det er et Stadium det! Jeg har talt med mange
unge Piger; naar de faar Virkelysten paa sig, er der
altid gaat dem noget imod. De mærker Aktierne syn-
ker lidt i Byen og saa blir de hidsige paa Gouvernante-
poster i Præstegaarde og hos Proprietærer paa Landet.
Men med den Slags jomfrunalske Synaals- og Lærer-
indetendentser blir man Piskedausen ikke gift! . . .
Jeg vilde bare sige Jer, at Mourier var oppe hos mig
og fortalte, at der blir et rigtig fint, stort Selskab hos
Willocks. Han kom fra Falkenbergs, Elise holdt paa
med Pynten; hun vidste, hun skulde did alt igaar."

"Saa?" henkastede Cecilie kort; det lod virkelig til,
at den Konfirmationsungen begyndte at faa Privile-
gier.

"Jeg tar' den blaa, Mama, den brune sidder sletikke
saa godt. Og saa maa jeg ud i Byen og faa mig et
Par lange Hansker . . ."

Karsten fulgte hende lidt efter henover Gaden til
Printz; han skulde ud til Wanckels.

"Du gjør lidt i at være skarp, Cecilie, i den senere
Tid, naar Du er ude."

"Ja jeg gjør det; et Væsen maa man da anta mod
Herrerne; naturlig gaar det jo ikke an at være!"

"Saa-aa? da tænkte jeg, det var netop det, det kom
an paa at være; - - og ikke denne Maade at fare
frem som et saltet Straffens Ris, straks et Mandfolk
uforvarende er kommet til at slarve lidt paa en Mening.
Et Fruentimmer behøver da ikke at bli en ren Torne-
busk, fordi om hun har lidt godt Hode . . .

Men Tingen er, Cecilie," - han piskede sig paa Be-
net med den lille myge Fiskebensstok, han gik med;
han følte han tog i noget voveligt mod Søsteren, -
"at denne bidende Tunge ikke passer for Dig . . .
længere! Et pur ungt Blod kan sige saa meget, ser
Du; men i Længden - hm, - saa gaar det ikke; der
kommer lidt af Ragekniven frem, forstaar Du. Det er
ikke bare Dunet længere . . ."

SIDE: 309

"Adjø, Karsten! jeg skal nedover efter et Mønster
- indom til Minka Krog," kom det ironisk.

Hun skyndte sig nedover Gaden og ind den opmaa-
gede Tvervei forbi den lille røde Kagebutik.

Det var ikke længere den, som trak; det var Madam
Andersens Leiebibliothek, hvor baade hun og Laura
Fock og andre Veninder havde deres Privatkontoer.

Og, da hun en halv Timestid efter gik hjemover,
gjemte hendes elegante Ilderskinds Muffe en fedtet
Roman med halv afrevet Nummer paa Ryggen.

Den første af den Slags havde unægtelig udvidet
Horisonten. Nu slugte hun dem udover Natten med
Lyset paa Hovedpuden.

Der gik nok et kjedt og slidsomt Aar, før Karsten
vandt frem til Maalet for sin foreløbige Ærgjærrighed,
at vise sin smukke udprægede Person paa Kommando-
brættet som Chef . . .

Men nu var ogsaa den Ting naat.

Og allerede den paafølgende Høst fandt han at burde
begive med Dampskibsfartens Besværligheder. Han
var hjertekjed af Beafen til Frokost og Laksen og
Kalvestegen til Middag den hele udslagne Sommer
Dag ud og Dag ind. Den sukkrede Taarntærte, som
smuldrede og minkede udover hele Turen, taalte han
næsten ikke mere at se . . .

- Det var vidtløftige Overlægninger i begge Fa-
milier, baade hos Wanckels og Witts, medens For-
beredelserne til Udstyret stod paa udover Vinteren -
og ikke uden sine stille Rivninger. Men det var unæg-
telig et nydeligt Hus, der blev sat, en Komfort, som
straks lod én føle Karstens flotte Smag.

Han giftede sig udpaa Vaarsiden og skulde nogle
Uger efter foretage en Bryllupsreise til Udlandet.

Men det gjaldt, følte Kommandørinden, at faa lagt

SIDE: 310

sin Indflydelse ind med den rigtige Tyngde; Karsten
var i al sin fulde ubundne Frihed vant til sin Mors
ledende Haand og Raad. Og disse Penge trængte sande-
lig sin tilstrækkelige Modvægt og Støtte af deres over-
legne sociale Stilling, skulde han ikke komme til at
bli for afhængig af de Wanckelske. Wally var ikke
saa lidt fordringsfuld med Hensyn til at ville holde
Karsten for sig selv; - det var dog ikke Karsten, som
var gaat op i Wanckels, men Frøken Wanckel, der
var blevet en Witt!

Det, Kommandørinden i den Anledning pinte sin
Tanke med, var for Øieblikket nærmest Sagens sel-
skabelige Sider.

Der kunde dog ventes en vis Optræden ogsaa fra
Kommandørens i denne Festens Tid i Anledning af
de nygifte, - noget udenfor det Præg, der laa over et
almindeligt Selskab.

Og saa blev der virkelig, - hun havde nu overveiet
det paa det nøieste, - intet andet tilovers end at fore-
slaa Witt, at det gjordes af med et ordentligt Bal.

Ja, det kom til at koste mange Penge, skulde det
være i fuld Stil og svare til den Wanckelske Rig-
mandsmaalestok, saa Karsten kunde føle, der faldt no-
gen Ære og Glans for ham.

Jo mere hun grublede, desto mere paakrævet nød-
vendig stillede det sig; og der dukkede efterhaanden
ogsaa andre Hensyn frem:

Det kunde trænges, at Marthe optraadte lidt ogsaa
udenfor det jevne hverdagslige, - saadan i en vis
Folio som Husets Datter ved en større Anledning.

Og Cecilie, - Kommandørinden drog et Suk, - det
var noget eget der. Alle var jo saa optat af hende -
til en Tid. Men noget dybere! Det var, som hun
skræmte og stødte dem fra sig igjen.

Efter i fire fem Aar at have danset ude hos andre,
vilde det dog være noget for hende at faa vise sig paa
eget Balgulv . . .

Men hele Anretningen med Midnatssupéen, Isen,
Champagnen! - Hun saa sin Mands Ansigt til For-

SIDE: 311

slaget, - to gule Læderfolder om hver Side af Mund-
vigen og et Smil, saa knusende uforstaaende.

Det var saa mange Penge, bare Champagnen . . .
Aldrig i Evighed gik Witt ind paa dette!

Kommandørinden værkede og grublede. Ballet i
Kongesalen med det imponerende Billede i Fonden og
Rækken af Uniformer og Toiletter paa det hvide Gulv
under Lysekronerne bevægede sig og glimrede mere
og mere for hendes Fantasi. Det var ikke til at gaa
og bære paa længere.

Hun gjennemgik Sagens Detailler for Karsten, -
Spørgsmaalet om Hornmusiken, Fruernes Plads, hvem
der burde føre op, hvorledes Supéen skulde anrettes, og
Spillebordene for de ældre fordeles i de indre Værelser.
Det endte med et Suk:

"Men Far, ser Du!"

Og Karsten saa saa inderlig godt Far. Men det
vilde jo bli noget at gjøre Front med foran Svigerfor-
ældrene . . .

Til sin Overraskelse fandt Kommandørinden denne
Gang ogsaa Cecilie ordentlig varm for Sagen. Det var
ellers i den senere Tid ikke hendes Vis at sætte et for-
nøiet Ansigt op, naar der var Tale om Tilstellinger
eller Indbydelser.

Naar Cecilie alligevel stadig mødte med det friske
Smil, de livlig interesserede Øine, den velklingende,
lidt spottende Latter og den ubetinget smagfuldeste
Dragt, saa var det ikke, fordi hun jo længst var kjed
af Selskabeligheden. Det var alt saa færdigt, saa ind-
vendig aftrasket, saa altid kun den samme tomme, ør-
kesløse Maade at faa Tiden slaat ihjel paa. Men der
laa en inticerende Forfængelighedens Strid og bævede
under. Hendes Stolthed vilde ikke give tabt, hun
maatte være den første mellem de unge.

Før havde det ikke været saa nøie, om Kjolen slog
en Rynke eller noget netop klædte saa allerbedst. Nu
var Toilettespørgsmaalet blevet hende et helt Studium,
en pinlig Udspekuleren.

Mama mente imponeret, at Cecilie tegnede til at

SIDE: 312

blive hende selv op ad Dage; - der var ingen Ende
paa Nøiagtighed i Prøvinger, Udstuderinger og For-
slag; hun brød sig sandelig ikke med Hensynet til,
hvad det kostede! - Sidde, sidde, hed det først og
fremst, og et Par Hansker kasseredes i et Nu. Selv
Karsten havde faat Respekt for Damen ved Søsteren
saadan, som Mama og Sypigen og alt i Huset fik bøie
sig for dette.

Men, naar Mamas Plan om Ballet i Kongesalen fæn-
gede saa stærkt hos hende og ordentlig omfattedes med
en syttenaarig Ungpiges hele hede Utaalmodighed,
turde det have sin særlige Grund.

Fasting var i disse Dage kommet til Stedet. Han
skulde have sin Station der mulig hele Aaret og bo
hos Focks.

Der var kommet Oprør i hendes Blod fra det Øie-
blik, hun hørte det.

I de fire Aar, siden hun havde set ham, havde hun
jo undertiden været noksaa optaget, eller interesseret
ialfald, for én eller anden. Hun havde kjendt Mænd
med virkelig prægtige og elskværdige Egenskaber -
fradraget visse Skjultheder og Uoprigtigheder, som nu
engang tillaa denne Verdens Mandkjøn, - og hun
havde ovenikjøbet bestræbt sig for at sætte dem saa
høit op paa Piedestal for sig selv som blot muligt.

Men egentlig forglemme sig for nogen af dem, saa
hun kunde miste de to Øine, hun havde i Hovedet,
- nei!

Hun havde engang oplevet, hvad det vilde sige at
føle en Funke tændt i sig, og havde siden gaat lige-
som prøvende og ventet paa en Gjentagelse.

Hun havde indbildt sig, at det alt var nogenlunde
glemt eller ialfald saavidt overgroet, at hun til Nød
kunde behandle det som en saar Erindring; men længe
gjemte Følelser brød igjen op med en ubeherskelig
Magt.

Hun speidede i lidenskabelig Spænding efter et Skimt
af ham; den kjendte Gang og Skikkelse vilde hun op-
fanget om aldrig saa langt og mellem aldrig saa mange.

SIDE: 313

Og Ballet hjemme, - kanske kunde hun der møde
ham første Gang!

- Mama havde opstillet sine Brikker: Hensynet til
Wanckels, til Karsten, til Døttrene og ikke mindst, at
Karsten havde sendt dem en hel Kasse Champagne af
den, han havde forsynet sin Kjælder med fra Barnett
 han overskylledes af den, men
viste sig lige urokkelig.

"Han var ikke blevet ør af Karstens Luksus og ag-
tede ikke at lade sig smitte!"

Saa fik han taale at høre Hovedargumentet, erklæ-
rede Kommandørinden: - Godtfolk skumlede og und-
rede paa, om Kommandør Witt ikke snart vilde søge
Afsked. Han fik vise, at han var i sin Vigør og optog
sin fulde brede Plads, som de maatte finde sig i at
gaa afveien for. Det var nødvendigt, at der repræ-
senteredes og engang imellem vistes, at de tog Del i
Livet om dem . . .

Kommandørinden havde sin særegne Grund til at
give Ballet snart, helst i næste Uge.

Der var indløbet Brev fra Jan, der meldte, at han
havde faat Ansættelse som Kaptein paa det store Jern-
skib Lucida, der gik fra Newport til Bremen med Pe-
troleumsfade. Han skulde overtage Posten i April i
Bremen og havde arrangeret sig paa at være hjemme
i Norge en Tid først og aflægge Kommandørens et
Besøg.

Men Kommandørinden følte ingen Lyst til at faa
Hr. Skipper Børresen figurerende mellem dem netop
paa Ballet eller feire en Hjemkomst, der duftede af
Petroleum.

Cecilie havde i Ugens Løb forberedt én Dragt, angret
den igjen, ladet sy og omsy. Hun tog af og paa sig,
prøvede ved Lysskjæret for at se, hvad der klædte til
Haar, Hudfarve, Figur, og hendes Tanke havde svæ-

SIDE: 314

vet som en speidende Fugl over Wallys nye Toiletter
fra Udlandet, om det var mulig at plukke en Idé der
kunde virke i hendes . . .

Dagen før Ballet havde Fasting gjort sin tjenstlige
Visit. Den var kort, og hun gik ikke ind; hun havde
ikke havt Mod paa et tilfældig hverdagsligt første
Møde, - næsten frygtet den gamle halvtossede For-
virring, han saa havde misforstaat. - - - - - -
- - - - - - - - - - - - - - - - -

- Det gjaldt at ingen gik paa Gangen, om Cecilie
kunde faa sove et Par Timer om Eftermiddagen før
Ballet; hun saa saa medtaget ud, mente Mama.

Naa her var Pretentioner! mumlede Kommandøren,
der maatte liste sig med knirkende Trin op af Trappen.

Der var ingen, som fik vide, at hun ikke havde luk-
ket et Øie hele Natten.

Saa kom Paaklædningen under nervøs urolig For-
ventning . . .

Og nu - for sidste Gang efter de mange Prøver,
- stod hun endelig der for Speilet med en Seiersfø-
lelse og hørte, hvad hun selv saa, at hun var glans-
fuld smuk iaften!

Ved paa forskjellig Vis at forhale og uddrage Tiden
opnaaede hun først at være i Salen en Time sildigere,
end Kommandøren i sin prompte Villie havde paa-
budt.

Hun vilde komme med friskt Toilette, og saa, -
at der mulig ventedes paa hende . . .

De sidste Gjæster var gaat, og Lysene i Lysekro-
nerne slukkedes i Salen, medens Skjæret faldt desto
stærkere fra Sideværelset, hvor Dessertbordet endnu
stod med høie Vaser, Levninger af Geléer, Iser og
Kager og en Mængde hensatte Glasse paa den vin-
plettede Dug.

SIDE: 315

"Jeg tror, jeg vil lægge Beslag paa Dig, søde Wally,"
udbrød Kommandørinden, "og sende Dig op og hjælpe
Smaapigerne med at faa ordnet paa Soveværelserne.
Vi har jo maattet arrangere alt til Toilettet og Reise-
tøiet deroppe. Du ser, jeg behandler Dig som en af
Familien. Du har været saa inderlig smuk iaften i den
dunkelrøde Fløiel, - rigtig som en ung Frue. Du
har nu vel moret Dig?" forhørte hun og fulgte hende
ud af Døren.

"Aa, Nella!" kaldte Kommandørinden. "Hent ind
en Flaske Champagne af Kurven. Du faar spendere
den paa mig, jeg er aldeles febertørst. - Og saa to
rene Glas, Du. Jeg maa ha' en liden Prat med Kar-
sten nu ovenpaa. Man kan jo aldrig ha en hyggelig
Stund med ham alene mere, mærker Du nok, Nella,
uden man skal ha Trediemand med . . .

Et Glas Champagne, Karsten? nu ovenpaa Du, -
ikke sandt?" raabte hun.

Karsten gik op og ned inde i Halvdunkelheden og
røg sin Havaneser. Hun tog hans Arm og spadserede
med en tilfreds Omskuen gjennem den lange Sal ind
til Dessertbordet.

"Tak, Nella! - forsyn Dig nu rigtig godt af Desser-
ten og pluk ud alle de brugte Glasser.

