Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 3 Vi fører Læseren ombord i det norske Dampskib, som netop letter Anker paa Hamburgs Havn. Det er en solvarm Dag i Begyndelsen af September. Ankerspillet klirrer ørebedøvende i Travlheden, Damp- skorstenen suser og regner hede Draaber ned, og Sta- beler af mærkede Kufferter og Kollier, som man holder paa at fire ned igjennm den aabne Luge, vanskeliggjør for Øieblikket Passagen til Salonen, hvor endel reise- klædte Herrer og Damer er ifærd med itide at gjøre de vidtløftigst mulige Erobringer til Fordel for sin per- sonlige Bekvemmelighed under Turen. De handler i Taushed, men med desto større Be- stemthed. Enkelte af dem anbringer jo sine Pakkenelliker paa Sofapladse, hvorfra de siden vil blive tagne bort af Opvarteren. Andre lige saa praktiske sætter skyndsomt sine Vadsække og Plaids ind i Køier, hvorfra de ogsaa lige saa sikkert vil blive fjernede, - eftersom de alt forud er optagne gjennem Køiebogen - eller inde i Kapteinens eller en af Officerernes Lukaf, som tilfældig har været utillaaset, og dette medfører jo sine Skuf- felser. Men Hovedsagen er dog, at man kan trøste sig med, at man har gjort sit bedste i denne lille løsslupne go-a-head-Scene tvertover sin ubekjendte næste. Det er lidt af den elskværdige Side af Livet, som saa gjerne vil komme frem, naar det tror sig ubemær- ket og udenfor det selskabelige Dekorums kontrolerende SIDE: 4 Seglas, og som man bagefter er saa forunderlig enig om at glemme og tilgive hinanden. Man kan kalde det det selskabelige Livs Natside, og der er absolut ikke saamange Gentlemen om Natten som om Dagen, i Forværelset til en Koncert eller et Theater som inde i selve Salen. Ved Bordet staar en ung Herre i Overfrakke med en Reisevædske i en Rem over Skuldren og med en Avis i Haanden. Han har Ungdommens fine Kulør paa Kin- den, og i hans Mine læses for Øieblikket et Udtryk af beskeden-delikat Forargelse over sine Omgivelser. En Handelsreisende sidder i Sofaen og overser den hele Uro med sit øvede Øie. Han har iagttaget ham. Han er vant til i et Nu at opgjøre sig, hvor han skal placere sin Mand; men denne unge Fyr opholder ham lidt. Han kom ind lysende glad og fornøiet og saa da mærkelig aaben og tiltalende ud; men bagefter var han svundet ind som en sammenslaaet Paraply. Det var et Par forunderlige Øine! De saa og ikke saa, medens han alligevel stod der optaget af at gjennemse Aviserne, som om det kunde være noget om sig selv, han søgte at finde. Paa den anden Side var det udelukkende blandt Bekjendtgjørelserne, han bladede. "Han ser bare efter Theatrene . . . Det er en Skuespiller! - Og det tilmed en "sharp" Fyr, som man ikke tager der, hvor man sætter ham - - alt andet end det, han ser ud til!" - mumlede Probenreuteren, der havde mødt hans Blik udover Avisens Rand. Gjennem den aabne Salondør saas en sand Pres af Mennesker ude i den lange, trange Indgang med dens Rad af Lukafer paa begge Sider. Man skulde ind, og man skulde ud, medens en ældre engelsk Gentleman med et Par elegante Damer og en Kammerpige samtidig stod og parlamenterede foran Aabningen til Damekahytten. De havde tilkaldt Op- vartningspige, Restauratør og Opvarter i Anledning af den forbausende Opdagelse, at Kahytten maatte deles med et Par andre Damer, og de lod ikke til at finde SIDE: 5 det formeget, at de imidlertid stansede saagodtsom hele Passagen, der nu blot kunde foregaa gjennembruds- vis. De enkelte, som alligevel trængte sig igjennem, matte være meget raa Naturer, - det læstes særlig i den ældre engelske Dames Mine. Den unge, der i sin klædelige Reisedragt og raske Hat viste en sjelden fuldkommen Figur, rynkede blot lidt paa Næsen og fandt det rigtigst for sin Parasol at slaa den sammen. Det var hende, der ledede Underhandlingerne, - den gamle Gentleman syntes kun at være der for at forevises, - og vor Avislæser henne ved Bordet, der hele Tiden holdt Øie med hende, fandt, at hun saa yderst treven, mokant og misfornøiet ud. Med en Be- vægelse som et egensindigt Barns ivrede hun til Restau- ratøren: "Der er solhedt og kvalmt derinde - - - der maa kunne findes et andet Lukaf! . . . End de dér, Nr. 9, 10 og 11?" Restauratøren henviste til Køiebogen, som han holdt aaben i Haanden: "Optagne, Frøken - - optagne! Herrelukafer med to Køier i - saa De ser - -" Den unge Frøkens Blik løb med et ærgeligt Udtryk ned over Siden, idet hun brugte sit elegante Parasol- skaft som Pegepind. Det stansede ved de omtalte Køie- nummere, og hun værdigedes at bøie sig nærmere og læse. Den unge Mand, der havde hørt hende nævne Num- meret paa sit Lukaf, saa hende læse op igjen med nogen Langsomhed og derpaa nikke, som om hun alligevel saa en Udvei. "Den ene af de to Køier i Nummer 9 er jo ikke op- taget! - den skriver vi straks Mr. Crawby for - saa har vi den! Det gjælder da blot at faa den Herre til at fortrække! - Sæt Tøiet didind" - vedblev hun til Kammerpigen. Som hun saa sig om, faldt hendes Blik paa den unge Mand henne ved Bordet, hvis Øine sprudede af SIDE: 6 Harme over hendes Opførsel. Hans uvilkaarlige Til- skyndelse var netop med ironisk Høflighed at gaa hen og tilbyde hende at tage hele Lukafet. Hun blev lidt forvirret og, idet hun igjen mødte hans Blik, slog hun sit ned. Medens den ældre Dame forsvandt inde i Dameka- hytten, fulgte hun Herren ind i Salonen, hvor hun satte en liden Reisenecessaire fra sig paa et af Bordene og derpaa lod til at blive staaende uvis. Hun bed i Para- sollens Elfenbensring, som om hun grublede paa noget. Medens hun saaledes stod og saa ned mod Gulvet, gled der et Skimt af et Smil under Øienlaagene. Den unge Mands Blik mønstrede hende. Det var et eget brut, uregelmæssigt Ansigt med en kraftig, mørk Haarvækst og nogle mærkelig tætte Øienbryn. Den opadbøiede, raske Næse mindede ham i Øieblikket om en gammel Skolekammerat, der for sine Spiloppers Skyld først var udvist af Skolen og siden rømt til Ame- rika; den var lidt bred sadelrygget og flad ved Næse- roden og bød neppe videre Fodfæste for den noget pretentiøse aabne Guldlorgnet, som hun bar løst i en Snor ved Brystet. Da hun slog Øinene op, var hendes Blik rettet paa ham. Han tog neppe feil, der laa en undselig Henvendelse i det. Udtrykket var virkelig indtagende. Necessairen faldt ned fra Bordet, idet hun vendte sig, og han fandt at burde tage den op. "Jeg takker Dem" - sagde hun forlegent, idet hun modtog den. "Jeg véd ikke, hvad jeg skal sige; men jeg tænkte, - jeg vovede . . . jeg læste "Stipendiat Thomas Ross" i Køiebogen . . ." "Jo, det er mig, Frøken!" - den unge Mands Øine gav atter Ild af den forrige Fornærmelse. "Deres Navn som Forfatter er os saa bekjendt og, - fremmede, som vi staar her ombord, besluttede jeg straks, jeg læste Deres Navn, at ty til Deres . . . Deres Ædelmodighed. Det er den stakkel svagelige Mrs. Crawby, som ikke taaler at være i Damekahytten. Saa SIDE: 7 fandt jeg paa det Raad at lade Mr. Crawby indskrive sig for den ene ledige Køie i Deres Lukaf i Haab om, at De kunne ville afstaa Deres - saa at hun og jeg kunde faa Lukafet for os selv. Alene det, at jeg véd, at hun ellers vil lide saa for- færdeligt under Overreisen, har givet mig Mod til at anmode Dem om dette . . . Jeg forstaar nu ikke længer, hvorledes jeg turde det" - tilføiede hun med sagtere Stemme og slog Blikket ned for hans - "det er en saa stor Opofrelse . . . Jeg er desværre af dem, som bestandig først tænker bagefter!" - udbrød hun og saa ham med et forskræk- ket Udtryk ind i Øinene. Det var en varm Aande over denne Kvinde, noget uventet tiltalende i den Maade, hvorpaa hun henvendte sig til ham, som med engang vendte Hjertet til hendes Fordel. Han svarede nu ganske anderledes imødekom- mende: "Tag De Køien, Frøken! - Det er kun min simple Pligt mod den syge Dame; - - aldeles ingen Op- offrelse . . . jeg forsikkrer Dem!" "Jeg takker Dem," - sagde hun og vendte sig med et lyst Smil imod ham. Derpaa blev hun staaende lidt. Den behandskede Haand pillede ligesom langs Bordkanten; - han kunde se, at der stred noget inde i hende, og der kom der- under et Skjær af Rødme i Ansigtet. "Jeg angrer det nu" - yttrede hun - "og var det ikke for Mrs. Crawbys Skyld, vilde jeg ikke tage imod det; - men jeg er jo nødt til det - - og maa da takke Dem ogsaa paa hendes Vegne. - Vi er blevet Dem meget forbundne" - tilføiede hun mere tilbagetrukkent, idet hun hilsede og raskt igjen gik ud i Damesalonen. Ross fandt, at hun gik paafaldende smukt. Men over Probenreuterens Ansigt gled der et polisk Smil. Han kunde ikke nægte sig den Fornøielse i For- bigaaende at yttre paa sit gebrokne Norsk: "Der blef Di kvit Deres Keie, Hr. Ross!" Der laa i den rutinerede Tyskers Mine noget, som SIDE: 8 irriterede Ross mere, end han i Øieblikket værdigedes at ville vise. Han indskrænkede sig til at svare med et distancerende Blik. Probenreuteren tændte under et Par Hm! sin Cigar ved Fyrstikbeholderen henne ved Døren og gik ud paa Dækket, hvorhen ogsaa Ross lidt efter begav sig. De fleste Kufferter var nu nede, og Baadsmanden holdt netop paa at efterse en ved Randen af Lugen, der lod til at volde noget Bryderi. "Hvorhen skal den? - der staar "Lit. Thomas Ross!" "Litograf Thomas Ross" - udfyldte Andenstyrmand - "der staar intet Forsendelsessted. Lad den staa lidt, - vi faar forhøre os; kanske en af Englændernes. - Stewart! skaf mig at vide af Restauratøren, hvem der er Litograf Thomas Ross - hvor han skal hen?" Thomas Ross stod lige ved. "Det er mig, som heder Thomas Ross!" - sagde han heftigt, idet han gik hen til Kufferten - - "Forresten er jeg ikke Lithograf, . . . jeg er Forfatteren Thomas Ross . . . skal til Kristiania." Ikke tre Alen fra sig oppe paa Skansen bemærkede han idetsamme Tyskeren, der stod med sin Cigar og lænede sig udover Messingrækværket; han saa ud, som om han morede sig. En ung svedblank Matros i blaa Uldtrøie som Sten- kullene havde gjort til Neger, skrev med Kridt et stort "Kristiania" ovenpaa Kuffertens Laag og langede den derpaa ned igjennem Lugen. "Skrup Jer nu" - raabte Andenstyrmand ned til Folkene - "saa kan vi faa skalket Lugen." "End disse?" - spurgte den førnævnte Matros, idet han pegte paa et Par Abekatte, der sad sammenkrøbne ved korte Lænker paa Taget af sine Bure. "Der staar Mr. Crawby . . . Halvbroder kanske til den lange graa blandt dem" - mumlede han; men de lystige Miner blandt Folkene viste, at hans Vittighed blev paaskjønnet. "Bring dem forud - de har en Tjener; men ikke for nær Papegøien. De har en slig med ogsaa!" - - lød det fra Andenstyrmand. SIDE: 9 Dampskorstenen ophørte idetsamme at suse. Der hørtes et Kommandoord oppe fra Kapteinens Bræt, og Skruens Skovler begyndte at gjøre nogle Slag i Vandet. Det var en foreløbig Manøvre for at klare Dampskibet fra Moringen, hvortil det var fortøiet med en Trosse, der netop slakkedes. Den unge Ross befandt sig nu oppe paa Skansen. Han stod og saa ned paa en liden hvid- og grønmalet italiensk Brig, som laa i Solstegen ved Siden af Damp- skibet med alskens Klæder til Tørring oppe i Riggen, og hvis hede Dæk i Øieblikket afgav et sandt sydlandsk Familiebillede. En ung halvpaaklædt, sorthaaret og sortøiet Kvinde med et Barn ved Brystet sad under et Soltelt og redte sit Haar ved et lidet Speil, medens Manden laa, saa lang han var, og nød sin Siesta med en Cigar i Mun- den og Hatten over Øinene; - det var klarlig Skippe- ren. En halvvoksen Skibsgut sad lige ved krumbøiet og sov med Hovedet imod sine Knæer, - Benene var bare og saa brune, at de mindede om et Par nylig blottede Trærødder med Muldjorden endnu paa. Foran ved Spillet under et Seil laa et Par Matroser. De var sovnet fra Kortspillet, der laa oppe i en Hat, som stod imellem dem. Det eneste, som bevægede sig ombord, var en Kat, der gik langs Rælingen og under- tiden mageligt strakte sig. Hvor en Kat dog er et smukt Dyr, som den saadan læger Ansigtet ind i Solen imellem Poterne! Den lig- ner - der svævede et Ansigt for hans Forestilling, som han holdt paa at gjøre sig Rede for, - da hørte han bagom sig: "Det Fartøi, Miss Wilkens? . . . det er en Italiener! . . . Nei, se did . . . det Kjæmpedampskib med den røde Bund oppe paa Flydedokken der; . . . saadant hører til Hamburgs Stolthed. Ja, her er Liv! Har De set Børsen? . . . et sandt Niagara, slig suser det af menneskelige Røster . . . Har De ikke?" "Jeg foretrækker nu, som De, Hr. Ross! at se paa den lille Italiener" - sagde hun, idet hun vendte sig SIDE: 10 fra sin Ledsager, "den er ikke Spor af kjedelig . . . Ja, De kommer jo fra Italien?" "Jeg har kun været der i tre Maaneder, . . . siden har jeg været i Dresden og Paris." "Ja, nu erindrer jeg det . . . De skulde utenlands for at studere Skue . . . Skue . . ." "Dramaet, Frøken!" "Jeg véd blot, at vi alle fandt, at det Stykke, der blev opført av Dem, var overordentlig interessant . . . Men véd De hvad, - jeg savner noget dernede paa Dækket . . . Appelsinerne! . . De maa have spist dem op underveis - de Stakler!" - Hun begav sig skyndsomt ned af Skansen og kom noget efter forpustet op igjen med en fire, fem Appel- siner i en Reisekurv. "Tør De?" - spurgte hun med en skalkagtig Mine, og rakte ham en Appelsin. Han kastede den forsigtig ind i Solteltet. Manden fo'r forskrækket op, medens Konen holdt Appelsinen mod ham og beroligende raabte: "Giacomo!" Den anden Appelsin faldt ned paa Nakken af den sovende Skibs- gut, men blev straks greben af den nu vaagne Giacomo. De øvrige trillede hun selv med barnagtigt Drilleri henad Dækket, saa de fik Skibsgutten og Katten efter sig, og lidt efter var ogsaa de to Matroser forud og gramsede. De lo og nikkede op til Damen, idet Dampskibet gik. Hendes Ledsager, en Konsul fra en af Norges Kyst- byer, kom med en Taburet og indbød hende til at sætte sig paa Syggesiden af Kommandohuset - "saa skal De faa se Havnen og Blankenese, Miss Wilkens!" "Blankenese - hvor alle de rige Pengefyrster bor? - Ja, det maa jeg se, - det maa De endelig vise mig!" - og med et Nik til Ross fulgte hun ham hen til den betegnede Plads, hvor hun siden sad meget ivrig og saa ud gjennem sin Reisekikkert. Imidlertid fyldtes Dækket med Passagerer, der vilde nyde Synet af Hamburgs Havn og Elblivet. Dampski- bet gik endnu kun for halv Fart med en svag Luftning SIDE: 11 efter sig, saa dets tykke Røgsøile stod ret tilveirs, og oppe paa Dækket var det generende hedt. Men det glemtes for det Skuespil af storartet Ver- densrørelse, som frembød sig for Øiet, medens Stadens hvide Huse, Taarne og Pakboder skinnede frem gjen- nem et Net af Masteskove, Ræer, Tauge og halvt ned- hængende Seil. Damppiben ombord signaliserede hvert Øieblik for at varsko mod Sammenstød, og rundt om én, ovenfor, nedenfor, ved Siden, lød mere og mindre dybe og dumpe langtrukne Hyl. Passagerer, der er uvante, føler sig under dette i nervøs Spænding; men skjønt langtfra upaavirket af denne Følelse, hindrede det dog ikke Thomas Ross i at nyde og i fuldt Maal beundre det storartede Sceneri, som omgav ham. Miss Wilkens lod imidlertid til udelukkende at inter- essere sig for Blankenese. . . . "Jeg har spist til Middag flere Gange ude hos D . . ." - hørte han Konsulen sige. "Luksus? - ja det kan De tro! . . . Mage til de Huse findes ikke mange- steds i Verden - - Vogne og Heste, gallonerede Tje- nere og Speilglas som i et Slot! . . . Paa Kontoret, - det er en anden Sag; der er det ganske simpelt." Det ærgrede ham, at den unge Pige skulde sidde der og forstirre sig paa dette Blankenese, medens den solblanke Flod og det hele glimrende livfulde Pano- rama af et Verdensstevne gik saagodtsom ubemærket under hendes Kikkert. Javist var Blankenese herlig med sine prægtige Vil- laer mellem den bugnende, rige Trævegetation og de smukke Lystjagter og Seilbaade foran Landstederne; men den unge Dame sad jo og spurgte om det saa prosaisk, som om hun var en - en afdanket gammel Verdensdame . . . Eller ogsaa maatte hun være meget barnagtig, tænkte han og huskede paa Scenen med Appelsinerne. Det sidste - opgjorde han sig med et Nik - var nok det sande; . . . hun var ikke fuldt saa voksen, som hun saa ud til eller gav sig Mine af. SIDE: 12 Da Blankenese var ude af Sigte, var det ikke frit for, at hun gabede en Smule, som om Søluften be- gyndte at trætte hende; men, da det lidt efter ringede, og Tjeneren bød ned til Middag, blev hun igjen over- maade livlig. Det var virkelig et spillende Ansigt. "End jeg, som har ladet Deres Forældre sidde alene dernede, Mr. Sidney!" - raabte hun halv forskrækket til en høi, blond Herre paa opimod de tredive Aar med et Par langsomme, tungsindige Øine og en lang Hage. Han var helt klædt i graa Cheviot, og som nu kom hen og bød hende Armen. Han saa ægte engelsk for- mel ud. Hun talte nogle Ord med ham, hvorpaa han gik over Dækket hen til Ross. "Maa jeg præsentere mig selv - Sidney Crawby, Mark Hall ved Hull . . . Det vilde være mig og mine Forældre kjært at vise Dem en Tjeneste igjen. Mit Kort, Mr. Ross!" Derpaa bukkede han og førte den unge Miss ned. Middagen gik for sig som vanligt, inden Passagererne endnu har stiftet Bekjendtskab. Man er stum og for- bindtlig mod sin ubekjendte Sidemand eller fører kun en dæmpet Konversation. Alle Pladse var besatte, Knive og Talerkener raslede, Skylightet stod oppe for Heden, og, da man endnu be- fandt sig saa høit oppe i Elben, at der ikke mærkedes Spor af Bevægelse i Fartøiet, kunde man i fuld Fred nyde og berede sig paa den mulige Uro, Havet kunde bringe. Den engelske Familie havde faat sine reserverede Pladse nærmest Chefen og lod til at anse sig som en uafhængig britisk Ø for sig selv der oppe ved Bord- enden. Thomas Ross kunde ikke andet end følge dem med en vis Interesse. Miss Wilkens havde taget sin Hat af, og han saa kun Hovedet og af og til endel af Ansigtet. Men hvil- ken mørk, kraftig Haarfylde! - og hvilket eget Liv der SIDE: 13 hele Tiden var over hende, medens hun saagodtsom udelukkende var optaget af de to gamle. Det saa ogsaa ud til, at den gamle Gentleman var meget glad i hende; hans Mine udtrykte et ypperligt Humør, og han nødte hende hele Tiden med alskens Retter. Mr. Sidney syntes derimod stiv og avmaalt; der var ikke Glimt af Smil i hans Mine under hele Maaltidet. Det lod til, at den ældre engelske Dame efter Bordet foretrak en grundig Middagssøvn fremfor Udsigten over Elben. Hendes Ægteherre færdedes imidlertid oppe paa Dækket i et Reisekostume, der lignede en Røghue og en Slobrok. Han havde Prøver af forskjellige Mineralier og et Mikroskop i et Læderhylster, hvilke Sager han efter- haanden fremviste for de Bekjendtskaber, han stiftede, med den Oplysning, at han i Hull havde en Mineralie- samling, der i Størrelse var den fjerde eller femte i Verden. En stakkels ung Mand rulledes af en Tjener om paa Dækket i en Vogn med tre Hjul, som han selv styrede. Han var lam og havde mistet Hørelsen i den sidste Krig. Med ham underholdt Frøken Wilkens sig ved Hjælp af smaa Blyantssedler, og flere af disse maatte være morsomme; thi hans matte Ansigt syntes meget oplivet, og han lo et Par Gange hjerteligt. Mr. Sidney havde imidlertid optaget Sofaen inde i Styrehuset og laa der og nød en engelsk Avis til sin Kaffe. Paa Taburetten foran sig havde han sat en vældig Reisekikkert, hvorigjennem han af og til vær- digedes at se, naar noget af Udsigten viste sig gjennem Døraabningen. Omgivelserne blev imidlertid udover Eftermiddagen altid fattigere. Man seilede ikke længer forbi Husklynger, tiltalende Strandsteder eller blandt de vakkre Øer med Skove af Kirsebær- og Blommetræer, hvis Frugter man før havde mødt underveis til Hamburg i smaa fuldtla- SIDE: 14 dede "Everter" med sine karakteristiske "Sverd" fra Middelalderen hængende ved Siden. Elben med sit lergraa Vand aabnede sig stedse videre; dens flade Bredder og Sandbanker blev mod Havet mere øde, og det var kjendeligt nok paa den hendøende Livlighed oppe paa Dækket, at denne Stemning i Forbindelse med den nu svagt indtrædende Havdønning gjorde sin Virkning paa Passagererne. Thomas Ross vandrede i Aftenstunden frem og til- bage paa Dækket i mange Tanker. Han havde om Eftermiddagen været optaget af Pla- nen til et Theaterstykke, som han havde under Ar- beide; men det var, som intet rigtig vilde forme sig for ham, det blev til bare Enkeltheder. Snart var det en af hans Tanter, som brød ind og ødelagde. I sin Kappe og brune, lokkede Paryk, de sorte Klæder og Salmebogen kom hun og satte sit store, graa, fromt bekymrede Blik paa ham og spurgte, om han da virkelig for Alvor vilde opgive Theologien for dette syndige Skuespillervæsens Skyld. Hun gjorde, at Emnet faldt fra hinanden i to uforligelige Helheder, der ikke vilde gaa sammen i et Stykke. Saa var det hans egen prægtige Moder. Hun var Enke efter Stiftsoverrets-Assessor Ross og havde havt en tung Strid for at faa ham og hans Søster frem. Hvor tog han ikke den høie Trappe med Gelænderet foran deres lille Træhus hjemme i Oslo i to Sprang, og hvor var han ikke vis paa, at han vilde træffe hende, udvortes rolig, men med et Skjær over det blege, med- tagne Ansigt, som om hun havde staat for nær Ilden og med Spor af nylig at have grædt . . . Dampskibet ankom jo om Formiddagen, og det var ikke umuligt, at Katharina Linstow kunde komme og besøge hans Søster om Eftermiddagen. Han stod i Fantasien oppe i Kvistvinduet og saa begge Veninderne nede i Haven og tænkte paa, hvor- ledes han vilde gaa ned og hilse paa Katharina. Det var mærkeligt, hvor han længtes efter hende, skjønt . . . siden sidst de saas, var han jo bleven noget SIDE: 15 ganske anderledes myndig og europæisk i sine Menin- ger om Kunst, end dengang hun og hans Søster var de eneste, som vidste om det Stykke, han tænkte paa at faa opført. Hun havde virkelig set aldeles rigtigt, da hun raa- dede ham til at omordne Gangen i den sidste Akt; det var tildels den Forandring, han skyldte Stykkets Lykke. Hun saa saa bestemt og klog ud, da hun foreslog det, lige efterat han havde oplæst det for dem nede i Lysthuset; - hun lagde de smukke smaa Hænder i Fanget fra Hekletøiet og saa ud i Luften en Stund, medens hun tænkte. Det var et helt Karakteransigt paa den lille Katharina, saa stille hun gik der, og - - Her blev han forstyrret i sine Betragtninger ved Miss Wilkens, der holdt de Blyantssedler, som hun havde vekslet med den unge Herre i Rullevognen, op i Vinden og lod dem en for en flyve overbord. Tilfældet vilde, at den sidste af dem dalede ned i Døren til Styrehuset. Hvor kraftig, slank og behændig ilede hun ikke i samme Øieblik efter den med det hvide Slør flag- rende fra Hatten! hvor let satte hun ikke Foden, og hvor gratiøs var hun ikke i Bevægelsen! Minen røbede en pudsig Forskrækkelse for, hvad der stod i Seddelen. Mr. Sidney forekom hende imidlertid. Hans træge Person maatte være løftet fra Sofaen derinde ved en eller anden galvanisk Kraft; thi han laa pludselig med Haanden famlende foran Dørstokken, og han snappede Papiret, just som hun raskt bøiede sig over det. Han betænkte sig imidlertid og leverede hende gan- ske koldt Seddelen. Hun saa drillende paa ham. "De er meget nobel, Mr. Sidney, som ikke læser den . . . Sig ærligt, at De var nysgjerrig!" Idet hun tilsyneladende alvorligt læste i Seddelen og derpaa hastigt lod den gaa overbord med Vinden, lo hun: "Det var alligevel om Dem!" SIDE: 16 "Jeg takker Dem for Oplysningen, Miss Wilkens; men den interesserer mig ikke." "Da skulde man tro det - De laa jo paa alle fire for at gribe efter den, Mr. Sidney!" Den Maade, hun sagde dette sidste paa, var virkelig fortryllende uforskammet; - hvilket undertrykt Væld af Munterhed! Mr. Sidney syntes igrunden smigret ved den Op- mærksomhed, hun viste ham; thi han gik ud paa Dækket og indlod sig i Disput med hende, om end fremdeles paa sin tilbageholdne, tvære Maade. "Hm! - End om Katharina havde havt slige Øine og slig varm Livfuldhed! . . . og saa været ligesaa høi og havt mørkt Haar istedetfor dette askefarvede! Der er unegtelig noget eget fornemt og fint kvinde- ligt i Katharinas Natur, - - hun er bare for tempe- reret rigtig . . . Ja, jeg gad dog nok vide, hvad hun vil sige til dette nye Stykke - - der er meget deri, som ikke vil behage hende; - jeg har lært adskilligt mere, end hun tænker sig, siden sidst." Idet han kom til at stanse i Nærheden af Frøken Wilkens, der havde sat sig hen paa en Taburet ved Styrehuset og af og til saa med Kikkerten udover Søen, vendte hun Hovedet om imod ham og sagde en Smule bevæget: "Jeg kan se paa Dem, at De føler det samme som jeg, . . . hvor godt det er endelig at komme blandt Landsmænd igjen . . . Det er saa trangt, saa trangt at være blandt fremmede!" Det var et Hjertesuk saa at sige paa Landsmands- skabets Vegne. Det var aldeles ikke Meningen at ind- lede nogen Konversation, og hun saa igjen ud gjennem sin Kikkert. "Og dog kan vi hjemme længes slig ud" - bemær- kede Ross - "ordentlig blive syge af Længsel efter alt dette fremmede." "Jeg for min Del har aldrig længtet efter det" - sagde hun noget kort. - "Vor Omgang hjemme i SIDE: 17 Norge har været engelsk saagodtsom, fra jeg var ti Aar." "Tillad mig, Frøken! - det er lidt usædvanligt saa- dan at træffe en ung norsk Dame midt i en engelsk Familie, - tør jeg spørge, hvorledes . . . jeg mener . . ." ". . . Er De Guvernante, Selskabsdame eller paa no- gen Maade fast ansat? - Var det ikke saa, De mente?" - Hun saa stolt paa ham, og Øinene lynte . . . "Jeg er saa vant til det Spørgsmaal, at jeg kan læse det paa et Ansigt en halv Time, før det kommer, og saa skal jeg da svare: "Nei, jeg er optaget som Barn i Huset, - staar ikke i Spor af Tjenesteforhold. Det er saa sik- kert, som jeg har det Held at træffe en Nordmand . . . Vi er saa oprigtige" - tilføiede hun med et Skulder- træk, og gav sig igjen til at se ud. Det var en uventet Behandling, og det var ikke frit for, at Blodet begyndte at koge hos Ross, - noget som et hastigt Blik op paa hans Ansigt nok ogsaa overty- dede hende om. "Vi er ikke saa ganske enige om Begreberne, Frøken Wilkens!" - yttrede han koldt. - "Min Søster ernæ- rer sig selv . . . og den bedste, den ædleste - ja, se De kun paa mig, Frøken! - den fornemste Kvinde, jeg endnu har mødt, har tjent sit Brød som Guvernante. Tillad mig at sige Dem, at det var en Kompliment, jeg tænkte at gjøre Dem. Jeg sætter det aldeles ikke saa høit at være "Barn i Huset"." Hun vendte sig noget rød og forbauset om og saa uvist paa ham, som hun vilde udforske, om det var Alvor. "Det er ikke vanskeligt at gjætte sig til, at De maa gaa med en Guvernante i Deres Fantasi, Hr. Digter!" udbrød hun pludselig overgivent. "Det maa være un- derligt saaledes at være Digter . . . Mr. Sidney siger, at man kan blive det, blot man vil spise Opium; man skal da se saa mange Ting - kun ikke Virkeligheden." "Frøkenen vil vel ikke sige, at man maa gaa hen og spise Opium for at kunne tro paa, at der findes ædle og sande Kvindenaturer i Verden?" SIDE: 18 "Jeg forstaar, De seirer i Disputen . . . jeg kan ikke disputere. Det er underligt" - vedblev hun halvt for sig selv og rystede paa Hovedet - "straks én møder en Nordmand, skal der snakkes om Moral. Det høres saa nyt, næsten poetisk, naar én har været længe ude; - men i Længden blir det dog lidt spidsborgerligt . . . De er forfærdelig indsnævrede hjemme!". . . Hun sad endnu lidt grundende. Derpaa saa hun nysgjerrigt op paa ham. ". . . Sig mig, dersom De havde Valget mellem at være Digter og at være rigtig rig, hvad vilde De saa vælge? . . . saa rig som Mr. Crawby, han eier Kulgruber ved Hull for en Million i norske Penge." "De mener, om jeg vilde bytte min Opium med hans Kul?" - svarede han leende. - "Nei, - - jeg vilde virkelig ikke, Frøken!" "Mr. Sidney vilde sige, at De vilde mene anderledes, naar det kom til Stykket!" "Og De, Frøken?" Hun betænkte sig lidt og sagde derpaa med et An- strøg af Sørgmodighed: "Jeg? - jeg har levet saa længe i engelsk Stenkuls- røg, at jeg næsten har glemt, hvordan den frie, klare Dag ser ud. Hvor længtes jeg efter den! . . . Jeg har været en Burfugl, siden jeg var ti Aar. Penge, Puder og Komfort, det er mit Livs Historie." - Hun saa paa ham med en egen Ild i de mørke Øine. - "Den Fugl, jeg af alle liker bedst, er Falken; men jeg bryder mig rigtignok ikke om de afrettede . . . Fri, fri skal den være!" Han betragtede hende med ufordulgt Interesse; hun syntes lidenskabelig bevæget, som hun sad der og saa ud for sig, og han udbrød varmt: "De er en ægte norsk Pige!" "Og De en ægte . . . Digter. - Synes De ikke, det er naragtigt, - Mr. Sidney vilde finde det utænkeligt - at vi to, som aldrig har set hinanden før, pludselig er komne ind i et saadant Skriftemaal. Dette er sletikke dresseret fra nogen af Siderne, saavidt jeg forstaar." SIDE: 19 "Jeg vil altid erindre den første norske Kvinde, jeg mødte, da jeg kom tilbage fra fremmed Land" - sva- rede Ross alvorligt. "Vil De nu ogsaa sig mig Deres Fornavn, saa jeg kan gjemme paa det." Hun saa ned paa den lille Fodspids, hvorpaa hun vuggede Parasollen: "Annie," - svarede hun - "Annie Wilkens. Jeg er egentlig døbt Agnete, men saa kalder de mig Annie. Min Fader var Indrulleringschef Wilkens i Kristian- sand." "Annie passer Dem bedre. Agnete er Navnet paa noget blaaøiet sentimentalt. Hun gaar i stille Veir og fisker med Silkesnor, og er saa from, at hun blir fan- get af den første den bedste Havmand, som hun faar paa Krogen." Hun kastede et stjaalet Blik op paa ham og der spil- lede et Øieblik et Smil om hendes Mund. "Annie Wilkens derimod kan jeg tænke mig som Navn paa et raskt, stolt Skib, der pløier krængende hjemover for fuld Seilmagt fra de fjerne Lande. Jeg tænker mig et saadant Fartøi, idet de efter aarlangt Fravær faar Landkjending af Norge, som det dukker op, og man begynder at kjende Lugten af Granerne..." "Kjender De, hvor her lugter harsk Olie eller brunet Smør fra Maskinen?" - yttrede Konsulen, som kom slentrende til. Han saa meget bleg ud. - "Havet glin- ser ogsaa som Olie, synes jeg." Den unge Dames Ansigt viste, at hun redeligt arbei- dede for at undertrykke sin Lystighed; men det nyttede ikke, og saa brast hun ud i en overgiven frisk Latter. "Det var ikke Dem, Konsul! Deres Ord faldt blot saa pudsigt ind i vor Samtale," undskyldte hun sig, medens hun endnu havde Taarer i Øinene af Lystigheden. "Hr. Ross talte saa vakkert om Lugten af Granerne." "Vi har nu Havet først," sagde Konsulen. "Jo, det er, som jeg siger, harsk Smør de bruger". . . og med disse Ord gav han sig atter til rastløs at spadsere. Dønningerne var virkelig begyndt at mærkes. Det SIDE: 20 susede i Damprøret, hvergang Skibet bevægede sig nedover de lange Havbakker. Søen udenfor Elbens Munding laa gulbleg og trist i Halvdæmringen, forgjæves oplivet af nogle Seilskibe og en Damper, der med tyk Røg efter sig stævnede ind mod Hamburg. De Passagerer, der var oppe paa Dækket, iførte sig Overtøi eller hyllede sig i sine Plaids. Til Englænderne bragtes der en Bakke med varm Toddy, hvoraf ogsaa deres Damer nød, og idet Mr. Sidney nu bød Ross et Glas, fik denne Anledning til at stifte Bekjendtskab med hele Familien, der lod til at sætte stor Pris paa hans tidligere Høflighed med Hen- syn til Lukafet. Mr. Sidney blev atter Gjenstand for Miss Wilkens's Drilerier, mod hvilke han, ligesom før, i Begyndelsen satte et vist barskt, næsten rydt Væsen. Men optaget, som Ross var af at konversere Mrs. og Mr. Crawby, kunde han ikke nærmere følge Gangen i deres Under- holdning. I den ældre Mr. Crawby fandt han en godmodig og adskillig snakkesalig Herre, af hvem han blev sat ind i en Del af Familiens Forholde. Han eiede en Sommervilla i Norge i Nærheden af en af Vestlandets Byer og i Dalen ovenfor en Del Jernfelter, hvis Drift hans Søn Sidney, der var forlovet i England, nu et Par Aar skulde forestaa. Det begyndte at blive sent. Man saa en enslig gul Stjerne henne ved Neuwerk ovenfor Cuxhaven. Det var Fyret, som begyndte at lyse, endnu inden det sidste blege rødt af Solnedgangen var gaat af Himmelen. Klokken var henimod elleve, og Familien gav sig til at bryde op. Man havde vekslet en venlig Godnathilsen, og Miss Wilkens havde kysset de to gamle og begivet sig ned. Idet Mr. Sidney holdt paa at opsamle Sjaler og Reise- tøi paa Bænken foran Styrehuset, hørte Ross, der havde SIDE: 21 sat sig paa den anden Side, denne yttre til sin Moder i en dæmpet, indigneret Tone: "Det synes virkelig, som Miss Wilkens i ét og alt betragter sig som et Lem af Familien, - hun forstaar ialfald neppe sin Stilling." Ross reiste sig for ikke at høre mere. Han sad længe oppe. Han havde Hjertet fuldt af Hjemlængsel og syntes, der var en uendelig Stemning i den ensomme, stjerne- blege Aften ude paa Havet. Fantasien malede just nu alt saa klart for ham. Det var ogsaa, som om det, han havde oplevet om Dagen, havde efterladt lidt for megen Uro i Blodet til, at han kunde være oplagt til at sove. Mr. Sidneys sidste Yttring om den stakkels forsvars- løse Frøken Wilkens gav ham adskilligt at gruble over; det var tydeligvis ingen let Stilling, hun stod i. Maanen var kommet op og sænkede sin urolige Guld- støtte ned i Søens mørke Grund . . . "Moralen klinger som noget pikant nyt, naar én har været længe ude!" . . . gik det igjen i hans Tanker. Derude i det gule Maaneskjær saas mere og mere urolig Bølgegang, og tilslut blev det smukke Billede af selve Maanen borte. "Er ikke netop hele vor Tid et saadant uveirskruset Havspeil, der er oprørt af Tanken og Tvilen, saa at hverken Guds Sol eller Maane længer formaar at sænke sit Billede ned i det? - - Dette er nu en af vor Tids unge Piger. Hun kjæm- per paa sin Plads. - - Og der er kanhænde til sy- vende og sidst mere ved en saadan længtende, kjæm- pende Sjæl, som er med at bære Tidens Byrde, end ved én, som er saa lykkelig at kunne tro paa alt muligt . . . Og jeg selv? Er jeg ikke netop bleven slig én - kjæmpende . . ." Den røde og den grønne Lanterne tændtes ombord, og han sad der endnu. Det var over Midnat, da han begav sig nedenunder. SIDE: 22 Enkefru Ross' lille Træhus med Kvistetagen laa land- ligt oppe mellem Lindene i Haven derude ved Lo- Elven i Oslo, og fra dets smaarudede Vinduer eller fra den høie Trappe havde man en - især i Solnedgangen - ganske mageløs Udsigt over Havnens travle Liv og hele den Side af Hovedstaden, der ligger om Bjørviken. Dette Hus, med alt det grønne opefter Væggene om Sommeren, passede til hende og hun til det; - hun havde levet der, siden hun blev gift, og det var kun ved at udnytte et i bedre Dage dyrket Musiktalent, at Fru Ross med sin knappe Pension havde kunnet skaffe sine Børn den Opdragelse, de havde faat. Hun havde i fuldt Maal prøvet, hvad en trang virke- lighed vil sige, og kunde vel været undskyldt, om hun tilslut ogsaa havde faat et Sneverhedens Præg deraf. Og dog var dette Hjem blevet saa uberørt af den graa, kjedelige Hverdagslighed, som kun faa. De Ven- ner og Veninder, som udgjorde deres lille Omgangs- kreds, følte, at der hvilte noget beaandet over denne Stue, der ikke kunde erstattes ved kostbare ydre Midler. Datteren Kirstine havde arvet Moderens musikalske Talent og efterhaanden tillige hendes Informationer. Det var en Begivenhed der i Huset den Dag, Sønnen Thomas kom hjem fra Udlandet. Et Par Venner havde allerede som snarest set indom for at hilse paa ham og saa gaat igjen for ikke at forstyrre Familien, og Tante Rissa skulde blive der tilmiddags. "Der maa Høitidelighed til, ser Du, Thomas," - havde Kirstine hvisket. Og saa fortalte hun ham, at hendes Veninde, Katharina Linstow, skulde komme om Eftermiddagen og drikke The i Haven. "Jeg er vis paa, at hun er nysgjerrig efter at se Dig!" Hvor udspurgte ikke hans Søster ham om alle mu- lige Ting - ofte uden engang at oppebie Svar. Hvor var ikke Tante Rissa den Dag mild og medgjørlig; hvor stille gik ikke hans Moder og hørte paa dem alle . . . SIDE: 23 Og hvor opstod der ikke en Stilhed efter ham, da han en Timestid om Eftermiddagen var gaat ned paa Toldboden for at faa ordnet Fortoldningen af en Kasse, hvori han havde nogle Gibsstatuer og Lithografier fra Paris. Og saa kom Bemærkningerne over Sytøiet og Strik- ketøiet: "Thomas er virkelig blet forandret paa de to Aar . . ." "Meget mandigere, skjønt han jo endnu har den samme slanke tynde Figur . . . En ser bedre, hvilken smuk Pande han har, nu, han bærer Haaret opstrøget" . . . "Det er et Par usædvanlige Øine," sagde Kirstine, "jeg har aldrig set det før." "Det er de Øine, som fortærer hans Krop," - sukkede Tante Rissa. Man afbrødes ved, at Katharina Linstow kom gjen- nem Haveporten. Hun gik med lette, raske Skridt op- imod Lysthuset og tog i forbigaaende, idet hun stan- sede ved en Busk, en lille sildig Rosenknop, som hun fik Øie paa, og stak den i Beltet. "Det var hyggeligt, at Du kom, Katharina!" yttrede Fru Ross. "Jeg er vis paa, Thomas vilde synes, det var underligt ikke at faa se Dig den første Dag." "Jeg vil ialfald gjerne se ham, kjære Fru Ross. Han er vel nu en hel udenlandsk Herre?" "En ren Dandy!" lo Kirstine. - De to Veninder saas lidt efter sammen nede blandt Ribsbuskene. Katharinas Ansigt var ikke let at se under Straahat- ten; hun syntes optaget af at plukke Bær, medens Kir- stine fortalte. "Saa Du synes, han er saa forandret" - yttrede hun som hen i Tanker. "Véd Du, om han skriver paa noget?" "Jeg har virkelig ikke spurgt ham; men spørg ham selv . . . der kommer han." "God Dag, Katharina!" "God Dag, Thomas, - - velkommen hjem! - - SIDE: 24 Jo, han er blet lidt brunere" - sagde hun nikkende til Kirstine. Om det var Aftensolen, som lynede sit rødt fra Ran- den af den tunge Regnsky, der trak op, eller om hen- des Ansigt virkelig i Øieblikket eiede den forhøiede Kulør, som pludselig gjorde det saa smukt, var ikke let at afgjøre. "Du ser jo sletikke ud, som om Du har været ude og spæget Dig som Guvernante . . . Vil Du beære mig med at række mig Haanden over Ribsbusken i Anledning af Gjenkomsten? Du bruger Halvhasker, ser jeg . . ." Hun blev lidt rød, thi Thomas havde engang erklæ- ret for Søsteren, at han sværmede for hendes Hænder, der ogsaa var paafaldende smukt formede og hvide, at der skulde hendes naturlige Væsen til for at undgaa at blive beskyldt for at kokettere med dem. "Jeg har en liden Statuette af Stearingibs med til Dig, Katharina! Den er ganske liden, men den passer til din Smag . . . klassisk . . . det er den mediceiske Ve- nus i Louvre." "Nei virkelig!" - udbrød hun og saa meget glad ud. "Ja, jeg véd, Du sværmer for det" - sagde han lidt overlegent. "Det er dette gamle, evige klassiske, Du og de herhjemme lever paa! - man er nu over det ude i Verden; - vi er inde i Virkelighedspoesien" - - "Jeg ser, Kirstine havde ikke saa stor Uret endda, da hun fortalte, at Du var kommet hjem som en Dandy . . ." "Hvordan det?" "Aa, Du har jo endog faat selve Tankegangen ord- net comme il faut - - udenlandsk." Der opstod en Pause. Den gamle Mistanke vaagnede i ham; at hun saa ned paa og kriticerede hans noget egne og besynderlige Væsen. Han tog rask en liden Æske op af Vestelommen: "Og den er til Dig, Kirstine! Jeg kjøbte den i Rom hos en Agathandler." Han havde oprindelig tænkt den til Katharinas hvide Fingre; men der var faret en Djævel i ham. SIDE: 25 "Der er ingen, som pleier at forære sine Søstre Ringe" - sa'e Kirstine. "Jeg gjør det nu; - men kanske Du forsmaar den?" "Giv den til Katharina!" "Tak, jeg foretrækker Statuetten!" - sagde denne kort. . . . "Og jeg skulde foretrække, at vi gik ind, for nu regner det" - endte Thomas i Følelsen af, at hans Overmod havde gjort denne første Sammenkomst halvt til et Brud. Der faldt virkelig nogle solblanke Draaber som For- løbere for Regnskuren, og man skyndte sig op i Stuen, hvorhen Tante Rissa og Fru Ross alt forud forsigtigen havde begivet sig. Tante Rissa, - hendes Navn var egentlig Regisse - var en storbygget, sortklædt, taus Personlighed, der af og til trak Veiret, som om hun sukkede og mente uhyre meget. Thomas sammenlignede hende engang med en ensom, erfaren, gammel Krage, der sad og blunkede og mærkede sig alting. Hun sad i den store Lænestol, der for hendes Skyld var rykket hen til Thebordet, hvor en Maskine snur- rede og nu lod det føles dobbelt hyggeligt inde, medens det udenfor skyllede ned ad Ruderne. Lidt efter kom ogsaa Fætter Anton, Agenten, som boede hos dem, styrtende hjem uden Paraply, efterat have sluttet sin Forretning for den Dag, og med ham paa hans Vis et nyt belivende Element. Samtalen dreiede sig naturligt hen paa Thomas's Udenlandsreise. "Sig, som sandt er, Thomas," - sagde Tante Rissa, - "at det var af Forfængelighed, Du bar den svære Vadsæk gjennem Byen, da Du kom, - netop gjennem Hovedgaden! - - Og saa den brede lyse Hat! . . . den bruger ingen." "Ser Du, Tante!" - forklarede Anton - "den Hat er en Frihedshat, og at han bar Vadsækken gjennem Byen, var for at vise Folk, hvad det er at være Demokrat i Gjerning og ikke i Snak." SIDE: 26 "Det var for at blive bemærket, tror jeg hellere . . . for at trodse" - sagde Søsteren - "denne svære Lug i Panden er ikke for ingenting. Vær nu engang oprig- tig, Thomas! - bare den første Aften!" "Du siger ingenting, Katharina, - hvad tror Du?" "Jeg tænker, det var, fordi Du havde Hast og var glad; - - men saa kunde det ogsaa være det andet." Hans Moder kom hen og strøg ham over Hovedet. "Jeg tror som Du, Katharina!" - sagde hun. Thomas gav med stort Liv og malende Talent en Del Oplevelser tilbedste fra sit Ophold i Udlandet. Hans Skildring af en katholsk Begravelse interesserede øien- synlig Tante Rissa i høi Grad; thi hun lagde Strikke- tøiet i Fanget og tog det op igjen gjentagne Gange. Kirstine saa derunder lidt polisk hen paa sin Broder; hun forstod, at det var et Offer fra hans Side til Tanten. Siden satte hun sig til Pianoet, og Thomas syntes, at han aldrig havde hørt Søsteren spille saa smukt som den Aften. "Fordi Du havde saa gode Tanker om mig, skal jeg følge Dig hjem i Regnen iaften, Katharina!" - sagde han, da man brød op . . . "Saa følger Anton Tante Rissa." Det var en meget lang Tur, og det var lidt sent, da Katharina kom hjem. Han havde udbredt sig for hende en Del om sit nye Stykke og meget om den Miss Wilkens, som han havde mødt ombord, og Katharina havde, uden at det var videre paafaldende, taget sin Arm ud af hans og er- klæret, at hun gik bedst saadan under Paraplyen. Han havde aldrig hørt hende sige: - "Godaften, Ross!" - før nu, hun hastigt ringede paa; - ellers kaldte hun ham altid Thomas. Katharina gik meget langsomt op til sit Soveværelse, og hun stod længe ubevægelig ved Trappesvingen. "Hvad er det, Katharina! - hvorfor staar Du der?" - lød det ned i Halvmørket. Det var hendes Fader, Konsulen, som havde siddet SIDE: 27 oppe paa Kontoret og nu gik over Gangen med et Lys til sit Sovekammer. - - "Nu, - Fru Ross har da faat Poeten hjem?" "Ja, Far! - - og der var meget hyggeligt." "Din Søster har ogsaa været ude . . . Min The staar endnu der paa Kontoret. Den smager af Alun . . . Det duer ikke, at I begge er ude!" Katharina hørte paa Tonen, at Faderen gav sit Hjerte Luft over noget andet, og hun anede tillige hvor- over. Hendes Forhold til Thomas Ross var, uagtet Ven- skabet mellem Familierne, aldeles ikke efter hans Kogebog, og at hun alt nu den første Aften havde været derude, havde sat Linstow i slet Humør. "Du gav mig selv Lov, Far!" - indvendte hun. "Nu, nu! . . . Han arbeider vel paa noget nyt?" "Ja." "Det vil sige paa mere Vind og Veir! . . . Det er Penge, hans Moder trænger til for at kunne beholde sit Hus. Sligt Friskopiveiret, fordi én har en smule Ta- lent, har vi saa nok af nu om Dagene" . . . "Det er ikke bare en Smule Talent, han har, Far!" "Hm, . . . det tror nu Du! - Men det er sent, Katha- rina! . . . Du maa gaa tilsengs" - afbrød han og gik ind. Uagtet den elegante Familiebolig oppe i anden Etage bar det hele indre af Linstows Hus selv nu i Dunkel- heden ved det halvt nedskruede Gasblus dog nærmest Præget af et pudset, messingblankt Forretningslokale. Den, som om Dagen traadte ind ad den tunge Gang- dør med det svære Dørgreb og mødte en af Betjentene, der med Staalpennen i Munden eller et Papir i Haan- den stilfærdig hastede hen over de rudede Stenfliser op ad Trappen til Linstows Kontor - følte, at han her var kommet ind i noget af et Uhrværk med en egen tyst- glidende Gjænge. Det var, som alt i dette Hus, ligesom de messingblanke Hængsler, var patent og gik paa Olie - og han fik uvilkaarlig Indtrykket af en vis skjult Panik, der gaaende ud fra Centralstationen, Husher- SIDE: 28 rens Kontor, satte alle disse Mennesker i saadan egen stilfærdig Fart. - Da Katharina kom paa sit Værelse, kastede hun sig med Heftighed paa Sengen. Hun var en Kvinde af tause men stærke Følelser, og Ross havde omtalt den unge Dame ombord i Dampskibet paa en saadan Maade, at det var klart, at hun havde gjort et stærkt Indtryk paa ham . . . "Hans Manér var jo rigtignok altid yderlig og begeistret; - dog dette!" . . . Der var ganske stille i det lille mørke Kammer; un- dertiden hørtes dog et svakt Suk. Pludselig stod hun op og tændte Lys. Hun gik hen til et Skrivebord, hvorpaa der stod et lidet Bogskab med grøn Silke foran Glasset og tog noget udaf et Gjemme. Det var et Fotografi af Ross, som hun havde faat for flere Aar siden af hans Moder; - han saa der endnu neppe voksen ud. Hun satte Lyset tilbage paa Toilet- speilet og blev staaende fordybet i Synet. Sidst - det var Eftermiddagen, før han skulde reise til Udlandet - - hvor stod alt fra den Dag nu nær- værende for hende! . . . Hun forstod, at han søgte en Leilighed til at blive alene med hende nede i Haven; men hun havde undgaat ham og hele Tiden holdt sig ved Siden af Kirstine; thi hun anede, hvad der vilde komme, og hun havde lovet sig selv, at det ikke skulde ske, før han var kommet hjem igjen fra Udlandet. Ved et Tilfælde blev det dog alligevel saa, at de kom til at mødes ved Siljebuskene der, hvor Elven nede i Hjørnet af Haven gjør en Sving indunder Stakitet. Han stod og skar i et Æbletræ i Bakken tæt ovenfor Stien. Det kunde ikke undgaas, og hun fortsatte roligt sin Gang, uagtet hun var saa angst, at hun skalv. De vekslede først blot nogle ligegyldige Ord; men saa op- hørte Samtalen. "Katharina!" . . . begyndte han ganske bleg. Under den nye Pause følte hun, at nu vilde Erklæ- ringen komme, og i et Slags Panik sprang hun saa med ét fra ham og op til Lysthuset, hvor Fru Ross og SIDE: 29 Tante Rissa sad og rensede Stikkelsbær. Hun satte sig til at hjælpe dem. Ja, hvor hun den Eftermiddag rensede Stikkelsbær! - Der gik et Smil over hendes Ansigt ved Erindringen. Og da han saa reiste! Hvor følte hun sig ikke ulyk- kelig og paa samme Tid høitidelig glad, som den, der havde faat en ny Betydning i Livet, fordi hun vidste, at hun var hans i Stilhed kaarne! Det var en berusende Herlighed i den Tanke. Men Thomas Ross's Elskede maatte kunne staa ved hans Side, opretholde ham og hjælpe ham til at bære sit poetiske Kald frem gjennem Nød og Modgang og Brød- løshed. Og det blev hende med ét saa klart, at dette trykkende ideløse Liv om Guldkalven hjemme ikke turde fortsættes, uden at hun svigtede sin Udvikling for ham. Det var i denne romantisk-heroiske Stemning, at hun lige efter Ross's Afreise havde sat igjennem at blive Guvernante, en Stilling, fra hvilken hun blev hjem- kaldt Aaret efter ved Moderens pludselige Sygdom og Død. Medens Katharina stod slig, gled der vekslende Ud- tryk over hendes Ansigt: Hvem anden havde troet paa ham, som hun? - Og havde ikke hans egen Moder noksom ladet hende forstaa, at hun ansaa hende for noget nærmere og mere end blot en Veninde af sin Datter? - - Var det ikke til hende, Fru Ross kom, hvergang der var noget angaaende Thomas, som bekymrede hende? - - Og var det ikke til hende, han selv kom, hvergang han trængte til Raad? - Og han trængte til Raad! Thomas's Følelse havde saa let for at løbe af med ham; hans Tanker var saa hede, han behøvede Tid til at afkjøles, førend han ret kunde bedømme sit eget. . . Men hvem vidste vel ogsaa slig som hun, at han virkelig var en Digter . . . Og hvem stolede han til sy- vende og sidst selv paa saadan som paa hende! Den sidste Betragtning beroligede hende mere og SIDE: 30 mere, efter som hun dvælede ved den. Hun satte sig ned og begyndte at ordne sit Haar til Natten. Hun følte sig unægtelig skuffet ved Sammenkomsten med ham idag. Han var ligesom bleven mere fremmed og overlegen lige overfor hende. Men dette kunde jo ogsaa være naturligt nu - saa lang Tid som han havde været borte, og slig som han ellers havde forandret sig, - skjønt hans Breve hjem? . . . Der var ikke et af dem, hvori ikke igrunden mindst Halvparten gjennem Linierne havde været til hende foruden hans Hilsener! - Det hele kom maaske af, at hun havde længtet saa efter hans Hjemkomst . . . og ventet sig saa meget! . . . - En Stund efter var Lyset slukket. Den følgende Morgen før otte var Thomas nede i Kjøkkenet hos Moderen. "Hvor skal Du hen, Thomas? . . . Du vil da spise Frokost?" "Har ikke Tid, Mor! - - Du maa vide, jeg agter at stænge mig inde oppe paa mit Værelse en hel Maaned nu, - til jeg faar mit Stykke færdigt . . . Jeg maa ud til Pregel og nogle Kammerater, Jakob Hervig og Lau- ritz Løndal, og varsko dem om, at det ikke nytter at se til mig i den første Tid. Jeg gad vide, hvad Løndal nu arbeider paa." "Pregel, Thomas? Kirstine siger, hun frygter for, at han er kommet paa daarlige Veie. Og sandt at sige var jeg glad, da han flyttede fra os." "Der er ingen, der kan komponere slig som han, Mor . . . han har Geni!" "Men er han noget godt Selskab?" "Hm, - man tar en Mand med hans Feil," bemær- kede han lidt overlegent. Hans Moder saa paa ham, men sagde intet. Hun havde imidlertid skjænket en Kop Kaffe. "Drik den og spis et Hvedebrød, saa at Du ialfald ikke gaar fastende ud..." SIDE: 31 "Kassen kommer engang i Formiddag! . . . Anton har lovet at pakke Gibssagerne og de andre Ting op for mig." "Du kommer da vel igjen til Middag?" "Jeg vil haabe det, Mor!" - svarede han og kyssede hende. Da han var gaat, blev Fru Ross staaende en Stund i Tanker ved Kjøkkenbordet. Sønnens Væsen var forandret! . . . havde han straks den første Dag villet betyde hende, at han var vokset ud over hendes Ledelse? - - - - - En Timestid efter fo'r Ross hastigt op ad de brede, smukke Trapper, der førte til Pianist Pregels Leilig- hed; - han ventede at overraske. En rask Banken paa Døren, og, før der blev Tid til noget: "Kom ind!" - stod han inde i Værelset foran ham. "Det er umanerligt morsomt at være kommen hjem!" - hilsede han. Pregel havde netop faat Slobroken paa og saa med sit uordnede, sorte, lange Haar om det blege, lidt fede Ansigt, temmelig forsøvnig ud. En Stribe af Solen faldt gjennem Gardinet lige hen paa ham. "Nu," - sagde han og strakte sig - "saa det er Dig! - - Du kan tro, vi havde en prægtig Aften igaaraftes! - Nu, saa det er Dig! . . . Jeg grundede netop paa, om der ikke skulde være et Glas af nogenting til at oprette sit indre Menneske med . . . Og saa kommer Du! . . . Du undskylder," - vedblev han og skjænkede sig et Glas Sodavand med en liden Tilsætning af stærkt . . . "Du er egentlig selv saa god som en Snaps!" - lagde han til lidt mere oplivet. - "Sæt Dig og gjør Dig det bekvemt, medens jeg klæder mig paa derinde . . . det er snart gjort!" "Véd Du, at jeg har overkommet dit Portræt i Ud- landet, Pregel!" - raabte Ross overgivent fra Sofaen ind gjennem den aabne Sovekammerdør. - "Det var én, som skulde hænges i Neapel, og som stod i alle Vinduer . . . Jeg var virkelig et Øieblik bekymret for, at SIDE: 32 det kunde være Dig, saa ligt var det . . . netop dit blød- krøllede Kunstnerhaar og dine smaa, underfundige Slangeøine . . . Han spillede Guitar og knuste fornemme Damers Hjerter; - derfor sørgede de da ogsaa for at han fik rømme!" . . . Pregel brummede noget til Svar derinde. "Vi maa spise Frokost sammen!" - raabte han noget efter ud af Værelset. "Har ikke Tid, Pregel! . . . Du maa vide, jeg skal idag gjøre det af med Gjenkomsthilsener for en hel Maaned mindst; - jeg vil lukke mig inde, til jeg faar mit Stykke færdigt." "Naa saa!" - sagde Pregel, der nu kom ind og var meget elegant klædt. "Saa vil Du kanske tillade, at jeg spiser Frokost." Han tændte Spiritusen under en Kaffemaskine. - "Du kommer jo hjem til Landet som en sand Levia- than i Kraft og gode Forsætter! Huh! . . . det kan or- dentlig gyse i et nervøst Menneske; . . . tænk, at stænge sig inde, jeg havde nær sagt bare med sig selv, en hel Maaned! Kunde jeg det, tror jeg, at jeg blev en stor Mand; . . . men - Friheden! det er mit Valgsprog." "Jeg forlanger jo ogsaa blot, at Du skal kvidre og komponere, medens jeg sidder i Bur; jeg ta'r Lidelsen og Du Nydelsen, forstaar Du!" "Saa Du vil da virkelig for Alvor slaa Dig paa at blive Forfatter?" - yttrede Pregel, efterat have nydt lidt af sin Kaffe. Han vuggede sig med et vist tænk- somt Velbehag tilbage paa Stolen, og det kom derved frem, at hans Figur alt havde naaet adskilligt frem til et vist Embonpoint. "Javist, - hvad andet? Du mener da vel ikke, at jeg skulde være løbet til Udlandet bare saadan for at . . . slippe at læse." "Jeg mener, at Theologien er et skjønne Studium . . . Jeg var paa en Præstegaard i Sommer . . . der var mageløst! Og saa en Rad Pigebørn fra fjorten til en og tyve Aar; de stod om Pianoet som en levende Rosenhæk, naar jeg spillede! Gid jeg var Theolog!" SIDE: 33 Nu, Du blev en net én!" "Jeg mener kort og godt, min Ven, at Pegasus - Dyret tilhører nu enten en Digter eller en Kompo- nist - i Længden trænger til en god varm Stald at staa i . . . en Krybbe at fores ved . . . Det er desværre lidt for sent for mig selv at gjøre det om igjen. Ingen kan forlange, at en Mand paa tredive Aar skal tage Eksamen. Men, ser Du, Ross! en Præstegaard, det var noget for Dig. Det er den eneste Ting, jeg nogen Gang var enig med din Tante i! En Ørn, som skal tjene sit Brød, - kanske tilslut flyve med en hel Familie paa Ryggen, maa absolut tabe sin Naturs frie, vilde Svingkraft. Har man derimod en fast Præ- stegaard, hvorfra man ikke behøver at lade sin Ørn stige, uden hvergang Aanden vil det, og én selv gider, - det, ser Du selv, er en anden Sag. En Præst skulde jo efter Ideen ikke være andet end en Seer og Digter! . . . Gid jeg bare var Organist! - ved en af de store Kirker, forstaar sig." "Du vilde aldrig drive det til at komme til ret Tid Søndag Formiddag, Pregel!" "Tror Du? - Da kjender jeg mig selv bedre . . . Naar jeg kommer for desperat sent til en privat Infor- mation, finder man deri blot Bevis paa, at jeg er genial indtil det forargelige, og jeg kommer i Ry ved det; men, om jeg kom for sent til Kirken, vilde man sætte mig af, og mit Instinkt har aldrig forligt sig med at blive afsat fra noget behageligt. - Der, tag en Cigar . . . Ekstra, - forsikkrer jeg Dig! . . . Saa skal vi tage os et lille bitte Glas Maraschino ovenpaa Kaffen . . . det skader ikke, det indestaar jeg Dig for" . . . "Nu vel, lad gaa! Har Du set noget til Lauritz Løn- dal? Arbeider han paa noget?" "Vi skiltes ad inat Klokken halv to. Forresten er han ikke længer Poet, siden han skrev den Fortælling, de rakkede saa ned for ham." Her plirede Pregel paa en betegnende Maade med Øinene. "Han har nu slaaet sig paa selv at være Recensent, at recensere de andre. SIDE: 34 Jeg vil give Dig et Raad, Ross! Du skal holde Dig tilvens med ham!" "For at blive rost? jeg takker! - Men det er dog Skade!" "Saa Du beundrer ham endnu! Ja, han ser for Øie- blikket ogsaa tilsvarende naadigt og mildt ned paa dine ringe Bestræbelser. Det begyndte særlig, da man holdt op at spille dit Stykke." Der hørtes en Banken paa Døren. "Der er han! . . . Entrez!" - raabte han uden at forandre den skjødesløse Stilling, hvori han vuggede sig paa Stolen. - "Vi talte netop om Dig, Løndal! . . . Du sparer Poeten at slide dine Trapper, som han havde tænkt, - for at gjøre Dig Visit. - Uhyre prægtig Aften den Aften igaaraftes, Du!" - gispede han. - "Jeg haaber dog, Du noterer hans Tilbagekomst i Avisen." "Er alt sket . . . han staar der idag! - God Dag Ros, - Velkommen! - Nu, Du har virkelig taget Dig op! Da Du reiste, lignede dit Gesicht formeget en ung uskyldig Piges; jeg vilde have forsvoret, at der kunde huses poetiske Dæmoner i det! . . . Jo, min Ven, . . . jeg har notert Dig i Avisen . . . udtrykkelig som hjem- kommen Digter . . . en af vore notable Personlig- heder . . . Jeg haaber, jeg har ærgret en vis Klik med det. Er det Maraschino, I har der?" - spurgte han og tog en Stol. Det var en mager, noget høi, bebrillet Herre i snever sort Bonjour og med skarpe, udpræget regelmæssige Træk. Hovedskalen var paafaldende høi oppe ved Issen, og Haaret, der faldt i en svingfuld, stærk rød- lig Hanekam om Panden, gav ham et vist myndigt Udseende. Han sad et Øieblik og legede om Foden af Glasset med en tynd, hvid, fregnet Haand. "Tillad mig at ønske Dig Velkommen tilbage, Ross! - - at udtale, at det er dine Kammerater en Glæde at se Dig velbeholden igjen . . . Ja for Havet er i den sidste Tid bleven noget glubsk paa Mennesker!" SIDE: 35 "Tak skal Du have, Løndal! Som Du ser, er jeg sluppet over - fra Hamburg og hid" . . . Løndal smækkede et Par Gange lidt overlegent med Læberne. "Og Du har naturligvis en eller anden Blomst i Knaphullet til at celebrere Ankomsten med . . . saadan en liden Ting, færdig til at gives ud?" "Hvor véd Du det? - Jo, jeg har virkelig en For- tælling." "Nu, saa - ja, jeg havde ifjor lavet op et helt Dusin af saadant Smaasnips. Det var forresten, hvad der tør være lidt sjeldent i vor Tid, lutter originale Ideer; - - men saa kasserede jeg det hele . . . Saadant novellistisk er og blir dog kun Smaamønt." Ross saa hastigt paa ham. Han havde lagt meget i sin Fortælling og føle sig dybere saaret, end han vilde være ved. For at skjule det, spurgte han plud- selig: "Det er da vel ikke sandt, hvad Rygtet siger, Løn- dal! at Du har lagt din Digtning paa Hylden?" "Forstaa det cum grano salis, min Ven! - - Ser Du, der gives mangeslags Begavelser . . . Enkelte, - om jeg saa skal sige, mere enestaaende og betydelige - vækker Forargelse og Modstand simpelthen af den Grund, at Verden ikke straks formaar at forstaa dem. Jeg er ikke saa dum at lade dem hugge mig til Pluk- fisk som samfundsomvæltende Aand. Derfor optager jeg simpelthen i nogle Aar selv Kritiken, . . . indfører i Publikum de nødvendige Forudsætninger for For- staaelsen, og saa - begynder jeg paa mit . . . Jeg tør nok love, at det skal blive i eminent Forstand!" Det var første Gang i Livet, Ross overhovedet be- tragtede sin beundrede Ven med kritiske Øine, og det, som nu gik i ham, var baade Skuffelse og Harme. "Skade, at man ikke kan blive berømt forud paa, hvad man saadan agter engang at forbause Verden med!" - bemærkede han, idet han slog Asken af Ci- garen. "Jeg er bange for, at Du har misforstaat mig" . . . SIDE: 36 svarede Løndal koldt; men han saa samtidig paa ham, som om han ikke ret troede sine egne Øine. "Jeg mener, Maraschinoen har gjort Dig krakilsk, Ross!" - udbrød Pregel hastigt. - "Drik et Glas til, saa kommer Du om det Hjørne . . . og lad saa være at fyre op med den Slags Øine!" "Det er, som Frøken Linstow, din gamle Flamme, bemærkede engang i Vinter", replicerede Løndal spy- dig, "da hun absolut vilde overbevise mig om, at Du var Digter: En kan aldrig beregne, hvor én har Dig!" "Først er Du indbilsk og bagefter uforskammet!" - busede Ross op og greb i Hast til sin Hat. Begge Vennerne udbrød i en samstemmig Latter, hvorunder Pregel raabte: "Forstaar Du ikke, Løndal! . . . Du har taget Ka- tharina Linstows Navn forfængelig!" Noget skamfuld over sin Hidsighed satte Ross atter Hatten ned. "Nu, nu . . . lad det Vrøvl være glemt" - sagde han godsligt. "Bekjend da," - vedblev Pregel - "at det er hende, som var Heltinden i det første Stykke . . . det er det mindste, Du kan gjøre til Bod og Bedring." "Lad gaa! - Men om lidt skal I faa se én af en anden Art . . . mørkøiet, sydlandsk . . . farlig, "ube- regnelig", som Du siger, Løndal! . . . et stort Hjerte, skjult under alskens Luner, Fordringsfuldhed, Indfald og, jeg havde nær sagt, gutteagtig Uopdragenhed, ind- til hun en vakker Dag kommer til at elske og vise, hvad hun isandhed er, - en herlig Natur, der hidtil blot har levet ubeskjæftiget . . . uden nogen Opgave!" "Saa, Du har da virkelig noget større paa Stabelen?" - spurgte Løndal og rettede Brillerne høiere op paa sin skarpe Næse. "Og noget, som duer?" - vedblev han og trak lidt paa det. "Det er et Skuespil. Faar jeg det til, som jeg har tænkt mig, saa . . ." "Han vil laase sig inde med det en hel Maaned nu" - bemærkede Pregel. SIDE: 37 "Nytter ikke! nytter ikke, Ross! - Man binder blot Inspirationen, det egentlige geniale i sin Produktion, og faar den slikkede Form igjen. Tag Du mit Raad og vent, til Lynet og Synet en Dag kommer over Dig." "Og imidlertid skal jeg gaa om og snappe Fluer, mener Du?" "Jeg mener, at en Digter er en Mand, som faar sit til Foræring fra de høiere Magter . . . det sidste, han skal være, det er Arbeider . . . Vor Tid er fuld af arbeidende Talenter og Virtuoser; men Geni, min Ven, Geni? . . . ja det er det, Tiden venter paa!" "Det bæres mig for, at vi kommer til at lande i Kongshavn idag; der er en god Restauration," bemær- kede Pregel henne fra Vinduet, hvor han stod og saa ud . . . "Hvilket mageløst Solskin! Hvad siger I?" ved- blev han og løftede Gardinet tilside. Egeberg laa virkelig der som et Guldbjerg i den blaa Dag, medens Skibene paa Havnen soltørrede sine Seil efter Nattens Regn. "Lad gaa, - jeg offrer denne første Dag til Gu- derne!" - raabte Ross, betaget af Synet. "Ja vist," - istemte Pregel, hvis Ansigt nu lyste - "vi gaar med Dampskibet over Havnen, tager et Par Venner med, og saa gir Du os Skizzer fra Udlandet, notabene naar vi har spist, . . . til Kaffeen . . . Vær saa god, her er Cigarer . . ." Som de gik nedover Gaden til Toldboden, og Løndal var sprunget op i et Hus for at hente den ene af Ven- nerne, greb Pregel Leiligheden til at sige: "Du fornærmede Løndal; - det, at Du kaldte ham indbildsk, tilgiver han Dig ikke let . . . Forstaar Du da ikke, at Betingelsen for hele Fyren er, at han vil be- undres!" "Aa, Du ta'r feil, Pregel! . . . jeg kjender ham bedre end Du . . . Desuden . . . hvorfor omgaas Du saa med ham?" "Det skal jeg sige Dig: Fordi jeg beundrer ham; det er en Selvophøielse, som er høiere end Kirketaar- SIDE: 38 net, og saa er han vittig og inde i alt og rakker saa grundig ned paa alt det, som gjør Lykke." Løndal kom idetsamme til med det nye Medlem af Selskabet, og Pregel fik nu i sidste Øieblik det for- træffelige Indfald at lade et Bud gaa om til en hel Række af Venner, hvis Navne han opskrev med Blyant, og underrettede om, at Thomas Ross's Hjemkomst fei- redes med et Lag i Kongshavn, - "at fremmøte Klok- ken tre!" Ross befandt sig i en eksalteret Stemning den Dag. Hjemkomsten med alle dens forskjellige Indtryk vir- kede berusende paa hans modtagelige Natur, og det var derfor heller intet Under, at han ved Middagen var, som det heder, "oppe". Som theologisk studerende under meget beskedne og tilbagetrukne hjemlige Forhold havde han før kun lidet deltaget i det mere flotte, lystige Studenterliv. Sky og forknyt kunde han, naar han tilfældig var kommet ind i det, for at opretholde sig i sine egne Øine igjen op- træde baade fremfusende og ubehageligt - noget, hvor- under han selv led. Under Studentersamfundets mere officielle Fester pintes han af en knugende Trang til at stige op og holde Tale uden dog at turde give efter for Fristelsen. Her idag, feteret og omgivet af Kammerater, opdagede han saa at sige for første Gang, at han eiede den Evne at kunne reise Stemningen hos sine Omgi- velser. Ogsaa hans Kammerater var overraskende; - han var ikke kjendt fra den Side. Man blev enig om, at Thomas Ross virkelig havde udviklet sig i de Aar, han havde opholdt sig i Udlandet. At han var en Personlighed, til hvem man turde knytte Forhaabninger, udtaltes i begeistrede Udtryk. Paa Veien fra Kongshavn til Staden havde Pregel Ross under Armen. "Det var underligt" - bemærkede han - "at Løn- dal ikke har sagt et Ord idag; - han er ellers be- standig parat nok til Foredrag." Aftenen endte silde, men om muligt end yderligere SIDE: 39 belivet, hjemme hos Pregel i en engere Ring, "Over- huset", som denne kaldte det, - og her løsnede ogsaa Løndals Tungebaand, idet han noget bekymret paa sin Vens Vegne yttrede, at han egentlig ikke vidste, om det var nogen Lykke at blive Gjenstand for saa store Forventninger som de, der saa utvetydigt hadde aaben- baret sig idag. Det var ingen Sag at skrive Regnin- ger . . . De skulde ogsaa honoreres! Det, man ventede af én, der skulde fylde en Digterplads i vore Dage, var store Ting, intet mindre end et rigtig nyt, genialt realistisk Greb i Tiden, og han vilde her tømme sit Glas med Ønsket om, at dette ogsaa virkelig maatte lykkes hans Ven Ross! Pregel satte fra Pianoet en Fanfare til . . . og rød og blussende, som han sad der i Tobaksrøgen med en kold Cigarstump i den ene Mundvige, spillede og fan- taserede han aldeles uberørt af de andres Taler og Snakken henne ved Bordet. Han pleiede dette, naar han havde faat Blod paa Tand, - spillede sig da ind i en musikalsk Ekstase, saa han hverken hørte eller saa, og Tonerne strømmede lige uafbrudt efter dem nedover Trapperne, da de sent paa Natten gik, uden at han havde hørt deres Farvel. Hans Venner vidste, at han vilde holde paa slig, til Rusens Taage igjen begyndte at lette. Da Ross begav sig hjem gjennem de ensomme Gader, havde han Følelsen af en Seir. Løndals Ord: "et nyt, genialt Greb i Tiden," gjentog sig i hans Tanke- gang. "Vel! - de skal faa det!" - Han saa et Øieblik op til Konsul Linstows Vinduer, hvor Persiennerne hang ned, da han gik der forbi, og mumlede med en Hoved- rysten: "Ja, hun vil naturligvis ikke forstaa det, - hun er for det gamle ideale Føleri; . . . saa klog hun er, vil hun aldrig erobre Verden!" Da han kom henimod sit Hjem, tænkte han paa, at det vilde være kjedeligt at ringe paa, men fandt til sin Forundring Gadedøren aaben. Han troede dog at have SIDE: 40 set et Skimt af sin Moders hvide Kappe mellem Vin- duesblomsterne. - - Da Pigen næste Morgen kom op med Kaffen, sad han ved sit Skrivebord. "Sig nede at de maa svare enhver, at jeg har laaset mig inde og skriver paa noget . . . kan ikke tale med nogen!" - beordrede han kort uden at se op. Man var alt kommet langt udover Høsten. Kristiania havde havt sin vakkre September, medens en storm- og regnfuld Oktober til Gjengjæld med desto stærkere Tag havde ribbet det gule Løv af Træerne paa Byens ofentlige Pladse og givet dens før af Vege- tationen saa svulmende Omegn et trist og nøgent Ud- seende. Hovedstaden stod om Morgenen i Novemberfrosten med rimhvide Tage og Træer; dens nu af Menneske- vrimlen fyldte Gader oplystes om Aftenen af Gas- blussene og de straalende Butikvinduer. Inde gjorde man sig Stuen hyggelig ved Kakkelovns- ilden og den tændte Lampe. Theatersæsonen var alt i fuld Gang, medens Byens Selskabelighed ikke for Al- vor begyndte før efter Jul. Med den voldsomme Iver, der var ham egen, naar han tog fat paa et Arbeide, havde Thomas Ross holdt sig hjemme i de første seks Ugers Tid og skrevet paa sit Theaterstykke uden saagodtsom at se nogen. Han gik og drev nede i Haven og skrev oppe paa sit lille grønne Kvistværelse ved Pulten nær Vinduet. Han blev saa at sige forelsket i sin Ensomhed. Af Katharina Linstow havde han i al denne Tid kun en to, tre Gange set et Glimt, naar hun som sna- rest kom indom dem, medens hans Søster derimod var desto hyppigere henne hos Linstows. Han var begyndt at længes forfærdelig efter hende, SIDE: 41 og da hun en Eftermiddag kom for at hente hans Søster med sig i Theatret, hvorhen Linstowns kjørte, ilede han ned i Stuen. "Hør, Katharina!" - sagde han, idet han hilsede, "kommer Du aldrig mere herud nu?" "Jeg er saa bange for at forstyrre Dig, Thomas!" svarede hun og fortsatte at hjælpe Kristine med at vælge mellem nogle Hansker i et Papir. - "Tag de brune, Kristine . . . de fine lyse er virkelig for gode for en almindelig Theateraften!" "De kostbare franske skal vi stadse med den Aften, Thomas's Stykke gaar!" lo Kristine. "Jeg vil sige Dig noget, Katharina!" udbrød han, da de et Øieblik blev alene, "jeg har virkelig længtet efter Dig i en Grad, som Du ikke kan tænke Dig! Du pleiede ikke at gjøre Dig saa kostbar i gamle Dage. Der er saa meget, jeg kunde havt Lyst til at snakke med Dig om og høre, hvad Du mener . . . og saa finder Du paa netop at blive borte nu!" Katharina saa lidt overrasket paa ham, næsten som hun ikke troede sine egne Øren. Han var over- maade dum, fandt hun; men for den Dumheds Skyld var det, hun holdt af ham. "Du behøver blot at sige det til din Søster, saa skal jeg komme; men Kristine har sagt, at Du paa ingen Maade maatte forstyrres . . . ikke se nogen . . ." "Kristine!" - fo'r han op - "hun er egentlig grue- lig lidet begavet; hun har intet paa Instinktet, for- staar aldrig en halvkvædet Vise. Naar jeg siger, jeg ikke vil se nogen, mener jeg na- turligvis ikke Dig . . . Har jeg nogengang ment det? Kirstine har ialfald ikke set det. Og her har jeg gaat hver Dag og længtet . . . og længtet. Jeg forsikkrer Dig, jeg holdt paa at slippe Arbeidet, bare fordi Du aldrig kom! - Jeg sendte Dig min For- tælling. Men ikke engang den har jeg faat din Mening om . . ." "Jeg mener, at ingen anden end Du kunde have skre- vet den, Thomas!" SIDE: 42 . . ."Nei, den vil ikke over!" afbrød Kirstine, der igjen var kommet ind og holdt paa at passe den ene Hanske paa Haanden. "Det er Ringens Skyld . . . Se saa, nu vil den ikke af heller!" vedblev hun og vædede paa sin venstre Lillefinger, hvorfra hun endelig med Møie fik draget en lille ophøiet, blodrød Agatring. "Det er Thomas's Skyld . . . den passer jo ikke en- gang til Lillefingeren!" "Gener Dig ikke, Kirstine! Jeg tager den helst igjen! - den passer overhovedet ikke videre til Dig! Jeg kom bare saa tilfældig over den og tænkte, den kunde fremhæve en liden hvid Haand." Katharina, der stod ved Vinduet, saa ned i Blom- sterne for at skjule, at hun blev rød. Hun følte en indre Vished om, at den var kjøbt til hende. "Om en Tid er mit Stykke saavidt endt, at jeg kan læse det op," bemærkede Thomas, da de var færdige til at gaa - "saa arbeider jeg det over nok engang. Da faar Du ikke være ubuden, Katharina! Du, Pregel, Kirstine og Anton skal være mit første Auditorium . . ." Han hjalp Katharina og sin Søster ind i Vognen og holdt derunder et Øieblik Katharinas Haand. Da den rullede afsted stod han en Stund og saa efter den. "Jeg gad vide, om Linstows ikke igrunden er en adelig Familie," mumlede han - "ialfald er hver Tomme af hende fornem nok; - - Det er Hænder som en Hertugindes . . . Og som hun klæder sig simpelt og nobelt - - altid efter sit eget Hoved! - - En slig Naturlighed, det er noget medfødt - - - hun kunde fylde, hvad Stilling det skulde være, jo høiere desto lettere. Det undrer mig, at Folk ikke ser det! De Øine er en Tønde Guld værd . . . de blir ordentlig dybblaa, naar de ser paa én . . ." - Den Aften røg han meget Tobak. Han havde Katharina Linstow i Blodet og i Røghvirvlerne ved Lampen dannede der sig alskens Luftkasteller om hen- des Billede. "Katharina er en mærkelig Pige!" udbrød han med SIDE: 43 ét nede ved Aftensbordet til sin Moder; han havde siddet ganske taus og distrait. "En skulde lede gjen- nem baade By og Land, før én fandt hendes Mage . . . Det vil da sige, i hendes Art" - tog han sig. Hans Moder smaalo for sig selv, da hun bar Theen ud. En Dag oplæste han noget af sit Stykke for Pregel. "Stemningen er der alt," udbrød denne, endnu før han havde hørt det til Ende. "Du har gjort Lykke, min Ven! Man taler kun om Dig ude i Byen, og det Stykke, Du skal have muret Dig inde med. - - Man er overordentlig spændt, kan jeg sige Dig!" "Der staar meget igjen endnu!" Pregel! Jeg vidste ikke, det var saa tungt. Det er nyt . . . realistisk hver Linie; men det blir fire Akter istedetfor tre. - - jeg føler en vis Trang til at puste . . ." "Puste? - Pokker puste, naar det gjælder at trække op ad Bakken til Lykken, min Ven! Din Fortælling har alt taget Udenværkerne med Storm. - - Ja, for Aviserne har jo været mageløs enstemmige. Det maa være morsomt at læse sligt, Du! . . . at man formelig gi'r sig til at slaas om, hvad der er det bedste ved den! Der staar forresten en underlig Opsats i N.bladet. Har Du læst den?" "Nei!" "Ja, her skal Du se!" - Og han tog op en krøllet Avis fra den foregaaende Aften. Ross læste. "Dette er Løndal!" - sagde han tilsyneladende lige- gyldigt. "Akkurat!" Men bag Ross's ligegyldige Mine kogte det stærkt. Løndal gjorde sig det tydeligvis til Opgave at rive ned paa hans begyndende Navn som Digter og dette var han altsaa nødt til at finde sig i uden at kny. Til Gjengjæld dvælede han, som han pressede Læ- berne sammen og saa saa fortænkt ned mod Gulvet, SIDE: 44 ved den Tanke, at Løndal dog tilslut nok skulde komme til at miste sit Navn som Kritiker paa ham. Det forholdt sig virkelig, som Pregel havde sagt. Thomas Ross var, takket være begeistrede Venner, i mange af Byens æsthetisk interesserede Kredse bleven en hel fashionabel Størrelse. Han beskjæftigede deres Fantasi. Ude i Selskaber følte Katharina Linstow godt, hvor- ledes han var steget i deres Interesse. Det indeholdt for hende noget paa én Gang baade berusende og æng- steligt, saadan at følge den Opinionsbølge, der havde reist sig om ham . . . Det beroede paa et Stykke, som han endnu ikke havde færdigt! Hun anede Dybet un- der . . . Tilbagevirkningen, om det ikke lykkedes. - Den Eftermiddag kom, da Stykket skulde oplæ- ses, og Pregel havde med Ross's Indvilgelse medtaget et Par Venner fra Journalistverdenen. Mærkelig nok havde han forbigaat Løndal. Ross's Moder var tyet ud i Byen til Tante Rissa, og foruden de førnævnte Herrer dannedes Tilhørerkredsen kun af hans Søster Kirstine og Katharina samt hans Fætter Agenten. Thomas Ross saa noget bleg og nervøs ud, medens han gik der med Manuskriptet i Haanden. Han benyttede det Øieblik, da Theen bares om, til at forudskikke en lille Forklaring om, hvorledes Tiden krævede sin Virkelighed digtet ind paa Scenen uden Afslag. Han var ogsaa forberedt paa, at adskilligt i hans Stykke vilde komme til at skurre imod den gamle Smagsretning, særlig da han her væsentlig havde lagt an paa at tegne en eiendommelig Kvindenatur. Men enhver fik føle sit Syn. Denne Fortale optoges med Varme af Herrerne, der erklærede, at det netop var det nye, alle ventede paa. Den ene af Pregels literære Venner forsikkrede en- dog, at han var bleven lettet for en hemmelig Bekym- ring, han havde næret . . . Frygten for, at der atter - om end talentfuldt nok - skulde dreies paa den gamle Lire. SIDE: 45 "Og nu begynder vi!" - raabte Pregel, idet han gik hen til Pianoet og anslog et lidet, stemningsfuldt Prælu- dium. Ross havde sat sig hen i den store Skindstol ved Bordet, hvor Damerne havde sit Arbeide; men hans Trang til at gestikulere bragte ham snart til at reise sig og vælge en halv siddende Stilling paa Armen af Stolen. Han havde et Talent til under Oplæsningen at give de forskjellige Roller og gjøre hver Person nærværende for Tilhørerne. Den dæmpede Tone, hvori han læste, forøgede Virk- ningen, og Katharina lyttede længe betaget til al den vekslende Rigdom, hans Stemme eiede. Den var efter Omstændighederne sarkatisk, lunefuld, inderlig, liden- skabeligt hviskende; - hun følte i den Thomas selv, hele hans indre. Af og til maatte hun se op paa hans Ansigt. Hvor var det ikke høit smukt saaledes, som det nu viste sig, besjælet af Liv, Aand og Udtryk, og hvilket klart, talende Sprog funklede der ikke i hans store, brune Øine! - hun skulde paataget sig at for- staa det hele Stykke bare ved at se paa dem. Det varede en god Stund, inden hun formaaede at rive sig ud af Fortryllelsen, og man var alt gledet ind i anden Akt, da hun, pludselig ubehagelig berørt af en Scene, spurgte sig selv: - "Men, hvad er dog dette for en Kvinde, Thomas her tegner? - slig er ingen sand Natur!" Det skurrede i hendes Sjæl som en dyb, falsk Streng. Og fra nu af fulgte hun Stykket med en Kulde og klarsynet Ro, som en Kritiker kunde misundt hende. Herrerne var øiensynlig optagne af Stykket, og der vankede Udbrud som: "Det er af mærkelig Virkning! . . . Ja, det blir en Seir for Dig, Ross!" Kirstine var ingen videre Bedømmer af den Slags Sager; men i Glæden over, at Broderens Stykke gjorde saadan Lykke, blev ogsaa hun helt enthusiastisk. Stemningen i Stuen var allerede bleven for varm til Stykkets Gunst, til at man under Resten af Oplæsnin- SIDE: 46 gen kunde forholde sig videre kritisk, og det fulgtes da ogsaa med, om muligt, forstærket Anerkjendelse. Ross's Øine havde forskende søgt Katharina over Manuskriptet. Det var hendes Mening, som det egentlig i Hjertet var ham om at gjøre; men han mødte bestandig den samme stille, ubevægede Mine; - det var, som intet vilde gjøre Indtryk paa hende. Det maatte dog komme! Hun maatte dog se, at hans Stykke gjorde Virkning paa de andre, og i Spænding haabede han fra det ene Sted til det andet, hvor han havde lagt Stykkets Virkning. Han vidste, at hun kunde være varm som ingen anden, naar hun først blev rigtig grebet. Det var egentlig hende, bare hende, han ventede paa; men det blev ved det samme ube- vægede Ansigt. Han begyndte at blive utaalmodig over denne Kulde, saaret, - harm! Der fløi gjennem hans Hoved en Tanke om, at hun var en ensidig Na- tur. Men han vilde seire, faa hende revet med, og hans Oplæsning blev endnu mere glimrende, hans Stemme endnu mere dæmpet vindende, fuld af skjult Ild og Indsmigren under de vekslende Stemninger. Sandheden var, at Katharina sad der med en Følelse af Bitter Bedrøvelse. Det var Skuffelse paa Skuffelse, efterhvert som han læste udover . . . "Hvor Thomas havde havt ondt af den Udenlands- reise!" Under hans voksende Begeistring og de andres stigende Bifald blev hendes Mine mere og mere sten- rolig. Oplæsningen endte med en stormende Applaus, hvor- under Herrerne spøgende gav sig til at fremkalde For- fatteren og derpaa tvang Pregel til Pianoet. Medens man saaledes i fuldt Humør samlede sig om Pregel ved Pianoet, satte Ross sig hen til Sofahjørnet ved Katharinas Stol. Han saa hed og eksalteret ud. "Det er egentlig kun for Dig, jeg har læst iaften, Katharina!" sagde han dæmpet. "Jeg skulde give lidt til, for at Du syntes rigtig om det . . . saa godt ialfald som om det forrige Stykke. Læste jeg slet?" SIDE: 47 Katharina taug. "Naturligvis!" tilføiede han hastigt - "jeg véd, der var Ting, som Du syntes, jeg havde grebet for virke- ligt; men ellers . . ." "Jeg har ikke imod det, som er sandt og naturlig;" det varede lidt før hun slog sine ærlige blaa Øine op imod ham; de var fugtige, og der luede en heftig Be- vægelse i dem; "men tro mig, Thomas! det Arbeide skal Du ikke give ud!" "Nu, saa! Du liker bare ikke hele Stykket!" Han var blevet flammerød og yttrede det i en Tone, som om noget saa absurd naturligvis ikke behøvede at til- bagevises. "Du ser dog, at det har gjort Virkning!" "Jeg ser det." "Men Du tror, der er ingen, der ser som Du," an- bragte han iskoldt, og Katharina syntes, han saa næsten hadsk paa hende. En Blanding af Krænkelse og Smerte steg voldsomt op i hende; men hun svarede roligt: "Jeg tror ikke, nogen af dine Omgivelser ser saa samvittighetsfuldt paa det som jeg, Thomas! og min inderlige, alvorlige Mening er, at dette Stykke ikke er Dig værdigt! . . . Heller ikke vil det gjøre Lykke!" til- føiede hun halvt hviskende af indre Bevægelse. "Jeg skal sige Dig noget, Katharina! Du er en aristo- kratisk Natur, har indskrænkede Kasteankuelser ogsaa i Kunsten; men jeg har lært at være demokratisk ude i Verden . . . Det er en hel Fædrelandssag engang at faa slaaet et tidsmæssigt Kunstværk igjennem hjemme hos os . . . her er jo Fordomme uden Grænser! Og netop hos vore bedste . . . det er Du noksom Eksempel paa." Han var sprunget op af Sofaen og stod foran hende. "Jeg havde nær sagt," svarede hun høitrødmende, "at ingen tror mere end jeg paa, at Du kan skrive noget udmærket, Thomas! . . . men dette er hverken poetisk eller virkningsfuldt . . . . . . "Synes Du!" udfyldte han harmfuldt. Hun saa ham roligt ind i Øinene, saa at han trak sit hidsige Blik bort. SIDE: 48 "Nu, nu, Katharina, . . . jeg kan naturligvis ikke vente, at mit Stykke skal slaa an hos alle! - Jeg er vokset saa vidt, at jeg kun kan følge min egen Overbevisning" - sagde han med et stivt Smil. Pregel raabte fra Pianoet: "Jeg skal sige Dig noget, Ross! . . . Din Fortælling vil med det første blive oversat paa engelsk af en mageløs, ung Dame, som sværmer for Dig . . . Miss Crawby . . . Nei, det var den gamle" - rettede han sig med en Grimace, som om han havde faat Æddike i Munden; - "det er af Pleiedatteren, som er norsk og heder Wilkens, . . . en grundrig engelsk Familie, som skal bo her ivinter, . . . netop ankommet. Du maa vide, jeg er engageret som Musikinformator derude. Hun var aldeles betaget af Fortællingen - og frygtelig nysgjerrig efter Skuespillet." "Grawbys, siger Du? . . . Er de her?" - sprang Ross op. "Naar kom de . . . Det er en Familie, jeg har stiftet Bekjendtskab med paa min Reise - de skulde dengang til Vestlandet." "Ikke sandt! - - en fortryllende pikant Dame, den unge?" - vedblev Pregel. "Jeg fandt hende meget aandfuld" - sagde Ross uden at gaa videre ind paa Themaet. Katharina sad stille og syede; men hendes Ansigt havde mistet al Farve. Ross tog pludselig op sit Uhr; - - "Klokken er ti! - og jeg skal hente Mo'r!" Man brød op; men Katharina følte, at det var et Paa- skud, han benyttede, for at slippe at følge hende hjem den Aften. Kristiania faste Fredagspublikum gjensaa en Aften et Stykke fra den gode gamle Tid: "Bagtalelsens Skole" af Sheridan. Der var overfyldt Hus, og Stykket spil- ledes, lige fra Teppet gik op, med et Liv og Lune, der snart satte hele Huset i Stemning. Skuespillerne og Publikum elektriserede hinanden gjensidig. SIDE: 49 Thomas Ross sad nede i Parkettet. Han lagde Mærke til en Loge i første Rad, der stod tom, og det faldt ham ind, at den kunde være abonnert af den Craw- by'ske Familie. Det havde været hans Agt at gaa didud i Visit, men det kunde saa let faa Udseende af, at han vilde ud- nytte den Smule Taknemmelighedsgjæld, hvori de stod til ham fra Turen, og det var hellerikke sagt, at de hjemme var de samme Mennesker som paa Dækket af et Dampskib. Desuden kunde han nok have Lyst til, at det Stykke, han havde indlevert til Theaterdirek- tionen, var blevet opført først. Imidlertid havde han levet i en vis Forventning om mulig at træffe den unge Dame ude i en af de Kredse, hvor han kom. Han agtede dog ikke at nærme sig hende, uden at hun selv gav fuld Opfordring til at fortsætte Bekjendtskabet, ellers skulde det blive med en høflig tilbagetrukket Hilsen. Han sad netop i Tankerne beskjæftiget med at be- sætte den tomme Loge, da Døren i Baggrunden aab- nedes, og en Tjener kom ind og slog op Sæderne. Han havde gjættet rigtigt! Noget efter førte den høie, graahaarede venlige Gentleman sin korpulente, stivt og kostbart klædte Hustru ind, medens en elegant ung Dame med en Flod af klædelige mørke Lokker om Panden kom bagefter i livlig Samtale med en Person, der fulgte efter hende. Det var Frøken Wilkens og Mr. Sidney. Den sidste saa lidt mokant ud, men valgte dog sin Plads paa Bænken ved Pillen lige bag hende og bøiede sig af og til ned mod hendes Skulder for at høre en eller anden Bemærkning, som hun gjorde, medens hun med sin Theaterkikkert flygtig monstrede Publikum. Hun vedblev uforstyrret at tage Parkettet i Øiesyn gjennem sin Kikkert. Ross følte, at den stansede ved ham vedholdende og længe. Han sad tilsyneladende helt optaget af Stykket, men SIDE: 50 lod ikke ubemærket, at hun lige efter yttrede en eller anden morsom Ting til Mr. Sidney. Det laa nær, at det var i Anledning af ham, og det ærgrede hans Forfængelighed ikke lidt. Hans Indtryk ved Gjensynet havde hellerikke været ublandet gun- stigt, - snarere en Skuffelse. Hendes Optræden havde noget egenkjærligt, der mindede om, dengang han først saa hende i Gangen ombord i Dampskibet. Under Mellemakten havde han reist sig, og som han stod henne i Forgrunden ved Orkestret i Samtale med et Par bekjendte, viste en Række Theaterkikkerter og Lorgnetter, der rettedes paa ham, at hans Person fra flere Hold var Gjenstand for en temmelig stærk Op- mærksomhed. Idet han engang, som tilfældig, vendte sig og lod Blikket glide ligegyldig henover Logerne, smilede Frø- ken Wilkens gjenkjendende til ham. Han lod, som om han ikke bemærkede det, og rettede med megen Rolig- hed sin Lorgnet hen paa Logen lige ved Siden af. Da han igjen satte sig hen paa sin Plads, idet Orke- stret begyndte at spille, havde han dog en ubehagelig Følelse af at have begaat en Uhøflighed. Han vilde nu gjerne finde en Anledning til at hilse og gjøre det godt igjen; men denne syntes ikke at frembyde sig. Publikums livlige Applaus og Munterhed foran det djærvt humoristiske Stykke lod ogsaa til at have smittet over i den engelske Loge. Den gamle Mr. Crawby, der rimeligvis kunde dette sit Hjemlands Mesterstykke udenad, sad med et ly- sende Ansigt og lo og klappede, idet han af og til vendte sig ivrigt om til de andre. Damerne syntes ogsaa i høi Grad belivede. Mr. Sid- neys gravitetiske, rødskjæggede Person stod op imod Pillen. Det var et Ansigt som af Træ; men at han maatte være med i Munterheden eller ialfald her be- kjende sig som Englænder, kunde forstaas af den væl- dige Maade, hvorpaa han deltog i Klapningen, medens Frøken Wilkens leende nikkede bagover til ham. SIDE: 51 Pregel traadte ind i Logen og blev hilset meget venskabeligt. Af Dragten at slutte kom han lige fra et eller andet Selskab, og Frøken Wilkens underholdt sig ivrigt med ham. Noget efter saa Ross saavel Mr. og Mrs. Crawbys som Mr. Sidneys Kikkerter rettede paa sig; - man maatte have talt om ham. Da Akten var forbi, stod Pregel lige bag ham: "Jeg har maattet gjøre Dig nærsynt iaften - Miss Wilkens var ganske vis paa, at Du havde gjenkjendt hende. Jeg skulde forresten hilse Dig og spørge, om Du da slet ikke agter at aflægge dem en Visit?" Istedetfor at svare, reiste Ross sig og bukkede, hil- sende galant op til Mr. Crawbys Loge, hvorfra Kom- plimenten blev gjengjældt. "Jeg tænker, det er rigtigst at hilse paa dem straks" - bemærkede han med et Nik til Pregel, idet han begav sig didop. Man mødte ham hjerteligt. "Vort Bekjendtskab maa fornyes!" - erklærede den gamle Mr. Crawby, medens han rystede hans Haand, og tilføiede, idet han spøgende truede mod ham, at han ikke vilde tage Ross's Visit for gyldig, medmindre denne vilde komme og besøge dem i deres Hjem. "Pregel fortalte, at De var nærsynt!" - udbrød Frø- ken Wilkens med en tvivlende Mine. "Jeg er det - - undertiden - - ved Lys!" - løi Ross, der havde Øine saa skarpe som en Falk. "Mit Indtryk af Dem var, at De var saa sand!" - hviskede hun noget heftigt - "men det skal være Dem tilgivet, hvis De snart kommer ud til os - - for Deres smukke Fortællings Skyld." Hvilket Blik hun sagde dette med! - det var jo næsten bevæget. "Stakkel! - hun staar altfor alene," tænkte Ross paa Hjemveien. Men hvilket fortryllende Liv i det Ansigt! SIDE: 52 Som han en Formiddag gik hen ad Gaden til sit Hjem, mødte han et Par elegante Slædevogne med op- slaaede Vinduer, hver forspændte med to prægtige Heste med Net over og Kusk og Tjener paa Bukken. Det var Crawbys. Hestene var skumsvede. De vendte tilbage fra en Kanetur udover Ljabroveien. Da de kom forbi, saa han Frøken Wilkens og Mr. Sidney i den ene. Hun bar en russisk Hue, der klædte hende ypperligt, og en Pelsværks Kaabe, hvis hvide Dun dannede en Krave op imod Kinderne. Der sad nok en Person der- inde, - han troede at gjenkjende Pregel. Hun saa tilside og undgik hans Hilsen. "Aha!" - tænkte han - "det skal betyde, at jeg endnu ikke har gjort Visit!" Da han kom hjem, fortalte hans Moder ham, at to Slæder med elegante fremmede i var kjørt forbi. Den ene Slæde havde sagnet Farten og gaat Skridt for Skridt ved deres Havegjærde, og en ung Dame i Pels- værk havde set med sin Lorgnet meget nysgjerrigt op imod Huset. "Jeg synes ikke om saadan at mønstres," - sagde hans Moder noget stødt - "men saa fandt jeg da heller ingen Grund til at gaa bort fra mit eget Vindu" - "Hun har ikke tænkt over det, Moder! - Hun er slig . . . Det var den Frøken Wilkens, jeg traf paa Dampskibet . . . Hun er saa ubetænksom af sig . . . rent ud Øieblikkets Barn!" "Saa - aah! da laa ikke det i hendes Ansigt - hun saa hovmodig ud . . ." "Ja det er ogsaa det Skal, hun bærer udenpaa . . . Du maa vide, hun staar aldeles alene midt i en over- modig, stolt Familie . . . har en haard Strid at staa i." "Jasaa - - Stakkel! . . . Men hvoraf véd nu Du det?" "Aa, - jeg er saa tilfældigvis kommet ind i den Sammenhæng . . . ganske hændelsesvis . . . Jeg hørte en Samtale mellem Familien ombord. I Fredags traf jeg dem igjen i Theatret, og da bad de mig om at be- søge sig. Imorgen gaar jeg derhen." SIDE: 53 "Saa Du skal gjøre Visit der? . . . og de bad Dig komme? Hør, Thomas! vær Dig selv iblandt dem . . . det duer ikke at spise Kirsebær blandt de store!" "Vær ikke bange. Det er nødvendig at se Livet i alle Sikkelser - - for mig blir de saa alligevel kun en Studie." "Men den Frøken Wilkens, - hun er jo norsk? Hun er da ikke bare en Guv. . . . en Selskabsdame?" "Se det spørger de alle om!" - fo'r Ross op i harm- fuld Indignation. "Nei, hun er det ikke! Hun er Barn i Huset - skal testamenteres Penge, om Du vil! - - Er Du nu fornøiet, Mo'r?" "Kjære Thomas!" sagde hans Moder og saa paa ham forundret irettesættende. Sønnen gik øieblikkelige hen og kyssede hende og bad hende ikke bryde sig om hans Heftighed. Den Voldsomhed i Følelsen, som han under dette lagde for Dagen, gav hende en Tanke om, at der maaske stak noget andet under. "Skjuler Du noget for mig, Thomas!" spurgte hun pludselig. "Ikke et Gran, Mo'r! - - andet end, at Du er en velsignet Mo'r, som har en Lømmel af en Søn, der ikke fortjener Dig!" Ross's sensible Natur følte sig altid i Spænding foran selskabelige Sammenkomster, og da han den følgende Dag spadserede udover til det smukke Landsted, som Crawby's havde leiet i Byens Vestkant, beskjeftigede hans Fantasi sig baade med Muligheder og Umulig- heder. Han risikerede formodentlig at træffe en eller anden af Stadens ansete og betydelige Mænd derude hos den rige Englænder eller - endnu mere generende - nogen af disses Damer, for hvem han da skulde forestilles som - ja, hvad som? Han var jo egentlig hverken Fugl eller Fisk . . . en Poet i Slyngelalderen, før han SIDE: 54 endnu har faat Navn, - opgjorde han sig i et Anfald af Selvbetragtning. Det vilde være flaut, om Mr. Crawby under Præsen- tationen tog Munden alt for fuld og f. Eks. titulerede ham: "den bekjendte Digter Thomas Ross." Han saa det fine overseende, skjult ironiske Smil, hvormed den elegante Frue eller Frøken hilsede, og ved Tanken alene kogte hans Stolthed, saa at han harmfuldt ud- brød: "Saa retter jeg det paa Stedet! - jeg er Literat og intet mere - endnu! . . . Jeg vil være mig selv lige over for alle disse Mennesker!" Han gik hastigt og egentlig i et Humør, som om han stod i Begreb med at træffe en Stue fuld af Fiender istedetfor at gjøre en behagelig Visit. Det var vel en Betragtning som denne, der havde gjort sig gjældende for hans sunde Sans; thi noget efter sagtnedes igjen hans Skridt, og der kom et Smil over hans Læber . . . Han tænkte paa Frøken Wilkens. "De er frygtelig egoistiske disse kolde, haarde Jern- gittere, bag hvilke den rige Mand stænger sig inde!" mumlede han, idet han traadte ind ad Jernporten til Haven - - "at de ikke forstaar, at et Trærækværk er tusind Gange mere hjerteligt og menneskeligt!" Fra Trappen saa han endel Tummel og Bevægelse henne paa Gaardspladsen bag Huset. Et Par Heste med Dækkener over stod utaalmodig stampende foran en Slæde, og en Tjener i høi Bjørneskindshue smeldte af og til med en Pisk for at tøile dem. Der var altsaa Visiter. Han ringede paa. En Tjener aabnede Døren til Entréen og viste ham op ad en liden, med et Ræk- værk af Blomster og Bladplanter dekoreret, Trappe ind i et Forværelse, hvis bløde Gulvteppe, luende Kamin, Sofaer og Speile mellem de tunge, grønne Gardiner viste, at den engelske Familie havde forstaaet at flytte sin tilvante solide Komfort med sig over til Norge. Der lød Pianofortespil fra et af Værelserne indenfor. Det var et Par flotte Melodier fra Offenbachs sidste SIDE: 55 Operette, og han hørte Miss Wilkens synge og le over- givent. Pludselig hørte Spillet op. Tjeneren havde nok meldt hans komme. Ross traadte ind med Hatten i Haanden og en sand Verdensmandsmine. Han ventede at finde fuldt Selskab, men saa til sin Overraskelse kun Frøken Wilkens, der sad paa Tabu- retten foran Pianoet noget spændt vendt imod Døren og med den ene Hand endnu hvilende paa Tangenterne. "De finder ingen anden end mig hjemme, Hr. Ross!" sagde hun, idet hun reiste sig og traadte hen imod ham. "Ikke sandt, det er nogle afskyelige Melodier disse af Offenbach, skjønt gruelig morsomme!" Hun nikkede med Hovedet, som hun endnu havde Takten inde af det, hun nylig havde spillet. "Deres samvittighedsløse Ven, Pregel - ja, for han er samvittighedsløs i Musik- ken! - - har sendt mig nogle af dem. Jeg gjennemgik dem netop . . . men de skal ikke længere vanhellige det Pianoforte, hvorpaa Deres Sange ligger!" Med en ivrig Bevægelse kastede hun Heftet foragte- ligt hen paa Nodehylden. - - - "Jeg er saa bedrøvet, Ross!" - udbrød hun og vendte sig et Øieblik bort med Hænderne for Øinene - "Her er saa tomt . . . saa tomt . . . ikke et eneste virkeligt Menneske . . . andre end De! Og De kommer jo aldrig!" Ross stod lidt uvis. Han følte, at denne Kvinde vandt en forunderlig Magt over ham. Sidst af alt vilde han imidlertid misbruge hendes øieblikkelige Stemning til at trænge sig ind i hendes Fortrolighed. "Tillad mig," svarede han, "en Dame med Deres Evner maa have nok af Interesser . . . hele Verden staar jo aaben for Dem." Hun rystede paa Hovedet og smilte nedslagent. "Saa De tror det? . . . Jeg forsikkrer Dem" - udbrød hun med Heftighed - "om Staden stod i Kog . . . om hele Verden skulde have Dommedag udenfor England, kom der ikke et Pust af det hidind. Det, som interesse- rer os idag, er, at Mrs. Crawby inat har sporet et An- SIDE: 56 fald af sin Gigt! Her er bestilt nogle Puder, men Mr. Crawby tvivler paa, at de kan gjøres rigtige her i Lan- det . . . her er Spænding fra øverst til nederst i Huset!" . . . "En Natur som Deres, Miss Wilkens! kan ikke andet end ryste sine Lænker, selv om det er Rigdommens." "Ulykken er, at de holder saa forfærdelig af mig alle- sammen, saa her næsten ikke er Luft at faa!" sagde hun med en Mine af Kjede, "og vi trænger dog alle lidt Afveksling! engang imellem andre Personer!" Det ringede. "Der faar vi Visitter! - De maa endelig blive, Hr. Ross . . . og om lidt kommer Mr. Crawby. Jeg véd, han vil beklage, om han ikke fik se Dem!" Der meldtes et Navn fra Statens plutokratiske Ver- den tilligemed Attaché Henry Campbell paa Gjennem- reise til St. Petersborg. Lidt efter fyldtes Værelset af flere Visiter, Damer og Herrer, væsentlig af Byens udenlandske Verden. Frøken Wilkens forstod at presentere Ross paa en lige saa smigrende som taktfuld Maade. Samtalen var konventionel kjedelig - almindelige Talemaader, hvormed man plagede hinanden, - idet- mindste fandt Ross det. Attachéen spillede øiensynlig en vis Rolle iblandt dem. Det var en spæd, forbindtlig Herre med sorte Knebelsbarter og et ledeløst, yderst blaseret Ydre. Han bukkede for Ross, idet han samtidig satte Pincenezen paa og stirrede paa ham. "De er Digter, min Herre! Jeg synes" - vedblev han, mysende med Øinene, som om han ledte i sin Hukom- melses Dyb, "at jeg har hørt Deres Navn i . . . i Eng- land?" "Det er aldeles umuligt," svarede Ross leende, "De har knap hørt det i denne By, hvor jeg bor!" Han følte, at Selskabets Øine var rettede paa ham, og var ikke vis paa, om Englænderen var spydig. Han blev imidlertid fuldkommen overbevist derom, da denne atter satte SIDE: 57 Lorgnetten paa Næsen og tilsyneladende troskyldigt vedblev: "Digter . . . Forfatter! det er en brilliant Karriere, . . . naar man er saa heldig at have utvivlsomt Geni!" "Det er aldeles som med Statskunsten," mente Ross i den samme lette konverserende Tone- "i Mangel af Geni forbliver man" . . . "Attaché!" - utfyldte den anden med et yderst for- bindtligt Smil og sin overlegne, lette, ledeløse Forbøi- ning. "Tillad mig at sige Dem . . . jeg finder Deres Be- mærkning slaaende . . . aandrig!" Han trak sig med nok et forbindtligt Buk af samme matte Sort hen mellem Damerne. Mr. Crawby kom idetsamme ind og hilsede de for- skjellige Gjæster paa sin hjertelige, hyggelige Maade; det lod til at være gode bekjendte. Ross trykkede han særlig i Haanden og udbrød: "Endelig kommer De da ud til os, unge Herre! - Vi haaber at faa se Dem ret ofte . . . De maa ogsaa se nogle Kvartser, som jeg har fundet her i Landet. - - De maa undskylde mig, mine Damer og Herrer!" afbrød han, "men jeg har maattet sidde hos min Hustru og læse mine Breve - hun har en Mindelse af sin Gigt idag, Stakkel!" Alle Ansigter slog med ét over i den bekymrede Stil. "Vel ikke meget . . . smerteligt vel . . . Mr. Crawby?" - spurgte Attachéen, der atter ivrig trængte sig frem. Hans Mine var høist spændt. Ross saa hen paa Miss Wilkens, hvis Ansigt fromt havde lagt sig i samme Folder som hele Selskabets; men et hastigt, skolegutagtigt Blik af hende sagde ham, at hun delte hans Lystighed over Attachéen. Den levende Forespørgsel om og Afhandling af Mrs. Crawbys Befindende afbrødes med ét af en dyb Brum- men og et Overraskelsens Skrig fra en af Damerne. Det var Mr. Sidney, der traadte ind og foreviste sig i norsk Vinterkostume: Ulveskindspelts med Skjærf, Reisestøvler og Pensylvanskindshue samt Svøbe i Haan- den og med en Del Brum og gravitetiske Fagter, der skulde tilhøre den norske Bjørn. SIDE: 58 Han høstede rigelig Beundring og til nogen Forbau- selse for Ross ikke mindst af Miss Wilkens, der erklæ- rede, at hun aldrig før havde set dette Reisekostume, der ikke brugtes paa den Kant af Landet, hvor hun havde levet. "Om fjorten Dage skal De faa se et endnu mere genuint Vinterkostume, Miss Wilkens! det, som de egentlige indfødte, Finnerne, bruger. Jeg har forskre- vet Dragter baade for Dem og mig. Vi skal faa et Par Slæder, som de kalder "Pulk", og som ligner en Kano. Men Rensdyr til at kjøre dem kan vi desværre ikke faa . . . det skulde været en herlig Sport!" "Ja, det er Skade . . . virkelig Skade! - Der er ingen, som forstaar at skuffe mig som De, Mr. Sidney!" - sagde hun med et elskværdigt Surmuleri. "Som om jeg kan gjøre for det! . . . eller har efter- ladt det mindste! . . . Jeg forsikrer Dem . . . Men her blir hedt!" udbrød han aldeles purpurrød i Ansigtet. "Jeg mener, jeg idag skal blive baade frosset og stegt for Deres Skyld, Miss Wilkens!" "Ah, jeg forstaar!" sagde Grossereren leende, "den er Deres, Mr. Sidney! den Bredslæde, som holder ude paa Gaardspladsen med de gale Heste foran . . . De kan ikke tøile dem længer . . . Jeg raader Dem virkelig fra at lade Dem kjøre af ham, Miss Wilkens . . . Der skal mere - tillad mig at bruge Mr. Sidneys Udtryk - "genuine" Hænder end hans til for at styre dem i det Humør, der raader hos dem for Øieblikket!" - - - - Man tog Afsked, og som Mr. Crawby fulgte de fremmede i Forværelset, udbrød Miss Wilkens tro- hjertigt: "Jeg skulde vovet paa Deres Haand, Mr. Sidney! om ingen anden vilde; - men Ulykken er, at Deres Moder har Gigt idag, og da tør jeg jo ikke være hjemmefra. - Nei, det gaar ikke an!" - forsikkrede hun med en Hovedrysten, som om hun endnu værgede sig mod Fristelsen. "Men der falder mig noget ind!" - vedblev hun og vendte sig til Ross, "vil De kjøre med Mr. Sid- ney i mit Sted? Alene vil jeg nødig vide ham med disse SIDE: 59 uvante norske Heste . . . Der hænger nok af Reisetøi i Entréen." Hendes Mine var virkelig bekymret, og Mr. Sidneys Ansigt opklarede sig noget. Han gjentog ivrigt hendes Opfordring. Ross's Svar vilde have været et ubetinget "Nei", om der ikke gjennem hendes Henvendelse havde lydt