Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet,
OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved
Universitetet i Oslo i 1991-1997.

Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av
markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten,
og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på,
gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/

Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene
presenteres sammen med teksten.

Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

SIDE: 3

Som en uvorren Brand til at gaa ud i al Slags Veir
nævntes i Arendal den mørkskjæggede Lods Salve Kri-
stiansen fra Merdø.

Han havde med Livsfare bjerget mangt et Skib, der
ellers som Havarist vilde hjemfaldet Søretten, og man
vidste om ham, at han havde ladet sig sætte alene om-
bord i synkefærdigt Vrag, medens han sendte Kam-
meraten iland efter Hjælp. Men det hed tillige, at han
laa stærkt uklar med Lodsoldermand Beck, saa at han
aldrig vilde opnaa Redningsmedaillen.

I Hjørneskabet hjemme i hans Hus skulde han have
flere Sølvstøb med Indskrifter samt en stor Kikkert
som Erindringer fra forskjellige Skibe.

Han var heller lav end høi, - man kunde næsten
kalde ham spædbygget; men der stod noget ubøieligt,
uforfærdet ud af dette Ansigt med de hvasse, brune
Øine, den skarpe, rette Næse, og et anstrengt magert
Træk ved den Del af Kinden, som var over Skjægget.
I Forening med hans bratte barske Væsen og Tale gav
det Indtrykket af en overordentlig Energi.

Hans hele utilgjængelige Maade at være paa røbede
en vis Bitterhed, der tydelig nok lod Folk føle, at han
kunde leve dem foruden.

Det hed oppe i Byen, og det sagdes ogsaa hos Lods-
oldermanden, at han var forfalden til Drik; thi, efter
at have solgt sin Makrel nede ved Bryggen, kunde han
undertiden sidde hele Dagen inde i Mor Andersens
Stue med Brændevinsglasset for sig. Han talte da lidet;

SIDE: 4

men naar det led ud paa Aftenen, og han havde faat
endel i Hovedet, var han ikke god at komme ud for.

Hvad der gik af ham, at han fandt sig saa vel i
Mor Andersens Sjømandsstue, var ikke saa let at sige.
Man vidste ialfald der, hvorledes man skulde tage ham.

Den høie Mening, der almindelig næredes om ham
som Sjømand, havde gjort ham til Helt i den Kreds
og, om det end ikke udtryktes direkte, følte han dog
gjennem de enkelte ligesom tilfældige Spørgsmaal, der
efter en eller anden Tur tilsjøs rettedes til ham, eller
af den Maade, hvorpaa den indtrædende hilsede ham,
at her var Sympathier, og at hans Navn havde Klang.

Det faldt ikke let en Matros ind at sætte sig uden
videre lige ved Siden af ham, uden det kom sig natur-
ligt gjennem Hilsning og Tiltale.

Medens Salve Kristiansen saaledes kunde sidde inde
i Sjømandsstuen, færdedes hans tiaarige Søn, Gjert,
ude paa Havnen sammen med en hel Hob Kammerater
af Byens Børn, der lidet forstod sig paa Standsforskjel.

Den brunhaarede, brunøiede lille Gut med det raske
Ansigt var den viltreste af dem allesammen og nød til-
lige en vis Anseelse blandt dem som sin Faders Søn,
- en Ære som han aabenbart paa alskens halsbræk-
kende Vis søgte at hævde.

Han skulde jo egentlig passe paa Skøiten, men den
laa vel fortøiet og kunde ogsaa godt tilses fra en af
Ræerne ude paa Havnen. Gjert holdt sig ved Baaden,
indtil Gutterne kom fra Skolen; men, naar de saa
strømmede nedover og i Iveren efter deres vanlige
Legeplads, Havnen, kastede Bøgerne paa Bryggen, ven-
tede han dem gjerne derude paa en iøinefaldende Plads
oppe i en Saling eller Raa eller, - hvad der fra mangt
et Vindu saas baade med og uden Kikkert og ellers
rygtedes til stor Forskrækkelse blandt Byens Mødre,
- med en Præstation, hvorunder han laa paa Maven
over en eller anden Masteknap.

De fleste af Børnene var hjemme udtrykkelig ad-
varede mod Sønnen af den "uvorne Kristiansen". Men
Saling og Top, der saa altfor godt kunde ses hjemme-

SIDE: 5

fra, blev netop derved saa lystelig at se op til, som om
Gjert Kristiansen sad oppe i det forbudne Træ.

Det gik jublende til derude som i alle vore Sjøbyer,
hvor Guttelivet paa Havnen skaber Matroser, inden de
har gjort sin første Reis.

Becks Sønnesøn, Frederik, der skulde blive Søkadet,
havde en Dag troet at dække sig for Vinduerne hjem-
me ved at entre op paa den bagre Side af Mastetoppen
og der forene sig med sin Ven, som sad oppe paa Knap-
pen; men det spinkle Træ gav ikke den forønskede
Dækning for Lodsoldermand Becks skarpe Blik.

Denne kom selv i fuld bedstefaderlig Harme ombord,
hudskjeldte Skipperen, som kunde staa og se paa sligt,
og bankede Gjert Kristiansen, som havde forført hans
Sønnesøn til saadan Ulydighed, med sin krogede
Knortestok, idet han tilføiede, at Gjert alt tegnede saare
net til, hvad der engang vilde blive af ham, han havde
Arten at slægte paa.

Hans egen elskede forførte Pode, der dog var et Par
Aar ældre, slap for Prygl, og det blev i den Anledning
aftalt mellem Gutterne, at han skulde have det igjen
næste Gang de mødtes.

Prygl havde han ogsaa faat, om ikke Gjert, som netop
skulde hævnes, uventet havde gjort Parti med ham.

Historien om, hvorledes Beck havde banket hans Søn
og sat hans Fremtids Horoskop, fik Lodsen først høre,
da de seilede Skøiten paa Hjemturen. Han blev saa
hvid som et Lagen i det sortsmudskede Ansigt; men da
det kom dertil, at Gjert alligevel havde hjulpet Frede-
rik Beck, studsede han, og sagde noget efter:

"Dette skal Du fortælle Mor."

Merdø, hvor Lodsen havde hjemme, ligger foran Ind-
seilingen til Byen, saa at sige lige ude i Havgufsen.

Udsiden af den lille halvrunde Ø er som et andet

SIDE: 6

nøgent Skjær, og oppe fra Vindfløien, hvor Lodserne
holder Udkig, kan man i Uveir se de skjulte Skjær og
Baaer staa i Braat hele den urene Havstrækning hen-
over.

Kysten er her overmaade farlig; men Arendalslod-
serne ude ved Merdø og Torungen hører blandt Norges
første.

I Modsætningen til den engelske og hollandske Lods,
der har sit knapt anviste, autoriserede Distrikt, er dette
vidtfarende Folk, som for at passe op Skibe idag lig-
ger ved Lindesnæs, imorgen under Skagen eller Hans-
holmene og Dagen derpaa kanske sætter Lods ombord
paa et Fartøi fra Hamburg helt nede ved Horns Rev.

I sine brede Dæksskøiter med Arendalsmærket, Num-
meret og en rød Rand i Storseilet, dorger de Makrel
hen over hele Nordsjøvidden lige ned til Doggersbank,
hvor de praier de fremmede Fiskefartøier og forhører
sig om Skibe fra Kanalen og engelske eller hollandske
Havne. De bærer Gaffel istedetfor Hvaløerbaadenes
Spryd og, skjønt ikke saa velseilende som disse, bjer-
ger de sig fuldt saa vel i Sjøgang.

Men Merdølodsen kjendes bedst af den Kaptein, der
en begsort Vinternat, naar Sjøen gaar som Taarne, er
kommet ind for bare Stumperne i Farvandet under
Torungerne, og véd, at han maa rende paa Land, om
han ikke faar Lods.

Han hører sig praiet, Linen kastes, og en drivvaad
Lods staar pludselig paa Dækket. Manden bytter Klæ-
der, faar sig et Glas til Opvarmning og overtager Kom-
mandoen; - han har ikke betænkt sig paa at jumpe
ud i Sjøen med Linen om Livet; thi paa anden Vis
kunde Fartøiet ikke bordes.

Naar det gjælder deres Ære, at bjerge Skib, veier
Baad og Hjem og Liv kun lidet hos disse Mænd, der
ellers til hverdags kunne være nøie nok om Skillingen.

Indsiden af Merdø danner den bekjendte Merdø
Nødhavn, et lidet Strandsted af Fiskere og Lodser; og
det var i en af Sjømandsstuerne der - et lidet rødmalet
Hus, som han selv eiede, med Bislag foran Indgangen

SIDE: 7

og en Poteteshave med et Stengjerde bagom - at Lod-
sen bode.

I de smaa, hvidmalede Vinduer stod et Par Gera-
nier, og i Stuen var alt paafaldende net og pudset.
Der saa halvt skibsmæssigt ud derinde, og man regnede
da ogsaa i Dagliglivet, som vanligt blandt Sjøfolk, helst
Døgn og Skaffetid efter Etmaal og Glas. Over Klaffe-
bordet hang en lang Kikkert; ovenpaa Hjørneskabet
stod endel Sjøkartruller, og i det andet Hjørne et hol-
landsk Slaguhr med en grøn Gjøg paa.

Hans Hustru havde Dagen iforveien set Skøiten pas-
sere Merdø for Arendal, og ventede nu paa sin Mand,
medens deres yngste Søn, Henrik, undenfor var fuldt
optaget af at fange Ræger i en af de smaa Saltvands-
damme, som Sjøen efter Uveir eller høi Flod gjerne
efterlader paa de lavere Dele af Øen.

Han havde faat det Hverv at holde Udkig og varsko
Moderen, men maatte helt have forglemt det for sin
nuværende interessante Beskjæftigelse; thi i den smuk-
ke Eftermiddagsstund, hvori Havet, der viste en Række
Seilere, yrrede i blaat Guld, og Solen alt begyndte at
tegne sig til Nedgangen, saas Skøiten med Lodsstriben
og Nummeret ikke langt borte at staa rumskjøds ind
mod Havnen.

Lodsens Hustru sad ved Udslagsbordet under Vin-
duet. Hendes Dragt havde lidt af et fremmed, nærmest
hollandsk Snit.

Hun var vist urolig; thi der gik forskjellige Udtryk
over det, af en eller anden Kummer medtagne Ansigt.

Et Øieblik støttede hun Haanden til Kinden og luk-
kede Øinene med en træt Mine, men syde derpaa ivrigt
videre.

Skjønt hun holdt af sin Mand, var det ikke frit for,
at hun gruede sig for hans Ankomst.

Der var noget skyt, fortrykt over hende, som hun
reiste sig lidt forhastet, idet hun uventet hørte Lodsen
udenfor. Hun stod uvis, om hun skulde gaa ud af Dø-
ren imod ham.

Men, da han kom ind i Stuen, gjorde dette Udtryk

SIDE: 8

med ét Plads for en frimodig, tilsyneladende glad over-
rasket Mine.

Naar han slig kom hjem fra Arendal, var han gjerne
misfornøiet og bitter og ikke let at omgaas. Hun
kjendte straks, hvad der laa i hans Ansigt, og vidste,
at det for hende da bare gjaldt at holde ud, - være
munter og kjærlig og ikke falde i nogen af de Fælder,
hans bittre Humør altid meget kløgtigt lagde for at
fange hende, i et eller andet Ord, eller blot i en uglad
Mine.

Blev han "desperat", kunde han true med alt mu-
ligt, ikke mod hende, men mod sig selv; - og hun
vidste, at han var istand til at gjøre det. Det havde
flere Gange hændt, at han paa Grund af et saadant
uheldigt Ord lige med ét var gaat tilsjøs igjen - en-
gang i en Uveirskvæld, da det saa ud som den visse
Undergang.

Han kjendte ogsaa selv sit Humør, og det var maa-
ske mest for at faa det af sig, at han ofte foretrak
Mor Andersens Stue i Arendal for Hjemmet.

Var blot den første farlige Dag over, kunde ingen
leve lykkeligere og mere fornøiet i sit Hjem end Salve
Kristiansen og hans Hustru; thi han forgudede rent
baade hende og Børnene og havde nu lige saa ondt
for at rive sig løs igjen, som han før havde havt for
at finde hjem.

Sønnen Gjerts Bedrift med Becks Sønnesøn havde
den Dag taget Braadden bort af hans Sind og saa at
sige forud udrettet Hustruens tunge Arbeide.

Det var med en lys og oprømt Mine han traadte ind
i sin lille Stue og hilsede sin Hustru:

"Nu, hvordan har Du det, Mor? - og hvor er Pose-
kigeren?"

Derved mente han den yngste Søn, han, som havde
holdt saa slet Udkig for Moderen, og som, naar Fade-
ren var i godt Humør, altid gik under det Navn -;
det var hans Øiesten.

En knugende Tyngde var med ét taget hans Hustru
fra Brystet, skjønt hun vel vogtede sig for at lade Man-

SIDE: 9

den mærke det. Stuen var pludselig blet hende lys
og fyldt med den Eftermiddagssol, som havde faldt
gylden ind gjennem Ruden hen paa hendes lyse Haar,
mens hun sad og syde og saa saa bleg ud.

Det var en smuk, slank Kone med Kulør i Kinderne,
der med skjælvende ivrig Haand hjalp ham hans Sjø-
klæder af og nu havde lidt ondt for at svare videre
sammenhængende. Og Lodsen var ikke blind derfor,
medens han gjentagende med stærkere Stemme raabte
paa "Posekigeren", som da ogsaa noget forlegen og
frygtsom foreviste sig i Døren, barbenet, med opbræt-
tede Benklæder og den Blikkop, hvori han havde sine
Ræger, i Haanden.

Den ældste Søn, Gjert, kom ind med endel Knytter
og Varer til Huset, som Lodsen havde kjøbt i Byen,
og han pressede straks den maabende Posekiger til
at hjælpe sig med at bære op af Baaden.

Gjert havde kun let hilst paa Moderen, thi et Øie-
kast sagde ham, at alt denne Gang stod vel til.

Ellers var han hende i Blik og Adfærd anderledes
nær, og han hjalp og tog af for hende i Stilhed, hvor
han kunde. Han havde gjennem sin Barndom set og
opfattet saa meget af dette ulykkelige Forhold, at han
var blet Moderens Ven og Støtte, skjønt han samtidig
ogsaa sværmede for sin Fader.

At Gjert var med Faderen paa Skøiten, var hende
en Forsikkring om, at han, naar Humøret var over
ham, dog ikke rentud gav sig til at seile Skøiten over
Hovedet paa sig - en Mulighed, som ellers ofte nok
stod for hendes forskræmte Indbildning.

Gjert sørgede derhos altid for, at der fra de forskjel-
lige Steder kom Besked om Faderen hjem til Merdø
med andre Lodser eller Fiskere, og af og til, naar han
ikke var med, sendte hun ham ind til Byen for at
speide efter ham.

Ude paa Sjøen var Lodsen i Regelen i nok saa jevnt
Humør, men det mørke Lune kunde ogsaa der komme
over ham, tilsyneladende uden nogensomhelst ydre An-
ledning.

SIDE: 10

Forøvrigt syntes han aldrig saa vel tilmode som
netop ude i Uveir; mod den anden Lods i Baaden blev
han da gemytlig og munter. Men det var en Selvfølge,
at, naar det i den haarde Sjø kneb for stærkt med
Ombordsætningen, var det ham selv, der tog Rebet om
Livet og jumpede ud, - det modsatte vilde være et
Bevis paa hans Agtelse.

Men han agtede nu engang intet Menneske; - det
var hans Tilfredsstillelse at vide dette med sig selv.

Denne Gang blev Lodsen længe hjemme, og der her-
skede i den Tid ikke en Mislyd i Stuen. Tvertimod
var alt i Betragtning af, at de dog var ældre Ægte-
folk, heller overdrevet vel.

Faderen havde de første Dage endog hjulpet den
lille Henrik med at fange Ræger og siden været opta-
get med at tilrigge en liden Brig for ham.

Det eneste, hvorom der havde været en uskyldig
liden Disput, var i Anledning af Gjerts Skolegang. De
var nok saa velstaaende Folk efter sin Stilling, og
Moderen havde en Dag, tilsyneladende som et øieblik-
keligt Indfald, fremsat den Tanke, at det nok kunde
være muligt for dem at holde Gjert paa Skolen i Byen;
- han kunde jo have sit Ophold hos hendes Moster
derinde.

Det vilde Faderen ikke vide noget af; Gjert skulde,
saasnart han fik Alder dertil, ind paa Terjesens Tak-
kelloft i Vrængen og lære at rigge.

Lodsen begyndte imidlertid oftere og oftere paa sin
raske, noget urolige Vis at vandre oppe ved Udkigs-
fløien, eller han stod alene med Haanden paa Ryg-
gen nede ved Bryggen og saa sig om; - han var ikke
af de, som samlede Kammerater om sig. Dette var sik-
kert Tegn paa, at han begyndte at længes tilsjøs igjen.

SIDE: 11

Korvetten "Ørnen" var netop kommen indom Aren-
dal efter et Kadettogt til Middelhavet. Den laa der-
inde paa Havnen og gjorde Opsigt med sin høie Rig,
de blanke Messingpropper ud af Kanonportene, sit Myl-
der af Matroser og sin prompte Orlogsskik til den
skingrende Pibe, medens Trommen af og til rørtes
ombord.

Gjert havde faat Lov til at følge med en af Lodserne
indover til Byen for at se Orlogsskibet, hvorom Nys-
gjerrigheden desuden denne Gang var spændt ved en-
del Rygter, der var i Omløb, og som voksede fra Mund
til Mund.

Man fortalte med betydningsfulde Øiekast, at det
havde været et "Tampetogt", og der herskede blandt
Gjerts Kammerater saavelsom Menigmand inde paa
Havnen en vis Rædsel for Fartøiet. Hvergang Piben
lød, næredes en dunkel Forestilling om, at det var en,
som skulde kattes, og de nysgjerrige Baade holdt sig
helst paa nogen Afstand.

Saa meget sandt var der i alt dette, at der blandt
Mandskabet ombord virkelig herskede endel Misfor-
nøielse med en af Officererne, der var bleven lagt for
Had for sin Hidsigheds Skyld. Han havde tillige været
saa uheldig at lade katte netop Besætningens Vise-
mager; derfor sang de om Gangspillet en mystisk Vise,
som snart lød paa Havnen baade i Bas og Sopran.

Gjert havde hele Tiden været utrættelig beskjæftiget
med Skibet og alt, hvad der vedkom det, og var nu,
da de opad den næste Dag seilede hjemover, ganske
opfyldt af, hvad han havde set og hørt.

Den, som kunde være en saadan en, som gik der
ombord med guldblinkende Uniform!

Frederik Beck, med hvem han havde sluttet et sær-
ligt Venskab siden hin Affære inde i Byen, da han
bjergede ham for Prygl, havde fortalt ham saa meget
derom.

Det havde imidlertid kulet dygtigt op; det saa ud

SIDE: 12

til alt andet end Godveir til Kvælden, og Skøiten stod
hjemover med tre Rev i Seilet.

Lodsen havde flere Gange været oppe ved Fløien
for at se efter dem og sad nu hjemme i Stuen, be-
skjæftiget med at hefte sammen et gammelt Sjøkart,
medens Sønnen kom op fra Bryggen syngende med
skingrende Stemme i Vinden den nye Vise:

Nu, Hurra for mangen en glædelig Vagt,
- hi vi - aa slaa paa!
for hver Ryg, som brann' i det varme Land - udi Engeland.

Aa, sei Du Baadsmandsmath! har Du slidt ud din Kat?
- hi vi - aa slaa paa!
To Dusin, min Ven, er der vel igjen - udi Engeland.

Over Kongens Kanon lad ham faa sin Ration!
- hi vi - aa slaa paa!
der er Frivagt tilveirs op i Foremers - udi Engeland.

Ja, Mage til Sjømand sku' ingen ha'e set!
- hi vi - aa slaa paa!
udi trallala, udi trallala, udi Engeland.

Han stansede hæseblæsende ude i Bislaget for at
blive færdig med den sidste Strofe, og ved at høre
Sønnen derude vekslede Mand og Hustru et Blik.

Inde i Stuen var Moderen netop i Færd med at
sætte frem Eftasverden.

Da Gjert kom ind, var det let at se paa ham, at
han var opfyldt af Mærkværdigheder og tillige, at han
selv havde Følelsen deraf. Samtidig med sin raske
Hilsen trak han Stolen, der stod ved Døren, hen til
Bordet og satte sig, uagtet Maden endnu ikke var kom-
met; - han var glubende sulten.

"Nu da Gjert," sagde Moderen, da han havde sid-
det lidt og set sig om, øiensynlig i Paavente af en
eller anden Opfordring til at fortælle:

"Var Du ombord?"

"Nei, - ikke jeg; men jeg talte med dem, som havde
været det. Forresten saa jeg alting der" - forsikkrede
han med et selvbevidst Nik, og rakte Haanden ud efter

SIDE: 13

en Brødskalk - "fra Merset i Skonnerten Antonia,
som laa lige ved; det rak ikke høiere end akkurat op
over Skanseklædningen; den kunde gjerne været Stor-
baad for Korvetten."

- "Om den havde været en hel Del mindre" -
udfyldte Lodsen tørt, i det han gik hen og satte Kart-
rullen fra sig oppe paa det lille Hjørneskab.

Gjert begyndte nu, 
henvent til sin Mor, at anstille
endel Sammenligninger i sin Favør om, hvor lavt Skon-
nertens Skrog havde ligget imod Korvettens, hvorledes
dens Vager ikke havde rukket høiere end til Storraaen
o. s. v.; men han afbrødes heri af Faderen:

"Hvad var det for en Vise, Du sang derude?"

"Aa - det var den om Tampetogtet!"

"Saa, - det har da virkelig været et saadant?"
spurgte Lodsen med et noget forskende Blik paa Søn-
nen; thi han var ellers ikke af dem, der trode paa
Folkesnak.

Denne interesserede Henvendelse var overmaade
smigrende for Gjerts Selvfølelse. Det var desuden egent-
lig dette, han hele Tiden havde havt paa Hjertet at
fortælle, og han udbrød nu med Præget af den dybeste
Overbevisning:

"Ja, det kan Du tro, Far! - Nogle siger seks, andre
siger ni; men at de alle er kattet ihjel og gaa't i Hai-
erne dernede i Middelhavet, er saa vist som - ja som"
- her saa han sig i Iveren om efter noget at bedyre
med og endte tilslut, da der intet andet slaaende Bil-
lede vilde stige op for ham, med et noget mat -

"som at Gjøgen staar deroppe paa Klokken!"

Efterretningen bragte hans Moder til at sætte sig
ned paa Bænken med Tallerkenen i Fanget. Hun saa
forskrækket fra Sønnen over paa Manden, hvis Mine
dog beroligede hende noget.

"Hvor har Du dette fra, Gjert?" - spurgte hun til-
slut alvorligt med en Rest af sin Bekymring i Stem-
men.

"Hvor jeg har det fra? - Fra dem allesammen!"

Men i Følelsen af, at dette "allesammen" her i hans

SIDE: 14

vanskeligt troende Hjem nok vilde blive taget jevn-
godt med ingen, fortsatte han:

"Fra Frederik Beck. Han har selv talt med en af de
Matroser, som havde Vagt i Officersgiggen nede ved
Bryggen, mens Chefen var iland; og han fortalte ikke
bare dette, men ogsaa mange andre rare Ting." Her
saa Gjert sig om i Følelsen af dog denne Gang at
maatte have overbevist dem.

"Det lader til at have været en troværdig Mand det!"
yttrede Lodsen med en lystig Ironi, der imidlertid und-
gik Sønnen, medens Moderen saa hen paa ham, halvt
bekymret for, at han skulde sidde og prostituere sig.
"Nu, hvad fortalte han saa videre?"

"Aa - det var mange Ting det."

"Nu da!"

"Aa, - der havde været en Orkan, saa de fandt
igjen en hel bortblæst By drivende ude i Havet, Præ-
sten stod netop og prækte for de vandlidte. Og saa
havde de krydset op Gibraltarstrædet saa nær Land,
at de paa Bougsprydet havde taget en Palme ombord,
hvori der sad en hel Negerfamilie, som de siden maatte
sætte iland."

Gjert vilde have udkrammet nok en "Mærkværdig-
hed", - om ikke hans Forældres Munterhed var blet
ham paafaldende. Ogsaa Posekigeren lo, fordi han saa,
at de andre gjorde det, og fik derfor et meget lovende
Blik af Gjert, der stødt trak sig ind i sit Skal med et:

"I tror kanske ikke, at det er sandt?"

"Véd Du, hvad det er at spinde en Ende, Gutten
min? Den Fyr nede i Giggen har nok udleveret en for-
svarlig en!" - sagde Lodsen, idet han satte sig til-
bords.

Der herskede en livlig Stemning, baade mens de spi-
ste, og da Moderen igjen tog af Bordet.

Gjert snakkede, hans Moder gik ud og ind, og Fa-
deren sad henne ved Vinduet og saa ud paa Veiret
og hørte paa. Sønnen beskrev virkelig fængslende nøi-
agtigt alt, hvad han havde set ombord, og fortalte om
Søofficererne og Kadetterne med et Liv, der bragte

SIDE: 15

hans Mor til at sidde inde og høre paa, og Faderen til
under en Pause at yttre smaaleende:

"Du havde nok Lyst til at være en saadan Søkadet,
Gjert!"

"Ja," - sagde hans Mor, et Øieblik forledet af denne
blændende Tanke, - "kom han ind i Byens Skole,
kan ingen vide, hvad det vilde føre til. Klokkeren
siger jo, at Gjert har saa let for det."

Noget i denne Yttring maatte have berørt Lodsen
ubehageligt, thi hans Ansigt skiftede Farve, og han
svarede lidt efter, ikke frit for Spydighed:

"Jeg tænker, Gjert ikke er for god for sin Fars Stand,
og at vi skal slippe at tigge ham op i Storkarslaget."

Gjerts før gode Humør var imidlertid blet yderligere
animeret ved Forestillingen om en saadan uniformeret
Fremtid, og han udbrød uden at vare sig mod Fade-
rens forandrede Tone:

"Mor mente dog her om Dagen, at kunde jeg blive
en slig, tog jeg mig anderledes frem i Verden, end en
almindelig simpel Sjømand."

Det var, som om disse Ord havde tændt Ild i et
Krudthus. Det blussede vildt op i Lodsens haarde An-
sigt, og han sendte sin Hustru et Blik fuldt af en usi-
gelig kold Haan. Der laa i dets stumme Udtryk, at han
kun altfor vel gjennemskuede, hvad der i hendes Sind
kunde ligge til Grund for denne Tale.

Han vendte sig mørk om og sagde skjærende, saa
hun fo'r sammen:

"Foragter ogsaa Du din Fars Stilling, Gutten min?"

Da saa Gjert i sin Iver uheldigvis faldt ind med:

"Frederik Beck skal blive Søkadet," - paafulgte
blot et:

"Kom hid, Gjert!"

Og hermed vankede der en alvorlig Lussing, saa
Gjert tumlede om i Stuen.

Ved det andet Slag kom han tilfældigvis til at se op
paa sin Hustru. Hun var sprunget et Par Skridt frem,
som om hun vilde tage Gjert fra ham, og stod nu blod-

SIDE: 16

rød i Ansigtet med lynende Øine og en Holdning, der
gjorde, at han sænkede Haanden.

Hun gik straks derpaa ud i Kjøkkenet.

Lodsen stod et Øieblik tvilraadig. Derpaa tog han i
Kjøkkendøren og meldte kort og skarpt, at han og Gjert
endnu samme Aften gik tilsjøs; - hun maatte lave
istand Provianten.

Da hans Hustru lidt efter kom ind med Øldunken
og andet, som de skulde have med, var der intet Spor
af den forrige Bevægelse at se hos hende. Det var et
stenroligt, blegt Ansigt, og i hendes Adfærd mod ham
laa næsten noget ydmygt.

Veiret tog stødvis haardt mod de mørke Ruder, me-
dens hun gik der og gjorde Tilberedelserne.

Men da Gjert og hun blev et Øieblik alene i Stuen,
trykkede hun ham heftigt ind til sig og hviskede med
Graaden kjæmpende i Brystet:

"Lad aldrig din Far se, at Du er ræd, Gutten min!"

Mand og Hustru havde sagt hinanden Farvel i Dø-
ren; men hun fulgte uset i Mørket ned paa Bryggen
efter dem, og sad siden længe med Posekigeren paa
Fanget og græd.

Det var mørkt Uveir baade i Lodsens Bryst og uden-
om ham, da han den Kvæld lagde tilsjøs.

Den vanskelige norske Kyst staar nu i Natten illu-
mineret af en Række ypperlige Hav- og Havnefyre;
men for mindre end en Mandsalder siden var det ikke
saa. Da havde den paa lange Strækninger ingen anden
Lysning end selve den hvide Brænding.

Den Kaptein, som havde sluppet Oksø Fyr paa Høi-
den af Kristiansand, maatte prise sig lykkelig, om han
fangede Glimtene af det fjerne Jomfrulands Fyr oppe

SIDE: 17

imod Kragerøkanten, thi de mellemliggende paa den
farlige Kyst udenfor Arendal var endnu ikke til.

Store- og Lille-Torungens Fyrtaarne staar nu der
med sine hvide Mure langt ude i Havet, hver paa sin
nøgne Klippeø af det tilsvarende Navn.

Den mindste af Øerne, Lille-Torungen, forekommer
den forbifarende ikke at eie synderlig mere Plads end
netop til det hvide Fyrtaarn og til Vogterboligen ved
Siden af. Fyret ligger vildt og ensomt derude i Havet,
hvis Stænk i Stormveir regner paa dets Mur, mens
Ørn og Sjøfugl tørner mod de tykke Glasruder, saa de
falder døde ned.

Kommunikationen med Land afbrydes i den haarde
Aarstid af Mén-Is, der hverken tillader at gaa eller
ro, for ikke at tale om de sjeldnere Tilfælder, naar
Hav-Isen sætter ind.

I Aarene atten hundrede og nogle og tyve - henved
en Snes Aar før disse Fyre var byggede, og før den
Tid, hvori vi ovenfor har hensat Læseren, - stod der
ude paa Torungen et Hus, hvis Bagside og ene Væg
var næsten helt op til Tagskjægget klemt ind i en Sten-
røs. Det saa ud, som det ludede sig for at lade Stor-
men stryge over sig.

Den lave Indgangsdør vendte til Landsiden, formo-
dentlig for ogsaa derved at lune Stuen, medens to smaa
Vinduer lod Beboerne se ud til Havet. I en Revne
mellem et Par Rullestene laa ovenfor Tangen en op-
trukket Baad.

Naar man over den dybe Tærskel traadte ind eller
rettere sagt ned i Stuen, var der uventet rummeligt
og endel Bohave, som man ikke skulde tænkt sig der.

Det store Skab med Skjænken maatte ialfald en-
gang have set andre Omgivelser, og i Krogen bag det
stod hensat en overstøvet gammel Rok, ud af hvis Has-
pel der endnu hang en rødgraa Uldtot. Man kunde af
adskilligt forstaa, at der engang havde været en Kone
i Huset, og hin Uldtot havde vel været hendes sidste
Spind.

Paa Bænken ved Gruen sad nu en ensom Gubbe,

SIDE: 18

som oftest beskjæftiget med noget Skomagerarbeide.
Af og til, medens han udrog Traaden, kunde han af
gammel Vane yttre et Ord høit, som om han endnu
tænkte sig sin Livsfælle som Tilhørerinde.

Det var et flinthaardt, lidt tungsindigt Ansigt med
Levninger af paafaldende storladne Træk, og om det
skaldede Hoved faldt Haaret tæt hvidt om Ørene og
Nakken.

Det Øiekast paa skjøns af Messingbrillerne, hvor-
med han hilsede den fremmede, der kunde træde ind
i hans Stue, var kun en forbeholden Indbydelse, me-
dens et Træk om hans indfaldne Mund og den skarpe
Hage derimod tydelig nok sagde, at han var paa sin
Post i Anledning af, hvad denne kunde ville ham, og
at man ikke fik ham længer, end han selv lystede.

Stivsind var overhovedet en af hans fremtrædende
Egenskaber. Som slig var han kjendt og blet til Ord-
sprog lange Veie. Den, som akkorderede med ham
om Fisk inde paa Havnen, risikerede ved den første
Prutning at se ham ganske roligt, men uvægerligt ro
bort.

Han saas som oftest med Ved i Baaden, da de mang-
lede Brændsel derude.

Hvad man ellers vidste om ham, var, at han engang
havde været Lods og havt en drikfældig Søn, som til-
slut havde forvoldt, at Faderen afsattes fra Lodsbe-
stillingen. Man mente, at han ved den Leilighed havde
paataget sig Sønnens Skyld. Siden var han blet men-
neskesky og havde med sin Hustru flyttet ud i sin nu-
værende Stue paa Torungen, hvor de, efterat Sønnen
druknede, havde taget til sig den lille forældreløse
Sønnedatter.

Hvad han levede af derude udenfor noget Skoma-
gerarbeide og Fiskeri, hvis Udbytte han gjerne af-
hændede til Skibene, samt tidligere lidt Skytteri, skulde
man ikke have saa let for at sige.

En af hans Haandteringer, hvorfor han modtog smaa
faste Bidrag af forskjellige Lodser og Kjendtmænd,
var ogsaa i Høstnætterne at holde Ild paa Skorstenen,

SIDE: 19

for at de, som laa udenfor og lodsede i Mørket, af Lys-
skjæret fra de to Vinduer kunde tage Kjending paa
Torungen.

Ialfald var dette den Grund, der anførtes aabenbart.
At dette Jakobs Nattearbeide tillige maaske særligt
skede til Retledning for et Smugleri, som dengang
gik for sig under Kysten, idet Fartøierne i de mørke
Nætter nærmede sig Land og udskibede, tør derimod
ikke anses for utroligt.

Under alle Omstændigheder var den gamle for klog
til direkte at have noget dermed at gjøre; men af og
til rullede der jo underlige Foræringer ind i Stuen til
ham, saasom Dunke med Genever, Smaasække med
Kaffe, Tobak, Mel osv., og han sad overhovedet paa-
faldende velholdent i det derude paa Skjæret.

Den eneste Gang, man mindedes at have set ham
ved Kirken, var, da han kom roende med sin Hustrus
Ligkiste. Da Tromøpræsten skuffede Muld over den,
trillede Taarerne ned af hans Ansigt, og man lagde
Mærke til, at han ikke forlod Kirkegaarden, før det
blev mørkt om Aftenen.

Paa de sidste Aar var "gamle Jakob", som man
kaldte ham - hans fulde Navn var Jakob Raklev -
sygelig og havde mindre let for at ro den lange Vei
indover til Byen. Han havde paa Grund af en gammel
Benskade endog til sine Tider ondt for at komme ned
i Baaden, og sad da fordetmeste i Uldtrøien med Skind-
sælerne over ved Gruen med sit Indearbeide.

Af og til, naar Sønnedatteren - et Pigebarn med
et tykt Haar om Ørene og en ragget Hund stadig i
Hælene paa sig - fo'r ind i Stuen med Veiret saa at
sige blæsende om sig og aflagde sine Beretninger, kunde
han vel lokkes til Vinduet for at se udover Sjøen og
derpaa under en tvær Brummen med noget Besvær
endog følge hende udaf Døren med Kikkerten. Der stil-
lede han sig saa, at han kunde bruge hendes Skulder
til Stativ; thi den gamles Haand dirrede ellers forme-
get. Med hans stadige Indvendinger og Brum bag sin
Nakke søgte hun at retlede Kikkerten. Hun skjelnede

SIDE: 20

med sine blotte Øine vel saa tydeligt som han gjen-
nem Glassene, og benyttede sin Overlegenhed med en
Egenmægtighed, hvori han fandt sig, uagtet den kunde
friste mindst tre Taalmodigheder af hans korte Slags.

Hans tverkede Væsen svandt lidt efter lidt hen i den
fælles undren paa, hvilket Skib det vel kunde være,
eller en og anden Mærkværdighed ved det, og den
gamle humpede saa, efterat have afgivet sin Dom,
gjerne ind igjen.

Slig blev han hentet ud som en brummende Bjørn
af Hiet, og regelmæssig optøet hver Gang. Sagen var,
at han igrunden var overmaade stolt af hendes Dyg-
tighed.

Hun tog aldrig feil af de der hjemmehørende Skøi-
ter eller Skibe og kunde ellers altid paa en Prik sige,
hvad Slags Mand Seileren var.

En Dag stod hun dog i Forlegenhed. De saa en Halv-
maane i Flaget, hvilket ogsaa bragte den gamle til at
studse. Men derpaa forklarede han hende kort og af-
gjørende, at det var en "Barbaresk". Dette tilfreds-
stillede hende et Øieblik; men saa spurgte hun:

"Hvad er en Barbaresk, Bedstefar?"

"Det er en Tyrk."

"Ja, men en Tyrk?"

"Aa, - det er, det er - en Mahumedan, -"

"Mahu - Muha -?"

"Muhamedian - slig en Røver tilskibs."

"Tilskibs?"

Den gamle vilde nødig slippe Overvægten i den Sag,
skjønt hun drev ham haardt. Saa huskede han endel
gammelt Snak om de Ting og forklarede tørt:

"De gaar til Østersjøen, - til Russen, - for at salte
Menneskekjød."

"Menneskekjød!"

"Ja undertiden røver de ogsaa Skibe ude i Havet og
salter ned der."

Hun satte et Par store, forfærdede Øine paa ham, der
bragte den gamle til at fortsætte:

SIDE: 21

"Især jager de efter unge Piger; - det Kjød er finest
og gaar i tøndevis ned til Stortyrken."

Med denne sidste Trumf vilde han gaa ind igjen,
men afbrødes af hendes hastige Spørgsmaal:

"De bruger vel Kikkert ogsaa der ombord?"

Da han bejaede dette, smuttede hun pludselig forbi
ham gjennem Døren. Hun holdt sig forsigtig inde, saa
længe Fartøiet endnu gjennem Ruden kunde øines i
Horisonten.

De tvendes Humør havde for en Gangs Skyld veks-
let. Den gamle sad noksaa polisk ved Arbeidet, me-
dens hun var meget stille og forknyt. Kun udbrød hun
engang harmfuldt:

"Men hvorfor udrydder Kongen dem ikke? Var jeg
Orlogskaptein, saa -"

"Ja, var Du Orlogskaptein!" - gjentog den gamle.

Synderligt videre end til ovenanførte Slags Sager
strakte sig ikke Pigens Begreb.

Elisabeth - saa hed hun - havde i sin Opvækst kun
set faa Mennesker, og i de sidste Aaar efter Bedstemo-
derens Død havde hun og Bedstefaderen været Øens
eneste faste Beboere.

Af og til kunde der jo lægge en Baad opom i et
eller andet Ærende, og et Par Gange havde hun be-
søgt Mosteren inde i Arendal. Bedstefaderen havde
lært hende at læse og skrive, og foruden, hvad der
stod i Bibelen og Salmebogen samt i "danske og nor-
ske Søheltes Bedrifter", som de eiede, havde hun væ-
sentlig kun levet paa de Fortællinger, som hun i be-
leilige Stunder kunde faa trukket ud af den knapmælte
Bedstefader om hans Sjømandsliv i Ungdommen.

De havde desuden inde i Stuen et lidet Skilderi uden
Ramme af Slaget ved Lyngøer, hvori han havde været
med. Det forestillede Fregatten Najaden med Briggerne
Samsø, Kiel og Lolland i rasende Kamp med det en-
gelske Rangskib Dictator, som laa tvertfor den snevre
Havn tilligemed Briggen Calypso og skjød Najaden
sønder og sammen. Navnene paa Skibene stod trykte
under.

SIDE: 22

Paa det lille Skilderi var det meste blot Mastetoppe,
Kanonmundinger og utydelig Røg; men i dette havde
den unge Pige levet Aar af sit Liv. Hun havde i Tan-
ken staat der mangen Gang og slaat Engelskmanden.

Orlogsskibe og Orlogsofficerer var blet det øverste for
hendes Fantasi, og hendes Hjertes høieste Ønske var,
at et Krigsskib engang maatte passere saa nær Tor-
ungen, at hun tydeligt kunde se alt ombord.

Efterat gamle Jakob var blet sygelig, førte Fragt-
mand Kristiansen oftere Proviant og andre Fornøden-
heder ud til Torungen. De kom altid vel overens; thi
den gamle var grei i al sin Handling og efterhaanden
blev dette en fast Tur flere Gange om Aaret.

Hans Søn, Salve, havde fra Barnsben af færdets i
Fiskerbaaden paa dette Strøg af Kysten. Han var op-
draget mellem alle disse Baaer, Braat og Skjær.

Da han første Gang saa Elisabeth, havde han alle-
rede været ude og faret som Jungmand, - han kunde
da være en atten Aar gammel, medens hun var vel de
fjorten.

Salve var dengang Løve paa Danseballerne baade i
Sandvigen og Vrængen og sig det fuldt bevidst.

Han havde sort Haar, mørke Øine og et skarpt, klogt
Ansigt. Rigtignok var han temmelig liden af Vækst;
men, hvad han manglede i Styrke, erstattede han i
Livlighed og Behændighed og reddede sig derved ud
af mangen Knibe, hvori han bragtes ved sin til Har-
cellas kun altfor tilbøielige Tunge.

En Høst, da hans Fartøi kom tidligt hjem, var han
med sin Far i Baaden didud og saa da ogsaa den gam-
les Sønnedatter; men værdigedes i sin Overlegenhed
ikke at tale til hende. Han udtalte kun den Vittig-
hed, at hun lignede en Heire.

Som hun gik der med det tykke rødrudede Uldtør-

SIDE: 23

klæde knyttet med Enderne bagtil om Livet, var Lig-
heden heller ikke saa rent hentet ud af Luften. Ial-
fald erklærede han paa Hjemveien, at Mage til "Ska-
belse" af et Kvindfolk havde han for sin Part aldrig
truffet, og at det skulde være morsomt at se hende
med de tynde Arme og Ben danse paa Salen som en
Græshoppe.

Den næste Gang tog hun sin Bedstefars Uhr i Sølv-
kasse ud og viste ham, og der udspandt sig adskillig
Samtale imellem dem.

Hans første Indtryk af hende, var at hun var dum.
Hun spurgte om alt muligt og lod derhos til at tro,
at han absolut maatte vide Besked. Saaledes vilde hun
endelig have Forklaring paa, hvorledes det var inde
hos Storfolkene i Arendal og især hvordan Fruerne bar
sig ad.

Han morede sig med at indbilde hende en hel Del
om disse Ting; thi hun tog det saa rent nyfødt og tro-
skyldigt. Men, da han reiste, var det alligevel, som om
han angrede, hvad han havde gjort, og han fandt des-
uden ud, at den unge Pige paa sit Vis alligevel var
alt andet end enfoldig.

Han skulde ogsaa komme til at angre det paa en
føleligere Maade; thi den gamle derude havde faat høre
igjen alle hans Skrøner og ærgret sig.

Da han kom igjen, var gamle Jakob meget but mod
ham, saa han fandt det alt andet end hyggeligt inde
i Stuen og derfor straks gav sig ifærd med Arbeidet.

Under dette fortalte den unge Pige ham om Naja-
den, hvor hendes Bedstefader havde været med.

Salve, der var stødt paa Manchetten, og syntes, at
den gamle havde været en "ubehøvlet Hund", fulgte
af og til Fortællingen med en ironisk Bemærkning,
hvilket hun i sin Iver imidlertid kun lidet gav Agt
paa eller forstod. Men, da han var færdig med, hvad
han havde at gjøre, gav han Humøret et Udbrud, som
hun begreb. Han lo vantroende:

"Gamle Jakob med paa "Najaden"! - det har vist
ingen hørt før idag!"

SIDE: 24

Gamle Jakob kom uheldigvis netop ud, eftersom de
nu skulde reise. Hun vendte sig blussende harmfuldt
til ham og raabte:

"Bedstefar! - han tror ikke, at Du har været med
paa "Najaden"!"

Den gamle svarede først, som han ikke gad indlade
sig paa sligt:

"Aa, det er vel Jentungens Skvalder igjen!"

Men, enten det nu var Forfængeligheden og Ær-
grelsen over den unge Fyr, som tog ham, eller han kom
til at se paa sin Sønnedatter, som hun stod der, aaben-
bar opbragt og fiendtlig nok, han fløi straks efter op,
stak de store Næver under den unge Mands Næse og
udbrød:

"Vil Du endelig vide Besked, din Svabergast, saa
stod jeg sammen med bedre Folk, end Du nogensinde
vil træffe, paa "Najadens" Batteri," - her trampede
han, som om han havde Dækket under sig - "da
for et eneste glat Lag af "Dictator" alle tre Master og
Bougsprydet blev bortskudt, og det øverste Dæk faldt
knusende ned paa det underste -."

Den sidste Sætning var ordret, som det stod i "dan-
ske og norske Søkrigeres Bedrifter", og disse Linier
ansaa den gamle i Stilhed som en Medaille. Han til-
føiede, fremdeles i samme Positur, efterlignende det
hellige Bogsprog:

"Da Knusningen kom, fik han, som staar her, netop
Tid til at bjerge sig ud i Sjøen gjennem en Kanon-
port."

Men derpaa fortsatte han aldeles fri og lettet for
Sprogets Baand og Tvang med en Gestus med Næ-
verne, ledsaget af en stadig Fremrykken, for hvilken
Salve efterhaanden retirerede ned mod Baaden:

"Vi farer ikke med Løgne og sætter ikke Rægler sam-
men herude som Du, din slikkede Skibshvalp! - og
var det ikke for din Fars Skyld som vel har det Vet
at tugte Dig, skulde jeg myge Rygstykkerne paa Dig,
til Du ikke længer kunde pibe!"

Med disse Ord - den længste Tale, som gamle Jakob

SIDE: 25

vel havde holdt i de sidste tredive Aar, - vendte han
sig med et hastigt Nik til hans Far og gik igjen ind
i Stuen.

Den unge Pige var meget ulykkelig da hun saa Salve
reise paa den Maade uden engang at værdige hende
en Hilsen. Og Bedstefaderen var ogsaa knarvurren,
thi han var bange for at have gjort en Dumhed og
brudt med Fragtemanden.