Jeg tror, jeg kan sige, det har været vellykket i alle
Dele. Og Far, Du Karsten, - han var virkelig oppe,
havde ordentlig lidt af at staa paa Skansen iaften . . .
Men hvad siger Du saa om Marthe? Jeg trode næsten
ikke mine egne Øine. Hun gjorde formelig storartet
Lykke!"

"Ny, ser Du, Mor, - det har sin Tiltrækning."

"Ja men det var ikke saadan let Festdamelykke, det
var virkelig noget, som tog dem, - saadan tækkelig
lysende af Glæde, som hun var! De kappedes rent om
hende, og i Mangel af at faa danse med hende kom
de hen til mig og udbredte sig, - Jerwel og Schmidt;
- og Dreier forfulgte mig næsten. Det er ikke vanske-
ligt at se, at hun har sin Fremtid i sin Haand!" plum-

SIDE: 316

pede det ud af Kommandørinden; hun var endnu un-
der Indflydelse af sin Overraskelse.

"Skaal, Mama!" lo Karsten. Han sad magelig til-
bage i Lænestolen og drak smaat under gjentagen
Stirren ind i Vædsken.

"Jeg mener, Du næsten holder paa at faa lidt Em-
bonpoint, Karsten!" spøgte hun; - "men det klær Dig
ikke ilde. Du har nu hellerikke anstrængt Dig for
stærkt med Dansen iaften."

"A-pah, Mor," - han stødte Cigardampen ud foran
sig i Luften; han havde virkelig drukket adskillig
iaften; - "en Mand, som har giftet sig og sat Hus! . . .
Interesserne omstuves saa forunderlig. Naar man en-
gang har voksne Børn at sætte i Vinden, saa faar man
bemøie sig med Baljubelen igjen."

"Og Cecilie, Karsten, - hun gjorde da sin sikkre,
overlegne Lykke."

"Ja-ah," gispede han.

"Hun tog sig overordentlig ud; - og Du saa, hvor
hun forstaar at faa det livligt om sig."

"Jeg havde nær sagt, gid hun var lidt mere dum!
De snor sig ligesom fra hende, - Fanden maa vide
Grunden."

Kommandørinden sad hen i Tanker med Glasset paa
Fanget. Hun kunde rentud ikke begribe, hvor hun
havde havt sine Øine henne, Marthe var dog virkelig
et elskeligt Barn . . .

Karsten var halvt i Drømmenes Verden med Nak-
ken mod Stoleryggen. Panden var blank og blevet lidt
høi og haarslidt paa det sidste.

Da Wally kom, vak han op . . . Hun maatte skynde
sig og ta' paa sig; de maatte jo engang afsted!

Marthe gik deroppe paa Soveværelset og klædte sig
af og nynnede paa Dansemusiken.

Det gik i Fart paa hendes Vis; men hun havde saa-
megen Moro at give tilbedste for Cecilie. Hun hu-

SIDE: 317

skede op saa det ene og saa det andet og maatte sætte
sig ned og udbrede sig over det.

Saa op igjen og fortsætte Afklædningen til en Stump
af Dansemelodien. Hun havde aldrig brudt sig om at
danse; men iaften kunde det være det samme nu,
naar . . .

Kanske ikke en Maaned til . . . Hun keg saa smaat
med det ene Øie.

Hun havde gaat i et Slags Feber siden Jans Brev
og var lidt letstemt baade til Latter og Graad.

Hun havde moret sig græsselig iaften; der dukkede
op saa meget . . .

"Nu er jeg iseng," raabte hun. "Blir Du aldrig fær-
dig? - om lidt saa sover jeg, Cecilie."

Hun reiste sig halvt op i Sengen:

"Det var dog et gruelig morsomt Bal, synes Du
ikke?" Hun kom i Latter . . . "Se bare, hvor lang og
forladt Kjolen hænger der . . .

Det danser endnu for Øinene mine," lød det noget
efter saare søvnigt.

- Cecilie stod fortænkt foran Speilet. Det tykke,
nær nedbrændte Lys i en af de staselige Selskabssta-
ger kastede sit gule Skjær, medens hun stirrede grun-
dende ind i det.

Hun var saa klar paa Aftenens Resultat, - at hun
var dødelig skuffet, og saa lidenskabsløs frigjort til
at se paa sig selv og sit eget Væsen.

Hun havde set Fasting komme rask og fri henover
Gulvet imod sig og Marthe i Begyndelsen af Aftenen.
Hun huskede, at Lysene i det samme ligesom havde
virret hende for Øinene. Hans Ansigt viste Spor af,
at han havde ligget ude ved sine Fyrbygninger i al-
skens Veir, og det bar et eget lunt Smil, halvt det lette
Leilighedens, halvt med tusend Ting i. Han hilsede
lidt forceret kordialt, - det skulde være til dem begge.
Men hun saa, han studsede, da han betragtede hende
og maatte tage sig igjen, som han dog ikke havde hu-
sket hende saa smuk. Og hun selv blev vist frygtelig
bleg. Det var et Øieblik mellem dem.

SIDE: 318

"Uforandret, Frøken! - ser jeg" - smilte han saa
med en Kompliment og gled forbi.

Under Pauserne inde ved Spillebordet havde han
stillet sig i Døren. Der lyste næsten altfor tydelig Be-
undring i den Mine, hvormed han fulgte hende; men
- det var kolde Øine, hun følte paa sig, nærmest som
optagne af en stærk kritisk Grublen; ikke en Funke i
hans Blik af det gamle! - Og han var gaat lige efter
Supéen.

Det var færdigt, - forbi! . . .

Men der var noget andet, som ogsaa nu skulde være
forbi.

Hun havde længe nok taget dette Balliv som et
Arbeide, gruet sig lange Tider til hvergang. Nu var
hun gaat træt! - Havde hun noget der at gjøre læn-
gere? Hævde sig? . . . Det skulde hun nok sørge for
alligevel.

Hun havde alt under Rivalskabet med de yngre en
og anden Gang faat en Mistanke om, at der var dis-
poneret mellem Herrerne indbyrdes om, hvem der
skulde optage Kommandørens Datter, og af adskilligt
nu iaften faat ialfald noget af en Anelse om Pligtdanse.

Hun stirrede ind i Speilet paa sig selv . . . Hun var
virkelig overmaade vakker; - og den Hals og de
Skuldre! - til hendes Toilette . . .

Hun saa ogsaa selv ganske upartisk, at hun nu var
stram ved Munden, som hun kunde være, naar hun
blev bitter og gav et af sine skarpe Svar.

Hun var sig bevidst, at hun gjorde Indtrykket af
at være kold og følesløs, medens hun brændte indven-
dig, og at være uskaansom i sine Domme, naar hun
blev hidset op til at være morsom og bidende - der
var noget af en Knivseg i det, havde Karsten sagt.
Hun blev stiv og stram og hovmodig i Smilet og var
saa nær til at saares som et glødende Jern - bare af
Kunstighed . . .

Men saadan var hun ikke kommet ind i Balsalen
iaften; det var nu - bagefter, - hun saa saadan ud,
nu, Skuffelsen havde lagt sin Is der . . .

SIDE: 319

Eftersom hun tog af sig, lagde hun med en vis Lyst
til at anskueliggjøre, hvad der foregik indeni hende,
Stykke efter Stykke af sig hen paa Sofaen.

Der laa Baldragten omhyggelig ordnet med de hvide
Sko og Blomsterpynten ovenpaa, som havde hun bre-
det Ligklædet over sin Ungdom og sine Forhaabninger.

Det var ikke godt at vide, hvad for Slags Meddelel-
ser, Marthe kunde have havt; men før seks imorges
havde hun været ude og spadseret i det ruskede, regn-
mættede Veir.

Hun var hjemme til Frokost, rød og opkjaset; hun
havde trængt saa til en rigtig god Tur, sagde hun.

Og uden, at nogen vidste af det, tog hun paa sig og
gik ud paany.

Vinden trykkede og susede ind af Gangdøren, da
hun aabnede den, og Linen paa Flagstangen udenfor
smeldte og smeldte med en ensformig Lyd.

Hun stod igjen uden at have mærket Veien oppe ved
det lille røde Vagthus, hvor hun havde været, da det
lysnede imorges.

Vinden peb og ulede om Knarterne og tog i Klæ-
derne, medens hun saa og speidede ud over den graa
Sjø.

Regnskyerne lukkede Horisonten som en taaget
Rand. Der kunde dukke frem hvadsomhelst hvert
Øieblik.

Sydover gik Baaerne i vildt Oprør som en Række
hvide jagende Støtter, der reiste sig med Skumsprøit
og igjen sank, blottende stygge, sortgraa Skjær. En
og anden Maage tumlede sig i Indløbet og skar gjen-
nem Vinden udover, hvor et Par større Fartøier gik
for dobbeltrevede Mersseil og Skum om Bougen, medens
deres nøgne tøveirssorte Stænger pegede ind i Disig-
heden . . .

SIDE: 320

Det forekom hende den ene Gang efter den anden,
som der kunde været Røg inde i det tykkeste af Hori-
sonten; men det var kun Skyerne, som væltede sig
urolig mørkt paa den Kant.

Hun havde skrevet, at hun vilde være deroppe, naar
Udenlandsdampskibet kom. Og hun vidste, han vilde
se efter hende. De havde sit bedste Minde fra dette
Vagthus.

For at dæmpe sin Uro gik hun af og til hen og satte
sig paa Bænken og forsøgte at tænke paa, hvordan han
saa ud nu, hvordan han vilde bære sig ad og hvordan
det skulde gaa?

Men hun kunde sletikke tænke; hun var bare optat
af at vente.

Der . . . der! . . . dukkede Damperen ud af Taagen.

Hun stod og stirrede og trak ind Luften . . . Røgen
blev hastig tydeligere og større; den laa som en ud-
spændt lang sort Strime lavt henover Havfladen.

Hun stod som fastplantet uden Idé om hvor længe.
Haaret var vaadt foran under Hatten, og Kaaben havde
trukket sin tunge Del af Fugtigheden.

Damperen voksede sig større og større, alt blev
stedse tydeligere, indtil den med ét løb susende og
larmende lige mod Indløbet nedenfor og kom saa nær,
at hun næsten kunde raabt ned paa Dækket.

Agter ved Rælingen stod en Mand og gjorde ivrig
Tegn opover med Hatten.

Hun svingede med sit Lommetørklæde uden at vide,
at hun med den anden Haand ogsaa gjorde det samme
med Paraplyen.

Hun stirrede gjennem Graaden, kjendte Jan paa
Maaden med Hovedet, og at han sendte Bud til
hende gjennem Luften.

Hun kom i halvt Sprang hjem og skyndte sig oven-
paa til Gangvinduet for at se Dampskibet landsætte
Passagerer ude paa Havnen.

Hun hørte Cecilie sige inde ved Dækketøi-Skabet til
Mama:

SIDE: 321

"Det kunde godt hænde, at Jan var med Damp-
skibet idag."

"Snak ikke saa, vi vil haabe, det varer endda fjor-
ten Dage."

Marthe trykkede Hovedet nær imod Ruden for at
skjule Ansigtet, da Cecilie kom og stillede sig ved
Siden af hende og ivrig saa ud:

"Gid vi havde Kikkerten, saa kunde vi se dem, som
sættes iland i Baaden."

Men Marthe havde længst skjelnet Jan. Nu fløi hun
ned efter Kikkerten og var i Øieblikket oppe igjen. Hun
saa og saa.

"Nu hvad ser Du?"

"Jeg, jeg . . . se selv."

Istedetfor at levere Søsteren Kikkerten satte Marthe
den nok engang selv for Øinene. Baaden var nu næ-
sten inde ved Bryggen.

"Saa laan mig den da?"

"Ja - - de-r . . ."

Men hun tog den ikke fra Øiet, før Jan var oppe af
Bryggetrappen.

"Har Du set saa tvær!"

"Jeg var bare ikke vis paa; - jeg syntes . . ."

"Ja nu! - det er ikke godt at se mellem alle dem
paa Bryggen;" Cecilie stod og ledte med Kikkerten.

Marthe var borte.

Hun var fløiet ned og havde aabnet Gangdøren, før
Jan endnu ringede, og mødte ham med et Ansigt rødt
af Regndrevet og Graaden og halv forstyrret af den
voldsomme Sindsbevægelse . . .

"Jan - Jan!" - hun trak ham skjælvende ind i
Gangen med en Omfavnelse, som de begge blot vilde
holde Virkeligheden fast, - forsikkre sig om den . . .

Pludselig fo'r hun op, hun hørte Støi. Hun fik
netop hvisket:

"Sig ingenting idag, Jan!" - da Cecilie kom sprin-
gende ned af Trappen med et høit overrasket:

"Jamæn er det Jan!"

"Ja her er han, Cecilie!"

SIDE: 322

"Alt det sorte Skjæg! - og saa brun, som Du var
barket. Jeg har glædet mig saa til Dig, at Du ikke
ved det; - saa blir her da lidt muntert igjen . . . Du
faar ikke bare ta Dig af Marthe dennegang, hører
Du," spøgte hun, medens han hang sin Wams og den
bløde, stukne Silkehue væk . . . "Der er blet svært til
Mand af Dig. Er vi endnu lige høie, tror Du? Værs-
god maal Dig, før Du slipper ind."

Han studsede ved at se paa hende:

"Og Du, Cecilie, er da ogsaa blet lidt - anderledes.
Det vil sige, ikke mindre vakker," tog han sig, medens
han mønstrede hende. "Men Du er vist blet noksaa
- hm, . . . Sig mig, er det Dig, som har Kommandoen
her i Huset nu?"

"Naa, Du trænger nok til at se Mama igjen," lo
Cecilie. "Kom nu ind."

"Far! tænk Jan er kommet," raabte hun i Kontor-
døren og sprang saa op paa Gangen efter Mama.

Jan og Marthe blev alene i Stuen.

Det londonske Slaguhr og de store sortindrammede
Lithografier med Kongens og Dronningens forgyldte
Portræter i Spidsen gik en hel svimmel Runddans for
deres Øine . . . Det var virkeligt, - de var sammen,
- stod der og saa paa hinanden . . .

Hun var blevet en fuldvoksen udviklet Kvinde,
endda tusinde Gange mere den samme ubegribelige
selvforglemmende, fremfusende unge Pige, som han
fra først af havde stridt saa for ikke at blive bundet
af, og som han siden havde sat ind alt, hvad han
eiede af Evne for at vinde . . . Ikke Spor hos hende af
at være udglattet til noget ligt de andre!

Og hun læste i hans Ansigt Spor af Arbeide og
Anstrengelse, - noget som en nervøs Rynke ved Øie-
krogene og en blaa Aare. Hun opdagede et stort hvidt
Ar, der trak sig indunder Hagen:

"Det er derfor, Du bærer Skjæg, Jan?" Hun strøg
over det med Følelsen af, at han havde faat det under
Kampen for at naa frem til saadan, som de nu stod
der sammen. Skjægget til de brede Skuldre gjorde

SIDE: 323

ham ligesom en Smule mere undersætsig; den korte
stærke Hals, hvorom Tørklædet laa slængt, var bru-
net som en Trærod . . .

"Faar jeg se paa Gutten, hvor er han?" lød Kom-
mandørens Stemme i Døren. - "Godt gjort, min kjære
Jan, knap seks og tyve Aar og alt Mand for Dig selv!

Gutten bor naturligvis hos os," vendte han sig til
Kommandørinden. Hun havde givet sig Tid til at
tage en anden Kappe paa og modtog Jan med en vis
mild Venlighed, hvoraf der dog ligesom trak noget
kjøligt.