noget, der lignede en Appel til hans Mod. Nu blev det et "Ja", før han havde tænkt det, og det var først, da han ude i Forgangen forsynede sig af Mr. Crawbys Reisetøi, at der overkom ham en Føelse af, at han havde bragt sig i en Stilling, han egentlig ikke havde Lyst paa. Hun spøgte derunder med Mr. Sidney, der fandt sig i Drillerierne taalmodig som et Lam og gravitetisk som en Bjørn. Først da de skulde ud af Døren, tog han sin Mon igjen. I en bitter Tone, der skulde gjælde for Spøg, yttrede han: "Deres Formiddagsprogram idag har jo været taale- lig righoldigt, Miss Wilkens! - Først var det Hr. Pre- gels Musiktime, jeg skulde vente paa; saa var det Bre- vet fra Modehandlerinden i Paris, saa Visiterne! . . . Der skulde rigtigok en Heste-Taalmodighed til! . . . eller ret- tere, en som min . . . for Hestene de steilede!" . . . "helt til De fik det originale Indfald at gjøre Dem til Bjørn og overfalde og adsprede alle vore besø- gende!" svarede hun med en mokant Opkasten af Over- læben, der klædte hende ypperligt. "De fremmede saa rigtignok ikke, som jeg, at Bjørnen igrunden skum- mede . . . ellers var de maaske blet bange! - Det er virkelig en hel Komedie at se Mr. Sidney gaa om og spille den taalmodige!" tilføiede hun ærtende. "Jeg har isaafald alligevel opnaaet Hovedsagen . . . at Miss Wilkens ikke har kjedet sig!" replicerede han skjærende med et komplimentøst Buk. "De ser selv, hvilken vanskelig Følgesvend De har faat, Hr. Ross! - - men, jeg forsikkrer Dem, han er meget bedre, end han giver sig ud for!" SIDE: 60 Det var en mærkelig frisk, sølvtonende Latter, der lød, idet Døren lukkedes. Lyden forfulgte Ross et langt Stykke paa Kjøreturen, medens han sad og fastholdt for sig den elegante Skik- kelse, som havde staat der, lænet over den lave, blom- sterbesatte Trappe. Det var en betagende Blanding af Verdensdamen og en egen gutteagtig Ynde . . . "Og hvil- ken Latter!" De sidste Ord kom han til at yttre høit. "Jeg mener, hvor smukt Miss Wilkens ler!" forkla- rede han, da Mr. Sidney noget forbauset saa paa ham. "Det ligner en Fugls Trille . . . Der er rent ud melodiøse Modulationer i det." "Hm, - mærkeligt!" mumlede Mr. Sidney i sit rød- brune Skjæg. "Jeg tror virkelig, at hun dreier Hovedet om paa alle Mennesker!" "Hvad er mærkeligt, Mr. Sidney?" "Intet. - - Det er en smuk Dag . . . særdeles smukt Vinterlandskab, Mr. Ross!" "Sjelden vakker gul Farve paa de Heste!" - bemær- kede Ross paa sin Side. Den brede Drammenschausé udfoldede for Øieblik- ket den Blanding af fornøielseslysten Luksus og travelt Arbeide, der paa en skinnende Vinterdag kan røre sig paa den Kant af vor Hovedstad. Elegante Luksuskaner med larmende Bjelder og Tje- nere bagpaa susede pidskesmældende forbi tunge Ar- beidsslæder, og Mr. Sidney, der ikke lod til at være øvet i denne Slags Færden, opbød øiensynlig hele sin Kjørekunst for at skaffe dem heldigt forbi. Fra Rækken af de vinterhvide Villaer aabnede sig Udsigten over den sneblændende, udstrakte Is, hvor det middelalderlige romantiske Akershus strakte sin Odde ud imod Hovedøen med sine Sværme af skøiteløbende under Murene. Spredt udover Isen tegnede enkelte indefrosne Skibe sine Master imod Dagen. Et røgvæltende, pibende Dampskib arbeidede just paa at bugsere et stort Skib op igjennem Raaken, hvori SIDE: 61 en Række af Fartøier, der i den blanke Vinterdag solede sine Seil, drog sig hen i det fjerne lig en hvid Mur. De tvende Herrer havde alt kjørt temmelig længe uden at veksle et Ord, hver af dem, som det lod, fuld- kommen optaget af sine egne Indtryk. Udsigten til Isen var nu borttaget af Ladegaardsøen. Han kjørte mellem store, sagtevuggende, rimglimrende Naaletræer med snetunge Grene, og lidt efter aabnede der sig paany en Isvidde. Det var Bugten foran Sand- vigen med sine Øer og Indskjæringer henad det skov- rige Asker- og Forneboland. I Fjernet foran dem laa op mod Luften Skougum- aasens og Kolsaasens drivhvide Snehøider i svagt violet Skjær af Eftermiddagssol, hvorved de fik en Lighed med disse violetblaa Porfyrlinier, som om Sommeren tegner sig saa usigelig sydligt, italiensk blødt, hen i Kri- stiania Horisont. Ross sad hensunket i Betragtningen. Han udbrød pludselig: "Det er virkelig Synd, at Miss Wilkens maatte nægte sig denne smukke Tur!" "De hørte, det var for min syge Mors Skyld . . . Miss Wilkens har under visse Omstændigheder Hjerte som en Engel." Den Tone, hvori Mr. Sidney sagde dette, irriterede Ross. "Jeg antager, at De ikke tvivler paa, at hun sagde sandt!" udbrød han noget varmt. Mr. Sidney gav en af Hestene, der et Par Gange havde trykket sig lidt mod Slædestangen, et vældigt Slag med Pidsken. Ross opfattede dette som et Svar paa sin Yttring og fandt det høist uforskammet. Følgen af Pidskeslaget var, at Hestene satte afsted i fuld Karriere. Med sine lyse flagrende Manker tog de solgule Heste sig ypperligt ud. Mr. Sidneys forskjellige Forsøg paa at fange dem ind igjen under et regelmæssigt Trav syn- tes dog kun at gjøre dem urolige; de vakkre Fjordheste SIDE: 62 forstod klarlig ikke hans "Hap!" og øvrige engelske Til- raab. At kunne tillade sig at kjøre ham paa en saadan Maade fandt Ross end yderligere negligeant. Med et pludseligt Kast slængte Hestene sig ind paa en Bygdevei, der, en Fjerdingmil fra Sandvigen, fører gjennem en Del bakket Skovterrain ned imod Søkanten. De var blet uregjerlige, og Mr. Sidney, der under An- strengelsen med Tømmerne stod halvt opreist i Slæden, svingede forgjæves Svøben susende over dem, medens Grenene paa den trange, humpende Skovvei i Farten slog imod hans Peltshue og Ansigt og overdængede dem med Sne. Der var Udsigt til at kjøre Slæden istykker paa mindst et Dusin Maader paa dette Vis, og Ross følte sig gjentagende fristet til at prøve et Sprang for at komme ud. Et hastigt Sideblik, som han opfangede fra Mr. Sid- ney, gav ham imidlertid en Mistanke om, at denne maaske kunde opnaa at faa noget at more Frøken Wil- kens med paa hans Bekostning. Og fra det Øieblik kunde Englænderen for ham kjøre iknas saameget, han bare lystede. Han begyndte ganske gelassent at arbeide paa at faa tændt en Cigar, hvilket naturligvis ikke lykkedes, og strøg af en Fyrstikke efter en anden. Som de slap over en bred, blaa Issvul, hvor alene den stærke Fart reddede dem fra Grøften og Gjærdet paa Nedersiden, kunde han dog ikke afholde sig fra spydigt at gjentage sin tidligere Bemærkning: "Det er virkelig Synd, at Frøken Wilkens maatte nægte sig denne smukke Tur!" At Stikpillen virkede, havde han den Tilfredsstillelse at forstaa af et Par vældige Tag i Tømmerne, hvorved Mr. Sidney syntes med ét at ville stivholde Hestene, men kun med den Følge, at de bagefter fo'r desto stær- kere ud. Det blev et løssluppent, uregjerligt Gallop udfra Skov- veien nedad mod Iskanten; det smukke, lyse Net var SIDE: 63 kommet i Ulave, og Hestene skummede, mørkfarvede af Sved, inde i deres i Solen blinkende Seletøi. Det var med alt andet end fromme Følelser, at Ross sad der. Han holdt paa at gjøre op det Regnskab, han bag- efter agtede at holde med Englænderen, der til sin øv- rige Manøvreren med Hestene nu til hans Harme havde føiet nogle ihærdige, men høist utidige Forsøg paa med Skaftet af sin Patentsvøbe, der var forsynet med Ham- mer og Krog, at faa Nettet fanget op igjen og draget ordentlig henover Slædeskjærmen. De var alt ved Iskanten, da Hestene, som ved fælles Overenskomst, gjorde et pludseligt Hop foran en Revne og satte afsted op paa en frossen Sneskavl, der havde lagt sig som et Tag ud fra Snebakken oppe mellem de øverste Stene. Mr. Sidney kunde ikke se mere forbauset ud, om han med ét var kommet op at flyve, end han syntes, da de balancerede deroppe med Slæden. Hans Ansigt vaklede en Stund mellem Frygt og Haab. Derpaa slog han ud med Armene og satte resolut, idet de væltede, med et langt vældigt Sprang ud af Slæden. Da Ross lidt efter reiste sig fra sit Leie mellem to Kampestene, følte han, at han havde stødt eller vredet sin Arm noget; men det var alligevel ikke uden en vis hævnlysten Skadefryd, at han saa Mr. Sidneys Pelts- figur endnu ligge halvt begravet henne i Sneen. Hans svære Person havde gjennembrudt Skaren, og lidt af et fint Snemel røg endnu i Solen over Englænderens Grav. Det var ikke mere end fortjent, og Ross fandt sig aldeles ikke oplagt til at forhaste sig med at hjælpe ham op igjen. Han gav sig i al Mag til at slaa Sneen af sig. Da Englænderen imidlertid syntes at blive liggende noget længe uden at røre sig, gik han dog derhen. Mr. Sidney laa ganske bleg med Svøben endnu i den knyttede Haand. Han aabnede netop Øinene, da Ross kom, og havde sandsynligvis ligget bevidstløs. Dette lod til at være alvorligt, og for denne Betragt- SIDE: 64 ning var ogsaa al Ross's Harme strøget bort. Han maatte have faat Stødet af en Sten under Sneen. Han reiste ham op, saa at hans Ryg fik Støtte mod Snebakken, og begyndte at aabne hans Reiseklæder; den friske Luftstrøm oplivede ham. Der stod en vis overrasket Taknemmelighed at læse i Mr. Sidneys Blik. Ross, hvem alle Indtryk heftigt be- rørte, var selv blet meget bleg. Det gjaldt igjen at faa fat i Hestene. Han saa et Skimt af deres gule Sider henne mellem Træerne oven- for Bakken, hvor de af sig selv havde stanset, og han vadede gjennem Sneen hen til dem. De stod med viftende Haler og hilsede ham med Vrinsken. Bagom dem laa Bredslæden væltet i en hel trist For- fatning med Skjærmen skjevtrykket og endel af Bun- den indslaaet. Det viste sig dog, at der fremdeles lod sig kjøre med den, og snart stod Kjøretøiet nede i Strandkanten, hvor Mr. Sidney fremdeles sad i samme Stilling, bleg og taus. "Jeg tænker, jeg har slaat ind et Ribben eller to," hviskede han. "Jeg beder Dem undskylde mig; det var min Skyld, Mr. Ross!" "Jeg beklager Dem virkelig, Mr. Sidney! . . . Det synes at smerte voldsomt . . . Jeg skal hjælpe Dem saa lempe- ligt som muligt hen i Slæden." Han gjorde en afværgende Bevægelse og prøvede paa at reise sig; men maatte finde sig i at modtage Hjælpen. Mr. Sidney led vist meget, medens de kjørte henad Isen tilbage mod Staden, der henimod Solnedgangen laa foran dem som et udstrakt Bjerg af rosenfarvede, blinkende Vinduer. Han sad hele Tiden taus og be- mærkede blot engang: "Smuk Illumination, Mr. Ross! sandt Fatamorgana! . . . Og Heksen bor derinde, . . . tro De mig . . . Heksen bor derinde." Ross tænkte paa, hvor forunderligt det dog var, at denne Mand, der tydelig var en godmodig Natur, netop skulde have fundet paa at lægge Frøken Wilkens saa- SIDE: 65 dan for Had; thi det var naturligvis hende, han sigtede til med Heksen. Idet de kjørte ind gjennem Haveporten til Mr. Craw- bys Landsted, stod hun smilende i Vinduet og hilsede; men da hun saa, at noget var iveien, sprang hun ha- stigt ud igjennem Værelserne og aabnede Gadedøren. "Hvad er paa Færde? - - Jeg spørger, hvad er paa Færde?" raabte hun, da intet Svar kom. "At jeg har knækket nogle Ribben, hvis det kan in- teressere; . . . men vil De ikke være saa artig at faa fat paa John og den anden Fyr!" . . . Frøken Wilkens sprang tyndklædt, som hun var, ned- ad Trappen og hen til Slæden. "Det har anet mig!" udbrød hun, idet hun heftigt vred Hænderne og bøiede sig udover ham - "det har anet mig hele Tiden, Mr. Sidney! - - Hvorfor kjørte jeg ikke med Dem! . . . De havde ikke kjørt saa da!" Hun skyndte sig igjen op ad Trappen og satte hele Huset i fuldstændigt Oprør. Lidt efter var Slæden omgivet af Mr. Crawby og hele Tjenerskabet. Fra Entréen, hvor man fik Reisetøiet trukket af ham, skulde Mr. Sidney op ad Vindeltrappen til sit Værelse. Som Ross vilde bøie sig for at hjælpe ham, traadte Frøken Wilkens afværgende til: "Nei, lad mig! - - Saadant forstaar ingen saa var- somt som en Kvinde." Mr. Sidney betænkte sig lidt, men lagde derpaa Ar- men om hendes Skulder. Det var tydeligt, at hvert Trin kostede ham heftige Smerter, skjønt han intet sagde. Ross fandt, at Frøken Wilkens's ranke, elegante Fi- gur tog sig uforlignelig ud i denne Stilling. "Jeg er stærk, Mr. Sidney!" forsikkrede hun i Trap- pen, opad hvis Mahognitræs Gelænder hun støttede Armen for at holde sig. Stemmen skalv lidt, medens hendes Ansigt med det mørkkrøllede Haar stak frem over Mr. Sidneys Arm, rødmende af Anstrengelsen. Imidlertid forklarede Ross i Korthed Hændelsen for Mr. Crawby og hans Hustru. Den sidste var kommet SIDE: 66 ned i sin Sygehabit og lod til aldeles at have glemt sin Gigt. "Det vil vel kun være til liden Hygge for Dem at spise Middag hos os nu, Mr. Ross! Imidlertid, - - vi vilde finde en Trøst i, om De blev her . . ." Ross undskyldte sig med, at man ventede ham hjemme; "men," tilføiede han, "engang ud over Aftenen, om De tillader, Mr. Crawby, vil jeg gjerne faa komme igjen og forhøre mig om, hvad Lægen siger, og hvor- dan her staar til." Mr. Sidney raabte oppe fra sit Værelse. "Det er paa Dem, han raaber, Mr. Ross!" sagde Mr. Crawby. Ross fandt Mr. Sidney liggende paa Sofaen. Han rakte ham Haanden. "De maa se til mig! . . . det er en Bøn til Dem, Mr. Ross! De gjør en god Gjerning derved." Miss Wilkens stod ganske taus og bedrøvet ved Ho- vedgjærdet af Sofaen med Hænderne foldede i hinan- den. Hun bøiede Hovedet langsomt, idet han gik, og gav ham idetsamme et Blik . . . hvilken varm Bøn om, at han dog maatte komme igjen! Paa Tilbageveien gik han raskt som den, der har Feber i Blodet . . . Der var dog et usigeligt Liv over denne Kvinde . . . glad eller bedrøvet, var hun bestan- dig anderledes end alle andre! . . . Han følte med ét en glubende Hunger. Paa denne Tid af Dagen - Klokken var seks - kunde han ikke vente at finde Middagsmad hjemme, og lige over paa den anden Side af Fortoget fristede de oplyste Vinduer i en bekjendt Restauration. Som theologisk Student havde han før sin Uden- landsreise ikke været vant til at søge saadanne Steder, og nu følte han sig formeget som et offentligt Spørgs- maalstegn til, at det faldt hans nervøse Natur behageligt at gaa ind og blive bemærket. Han gik forbi. Gaslygter og Butikvinduer straalede ud i den menne- skefyldte Gade. Et Stykke henne i den saa han de grønne og røde SIDE: 67 Lys af en Sporvogn bevæge sig ned mod Torvet, og han benyttede det Øieblik, da den stansede, til at indhente den. Han strøg i Hasten forbi en Herre, der et Øieblik betragtede ham opmærksomt og derpaa tog lidt til Hatten. Det var først inde i Vognen, at det drog efter for ham, at det havde været en af Theatrets Direktører. Han kjendte ham ikke personligt; men det var na- turligvis det Theaterstykke, han havde indleveret, der forskaffede ham Æren af saadan at bli hilset og betragtet . . . paa en vis forskende Maade, som om Man- den vilde se udenpaa ham, om han virkelig besad Ta- lent . . . Han havde skyndt paa sin Gang og set lige ud, da han løftede paa Hatten . . . Laa der Antagelse eller Forkastelse i dette? . . . En saadan Fyr med en af et langt Theaterliv udbrændt Fantasi kunde nok være istand til at forkaste hans Stykke! Det gik jo heller- ikke i den gamle tilvante Gjænge! . . . "Forkaste det?" mumlede han. "De kan prøve! Saa averterer jeg, at jeg vil holde Oplæsning paa et nyt Arbeide, og selv lade det dømme af Publikum . . . Det skal ialfald blive en Kamp, saa de tør betænke sig, før de næste Gang lægger sine dagligdagse Kulisseanskuel- ser paa et virkeligt Digterarbeide . . . Virkelig forkaste det! - Alt det, jeg har arbeidet paa i over et Aar! . . . Og saa sætte i Avisen at man ikke har villet have det, fordi det ikke duede! . . . Velan, - jeg optager Kampen mod dem alle! . . . Stakkels Mor! . . . Isaafald flytter jeg fra hende; - hun skal ikke un- derholde mig, istedetfor jeg hende! . . . Og jeg kan sulte . . . gaa ned paa Gaden, om det saa skal være . . . Men jeg vil seire!" Han sad ganske bleg under den Illusion, der havde reist sig for ham i Anledning af Direktørens uudgran- skelige Maade at hilse paa, da Vognen med ét holdt ved Endestationen i Nærheden af hans Hjem. I den lune oplyste Stue fandt han sin Søster siddende SIDE: 68 ved Bordet foran Lampen ifærd med at afskrive nogle Noder. "Kjære Mor, har Du Middagsmad?" spurgte han, da hans Moder idetsamme kom ind fra Kjøkkenet med The. "Har Du ikke spist? . . . Vi faar da varme op noget." "Nei, Mor! - Lad mig faa det straks . . . koldt, som det er." "Drik The og spis Tvebakker til saalænge . . ." "Forslaar ikke, Mor . . . jeg maa have Mad . . . jeg er sulten som en Ulv . . . Jeg skal ud igjen iaften . . ." "De smager af ingenting, disse Tvebakker . . . bare Luft!" - erklærede han knaskende, da hans Moder var gaat ud. "Der ligger et Brev til Dig!" bemærkede Søsteren. "Det er vist fra Theatret." Han greb det ivrigt, men lagde det lidt efter ned igjen. Det var saa tyndt . . . naturligvis et Afslag! . . . Og han tog atter tilsyneladende ligegyldig Thekoppen, men følte selv, at han var klam i Hænderne. "Vil Du ikke læse det, Thomas? - - Jeg har været ved at dø af Nysgjerrighed, helt siden vi fik det i Mid- dags; - - jeg tror, jeg tilslut havde faat Hul paa Kon- volutten, var Du ikke nu engang kommet!" "Da skal jeg sige Dig, at jeg længst er forberedt paa, at man vrager mit Stykke! Jeg vilde bare ønske, at Mor var det samme og . . . at vi ikke i den Grad trængte Indtægten," fortsatte han noget spagere og tog igjen nølende til Brevet. - - "Jeg skal ialfald sørge for at faa andre Dommere end nogle Direktører af en aflægs æsthetisk Skole . . . som skal og maa væk!" Hermed rev han Papiret op og begyndte at læse, me- dens Søsteren spændt fulgte hans Mine. "Nu?" spurgte hun. "Det er Underretning om, at Stykket er antaget," svarede han i en Tone, der skulde lade rolig; men den Maade, hvorpaa han smed Brevet henad Bordet over til hende, foraadte noksom den skjulte Bevægelse. SIDE: 69 Han purrede sig i Haaret og begyndte at gaa hastigt frem og tilbage i Stuen. "Mor! Thomas's Stykke er antaget!" raabte Kirstine ud i Kjøkkenet. Da Fru Ross kom ind, gik han hende dansende imøde med store Pas, og læste Brevet op for hende. "Nu faar Tante Rissa se, at Pen og Blæk ogsaa gi'r Penge, Mor!" raabte han, viftende med Brevet, og fløi pludselig hen og omfavnede hende. Fru Ross's Ansigt lyste af en moderlig Stolthed, der næsten gav hendes fine Træk en undselig ung Piges Udtryk. Men det var ogsaa noget andet, som bevægede sig i det; thi hun vendte sig bort. Hun havde i den senere Tid havt ikke faa økonomi- ske Bekymringer at bære og var kanske blet noget svag. Hun kunde ikke for, at hun jo paa sit stille Vis havde haabet paa, at der skulde komme nogen Indtægt ud af Sønnens Stykke, og hun kunde nu ikke fuldt bevare sin Ligevægt ved Overraskelsen. "Det er ellers overmaade flaut for Dig, Thomas!" be- gyndte Kirstine - "at der ikke er andre end disse gam- meldags Direktører til at dømme dit Stykke . . . lutter Folk, som skal og maa væk! . . ." "Men, var det ikke smukt af Dig, om Du lod Katha- rina Linstow faa vide dette iaften?" mente hans Moder. "Hun vilde bare blive altfor overrasket! . . . Hun er af den Mening, at Stykket ikke duer. Desuden skal jeg ud til Crawbys igjen iaften." Og nu fortalte han om Kjøreturen og hvad der var foregaat under denne. "Men Du skulde set den Miss Wilkens, Mor! En mærkelig Dame! - bare Liv . . . Interesse . . . Elektri- citet fra Issen til Fodspidsen! . . . Rent ud en usædvan- lig Natur! Hun hader af al sin Sjæl den Rigdom og det materielle Vaneliv, hvori hun sidder indmuret . . . Og ikke paa Thevandsvis, maa Du tro! - - Hun var istand til en vakker Dag at bryde med det hele, og . . ." "Og alt dette har hun allerede faat Tid til at sige Dig!" udbrød hans Moder med store Øine. SIDE: 70 "Jeg er ikke Digter for ingenting, Mor, . . . jeg ser. Det er en med herlige Kræfter udstyret Kvindenatur, som sukker efter Aand . . . en bjergtagen, der sidder og lytter til Klokkerne, som ringer ude i Livet og Dagen. Ja, der er virkelig Sujet til et Nutidsdrama!" "Nu lader Du din Fantasi male op for Dig, Thomas!" yttrede hans Moder. . . . "Véd Du, at, da jeg kom ind til Crawbys idag, laa mine Sange derinde paa Pianofortet." "Ah saa!" bemærkede Kirstine. "Ja, da er det intet Under, at Poeten er begeistret." "Nu, nu, Kirstine! . . . Du kjender hende jo sletikke!" - sagde Fru Ross. - "Dæk heller paa for din Bror . . . og - sæt Therosen midt paa Bordet!" Det var blet temmelig sent paa Aftenen, da han atter befandt sig udenfor Døren til Mr. Sidneys Værelse. Med den dæmpede Oplysning fra Taglamperne og de mørkegrønne Tepper, hvorpaa man gik som Skygger og hviskede, bar hele Huset nu fuldstændig Præget af en Sygestue. Nede i Gangen havde Mr. Crawby set meget bekym- ret ud. Lægen havde fundet et Ribben brudt og maat- tet sætte den venstre Skulder i Led igjen. Ogsaa af Mrs. Crawbys røde, forgrædte Ansigt havde han set et Glimt i en Dør. Miss Wilkens viste sig derimod ikke, og skjønt det flere Gange svævede ham paa Læben at spørge efter hende, undlod han det dog. Mr. Sidney var for Øieblikket falden i en let Slum- mer. Ross, der vilde indfri sit givne Løfte, erklærede, at han agtede at vente, til det faldt den syge beleiligt, og han gjorde sig det til den Ende bekvemt i en Chaise- longue i det lille Forværelse foran Sovekammeret, hvor- hen man senere bragte ham The. Han fordrev Tiden med at læse en engelsk Avis, hvori han saa en hel Række Notiser fra den fornemme Ver- SIDE: 71 den under Londonersaisonen. Han begyndte med et Smil over, at saadant virkelig kunde opnaa at behand- les blandt Sager af offentlig Interesse, og endte med, træt som han var, at se det hele halvt som i en Drøm, hvorunder han færdedes paa Baller hos Hertuger og Viscounter i en Verden af aristokratiske Skjønheder mellem Kniplinger og Diamanter. Han mødte Miss Wil- kens der og var alt langt inde i en Karré med hende, da Tjeneren kom ud og sagde, at Mr. Sidney nu var vaagen og overmaade gjerne vilde se ham. Mr. Sidney modtog ham muntert. "Jeg er arresteret, som De ser . . . Jeg slipper ikke fra dette paa fjorten Dage mindst . . . Hvor det var venligt af Dem at komme! . . . "Læg sig, Roger!" sagde han til en Buldog, der stod med Forlabberne paa Sengekanten, alvorlig seende op imod ham; han havde lagt sin ene Haand paa dens Nakke. Den svære Hund gik lydig hen og lagde sig med Snuden mellem Labberne paa et Bjørneskind i et Hjørne, som var ryddet frit for Sportsredskaber, der ellers overalt opfyldte Værelset. "Denne Hund er min Trøst - jeg har faat den af min Kjærestes Fader. Den er født paa Rawline Hall ved Humber . . . en saadan Hund kan have en nobel Natur." Ross gik hen og klappede det smukke, stærke Dyr. Den knurrer ikke til Dem; - den opfatter Dem som en Ven, - ser De," vedblev han meget interesseret. "De behøver nu aldrig mere at frygte for den. - Det er næsten Skam, hvormeget én kan komme til at holde af et saadant Dyr; . . . den har i lang Tid været saa- godtsom mit eneste Selskab." "Nu, og hvordan føler De Dem, Mr. Sidney?" "Tak, ypperligt! . . . Jeg har ikke befundet mig saa vel i hele det sidste Halvaar, som netop nu iaften . . . Jeg skulde havt Lyst til at have nogen at tale med den hele Nat . . . eller en Bog at læse i." Hans blanke Øine viste, at det var Feberen, han skyldte sin Livlighed. SIDE: 72 "Det faar De nok ikke Lov til; det er desuden nu sent." "Jeg forstaar, Mr. Ross! - - jeg burde bede Dem om at gaa." "Tvertimod, - jeg sidder gjerne hos Dem, naar De blot ikke vil tale formeget; . . . jeg tror desuden, at jeg har sovet en Stund paa Chaiselonguen ude i For- værelset." "John! . . . Sørg for at der staar Hest færdig til Mr. Ross, naar han vil forlader mig, og at Kusken kjø- rer ham hjem!" "Miss Wilkens skal hentes fra Ballet," bemærkede John ærbødigt. "Jeg takker, Mr. Sidney! . . . men jeg ønsker aldeles ikke at kjøre . . . Tvertimod, jeg gaar helst. Er Miss Wilkens taget paa Bal?" - spurgte Ross forbauset, da Tjeneren var gaat. "Hun havde lovet Attachéen en Lanciers . . . Han har opgivet en Reise til Stockholm bare af den Grund. Det var et Væddemaal, som hun havde tabt . . . Jeg forsikkrer Dem, hun var saa bedrøvet!" tilføiede han ironisk, da Ross's Ansigt viste, at der tiltrængtes For- klaring - "men hun kunde ikke andet! . . . jeg maatte selv bede hende om at gaa . . ." Ross taug. "Hun var herinde og foreviste sig i sin Balkjole . . . Den klædte mageløst . . . hun har faat den hjem fra Paris netop til dette Bal. Hun var saa bevæget og heftig, som De véd, og sagde, at hun skulde gjerne givet den til den første den bedste Tigger, om hun kunde sluppet at bære den iaften." "Der kan De se, Mr. Sidney!" "Ja, hun var ialfald indtagende smuk, da hun gik . . . Den gulbrune Teint . . . og denne pantheragtige Rankhed . . . og saa dette lille Hoved med det svære krøllede Haar - ja, for har De lagt Mærke til, hun har egentlig et lidet Hoved? - Jeg har aldrig set en Kvinde, som i den Grad ligner en Slange som hun; . . . og jo mere jeg tænker paa det, desto mere finder jeg SIDE: 73 det bestandig ud! Hun har det med, at én aldrig kan lade være at tænke paa hende . . ." Han laa en Stund stille. "De er et naivt Menneske," sagde han enedelig. "Vogt Dem for hende! Lykkeligvis er De endnu ikke berømt nok . . . Var jeg ikke forlovet, skulde jeg advaret mig selv! Hun har vidst at sno sig ind i mine Forældres Kjærlighed . . .Min Far er en Nar for hende; min Mor ikke mindre . . . Hun er blet den egentlige Hersker her i Huset." Nu overdriver De, Mr. Sidney! - De ligger og er utaalmodig . . ." "Utaalmodig! . . . jeg?" Han lo. "Jeg forsikkrer Dem, der gives ikke den Reberbane i Verden, der kan levere et Hampereb saa langt som min Taalmodighed med hende! . . . Naar jeg siger Dem, at hun er smuk, saa tror De mig; - men siger jeg, at hun er farlig, saa ser jeg naturligvis feil! . . . Nei, jeg ser ikke feil," gjen- tog han langsomt grublende. "Gid hun blot fandt sin Regning i at forgifte mig og arve mine Forældre . . . jeg har ofte tænkt paa det!" Han stirrede ud for sig og talte aabenbart hen i Vildelse. Det blev Ross klart, at her var udsaaet en dyb Sæd til Familietvist, og at Mr. Sidneys Mistillid til Miss Wilkens var uovervindelig . . . Stakkels Pige! - hen- des Stilling var ikke misundelsesværdig. Men hvorfor beherskede hun ham saa? For at lede den syge bort fra dette Thema, bemær- kede han: "Deres forlovede over i England vil blive bedrøvet over Deres Uheld, Mr. Sidney!" "Ja, hun vil tage sig det nær, . . . mere end det for- tjener! De maa vide, hun er en virkelig Dame, ædel og sand, . . . for stolt til at lyve . . . Hun eier overhovedet ikke en eneste af Miss Wilkens's glimrende Egen- skaber!" Hans Ord lød skjærende haanligt. Det var, som han altid maatte tilbage til hende. SIDE: 74 "Men hvordan er hun da kommen i Deres Foræl- dres Hus, Mr. Sidney?" "Det skal jeg sige Dem. Far pleiede for endel Aar siden at ligge paa Kysten af Norge om Somrene med sin Lystjagt, og han levede da meget sammen med hendes Far, som var norsk Embedsmand, Chef for Indrulleringen, - en upaalidelig Herre, som døde i Kassemangel. Min Far er meget enthusiastisk, som De véd, og Mr. Wilkens var nu engang blet hans Ven. Han dækkede Kassemangelen og tilbød hans Hustru sit Landsted ved Kristiansand mod at passe det om Vin- teren. Efterat have kjøbt endel Jernfeldter paa Vest- landet, boede mine Forældre der nu hver Sommer, og den lille Annie vidste at indynde sig hos dem, indtil hun blev saa uundværlig, at de tilsidst blot reiste over til Norge om Sommeren for hendes Skyld . . . Endelig opnaaede de som en stor Gunstbevisning af hendes Mor at faa tage hende med over til Hull en Vinter; - der først lærte jeg hende at kjende - - - og saa døde Fru Wilkens. Siden har hun været hos mine Forældre og fulgt dem paa deres Reiser." Der opstod en Pause, hvorunder Ross sad med Ar- mene overkors i allehaande Tanker. Fra Bordet bag Hovedgjerdet lyste en mat Lampe svagt ud i Værelset, og der spillede lidt Ild henne i Kamingløderne. Det lader til, at denne brave Englænder bare mang- ler en Ting, og det er Dømmekraft. Han er nok med Hud, Haar, Meninger og alt gaat op i sin "virkelige Dame," - jeg tror, det var saa, han benævnte sin for- lovede. - Stakkels Miss Wilkens! - - der skal me- gen Behændighed til saadan at manøvrere med en Okse den ganske Dag . . . Men jeg skal ialfald staa hende bi efter Evne. Den syge begyndte igjen at bevæge Hovedet uroligt frem og tilbage paa Puden. "Hørte De Bjeldeklang?" udbrød han. "Det gaar i Entréen . . . Nu kommer hun opad Trappen . . . hun stanser i den!" SIDE: 75 "Jeg hørte virkelig intet, Mr. Sidney." "Hun er her om et Øieblik . . . Jeg hører hende altid saadan, førend hun kommer hjem fra Bal." Hans Nerversystem var aabenbart aldeles overspændt. Efter en Stunds Forløb forekom det Ross, som han virkelig hørte Bjeldeklang. Han reiste sig og kaldte sagte Tjeneren ind. Uhret viste paa halv ét. Da han traadte ud paa Gangen, ringede det paa Entréklokken. Han blev staaende. Der gik et Par Døre op nedenunder og hørtes endel Uro. Hans Hjerte bankede . . . det maatte være Miss Wil- kens! Han steg langsomt ned ad den med Tæpper belagte Trappe, der førte til første Etage. Den var kun halvdunkelt belyst af en rødlig kulørt Taglampe, og han var alt kommet ned til Foden af den, da smaa elastiske Skridt indefra Mørket og den lette Raslen af en Silkekjole bragte ham til at stanse og uvilkaarlig tage et Greb i Rækværket. Som hun raskt kom ind i Trappens Lysskjær, saa han af Ansigtets Kulør og Smilet, at hun endnu var varm og oplivet af Balglæden. Hun havde en med Peltsværk kantet, hvid Balkaabe kastet over sig; gule, lynende Stene blinkede hende om Halsen og i Ørene mellem de svære, sorte Lokker, i hvilke hun bar nogle dybt røde Blomster. Der laa Livslyst og stolt Selvtillid i dette Drag ved Læben, der lod Smilehullerne saa stærkt komme til- syne. Smilet vedblev at lyse i hendes Øine endnu, efterat hun, noget overrasket, havde mødt Ross. Hun blev staaende lidt foran ham, næsten som om hun vilde give ham Tid til at betragte sig, og bøiede sig derpaa under en pludselig Indskydelse nær mod ham, saa at han saa ind i de mørke Øine. Hun stir- rede, som hun vilde udgrunde ham. SIDE: 76 "De har siddet hos Mr. Sidney iaften? - - og kanske forsvaret mig?" hviskede hun. "Tak!" Hun saa et Øieblik paa ham med et varmt Udtryk, hvorpaa hun hilsede med et - "God Nat, Ross!" og skyndte sig forbi ham op ad Trappen. Ross gik hjemover i et glimrende Maaneskin. Og med Hænderne begravede i Pjækertlommen, omskabte han den hvidgule Vinternat over Kristiania til et syd- ligt varmt Venezia med Oranger og Cypresser og Bal- koner hængende udover Kanalen. Selv drev han i den stille Nat nedover dens blanke Sølvbølger og digtede til Guitaren en Serenade, han skulde give en mørklokket slank ilfuld Kvinde, som han vidste lyttede, men hvis Balkon han ikke naaede, før han stod ved sin egen Dør. Oppe paa sit Værelse satte han sig med en Blyant hen i den maanelyse Vindueskarm og nedskrev, uden selv at kunne se Bogstaverne, Stroferne til en spansk Melodi. Aviserne havde bragt en Notis om, at et større Ar- beide av den fra Udlandet hjemvendte Forfatter Tho- mas Ross var antaget til Opførelse paa Scenen. Man vil vide - tilføiedes der - at dette Værk endog over- træffer de Forhaabninger, som man efter Forfatterens tidligere Succes har knyttet til ham. Det er behageligt at læse den Slags Notiser om sin egen Person, og Ross sad længe fordybet deri, medens Planen til et eller flere Stykker begyndte at dæmre frem for hans Fantasi. Havde Ross tidligere faldt i Grublerier over Theater- direktørens uventede Hilsen, saa var det ham nu ikke mindre paafaldende, hvormange Mennesker han med ét kjendte paa Gaden, eller rettere, hvormange der kjendte ham og var paafærde for at hilse selv paa SIDE: 77 temmelig lang Afstand. I Athenæum, i Theatret, kort overalt mødte han lutter velvillige Ansigter. Den eneste, der syntes mindre vel stemt, var Lauritz Løndal. En Dag saa han ham skyndsomt bøie ind i en anden Gade for at undgaa sig. "Han har ond Samvittighed for sin anonyme Op- sats," tænkte Ross. "Lad ham det!" Hvorledes det nu gik til, saa mødte han ham igjen i den næste Gade, hvor Løndal kom ud af en Cigar- butik. Ross skraaede over Gaden hen til ham og rakte ham Haanden med de Ord. "Jeg har intet imod Dig for din anonyme Opsats i N.bladet; - kun vilde jeg i dit Sted som gammel Kam- merat sat Navn under." Løndal hilsede noget stivt. "Du ta'r feil. Det er ikke mig, som har skrevet den. Men den udtaler rigtignok aldeles nøiagtig min Mening. Jeg finder hellerikke, at din Fortælling er betydelig." "Jeg tviler ikke paa, at hver af dine tolv Fortællin- ger var ganske anderledes vægtige . . . ubodelig Skade for Verden, at Du rev dem itu!" Løndal lo haanligt. - "Du synes at være overordent- lig sikker i din Digterværdighed!" Ross havde gjort en Bevægelse for at gaa; men nu vendte han sig igjen om og sagde med en dyb, af Harme skjælvende Røst: "Løndal! Vi har været Venner fra Skolebænken . . . Og netop Du tror, at jeg er Digter . . . véd det, som ingen anden kan vide det! Skriv Du kun anonymt det stik modsatte - skriv væk! - - Jeg vil altid se, at der staar under: en ussel, misundelig Kammerat!" Løndal satte Lorgnetten udenpaa Brillerne og saa paa ham: "Den lille beskedne Avisartikel har nok slaat ned i Samvittigheden! Jeg vilde virkelig nu ønske, at det var mig, som havde skrevet den . . . Din Fortælling er ikke betydelig . . . Au revoir!" SIDE: 78 "Aldrig! aldrig! - Vi to maa og skal aldrig mere mødes!" "Jo, - vi mødes ved Filippi - - - dit næste Stykke!" "Det er ikke andre end store Mænd, som faar Vars- ler, Løndal!" sagde Ross med et vist Lune, idet han let tog til Hatten. Hans egen Bemærkning havde sat ham i godt Hu- mør, og da han var kommet et Stykke længere ned i Gaden, kunde han været Mand for at række Løndal Haanden paany; han var og blev dog altid hans Skole- kammerat! - Ude hos Crawbys vankede han nu saagodtsom daglig. Mr. Sidneys Sygdom truede med at skulle vare ved i flere Uger, og Ross betragtedes alt som Husven af de to hjertelige gamle. Ross havde nu rig Anledning til at være sammen med Annie Wilkens, og jo mere han lærte hende at kjende, desto aandfuldere og mere indtagende fandt han hende. Optaget, som hendes Tid nu maatte være saavel af Mrs. Crawby og Mr. Sidney som af Husets vidtløftige Selskabelighed, - hvilken Ross, saavidt muligt, søgte at holde sig udenfor - fandt hun dog altid Tid til at underholde sig med ham, og, naar hans Vei op til Mr. Sidney tidligt om Formiddagen tilfældig faldt gjen- nem Dagligstuen, kunde han høre hendes klare, vel- lydende Stemme i Værelset indenfor, hvor hun spillede med Pregel. Det hørtes altid, som de lo og snakkede meget lystigt. En Morgen fandt han hende liggende paa en Chaise- longue i Dagligstuen. Hun bar en overordentlig klæ- delig, elegant Morgendragt og var i den Grad fordybet i en Bog, at hun glemte at se op. Den ene af de smaa Sko eller Morgentøfler hang halvt ned fra Foden, og den Arm, hun holdt under Kinden, var gjemt i Lok- kerne. SIDE: 79 Idet hun blev ham va'r, reiste hun sig hastigt; hun holdt den i rødt indbundne Bog presset mod Brystet og havde Taarer i Øinene. "Nu ja," udbrød hun, "jeg læste i Deres Fortæl- ling!" Inde i Sideværelset ansloges en Akkord paa Pianoet, ledsaget af en syngende Brummen. Ross blev noget forbauset; han havde ikke ventet at finde Pregel der. "Jeg tog min Spilletime til at læse i," forklarede hun. "Pregel og jeg blev enige om, at jeg skulde faa læse, saa kunde han spise Frokost og komponere der- inde." Pregel kom idetsamme frem i Døren. "God Dag, Ross!" hilsede han med en Tandstikker i Munden noget flottere, end Ross netop fandt pas- sende til Tid og Omstændigheder. "Har Du ikke noget at komponere til . . . en Sang for Eksempel?" Ross betænkte sig et Øieblik, og saa gav han ham Manuskriptet til Serenaden. "En spansk Serenade?" "Skrevet nylig? - Nei, den maa jeg faa læse!" ud- brød Miss Wilkens nysgjerrigt. "Og jeg gaar op til Mr. Sidney, om De tillader det," sagde Ross og forlod raskt Stuen. Han blev med Forsæt længe deroppe, og Mr. Sidney fandt, at han den Dag var usædvanlig distrait. Ross sad og tænkte paa hvorledes denne Kvinde med sin varme rige Natur dog egentlig var skabt for en Digter. - - At være hende nær vilde være det samme som at føle en Sang vaagne indeni sig hver Dag. Da han kom ned i Stuen igjen, var Pregel gaat, og han troede at forstaa paa Miss Wilkens, at hun nok havde en Anelse om, at Serenaden var til hende. Hun stod beskjæftiget med at sætte nye Billeder i Fotogra- fistativet. Han traadte nærmere og blev staaende, som om det interesserede ham at betragte disse nye Ting; men i SIDE: 80 Virkeligheden var det hendes Bevægelser, der optog ham. "Det er noksaa nette Sager at se paa for en Gangs Skyld!" bemærkede han. "Men jeg maa bekjende . . . jeg haaber paa den Dag, da den Kunst igjen gaar ud af Verden." Hun svarede kun ved at bøie Hovedet mere ned. Det saa næsten ud, som om noget morede hende. "De lader til at sværme for spanske Skjønheder," sagde hun endelig og saa skalkagtig op paa ham. "Tør man spørge, har Hr. Digteren været i Spanien?" "Der gives Kvinder her i Norden, som baade har mere Aand og Ild!" sagde han heftigt. Hun saa op, som forbauset over hans Distrighed. "Saa udryd idetmindste alle disse mørkerøde Blom- ster, her er, og som De sætter i Deres Haar - - - jeg tror sandelig, Ulykken kommer fra dem!" udbrød han lidenskabeligt og smekkede en Kaktusblomst af, saa den faldt ned paa Gulvet. Han tog den igjen op. . . . "Men hvor er den rette Plads for den uden netop hos Dem? . . . Jeg kjender ingen anden Kvinde, der formaar at bære en saa pragtfuld Blomst!" Hendes Arm skalv lidt, medens hun fremdeles ved- blev uforstyrret at prøve Fotografiet ind i Rammen. "Jeg har ingen Erfaring i at omgaas Digtere," sagde hun omsider rystende paa Hovedet og, som hun nu først ret tog Bestemmelsen om, hvordan hun havde at tage dette - "og jeg forstaar nu, at man kan til- give en saadan meget. De er jo ældre end jeg; men nu skal jeg vise mig ældre end Dem . . . som en Søster, hvem De uden Fare kan sige, at en Blomst klæder. Smukke Ord er jo en Digters Fag! . . ." Der var et spottende Skjælmeri i hendes Maade at sige dette paa, som var fortryllende. Mr. Crawby kom idetsamme ind med Billetter til Aftenens Koncert. Man skulde høre en gjennemrei- sende europæisk Berømthed. "Her er Billetter til Koncerten," - sagde han; "men SIDE: 81 jeg kommer virkelig i Forlegenhed med at skaffe Dig Følge, Annie, da vi gamle nødig vil forlade Sidney. Det skulde være Mr. Cambell . . . hvis han ikke er engageret andetsteds. - I Nødsfald véd Du jo, jeg følger Dig," forsikkrede han beroligende. Annie gjorde en Gestus henimod Ross: "Der staar Hr. Ross, han vil vistnok ikke forlade en Dame i Nøden." Hun gik hen og lagde sit lokkede Hoved op til Mr. Crawbys Bryst og sagde: "Der er ingen som Papa - saa ubegribelig om- tænksom og god!" Ross modtog med Glæde Indbydelsen, der aabnede ham Udsigten til at være sammen med hende saa- godtsom alene den hele Aften. Katharina var i den senere Tid temmelig urolig og spændt. Hun havde ikke været ude hos Ross's siden den Aften, Thomas oplæste sit Stykke, og hun levede i Stilhed paa det Haab, at det ikke vilde blive antaget til Opførelse. Det var henimod Middagstiden en Dag, at hun sad og syede paa Forhøiningen i det hyggelige Hjørnevæ- relse ovenpaa, hvor Spionen udenfor Vinduet afspei- lede et Stykke af Livet ude paa den frosne Havn, og hvor Solen stod paa i dette ellers temmelig solforladte Hus. Det bankede paa, og Kirstine Ross traadte raskt ind. "Nu, - det er da længe siden vi har set Dig ude hos os, Katharina! Jeg skal hilse Dig fra Moder" . . . "Tak, Kirstine! - - Du véd, jeg har det travlt." . . . "og fra Thomas! Ja, det er egentlig derfor, jeg kommer. Han skulde selv været oppe og fortalt Dig det; men saa er han nu netop hele Dagen saa optaget . . . Hans Stykke er antaget til Opførelse. Og saa er vi da i godt Humør, skjønner Du." "Det er antaget?" - spurgte Katharina næsten aan- deløst. SIDE: 82 "Ja, antaget! . . . Jeg mødte just Pregel. Han hil- sede svingende med Spanskrørstokken over Gaden og raabte: - "Stykket blir bedre og bedre, jo mere jeg tænker paa det . . . det er genialt . . . europæisk!" "Saa, - det skal da virkelig opføres! - der er ingen Naade og Bøn for den Sag!" udbrød Katharina. "Hvad? - blir Du ikke glad?" "Gid Thomas havde mere klare Venner, Kirstine!" "Ja, men Theaterdirektionen, som har antaget Styk- ket . . . det er dog en Bedømmelse, som én faar re- spektere," indvendte Kristine noget kort. . . . "Og han har saa travlt, siger Du . . . er saa optaget?" bemærkede Katharina efter en liden Pause. "Det er de engelske, som han gjorde Bekjendtskab med paa Hjemreisen . . . og nu er en Søn af dem syg . . . efter en Kjøretur, som Thomas og han gjorde sammen. Tænk Dig, de kjørte lybsk, og den unge Crawby knækkede Kravebenet . . . Ja, nu ligger han der; - det var da heldigvis ham selv, som kjørte - og Thomas ser til ham hver Dag. Katharina skiftede Farve. "Din Broder kommer altsaa til denne engelske Fa- milie" - yttrede hun sagte. "Ja, Thomas er aldeles begeistret for dem. Han lever og aander bare i det engelske nu, kan Du for- staa . . . De har den første Literatur i Verden, paa- staar han, og han har faat et rent Sværmeri for at blive Sportsmand. Hvis Crawbys reiser en Tur op i Fjeldene i Sommer paa Jagt eller Fiskeri eller for at bestige Galdhøpiggen eller noget endnu værre, vil han være med." "Din Bror har fortalt mig om en engelsk Dame, han har lært at kjende paa Reisen; - - Jeg kom til at forestille mig hende som en Turistskjønhed med et op- bundet Slør om Hatten . . . af det Slags, som Thomas's Fantasi saa let fanges i. Skal der ellers være noget ved hende?" "Ved Miss Wilkens? Javist! . . . hun er nok intet mindre end Solen i sin Kreds; disse engelske og de SIDE: 83 Familier, som de omgaas her. De er aldeles optagne af hende . . . aldeles blændede!" "Saa! . . . og det har Du fra Thomas?" "Ja. - - Han har lovet at følge hende paa Koncert iaften. - - Hun beundrer for Øieblikket hans sidste Fortælling, som hun sætter over alt, hvad hun har læst af den Slags . . . Og Du véd, hvormeget han da er at stole paa. Og saa betror hun sig til ham - som Digteren og Sjælekjenderen, forstaar Du . . . saadan én tager de nok lige med en Skriftefader! Jeg byder Dig bare . . . betro sig til Thomas!" udbrød hun i søsterlig Naivitet, men holdt inde, da hun følte, at Veninden mulig her nok ikke saa med hendes Øine. "Jeg skal sige Dig noget, Kirstine! Der er virkelig et eget Slags Damer, som har det med at betro sig til Digtere. De gaar da ogsaa tilslut hele Kredsen rundt, - og hun er en af dem!" Der lynede en harmfuld Indignation i Katharinas Blik, og Kirstine stod et Øie- blik overrasket over hendes Heftighed. Hun var bagefter distrait . . . Der steg op i hende en Tanke om, at hendes Veninde mulig kunde være for- elsket i Thomas - noget, der før havde været hende ligesaa fjernt som, at hun selv skulde kunne været det. "Det er din Søsters Kjole, Du syr Pynt paa der?" - afbrød hun og gik hen og saa paa den . . . "Ja, Jo- hanne skal naturligvis præsenteres som voksen nu i Vinter?" "Véd Du hvad?" sagde Katharina. "Det er egentlig ikke saa lidt Synd i Johanne, at vi lever saa stille nu siden Mors Død . . . netop i det første Aar, da et Sel- skab og et Bal endnu er nogen Ting! Og jeg har tænkt paa, at jeg for den Sags Skyld nok kommer til at følge hende ud mere, end jeg har Lyst paa, i Vinter!" Kirstine rettede sin Hat, som hun havde ladet falde tilbage i Nakken, og stod i Begreb med at gaa, da Katharinas Broder, Advokaten, traadte ind. Det var en middelhøi ung Mand af en vis ligefrem Kraft i sit Væsen og et udpræget bestemt Ansigt. "Er Elise kommet? - Ah, se god Dag, Kirstine Ross!" SIDE: 84 hilsede han, idet han uden at oppebie Svaret gik hen til Vinduet og saa ivrigt ud. "Du maa undskylde min Bror, om han glemmer lidt af Høfligheden, Kirstine! . . . Betænk, at en Mand, som staar og stirrer slig efter sin Hustru, er et agtværdigt Syn." "En Ægtemand, tænker jeg heller, der knurrer mod Middagen!" lo Kirstine, idet hun nikkede til Farvel. Bror og Søster blev alene. "Tør jeg spørge, hvad skylder vi Æren af, at vi faar Dig til Middag idag?" "Forretninger naturligvis! . . . for Far," svarede han halv grættent. "Du kan tro, det er behageligt . . . Jeg forsikkrer Dig, hver Gang jeg komme der ned paa Kon- toret, er det, som jeg mister Pusten . . . de hvisker alle. Og saa sagde Far, at jeg kunde spise til Middag her og sende Bud efter Elise, for at vi kunde begynde paa igjen straks efter . . . Ja, jo før vi blir færdige - desto bedre . . . det er ialfald en Trøst!" "Kjære Henrik! . . . Du er saa rent for nervøs i dette . . . Jeg synes nu, Far mangengang er rent rørende hen- synsfuld netop i Forhold til Dig . . . og . . ." . . . "og at Du faar trække Læsset herhjemme hver Dag, mener Du" - indrømmede han godmodigt. "Hør, Henrik!" sagde hun lidt efter; hun havde sid- det og set aandsfraværende ud af Vinduet. "Jeg vilde saa gjerne paa Koncerten iaften . . . Du kan gjøre mig en stor Fornøielse ved at faa det indrettet saa ved Middagsbordet, at jeg kommer til at gaa did sammen med Dig og Elise! - - I taaler vel for en Gangs Skyld Følge!" "Jeg skal gjøre mit bedste, Katharina!" - svarede han og skyndte sig ud i Entréen, hvor han hørte sin Hustru ringe. I den af blinkende Gaskroner straalende Koncertsal var de siddende Pladse optagne af et elegant Publikum; - den berømte Violinvirtuos havde trukket fuldt Hus. SIDE: 85 Oppe paa Tribunen stod det talrige Orkester ifærd med at udføre et Fragment af Glucks berømte gamle Toneværk, der paa Programmet var betitlet: "Orpheus i Underverdenen". Dirigenten stod paa Forhøiningen med Taktstokken løftet, Fløiterne holdtes alt op til Læben, Violinbuerne laa færdige til Strøg . . . Hvorfor ventede han endnu . . . og stirrede ned over Salen? Der var endnu et Par, som ikke havde fundet sine Pladse; de var komne i sidste Øieblik. Den elegante Dame i den tætsluttende, sorte Fløiels- dragt med Kniplinger og den særegne fjedrede Hat lod i al Magelighed sin Kavaller hjælpe sig og gik derpaa op ad Midtgangen. Idet de bøiede ind til sine Pladse tilvenstre paa næst forreste Bænk, brusede Tonerne paa et Nik af Diri- genten udover Salen. Der var endnu en Stund en hel Del Uro deroppe i Anledning af Damen og hendes Plads; dog, det at hun smilte saa uanfegtet elskværdigt, og at hun tydelig var udenlandsk, afbødede Uvillien og lod den unge Dame bagefter blive Gjenstand for Opmærksomhed. "Det er den engelske Miss Wilkens" - bemærkede Katharina. . . . "og Sir Thomas Ross ledsager hende!" - fort- satte hendes Broder Advokaten spysdig! - han havde Plads mellem Katharina og sin Hustru i en af Bænke- raderne tilhøire. "Hvor det maa være genert for Thomas dette!" hvis- kede hendes Søster Johanne paa den anden Side. "Alle ser sig saa om efter dem." Udtrykket i Katharinas Ansigt bragte hende imid- lertid til at studse. Det var, som det flammede, idet hun kort svarede: "Jeg tror ikke, han forhører sig synderlig om, hvad de mener!" Thomas Ross's Holdning bar heller ikke nogetsom- helst Spor af den af Johanne antydede knugende For- nemmelse. Hans Fantasi var i Virkeligheden helt an- SIDE: 86 derledes beskjæftiget. Han var optaget, beruset af Fest- indtrykket ved Indtrædelsen i Salen; og den distingu- erede Dame, han førte opefter Gulvet, var ham nu intet mindre end en af de skjønne Skikkelser i den store, diamantlynende engelske Verden. Der laa et eget seirrigt Skjær udbredt over hans Person - noget af Glansen af et inspireret Øieblik. Ialfald følte Katharina det saa og hendes Blik hang aldeles betaget ved ham, endda hun kjendte, det stak i Hjertet. Hun fik en skinsyg Følelse af, hvordan ikke blot Miss Wilkens, men alle . . . alle! nu maatte komme til bare at ivre og kappes om at faa ham taget fra hende. Og der reiste sig indeni hende en dyb, harmfuld Trods, der ogsaa dikterede hint Svar til Søsteren, idet Orkestret begyndte. Tonerne i Glucks herlige Opera førte snart Ross med sig ind i deres Verden. En Dame med en prægtig Altstemme udførte Or- pheus, som han er steget ned i Underverdenen for at hente sin tabte Hustru Euridice, og Damer og Herrer gav Korene. Sangen, der først lød sympathetisk kla- gende ind i de vilde Dæmoners Trusler, blev lidt efter lidt saa smeltende overtalende. Ross følte med ét dybt i sin Sjæl, hvad Sangens uovervindelige Magt vil sige, og under Trangen til Meddelelse vendte han sig, da det var endt, uvilkaar- ligt til Katharina og hilsede hende med et Udtryk, der lyste af Begeistring. Han gav sig derpaa til at klappe til Dirigenten, - den Mand, der havde faat et saadant Storværk af Skjønhed bragt frem. Han blev dog alene med dette; Publikum havde den Aften bestemt sig til kun at offre sit Bifald til den fremmede Virtuos. Miss Wilkens havde ikke været synderlig optaget af dette første Nummer paa Programmet; hun benyttede væsentlig Tiden til at veksle Hilsener med bekjendte, og det var ikke frit for, at der kom et Anstrøg af kold Forundring i hendes Mine, da hun saa sin Kavaller SIDE: 87 saadan klappe solo. Hun gabede med en vis Demon- stration, som lidt kjed, bag Viften. "For mine prosaiske Øren var det nu rent ud noget i den kjedelige høie Stil. Jeg har hørt Orpheus i Un- derverdenen over tyve Gange, men dette Parti er over- alt blet strøget . . . baade i Wien, Paris og London . . . Jeg forsikkrer Dem! jeg har aldrig hørt det før . . . og det ligner da hellerikke Offenbach det mindste!" "Offenbach?" "Orpheus i Underverdenen?" Hun holdt det trykte Program rask op imod ham og viste paa Nummeret, men blev lidt forvirret; der stod Gluck. "Naturligvis Gluck!" - rettede hun sig - "jeg har det med at forveksle Navne!" O, Du Himmel! det om Offenbach og Gluck! . . . En slig Uvidenhed laa forresten til hendes naive, unbe- fangne Natur. - "De hilsede saa bekjendt og . . . animeret paa en Dame, der syntes at dele Deres Mening," vedblev hun. "Jeg misunder hende virkelig! Tør man spørge, hvem det var?" "Det er Frøken Katharina Linstow." "Ah, - jeg troede, det var Ders Søster, og sad netop og undrede mig over, hvor ofte det dog er saa at en af Børnene i en Familie løber bort med alle de andres Skjønhed! . . . Især beskylder man de udvalgte . . . Genierne, for det." "Og jeg, som saa har beundret Deres rigtige Blik, Miss Wilkens! Her tog De dog ikke lidt feil. Naar man ser nærmere paa Katharina Linstow, blir hun intet mindre end" . . . - idet han her paa sin livlige Maade vendte sig, mødte hans Blik Katharinas, og hendes Mine blev idetsamme kold og stolt. . . . "end et virkelig karakterfuldt Ansigt," udfyldte han; "hun beror aldeles paa Udtrykket." "Maaske er hun aandrig," svarede Miss Wilkens lige- gyldigt, idet hun igjen tog sin Tilflugt til Viften. "Ser De Pregel?" hviskede hun pludselig interesseret. Pregel stod der i Midtgangen øiensynlig ganske SIDE: 88 aandsfraværende og strøg af og til Haaret bort fra det blege Ansigt. Han havde Overfrakken paa, som om han netop var kommet ind. Der var noget svømmende taaget i hans Blik. "Jeg tænkte et Øieblik," vedblev hun, "paa at faa ham til at følge mig hid idag; men man er aldrig sik- ker paa ham. Han behager sig undertiden i at komme uden Handsker og temmelig negligeant klædt - og saa gaar han ud i Pauserne og nyder stærke Drikke. - Skade, - en saa interessant Mand - - et sligt Geni!" Ross havde en Følelse af dyb Smerte ved at se sin Ven i den Stilling. Musiken begyndte igjen. En prægtig varm Stemme udførte Geibels Sang "Zigeunerliv", af Schumanns lidenskabelig skjønne Komposition. Ross sad og saa paa Miss Wilkens fra Siden af, hvilken eiendommelig, fortryllende Natur hun dog var. Nu fulgte hun ivrigt med. Hvilke Smilehuller! . . . hvilket uryddigt, nydeligt Krølhoved! - Hans Illusion førte hende efterhaanden ind i Sangen, ind i den af luerøde Fakler oplyste, nat- lige Bøgeskov, hvor Zigeunerne, brune Mænd og Kvin- der, sad under det mægtige Løvtag og snakkede og sang og drak. - Der var Skovstemning og Jægerhorn . . . De sortøiede Piger begyndte en Dans, stedse vildere i Fakkelskjæret. Miss Wilkens var ogsaa mørk af Hud, næsten grov brun . . . de tætte Øienbryn, den frodige Haarvækst nede ved Øret, hvori der hang grønne, blinkende Øren- ringe . . . det kraftige Kind og Læberne, der halvaabne aandede - ja, der var noget af Zigeunerindens vilde, ildsprudende Natur i hende! . . . Noget, der nok kunde forlange Skovens frie Løvtag og en mørk Nat, hvori Skyerne slukker og tænder Stjerner, istedetfor de de- korerede Lofter og oplyste Festsale - - og Abekatten og Papegøien og Mr. Sidney derhjemme! Han troede at mærke, at hun et Par Gange saa lidt SIDE: 89 stjaalent under Øienlaagene hen paa ham og med et eget skjult Smil. Det æggede ham. Men han søgte forgjæves at møde hendes Blik. Hvad vilde han ikke givet for et sligt Stevnemøde nu . . . blot et Glimt . . . som det, han havde mødt hin Aften i Trappen! Idet Sangen under et bedøvende Bifald forstummede, vendte hun sit Hoved bort og drog Aanden et Par Gange dybt. Ross glemte at klappe. Han tog hastigt op Pro- grammet, som hun tabte paa Gulvet, og beholdt det. Miss Wilkens var dog den Aften udsat for et Par anderledes koldt dømmende Øine end hans, og det var Katharinas. Hun fandt hende ikke egentlig smuk; - Udtrykket var en Blanding af Hovmod og Dristighed. Og dog var der klarlig noget ved hende, som gav hende Magt over sine Omgivelser! Var det Koketteri eller en vis magtfuld Naturlig- hed? . . . Hendes forskjellige Hilsener foregik, hver især, paa en egen pikant Maade. Katharinas Interesse steg i høi Grad efter at vide, hvad der kunde bo i denne Kvinde. Koncertens Slutningsnummer var nu forbi. Virtuosen var blet hilset med en sand Storm af Bifald, Klappen, Fremkaldelser og Blomster, og det snakkende og me- ningsvekslende Publikum, der under forskjellige Op- hold og Stansninger strømmede mod Udgangen, var høist animeret. I den tætte Mængde raadede ingen for, hvor han kom hen, og det Tilfælde, som Katharina nødigst vilde, ind- traf, idet de stødte lige paa Ross og Miss Wilkens. Man stod og maatte staa saa at sige lige ind paa Livet af hinanden. Ross var lidt distrait. Han hilsede paa dem og be- gyndte at tale om Koncerten. "Naar jeg vidste, om min Vogn er kommet frem!" yttred Miss Wilkens. "Turde jeg blot lade Dem staa her, skulde jeg straks SIDE: 90 skaffe Rede paa Tingen . . . Maa jeg forestille mine særlige Venner; de vil ikke forlade Dem, før jeg kom- mer tilbage" - og Ross præsenterede nu Katharina og hendes Søster samt Advokat Linstow og Hustru. "Hvad synes Miss Wilkens om Koncerten, . . . De finder vel, her er smaa Forholde?" indledede Advo- katen Samtalen. "En er i sit Fædreland - det har i og for sig sin Interesse, Hr. Advokat!" . . . "Og angrer da ikke paa Aftenen?" "Tvertimod, jeg har moret mig, - om jeg end ikke er saa enthusiastisk som min poetiske Ven Ross!" . . . "Oppe i den syvende Himmel, naturligvis! - Han er ellers ikke netop musikalsk!" "Saa! . . . Og jeg, som den hele Aften har følt mig under Vægten af hans Autoritet!" - udbrød hun i en Tone, der lod det være tvivlsomt, enten det var Spy- dighed eller Spøg. Her stansede imidlertid enhver Mulighed for en Kon- versation, idet der pludselig opstod en voldsom Trykken i den sammenpressede Menneskestrøm. Advokatens bestemte Ansigt overdroges med et Skjær af Harme. Han havde opdaget den Person, som voldte det: Det var en svær, bredskuldret, skjægget Herre med en Lorgnet i Øiet og en liden Dame under Armen. Man- den saa meget høflig smilende ud, men brugte i al Rolighed hele sin Persons Tyngde for at tvinge sig frem. "Undskyld!" - yttrede han, som han paa sin høflige Maade vilde trænge sig foran Advokaten. "Nei, min Herre! - - jeg undskylder tilfældigvis ikke, at man overskrider god Levemaade - og træn- ger sig forbi Damerne!" Det var med et Udtryk af Djærvhed, at Advokaten ganske tørt svarede, mens hans blaa Øine lynte. Den skjæggede Herres Ansigt forraadte en Blanding af Forlegenhed og forbauset Uforskammethed; men Linstows Mine lod ham nok alligevel finde det hen- SIDE: 91 sigtsmæssigst at tabe sig i Mængden; han var ialfald et Øieblik efter ikke at se. Miss Wilkens havde forholdt sig noget kold frem- med under det lille Optrin; men det var dog ikke und- gaat hende, at Linstow eiede noget usædvanlig man- digt, som han stod der i Aktionen, og han følte, at der laa et Anstrøg af forskrækket Beundring i hendes Stemme, da hun vendte sig til ham og ikke uden en vis Bevægelse yttrede: "Maa jeg takke Dem, Hr. Advokat! . . . med en Ka- valler som Dem vil en Dame overalt føle sig vel for- svaret!" "Og Miss Wilkens skal tilbringe Vinteren her?" gjenoptog Advokaten den afbrudte Konversation. "Ja, noget at byde fremmede under et Vinterophold her har vi jo egentlig ikke." "Hvad siger De da om det klingende Slædeføre?" "Ja, . . . og Skøiteisen . . . den er ialfald patent! . . . Gaar De paa Skøiter, Miss Wilkens?" "Javist . . . jeg morer mig mere ved det endog end ved at danse! - Men Herrerne hjemme er nu engang ikke inde paa den Sport," sukkede hun, "og jeg er des- uden nu saa uøvet!" "Nede paa Isen er jeg til Miss Wilkens's Tjeneste" - bemærkede Advokaten galant. Hun stod smaat smilende med nedslagne Øine, som hun tænkte paa noget, medens hun lod Yderranden af sin udslagne Vifte fare hen over Spidsen af sin Hanske. . . . "Og Deres Damer? De har da dem med paa Isen?" "Min Søster Katharina løber aldeles udmærket," sva- rede han med et Blik paa hende for at drage hende med ind i Samtalen. Men Katharina stod tilsynela- dende ligegyldig med Opmærksomheden henvendt paa et eller andet henne i Salen. - - "Om min Hustru og min yngste Søster kan jeg derimod ikke sige det samme. Jeg har dem netop under første Aars Under- visning . . . og hver Formiddag fra tolv til to modtager jeg gjerne Elever." SIDE: 92 Miss Wilkens lo. - "De ser ud til at være af det Slags Mennesker, som fører igjennem, hvad De engang har foresat Dem, Hr. Advokat! . . . og fremmede som vi kan kun være taknemlige, naar nogen vil" . . . Thomas Ross kom netop tilbage med Miss Wilkens's Kaabe, som han lagde om hende. I hans ivrige Hasten strøg Foerværket hen over Katharinas Ansigt. "End Du, Katharina!" vendte han sig særlig galant til hende. "Du har da moret Dig iaften? Det første Nummer var storartet! . . . Og - forøvrigt har det været den første musikalske Aften i mit Liv!" - Han sagde det, idet han med et Nik til Farvel førte Miss Wilkens bort. "Dette var naturligvis Deres Guvernante! . . . hende, De saa sværmerisk beskrev paa Dampskibet . . . Deres Ideal!" - Ross havde nu blot Blik for, hvilket friskt Ansigt hun havde at le med, idet hun saadan bøiede Halsen tilbage og saa ham saa sprudlende overgiven lige ind i Øinene. Han følte det lette Tryk af hendes Arm og saa det smale Slangearmbaand med de to grønne, lynende Øine sno sig over den lange, fine Hanske, medens hun i samme Lune fortsatte: "Et tilbageholdent Væsen i saavidt muligt ensfarvet Dragt, - helst i det graa - og med en fin Lidse af en Guldkjæde - det er vist Mønsteret for "Damen" her i Staden! . . . Jeg har alt truffet paa fem, seks af dem, . . . som er saa mageløse hver i sin Kreds!" "Hm, da kjender De ikke Katharina Linstow!" "Ærligt talt, - jeg studerede hende en Smule, mens hun stod der halvt bortvendt og lod, som hun over- hørte, hvad vi talte om, - - for Deres Skyld, Ross! - Hun er vist forfærdelig moralsk! Hun har meget tilfælles med vore literære Damer over i England . . . en af disse, som skriver om "Kvinden i Hjemmet", "Kvindens sande Uafhængighed" eller saadant noget! . . . Hun saa saa udadlelig og skarpforstandig ud, at jeg tilslut blev bange for, at hun skulde falde paa at lukke Munden op og eksaminere mig! Og jeg er saa dum!" SIDE: 93 "De? . . . en Vulkan af bare Stemninger! - - - Ja, De har et raskt Blik! . . . En Skygge af det, de der sagde, følte jeg, straks jeg kom hjem. Hun og De er som Ild og Vand!" "Og De er gaat i Vandet til over Hovedet!" - ud- brød hun lystigt. "Det maatte da været i min pureste Ungdom! Den Tid er ialfald længst forbi; - hun er min Veninde. Det er først i den Temperatur, hvori Venskabet smel- ter, at man inklinerer, Miss Wilkens!" Han hjalp hende ind i Vognen, hvor Kammerpigen stod færdig til at modtage hende med Reisetøiet. . . . "Saa ind i Guldbjerget igjen! . . . Jeg kjender kun den frie Pige . . . og kunde gaa til Verdens Ende for hende!" hviskede han, idet Kusken smeldte over Hestene med Svøben, og Dombjelderne begyndte at larme. "Kommer De saa imorgen og hjælper mig med at vælge ud et Par Skøiter! - - - et Par rigtig ud- mærkede!" hilsede hun vinkende med Haanden ud af Slædevinduet. Paa Hjemveien med sine Damer kom Advokaten flere Gange tilbage til Miss Wilkens: Hun var da et naturligt Menneske og ikke en af disse superiøre nor- ske Anglomaner! . . . og det var klart, at det var rig- tigst af ham at gjøre Visit til hendes Pleieforældre for at bede om Lov til at tage sig af hende dernede paa Isen . . . Det var opmærksomst at gjøre det endnu den Dag imorgen . . . "Og hvilket Væsen!" "Hun er vist meget indtagende," sagde Katharina, "men hun er neppe udgrundet paa én Dag!" SIDE: 94 Mr. Sidney sad et Par Uger senere oppe paa sit Væ- relse beskjeftiget med at dreie paa og se igjennem en lang, blank Kikkert, der var opstillet i Vinduet. Den stærke Tubus var et Mesterstykke af et eller andet londonsk Firma. Den tilhørte hans Far og tronede i Regelen paa sin egen høitidelige Plads nedenunder i Mineraliesalen ved Dobbeltdøren til Altanen, hvor Mes- singstativet kunde rulles ud og ind paa en egen Skin- negang. Solen skinnede indover Gulvet hen til Kanten af Bjørneskindsfelden, hvor Buldoggen laa og sov med Snuden inde i dens behagelige Varme, og paa den ene Væg, der var besat med alskens Fiskeredskaber, glim- rede de eftergjorte Fluer i dens Guld med en skuffende Metalglans saa de syntes levende og istand til at summe op som paa en Sommerdag. Han var nu taalelig restituert og for Øieblikket sys- selsat med at vente og til Tidsfordriv se udover Isen; - henne paa Bordet laa der en Tegning til en Isbaad. Af hans Ansigt at slutte var hans Humør mildest talt tvivlsomt. Han hadde siddet slig hver Formiddag i den sidste Uge og udspeidet, hvad Miss Wilkens fore- tog sig nede paa Isen. Idag skulde han endelig for første Gang efter sin Sygdom selv være med didned. "Mr. Sidney! Mr. Sidney!" raabte det nede fra Trap- pen. Det var Miss Wilkens's Stemme. "Hun vil ikke vide af Dig, Roger!" - mumlede han, da Hunden, nu strækkende sig, gik hen til ham. "Hel- lerikke Du fordrager hende; . . . det siger dit Instinkt Dig . . . og derfor maa Du - atter i Remmen!" Han lod Handlingen følge paa Ordet og fæstede Hunden ved Halsbaandet i et Hjørne af Værelset, hvor der var an- bragt en Ring. - "Tak din gode Skjæbne, om hun ikke en Dag faar Livet af Dig, min kjære Roger!" brummede han bittert og raabte derpaa, idet han aab- nede Døren: SIDE: 95 "Jeg er parat, Miss Wilkens! - jeg bandt blot Roger." "Meget forbunden, Mr. Sidney! . . . Saalænge De var syg, vovede jeg Livet foran dens glubske Tænder to Gange om Dagen; men nu sætter jeg rigtignok ikke godvillig Foden op i den Region af Huset, hvor det Dyr knurrer . . . Her er det øverste, ufravigelig det øverste! Trin . . . høiere gaar jeg ikke, Mr. Sidney!" sagde hun trampende paa Trinet med elskværdig Egensindighed. "Jeg forstaar, De forfølger systematisk! Men kunde vi ikke komme overens for idag, saa Hunden kunde faa slippe ud, medens vi er paa Isen . . . Roger holdes bogstavelig beleiret, den har næsten ikke fri en Dag - takket være Deres saa venskabelige Sindelag mod den!" "For mig kan den have saamegen Frihed, den vil - baade den og dens Herre! Jeg siger bare, at Dyret har et Par onde Øine . . . jeg har set dem for mig i Drømme og vaagnet med et Skrig . . . Og skal vi have den med - ja De véd lige saa godt som jeg, at den alligevel kommer til Dem nede paa Isen - saa Farvel med Fornøielsen!" Hun vendte sig ærgerlig for at gaa ned ad Trappen igjen. "John kunde jo tage vare paa Hunden" - vovede Mr. Sidney endnu at indvende; men, da det ikke frem- kaldte nogen Forandring i Miss Wilkens's Mening, fulgte han efter hende med et brummende: "Var jeg Roger, vilde jeg tude!" "Det er netop det, den gjør, Mr. Sidney! - den væk- ker Deres Mor med sin Tuden om Morgenen - - saa jeg tænker ikke bare paa mig selv, som De altid saa velvillig synes at forudsætte." "Jeg?" "Ja, De! De gjør det altid, Mr. Sidney! . . . Og var det ikke for Deres Forældres Skyld, som jeg holder af!" udbrød hun med ét, blussende harmfuld - "saa skulde jeg ikke en Dag mere være Dem til Besvær!" Hun sagde det med en uforlignelig Trods og tilføiede lidt efter: "Naar jeg tænker paa det, er det kanske bedst, at De SIDE: 96 og Roger drager sammen ned paa Isen - og jeg blir hjemme!" "De har isandhed et beundringsværdigt Talent . . . til at faa Vrangsiden frem af mine Ord, Miss Wilkens! Jeg har jo aldeles ikke gjort andet end at lægge en liden Bøn ind for et stakkels indespærret Dyr!" . . . "der vil bide, straks det blot slipper til . . . lige- som sin Herre!" "Den bider ikke, den blot knurrer! Den er beklage- ligvis aldeles blottet for selskabelige Talenter . . . kan hverken med at smigre eller forstille sig! Men maaske blev det Dem mindre utaaleligt, om baade den og jeg tog det Parti at reise, - vi gaar egentlig begge her og slæber paa vore Hundelænker!" Hun saa paa ham med et pludseligt Udtryk af Vær- geløshed og med taarefyldte Øine. "De véd godt, at jeg ikke holder ud her en Dag uden . . . Deres afskuelige Roger! . . . Jeg skal naturligvis nu tvinges til ydmygt at bede Dem tage dette - Dyr med ned paa Isen . . . og - gjør det jo allerede!" - sagde hun sagtere. "Aldrig! - om saa Roger skulde blive siddende der- oppe til Dommedag! . . . Der har ikke været et Fnug af Tanke hos mig om, at vi skulde lade vor Tur genere af det - Bæst!" "Ja, men nu beder jeg Dem om det . . . udtrykkelig, Mr. Sidney! . . Jeg vilde ikke for alt i Verden virke- lig bedrøve Dem . . . og det er jo en saa liden Ting . . ." "Netop derfor skal det ikke ske! Og jeg beder Dem ovenikjøbet tilgive min Urimelighed . . . jeg er meget ulykkelig, Annie;" Han afbrød sig hurtigt, tog hendes Skøiter og rakte dem hen til hende: "Vis mig nu Deres Tilgivelse i Gjerningen!" Hun modtog dem med en Hovedrysten: "For denne Gang, Mr. Sidney! . . . skjønt De ikke fortjente det, - - - De har et usigeligt Talent til at mishandle Deres Venner!" Faa Øieblikke efter sad den stive, gravitetiske Gentle- SIDE: 97 man og den elegante, smilende Dame sammen i deres prægtigt udstyrede Bredslæde. Solen skinnede alerede temmelig stærk smeltende paa den hvide Is, og henne paa Skøitebanen saas, som vanligt paa den Tid om Formiddagen, en Mængde Mennesker. De lod holde ved Kanten, hvor de saa Advokat Lin- stow og hans Damer. Idet Miss Wilkens skulde stige ud, forlod Advokaten sin Hustru, som han hidtil havde ledet ved Haanden og stod med et Par raske Sving foran Slæden. "Maa jeg hjælpe Dem Deres Skøiter paa, Miss Wil- kens!" "Tak, Hr. Advokat! . . . De forstaar at faa dem til at sidde som støbt paa Foden." Mr. Sidney, der paa sin langsomme Vis var steget ud af Slæden for at hjælpe hende Skøiterne paa, maatte nu overlevere dem til Advokaten. "Tak, Mr. Sidney!" sagde hun. "De bør ikke bøie Deres syge Skulder . . . Tør jeg nu ogsaa være rolig for, at De er forsigtig hernede? . . . De véd, jeg har lovet Deres Mor at passe paa Dem!" Mr. Sidneys Ansigt opklaredes, og han hengav sig med stor Iver til allehaande Kunstpræstationer, indtil han opdagede et Glimt af Ross langt borte mellem Mængden og stilede sin Kurs efter ham, medens Miss Wilkens paa sin Side begyndte en Fart Isens hele Længde nedover ved Advokat Linstows Haand. Av hvad der foregik længere oppe paa Isen omkring Miss Wilkens, havde intet undgaat Ross's skarpe Øine. Han gjættede, at det var paa ham Mr. Sidney stilede, som han kom stampende henover Isen i lange, med røde Broderier udstafferede Nummedølsvanter og Mes- singbælte med Tollekniv, og han havde tillige opdaget, hvad der for ham var af hel anden Interesse, at nu havde Attachéen, Mr. Campbell, ogsaa fundet Vei der- ned - naturligvis for Miss Wilkens's Skyld. Attaehéen havde samme løse, slingrende, matte Hold- ning paa Skøiter som uden dem; men der maatte allige- SIDE: 98 vel være etslags Staal i de Ben, thi i Virkeligheden gik det jo fortræffeligt fremover. Denne brugte ogsaa Lorgnetten paa sin vante Vis, da han med de vaklende Ben stansede op foran Miss Wilkens, der var midt i en animeret Skøiteleg med Advokaten - han gik baglængs i Kreds, idet han lod Skøiterne skjære over, og hun paa samme Vis frem- længs. "Jeg beder for mig," raabte han, "løb ikke en uøvet Stakkel overende! Jeg er desværre, som saa mange andre, geraadet ind i Deres Tryllering!" Han pegte paa den snehvide Kreds, som deres Skøiter havde beskrevet paa Isen. "Naar Diplomaterne vover sig ud paa Glatis, har de altid en Udvei - Velkommen paa Isen, Hr. Attaché!" "Jeg er kun kommet hidned for at beundre Miss Wilkens . . . og, jeg maa tilstaa, i denne polske Dragt er De uforlignelig! - - - Men der har vi Manden, som kan give os det poetiske Udtryk," sagde han, hilsende til Ross, der netop kom til. "Hvad siger De om: "Prin- sessen i et Vintereventyr!" . . . "Nordenvindens friske Datter?" - - hun kan være forfærdelig lunefuld!" "Jeg vil heller komplimentere Hr. Attachéen selv, ligne hans Talemaader med smukke Roser i Vinter- skavlen!" "Ah, - ser De, Miss Wilkens! Der er et medfødt uudslukkeligt Had mellem Diplomater og Poeter. - Hvem der er Hunden og hvem Katten har jeg endnu ikke fundet ud! Men en Poet tænker sig altid en Diplo- mat som en Kiste fuld af skjult Svig . . . de falske Læber flyder over med Honning . . . hans Tale strør "rodløse Roser" i Fangevis, og under dem ligger Hug- ormen og lurer! . . . Der skrives intet høiere Drama uden en Skurk af en Diplomat!" "Jeg er ialfald stolt af mit Bekjendtskab med begge Magter," - lo hun, idet hun gled henover Isen mod Advokat Linstow - - "aner, at jeg engang skal se den ene som en stor Minister, den anden som en stor Digter . . . Maa jeg forestille Dem for den engelske SIDE: 99 Attaché ved Legationen i St. Petersborg, Mr. Camp- bell! - De maa vide, Advokat Linstow har lovet mig . . . har stillet os i Udsigt en stor Skøitefest med Fak- ler - og, naar han siger noget, sætter han det igjen- nem." Der udspandt sig en liden Samtale mellem de to Herrer. Idet Miss Wilkens, der havde prøvet sig i nogle Skøitemanøvrer, gjorde Mine til at fortsætte Turen ned- over, sagde Advokaten: "De kunde gjøre mig en Tjeneste, Ross . . . ved at tage Dem af min Hustru og mine Søstre, som ven- ter deroppe, - til vi kommer tilbage . . ." "Kan De ogsaa bruge mig, vil det være mig en Glæde," yttrede Attachéen. "De, Hr. Ross, vil nok være saa god at præsentere mig?" "Med fornøielse, Mr. Campbell!" Som Miss Wilkens og Advokaten løb nedover Isen, stod Attachéen med Lorgnetten i Øinene og saa efter dem . . . "Hun løber egentlig ikke smukt, . . . der er noget mandfolkeagtigt i hendes Bevægelser - synes De ikke, Hr. Ross?" "Saa det er Roserne, De strør, Hr. Attaché! . . . Jeg finder nu, at hun løber overordentlig utvungent og naturligt! - Det er overhovedet dette friske ubundne, som er hendes . . . hendes . . ." "Charme? . . . Saa-aa . . . De finder Det!" svarede Attachéen og saa et Øieblik opmærksomt paa ham gjen- nem Lorgnetten. "Det er dog ellers ikke den Side ved hende, som beskjæftiger mig . . . Hun har rige Evner . . . overordentlig rige! - hvad Deres Digterblik natur- ligvis har opfattet. - - Jeg tror, at en Diplomat kan lære af hende!" Han saa skarpt paa Ross: "Sig mig, forstaar De hendes Forhold til Mr. Sidney?" "Overmaade godt! . . . Det er en Uafhængighedskrig . . . Hun maa levere et Slag hver Dag for sin Selv- tændighed!" "Truffet, Hr. Poet! . . . Og derfor er hun - med al Krigens Ret i fuld Gang med at erobre ham . . . Den SIDE: 100 Mand kan nok være værd et Felttog; - han eier en Million!" "Nu saa, - Beregning! Og De mener, en Kvinde som Miss Wilkens skulde sælge sig? . . . Der gives dog det, som ikke sælges for Penge, - ialfald tror vi det endnu hertillands! . . . De glemmer desuden det simple Fak- tum, Hr. Attaché, at Mr. Sidney er forlovet!" "Au!! - - hvor man dog kan være forfærdelig di- strait, Hr. Ross! Jeg maa tilstaa, . . . jeg glemte virke- lig . . . det saa fuldstændig afgjørende Faktum, - - at Mr. Sidney er forlovet!" Det forekom dog Ross, som der laa noget spydigt i Attachéens Svar, og medens han taus løb opefter Isen ved hans Side, faldt han i Tanker over dette hendes Forhold til Mr. Sidney. Det var unægtelig ikke saa ligetil at begribe for den, som ikke desto bedre forstod hendes særegne vanskelige Forhold til Familien, - - og det kunde visselig ogsaa kun altfor let mistydes af fremmede! Attahéen stansede ham paany. "Ser De der," - sagde han og fulgte en Skøitelø- berske med Lorgnetten - "der er en Dame, som løber virkelig smukt! - - hvilken Sikkerhed og Gratie!" "Hun løber godt; men paa en hel anden Vis end Frøken Wilkens . . . Det er forresten netop en af de Damer, vi søger - Frøken Katharina Linstow!" Idet de stansede foran Katharina og Fru Linstow, præsenterede Ross Attachéen: "Det er en Gesandt - fra Deres Mand, Fru Linstow!" Den unge Frue var en lidt spædvokset Dame med et næsten blaalig skinnende, sort Haar, brune Øine og et sympathetisk Udtryk i det fine ovale Ansigt. Idet hun modtog den Haand, som Ross bød for at lede hende, saa hun sig lidt utaalmodig om. - Hendes Mand blev utaalelig længe borte! . . . Og nu idag igjen dette Ind- fald at løbe hele Skøitebanen rundt med Miss Wilkens! . . . Henrik var med ét blevet forunderlig ivrig efter at komme ned paa Isen! . . . "Jeg stod netop helt optaget af det Mesterskab, hvor- SIDE: 101 med Frøken Linstow gaar paa Skøiter," - bemærkede Attachéen, henvendt til Katharina - "og, istedetfor at byde Hjælp, vover jeg heller selv at bede om en Smule Information . . . Deres Lærer maa jo være stolt af en saadan Elev!" "Min Læremester, Hr. Attaché? - ja lad mig se, - det var en liden Visergut, som jeg truede til at hjælpe mig paa Dammen hjemme . . . Til Gjengjæld fik han laane mine Skøiter hele Eftermiddagen; - de var bedre end hans! . . . Attachéen saa lidt forbauset paa hende; - han vid- ste ikke rigtig, hvad Slags selskabelig Stilling denne Dame kunde indtage. Idet Katharina sagte gled henad Isen i en Halvbue, vedblev hun: "Jeg har gaat paa Skøiter fra Barn af og . . . er bange for, at de fleste Damer her i Landet neppe har havt stort bedre Læremester end jeg i den Kunst, - min hed Lars!" Attachéen saa sig rundt med Lorgnetten henover Publikum og udstødte ironisk sukkende: "Man mærker paa alt, at man er i det demokratiske, friske Norge . . . hvor er ikke Fødsel og Penge her plud- selig blevet til smaa Magter! Lutter fribaarne Gentle- men og Ladies! . . . En Mand, f. Eks. som Hr. Ross derhenne, anser sig paa Grund af Aandens ligefremme Ret udenvidere rangeret med en Peer af England!" . . . "Og en af vort Lands Ministre har ikke større Indkomster end Deres velbaarne Hr. Fader maaske gav Deres Hovmester. Men saa har jeg hørt, at man ofte faar saa uendelig lidt for Pengene over i England!" Diplomatens Blik streifede hende atter forskende un- der den ligegyldige, matte Mine. "Ah, jeg forstaar," - lo han - "det er ikke blot paa Skøiter, jeg kommer i Skole! . . . det kalder jeg dob- belt Held!" "Deres Skøiter er altfor lave, Hr. Attaché!" "Lutter Forsigtighed, Frøken Linstow!" "Man kan ogsaa løbe for forsigtigt." SIDE: 102 "Altfor sandt! . . . men den, som ikke kan flyve, faar holde sig til Jorden! - - Vil De saa se min Modsæt- ning . . . En, som er istand til at flyve aldeles uden nogen Jord under sig?" udbrød han og saa hen paa Ross, der netop fo'r baglængs i en voldsom Fart, ifærd med at øve den Kunst pludselig at kaste sig helt om paa den ene Skøite; det lykkedes den ene Gang efter den anden . . . "Jeg vil kalde dette en inspireret Fart! . . . Han kan alt, naar hans Genius er over ham, - og Miss Wilkens er i Nærheden!" Katharina skiftede Farve, - hun havde skimtet Miss Wilkens's usædvanlige grønne Dragt inde mellem den sværmende Mængde, og hendes Blik fæstede sig med et uvilkaarligt Glimt af Angst paa Ross. Det forekom hende pludselig, som hun nylig havde set og talt - o, saa uudsigelig fortroligt! - med ham . . . set ham netop slig, som han nu rask fo'r der med dette ildfulde, ube- tvingelige, ranke Mod, der i hendes Øine gjorde ham saa uden Sammenligning herligere end nogen anden Mand! Han havde, - ligesom nu, da han alt paa lang Afstand saa og hilsede Miss Wilkens, - løftet Pelts- huen fra det hvidrimede prægtige, brune Haar. Men dengang var det hende, han hilsede . . . og hun havde sagt ham, at hun saa, det var en Krone, - han kunde være vis paa det! . . . Ak, hun havde drømt det alt netop i denne Nat! - - Miss Wilkens kom, ledsaget af Advokaten og Mr. Sidney, og stansede Farten lige ved Fru Linstow. "Hvor ubetænksomt!" udbrød hun beklagende, endnu medens hun drog Aande. - "Kan De tilgive mig, at jeg saalænge har forholdt Dem Deres elskværdige Mand, Fru Linstow? . . . Under en saadan Isfart glem- mer én Tiden . . . Deres Mand forstaar isandhed at føre en Dame! - - Det er en Fornøielse at sætte en Mand som Dem paa Prøve, Hr. Advokat! . . Jeg kunde have Lyst til at se Dem utaalmodig engang; men nei, det lykkes ikke! - altid den overlegne, hvad jeg saa plager Dem med . . . De bringer mig til at tænke paa den norske Granit," og hun tilføiede med et raskt Nik, "den kan der gjøres Løver af!" SIDE: 103 Mr. Sidney kom idetsamme hen mellem dem, balan- cerende paa den ene Skøite. "Men har De set, hvorlænge Mr. Sidney har staat slig?" udbrød hun . . . "Jeg har nu fulgt Slangelinien efter Dem den hele Vei, Mr. Sidney! Den Kunst maa De lære mig . . . jeg forstaar blot ikke, hvor De faar Farten fra!" Medens Mr. Sidney gjorde den sidste Svingning, sagde hun sagte polisk til Ross, idet hun gled forbi ham: "Jeg skal lære at staa paa et Ben som Heiren - den ser saa gravitetisk ud da . . . den kan tilbringe hele Dagen bare med det!" Hun var som en forkjælet, deilig Pige med et blin- kende Sjælmeri i Øiet. - Og saa gav hun sig ganske alvorlig ifærd med Mr. Sidney! Øvelsen var i sig selv alt andet end skjøn; men hvor klædte det hende ikke alligevel! - Han kunde ikke faa Øinene fra hende. - - Midt i et af sine Forsøg stan- sede hun og bemærkede til Mr. Sidney: "Det lader til, at vor Attaché formelig underholder sig med Frøken Linstow!" "Hun løber smukt!" "Aa ja, pertentlig og net som en Sypige!" Ross kredsede i Ring om dem, indtil han i et gun- stigt Øieblik fik hende ved Haanden og nu i glimrende Fart førte hende nedover Isen. "Der staar i dette Øieblik et deiligt Billede for mig," sagde han. "Nu?" "Af en Skøiteis ... et Fjeldvand, gjennemsigtigt og klart, saa én ser Stenene og Fiskene paa Bunden ... Der er endnu ikke sat en Fod paa den, - hele Speilet venter paa det første Billede, det skal fange! - - Da kommer en Dag en ung herlig Kvinde og spænder Skøi- terne paa ..." "Nu, - - og saa?" "Nu ja, - Solen straaler, og saa løber hun i al sin jomfruelige Høihed, i hele sin Ungdoms ranke Skjøn- hed over den - for første Gang! ... Og ingen rører SIDE: 104 siden ved den ... Sjøen ligger dunkel og ensom mel- lem Fjeldene og bærer de samme ensomme Spor, - indtil den smelter ..." "Aah, - det skal ende sentimentalt! Og jeg, som ventede paa ... som troede, at til enhver saadan Isfart maatte der en Helt! ... en eller anden farlig, smuk Nøk, som slog Isen itu og druknede hende, eller ialfald holdt paa at tage Livet af hende med sin Kjærlighed. - - - - Jeg synes, De digter daarligt!" Da de sluttede ved Enden af Skøitebanen, stod hun varm af løbet i sin peltsbræmmede Kaabe, medens Ross laa paa Knæ og tog hendes Skøiter af. Katharina og hendes Svigerinde passerede lige forbi dem paa sin Vei op fra Isen. "Thomas paa Knæ for Miss Wilkens!" - Katharina kunde ikke faa det Syn ud af Tanken ... De to Damer gik hjemover, hver paa sit Vis tause, og det faldt ingen af dem ind, at de ikke havde talt et Ord sammen, da de skiltes. Ude hos Advokatens laa der Indbydelse til Crawbys, og det henstilledes til ham, hvorvidt man turde tilstille ogsaa hans Søstre en lignende. Der opstod en temmelig varm Diskussion mellem Mand og Hustru. Advokaten var ubetinget for, at de skulde modtage Indbydelsen, medens Fru Linstow for- holdt sig nølende, "da de jo sletikke kjendte Crawbys selv." Det endte dog med, at hun lovede at gaa, saa- fremt Katharina gik. - Derhjemme mødte Advokaten først sin yngre Sø- ster, Johanne, for hvis Fantasi denne Invitation aab- nede et helt Perspektiv af Selskabelighed. Hun ilede, viftede med Kortet foran ham ind til Katharina, der dog til hendes Forbauselse saa alt andet end behage- lig overrasket ud. SIDE: 105 "Skal vi da ikke tage imod den?" - stammede Sø- steren. "Hvad?" sagde Advokaten like bagefter. Katharina havde holdt Indbydelsen et Øieblik i Haan- den og derpaa ladet den falde ned paa Bordet med en Mine af Fortørnelse. Der stod: "venlig Hilsen fra Annie Wilkens" tilføiet under, og det saa næsten ud, som om de skulde blive nødt til at gaa. Hun stred med en inderlig Ulyst. Det udtryksfulde Ansigt viste tillige, at hun overveide ... Ross kom der, naturligvis! ... Men dette kunde dog være en Leilighed til at se og bedømme Miss Wilkens nærmere ... ... Johanne stod der forventningsfuld. "Jeg har rigtignok tænkt mig dette Skøitebekjendt- skab endt med Isen; - men, siden Du nu engang har paataget Dig disse fremmede, Henrik! er det vel bedst, vi fortsætter Høfligheden og tager imod Indbydelsen." Den hyggelige, muntre engelske Middag, der var an- rettet i Mr. Crawbys lille, ovale Spisesal, bestod af et Snes Personer. Ved det af Opsatser og blinkende Kry- stal, af perlende Vine, Blomster og Frugter i stærkt Lys straalende Bord, hvor den gjæstfri Vært og Værtinde dannede ligesom de to solide Forbindelsesled i den fest- lige Ring, havde Mr. Crawby hilset sine nye Gjæster med et Par Velkomsttoaster, hvori han udtalte sin Tak- nemmelighed for den Velvillie, der var vist dem som fremmede. Han haabede, at Bekjendtskabet vilde ved- vare, ogsaa efterat Isen var brudt op, og bad dem be- tragte sit Hus som et Vennehjem. Advokaten svarede og fremhævede bl. a. varmt den Friskhed og Ynde, som de var komne til at lære at kjende og skatte i Husets Datter, Miss Wilkens. "Jeg havde ikke troet, at De gav Dem af med at smigre, Hr. Advokat!" - sagde hun lidt efter, idet hun kom bag hans Stol med en Frugtkurv, hvoraf hun først havde forsynet sin Pleiefader. - "Det smukkeste Æble SIDE: 106 har jeg udvalgt til Deres Frue ... det næste er Deres ..." Hun vendte sig til Fru Linstow, der sad lige ved, som Mr. Sidneys Borddame, og rakte hende Æblet paa en Sølvkniv, idet hun udbad sig Æren af at faa drikke et Glas med hende. Fra Advokaten gik hun til en ældre Grosserer; - - hun havde en mageløs Drue-Klase til ham. "Ser De, med Dem vil jeg gjerne drikke ... De og Papa, - Eder stoler jeg paa! ..." Fru Linstow maatte erkjende, at hun saa udmærget godt ud, som hun gik der livsfrisk og leende med Vin- løv i Haaret og lidt hed i Kinderne af Vinen ... og til- lige med saadan Anstand! Ross syntes ikke at være i Stemning; - Miss Wil- kens lod idag til at betragte ham rent som Luft, hun henvendte sig ikke en eneste Gang til ham, - og han gjorde Gjengjæld. Han saa tankefuld ud, konverserede temmelig distrait Konsul M.'s Frue og løftede derunder engang pludselig Glasset og drak med Katharina. Da man brød op fra Bordet, førte Herrerne under munter Samtale sine Borddamer ind i det lune med bløde Tepper belagte Sideværelse, hvis Tusmørke kun oplystes af Tyriflammerne paa Kaminen. Fra det næste Værelse hørte man Papegøien skrige ind til dem: "Snak kun, gode Ven, - Papegøie tænker!" "Jeg foreslaar, vi gjør, som Papegøie siger ... lader Damerne snakke sammen, saa gaar vi hen og tænker!" - sagde Mr. Crawby lunt. Og den mandlige Del af Selskabet drog sig for en Stund tilbage med ham og Mr. Sidney til Tobaksværelset og Billarden. Damerne leirede sig ved Kaminen eller slog sig ned i de bekvemme Stole indover Gulvet. Et Par tykke, elegante Fruer endog helt tilbage i Hjørnesofaens Dunkelhed, hvor de rimeligvis, ligesom Mrs. Crawby selv paa sin Plads i Pudestolen, holdt af at gruble lidt efter Middagsbordet. Miss Wilkens havde sat sig mageligt hen paa Chaise- longuen inde ved Væggen nær Kaminen; hun havde faat Johanne, der syntes at interessere hende, foran sig. SIDE: 107 Katharina sad paa en lav Taburet lige foran Ilden. Hendes sjælfulde Ansigt, den fine Figur, de smaa, fuldendte Hænder og Toilettet var alt Gjenstand for Miss Wilkens's stille Mønstren, som hun laa der paa Siden med Haanden under Kinden ... Endelig spurte hun: "Er De af dem, som tror, at Mandfolkene tænker saa forskrækkelig fornuftigt, Frøken Linstow? Jeg for min Del tror nu ikke saa farligt paa det ... Det er bare et af de mange Monopoler, de har tiltaget sig." ... "Ligesom med Tobakken!" - lo Katharina. "Apropos! har nogen af mine Damer Lyst paa en Cigaret, saa har jeg dem ovenpaa hos mig, - jeg stjæ- ler undertiden hos Mr. Sidney; men" - her hostede hun, som hun havde faat Røgen i Halsen - "jeg kan aldrig komme rigtig afsted med det - - Ikke mere Kaffe? Hvad siger De, Fru Linstow? ... det er saa smukt af Dem, at De vil give slip paa Deres Mand en Smule for vor Skyld i denne Tid - - - vi er Dem saa meget mere taknemlige, som vi véd, hvor indtaget han er i sin sjeldne Hustru. - - - Man siger jo, I lever endnu bestandig i Hvedebrøds- dagene! ..." Hun havde reist sig fra Chaiselonguen og var nu henne for at overtale Mrs. Crawby og Fruerne til at tage den anden Kop. Man drak Kaffeen, og man drak Likøren, og Pas- siaren mellem Damerne gik lystigt og overgivent. Katharina var lidt overrasket over Miss Wilkens. Det var jo nok muligt at hun havde været partisk i sin Dom om hende! Hun var dog naturlig og med al sin Selvstændighed opoffret for Pleieforældrene; - det var tydelig hende, som bar alt derhjemme ... Da Herrerne kom ind fra Røgeværelset, fandt de Damerne hyggeligt leirede om Kaminen. Mr. Crawby tog Kaffekoppen bort fra et lidet rundt Bord og trykkede paa en Knap, hvorved det pludse- lig til alles Overraskelse udfoldede sig til en ameri- kansk Gyngestol, sammensat af næsten luftig tynde SIDE: 108 Træspærrer, og han gyngede sig nu velbehageligt i den med det ene Ben over det andet. Passiaren fortsatte sig ivrigt, og nogle af Damerne be- saa ved Ilden endel kolorerede Plancher; - det var de nyeste Vaarmoder. Miss Wilkens havde paataget sig at holde Ilden ved- lige. Hun sad slig at Tyriflammens rødlige Skjær lyste over hendes Ansigt og Hals, hvergang hun bøiede sig frem for at lægge en ny Stikke paa Ilden, og Ross iagt- tog, hvor ypperlig hun saa ud i Farveskjæret. Hendes Ørenringe og Diamantnaalene i Haaret skjød af og til gule Lyn derinde i Mørket ... Der var noget ubestemt ... af et sydlandsk eller østerlandsk Eventyr over hende. Disse forunderlige asiatiske gule Stene havde sat sig fast i hans Fantasi. "Efter min Mening" - sagde Ross varmt - "skulde enhver Kvinde have Lov til at klæde sig efter sin egen Fantasi og Skjønhedstrang" ... "Ja, da skulde vi faa se en artig Hønsegaard!" - svarede Pregel tørt, og Miss Wilkens lo overgivent ... Hun saa hele Hønsegaarden saa livagtig for sig! ... "Og alle de, som sletingen Fantasi har! ... de skal gaa klædt saadan uskyldig tarvelig - i klart hvidt med rødt eller blaat Baand om Livet ... og en Rose, som de bruger her paa Baller, helt til de er firti Aar!" - Hun kom til at se paa Johanne, der sad ganske blussende. "Ja, for en saadan ung nydelig Pige som De, er det en anden Sag!" - udbrød hun og tog hende kjærteg- nende om Livet - "Dem klæder nu engang det Toilette virkeligt ..." Hun bøiede sig hen til Pregel, som sad lige ved og magede Sig bagover paa en Stol: - "De gamle Fruer kjeder sig - - kan De ikke bede Ross om at fortælle noget? Jeg tør ikke - for to skarpe Øine, som vogter paa mig iaften." ... "Ja, her har vi Tyriflammen og der sidder Digteren" - udbrød Pregel ... "Har Du ikke lidt for vore lyt- tende Øren, Ross?" SIDE: 109 "Det er jo slig i Tusmørket ved Ilden, alle vore vakkre norske Eventyr er blet til!" - tilføiede Miss Wilkens. Men Ross var ikke i det Humør; - han undskyldte sig med, at han ikke var oplagt. "Jeg havde nok ventet at De havde føiet mig, Ross!" - hørte han det hviske fra det mørke Dørgardin bagom sig. Han vendte sig om; men da var hun borte. Hun stod nu bag Gyngestolen med Hænderne foldede over sin Pleiefaders Bryst. "Jeg var henne og ringede efter Lys, Papa," sagde hun. Pregel satte sig til at spille. Han syntes at være kom- met i Kulør, og efterhaanden begyndte han, som han undertiden pleiede, at nynne til; - han gjorde dette paa en egen virkningsfuld Maade. Pludselig slog han over i et Slags Guitarakkompagne- ment ; - det var Serenaden, som strømmede dæmpet med skjult Ild. Man skjelnede i hans stemningsfulde, sagte Nyn de hedt hviskende, af Natten omslørede, skjælvende Ord i et sydlandsk Kjærlighedsmøde, li- denskabeligt tændende - da Miss Wilkens rakst af- brød: "Aa nei, Pregel! - den er saa sentimental, og nu faar vi Lys" ... "Det er de mest smeltende erotiske Linier, Du har skrevet, Ross!" - bemærkede Pregel; - "men det er sandt, de passer kun i Tusmørke eller Maaneskin og . . . naar De selv synger den, Miss Wilkens!" . . . "Og nu maa vi faa lidt Musik af Damerne" - vedblev Miss Wilkens ivrigt . . . "De, Fru Linstow, véd jeg, spiller saa smukt!" Katharina følte, at Stuen begyndte at blive kvalm for hende. Han skrev glødende, sværmeriske Sange til Miss Wil- kens! - - som blev sungne - i Tusmørket - - - herinde. - Hun stod og bladede i et Notehefte, som laa paa Hylden ved Pianoet, og kjendte, at Hjertet be- SIDE: 110 gyndte at banke Slag paa Slag . . . voldsomt, uregel- mæssigt, uden at hun kunde styre det. Medens Følelserne slig stormede, var det en Lise, at der spilledes, saa hun kunde være uforstyrret med sit eget. Hendes Blik faldt paa Ross, der stod lænet mod Ka- minpladen . . . Var han ikke alt paa Vei til at miste baade sit Navn og sin Ære i denne Atmosfære af Smi- ger og Beundring, hvormed de alle her - med Pregel og Miss Wilkens i Spidsen - omgav ham, ligesom med en Tryllering! . . . og hvad brød vel nogen af disse sig om, at han gik under? . . . Hun forstod, at han nu var kommet langt fra hendes Vei! Advokaten og Miss Wilkens sad imidlertid i livlig Samtale henne i en liden Hjørnesofa og besaa forskjel- lige Albums. Han beundrede en Række Portræter, tagne af Miss Wilkens i de forskjellige Lande, og den Omstændig- hed, at hun havde tilladt ham at udvælge sig et af dem, lod til at sætte ham i dybe Overveielser, der imid- lertid afbrødes af hans Hustru, der kom og spurgte ham, om det ikke var paatide at bryde op. Da man stod paa Hjemveien i den mørke, noget sne- tykke Nat, var alle kjørende undtagen Ross, der altid foretrak at gaa. Han vilde vente, til Slæderne var komne afsted og, som han gik gjennem de netop forladte Værelser, fandt han Miss Wilkens siddende i en Sofa helt opgivet og mat: "Jeg er saa træt - - - - træt som efter en hel Dags udstaaet Eksamen! - - - - for nogenlunde at kunne bestaa for disse fuldkomne Damer! Hvor de er fuldkommen kjedelige . . . Og saa har De endda svigtet mig, Ross! De vilde intet fortælle, ikke hjælpe mig . . . Tvertimod, De lagde Stene iveien . . . tog Anledning til at være vred!" "De har Ret - det er en ynkelig forspildt Aften! . . . Ikke et Ord, ikke et Blik, ikke en Mine, som kunde antyde, at én dog var til for Dem!" SIDE: 111 "Har De da været saa meget galantere, Hr. Ross!" "Jeg har kun fulgt Dem! - set, at De er farlig . . . forfærdelig skjøn! - - at jeg holder paa at miste min sunde Sans her i Huset!" "Tys, tys, - nu er De igjen altfor varm! - - og der kommer Mr. Sidney!" . . . "Vil De som jeg, Mr. Sidney, saa gjør vi os en hyg- gelig Dag imorgen ovenpaa al denne Kjedsommelig- hed? . . . Advokat Linstow har lovet mig at se herind imorgen, saa kjører vi en Tur og har det en Smule op- muntrende bagefter. De skal faa en mageløs Gelée, som vi har sparet idag, og en Champagne!! . . . Det er jo den, De synes om, Ross!" . . . Ved Siden af det selskabelige Liv, han førte, ud- foldede Ross i denne Tid en overordentlig Virksomhed. Lyset oppe paa hans Kvistkammer slukkedes sjelden før Klokken tre, fire om Morgenen. Han var lidt bleg om Dagen, og i hans Øine brændte en forstærket Ild. "Igjen et Stykke færdigt?" - udbrød Pregel en For- middag oppe hos ham - "Løndal blir gul af Mis- undelse . . . Ja, Du skulde set hans Ansigt, da jeg i forrige Uge fortalte ham, at Du holdt paa med et nyt Arbeide!" Ross sad foran sit Arbeidsbord. - "Ser Du!" sagde han, idet han reiste sig og traadte tæt hen til ham, medens han satte de store, mørke Øine ind i hans An- sigt. - "Jeg skal betro Dig noget . . . foreløbig kun Dig, Pregel! Nu først véd jeg, hvad jeg selv har givet i det Stykke, jeg har indleveret. Stort eller lidt, er det intet mindre end et helt Gjennembrud . . . et nyt Land, jeg har fundet for Poesien hos os . . . Vor Tid har sat sin Finger i den gamle ideale Sæbeboble, min Ven - den er brustet! Og nu kommer Stof og Emner saa at sige stormende og fossende ind paa mig, saa at det SIDE: 112 meste har jeg ikke Tid til at udføre engang, men maa lægge det hen i Udkast og Planer. "Se her!" - Han tog op sin Mappe, hvori der laa endel Omslag med Udenpaaskrifter - "Alt dette ligger i Baghold . . . gjemt, forstaar Du! Er først det ene Stykke gaat skal de faa mere og ganske anderledes Vin fra det samme Bjerg, det indestaar jeg Dig for!" "Min Ven, Du imponerer mig!" - sagde Pregel og satte sig i det samme med et Buk af jovial Ærbødig- hed paa sin Vens Plads i Sofaen - "Du er en Lykkens Pamphilius! Og jeg forpagter alt, hvad der blir at komponere - hører Du, alt! Det er Aftale! - Men jeg glemmer jo . . . jeg vidste jo, jeg kom for noget! Jeg talte igaaraftes i Theatret med en af Direktørerne, som mente, at dit Stykke vilde komme til at gaa en- gang i næste Maaned om en fire, høist fem Uger." "Saa! - - - - Da skal altsaa Slaget staa! . . . Jeg har virkelig længtet efter det . . . undertiden fryg- tet for, at Direktionen kunde have sovet fra det! - Jeg skal sige Dig noget, Pregel!" - Han gik nær til Sofaen, hvor denne laa, og greb Vandglasset paa Bor- det med et Udtryk som én, der har Febertørst. - "Gid Dagen havde otte of fyrretyve Timer! . . . og jeg kunde faa tømme dem som skummende Guldpokaler - den ene efter den anden - i Liv og Digt! Jeg har aldrig før nogengang levet, - bare været saadan en ideal Drømmer. Nu tørster jeg efter at leve . . . leve, hører Du! Jeg lyster ikke længer at blive snydt for mit Liv." "Du vil have Guldpokaler - Bravo! - Forresten, otte og fyrretyve Timer? . . . Du har ikke de tilstrække- lige legemlige Fonds; Du er klæk og nervøs . . . Ja, var det endda mig, som lod slige formastelige Ønsker opstige til Guderne. Men jeg er over den Alder, da man gjør dem slige uvittige Anmodninger! - - - Apropos, om Guldpokaler! . . . saa har Du dem jo skinnende for Dig til Dagenes Ende. Grib bare til! Et Parti som Miss Wilkens gives ikke i Norge." "Nei, nei, Pregel, - dette er Vaas! Jeg skal selv vide SIDE: 113 at erobre mig mine Sporer! - - Hold op med det, hører Du! . . . "Prrr. Krudt! Overvei, min Søn! - jeg overgiver Dig Sagen til rationel Behandling" . . . "Snak! - - - Du ser jeg eier ikke Spor af Tid" - udbrød Ross utaalmodig. "Uf! Du vil, jeg skal gaa! - jeg laa saa magelig her . . . Nu ja, vi ses vel ude hos Crawbys iaften? . . . Jeg skal fortælle et Par Steder, at jeg - din bedste Ven! - idag blev kastet paa Døren af Dig. Det har sin Effekt . . . der er en hel Del, som undres paa, hvordan geniale Mænd egentlig lever sammen . . . Au revoir!" - Han yttrede dette i Døren, og man hørte bagefter den trillende Lyd af Stokken, som han strøg mod Trem- merne i Trappens Rækværk. Ross stod en Stund og lyttede og begyndte derpaa at gaa med hastige Skridt op og ned ad Gulvet. Han kunde nu ikke skrive mere og drev tilslut ned i Stuen, hvor hans Mor fortalte, at en Prioritetshaver i hendes Hus havde lovet hende, at en forfalden Termin indtil videre kunde faa henstaa uindkrævet. "Det gjorde han for din Skyld, Thomas!" yttrede hun baade stolt og glad. "Han talte meget om Dig og om, hvad Du lover at blive . . . Du kan tro, jeg har været angst! De siger, at vort Hus ligger saadan til, at det fortiden ikke har videre Værdi i Handel og Vandel" . . . "Jeg skal skrive Huset berømt, Mo'r! saa der skal nok blive givet noget for det - at sige, naar vi dør, for før sælger vi det ikke. Her er andre Tider for sligt nu . . . med hver Bog, hvert Theaterstykke stiger Hu- set en Etage! . . . Det skal blive et lidet Slot med fladt skraanende østerlandsk Tag, saa kommer Ud- sigten til sin Ret, for her er ikke en smukkere Belig- genhed i hele Oslo!" . . . "Og Du gaaende som Tyrk deroppe paa Taget! - - med alle Byens Kikkerter rettede paa Dig!" - udbrød Kirstine. SIDE: 114 - - "om fire eller fem Uger skal mit Stykke op- føres, Mo'r!" "Og det siger Du først nu!" "Jeg glæder mig til det, ønsker, det blot var i næste Uge! Jeg har saameget andet, som skal frem . . . Jeg er som en stigende Flom om Dagene, og dette Stykke staar som Dæmningen foran det hele . . . Naar den springer, skal det bære løs for Alvor, saa det baade suser og fosser - stol paa det, Mo'r!" Fru Ross stod med Nøgleknippet i Haanden og saa ned. Det fine, blege Ansigt forraadte en Bevægelse, som hun gjerne vilde dæmpe. Da hun igjen saa op paa ham, sagde hun med vaade Øine: "Det er kanske formasteligt af en gammel, prøvet Enke at fatte Tro til slige Luftslotte; - - - men saa bli'r de jo Vorherres Bygninger de ogsaa!" - Det var i Skumringen ude hos Crawbys. Der skulde være Bal om Aftenen hos en af Stadens første Familier, og Husets Medlemmer sad om Kaminilden, hvor Miss Wilkens gav tilbedste den ene muntre Karakteristik efter den anden af de Personer, som havde været der paa Formiddagsvisiter. Mr. Sidney var kommet i et udmærket Humør; Miss Wilkens havde midt under sine lystige Demonstratio- ner lavet ham en Cigaret, og han sad nu henne i Tus- mørket og røg paa den, medens hun spillede henne ved Pianoet. Mrs. Crawby gik for at tage sin vanlige Middagslur, og Mr. Crawby begav sig ovenpaa for at modtage sin Post. "Apropos!" - sagde Miss Wilkens og lod Hænderne hvile paa Tangenterne - "De har endnu ikke engageret mig . . . Vil De have Polonaisen?" SIDE: 115 Han kom ikke til at svare, da de afbrødes af en Skraben paa Døren og en sagde Tuden. Det var hans Hund, Roger, der trykkede Døren op og nu kom logrende ind med et Brev i Munden; det var fra hans Kjæreste. Miss Wilkens spurgte ikke, - hun gav sig igjen til at spille. Mr. Sidney holdt det tætskrene Brev imod Kamin- gløden, og Roger sad og saa op paa ham, medens han læste. Da han var færdig, sad han endnu med Brevet i Haanden, og han saa nu saa træt og sørgmodig ud. Hans Øie mødte Hundens, og han begyndte mekanisk at stryge og klappe dens Hoved, som om han i sine Tan- ker førte en Samtale med den . . . Miss Wilkens var utaalmodig, hun havde flere Gange set hen paa ham, og han sad fremdeles bare og strøg Hunden. "Jeg kan naturligvis ikke vente nogen Opmærksom- hed af Dem, saalænge De har denne Deres Yndling i Stuen; det forekommer mig, som De skyldte mig Svar paa noget, jeg spurgte om!" "Hvilket?" - sagde han og fo'r op af sine Tanker. "Ja Tak, nu kan det være det samme!" - udbrød hun og reiste sig for at gaa . . . "jeg ønsker ikke mere noget Svar." "Hvad . . . vil De ikke give mig Polonaisen?" "Deres Hund . . . den ligger Dem ganske anderledes nær paa Hjertet, ser jeg . . . den forstaar jo ogsaa at bringe Breve!" Han stod en Stund og saa stivt paa hende, - han saa uhyggelig bleg ud. "Saa De tror, jeg holder mere af Roger end af Dem!" Han krammede Brevet sammen i den ene Haand og trak den modstræbende Roger ud efter Halsbaandet med den anden. - - Medens Miss Wilkens lidt efter klædte sig til Ballet, hørte hun et skarpt Knald nede fra Gaards- pladsen, efterfulgt af et kort, øieblikkeligt Hyl. SIDE: 116 