Salve kom didud igjen næste Høst efter en Reise til
Liverpool og Havre.

Han var jo første Gang noget sky. Hans Far og
gamle Jakob Torungen havde imidlertid hele Tiden,
uanset hin sidste Affære, været vel forligte. Det lod
til, at "Hvidbjørnen", som han kaldte ham, aldeles
havde glemt, hvad der var passeret saavelsom sine
skjønne Løfter til ham i den Anledning.

Med Pigen blev han let forsonet; - hun havde nu
lært ikke at fortælle alt til sin Bedstefar.

Medens Fragtemanden og gamle Jakob nød en
Hjertestyrkning sammen inde i Stuen, bar Salve Sa-
gerne fra Baaden op til Kjældren. Elisabeth fulgte
ham op og ned, og under dette gik Passiaren saa at
sige rundt alle Kompassets Streger.

Efterat have spurgt ham om Havre de Grace, hvor
han havde været, og om Amerika, hvor han ikke havde
været, om hans Kapteins Frue var ligesaa fin som en
Orlogskapteins, og om da ikke ogsaa han engang vilde
gifte sig med en fornem Frue, vilde hun tilslut vide
af den leende Sjømand, om Officerernes Hustruer no-
gengang kunde være med i Krigen.

Siden vilde han altid være med sin Far ude paa
disse Ture.

Hendes Ansigt havde i den senere Tid faat noget
forunderligt indtagende. Der kunde undertiden komme

SIDE: 26

et saadant eget Alvor over det, og det uagtet hun ved-
blev at være lige barnslig. Og saa skulde en lede efter
Mage til Øine.

Da han sidste Gang var derude, fortalte han om
Danseballerne inde i Sandvigen og var ikke fri for at
ville gjøre hende begribeligt, at Pigerne syntes, at han
var en særdeles Person. Men han var nu træt af at
danse med dem alle.

Hun var overmaade nysgjerrig og fik ogsaa presset
ud af ham, at han den Vinter havde været i to drabe-
lige Slagsmaal. Hun saa forskrækket paa ham og
spurgte noget nølende:

"Men havde de da gjort Dig noget?"

"Aa - nei, - de fleste Dansemoroer har en slig
Ekstradans tilslut. - De vilde bare danse med hende,
som jeg havde budt op først."

"Er det da saa farligt? - Hvad var det for nogen?
- Ja, jeg mener, hvad hed hun?"

"Aa, den ene hed Marie og den anden var Anne,
Herluf Andersens Datter, - Du kan tro de var vak-
kre! - Anne havde hvidt Liv og Ørendobber og dan-
sede, saa Du aldrig skulde set Magen til Seiler til at
duve; - det sagde ogsaa Styrmand Gjørs."

Det reelle Udbytte af denne Samtale var, at hun blev
klog paa, at Pigerne i Arendal og ellers i de Havne,
hvor han havde været, alle gik smukt klædte.

Men næste Gang, naar han kom fra Holland, skulde
han have et Par Saffians Sko med blanke Spænder
af Sølv med til hende.

Med dette Løfte skiltes de, efter at hun havde ladet
ham tage nøiagtigt - og for en Sikkerheds Skyld to
Gange - Maal af sin Fod. Hun havde Roser i An-
sigtet af Glæde og bad ham endelig ikke glemme det.

Aaret efter kom Salve med Skoene. Der var Sølv-
spænder i dem, og de var overordentlig fine; men de
havde ogsaa kostet ham over en halv Maanedshyre.

SIDE: 27

Hun var nu pynteligere klædt, og maatte næsten
kaldes voksen. Hun betænkte sig, før hun tog imod
Skoene, og spurgte ikke slig om alt som før. Heller
ikke var hun saa villig til at staa paa tomandshaand
og snakke nede ved Baaden - hun vilde have ham
op i Nærheden af de andre.

Ser Du ikke, hvor høi Sjøen gaar? Baaden er istand
til at hugge sig itu her imod Fjeldet - paastod han.
Men hun saa, at det ikke var sandt, og gik med et lidet
Kast paa Nakken alene opover. Han kom da op bag-
efter.

Hun maatte have lært alt dette i Arendal, hvor hun
om Høsten var blet konfirmeret, og hvor hun havde
været i Huset hos sin Moster.

Men forunderlig smuk havde hun vokset sig i den
Tid, det saa Salve nu næsten forbløffet.

Da de tog Farvel, gik det ikke længer i den gamle
leende Tone, men heller med lidt Forlegenhed fra
hans Side; - han vidste ikke rigtig, hvordan han
skulde tage det. Og bagefter opfyldte hun hans Sind,
saa han ikke kunde tænke paa andet.

Gamle "Juno", hvormed Salve fo'r, laa da ude i
Sandvigen og ventede kun paa nordost Vind for at
kunne passere ud. Det var et Krydsseilskib med ialt
nitten Mands Besætning, der i mange Aar havde faret
i amerikanske Farvande, af og til ogsaa i Nordsjøen,
og det regnedes dengang for et af Arendals største Far-
tøier.

Dets Ind- og Udseiling var en Begivenhed for By
og Omegn, og at fare med det ansaaes af Matrosen som
en Ære, saameget mere, som dets Fører og Hoved-
eier, Kaptein Beck, var en ualmindelig dygtig og hel-
dig Chef.

Da "Juno" Klokken ti, elleve om Formiddagen let-
tede i Sandvigen og for en laber nordvestlig Bris og

SIDE: 28

smaa Seil seg udover, stod mange Tilskuere paa Bryg-
gerne. De fleste af Mandskabet hørte hjemme der, og
man vidste, at den skulde paa en usædvanlig lang Reise.

Ombord var da endnu Kapteinens Søn, Søofficeren,
den unge Carl Beck med sin Søster samt et lidet Sel-
skab af bekjendte, der med en Seilbaad, som slæbte
efter, skulde gaa iland ude ved Torungerne.

De vilde følge med i det længste og havde i den An-
ledning arrangeret en liden Lysstur didud, hvor Her-
rerne skulde skyde Sjøfugl, som om Vaaren ligger i
Mængde ved Skjærene der paa deres Trækvei nordefter
om Kysten.

Idet Fartøiet Klokken henimod fire om Eftermidda-
gen passerede Lille-Torungen, stod Salve Kristiansen
forud paa Bakken og saa didhen.

Dønningerne sprøitede hist og her paa Baaerne op
i hvide Straaler, - medens en Rad mørke, guldkan-
tede Skyer ved Solnedgangen spaade tungt Veir. Det
var af den Grund, at Selskabet allerede nu gik fra-
borde her ved Lille-Torungen, istedetfor efter Bestem-
melsen at følge ud til den større af Øerne.

Det nøgne Klippeskjær laa slikket af Aftensolen som
et duvende Skrog med en Skumbræm om sig, og Salve
saa Jakobs Sønnedatter staa med Kikkert ved Stue-
væggen. Men om det var den usædvanlige Udskib-
ning i Seilbaaden eller efter ham, hun saa, derom var
han en Stund pinlig uvis.

Den unge Matros havde med Villie søgt en iøinefal-
dende Plads. Han stod med Ryggen mod Staget saa
hjertetung og vemodig ved Afskeden, at han gjerne
kunde grædt; thi det var med stor Heftighed gaat op
for ham, at han elskede hende.

For at prøve, om det var paa ham, hun rettede Kik-
kerten, svingede han Huen, og hans Ansigt lyste af en
overstrømmende Glæde, da han saa hende hilse igjen.
Han løftede atter Huen og fik en ny Vinken med Kik-
kerten tilbage.

Hensunken i sig selv stod han og saa efter Stedet,
medens det svandt bag dem inde i Skumringen.

SIDE: 29

Han havde faat nyt Mod for hele Reisen.

Naar han kom til Bonston, vilde han kjøbe baade
Kjole og Ring, og, naar han kom hjem, saa - saa
skulde hans første Ærende være at reise didud og
gjøre hende et Spørgsmaal.

Han rystedes op ved, at Baadsmanden brølede hans
Navn og spurgte, om han stod og sov og ønskede en
Vækker.

Der var nemlig kommanderet til at reve for Natten,
eftersom det kulede op.

Vagterne var sat om Eftermiddagen, og Styrbords
og Bagbords Vagt fordelt saaledes, som Skik er den
første Dag, Fartøiet gaar i Sjøen.

Salve gjorde Hundevagten. De gik i Mørket for dob-
beltrevede Mersseil i høi Sjø, og af og til rev Maanen
Hul paa Stormskyerne, der da drev som en Røg foran
den, saa man glimtvis kunde skjelne over hele Dæk-
ket lige hen til Udkigsmandens utydelige Figur forud
paa Bakken.

Paa Spilnokken sad en Matros i Olieklæder, der nok
ikke havde lukket Øinene det sidste Døgn, han havde
tilbragt iland, og duppede under mange Bestræbelser
for at holde sig vaagen. Fra Tid til anden reiste han
sig og søgte med Armene at slaa sig varm. Han sang
og tog oftere op igjen, eftersom han glemte sig og faldt
hen, Vers af en halv svensk Vise om en "trofast flicka",
som han ønskede ved sin "Sida", da "Tiden ellers fal-
der saare meget lång". Af og til gav Duskregnen af
en Sjø ham kraftigere Vækkelser, der imidlertid ikke
holdt længe ved, og saa begyndte Visen, der var yderst
melankolsk, paany.

Saa urolig, som Salve var i Blodet, havde han alt
andet end Trang til at sove, og han gik nu frem og
tilbage ved Forrelugen i sine egne Drømme og lyttede
til denne Vise, som han fandt mærkværdig rørende.
Den duppende Matros anede lidet, at han foredrog for
et dypt grebet Publikum.

SIDE: 30

Den samme Nat tilbragte hele det Selskab, som
havde sat fraborde, ude hos gamle Jakob paa Tor-
ungen.

De havde først prøvet at krydse udover til den større
af Øerne; men Sjøen voksede; Mørket faldt paa, og
man opdagede snart, at det ikke længer var en Lyst-
seilads for en Baad med Damer i.

Det beslutttedes da, - heller end at vende hjem-
over igjen og spilde hele Jagtturen, der var beregnet
paa en to, tre Dage -, at overnatte paa Lille-Torun-
gen for at se Morgenstunden an.

Stor var gamle Jakobs Forbauselse, da det om Af-
tenen bankede paa Døren, og han ved Skjæret fra
Skorstenen saa ikke mindre end seks Storfolk myldre
ind i Stuen, deriblandt to Damer. Han vendte sig paa
Krakken og holdt Haanden over Øinene for at se paa
dem.

Om det havde været et Huldrefølge, kunde det ikke
have vakt en større med Nysgjerrighed blandet For-
skrækkelse end hos Elisabeth, der havde siddet halv
søvnig ved Ilden, da det lakkede mod Sengetid.

Rank og smuk var hun og et ganske mærkeligt An-
sigt, det saa Carl Beck, der var i Spidsen for de ind-
trædende, med første Øiekast, og hans Blik vedblev at
hænge ved hende, medens hun, rød i Ansigtet af For-
virring, instinktmæssigt gjorde et Udfald efter sit
Kjoleliv, der laa henne paa Bænken ved Skorstenen.

"God Aften, gamle Jakob!" - hilsede han paa den
ligefremme Maade, der klædte ham saa godt, idet han
gik hen til Gubben og trohjertigt lagde Haanden paa
hans Skulder - "Du faar finde Dig i at have en Del
Uleilighed af os, saa mange vi er her ikvæld, og be-
holde os, til det lider mod Morgensiden, da letner vel
Veiret. Vi turde ikke vaske ud til Stor-Torungen i Mør-
ket for disse Fruentimmers Skyld, som vi har i Baa-
den" - her pegte han spøgende paa sin Søster og
hendes Veninde. - "Ja Du har jo selv at trækkes med
Kvindfolk, saa Du véd, hvordan det er."

SIDE: 31

Den gamle lod ikke ufølsom for den gemytlige Maa-
de, hvorpaa han blev taget.

Han reiste sig og gjorde Plads ved Ilden, idet han
bad dem tage tiltakke med slig, som han kunde have
det. Samtidig bød han Elisabeth gaa ud efter mere
Ved at lægge paa.

Medens Selskabet saa godt, som det lod sig gjøre,
fandt sig tilrette og leirede sig om Ilden, var Carl Beck
ude med Rorsfolkene for at besørge op Provianten. Han
kom ind igjen lige bagefter Elisabeth, ogsaa med et
Vedfang i Armene. Idet han leende kastede det paa
Gulvet, udbrød han:

"Nu skal vi faa os en Bål, som Svensken siger; men
først frem med Provianten!"

Der manglede ikke paa Viktualier, dem Selskabet
nød under al Slags Passiar for at faa Tiden til at gaa.
Og bagefter kom "Bålen", en Sammensætning af for-
skjellige stærke og fine Ingredientser, hvis Tillavning
Beck, der eiede Hemmeligheden, forestod.

Tilslut antændtes den, og man øste i Glassene, me-
dens den blaa Lue brændte.

Carl Beck sad i sin klædelige, opknappede Officers-
pjekkert med Ankerknapperne ridende over Bænken
og sang med Glasset i Haanden et Par af de stemnings-
fulde Selskabssange, som da var i Mode, medens de
andre istemte Omkvædene.

Tilslut kom han med en munter Sjømandssang, der
blev Anledningen til, at man begyndte at trække frem
endel Historier fra sidste Krig.

Gamle Jakob var under Indflydelsen af Gemytlig-
heden og de gode Varer blet mærkelig munter og lod
af og til endog et Ord falde ind med. Men alle Forsøg
paa at bringe ham til selv at fortælle lod imidlertid
til at strande. Kun, da Slaget paa Lyngøer var bragt
paa Bane og drøftet en Stund, rykkede han frem med
en liden Rægle, som han kaldte det.

"Ja" - sagde han, idet han forsigtigt satte hen det
Glas, der var rakt ham, "- det var et strengt Slag;
Landet tabte der et stolt Fartøi og mangen brav Sjø-

SIDE: 32

gut! Men over ham, som lodsede Engelskmanden ind
til Sandøer, svæver Guds Forbandelse; - endda ingen
her i Livet vidste hans Navn. De siger, at han lige
efter tog Livet af sig i Anger som Judas Ischarioth.
Men udenfor Sandøerløbet er der en Flu, ikke dypere,
end at en Mand ved Lavvande kan staa der i Sjøstøv-
lerne. Der ser de ham i Maaneskinsnætter staa og
vinke ynkeligt om Hjælp, indtil Vandet tilslut fløer
ham over Hovedet; men Gud naade den, som ror hen
og vil berge ham! Naar han er tilsyne, betyder det
altid Uveir."

"Har Du nogensinde set ham selv, gamle Jakob?"
- spurgte Carl Beck.

"Ja, ikke rettere, end jeg tør sige for Sandheden,
saa har jeg det en Kvæld, jeg seilede der, og Uveir blev
det da i fuldt Maal, saa vi var glade, vi slap ind til
Sandøer."

Der opstod under den herved vakte Stemning en
noget lang Pause, der afbrødes ved, at Carl Beck for
at ryste af Søvnigheden igjen istemte en Sang:

Fordevind og fyldte Seil,
Skibe for alle Havne! -
Gyldene blinke i deres Speil
hundrede Pigenavne.
Skuden kan seile rundt om Jord,
Pigerne er dog med ombord.
 : : Hurra da Boys - for hende da,
som Du ei aarker seile fraa! : : 

Han gjentog Endestrofen og hilsede derunder belivet
med Glasset hen til Damerne, som nu sad noget trætte
og sammensunkne paa Bænken, og over dem hen til
Elisabeth, der stod bagom, vaagen for dem allesammen.

Skjæret fra Ilden faldt over hans vakkre brune An-
sigt; det ravnsorte, krøllede Haar og de mørke Øine
var, sagde man, Arvegods efter hans tidligt afdøde Mo-
der, der var fra Brest. Han saa unægtelig mandig og
smuk ud, som han sad der og med sin kraftige Livlig-
hed saa at sige bar de andres.

Man begyndte efterhaanden hyppigere at se ud paa

SIDE: 33

Veiret, der alt havde bedaget sig betydeligt, og i Mor-
genlysningen befandt det hele Selskab sig atter i Baa-
den, hvor man under Seiladsen tog sin rolige Søvn.

Men for Elisabeths Tanker stod bagefter længe den
smukke Søofficer, som have siddet der ved Ilden. Hun
kunde lange Stunder mane hans Skikkelse frem paa
Bænken igjen, - især, som han saa ud, da han rakte
Glasset høit og saa paa hende, idet han sang:

"Hurra da Boys, - for hende da,
som Du ei aarker seile fra!"

Siden seilede Søofficeren Carl Beck tit og jevnt ud
til Torungen paa Sjøfuglejagt, helst alene i sin lille
Sjægte; men, - det var et Instinkt fra hendes Side,
- det lykkedes ham aldrig at faa tale videre med
hende, uden den gamle var tilstede.

"Juno" kom lykkelig og vel til Boston, hvor Salve
anvendte en god Del af sin Hyre til Kjoletøi, Silke-
tørklæder og to massive Ringe med deres Forbogstaver
indeni. Derfra gik de til Grimsby med kanadisk Last
og derpaa et Trip til Liverpool og tilbage igjen til
Qvebeck.

Fartøiet befandt sig nu elleve Maaneder efter Ud-
seilingen paa Tur fra Memel i Østersjøen til New York
med en Ladning Bjælker, Planker og Pibestav, og Me-
ningen var paa Veien at gaa ind om Hjemstedet, hvor-
til de havde indladet noget Stykgods, for at provian-
tere.

Inde ved Memel havde de havt at kjæmpe med Is-
forholdene, og Uheldet syntes at skulle forfølge dem;
thi i Skagerak saa de sig pludselig indskruede i Drivis
med Udsigt til kanske at blive liggende der i ugevis.

Det havde været en ualmindelig Frostvinter i Øster-

SIDE: 34

sjøen, og henover Isfladen saa de Flag af alle Natio-
ner, der delte Skjæbne med dem.

Her var intet andet at gjøre end at vente og haabe;
det kunde blive Smalhans med Provianten, hvormed
det var paa Heldingen, om Drivisen ikke løste sig
nogenlunde snart.

Men kjedeligt var det; det syntes fremfor alle Salve,
hvis Længsel efter Hjemstedet holdt paa at gaa over
til Feber; - hans Temperament var lidet indrettet paa
den Slags Tantaluskvaler.

Han var ualmindelig hastigt sluppet fra Drevdotten,
Fedtspandet og de andre Onder, der tilhører Jung-
mandens og den lette Matros's Læreaar.

Med en ren Vovehalsnatur forbandt han næsten en
Kats Behændighed, og naar han, ridende over den
glatte, smurte Læseilsraa, hoppede over Bøilerne, me-
dens han samtidig skjød den ud, vakte han alminde-
lig Beundring.

I den blaa, om Halsen frit knyttede Skjorte med
Skindbeltet om Livet og Seildugsbenklæderne tog han
sig energisk og rask ud, og det var let at se, at der i
ham stak en Sjømand fra Top til Taa.

Hans Væsen var jo endel overmodigt, og hans Tunge
ikke altid den godmodigste. Ikke destomindre var han
almindelig afholdt; thi han var godhjertet, naar man
blot tog ham ret. Hellerikke syntes han selv at være
saa forfængelig af sine ualmindelige Egenskaber som
Matros, som af at vise sin Forstands overlegne Skarp-
hed i Disputer med den rødskjæggede noget vigtige
Seilmager, der gik for at være meget belæst.

Kjoletøiet, Silketørklædet, Ringene og, hvad han
skulde sige til den unge Pige; om han høitidelig skulde
bede hende om en Samtale paa Tomandshaand, eller
heller passe Anledningen, som den bød sig, - alt det
gik rundt i hans Hoved. Og især, hvad han skulde
sige hende, begyndte nu, - saa mangen Gang han
dog paa den lange Reise havde grublet derpaa og været
paa det rene med den Sag -, at vise mange Vanske-
ligheder.

SIDE: 35

Han maatte tilslut ned i Skibskisten for at se, om
Tingene virkelig endnu laa der, og om der ikke var
gaat Møl i dem. Den sidste Undersøgelse, hvorved
Tøiet maatte bredes ud, foregik meget hemmeligt.

Han var den levende Uro - hundrede Gange til-
veirs for at se efter "Udsigterne". Fra Storebram-
sahling mente han med Kikkert paa Klarveirsdage at
kunne øine en Stribe af Norges Kyst.

Endelig kom Udsigterne i Skikkelse af optrækkende
disigt Veir med paalands Storm; Isen omkring dem
havde i det sidste Døgn begyndt hist og her at faa
blaa Vandpletter.

I Mørket om Aftenen følte de sig fri af den; - den
var formodentlig sunket.

Trods Saltvandet og Regnen, der i ét væk maatte
tørres af Ansigtet, gik Salve den Nat og smaanynnede
paa sin Udkigspost forud paa Bakken, medens Resten
af det vagthavende Mandskab i Sjøstøvler og dryp-
pende Olieklæder stubrede frem og tilbage nede paa
Dækslasten, eller, som de bedst kunde, stod i Ly af
Ruffet og Bakken. Taugverket og alt, hvad de tog i,
var svullent vaadt og derimellem iset; man havde des-
uden arbeidet hele Dagen med Isvækning, og de To-
ner, som nu stedse stærkere brummede og peb gjen-
nem Blokker og Tauge, lovede ikke godt for Natten.

Kaptein Becks Stemme lød ualmindelig barsk. Der
laa et sandt Davidsvalg for ham i den oprørte, mørke
Vinternat.

Det stærke Søndenvande sammen med Paalands-
stormen satte haardt ind under Kysten, medens han
paa den anden Side ved en forceret Krydsning risi-
kerede at tørne mod Isflager. Han var hellerikke rigtig
paa det rene med, hvor de befandt sig, og gik urolig
frem og tilbage oppe paa Hytten. Af og til henvendte
han et Ord ned til den ene af Rorgjængerne, hvis Skik-
kelse saas ved Skjæret fra Nathuset.

"Hvad ligger vi an, Jens?"

"Sydvest paa Stregen, Kaptein, - hun gaar ikke
høiere."

SIDE: 36

"Hm, endnu mere paalands!" - mumlede han.

Hans Pande blev svedig under Pensylvanskindshuen,
som han midt i Regndrevet følte Trang til at skyde
bagover paa Hovedet for at skaffe Luft.

Det gjaldt Liv og Skib.

"Hvad siger Udkigen, Styrmand?" - henvendte han
til denne, der netop kom op ad Trappen efter en Tur
forud.

"Svart som Beg! - En kunde for den Sags Skyld
gjerne stikke en Lanterne ud paa Jagerbommen, saa
saa vi dog saalangt. Men Loddet siger fri Sjø."

"Saa, - det siger det!" sagde Beck i en Tone, som
Styrmanden blev noget forbløffet ved; thi den lød
haanlig.

Mørket hindrede ham fra at se Kapteinens Ansigt,
ellers vilde han have læst en for ham lidet smigrende
Mening deri.

"Den Klodsmajor véd endnu ikke" - brummede
Beck efter ham, - "at Lodsskudene her kan sige fri
Sjø, til Skuden sidder med Næsen i Berget!"

Den tiltagende krappe, svære Sjø gjorde det snart
kun altfor utvivlsomt, at der var Fare herfor.

Kaptein Beck havde ikke længere noget Valg; det
gjaldt at presse med Seil for at holde sig klar af Ky-
sten. Paa Lods var ikke at tænke i en saadan Nat;
men han lod dog affyre nogle Skud fra Signalkano-
nerne i Haab om, at Vinden kunde bære Lyden under
Land.

Gamle "Juno" maatte nu prøve et Tag, som dens
Sammenføininger neppe engang havde været voksen i
sine yngre Dage.

Dette mærkedes snart paa Pumperne der stadig
maatte holdes igang; den var som mange Skibe, der
havde været velseilende, lidt rygbrækket af Lastens
Vægt midtskibs. Forud i Lugekarmen sagede Stigen,
som stod nede i Rummet, op og ned, eftersom Skuden
gav sig, medens de gisne Bougplanker sivede Vand.

Dagen brød frem og forløb i et for Taage aldeles
usigtbart Veir.

SIDE: 37

Et Øieblik, da det klarnede, trode man dog at have
set "Homborgsunds Fald", et Fjeldmærke oppe i Lan-
det ovenfor Arendal, og af dets lave Fortoning i Hori-
sonten toges det Haab, at de i det forløbne tre kvart
Døgn havde vundet et godt Stykke ud i rum Sjø.

De passerede om Formiddagen nær forbi en engelsk
Brig, der havde Riggen tvært over Dækket og aaben-
bart var synkefærdig; thi den laa halvt paa Siden, og
Sjøen brød over den. Mandskabet havde søgt op i
Vævlingerne paa Agtermasten og vinkede fortvivlet til
dem, uden at der dog saas Mulighed for at hjælpe. Inde
i Taagen havde man før paa Dagen hørt enkelte af
Vinden svækkede Nødskud fra dem.

Dette Fartøi havde prøvet samme Forsøg, som "Juno"
nu var ifærd med.

"Klar til at vende! - Hardt i Læ! - Hals og Skjød!
- Bras om fore og agter! - Lad gaa og hal! - Støt
for Affald!" - var de monotone Kommandoord, hver-
gang der lagdes over paa nye Halse, og samtidig fik
man i Regelen Havet indover sig, saa hele Fartøiet
rystede. Dækslasten, bestaaende af svære Bjælker, løf-
tede sig ved Stødene og Magten af Vandet, saa flere
af dem stod kastede paa Ende, op mod Skanseklæd-
ningen, Rækkerne og Spilnokken.

Besætningen havde hist og her omkring surret sig
med Taugender tildels i det nederste af Riggen, thi
paa Dækket, hvor enhver Luge nu var skalket, var
der ikke til at være.

Salve Kristiansen og to andre havde Tørn ved Roret
den anden Nat, da en af Strømsætningen optaarnet
Braadsjø pludselig lysnede frem af Mørket til Læ ved
Forreriggen og derpaa brød vildt bragende ned over
Dækket. Med uimodstaaelig Magt knuste den alt paa
sin Vei, rev bort store Dele af Skanseklædningen, Stor-
baaden og Nathuset, samt beskadigede Rattet.

Midt i Forvirringen kjæmpede de overskyllede, halv-
kvalte Matroser for sine Pladse, og enkelte fandt sig
bagefter henstuvede paa de mest uventede Steder.

SIDE: 38

"Varsko for Sjø paa Læ Boug" hørtes atter forudfra,
og pludselig syntes Havet hvidagtigt.

"Klar til at vende! - Hardt i Læ!" - lød det efter-
fulgt af de dertil hørende Kommandoer.

En Krængen af Skibet, ledsaget af et fornyet Hvin
i alle Tonearter gjennem Riggen og et stærkt Sjødrev,
viste, at Stormen blev orkanagtig.

Gamle Beck stod der i sin store Frak med Horn-
knapperne, den sivaade Pensylvanskindshue og Raa-
beren under Armen, medens han saa gjennem Natkik-
kerten, som han havde taget fra Førstestyrmand.

Alt maatte prøves, om det ikke skulde ende mellem
Skjærene den Nat, og Beck bestemte sig for et endnu
stærkere Seilpres.

"Reb ud! - los Mersebougliner! - hal op i Merse-
bras! - sæt paa Mersefald! - Klar ved Mersefald!
- heis Mersseil!" lød det efterhaanden ud af Raa-
berten.

I Mørket hørtes enkelte "Halimen - oh! - oh hoi!"
ved de tunge, seige Hal, medens Saltvandet drev de
arbeidende Matroser i Ansigtet, og Skibet rullede, saa
de undertiden blot hang i Taugene, idet Dækket glip-
pede under Foden.

I det hele forløbne Døgn havde ingen ombord smagt
andet end Biskuit og lidt Brændevin.

Fartøiet krængede voldsomt ved den øgede Seil-
masse, og skjød derpaa ny, rasende Fart. Men i næste
Øieblik sprang Mersseilet fra Ligene med et Smeld
som et Skud, og de mistede Styringen. Storestagseil
skjebrede og raslede med sin løse Blok, saa ingen turde
gaa det nær, og de Stumper af Skanseklædningen, som
var igjen, brækkedes ind under en Vandflom, hvori
Dækslasten paany forstuvede sig og for endel gik over-
bord.

Salve Kristiansen havde havt formeget at gjøre ved
det ramponerede Rat til at kunne skjænke Omgivel-
serne synderlig Opmærksomhed. Men i det Øieblik hin
første mørke Sjø saa uventet brækkede over dem fra
Læsiden, havde han set to Lysblink i dens Kam.

SIDE: 39

Det tændte pludselig Erindringer, og midt i Uvei-
ret stod det for den unge Mands romantiske Stemning,
som han var timedes et Stevnemøde med Elisabeth
Raklev, - en Tanke, som, saa lidt den end passede til
hans haarde Arbeide, dog fuldstændig optog hans Sind.

De to Lyspunkter viste sig atter, og det gik nu først
klart op for ham, at det var den samme skraa Lys-
ning, som han før saa ofte havde taget Mærke paa
fra gamle Jakobs Skorsten ude paa Torungen.

Da Mersseilet sprang og Virkeligheden saaledes kom
ind paa ham, var Salve Kristiansen straks den prak-
tiske Mand.

"De Lys nede i Læ" - raabte han i Ryggen paa
Kapteinen, der nu først blev det va'r, - "er fra gamle
Jakobs Skorsten paa Torungen."

"Har Du Ret," - mumlede Beck, idet han kom nær-
mere over det skraa Dæk ved Hjælp af en Taugende,
- "saa har vi ikke ret længe igjen, før vi slaas i Smad-
der mod Torungen."

Der udspandt sig nu en Samtale mellem dem, hvori
Salve erklærede at kjende Farvandet under Torungen
fra Barnsben af som sin egen Lomme, - og Enden
blev, at Beck bleg og betænkelig bestemte sig for at
gaa ind under Land med ham som Lods.

"Det er meget, som i denne Nat betros to unge Skul-
dre," sagde Beck, "og Du skal betænke Dig to Gange
baade for dit og vort Liv."

Man faldt da af og stod under Land med de mindste
Seil, som føres kunde for den vældige Sjø, der nu bræk-
kede efter dem, og man hørte snart Tordenen af Bræn-
dingerne.

Den unge Matros var rolig, medens han stod der med
Raaberten, efter at have overtaget Kommandoen, og
med Kapteinen og Styrmanden ved Siden af sig.

Men pludselig perlede Sveden ham ned ad Panden,
skjønt han intet sagde.

Det var noget underlig uregelmæssigt ved Lyset: det
blev dunkelt rødligt og syntes tilslut udslukt.

Hvad i Himlens Navn kunde det være?

SIDE: 40

Havde han maaske dog taget Feil og stod han nu
ifærd med at seile "Juno" med alt, hvad den havde om-
bord, ret paa Fjeldvæggen!

Det varede et Kvarters Tid, og aldrig havde Salve
Kristiansen i sin Levetid set en saa tung Mine, som
den, hvormed Beck, der havde opdaget et Spor af
Tvivl i hans Ansigt, saa paa ham, øiensynlig i Beraad
med, om han selv atter skulde tage Kommandoen.

Lysskjæret tændtes imidlertid atter op; - hvad der
nu kunde have været iveien med det -; og i den Nat
bjergede Salve Kristiansen "Juno" ind til Merdø.

Den følgende Formiddag laa Fartøiet paa Arendals
Havn, hvor det maatte udlosses, medens Pumperne gik
uophørligt, hvorpaa det haledes hen til Kjølhalings-
kranen for at reparere.

Salve fik af Beck udbetalt 100 Specidaler og Løfte om
at blive Understyrmand paa "Juno", naar han fik lært
Navigation.

Fra hin Gang skrev sig hans Lyst til at blive Lods.

Ude paa Lille-Torungen var der passeret mærkelige
Ting, hvorom man nu i Byen havde travelt med at
berette.

Gamle Jakob derude havde faat Slagtilfælde for en
Uge siden, og var død den samme Nat, som "Juno"
udførte sit Vovestykke.

De havde i det sidste Par Døgn, medens Taagen og
Stormen stod paa, hørt Nødskud, og hans Sønnedatter
havde i den Tid alene vedligeholdt Ilden om Nætterne;
- den forsømtes kun i den Stund, han drog sit sid-
ste Suk, da hun, glemmende alt, sad over ham.

Det var dette Øieblik, som havde sat Salve i saa tung
Tvivl ude paa "Juno".

Den følgende Dag havde den unge Pige i sin For-

SIDE: 41

tvivlelse forsøgt en livsfarlig Gang over Mén-Isen for
at hente Folk, og var blet optaget af en Baad, som
førte hende ind til Byen.

Den stakkels Elisabeth var altfor optaget af sin Sorg
over Bedstefaderen til i fjerneste Maade at tænke paa
at gjøre Fortællingen interessant.

Søofficeren Carl Beck vidste imidlertid i sin Enthu-
siasme at give Begivenheden et Skjær af Romantik,
hvorved den unge Pige pludselig løftedes op til at blive
Dagens Heltinde.

Det udgik fra Amtmandens - et Hus med to smukke
Døttre, hvor Løitnant Beck daglig kom -, og man
talte nu ikke om andet end om, hvorledes hun, ensom
ude paa Torungen hos den døende Bedstefader, havde
reddet "Juno" og siden vovet sig over Isen.

Alle kunde se paa hende, at der maatte bo en mærk-
værdig Karakter. Om hendes saa særdeles Skjønhed
herskede derimod i Kvindeverdenen delte Meninger;
- Skade, at hun var saa aldeles forsømt!

Becks var ialfald nu, mente man, moralsk pligtige til
at tage sig af hende.

Noget af det første, Beck gjorde, var virkelig ogsaa
at sørge for gamle Jakobs hæderlige Begravelse.

Til den unge Pige, der nu bode oppe i en af de trange
Gader hos Mosteren, strømmede navngivent og anonymt
venskabelige Raad, sorte Kjoletøier og Pyntesager helst
fra de unge Mænd og Butikbetjentene, og et Par af
Byens virksomme Fruer var endog i egen Person oppe
hos Mosteren og talte om hendes Fremtid.

Efter at Søofficeren havde yttret, at han ansaa disse
Præsenter som Fornærmelser mod ham og hans, op-
hørte de dog.

Han selv var kun en eneste Gang deroppe og havde
da sin ældste Søster med.

Hans Væsen kunde ikke andet end indtage. Han del-
tog saa trohjertet vindende og samtidigt saa beskedent
i Elisabeths Sorg, og med en Rørelse, som han ikke
formaade at skjule, yttrede han, idet han tog Afsked,
at de skyldte hende, at deres Fader levede.

SIDE: 42

Da han var gaat, kom hans Søster frem med det
egentlige Ærinde.

Hun foreslog Mosteren, at Elisabeth skulde komme i
Huset til dem med Tanke paa efterhaanden at faa lært
saameget, at hun kunde blive en dygtig Husholderske,
- hun skulde ikke udsættes for at gaa som simpel
Pige. Det var, tilføiede hun, hendes Broder, der havde
lagt denne Plan for hendes Fremtid.

Tilbudet var for deres Forholde storartet og mod-
toges med ublandet Glæde af Mosteren.

Over Elisabeths Pande drog sig dog et Øieblik en
Sky; - hun følte sig, uden at vide hvorfor, beklemt
ved at skulle komme i nærmere Berørelse med Søoffi-
ceren, og dog vilde hun paa den anden Side ikke for
meget have undværet det.

Allerede den følgende Dag kom Elisabeth i Becks Hus.

Hvad Salve angaar, saa var han i de første Dage efter
Hjemkomsten en lykkelig Mand.

Han gik paa Frierfod, havde faat en Hundredaler-
seddel af Kapteinen, ledsaget af et storartet Løfte, og
hørte sig rundtomkring beundret af sine Jevninge.

Arbeidet med at faa Fartøiet udlosset og kjødhalet
medtog hele Ugen, saa han først kunde faa den saa
efterlængtede Hjemlov Lørdags Aften.

Som han Dagen før sad paa sin Vagt i Læ af Rælin-
gen, blev han uforvarende Vidne til en Samtale neden-
under paa Kranen, der satte hans Blod i Oprør.

En af Tømmermændene fortalte, da han om Mor-
genen kom paa Arbeidet, Omstændighederne ved gamle
Jakobs Død, hvorledes hans Sønnedatter havde bjerget
"Juno" og bagefter var gaat over Isen.

"De siger" - fortsatte han - "at Kapteinen nu paa
Mandag skal holde hans Begravelse. Han skal ogsaa

SIDE: 43

forsørge Datteren; - ja, det har da Søofficeren sør-
get for."

I Larmen af den forøgede Hamren og Klinken nede
paa Kranen tabte Salve her endel af Samtalen.

"Det har saa sin Aarsag, skal jeg sige Dig," - lød
det igjen tvetydigt leende og lidt lavere i Stemmen -
"det er vel ikke for ingenting, at han har ligget hele
Aaret saa trut og skudt Sjøfugl derude ved Torungen."

"Skulde hun være en slig - Sjøfugl? Gamle Jakob
var ellers ikke af det Slags -"

"Aa nei, det skulde ikke være saa; men det første,
hun gjorde, var dog at reise lige hidind. Og nu har
han alt faat hende hjem i Huset; - jeg har det fra
Mosteren. Hun tænkte ikke noget galt, den gamle, men
fortalte nok saa troskyldigt, at nu skulde hun blive
Jomfru hos Becks."

En liden Larm foranledigede den talende til at se
op mod Rælingen.

Der stod en ligbleg ung Matros og stirrede ned paa
ham med et Par Øine, som forekom ham noget lig
de, han engang havde set i Hovedet paa en gal Hund.
Matrosen vendte sig straks og gik henover Dækket.

"Det var Kjæresten det, kan Du forstaa" - hviskede
han over til den anden og gav sig til at tælje med
Bilen paa den oplinede Tømmerstok. Lidt efter brum-
mede han fortrædeligt:

"Saa jeg ret paa det Fjæs, faar en nok passe sig, naar
han faar Landlov."

Salve var sprunget op, da han hørte om Søofficeren;
men en vis Lyst til dog at høre ud havde stanset Ud-
bruddet. Hvad der videre fortaltes om deres Forhold,
og at Elisabeth endog havde tyet til Søofficerens Hjem,
bar alt et fuldstændigt Præg af Sandhed. Han kjendte
begge Mændene, som talte; det var skikkelige Folk, og
den ene havde det jo fra selve Mosteren.

Der var den Dag strengt Arbeide ombord med at
gjøre alt istand til at kjølhale Fartøiet, men hans Hæn-
der var som valne. Det var ham umuligt uden for et

SIDE: 44

Syns Skyld at tage i med, naar der haltes; han gjorde
alt mekanisk.

"Er Du klein, Gut, eller længes Du efter Kjæresten?"
- sagde Styrmanden paa Eftermiddagsvagten; han op-
dagede, at der var noget iveien med ham.

Dette sidste "efter Kjæresten" havde en forunderlig
vækkende Indflydelse. Han følte sig pludselig fri for
hin dumpe Følelse af Mathed og arbeidede nu af ren
Trang anstrengt, saa at Sveden haglede ham ned af
Ansigtet, medens han af og til med en utaalmodig
forskreget Stemme førte an Opsangen. Han frygtede
for at komme til at tænke. Bagefter tog han Bavians-
vagten for Natten for en Kammerat, som var glad ved
saa uventet at faa nyde sin Køiefred og slippe at gaa
for "Skibshund"; thi hin Vagt bestaar kun i, at en
enkelt Mand passer Skibet for Havnetyvene.

Han gik alene frem og tilbage paa Dækket; det var
bælmørkt med enkelte Lanterner ude paa Havnen og
et og andet Lys oppe i Byen.

Undertiden stod han saa i lange Stunder med Haan-
den under Kind ved Rælingen. Paa Søofficeren kunde
han uden Skrupel begaa Mord, det følte han.

Klokken omtrent to gik han i Mørket ad Skraabræt-
tet ned paa Kranen og steg derfra indover til Land.

Elisabeths Moster bode ovenfor i Bakken i et af Smaa-
husene. Han havde besluttet at vække hende og faa
hende i Tale.

Gamle Mor Kirstine var ikke uvant til at blive for-
styrret om Natten, - en af hendes Bestillinger var at
vaage over syge; - men hun var da altid grætten.

Da hun ved det tændte Lys gjenkjendte Salve Kri-
stiansen, trodde hun af hans Bleghed og øvrige Ud-
seende, at han var beruset.

"Er det Dig, Salve, - saadan midt paa Nattens
Tid? -" talte hun straffende i Døraabningen, uden
først at ville slippe ham ind. "Gaar Hyren paa det
Vis?"

"Aa nei, Mor, - jeg er gaat lige fra Vagten, fordi
jeg gjerne vilde tale med Eder lidt om Elisabeth."

SIDE: 45

Tonen var saa paafaldende lavmælt og sørgmodig, at
den gamle forstod, der var noget usædvanligt paafærde.
Hun aabnede Døren.

"Om Elisabeth, siger Du?"

"Ja, hvor opholder hun sig?"

"Hvor hun opholder sig? - hos Becks naturligvis.
Er der noget paafærde?"

"Det burde I vel nærmest vide, Mor Kristine" - sagde
han alvorligt.

Hun holdt Lyset op mod hans Ansigt og saa paa
ham; thi hun blev angst, men fik intet ud af hans Tale.

"Burde jeg vide det, - saa sig det!" - lød det næ-
sten bønligt.

"Søofficeren har jo, hører jeg, ligget hele Aaret der-
ude paa Torungen og - skudt Sjøfugl, - eller tror I,
at han vil gifte sig med hende?" - udbrød han vildt
og høirøstet.

Først ved den sidste Sætning gik hans Mening fuld-
stændig op for hende. Hun satte Stagen haardt hen paa
Bordet og nedlod sig i Stolen ved Siden af.

"Saa det siger man!" - yttrede hun endelig. Hendes
første Angst var over; men nu tog Harmen hende, og
hun reiset sig med Hænderne i Siden og gnistrende
Øine - hun var en Kone, man maatte vogte sig for at
fornærme.

"Saa, - de har alt faat sat Elisabeth ud for den
Løgn! Tvi! Og Du lægger Mund til, Salve! Da skal
jeg sige Dig, at Becks Hus er et saa skikkeligt, som der
staar i Byen, og Folk som Du og dit Slags aarker ikke
at tage Æren fra det. - Vær Du rolig for, at jeg skal
fortælle Elisabeth hele din nette Tale og Kapteinen og
Søofficeren og Madam Beck med, saa skal Du blive
jaget fra "Juno" som en vaad Hund! - Saa, - Du
gik med den Mening, at Elisabeth behøvede at tigge
Søofficeren om Æren?"

"Kjære Mor Kirstine!" raabte han ind i denne Ord-
strøm - "jeg gik ikke med nogen Tanker, for jeg har
været langveis; men jeg hørte idag nede paa Kranen
Anders i Brækken sige det saa forvist altsammen."

SIDE: 46

"Anders i Brækken? Saa han sagde det, den jam-
merlige Sledsk - til Tak, fordi jeg var hos hans Kone
i forrige Uge! Jeg skal nok finde ham. Men i slige
Sager er Hæleren saa god som Stjæleren" - fortsatte
hun indigneret -. "Det var Becks egen Datter, som
var her og bød Elisabeth en skikkelig Kondition i et
skikkeligt Hus, og det var med mig hun talte, forstaar
Du det, Gutten min!" - her viste hun med dirrende
Pegefinger selvfølende mod sit eget Bryst - "saa Elisa-
beth har ikke tigget sig did. Du behøvede ikke at
rømme af Vagten for at fare med sligt, og Elisabeth
skal faa høre - ja hun skal faa høre det!" ivrede hun,
og slog den ene Haand indeni den anden, saa det kla-
skede; "hun skal faa høre din nette Tro om hende!"

"Kjære Mor Kirstine, jeg mente det jo bare godt,"
bad han; han var blet saa lettet om Hjertet, - "sig
det endelig ikke til Elisabeth!"

"Jo, vær Du sikker, hun skal faa høre det!"

"Mor Kirstine," sagde han lavt, idet han saa ned,
"jeg kom med et Kjoletøi til hende, som jeg havde
kjøbt i Boston, og saa hørte jeg alt dette og fik ikke
Fred paa mig." - Han nævnte intet om Ringene.

"Saa," yttrede den gamle efter en Pause, hvori hun
havde mønstret ham gjennem de halvlukkede Øien-
laag, i en noget mildere Tone - "saa Du kom med
et Kjoletøi til hende? Og saa løber Du hid i Nattens
Mørke for at fortælle, at hun er blet en Tæve for Sø-
officeren!" tog hun atter vredt i.

"Men, Mor Kirstine, jeg tror jo ikke en Døit paa det
hele!"

"Det var nok ikke for at sige mig det, Du rendte hid,
Gutten min!"

"Jeg var bare gal i Hovedet, fordi sligt blev sagt om
hende."

"Naa - gaa nu! Anders Brækken skal vakkert faa
komme frem med sin Løgn, om jeg saa skal gaa med
ham baade til Byfogden og Søretten!" Den gamle
kunde for den Sags Skyld gjerne truet med at gaa til

SIDE: 47

Maanen med ham; men Salve begreb, at hun med Sø-
retten mente at betegne det blodigste, hun vidste.

Idet hun lukkede ham ud, spurgte hun med et vist
fortroligt Alvor:

"Hør Salve! har der været noget paatale mellem Dig
og Elisabeth?"

Han stod uvis om, hvad han egentlig skulde svare
til denne uventede Fortrolighed.

"Jeg véd ikke rigtig jeg, Mor Kirstine, engang for to
Aar siden forærede jeg hende et Par Sko."

"Saa, ja se nu til at komme ombord igjen, saa in-
gen ser Dig; det er mit Raad!" yttrede hun uden at
ville indlade sig mere paa denne Sag, og skjød ham
noget skyndsomt ud af Døren.

Bagefter sad hun en Stund i Stolen med Lyset paa
Fanget for at komme sig efter Bevægelsen; hun nik-
kede eftertænksomt, idet hun stirrede ind i det. Det var
en rundladen, lidt sammensunken, men ellers kraftigt
udseende gammel Kone med et godt, bredt Ansigt, og
tynde graa Haar strøget bag Ørene.