"Du bør vist ikke sige "Gutten" længere, Witt. Jan
Børresen er jo nu blet en hel" - hun ledte lidt efter
Udtrykket - "Skibsfører".

"Tak, men jeg har ladet Tøiet bringe til Hotellet
og bestilt Logi der."

"Snik Snak, Du véd da, dit Værelse staar her hos os."

"Tak -; men jeg kan faa Forhindringer; jeg véd
ikke, hvad Time jeg kan komme til at reise, - jeg
maa nok ligesom ha' Klokkestrengen i Haanden."

"Jeg vil ikke vide af andet. Du bor her den Stump
Tid, Du har," afskar Kommandøren enhver Indvending.

"Jans forrige Værelse er jo brugt til Pulterkammer;
men Nella vil vist gjøre sit bedste for at faa det
istand," yttrede Kommandørinden lidt formelt.

- Det skulde staa skuret og pudset akkurat, som
han havde det i gamle Dage, færdigt til Aftenen,
lovede Nella opstemt, da Marthe kom ud med Ordren.
Jan og hun var gode, gamle Venner.

Efter Middagen faldt det saa kjedeligt, at Marthe
maatte ud et Ærinde. Hun skulde prøve sin nye Vaar-
kjole.

Kommandørinden havde lovet Jomfru Mathisen, at
det ikke skulde staa paa dem. Det var bedst, at Marthe
gik straks og saa, hvor langt hun var kommet; Mathi-
sen var saa rent overlæsset med Søm i denne Tid, alle
skulle ha' sine Vaardragter færdige.

Marthe sendte Jan et Blik; - han fulgte hende na-
turligvis.

SIDE: 324

Kommandørinden fandt imidlertid for godt at lægge
Beslag paa ham:

Børresen maatte sætte hende lidt ind i sine For-
holde. Hans Udsigter i Stillingen beroede vel ogsaa
i nogen Maade paa Petroleumspriserne? - Var han
tilfreds med de Herrer Redere? Der var jo saa mange
underlige Slags Forholde derover, som man heldigvis
ikke vidste af her . . .

"Skynd Dig nu, Marthe! saa Du kommer afsted.

. . . Saa det er brave Mennesker, virkelig brave Men-
nesker? Ja det er naturligvis Undtagelser . . ."

Marthe var endelig med sin yderlig skuffede Mine
og et langt Øiekast ude af Døren.

Kommandørinden fortsatte Samtalen en Stund og
forlod saa Stuen:

- "Jeg haaber, Du ikke har glemt, at vi har Kaffeen
halv fire," sagde hun i Døren.

Jan gik med Huen i Haanden, lagde den sammen
og brettede den og studerede paa, om det vel gik an
at slippe ud efter Marthe ved at paaskyde, at han
skulde hente sit Tøi fra Hotellet, eller om han var
nødt til at vente paa Kommandørindens Kaffe.

Cecilie sad lidt fortænkt og saa af og til hen paa
ham. Der var noget saa sjøfrisk lige ud af Arbeidet
kommet ved ham.

"Du sa', jeg var forandret, Jan," slap det ud af
hende. "Du mente vist noget med det. - Du synes,
jeg er bleven ligesom ældre?"

"Ja-a, en Pige paa tre, fire og tyve Aar kan nok
stønne under Alderens vægt!"

"En Pige paa tre, fire og tyve er gammel, Jan!"
brød hun hæftig ud; hun havde en Trang til Fortro-
lighed. "Hun slutter akkurat i de Aar, da I begynder
at foreta' Jer noget."

"Da ser det ud til at være Kræfter nok i Dig,
Cecilie! Du er slet ikke død i mindste Maade."

"Aa nei, jeg kan nok holde mig nogle Aar endda,
er det det, Du mener . . . men - man er en Blomst,
ser Du Jan, som staar i et Vandglas."

SIDE: 325

"Og saa blir man da Kone engang, det er da Pokker
til Utaalmodighed," lo han.

"Saa naa ja, - hænge sig paa en Knag, mener Du,
helst en forgyldt."

"Da tænker jeg, der er nok af dem, som knæler for
Dig; - for Eksempel -"

"Aa bry Dig ikke med at gjætte. - - Du ser saa
foretagsom ud, Jan," afbrød hun sig. "Du véd ikke,
hvor jeg misunder Dig!"

Det gjorde hende godt at faa krænge sit Hjerte lidt
ud, og det skede saa naturligt paa gammel Kamme-
ratsfod, at Jan et Øieblik spekulerede paa, om han
ikke gjorde rigtigst i ogsaa at krænge sit Hjerte for
hende.

Han betænkte sig imidlertid; - han holdt paa at
gaa glip af Marthe derude.

"Vilde Du ha slige Næver?" spurgte han og viste
frem sine to adskillig medtagne Greb; han tog i Døren
og skyndte sig ud.

- Mama havde saameget Brug for Marthe; og
Marthe fo'r hen, hvor hun troede, Mama blot pegte,
og hørte galt den ene Gang efter den anden. Hun gik
som paa Gløder. For Tanken susede det hele Tiden,
at Jan var inde i Stuen, og at hun stod lige foran
Afgjørelsen. Nu skulde det bekjendes, det hun havde
gaat med i alle disse Aar . . .

Hun faldt i Staver og grundede over, hvad hver af
Forældrene vilde sige - og Cecilie og Karsten.

Hun gjenfandt sig stadig svedig angstfuld foran
Mamas Mine.

Kommandøren overraskedes i Gyngestolen ved, at
Marthe i Skumringen pludselig satte sig hen og lagde
Haanden paa hans. Han strøg hende lidt forundret
over Kinden.

Hun fik ikke mere end hvisket et Par Ord til Jan,
da hun gled forbi ham, før Lampen tændtes.

Og, da de saa ud over Aftenen sad ved sine Arbeider
om Bordet, var det ordentlig svimmelt. Hun styrkede
sig jo ved at vove et og andet Blik hen til Jan; men

SIDE: 326

det var, som hun ikke kunde finde paa et Ord at sige.
Hun holdt Øie med Mamas Ansigt og grublede paa,
hvorledes det vilde se ud, naar hun imorgen Formid-
dag fik vide, hvorfor Jan var kommet.

Og Jan gjorde paa sin Side sit bedste. Han svarede
bare en eneste Gang distræt, saa Cecilie lo af ham og
sagde, at han endnu sad og seilede efter Reisen. Han
var et Øieblik faldt hen i at gruble paa, hvordan han
vilde begynde til Kommandøren imorgen. Ellers fulgte
han meget opmærksomt, hvorledes Marthe syde, og
syntes, det var mærkeligt, hvor mange Gange Traa-
den maatte trækkes ud i en Søm paa en Aften.

Da der sagdes Godnat, fandt de et Øieblik til hin-
andens Hænder. De forsøgte at se freidige paa hin-
anden og give Mod.
- - - - - - - - - - - - - - - - -

- Kommandøren var i godt Humør idag og passia-
rede ved Frokostbordet, medens de drak Kaffeen, og
Jan sad og lod, som han smurte paa Brødet og dreiede
og vendte det. Han var bleg og svarte saa underlig
beskedent og kortfattet.

Han agtede at bryde Isen nu lige efter Frokosten,
be om en Samtale med Kommandøren og Komman-
dørinden; - og han stirrede sjæleangst ind i, hvad
der vilde ske, om han nu mødte et Nei. Han kjendte
sig bare saa afmægtig; det stod ikke i hans Magt at
rive Marthe fra Forældrene.

Marthe taalte næsten ikke at se Jan sidde saadan, -
bleg og fugtigsved . . .

Og saa skulde Mama kanske være blind nok til at
være imod ham!

Der kom med ét saadan Sindsro over hende. Hun
vidste saa trygt og helt ud, hvad hun vilde; - og at
fra det blev hun aldrig til at rokke. Hun var Jans
over alle Hensyn - ogsaa til Forældrene! . . . Det
steg som en Trods i hende.

SIDE: 327

Det var, som om Loftet var faldt ned over Komman-
dørinden, da Jan kom med sit Andragende.

Hun havde et helt fortærende Raseri i Brystet.

Men den overhængende Nødvendighed af at hindre
Kommandøren fra i Øieblikket at udtale sig, lod
hende beherske sig. Hun havde al sin Møie med at
hindre ham fra at følge sin øieblikkelige bevægede
Indskydelse og gaa videre med noget Slags Løfte om
Samtykke, end raadeligt var. Hun holdt med Be-
stemthed paa, at de maatte faa Tid til ordentlig at
overveie denne vigtige Sag. Oprigtigheden og den
aabne Færd var sandelig ikke her hverken paa Hr.
Børresens eller den stakkars uerfarne, hun vilde ikke
nytte et Udtryk som forledede, Datters Side; - men
noget nobelt Brug af sit Ophold under deres Tag
kunde han ialfald ikke siges at have gjort.

Efter det første uundgaaelige Udbrud begyndte hun
at appellere ogsaa til Jans egen Følelse; - han syntes
vist ikke, det var saa urimeligt, om de som Forældre
tog sig lidt Tid til at betænke, hvad de kunde forsvare
for sin Samvittighed.

- Kommandørinden var ganske altereret og blus-
sende i Ansigtet, da hun kom ud fra Samtalen. Fore-
løbig havde det jo lykkedes hende at opnaa en Ud-
sættelse.

Men det kogte i hende. Marthe, som virkelig kunde
ha' en Fremtid! - og saa skulde hun tages ombord af
saadan en Skipper Børresen som et Petroleumsfad . . .

"Tænk, at Marthe har gaat saadan og gjemt paa
dette nu i fire fem Aar!" kom Cecilie optaget ind.
"Hun har fortalt mig det altsammen. Jeg synes det
ikke er værdt at pine dem længere. De vil jo ha'
hinanden!"

"Kjære Dig, Cecilie, fly' nu ikke Du ogsaa i Lyset!
Du er da forstandig nok til at skjønne, at det er en
romantisk Barnegrille, Marthe har lavet sig op. Hvad
véd hun endnu om, hvem hun virkelig vil fæste sig
til?"

"Ja der kan da ialfald ingen anden vide det. Men

SIDE: 328

det er vist rent utænkeligt, at to, som vil ha' hinanden,
skal faa hinanden!" lød det bittert.

"Det er hverken din Fars eller min Mening at sætte
os imod, hvem saa Marthe valgte, naar vi først forstod,
at der var Alvor i det, - selv om vi maatte drage et
noksaa tungt Suk ved at se hende dale ned til slet og
ret Skipperkone. Men jeg mener rigtignok, at det er
ganske nødvendigt, at de faar Tid til at se paa hin-
anden med voksne Øine."

"Skal det da ikke være nogenting, at Jan har stridt
og arbeidet for at faa hende i al den Tid? Han tjener
jo nu rundelig til at kunne sætte eget Hjem. Jeg
synes, det er ordentlig stort gjort af ham; - og han
er nu seks og tyve Aar."

"Du taler utrolig uerfarent, Cecilie! En Mand stri-
der og arbeider under alle Omstændigheder for sig
selv for at komme sig frem. Men det klinger nu saa
høit, at det skal være for Marthe. Jeg kan uden
Hekseri tænke mig, at Jan Børresen vil ha' en af
Kommandør Witts Døttre. Men, naar vi skal veie
Sagen, saa er det dog Marthe, vi først og fremst maa
tænke paa, som er vort Barn. Hun har jo aldeles
ingen Maalestok endnu. Dette er en Smaapigedrøm;
hun maa sandelig faa se sig lidt om i Verden og prøve
sig."

"Du vil da ikke, Mor! at hun skal svare Jan, som
har trot paa hende i alle disse Aar, at nu vil hun
først se efter, om hun ikke kan bli forelsket i nogen
anden? Jeg tænker, han vilde være saa kvit og fær-
dig med hende som saa!" hun slog med en heftig
Gestus ud med Haanden.

Der var en upassende Hede i Tonen, som fristede
Mama stærkt til at minde om Grænsen; men det var
for vigtigt at faa Cecilie bearbeidet nu:

"Det var nu egentlig fra først af bare Vidunderlig-
hederne ved Jans Søliv, som trak; - og saa blev han
Helten. Men at lade hende blindt holde ved den Ro-
man, Cecilie," - rystede Kommandørinden paa Hodet
. . . "Det er jo saadan egen uvirkelig Fantasi hos

SIDE: 329

Marthe; alt vokser sig fast for hende; og saa hengir
hun sig til det saa voldsomt."

"Hun kommer aldrig til at holde af nogen anden,
saa godt kjender jeg Marthe, Mama!"

"Ne-i, hun har klynget sig fast nok - desværre
- til denne fikse Idé. Men, naar vi kommer ned paa
Jorden og ser i Virkeligheden, saa staar Marthes
Natur for mig saa ganske, ganske anderledes. Hun
er netop saa modtagelig. Eller hvad synes Du om
hende paa Ballet forleden? Døm blot med egne Øine,
Cecilie! Der skulde just ikke være saa meget igjen af
den evig elskede Jan den Aften. Hun var jo aldeles
væk, fik ordentlig et helt nyt Væsen, saa betaget var
hun af den Hyldning, hun fik. At det ikke var nogen
Umulighed, at hun kunde komme til at se med milde
Øine paa nogen af dem, som gjorde hende saa hed
Opvartning, - det saa nu jeg. Men dette var egentlig
første Gang hun var ude og havde nogen Anledning
til at gjøre Erfaringer."

Cecilie svarede ikke; hun kom til at huske paa, hvor
ude af sig af Glæde Marthe virkelig havde været oppe
paa Værelset, da hun pratede og snakkede saa ulide-
lig hele Tiden.

"Nei, ser Du, Cecilie, det er Virkeligheden, hun
endnu ikke har faat prøve; - og det bør vi alle efter
Evne lægge vor Indflydelse til, at hun kan faa. Det
er saa underlig med Sammenligningen; og, naar Jan
er reist igjen, kan der komme ganske anderledes
stærke Indtryk . . . Aa nei, misforstaa mig bare ikke,
her er ikke Tanke hverken hos Far eller mig om at
modsætte os noget, blot en Opsættelse paa et Aarstid
ialfald, før vi lader hende gaa hen og bestemme sig.
Hun bør faa lidt Tid til at maale Hr. Jan Børresen
med den ideale Sømand, hun har gaat og lavet sig
op; - kanske kommer hun til at føle, at hun ikke bør
haste saa stærkt . . . Men det staar naturligvis rent til
hende selv."

"Hun slipper ham aldrig, Mor!"

"Naa desto bedre. Det er jo blot, at hun ikke gaar

SIDE: 330

hen iblinde og - ja jeg kan ikke la være at sige, hvad
jeg mener, - kaster sig bort! Du maa være enig med
mig i dette, Cecilie, de maa kunne taale at prøve sine
gjensidige Følelser."

"De véd saa inderlig godt, hvad de vil begge to,
Mama. Men de faar jo finde sig i det, naar baade Du
og Far staar saa stærkt paa det."

Det var ikke paa den vante varsom-pertentlige
Maade, at Kommandørinden bagefter, da hun blev
alene, fulgte sin Trang til at fare sig over Pande-
buklerne. En Smule Forstaaelse havde hun dog op-
naaet hos Cecilie af, at det ikke gik an at løbe lige
hen og sige Ja og Amen! - Men det var en Strid . . .

Hun lukkede Øinene med et træt Suk.

Jan kunde nok gjøre sit Indtryk paa en ung Pige;
hun var ikke blind for det . . . Men hvem maatte ikke
over saadant? Hun kunde dog ikke lade Barnet
forsvinde fra hele den Dannelsens Luft, hun levede og
var født i, hele sin Omgangskreds, for at blive en
amerikansk Skibsførers Mrs. i en eller anden Havneby
ude i Verden!