Hun styrtede ned ad Trappen og mødte Sidney. "Hvad har De gjort" - raabte hun og greb ham i Fortvilelse om Armen - "De har dræbt Roger!" Han følte, hvorledes hele hendes Legeme skalv. Derpaa stødte hun ham pludselig fra sig . . . "De har intet Hjerte . . . det har jeg altid vidst. For et Ord kan De dræbe Deres bedste Ven!" "Jeg gjorde det for at faa en Polonaise af Dem!" Hun saa paa ham . . . De er en forfærdelig Mand!" Nu først lagde hun Mærke til Manglerne ved sin Paaklædning, og hun sprang igjen hastigt op ad Trap- pen. "Hvad er paafærde?" raabte Mr. Crawby ud af en Dør. "Tænk, - Mr. Sidney har skudt Roger!" jamrede hun. "Skudt Roger?" "Ja, - jeg havde Mistanke om at Hunden begyndte at blive gal," forklarede Mr. Sidney. "Var Du sikker paa det?" "Jeg kan kun sige, at enten var den eller ogsaa jeg gal," svarede han med en egen underlig Betoning, idet han gik forbi og ind paa sit Værelse. Musiken brusede, og paa det parketterede Gulv i den smukke Balsal hos Konsul M. bølgede Rækker af dan- sende frem og tillbage under Lysekronerne. Lange Slæb besatte med Blomster, der blev trukne af Damer, og hvorover gamle Herrer med Komman- dørstjerner af og til holdt paa at snuble, medens de gjennemvandrede Salen . . . Skyer af Silke og Flor, et Skum af Kniplinger i en Atmosfære af stærk Blomster- duft, og det hele fortsat af Speile til begge Sider ind i et Perspektiv som af nye, menneskefyldte, prægtige Fest- sale . . . Ross havde danset med Miss Wilkens, havt det lune- fulde Ansigt med den stolte, fornemme Mine, de tykke SIDE: 117 Øienbryn og Lokkefylde, hvori Stenene glimtede, lige nær sig, set Smilet lege Skjul om Læben og holdt hende om det smidige, ranke Liv i den vuggende Dans. Han havde været inde i en berusende skjøn Drøm. For ham var nu intet til uden hende . . . Han havde netop mindet hende om den Dans, hun Aftenen forud havde lovet ham, da deres Samtale blev afbrudt ved, at Værten presenterede for hende en ung Officer med et Par svære Knebelsbarter, et kobberbrunt Ansigt og en flot krigersk Mine, der netop var kommet hjem fra fremmed Tjeneste med Brystet dækket med Ordener og iaften var uhyre en vogue. . . . "i gamle Dage. Man havde Gjæld . . . kunde mangle til Middagsmaden, men man havde altid Raad til et Par hvide Hansker!" . . . Den, som udtalte disse Ord, var en bekjendt gammel Hovedstadsløve, som havde faat Ross i Knappen. Det var en høi, slank Herre med nogle omhyggeligt lagte Haar over Hovedet og fine graa Knebelsbarter, - ret respektable Levninger af en gammel Kavaller. . . . "Jeg siger Dem - - og det er mit Hjertes Me- ning, Hr. Ross!" - sagde han indtrængende alvorligt, - "et Bal nu bærer ikke Vand mod, hvad det var den gang, da der endnu var noget af Aristokrati igjen hos os . . . De kan tro dernede paa Statholderballerne! - ja, de er siden baade blet berømte Mænd og døde de fleste af dem, som dengang dansede der . . . Dengang var Deres Moder og Fru Mina Linstow to af vor Bys Skjønheder . . . Jeg husker Deres Moder som i denne Aften, hvordan hun dansede dernede - hun var egent- lig ikke saa smuk, som hun var indtagende yndig, og spæd, næsten som Luft . . . og . . . Men, ser De der! - - det er Datteren, Katharina Linstow . . . Hvor har hun nu faat det egne Ansigt fra? - det er fra Faderen. Men se engang den Dans, den Figur, der vugger sig i Valsetakten . . . som Sivet! - Ja, det er Moderens rette Datter, det er let at se . . . der dansede ingen som hun . . ." Med cendrée Haar, smukke Bryn og mørkeblaa Øine, SIDE: 118 der ligesom tog Glans af den usædvanlig skjære Hud - laante Bevægelsen og Dansen Katharina en høi Farve, der gjorde hende smuk, og den hvide Mouse- linskjole faldt saa blødt om hendes gratiøse Skikkelse. . . . "Ser De, hun har faat Opdragelsen hjemme! . . . bare det, at hun ser sin Kavaller let og naturligt i Ansigtet og ikke til Siden eller ned, som de nu har be- gyndt med . . . Hvad siger nu De, Hr. Attaché, som Udlænding!" - udbrød han og greb ham i Armen, som han i forbigaaende vilde ind gjennem Døren. - - - "Læg Mærke til den Dans der . . . vil De ikke kalde det virkelig Dans . . . Noget, som kunde sees med Be- hag over i Eders bedste Kredse? . . . jeg tror, jeg for- staar lidt af den Sag . . ." Attachéen, der ellers var overmaade bange for at blive fanget av den bekjendte Snakker, blev dog denne- gang villigt staaende. Han satte Lorgnetten paa Næ- sen: "De har Ret . . . mer end Ret! Jeg er saa lykkelig at kjende hende. Hun fængsler ved noget i høi Grad friskt og selvstændigt . . . det er som et Pust fra Fjeldene at tale med hende; - de blaa Øine tager jeg med mig over til England!" Ross saa lidt forundret paa ham; - det forekom ham, som Attachéen var blet varm. Han fulgte imidlertid kun distrait Samtalen . . . Hans Øine dvælede ved Miss Wilkens, der stod omgivet af en hel Stab af opvartende Herrer, hvoriblandt Ad- vokat Linstow og den bestjernede Løitnant. Høi og slank, som hun stod der halvt bortvendt fra sin Dansekavaller og talede med en ældre graahaaret Rangsperson, havde hun en Maade at se den gamle Mand op i Ansigtet paa - en Blanding af Beundring og frisk barnslig Tillid, der kunde smelte en Sten. Hun var virkelig et blændende Syn! "Ah, jeg forstaar - - - De foretrækker Miss Wil- kens," - udbrød Diplomaten leende - - "jeg véd jo, De hører blandt Ildtilbederne!" - og han fulgte SIDE: 119 Katharina Linstow med Lorgnetten, idet han gik ned- over Salen. Underveis saa han Mr. Sidney staa alene, lænet til en Piedestal ved et af Vinduesgardinerne; han saa for- stemt ud. "Nu, Mr. Sidney, - vi morer os med at anstille Be- tragtninger . . . Vil De se en rigtig naragtig Figur - den Løitnant, hun . . . Miss Wilkens . . . danser med." Mr. Sidney saa ud, som han kunde æde ham. Attachéen gik videre, og noget efter dansede han med Katharina, hvem han førte tilbords. Souper'en serveredes ovenpaa, og Gjæsterne bevægede sig under brusende Musik opad Trapper, der var pry- det med Bladplanter og Blomster, saa at man gik som mellem tvende Hegn. Advokaten førte sin Hustru. Hun var paafaldende taus og kold, og det var hele Tiden, som hun vilde trække sin Arm bort. "Hvad er det, Elise?" hviskede han. "Intet!" "Jovist . . . Du vil jo ikke se paa mig . . . Hvad? . . . Du skulde vel ikke falde paa at være jaloux," lo han, "paa Miss Wilkens? - Véd Du hvad," - til- føiede han lidt efter - "dette er plagsommeligt . . . rent ud plagsommeligt! . . ." "Det var naturligvis, fordi denne Dame var optaget, - - - at jeg skulde nyde den Ære . . . det er mig ligefrem til Plage! . . ." "Elise! . . . er Du gal? . . . Du vil da vel ikke ind- bilde mig, at Du ikke bryder Dig om mig . . . for dette!" Han tog en liden blaa, stærk vellugtende Blomst fra en af Blomsterpotterne. - "Den ligner Dig saa . . . kun ikke, naar Du er vred! . . . den kan opfylde et helt Hjem med sin Vellugt, - det er dens Ynde . . . og er ikke Du netop det for mig?" "Ja Tak!" sagde hun en Smule lysere i Blikket; - "men ude? - der har vi kun Sans for Pragtblom- SIDE: 120 sterne . . . Jeg, som troede, jeg kunde stole paa Dig fremfor alle i Verden, Henrik!" "Aa Snak, Elise!" . . . Der blev ikke Anledning til yderligere Forklaringer, da de nu stod ved Randen af det med Geléer, Frugter og sjeldne Vinsorter opdæk- kede Bord, hvor Advokaten tog sig for at blive rent ud stormende elskværdig mod sin unge Hustru, - noget, som snart indbragte ham Bemærkninger som: "Man kan se, I er nygifte!" . . . "Det er en Ægte- mand!" . . . medens der samtidig hviskedes: - "Er der noget, som gaar af Fru Linstow? . . . Hun ser saa al- vorlig . . . forstemt ud!" Advokaten vendte hele Tiden Ryggen mod den Kant, hvor Miss Wilkens stod i munter Samtale, opvartet af den bestjernede unge Løitnant, hvis Borddame hun var. Løitnanten fouragerede midt imellem alle de destin- guerede Herrer og Damer, der omgav Bordet paa denne Side, som en sand Baschibozuk for at finde netop det, hun af alt helst vilde have . . . "Miss Wilkens spørger, om Hr. Advokaten ikke vil drikke et Glas med hende? . . . Cypervinen staar henne hos Dem," sagde han og bemægtigede sig Flasken efterat have iskjænket hans Glas. "Med Glæde, Hr. Løitnant!" Og han begav sig med sit Glas i Haanden op til hende. "De synes ikke at ville se paa mig mere, Hr. Ad- vokat! . . . jeg vilde blot være vis paa, at De ikke var blet vred paa mig. - - Tro mig, naar jeg forsikkrer Dem om det! - jeg havde aldeles glemt, at Løitnanten havde mit Løfte om Borddansen, dengang De enga- gerede mig. Dette Glas paa fortsat . . . urokkeligt Venskab, Hr. Advokat!" og hun satte det lille funklende Glas med Cypervin til Læberne. - - - "Nei, . . . jeg er ikke grusom, Hr. Advokat! . . . tager Dem ikke bort fra Deres søde, smukke, lille Hu- stru!" vedblev hun, da han gjorde Mine til at ville opvarte hende med noget Ananasgelée . . . "jeg ser, hun venter paa Dem . . ." SIDE: 121 - "Du burde ikke sætte op en Mine, saa man ser det tvertover Bordet, Elise!" hviskede han vredt, da han var kommet tilbage til hende . . . "Er det ellers noget, Du vil have?" begyndte han atter i noget, der var ligt den forrige Tone. "Nei Tak!" "Ikke det mindste? . . . Jeg véd jo, Du vil have noget! . . . kan Du ikke sige det . . . Naar det nu er mig en Fornøielse at bringe Dig det! . . ." "Jeg skal virkelig intet mere have, Henrik! . . . Lad Dig bare ikke binde her for at være elskværdig mod mig! . . ." Han saa ikke det fine, sørgmodige Ansigt, der fulgte ham da han gik. Omgivet, som hun overalt var, af opvartende Kaval- lerer, havde Miss Wilkens trukket sig ind i det lille Sidekabinet, der for Øieblikket var saagodtsom op- fyldt med Honoratiores. Hun stod i sin lysegule, rige Baldragt ved Bufféen og talte ivrigt med Mr. Sidney; - det mørklokkede Hoved og endel af hendes Figur saas i det skraa Speil over dem. De holdt hver sit Champagneglas i Haan- den. "De véd jo, jeg nægter Dem intet iaften, Mr. Sidney! . . . Francaisen er Deres . . . men dette blir en hel Om- ordning paa min Balliste. - - - Tak mig nu for det!" - og hun rakte sit Glas ud imod ham. Hendes Blik var under den sidste Del af Samtalen, og medens han drak med hende, fæstet paa Attachéen, der nærmede sig hende. Som Mr. Sidney nu trak sig tilbage, tilføiede hun let: "Og saa vil jeg bede Dem om selv at kjøre mig hjem iaften . . . John er ikke saa forsigtig, som jeg troede . . . vi holdt paa at kjøre paa nogen igaaraftes igjen." Der gik et Glimt i Mr. Sidneys store, graa Øine som et pludseligt Blink i en Is, idet han blot svarede med et Buk. "Engang var De saa galant at sige, at det var for en Lanciers Skyld, som De vilde danse med mig, at De SIDE: 122 opsatte Deres Reise, Hr. Attaché," hilsede hun denne. - "Nu ved jeg det bedre . . . Ak, hvor man dog er svag for Smiger! . . . Men sig mig nu oprigtig . . . hvad er det, som kan tiltale en Mand som Dem hos denne moralske Sneklokke, Frøken Linstow, som De tager Dem saa af . . . Er det, at hun danser saa godt? eller at hun har et saa respektabelt, klogt Ansigt? . . . Det er ikke let at vide, hvor en Roué's Smag kan falde!" "Ser De, Miss Wilkens, hvert Land har sit . . . Belgierne har Kniplinger, Russerne Kaviar, og her i dette Land kan man træffe paa Kvinder med en vis ren, enkel Duft . . . som fra Oldtiden . . . man skulde tro, man ikke var i Europa! . . . Fra hende til Dem er der et Hop af Aarhundreder, - Fremskridt naturlig- vis!" . . . "Og saa vandrer De i et nu med Deres Tallerken i Haanden gjennem alle de Aarhundreder tilbage igjen til Frøken Linstow." Hendes Bordkavaller, den hjemkomne unge Krigs- mand, bragte hende idetsamme en Assiet med en eller anden udsøgt Delikatesse i Is, hvormed han havde ba- net sig Vei i den af Damernes Slæb yderligere besvær- liggjorte Passage. . . . Ved De hvad, Hr. Attaché! Naar De er reist, vil jeg savne Dem som en hel Platmenage med Kryd- deri. Jeg vil komme til at kjede mig grueligt! . . ." Løitnanten saa efter ham med en flot Mine. - - "Apropos!" udbrød han. "De har da vel ikke lovet den Herre Kotillonen? Jeg véd, det er fordringsfuldt . . . men jeg reiser fra Landet igjen og skal leve i Leir paa Mindet om Dem og dette Bal! Det staar i Deres Magt at give mig ogsaa en Kotillon at drømme om . . ." "Om Hr. Løitnanten vil værdiges at tælle efter, saa blev det isaafald ikke mindre end tre Danse . . ." . . . "med Ballets Dronning! Jeg indrømmer, det er ufortjent Lykke for en stakkels Løitnant, som skal reise ud og kanske skydes paa en kold Mark . . ." Hun noterede ham smilende i sin Balbog. - Véd SIDE: 123 De vel, at jeg gjør Dem et stort Offer . . . Kotillonen er forlængst bortlovet; men i Krigen gjælder jo Undta- gelser! . . ." Hun gav ham sin Arm, da Gjæsterne igjen begav sig nedenunder, hvor Dansen atter var begyndt. Ved Indtrædelsen i Balsalen mødte hun to mørke Øine, der stirrede paa hende; - det var Ross, der havde ventet paa, at hun skulde komme. Han havde under Bordscenen flere Gange villet nærme sig, men altid fundet hende utilgjængelig; . . . sidst havde hun dra- get sig ind i det lille Værelse mellem Notabiliteterne, hvorhen han i Øieblikket ikke uden Ubeskedenhed kunde trænge sig frem . . . Det var næsten, som hun flygtede for ham . . . Gjorde hun det med Villie? Da Løitnanten bukkede for hende, havde hun Val- get mellem begge Sider af Balsalen. Hun valgte - hvad Ross med Hjertebanken saa - den, hvor han stod. Idet hun kom lige ved ham, sagde hun i forbigaa- ende med en Mine af Beklagelse: "Desværre har jeg maattet afstaa Deres Kotillon, Ross . . . til vor berømte Løitnant . . . paa Værtens Anmodning . . . han skal reise igjen saa snart . . . De undskylder vel?" Med disse Ord gled hun videre ind gjennem Klyn- gerne. Idet han vendte sig om, saa han Pregel lige bag sig. Han stod og stirrede paa ham med et mat, spydigt Smil. "Trøst Dig . . . han reiser ud igjen for at skydes," sagde han. "Tak! . . . Jeg synes ellers, Du skulle gaa hjem nu, Pregel!" "Ja, . . . den, som kunde det! . . . med en Flaske Champagne i hvert Ben . . . Hos mig gaar det aldrig til Hovedet," forklarede han selvtilfreds. "Men følg mig Du . . . Sad jeg ved Pianoet, skulde jeg givet Dig hele din Stemning . . ." SIDE: 124 Ross vendte ham raskt Ryggen; han var ikke i Humør til at høre paa det Vrøvl. Idet Mr. Sidney bød Miss Wilkens Armen til Fran- caisen, yttrede hun: Ross hører ikke til de feterede iaften; - - jeg havde tænkt, at han gjorde mere af sig." "Bah! - - Hver har sin Plads! . . . Her paa Bal er De Souveræn, Annie! men vent, til han triumferer med sit Stykke, saa skal De se! Da har han Ret til at have Nykker; . . . smukke Damer og feirede Poeter ligner hinanden i det Stykke. - - Forresten har De Ret! Der staar han med Armene overkors som inde i en anden Verden; . . . han ser paa os, tror jeg . . . bare Bleghed og Øine!" Miss Wilkens mødte hans Blik; - det sprudede Haan og Harme, og han gik idetsamme uden at vær- dige hende mere Opmærksomhed tvertover Gulvet lige hen foran dem ind i Sideværelset. "Vil De føre mig derind, Mr. Sidney! Jeg skylder ham Undskyldning, fordi jeg har berøvet ham en Dans. - - - Det kommer af al den Uorden, De har anrettet paa min Balliste!" lo hun og saa op paa ham. Hun skimtede Ross's raske, lette Skikkelse gaaende frem og tilbage inde i det inderste af de smaa Værel- ser, der kun var mat oplyst. "Tror De, De kan skaffe mig lidt Is imidlertid, Mr. Sidney?" Ross havde et trodsigt Smil paa Læben og stansede af og til i Tanker foran et Maleri, som han vist ikke saa paa. Han vendte sig raskt om, da han hørte Ly- den af en Silkekjole rasle let bagom sig og følte en Vifte lagt paa sin Arm: "Jeg maatte ind og tale med Dem, Ross! . . . Naar jeg nu siger Dem, at jeg ikke har kunnet undgaa det! Den Francaise, jeg nu skal danse, var ogsaa før en andens . . . vil De se?" og hun viste ham Navnet i sin Balbog. "Men jeg maa alligevel danse den med Mr. Sidney . . . maa! - siger Jeg . . . Jeg vilde saa gjerne, De skulde forstaa mig; . . . men en Mand, som SIDE: 125 De, véd ikke, hvad det vil sige at blive tvunget til noget." Hun stod saa sørgmodig, inderlig, bønlig. Han havde just i dette Øieblik staat og hadet hende af sit fulde Hjerte og svoret at hævne sig. Nu greb han rask lidenskabelig hendes Haand: "Mig behøver De ikke at give nogen Forklaring; - - naar jeg ser Dem saadan, forstaar jeg Dem altid, Annie Wilkens! . . . Sig blot, hvordan jeg kan - kan være Dem til nogen Tjeneste?" "Ved ikke at være vred paa mig. De véd ikke, hvor De piner mig med det . . . og saa . . . ved at give mig fuld Tillid! Jeg kunde nok fortjene det, . . . jeg har ligget vaa- gen inat for Deres Skyld;" sagde hun og vendte Hove- det halvt bort . . . "Jeg har jo set, at Deres Stykke skal opføres. - Jeg er saa urolig . . . men kan ikke lade være at beundre den, som vover sig i Ilden!" . . . "Vi taler om Ross's Stykke, som skal opføres," forklarede hun roligt til Mr. Sidney, som kom med Is og igjen førte hende ind til Francaisen . . . Katharina saa Ross komme henimod sig; - hvor nødig . . . nødig vilde hun ikke danse med ham nu! Hun var pint i sin inderste Sjæl. Hun havde fulgt Ross hele Tiden og gjættet hans Tanker og Følelser. For lidt siden stod han saa febrilsk og uopmærksom; - det var vist et eller andet Nederlag hos Miss Wil- kens, som gjærede i ham; - - - og nu kom han lys, straalende med dette Ansigt, der ligesom tog hele Salen ind i sit ideale Speil. "Nu maa Du offre mig en Stund, Katharina, . . . Du skal være den første, jeg siger det til! Der er egentlig ingen, jeg skylder saameget som Dig . . . ingen, der saadan har forstaaet mig i ét og alt som Du. Jeg har da ogsaa altid anset Dig som min bedste og sikkreste Veninde . . . Og det vil Du vedblive at være. Ikke sandt . . . det lover Du mig! - Du er den eneste, jeg betror mig til." Hun blev koldklam; - det var, som Hjertet snø- rede sig sammen. Det hastige Blik, der skjød hen paa SIDE: 126 ham, var angstfuldt forskende, som det af hans Ud- seende vilde forudlæse hele Omfanget af, hvad han kunde have at meddele hende; men hendes Mine var uforandret og hendes Stemme let rolig, da hun sagde: "Du gjør mig ganske nysgjerrig, Thomas!" "Jeg har to Betænkeligheder . . . Den ene, at hun skal faa saa mange Penge; - men det stiller jeg straks som Betingelse: dem skal hun give slip paa! De gamle faar finde sig i det . . . og saa er det, at jeg jo endnu ikke . . . Du forstaar, . . . jeg har ikke noget Grundlag . . . jeg kjæmper endnu for mit Navn; - det kan blive en haard Dyst i vore smaa For- holde . . . Kort og godt . . . vil Du raade mig - sæt Dig nu i mit Sted, Katharina! - skal jeg, bør jeg gjøre det straks? Jeg har en Trang til det, saa Brystet kunde sprænges . . . saa var det afgjort, klart! . . . Eller skal jeg vente, . . . til mit Stykke er gaat, og det Slag er over . . . da jeg kan have Begyndelsen til et erkjendt Digternavn at byde hende. Det er, ærlig talt, noget i min Stolthed, som strider mod at gjøre det ganske tomhændet og fremtidsløs." "Du siger slet ikke Hovedsagen; - men jeg gjæt- ter det." "Aah! - jeg er saa vant til, at Du forstaar mig, Ka- tharina! - Du kjender Frøken Wilkens. Hun er som sprunget ud af en mere farverig og ildfuldt begavet Race ... Det er muligt, at Du ikke finder hende egent- lig smuk; men jeg ser det ... Hun har Livets Skjøn- hed og Rigdom og Ynde i enhver Bevægelse, - hun gir en Inspiration i hvert Blik, hvert Lune." Medens han talte, stod Katharina og stirrede ind i den Livsillusion, som nu altsaa var brustet, - for bestandig, uigjenkaldelig brustet for hende! Hun smilte bittert ... hun maatte stille og velopdra- gent lade sig træde ned, uden at han engang vidste, at han stod med hendes Hjerte og hele Livslykke under Hælene! - Hun havde studeret Miss Wilkens, gjæt- tet hende med Hadets hele Instinkt ... hun nedlod sig til at bedaare og indtage med lav Smiger! - Hendes SIDE: 127 Blik faldt paa hendes Broders Hustru, som sad i Nær- heden: - "Stakkels Elise! ... saa det er derfor, Du er blevet saa stille - - ja, der lees ikke, hvor en saa- dan Kvinde herjer!" Det var, som al hendes Smerte, al hendes Liden- skab blev opsuget af denne ene Tanke. Hun fæstede et Øieblik sine dybe, alvorlige Øine paa Ross, som han stod der og udbredte sig over Miss Wilkens, ... de fik et Udtryk, angstfuldt, som hun saa ham stedt i en usigelig Fare ... ... "Ja, hvad siger Du, Katharina?" "Og det spørger Du mig om?" "Du ser da, at hun er noget usædvanligt? ..." "Det ser jeg, Thomas!" - I Tonen laa noget koldt, som gav ham Følelsen af, at her mulig dog skortede paa fuld Sympathi. "Jeg forstaar, Du holder haardnakket paa dit regel- rette! - - Hvorfor skal jeg bestandig skuffes af Dig i den sidste Tid, Katharina! ... hver Gang jeg tyr til Dig! ..." - Annie Wilkens kom idetsamme straalende over Gulvet og tog ham op i en Tur i Kotillonen, som netop var begyndt. "Frøken Linstow ser ikke godt ud iaften" - ytt- rede hun, idet han førte hende tilbage til hendes Ka- valler, den bestjernede Løitnant. Ross maatte medgive, at hun havde Ret; - det var mærkeligt, hvor det Ansigt kunde være forladt av al Farve! Den næste Formiddag blev Katharina kaldt ind paa sin Fader, Konsulens Kontor. Dette var noget usædvandigt. Det pleiede kun at ske, naar der var et eller andet vigtigt paafærde. Hun fandt sin Fader spadserende frem og tilbage inde paa det med svære gammeldagse Møbler udsty- rede Privatkontor. Han stansede og støttede sig med SIDE: 128 Haanden i Tanker mod det grønne Pengeskab, der stod ved Væggen indenfor Skindsofaen. "Katharina," - sagde han - "læs det Brev!" - han rakte hende det. - "Du véd, hvad jeg mener om det. Her er stor Formue ... Dannelse ... Karakter ... Du kjender ham selv." Han stillede sig med Hænderne paa Ryggen ved Vinduet og saa ned paa Gadefærdselen, medens hun læste. "Det er, om Du vil sætte Dig ned som Frue paa et Par Tønder Guld, forstaar Du ... en stor Stilling, som en Natur som Du vil vide at gjøre til den første, ial- fald i den By ... Jeg antager, Du ikke har imod noget sligt. Nu, hvad siger Du?" - vendte han sig. "Jeg er ikke saa heldig at holde af ham!" "Aa Snak! - Du ser da vel, at det er en enorm Lykke, ... en af Landets første Formuer! - og en be- gavet Mand, forelsket i Dig opover Ørene. - Jeg sy- nes, Du skal betænke Dig to Gange paa at støde det fra Dig, ... og det gjør Du da ogsaa, naturligvis. Tror Du kanske, det er hver Dag, en ung Pige ser saadant for sine Fødder?" "Det er ikke andet end, hvad jeg tydelig nok lod ham forstaa, da han boede hos os." "Du har jo netop selv sagt, at Du fandt, han var en Gentleman ud og ind" ... "Ja, men det er ikke nok, Far!" "Ikke nok?" - Den smukke Mand med det strænge Ansigt fik noget i sin Mine, der bebudede Uveirs- skyer. I Stilhed var Faderen stolt af hende indtil For- gudelse; men der var samtidig en stærk Spænding mel- lem disse to Villienaturer, der husede sine Farer. "Jeg har arbeidet i mange, lange Aar paa at skabe noget for Dig og dine Søskende, og nu kommer det bare an paa, om Du vil række Haanden ud! ... Jeg kan ikke noksom lægge Dig det paa Hjerte ... det er store Ting, Du nu skal afgjøre - det er ligefrem SIDE: 129 din simple Pligt ikke at vrage, uden Du har gyldige Grunde!" Hun trak paa Skuldrene og rystede langsomt, næsten sørgmodigt, paa Hovedet: - "Jeg kan det ikke!" "Katharina!" sagde han, og det begyndte at lyne i hans mægtige graa Øine. "Du er min Datter og in- gen taabelig, uerfaren, sentimental Dukke; - jeg ven- ter naturligvis, at Du tænker Dig om, før Du bestem- mer Dig." "Det er bestemt, Far!" Den Mine, hvormed hun saa ham i Ansigtet, var fuldstændig urokkelig. "Det er naturligvis denne poetiske Ross, som Du har forgabet Dig i!" Det var første Gang dette udtaltes direkte - i den lette, halvt spottende Tone, hvori han ellers omtalte Thomas Ross, dirrede der altid en dybere Understreng. "Fra den Side er der ingen Fare!" - "Du bedrager enten Dig selv eller mig, Katharina!" udbrød han med dirrende Stemme, "han har nu alt i mange Aar forskruet Dig, fornuftige Pige, med sit moderne Vrøvl ... Det maa have en Ende!" "Du kan være rolig for, hvad jeg siger, Far! ... Du vil med det første faa høre, at han er forlovet med den engelske Miss Wilkens." Det var tydeligt, at dette Katharinas Svar kom ham overraskende. Der var desuden noget i Datterens Væ- sen idag, - i hendes kolde Bestemthed og usædvan- lige Bleghed, der vakte hans Opmærksomhed, og hans skarpe Øine hvilte en Stund forskende paa hende. Idet han gik hen til sit Arbeidsbord, sagde han: "Det blir altsaa en Grund mere til at handle for- nuftigt. Jeg har nu sagt Dig min Mening, og Du bør ikke slaa Vrag paa din Fars Raad ... Vi kan opsætte en Uge med at svare, saa faar Du Tid til at tænke Dig om" ... Idet hun skulde gaa, spurgte han: "Er Henrik hellerikke kommet idag?" "Endnu ikke, Far!" SIDE: 130 "Er han gaat fra Forstanden ... eller hvad bestiller han - kan Du sige mig det? - Han skulde været her allerede i flere Dage for at ordne vigtige Sager ... Han er hellerikke paa sit Kontor - Folk kommer hid til mig og spørger efter ham midt paa Formiddagen ... Det skal kanske betyde moderne Forretningsførelse. - - Han var naturligvis paa Bal inat!" "Jeg skal give ham et Bud om, at Du venter paa ham." ... Da Broderen noget sent kom, var Konsul Lindstow gaat ud. "Jeg vil sige Dig, Far er utaalmodig; jeg forstaar ikke, hvorfor Du vil udsætte Dig for dette" - "Aa ja," sagde han indrømmende, "det har været uheldigt. - Jeg vilde ønske, at Far kom hjem snart!" udbrød han utaalmodigt og saa paa sit Uhr ... "jeg har lovet mig ud paa en Kjøretur Klokken tre." ... "med Crawbys?" "Ja." "Jeg saa rigtig paa Dig igaar, hvordan hun stod og saa Dig op i Ansigtet og gjorde sig selv ubetydelig for at smigre dig ... Jeg troede Du var for stolt en Mand, Henrik! til at ville hægte Dig fast i Rækken af disse Frøken Wilkens's Beundrere" ... "Jeg morer mig med hende, det er en kvik Pige, - det maa da være fuldstændig uskyldigt og ikke noget at sige paa!" "Synes Elise ogsaa det?" "Naar det er fuldstændig uskyldigt, saa er det bare naragtigt af en Kone at gjøre Ophævelser for sligt!" "Ja, det maa I to om; - - men den, som har en Kjærlighed ... en Lykke, ... burde vogte sig for at tabe den." "Har Elise været oppe og beklaget sig?" spurgte han heftigt. "Nei." "Hun har siddet oppe inat og skrevet mig til, - jeg fandt Brevet paa min Pult ... Hun græder over SIDE: 131 vor tabte Kjærlighed, siger hun, og mere af den Slags ... det er den pure, dumme Jalousi!" "Og saa vil Du alligevel ud at kjøre med" ... "Ja netop! - Giver man først en Gang efter for sligt, saa er det indført, at jeg skal gaa med Skylap- per overalt, hvor der er Damer. Desuden, jeg er ikke af dem, som vil under Tøffelen - - jeg vilde komme til at hade mit hele Ægteskab, om det skulde gaa for sig paa den Maade! Jeg opfatter dette rent ud som en Principsag. - Hun skal finde sig i det." "Er Du vis paa, at hun gjør det?" "Bah!" - sagde han, idet han gik ned for at møde sin Fader. "Jeg skal sige Dig, ... alle disse snille Æg- temænd, som er under Tøffelen, blir altid for mig nogle ubetydelige Kræ!" Der laa en lidenskabelig, kold Linstow-Bestemthed i hans Ansigt. Da Advokaten om Aftenen kom hjem, havde hans Hustru Hovedpine; hun var gaat tilsengs. Ved Frokosten bemærkede han, at hun havde opsat sit blanke, sorte Haar under den nette Morgenkappe paa en anden Maade end ellers; hun havde hidtil baa- ret Haaret i en glat Opsætning, hvorved det fine, re- gelrette Ansigt vandt i Karakter; - ialfald havde han i Forlovelsesdagene sværmet for det saaledes ... Hun saa bleg og forvaaget ud; Advokaten syntes, hun havde noget rørende skjønt ved sig; men han holdt sig haard. "Du har forandret ved dit Haar, Elise?" "Ja, jeg fik Lyst til lidt Forandring." "Det var dog smukkest, som Du havde det før." "Det mente nu Du; men hjemme syntes de, at jeg burde have Krøller; - Smagen er saa forskjellig, véd Du!" Hun sagde dette med et venligt Smil, idet hun rakte ham Kaffekoppen, som hun selv, som sædvan- ligt, havde tillavet. Der svævede et Par Indvendinger paa Advokatens Læber; men han fandt det rigtigst at tie. "Nu, - Du taler ikke om Turen igaar - - morede I Eder?" SIDE: 132 Han studsede lidt; men han saa, at hun spurgte for ramme Alvor - der var ikke Tanke af Ironi. "Ja vist! - - - Jeg synes nu bedst om Haaret paa det gamle Vis," sagde han, som han satte Stolen ind til Bordet for at gaa ... "Men Du er jo ellers klædt til at gaa ud?" "Ja, jeg vil gjøre nogle Visiter; - det blir dog kjedeligt i Længden at sidde alene hjemme hele For- middagen. For Dig er det en anden Sag ... Du har Kontoret og halve Verden at tale med" ... Advokaten begyndte igjen at blive utryg paa hende; men hun yttrede det saa naturligt, og disse Visiter til Veninder havde hun ofte talt om ... "Saa mor Dig da, Elise!" - sagde han og gik, som han pleiede, hen og kyssede hende, før han skyndte sig ned paa Kontoret. Det forekom ham dog, som hun var lidt anderledes alligevel idag, end hun pleiede; men sit Program havde han da alligevel gjennemført som en Mand! Den Aften var kommet, da Ross's Stykke skulde op- føres, og at dette imødesaas med adskillig Spænding, kunde man forstaa af den Rift, der var om Billet- terne. Ross, der i de sidste Par Uger havde tilbragt saa- godtsom hver Dag mellem Kulisserne med at over- være alskens Prøver, var i den Tid blevet baade Skue- spillernes og Skuespillerindernes Yndling. Han havde paa sin ildfulde Maade præket, demon- streret, forklaret og spillet Scener for dem saalænge, til disse modtagelige Kunstnernaturer var revne med, - og Stykket, der i Begyndelsen havde vakt en vis Tvil, saas nu i et fuldkommen enthusiastisk Lys. El- skerinden, hvis Rolle hovedsagelig bar Stykket, havde faat Følelsen af, at hun dennegang førte en ny, stor SIDE: 133 Sag frem paa Bræderne. Hun var i Fyr og Flamme og opbød alt sit Talent; - Ross blev ikke træt af at beundre hende. - Sammen med Pregel havde han taget Plads i en af de lukkede Loger nær Scenen, som de spillende gjerne benytter i Mellemrummene. Hans Blod bankede, saa han selv hørte det, under den festlige, forventningsfulde Stilhed, som hersker i det Øieblik, Teppet gaar op, Lamperaden dæmpes og Lysekronen forsvinder i Taget, - før én endnu ret skjelner inde paa Scenen. Han saa indover Publikum ... did hen, hvor Kirstine sad gjemt i Halvmørket. I Crawbys Loge var næsten alle de, han pleiede at møde hos dem, samlet iaften, og Miss Wilkens sad og saa ind paa Scenen, hvor Stykket aabnedes med, at Heltinden sad ved Pianoet og nynnede til en af Pregels Melodier. Skjønt halv overhørt, tog det sig nok saa godt ud. Midt i Parkettet saa han hele den Linstowske Fa- milie. "Ser Du Konsul Linstow!" - vendte han sig til Pregel - "det er sandelig for stor Ære, han viser mig; han er ellers aldrig i Theatret." Men Pregel hørte kun paa sin Sang og blev mut, da der ikke applauderedes. "Trøst Dig," - sagde Ross - "den var gjort at off- res op; - det har jeg altid indset, men ikke villet sige Dig! - - - - Hu! hvor han spiller! Tænk, Bæstet brøler! ... her, hvor han netop skulde tale sagte! ... hemmeligheds- fuldt, saa hun maa gribes af det ... Hm, - vi to skal tale et Ord sammen!" Han fulgte spændt hver Replik, hvert Ansigt, hver Gestus derinde paa Scenen, begyndte næsten uvilkaar- lig at spille med, oplevede Skuffelser, der gjorde ham bleg, og overraskedes igjen paa uventede Steder af en Udførelse, som gjorde ham saa varm og stolt, at han i Selvforglemmelse holdt paa at vende sig ind imod Publikum. SIDE: 134 Lige idet han gik ind i Theatret, var han strøget tæt forbi Løndal, som havde set paa ham med en ir- riterende, overlegen Mine; og den Beslutning stod nu fast hos ham, at han ikke vilde være beskeden, men komme frem paa Scenen, hvis Forfatteren blev frem- kaldt. Teppet gik ned; - men Publikum forholdt sig stille, og Ross skjulte en Smule Forstemthed under en ivrig Samtale med en af de rollehavende om hans Spil, som han roste. "Publikum hos os er altid trægt! - det vil tænke først" - bemærkede en af Direktionen, der et Øieblik kom ind i Logen til ham. - "Jeg synes, de kunde have klappet nu ialfald ... Skuespillerne behøver al- tid lidt Opmuntring." Orkestret spillede det paa Plakaten annoncerede Musiknummer og Teppet gik igjen op. Det var her, man skulde komme under en sand Hagl af dristige nye Tanker i en Kvindes Mund, og Ven- dinger fulde af Knaldsats; ... det var her, Slaget efter hans Mening stod, og han fulgte det med hele sin Sjæl ... Linstows Bemærkning til Datteren, der sad stille og bleg, var: "Og for sligt opgiver man sine Studier ... Pøit og Snak op og ned ad Væggene! Jeg havde dog ventet mig noget andet af din Ven Ross!" "Jeg for min Del har fraraadet ham at lade dette opføre. Jeg gik kun hid iaften, fordi jeg havde lovet det; - men Digter er han!" "Saa Du tror det? ... dette er ialfald den rene Pine- bænk!" ... "Det kan man se ogsaa af dette Stykke - med lidt god Villie" ... Katharina sad som et Bytte for sin Sindsbevægelse. Hun saa nu for sig det Syn, som hendes Fantasi saa- længe med Skræk havde anet: Publikum ifærd med at bryde løs over det Hoved, hun havde kjærest i Ver- den! ... Hun havde en Følelse, som hun skulde lægge SIDE: 135 Hænderne over det for at beskytte det, bøde af mod Slagene, mod Forhaanelsen - - som hun kunde staa op i vild Angst og raabe: Han er et Barn! I véd ikke, hvilket Barn han er ... det er en stor Fremtid, som staar paa Spil, som forlanger Hensyn ... Skaansel! - - - - Alt det som havde gjort hende saa bitter, al sin stolte Fortørnelse og Harme, fordi hun følte sig for- smaaet ... at hun i sit stille Sind havde besluttet ikke mere at have noget med det, som vedkom Thomas Ross - havde hun i disse spændende Timer glemt, ... glemt Miss Wilkens, som i en slig Stund var istand til at sidde og le og smaasnakke. Hun saa op imod Logeraderne, som om hun ven- tede en Lavine styrtende ned. Da Teppet efter tredie Akt var faldt uden Spor af Meningsytringer, følte hun sig saa lettet - saa glad taknemmelig. Det er dog et godt, høimodigt Publikum, vi har - tænkte hun; - det véd, at det her skylder Hensyn ... at det dog er en Poet, det har for sig! - Elskerinden havde to Gange været oppe hos Ross og straalende spurgt om, hvorledes han syntes om hendes Spil ... Efter tredie Akt kom hun ikke. Hun havde udviklet en Lidenskab og Glød, der skulde indbragt hende hele Husets Bifaldsstorm, og sad nu inderlig skuffet og ærgerlig inde i Garderobe- værelset: Det var hverken hendes eller Ross's Skyld, at her ikke blev klappet iaften! - udbrød hun. Ansigterne derinde mellem Kulisserne var gjennem- gaaende mattere. Bemærkningerne blev stedse var- sommere; - det forholdt sig virkelig saa, at man trængte til en Opmuntring. Pregel havde trukket sig hen i Crawbys Loge, hvor man ivrigt roste hans mageløse Melodier. - "Skade, at de skal komme saa rent bort i dette vidtløftige Stykke!" - udbrød Miss Wilkens med undertrykt Gispen - - "ialfald ser det ud, som Publikum" ... SIDE: 136 "Aa, Publikums Dom! - hvad bryder man sig om den. Jeg er fremdeles af den Mening, at Stykket er godt; men rigtignok har jeg altid gjort det Forbehold, at det maate være dramatisk ... Den Side er nu ikke min Sag!" "Tror De, der vil blive pebet?" - spurgte hun nys- gjerrigt. Sidneys varme engelske Hjerte havde netop nu efter tredie Akt drevet ham til at ville demonstrere; men som han lavede sine smale, lange Hænder ifærd med at klappe havde Miss Wilkens sagt: "Saa lad det dog være, Mr. Sidney! - - De for- staar da vel, at Stykket er" ... hun gjorde en Grimace. Sidney løftede desuagtet igjen Armene, men stanse- des ved et fortørnet Blik: "Jeg maa frabede mig, at De lader Deres Ædelmo- dighed prostituere os alle!" Ross sad nu ensom inde i den sprinklede Loge. Muligheden - den Mulighed, han altid havde holdt borte fra sig, var begyndt at dæmre frem for ham. Det kom som en sortnende Svimmel, hvori han be- gyndte at se sin Moders Ansigt - tydeligere og tyde- ligere; - hun saa bleg og sorgfuld ud - fattig, ... nødlidende! ... Dette blev tilslut utaaleligt at stirre i. Han saa henover Publikum, der sad i Rader med alvorlige, gravitetiske Dommerminer; - hans Liv og Død beroede paa, om de vendte Tommelfingeren ned eller op ligesom i gamle Tider i Amfitheatrene. Det var pludselig, som om der brød en Jøtulmagt løs indeni ham, - af Trods, - af kold ironisk Spot ... en Trang til at le høit, haanligt henover alle disse Spidsborgere! ... Nu vidste han, hvorledes de skulde have det ... i et næste Stykke skulde han give dem no- get ganske anderledes at bide og tygge i - og oveni- kjøbet narre dem til at klappe! Han afbrødes af et Par af Skuespillerne, der vilde hilse paa ham, før de gik, og derpaa af Pregel, der var kommet ind for at sige, at han havde maattet love at følge med Crawbys hjem. SIDE: 137 Da ogsaa sidste Akt sluttede under Stilhed - den langsomme, tørt gnissende Lyd af Teppet forfulgte ham siden hele Natten - bemærkede han: "Det skulde ikke undre mig, om man ovenikjøpet peb iaften!" Der lød idetsamme et Par enkelte Piber øverst oppe fra, og Pregel greb lidt forskrækket efter sin bred- skyggede Kunstnerhat. "Nu, nu ... Du er dog vel ikke bange for, at man skal overfalde os her i Logen, Pregel?" - spurgte han spøgende. - Jeg skal betro Dig noget ... der har aldrig været nogen virkelig Dramatiker, uden at han har gjennemgaat hele Koncerter af den Slags!" "Jeg har altid beundret dit Mod, Ross!" - svarede han med Hatten paa det blødlokkede Hoved og skyndte sig ud. Ross gik ned for at takke de spillende. De fleste var enten borte eller i Kaaber og Overtøi ifærd med at gaa; - det var mærkeligt, hvor hastigt der var blet tomt! Han følte, at Rotterne forlod hans synkende Digterskib. Han stod en Stund foran Udgangsdøren og be- tænkte sig, om han skulde vente endnu lidt med at gaa ud i Foyeren gjennem Publikum hen til den Loge, hvor han vidste, at Kirstine ventede paa ham. Han aabnede den derpaa raskt. Over hans udtryksfulde Underansigt laa et energisk Drag, der ikke altid var fremme; - der var noget over ham af en Sjømand i Uveir. Han kom gjennem Trængselen hen lige ved Siden af Miss Wilkens, der i sin hvide Peltsværkskaabe netop rakte Sidney sin Arm, medens Tjeneren kom bagefter med alskens Sjaler. Mr. Crawby ledsagede sin Hustru. Man stansede og hilsede ham varmt: Han maatte se ud til dem ... endnu imorgen! - paastod den gamle Gentleman, og Mr. Sidney takkede ham med et Haand- tag for Aftenen. Miss Wilkens's Ansigt bar derunder et Udtryk af Utaalmodighed: SIDE: 138 "Lad os skynde os, om De behager, Mr. Sidney! - her blæser en iskold Træk!" og med en rask Forbøi- ning yttrede hun: "De undskylder vel, at vi ikke tak- ker Dem nu, Hr. Ross! ... her er saa bitterlig koldt, og Mama blir altid forkjølet i Theatret!" Ross tog Hatten af, hilsende temmelig overdrevent; han havde ventet et eller andet Tegn ... blot et af de kjendte, kjække Smil, eller et Blik. Hans Rolighed havde faat noget endnu mere blegt over sig, da han kom hen til sin Søster, som han fulgte hjemover. "Du indser, at jeg har gjort Fiasko!" brød han Taus- heden. "Jeg synes heller, det staar uafgjort - - Publikum har jo slet ikke udtalt sig," indvendte hun trøstende. "Det var fuldstændig Fiasko ... det nytter ikke at sætte Sløifer paa den Ting. Det slaar nu engang ikke an - - og saa falder man, forstaar Du!" tilføiede han koldt. "Du tager alt saa yderligt, Thomas!" "Aldeles ikke, - jeg tager det ganske koldblodigt; ... men ... man er ikke kvit mig med dette!" Da de kom hjem, saa de ude fra Haven, at Stuen var stærkt oplyst; - Fru Ross havde et usædvanligt Talent til med smaa Midler at gjøre det festligt. "Stakkels Mor," sagde han - "hun venter nok alt andet, end hvad jeg har at bringe!" Hun stod i Døren, da han kom ind, og læste straks alt i hans Ansigt. Hun gik hen og slog Armene om ham. "Nu, hvordan er det gaat, Thomas?" "Aa, - - ikke som jeg havde ventet, Mor!" "Er det rigtig galt?" spurgte hun og trykkede ham fastere. "Publikum var stum som en Mur hele Tiden - - et Par Smaagutter i øverste Rad peb tilslut en Smule ..." "Men Stykket kan jo for den Sags Skyld godt komme til at gjøre Lykke iovermorgen!" mente Kirstine. SIDE: 139 "Umuligt, det ser jeg bedre end Du. Det har været en Skuffelse for dem alle og blir ikke opført mere - det er kort og godt Sandheden ... Det er saa ondt at komme med dette til Dig, Mor!" udbrød han og trykkede hende atter til sig. "Men Du skal nok se, det skal gaa alligevel - - - jeg har lært det utrolige iaften ... "Saalænge slaar de mig, til jeg slaar dem!" og han begyndte at gaa frem og til- bage og smaaplystre, idet han af og til afbrød med en Bemærkning: "Stykket mangler dramatisk Bygning! ... Endnu imorgen, Mor! begynder jeg paa et andet, det skal op- rette Nederlaget. Det er forbausende, hvor jeg har været blind, stær- blind! - - Det er kanske ogsaa noget af det, Ka- tharina har havt paa Anelsen; - hun var der iaften ... Nei Tak, Mor, jeg vil ikke have Mad ... det er Synd, at Du skal have gjort Dig saa megen Umage med Aftensbordet - - og Blomsterne!" Han lagde sig i Sofaen med Panden mod en Pude ... Moder og Søn sad alene i Stuen. Det var blevet over Midnat; Stueuhret pikkede, me- dens hun af og til smaasnakkede for ham, - - talte om ham som Digter, hvad hun ellers aldrig pleiede at indlade sig paa. Han følte, at hans kloge, hjerte- stærke Moder baade troede og haabede paa hans Dig- terkald; - det var den største Trøst, han i denne Stund kunde rækkes. Og hvor klar og dyb var ikke hendes Tanke, medens hun uden at vide af det kunde hente op af sit indre, som af en Brønd, Udtryk saa skjønne og træffende! Han havde jo vidst det før, men aldrig forstaat det slig som i denne Aften, da hun sagde: "Du har me- gen Enthusiasme, Thomas, men liden Følelse: - det er den, som skal udvikles hos Dig! . . ." "Det har været en streng Aften baade for Dig og mig, Mor!" han laa med Haanden under Kinden og stirrede ud i Værelset. "Saalænge jeg ser, at dit Mod er oppe, Gutten min, SIDE: 140 - er der ingen Fare; og nu tænker jeg, Du lægger Dig og stoler paa Vorherre, som har hjulpet baade din Far og din Mor før Dig . . . Jeg vil se en stærk Søn!" Den samme Aften kom ogsaa Advokaten og hans Hustru hjem fra Theatret. Han var paa det rene med, at Stykket var daar- ligt, og havde desuden en Eftersmag af, at Heltinden var et Forsøg paa at give Miss Wilkens. Thebordet stod hyggelig dækket derinde; men Ad- vokaten var taus af sig. Han var mere grætten, end han egentlig vilde vise hende, idet han nemlig var bleven hindret fra at mod- tage en munter liden Indbydelse, som han havde faat i Foyeren, til at følge med ud til Crawbys, fordi han skulde kjøre sin Hustru hjem. "Hvordan vil Du have Theen, min Ven, - svag el- ler stærk?" "Som Du vil . . . det er ligegyldigt." Han tog Kop- pen og sad grundende og rørte op i den. "Du glemmer Fløden . . . " "Nu, saa!" - men han tog den ikke. "Du maa spise, min Ven. Jeg er alt færdig, Du, . . . det er sent." "Nu, hvad synes Du om Stykket?" - begyndte han. "Aa," . . . - "om Heltinden?" - "kjedsommelig larmoyant; - hun skulde natur- ligvis betænkt, hvad hun indgik paa, dengang hun gif- tede sig." "Det var da hellerikke saa godt at vide." "Du har Ret . . . Feilen er virkelig den, at vore unge Piger ikke har Spor af Begreb om, hvad det vil sige at være gift . . . Bagefter nytter det ikke at holde Larm, - om én blir aldrig saa skuffet!" Hun sagde det, som hun holdt paa at sætte en Blomsterpotte hen fra Gar- dinet for at bevare den for Nattefrosten. SIDE: 141 "Hvad, Du mener da vel ikke? . . . Du er da vel ikke vred paa mig . . . fornærmet?" "Aldeles ikke, min Ven!" "Elise! - - angrer Du, at Du er gift med mig?" "Langtfra . . . hvor kan Du tro det! . . . Jeg kom- mer til med Tilfredsstillelse at gjøre min Pligt og mere end det; . . . men," hun kastede en Rosenknop paa Gulvet og traadte paa den - "Blomsten er borte!" Advokaten syntes, Foden blev som af Jern; han havde aldrig set et Menneske se saa haard ud. Han sagde intet, men tog et Lys og gik ned paa sit Kontor. Der sad han til sent den Nat . . . Der var blet saa mørkt og tørt med ét . . . Om Morgenen kom hans Hustru bekymret hen til ham; - han saa bleg ud. "Du forstaar at hævne Dig, Elise!" sagde han be- drøvet. "Du ta'r feil, Henrik! . . ." "Skal vi ikke mere blive lykkelige, Elise?" "Aa, det var jo bare en ung Piges Romantik fra min Side - det indser jeg saa godt . . . Jeg er da hel- lerikke bare et Rosenblad, og Du ingen græsk Gude- Statue. Det er godt at være kvit dette overspændte ideale Snak, vi faar ind i Opdragelsen; . . . men det koster jo at komme over det og faa fat i Virkelighe- den! . . ." Advokaten svarede ikke; - han havde faat en ven- lig, god, for Livet resigneret Hustru, istedetfor hende, som han med Jubel havde havt paa sit Fang! Det gik, som Ross havde sagt, - hans Stykke blev ikke opført mere, og han modtog i den Anledning en Tilmeldelse af Direktionen. At der desuden vilde vanke alskens Kritiker i Pres- SIDE: 142 sen, var han forberedt paa, og for at undgaa unødigt Sindsoprør tog han straks koldblodig fat paa sit nye Arbeide. "Naar man saa mindst mulig til baade Folk og Aviser, maatte man dog kunne undgaa at ærgre sig!" Allerede den næste Dag kom imidlertid hans Fætter Anton op til ham med en Avis og et Ansigt fuldt af stille Fortørnelse. Den indeholdt en overlegen affærdigende Artikkel mod Theaterdirektionen, som af en kunstig opskruet Opinion om Hr. Ross's Værd som Poet havde ladet sig trykke til at antage et Produkt, der i saa høi Grad blottede baade Umodenhed og svigtende Digterevne. "Overhovedet" - endte den spottende - "er en For- fatter, der engang har gjort en heldig Debut, at ligne med en netop optrukket Flaske, der har overrasket med en usædvanlig Buket og Smag. Publikum, det store voksne Barn, er meget nysgjerrig efter at vide, hvad der yderligere kan ligge i Kjælderen, og meget sangvinsk i sine Forventninger; men skuffes det, ka- ster det uden videre harmfuldt Flasken bort uden saameget som at se til den Kant. Der ligger mangen saadan knust Bouteille og overtænker sin Skjæbne paa Boghandlernes Lofter og i Theater-Arkivernes Hyl- der." "Nu, hvad synes Du?" spurgte Agenten. "Der er intet at synes om det . . . en offentlig Mand maa finde sig i, at man kaster tilmaals efter ham. - - Det er forresten ikke værdt, at Du netop lader Mor se det, - hun kunde ærgre sig." Medens Fætter Anton troede alt vel og stolprede plystrende ned ad Trappen igjen, var det anderledes oppe hos Thomas. Der gik et helt Uveir indeni ham. Hans første Følelse havde været en indigneret For- bauselse over, at man overhovedet virkelig endnu vo- vede at omtale ham paa en saadan Maade! Han havde troet sig hævet - ialfald over den Slags! - nu. Dette var forresten ikke Løndals Stil; men vel én som han havde inspirert . . . "Det blir naturligvis læst SIDE: 143 rundt om . . . En er jo som spyttet paa for hele Byen!" - - - - "Ho ho! - saa Du ærgrer Dig, Thomas! - Nei Tak, den Glæde skal han da ikke have!" Med disse Ord kylede han Avisen hen i en Krog og begyndte foran Speilet med Omhyggelighed at knytte et nyt, stribet Halstørklæde. Han skulde dog erfare, at Kritiken denne Gang ikke agtede at stanse saa let. Det begyndte formelig at ud- arte til en systematisk Forfølgelse gjennem forskjel- lige Presseorganer, idet Spørgsmaalet efterhaanden vendtes fra selve Stykket til en tilsyneladende høist upartisk, men nedrivende Undersøgelse om Gyldighe- den af hans hele literære Virksomhed. At disse Udtalelser gjorde Virkning, var ikke til at tage feil af. Han saa det paa sine Omgivelser, paa Antons og Kirstines Ansigter, paa Tante Rissas be- kymrede Mine, og han kunde ikke undgaa at bemærke det ude i Byen - det var mærkeligt, hvor man glemte at hilse paa ham! De første Artikler var han dog kommet nogenlunde over. Men dette daglige, seigpinende Dryp begyndte at overgaa Taalmodigheden . . . Man vilde tydeligvis ikke se, - blot ganske nøiagtigt træde ham ned og slette ham ud af Jordens Overflade! Hvor kogte ikke hans Blod efter at svare, - - iste- detfor saadan at staa og maatte finde sig i, at man skjød Pil paa Pil i én uden at skulle kny - - at se sit Navn rammes og falde ned Stykke for Stykke! Han holdt paa at gaa op i alle disse Ærgrelser og Sindsbevægelser, - hans Dag gik med paa dem, hans Humør blev irritabelt, saameget mere som han maatte indrømme Kritiken, at der virkelig havde været store Feil. Efterhaanden, som han begyndte at indse dem, steg samtidig Følelsen af hans Evne. At der dog var et Sandkorn af Ret i alle Angrebene, var igrunden be- friende, og Tanken om næste Gang at undgaa disse Skjær satte Staal i ham. SIDE: 144 "Naar alt kommer til alt, har de kun én Maade at ruinere mig paa, og det er, om de opnaaede at ærgre mig slig, at jeg ikke aarker at arbeide! Altsaa fremad!" Og han var fra nu af Jern. Kirstine havde alt et Par Gange udtalt sig til sin Moder om, at Katharina i den sidste Tid ligesom trak sig tilbage fra dem; men Fru Ross, der saa klarere i Forholdet, undskyldte hende og mente, at Katharina nu havde saa mange Pligter i sin egen Kreds. Efter det Udbrud, Katharinas Følelser tog hin The- ateraften, havde hendes Sind igjen, som før, lukket sig for alt, hvad der vedkom Ross, - haardt og be- stemt. Dette var Blade af hendes indre Livs Bog, der maatte forsegles en Gang for alle. Hun vilde virke og blive et nyttigt Menneske; - hun satte sig med en vis Lidenskabelighed ind i den Tanke. Der stod i en ensom Time foran det grønne Bog- skab oppe paa hendes Værelse et sidste Slag inde i hendes Bryst. Hun havde fundet frem Ross's Portræt fra Gutte- aarene . . . Det var taget paa Glas. Da hun havde løs- net det ud af Rammen, stod hun en Stund og saa paa det, indtil hendes Øine blændedes af Graad. Der faldt en Taare ned paa Billedet. Da slettede hun det raskt ud, . . . omhyggeligt . . . indtil der ikke var Spor igjen at se. Som hun stod der med den tomme Glasplade, paa- kom der hende en Følelse af heftig Anger. Portrætet kunde dog uden Skade have ligget der i Skuffen . . . vendt, længst inde og underst - til engang, naar hun blev gammel, . . . ensom . . . hvidhaaret . . . Der hang saamange Minder sammen med det . . . saa jublende Forventninger! Den blev alligevel hendes Livs rige- ste - den Tid, hun egentlig havde levet . . . Hun troede ved at holde Glasset mod Lyset endnu at se en Anelse af Omridset - og lagde det saa i Rammen ned igjen. - - - Det, som ikke lidt forundrede hende, var den SIDE: 145 Iver, hvormed hendes Fader fulgte, hvad der blev skrevet om Ross. Han gned sig ordentlig i Hænderne, naar der kom noget rigtig drøit. Dette var stik imod hans hele Væsen ellers, og det plagede hende at se ham slig; det var, som han tabte noget af sin vante tunge Værdighed ved det. Dette smaalige Had hos ham var hende tillige saa uforklar- ligt; thi saadant laa dog saa aldeles udenfor hans Ka- rakter! Ross havde i denne Tid ikke havt videre Lyst til at gaa ud til Crawbys. Da han saa en Dag kom der, traf det sig saa uhel- digt, at der ikke var andre at faa itale end Mrs. Craw- by. Hun sad i en Pudestol, der var rullet hen til Vin- duet, med en Skammel under Fødderne og en Bog paa Fanget og gav af og til Papegøien i Buret et Sukker- stykke af en Skaal, der stod lige ved paa en af Eta- gererne i Blomsterbordet. Hun rakte ham særdeles venligt Haanden og be- klagede meget, at han idag bare skulde træffe hende; baade hun og hendes Mand havde daglig savnet ham. "De véd ikke, hvor gjerne vi havde set Dem netop i denne Tid." Nu først bemærkede han, at hun saa forgræmmet ud. "Sidney er ikke rask," forklarede hun, "han er blet saa underlig melankolsk, og vi ser ham saa lidt nede hos os om Dagene . . . Crawby frygter for, at det kan være en Følge af hans Fald paa Kjøreturen i Vinter - og jeg har ikke modsagt ham; . . . men jeg tror nu, det kan stikke i noget andet. Jeg har ikke villet sige ham det . . . det er saa ondt, naar Børnene ikke for- liges . . . men jeg er bange for, det er rent ud Uven- skab; - han taaler næsten ikke et Ord af Annie. Der er ingen, som forstaar at tale med ham som De" - hviskede hun bevæget - "kunde ikke De . . . prøve paa at virke paa ham. Annie er saa ulykkelig over det!" SIDE: 146 "Jeg skal gjerne forsøge mit bedste, Mrs. Crawby - Er han ovenpaa nu?" "De maa endelig ikke lade, som De har hørt no- get" . . . Ross tog Trapperne i nogle Skridt og bankede raskt paa Døren. "Hvem der?" - lød det barskt. "Mig - - Ross!" "Aa, - saa! - Velkommen, Velkommen! - Hvem har De talt med dernede?" "Med Deres Moder - - Deres Fader og Miss Wil- kens er ude" . . . "Nu saa!" udbrød han lettet og drog ham ved Haan- den ind i Værelset. Han havde et ualmindelig tung- sindigt Udtryk. "Vi har ikke set Dem siden Theater- aftenen" - - "Jeg har havt det saa travlt . . . med et nyt Arbeide." "De er lykkelig, som har det travlt. Jeg vil ogsaa have det travlt! " - udbrød han og begyndte at gaa op og ned . . . "arbeide som en Hest! - det er Arbeidet, som beskytter Mennesket . . . Nei, det er ikke lykkeligt at have mange Penge, Ross" . . . "Saa kast dem væk!" spøgte Ross. "Det er netop Ulykken, - man hverken bør eller vil eller kan det; . . . men hvem af os to tror De er lykkeligst?" "Jeg bankes i Aviserne hele Dagen." "Saa. - - - Men gjør Dem det dog mageligt! - en Cigar! . . . Saa, De har Aviserne paa Nakken - for Stykket? - - - Apropos!" - sagde han spydigt - "Er De i Naade hos Annie? - - hun er naturligvis usynlig" . . . "Ja, eftersom hun er ude med Deres Fader." - Sid- neys Mistænkelighed var jo rent ud udartet til en fiks Idé! "Det er jo en rigtig ægte gammeldags Bibel, De der har," bemærkede Ross for at afskjære Themaet og gik hen til Bordet og bladede i den . . . "gamle Træ- snit" . . . SIDE: 147 "Det har været min Oldefaders; han begyndte som simpel Arbeider i en af de Kulgruber som vi nu eier. Ja, han var lykkelig, - han aad sit Brød i sit Ansigts Sved!" Han stod ved Siden af Ross, medens denne bladede i Bogen og betragtede Træsnittene . . . "Saadant har en stor Ærværdighed ved sig," bemær- kede Ross. "Ja, jeg tænker mig altid min Oldefaders kullede Fingre foldede over Bogen. Hele min Barndom igjen- nem læste Fader hver Morgen et Kapitel for Huset"... "Véd De hvad, Mr. Sidney! - Var jeg i Deres Sted, vilde jeg gjøre Alvor af Tingen - - - tage fat i noget . . . Et Par Skuldre som Deres er til for at bære noget i Verden! - I Mangel af det kommer De til at faa læsset paa Dem det, De ikke vil - - et Bjerg af Spleen og Griller. Indbild Dem, at De er Deres egen Oldefader" . . . "Indbildninger, Tak! . . . men De siger virkelig no- get! Jeg kunde overtage disse fortvivlede norske Gru- ber . . . Der skal baade Studium og Slæb til at faa den Sag til at gaa; - men saa kan der ogsaa blive noget stort af det" . . . "De maa tage i med begge Næver . . . al Deres Magt. - Ikke saadan bare med en Smule af Manden - - gifte Dem og plante Hus og Hjem i det! - - jeg tænker nok, De da skulde finde Dem anderledes til- freds end med dette . . . dette" Han saa sig om paa Væggene og paa en Finne- dragt, der hang med fuld Udrustning paa et Stativ i Krogen. . . . "Driverliv! - sig det kun, der er ikke Ord usle nok for det" - udbrød han heftigt. Ross's stille Tanke var, at dette kunde være godt og- saa for andre end Sidney; - Miss Wilkens's Tilvæ- relse holdt jo paa at blive umulig. - Mr. Sidney gik bagefter frem og tilbage paa sit Værelse med faste Skridt. Han følte sig pludselig saa SIDE: 148 stærk; med det oprindende Forsæt kom der nyt Liv i ham. Det var naturligvis bare Lediggang - det, at han selv følte sig svag, der havde bragt ham til at frygte Annie! Han fordybede sig i allehaande Planer for en ny, kraftig Virksomhed . . . hentede sin stolte vakkre Brud over i England for sammen med hende at begynde et nyt Liv; - - den uværdige Svaghed, han her saalænge med aabne Øine var sunket ned i, skulde og maatte han rive sig ud af! . . . Han op- gjorde sig, hvorledes han med det første vilde reise over til England for at sætte sig ind i Bedriften. Han havde ikke følt sig saa freidig og glad paa længe. Det var, som han havde vundet en hel Seir. Dernede vekslede han den Dag et Par naturlige Ord med Annie; men hun undgik ham øiensynlig, og der laa som en skjult Spot om hendes Læber. - Om Eftermiddagen hørte han oppe paa sit Væ- relse lette springende Trin knirke i Trappen . . . Det bankede paa. Det var Annie; - hun skulde blot i Hast levere ham et Brev fra hans Kjæreste og holdt alt paa at trække sig tilbage, da han bemærkede, at hun bar en let opheftet Skøitedragt. "Hvad, Annie," spurgte han, "skal De ud?" "Ja, det er derfor, jeg har Hast, - jeg skal ned og se paa Skøitefesten iaften" . . . "De, - hvem med?" "Mr. Campbell og Papa har lovet at følge mig . . . Jeg glæder mig virkelig til det. Der skal illumineres; - jeg har det fra selve vor berømte Løitnant!" - - - "Hvem? Løitnanten fra Ballet . . . den dekorerede Nar! - Er han endnu her?" "Det er muligt, at De finder, han er naragtig, Mr. Sidney! Jeg finder nu ikke det . . . han er en af de interessanteste Mænd, jeg har stødt paa!" Naturligvis, dog næst denne Hr. Pregel, - som un- derholder Dem saa vittigt? . . . Det er en Cyniker, hvis SIDE: 149 Selskab De skulde unddrage Dem, Annie," sagde han koldt. "Aa, Pregel er som en fransk Morskabsbog - grue- lig underholdende; - - - men den anden, det er Virkeligheden selv i Krudt og Blod! - Det skulde være kjedeligt, om han reiser saa snart, som han har sagt," tilføiede hun lidt vemodigt og skyndte sig igjen nedover Trapperne. Mr. Sidney gik hen og satte sig. Han reiste sig igjen og gik frem og tilbage en lang Stund. Der paakom ham en mægtig Lyst til dog iaften at gaa ned paa Isen . . . kun i al Ubemærkethed, for at se en Smule paa Annie og denne Løitnant. Det kjæmpede i ham, voldsommere og voldsommere, eftersom det led henimod Tiden. For at berolige sig satte han sig ved Siden af Lam- pen til at læse et af de Steder i Bibelen, hvorover hans Sjæl havde stridt op igjen og op igjen i den sidste Tid: "Og jeg fandt en Ting bedskere end Døden: en Kvinde, hvis Hjerte var som et Jægergarn, og hvis Hænder var som Baand; - den, som er god for Her- rens Ansigt, skal undkomme fra hende; men en Syn- der skal fanges ved hende." - - - Han læste, men han følte selv, at han ikke fulgte med længer; - hans Tanker var nede paa Isen; Ordene blev likesom til Dunst for ham, Bladet til en graa Is med lav Taage paa under hans Øine, og hans Pande svedede koldt. Han slog pludselig Bogen sammen og stillede sig grublende henne ved Vinduet, hvorfra han kunde se de straalende kulørte Indgangsporte til Skøitebanen, der var festligt oplyst. Baalene, som man kastede Ved paa, farvede hele Himlen med et rødligt Brandskjær. Han stod dødsbleg og syntes, han saa Skikkelserne dernede. Han slukkede Lampen, men blev endnu staaende der i Mørket. - - Hans Forlovedes Brev laa ulæst paa Bordet. SIDE: 150 En Stund efter gik den høie, blonde Englænder i den graa Overfrak mellem den brogede Mængde nede paa Isen, hvor Smaagutter og Piger fo'r om med ku- lørte Lampetter, som Kolibrier. Han saa, hvor Annie færdedes, og holdt sig længst borte; men deres Øine mødtes alligevel. Hvilken stoltblinkende Ild der lyste i hendes, - me- dens en let overseende, næsten medlidende Ringeagt dirrede paa Læben, og hun straks vendte sig til den unge Officer. Han gik et Øieblik hen og forklarede ligegyldigt, at han af Nysgjerrighed dennegang havde lagt sin Aften- tur henover Isen; - nu gik han hjem. Annie saa ikke videre paa ham. . . . Den Løitnant holdt paa at gjøre ham gal . . . og han saa saa klart, som to og to er fire, at hun havde gjort det blot for at pine ham! - Han hadede hende. Han følte en hemmelig Sjælens Skræk . . . Skulde han være stedt i en Malmstrøm, hvor ingen Haand paa Roret længer nyttede? . . . Den følgende Dag laa Miss Wilkens under Musik- timen i en Gyngestol med Fødderne paa en lav Tabu- ret. Hun knaskede paa Slikkerier og læste meget inter- essert i Dagens Avis en Artikel om Ross, medens Pre- gel spilede. Der herskede ingen Aftale mellem dem om det, men begge var noksom interesserede i, at Karakteren af en Musiktime overholdtes, saa de kunde bevare sin Un- derholdning i Fred for Husets øvrige Medlemmer. En af hans morsomste Kunststykker var at "spille Miss Wilkens" og give den Afveksling af Eftertryk, flygtigt Jaskeri og Utaalmodighed, der var hendes Manér. Han var blet lidt rundrygget og fed den Vinter, og SIDE: 151 de hvide Hænder var maaske en Kjende blødere. Men, som han sad der ved Pianoet med det bølgende sorte Haar, saa han genial ud. Han anslog stærkt en Slutningsakkord og dreiede sig imod hende, saa Taburetten knagede. "Puh! - nu har jeg spillet et helt Kvarter for Mama og Papa. Véd De hvad, - det er en Smule anstræn- gende . . . Andetsteds lader vi Eleverne spille for os" . . . Hun saa knap hen paa ham: - "Er De kjed af det, kan De gaa!" "Jeg vil just ikke sige, at det var Meningen med min Udtalelse, men dersom" . . . "Snak, - bliv, siger jeg! - - men det er dog til syvende og sidst Dem, som har indbildt os alt dette om Deres udpebne Ven; - - han levnes jo ikke Ære for fire Skilling! - - Og saa har vi Stakler ivinter ageret Stagen for dette Lys - - for hele Byen . . . Jeg stolede virkelig paa Dem - jeg troede ikke, De var dum, Pregel . . . Nu er det ogsaa Deres Sag at sørge for, at vi blir ham kvit paa en pen Maade!" "Han er min Ven!" - sagde han med komisk Pathos. "Tøv!" "Jeg mener det." "Han ligger ikke i Deres Interesse!" "Hvor jeg beundrer Deres elskværdige Ligefremhed; men han er virkelig min Ven . . . De ser tilfældigvis hellerikke ganske klart denne Gang; han vil reise sig igjen!" Hun satte sig op i Stolen og grundede en Stund med Haanden under Kinden - "Saa De tror det?" . . . "at det muligens kunde være værdt at tage ham til Naade igjen? - Ja!" - udfyldte Pregel ironisk. "Timen er færdig - - De er ufordragelig!" "De kan ikke undvære mig." "Jeg?" . . . "mellem disse - Kænguruher - - Nei!" . . . "Tillad, Mama og Papa er ikke - - Kængu- ruher!" SIDE: 152 "Mr. Sidney kanske heller ikke?" "Jo han!" lo hun. Han reiste sig og greb efter sin Hat; men hun snap- pede den og holdt den bag paa Ryggen: "Her er saa grænseløst kjedeligt, - ikke et Menne- ske iaften! . . . nu er ogsaa Advokat Linstow borte" ... "Det kan De naturligvis takke hans Frue for" . . . "Vil De vide min Hjertens Overbevisning, Pregel? Med alle Deres mange, mange Feil er De tusinde Gange mere genial end Ross!" "De har der en høist behagelig Anskuelse; - - men, tør jeg spørge, hvori løber den ud? - - skal jeg hente Ross?" "De er kjedsommelig idag!" "Jeg har kun en Smule klart Hoved; - - paa den anden Side indrømmer jeg, at Fraser kan være for- tryllende." "Nu ja, - gjør da, som De vil! . . . Men derfor ikke just netop saa straks . . . i disse første Dage, forstaar De . . . lidt nærmere henimod Tiden, naar vi skal reise i Sommer . . ." "Ah, - - ja, ja - befal!" sagde han nonchalant bukkende, idet han gik . . . "De véd, jeg er Deres Slave i ét og alt!" Da Ross næste Gang kom did ud - som han plei- ede en Timestid før den sædvanlige Visittid - var Døren lukket til Værelset indenfor, hvor Miss Wilkens spilede med Pregel. I Stuen sad den gamle Gentleman og grublede over en Reisebog for Norge - de agtede at foretage en Tur igjennem Landet til Sommeren. Det var nu ogsaa blet nødvendigt for Sidneys Skyld. Det var hans Bøn, at Ross maatte være med dem, og Ross sad og forklarede ham Ruter en hel Time. Det interesserede ham i Begyndelsen, men blev si- den kun et Paaskud til at blive, indtil Miss Wilkens maatte komme. Dette lod imidlertid til at skulle vare i det uendelige, og han bestemte sig tilsidst til at gaa. SIDE: 153 "Skal jeg kunne være med paa Turen i Sommer, maa jeg arbeide temmelig strengt nu," forsikkrede han, "nødvendigvis bruge hver Dag." Der gik Uger, hvor Ross fremdeles arbeidede feb- rilsk, saa at sige Dag og Nat. Det var et Opbud af Aand og Fantasi, alle hans Kræfter . . . en tabt Re- doute, som skulde gjenerobres. Hvor stærk han var, det havde han ikke engang selv begrebet før nu, han ligesom hørte Vingerne af sin egen Genius suse, og at der var Kløer, det skulde muligens ogsaa nogle af de Herrer Kritici faa sande! . . . I Forhold til Offentligheden var den Følelse, som brød sig indeni ham, alt andet en ærbødig Underka- stelse. De faa Gange, han havde vist sig ude hos Crawbys, havde Miss Wilkens hilset særdeles venligt paa ham; men noget, der lignede de vante fortrolige Samtaler paa tomandshaand, var det ikke kommet til. Han var bleven ømfiendtlig og kunde ikke overtale sig til at nærme sig hende igjen, før han stod med vundet Slag. Et Glimt af Tvivl, om hun maaske dog med Villie unddrog sig ham, havde han skudt fra sig som baade ham selv og hende uværdig. Eftertanken sagde ham, at hun havde været kold, fordi han ikke havde nær- met sig hende efter Stykket . . . Hun havde naturlig- vis ventet det, og han - stolt og saar og smaalig, som han nu engang var, - havde der skuffet hende! Og dog - saa inkonsekvent er Mennesket - blev hans Gang didud sjeldnere. Han vilde dog nok alli- gevel set noget mere fra hendes Side, selv om det havde været Tegn paa Fornærmelse, istedetfor denne Venlig- hed, hvori hun altid ligesom gled fra ham. Han gjorde sig ikke rede for denne sin Følelse; han gik nu op i det ene og altopslugende - at arbeide. Hans Moder fortalte ham ikke, at den tidligere saa villige Kreditor igjen havde opsagt Prioriteten i deres SIDE: 154 Hus. Det var en Bekymring, hun længst mulig fik bære alene; men efter alt, hvad hun forstod, var der kun liden Udsigt til, at de næste Vinter skulde bo i deres kjære, gamle Hjem og kalde det deres eget. Man var alt over de lange Vaarmaaneder med den isende Vind, den stikkende Solhede og de smudsige Sneflekker oppe i Bakker og Lier. Træerne og de brune Marker havde staaet i en uhyggelig Tørhed og ventet paa de Par velsignede Regndage, der med et Trylleslag skulde vække hele Vegetationen. De kom, og nu stod Luft og Hav og Jord pludselig i sittrende Sommervarme; Fuglene sang, Hæg og lyse Bjerke duftede, Frugttræerne stod med Driver af Blom- stersne i Grenene. Ross gik hjemme i Haven iblandt dem, men lagde lidet Mærke til det; han stod oppe i Kvistvinduet og saa ned paa al den hvide og lyserøde dryssende Flor, hvori Humlerne summede; men hans Tanker var der ikke, - han arbeidede. Han var gaat ind i sit Værk- sted, da det var Vinter, og dens Mørke og stængende Ismur varede for ham, indtil hans Værk var færdigt. Man var i Slutningen af Juli. Sommervarmen laa hed, støvet og trykkende over Byens Tage, Kvistvæ- relserne var ensbetydende med Blykamre. Ross's Stykke var færdigt og indlevert til Theatret, og det stormede indeni ham efter at komme ud fra det kvalme Fængsel. Han følte, at han trængte til at styrke sig ovenpaa alt det forcerede Arbeide. Medens han selv valgte sig en videre Rute, sendtes Kufferten direkte hen til den naturskjønne Fjeldbygd vestenfor Dovre, hvor Crawbys tilbragte Sommeren, efter at have indrettet sig i alle Maader komfortabelt paa en af de bedste Gaarde. Pregel, der paa deres SIDE: 155 Indbydelse var med, havde i dette Stykke været dem en uvurderlig Hjælper. Ti, tolv Dage efter befandt Ross sig med Randselen paa Ryggen paa den anden Side af Langfjeldene. Han havde paa Turen øinet Randen af Jotunhei- mens fantastisk-glittrende blaa og melkehvide Tinder, og Klokken tre om Morgenen paa Justedalsbræen set Solen staa op over Skagastølstinderne i tusinde Kulø- rer, medens Blaamanden paa Sydsiden af Sognefjorden stod rosenrød. Han havde følt sig opløftet, som aldrig før, af Høifjeldets vilde Storhed og høitidelige Stil- hed, hvori Skabningens Ve ligger bundet lig et stumt Stendigt indtil Dommedag. Han havde nedenfor taget Indtrykket af Jørundfjor- dens sønderrevne Vildhed og af den stolte Indgangs- port til Norangfjorden, hvor Fjeldene løfter sig med næsten lodrette Vægge femtusind Fod op fra Vandspei- let, medens Snebræen skinner imod én inde fra Dal- bunden . . . I Begyndelsen af Turen havde Katharina optaget hans Tanke ikke saa lidt. Han havde ikke set hende siden hin Theateraften, og han havde oftere i høi Grad længtet efter at tale med hende og havt Lyst til og- saa denne Gang at oplæse sit Arbeide for hende; men Erindringen om, hvor koldt hun atter og atter havde mødt hans Fortrolighed, og kanske ikke mindst yd- myget Stolthed, fordi hun sidst havde faat saa blodig Ret med Hensyn til hans Stykke, havde stanset ham. Nu havde Kirstine, Dagen før han reiste, i dybeste Hemmelighed betroet ham, hvad Katharinas Søster Johanne igjen havde betroet hende, at den unge Gros- serer vestenfra, der boede som Gjæst hos Linstows i forrige Aar, havde anholdt om Katharinas Haand, og at hun i den Anledning havde havt en haard Kamp at bestaa med sin Fader . . . Han kunde ikke for, at dette beskjæftigede ham. At Katharina svarede Nei, fandt han kun ganske natur- ligt; men Tanken fulgte ham; - der var noget i de fine, skavlede Tinders Høihed og Renhed, der altid SIDE: 156 vilde forbinde sig med hendes Billede - - noget rent og midiefagert! . . . Men, eftersom han nærmede sig sit Bestemmelses- sted, og han begyndte at regne Dagene, inden hvilke han kunde være fremme, blev dog alt det store og her- lige, han saa om sig, kun til en Festvei hen til Gjen- synet med Annie Wilkens. Han saa hendes Skikkelse i Morgen- og Aftensolens farverige Eventyr og gik og digtede hende, som selv var et saa uforligneligt Naturbarn, ind i en vild, norsk Dal - - han mødte hende der i et Stevnemøde ind- under Bjerkelien, medens Maanen skinnede og Elven suste - Ansigt til Ansigt. Nu vilde han tale . . . sige hende, hvor han havde længtet. . . ventet! Den sidste Nat havde han tilbragt næsten søvnløs af Spænding paa en liden Sæter i Fjeldmarken, kun to, tre Mile fra Mr. Crawbys Opholdssted. Han vidste, at han var ventet, - han skulde været der alt for tre Dage siden; men al denne Naturherlig- hed, som han før saa lidt kjendte til, havde udøvet en koglende, næsten berusende Magt, og han havde lagt Omveie for at se mere. Han saa nu ud som en ægte Turist, - mager, med sønderflængede Klæder og en Hat, der sad som et sandt Jammerbillede paa det solbrændte Ansigt, og Panden delt med en hvid Rand oppe under Skyggen. Det var først paa denne sin Gang ned imod Byg- den, at han begyndte at tænke over det Udseende, hvor- med han skulde præsentere sig. Resultatet af hans Betragtninger var, at han beslut- tede sig til først at komme til Gaards sent ud paa Aftenen, da hans flærrede Benklæder og ødelagte Frakke nogenlunde maatte kunne unddrages Op- mærksomheden, indtil han fik fat paa sin Kuffert. - Solen holdt alt paa at klæde Koller og Nuter med sin sidste Rødme, da Ross stod og iagttog Bygden fra en Bjerkeli nede i den bratte Aashøide. Hvilken mild Aftenstemning der laa over det hele! SIDE: 157 . . . og dernede færdedes Annie! . . . Der hørtes Lok, Klang af Kobjelder og fjerne Stemmer . . . Nogle slupne Heste stod tilknæs i Græsset og stampede ved Siden af ham. Det var et i steile Fjelde indskaaret Dalføre, hvor der, Stup i Stup, fossede en Elv nedover vilde Sten- blokke, indtil den delte sig om en Gaard, der, med Sol endnu i Ruderne, tronede paa Fanget af en høi, grøn Vold, og som da ogsaa, efter hvad en Gjæter- gut forklarede ham, hed Fagervold. "Det var der, de engelske boede." Han saa hende næsten som i et Huldre-Eventyr. Nedenfor, hvor man endnu øinede Spiret af en Træ- kirke, gjentog Elven den samme Deling, kun i større Maalestok . . . Gaardene hed et langt Stykke nedover allesammen Vold: "Storvold", "Bjerkevold", "Kirke- vold"; - men, hvor matte og hverdagslige saa de dog ikke alle ud imod Fagervold! Længer nede stansede han igjen. Et Selskab af Damer og Herrer bevægede sig mellem Furutræerne i Lien paa den anden Side af Elven . . . Han skimtede et Par Studenterluer og nogle Damer i røde, hvide og blaa Kjoler og troede at se Pregel støtte Mrs. Crawby nedover den bratte Sti. Et Stykke bag- efter kom et Par . . . Damen i Reisedragt med hvidt Slør paa Hatten. Han skulde vel kjende den slanke, raske, smidige Skikkelse mellem Trærne! Det var Annie! - hun gik med Mr. Sidney . . . Et Blik paa Afstandene sagde ham, at han ved en resolut Marsch maatte kunne naa hen til Fagervold en god Stund før Selskabet, der var nødt til først at gjøre en Omvei, før de kunde sætte over Elven. Lykken var ham huld. Han fik oppe paa Gaarden i Hast at vide, at han og Pregel var indkvarterede i en Føderaadsstue lige ved, og gjorde der et foreløbigt Toilette. Af de indfældte Vinduer, allehaande Bænke og Pla- neringer og en ny Altan med Flagstang foran kunde SIDE: 158 man forstaa, at Bondegarden i de allersidste Aar havde været bestemt til Udleie. Og Fagervold var isandhed et fagert Sted, rundt be- kranset, som det stod der i Kvælden, af svære, lu- dende Hængebjerke, hvis side Brudeslør neppe rørte sig, medens Elven susede under paa begge Sider, bred og grund, som et blankt, med Sølvfilegran besat Belte . . . Det var endnu aldeles lyst, og en Rand af Nymaa- nen steg over Fjeldkammen. Der var hun! . . . der var de! . . . hun, den fagreste . . . Dronning for dem alle, med den uforlignelige høi- voksede Slankhed! Hans Blod jog i høie Bølger, medens han saa hende komme. Det var dog ikke længer ved Sidneys Arm; - det var en smalvokset, sortsmudsket Herre med en Pana- mahat lidt flot ned i Nakken og en skjødesløs grøn Sækkefrak om en forøvrigt lidt søgt stram, elegant Dragt, der førte hende. Hun havde vist stødt Foden, thi hun lænede sig stærkt til ham, medens hun gik opad Bakken. Ross hilsede og gik raskt ned imod dem. "Nei, God Dag, Ross! . . . det er Ross, Papa!" - raabte hun og vendte sig om. "Nu, De kommer sandelig Apropos . . . Herrerne er blevne saa kjedelige i de sidste Dage . . . saa nu maa vi gjøre Ture og more os i Naturen . . . mellem Kjø- rene . . . De, Doktor! er den eneste, som der endnu er lidt Esprit igjen i - - Pregel er desværre for do- ven, og Mr. Sidney er blet bare kjedelig nu . . . Tænk, han, som var saa morsom før, Ross!" - tilføiede hun sagte. Alt gik nu op i Hilsener og Presentationer. Doktoren, som støttede Miss Wilkens, hed Wulff; han var Amanuensis hos Distriktslægen og forlovet med den ene af de tre vakkre Damer, der kom bag- efter. De var Døttre af Præsten, og den ene af de to Stu- SIDE: 159 denter var deres Broder, den anden en Kammerat, der var hjemme hos ham i Besøg. Ross havde ventet, at Annie havde vist ham det For- trin at give ham sin Arm; - hun kunde saa godt have gjort det . . . Hvor skulde han ikke næsten baa- ret hende! Men, uagtet hun utvetydig blev oplivet ved Gjensynet, gjorde hun ingen Mine til det, - og han gik da hen og bad om at maatte faa Lov til at ledsage Mrs. Crawby, som hidtil havde gaat ved sin Mands Arm. Hele Selskabet var meget livligt. Man talte og var vittig over Turens Hændelser. Den gamle Gentleman modtog ham med al sin vante Hjertelighed. Han fortalte allerede om Kvartser, han havde fundet, med den gamle demonstrerende, liv- lige Iver. Mrs. Crawby, der støttede sig temmelig træt og tungt paa ham, forekom ham dog en Smule nedstemt midt i Lystigheden. Ross antog, at det var noget med Sidney igjen, og forudsaa, at han vilde faa en Samtale med hende om dette saa vanskelige Forhold . . . Maaske bragte han dog alligevel en Forandring i det - Sorg paa en an- den Maade, naar han nu kom og tog Annie fra dem. Mr. Crawby fortalte, at de ogsaa ventede Attachéen i disse Dage, naar han kom reisende ned fra Nord- land. Han opholdt sig Sommeren over i Norge af Hel- bredshensyn og var blet i høi Grad interesseret for den norske Natur. Tjenere og et Par leiede Folk kom bagefter, førende et helt Læs med Tøi og Fornødenhetsartikler for Tu- ren lige indtil Kikkerter, Hamre til at slaa i Fjeld- knauser med og Bøger; - man havde havt et helt Kjøkken med sig op paa Kampen og der tilberedt Mid- dagen, hvortil Mr. Sidney havde leveret en Laks, som han om morgenen havde fisket i Elven. Da de kom op paa Gaardstunet, lod Miss Wilkens sig af Doktoren føre hen til en af de Gyngestole, der stod SIDE: 160 i Sandet udenfor den lave Trappe foran Hoveddøren; - det saa ud, som det kostede hende Smerter. Mr. Sidney kom, uden at sige noget, hen med en Skammel . . . "Ja, Doktor! den lille Taburet der . . . Tak . . . kan jeg lægge Foden saa?" Mr. Sidney gik og smaabrummede . . . "Jeg forstaar virkelig ikke, hvorledes det gik til!" . . . "Jeg sandelig heller ikke" - svarede hun mut . . . "Stenene var saa glatte der, hvor De satte Baaden iland - - Havde De fulgt Doktorens Raad . . . Men jeg foreslaar, at vi glemmer mit lille Uheld," - afbrød hun med en Mine, som hun undertrykkede Smerten. "Ross har vist ikke spist . . . Han kan være baade sulten og tørst!" - mente Mr. Crawby. "Kan vi ikke faa dækket herude, Papa! . . . Naar Mama faar Sjalerne ud, tror jeg ikke, det gjør noget." Der var noget stille lidende over hende, medens hun sørgede for, at alt blev ordnet til Mrs. Crawby. Det hindrede ikke, at hun alligevel blev Hovedgjen- standen for Selskabets Opvartning og Opmærksomhe- der, - en af de unge Damer gjorde sin Lykke med en Pude . . . en af Studenterne sprang ind for at hente en Flakon . . . Imidlertid var der serveret paa et Bord, der var flyttet hen foran dem. "De sætter Dem dog her ved Siden af mig, Ross!" sagde Miss Wilkens, der havde begyndt at forhøre ham om hans Tur, og hendes Stemme forraadte den bekymrede Beundring, hun følte ved hans dristige Færd over Fjeldene . . . "De véd ikke, hvor jeg har været fornærmet paa Dem, fordi De ikke kom!" - hviskede hun. "Vi var saa bange for, at De havde svigtet os, Ross!" -sagde Mr. Crawby; - "men Deres Ven Pregel trø- stede os med, at Dag og Klokkeslet ikke er til for Digtere." I Anledning af den sidste Titel saa Ross de tre smukke Søstre se nysgjerrigt paa sig. SIDE: 161 "Jeg beklager, at vi ikke har mere af Sidneys Laks til Dem, Hr. Ross!" - vedblev Mr. Crawby. . . . "men hermetisk kan Du nævne hvilken Ret, Du vil i Verden, og den staar for Dig!" - spøgte Pregel - "og vi har en Kjælder paa denne Bondegaard saa righoldig, at den endog frister Gaardsnissen - man fandt ialfald en Dag en rød Toplue dernede mellem Flaskerne, som ingen kjendtes ved . . . Og her er en gammel Rhum, som er for de udødelige Guder! . . ." Man havde fuldt op af Planer at diskutere . . . Imor- gen en Ridetur paa en Mil hen til en mageløs vild Udsigt, hvorfra der skulde ses en Fos . . . Iovermor- gen Bærplukning paa en Multebærmyr . . . en af Da- gene bagefter en Kjøretur op til Vandet ovenfor, hvor der skulde roes mellem nogle mørke, trange Fjeld- vægge. I alt dette havde den unge Doktor det afgjørende Ord; - og han troede nok, at Miss Wilkens vilde blive frisk nok til Rideturen imorgen. Efter Bordet gav Pregel fra Stuen en Koncert paa Pianoet. Men alle lod til at være trætte efter Turen, og Miss Wilkens begyndte i sin Gyngestol at klage over, at hendes Fod smertede . . . "Jeg tror, det er bedst, jeg gaar op!" "Jeg skal hjælpe Dem op ad Trappen, Annie!" sagde Mr. Sidney. "Tak, jeg har jo Pigen . . . det gaar bedst saa" - hun kyssede sine Pleieforældre og sagde god Nat. Noget efter var Doktoren deroppe, da hendes Fod smertede mere. "Nu, hvordan er det, Doktor?" spurgte Mr. Crawby bekymret, da han kom ned igjen. "Hun klager over, at det smerter slemt; men saa har jeg givet hende lidt Morfin. Jeg haaber, det hele skal være godt til imorgen . . ." Lidt efter kom der igjen Bud ned til Doktoren. Hans forlovede gjorde sig imidlertid i en mærkelig Hast reisefærdig - Minen skjulte kun slet hendes Uro og Iver efter at komme afsted, og han lod sig nøie SIDE: 162 med at sende en Ordre op med Løfte om at se til hende tidlig den næste Dag. Selskabet sagde hinanden god Nat. Man hørte Duren nedover Landeveien af Doktorens Enspændervogn, og Mr. Sidney fulgte Ross hen til hans Værelse i Nabobygningen. Det var indrettet Dør i Dør til Pregels med kun en provisorisk Panelvæg imellem, men forresten udstyret med uventede Be- kvemmeligheder. Da han var gaat, begyndte Pregel at spørge efter Nyheder fra Kristiania med en Iver, som om han havde været borte i Aarevis istedetfor i Uger. Ross var imidlertid ikke synderlig livlig; hans Svar faldt i knappe Enstavelsesord. "Saa tænd da engang den Cigar! . . . Nu, Du er naturligvis grundig træt og vil sove . . . Men Du maa vide, jeg har en forfærdelig Trang til at tale; den Sidney kan jeg ikke komme af med. Naar vi er sam- men, stirrer jeg paa ham, som paa Væggen i et en- somt Fængsel!" Det var ham en Lise, da Pregel endelig lukkede Dø- ren, og han vedblev at sidde med den utændte Cigar i Haanden. Det var, som der sad ham noget foran Hjertekulen . . . Det varme, hjertebankende Møde, han havde drømt om, . . . længtet saa til . . . hvor var det blevet af? Han havde jublet imod hende med hele sin Sjæls Forventning . . . og det var, som han var faldt ned i et helt andet tørt prosaisk Land, - som alt med ét var blet saa helt anderledes, end han havde forestil- let sig det! Hun baade var og ikke var den samme originale, friske, selvforglemmende, ubetænksomme varme Annie! Der var dog noget af en Skuffelse i det! Naar alt kommer til alt saa er det dog nok Dig selv, som er urimelig, Thomas! og ser sort; hun havde jo stødt Foden, Stakkel! og var optaget af Smerten. Kan din egoistiske Fantasi ikke taale saameget af SIDE: 163 den hverdagslige Virkelighed? . . . hun var jo taalmo- dig som et Lam! . . . . . . Jeg tænker, den simple Forklaring er, at Du er aldeles udvaaget og træt . . . sidste Nat ikke lukket et Øie! . . . "Sove . . . Sove! - saa kommer én nok til at se sundt igjen . . . foreløbig er man utilregnelig!" - sagde han med et Forsøg paa Munterhed, idet han lagde sig. Han vaagnede tidligt ved, at Fuglene sang under den lille firkantede Glugge af en Rude. Han saa Solstri- ben oppe i Lien og forsøgte igjen paa at sove. Det nyttede ikke . . . for Tanker, han ikke vilde begynde paa igjen. Han klædte sig og gik ud. Det var en herlig frisk Morgen med det røde Skjær endnu nedover Fjeldet. De fine høie Græsstraa hang tindrende af Dug, og Vandet deroppe i Dalen blinkede i Solen. Klokken var seks . . . Hvem sagde, at Annie ikke allerede var oppe og ude i den deilige Morgen? . . . Han følte en Trang til at faa rede paa sit Forhold til hende; - det var ikke længer fuldt klart for ham . . . Han tog Veien nedad en Sti, der snart forgrenede sig paa kryds og tvers under det tætte Løv . . . Det var dog ikke umuligt, at hun kunde være her . . . at hun kunde tænkt . . . der stod jo Bænke, saa det vist var den vanlige Spadseregang. Han kom uformodet helt ned til Elven. Der saa han til sin Forundring Mr. Sidney staa og fiske. Denne hilsede ham noget forbauset og saa paa sit Uhr. "Allerede oppe? Nu, saa gjør De rettest i at tage en Fiskestang og gjøre som jeg . . . De vil ikke finde nogen oppe før Klokken elleve, tolv . . . med mindre De vil tilfjelds med Far, der altid gaar ud Klokken syv om Morgenen og er hjemme til Frokosten . . ." En Stund efter var de begge ivrigt beskjæftigede med at fiske, og Ross fik straks en stor Ørret paa Kro- SIDE: 164 gen, som Mr. Sidney maatte hjælpe ham at faa ind, da han var uøvet i Kunsten . . . Det var morsomt; men bagefter gik der Time efter Time, uden at de fik noget. Ross var forlængst kjed af det og vilde gaa op igjen. "Nytter Dem ikke, Ross! . . . Miss Wilkens er ikke kommet længer end til at lade sig krølle og saa lægge sig ned igjen med en Morskabsbog . . . og Musiklæ- reren sover . . ." "Den gamle Bitterhed!" - tænkte Ross. - - Ved Frokosten ude paa Pladsen sad Annie fremdeles i Gyngestolen med Foden hvilende paa en lav Skammel. Og hun vedblev at sidde slig i Skyggen med en Bog i Haanden, medens Familien gav sig til at læse Aviser i Gangen og ude paa Trappen. Af og til saa hun utaalmodig nedefter Veien . . . Endelig kom Doktoren, og hendes Fod blev atter undersøgt. Hun skulde blot uforsagt træde paa den. Og hun tog den smukke Doktors Arm for at prøve at gaa henover Pladsen . . . Det gik jo nok saa godt . . . bedre og bedre . . . der var intet iveien for, at Turen til Fossen idag kunde blive af! . . . Mrs. Crawby underholdt imidlertid Ross en lang Stund med Mr. Sidneys tunge og variable Humør; - og han kunde ikke nægte for, at han virkelig fandt ham ualmindelig mørk og indesluttet. Selskabet fra igaar indfandt sig, forøget med en li- den Koloni af reisende Damer og Herrer længer nede fra Dalen, med hvem Crawbys havde stiftet Bekjendt- skab. Man kunde ride og kjøre saagodtsom den hele Vei. Miss Wilkens og de yngre Herrer var ridende med Undtagelse af Pregel, der vilde tage sin Magelighed iagt og kjøre. Ross havde faat en prægtig sortbrun Hest, der skaffede ham en hel Del at bestille; han var ikke uopmærksom for, hvor ypperligt Ridedragten klædte hende med de hvide brusende Fjær paa den opkrammede, mørkegrønne Hat og den tætsluttende Kjole. Under Farten stemmede hun ligesom trodsigt SIDE: 165 Hovedet mod Bjerkegrenene, der ofte hang tæt ned- over den smale Sti, medens Doktoren efter Evne søgte med sin Ridepisk at bøie dem tilside foran hende. Mr. Sidney syntes taus og stur. Ross søgte flere Gange at nærme sig hende, og det lykkedes ham i et heldigt Øieblik at vinde Pladsen. Flere end to kunde ikke ride ved Siden af hinanden paa Skovveien. "De har jo allerede havt en Morgentur før idag, Ross! . . . gjennemstreifet Skove og Lunde . . . Eller var det for at blive lige saa interessant som Mr. Sid- ney? . . . Ja, for det maa være interessant at staa slig Time efter Time og kaste Fluer ud og vente paa en Ørret! . . ." "Kunde De ikke gjætte bedre?" - svarede han lavt. Nei, det kan jeg virkelig ikke!" hun lo lidt tvun- gent. . . . "at det kunde være, fordi jeg indbildte mig mu- lig at træffe Dem dernede mellem Gangene . . . Jeg brænder efter at faa tale med Dem, Annie!" "Nei, hvor besværligt det er med disse Grene! . . . Doktoren var saa flink til at holde dem fra mig." "Da gjør jeg rettest i at overlade ham Pladsen," sagde Ross koldt. "Hr. Doktor!" raabte han, "Miss Wilkens trænger Deres mandige Arm til at bane Vei; . . . jeg erkjen- der min Udygtighed!" og han lod Handlingen følge paa Ordet, idet han rask tøilede Hesten tilbage, saa Pladsen blev fri til Doktoren, der straks benyttede sig af det. Man naaede frem til den lille Stue, hvor man maatte stige af for at gaa hen til Udsigten. Ross var ikke blind for, at Miss Wilkens et Øie- blik nølende saa sig om efter ham for at give ham Leilighed til at byde hende Armen. Han havde imid- lertid straks begyndt at vise sig særdeles omhyggelig for Mrs. Grawby og paataget sig at ledsage hende op- over det ujevne Terrain. Da hun siden stod paa Vol- den ifærd med at ophæfte sin Ridekjole, mødte han SIDE: 166 hendes Blik; men hun saa raskt og lidt fortrydeligt bort. Som de gik opover, tænkte han med en vis fry- sende Kulde: "Mon hun virkelig med Forsæt skulde ville pine mig . . . være koket? - Hun? . . . Annie?" Man kom gjennem Hasselskov, og han blev meget interesseret og ivrig paa Nøddeplukningen. Doktoren havde hjulpet Miss Wilkens op paa en stor Sten, hvor hun stod i Konversation med en af de fremmede og høstede Toppen af en Nøddebusk. Hun hoppede nu rask og elastisk ned. "Det Sprang var sandelig godt gjort med Deres syge Fod!" bemærkede Mr. Sidney; men baade Miss Wil- kens og Ross følte, at der laa Ironi under, og hun blev lidt rød. "Jeg hoppede naturligvis paa den anden." Ross maatte tænke sig lidt om. - Nei, det var dog ikke - sandt. Hun havde sprunget med den venstre foran; - han havde netop bemærket den fine Maade, hvorpaa den sattes frem i Springet . . . Nu det var jo en Ubetydelighed; men denne Laps af en Doktor blev dog adskilligt taget Notis af . . . Han begyndte at blive distrait, men tog sig igjen og blev forceret underholdende og livlig til alle Sider. Klippeblokkene blev større og større paa begge Si- der af Stien, Engen vildere. Man fik lige under sig en dyb Kløft med en skum- mende Elv i Dybet, og hvor den bøiede sig, saa det ud, som de steile, dystre Fjeldtoppe mødtes. Man kjendte alt Støvregnet af Fossen, der straks efter viste sig i tre svære, hvirvlende, skummende Afsatser med en bred Regnbue foran. Selskabet arbeidede sig hen til forskjellige Udsigts- pladse, der dannedes af de store Blokke, og man kunde næsten ikke høre hverandre for Fossebrusen. Miss Wilkens stod og saa hen paa en ypperlig Plads, der hvor Stien bugtede sig nær ud imod Fossestupet; - hun syntes lidt uvis, om hun skulde vove det. SIDE: 167 "Mr. Sidney!" sagde hun og vinkede til ham, "vil De hjælpe mig over . . ." "Og De er ikke bange, Annie?" Hun saa ikke paa ham, men rakte ham kun Haan- den. "Naar jeg har Dem ved Siden, véd De, jeg frygter ingenting i Verden, Sidney!" "Annie," sagde han, - "hvorfor piner De mig; - thi De gjør det med Forsæt - hvorfor vil De drive mig til Vanvid, . . . med den Doktor!" "Hvad vil De da, Sidney! . . . Jeg synes, De skulde takke mig, fordi jeg efter Evne søger at glemme og- saa paa min Side . . . De véd jo, hvad der staar imel- lem os . . . Jeg maatte være mere end utaknemlig, om jeg endogsaa blot med et Aandepust bevægede Dem til at bryde Deres Forhold til" . . . Hun stansede, som hun ikke formaaede at udtale Navnet. "Det skal brydes, Annie! . . . Jeg kunde være fristet til at gaa med Dig udfor Stupet . . . ud i den hvide Fos, som hvirvler der- nede! . . ." Hun blev bleg og saa ængstelig paa ham. Han smilte . . . "Fy, De skulde ikke talt saa, Sidney! . . . nu vil jeg gaa alene tilbage . . ." "Tro, jeg mener ikke et Ord - uden det, at jeg vil være vanvittig glad den Dag, jeg har sendt Brevet til England . . ." "Det har De sagt mig engang før, Mr. Sidney!" "Men dennegang, Annie, er det besluttet . . . alle Hensyn er nu blevne til ingenting . . . Posten gaar igjen paa Lørdag, og naar Brevet er sendt, melder jeg Papa og Mama, hvad der er gjort!" "De er saa modig! - en stakkels ung Pige som jeg foretrækker heller at dø under Hensyn . . ." "Men det vil nu engang ikke jeg, Annie!" han gav hende sin Arm, som hun dog et Øieblik betænkte sig paa at tage. SIDE: 168 "Nu, - er De bange! - endnu?" "Nei, Sidney!" - - Medens hun stod bortvendt i Samtale med Mr. Sid- ney og af og til pegte med Parasolen som udover Fossen, der hvirvlede sig i Dybet nedenunder, kunde Ross ikke faa Øinene fra Mr. Sidneys bevægede An- sigt. Hvad kunde de dog tale om? Disse alvorlige, ind- trængende Miner var ikke Udtrykket for Bebreidelser eller Harme - alt andet! - der brød en Inderlighed frem! . . . Det faldt pludselig som Skjæl fra hans Øine: Dette er ikke Had! Hans skarpe Blik læste og søgte at gjætte . . . vaagede paa den mindste Bevægelse . . . lige til den Maade, hvorpaa han med den ene Haand tog hendes og med den anden støttede hende om Livet og ved- blev at holde den der endnu et Øieblik, efterat de igjen var komne over Stien . . . Han stod fremdeles ubevægelig derude ved Stenen - det var, som Fossen begyndte at hvirvle inde i hans Hoved . . . den kom saa nær . . . han havde en Følelse, som han pludselig havde set ned i en Af- grund . . . "Ross! . . . Ross!" - raabte det bag ham . . . Selskabet havde samlet sig om nogle Forfriskninger paa en moseklædt Stenblok henne under Fjeldvæg- gen . . . "Digteren har siddet og drømt derude" - bemær- kede Miss Wilkens. . . . "grebet i Regnbuen!" - tilføiede Pregel. "Jeg véd ikke, om den ikke brast for mig!" - "Jeg ser det, De er jo ganske vaad" - lo hun . . . "af Støvregnet!" . . ."som jeg fik i Øinene . . . ja!" Pregel rakte Ross et Glas Champagne. Ross løftede det: - "Jeg vil drikke en Skaal for den Regnbue, enhver af os ser her i Livets Sus! . . . og, hvis det er en Kvinde, som spænder den Bue over SIDE: 169 Dig, . . . maatte hun heller dræbes straks, end at den nogengang skulde blegne bort i Løgn og Lavhed! . . . Jeg vier Skaalen til Damerne, hvis Sag det er at bevare den!" Skaalen mødtes med Varme, og Miss Wilkens kom med sit Glas hen og klinkede med ham: "Jeg troede ikke, det gik an saadan uden videre at hente os Regnbuen op af Fossen . . . det kan kun Digtere gjøre! - Ikke sandt, den smukke Skaal gjør os til Venner igjen?" tilføiede hun raskt lavere. Han troede alligevel at ane en speidende Usikker- hed hos hende, og hun paa sin Side i det Blik, hun mødte over Glasset, med ét noget farligt gjennem- trængende. Det var kun et Skimt . . . et Glimt saa var hun igjen den forrige; - men disse forunderlig skuende Øine forfulgte hende alligevel med en vis Uro . . . Ross var overmaade livlig. Han gjorde Indtryk af at være i et perlende Lune, og han var aabenbart nu den feterede i Selskabet. Idet man brød op gik hun hen og hviskede noget til Mr. Sidney og tog Pregels Arm; - hun var grætten og i slet Humør: - "Det er Dem som har raadet mig til at fornye det intime Forhold til Ross! . . . Jeg forsikkrer Dem, Pregel, - han plager mig! . . . Jeg ynder ikke at lade mig udspeide . . . af de Øine . . ." Da man kom ned til Hestene, maatte man vente en Stund paa Doktoren og hans forlovede; - Ross havde paa Veien set nok til at forstaa, at der foregik en eller anden Scene mellem dem. Det var Ross, som nu maatte hjælpe Miss Wilkens op paa Hesten i Anledning af Forsoningen. Hun saa imidlertid uvis paa ham, da Mr. Sidney kom ridende hen for at være hendes Kavaller paa Veien. "Jeg maa opgive den Ære!" - sagde Ross bukkende; - men hans Øie vaagede paa deres Færd den hele Vei . . . paa det mindste Blik . . . den mindste Mine SIDE: 170 . . . Det var en Taage af Tvil til at gaa sig vanvittig i! . . . Og hun? - havde hun Skyld? Den næste Dag blev enhver Udflugt indstillet, fordi Veiret begyndte at se truende ud; det var lummert og trykkende, og i det følgende Døgn gik der sorte Regnbyger med Torden nedover Dalen. Man kjedede sig som vanligt for Reisende paa Regndage og holdt til i Stuen og Gangen eller fordybet i en eller anden Lekture oppe paa sine Værelser. Ross havde gjennemgaat Mr. Crawbys Kvartser, og Miss Wilkens overrasket "Digteren" med et Fad ny- delige regnvaade Roser, som hun havde ladet sætte op paa hans Værelse. Idag proklamerede hun, at det var Postdag . . . "det var den eneste fornuftige Maade at faa en kjede- lig Dag til at gaa paa," - og Familien sad snart paa hver sin Kant og skrev Breve. Posten skulde gaa Klokken fem. Miss Wilkens havde flyttet sine Skrivesager ned i et Lysthus . . . Hun tog af og til op sit Uhr og saa næsten febrilsk utaalmodig ud . . . Tjeneren kom med nogle Breve i Haanden for ogsaa at hente hendes. "Lad mig se, John!" - sagde hun og undersøgte Brevene . . . "De maa vente endnu et Øieblik . . . mit er ikke rigtig færdigt . . . Har De ikke været oppe hos Mr. Sidney?" "Mr. Sidney er gaat ud." "Det er umuligt! . . . umuligt! siger jeg Dem! - - i Regnet." - - Der gik en Tanke op for hende. Han havde naturligvis fundet det rigtigt at gaa selv med Brevet ned til Postaabneriet . . . "Naar gik han?" "For et Par Timer siden, - netop da det lynte saa . . ." "Du kan alligevel gaa med Brevene, John! - mit kan vente til næste Postdag." - - Hun sad en Stund fordybet i Tanker. Derpaa reiste hun sig og gik med et Smil grublende Skridt for Skridt med Haanden støttet mod Bordpladen; - SIDE: 171 - der var noget overmodigt i dette kneisende Ho- ved . . . Der hørtes langsomme Skridt - - det var Sidney. "Ak, Annie!" - sagde han mørk - jeg har skre- vet tyve Breve idag; - - men revet dem itu et for et!" Hun blev næsten graa i Ansigtet og saa foragteligt paa ham. Derpaa satte hun sig ned ved Bordet med Haanden søttet mod Panden. . . . "Det er, som jeg skulde bane mig Veien til Dem gjennem en Forbrydelse!" . . . Hun svarede ikke. . . . "Det er ingen Skam, Annie, - om min Haand viger en Smule tilbage for at knuse én, som gjerne gav sit Hjerteblod for mig . . ." Hun vedblev at se ned, og der opstod en trykkende Taushed. "Vær ikke ubarmhjertig, Annie! - Naar jeg er nær Dem, staar alt saa let for mig . . . Det maa og skal ske!" "De taler saameget om at knuse! - Falder det Dem da aldrig ind, at De knuser mig . . .træder mig under Fødder? . . . mig, som daglig er sammen med Dem . . . ser Dem . . . hører Dem! Men jeg vil ikke . . . kan ikke længere bære det, . . . om jeg saa skal gaa bort herfra paa min Fod!" - Hun var i voldsom Bevægelse . . . "Bryd Dem ikke mere om mig, - jeg beder Dem . . . beder Dem, hører De . . . O, jeg er saa angst . . .saa angst for, at det alligevel igrunden skal være mig, som frister Dem! . . ." "Med næste Post gaar Brevet - - saa sandt der endnu er et Fnug af en Mand igjen i mig! Jeg kan ikke leve uden Dem! . . . og saa maa De bære lidt over med mig, Annie!" Han skyndte sig ud af Lysthuset. - - - Veiret klarnede udover Aftenen, og Doktoren var rullet ind paa Gaarden i sin Karjol. Der var kommet en livligere Stemning over dem alle efter den triste Regndag, og man sad nu i Solskin- SIDE: 172 net, der endnu her og der blinkede i Draaberne, og nød sin Kaffe ude paa Pladsen. Miss Wilkens var aabenbart i et glimrende Humør. Hun bragte selv Kaffeen til Pleieforældrene. "Mama og Papa er saa uhyre forskjellige . . . de vil have den tillavet hver paa sin Maade . . . Var ikke jeg, tænker jeg, I vilde komme til at disputere om Kaffeen hver Dag!" - lo hun og satte sig med et lidet Arbeide hen ved Bordet hos dem, hvor hun under- holdt dem livligt. Ross sad længere henne med en Avis men fulgte igrunden kun Miss Wilkens. Pregel halvsov med en Cigar i Munden. . . . "En Vinter til i Norge? . . . er De fra Forstanden, Doktor! . . . Hu! jeg fryser bare ved Tanken . . . Nei Tak! I Vinter er vi i Paris. - Ikke sandt, Mama?" Hun reiste sig og lænede sig fortroligt til Mr. Craw- bys Stol. - "Siger Du ikke som jeg, Papa? . . . Jeg har alt tænkt paa, hvor vi skal bo der. En Vinter til i Norge er jo desuden rent ud umulig for Mamas Gigt - - det vilde være det samme som at dømme hende til Sengen i et Par Maaneder! - Husker Du, hvilke Smerter Du havde, Mama?" "Jeg tror, Annie har Ret i dette, William!" - yttrede Mrs Crawby til sin Mand. "Men Du véd jo, Sidney maa hjem til Hull - at Rachel venter ham ivinter." Miss Wilkens dukkede sit Ansigt ned i en Vase med friske Nelliker og Roser, som om hun vilde kjøle det, og hun indaandede paa samme Tid Duften i stærke Drag . . . hun næsten begrov Ansigtet i dem . . . "Du ødelægger Blomsterne, Annie!" - sagde Mrs. Crawby. "Jeg tænker, det er bedst, jeg redder dem!" mente Mr. Sidney, der nu var kommet til - han tog Vasen fra hendes modstræbende Haand. Der var to Øine, som saa, at der blev sendt ham et talende Blik og hvisket over Blomsterne, og det var Ross's. SIDE: 173 "Jeg har altid syntes, at Vinteren hjemme i Hull er ufordragelig," sagde Sidney, "og har længe været i Beraad med at lade det udskyde . . . og saa blir der jo intet iveien for Pariserreisen." - - Den Aften var Pregel i mindre godt Humør. Han nippede adskillig til Seltersvand og Konjak og bed op den ene Cigar efter den anden . . . Han slentrede langsomt efter Miss Wilkens og de andre, der var gaat en Aftentur ned igjennem Skoven. Paa Opveien gav hun Pregel Armen og sagtnede sin Gang. "Nu," sagde han, "jeg forstaar, De har udfærdiget mit Reisepas idag! - denne Pariserreise er naturligvis Deres Ddiø . . . Mr. Sidney trænger den, Mama træn- ger den . . . og De vil den, - - saa er der jo ingen Raad for det, - Musiklæreren ekspederer vi . . ." "Pyt, ikke andet, - jeg saa virkelig, at der var no- get, som gik af Dem, og, da jeg nu véd, De ikke er jaloux, saa . . . Nei, vær rolig, Pregel! jeg har tænkt paa det. De blir med os til Paris!" . . . "til Paris?" han rystede paa Hovedet. "Netop." "Umuligt . . . hvordan skulde det lade sig gjøre?" "Paa den simpleste Maade af Verden: De blir in- viteret med os et Aars Tid . . . for at høre Mester- værkerne og uddanne Deres Geni! . . . Klinger det ikke godt . . . nobelt! . . . jeg har just sagt Mama og Papa, at det vilde blive saadant usigeligt Tab for min Mu- sik, om jeg netop nu holdt op at spille med Dem . . . at det er den eneste Grund, jeg véd, for at være i Norge . . ." "De forbløffer min Aand, Annie! . . . jeg tror, jeg er rent ud intellektuelt forelsket i Dem . . . i alle Deres Grunde og Udveie . . . Jeg nyder at se alle disse" - han gestikulerede med Stokken hen mod Selskabet - "hver paa sit Vis staa der i Irgangene lig Faar og Kvæg, De driver, som De vil . . ." SIDE: 174 Hun plukkede leende nogle Markblomster