"Den Salve er en vakker, prægtig Gut," talte hun høit
for sig selv, og idet hun beredte sig til at gaa tilsengs,
mumlede hun som en Afslutning paa sine samtlige Be-
tragtninger:

"Det er dog bedst at sige det til Elisabeth, saa kan
hun vide at tage sig ivare der i Huset!"

Salve Kristiansen var alligevel Dagen efter ikke fuldt
tilfreds. Han anede af meget, at han i Søofficeren ial-
fald havde en Slags Konkurrent om Pigen, og følte sit
Mod til uden videre at komme til hende med Kjole-
tøi og Ring aldeles borte; derhos var hun jo nu ogsaa
saa midt inde i Sorgen.

Om kvælden, da alle fik frit Hjemlov af Skibet for
tre Uger, reiste han straks ud til sin Far, for mulig
gjennem ham at faa opspurgt noget mere om Forholdet,
og Mandag var de begge ved gamle Jakobs Jordfæstelse
paa Tromø Kirkegaard.

SIDE: 48

Alle disse Begivenheder var komne over Elisabeth
overvældende og pludseligt. De var hende næsten som
en taaget Drøm.

Hun gik nu sortklædt inde i et af de smukke Huse,
hvis indvendige hun saa ofte havde forestillet sig ude
paa Torungen.

Kaptein Beck var gift for anden Gang. Hans Hustru
havde medbragt endel Formue og med et nøieseende
Regimente gjenoprettet den Orden i Husstellet, som i
Becks Enkemandstid kun altfor meget havde været
savnet. Det var en pligtstreng Kone, fuld af Bestemthed
og Respektabilitet.

Af de voksne Stedbørn var hun i høi Grad agtet,
skjønt ikke just elsket; thi de maatte finde sig i adskil-
lig for dem uvant Tvang. Og, var hendes Mand Suve-
ræn ombord paa "Juno", saa var han det neppe saa
ubetinget i sit Hus.

Søofficerens uafhængige Stilling satte ham i et eget
frit Forhold til Hjemmet, hvor han ved sin lette Takt
kom meget godt ud af det med sin myndige Stedmoder.

Han var feteret ude i Byen og forgudet af Søstrene,
der spekulerede i Ægteskabspartier for ham. Som løn-
net Medlem af en Kystkommission havde han endnu et
Aarstid at opholde sig paa Hjemstedet.

Allerede i de første Dage, da Elisabeth i sin totale
Uvidenhed om alle Forholde begik den ene Bommert
efter den anden, indsaa hun med sin sunde Sans, at
det gjaldt at opmande al den Evne og Taalmodighed,
hun eiede, for at hævde Stillingen, og hun gjorde ufor-
trødent Begyndelsen ved at følge efter Madam Beck som
et Lam.

Af og til opgav hun det jo og kunde uden videre
sætte sig hen med Haand under Kind ved Vinduet og
se ud til Havnen. Hun trængte til kold, frisk Luft og
fik da ogsaa tilslut op Vinduet, ud af hvilket hun, hed
i Kinderne, strakte sig, indtil Madam Beck kom ind og

SIDE: 49

med streng Stemme kaldte hende tilbage. Denne yttrede
i sin Ærgrelse, at det var næsten, som de havde faat
en vild ind i Huset.

Der forefaldt overhovedet i den første Tid mange pin-
lige Opdragelsesscener, og hun bar det med en blid Ro,
som Madam Beck tog for ydmyg Lærvillighed, medens
den havde sin Grund i hendes faste Beslutning at over-
vinde det hele.

Løitnant Beck havde et mærkværdigt Skarpblik for
disse hendes Lidelser, og sendte hende af og til et op-
muntrende Blik. Men den unge Pige lod altid, som hun
ikke forstod det.

Da hun engang i hans Nærværelse blev irettesat,
sprang hun dog pludselig fra det hele og laa siden paa
sin Seng og hulkede.

En Eftermiddag var hun betroet at bære ind The-
brettet, hvorpaa hun ubetænksomt havde sat Fyrfadet
med den kogende Thekjedel. Den faldt om paa Veien;
men uagtet dens hede Side og det kogende Vand for-
brændte hendes Arm og Haand, bar hun dog ganske
rolig Brettet ud igjen uden at fortrække en Mine; -
hun vilde undgaa at blive irettesat paa ny, mens Løit-
nanten var tilstede.

Madam Beck forbandt selv Elisabeths Haand ude i
Kjøkkenet, hvor hun stod bleg af Smerten.

Men Carl Beck, som havde siddet i Sofaen og set,
hvorledes det hele var gaat til, glemte at beherske sig.
Han sprang op i fuldt Oprør og viste sig saa altereret
deltagende, at hans Søster Mina siden, da de blev alene
i Stuen, med et Blik, der var mere prøvende, end de
spøgende Ord aabenbarede, sagde:

"Du skulde nu vel aldrig være forgabet i Pigen,
Carl?"

"Har ingen Fare, Mina," - svarede han raskt i
samme Tone, idet han tog hende under Hagen -
"men Du kan dog ligesaavel som jeg se, at dette er et
mærkeligt Pigebarn. Det Stykke med Thebrettet gjør
ikke ret mange hende efter, - og saa skal vi ikke
glemme, at uden hende . . ."

SIDE: 50

"Aa ja," - sagde Mina med et Nakkekast, en Smule
kjed af den evige Repetition af denne Materie -, "hun
vidste dog ikke, at det netop var Far, som laa og seilede
udenfor."

Det var et ikke lidet fint udtænkt Hykleri, som den
smukke Løitnant drev med denne Sag.

Ved at basunere Elisabeths Fortjeneste af "Junos"
Redning ud i Byen havde han saa at sige tvunget sit
Hjem til at optage hende, idet han satte det under den
almindelige Menings Tryk.

Paa den anden Side var han overordentlig varsom
i sit Forhold til hende; thi det gjaldt at vinde Pigen
saaledes, at hans Stedmoder og Søstre ikke mærkede
det.

At han havde gjort et Slags Indtryk paa Elisabeth,
havde han Grund til at tro; men han havde tillige Fø-
lelsen af, at han havde at gjøre med en vild Svane,
som kunde slaa ud med Vingerne og flyve bort, naar
det skulde være; - der var noget naturmægtigt, sin
egen Vei gaaende i hendes Væsen.

I hans Hjem var hun jo nu blet som et andet Men-
neske, næsten ikke til at kjende igjen, stille, som hun
gik og saagodtsom ikke saa ham, medens hun i et og
alt slavisk rettede sig efter Husmoderen. Denne nye
Side ved hende havde en Stund sat ham i Tvivl. Det
varede dog ikke længe, før han var paa det rene med,
at hun i dette Forhold fuldstændig havde opgjort, hvad
hun vilde, og hin Scene med Thebrettet der af de
andre blev udlagt som Klodsethed, var for ham noget
helt andet. Han smigrede sig med, at hun underkastede
sig al denne Tvang for hans Skyld, og følte, at det var
en interessant Historie, hvordan den nu kunde ende.

Men der var paa den anden Side noget i hendes Væ-
sen, som gjorde, at han ikke vidste, hvorledes han ret
skulde fange an, og som stadig overholdt en vis Af-
stand.

Det samme havde været Tilfældet under Samværene
ude hos gamle Jakob og var egentlig Hovedgrunden til,
at denne Forelskelse i stedse stærkere Grad havde op-

SIDE: 51

taget ham. Han havde derude engang mødt et Udtryk i
hendes staalgraa Øine, der gav ham Indtryk af, at den
Mening, hun nærede om ham, i et Øieblik kunde ven-
des, og at han sidst af alt turde lade hende føle, at han
optraadte som Kurmager. Derfor havde han ogsaa
næsten altid talt med Bedstefaderen og med hende selv
mere som leilighedsvis.

Sagen var, at gamle Jakob godt havde begrebet, at
Søløitnanten ikke kom derud for hans Skyld, og da han
ikke vel kunde stænge ham Døren, havde han meget
forstandig advaret sin Sønnedatter imod ham. Han
forklarede hende, at slige Folk ikke pleier at gifte sig
med en simpel Mands barn, medens det kun hænder
altfor ofte, at de leger Kjærlighed med dem. "En slig
en, som Salve Kristiansen, det er noget at tro og lide
paa i slige Sager" - endte han, som han troede over-
ordentlig diplomatisk.

"Jeg syntes ikke, at det var netop det, Du sagde, da
Du vilde banke ham, Bedstefar!" - svarede hun lidt
nærgaaende.

"Hm, ja, - en Unggut trænger til Prygl engang imel-
lem," brummede den gamle; "men det er, skal jeg sige
Dig, en brav Kar og, kom han og fride, fik han Dig
straks, saa var jeg rolig for, hvor det blev af Dig, naar
jeg er færdig."

Elisabeth svarede dengang ikke videre; men et
Træk ved Munden viste, at hun nok forbeholdt sig at
have sin egen Mening i denne Sag. Hun havde i Salve
Kristiansen set sin kjære og eneste Kammerat og følte
fuld sikker Fortrolighet til ham; men Søofficeren
havde den hele Tid siden udelukkende optaget hendes
Tanker. Alt det, hun saa ivrig havde sværmet for,
havde pludselig i hans Person bordet Skjæret. Men,
om det var hans Uniform eller Flaadens Bedrifter, eller
ham selv, hun sværmede for, derfor havde hun ikke
gjort sig videre Rede, før hun blev saar i Sinnet og
eftertænksom ved hin Bedstefaderens Advarsel.

Nu var det med Bestemthed ham selv, den smukke
glimrende Bærer af det altsammen; men samtidig reiste

SIDE: 52

der sig i hendes Natur en ubændig Stolthedsfølelse,
hvorefter hun resignerede paa ethvert Forhold til ham,
medens hun dog beholdt sit Sværmeri. Det var denne
Dobbelthed, som hendes Øje sagde, og som forvirrede
Søofficeren.

Da hun siden af Mosteren fik vide, at hun havde
været ude for Folkesnak, gik dette dybt i hende, og
hun fik endnu mere end før Fornemmelsen af, at der
var en usynlig Mur.

En maanedstid efter, da "Juno" igjen laa seilklar,
kom Carl Becks Søster en Dag smilende ind i Stuen
og sagde:

"Elisabeth! Der staar en ung Sjømand ude i Bislaget
og beder om at faa tale med Dig; - han har en Pakke
under Armen, det er kanske en Foræring."

Elisabeth, der var beskjæftiget med at bære ind endel
Bordstel, blev rød, og Carl Beck, som stod ved Vinduet,
noget bleg. Hun viste godt, at det var Salve, og var et
Øieblik næsten forskrækket over hans Dristighed. Hun
havde set ham et Par Gange før, og ladet ham føle, at
hun undgik ham i Anledning af, hvad Mosteren havde
fortalt hende. Hun gik nu skjælvende ud til ham.

Han saa en Stund paa hende uden at sige et Ord.

"Vil Du tage dette Kjoletøi, Elisabeth?" - sagde han
endelig næsten barskt.

"Nei, det vil jeg ikke, Salve, - slig som Du har
snakket om mig."

"Saa Du vil ikke tage det, Elisabeth?" - yttrede han
langsomt og nedslagent. "Ja, saa kan det ikke nytte at
sige noget mere."

"Nei, det kan ikke nytte at sige mere, Salve."

Ved at se, hvor ødelagt han stod og saa paa hende,
idet han spurgte:

"Skal jeg seile med det, Elisabeth?" - brast med
engang Taarerne frem i hendes Øine. Hun rystede af-
værgende, men med et næsten fortvivlet Ansigt, paa
Hovedet og skyndte sig ind.

SIDE: 53

I Stuen saa de, at hun havde grædt. Men Carl Beck
var en koldblodig Mand, han laa i Vinduet og saa
ud efter sin Medbeiler, - om han gik med Pakken un-
der Armen ud af Porten.

Den samme Nat vaagnede Elisabeth. Hun havde
grædt i Søvne og drømt, at hun saa Salve staa nede
paa Bryggen saa fattigt klædt og ulykkelig, men han
var for stolt til at bede nogen om Hjælp, og saa havde
han set saa alvorlig, bebreidende paa hende.

Hun blev liggende urolig uden at kunne faa Drøm-
men af Hovedet.

Da hørtes Larmen af en støiende og raabende Men-
neskesværm udenfor, og hun gik hen til Vinduet. Poli-
tiet transporterede en mellem sig nedefter Gaden.

Da de kom forbi, saa hun ved Skjæret af Gadelygten
et Øieblik, at det var Salve.

Han kjæmpede imod bleg og rasende, med den blaa
Skjorte helt oprevet i Brystet og der var et Udtryk i
hans Ansigt - hun sov ikke mere den Nat.

Der havde været stort Matrosslagsmaal over hos Mor
Andersen paa den anden Side af Havnen. Det hed, at
der var brugt Kniv, og at Salve Kristiansen hadde været
Hovedmanden.

Kaptein Beck maatte Dagen efter selv op til Byfogden
for at faa ham ud, til de skulde seile, og han udredede
Bøderne.

Den unge Pige begreb kun altfor vel Aarsagen til
Salves Opførsel og gik ud, da Søofficeren Dagen efter
inde i Stuen under adskillige Udlægninger fortalte om
dette - Salve havde begyndt Klammeriet aldeles uden
Spor af Foranledning.

Hun var i nogle Dage bleg og medtaget, og Søoffice-
ren havde Følelsen af, at hun var endnu mere end sed-
vanlig tilbagetrukken i Forhold til ham. - Eftermid-
dagen, før de skulde seile, kom Salves Far og yngre
Broder ombord for at tage Farvel med ham, og der var
da noget underligt i hans Væsen, der var dem begge
paafaldende; - det var, syntes Broderen næsten, som
om han tænkte, at de ikke skulde ses mere.

SIDE: 54

Han tilbød Faderen sin Hundrededalerseddel og, da
denne ikke vilde modtage den, maatte han love ialfald
at gjemme den for ham. Hans Far tog det for Sørg-
modighed og Nedtrykthed i Anledning af, hvad der i de
sidste Dage var overgaat Sønnen med Politiet; men,
idet han gik fraborde sagde han dog noget beklemt:

"Husk paa, Salve, at Du har en gammel Far, som
venter hjemme!"

Kvælden og endel af Natten tilbragte Salve Kristian-
sen siddende i "Junos" Mers. Han stirrede over til
Becks Hus, saalænge der var Lys i Kvistkammeret der,
og, da det gik ud, syntes han, der sluktes noget indeni
ham selv med.

Udsiden af Tromøen ved Arendal har Kystens almin-
delige golde, stengraa Udseende. En Kirke med et lidet
skilderhuslignende, Klokketaarn, der tjener til Sjø-
mærke, ligger ødsligt ude ved Havet, og om Søndagen
ses Lodsskøiterne at lægge til der under Gudstjenesten.

Øens indre Side frembyder derimod et desto rigere
og livligere Skue.

Det trange Tromøsund med sin Vrimmel af smaa
Sjægter, Pramme, Lodsbaade og større Fartøier soler
sig der mellem frugtbare, skovbevoksede Aaser og
Skrænter.

Paa begge Sider er overalt indstrøet røde Sjømands-
stuer, Skipperhuse og Villaer, og i hver Plads, hver
Kil og Bugt, hvor der blot kan staa et Fartøi, ses det
ene tømmerhvide Skibsskrog opspantet under Bygning
ved Siden af det andet.

Det er et idyllisk Skibsværft ude i Naturen, en isand-
hed betydningsfuld skjøn Entré til Arendal - Norges
første Skibsfartsby. Den, som en speilende Sommerdag
paa Dampskibet farer der igjennem, har en overra-
skelse, som ikke saa let viskes ham af Minde.

Paa vor Fortællings Tid var dette Billede langt fra

SIDE: 55

saa fyldigt og rigt, men her viste sig dog en Begyndelse
til det Liv, som skulde komme.

Kaptein Beck eiede et Lyststed paa et af de smukkeste
Steder i Sundet - et lidet énetages graat Hus med et
skraat Teglstenstag, hvoraf der stak frem to smaaru-
dede Kvistvinduer, og paa dets Bagside stod en vakker
Lund opefter Fjeldskrænten.

I de Aar, da Kaptein Beck laa i Langfarten, opholdt
Familien sig gjerne derude om Sommeren. Han agtede
nu om et Par Aar at drage sig tilbage fra Sjøen og med
sin Formue at grunde et Skibsbyggeri.

Hos Becks var der altid hverdagslig travlt i Ugen
ogsaa, naar de var derude. Madam Beck sad gjerne
selv med Rokken inde i Stuen.

Stedsønnen, der var beskjæftiget med Reiser og Ar-
beider som Medlem af Kystkommissionen, kom i Re-
gelen didud i sin smukke Seilbaad om Lørdagen og
blev Søndagen over. Paa den Dag kom der ogsaa
gjerne en eller anden Familie eller Lystbaad med
Herrer og Damer ud i Besøg enten til dem eller
til Landstedet ved Siden af, og man tilbragte da som
oftest Eftermiddagen sammen.

Carl Beck var Damernes Yndling. Han omgikkes dem
helst i den spøgende Manér, af og til med et Glimt af
Sentimentalitet, hvori den brune, mandige Søofficer
ligesom tilfældigt kunde aabenbare sit egentlige dybere
Væsen.

Han havde en liden Ansats til Fedme, hvorover han
selv spøgte; - han havde for gode Dage, sagde han.

De fleste unge Piger kjendte ham fra Barneaarene, da
han havde været hjemme under sine Besøg som Kadet,
og han syntes at have sit særlige Fortrolighedsforhold
med saagodtsom enhver af dem eller ialfald en eller
anden Historie, som kun de to kjendte. Der var derfor
ogsaa i denne Kreds altid saa mange for andre ufor-
staaelige Stikord, der gik igjen i Samtalerne nu, efterat
de var blevne voksne.

Blandt dem, som oftere kom derud, var Postmester
Forstbergs.

SIDE: 56

Der var foruden Forældrene en halvvoksen Søn og
deres attenaarige Datter Marie, en blond Pige af et
stille Væsen og et ualmindelig klogt Ansigt.

Ingen sagde, at hun var smuk; men de fleste, som
kjendte hende, havde alligevel Indtrykket af, at hun
var det. Over hendes maaske lidt for lille Figur saa-
velsom alt, hvad hun foretog sig, hvilte noget ubevidst
harmonisk og yndigt. Derimod hed det altid, at hun var
saa forstandig.

Mellem Veninderne var hun den til hvem de ubetin-
get valgte at betro sig, naar der var noget iveien. At
hun aldrig betrode dem noget igjen, lagde de, forunder-
lig nok, ikke mærke til.

For sit eget Vedkommende var hun, mente de, for
"regelret og rigtig" til at have Hjerteanliggender. Hun
var en fortrolig Veninde af Carl Becks Søstre, især
Mina, der erklærede, at hun satte hende høiere end
nogen, hun kjendte, og i Stilhed mente, at hun netop
var det rette Parti for Broderen.

Den eneste af de unge Piger i denne Kreds som Carl
Beck ikke havde et sligt Barndomsbekjendtskab til, var
Marie Forstberg.

Det havde varet noget, før han opdaget, at den stille
Pige var værd at tale med. Siden havde det hemmelig
plaget ham, at i Samtale med hende faldt det, han
sagde, saa let ned til ubetydeligt Snak. Hun var saa
klar og sand og eiede et ganske mærkelig smukt Smil
til det hun bifaldt.

Foran hende bar han derfor altid frem den brede,
mandige Side, som han vidste at føre med saameget
Tække, og han drev derunder et Kokketteri, som ikke
undlod at gjøre sin Virkning. Hans Evne, eller hans
Svaghed, var kun altfor meget at give sit varme Væsen
i Øieblikket hen til den, som optog ham.

Hun fik et smigrende Indtryk af, at hans lette for
ikke at sige leflende Forhold til unge Damer havde sin
egentlige Grund i, at han endnu ikke havde fundet nogen
blandt dem, der var en Mands fulde Alvor værd; de var
ham blot Tidsfordriv for en ledig Stund.

SIDE: 57

Og Marie var kun altfor villig til at se Tingen i dette
Lys; thi Carl Beck havde alt et Par Aar i Stilhed været
hendes Hjertes Helt. Hun havde i den Tid af Venin-
der modtaget mangen en Frotrolighed, som de, om de
havde set klart, allersidst havde anbragt hos hende.

Skjønt stadig sysselsat, følte Elisabeth sig dog friere
derude i Landlivet. Hun havde efterhaanden begyndt
bedre at komme tilrette med Husvæsenet, for hvilket
det viste sig, at hun igrunden havde et let Nemme, og
Madam Beck satte Lid til hende i mange Ting.

Særlig forstod hun - hvad man mindst skulde ven-
tet hos hende - paa en smuk Maade at varte op, og,
naar den ranke Pige med det udtryksfulde Ansigt om
Søndags 
Efterimiddagene i sin klædelige, stribede Sirt-
ses Kjole og det hvide Forklæde bar The- eller Kaffe-
stellet ud til Gjæsterne i Lysthuset, gled der mangt et
beundrende Øiekast hen paa hende; thi det var ikke
vanskeligt at se, at hun var en Skjønhed.

Marie Forstberg var bleven opmerksom paa Elisabeth,
hvis Historie hun kjendte, og søgte tit at retlede og
hjælpe hende. Uagtet deres forskjellige Naturer og
Samfundsstilling følte disse to Kvinder sig snart, om
ikke dragne til hinanden, saa gjensidig en Smule -
nysgjerrige.

I Begyndelsen havde Pigen forekommet den unge
Dame noget but og utilgjængelig. Hun havde ikke villet
se de forskjellige Haandsrækninger og Lettelser, som
den anden paa sin sædvanlige stille betænkte Vis gjorde
hende; men allerede den næste Søndag takkede hun
med et saa vakkert Blik.

At komme ind i hendes Fortrolighed, følte Marie
Forstberg derimod, var alt andet end let.

Der var sjelden videre Ord at faa af hende udenfor
"Ja" og "Nei". Kun strøg der af og til en eller anden
Farveskiftning over hendes Ansigt som tilkjendegav, at
hun tænkte sit, og noget kraftigt braat, næsten stø-
dende, i den Maade, hvorpaa hun udførte Tingen efter
sit eget Hoved, naar hun undertiden ikke forstod, hvad

SIDE: 58

den anden mente, viste, at hun neppe var saa medgjør-
lig, som Becks trode.

Og saa maatte man erkjende, at Elisabeth havde et
mærkelig naturligt Greb paa at klæde sig tækkeligt med
det svære, lyse Haar, simpelt 
ogsat og ikke saa meget
som et Baand over sin Stand. Det var næsten, som
hun skulde være koket, og dog kunde Marie Forstberg,
der var en fin Iagttager, ikke opdage et Glimt af saa-
dant hos hende.

Elisabeth forstod paa sin Side meget godt, at Marie
Forstberg var den blandt de unge Damer, som var nær-
mest til at blive Søofficerens Brud og som tillige helst
burde blive det, ikke mindre i Kraft af, hvad hun var
værd, en af Huspolitiken, for hvilken hun ikke mang-
lede Øie.

Uagtet hun i sin egen Tanke kun stod som en resig-
neret Tilskuer, skabte der sig ikke destomindre i Ugens
Løb et Indtryk hos hende, som der om Søndagene, naar
hun kom, altid udfordredes en Tid til først at optø.
Men da kunde hun ogsaa med Heftighed føle, at dette
var den eneste Kvinde, hun i Hjertet brød sig om.
Marie Forstberg havde en egen Gave til at vinde Men-
nesker.

Til hende kunde Elisabeth nu endog mod Sædvane
vise sig adskillig meddelsom. Det dreiede sig jo i Be-
skedenhed tilsyneladende mest kun om Opdækning og
Anretning; men hun vidste derunder med megen Fin-
hed at give den anden Besked om Søofficeren og hvad
der kunde vedkomme ham.

Marie Forstberg kunde ikke undlade undertiden at
fæste sine kloge, blaa Øine forskende paa hende for at
forvisse sig, om der dog ikke var en Mening under. Men
Elisabeth stod med opsmøgede Ærmer saa ivrigt i sit
Arbeide, at hendes Tanker klart nok var langt borte
fra sligt.

Carl Beck havde den hele Tid havt sin egen stille
Maade at vise Elisabeth Opmærksomhed paa.

Hun følte, at hans Øine egentlig aldrig veg fra hende,
naar hun var inde i Stuen, hvor optaget han end syntes

SIDE: 59

af de andre, og at den, hans Blikke søgte efter, naar
han kom hjem, var hende. Men der kom aldrig et Ord,
der røbede hans Følelse.

Naar en Besked nødvendig maatte erindres, gav han
den aldrig til Søstrene alene, men tillige til hende.
"Hun glemmer aldrig" - sagde han, og Elisabeth for-
stod, at han mente særligt og ubetinget at kunne stole
paa hende.

Hans smukke Lystbaad, en lang, fin, skarpbygget
Jolle, med en rød Stribe langs den sorte Side og to
skraa Master, hvilken han selv nylig havde ladet bygge
og kaldt "Svanen", laa ofte hele Ugen fortøiet paa
Bugten udenfor Landstedet.

Han var meget ængstelig om den, og, medens han
var fraværende, var det Elisabeth, som betrodes at passe
paa den.

Der var altid adskilligt, som skulde iagttages, sær-
ligt en Tid, da det nymalede Inventarium skulde tørres
i Solen, og Beck gav hende i den Anledning mange
Forholdsregler.

Naar han kom hjem, underkastet han hende gjerne i
en spøgende barsk Tone en Eksamination om den; han
kaldte det at holde "Standret".

"Hun er som en halv Sjømand," lo han, "og skulde
egentlig have en Blankhat med "Svanens" Navn i Guld-
bogstaver paa Baandet som en Marinematros."

Af og til om Lørdagene kunde Løitnanten komme
opefter Veien viftende med et Brev i Haanden med
mange Poststempler.

Det var fra Fadern til hans Stedmoder, og Madam
Beck satte sig gjerne hen alene en Stund for at læse det,
og derpaa blev der almindelig Oplæsning.

Elisabeth hørte da meget beklemt efter; thi hun var
altid saa usigelig bange for, at der skulde staa noget
galt om Salve.

Skjønt den yngste i hin omtalte Kommission og
egentlig kun kommet derin for at udfylde Tallet, havde
Carl Beck dog været saa heldig at udmærke sig der,
idet hans afvigende Forslag af Formanden efter megen

SIDE: 60

Ventilation tilslut var lagt til Grund for det hele
Arbeide.

Denne, der som de fleste var indtaget i den unge
Sjøløitnant, havde i Fortrolighed udtalt dette til hans
Far.

Kommissionen skulde slutte ved Aarets Udgang, og
Søstrene trode, at der endog vilde blive Spørgsmaal om
en Orden.

Under et Besøg af Marie Forstberg havde Samtalen
mellem Damerne i Stuen en Stund opholdt sig ved
dette Emne, - hun var længst ført ind i Familiens
Fortrolighed -, og Elisabeth, der var Tilhører, var for
sig selv af den Formening, at en Orden vilde klæde
ham smukt.

"Ja, det kommer nu an paa Formanden, Kapeinløit-
nant Fenger," yttrede Mina med en vis Betydning,
"hvad han gjør for ham! Han holder saa meget af
Carl og siger, at naar de er sammen, kan han næsten
ikke vende Øinene fra ham. Han har lovet at komme
herud engang."

Marie Forstberg misbilligede øiensynlig, at der skulde
gjøres Krus for Kapteinen, thi hun svarede noget kort
og lidt stødt:

"Det er dog Dygtigheden, som skaffer din Broder
Ordenen og ikke Kaptein Fenger, saa jeg indser ikke -"

"Indser Du ikke det? - Jo, min Pige, man maa nok
gjøre mange slige Ting i Verden," sagde Mina lidt op-
høiet verdenserfarent.

"Nei, jeg indser det ikke," vedblev den anden forstok-
ket og lidt rød i Hovedet, "jeg vilde nu heller ingen
Orden have end" -

"Ja Du!" sagde Mina smigrende, idet hun gik hen
og lagde Armen om Venindens Skulder; thi hun for-
stod, at denne var blet ivrig; "men vi er nu ikke alle
saa rigtige og retfærdige som Du, Marie! og" - til-
føiede hun for at komme fra det, "Carl véd desuden
intet af, at vi her i Huset gjør en Smule Haneben for
Kapteinen."

Elisabeth holdt i Hjertet med Marie Forstberg. Det

SIDE: 61

ærgrede hende blot, at hun endog kun et Øieblik skulde
kunne tænke sig, at han vilde nedlade sig til sligt.

Da Carl Beck siden kom ind, berørtes Ordensspørgs-
maalet igjen i en spøgende Tone.

"Det skal jo afhænge af Kapteinløitnantens Naade,
hører jeg," yttrede Marie Forstberg mod Sædvane no-
get spidst, idet hun saa ned i Sytøiet.

"Aa jeg bryder mig ikke et Gran om den Stas uden-
paa Kjolen!" svarede han bredt og som kjed af at høre
derom.

Elisabeth syntes, det lød mandigt.

Men Sagen var, at Beck overmaade gjerne ønskede
"Stasen" og hemmelig ærgrede sig over, hvad Marie
Forstberg havde bemærket. Hun var gjerne hans For-
trolige i alvorlige Anliggender, men sine Udsigter i
denne Sag havde han fortiet, og han vilde nu helst give
det Udseende af, at det kom af, at den var ham saa
rent ligegyldig.

At dømme af den Mine, hvormed hun sad stille og
syde, var Marie Forstberg heller ikke rigtig tilfreds.

- En Søndag bemærkede Elisabeth, at han bar en
Markblomst, som hun havde lagt fra sig, i Knaphullet
paa sin Uniform. Det kunde være rent tilfældigt; men
hun vidste, at han havde set hende gaa med den i
Haanden.

Man spiste Markjordbær til Middag, og der var ingen
fremmede.

"Ja," - udbrød han med ét - "Markjordbær ti tu-
sinde Gange hellere end Havejordbær! Det er dog en
ganske anden Duft og Smag!"

Men hun syntes, at han havde set saa underligt paa
hende, mens han sagde det, og siden saa han længe
ufravendt ned i Talerkenen. Hun følte, at Yttringen
vedkom sig, og der var i det hele taget den Dag noget
eget ved ham, som gjorde hende lidt urolig.

Da Madam Beck just havde en usædvanlig lang Liste
paa Husholdningsvarer, der skulde hentes inde i Aren-
dal, foreslog Carl Beck, at en den næste Morgen skulde
følge ham ind med Seilbaaden for at modtage Pak-

SIDE: 62

kerne. Madam Beck nævnte Elisabeth, og Planen
vandt hans ivrige Bifald. Men Elisabeth gik idetsamme
temmelig braat udaf Døren.

Hun havde fuld Grund til ikke at ville følge med
Sjøofficeren. Hun vidste jo, at hun havde været ude
for Folkesnak i Anledning af dette Forhold; men selv
uden dette havde hun alligevel paa det bestemteste
modsat sig.

Da hun en Stund efter saa Løitnanten staa alene
udenfor gik hun lige til ham og sagde, idet hun stolt
og vredt saa ham i Ansigtet:

"Jeg reiser ikke til Arendal med Dem, Hr. Beck!"

"Hvorfor ikke, Elisabeth?" spurgte han tilsyneladende
ligegyldig, idet han søgte at møde hendes Blik.

"Jeg reiser ikke, det var det, jeg vilde sige Dem!"
gjentog hun stigende harmfuldt, medens Stemmen
skjælvede; - der var noget mægtigt bestemt i hendes
Mine.

Han stammede forlegen:

"Mener Du da, Elisabeth" -; men da havde hun alt
vendt sig fra ham. Der laa i selve den Maade, hvorpaa
hun gik henover Volden noget haanligt afvisende, der
forekom ham fortvivlet herligt og stolt.

Turen blev omordnet; men det kom dog trods Løit-
nantens Finhed uforvarende op, at det var Elisabeth,
som ikke havde villet følge i Baaden alene med ham,
og dette fandt Madam Beck meget agtværdigt.

Hun skulde selv tænkt paa, at det var mindre pas-
sende, sagde hun; men mente derhos noget strengt, at
hun burde have talt med sin Husmoder derom først.

Endel Reparationer ved Huset inde i Byen vilde
denne Gang tvinge Familien til at opholde sig paa
Landstedet til temmelig senhøstes.

Man havde dog endnu i smukke Septemberdage en
Efterrest af Sommeren. Sundet laa i de forskjellige

SIDE: 63

høstlige Farver eiendommelig stemningsfuldt, og man
tilbragte fremdeles gjerne Aftenerne ude paa Trappen.

Der var usædvanlig Stas, da Kommissionens Med-
lemmer med deres Formand var budne didud.

Om Aftenen, da Herrerne sad alene ude i Lunden, og
Elisabeth kom ud med en Forstærkning af varmt Vand
til Toddyen, tillod Kapteinløitnanten sig at sige en
Spøg, der drev Rødmen op i hendes Kinder.

Hun svarede intet, men Vandmuggen skalv i hendes
Hænder, mens hun satte den hen, og hun gav derunder
vedkommende et Øiekast saa djærvt forbittret og for-
agteligt, at han et Øieblik følte sig hovmesteret.

"Guds Død, Beck!" udbrød han, "saa Du, hvilke Øine
hun satte paa mig? de lynte ordentlig."

"Ja, det er en stolt Pige," svarede Beck, der var
bleven opbragt, men havde sine Grunde til at være for-
sigtig foran sin foresatte.

"Saa, - en stolt Pige!" gjentog denne irriteret i en
Tone, som lod føle at han mente, det snarere burde
hedt "en uforskammet Tjenestepige".

"Ja jeg mener en smuk Pige," rettede Beck undvi-
gende og lo noget tvungent.

Elisabeth havde hørt det. Hun var saaret og anstil-
lede for første Gang en Sammenligning mellem Sjø-
officeren og Salve. Slig havde ikke Salve gaat afveien,
om han havde været i hans Sted!

Da han bagefter om Aftenen traf hende alene, mens
hun ordnede ude paa Trappen efter de bortreiste, sagde
han 
halv bekymret:

"Du tog dig da vel ikke nær af den gamle Bulder-
basse og Grobrian, Elisabeth? - Det er igrunden en
brav og skikkelig Fyr, som intet mener med sit Snak."

Elisabeth taug og søgte at komme fra det ved at gaa
ind med, hvad hun havde i Hænderne.

"Ja, men jeg taaler ikke, at Du fornærmes, Elisabeth!"
- udbrød han pludselig i Fyr og Flamme og søgte at
gribe hendes Arm. "Den Haand hvormed Du arbeider,
er mig kjærere end alle de fine Damers tilsammen."

"Hr. Beck!" afbrød hun vildt med Taarer i Øinene,

SIDE: 64

"jeg reiser min Vei - i denne Nat -, om jeg skal
høre mere!"

Hun forsvandt inde i Gangen, men der kom Beck
efter.

"Elisabeth," hviskede han, "jeg mener det for Alvor!"

Hun rev sig heftig løs fra ham og gik ind i Kjøkke-
net, hvor Søstrene stod og talte sammen ved Ilden.

Beck gjorde sig i den smukke Stjerneaften en ensom
Tur indover Øen og kom først hjem over Midnat.

Han havde just ikke ment det saa bestemt for Alvor;
men nu efter at han havde set hende foran sig saa vid-
underlig smuk med Taarer i Øinene - saa, ja saa
mente han det for ramme Alvor. Han var istand til at
forlove sig med hende tvertover alle Hensyn, om det saa
maatte være.

Den næste Morgen reiste han med Lystbaaden ind til
Byen; han havde dog først i Forbigaaende tilhvisket
hende:

"Jeg mener det for Alvor!"

Disse Ord der gjentoges, gjorde Elisabeth rent for-
virret.

Hun havde ligget og tænkt over dette samme Udtryk
om Natten og med Harme tilbagevist det; det kunde
ikke betyde andet end, at han fandt at turde erklære
hende, at han var indtaget i hende, og hun havde alt
besluttet at udføre sin Trusel at forlade Huset.

Men nu, gjentaget, - i denne Tone!

Mente han virkelig at byde hende Haand og Hjerte -
at blive hans, Officerens, Frue?

Der laa en glimrende Vidde af tidligere Drømme for
hendes Fantasi, som næsten berusede hende.

Hun var adspredt og bleg hele Ugen og tænkte med
Angst paa Søndagen, da han skulde komme igjen. Hvad
vilde han da sige?

Og - hvad skulde hun svare?

Han kom dog ikke, eftersom der upaaregnet var faldt
en Reise til i hans Forretninger. Derimod kom Marie
Forstberg, og hun følte godt, at der maatte være ind-
traadt en eller anden Forandring i Pigens Sindelag;

SIDE: 65

thi hun unddrog sig tydeligen enhver Hjælp af hende,
og i de Blikke, som Marie Forstberg tilfældigvis opfan-
gede, laa der noget haardt og uvenligt.

Det gik hende mere nær, end hun vilde tilstaa sig.

Trofast, som hun var, søgte hun, følgende en pludse-
lig Hjerteindskydelse, at klappe hende venligt paa
Skulderen; men det gjorde aabenbart aldeles intet Ind-
tryk, - hun kunde ligesaa gjerne strøget paa et Stykke
Træ, og, da hun kom ind i Stuen, kunde hun ikke und-
lade at spørge:

"Hvad er der gaat af Elisabeth."

Men de andre havde intet mærket.

Carl Beck kom mod Sædvane ikke næste Lørdag, men
før, midt i Ugen, og han gik med hastige Skridt gjen-
nem Værelserne, da han ikke saa Elisabeth i Stuen.

Han fandt hende endelig ovenpaa.

Hun stod og stirrede ud af Vinduet i Loftsgangen,
hvorfra der kun var Udsigt til Lunden opefter Fjeld-
skrænten og Himmelen derover. Hun hørte hans Skridt,
- at han gik opefter Trappen, og hun følte en saadan
usigelig Angst, en Panik næsten som hun kunde
springe udaf Vinduet. Hvad skulde hun svare? -

Da han kom og lagde sin Arm om hendes Liv og
halvhøit spurgte:

"Elisabeth! Vil Du være min?" - følte hun sig for
første Gang i sit Liv nær ved at besvime. Hun vidste
knapt, hvad hun gjorde, men stødte ham uvilkaarlig
haardt fra sig.

Han greb paany hendes Haand og spurgte:

"Elisabeth, vil Du blive min Hustru?"

Hun var saa bleg, idet hun svarede - "Ja!"

Men da han atter vilde tage hende om Livet, sprang
hun pludselig tilbage og saa paa ham med et Udtryk
af Forfærdelse.

"Elisabeth!" - sagde han ømt, og søgte atter at
nærme sig hende. "Hvad gaar der af Dig? Vidste Du,
hvor jeg har længtet efter denne Stund!"

"Ikke nu, - ikke mere nu!" bad hun, idet hun holdt
Haanden imod ham - "siden" -

SIDE: 66

"Du siger jo "Ja", Elisabeth, - at Du er min -;"
men han følte, at hun vilde, han nu skulde gaa.

Hun sad længe taus deroppe paa en Kiste og stirrede
hen for sig.

Det var altsaa sket.

Hjertet bankede, saa hun selv kunde høre det, og det
var, som hun følte en dump Smerte.

Hendes Ansigt fik lidt efter lidt et stivt, koldt Præg.

Hun tænkte, at han nu fortalte sin Stedmoder, at de
var forlovede og beredte sig paa, hvad hun skulde staa i.

Hun ventede at blive kaldt ned.

Endelig bestemte hun sig til selv at gaa.

I Stuen sad enhver ganske roligt med sit.

Løitnanten lod, som han læste i en Bog, over hvilken
han dog, da hun kom ind, sendte hende et stjaalent,
ømt-bekymret Blik.

Aftensmaden sattes ind, og alt gik sin rolige Gang;
han spøgte lidt, som han pleiede. Hun syntes, der var
som en Taage over dem alle.

Mina spurgte engang, om der feilede hende noget, og
hun svarede mekanisk "Nei".

Det skulde altsaa ske senere om Aftenen. Selv gik
hun ind og ud med Aftenstellet som sædvanligt; -
kun var det, som hun ikke kunde føle Gulvet under
Fødderne eller det, hun bar i Haanden.

Aftenen gik, og man begav sig tilsengs, uden at noget
var sket.

I Trappegangens Halvmørke greb han hendes Haand
varmt og sagde:

"Godnat, min Elisabeth, min - min Elisabeth!" -
men hun var ikke istand til at gjengjælde Haandtryk-
ket, og, da han nærmede sine Læber til hendes Pande,
unddrog hun sig hastigt.

"Jeg kom herud alene for at sige Dig dette, kjære,
elskede Elisabeth!" hviskede han med en skjælvende
Ild i Stemmen, idet han søgte at tage om hende. "Jeg
maa indover igjen imorgen. Skal jeg reise uden et Tegn
paa, at Du holder af mig?"

SIDE: 67

Hun bøiede Panden langsomt hen mod ham, og han
kyssede den, hvorpaa hun straks gik.

"Godnat, min elskede!" hviskede han efter hende.

Elisabeth laa længe vaagen. Hun havde en Trang til
at faa grædt, og følte sig indvendig, som hun frøs.

Da hun endelig sov ind, drømte hun ikke om sin
Forlovede, men om Salve, hele Tiden om Salve. Hun
saa ham stirre paa sig med det alvorlige Ansigt; det
var saa tungt af Sorg, og hun stod som en Forbryder-
ske for ham.

Han sagde noget, som hun ikke kunde høre, men
hun forstod, at han fordømte hende, og at han havde
kastet Kjoletøiet overbord.

Hun stod tidlig op og søgte at beskjæftige sin Tanke
med andre Drømme, - sin Fremtid som Officerens
Frue.

Men det var, som alt det, hun før havde set i bare
Guld, nu kun vilde vise sig for hende som Messing.
Hun følte sig ulykkelig og urolig og betænkte sig
længe, før hun gik ind i Stuen.

Carl Beck reiste ikke den Morgen. Han havde indset,
at der dog var et eller andet iveien med Elisabeth.

Om Formiddagen, da Søstrene var ude og Stedmode-
ren beskjæftiget, lykkedes det ham at faa tale alene
med hende; - hun gik fremdeles i Feber og ventede
paa, at han skulde have talt til Madam Beck.

"Elisabeth!" - sagde han, sagte glattende hendes
Haar, thi hun saa saa forknyt ud og stod og saa ned
- "jeg kunde ikke reise, før jeg havde faat talt med
Dig igjen."

Hun saa fremdeles ned, men unddrog sig ikke hans
Haand.

"Holder Du af mig? - Vil Du blive min Hustru?"

Hun taug. - Endelig sagde hun lidt blegere og som
med Overvindelse:

"Ja, - Hr. Beck!"

"Sig "Du" til mig, sig "Carl", - bad han inderligt
- "og - se paa mig!"

Hun saa paa ham; men ikke saadan, som han havde

SIDE: 68

ventet. Det var et eget fast, koldt Blik, hvormed hun
sagde:

"Ja, - naar vi er blevne forlovede."

"Er vi da ikke det?"

"Naar faar Deres Stedmoder det at vide?" - spurgte
hun lidt nølende.

"Kjære Elisabeth! - De herhjemme maa intet mærke
før - før om tre Maaneder, naar jeg er . . ."

Men han opdaget nu et Udtryk i hendes Ansigt og
i den korte Maade, hvorpaa hun trak Haanden til sig,
som lod ham holde inde med, hvad han oprindelig
havde tænkt, og han rettede det hastigt -:

"I næste Uge inde i Arendal skriver jeg det til Far
og fortæller da min Stedmoder, hvad jeg har skrevet.
Er Du fornøiet, Elisabeth, kjære Elisabeth! - eller vil
Du have det gjort straks?" - udbrød han resolut og
greb atter hendes Haand.

"Nei, nei, ikke nu! - i næste Uge, lad det først blive
i næste Uge!" udbrød hun pludselig angst, idet hun
samtidig næsten bønlig besvarede hans Haandtryk, -
det første, han havde faat af hende.

"Og da er Du min, Elisabeth?"

"Ja, da," - hun søgte at undgaa hans Øie.

"Farvel da, Elisabeth! - men jeg kommer igjen paa
Lørdag, jeg kan ikke længer undvære at se Dig!"

"Farvel!" - sagde hun noget tonløst.

Han sprang ned til Seilbaaden, som laa og ventede;
men hun saa ikke efter ham og gik med sænket Hoved
den modsatte Vei ind.

Smaa Ting veier ofte tungt i Indtrykkenes Verden.

Elisabeth var overvældet af hans storartede Tænke-
maade, da han havde erklæret, at han vilde hæve hende
op til sin Hustru. Hun følte, at det var hendes Værd i
hans Øine, som havde opveiet alt. At han skulde vige
tilbage for den ydre Kamp med Familien, havde hun
derimod ikke tænkt sig. Selv havde hun jo følt, at det
vilde blive pinligt, men i dette Stykke stillet sig bag
hans mandige Skjold. Da han nu saa uventet begyndte
at forlange Prutningsmon paa Tiden, først endog slig,

SIDE: 69

at han selv agtede at være borte, naar Sagen kom op i
Hjemmet, fo'r der gjennem hende en Følelse, som hun
i sin indre Angst instinktmæssig greb som et reddende
Halmstraa for dog mulig endnu at faa betænke sig.

Det gik haardt og tungt i hende i de Par Dage, indtil
Carl Beck kom igjen, og Natten var som i Feber.

Lørdag Aften kom han, og den første, han hilsede,
var hende; - han syntes næsten ikke længere at ville
lægge Skjul paa Forholdet, medens hun stille og bleg
syslede ud og ind af Stuen.

Han havde med et Brev fra Faderen, der blev oplæst
efter Bordet.

Det var dateret fra en sydamerikansk Havn, og deri
omtaltes ogsaa Salve. Paa Høiden af Cap Hatteras
havde de havt et haardt Uveir, hvori de var nødte til at
kappe Storestængeriggen. Stangen hang endnu igjen
ved et Par af Taugene og slingrede i den overhændige
Sjøgang frem og tilbage mod Underriggen, saa at den
holdt paa at slaas fordærvet. Da havde Salve Kristian-
sen dristet sig op for at kappe Resten, og medens han
sad der, gik det hele overbord. Han faldt ned med, men
var saa heldig i Faldet at faa fat i en Toplent og bjerge
Livet.