Det gik ikke an her at give sig over; og det var jo
hende, som maatte staa for alt det, som ubehageligt var.

- Næste Dag kom Jan og Marthe sammen hjem fra
en tidlig Morgentur.

Mama var i den Anledning meget stram, og efter
Frokosten tog hun Marthe alene ind for sig:

Saalænge alt endnu svævede uafgjort, maatte hun
paa det bestemteste holde paa, at Marthe ikke paa
nogen Maade tillod sig at omgaaes Jan Børresen an-
derledes end enhver anden Herre. Det eneste Sted, de
under de nuværende delikate Forhold havde at mø-
des, var for alles Øine og i Stuen. Hun havde ellers
ventet, at Jan selv havde fattet den Æresforpligtelse,
der nu paalaa ham til ikke at nærme sig hende, før
der var givet ham Ret til det . . . "En, der var lidt
mere af vor - hvad skal jeg sige, - Tænkemaade,
vilde jo straks have følt det . . ."

Der gik over en Uge paa det Vis. De saa hinanden

SIDE: 331

ærlig og redelig næsten ikke uden i Stuen. En Be-
røring med Hænderne i Trappen, en Hvisken oppe
paa Gangen i Forbigaaende om Aftenen, naar man
skulde tilsengs; - en eneste Gang en Omfavnelse inde
i Mørket og et brændende Kys fra Marthes Side.

Det var, da Skaalen en Dag randt over, og Jan
aldeles ude af sig havde sagt, at det værste, han i sit
Liv havde gjort og nogengang kom til at gjøre, var at
gaa saadan paa Hosesokker og næsten ikke turde se
over til hende.

Jans kolde øvede Dømmekraft lod ham ikke skuffe
sig. Han følte fra hvad Kant Vinden blæste, og hvil-
ken Mening der laa indbagt i Kommandørindens ven-
lige Sukkerkugler. Han gik der stille, pint, saa Marthe
ret, som det var, fristedes til at gaa ind og rent ud
erklære, at Jan og hun var og vilde være forlovede.
Hun sad undertiden næsten paa Randen af at bryde ud . . .

Kommandøren taalte ikke rigtig at have Marthes
Øine saadan hængende ved sig. Forelskelsen med
Lidenskaben, Gløden og al Uforstandigheden dukkede
som en afbleget Stribe Land op i Erindringen, og han
lovede sig ved sin Sjæl og Salighed, at de om et Aar
skulde ha' hinanden, - om Marthe da vilde som nu.

Men til den Tid fik det forblive med, hvad Jutta vilde!
Hun havde Ret, naar hun fordrede, at der skulde gaa
en ordentlig fuld Overveielse foran noget saa vigtigt
som et Giftermaal.

Han tog saa gjerne en Passiar inde i Stuen baade
om Forretninger, Seilkutumer og Tiderne for Hyrer.
Men, naar den Ende var spundet, var det, som han
fik Følelsen af, at Touget dog egentlig var længere.
Han sad lidt og harkede halv forlegen og tog saa
Veien til Kontoret.

Karsten vedblev fra første Dag at lade, som han
intet vidste af, hvad der var passeret. Han fandt, at
Jentungen havde havt et klækkeligt dumt Indfald.
Det var bare, at Fætter Jan pynteligst mulig, saa der
ikke blev nogetslags Ymt om det i Byen, til sin Tid
blev ønsket lykkelig Reise til Bremen og heldig Fart

SIDE: 332

over Atlanterhavet. Det var jo gledet nok saa brav
disse Par Uger, og om to, tre til var det over.

Men Kommandørinden paa sin Side var alt andet
end beroliget. Hun trode at se Funker fare mellem
disse tændte mørke Øine og Marthes stumt sørgmo-
dige, og at de undertiden næsten syntes ladede med
Trods. Hun følte, der gik Tale i Luften.

Men Kommandørindens sikkre Væsen gav Gefreider-
rollen saa taktfuldt, at Skildvagten paa Post aldrig
et Øieblik kom frem. Paa de Tider, da der kunde
være Anledning for Jan og Marthe til at træffes i
Stuen, sad hun der saagodtsom bestandig eller ogsaa
var der noget for Marthe at udrette i Huset. De kunde
ligesaa godt været adskilte ved tusinder af Mile!

I hele Gaar Eftermiddag og Aftes havde Marthe blot
vogtet og ventet paa, om de et eneste Øieblik kunde
blive alene, - og netop ved Sengetid lod Mama hende
læse høit oppe hos Far paa Soveværelset, til han
sovnede.

Iaften nølede hun med et vist Haab nede i Stuen.
Men da Mama kaldte paa hende oppe fra Trappen,
og hun hørte, at hun virkelig skulde op paa sovekam-
meret igjen og læse høit, blev hun rent fortvilet.

Ikke saa meget som Godnat til Jan iaften heller . . .

Hun brast ud i en Graad saa utøilet, at Komman-
dørinden rask lukkede Stuedøren og tog hende op med
sig paa sit eget Soveværelse.

"Du maa da virkelig forstaa at beherske dit Sind
en liden Smule, Marthe, og ikke tillade Dig at give
Dig hen til din Misstemning, saa det høres over hele
Huset!"

Men Ord var spildt paa Marthe; hun stod og saa
paa Moderen med Øine, der var saa ulykkelige, og saa
kastede hun sig lidenskabeligt paa Ansigtet ned i
Mamas Hovedpude.

Skulde hun da ikke faa Lov til at tale med Jan
nogengang! jamrede hun.

Som hun havde glædet sig til, at han endelig en-
gang skulde komme . . . Og saa -

SIDE: 333

"Hvorfor har Du lagt ham saa for Had, Mama?"
brød hun ud.

Men hun angrede det i det samme og sprang hen
og kastede sig i Moderens Fang:

"Aa nei, nei jeg mente det ikke, jeg mente det ikke
. . . Jeg véd jo, Du er saa god og snil. Men Mama, Du
maa lade mig faa Jan . . . Kjære Mama! Du maa det,
hører Du. Far siger Ja, bare Du vil. - Vi skal bli
saa glade i Dig, Mor. Du kan tro, Du skal nok faa
mærke, at vi holder af Dig . . ."

Hun laa næsten i Vildelse og saa op i Moderens
Ansigt, som hun vilde tage om blot en Gnist af Haab
af det.

Kommandørinden bøiede sig over hende bekymret
hovedrystende; - hun syntes, hun rent kunde hade
dette uvedkommende Menneske, som skulde saadan
bryde ind og gjøre al den Sorg.

"Jeg kommer ikke til at holde af nogen anden i Ver-
den end bare, bare Jan," klagede hun.

"Jeg vil være Jans, Mor. I faar ikke Lov til at
skille os . . ."

Hun var saa aldeles ude af sig, at Mama rent ud
maatte sætte hende for sig hen paa Sofaen og gjen-
tage for hende Grundene én for én . . .

. . . Og skulde hun ikke kunne vente et Aars Tid,
naar Far og Mor saa alvorlig fandt, at hendes eget
bedste krævede det?

Marthe higstede og græd, og Mama sad og talte og
stellede saa godt for hende, gav hende at lugte af sin
Lugteflaske og lidt efter nogle Draaber Nafta. Hun
maatte ikke gaa, før Mama saa sin lille Pige nogen-
lunde rolig. Det var ikke andet end, hvad der var ret
og fornuftigt altsammen, det vidste hun jo . . .

Men Kommandørinden var blevet for Alvor for-
skrækket. Dette gik aabenbart ikke an. Jan lod slet
ikke til at forstaa, at man ventede, at han skulde ha
den Takt at fortrække under disse Omstændigheder.
Hver Dag, de var sammen, kunde blive skjæbnesvan-
ger. Her var rentud Fare for, at Barnet skulde sætte

SIDE: 334

sig denne Idé saa fast i Hovedet, at den aldrig gik
ud igjen.

Tidlig den næste Formiddag tog Kommandørinden
paa sig og kjørte ud til Karsten.

Marthe og Cecilie havde Ærinde ned til Fru Fal-
kenberg, der sad inde med Sypigen, og saa skulde de
op til Focks og høre om Modejournalerne.

Kommandørinden kom først hjem, da de holdt paa
at dække Middagsbordet; hun havde maattet blive hos
Karsten og drikke Chokolade . . .

Men saa havde hun jo en Efterretning! - hun havde
allerførst maattet ind til Far paa Kontoret med den; -
hun trode endnu ikke sine egne Øren, saa, hun kunde
sige lykkelig, var den for Marthe! "Tænk, Karsten og
Wally har udtrykkelig inviteret Dig til at følge med
dem paa deres Udenlandstur - tre Maaneder; - og
nu, det er blevet saadant deiligt Vaarveir, reiser de
med Udenlandsdampskibet paa Fredag, - tænk alle-
rede om tre Dage!

Naa jeg maa sige, her blir Brug for Sypigen! Vi
faar hjælpes ad saa godt vi kan, allesammen . . . Og
hvad sagde de hos Focks, Cecilie? - Imorgen først,
- vi maa ha' hende allerede nu straks i Eftermiddag;
Du maa sige Fru Fock Grunden . . .

Marthe! nu vil jeg virkelig ikke ha' noget Jaaleri
og Tøv. Dette er vel saa stor en Sag for Dig, skulde
jeg mene, at Du faar ta' Fornuften en Smule fangen
og bare være rigtig tilfreds og glad, fordi noget saa
sjeldent falder i din Lod.

Og kan hænde, at dette lykkelige Tilfælde er godt
for andre Ting ogsaa," udtalte hun alvorligt, da Marthe
næsten tumlende paa Benene uvilkaarlig fulgte efter
hende. "Børresens taktløse Ophold her i Huset holder
jo paa at pine Livet af Dig; det er, som Du ikke er
rigtig klog om Dagene. Jo før Prøven begynder, desto
bedre for Eder begge to, fatter Du ikke det?"

Marthe saa aldeles ikke ud som hun fattede det.

Hun var stum nedtordnet og ganske hvid. Hun for-

SIDE: 335

stod det næsten ikke; det sang bare i Ørene, at hun
skulde reise fra Jan.
- - - - - - - - - - - - - - - - -

- De sad og syde dernede i Spisestuen hele Efter-
middagen og Aftenen. Klokken blev halv tolv, før
Travlheden sluttede, og man gik tilsengs.

Deroppe paa Værelset sad Marthe stille fortabt paa
Sengekanten og gjorde ikke Tegn til at klæde sig af.
Der var noget ophidset over hende. Af og til lyttede
hun og ligesom vak.

Hun fik have Ro, - faa Fred til at sørge ud, tænkte
Cecilie. Det var saa blodig Synd i dem begge to . . .
Men kanske var det alligevel bedst, der blev en Ende
paa denne forfærdelige Seigpining.

Hun lagde sig stille uden at snakke til Søsteren.

Lidt efter slukkede Marthe Lyset, og Cecilie trode
at høre, at hun vred op Laasen og gik ud i Gangen
uden helt at lukke Døren efter sig.

Cecilie syntes lidt efter, at der lød en gjentagen for-
sigtig Banken henne paa Jans Dør.

Hun vilde vel se til at faa tale med ham, stakkar . . .
- - - - - - - - - - - - - - - - -

- Det var, som Kommandørinden nu var kommet
ud over en dybt trykkende Bekymring og aandede op
igjen. Det havde været en rigtig pinlig, vanskelig Tid!

Nu havde hun igjen faat Dampen op, og Forbe-
redelserne og Udstyret til Marthes Reise formede sig
mirakuløst under hendes vante Hænder.

Der var kun disse Par Dage igjen; men det var en
ren Pine, at se de to gaa der, som Luften var hed
mellem dem. Det havde naturligvis været saa inder-
lig let og hyggeligt for hende bare at klappe sammen
og lade dem faa hinanden, - som Far og Cecilie var
saa godmodige at ville! . . .

- - Maanen lagde en svag Stribe høit oppe paa
Væggen, da Marthes Skygge gled indover Gangen for
at faa sagt Jan alt det uendelige, hun havde paa Hjer-
tet den sidste Aften.

SIDE: 336

Han tog bleg skjælvende imod hende i Døren og
strøg hende ømt varsomt over Haaret . . .

De holdt hinanden fast; der var vild Sorg i Afskeden.

- Da de endelig skiltes, havde de gjort op deres
Beslutning: - Dette var ikke Skilsmisse. Naar han
om fire à fem Maaneder var tilbake igjen, vilde hun
følge ham, trods alt og udover alle Hensyn; og de
skulde sætte Bo og Hjem derover, hvor han var.

Cecilie var vant til, at Kadetterne og de unge Herrer
vendte sig om og saa efter hende, naar hun gik paa
Gaden. Det var en noksaa gammel Hyldning nu, og
hun havde begyndt at faa en temmelig tør Bevidsthed
om Værdien af det. Det var slaat fast, at hun var
vakker, og hendes Selvfølelse lod hende ikke et Øie-
blik tvile om, at hun ogsaa nok vilde være blevet en
Smule bemærket i hvilkensomhelst anden By.

Det var jo smigrende at eksistere som en Stue- og
Gadedekoration; men hvad saa mere? Det kunde da
virkelig ikke kaldes at leve!

Alle de, som havde Arbeide og Interesse, levede;
Jan og Marthe levede - saa ondt, de havde det, den
ene sørgende i Schweitz, den anden paa Atlanter-
havet. Karsten havde skrevet, at Marthe maatte være
slagen enten til Skibsreder eller Mægler; hendes stør-
ste Lyst var desværre endnu at fordybe sig i Skibs-
listerne i Hotellernes Aviser.

Marthe havde da ialfald nogenting at fordybe sig i;
hun græd kanske, naar hun lagde sig paa Puden om
Aftenen; - men hun, Cecilie, havde slet ikke det rin-
geste hverken at græde eller le over; hun havde bare
at smile og se til saa godt, hun kunde, at lade være
at sige Oprigtigheder, - hun var jo ikke naiv ung
nok længer til at dette klædte!

Gaves der da ikke paa Jorden noget for hende at

SIDE: 337

stile paa eller gjøre? Hun var kommet over Mode-
handlerindestadiet og overhodet al Lyst til at dø med
Naalen i Haanden, siden den stakkars stille, forkjørte
Jomfru Mathisen en Dag havde faat op af Halsen en
liden sammenfiltret Kugle, der viste sig at bestaa af
bare afbidte Traadender, som hun maatte ha drøv-
tygget. Det var vist det eneste mærkelige, der var
timets hende i hele hendes trælsomme Liv.

Lærerinde for Smaapiger? - hun vilde ikke for
aldrig det ha paa sin Samvittighed at have siddet og
lært op alle disse Gaasunger, som skulde strække
Halsen og kvæles i al Kunstigheden, - at sige, naar
de ikke var begavet med den Sort letvindte Natur som
Laura Fock; hun passede ind i alt.

Laura nød ordentlig, naar hun kunde fortælle en
Skandalhistorie . . . Den levede saa forfærdelig og
den saa rent forskrækkelig; - hvad det nu kunde
være, de gjorde. - Hun var saa flad, saa flad, -
rigtig den sidste, Cecilie kunde ønsket, skulde komme
i saa nær Omgangsforhold til Fasting. Han var jo
bare Arbeide i Sommer og aldrig ude hos nogen; og
Laura interesserede sig nu bare for Havnearbeider og
Karter og Fyr!

Cecilie kunde ikke dy sig for at harcellere lidt til
Beck over, at Laura lod sin Bror Jess ro sig ud i Baad
for at studere, hvorledes de muddrede op Løbet inde
paa Havnen.