og skyndte sig efter de øvrige. - - Den næste Morgen hørte Ross, at Miss Wilkens havde fulgt Mr. Sidney ned til Elven for at fiske . . . For nogle Dage siden havde hun erklæret dette Fi- skeri for det mest aandsfortærende, hun vidste . . . Og nu? - det var ikke let at forstaa det . . . Jo, han forstod det! . . . han havde forstaaet det nu i to, tre Dage . . . Det var forunderligt, med hvilken rivende Fart alt gik op for ham; - der lister sig ingen slig ind i en Kvindes Hemmeligheder som en Digter, der har taget Usynlighedshatten paa! Og han var nu dybt nedslaaet. Han satte sig paa en af Bænkene ved Skovveien, hvor han havde Elven glittrende gjennem Bjerkeløvet. Han led under en pinlig Følelse af Skuffelse . . . Be- skjæmmelse for sig selv over alt det, han havde følt og tænkt og drømt og taarnet sig op i Indbildningen i Anledning af denne Kvinde . . . Det var noget lige- frem trøstesløst at vide sig saa aldeles udygtig til at dømme Mennesker! Og, dersom det endda var Udyg- tighed! . . . Det var noget værre: - Sjælslavhed! Denne Kvindes Hemmelighed var simpelthen den, at hun sletintet Hjerte havde, at hun under alle de varme, rige Farver kun var en kold Snog, - en beregnet Ko- kette! . . . Han sad der endnu, da de kom tilbage fra Turen, som det lod til, uden noget Udbytte . . . "Den Laks, hun har manøvreret med dernede, er naturligvis Mr. Sidney! . . . Det er da ikke for det - jeg gaar selv med en Følelse, som om jeg har havt Krogen i Mun- den og netop har slidt mig løs!" Som hun kom opefter Veien med Nettet til at bære Fisk i koket ved Siden og Fiskestangen over Skulde- ren, mønstrede han hende meget koldblodigt: Jo, hun var smuk! - næsten smukkere af Figur, end han havde set før; . . men det Solskjær, hun havde staat i for ham, var faldt af hende! - - - Man spiste nede i Løvhytten, og Ross var næsten SIDE: 175 paafaldende hjertelig mod Mr. og Mrs. Crawby; - han sad med Følelsen af, at det var den sidste Mid- dag, han spiste i deres Hus, og var rørt over disse to venlige gamle, hvis blinde Godhed han saa i den Grad misbrugt. Miss Wilkens undgik et Par Gange Ross's rolige, skarpe Blik, men konverserede forceret livligt. Pludselig greb Ross sit Glas og takkede Mr. og Mrs. Crawby for al deres Hjertelighed og Gjæstfrihed, som han nu ikke længer kunde benytte sig af, da hans Ferie var udløbet, og han imorgen tidligt maatte be- give sig paa Hjemveien. Dette kom overraskende for alle. De gamle gjorde et Par forgjæves Forsøg paa at overtale ham og udtalte derpaa deres oprigtige Be- klagelse over ikke at faa beholde ham længer. Man afbrødes ved, at Attachéen viste sig ved Ind- gangen i lang, hvid Støvfrakke og Hat med Myggeslør. Han forsikkrede, at hans nuværende yderligere Ma- gerhed kom af, at han var bleven halvt opspist af Myggesværme i Finmarken; - man havde roet gjen- nem Myggesværme, kløvet dem med Stokke . . . pløiet Veie gjennem dem . . . brændt dem med Fakler! . . . Hans Ankomst vakte Liv, og Miss Wilkens forstod paa en overordentlig naturlig og indtagende Maade at betyde Attachéen, hvilken savnet Størrelse han havde været i deres Kreds. Der var Gjæster om Aftenen, og Miss Wilkens be- vægede sig mellem dem som Husets unge, stolte Datter med en elskværdig Værtindes Værdighed. Hun glemte ingen og intet . . . lige til, at hun ud- talte for de fremmede, hvormeget hun og hendes Fa- milie beklagede, at deres kjære Gjæst og Ven, Digte- ren Ross, saa snart skulde reise fra dem. Hun var elegant klædt i en kniplingsbesat, violet Silkekjole med en Talma let kastet over Skuldrene og en snehvid, stor, rund Straahat paa de mørke Lokker. Vinduer og Døre var aabne i den stille, varme Aften, og Selskabet holdt til dels i Stuen, dels udenfor. SIDE: 176 Hvor nonchalant, let og frit hun sad der paa Trappe- bænken med en Hanske aftrukket og legte med Para- solen og passiarede, medens Pregel spillede. "Jo, Hr. Attaché! - til næste Vinter træffer De os i Paris . . . Mama og Papa er i det Stykke aldeles af min Mening . . . Ikke sandt, Papa?" - nikkede hun kjærligt til denne der sad nedenfor. "Imorgen skal vi have en Tur opad Fjeldvandet. Doktoren - det er Hr. Doktor Wulff!" - bemærkede hun med en Bøining let presenterende - "paatager sig at ordne hele Turen for . . . Hvis vi skulde opholdt os her et andet Aar vilde vi forskrevet Rideheste over fra England og et Par Shetlandsponyer. Kjære Papa! - tror Du, Mama taaler at sidde læn- gere ude . . . det blir vist kjøligt for hende!" - og hun gav sig til datterligt at sørge for sin Pleiemoder. - "Endnu den samme ufortrødne Beundrer, Hr. Digter! yttrede Attachéen senere i forbigaaende. "Miss Wilkens er mærkelig i sit Es . . . Sig mig, Mr. Sidney er jo fremdeles forlovet?" . . . "endnu, saavidt jeg véd! Det gjør mig ondt for Mr. Sidney, at De har været mere klarsynet end jeg . . . Kunde De nu ogsaa gjøre det Mesterstykke at aabne hans Øine." "Pah! - De tager feil, om De tror, jeg tør maale mig med hende . . . jeg kan kun lære her!" . . . - - - Det var begyndt at skumre lidt af Sénafte- nen, da Selskabet opløstes, og Ross tog Farvel med Miss Wilkens. Med de to gamle havde han gjort det forud. "Saa ser vi Dem kanske ikke mere . . . før De er be- rømt, Hr. Digter?" sagde hun sagte. "Lov mig da ikke at glemme os!" Han stod alene med hende, og hans Øine flam- mede af kold Haan: "Jeg var overordentlig naiv, da jeg første Gang traf Dem paa Dampskibet, Miss Wilkens! . . . og forstaar først nu, hvor overlegen De har været . . . Jeg skal SIDE: 177 aldrig glemme den Berigelse i min Erfaring, jeg har Dem at takke for!" Da Karljolen tidligt om Morgenen rullede for Dø- ren, var Ross alt oppe og over paa Mr. Sidneys Væ- relse i den anden Gaard. Han traf ham alt vaagen. "Nu, Mr. Ross! . . . De skal Reise?" "Ja, Mr. Sidney! - - og jeg vilde gjerne sagt Dem et Ord, som ligger mig paa Hjerte . . ." Han satte sig paa Stolen ved hans Side. . . . "De har vist mig saamegen Aabenhjertighed, at jeg gjerne vilde gjøre Dem Gjengjæld . . . Véd De, hvorfor jeg reiser?" "Nu?" - "fordi De i alle Maader har haft Ret i Deres Dom om Miss Wilkens! - - - Jeg har været forelsket i hende . . ." "De er ikke den første, som har været det!" . . . "og hun har blodig skuffet mig . . . Jeg vil ær- lig sige Dem, at hendes Færd har været slig, at hun gav mig al Grund til at tro, at hun havde givet mig sit Hjerte . . . Jeg kom hid for at anholde om hendes Haand. Det kan mulig gavne Dem at vide dette. - Og nu, Mr. Sidney! undskyld . . . og Farvel!" Ross havde taget Veien paa Turistvis tilfods og un- derveis været i et frygteligt Humør; - af en Trang til at undgaa sine egne Tanker havde han febrilsk søgt Adspredelse i at gaa de ensomste og vildeste Ruter. Nu laa Hovedstaden foran ham med Solen skraa over sig, stille, som da han forlod den, men dog i et vist Høitidsskjær. Der var deiligt derude i Oslo omkring Loelven med alle de rige Træer og det skogklædte, grønne Egeberg! SIDE: 178 Løvet i Lindene hang saa svulmende friskt, - det maatte nylig have regnet . . . Han hastede ind Haveveien hjemme og sprang op ad Trappen. Døren var stængt! - der syntes ikke at være en Sjæl i Huset. Han ringede paa. - Nei! - Han gik rundt den an- den Vei. Nei, - aflaaset ogsaa der! - Hvad kunde det dog betyde? . . . Han arbeidede med Døren og fik den endelig op; - han havde i Guttedagene kunnet et Snit med Klinken, som han nu praktiserede. - Han blev staaende stum. - Kjøkkenet var tomt! . . . det saa ud som udflyttet! Han fo'r igjennem de andre Værel- ser og blev igjen staaende - - tomt! . . . Han saa de lyse, firkantede Rammer paa Væggene efter Skilderi- erne, Chiffonieren . . . Sofaen! . . . Han gik sagte op ad den sandskurede, knirkende, i Fjælene slidte Trappe. Døren til hans Værelse stod aaben, og der var tomt. Solskinnet faldt paa skraa og lidt blegt over det halve Gulv, og alskens Tegninger, Skilderier og Notiser med Blæk og Blyant ligefra Guttedagene af var bortskrub- bede af den blaa, vandfarvede Væg, saa at der kun saas enkelte Ar og Mærker igjen . . . og man havde af samme Grund overhvidtet den store Brandmur, der ra- gede frem paa Gulvet og ligesom delte Kvisten i to Værelser, hver med sit Vindu . . . Han stod der fuld af Angst, og det var, som Hjertet trak sig sammen. Hvad var dog hændt? - Man var flyttet. Hans Moder var dog ikke død? - - Han havde ikke havt nogen Underretning hjemmefra paa seks Uger, da hendes Breve naturligvis var sendte til Crawbys, hvor de maatte tro, han opholdt sig. Han skyndte sig igjen ned, - han maatte have Op- lysning. Han saa en Kone staa nede i Haven og plukke Stikkelsbær i et Par Kurve. "Hvad gjør De her?" spurgte han, næsten gal af Angst for Svaret, "for hvem plukker De Bær?" SIDE: 179 "For en . . . Fru . . . Fru - ja, nu husker jeg ikke Navnet . . . hun bor i den anden Ende af Byen . . . "Heder hun ikke Fru Ross?" "Jo . . . jo, det er sandt!" "Og De har talt med hende?" "Det er jo hende, som har sendt mig hid! . . . Jeg skal være der tilbage med dette iaften." Hun saa paa ham, opmærksom ved hans underlige Væsen. Han kunde gjerne bristet i Graad. Der var lettet ham en tung Sten af Hjertet! Men han fik igjen noget at gruble paa, da hun sagde, at der nok om en Tid skulde være Auktion over Stedet . . . Der havde været flere og beset Huset og Haven den Dag. Ross lod sig nøiagtig beskrive, hvor hans Moder bo- ede og ilede derud . . . Det lille hvide, firkantede Hus, der var beskrevet ham som Stedet, saa nærmest ud som et gammelt, for- ladt Landsted, der efterhaanden var kommet for nær Staden. Det var naaet af en af de nye projekterede Gader, der laa besværlig og uryddig af Stenarbeide; men indenfor saas der Levninger af et Slags Have. Han forstod, at den billige Husleie her havde været det afgjørende. Hans Moders lille Pension skulde ikke strække langt . . . Det var næsten kun et Slags til Be- boelse tillempet Havehus. Han var aldeles bleg, da han traadte ind i Stuen. Der faldt hans Moder og Kirstine ham med et sam- tidigt Udraab om Halsen . . . der reiste Tante Rissa sig op af Skindstolen . . . der stod Pianoet, Sofaen, Chiffonieren med Uhret paa, - alt, saavidt mulig, stillet paa samme Plads som hjemme! Allerede under de første Forklaringer kom det op, at han ikke havde modtaget det Brev, hvori hans Mo- der havde villet forberede og forsone ham med den uundgaaelige Forandring. Havde han da forladt Crawbys? Hans Moder spurgte ikke, men hun anede, at Søn- nen havde lidt en eller anden Skuffelse, som havde SIDE: 180 rystet ham; - han var blevet mager, Trækkene skar- pere lige til Øinenes Udtryk. Og nu skulde han, med det samme han kom hjem, aldeles uforberedt tage denne nye pludselige Omskiftning! . . . "Kom! saa skal Du se dit eget Værelse, Thomas!" - sagde hun og førte ham ovenpaa. - "Det er noget ligt dit forrige, - - skjønt Udsigten . . ." Han tog omkring sin Moder og stod lidt stille . . . "Du har Ret, Mor! - det er Mod, vi skal have! . . . Det afhænger ikke af et Hus, men af om jeg duer til noget . . ." . . . "Tvertover for Dig her paa Gangen bor Tante Rissa . . . i disse to Værelser," afbrød hun og slog op Døren. Derinde var et gammeldags Mahogni Møble- ment og pyntelige Gardiner. "Hun stod saa fast paa, at hun vilde bo hos os . . . det var smukt tænkt af hende, og vi maa jo tage imod det." Han fulgte vilig med hende overalt og søgte at inter- essere sig for det. Om Aftenen var han elskværdig og underholdende og fortalte om sin Tur, men der gik hele Tiden tunge Tanker og Underdønninger i ham af alt det meget, han havde oplevet i den sidste Tid. Medens Kirstine spillede, grublede han paa, hvad Katharina sagde nu? . . . hvad hun vel maatte tænke om ham, som havde været borte, medens hans Mo- der havde havt saamegen Strid at staa i! "Ja, jeg gad vide, hvad hun overhovedet i Vinter har tænkt om mig . . . Det har da ogsaa været en grundig Svag- hed og Barnagtighed, at jeg altid netop skulde betro hende det, som galt og ynkeligt var! . . . Herefter skal det ikke behøves; - jeg har da vel endelig engang vundet frem til at blive en Mand, som kan tage Ver- den, som den byder sig!" Han satte sig hen til sin Moder: "Jeg vil imorgen selv gaa ned og faa Besked om mit Theaterstykke; - jeg har ikke Raad længer til at vente i det blaa paa Svaret . . . nu faar det gaa paa SIDE: 181 sin amerikansk! . . . det kunde dog være muligt at faa Auktionen over Huset udsat . . ." Den følgende Dag var han nede paa Theatrets Kon- tor; - der laa ingen Besked, og han greb Anlednin- gen til at skrive et Brev om, at et hastigt Svar var ham magtpaaliggende. - En Uge gik og to . . . og nok en Uge fuld af uli- delig Spænding . . . Det blev over en hel Maaned og endda intet Tegn til Svar. Han havde gjentagne Gange forhørt sig, da han en Dag nede i Byen i et af Bladene mødte en Notis, som han ikke et Øieblik tvilede paa, skrev sig fra Løndals Haand: "Theaterdirektionen har atter modtaget et Arbeide fra Hr. T. Ross, hvilket dog denne Gang efter Forly- dende skal være enstemmig forkastet. Vi skulde over- hovedet ønske, at denne Forfatter endelig kom til en Forstaaelse af sin rette Plads i vor lille literære Ver- den, der vistnok ikke vilde vrage hans heldigere Ting, naar de af og til kom ud uden større Fordringer end de, der stilles, hvor Poesien drives som Bisyssel. Til noget betydeligere mangler han absolut Hovedsagen - Kaldet!" Det var Eftermiddag og over Kontortid; men der kunde dog være nogen at træffe nede paa Theatrets Direktionsværelse, og han vilde have rede paa Tingen. Der laa en Rulle til ham med et Brev stukket ind i Seilgarnet, hvormed den var knyttet; det var hans eget Omslagspapir, der var vendt. Brevet indeholdt kun nogle faa høfligt afslaaende Linier, hvorefter man, "trods den bedste Mening om den poetiske Side ved Arbeidet, alligevel med den tidligere Erfaring for Øie ikke havde fundet at kunne anbefale Stykket til Opførelse, da det fra den dramatiske Side frembød væ- sentlige Mangler . . ." Ross kunde ikke i Øieblikket gjøre sig noget klart; - han følte kun, at nu havde han faat det afgjørende Slag! Følgerne fik han siden overtænke . . . SIDE: 182 Han gik en lang Spadsertur - Time efter Time . . . Det var sent om Aftenen, da han kom hjem og gik lige op paa sit Værelse. Han sad der uden Lys, og det var først langt ud paa Natten, at han lagde sig. Han tændte Lyset og slukkede det igjen . . . Der kom en usigelig Sjæleangst over ham; - han havde i det sidste Aar oplevet saa mange og saa store Skuf- felser! - Skulde han nu kanske opleve den sidste . . . se det, som var hans Livs Drøm . . . som gav det sit hele Indhold - Troen paa et Digterkald - forsvinde i Røg! . . . Det kom saa svimlende ind paa ham . . . Han saa Morgenstriben gjennem Gardinet, før han sov ind. Da han om Formiddagen kom ned i Stuen, fortalte han i en rolig Tone, at hans Stykke ikke var antaget. Der var ingen, som yttrede noget; - kun hans Mo- der sagde med et Forsøg paa Frimodighed; - "Saa skriver Du naturligvis en Fortælling, Thomas!" Som han stod i Vinduet og med Øinene fulgte Kir- stine, der gik nedover Veien til sine Informationer i Byen, tænkte han paa, at hun nok heller ikke længer gik med det vante Mod; - hun kunde møde mangt et Ord og mangen saarende Adfærd i Anledning af hen- des Broder, der atter stod offentlig Gabestok i Avi- serne . . . "Og, hvad tænker Du paa nu, Thomas?" - spurgte Rissa, da de var blevne alene i Stuen . . . "Jeg synes, det var rigtigst, om Du søgte en eller anden Post . . . og kanske studerede igjen? - Saa kunde Du jo digte alligevel, naar Du fik Tid . . . Jeg tror nu, at Du faar alt dette, for at Du skal bøie dit overmodige Sind, Thomas!" Han svarede intet, men hun havde læst en bleg Trods sammen med noget smerteligt i hans Mine, og hun rystede sørgmodigt paa Hovedet . . . Oppe paa sit Værelse gik han frem og tilbage . . . At Stykket har Mangler? . . . det er høist rimeligt! . . . Jeg aner det altfor godt. Det er jo skrevet i den Fan- SIDE: 183 tasirus, hvori jeg har levet i hele dette Aar! . . . Og at de desuden efter Evne gjør mig Uret, - bah! er det andet end Reaktionen ovenpaa mit forrige Nederlag? Men Faktum er at vore Pengeaffærer er fortvilede, at Kirstine og Tante Rissa gjør, hvad de kan, for at støtte Moder . . . Er der nogen, som skal hjælpe, saa maa det vel først og fremst være mig! Pregel kan faa Ret! Slutningen paa al min høit- stræbende Digten og Tragten kan blive en - Præste- gaard, hvor jeg tager min Moder og Søster i Huset! . . . blive Lærer eller nogt sligt, indtil jeg faar arbeidet mig til en Eksamen igjen! . . . . . . "Det uundgaelige maa tages . . ." Men just nu, da han med bitter Vemod stod og vei- ede Tanken om at tage Afsked med sin kjære Pen, overkom der ham en Følelse af Evne og Kald saa klar og stærk som aldrig før . . . For hans indre Syn be- gyndte der at stige Billede paa Billede af det, han vilde baaret frem - - alt det, han nu skulde opgive! - - disse svigtede Skikkelser vilde spøge om ham al hans Dag! Lidt efter sad han med et Smil paa Læben og skrev og fantaserede sig ind i et Eventyr om én, der var paa Hjemreise Juleaften og kjørte gjennem en Skov . . . Bjørne og Ulve stak sine røde, glubende Gab ind i Slæden til ham, Træerne gjorde i Maaneskinnet tu- sinde Slags krogede Figurer og truende Troldeansig- ter; - de strakte Grenene ud for at gribe ham, saa ud som Galger med Mænd i og stillede sig strittende i Veien for ham, medens det overalt lo fælt og skadefro rundt om. Men han kjørte paa, - han forstod, at han ikke maatte stanse! . . . Snart saa det ud, som om hans Hest stod til Halsen i Sneskavlen, snart var den al- deles borte, snart forekom det ham, som Farten gik baglængs. Troldene grinede og dansede foran ham, og af og til sad der en uhyre Skikkelse tvertover Veien og gloede . . . Det var, saa Blodet kunde stivne; - han holdt i SIDE: 184 Tømmerne, saa han ikke kjendte sine Hænder, og luk- kede Øinene af Angst . . . Men han maatte frem, det følte og vidste han; og som han paany tvang Hesten videre, som imod det umulige - stod Slæden pludselig inde paa hans Fa- ders Gaard i den festligt skinnende Juleaften! . . . Det var blevet et Par Spalter og egentlig som et Slags Svar til Løndal. Han lagde det sammen i et Brev til et af Byens Dagblade, hvor han bad det indtaget som Føljeton, og gik ned til den nærmeste Postkasse med det. Da han kom ind til Aftensbordet, sagde han med tilsyneladende Freidighed: "Jeg har besluttet at tage en eller anden Lærerpost, Mor! . . . en Kopistplads i et af Departementerne eller hvad der kan findes. Jeg vil arbeide, - tjene Penge . . . Imorgen vil jeg ud og forhøre mig . . ." "Jeg havde ikke tænkt det saa, Thomas! - - jeg har altid haabet paa, at Du skulde faa følge dit Kald . . ." "Aa, Mor! - jeg véd nok, at Du for din Del gjerne sultede Dig ihjel for min Digtnings Skyld; men der er nu gjort nok af det! . . ." En Eftermiddag ved Kaffetid bankede det paa hos Konsul Linstows, og Tante Rissas statelige Skikkelse traadte ind i Stuen. Hun pleiede jevnlig at gaa i Besøg til Venner og bekjendte og havde Aaret rundt ingen liden Runde at gjøre. Ogsaa til Linstows kom hun af og til; - det havde fortsat sig fra hans Hustrus Tid, og de var bekjendte fra Ungdomsdagene. . . . "Se god Dag, Frøken Rissa!" hilsede Konsul Lin- stow. Idet hun kom, stod han i Begreb med at gaa ind paa Kontoret, men betænkte sig nu og satte sig igjen. SIDE: 185 "Vær saa god! - Her er en magelig Plads i Sofaen, Tante Rissa! . . . Sæt Dem rigtig godt og hvil Dem efter den lange Tur!" sagde Katharina. Hun hentede en Pude og satte en Skammel under Fødderne. "Hvordan staar det til hjemme med Fru Ross og Kirstine og . . . Poeten?" spurgte Konsulen. "Jo Tak!" Hun sukkede uhyre dybt som en Hentyd- ning til alt det, der var hændt i den sidste Tid, og benyttede Pausen til at udfolde det smukke Strikke- tøi, som hun bar ved Sølvkrogen . . . "de har det alle- sammen godt! . . . det er jo langt ude! - men det er en stor Ting, . . . der er varme Værelser og det træk- ker ikke . . . og saa er det saa billigt . . . Det er jo en saadan Hovedsag der, indtil Thomas kan bidrage mere til Huset." . . . "end han har gjort før?" bemærkede Konsulen lidt spydigt. "Jeg har set af en Føljeton idag, at han er kommet hjem; men jeg troede just ikke, det vilde være noget Bidrag til Økonomien derude . . .Stakkels Fru Ross! . . . "Ja, De kan saa sige!" Tante Rissa sukkede dybt, saa at der igjen blev en Pause; den statelige Skikkelse i Kappen og Krøllerne talte ligesom med lidt Over- vindelse: "Det er hellerikke saa let for Thomas nu saa straks at finde en passende Post . . . Jeg har jo i disse Dage været lidt ude og hørt mig for hos gamle Venner, om der kunde være Plads i noget af Departementerne; men der er nu saa mange . . . Og, sandt at sige, Konsul! kom jeg hid til Dem idag for den Sag, . . . om De véd noget Arbeide, der kunde passe." "Hvad behager? - Vil han virkelig? - Nu ja," kremtede han lidt haanligt, "det er jo sandt, hans sidste Arbeide er ogsaa forkastet, saa han vel er nødt til det nu! . . . Forlæggerne betænker sig naturligvis ogsaa paa at tage hans Sager herefter . . . Er det ikke saa, Rissa?" spurgte han pludselig i den ligefremme SIDE: 186 Tone, hvori man undertiden kan appellere til et mere end trediveaarigt Bekjendtskab. "Nu er han ialfald bestemt paa at sige hele dette Digtervæsen Farvel. - - Han kunde været i Præste- ornat nu! . . ." Medens Tante Rissa her kom ind paa sit Yndlings- emne: Thomas's theologiske Fremtid, sad Katharina aldeles bestyrtet, - næsten ude af Stand til at sige et Ord! - og, idet hun rask gik ud for at sørge for Kaffeen, spurgte Linstow: "Hvordan er det . . . er Thomas Ross blet forlovet?" "Forlovet! - - Thomas?" . . . "med denne norsk-engelske Dame, som har væ- ret her i Vinter? - Han kommer jo nu derfra . . ." "Nu, det Besøg blev da kort nok - han var der ikke i otte Dage; . . . men Rygterne er forskrækkelige; . . . jeg troede virkelig ikke, at de nu vilde angribe hans Agtelse ogsaa fra den Side! Hvad skulde han vel have at forlove sig paa?" "Aa, for det var der intet iveien; hun var rig nok!" . . . Da Katharina kom ind med Kaffen, afbrød han pludselig Themaet. Tante Rissa begyndte nu at foredrage vidtløftigt over et af de Velgjørenhedsselskaber, hvor hun var in- teresseret, samt i den Anledning at lægge Konsulen forskjellige Sager indstændigt paa Samvittigheden. Efterat have drukket Kaffe tog hun Afsked og bad ham tilslut nok engang tænke paa Thomas. - "Nei" - sagde Konsul Linstow efter hende - "er der nogen, jeg ikke skal tænke paa, saa er det "Tho- mas!"" - og han gik hastigt ind paa Kontoret. Han hadede ham. Det var ubetinget hans Skyld, at Katharina havde afslaaet en hel, glimrende Fremtid, - hvad der havde været ham en bitter Skuffelse . . . Og nu bagefter var det efterhaanden gaat op for ham, at hans Datters Lykke var strandet paa den samme Ross! . . . Det var en Tanke, der pinte ham; thi hun var hans Afgud, hans Øiesten - den, paa hvem han i Stilhed havde kastet den Smule ideale Trang, han SIDE: 187 havde reddet i Livet. - Og det var tillige ydmygende, at hans, Konsul Linstows, Datter skulde være hava- reret foran en saadan Pjalt af en Poet! Han skulde naturligvis ovenikjøbet hjælpe den Fyr! . . . Den slags Folk har desuden godt af at bugtes en Smule . . . Katharina aabnede saagodtsom ikke sin Mund til et Ord efter Tante Rissas Besøg; - hun var bleg, og det var en kold Pande, hendes Fader den Aften kyssede til god Nat. Der var paakommet hende en bitter Haardhed. Un- der den Slags Indflydelse, som Thomas nu havde over- givet sig til, var det kun naturligt, at det bedste i ham svigtede! . . . Nei, - han "gik ikke ned paa Gaden, fattig og sulten for sit Kald" længer! - som han en- gang i stolt Trods havde sagt hende; - han risike- rede jo nu ogsaa at træffe altfor elegante Bekjendt- skaber der! . . . Katharina følte, at hun ikke turde røre ved disse Tanker; derfor stængte hun dem inde med al sin Vil- liekraft. Og dog gik der høiere og høiere Bølger i hende. Hun havde jo nu ikke et Fnug med Thomas Ross! Han var kanske forlovet eller vilde ialfald blive det en Dag, naar hans Stolthed tillod ham at gjøre det Skridt . . . Hvad havde hun saa med dette? . . . Men, at han skulde opgive sit Digterkald? Hun havde elsket og fulgt det saagodtsom fra før- ste Spire og følte, at Skjæbnen nu igjen var ifærd med at rive ud noget, - og det sidste, som hun ikke vilde miste! - af hendes Sjæl . . . Hans Digtning, den havde hun dog fremdeles havt sin Ret til! . . . Som hun sad der med Albuen støttet mod Bordet og Ansigtet i Hænderne, brast hun pludselig i Graad . . . voldsommere og voldsommere - hele hendes fine Skikkelse bævede . . . Nu først syntes hun, at hun ret for Alvor følte Bitterheden ved sin tabte Kjærlighed . . . hvor uden Indhold hun stod igjen! SIDE: 188 Og hun, som havde tænkt, at saadant kunde over- vindes! . . . Hun gik tilsengs og blev liggende i en Døs uden at tænke, uden at drømme. Men midt om Natten vaagnede hun med Følelsen af en saa usigelig Medlidenhed med Thomas; hun saa ham trælle og - synke! Hun udholdt ikke at se denne stolte Nakke bøiet og udbrød: "Mangler han Penge, - og kan jeg ikke faa Far til at hjælpe ham paa en saadan Maade, at han aldrig aner, hvem det kommer fra! . . . Og saa taler jeg med ham - - som hans gamle Veninde. Hvad bry- der jeg mig om hans Forlovelse!" Den næste Formiddag, som Ross sad oppe paa sit Værelse, meldte Pigen, at Frøken Linstow var nede i Stuen og vilde tale med ham. Han var i dyb Misstemning; - det var ikke saa let endda at gaa under Aaget, naar det kom til Styk- ket! . . . Katharina Linstow? - det var mærkeligt . . . Hun har ikke værdiget mig en Samtale, siden mit Stykke gjorde Fiasko . . . nei, . . . det var før, - siden vi talte sammen paa Ballet! - Som han kom ind, stod hun henne ved Vinduet - naturlig; fri og gratiøs som altid. "God Dag, Thomas!" "Det er Skade, at Du ikke træffer nogen anden hjemme end mig, Katharina! Vil Du ikke sidde ned? ... Mor gik ud for ganske nylig . . ." "Jeg traf hende ogsaa; . . . men det var Dig, jeg vilde tale med, og det sagde jeg hende." "Er der noget, jeg kan være Dig til Tjeneste med? - - Staar det i min Magt, saa véd Du, jeg gjør det; - men min Magt er fortiden just ikke synderlig stor! . . . "Nei, jeg forstod det paa Tante Rissa igaar!" - - SIDE: 189 og det er derfor, jeg kommer; . . . men jeg vilde først høre det af din egen Mund, før jeg tror paa det. Er det sandt, Thomas! at Du agter at opgive Digtningen?" "Du kan stole paa Tante Rissa! . . . Nei, Du behøver ikke at se saadan paa mig. Det er aldeles tilforladeligt, at jeg gaar fra Digterbestillingen . . . Grunden er saa simpel: - Jeg maa!" Katharina var bleven staaende; hun gjorde en harm- fuld Bevægelse: "Du har aldrig maattet før, Thomas! - - naar det først var noget, Du troede dybt og helligt paa!" "Men nu har jeg lært det ude i Verden; - det er intet den heller vil end lære uerfarne Folk! . . . Tro nu ikke, jeg er det ringeste bitter. Det lader sig fuld- stændig praktisk gjennemføre til begges Tilfredshed. Jeg beholder mine Ideer og Fantasier for mig selv, . . . morer mig med dem efter Behag - - - og Verden slipper at plages af dem! . . ." Katharina tvang Taarerne tilbage. "Og du vil indbilde Dig selv, at dette er en Udvei, Thomas! Det er jo det samme som at sige, at Du hid- til bare har digtet forfængeligt for Publikum! . . . Ja, for det blir da naturligvis først og fremst for din egen Udviklings Skyld. Jeg siger Dig," udbrød hun ivrigt, og Øinene skjød blaa Lyn. "Du er nødt til at digte, enten Du vil eller ei! . . . her er overhovedet ikke Spørgsmaal om, hvad Du vil, men netop kun om, hvad Du maa. Du har Valget mellem enten at udføre dine Syner som en Mand eller at blive en ørkesløs Drømmer som Pregel!" "Du mener, at, skal jeg først gaa under, saa var det høiere, ædlere og stoltere at dø af Sult som en Dig- ter, der søger sin Vei til Lyset, som han kan, end at gaa under som én, der svigter sin Fane! - - - Det er smukt, Katharina! - Men Vorherre har ogsaa givet mig noget andet - min kjære Mor, at sørge for . . . Og jeg tænker, skal her endelig tales om Opoffrelse, saa har hun saa fuldkommen den første Ret! . . ." "Og Du tror, at din Mor vil blive saa glad i dette, SIDE: 190 Thomas? . . . Nei," sagde hun, idet hun gik - "ikke gladere end jeg - - og alle vi andre, som har troet paa Dig!" - - - - - - Han havde fulgt Katharina ud og vandrede nu nede paa Havepladsen optaget af Besøget . . . der var altsaa endnu nogen, som troede paa ham! Sildigt en Aften, efterat Ross var reist fra Crawbys, sad Mr. Sidney alene i Mørket paa Bænken i Sval- gangen. Han var gaat didud, da han ikke kunde faa sove. Vinduet bak ham stod aabent ind til Stuen hvor Pregel sad og spillede. Idag var Brevet gaat i Posten - det, hvori han op- hævede sin Forlovelse . . . . . . Annie! Annie!" hviskede han . . . "Du koster; . . . men saa er Du ogsaa Annie! . . . Nu sover hun derinde saa trygt og roligt, som intet var sket; - hun ser ikke isøvne, ialfald ikke det, som er ubehage- ligt" . . . Han hørte Dørklinken aabnes; - det gik sagte i en Dør - og en Stemme sagde: "Jeg tænkte, De var her endnu . . . og kom for at præsentere Dem Mrs. Sidney Crawby! . . . Frue til Mark Hall ved Hull, . . . Eierinde af en Million i Kul! - - saa det gaar da endelig an at leve i Verden! . . . og De skal være min uundværlige, underdanigste Ridder. Nu er det afgjort. Brevet er sendt - idag ende- lig! . . . "Tag min Gratulation! - - Maatte De faa al Glæde af denne lange, træge, blasøiede Kamel, De har fan- get!" "Fy, Pregel!" - lo hun. . . . "Nei, jeg holdt mere af det, som det var før! - - De indtog jo alligevel en mageløs Stilling her." "Uf, nu er De dum, Pregel! . . . Tror De, det vilde SIDE: 191 vedblive, naar her kom en ny Datter ind i Huset? - - Annie Wilkens holder af at være Nummer én!" "De blir bestandig Nummer én, Annie! - saa stærk i at handle - - - en Stymper som jeg kan kun beundre, hvor Hensynene ryger som visne Baand om- kring Dem!" "Aa, - jeg holder virkelig ikke saa lidt af Mr. Sidney!" "Ja, ja . . . ja, - uden Fornærmelse . . . betviles ikke!" Mr. Sidney sad oppe og skrev hele Natten . . . Klokken tre i Daggryet stod han i Jagtdragt med en Dobbeltrifle over Skulderen foran Tjenerens Seng. "John! John!" vækkede han ham. "Nei, bliv lig- gende! . .. Jeg gaar ud paa en Jagttur indover Fjel- det og kommer neppe hjem før sent iaften engang . . . Ser Du, her i Pakken er endel Post, som jeg skulde have bragt Papa igaaraftes; men jeg vilde ikke for- styrre ham med Forretninger saa sent . . . Nu faar Du levere ham Pakken imorgen inde paa hans Væ- relse, - - hører Du, - egenhændig, John! . . . Det er vigtige Sager! - Forstaar Du? . . ." "Ja, Mr. Sidney! . . . Det skal blive nøiagtig besør- get." "Læg det under din Hovedpude . . . Her er ogsaa et Brev til Attachéen - Du kan levere det først . . . Tak, gamle John - god Morgen!" To Timer efter hvirvlede Sidney Crawbys Lig i Fos- sen nedenunder det samme Sted, hvor Ross havde set ham tale med Annie Wilkens. Han havde skudt sig derude paa Skrænten. Og endnu to Timer efter, - medens Miss Wilkens laa i sin Seng - sad den gamle Gentleman ganske stille inde paa sit Værelse med Sønnens Brev i Haan- den. Han vidste, at han ingen Søn havde mere! . . . og SIDE: 192 tillige, at det var hans Pleidatter, Annie, som havde knust ham baade paa Sjæl og Legeme. Sidney havde med Hadets og Hævnens hele Nøiag- tighed fortalt alt. Hendes Beregning, hendes Falskhed, hvorledes hun systematisk havde drevet ham - i hans jammerlige Svaghed for hende - til at ophæve sin Forlovelse og tilslut gjort ham saa grænseløs ulyk- kelig, at Livet syntes ham umuligt at bære . . . Det var ham en Trøst at tænke, at hans gamle Forældre nu vilde blive befriet fra længere at huse denne Hyk- lerske . . . Sluttelig bad han dem hjertelig tilgive ham al den Sorg, han gjorde dem - han haabede, at Rachel, til hvem han ogsaa nu havde skrevet og gjort sin yd- mygende Tilstaaelse, vilde være hos dem og trøste dem og være dem en Datter . . . - Den gamle Gentlemand gik med Brevet i Haanden forbi sin Hustrus Soveværelse. Han saa Attachéen staa bekymret i Gangen, hilsende med en Mine, der sagde, at han vidste alt. Han gik lige ind til Miss Wilkens, der endnu laa og læste. "Men Papa da! . . ." hun stansede. Hun saa af hans hele Holdning, at der var noget al- vorligt paafærde . . . "Her er et Brev, - behag at læse det!" Hun saa en Stund i det og udstødte saa et Skrig: - "Sidney!" . . . "Maa jeg bede . . . ingen Støi! . . . Ti, siger jeg, Kvinde! . . . Det er Dem, Annie Wilkens! som har min Søns Blod paa Deres Samvittighed, - jeg kan ikke mere se Dem for mine Øine!" "O, hvilken Ulykke! . . . Hvad skal jeg, Stakkel, gribe til, for at Du kan forstaa det . . ." "Her er ikke tale om at forstaa - blot om, hvad jeg vil . . . Og jeg vil, at vi skal være færdige med hin- anden for dette Liv . . . uden Støi . . . uden Snak! De skal klæde Dem paa . . . i en Vogn og bort . . . SIDE: 193 før min Hustru er oppe! . . . Kusken kjører Dem. Tøiet skal blive sendt efter. Her er hundrede Pd. Sterl., det Beløb anvises Dem af mit Hus i Hull aarligt, saalænge De holder Dem udenfor vor Synskreds . . ." Han gik og bad Attachéen, som fremdeles stod ude i Gangen, følge sig ind paa sit Værelse. Den gamle Mand var i denne Stund igjen den kolde, klare Forretningsmand, han i sine stærkere Dage havde havt Ry for . . . - En Timestid efter var hun borte, og Pregel havde fulgt hende. Thomas Ross var bleven dybt grebet af Mødet med Katharina. Hvad var hun ikke for en stolt, ædel Natur! . . . Hun kom den Dag, da han vilde svigte Fanen, og talte slig, at han aldrig slap den mere i sit Liv - - aldrig! - han vilde prøve alt heller! . . . Han havde straks grebet en Anledning, hvorefter han med en Bisyssel - Gjennemgaaelse af Bøger for en Boghandler - med Tarvelighed kunde leve hos sin Moder i det første Aar. Han arbeidede gjerrig paa sin dyrt kjøbte Tid, og hvergang han efter endt Forretningstid nede hos Bog- handleren kom paa sit Værelse og tog fat paa sin Digtning, havde han en Følelse, som om han havde vundet en kjær Ven igjen. Der gik Uge efter Uge. Men Katharinas blaa Øine blev han aldrig kvit! . . . Hun kom ikke igjen . . . Det var naturligvis hans Digtning, hun brød sig om og ikke om ham! . . . "Nei, ikke mere end jeg og alle vi andre, som har troet paa Dig!" . . . Det var de Ord, han altid stansede op ved; - der laa saa megen Skuffelse i dem! SIDE: 194 Hvad havde han ikke forskjertset! . . . Det var den Følelse, han led under, - som pinte ham. Hans Barndomsveninde . . . hans Ungdoms Elskede! som han havde forraadt sammen med hele sit bedre Jeg! . . . Linstows grønne to-etages Stengaard med de dybt indfældte Speilruder og den lave Gadetrappe, hvorover Færdselen saagodtsom skyllede, blev uvilkaarlig det Sted, hvorom hans Vandringer dreiede sig. Et til- fældigt Skimt af Katharinas Hoved gjennem Gardinet var ham en Begivenhed, der kunde holde ham i Be- vægelse og Spænding i Dage . . . Han gjennemgik For- tiden, hele deres Ungdom opigjennem! - dengang han havde været saa tryg paa hende . . . Som han en Eftermiddag var gaat ud i deres gamle Have i Oslo, der endnu stod usolgt, blev han gjennem Stakitet va'r Katharina, som gik forbi. Hun stansede og saa en Stund derind; - han syn- tes, det var med et saa eget Udtryk. Han stod just i Begreb med at skynde sig hen til hende, da hun op- dagede ham. Idet hun mødte hans Blik, blev hun brændende rød. Hun hilsede imidlertid roligt og gik videre. Morgenen efter kom han raskt ned i Stuen til Kir- stine og spurgte: "Omgaas Du ikke mere Katharina? - Hvorfor kom- mer hun aldrig?" "Det har jeg ogsaa spurgt mig selv om. Mor siger, at det er, fordi hun har saa meget at tage vare . . . Men jeg troede nu, der var en Knude paa Traaden mellem Dig og hende . . ." "Mellem mig og Katharina?" "Ja, - hun spørger ialfald aldrig mere efter Dig slig som før, naar jeg er derude; jeg føler det saa godt . . . Hun har heller ikke været her i al denne Tid, siden det gik uheldigt med dit Stykke - - og det er ellers saa uligt Katharina!" . . . "Nei," - tænkte han jublende, da han kom op paa SIDE: 195 sit Værelse, hvor han rev op Vinduet og trak Aande i den frie Luft - "det er ikke uligt hende. Jeg be- gynder fuldt og fast at tro, at det er siden Ballet og hvad jeg der sagde hende!" . . . Han havde grublet og tænkt, og der var slaaet saa meget sammen for hans Syn; - han havde faat en Hjertets Forvisning om, at hun elskede ham! - Et Par Timer efter bankede han paa Døren til Konsul Linstows Kontor. "Værsaagod! . . . Ah, Digteren!" "Ja, det er mig, Hr. Konsul! Jeg vilde gjerne tale med Dem en Stund uforstyrret." . . . "Véd, hvad det er . . . Deres Tante har alt spurgt mig om det . . . jeg har desværre intet Arbeide, der kan passe for Dem!" Konsulen havde reist sig fra sin Plads, Tonen var temmelig affærdigende, og han bød ham ikke sidde ned. "Det var ikke om det, Hr. Konsul", sagde Ross; "det er en alvorligere Sag. - Tillader De, at jeg tager en Stol . . ." "Værsaagod! - undskyld, at jeg ikke bød Dem den; men vi Forretningsmænd har knap Tid om Formid- dagen." - Han saa op paa Uhret. "Jeg har Børsen om en halv Time." "Ser De, Hr. Konsul! - - Jeg véd, De forstaar at vurdere en Ting for, hvad den er, og derfor vil jeg ikke bruge mange Omsvøb, men tale ganske tillidsfuldt og ligefrem: Jeg er, som De véd, en fattig Stymper uden Spor af andre Udsigter end de, som min Digtning kan give, - har desuden fortiden Aviserne og Verden imod mig; - men, naar min Tante har fortalt, at jeg agter at slaa mig fra Digtningen, saa er det fuldstændig feil- agtigt. Jeg agter at leve og dø for mit Kald, - og den, som vil dele Skjæbne med mig, faar forstaa Glæ- den ved det, selv om Dagen blir mørk . . . Ja, kort og godt, det, jeg har at rykke frem med, Hr. Konsul! det er, at jeg elsker Deres Datter Katharina som min egen Sjæl!" . . . SIDE: 196 "Nu saa - jeg har hørt andet . . . at det skulde være den engelske Miss, som Rygtet siger er løbet bort med Pregel!" "Jeg er ikke Katharina værd - og det mener jeg ikke bare som Talemaade! Jeg har havt et Aar, som jeg vilde givet meget, meget til for ikke at have levet op; - det, jeg har igjen, er den Sorg, at jeg samtidig har svigtet baade hende og det bedste i mig selv . . . Det er blevet mig klart, at jeg har elsket hende fra Ungdommen af . . . hun er det høieste jordiske, jeg har set for mine Øine . . ." "Hør nu, Ross! - De forstaar, at en Fader, som jeg, til Nød kunde slippe sin Datter hen til én, der kanske engang kunde forsørge hende som Præst et- steds . . ." "Det er muligt; men Deres Datter tog mig aldrig i Verden som Præst - det er overhovedet fra enhver Side en umulig Sag!" Konsulen begyndte at gaa frem og tilbage paa Gul- vet. "Om De duer som Digter, det véd jeg kun saameget om, at jeg har en vis Tiltro til Katharinas Mening; . . . men i gamle Dage ansaas ikke sligt for Levebrød . . . Imidlertid nytter det lidt nutildags for en Fader at have nogen Mening i de Sager; - og forresten kan jeg jo ikke forbyde Dem at tale med min Datter . . . Men det er Børstid og jeg maa gaa." I næste Øieblik stod han ved Døren til Dagligstuen. Idet han lagde Haanden paa Dørgrebet, betoges han af en pludselig Angst - - havde han bedraget sig? - - han havde set saa mange Illusioner i den sidste Tid! Han aabnede rask Døren . . . Katharina sad henne ved Bordet. I samme Nu laa han paa sine Knæ foran hende . . . "Har jeg bedraget mig, Katharina?" - og, da hun ikke skjøv ham væk, gjemte han sit Ansigt i hendes Fang - "eller vil Du tage Dig af dette trætte Hoved? - - Jeg har saa grænseløst meget at bede Dig til- give . . . jeg har syndet blodig imod Dig! . . . været SIDE: 197 paa Afveie, Katharina, baade med Hoved og Hjerte . . . Vil Du tage mig slig, som jeg er, og gjøre et Men- neske af mig?" Hun sad et Øieblik, som hun intet forstod, - og saa slog hun pludselig sine Arme om hans Hals . . . Han saa, at hun blev aldeles bleg, men derpaa strøm- met Blodet tilbage, og der kom et Skjær af usigelig Lykke i hendes Ansigt . . . "Nei, jeg slipper Dig aldrig!" - - - Lidt efter havde hun reist sig, og han stod med Ar- men om hendes smekkre, fine Liv . . . "Jeg drømte om Dig inat og syntes, jeg forstod saa meget . . . Det var det, som gav mig Mod!" . . . "Hvor var jeg dog henne, Katharina, da jeg talte med Dig paa Ballet! . . . Jeg er saa undselig, saa skam- fuld" . . . Hun lagde Haanden paa hans Mund: "Sig ikke mere! Jeg kjender Dig bedre, end Du selv . . . det var din Fantasi, Thomas, som digtede - dit Hjerte var ikke med! - det saa jeg altid! - Men en anden Gang faar Du ikke digte Dig fra mig . . . det taaler ikke Katharina mere!" - hun lagde begge Arme paa hans Skuldre og saa ham ind i Øinene. De havde saameget at sige hinanden disse to, der stod der med Gjensynet og Lykken over sig! . . . Men saa kom Søsteren Johanne ind og blev staa- ende aldeles forskrækket . . . "Vi faar gaa ind til Far, Thomas!" - sagde Katha- rina og strøg blot Søsteren i Forbigaaende over Kin- den. Hun kom sig først til at bryde ud i et: Katha- rina!", da de var ude af Stuen. Linstow stansede midt paa Gulvet, da de kom ind, og Katharina gik hen og gjemte sit Hoved ved Fade- rens Bryst . . . "Saa . . . saa . . . Nu, saa det virklig blev til, at Du skal være min Svigersøn, Thomas Ross! . . . Kunde Du ikke gjort det bedre, Katharina?" "Nei, Far! men Du er alligevel fornøiet, det hører jeg paa Dig!" SIDE: 198 "Hm! . . . Det har maaske smigret gamle Linstow, at Ross først gik til ham . . . Sandt at sige, var der noget i din Fremfærd her idag, som har ladet Dig stige adskillige Grader i min Agtelse . . . En skal ikke sige, at Du just satte Sminke paa Udsigterne! - - og da jeg forudsaa, at Du ikke fik nogen Kurv, saa har jeg imidlertid tænkt lidt paa Fremtiden for Eder . . . Det nytter lidt i din Stilling at Pine sig frem med alleslags Bisysler - det er bare at ro Baaden med én Aare. Jeg synes, I skal gifte Eder til Vaaren, og saa tæn- ker jeg, Du staar i formeget herhjemme nu . . . Som Bryllupsgave forærer jeg eder et rundt Aars Uden- landsreise og saa Fru Ross's Hus ude i Oslo med den Klausul, at det er hendes, saalænge hun lever . . . Forresten faar I i Guds Navn gaa Jeres egen Vei sam- men og sørge for Eder selv . . . Nu synes jeg, I skulde gaa ud til Fru Ross!" Underveis mødte de Løndal og hilsede i deres Lykke overstrømmende venligt paa ham; - Ross havde gjerne omfavnet ham . . . "Det er dog en forbandet Poet!" - tænkte Løndal . . . Det var en smuk, stille Dag i November med Rim paa Barfrosten og i Træerne, at de gik udover til Enke- fru Ross sammen. "Her har Du hende, Mor!" - raabte han, idet de traadte ind. Næste Vaar en Eftermiddag sad Ross og Katharina paa Gjennemreise i en Have i Wien, hvor der musi- ceredes . . . Ved at se paa Plakaten opdagede han, at Direktøren hed Joseph Pregel. Han viste det til sin unge Hustru, og de blev enige om, at han dog maatte for- høre sig om sin gamle Ven. Efter en Stund kom han igjen. Han havde faat nøiagtig Besked af Entreprenøren for Forlystelsesste- det: Musikdirektør Pregel var gift med en engelsk Dame, og det lod til, at hans Ægteskab var meget SIDE: 199 ulykkeligt; - han saas ofte beruset og havde ondt for at betale sine Regninger. Dette gjorde et stærkt Indtryk paa dem begge, og ingen af dem talte videre. Men da de stod oppe paa sit Værelse i Hotellet, og hun trak Hanskerne af - der skinnede en blodrød Agatring paa den lille, hvide Haand - sagde han bevæget, idet han tog og kyssede den: "Jeg kunde kanske blevet en saadan Pregel! - - - Min elskede Hustru . . . Du skal nok faa en Mand af mig!" SIDE: 203 Der skulde ingen set paa den Kopist Schrader, som han gik der til og fra Spisekvarteret og siden drog sig i al Mag og velforpleiet ned til "Logen" for at faa sin Kaffe med Maraschino og sit Spil Schak eller Do- mino, - at han havde havt en Periode i sit Liv, da han gik afkræftet og mager med de sorte Øine or- dentlig uhyggelig stikkende og febertændte af aande- lige Kampe og Religionsskrupler. Og dog forholdt det sig saa. Hans Moder var Katholik, hans Fader, Overlæge Schrader, Protestant, og denne Religionsforskjel havde tidlig havt den Indflydelse paa Sønnen, at han hen- faldt til religiøse Grublerier; thi, medens han i Sko- len offentlig opdroges som Protestant, stod han i Hjemmet under stærke katholske Paavirkninger. Den for sine kirurgiske Operationer høit ansete Doktor Schrader var en haard, tør Mand, - i Bund og Grund en Hædersmand; men den samme urokke- lige Jernhaand, hvormed han amputerede et Ben eller skar ud et Saar, knugede ogsaa hans huslige Liv. Han levede kun for Pligten, aandede kun for Plig- ten, og det var ogsaa den, hans Hustru udelukkende skulde være til for. Hvad den eneste gjenlevende Søn angik, saa lød Husordren paa, at han skulde bades i iskoldt Vand om Morgenen Klokken seks, klædes tyndt og let baade Sommer og Vinter samt være paa Skolen, komme til Maaltiderne og gaa tilsengs akkurat paa fastsat Mi- SIDE: 204 nut. Et Minut over Middagstid var "forsømt Pligt" og tabt Middag. Da han var tolv Aar gammel, forærede Faderen ham paa hans Fødselsdag et Kronometer, formodent- lig for at indøve ham i yderligere minutiøs Pligtfø- lelse. Men netop ved de Tider begyndte Sønnens Hel- bred at vakle i en høist betænkelig Grad. Guttens Nervøsitet, at han pludselig kunde fare sammen, naar Faderen kom ind af Døren eller endog blot tiltalte ham, og at man fandt ham siddende oppe om Nat- ten ved Lys af nervøs Angst for Lekser til næste Dag, som han før om Aftenen havde læst aldeles udmær- ket, - alt dette var Symptomer, som hans Fader i nogle Maaneder med Villie lod uænsede. "Hvor skulde det gaa i Verden, om Gutten ikke lærte at gjøre sin Pligt?" - var Svaret til de forgrædte Øine, hvormed hans Hustru vovede at gjøre ham Forestillinger. Adam faldt i en hidsig Feber, hvorunder Faderen selv en hel Nat sad oppe hos ham og fik høre de mest forunderlige og, for en saa ung Dreng at være, forbausende Fantasidannelser og Ideer. Om Morgenen, da han skulde paa Hospitalet, van- drede han først længe frem og tilbage paa sit Kontor og gik derpaa ind til sin Hustru, hvem han i al Kort- hed sagde, at det her blot havde stadfæstet sig, hvad han saa ofte havde udtalt, at Lægen aldrig burde be- handle sine egne; . . . fremmede har en ganske ander- ledes fri Dømmekraft og uhildet Opfatning at raade over. Hun maatte sende Bud efter Doktor Ramm, der herefter fik behandle Sønnen, uden at han selv agtede i mindste Maade at blande sig deri. Og om hvad Adam taalte eller ikke taalte, naar han, som det var at haabe, blev frisk igjen, - derom havde hun herefter ubetinget at hente Rettesnoren hos Doktor Ramm - . . . kun hos Doktor Ramm! Sønnen kom sig denne Gang, men var gjennem hele Opvæksten altid spinkel, bleg og sygelig af sig; - han grublede og grundede og led. SIDE: 205 Han holdt fast ved sin protestantiske Tro; men naar han om Aftenerne saa sin Moder knæle foran Maria- billedet over Sengen og i al Enfoldighed bede for, at "alle hendes" maatte komme til den rette Tro, - blev altid noget i hans indre oprevet. Og Sønnen havde, som han voksede til, øinet noget, som skar ham i Hjertet, - sin Moders tunge Ægte- skabshistorie. Han sværmede for sin Moder, af hvis blide, taal- modige Væsen der udstraalede en høi Grad af sjæle- lig Skjønhed, og fuld af Interesser og Livsglæde, som hun igrunden var, kunde han undertiden ordentlig se Længselen mod noget friere og mere aandigt sidde som en fangen Fugl i hendes stille vemodige Øine. Han overraskede hende i, at hun græd, og han havde af enkelte Udbrud skimtet, hvordan hun følte sin i Ungdommen dannede og dyrkede Aand forsnevres i denne Atmosphære af Tranghed og Udestængthed fra Tidens Liv og Ideer. Et stærkt Indtryk fik han fra sin Faders Dødsseng. Det var Aaret, før han blev Student. - - Præsten var gaat, og Sønnen sad nu derinde paa en Stol halvt bag Gardinet med sine iagttagende mørke Øine, me- dens den forgræmmede Moder lydløst syslede om Sen- gen. Pludselig rakte den syge Haanden ud og tog hendes: "Den, som kunde tro en saadan Mand, Elise! - jeg kan det ikke. Jeg kan ikke for det, ingen i vor Slægt har havt det med at tro; - dertil har vi havt for klar Forstand." . . . Med et Øiebliks Kraft reiste han sit indfaldne, magre Hoved op og saa hende ind i Ansigtet med de graa, forstandige, vantro Øine . . . "Jeg har altid efter Evne været sand, - det véd Du! . . . Men alt, hvad jeg har kunnet komme til, er, at Præsten ikke mere kan sige mig, hvordan det er i den næste Verden, og hvad jeg der nu gaar imøde, end jeg kan fortælle ham det. Tror jeg paa noget, saa SIDE: 206 er det paa - - Dig, Elise . . . og det, som Du er istand til at tro paa . . . Bed Du for mig!" Med de Ord bøiede han eller faldt Hovedet ned mod hendes Bryst, og hun lagde det lidt efter tilbage paa Hovedpuden. Han var gaat hen! - - - Uagtet hans sygelige Tilstand vedvarede, tog Adam sin Artium med præ ceteris. Lægen forestillede ham forgjæves, at det eneste sikkre Udbytte af al den Tvivl og Grublen, hvori han saa alligevel aldrig fik Rede, blot var Nervøsitet og Angst. Omkring den Tid, da han tog anden Eksamen, læste han Darwin, Taine, v. Hartmann og Häckel; - og enten det nu var den sidstes Lære om den mæskede Urmave, som Altets Gud og Ophav, eller et naturligt Tilbageslag mod hele hans overspændte sygelige Ung- domstid - nok, han begyndte mere og mere afgjort at give alle disse høit svævende aandelige, saakaldte al- vorlige Interesser og Forskninger en god Dag. Han foretrak helt og klart at gaa over i deres Leir, som ingen positiv Religion antager; det var ialfald glat Bord. Og det mærkelige var, at jo mere han levede sig ind i det, desto lykkeligere følte han sig. Efterat være bleven juridisk Kandidat havde han taget Ansættelse som Kopist i et af Regjeringens De- partementer, og Arbeidet der til Klokken tre blev ham efterhaanden en Vane og Glæde. Han overtog endog lidt Ekstraarbeide for at faa udfyldt et Par Eftermid- dagstimer og faa det flottere i Budgettet; thi til det mere rummelige Liv, han nu førte, gik der adskillige Penge. Han havde et Par smukke Værelser med Adgang til en Have og en ypperlig Opvartning, klædte sig i so- lid Ungkarlestil, hvorefter alt maatte være af første Sort og Patent, og han var i nogle Aar en kjendt Ho- vedstadsfigur i Theatrets Parket. Skjønt ikke af de videre snakkende Filosofer, gjen- tog han dog gjerne, naar Passiaren ved Eftermiddags- SIDE: 207 dominoen kunde falde sig saa, at Menneskets væsent- ligste Uro og Plager kommer af dets overspændte Be- greber om Sjælen. "Vi er simpelthen en Dyreart som de andre," fore- drog han, "og alle disse Fantasier om et andet Liv kommer dels af vor Indbildskhed, dels af samme Grund, som vi Europæere drikker Brændevin og Ki- neserne røger Opium, nemlig for at søge at glemme det Liv, vi nu engang har, og hvori Mængden har det ondt. Vi er proppede og korkede fra Slægt til Slægt nedover i atten hundrede Aar med vor nuværende Livsanskuelse; vor Hjerne er tilslut tildannet efter den, - saa alt dette om vor individuelle Frihed, det - - om femti Aar er man udover hele det Væsen!" Og saa tog han fat paa Dominoen igjen, hvor Ud- spillet imidlertid var blevet hans, og hvor det ene Parti gjerne tog det andet uafbrudt til Klokken halv- seks, da han skulde i Departementet; - han brød op præcis ti Minutter før Tiden. Hans Udseende blev ogsaa mere og mere det sikkre, godmodig-solide og stø, som man gjerne betror dette Livs Tillidsposter, og at han saa hastig stod for Tur til at blive kgl. Fuldmægtig, blev Revisor i en Ind- retning og Kasserer i en anden, var der ingen der undrede sig over, især efterat han havde arvet nogle tusind Spdlr. efter sine Forældre. Kopist Schrader var naturligvis selvskreven, det kom blot an paa, om han vilde have Posten. Han erklæ- rede selv, at han "af Princip var aldeles imod at over- anstrenge sig." Den, som huskede ham bare for fem, seks Aar til- bage, i Tiden før han blev Kandidat, skulde have sagt, at det ikke var det samme Menneske. Dengang var det et magert, nervøst og, under det smukke sortkrøllede Haar, ikke lidet interessant An- sigt. Han røg stærk Tobak, Øinene laa inde i Hovedet paa ham som to Stjerner, og der kom altid skarpe, dybtænkte Ord. SIDE: 208 Alt dette var, som sagt, nu blevet anderledes; - han var fedladen og godmodig og grundede nærmest over, paa hvilken Restauration man bedst tillavede en eller anden af hans Yndlingsretter. Han havde oftere Juleindbydelser ud paa Landet til sine Omgangsvenners Familier, men vidste lige saa ofte at sno sig fra dem under et eller andet Paa- skud. Den egentlige Grund var Frygten for at for- styrres i sine daglige bekvemme Vaner: - "Man danser jo halve Natten, og saa laver man en tørbrunet Steg og en Sauce, for ikke at tale om en The, som er alt andet end Julemoro for en Hovedstadsbe- boer . . . For en Dags Skyld - ja; men fjorten Dage!" . . . Tør hænde stak der dog ogsaa tildels noget andet under som han mindre vilde være sig selv bekjendt; han var - som ofte Tilfældet med noget forfængelige Naturer, - selskabssky og, saa ung han endnu var, allerede paa god vei til at blive en Særling. Stærk af Konstitution havde han aldrig været, og med den Levemaade, han nu førte, undgik han heller ikke Bonvivantens almindelige Skjæbne. - Lægen be- tydede ham, at han itide maatte tage Rev i Seilene og indføre en fornuftig Diæt. Med Schraders Upasselighed fulgte derhos Anfald af mørkt Humør. Han kunde sidde stille i flere Timer om Eftermiddagen paa en Bænk nede i Haven til stor Forskrækkelse og Uro for hans Værtinde, der ikke vidste, hvad hun skulde gjøre for at se ham tilgode. Naar hun saa bragte ham et eller andet, gjorde han sig en Fornøielse af under alskens humoristisk Dis- put at raillere alle de Begreber, som den bredskuldrede, kjernesunde Madame Vollnagel hidtil havde troet var lige saa spigerfaste og urokkelige, som selve Grund- muren, hvorpaa hendes Hus stod. "Det gik," som Madamen bagefter forarget yttrede til Venner, "baade høit og lavt, baade om Tid og Evighed, saa man fristedes til at tænke, at han ikke troede paa saa meget som en Flis, der han sad!" SIDE: 209 Hans gamle Læge raadede ham til jo før des heller at søge et Bad. "De er kontemplativt anlagt, Schrader! og skal helst undgaa Sygelighedstilstande, der kan medføre Grub- lerier." . . . Doktor Ramm talte paa en Maade, som han skulde prætendere at kjende ham ud og ind, - han sagde det saadan dæmpet fortroligt, - og netop derfor ærg- rede disse Yttringer Schrader en Smule. Men han fandt dog tilslut ud, at det alligevel var det eneste fornuftige, han kunde gjøre. Det skadede ikke at styrke Helbreden, og . . . naar alt kom til alt, saa var dog et Bad - et Bad og ingen Pineanstalt! Det gjaldt kun at finde det rette Sted . . . et af de smaa, begyndende, hvor man slipper for den ganske Dag at have en hel opskruet fashionabel Modeverden tæt ind paa Livet. Tilfældigvis averteredes der netop i de Dage paa Klem for et Jernbad ved Søen, som i sig forenede alle tænkelige Fordele, blandt andet dets Afsideshed. Det hed Humlevig og bød - foruden Saltvandsbade og Jernvand som Drikkekur fra en nærliggende ny- opdaget, liden, høist procentholdig Kilde - tillige, alt efter de afvekslende Vindretninger, baade Søluft og Skovduft, medens man kun behøvede at bestige et lidet Fjeld i Nærheden for ogsaa at naa op i Draget af Høifjeldsluften. Anstalten passede saaledes for saa- godtsom alle mulige Slags Patienter, baade de, der trængte til den tungere og den lettere Luft, og tillige for de forskjelligste Økonomier . . . . . . "Ja, den Slags Vandaander har ogsaa sine Pro- feter," mumlede han, medens han sad med Avisen; han holdt imidlertid inde, idet han læste Slutnings- notisen: "En tidsmæssig Restauration har man sikk- ret sig inde fra Hovedstaden." Og hermed var Humlevig Bad besluttet! SIDE: 210 Tiden var allerede rykket saa nær Aarets anden Badesæson, at her kun var liden Anledning til at kor- respondere om Plads etc. Schrader skrev sin Anmel- delse i Posten, og allerede Aftenen efter fandt man ham skagende i en ufjedret Skydskarjol paa Landeveien en knap halv Mil fra Humlevig. Han sad i en Lærreds Støvfrakke og en ditto hvid Hat for Solen. Den store elegante Skindkuffert, der var bundet bagpaa, og det solide Hattefutteral lige- som de i Reiseremmerne foran paa Skjærmen ind- snørede Paraplyer, Stokke og Guttaperkasager - viste, at her var tænkt paa alle mulige Veirets Overraskelser. Den upraktiske Maade, hvorpaa han holdt Tøm- merne, røbede noksom den aldeles uvante, og hver- gang der var lidt iveien, overlod han dem ogsaa sta- dig til den lille Skydsgut. Men at Tingen alligevel interesserede ham, røbede sig derved, at han altid tog Tømmerne igjen. Det Hele var for ham noget saa nyt. Han var et Hovedstads- barn, Brostenene havde været hans faste Grund, og af Udflugter havde han, udenfor nogle Dampskibs- eller Jernbanereiser, der endte med Hotellet i en eller anden Smaaby, kun foretaget de vanlige Lystture i Hovedstadens Omegn tilfods eller med Seilbaade - Farter, som i Regelen sluttede med, at man kom til "selve Sagen", nemlig "Viktualierne". Veien bar opover, og han kjørte mellem høie Rug- agre paa begge Sider. Aftensolen stod guldrød over Bakkerne, og i Aashøiderne laa et lindt Røgdrag fra nogle Bondestuer, medens der samtidig viste sig et rødt Skimt af Maanen i den varmedisige Luft. Schrader var træt . . . Han var uvant til al denne Rysten af Skyskjærrerne, og han havde kjørt i Sol- stegen saagodtsom den hele Dag midt i en graa Støv- sky, hvis fine Sand han nu følte gnidse sig mellem Tæn- derne og svide i de betændte Øine. Han sad der med en dump Følelse af, at Landeveisstøvet tilslut kunde trænge ind i Hjernen og belemre Tankegangen . . . SIDE: 211 Men denne Tur idag, - saa trættende den end til- slut blev, - havde dog ladet ham opleve adskilligt, ja, den havde igrunden været en af hans Livs lykke- lige Dage. Fred og Stilhed overalt! . . . Og saadan uendelig Vidde; . . . Rum og Plads lige hen i det blaa! Ingen Gader, ingen mylrende Trængsel . . . ingen Konstabler! - men derimod i fuldt Maal af ulovlige, ingen Fortougsret anende, Svin og Gjeder i ustraffet Frihed hele Veien. Ogsaa de løse Heste og Foler, der af og til viste sig, interesserede ham; han følte sig paa en Maade selv som en - efter et uhyre langt Staldliv - i det frie sluppen Fole, noget, der gav sig Luft i hans mange Spørgsmaal og muntre Passiar med Skydsgutterne. Han undrede sig i Stilhed over, at han ikke havde fundet paa at reise saadan i det frie før; . . . det havde virkelig sin egen Fortryllelse! At han var kom- met til at gjøre det denne Gang, havde sin Grund i, at det lille Dampskib, som pleiede at gaa indom Hum- levig, ved et Uheld havde maattet overligge Ruten, saa at han vilde have mistet tre Døgn ved at vente. Han vaagnede af sine Drømmerier ved, at Skyds- gutten, der havde gaat ved Siden af i Bakken med Tømmerne, yttrede: "Nu er vi over den sidste Kneik . . . herefter gaar det bare nedover!" Nedenfor sig saa han ved en Omdreining af Veien nu pludselig en hel ny Udsigt. Det var en smuk liden Vig af Søen med endel Fiskerhuse udover paa begge Sider og indenfor et Handels- eller Gjæstgiversted med en liden Klynge af malede Huse, der afgav en Ansats til en Gade. Fjæren var fuld af ophængte Garn, og langs Strand- siden stak hist og her Fortøiningspæle for Baade op af Vandet; - fortøiet for sig selv laa en større ele- gant Seilbaad med Flag, der formodentlig tilhørte Badet, og længere ude, hvor to tre lange smale Bryg- SIDE: 212 ger gik ud til Badekummerne, vuggende et Par Lods- baade. Fra Aashøiden saa han over Øerne og Sundene foran Indløbet og langt ud i Havet, der i det blege Efter- skjær af den sunkne Sol viste en hel Del Fartøier med slappe Seil, de yderste kun som Prikker eller hvide Fugle. Men han speidede forgjæves efter selve Badestedet; dette maatte ligge længere henne, og det vilde rime- ligvis blive sent nok nu at tage lige hen til det, - at sige med nogen rimelig Udsigt til Aftensmad, og han var for Øieblikket alt andet end oplagt til at und- være den. Han havde ikke spist siden Klokken tolv Middag og magert nok paa et Skydsskifte. I en lidt utaalmodig Tone udbrød han til Skydsgutten: "Badet ligger altsaa ikke dernede i Vigen?" "Jo!" "Nei!" "Jo-o - - Di kan endda se Flagstangen mellem Træerne lige bagom Aasen!" "Altsaa ligger det ikke dernede i Vigen, men bagom Aasen." "Jo-o da! -" "Nei, siger jeg!" - Schrader holdt paa at blive hid- sig. Det var jo en sand Mur at arbeide imod . . . al- deles uimodtagelig for Fornuft! "Jo-ho da!" . . . Schrader greb heftig ud efter Tømmen. "Nei, . . . Prr! . . . lad bare mig kjøre! - Prr - - rrr-." Men al Skydsguttens "Prr" kunde ikke hindre, at "Svarten" snublede og efter et Par forgjæves Forsøg paa igjen at faa Benene under sig, styrtede voldsomt udover i den steile Bakke. Schrader sprang ud af Karjolen, hvis ene Arm hang brækket over den liggende Hests nakke, og stod et Øieblik aldeles forbløffet, saameget mere som det forekom ham, som Skydsgutten trak sin Kniv og stak SIDE: 213 Dyret i Halsen - formodentlig for straks at ende dets Lidelser. Han var aldeles uforberedt paa det Slags Tilfælder og uden Begreb om, hvad Omfang det kunde have. Hans første Tanke var paa det juridiske Ansvar, hans næste Forbauselse over at se Dyret igjen reise sig med overskaaret Brystrem, idet Skydsgutten holdt i Bidslet. "Det er bare, naar det gaar nedover, at Svarten er lidt snublen . . . ellers er det en røsselig Gamp paa Age- ren . . . slige Bagben!" forlød det, medens han roligt gav sig ifærd med at forbinde Karjolarmen med en Taugstump, som han skar af Kufferten. Han syntes at forudsætte som noget selvfølgeligt, at Schrader vilde sætte sig op igjen og kjøre videre. Schrader foretrak imidlertid, saa træt han var, at tilbagelægge den sidste saa risikable Fjerdingmil "ned- over" tilfods med Udsigt til at havne i det Gjæstgiver- sted, som han havde set nede i Vigen. Did naaede de først Klokken henimod ti. Han nød sit Aftensmaaltid og bagefter en Cigar med den trættes Hvile ude paa Trappen. Det var halv- skummelt med en stor rund, disig-rød Maane i Som- meraftenen. Han var ikke oplagt til at sove, og det faldt ham tilsidst ind, at det dog ikke kunde skade at se sig lidt om henne ved Badet, hvor nu alle maatte have lagt sig. Han tændte en ny Cigar og slentrede opover. . . . Der var smukt . . . Veien gik med Grantræer paa den ene Side og en Eng med Kornstakke paa den anden, indtil der blev tæt Skov, som igjen pludselig aabnede sig og viste Badestedet lige foran. Det bestod af endel Smaahuse strøede omkring paa Bakken og oppe paa den en stor Hovedbygning med smaa Ruder, gammeldags Skraatag og Altaner baade foran øverste og nederste Etage. Det hele gav Ind- trykket af engang at have været et større Landhand- leri med Skydsstation, hvilket alt i stor Hast var for- SIDE: 214 søgt givet et modernt Snit overensstemmende med Ste- dets nye Bestemmelse. Der var ikke Lys at se i et eneste Vindu. Han fortsatte sin Gang og kom ind i en Allé af gamle Træer, hvorfra han igjen saa en Arm af Søen. Schrader havde aldrig havt videre Natursans; men denne Dag . . . og især denne Aften var saa fuld af Arom og Skjønhed, at han gjerne kunde vedblevet at gaa, hvor længe det skulde være, og bare se paa Van- det med Maanen i der mellem Træerne. Ved Veien laa et Stykke af et nedblæst gammelt Havegjerde. Han fik det Indfald at bøie ind der. Det var en stor Have med Frugttræer, Bærhække og Lysthuse. Han var alt kommet et godt Stykke indover mel- lem Gangene, da det faldt ham ind, at det maaske dog ikke var saa ganske rigtigt at gaa der. Han søgte nedover igjen, men maatte have taget feil af Veien, thi han stod nu ved Havegjerdet lige paa den mod- satte Side. Her var intet andet at gjøre end at for- følge Veien videre nedover langs Hækken, der nu viste sig at føre til et Lysthus af Humleranker nederst i Hjørnet. Det forekom ham et Øieblik, som han saa Glimt af et Lys eller en Glød derinde mellem Løvet. Han tænkte sig, at det maatte have været en Sankt- hansorm, og steg op paa en Mosebænk lige ved for bedre at kunne bedømme, hvor han skulde iværk- sætte Overgangen over Gjerdet, der her var baade ned- faldet og hullet, saa at man med Lethed maatte kunne smyge igjennem det. Han skulde ogsaa øieblikkelig blive overbevist om det; thi idet han med et Sprang hoppede ned af Bæn- ken, stansedes han pludselig af et flertonigt Angst- skrig. Det var kvindelige Stemmer! - mindst tre, fire Skikkelser, som fo'r i vild Flugt ud af Lysthuset og nedover . . . ud igjennem Aabningen i Gjerdet! Den SIDE: 215 sidste, der ikke gav sig Tid til at bie paa dem, som var foran hende, klattrede over. Hun maatte være af en usædvanlig Længde, ial- fald saa det i Maaneskinnet ud som de tynde, lange Ben af en Stork eller Ibis deroppe paa Gjerdet. Schrader stod længe stille paa Pletten. Han gik ind i Lysthuset, og det var ikke frit for, at han troede at opdage en Duft af Tobak der. Da faldt hans Øie paa noget hvidt paa Jorden. Han tog det op. Det var en Morskabsbog! . . . Hvilken Skade, at det var umuligt at læse saa meget som Titelen ved Maaneskinnet! . . . De stakkels unge Piger sad natur- ligvis der og røg Cigaretter. De foregreb blot ved Nattetid, hvad deres Børn i den næste Slægt vilde gjøre aabenlyst om Dagen . . . og saa havde de flyg- tet for ham som en Sildestime for en Hval! . . . Han blev siddende paa Bænken derinde i Betragt- ninger uden at mærke Tiden, da han vækkedes ved, at en Skikkelse - det var en ung Dame - sagte og forsigtig traadte ind og saa sig om, som hun ledte efter en Gjenstand paa Gulvet; - den Havehat, hun bar, skjulte den øverste Del af Ansigtet for ham. Hun var alt kommet helt ind, da hun opdagede ham og udstødte et Skrig. Han saa to, ikke lidet udtryksfulde Øine fæstede halvt forskrækkede, halvt forskende paa sig, idet han med et: - "De leder efter Deres Bog, Frøken?" rakte hende den. I næste Øieblik var hun flygtet. Nu først faldt det ham ind, af hans lange hvide Støvfrakke samt ditto Lærredshat, hvori han endnu gik efter Reisen, kunde være Aarsagen til Skrækken . . . ja, det var tydeligt nok! Han maatte have taget sig net ud, som han stod der i Maaneskinnet paa Mo- sebænken foran Løvhytten, hvor de sad, ganske hvid som med et langt Lagen om sig . . . og han tilmed hoppede lige imod dem! Det var jo en Indtrædelse, som man kunde le sig ihjel over! . . . "Men lidt har nu jeg ogsaa at le af, om det kom- SIDE: 216 mer til Stykket og her skal blive Krigstilstand . . . Det ene Sværd skal nok saa net faa holde det andet i Skeden!" . . . Der var ingen Grund for ham til ikke at tage den samme Vei, som han havde set Damerne tage. Han fandt der en ypperlig banet Sti nedover til en gam- mel Træbro og op igjen mellem Træerne paa den an- den Side, indtil han naaede frem til en af de brede, singelstrøede Gange, der tilhørte Badestedet. . . . Det var to Øine, der sandelig saa ud, som de kunde tænke; . . . naturligvis Badegjæst . . . Noget raskt og tækkeligt i Havehat var det ialfald. Hm, - dette var egentlig mindre heldigt, min Ven! - og jeg tænker, det foreløbig er bedst, vi gjemmer den fatale Støvfrakke, om ikke paa Havsens saa paa Kuffertens Bund. Det var dumt, at hun fik høre min Stemme. Men jeg fragaar med største Frækhed alt muligt! Han yttrede dette, som han oppe paa sit Værelse holdt paa at famle i Vinduet efter Rullegardinet og intet fandt. Saa upraktisk Schrader var ude i Reiselivets Til- fældigheder, saa praktisk var han, naar det gjaldt om at bedømme et Beboelsesværelses allehaande Fordele og Mangler, og en uhyre Mangel var det her, at hans Sove- værelse laa lige til Solsiden og ovenikjøbet manglede Gardiner! Han havde en Tanke om at hænge Støvfrakken foran det ene Vindu, men fandt det efter Omstændighederne risikabelt, og træt som han var, gik han tilsengs. Han var vant til sine runde ni, ti Timers Søvn og sov da ogsaa øieblikkelig ind som en Sten. En Badelæge skulde neppe anet en Patient i den velnærede, ungdommelige Skikkelse, som laa der med det sorte Hoved udover den ene opadstrakte Arm. Ansigtet havde i sin faste Søvn et vist vemodigt bit- tert Udtryk. Ud paa Morgensiden begyndte han at drømme om Roser . . . smukke Roser, . . . deilige Roser, som nogle SIDE: 217 underskjønne Kvinder eller Genier, der svævede i Straahatte frem af Gangene i Haven, kom imod ham med i aldeles overvældende Mængde. Det yrede tilslut af dem som af en Fos . . . hele Luften var fuld af dem . . . og de blev saa besværlige . . . fik med ét saa mange Farver, blev mørke, ring- formige i alle Regnbuens Kulører . . . snart store, snart smaa, glødende og stikkende. Han hørte en svær Røst raabe noget gjentagende. Det var Havens Eier, som forfulgte ham, og han for- søgte at komme afsted, men kunde ikke flytte en Fod. Det var en høist pinlig Tilstand; - røbe de unge Damer vilde han ikke! . . . Han saa et uhyre Men- neske komme raabende imod sig over Hækkerne og besluttede at slaa ham ned, naar han kom, . . . om ikke med andet, saa med Hovedpuden, . . . og det - lykkedes ham virkelig i det sidste kritiske Øieblik at faa Armene fri og kaste den imod ham! . . . Schrader vaagnede ved, at han med en voldsom Armbevægelse slog ud mod det lille Bord, som stod foran Sengen, hvorved Vandkaraffelen og hans Sa- ger rullede i Gulvet. Værelset var skinnende lyst, og hans Seng aldeles varm og hed af Solen, som havde staaet lige i Øinene paa ham. Uagtet Uhret endnu kun viste paa seks, var her ikke Tale om at sove længer. Han var lysvaagen og lige udenfor Vinduerne havde han desuden hele den skin- nende blaa Vig, hvor der nu var fuldt Liv . . . Den Stemme, som havde raabt, kom fra Folk, som satte ud Baadene nedenfor . . . Nu raabte de igjen! . . . Det var egentlig aldeles mageløst saadan at kunne staa og gjøre sit Toilette, medens Fiskerbaadene roede paa Vandspeilet lige under én, og Lodsbaaden skjød ud med den røde Rand i Seilet. Derude i Indløbet boltred en Nise sig i Vandspei- let, snart over snart under, med en Stim Smaafiske foran sig i Vandfladen, og over dem svævede og kred- sede en Hoben Maager . . . Det var dog aldeles skjønne SIDE: 218 Fugle, saadan som de, ganske hvide, pludselig skar ned mod Vandspeilet, det de neppe berørte, og tog Fisken saa net! . . . Schrader saa meget, medens han stod der foran de smaarudede Vinduer og klædte sig paa denne Mor- gen, og han iagttog med den behagelige Følelse af, at Sansen for Naturen paa denne Reise saa at sige var nyvakt hos ham. Nedenfor ved Bryggen laa en Baad fuld af blank Makrel, som om Natten var fisket paa Søen udenfor, og nok en Baad. Det maatte være Laks! - en uhyre stor, fed, skinnende én laa som Sølv over Toften . . . Han gik ned for at se paa den. Jo ganske rigtig Laks! - og ved Siden af stod en skaldet, tyk Mand i Lærredsfrakke og Straahat med et Lommetørklæde i Haanden og prutede. Af Samta- len forstod han, at det var Badestedets Restauratør. Laksen blev endelig kjøbt. . . . "Og vi skal kanske have den til Middag, Hr. Restauratør?" - yttrede Schrader i et Anfald af ga- stronomisk Henrykkelse over den mageløs prægtige Laks. Deres Blikke mødtes et Øieblik i glad forstaaende Sympathi i Anledning af den fælles Gjenstand for deres Beundring . . . "Den veier to et halvt Pund, - skulde man tænke det; . . . men ser De, hvor tyk og rund den er?" be- mærkede Restauratøren. Han saa derunder gjentagende mere og mere re- spektfuldt, uvist spørgende, op paa ham, indtil han tilsidst tog til Hatten med et: "Tør jeg spørge . . . er det ikke Hr. Schrader? Jeg beder om Forladelse, fordi jeg ikke straks kjendte Dem." - "Jo det er." "Mit Navn er Wulff. Jeg har havt den Ære i Kri- stiania, i Hotel N., flere Gange at . . ." Schrader havde en smigret Følelse af, at hans Navn SIDE: 219 i den offentlige kulinariske Verden derinde stod over- maade høit. . . . "Og De har maattet ligge her i Nat, Hr. Schra- der . . . hos Madame Lind!" udbrød han med en Mine, som just ikke var smigrende for Logiet. "Vi ventede Dem halvveis igaaraftes efter Deres Brev og havde gjort Deres Værelse istand - Nr. 37. Skulde det ikke være bedst at lade Deres Tøi kjøre op til Badet med samme Gut, som tager Laksen? - saa følger jeg Dem og viser Dem Deres Værelse nu straks." Turen endte paa den venskabeligste Maade. "Er der noget, Hr. Schrader, hvormed jeg kan tjene Dem . . . for Deres Person . . . saa beder jeg Dem blot tale til mig . . . til mig selv, om jeg tør bede! De vil altid være priviligeret! - Til Middag Laks og Laksesuppe!" De sidste Ord hviskedes som en fortro- lig Meddelelse, idet han tog til Hatten og forsvandt i sit eget Departement. Saaledes indtog Schrader allerede den samme Mor- gen sin Plads ved et af de tre Borde, der dannede Ba- degjæsternes Frokost-Anretning. Han havde set en hel Sværm af Mennesker paa Pladsen foran Indgangen, da det ringede til Frokost. De stormede ind næsten til Trængsel, saasnart Døren blev aabnet, og havde kun Tanke paa Maden: - Mys- ost, Æg og Smørrebrød med Kaffe eller Melk til. Hvor de hug løs! . . . Der sad en tyk Mand lige over for ham og skar i Mysosten - det var vældige Snit. "Aa, - Hr. . . . Hr. . . . kunde De ikke række mig den Ost?" hviskede Damen, som sad ved Siden af Schrader, til ham, idet hun pegte paa den, og Stem- men dirrede af Utaalmodighed. "Skal den gaa rundt Bordet saadan, blir der ingenting igjen." . . . "Jeg skal kanske bede Opvartersken om at bringe en anden," svarede Schrader galant. "Aa nei . . . det er det samme. De faar saa ingen alligevel! Tak!" - tilføiede hun bagefter. "De ser, Sagføreren SIDE: 220 har den endnu . . . Aa, tør jeg bede Dem række mig det Smør der! Det kan ellers faa samme Skjæbne." "Og de Kavringer?" Hun forsynede sig drabeligt, øiensynlig under en nervøs Frygt for, at hver Ret ellers kunde forsvinde for hende. Schrader begyndte at forstaa, at han havde faat en besværlig Nabo. Hun talte ikke et Ord, som hun sad der, udenfor de Smaatjenester, som hun paa den Maade havde ud- bedt sig. Det var en middelhøi, robustvokset Dame med et firkantet, lidt stumpnæset og fregnet Ansigt paa omkring de fyrretyve Aar. Naar hun blev ivrig og satte sine hvasse, graa Øine til, overgjødes den skjære Hud af en kolerisk Rødme helt op til de rød- lig blonde Haarrødder. "Endelig!" udbrød hun, da Mysosten tilsidst kom til hende. Schrader vedblev ufortrødent at være den galante Kavaler og skar Osten op for hende; men i al Lun- hed saa han sig om efter en anden Plads for Frem- tiden. "Tak! . . . De er nok ganske fremmed her. Jeg véd, De heder Schrader . . . mit Navn er Frøken Fasting." "Glæder mig at gjøre Frøkenens Bekjendtskab." "Tænk Dem, de er saa enfoldige at tro, at det har spøgt inat i Lemckes Have!" "Hvor?" "Oppe i Lemckes Have, hvor Doktorens bor . . . De har set et forfærdeligt langt hvit Spøgelse der i Maane- skinnet." "Og hvem har set det . . . om jeg tør være saa fri at spørge?" . . . "Aa, Frøken Falk! hvem var det, som havde set Spøgelset?" henvendte hun til en ung Dame i gul- graa Bastes Kjole, der sad lidt rynket om en forresten kraftig og god Figur. Hun sad med Ryggen til dem ved det næste Bord og var saa ivrig sysselsat med at snakke og derhos nyde sin Frokost, at Frøken Fastings SIDE: 221 igjen til Utaalmodighed oplagte Stemme maatte hæve sig nok en Gang, før hun vendte sig til dem. . . . "Gulrødt Haar, udslaaet over Skuldrene . . . for- modentlig fra Badet imorges og endnu mørkt af Fug- tigheden, . . . blaagraa Øine, et kraftigt Underansigt . . . Skjødesløs i Dragt! . . . Hun ser ud som bare Manillahamp" - var, hvad Schrader i en Hast opgjorde sig. "Hende var det ikke!" . . . "Det om Spøgelset er blot Sekretær Berles Fan- tasier og Forbedringer, Frøken Fasting! Det hele var bare, at endel af os var ude at spadsere i Maaneskin- net igaaraftes, og saa mødte vi en Landstryger eller vandrende Gesel, som sneg sig om i Lemckes Have." Nu vendte nok en ung, meget smal og høi Dame i mørk Silkedragt sig til dem fra en Plads to, tre Ku- verter høiere oppe: "Jeg tror nu, det var en Tyv; - han saa saadan ud - uhyre fordægtig, maa jeg sige! Han sprang lige ind paa os, og vi blev da ogsaa bange og løb, som rimeligt kunde være, alt, hvad Tøiet kunde holde. Aa, hvor vi løb!" - hun holdt sig paa Hjertet, som hun havde en Svaghed der. Ibisen paa Gjerdet! - tænkte Schrader, medens hen- des Moder - en stadselig høi Frue med sorte Krøller og brede violette Baand i Kappen - udviklede, hvor- ledes Personen i vore socialistiske Tider helst kunde tænkes at være en Mordbrænder . . . Der burde gaa Vagt om Natten. "Se saa . . . nu blir det Mordbrændere! - Det er forfærdeligt, hvor nervøse Folk overdriver!" udbrød Frøken Fasting og skjød Stolen heftigt tilbage. Uden Anelse om den Harme, hendes Gisninger vakte paa dette Hold, fortsatte imidlertid Fru Toldkasse- rer Raven ufortrødent sine Formeninger om, hvad der burde gjøres for at sikkre Badet og Damerne - især de, der, som hendes Datter, led af et Hjertetilfælde - mod den Slags Ugjerningsmænd. Flere og flere reiste sig fra Bordene og gik, medens SIDE: 222 enkelte Damer og Herrer dannede en liden Klynge omkring den ivrige Fru Raven. Schrader fandt, at den lille Begivenhed havde vakt en forbausende Sensation; man gjættede paa alt mu- ligt og var høist opsatte paa Sagen . . . Frøken Fasting gjorde et Kast med Hovedet, der just ikke var synderlig smigrende for den alminde- lige Opinion ved Badet. "Hvad siger De til saadant, Hr. Schrader?" "Jeg? . . . Jeg tror, det har været et Spøgelse, det var jo langt og hvidt." Frøken Falk havde siddet halv vendt paa Stolen, men, idet Schrader svarede, saa hun pludselig saa op- mærksomt op paa ham, at han fandt for godt at fort- sætte i en ligegyldig Tone: . . . "eller ogsaa én eller anden, som ikke havde Nattelogi og vilde sove i Haven." "Umuligt! - det var ikke en saadan Slags," udbrød Frøken Falk, men holdt igjen pludselig inde. . . . "Aldeles umuligt! . . . Ikke sandt, Antonia?" - udfyldte Ibisen, idet hun over Bordet ivrigt appelle- rede til nok en ung Dame, der sad i stivstrøgen, hvid Morgenkjole tilsyneladende udenfor Passiaren og kun optaget af sin Nabo. Hun var sandelig smuk! - regel- mæssige, stolte blege Træk, et pragtfuldt sort Haar, graa eller blaa Øine under Brynene . . . Antonia bøiede lidt paa Svanehalsen, før Svaret kom: "Jeg for min Del tror, at det bare har været en Skygge - - saadan i Maaneskinnet blir man bange for saa meget!" Hun talte lavt, og Schrader lagde Mærke til et eien- dommelig fint forbeholdent Træk om Munden. "Jeg forstaar" - tænkte han - "hun er den klo- geste; - hun vil have Historien gjort til mindst mu- ligt . . . til en Skygge . . . Jeg gad vide, om de smukke Læber ikke røg Cigaretter igaaraftes?" Man reiste sig nu overalt fra Bordene, og Schrader SIDE: 223 lagde nøie Mærke til, hvad Slags Hatte de unge Da- mer bar. To Øine havde de rigtignok alle; . . . men de to, han inat havde set, maatte det dog vel gaa an at finde igjen . . . Hans Undersøgelser førte imidlertid for Øieblikket ikke til noget Resultat. Han fik ogsaa snart andet at tænke paa, og sine Filosofier og Betragtninger maatte han en betydelig Del af Dagen henflytte til Badekar- ret. . . . Bade, spadsere og læse Aviser og i Gangerne re- gelmæssig møde og hilse paa de samme Medmen- nesker, som ogsaa skulde bade og spadsere! . . . og saa vente paa Middagen . . . og saa vente paa Aftenen . . . Det stod ikke til at nægte, at Dagen blev lang. Det var, som enhver fornuftig Diskussion var forvist som Overskridelse af, hvad Hjernerne her kunde taale, medens man til Gjengjæld underholdt sig om hveran- dre indbyrdes og kritiserede, saa Stedet burde hedt Hvepsevig istedetfor Humlevig! . . . Gik her ikke en hel alvorlig Professor fra Universi- tetet og opoffrede sig for Uenigheden mellem Frøken Birkfeldt og Frøken Fasting, og vrøvledes der ikke en stiv Eftermiddag blandt Herrerne om, at Frøken Bau- mann skiftede Toilette tre Gange om Dagen, og om, at den unge Remmer var kommet til Badet bare for hendes Skyld. Han havde Indtrykket af at være kommet ind paa en Idiotanstalt, og Frøken Fasting havde vist ikke saa Uret, da hun yttrede, at de maatte have mere eller mindre Vand i Hovedet allesammen! Nu, - for Schrader var det jo let nok at unddrage sig. Alt fra den Tid, da han var gaat træt af Theatret, var han vant til at tilbringe sine Aftener i Slobrok med en eller anden Bog, helst en Roman, og dertil tog SIDE: 224 han ogsaa her sin Tilflugt. Oppe paa sit ensomme Nr. 37 i Badets Hovedbygning konsumerede han nu udover Aftenerne ved et Par svage Stearinlys det ene Bind efter det andet af moderne franske Noveller, som han havde bemægtiget sig nede paa Kontoret hos Dokto- ren; men med den Virkning, at han tilsidst to Nætter efter hverandre sov ind baade fra Bogen og Lyset, - en naturlig Følge af, at han stadig maatte op præ- cis Klokken seks om Morgenen. Det viste sig, at den Maade at tage det paa aldeles ikke passede til Badelivet; man maatte her sove som en Sten Klokken ti senest. Schraders stive Natur sprællede i over otte Dage, inden han blev inddysset i den almindelige Hvirvel og begyndte at finde Livet ved Badet baade interes- sant og underholdende. Han havde jo egentlig tænkt at flytte sin Plads ved Bordet, men det kom efterhaanden til, at han fandt sin bedske kvindelige Nabo overmaade prægtig, naar hun blot øieblikkelig fik, hvad hun ønskede. Der stod etslags sund Bitterhed af hendes Bemærkninger, der mindede om Bukkebladet. Men han havde ogsaa en anden Grund. Netop fra denne Plads saa han saa ypperlig hen til Frøken Antonia Baumann. Han havde hendes blege, kolde, regelmæssig skaarne Ansigt foran sig i halv Profil og kunde følge det forbeholdne fine Udtryk ved Læberne, naar hun konverserede. Han bemærkede, at det egentlig sjelden var hende, som talte. Hun hørte kun til og smilte paa en saadan Maade, at det altid bragte den, der konverserede hende, til at fortsætte. En høist opmærksom Kavaler havde hun i Hr. Rem- mer, en rødlet, lidt skaldet, yngre Herre med et bla- seret Udseende og Søn af en af Landets Rigmænd. Det var heller ikke uden Sammenhæng med denne hans Beundring af Skjønheden, at han nu hver For- middag ved Tolvtiden valgte at tage sin Avis op paa den øverste Altan, der i Regelen, især ved denne Tid, under det udspændte Solseil afgav Pladsen for nogle SIDE: 225 eksklusive Fruer med deres Kredse, og ellers i det hele taget var Stedet for den stiveste Del af Badeste- dets Selskabelighed. Frøken Baumann saas nemlig da gjerne henne under Glasvinduet med den nydelige lille Strimmel paa Fanget, som hun arbeidede paa. Medens Schrader sad og læste og af og til galant bukkede sig for at tage et Nøste op for en af Fruerne i sin Nærhed, syntes det, som de unge Damer henne ved Bordet ikke var utilbøielige til at drage ham ind i deres Passiar. De havde alt et Par Gange appel- leret til hans Mening. Igaar havde der været Regn og derfor en liden Ge- neralprøve, som det hed, paa et Bal om Aftenen, i An- ledning af hvilket sidste Damerne endnu var tem- melig animerede. Han følte godt, at der svævede et Spørgsmaal i Luften om, hvorfor han ikke havde værdi- gedes at danse. Idag skulde der være dolce farniente, erklæredes der. Man sad i den noget trykkende Hede og rugede over Gaardsdagens Erindringer, medens der musiceredes og snakkedes i Værelset indenfor den aabne Altandør. Af og til blaffrede Solseilet op for et lummert Vindstød, og langt ude til den ene Side bag Høider og Træer saas den blanke smale Arm af Fjorden med et Par fjerne Baadseil og undertiden et Blink af Aarerne i Solen. Frøken Baumann saa unægtelig, saa fint hendes smukke Smil end skjulte det, lidt mat og kjed ud, - maaske af Hr. Remmer, som altid sad der med Halsen rakt frem færdig til at sige hende en eller anden Be- hagelighed, byde Familien sin Vogn, sin Seilbaad, sin Ledsagelse . . . Den Paastand, at den ene af Baadene var Doktorens, vakte pludselig endel nysgjerrigt Røre; der mentes endog, at der var Damer i Baaden, og Frøken Baumann laante i den Anledning Schraders Kikkert. Da Hr. Remmer imidlertid lige efter fremsatte den Gisning, at det kunde være hans egen Seilbaad, der SIDE: 226 blev roet op til et andet Fortøiningssted, leverede hun Kikkerten tilbage med en lidt nervøs Mine uden at have benyttet den. Hun saa ud, som hun led af Hoved- pine: "Aah, hvor jeg er kjed af Seilbaade!" "Jeg haaber kun idag, Frøken!" indvendte Hr. Rem- mer med sit bedste Smil. "Det, jeg ikke taaler, er at se paa Manden, som sidder tilrors; - han dukker uophørlig op og ned imod Vandet, saa jeg bliver søsyg af det!" "Søsyge kurerer vi med Champagne!" svarede Rem- mer lystigt uden at ville mærke Spydigheden, der gik temmelig stærkt udover ham, eftersom han ofte selv styrede sin Baad - "jeg har en hel Del af den under Tofterne." . . . "Naturligvis pint ihjel af hans Kurmageri og kanske ovenikjøbet paavei til at forlove sig med ham!" tænkte Schrader under den lidt lumre Pause, som op- stod. Hendes blege Træk begyndte mere og mere at blive ham en psykologisk Studie. "Et saadant Ansigt maatte kunne huse Lidenskaber . . . skjulte dem maaske al- lerede; . . . den smukke Perlerad af lave, hvide Tænder kunde kanske ogsaa bide Læben tilblods" . . . Hans Blik faldt idetsamme paa et gulrødt skinnende Hoved med et Par overgivne Øine, som kom frem lige i Solstrimlen ved Døren. Han gjenkjendte Frøken Falks over Næsen lidt fregnede Fysiognomi. "Sid nu ikke der saa melankolsk, Antonia!" sagde hun, idet hun raskt traadte ud paa Altanen uden Spor af at respektere den lidt trykkede Stemning; "Du kommer alligevel i Seilbaad i Eftermiddag . . . hvad vædder Du?" Frøken Baumann saa alt andet end overbevist ud. . . . "Saa se ud! . . . hvem tror Du ror i Baaden der- ude?" Schraders ypperlige Kikkert maatte igjen frem. Kjendelsen lød paa, at der var mindst to Damer i Baaden og en Herre. SIDE: 227 "Javist, Doktoren og hans Damer! . . . Det er Sølv- bryllup over hos Lodsoldermand Wiig i Tangsund, og de er buden til Middag der. Men, da de reiste, lovede jeg . . . ja, - ikke bare jeg, - Sekretær Berle var med" . . . "Jeg maa sandelig protestere, Frøken! . . . jeg kan ikke tilegne mig Æren, jeg stod blot og hørte paa," indvendtes der noget ivrigt fra den paaberaabte Side. Sekretær Berle var en høist smagfuldt klædt ung Herre med et krøllet kastaniebrunt Haar om et dun- blødt, rødmusset Ferskenansigt og med en farvet Blyant stukket med en vis Virkning op i Baandet paa Hatten. Han var Sekretær ved Badet, Anstaltens Fest- arrangeur. "Aa ja, . . . men De sagde ialfald intet imot det! Jeg lovede, at vi skulde komme med Baade iaften og sende et Fyrværkeri op paa Bugten udenfor . . . Dok- toren skulde forberede en af Sønnerne paa, at vi kom. Altsaa foreslaar jeg, at vi bemander vore Skibe! De, Hr. Remmer, er Admiral paa Deres Fregat" . . . Remmers halvt spasende Buk sagde hverken ja eller nei; - han ventede aabenbart sit Signal fra Frøken Baumann. "Jeg haaber, De ser, at det gjælder Badestedets Ære?" Remmer smilte og bukkede blot yderligere galant. . . . "Hvad, Antonia? . . . Du indser da, at vi maa have Hr. Remmers Seilbaad? Saa hjælp mig dog!" "Jeg maa ærlig sige Dig, Ely! at jeg ikke indser, hvad vi har at gjøre med de fremmede Mennesker. Det var noget, jeg syntes, Doktoren burde forstaaet . . . Det eneste, Du nu kan gjøre, er virkelig straks at sende Afbud til ham og sige, at han ikke maa nævne noget!" "Jeg skal gjerne besørge Budet," udfyldte Remmer galant. . . . "om at det ikke blir af? - tusind Tak! - Vil ingen anden, saa arrangerer nok Hr. Berle det!" . . . "Hvad Du er for en urolig Sjæl, Ely!" "Frøkenen deler blot hele Kystens Begeistring" - SIDE: 228 sagde Remmer - "den er vist at træffe der i Tang- sund iaften i Skikkelse af lystige Lodser og Søfolk i hobevis." "Og synes De da ikke der er noget høitideligt ved en saadan gammel, graahaaret Sømand . . . med de blaa Klæder med Ankerknapperne paa sin Hæders- dag? - og Turen kunde blive saa aldeles ubeskrivelig prægtig! - Tænk blot Fyrværkeriet paa Bugten lige udenfor Vinduerne!" "Frøkenen mener, at der ialfald kunde gjøres en mor- som Aften ud af den gamle Sømand med Ankerknap- perne?" Bemærkningen kom dennegang fra Schrader, og han høstede et paaskjønnende Blik fra Frøken Baumann. Idet hun smilende saa ned i Hækletøiet, sagde hun: "Der hører Du, Ely - Du er gjennemskuet trods al din Veltalenhed." "Vær saa god, - bare Turen kommer istand!" "Og jeg synes, Du er rent utrættelig i at finde paa nyt. Igaaraftes dansede vi til sent, og idag vil Du vi skal ro udover Natten . . . Jeg for min Del sværmer nu for Udsigten her fra Altanen! . . . at sidde her og se Maanen speile sig i Søen. Jeg véd desuden intet kjedeligere end saadan at opvarte med Overraskelser paa Bryllups- og Fødselsdage!" Ely gik hen og bøiede sig over hende: "Vær nu sød og hjælp mig! - Du véd jo godt, at naar Du siger ja, saa gaar alle de andre med, saa skal Du siden faa sidde her paa Altanen og se paa Solned- gangen hver Aften." "Frøken Falk sætter alt paa høieste Kort - det skal være morsomt at se, hvem der vinder!" - sagde Schra- der. "Ely vinder ubetinget! Man kan ligesaa godt give sig først som sidst. Hun har en Energi af Granit, naar hun har Lyst paa noget." "Hr. Berle!" udbrød nu Frøken Falk - "frem med Blyanten og notér! . . . Fru Baumann, Frøken Bau- mann, Hr. Remmer, De, Hr. Schrader?" - Af hendes SIDE: 229 muntre blaa Øine lyste i Øieblikket et Sprog, som var høist overtalende - "Hm, det er ikke saa lige til at lade sig engagere tilskibs . . . ovenikjøbet, hvor éns Udygtighed kan komme i bengalsk Belysning; men, kan De bruge mig som Statist eller stum Person i Baaden, saa er jeg til Tjeneste." "Nummer fire!" udbrød hun triumferende. "Der ser De, Hr. Schrader," sagde Frøken Baumann - "heller ikke De undgik Deres Skjæbne!" "Hvad mig angaar, Frøken! - jeg holder af at lade mig drive." - Ved Kaffetid var Turen bleven høist populær. Endel af Selskabet skulde underveis optages af Rem- mers Baad, der laa fortøiet oppe i en Vig, hvortil man ellers blot kunde komme ad en Tvervei over Aasen, og efter endel Meningsforskjel og Vanskeligheder med Hensyn til Pladse, hvilket dog alt tilsidst lykkelig blev ordnet, roede i den stille solvarme Eftermiddag tre næsten overladede Baade ud fra Humlevigs Brygge. Man gled undertiden saa tæt under et Udhang af Skoven, at Grenene kriblede henover Parasollerne, der dannede en tæt Skjoldborg fra Stevn til Stevn og hin- drede ethvert Glimt af Udsigt udenfor Randen af Baa- den. Til Gjengjæld var Lystigheden indenbords desto større. Kun Schrader var en Smule Misanthrop. Hans praktiske Blik sagde ham, at det igrunden var en tem- melig risikabel Situation saadan at befinde sig i en Baad pakfuld af Damer! En af dem behøvede jo blot - som nu igjen, fordi man ikke kunde sidde rolig! - at blive lidt forskrækket og springe op . . . Alle vilde pludselig op i den ene Side af Baaden . . . Jo det kunde blive en Scene! Damer i Vandet . . . som greb efter ham for at reddes! - og han kunde svømme akkurat saa godt som en Møllesten! "De staar hos Dem, Hr. Schrader!" "Hvad behager?" "Jordbærene!!" - lød det fra to tre Kanter for at SIDE: 230 understøtte Frøken Falk, der igjennem Snakket for- gjæves raabte til ham, og nu vedblev: "De staar under Toften, blot De reiser Dem!" "Mon det ikke er forsigtigst at sidde rolig i Baaden, vi er saa mange," indvendte Schrader mildt. "Straks vi har faat Jordbærene, Hr. Schrader!" Schrader maatte reise sig, og Følgen blev ganske rigtig igjen en Forskrækkelse fulgt af et ufrivilligt Skrig fra en af Damerne. "De er vist nervøs paa Søen?" lo Frøken Falk. "Jeg holder altid paa Ligevægten, . . . og i dette Tilfælde paa Ligevægten i Baaden . . . Ne. . .i! . . . De skulde ikke bøie Dem saadan ud, Frøken!" "Det er jo blot for at byde Dem af Jordbærene!" "Tusind Tak!" - Schrader forsynede sig hastigt for at faa en Ende paa Scenen. Hun lænede det ene Knæ paa Toften og rakte Kurven ud. "Sig mig, kan De svømme, Frøken?" Spørgsmaalet kom lidt but og kort, og hendes Ansigtsfarve viste, at hun følte Tilrettevisningen. Idet hun satte sig ned, sagde hun impertinent: "Er det ikke mærkeligt, Hr. Schrader, - jeg har hele Tiden set paa Deres Ansigt, at De ikke kan det!" "Takker, Frøken!" "Det er ikke altid, man har en russisk Søofficer til at trække sig op af Vandet, Ely, som Antonia Bau- mann!" - bemærkede nu en violet Kjole iblandt de unge Damer. "Nei om Forladelse!" - udbrød Frøken Falk og saa op af Jordbærkurven - "det var en spansk." "Aldeles ikke, - det var en russisk! . . . Han styr- tede sig ud fra Rælingen efter hende i den mørke Nat . . . Havde hun været her, skulde Du hørt, at jeg har Ret!" "Du véd jo, hun aldrig taaler, at nogen rører ved den Historie . . . Men, forresten, saa har jeg den fra hendes egen Mund, saa Du kan stole paa det, Milla, - han var spansk." Milla syntes ikke overbevist og støttedes heri af Ida SIDE: 231 Raven, Ibisen, som mente, at ogsaa hun havde hørt, at Søofficeren var russisk. "Han havde rakt hende en liden Revolver med Elfenbensskjæfte til Farvel, da han havde faat hende op i Baaden og de skiltes, fordi Dampskibet i det samme skulde gaa." "Dette er jo en hel Roman!" - udbrød Schrader. "Hun bærer den siden altid paa sig, men viser den aldrig frem" - svarede Frøken Falk. - "Jeg har dog set den." "Jeg ogsaa!" "Jeg ogsaa!" - lød det efter hverandre med et vist Eftertryk fra hver af de unge Damer, der alle syntes i særlig Grad at vurdere Æren af hendes Fortrolighed. "Jeg ogsaa," yttrede Berle nikkende og i en Tone, som ogsaa han nu maatte rykke ud med noget - "ganske tilfældig! . . . Den ligger i et rødt Saffians- hylster og er det mindste Skudvaaben, jeg nogengang har set; - den kunde næsten bæres i en Uhrkjede." Schrader faldt i Tanker. "Saa det var altsaa det, som gjemtes bag dette kolde, blege, skjønne Ansigt. Hun havde naturligvis elsket Søofficeren, som havde frelst hende og til Afsked rakt hende Revolveren . . . Hvilke Modsætninger Virkelig- heden dog huser! - at sidde med en stolt Spanier i sit Sind og have en - Hr. Remmer foran sig!" "Om Forladelse, Frøken Falk!" - optog han bag- efter noget uventet - "Havde hun kjendt Søofficeren tidligere?" "De havde været Passagerer sammen der ombord i tre Dage fra Havre til Kristiansand, hvor de kom en Aften i Storm. Da hun skulde gaa ned i Baaden for at sættes i Land, faldt hun i Vandet, og Spanieren styrtede sig udover Rælingen og bjergede hende - - det var mørkt og kun Lanterner . . ." - Schrader sad og saa ud mod den Baad, paa hvis Agtertofte hun sad. Den vandt efterhaanden op paa Siden af dem. Søen laa gjennemsigtig stille og blank med den blaa Himmel, Strandbakken og Træerne paa sin klare Grund, og den lave, hvidmalede Snekke med SIDE: 232 den grønne Rand, den røde Bund og de festligklædte unge Damer hang som en fyldt Blomsterkurv i det speilende Vand. Frøken Baumann skjød af og til efter med Haanden paa den bagerste Aare, og hendes silke- blaa Ærme tog sig aldeles skinnende metalblaat ud i Vandet. Han blev enig med sig selv om, at en skjøn Kvinde i en malerisk Omgivelse er noget, man ikke saa let blir træt af at se paa. Billedet udslettedes imidlertid af Vinden, der i svage Pust begyndte at lægge "Graaer" indover Sundet - en Kjendsgjerning, der hilsedes med stor Jubel af dem, som skulde sættes af i Remmers Seilbaad, og hvis Udsigter nu oplivedes. Afskibningen foregik ogsaa lidt efter under megen Munterhed, idet man lagde sig rundt om den og bordede den fra alle Sider. Baadene var ikke længere overladede, og man kunde egentlig nu først i fuld Ro gjøre sig godt af Turen. Schrader var af Profession Iagttager, og medens han sad der i sin lyse Sommerdres med Rørstokken under Hagen ved Siden af et Par af Fruerne, undgik det ikke hans Opmærksomhed, at der var nogen Lummerhed i Luften. Frøken Birkfeldt og Fru Lindkjær havde begge paa den høfligste Maade undslaaet sig for at gaa op i Seilbaaden, hvorhen Remmer galant indbød dem, idet han bemærkede, at der var arrangeret Pladse udtrykkelig for dem, og Sekretær Berle var nu øien- synlig bleven tilbage som et Uvillien udslettende Ele- ment i Skikkelse af en høist opmærksom opvartende Kavaler. Man begyndte ialfald Gang efter Gang paa meget fordægtige Emner. . . . "Nu tror jeg dog, jeg har gjættet, hvad Deres smukke Broderi skal blive, Fru Lindkjær . . . en Kaminskjærm?" "Da har De dog gjættet feil, Hr. Berle! Det skal blive et Bordtæppe." "Saa-aah? Jeg skal tilstaa Dem, at det Mønster, blot en Violbuket i Bunden - hele Tiden har forekommet mig aldeles mageløst; . . . saa enkelt! Jeg maa altid se SIDE: 233 hen paa de Violer, naar Fruen sidder paa Altanen . . ." "Hr. Berle, som har saa meget at passe paa ved Badet - det maa jo smigre mig meget!" Berle vedblev beskedent indsmigrende: "Kun er det vel et Spørgsmaal, om det er sundt for en Badegjæst at være saa flittig. Hvad siger Frøken Birkfeldt? Der er ingen ved hele Badet, som er kom- met sig saa afgjørende som De, Frøken Birkfeldt! Naar jeg husker paa Deres Farve, da De kom og - nu!" "Det er muligt, Hr. Berle; - men Badet er ingen- lunde feilfrit . . . særlig beror meget paa Tonen ved det." "Tonen? - jeg vil dog haabe?" . . . Berle tog Hat- ten af og strøg med de nette Hænder gjennem sit smukke Haar. "Ja vist! forstaa mig blot rigtig . . . man kan jo ikke for, at en enkelt" . . . Hun vendte sig let til Fru Lindkjær, hvis Mine viste, at hun fuldstændig god- kjendte Hentydningen. "Ja, min kjære!" svarede denne - "man maa jo desuden være glad ved, at det er gaat, som det er gaat . . . med en aldeles uforsvarlig overfyldt Baad! Vi kan kun være Dem, Hr. Schrader, taknemmelig, fordi De nedlagde Deres Indsigelse mod den unge Dames Væ- sen, det var paa Tide, forekom det mig." "Hvem? . . . mig? - Jeg maa sige . . . jeg" - Schra- der blev noget overrasket ved saaledes pludselig at finde sig som Organet for en hel misfornøiet Stem- ning mod den stakkels Frøken Falk. "Det er ingen anden end denne unge Dame, hvis Egensindighed og Lune vi skylder dette Arrangement - ligesom da hele Turen, der naturligvis burde være udgaat fra nogen ældre - og det uagtet det udtrykke- lig blev gjort opmærksom paa, at her vilde blive for mange i Baadene! Jeg skulde intet sagt, men hendes Opførsel i Baaden var jo af den Art, at man kunde forgaa af Angst . . . og, havde ikke Hr. Schrader" . . . "Aa jeg beder, mine Fortjenester vurderes altfor SIDE: 234 høit, Fru Lindkjær! - en Smule urolig i Baaden var hun jo vistnok; men" . . . "Aa, De er sandelig altfor overbærende! Jeg skal sige Dem, Hr. Schrader," sagde Fru Lindkjær, hel- dende sig henimod ham paa sin distingueret akcen- tuerende Maade, - "hun er et forkjælet Barn. Hen- des Fader var en meget aandfuld Mand, og hun var hans Øiesten. Hun spiller og synger godt og nu, Fa- deren er død, er hendes stakkels, syge Moder, som sjelden er ude, alt andet end istand til at styre og lede hende" . . . "Man siger, at hun søger en Stilling som Opdrager- inde," udfyldte Frøken Birkfeldt lidt ondskabsfuld. "Nu, det maa jeg sige! Hun har naturligvis ikke Spor af Kundskab til Verden, - tror, at hun overalt kan tillade sig det samme som de allerheldigst stil- lede. Men hun kommer nok til at gjøre Erfaringer!" "Ja, i det Stykke tvivler jeg ikke paa, at Fruen spaar aldeles rigtig!" undslap det Schrader. "Og hvordan vilde ikke Verden ellers se ud, Hr. Schrader!" "Ja, Faren for at komme i overladede Baade vilde jo unægtelig stige," lo han. . . . "Og hun kan være ikke saa lidt ondskabsfuld - - blot det, hun sagde om Doktorens Amanuensis, for Eksempel" . . . "Om Jullin?" spurgte Berle forhippet. "Nu ja - det skulde jo egentlig ikke fortælles, naar De, Hr. Berle, er tilstede. Tænk Dem, - blot fordi Manden har rødt Skjæg og er gul og mager, gaar hun hen og sammenligner ham med en rusten Spiger, der skal anbefale Jernkilden! - - De véd, man har skre- vet noget om den og kaldt den Humbug" . . . Baaden gled idetsamme ind ved Bjerkeholmen. Man gik iland paa det lille Klippeskjær i Sundet, der var klædt med endel Løvskov og et pragtfuldt, frodigt Ormegræs samt Bringebærbuske i Revnerne. Et smalt Engestykke strakte sig fra Stranden op til et lidet Sømandshjem, hvis Trappe efterhaanden helt SIDE: 