"Det var et stort Vovestykke" - endte Beretningen -;
"men forresten er med ham ikke alt, som det skal være,
og som det tegnede til."

"Aa nei, det tænkte jeg før," - yttrede Beck og trak
foragtelig paa Skulderen - "det var en gudsforgaaen
Krop, og endte han ikke dennegang, saa blir der vel
snart en ny Leilighed!"

Han saa ikke de harmfulde Øine, Elisabeth satte paa
ham ved disse Ord.

Hun følte i dette Øieblik med Fortvivlelse, hvorledes
det blot var hendes Skyld, at han færdedes saa uvor-
rent og var bleven slig.

Hun sad længe taus og vred i Stilhed Hænderne i
Fanget; - hun omgikkes med en Beslutning.

Før de begav sig til Ro, tilhviskede Carl Beck hende:

"Jeg har alt idag sendt Brev til Far, og, - imorgen,

SIDE: 70

Elisabeth, er det vor Forlovelsesdag! Mina vil sætte op
et Par underlige Øine."

Elisabeth var den sidste, som ryddede i Stuen, og da
hun gik, tog hun et Stykke Papir og nogle Skrivesager
med sig ud.

Hun lagde sig paa sin Seng, men ved Midnatstid sad
hun ved et Lys og bemalte et Stykke Papir med Bog-
staver:

Der stod:

"Undskyld mig, at jeg ikke kan blive Deres Hustru;
thi min Hu staar til en anden. Elisabeth Raklev."

Hun lagde det sammen og lukkede det med en Knap-
penaal i Mangel af Oblat.

Derpaa aabnede hun sagte Døren til det Værelse,
hvori Madam Beck sov, lagde sin Mund nær til hendes
Øre og hviskede hendes Navn.

Hun vaagnede op og blev hel forskrækket, da hun saa
Elisabeth staa for sig fuldkommen paaklædt og tilsyne-
ladende reisefærdig.

"Madam Beck!" - sagde hun sagte - "Jeg vil betro
Dem noget og bede Dem om Raad og Hjælp. Deres
Stedsøn har spurgt, om jeg vil være hans Hustru. Det
var forrige Søndag - og jeg svarede Ja; men nu vil jeg
ikke. Og nu vil jeg reise ind til min Moster eller helst
længer, om De véd nogen Vei for mig. Thi jeg er bange
for, at han ellers følger efter mig."

Madam Beck sad som himmelfalden. Hun satte først
op en vantro, haanlig Mine; men da hun følte, at alt
dog maatte forholde sig saa, satte hun sig uvilkaarlig
høiere op i Sengen.

"Men, - hvorfor kommer Du med dette just nu paa
Nattens Tide?" yttrede hun endelig mistænkeligt in-
kvirerende; hun syntes, der endnu manglede fuldt Lys
i Sagen.

"Fordi han idag har skrevet til sin Far derom, og
imorgen vilde sige det til Dem og de andre."

"Saa, - han har alt skrevet!"

"Det var altsaa derfor, at han fik Dig ind her i Hu-
set!" yttrede hun atter efter en Pause.

SIDE: 71

Derpaa slog det hende, at der dog var noget nobelt i
Elisabeths Færd. Hun saa mere venligt paa hende og
sagde:

"Ja, Du har Ret, - det er bedst, Du kommer bort -
et Sted, hvor han ikke har saa let for at naa Dig."

Hun gav sig atter til at tænke. Da fik hun en lys
Idé og stod op og tog paa sig.

Der var en Mands Greihed ved hende, og hun var
vant til at styre Affærer.

Den hollandske Skipper Garvloit, som var gift med
hendes Halvsøster, havde just i de Dage forhørt sig om
en norsk Pige, der kunde hjælpe til med Husvæsenet,
og her var jo Plads for Elisabeth. Det var bare at gaa
ombord i hans Kof, som laa seilfærdig.

Hun skrev straks inde i Stuen et Brev til Garvloit,
hvilket hun leverede Elisabeth tilligemed en temmelig
rund Sum Penge; - det var optjent Løn, sagde hun.

- I den stille Maaneskinsnat rode Elisabeth alene i
den lille Pram ind til Arendal.

Det blanke Sund laa stjernefyldt mellem de dybe
Skygger af Aasskrænterne, medens en og anden lys
Mast forraadte, at der var Fartøier under Landet.

Der randt undertiden lange Stjerneskud, og hun følte
en jublende Glæde, som hun ofte maatte dæmpe ved
at ro haardt lange Stykker.

Hun var som løssluppen, - fri for noget knugende
ondt. Og, - Marie Forstberg! hvor hun glædede sig til
at se hende nu!

Hun kom ind til Byen før Dag og gik straks op til
Mosteren, hvem hun forklarede, at Madam Beck vilde,
at hun skulde modtage en Kondition i Holland hos
Garvloit, som netop laa seilfærdig. Hun viste hende
Brevet; - det havde slig Hast.

Mosteren hørte en Stund paa hende, og saa sagde
hun med ét:

"Elisabeth, - der har været noget iveien med Sjø-
officeren!"

"Ja, Moster, der har" - svarede hun oprigtig -;
"han friede til mig."

SIDE: 72

"Nu da, -"

"Og saa svarede jeg først saagodtsom "Ja"; - men
jeg vil ikke have ham, og saa sagde jeg det til Madam
Beck."

Mosterens Gebærder viste, at hun syntes, det var for-
bausende Efterretninger.

"Saa Du vilde ikke have ham?" sagde hun endelig.
"Saa var det vel, fordi Du heller vilde have Salve?"

"Ja, Moster" - svarede hun lidt sagte.

"Nu, hvorfor tog Du ham da ikke?" mente Mosteren
lidt haardt.

Elisabeth fik Taarer i Øinene.

"Ja, - som en reder, saa ligger en" - yttrede den
gamle strengt og gav sig ifærd med Morgenkaffen.

Paa Veien for at lade sig ro ud til koffen gik hun
indom Posthuset, hvor hun fandt Marie Forstberg alt
oppe, syslende inde i Stuen i Morgendragt.

Denne blev meget forbauset, da hun fortalte hende
sin nye Bestemmelse. Det var saa fordelagtigt, en næ-
sten selvstændig Plads i Huset, og Madam Beck havde
selv tilraadet det, forklarede Elisabeth, der med megen
Finhed vidste at undgaa at sætte hende paa Spor.

Marie Forstberg fik det alligevel ikke til rigtig at
rime sammen, det kunde Elisabeth forstaa af hendes
Øine. Da de tog Afsked, omfavnede de hinanden og
græd.

- - Der var stor Forbauselse ude paa Landstedet,
da Elisabeth var borte.

Løitnanten havde fundet hendes Brev i Dørsprækken,
men ikke tænkt sig, at hun var reist, og var gaat ud
med det i voldsomt Sindsoprør uden at komme hjem
igjen før sent paa Eftermiddagen.

Madam Beck havde imidlertid betroet Døttrene Sagen,
hvilken de forstod burde holdes hemmelig.

- Skjønt hans Øine ledte, spurgte han dog ikke ud-
trykkelig efter hende før om Aftenen, og, da han saa
fik høre, hvorledes hun var reist og maaske nu alt under
Seil til Holland, sad han en Stund som forstenet.

Derpaa saa han haanligt paa dem, en efter en.

SIDE: 73

"Vidste jeg, at jeg havde nogen af Eder at takke for
dette," - udbrød han - . . ., "saa" - her greb han den
Stol, han sad paa, slog den i Gulvet, saa den knastes,
og sprang ovenpaa.

Men hendes Brev var desværre tydeligt nok; - hun
elskede en anden, og han vidste ogsaa, hvem det var.

Da "Juno" sidst var gaat ud fra Arendal, havde den
kun skiftet et Par Mand af sin gamle Besætning.

Om Vaaren indfandt sig dengang ikke faa Folk fra
Vestlandets Fiskeridistrikter for at forhyre sig. De
kommer i deres Fiskedragt, smudsige og ludende af
Arbeidet i Baaden, førende med sig sine runde Bonde-
kister istedetfor den almindelige skraa Skibskiste.
Deres Væsen mangler alt Matrossnit, og de opnaar i
Regelen kun Hyre paa Skibe, der skal i Langfart.

En saadan Matros fra Fjordkanten havde "Juno" faat
ombord, og det lod til, at han skulde blive alles Synde-
buk.

Det var en firskaaren Mand med et rødbrunt Skjæg
om det grovslagne, store Ansigt. Han hed Nils Buvaa-
gen, men for sit tilsyneladende søvnige Væsens Skyld
kaldte man ham Nils Uvaagen.

Han gik usjømandsmæssigt, med nedhængende Arme
lig en træg Skildpadde henover Dækket, og det var
Synd at sige, at der var nogen "Rassl" i ham. Derimod
viste det sig snart, at han, som de fleste af det Slags
Folk, var ualmindelig udholdende i at taale og slide
ondt.

Naar han i Uveir stak Hovedet med Skindhuen ud
af Ruffet og saa sig om, grinende mod Veiret, mindede
han om et Oldtidens Vikingfjæs, og paa sin Post paa
Udkig stod han, om saa Sjøen holdt paa at slaa ham
ned.

Han var utrolig naiv, især naar man bragte Talen

SIDE: 74

hen paa hans Kone og Børn, af hvilke sidste han havde
Reden fuld. Kokken, der var en stor Spottefugl, kunde
da endog faa ham til at flæbe, - et Kunststykke, som
han udførte til de andres store Moro.

Midt under al den Spot og Harcellas, hvoraf denne
bondeagtige Figur var omgivet, næredes alligevel et
Slags Respekt for ham. Den eneste, som lod til at ville
tage ham i Beskyttelse, var Salve, der af og til brugte
sin ordhvasse Tunge til hans Fordel, vistnok mere,
fordi han saa, at Manden havde alle de andre paa sig,
end af nogen egentlig Sympathi for ham.

En Hændelse skulde dog knytte dem nærmere sam-
men.

De havde paa Udseilingen en mørk Nat klaret Fore-
lands Fyr i England og laa og krydsede i Enden af
Hovden foran Kanalen i Regn og Taage saa tæt, at de
om Eftermiddagen ikke engang havde kunnet se va-
geren paa Stortoppen. Der gik - som ofte Tilfældet i
dette Farvand - en overordentlig svær, krap Sjø.

Gjennem Natten lød uafladelig Klokkeringning og
Hornsignaler fra den Mængde Skibe, der under slige
Omstændigheder krydser hinanden saagodtsom iblinde
med Fare for at bore hinanden isænk.

Da lød det med ét i Mørket fra Bakken, hvor der
netop var gaat en Braadsjø:

"Udkigsmanden overbord! - Nils Uvaagen!"

"Mand overbord!" - gjentoges det haardt og skarpt
agterover paa de forskjellige Poster; - men under disse
Forhold forstod enhver, at der ikke var at tænke paa
Redning.

Salve stod ude i Røstet og saa en Skikkelse glide forbi
udenbords med oprakte Arme. Han sprang ilsom ag-
terud, idet han underveis opgjorde det Stykke Line,
han havde i Haanden, og saa nu Manden baaret høit
oppe i Sjøen i Begreb med at slænges ind igjen mod
Agterenden, der netop duvede ned. Der var ikke en
Favn mellem dem.

Han kastede Linen, og Nils Buvaagen var reddet.

Siden hin Stund var Nils Buvaagen Salves trofaste

SIDE: 75

Ven, og denne var hellerikke utilgjængelig for Venska-
bet, skjønt det mere viste sig i Gjerning og tilfældig
Hjælp end i videre Meddelelser. Kokken dristede sig
saaledes ikke længer til at holde sine Løier med ham.

Det var nogle Maaneder efter. "Juno" laa seilklar
paa Rheden af Montevideo, hvor man havde indtaget
Huder. Resten af Ladningen for Europa, nemlig Kaffe,
skulde indtages oppe i Rio, og imidlertid førte man
Kul didop i det ledige Skibsrum.

Skibet laa i tropisk Kostume med Seiltelte over For-
og Agterdæk for den stærke Solsteg, og Mandskabet
gik omkring tilsvarende luftigt klædte i aabne Skjorter
og opbrættede Seildugsbenklæder, brune og blanke af
Sved, snappende efter ethvert Luftdrag.

Det var paa Aarets hedeste Tid; Begen smeltede i
Dæksfugerne, og Tjæren randt ned ad Skibssiden.

Man havde ligget slig over et Par Dage, thi man
haabede endnu paa Posten, som man havde ventet at
finde allerede væd Ankomsten.

Den Forventning, hvormed denne imødeses, ligesom
den Skuffelse, der maler sig i alle Ansigter, naar den
udebliver, kjender kun den, som har gaat med en
Langfarer. Der er vel neppe en Mand ombord, som
ikke efter den lange Tid har glædet sig til at høre noget
fra Hjemmet, fra Hustru og Børn, Kjæreste eller Slægt-
ninge, og selv den, som ingen saadanne Baand har,
synes ikke mindre spændt; thi Hjemlængselen er om-
bord en stedse voksende Magt.

I fremmed Havn kan der være mangen ofte vild For-
nøielse; men Tanken om igjen at sætte Foden paa
Fædrelandets Brygge blir tilslut dog den eneraadende
og er visselig ogsaa fornemmelig den Magt, som hin-
drer den norske Matros fra i Længden at tjene under
fremmed Flag.

Hækjollen lagde netop tilborde.

Den pyntede Styrmand fløi trods den dorskgjørende
Hede som en Kat opad Falderegstrappen og forsvandt
agter om Hytten, hvor Kapteinen sad ved et lidet
Bord, hvorpaa stod Karaffel og Glas.

SIDE: 76

Kaptein Becks kjødfulde, rødmussede Ansigt - han
havde en Krans ret nedkjæmmet hvidt Haar om det
skaldede Hoved, som han idelig tørrede i Heden -
tydede ved den stærke Farve paa, at han neppe var saa
rolig, som han gav sig Mine af, da han lod Pakken
ligge urørt paa Bordet. Han nikkede til Styrmanden,
der forstod, at Meningen var, at han for det første
skulde træde af og vente omme paa den anden Side af
Hytten.

Beck skar op Brevpakken, og hans Ansigt blev lyst,
da han deri saa et Brev udenpaaskrevet af sin Søn.

Han gav sig nu med en munter Mine til at sortere
Brevene efter de forskjellige Udenpaaskrifter med en
og anden Bemærkning efter sit Kjendskab til enhver.

"Styrmand" - raabte han lystig, idet han samlede
dem alle sammen igjen og rakte dem til ham: - "Her
er Breve fuldtop, baade fra Koner og Kjærester!"

At der var Post, fløi som en Løbeild henad Dækket
ned paa Banjeren, ind i Ruffet og Kabyssen.

Da Styrmanden begyndte at raabe op Navnene uden-
paa Brevene, var alt hele Besætningen samlet omkring
Storlugen, hvorpaa han stod, paa en eller to Efternølere
nær, der havde befundet sig oppe i Riggen, og nu saas
ifærd med at entre skyndsomt ned ad Vævlingerne.

Den eneste af dem alle, som hverken ventede Efter-
retninger eller lod til at bryde sig om dem, var Salve
Kristiansen. Han stod under Brevenes Uddeling med
noget sammenklemte Læber agterud bag Rattet, til-
syneladende kun optaget af de to Rorsmænd, der op-
heiste og hukede fast Hækjollen. Af og til tog han en
Haand i med; men den Maade, hvorpaa han udførte
dette, røbede ikke netop det velvilligste Humør.

Der var kommet noget rydt og uvenligt ind i hans
Væsen, og, naar Kapteinen leilighedsvis havde skrevet
hjem, at han ikke var saa tilfreds med ham, havde
dette sin gode Grund. Der var forefaldt flere Ubehage-
ligheder med ham og, var der nu ombord en eller an-
den Uenighed, kunde man altid være vis paa, at han
stod bagom.

SIDE: 77

Kaptein Beck havde derhos faat en irriteret Følelse
af, at Salve maatte nære Bitterhed mod ham personlig.

Med Undtagelse af Kapteinen, der sad bag Hytten,
var Salve forresten nu det eneste Menneske, der var at
se paa Dækket. Første-Styrmand havde trukket sig til-
bage til sit Lukaf nedenunder med Brev fra sin For-
lovede, anden Styrmand laa og studerede et lignende
oppe i Storbaaden, og hele Besætningen syntes at være
forsvundet. Vilde man søgt, kunde man fundet Brev-
læsere ligge to og to, ifærd med at bogstavere og nyde
sine Skrivelser, spredte om paa de mest afsides Steder
lige fra Store- og Forremers til Køierne nede under
Tyskendækket eller i Matrosruffet. Der læstes i Ka-
byssen og under Bakken, selv ude paa Bougsprydet
havde en oprettet sig et Paulun for sin Uforstyrrethed
under en Fold af den nedhalede Klyver.

Kaptein Beck sad bag Hytten og læste Sønnens lange
Brev. Han var hummerrød i Hovedet og saa opbragt ud.

Sønnen bad om hans Samtykke til sin Forlovelse
med Elisabeth, og Faderen forstod, at det, trods alle de
vakkre Ord i Brevet, var en afgjort Sag, som ikke læn-
ger lod sig rokke.

Hans uvilkaarlige Bevægelser og halvt lydelige Ud-
raab røbede noksom, at Efterretningen havde sat ham
i voldsomt Sindsoprør.

Han sad en Stund stille, trommende med Haanden
paa Knæet, og laante undertiden Salve, der stod henne
ved Rattet, alt andet end blide Øiekast. Det var, som
om han kunde have Lyst til at lade sin Harme gaa ud
over ham. Han vidste, at Salve hjemme havde villet
give Elisabeth Foræringer og formodentlig havde friet
til hende; - og nu skulde den samme Pige blive Hu-
stru for hans egen Søn, Sjøofficeren!

Tilslut slog han Haanden, hvori han holdt Brevet,
tungt i Bordet, saa Karaffel og Glas faldt ned. Han
stødte med Foden efter Stumperne og gik med hastige
Skridt henover Dækket.

Da han kom forbi Salve, kunde han neppe styre sig;

SIDE: 78

men dreiede sig braat rundt paa Hælen fra ham og
gik igjen et Par Gange henover.

Salve begreb af Kapteinens Blikke hen paa sig, at
denne havde staat i Begreb med at sige ham noget
ubehageligt, og hans trodsige Holdning og Mine viste,
at han stod beredt til at modtage det.

"Hvor er anden Styrmand? Hvor er hele Vagten?"
- raabte han forbittret, da han kom igjen, og saa sig
tilsyneladende forundret om; thi han vidste vel, hvor-
ledes det hang sammen, og man skulde efter Bestem-
melsen først lette senere med Aftenbrisen.

"Hoi!" - lød det i Storbaaden fra den i sin behage-
lige Beskjæftigelse pludselig afbrudte Styrmand, der nu
reiste sig og kom lidt forstyrret med Brevet i Haanden.

"Klar til at lette! - Pur alle Mand ud!" - komman-
derede Beck og brølede til Overflod paany Ordren ud
gjennem Raaberen.

Folkene myldrede med sure Miner frem fra sine for-
skjellige Tilholdssteder; - de var alt andet end be-
redte paa en saadan Overraskelse midt i Solstegen, og
der haglede med Ordrer om Seilsætning og Letning,
som Kapteinen med ét var bleven besat.

Af de enkelte snarere Hyl end Sange, som hørtes om
Gangspillet, og ledsagede de forskjellige Arbeider, var
det ikke vanskeligt at forstaa, at Mandskabet var kom-
met i en ophidset Stemning; thi man havde ventet at
have Fred til over Skaffetiden, da man omkring Ruffet
skulde udveksle alskens Nyheder og Efterretninger.
Den vante engelske Opsang for Bouglinehal:

Haul the bowline,
the captain he is growling,
haul the bowline,
the bowline haul!

blev sunget med forarget Hentydning af de i Solen
svedende, halvnøgne Matroser, der halede Bouglinen
og strakte Mersseilet. Under de tunge Hal, hvormed
man tilslut kattede det svære Anker op for Bougen,
havde Styrmanden raabt et opmuntrende:

SIDE: 79

"Sæt ""Kjelimen - hal"" paa!" - Men Endeordene
i Sangen:

"Aa hal i - aa - i aa -!
Cheer my men!"

udstødtes med haanlig Hujen.

Nils Uvaagen stod drivende af Sved i sin gamle
Skindhue, hvoraf han havde udtaget Foret, og saagodt-
som i Svømmebenklæder, saa at man ret kunde se hans
kjæmpestærke Figur. Det var den brune nordiske
Bjørn nede i Tigerens Klimat. Han brugte ikke at
synge, og hans taalmodige Sjæl deltog neppe heller i
den Misfornøielse, som Kammeraterne udhujede. Han
satte nu det sidste Halvstik paa det tunge Anker.

"Nu skal I straks faa kjøle Jer ved at heise Klyver
og Jager. Naar vi kommer rundt Pynten, skal alle
Læseilene ud!" - yttrede Salve ironisk. Han var
netop med endel af Mandskabet kommet fra det tunge
Arbeide med at sætte Berginnerseilet.

Udsigten til at sætte Læseilene formørkede yderligere
alle Ansigter; thi dette er et overordentlig møisomt
Sjau, og Folkene syntes, de rent ud holdt paa at steges.

Kaptein Becks Ordrer haglede imidlertid ud af Raa-
beren, ledsaget af stadige paaskyndende Irettesættelser.

Han blev først sent træt den Aften. De udførtes saa-
meget uvilligere, som ingen tvivlede om, at det jo skede
bare for at mase dem ud og hævne sig for endel spy-
dige Tegn paa Misfornøielse med Skibskosten i den
sidste Tid, før de løb ind til Montevideo.

Der havde Folkene ogsaa kun faat en knap Landlov
under Paaskud af de politiske Uroligheder, som den-
gang herskede i Laplatastaterne, og hvorunder Par-
tierne daglig sloges i Montevideos Gader.

Blandt de fleste Skibsbesætninger, og mangengang
netop de bedste, yttrer sig gjerne tilslut endel Urolig-
hed og Misfornøielse, naar man har været forlænge
sammen. Mandskabet har lært hinanden for godt at
kjende; man kan hverandres Væsen og Egenheder ud
og ind, og det er kommet til det Punkt, at man kjeder

SIDE: 80

sig, da selv Kiv og Uenighed blir en Adspredelse i det
monotone Skibsliv.

Under den lange Reise i det hede Klimat var endel
af Skibskosten blevet bedærvet, idet der var kommet
Mid og Mug i den.

Kokken var blevet banket under Paaskud af, at han
ikke vaskede ud Grynene, og Kapteinen havde en Aften,
da han i Maaneskin spadserede oppe paa Hytten, fun-
det en harsk Spegesild opsat paa fire Ben med en Stjert.
For dette Puds mistænkte han urettelig Salve, der
tvertimod endog havde forpurret et Forslag paa Bak-
ken om at sende en Deputation agterud i Anledning af
Kosten.

Kaptein Becks Humør blev ikke bedre de følgende
Dage; - han saa rød ud i Hovedet, som om han led
af Blodopstigning, og Salve, iagttog, at Kapteinen saa
paa ham med iltre Øine, hvergang han kom ham nær.
Det var, som om han vilde bryde ud med noget.

Endelig kunde Beck ikke bare sig længer. Han
maatte have Luft for sin Harme over Sønnens For-
lovelse, selv om det blev paa hans egen Bekostning.

Som denne havde lagt op en Taugrulle agterud, ud-
brød Beck, der hidtil havde staat taus og set derpaa,
pludselig uforanlediget og med en foragtelig Betoning:

"Du kjendte jo den - den Elisabeth Raklev, som jeg
fik i Huset! - Posten har nu bragt mig den glædelige
Efterretning, at hun er forlovet med min egen Søn."

"Tillykke Kaptein!" - svarede Salve, ganske hvid i
Ansigtet. Stemmen raknede for ham, saa det knap
hørtes, men der skjød et trodsigt, vildt Glimt ud af
hans Øie.

"Han skulde naturligvis havt Pigen"! - brummede
Kaptein Beck, da Salve gik bortover. - "Ja, nu kan
han have det at ærgre sig over istedetfor Skibskosten!"

Ud paa Kvælden var Salve og Nils Buvaagen sam-
men oppe i Storaaren, hvor en Kommando udførtes med
Storseilet. De øvrige af Folkene var entrede ned igjen,
men Salve, der trængte til Ensomhed, stod endnu paa
Perten med Albuerne over den svære Raa.

SIDE: 81

Himmelen over dem luede, som den kunde være en
Kuppel, tæt i tæt beslaaet med skinnende Guldnagler.

Paa skraa mod Horisonten oprandt Sydkorset, og
Aftenstjernen lyste i den varme Nat med et Sølvskjær,
der gav klart Lys og Skygge nede paa Dækket.

Skibet pløiede i Morild og drog Kjølvandet efter sig
som en lang, blaaligt glimtende, Forforstribe.

Nils havde af Salves Adfærd og hele Udseende den
Dag begrebet, at der var noget ualmindeligt paafærde
med ham, og, da han saa, at Salve blev deroppe, blev
han ogsaa, idet han yttrede, at det var godt at svale
sig en Smule, istedetfor at gaa tilkøis nede paa Banjern
under det lumre Tyskendæk.

Salve stod i sine egne Tanker.

At Elisabeth var blevet forlovet med Becks Søn, su-
sede dumpt gjennem hans Hjerne, og den Maade, hvor-
paa Kapteinen havde berettet ham det, kogte i ham.

Nede fra Bakken steg der op en Sjømandsvise. Den
lød melankolsk hen i Kvælden:

"Saa lettede vi Anker og gav ud vore Seil,
saa stod vi ud fra Arendal for Bovenbram og Reil.
Der bor saa fin en Jomfru - hun gav mig først sit Ja;
men har mig troløst sveget, alt før jeg fo'r derfra.

Jeg er en fattig Sjømand kun, som gaar fra Havn til Havn,
- saa taled jeg - hun lo og græd i et udi min Favn;
men hendes Navn jeg siger og nævner ingen Stund,
hun var saa falsk i Hjertet, fast med en Rosenmund."

Efterat Visen var endt, vendte Salve sig pludselig til
Nils, der, at slutte af enkelte Suk, var rørt.

"Nu flæber Du for en andens Kjæreste, Nils; men
hvad vilde Du gjort, om det var din egen?"

"Min Kone!" - svarede denne forskrækket; han mag-
tede klarlig ikke i Øieblikket den Idé og saa med hele
sit svære Ansigt paa ham.

"Ja, vilde Du ikke af Hjertens Grund set hende sæn-
ket paa Havsens Bund?"

"Paa Havsens Bund med min Karen! Nei, da sprang
jeg før selv."

SIDE: 82

"Ja, men om hun nu havde været dig utro?" - fort-
satte Salve igjen idet han med en vis dæmonisk Lyst
gik den arme Kar paa Klingen.

"Ja, men det er hun ikke."

Nils duede ikke for det abstrakte og var ikke til at
drive længer i den Sag. Men han var dog bleven stødt
og entrede lidt efter ned uden at sige et Ord.

Resultatet af Salves bittre Betragtninger oppe paa
Raaen var blevet den faste Beslutning at rømme, saa-
snart "Juno" bare kom til Rio. Han vilde ikke længer
træde den samme Skibsplanke som Elisabeths Sviger-
fader.

"Heller i Havet end tilbage til Arendal igjen!" mum-
lede han, som han gav sig til at stige ned.

Siden udpaa Natten, da Maanen var staat op, kom
Nils, der ikke havde faat Ro i Køien, igjen hen til
Salve.

"Hvad jeg vilde have gjort - spurgte Du? - Jeg
skal sige Dig det," - sagde han efter et lidet Ophold,
hvorunder hans troværdige Ansigt syntes tynget af
Forestillingens hele Vægt, - "jeg vilde været død paa
Dørstokken."

Salve stod en Stund og saa paa ham. Der kom i
Maanelyset et eget blegt Skjær over hans Ansigt.

"Ser Du," - sagde han ironisk og lagde Haanden
paa hans Skulder; "jeg har ikke nogen Hustru, men er
alligevel død paa Dørstokken, - saa nu bare spøger
jeg!" Han gik fra ham med en tvungen, skarp Latter.

Nils Uvaagen blev staaende uvis og grundede. Det
var ikke umuligt, at Salve havde gjort Nar af ham.
Men en anden Følelse var dog den overveiende. Den
sagde ham, at han havde kastet et Blik ind i et fortviv-
let Sind, og han følte dyb Medynk.

- Man stod langsomt nordostover langs Kysten af
Brasilien for ethvert Seil, som blot kunde trække.

Hver Morgen ved Enden af Hundevagten, naar Solen
havde sin pragtfulde Opgang ude i Havet, reiste Land-
vinden sig forfriskende og bærende med sig en Duft af
alskens krydrede Urter.

SIDE: 83

Der foregik da en livlig Jagt rundt Skibet af de store
Albatroser og alskens Sjøfugl og man saa Stimer af
jagede Flyvefisk.

Efterhaanden blev Luftningen stedse varmere og lin-
dere, indtil Seilene om Aftenen hang slappe i Vindstillen.
Man gjorde neppe fem Knob i Vagten, og Heden var
den meste Tid af Dagen utaalelig.

Kaptein Beck viste sig imidlertid uforandret som den
samme vrede Gud. Han havde sat sig for at "mase" sit
Mandskab, som han paastod havde faat Unoder af
Dovenskab.

Endel Skybanker, der samlede sig i Horisonten, gav
en hed Eftermiddagsvagt Ekstraanledning til Arbeide,
idet Kapteinen lod tage alle Seil ind saa at de fra at
gaa for Skyseil og fuldt satte Læseil nu med ét laa for
Stumperne og ventede Orkan.

Stormen blev ikke saa voldsom som han havde ment.

Derimod kom der en forfærdelig Plaskregn med Lyn
i Lyn og et sandt Himmelbrag saaledes som Tordenveir
kun arter sig i disse Farvande. Natten syntes illumine-
ret og gjennemjaget af en Zigzagild, der aldeles blæn-
dede Øiet.

Pludselig, omkring klokken to, indtraadte der et
Vindstille, og oppe paa Kaltoppene saas i det elektriske
Veir med ét tændt store Lys. Lidt efter blussede der
frem ligesom klare Gasblus paa alle Raanokkene, -
det var, som en Mand skulde gaat henover og tændt
dem; og midt paa Stormasten viste sig en stor stærk-
lysende Maane.

Synet varede over en Time, og flere troede forskræk-
kede, at det betød, de skulde gaa under.

Der var overhovedet foregaat underlige Ting ombord
i de sidste Dage. Foruden hin Lysning havde man og-
saa hørt Støn nede i Kullasten.

Seilmageren paastod, at han flere Nætter i Rad havde
set en Mand gaa fra Midtskibs agterover langs Ræk-
kerne. Han havde en Stund staat stille og pegt med
Haanden paa Kompasset, hvorpaa han forsvandt i
Kjølvandet.

SIDE: 84

En anden paastod, at han havde set Skibsnissen gaa
samme Vei og jumpe overbord. Han var med Topluen
ikke høiere end en halv Sjøstøvle.

At Nissen forlader Skibet, varsler i Sjømandsover-
troen altid Undergang.

Alt dette maatte betyde noget, og slig, som Beck hver
Dag huserede, kunde det neppe være andet, end at der
var faret ondt baade i Kapteinen og Skibet.

De underlige Lyd i Rummet vedblev.

Det havde lydt næsten som en Jamren en Tid, da
Lugen var skalket over. Denne toges imidlertid igjen
bort, for at der ikke skulde opstaa Kulgas i Rummet.

Kokken, som bar Vand dernedefra, kom en Dag fa-
rende forskrækket op og paastod, at han havde set en
Mand i rød Trøie sidde der.

"Det er Skibsnissen, som jamrer for Skuden," -
mente nogle betænkeligt. Men da Kokken hertil ind-
vendte, at Fyren havde været mindst saa stor som den
svære Anders Baadsmand, og derhos begyndte at ud-
styre ham med sort Farve og Kløer, opstod der alvorlig
Skræk.

Det kunde være saa sin Sag at fare med dette Fartøi
længer.

Kaptein Beck havde alt besvaret disse, som han an-
tog, nye Forsøg paa at ærgre ham, med fortsat "Ma-
singsarbeide".

Skjønt Salve havde for god Forstand til at dele Over-
troen, havde han dog intet imod den opstaaede Misfor-
nøielse og ymtede om, at han ikke fandt det saa urime-
ligt, om alle, som kunde, rømte fra Skuden i Rio.

Da Beck berettedes Kokkens sidste Iagttagelse, udbrød
han haanligt, idet han pegte med det forbidte Mund-
stykke af sin gamle Merskumspibe hen paa den talende:

"Jeg tænker, der stikker en tilstrækkelig dum Djævel
i Lasten paa en og hver af Jer. Er der ingen, som har
Mod til at gaa ned i Kulrummet? Eller skal jeg gaa
selv?"

Første Styrmand bød sig til at følge ham.

Men nu meldte Salve sig og erklærede, at han for sin

SIDE: 85

Part ligesaa gjerne gik ned i Kulrummet som tilveirs:
"En sveder ikke halvt saameget der!" tilføiede han med
en spydig Hentydning.

Da Salve søgte med Lygten nede i det mørke Rum,
fandt han en stakkels forkommen Fyr i rød Uldtrøie,
der var krøbet op paa Kabeltaugrullen bag Vandfadet.

Han var sort som en Neger af Kullene og forklarede
skjælvende, da han kom op paa Dækket, at han var
deserteret fra sit Regiment i Montevideo, for hvilken
Gjerning der var Livsstraf, og at han havde tænkt at
holde sig forstukket, indtil Fartøiet kom til Rio.

Han var kommet ombord i Mørket den sidste Aften,
de laa i Havnen, og havde skjult sig under Kullene. Da
de skalkede Lugen, var han nær blevet kvalt af Kul-
gassen og havde ligget og stønnet. Siden havde han set
sit Snit til om Nætterne i Mørket at liste sig op agterud
til Hækjollen, i hvilken han havde ligget og draget frisk
Luft, indtil henimod Solopgang. Nogle Gange havde
han været inde i Kabyssen og fundet sig Mad, og ved
Kompasset havde han undertiden stanset, fordi han
syntes, Farten aldrig tog Ende, og han vilde forvisse
sig om, at Skibet virkelig styrede Nord mod Rio, thi
dette sidste havde han hørt af en nede ved Havnen.

Det var en ung, smalbygget Mand med smaa, rappe
Øine, ikke høiere end Salve og af Udseende en Spanier
eller Portugiser. Han kunde dog gjøre sig forstaaelig
paa engelsk.

Sandheden af hans Forklaring forekom Kaptein Beck
tvivlsom; thi han saa ud til at være af noget bedre
Stand end en simpel Soldat, og, af hans Angst for at
angive sin Nærværelse, endog efterat de var komne i
rum Sjø, sluttede denne, at han hørte til de politisk
proskriberede, der fortiden ogsaa havde Grund til at
skjule sig i Rio.

Han lod ham give Spise og lovede, ikke at hindre, at
han gik fraborde paa den Maade, han selv fandt for
godt. Men nogen Hjælp maatte han ikke vente, da
Kapteinen ikke agtede at indvikle sig med Autoriteterne
for hans Skyld.

SIDE: 86

Salve, der, som de fleste Sjømænd, kunde endel en-
gelsk, sluttede sig efterhaanden til Spanieren, i hvem
han fandt en underholdende og saare kløgtig Fyr.

For en let Eftermiddagsbris gled de ind i det trange
Seilløb til Rio Janeiro - et af de skjønneste i Verden,
- mellem de kjæmpemæssige Granitbjerge, hvoraf det
ene endnu laa luerødt i Solen, medens det andet stak
violet op af Skyggen imod Luftens rene blaa.

Paa den ene Side, ved Foden af "Sukkertoppen",
havde de Fæstningen Praja, paa den anden Castel Santa
Cruz, og lige imod dem paa den høieste Top inde i Hav-
nen gjorde et slankt Signaltaarn sine Bevægelser.

Al denne Naturskjønhed gjorde et stærkt Indtryk paa
Salve; der overkom ham i denne Stund en Følelse af
Anger over sin Beslutning at rømme.

Da Autoriteterne kom ombord, arbeidede Brasiliane-
ren roligt mellem de andre Matroser, og det lykkedes
dem ikke under Mønstringen at opdage, at der i det af
Kapteinen opgivne Mandskabstal var en overkomplet.
Salve havde laant ham sine Klæder.

Havnelodsen, en vigtig Mulat i Panamahat med en
rød Pion i, samt udstyret med Skildt og Stav, kom der-
imod snart paa det rene med, at der herskede Misfor-
nøielse blandt Besætningen; thi da man begyndte at
varpe og forhale for at fortøie inde paa Ankerpladsen
Ilha das Cobras, lød Gangspilsangen igjen ikke lidet op-
hidset. Og det var vistnok efter et Vink af ham, at der
allerede samme Aften indfandt sig Runnere nede paa
Kaien hos dem.

Kaptein Beck var misfornøiet baade med sig selv og
Mandskabet.

Han var altid hidsig nede i det varme Klimat, og
forsøgte ofte meget agtværdig at styre sig; men dette

SIDE: 87

førte kun til desto stærkere Udbrud i ubevogtede Øie-
blikke.

Hint Brev fra Sønnen havde gjort ham bitter, og nu,
han troede sin Autoritet krænket, var han bleven
ubøielig.

De af Folkene, som pønsede paa at forlade Skibet,
fandt dog sin Regning ved at vente, indtil de efter Sæd-
vane i Havn kunde faa endel af Hyren udbetalt.

Men allerede den anden Nat var saavel Brasilianeren
som Salve forsvundne.

Der blev en skarp Eftersøgning ved Hjælp af Havne-
politiet, især hos hin Runner, som man havde set tale
med Mandskabet. Men denne viste ved Husundersøgel-
sen en saa fri Samvittighed, at Politiet mente, at det
denne Gang dog ikke kunde være ham.

Beck skjærpede fra nu af Vagterne om Natten med
de paalideligste af Mandskabet, halede om Aftenen ud
fra Kaien og nægtede bestemt al Landlov.

Han havde blot faat Tak som fortjent, yttrede han
bittert, fordi han havde hjulpet hin rødtrøiede Gavtyv,
der til Gjengjæld havde skilt ham ved hans bedste
Mand.

At Salve var rømt, ærgrede ham mere, end han vilde
tilstaa sig.

Han havde efter sit Løfte sørget for, at han paa Ud-
reisen fik lært Navigation af Første-Styrmanad, og der-
hos opgjort sig endel Planer om, at han, naar han selv
engang trak sig tilbage, kunde blive Fører af hans
"Juno". Thi en redeligere og tilforladeligere Natur følte
han, at han aldrig havde stødt paa, og derhos var han
ualmindelig begavet.

Sin Tanke om, at Brasilianeren var den rette Mand
til at skaffe ham udvei, naar de kom i Havn, havde
Salve snart fundet bekræftet, og han havde vidst at
gjøre sig ham paa mange Maader forbunden.

Før de gik fraborde, lagde han sit Sølvuhr, hvorpaa
han med Knivspidsen havde indridset "Til Ihukom-
melse af Salve Kristiansen", i Nils's Vestelomme. Denne
snorkede høit og lydeligt i Køien lige ved.

SIDE: 88

Ubemærket af Dæksvagten klattrede de to Mænd der-
paa i Nattens Stilhed ad Landtauget over paa Kaien.

Salves Ledsager lod til at være vel bekjendt med Lo-
kaliteterne og tillige til at være meget ængstelig; thi de
undgik alle de oplyste Gader og holdt ofte stille paa
mørke Steder for at speide efter Natpolitiet.

Efterat de en Timestid havde vandret gjennem trange
Stræder, begyndte Husene at veksle med Havemure,
hvorover hang Pomerantstræer, der udbredte en stærk
Duft i den stille Nat.

De var komne ud af Forstaden Catumby og skulde nu
over en aaben Plads ind i den anden Forstad Mata-
Porcas. Paa en Høide saas til den ene Side en fæst-
ningsmæssig, med Stenmure omgivet Bygning.

Salves Kammerat viste sig her overdrevet ængstelig,
og det slap da ud af ham, at det var Straffeanstalten,
hvorom der altid gik Patrouille.

Efter nok en halv Times Gang stansede han endelig
foran en Havemur, hvortil der var en liden Laage. Han
saa sig forsigtig om og sagde feberagtig:

"Her skal vi over, og - saa er vi i Sikkerhed."

Han steg op paa Salves Ryg og trak derpaa denne
bagefter op til sig paa Muren. Med et Hop sprang han
ned i den lille Have og begyndte som vanvittig at rulle
sig i Græsset, idet han alt i ét raabte:

"Salvado! Salvado!" - Derpaa ilte han op til det
lille Hus, der laa halvt omskygget af Træer, bankede
paa en egen Maade paa Døren og raabte:

"Paolina! - Paolina!"

Et Fruentimmer i Natdragt med en ungdommelig,
men noget dyb Stemme aabnede Jalousien indenfra og
stak Hovedet ud.

"Federigo!" sagde hun skjælvende, og nu veksledes
der endel raske Spørgsmaal og Svar i det spanske
Sprog, som Salve ikke forstod.

Han begreb kun, at hun studsede ved at se ham have
en fremmed med sig, og at han beroligede hende med
Ordet "amigo" samt en kort Forklaring.

Hun lukkede hastigt op og faldt Federigo heftigt om

SIDE: 89

Halsen, idet hun kyssede ham paa begge kinderne og
hulkede.

Efter Stedets Skik rakte hun derpaa Kinden til Salve
og studsede lidt, da han lod til ikke at forstaa Menin-
gen, men kun nikkede sin Hilsen og sagde halvt paa
engelsk halvt paa spansk: "Good evening, Sennorita!"

Nu erindrede hun, at hun i Iveren havde glemt sin
Mantille og løb hastigt fra dem.

Paolina var Federigo Nunez's Søster. Hun og hendes
gamle Moder, samt en endnu ældre Mulatinde, der
havde været hendes Amme, udgjorde Husets eneste
Beboere.

Hun traadte snart ind igjen med Lys, Vin, Brød og
Frugter paa et Bræt og satte sig deltagende hen med
Armen paa Broderens Skulder, medens han under liv-
lige Gestus fortalte.

Hun maatte forestille sig, at de var forhungrede, thi
hun flyttede i ét væk Brødet hen til dem.

Medens Federigo talte, var hendes Ansigt som et
levende Speil af Beretningen.

Pludseligt blev det blegt lidenskabeligt, og de sorte
Øine lynte. Hun stødte voldsomt med Haanden ud i
Luften, som om hun udførte et Dolkestød og lo med
Nakken bagover haanligt triumferende, saa de hvide
Tænder skinnede.

Salve forstod, at Broderen maatte have dræbt en eller
anden i Montevideo, formodentlig for at bjerge sig, og
at han frygtede for, at Politiet hjemme i Rio skulde
være underrettet.

Han sad og stirrede paa hende.

Hun var en slank-elastisk Kvinde, paa engang gra-
tiøs og svulmende, en mørk Skjønhed af det Slags, som
kun findes i Syden, med et vidunderligt Liv over An-
sigtet og i de brillante Øine.

Alligevel forekom Minespillet, der mindede om Bro-
deren, ham ukvindeligt, og han var alt bleven frastødt
ved den Maade, hvorpaa hun gjentagne Gange lod Øiet
hvile paa ham.

Han vidste ikke hvorfor, men Elisabeths dybe, rene,

SIDE: 90

nordiske Ansigt blev ham i dette Øieblik saa nærvæ-
rende, at han gjerne kunde tegnet det.

Det lidet smigrende, som hans Ansigt uvilkaarligt
bar, i Anledning af denne Sammenligning, opfangedes
tilfældigt af Paolina, der netop stod i Begreb med paa
sin ildfulde Vis at takke ham for, hvad hun hørte, han
havde gjort for Broderen.

Hun blev et Øieblik staaende studsende og lidt uvis;
der glimtede noget blegt heftigt op i hendes Ansigt, og
Øiet antog et eget Udtryk mod ham. Derpaa gik hun
hen og tog ham i Haanden paa samme Maade, som hun
havde set ham hilse ved Ankomsten, og udtalte tem-
melig koldt nogle Ord, der skulde betyde hendes Tak.

Hun saa heller ikke hen paa ham, da hun ønskede
ham Godnat, efter at have vækket den gamle Mulatkone,
der gav sig til at rede et Par Sivsenge i Sideværelset.

Federigo var imidlertid gaat ind til Moderen, og han
hørte, at der taltes ivrigt.

I Salves Sind var uventet det manet frem, som han
helst vilde glemme, og han laa længe vaagen i sine tunge
Tanker om Elisabeth.

Siden drømte han, at han var kommet ind i et
Slangerede og bestod en alvorlig Kamp med en stor
Slange, der stak i Luften efter ham fra Tag og Vægge,
og i hvis rappe Øine han tilslut gjenkjendte Paolinas.

Sennoritaen var, hed det, den Formiddag ude tillige-
med den gamle Mulatkone for at gjøre Indkjøb og an-
stille sine Iagttagelser om, hvorvidt der dreves Efter-
søgelser.

Af en Sans for at stemme med sine Omgivelser viste
Salve sig i sin fine blaa Klædesdragt, som han havde
ført med i sin Bylt tilligemed endel andre Sager og de
Penge, han endnu havde tilbage af den Hyre, han havde
faat udbetalt i Montevideo.

At han tog sig godt ud i den smukke Sjømandsdragt,
viste sig af den overraskede Maade, hvorpaa Federigos

SIDE: 91

Moder saa paa ham, da han blev forestillet for hende.
Hun havde aabenbart i denne Sønnens Ven ventet
noget i Lighed med en raa brasiliansk Matros, hvilket
Slags Mennesker som oftest tilhører Folkebærmen der-
nede.

Selv var hun en indfalden, 
pergamentfugl gammel
Kone med et tykt graat Haar, der var bundet i en en-
kelt Knude op i Nakken. Hun bar massive Ringe paa
Fingrene og svære Ørendobber. De smaa, stikkende
Øine tydede paa afsveden Lidenskab, og hendes Ansigt
bar i forstærket Grad det speidende Rotteudtryk, som
undertiden laa i Sønnens.