Men det, at Fasting var der paa Stedet, gjorde Luf-
ten ligesom urolig om Cecilie. Hun maatte øve sig i
at huske paa, at han nu var hende et ligegyldigt, uved-
kommende Menneske. Han holdt paa med sine Pla-
ner, drev sit frem; - og hun følte med saadan Tom-
hed, at det ikke, aldeles ikke, vedkom hende. Hun
havde intet Forhold til det, var ikke med; det rørte
hende ikke.

Der var Tider, da hun syntes, det rent var som Død-
vande om hende.

Naar de tilfældig kunde træffes, blev hun kold som
Is. Det var jo ogsaa saa ligegyldigt nu . . .

SIDE: 338

Hjemme kom der Visiter og Opvartninger og Be-
søg i den vante gamle Gjænge først paa Sommeren.
Der var Snak og Livlighed nok, medens der var frem-
mede; men ligesom saa forunderlig tomt, naar de var
gaat igjen.

Der kunde undertiden komme en saadan ubændig
Trang over hende til at arbeide.

"Jeg mener næsten, Du sidder inde med for mange
Kræfter, Cecilie," sagde Kommandørinden en Dag
utaalmodig over igjen at blive plaget af hendes urime-
lige Paafund. "End om Du overholdt lidt mere at
spadsere dine Morgen- og Aftenture?"

"Jeg holder virkelig ikke ud Dag efter Dag at ta'
paa mig og gaa og komme hjem igjen - trappe paa
Hjulet som et Ekorn i et Bur."

"Er det dit Hjem, Du taler om? Jeg maa sige, det
er en smuk Kompliment. Du vil nok engang komme
til at indse, hvilket Gode det er at være Datter i et
godt Hjem og bli opvartet og faa det, som man vil,
paa hver Finger. Men Menneskene taaler ikke at ha
det altfor godt."

"Ja jeg har det virkelig altfor godt, Mor; det er det,
jeg synes. Men det ligger vist ikke for mig at gaa og
bare være Datter hele mit Liv."

"Vil Du endelig ha nogen Beskjæftigelse, saa er der
jo saa mange passende naturlige Ting at finde paa.
End at lære at male hos Fru Scharfenberg - paa
Porcelæn? . . . Og hvorfor driver du ikke paa med
Sangen, som Du engang havde saadan Fornøielse af?"

"Fordi jeg ikke har noget Talent, Mor, hverken for
det ene eller det andet. Jeg havde lidt Smag; men
den kunde jeg jo ikke bruge," kom det bittert. "Men
jeg er jo ikke dum i Hodet, der maatte da kunne være
noget at lære?"

"Du kan jo baade tysk og engelsk. Oversæt Bøger."

"Tak, jeg kjender alle disse pene, passende Be-
skjæftigelser, som man kan øve hjemme i Stuen!"

"Dette er nu bare Humør og Grættenhed, Cecilie.
Du har begge dine Forældre at være til for; jeg skulde

SIDE: 339

tro, det er et noksaa vakkert Kald det. Men det er denne
uheldige, urolige Lyst hos Dig til at være noget andet
end Du er . . ."

Det endte med, at Cecilie lidt efter tømte Buffeten
for Plet og Sølvtøi og gav sig til at gnide og pudse. -

- Kommandørinden gik jo med sine Fremtids-
drømme i Anledning af Karsten.

Han kom nu til at føre et rigt, repræsenterende Hus
og var kommet ind i de Livsbetingelser, som hans
Natur krævede. Og den, som trode, der manglede
Ærgjerrighed! . . . Men Karsten maatte kunne bevæge
sig rummelig i Verden akkurat som hun selv altid
havde havt Trang til; og det kunde nok hænde, at
hans Personlighed nu kom til at bli bemærket.

Hendes Planer om Sønnens Karriere fløi ikke lidet
høit.

Og hvilken Hygge for hende, saalænge Karsten fik
bo der paa Stedet! Men til Vinteren maatte Marthe
føres frem for Alvor; hun havde jo rent ud endt ivaar
med at blive Stjerne . . . Hendes Toilette maatte holdes
i en vis hjemmetækkelig Stil; det vilde være en Feil
at præsentere hende som Pragtblomst. Hun var nyde-
lig i den kirsebærrøde ivaar.

Og Reisen med alle dens ny Indtryk holdt nu vel
paa at lufte bort denne Barnenykke, hun havde gaat
og drømt og opelsket i Ensomheden. - Og saa fik de
slutte den Historie med et vakkert forstandigt Brev til
Jan. Han blev saamæn meget bedre tjent med en net
Boardingshousjomfru . . .

Cecilies Interesse for Fasting var - trods alt, hvad
hun selv mente og tænkte i denne Sommer, - ikke
uddød. Hvert hans Skridt, hvad han gjorde, og hvad
der taltes om ham, bragte Strenge til at dirre i hende.

Laura Fock, hendes Bror Jess og Fasting var ude

SIDE: 340

paa Seiltur sammen. Det optog hende ikke saa lidt.
Næsten mod sin Villie stod hun og fulgte Baaden fra
Vinduerne, naar den stak ud fra Bryggen . . .

Hvor var da Fasting henne? Det var hende en
Gaade . . .

- Den lange, stille Sommer syntes aldrig at skulle
tage Ende. Den eneste i Huset, som likte sig, var
Kommandøren, der aldrig kunde faa nok Hede; den
og Rheumatismen væk, og han havde desuden nu
sin fredelige Aarstid med Arbeidet paa Værftet.

Desto mere livligt og rastløst blev det, da Karsten
igjen kom tilbage, - han og Wally og Marthe, alle
tre i udenlandske Reisedragter.

Der havde ikke været nogen Maade paa Karstens
Flothed mod Marthe, - et helt Vinterudstyr! - et
Par Balkjoletøier med Blomsterborder saa lette og
bløde som den rene Luft og det, Kommandørinden
sværmede for, - ægte Pariserblomster til Haaret og
dertil en indlagt Elfenbens Vifte med hvide Silke-
dusker, som Kommandørinden ikke engang turde
spørge om Prisen paa.

Og Cecilie var da hellerikke glemt, - en sluttende
parisersyet Silkekjole, - Karsten havde ladet Wally
skaffe sig hendes Mønster, - en Parasol, - og en
Hat, ogsaa fra Modens Centrum, som bare var vid-
underlig, lød det enstemmig.

For Mama var der mellem andre Ting en rund
Æske, der ikke blev gjort noget Væsen af, den kom
straks bort. Men Kommandørindens hvidgraa Haar
viste sig fra den Dag uden Sammenligning mere ful-
minant skinnende og rigt fyldig under Kappens tynde
Flor.

De første Dage gik saagodtsom hen blot med at være
nede hos Karsten og se paa alle de prægtige Indkjøb
til dem selv og Huset, der efterhaanden toges op af
Kasserne, og hjælpe dem en smule med Raad.

"Det maa have kostet mange Penge, Karsten!"

"Ja saamæn," lo han. - "Men saa havde Svigerfar
lovet os en ordentlig Bryllupsreise med fuldt Kreditiv.

SIDE: 341

Og det er jo egentlig alt bare Indkjøb, som sparer i
Længden. Rige Folk faar det alligevel billigere, ser
Du Mor."

Kommandørindens Tanker med Marthe havde Kar-
sten nu læst ud af hendes egen Sjæl, det lyste frem
af alle Presenterne. Der var altid saadan Omtanke for
Hjemmet hos Karsten!

Og Marthe, - hun var aldeles ikke mere denne ube-
regnelige Kastevindsnatur, som én aldrig kunde være
rigtig tryg paa. Dette rørende, næsten ydmyge ved
hende, var kommet endnu mere frem nu efter Uden-
landsreisen. Ikke et Nei i hendes Mund; det var rent
som hun blot stod forlegen for at gjætte, hvad hendes
Forældre kunde ønske. Mama maatte undertiden rig-
tig gaa hen og klappe hende, og saa fik hun Taarer
i Øinene. Hun var en blød Natur! . . .

Og Kommandørinden vogtede sig vel for at gjøre
nogen Antydning om Jan. Det Saar maatte faa gro til
af sig selv. Spindelvæv, hed det, skulde være saa godt
til Charpi, og Forglemmelse var det ikke mindre.

Hun søgte efterhaanden at faa sat hende i Gang
med lidt af hvert, der kunde optage hende. Den ny
Kjole, Marthe skulde have, af smaastribet Silke, var
jo i og for sig en stor Opmuntring.

Og medens der i Dagene udover blev overlagt og
klippet og syt, fik Mama ogsaa leilighedsvis spillet hen
paa de Udsigter, der laa bag Kjolerne og Pynten, og
alt det, de havde at tænke paa og faa istand til Vin-
teren. Det var ikke afveien at gi' hende lidt Ærgjer-
righed i Blodet i den Retning.

Marthe lyttede føielig, opmærksom til.

Lidt underlig blev jo Kommandørinden en Dag.
Marthe stod med Panden lænet mod Vindussprossen
og fulgte tilsyneladende, hvad hun foreslog til Pynt
paa Kjolen; men hun saa ud som hun havde grædt,
da hun vendte sig. Det var vel en liden Attake af
Grillerne igjen! Men hun var jo saa snil og medgjør-
lig, lod sig i ét og alt aabenbart lede af, hvad Mor
vilde.

SIDE: 342

Paa det sidste havde hun fundet paa at sætte sig
ud i Pigekammeret hos Nella om Eftermiddagene og
syde saa flittig og ivrig, at det var en Fornøielse.

Kommandørinden gik derind imellem for at faa
hende til at tage sig en Tur før Aftensmaden.

". . . Jan er dunstet adskillig bort allerede, Nella,"
sagde hun en Dag med et lunt Blik efter Marthe, der
netop var gaat.

Der kom intet Svar. Den lille løsnede, stramt om-
bundne Svansestump af en Flette bag i det graa Hoved
pegede krumt stridig op i Veiret, og Mundpartiet tyg-
gede paa noget.

"Jovist, jovist, Nella, - Du hører jo ikke et Ord om
ham, siger Du selv."

Nella nikkede langsomt paa den énvise Maade, som
Kommandørinden saa vel kjendte.

"Du skal altid være saa forborgen, Nella!" kom det
ærgerligt. "Det havde været din simple Pligt at sige
fra, hvad Du vidste om alt dette før. Du skal ikke
fortælle mig, at Du har været rent blind."

Nella havde et eget Udtryk, da Kommandørinden
gik ind igjen; hun saa beklemt og trykket ud . . .

- Men Marthe gik der og regnede og regnede paa
Dagene, - om fem Uger, - i Begyndelsen af Oktober
senest, - vilde Jan være her tilbage . . .

Kommandøren havde aabnet sin Embedspost. Det
var altid en Lettelse, naar den Sag var over.

Med en tilfreds Smaahvislen mellem Læberne stod
han en Stund ved Vinduet og saa udover Pladsen og
satte sig saa mageligt til i Lænestolen for at læse
Aviserne.

Et Par af de mindre fik kun et flygtigt Overblik;
det var nærmest Bagsidens Bekjendtgjørelser, der
dvæledes lidt ved, før Turen kom til de større i Om-
slaget.

SIDE: 343

Han lænede sig bagover for at faa Lyset bedst ind
halvt i Nakken, halvt fra Siden.

Der kom af og til et "Hmm" og et Brum og en lidt
larmende utaalmodig Ombrætten af Avisen. Han øn-
skede undertiden, han havde én og anden af disse
Pennehelte paa et Dæk, saa skulde han lære dem at
gjøre kort Proces . . .

Pludselig rettede han sig med et lidet Udraab og
begyndte med Heftighed at læse, medens han holdt
Bladet op for sig med begge Hænder. Han stirrede
i Spalten, som han kunde mistro sin egen Evne til at
opfatte, og Bladet rystede i Hænderne.

Endelig lod han det synke og sad og saa ned i
Gulvet med Avisen i Haanden.

Han blev siddende længe urørlig.

Den høie Pande var svedig og sank mere og mere
sammen i Rynker. Det gamle Ansigt med de store
benede Grundtræk, der løb ind i et tyndt graat Kind-
skjæg, blev ligesom kort under Bekymringens sam-
menskruende Vægt. Næsen laa udover Munden, der
mumsede alderdomssvagt og skjælvede under den
overvældende Sindsbevægelse.

I Stilheden hørtes ikke andet end Betjentens Pen,
som skrabede paa Papiret henne ved Pulten.

Kommandøren begyndte igjen at se i Avisen; men
læste ikke ud.

"Hm, Hm . . ."

Det var som Ansigtet igjen samlede sig. Han bræt-
tede Avisen saa, at den Spalte, der optog ham kom
frem.

"Hm - hm," lød det langsommere. Han kneb Mun-
den sammen til en endelig Beslutning og reiste sig.

Med Avisen puttet ind i Brystlommen gik han ud
af Kontoret, stansede et Øieblik i Gangen og aabnede
sagte Døren til Stuen:

"Er Mama der?"

"Nei, hun er ude i Haven."

. . . "Saa Du Fars Ansigt, Cecilie?" sagde Marthe, da
han sagte lukkede Døren.

SIDE: 344

"Det skulde nu vel ikke være noget med Karsten!"
udbrød Cecilie. "Jeg véd ikke, hvordan det er; men
jeg er ligesom aldrig rigtig tryg for, at der ikke pludse-
lig kan være noget med ham." Hun kom til at se hen
paa Marthe, som sad bleg og spændt og stirrende ud
af Vinduet.

"Han gaar barhodet ud til Mama!" udstødte Marthe.

- - "Er Du der, Jutta?" kom Kommandøren ind i
Haven.

Kommandørinden gik med den store Solhat fra
Sommeren og Kjolen opbrættet over det røde Skjørt
og oversaa sine Georginer, medens hun klippede en
og anden til Blomsterfadet.

Hun rettede sin anselige Skikkelse og saa paa
Kommandøren med Saksen i Haanden:

"Men kjære Dig, Witt, Du har jo ikke Hue paa . . .
Anne!" raabte hun ind over til Bryggerhuset, "spring
ind . . ."

"Hør Jutta, følg mig ind i Lysthuset," sagde han
lavt. "Jeg maa forberede Dig paa en rigtig alvorlig
Underretning. Det gjør mig saa ondt, saa ondt, ser
Du; - og mest for den stakkars Marthe! . . . Du for-
staar vel, det gjælder Jan. - Jo han - han - er
ikke mere mellem de levendes Tal, - den prægtige
dygtige Gut! . . . Jeg holdt af ham Du, - og havde i
Hjertet glædet mig til - ja nu er den Vise ude!
"Lucida" er brændt op midt i Atlanterhavet med fuld
Petroleumslast. Man har fundet Skroget drivende som
et forkullet Skal. Her staar en hel Skildring i Avisen,
indtaget fra amerikanske og engelske Blade, og saa
Navnene paa Kaptein og Besætning, som alle er om-
komne. Ser Du, der - staar Jan Børresen, Kaptein,
norsk af Fødsel . . .

Der er ingen Tvil. Det Skib, som kom til, havde
den foregaaende Nat set det lyse op i Horisonten, og
de forkullede Levninger viste, at der ikke var sat en
eneste Baad fra Borde. Der er kommet en Eksplo-
sion paa."

Kommandørinden havde overvældet sat sig ned paa

SIDE: 345

Lysthusbænken; hun kjendte sig i Øieblikket saa ilde,
næsten som hun holdt paa at faa ondt. Det var noget
som Samvittighedsforskrækkelse, der paakom hende.