235 over besattes med Kurve, der bares did af Herrerne. Husets Ildsted var nemlig paaregnet til at opvarme Chokoladen. De førstankomne havde været ifærd med at afsøge Øen for at finde det bedste Sted til at slaa Leir, og det varede ikke længe, før en Deputation med Hr. Remmer i Spidsen var nede ved Stranden for at føre Fru Lindkjær og Frøken Birkfeldt hen til den Plads, man havde fundet. Den skulde først underkastes deres Billigelse. Det var vistnok Fru Baumann og hendes Datter, som havde sørget for denne særlig hensynsfulde Mod- tagelse og tillige afrettet Remmer til alle disse gjen- tagne indstændige Anholdelser, som han fremførte paa Opveien, om at de dog for Resten af Aftenen maatte gjøre hans Baad den Ære. Han forsikkrede, at dette var baade tryggere og mere beskyttende mod Forkjø- lelse, og appellerede i den Anledning fripostig til Schrader, som gik lige bagefter med Frøken Birkfeldt under Armen, der nikkede med den store befjedrede Hat, som en Marionetdukke. Schrader begreb, at det skede i fælles Interesse for den gode Freds Skyld, og han var overmaade meget for Fred. Da de kom op til Stedet, hvor man havde henlagt Leiren, syntes det for- ønskede Resultat ogsaa fuldt opnaaet; thi Fru Lind- kjær udstødte, idet hun satte sig: "Men, Hr. Remmer! - her er jo aldeles nydeligt!" - og Frøken Birkfeldt akkompagnerede: "Det kunde ikke være heldigere valgt! . . . og saa- dan en Udsigt . . . hele Sundet opover!" - Da hun derpaa nedlod sig ved Siden af Fru Lindkjær, tilføiede hun netop saa høit, at Schrader, der havde bredet hen- des røde Plaid ud for hende, fik godt af det: "Og hvor heldigt, at Frøken Fasting ikke blev med! . . . hun vilde rent have skjæmmet os ud den smukke Tur med alle sine Fornærmelser!" Frøken Fasting var unegtelig Badets Skræk, og det ansaas for et ikke lidet Held, at hun i det sidste Øie- bliks Utaalmodighed pludselig havde ombestemt sig. SIDE: 236 Efter en Stunds Forløb var Anretningen færdig. De unge Damer havde paataget sig Opvartningen og tog sig overmaade godt ud, som de travle dels skyllede Kopperne af i Bækken, dels gik der i det grønne og bød om Chokoladen og Kagekurvene, især Frøken Bau- mann, der for Leiligheden havde iført sig et høihalset hvidt Forklæde, som sad aldeles ekstra klædeligt og lod hendes slanke Skikkelse fremtræde med dobbelt Virkning. Hun var en sand Diana mellem Nymferne, og som hun med det glinsende ravnsorte Hoved lidt foroverbøiet bar Chokoladebrættet, var hun i alle sine Bevægelser en udsøgt elegant Skikkelse. At ogsaa Damerne ikke var blinde herfor, hørte Schrader, da Frøken Falk, som kom gaaende med en Kagekurv let svingende i Haanden, med ét lod den synke og i ren Selvforglemmelse udbrød til Ida Raven: "Sig mig, har Du set nogen saa smuk?" - Man havde opholdt sig længe ved Maaltidet, der frembød flere smaa Intermezzoer, idet tilsidst Børnene og Folkene nede paa Pladsen ogsaa blev budne op paa Levningerne, og de sad nu med den snart nedgaa- ende Sol i Ansigtet tause og en Smule uforetagsomme. Endel af de yngre lavede sig imidlertid efter den livlige Frøken Falks Opfordring til at nytte den knappe Tid, der var igjen, til at lege, og lidt efter gik "Høg og Due" noksaa lystigt over en liden Grønning henne mellem nogle Fjeldknarter. "Ida har slet ikke godt af det!" - udbrød Fru Raven i Misstemning, - "hun blir varm, til hun skal i Baa- den." . . . "Et høist utidigt Paafund nu saa sent! Jeg synes, vi kunde have nok nu af disse evige Indfald; - først inviterer hun Folkene hidop, og saa skiller hun hele Selskabet ad!" . . . "Aa, Du kjender hende jo, min kjære; hun er ikke til at raade med, der er noget ustyrligt ved hende!" Den med rette kritiserede kom virkelig ogsaa i det samme i fuldt Løb. Remmer holdt paa at naa hende; men hun erklærede pludselig Pladsen deroppe for Fri- SIDE: 237 sted, og Legen for endt! hun vilde aldeles ikke er- kjende, at hun havde tabt. Man fandt sig i den unge Dames Egensindighed. Kun Remmer fortsatte animeret Disputen og paastod at have fanget hende. Frøken Baumann, der sad noget stille og ubeskjæf- tiget, begyndte lidt tendert at klage over Myggene og vifte dem bort fra sig, indtil Remmer indfandt sig og bad om at maatte faa røge dem bort med en Cigar, et Eksempel, som Schrader, der inderlig havde læng- tes efter sin, øieblikkelig med tjenstfærdig Iver efter- fulgte. Schrader sad og grundede paa, hvorledes Kvinden dog er nødt til at lyve. Havde Frøken Baumann været alene, vilde hun maaske i al Mag og med stort Behag selv have røget Myggene bort med en Cigaret, istedet- for at hun nu sad der som en ufølsom Gudinde mellem to mandlige Røgaltere af Tobaksblade. Men i en af de ensomme Stunder med Cigaretten, hvad tænkte hun saa paa? - en saadan Remmer maatte jo blive gal, om han vidste det - paa en spansk Sø- officer! . . . Aftenen begyndte at skumre saavidt, at man maatte tænke paa at indskibe sig, om man vilde opnaa med Glans at faa udført Fyrværkeriet paa Tangsundsbug- ten, og man brød derfor op. Schrader bar Frøken Baumanns Sjal, idet han til- lige støttede hende i det ikke lette Terrain. De var komne ind i en interessant Samtale om de moderne Romaner, hvilket Thema ingen af dem var tilbøielig til at opgive. De stemte her saa mærkelig overens lige til det, at Frøken Baumann leende bekjendte, "at hun ialfald desværre var saavidt fordærvet, at hun ubetin- get foretrak en af de saakaldte slette, spændende Ro- maner for disse udraabte gode, der uden Undtagelse allesammen var saa afgjort kjedelige! Hun fik be- standig Hovedpine af dem, og man kunde ikke for- lange, at hun skulde sidde og læse med Salmiakflaske ved Siden!" SIDE: 238 De var under dette naaede ned til Baadene, der be- fandtes at ligge oppe paa Land paa Grund af den imidlertid stærkt affjærede Sø. Som Schrader kom, kastede han sin Cigar over en af Baadene. Til hans Overraskelse frasede pludselig op af Baadens Forstavn en komet- eller feiekostlig- nende Raket, der vakte meget Røre. Den tog ildspru- dende en Krumvei langs Jorden, og lige efter, før han rigtig fik se, hvor den gik hen, steg et romersk Blaalys pilret blinkende op imod Himlen og udtømte sig med et Knald i en Mængde Smaastjerner. Det faldt Schrader øieblikkelig ind, at det var hans Cigar, som havde anstillet Ødelæggelsen, og han saa i Aanden den Prostitution, der vilde følge, om Aftenens Fyrværkeri skulde glippe paa den Maade. Hans Cigar- stump laa der ved siden af nogle sværtede og tildels rygende Papirstykker, Levninger af det alt eksplode- rede. Han sprang straks ind i Baaden og tog den op og traadte derpaa med Foden nøiagtig ud enhver Gnist, han kunde opdage i Papirstumperne. For en overflødig Forsigtigheds Skyld bar han Fyrværkerisa- gerne hen i Agterrummet. Det var først, medens han var beskjæftiget med dette, at han lagde Mærke til, at man raabte ivrigt til ham og i høist forskrækkede Toner. De havde alle i Panik løbet bort fra Baaden og derefter paa passende Hold med stor Forbløffelse betragtet hans Færd. . . . "Jeg vilde nødig, at Oldermandens Fyrværkeri skulde stige til Himmels allerede her paa Stranden! især, da det hele kom af min Cigar. Nu kan man være ganske tryg, her er . . . ikke Spor af Gnist tilbage!" lød Schraders afbrudte Udtalelser, medens han for en yderligere Beroligelses Skyld nok engang anstillede en Undersøgelse. Den første, som i uvilkaarlig Sindsbevægelse nær- mede sig, var Frøken Falk. Hun stansede med et Ud- tryk av Tvivl lige ved: . . . "Men . . . Hr. Schrader!" fik hun endelig frem, "forstod De da ikke, at det var farligt?" SIDE: 239 Schrader saa raskt hen paa hende . . . "Farligt? . . . Aa-aa - - jo!" Han havde sletikke tænkt paa den Side af Sagen før nu. "Aa-aa - jo!" - gjentog hun efter ham . . . "End om det havde tændt i et af Ildhjulene, saa det hele var sprunget op i Luften . . . i et Ildhav! . . . Jeg for- sikkrer Dem, jeg har ikke været saa bange i mit Liv, som da jeg saa Dem staa der midt i det! Og hvorfor gav De Dem saadan Tid?" Hun saa paa ham med et Par høist udtryksfulde, men just ikke smigrende Øine, der endnu bar en Levning af Forskrækkelsen. Nu kom ogsaa de andre stimlende til. Det var som at begraves i en hel Flodbølge af Snak, hvori enhver først skulde faa talt ud om sin egen Angst, hvad hun eller han havde følt, da den første Ildslange rislede og hvislede henefter Marken, og derpaa om Schraders mærkværdige Koldblodighed og Dristighed. Schrader blev Aftenens Helt, men var yderst til- bageholdende, og han protesterede paa det bestemteste mod, at han i nogen Maade laa for at "producere sig som tapper." Ja, han erklærede endog ganske prosaisk og ugenert af sin Berømmelse, at han var fuldstændig lige saa bange for Ild som for Vand. Medens han sad der paa Veien indover til Tangsund, havde han en Fornemmelse i Nerverne, næsten som et saadant rødt, frasende Ildhjul kunde suse om Ørene paa ham, naar det skulde være. "Der var ingen Tvivl om, at han kunde være blevet baade svi'd og stegt!" Eskadren gled mystisk gjennem Indløbet og lagde sig i Række inde paa Bugten. Indenfor saas en lille Husklynge med festligt Skjær i Vinduerne. Paa et Signal med en Raket stak Baadene sine ku- lørte Lygter op - den midterste af dem, Remmers Seilbaad, bar Forbogstaverne til Jubilarens Navn i Masten i en Medaillon af smaa Lamper - og lidt efter opsendtes et Fyrværkeri, der ved sit temmelig fuld- stændige Apparat af Ildhjul, Raketter og romerske Lys var af en næsten uventet Virkning. Man havde aabenbart ventet dem; thi ved Lysskjæ- SIDE: 240 ret viste det sig, at Bugten var opfyldt af Baade, hvori Folkene hvilede paa Aarerne for at betragte Skuespil- let, og samtidig saa man Trappen og Indgangen til Lodsoldermandens Hus. Noget efter lød som Svar en Salve fra et Par Skibskanoner ledsaget af kraftige Hur- raer baade fra Land og Baadene og et "Leve!" for Humlevigs Bad. Dette sidste blev af Eskadrens Le- dende befundet at være det gyldne Tidspunkt til at trække sig tilbage, hvilket skede under gjentagen Salut fra Skibskanonerne og et Kor af Badets syngende Kræfter. Sangen klang henover Vandet i den rolige Midnats- stund, der just holdt paa at forsølves af Maanen, og - hvilket Berle siden erklærede hele Tiden havde været hans store Angst og Bekymring og med Triumf fremhævede - Lamperne i Navnemedaillonen be- gyndte ikke at slukkes, ikke én af dem! før man var helt ude af Indløbet igjen! - - Badestedet havde hævdet sin Ære! Paa Hjemveien, der gik raskere for sig, og hvor Schrader var kommet over i Remmers Seilbaad, af- veksledes med forskjellige Sange. Frøken Baumann sang ikke; hun sad tæt indhyllet i sit Sjal og frøs. "Er det koldt, Frøken! - tør jeg byde dette Plaid?" henvendte Schrader til hende. "Tak, jeg ser, jeg virkelig har taget for lidt Tøi med." Schrader flyttede nærmere til og slog sit prægtige varme Plaid om hende. "Jeg fornøier mig med at sidde og se paa Maanen," sagde hun. "Ja? da er man femti tusind Mile over Virkeligheden; det blide, runde Ansigt siger ja til alt, hvad man tæn- ker paa." "Jeg skulde ikke have noget imod bestandig at bo der . . . Feilen er blot, at man saa ofte maa ned paa Jorden igjen!" "Jeg skulde næsten tro, De traf Pointet, Frøken! . . . Al denne Blanding af Indbildning og Virkelighed, SIDE: 241 hvoraf Jorden er fuld, - man véd aldrig, hvilket er hvilket, - det er den, som gjør Forvirringen." Hun svarede ikke, men sad blot og saa ud. "Jeg tror nu, at det netop er den, som gjør Livets Poesi; og at vi holder ud med det!" undslap det hende. - "Jeg vilde ialfald ikke miste den Slags Indbildninger!" - hun vendte det smukke Ansigt bort. Schrader troede at vide, hvad der stod for hendes Tanke. "Der var heller ingen Tvivl om, at der lod sig leve ligesaa godt paa en saadan Drøm om en spansk Søofficer, som paa saa meget andet i denne Verden; de fleste af os lever jo slet ikke paa noget!" . . . "Der er noget fladt og skrabende prosaisk i denne Verden, - det er min Mening" - gjentog hun . . . "det er da ogsaa derfor, man saa naturligen fore- trækker Livet i en Morskabsbog!" "De mener, at man bruger den som Opium eller som Lystgas for at sætte sig udover Livets daglige, flade Gjentagelser?" Hun nikkede, livligt grebet af Ideen, - "Javist . . . netop! - - Noget saadant er ogsaa Maanen for mig; kald den kun min Morskabsbog . . . Jeg læser saameget der!" "Men der hænder aldrig noget i saadanne Maane- skinshistorier . . . " "Sig ikke det, Hr. Schrader! I min tør der kanske ogsaa hænde noget; jeg afskyr altid det resultatløse, - forsaavidt sværmer jeg ikke!" Hvor bittert og koldt hun sagde det! Schrader var kommet i en hos ham ikke sædvanlig Stemning; maaske kom det af Maanen, der hang saa stor og fuld paa Fæstet; han tænkte paa, at de to, som nu var kommen til at sidde ved Siden af hinanden der, nok begge var ensomme Fugle i denne Verden. Saadanne skulde igrunden holde sammen; intet var naturligere end Fortrolighed dem imellem. Han saa ned i Vandet Frøken Baumanns og sin Skygge saa klart tegnede ved Siden af hinanden. Natten var saa SIDE: 242 stemningsfuld, - hvor bares ikke Tonerne langt hen- over gjennem Stilheden! . . . "De afskyr det resultatløse, Frøken! De fleste i denne Verden har ikke Mod til at se Afgjørelser." Hun saa roligt paa ham: "Jeg er aldrig bange!" Der var noget høist dragende ved denne kolde, stolte blege Kvinde, som førte sig saa udsøgt korrekt gjen- nem Livet og sad der i Nattestunden med en roman- tisk Sorg i Hjertet og en Revolver paa Brystet . . . Hen- des Roman var kanske endnu ikke tilende; - maaske havde hun tilbage en ensom Stund, hvori hun fore- lagde sig selv Valget mellem Hr. Remmer og - den lille Revolver! I en saadan Stund var det kanske ikke det værste, der kunde hænde, om en anden ensom Fugl pludselig stak Hovedet ind ad Ruden og sagde, at den vidste alt, hvad hun tænkte, men ogsaa, at Li- vet ikke var al den Umage værdt, hverken det at gifte sig bort med en Remmer eller det at skyde sig! . . . Han kom uvilkaarligt til at ledsage Tanken med et Smil, der maatte have udtrykt noget; thi hun saa plud- selig hen paa ham: "Det er en skjøn Nat; man gjør vel i at nyde den . . . Vil man ikke blive bedraget paa Livet, skal man gribe det skjønne, hvor det byder sig." - Det var sent, da Selskabet naaede frem til den lille Vig, hvor Seilbaaden havde ligget fortøiet. Man gik opover den smale Skovsti. Maanen skinnede mel- lem Træerne og blinkede i Tjernene, medens det vaade Græs slog dem om Foden. Livligheden var døet hen, og Herrerne søgte forgjæves at oplive de sidste Rester af den. Idet man kom forbi et brillant Ekko, raabte de pludselig, saa det hørtes tre, fire Gange gjen- taget henover: "Ely!" Frøken Falk, der gik træt og hensunken i sig selv, fo'r op: "Huh! - jeg troede, det var Badepigen, som væk- kede mig! . . . Jeg tror virkelig, jeg gik og drømte . . . SIDE: 243 . . . Skulde jeg drømme om noget inat, blev det om Hr. Schrader, saadan som han holdt paa at gaa op i Fyrværkeri!" . . . Der laa en Taagedamp paa Bakkerne, da de kom op imod Badestedet, det hele Landskab havde faat den forvaagede, graa Tone, som ikke ses rigtig uden af det Øie, som selv er udvaaget og træt, - og med en kort Afsked oppe paa Grønningen foran Huset spredtes Sel- skabet. Schrader blev et Øieblik staaende paa Trappen og saa udover Egnen: - "Jeg havde ikke troet jeg skulde opleve - Maane- skinsnætter!" "Hun tager naturligvis Remmer trods baade Maane og poetisk Trang og Revolver . . . og gjør kanske og- saa ret i det! Men intelligent er hun; jeg er ikke blevet saa fængslet af nogen Kvinde i mit Liv . . . og smuk! At forlange, at en saadan Skikkelse skulde lude sig sammen og gifte sig borgerlig smaat . . . at sætte en Guldfisk i en Skomagerkugle!" - var Be- tragtninger, Schrader gjorde den næste Dag, medens han spadserede efter Badet. Gangene var tomme, og han havde næsten ikke mødt et Menneske, - de var nok alle idag nede ved Bryggen for at møde Dampski- bet, og han drev magelig nedover bagefter. Det gik omtrent saa for sig hvergang i Ugen, der kom Damp- skib, kun maatte der i Formiddag være noget mere end almindeligt paafærde, siden de var der saagodtsom alle. . . . Nu der var Liv, - Ægir aldeles fuld af Stu- denterhuer! Sangere, der var indbudne til en af Kyst- byerne, og som underholdt en høist livlig Ordveksling med bekjendte blandt Badegjæsterne paa Bryggen. Der gaves og gjengjældtes Hilsener til Damerne, sendtes og SIDE: 244 kastedes Blomster ombord, raabtes, vinkedes og gjordes Tegn, medens Dampskibsrøret susede, saa der ikke var Ørelyd, og Landgangsbrættet var aldeles fuldproppet af Mennesker. Schrader havde faat sig en liden Passiar med Chefen paa Kommandobrættet fra en Plankestabel, der laa paa Bryggen saa nær, at det kun vilde have kostet et lidt raskt Sprang at komme ombord. Som han stod og talte, blev han opmærksom paa en høi, smuk Mand med sort Skjæg og stor, bredskygget graa Hat, der stod inde i Styrehuset med Panden eller Hatteskyggen mod Ruden og med et spændt Udtryk stirrede ud paa nogen eller noget nede paa Bryggen. Han havde en Reisesæk i Haanden og stod vistnok og ventede paa, at Land- gangsbroen skulde blive mindre overfyldt. Han syntes at være i et til hele Scenen lidet passende slet Humør. "Saadan en kolerisk Person kan have godt af at spæge sig med Taalmodighed!" - tænkte Schrader og vendte sig uvilkaarlig bort for at slippe at se paa ham. Fra sin gode men lidt utilgjængelige Plads paa de løse Planker oversaa han udmærket det hele. Frøken Baumann stod ved Siden af sin Moder midt paa Bryggen, og der havde uvilkaarlig dannet sig en kreds om dem, medens Remmer gjorde sin ivrige Op- vartning og fo'r frem og tilbage ombord for at bringe en Hilsen eller et Svar fra hende. Funklende mørk og rolig skjøn, som hun stod der i den enkle Spadserekjole og med den frynsede Parasol støttet paa Skulderen, var hun aabenbart nu bleven Gjenstand for en ihærdig Feteren fra Dampskibet, en Hyldning, som hun dog forstod at optage saa takt- fuldt, at hele Kredsen maatte føle sig æret sammen med hende. Den Maade, hvorpaa hun saa sig om paa de andre, da der pludselig faldt en hel Eksplosion af Buketter ned omkring hende, viste, hvor fuldstændig hun ansaa det for en Tribut til dem alle, og, da Rem- mer tog dem op og bragte dem til hende, valgte hun for sig kun en ganske liden af Roser, som hun blev staaende med i Haanden. SIDE: 245 Frøken Falk med et Par andre Damer og Herrer kom meget animerede og havde en Kurv med Buket- ter med sig. Han kunde se paa Frøken Falk, at hen- des Mening var intet mindre end i Trængselen at prøve Muligheden af at komme op paa den løse Plan- kestabel, hvor han stod. Det var hensigtsmæssigt nok - yderst hensigtsmæssigt - for at faa kastet Buket- terne; men om det var ligesaa damemæssigt, var no- get andet, ialfald havde Frøken Baumann aldrig i Evighed kunnet gjøre Spørgsmaal som: "Staar De sikkert deroppe, Hr. Schrader? . . . Tror De, at det gaar an for mig at komme derop? . . . Men saa maa De ikke røre Dem! . . . blot række mig Haan- den!" Hun sprang sandelig let! Lige i samme Øieblik stod hun ved Siden af ham og rakte Haanden ned efter Kurven. Det var som en erobret Position, hvorfra hun alt begyndte at speide ud efter og veie, hvorhen hun skulde sende sit Skyts. Hun ledte i Kurven efter den Buket, hun først vilde tage, og kastede derpaa raskt. Det var Meningen, at den skulde falde mellem en Række af Studenterhuer, der mylrede nedenfor paa Skansen ifærd med at ordne sig til en Afskedssang; men i samme Øieblik var Manden med Reisevæsken raskt traadt ud af Styrehuset, og da han kom iveien, fik han Buketten lige i Brystet. I det samme udstødte hun et kort, næsten forskrækket, Skrig. Manden tog Blomsterne op fra Dækket og gik ganske koldt hen til Rælingen og rakte hende dem; - det var ikke længere end, at han kunde naa hen med Armen. "Det var Synd i de Blomster, om de ikke skulde komme til sin rette Adresse!" - sagde han paafal- dende skarpt. Han hilsede formelt og gik bortover Dækket hen til Landgangsbryggen. Frøken Falk var blevet ganske bleg og stod en Stund stille og saa efter ham. Hun kastede siden Blomsterne, men uden det Humør, hvormed hun havde begyndt, og steg derpaa ned. Schrader lagde Mærke til, at hun begav sig op fra Bryggen uden at afvente Dampbaa- SIDE: 246 dens Afseiling, der skede under Sang og Viften af Lommetørklæder. Man vandrede op til Badestedet igjen i forskjellige Flokke og Klynger, og mellem dem fulgte hans Øie Frøken Baumanns frynsede, hvide Parasol; - den var som en Antydning af en Tronhimmel over hendes Skjønhed. Hun gik med Hovedet let vendt mod den, hun konverserede, og ragede uomdisputerlig lige saa meget over de andre Damer ved Badet som Kirken over alle Bondehuse i Bygden . . . Og saa den harmo- niske, selvbevidste Ro, hvormed hun førte sig! - Hun forsvandt inde i det Hus, hvor Fru Lindkjær boede. Han opdagede nu pludselig, at der var baade sol- hedt og støvet! og bøiede ind paa en af de mange skyg- gefulde Smaastier, der førte gjennem Skoven. Da han igjen kom frem ved en af de beboede Have- stuer, saa han Frøken Falk staa i et af Vinduerne. Hun aandede paa Lommetørklædet og tørrede sine Øine med det, aabenbart for at udslette Spor af, at hun nylig havde grædt, inden hun viste sig ved Middagsmaalti- det. Foran sig, længere henne paa Stien, saa han nu ogsaa den fremmede fra Dampskibet, som altsaa alle- rede før havde gaat der forbi. Han havde en Reise- kikkert i en Rem om Skulderen og stod og betragtede Landskabet. Af og til lænede han sig med Ryggen mod Træet og brugte Kikkerten. Det var en staut Mand og et udpræget Hoved med det store, mørkebrune Skjæg. Nu lagde han den ene Haand ind paa Brystet og vedblev at staa og stirre ud. Jo, det maatte anta- ges, den staute Mand stod der mutters alene og svær- mede for Naturen . . . og nu, det ringede til Middag! Fyren maatte have spist ombord; men det havde nu ikke Schrader, og han skyndte sig derfor ogsaa forbi. Klart var det dog, at Frøken Falk og hendes Moder med Villie undgik ham, siden de gik netop den anden Vei rundt istedetfor Stien ret op. De syntes at have havt et mindre behageligt Møde. Enhver Badegjæst ender gjerne med at faa udvik- let en Portion Nysgjerrighed for smaa Ting, som han SIDE: 247 aldrig troede, han nogengang skulde komme til at spendere Opmærksomheden paa, og Schrader var alt kommet et godt Stykke paavei. Det første, han spurgte Frøken Fasting om ved Bordet, efterat han først med ekstra Promptitude havde sørget for at berolige hendes Nerver ved at forsyne hende, var da ogsaa: "Frøken Falk . . . Frøken Fasting! Er hun? - var hun?" "Hvad behager? . . . Nævn hende bare ikke . . . det er det egensindigste Menneske ved hele Badet! Vil hun, at vi skal op til Storhøiden idag, saa maa vi alle til Storhøiden . . . hele Badet!" . . . "undtagen De, Frøken Fasting! Hun fik Dem ikke med paa Landturen sidst." "Det var ikke hendes Skyld; det var Fru Lindkjær, som brugte sin sædvanlige Trædskhed, saa jeg kom til at . . . Jeg er ligefrem, skal jeg sige Dem, og snak- ker fra, og det gjorde jeg dengang ogsaa, sagde min Mening om det hele! Og saa blev jeg hjemme for ikke at forstyrre Stemningen paa Turen. Jeg maa sige, at siden den Dag har jeg ikke kunnet udstaa Fru Lindkjærs Ansigt. Frøken Falk kan være egensindig og ærgre Folk; men hun er dog aaben og sand!" "Faar Piben nu den Lyd," tænkte Schrader og fort- satte høit: "Jeg har set hende græde idag. Der kom en Mand med Dampskibet herop til Badet, som vist var en af hendes bekjendte" . . . Den fremmede kom idetsamme ind og vistes hen til en Plads ved det Bord, hvor Frøken Baumann sad. "Saa han er virkelig kommet!" udbrød hun heftigt og med store Øine paa den indtrædende . . . "for at plage hende paany her ved Badet! Stakkels Barn!" "Hvad er det, Frøken Fasting?" "En ganske simpel Historie. Frøken Falks Fader har holdt ham til Studierne. Tilsidst blev han Fuld- mægtig hjemme hos dem, og saa hed det, at de skulde have hinanden; men da det kom til Stykket, vilde hun ikke, og saa holdt nok han paa at tage Livet af sig SIDE: 248 af Kjærlighed; de fandt ham engang livløs nedenfor et Fjeld. Det er nu min Mening, at han bare er dum- pet ned af det for at forskrække hende; han er saa- dan halv Maler og Musikus og skulde nok egentlig været Kunstner." "Det maa jeg sige! Jeg begriber bare ikke, at den Frøken Falk kan være Gjenstand for saadan ivrig Tilbedelse." "Da begriber jeg det, endda jeg ikke er noget Mand- folk. Men Finsen er en Mand med ualmindelig Smag og selv overalt meget afgjort af Damerne, og det und- gaar naturligvis ikke ham, at hun er noget usædvan- ligt." "Frøken Falk?" "Ja vist, se bare paa hende, det er den naturligste Pige, jeg har truffet paa mange Aar, - og saa smuk, som hun er, naar hun siger noget!" Schrader indlod sig ikke paa dette; han vedblev kun: "Men hun maatte dog kunne blive kvit en saadan vedhængende Borre af en Tilbeder. Det er jo dog en- ten ja eller nei." "Tillad mig," - sagde hun og saa paa ham - "De synes ikke just at tale ud af megen Erfaring." "Hm!". . . "Hun behøver jo for Eksempel kun at have Bevidst- heden om, at hun selv paa en eller anden Maade er Skyld i hans Følelse. De levede i samme Hus, om- gikkes daglig, og hun tænkte kanske aldeles ikke paa, enten hun vilde have ham eller ikke, - vidste det ikke, medens hun ellers havde al Grund til at holde af ham. Han var jo saa godt som hendes Pleiebroder." "Saa, - og nu kommer han og fortsætter med at spille ulykkelig? Javist kan det være plageligt; men hun kan ellers ypperligt med at holde Folk fra Livet. Og en saadan sentimental Don Quichotte er en for- loren Mand i vore Tider, bare der blir det allerringe- ste trukket paa Smilebaandet af ham." Frøken Fasting saa hidsigt paa ham: SIDE: 249 "Jeg skal sige Dem, Hr. Schrader! Ely Falk har noget, som heder Hjerte; - - men De har forresten Ret, den Slags Mennesker er forlorne i vore Tider!" "Da vil jeg gjøre en Undtagelse." "Saa!" "For Dem, Frøken Fasting! jeg tror, at De er en Kvinde baade med Mod og Hjerte!" Der blev en Pause. Schrader havde ved sit sidste Svar været saa heldig at besværge de vrede Guder; thi hun forstod godt, at han mente, hvad han sagde. Hun sad lidt bagover mod Stoleryggen og trommede med Fingrene. Det var fornemme, kraftige, hvide Hænder, som nok ogsaa kunde være istand til at varme en Tjenestepige om Ørene, naar Ordren ikke efterfulgtes raskt nok. Derhenne sad Finsen alt inde i en Konversation med Frøken Baumann. Det var en overmaade beleven Herre; man kunde misunde en saadan Naturlighed og Ro, og Frøken Baumann var synlig oplivet af den nye Kavaler, hun havde faat lige over for sig ved Bordet. De var begge smukkere end alle andre og Skikkelser, som man uvilkaarlig maatte lægge Mærke til; her laa Remmer straks hundrede Mile agterud. Schrader maatte have siddet meget længe fordybet i Betragtningen af Frøken Baumann og tilsvarende forsømmelig mod Frøken Fasting; thi hun spurgte pludselig mokant: "De lader til at interessere Dem for Frøken Bau- mann?" "Synes De ikke, hun er smuk?" "Aa-jo-o . . . der er meget, som tager sig ud. Sort Haar og lys Hud gjør altid Virkning, og naar man saa har den Slags Figur, som maa falde i Øinene" . . . . . ."og Ungdom og Skjønhed!" - udfyldte Schrader ikke fri for en vis Lyst til at stikke. "Ungdom? . . . Hun er ældre end jeg!" Schrader saa jo noget overrasket ud; men Frøken Fasting saa ham ind i Ansigtet, som om hun i den Anledning fuldkommen udfordrede hans Dom; hendes SIDE: 250 hede Mine mindede i Øieblikket baade om den røde Rose og det grønne Bukkeblad. Meningen forstod han først, da hun tilføiede: . . . "og heller aldrig blir jeg nogengang saa gam- mel, om jeg saa blir hundrede Aar! Hun er af disse, som i deres attende Aar gaar om lige saa kloge paa Livet som den ældste Kone, der i aarevis har grædt Øinene ud for Husleien. Hun begriber saa overmaade godt, at denne skaldede, stygge, forlevede Remmer er en rig Mand. Aah, - Herrerne er blinde, det er min Mening! Jeg skulde endda ikke sagt noget, dersom det laa saa skjult og dybt! Og alligevel flyver man i Ly- set!" - Hun skjød Stolen tilbage og næsten fløi fra Bordet. Schrader saa efter hende. Det var et bredskuldret, retskaffent Menneske den Frøken Fasting! men ikke hævet over Kvindens almindelige Feil, at misunde Skjønheden hos hendes eget Kjøn . . . "Ja, hvad har Du ikke, stolte Antonia! paa din Sam- vittighed, og hvordan vilde det ikke gaa Dig, om Du skulde dømmes for en Jury af - dine egne!" . . . Et Hovedtræk ved dette lille Badested var, som Schrader bemærkede, den ledige Fantasi, som i ét væk søgte Beskjæftigelse, skabte Rygter, Sladder, Vrippen- hed og Partier af og om ingenting eller ialfald Ting, som udenfor Badet ikke vilde være synlige for et ube- væbnet Øie. Og det er overhovedet mærkeligt, med hvilken Hurtighed et Antal Mennesker, der indmures sammen - det være sig nede i en Kahyt for en læn- gere Reise eller paa et saadant lidet Badested - dan- ner ligesom en Verden for sig selv med indbyrdes Me- ningsbrydninger, Interesser og en fælles Horisont. Denne Kjærlighedshistorie som nu med ét var til- ført Stedets lille Verden, gjorde aabenbart den gan- ske Eftermiddag sin Runde som Betroelse fra Øre til Øre og forvoldte stærke Debatter og Overveielser. De unge Damer saas at stikke Hovederne sammen og kom, to og tre, meget alvorlige ud fra Løvhytter og Lysthuse, og Fruerne rykkede deres Taburetter i SIDE: 251 beleilige Øieblikke nær til hinanden. Spørgsmaalet var naturligvis, hvem der havde Ret, "enten Hr. Finsen eller Frøken Falk?" - og en saadan ulykkelig Kjær- lighed har i og for sig en stærk Talsmand i de kvin- delige Hjerter. Hr. Finsen dukkede først frem igjen om Aftenen paa Altanen, hvor han en lang Stund stod taus i det ene Hjørne med sin graa Hat og Haanden stukket ind paa Brystet, medens Frøken Falk sad og spillede i Værel- set indenfor. Og hun spillede sandelig smukt! Finsen stod i sine egne Betragtninger uden Anelse om den Deltagelse, hans smukke vemodige Personlighed var Gjenstand for; han syntes saa helt optaget af Tonerne. Henimod Slutningen af Musikstykket, som han rime- ligvis kjendte og fæstede sine Erindringer til, gik han pludselig, og man saa ham i det dæmrende Halvmørke spadsere alene nedover Skovstien. Havde han vendt sig om, vilde han set Balkonen frynset af nysgjerrige Damer med Lorgnetter og Kikkerter. "Nu, hvad siger Frøken Baumann om Adonis?" - begyndte Schrader. "Efter min Mening er han noget fortvivlet sentimental af et stort og skjægget og der- til saa modernt itrukket Mandfolk at være." "Og De tror naturligvis ikke paa den Slags!" hen- kastede Frøken Baumann spydigt. "Nei, - ærlig talt, - saa tror jeg at det, man kalder Kjærlighed, er blevet et høist opskruet og oppoetise- ret Begreb i denne Verden. Man har havt Brug for at smøre Honning foran Ægteskabets Dør, og saa ble- vet enige om de vidunderligste Apokryfer: Himmel- stiger med Rosentrin osv. osv. Jeg ser bare hverdags- kjede Ægtefolk, som vilde bide, om man talte til dem om Rosentrin!" "Der skal ialfald ingen sige, at De ikke har Hjertet bevaret, Hr. Schrader!" "Aa, jeg tænker, at heller ikke vor Mand tager sin Død af Tilfældet - dertil ser han for bredskuldret ud!" . . . . . . "Hvad Ely Falk angaar, saa forstaar jeg hende SIDE: 252 slet ikke" - hørte man Frøken Birkfeldt yttre. - "En saadan Mand! . . . Hun maa da vente paa en Prins" . . . "Hun har vist ikke megen Følelse!" - sagde Berle med mild Stemme. Han sad og holdt Garnhæspet for Fru Lindkjær. "Ja, det er ogsaa min Mening" - nikkede Fru Lind- kjær med en vis Vægt . . . "her turde være en ikke saa liden Hjerteløshed med i Spillet hos den unge Dame - og ikke mindst mod hendes egen Moder." "Jeg har hørt for aldeles vist, at Fru Falk skal virke for Partiet" - bemærkede Berle. "Min kjære Hr. Berle! lad os ikke tro saadant - om en saadan Kone!" - indvendte Fru Lindkjær høist distinkt akcentuerende, saa at det brede gule Silke- baand i hendes Kappe ordentlig var med paa Misbil- ligelsen. "Men Ely Falk tør dog, efter hvad jeg har hørt, desværre have givet gyldig Grund til Omtale." Alle Hoveder kom nu pludselig i den skumrende Aften i spændte og lyttende Stillinger imod Fru Lind- kjær. Et Par af Damerne flyttede uvilkaarlig Tabu- retten nærmere, medens Ibisen - som Elys Veninde - igjen lidt demonstrativt flyttede sig fra og hen til Rækværket, hvor hun sad bortvendt og saa ud, dog ikke udenfor Hørevidde. "Tænk Dem, den stakkels Mand var Fuldmægtig hos hendes Fader, Sorenskriveren, og hun omgikkes ham med den største Fortrolighed. Hun sang og spillede med ham, gik Ture med ham, fik ham til at spille Komedie med sig i Julen og behandlede ham i alle Maader som den foretrukne, saa at ingen kunde være i Tvivl om, at han vilde blive hendes Forlovede, kort hun gav ham alt Haab - til den Grad, at han gik hen og indhentede Forældrenes Samtykke, og da det saa efter to, mærk vel, to Aar kom til Stykket, - gi'r hun ham Kurven!" Ibisen sad og saa ned i Fanget oppe fra sit Aasyns Høide, som hun nok havde Indvendinger at gjøre. "Lidt maa der nu tages Hensyn til den forkjælede Opdragelse, hun har faaet; - hun har jo bare været SIDE: 253 saadant et tankeløst, feteret Barn der i Hjemmet, alt andet end vænnet til at tage Spor af Hensyn, og det er jo det første, en ung Pige maa lære" - undskyldte Frøken Birkfeldt blidt. "Deri er jeg saa ganske enig, min kjære! - og Følgen er da ogsaa, at hun vistnok allerede har staaet sin egen Lykke iveien. Hr. Finsen er jo en Mand med udmærkede Eksaminer, og har da ogsaa alt begyndt at gjøre Karriere, saa Veien ligger banet . . ." "Vi forsøgte den med Vogn igaar, og det gik ikke, - - vi maatte vende oppe ved Husmandspladsen!" - sukkede en fed, sortklædt Enkefrue, der sad med Strikketøiet bagoverbøiet i sin Gyngestol henne ved Døren. Hun havde vist havt en Snip af sin Aftenlur. "Og vi sad netop i fuld Ægteskabskarriere med fire Heste foran, Fru Henschen!" - lo Schrader - "Det var blot Frøken Falk, som ikke vilde sidde indeni." . . . "Endda hun havde givet Anledning til at be- stille baade Heste og Vogn!" udfyldte en af de unge Damer lystigt. "Da forekommer det mig dog, som der maa være Grænser for Hensynsløshed mod andre; - det var to - to Aar, min kjære!" lød det fra Fru Lindkjær. "Jeg forstaar," - sagde Schrader - "havde hun stukket under Stol, at hun ikke holdt af ham, saa længe, saa burde hun havt den Hensynsfuldhed at blive ved med det for - hele Livet!" "Betænk dog, at Manden havde sat sin Lykke paa det!" - "Det er forunderligt, hvordan Pligten kan stille sig i denne Verden! Jeg vilde foretrukket rén Besked!" "Men De maa dog indrømme, Hr. Schrader! at lige- overfor en saadan Kjærlighed!" . . . Det var ingen af Damerne som sagde det, men Berle, der stod med Ho- vedet paa Skjæve og mønstrede Fru Lindkjærs Bro- deri, som hun nu skulde rulle sammen. "Ja, det er just Tingen!" udbrød Frøken Birkfeldt. "Mærkeligt," - tænkte Schrader - "kan nu saa- SIDE: 254 dant ogsaa slaa an!" og han sagde pludselig noget rydt og stødende: "Hvad véd nu De om hans Kjærlighed, Berle!" "Jeg . . . Jeg, Hr. Schrader! . . . Jeg har ialfald set saameget af ham" . . . "Og jeg for min Del holder fuldstændig med Frø- ken Falk, Fyren forekommer mig vammel sentimen- tal!" "De er for streng iaften, kjære Hr. Schrader! men saa er det jo inderlig elskværdigt af Dem, at De ta- ger den unge Dame saa varmt i Forsvar . . . Havde hun været en Skjønhed, kunde man blevet mistænke- lig" - yttrede Fru Lindkjær med spøgefuldt løftet Pegefinger, idet hun gik med sin Sykurv. Frøken Baumann sad endnu lidt, medens man brød op, og Schrader bemærkede til hende: "Havde hun havt Skjønhedens Privilegium, vilde ingen nægtet hende at vælge selv; men nu skal hun være "velopdragen"!" Hun svarede ikke, men sad med bøiet Hoved og mønstrede noget ved sit fine Arbeide. "Hun er forresten ikke saa ilde," vedlev Schrader, "der er endog dem, som finder, at der er noget eget smukt ved hende." Frøken Baumann saa hastigt op paa ham. "Synes De? - Ja, saa er det vel saa, . . . skjønt" - hun kastede et Blik udover Balkonen hen paa Fin- sens Skikkelse, som saas at komme opad en af Gan- gene . . . "der er dog ingen Sammenligning mellem de to!" Schrader var ikke blind for, at Frøken Falks Til- værelse ved Badet i ganske kort Tid undergik en total Forandring. Fra at være det livlige, lunefulde Væsen, SIDE: 255 som alle flokkede sig om, alle kaldte egensindig, og alle føiede, var her nu ved Middagsbordet som oppe i Salonen og overalt ellers reist ligesom en usynlig Ka- rantænemur om hende. Det skede ganske stille, ganske uangribelig høfligt, under Bevarelse af al Venlighed; men der kunde dog ikke være nogen Tvivl om, at hun fuldkommen følte det. Blot det at man ikke længere opfordrede hende til at spille om Aftenerne . . . det var mærkeligt, hvor Berle med ét var bleven glem- som paa det Punkt! Hendes Udtryk var bleven saa alvorligt, og han saa hende ofte spadsere ganske alene. "Jeg underskriver aldeles Deres Dom, Hr. Schra- der," udrød Frøken Fasting en Morgen ved Frokost- bordet, "den Finsen er rigtig et langt Mandfolk!" "Ja, det staar ikke til at negte" . . . "De ser ikke ud, som De forstaar mig . . . Jeg me- ner, at han er græsselig kjedelig! Tænk Dem, at han gaar Ture sammen med Fruerne og fortæller dem, at han er saa ulykkelig, . . . og saa ræsonnerer han om Verdens Skabelse og om en ny Tid, som han altid drømmer om. Huh! - kalder De ikke det et langt Mandfolk? . . . Stod det til mig at tage alt det over- flødige væk, blev der ikke Skosaalen igjen af ham! Ely Falk kan sandelig prise sin Lykke, at hun er slup- pet saa vidt fra ham! Og vær rolig! - nu, hun har faaet Øinene op, faar han hende ikke; der er Malm i den Pige, saa meget har jeg alt set" . . . "Han kan da hverken røve eller tvinge hende i vore fredelige Tider, Frøken Fasting!" "Kan han ikke? - Da synes jeg dog, de holder godt nok paa med det om Dagene! Han spadserer med Fru Falk, som han kalder sin Pleiemoder, og den stakkels Pige skruer og tvinger de fra alle Sider alt, hvad de bare formaar; . . . de lader hende føle Ver- dens Dom!" "De vil da vel ikke sige, at hendes Moder er med paa dette?" "Fru Falk? - hun er en Gaas! Finsen har nok for- skrækket hende med, at han vil gaa fra Forstanden SIDE: 256 eller ingenting blive i denne Verden eller saadant no- get, om han ikke faar Ely" . . . "Man kunde misunde den Fyr" - mumlede Schra- der. "Hvad han vil, det vil han; han sætter jo hele Verden i Bevægelse for sit!" . . . "og igaar gik han i timevis nede paa Plænen med Frøken Baumann." "Saa!" . . . Schrader saa didhen, og han forstod paa Frøken Baumanns Ansigt under den livlige Passiar, hvori hun sad med Finsen, at hun var fuldt optaget af ham. "De talte naturligvis om det samme; . . . det gjælder at vinde Veninderne" - vedblev Frøken Fasting. "Saa!" "De glemmer at forsyne Deres Glas, Hr. Schrader! nu lod De jo Melken gaa forbi Dem." "Saa, . . . hm! . . . Tak, jeg er forsynet!" - Om Aftenen sad man oppe i Salonen, medens der gik en enkelt tung, af Aftensolen randet og guldkantet Regnbyge udenfor. Frøken Falk kom ind, og da hun ingen Plads saa, idet alle Sofaer og Taburetter var optagne, tog hun kort og godt Pianofortetaburetten og flyttede den hen til Bordet, hvor hun gav sig ifærd med at tegne i en Skitsebog. Hun indrettede sig øiensynlig, som om hun betragtede uvedkommendes Meninger om hendes Privatforholde som bare Røg. Der var en fortørnet Trods i den unge Dames Væsen, som ikke var uden Virkning. Berle sprang ialfald straks nedenunder og hentede en Taburet. . . . "Og vil Frøken Falk saa ikke give os et af de vante Nummere iaften?" spurgte han lidt svagt; - "nu, det regner, vilde det være saa hyggeligt." "Jeg er ikke oplagt i Regnveir, Hr. Berle!" svarede hun tørt og gjenoptog sin Beskjæftigelse. Det saas paa et Par Ansigter, at man fandt Svaret impertinent. Hun havde lagt Viften under Skitsebogen, saa at det dannede som en liden Skraapult. Den gule Kjole SIDE: 257 med Beltet sad iaften ualmindelig nøiagtigt om den vistnok gode Figur, som hun ellers var saa skjødesløs med at lade komme til sin Ret, og det svære Haar var, som Schrader bemærkede, den Dag "læsset usædvan- lig godt og ordentlig sammen op paa Hovedet." Det var blevet noget taust i Salonen, og man hørte kun en og anden lav Meddelelse i de forskjellige Klyn- ger. Berle stod i lakerede Vandstøvler og en flot Voks- dugshat med Benene overkors i den aabne Altandør, og udenfor paa Altanen saaes et Par opslaaede regn- blanke Paraplyhvælv. Finsen kom ind; den Hat, han holdt i Haanden, var vaad. Han saa sig om, og gik derpaa hen til Frøken Falk og saa over hendes Skulder ned i Tegningen. Hun blev lidt forundret, men vedblev at tegne. Han satte Seglasset i Øiet: "Skal det være Baade?" "Ja, synes Du ikke, Du kan se det?" "Nei . . . det ligner mere disse Helleristninger fra Stenalderen, som man har saa travelt med om Dagene. Der forekommer ogsaa saadanne Baade, som gaar paa Insektben istedetfor Aarer. Jeg synes, oprigtig talt, ikke, at Du har gjort Fremskridt" . . . . . . "Siden jeg var din Elev hjemme?" - Hun bla- dede om for at finde en ny ren Side i den udnyttede Skitsebog og begyndte igjen at tegne. "Det er maaske Minder fra Badet?" - spurgte Frø- ken Baumann. "Ja, de jeg bryder mig om . . . Vil Du nu sidde ro- lig! Jeg har netop begyndt paa at tegne Dig! jeg har Hovedet og din mageløse Straahat i Speilet." "Jeg véd slet ikke, om jeg har Lyst til at komme ud som et Insekt, Ely!" Ely gav sig til at le . . . "Du mener som en Hveps? - nei, Du skal ikke blive en af dem!" Hun holdt plud- seligt inde. "Da er det sandelig ikke let at vide, hvad man kan blive til under din Haand . . . For Tegning har Du SIDE: 258 absolut ikke Talent!" - bemærkede Finsen, der frem- deles stod med Lorgnetten i Øiet og saa ned i Skitse- bogen. "Du maa vide, at Finsen er saagodtsom min Pleie- broder, Antonia! . . . og derfor har han Privilegium paa at sige Artigheder" . . . "Da har jeg dog hørt, at Frøken Falk aldeles ikke skal mangle Talent, naar det gjælder Figurtegning," yttrede Frøken Birkfeldt spidst, "og skal ogsaa forstaa at udstyre dem med Underskrifter; . . . man siger, de er saa morsomme." "Skade, min kjære, at vi aldrig faar se den Bog! - vi trænger saa til at more os her ved Badet!" . . . "til at se os i Speil!" tilføiede Berle ivrigt. "Jeg havde tænkt at brænde de Kradserier, før jeg reiser; men nu jeg hører, det interesserer, tror jeg, at jeg vil udbyde dem paa Lotteri." "Ja, vi kunde kanske trænge til en Smule Selvbe- skuelse én og hver," udbrød Frøken Birkfeldt. "Aha saaledes!" tænkte Schrader - "Stakkels Ely er naturligvis kommet hid iaften for at klare op i Snakket! og hun leverer sandelig kjækt til begge Si- der" . . . Medens han sad der med Armen støttet til Sofakan- ten og vuggede med Foden, mønstrede han Finsens elegante, kraftige Skikkelse henne paa Gulvet . . . "Det er jo en ren Pascha af et Menneske. Det lader til, at han i en Haandevending har vidst at erobre hele Badet, baade unge og gamle, - Frøken Baumann med! Det var igrunden Synd, om Pigebarnet skulde tabe. De er da ogsaa mange nok om hende! Blyanten dir- rer ordentlig i Haanden paa hende" - Og, aldeles imod, hvad der ellers var hans Skik og Vane, opfor- drede han hende indtrængende i hele Selskabets Navn til at Spille. "Man havde," sagde han, "i flere Afte- ner savnet de vante Koncerter, og nu, da man var nødt til at sidde inde for Regnen, havde man dobbelt Brug for skjønne Harmonier!" Frøken Falk saa et Øieblik hen paa Schrader, som SIDE: 259 om hun ikke rigtig vidste, hvordan hun skulde op- fatte denne hans pludselige Udtalelse, om som Krig eller Fred; men straks efter reiste hun sig og gik hen til Pianoet. Maaske kom det af Sindsbevægelsen; men hun spillede den Aften saa smukt, at han ordentlig følte sig greben. Det klarede i Regnskyen derude, som mere og mere gik over i et tungt, rødt Aftenguld, og en Stribe af Solen faldt indover Altanen og Salonens Gulv, medens Draaberne endnu hang blinkende oppe over Dørkar- nissen . . . Laa det i det gode egne kraftige Ansigt, eller i noget skjønt ved hendes Skikkelse? - men han saa nu, at her dog var noget for en Finsen at forelske sig i. Inden Musiken var endt, havde man allerede benyt- tet Solskinnet til at flytte ud paa Altanen, hvor nok Themaet om Frøken Falks Figurtegninger fremdeles blev drøftet; thi, da hun kom derud, sagde Finsen, idet han meget omsorgsfuldt bragte hende en Taburet: "Saa Du har lagt Dig paa Karrikaturtegning, Ely? Det vilde lidet ligne Dig, og jeg vil nok svare for, at dine Frembringelser paa det Felt er noget Pjank! . . . Spot er Mærke baade paa et underordnet Hoved og et daarligt Hjerte." "Et Bad i den kolde, bidende Sandhed kan være nok saa nervestyrkende engang imellem", indvendte Schra- der. "Muligt! Men et Folk og et Land, som huser den Aand, ser ikke ret meget gro hos sig . . . og gir oveni- kjøbet Kvinden sig til at blive spydig og satirisk, saa er dog først igrunden alt stygt rigtig ude!" "Ja-a", mente Schrader - "hun er jo unægtelig elskværdigst, naar hun kun ranker sig op til den stærke og beundrer!" "Min Mening er nu, at dette virkelig er hendes Op- gave og Bestemmelse. Kvindens Liv skal netop bevæge sig i Skjønheden; - jeg mener ikke blot den ydre, men ogsaa det indre poetiske, enfoldige Sind. Og i samme Grad, som hun kommer et Haarsbred udenfor, SIDE: 260 bliver hun ogsaa ukvindelig . . . Det er for mig kun træffende og mere end en Talemaade, naar hun kal- des et levende Digt for den, hun elsker!" Finsen blev staaende og dreiede paa Lorgnetten. "Jeg har sagt, hvad jeg mener: Hun skal bære Skjøn- hedens Sag i Samfundet . . . løfte dens Fane . . . dø under den!" "Hvor varmt og begeistret!" - hviskedes der. "Løfte Fane? . . . Skjønhedens Sag i Samfundet!" Schrader smattede et Par Gange med Tungen, som han tyggede den bare Luft. "I disse Tider gjør det saa godt at høre en rigtig høi og ren Opfatning af Kvinden," udbrød Fru Raven stærkt. Frøken Baumann sad ganske stille og saa ud for sig. Halsen var som en fast, kold Søile under det ro- lige stolte Hoved. Hun lagde sin smukke Arm paa Balkonen og sagde med et bittert Smil: "Nutildags vil man nok have Kvinden anderledes prosaisk; - hun skal selv forsvare sin Plads blandt Mændene . . . trælle! Jeg maa sige, jeg foretrækker den Tid, da der endnu var nogen Storhed." "Ja for Dig, Antonia!" faldt Frøken Falk ind - "bare Du nikker, maa der staa en livréklædt Kusk med Vogn og opvartende Kavalerer til at føre Dig, ellers kom Verden i Ulave, - jeg kan ikke tænke mig Dig anderledes!" "Netop det mener jeg med," udbrød Berle - "det sidste, jeg kunde tænke mig, var Frøken Baumann sysselsat med . . . ifærd med" . . . "Men vi andre! - Jeg for min Del vil nu hellere være med i Verden og tage fat, selv om jeg skal blive lidt pjusket af det, end saadan bare sidde og være skjøn . . . En anden Sag med saadanne fødte Prin- sesser som Du, Antonia!" tilføiede hun, idet hun sprang hen og tog op det lille Traadnøste, som laa ved hendes Fod. Det var en naiv Pigebeundring, som ty- delig stod paa det mest uegennyttige, selvforglem- mende Stadium. SIDE: 261 Anonia modtog sin Venindes Virak næsten uden en- gang at smile; hun syntes vant til saadant, og Finsen udbrød leende: "Det er i al beskedenhed Kari Træstak . . . Der for- staar dog ingen at give smukkere Komplimenter end Kvinder til Kvinder!" Frøken Baumann bøiede Hovedet, og det saa endog ud, som om hun blev rød, - hvis det ikke var Aften- skjæret. Schrader vuggede meget raskt med Fodspidsen. Den Tanke saaledes paa en Maade at være stukket ud hos Frøken Baumann kunde han ikke rigtig fordrage. "Er det mig, som skal være Kari Træstak?" spurgte Frøken Falk, "da vil jeg hellere beholde den end komme i Guldstak!" . . . "og bare løfte Skjønhedens Fane?" udfyldte Schrader noget skarpt; - "det er kanske af at bære den, vi har saa mange blege, forpinte, glædeløse Hus- mødre stridende omkring i Hjemmene!" "Me...n, Hr. Schrader!" lød det fra to Sider næsten forskrækket bønligt fra de mod ham saa venligsindede ældre Damer. Schrader lo - lidt høit og rydt maaske - men blev lige efter igjen den godslige, medgjørlige Mand, der var alles Ven. Han lagde dog Mærke til, at Frøken Falks Øine bagefter flere Gange hvilte paa sig. "Og jeg vil sige," sagde Finsen, idet han reiste sig - "at Skjønhedsguderne igrunden lever i vort Bryst uforandret den Dag idag, - hvad Navn vi saa giver dem, og hvor stærkt man saa forhaaner dem! Jeg tænker, ingen af Damerne vil paastaa, at Freya, den fagre Vanadis, som græder Guldtaarer af Kjærligheds- sorg, er død og borte af Verden! . . . Nei", udbrød han varmt, "Kjærligheden blir dog altid den samme uforandrede, evige Gud, og han vil bygge sine Paulu- ner i enhver Tid, lad det være Abrahams Telt, en Præstegaard i Norge . . . et socialistisk Fælleshjem . . . Hvad der hører sammen, vil vide at finde hinanden, SIDE: 262 det er min Tro - - min Religion!" - tilføiede han sagtere. Han stod lidt endnu og saa hen imod Solnedgangen; men gik saa pludselig. "Hvor det klæder ham at udtale sig; - han er vist glimrende begavet!" - bemærkede Frøken Baumann. "Véd De da ikke, at det er ham, som holder de bedste Festtaler ved vore Sangermøder; - han skulde været med nu ogsaa," forklarede Berle ivrigt. "Stakkels Meneske! det er saa meget, som kan for- mørke en Mands Livsvei," udstødte Frøken Birkfeldt med et Suk, "naar man er saa uheldig at have Hjerte og Følelse!" Frøken Falk reiste sig pludselig næsten heftigt; men hun blev derefter staaende rolig ved Balkonen. Hun var meget bleg. "Vil Du gaa, Antonia?" "Nei, ikke endnu; - her er saa godt at sidde iaften". "Jeg har noget, jeg gjerne vilde tale med Dig om." "Det er saa sent, - - og jeg er uoplagt . . . netop nu," sagde Antonia temmelig afvisende. Der kom et Udtryk af Overraskelse i Elys Mine, og hun saa forskende paa hende, som om hun vilde op- gjøre sig, hvad hun skulde tænke; men lidt efter teg- nede der sig i hendes Ansigt en lidenskabelig Sorg. Pludselig styrtede Taarerne hende udaf Øinene, og hun forlod Balkonen. "Kan nogen forstaa, hvad der gik af hende iaften?" spurgte Frøken Baumann let forundret. "Aa, - jeg tænker, det kunde være nok saa natur- ligt, om hun følte sig noget trykket!" sagde Fru Raven. Schrader havde godt opfattet Situationen, og det var ikke langt fra, at han begyndte at faa en temmelig stærk Sympathi for den Ely Falk. Det var naturligvis, fordi hun forstod, at hendes beundrede Veninde var faldt fra, at hun kom i saadant Sindsoprør; han havde med Forbauselse set, hvilken dyb Inderlighed der kunde ligge i hendes Ansigt. SIDE: 263 Hr. Remmer havde i de sidste tre, fire Dage været fraværende fra Badet; han var gaaet med Dampskibet vestover i Anledning af et presserende Forretningsan- liggende, som skulde afgjøres paa Kontoret hjemme. Hvilket blev ikke nævnt; men det var Gjenstand for en Mængde Gjetninger; det dannede ved Siden af Hi- storien om Finsen og Frøken Falk Hovedemnet for Samtalerne, og man var tilsidst nogenlunde paa det rene med, at det naturligvis var for at blive optaget som virkelig Associé i Firmaet, der jo alt før hed Rem- mer men det sikkreste Fundament for Slutningen var dog, at Frøken Baumann ikke mod- sagde det; - hun forholdt sig overhovedet ganske taus, som den gaadefulde, alvidende Sphinx. En Eftermiddag mødte Schrader Frøken Fasting. Hun gik hastig op og ned ad en af de lange, sandstrø- ede Gange og viftede sig med et Lommetørklæde; hun saa hed og ophisset ud. "Er det ikke mærkeligt, Hr. Schrader! . . . naar jeg gaar nedover, er det Østenvind, og naar jeg vender til- bage, er det Vestenvind; - der kan dog ikke paa en- gang blæse to forskjellige Slags Vinde!" For at aflede hendes Humør, - han vilde ikke spørge, om hun havde Tandpine - faldt han ind med Dagens kjedelige Thema om Remmer. "Og hvad er saa Deres Mening om den Remmerske Bortreise, Frøken Fasting?" "Aah, jeg tænker, han er reist hjem for, som en an- den Gutunge, at bede sin Fader om Lov til at fri til Frøken Baumann; . . . han blev bange for Finsen. Hun bruger naturligvis Finsen til at skræmme Livet af ham med!" "De har just ikke smigrende Tanker om hende! Jeg tror nu netop, at hun virkelig sympathiserer med denne Maaneskinsfyr." - Schrader forsøgte paa at sætte sig i Trit med hende; men hun standsede igjen. SIDE: 264 "Det tror jeg med; de taler jo og spadserer og suk- ker sammen allerede!" "Nu ja, ser De, Frøken Fasting? . . . Summen blir dog, at Frøken Baumann interesserer sig for ham." "Pyt! det er bare en liden Passion, saadan lidt Hjertepine at overvinde kanske; - men, naar der er Spørgsmaal om at blive Fruen i Huset Remmer men denne hendes "Tilværelse i Prammen", som det blev kaldt, kritiseredes jo adskillig. "Det var en passende lille Selvforvisning." - Remmers Tilbagekomst var Dagens store Begi- venhed. Man vidste, at han alt havde truffet Frøken Baumann; men om der var sket noget, og hvorvidt han overhovedet var vendt tilbage som "Remmer thi hun blev rød og betænkte sig et Øieblik, før hun tog imod det. SIDE: 266 "Tak! - - men Træskaalen skal De ikke bære . . . jeg huskede ikke engang paa, at jeg havde den." De gik en Stund noget hastigt, indtil Gjenstanden for deres Tilbagetog viste sig at tage en anden Ret- ning. Siden sagtnedes Gangen, og hun gik nu taus ved Siden af ham; hun følte vistnok, at hun her kun havde friet sig fra en Forlegenhed ved at sætte sig i en anden, og han opfangede et Par Gange et uvist prøvende Blik hen paa sig. "Hr. Schrader!" begyndte hun. "De kunde synes, at . . . dette er underligt; . . . men jeg" - - her stansede hun op under Følelsen af det umulige i at forklare sig. "Frøken Falk! Indbild Dem engang, at De kan stole paa et Menneske . . . Jeg skal ogsaa helt spare Dem al Forklaring og ganske aabent sige Dem, at jeg tror, den Hr. Finsen er en Herre, som De har givet Kurven, og som . . . ja som" . . . Her kom Schrader paa sin Side i Forlegenhed. Han kunde dog ikke sige: "som De maaske kan have givet nogen Grund," og han stottede lidt . . . "Ja, ser De!" - sagde hun og satte Øinene paa ham, - og Frøken Fasting havde virkelig Ret, det var, saa de lyste af Udtryk - "der er noget, De ikke har Lyst til at sige! . . . Tror De ikke, jeg véd, hvordan de alle snakker om mig deroppe? . . . Men . . . men jeg vilde saa nødig, at De skulde tro ondt om mig, siden De har været saa venlig - nu flere Gange" . . . Hun stod og borede i Sanden med sin Parasol. "Tænk Dem, at De for Tilfældet havde en Broder, til hvem De kunde sige eller lade være at sige alt - som De vilde -, og som var stum som en Mur . . . Ja, som har Lyst til at gjøre Dem en Tjeneste; jeg har aldrig havt Søstre!" Der kjæmpede en pludselig Bevægelse i hendes An- sigt, og hun brast saa ud: "Jeg er som et jaget Dyr, - alle synes de, jeg har Uret! . . . Og, hvad kommer det saa dem ved deroppe? . . . Det er endnu værre hjemme; . . . men værst er det, at han - er ulykkelig! . . . kanske for min Skyld!" - SIDE: 267 Her hulkede hun - "Jeg sover ikke om Natten og be- stiller ikke andet hele Dagen end at flygte og und- gaa; . . . lige til min egen Moder, saa" . . . Hun saa for- skrækket op - "Men hvad gjør jeg! . . . Jeg var saa forpint! . . . Undskyld mig . . . Jeg haaber, De ikke benytter min . . . min Svaghed til at more Dem med deroppe." - Det sidste yttrede hun i en forknyt Tone, idet hun vilde til at gaa. "Ærlig talt, - det havde jeg ikke ventet, De skulde sagt mig!" svarede Schrader og gjorde en uvillig Be- vægelse for at gaa til den modsatte Side. "Jeg beder Dem!" udbrød hun med Heftighed; "vær ikke vred . . . Jeg kom blot saa pludselig til at tænke paa, at det er til en fremmed, jeg har sagt alt dette! . . . men - jeg har set, at De var en Mand at stole paa fra det første Øieblik, jeg saa Dem. Vil De saa tilgive mig?" - Hun stod der med Øinene røde af Graad, og Schrader fandt, at hun var forunderlig barnslig. "Men . . . det forekommer mig, som De er vaad rundt hele Kjolen?" "Ja - har jeg ikke fortalt det? - det er jo netop Historien. Da jeg roede udpaa med Baaden, strøm- mede den mere og mere fuld af Vand; der havde været nogen og taget Nøglen ud af den, og, da jeg saa vilde ro ind imod Land igjen, saa jeg Finsen inde i Skoven ovenfor Stranden! Jeg roede paa skraa indover for at komme længst bort fra det Sted, hvor han gik, men var saa bange for at synke. Jeg var lige paa Nippet til det, da Baaden tog fast Grund i Fjæren, og jeg fik springe ud. Jeg lod, som jeg ikke saa ham, da han kom for at hjælpe mig, og skyndte mig opefter Sko- ven, indtil jeg mødte Dem." "Det lader til, at den Finsen er en ihærdig Sjæl, der vil naa Maalet ved alle Midler!" "Nei . . . nei! Der kjender De ham ikke ret. Finsen har et ædelt, stolt Sind." "Men jeg foreslaar nu, Frøken! at vi gaar raskt hjemover, saa De faar tørre Klæder paa." SIDE: 268 "Da ser de alle paa Balkonen, at jeg har været i Vandet, og vil lave en hel morsom Historie paa min Bekostning . . . Aa, hvor de skal snakke deroppe, naar vi gaar forbi!" "Jeg, som følger Dem, tager min Part meget roligt." "De? - Der er ingen deroppe, som tviler paa, at De bare gaar med, fordi De i al Lunhed vil more Dem over mig." "Saa?" "Alle er ræd Dem." "Tak!" "Ja, De er virkelig udmærket godt likt ogsaa, det er det mærkværdige!" - sagde hun leende; - "men in- gen tror Dem rigtig, det er Sagen - - undtagen jeg nu . . . Aa ja, jeg har nu egentlig troet paa Dem helt fra den Aften, De stod saa fortabt i Baaden med Fyr- værkeriet . . . Nei hvor De saa dum ud! - - saa dum kan kun et rigtig ærligt Menneske se ud." "Siden vi endelig skal prøve Ansigter, Frøken! saa vil jeg ogsaa rykke ud med en Mistanke, som nu fal- der mig ind, . . . at det var Dem, som den Aften hen- tede Morskabsbogen i Lemckes Have." "Hvilken Aften?" "Den Aften, da De røg Cigaretter i Lysthuset, . . ." Hun blev lidt overrasket. . . . "og Damerne forsvandt saa hastigt gjennem Gjerdet." Hun saa pludselig paa ham. "Og det var Dem, som . . . leverede mig Bogen!" "Nei!" udbrød hun, "det vil blive mageløst, naar jeg fortæller, at Spøgelset var Dem! - - den lange, hvide, høitidelige Skikkelse, som hoppede imod os i Maane- skinnet! . . . Men" - her brugte hun igjen de forskende Øine, - "hvor forfærdelig frækt De sad der og talte med om Sagen Morgenen efter . . . Véd De hvad, - jeg fortæller det ikke!" Hun var kommet i et Perlehumør, og under deres livlige Passiar mærkede de næsten ikke, at de passe- rede over Plænen lige foran Badestedets Balkon. SIDE: 269 "Og nu Tak!" sagde hun, idet hun rakte ham Haan- den; de var komne til Havegjerdet, hvor hun boede. "Hvilken Lykke, at jeg netop traf Dem, som ingen kan falde paa at mistænke . . . for . . . jeg mener, lave Historier om deroppe fra Balkonen." Schrader stod lidt og saa efter hende - "Det var virkelig en høist tiltalende frisk Naturlighed over den Skikkelse, som forsvandt deroppe gjennem Havegan- gen i den lyse Sommerkjole, - ikke lidet gratiøs!". . . . . . Men, hvad var det, ingen kunde mistænke ham for?" grundede han opefter Veien. "Ansaa hun det for saa komplet umuligt, at nogen kunde blive forel- sket i ham? Ja, for hun kunde dog ikke mene, at det skulde være splitter umuligt, at nogen kunde forelske sig i hende? hun havde jo den smukke Finsen altid sukkende efter sig. Meningen var altsaa den, at hun betragtede ham - han var dog kun 28 aar! - som altfor gammel og adstadig til den Slags . . . Han var eller holdt paa at gaa ud af Kurs i den almindelige Damebevidsthed . . . Nu, det Aag at gifte mig tager jeg da heller aldrig paa mig; - men derfor kunde man vel" . . . Han gik opover og svingede raskt med Stokken. Da han kom til Badestedet, bestemte han sig til at gaa op paa Altanen for at se, hvoran der var. Interessen for Dagens Begivenhed syntes temmelig af- slappet, den led kjendelig under den Reaktion, som føl- ger paa en opskruet og skuffet Forventning. Finsen sad i Sofaen indenfor Døren og læste, og de forskjel- lige Kredse, mest Damer, var, som det lod, optagne hver med sit indover Salonen. "Dagens Begivenhed", Hr. Remmer, sad med Albuen støttet til Knæet og Haanden op til Hagen og trak i Kindskjægget; - han saa ikke ud som den, der skulde inspirere til Fest- stemning. Frøken Baumann og nogle andre Damer samt Professoren og Berle var i Selskab oppe hos Dok- toren. Aftenen var lang og kjedelig, og da det blev sent, fandt man paa at gaa Selskabet fra Doktoren imøde. SIDE: 270 De kom meget muntre. Frøken Baumann gik bag- efter med Professoren. Ogsaa hun syntes den Aften usædvanlig oprømt; - han var vist overmaade beha- gelig, ialfald straalede han som en nedgaaende Sol. Da Schrader kom, ble han formelig omringet, og han havde en Dame under hver Arm, da de kom op paa Plænen. Berle, der havde gaaet foran og smaaklimpret paa en Guitar, som han havde overkommet oppe i den gamle Bygning, hvor Doktoren boede, foreslog en liden Afskedsdans paa det lille Trægulv nedenfor Grønnin- gen, hvor Bænkene stod. "Det var let at faa hvervet de to, tre Herrer, som manglede; - deroppe paa Al- tanen sad jo for Eksempel Hr. Remmer endnu!" Og selv kunde han, paastod han, paa Guitaren præstere baade en Française og en Vals. Professoren svøbte sig ind i sin godmodige Værdig- hed og gik hen og satte sig paa en af Bænkene. "Ja De, Hr. Professor! danser naturligvis ikke . . . og De, Hr. Schrader?" . . . Før Berle ogsaa her fik tilsat et - "naturligvis ikke," udfyldte Schrader raskt: - "danser naturligvis, Hr. Berle!" - Den Tanke, at han virkelig for Alvor skulde anses for over den Alder, havde pikeret ham, og ved at se Frøken Baumann gjøre Mine til at gaa, bukkede han hastigt for hende: "Tør jeg engagere Dem, Frøken?" Hun vendte sig igjen: "Vil De opoffre Dem for Hr. Berles Indfald, saa gaar jeg ogsaa med!" I det samme stod Remmer lige ved hende; men hun saa ham ikke. Schrader følte sig i Øieblikket overordentlig behage- lig tilmode. Under den lette Samtale, medens de ven- tede paa, at Dansen skulde ordnes, stod han og betrag- tede Hagens og Kindens rene Linie imod Halsen; - det var ham en Skjønhedsnydelse som at beskue en Statue. Han blev distrait. En gammel kjendt Fiende, en skjærende Følelse af Tilværelsens Disharmoni, kom over ham ved Tanken paa, at denne stolte Herlighed SIDE: 271 uden videre skulde tilfalde den skaldede flaue Rem- mer - blot fordi han havde Penge! . . . Og hun selv, - denne noble Skikkelse - var den første til at erkjende, at Faktum stod saa i Verden . . . til at stryge Skjønhe- dens Fane, som Finsen udtrykte sig, og indlade et Esel med Guld! . . . Frøken Baumann var maaske ikke uden Anelse om, hvad der gjærede i ham; thi det var som for at føre Tanken hen paa noget andet, at hun i en let spøgende Tone sagde: "Professoren har underholdt os med saa interessante Verdensbetragtninger." "Sig mig, Frøken! - har De lagt Mærke til hvor alle saadanne "Tænkere" og "Verdensbetragtere" er blege og magre?" "De er ondskabsfuld." "Aldeles ikke. Jeg tror blot paa Virkeligheden! Naar man brækker Benet, saa brækker man Benet - trods alle Talemaader. Og mindst tror jeg paa de filosofiske Plastre, man vil lægge paa . . . Sandheden er, at Til- værelsen er en grundig ormstukken Nød!" Da hun studsede, tilføiede han med et vist tørt Hu- mor: . . . "Derfor har vist ingen af os noget imod den Slags Verdensbetragtninger, som forgylder Nødden for os og hænger den paa Juletræet; - der gives saa mange, der kun har Barnetænder, og ikke knækker gjennem Skallen . . . Men jeg tror, vi heller danser, Frøken Baumann!" - udbrød han og tilføiede sagtere efter hendes Yttring den Aften, de sad i Baaden: - "Lad os nyde det skjønne, medens vi har det, . . . og, tillad mig at sige Dem en Kompliment, - Deres An- sigt er som meislet for Maaneglansen!" Hun smilte og fulgte. Det viste sig dog nu, at Berles Evne ikke strakte læn- gere end til at præstere en liden Vals; men han lovede til Gjengjæld at overraske Badegjæsterne med et Bal. Antonia Baumann havde en Følelse af, at den Mand, der gik ved Siden af hende, ligesom voksede, jo mere SIDE: 272 hun kom til at lære ham at kjende. Et saadant ube- roende af andre! Han var dog blot en Kopist med en Smule Midler ved Siden . . . som kanske kunde kjøre med leiet Hest, saameget han vilde, men aldrig præ- stere en Vognremisse . . . Han opfangede flere Gange det dvælende Blik fra hendes blege Ansigt, følte dets elektriske Virkning . . . Da de skulde skilles, yttrede hun: "Jeg saa, at De fulgte Ely Falk hjem idag . . . Véd De, at man alt kalder hende Deres Protegé?" "Det vil sige, man laver Historier om os." "Nei, det gik dog for langt ind i det utænkelige - selv her i Humlevig!" "Utænkelige? -" "Der skal vist mere til for at tilfredsstille en Mand med Deres Aand!" svarede hun og hilsede Godnat. Komplimenten efterlod en vis mild, opstemt Varme. Og dog - det er mærkeligt, hvor smaa Ting kan drage Opmærksomheden paa sig! Da hun bøiede det skjønne Hoved, saa han en Lok, der laa lidt kunstig rundt ved Øret og mulig ved Maaneskjæret et Par smaa Ryn- ker ved Øinene . . . "Var hun gammel, - som Frø- ken Fasting havde sagt?" Schrader talte nu oftere med Frøken Falk, og om end Grunden fra hendes Side ogsaa tildels kunde være den, at hun heri saa et Middel til at lette sig Omgan- gen med Finsen, saa kunde han dog heller ikke tvile om, at den unge Dame havde fattet et oprigtigt Ven- skab for ham, og at han omfattedes med fuld Tillid. En Dag, han mødte hende, betroede hun ham saa- ledes meget oplivet, at hun samme Morgen igjen var bleven forsonet med Antonia Baumann; - det forholdt sig ikke saa, at hun havde svigtet hende, skjønt hun SIDE: 273 nok havde dømt lidt urimeligt hun ogsaa om det, hun ikke kunde forstaa . . . "Ser De her? - hun skal finde en Blomsterbuket foran sin Tallerken ved Middagsbordet." Schrader gav sig til at plukke endel høie, runde, Knapsoløier, som han saa nede i en liden Myr ved Bækken, og skyndte sig efter hende: "Kan De bruge disse?" "De er egentlig ikke stygge . . . Tak, - for to, tre! - Saadan paa Rad ligner de gule Løveknapper i en Embedsmands-Uniform." "Eller Ankerknapper i en Søofficers, det vil vække Minder!" "Begynder De nu igjen!" "Aldeles ikke! - den sidste Sætning kan De betragte som slugt med det samme . . . som Nul!" Hun lo. "De har vel læst Opfordringen til talrigt Møde iaf- ten! - Kommer De? . . . Iaften vil jeg ogsaa møde op, det er saa længe siden jeg har været med; men nu, efterat jeg har talt med Antonia, har jeg faaet Lyst igjen. Meningen er, at der skal danses! Man dekorerer med Blomster og Kranse dernede, og her skal komme endel af Egnens Ungdom!" Hun gik nedover. Det var en ren Forfriskelse at træffe hende. Hun var egentlig det stik modsatte af Frøken Baumann, der med sin pebrede og krydrede Konversation var en Skjønhedsgudinde af ren Bittersalt! . . . "Jeg har altid som en Smag af Søvand i Munden bagefter; men det har alligevel en vis berusende Kraft; jeg tilstaar det! Det er noksaa interessant, engang at være en Smule an i det at leve . . . Aah, - bevares, ikke længere, end at man ror sig tilbage igjen! . . . Man gaar ikke fra Nydelsens over i Lidelsens Stadium" . . . Den Omstændighed, at det var ned i den saakaldte Festsal, man var opfordret til at komme, havde ganske rigtig havt den Virkning, at Damerne i Paavente af SIDE: 274 Aftenens videre Muligheder alle som én viste sig i Selskabstoilette. Det, som dog for Øieblikket interesserede Schrader, var, at se Frøken Baumann og Frøken Falk gaa sam- men dernede i Salen; - Frøken Falk i en frisk hav- blaa Kjole, der passede ypperlig til hendes Teint. I det svære Haar stak der en skjæv Sølvpil. Det var, som den kunde være afskudt efter Frøken Baumann, men havde truffet Ely Falk; . . . den ene aristokratisk regelmæssig og formskjøn; den anden med sin kraftige, livlige Skikkelse tilhørende Nutidens Genre, der giver det sjælelige Udtryk ud af det uregelmæssige. Han havde underholdt sig med at anstille disse Be- tragtninger, medens de kom opover Salen. Da de var lige ved ham, sagde Frøken Falk: "Jeg synes ikke, jeg har set Mennesker paa evig Tid . . . Her er saa festlig smykket iaften, . . . det er, som det var arrangeret til Bal!" I det samme intonerede Musiken oppe fra Galle- riet - "Ser De der! . . . Ønsket og dets Opfyldelse . . . Knald i Knald; det er Berle, som har besørget Over- raskelsen, og ikke ladet Musiken drage hjem i Mid- dags. Tør jeg engagere Frøken Baumann?" "Danser De virkelig, Hr. Schrader?" - udbrød Frø- ken Falk, forbauset over at se ham saa kavalermæs- sig bortføre hendes Veninde. Schrader kunde ikke for, at Spørgsmaalet ærgrede ham. Han var ingen uelegant Skikkelse. Paa Ballerne i de yngre Aar havde han, slank og mager, som han var, med sine kulsorte Øine og det tankeblege Ansigt, endog gjort Indtrykket af en smuk og interessant Per- sonlighed. Da de havde stillet sig ind mellem de dansende, sagde Frøken Baumann: "Det lader til, at De med ét har faaet en uhyre høi Stjerne hos min Veninde; . . . hun har kanske endog gjort Dem til Skriftefader angaaende sit Forhold til Finsen?" SIDE: 275 "Aldeles ikke. Jeg vilde endog nødig tænke mig, at hun kunde betro en saa høist personlig Ting til nogen tredie." "Hun er et Naturbarn!" "Netop derfor gjør hun det ikke." "Netop derfor har hun Lov til alt; Privilegium paa at være oprigtig! - hun har altid den Undskyldning, at hun var saa overstrømmende varm, saa fuld af Til- lid! - til den, hun netop talte med." "Da lader det ikke til, at hun er strømmet over af Tillid til nogen her ved Badet om dette Anliggende . . . Saavidt jeg skjønner, er man nok endnu igrunden forlegen for at kjende Sammenhængen." "Ikke jeg, Hr. Schrader, det forsikkrer jeg Dem! . . . Jeg véd saa ypperligt, hvad hun en vakker Dag har svaret Finsen, - efter at hun har traadt paa ham i ti Aar" . . . "Nu da, - jeg blir ordentlig spændt?" "Simpelthen: -" Jeg vil ikke! . . . Jeg har ikke Lyst! . . . Plag mig ikke længere!" . . . Og nu, han kommer igjen, mener hun blot, at det er uridderligt af ham at ville benytte sin Ulykke til paany at uleilige hende. Hun er en umedgjørlig Naturkraft . . . en ren Jøtul . . . Og det samme er hun da ogsaa, naar hun holder af nogen." . . . "som for Eksempel af sin Veninde, Frøken Bau- mann." "Et civiliseret Menneske kan nok føle sig en Smule for naturkraftigt omklamret; man vil dog nødig lade sig ganske indfange; - og nu synes Raden at være kommet til Dem, Hr. Schrader . . . Vogt Dem!" "For at infanges? jeg er bange for, at det blev en underlig Fisk, hun da fik i sit Akvarium!" . . . "Ialfald ingen uinteressant," smilte hun, idet han førte hende ind i Dansen. "Ser De Finsen," sagde hun, da de igjen standsede, "hvorledes han følger Ely Falk, medens hun danser . . . saa han gjerne kunde sluge hende med Øinene?" SIDE: 276 "Jeg finder nu, at det var Hr. Finsens simple Pligt at holde sig borte og ikke pine hende!" "Da kan jeg betro Dem noget: Aarsagen, hvorfor han kom hid til Badet, var, at han havde faaet ordnet alle Fru Falks Affærer efter hendes Mand; de har Grund til at være ham i høi Grad takskyldige. Og jeg véd ogsaa, at han tænker paa at reise igjen om to, tre Dage; - han skal endog have yttret, at han mulig gaar til Amerika! Saa en Aften som denne er en Smule spæn- dende for os, som véd det; - han vil sikkerlig se til at faa hende i Tale. Men det lader til, at Ely danser med fuld Lyst og Glæde uden Spor af Anelse om noget." . . . "om at hun spiller i et Stykke iaften for spændte Tilskuere!" udbrød Schrader lidt lummer. "Jeg vilde blot ønske, at Opløsningen blev god!" "De mener, at hun tog ham?" "Ja vist, hvad skulde hun ellers gjøre? Der er ingen af hendes Veninder, som ikke ønsker det for hende. Hun duer ikke til Guvernante; dertil har hun formeget selvstændig Villie, og hun har Meninger om alt." Denne Udtalelse skurrede stærkt i Schraders Øren; men han maatte jo erkjende, hvor tindrende rigtig den var. Frøken Baumann var den Aften uforlignelig; den ene Bemærkning tog den anden om alt og alle. Hvilket blodigt kritisk Klarblik for al Smaaheden omkring hende . . . for alt, hvormed de søgte at udpynte og omlyve deres snevre Virkelighed! Og hvor fornemt fingerlet hun altid fik skudt Illusionen tilside! Han nød det . . . lurede ordentlig paa den næste Antyd- ning, det næste lille spidse Ord, som han vidste, vilde komme flyvende fra de fine, haanlige Læber. Hans Intelligents blev pirret ved den pikante Underhold- ning, hvori hun saa aabenhjertig gjorde Bemærknin- ger, som det neppe faldt i nogen andens Lod her ved Badet at faa høre. Det var med en vis opstemt, oprømt Følelse, at SIDE: 277 Schrader ud paa Aftenen gik hen for at engagere Frø- ken Falk. Hun var straalende; hun havde danset hele Tiden og var, som altid, i Vinden. Da han kom, var hun netop igjen engageret. "Ikke denne, men næste Dans," svarede hun belivet, "om De vil . . . Jeg siger det, fordi jeg véd, jeg straks blir engageret ogsaa til den" - og hermed forsvandt hun i Valsen; hun var bare Dans. Han saa efter hende . . . "Hvilket varmt livfuldt Menneske! som det synes, altid helt ud det hun giver sig hen til . . . Hun danser med Gratie, . . . er altid sig selv!" . . . Han gik, men vendte sig atter - "Stakkel, hun aner ikke, at Alvoret lurer paa hende!" Da han bagefter tog hende op til Dansen, sagde hun drilende: "Jeg troede, De rent havde glemt mig iaften. Begge de Danse, De har nedladt Dem til, har været med An- tonia. Og hvor I passer til hinanden! Ikke saameget som en Feil i Turene, medens I konverserer; . . . og saa -" "Og saa?" "Jeg kunde have Lyst til for en Gangs Skyld at kige ind i to saadanne Hoveder; jeg vilde virkelig være uhyre nysgjerrig." "Nu, hvad vilde De da faa se, mener De?" "Hos Antonia Baumann? - et Slot! - Men hos Dem . . . jeg véd virkelig ikke; jeg tror næsten, jeg vilde blive ængstelig som paa et Mørkloft. Man siger jo ovenikjøbet, De er en Slags - Fritænker." "Bah! - der lyver man mig paa; . . . er der noget, jeg passer mig for i denne Verden, saa er det for at tænke!" sagde han pludselig mørkt. Hun saa næsten opskræmt paa ham. "Jeg tvivler heller ikke det ringeste paa, at De vilde finde det adskillig støvet og prosaisk der," tilføiede han lidt efter i en lettere Tone. "De, som er saa enthusiastisk anlagt!" SIDE: 278 Hun rystede paa Hovedet og lo. "Jeg turde maaske finde noget, som ikke var saa upoetisk endda . . . Antonia Baumann i forgyldt Ramme!" "Det er mærkeligt," tænkte Schrader, "Kirsten Gifte- kniver er de allesammen!" Det var nu deres Tur til at danse. Han var ikke kommet langt nedover Gulvet, før han forstod at hun dansede aldeles udmærket. Det virkede belivende ogsaa paa ham, og han gjorde ialfald, som han selv syntes, sit bedste; - med en saadan Dame var det jo næsten en Fornøielse at danse! Da han førte hende tilbage til deres Plads igjen, sagde hun: "De danser virkelig brav . . . meget bedre, end jeg tænkte!" Han vilde maaske sat noksaa megen Pris paa Kom- plimenten, om han ikke var bleven distraheret ved at se Remmer og Frøken Baumann, som det lod, i en hel Forsoningsscene. Han var rød over hele Ansigtet, medens hun med et Anstrøg af Hjertelighed indvilgede i at stille sig ind i Danserækken med ham. "De er distrait," yttrede Frøken Falk, der bemær- kede, i hvilken Retning hans Blik gik. "Jeg blot tænker." "Det forekommer mig, som om det netop var tænke, De sagde, De aldrig gjorde." "Jeg gjør det heller ikke; jeg blot ser, hvad jeg kunde have tænkt . . . for Eksempel over Ægteskabet," tilføiede han, idet Frøken Baumann og Remmer dan- sede forbi dem. "Af alt Bedrag paa Jorden tror jeg, det huser det største og det nederdrægtigste! . . . Man gifter sig med én og lever i Hjertet med en anden - sin Ungdomsforelskelse . . . Nu, Manden faar det jo aldrig at vide; Fyren blir lykkelig alligevel paa sin Vis, forstaar sig . . . Jeg maa virkelig beundre Natu- ren, hvor vist den har indrettet alt!" "Fy! . . . Fy! siger jeg! De taler saa jeg kunde tabe SIDE: 279 Lysten til at danse med Dem! . . . Hvorfor skulde en ung Pige gifte sig med den, hun ikke vil have?" "Fordi hun heller vil have noget andet - Penge . . . Hus . . . Fremtid!" "Det vil sige, at der gives lave, lumpne Mennesker i Verden, som er istand ogsaa til det; . . . men dem er det sletingen Fornøielse at underholde sig om!" Hun vendte sig heftig bort, hendes Øine tindrede af Uvillie. "Jeg kan kun misunde Dem Deres faste Tro; . . . den deles af mange, helt til det kommer til Stykket!" I det samme bemærkede hun, at Finsen nærmede sig. Der var ingen Tvivl om, at det var hans Hensigt at engagere hende; han saa saa kold bestemt og bleg ud. Hun søgte et Øieblik at skjule sin Forvirring, men sagde derpaa med et Udtryk af ubeskriveligt Alvor, idet hun saa Schrader lige i Øinene: "Ja, det kan De forlade Dem paa; - hos mig staar det fast!" Da han igjen førte hende ind i Dansen, kjendte han, at hendes Arm skalv; det var ikke længer det glade Ansigt. Han havde jo intet andet at gjøre end at føre hende tilbage til hendes Plads; men han var dog fristet til at sige hende, at, hvis hun vilde undgaa Mødet, saa stod han til Tjeneste som en Vante, hun blot be- høvede at tage og kaste den hele Aften. "Ønsker De at være forud engageret til Kotillonen . . . eller nogen anden Dans?" Hun forstod godt Meningen og rystede paa Hovedet. "Jeg tror ikke, jeg kommer til at danse mere iaften." - - Han saa efter Frøken Baumann og Remmer; de stod oppe i Salen ved Buffeten blandt en hel Kreds, og det undgik ham ikke, at ogsaa hendes Opmærk- somhed var rettet paa Finsen, der nu førte Frøken Falk nedover Gulvet. Da Musiken begyndte, valgte de imidlertid en ledigbleven Plads bag de dansende. Schrader kunde den hele Tid ikke faa sine Øine fra dem; han havde en næsten pinlig Trang til at se hende vise ham Vinterveien. Hun var meget bleg, og Finsen smuk, ildfuld . . . SIDE: 280 inderlig, medens han sad der halvt skjult bag de dan- sende og talte med hende . . . "Men dette blir jo til en hel Underholdning! Hun er ivrig . . . rørt . . . Saa! . . . O, du Esel, hvor Du faar regelmæssig paa Pukkelen, hvergang Du er saa dum at tro nogen, og - hende troede jeg virkelig paa! . . . Han reiser sig . . . Jo, naturligvis Vinterveien; det var jo det, jeg kunde vide! Det Slag er tabt, det kan man da se paa Fyrens Ansigt . . . Men, hvor hun er deilig saadan, naar hun er bedrøvet!" . . . Der gik en styg fornøiet Skadefryd i ham, som han tilslut selv blev opmerksom paa; thi han mumlede bagefter: "Jeg véd forresten ikke saa lige, hvorfor netop han skulde gjøres ulykkelig? et skarpt Hoved, vakker . . . et Parti, som Fru Falk vil græde over er gaaet itu, stakkels Kone! . . . En Smule Frasemager; - men han holdt af hende, det var klart nok at skjønne; han har jo med koldt Blod prostitueret sig hele Tiden her ved Badet for hendes Skyld og . . . truet sig paa hende!" Den sidste Betragtning kom atter hen i Skadefryden, og han brød sig selv af. Ely Falk var bleven siddende rolig paa sin Plads; men da hun nu engageredes til Françaisen, erklærede hun pludselig, at hun havde faaet Hovedpine og vilde hjem. Lidt efter var hun forsvunden. Schrader forstod, at Frøken Baumann ønskede at tale med ham; thi hun saa et Par Gange henimod ham, medens Remmer underholdt hende, og han gik da ogsaa nu didhen, maaske dog med et lidt forceret Humør. Han var ikke synderlig oplagt til at undergive den Sag Diskussion . . . "dertil var den igrunden for god!" Og han vidste saa godt, hvad hun vilde sige, - akkurat det, hun sagde, da han kom: "Ely Falk har da forskjertset sin Lykke; - og blot, fordi Egenvillien er vokset hende over Hovedet! . . . Hun gjør ham ulykkelig og uden Tvil sig selv med; ialfald om et Aarstid, naar hun faar tænkt." "Saa, man skal tænke, naar man vil gifte sig, SIDE: 281 Frøken Baumann? jeg troede dog, det netop var Følel- sen som . . ." "Man skal naturligvis tænke over sine Følelser," be- rigtigede hun lidt kort. "Hun er, som De siger, en ren Jøtul i det Stykke . . . Aah, - hvor jeg holder af Jøtuler!" . . . "som Deres Protegé! det var en ret inferessant Oplysning . . . Det er intet Under, at De plæderer hen- des Sag med den Iver!" - svarede hun leende og vendte sig halvt fra ham, idet hun førte Viften op foran Læberne som for at skjule, hvad hun yderligere kunde mene om ham i den Anledning. Han saa til sin Overraskelse Krigen ført over paa sit Gebet! . . . sig selv som den mistænkte og beskyldte - for kanske at svigte hende? . . . Der laa noget vist berusende i Tanken . . . At hun med sit smukke, rolige Smil straks saa let og villigt gav Remmer Armen, da han kom og skulde føre hende til Kotillonen, virkede jo næsten som en kold Dusch lige bagefter; - - men . . . der maatte dog have gjæret noget i hende; næsten, som der var en Smule Jalousi i Spillet . . . Nu, nu . . . vi gaar ikke udfor Niagara - i Ægteskabets Slug! Schraders Humør stod slet ikke til længere at være Vidne til Hr. Remmers svedblanke Henrykkelse, og lidt efter forlod han Ballet. Han havde Uro i Blodet og tog sig en Spadsertur; - en forstandig Mand sikkrer sin Søvn. Aftenen var høist forfriskende, og han var alt nede ved Fru Falks Havegjærde, da han saa en Skikkelse gaa hastig frem og tilbage inde i Lunden mellem Træerne paa den anden Side af Haven . . . Det var Ely Falk! "Hun gruer naturligvis," tænkte han, "for at gaa ind til Moderen og fortælle det passerede." Han var imidlertid kommet for langt til at kunne trække sig tilbage; thi hun havde nu ogsaa faat Øie paa ham og standsede. "God Aften, Frøken Falk!" hilsede han og vilde gaa SIDE: 282 forbi; men der var noget ved den Maade, hvorpaa hun stod ubevægelig og saa paa ham . . . næsten som hun i Fortvivlelse vred Hænderne, der gjorde, at han plud- selig gik hen til hende: "Hvad er det, Frøken Falk! . . . Kan jeg hjælpe Dem i noget?" "Hjælpe? . . . Ingen kan hjælpe mig!" sagde hun og satte sig næsten opgivet ned paa Bænken. Der blev hun siddende og saa ned for sig. "Véd De, jeg er ikke sikker paa, han ikke tager Livet af sig i denne Nat, - for min Skyld! . . . Vidste jeg det, - jeg véd ikke, hvordan jeg skulde kunne gaa hjem til Moder eller - leve med det . . . Jeg er saa angst, saa jeg kunde miste Forstanden! . . . For der er ét, jeg ikke vil, som intet paa Jorden skal tvinge mig til . . . og det er at gifte mig med ham!" - Det sidste sagde hun i hel Ekstase, idet hun reiste sig. "I Deres Sted lod jeg en saadan lumpen Person drukne sig eller ikke drukne sig efter Behag! Jeg har aldrig hørt Mage til udsøgt lav Fremgangsmaade mod en Kvinde - - et rent Tortursystem! Jeg kunde jo ligesaa godt sige det samme, Frøken Falk. "Gifter De Dem ikke med mig, saa hænger jeg mig i denne Nat!"" "De? - Jeg har aldrig givet Dem Haab . . . aldrig ladet den Følelse vokse op, - som han siger, til et helt Træ fra vor Barndom! . . . Men, blive hans Hu- stru, . . . ét med ham? - før vil jeg! . . . Han har pint mig som en ond Samvittighed . . . han er nu oveni- kjøbet vor Velgjører . . . Oh, hvor jeg faar Lyst paa Søen dernede!" Hun hulkede. Schrader søgte flere Gange forgjæves at trøste; men, da han var bleven klar paa, at den inderste Grund til hendes Sønderknuselse stak i en næsten afsindig Angst for, hvad Finsen kunde falde paa at gjøre, sagde han: "Hør nu, Frøken Falk! her staar ikke Deres værdige Pleiebroder, men én, som De har Tillid til. Nu vil jeg hjælpe Dem. Jeg paatager mig at undersøge, hvor Fy- ren er henne og bringe Dem Underretning. Sig blot, SIDE: 283 hvorledes . . . Jeg vil patrouillere og jage i hele Nat, om det saa maa til, for at faa Rede paa Tingen!" Idéen bidrog aabenbart i høi Grad til at trøste hende. "Nu, nu, vil De saa gaa hjem; men sig blot, hvorle- des jeg kan faa anbragt en Underretning?" "Jeg vil sidde i Vinduet hele Tiden, saa sér jeg naar De kommer." Hun skyndte sig hjemover til Haveporten som for ikke at lade ham spilde end et Øiebliks Tid. "Hm, naar det kommer til Stykket, saa ligger Fyren i sin Seng," mumlede Schrader, da han var alene; "jeg behøver bare at gaa lige op paa hans Værelse!" Men han troede ikke paa sin egen Hjerteudgydelse. Ely Falks Angst begyndte lidt efter lidt ogsaa at gaa ham i Blodet. Hun kjendte ham jo, og noget saa- dant var det, som var passeret før, efter Frøken Fastings Fortælling. Det kunde dog være muligt . . . Hans Marscher og Jagter den Nat gjennem Skov og Eng hen til alle de Steder, hvor han kunde tænke sig en saadan sentimental hænge- eller druknefærdig El- sker forsværme sig, var mange. Han var bestemt paa under alle Omstændigheder at finde ham. Klokken var over ét, da han i Maanelyset opdagede Formen af Finsens Hat ved en Træstamme nær Van- det. Han holdt i Forskrækkelsen næsten paa at løbe til, men lige efter saa han, at Manden blot stod i sin vanlige Stilling med korslagte Arme og saa udover Søen. "Nu, her er ialfald skjøn Anledning til at vælge mel- lem at hænge eller drukne sig!" . . . Schrader vogtede fra sit Hold paa ham, spændt som en Indianer, færdig for alle Tilfælde, enten han nu saa ham præparere sig for Vandet eller Luften; men han beroligede sig efterhaanden. Manden var hensunken i Drømmerier og syntes undertiden beskjæftiget med at betragte sin egen Skygge. Der forløb næsten en halv Time, før han igjen kunde liste sig efter ham, medens han gik hjemover til Badestedet . . . Paa en Skrænt ved et Tjern stansede SIDE: 284 han igjen og stod og stirrede ned; men det var aaben- bart kun paa Stjernerne, som speilede sig ned i det sorte Dyb saa tætte som Messingsøm . . . Det faldt flere Gange Schrader ind at forkorte Histo- rien ved at tale til ham og paa en eller anden Maade skaffe sig Mandens Ord for, at . . . Ja, for hvad? Han indsaa det umulige, og han var overordentlig lettet, da han tilslut saa ham med Hænderne paa Ryg- gen vandre over Plænen op paa sit Værelse, hvor Ly- set tændtes, og Vinduet lukkedes. "Var det ikke det, jeg vidste, han vilde havne i sin Seng som en af os andre?" - mumlede han, men skyndte sig derpaa nedover til Falks. Klokken var over to. Maanen var gaat ned, og der var kun Stjernelys med et glimrende ensomt Sølvskjær av Vesta endnu i Randen af Himlen. Da han kom ned til Gjærdet, saa han i Halvdunkelhe- den en Skikkelse røre sig oppe ved et aabent Vindu, og lidt efter kom hun hastig ned igjennem Havehækken hen til ham. Hun standsede og spurgte hjerteklemt: "Nu?" . . . "Han har spadseret hele Natten om i Maaneskinnet og er saa gaaet hjem og lagt sig. Han tændte Lys, for- modentlig for at se lidt i en eller anden Morskabsbog først" . . . "Nei, spot ikke! - jeg troede ikke, jeg skulde have holdt det ud! O, naar De vidste, hvad jeg har lidt i Nat, og hvor De gjør mig glad nu!" Hun slog Armene halvt ud og gjorde en Bevægelse, som hun kunde faldt ham om Halsen; han saa, at hendes Øine var fulde af Taarer . . . "Aa jeg er saa lettet, saa lettet, det er, som jeg har faaet en Møllesten af Brystet! Jeg tror ikke, De kan forstaa, hvilken Tjeneste De har vist mig iaf- ten . . . Tak, Tak! og Godnat!" - endte hun, idet hun tog ham i Haanden og skyndte sig op paa sit Værelse. Han følte det trohjertige Haandtryk hele Tiden, medens han gik hjemover. SIDE: 285 Men, hvor han saa ud, da han kom hjem! Han havde gaaet tværtover Myrer som et rent Flodsvin for at forkorte Veien . . . "Kopist Schrader! . . . Du er kommet vel op i det!" udbrød han høit, da han havde lagt sig. Schrader havde vredet Nøglen om i Døren for ikke at blive vækket af Badetjeneren. Han havde indret- tet sig paa en rigtig grundig Søvn ovenpaa al denne Anstrengelse; men da det kom til Stykket, slog det ikke til. Han laa længe og grublede over Ely Falk, hendes Væsen og Egenskaber . . . Saadan en ildfuld Natur, der ikke vidste af Kunster . . . hvor trygt og naturligt faldt ikke alt for hende! Og hun vidste, hvad hun vilde, det maatte man lade hende! Med de stærke Følelser kunde hun nok faa sin Strid med at passe mellem Hverdagsmennesker og Hverdagssynsmaader som Guvernante. Han saa hendes talende Ansigt, som hun stod der paa den anden Side af Veien i under- trykt voldsom Bevægelse . . . Han sov da ogsaa over baade Bade- og Frokosttid. For en Gangs Skyld havde han givet sig Ferier fra Badereglementet; men et saadant Vanedyr var han, at Formiddagen alligevel fandt ham ivrig beskjæftiget med at indhente det forsømte. Han kom først sent til Middagsbordet og modtoges der af Frøken Fasting, der syntes blot at have ventet paa ham: "Nu, har De hørt det? Han er reist . . . Finsen . . . imorges over Hals og Hoved! Der skal have været en frygtelig Scene mellem ham og Frøken Falk igaaraf- tes paa Ballet. Saadant kalder jeg nu ligefrem et At- tentat!" "Saa, han er reist?" "Ja, - endelig! - men de snakker naturligvis fryg- telig . . . De siger, hun har brugt Dem til Mellem- mand" . . . SIDE: 286 - "til at knuse hans Fremtid og sende ham til Amerika?" . . . "Restauratøren saa Eder begge komme hjem sammen i Maaneskin sent . . . Klokken to!" Schrader lo . . . "Nei virkelig, - saa Restauratøren véd saa god Besked? . . . Da véd jeg noget ganske an- det, og det er, at den Torsk, vi her spiser, holdt paa at dø inat, fordi Fiskekisten var halvt opflydt! Havde jeg vidst, han var saa nær, skulde jeg underrettet ham; . . . . den smager flau - hvad? synes De ikke? . . . Forresten gi'r jeg Dem mit Æresord paa, at jeg ikke har vekslet et Ord med Hr. Finsen." "Var det ikke det, jeg vidste! - - Huf, . . . jeg holdt næsten paa at tro det . . . Stakkels Fru Falk var ganske rødøiet, da jeg mødte hende; men derfor kan dog ikke Datteren saadan mir nichts og dir nichts gaa hen og tage en saadan lang . . . Sentimentalikus! der bare gaar og snakker om "Personligheden"." - Hun bøiede Nakken bagover med en nervøs Mine og mysede . . . "Jeg kan med lukkede Øine høre Stand- punktet: De staar paa Jorden som Adam og Eva og grunder paa alt . . . dette bestandige festlige Ræson- nement! - - - Haa . . .h! jeg er ordentlig bleven frisk, siden jeg hørte, at han er afsted! Men Ely Falk har ingen set i hele Formiddag." Det var denne sidste Tanke, der ogsaa gjorde sig gjældende hos Schrader, da han ikke saa hende ved Bordet. Efter Middagen, da han kom ind til Kaffebordet paa Altanen, forekom det ham, som om Passiaren med ét stansede, og at Fru Lindkjær, der ellers altid paastod, at hun vilde lave hans Kaffe, nu var noget stram, uden at hun dog undlod den moderlige Vane . . . Schrader var ogsaa længst inviteret til hendes Hjem, der laa kun tre Mile fra Christiania, og hvor hun i Julen havde sine to Sønner, der begge var Studenter, og sine tre Døttre samlede. Frøken Baumann sad tilsyneladende aldeles uberørt af Samtalen; men han kjendte saa vel Minen; og det SIDE: 287 satiriske Blik, han fik til Hilsen, tiltelegraferede ham det samme, som han ogsaa uden det havde sluttet sig til, at det var om ham, man havde talt. At her var Misbilligelse i Luften, indsaa han deraf, at den ene efter den anden trak sig tilbage fra Altanen. "Der bliver tilslut kun os to igjen, Frøken Baumann! . . . vil ikke De ogsaa gaa?" "Jeg skal først drikke min Kaffe." "Jeg kom nok som en Hund i et Spil Kegler; - det var vist en ganske behagelig Passiar?" . . . "Som man tager det" . . . "Au - au, jeg forstaar . . . efterat Finsen er reist, mangler man Stof, - en Syndebuk!" "Saa omtrent. - De har været saa uforsigtig at tage Dem af Ely Falk . . . jeg tror ikke, det er langt fra, at man alt holder paa at forlove Eder" . . . "Meget smigrende isandhed - for mig!" "De er en farlig Natur! . . . lige ved at optage Stri- den, tror jeg, med alt dette tomme Sladder" . . . "Da synes jeg dog, det bør smigre mig. Den Dame er ikke saa lidt kræsen, som vrager en hel Finsen, - en elskværdig Kavaler og en Mand, som Fru Lindkjær sagde, "var i fuld Karriere" . . ." "I den Henseende kan De maale Dem med ham, Hr. Schrader!" - sagde hun leende. "Jeg, - Kopist Schrader?" "Enhver véd, at De med Deres Evner kan bringe det til hvilken Stilling De selv vil!" Der gik en Følelse af smigret Overraskelse gjennem ham, og han sagde noget forceret: "Man maatte sætte megen Pris paa denne Verdens Stas for at anstrenge sig paa den Maade, Frøken Baumann." "Det har dog sit Behag, forekommer det mig." "Da maatte noget være blevet én meget kjært! - - og det skal man passe sig vel for; det er første Leve- regel for en fornuftig Mand i denne Verden, som ikke vil have tidlig graa Haar." Hun saa paa ham med et eget Udtryk; hun var rolig skjøn som en Buste: SIDE: 288 "Og det tror De saadan uden videre kan undgaas?" "Ved Flid og Agtsomhed, ja, - skjønt jeg tilstaar, der skal undertiden meget til!" . . . Hun sad med Albuen hvilende paa Bordet og legte med en liden Blomst. Der var noget svimlende i Øieblikket. Han følte, at det ikke længer absolut var Remmer, hun gav For- trinnet, hvis hun fulgte sin Tilbøielighed. "Min Natur er Republiken, og der bøier man ikke Knæ for Dronninger. Er nogen for farlig, forviser man dem ved Ostracismus!" . . . "Vogt Dem, at ikke Republiken ender i Keiser- dømme! det pleier at gaa saa" - sagde hun oplivet og leende, idet hun gik. Hun havde faaet en varm Farve. . . . "og for at Republikaneren ikke faar Nathuen ned over Ørene!" - mumlede han lidt efter. Han stod alene igjen og saa udover. Badegjæsterne spredte sig nedover Gangene, hver til sit; men det var ikke dem, han fulgte. Han befandt sig lidt betuttet og underlig efter den uvante Situation og følte, at han nylig havde været nær ved at sige Dumheder. Der var foregaaet noget . . . vakt noget hos ham, som . . . Han følte sig som en Hvalfisk, der havde faaet Har- punen i Siden, og nu bereder sig til at løbe Linen ud. Han snappede Stokken, som var hensat bag Døren, og skyndte sig nedover saa langt, at han foreløbig ikke længer saa Badestedet; - han havde Trang til at gaa. Schrader var altid en endog kras oprigtig Mand mod sig selv, og han var ogsaa nu meget snar til at til- staa sig, hvor saare let paavirkelig han var for Smi- gerns Honning af et Par smukke Læber. Men det var ét, han - som ofte Tilfældet med Mennesker med et uprøvet Fond af kræfter - egentlig aldrig paa Bun- den af sin Sjæl havde villet indrømme, eller i smuk Beskedenhed bøie sin Stolthed til at erkjende, og det var, at han, - hvis han overhovedet engang for Alvor vilde, og det virkelig kom til Stykket, - da ikke skulde kunne naa frem blandt dem, som i hans Livsvei og Land indtog den første Række. Ulykken eller Feilen SIDE: 289 var, at han var saa uinteresseret og dovent anlagt, - at han aldrig vilde noget . . . Idag havde han plud- seligt faaet et Piskeslag paa Ærgjerrighedens Pukkel, og det var en hel Time at han ordentlig løb lybsk efter det uden engang at tænke . . . "Hør nu Schrader! nu begynder Du at blive inter- essant . . . Vil Du gifte Dig eller vil Du ikke gifte Dig?" - han sagde det, idet han stansede og meget besindig støttede Stokkespidsen imod en Træstamme paa den anden Side af Grøften - - "Du vil ikke gifte Dig! . . . Nu, hvad er det saa, Du farer og render efter over alle Haugene? Det er en sand Lykke, at her ikke er et Publikum, som klapper, for Du er en fuldstændig Bajas, min Ven! . . . Jeg tænker, vi tager det ganske langsomt og mageligt." Og han lod Handlingen følge paa Ordene, idet han slen- trede indover en Sti, der gik tilbage til Skovanlægget omkring Badestedet . . . "Mageligt, min Ven! det sokra- tiske "Kjend Dig selv" fører just ikke til smigrende Resultater!" Han slog ind snart paa en snart paa en anden Vei, valgte og vragede Retninger. Undertiden søgte han op til Høidepunkter, hvorfra der kunde være Oversigt over større Partier af Skoven. Som han saadan havde gaaet en Stund, begyndte de før tilbageslagne Tanker igjen at gaa paa ham i en ny Rid . . . "Nu, hvem siger da, at det absolut skulde være en saadan Galskab? . . . En Frue saa stolt og skjøn, at halve Landet vilde misunde mig hende, - og dertil interessant . . . pikant! -- det kunde blive et aand- rigt . . . opsigtsvækkende Hus . . . og, sat i en høiere Stilling - en ren ledende Dame. Hvem siger, at det ikke var værd at prøve sig? Det var dog et Sigte . . . og der er saa mange ganske anderledes dumme Maal, som Menneskene sætter sig i dette Jordeliv . . . Otte og tyve og et halvt Aar? . . ." Ærgjerrigheden holdt sit Blaalys op for hans Øine, og dets Skjær faldt paa en vis Maade forførende ma- gisk hen paa Antonia Baumanns skjønne Skikkelse, SIDE: 290 medens han udover Aftenen gik der og drømte, gjen- nemgik og bedømte Konkurrenters Kapaciteter med et Smil, der fødtes af Bevidstheden om hans egen Kraft og Evne, og tilslut lagde et Amtmandsembede i en passende Egn for Antonia Baumanns Fødder. - Han var udover dette og var begyndt at gaa raskere, da han stødte paa Gjærdet ved Lemckes Have. "Det er mærkeligt!" udbrød han utaalmodigt. "Nu har jeg gaaet paa kryds og tvers baade i og udenfor Skoven i hele Eftermiddag; men hun er her ikke! . . . Hun sidder da ikke inde hele Dagen og trøster sin Moder, fordi Finsen er reist?" - - Ogsaa i de følgende Dage speidede han forgjæves efter Frøken Falk; - hun syntes ikke at ville vise sig . . . Det var Søndag, Schraders kjedeligste Dag i hele Ugen og dobbelt kjedelig her ved Badet . . . Uanstæn- digt at tage sig noget for; man kunde ikke engang pas- sende sætte sig hen paa Formiddagen med en Mor- skabsbog. Badene lukkede og Folk træge og pyntede. Udsigten stod jo til Middagsmaden Klokken to, der forhaabentlig idag leverede noget ekstra; men Klokken var endnu først ti, saa det var et langt Lærred at blege! Den Vane, han var kommet i her at staa op Klokken seks, gjorde en saadan Formiddag rent ud endeløs . . . Og saa det Hundehumør, som altid vil sætte sig til netop paa den Dag! Dette var Schraders melankolske Betragtninger. Han havde hjulpet Frøken Baumann op i Remmers Vogn, da hun og hendes Moder skulde kjøre til Kirke. Hun havde havt en kjed Mine og et elegant Toilette, men saa jo ud som en Prinsesse, da hun sad i Vognen, og Remmer kjørte paa Kuskesædet. Raadvild med sig selv, bestemte han sig tilsidst til at slaa ind paa Bygde- veien, som ogsaa førte did. Han mødte mange Mennesker, hvilket oplivede en- SIDE: 291 del, men de havde alle mere Hast end han, og Veien var ogsaa længere end han havde tænkt . . . Det var en hvidmuret Kirke oppe paa en nøgen Haug og med en Stenmur om, langs hvilken der paa begge Sider voksede Nelder og Bringebærbuske. Ved Muren stod bundne Heste, Karjoler og Gigge og nedenfor paa Veien et Par Vogne, som man ikke havde villet risikere i den bratte Opkjørsel til Kirkegaardsporten. Han stod en Stund og betragtede det Stillebensbil- lede fra Landlivet, som kun afbrødes af, at Hestene humrede eller tyggede Hø . . . Et Par nøgne Ben, der stod op i Solskinnet fra Bagsiden af en Stolkjærre, tilhørte en Gut, som laa paa Maven forstukket hen un- der Sædet og sov med en Høsæk der nede paa Bunden til Hovedpude . . . Oppe paa Kirkegaarden stod endel triste, sorte Kors og et Par nye Granitmonumenter med visnede Kranse paa . . . Der var ikke et Menneske at se, de var alle gaaet ind; men Orglet og Sangen lød derinde, og Prædikenen var endnu ikke begyndt . . . Det blev kjedeligt i Længden at staa der i Solstegen. Det var dog muligt, Ely Falk var derinde. Skulde han for en Gangs Skyld prøve at udholde en Lands- prædiken? Den varede naturligvis sin Klokketime; men saa var han dog med i et Stykke Landsens Folke- liv. Han gik ellers aldrig i Kirke; han hadede Leflen med de Ting, og det officielle Hykleri bød ham imod. Søndag Formiddag fra elleve til to var netop hans ud- valgte, fortrinlige Arbeidstid i Departementet; da var der en Ro som aldrig ellers. Han stod endnu i Beraad med sig selv . . . Orglet stansede; men Kirkedøren vedblev at staa halvt aaben. Ved at vente en Stund kunde han jo slippe en Slump af Prædikenen; han vidste, at den kunde komme til at kjede ham indtil Lidelse. Det stod for ham, hvor- ledes han gjennem Aarene i Opvæksten havde siddet og stridt og kjæmpet med sig selv for at høre efter og undgaa bestandig at komme paa Vidvanken med sine egne Tanker, og hvorledes han tilsidst havde taget det at høre efter som et Slags Bod, saa at han SIDE: 292 ordentlig havde siddet med Krampe i Benene af Kjede for at holde ud. Det var da ogsaa med en Følelse som af at træde ind i et gammelt Torturkammer, at han saa sig om i Kirken, da han efter en sidste Overveielse var gaaet ind. Disse kirkelige Dekorationer, Former og Omgivelser havde været Vidne til alt for mange Sjæle- kampe, alt for megen Strid i hans unge Aar til, at