Forresten opdagede Salve snart, at hun var hengiven
til Drik.

Hun holdt sig det meste af Dagen paa Skyggesiden
af Huset eller paa den lille Veranda med Acachacas og
Vand ved Siden af sig, idet hun uafladelig røg og rul-
lede Cigaretter.

Søskendene lod dog ærbødige lige over for hende, og
det var klart, at hun egentlig ledede Traadene i, hvad
de kunde have fore.

Ved Ave Maria om Aftenen laa hun ofte beruset paa
Knæ med Rosenkransen og mumlede sine Bønner, hvor-
efter hun altid straks begav sig tilsengs.

Da Sennoritaen kom hjem, undgik hun fremdeles at
henvende sig til Salve.

Han saa, at hun leverede sin Broder endel Penge, og
nu blev hans Ansigt, der den hele Formiddag havde
været noget traurigt, igjen muntert.

"Hvad har Du gjort min Søster?" - spurgte Federigo
en Dag leende - "hun er Dig ikke god. Hun er farlig,"
sagde han alvorligt, og tilføiede derpaa som overtæn-
kende:

"Saalænge Du er i dette Hus, er Du ialfald sikker;
men nu er Du advaret."

Federigo begyndte imidlertid ligesom Salve at kjede
sig ved den lange Husarrest.

Om Aftenen gik han ud trods Søsterens Overtalelser
og kom meget silde hjem. Han var da i et mørkt og

SIDE: 92

ophidset Humør, og af hans afbrudte Yttringer kunde
Salve forstaa, at han havde tabt alle sine Penge i Spil.

Salve havde allerede den anden Morgen, han var i
Huset, opdaget, at der var Pengemangel.

En Dag var baade Broder og Søster i daarligt Humør.
Han hørte endog, at de trættedes heftigt.

I et passende Øieblik udførte han nu den Beslutning,
han havde taget, og overleverede Federigo de Penge,
han havde, paa en enkelt Sølvpjaster nær eftersom han
fandt at burde betale for sig.

De blev, skjønt nølende, dog modtagne, og om Aftenen
var Federigo igjen ude, medens Søsteren blev siddende
hjemme paa Verandaen.

Hun og Salve kunde paa Grund af Sproget ikke tale
videre sammen, og Salve var nærmest glad i denne
Skillemur, der lod ham i al Ugenerthed.

Hun havde dog i den sidste Tid oftere med en vis
Interesse set hen paa ham og flere Gange gjort ham
Spørgsmaal gjennem Broderen.

Hendes Forestillingskreds syntes forresten alt andet
end rig; thi, hvad hun spurgte om, gik altid ud paa det
samme, nemlig hvorledes Kvinderne saa ud i hans
Land, saa han snart kunde de dertil fornødne spanske
Stikord udenad.

Medens han den Aften sad bagover paa Stolen, og
hun gik forbi hans Ryg, strøg hun som leilighedsvis
Haanden let gjennem hans Haar.

Havde det været elektrisk, vilde det have gnistret
som en Kats af hans Vrede ved denne Tilnærmelse.

Da Federigo kom hjem, slængte han harmfuldt Hat-
ten hen paa Stolen og drak med et hastigt Drag ud det
Glas Rhum, han saa staaende paa Bordet. Han bar
ikke længer den smukke Kappe, som han havde havt
paa sig, da han gik ud.

"Jeg har spillet bort alle dine Penge!" udbrød han,
uden længere at genere sig, paa engelsk til Salve, og
yttrede derpaa med en ubehagelig Latter noget til Sø-
steren, hvis Ansigt havde vist, at hun straks havde be-
grebet Sammenhængen.

SIDE: 93

"Her er min sidste Pjaster," - sagde Salve raskt og
rakte Sølstykket hen til Federigo. "Kan der intet for-
søges med den?"

"Han er heldig i Kjærlighed," yttrede Paolina græt-
tent og naivt overtroisk -;"han er forlovet."

Da Broderen, der balancerede Pjasteren paa Pegefin-
geren, leende oversatte dette, svarede Salve afbidende
med et utaalmodigt Øiekast hen til Sennoritaen:

"Jeg er ikke forlovet, - blir det aldrig!"

"Ulykkelig i Kjærlighed!" - udbrød hun jublende,
- "og den sidste Pjaster! - Imorgen vinder vi hun-
drede, to hundrede, Federigo!"

Det lød som hendes Hjertes fulde Overbevisning. Hun
greb en Mandolin og gav sig til at danse nogle Pas
frem og tilbage paa Gulvet, medens hendes Øine med
et eget Udtryk hvilede paa Salve.

"Skynd Dig, Federigo - endnu iaften!" afbrød hun
sig pludselig leende og kastede Mandolinen hen paa
Sofaen - "imorgen kan han blive uheldig."

Hun greb Broderens Hat, trykkede den paa hans
Pande og skjød ham ivrigt ud af Døren, idet hun selv
fulgte med og lukkede Havelaagen.

Mens hun og Salve sad alene og ventede i det af
Lampen oplyste Værelse, hvis Døre og Vinduer var
aabne ud til den duftfyldte Maanenat der glitrede paa
de dunkle Træer gav hun sig til at skjænke Rhum og
Vand for ham og rulle hans Cigaretter, en Kunst, hvori
han af hendes Latter og Miner forstod, at hun fandt
ham klodset.

Hun var febrilsk og fløi alt i ét ned til Havelaagen.

Salve sad rolig og røgte og nippede til Glasset, me-
dens hun vuggede paa en Rørstol med Nakken mod Ge-
simsen og saa paa ham.

Han hørte et Suk, og hun sagde indsmigrende lavt:

"Jeg er bange for, at Federigo er uheldig."

Salve var ikke dummere end, at han forstod Me-
ningen.

Han saa ogsaa godt, at hun var smuk, som hun sad
der med Haanden over Knæet og stak den velformede,

SIDE: 94

gratiøse Fod frem; men hans Følelse var udelukkende
Forargelse over, at en slig brasiliansk Tøite turde driste
sig til at sammenstille sig med Elisabeth. Han slængte
pludselig Cigaretten og gik ned i Haven uden at skjule
sin Uvilje.

Han hadede Kvinder siden den ene, som han holdt
af, havde skuffet ham, og gik med de vanlige hastige
Skridt i Sindsbevægelse frem og tilbage.

Han gik der endnu, da Federigo kom igjen - med
sin Kappe paa Skulderen og en Pose under Armen,
triumferende og ophidset.

"Næsten tre hundrede Pjaster!" raabte han og tog
Haven i tre, fire Skridt.

I Stuen laa Søsteren og sov paa Sofaen.

Hun sprang op i Ekstase ved Underretningen, og han
saa de to Søskende i barnagtig Glæde udbrede Sølvet
paa Bordet og dele det i tre.

Da Salve imidlertid ikke var til at bevæge til at tage
mere end sin ene Pjaster tilbage, kom der i Sennori-
taens Øine noget næsten ydmygt beundrende. Hun be-
greb ikke denne Opoffrelse, men følte dog, at den
skjulte noget overlegent. Efter lidt Betænkning rakte
hun Haanden frem og sagde:

"Sennor, giv mig den Pjaster De har i Haanden, saa
skal De faa en igjen af mig!"

Salve gav hende den, og nu kyssede hun den henrykt
gjentagende Gange.

"Med den spiller jeg imorgenaften!" raabte hun glad
og gjemte den i Barmen.

- Hun vandt virkelig ogsaa da endel Pjastre og kom
straalende tilbage.

Salve kunde ikke opdage andet end, at Familien rent
ud levede af Spil.

Sønnen havde ogsaa en Forbindelse med et eller an-
det af Partierne og lod til at have Udsigt til at blive
Officer i et Frikorps, om der kom nogen Reisning
istand.

Inden Sennoritaen begyndte med sine Opmærksom-
heder, havde Salve fundet sig noksaa vel i Ensomheden

SIDE: 95

paa Landjorden. Men nu, hun øiensynlig var hjemme
hele Dagen for hans Skyld og pyntede sig og kokette-
rede paa al Vis, begyndte det at blive ham utaaleligt.
Og, da "Juno" endelig var reist, erklærede han en Dag
pludselig, at han vilde ned til Havnen og søge Hyre.

Sennoritaen blegnede, men fattede sig dog snart og
lod endog spøgende.

Senere overtalte hendes Broder ham dog til at op-
sætte sin Beslutning endnu tre Dage, indtil han havde
overværet en Sammenkomst af endel af hans Venner,
der en Nat skulde holdes nede i en af Forstæderne.

Om Aftenen, da Broderen som sædvanligt, var ude
og spillede, sad hun paa Dørtærskelen med det svære
Haar udslagent. Hun saa smægtende ud og klimprede
af og til paa Guitaren, idet hun under en sagte Nyn-
nen fæstede sine sorte Øine paa ham.

Salve, der sad indenfor i Stuen, saa sig paa en Maade
beleiret; han havde egentlig Lyst til at gaa forbi hende
ud af Døren og slippe ned i Haven; men hun optog
Pladsen der, og han følte, at det vilde blive uvenligt
optaget.

Det eneste Tegn paa, at han ikke syntes om Situa-
tionen var, at han dampede noget heftigt.

"Du vil reise?" sagde hun endelig vemodigt, næsten
bønligt spørgende.

"Ja, Sennorita!" svarede han med et Udtryk, som
kom rigtig af Hjertens Grund, thi han var baade harm
og kjed.

I samme Øieblik greb hun i Barmen og sprang op.

En Stilet, som hun slængte ud med Haanden, susede
forbi hans Øre og stod dirrende i Væggen lige ved hans
Hoved.

Hendes elastiske Legeme stod endnu i Bevægelsen,
Ansigtet var blegt og Øinene lynte, - da bøiede hun
sig pludselig bagover og lo.

"Var Du bange?" udbrød hun. Men Salve saa ikke
slig ud; han var kold forbittret, og ude af Stand til at
tænke sig en Kamp med en Kvinde, lod han Stiletten

SIDE: 96

blive staaende i Væggen, uagtet han først havde tænkt
at gribe den.

"Ser Du her!" - sagde hun, idet hun pludselig
sprang hen og rykkede den ud. Og nu gav hun sig
leende til at kaste med den i ét væk imod forskjellige
Steder rundt om i Væggene, hvilke hun hver Gang traf
paa en Prik.

"Du var bange - tilstaa det kun," sagde hun dril-
lende, og satte sig hed af Bevægelsen i den varme Aften
hen til ham.

Hun saa ham ind i Ansigtet med Kinden hvilende i
Haanden, mens hun støttede Albuen mod Bordet. "Du
var bange, og nu er Du vred. Er ikke Kvinderne i dit
Land slige?"

Salve saa iskoldt afvisende paa hende. "Nei, Senno-
rita!" svarede han kort og gik ned i Haven.

Derinde greb hun igjen Guitaren og begyndte heftigt
for sig selv at nynne til den.

Det var ikke længer nogen Dans, men noget truende,
hvilket ogsaa laa i hendes Øine, medens hun paa en
Maade hvislede Melodien mellem Tænderne.

Siden paa Aftenen kom hun smilende koket hen til
ham og rakte ham efter Landets Skik en Cigaret, som
hun selv havde begyndt at røge af.

Da han noget ugalant afslog den, udbrød hun plud-
selig vildt, stampende med Foden:

"Sennor!" -

Men hun tog sig øieblikkelig igjen og sagde tilsyne-
ladende godhjertet leende noget, som betød, at hun for-
stod, at dette altsaa ikke var Skik i hans Land.

Salve følte sig meget lettet, da Broderen igjen kom
hjem og fortalte, at hint Møde skulde finde Sted den
næste Aften.

Det var ind i en daarligt oplyst Kneipe med to, tre
Værelser indenfor hinanden, at hans Ven førte ham.

Mænd af yderst forskjellige Samfundslag, mange med

SIDE: 97

et militært Snit og i halv luvslidte Uniformer, opfyldte
de to inderste Rum.

I det yderste saa han dog lige ved Indtrædelsen endel
Sjøfolk, der nikkede til ham i Anledning af hans Sjø-
mandsdragt; - de lod til at være Yankeer.

Alle drak Acachacas, og over det hele svævede To-
baksrøgen som en Taage ud af hvilken der lød en be-
døvende Larm og Snak.

Mellem dem færdes uden Standsforskjel mere og
mindre velklædte Fruentimmer, hvoraf endel stod ivrige
om Spillebordet i det inderste Værelse.

Salve blev af sin Ven bragt tilsæde ved et langt Bord
blandt endel brune, skjæggede Mænd med store Hatte,
Skindbenklæder og Sporer.

Han likte ikke Selskabet; - de saa ud som Stude-
drivere til Hest, slige som han havde set i Montevideo,
men dog endnu mere, syntes han, som Banditer.

"De hører til Mendez's Frikorps" - hviskede Fede-
rigo og forestillede ham for Hovedmanden, som sad for
Bordenden, en kraftig Fyr med et rødbrunt Ansigt,
svære sorte Knebelsbarter og et Par smaa, spillende
Øine, der siden flere Gange hemmelig mønstrede ham.

Af og til stødte de sine Glas sammen med et: "Ned
med Fejo!" men holdt sig forresten rolige; - de ven-
tede paa "Capitanoen".

Efterhaanden blev dog ogsaa de under Indflydelsen
af Drikken mere høirøstede, og flere af dem gav sig til
at spille indbyrdes.

Ved adskillige Borde sad Folk af samme Kaliber.
Ved andre, der var besatte med tildels velklædte Per-
soner fra selve Byen, førtes kun en hviskende Samtale,
og de lod til at være ængstelige. De var øiensynlig
utaalmodige, fordi Capitanoen ikke viste sig.

De heftige Udraab, Latteren og Larmen tiltog. Der
saas alt berusede Ansigter og hørtes flere Steder Klam-
meri og Slag i Bordet.

Fedrigo, der var kjendt med mange, havde blandet
sig ind mellem Mængden, og Salves Sidemænd spillede
ivrigt Tærninger, idet de gravede smaa Sølvstykker op

SIDE: 98

af svære Skindpunge, der syntes emnede til helt ander-
ledes Summer end deres nuværende slunkne Indhold.

Saa nederdrægtige, pengebegjærlige Ansigter, som
han nu saa rundt om sig, syntes Salve, han dog aldrig
før havde set samlet paa en Plet, og den Beslutning
ikke at have noget med dem at gjøre var dermed af-
gjort hos ham.

Det gjaldt bare at slippe helskindet fra dem, og han
kjendte i Brystlommen, hvor han havde sin Tollekniv.

En af Nordamerikanerne, som havde hilst paa ham,
da han kom ind, indbød ham til at sætte sig ud mel-
lem dem; men da han følte sig under Opsigt, afslog han
det foreløbig.

Nu saa han til sin Forundring Sennoritaen staa i et
elegant Hovedtøi ved Spillebordet.

Hun spillede meget lidenskabeligt og tabte den ene
Indsats efter den anden.

Værten, der selv forestod Spillebordet, var en høi,
mager Portugiser med et langt, gult Ansigt og næsten
ikke Haar paa Hovedet.

Han betragtede hende den hele Tid med ydmygsød
Beklagelse. Da hun ærgerlig holdt op, vinkede hun ham
trods Travlheden med en vis Myndighed tilside.

De talte ivrigt sammen, og Salve opfangede derunder
et hastigt Blik fra hende paa sig, der gjorde ham efter-
tænksom.

Hun var unaturlig bleg, og han saa, at hun tilslut
gav ham sin Haand, hvilken han med et lykkeligt An-
sigt kyssede, hvorpaa hun med ét blev borte.

Værtens Ansigt skinnede den hele Aften, og han buk-
kede polisk til Federigo, idet han gik forbi Spillebordet.

Da han derpaa igjen et Øieblik kom forbi Salve, hvi-
skede han haanligt:

"Jeg tror, min Søster har solgt sin Sjæl iaften og for-
lovet sig med den rige Antonio Varez; - gratuler os,
min Ven!"

Salve lagde Mærke til, at Værten nu flere Gange ind-
lod sig med Manden ved Bordenden, hvem han trakte-
rede, og tillige at denne, naar han troede det ubemær-

SIDE: 99

ket, saa hen paa sig paa en Maade, hvorved han følte
sig alt andet end vel tilmode.

Nordamerikaneren, en høi, kraftig Mand med et
blondt Skjæg om et haardt Yankeeansigt, og med en
Stump Guldtresse paa Trøieærmet, stod imidlertid og
tabte den ene Dublon efter den anden ved Spillebordet.

"Det er falsk Spil, min Gut!" - udbrød han paa en-
gelsk til Salve, med hvem han øiensynlig søgte at ind-
lade sig.

"Tror ogsaa det," - svarede Salve - "det er et slemt
Rede!"

"Hvad Nation er Du?"

"Nordmand!"

"Ah - Norwayman! - gode Sjøfolk. - Rømt i Rio?"
spurgte han derpaa leende, som om Svaret faldt af sig
selv.

"Skal jeg spille for Dig?"

"Har ingen Penge."

"Her har Du en Guinee paa Hyren ombord i "Star
and Stripes" for Valparaiso og Chincas!" raabte han
fremdeles leende, saavidt det kunde høres gjennem Lar-
men, og slængte et Guldstykke paa Bordet, hvilket dog
lige efter tabtes.

Han vendte sig, og, idet han satte Haanden for Mun-
den, sagde han:

"Nok en paa Hyern!"

Det næste Guldstykke havde samme Skjæbne.

"Nok en paa Hyren!" - lød det igjen med samme
Resultat.

Salve fik pludselig Afsmag for denne uanmodede
flotte Spiller paa sin Regning. Mandens Fysiognomi
forekom ham midt i al dets Lystighed alt andet end
tiltalende, og han raabte hvast protesterende over til
ham:

"Spil for Dig selv, Yankee!"

Denne lod imidlertid ikke til at ville høre paa det
Øre, men gjentog koldblodig nikkende til ham:

"Nok en paa Hyren!"

Nu var det forbi med Salves Taalmodighed.

SIDE: 100

Han havde hele Tiden siddet klemt og generet i det
smale Rum mellem Bænken og Væggen med Folk paa
begge Sider, saa han var forhindret fra at komme frem.

Med et voldsomt Tag i sin Sidemands Skulder fløi
han med ét over Bordet og hen mod den uforskammede
Yankee; han havde en ubændig Trang til at fri sig for
alt det, hvori han her havde indviklet sig, og slaa sig
frem ud i det frie.

I det samme lød fra det yderste Værelse et Raab:
"Politiet!" - og Lysene derude slukkedes.

Lidt efter gik de ogsaa ud i det Rum, hvori han stod,
netop ifærd med et heftigt Udbrud mod Nordamerika-
neren, der overrasket saa ham ligeover for sig.

Det fiendtlige Forhold blev imidlertid straks efter
forvandlet til et venskabeligt. Thi Salve, der havde set
Værten komme ilsomt hen til sig, følte sig midt i For-
virringen og Mørket grebet af et Par Mænd og trængt
ind imod en Dør ad en anden Vei end den, hvor han
mærkede, at de andre strømmede, og hvor der var
Udgang.

"Hjælp, Yankee! her er Kjæltringstreger, - den lille
Dør tilhøire!" raabte han aandsnærværende, idetsamme
Døren sloges igjen efter ham.

Han fik med engang et Tørklæde stramt for Munden,
blev slaat haardt overende og bundet paa Hænder og
Fødder, hvorpaa han blev skudt ind i et mørkt Side-
rum, - som det forekom ham, bagom et Skab, der op-
laasedes og dannede Indgangen.

"Hm," sagde Yankeen koldt ved sig selv - "jeg vil
da haabe, at Hyren ikke gaar fløiten!" - og begav sig
rolig ud for at faa Hjælp af Politiet.

Salve var vis paa at have hørt Sennoritaens hviskende
Stemme.

Lidt efter hørte han Laasen i Skabet gaa op og saa
hende selv staa og lyse ned paa sig.

Hun saa skadefro paa ham og spildte derunder med
Haan af Olien i hans Ansigt.

Hendes Udtryk blev, eftersom hun saa paa ham,
væmmeligt som en hævnsyg Tigerindes, der maa op-

SIDE: 101

sætte med at overgive sig til sit Raseri, og hun ilede
igjen skyndsomt ud, smækkende Laasen i.

Salve laa solid bundet med Hænderne paa Ryggen;
men med den ualmindelige Smidighed, hvoraf han var
i Besiddelse, lykkedes det ham dog tilslut at faa Tolle-
kniven til at falde ud af Brystlommen og dermed over-
skjære Baandene.

Han stod nu med Kniven i Haanden og lyttede.

Det varede ikke længe, før han hørte Amerikanerens
Stemme og Politiet, der lod til at lede.

Nu gav han sig til at raabe, og i næste Øieblik var
han befriet.

"Det er Mand af vort Skib! - af "Star and Stripes","
sagde Yankeen, idet han lagde Beslag paa Salve, der nu
gjerne vilde høre til alt andet end nogetsomhelst i denne
By og derfor rolig fandt sig deri.

"Nu - de har skrabet Dig ganske ordentligt, min
Gut!" yttrede han lidt spottende da han ved Lyset saa
Salves Ansigt.

"Jeg kunde dog have Lyst til at se lidt paa Værten
først," udbrød Salve koldt. Han følte en fortærende
Hævnlyst.

"Ja, men det har vi netop ingen Lyst til," - sagde
Amerikaneren tørt befalende "vi vil ikke i Rageri med
Politiet. - Jeg har nu desuden alt engang reddet den
Smule Hyre."

Yankeerne omgav Salve i en tæt Ring, og der var
for ham intet andet at gjøre end at følge. Men et Blik
paa Amerikaneren sagde, at det Spørgsmaal om Hyren
nok kom til at optages igjen mellem dem siden ombord.

"Star and Stripes", som laa paa Rheden med Unions-
flaget paa Gaffelen, var et langt, sort, i Vandlinien
elegant løbende Skib med 32 Mands Besætning.

Det tog sig særdeles godt ud, og, da de lagde til

SIDE: 102

Siden, lykønskede Salve sig i Stilhed med det Fartøi,
han var kommen til at fare med.

Man var endog saa galant at lade ham faa Køie i et
eget Lukaf under Dækket.

Til hans usigelige Harme blev Døren imidlertid til-
laaset udenfra, og da han larmede, betydedes det ham,
at han fik finde sig i Indespærringen den korte Tid, de
endnu laa i Rio. Man vilde, forstod han, forsikkre sig
imod, at han rømte.

Der var utaalelig hedt nedenunder, og derhos lød der
hele Tiden Raab og Klagen som af syge Mennesker i
Rummet ved Siden af; - han fandt, at det var en
nederdrægtig Behandling.

Der sjauedes og arbeidedes uafbrudt hele Natten med
Ladningen, som om man havde stor Il med at forlade
Havnen, og opad Formiddagen lettedes der samtidig
med, at den sidste Varepram indladedes.

Da Salve nogle Timer efter sattes i Frihed, laa de alt
i rum Sjø udenfor Havnemundingen.

Kapteinen, de tre Styrmænd og flere underordnede
Befalshavende gik paa Dækket med Guldtresser om
Huen og uniformslignende Klæder, som paa et Orlogs-
skib, og de vagthavende af dem bar Vaaben.

Derimod var Besætningen næsten helt igjennem lur-
vet. Den syntes at bestaa af Folk af alle Nationaliteter:
Engelske, Irske, Tyske og Amerikanere, foruden et halvt
Dusin Negere og Mulatter.

Da ingen indlod sig videre med ham, gik han fore-
løbig sin egen Gang.

Dog blev han uhyggelig tilmode, da han saa, at de
udover den Skibsside, der vendte fra Land, sænkede
ikke mindre end tre Lig, skjødesløst indsyede i Seil og
uden al Ceremoni.

De havde vidst at skjule for Havneautoriteterne, at
de havde den gule Feber ombord.

Endnu uhyggeligere blev det, da en liden bleg Ka-
hytsgut, som han indlod sig med, fortalte, at der laa
flere syge nedenunder, og at den ene af de nys sænkede

SIDE: 103

den foregaaende Dag var død netop i den Køie, hvori
han om Natten havde ligget.

Han var aldeles oprørt.

Ud paa Aftenen blev han raabt agterud til Kapteinen,
der stod med Baadsmanden hos sig. Det var en mager,
energisk udseende Mand paa omtrent firti Aar med
stærkt sort Kindskjæg om det markerede, lidt hulkin-
dede Ansigt og et pyntelig lagt glinsende Haar.

Han stod og røg af en elegant Pibe med et langt med
Perlemoder indlagt Rør og nippede af og til af en Kop
sort Kaffe, der stod paa Skylightet.

"Hvad hedder Du?" spurgte han nikkende til hans
Hilsen.

"Salve!"

"Salve," gjentog Kapteinen med engelsk Vending paa
Navnet - "og Nordmand?" -

"Han ser for skikkelig ud til det Pak, han kommer
sammen med," mumlede han til Baadsmanden.

"Befaren Matros?"

"Ja!"

"Du har faat tre Guineer paa Hyren?" vedblev han,
idet han under et Par fornyende Drag af Piben saa i sin
Regnskabsbog; - "en Maaneds Hyre."

"Nei, Kaptein!" og nu forklarede han, hvordan det
var gaat til. "Ordentlig hyret er jeg ikke blevet før nu,
da jeg vel faar finde mig i det; - men jeg er hidtil
behandlet som en Hund og værre end det!"

Kapteinen overhørte det sidste og afgjorde kort og
barskt:

"Han tilkommer de tre Guineer, Baadsmand Jenkins!

Han sættes an i Forremers; der kan vel tiltrænges en
ordentlig Gast mellem alt Skrabet der."

"De faar en anden Gang heller spille for Deres egen
Regning end for Matrosernes," bemærkede han derpaa
sagte og spydigt, vendt mod denne; men Salve opfattede
det dog.

Hermed var denne Konference forbi. Baadsmandens
Ansigt spaaede, at Salve nok ved Leilighed skulde faa
betale sin Triumf. Han gik og tyggede med den ud-

SIDE: 104

staaende brutale Hage og viklede sit blonde Kindskjæg
om Fingrene.

En stakkels Mulat, som skurede for Kokken, fik fore-
løbig undgjælde. Efter et Par irettesættende Ord slog
Baadsmanden ham uden videre ned i Dækket med en
Haandspage, saa han en lang Stund blev liggende uden
at kunne røre sig.

Dette oprørte Salve, men endnu mere undrede det
ham, da han saa, at Fyren lige efter ufortrødent tog
fat paa sit Arbeide igjen, idet han først roligt skyllede
sit eget Blod af Kasserollen.

Der kunde være Maade paa Hundskhed, syntes han,
og han undte ham i Forargelsen næsten det uforskyldte
Slag, han havde faat.

Hos Seilmageren fik han nu udleveret Køieklæder og,
paa Afregning i Hyren, hos Proviantforvalteren en Ma-
trosdragt istedetfor de temmelig ramponerede fine Klæ-
der, han bar.

Som han bagefter stod nede paa Banjeren og op-
hængte sin Køie under en af Tyskendæksbjælkerne,
saa han en Mand i Seildugsdragt lige over for sig, be-
skjæftiget paa samme Maade. Han kunde ikke tage feil.
- det var Federigo.

Denne var, som han siden fik høre, under Affærn i
Værtshuset bleven greben af Politiet.

Han havde set, hvorledes Salve blev befriet af Baads-
manden paa "Star and Stripes" og, da det underveis
lykkedes ham at undslippe, havde ogsaa han tyet ud
til Skibet.

Harmen over Søsterens Nederdrægtighed kogte endnu
for stærkt i Salve, uagtet han jo nok troede, at Federigo
havde staat udenfor den Sag.

Det lod dog til, at han havde et Slags ond Samvittig-
hed; thi ingen af dem talte til hinanden, og de forholdt
sig som fremmede. Brasilianerens Udtryk viste, at han
følte sig ydmyget; men der var tillige noget i det, som
sagde Salve, at han maatte vogte sig.

Salve kom snart paa det rene med, at han ikke kunde
være slumpet ind paa et uheldigere Skib.

SIDE: 105

Mandskabet bestod af Bærmen af New-Orleans' og
Charlestons Dokker, Folk med Laster og Følgerne af et
nedværdigende Liv skrevet i deres Ansigter, og mellem
dem lød i ét væk de ryggesløseste Eder og Gudsbespot-
telser.

Slag af Haandspager og oprørende Behandling hørte
til Dagens Orden, og den, hvem det gik ud over, kunde
blot gjøre Regning paa Skadefryd af sine Kammerater.
Nogen Ret var her ikke at faa; det kom blot an paa,
hvorvidt vedkommende beskyttedes af Officererne eller
havde sikkret sig Kammerater.

Amerikanere og Irlændere holdt, som den talrigere
Nationalitet, sammen og udøvede daglig det skamløse-
ste Tyranni mod enhver svagere.

Syv, otte lurvet klædte Spaniere og Portugisere, der
altid var færdige med Kniven, holdt dem dog som et
sluttet Parti paa en Maade Stangen, og blandt disse var
Federigo.

Især led en stakkels forkommen, syg Spanier, som
man havde drevet i Arbeide, indtil han ikke kunde
længere, under deres lumpne Behandling.

Salve begreb snart, at han under disse Forholde kun
havde sig selv at stole paa. Amerikanerne og Irlæn-
derne, der i Begyndelsen lod til at ville regne ham mel-
lem sine, blev nemlig efterhaanden fiendtlige mod ham.
De havde taget Forargelse af, at han ikke indlod sig i
videre Kammeratskab med dem, idet de mistænkte ham
for at holde sig for god, og, da det derpaa viste sig, at
han var en saa udmærket Sjømand, kom tillige Mis-
undelsen.

Men mest af alt virkede Baadsmanden, der listigt
vidste at faa ind imellem Matroserne den Tro, at han
var begunstiget af Officererne.

I dette Forhold viste imidlertid Federigo sig fra en
uventet venskabelig Side, og Salve indsaa, at han kunde
takke ham for, at han ikke ogsaa fik alle Portugiserne
imod sig. Dette gjorde, at de to efterhaanden igjen
nærmede sig til hinanden.

Den mellem Mandskabet, som især frygtedes, var en

SIDE: 106

sværbygget, kobberrød og arret Irlænder. Til sine Tider
betoges han af et sandt Raseri, da det onde Blod lige-
som løb over hos ham, og han havde, før de kom ind til
Rio, ligget i Bolt og Jern, fordi han en Dag oppe paa
Dækket havde svoret at dræbe Kapteinen.

Foruden ham var der to, tre andre Koryfæer af lig-
nende Slags ombord, hvilke dog gjensidig holdt hinan-
den i et Slags Stilstand.

Officererne blandede sig af sine Hensyn overhovedet
aldrig ind i Klammerierne i Folkeruffet.

En Dag, da der var ringet paa Storklokken forud til
at skaffe til Middag, gav Baadsmand Jenkins en Ordre,
hvorefter Salve først kunde komme ned fra sit Arbeide
en Stund, efterat de andre havde placeret sig ved det
lange Bord i Ruffet.

Da han kom, var alt opspist, saa han mistede sin
Middagsmad.

Den følgende Dag gik det tilfældigvis akkurat ligedan,
saa han maatte lade sig nøie med Ransonerne til Fro-
kost og Aften, og den tredie lod det samme til at skulle
hænde, idet Baadsmanden atter i ubeleilig Tid gav en
Ordre, som maatte forsinke ham.

Han havde alt begrebet Meningen. Hans Dygtighed
og Raskhed, der var saa uden Sammenligning større
end enhver andens blandt Forremersegasterne, havde
hindret Baadsmanden fra at ramme ham med nogen-
somhelst Straf; - nu skulde han naas paa en anden
Maade.

Salve havde paa sin ensomme Vagt den foregaaende
Aften opgjort, hvad han vilde gjøre. Blev han mat og
svækket af Sult, hvilket var at forudse, vilde han ubøn-
hørlig hjemfalde til Baadsmandens Medfart. Men, hvor-
dan det saa gik, var det ialfald bedre at sætte Tingen
paa Spidsen straks end at gaa under langsomt.

Efter udført Ordre skyndte han sig den Middag ind
i Ruffet, hvor man alt sad midt i Maaltidet to og to om
en Skaal med Kjø og Suppe.

Han satte sig hen lige ved Irlænderen, som han saa
havde en Skaal for sig alene.

SIDE: 107

"Giv hid Skaalen!" - sagde han koldt.

Irlænderen saa blot haanligt paa ham; - han var
øiensynlig forbauset over hans Dristighed, men fort-
satte uforstyrret med at spise.

Salve følte, at her maatte seires.

"Liv for Liv, Irlænder!" - raabte han og sprang op,
og, idet den anden ligeledes reiste sig, bibragte han
ham et voldsomt Slag i Ansigtet, saa at han tumlede
over Bænken bag imod Væggen.

Nu begyndte et vildt Slagsmaal inde i Ruffet.

Irlænderen fo'r op som en blødende Okse, snappede
en Merlespiger, der hang ned fra Bjælken, og gav Salve
et dybt Saar i Kinden, hvoraf han siden bar Ar hele
sit Liv.

Derpaa drog de Knivene.

Salves Bevægelser var som en Staalfjers, dobbelt saa
hurtige og koldt beregnende som hans rasende, men
svære og tungvindte Modstanders.

Han smilte blegt, medens han stadig vidste at ramme,
og Kampen endte med, at den anden, haardt blødende
og næsten bevidstløs, tumlede ud af den trange Dør for
at redde sig.

Der var mange nok, som glædede sig, da de saa den
frygtede Irlænder komme tilkort, og den Stemning
skyldte Salve, at han fik udfægtet Striden alene med
ham.

Han huggede nu Kniven ned i Bordet ved Siden af
sit Fad og spurgte, idet han saa sig omkring:

"Er der ellers nogen, som agter at formene mig
Maden?"

Ingen svarede.

"Jeg er netop nu saa vel oplagt til at afgjøre den Sag!"
- vedblev han, uden at ændse, at Blodet randt ham
ned over Ansigt og Hænder. - "Jeg har tilgode to
Dages Ration. Nu vil jeg til Gjengjæld beholde Fadet
alene de næste to Etmaal - saa faar jeg se, hvad Ir-
lænderen eller nogen anden mener om den Ting."

Irlænderen holdt Køien i Saarfeber hele Ugen, og
Begivenheden havde for det første sat Salve i Respekt.

SIDE: 108

Han følte imidlertid, at han havde begyndt et for-
tvivlet Spil, og at han, om han skulde redde sig mellem
alle disse forvorpne Mennesker, som han nu havde budt
Spidsen, fremdeles maatte forcere sin Optræden, saa
han mindst blev ligesaa frygtet som Irlænderen.

Istedetfor at vente paa andres Udfordring, gav han
sig derfor nu med beraad Hu til selv at være farlig og
at fordele Retten som han syntes.

Den Mand, der næst Irlænderen frygtedes mest, var
en bredskuldret Mulat, der simpelthen drev et Plyn-
dringssystem mod dem, der ikke var desto bedre be-
skyttede af et Parti.

Salve selv havde før en Aften maattet bide i sig, at
Mulatten uden videre løste Snorene paa hans Køie og
hængte sin egen op i Stedet.

Han havde set ham i flere Slagsmaal og studeret
hans eiendommelige Kampmaade og faat ud, at Man-
den neppe eiede den Styrke, som han gjerne vilde ind-
bilde Folk.

Nu yppede han Klammeri med ham i Anledning af
hint Overgreb og med et lignende aldeles afgjørende
Udfald.

Han hed Januarius efter en Helgen, og Salve for-
sikkrede ham om, at han endnu havde tilgode for
Aarets elleve andre Maaneder.

Fyren var langtfra modig og lod siden aldrig til at
ville optage Striden igjen, saaledes som Irlænderen,
med hvem han, straks denne igjen kom op paa Dæk-
ket, indsaa, at der maatte en fornyet Prøve til.

Anledningen hertil lod ikke længe vente paa sig, og
Salve greb den straks for at kunne staa som den be-
gjærligt udfordrende.

Den stakkels syge Spaniers Støvler havde en Dag
fristet Irlænderen, og han gik nu med dem paa.

"Du Irlænder!" - sagde Salve, idet denne paa Efter-
middags-Frivagten kom forbi ham, - "det er et Par
slemme Støvler, Du der gaar i. Jeg raader Dig til at give
dem tilbage, eller - jeg giver mig ikke, før jeg har
trukket dem af Dig, forstaar Du!"

SIDE: 109

Irlænderen saa vildt paa ham, men blegnede ved den
sidste Trusel, der lød som paa Livet, - og Salve syntes
saa tindrende tilfreds, som om han blot ventede paa
Forlystelsen.

Manden begik den Feil at sætte sig i Forsvarsstilling
istedetfor at angribe, og fortumledes allerede straks ved
et Par uventede Slag af Salve, der fløi paa ham som
en Tigerkat.

Mandskabet samledes om dem. Irlænderen brugte en
svær Pumpespiger af Jern, den anden en Haandspage,
og Salve holdt Ord: han trak Støvlerne af sin besvi-
mede Modstander og bar dem derpaa ned til Spanieren.

Salve var i Kræfter alt andet end Jevning med flere
af disse Mennesker, som han vidste, nu kun søgte en
Leilighed til at komme over ham. Alt maatte derfor
bestandig sættes paa ét Kort, om det skulde bære, og
det gjaldt om at synes at være den hensynsløseste, om
Livet mest uvorne og paa Slagsmaal mest lystne af
dem alle. Derfor fløi han uden Betænkning løs ved den
mindste Anledning og, naar han truede, sørgede han
altid for at holde Ord.

Den stadig overanstrengte Energi gik ham tilslut som
en Feber i Blodet, og hans Udseende fik et Præg af
Ondskabsfuldhed.

Han begyndte ombord at gjælde for et af disse ustyr-
lige, ubændige Mennesker, som der findes nok af i den
Folkebærme, der trives i Skibsrummene paa de Kanter
af Verden, og som gjerne ender i Raanokken eller for
et Revolverskud af Kapteinen.

Det er den forhaanede Menneskenatur i dem, der
blindt raser og søger Hævn; - anderledes kan man
ikke forklare al denne ryggesløse Ondskab og de vilde
Scener, der finder Sted ombord i mange af disse Ocean-
skibe.

Officererne saa med hemmelig Glæde, at Irlænderen
og Mulatten var knækkede. De fandt deres Regning
ved, at der herskede Splid og Uenighed forud, thi Enig-
hed mellem alle disse Kjæltringer vilde for dem været
Fare for Mytteri.

SIDE: 110

Før de anløb Rio, havde Kapteinen samtidig med, at
Irlænderen sattes i Bolt og Jern, uden videre skudt ned
fra Raaen en, som han ansaa for Hovedmanden blandt
Urostifterne.

Ogsaa Salve betragtedes nu med mere mistænkelige
Øine, og Kapteinen undrede sig over, at han kunde set
saa feil af den Mand; "men," - mente han, - "mel-
lem Pak blir en til Pak!" Og Salve var ialfald den
dygtigste og i Tjenesten paalideligste Matros, de havde
ombord.

Baadsmand Jenkins gik nu stiltiende afveien for
ham; thi han havde hørt, at Salve havde svoret, at han
vilde "se hans Indvolde", om han vovede at fornærme
ham.

At Baadsmanden grublede paa noget imod ham, syn-
tes Salve dog, han kunde skjønne.

Og dette viste sig, da han en Dag blev kaldt agterud
til Kapteinen, der satte en formelig Ret i Anledning af
hint Udtryk, hvilket Salve vedgik at have brugt, fordi
Baadsmanden vilde ham tillivs.

"Fra Skibet vil jeg, saasnart det kommer til Valpa-
raiso, længer er jeg ikke hyret. Forresten er jeg lige
glad med Livet," - endte han mørkt.

Kapteinen maatte ogsaa have sine Tanker om Baads-
manden, thi Salve slap for den forventede tunge Straf
og fik kun fjorten Dages Arrest paa Vand og Brød.

"Det vil spæge Dig, min Gut!" sagde han.

Medens Salve sad indelukket paa sin magre Kost,
morede Mulatten, som han havde overvundet, sig under
Baadsmandens Bifald med at spise sine varme Kjød-
maaltider lige udenfor Gluggen af Døren, for at Duften
skulde trække didind og ærgre ham.

Salve var i Begyndelsen glad i den Fred, han saale-
des havde faat.

Men en Middag stak han Ansigtet ud i Aabningen;
- han var udsultet og pirrelig.

"Du, Mulat!" - begyndte han.

Denne saa op og grinede med de hvide Tænder meget

SIDE: 111

tilfreds ved endelig at spore Tegn til, at hans Færd
havde virket.

"Det er vist meget god Mad, Du der har?"

"Ja, meget god!" svarede denne skadefro og inderlig
fornøiet.

"Den bringer mig til at forestille mig Fremtiden,"
vedblev Salve blidt, "hvordan Du vil komme til at se
ud, naar jeg igjen slipper fri. Det blir som den Labe-
scowes der, min Ven! Har Du ikke tænkt paa det?"

Mulatten spiste videre, men blev mere og mere efter-
tænksom.

Han var, som meldt, ikke 
vidre modig, og fik tilslut
kjendelig en vis Lede til Maden.

"Det er, som Du sidder og spiser Dig selv, synes Du,"
sagde Salve efter en længere Pause, hvorunder han
havde iagttaget den andens dalende Fysiognomi. "Ja
det blir saa det, min Ven, - medmindre -"

"Medmindre," optog Mulatten, spidsende Ørene.

"Medmindre Du sørger for, at jeg hver Dag faar din
Mad ind til mig; det er kun fem Dage igjen, og jeg har
nu sultet i ni, mens Du har spist; det er ikke mer end
billigt, ser Du. Faar Baadsmanden Øie paa, at Du stik-
ker Mad til mig, véd Du at Du kommer i straf, saa Du
maa være forsigtig og selv holde Talerkenen op uden-
for Gluggen, saa tror han, at Du spiser mig lige op i
Ansigtet."

Dette var forargelige Vilkaar. Mulatten svarede ikke,
- han sad kun med sit Uldhoved i en nedslagen og
eftertænksom Stilling.

Men den næste Dag stillede han sin brede Person med
Talerkenen op foran Gluggen, og Salve tog uden Barm-
hjertighed hver Smule, der var.

For ham var det en vigtig Sag ikke at blive afkræftet,
thi han vidste, at Livet da hang ham i Hænderne.

Men, at han var alt andet end "spæget" og fuldkom-
men saa stridslysten som før, viste han, da han igjen
kom ud, i et blodigt Slagsmaal, som han ukaldet optog
for Federigo imod en af Yankeerne, og i hvilket Brasi-
lianeren ellers utvilsomt havde ligget haardt under.

SIDE: 112

Salve agtede ham ikke. Han ansaa ham for falsk,
trædsk og samvittighedsløs - noget, der flød af af hans
Færd og Passiar; men han hjalp ham i Kraft af Kam-
meratskabet, der mellem disse forvorpne Mennesker har
sine ubrødelige Love, og han havde desuden nu vænnet
sig til Venskabet.

Federigo var en interessant Fyr, der kunde tale om
lidt af hvert, og især havde han endel Theorier, hvortil
Salve paa Vagterne lyttede meget begjærligt.

Der gaves, sagde han overlegent, ingen Religion,
ingen Gud; - sligt var kun for Dummerhovederne, som
da ogsaa i hvert Land havde sin egen Sort Tro at blive
lumpede paa af de kloge og Præsterne.

Han fortalte i den Anledning mange Historier om
Præsternes Bedragerier i Brasilien og engang meget
morsomt spottende om, hvad de stakkels, smaa Pe-
schiræer troede henne paa Ildlandet, som de netop sei-
lede forbi. Han opstillede kort og godt den stærkeres
Ret, og som Livets Maal Pjastere, Kvinder og Friheden.

Hvilken Gud anden end Salve, - yttrede han engang
ironisk - havde vel hindret Irlænderen fra at tage den
stakkels Spaniers Liv dernede i Rummet, - og hvilken
Gud anden end Frygten hindrede vel Baadsmanden fra
at slaa ham selv ihjel paa Dækket med Haandspagen?

Skjønt Salve foragtede den talende, bed dog hans
Bevisgrunde sig ikke saa lidt ind i ham; thi hvilken
Gud vilde bjerge ham, om han ikke stadig bjergede sig
selv mellem alt dette Pak, og, havde en saadan styret,
- tænkte han bittert -, var nok ogsaa mangt gaat an-
derledes for ham i Livet.

Han følte sig altid ond og vild i Blodet efter slige
Samtaler.

De omseilede Kap Horn og kom til Valparaiso.

Men den Formiddag, de skulde anløbe Havnen, blev
han til sin Forbittrelse sat i Arrest. Kapteinen, der ind-
saa, at han egentlig var betryggende at have som Domi-
nant mellem Mandskabet forud, vilde forsikkre sig imod,
at han efter sin afgivne Erklæring gik fra Skibet.

Efterat have anløbet Chincas-Øerne, hvor de indtog

SIDE: 113

en Guanoladning for Kina, seilede de nu i det stille
Ocean, hvis Ensformighed kun afbrødes af en eller
anden større Sjøfugl eller en Sydhavshval, der sprøi-
tede i Nærheden.

De havde i de ensomme Nætter det blinkende Syd-
kors paa skraa over Hovedet. Men ombord var der
langtfra fredeligt.

Det lille Nøddeskal, der som en Prik drog sig hen-
over den uendelige Flade, var opfyldt af Strid, Mord-
lyst og Gudsbespottelser Døgnet rundt.

Endel af Mandskabet med Irlænderen i Spidsen
pønsede paa at dræbe Officererne og gjøre Skibet til
en Hvalfanger.

En Kvæld, som Salve og Federigo samtalede paa
Vagten, spurgte den første pludselig:

"Hvad tror Du, din Søster vilde have gjort med mig,
Federigo, om jeg ikke var sluppet ud?"

De havde hidtil undgaat at berøre denne ømfindtlige
Sag, og Federigo svarede undvigende:

"Det kan jeg sandelig ikke sige; men hun kunde
være vild nok."

"Ja, - men, hvad tror Du nu? Jeg véd, Du stod
udenfor den Sag."