"Jeg har jo ikke tænkt andet end paa Marthes
bedste," stønnede hun og vaggede med den store Hat
paa Hodet . . . "Men," - hun fik Taarer i Øinene og
greb Kommandørens Haand med begge sine, - "kjære
Witt! Du maa lade mig slippe for at være den, som
gaar til Marthe med dette! Jeg støtter mig til Dig,
véd Du, ber Dig . . . Jeg, jeg kan det ikke . . . Naar
det gjælder, saa er det jo Dig . . ."

Kommandøren stod og saa paa hende med et eget
underlig gjennemskuende Blik:

"Jeg forstaar Dig, Jutta! Jeg har jo ogsaa rigelig
min Part af Skylden, fordi jeg er for gammel og sover
ved Roret. - Men," sagde han med ét, saa det dirrede
i ham, - "jeg skulde git alle de Aar af mit Liv, siden
hun var født, for at Barnet ikke nu lagde Skyld
paa os."

Han gik langsomt bort og mødte i Haveporten Mar-
the, som i stigende Uro nu kom ud med hans Hue.

Han strøg hende om Kinden og greb hendes Arm:

"Du maa følge mig ind, Barn . . . Jeg maa forberede
Dig paa en - ikke rigtig god Efterretning . . . Her
er en Avis, som Du maa læse . . . Der er Ting, som
man maa . . ."

Marthe saa Mama i Haveporten efter dem:

"Er det Jan? - Der i Avisen? . . . Aa Gud!"

Hun tog den ud af sin Fars Haand og løb af et In-
stinkt op paa Soveværelset.

Kommandøren og Fruen stod lidt efter og lyttede
udenfor hendes Dør, medens Cecilie holdt sig bleg
hos dem.

De havde hørt et Skrig nede fra Gangen, og saa var
det med ét blevet stille.

Da de kom ind, laa hun hvid besvimet nedenfor
Sofaen.
- - - - - - - - - - - - - - - - -
- - - - - - - - - - - - - - - - -

SIDE: 346

- Marthe havde ligget tilsengs nu paa tredie Dag.

Hun havde læst det Stykke af Avisen op igjen og
op igjen, til hun læste det i Drømme og saa hele
Branden og Jan midt i Luerne, - var med i hele
Angsten, uden at der var Mulighed for at kunne redde
ham, og vaagnede med et vildt Skrig.

Der var nogle Linier i Skildringen, som havde
fæstet sig i hende fremfor alt:

"Det sodede Brandsted laa og drev midt i Havet som
et tomt, sort Skal med kun den indsvide Stenkulstjære
og Kulstøtterne efter Træværket. Da de bordede det,
og Baaden stødte mod Siden, gik der en underlig lang
Tone gjennem det uhyre, øde Jærnskrog. Lyden
voksede henigjennem Spanterne og rungede stedse
dybere i det tynde, skjælvende Malmskal, indtil det
sang ud bævende og klagende i Luften . . ."

Marthe laa og hørte en høitidelig, mægtig Dødssang,
en uhyre Klokke ringe over Jan der ude paa Havet.

Hun havde ligget som i Feber. Men nu satte hun
sig pludselig op i Sengen.

Hun var Jans Enke, hvad saa hele Verden mente.

Det var en vis løftet Ro og en fattet, resigneret Be-
slutning i den Maade, hvorpaa hun stod op og klædte
sig paa.

Hun vilde uden Dølgsmaal betro sig til sin Far,
lægge Sandheden aaben for ham; hun havde jo intet
valg . . .

Marthe havde været inde paa Kontoret hos sin Far.
Det var en haard, graadfuld Tilstaaelsens Stund.

Lidt efter gik Kommandøren op paa Soveværelset til
sin Hustru.

Han havde taget Styrkebæltet paa; - hans gamle
Hjerte var hos Marthe. Han kjendte Verden og vidste,
hvad den bar i sit Skjød for hende, - alt det, hun
kom til at maatte bøie sin unge, ranke Ryg for, stak-
kars Pigebarn . . .

SIDE: 347

- Kommandørinden var vant til at have sin Toi-
lettetid fredet; den faldt sammen med hendes Mands
Formiddagsinspektion paa Værftet, og Kommandøren
fik ikke nogen synderlig Velkomsthilsen; hun holdt
paa at behandle sine løse Bukler med Krøltangen. Men
der var noget i det gamle Ansigt idag, som sagde, at
Smaagræl ikke var paa sin Plads, - noget paa en-
gang forgræmmet og mægtigt. Hun saa uvis paa ham
med en opdragende Angst, - - vilde han tage Af-
sked? - -

- - Krøltangen var glemt, og Lokkerne laa hen-
slængte paa Sengetæppet, da Kommandøren havde be-
trot sin Hustru Marthes Tilstaaelse.

Hun havde sat sig ned og oversaa taus dumpt Ræk-
kevidden af Meddelelsen. Der blev et Tomrum, var
som et Skred kommet farende over hendes Forhaab-
ninger.

Der steg en hæftig Bitterhed i hende mod Jan. Den
gav sig Luft i voldsomme Udbrud, medens Komman-
døren sad taalmodig sammensunken. Han indsaa, hun
maatte have Udløb.

. . . De havde tænkt at bære Sorg for ham her i
Huset; ja nu kunde de med rette sørge! . . . Hun kunde
skrige til ham og kræve ham til Regnskab for sin
uskyldige Datter . . .

. . . Havde hun ikke søgt at værge Huset mod ham
fra det allerførste? . . .

"Naa, naa, nu kan det være nok!" afbrød Komman-
døren. - "Der er stærke Undskyldninger for dem
begge. De blev rent unaturlig drevet af Dig, Jutta,
ved alt det Tryk, Du la over dem. Du skal vel vogte
Dig for nu at krænke Marthes Sorg ved at nedsætte
Jan; - der kan være gjort nok af det før. Hun faar
det tungt og trykket nok i Verden; hos os - hendes
Forældre - skal hun ha Fred . . .

. . . Der var saadan forunderlig Selvfølelse under
hendes ydmyge Tilstaaelse" - faldt Kommandøren
hen i Betragtninger . . . "som hun alligevel ikke vilde
havt, det skulde være anderledes. Ser Du, Jutta, ret

SIDE: 348

beset, er dog dette Forhold den eneste Trøst, hun nu
har midt i Ulykken, - det eneste, som holder hende
oppe."

"Naa det maa jeg sige, en deilig Trøst, - et for-
spildt Liv!"

Kommandørinden sad foroverbøiet paa Sengekan-
ten og knugede eller vaskede Hænderne med en vis
Fart; de stenbesatte Ringe laa endnu henne paa Speil-
bordet:

". . . Som om her var andet at tænke paa end, hvad
vi har at gjøre, Witt, for at undgaa Skam og Skan-
dale! Vi faar sende hende til Tyskland for at perfek-
tionere sig i Sproget, og det straks . . . Det høres jo
rimeligt, efterat hun nu ogsaa har været i Schweitz, at
hun vil gjøre noget af sin gamle Kristiansfeldter-
Tysk."

Det havde været travlt med Opgjør, Udbetalinger
og Lønninger paa Værftschefens Kontor hele Formid-
dagen. Sølvmønt i forseglede Poser, i Tutter og blanke
eftertællede Stabler var udleveret til de forskjellige,
og alt lykkelig og vel noteret og kontrolleret, og Jærn-
skabet slaat igjen og lukket.

Det var et Pust hver Gang med disse Penge- og
Regnskabsopgjør; det syntes paa Kommandørens ind-
knebne Mund, der mere end ellers var i stramt Bid;
han havde ondt for ikke at røbe en nervøs Skjælven
paa Haanden, naar han noterede. Han stod ti Gange
hellere, saa gammel han var, paa Kommandobrættet i
en ordentlig Byge end nu med hans Aar og Følelse af
tiltagende Glemsomhed i dette ængstelige Regnskabs-
væsen, hvor Ansvaret kunde strømme ind ad en hvil-
kensomhelst arithmetisk Læk.

Idag var det Tørn over! Panden med det tynde graa

SIDE: 349

Haar paa Siderne var betydelig lysnet, og han gik syn-
lig lettet frem og tilbage paa den korte Gulvstump,
medens Betjenten lagde sammen og gik.

Oppe i det ene Hjørne af Pulten stod endnu endel
Sølvtutter ovenpaa nogle Pengesedler. Det var de van-
lige Maanedspenge til Husholdningen, som Mama plei-
ede at lade en af Smaapigerne afhente.

Han saa ikke netop behagelig overrasket ud, da hun
selv viste sig i Døren. Det anede ham, at det var noget,
han skulde presses for; han havde gjentagne Er-
faringer.

"Der, Jutta," sagde han og viste hen paa Pulten,
"har Du dit."

"Tak Vennen min . . ."

Hun stod og samlede sammen Pengene:

"Ja vi kunde jo kommet saa godt ud af det, havde
vi ikke Børnene at støtte. Marthes Reise, Du . . ."

"Snak ikke om det. Det var den Sne, som faldt
ifjor."

"Og saa" - hun trak et svært beklemt Suk -, -
"Karsten! Hans Stilling er jo saa pinlig ved Siden
af Svigerforældrene nu, de har saa vanskelige Tider;
han kan ikke paafaldende mindske sit Hus uden at
skade Wanckels Kredit. Enhver vilde jo skjønne, at
det skede, fordi han ikke længere kunde faa de van-
lige Tilskud der."

"Saa bør han flytte til en anden By; - det er den
simple Udvei af den Nød."

"Hvor er Du henne, Witt, - en kostbar Flytning
ikke to Aar efter at de er gift! blot for en overgaaende
Krise. Wanckels Formue er aldeles urokket, siger Kar-
sten, den ligger i Fartøier og solide Værdier; det er
blot de kontante Penge, det skal være saa uhyre van-
skelig for overalt nu. Jeg maa sige, det er leit med
disse Pengemænd, at det skal være saadan snart oppe
og snart nede - Og Karsten gaar der saa fortrykt;
- nu" - hun sukkede - "skulde han absolut havt
to hundrede Specier. Han havde paaregnet dem saa
sikkert, som han levede, og saa er det rent umulig at

SIDE: 350

faa dem dernede paa Kontoret! . . . Han var hos mig,
jeg véd ikke min arme Raad, Witt! - han var saa
rent ude af det. Han havde faat en Veksel fra Wan-
ckel for Pengene paa tre Maaneder, sagde han; men
den er ikke mulig at anbringe nu straks; - og saa
- hør og betænk nu først, kjære Witt! - mente han,
at Du kunde hjælpe ham ved at tage den. Det var
bare, at Du hævede idag af, hvad Du har i Spareban-
ken. Jeg siger Dig, vi faar gjøre det for Gutten, Witt!"

Der var noget trodsigt, men samtidig hjælpeløst i
det Blik, Kommandøren sendte sin Hustru. Det var
nu den tredie Gang, han skulde rykke ud med Penge
for disse vanskelige Tider hos Konsul Wanckels . . .

"Karsten har alt faat det lille, han engang kan vente
i Arv, véd Du, Jutta. Det var naturligvis bare en liden,
umærkelig Klat for ham de otte hundrede Specier!
Men saa kan din og min Hovedpude bli nok saa haard,
naar vi bare faar Pensionen at leve paa. Kanske Du
vil, vi skal ta' imod Hjælp af ham da," kom det graa-
blegt dirrende.

"Kjære Ven, hvorfor overdriver Du saa, - bestan-
dig og bestandig. Du kan jo rent komme til at miste
din Søns Kjærlighed paa det. Her er jo ikke Spørgs-
maal om andet end paa en fin Maade at forstrække
Wanckels med to hundrede Specier."

"Fint? . . . Jeg skal ha Retten til at plyndre for
Pengene baade hos Karsten og Wanckels . . . fint!" -
han hven op som en Hingst, - "at presse de sidste
Draaber ud af sin gamle Far!"

"Witt, Witt! - er Du ikke urimelig nu; ser Du
det ikke selv? . . . Vilde Karsten presse Dig for alt i
Verden?"

"Der, tag Sparebankbogen," sagde han skjælvende;
- "men ingen Veksel, siger jeg Dig . . . jeg, jeg
taaler den ikke for mine Øine."

"Kjære Witt da, - at Du skal ta' alt saa bedrøve-
lig mørkt; det er næsten ikke til at holde ud! Det er,
som jeg skulde være din onde Aand. Jo det er det,
Witt, jeg føler det . . . og, var det ikke, fordi Karsten

SIDE: 351

trængte det saa, - aldrig i Evighed tog jeg paa mig
den Slags Ærinder! Men Du kan tro, jeg er ikke lidet
stolt af, at det dog alligevel er hans Far, som støtter
nu. Aa ja, jeg mener, det kan gjøre godt hos Wan-
ckels ogsaa . . ."

Da hun var gaat, stod Kommandøren længe be-
tænkt ved Pulten. Udtrykket var haardt.

Han havde en bitter Følelse af sin egen Magtesløs-
hed, taalte ikke længere hverken Sindsbevægelse eller
Ansvar. Han saa, hvorledes hans Alderdom blev et
forsvarsløst Bytte for Juttas stærkere Villie; hvorledes
han som et hjælpeløst Vrag kunde blive drevet op i
hvadsomhelst, - kanske ende sine Dage som medind-
viklet i en Handelsmands Affærer . . .

Han havde drømt om en Hviletid fra sin ansvars-
fulde Stilling; men Jutta havde faat ham til at staa.

Og slig kunde de drive ham . . .

Han smilte lidt eget læbeløst: - de blev til Fiender
igrunden allesammen . . .

Ansigtet blev næsten listig tilfreds - tog han sin
Afsked, saa undgik han dem!

Han lagde den ene Haand op paa den anden paa
Pultens Laag, som han langsomt betænkt pressede
Beslutningen ned. -

Siden Marthe ifjor efter et Fravær af henved et Aar
var kommet tilbage fra Tyskland, havde Kommandør-
inden for at aflede mulige Formodninger med en vis
Ostentation søgt at sætte hende i Vinden som den ny-
hjemkomne Datter.

Hun havde en Trang til at komme paa en mildere,
mindre stiv Fod med Opinionen. Hun, Kommandør-
inden, som hidtil uden Modsigelse havde præsideret i
Bymeningens Høiesteret, - blot et lidet Pibl dernede
fra Stolpe i Pommern, og hun var moralsk afsat, -
mere end inhabil!

Men det havde været en Anstrengelse næsten over

SIDE: 352

alle Grænser at faa det blot nogenlunde til at gaa. Der
kunde være ventet en adskillig stærkere Følelse hos
Marthe af, at hendes uoprettelige Daarskab kunde paa-
lægge sine Opoffrelser; og hun maatte jo indse, hvor
vigtigt det var for hende, at alt blev holdt i den rette
Gjænge.

Mama mærkede altfor godt, at de smaa Forsøg, hun
gjorde paa at være medgjørlig, ene og alene skede,
fordi hun saa, hvor trykket og ulykkelige de allesam-
men var for hendes Skyld.

Men Marthes Natur var saa rent uheldig med, at
hun ikke kunde lægge en Side ned i Forglemmelse
- ialfald for den nødvendige Tid, - som vi alle maa
gjøre saa mangen Gang. Det, som var i Sindet, stod
i Ansigtet, og det, hun gik og tænkte paa, skrev sig
ligesom udenpaa hende. Der var noget saa ustyrlig i
Marthes Følelse, som en Fugl, der er kommet ind i en
Stue og bare vil ud mod Ruden.

Kommandørinden vilde sige, at det næsten var en
Mor, som røbede sig i den sørgmodige Tone, der laa
over hende. Hun maatte se til at kry sig op og finde
lidt af sin gamle Livlighed igjen, - kunde drive op
lidt Tosseri ogsaa, det var saa aldeles nødvendigt.