de ikke nu efter saa lang Tid paa en Maade igjen nye skulde gjøre sit Indtryk. Det viste sig, at der var fuldt næsten til Trængsel nedenunder, og han søgte derfor op paa Galleriet, hvor man efter Landsens gode, høflige Skik straks gav Plads for den fremmede, saa at han nu vandt Oversigt over hele Kirken. Han saa saagodtsom hele Badestedet dernede. De indtog alle de forreste Pladse. Lige nedenunder ham sad Fru og Frøken Baumann samt Remmer, og i Midt- gangen stod Berle i elegant Stilling med en sort for- gyldt Salmebog støttet mod Lænden og tog sig ud mod en Pille . . . Men Ely Falk? - han ledte forgjæves efter hende. Hun pleiede dog at gaa i Kirken! . . . Hans Blik lys- nede med ét. Der saa han det kjernegode Ansigt bag Pillen paa den anden Side af Midtgangen; hun sad halv vendt fra ham og hørte efter. Selv havde han efter sine noksom udtalte Anskuelser ikke just nogen Lyst til at ses, og han trak sig derfor endel tilbage uden dog at miste Ely Falks Skikkelse af Syne. Og Præsten - prædikede jo for civiliserede Mennesker. "Py...h! - den Mand véd, hvad han siger . . . Nu saa, . . . ja med det skulde jeg ogsaa blive Præst . . . Kristendommen bestaar i, at vi er gode, kjærlige Men- nesker og overholder Brændevinslovgivningen! - det er Drukkenskabslasten, som holder her . . . Aa ja, og saa kommer alle Formlerne . . . Vanen er dog en for- underlig Ting! . . ." Han kjendte sit mørke Humør i Anmarsch, . . . en Følelse af Tomhed. Men han havde tillige en vis SIDE: 293 Øvelse i at undgaa den Slags Byger indeni sig, og han var lige efter henne i ganske andre og mindre metafy- siske Betragtninger. Han mønstrede Egnens Honora- tiores og derefter Badepersonalet dernede; han gjen- nemgik det sidstes kjendte Fysiognomier med adskil- lige mere eller mindre smigrende Bemærkninger og Iagttagelser. "Men hvorfor Ely Falk sidder der saa optændt og varm? Nu, nu - hun kan vel have sit stille Forhold som" - han vilde sagt - "enhver af os" . . . men und- lod at føre Tanken ud. "Det er dog en prægtig Natur paa den Pige! Hun græder og lægger Hovedet ned mod de foldede Hænder paa Kirkestolen. - Det er kanske for sin Moder, eller der gjærer i hende noget i Anledning af Finsen; men andre Mennesker i Kirken er ialfald ikke til for hende. Under alle Omstændigheder forføier Du Dig ud af Kirken igjen; det er og bliver tosset og dumt at handle mod sine Anskuelser!" - Han lod Handlingen følge paa Tanken og trak sig tilbage ind imellem de omstaaende, indtil han naaede Gelænderet i Galleritrappen. Lidt efter stod han og læste Indskrifter paa Kirkegaarden. Han hørte igjen Orglet derinde, og noget efter be- gyndte man at komme ud, først nogle enkelte, der skyndte sig nedover til Hestene, saa flere og flere, en- delig den tætte, brede, i Kirkedøren sammenklemte Strøm af Bygdens pyntede Mænd og Kvinder; - at det tildels var et Sødistrikt, var let at se paa de mange Mænd i Jakker og Sømandshuer. Massen udbredte sig paa Kirkegaarden nedover mod Udgangsporten . . . Den, som nu kom med Guldsnoren om Huen, var Sorenskriveren med Damer. De blev staaende, som de ventede paa nogen indenfor; . . . Ganske rigtig, det var paa Remmer og Baumanns, der blev inviteret til Middag. Idet hun traadte ud, havde Frøken Baumann op- daget ham henne paa Kirkegaarden; der gik et Skjær af Overraskelse over hendes Ansigt, og hun bøiede sit SIDE: 294 Hoved til Hilsen med et Smil saa smukt, at det alene kunde lønnet hele Kirketuren. Kun havde han lidt ond Samvittighed ved det; hun maatte naturligvis tænke sig, at det var for hendes Skyld, han stod der og havde umaget sig den lange Vei; men det var det nu ikke saa akkurat . . . skjønt, hvem kan granske sine Motiver? Menneskets Handlinger er et Produkt af mange Grunde . . . Nu kom Frøken Falk i en smuk let Sommerhat. Hun gik alene raskt nedover. Schrader skyndte sig efter: "God Dag, Frøken Falk!" Hun fo'r næsten sammen ved den uventede Tiltale, men blev synlig fornøiet ved at træffe ham. "Nu, De er dog en Fugl Føniks!" "Moder er syg." Hun gik et Stykke taus; derpaa sagde hun: "De maa tro, det er ingen let Tid for mig, Hr. Schrader!" "Det vil sige, De tager Dem endnu nær af, - - hvad der er passeret?" "Dette med Finsen har lagt meget til Moders Syg- dom; hun holder saa af ham. En saadan Tanke kan tilsidst blive uudholdelig!" "De skal gjøre op det Regnestykke, Frøken Falk! . . . kort og klart, saa kommer det aldrig igjen." "Det er umuligt!" "Tro De mig, det har sin Nytte; jeg tør have lidt Erfaring. Det gjælder blot ikke at indlade sig med alleslags skrupuløse Tanker uden bestandig at sætte dem Stolen for Døren med et passende klart og af- gjørende "Enten-Eller"; det dør de af som Rotter!" han var i en Smule irritabelt Humør efter Kirkegan- gen . . . "Vil De have Finsen, eller vil De ikke have ham?" Hun laante ham et næsten indigneret Blik. "Ja, med det har De valgt! Resten er bare Følgesæt- ningerne. Har De først Deres gode Samvittighed, fordi De ikke vil tage ham, saa har De naturligvis den samme gode Samvittighed foran alt, hvad deraf flyder. SIDE: 295 Et Menneske, som uden Grund plages af en ond Sam- vittighed, er blot Offer for sin Tanketaage." Hun stansede og saa paa ham, som hun ikke rigtig begreb ham: "De mener da ikke, at det ikke skulde gjøre mig ondt, at Moder er blevet syg og Finsen ulykkelig?" Var det nogengang, det havde stadfæstet sig for ham, at Kvinder ikke duer for det theoretiske Ræson- nement, saa var det nu; hun brød sig akkurat saa- meget om Syllogismer som om brændte Traade. Han svarede blot med et eftergivende: "Naturligvis forstaar jeg, det kan gjøre Dem hjerte- lig ondt; men noget egentlig dybere at bebreide Dem faar De dog ikke, synes mig" . . . "Da er det netop det, jeg har gjort den hele Tid! det var Grunden, hvorfor jeg maatte til Kirke idag og faa det af mig." Det var en Logik som bed sig selv i Halen . . . "De kunde dog ikke handlet anderledes!" "Jo jeg kunde." Han holdt paa ondskabsfuldt at udfylde: - "taget Finsen?" men lod det være og hun fortsatte: . . . "Jeg kunde vogtet mig for at give ham Anledning til de Indbildninger! Det er jo det, jeg altid maa lægge aabent for Vorherre og atter bede han tilgive mig," tilføide hun sagtere. "Det vil sige, De har en Tid sværmet grueligt for hans Præk? og det har smigret ham, saa at han fandt, at De maatte kunne blive ham en mageløs Hustru; det var at sikkre sig Beundring for hele Livet" . . . "Netop!" sagde hun og smilte. Han følte, at hun denne Gang vurderede hans Bemærkning. "Nu, og hvor bliver saa Skruplerne af? . . . Har han malt Dem?" "Mange Gange." "Saa!" . . . Der opstod en Pause, medens de gik ved Siden af hinanden paa Veien, og hun følte vistnok, at der laa SIDE: 296 en eller anden Kritik i hans Taushed; hun vendte sig til ham og sagde lidt irritabelt: "Er det ikke mærkeligt, at der endnu er saa mange, som mener, at en ung Pige ikke har andet at gjøre end at se til at blive gift? Som man ikke kan have Inter- esse for et Menneske af tusind andre Grunde! - han betroede mig en Tid, at han for Alvor tænkte paa at blive Maler, det var en Hemmelighed, Fader ikke skulde vide af, og jeg skulde være hans Prøveklud." "Det var da just ikke Bevis paa Uvillie, synes mig" . . . "Uvillie? Skulde jeg have Uvillie mod Arnold? Si- den blev det det nationale Liv i det hele, han vilde skrive om og tale for; han vilde leve bare for Ideen og aldrig tage Eksamen!" Schrader hørte med en vis Tilfredsstillelse, at den sidste Sætning lød adskillig spydig. . . . "Men De" - sagde hun som greben af en Idé - "hvorfor gaar De i Kirke? Det skulde De ikke gjøre!" "Jeg gik heller ikke i Kirken for at høre paa." "Ja, men det skulde De gjøre." "Jeg vil ikke sige, at De ikke modsiger Dem selv." "Aa, De forstaar godt Meningen! . . . der er noget saa selvretfærdigt ved Dem." "Jeg plager ialfald ikke min Samvittighed ørkes- løst, Frøken!" Hun stansede pludselig: "Der kan ingen forarge mig som De, naar De be- gynder saadan; jeg mistænker Dem altid for at De véd saa uendelig meget bedre, og jeg fordrager ikke Spot! - Ja undskyld, jeg vil denne Vei tvertover langs Gjærdet og Ageren der og saa gjennem alle Gaardene; jeg kommer paa den Maade en halv Time før hjem." "Jeg tænkte, jeg kunde hjælpe Dem" . . . "De?" Hun saa noget forbauset ud ved Tanken og maalte ham, men forstod i det samme, at hun havde stødt ham. "Hr. Schrader," - sagde hun pludselig varmt, "De har været næsten som en Fader for mig her ved Ba- SIDE: 297 det; og De maa ikke tænke andet end, at jeg er tak- nemmelig! Der er saa meget, som jeg havde Lyst til at fortælle Dem. Næst efter Fader, - ja, De maa vide, der var baade Hjerte og Forstand der! - har jeg ikke set nogen, som jeg kunde tro saadan til alt som Dem . . . Men," tilføiede hun leende - "til at springe Gjær- der og Myrer er De for tung og for byvant og har for gode Søndagsklæder!" "Jeg skal ikke opholde Dem længere, Frøken Falk!" "Nu er De fornærmet; det skulde De ikke være paa mig." - Hun betænkte sig lidt . . . "Forresten, vil De hjælpe mig et Stykke med Grindene, vil jeg takke Dem . . . og saa er der en Væder borte ved den røde Gaard der øverst. Jeg havde tænkt at gaa rundt forbi den oppe paa Stengjærdet; men naar vi er to, vover den sig ikke." Schrader aabnede Grinden, som førte ind paa Eien- dommen ved Siden af Veien. Man gik langs Grøfter, over afslaaede Marker, gjen- nem Gaardstun. Nogle løse Svin, som de mødte i en trang Fægade, og som han ellers vilde betragtet med høist mistænkelige Øine, generede nu aldeles ikke. Ligesaa var der jo foran en Grind et Par Heste, som stod og viftede med Halerne, saa at de maatte pas- sere lige forbi; men alt dette faldt hende saa naturligt, at hellerikke han kom til at spendere synderlig Tanke paa det . . . "det lod til at være Fred mellem Menne- sker og Dyr den Søndag!" Af og til plukkede hun i Hasten en Blomst ved Si- den af Veien, og hun have alt grundlagt en liden Buket, da de stod ved Gjærdesaabningen. Hun plukkede en sidste Kornblomst ved Enden af den endnu grønne Bygager, de havde passeret, og sagde saa, idet hun vendte sig mod ham: "Ja, her er det; der gaar den . . . der! Den har endnu ikke set os . . . Jo, nu behager den at tage os i Øiesyn." "Aa, jeg tænker nok, den vil anstille visse Betragt- ninger, naar den ser denne" - sagde Schrader og svingede sin fine, lette Rørstok. SIDE: 298 "Vil De lade det være! det er netop den, som tirrer den. Læg den bort . . . her . . . til De kommer igjen eller gjem den ialfald ved Siden af Dem, saa at den ikke ses. Nei, jeg skal tage den . . . saa! og saa gaar vi tilsyneladende fordybet i en interessant lærd Pas- siar, som om vi aldeles ikke mærker den. Tænk Dem nu ind i en af Deres dybeste Materier eller, at De har mig til Nar saadan lunt, som jeg engang mistænkte Dem for, og se ikke til Siden . . . kun paa mig!" . . . Hun morede sig øiensynlig over Situationen. Da de paa den Maade var komne midtveis paa Jordet, sagde hun: "Kan De se . . . nei nei, se ikke! hvor gravitetisk den staar og betragter os, om vi skulde give den nogen Anledning. Kan De ikke se med Øienkrogen . . . det kan jeg. Gid De kunde det!" - sagde hun utaalmodig - "Nu, saa se lidt da; . . . men ganske lidt" . . . "Tak jeg ser Bæstet; der er noget vist oprørende uforskammet ved en saadan dyrisk Overherre, den an- ser sig som Magnat og uindskrænket Despot over hele Markstykket. Jeg forstaar forresten ikke, at det kan være saa farligt; den har jo ikke Horn." "Dersom De vil lade være at filosofere, indtil vi er over, skal De have Tak. De maa ikke saadan se paa den, hører De!" Han stansede. "De véd jo, at selv den bengalske Kongetiger imponeres af et Menneskes Blik . . . skulde vi her da frygte for et simpelt Han-Faar?" "Ja Tak! men vær bare saa snil at gaa." Schrader føiede hende, og de var snart helt fremme over paa den anden Side. "Kan jeg ikke hjælpe Dem lidt her - over Sten- gjærdet?" Hun blev imidlertid staaende. "Nu tror jeg virkelig, De gjør rettest i at følge med mig alligevel" - sagde hun - "tiltrods for, at De kan blive vaad over Myren. De har baaret Dem dumt ad med Bukken og ærtet den" . . . "Den staar jo paa samme Plads! . . . og desuden, SIDE: 299 jeg tror, De har været lidt overdreven nervøs for det Dyr." Schrader var bleven paastaaelig og ømfindtlig; han vilde ikke levne Rum for den Tanke, at han skulde være bange. . . . "blot De vilde holde Dem nær Gjærdet og gaa rundt." "Tak for Raadet! . . . Maa jeg bede om min Stok" . . . Han gik ganske rolig den samme Vei tilbage henover Marken; men fandt det dog rigtigst at indtage den an- befalede ligegyldige Holdning. Ikke desto mindre kunde han ikke undlade at bemærke, at Bæstet der- henne ikke længere tede sig paa samme Maade. Det stod og stampede med Forbenene og saa paa ham. Det gjorde et Tilløb og stansede . . . nok et . . . og nok et. Det var ikke langt borte . . . et Par af den Slags Tilnærmelser, og Stillingen kunde virkelig blive hyg- gelig! . . . Havde det endda havt Horn at gribe i . . . Kapløbe med det? Han maalte Afstanden til Gjærdet og paaskyndte umærkelig sin Gang; men den næste Tilnærmelse lod ham indse, at al Tanke om Flugt blot var den elendigste Chimære; Dyret forstod altfor godt, hvor han vilde hen, og passede paa. Det, som nu betog Schrader endnu mere end Fryg- ten, var Harmen over den nederdrægtig pinlige Situa- tion, hvori det Dyr vovede at holde ham! - det var jo sletikke saa stort. Han løftede pludselig Rørstok- ken og gik truende lige hen imod det. Dyret veg vir- kelig ogsaa nogle Skridt tilbage; men, o ve! - kun for at komme i en styrtende Fart lige imod ham, saa at han maatte bruge al sin Aandsnærværelse for at komme tilside. Og nu begyndte der en Leg henover Marken: - De to paa Skabningens Stige saa forskjellig stillede Indi- vider en Stund maalende hinanden Øie mod Øie, der- paa fra Væderens Side en tre fire Skridt baglænds, og saa et Anfald i ret Linie lige ud næsten gjennem Luften, medens Schrader hver Gang med Opbyden af al sin Opmærksomhed undveg til en af Siderne. Han SIDE: 300 beholdt derunder dog den Aandsnærværelse at lede Sla- gets Retning saavidt mulig hen mod Gjærdet. Det lod til at skulle vare en Evighed; ialfald fandt Schrader det, og han stod just og pønsede paa at klare den sidste Strækning ved et Løb af alle sine Kræfter, da Væderen kom susende. Han modtog et voldsomt Stød, og snart befandt han sig siddende fortumlet paa Marken med den gravitetiske Væder staaende foran sig. "Reis Dem ikke - den stanger!" raabte det, og lige efter saa han Ely Falk med begge Hænder holdende Dyret fast i Uldpelsen. "Nu, vi har faaet Tag i den, er der ingen Fare; men nu maa De ogsaa hjælpe mig at lede den hen til Gjær- det, saa vi slipper over; . . . hvis De kan da" . . . Schrader fik med en vis hjertelig Lyst Tag i sin Fiendes Pels; han følte, han kunde baade slagte og æde den. Ikke langt fra henne paa Marken laa hans Stok, og han sendte længselsfulde Blikke efter den; - han vilde dog nødig lade sit Sværd efter sig paa Va- len . . . "Tror De" - sagde han anstrengt - "at vi kan faa Bukken did?" - han nikkede i Retning af den efter- tragtede Gjenstand. "Gaa De, jeg skal nok holde . . . forresten var det den Stok, som gjorde det altsammen!" Schrader var øieblikkelig tilbage, og da de efter en noget vanskelig og indviklet Marsch igjen kom over paa den anden Side, holdt han Bæstet, medens hun sprang op paa Gjærdet. Han kom da ogsaa lykkelig op bagefter; men følte sig endel lemster. "Har De stødt Dem alvorligt?" "Aa nej - ikke noget at tale om . . . Men jeg maa sandelig takke Dem, Frøken Falk, fordi De bjergede mig ud af den grundig latterlige Situation!" "Aah, - den var ikke bare latterlig . . . Forresten maa De tro, De gjorde Pas! Jeg stod oppe paa Hau- gen og saa det . . . og løb af alle Kræfter." Nu først bemærkede han, at hun ikke havde Hat, og SIDE: 301 at det svære Haar var faldt ned over Ryggen i en vældig Flette . . . "Undskyld" - sagde hun og gjorde nogle Snoninger paa det om Issen, hvor hun igjen befæstede det med en Naal . . . "Hatten tænker jeg hænger etsteds paa et Træ. - Sidder det?" "Aldeles prægtigt!" - udbrød han varmt. Hun saa paa ham et Øieblik opmærksomt, næsten forskrækket, men beroligede sig. "Nu gjør De ialfald vistnok bedst i at gaa samme Vei som jeg. Væderen staar der og ønsker Dem nok bare over Gjærdet igjen!" De gik hastigt henover den smale Vei, hun foran og han efter. Hatten laa et godt Stykke fra paa Jorden ved en Busk. De talte ikke, og han havde heller ingen Trang dertil, kun en Følelse af inderligt Behag ved at følge efter denne raske, smukke, rene Pigeskikkelse, der viste sig og igjen svandt mellem Buskene foran ham. Der var noget saa rankt og skjønt ved hendes Liv og de faste Skuldre, noget saa smukt klogt og skjært over det Ansigt, som af og til hastigt saa sig om og søgte Veien. Og hun betænkte sig sandelig ikke paa, hvor hun skulde springe. Saadant gjør kun Uskyl- digheden. Han kunde ønsket, at Turen var vedblevet paa den Maade hele Dagen. Men snart begyndte Ter- rænet at blive vanskeligere og fuldt af Tuer, de nær- mede sig Myren, og naar de var over, saa var den Her- lighed forbi! . . . Han var sig fuldt bevidst, at han gik der med en særdeles varm Følelse for hende. Der var naturligvis ikke Tale om Kjærlighed eller noget af det, som kunde passe foran Antonia Baumann! det var heller Beun- dring foran en harmonisk Menneskenatur. Hun fæng- slede og fortryllede ham. Se blot, hvordan hun sætter Foden foran sig. Stenene burde føle sig ærede og gjør det kanske ogsaa. Det er blot vi Mennesker, som er Bæster og . . . Badegjæster! Han havde i denne Tid set dugfriske Morgener, naar Solen nys er staaet op, og fundet det at være en Her- lighed uden Lige; nu vidste han det, som var skjøn- SIDE: 302 nere, friskere og høiere - en ren, naturlig ung Pige! De stod nu ved det afgjørende Sted i Myren; det var igrunden et Bækkeleie, men bredt, og mulig havde hun her, opvænnet som hun var i Landliv, paaregnet en Overkomstmaade, der ikke vel lod sig effektuere med en Kavaler ved Siden; thi hun stod lidt raadløs og sagde endelig: "Ja, naar nu bare ikke De havde været her!" Han skulde gjerne taget og baaret hende over; men hun var alt ifærd med at tage sine Forholdsregler. "Aa, tag den Træstok der og kast ud! . . . der, hvor det er grundt." Hun slap ogsaa over; men for Schra- der gik det værre, han gled og fik begge Støvler fulde af Vand. Snart stod de ved det Sted, hvor Veiene nedover til Fru Falk og Badestedet delte sig. "Hvad sagde jeg Dem ikke," lo hun, idet hun nik- kede til Farvel. "Har jeg ikke hver Gang spaaet rigtig idag, først det med Bukken og saa, at De vilde blive vaad i Myren? Den Historie med Væderen vilde jeg ikke have undværet for meget!" "Jeg staar mig just ikke paa Passagen, naar den kommer ud." "Skal vi overlægge, at ingen af os fortæller den? den er jo fristende; men . . . siden det er Dem" . . . Inden han fik svare, var hun borte. Det var først, da han gik nedover med sine vaade sulkende Støvler, at han kom til at gjenoptage noget, der før havde ærgret ham . . . Hun betragtede ham virkelg som en saadan - "Fader!" . . . "Hun var atten Aar og han otte og tyve . . . og et halvt da" . . . Han gik raskt hjemover . . . "Næst hendes mageløse Fader!!" - - Der var noget rent ud kreperlig ærgerligt i denne - Galskab hos hende, som aldrig vilde ud! Om Aftenen maatte han ned og forhøre sig om, hvor- dan det stod til med Fru Falk; han traf Ely, men vilde SIDE: 303 ikke opholde hende, han ønskede kun Besked, og den lød gunstig. Den næste Morgen gik han igjen forbi; han saa hende gjennem det aabne Vindu sysle derinde i en tækkelig Morgenkjole, og da han stansede, traadte hun hen og hilsede med den Underretning, at hendes Moder nu var meget bedre. Der behøvede ingen mere at vaage, og de havde alle været Syvsovere den Nat. Han havde en Følele næsten af, at hun havde ventet ham. Hun holdt paa at trække sig ind igjen, da Schrader med et spøgende kort: "Kommer igjen iaften og hører videre" . . . ogsaa paa sin Side fortsatte Veien. Om Eftermiddagen saa han til sin ærgerlige Skuf- felse Antonia Baumann hos hende paa Trappen. Han hilsede let muntert og gik forbi, men modtog fra Frø- ken Baumann en Hilsen, som næsten forstemte ham, saa smuk og talende venlig den var . . . ja netop der- for. Hun tænkte da vel aldrig, at det var for hendes Skyld, at han var gaaet den Vei nedover . . . der var ialfald noget pinligt i det . . . skjønt det var jo næsten noget saadant han selv havde ønsket. Blot ikke nu . . . og paa den Plads! Det var to saa forskjellige For- hold. Naar alt kom til alt, havde han dog nok nu vist sig altfor kold og ligegyldig mod hende, og det maatte absolut gjøres godt igjen paa noget Vis næste Gang . . . Han stansede og saa paa sit Uhr; han havde alt gaaet over et Kvarters Tid nedover. Nu maa hun være gaaet . . . jeg venter endda fem Minutter; . . . men hun stod virkelig som hun holdt paa at gaa, synes jeg, med Parasollen i Haanden . . . jo, nu maa hun være alene! - og han skridtede igjen opefter næsten med febrilsk Hast. Man kunde uheldigvis ikke se til Trappen ad den Vei, førend man kom lige til Haveporten, og han havde alt langsomt sagtnet sin Fart i det bedste Haab, da han saa den befrynsede Parasol og Frøken Baumann, nu blot nedenfor Trappen. Hun stod, skjønt endnu i Samtale med Ely Falk, SIDE: 304 som hun netop vilde gaa. Han modtog et Smil saa fint overrasket ved igjen at se ham, at han ikke vel kunde andet end stanse og indlade sig i Samtale; han havde jo ogsaa noget at gjøre godt igjen . . . "Gaar De opover, Frøken Baumann?" . . . Hun hilsede og smilte med en lys Mine tilbage til Ely Falk og gik temmelig rask hen til Haveporten. Hun bar idag igjen en udsøgt Dragt i graa-violet Silke og en høi gammeldags Bæltespænde med dybrøde Stene! - det skinnende blanke, ravnsorte Haar faldt med en særlig Virkning under den hvide Musselinshat. "Et Familiestykke, Frøken Baumann?" - spurgte han hentydende til Bæltespænden. "Ja, - høit oppe fra - en Justitsraad von Landen- berger." "Altsaa Adel?" "Aa ja, . . . paa Mødrenes Side . . . von Landenber- gerne. Paa Fædrene har det blot været Embedsmænd i tre, fire Slægtled. Jeg har endnu et gammelt udble- get Akvarel af min Tipoldefader; han var fra Bremen. Det gjør bestandig et saadant trist Indtryk; man sagde altid at jeg lignede ham. Som Barn stod jeg ofte i Sofaen og saa paa det Portræt og tænkte paa Olde- fader og hans Liv mellem Bryggerne og Smaaligheden dernede. De lever saadan fra Slægt til Slægt. Spids- borgerligheden og Skillingskræmmeriet sætter sit faste Præg paa dem gjennem Generationer" . . . For Schraders indre Blik faldt der uvilkaarlig et Lys over hendes smukke regelmæssige Ansigt, - hun maatte ligne sin Oldefader mellem Bryggerne. Det var intet varmt sydligt, der gjemte en Fylde af Liv og Sol. Det var et koldt nordeuropæisk, hvis regelrette Skjønhed var fremskabt af solløse, snevre, regelmæs- sige Forholde; - et Forstandsansigt, der først og fremst forstod Virkeligheden - og frygtede den! hvori Illu- sionen og Poesien kun tilhørte Romanens Verden - - Sæbebobler, der blot kan blæses af velstaaende Folk! Imod disse karakteristisk udprægede er vort Lands kun SIDE: 305 halvfærdige Bondeansigter med Poesien og Troen endnu i sig . . . som Ely Falks for Eksempel! . . . "Og Deres Navn . . . Schrader?" "Aa, - det skal nok være Skardet. En af mine For- fædre, der blev Embedsmand, nobiliserede det efter en Velgjører. Det blev Familiens Opsving!" Hun lo. Medens disse to saaledes vandrede opover mod Bade- stedet, stod Ely Falk igjen ved Trappens Rækværk . . . Der var et smerteligt Drag i hendes Mine. Antonia Baumann havde idag kommet til at lede Talen hen paa Schrader, og det var med en livlig Glæde hun var gaaet ind derpaa; de var komne i saadant Humør der- ude paa Trappen begge to. Uagtet Antonia med en vis Interesse nævnte, at hun havde hilst paa ham paa Kirkegaarden, fortaug Ely dog sin egen Spadsertur bagefter med ham - hun havde jo ogsaa givet sit Løfte om Taushed. Da han midt under Samtalen - aldeles ikke uventet - kom spadserende forbi Have- porten, var det med en vis Glæde, at hendes Blik hilste ham, og hun anede næsten ogsaa, at han vilde gaa forbi, fordi Antonia stod der hos hende; - han gjorde det ogsaa. Men den lidt rødmende Hilsen, det hemmelighedsfulde glade Smil, som hendes Veninde i det samme sendte ham, og som han besvarede saa ud- søgt venligt, næsten uden engang at se paa hende, som dog stod der lige ved, - det gik som et pludseligt Stik igjennem hende, og hun følte en kold, klam Skuffelse, som hun ikke i Øieblikket kunde gjøre sig Rede for, men som blev hende klar nok, medens Antonia i ly- sende Humør fortsatte Samtalen. Det var jo hende han havde sværmet for, som hun selv havde fundet, passede saa godt for ham sidst den Aften paa Ballet. - Og hun havde - hun saa med ét ned i en svimlende Afgrund - været paa Vei til for Alvor at forelske sig i ham! Antonia blev staaende der saa fortærende kjedsom- meligt længe og vilde ikke gaa, . . . blot snakke! . . . SIDE: 306 Aah, - nu begreb hun det; - hun ventede blot paa, at han skulde komme tilbage igjen den samme Vei! "Kan Du forstaa," lød det imedens fra Antonia - "at en saadan Mand, saadan en virkelig af Naturen anlagt Herre! for det er han, - kan nøie sig med blot at være Kopist? . . . Det er noget saa nobelt dovent ved ham; han gider bare ikke være mere . . . Men vent; faar han blot et Maal" . . . Ganske rigtig! - han kom igjen og stansede! An- tonia gav sig knap Tid til at hilse Farvel, før hun denne Gang mod al sin Sædvane noksaa skyndsomt stod henne i Haveporten hos ham. Det var et Stevne- møde mellem dem, hvori hun havde gjort Tjeneste. Hun pressede Fingrene mod Brystet med en bitter Mine, idet hun gik ind. Oppe paa sit Kammer stod hun igjen en Stund uden at røre sig. Afsløringen af hendes indre og Skuffelsen havde været for pludselig og voldsom, til at der endnu skulde være Spor af Ligevægt; - det kunde for Øie- blikket kun presses tilbage . . . "Formodentlig Straf for, hvad jeg har tilføiet Fin- sen!" - hviskede hun "Gid det var!" - Hun begrov Ansigtet i Hænderne og hulkede. Det havde glippet for Schrader den Dag, og han tænkte egentlig ikke paa andet end, hvorledes han pas- sende kunde komme til at tale med hende den næste. Han havde en Avis, som ikke blev holdt der ved Badet; det var dog muligt, at den kunde adsprede Fru Falk, og han tog den med sig paa Morgenturen. Det varede denne Gang temmelig længe, før hun viste sig. "Bedre fremdeles?" "Ja Tak!" Han studsede; hun saa kold og forandret ud og lod til straks at ville gjøre Ende paa Samtalen. SIDE: 307 "Jeg tænkte, denne Avis mulig kunde være til Ad- spredelse for Deres Moder, om De vilde læse et og andet for hende?" "Tak, . . . mange Tak, Hr. Schrader! Moder vil være Dem taknemmelig for al Deres Opmærksomhed mod os . . . og ligesaa jeg . . . véd De nok." "Den kommer daglig, og, vil De, skal De faa den saadan ned hver Morgen?" Hun stod atter med Hovedet i Solen, saa Haaret saa ud som Guld. Han vidste jo, hun gjorde ikke synder- lig Omstændigheder med det, men blot vred det i en Knude. Hun syntes i Beraad med, hvad hun skulde svare. Endelig sagde hun: "Tak! - - men kunde jeg ikke faa Lov til at hente den oppe paa Kontoret, naar jeg gaar ned efter Aftens- bordet? . . . blot De saa vil huske forud at lægge den der . . ." Han hilsede; men vendte sig igjen: "Avisen skal De finde punktlig hver Aften paa Kontoret, - om De skjøtter om det!" . . . Han var høist utilfreds; han havde Følelsen af, at hun havde svaret undgaaende; - han havde kanske været noget ofte dernede . . . Hans Mine var alt andet end lys og oplivet, da han kom op paa Plænen, og Frøken Baumann venligt bøi- ede sig ud over Balkonen og raabte ham op for at skille en Disput deroppe. Han var oplagt til Kritik, og det faldt ham i Øret, at hendes Stemme havde noget metalagtigt skingrende, ikke rigtig ungt ved sig. "Hun er da ogsaa saa forsigtig, at hun aldrig ler høit . . . som Ely Falk" var de uærbødige, temmelig nærgaaende Bemærkninger, der gik gjennem hans Hoved, medens han steg op af Trappen. Om Eftermiddagen undgik Ely Falk ham nede ved Veien, derom var ingen Tvil. Han lagde Avisen ind paa Kontoret! han skulde ikke genere, det var ikke hans Sag at være paatrængende! Den næste Dag indfandt hun sig til Middagen igjen, SIDE: 308 men forskansede sig med Ida Raven og de andre Ven- inder, som ikke havde set hende paa længe. Hun hil- sede jo venligt paa ham derhenne fra sin Plads ved Bordet . . . endogsaa to Gange, da han den første havde ladet, som han ikke saa det; men Meningen var god nok at forstaa. Han havde generet . . . bryd hende! . . . Ulykken var bare, at det var blevet saa uhyre tomt og kjedeligt overalt, hvor hun ikke var; - han havde nu paa en Maade vænnet sig til at høre hende tale . . . saa oprigtig og ligefrem! Han havde for Øieblikket en Trang til det, som han vilde ønske, han var vel over; thi den pinte ham, - han gik jo ordentlig og længtede efter hende . . . Efter hvad Berle fortalte under en Drøftelse i en Damekreds af hans og Frøken Baumanns Forhold, der i de sidste Dage var kommet paa Tapetet, havde han været adskillig ry og uhyggelig oppe paa Balkonen. Det var ogsaa under Følelsen af, at han virkelig havde begyndt at sætte Pigger og Ug ud til alle Sider, at han trak sig tilbage: - "Høist dumt at give sig til at omgaas Folk og være behagelig, naar man er i Hundehumør!" Efter det Princip havde han en Aften foretrukket en Spadsertur fremfor at opholde sig paa Balkonen, og det var først ved den Tid, da de andre gik ud, at han satte sig der alene i Hjørnet med den myge Rørstok halvt snoet om Foden og saa udover den smukke Dæm- ring, Skoven og Søen. Han følte sig mod Sædvane lidt blød og sentimental, i ualmindelig Samstemning med Naturen; . . . den blanke Stribe derude over Træerne havde noget ved sig, som man kunde sidde og drømme hen ved, noget vist vemodigt . . . Han havde siddet saadan en Stund, da Antonia Bau- mann traadte ud paa Balkonen; hun blev staaende og se udover med den ene Haand støttet paa Gelænderet. Han vidste, at det var hendes Yndlingsudsigt. "Ikke sandt en smuk Aften!" - bemærkede han. Hun vendte sig overrasket om; hun havde aaben- bart ikke set ham før nu; . . . og den bløde Tone, hvori SIDE: 309 Bemærkningen var gjort, foranledigede hende til at se nok engang hen paa ham. "Naturen er det eneste, som ikke skuffer os," - svarede hun lidt bittert. "Skuffer nogen mig, saa er det mig selv som er dum! og ingen anden, jeg har at bebreide det; . . . man skal ikke fæste sig ved en forgjængelig Gjenstand." "Jeg maa beundre en saadan Visdom!" "Alt det, man har fæstet sig ved - Erindringerne kommer ellers til at hænge ved én som Halen paa en Papirdrage eller som alle Fotografier, man tager med og gjemmer i Skufferne og aldrig kan blive kvit!" "Saa, De er hævet over den Svaghed at maatte styrke Hukommelsen paa den Maade? Jeg for min Part tror, at her blir lidet at leve paa, tager man Erindringen bort fra Livet, selv om den kan have sin Bitterhed. Ogsaa denne Tid her ved Badet har for mig Minder, som jeg gjerne vilde holde paa." "Og fotografere . . . hvad?" - Schrader følte med Ærgrelse, at han ved sine irritable Yttringer havde for- skjertset Anledningen til at faa hendes smukke Por- træt og blev noget forceret. "Aa ja," - indvendte hun. "Hvorfor ikke? . . . Jeg foretrækker, om det skal være, endog at lide ved Min- det . . . Aftener som denne." . . . . . . "er til at nyde! Det gjælder blot ikke at hengive sig saa langt ind i Skjønheden, at man faar sit Sind for stærkt fanget i det. Paa den Maade skilles man fra en skjøn Aften eller, om De vil, en skjøn, sympathe- tisk Kvinde som fri Mand med et Tak i Hjertet for Samværet istedetfor Skuffelse og Tab." Han stod ved Siden af hende, og hun bøiede sig pludselig imod ham. Det stramme Ansigt med de lu- ende Øine bar et lidenskabeligt Præg af Bitterhed; men hun yttrede samtidig meget fint med let Haan: . . . "og har ingen Lidelse af Mindet? De har Ret, det er en Filosofi, man staar sig paa; jeg kan kun lyk- ønske Dem med den! . . . Hvad mig angaar, saa for- sikkrer jeg Dem, at jeg altid vil komme til at erindre SIDE: 310 Deres interessante Konversation og" - sagde hun, som hun trak den ene Hanske paa, idet hun gik - "jeg vil more mig den Dag, jeg ser, hvorledes De med alle Deres ophøiede Theorier dog tilslut blir hængende i et - noksaa hverdagsligt Net! . . ." Hvad var det? - hun sagde det med et næsten spot- tende Smil. Hvad mente hun? . . . Hm! - dette var nok saa ganske uforvarende noget jevngodt med en opgjort Affære. Ja ja . . . det bedste er bedst! - jeg var jo ogsaa grundig kjed af det. Imorgen skal vi være saa udsøgt venlige og naturlige mod hinanden" . . . Den følgende Formiddag var hans væsentligste Be- skjæftigelse at grunde over Frøken Falks Hat, som laa efter hende paa en af Bænkene nede ved Skovveien; hun havde altsaa siddet der . . . Skulde han bringe hende den? Han besluttede at lade den ligge, men sad imidlertid og saa paa den, tog den derpaa i Haanden . . . Det var sikkert den Straa- hat, hun havde havt paa første Gang, han saa hende, - den Nat i Lysthuset i Lemckes Have. Han huskede nu saa klart, hvordan hun da saa ud, undrede sig blot over, at han ikke øieblikkelig havde gjenkjendt hende den næste Morgen . . . Og, han havde endog taget feil af hende og Antonia Baumann! Der sad en vissen Blomst i Hattebaandet . . . "Jo . . . det er min Hat! Jeg har slet ikke glemt den" - lo hun - "blot lagt den efter mig." Hun stod lige foran ham med endel Markblomster i Hænderne. Hun var blevet meget rød, og der var noget ubestemt og forlegent ved hendes Væsen, der noksom modsagde den unbefangede Manér, hvormed hun optraadte. Schrader følte godt, at hun havde ond Samvittighed for sin Færd imod ham. Hun blev staaende et Stykke fra og rakte ikke engang Haanden ud. "Vær saa god, Frøken Falk, her er Deres Hat . . . ganske ubeskadiget! Jeg sad just og grublede paa, SIDE: 311 hvorledes jeg skulde faa den praktiseret ned til Dem uden at være med selv." "Tak! . . . uden at være med selv? Hvad mener De med det?" "Blot at jeg nødig vil besvære Dem." "Det skulde gjøre mig ondt, om jeg havde givet Dem Aarsag til at mene det . . ." "Jeg har dog ikke talt med Dem nu paa tre fire Dage minst . . . og snart slutter Badetiden." "De véd, jeg vil altid føle baade Taknemmelighed og Venskab for Dem, Hr. Schrader . . ." "Nu ja, naar De gjør det, saa kunde De gjerne unde mig de faa Stunder, jeg kan have igjen at tale med Dem her!" Hun stod med Hatten i Haanden og saa paa ham, men satte sig ikke, som han havde ventet, ned paa Bænken for at ordne Blomsterne og samtale. "Jeg har egentlig Hast, Moder venter!" svarede hun med et Forsøg i flygtig Munterhed. - "Man taler om en Landtur. De er vel med?" En af hendes mange Blomster hang faldefærdig ned fra Skjærmen af Hatten, som hun holdt som et Fad i Armen; det var en "Maria Guldsko". Han tog den: - "Til en Erindring . . ." sagde han og lagde den ind i sin Lommebog . . . "her blir den presset til Minde med engang!" Hun vaklede lidt, og der gik en Farveskiftning over hendes Ansigt, men sagde derpaa alvorligt: "Tak . . . men giv mig den igjen!" "Igjen! - hvorfor?" Hun søgte øiensynlig efter Grunden, men holdt der- under fremdeles med Bestemthed Haanden ud. - "Fordi det virkelig vilde forstyrre Indtrykket, - min Erindring om Dem. Jeg kan ikke tænke mig en Mand som Dem med Albumer, Minder og saadant no- get - Nips!" "Værsaagod!" - han udleverede Blomsten; - "Er et Fotografi ogsaa Nips?" SIDE: 312 "Jeg har et af mig og Moder; hvis De vil komme ned til os en Dag, saa kan De faa det, og hun . . . jeg mener vi begge, vil sætte megen Pris paa at faa Deres igjen engang. - - Jeg haaber De ikke glemmer det!" sagde hun og hilsede meget venligt, da hun gik . . . . . . "Et Fotografi af hende! . . . Jeg er vis paa, at det er et rent Uglebillede; - hun er netop ikke for Fotografi. Man maa se hende leve og røre sig, høre hende tale . . . opfange Blikket . . . Udtrykket, hele Ynden ved hende! . . . Fo...to...grafi! Huf!" - Han reiste sig. Hvad han grublede paa Resten af Dagen var, naar han vel passende kunde gaa ned og hente Fotografiet? Af sig selv havde han rigtignok et; men det var neder- drægtig stygt. Han vilde dog prøve paa at sende et andet fra Hovedstaden, om det lykkedes at faa noget bedre; han saa virkelig her altformeget ud som en saadan "Papa". Af en eller anden Grund havde han den næste Efter- middag ingen Avis faaet, og han fandt at burde un- derrette hende om dette, for at hun ikke skulde bemøie sig forgjæves hen paa Kontoret om Aftenen eller endog tillægge ham en Skjødesløshed. Hun sad alene i Haven nedenfor den lille Trappe og syede ved et lidet Bord. Da han kom, lagde han Mærke til, at hun saa meget alvorlig ud, og hendes Hilsen var ogsaa meget stiv og kold. "Jeg vilde blot sige Dem, at der ingen Avis er kom- met idag, for at De ikke skal gaa forgjæves." "De er altfor artig, Hr. Schrader! . . . og skulde ikke gjøre Dem al den Uleilighed - for vor Skyld! Nu er Moder saa frisk, at hun ikke længere behøver Aviser, saa . . . vi har kun at sige Dem vor Tak for de, vi har faaet! Det er sandt, medens jeg erindrer det, vi har lagt sammen alle Numrene for at sende dem op til Dem." "Aa - behøves ikke. De gamle Aviser!" "Jeg bringer dem med mig næste Gang op paa Kon- toret." SIDE: 313 "Nu, siden de endelig skal bringes saa nøiagtigt, saa tager jeg dem med mig nu med det samme." Hun gik ind og kom et Øieblik efter tilbage med en Pakke i Haanden. "Værsaagod! men jeg havde ellers tænkt at bringe dem op." Hun satte sig ikke, men blev staaende, næ- sten som hun forudsatte, at han straks vilde gaa igjen. Aviserne var høist sirligt pakkede ind med en i fire lagt Snor om, og han fandt nu at burde minde hende om det belovede Fotografi. Der skjød en Rødme op i hendes Ansigt; det kunde næsten give Anledning til at tro, at hun var harm . . . "Desværre, Hr. Schrader!" - yttrede hun med et let Skuldertræk; og han kom siden til at tænke paa, hvor usigelig meget der kan ligge i et saadant Skuldertræk; af en Kvinde - "det viser sig nu, at vi ikke har flere igjen . . . og vi faar heller ikke saa snart!" Hun syntes oprørt og aandede i undertrykt Bevægelse. Istedetfor med det belovede Fotografi stod han der med - en Pakke gamle Aviser i Haanden, som man ovenikjøbet paa en fin Maade betydede ham havde været bare til Besvær! Han havde Følelsen af, at han undergik en Behandling, der baade i figurlig og bog- stavelig Forstand var paa graat Papir, og hans mørke Øine lyste af alt andet en Blidhedens fromme Ild, da han tog til Hatten og noget kort og stærkt yttrede: "Altsaa, saavidt jeg forstaar Dem . . . lægger jeg herefter ingen flere Aviser ind paa Kontoret!" Hendes Gjenhilsen sagde, at han forstod hende aldeles rigtig. . . . Men hvorfor . . . men hvorfor? . . . Var han da saadan et sort, stygt, stinkende Trold, at Kvinder ikke taalte ham! Han smilte haanligt. Frøken Baumann mente ikke det! Ely Falk havde rent ud faaet en An- tipathi mod ham . . . eller hvad kunde der være iveien? Der gik absolut noget af hende! Havde der passeret noget den Søndag, han fulgte hende? det skrev sig fra den Dag. Og saa netop med hende! - Han kylede Avispak- ken fra sig. Hun var blevet en Gaade, - en total SIDE: 314 Gaade for ham paa det sidste, en Gaade, som han kunde gruble sig fordærvet over! Hvad kunde det dog være? "Nei Tak! . . . Ne...i Tak! . . . Aa nei! heller ikke Smørret. Det var Saltet jeg bad om! . . . jeg tager det selv." . . . "Jeg beder Dem virkelig undskylde, Frøken Fasting, jeg hørte ikke." . . . "Det lader virkelig til det!" - Det var ved Frokost- bordet, og Schraders Negligance havde sat Frøken Fastings Nervøsitet paa haarde Prøver; han sad der den hele Tid som hen i en Ørske . . . Nu tog han Melke- muggen lige for Næsen paa hende og sad endda og holdt paa den og skjænkede i saa langsomt, som om han vilde tælle hver Draabe. "Undskyld, - De har vist ikke sovet inat. De er jo aldeles hen i . . . De er saa distrait!" "Saa? . . . Aa jeg beder . . . Vær saa god, Frøken Fasting!" "Tak!" sagde hun og skjænkede i. "De ser ud, som der er gaaet noget istykker!" Schrader lo; men der maatte være noget i hans Lat- ter, som forargede hende; thi med et Blik, der var for- staaeligt nok, hen til Frøken Baumanns Plads, sagde hun hidsigt: "Aa, altklug og sentimental! det har hun været fra Ungdommen af! . . . naar hun dør, vil hun drømme om store Speile, som hun ser sig i, naar hun gaar forbi, glimrende Sale, høi Kur og saadant noget! Hvor mange Badesæsonger mener De ikke hun alt har gjort igjennem!" Hos Schrader saa hun blot den samme tirrende, halv lystige Mine. . . . "før hun kom hid og begyndte med Revolveren?" fortsatte hun irriteret. SIDE: 315 "De mener, at hun er baade et Forretnings- og Maneskinsmenneske?" Hans Ord lød næsten som Spot. "Jeg mener, at hun med den Revolver alt har blæst Hjernen ud paa to Mennesker her ved Badet; ja den ene havde da ingen Hjerne før heller." . . . "De indrømmer dog, at hun har holdt sig godt?" Hun svarede kun med et forarget Lyn af de graa Øine; hun var hed helt op til Ørene. . . . "og at hun vilde være en Pryd for et Hus hvad? - De kan ikke nægte, at det er noget distingveret no- belt over hendes Optræden; hun glemmer sig aldrig et Øieblik . . ." Hun saa studsende paa ham, som hun ikke rigtig vidste, hvordan hun skulde optage det, men vendte sig derpaa fra ham med et affeiende: "Det skulde gjøre mig ondt, om De ogsaa skulde fortabe Dem i den almindelige Formørkelse her ved Badet. De holdt Dem en Tid saa brav!" Hun vendte sig brat om til ham igjen: "Jeg har havt en vis Tro til Deres . . . Smag." "Ja," sagde han leende; han var i Lune til at tirre hende i Flint, "De har jo været saa omhyggelig, at give mig Pegepinder i en ganske anden Retning" . . . "Jeg? . . . Jeg?" - hun holdt paa at fare op af Sto- len. - "Naar har jeg" . . . "Aa kjære Frøken Fasting! Det er jo saa ligegyl- digt - foran en saadan decideret Hund af en Peber- svend som jeg" . . . Hun satte sig ned igjen. "Jeg saa heller det! Men," - tilføiede hun, idet Harmen igjen tog hende - "Det er min bestemte Me- ning, at De er som et Barn med al deres Klogskab, at De ikke kjender det allermindste til Dem selv. Det var bare det, jeg vilde sige, og kalder De det en Pege- pind, saa værsaagod!" Nu gik hun for Alvor. "Jeg kjender ikke det allerringeste til mig selv! . . . jeg skal naturligvis være forelsket i Frøken Baumann med Vold og Magt." I det samme kom Frøken Falk ind til Frokosten. SIDE: 316 Det uventede Syn af hende gik helt igjennem ham; han følte, at han ikke var istand til at sidde der som ligegyldig eller halv ligegyldig Tilskuer foran hende, og skyndte sig ud med en hurtig, kort Hilsen, idet han gik forbi. Han var ganske oprørt . . . han maatte dog være forfærdelig nervøs! Schrader sad forgjemt henne i Hjørnesofaen i Salonen ved Døren med en Avis foran sig og hørte, hvordan man gik ind og ud og var urolig, fordi Barometret begyndte at synke og Veiret truede med at forandre sig. Der passiaredes bare om Vindretningen og Skyer. Jo, der var ganske rigtig Tale om Landtur den Dag, - den saa længe omtalte og udsatte til Storhøiden. Listen gik rundt og den kom ogsaa til ham. "Jeg gaar ikke med, Hr. Berle! jeg tror paa Regn. Saa langt ud i August og efter alt det tørre varme Veir er intet rimeligere end nogle Dages rigtig Skylregn, synes jeg; . . . og de der!" - han bøiede sig en Smule og keg ud af Døren efter de formodede Skyer, "er vistnok i Anmarsch med fulde Brandspande." "Jeg forsikkrer Dem, Hr. Schrader! der er ikke den ringeste Udsigt til Regn endnu. Jeg véd bestemt, at ikke en eneste af Damerne klæder sig derefter . . . ikke engang Entoutcas. Remmer kjører ogsaa Bau- manns op til Husmandspladsen uden Kalesche paa Vognen." "Jeg holder mig til Barometret!" "Og jeg synes netop, man har Følelsen af, at Luften er saa særdeles let og frisk at aande i idag. Kjend blot paa denne lille Buket, hvor den dufter. Ah!" . . . Han holdt den op imod ham med sin med en rød Sig- netring prydede Haand. Schrader afværgede Tilbudet. "Gaar aldrig Landtur mod Barometret, Hr. Berle!" "Men hvad skal jeg sige for Eksempel til Fru Lind- kjær og . . . og Frøken Baumann? man har saa vist gjort Regning paa Dem!" SIDE: 317 "Barometret! tror De ikke paa det? Sig, at jeg er veirsyg, om De vil, og at jeg ønsker dem alle en hyg- gelig Tur. Blir Frøken Fasting med?" "Nei . . . hun vil ikke igjen." "Hun og jeg danner Regnveirspartiet og blir hjemme. Aa bi lidt, Hr. Berle. Raad dem endelig fra mig til at tage Paraplyer med!" Saasnart Berle var borte, reiste han sig og stak for Alvor Hovedet ud. Der var intet at sige paa Veiret - ikke saameget som en Sky over Storhøiden! Det lille lette der i Vest var naturligvis intet at tale om . . . Han gik hastig ud og igjennem den lange Gang i anden Etage ind paa sit eget Værelse; saaledes sikk- rede man sig for videre Overhæng i Anledning af Tu- ren. Han stod ved Vinduet og saa Remmers Vogn afreise; nok en gammel ditto med nogle ældre af Badegjæ- sterne i, et Par Gigger, nogle Karjoler og opsadlede Skydsheste; - det var ingen liden Kavalkade, og bag- efter forskjellige Flokke af spadserende Damer og Her- rer, der bar Sjaler. De forsvandt alle ved Svingnin- gen af Veien. Hun skulde altsaa ikke være med? . . . Jo, der kom hun sammen med Ida Raven og et Par andre unge Damer! . . . Det var paa den Tur, hun vir- kelig var saa naadig at ville give Audiens! . . . Han fandt en vis Nydelse i at gaa igjennem de tomme Værelser. Han gik og drev alene dernede. "Aah, - Hr. Schrader er ikke med paa Turen . . . spiser Middag hjemme?" - hørte han Opvarteren, der var kommet ind, forundret spørge. "Ja jeg gjør!" var det korte Svar. Lidt efter stak Restauratøren sit fede, runde Hoved ind. "Hr. Schrader blir ikke med paa Turen?" - han saa ud, som han umulig kunde begribe det og vilde forvisse sig om Faktum. "Nei jeg gjør ikke, Hr. Wullf!" "Man sagde saavist, at alle var med . . . det vil sige de, som . . . Nu saa ja!" . . . Han raabte ud: - "En SIDE: 318 af Fuglene!" . . . og skyndte sig hastig efter forat paase Ordren . . . "Det synes virkelig at være en hel Gaade for dem; det skulde dog være tilladt at være hjemme!" Han vedblev at gaa frem og tilbage med Hænderne paa Ryggen. "Hvorfor jeg ikke er med?" . . . Han begyndte at smaafløite og saa af og til ud af Vinduet, hvor han tilslut blev staaende . . . "Hvorfor?" - - "Jeg vil bare ikke besvære hende! . . . skjønt igrunden saa indser jeg sletikke, hvorfor jeg ikke skulde spørge hende greit og aabent om, hvad jeg da virkelig har gjort hende? hvad der er iveien mellem os? - saadanne Ubegribeligheder er utaalelige! . . . Hun pligter at svare . . . Jeg skal ialfald vide at spørge saa, at hun ikke skal finde Udveie!" Han begav sig raskt ind i Spisesalen: - "Naar faar vi Middag?" "Om tyve Minutter eller en halv Time." "Tak, det har jeg ikke Tid til at vente paa!" Opvarteren løb ud efter ham: - "Hr. Schrader! De skulde tage Paraply; ser De der i Vest? det er ialfald ikke sikkert for Aftenen!" Han hentede Paraply istedetfor Stokken, og medens Frøken Fasting og de faa andre tilbageblevne Bade- gjæster sad og spiste deres delikate stegte Fugl, var han alt et godt Stykke opefter Veien. Deroppe modtoges han som den gjenfundne forlorne Søn. Man var rigtignok alt færdig baade med Midda- gen og Kaffeen, som var serveret i et Lysthus ved den almindelige Udsigtsplads. Men Fru Raven vidste over- flødig at holde ham skadesløs med Levningerne . . . og Fru Lindkjær kogte en Kaffe! . . . "Véd De" - sagde hun - "at dette er en af vore allersidste Ture? kanske endog den sidste, Hr. Schrader, hvis Veiret bliver ved, som det ser ud til? De trækker nu bort den ene efter den anden. Det bliver trist for os, som skal være de sidste! Vi kommer til at ud- SIDE: 319 gjøre et lidet Mindernes Bord, - en sluttet Ring. Ja, vi haaber paa Dem, Hr. Schrader!" "Ja vist! jeg holder ud, forlader først Badet, naar Nøglen vrides om, Fru Lindkjær!" "Tænk Dem, min kjære! alt i næste Uge ikke færre end otte! . . . og Falks endog lige i Begyndelsen af den . . ." "Fa...lks?" "Fru Falk blir ikke bedre, og Datteren morer sig ikke!" Schrader slugte sin Kaffe . . . Selskabet havde spredt sig ud over Terrænet til for- skjellige Sider, og man kunde se nogle, hvoriblandt Remmer og Frøken Baumann, bevæge sig henne i Fjel- det for at vinde op til Udsigten paa den modsatte Side. Ida Raven havde "for sit Hjertetilfælde, Stakkel!" ikke turdet gaa med de andre, men foretrukket at blive nedenfor ved en Ur og plukke Bringebær, og didhen havde, efter hvad hendes Moder videre berettede, Ely Falk gjort hende Følge. Forresten var man i Hoved- kvarteret begyndt at blive bekymret for Veiret. Sky- erne havde i den sidste Timestid trukket sig betænke- lig sammen, og det saa sletikke ud til, at man skulde faa se Solnedgangen i Havet. Schrader, som ellers aldrig pleiede at glemme, havde dog idag glemt at tage sin Kikkert med. Efter de Fingerpeg han havde opsnappet, gik han og søgte saa at sige paa Instinktet, medens Solen stegte ned imel- lem nogle Skyer, der hang i Luften som runde, lumre, tunge Øer. Han saa en Damehat henne i en Ur og styrede Kur- sen didhen . . . "To grønne brede Baand og en liden spids Pul! . . . høit i Luften ligesom Hovedet paa en Giraf!" efter den nøiagtigste Prøvelse befandtes det at være Ida Ravens. Pludselig fik han adskillig høiere oppe Øie paa en an- den lys Hat, og han valgte straks at gaa lige op; men underveis overkom der ham - noget, som sjelden hændte i hans Praksis - en vis hjertebankende dum SIDE: 320 Frygt eller Forlegenhed for, hvordan han skulde ind- lede Samtalen. Hun saa varm og anstrengt ud, formodentlig af den Møie, det havde kostet hende at vinde op til den tak- nemlige Plads, hvor hun nu stod og ordnede i Hast paa sin Dragt. Hun var unægtelig forbauset over hans Komme, ja stirrede et Øieblik næsten forskrækket paa ham, men lod dog til at forudsætte, at ogsaa han kom for Bærenes Skyld. Hun hilste let og vedblev med sit. Han stod en Stund sille og saa til. "De skal reise, hører jeg?" "Ja, paa Mandag." . . . "og det har De ikke fortalt mig? . . . Jeg maa sige, det overraskede mig jo noget først at faa det at vide af - Fru Lindkjær!" Hun svarede ikke. "Det er ialfald ikke ganske i den Aand, De før har vist imod mig . . . og ogsaa nogle Gange udtalt, tror jeg." "Jeg véd kun, at jeg er glad ved at komme bort! . . . og at det ikke har været nogen god Tid her ved Badet; - jeg har havt det ondt . . . bare ondt!" "Der er kommet noget iveien mellem os, Frøken Falk! Jeg vilde sætte høi Pris paa, at De viste mig den - Agtelse - at sige mig Grunden, hvorfor De først nægtede mig Fotografiet og saa reiser paa den Maade uden at fortælle mig det." Hun blev rød. "Fra min Side er intet iveien. De har været over- ordentlig god imod mig, Hr. Schrader! Jeg føler mig ogsaa taknemmelig . . . forpligtet." "Forpligtet! ja det er nok Ordet. Det er den sure Side af Taknemmelighedens Æble; jeg har alt et Par Gange faaet det mellem Tænderne nu! Jeg tog tusinde Gange hellere et ærligt Svar, lyst og aabent, som De selv er, om det var aldrig saa lidet smigrende for min Person. Det er for det og alene for det, jeg er kom- met hidop idag! Jeg kan mulig nok taale at miste no- SIDE: 321 get kjært, - og det var Deres Venskab mig; - men at miste det uden at forstaa Grunden, det er min Natur imod . . . det piner mig! De skylder at sige mig den, Frøken Falk; thi saasandt, som jeg staar her, jeg aner den ikke!" "En Tid havde jeg en Tro til Dem som til ingen anden; nu véd jeg ikke mere, hvad jeg skal tænke . . ." "Kun at man ikke skal kaste sine Venner bort, Frø- ken Falk!" . . . "Men jeg véd jo aldeles sikkert" - udbrød hun - "fra en Dame, som De værdiges at tale ganske an- derledes alvorligt med end mig . . . nu ja, fra Antonia Baumann! . . . at . . . at De aldeles ikke bryder Dem om Portræter, ikke engang om hendes . . . at alt saa- dant endog er Dem ligefrem imod, . . . saa De harcel- lerer det! . . . Jeg havde alt lagt Fotografiet tilside til Dem, da hun fik se det og fortalte mig alt, hvad De Aftenen iforveien havde yttret til hende om den Slags, - formodentlig i Anledning af mit!" "Frøken Baumann er altid korrekt i, hvad hun for- tæller; - kun var der ikke en Stavelse om Dem med i den Samtale og . . . havde jeg havt en Anelse om, at den skulde skille mig ved Deres Portræt, vilde jeg have opereret anderledes, saa jeg ogsaa havde faaet Frøken Baumanns!" Hun saa studsende paa ham og med store Øine. "Det er underligt, Frøken Falk! . . . om nogen havde bagtalt Dem for mig Dag for Dag, det havde aldrig rokket min Mening om Dem!" Hun kom ved en hastig Bevægelse til at vælte Bringe- bærkurven, som stod ved Siden af hende paa Sten- blokken. Det var en liden hvid Næverskrukke; den laa tre fjerdedels tømt og med Bærene omkring. Idet hun lidt famlende samlede dem ind igjen, sagde hun uden at se op paa ham: "De maa tro mig, jeg vil aldrig glemme den Tid, vi har været sammen her!" . . . "og havt det ondt?" "De har aldrig gjort mig ondt!" SIDE: 322 "Ely! - Ely!" - lød det nedenfra. - "Vi maa hjem, hører Du, det regner!" Javist, - hun havde Ret! Man havde alt hørt et Par Tordendøn, og der faldt enkelte tunge Draaber saa store som Kronestykker ned paa de graa, varme Stene. "Ely!" - raabte det igjen, og man saa den høie Skikkelse, i for Tilfældet praktisk Dres, klattre paa et Svaberg, som afgav den korteste, om end alt andet end letteste, Vei ned. Hun arbeidede sandelig bravt; - der var ingen Tvil om, at hun kunde være fremme to Gange saa raskt som andre Mennesker. "Vi blir vaade - dyngvaade!" - udbrød Ely Falk og heftede hastig sin gule Kjole op. "Ikke hvis De vil tage min Arm!" sagde Schrader, der havde slaaet Paraplyen op. Medens han bedst mulig søgte at dække hende med den, skyndte de sig i det heftige Bygeveir ned over det ujevne Terræn, og efterhaanden sagtnede deres Gang. "Disse fem Uger har været saa forunderlig fulde af nyt for mig," bemærkede han, "ikke den Slags, som man faar af Bøger; det har jeg nok af før, mere end nok. Jeg kommer til at datere en hel ny Livsæra fra det! Og i denne Tid har jeg lært at kjende Dem, Frø- ken Falk! . . . Apropos!" - sagde han og saa hende prøvende ind i Øinene, - "De har naturligvis ikke ødelagt det Portræt, De lovede mig? . . . Sig sandt! - De har det endnu?" "Nei, jeg har ikke ødelagt det." "Ser De! - - Saa kan man vel afhente det . . . for Eksempel engang imorgen?" "Gjerne, - det ligger endnu der i Konvolut til Dem." "Jeg kommer til at mindes op igjen hver Stund, jeg har været sammen med Dem!" . . . den med Bukken ogsaa? . . . Ja, De kan tro, og- saa jeg kommer til at huske paa den! Jeg var saa angst dengang, at jeg ikke lo; men jeg saa med Øinene, at det var uhyre morsomt, og at jeg engang vilde komme til at le. De var aldeles ubetalelig, især ved SIDE: 323 Deres sidste Krigspuds, da De stod og tænkte for længe!" Hvor det gjorde godt atter at høre denne glade Lat- ter; der var et saadant jublende Naturvæld i den! og saa rettet mod ham! - Noget friskere og mere under- holdende end det Ansigt gaves der ikke, ialfald for den, som havde set, hvor magtfuldt det med ét kunde blive . . . "Ja, le De kun af mig, Frøken Falk! - rigtig ofte . . . saa holder jeg mig ialfald i Deres Erindring . . ." "Som Filosofen mod Bukken!" "En Smule Bajazzo kryddrer blot Forholdet." "De er ikke vred vel?" "Nei, - det blir jeg kun over én Titel, og den er De endnu ikke kommet med . . . naar De kalder mig Deres faderlige Ven. Vi er dog nogenlunde jevnaldrende i Forhold, synes jeg, og jeg har virkelig endnu ikke tænkt paa Paryk . . . Jeg siger det, fordi jeg aldeles ikke vil være Deres Fader!" Hun saa lidt bestyrtet paa ham. Tonen dirrede. "Aa, De véd jo, jeg tænker aldrig over, hvad jeg saadan siger; min Mening har dog aldrig været at sammenligne Eder to paa den Maade! . . . og tror De, man siger sin Fader alt det, som jeg har betroet Dem - om Finsen? Hvordan vi egentlig blev saa gode Ven- ner, forstaar jeg ikke engang rigtig." "Og er det ikke mærkeligt, Frøken Falk! jeg forstaar sletikke, at jeg bare har kjendt Dem saa kort; jeg synes, jeg skulde kjendt Dem i mange Aar!" . . . De saa alt Husmandspladsen straks nedenfor; der stod Vognene og de andre Kjøretøier forspændte, og man skyndte sig didned fra alle Sider. Der blev en Pause formodentlig under Følelsen af, at Turen snart var endt. "Kun fire Dage til Mandag, og saa skal vi igjen hver sin Vei!" bemærkede han, "det er lidt melankolsk at tænke paa." "Og jeg, som næsten glæder mig til det!" "Ja De! Men jeg? - jeg synes, jeg har levet den SIDE: 324 bedste og lykkeligste Tid i mit Liv her ved dette lille Badested." "De, som har hele Hovedstaden!" "Derinde paa Stengaden? - Aa nei, det nytter ikke at skjule, det blir et ensomt . . . tomt Liv! Det gik an saalænge jeg var saa naiv at tro, at man ikke kunde leve et bedre. Jeg var en Mand med smaa Fordringer, da jeg kom hid!" Han stansede. "Der kommer saa mange rundt om, og jeg véd slet ikke, om vi mere faar tale med hinanden . . . Det er en hel Begivenhed for mig at skilles fra Dem, Frøken Falk! Jeg vilde gjerne sige Dem Farvel og Tak fra en . . . ensom Mand!" Han rakte hende Haanden, og han saa, at hun var bleg. Hendes var kold, og han holdt den en Stund i sin. "Man gjør igrunden dumt i at slippe!" - udbrød han. Det kjæmpede i ham, og han følte hendes Haand næsten skjælve, men han tog sig pludselig rask sam- men: "Farvel, Frøken Falk!" - "Her er Plads til Dig, Ely! . . . i Vognen her, om Du skynder Dig!" raabte Ida Raven, der stod opreist og vinkede fra Badestedets store Karosse. Schrader vragede for sit vedkommende en Plads i en af Karjolerne; han foretrak at skynde sig den bene Vei nedover. Han havde Trang til at kjæmpe med Uvei- ret. Den Benvei, han havde taget, blev mere og mere fuld af løse Stene. Han gik vedholdende forceret, me- dens Regnen piskede, og de glatte Myrklopper vendte sig under Foden. Da han naaede ned i Skoven, hvor Træerne tog af for Vinden, blev det med ét stille. Han stansede og saa sig om. Det regnede nu netop stærkt og tæt ned paa Bladene; men Bygen syntes at trække over, og det tordnede kun af og til langt borte. Han havde en sløv Fornemmelse af, at der var foregaaet noget uventet og SIDE: 325 afgjørende for ham; - han huskede neppe et Skridt, siden han havde fulgt Ely Falk til Vognen, ikke en- gang, om han havde hilset paa de øvrige, da han gik; - han saa hendes Ansigt for sig med en Følelse næ- sten, som det ikke mere var værdt at leve! Med ét trak han Veiret - Frøken Fasting har Ret; jeg kjendte mig ikke selv mere end et Barn! det er klart . . . og var nær kommet til at fri, længe før jeg anede, at jeg var forelsket! Det vilde været Topmaalet. Det var lige paa Nippet! . . . Han faldt igjen i Grublerier, hvori han med et vist bittert Smil fulgte sine egne Tanker. "Det var sandelig paa Tide, jeg blev vækket! Det er den idiotiske Taage, jeg har faaet paa Hjernen her ved Badet! . . . Imidlertid . . . nu kjender Du Dig selv, "din indre Personlighed", som Finsen vilde sige! Min sunde Dømmekraft, for ikke at sige min ethiske Rede- lighed, nægter og skal altid nægte at paatage sig An- svar - virkelig moralsk Ansvar! for noget som helst andet Menneske end mig selv, - og det tager jeg kun, fordi jeg ikke kan undgaa det. Men den saa høit an- priste "indre Person", den kjender jeg ialfald saavidt, at jeg véd, den frier uden videre imorgen den Dag; den trak med største Fornøielse os begge udfor Niagara!" . . . Han rettede sig op. "Der er ingen Raad, min kjære Schrader! Livet i Capua er forbi, - vi maa reise! . . . og skal det ske, saa straks i denne Aften eller Nat!" Han vandrede raskt nedover . . . "Det morsomste" mumlede han med en Hovedrysten - "er, at jeg den hele Tid har været saa forsigtig og paa Post mod Antonia Baumann!" Underveis var han indom Skydsstationen, hvor han tilsagde Hest og Karjol til Klokken halv tolv om Nat- ten, og derefter holdt han et længere Opgjør nede hos Restauratøren, hvem han overdrog at ordne sine samt- lige Regninger ved Badet. Klokken var alt blevet elleve, da han stod reiseklædt paa Gangen og bankede paa Frøken Fastings Dør; det SIDE: 326 var saa dunkelt, at han havde ondt for at læse Nume- ret udenpaa den. Han bankede resolut nok engang temmelig stærkt. - "Frøken Fasting!" "Hvad er det? . . . Hvad er det? . . . er det Brand? . . ." "Det er blot mig, Schrader! som vil sige Dem Far- vel!" indskjød han hurtig, i det samme Døren aab- nedes. "De maa undskylde mig." "Aa, hvor De skræmte mig! Nu, det maa jeg sige!" hun lukkede igjen hastig Døren, der først aabnedes lidt efter saavidt, at hun kunde tale ud. "De skal reise, Hr. Schrader . . . imorgentidlig?" "Straks inat." "De har ikke sagt et Ord om det!" "Jeg har heller ikke selv vidst det. De er den før- ste, som faar det at vide, Frøken Fasting!" "Der er hændt noget, kan jeg forstaa - paa Fjeld- turen i Eftermiddag. Det er umuligt!" - udbrød hun med ét - "hun har ikke givet Dem Kurven? - fore- trukket det Daarekistelem af et Menneske! Nu saa!" - sagde hun med pludselig Medfølelse og aabnede Døren mere. Hun stod der i hvid Natdragt og med den halvblottede Arm paa Laasen - "Nu saa, Hr. Schrader! jeg tror, De skal prise Deres gode Lykke!" "Jeg har slet ingen Kurv faaet, Frøken Fasting! - jeg er heller ikke saa bange for at faa den; . . . jeg er mere bange for mig selv . . ." "Ah! . . . at De skal forsnakke Dem . . . og derfor reiser De . . . Reis bare! Reis!" "Jeg vilde ikke reise uden at sige Farvel til Dem, - og saa bede om en Tjeneste. Der er virkelig ingen anden, jeg vilde bede om den . . ." "Lad mig blot se, De beder mig om rigtig meget, - ellers tror jeg ikke, jeg holder det ud nede ved Bordet efter Dem imorgen. Nu, det vil blive tomt!" "Det er blot, ja, hvordan skal jeg sige det . . . det er lidt kinkigt. Frøken Falk . . . Frøken Ely Falk, har lovet mig sit Portræt, som jeg skulde hente imorgen nede hos hende; men nu kommer jeg, som De hører, SIDE: 327 saa pludselig til at reise . . . og saa vilde jeg da gjerne bede Dem om at overbringe en Farvelhilsen fra mig - ja jeg mener en særdeles venlig og agtelsesfuld, om De vil, hjertelig - og derunder lade hende forstaa, at . . . at en uforudset Efterretning pludselig har tvunget mig til at tage fra Badet allerede inat; men at De har i Kommission at bede om Portrætet og sende det til mig; jeg har hendes udtrykkelige Løfte om det! . . . Vil De gjøre det for mig, Frøken Fasting?" Frøken Fasting svarede ikke; hun stod en Stund taus i den halvaabne Dør: "Jeg skulde havt Lyst til at tænde Lys og se Deres Ansigt; jeg tror, De staar og laver en Historie for mig." "Aa, De véd jo, jeg kjender mig ikke mere selv end et Barn, Frøken Fasting?" "Ne...i, det gjør De jo ikke; men, - er det Frøken Falk, De reiser fra, saa er De gal! . . . Det er Ely Falk!" - udbrød hun overbevist. "Vil De skaffe mig Portrætet, Frøken Fasting?" "Jeg kan jo ikke . . . vil jo ikke andet; men - saa døde De nu ikke af at vente og hente det selv!" "Om et Kvarter sidder jeg i Karjolen." "Oh, hvor De vil angre det Skridt. Men det er det, jeg siger, Mandfolkene er blinde, - dumme og blinde! Javist skal De faa Portrætet - og kanske en liden Kommentar med det fra mig; De maa undskylde, om den ikke blir smigrende" - "Jeg vil tvertimod bede Dem skrive længst og mest muligt, Frøken Fasting! - alt, hvad De véd; det vil interessere mig." "Saa, slap det derud! - Nu saa! - Ja reis De kun, det gjør ingenting; Forsynet passer altid paa Børn og Drukne. Jeg tænker aldrig Dumheder. Reis De! - Men hvordan jeg skal holde ud nu her, det forstaar jeg ikke! Der véd aldrig nogen, hvad to, som sidder ved Siden af hinanden, kan have for Tanker, det er min Mening. Og nu, Farvel!" - hun gav ham et ordent- ligt Haandtryk, og et saadant kan undertiden være Karakteristik for et helt Menneske. SIDE: 328 Det var Midnat, da han i Regnkappe og med Para- plyen over sig som Tag befandt sig i Karjolen midt i Humlevigsbakkerne. Et fint Duskregn, Hesten kun Skridt for Skridt, og Skydsgutten gaaende ved Siden af med Tømmerne; det var netop saa meget, at han kunde se ham. Han havde i forbigaaende skimtet til Husene dernede ved Handelsstedet. Søen udenfor tabte sig i noget ube- stemt, dunkelt Blæk, og den bekjendte Udsigt paa Top- pen af Bakkerne bød naturligvis nu et akkurat lige saa storartet Rundskue som indeni hans Paraplyhvælv. . . . "Forresten kunde jeg have husket paa at spise til Aftens; jeg er ganske sulten! men saa har man en god Bevidsthed at kjøre paa. Hvad gjør ikke Hotten- totten, naar han vil døve Hungeren? han røger Tobak! Jeg indser ikke andet end, at man fra denne Aften er i det frie igjen - udenfor alle Badets indsnevrende Reglementer og Forbud og kan begynde Festen ved i Nattens Mørke at tænde sig en Cigar!" Han tog frem sit Cigaretui og lod Gjerningen følge paa Tanken. "Ah!! - det er længe siden! Her er egentlig ganske hyggeligt, - lunt ved Lyset af Cigaren indeni Para- plyen. Omkring fire imorgen Eftermiddag er jeg i Kristiania, og saa skaffer vi os for første Gang paa fem Uger en rationelt anlagt Middagsmad! . . . Lad mig se, det var Fugl, vi skulde havt i Middags . . . Torsk endnu for tidlig! . . . heller ikke Østers! . . . Dessert, Multer eller Bringebær? Bringebær! Bringebær! - de saa mageløse ud, de, hun væltede ud af Skrukken idag . . . Jo, jeg er en net Patron! jeg ordner alt med Frø- ken Fasting og gi'r hende ikke min Adresse! . . . Prr! Prr! . . . Prr . . . hører Du Fyr! Hører Du ikke? Stans! . . . Kan Du holde en Fyrstik under Paraplyen? Jeg vil blot skrive op noget paa et Visitkort, som Du imor- gentidlig maa bringe Frøken Fasting ved Badet, - straks imorgentidlig, hører Du! hendes Navn staar paa. Du glemmer det nu vel ikke? . . . Her er en Krone SIDE: 329 for Uleiligheden, men mærk Dig vel, at om tre Dage faar jeg vide, om Du har været der eller ikke! . . . Se saa, nu er det berigtiget! Ja, hvor var det vi slap? det var ved Bringebærene . . . nei, Multerne! . . . og saa det tvilsomme om Fisken" . . . . . . "Man sover brillant med en god Samvittighed, - jeg tror sandelig, jeg har faaet mig en liden Lur her i Karjolen . . . Nu ja, hvorfor ikke fortsætte!" . . . og Schrader drømte, at han humpede og dumpede og kjørte . . . Mange var de Komplimenter, Schrader høstede for sit nyslagne, sunde, friske Udseende, først og fremst af Madame Vollnagel og dernæst af Venner ude ved Middagen, da han kom . . . "Fonds for hele Vinteren, mine Herrer!" Han behagede sig den Dag i at ironisere over By- mennesker paa Landet, deres urokkelige overlegne Selvbevidsthed og dumme Spørgsmaal; han gik sig selv i Stilhed saa nær som vel muligt . . . "Der er ikke én af os - uden jeg nu, der kan skjelne Havre fra Byg, og det vil i en Bondes Øine sige det samme som at skjelne høire fra venstre!" Han paastod, at der gaves voksne, dannede Bymennesker, som hverken havde set en Ko eller en Gaas, saamange Gange de end havde spist den, endsige en saadan Underting som en Væder! . . . "Vi har havt alt formeget af Bøger, mine Venner! - Livet er der ikke . . . Skaal! Det er en vis Nydelse saadan at staa som Nykomling foran det civiliserede Liv igjen!" Havde Madame Vollnagel været den Kone, som over- hovedet lod sig overraske, saa var hun blevet det, da Schrader saadan uventet og uden Spor af Anmeldelse indfandt sig i Logiet før Tiden; men det var hun ikke. Sagen var, at hun altid var forberedt paa det værste, det var hendes Princip, siden hendes Mand døde! og SIDE: 330 nu fandt han Værelserne rengjorte, feiede og sommer- luftede; det manglede kun, at Gardinerne skulde været ophængte og hans Kanarifugl bragt op paa Værelset igjen. Men alt det gik for sig, medens han var ude og spiste til Middag. Og hvor Schrader befandt sig vel om Aftenen, da han kom hjem og atter satte sig i sin magelige Lænestol. Det var dog noget andet end hans Celle i Numer 37 med Vandglasset paa Bordet og de tre Stole, Skabet og Knapperne paa Væggen! Han saa sig om i sine Bog- skabe og Hylder, trak ud Skuffer, fyldte Blækhuset, tændte sig en Pibe og saa ud af Vinduet. Siden kom hans Opvarter og fik Ordres og saa Madame Vollnagel med Lampen. Det var en anden Lysvirkning, baade udover Vægge og Gulvteppe! - en høist behagelig Fø- lelse af Komfort ovenpaa al denne Spægelse. "Et Hjem er dog et Hjem!" - og han agtede ogsaa den Nat at sove som en Sten; thi træt var han, det stod ikke til at nægte. Madame Vollnagel maatte meget beklage, at han havde faaet en Vane, rent den modsatte af, hvad han gjorde før. Han stod op Klokken seks og marscherede omkring i Omegnen, og imidlertid maatte hans Væ- relser være istand; det var en ganske ny Orden! Den første Formiddag havde han gaaet med sin Pibe i Slobrok og set sig om allesteds i Haven; men derpaa med ét kastet den . . . "Det fornuftigste man kan gjøre for at dræbe en Dag, Madame Vollnagel! er at gaa i Departementet. Kommer der noget Brev, saa haaber jeg, De ikke længer viser Adressen til Badet; De husker vel det, Madame Vollnagel?" - Han meldte sig i De- partementet hele fjorten Dage, før hans Permission var udløbet, og ligesaa i Bankinstitutet. Søndag Morgen, som Schrader gik i Haven og grun- dede paa, hvilken Dampskibstur i Omegnen han vel skulde udfylde Eftermiddagen med, kom Postbudet med et Brev. Poststemplet lod ham straks forstaa, hvorfra det var, og der laa noget stivt indeni - natur- ligvis Ely Falks Portræt! Han stod en Stund med det SIDE: 331 i Haanden og gik derpaa op paa sit Værelse. Det varede noget før han aabnede det; han havde næsten Lyst til at lade det være og ikke forstyrre sin Fred og Ro med denne overgangne Affære. "Nu da, - vi faar se!" Ganske rigtig, det var hendes Portræt! . . . Hvor det lignede; hun stod saa enkel og naturlig der . . . de Skuldre og det Udtryk over Øinene . . . og saa Haaret! . . . "Det er uhyre godt, aldrig havde jeg troet, at en Fotograf kunde faa saadant til!" Han vedblev at se paa det. "Nu ja, Frøken Fastings Brev!" Det var en Skrift med høie Bogstaver strøet lig Smaahakkelse henover Papiret. "Kjære Hr. Schrader! Her har De Portrætet! Jeg bryder mig ikke om at skrive mere; men naar et Fruentimmer blir ganske bleg og skjælver paa Hænderne, fordi hun ikke véd, hvorfor nogen pludselig er reist, saa - - den belovede Kom- mentar er aldeles overflødig og umulig desuden i al denne Forstyrrelse! Man kan ikke engang faa fat i ordentlig Blæk. Vil De vide, hvor hyggeligt her er? akkurat som før. Fruerne Lindkjær, Raven og Frøken Birkfeldt strikker hele Tiden, saa det lyner af Strikke- pindene lige ind i Øinene paa én, og Berle sidder hos dem i Gyngestolen og konverserer og gynger, saa man blir kvalm, - jeg véd intet saa ufordrageligt som Gyngestole! Deres Plads ved Bordet har endnu ingen taget - jeg ser ogsaa helst det. Tag dette Brev som en Prøve paa det Blæk, vi har, - Vand og Kul - og paa mit sande Venskab for Dem. Jeg er blot ikke saa dum, at jeg raader Mandfolk; de gaar bestandig som - jeg havde nær sagt - undskyld! - Grisen hjemme den modsatte Vei af den, man prø- ver paa at trække dem. Men Ærlighed varer længst, det er mit Valgsprog, og paa det har De mig, Deres Veninde Ulrikke Ulfeldt Fasting." SIDE: 332 Schrader var høist distrait den Søndag. Da det kom til Stykket, gad han ikke gaa med Dampskibet, men blev siddende hjemme, og de Gange Ely Falks Portræt blev taget frem og lukket ned igjen, var ikke let at tælle. Aftenen endte imidlertid med en lang Spadser- tur, hvorefter han længe stod ved Lampen og saa paa Portrætet og derpaa for en sidste Gang og endeligt luk- kede det ned, - indlagt, som det havde været, i Frø- ken Fastings Brev. Det var nu en begravet Sag, og det faldt ham siden ikke et Øieblik ind at bryde paa den Beslutning. - - - "Nei . . . se Schrader!" - lød det fra tre Sider, da han et Par Maaneder efter viste sig i den vante sluttede Kreds af "Eftermiddagsdominanter" i Logen. "Slaaet Dig paa Ærgjerrigheden, Schrader? - Man fortæller i Departementet, at Du arbeider som en Dampkjedel, - tager Arbeidet med hjem og saadan noget!" . . . "og at Du risikerer at blive Bureauchef med én Gang! Man skulde næsten tro, det var sandt, for Du viser Dig ialfald svært sjelden her paa det sidste" . . . "Det er tilfældigvis en travl Tid hos os." "Kan ikke begribe, hvad det kommer Dig ved!" "Aa nei, jeg heller ikke saa lige. Er her et Parti at faa?" "Ja vel! . . . Schak?" "Saa; - første Træk er dit." "Men alvorligt, - hvorfor kommer Du ikke, Schra- der? Tiderne gaar nedover, og her er begyndt at komme daarligt Spil ind." "Arbeidet, Arbeidet, hører Du!" "Pyt! - den arbeide, som bør arbeide; Du behøver det jo ikke; og desuden, vogt Dig, Du kan komme til at vinde Dig et Embede Udenfor Byen; det var det samme som en Fisk der blev ansat i Luften!" "Aa, i Længden blir man dog kjed af dette Leben paa Kaféerne! Jeg har forsøgt efter Evne at dysse mig ind i det; men det gaar ikke længere" . . . SIDE: 333 "Hør paa!" . . . "en Cigar i Munden for at omtaage Hjernen med Tobak! et Glas Øl eller Toddy for at opnaa det samme med stærkt og saa udpaa Aftenen Musik for yderligere at narkotisere sig, - der mangler blot østerlandsk Sang og Dans for rigtig at faa sit Menneske til at for- sænkes i sløv Drøm!" . . . "Sie wiegen und singen und tanzen Dich ein" - nynnede det til fra en af Dominobordene. "Nei, det er og blir til syvende og sidst Arbeidet! in- tet andet end Arbeidet, som tilfredsstiller i denne Ver- den, - simpelthen Opfyldelsen af vor Naturbestem- melse! Det er vor vidt priste menneskelige Frihed, mine Herrer!" . . . "Da skulde Du ogsaa med rette gifte Dig, Schrader!" "Tak! Jeg er nu sluppet saavidt frem, at jeg for- staar, at det at leve simpelthen vil sige: "Undgaa An- svar!" - og Kunsten i denne Verden er blot ikke at lade sig fange i noget, som gjør én svag, og hvorved den faar Tag i én; saalænge er vi frie, men heller ikke et Sekund længere! . . . Mit Mellemværende med Til- værelsen lader jeg ialfald staa hen ved det, at jeg er født; den prøver videre at læsse en hel Del Ansvar paa mig, og jeg svarer med at stoppe min Pibe, blæse Røgen rigtig langt ud og forresten bekjende, at jeg sidder i en god Sofa og en noksaa god Stilling. Jeg kan følge med Tiden, danne min Aand, det vil sige, møblere min øverste Etage i første Rangs Stil med Ideer, og lader mig ikke snyde! Er jeg Egoist? Aldeles ikke; jeg nægter langtfra ikke at arbeide for mine Medmennesker, som det hedder, jeg kjeder mig endog, som det viser sig, ihjel, hvis jeg ikke faar Lov til det! Jeg nægter blot at tage Ansvar, et blaat, ubestemmeligt, mulig evigt, Ansvar! jeg nægter overhovedet at for- pligte mig eller forbinde mig ind i nogetsomhelst, der gir Ansvar, uden at jeg nøiagtig véd Grænsen for det . . . Spil ud!" Han kastede tilfældigvis Øiet hen paa den Avis, hvorpaa han havde sat sin Maraschino, og læste der SIDE: 334 Bekjendtgjørelsen om, at Enkefru Falk var afgaaet ved Døden. Den var ganske enkelt undertegnet "hendes sørgende Datter Ely Falk." "Nu da, Schrader, det er Dig!" "Mig? . . . Nu jeg gjør saa! . . . Aa, vil ikke en anden overtage Spillet for mig? Jeg har . . . jeg glemte aldeles, at jeg har Forretninger i Eftermiddag. Vil Du? - - Undskyld, jeg tager den Avis!" - - . . . "Ganske alene i denne Verden! . . . der staar blot Ely Falk under," tænkte han, medens han gik hjemover, og den Eftermiddag tog han igjen hendes Portræt frem. - I de Dage, som nu kom, fandt Madame Vollnagel ham ganske utaalelig. . . . "Skulde man forstaa alt det, Hr. Schrader, turde et Menneske ikke engang komme til Verden!" "Nu, det er da hverken Deres eller min Skyld, at vi er fødte, Madam Vollnagel! Ingen har bedt om det, saavidt jeg véd; heller ikke, nøie beset, at vi bliver gifte" . . . "Nei, Hr. Schrader! jeg friede unægtelig ikke selv; det gjorde rigtignok Vollnagel! og, jeg havde nær sagt," - her talte hun, det skjønte hun selv, medens Tungen løb, i Harmen aldeles imod sin egen velforstaaede In- teresse - "om De gik hen og gjorde ligedan, vilde De ikke længere finde, at hele Bibelen var trykt bagvendt!" "Gifte mig, Madame Vollnagel? det er netop Tilvæ- relsens største Bedrag, Ideens Forbrydelse mod den enkelte, Individet, at den benytter sig af dets blinde Lidenskab til at styrte det ind i Forholde, hvoraf der flyder det forfærdeligste Ansvar . . . Hustru . . . Børn . . . Opdragelse! . . . for ikke at tale om det, man kalder Valget: Aand og Ikke-Aand, eller som De vil kalde det, Himmerige og Helvede - - netop alt det, man selv kan blive gal af!" "Ja, jeg var ialfald gift med Vollnagel uden alt dette, - og det i femten Aar! . . . men, . . . den, som selv staar paa Hovedet, tror helst, det er hele Verden, som er bagvendt!" Den sidste Sætning tilføiedes ude i SIDE: 335 Kjøkkenet, hvor hun i sin Forargelse tyede ud med Thebrættet . . . Vinteren var gaaet hen, Vaaren ogsaa - den lange udover, fuld af Snesmeltning, Solblink og kold, pinlig tør Østenvind - og man befandt sig i Randen af Som- meren. Man gik mellem lyst sprættende Birkeløv, Sy- rener og al den pludselige yrrende, duftende Herlighed paa Mark og Eng og i Trævegetationen, som Naturen omkring Kristiania gjerne antager i Slutningen af Mai og Begyndelsen af Juni. Blandt det meget, som i denne Tid var hændt, var ogsaa det, at Kopist Schrader for en Maanedstid siden var udnævnt til Bureauchef og omtrent samtidig ind- valgt i Direktionen for det Bankinstitut, hvor han hid- til, uagtet hans Mening altid søgtes, dog haardnakket havde holdt sig som Revisor. Den ene Dag var gaaet som den anden. Akter ved den vinterlige Formiddagssol ind paa Pulten igjennem Departementsgardinet, Akter ved Lampeskin; hans Evne til at arbeide var blevet Gjenstand for Opsigt og Beundring. Han gik regelmæssige Morgenture; det var et rent Forretningstridt efter Uhret med en eller an- den Sag i Hovedet og forresten høist et let flygtigt Blik udover Omgivelserne; den tog akkurat tre Kvarter paa Stregen ned til Departementet. En Morgen, som han spadserede udover til Skarpsno - det kunde ikke skade at tage det blaa Blink af Søen derude med -, blev hans Blik uvilkaarlig hængende ved en Dameskikkelse, som gik et godt Stykke foran ham paa Fortouget. Hun var sortklædt lige til Para- solen og holdt sig nær til Plankegjærdet, som endnu gav en Smule Skygge. Denne egne raske Maade at gaa paa? . . . netop den Størrelse . . . Figuren . . . og Solen, som spillede SIDE: 336 gjennem Gitterværket paa Haaret under Hatten. Der var ingen Tvivl - det var hende! . . . Det var Ely Falk! Hjertet begyndte at banke i ham, og han var i Be- raad med, hvad han vilde gjøre for ialfald at forvisse sig, da hun med ét forsvandt ind af en Haveport. Han stod en Stund ved Indgangen og betragtede Haven, Trappen og Huset og gik derpaa langsomt bort . . . "Umuligt . . . det kunde dog ikke være hende!" Sin Kaffe drak han kun halvt, og inden han havde rørt ved Madame Vollnagels delikate Smørrebrød med Gelé paa, var han afsted. Departementsarbeidet var ham den Formiddag utaaleligt, og da han gik, laa der flere uafgjorte Ekspeditioner efter ham paa Pulten. Schrader søgte mere og mere en Beroligelse i den Tanke, at han havde set feil, og om Aftenen var han saagodtsom i Ligevægt igjen; men han erkjendte, at det næsten havde været en Krise for ham nu atter at gjennemgaa. "Det skadede dog ikke; jo flere Gange de Raptusser gjennemkjæmpedes, desto sikkrere blev man!" Den næste Morgen passerede han Porten baade paa Frem- og Tilbageturen. "Det kunde dog være interessant at vide, om der vir- kelig gaves mere end én Ely Falk?" Han mødte imidlertid ingen, og hans Nerver skulde heller ikke foruroliges i de følgende Dage. Han var alt ganske tryg, og hans indre Blik netop fuldt optaget af en høist indviklet og vanskelig Knude i en foreliggende Sag, da han en smuk Morgen paa den samme Vei og saagodtsom paa samme Sted igjen pludselig blev revet ud af sine Betragtninger ved den samme Skikkelse, som utvivlsomt var Ely Falk. Der gik et Ryk i ham, en Tanke fra hans Selvbeva- relsesinstinkt om pludselig at vende om og fjerne sig fra Faren; men i næste Øieblik var han ved Siden af hende, i Farten næsten indbrydende under hendes Parasol: SIDE: 337 "De her, Frøken Falk?" Hun blev ganske bleg; det var ogsaa et sandt Over- fald! "Og De gaar saa pludselig og vandrer herinde ved Skarpsno?" "Min Tante bor herude." De gik en Stund tause. "Det er som en ren Drøm for mig, at jeg igjen gaar her ved Siden af Dem, Frøken Falk! Jeg har levet et sandt underjordisk Liv; og dette er egentlig den første Soldag, jeg har set for mine Øine, siden ifjor ved Ba- det sidst, vi var sammen, - - og da regnede det . . . husker De det?" "Ja - og skyllede Dem væk med det samme!" - svarede hun halv smilende. "Og hvad gjør De i Kristiania?" "Jeg beser Byen, før jeg reiser nu paa Mandag; den er langt, langt smukkere, end jeg havde tænkt, jeg havde ingen Anelse om, at vor Hovedstad laa i en saa herlig Natur!" "Før De reiser - hvorhen?" "Jeg skal til Nordland til min Onkel og blive der, hvis jeg liker mig." . . . "til Nordland - paa Mandag?" "Ja; og nu maa jeg sige Dem Farvel! . . . herude bor jeg." "Og De tror virkelig det gaar! - at tage Afsked paa den Maade? - med det samme, jeg møder Dem igjen? Hør nu, Ely Falk! - nei, lad mig følge Dem ind paa Havebænken her; der tager ingen Forargelse af det, og vi maa tales ved, inden vi skilles, - kanske for bestandig! Hvad jeg er, jeg er en oprigtig Mand, og jeg vil sige Dem Sandheden. Det er nu et helt Aar, at jeg har kjæmpet med Dem - Ja Dem! . . . Faktum er kort og klart det, at jeg har været forelsket i Dem! men jeg hører nu engang ikke til dem, som tager Livet saa let udenpaa, uagtet jeg kan se saadan ud, . . . og jeg, ærlig talt, frygter for at paatage mig et uhyre An- svar for et andet Menneske. Hvordan skulde jeg for SIDE: 338 Eksempel - jeg siger jo blot for Eksempel, saa De behøver ikke at flytte Dem fra mig! turde paatage mig i nogen Maade at lede et Væsen som Dem? Mine bedste Ideer kunde føre Deres rene Enfold paa ulykke- lige Afveie; De kunde ende med at hade mig. Nok er det, Frøken Falk! - Alt dette har jeg stridt med; jeg har ikke villet rive nogen anden med mig . . . havde fast besluttet aldrig at gifte mig. Men nu er det kom- met saavidt med mig - og det føler jeg netop saa bit- tert klart i dette Øieblik, at jeg risikerer igjen at skil- les fra Dem! at jeg uden Dem, Ely Falk, blir et saa ulykkeligt, ensomt og glædetomt Menneske som over- hovedet muligt paa denne Jord! Og . . . hvad jeg sid- der her saa angst, saa angst for, at jeg kunde holde paa at præke lige til imorgen for at slippe at høre Sva- ret, det er, at De ikke skal nære de samme Følelser for mig" . . . Han tog begge hendes Hænder og saa hende ind i Øinene: "Vær nu den aabne, ærlige Pige, som jeg véd, De er. Sig mig helt og holdent ud, om det kun er saadan en Slags søsterligt eller halv datterligt Venskab, De nærer for mig? . . . Jeg har en Følelse af, at De nok holder af mig; - men . . . hvis det ikke er mere, - - vil jeg heller gaa her som Pebersvend . . . som det tomme Vindæg af et Menneske, som kaldes Adam Schrader! Men, - nei, se ikke saa paa mig, det kunde give mig Haab! - - men, skulde De kunne holde af en saa- dan egoistisk, forsigtig, ræsonnerende Pebersvend, saa - bliv min Hustru, Ely Falk! Lad mig ikke slippe denne Haand; den er mit Anker i dette Liv! - - De græder . . . skjælver . . . Nu, hvorfor skulde De ogsaa kunne holde af mig?" Hun gjorde en heftig Bevægelse imod ham. . . . "Fordi De er en tusind Gange mere ærlig, tusind Gange mere sand Mand, har tusinde Gange mere Hjer- telag, end alle de, som snakker om det! Fordi jeg tror Dem saa fuldt og helt, som jeg aldrig har troet noget Menneske; - og aldrig . . . aldrig . . . vilde blevet no- SIDE: 339 gen andens i denne Verden! Nei, lad mig græde . . . De maa lade mig fatte mig; - det er bare saa van- skeligt at forstaa, at - det, jeg ikke har turdet tænke, med ét er - opfyldt! . . . at det er mig, som sidder her!" Entrédøren gik op . . . og atter hastigt igjen og atter op . . . det var Pigens Forbauselse! "Jeg ønsker at tale med" - - han stottede, han vidste ikke Navnet . . . "Det er min Forlovede, Kopist Schrader, som vil tale med Tante" - udbrød Ely sprudende rød og hastede ind. "Bureauchef Schrader!" - rettede han - "Vær saa snil at melde mig for Fruen!" Den Aften var Schrader i et jublende Humør. Han vandrede frem og tilbage gjennem sine tre Værelser som en Seirherre, tændte sin Pibe, men glemte at røge. Han havde underrettet Madame Vollnagel om Faktum, og hun havde uegennyttigt oplyst baade Gangen og hans Værelser med alle Lamper . . . "De har havt Ret hele Tiden - hele Tiden . . . Madame Vollnagel" . . . Hans Værelser var med ét blevet andre; han selv var ogsaa blevet en anden . . . alt var blevet noget an- det! - en sand Revolution i og om ham. Han gik og drømte hendes Skikkelse frem . . . ved Bogskabet . . . ved Bordet - og længtes til imorgen! Han var ikke i Humør til at sove, følte han kunde ikke; han turde det næsten ikke, for at han ikke skulde have drømt alt, naar han vaagnede. Tilslut tog han Frak paa sig og gik ud en Tur blot for at se, om Tantens Hus virkelig endnu stod der. Han vendte tilbage roligere i Blodet; der havde heller ikke været Lys i et eneste Vindu. Klokken var over halv tolv. Han stod med korslagte Arme i Skjorteærmer og lænede Ryggen til Dørkarmen; der gled efterhaanden et lykkeligt, halv ironisk Smil over hans Ansigt . . . SIDE: 340 "Jeg maa forresten indrømme, det er en underlig Streg, jeg idag har sat under alt mit Ræsonnement! Det skal fryde mig at høre gode Venners Stikpiller og udvalgte Bemærkninger; . . . de har da ogsaa nok fra mig selv at tage af. Jeg skal rent ud nyde det som Peber paa Lykken!" . . . . . . "Man maa sige, det kom hovedstupende - uden det man kalder Overgang!" . . . Han stod en Stund og udbrød saa med en ubeskri- velig Ironi: - "Du gamle - Adam!" - Romantik var ikke Schraders Sag, og dog stod hans egen Hustru for ham i et høist romantisk Skjær. Hun var ikke som andre Mennesker, hun var absolut en udvalgt Natur, renere og mere helstøbt, om man vilde! Dette sagde han ikke, han tænkte det blot. Forresten var han ikke blind for hendes Feil; hun var i høi Grad envis og egensindig; men han gad rigtignok se nogen, som kunde være det saa elskværdigt - ja, som over- hovedet var saadan udstyret med personlige Fortrin . . . blot hendes Haar og saa en Teint som Solskin! . . . Da de saa fik en Gut, trindsende rund og hvid som en Bolle, - ikke rød som andre nyfødte, var det blevet sagt - var han mulig noget overdreven i sin Fader- lighed. Han kunde sidde taus i lange Stunder og nyde den lille, hvis Øine stod som to Brikker skjævt hen i Væg og Tag. Han havde opgivet Bøger; det var Livet, som skulde studeres, og han sad trolig i Barnekammeret; han kunde ikke blive træt af at iagttage den lille som han voksede og stadig frembød nye Sider, stadig gav An- ledning til nye Forudringer. "Et saadant Væsen gjen- nemlever i Hast en Række Erfaringer med Følelse og Sanser!" . . . SIDE: 341 "Ser Du, hvor rent yndig han er med Hænderne?" lød det fra Ely, der aldrig satte Pris paa Abstrak- tioner, "og hvor han sidder og gransker over den lille Kavringsmule; han holder den op til Øinene som en lærd, der undersøger et Infusionsdyr. Det maa være efter Dig!" . . . "Han borer saa roligt eftertænksomt Fingeren op i Din Øienkrog . . . han maa mene noget med det, Ely! Alt tager han til sig og vender det. - Korketrækkeren . . . Uhret . . . Nu morer han sig med at gnave, men glemmer at svælge og holder Kavringen bagvendt, som de siger Jämten gjør med Knækbrødet. Det er under- ligt med et saadant Menneske, som kommer ind i Ver- den! - ny, frisk Tillid til den i hvert nyt Øie . . . i hvert Eksemplar, det undrer mig, at der ikke gives noget, som hedder Slægtsinstinkt, som tilslut nægter Fortsættelsen!" "Som Du snakker! jeg synes rent ud ugudeligt! Man maatte jo paa den Maade angre, at man var født." "Nu ja, og hvormange tror Du ikke der kommer til det Punkt i vor Tid? De, som slider ondt af Fattig- dom, Nød, Undertrykkelse! og de, som næsten slider endnu værre kanske, fordi de er komne ind i Tanker, Tvil og Frygt" . . . "Huf ja, - der kjender jeg Dig igjen" . . . "Ser Du! Livet er simpelthen en Duel med hele Til- værelsen, der vil hænge sig lig "Utbaaren" paa Ryg- gen af hver enkelt med hele sin Tyngde, hele sit An- svar for at vi skal drage Bæstet frem naturligvis, vi er dertil skabte, maa finde os i det!" "Huh! siger jeg Dig, jeg blir saa kjed af det . . . jeg stikker Fingrene i Ørene! Det var naturligvis derfor, Du giftede Dig? To, som holder af hinanden, skulde ikke gifte sig! - var det ikke saa, Du engang mente? de skulde bare undgaa Ansvar!" "Nu, nu, nu Hvepsen min! min deilige, mageløse Hveps! forivre Dig ikke, der gives ikke den paa Jor- den, som kan stikke saa mageløst brillant som Du, naar Du blir vred; det falder saa naturlig ironisk. Jeg SIDE: 342 skulde unde Dig, at Du selv kunde skjønne det og forstaa, hvad Du er for en Kone!" . . . "Véd Du, hvad jeg længe har tænkt paa, at Du vist skulde være mere i Departementet og mindre her i Barnekammeret. For her blir det bare Sniksnak og saadant" - "Og deroppe er det gyselig kjedeligt; jeg gaar der ikke mere end høist nødvendigt; jeg er ikke ærgjer- rig. Hvad skal han blive?" "Hvem? - vor lille Adam?" . . . "Ja, jeg taler ikke om den store; han har fuldt op det, han behøver, og ønsker ikke at drive det videre end til at bringe noget ud af den lille. Nu, hvad skal han blive?" "Han skal ikke filosofere; det skal jeg svare for, og heller ikke være for længe Pebersvend." "Tak skal Du have, Hveps! men har Du set slig kunstig Kar? han slipper Støvlen og lader mig tage den op uafladelig. Véd Du, hvoraf det kommer? Det er den enkelte Bevægelse, det enkelte Indtryk, som han indøver, indtil han blir kjed af det, siden kommer de sammensatte" . . . "Jeg har Indtryk af, at Du ser paa din Søn som en Naturforsker, Schrader! der mangler kun Notisbogen; og kjendte jeg Dig ikke saa usigelig bedre, saa véd jeg ikke, hvad jeg gjorde . . . jeg tror jeg gik fra Dig!" "Det gjorde Du ikke, min Ven! . . . Han ligner Dig," Schrader havde bøiet sig over sin lille Adam som for paa den Maade at modsige Beskyldningen. Hans Kjær- lighed var ubændig, meningsløs baade til Moder og Søn. Han sad taus betragtende, da den lille med et af sine Kast pludselig slog Panden op mod hans Ansigt; det kom uventet, saa det næsten gav en Rystelse af Hjernen. "Det er klart," sagde han. "Gutten har endnu ingen Følelse i de intellektuelle Organer. Hovedskallen er som en Hammer." "Aa dine Lignelser!" . . . SIDE: 343 "Der larmer den Adam igjen ovenpaa! og hans Mo- der er ude. Jeg faar nok op og tage mig af Anliggen- derne." Schrader var oppe paa Barnekammeret og tum- lede med sin Adam, som Moderen havde ladet alene med Barnepigen, hvem det viltre Barn aldeles over- mandede; hun maatte være Hest paa alle fire med en Hysing i Munden, og da hun ikke længere vilde, vræ- lede han, saa Faderen maatte op. Det var Moderens Natur og Blod, paastod Sahrader. Han gik frem og tilbage paa Gulvet med Gutten paa Ryggen, da hans Kone kom hjem. "Ikke i Departementet? Men Schrader, véd Du, hvad Klokken er? - Jeg tror sandelig, Du gaar der og leger Hest for Adam!" "Gutten maa jo have noget Slags Legetøi; og siden Du absolut ikke vil, jeg skal faa kjøbe noget hjem til ham, saa faar vi sørge for Moroen paa andet Vis" . . . "Jeg gik virkelig og tænkte mig Dig oppe i Departe- mentet." . . . "saa, det frydede Dig saa?" "Du kan jo ikke bestandig være Træhest for Adam." "Saa lad os kjøbe Legetøi til ham." "Nei, det gjør bare Gutten dum." "Og véd Du hvorfor?" "Nei, og det er ogsaa det samme . . . Børn blir altid dumme af Legetøi!" "Nu ja, jeg skal sige Dig Grunden, saa forstaar Du med det samme, hvorfor jeg føier Dig i den Grille. Naar han tager en Pisk mellem Benene eller en Stok og indbilder sig, det er en Hest, saa maa han tænke den frem; hans Fantasi skaber en hel Hest, og hans Evner øves; men naar man, som mange, tankeløst overvælder de smaa med mesterlig udførte Legetøis- sager, saa blir netop Fantasien ikke brugt, tvertimod som en forproppet Mave, og Barnet uudviklet . . . dumt!" SIDE: 344 "Véd Du hvad, Schrader, deri har Du Ret." "Naar Du er ude, er Gutten aldeles uregjerlig, Ely! Barnepigen raader ikke med ham." "Og hans Far heller ikke, lader det til! Mig lystrer han, blot jeg taler til ham." "Det vil sige, Gutten véd, at han kan faa Bank af Dig." "Aa ja, det ogsaa." "Ja, men jeg er aldeles principielt imod den Slags. Jeg har givet efter for Dig med Hensyn til Legetøiet, og Du føier mig til Gjengjæld med Hensyn til Pryg- lene, er det ikke saa?" "Nei aldeles ikke; det skulde være deiligt, om han med engang skjønte, at den Ting, som hedder Prygl, var bragt ud af Verden!" "Fornuften er den Magt, som skal bruges, det gjæl- der blot at forstaa at lede Barnet rationelt. Rousseau er i dette Stykke" . . . "Kjære Schrader! gid Du ikke vilde blande Dig i Børneopdragelsen. Hvad jeg bygger op, gaar Du bare herhjemme og skjæmmer bort, medens jeg er ude; min Tro er nu, at Eksemplet er den største Lærdom." "Kan være!" . . . "saa at, dersom ikke Du holder Kontortid, skjøn- ner Du, saa kommer Adam heller ikke til at gjøre det." "Slap det derud, Hvepsen min! Du er altid saa ivrig paa det Punkt. Jeg tror, det er blevet en fiks Idé hos Dig. Men véd Du, hvorfor jeg egentlig gaar herhjemme idag og er Træhest for Adam? Statsraaden vil have mig ind i en Kommission om Fiskerierne, og jeg har ingen Lyst. Jeg gaar og pønser paa en smuk Manér at komme fra det paa . . . saadan en Talemaade . . . Frase, forstaar Du! Vidste jeg saa sandt en anden Mand at foreslaa!" "Og Du vil ikke tage imod det? Schrader! Du vil virkelig ikke? Var jeg Mand! Meningen er altsaa, at Du skulde styre med den store Ting" . . . "Aa ja, kom jeg ind i Kommissionen, saa kom jeg sandsynligvis ogsaa til at styre med det, - skabe mig et Slags Navn paa det!" SIDE: 345 "Og Du vil ikke?" "Nei!" "Men jeg tror, Du skylder Gud Regnskab for dine Evner, Schrader! og naar jeg mangengang er saa ivrig paa, at Du skal i Departementet, som Du siger, saa er det, fordi jeg har faaet Samvittighedsskrupler for det egoistiske Hjemliv, Du fører. Du bryder Dig ikke om nogenting andet end om mig og Adam! Departemen- tet kjeder Dig bare. Man har ikke Lov . . . vi lever i Synd, siger jeg Dig, ved saadan ikke at have Kjær- lighed tilovers for noget andet - og dit Fædreland, Adam!" "Ja det! det forlanger tilfældigvis denne Gang, at jeg skal være borte fra Dig en hel Vinter for at undersøge de Ting." "En hel Vinter?" "Ja, og desuden er jeg ikke ærgjerrig. Du synes at mene, at det ikke er ti for én, men netop blot mig, som kan være Bureauchef, netop blot mig, som kan være Fiskerikommissær. Ja, fandt jeg blot en anden! - men jeg har virkelig ingen paa Haanden at byde Statsraaden, som duer. Faktum er imidlertid, at vi ikke vil leve i hver sin Ende af Landet en hel Vinter, - hvad Hveps?" "Kunde jeg ikke følge med Dig?" "Og saa lader vi Adam og den mindste blive hjemme, mener Du, - eller tænkte Du virkelig paa at offre dem paa Ærgjerrighedens Alter? . . . saadanne smaa er kanske ikke mere værd!" "Jeg . . . jeg maa sige," - stammede hun noget modfalden - "jeg tænkte rigtignok, at jeg kunde tage dem med; - men det var maaske daarlig betænkt" ... "Saadan mellem Udskjærene ved Kysten om Vinte- ren, det var kanske ikke umuligt, der skal findes en- kelte varmblodige Pattedyr, som har sine Unger der ved den Tid. Ungsæl for Eksempel og Hvalfisk." "Det er nok umuligt" . . . "Aa, hvad gjør ikke en begeistret Kvinde som Du for Fædrelandet!" SIDE: 346 "Kjære Schrader! gjør ikke Nar af mig; men jeg har saadan Trang til at se Dig bruge Dig og blive erkjendt for det, Du er" . . . "Dersom Verden kom længer med det! men jeg er ikke naiv!" . . . - En følgende Dag kom Schrader tidligere hjem, end han ellers pleiede; hans Hustru var ude og tog Musikinformation. Han gik en Stund og drev uroligt gjennem Værelserne og saa ikke engang op paa Barne- kammeret. "Det er ganske mærkeligt, hvor ivrig hun paa det sidste er blevet paa alt dette Musikvæsen! Men det, som stikker under, min gode Frue! er, at Du vil vise Din Mand, hvad han skal gjøre." "Jeg gad forresten vide, hvad hun vil sige . . . jeg er ganske nysgjerrig" . . . Det, han havde at fortælle, da hun kom, var, at Statsraaden til hans Afslag til Kommissionen selv havde havt en Mand paa Haanden. "Og véd Du hvem? Gjæt nu Ely!" "Jeg bryder mig sletikke om at gjætte, naar det saa alligevel ikke er Dig!" sagde hun lidt kort, medens hun knyttede op Hattebaandet. "Gjæt nu . . . En, som staar Dig nær" . . . "Umuligt . . . der staar jo ingen mig nær, véd Du." Hun saa et Øieblik uvist spørgende paa ham. "Det skulde nu vel aldrig være Dig alligevel?" udbrød hun med et opskydende Glædesglimt. "Aa nei! jeg begaar ikke den Slags Overraskelser mod mine egne overlagte Beslutninger. Jeg kom blot hjem for at sige Dig, at det er Finsen, de har taget til det; han har været konstitueret Sorenskriver der- henne i en af Søbyerne, og nu kommer han til at ligge her i Hovedstaden kanske i et Par Aar med dette; han blir rimeligvis ogsaa ansat i et eller andet større Embede, om han skiller sig vel fra det, og derom tviler jeg aldeles ikke: han har en egen Evne til at gjøre Svada og Humbug udaf alt muligt!" "Kjære Schrader, sig, Du ærgrer Dig . . . jeg ærgrer mig!" SIDE: 347 "Fordi han, som Fru Lindkjær i sin Tid udtrykte sig, kommer i fuld Karriere tvert over mig, mener Du? Nei, jeg ærgrer mig ikke en Smule uden over det, at man uden at spøge mig tager saadan en, rent ud sagt, Nar!" "Du har dog altid sagt, at Arnold er en dygtig Mand." "Aa, han har spillet et Slags officiel Koryfæ dernede, staaet i Spidsen for "Harmonien", Sangforeningen, Kunstforeningen og andre smagfulde Foreninger, saa- dant noget, som man ikke byder alvorlige Folk" . . "Jeg har saa ondt for at finde mig i, at Du omtaler ham paa den Maade, Schrader! det er næsten, som vi skulde bagtale ham, og den Behandling har han ikke fortjent - ialfald ikke af mig. Jeg synes, jeg faar Samvittighedsnag af det." "Nu . . . nu Ely, jeg kalder ham en Smule Nar; men for det kan han jo være duelig nok. Du ser jo, at Statsraaden selv er af den Mening; og en saadan Mand er ufeilbar, véd Du!" . . . "Han faar ialfald noget frem og gjør Gavn paa sin Maade, det er jeg vis paa. Ja Du forsmaar saadant noget. Gid Du ikke gjorde det!" . . . "men slog mig paa at have allehaande Jern i Ilden til Fædrelandets bedste?" "Fy, nu er Du ikke snil!" . . . "eller ialfald paa Departementsærgjerrigheden, er det ikke saa Du igrunden vil?" Om Eftermiddagen sad han lidt taus og forstemt i Sofaen inde i Soveværelset efter at have forsøgt paa en Middagslur. Hans Hustru kom ind med Kaffeen. "Alt nu . . . er det ikke tidligt?" "Tvertimod, det er sent, min Ven . . . over din van- lige Tid!" Han sad taus og drak; det lod til, at Svaret irrite- rede ham. . . . "Apropos Ely!" sagde han og reiste sig. "Siden Du taler saa meget om, at Du ikke vil have mig hjem- me, saa har jeg tænkt paa, om det ikke var rigtigst, at SIDE: 348 jeg flytter op paa mit Studereværelse igjen . . . vor Frihed faar vi saa bedre." "Hvad mener Du med at flytte . . . om Dagen?" "Nei - om Natten." "Sengen? . . . din Seng bort fra Sovekammeret! Du mener det ikke Schrader! Sig, Du mener det ikke." "Jeg synes, Du er saa forlegen for at faa mig afsted, og naar jeg ligger deroppe, kommer jeg utvivlsomt til at tage mig ivrigere af Departementet. Jeg tror og- saa, jeg arbeider bedst udover Natten; - jeg vænnede mig til det i Pebersvendedagene" . . . "Schrader!" "Jeg mener det virkelig." "Noget saa - absurd! Kjære Schrader! Du mener det virkelig ikke . . . sig, at Du ikke mener det! Du skal faa snakke, hvad Du vil, - jeg véd jo, Du ikke mener det ringeste med det" . . . "Tak skal Du have for den Kompliment!" . . . "faa kalde mig din Hveps saa meget, som Du vil, jeg skal ikke stikke . . . og hvad tror Du, lille Adam vil sige om det, om, at hans Fader er blevet Peber- svend igjen?" Hun tog saa voldsomt paavei, - og det