"Hm, - det er ikke godt at sige," sagde han kjende-
lig lettet, med et eget Smil, som om han med en vis
Nydelse ledte om iblandt Mulighederne. - "Engang
skoldede hun en Abekat, som havde bidt, langsomt
med kogende Vand! - Hun var forresten saa mang-
foldig."

Det gjøs i Salve, og noget steg op i hans Ansigt, der
gjorde den anden va'r, hvorfor han skyndte sig at til-
føie som et Slags halvt spøgende, halvt trøstende Be-
tragtning:

"Ja, nu faar den stakkels Antonio Varez undgjælde,
fordi hun maatte gifte sig med ham - vær rolig der-
for! - Ja, hun er rig og lykkelig!" - endte han med
et Suk, som om han misundte hende.

SIDE: 114

Efter halvandet Aars Liv under mangen oprørende
Scene indenfor "Star and Stripes" Skibssider, skiltes
Salve endelig fra det i New-Orleans med en stor ud-
betalt Hyre.

De følgende Fartøier, han fo'r med, gav andre, men
ikke synderlig bedre Forholde; - han var nu vant til
dette Liv og tildels sløvet for det.

Federigo fulgte ham bestandig som en ubrødelig
Kammerat.

Salve havde samlet Penge, thi han søgte ikke de
Anledninger til at sætte dem overstyr iland, som Fede-
rigo, der stadig mistede Hyren i Spil. Han hadede
Kvinder og blev gjerne i Matroskipperne anset som
en vild uregjerlig Fyr, som det var bedst at holde sig
fra. Hans klare Forstand sagde ham med en vis Bit-
terhed, at Penge dog tilslut var den øverste Styrke og
Magt, og han bar altid sine Guldstykker i et Belte om
Livet.

Den stadige Vedhængen fra Federigos Side begyndte
Salve, der mente at kjende sin Ven ud og ind og især
hans Svaghed for Mammon, mere og mere at tilskrive
de Penge, han bar om Livet; - han fik en Mistanke
om, at denne ansaa ham som sin Reserve-Sparebøsse.

Da Federigo saaledes engang i en Havn foreslog, at
de skulde rømme og grave Guld i nogle Miner, hvorom
der gik store Rygter, og dele Udbyttet, opgjorde han
sig i den Anledning ganske koldt og uden synderlig
Indignation den Sandsynlighed, at hans Ven, naar de
var færdige og befandt sig alene i en eller anden Øde-
mark, en vakker Nat vilde stikke Kniven i ham og
tage det hele.

Det var nu engang dette Venskabs Beskaffenhed, -
Federigo holdt endnu mere af Penge end af ham.

Salve sagde derfor Nei til Forslaget, der ellers som
en Afveksling vilde tiltalt ham, og Forholdet mellem
dem blev lige venskabeligt.

SIDE: 115

Det var i det hele hengaat fire Aar med dette Liv,
da Salve begyndte stærkt at længes til Europa; - han
vilde ikke bekjende for sig selv, at det egentlig var
Norge, han mente.

Efter længe at have søgt et passende Skib for Hjem-
reisen, havde han fremdeles sammen med sin brasi-
lianske Ven taget med en svær Bark, der hørte hjemme
i den hollandske Koloni Curaçao og skulde føre Tobak
og Rhum til Rotterdam og Nieuwediep. Besætningen
var paa nogle faa Hollændere nær mestendels Kreolere.

Han kjendte nu alle Snittene med en amerikansk
Hyrekontrakt og havde lovlig skilt sig fra Skibet straks
ved Ankomsten i Nieuwediep. Federigo anede intet,
førend Salve kom op med sine Køieklæder og i sidste
Øieblik meddelte ham det.

Han blev bleg og fik Taarer i Øinene, - om af
saaret Venskab eller en Art Skuffelse eller begge Dele,
kunde Salve ikke ret forstaa. Hans Ansigtsudtryk med
de smaa spillende sorte Øine lignede noget en forstyr-
ret Rottes.

Endelig faldt han ham paa sin heftige Maade om
Halsen og udbrød:

"Men saa vil vi ialfald drikke den sidste Aften paa
Afskeden. - Ak, jeg forstaar ikke, hvorledes jeg skal
undvære Dig - saalænge, som vi to nu har holdt sam-
men!"

Imod sin sunde Fornuft følte ogsaa Salve sig nu lidt
blød ved denne Tanke, og Erindringen om al denne
Vedhængenhed, denne Kjæltring havde vist mod ham,
vakte noget, der lignede virkelig Rørelse.

"Ja, det nytter ikke, min Ven," - svarede han -
"afgjort er afgjort! Men iaften spenderer jeg. Jeg
sidder i "Aurora" og venter paa Dig."

Der laa netop paa denne Aarstid ualmindelig mange
Skibe i Havnen, og Værtshuset "Aurora" var den
Aften fuldt af Sjøfolk, som sang, gjensaas eller stif-
tede Bekjendtskab ved Brandy eller Gin.

I den lille Sal over Skjænkestuen gik til en stærk

SIDE: 116

Musik baade Hamburger-Skotsk og den engelske "Gig"
utrættelig den hele Aften, saa Gulvbjælkerne dissede.

For at forstaa en rigtig Sjømands-Reel maa man se
den danset af Mænd, der har plasket aarevis ude paa
Havet til alle Verdenshjørner og i den Tid ikke set en
Kvinde for sine Øine.

De kommer iland med hele en Mands Længsel og
aarelangt opgjemte Glæde, og selve Dansen, det i
Nieuwediep at tage Anniken eller Vibecke eller i Ports-
mouth Mary-Ann om Livet, indeholder for dem en
usigelig Berusning; - og dette ved baade Anniken og
Mary - hun føler sig i dette Øieblik ikke liden.

Og, - fraregnet Undtagelser i rent forvorpne For-
holde eller Individer - ingensteds i Verden næres vel
en saa romantisk Følelse for Kvinden som ombord
hos Sjømanden. Kjærligheden er der mere end i Bon-
dens ensformige Liv et naturligt rigt og afvekslende
Sujet, og selve Kjærlighedsforholdet blir derhos - paa
Grund af Adskillelsen - ganske anderledes inderligt
og bevaret fra at tabe sit ideale Skjær i det dagligdags
vanemæssige.

En gift Matros er derhos altid Gjenstand for en stille
Respekt af sine Kammerater, der i Regelen ikke har
Raad til at gjøre det Skridt.

Sjømanden ligger paa Bakken og fortæller saa naivt
og sandt om sin Kone eller Kjæreste, hvorledes de kom
til at holde af hinanden eller, hvad han tænker paa at
kjøbe til hende, naar han kommer i Havn, og, vil man
i vor Tid søge stille romantisk Sværmeri, saa findes
der nok af det paa vore Skibsplanker under de en-
somme Vagter. Det er intet overdrevet Ord, naar vi
siger, at Kvinden i sand Forstand er med ombord i
vort udvortes ofte raa Skibsliv; hun staar hos Sjøman-
den beundret, varm, ren og høi, saaledes som Frastan-
den formaar at lægge Fantasiens Skjær over hende.

Salve og Federigo sad ved deres "Gin" i et af de til
Salen stødende Sidekamre, der var opfyldt af snak-
kende og drikkende Mænd eller Par, som for et Øie-
blik trak sig ud af Dansen.

SIDE: 117

Derinde i den lumre af Tobaksrøg og Damp taagede
Sal saas gjennem den aabne Dør dansende Mænd af
de forskjelligste Fysiognomier, - de fleste brune og
barkede, ofte skjæggede, med Hattene flot bagover paa
Hovedet. Endel med knækkede Kridtpiber i Munden,
alle i vild Glæde, drivende af Sved og aldeles utræt-
telige.

De svingede tækkelig klædte hollandske Piger, der
bar smaa hvide Huer eller Kapper, og, efter Skikken,
de lyse Skjørter opheftede, saa at de nette Sko og hvide
Strømper kom til sin Ret. Franske og svenske Matro-
ser i røde Uldskjorter, Nordmænd og Danske i blaa
ditto med vide Seildugsbenklæder, Yankeerne og Eng-
lænderne helt blaaklædte overbød her hinanden i
Reelen og stiftede derunder leilighedsvis Venskaber og
Fiendtskaber, der bagefter om Kvælden fik sin Fort-
sættelse ved en Flaske Brandy eller i et Slagsmaal.

Salve tog ikke Del i Dansen; han var mørk og for-
stemt ved Lystigheden uden dog for Federigos Skyld
at ville lade sit Humør komme tilsyne.

Denne saa meget trøstesløs ud og sad den første Del
af Aftenen fortænkt og nippede til Glasset.

Ved Vinduesposten bag sin Ryg hørte Salve to unge
Folk tale norsk, - og Hjertet hoppede i ham, thi han
havde ikke hørt sit Modersmaal paa flere Aar.

Da det lakkede udover, skjænkede Federigo i selv-
forglemmende Rørelse i ét væk i Salves Glas og kom,
- som det syntes mere og mere beruset - flere Gange
til at spilde ned Indholdet af sit eget uden at drikke.

Han blev noget snakkesalig og hentede frem den ene
Erindring af deres Samliv efter den anden.

"Jeg glemmer aldrig, ser Du" - sagde han trohjer-
tigt - "aldrig!" - tilføiede han efter et Ophold skjæ-
rende, medens Øiet glimtede af noget undertrykt
heftigt.

De to Trælastfarere var atter komne ind, og den ene,
der saa noget rød og ophidset ud, udtalte sig meget
begeistret om en af Pigerne inde i Salen.

"Nei!" - udbrød den anden indvendede - "da

SIDE: 118

skulde Du have set den vakkre Elisabeth i "Stjernen"
inde i Amsterdam! - Men hende faar en nok ikke
danse med slig, Gutten min."

Disse Ord vakte pludselig Salves Interesse. Han sad
anspændt og lyttede.

"Hvad skulde være iveien for det?" - spurgte den
anden lidt stor paa det.

"Aa, - for det første, saa holder de ikke Dans der,
og dernæst maatte der vel mindst saa meget som en
Skipper til for at gjøre Haneben der, forstaar Du. Men
ifjor Vaar, da vi laa med "Galathea" derinde, saa jeg
hende, og hun talte med Kapteinen, for hun er norsk.
Ja det er en stolt Pige, Haaret som en Guldkrone, og
saa rank i Riggen, at en blir benauet, naar man kom-
mer ved Siden af hende."

Salve blev siddende i Tanker og var den hele Aften
meget distrait i Forhold til sin Ven.

En Anelse om, at det kunde være Elisabeth var faret
gjennem ham, og han kunde ikke slippe den, skjønt al
Eftertanke sagde ham, at hun nu længst maatte være
gift med Sjøofficeren.

Hans Sind var kommet i Oprør, og han længtes nu
næsten vildt efter at komme hjem til Arendal for at
faa Vished om Sammenhængen.

Da de skulde bryde op, var Federigo beruset, og det
blev nødvendigt, at han fulgte sin utrøstelige Ven i
Mørket henover den lange smale Dam nede ved Dok-
ken, hvor Sjøen gik paa begge Sider. Federigo holdt
om hans Arm den hele Vei og støttede sig tungt til den.

Da de var komne midt paa Dammen saa Salve ham
gjøre en pludselig Bevægelse, og han fik et Stød lige
under Hjertet saa heftigt, at han tumlede to, tre Skridt
bagover. Han hørte den andens af Raseri dirrende
Stemme:

"Tag det for Paolina - din Hund!"

Gjenstanden for han Efterstræbelser, Pengebeltet,
havde reddet Salve, der nu med et voldsomt Slag slog
ham til Jorden, saa at han rullede over Dæmningen
ned i Sjøen.

SIDE: 119

"Hjælp! Hjælp!" lød det op til ham.

"Jeg faar vel det!" - svarede Salve spottende -
"for vort vakkre Venskabs Skyld. Men kast saa først
op Kniven!"

Salve snoede sit Lommetørklæde for at række med
det ned til ham.

"Du og din Øgle af en Søster har forresten lært mig
adskilligt;" mumlede han bittert. "Jeg fortjente vir-
kelig at blive baade stukket og plyndret, fordi jeg et
Øieblik kunde fæste Lid til Dig eller nogen."

"Nu, kommer Du op?"

Da han saa Federigos Skikkelse kravle op over Kan-
ten, sagde han haanligt:

"Ja, nu skal vi da endelig skilles! - Farvel, min
prægtige gamle Ven!"

Han gik og hørte bag sig i mørket, at Brasilianeren
skreg og trampede af Raseri henne paa Dammen.

Med hin omtalte Trælastfarer fra Tønsberg fandt
Salve straks en velkommen Leilighed til at tage hjem,
idet han haabede paa at kunne blive sat fraborde i en
af Skøiterne oppe ved Arendalskanten.

Det var med en egen dyb Følelse, han saaledes igjen
traadte paa en hjemlig Skibsplanke og gik om og lyt-
tede til Folkenes Passiar, medens han følte sig som
Gjenstand for deres Nysgjerrighed.

Hans sydlig brune Ansigt og det udenlandske Snit
saavelsom hans hele Itræk viste, at han var kommen
fra anderledes rige og storartede Sjømandsforhold,
end de kjendte til.

Han gik for en Englænder eller Amerikaner, thi han
havde med Overlæg ikke villet give sig tilkjende som
Landsmand. Akkorden med Skipperen havde han
gjort paa engelsk.

Disse Bjælkefarere, hvis vintermæssige Dragter mere

SIDE: 120

lignede Arbeidsmandens, der staar i tungt Sjau, end
Matrosens, var saagodtsom udelukkende stærke, for-
vovne Folk. Men, hvad der straks slog ham med stor
Rørelse, var det ærlige Udtryk, som alle Ansigter uden
Undtagelse havde; - et saadant Syn havde han ikke
havt paa mange Aar, og han skammede sig ved at gaa
med gjemt Kniv, saaledes som hidtil havde været hans
Vane, hvorfor han straks den første Dag lukkede den
ned i sin Kiste.

Han gjorde sig en Nydelse af at lægge Uhr og Penge
udover, saa det med Lethed kunde tages, og var op-
fyldt af stor Beundring, naar de alligevel ikke blev
stjaalne.

Forresten syntes han, at han aldrig havde set noget
saa jammerligt udfattigt som dette Fartøi, der oprin-
delig havde været kobberhudet, men nu var saa gis-
sent, at det sugede Vand i alle Ender. Og Mandskabets
Kost forekom ham tarvelig til det ynkelige; - det var
den gammeldags 
brømte Østersjøkost "Grød og Nak-
ker", og han hørte Kokken forud banke Tørfisken mør
med Øksehammeren.

Salve var med ét plumpet langt ind i det hjemlige.

Det Fartøi, hvormed Salve her fo'r var en i sin Tid
i Nærheden af Færder havareret Galeas, der for en
ringe Penge var kjøbt ved Auktion. Det havde megen
Lighed men en gammel Træsko, hvormed Skipper
Brekan forvovent traskede over til Holland i de haarde
Vaar- og Vinterstorme paa den Beregning, at man i
Nødsfald fik flyde paa Trælasten og surre sig for
Sjøerne og forresten seile, saa længe Riggen holdt.

Han førte ikke Bramstang for ikke at forcere Far-
tøiet, Seilene var fillede, som om der skulde gaat Kug-
ler igjennem dem, og Riggen var paa de Steder, hvor
Taugene var sprungne, knobet i svære plumpe Knuder
istedetfor efter al Sjømandsskik splidset.

Om nogen Navigation var der heller ikke Tale. Skip-
peren havde sin Maade at logge paa, idet han spyttede
udenbords eller kastede en Flis ud og bedømte Farten
efter, hvor hastigt den drev i Sjøen.

SIDE: 121

De var ikke heldige med Veiret og havde i Modvind,
afvekslende med Smaaveir og Vindstille, anvendt over
fjorten Dage uden at være naaet længere end op imod
Hanstholmenes Fyr ved Jylland.

Med en dæmpet Frygt i Baggrunden for, hvordan
det kunde have hængt sammen mellem hende og Sjø-
officeren, - gik Salve og fantaserede og tænke sig
Elisabeth i Amsterdam.

Han begyndte at udspørge Skipperen, om Farten paa
Holland var lønsom og andre Omstændigheder ved
den. Samtalen gik paa en Art engelsk Kaudervælsk;
men han fik af alt ud, baade, at den var fordelagtig,
og at den Bedrift i alle Maader kunde passe for ham.

At den var saa dumdristig vovsom, gav den derhos
en særlig Tiltrækning.

En Levevei i Hjemmet, hvori han kunde slippe at
staa under nogens Befaling, stemte just med hans
Natur, og det hele stod nu for ham som en god Idé.
Han eiede nogle hundrede Specis til at skaffe sig et
eller andet af Farten udgaat Fartøi, foruden den
Hundrededalerseddel, som hans Far gjemte for ham.
Det var bestemt, - han vilde blive Fører af en Træ-
lastdrager og fare paa Holland.

Salve begyndte at blive forfærdelig utaalmodig efter
at komme frem. Han længtes efter at se den første
Stribe af Fædrelandet som noget, han næsten ikke
turde tænke sig virkeligt at skulle faa opleve, og syn-
tes, at de drev mere, end de seilede.

Atter havde de Solskin og Stille, og han gik op og
ned og bandede mellem Tænderne den gamle Træsko,
som laa der med slakke Seil og ruggede og ikke vidste,
hvilken Ende den skulde sætte frem.

Da Striben af Lindesnæs dukkede op, syntes han, at
ingen Odde dækket med Palmer i Sydhavet kunde
maale sig med dette Syn.

Men bagefter begyndte han at ængste sig for, hvad
han skulde faa vide om Elisabeth, og det var ikke frit
for, at man ombord af hans urolige, utaalmodige Væ-

SIDE: 122

sen kom paa de Tanker, at Englænderen maatte have
en Skrue løs.

Endelig slog Forløsningens Stund i Skikkelse af en
Lodsskøite fra Arendal.

Han kom did om Aftenen, efterat det var blevet
mørkt, til Madam Gjers's tarvelige Logishus og maatte
vente til den næste Morgen med at gjense sin Fødeby.

Den følgende Dag var en Søndag.

Der paakom ham en usigelig Høitidsfølelse, da det
ringede ind, og han saa Byens Folk af alle Klasser,
smaa og store, gaa stille og pyntede op ad Gaderne til
Kirken.

Det var alt det fromme og rene, han havde troet paa,
dengang han endnu var tillidsfuld og glad og let at
narre, som nu togede forbi, indtil hans Øie fyldtes, saa
han havde ondt for at se.

Han kjendte de fleste af disse Skikkelser igjen lige-
til Elisabeths gamle Moster, som han saa gaaende en-
som opover med Salmebogen og det hvide, sammen-
lagte Lommetørklæde foran i Hænderne.

Han kunde ikke modstaa Fristelsen til at slutte sig
til de gaaende, men havde neppe vovet det, om han
ikke havde stolet Paa at blive ukjendt.

Halvt ved Siden af ham gik en pen Familie - han
vidste godt, hvem det var - med et Par smukke, lys-
klædte Døttre, som nu var voksne, og en yngre Bror,
hvem han ikke huskede. De syntes med Nysgjerrighed
at betragte den udenlandske, mørkskjæggede Sjømand
med de fine Klæder og den patenterede Guldkjæde paa
Vesten; og han paa sin Side gik og tænkte paa, hvor-
ledes de vilde fare fra ham, som om der var kommet
en Ulv iblandt dem, om de anede det Liv, som for ham
var dagligdags, - kun en halv Dag paa en af de ryg-
gesløse Skibsbakker, hvor han havde havt hjemme i
aarevis. De vilde ikke forstaa det, om det blev fortalt
og selve Fortællingen vilde være for smudsig for deres
Øren.

SIDE: 123

Han fulgte stille Strømmen med et Indtryk af, at
alle de solbeskinnede Huse omkring paa Bakkerne i
hans vakkre Fødeby stod Vidner over ham og spurgte,
om ogsaa Gasten fra "Star and Stripes" havde Lov til
at gaa i Kirken, og, da han skulde gjennem Kirke-
døren, maatte han opbyde al sin Selvbeherskelse; -
han havde en Følelse, som om han krænkede Hellig-
dommen ved at gaa ind.

Han satte sig paa den bagerste Stol ved Døren og
saa næsten som i en Drøm, hvorledes de gik forbi ham
indefter Gulvet; de forekom ham alle som renere Væ-
sener.

Orglet brusede, Salmen istemtes, og han sad med
Hovedet i Hænderne, lænet mod Kirkestolen, overvæl-
det og skjulte, at han hulkede.

Han sad slig under det meste af Gudstjenesten ude
af Stand til at tænke. Saa begyndte hans eget Liv at
gaa op for ham Billede efter Billede, Scene efter Scene.

Som Barn og Unggut havde han gaat i Kirken som
de andre; - men i hvad Stand kom han igjen nu?
Som en, der havde levet i Mord og Gudsbespottelse
mere, end den hele Menighed tilsammen var istand til
at tænke sig, og i sit inderste ribbet for den Tro, han
dog engang havde eiet.

Der blussede tilslut op et bittert, voldsomt Glimt i
hans Øie, thi han tænkte paa dem, som havde bragt
ham dertil, paa Elisabeth og Sjøofficeren, - og det
blev med et dybt Had i Hjertet til denne sidste, at han
igjen gik ud af Kirken.

Den Mand, der raskt og med et spændt, trodsigt Ud-
tryk gik nedefter Gaden, var en anden end den, som
for to Timer siden saa stille var gaat den samme Vei.

Hans Øie gjenkjendte tilfældigvis i et Par, som og-
saa kom fra Kirken, Kaptein Beck og hans Hustru. Det
var, som det Syn tændte Oprøret stærkere i ham; og
han paaskyndte sine Skridt.

Han vilde nu, før han reiste ud til sin Far i Sand-
vigen, skaffe sig Rede paa, hvordan det forholdt sig
med Elisabeth. Han huskede meget godt sin Værtinde,

SIDE: 124

den lille skarpe, blankøiede Madam Gjers, fra før og
vidste, at hun snakkede og rapporterede Bynyt som en
Skjære.

Paa den Tid af Søndagen var der ingen besøgende i
Stuen, og han sad alene henne ved Bordet.

Medens hun beredte sig til at sætte frem Middags-
maden og glattede ud Dugen foran ham, spurgte han,
om Kaptein Becks Søn, Sjøofficeren, var gift.

"Ja, det er han rigtignok," svarede hun forundret
over, at han talte norsk; - "det er - lad mig se, hen-
ved tre Aar siden."

Hun saa vist paa ham. "Men hvem er De? - Det
skulde nu vel aldrig være Salve Kristiansen, som" -
Hun havde pludselig draget Kjendsel paa ham.

I hendes Tone laa, at der klæbede noget betænkeligt
ved Navnet, og Salve sluttede deraf ganske rigtigt, at
han havde været ude i Byrygtet i Anledning af Røm-
ningen i Rio; han udfyldte ganske tørt hendes af-
brudte Spørgsmaal:

"Som rømte fra Beck i Rio - jo."

"Ja, jeg skal intet sige" - hviskede hun hemmelig-
hedsfuldt og høist intersseret.

Skjønt Salve ikke troede, at Beck vilde forfølge ham
nu længer, var hin Rømningshistorie dog Hovedgrun-
den til, at han gjerne vilde være ukjendt paa sit Hjem-
sted. Han svarede med en Ironi, som undgik hende:

"Jeg betror Dem det, Madam Gjers, fordi jeg véd,
at De er en Kone, der aldrig sladdrer noget ud!"

Han syntes, maaske med urette, at hun allerede stod
æggesyg efter at komme ud og betro nogen Nyheden.

"Saa Sjøofficeren er gift," - gjentog han derpaa
noget hen for sig.

"Ja vist - for længe siden. Bryllupet stod hos Bru-
dens Forældre; de lever nu i Fredriksværn."

"Elisabeth havde jo ingen Forældre," - sagde Salve
lidt utaalmodigt.

"Eilsabeth? - hun, som kom i Huset hos Beck? -
Aa, det er en anden Historie," - sagde hun med en
vis Betoning. - "Nei, den, Sjøofficeren blev gift med,

SIDE: 125

var Postmester Forstbergs Datter, Marie. Det andet var
bare saadan en Forlibelse; - det endte da med, at hun
maatte over til Holland, Stakkel! Det hedte, at hun
havde faat en Tjeneste der."

"Véd De noget bestemt om dette?" spurgte Salve
haardt og med et sligt Alvor, at den lille Madam kom
ud af Kontenancen og følte Nødvendigheden af at for-
svare sine Ord:

"Det gik jo aldeles hemmelighedsfuldt til; men Af-
reisen skede over Hals og Hoved. Den Sag er desværre
kjendt nok; ja én kan sige, nu længst baade kjendt og
glemt."

"Hvad er kjendt?" optog Salve harmfuldt - "saa
De hende, Madam Gjers?"

"Nei da, hverken jeg eller nogen anden; - Becks
boede dengang hele Høsten alene ude paa Landstedet,
og det var netop en yderligere Grund for at -"

"Saa véd altsaa hverken De eller de andre, som
snakker Æren af hende, det bitterste andet om Sagen
end, hvad I saadan har faat lavet til." - sagde Salve
bistert og foragteligt. Han havde en Trang til at for-
svare Elisabeth endnu for de andre, skjønt han des-
værre alt havde fældet hende i sit Hjerte og følte sig
syg, næsten svimlende indvendig.

"Jeg har tilfældigvis en Kundskab om, hvordan det
hænger sammen," - løi han, idet han koldt og skarpt
saa hende ind i Ansigtet, - "og," - her fløi han op
og slog voldsomt i Bordet - "jeg spiser ikke en Bid
i en slig Klaffertunges Hus! - forstaar De, Madam!"
- Med et: "Vær saa god at gjøre Dem betalt!" -
slængte han endel Sølvstykker paa Bordet og sprang
ovenpaa, hvorpaa han selv gav sig til at slæbe sin
Skibskiste ned ad Trappen.

Madam Gjers udtømte sig i en Mængde formildende
Talemaader, hvis Kvintessents var, at hun kun havde
sagt og troet, hvad hun selv havde hørt for sig af alle
Mennesker i Byen; men Salve var utilgjængelig og gik
med sin Kiste i et Reb paa Ryggen nedefter Gaden.
Han satte den paa Bryggen.

SIDE: 126

Det var hans Agt at bestille en Baad udover til sin
Far; men han blev foreløbig siddende paa Kisten og
stirrede udover Havnen, hensunken i sine egne Tanker.

Enden paa hans Betragtninger var, at han opgav
Hollandsfarten.

Han tog en Baad til Sandvigen; men, idet de roede
udover, lod han pludselig Rorskarlen forandre Retning
og lægge til ved Kranen paa den anden Side af Hav-
nen. Han vilde tale med Elisabeths Moster og faa fuld
Vished, - der var hele Tiden noget i ham, som op-
rørte sig mod at tro det værste.

Da han kom ind til den gamle, kjendte hun ham
straks.

"God Dag, Salve!" - sagde hun - "Du har været
længe borte, - paa femte Aaret ret nu."

Han blev staende med en mørk Mine uden at mod-
tage hendes Anmodning om at sidde ned.

"Er det sandt, at Elisabeth - kom slig bort fra Beck
- til Holland?"

"Hvordan slig" - spurgte hun brat. Der trak Far-
veskjær op i hendes Ansigt.

"Slig som Folk siger," - sagde Salve med et bittert
Eftertryk.

"Naar Folk siger det, saa maa vel en Kar, som Du,
tro det," - yttrede hun spodsk. - "Jeg forstaar ikke,
hvorfor Du kommer hid og spørger hendes gamle Mo-
ster, naar Du har saa mange for Dig, som staar til
troende!

Forresten kan nok hun fortælle Dig noget andet, min
Gut, - og det gjorde hun ikke, dersom hun ikke troede,
at Pigen endnu holdt fast ved Dig trods alle de Aar,
hvori Du har føitet om, Gud véd hvor i Verden. - Jeg
kjender hendes Natur, skal jeg sige Dig. - Hun flyg-
tede ganske rigtig en Nat fra Becks og kom hid om
Morgenen; men det var for din Skyld, fordi hun vilde
fri sig for Sjøofficeren. Det var selve Madam Beck,
som skaffede hende til Holland, fordi de ikke vilde
have hende til Svigerdatter."

Der fo'r en Straale af vild Glæde op i Salves Ansigt;

SIDE: 127

men saa blev det igjen mørkt. - "Var hun da ikke
bleven forlovet med Sjøofficeren?" - spurgte han.

"Ja og Nei; - svarede den gamle betænksomt for
ikke at vige et Haarsbred fra Sandheden; - "hun lod
sig forlede til at sige "Ja," men flygtede saa af Huset,
fordi hun ikke vilde have ham; hun tilstod mig med
Graaden i Øinene, at hun angrede at have sagt Dig
"Nei"."

"Saa det hang saadan sammen," yttrede han spydigt
- "saadan baade "Ja og Nei!" - Becks vilde ikke have
hende til Svigerdatter, saa fik de hende praktiseret fra
Huset over til Holland og - saa vil I, at jeg skal tro,
at det var for min Skyld, hun reiste!" - Han tilføiede
i en trist Tone, idet han langsomt rystede paa Hovedet:

"Gud skal vide, at jeg vilde tro det, - saa gjerne
som mit Liv tro det -; men jeg kan ikke, Mor Kir-
stine! - I er hendes Moster og vil gjerne -"

"Jeg er bange for, at det er din Ulykke, Salve," -
afbrød hun strengt - "at Du ikke aarker fuldt ud at
tro nogen paa denne Jord; derfor blir Du altid hæn-
gend ved Folkesnak og Tvivl. Med de Tanker, som Du
nu viser, har Du ialfald intet længer at gjøre indenfor
min Dør. - Men ét vil jeg bede Dig om," - sagde
hun med et mildt indtrængende Alvor i det kloge, kraf-
tige Ansigt. "Forsøg ikke paa at nærme Dig Elisabeth
eller at vinde hende, saalænge som Du bærer et Spor
af de Tvivl mod hende i Hjertet! - det vilde bare føre
til Ulykke for Eder begge."

"Farvel Mor Kirstine!" - sagde han betaget og søgte
hendes Haand til Afsked; men hun vilde ikke tage den
og gjentog blot:

"Husk paa, det er en gammel Kone, som har set ad-
skilligt i Verden, der siger det!"

Han sad eftertænksom i Baaden, medens han lod
sig ro ud til sin Fader i Sandvigen. Underveis op-
gjorde han sig, at han dog vilde holde ved sin Plan om
Hollandsfarten.

SIDE: 128

Vi træffer Salve igjen som Skipper paa Briggen
"Apollo" en blank Oktoberdag ude i Sjøen underveis
til Pürmurende med en Trælastladning.

Efter først at have lagt sin Sjømandsforfængelighed
tilside, var han nok saa tilfreds med sit gamle gisne
Fartøi, hovedsagelig af den Grund, at det var hans
eget.

Hans Mandskab, ialt syv Mand nede fra Tiømø og
Nøtterø hvor han ogsaa selv havde taget Ophold, syn-
tes, at de var komne ombord til en hvas Kar, men
mærkede tillige, at han behandlede dem honnet. Skjønt
de var vant til lidt af hvert, havde de dog allerede paa
den første Tur lært, at de seilede med en ren Vove-
hals, hvis eneste Hensyn var at komme frem og faa
gjort flest mulige Ture, inden Isen stansede Farten
omkring Jul.

Han lagde ud fra Færden i en haard Storm, og til de
udtalte Betænkeligheder svarede han kun i al Munter-
hed, at Vinden var til at komme frem med.

"Apollo" gik for en halv Slør i Seilene, og Nils
Buvaagen havde Tørn ved Rattet. Salve havde truffet
ham igjen i Arendal og overtalt ham til at gaa med
sig i Trælastfarten.

Det, der særlig interesserede ham ved denne Mand,
var den urokkelige Glæde og Kjærlighed, hvormed han
omfattede Kone og Børn; han undte sig knapt selv
sine Rationer ombord.

Salve stod oftere og lyttede til hans naive Fortæl-
linger om de Gjenvordigheder, han havde gjennem-
gaat, og de var mange.

Den haardbare Kaptein, der syntes lige saa langt fra
sentimentale Tanker som fra Maanen, gik i Stilhed og
misundte sin Rorgjænger. Han tørstede efter den Her-
lighed, som denne Mand eiede, og gik og tænkte paa,
at ogsaa han kunde havt den, - om han bare kunde
været troskyldig dum nok til at tro alt, - lo han ind-
vendig bittert.

SIDE: 129

Men han var nu desværre engang ikke født blind.
Elisabeth havde, - det var mere end Bevis derfor -,
sat sit første og bedste Sind til Sjøofficeren, og saa, -
ja saa var han kanske god nok!

Han havde mere end ellers en skjærende Følelse af,
hvor lavt og usselt hans eget mistroiske Tankesæt dog
var imod denne Mands, i hvis Sind visselig netop alt
det vilde have reist sig, som kunde talt for Elisabeth,
og han beundrede den enfoldige Nils, som reiste saa
trygt og kunde komme hjem saa glad uden at slippe
en Tvil ind i sit Hjerte.

Han forestillede sig ham siddende i sit fattige Hjem
med en vis lykkelig Værdighed, - med et Barn paa
hvert Knæ og de andre kravlende og hængende om-
kring sig.

Det var det Slags Betragtninger, som beskjæftigede
ham, medens han usædvanlig langsomt og ofte stan-
sende gik frem og tilbage henover Dækslasten; og det
var den sidste Tanke, der kastede sit Skjær henover
hans Ansigt, idet han bestemte sig til paa denne Tur
at tage fra Pürmurende ind til Amsterdam for at se
Elisabeth.

Skipper Garvloit, til hvem Elisabeth var kommet,
boede i den livlige Gade, som gaar ned til Dokken i
Amsterdam.

Husrækken bestaar af tre, fire Etages Murhuse i den
vanlige hollandske Stil med grønne Jalousier og trange
Indgangsdøre med polerede Messinghamre.

Paa den anden Side af Gaden gaar Kanalen med
sine forskjellige Broer ind igjennem Staden, opfyldt
med alskens Smakker, Skøiter og mindre Kofskibe un-
der Afladning.

Madam Garvloit, der var en sygelig Kone med fire
halvvoksne Børn, følte mere og mere Støtte i denne
sunde og stærke Natur, som saa heldigt var kommet

SIDE: 130

hende til Undsætning i hendes Gjenvordigheder, og
fandt sig overbærende i adskillige Egenheder ved hen-
des Væsen.

Et eget Alvor gav hende noget særligt tiltrækkende
for ældre, medens hun paa den anden Side i Leg sam-
men med Børnene ofte var rent overgiven og vild; -
det kunde med Elisabeth i Spidsen gaa op og ned ad
Trapperne i en Kehraus, saa at Madam Garvloit un-
dertiden var fristet til at holde Styr paa hende.

Til andre Tider var hun igjen den hele Dag saa
betænkt og ordknap, at de troede, hun led stærkt af
Hjemvé.

Husets yngre Herrebekjendtskaber, - en elegant
Kommis ved et af de større Kontorer oppe i Byen, der
affekterede lidt af en Mynheer, samt en lyshaaret, rød-
musset Skippersøn ude fra Vlieland -, var begge
Slægtninge af Garvloit.

Uagtet Elisabeth i sin selvforglemmende Ligefrem-
hed mod dem ofte ikke syntes at kjende de vedtagne
Former, kom de dog snart paa det rene med, at der
alligevel var det, der forbød at nærme sig den unge
Pige over den Streg, hun selv angav. Af hendes Væ-
sen skimtede frem noget alvorligt, næsten myndigt,
som de følte sig underlegne, men som tillige netop
gjorde hende saameget mere indtagende, naar hun
spøgte, og hendes udtryksfulde Ansigt straalede af
overgivent Lune.

De to kom regelmæssig hver Søndag, var overmaade
skinsyge paa hverandre, overbød hinanden, naar Lei-
lighed gaves, og havde begge den bestemte Følelse, at
du sukkede forgjæves.

Den anden Høst, da Skipper Garvloit kom hjem, for-
talte han, at Sjøløitnant Beck var forlovet med Post-
mester Forstbergs Datter i Arendal, og han bragte selv
mange Hilsener fra hende til Elisabeth. De skulde
giftes til Vaaren.

Efterretningen var en stor Glæde; thi det havde
mangen Gang hvilet tungt paa hende, at Beck maaske

SIDE: 131

nu levede ulykkelig for hendes Skyld; - hun sluttede
af sin egen Følelse for Salve.

Det var som en stille Festaften for hende, da hun
ved Sengetid sad alene ved Vinduet oppe i sit Værelse
og saa nedover Kanalen og Skibene i det rolige Maane-
skin. Hun tænkte paa sin Veninde og forstod af hen-
des Hilsen, at hun ikke kjendte noget til hendes For-
hold til Sjøofficeren.

Hun var lettet, saa lettet ved at vide, at han dog ikke
havde taget Forholdet til hende dybere. Et Smil, der
tegnede sig ved Læben, viste dog, at han samtidig og-
saa blev veiet, og hendes Tanker gled siden, medens
Maanen satte den gule Vinduesramme inde paa Væg-
gen over hendes Seng, den Vei, de helst vilde - ud-
over i Verden til Salve.

Hun sad slig med det svære Haar opløst over de
kraftige, velformede Skuldre, sammensunken i sig selv
og aandsfraværende. Udtrykket blev mere og mere
sørgmodigt, og der gik enkelte Trækninger over hendes
Ansigt.

Det kunde komme saa bitterlig tungt paa hende, at
det var hendes Skyld, at Salve var gaat ud i Verden og
blevet et fortvilet Menneske; - det var det stille Nag,
hun stadig søgte at komme fra, og som hun paa den
anden Side saa gjerne vilde dvæle ved. Hun saa ham
i Tanken ulykkelig og stolt, med det blege Ansigt og
de skarpe, kloge Øine fæstede hadefuldt paa hende,
som havde forvoldt det.

En Idé foresvævede hende om at klæde sig som
Matros og gaa ud i Verden og lede ham op. Men, fandt
hun ham, vidste hun igjen, at hun for Skamfuldhed
ikke turde vise sig for ham; thi hun havde jo saagodt-
som tilhørt en anden, og hun vilde ikke for alt i Ver-
den læse den haarde Afvisning i hans Øie.

Hun hulkede krampagtigt med Hovedet i Armene,
indtil hun tilslut sov ind mod Vindueskarmen.

- Elisabeth havde været tre Aar i Garvloits Hus,
da den Ulykke hændte, at Garvloit mistede sit Kofskib
ved en Stranding ude ved Amland. Han tabte derved

SIDE: 132

det meste af, hvad han eiede, og, hvad der var det
værste, tillige Udsigten til fremtidigt Livserhverv som
Skipper; thi han savnede Midler til at kjøbe nyt Fartøi.

Der herskede i den Tid en trykket Stemning i Hu-
set, og Elisabeth, der indsaa, at hun nu blev nødt til
at forlade det, var meget sørgmodig; hun havde faat
disse Mennesker kjær.

Den tykke svære Garvloit var bleven kjendelig ma-
ger. Han gik i Skjorteærmer og viftede sig med et
Bastes Lommetørklæde med de noget korte besværlige
Arme - om det var for Bekymringerne eller for Som-
merheden, kunde være uvist. Han mindede om et eller
andet kortbenet Sjødyr, en Sælhund eller Hvalros, der
er kommet op paa Land.

En Dag fik han en Idé, som synlig slog mere og mere
ned i ham; thi han gik overmaade uroligt viftende
frem og tilbage i Stuen den hele Eftermiddag. Det
var, om det ikke skulde lade sig gjøre at oprette et
Værtshus for Sjømænd. Huset laa overmaade beleiligt
til lige nede ved Dokken. Nedenunder kunde de have
Matrosstue, og ovenpaa var en Sal, hvori de kunde be-
værte Skippere og Styrmænd. De havde Værelser nok.

Garvloit nævnede dog intet, før Sagen var fuldt be-
sluttet og afgjort hos ham. Da traadte han en Dag ind
til sin Kone med en Rulle trykte Plakater og et stort
Brædt.

"I Guds Navn, Garvloit, - hvad er det?" udbrød hun.

Garvloit vendte Brædtet med en vis Høitidelighed
uden at sige et Ord.

Der stod med store forgyldte Bogstaver at læse:
"Stjernen". Han sagde betydningsfuldt:

"Det er vor nye Levevei, Kone! - I næste Maaned
hænger Skildtet over vor Dør; - disse Plakater er til
at slaa op og uddele paa Skibene nede i Havnen. -
Garvloit ligger ikke overende endda, forstaar Du!"
endte han lidt selvbevidst i Anledning af sin Idé.

Og nu udviklede han, hvorledes han selv agtede at
være Vært, og at Elisabeth skulde hjælpe ham med at
styre det hele.

SIDE: 133

Madam Garvloit gjorde kun en svag Indvending.

"Du véd jo, at Du ikke taaler at drikke Øl, min Ven!"

En anden Indvending, nemlig, hvad man hjemme i
Norge vilde sige, naar de hørte, at hendes Mand var
sunken ned til en simpel Værtshusholder, beholdt hun
klogelig for sig selv. Hovedsagen var, at de kom i en
Levevei, og - saa havde de den store Trøst at kunne
beholde Elisabeth hos sig.

Den sidste Rest af sin Forfængelighed gav hun Luft
i den Yttring til Elisabeth, at de hjemme ikke vidste
af Millionærer i Træsko som i Holland, og Manden
fandt hende ivrigere, end han havde ventet.

Han var vant til at støtte sig til hendes større For-
stand og vilde følt sig meget ilde ved, om hun havde
været imod Sagen.

Saaledes gik det da til, at der i den af Trafik fyldte
Gade ved Kanalen en Mandag Morgen straalede i blaa
Grund et forgyldt Skildt: "Stjernen" over en af Ind-
gangsdørene.

"Stjernen" var oprettet i en beleilig Stund og paa et
beleiligt Sted.

Der samlede sig saagodtsom straks Gjæster fra Ski-
bene i Havnen baade nedenunder og ovenpaa, saa at
der blev Udsigt til en stadig tiltagende Trafik.

Garvloit præsiderede gjerne selv i den renlige Stue
bag Disken, paa hvis Yderende der stod en Hob Sten-
krus med Tinlaag, medens der inde ved Væggen i en
Kasse med Kardustobakker stak op lange og korte hol-
landske Kridtpiber, hvoraf en ny og stoppet altid rak-
tes Gjæsten sammen med det rekvirerede.

Skjult under Disken, der hvor Stenkrusene stod, laa
Øltønden med sin blanke Hane over et Kar, der optog
Dryppet. Hylderne ovenfor bar lagvis et helt Apothek
af Bouteiller og Krukker med stærkt, hvoriblandt endel
skudtryggede, sortgrønne hollandske Geneverflasker.

Elisabeth fik som Husbestyrerinde nok at gjøre og
befattede sig ikke direkte med Opvartningen uden naar
noget særligt skulde arrangeres for Gjæsterne ovenpaa.

Af og til kom hun dog ogsaa ned i Stuen i et eller

SIDE: 134

andet Ærinde eller for at forvisse sig om, at intet
manglede, og Rygtet om den smukke Elisabeth i
"Stjernen" bidrog ikke saa lidt til Søgningen.

De Nordmænd, som kom til Amsterdam med Bjæl-
ker, - de fleste af dem lossede dog oppe i Pürmurende
eller Alkmar - holdt sig ufravigeligt til Stedet.

Elisabeth talte ofte med dem for Landsmandskabets
Skyld, og naar hun hørte, at nogen af dem havde været
i Langfart, kunde hun let og som leilighedsvis fritte
efter, om de havde hørt noget til en Sjømand af hendes
Bekjendtskab, som hed Salve Kristiansen og var fra
Arendal.

Det laa til Elisabeths Natur at have en god Portion
Villie, og der i Huset, hvor hun nu egentlig styrede alt,
blev denne Side hos hende ikke lidet udviklet. Den
unge Piges Kraft og bestemt opgjorte Meninger om alt,
gav hende ofte noget ensidigt umedgjørligt, og det var
ikke frit for, at hun undertiden forekom Madam Garv-
loit for mægtig.

Paa ordknappe Humørsdage, da hun gjerne var
feberagtig driftig, - oversaa hun i Farten let de Hen-
syn, som hun skyldte Husmoderen, og kunde uden
videre sætte hendes Anordninger tilside.

Madam Garvloit nævnte dog paa sin forbeholdne
Maade intet ligefrem om dette; hun bebreidede hende
kun, at hun bar sig uhøfligt og overseende ad mod
Kommissen.

Elisabeth svarede, at han kjedede hende; men Ma-
dam Garvloit mente strengt, at en ung Pige burde have
Levemaade nok til ikke at vise dette.

Sandheden var virkelig, at Elisabeth manglede ikke
saa lidt af denne; hun vilde nødig paalægge sig Tvang
og syntes i det hele taget, at det var urimeligt, at én
skulde bære sig ad, som om noget var morsomt, naar
det var kjedeligt.

- En Formiddag, da Elisabeth havde meget at ordne i
Huset, gik hun skyndsomt gjennem Beværtningsstuen.

SIDE: 135

Ved et af de smaa Borde sad en skjægget Mand i
blaa Düffildspjekkert. Han havde et endnu urørt Krus
Øl foran sig.

Hun havde i Skyndingen faat Indtryk af, at det
maatte være en Styrmand eller Kaptein; men der
maatte have været noget ved ham, som gjorde hende
opmærksom; thi i Døren vendte hun sig et Øieblik
paany og saa hen paa ham, førend hun gik ud.

Han var saa bleg og havde sendt hende et Blik.

Da hun stod udenfor Døren, vidste hun, at det var
Salve.

Hun stod skjælvende og pillede paa Dørkinken i den
dybeste Sindsbevægelse, aabenbart i Beraad med, om
hun skulde vove at gaa ind igjen.

Hun trykkede paa Klinken med en Bevidsthed om,
at den vilde gaa op, førend hun egentlig havde beslut-
tet det. Døren aabnede sig igjen, og Elisabeth gik med
nedslagne Øine, rød som et dryppende Blod, gjennem
Stuen og bøiede lidt paa Hovedet som til en Hilsen,
da hun kom forbi ham.