Marthes vemodige, resignerede Øine modsagde alle
Tilløb; hun bød høist kun til med sit tækkelige Smil.
Hun følte sig hundrede Mile borte fra alt, hvad de for-
langte af hende. Al hendes Sind og Tanke hang tung-
sindig fastgrot ved det ene, - hendes lille Gut nede
i Stolpe.

Hun gik og tænkte paa, hvordan hun vel skulde faa
sendt didned et Par smaa Skjorter, hun havde faat
istand til Gutten, Strømperne og Livet og et hæklet
Vuggeteppe. Hun saa for sig lille Jans Ansigt med de
alt, før hun forlod ham, mørknede Bryn, den mor-
somme, snurrige Næse, den mærkelige Mund, der
havde saa forunderlig mange Udtryk, og begge de dei-
lige smaa Hænder, som nu kramsede efter Frau Jahr;
han havde ikke Lov at være til for sin egen Mor, han
stakkars liden! . . .

SIDE: 353

Men Kommandørinden følte jo, at dette blev umu-
ligt, skulde Skinnet bevares; Marthe indbød til For-
undring.

Og saa vidste Kommandørinden ingen anden Udvei
end saa smaat at forespeile hende Haabet om, at hun
mulig om to, tre Aar kunde faa reise didned igjen en
Tur. Kommer Tid, kommer Raad, tænkte hun.

Og det var mærkelig, hvor det virkede. Der var som
en stille Fylde ved Marthe, og, naar hun en og anden
Gang fik et Skjær af den gamle Munterhed, syntes
Kommandørinden, man næsten kunde glemme alt
dette sørgelige.

- Marthe sad oppe paa Værelset en Eftermiddag
paa et eget Vis beskjæftiget. Hun havde ikke kunnet
modstaa at tage sin store gamle Stadsdukke op fra
Sofaen i Kongesalen og bare klæde og prøve lidt paa
den og saa smaat rede Seng for den dernede i Ko-
modeskuffen. Hun blev temmelig befippet og var al-
deles ikke vis paa, om det havde lykkets hende at faa
den tidsnok undaf, da Cecilie kom rask indover Gan-
gen for at tage paa sig til sin vanlige Spadseretur før
Aftensbordet.

Cecilie saa temmelig stramt undrende paa hende:

"Jeg synes, Du skulde ta paa Dig og gaa med ud,
Marthe, - ikke sidde der og tulle og lege, havde jeg
nær sagt."

Marthe forstod godt, hvorfor Cecilie var i saadan
Fart og Uro idag. Fasting og Laura var kommet hjem
til Focks i Besøg; de havde ikke været hjemme, siden
de blev gift for to Aar siden, samme Høst Marthe
reiste.

"Skulde Du ikke ha Lyst til at snakke fra en Gang,
Du ogsaa," udbrød Cecilie igjen. "Jeg kan ikke be-
gribe mig paa Dig, Du siger ikke et Ord; - jeg synes,
Du maatte kunne sende et helt Veir udover!"

Marthe satte et Par forskrækkede Øine paa hende;
hun var ikke vant til, at der blev rørt ved noget af
hendes.

"- som Du er blet trakket paa!" vedblev Cecilie.

SIDE: 354

- "Vi skal i Morteren, ser Du; men hverken faa skrige
eller kny. - Der er to Mænd, jeg har trot ordentlig paa
i denne Verden; - og de har skuffet mig saa dybt,
som man bare kan skuffes . . . De er ligedan alle, alle-
sammen . . ."

"Du mener Jan, Cecilie? Jo-o, Du mener Jan . . ."

Der trak op en Bævren i Marthes Ansigt, som hun
følte sin totale Afmægtighed til at rede ud noget For-
svar for ham.

"Aa Gud, aa Gud, hvor lidet I begriber af det!"
brast hun ud aldeles ulykkelig . . .

Der opstod en Taushed.

"Saa saa, vær ikke vred paa mig, Marthe, - hører
Du," sagde Cecilie; hun havde i en vis Ilfærdighed faat
Hat og Hansker paa.

Der var ingen Greie at faa paa Marthe! - Og kan-
ske bedst, hun blev i sin troskyldige Illusion; hun
var for from for denne Verden . . . Men samvittigheds-
løsere Menneske . . .

Hun var afsted, - gjorde sin Pligt og gik sin Af-
tentur, medens det urolige Blod drev hende.

Cecilie var begyndt at holde sin egen oppositionelle
Kontrabog med Skjæbnen - og Mandfolk i Særdeles-
hed. Hun havde samlet op et helt Væld af Bitterhed,
og hendes skarpe Øie ledte ligesom efter Misforholde
for at faa givet den Luft. Og hun var ikke den, som
ikke forstod at kredense det, saa det baade morede
og bed.

Hun kunde gjerne gaat Gaden om Dammen og Kir-
ken, saa hun ikke kom forbi Vinduerne hos Focks.
Hun skulde naturligvis trække sig bort, ikke vise sig
og sky give Plads . . . Men hvorfor det? . . .

Hun dreiede rask ind i Gaden, og saa rolig ind af
Vinduet, hilsende til Fru Fock, som hastig vendte sig
og kaldte paa Laura.

Nu nikkede Cecilie ogsaa et Par Gange tilbage til
Laura, medens hun gik videre.

"Hun er stolt at se til," sagde Fasting, som blev staa-
ende ved Vindusposten og saa efter hende.

SIDE: 355

"Stakkars Cecilie!" yttrede Fru Fock, - "jeg tror
virkelig, hun føler selv, at Folk er ræd hendes Tunge."

"Lidt dømmesyg, hører jeg, de siger, hun er," ind-
rømmede Laura let. Hun var blevet liden og rund og
koneagtig og begyndte at ligne Moderen som en ny
Krone et mere slidt Tokronestykke.

"Der var en Bund der," - sluttede Fasting en Be-
tragtning for sig selv; - "men den drukner, som
prøver at sokne efter den . . . Der er Kvindfolk, som
har mange, mange Havarier paa sin Samvittighed,"
slog han det hen i Spøg.

"Fy, Fasting! - ikke snak saa om Cecilie, hun er
jo min gamle Veninde; - værsgo vær snil!"

"Jeg kommer virkelig til at huske paa," aabnede Fru
Fock sin et Øieblik betænkt sammensnurpede Mund,
"dengang hun kom hjem fra Kristiansfeldt, og Kom-
mandørinden betrode mig, hvorledes hun havde lovet
sig selv ikke at tillade Cecilie at gifte sig, før hun var
over de tyve. Men nu tror jeg nok, Kommandørinden
ikke længere er saa ivrig paa den Haandfæstning. Der
har jo været umaadelige Pretensioner i det Hus. Men
saa skal vi ikke dømme Menneskene; - vi for vor
Part har ialfald ikke set andet end godt af dem . . ."

Henved et halvt Snes Aar var gaat hen med sine
store Forandringer. Marine-Etablissementet var de-
graderet i Betydning. Der laa et Strøg af det forladtes
Vemod i selve Lufttonen over alle disse offentlige
Værksteder, Bygninger og Barakker saavelsom selve
Stedet, der havde trukket sin Vækst og Næring af det.
Her var billigt at bo for Pensionister, nok af ubeboede
Leiligheder, og Livet mellem de gjenværende Familier
forholdsvis stille mod den gamle Glanstids stærke Sel-
skabelighed.

Kommandør Witt havde længst taget Afsked. Han

SIDE: 356

bebode nu et af de ældre Træhuse i Byen, hvis blanke
Ruder med de velpudsede Speidere foran og skinnende
Gangdørlaas over Trappen vidnede om, at gamle Nel-
las Haand endnu gik lige ufortrøden.

Kommandøren arbeidede sig daglig med sin Kryk-
kestok egensindig nedover mod Havnen; der fik ingen
følge ham. Det var hans Formiddagsarbeide at vide,
at han havde været dernede og kranglet med gamle
Bendtz; og det kostede hver Dag et Slag med Jutta,
som ihærdig fremhævede Forehavendets Farer og Ri-
sikoer og ikke glemte hver Gang at regalere ham med
Rækken af hans smaa Distraktioner og Uheld.

". . . Og saa blir Du saa træt igjen, Witt, at Du
gjør, som dengang Du satte Dig ind i Klubben over
Aviserne og sov fra Middagen."

"Jeg siger Dig, Jutta! jeg kunde gaa en Gang til
saa langt uden at kjende det."

"Snak, Witt, det véd Du godt, Du ikke kan."

"Jeg siger Dig, jeg kunde gaa dobbelt saa langt -
tre, fire, fem - ti Gange saa langt!" fistlede han ude
af sig selv og traskede afsted. Uniformspjekkerten
hang vid om ham; han saa liden og bøiet ud, medens
han stolprede ned ad Trappen.

Kommandørinden sad fængslet til Rullestolen og sov
og læste Romaner og blev i slet Humør, naar der ikke
kom Besøg om Dagen. Hun fordrede af deres be-
kjendte, at de gjorde sin Opvartning, og man vidste,
hun holdt Kontrol og Regnskab og gjerne optog en
Forsømmelse som en Undladelse af at vise den gamle
skyldige Honnør.

Ellers gik alt for sig med en gjennemført Økonomi.
Den var dikteret af Nødvendigheden. Med Konsul
Wanckels store Fallit og Karstens betydelige Forle-
genheder i den Anledning var alle de Sparepenge,
Kommandøren havde haabet paa som en Hjælp for
sin Alderdom, strøgne med. Karsten maatte, hvad det
skulde koste, støttes saavidt, at han kunde blive staa-
ende i sin Embedsstilling.

Der var jo ogsaa visse andre Udgiftsposter, som i

SIDE: 357

Stilhed trak. De havde paa en Maade formet sig til
et Suk hos Kommandørinden, som om der gjemtes
den hemmelige Aarsag til alt, hvad der trykkede.

Og Marthe forstod Betydningen. Det var det stille
"Hys", som hvilte over Huset . . .

- Tiden havde gaat hærjende over Marthe. Udover
noget vist afpillet blegt i Ansigtstrækkene laa Øinene
med det egne stumme taalmodige, undertiden for-
skræmt spørgende Udtryk. Hendes Liv var gaat hen
med sin Verden inde i sig selv i skjult Længsel først
efter Jan og siden - i alle disse Aar, indtil Blikket
blev det stille med den dybt indbrændte Ild, - efter
hendes lille Gut; - han, som ikke turde nævnes.

Hun havde et over alt andet lysende Punkt for sin
Erindring - de to Maaneder, hun for halv sjette Aar
siden havde været nede i Stolpe og ladet ham kalde
sig Tante, men omfavnet ham og legt med ham og
havt ham paa Fanget som en Mor og klædt ham og
lagt ham tilsengs og siddet over ham om Natten gjer-
rig paa at se ham drage Aande og sove og kjende Var-
men af ham og læse alle de kjære Ligheder og alt det
forunderlig mærkelige ved hans Træk. Og om Dagen
sagde hun norske Ord for ham og fortalte ham om en
Mand, som var saa snil, og som han maatte holde af,
og som havde faret tilsjøs, og havde ganske sorte Øine
som lille Jan selv og endnu mørkere Haar.

Nu levede hun paa en tynd Spindelvævstraad af et
Haab om engang at faa komme didned igjen. Hver
Skilling, hun kunde indspare, blev gjemt tilside for
den Mulighed.

Fru Jahr kvitterede for Betalingen hvert Fjerding-
aar og skrev og beskrev ham efter Marthes indtræn-
gende Bønner; der turde ikke være Breve oftere for
ikke at vække Opmærksomhed.

Og alt fra dengang, hun var dernede, havde Jan
lagt ind med egenhændige Breve til sin Tante i Norge.
Hun rugede og hang over de smaa Skrivelser, fulgte
og gjættede ud af dem Guttens Vækst fra de første
store klodsede Træk med alskens barnlige Tegninger

SIDE: 358

i og under de norske Ord, han stregede op her og der
for at vise, han huskede altsammen, som Tante altid
spurgte saa om i Brevene, han fik gjennem Fru Jahr,
- til den flinke, mere samlede Skoleguthaand, der var
dresseret i Skjønskrift.

Hun gjorde sig op i Tanken en kvik, rap, bluse-
klædt Skolegut, som var hendes dernede, og hvis Øine
spillede og blinkede svarte af Liv. Han maatte vel
være saa eller saa stor nu; Jan havde jo ikke været af
de høie, men despot og stærk . . .

Hun kunde i lange Stunder staa og hænge ud af
Kjøkkenvinduet og se Gutterne lege paa den anden
Side af Gjerdet ved Vandposten.

Disse Barnestemmer holdt hende fast og fængslede
hende til Pletten urørlig. Hun saa et Glimt af sin Jan
her og der imellem dem. Og at faa stikke Sukker eller
et Kagestykke til en og anden, som traskede forbi
Trappen om Morgenen med Bogremmen over Skulde-
ren, var hendes Fryd; hun følte sig i et stille Forbund
med dem.

Jan begyndte at sende pressede Blomster og Som-
merfugle fra Skolens Udflugter med Læreren. Men
med de hændigere Udtryk blev det ligesom fattigere
paa de gamle naturlige Udbrud; han maatte have levet
fra sig, glemt alt dette fra de var sammen, der stod
for hende saa frisk som fra igaar . . .

Det gjøs som en Kulde ud af Brevene, at han blev
mere og mere fremmed for hende, havde andre Ting
i Hovedet, prægedes af Interesser og Tanker, de le-
vede i dernede.

Hun følte for hver Gang, at han kom længere og
længere fra hende. Hun stirrede i det med næsten
Fortvivlelse, pintes af en stigende dyb, usigelig Angst
for at miste ham. Disse Mønsterprøver paa Haand-
skrifter, han nu sendte, - der stod som en isnende
Adskillelse af dem.

Hun kunde staa fortænkt og stirre paa sine Spare-
skillinger; - der vilde gaa Aar, før det naaedes som
hun behøvede, og han blive ganske, ganske fremmed . . .
- - - - - - - - - - - - - - - - -

SIDE: 359

- - Den vanlige Lørdagspuds var gaat over Huset
idag fra tidlig imorges.

Skurekonen følte sig ordentlig kontrolleret. Hun
var under et Par Øine, der i Mangel af andet at bruge
sig paa, havde vundet et vidunderligt Skarpsyn for
Støv og Pletter og ikke tillod Skurekluden nogen let-
færdig Overfaren. Cecilie saa alvorligt efter og tog det
grundig. Hun fo'r selv overalt med Støvekluden, efter-
gik Nella, hvor hun havde været paa Dørklinker,
Vindusposter og Skilderirammer, og gjorde det om
igjen; for - ivrede hun, - Nella var blevet ligesom
nummen i Hænderne, saa hun slap alt, hvad der
skulde lidt Magt til, halvgjort fra sig.

Det var som et Uveir gjennem Huset, aabne Vinduer,
Flytten af Møbler, Feiekosten i Loftet, Sus af Sku-
ringen, medens Vaskebøtten erobrede sig Terræn frem-
over det hvide, umalede Gulv med den fugtig-mørke
Tone bag sig. Og under det lød Marthes haarde Ho-
sten; hun taalte ikke Trækken og Raadampen.

Det var ordentlig en Lettelse, da Cecilie ved Elve-
tiden gik ud til et Møde i den frivillige Fattigpleie,
hvor hun var en af de virksomme Medlemmer. -

- Cecilie lod dem undertiden kjøbe Guld for dyrt,
mente Kommandørinden; man risikerede jo Helbre-
den. Hun havde formelig maattet skynde sig fra Sove-
kammeret idag, fordi der skulde vaskes.