sidste om lille Adam var jo knusende . . . "Ja, ja, Ely min! naar Du ikke vil det, saa; men ellers - næste Gang Du plager mig med din Ærgjer- righed, for det er den, som gaar i Dig, saa lader jeg min Seng flytte, ikke op paa Værelset, men - helt ned i Departementet. Skal der være Forfængelighed og Ærgjerrighed, saa skal vi drive det, og skal vi have huslig Fred og Lykke, saa holder vi paa det. Enten Eller. Har jeg Ret?" "Bare Du ikke flytter, saa -" "Ser Du? - - og nu faar jeg skynde mig i An- stalten" . . . - "Hun er en stærk Natur," tænkte han, medens han sad deroppe og vuggede paa Stolen - "og jo betydeligere desto dybere er man i et Forhold! Det at gifte sig er at vælge og sætte sig i Forhold til et Men- SIDE: 349 neske, som skal uddybes og udvikles hele Livet igjen- nem; derfor er det at være flygtig umoralsk; thi det er at lade det nedlagte Udviklingsfrø dø og erstatte det med nye flygtige Begyndelser . . . den ydre For- elskelse er kun Indgangen, saa at sige Blomsterporten til Haven! - derfor er Forførelsen saa nederdrægtig, og disse udmærkede franske Romaner ofte saa dumme i denne Livets Kardinalaffære - og Monogamiet et saa storartet høit, Flerkoneriet et saa underordnet men- neskeligt Stadium . . . Aa ja, aabent og ærligt! . . . i har havt en lille Ær- grelse idag, fordi Finsen saadan fik mine Kort paa Haanden, og saa ræsonnerer vi! Det er bedst at for- søge at arbeide det af sig!" . . . . . . "Men naar Direktionen har bedt Dig om at synge næste Fredag - - hvorfor siger Du saa nei? . . . Jeg vidste ikke, Du var ræd, Ely! . . . Jeg, som har hørt Dig saa mangen Aften, siger Dig, at der ikke er én, som forstaar at synge vore Smaasange som Du. Jo vist skal Du synge! . . . Jeg undrer mig blot paa, hvor- dan de har kunnet være saa kloge at finde paa det! jeg troede, et var min Statshemmelighed; de har før bestandig blot bedet Dig spille." "Aa nei, Schrader! - jeg har virkelig ikke Lyst, og saa har jeg nu engang sagt nei. Bed mig ikke!" "Jo, jeg gjør! Og jeg vil komme og høre paa . . . en Mand kan ogsaa være forfængelig." "Men saa kan Du til Gjengjæld gjerne ogsaa føie mig i noget. Lov mig at følge mig i Filharmonien i Vinter." "Fra Begyndelsen til Enden? sidde og holde ud en saadan lang Koncertaften, nei det overgaar mine Kræf- ter, det kjendte jeg grant nok sidst! Ifjor var Du for- nøiet med, at jeg kom under sidste Nummer og hen- tede Dig. Finsens Ansigt gjør det ogsaa høitideligt der. SIDE: 350 Det er saa høistemt skinnende, medens han staar lige foran Tribunen og stryger sig i Skjægget og forstaar sig paa det og pønser paa nye Ideer til Foreningens bedste. Han snakker vel endel med Dig om dem?" "Nei, men han er jo henne og hilser paa mig som rimeligt kan være om Aftenen." "Det er saa pent taktfuldt; alt med den Mand er overhovedet saa udsøgt, lige til Skjægget, det ser saa svingfuldt romantisk ud, og Blikket er ordentlig rø- rende langsomt. Jeg frelste ham rigtignok fra at be- gaa en gruelig Bommert i sine mere prosaiske Sager nylig; men det mærkede han ikke engang . . . Aa nei, - lad mig være fri for at skulle konversere ham. Ely!" - - - - Hin Filharmoniaften kom, og Schrader fulgte sin Hustru derhen. At hun havde havt endel Illu- sioner om Konsertoptræden som Pianistinde, vidste han jo, og hendes Optræden i Filharmonien havde og- saa altid et vist hemmeligt Skjær deraf; men han undte hende den Glæde. Blot den skjult festlige Maade, hvor- paa hun klædte sig, netop enkelt, hendes stille Spændt- hed forud og Udtrykket, medens hun spillede; . . . han gjættede og elskede det alt! og var ovenikjøbet saa diskret at tie. Thi noget Talent i større Forstand var hun ikke; og dog eiede hun noget af det, som enhver Kunstnerinde gjerne vilde vedkjende sig - noget af Kunstens sande Sjæl! Iaften skulde hun synge nogle Smaanummere og ak- kompagnere sig selv. Hun var saa ængstelig for det store Lokale, ikke fordi hun jo havde Bryst til at synge høit nok ud; men fordi hun var saa vant til at synge hjemme. De sad ved Siden af hinanden paa sine Pladse; hun bleg og spændt, væntende paa sin Tur. Han syntes, han hørte, hvorledes hendes Hjerte ban- kede; noget saa fromt frygtsomt og uskyldigt foran Kunsten skulde man lede efter! Der blev imidlertid et Ophold foranlediget ved, at Pianoet skulde dreies hen paa en bedre Plads. Det var Finsen, som stod for dette og gav Ordrene . . . han SIDE: 351 syntes at være en saare raadende Mand deroppe alle- rede, og det var ogsaa paa hans Foranstaltning, at man lukkede over en Luge i Taget, alt for Lydens Skyld. "Hu, for en Anstaltmager - straks han er kommet ind i Direktionen!" tænkte Schrader høist utaalmodig paa sin Hustrus Vegne; men han nævnte intet for ikke at forstyrre hende. "Frisk Mod, Antonius!" hviskede han muntert. Hun havde lige forud et Øieblik lagt Haanden hen paa hans, og han troede at kjende, at den ikke var just saa fast; den skalv lidt . . . Hun satte sig til Pianoet. Det lød i Begyndelsen lidt svagt og frygtsomt; men det varede ikke længe, før Sangen rev hende med sig, og hun helt ud bares af Stemningen, noget, som ogsaa føltes og skaffede hende et livligt Bifald allerede for den første af Sangene. Schrader havde, saa lidt han vilde være sig det selv bekjendt, dog en Følelse af at have faaet en Møllesten fra Brystet; og han begyndte at se sig friere om. Til- hørerne havde nok den Aften faaet en Overraskelse. Hun var henimod Slutningen af den anden Sang, som nu fulgtes høist spændt og opmærksomt, da hans Blik faldt paa Finsen, som stod med Armene overkors henne ved Væggen og stirrede paa hende. Han havde valgt Pladsen med Forstand, det var klart, hvis han rigtig vilde nyde det, - ikke fem seks Skridt fra, saa han kunde se hende halvt i Profil, og hun ikke ham, og saa i Skyggen ved Galleripillen! Han stod i dyb Selvforglemmelse og klappede kun mekanisk med; men da under den tredie Sang et Noteblad faldt ned, var han som Lynet fremme og tog det op og saa igjen tilbage paa sin Plads. Ely gjorde en elskværdig og smigrende Lykke med sine smukke naturlige Sange; men, hvad Schrader nu blot havde Øie for, var, om Finsen var blandt dem, som kom hen og takkede hende. Nei, dertil var han for klog! - men at det var ham, som havde faaet det hele istand, derom var ingen Tvil . . . Ingen andre end han vidste, at hendes egentlige Styrke laa i hen- des poetiske Sang . . . og ingen anden end han havde SIDE: 352 saa straks - netop i Ugen, før han selv blev Direktør - sat det Indfald i Direktionen at rette Anmodningen til hende. Hun kaldte Finsen en Hædersmand; han havde der ialfald gaaet en høist besynderlig skjult Vei . . . og det var vistnok ogsaa det, Ely havde følt, da hun først havde besvaret Anmodningen med Nei og bagefter, da hun gav efter for ham, betinget sig, at han den Vinter skulde være med hende i den filharmoniske Forening. Hvorfor? - for at han skulde passe hende for Hæders- manden! . . . Hun gjør, hvad hun bør og kan, uden at sætte sin Mand Fluer i Hovedet. Hm, dette er jo i visse Maader blevet en interessant Situation - næsten besværlig interessant! Nu da, Du bryder Dig ikke det ringeste om det, tror jeg, Schrader! - gik det ikke godt? Du siger ingen- ting!" yttrede hun paa Hjemveien. "Naar Offentligheden først har faaet Ordet, saa veier det saa lidt, hvad Manden mener; han er kun en stak- kels enkelt." Hvad siger Du, Schrader. Hvad? Er Du jaloux, fordi jeg har gjort Lykke . . . paa Offentligheden? Er Du virkelig naragtig?" Schrader lo . . . "Bekjend din Synd! . . . Din Hustru gjør Lykke, og Du taaler det ikke!" "Jeg bekjender." . . . "Det havde jeg forresten ikke troet om Dig, Schrader! - - det ligner Dig aldeles ikke . . . Saa Du vil ikke, jeg skal synge mere der?" "Jo, har Du Lyst saa" . . . . . . "saa? Nei, jeg har aldeles ikke Lyst uden Du ogsaa har det!" . . . "Du kan da begribe, jeg har det. Jeg foreslaar, at ingen af os er naragtige, Ely! jeg tilstaar, jeg er bare ikke rigtig scenevant endnu; og hjemme feirer vi Afte- nen. Jeg haaber, at visse Tilsætninger til Aftensma- den, som jeg har ladet hente, ikke vil forsmaas af min hjemvendende Primadonna." SIDE: 353 - "Lyst! . . . og Blomster paa Aftensbordet!" - udbrød hun, da de aabnede Stuedøren, - "der er ingen som Du!" . . . ."Nei, Du skulde blot have hørt hende i Formiddag, Schrader! Er ikke den lille Sigrid et Talent, saa er ingen det! Hun synger nu hver Gang, saa jeg bare lægger Armene overkors og hører paa. Jeg tror, jeg har fundet en Perle . . . og der er ialfald ikke Tale om, at jeg kan undervise hende længere! Der er ingen Tvil om, at hun maa hjælpes frem til at faa uddannet sig ordentlig. Hun maa have første Rangs Lærere." "Ja, andre faar ogsaa give noget, saa kan vi bidrage vort." "Aa nei, det maa nok tages paa en anden Maade, om det skal blive til noget! Hun maa hjælpes til at hjælpe sig selv frem. Publikum maa faa Interesse for hende. Kjære Schrader! nu kunde Du gjøre hende en rigtig Tjeneste ved at tale til Direktøren i Filharmonien om, at de gi'r en Konsert til Indtægt for hende, og at hun faar synge der - udtrykkelig for at hun kan faa ud- danne sig i Udlandet; - det er gjort flere Gange før!" "Jeg? med Direktørerne der . . . med? Nei Tak . . . Og hvorfor ikke Du selv?" "Det har mere Klem, naar Du gjør det!" "Vil Du have Penge til at hjælpe hende, saa véd Du, at Du blot behøver at sige det; men, at gaa saadan og være Anstaltmager, det byder mig ligefrem imod! Idet- heletaget al denne Musik og Filharmoni for Dig, som har saameget at gjøre!" Det var hende saa uvant, at han kunde tænke saa, at hun et Øieblik stod taus og saa ganske forbauset paa ham. "Saa, jeg meget at gjøre? Nei Tingen er nok hellere, at jeg gik her næsten fortvilet, fordi jeg ingenting havde at gjøre, ligetil jeg fandt paa at tage Musikinter- SIDE: 354 essen op igjen . . . Jeg var jo ikke istand til at faa Dig ind i nogen Ting!" "Hvad forstaar Du ved nogen Ting - Kunstvenlig- hed og alt dette Finsenianske paa "hed"?" "Aa ja, alt det, som Du ikke tror paa og bare jøner af. Uf, naar jeg blot kunde faa Dig, som jeg vilde. Du kan tro, der er mange Ting paa "hed", som ikke vilde skade Dig, Schrader!" "En af Tingene paa "hed" er ogsaa Huslighed, Ely! Faktum er, at vi har vor lille Adam og den anden!" "Jeg vil sige dig noget, Schrader! Du har ikke Ret til at sige dette! og Du taler tillige, saa jeg føler mig krænket. Ja, dersom jeg forsømte noget af mit!" "Nu da, - jeg vil jo sletikke berøve Dig den Inter- esse." "Der er noget saa umedgjørligt, rent ud egoistisk og ufædrelandsk ved Dig. Du bryder Dig ikke om noget i denne Verden, tror jeg!" . . . "Fordi Finsen og hans lige bryder sig altfor meget om det!" . . . "Du vil da ingenting gjøre?" "Nei, Ungen min; intet uden rede Penge." "Og med det gaar Du?" - Hun sad oprørt igjen og begyndte at gaa frem og tilbage. . . . "Det nøgne, usminkede Tyranni! . . . Saadan er de alle, naar det kommer til Stykket! Selv han. Min Kjærlighed til den stakkels Sigrid maatte sandelig være liden, om jeg lod mig stanse af det!" Hun blev staaende og grublede lidt. "Jeg behøver jo blot at henvende mig til en af de andre Direktører om Sagen, saa slipper jeg for selv at anmode Finsen. Jeg lader mig ikke tvinge! Vær saa god, - kom ind! . . . Frøken Fasting!" "Ja, mig! Jeg maatte se ind til Eder igjen, inden jeg tager ud paa Landet, vi staar paa Farten. Jeg har altid en Følelse, som om jeg var Præsten, som havde viet Jer, - kan Kurven staa deroppe; jeg er saa bange for nogen af Børnene. Nu, hvor staar til? Men kjære SIDE: 355 Ely! er Du i slet Humør eller, hvad gaar der af Dig? Lykkelige Koner skulde aldrig være i slet Humør, der er nok af ulykkelige!" "Lykkelige Koner skulde blot aldrig have Villie, Frø- ken Fasting!" "Jo!" "Nei!" "Jo, siger jeg, - et Menneske uden Villie er et ækelt Dyr, som aldrig skulde være gift!" "Ja, men naar nu Manden ogsaa har Villie?" . . . "Det var en deilig Mand, som ikke har det!" . . . "Og tvinger sin Kone, skal han have Lov til det?" "Det er saa inderligt ligt dem allesammen! . . . Ja, jeg vil blot sige, at det er godt for min Mand - som det hedder - at jeg ikke er gift! Havde han ingen Villie, skilte jeg mig fra ham; men vilde han tvinge mig, saa! . . . Men hvad Dig angaar, saa tror jeg nu nærmest paa, at din Mand har Ret, Ely! Der er for- resten ingen, som har skuffet mig som han! Jeg tro- ede virkelig, at han ikke kunde andet end flyve til- veirs, at der skulde og maatte blive noget af ham. Jeg er bange for, at det er din Skyld, Ely, som er for føielig mod ham; han er saa doven! I dit Sted skulde jeg faa ham frem i en Snup. Men I sidder bare her og kukkelurer og ser paa hverandre, og saa har I til- slut intet andet at gjøre end at trætte, det er min Me- ning! Jeg skal paa Jernbanen Klokken ét . . . Nei . . . hvor er den nu? . . . Kurven . . . Kurven! . . . Saa . . . Hils din Mand! . . . vi ses igjen til Vaaren . . . aa, det er godt nok ophæftet!" . . . - Det var i Slutningen af den samme Uge, at Ely ved Middagsbordet yttrede: "Nu har jeg da talt med en af Direktørerne om Sig- rid og faaet Ja" . . . "Det tvivlede jeg slet ikke paa!" . . . "med Professor Petersen . . . Han skulde fore- lægge Sagen for hele Direktionen; men det er ikke rig- tig gaaet efter mit Hoved der . . . De satte Betingelser . . . først at jeg selv skulde assistere og saa, at jeg SIDE: 356 skulde overtage endel af Arrangementet med at samle andre Kræfter til Hjælp." "Tør jeg spørge, hvem var det, som fandt paa, at Du skulde assistere?" "Det var Finsen." "Jeg kunde tænke det; han er en kunstforstandig Mand!" "Ser Du, jeg kunde ikke vel undgaa det; men det er han og jeg, som hovedsagelig skal arrangere Kon- serten. Den gi'r meget Bryderi, og i Eftermiddag kom- mer de hid for at tale med mig om den. Du kunde gjøre mig en Tjeneste, Schrader! ved at være hjemme." "Jeg? nei, jeg har netop saa uhyre - aldeles usæd- vanlig travlt!" "Jeg ser paa Dig, Du liker det ikke!" "Kjære Dig, hvad skulde jeg have imod det? det er jo kun saa naturligt gjort af Dig det hele. Det er blot en eneste Ting, jeg udbeder mig; jeg vil være komplet, totalt, udenfor det! . . . Naar skal Konserten være?" "Paa Fredag fire uger tænkte vi, - om alt kan ord- nes." "Vi? Det vil sige. Nu ja, Du og Finsen! . . . Der skulde virkelig intet glæde mig mere end, om der kom noget klækkeligt ud af det for din Elev. Jeg faar sidde i Departementet og haabe det bedste af Eders Bestræbelser!" Da han gik, stod hun endnu lidt ved Døren og lyt- tede efter hans Trin ned ad Trapperne; hun rystede paa Hovedet. "Jeg tror alligevel ikke, at han rigtig likte det. - Gid det var over . . . snart over!" . . . - - Om han likte det? Han fik den Eftermiddag pludselig Syn for, hvilken uforsvarlig Masse Sager der igrunden havde dynget sig op paa hans Kontor! i hvil- ken efterliggende Tilstand det hele var! - og følte Humør til at gjøre glat Bord. "Livet eier dog ingen Hygge som Arbeidet, tilbage til den Sats kommer man altid!" Og da han var færdig om Aftenen i Departe- mentet, tog han en Bunke Papirer med sig hjem paa SIDE: 357 sit Studereværelse, hvor han sad oppe og arbeidede til meget sent, og længe efter hans Hustru havde lagt sig. Han satte hende ogsaa den næste Morgen alvorligt ind i Omstændighederne, og hvorledes han nødvendig maatte oparbeide Kontoret igjen; . . . "der laa Arbeide der i denne Tid mindst for to, før han kom à jour!" Og Ely følte en vis Lettelse ved at faa at vide, at det virkelig var saa, at han havde travlt; - det faldt des- uden ikke saa uheldigt, at det var just nu i denne Tid! . . . "Kjære Ely! jeg har bedt om at faa være udenfor alt dette med Konserten, det véd Du jo!" - svarede han en Dag lidt afvisende, da hun havde forsøgt at inter- essere ham en Smule for den og fortalte ham, at de nu skulde have Prøver hver Dag. "For mig kan I holde Prøver ti Gange om Dagen, naar bare ikke jeg skal være med! jeg har nu andet at tænke paa . . . Adjø, Vennen min!" Han sad oppe i Departementet alene om Aftenen, og det var nu begyndt at blive livligt med Sager fra hans Kontor, da han med ét lagde Pennen. De Ord: " Prøve hver Dag" havde siddet i hans Øren hjemmefra og kom nu frem igjen. "Prøver hver Dag" . . . med den Finsen? Og han blir her i Byen i to Aar! Det var kanske værdt at betænke, hvordan det skal gaa, om det Samvær fornyes? Det er jo alt fornyet! Det lader sig ikke gjøre om . . . Saa . . . saa! - - - - Alle disse fædrelandske Jern i Ilden . . . og saa er han saa musi- kalsk, kunstnerisk. Nu det kan jo blive to interessante Aar! - især da Manden klarlig ikke har ophørt at sværme for hende; han gaar endog meget fordægtig frem! . . . . . . Det er især disse Jern i Ilden, som blænder den kan komme til at mene? og hvad kjender hun, Stakkel, til sit eget Hjerte - hvormeget hun i sin Tid kan have holdt af ham? . . . . . . Det er især disse Jern i Ilden, som blænder SIDE: 358 hende. "Han gjør noget!" - er Omkvædet. Det vil sige, - "jeg gjør ingenting!" Aa ja, for alt det kan en saadan Fyr ende med at blive éns foresatte! Det er nu just ikke det, jeg lyster paa, og jeg maa indrømme Sandheden, jeg gjør virkelig ingenting - at snakke om da, - udenfor det at trække Renter og hæve Gagen og holde Baaden mageligt oven Vande. Det er egentlig noget lidet for en Kvinde at sværme for!" Han begyndte at gaa frem og tilbage. "Det er mærkeligt, at jeg aldrig har tænkt paa det! Blot være saadan en for alle Spørgsmaal og alt Ansvar flygtende Bidevindsseiler! - bare ligge bak og bi, - vente til Spørgsmaalet om Jordens Grundvold er klaret først! - aldrig nogensinde seile med fuld Fart, - al- drig være med at leve!" . . . Han saa sig omkring paa Hylderne: "Jeg tror jeg behøver en fjorten Dages Tid til at klare jer!" Da han en Dag kom hjem, var hans Hustru ude . . . "paa Prøve naturligvis!" . . . Det faldt ham ind at se op paa Barnekammeret. I Sengen sad den mindste og rakte med en høist selvfølende, stolt Mine Fingeren iveiret imod ham. Hun blødte, saa det randt nedover den lille Arm, og i den anden Haand holdt hun Duk- ken, paa hvis sønderslagne Porcellænshoved hun havde skaaret sig. Det var sket i et Øieblik, medens Barne- pigen var borte, og denne blev næsten vetskræmt af de Øine, Schrader satte paa hende, da hun kom ind. "Jeg vil, at her altid skal være nogen tilstede!" . . . "Men kjære Mand, hvad er det for Ordre Du har givet ud idag, at der altid skal være en paa Barne- værelset? - det er umuligt, kan Du vel forstaa. Kokke- pigen kan dog ikke tages til Barnepige tillige." "Saa faar Du tage en Pige til . . . være nogen skal der!" SIDE: 359 "Det vil sige, Du vil, at jeg skal være der." "Jeg vil blot ikke komme hjem og træffe Børnene alene og blødende!" "Kjære Schrader, jeg forstaar Dig ikke i den sidste Tid. Du er blevet saa kort for Hovedet." "Jeg har blot Hovedet fuldt af Forretninger, og Du maa finde Dig i, at jeg passer mine Pligter." "Schrader! mener Du virkelig, at jeg forsømmer mine?" "Jeg mener aldeles ingenting; jeg vil nødig hindre dine Fornøielser" . . . "Om nogen havde sagt mig, at Du vilde nægtet mig den Hygge med Musiken, jeg vilde tænkt, det var umu- ligt!" "Du forstaar mig ikke, Ely, jeg indrømmer Dig den Fornøielse saa fuldt og helt ud, som Du Blot vil; jeg forlanger kun til Gjengjæld, at Du skal indrømme mig mit. Du Musiken og jeg Departementet, og midt imel- lem begge ligger Barnekammeret, - Du maa und- skylde, at jeg finder, at ogsaa nogen maa passe det!" "Der skal ingen passe det uden jeg! men Du ta'r feil, dersom Du tror, at det er Maaden at bøie din Hustru paa!" "Bøie Dig? Bøie Dig! nei jeg gjør mig ingen Illu- sioner! og desuden . . . det er aldeles mod mine Prin- ciper at gjøre mit Hus til Fængsel for nogen af os. In- teresserer Du Dig, om Du vil, for Soria Moria Slot! . . . eller for at flyve . . . fra min Side er intet iveien!" . . . "Jeg forstaar Dig saa godt, Schrader! Du er saa liberal: - Interesserer Dig for alt, selv om Du vil flyve din Vei! kun ikke for ét - den Konsert vi blev uenige om! . . . Aa . . . se ikke saa overlegen ud, jeg ser godt paa Dig, at Du blev truffet. Huf ja, - gid den Kon- sert var over!" . . . Hun satte sig ned ved Sybordet og græd; Schrader gjorde en Bevægelse, som han vilde hen til hende; men betænkte sig og gik, eller rettere stormede afsted. Han følte, at han maatte gaa det af sig, før han kunde faa Blodet roligt nok til Departementet, og han tog en SIDE: 360 rigtig lang Spadsertur, tilfældigvis ud over den samme Vei, hvor de var blevet forlovede. "Er det ikke det, jeg altid har sagt, man skulde passe sig for at sætte sit Sind bort nogetsteds, ellers blir han gjort til Bytte - simpelthen svag og afhængig! Det er som Kjæmpen, der havde sit Hjerte gjemt i et Andeæg ude paa en Ø; - finder de det, saa er han forloren! Og Faktum er nu engang, at jeg har udleveret det! . . . . . . Hun græd; men det er hende selv, som har valgt at gaa til Finsen! Det er, som den Finsen alligevel staar i en vis Glorie for hende . . . Med al sin geschäftige Naragtighed og kan- ske netop paa Grund af den, seiler han ialfald mig forbi . . . tager kanske ovenikjøbet min Kone fra mig! . . . . . . Det er Dummerjanerne, som udretter noget i Verden, hedder det jo! Jeg er desværre ingen Dum- merjan og kan derfor risikere at ende som et ubrugt "godt Hoved" med graa Haar! . . . . . . . Feighed! . . . jo-o Feighed . . . intet andet end Feighed; den naive Tro og Tillid til Tilværelsen, som gir Mands Mod og Lyst til at sætte sin Kraft ind - Tak, det er den som svigter!" . . . Han gik endnu et langt Stykke udover den ensomme Vei . . . "Noget at tro paa? . . . at staa og vokse paa; . . . den, som ikke har ialfald en Hægte at krøge sig fast i Troens Land med . . . faar se hele Stasen gaa forbi sig" . . . Da han vendte om til Departementet, udbrød han: "Nu vel! har jeg Evner, som de siger, saa er jeg Mand for at sætte alle Seil til!" En Dag fortalte han Ely, at man havde forhørt hos ham, hvoridt han kunde være villig til i Vinter at tage ud som konstitueret Amtmand i Anledning af en- del Forviklinger i den forriges Stilling; man trængte til en Mand med Konduite. "Hvad siger Du om det? min Tanke var næsten at tage mod det." SIDE: 361 "Men det er jo en stor, stor Lykke!" "Kald det, som Du vil; der er for mig fuldt op at gjøre, og det er ialfald en Lykke. Der er intet som Arbeide!" "Saa?" "Nu det maa Du da være enig i! det er jo netop Du, som altid har været saa ivrig paa det. "Virke" . . . "Virke!" - tilslut har Du kimet mig saa længe om Ørene med det, at jeg har faaet det i Hovedet. Har Du ikke Lyst til at blive Amtmandinde?" "Det kommer sandelig an paa, hvordan." "Hvad? staa i Spidsen under Subskriptioner til alt almennyttigt kvindeligt udover en hel Landsdel. Hvad Du blot interesserer Dig for, kommer paa Moden! Hvad Amtmandinden mener, regjerer Meningerne . . . og Amtmandinden spiller naturligvis udmærket . . . ypperligt . . . ekscellent! . . . burde været Kunstnerinde, dersom hun ikke var blevet Amtmandinde!" "Uf, Schrader! Du snakker, saa . . . jeg kunde faa Ulyst paa, at Du blev til nogenting - der er kommet saadan en Mangel paa Alvor over Dig!" "Saa? - Forstaar Du da ikke, at naar man arbeider saa alvorligt fra Morgen til Aften, saa trænger man en Tid til at være ualvorlig?" . . . "netop den Tid, Du er sammen med din Kone?" "Skal der ogsaa være Forretninger? . . . Du vil da ikke ligefrem forvise mig ud paa en Restauration for at faa mig en Passiar. Jeg er nu, takket være Dig, saa godt vant hjemme." "Det var da endda et godt Ord i denne Tid" . . . En i Gaden larmende Vogn stansede pludselig uden- for. En livréklædt Tjener ringede paa Entréen og le- verede et Visitkort, hvorpaa der stod: "Antonia Rem- mer, født Baumann," og næsten lige efter, medens Ely endnu læste Navnet, kom hun selv, udsøgt smagfuldt klædt, kun mere junonisk statelig, og nu lidt echauffe- ret af Trappen . . . "Antonia!" "Jeg maatte se op til Dig, Ely! - vi er paa Gjen- SIDE: 362 nemreise til Gøteborg . . . og, der er jo ogsaa din Mand! Vi kommer ellers netop fra Deres Statsraad, det er vor specielle Ven; han talte om Dem." Der var noget i den Bemærkning, der for Schrader lød, som hun vilde lade ham føle sin Overlegenhed, og han kunde ikke nægte sig den Tilfredsstillelse at re- plicere: "Han vil have mig til Amtmand paa Deres Kanter, Fru Remmer!" "Saa? men det er jo en overordentlig Efterretning for os, Hr. Schrader! og jeg, som troede, De aldeles ikke var ærgjerrig! . . . at De satte al Deres Lykke i Deres huslige Liv" . . . "Pah! intet Menneske kan sætte sin Lykke blot i én eneste Ting! Lykken er en sammensat Indretning, en Pyramide, der maa staa paa mange Grundvolde: - Velstand, social Stilling, Dannelse og Arbeide! ikke mindst Arbeide! . . . Jeg er vis paa, De vil være enig med mig i det, Fru Remmer!" "Kun kan jeg ikke sige det med Deres velvalgte Ord, Hr. Schrader!" Ely stod taus; hun vilde intet sige, medens Fru Rem- mer var tilstede, men han nævnte ikke Kjærligheden med en Stavelse! Fru Remmer bar en mørk Silkedragt med Kniplin- ger, og Schrader lagde Mærke til, at hun valgte sin Plads i Sofaen med forsigtig Omhu, saa at Lyset ikke faldt direkte men heller hjalp det lette, hvide Halv- slør til at flattere det formskjønne Ansigt. Det var ble- vet lidt fyldigere, men syntes nu næsten endnu mere voksagtig regelmæssigt, og han gjenkjendte saa vel det fine forbeholdne, halvt lidende, halvt spidse Smil . . . "Alt aander Hygge her!" sagde hun, idet hun saa sig om i Stuen. "Saa bekvemt og frit indrettet for Eder selv. Og det smukke Piano; jeg ser, det staar der som din egen Barrikade, Ely. Du er lykkelig, som har alle dine Længsler i det! Havde jeg ikke de Udenlandsreiser om Sommeren, saa tror jeg, jeg forsmægtede!" SIDE: 363 "End dit Hjem, Antonia! jeg er vis paa, at det er smukt." "Aa ja, man siger det. Men naar de fremmede er gaaet om Aftenen, kan jeg sidde ude paa Altanen - ja, Du kan tro, jeg har en Altan med Vedbende hele Sommeren og det blaa Hav udenfor! Den Altan er nu mit Pianoforte, hvor ogsaa jeg paa min Vis fanta- serer" . . . "Variationer ved Maaneskin over gamle Erindrin- ger . . . jo jeg husker det!" - tænkte Schrader, idet han galant tog op hendes lange, fine Hanske, der var faldt ned paa Gulvet. "Det er godt, hendes Remmer er saa totalt umusikalsk; han sidder kanske noksaa fromt og sukker ved Siden af - - som kanhænde . . . no- gen hver!" . . . "og lever op igjen de Operaer og Theaterstyk- ker og store Ting, vi har set ude i Verden; - de spil- ler sig ligesom op igjen i en saadan Aften. Man er saa fjernt fra al denne dagligdagse Prosa, som rører sig om én, og som jo maa til!" "Ja, din Mand Konsulen maa naturligvis skjøtte sine Forretninger; men interesserer Du Dig ikke for alle de Skibe?" "Jo, - det første fra Messina med Appelsiner! der er noget saa sydlig poetisk over det, naar det kommer, - baade Skib og Mandskab! Jeg har to Gange været ombord i Fest og leveret Kapteinen Præmien. Men iaar ikke; de har været saa uskjønsomme at forlange forhøiede Hyrer!" "Jeg forstaar, Antonia! Du har det, som Du vil." "Aa ja, - som man kan have det i vort lille Land! Igaaraftes var vi i Theatret her; men Remmer gispede saa skrækkelig, og jeg syntes, han havde Ret i det. Den Poesi, som skal være bare Virkelighed. Det er jo Vir- keligheden, vi netop vil fra! Remmer sagde, at det var, som han kom lige ind paa Kontoret igjen, - og han havde aldeles Ret! Husker De, hvormangen god Passiar vi havde sammen der ved Badet i - ja, hvad hedder det nu igjen - Humlevig!" SIDE: 364 "Vi drøftede Ægteskabet" . . . "Ja, De havde just ingen høi Mening om det . . . og jeg spaaede, tror jeg, at De skulde blive gift. Nu har De skiftet Mening!" "Jeg tror ialfald ikke, vi vilde disputere mere, Frue! . . . og jeg skal gjerne indrømme, at De dengang havde sundere Begreber om, hvad der lader sig gjøre ud af Livet end jeg. Jeg var med alle mine Talemaader en Slags overspændt Idealist uden Spor af det, man kal- der Erfaringens Visdom. Som lykkelige Ægtefolk ta- ler vi nu i mere moderate og sande Toner . . . Hvad Ely?" "Jeg forstaar dig ikke, Schrader," svarede hun blus- sende rød. Jeg har aldrig forandret min Mening om den Ting!" "Min Hustru skifter overhovedet aldrig Mening!" lo Schrader. "Jeg haaber, hendes Veninde erindrer det fra gamle Dage" . . . "Jeg holder altid med Hustruen imod Manden; hun har Poesien og han Prosaen! Naar De blir Amtmand og af og til beærer vor By med Deres Nærværelse, haaber jeg, De vil se ind til os . . . De og Ely" . . . - - Fru Remmer havde taget Afsked, og Ægtepar- ret var atter alene i Stuen. "Sandelig en stolt Kone, som véd at føre sig, - hvad? . . . og lige rank og smuk . . . hendes Hals i Knip- lingerne ligner Skummet om Fyrtaarnet paa Eddystone! Hun véd nok at repræsentere Huset derhjemme!" "Meget muligt! Jeg forstaar blot ikke, hvordan jeg nogensinde har kunnet sværme . . . været rent ud blind for hende!" Ely lod til at være meget oprørt. "Nu, hvad har Du at udsætte? - at hun tog Rem- mer?" "Først og sidst ja . . . hun er flad i Sjælen . . . flad som en Skilling med al sin Staselighed!" "Nu tager Du som sædvanligt altfor voldsomt i. Der er baade skarp Forstand og fin Takt og den Kone, som fylder sin Plads, maa vel være en god Kone!" "Du og hun er jo saa enige om alt saadant. Du SIDE: 365 har nu faaet "Erfaringens Visdom", - var det ikke saa? Men jeg bryder mig ikke en Døit om at være en god Kone, som fylder sin Plads, som Du siger!" "Nei, nei, jeg paastaar jo heller ikke, at Du er en god Kone; min Mening er, at Du er en elskværdig Kone . . . meget mere, end en Synder som jeg har Ret til at forlange!" "Og min Mening er, at Du taler baade koldt og hjer- teløst!" "I det Humør, som Du er idag, vilde Du sige det samme, Vennen min, om jeg ogsaa talte med Læber, som dryppede af Honning fra Hybla! - - Du lægger sammen Noder . . . Ud paa Prøve igjen? . . . Ja det, vi har at tale sammen, haster det jo ikke saa med!" - Konserten blev udsat den ene Gang efter den an- den paa Grund af allehaande Forhindringer, og Schra- der var i al Stilhed tilbøielig til deri at se en overlagt Fremgangsmaade af Finsen. Han var næsten ikke hjemme i denne Tid udenfor Maaltiderne. . . . "Departementet og altid Departementet!" - be- gyndte hans Hustru at klage - "jeg tror ikke Du mere tænker paa noget andet, Schrader! . . . Du er vel saa naadig at beære Konserten med din Nærværelse nu paa Fredag? Jeg vil dog, at Du skal se, at jeg ikke har arbeidet forgjæves med lille Sigrid." "Jeg har betinget mig at faa være udenfor alt dette, véd Du, og maa virkelig bede om at faa være for- skaanet for videre filharmoniske Lidelser lige midt i al min Travlhed!" "Som Du vil; jeg skal ikke plage Dig!" - - Det var paa Konsertaftenen, at der gik en bleg Skik- kelse med et Par sorte, unaturlig glansfulde Øine SIDE: 366 oppe paa Studereværelset. Schrader var alene hjemme, og havde der hængt et Speil paa Væggen, vilde han selv studset ved sit Udseende. . . . "Stevnemøde i Musikens Verden!" - er det ikke saa det hedder . . . Sjælene mødes i Tonernes Rige . . . og jeg skal faa Skallene . . . jeg og Remmer! Det er hendes Villie, han tager fra mig, - hendes Sjæl, og hvad bryder jeg mig om Resten! . . . Sjæl? . . . ja Sjæl! . . . Han har hende blot med sig iaften i Harmoniens Rige, saadan en sentimental Maaneskinstur gjennem en beethovensk Symfoni! Og jeg - er her! . . . Nuvel, jeg er her! - - - og jeg skal finde ham! Hvis en Mand nogengang er dømt fra sin borgerlige Agtelse og Stilling som Koryfæ, - saa er det han nu!" Han stod med den ene Haand hvilende mod Bordet og grundede. Lampeskjærmen lod hans Overkrop i Mørke . . . "Aa, - jeg skal forfølge ham! uudtrætteligt . . . og saa fint! . . . Han mangler den sjeldne Ting, en sund, bred Forstand . . . Han var ikke Manden til at sætte ind i en saadan Kommission . . . og jeg skal sørge for, at det skal ses! Jeg behøver blot at hænge et Par falske Lanterner ud for ham, naar han er ude og spørger mig, - saa render han sig straks Stager i Livet. Det gjælder blot at faa gjort det saa tilgavns, at han kan blive forevist i Aviserne som en Kjæmpetorsk i sit eget Fiskegarn! Jeg skal gaa saa sagte og listigt tilværks - - minere hundrede Alen under Fødderne paa ham! Vi venter, indtil det hele er trykt, og hans Navn staar under, - saa løber jeg ud, . . . er patriotisk naturligvis! . . . og klæder ham af og pisker ham paa Torvet! Og det skal blive Piskning, det kan han forlade sig paa, med allehaande Svøber fra den fineste satiriske Snert til Kjørepisken for misbrugt offentlig Tillid og An- seelse! . . . han skal sendes op som en Sæbeboble for Publikums Aasyn, briste, saa Styrelsen faar Svien baade i Øine og Næse . . . gaa der luvslidt og reduceret til Elys Eftersyn! - - - - Ja, det lover jeg herved SIDE: 367 som en Mand, at, kan Adam Schrader ruinere et Men- neske, saa at han ikke faar en glad Dag mere i dette Land . . . tilintetgjøre . . . myrde ham! . . . saavidt det lader sig gjøre uden Kniv, - jeg kan ikke slagte, men var ellers Mand for at gjøre det med! - saa skal det ske med ham . . ." Han stod med opløftet Haand, men stansede plud- selig forfærdet . . . uhyggelig bleg . . . Han kastede sig i Sofaen . . . "Saa, det var virkelig mig, som vilde alt dette! . . . for ramme, kolde Alvor mente al den nederdrægtige, lave Lumpenhed? Jeg? - Jo det var!" . . . "Jeg, Adam Schrader . . . Kopist Schrader . . . Bureauchef Schrader! vilde . . . virkelig for ramme Al- vor en anden Mands Liv! . . . og ovenikjøbet var dette mig aldeles ikke nok! . . . Jeg tror, jeg vil ned i Barnekammeret!" Han var dernede en Stund og talte om Mama, som var paa Konsert; men hans febrilske Uro drev ham snart op igjen. Han var i høi Grad et Bytte for Sinds- bevægelse, medens han snart sad med Albuen under Kind og grundede ved Lampeskjæret, snart sprang op og gik. Han havde kastet et Blik ind i sig selv, som ligefrem havde forfærdet ham og endogsaa for en Stund trængt Tanken paa Ely i Baggrunden. . . . "Nu, det maa jeg sige, - det er jo at stige ned med Lys i sin egen Grube som en Bjergmand! Naar alt kommer til alt, saa har jeg Lidenskaber! Jeg? . . . Jeg kunde gladelig dreie Halsen om paa ham, det føler jeg . . . og er ikke det, hvad man kalder Liden- skab, saa . . . Det er mærkeligt, hvor lidt man kjender sig selv! Der skulde være skrevet en Bog om den Ting; i dets Sted faar man dem om alt andet . . . gjør man sig klog paa alt andet i denne Verden end - sig selv!" . . . Han sad med Haanden under Kind; - der laa et seende, grundende Udtryk over hans Ansigt, som op- lystes af Lampeskjæret. SIDE: 368 . . . "Nye Oplysninger og altid nye Oplysninger! og det af en Art, som . . . Det er nok et helt nyt, ubekjendt Afrika, ialfald har jeg iaften set nok af Urskog og ube- kjendte vilde Dyr der! . . . Jeg maa, ærlig talt, be- kjende, at jeg troede, at Mord og saadant noget blot var noget for Mordere . . . og saa slig en usigelig mud- dret Sjofelhed, som der kom op i mig! . . . en hel Sump af nette kolde Krybdyr! En Forfatter kunde aldrig komme i Forlegenhed for Stof, synes jeg, naar han blot vilde se rigtig indeni sig selv. Der er Komedier til at le af saa naragtige, man blot vil, . . . og Tragedie til - at græde af!" . . . Han var bleg og medtaget, der han sad i Sofaen, mild paa en Maade - og dog følte han, at sin Bitterhed mod Ely og sit usigelige Had til Finsen var det ham umuligt at betvinge! Kampen hos ham stod blot om ét, og i den havde han egentlig alt seiret! - han vilde være en honnet Mand af uplettet Handlemaade! . . . men han havde gjort et Indblik bag sine egne Kulisser, som - - en saadan Aften havde han ikke havt i sit Liv! Det var, som han havde staaet og set indover sig selv ved det pludselige Glimt af et blaat, farligt Lynskjær Da Ely kom hjem, hørte han blidt og venligt paa hendes Fortælling om den Lykke, hendes Elev havde gjort; Finsen havde ført den lille Sigrid frem, og Publikum blevet fuldt begeistret for hendes Stemme; . . . "hun kom til Paris, derom var nu ingen Tvil!" Men den samme Aften lagde han sig alligevel først sent; og havde han været Arbeidstræt før, saa blev han det endnu mere i de følgende Maaneder. Ely begyndte endog at blive bekymret for hans Helbred og gik med Følelsen af, at de havde levet deres bedste Tid sam- men . . . Noget af det, som mest bed sig ind hos Schrader, var, at hun virkelig ikke anmodede ham om at tage hende og Børnene med, naar han nu ud paa Vinteren skulde i Amtmandsembedet. Paa den anden Side havde hun saa fuldt ud raadet ham til at tage Stil- SIDE: 369 lingen . . . Hun havde ikke ræsonneret saa, da det gjaldt om Posten ved Fiskerierne! da maatte han bruge al sin Kunst for at hindre baade det ene og det andet. Dette voksede mere og mere op til en hel Sag for ham. - Uge kom og Uge gik; men Ely nævnte ingenting; . . . ikke saameget som en Forespørgsel! Jo, - en Dag kom det høist svagt: - "og Du fin- der det rigtigst, at jeg . . . at vi blir her tilbage i Vinter?" "Ja, naturligvis! - Du kan umulig komme til at kjede Dig herinde!" Det var Dagen, før Schrader skulde tage ud til sin Konstitution som Amtmand; den næste Morgen Klok- ken otte skulde han gaa vestover med Dampskibet. Den sidste Eftermiddag og Aften tilbragte han hjemme. Gardinerne var nedrullede, Lamperne tændte halvt festligt i Værelserne, og han sad nu i Sofaen hjemme ved Theen, medens Børnene legte paa Gulvet, og Ely syslede med lidt af hvert der inde. Stemningen hos Ely var forbeholden og vemodig, og han var mild op- mærksom. De talte om Forsigtighed med Børnene ud- over Vinteren. "Men, hvad gjør Du der, Adam? er Du gal, Gut!" Det havde lykkedes Adam at putte sin toaarige Sø- ster helt ind i Vedrummet under Ovnen; der sad hun nok saa fornøiet . . . man skimtede blot det lysegule Krølhoved. "Aa Veslesøster bare reiser med Dampbaaden lige- som Papa" . . . "Kjære faa hende ud igjen, Ely! - der ser Du, hvad der kan hænde!" Veslesøster begyndte at vræle; hun vilde absolut reise og ikke ud igjen! SIDE: 370 "Nu saa lad hende sidde der og reise. Du faar reise med hende, Adam!" "Nei, - hun kan reise alene, kan hun! . . . fra os allesammen!" Det sidste lød lidt underligt, det var, som Gutten havde hørt noget fore sig . . . "Du mener, hun skal gjøre som Papa?" "Ja . . . men Mama vil ikke!" "Hvad er det, Gutten siger, Ely?" "Aa, det er intet at lægge Bræt paa, - vi sørger naturligvis en Smule oppe paa Barnekammeret . . . Lidt The til?" . . . "Ja Tak! . . . Siden Du nøder mig. Men Du vil da vel forresten ikke sige, at det er mig, som er Skyld i, at det er blevet arrangeret saadan?" Ely saa paa ham. "Mener Du da, det er mig?" "Jeg indser med min bedste Villie ikke bedre, Ely!" "Mig? . . . jeg, som nu i to tre Maaneder ikke har havt andet paa Hjerte end, at vi alle skulde faa være med!" "Jeg erindrer virkelig, at Du engang har spurgt mig om det og tillige den indtrængende Tone, hvori det skede, - saa Du kan jo endogsaa bevise det. Men jeg synes ikke, vi skulde drøfte dette nu iaften!" "Jeg forstaar mig blot ikke rigtig paa Dig, Schrader!" Der blev en lidt mindre hyggelig Pause. "Men, hvad er det nu igjen derhenne!" . . . "Hun vil ikke ud!" - brølede Adam forskrækket. Nei vist vilde hun ikke ud! - hun sad fast derinde. Der skulde en hel anden Kunst end Adams til at faa hende praktiseret ud af Hullet igjen. "Jeg tænkte ikke, hun skulde komme igjen igjen, jeg!" - bemærkede Adam saa veslevoksent, at For- ældrene kom til at se paa hinanden og le. "Nei, nei, Gutten min! . . . der har ingen af os noget Brev paa bestandig at komme "igjen igjen"!" . . . Ely blev staaende lidt i Tanker; - Ordene gjorde en vis Virkning paa hende . . . . . . "men hun var trodsig, og saa kunde hun have det saa godt!" vedblev Adam. SIDE: 371 "Du begynder at tale Visdomsord, min Søn!" "Og Du at tale mere og mere i Gaader, Schrader!" udbrød Ely hæftigt. "Kan være! men jeg tror ikke, vi skal give os til at knække Nødder!" Hun betragtede ham et Øieblik uvis, men gik saa med ét hen og satte sig hos ham. "Hør nu Schrader! . . . det kan da vel ikke for Alvor være Musiken, Du ikke liker? Vidste jeg det, - nu saa fik Du faa det, som Du vilde! . . . skjønt jeg kunde aldrig sige, at det var rigtigt af Dig! men Valget mel- lem Dig . . . som Du var da! . . . og Pianoet" . . . hun forsøgte at le - med Taarer i Øinene. "Valget mellem mig og Pianoet! - nei vil man høre! Jeg maa da være blevet en rigtig Hustyran i dine Øine!" udbrød han bittert . . . "Nu nu, jeg glemte jo, at Du kan spille saameget, Du vil, oppe i Filharmo- nien! Jeg beder om Forladelse . . . jeg troede, det var et Offer!" "Schrader! . . . jeg har undertiden tænkt noget, men, - det kan dog ikke være dit Alvor! Du kan dog vel ikke gaa der og være jaloux paa - - Finsen? Nei, tal ærligt og oprigtigt med din Kone! Se mig i Øi- nene . . . Paa Finsen altsaa! Véd Du hvad? jeg tror, Du fornærmer mig! Havde jeg villet havt ham, saa havde jeg vel ogsaa taget ham i sin Tid. Og saavidt Kone er jeg, at jeg nok tør gaa frit ud og ind, hvor jeg selv synes, det er Ret, uden at Du behøver at frygte for mig! Tror Du ikke, jeg kjender ham bedre end Du og har set gjennem Skallen der, om jeg end altid synes, det er min Pligt at forsvare ham mod Dig? Du havde sletikke behøvet at gjøre Dig al den Møie for at bevise mig, at han er en Smule ubetydelig i Forhold til det storartede, han vil gjøre Indtryk af . . . kanske ogsaa lidt naragtig! . . . Men han er god! . . . snillere end Du. Fy, Schrader! - jeg saa nok i de mørke Finneøinene dine, hvor ondt Du nys tænkte! Men dette er en syndig Passiar ligeover for Børnene, og saa taler SIDE: 372 vi ikke mere om det Nonsens, som Du blot har Skam af . . . blot Skam af!" Hun reiste sig hastigt og vilde gaa fra ham! men han holdt hende igjen . . . "Nei, nei . . . Ely! - der skal ikke blive talt mere om det, det lover jeg Dig. Nei, saa gaa da ikke! Du forstaar da vel, at vi har uhyre meget at tale om nu! Jeg har bare at erkjende, at jeg har været dum og simpel og nederdrægtig - nu i to tre Maaneder mod Dig! - Pyh! . . . gener Dig ikke for at tro, hvad jeg saadan tilstaar Dig! jeg kunde tilstaa Dig saa hun- drede Gange mere om den Sag! - - men saa angrede Du kanske for Alvor, at Du er gift med mig. Kjære, kjære Ely! det er, som jeg iaften med engang har faaet Dig igjen!" Hun hang om hans Hals, og han hørte en kramp- agtig Hulken. Ely havde ikke mindre hin Fornem- melse end han selv, som sad der ligbleg og blot drog hende op til sig, medens hun hulkede. . . . "Jeg troede ikke, Du for Alvor var istand til at være saa ond, som Du har været . . . Schrader! - næsten ikke talt med mig paa tre Maaneder, og, havde jeg ikke havt Børnene, saa! . . . Du maa skrive hver, hver Dag nu!" "Hvor kan Du forlange det, saa travlt jeg har, véd Du . . ." Hun saa pludselig op paa ham . . . det lød igjen akkurat, som han pleiede at svare i den sidste Tid! Jo, - Glimtet i hans Øine sagde, at det var Spøg! . . . . . . "og desuden," vedblev han, "fra Dagligstuen til Kontoret derhenne kan vi vel spare os Postbud" . . . "Hvad mener Du? Du mener da vel aldrig, at vi skal reise med Dig? Det er umuligt!" - Hun sprang op - "Hele Huset pakket til imorgen . . . vi maa be- gynde straks!" . . . Hun var i et Nu ude af Døren; der taltes og gaves Ordres derude. I praktisk Henseende var han rolig for sin Hustru, det vilde blive greit nok arrangeret. SIDE: 373 Han hørte det alt inddelt i "det, som skulde sendes efter, og det, som straks skulde med" . . . . . . Kufferter og Kasser kom efterhaanden ind i Værelserne . . . ude i Kjøkkenet stod en Mand, som skulde spigre Kasserne igjen og hjælpe til udover Nat- ten. En Himlens Lykke paa denne Aften var det, at der saa nylig havde været Storvask! "Hvordan skulde det ellers have gaaet, mener Du?" - sagde hun, idet hun et Øieblik saa op af Kufferten paa Schrader, som stod ved Siden af hende. "Aa, Du havde nok faaet det til at gaa alligevel, kjender jeg Dig ret! . . . Véd Du, hvad jeg staar og tænker paa?" - sagde han lidt efter i egne Betragt- ninger og tog hende om Skuldrene; og, fordi det var denne Aften, fandt hun sig midt i Travlheden i denne upraktiske Afbrydelse. "Der er saameget i Verden, som Forstanden finder er bare Modsigelse; men jeg synes virkelig, jeg skimter det! . . . Kjærligheden er og blir den overgeniale Udvei baade af Livets og Ægteska- bets Konflikter, - intet andet end Kjærligheden!" "Aa pyt! . . . Du saa virkelig ud, som Du havde noget nyt at sige mig . . . saa travlt jeg har!" - hun bøiede sig igjen ned. "Nu, nu da, Hvepsen min!" "Nei, Schrader! . . . det maa Du have et Kys for; det var det bedste af alt at faa høre igjen!" - SIDE: 375 Jonas Lie GRABOWS KAT SKUESPIL I TRE AKTER (1880). SIDE: 376 PERSONERNE Professor Stenvig, berømt Maler. Judith, hans Datter. Jomfru Grabow, hans Husbestyrerinde. Konsul Figenbaum. Milla, hans Hustru, Professorens Søster. Generalinde Orning. Georg, hendes Søn, Fjeldbo, Dyremaler, Vindem, Tron Nysen, Carl Witt, Unge Malere. Klem, Stud. perpetuus. Medarbeider i et Blad. En Stuepige. SIDE: 377 (En Havestue, kunstnerisk udstyret, med aaben Dør ud til en Altan i Baggrunden. Paa den ene Side af Døren et stort Vindu. Paa hver af Sidevæggene en Dør. Blomsterpotter og Grønt saavel inde som ude paa Altanen.) Jfr. Grabow (beskjæftiget med at dække et Thebord noget henne i Baggrunden). (Lidt efter) Judith. Judith (træder hastigt ind fra en Sidedør og mønstrer sig foran et Speil. Hun bærer hvid Sommerkjole med et grønt Baand om Halsen, hvori et Kors, og et grønt Livbaand. I Haaret Blom- ster og blinkende Naale; over Skuldrene er kastet et rødt Langsjal). . . . og de er alle gaaet ned i Haven (vender sig imod Jfr. Grabow og dreier sig rundt) . . . Sig mig, . . . ser Du nogen Feil ved mig? Jomfru Grabow (tørt, idet hun vedbliver med sit). Ikke andet end, at Du kunde være mindre pyntet. Judith (leende). Saa Du synes det? . . . jeg tænkte næsten, Du vilde sige det. Men naar Du har lært mig at kjende igjen, skal Du finde, at det netop passer til mig; det sagde de idetmindste alle i Pensionen . . . Jeg er sletikke beskeden, og en Malers Datter, det vil sige en stor Ma- SIDE: 378 lers Datter . . . en saadan Mand som Papa, - bør være dristigt, farverigt klædt. Men det forstaar Du ikke, kjære Grabow! . . . Jeg tror ikke, Du har fulgt Tiden egentlig og sat Dig rigtig ind i den Ting, at jeg nu er en voksen, virkelig Dame, netop hjemkommen, . . . at alle ser paa mig . . . Sig mig, skal den Sløife sidde ander- ledes? . . . saadan, - saa Korset vises mindre? Jeg vil nødig ind i den naive Stil, det smager af Pensionen. Huf ja, vi gik alle klædt i ensfarvet blaat med den franske Lærerinde som Gefreider bagom os; det var en ren Gaasegang paa tredive Stykker, naar vi kom ud paa Gaden . . . og, havde det ikke været for min Faders berømte Navns Skyld, - jeg havde rømt, rømt ti Gange i den Tid; - men sig det ikke, Grabow! Jfr. Grabow (kommer forskrækket hen til hende). Hvad? . . . Men kjære Barn, hvem med? . . . Hvad er det Du siger? . . . hvor vilde Du rømt hen? Judith. Hjem naturligvis - sporenstregs! . . . Men saa vidste jeg jo, at det kom i alle Aviserne, at Maleren Stenvigs Datter var fløiet ud af Buret dernede; (vigtigt) det er saadant Verden kalder Skandale! (Jfr. Grabow retter lidt ved hendes Dragt) . . . Tro mig, Grabow, det er under- tiden tungt at være en berømt Mands Datter! . . . jeg følte det ofte dernede. Bare Konditorierne! . . . de fristede forfærdeligt til Streik. Vi havde ikke Lov til at gaa ind . . . og blev nødt til at ty til Midler, som - ja, jeg vil ikke faa Dig til at besvime, Grabow! eller fordærve din uerfarne Sjæl; - men Du tror vist ikke, man kan gjøre andet i Kirken end høre efter? . . . (med et Suk) det var desværre der, vi maatte fortære Ka- gerne! Jfr. Grabow. I Kirken! Judith. Ja; - men Du siger ikke et Muk! SIDE: 379 Jfr. Grabow. Aa nei, det vogter jeg mig nok for! Min Lod er at tie . . . (idet hun gjenoptager sin Beskjæftigelse ved The- bordet) . . . men hvad sagde jeg ikke til Professoren? - - lade sit eneste Barn, - ikke femten Aar gammel, blive igjen i fremmed Land! Judith. . . . Og dette Talent, som Papa bestandig skrev saa om, - er han her iaften? Jfr. Grabow. Orning mener Du? De er alle med din Onkel og Tante gaaet Haveveien ind paa Atelieret for at se det store Maleri, som Professoren arbeider paa til Udstil- lingen. Judith (for sig selv). Aa, hvor jeg er spændt paa endelig engang at faa se dette interessante Menneske . . . seks og tyve Aar gammel, og Papa tror allerede, han er paavei til at blive berømt! Papa selv blev det først, da han var syv og tredive! . . . De lader jo til rent at forgude ham alle her . . . og, er han blot Halvparten af den smukke, distinguerende Mand med de lynende mørke Øine, som Papa har udmalt for mig i sine Breve og . . . Kusine Inger saa omhyggelig gjemt for mig i sine! . . . saa - (vigtig, verdenstræt) kunde det være værdt at pynte sig for ham! (Hun kaster et sidste Blik i Speilet og vender sig derpaa med udstrakte Arme mod Jfr. Grabow for at lade hende mønstre sig.) Og nu, Grabow? Jfr. Grabow. Judith. Carl Witt. Witt (med en Cigar og igjenknappet Frakke kommer hastig ind ad den modsatte Sidedør). Undskyld, at jeg kommer Kjøkkenveien, men jeg har Hast, Grabow! . . . Aa, sæt et Øieblik det Selskabs- SIDE: 380 rageri tilside . . . jeg maa have en god Kjødsuppe kogt snarest muligt. Jeg kommer fra Arbeiderfamilien her ovenfor i Svingen. Den ene af Gutterne der er Model; jeg syntes, han saa saa storøiet og interessant ud, ind- til jeg kom underveir med, hvori det stak og - - (tager et Drag af sin Cigar, men ser idetsamme Judith, der betragter hans Væsen noget sky tilbagetrukkent. Kort og uden at give sig Tid til at tage mere Notis af hende): Aa jeg ber meget om Forladelse, Frøken! (til Jfr. Grabow): . . . Det er Sult, intet andet end Sult. . . . Og saa lidt for- svarlig Kjød med, Jomfru Grabow! . . . En stakkels Vaskerkone med tre Børn . . . (smider Cigaren ud gjen- nem det aabne Vindu, saa den farer tæt forbi Judith) for- staar De det, Grabow! - - Altsaa! De lader det hele Snobbekompani dernede vente og skaffer mig mit først . . . Hun skal blive min Livvaskekone. Jfr. Grabow. Naa, det skal hun blive rig af! Witt. Hun skal blive det samme for alle inde paa Ate- lieret. Jfr. Grabow. Det raader nok ikke De for. Witt. Det er det samme, hun skal med samt sine tre Un- ger anbefales af Dem . . . og males af mig! Den Kone skal blive mit første Studiehoved, som duer . . . Hun og de tre Børn i et Halvlys derinde i Hytten . . . Jeg skal vise Verden paa de blege Ansigter noget, som heder honnet Fattigdom, saa den skal faa Taarer i Øinene! Den Kone skal gjøre mig berømt, Grabow! - saa De sagtens kan give hende lidt paa Forskud . . . Hvad? De ser ikke ud, som De vil? - Nuvel, saa til Naboen! (Vil styrte afsted.) SIDE: 381 Jfr. Grabow. Aldrig i Evighed! De skal faa Deres, Witt! Witt. Først og fremst? Jfr. Grabow. Først og fremst . . . Witt. De véd, Jomfru Grabow, hvad jeg har lovet Dem, - naar jeg er blevet berømt, skal jeg male Dem, - ikke før. De vilde ellers ikke tro, det duede . . . Er Profes- soren hjemme? Jfr. Grabow. Nede i Haven hos de andre. Witt. Formeld min Respekt; men jeg gider virkelig ikke spendere min Aften paa al den Kjedsommelighed! (Vil gaa.) Judith. Jeg vilde gjerne bidrage ogsaa min Skjærv til Fami- liens Hjælp. Dette Femkronestykke, . . . om jeg tør bede Dem være uleiliget med at give dem det? (Hun rækker Haanden ud med det.) Witt (staar og betragter hende, men glemmer at tage imod). Tak! - det regner jo med ét Hjælp til dem . . . bare det ikke er Deres Sparepenge, Frøken? Judith. Maa jeg frabede mig Omsorg for mine Anliggender! Witt. Saadan! . . . Judith. Hvad behager? SIDE: 382 Witt. Jeg spekulerede blot paa, hvordan jeg skulde faa ogsaa Deres Skikkelse ind i Maleriet . . . en ung Dame med en Guldpenge i Haanden . . . Maa jeg bede om den (modtager Guldstykket) . . . Det vil gjøre en glimrende Kontrast! . . . Men saa maatte De rigtignok ikke have alt det Kokeliko paa, som De der gaar med . . . det ser man da med første Øiekast heller ikke passer for Dem. Med alle disse Farver ser De jo ud som en ung Pige, der netop er sluppet ud af Pensionen og vil tage hele den brogede Verden paa sig med engang. (Til Jfr. Grabow). Kjære Grabow! skynd Dem nu; jeg tror ikke, jeg har udrettet noget, før jeg ser Dem sætte fra Dem dette her og gaa ud i Kjøkkenet . . . Saa! (stanser og siger fortrolig til Jfr. Grabow, idet han ser paa Judith) Jeg tror dog, jeg kommer igjen iaften. (Gaar.) Judith. Jfr. Grabow. Judith (for sig). Sluppet af Pensionen . . . (høit) Hvem var den høist belevne unge Herre, Jomfru Grabow? Jfr. Grabow. Han? . . . Det er Witt - Carl Witt! . . . som din Fader har hjulpet frem nu i to tre Aar. Han er saa egen . . . har saa mangeslags Anlæg . . . og saadant et Hjertelag! men ikke Hoved til at blive Maler, siger de . . . Judith. Nei det tror jeg inderlig gjerne - hørte Du, hvad han sagde om min Dragt? Han havde dog Hoved nok til at være uforskammet, synes jeg . . . (ser sig igjen i Speilet) Kokeliko...o! SIDE: 383 Jfr. Grabow. Af de andre vil Du faa Komplimenter nok, hvordan Du saa finder paa at klæde Dig. Judith. Jeg finder ikke paa - jeg har Smag! Jfr. Grabow (ivrigt). Vil Du nu vide min Mening, Judith! - han blir til noget, hvad de saa siger, - om ikke paa Jorden, saa engang i Himmerig . . . Gid det blot blev itide! Judith. Saa Du faar dit Portræt, Grabow! Jfr. Grabow. Der er intet som skjærer mig saa i Hjertet, som hvergang han ikke er som andre Mennesker, saa de faar Tag paa ham og kan le ham ud. Lykken er, at han ikke forstaar det; men jeg skjønner det for ham . . . Aa ja! - - (idet hun gaar) Jeg vil sende Pigen ind, saa ordner hun ved Thebordet saalænge. Judith. Og jeg skjænker Theen, Grabow - til Du kommer. Jfr. Grabow. Du? - Nei det gaar ikke an, de venter Dig nede i Haven. Judith (skyder hende ud af Døren). Skynd Dig bare, saa skal Du nok se, det gaar an! Judith (staar en Stund eftertænksom foran Speilet). En Pige (gaar under det følgende ind og ud med Kagekurve, Themaskine osv.). (Senere) Professoren. SIDE: 384 Judith. . . . Det røde Sjal kan han have Ret i; det var godt, jeg blev opmærksom paa det, før . . . (tager det af) For- resten véd jeg ikke, hvordan jeg passende kan gaa uden det, naar han kommer igjen iaften; det ser ud, som jeg har strøget Flag for hans tossede - kokeliko! . . . En Pige, som netop er sluppet ud af Pensionen og med ét tager hele den brogede Verden paa sig! - har man hørt Mage til . . . Jeg tror dog, jeg tager disse grønne tyrkiske Baand af igjen . . . Væk med dem! . . . Se saa, nu blir vi saa enkel næsten som i selve Pensionen! . . . Naalene i Haaret . . . kan sidde . . . Kan man tænke sig noget mere uforskammet! - han tog min Femkrone og gjorde til Tak Nar af mig i den Grad, at . . . jeg staar her som en plukket Gaas . . . Og det første Gang, jeg egentlig kommer ud i Ver- den! Professoren (kommer ind fra Havetrappen). Men kjære Barn, hvor blir Du af? - - og Grabow, hvad mener hun med at lade os vente paa Theen? Judith (haanlig for sig ved Speilet). Kokeliko! Professoren. Hvad siger Du? . . . staar Du der i Ensomheden foran Speilet? Judith. Aa Fader! Jeg har aldrig været i voksent Selskab før, og finder Du, der er noget iveien . . . noget ikke rigtig smagfuldt ved min Dragt . . . noget saadan for- meget - kokeliko, saa - - Grabow syntes, jeg var saa forpyntet. Professoren. Vist ikke Barn! Du er netop, som jeg vil have Dig . . . ligefrem og enkel . . . Men Grabow . . . Grabow SIDE: 385 . . . og Theen! Inden vi véd Ordet af det, har vi Gene- ralinden! Judith (idet hun tager nogle Blomster af Haaret og gaar ind i Side- værelset). Nu er jeg straks færdig, Fader! Professoren. Fru Figenbaum (er imidlertid kom- met ind). (Senere) Judith. Professoren (under forskjellige Afbrydelser, idet han gaar frem og tilbage). Det maa jeg sige, hun tager sig Tid med Pynten, Milla! - Nu, saadanne Pigebørn maa vel følge sin Natur . . . Der skal Vane til at være Fader, Du! . . . Hun er smuk - hvad, Milla? Jeg tror virkelig, jeg alt er begyndt at skjele til Eleverne; - der kunde dog nogen af dem falde paa at . . . Fru Figenbaum. Aa, de véd alle godt nok, at det er høit op til Professor Stenvigs Datter! Professoren. Saa? - da er det sandelig godt, at jeg ikke er min egen Elev, for jeg havde ikke brudt mig en Døit om den Slags! Kunstnersjæle ligger ikke og klattrer i Rangstiger og sligt; - men det har Du nu aldrig forstaaet, Milla! Ser Du, jeg gaar lidt ængstelig for, hvordan Generalinden vil synes om hende; - det før- ste Indtryk gjør saameget. Fru Figenbaum. Ja Generalinden naturligvis! - paa hende kommer det an, hun kan lede Dig i en Sytraad. Jeg tror vir- kelig Du har kaldt Judith hjem blot for at forlove hende med Orning. Jeg ser ikke andet, end at Du er noksaa svag for Rangen der! SIDE: 386 Professoren. Rangen? . . . Jeg bryde mig om Fornemhed . . . jeg? . . . ho . . . ho! . . . nei den Svaghed . . . Fru Figenbaum. - har Du ikke nei! . . . Er der nogen, som aldrig kommer til at kjende sig selv, saa er det Dig, Henning! Figenbaum paastaar, at Du er for fuldblodig til det . . . Professoren. Jeg skulde aarelades, mener han . . . (efter en Pause) Saa-aa? - jeg skulde ikke kjende mig selv, - var det saa? . . . Jeg? . . . Da har det dog ikke vist sig netop i Livet . . . Fru Figenbaum. Fordi Du bare har gjort Lykke, - aldrig nogen- sinde gjort andet end Lykke, og da skal der noget til for ikke at blive blind paa den Side, som vender ind imod én selv . . . Professoren. Det var Generalen, som først saa, hvad der var i mine Billeder, og bragte dem i Skuddet. Fru Figenbaum. Aa, - nu er Du hundrede Gange saa berømt, som Generalen var; men det forstaar Du aldrig! Du glor endnu paa de Folk, som Du var en liden Gut, og kranser Generalens Portræt paa Væggen hver Fødsels- dag. Der skriver saamen ingen om Generalen ude i Verden, og det forstaar den Kone noksaa godt - - og ogsaa, at hendes Søn Maleren kan staa sig paa at faa Professor Stenvig til Svigerfader! Professoren. Milla! Du véd, jeg taaler ikke at mine Følelser kri- tiseres paa Figenbaumsk (til Judith, som igjen kommer ind): Men hvor bliver Grabow af? Judith. Din belevne Elev Carl Witt var her netop og fik hende til at paatage sig at lave Kjødsuppe til en fat- tig Familie i Nærheden. SIDE: 387 Professoren. Nu? - nu mens vi venter! Judith. Ja, men jeg skjænker Theen, saa I kan komme, naar I vil. Husk endelig paa, jeg kjender ingen af de unge Malere, Fader! (stiller sig ved Thebordet og begynder at ordne med Kopperne) . . . Men den Carl Witt, kjære Far! - han er altsaa ikke rigtig ved sine fulde fem? Professoren. Véd ikke Barn! tal ikke om ham. Han er en Skuf- felse, - en stor Skuffelse! Jeg troede engang, der var Geni og det et, som ikke var lidet. Nu tror jeg, at det hele er Vaas . . . noget mislykket, for al Belærelse idio- tisk uimodtageligt; . . . men midt i det er der alligevel et Slags Glimt, og det er det, som piner mig; det kan jo ikke blive ved saadan i Længden med Mennesket! Fru Figenbaum. Nei, naturligvis - bagefter ser Du det altid! . . . Figenbaum siger, Du gaar med en Lygte og leder efter Genier og finder, - ja jeg vil ikke sige, hvad han siger, Du finder; - hele denne Elevskole, Du har havt, siden Du kom hjem til Landet, har gi't Dig mere Stræv end Udbytte, det er vist! Professoren. Saa-aa, Du mener det? Jeg skal sige Dig noget, Milla! Tænk Dig, at jeg stod ved et Træ fuldt af Blomsterknopper, som Du ikke var istand til at se . . . Jo-o, jeg mener, hvad jeg siger, - saa klog Du er, ikke istand til at se! . . . Vor unge Kunst er et saadant Træ, og vi ældre var daarlige Karle, om vi ikke var en Smule Gartnere i vort Fædreland. Her er en Aand her nord, som frembringer baade Druer og Appelsiner trods nogen Solvæg i Syden . . . og saa skulde jeg ikke bryde mig om det, - fordi ikke Du og Figen- baum ser det? - (tager et Papir op af Lommen) . . . SIDE: 388 Forresten, vil Du se lidt af disse Fyre? - jeg fandt det paa Gulvet i Atelieret. (viser hende det) Er det ikke udmærket? Fru Figenbaum. Udmærket? - en Karrikaturtegning af Dig selv! Professoren. . . . og Judiths Ankomst igaaraftes . . . Fru Figenbaum. Nu ja, naar det er Udbytte af dit Arbeide, saa! Professoren. Men ser Du da ikke, hvor godt det er gjort? - den unge Tron Nysen har aabenbart Talent! . . . Se blot den gamle Krabbe, Grabow, som gaar saa forsigtig paa skjeve nedover Trappetrinene med Lyset i den ene Klo for at tage imod hende . . . Fru Figenbaum. Nei, det er aldeles udmærket! Det er Grabow - Grabow op ad Dage, som hun staar og gaar. Figen- baum vil dø af Latter, naar han faar se det! - Nei Grabow! . . . Den Tron Nysen er og blir min Yndling; han er da morsom ialfald . . . nei virkelig Grabow! Professoren. . . . og saa denne Puppe af Reiseklæder, hvorfra han lader den halvt udklækkede Sommerfugl flagre ud mod mig! Judith (træder hastig til). Lad mig se! En halv udklækket Sommerfugl? - saa det er mig det! . . . og de lange, tynde Arme, som slaar sig i Knude om Papas Hals - saa det skal være mig det! (afsides) Det lader til, at det er mere end én af Papas Elever, som skal tages i Skole! SIDE: 389 Professoren. Ikke sandt - den Nysen tegner dog virkelig til noget? (putter Papiret til sig) - - Men vi maa ikke lade nogen mærke, at vi har set det; man er Lærer og Professor, vor Værdighed taaler det ikke. Men her kommer nye Kræfter i Kunsten - jeg sporer det - nye Kræfter, Børn! (Han gaar ud.) Fru Figenbaum. Judith (uden Professoren). (Senere) Fjeldbo og Vindem (ude paa Verandaen). Fru Figenbaum. Jeg skal sige Dig noget, Judith! din Far er og blir alle Daarers Formynder! Det er intet at opmuntre ham til, slet ikke. Han faar paa den Maade alle Lan- dets unge maleriske Spirer paa Halsen, - det vil da sige, alle de, som trænger til Penge . . . . Nei det lig- ner ham! - nu glemte han, hvad han kom for: Theen! Jeg faar ned og hente dem hidop. (Gaar.) Judith (alene). Jeg kan ikke nægte for, at Hjertet banker en Smule . . . bare jeg ikke blir rød, naar han kommer! . . . Orning! . . . blot Navnet høres berømt . . . og tænk jeg, som nær havde presenteret mig for ham i Koke- liko! (Fjeldbo og Vindem ses paa Verandaen udenfor det ene Vindu i Baggrunden.) Vindem. Min Tro, Fjeldbo, - Mesters Datter er smuk! Fjeldbo. Jo-o-o, - - ja saamæn! - Ikke ilde! - - for at være en Bydame saa; . . . rigtig Natur blir her jo aldrig herinde. SIDE: 390 Vindem. Nei naturligvis! . . . de vokser bare i Bondegaardene, og endda maa de have nationale Sløifer paa, - saa- danne Ansigter med rødt og hvidt, som Du kan lægge brav tykt paa med Kniven. Fjeldbo. Aa, for saadan en Potteblomst fra en udenlandsk Pension gir jeg ikke meget! Judith. De gode Herrer aner nok ikke, at Vinduet staar aabent. Men alt har sin Tid. Hvor jeg er spændt! Judith. Figenbaum. (Senere) Professoren. Nysen. Figenbaum (kommer ind med sin Hustru). Ha ha ha . . . hi hi hi hi! . . . Som en Krabbe . . . der gik paa skjeve nedover Trappen! . . . det er et glimrende Indfald . . . Som en Krabbe! . . . Sig saa, at den Fyr ikke har . . . (ser Judith) Ne...i, - en Surprise . . . en Overraskelse . . . vor lille hjemkomne . . . Judith. Puppe! Figenbaum. . . . som en sand Huslighedens Alf ved Themaski- nen! . . . Jeg siger, Du knuser din Onkels Hjerte, Judith! Professoren (kommer ind, fulgt af Nysen). (Til Judith). Her er den unge Figurmaler Nysen. Judith. Hvem, Far? Professoren. Nysen! SIDE: 391 Judith. Tænk, jeg holdt paa at sige Prosit! - jeg ber om Forladelse, Hr. Ny . . . Ny . . . Nysen! Nysen (forvirret). Aa-aa, alt forladt, Frøken! . . . jeg . . . Professoren (idet han gaar ud). Nei se det lille Trold! . . . straks sætte ham Bét! De forrige (uden Professoren). Figenbaum (til Fru Figenbaum). Hi hi hi . . . nei hun er fortræffelig! - hørte Du, hvor hun gav ham for Karrikaturen! hi hi hi! - der er Hoved paa hende . . . Hoved paa hende! (gaar hen og tager Nysen om Skuldrene og spaserer nogle Skridt med ham) Min kjære Nysen . . . min kjære Nysen! - - - - Aa hør! - vil De gjøre mig den sande Tjeneste, at gaa ind og ordne Kortene og Jetonsene en Smule der- inde ved Whistbordet. Min Svoger er saa glemsom i det Kapitel. (spøgende, idet Nysen gaar) Fy - Nysen! hvad har De gjort? Nysen (forskrækket). Jeg? . . . jeg? - Saa De har set det . . . fundet? . . . Har Professoren ogsaa? . . . Det var altsaa derfor, hun nøs efter mig . . . og Professoren aldeles rasende! . . . Ja saa, - saa kan jeg ligesaa godt selv sige Prosit! - - (ivrig) Det var forresten ikke mig, det var Carl Witt, som først gav Ridset; - jeg har blot udført det. Jeg forsikkrer, jeg har virkelig blot udført . . . SIDE: 392 Figenbaum (idet han driver ham ind i Sideværelset). Aa, De forsikkrer, De skammelige Skarn! - Gaa nu blot . . . De forrige (uden Nysen). (Senere) Professoren. Fjeldbo. Vindem. Klem. Judith (for sig). Ne-i, - - saa det er den Carl Witt, som jeg har at takke ogsaa for den halvudklækkede Sommerfugl! . . . jeg tror jeg begynder at elske ham! Figenbaum (til Milla). Hør, Milla! Den Nysen faar Du invitere til Middag saadan om Søndagene; han er tydeligvis noget. Man kunde ved Leilighed hjælpe ham lidt ved at kjøbe af hans Smaasager. Den Nysen . . . den Nysen tør være en Spekulation. Fru Figenbaum. Jeg siger, Du er altid god igrunden, Figenbaum! - og Du har da heller aldrig tabt paa det. Figenbaum. Dyden er sin egen Belønning, véd Du. Professoren (kommer ind igjen, fulgt af Fjeldbo og Vindem). (Til Judith). Her ser Du mine Venner, Dyremaler Fjeldbo og Figurmaler Vindem og . . . (idet Klem kommer; ivrig) der er vor bekjendte Kritiker og Skjønaand, Hr. Stu- diosus Klem. Nu hvad nyt, Klem? Jeg ser, De bærer noget i Deres Skjold . . . Lad mig høre. Det er noget om Deres Fætter Ornings Maleri i München, jeg kan se det paa Dem. Jeg har ventet paa det, og nu kom- mer det. SIDE: 393 Klem. Ja nu kommer det - - tilgavns! (leder i alle Lom- mer) . . . hans Statsfange ved Vinduet . . . hans Stats- fange ved Vinduet har . . . Professoren (utaalmodig). Det er Karl, som forstaar at drive Spændingen i Høiden! laan mig Deres Frakke, saa skal jeg finde det! (Klem søger videre) Der var noget i det Maleri, som anviste paa en ganske ny Evne hos ham, og som jeg har gaaet æggesyg og ventet paa, at de gløgge Øine derude i den store Kunstverden skulde se . . . noget, som . . . (utaalmodig) . . . Aa, - nu da! . . . Klem (tager op et Avisudklip og læser). "Den unge norske Maler Ornings historiske Maleri vækker Opsigt. Dets solide Teknik vilde vistnok ikke hævet det over det almindelige dygtige; men den klod- sede, stivbenede Kat, der langt inde fra Mørket følger den intet anende, i Vindussolen ved Statsfangen hop- pende Kanarifugl, hele denne Scene, - om man vil, dette Maleri i selve Maleriet - vidner saa usvigelig om Geni, at al anden Kritik maa bortfalde som Smaa- lighed. Man ser Statsfangens store Skikkelse og føler som et Skjær af hans Historie i denne stumme Dyre- scene omkring ham; - i de to dæmoniske Øines Glød hos den lille Hustiger har man saa at sige hele Rov- dyrlidenskaben, baade den dyriske og den menneske- lige, givet med en forunderlig gribende Virkning" . . . Figenbaum (begeistret). Véd Du hvad, Milla - det kjøber jeg! Klem (fortsætter). . . . "Den Kat alene er to tusind Francs og Præmien Værd!" - Nu, hvad siger I? SIDE: 394 Figenbaum (tørt, afsides). - at det er for dyrt for mig! De forrige. Generalinde Orning (en hvidhaaret, fornemt udseende Dame med en Krykkestav i Haanden, ses at staa i Havedøren). (Senere) Orning og Nysen. Generalinden. Nei, men saa lad dog en stakkels Moder selv faa Lov til at være den første til at fortælle, at hendes Søn har gjort Lykke! Jeg kom netop over for at overraske min kjære Ven med Nyheden. Min Søn var hos mig i Eftermiddag og glædede mig med den. Professoren. Og jeg, Generalinde! - jeg har ikke turdet fortælle Dem, i hvilken Spænding jeg har gaaet, for ikke at sætte Dem i Uro; jeg synes næsten, jeg er saa glad iaften, som da jeg selv første Gang gjorde Lykke! . . . (raaber ud) Der skal heises Flag i Haven! (dæmpet) Det er ialfald lidt til Gjengjæld for, hvad Generalen har gjort imod mig. Jeg tror, jeg har bidraget noget til det. Generalinden. . . . Og det er Deres Datter, kjære Ven! (Judith kom- mer og hilser, og Generalinden betragter hende en Stund. Nikkende tilfreds, idet hun lægger sin Arm i hendes og gaar med hende hen til Sofaen.) Jeg kjender Dem bedre, end De tror. Deres Fader kom altid over til mig; naar han fik Brev, og der var noget at fortælle fra Dem (hun nøder Judith ned ved Siden af sig) . . . Ser De, unge Damer deler jeg i to Slags, de, man kan tale med, og saa - hele Resten! . . . og De ser mig ud, som om en gammel Kone ret kunde finde sin Fornøielse i at tale med Dem. - - Ak ja, - jeg skal jo ikke nægte for, at jeg er bevæget ved alt dette! De tror naturligvis SIDE: 395 allesammen, at jeg er bare glad; men da véd de ikke rigtig, hvad en Moder føler og tænker ved at se sin Søn løftes op paa Høider, som han bagefter kanske skal forsvare mod Misundelsen. Judith. Og jeg synes det maa være saa stort, - berusende lykkeligt - saa stolt saadan at se Seiren med et Slag for Fødderne paa sig . . . og saa at kunne komme hjem og fortælle sin Moder det! Generalinden. O, De er et elskværdigt Barn, som nok kan fordreie Hovedet paa nogen hver! (Orning kommer. Alle iler ham imøde paa Altantrappen. Generalinden og Judith følger, hvad der foregaar, fra sine Pladse. Man ser Professoren trykke Ornings Haand.) Professoren. Det er for Dem, Flaget er heist idag, Orning! Jeg har hele Tiden troet paa Deres sidste Maleri, men intet villet sige. Maatte De times mangen vakker Triumfdag paa Deres Kunstnerbane! Nysen (kommer viftende med Aviser). . . . Jeg har været nede i to Udsalg efter Aftenavi- serne, Katten staar i dem begge. (Uddeler dem.) Klem (vigtigt). Jeg vidste det alt i Formiddag - som Redaktions- hemmelighed! Figenbaum. Det var naturligvis derfor, han kom saa sent hid, Milla! Hemmeligheden skulde først indom nogle Ste- der i Byen! SIDE: 396 Klem. Jeg tilstaar, jeg gjorde en Undtagelse med General- inden og mulig et Par mere kunstinteresserede Person- ligheder - et Par Kollegaer i andre Blade. Jeg har den stærkeste, fuldeste Følelse af, at denne Sag har Krav paa Pressens Opmærksomhed. (til Fjeldbo, som staar ivrig og læser) Aa, Hr. Fjeldbo! tør jeg bede om at faa kige lidt i den Avis der, - blot et Øieblik . . . blot for at se, om han har brugt de Udtryk, som jeg . . . (ser i den) Jo, her er det: "Vor unge vordende Me- sters Pensel vil herefter følges af Almenhedens spændte Interesse" . . . Vindem. Her har De mit Blad ogsaa; - der staar blot om Orning og hans Kat hele Veien nedover. (Man samler sig om Professoren og Klem, som læser i Avi- serne i den ene Side af Baggrunden.) De forrige. Witt. (Lige efter) Jomfru Grabow. Witt (kommer ind fra Verandaen; ivrig og fortrolig til Orning). Ser De! det lille ved Øinene var ikke saa dumt endda. Orning (fremmed). Hvilket? - Nu, Deres lille Retouche . . . aa nei, den har heldigvis ikke skadet. (Gaar hastig fra ham hen til Klem.) (Idet Jomfru Grabow nu kommer ind til Thebordet, springer Witt pludselig hen til hende.) Witt. Hurra, hører De, Grabow! Deres Kat har gjort Lykke i München. Hvad vil De ikke saa selv gjøre, naar De engang kommer der. Jfr. Grabow. Min Kat? SIDE: 397 Witt. Den saa ud som en Trækrak, og saa satte jeg blot et Par gule Prikker i Øinene paa den . . . Orning mener nu, det hverken har gjort fra eller til; men . . . (stan- ser pludselig) - Grabow! - dette blir mellem os . . . mellem os, hører De! . . . Jeg gaar ud i Haven igjen, medens dette staar paa. (Gaar.) De forrige (uden Witt). Fjeldbo (til Jfr. Grabow). Han forsvandt som en Lynstraale . . . hvad gik der af Witt? Slog han ned i Dem, Jfr. Grabow? De ser pludselig saa sørgelig brandlidt ud. Jfr. Grabow. Min Kat, som han laante, fordi der var Mus paa Atelieret . . . liste den fra mig under et saadant skam- meligt Paaskud! Fjeldbo. Trøst Dem med, at den har gjort Lykke, Jomfru Grabow! Jfr. Grabow. Det bryder jeg mig Pyt om, - det er min Kat, og der véd ingen, hvordan den kan være behandlet. Den kan baade være bundet og pryglet deroppe, til de har faaet den til at se ud som saadan en Trækrak . . . En Trækrak! - og saa satte han blot et Par gule Prikker til Øine i den, sagde han . . . de maa have narret den grusomt med en eller anden Ting, siden den har kun- net ligge saa ondskabsfuldt og lure. Fjeldbo (pludselig ivrig). Hvad, Jomfru Grabow! - siger Witt, at det er ham, som har gjort Øinene? SIDE: 398 Jfr. Grabow. Han siger (stanser og ser paa ham) - ingenting, som De har at opholde Dem over, det kan De forlade Dem paa. Fjeldbo. Nu saa! . . . Jomfru Grabow skjuler sin Yndlings Hemmeligheder? - de kunde mulig ogsaa komme til at genere den store Mand, Orning. - - Ja, jeg skal ikke røre op i det. Jfr. Grabow. Jeg talte om min Kat, - hvad De taler om, véd jeg ikke; men inderlig godt, hvad De ikke skulde røre ved, - hvormeget I nytter ud Carl Witt én og hver deroppe paa Atelieret. Fjeldbo. Brr . . . Har han virkelig sagt det? Jfr. Grabow. Jeg har sagt det; - han, Stakkel, siger nok ingen- ting. Fjeldbo (for sig). Nei dette er ubetaleligt! (over til Vindem og tager ham under Armen) Vindem! - nei nu skal Du faa nyt . . . Dette er aldeles mesterligt. Klem (inde i sit). Ja mesterligt? - det er vel det mindste, der kan siges. Fjeldbo (i Forbigaaende til Klem). Mere end mesterligt, Hr. Klem! (afsides til Vindem) Nei nu skal Du høre, Vindem! . . . hvad jeg har fundet i den gamle Dragkiste Grabow; - hun smekkede sig rigtignok hastig i Laas igjen, men ikke tidsnok . . . (Vindem og Fjeldbo blir i livlig Samtale. Orning gaar hen til sin Moder). SIDE: 399 Generalinden. Kommer Du endelig Georg! . . . (forestiller) Det er vor Ven Professorens Datter, Judith. Vi har netop talt om Dig. Orning. Det vil sige, min Moder har siddet og rost mig, - - tro hende ikke, Frøken Judith! Judith. Neppe formeget, - vi talte om Deres Maleri. Generalinden. Ak ja! - jeg sagde at din Moder let blir svim- mel; at jeg har en Angst for at bygge for høit; men det har jo min Alder altid. Den unge tænker naturlig- vis anderledes . . . da har man Vinger istedetfor Kryk- ker. Judith. Og jeg er vis paa, at De igrunden føler Dem grue- lig stolt, Generalinde! De vilde nok ikke have det taget fra ham igjen. Generalinden. Om jeg vilde! . . . (betragter sin Søn opmærksomt) Du ser ikke ud, som det er ublandet Glæde, Georg! Orning. Som man tager det, Moder! . . . Aa jo . . . aa nei. Dette om Katten, som De erklærer for saa genial, er dog kun et ganske underordnet Punkt i Maleriet. Det er midt i min Lykke en Uretfærdighed at gjøre Lykke paa en liden Kat langt inde i Stuen, naar man vil give en Statsfange drømmende i Vinduet i stor Figur, - det - - det tilfredsstiller ikke . . . Det er netop saadan tilfældig genial, jeg paa Liv og Død nægter at være, saadanne Folk jeg ikke vil forveksles med. Jeg holder tvertimod paa den rolige, store Kunst, der vin- der Hovedslaget gjennem Totalvirkningen, og saa - seirer jeg paa en Kat, jeg næsten ikke har tænkt paa! SIDE: 400 . . . ikke gidet spendere skikkelig Farve paa engang . . . ikke . . . Professoren (kommer oprømt hen til Generalinden). En Kop The, Generalinde! - maa jeg føre Dem hen til Thebordet. Jeg bekjender, at jeg er glad iaften, - saa glad, at jeg var istand til at . . . Generalinden. - omfavne mig, min Ven? Værsaagod; men vær forsigtig. Professoren. Aa, - naar jeg tænker paa, hvordan jeg som ungt Menneske følte mig æret, da Generalinden første Gang tog min Arm tilbords! Hver har sin Maalestok for Æren. Jeg har endel Ridderkors; - de veiede dog ikke op den første Gang, Generalen selv bød mig en Pibe og sagde: "Men De blir jo berømt, min Ven!" Jeg fik siden Kommandørstjernen, og jeg er muligens for- fængelig; men intet gjorde mig dog saa stolt, som den- gang jeg ved den store Fest ved min Hjemkomst fra Udlandet fik Lov til at tage Generalinden tilbords! Generalinden. Men Professor! . . . De sætter Deres gamle Veninde i Forlegenhed. Hvad kan jeg svare til saadant uden, at det er rørende elskværdigt at se en saa stor Mand vedblive at være et saa stort Barn . . . Naar Deres Judith er en saa indtagende naturlig ung Pige, har hun blot arvet det efter sin Fader. Professoren (med et Blik hen paa de to unge, idet han fører Generalinden til Thebordet, hvor ogsaa Figenbaum og Fru Figenbaum placerer sig). Jeg tror sandelig, de alt disputerer, Generalinde! Orning (til Judith). . . . Aah, hvor jeg hader dette Snak om det geniale! SIDE: 401 Judith. Og jeg holder netop paa det, - det, som kommer ligesom hos Far altid saa uventet og lyser op hele Egnen i et Glimt. Orning. Ti forskjellige Lyn hver sin Vei i et Kunstværk - ritsch rutsch! - - Deres Fader har netop saadan et Geni blandt sine Elever; men jeg tror dog nok, han nu snart har lynet fra sig. Judith. Aa, De mener vist Carl Witt. (halvt henvendt ogsaa til Fjeldbo og Vindem, som er komne i Nærheden) Hvad Slags Maler er han egentlig? Orning. Det tror jeg ikke, selv Deres Fader kan svare paa. Idag Figurmaler, imorgen Marinemaler, iovermorgen ser man et Landskab . . . Fjeldbo (spydig). Af og til er han ogsaa Dyremaler! Orning. Jeg for min Part tror ikke paa disse Urkræfter, som overalt i vor Tid træder til og vil tage Kunsten paa Hornene. Det at være Kunstner blir dog altid tillige en Dannelsessag. (Orning og Judith gaar hen til Thebordet.) Fjeldbo (til Vindem). Urkræfter? . . . den hovmodige Bylaps! - han kunde trænge lidt af Fjeldkraften, saa malede han ikke saa slikket og vekt. Der er ikke Mulighed for, at nogen af os uværdige kan faa tale med hende, saalænge han er i Stuen! - Men hørte Du, det béd, det om Dyre- maleriet . . . Han kan ikke male Dyr. Kanarifuglen SIDE: 402 saa ud som en Smørklump der i Solen. - Den havde han selv gjort. Vindem. Geni? - af det har han akkurat saa meget som under min Støvlehæl. Men han er nu den store Mand og tør ikke kritiseres. Der er noget som heder store Forbindelser og Reklame . . . Den, som altid havde en Fætter Klem til at rose sig op i Aviserne, Du! . . . En saadan Skjønaand er rent uvurderlig for en Kunst- ner; hvor skal vi finde en saadan vi ogsaa. Professoren (der gaar paa Gulvet, vender sig hastig om til dem). Hvad behager? Vindem. Intet, Hr. Professor! Professoren (begynder at gaa frem og tilbage - for sig). Misundelse - hm . . . Jeg kjender ingen væmmeli- gere Sjælsegenskab! . . . ingen, som mere oprører mig . . . galdegrønt og skidengult. Fjeldbo (til Vindem). Han hørte, hvad Du sagde, Vindem! . . . det satte ham udaf Humør. Jo, naar han gaar saadan med Hænderne spillende bag paa Ryggen, - jeg kjender ham . . . (De trækker sig lidt forlegne tilside.) Professoren (bøier pludselig sin Gang lige nær dem). Mine Herrer! Virkelige Kunstnere taaler andres Ros . . . skumler ikke. Jeg tviler ikke et Øieblik paa, at mine Herrer er Emner til virkelige Kunstnere og føler for nobelt til at give sig af med - den Slags. SIDE: 403 Vindem. Det er ikke mig, det kommer fra, Hr. Professor! Fjeldbo (hidsig forsvarende sig). Kanske fra mig? Vindem. Det er ikke mig, som er Dyremaler. Fjeldbo. Saa - jeg altsaa! . . . det skal være mig, som . . . som . . . Nei . . . det er tilfældigvis Jomfru Grabow, som har givet sig til at grumle og mumle noget om Ornings Maleri. Professoren. Hvad behager? Fjeldbo. Om Katten, . . . at . . . at det er Carl Witt, som har narret den fra hende for at . . . Professoren. Nu? Fjeldbo. . . . Ja for at, - men det er naturligvis blot noget, han har indbildt hende, - for at sætte Øine i Ornings Kat. Professoren. Det vil sige, at han skulde have . . . Vindem. Aa, det skal da ikke saa meget til for at sætte to gule Prikker ind i Hovedet paa et Dyr . . . neppe som et Knappenaalshoved. Professoren (en Stund med korslagte Arme, for sig). Blot to gule Prikker . . . Det vil sige . . . netop Øi- nene! . . . (høit) Saa - Saa! - Og det er Carl Witt, SIDE: 404 fra hvem saadant udgaar - saadant nederdrægtigt Skumleri bag Ryggen paa en Kammerat. Vindem. Men Hr. Professor! - det er jo blot Jomfru Gra- bows Snak, det hele kan være en ren Misforstaaelse . . . Professoren. Nei, min gode Witt! Dette om de to gule Prikker er mig altfor talentfuldt opfundet! . . . (en Stund taus) . . . Misundelse, ussel, krybdyragtig Misundelse! - jeg tror, at hans Dage hos mig nu er saa temmelig talte. Judith (der har været i livlig Samtale med Orning, gaar pludselig hen til Faderen). Men Far - hvad er det? Professoren (heftig, idet han gaar ud). Han skal væk! Vindem (og Fjeldbo ser paa hinanden). Véd Du hvad, - det var Synd, om han kom fra Atelieret; der følger dog et vist inciterende Liv med ham - Fjeldbo. Ja-a, han er som en Fyrstikke; man behøver blot at komme an i den, saa blusser der altid op et Ind- fald . . . en Idé! Vindem (grublende). Det var høist uheldigt, om han kom bort netop nu. Fjeldbo (afsides). Og hvordan skal det gaa med mit store Maleri til Udstillingen? SIDE: 405 Judith (til dem). Men hvad var det, som gik af Far? Vindem. Aa, Frøken! - De kan rette paa noget, som vilde være en stor Uretfærdighed. De véd vist, hvorledes Deres Fader kan bruse op, og hvorledes det straks lægger sig igjen, blot han faar en Forklaring af no- gen, som . . . som . . . især naturligvis af Dem, Frøken. Ved en ren Misforstaaelse er det kommet til at se ud, som . . . Fjeldbo. . . . som om Witt af nogenslags kjedsommelig Mis- undelse har givet sig til at klandre Ornings vistnok meget fortjenstfulde Maleri. Vindem. . . . og, selv om det nu ikke netop var det rene Un- derværk, som Aviserne straks er saa tilbøielige til at gjøre det til, saa - - Judith. Hvad siger De? Kan der være to Meninger om det? . . . Jeg troede dog nok, at Fars Dom maatte gjælde mest i den Sag. Vindem. Hvem tviler om det? - Det kunde aldrig falde Witt ind at ville bringe sig selv i Sammenligning; han har jo selv endnu ikke engang saa meget som et Billede at opvise . . . og, hvorvidt han nogengang i en fjern, abstrakt Fremtid kan komme til at blive noget, er jo ogsaa saa rent tvilsomt. Men det vil jeg rigtignok sige, at, - blir han først noget, saa vil det blive noget til- gavns, noget, der ligger tusinde Gange høiere, end Orning med al sin vistnok udmærkede Dygtighed no- gengang kan stile paa. - - Der er Kimen til noget stort! SIDE: 406 Fjeldbo. - noget tolvtoms - - som hos Deres Fader, Frø- ken! Vindem. - noget, som kanske engang kan komme til at sætte det hele Land i Forbauselse. Man smører om sig paa alle Kanter, og skulde hvert Penselstrøg, han har gjort paa Atelieret, trækkes frem paa den Maade, saa kunde her blive Historier bestandig. Judith. Kunstnere er dog de ædleste Mennesker i Verden, - jeg vil tale med Far! (Iler ud.) De forrige (uden Professoren og Judith). (Senere igjen) Professoren. Judith. Fjeldbo. En rigtig Fuldgardsjente! Vindem (afsides). Endelig et Maal for mit Liv! Fjeldbo. Det dirrede i Bringesøljens fine Løv, mens hun talte. Men forresten, det var da uhyre, som Du skruede Witt op! Vindem. Jeg roser ikke halvt. Jeg sagde blot "muligt" - muligt, forstaar Du. Fjeldbo. Jeg véd dog ikke, hvorfor hans Evner netop skulde ligge saa taarnhøit over alle andres. Vindem. Jeg sagde blot, at han laa ubetinget høiere end Orning . . . efter sine dunkle Muligheder. SIDE: 407 Fjeldbo. Naa, det skal der da ikke saa meget til. Naar alt kommer til alt, saa er dog saadan en forsvindende Kime til et Geni kun en Taage, noget nær Nul . . . som . . . som . . . (fortroligere) Forresten . . . naar Professoren forarger sig saa over Misundelse Du, saa nævn blot hans Rival Melzow i Berlin for ham, saa skal Du høre . . . der er han aldeles stær blind. (Professoren kommer ind, fulgt af Judith.) Figenbaum. Men, Professor! skal der blive nogen Whist af iaften, maa der nok begyndes. Professoren. Ja Whistbordet, Whistbordet! - - jeg havde nær glemt det . . . Whistbordet! Vindem (til Fjeldbo). Jo-o, man kan høre, han er i Humør! (De gaar ind i Sideværelset.) Generalinden (tager sin Søns Arm). Er hun ikke baade smuk og naturlig? - netop en Hustru for Dig . . . Orning (idet de gaar ind i Sideværelset). Lidt af, hvad Tyskerne kalder Backfisch, endnu - især i sine Meninger . . . (De gaar alle ind i Whistværelset. Jomfru Grabow til den anden Side. Professoren og Judith blir igjen.) Professoren. Judith. Judith (ser efter Orning). Han gaar virkelig til Whistbordet . . . det havde jeg dog ikke troet. SIDE: 408 Professoren. Nu da, Barn, - Du siger, Du vil tale med mig? Judith. Ja, kjære Fader. Vil Du give mig noget - for denne første Aftens Skyld, jeg er hjemme, Far? Professoren. Hvad vil jeg ikke give Dig, Barn! - nævn det, jeg nogensinde har nægtet Dig . . . Nei det kan Du nok ikke. Hvad er det, Du vil have? Judith. Carl Witt. Professoren. Hvad siger Du? Judith. Tilgiv ham! Professoren. Jeg véd nu, hvad jeg hidtil har tvilet paa i min Sjæl, at den Mand ingen Kunstner er. Der er intet stærkere selvangivende Mærke paa, at der mangler Kunstnerkald, end Misundelse. Judith. Ja, ser Du det, - nu gjør Du straks Indven- dinger. Professoren. Jeg tør sige, at dette var en glad Aften for mig, som faa i mit Liv, først, fordi Du er kommet hjem igjen, og dernæst, fordi den Mand, som jeg helst af alle vilde, netop ogsaa paa den samme Aften bringer hjem sin første Seir; det Sammentræf var saa forun . . . nu ja, det kan være det samme. Judith. Aa, tal kun ud, Papa! - jeg skulde givet lidt til for at vide, hvad Du mente nu . . . Har Du og Gene- SIDE: 409 ralinden lagt sammen noget om mig? - - Aha! - Du vil ikke se mig i Øinene . . . Jeg skal ikke gaa paa Dig, kjære, kjære Far! - jeg ser, Du har slet Samvittighed. Du har aldrig kunnet narre en eneste Sjæl, det véd Du jo. Professoren (leende). Hvilken Unge! - Hvor Du nu lignede din Moder . . . Du kan tro, hun var vakker. Judith. Ja den, som var det, Far! - rigtig vakker. Professoren. Du? - er Du fra Forst . . . Nu, jeg siger ingenting . . . Jeg mener blot, at Du . . . Nu, hvorfor vilde Du da være saa vakker, Barn? - det vil sige vakkrere, end Du er? Judith. Vil Du vide det? - skjønt det betror man ikke til Fædre. - - Jeg kunde nok have Lyst til at fordreie Hovedet paa denne Orning en Smule. Han er vigtig . . . og om han just er saadant et uhyre Geni, som Du siger, det kan der altid være delte Meninger om . . . Jeg vilde straffe ham. Han gik uden videre ind til Whisten! Professoren. Ne...i - saa han gik virkelig uden videre ind til Whisten? - Ja saa hug ham til Plukfisk! Judith. Se nu har jeg faaet Dig i godt Humør, Far! . . . Hør nu, - baade Vindem og Fjeldbo sagde, at de troede, at Carl Witt er et Geni . . . anlagt til at blive noget høit over dem allesammen, noget som næsten naaede op til Dig. Fjeldbo sagde endog noget, som vilde sætte Landet i Forbauselse, og Vindem paastod: enten ingenting eller alt. SIDE: 410 Professoren. Hvad Judith! - sagde de det? . . . Saa de har vir- kelig Øie for noget saadant de ogsaa. Judith. Det, han havde talt om Orning, var en ren Spøg med Grabow, en Misforstaaelse. Professoren. Misforstaaelse? - jeg hørte det jo, . . . bare de to gule Prikker! . . . Ser Du, Du opholder mig . . . Gene- ralinden . . . (Han gaar ind i Sideværelset.) Judith (alene). (Lige efter) Witt. Judith. Saa Papa! . . . Du tror, Du slap fra mig med det. Witt (kommer ind fra Haven). Prægtig! . . . Der har De jo netop klædt Dem, som jeg ønsker det! . . . Har De noget imod, at jeg tegner Dem af - blot i ti Minutter . . . (tager Skitsebogen op) Jeg har ikke tænkt paa andet end Dem, siden jeg saa Dem . . . det Udtryk . . . Nei ikke det! . . . det første, hvormed De kom og bød Guldpengen - der laa en hel Sol af Hjertelag i det . . . Judith. Har man set Mage til Menneske! Witt. . . . og lidt pigeagtig Fornærmelse . . . endnu ikke rigtig over . . . Judith. Pigeagtig Fornærmelse! . . . De misbruger enhver rimelig Taalmodighed. SIDE: 411 Witt. Kun i fem Minutter, Frøken! Judith. Nei, har man set Mage til Menneske? Witt. Vil De saa lade mig faa tegne Deres Haand? Judith. Nei! Witt. Jeg mener ikke for min, men for den stakkels Fa- milies Skyld; det er der, den skal gjøre en god Gjer- ning. Judith. Værsaagod - - - Saa? Witt. Ja! . . . (idet han er færdig) og De er Judith Stenvig? Judith. Frøken Stenvig, - ja Hr. Witt! . . . som De har behandlet ugalant nu to Gange idag, - en høist taal- modig, overbærende Dame. Witt. Saa-aa, det ser De ikke ud til. Jeg kommer ellers aldrig ud af det med Damer. Judith. Er De saa vis paa, at De kommer ud af det med mig? Witt. Om jeg er det? - For det første er De ingen saa- dan Dame, - De er et Menneske, det saa jeg ved første Øiekast; De kan være rolig for, at jeg ellers ikke havde værdiget Dem at komme ind i mit Billede, . . . SIDE: 412 og for det andet, saa havde De ikke forandret Deres Dragt og hjulpet mig til et Maleri . . . og for det tredie - ja det er Hovedsagen, og det tier vi med. Judith. Saa Hovedsagen faar jeg ikke at vide? Witt. Nei. Judith. Hvorfor ikke Hr. . . . Hr. - om man tør være saa fri at spørge. Witt. Fordi jeg nødig vil høre Dem le mig ud! Det vilde saare mig - og venter jeg blot en Smule, saa slipper jeg det! Judith. Hr. Witt er da bange, meget frygtsom af sig, synes det. Witt. Aa nei; - men jeg siger Ting som De ikke kan forstaa. Judith. Aa prøv! - jeg har godt Hoved, sagde de i Pen - - Witt (gaar hen til hende). Kan De forstaa, at De idag har skabt en Maler? . . . at det var ved Synet af Dem, det idag sprang op for mig, hvad jeg manglede i Kunsten, hvorfor jeg aldrig kunde fuldende noget. Jeg havde Maleriet i Hovedet; jeg kunde male baade Stuen og Sulten; men Løsningen, . . . Frelsen ud af det, femte Akt! - det var det, som manglede, bestandig manglede, - bestandig . . . paa alt . . . Det blev farveløst bare af at vente . . . Begyndelser og altid Begyndelser! - Jeg spændte ud Lærredet og skar det istykker igjen. Det blev be- standig for mig bare som at illustrere Nødraabet Hjelp SIDE: 413 . . . som at male uden at finde nogen Løsning for det . . . De med Deres Hjertelag og Guldskillingen rakt ud til de stakkels Folk, var Løsningen, den femte Akt, jeg fandt idag for mit Maleri! . . . (stanser) . . . Nu, hvad var det ikke, jeg sagde? - det blir hebraisk og græsk for Dem! . . . De forstaar ikke en Smule? Judith. En Smule . . . kanske . . . De er saa underlig! Witt. Om jeg sagde, at De selv var den femte Akt, som jeg har fundet, vilde De synes, det var endnu under- ligere; men De kan fuldstændig tro mig paa, at De er det . . . Judith. - en femte Akt? . . . Witt. Nei ikke en femte Akt, men min femte Akt . . . Betragt det som en Profeti, en Spaadom . . . Og nu har jeg da ogsaa bare at male paa! - - alle mine Ideer, alt hvad jeg har tænkt . . . Det var Dem, som kom med det; derfor siger jeg, at De idag har skabt en Maler! Judith (afsides). Han gjør mig ganske bange . . . (høit) Jeg begjærer ikke saa stor Ære. Witt. Sagde jeg ikke, at De vilde le mig ud . . . gjøre Nar af mig! Judith. Nei, jeg ler ikke . . . De maa tro mig paa det, Hr. Witt jeg ler ikke . . . De er blot saa - forunderlig . . . Witt. De ler ikke? - - saa skal jeg sige Dem, hvad De gjør . . . De tror mig? - (Inde fra Whistbordet lyder: Slem! SIDE: 414 Slem! . . . Orning er Slem!) - Aa hør, ser De Maanen derude? . . . Vær lidt sammen med mig iaften paa min Fødselsdag, min kunstneriske Daabsdag! Jeg har ingen anden Ven end Dem med paa den. Vidste de af det derinde, kan De tro, de lo! . . . (gaar) Hver Gang De gaar ud paa Altanen, saa sidder jeg der. Judith (alene). (Senere) Professoren. Judith. Hvad var det alt, han sagde? . . . Jeg forstod egent- lig ikke et Ord af det . . . uden det, at jeg blev lige- som . . . ligesom . . . Hvor det var gruelig Synd, om han ikke skulde have Geni. - Han høres saa ganske, som han har det! - Har man hørt Mage til forunderligt Menneske? . . . beder mig uden videre ud paa Altanen - - - det var dog igrunden frygtelig uforskammet . . . Tænk om Orning havde hørt det. Professoren (kommer hastig ind fra Whistbordet). Huh . . . Jeg holder det ikke ud! . . . At sidde der ved Whistbordet og snakke om Stik og Rubberter, mens jeg blot brænder efter at faa fat i den Witt! - (ser sig om) . . . Han maa være i Haven . . . (blir va'r Judith) Du her? - - Min lille Judith husker nok ikke paa, at det er hende, som nu skal være Værtinde her i Huset. Du maa ikke lade Generalinden savne Dig. Judith. Du har Ret, kjære Far, nu kommer jeg . . . Men, - det er den første Aften . . . og . . . alt endnu saa nyt for mig . . . (peger ud af det aabne Vindu) Har Du set et herligere Maaneskin? . . . alt som Sølv! - - Kan man tænke sig en større Vanhelligelse af en deilig Som- meraften end et saadant Whistbord! SIDE: 415 Professoren. Ikke ueffent . . . ikke ueffent, Barn! Lad os gaa et Øieblik ud paa Altanen; - men saa ind til Pligten, min lille Sisgen. Judith (forlegen, hoster). Jeg . . . Jeg tror virkelig, jeg har forkjølet mig, Far . . . Professoren (ængstelig). Forkjølet Dig? - og saa gaar Du her baade for Vin- duer og Døre aabne . . . Du gaar nu vel ikke her og blir syg for mig, Judith! (lukker Altandøren) Vi lukker ialfald Døren! Judith. Aa nei, Far! - da blir her saa kvalmt. Profssoren (aabner atter Døren). Lunefuld, saa det er en Lyst . . . Men det er det samme, bare Du gaar ind, Judith, og ikke forkjøler Dig . . . (gjør en Bevægelse mod Altandøren) Det, jeg brænder efter, er den Fyr, - den Witt! Judith (forskrækket). Men Far, Du lovede mig jo . . . Professoren. Snak, jeg vil, hvad jeg vil. (Atter mod Altandøren.) Judith (hastig). Gaa ind - jeg alene? . . . Som Værtinde for første Gang . . . uden Dig? . . . mens Generalinden er der? . . . Kjære Far . . . blot Du var derinde, saa . . . SIDE: 416 Professoren. Jeg mener nu, at Du aldeles ikke skal blive læn- gere her og forkjøle Dig . . . Judith. Ja men uden Dig! (overtalende, idet hun gaar hen til ham) Sig, Du er en rigtig snil Papa, som føier din lille Judith - bare denne . . . første Gang. Professoren. Nu ja, - Hovedsagen er, at Du kommer ind . . . (idet han gaar til Whistværelset igjen) Jeg synes alt, jeg be- gynder at komme i god Gjænge som - Veirhane for den Unge! Judith (i Tanker, med et Blik ud). Jeg tror aldrig, jeg har forstaaet, hvad Maaneskin er, før iaften. (Teppet falder.) Professorens Atelier, temmelig stort og smukt udstyret med Malerier, Figurer og Skitser, dels paa Væggene dels støt- tede op mod dem, og ellers Kunstsager. I Baggrunden en Hovedudgang til Haven; tilvenstre en Dør ind til Professo- rens Beboelsesleilighed, tilhøire Dør ud til Elevernes Atelier. Professorens Stafeli, hvorpaa et stort Billede, staar tilvenstre med en Stol og et lidet Bord ved Siden af til hans Maler- sager. I Forgrunden tilhøire en liden Sofa med et Bord foran, opfyldt med Mapper og Tegninger. Ved Siden af en liden Gyngestol. Til høire Side et Vindu. Ved Udgangen til Haven samt i Vinduet nogle store Potteplanter.) Judith (sidder i Gyngestolen beskjæftiget med sit Hækle- tøi). Jomfru Grabow (ordner og pudser i Værelset). Judith (kaster utaalmodig Hækletøiet hen paa Bordet). Nei jeg gider virkelig ikke sidde med det længere, - det kjedeligste, jeg véd, er at hækle. SIDE: 417 Jomfru Grabow. Det er mærkeligt, at det ikke virker mere paa Hæk- letøiet - det kommer aldrig længere, synes jeg. Judith. Aa, Du skulde prøve med saadant hvidt, fint Bom- uldsgarn! Det blir tilslut saa kjedeligt og langt . . . uden Ende, tror jeg! . . . Jeg har nu holdt paa med det Dag efter Dag derinde i Stuen . . . Hækle og hækle! Det, jeg havde glædet mig til, var at sidde her hos Far paa Atelieret; men det kan jeg jo ikke for alle disse unge Malere, som gaar ud og ind hele Tiden . . . Det er virkelig en Skuffelse! - være en Malers Datter og ikke faa det ringeste godt af det. Jeg bryder mig ikke en Smule om deres Huslighed, jeg forlanger blot at være en Kunstners Datter . . . I dets Sted skal jeg hækle . . . staa paa Pinde for fremmede inde i Stuen, . . . være Værtinde - det var Værtinde her, hvor Far er, jeg vilde være. (gaar frem og tilbage; derpaa ligegyldig) Kan Du forstaa det, Grabow! - der er ingen kommet derude paa Atelieret idag, - - ikke engang Witt! Jomfru Grabow (halvhøit for sig, medens hun pudser). Aa nei, Stakkar! Judith. Hvad, Grabow? Jfr. Grabow. Aa, ingenting. Judith. Jo, Du sagde noget, - jeg hørte det tydeligt. Jfr. Grabow. Jeg sagde blot: stakkels Witt! - siden den Historie med Orning har han ikke været det samme Menneske. Judith. Siden den Aften, da jeg kom hjem? - Er Du vis paa, at det er siden den Aften? SIDE: 418 Jfr. Grabow. Han føler godt nok, kan Du tro, at Professoren har faaet imod ham . . . Det, at han igaar tog sig for at flytte det Maleri, han har fore til Udstillingen, hjem til sit eget Kvistkammer, var nu heller ikke for det gode; han er saarere, end nogen tænker. Judith. Flyttet bort . . . Virkelig rent ud flyttet? - naar man kan have Plads i det store, lyse Atelier her udenfor Faders eget . . . Nu det maa jeg sige . . . saadant er dog rigtignok bare den pure, trodsige Egensindighed! Jeg er ganske vis paa, at det blot var, fordi han vil und- drage sig ethvert Vink af Far . . . Jo-o, det var noget saadant, han sagde mig sidst. Du maa vide, der er ingen Grænser for, hvad dette unge Menneske kan indbilde sig og - jeg havde nær sagt - andre med! Hvergang jeg taler med ham, blir jeg altid overbevist, - akkurat ligesom Du, Grabow, men rigtignok kun for en Stund, saa fordamper det. Du er saa svag, Gra- bow! Jeg skal sige Dig noget, - den store Kunst i Verden er netop altid at tage Fornuften fangen, - ellers kommer man deilig afsted . . . Og saadan uden Grund at tage Maleriet hjem og blive borte er sandelig noget meget. Jfr. Grabow. Han kunde dog ikke sige, at det var, fordi han ikke holdt ud længere at have Professoren lumrende om sig derinde. - Stakkar, han gaar nok en tung Vei . . . og naar saa hver lægger sit til - Judith. Du er altid saa overdreven, Grabow . . . dygtig over- spændt! (i Betragtninger) (Judith ser ud af Vinduet.) Gene- ralinden! . . . Hun kommer ganske alene . . . Jfr. Grabow (farer befippet rundt om i Værelset med Kosten og Støve- kluden). Generalinden! . . . Generalinden . . . Er hun der alt? SIDE: 419 . . . Her er jo saa fuldt af Støv, at hun kan skrive sit Navn baade paa Borde og Stole . . . Generalinden . . . Judith (sætter sig raskt). Nu gjælder det at være pen huslig, Grabow . . . forevise os med Hækletøiet. Kast Kosten der bagom . . . og tag imod. Jfr. Grabow (møder Generalinden i Døren i Baggrunden og neier dybt). Og Professoren, som er ude. (Ud.) Generalinden. Judith. Generalinden. Saa er min lille huslige Judith hjemme, ser jeg . . . altid saa flittig, mit Barn! Judith (har reist sig og hilser). Far er vist bare i Haven; - Jomfru Grabow henter ham op. Generalinden (gaar hen til Bordet, hvor Mapperne ligger). Og imidlertid viser Du mig lidt af disse Rariteter her . . . (sætter sig i Sofaen og ser sig om. Judith staar ved Siden af hende) . . . hvor alt her aander af Kunst (hoster) . . . forresten ogsaa lidt af Støv, Judith! . . . Her er din Fader alene med sit Geni og gir os sine herlige Sager. - Og hans Datter har den lykkelige Evne at kunne følge og forstaa ham. Hvor det dog maa være et Til- læg til en Malers Lykke at eie den om sig, som kan være hans fortrolige ogsaa i hans Kunst. Ikke sandt, Judith, Du har særlig Interesse for Malerier? . . . (op- mærksom paa Indholdet af den Mappe, hvori hun blader) Hvad er nu for Eksempel dette? . . . Ah, Karrikaturer! . . . (Blader ivrigere og betragter interesseret de forskjellige Blade.) SIDE: 420 Judith. Det er Nysens Mappe. Generalinden (livligt fortsættende). . . . Men det er jo gode Ting . . . virkelig morsomme Sager . . . Og altsammen af denne unge Mand med det pudsige Navn? Judith. Af Nysen ja. Generalinden. Jeg maa tilstaa, det er virkelig heldige Indfald; jeg mindes ikke, jeg har set noget saa kvikt paa længe! (idet Judith vil lægge et Blad bort) Aa nei, lad mig dog se . . . (betragter det). Judith. Er det ikke udmærket? Den unge kvindelige Doktor med Brillerne paa Næsen, som kommer ind og skal kurere et helt Lazareth for Hjertetilfælde! Det er nok en Epidemi. Se, hvor de stakkars Patienter rundt om strækker sig frem og betragter hende. Han i Nathuen der har Fjeldbos Ansigt, og der er, tror