Hun var alt kommet hen imod den modsatte Ud-
gang, da hun hørte en sagte, bitter Latter bag sig.

Nu vendte hun sig pludselig med en stolt Mine og
saa paa ham.

"Goddag, Salve Kristiansen!" sagde hun fast og roligt.

"Goddag, Elisabeth!" - svarede han noget hæst, idet
han forvirret reiste sig.

"Ligger Du med Skib her i Amsterdam?"

Han satte sig igjen; thi der var noget ved hende, som
nu nægtede Tilnærmelse.

"Nei i Pürmurende, - jeg kom blot hidind forat -"

"Du gaar altsaa i Trælastfarten nu?"

"Ja - Elisabeth!" - vovede han at tilføie i en anden
Tone, hvori der laa meget.

Men nu hilsede hun paa den samme stolte Maade til
ham og gik ud.

Salve sad en Stund med sammenpressede Læber og
saa ned for sig.

Da hun første Gang havde vendt sig i Døren, havde

SIDE: 136

han følt paa sig, at hun vilde komme ind igjen, men
han havde da ventet sig en anden Scene.

Hans Natur var blevet ikke saa lidt af en Tyrans.
Det, han allermindst taalte, var Underkastelse, og, da
hun nu kom ind saa stille ydmyg med Erkjendelsen
af sin store Uret skrevet i sit Ansigt, følte han sig plud-
selig med en vis fortærende bitter Lyst paa Dommer-
sædet.

Han vilde først se hende knust for sig, - saa skulde
han have tilgivet og elsket hende med hele sin Sjæls
Lidenskab.

Men i hin Stund, da hun stod der ved Døren med
Hovedet, der bar sig saa ædelt, blegt løftet af tilbag-
trængt Krænkelse og talte saa roligt - havde han følt,
at han med ét blev fjernet længere fra hende, end den-
gang, da han endnu færdedes paa den anden Side af
Jorden.

Salve sad med en fortvivlet, smertefuld Harme over
sig selv.

Hvor var hun ikke rank og stolt! Og han selv? -
hvor var han ikke en smaalig, elendig Kar!

Under dette sidste bittre Opgjør satte han Kruset,
hvormed han i Tanker havde leget, haardt i Bordet og
fo'r ud.

Han gik den Eftermiddag længe henad Stenkaierne
nede ved Havnen og veiede mørk paa en Beslutning.

En Stund blev han staaende og saa udover alle Ski-
bene, og hans Mine antog et tungsindigt Præg.

Hans øvede Sjømandsøie kjendte paa deres forskjel-
lige Udseende, i hvad Fart hver af dem hørte til. Hint
svære af Sol og Sjø medtagne Fartøi, der laa saa høit
paa Vandet med Kobberhuden irret og uren af Mus-
linger og med de efter Kjættingen rustgule Klyds, var
en Kaffefarer fra Java; det næste med de ved Lugerne
efter Lossingen dybt opfilede Sider gik med tunge
Jernvarer og Stykgods i Langfart; det tredie, hvis
Skrog var graahvidt af størknet Sjøsalt, fo'r med
Sukker og Rhum paa Vestindien; den fjerde, der laa
saa undersætsig bred og tømmerfast bygget, med de

SIDE: 137

opbrasede tykke Ræer og Tønden i Masten, var en fra
Spitsbergen hjemvendt Hvalfanger.

Han stod og tænkte paa de lange Furer, som ethvert
af disse drog i Havet, paa det rodløse, flakkende Liv
ombord i dem, og følte med en opstigende Angst, at
han selv igjen stod paa Randen til at blive kastet til-
bage ud i denne Færd. Det beroede nu paa Elisabeth;
men hans Haab var saa lidet.

Salves Natur hørte til dem, der pines dobbelt ved at
opsætte, og, da han igjen gav sig til at gaa, var han
saa halvt bestemt paa at se sin Skjæbne afgjort straks.

Medens han gik i disse Grublerier op imod Broen,
saa han dog én Grund til at vente dermed, - og han
tænkte midt i sit Oprør overmaade koldblodigt - den
nemlig, at det første uheldige Indtryk maaske dog
burde faa Tid til at sætte sig.

- Det havde været en høstgraa, taaget Dag; men nu
klarnede det af med enkelte blaa klare Pletter, og, da
han kom over Broen, kastede Eftermiddagssolen plud-
selig sine Straaler glimrende ind imod Ruderne op-
efter Gaden ved Kanalen .

Ovenpaa i Garvloits Hus stod Elisabeth i det aabne
Vindu! - ogsaa hun havde den Dag Trang til at være
ene med sine Tanker.

Salve saa hende og blev et Øieblik staaende i Be-
tragtningen af den Skikkelse som lænede sig udover
Vindueskarmen.

"Dette velsignede Hoved er mit!" - udbrød han,
uden at vide det, høit, lidenskabeligt.

Han sprang som et Lyn den korte Vei opad Gaden
og ind i Garvloits Gadedør.

Elisabeth hørte Døren i Værelset gaa op bag sig.

Da Salve uventet stod for hende, sank hun et Øieblik
ned paa Stolen; men hun reiste sig raskt med en for-
skræmt Mine, næsten som hun havde en Fiende for sig.

"Elisabeth!" - sagde han sagte - "vil Du paany
sende mig ud i Verden? Gud véd, hvordan jeg da
kommer tilbage."

Hun svarede ikke, men stod stiv bleg og saa paa

SIDE: 138

ham; det var, som hun glemte at trække Aanden og
bare ventede, at han skulde sige mere.

"Bliv min Hustru, Elisabeth," - bad han - "saa
vil jeg vokse op til et godt Menneske igjen. - Hvilken
ussel Kar jeg er blevet uden Dig, det fik Du Syn nok
for i Formiddag!"

"Det véd Gud, Salve" - svarede hun, medens Taa-
rerne brast ud af hendes Øine under den indre Be-
vægelse, som hun søgte at beherske - "at Du alene
har havt mit Sind ogsaa dengang, jeg ikke kjendte mig
selv -; men jeg maa først vide i fuld Sandhed, hvad
Du tænker om mig."

"Det samme, som jeg tænker om Guds Engle, Elisa-
beth!" - sagde han inderligt og vilde tage hendes
Haand.

"Véd Du at jeg - engang holdt paa at blive forlovet
med den unge Beck?" spurgte hun rødmende, men med
noget fast paagaaende i Øiet -; "jeg forstod mig den-
gang ikke paa mig selv, men tænkte bare paa Fjas og
Flitter, til jeg maatte flygte fra det hele."

"Tal ikke om det, kjære, velsignede Elisabeth! din
Moster har fortalt mig det altsammen."

"Og Du har ikke nogen Tvil imod mig i din Tanke?
- Thi det vil jeg ikke bære, slig som idag, Salve! -
kan det ikke, forstaar Du vel?" - sagde hun bevæget
i Stemmen, idet hun med dyb Overbevisning saa ham
fortroligt lige ind i Sjælen.

"Tvil? - mod Dig!" - her lagde han hendes Haand
paa sit Hjerte.

I denne Stund vidste han trygt, at hun aldrig havde
sat sit egentlige Sind til Sjøofficeren.

Over hendes Ansigt gik et usigelig straalende lykke-
ligt Skjær; - de saa et Øieblik paa hinanden, og Salve
slog sine Arme om hende.

De stod slig, som de ikke vilde slippe hinanden igjen,
Kind til Kind, talte ikke, tænkte ikke.

Det var ikke frit for, at der var Krampegreb i denne
Kjærlighed, - endnu dyb Mistillid til den lykkelige

SIDE: 139

Virkelighed, instinktmæssig Angst for at miste den
igjen.

De stod i Garvloits Dagligstue ovenpaa midt paa
Gulvet, - og midt i Døren stod tykke Garvloit aldeles
haandfalden ved det Skue, han havde foran sig. Han
saa hjælpeløs ud og gjorde et Par sprællende Vip med
de korte Arme, som han vilde bortstøde Synet.

Ingen af dem havde mærket, at Døren var gaat op.

Endelig fik Elisabeth Øie paa ham og - ikke med
Forvirring, men med en heftig Trang til at meddele
sin Lykke, - udbrød hun:

"Det er min Kjæreste!"

"Saa det er din Kjæreste?" sagde han betuttet og
rykkede raadvild et Skridt tilbage.

"Mit Navn er Salve Kristiansen, Skipper paa
"Apollo"!" - tilføiede Salve uden at slippe hende; han
syntes alt omkring sig var Smaating.

Garvloit havde imidlertid fundet en Udvei. Han
vendte sig og raabte gjentagne Gange stedse høiere
nedefter Trappen: "Andrea! Andrea!" -

Og, da hun ikke kom, stolprede han usædvanligt
hastigt for sin Korpulence ned ad Trappen.

Ved den nederste Bøining blev han imidlertid
staaende og stirre hen for sig. Og Madam Garvloit
overraskedes ved at se ham staa saa betænkt, tydelig
med en Bekymring i Ansigtet, og spurgte forbauset,
hvad der var paafærde.

"At jeg blir ruineret," svarede han trist.

Hun saa paa ham uden at begribe Meningen; men
forstod, at der var noget rigtig galt paafærde.

"Elisabeth sidder forlovet ovenpaa med en Skipper
Gud véd hvem" - sagde han langsomt -.

"Du kan selv se efter." Og derpaa udtalte han efter
en Pause, dybt sukkende, sin Bekymrings egentlige
Knude: "Hvem skal nu styre Huset? - Jeg faar aldrig
i Verden nogen som Elisabeth."

Madam Garvloit var mere raptænkt end sin Mand.
Hun gik forbi ham opad Trappen og fik med egne
forbausede Øine Rede paa Sagen.

SIDE: 140

"Jeg har kjendt ham, siden jeg var en liden Pige"
- endte Elisabeth sin afbrudte Forklaring.

Madam Garvloit viste den mest levende, uskrømtede
Deltagelse.

Hun behøvede ikke at hykle; thi hun var en Kvinde,
der havde Hjertet paa rette Sted, og hun forstod, at
dette var en Kjærlighed, som havde sin gjemte Roman.
Hun var meget nysgjerrig, men opsatte dog at spørge
til bedre Leilighed.

Imidlertid indbød hun Salve til at komme og gaa i
Huset, naar han vilde. Og siden kom ogsaa Garvloit
op og viste sig meget venlig; - kun syntes han, at
Salve var vidunderlig træg til at ville gaa igjen, thi
det blev sent og udover hans Sengetid.

Elisabeth fulgte ham ned i Gangen; - det var, som
han skulde reise til Nyholland istedetfor at komme
igjen den næste Dag.

- I den lille Hue til den klædelige hollandske Dragt
stod hun med en forventningsfuld, festlig Mine i den
stille Høstmorgen, hvori Taagen holdt paa at lette og
alt ventede paa Solens Gjennembrud.

Salve havde speidet omkring Huset, før nogen Port-
dør i hele Gaden var aaben, og da de hilsedes, strøm-
mede der et Skjær af Overraskelse og Glæde over hen-
des Ansigt.

Madam Garvloit gik under et Paaskud ud af Stuen
for at lade dem alene.

"Ser Du, Elisabeth!" sagde han med noget høitide-
ligt i Stemmen. "For fem Aar siden var jeg i Boston,
og da kjøbte jeg disse Ringe." -

Han tog dem frem af Papiret og lagde dem i hendes
Haand. - "Jeg har havt megen Tyngsel og Sorg i den
Tid; men saa har jeg dog gjemt dem alligevel, indser
Du nok."

Hun faldt ham pludselig om Halsen og gjemte sig
ved hans Bryst og, da han betragtede hende, saa han,
at hun var heftig bevæget og græd.

Siden havde de jo nok med Ringene og at tale om
dem.

SIDE: 141

De var begge massive og glatte, og Elisabeth fandt,
at det var de smukkeste Ringe, hun havde set.

Idet hun prøvede dem begge over hinanden paa sin
Finger og holdt Haanden op imod ham for at vise
dem, sagde hun:

"Det er den første Ring jeg i mit Liv har eiet!"

Hun saa en Skygge fare over Salves Ansigt og blev
lidt rød; thi nu først indsaa hun, hvad der laa nær til
at tænke, - at Sjøofficeren dog muligens kunde have
opnaaet at faa sætte en saadan paa hendes Finger.

Dette Indtryk var dog kun let forbigaaende, Kjær-
lighedens Selvbevarelsesinstinkt skjød det uvilkaarlig
bort hos dem begge og begrov det under den nærvæ-
rende Lykke.

Hun havde endnu ikke vovet at spørge, naar han
skulde reise igjen, men det svævede hende flere Gange
paa Læben. Hun vidste jo, at Skibet laa oppe i Pür-
murende, og var bange for, at det kunde være allerede
den næste Dag. Men hun sagde endnu intet og tænkte
at opsætte Spørgsmalet til om Eftermiddagen, naar
han kom igjen. Da han skulde gaa, overvandt hun sig
dog og spurgte noget uvis i Stemmen:

"Naar skal Du reise?"

"Tirsdag Aften, Elisabeth! - Onsdag Morgen maa
jeg være i Pürmurende! der er ingen Raad for det."

Der blev Glæde; - hun havde vundet fem hele Dage!

Disse hengik i en Rus; - kun altfor snart.

Søndag Middag efter Gudstjenesten var der et Slags
Folkefest i Amsterdam.

Paa det berømte Raadhus, - der havde været Re-
gjeringens Sæde i Hollands store Dage, dengang Ruy-
ter og Tromps Kanoner tordnede i Havet udenfor, og
de fine, pengearistokratiske Raadsherrer sad derinde
om Republikens Raadsbord og styrede, - var den Dag
udstillet det nye Billede af de unge hollanske Helt
van Spyck, som sprængte sit Skib i Luften under Kri-
gen i 1830 imod Belgien. Det skulde høitidelig afsløres
og have Plads paa Raadhusvæggen blandt Hollands
Nationalminder.

SIDE: 142

Den pyntede Folkemasse togede derop i store Strøm-
me gjennem alle Gader, stansede op og bølgede som
et Hav ude paa Raadhuspladsen, medens en brusende
Musik spillede Nationalmelodien:

"Wien Neerlands bloed door de aders vloeit."

Det var paa alle Ansigter at læse, at der susede en
Storm af Nationalstemninger i Luften.

Elisabeth gik ved Salves Arm med Festens Skjær
over sig.

Ogsaa han var høitidelig tilmode, skjønt han ikke
kunde føle sig saa hjemme i Forholdene som hun,
og hans Stemning var ialfald delt; thi han kunde ikke
blive træt af at se paa Elisabeth.

Endelig kom de foran det store Maleri.

Det forestillede den syttenaarige Kadet paa Kanon-
baaden i det afgjørende Øieblik.

Hun stod med Hænderne sammen foran sig en
Stund stumt optaget, medens han bagom holdt hende
fri for Trykket af Mængden.

"Ser Du." - sagde hun og vendte sig halvt om til
ham uden dog med Øinene at slippe Maleriet; - "der
staar han, medens den belgiske Kaptein opfordrer ham
til at overgive Kanonbaaden! - Han har ingen Udvei!
thi de er for mange" - vedblev hun optaget af Med-
følelse. - "Men ser Du ikke, hvad han tænker? Jo,
det staar til at læse udenpaa ham; han beder om at
faa hente op Skibspapirerne til dem.

Ser Du, hvor smuk Uniform han har, Knapperne og
den lille Dolk. Han ser saa fin ud," - sagde hun
sagtere med et Udbrud af sin gamle, barnlige Begeist-
ring for det Slags Stas.

Ved disse sidste Ord gik der som et pludseligt Stik
gjennem Salve; - hun sværmede altsaa endnu for det
Væsen, og han stod bleg bagom hende, medens hun
vedblev at se paa Maleriet og tænkte høit til ham:

"Stakkars vakkre Gut! - men han aarker ikke at
overgive sig, - jeg forstaar det saa godt. - Og saa
gaar han nedenunder," - vedblev hun med dæmpet
Stemme, medens hun uvilkaarligt foldede Hænderne

SIDE: 143

med en Mine, som hun i Tanken fulgte efter ham; -
"og sprænger Belgieren og det hele i Luften, forstaar
Du!" - sagde hun, idet hun med et høit Skjær i sit
Ansigt og med vaade Øine vendte sig om til ham.

Han svarede ikke, og hun tog det for, at han lige-
som hun var optaget af Scenen foran dem.

Hun vendte sig atter mod Maleriet.

Men, medens hun, efter at have givet sine Følelser
Luft, stod smilende hensunket og tænkte paa, at hun
dog kjendte én, der vilde have gjort van Spyck hans
Bedrift efter, nemlig han, som i dette Øieblik stod
bagom hende, - var Maleriet for hans Øine blevet til
noget graat, fiendtligt. Han kunde skudt van Spyck
tvert igjennem Hjertet for hans Uniforms Skyld.

Han skjulte dog sine Følelser for hende, men var
hele Tiden paa Hjemveien meget ordknap og alvorlig,
hvilket hun dog, optaget af Festen og talende om sit,
ikke lagde Mærke til.

Først om Eftermiddagen var dette Indtryk forsvun-
det hos ham; - det var, som han havde havt en ond
Drøm. For sine Øine havde han jo Elisabeth virkelig,
trofast og varm, bringende Glæde over hele hans Sjæl.

Salve underrettede Garvloit om, at de havde beslut-
tet at gifte sig, naar han kom igjen til Vaaren i Be-
gyndelsen af April. - De var nu i December.

"Det blir lange fire Maaneder" - mente Salve tungt
den sidste Aften.

Elisabeth tænkte det samme. Hun var bleg, men
søgte at vise sig modig, fordi hun saa, at han var be-
drøvet.

De sidste Ord blev endelig sagt; han kyssede hende
og sagde:

"Til Vaaren, Elisabeth!"

Og hun stod med Taarer i Øinene og saa efter ham,
indtil han forsvandt over Broen.

SIDE: 144

Det gik, som Salve instinktmæssig saa mørkt havde
forudfølt; - det blev en lang og trist Vinter for ham.

Han boede i Tønsberg, men søgte lidet Omgang med
de andre Skippere, hvoraf der om Vinteren altid er
mange.

En tid levede han jo paa Erindringen om den vid-
underlige Uge i Amsterdam; men saa begyndte hans
ulykkelige Sind efterhaanden igjen at prøve og veie
Beskaffenheden af det Guld, han havde vundet, og der
sneg sig Tvil ind hos ham, én for én. Var det Lev-
ningerne af sit Hjerte, hun havde budt ham at leve
paa, eller var det hendes eget fulde, friske oprindelige
selv, hun havde givet ham?

Den Tanke, han havde havt, da hun viste frem Rin-
gene, blussede nu op; - hun var nær blevet Sjøoffi-
cerens Brud! Og det steg for ham hvorledes hun havde
staaet med Beundringens Glød i sit Ansigt foran Ka-
detten van Spycks Portræt.

Han overveiede for sig selv, at det dog var en Glans,
hun af Hjertet satte Pris paa, hvorpaa hun havde
givet Afkald.

Hvorledes kunde Sammenligningen staa i hendes
inderste ind mellem alt dette, mellem det at blive en
høi Frue, hvortil hele hendes stolte Natur passede, -
og det at blive en for Eksistensen kjæmpende Sjø-
mands Hustru!

Og saa hendes dybe Ømfindtlighed for, at der rørtes
ved dette. Hun havde jo gjort det til en Betingelse ved
selve Forlovelsen.

Jo mere han tænkte, desto mere utryg fandt han
Grunden, hvorpaa han havde bygget; det hele udvor-
tes saa deilige Æble viste sig for hans Øine ormstuk-
ket inde i Kjærnen; - det blev, som han burde kaste
det fra sig.

Og dog var der inderst i hans Hjerte en Følelse, som
modsagde det altsammen. Naar saa de Tanker kom
op, - hvor ussel og elendig saa han sig ikke selv!

SIDE: 145

"Bare hun var her!" - raabte det indeni ham som
efter Hjælp; thi han følte, at der var Fare for, at hans
bedre Jeg skulde drukne i alt dette.

Han gik ofte med Tanke paa at skrive til hende;
men saa var der saa meget, som ikke burde siges og
ikke turde siges, at han opgav det igjen; - det vilde
blive Gud véd hvor langt.

Endelig besluttede han sig en Dag dertil. Det blev
lydende saa:

"Til velagtede Jomfru Elisabeth Raklev.

Hvad som vedkommer "Apollo", da ligger den med
de andre Skibe i Rækken oppe ved Selvigsstrømmen,
og Isen er vel en Fod tyk og kleint med Udsigterne til
Isløsningen, som vil blive sen iaar, som alle her spaa;
den er vel forvaret med Vagt og Riggen leiet ind paa
Pettersens Takkelloft. Men hvad som vedrører Kap-
teinen, som Du i Amsterdam sagde, at Du havde sat
dit fulde og eneste Hjerte til, saa fast, at det ikke kunde
rokkes, nei ikke af nogen Magt eller Kraft i Verden!
- saa har han tænkt meget over og vilde gjerne holde
ud og se Dig igjen før hele Landtauget er skamfilet.
For det skaver paa sidste Trevlerne synes jeg. Men
saa jeg Dig, vilde det blive saa stærkt; at det kunde
holde, hvor haardt saa Strømmen gik; men Du skal
undskylde den som er bleven saa klein paa de fem
Aar Du véd nok; men jeg vil ikke sige, at det er din
Skyld, men hellerikke gjøre mig bedre end jeg er, for
jeg har Tiltro paa Dig, Elisabeth, men ikke slig Lid
til mig selv, som er Feilen, som ingen kan gjøre for.
Naar Du læser dette Brev, Elisabeth, maa Du huske
paa den Sjømand, som ligger indefrossen og ikke
glemme det ogsaa bagefter, til vi ses igjen, hvorfor jeg
vilde give Halvdelen af mit Blod om det hjalp eller
mere, for jeg tæres op her, - saa længes jeg efter at
se Dig igjen. Og lev nu vel af Hjertet. Jeg vil lide
paa Dig af al min Hu midt i tyngste Laget til sidste
Stunden og hart haabe paa Dig. Lev vel Du elskede
Pige med stor Hilsen fra

Salve Kristiansen."

SIDE: 146

Dette Brev kostede Elisabeth mangen Taare.

Hun sad over det om Aftenerne, før hun gik tilsengs
og følte saa tungt og bittert, at det var hende, som
havde gjort ham slig, at han nu havde ondt for at
forlade sig paa hende; thi hun forstod kun altfor godt,
hvad der laa imellem Linierne.

"Kunde jeg blot været hos ham" - tænkte hun og
havde en stedste stærkere Trang til at sende ham sit
Svar; men hun havde aldrig lært rigtig at skrive eller
at styre et Brev.

Efter megen Møie og studeren fik hun dog sammen
et Par Linier efter en Erindring af Katechismussen:

"Til min Kjærste Salve Kristiansen!

Du skal forlade Dig paa Gud og bagefter ham paa
mig af alle Mennesker, som holder vist af Dig i alle
Maader og tro mig. Det er Sandhed af din evige ufor-
glemmelige

Elisabeth Raklev
og til Vaaren Elisabeth Kristiansen."

Dette Brev lagde hun sammen og fik en af Garv-
loits Sønner til at skrive udenpaa, men hun gik for
Trygheds Skyld selv med det paa Posthuset.

Salve overraskedes en Dag af dette Brev. Han gjæt-
tede, hvorfra det kom, og nølede med at aabne det af
Frygt for, at der kunde staa et Opslag i Anledning af
hans sidste; - han huskede paa, hvorledes hun havde
taget det i Amsterdam.

Han læste det med en overstrømmende Glæde som
den, der havde faat sort paa hvidt for Tingen. Han
lagde det hvergang igjen forsigtig ind i sin Lommebog
og var en Tid en ganske anden Mand.

Men, som Dagene gik, begyndte Papiret efterhaanden
at mattes i Værdi for hans Øine; det blev ham
mere og mere kun en død Lap, en skreven Forsikkring
om, at hun nu elskede ham; men ikke om, at han var

SIDE: 147

hendes egentlige første og dybeste Kjærlighed, - og
heri laa Tvilen.

Det var paa høie Tid, at Isløsningen kom, og Arbei-
det optog ham; - han taalte ikke at gaa ledig med
sine Tanker. Og derpaa opfyldtes hans Sind næsten
med Forglemmelse af alt, hvad han den Vinter havde
lidt, heftigt af Forventningen om at se Elisabeth igjen
og opleve den Stund, da hun skulde blive hans Hustru.

Salve var kommet til Amsterdam for at holde Bryl-
lup. Han havde dertil kun de fire Dage, hvori Briggen
laa og lastede i Pürmurende, og af Hensyn til Garv-
loits, hvem de vilde spare for Omkostningerne ved at
holde Bryllupet, stod de begge fast paa, at de vilde vies
den samme Dag, de skulde afreise til Pürmurende.

Den Formiddag, Vielsen foregik, udfoldede Garv-
loits Hus al sin Pragt. Stasklædninger til Anledningen
var fremtrukne af gamle Kister fra Garvloiternes tid-
ligere formuende Tider.

Madam Garvloit stod i en svær, stiv, grøn Silkekjole
med indvirkede Blommer, massive Smykker paa Bry-
stet samt en storartet forgyldt Haarklemme, der blin-
kede som et Stykke Krone over Panden.

Garvloit havde kun faat endel af sin Bedstefaders
Stasdragt til at passe om sin korpulente Person, nemlig
en Gyldenstykkes Vest, der sad sid og farefuldt stramt
ved Knapperne.

Et Par ældre bekjendte af Familien samt Børnene
var med i Kirken og ligesaa Skippersønnen fra Vlie-
land, hvis runde blide Ansigt fældte modige Taarer,
da Bruden med Myrthekransen og det hvide Slør før-
tes frem til Alteret af Garvloit.

Elisabeth bar den Dag et Par ualmindlig smukke
Sko med Sølvspænder, og Salve gjenkjendte med glad
Overraskelse i dem de, han havde foræret hende for
mange Aar siden.

SIDE: 148

Forvisningen om, at de nu uadskillelig tilhørte hin-
anden, fyldte dem med en usigelig Glæde. Hvor slog
ikke Elisabeths Hjerte, da Garvloit første Gang sagde
"Madam Kristiansen", og hvor bøiede ikke hendes
indre sig som overtynget af Lykke, hvergang hun hørte
det gjentaget af andre.

Der indtoges et Maaltid, hvorunder der herskede en
egen tilbageholdt Stemning; thi Garvloits havde ikke
let for at skille sig fra Elisabeth, hvem de havde vun-
det saa kjær.

To Timer efter var de paa Veien til Pürmurende;
og hos Garvloits syntes de alle nu, at der var blevet
tomt i Huset.

Da "Apollo" udpaa den smukke Eftermiddag bug-
seredes opad den store Kanal af en af de der brugelige
Trækskøiter, som drages af Heste, lød Klokkerne fra
Alkmar, - det bekjendte vakkre, gammeldags Sang-
spil.

De stod tause sammen ved Rælingen, medens alle de
vekslende Toner fra Taarnet klang opløftende sam-
men hen i Luften over dem, og de syntes, det var deres
Bryllupssang.

De havde levet et Aar henne i Tønsberg, - det
lykkeligste i deres begges Liv, og Elisabeth sad nu
med en liden Gut paa fanget. De havde kaldt ham
Gjert.

Vakkert og ordentligt vilde hun have det i sin Stue.
Der var næsten hollandsk renligt og blankt derinde
med Blomster i Vinduet og i det hele taget noget
baade over Stuen og hendes egen nette Paaklædning,
der straks sagde én, at hun havde færdets i andre For-
holde.

Under Salves hyppige Fravær havde den pene unge
Skipperkone vundet Velvillie hos flere af Stedets gode

SIDE: 149

Familier, med hvem hun uden egentlig at have Om-
gang dog kom paa en bekjendt Fod.

Salve sagde intet dertil; men hun skjønnede dog, at
han, naar han kom hjem, ikke likte videre at høre
om det, uden at hun dog rigtig kunde forstaa hvorfor.

Dette var den eneste Skygge, der for et og andet
Øieblik kunde trække lidt formørkende over deres
glade Lykke.

Det var dog altid snart glemt igjen; thi han følte
igrunden selv, at hans Jalousi mod disse fornemme
Folk var en laterlig Svaghed af ham. Men, - han
kunde ikke gjøre for det, - Elisabeth havde jo en-
gang saagodtsom hørt med iblandt dem og sad nu i
dets Sted i hans tarvelige Stue.

Anderledes var det, naar han gik alene op og ned
ad Dækket ude paa Sjøen. Da viste Tingen sig altid
i et mørkere Lys for ham, og han led under en pinlig
Følelse af, at disse Mennesker daglig stiltiende førte
den Tale i hans Stue, som han af alt mindst taalte, -
den om, hvad hun havde givet Afkald paa for at blive
hans. Men hans irritable Stolthed vilde paa den anden
Side ikke for alt i Verden have tilladt ham at nævne
noget herom til Elisabeth, end sige bede hende holde
sig fra disse Bekjendtskaber.

Da Sønnen Gjert var født, og der var kommet Fore-
spørgsler samt fra Grosserer Jürgensen endel Smaa-
sendinger, blev han, fra hele Tiden at have siddet rent
overglad ved hendes Seng uden at kunne formaa sig
til at gaa bort fra hende og Vuggen, pludselig for-
stemt, og han gav sig til at spadsere en lang Stund
udenfor med Hænderne paa Ryggen.

Hvergang han passerede Vinduet, saa hun, at hans
Mine var barsk.

Da han kom ind igjen, var han imidlertid dobbelt
kjærlig og overstrømmende glad i hende.

Efter den sidste Tur paa Forsommeren gik Salve og
hyggede sig i Hjemmet, og han nød Udsigterne til

SIDE: 150

kanske at faa være hjemme et Par Maaneder i den
vakkre Aarstid.

Dagene gik kun for raskt, syntes han. Elisabeth blom-
strede som en Rose, og de talte sammen om at hun
skulde blive med ham paa hans næste Tur og besøge
Garvloits i Holland.

Om Søndagene saas det smukke pyntede Par gjerne
blandt Kirkegjængerne, og Elisabeth, der havde faat
Øinene op for hans Saarhed ved, at hun talte med
nogen af de "fornemme", undrede sig dog lidt over, at
han absolut vilde, hun skulde være saa pyntet. Men
hun gjorde sig snart med en vis Tilfredsstillelse op,
at det, som stak under, var hans Forfængelighed af
hende, og at han gjerne vilde vise hende frem.

Elisabeths Taktik i Forhold til disse Bekjendtska-
ber var, set fra hendes Standpunkt, baade fin og høi-
modig. Uagtet hun anede, at Salves Svaghed havde
sin Grund i et Slags Mistillid til hende, lod hun dog
for ham, som om hun ikke lagde videre Vægt paa det,
i Haab om ved sin jevne Maade at tage det paa i Læng-
den at kunne bevise ham, at han havde Uret.

Hun indsaa ikke tilfulde, hvor dybt denne Sag gik
i ham.

En Dag, han havde været ude paa Nøtterø og for-
hyret Matroser, fortalte Elisabeth ham ved Hjemkom-
sten, at hun netop havde talt med Grosserer Jürgensen
og Kone, der var gaaet forbi Døren.

"De skal imorgen reise til Fredriksværn; - og tænk
Dig." - sagde hun, endnu aldeles optaget af Glæden,
- "hun kjendte Marie Forstberg! - Jeg fik da sendt
en Hilsen."

"Marie Forstberg? Hvem er det?" - spurgte Salve
noget studsende.

"Det var hun, som var saa god imod mig," - men
saa begyndte med den opstigende Eftertanke Farven at
skifte i hendes Ansigt, og hun stammede, som hun
nødig vilde fortsætte: - "Det er hun, som blev gift
med - Beck - Sjøofficeren."

"Du skulde sendt Beck en Hilsen fra mig!" - sagde

SIDE: 151

han skjærende. Han var bleg og undveg at se paa
hende, medens hun gik forlegen derinde.

Endelig gik hun hen og satte sig paa hans Knæ og
tog ham om Halsen.

"Du er dog vel ikke vred paa mig for dette?"

"Nei - Du maa naturligvis hilse, hvem Du vil for
mig."

"Det var min bedste Veninde, da jeg var - i Aren-
dal," - erklærede hun oprigtigt, men stammede mod
Slutningen atter for ikke at komme til at sige "i Becks
Hus."

"Jeg tvivler ikke paa, at Du staar i godt nok Forhold
til de Folk!"

"Salve!" udbrød hun fortørnet og reiste sig.

Men han drog hende igjen ned til sig.

"Tilgiv mig, Elisabeth," - sagde han blødt angrende
- "jeg har saa ondt for at høre de Mennesker nævnes
af Dig. Jeg véd jo, at det har intet paa sig, saa vist,
som jeg selv sidder her," - vedblev han, da han saa,
at hun havde Taarer i Øinene.

Og nu bemøiede han sig en lang Stund med at faa
hende god igjen, hvilket da ogsaa efter et heftigt Ud-
brud fra hendes Side endelig lykkedes, saa at de til-
slut sad sammen den Aften i Overmaal lykkelige, som
det pleier at ske efter en Regnskur i Kjærligheden.

Men Salve blev fra den Dag af mere ordknap og
stille, skjønt han i det ydre viste sig lige øm mod
hende.

Han vilde hellerikke nogen af de følgende Søndage
i Kirken, og de blev siddende hjemme.

Der syntes at være kommet en urolig Aand over
ham, og han stundede kun efter at komme ud i Farten
igjen.

Elisabeth var efter Bestemmelsen fulgt med ned til
Amsterdam, hvor hun havde besøgt Garvloits i flere
Dage, og de befandt sig nu paa Hjemveien.

SIDE: 152

De havde havt en hyggelig Tur, om end Salve havde
været noget alvorlig og stille af sig. Han var ved
Siden deraf dog den hele Tid saa opmærksom og kjær-
lig betænkt i alle Henseender mod hende, at hun næ-
sten begyndte at vænne sig til dette hans Væsen saa-
ledes, som man uformærket kan vænne sig til en Grad
mindre Lys, naar det er en Stund siden, man har væ-
ret i det egentlige Solskin.

De seilede i deiligt blankt Veir for en liden Bris ud
af den grunde, af alskens Fartøier opfyldte Zuydersjø,
hvor de mangesteds ikke kunde øine Land.

Elisabeth sad oppe paa Dækket med den lille Gjert
og spurgte ivrigt Lodsen, som de efter Pligt havde faat
ombord, om alle de flade, sandgraa Øer og Byerne, som
efterhaanden viste sig; - hun kjendte Navnene paa
de fleste, fra de Aar, hun havde været i Amsterdam.

Undertiden blandede ogsaa Salve sig i Samtalen,
naar en eller anden Oplysning kunde interessere ham,
men han gik for det meste kun taus og hørte til eller
stod og saa ud med den lille Gjert paa Armen.

Et Kirketaarn i Nærheden af Øen Urk, der fortaltes
at være opført af norsk Granit, lod til at opfylde hende
med megen patriotisk Tilfredsstillelse.

Ved Terschelling er Løbet fra Zuydersjøen ud i
Nordsjøen afmærket som et trangt Stræde med fly-
dende sorte og røde Bøier. Selv i dette rolige, blanke
Veir gik der paa den hele Strækning uhyre koghvide
Braat tæt ved paa begge Sider, og Elisabeth udbrød i
et forskrækket Spørgsmaal til Lodsen om, hvordan her
da maatte se ud i Storm, naar hele Havet stod paa?

"Det er det bedst ikke at se," - sagde Lodsen med
et vist Alvor.

"Men I er da derude retsom det er, Lods?"

"Aa - det er saa min Haandtering" - sagde han
kort.

Salve blev ved denne Vending af Samtalen staaende.

"Ja, vi har Lodser i Norge ogsaa," - yttrede hun -
"som ikke er saa rædde om Trøien, - det er et stolt
Liv!"

SIDE: 153

Hollænderen lod ikke rigtig til at kunne være med
paa Begeistringen; han bemærkede kun koldt:

"I to Aar efter hinanden, - det er nu tre Aar siden,
- mistede de herude paa Amland ialt femti Lodser.
De, som sidder igjen i Rederne, synes nok, det er lidet
ved den Ære! Mange af dem har nu knapt det tørre
Brød i Munden."

"Ja, men det er stolt, Lods! - Jeg vilde synes, at
det var stolt," - sagde hun.

Salve gav sig til at gaa igjen.

- "Apollo" laa et Par Aftener efter i Maaneskin og
duvede for et Rev i Mersseilene ude paa Doggersbank.

Elisabeth sad endnu oppe med Barnet varmt tilhyl-
let paa Fanget, medens Salve gik frem og tilbage paa
Dækket og af til saa paa hende.

Lidt længer henne, nær Storlugen, sad Nils Buvaa-
gen og et Par af Mandskabet, der havde Frivagt, og
gav endel Fortællinger tilbedste, og de andre slentrede
om i Nærheden for at høre paa.

De havde den Dag mødt et stærkt Dødvande, og Tøm-
mermanden gav i den Anledning tilbedste nogle my-
stiske Historier, hvortil han paastod at have været
Øienvidne. Sligt Dødvande, mødt ude i Sjøen, havde
gjerne en Forudbetydning.

Ogsaa Elisabeth sad og lyttede til.

Nils Buvaagen eiede som Fjordbonde dyb Sans for
det overtroiske og havde paa sine mange Nordsjøfar-
ter mærket sig endel af dette Slags. Han havde hidtil
siddet ganske taus.

"Hm!" - yttrede han betænksomt idet han trak et
Drag af Piben, - "der tør være mangt herude paa
Doggeren. Her er, skal jeg sige Jer, som en gammel
Begravelsesplads."

Ved denne Forklaring holdt han inde og begyndte
atter at trække stærkt af Piben, som om han havde
kommet til at sige mere, end han egentlig selv syntes
om. Men, da de gjentagne Opfordringer nødte ham til
at fortælle, og alle syntes spændte, tog han igjen Ordet,
idet han dog først saa sig om og talte lavt.

SIDE: 154

"Véd I" - spurgte han - "hvordan alle de gamle
Fisk dø?"

Dette uventede Spørgsmaal lod ingen af Tilhørerne
til at kunne besvare.

"Aa nei," - fortsatte han - "det véd nok ingen,
og dog dør hvert Døgn saa utallige, at de, om ret var,
skulde drive med de hvide Buge iveiret henover hele
Havet; - vi skulde seile i bare død Fisk. - Ser I, -
det er dulgt akkurat som, hvor der blir af alle de
gamle Fartøier i Verden." - Det Ord "dulgt" fik i
hans Mund en egen forstærket Betydning af det hem-
melighedsfuldt spøgelsesagtige.

"Ja, Doggeren kan være styg, og kan kanske blive
det, inden vi faar krydset den af!" - endte han be-
tænkeligt og bøiede sig bagover med Nakken mod den
Bjælke, der gav ham Rygstød, idet han gav sig til at
bese Veirfortoningerne. Der jagede en hastigt Sky-
træk foran Fuldmaanen.

"Nu da, Nils" - mindede Tømmermanden - "det
var om de gamle Fisk og de gamle Skuder!"

"Ja, de tyr fordetmeste hid til Doggersbank og kan-
ske nogle andre Pladser i Verden; derfor er her altid
som en Ligsang i Sjøen og saa mange Lyd og Ting,
som én ikke rigtig forstaar."

Alle blev med ét stille; thi det var som Fartøiet plud-
selig stoppede op midt i Farten med et haardt Stød, og
Stødet af en svær Næsesjø regnede ind over Dækket.

"Hun hørte det," sagde Tømmermanden uvilkaarligt
- "for hun er gammel, Skuden, og liker ikke at fare
over Kirkegarden!"

Elisabeth syntes, den sidste Sætning lød saa uhyg-
geligt, at hun reiste sig og begav sig til Ro.

Man fik endel Sjøgang om Natten med dumpe Stød,
som om man kunde være paa meget grundt Vand,
hvilket Loddet dog viste, at der ikke var.

Men næste Morgen, da man var omgivet af en
tæt Havtaage næsten som en Mur, laa Ankerkjættin-
gen ved Magten af de sandfyldte Sjøer opskudt hen
over Dækket med en vis Regelmæssighed.

SIDE: 155

At dette ikke var tilgaat paa en naturlig Maade,
men var et Varsel, som stod i Forbindelse med Dog-
gerens Mysterier, og at der var "døde Hænder" paa
Banken, fandt flere af Mandskabet ikke urimeligt, og
Nils rystede paa Hovedet.

Ud paa Formiddagen begyndte man at se Solen som
en svag Lysning oppe i Taagen, og ved Middagstid
klarnede det pludselig op til et straalende Solskin hen-
over den grønlige, af en frisk Bris hvidtoppede Hav-
flade.

Elisabeth var gaat op paa Dækket for at nyde godt
af Solvarmen; thi det havde været taagekoldt, og hun
saa nu med Overraskelse, at de laa omgivet af hvide
Seilere paa alle Kanter.

Det var et isandhed pragtfuldt Skue, som hun fra
sine Pigedage paa Skjæret vel vidste at beundre. I
sin Trang til at meddele sig kaldte hun paa Salve.

Den smukkeste af dem alle var dog uden Sammen-
ligning Korvetten "Norstjernen", der stod for fulde
Seil paa skjøns for dem nedover mod Kanalen; - den
skulde paa et Middelhavstogt. Dette Orlogsskibs Ry
var gaat langs Kysten, og Elisabeth havde i sin Tid
mange Gange sværmet for at se det. Hun udbrød nu,
som der foregik en Gjenkjendelse ikke at tage feil af:

"Dette er "Nordstjernen"! - ser Du, hvilket stolt,
herligt Skib det er, Salve, Nu tager de ind Topseilene!
- Ser Du, hvor det løber i Sjøen med den hvide Rand
langs Skroget og pløier for hele Seilpresset med Split-
flaget efter sig? Hvor net og fin - med alt det rappe
Mandskab opefter Riggen mellem de svære smukke
Seil; - de bjerger Topseilet, som det kunde være en
Flok Fugle paa Raaen! Jeg tænker - tænkte mig" -
rettede hun sig - "Tordenskjold ombord i fuld Jagt,
som de farer rumskjøds nedover. Er dette ikke et stolt
Skib!" - udbrød hun begeistret til Salve; men han
stod og saa ret ud og svarede ikke.

Salve vidste, - hvad Elisabeth ingen Kundskab
havde om, - at Løitnant Beck var med som Tredie-
kommanderende paa dette Aars Togt, og hans Hjerte

SIDE: 156

pintes ved alle disse hendes Udraab i Anledning af det
Skib, hvormed han fo'r.

"Det var "Nordstjernen", som alene af alle krydsede
Strømmen op i Gibraltarstrædet!" - vedblev hun. I
sin Tid havde hun mærket sig dette berømmelige Fak-
tum ved sit Eventyrskib, der havde afløst "Najaden",
og udtalte det nu med en vis stolt Følelse.

"Hvad siger Du, Salve," - sagde hun stigende for
dog at vække ham op til at svare - "om Du var Chef
ombord paa et saadant Skib?"

"Ja, det var andet end at staa med en slig Træsko
under Foden som den lasede "Apollo", det forstaar
sig!" - svarede han bittert.

Han følte, at han ikke formaaede at beherske sine
Ord længere, og vendte sig pludselig fra hende, idet
han lod, som han med ét blev optaget af Ordrer til
Folkene.

Elisabeth blev staaende betuttet.

Hun maatte have saaret ham heftigt, men forstod
ikke klart hvori. Hun tog ikke feil af den tordnende
Stemme, hvormed han kommanderede, og hans Mine,
medens han stod henne paa den anden Side af Rattet
med Haanden i Brystet; - hun var vis paa, at den
var knyttet indunder Pjekkerten.

En Stund saa hun ud, som hun overveiede; men der-
paa fik hendes Ansigt Præget af en bestemt Beslutning.

Hun vilde tale lige ud og ligesaa godt først som sidst
have en Scene med ham om den Sag; thi dette var
dog for urimeligt, - han kunde dog ikke være jaloux
paa et Skib! Og ialfald - sagde hun sig med et Hoved-
nik - vilde hun ikke længer vide af det; det blev jo
til den utaaleligste Utryghed ved det mindste Ord og
stadige Knappenaalsstik! Der maatte engang komme
til en Klarhed og Rede om dette.

Og nu skulde det ske, - saa han dog engang kunde
faa Øinene op for, hvad det var for Naragtighed fra
Grunden af, han fo'r med.

Hun følte sig lettet ved Udsigten til endelig engang

SIDE: 157

at faa afkastet denne stille, usynlige Byrde, der saa-
længe havde knuget paa deres Ægteskab.

Der blev imidlertid ikke Anledning dertil den hele
Eftermiddag. Det saa atter ud til Uveir, og endel af
Seilene skulde reves. Siden gik han et Par Timer frem
og tilbage forud ved Ruffet. Hun forstod, at han med
Villie undgik hende.

Det lod til, at ogsaa Mandskabet havde en Følelse
af, at han nu ikke var god at komme nær; thi de
skyede stiltiende den Side af den snævre Dæksplads
forud, hvor han gik.

I Olieklæder og Skindhyrer, som de havde itrukket
i Anledning af Veirudsigterne, stod de i Flok ved Spil-
let og snakkede sammen med betænkelige Øiekast op
mod Riggen og ud imod Skybankerne, der rullede
mørke i Horisonten til Luvart og alt begyndte med
drivskyet Luft at sende Hvin gjennem den gamle
Takkelage. De ventede utaalmodigt paa Ordre til at
bjerge flere Seil; thi det var ikke tvivlsomt, at de maatte
gaa for Stormseil til Natten.

Det synes at være i det seneste Laget at Salve be-
sluttede sig; thi, da han pludselig raabte over til dem,
at der skulde tages to Rev i Brigseilet og Mersseilene
stumpes, havde de alt Veiret over sig. Han sprang idet-
samme agterud og greb Raaberen. Da han skyndsomt
kom forbi Elisabeth, som sad i Læ af Hytten, sagde
han kort og barskt, næsten uden at se paa hende:

"Her er ikke Veir at sidde oppe i nu, Elisabeth! -
Du faar gaa tilkøis med Barnet!"