Kommandørinden satte sig ved Vinduet i den alt
lunede og tørre Stue; det var jo prægtig at føle alt saa
pudset og rent.

Der saa hun i Speideren Fru Falkenberg komme
nedover Gaden paa Formiddagsbesøg.

Hun ringede med Bordklokken:

"Aa, Marthe, gjør istand Chokolade Du, og sæt ind
Kager - i Pletkurven. Du tar de forgyldte Kopper.
Lad Nella springe over Gaden og faa nogle friske
Hvedeboller . . . Og læg lidt Kongerøgelse paa Ovnen.
Drei lidt paa Rullestolen for mig først."

Det blev en ganske lang Visit. Fru Falkenberg havde
alt godt og glædeligt og dertil ogsaa adskillig sørge-

SIDE: 360

ligt at aflevere om sin gifte Datter Elise og sine to
Sønner, der var paa hver sin Kant af Landet.

Hun var vidtløftig af sig, og Kommandørinden hørte
deltagende til med sit elskværdigste Smil, medens
hendes blændende hvide Tandrække gav et lidt for-
virret Indtryk af det store, gamle, furede Ansigt. Det
var den bedste Maade at faa Beretningen engang endt
paa, saa hun selv kunde begynde paa sit Yndlings-
thema om Karsten.

. . . Det var jo disse knappe Indtægter, - klagede
Kommandørinden, - som var saa dobbelt følelige for
ham med hans Livsvaner; - og saa feteret Selskabs-
mand, som han var, kunde han ikke unddrage sig det
meget Omgangsliv, der herskede derhenne paa Stedet.
Men hun følte sig bare saa inderlig glad og lettet al-
ligevel over, at han var ophørt med den haarde Rute
paa Nordland. Hendes Ængstelser de to Aar! . . .
Det var sandelig heltemodig af ham at ta fat paa den.
- Ja Karsten var en Natur! Det erfarede hun ikke
mindst den Dag, han pludselig stod inde i Stuen der-
nede i Kommandørboligen og erklærede, at nu havde
han besluttet at sælge hele sit deilige Indbo paa det
allernødvendigste nær og søge sig bort. "Jeg maatte
beundre ham, - ikke et Ord af hans Mund om, at
han havde nogen at bebreide . . ."

Hun afskar pludselig Themaet med:

"Saa Deres Elise er ikke saa rask, Fru Falken-
berg?"

Cecilie kom ind af Entrédøren, og Kommandørinden
vidste, der ikke længere var den ønskelige Luft for
hendes Udtalelser om Karsten.

Cecilie fandt - og det havde hun paa vanlig op-
rigtig Vis sagt sin Mor, - at Karsten bare laa, som
han havde redet. Han havde gaat hen og giftet sig
for Penge og var blevet tat ved Næsen.

Nu traadte hun ind i Stuen og hilste Fru Falken-
berg, medens hun tog Hatten af det svære Haar; de
tykke kastaniebrune Fletninger var sat op i Knude bag.

Det var en ferm, statelig Skikkelse, lidt fyldig med
kanske vel raske Bevægelser og et smukt, skarpt, fast

SIDE: 361

Ansigt. Udtrykket eiede noget af det, Fru Falkenberg
pludselig blev saa retrygget og agtsom paa Stolen ved,
saa hun med ét huskede, at Visiten havde varet længe,
alt for længe. Der var et eget stramt buespændt Drag
ved Munden, som om den bar en ikke netop for alle
behagelig Mening, - noget vist til Indignation dir-
rende færdigt:

"Naa hvad siger De, Fru Falkenberg! Vor gamle
Ven Kaptein Jerwel, som skrev de vakkre Vers over
sin Hustru ifjor, - han har trøstet sig nu; tat en ung
Pige paa sytten Aar. De er saamæn alt gifte! "Kjær-
ligheden i Himlen bor", stod der i Verset, - jo saa-
mæn! - Jeg var ganske rørt jeg, da jeg læste det . . .
Alle Mandfolk burde kunne gjøre Vers, - dreie dem
paa Lire. Det er saadan vakker og letvindt Maade at
komme fra det paa . . ."

Fru Falkenberg lo nedover Trappen. Nu havde
Cecilie Witt faat noget at fare med igjen . . . naar
havde hun nogensinde sagt et godt Ord om et Mandfolk!

"Kjære, der ringede det paa Gangdøren dernede,
Marthe," udbrød Kommandørinden . . . "Bare det ikke
er Far, som igjen er paavei til at gaa feil ind til
Toldinspektørens. Skal han nu staa der, naar de aab-
ner Døren igjen! . . . Pas paa ham lidt i Trappen Du."

Kommandøren kom strævende opover; han stansede
ved hvert tredie Trin og tog ufortrødent fat paa igjen af
og til med et mistænkeligt Blik op, om nogen var ude og
saa efter ham. Han havde foretaget sig en Tur hen
til Posthuset og faat sig stoppet Aviserne i Sidelommen.

Oppe paa Gangen hjalp Marthe ham Frakken af og
tog op Posten.

"Nei, nei, siger jeg Dig; kom hid med den."

Han stak Haanden ind i Avisomslaget og fandt frem
et Brev, han havde forvaret.

Det var tysk Stempel; Marthe saa det.

Han aabnede det inde hos Kommandørinden.

Indlagt laa det vanlige Brev til Marthe. Han dreiede
det i Haanden, brettede og bøiede lidt paa det igjen,
som om han undrede sig; der var noget indeni som

SIDE: 362

et tykt Kortblad. Han rakte det uden at sige et Ord
til Kommandørinden.

Ogsaa hun følte og bøiede paa det, indtil hun med
et "hm", der ligesom gav Pust for deres begges Tanker
sagde:

"Levér det nu ikke til Marthe, saa Nella ser det, Witt."

Ved Middagsbordet rettede Kommandøren ubemær-
ket et og andet forskende Blik hen paa Marthe. Der
var et vist bevæget Skjær i hendes magre tynde Ansigt
og noget ved Øinene, som viste, hun havde grædt; men
hun var saa vant til at skjule, hvad der gik i hende . . .

Kommandøren smaasnorkede paa Sofaen i Sovevæ-
relset, da Marthe kom ind med Kaffeen; Avisen var
faldt ned paa Gulvet.

Han vaagnede ved, at hun satte Koppen paa Bordet
foran ham.

"Tak," sagde han og saa vist paa hende - "Tak,
Marthe! - Hm, hm . . . Det var et noksaa tykt Brev
Du fik, Marthe. - Alt vel?" spurgte han va'r.

En saadan Hentydning var ikke faldt i alle de Aar,
og Marthe fik pludselig Taarer i Øinene:

"Ja, tak Far!" svarede hun næsten tonløst og vilde
skynde sig ud af Døren.

Kommandøren reiste sig paa Sofaen og kræmtede:

"Marthe! . . . hm, - vil Du lade mig se det Fotografi,
Du fik?"

Hun studsede, som hun behøvede Tid til at forstaa:

"Tak, Far! . . ."

Hun tog Konvoluten op af Lommen og leverede ham
den.

Han havde sat sig helt op, da hun hastig kom sig
ud af Døren.

Marthe gik spændt rastløs hele Eftermiddagen. Hun
kunde ikke tage sig noget for, gjorde sig Ærinde snart
her og snart der og skvat op, naar der toges i en Dør.

Hun havde faat en saadan Gysen i sig og stod i
Skumringen ude i Kjøkkenet foran Ovnshullet i Kom-
furen og varmede sine kolde Hænder.

Kommandøren aabnede varsomt Døren og saa sig

SIDE: 363

om, og, da Nella holdt paa at fylde Gløder paa Ild-
skuffen til Ovnen i Stuen, lukkede han den igjen.

Lidt efter kom han ud til Marthe med Fotografiet.

"Det var en vakker Gut . . . prægtig Gut . . . rigtig
en prægtig Gut! - Det er Synd i Dig - og Synd i
Gutten . . . og Synd i os allesammen . . ." begyndte Stem-
men at skjælve; han gik ind, som om han frygtede
for at overmandes af sin Bevægelse.

Marthe gik der og skar op og gjorde istand til
Aftensbordet; hun tænkte paa, hvorledes hun skulde
faa sidde alene iaften og se paa Billedet . . .

Hun havde med alt sit levet i Hjemmet som en en-
som Fange i et mørkt snævert Rum. Nu var der aab-
net en Sprække ialfald til Lys og Fortrolighed.

Cecilie holdt paa at faa en Mani for at pudse og
polere. Hun gned Bitterheden og sin Kraft ind i det
gamle Mahognimøblement. Stolrygge, Bordskiver og
Chiffonierer skinnede saa at sige af hendes Forargelser.

I de sidste fjorten Dage havde Polérkluden hvilt,
og Nellas Koster og Børster og "Brændevin og Kridt"
været uvanlig lidt i Vinden.

Marthes Hoste, der i de sidste to tre Aar havde været
haard i Vintertiden, tog pludselig en alvorlig Vending,
da hun efter en Forkjølelse tidlig ivaar fik hæftige
Anfald af Blodspytning og Afmattelse.

Hun var saa uforsigtig, sagde Kommandørinden;
men hun var jo nok saa rask imellem, naar hun blot
kunde komme lidt til Kræfter; og Opiumspiller var et
aldeles probat Middel mod Nattehosten, naar de blev
regelmæssig brugte, - og saa Uldliv!

Kommandøren talte om den varme Tid, den var
bedre end al Medicin.

Først, da Anfaldene blev hyppigere, veksledes der
Blikke; og der gik som en kold Træk gjennem det gamle
Hus, da Doktoren betænkelig rystede paa Hovedet.

SIDE: 364

For Cecilie kom dette som noget ubegribeligt for-
færdeligt, der ligesom med ét rørte op i al hendes
Følelse for Søsteren.

Og, medens hun sad udover Nætterne i Ængstelse
for hvert nyt Hosteanfald, begyndte hun at øine Drag
og Linier af det, som Hverdagslivet og den daglige
Vane havde lagt sit Støv over . . .

Marthe var saa munter engang, vild og ubændig,
ikke til at raade med; - og siden! stille, føielig og
ligesom færdig til at godtgjøre sin Tilværelse ved at
vige for alle. Og hvor havde det ikke faldt af sig selv,
at hun, Cecilie, skulde være den første, opvartes først,
forsynes først . . .

Hun havde under Sygdommen med en saar Følelse
begyndt at lægge Mærke til, hvor Marthe var taknem-
melig for enhver Haandsrækning, - hvor beskeden og
ydmyg, - ligesom uværdig. Hun? - Marthe? - hen-
des Søster? . . .

Det havde det Liv, de, hendes nærmeste, daglig førte
sammen, gjort af hende! - Slig, uden dybere For-
staaelse, kunde Menneskene ufrivillig pine hverandre,
gaa og træde hverandre paa Hjerteroden, saa Blikket
sænkedes, og Ryggen bøiedes; - det kunde være éns
egen Søster, man gik og smaasnakkede med og var
smaasnil med og stortrakkede paa.

Hun sad og tænkte paa Marthes Liv og paa sit eget . . .

Cecilie vak op ved, at Marthe stønnede og blev uro-
lig. Det var gjerne Forbudet paa en af hendes Attaker.

Nu rejste hun sig i Sengen; hun følte sig saa be-
klemt, sagde hun, og begyndte at se sig hjælpeløs om.

Cecilie holdt hende i den magre, af Angst klamme
Haand og tog om hende nu, Hosten begyndte. Den
gjennemrystede hele hendes Legeme og hun kjendtes
saa tynd og svag.

Det var et haardt Anfald, Blod - Blod . . .

Bagefter laa hun bleg med en Rand af kolde Sved-
perler om Panden, og Øinene lukkede sig i Søvn af
Træthed og Afmattelse allerede, medens Cecilie bredte
over hende.

SIDE: 365

Da hun flyttede Natlampen, for at den ikke skulde
plage Øinene, saa hun et lidet Kort ligge nedenfor
Sengen.

Det var et Fotografi.

Hun sad længe bag Sengegjærdet og holdt det ind
til det svage Lampeskjær.

Det var Jans Lug, - hans sorte Øine. Marthes Gut!

Marthe havde det under Sengeteppet, og det bar
Spor af at være eiet længe.

Og saadan havde hun gaat uden Fortrolighed alene . . .

Den vakkre Gut! Der laa Marthes Liv; - hun havde
maattet gjemme sit bedste undaf . . .

Cecilie laa vaagen om Natten, og der modnedes i
hende en Beslutning:

Hun vilde sætte alt ind paa, at Marthe skulde faa
se Jan.

Hensynet til Marthe, at hun kunde naa sit Livs
største Glæde, inden hun forlod dem, havde ogsaa hos
de to gamle nu veiet over ethvert andet Hensyn. Trods
alt det høist prekære for Familien og de mange Van-
skeligheder ved Sagen var Jan besluttet hjemkaldt, og
de havde lovet Marthe, at han skulde opdrages hos
dem som en Slægtning, de tog til sig.

- Marthe havde i hele Dag vidst, at Gutten skulde
komme, og ligget og smilt og tænkt; det var som et
ungt, lykkeligt Skjær over det saa medtagne Ansigt.

Hun havde følt sig saa let helt fra imorges, været
næsten hostefri. Men nu blev hun saa urolig; hun
vendte sig fra den ene Side til den anden, reiste sig
op og laa igjen og spurgte med ét ængstelig om Tiden.
Jan ventedes med Dampbaaden Klokken fem . . .

Hun kastede sig fremover; Anfaldet kom.

Det blev heftigt. Der kjæmpedes og stredes halv-
kvalt for Aanden; den mistedes og droges igjen med
Forsøg paa svage Ynk nu og da i Mellemrummene
under de svære Hostetogter . . .

De stod om hende alle i Angst for Udgangen; -

SIDE: 366

det kunde se ud, som det dog ikke skulde blive saa,
at hun fik se Sønnen.

"Det gaar nok over," nikkede Nella sagte, som hun
svarede paa alles Tanker; "hun er ikke reisefærdig,
før hun har faat se Gutten sin!"

Kommandørinden og Cecilie vekslede et Blik; Nella
havde altsaa gaat der i alle disse Aar og forstaat alt-
sammen.

Marthe laa stille hen en Timestid.

Nu lukkede hun op Øinene og begyndte at se urolig
hen mod Døren. Hun maatte have hørt noget derude
paa Gangen.

Cecilie aabnede varsomt Døren.

En sorthaaret tretten, fjortenaarig Gut ventede uden-
for med Ansigtet opsvulmet af Graad.

"Nu kan han komme, Far," sagde hun sagte.

Gutten var i et Nu henne ved Sengen.

Han ligesom studsede og stirrede paa den udtærede
Skikkelse, som laa der med de store lysende Øine
rettet paa ham og skalv og rørte paa de hvide Hæn-
der, som hun vilde løfte dem imod ham.

Han bøiede sig pludselig overvældet til hende.

Da hun havde faat hans Hoved ned, smilte hun og
lagde begge Hænder om hans Kinder og strøg saa
hans Haar.

Hun arbeidede gjentagende for at faa et Ord frem,
medens hun laa og saa paa ham . . .

Hun havde mistet Stemmen og begyndte at se kjærlig
angst paa ham; - hun følte, hun skulde forlade ham.

"Tante tænker bare paa Jan," - udtalte han skjæl-
vende ude af sig paa norsk efter det, hun havde lært ham.

"Mor!" - rettede hun ilfærdig og reiste sig halvt.

Hun faldt tilbage mod Puden. Hænderne gled fra
hans Kinder.

Hun var sluknet . . .

Cecilie saa det først; hun greb om Jan.

Hun havde ham at leve for, - saa at sige Smuler
fra stakkars Marthes fattige Bord.