jeg, Vindems. Generalinden. Det kan jeg lide! Det er meget morsomt. Den Slags emanciperede Damer fortjener en harcellistisk Behand- ling! Judith. Og han der er naturligvis Nysen selv. Er han ikke god, saa frygtelig forknyt, som han staar der, medens hun føler ham paa Pulsen. Generalinden. Men den Mand maa dog have store Anlæg. Det er noget vist overlegent i saadan at kunne give sig selv. Det er rent ud fortræffeligt! Den Gjengivelse af hans egen Person er aldeles superb, - det er mere end Fi- guren, det er Karakteren, han har truffet! SIDE: 421 Judith. Aa ja, det er da heller ikke ham selv, som har gjort det. Generalinden. Ikke ham - selv? Judith. Se blot paa de tykke Linier . . . Rettelserne, hvor- med det er overtegnet! - det er de ganske faa Streger der, som har gjort baade Holdningen og Udtrykket. Generalinden. Ikke ham? - i hans eget Billede? (pludselig opmærk- somt seende paa hende) Og hvem er det da? Judith. Det er . . . nogen af de andre. Generalinden. Aah! - jeg havde nær sagt - den Slags Tale kjen- der jeg, min kjære Judith, naar der først er præsteret noget udmærket. Vi skal ikke støtte det! Du anser ham jo netop for særlig begavet. Judith. Det vil jeg slet ikke sige - saa særlig . . . men Teg- ningerne, - det vil sige de af dem, jeg nu har taget ud, - de er ekscellente, rent ud ekscellente. Resten kan De have for mig! Generalinden. Hvordan skal jeg forstaa det? Judith (ivrigt). Man behøver blot at se efter (tager Blad for Blad) . . . Det er det for Eksempel ikke, - det er da egentlig heller ikke noget at more sig med. - Men det . . . og det . . . og det og - nei, ikke det; men det . . . det er ham, jeg mener Witt . . . Carl Witt! - Se SIDE: 422 blot det! . . . jeg kunde kjende ham, hvor det skulde være, - blot han rører ved det, blir det straks til no- get . . . Og i Malerier - et Penselstrøg af ham skulde jeg kjende mellem tusinder, ligesom en egen Stemme. Der er noget saa djærvt ved hans Manér, ligesom al- tid et nyt Indfald i det. Se, det er ogsaa Witt . . . og alle de der . . . det vil sige, de er Nysens, men Witt har hjulpet paa det - - saadan lidt . . . Generalinden (tager med Heftighed op en Lugteflaske). Jeg vidste virkelig ikke, at min lille kjære Judith alt var trængt saa langt ind i Malerkunstens Dybhe- der. Judith (forvirret). Jeg kan kjende Papa ogsaa - paa samme Maade . . . det er vist fra ham, jeg har den Sans. Generalinden. Jeg maa sige, jeg gjør ikke af den Slags selvbestal- tede Rettelsesmagere og Forbedrere af andres Sager; det er en noget let Maade at vinde Ære paa - og at berøve andre sin! Judith. Ja, men Generalinde . . . Witt har virkelig ikke en Tanke om noget saadant, det véd jeg. De morer sig blot sammen med det, og saa kradser han altid noget til, som de ler af. Jeg er vis paa, at han ikke saa- meget som tænker paa det bagefter. Generalinden (langsomt). Saa det er Du vis paa . . . det véd Du? Judith. Ganske vist! . . . dette er saa altfor meget Smaating og Bagateller for ham til, at det skulde falde ham ind engang at huske det. SIDE: 423 Generalinden. Du sætter den Hr. Witt meget høit, lader det til - Judith. Aa ja, jeg véd jo, at alle skal le af ham; men jeg tror nu, at Genier altid er besynderlige Mennesker, før de naar frem til Erkjendelse. Generalinden. Har Du set noget Maleri af ham? Judith. Nei - ikke endnu. Generalinden. Skulde man ogsaa behøve det! - han taler ufor- staaelig og høres besynderlig . . . Tilstaa oprigtig, - er det ikke det, som Du har fundet saa høist lovende ved ham? Judith (opblussende). Lidt til . . . Han elsker Kunsten, - vil være en Kunstnersjæl, om han saa aldrig blir berømt! Generalinden. Nei vil man høre! De forrige. Professoren. Professoren (kommer ind fra Døren i Baggrunden). Hvad? - Generalinden gjør mig den Ære at besøge mig i mit Atelier. Deres Søn fortalte mig det nede i Haven. Generalinden. Jeg maatte over for at takke Dem. De sørger altid for, at jeg har noget at takke Dem for! Jeg saa jo af Avisen, at De har udvirket en Plads for min Søns SIDE: 424 Maleri paa samme Væg i Udstillingen som Deres egne to. Professoren (gnidende Hænderne). Ja, Generalinden maa tro, jeg har faaet det, som jeg vil . . . rigtig som jeg vil - jeg holder af at faa det, som jeg vil. Fulminant Lys! . . . glimrende Plads paa en liden Skraavæg . . . Vi har undersøgt det paany, - Deres Søn var netop nede hos mig med Maalet. Generalinden. Hvor opoffrende venlig betænkt, kjære Professor, - og hvilken Ære for min Georg! Professoren. Æren faar han nok fægte for selv; men efter det, han lover for vor Kunst, var det kun min simple Pligt at gjøre mit til, at man faar Øie paa ham. Generalinden. Der er intet Udkomme med Dem, Professor! (sætter sig igjen i Sofaen) Jeg tilstaar, jeg kom jo ogsaa med min lille Bihensigt - at faa se Deres nye Værk; - jeg véd, De anser mig ikke for ubeskeden . . . (til Judith) Du kunde gjøre mig en Tjeneste, lille Judith! . . . at sige min Søn, at han ikke gaar uden at tage mig med sig hjem. Judith (tager Mappen med sig; i Døren til Haven). Tænk Far, - alt det har Onkel Figenbaum kjøbt af Nysen! (Ud.) De forrige (uden Judith). Professoren (leende). . . . Min - jeg havde nær sagt - Spekulant af en Svoger, - saa? Ja, ja, jeg skal ikke spørge om Prisen! (avdækker Maleriet.) SIDE: 425 Generalinden (betragter det). Superb . . . superb . . . Man glemmer det aldrig, naar man har set et Maleri af Dem, Professor! Det er, som man har levet der . . . (vender sig til ham) Men véd De, hvad jeg mest beundrer hos Dem, det er, at De ikke er blevet hovmodig af al denne Herlighed. Jeg tror heller aldrig, De har vidst, hvad Misundelse er, kanske simpelthen, fordi De ikke har behøvet at misunde nogen! Professoren (ler). - bare derfor? Nei Tak, jeg tror nok, jeg der for- svarer mig, - var jeg saa sandt lige bombefast fra alle andre Sider! Jeg maa sige, jeg forstaar ikke engang den Følelse; den ligger saa langt fra mig som Australien. Generalinden. Lykkelige . . . lykkelige Natur! Apropos om Misun- delse! - den Hr. Witt, som saa godt vidste at sætte Historier igang om min Søns Maleri, han er jo dog endnu blandt Eleverne? Jeg tror virkelig ikke, han udretter noget godt iblandt dem. Professoren. Jeg kan da heller ikke sige, at han just er min Mand. Generalinden. Han mangler ikke Snuhed under sit underlige Væ- sen, - en vis List og Evne til at gjøre sig gjældende, hvor man mindst skulde vente det. Professoren. Hvad mener De? . . . Generalinden. Aa jeg mener - rent ud sagt, Professor, at vi gjorde klogest i at holde den Person vel borte fra Judith. SIDE: 426 Jeg tror virkelig, hun sværmer en Smule for ham, - beundrer ham ialfald. Ja hun har jo ingen Anelse om det selv; - men, hvad der ikke er, kunde blive. Der maa intet vogtes saa omhyggeligt som en saadan ung Piges Indtryk. De vilde dog vist ikke . . . Professoren. Jeg? - at hun? - Men Generalinde? der tror jeg, De tager feil. Judith er ikke af dem, som veier sine Ord, og man kan saa let tænke sig andet, end der er; desuden han er fortiden ikke engang daglig her paa Atelieret. Han har taget det Maleri, han arbeider paa, op paa sit Kvistkammer og er nok uhyre ivrig, - saa længe det varer. Generalinden. Da tror jeg dog at forstaa, at han taler med Judith, særdeles ofte. Professoren. Det er heller med sin Veninde Grabow, han har de Stevnemøder; hun er naragtig glad i ham og ser ham ved enhver Leilighed tilgode. Generalinden. Men jeg sætter nu, at det var for . . . Professoren. - min Judith? - Han? - ved Siden af Deres Søn . . . Generalinden. Hm . . . sig ikke det! Saadanne, som forstaar at give Indtrykket af noget skjult usædvanligt, er spæn- dende, . . . høist pikante, farlige Folk for en ung Pige. Professoren. Af noget usædvanligt? Generalinden. Man mistænker dem saa let for Geni. Fornuftige Folk kan ikke sætte sig i det Lys; de ræsonnerer blot fornuftigt. SIDE: 427 Professoren (grubler). Kan være . . . Saadanne halv Seere, halv Vrøvlere? . . . Jo-o, farlige er saadanne Knegte, Generalinde! . . . De er farlige. Mig indtog han aldeles i Begyndelsen. Det forbauser mig, at det ikke har faldt mig ind før. Generalinden. Ser De! . . . Saa De forstaar, at han maa væk. Ak ja, jeg behøver jo ikke at sige Dem, min gamle Ven, den specielle Grund . . . (rækker ham Haanden) Vi vil jo, - - mener jo, - - haaber jo paa det samme . . . Og det er vor Pligt at forebygge, hvad der bør kunne undgaas - for begges Skyld; . . . og som Moder maa jeg jo tilstaa, - nødig vilde jeg, at min Georgs Vei skulde formørkes af en Sorg, som vi kunde have forebygget, Professor. Professoren (grublende). Han har desværre mit Løfte om at faa vedblive hos mig til Udstillingen og om Plads der for sit Maleri. (farer op) Den Person blir mig mere og mere plagelig. Jeg forbyder simpelthen Judith at tale med ham! Generalinden. For alt ikke heftig, kjære Professor! . . . fremfor alt ikke paa den Maade, - det var netop Veien til at puste til hendes Interesse for ham, kanske netop vække den. Professoren. De kan have Ret, - fuldkommen Ret. Generalinden. Der kunde maaske noget gjøres. For Eksempel frem- skynde Tingen, Professor! . . . Min Søn venter saa utaalmodig som en Orning, det forstaar jeg paa ham. Og Judith, - hun er jo vistnok endnu ikke fuldt klar paa sine Følelser, de er saa at sige endnu ikke rigtig udmodnede; men, hvad hun ikke er iforveien, kan vi SIDE: 428 jo give hende al Tid til at blive bagefter . . . en ung Piges Følelser kan ikke behandles varligt nok. Professoren (har begyndt at gaa op og ned i Atelieret, med Heftighed). Nederdrægtigt! - Jeg kan ikke jage ham væk! - jeg kan ikke ekspedere ham til Grønland, ikke sænke ham paa Havsens Bund . . . Nu, - det er nok den pure afsindige Tale, jeg véd det - - blot lidt Luft . . . Generalinden. Hør nu, Professor! Hvad siger De om den Idé. - Min Svoger, Obersten, reiser hjem til Hadeland imor- gen. De fører der et selskabeligt Hus, og vilde alle blive saa glade, det er jeg vis paa, ved at faa Deres muntre Judith op til sig . . . De vilde være saa gode mod hende, . . . og Luften deroppe er saa frisk . . . netop for Judiths Konstitution . . . Min Søn er ofte i Besøg deroppe . . . Professoren. Generalinde! . . . De er et Geni! - - Javist, javist - et lidet Besøg paa Hadeland, det er bedst . . . (stanser og betænker sig) Men, men . . . Generalinde! - - hun . . . hun - jeg kjender hende, - hun siger nei. Generalinden. Ens Børn siger aldrig nei, naar det er noget man virkelig vil. Professoren. Det siger De, Generalinde, som bare har en Søn; . . . men jeg, som har en Datter . . . (ryster paa Hovedet) Hm! det skulde blot været en Søn . . . Eller nogen anden end netop Judith, - jeg skulde faaet hende til at lystre! . . . Men . . . Judith? - Det første, hun kommer med, er, at jeg ikke holder af hende, og saa . . . nei det gaar nok ikke. Generalinden. Hvad . . . De? . . . Jernmanden, for hvem der aldrig gives Hindringer? . . . Husk, vi er to sammen om det, SIDE: 429 Professor! Stol lidt ogsaa paa Deres Veninde! Naar Hensigten er saa smuk til hendes bedste som her. Nødvendigheden saa aabenbar, og naar hun ser sin Far, som hun forguder, give sit Samtykke, er der vist ikke en Tvil i hendes elskelige lille Sjæl om, at hun gjør det, hun saa alligevel vil og maa komme til - ellers var hun jo blind! . . . (stanser og lytter) Der tales i Atelieret ved Siden af. Det er min Søn! Professoren. - - og Judith! Generalinden. Er det ikke bedst, vi gaar, Professor! (Ud tilvenstre.) Judith (i Havehat og) Orning (træder ind fra Havedøren i Baggrunden i livlig Samtale). (Senere) Figenbaum og Fru Figenbaum. Orning. . . . Med lidt korrigerede Begreber om Kunsten vilde Deres Begeistring være aldeles fortryllende, Frøken! Judith. Det vil sige, jeg blev aldeles fortryllende, dersom jeg blot var af samme Mening som De. Orning. Tvertimod, det kommer ikke an paa Meningen; - en smuk ung Dame kan vælge sine Meninger som sin Haarpynt, og hun tager naturligvis de pikanteste, - de, som knuser flest Hjerter. Judith. Jeg forstaar, De overser os grundig! Orning. Jeg siger kun, at Deres blinde Tro paa dette ube- stemte geniale klæder Dem usigeligt. Det passer netop SIDE: 430 til en ung Piges Indtrædelse i Verden som hvidt til hendes første Balkjole . . . det er som Foraarsduften over Konvallen! . . . og jeg bekjender gjerne, at jeg sletikke disputerer for at blive overbevist; for mig kunde De gjerne paastaa, at Kunsten laa i Maanen! - De blev lige indtagende for det. Det er ikke Tingen, det er . . . Judith. Det samme, enten jeg har en Mening eller ikke! Orning. Nei, jeg sagde den Mening, som klædte Dem bedst! Judith (sætter en Rose, hun har i Haanden, i et Glas paa Bordet ved Professorens Stafeli). Papa er netop gaaet fra Maleriet, ser jeg. Er det ikke smukt? Orning (skjødesløst med kun et halvt Blik hen til det). Storartet . . . naturligvis! Judith. Det er alt næsten færdigt. Orning. Ja, hvor mange er det ikke, som bemøier sig . . . stræver sig fast ihjel nu til den Udstilling - For Ærens Skyld, som det heder! Judith. Og det er da saa berusende, Hr. Orning! - saa mere end alt andet at blive berømt? Kan man offre alt for det? - lide alt . . . taale alt? Orning (leende). Man gjør det ialfald i denne Verden! . . . Ser De, - hvad Skjønheden er for Kvinden, er Berømmelsen for SIDE: 431 Manden. Den er vor Forfængelighed, den kostbare Klædning, som vi sender alle vore Kameler ind i Ør- kenen for at hente baade fra Saba og Morland. Avi- serne støder i Basunen, Beundrere kysser Sømmen paa Berømthedens Klædebon, og selv sidder den store Mand og røger Tobak og undrer sig i Stilhed over alle dem, som undrer sig over ham, spotter dem kan- ske. Han véd, at, hvad han er, det skylder han de Magter, han mindst af alt respekterer, - Humbugen for tre kvart. Judith. Ovenpaa at have sat sit bedste ind paa det . . . kanske et helt Liv? - Nei! . . . nei! . . . Orning. Prøv en Dag at tage Tilbedelsen bort fra dem, saa skal De se! . . . Ingen Hane liker sig uden sine Fjær, tænker jeg, og mindst saadanne Haner som store Mænd. Judith (afsides). Jeg synes ordentlig, han spotter Far; - - - men han er gruelig pikant! (høit) Og alligevel vil De blive en saadan . . . Orning. Jeg tilstaar i Beskedenhed, at jeg er en Smule ær- gjerrig; - - ja! Judith. Deres sidste Maleri var altsaa blot en saadan Kamel, som De sendte til München for at hente Berømmelse? Orning. Netop træffende, Frøken! Judith. Da forekommer det mig, som den store Mand ikke var saa overlegent ligegyldig ved Lykken den Aften, den kom. SIDE: 432 Orning. Aa, - der er altid dem, som sørger for, at Lykkens Svimmel ikke stiger én for stærkt til Hovedet! Judith. . . . og De blev Slem den ene Gang efter den anden i Whisten! Orning. Det var for Deres Skyld, Frøken Judith! Judith. Det var, fordi De havde Efterretningen om Deres Maleri i Hovedet. Orning. Det var, fordi jeg havde havt et saa uventet inter- essant første Møde med en ung Dame; - hun stod for min Tanke hele Tiden. Ja, jeg blev Slem Gang paa Gang! - og det tager jeg nu for et Varsel. (heftig) Ulykke i Spil er Lykke i . . . Judith (hastigt). Kunsten, har jeg hørt! Orning. Nei . . . i - Judith. Jo, saa har jeg hørt . . . De vil vist gjøre Lykke nu med det ene Maleri efter det andet! Orning. Det smigrer mig, at De er saa overbevist om det! Judith. Jeg tror blot paa Far. Orning. Naturligvis. Det er netop det, som er det fortryl- lende ved Dem. Disse uforfalskede, uerfarne freidige atten Aar har sin Aroma, som ikke kan eftergjøres. Man forsøger det jo, fra man er tyve af og lige op SIDE: 433 til, - ja jeg vil ikke fortælle Dem hvilken Alder! Man sælger ogsaa ganske ypperlige Efterligninger af Duf- ten af nyslaaet Hø; men gaa ud i Engen en Sommer- aften og sammenlign. Judith. De gjør mig saa rent fortryllende grøn, Hr. Orning! De mener vist, at jeg altid blot plapprer efter Far. (lidt hen i Tanker) Det gjør jeg mulig ogsaa! . . . Jeg er saa vant til at se op til ham, føle som han. Han har jo været den eneste, som hidtil har ledet mine Tanker, og hans Opfatninger er saa ædle og store, at det kan- ske altfor lidt har faldt mig ind, at jeg ogsaa maa tænke en Smule selv. Orning. Jeg siger kun, at alt klæder Dem! Og blot med et Par Raad . . . eller rettere Vink . . . Berigtigelser, om De vil . . . fra en lidt erfaren Ven, - vilde De være aldeles fuldkommen ogsaa i Deres selskabelige Frem- træden. Tør jeg? . . . Hvad? - den smukke Judith Stenvig . . . maaske stødt, fordi jeg vover at antyde, at en Dame i Selskab nødig tager Hanskerne af, selv om hun skal blade i et Album? Tager De mig det ilde op? Det var igaaraftes . . . Jeg lagde Mærke til, at Moder opholdt sig lidt ved det; - hun ser alt . . . Judith. Aldelse ikke; - jeg kan kun takke for venlige Berig- tigelser. Orning. . . . Og om jeg saa gav Dem det Raad at være lidt . . . lidt mere tilbageholdende og retiré, og for Eksem- pel ikke straks tiltale nogen, blot fordi De faar Lyst til det. Ser De, dette er nu af de Regler, hvormed en ung Dames Optræden absolut vinder i Virkning. Af alt dette smaageniale, smaapikante, privatpudsige og egne, som paa en Maade udgjør Friskheden i vort Væsen, maa der offres en hel Del for at vinde den noble større, selskabelige Form. SIDE: 434 Judith. Jeg er bange for, at det kun daarligt vil lykkes mig; det er min Natur imod. Orning. Aa, kun en lille nødvendig Instruktion i det, man kalder Verden, og De vil utvilsomt seire fra Kreds til Kreds, fra Bal til Bal . . . se den beundrende for Deres Fod; - at sige, sat ind i lidt eleverede selskabelige Forholde! . . . I en Familie med et Navn af gammel Klang vilde Judith Stenvig passe som en Juvel i en Krone! Judith (stødt). I en Familie med? - og Papas Navn skulde altsaa ikke være klangfuldt nok? Orning. Jo som Maler . . . som Geni og alt det; men - i den Forstand netop . . . ved Siden af det, man kalder Lan- dets gamle, hævdede Familier, saa - er Verden nu engang saaledes! Med lidt mere Erfaring vil De snart forstaa det. Judith. Da er det underligt, at De har nedladt Dem til at blive Maler, Hr. Orning. Orning. Aa, vær vis paa, at jeg har havt mine gode Grunde! Min Bedstefader gjorde Ende paa Familiens Formue til- dels ogsaa ved at føie sin høist fine Smag for Malerier . . . og, da han nu blot har ladet mig arve Sansen for Tingen, saa faar jeg finde mig i at male, hvor han kunde kjøbe. Det er i visse Maader inde fra Vognen og ud paa Bukken, jeg indrømmer det! - - Male en Formue op igjen? - det er ikke saa let gjort; dertil skal stor Taalmodighed og dernæst endnu større Lykke. Men med et Maal som det for sin Sjæl naar en Mand SIDE: 435 langt! . . . og den Dag, jeg kunde vise Judith Stenvig, at det virkelig var naaet, af for Eksempel Deres Fa- ders bedste Malerier hang indkjøbte paa gamle Orning- gaard, - den Dag skulde jeg sige, at der virkelig var lidt Kjærne i den Ting at leve og bemøie sig med det, man kalder en Karriere. Ak ja, den Dag man kunde sidde i sin Vogn, Judith Stenvig! og rulle fra Staden ind i Orninggaard og se den oplyst . . . Det er en Fa- milietanke . . . en Drøm! . . . Tror De ikke, den kunde tiltale en ung smuk, lidt ærgjerrig Kvinde saavidt, at hun kunde ville være med paa den, sætte sin Skjæbne ind paa det? . . . Hun fik dog noget at tænke paa, at længes hen mod . . . at være til for. Hvad, Judith Sten- vig? . . . Fru Figenbaum (i Døren tilvenstre ifærd med at knytte sit Hattebaand). Deres Moder venter Dem, Hr. Orning! Orning (utaalmodig). Saa! - - - (med Betydning) Frøken Judith! vi fort- sætter den Udvikling en anden Gang . . . ret snart haaber jeg! (idet han vender sig mod Maleriet) Jeg tilstaar, jeg gaar herfra med Indtrykket af noget fortryllende naturfriskt! Fru Figenbaum (igjen frem i Døren). Deres Moder sidder allerede i Vognen! Orning. Aah! jeg havde nær glemt - - (tager hastig frem et Etui, som han lægger paa Bordet; til Judith) Vil De tage den? - Det er min Moder, som forærer Dem den . . . en gammel Vifte, som er gaaet i Arv i Familien. Adiø, Frøken Judith! (til Fru Figenbaum, idet han gaar ud af Døren i Baggrunden) Saa min Moder venter, Fru Figen- baum? SIDE: 436 (Figenbaum og Fru Figenbaum kommer med Hatte paa ind fra venstre for at gaa ud igjennem Atelieret, Figenbaum med en Mappe under Armen.) Figenbaum (viser paa Professorens Maleri). Her er Maleriet! . . . Orning og Judith har netop væ- ret her og betragtet det, Milla! . . . de to! . . . (til Judith) I har studeret det, - ikke sandt? Judith. Slet ikke! Figenbaum. Man kommer altid i saa godt Humør, naar man taler med den Orning. Ikke sandt? - i saa godt Humør, Judith! . . . han er saa interessant! Aa, jeg er vis paa, Du mener det, - se blot ikke altfor fremmed ud, - - jeg er jo din egen Onkel! Det er sandt, jeg tog hele Stadsen af Nysen, tak skal Du have . . . Nu, vær nu ikke affekteret - mod din egen Onkel, . . . som saa alligevel véd alt . . . Nu kjører Generalinden, Milla. (De gaar.) Fru Figenbaum (udenfor). Men Figenbaum - din Mund! . . . (Døren lukkes.) Judith (alene). (Senere) Professoren. Judith (staar en Stund stille og kaster sig derpaa heftigt i Sofaen). Min Onkel, som véd alt! . . . (efter en Pause, hvorunder hun breder Viften ud og derpaa i Bevægelse reiser sig) - - En gammel, kostbar Vifte, som har gaaet i Arv i Fa- milien! . . . Jeg blir næsten angst - jeg blir angst . . . Det er jo næsten, som Generalinden tror, at jeg alt har . . . at hun uden videre har Ret til at anse mig SIDE: 437 som - - Uden videre! . . . som om det blot faldt af sig selv, at det saa skulde være! . . . (lægger Viften paa Bordet) Jeg lægger den der . . . jeg tør næsten ikke røre ved den . . . den gjør mig angst, blot jeg ser paa den. - - Jo vist er jeg angst! - - Jeg ser hele Orning- gaard . . . som et forskrækkelig stort Bur, hvori jeg ikke vil være . . . aldeles ikke! . . . paa ingen tænkelig Maade være! - Som om det faldt af sig selv, at de bare behøver at kjøre mig did . . . rulle i Vogn did, var det! - - - - Han har en Maade at tale paa . . . saadan rette og berigtige og antyde, som det altid er en Planchette, han vil anbefale mig, - ikke blot én, men to . . . om det gik an, tre fire! . . . Og jeg, som aldrig har kunnet gaa med nogen! Jeg faar saadan Lyst til at puste ud bagefter . . . det er, som jeg netop er sluppet i det fri! Professoren (kommer ind fra venstre). Lalala . . . lalala . . . endelig faar man da tage fat igjen! - Har Du min Kalot? (gaar hen til Sofaen for at tage den) Der ligger den. Judith. Ja, ikke sandt, Far! Endelig faar vi puste ud! . . . jeg synes, det blev som Ferier, med det samme Vog- nen rullede. Professoren. Saa-aa? Judith. Det er saa herligt, at faa være lidt alene igjen hos Dig. Jeg faar jo aldrig være hos Dig! Professoren (sætter sig). Saa Du glæder Dig virkelig saa i det, min lille Judith. Judith. Saa usigeligt! . . . saa rent ustyrligt! . . . (lægger plud- selig Armene paa hans Skulder og udbryder) Ikke sandt, SIDE: 438 Fader? Du sidder ikke og røger Tobak og spotter og haaner dem i dit Hjerte, som elsker din Kunst og beun- drer Dig for den! . . . Du sender ikke Kameler ud baade til Saba og Morland efter Berømmelse. Du skylder ikke Humbug Trefjerdedelen af dit Navn. Du er ikke en af disse - Haner! som, naar Tilbedelsen gaar bort, staar fjærløse og misundelige igjen - saadan som . . . Professoren (springer op). Er Du splitter pine gal, Barn! . . . hvor har Du faaet alt det i Hovedet med engang? Har nogen sagt . . . har nogen talt? . . . Judith. Vi passer ikke! Professoren. Saa I passer ikke? Det vil sige, Orning og Du har disputeret? og saa gik han, før Du fik Ret? Judith. Nei hør, Far! - det er ikke Snak, som Du tror . . . (vender sig) Ak ja, jeg har nok en Far, som ikke vil høre paa mig. Professoren. Jeg ikke høre paa Dig? . . . er Du gal. Judith. Du vil nok ikke have mig hos Dig. Professoren. Jeg? - ikke have min egen Judith? . . . Hvor er Du henne, Barn! - det er jo netop det, jeg vil sikkre mig af alle Kræfter . . . netop det, General - - Judith. Generalinden har fundet ud - ja! Aa jo. SIDE: 439 Professoren (begynder at gaa op og ned). Hvad forstaar Du Dig selv! - - - Vi skal vente med at dømme om alt dette, til Du har faaet være med ude i Vinter . . . (gaar hen til hende) Er Du nu for- nøiet? Hvad kjender Du Orning? Hvad kjender han Dig? Hvem vil tvinge Eder? Men blot ingen Mening, før Du virkelig har den, Judith! Det er alt, hvad din Far forlanger af Dig (gaar hen og sætter sig ved Stafeliet) . . . alt hvad din Far forlanger af Dig. (tager Paletten og Penselen) . . . Men . . . en Kone som Generalinden træf- fer Du ikke saa let . . . nobelt Blod hver Tomme af hende. Ja hun er da ogsaa selv en Orning, en af Lan- dets første Familier. Det var en Slægt at komme ind i det! Nogen bedre Maade for Dig ialfald til at blive ført ind i Selskaberne og Ballerne ivinter er nu ikke tænkelig . . . (sætter Penselen hen paa Maleriet, men stan- ser misfornøiet) Aah! være borte fra det, det duer ikke . . . gaa og komme, komme og gaa! . . . (Begynder at male. Judith staar et Øieblik i Tanker og sætter sig derpaa fordybet i sit hen og hækler i Gyngestolen, saa at hun halvt vender Ryggen til Døren tilhøire, som fører ud til Elevernes Atelier. Døren fra dette aabnes forsigtig.) De forrige. Vindem. Fjeldbo. Nysen. Witt. (Senere) Klem. Vindem (varsomt i Døren). Professoren . . . er Professoren at faa i Tale? Professoren (uden at lade sig afbryde). Er det noget? - Forstyr mig ikke. Vindem (gjør Tegn til Fjeldbo, Nysen og Witt). Hys . . . SIDE: 440 (Med nysgjerrige Blikke hen paa Maleriet gaar de forsigtig hen imod den Plads, hvor Judith sidder.) Professoren (fremdeles malende). Er det noget? Fjeldbo. Professoren har lovet os den endelige Bestemmelse idag, - sidste Termin for Indleverelsen til Udstillin- gen. Professoren. Hm! - (vedblivende med sit.) Vindem (nærmer sig Judith og siger dæmpet). Mon ikke Frøken Judith skulde vide noget om det? Fjeldbo (for sig, indigneret). Den listige Hund! (høit, idet han træder nærmest hen til hende) Frøkenen er altid saa grei. Judith. Nei, jeg har ikke hørt Bestemmelsen. Fjeldbo. Jeg skal sige Dem, Frøken! Naar man har den Idé at give i et nationalt Farvespeil et Stykke af sit Fæ- dreland, - det Fjeld og den Fjord, hvorved Folket bygger og digter, saa tæller man med ængsteligt Hjerte Dagene . . . Vindem. . . . og ønsker bare jo flere des bedre. Nysen. Javist, - det er kun Witt, som er fornøiet med la mort sans phrase! . . . "Besked, Besked!" - Igaar paa- stod han, at, om man bare gav ham fjorten Dage eller blot en Uge, naar det gjaldt Liv og Død, saa - SIDE: 441 Vindem. Nei, bliv ikke forskrækket, Frøken! Ved Liv og Død mener han slet intet blodigt - blot det at faa indleveret sit Maleri. Fjeldbo. . . . blot at faa hængt en af sine Ideer op i en Ramme paa Udstillingen. Nysen (gjør et Greb som han fanger en Flue). . . . blot at faa fanget et af sine mange Indfald; men dertil maa han nu mindst have sikkret 5 Minutter! Vindem. Bravo Nysen. (De ler alle, Judith med.) Professoren. Hm! . . . Witt (til Judith). Ved Liv og Død mener jeg simpelthen Liv og Død, Frøken Stenvig! Professoren (ved sit Arbeide). De har taget Deres Maleri hjem, Witt? Witt. Ja, Hr. Professor! Professoren. Hvorfor? Witt (opbrusende). Hvorfor - (tager sig igjen) For Lysets Skyld. Professoren. Saa Lyset skulde være saa meget bedre deroppe paa Deres lille Kvistkammer i det Skrammel af en Byg- ning? SIDE: 442 Witt (tørt). Det vil jeg just ikke sige; det er blot stemningsful- dere. Jeg blir mere oplagt til at male noget der. Professoren (spydigt). Det vil sige, De opdagede, at det ikke gik for Dem hernede, og saa vil De hjælpe paa Tingen ved at flytte Sted . . . Ja ja - Ja ja . . . det vil vise sig; saa lang Tid er der ikke igjen ialfald . . . Men det er sandt, jeg synes, man sagde nylig her, at De heller ikke behøvede videre Tid. Witt. Det var om at gjøre at faa en bestemt, fastsat Tid. Efter det anlægger man sig. Professoren. Saa - - efter det anlægger man sig. - De taler som en Guido Reni, Hr. Witt! Nysen. - som en Rafael Sanzio. Vindem. - en Michel Angelo! Fjeldbo. Det stemmer alt paa Geniet nær. (De ler.) Witt (naivt uden at anfægtes). Naturligvis maa man have Geni, - hvem nægter det? Nysen. Nei, han er mesterlig! Vindem. Uovertræffelig! Fjeldbo. - rent ud sagt det, vi hjemme paa Landet kalder et Fækreatur. SIDE: 443 Klem (fra Døren i Baggrunden; kommer ind). . . . Ikke i Hovedstaden, her kalder vi det blot Selv- bevidsthed . . . berettiget Selvfølelse . . . man er et Geni, indtil det modsatte bevises. Jeg kommer forresten paa Pressens Vegne for at høre Terminen for Udstil- lingstiden. Paa grund af, at der igjen ventes et nyt Maleri af Orning, er Sagen denne Gang af en ganske usædvanlig Interesse for Almenheden. I Gaarsavisen lovede vi paa det hastigste at skaffe Underretning, og idag hører jeg, at Professoren har faaet Bestemmelsen, hvorefter man har sig at rette . . . (træder hen til Profes- sorens Maleri) Superb! Eksellent! - vor stolte, gamle Mester . . . Professoren (har reist sig, muntert). Hvad gammel? - jeg kan prygle Dem! (ser paa sig og leder i Lommerne) . . . Forresten tror jeg virkelig, jeg er gammel, som De siger . . . eller . . . der er ialfald saameget, som forstyrrer og distraherer mig . . . i disse Dage . . . Nei! . . . (springer rask ned paa Gulvet). Ser nogen af Jer 2000 Kroner paa mig! - 4 Sedler . . . (hen til Judith) Ikke Du heller, Judith? . . . Eller et Brev nogetsteds? - jeg puttede dem indeni det, jeg fik fra Direktionen om Udstillingstiden . . . Ikke? - - Saa! - det var for mit lille Maleri! . . . Aa pyt, jeg lagde det jo i Hatten, - - og Hatten? - - lad mig se, den satte jeg paa Riven op mod Haveporten, da jeg hørte, Generalinden kom, - tror jeg. Undskyld, mine Herrer! - det gjælder om at redde Gods! . . . (stanser) Hør nu, jeg tror, jeg husker Datoen, det var vistnok den sidste August og foreløbig en Uges Udstil- ling her i disse Atelierer af mine Elever. Klem. Sikkert? Professoren. Ganske sikkert! . . . (idet han skynder sig ud af Bag- grunden) Forresten skal De faa se Brevet. SIDE: 444 Klem. Tusind Tak! - men det haster; det gjælder at faa det ind i Avisen i denne Aften . . . Adiø, Frøken Judith! . . . Adiø, mine Herrer! (Ud.) De forrige (uden Professoren og Klem). (Witt staar med korslagte Arme og betragter Professorens Maleri.) Nysen (spydig). Ikke fornøiet, Witt? (Witt ryster paa Hovedet.) Nysen. Nei naturligvis. Vindem. Trøst Dem, - det er netop Mesterne, som har mest at udsætte paa hinanden, Frøken Judith! Witt. Det er netop Mesterskabet, som kan ærgre én ind i Sjælen! Der er flere Ting her, som er rene Gjentagelser, - og saa den Foragt for at bruge Model! Den Fyr oppe paa Hølæsset der med de runde, slingrende Ben, - er det en norsk Bondegut det? Professoren behøvede bare i to Minutter at have set paa det, som er igjen af Bonden i Dig, Fjeldbo, det er straks et Par andre Kraftben at traktere med end dette, - et Par bierfede sydtyske Idyller! Fjeldbo (hidsig). Mine Ben! - maa jeg frabede mig ethvert Slags Antydninger! (med Selvfølelse) Forresten er det norske Ben . . . paa Fædrelandets Grund! - jeg staar altid paa fædrelandsk Grund, Frøken Judith! SIDE: 445 Nysen (ængstelig til Vindem). Jeg forsikkrer Dig, han er Mand for i al Dumhed at staa der og fortælle Professoren det, naar han kom- mer tilbage. Jeg for min Del har ingen Lyst til at være med paa det; . . . jeg gaar . . . Vindem. Jeg ogsaa! - (for sig) saameget mere som jeg tror, han kan have Ret i det . . . Kom Fjeldbo! . . . (høit, spy- dig) Vi bør ikke hindre Witt fra at tage Professoren for sig i Enrum og formane ham, naar han kommer igjen . . . Du er nok istand til det, Du Witt! Witt. Jeg? . . . Vilde blot De, Frøken Judith, hjælpe mig lidt, saa skulde jeg gjerne prøve . . . at gjøre nogle Antydninger, saameget, at Deres Fader blev opmærk- som ialfald . . . de skjæmmer det prægtige Billede. Men nei det gaar ikke - - Judith (reiser sig stødt). Og det skal jeg? - - Vindem (til Fjeldbo). Og det anbringer han til selve Datteren. Nysen. Han har altid været en Fifikus! Fjeldbo. Vi anbefaler os til senere, Frøken Judith! Nysen. . . . til Witt har omvendt Professoren. Vindem (med en Kompliment). Farvel, Frøken Judith! SIDE: 446 (Idet de gaar ud tilhøire, støder han tilfældig Nysen foran sig ud, saa denne kun faar sige): Nysen. Frøken Ju . . . Ju . . . Judith. Witt. (Senere) Professoren. Witt (betragter Judith under den Pause, som er opstaaet, efterat de er blevne alene; hun staar bortvendt). Er De vred paa mig, Frøken . . . Stenvig? (Judith taus) . . . fordi . . . fordi . . . (som der gaar et Lys op for ham, pludselig heftig, idet han træder nærmere) Har jeg krænket Dem? Judith. Hvormed? . . . ved Deres Smule Kritik over min Fars Maleri? - (foragteligt) Nei! jeg tænker nok, min Far overstaar det. De hørte jo desuden, hvor de alle lo af Dem. Witt. De alle? - Pyh, hvad bryder jeg mig om dem! Judith. Kanske ikke om Far heller? - Han fandt Dem og- saa saa høist besynderlig i Deres Svar, for ikke at sige forargelig, at han begyndte at spotte Dem. Det har jeg aldrig før hørt min snille Fader gjøre mod noget Menneske; men jeg tror virkelig, De kunde ærgre en Sten paa Dem. Witt. Dem ogsaa? Judith. Hvorfor ikke? . . . Eller tror De, at det kan være nogen Fornøielse for et Menneske, som kanske har lidt mere Tro paa Dem end de andre og gjerne ønsker, De skulde opnaa nogen Fremgang, - om ikke andet saa ønsker jeg det for Grabows Skyld, som vilde tage sig SIDE: 447 meget nær, det véd jeg, om det ikke gik Dem heldigt - Tror De virkelig, at det kan være nogen Fornøielse altid at staa og se paa, hvorledes Deres Kammerater allesammen gjør Nar af Dem og har Dem til bedste blot for Deres aparte, underlige Væsens Skyld? Og saa slige Svar paa alt! - som De var født igaar . . . netop igaar! De ler og slaar sig lystige over Dem og har Dem til Skive, hvergang jeg har set Dem sammen med dem. Og Orning! - Jeg forsikkrer Dem paa, han nedlader sig ikke engang til at lægge Mærke til Dem! Witt. Orning? Judith. Ja Orning . . . netop Orning! Var jeg en Mand, i Deres Sted, før jeg skulde lade mig overse af en saa- dan hovmodig Orning eller give ham Indtrykket af, at jeg veg for hans store Ord, før skulde de faa tage alt det Blod, som var i mig - til sidste Draabe! Men De bryder Dem ikke om nogenting . . . ikke om nogenting. Witt (gaar pludselig nærmere). Frøken Judith! De har Ret, - jeg har virkelig hid- til aldrig brudt mig om, hvad de siger. Det rører be- standig saa lidt ved, hvad jeg har i Tanken . . . det svarer ikke paa noget af det. Og saa har jeg vænnet mig til at lade dem le. Det har været mig saa lige- gyldigt, som om det snede eller regnede udenfor . . . det var intet at svare paa. Men fra denne Stund af . . . fra jeg har set Dem med Taarer i Øinene, Frøken Judith! - for min Skyld - fra denne Stund af skal det blive anderledes! Jeg skal vogte paa mit Væsen. De skal ikke faa Ydmygelse af det, - skjønt jeg vel véd, at det først er, naar jeg staar for alle Mennesker som en Kunstner, at jeg egentlig kan tale frit og aabent om alt mit, det jeg vil have frem, uden at misforstaas og udlees! SIDE: 448 Judith. Jeg vidste, De vilde love mig det, fordi De i mig - baade i mig og Jomfru Grabow, - har oprigtige Venner, som tror paa Deres Kunst! Witt (varmt). Mit Billede er halvt færdigt . . . Jeg har et Haab for det, som jeg ikke tør nævne i Ord for ikke selv at svimle paa Haanden, der nu maa være fast og rolig. Tak, Tak, Frøken Judith! Professoren (kommer ind fra Baggrunden med Brevet i Haanden, ser dem og studser, - med hævet Stemme). Hr. Witt! - det er sidste Uge i August! . . . (idet han gaar hen til Stafeliet og sætter sig tilrette) Overflødig Tid for Dem naturligvis, men undskyld, at jeg er nødt til at bruge min . . . (Begynder at male.) Witt (staar et Øieblik uvis; derpaa idet han gaar ud tilhøire). Tak, Hr. Professor! Professoren. Judith (gaar hen og betragter sin Fars Maleri). Professoren. Har Du lagt Mærke til, hvilken næsvis og paatræn- gende Natur der er hos det unge Menneske? Nu for Eksempel blev han igjen, efterat de andre var gaa- ede! Nu ja, (kræmter) Du forstaar, jeg har jo intet imod, at Du underholder Dig med, hvem Du vil, aldeles in- tet! Jeg siger blot, han kjeder . . . skrækkelig. (opmærk- som) Hvad tænker Du paa, Judith! Judith. Hør Far! Den lille Dam der tilvenstre med Bjerken ved Siden - det falder mig virkelig ind . . . den lig- SIDE: 449 ner saa den, som jeg altid var saa glad i paa det Maleri af Dig, som hang i Olietryk i Pensionen i Schweitz . . . Og lad mig se, - nu husker jeg en lig- nende fra to andre Malerier ogsaa! . . . det hos Figen- baum og det, Du véd, som gik til Amerika i det Aar, jeg reiste . . . Der maler ingen saadan en Dam med en speilende Bjerk, som Du, Far! Professoren. Hvad siger Du? Du mener dog ikke, det er Gjenta- gelse? - dette er en Dam, som ligger ganske ander- ledes. Judith. Det er mærkeligt, at jeg saadan skal huske dem alle ligedan, Far! - jeg tror ikke, nogen saa let tænker paa Forskjellen. Professoren (slaar pludselig en Klat hen i den ene Side af Billedet). Du har Ret, Barn, der ligger hele Dammen! . . . Den skal blive til en Havemur med et Par klatrende Gutter paa, som vil op i Æbletræerne . . . Det var san- delig ikke dumt sagt af min lille Judith! Judith (træder hen til Billedet). . . . Og saa, Far, - den Bondegut paa Høilæsset der . . . Er ikke det, - jeg mener nu især ved Benene, - noget for blødt, sydlansk? . . . Professoren. Hvad? - Hvad mener Du? Judith. - noget, som ikke passer . . . som ikke er rigtig sandt og naturligt, naar det skal være en kraftig, norsk Bondegut, som er vant til at færdes i Fjeldene, - og det skal det jo være, ikke en saadan . . . sydtysk Idyl! SIDE: 450 Professoren (vender sig pludselig mod hende). Hvem har? - - - (der gaar et Tanke op for ham) Ah saa! - saa - Judith. End om Du kunde faa fat i en Model, Far . . . Professoren. Ja, ja! - Judith. . . . en rigtig god! Professoren. Saa - saa . . . Judith. Det er vist saa let at faa den betids. Professoren (langsomt sukkende). . . . vist saa let . . . (Penselen falder ned; han tager den straks op igjen.) Javist! . . . (springer op og gaar heftigt frem og tilbage.) Judith. Men hvad gaar der af Dig, Far! Professoren. Ingenting . . . intet, mit Barn! (paataget let) Men ser Du, Judith! Du har nu ikke Ret i alt heller . . . For- kortningerne i de Ben der er tilfældigvis netop noget af det heldigste, jeg nogengang har gjort! - (sætter sig igjen) - Ak ja, det skjønner nu ikke Du - (gjør nogle Strøg med Penselen, nynner): la la la . . . la la la . . . Ja ja . . . - (efter et Øiebliks Grublen, pludselig) - - Og Du synes, det er saa kjedeligt her mellem alle disse Ma- lere? Det kan jeg egentlig ikke fortænke Dig i; en ung Pige vil have andet Selskab. Judith. Men det har jeg jo sletikke sagt, Far! SIDE: 451 Professoren. Ikke sagt? - da synes jeg, det var det, Du bragte paa Bane nys. Judith. Ja, det med Orning ja. Professoren. Ser Du! - og er Du saa kjed af det, som jeg bare synes er rimeligt, her i denne Tid, da vi alle har saa travelt med Udstillingen, saa foreslaar jeg Dig en Tur, som Du baade vil have godt af og more Dig ved, - komme hjem igjen fra som en rigtig dugfrisk Rose, der kan tage sig ud paa Ballerne . . . Du maa vide, jeg har glemt at fortælle Dig, at Du er buden op til Oberst Ramm paa Hadeland . . . Det er Generalindens Svoger . . . et saa udsøgt hyggeligt Hus . . . tre muntre Døttre . . . Judith (forbauset). Reise! - bort fra Dig? Professoren. Kun en kort Tid for disse fire, fem Uger til Udstil- lingen. Jeg synes, det var nok saa fornuftigt, og - jeg har sagt ja til det. Judith. - til at jeg skulde reise - væk? Professoren. - imorgen ifølge med Oberst Ramm ja - som reiser hjem. Judith. Men Far, hvad er det for et Indfald? . . . Jeg er jo nylig kommet herhjem til Dig. Professoren. Kjære Barn! - Generalinden har alt i Formiddag faaet mit ja paa Indbydelsen, og da véd Du, jeg gjør SIDE: 452 det ikke om. En fire fem Uger, Judith, det er dog ikke saa lang Tid! Judith. - at være skilt fra min Far, som jeg ikke har været hos paa tre Aar! Professoren (opbrusende). Aa, man kan skille sig ganske anderledes fra sin Far end ved at reise en Tur paa Landet! (i en mild Tone) - desuden Du skriver naturligvis saa ofte Du vil . . . hver Dag om Du lyster. Judith (heftig). Men Far, - dette vil jeg ikke! Professoren (gaar hen til hende). Hør, Judith! lad mig kun sige Dig et Ord: Dette vil jeg! (Gaar ud.) Judith (alene). Dette vil jeg! - - Ah saa . . . det er Generalinden, som har faaet dette istand. (indigneret) En sand Bortfø- relse . . . i Bur hos hendes Svoger! - - Afsted maa og skal jeg altsaa . . . Jeg kjender Far, naar han først har sagt noget paa den Maade, saa nytter det ikke at rokke ham . . . Og did! - allerede imorgen . . . uden saameget som at nogen blir underrettet om det . . . Hvad vil Witt tænke? - han vil tro, at jeg reiser saa ganske ligegyldig for ham og hans Kunst, og det har han sletikke fortjent af mig, - han, som har be- troet mig saameget om sin Kamp og Strid! Reise uden saameget som at spendere et Farvel paa ham? Han vil blive ulykkelig! kanske endog komme til at arbeide slet paa sit Maleri! - og at han skulde tænke lavt om SIDE: 453 mig, det vilde jeg ikke for alt i Verden . . . (lytter) . . . De er derude i Atelieret allesammen og kommer vist om lidt for at faa Besked, det er jeg vis paa - alle undta- gen Witt . . . siden de saa, jeg var herinde idag. - Aa jeg kjender dem! . . . Vindem stjæler mine Hansker, og naar Grabow ikke kunde finde Silkesløifen, saa véd jeg godt, hvem der har taget den. Det var Nysen. Men Fjeldbo er værst med sine evige forblommede Anmodninger om at faa male mig i Nationaldragt! Han stirrer paa Dørklinken, naar jeg blot har lagt Haanden paa den, og holder lange Taler for mig. Kommer han ind, var han godt istand til at tage Rosen der i Fars Glas og gjemme den. Han gjør det, det er jeg vis paa! Og derfor - redder vi den (tager Rosen og sætter den i Bry- stet) . . . Den eneste, som intet tager, er Witt! - - (farer op) Jeg hører dem, der kommer de! Jeg er slet- ikke i Humør til at høre paa deres Vittigheder . . . (Tager sit Hækletøi og springer ind i Sideværelset tilvenstre. Garnnøstet falder derunder paa Gulvet, saa at Traaden oprulles efter hende, idet hun gaar ud af Døren.) Fjeldbo. Nysen. Vindem. (Lige efter) Witt. (Alle ind fra høire.) Fjeldbo (kommer ind, ser sig om). Saa . . . Nysen (bagom ham). Ingen? Vindem. Gaaet begge! Nysen (hen til Professorens Maleri, overrasket). Nei, vil I se! . . . overstrøget . . . hele Dammen klattet over. (De andre derhen.) SIDE: 454 Vindem. Ja saamæn! Fjeldbo. Ja ha . . . san. - Forresten ikke andet end, hvad jeg ogsaa tænkte. Nysen. Nu begriber jeg, hvorfor Witt kom ud saa rød i Kammen (hen til Døren tilhøire) Kom ind, Witt! her skal Du se . . . Her er ingen . . . Witt (ser sig om). Ingen? . . . (Gaar hen til Maleriet.) Vindem (til Witt). Det var altsaa det, I trættede om? Witt. Jeg har ikke sagt et Ord. Nysen. Nei hør ham! Witt (afsides ved Maleriet). Det er forresten ubegribeligt. Skulde det virkelig være hende, som alligevel har givet ham et Vink? (Vindem staar sentimentalt fordybet ved Judiths Plads med Armen over Gyngestolryggen, som han af og til følelsesfuldt vugger, og rører ved Mappen, der ligger opslaaet der. Fjeldbo synes utilfreds over, at Vindem har optaget den Plads, og gaar derunder om og lugter sværmerisk til alle Potteplanterne.) Nysen (kommer til at støde med Foden til Nøstet, saa det triller foran ham; tager det op og ser paa det). Ah! hvilken yndig Mangel paa Ordenssans - hos en Kunstners Datter! . . . (gjør en Gestus, som han rask vil putte Nøstet i Lommen, men opdager Traaden, som hæn- ger ved, og lægger det hen paa Bordet. Fjeldbo spankulerer SIDE: 455 over Traaden, saa at han kommer til at trække Nøstet ned igjen. Han tager det op, staar en Stund og stirrer paa det og nærmer det saa stjaalent til sine Læber) Hvad gjør Du der? Jeg mener, Du staar og spiser det Nøste, Fjeldbo, - det er farligt at faa Traad i Maven! Fjeldbo. Jeg? - Aa Vrøvl! . . . (kaster Nøstet som ligegyldig fra sig hen paa Bordet igjen, saa det ruller ned og hen imod Witt. Idet han foragtelig ser paa denne, der halv distræt tager det op.) - Den Stud er aldeles blottet for enhver erotisk Sans. Witt (for sig selv ved Maleriet). Det maa være hende, som har givet ham Vinket . . . det er umulig andet - aldeles umuligt! (Leger i Tanker med Traaden, som han holder i Haanden; pludselig opmærk- som.) Hvad? Traaden gaar jo ind ad Døren til Stuen . . . (med et Blik hen paa de andre) Og saa gjætter de ikke, at hun er derinde! - (pludselig heftig) Jeg maatte kunne faa tale med hende . . . blot for at faa Vished, om hun virkelig i den Grad har stolet paa min Dom! . . . Det er umuligt andet end, at hun har gjort det . . . og saa gaaet blindt og tappert lige paa. Men Vis- hed . . . Vished! . . . Fjeldbo (som indigneret iagttager Vindem, der fremdeles sværmer ved Judiths Plads). For et kulturbedærvet, kvalmt Føleri. Nu gaar vi . . . jeg finder ikke, vi passende kan give os til at bo herinde! (utaalmodig i Døren) . . . Vi mister Dagen, Vin- dem! (Vindem gaar tvær med ham.) Nysen (idet han ogsaa gaar). Hi . . . hi! . . . her skal Du se to forbindtlige Ven- ner, Witt! - Rivalerne passer hinanden op som Smede. SIDE: 456 Witt (alene). (Lige efter) Judith. (Senere) Jomfru Grabow. Witt. Hm, dette kunde kanske være en Telegraftraad, - blot jeg dristede mig til at rykke i den! (gaar raskt hen og banker paa Døren tilvenstre) Frøken Judith! . . . (Judith aabner Døren) Om Forladelse, Frøken Judith! . . . kun . . . kun . . . kun et Ord . . . (idet hun træder ind, iler han hen og peger paa Maleriet) Har De sagt Deres Far, hvad jeg mente om Maleriet? Judith (fremmed). - sagt min Far? Witt. Ja, givet ham Vink - paa den ene eller anden Maade . . . Hvad sagde han . . . han forstod nu vel ikke, det var mig? Aa tal ligefrem, som De pleier, Frø- ken Judith! Han forstod nu vel ikke, at det var mig, som havde sagt det? Judith. Jeg fortalte ham det ikke ialfald - det kan De stole paa. Og nu vil jeg sige Dem Farvel, Hr. Witt! Jeg skal reise imorgen . . . til Hadeland. Witt. Reise imorgen! . . . Og naar kom det paa? Judith. Det er ikke en halv Time, siden Far bestemte det. Witt. Saa - - reise! . . . Og tør jeg spørge for hvor længe? Judith. Jeg blir borte fire, fem Uger; jeg kommer først igjen til Udstillingen. SIDE: 457 Witt. Fire . . . fem Uger . . . Netop disse fire, fem Uger . . . som jeg har igjen at være her . . . at kunne komme her i Huset! . . . Og i dem skal jeg ikke længer faa se Dem? - Det blir for mig som at sidde her igjen i Mørke! . . . Jeg vil komme til at savne Dem, Frøken Judith . . . som man savner Sol! - - (rask) Nu ja, - man faar kunne det ogsaa. Hovedsagen er blot at naa Maalet! . . . Reis De, Frøken Judith! - jeg skal sidde og indbilde mig, at De staar og ser paa, naar jeg maler. Og hvem er det, De skal besøge deroppe? Judith. Jeg skal til Oberst Ramm. Witt (ivrig). Generalindens Svoger? . . . Det er en Onkel af Or- ning det. Judith. Jeg er buden did og Fader har sagt ja. Witt (opbrusende). Og saa reiser De? - De reiser virkelig? . . . fast? . . . bestemt? . . . som en anden Dukke! Judith. Far vil det! Witt. Far? det vil sige Generalinden . . . det vil sige denne glatte Orning! - Det er jo til Generalindens Søster og Svoger, det er ikke vanskelig at se! - - (tungt) Og dette vil De, Frøken Judith? De vil det virkelig? - (vemodig) . . . De synes kanske, det kunde være lysere og lettere deroppe, hvor man morer sig. Her faar De blot høre saameget, som kan tynge. Saadant alvorligt, som jeg har pint Dem med, passer ganske vist heller SIDE: 458 ikke for en ung livsglad Kvinde, som har den muntre Verden foran sig til at faa Hyldning af. Jeg har ikke tænkt paa det eller rettere, - jeg har ikke kunnet an- det! Den Reise er altsaa ganske efter Deres Sind? De ønsker den endog selv . . . glæder Dem til den? Judith. Jeg? - nei! . . . Men Fader har sagt ja. Witt. Da vil jeg nu sige Farvel til Dem, mens der endnu er lidt igjen af den Judith, den friske, villiestærke, skjønne, uafhængige Judith, som jeg har beundret. Judith. Hr. Witt! Witt. Et Menneske, som siger Adiø til sin Villie, siger Adiø til sig selv . . . og derfor - blir det ogsaa et saadant tungt, langt Farvel for mig. Jeg maler ikke mere her i Landet, - jeg gaar til Amerika . . . har intet her at opnaa - Judith. Witt! Witt. Ja Witt! - Jeg vil være ærlig mod Dem, har ingen Grund til andet . . . den temmelig ilde ansete Elev af Deres Fader, som heder Witt, bor paa et Kvistkammer og gaar med den latterlige Indbildning, at han skal kunne begynde at erobre sig et Navn - om fire fem Uger senest, og som ovenikjøbet har den Anmasselse at - elske Dem, Judith Stenvig . . . i den Grad, at uden Dem vil han ikke have noget Maal i dette Liv, ikke se noget, som det er værdt at anstrenge sig for, ikke blive berømt, ikke kjæmpe, ligesaa vist som han med Dem har det altsammen! Og denne tvilsomme Størrelse svigter De, som rimeligt i denne Verden efter vore forskjellige Kaar! men ikke rimeligt for en Kvinde SIDE: 459 som Dem, der har Tro til ham. Det er forfærdeligt, Frøken Judith! Denne Mand forlanger kun fem Uger; hans Livs Glæde, hans og det, som er ham mere end ham selv, hans Kunsts Liv og Død beror paa disse fem Uger. Han begjerte kun fem Uger, fem Ugers Kredit hos den skjønne Judith Stenvig, hvis Hjerte han ovenikjøbet troede, var hans bedste Talsmand. Men hun har desværre Undskyldninger! - hun har kommet til at overgive al sin Mening og Villie til Gene- ralinde Orning! . . . og nu skal det altsammen i ele- ganteste Skikkelse sendes op paa Landet til General- indens Svoger og derfra ved passende Anledning be- sørges til sin rette, af dem bestemte, Eiermand, Hr. Orning! Det er derfor jeg siger Adiø, Frøken Judith! - Den Judith, jeg har elsket, vil altid leve i mit Hjerte . . . altid! . . . (nærmer sig) og hende vil jeg til Erindring om et taust, rigt, o saa usigelig skjønt! For- hold bede om . . . den Rose, De bærer der paa Brystet? - den anden vil jeg hade! Judith. De vil hade mig, fordi jeg maa reise? . . . fornær- mer mig dertil saa blodigt, som det blot gaar an! Thi vel er jeg ikke meget erfaren i saadant; men det véd jeg, at det maatte være en lavtfølende, svag, foragtelig Kvinde, som lod sin Kjærlighed bero paa, om den, hun holdt af, var heldig eller ikke med et Maleri. Og det er saadan, De har talt . . . (heftigt udbrydende) saa oprørende som vel muligt! - Men det skal De vide, at en Kvinde, som holder af nogen, hun holder ikke af ham paa fem Ugers Kredit, hun gjør det straks, enten hans Maleri duer eller ikke! ja hun har sin Glæde af at give ham - saadan en Rose, før det duer . . . (idet hun rækker ham Blomsten) sige ham, at, hvad hendes Sind og Villie angaar, saa behøver han slet ikke at sige Adiø til dem, fordi hun maa reise paa Jernbanen. Witt (griber begge hendes Hænder). Judith! . . . SIDE: 460 Jomfru Grabow (som imidlertid er kommet ind fra Havedøren med et Fad med Æbler, stanser forskrækket, saa at Fadet falder i Gul- vet og knuses, og Æblerne ruller udover). Naa det maa jeg sige! . . . Judith! . . . Og Professo- ren! . . . Generalinden? . . . (folder Hænderne) . . . Nei, jeg siger ingenting . . . Witt (uden at slippe Judiths Hænder). Ingenting, Grabow! - nu? - I Deres Sted vilde jeg holdt slige Taler at . . . at . . . men det er umuligt at finde Ord for det . . . De danser rundt for mig, Grabow! . . . jeg tror, jeg er svimmel . . . Ingenting, siger hun! . . . Judith. Nei, - ingenting, kjære, kjære Grabow! . . . ingen- ting til Far, før jeg kommer hjem igjen fra Reisen . . . da har vi Udstillingen. Witt. Ja, naar vi har seiret. Judith. Enten vi seirer eller ikke! Jfr. Grabow (idet Teppet falder). Og Generalinden! . . . Samme Atelier som i anden Akt, - nu indrettet til Elevud- stillingen med nogle Stafelier, hvorpaa overdækkede Bille- der. Ornings Maleri i en prægtig Ramme indtager en frem- ragende Plads og er ligesom Professorens afdækket. Et af Stafelierne staar tomt. Generalinden (staar foran sin Søns Maleri). Profes- soren (gaar frem og tilbage). Generalinden (idet hun lader Lorgnetten falde). Berolige Dem . . . berolige Dem, min Ven! Dette tager De saa altfor heftigt . . . Ethvert Indtryk griber SIDE: 461 Dem saa stærkt. Og hvad beviser saa tilsidst de Par Ord til hendes egen Fader? Professoren. De Par Ord? - en hel lang Forelæsning paa tre Sider om Kvindens usvigelige Ret og Pligt til at hævde sin egen Mening i sine Hjerteforhold. Jeg har ikke kunnet sove for det Præk. Generalinden. Aa, Professor! Tro De mig. Saadan en liden Forelskelse lige efter Pensionen skal man tage for, hvad den er, - et af disse uberegnelige, barnagtige Indfald, som man blot behandler med Ro og Klogskab og lader, som man ikke ser. Professoren. Ro og Klogskab! - Imod Judith? . . . Jeg? . . . Ak, jeg forsikkrer Dem, . . . siden igaaraftes, hun kom hjem, har jeg næsten ikke kunnet se paa Barnet uden at være nær ved at - tage Bladet fra Munden, . . . bruse ud . . . Jeg maa have Luft! - Og hun ser saa alvorlig paa mig. Nei, der er noget iveien! Generalinden. Javist - javist, kjære Professor! - vi maa blot vogte os for at puste det op! - - Det var vistnok ikke heldigt, at hun tilsidst fik sat igjennem at komme hjem igjen, før Udstillingen var forbi, og denne Hr. Witt fjernet; men det lille indtagende Trodshoved vidste at sætte sin Villie igjennem . . . Professoren. Hun vilde ikke, nei - - og naar hun ikke vil, saa vil hun ikke! - det har hun efter mig. Generalinden. Hun har saa meget, som man maa beundre og holde af, efter sin store Fader; men - netop af denne sidste SIDE: 462 Egenskab var det maaske lykkeligere, om hun som Kvinde havde lidt mindre. Først og fremst maa vi dog ikke lade hende mærke, at vi beskjæftiger os med hende; hun maa føle sig i sin fulde Frihed. Om en Uge er jo denne Herre borte herfra, og i Løbet af den skal vi nok beskjæftige Judith. Vi har Selskaber og Kjøreture ud til mine Venner paa Landstederne. Min Søn brænder blot efter at faa vise hende sin hele Op- mærksomhed og kommer, det véd jeg, allerede idag for at invitere hende til at følge med os paa en længere Kjøretur imorgen, - saa faar vi beholde det kjære lille Væsen hele Dagen. Professoren. Ak, Generalinde! - jeg har længtet efter det Barn de fem Uger, hun var borte, mere end jeg vil fortælle. Men nu, siden jeg ikke tør tale aabent med hende . . . ikke se hende rigtig i Øinene, skyr jeg næsten at træffe hende. Jeg kan ikke med at gaa paa Kattefødder. Det kan hun heller ikke, det véd jeg. Kort Proces, det er min Sag! Jeg kunde fristes til straks at tale aabent med hende og sige hende, hvor hun bedrøver sin Fa- der med dette . . . Jeg tror ikke, hun gjorde det, Gene- ralinde, naar jeg bad hende om det, og hun saa, hun gjorde mig Sorg, - nei, jeg tror ikke! Generalinden (hovedrystende). . . . Man tør jo sige til en stor Mand, hvad man ikke vover til almindelige Mennesker, og hvad jeg vil be- mærke er, at De neppe har synderlige Erfaringer om, hvad der foregaar i et ungt Pigehjerte, kjære Ven! Overlad det til Deres gamle Veninde, som kan have et Blik for saadanne Ting, - og som (spøgende) er næsten lige saa forelsket i Deres Datter som hendes egen Søn . . . (med et Blik gjennem Lorgnetten mod Ornings Billede) Hvor Deres Dom om min Søns Maleri har glædet mig. Feilfrit og gjennemtænkt! - det var to gode Ord, Professor! . . . (hun rækker Professoren Haanden, idet hun SIDE: 463 gaar) - - En Smule for liden Dristighed, siger De. Den kommer nok. Det er en Egenskab, han ikke mang- ler; men min Georg har mulig netop villet være forsig- tig . . . Ja, vor søde lille Judith! (Ud tilvenstre; Professoren følger hende.) Orning (slentrer ind fra Baggrunden). (Senere) Klem. Orning. Ingen her endnu! - - - - Det skulde dog være interessant at se, hvad denne Witt er kommet med, - det er nok min Rival det! Fyren er istand til noget af hvert, naar det gjælder om at ligge Folk iveien . . . (gaar hen til det tomme Stafeli) - - tomt! . . . Virke- lig? . . . Han har virkelig klikket? Men det er jo næsten umuligt! Jo, Manden er der ikke, det er det visse . . . Naa, det var jo det, man kunde vente, - ingenting! . . . . Vind og Veir! . . . (stanser) Jeg véd ikke, men jeg maa have været noget nervøs paa den Ting. Jeg føler ordentlig, det letter nu. Det er, som Horisonten med ét er klaret fra den Side. Der er ialfald ingen Tvil om, at hun har været ikke lidt forgabet i hans Talent, - at hun har ventet sig noget uhyre af det. Nu, Skuffelsen vil blive desto grundigere. Jeg haaber, han vil komme i den ønskelige Belysning. Fyrens Ulykke er, at det, han har, ligger i et for mørkt Kjælderrum, saa han slet ikke kan faa fat i sine Ideer, naar han skal bruge dem. - Naa . . . naa, saa er han afveien! Jeg synes virkelig, hele Atelieret med ét har faaet et lysere og hyggeli- gere Præg . . . (stiller sig foran sit eget Maleri) Tager sig ikke ilde ud! - en vis fornem Behandling, det faar man ialfald lade mig . . . Klem (idet han træder ind). Nei se, der er han jo! - selve Manden! Jeg har jaget efter dit Spor i hele Morges. Jeg tænkte, at en fulminant Notis i Avisen, idetsamme Udstillingen be- SIDE: 464 gynder, er ikke afveien . . . (stiller sig foran Maleriet og betragter det) Véd Du hvad, Orning, oprigtig talt synes jeg ikke om, at Du skal være med paa at udstille dit Billede her i Professorens Atelier som en saadan Elev- sag. Du er vokset ud af den Trøie nu . . . For der er naturligvis ingen Tvil om, at Du nu i Publikums Øine konkurrerer med selve Professoren. Selv er han saa blind i sin Storhed, at han aner det ikke engang, men ganske unbefangen roser Dig over en lav Sko - beset og ubeset! Noget saa stort som han selv, er naturligvis utænkeligt. Men hør, Orning! til den Artikel, jeg skal skrive om dit Billede, faar Du levere mig et Par Syns- maader, - Stikord, om Du vil. Du kjender Dig natur- ligvis selv bedst, for Eksempel, hvad Du nu egentlig tror, er dets stærkeste Side, og helst vil have udhævet. Orning. Er der noget at sige, saa blir det nu først og fremst, at jeg er en Smule mere kunstbevidst end vanlige Kunstnere . . . har min Styrke i at lade Helheden, Totaliteten virke. Man tør nok sige, at der ikke er en eneste Detail, som ikke tjener Totalindtrykket. Klem (tager op Blyant og Notisbog). Ja bi nu, lad mig notere . . . Totaliteten, Helheden . . . bevidst . . . Orning. Jeg mener, Du er forrykt; Du staar da ikke der og noterer ligefrem, hvad jeg siger - Klem (ser op af Papiret). "bevidst" . . . Ja hvad andet? Orning (indigneret). Jeg skulde staa i Forbindelse med Avisbedømmel- serne! . . . man skulde have det at sige, - er Du gal? SIDE: 465 Klem. Aa mellem Presse og Kunstnere bestaar altid et Fri- mureri, det er da en noksom gammel og hævdet Sag. Orning. Mellem Kunstnere? - ja . . . de tilhører saa for- skjellige Samfundsklasser. Men mellem en - Orning og . . . (Knepser paa Manchetten, som han fjerner et Støvgran.) Klem. Hvad? . . . Orning. Aa jeg siger, Du er nu engang kommet imellem Mennesker, . . . i en Familie . . . som . . . hvis Æresbe- greb Du skulde prøve at tilegne Dig . . . ialfald have en Anelse om. At blive overrasket af nogen sammen med Dig, som Du staar der med Blyant og Notisepapir i Haanden lige til Avisen! . . . give alle disse misunde- lige, sladdrende Mennesker Grund til at slæbe mit Navn i Smudset! . . . (idet han gaar) Kjære, ros mig saa meget, Du vil og kan, men med Forstand og upar- tisk. Upartisk, det er Opgaven! Jeg vil ikke engang forevises her sammen med Dig. (Gaar.) Klem (alene). (Lige efter) Figenbaum. Fru Figen- baum. (Senere) Vindem. Fjeldbo. Nysen. (Alle ind fra Døren i Baggrunden.) Klem. Gaa Du! Det er det samme, jeg har Momenterne, og Artikelen skal komme endnu iaften. Lidt Rede paa de øvrige faar jeg dog skaffe mig først. Egentlig er her ikke andet end Orning at skrive om; - men . . . upartisk ja! (Figenbaum og hans Hustru kommer ind fra Baggrunden.) SIDE: 466 Figenbaum. Gaa Du ind, Milla, og hør, om Professoren er kom- met tilbage fra Jubilæet hos Generalkonsul Brown . . . (hun gaar ud tilvenstre) Han som alle Autoriteterne skulde møde op i Dres . . . i fulde Pontificalia for at paahøre Talen, tage sit Glas Champagne og saa gaa igjen . . . (opmærksom paa Klem, der staar foran Ornings Billede) . . . Pressen alt fordybet i Studier, ser jeg, - over Dagens Løve! . . . Saa er det vel tilladt ogsaa for almindelige dødelige at faa kige lidt paa Sagerne, skjønt det heder, at det begynder først imorgen. Klem (op af sine Betragtninger). Alt saa kunstbevidst! - ikke en Detail . . . ikke en eneste, som ikke tjener Hovedindtrykket . . . Totali- teten! . . . Figenbaum. Græsselig Pris naturligvis! Klem. Det var noget for en Privatmand at indlemme i sit Galleri . . . en national Perle! Figenbaum. Betviles ikke . . . som det staar der, ser det ud, som det baade var prisbelønnet og rost i Aviserne! Saadant noget stort maa man have ordentlig Tid til at se paa (idet han gaar til et andet Billede) Dette er altsaa Nysens . . . (Vindem, Fjeldbo og Nysen kommer ind og ser sig overrasket om). Fjeldbo. Se, se - - saadan nu! Vindem (for sig). Saa - aa, - den bedste Plads optaget! - - af Orning! . . . netop den, som jeg havde udset mig. Og SIDE: 467 mit Stafeli flyttet til den modsatte Side! - Det er dog, hvad man kunde kalde i høieste Grad u-for-skammet! . . . (til Fjeldbo og Nysen) Vil I se? - Alt ordnet blot og bart efter Hensynet til vor elegante Medarbeider! . . . Det er naturligvis Professoren selv, som har umaget sig med at sætte Ornings Værk i Belysning; han har sim- pelthen taget min Plads! (De afdækker under Samtalen hver sine Malerier.) Fjeldbo. Din Plads? - Og hvor skulde saa mit staa? Var der nogen af os, som skulde havt den, saa er det vel mig. Vindem. Du? Fjeldbo. Jeg havde anlagt mit Maleri netop paa den Belys- ning . . . halve Illusionen blir ødelagt for mig. Nysen. Forstaar Du ikke, Vindem! - Han havde tænkt at opstille sine Kjør saa, at Frøken Judith skulde gaa som en Sæterjente lige hen til dem, naar hun kom ind af Døren . . . men der bortefra maa jo Budskapen brøle for at trække Opmærksomheden hen paa sig! Figenbaum (for sig henne ved Nysens Billede). Hi . . . hi . . . hi, - man faar Oplysninger. Fjeldbo. Aa dine Vittigheder - derfor kommer Du heller ikke længere end til at male bare Kjældermænd og Brandere. De smitter din Kunst, Nysen! Vindem (til Nysen). Der fik Du dit Pas. - Bi lidt, straks faar jeg ogsaa mit, for vi burde egentlig alle afveien ser Du! SIDE: 468 Fjeldbo. Naa! skal der endelig snakkes lige ud fra Leveren, saa vil jeg ikke netop sige, at Du har naaet Bjelken denne Gang, Vindem. Nysen. Alt kommer saa meget an paa Høiden, go' Fjeldbo! - og i disse evige Sæterstuer og Fjøs, hvori Du gjør dine Rundkast, er det saa svært kort Vei til Loftet. Figenbaum. Hi-hi-hi! . . . den Nysen er en morsom Fyr . . . (peger paa hans Maleri) . . . Et saadant Billede daglig for Øinene er til at faa Humør af . . . til at indlemme i sit Privatgalleri, som Hr. Studiosus Klem siger . . . I dets Sted . . . naar jeg tænker paa, hvormangen trist Stund man kan have foran en saadan ægte Perle, som man har betalt for dyrt - Huh! Jeg har aldrig fundet nogen Trøst ved at hænge de glimrende Kri- tiker op ved Siden af heller. Det er som den Krog, man har bidt paa! Klem (ved Ornings Billede). Min Mening er nu op- og afgjort om Ornings Værk. Det er som en Mester der har stillet sit Billede mel- lem talentfulde, - høist talentfulde! - Elever. Med den Dom kan I alle være tjent, mine Herrer! Fjeldbo. Tjent? - - Ho! ho! Vindem. Nei véd De hvad? Nysen. Og end Professorens! Vindem. Aa, han gaar naturligvis i Barndommen, - nu, en saadan Sol gaar op. SIDE: 469 Klem. Naa, Professorens! - jeg glemte det . . . Ellers med al Agtelse, saa turde vel ogsaa hans Sager frembyde Sider for Kritiken. Vindem. Nei, vil man høre! Nysen. Forresten . . . den første af os yngre blir nu ube- tinget Witt; - bi bare! Vindem. - ialfald ikke Orning! Fjeldbo (haanligt). Nei - - - jeg skulde mene det. Professoren (er under de to sidste Repliker kommet ind fra venstre i Kjole besat med Ordener, sammen med) Fru Figenbaum (og har pludselig stanset). De forrige (foruden Figenbaum, Fru Figenbaum og Klem, som efter de første Repliker gaar ud af Baggrunden). Professoren. Hvad er det. Mine Herrer! Figenbaum (idet han hilser og gaar med sin Hustru). Kun en naturlig Meningsforskjel, kun en naturlig Meningsforskjel, Professor! De roser hinandens Male- rier, saa de blir lidt varme. Klem. Ornings Laurbær tillader ikke de øvrige Herrer at sove. Vindem. Hr. Klem behager at kalde vore Sager Elevarbeide ved Siden af Ornings! . . . Mod Ornings træder nu alt SIDE: 470 tilbage i Skygge uden Undtagelse . . . selv Professorens, lod det til. Klem (idet han tager Hatten og gaar). Jeg maa paa det bestemteste reservere mig imod, at de Herrer har opfattet mine Udtryk rigtig. Forresten en unyttig Diskussion, tror jeg, - jeg anbefaler mig, Hr. Professor! (Ud.) Professoren (halvt for sig). Saa saa! - saa saa! . . . Saa han forsøgte virkelig at rive ned paa . . . Det var isaafald første Gang, man her i Landet! . . . (med en hidsig Gestus) Og dermed gik den Blæksprut! . . . Nei, mine Venner, mente han, at Ros og Dadel skulde paavirke mig, saa traf han den urette Mand! - (ser sig en Stund om paa dem) . . . Hvad? . . . Forstaar I ikke, hvad han mente? . . . hvad I har skaffet den Blæksmører at sige paa Jer? . . . at I var noget misundeligt - jeg vil ikke sige, hvad for no- get! . . . Vindem. Aa Hr. Professor; - tal kun ud! Fjeldbo. Ja vel! Professoren (rystende paa Hovedet). Nei...i, jeg vil ikke; - for jeg tror virkelig, I gjør Jer selv Uret! Kunstnere er I hver én af Jer, det véd jeg, hvor stort og hvor lidt det nu kan være. Men véd I, hvad en saadan Karl tror, naar han hører den Slags? - Jo først og fremst, at I er nogle Stympere! Folk, som føler Evner og har Tro paa sig selv, er ikke mis- undelige, de er for fornemme til at være det . . . for fornemme siger jeg! Jeg kjender mig selv . . . (slaar sig for Brystet) . . . Tror I, jeg bryr mig om alt dette her baade Kors og Stjerner imod en rigtig Idé, et or- dentligt Penselstrøg, som gjør én varm i Sjælen? Naar SIDE: 471 alle de, som gir hverandre Ære udenpaa, er døde og borte, saa lever og lyser et rigtigt Arbeide. - Det er Rang det! . . . det er Kunstneræren . . . Men, . . . ja lad mig ligesaa godt tale ud, saa faar jeg Luft! - vidste jeg, at jeg misundte nogen . . . gik med den Følelse - blot mistænkte mig for det! jeg tog mine Malerier og kastede dem ud gjennom Vinduet og gik hen og blev Vedhugger! Aa nei, det er en ærlig Be- stilling, altfor god! - jeg samlede alle Byens Kunst- nere og bad dem én for én at spytte mig i Øinene! Nu véd I mine Anskuelser. Er der nogetsteds, en Kamme- rat skal faa sin Ret, saa er det her . . . her paa mit Atelier . . . (stanser rørt) Giv mig Jeres Haand paa det, kjære Venner! jeg synes jeg er saa lykkelig og saa stolt af hver en af Jer . . . (ser sig om) . . . ja, det vil sige, af Jer, som her er tilstede! Vi, Kunstens Mænd, skal føle nobelt, ophøiet, stort. Gjør vi det, saa, tro mig, saa maler vi ogsaa stort! Det er Feilen ved Men- nesket, som gjør Feilen ved Maleren. Tro mig paa det, mine Venner - altid det! . . . Og nu Farvel saalænge - jeg vil være alene med Malerierne! Fjeldbo (til de andre, idet de gaar ud tilhøire). Der er nu ingen som han alligevel . . . naar han trumfer, saa er det altid Esset! Professoren (alene). (Senere) Judith. Professoren (gaar frem og tilbage). Prægtige Gutter . . . prægtige Gutter - naar man blot tager dem rigtig, og . . . dette om Misundelse! det er igrunden godt, at den Witt ikke var tilstede; jeg kan saa let forløbe mig (slentrende hen imod Witts Stafeli og derefter frem i Forgrunden igjen.) . . . Ingenting! - - naa der ser man! Snik, Snak og Fraser, saa man be- standig næsten maa tro, der er noget ved Fyren, ial- SIDE: 472 fald faa en Slags Samvittighedsnag for ham, - og saa det samme ingenting igjen! - - - (i Tanker) For- resten denne Gang ikke saa galt . . . Judith (kommer ind i Sindsbevægelse fra venstre). Witts Billede var ikke kommet, sagde Onkel Figen- baum . . . Ikke endnu? (stirrer paa det tomme Stafeli) Nei, hans Billede . . . er ikke kommet! Professoren. Den Ting synes høilig at overraske Dig, Judith! Judith (forskrækket, idet hun ser sin Far). Mig? Professoren. Ja, jeg kan sige Dig, at det slet ikke overrasker no- gen anden! - kun hvad alle ventede - naturligvis. Judith (dæmpet). na . . . tur . . . ligvis . . . Professoren. Og kanske ogsaa det bedste for ham selv . . . det allerbedste! Saadanne Sæbebobler om at blive Kunst- ner, blot fordi man er lidt uregelmæssig i Hovedet, kan hænge ved saa langt udover Aarene, at man tilslut ikke duer til at blive noget andet. Et sundt, stærkt Menneske kan tage sig noget nyttigere for end at gaa i Kunstnerindbildninger. Judith. Far, Du har dog troet paa ham! Professoren. Visse Stumper af Anlæg, ja, - som han selv ikke kan gjøre noget ved! . . . visse Ideer, som han har vidst at blænde os med. Jeg tviler overhovedet paa, SIDE: 473 at han kan blive nogenting. Det er selve Manden i ham, jeg tviler paa, forstaar Du! Judith (hen imod ham). Far! Far! - jeg elsker ham! . . . Professoren. Hvad . . . Hvad var det? - Sig, det er ikke sandt, Judith! - en tosset Spøg naturligvis! Judith (kaster sig til hans Bryst). Far! - det er ham, jeg elsker . . . O Far! Du skulde vide . . . Professoren (stødende hende fra sig). Ti! - Ti, siger jeg! Judith. Vi har sagt hinanden det! - - før jeg reiste . . . op paa Landet . . . Vi havde tænkt at vente til idag med at sige Dig det . . . Professoren (haanligt). Det vil sige, Du har ventet paa det Maleri, som staar derhenne paa hans Stafeli! . . . Aa, se kun efter! Judith (forsagt). Han vilde først arbeide for at blive værdig til dit Samtykke . . . og - nu er han kanske ikke blevet færdig . . . Professoren. Arbeide . . . for at blive værdig til mit Samtykke! . . . Hør Judith, jeg er nu ganske vis paa, at det ikke er bare en Skrue løs han har; han er forrykt . . . gal! . . . Han har begrebet det selv. Det er derfor han ikke kommer idag. Han har faaet en Raptus af Fornuft, SIDE: 474 idetsamme han tog i Dørhanken, og saa plukket af igjen . . . (med en rasende Gestus) Var han kommet ind, jeg havde slaaet ham ihjel! . . . ihjel, hører Du, Judith! Jeg har følt i hele Dag, at der maatte noget til i den Retning! . . . Judith (endnu forsagtere). Han har vel i sidste Øieblik fundet, at hans Maleri ikke var godt nok; - han har saa høie Fordringer. Professoren. Naturligvis maattet kassere, som han pleier! Fordi han ikke kan faa Tingen istand! fordi han selv er kassabel! Og desuden . . . Maleri? - Om hans Maleri var Guld, hvad har jeg med det? . . . Gir jeg kanske min Datter til et Menneske, fordi han maler? - Jo-o han maa være forrykt . . . binde splitter pine fra For- standen! . . . Og Du med! Judith (nærmer sig igjen). Far . . . Professoren. Nei! . . . nei - gaa! . . . Judith. Far! Professoren (udbryder). Har jeg holdt af Dig saa lidt? . . . Har jeg fortjent det af Dig? (gaar hen og sætter sig. Sidder og stirrer ud for sig . . . sukker) . . . Judith! - jeg var saa glad i Dig . . . det véd Du . . . jeg var saa glad i Dig, Judith! Det var, som hele Huset var blevet saa lyst for mig . . . saa muntert . . . som jeg havde faaet noget mere at arbeide for! . . . Nu er det, synes jeg, næsten som Du er død for mig, Judith! - graat i graat igjen overalt! . . . Eller hvad skulde jeg have at glæde mig til? - vor SIDE: 475 Lyst og Villie gaar nu hver sin Vei. (sidder en Stund med Lommetørklædet for Øinene) . . . Den Stodderkonge . . . arbeide for at blive værdig til mit Samtykke! Judith. Far! Far . . . jeg elsker ham! Professoren (hovedrystende). Javist, - javist! . . . Du elsker ham! . . . Hvad har det saa at betyde at have en Datter, som er éns Øiesten? - for hvem man har drømt en hel lykkelig Fremtid . . . en høit hædret Stilling i Landet . . . at have sat sin Glæde i de Tanker! Jeg levede i dem . . . At se Dig som en anset Hustru i Orningsfamilien - det var mit Livs Drøm! mit Livs Drøm, Judith! . . . Judith, Judith, hvorfor gjorde Du dette? Judith. Far! - - jeg kunde aldrig i Evighed tage Orning! Professoren (mekanisk, tonløst). Du kunde ikke, mener Du . . . nei naturligvis ikke - nu! Judith. Aldrig! . . . aldrig! - - Professoren. Nei . . . nei . . . naturligvis! - - - Og dermed er den Vise ude. Hvad magtpaaliggende er det vel ogsaa, at mit Smule Korthus er blæst overende og at jeg sid- der her igjen som en Nar og Dosmer over det? . . . Male nu? - Aa ja! . . . for at skrabe Penge sammen, for at Du ikke skal komme til at mangle . . . male, saa længe jeg kan røre Haanden, for at Du altid skal vide, hvor Du skal gaa hen, Judith! naar dette Men- neske ruinerer Dig og atter ruinerer Dig! . . . Jeg skal male . . . male . . . bare male! - saa glemmer jeg alt SIDE: 476 dette, jeg har sat mig i Hovedet . . . Stol Du blot paa mig, lille Judith! . . . Naar Du vil tage Møllestenen om Halsen . . . Hvorfor saa ikke bumse ud med Dig? Jeg har jo ingen anden end Dig. Ser Du, Judith, jeg glemte at holde af din Moder, i den Tid tænkte jeg blot paa mine Malerier, - derfor faar Du det nu alt- sammen! . . . Judith (hen til ham). Far, jeg blir hos Dig! Jeg vil være det, jeg er - en Kunstners Datter . . . din Datter! Intet i Verden skal nu faa mig fra Dig! Professoren (hovedrystende). Intet, siger Du - - - end Witt? Judith (bøier sig over ham, lægger Armene over hans Skulder og kjærtegner ham). Intet, Far! - Jeg vil være hos Dig . . . elske din Kunst . . . leve for den . . . ikke vide af noget andet end den! . . . Jeg vil sidde hos Dig i dit Atelier, som jeg gjorde, da jeg var Barn! Du hører ikke paa mig, Far! (sætter sig fortrolig ind til ham) Jeg sad og legte og un- drede mig altid over, hvad nyt der skulde komme til i Billedet. Jeg fulgte med, om ikke Du lagde Mærke til det. Du skabte det frem altsammen som et Even- tyr og naar Du syntes, Du havde faaet det rigtig til, blev Du saa lys i Ansigtet, og saa nynnede Du. Ser Du, alt fra den Tid har jeg elsket Kunsten og troet, den var en gladere Ting end alt andet paa Jorden . . . Jeg har sværmet for Dig og din Kunst al min Livstid! . . . Men Du hører ikke, Far! Professoren. Javist . . . Du og jeg kunde nok leve lykkelig sam- men, min forstandige lille Judith. SIDE: 477 Judith. Og saa skulde vi bare være Kunstnere . . . blot leve for Kunsten, Far! Professoren. Javist, Barn! Judith. Ingen Generalinde mere eller saadant noget! Professoren. Hun har altid været meget for mig og altid givet mig et godt Raad, naar jeg trængte til det. Judith. Ja men nu maa din lille Judith være alt for Dig. Vi kommer til at trække os lidt bort fra den Omgang i den første Tid, Far! (Det banker paa Døren fra Elevernes Atelier.) Professoren. Det banker paa. Det er bedst Du gaar! (han fører hende kjærligt tilvenstre mod Døren) . . . Nu . . . nu, som Du vil, - som Du vil, lille! . . . Din Far glemmer al- drig . . . aldrig, hvad Du har gjort for ham idag! - (idet han vender sig og gaar tilbage, staar Judith endnu lidt og ser efter ham . . . styrter med en fortvilet Gestus ud.) . . . Mit stakkars Barn! . . . (det banker igjen paa.) (Idet han gaar hen og sætter sig ved et af Malerierne.) Kom ind! Professoren. Witt (træder ind bærende sit Maleri; det er tilhyllet). Witt. Jeg kommer med mit Billede. Professoren. Værsaagod . . . sæt det paa dets Plads. SIDE: 478 Witt (uden at efterkomme Opfordringen). Jeg kommer saa sent, fordi jeg gjerne vilde faa De- res Mening om det, Hr. Professor. Professoren. Sæt det paa dets Plads! Witt. Der afhænger saa meget af det . . . Professoren. Saa! - ja, om De kan blive ved. Sæt det der! Naar dets Tur kommer, skal jeg se paa det . . . Witt. Det er, fordi jeg bagefter gjerne vilde tale med Dem, Hr. Professor! - - - om noget, der berører Dem per- sonlig, noget meget vigtigt . . . Jeg har opsat det, til jeg har kunnet vise frem noget, som kunde give Dem Tro paa mig. Det er derfor, jeg beder Dem se paa Bil- ledet nu. Professoren. Jeg har intet at tale med Dem om, det jeg véd, - intet, jeg vil tale med Dem om! . . . Jeg har travlt. Witt. De vil ikke se paa Billedet? - ikke tale med mig? Det gjælder alt for mig - alt, Hr. Professor! De vil ikke! Javist, jeg indser jo nok, at De ikke kan tænke andet, end De nu gjør. Men jeg véd dog, at De i sin Tid saa noget hos mig, som duede, og det var Deres Øie for det, jeg har at takke for mine første Fremskridt. Jeg fik Følelsen af, at jeg ogsaa kunde have Vinger, og prøvede paa. Men hvergang jeg saa kom til at se, hvordan De malede og fik alt saa helt og klart og fuld- endt, saa tabte jeg igjen Modet. Jeg fløi stadig som en blind Fugl mod en Mur, og denne Mur var Deres mægtige Kunst; thi, uagtet jeg er saa ung, er der ial- SIDE: 479 fald neppe nogen, som forstaar, at De er en stor Ma- ler, bedre end jeg! Professoren (ironisk). Takker! Witt. Hidtil var jeg altid modløs . . . Professoren. Men nu? Witt (stolt). Har jeg ladet Lærredet staa og fuldendt det. Jeg haaber, det ialfald skal findes at eie noget Værd. Professoren. Min ringe Mening om det skal De faa siden sam- men med de andre. De maa undskylde, at jeg ikke ser mig istand til at behandle Dem som nogen Und- tagelsespersonlighed. Jeg har ikke Tid og vil ikke have Tid. Behag at sætte Deres Billede hen paa sin Plads, - eller tag det med Dem! Witt (der imidlertid har sat Billedet hen paa Stafeliet, idet han skal gaa). Om ikke De stoler paa mig, fordi jeg kan være en Ubetydelighed, saa stoler ialfald jeg fuldt og helt paa Dem, Professor Stenvig! - at De paa denne for mig afgjørende Dag ikke skjænker mit Maleri et blot flyg- tigt Øie, men at den Dom, jeg faar fra Dem, er, hvad De efter Deres Samvittighed vil udtale om mit Billede. (dvælende, idet han gaar ud) Min Lykke staar paa det, Professor! De afgjør, om jeg skal blive en Kunstner - - og endnu mere! (Ud.) SIDE: 480 Professoren (alene). En farlig Fyr! - noget af en Kunstner i hvert Ord, han siger. Men jeg kjender Dig nu, min gode Mand, hvad Du fører i dit Skjold (haanlér) . . . blot stjæle min Datter fra mig! . . . (gaar rask henimod Witts Stafeli, men stanser igjen) Han tvilede paa min Retfærdighed! - hm, for det kan han være rolig. Er der nogen som skal faa sin Ret udveiet til sidste Kvintin, saa er det vel ham nu! (betragter Billedet og gjør et Par Gange Mine til at gaa fra det igjen, men blir mere og mere hængende ved det; gaar fornøiet prøvende fra og til det, stedse i større Bevægelse, retter det bedre mod Lyset, betragter det igjen.) Det er ingen Tvil . . . ingen Tvil! . . . ikke Spor af Tvil om, at dette her er et Mesterværk! . . . et Mesterværk for Alvor og ikke bare for Spøg! Hvilket sorgfuldt Skjær i den Støvstrime af et Sollys, der falder ind igjennem Vinduet paa de stakkels Børnehoveder! - og saa den syge Kones blege Ansigt! Det er prægtige Træk . . . hendes Ærekjærhed kjæmper med Sulten i Redet. Det er tydelig hende som har sultet sig for Børnene. (rørt) Bravo, siger jeg, Witt! Bravo, siger jeg. For saadant bøier vi os, - det er stort, bare simpelthen stort. Der er intet at sammenligne med det. Saa energisk, kraf- tig, ligefrem malt! Bare denne grønne, slidte, pene Kjole paa Væggen, hvor fortæller den ikke om Ære- kjærhed og Nød! Jeg tror sandelig, jeg ikke rigtig taaler at se det (visker en Taare ud af Øiet og griber til Lommetørklædet) - jeg . . . jeg synes, saadant er næsten for strengt! Men det er det samme, det er deiligt, - det er som en hel ny Skjønhedsdaab for mig . . . eller det maa være længe siden jeg har set noget rigtig, rig- tig vakkert! Ja man hungrer efter Skjønhed! Se blot den unge Pige der med sin Gave, saa hjertelig med- følende og naturlig, - saa udtryksfuld; hun søger at skjule, hvor dybt hun er grebet. Det kalder jeg Barm- hjertighed. Hun har forresten nogen Lighed med SIDE: 481 Judith i Udtrykket. Det er mesterlig skjønt! . . . Jo, - - jo mere jeg ser paa det, desto mere er det Judith. Naturligvis ja! . . . den, som skulde male noget saa- dant og har set Judith, maatte jo have hende for Øie. Det er mærkelig nok med Geniets Magt, - det er den inderste Lighed, han har truffet, sletikke Trækkene! Det er, som jeg kjendte min egen Datter endnu bedre, siden jeg har set dette - som jeg nu først rigtig for- staar hende. (op af sine Tanker) Judith ja! Det er det samme, jeg har glædet mig idag, som jeg ikke har glædet mig paa mange Aar! . . . Huf, hvor denne Kjole er trang! . . . (ser paa sig) Naa, - Staskjolen! Jeg maa have Luft! Lig der! . . . (han kaster den hen paa en Stol og tager sin vanlige Kunstnerrok paa) Saa, saa! Saa føler vi os da som Kunstner igjen. Ho . . . ho! det er fra mit Atelier! . . . og saa skulde man ikke tro paa Fædre- landets Kunst, gode Figenbaum. Og saa . . . (stanser ved en pludselig Tanke) . . . og saa, ja! . . . Ja det var det! . . . (sætter sig ned i en eftertænksom Stilling) . . . Han er altsaa dog det, jeg engang havde en Anelse om, en Kraft for Alvor! og paa den Maade farligere end jeg troede. Naa, naa, det er jo dog nu afgjort; hun har lovet mig det, min lille Judith! . . . Lovet ja! Det var, fordi jeg overbeviste hende om, at det var en Stym- per; men nu; naar hun faar høre dette? Hvad vil det føre til? Jeg kan ikke komme med, at hun engang har lovet at blive hos mig, at det hverken gjør fra eller til, enten han er en stor Maler eller ikke. Desto større han er, desto mindre Rimelighed har jeg for at beholde min Judith. (bevæget) Jeg har jo bare det ene Lam! (bitter) Jo-o jeg ser det, det vil gaa saa, at han tager min Datter fra mig - - det er ingen ubetydelig Elev, det er en Mand, som har vokset sig stor i mit Hus og nu vil plyndre Redet . . . en giftig farlig Slange! og det en, som er baade større og stær- kere end sin Mester, (ser hen mod hans Maleri) derom behøver jeg ikke at tvile! (springer op) Nei, derom be- høver jeg ikke at tvile! . . . ikke at tvile! . . . ikke i - SIDE: 482 mindste Maade. I næste Uge, om en Maaned eller høist saa længe, som Verden behøver til at begribe det, vil hans Værk nævnes overalt . . . gaa som en Løbeild Landet rundt. Der vil bare tales om ham, . . . om ingen anden! . . . jeg ser det. Orning og disse - hvad var de? Men denne - en fuldstændig ny Kraft, ung og færdig og struttende af Evne! (en Stund med korslagte Arme, mørk) Ingen vil spørge efter Professor Stenvig mere uden kanske for at sige, at han er gammel og triviel . . . noget tilbagelagt! - (drager Aanden tungt) N-e-i, det er nok ikke blot min Datter, han vil tvinge sig til. Han vil tage mere - mit Navn fra mig! (begyn- der at gaa op og ned i stærk stigende Bevægelse, hvorunder han kommer Maleriet mere og mere nær) Og det er fra mit eget Atelier det Lys skal gaa op for Landet, som sluk- ner mit, . . . Anton Stenvigs Navn! . . . Jeg skal paa den Maade tvinges til at besørge mit eget Nederlag . . . bestaa Fyrværkeriet . . . gaa under, og ovenikjøbet be- sørge hans Ære . . . Gaa under som en Hund ja! (spæn- der rasende til Stafeliet, saa Maleriet falder paa Gulvet. Han staar en lang Stund bedøvet og forfærdet og stirrer ned paa det ødelagte Billede; gjør nogle Bevægelser for at fatte sig, tørrer Panden, sætter sig hen ved Bordet med Haanden for Ansigtet, reiser sig igjen, brister i vild Latter) Jeg gik for en Time siden her, - her netop! med mine Ordener og tordnede og formanede, talte saa stort og skjønt for de andre, var saa nobel, saa vis, tog Løfter og alt muligt, - var saa ophøiet! - og nu - har jeg gjort det, som ingen anden vilde have gjort, - af den neder-dræg- tigste, laveste Misundelse! . . . Hahaha, jeg har holdt Taler ja! . . . (ser ned paa Maleriet) Det er mig, som har gjort dette! (han kommer i Graad) Ja nu kan Du tørre Øinene, . . . det er formodentlig, fordi Du talte saa rø- rende isted, Anton Stenvig, at Du vil tude nu! . . . Gid jeg var i Jorden, eller at jeg blot kunde indse no- genting mere! Det er et Mesterværk, jeg har ødelagt - - af den pure Misundelse! (Styrter ud.) SIDE: 483 Jfr. Grabow (kommer ind fra venstre med Kjøkkenfor- klæde paa). Derpaa Fjeldbo og Vindem. (Senere) Ny- sen. Witt. Orning. Jfr. Grabow (alene). Aa jeg er saa angst! Jeg saa Professoren løbe ned- over Haven i Kalot; . . . bare det ikke er for at lufte sig over noget! Nei, det spaar ikke godt! Jeg tror vir- kelig, man kan have formeget at passe paa, naar al- ting skal være Hemmeligheder, - Suppen maa heller ikke koge over derude! - Hemmeligheder ja! - men af den Slags, som man ikke tør nævne et Ord om saa- meget som til sin egen Kattepus! Ellers tier jeg jo al- tid, det er min Lod at tie. Men dette her! - bare For- skrækkelse, ond Samvittighed, som man var en Tyv. Angst paa Angst den hele Dag! Først nu for at Witt ikke skulde have noget Billede færdig. Aa hvor det lettede at se ham endelig - endelig komme med det. Og, naar jeg saa siger det til Judith, saa ser hun blot paa mig ligbleg og svarer ikke, mens Taarerne styr- ter hende ud af Øinene! Hun har ventet for meget paa det, stakkar! Men nu, Professoren er borte, vil jeg liste mig til at se paa det, - (ser Billedet ligge paa Gulvet; slaar Hænderne sammen over sig) . . . Hvad er dette? . . . (ude af sig selv) Hjælp! . . . Hjælp! . . . Fjeldbo. Vindem (iler ind fra Elevernes Atelier; begge raaber). Hvad er det . . . hvad er det, Grabow? Jfr. Grabow. Hjælp siger jeg! . . . Ser I det, som ligger der . . . (sætter sig ned) Aa, jeg vidste at nogenting vilde hænde! . . . Fjeldbo (har taget Billedet op). Witts Maleri! . . . SIDE: 484 Vindem. . . . aldeles ødelagt . . . ruineret! Fjeldbo (til Jfr. Grabow). Og De fandt det der? . . . Mage til Lumpenhed! Vindem (som har beset Billedet, sætter det op paa Witts Stafeli igjen). Lumpenhed ja! . . . Se, Fjeldbo! det Hjørne af Stuen der og det Lys ved Vinduet og det Barnehoved der . . . det er skjændigt, hvor det er ødelagt, - tilsmurt! Fjeldbo (efter en Pause ved Billedet). Vindem, véd Du hvad, jeg gav hele min Bøling der- borte for at have gjort de Stumper der! (tordnende) Jomfru Grabow, hvem har gjort dette? Jfr. Grabow. De tog det selv op, - saadan laa det, da jeg kom ind. Nysen (kommer ind, tager den ene Nævefuld Sølv op af Lommen efter den anden og kaster paa Bordet. Højrøstet). Penge som Græs! Penge som Græs! . . . Endnu mere . . . . endnu mere! . . . to hundrede og tyve Kroner hos Figenbaum, ikke en Skilling mindre, i Sølv . . . jeg har vekslet dem; jeg fik Lyst til engang at kjende mig rig- tig rig, saa Formuen tynger i Lommen. Iaften gjør jeg Soiré for Jer. The dansant! det vil sige Punsch i mine Thekopper . . . Hvad? . . . Hvad staar I og ser paa? (hen til Billedet) Hvad er det? Fjeldbo. Witts Billede! Saadan fandt vi det . . . SIDE: 485 Nysen. Skammeligt! . . . Skammeligt! - har han først leveret det, saa er jeg vis paa, det har været noget tilgavns! Vindem. Aa ja, - saa tilgavns, at nogen anden er blevet ra- sende, tænker jeg. Fjeldbo. Du mener? . . . Vindem (peger paa Ornings Billede). . . . han naturligvis. Nysen (dæmpet). Orning! Fjeldbo (heftigt). Ser Du, Vindem! Jeg skulde kjøre begge Støvlerne gjennem den store Plade der med Guldrammen om, dersom der bare var Spor af Hævn i det; men mod en eneste Stump af Witts er det saa alligevel bare et Kræmmerhus. Witt (kommer langsomt ind og ser sig om). Er Professoren gaaet, Jomfru Grabow? Jfr. Grabow (tonløst). Ja. Witt. Har han talt med de andre? (til disse) Hvorfor staar I saadan? (studser) Hvad er det . . . det der! (hen imod Stafeliet) - mit . . . mit Maleri! fordærvet! . . . øde- lagt! - tilsmurt! . . . Det Værk, som jeg har hentet frem af mit inderste med al min Sjæls Magt, - til- intet-gjort! og nu i sidste Øieblik (efter en Pause) Det var Synd . . . Synd, (gaar langsomt over til den anden Side; SIDE: 486 for sig) Og - Judith! hvorledes sige det til Judith. Jeg har malet det med et Glædesmod, som det var den første Landse, jeg brød under hendes Øine; hun var Prisen! og saa - istedetfor min stolte Seir føre hende hen til - dette her! (farer op) Og hvem har gjort det? . . . (ser sig om, - dæmpet) Det er ikke værdt, nogen siger det! Der kan kun én have gjort det . . . og for én enestes Skyld . . . (hen til Jomfru Grabow) Sig, det er Orning, Jomfru Grabow! (Jfr. Grabow ryster paa Hove- det) . . . Ikke? (ler koldt) Ikke? . . . da véd jeg det bedre end De! Vær ikke bange. Jeg tror, jeg kunde faaet en Knæk idag, om det havde været nogen anden . . . men er det ham, - (udbryder) saa vil det kun sige, at jeg kommer til at levere slige Malerier, at han skal svimle som en Spurv over dem, - da vil det sige, at alt endnu ikke er tabt, Grabow! (Gaar hen til sit Billede). Nysen (hen til Witt). Hør, Witt, faar Du ondt for at klare Dig med Penge, saa . . . (slaar paa den ene Lomme) staar denne ene Lomme for din Regning, - der er Halvten i hver . . . Fjeldbo. og Halvten af mit Billede skal Du ha, om jeg faar solgt det. Vindem. og mit med, Witt! mangle skal du ikke . . . Vi sy- nes alle, at bare Stumperne er det bedste, vi har set! Fjeldbo. Ja, Du er vor kapitale Overmand, - og kanske Professorens med! Orning (kommer slentrende ind med Lorgnetten i Øiet). Nu! har man faaet sin Dom? Smigrer han os? (ser sig om) Det ser slet ikke ud til det! (hen til Witts Bil- SIDE: 487 lede) Det der? - det sprængte Lærred der . . . Hvad vil det sige? Har De ødelagt Deres Billede igjen, Witt? (Witt maaler ham koldt) (til de andre) Hvad vil det sige? Saa er det altsaa ham selv! (til Vindem, der ryster paa Hovedet) Ikke? Men saa maa det jo være nogen . . . Saa . . . saa, - en alvorlig Sag altsaa! Hvem har væ- ret her? (Witt gaar hen og sætter sig over paa den anden Side) Det skulde dog være interessant at vide det. Jeg for min Del er saa heldig at komme fra en Kjøretur med min Moder og har ikke set Billedet før nu, saa jeg tør se Tingen temmelig upartisk an. (betragter det) Men det har jo været smukt . . . ypperligt. Det der er bril- lant! Mine Herrer, det forekommer mig som dette er en Sag, der rører ved hele Atelierets Ære, - ved os alle! Hvad siger Professoren? Hvem har været her? Vindem. Professoren er borte; han har vist ikke set det. Jfr. Grabow (afsides). Hvem der har været herinde? - Ja hvem? Ingen anden har været her . . . Umuligt . . . umuligt! Og dog? - naar han først ikke vil noget, hvad er saa umuligt? han knækker alting. Han har set, det gjaldt Judith! og saa. Der ligger hans Kjole, - der hans Lommetør- klæde! (tager dem med) Jeg tør ikke tænke . . . jeg tør ikke tæn . . . (Styrter ud). Orning (afsides). Jeg afbryder Forbindelsen med Klem, det aner mig, at det er ham, - han er rent fanatisk og bringer mig tilslut det rene Smuds paa Manschetten. (høit) Mine Her- rer, dette er en Sag, hvori vi har Forhold baade som Æresmænd og som Kammerater! Jeg foreslaar derfor, at vi overlægger, hvad her er at gjøre. At Witt ikke tør tabe pekuniært, er selvsagt; det skal jeg nok be- sørge; men som Gentlemen pligter vi mere, at faa Sagen fuldt oplyst, - ikke hvile, før det er bragt paa det SIDE: 488 rene. Og ikke blot det; her tør maaske kræves en eller anden offentlig Udtalelse. (De gaar alle undtagen Witt). Witt (sidder alene). (Straks efter) Judith. (Senere) Pro- fessoren. Witt. Jeg gik med en saadan Vished i Hjertet! . . . saa denne Dag rinde op med et saadant Guldskjær som ingen Dag i mit Liv, fordi jeg fuldt og fast troede, den skulde bringe mig paa sine blanke Vinger baade et Navn og Judith Stenvig . . . bære det hen til den fat- tige Elev! - Judith (kommer ind; hun ser betaget ud og gaar langsomt hen mod ham). Witt . . . Witt! . . . De maa ikke se saa sorgfuld ud! Witt (springer op mod hende og fører hende foran det søndrede Billede; - - ser smertelig paa hende). Det var ikke det Slags Gjensyn, jeg havde forberedt mig paa . . . Judith (tonløst). Jeg har hørt det af Grabow! . . . (efter en Pause) Witt! De glemmer, at der er nogen, som sørger med Dem. Witt. Det var malet med mit Hjerteblod! Judith. Om ingen anden tror paa Dem, saa husk, at jeg tror paa Dem, Witt! - at jeg vil følge Deres Kunst - skjælve og bæve i mit Hjerte ved hvert af Deres Værker! Witt. Tilgiv mig! Skuffelsen var saa uhyre, saa grænseløs . . . Men nu, Judith, - efter de Ord blir min Tro blot SIDE: 489 af dobbelt Staal. Siden jeg vandt Dig, er der kommet en Kraft, Klarhed og Varme i mig, der gir mig en Til- lid til, hvad jeg gjør, som jeg aldrig har kunnet føle før. Min Judith beroede ikke paa Held eller Uheld! var det ikke saa? Du har ikke Begreb om, hvor herlig Du var, da Du sagde det! Jeg har set Dig hele Tiden saadan. Jeg vil høre Dig sige det nok engang! Sig det engang til, Judith! . . . Sig det idag! Judith (afsides, fortvilet). Sige ham alt? . . . nu, - i denne Stund, han holder paa at knuses! - det er umuligt. Witt. Sig det, Judith! Sig, at der kommer en Dag, da en ung frisk Sangfugl sætter sig ved Siden af mig, som ufortrøden haaber paa min Haand, - ryster Held og Uheld af sig som Regn! - var det ikke saa? . . . som synger Munterhed og Liv over Tingen og om en Dag, da min Kunst kanske naar hen til noget virkelig stort. Sig det, Judith! - jeg tørster efter det Ord, - trænger det, som en glødende tør Ørken trænger Himlens Regn! Judith! . . . Du . . . De . . . tier . . . Judith. Nei . . . Nei, Witt! . . . Deres Kunst vil blive det rige, det herlige for min Sjæl; - men - misforstaa mig ikke . . . se ikke saadan paa mig . . . sæt mig ikke fjernere fra Deres Sind, eller . . . jeg formaar ikke at bære det! jeg kan ikke blive Deres, før vi har opnaaet Samtykke af Far. Jeg har - lovet ham det . . . Witt (langsomt). De har lovet ham det? - ikke at blive min, . . . før . . . han samtykker . . . (udbryder) Judith! - saa har De altsaa skilt os ad; han samtykker aldrig, - aldrig! Nu forstaar jeg først, hvad her er sket idag! Det er ingen anden end - - - Nei, - jeg har intet mere at sige . . . Judith Stenvig. SIDE: 490 Judith. Men hun har noget at sige Dem, Witt! - Da hun gav det Løfte, tog hun et andet af sin Far, - at hun aldrig maatte blive nogen andens . . . og naar hun saa hele Livet igjennem vil følge Dem og Deres Kunst, saa er det, fordi hun har elsket . . . elsket Dem, Witt! . . . (Ser smertelig paa ham og gjør en Bevægelse for at gaa.) Witt. Judith . . . Judith! - jeg føler det . . . det er Stunder som denne, der skaber en Mand! Man maa have elsket med hele sin Sjæl og saa maattet slippe det . . . (idet Judith gaar mod Døren) . . . Ja, da blir man stærk, man maa se det, man har kjærest, paa Havsens Bund, - velforvaret gjennem et Dyb af salte Taarer . . . Professoren (i Døren i Baggrunden uden Hat). Judith! . . . Judith (hen mod ham og skjuler sit Hoved ved hans Bryst). Far! Professoren. Ja vær hos din Far! - (koldt) om Du vil da . . . kanske Du ogsaa kunde finde, at det ikke længere er det samme, - at der er Forskjel paa en Fader med Ære og en Fader uden Ære. Menneskene er en un- derlig Race, underligere end jeg havde troet; man kan aldrig vide, hvad. Man maa holde dem tilgode. Jeg skal altid holde af Dig alligevel, Judith! - selv om Du vrager mig og finder, at jeg har forspildt det, som er dit Livs Lykke . . . Judith (forfærdet). Men Far da? . . . Du er syg! . . . Professoren. Syg? . . . ser jeg saadan ud. Gid jeg var. Nei, Barn! - man taler ikke saa, naar man bare er syg. SIDE: 491 Judith. Far! Professoren. Men naar man har mistet det, man følte som sin Ære baade for sig selv og Verden, naar man har faaet den hele Porcelænsindretning, som man kaldte for Stolthed, knust i Knas og Stumper, saa man selv staar saa afklædt og liden! da er det kanske ikke saa mor- somt at være denne Mands Datter, - at gaa ved hans Side, naar hun ser ham bøie og undskylde sig istedet- for at kneise med Nakken. Ja Judith! - din Far er kommet til det, at han maa være ydmyg, han tør ikke slaa Øinene op og se Folk lige i Ansigtet længere, - ialfald ikke, før han har faaet sagt dem, at han er en elendig, jammerlig Patron, som baade for sig selv og andre har gaaet paa høie Stylter . . . (tager Judith ved Haanden og fører hende foran Witt) Eller hvad mener Du, den Mand vil svare, naar jeg nu gaar hen til ham og spørger, om han ogsaa vil have Dig, dersom Du ikke var Datter af en høit opsat Hædersmand, som han selv har anset for noget stort baade i Verden og som For- billede for hans Kunst . . . ikke Datter af den Profes- sor Stenvig, men af en tom Blære af en Prædikant, et rigtig nederdrægtigt, misundeligt, lavt Menneske . . . Judith. Far, ti! . . . Professoren. . . . af den Mand, der holdt hans Skjæbne og hans Mesterværk i sin Haand, og saa i sin Misundelse gir ham Slaget, som knuser begge Dele. Det var mig det! Witt, - mig! den ansete, berømte Professor Sten- vig! Han taalte ikke at se et Mesterværk, skal jeg sige Dem, . . . han liker ikke at se Mesterværker! Judith. Far! . . . Far, - jeg blir hos Dig! SIDE: 492 Witt. Mesterværker! - Siger De, det var et Mesterværk? - det er mig nok! Maleriet har jeg her (peger paa Pan- den) for mit Syn, det skal snart staa færdigt igjen . . . Judith! Judith! - hører Du, hvad din Far siger? . . . Jeg har vundet Slaget alligevel! Professoren. Og jeg har tabt . . . Judith. Du har intet tabt, Far! - det føler jeg! Witt. Professor! - det var den stolteste Dom, jeg kunde tænke mig over mit Arbeide, hvis De virkelig følte, at det tvang Dem til at give mig Deres Datter! Professoren. Frist mig ikke til at lyve for mig selv . . . Nei, her faar man nok se lidt nøiere paa sig. Jeg havde mulig givet Livet for Dig, Judith! - jeg tror, jeg kunde det ialfald. Men slaaet itu Witts Maleri? . . . nei, det gjorde jeg kun for mit Navns Skyld, - jeg holdt ikke ud at tænke paa, at det skulde komme i Skyggen. Witt (raskt). Hvem taaler vel det! Professoren (rørt). Witt! - min Søn . . . min Søn i Kunsten! . . . tilgiv, glem, at Du har set mig saa - ussel . . . og tag min Judith! . . . Hvad jeg er, - De faar der en Kunstners Datter! (Gir ham Judith.) SIDE: 493 Witt (heftig). Professor . . . De skal ikke faa Skam af mig! De forrige. Figenbaum. Fru Figenbaum. Jom- fru Grabow. Orning. Nysen. Vindem. Fjeldbo (kommer ind fra Baggrunden). Figenbaum. Hvad? . . . Maleriet knust! - Jomfru Grabow taler i Gaader, ganske forblommet . . . Jfr. Grabow (hen mod Professoren). Jeg siger ingenting! . . . Jeg tier, som min Pligt er; - men . . . saa er der Ting, som taler saa, at . . . én kunde gaa i Graven af Sorg over det . . . Det er Deres Lommetørklæde, Professor! . . . og . . . Men jeg tier, som min Pligt er. Der gives saadanne unaturlige Fædre som . . . (ser Judith og Witt staaende sammen. For- bauset) Hvad . . . Judith? . . . Witt? . . . Judith (nikker). Ja, Grabow! Jfr. Grabow (ivrig hen til dem; - straalende). Og det har Professoren virkelig . . . Professoren. - Ting, som taler, Jomfru Grabow? . . . (slaar sig paa Brystet) Der er noget her, som taler idag høiere selv end Deres Taushed. Vi indbilder os, at vi gaar med en saadan Rigdom og Ophøiethed her! (peger paa Hjertet) - at det er en duftende, deilig Appelsin, og saa, naar man skulde obduceres, er det en indskrum- pet, sur, vissen Citron! Vi er ikke misundelige, nei, - dertil er vi for store Kunstnere . . . for ophøiede SIDE: 494 Gentlemen! og saa, mine Herrer, naar det kommet til Stykket, er man Mand for - (Witt, Judith, Jomfru Grabow hastig imod ham). Judith. Men Far . . . Far! Witt. Nei . . . nei . . . dette er min Sag! Jfr. Grabow. Men, Hr. Professor! Det er jo ingen anden end min Kat, som har gjort det! . . . den troede vist at se en Mus under Sengen derinde i Maleriet, og saa sprang den, som den var gal, og væltede det paa Gulvet . . . Jeg har ikke turdet fortælle det, før jeg fik Løfte om, at dens Liv skulde spares! . . . Se der har I Sammen- hængen! Fjeldbo. Vindem. Nysen (i Munden paa hverandre). Katten? - - Deres Kat! Orning. At ingen har tænkt paa den! Professoren (konsterneret). . . . Hm! . . . hm! . . . (rækker hende Haanden) . . . Lad gaa da, gamle Grabow! (til de andre) . . . Jo, Milla! . . . Jo, mine Herrer! - jeg har at melde den Nyhed, at jeg har givet min Datter til Witt idag . . . et Bevis paa, at jeg har fuld Tillid til ham baade som Menneske og Maler! (De ser alle forbausede ud.) Nysen. Næ-æ . . . (Teppet falder).