Dette indsaa ogsaa Elisabeth selv, og hun gik; men
der var noget smerteligt overrasket i det Udtryk, hvor-
med hun først stod lidt nølende og saa efter ham. Han
havde aldrig før tiltalt hende saadan; - hun syntes
næsten, det lød som om han hadede baade hende og
Barnet!

Mandskabet havde ventet, at han vilde lænse undaf
for Veiret og ikke forcere den gamle Brig med Kryds-
ning i en Nat slig, som de her saa for sig, og det var
derfor med stumt Misnøie, at de efterkom Ordrene til

SIDE: 158

at strække Halser og Braser paa de Seilstumper, for
hvilke de gik.

Det skreg og klagede i de gamle Blokke, medens de
i Halvmørket stivhaledes midt i Haglskuren, og det
svært krængende Skib pressedes i Vinden og stødte og
stampede i Braadsjøerne.

Nils Buvaagen var en sjælden Rorgjænger og havde
en mærkelig Haand til i Mørket at kjende, om Fartøiet
luffede eller girede. Han og en anden Mand stod tause
ved Rattet, medens Salve gik op og ned til Luvart i
Nærheden. Ved Skjæret fra Nathuset, som undertiden
lyste paa ham, syntes Nils at han saa graableg ud.

Nils havde paa Hjertet at sige noget, men han saa
ikke ud, som det var raadeligt.

"Falder af tre, fire Streger, Kaptein" - varskoede
han - "Sydost til Ost!"

"Mersseilet skjebrer!" - lød det forud fra - "vil
slaa bak!"

"Skuden er gammel, Kaptein! - hun taaler ikke
megen Haandtering for Stengerne," - vovede endelig
Nils i al Lunhed at indbringe; - har syntes der nu
var Leilighed for et Ord.

"Jeg skal vise Dig, at jeg kan faa Træskoen til at
gaa jeg!" - mumlede Salve indædt, idet han lod, som
om han havde overhørt, hvad der var sagt.

"Fald af, Nils! - Hun maa have mere Fart; - og
saa over paa ny Boug!" - var hans Svar i Kom-
mandotone.

"Klar til at vende!"

Nils sukkede; - han syntes, det var uforsvarlig
Seilads, og der var vist ingen af Folkene, som ikke
havde Følelsen af det samme.

Gjennem Mørket og Sjøraaket lød Kommandoordene
med Mellemrum efter hinanden.

"Hal ind paa Bomtaillen! - Hardt i Læ! - Stik op
Halser! - Bras om agter! - Bras om for!"

Der lod til at være kommet noget uklart ved et af
Taugene i Forremers; thi Raaen havde ondt for at

SIDE: 159

brase om, og man hørte en dump Lyd nedaf, hvor-
ledes Seilet skjebrede saa hele Masten rystede.

Disse uvorne Folk var vant til noget af hvert. En
af dem entrede op i den utrygge, gamle Rig og følte
sig i Mørket frem udover den rystende Raa efter Tau-
get, hvilket han greiede, medens Sjøen hvidnede ikke
langt under hans Fod; og snart var alt igjen klart til
at hale. Dette skede under korte Raab af den paa
Dækket ravende Klynge.

"Skjærp op agter! - Skjærpe for!" - lød det igjen.
"Hal Klyverskjødet!" - men, da Klyveren vel var
strakt og gjort fast, røg den og blev hængende smæl-
dende om Staget, indtil den efterhaanden tavede sig
selv op i Trevler.

Man var kommet over paa ny Boug; men Situatio-
nen var den samme med idelige Overhalinger af Sjø-
brækket, saa at Dækket fra midtskibs til forud kun
vanskeligt kunde passeres.

Salve var den Nat ikke rigtig ved sig selv. Der var
kommet noget ustyrligt dæmonisk i ham, og, som han gik
der i Uveiret og Mørket, var der Trods dybt i hans Sjæl.

"Nordstjernen", krydsende op Gibraltarstrædet, var
det Omkvæd, der stadig susede ham til Hjernen og
brændte ham vildt i Blodet, til det blev en hel Feber-
fantasi, hvori han saa den seile og Elisabeth staa og
udtale sin Beundring. Men han skulde vise, at han
ogsaa var Mand for at krydse; - dertil behøvedes der
ingen "Nordstjerne" under Foden! Han skulde vise
det samme i en sprukken Pram.

Elisabeth syntes at have lagt an paa at stille Mand
mod Mand; - velan, lad staa til! - Hun tog feil, om
hun troede, at han ombord i sin fattige Brig stak op
for nogensomhelst Sjøofficer!

Et par Gange, naar Kokken, der paa Reisen besør-
gede Elisabeths Opvartning, kom op ad Kahytstrap-
pen, havde Salve spurgt efter, hvorledes det stod til
og hørt, at hun sad fuldt paaklædt nedenunder. Den
sidste Gang havde den godmodige Kok tilføiet i en
egen varsom Tone:

SIDE: 160

"Hun længes nok efter at se Dem, Kaptein, - hun
er ikke vant til sligt."

Havde Kokkens Øine kunnet kløve Mørket, vilde de
have set en haanlig Trækning i hans Ansigt.

Uden at svare gav han sig atter til at gaa op og ned
sin stadige Vei til Luvart mellem Kahytsruffet og Rat-
tet, idet han af og til maatte holde sig i Koffilnaglerne
under Rælingen.

Medens hans Jalousi og ophidsede Selvfølelse saa-
ledes saa alt med vanvittig Overdrivelse, havde Elisa-
beth siddet nedenunder som et Bytte for mange Tanker.

Da hun gik ned med Barnet, havde hun en dump
Følelse af, at der var rammet hende eller nu skulde
overgaa hende en stor Sorg. Slig havde han aldrig
vist sig mod hende. Hun kunde ikke tænke og gav sig
mekanisk til at stelle om og lægge Barnet saaledes,
som hun var vant til.

Den rullende Køie var for dette kun en Vugge, hvori
det straks sov ind, trygt og roligt.

I den snevre Kahyt slingrede Lampen under Bjæl-
ken. Et dunkelt Lysskjær faldt ned paa det grønne
Opslagsbord, der stod mellem Kahytsvinduerne, og hen
paa Knagger fulde af Sjøklæder, der bevægede sig frem
og tilbage paa Væggen.

Hun stod med Albuen lænet ind i Køierummet og
støttede Barnet, medens hendes Øine hvilede paa dets
Ansigt.

Salves Færd havde været saa forunderlig, hans Øie
saa skyt, og hun havde faat Indtrykket af, at det vilde
være at vove alt, om hun nu holdt ved sin Beslutning
at bringe ham til at tale lige ud. Men der gjærede paa
den anden Side en næsten ubetvingelig Trang til med
et raskt Greb at faa afkastet hele dette Aag af Uklar-
hed mellem dem og engang komme paa det rene.

Hendes Mine bar endnu Præget af en Strid uden Re-
sultat, da den fortabte sig i en ængstelig spændt Lyt-
ten. Gjennem den bedøvende Knagen af Skibstømme-
ret i de stedse sværere Rullinger, hørte hun Salves
barske Kommandoer og Lyden af Trosser, der haledes

SIDE: 161

hen over Dækket under ivrige Raab af Folkene. Af og
til rystede hele Skibet af pludselige Stød, og hendes
Fødder vilde lette sig fra Gulvet, saa at hun maatte
holde sig i Køiekanten, medens hun støttede den lille.
Hun forstod, at det var blevet et svært Veir, og ven-
tede, at Salve skulde komme.

Efter en Stund hørte hun, at det gik i Trappen. Men
den, som viste sig, var Kokken. Med et af Veiret rødt,
vaaddryppende Ansigt stod han og holdt imod Døren,
der vilde falde igjen. Han forhørte sig om, hvordan
det stod til.

"Det er vist et svært Veir?" - spurgte hun efter en
Pause, hvori hun synkede sin Skuffelse.

"Et overhændigt, Madam; men det vil nok blive let-
tere, naar Kapteinen lader falde af - for vi krydser
haardt, Madam."

"Hvad var det for Larm isted paa Dækket?"

"Aa, - vi lagde bare over paa ny Boug, og saa var
Forrmersseil uklar, - og saa røg Klyveren. - Men
han falder nok af, Madam," - gjentog han godmodigt
trøstende. Af den Tone, hvori han sagde dette, frem-
gik dog, at hans Hjertensmening var, at dette burde
være sket forlængst.

"Saa vi krydser saa haardt, Jens?" - spurgte hun
ængsteligt.

"Ja, det kan vel være det; det knager i alle Ender;
- men, naar vi falder af, Madam, skal De se, det
straks blir bedre. - Er der ellers noget?"

"Nei Tak!" - Hun stod lidt tvilraadig, om hun
skulde spørge ham, om ikke hendes Mand snart kom
ned, og Kokken forstod det; men hun lod det være og
tilføiede kun: "Tak, her behøves intet."

Jens trykkede Døren, der gjerne vilde gaa op, nøi-
agtig igjen efter sig, og stolprede med sine tunge Støv-
ler op ad Trappen.

Hun blev staaende i samme lyttende Stilling, men i
hendes Mine afspeilede der sig nu mere og mere et
Udtryk af Sjæleangst, og hun vred tilslut de sammen-
foldede Hænder inde i det mørke Køierum.

SIDE: 162

Hun forstod, at Salve ikke vilde komme ned, og en
instinktmæssig Angst sagde hende, at han nu krydsede
paa mørk Trods med hende og Barnet, - at dette var
hans Maade at svare hende paa.

"Men hvad har jeg da gjort ham?" - udbrød hun
med Heftighed, og derpaa begrov hun Ansigtet i Køie-
klæderne.

"Hvad har jeg gjort ham?" - gjentog det sig indeni
hende, indtil den Tanke, hun altid vilde holde borte,
dagede sig op for hende med fuld, tung Forvisning.

"Han tror mig ikke!" - hviskede hun fortvilet hen
for sig. "Han bærer dog Mistanke til mig!" - Og hun
lagde Hovedet med den smukke, høie Hals hen paa sin
Arm, saaledes som hendes eget Barn vilde have gjort,
naar det græd trøstesløst; men hun fik ikke græde.

"Hvad kan han tro? - hvad kan han da tænke?"
- steg det ængstelig op i hendes Sjæl, og det var næ-
sten med Forstenelse, at hun nu stod og saa ind i dette
Mulighedernes Land for alle hans Tvil. Hun saa ingen
Grænse, men kun et sort Dyb af Mistanker, og i det
holdt Salves Kjærlighed til hende paa at fortabes.

Hun hørte ikke længer Larmen og Knagningen, brød
sig ikke længer om Fartøiets tiltagende Slingren og
rystende Stød i Sjøerne. Medens hun ofte anstrengt
maatte holde sig i Køiebrættet, var al hendes Sjæls
Energi reist og optaget af denne ene forfærdelige Frygt.

Al hendes Trods var borte; hun følte kun Mod paa
ét, og det var at gjøre, hvad det skulde være, for at
bevare sig hans Kjærlighed.

Der gik en Rad af Tanker gjennem hendes Sind, der
endte med et Udtryk af bleg Sønderknusthed.

Nu lagde hun ydmygt al Skylden paa sig og bebrei-
dede sig fortvivlet i sin inderste Sjæl sin Forbrydelse
mod ham; - det var jo hende selv, som havde gjort
ham slig, at han ikke længer magtede at have fuld
Tillid til hende. Og nu var det kun Straffen, som kom.
- Hun havde jo set, hvorledes han havde stridt der-
med - alt, hvad han kunde.

Som hun stod saaledes, følte hun sig villig til ethvert

SIDE: 163

Offer, villig til - uden at sukke - ydmygt at bære
hans Byrde gjennem hele Livet; thi det var nu i bitter
Anger gaat klart op for hende, at han var bleven syg,
sjælesyg ved hendes Letsind.

Hendes Instinkt indskjød hende straks det store Hel-
bredelsesmiddel. Han skulde se, at hun paa sin Side
viste ham en urokkelig Tillid, en, der ikke var mindre
end Barnets, som sov der.

Det var med et svagt Smil om Læben, at hun roligt
gav sig til at klæde sig af og lægge sig i Køien ved
Siden af den lille Gjert.

Oppe paa Dækket havde Salve savnet Natkikkerten,
der laa nede i Kahytten. Udkigsmanden troede nemlig
engang at have opdaget Glimt af et Fyr, i hvilket Fald
de mod Salves Beregning maatte være under Jylland.

Hans Stolthed forbød ham imidlertid at sende nogen
anden for at hente den, og selv formaaede han ikke
at bekvemme sig til at gaa ned til Elisabeth.

Medens Folkene mellem sig var blevne mere og mere
betænkelige over den Dumdristighed, hvormed han
pressede det gamle Fartøi gjennem Bælmørket og Sjø-
raaket, saa at det hele Tiden saa at sige gik med Havet
over Dækket, gik Salve frem og tilbage, bange for at
gaa ned i sin egen Kahyt.

Det blev endelig nødvendig, og han steg med raske
Skridt ned ad Trappen.

Idet han aabnede Kahytsdøren, stansede han et Øie-
blik studsende og saa sig om. Han havde ventet at
finde hende siddende oppe i Ængstelse med Barnet
paa Fanget. I dets Sted var der dyb Ro og Lampen
nær ved at gaa ud.

Med en Rest af sin tidligere skyndsome Gang gik
han hen og tog Kikkerten fra Væggen. Efter et Par
Forsøg med en Fyrstikke, der i Fugtigheden havde
ondt for at tænde, lyste han hen paa Barometeret; men
blev derpaa staaende med den i Haanden og lyttede
efter, om hun sov. Han nærmede sig derunder uvil-
kaarligt Køien og søgte at se derind.

SIDE: 164

"Elisabeth!" - hviskede han sagte, som om han
frygtede at vække hende.

"Er det Dig, Salve?" - lød hendes rolige Stemme.

"Jeg troede, at Du sad oppe med Barnet i dette Veir.
- Det slingrer saa, og jeg - har ikke set ned til Dig"
- sagde han undertrykt bevæget.

"Jeg? - Nei, jeg vidste jo, at jeg havde Dig oppe
paa Dækket, og saa var jeg rolig. Resten faar én sætte til
Vorherre. - Du har havt det ondt, Stakkel, og for
travlt til at komme ned!"

"Elisabeth!" - udraabte han pludselig med liden-
skabelig Anger og rakte sig heftig ind i Køien for at
omfavne hende med sine vaade Klæder.

Da hørtes et Brag, ledsaget af en voldsom Rystelse.
Det var, som noget ved Skibet brækkede, og der lød
høie Raab.

Med den samme Bevægelse, hvormed han havde vil-
let omfavne hende, løftede han hende raskt ud og
raabte: "Klæd paa Dig og Barnet! Spild ingen Tid og
hold Dig oppe i Ruffet!"

Fartøiet krængede i det samme haardt over uden at
reise sig igjen.

"Forremersstang knækket, Kaptein! - Riggen ligger
udover!" - brølte Nils Buvaagen ned igjennem Trap-
pen.

Salve vendte sig et Øieblik til hende med en Mine
fuld af knugende, stum Selvbebreidelse, og fløi op paa
Dækket.

"Fald af, - om hun lystrer!" - raabte han til Man-
den ved Roret. - "Til Økserne, Manne!"

Briggen laa med sin skrøbelige Rig i vreden Stilling
til Vind og Sjø, helt over paa Siden, og Sjøerne bræk-
kede over den som et Skjær.

Selv var Salve oppe i Forremeset og kappede den
knækkede Mersestang, der gled ned udover til Læ i
Sjøen.

Under den svage Graalysning af Dag, hvori Mæn-
dene knap kunde skjelnes, gik Økserne i de stærke

SIDE: 165

Næver med febrilsk hastige Slag i Barduner og Stenge-
riggen, Stage og Leitere.

Men, medens Arbeidet stod paa, mistede de under
den overhændige Slingring, Slag i Slag Storebramseil
og Mersseil med Ræer og Tilbehør. Fokkestaget bræk-
kede, Storseilet sønderreves, Underræerne og Fokke-
masten skamfiledes.

Da det endelig efter fortvivlede, stadig livsfarlige
Anstrengelser var lykkedes at fri Fartøiet for Belem-
ringen af Riggen, laa det som et halvt Vrag der van-
skeligt kunde styres uden efter Vinden.

De havde ikke andet at føre end Brigseil og Fokken,
og for disse holdt Salve undaf Veiret - det eneste, der
var at gjøre - under Paavente af, at det stigende Dag-
gry skulde vise, om de havde fri Sjø for sig eller det
frygtede Jylland. Det sidste var for denne vestlige
Storm i deres hjælpeløse Forfatning noget nær ensbe-
tydende med Indstranding paa Revlerne og Under-
gang.

Ved Daggry skjelnede de, at de havde Horns Rev
med Blaavandshuk langt nede i sydostlig Retning; de
laa omtrent udenfor Ringkjøbingfjord, og der var nu
intet andet at gjøre end at prøve at klare Kysten.

Deres Haab beroede paa, om Veiret vilde bedage sig
eller springe om mere sydlig, samt paa Strømmen, om
den ikke satte dem for haardt under Land.

Med endel Møie fik de sat en Nødklyver, hvorved de
vandt at kunne støtte Fartøiet lidt bedre op i Vinden.

Salve gik paa sit ramponerede Dæk, hvor endel af
Skandseklædningen samt Ruffet forud var brækket ind,
medens Mandskabet to og to afløste hinanden ved
Pumperne, thi der var længst meldt halvtredie Fod
Vand i Pumpesoden, og der stod nu trods Pumpningen
alt over de fire.

Briggen maatte have faaet en alvorlig Læk, der var
saa meget betænkeligere, som de paa Returen kun gik
for Ballast og ikke havde Trælasten at flyte paa.

Der uddeltes den Morgen Ekstrarationer af alle
Slags; thi, uagtet der arbeidedes med forceret Liv, var

SIDE: 166

der vel ingen ombord, som ikke havde en Tanke om,
at denne Dag maaske kunde blive hans sidste.

De var passeret Høiden af Aggerkanalen og haabede
paa lidt friere Farvand, straks Kysten udenfor Thy-
land begyndte at skraane mere østover.

Til Elisabeth havde Salve yttret:

"Jeg er bange for, at vi kan være nødt til at land-
sætte paa et beleiligt Punkt.

Vi mister Briggen," - tilføied han med lidt dirrende
Stemme.

Han la Eftertryk paa dette sidste, fordi han ikke
vilde sige hende det værste, - at det beleilige Punkt,
han talte om, ikke fandtes paa hele Kysten, og at her
var klar Livsfare.

Hun saa derunder saa tillidsfuldt paa ham, at det
skar ham i Hjertet, og han vendte sig bort.

Han skjulte ikke for sig, at han selv var Skyld i For-
liset, og havde i sit stille Sind besluttet at erkjende det
for Elisabeth. Men her var hverken Tid eller Sted
dertil.

At han skulde miste Skibet gik derhos saare tungt i
ham; thi han syntes, at han havde arbeidet haardt i
mange Aar for de Skillinger, og at det var at blive en
mindre Mand igjen.

Elisabeth var virkelig glad i Hjertet og tænkte ikke
meget paa Briggen, som de skulde miste, men desto
mere paa, at det var lykkedes hende ved at vise sin
ubetingede Tillidsfuldhed at vinde en stor Seir hos
Salve. Thi efter, hvad hun i denne Nat havde oplevet
med ham, var dette sidste nu blevet hende alt.

Medens hun nynnede og vuggede Gutten paa sit
Fang nede i Kahytten for at faa ham til at sove, stod
der en energisk stor Beslutning i hendes Aasyn, og det
var med vaade Øine, at hun hviskede henover ham:

"Aarker han ikke at have Tiltro til os, skal vi to
nok lære ham det, - ikke sandt, Gjert?"

Hans syge Sind, forstod hun, vilde altid se det in-
derste Hjerteblod i hendes Væsen, stadig se Bevis for

SIDE: 167

hendes ubetingede Kjærlighed, før det kunde tro. Og
han skulle faa det!

Han skal ikke saameget som faa ane en Bebreidelse
for Briggen, - aldrig, i hvad der saa herefter kom paa
imellem dem, faa se en misfornøiet Mine fra hende.

Dette blev en fast besluttet Sag i hendes Sjæl; thi
hun sad nu med denne Nats Erfaring for, at hun havde
fundet Frelsensmidlet. Hun følte, at naar det gjaldt om
at bevare sig ham, havde hun Kraft til alt.

Ved Middagstid stod Salve og Nils Buvaagen et Øie-
blik sammen ved Rælingen.

Skjønt Stormen var betydelig løiet af, var Veiret
fremdeles graat og disigt, og Sjøen svær.

To, tre Havmaager kredsede trist mellem dem og
Kysten, hvor de nu i en lang Linie saa Havet gaa gul-
agtig kogende over Revlerne som en vældig Mur, der
steg og faldt, medens der stod mastehøie Sprøit fra
enkelte Stenrev udenfor.

Uagtet Vinden bar imod Land, hørte de dumpe Tor-
denbrag derindefra og ligesom en Susing i Luften.

Det var ikke til at skjule for sig, at de i de næste tre,
fire Timer vilde se Afgjørelsen.

De stod begge tause, hver i sine Betragtninger.

"Jeg skal sige Dig, hvad jeg synes er det tyngste ved
dette," - sagde Salve alvorligt. - "Det var, om Du
eller nogen anden idag skulde sætte Livet til for min
Seilings Skyld inat; - Briggen er min egen Sag."

"Det gaar nok, skal De se, Kaptein!" - svarede Nils
fortrøstningsfuldt. - "Vi faar se til at hænge ved
Skuden, mens hun slænges over Revlerne, og saa blir
det vel en eller anden Raad derindenfor, kan jeg
tænke!"

"Ja, Gud give det!" yttrede Salve og gik.

Men Nils blev endnu et Øieblik staaende. Der for-
trak sig noget i hans grove, brunskjæggede Ansigt. -
Han nærede lidet Haab og tænkte paa Kone og Børn
derhjemme.

"Løs af ved Pumpen!" - lød det. Det var igjen Nils's
Tørn, og han gav sig ufortrødent til Arbeidet.

SIDE: 168

Salve led af Samvittighedsbid. Han saa spændt
urolig ud, og af hans Blik og Miner lyste mere og mere,
at nu skulde der kjæmpes; thi det uundgaaelige var
nu klart for alles Øine.

Gjennem Kikkerten saaes en Hob Folk oppe i det
klittede Land, hvis takkede Formationer fortonede sig
rødblaat, violet henover.

Han stod nu i Ruffet hos sin Hustru og sit Barn.
Der havde han et Øieblik set paa hende og givet et
hjertetungt Suk Luft:

"Jeg skulde gladelig give Briggen og staa igjen med
to fattige Hænder for at kunne gjøre denne Nat om
igjen, Elisabeth!"

Og hun havde trykket hans Haand med et Udtryk
af frimodig Trøst, der svarede ham bedre end Ord.

Men han blev lige efter den af det praktiske optagne
Mand og viste hende en Maade, hvorpaa hun kunde
knytte Barnet til sit Bryst ved et Tørklæde. Han lagde
hende et Taug om Livet med en Sjømandsknude.

"Naar Du rykker i det saaledes, blir Du fri af det.
Jeg kan ikke staa hos Eder; - jeg maa gjøre min
Pligt for alles Liv, som er ombord, skjønner Du vel?"

"Gjør den, Salve!" - hviskede hun - "det vil vi
begge være bedst tilfredse med."

"Og saa," - endte han, idet han med skjult Bevæ-
gelse strøg dem begge over Panden - "maa Du være
ved friskt Mod. Det gaar nok godt, skal Du se, og naar
det kniber, skal jeg være hos Eder."

"Med Guds naadige Hjælp!" - svarede hun -
"husk paa det, Salve!"

Han gik derpaa raskt henover Dækket og raabte
Folkene agterud til Skibsraad. Fartøiet laa nu under
den Vandmasse, det havde trukket i sig, med den ene
Lønning nede i Sjøen.

"Hør, Gutter!" - sagde han, - "dette er, som hver
af Jer ser, en alvorlig Affære; men har vi Mod i Bry-
stet, saa tør det nok endnu hænde, at vi klarer det,
ialfald med Livet. Vi har ompas tre Timer til, saa er
vi ved Revlerne; men da begynder det at skumre, og

SIDE: 169

saa kan det være vanskeligt, om Folkene i Land er
istand til at bjerge os. Vi maa styre derind, mens det
er lyst, og selv vælge det bedste Sted, vi kan se. Synes
I som jeg, Gutter! - saa landsætter vi straks, hellere
end i Mørket at lade Skuden slænges ind over Revlen
som en død Fisk?"

Folkne taug og saa betænkelige udenbords mod
Landet.

Men, da Nils Buvaagen erklærede sig for Kapteinens
Mening ved at træde over Dækket til ham, fulgte alle
de andre efter.

Salve gik selv til Rattet.

"Skjever ind agter! - Fir af paa Braser og Skjøder!"
- kommanderede han, idet han selv dreiede Rattet og
efterhaanden lod Briggen falde af ind mod Landet.

"Fir af skal være! - svartes der. Og dette var den
sidste Ordre, som blev givet ombord paa Briggen
"Apollo".

De fo'r nu indover med større Fart. Ved Rattet stod
Salve, af og til støttende med Knæet paa en af Knag-
gerne; hans mørke, skarpe Ansigt var spændt, og hans
Øine speidede som en Glentes efter det Sted, som
skulde vælges.

Et Par Gange saa han gjennem Kikkerten ind imod
Klitterne, hvor en Klynge Mennesker bevægede sig.

Den kalkhvide, stigende og faldende Mur voksede
stedse høiere for deres Øine; Larmen og de dumpe
Brøl af Brændingen blev stedse mere bedøvende og
gjorde paa Elisabeth, medens hun under Følelsen af
Faren stirrede ind paa den, en Virkning af Svimmel-
hed.

Det varede saa pinligt længe; Salve henne ved Rat-
tet begyndte at staa i Taage for hende, og hun søgte i
sin Angst at se ned paa Barnet, kun paa det.

Den sydende, svimle Susning i Luften tiltog om
hende med alleslags hvislende Lyd og underlige Hvin.
Hendes Øine saa sandgult Sjøskum stigende med en
mægtig Kam og hvirvlende Flokker af pidsket hvidt i
Luften. Hun hørte forfærdede Raab, syntes med ét, at

SIDE: 170

Briggen blev baaret høit, medens Stormasten svinglede,
og følte derpaa en knugende Byrde af Vand over sig,
som vilde trykke hende ned ad Kahytstrappen, til hvil-
ken hun klyngde sig; - det gjentog sig og gjentog sig
uden at ville ende, før hun blev kvalt. Men hendes
eneste Tanke var at holde fast.

Da hun igjen kom til Bevidstheden, havde hun
Salve ved Siden af sig. Han holdt sig i samme Line
som hun, og alle Folkene var tyede agterud, hvor de
havde surret sig. Briggen laa over paa Siden oppe paa
den inderste Revle med Agterenden høit. Den løftede
sig og huggede tungt mod Grunden med Stormasten
udover til Siden, medens der, Skavl i Skavl, gik svære
Vandmasser over For- og Midtskibet.

"Riggen til Læ maa kappes - skal vi klare os,
Gutter!" - brølede Salve gjennem den hule Haand og
sprang med en Økse i Haanden fremover.

Han blev hjulpet af Nils Buvaagen; og Elisabeth
fulgte med Dødsangst, hvorledes de to Mænd kappede
Taug for Taug, idet de alt imellem maatte holde sig i
Riggen og lade Havet gaa over sig. Efter et sidste Hug,
der fried dem for Masten, reddede Salve sig raskt
agterud.

I næste Øieblik slængtes de af de sandfyldte gule
Braat over Revlen og derpaa Ryk for Ryk, Stød for
Stød, hen paa Grundingen indenfor, under stadig blin-
dende Overskyllen, idet Forskibet brækkede.

Salve beregnede koldblodigt, at dette var en Chance;
thi det lettede Briggen for den Vandtyngde, den havde
i Lasten, og den vilde nu bedre kunne løftes indover
mod Stranden.

Endelig, - efter et Par lange, forfærdelige Timer,
mod hvis Slutning, den regngraa Luft alt begyndte at
skumre lidt, og Klitteranden blev mørkere - lod det
til at Fartøiet stod fast i Grunden. Bølgerne brød nu
kun sjeldent over, men kastede da altid tung Sand ind
paa Dækket. - De havde Udsigt til at plukkes itu,
Planke for Planke, om de skulde blive liggende slig
Natten over, - eller maaske graves ned i Sandet.

SIDE: 171

Til den ene Side af Grunden, - der, hvor de oppe
paa Stranden saa Folk, - løb en Rende med en ri-
vende Strøm, og de indsaa, at det foreløbig var deres
Lykke, at de ikke var kastede helt over i den; thi da
vilde Briggen være sunket. Paa den anden Side var
der farbart, skjønt tildels braadhvidt Farvand.

De forstod, at deres Tegn til dem iland var opfattede,
men saa til deres Fortvivlelse, at de alle forsvandt.

Salve gjorde da istand nogle Planker, som han bandt
sammen, og Mandskabet efterfulgte hans Eksempel
med, hvad flydbart enhver kunde overkomme.

Hans Agt var at forsøge at bjerge Elisabeth og Bar-
net ind til Stranden og lade det komme an paa sin
Svømmedygtighed og Raskhed, om han ved Hjælp af
en Line kunde drage dem op gjennem den svære Suge-
sjø, der gik op mod Landet, hver Gang efterladende
en lang, tør Strækning.

Elisabeth sad imidlertid i Trappen ude af Stand til
ret at opfatte, hvad der foregik.

Som han stod optaget af dette Arbeide, hørte han et
Glædesraab omkring sig. Frem bag en Forhøining i
Klitten kom en Klynge Mennesker, der drog en stor
Baad mellem sig.

Da de stansede i Strandkanten, satte endel sig i den
og just, som et Braat skyllede af, skjød man igjen paa.
Baaret af den tilbagevigende Bølge laa Baaden straks
efter et Stykke ude paa Sjøen, medens Mandskabet af
alle Kræfter trak paa Aarerne.

Det var klart, at disse forvovne Folk forstod sit Far-
vand; thi de styrede i en stor Bue op bag en Række
Grundinger, der som en Molo brød det værste af den
svære Bølgetyngde, og stod derefter paa skraa ned til
Vraget, i Læ af hvilket der var forholdsvis roligt. De
hukede sig fast og raabte:

"Skynd Jer, Karle!"

Nogen Opmuntring hertil behøvedes ikke.

Salve bar sin næsten bevidstløse Hustru ned til Ræ-
lingen, hvor de modtog hende og lagde hende agterud
i Bunden af Baaden; men hun reiste sig med udstrakte

SIDE: 172

Arme, til hun igjen havde faat Barnet, der langedes
til hende Mand imellem, og stirrede angst, indtil hun
ogsaa saa Salve komme.

Han sprang sidst af alle ned i Baaden, og da besvi-
mede hun.

Man satte fra og stod nu paa Bølgeryggen ret ind
mod Land, hvor en Snes Mand i Sjøstøvler og Uld-
trøier stod i Kjæde Haand i Haand ude i Sjøen og
landdrog Baaden.

De hørte Glædesraab om sig ved Ankomsten, og han,
som havde siddet ved Roret, udbrød til Salve, der
stumt havde grebet hans Haand:

Det var resolut gjort, Nordmand, at styre lige paa;
- uden det havde I ligget paa Revlen denne Nat!"

Med trohjertig Deltagelse og Gjæstfrihed blev de for-
komne Sjøfolk indbudt til at overnatte hos sine Red-
ningsmænd.

Bærende sit Barn paa Armen og af og til støttende
sin Hustru, fulgte Salve og det trætte Mandskab den
brave Ib Mathisen og hans Kammerater ind mellem
Klitterne, hvor Vinden ikke længer føltes.

De havde endnu over en Mil ind i Landet til de nær-
meste Fiskerhytter. Det skumrede, og de gik i trist,
udmattet Taushed, medens deres Ledsagere af og til
smaasnakkede mellem sig.

Da de en Stund efter kom ud paa de flade Dyner,
føg Sandet dem pibende og svidende om Ansigt og
Hænder.

Endelig saa de Lys fra en Klynge Hytter. Den stør-
ste af dem var Ib Mathisens, og didhen blev Salve ført
tilligemed sin Hustru, medens mandskabet fordeltes
om i de andre.

Ibs Hustru, en robust Kvinde omkring de femti med
et djervt, af Livet paa Heden brunet Ansigt, stod henne
ved Ilden med opsmøgede Ærmer ifærd med at bage,
da de kom ind.

Hun mønstrede de indtrædende et Øieblik spændt
uden at forandre sin bøiede Stilling; men ved Synet

SIDE: 173

af Elisabeth og Barnet udbrød hun med en Medfølelse
i Stemmen, der var bedre end al anden Velkomsthilsen:

"Den stakkels Kone med Barnet er kommet lige ind
fra Havet, Ib?"

"Ja, Maren, - Mathis og Peter var da Gudskelov
ikke at se i Farvandet!" - svarede han.

Det sidste lod til at være en lettende Underretning,
og hun gav sig uden at yttre videre ifærd med at sysle
om dem, idet hun og hendes voksne Datter trak en
Bænk til Ilden for dem og satte en Kjedel paa for at
skaffe dem varm Drikke.

Hun lod til at have en øvet Praksis i alt, hvad der
hørte til dette; thi det varede ikke længe, før de alle
havde skiftet Klæder, og Elisabeth og Barnet laa i Seng.

Under sin Beskjæftigelse med dette gjorde hun af
og til Ib nogle sagte Spørgsmaal om, hvorledes det
var gaat til.

Salve, der sad med Haanden under Kinden og stir-
rede ind i Ilden, hørte hende spørge:

"Monstro han selv eiede Fartøiet?"

"Ja, det var, hvad vi havde af Eiendom," - svarede
Salve roligt; - "vi faar endda være glade ved, at jer
Mand frelste os, og har desværre kun lidet at takke
ham med, fordi han i dette Veir vovede Trøien og
Livet ude paa Revelrne."

"Saa Du har lagt slig ud igjen, Ib?" - yttrede Ko-
nen og vendte sig til sin Mand med et Udtryk af be-
kymret Bebreidelse; det var dog ikke, som hun vilde
have det ugjort.

"For sligt tager vi ikke Betaling," sagde hun lidt
kort til Salve og derpaa i en mildere Tone: "Vi har
selv to Sønner, som farer paa Norge, ser I; - der gaar
tungt Hav der ogsaa!"

Salve var bleg og anstrengt, og, efterat have spist
lidt, begav han sig til Ro.

Ud paa Morgensiden blev han dog liggende vaagen.

Han hørte en dump Dønnen og Tordnen fra Havet.

Elisabeth laa i urolig Feberdrøm og snakkede, op-
fyldt af Forestillinger fra Strandingen. Af enkelte

SIDE: 174

Ord lod det til, at hendes Tanker beskjæftigede sig
med ham. Han laa og lyttede, uden at der kom nogen
egentlig Mening; men hun talte stedse uroligere.

"Aldrig! - Aldrig!" - sagde hun under et lydeligt
Udbrud; - "han skal aldrig faa høre et Ord om Brig-
gen!" - og efter en Stund hviskede hun fortroligt:

"Ikke sandt, Gjert? - Han skal finde os i Køien,
ellers tror han, vi er rædde."

Salve laa bekymret for hende og følte under dette,
hvor usiglig han elskede hende. Men den Betragtning
gled dog ved hendes Ord ind hos ham, at hun allige-
vel havde havt en Tanke bag sin Opførsel mod ham;
den havde altsaa ikke faldt hende ligetil og naturlig;
- og det var med et bedrøvet Suk, at han sagte kys-
sede hende paa Panden.

Et Par Timer efter var han allerede staat op og paa
Veien nedover til Havet for at se til Briggen.

Omgivelserne svarede til hans Sindsstemning.

Vinden peb langs de bleggule, triste Driver og reiste
af og til Sandskyer inde imellem Klitterne, der takkede
og skavlede sig ørkenagtigt henover.

Paa den blege Kyst kredsede enkelte skrigende Sjø-
fugle omkring endel sorte Vragstumper, der stak op
af Sanden. Udenfor laa det uoverskuelige Vesterhav
uden et Skib paa sit blygraa Øde. Det brød sig væl-
digt tordnende over den fjorten seksten Fod høie Revle
og derpaa over nok en Række indenfor, medens Fraa-
den mangesteds slikkede med lange Sprøit opefter
selve Klitten.

Mellem den indre Revle og Landet stod endnu Lev-
ninger af det agterste af Briggen, og Stumper af Plan-
ker, Rig og Rundbolter laa og skvulpede op i Stranden.

Medens Salve saaledes gik i Taushed henover, følte
han en egen dragende Sympathi med denne Kyst.
Han syntes, at han eget Liv svarede saa til den. Han
havde opnaaet at faa en Brig, og den stod nu derhenne
i Sanden, og han havde faat Elisabeth; men ogsaa slig,
at han igrunden havde forlist hende. - Midt i Sorgen

SIDE: 175

over Briggen gik det, han havde hørt hende sige den
Nat, i ham som en dunkel, smertende Underdønning.

Han indhentedes snart af Ib Mathisen og Matroserne.

De begyndte nu en ivrig Opsporen af mulige Lev-
ninger af deres Eiendele, og tre Skibskister samt Kom-
passet blev Udbyttet af en timelang Søgen.

De blev ogsaa denne Dag over i Fiskerleiet, og det
var med Rørelse, at de tog Afsked fra Ib og hans
Hustru og alle disse Mennesker, der saa uegennyttigt
havde opoffret sig for dem uden paa nogen Maade at
ville modtage Godtgjørelse.

Efterat have aflagt Sjøforklaring hos Øvrigheden
om det passerede og, efterat Salve med størstedelen af
de Penge, han havde reddet, havde udbetalt Mandska-
bet, hvad han skyldte, gik de med en Kornjagt, der
laa i Harboøre, op til Kristianssand.

Underveis var Salve ordknap. Han grublede over
sine Fremtidsudsigter, men der gik samtidig ogsaa en
anden mørk Strømgang i ham; thi hans Sind var atter
blevet oprevet i Forhold til Elisabeth, og som sædvan-
ligt voksede dette op til et stedse mørkere Humør, der
mere og mere vandt Indflydelse paa hans Tanker.

Han vidste godt, at der ikke herskede mere end en
Mening blandt hans Mandskab om, at han selv i Uvit-
tighed havde seilet Skuden over Hovedet paa sig, og
at dette Ord vilde komme ud, - saa at der nu var
liden Udsigt for ham til at blive Skipper for nogen.
Heller ikke huede det ham at prøve paa at tigge sig
frem til en slig Stilling i Tønsberg og maaske opnaa
den - for Elisabeths Skyld, som var almindelig likt.
Han taalte ikke engang at tænke sig nu at have hende
med sig did iblandt alle Storfolkene.

Der stod kun ét tilovers for ham; - han vilde blive
Lods paa Arendalskanten og begynde som Kjendt-
mand. Dertil duede han saa godt som nogen, eftersom
han var født og opdraget der; dertil havde han i Hjer-
tet Lyst, og der etsteds, for Eksempel i Merdø, -
tænkte han bittert, - kunde han da faa beholde Elisa-
beth for sig i Fred.

SIDE: 176

Da denne Beslutning var bleven fast opgjort hos
ham, gik han til Elisabeth, som sad med Gutten henne
paa Randen af Lugen. Hun havde i de sidste Dage
ofte i Ubemærkethed set bekymret hen paa ham.

"Elisabeth!" sagde han - "jeg har tænkt over, hvad
jeg skal tage mig for! Sælger vi alt, hvad vi har i
Tønsberg, kan jeg kjøbe mig en god Lodsskøite og
endda have lidt tilovers for den første Tid; - for jeg
tænker at begynde som Kjendtmand ude paa Merdø.

- Du faar finde Dig i at være en simpel Mands Hu-
stru!"

"Bare han heder Salve Kristiansen, er jeg glad, véd
Du,"svarede hun freidigt -; "derude har jeg desuden
altid likt mig, Salve!"

"Vi faar leie Hus derude til Dig og Barnet, til jeg
har faat ordnet med Sagerne i Tønsberg!" - yttrede
han.

Hun hørte dette med lidt indre Overvindelse; thi
hun havde glædet sig til at gjense sin Stue. Og der-
paa talte de sammen om, hvordan det hele burde ind-
rettes.

Da Salve siden gik paa Dækket, mumlede han:

"Hun er klog nok til at svare for sig!"

Hun kunde have svaret hvadsomhelst, og han vilde
nu altid havt Mistanke.

Vi kunne blot med enkelte Strøg følge deres Samliv
i de følgende ti Aar, hvori de boede paa Merdø, indtil
den Tid, da vi i Begyndelsen af denne Fortælling ka-
stede Blikket ind i deres Hus, - Salve var nu firti og
Elisabeth omkring de seks og tredive, - og skulle ikke
opholde os længere ved at beskrive et overdækket Saar,
som stadig voksede sig større, medens det grønne og
glædelige ved Væksten for hvert Aar blev sparsom-
mere.

SIDE: 177

Han var blevet stedse vanskeligere at omgaas, og
Elisabeths stille, selvfornægtende Kamp i samme Mon
haardere.

Hun maatte veie sine Ord paa Guldvægt, omgaa
hans Saarhed paa de mest udtænkte Maader og kunde
alligevel støde an paa det mest uventede, da der plud-
selig brød løs en Scene, saameget bittrere, som han
aldrig direkte udtalte sig.

Taalmodigt skjulende sit eget Oprør, havde hun kun
at vente paa, at det skulde gaa over medens Enden ofte
blev, at han taus og mørk gik tilsjøs.

Hun sad da gjerne i lange Stunder og græd.

Af og til kunde den gjemte Krænkelse og Harme
blusse voldsomt op i hende og forlange Luft. Men,
naar saa dette var over, dukkede igjen med hendes
Kjærlighed til ham den Tanke op, at det dog var
hende, som skulde hjælpe ham til at forvinde den dybe
Mistro, han havde faat ude i Verden; - hun saa med
pint Sjæl, hvormeget han selv led.

Hvor stolt var hun paa den anden Side ikke af ham,
naar hun hørte de andre Lodser optagne af, hvad han
havde vovet og virkelig udført, og hun mærkede, hvor-
ledes de alle saa op til ham.

Hvilket Hjerte gjemte han ikke igrunden! - Det
vidste hun alene, - de andre dømte ham kun efter
hans haarde, barske ydre.

I den første Tid, da det at opnaa Lodsbestillingen
endnu stod som Maal for hans Ærgjerrighed, havde
dette for endel udøvet sin heldige, afledende Indfly-
delse, og det havde ialfald ikke hændt, at han nogen-
gang, saaledes som sidenefter, gav sig til at sidde henne
i Arendal istedetfor at komme hjem efter sine Ture.

Det var især et Par Begivenheder, der dannede et
bestemt Vendepunkt, nemlig da Kaptein Beck, der
havde slaat sig op til en formuende Mand, udnævntes
til Lodsoldermand og som saadan blev Salves over-
ordnede, og da hans Søn, Sjøofficeren, efterat være
udtraadt af Marinen, flyttede til Arendal og overtog
Faderens store Skibsværft.

SIDE: 178

Siden Becks var kommet, kunde Elisabeth altid være
sikker paa at finde ham i mørkt Humør, naar hun en-
gang imellem havde været en Tur inde i Arendal for
at gjøre Indkjøb og se til sin Moster. Det gav sig
gjerne Luft i en bidende Harcellas over gamle Becks
Uduelighed som Lodsoldermand. Hun lod derfor og-
saa dette være, skjønt i Begyndelsen ikke uden stor
Overvindelse; thi hun følte stærk Trang til engang
imellem at komme ud blandt Folk og se andre For-
hold end de daglige ensformige paa Merdø.

I den sløve Ensomhed, hvori hun saaledes efterhaan-
den hensank, var disse seigpinende Sindslidelser til-
slut blevet hende et vanemæssigt Aag. Og næsten mere
end af sin oprindelige Beslutning opretholdtes hun nu
hver Gang af Udsigten til den øieblikkelige Belønning,
- om hun var heldig: To, tre lykkelige uforstyrrede
Solskinsdage i Hjemmet, i hvilke hun syntes, hun
havde ham hos sig slig, som han var i den første Tid.

Det glippede desværre kun altfor ofte.

Men netop det, at Elisabeth saaledes mere og mere
gav efter og underkastede sig, gav hans altid vaagne,
lurende Mistanke Næring, idet en Følelse sagde ham,
at dette var mod hendes Natur, og han stadig troede
at ane en Klogskab under. Den sygelige Mistro, som
hans vilde Færden ude i Verden i Forening med de
senere tærende hemmelige Tvil i Forhold til hans
Hustru havde skabt i ham, havde efterhaanden gjort
ham til en Tyran, der i mørke Timer ikke taalte et
Glimt af Modsigelse hverken af hende eller overhove-
det i sit Hus.

Men paa den anden Side var han, som vi har set,
selv ikke mindre angst for sit Humør end hun; - der-
for tyede han ind til Arendal.

De unge Becks - som de hed i Modsætning til Lods-
oldermandens - førte i Arendal et temmelig storartet

SIDE: 179

Hus, og de havde Raad dertil; thi Skibsbyggeriet ind-
bragte Aaret rundt store Penge.

Den statelige Sjøløitnant var en indtagende Sel-
skabsmand. Hans krøllede, sorte, tidligt lidt graa-
sprængte Haar faldt saa eget smukt over Panden, og,
naar han talte ved Glasset, var alle enige om, at han
var noget af det smukkeste, man kunde se.

Over hans Fremtræden hvilede Noblesse, og hans
usædvanlige Dygtighed nød almindelig Anerkjendelse.

Med et saadant Væsen kunde han ikke undgaa at
blive en saavel i selskabelig som i kommunal Hen-
seende indflydelserig Størrelse.

Var Beck saaledes almindelig yndet, blev dette
maaske mindre Tilfældet med hans Hustru.

Den Dom, at hun var i alle Henseender saa "rigtig",
mentes egentlig ikke som en Kompliment, men inde-
holdt dog en Hyldning af hendes selskabelige Magt.

I Stilhed var hun sin Mands regulerende Moment.
Uden hendes Takt vilde han ikke saa sikkert have be-
varet sin Holdning midt i al den gemytlige Hjertelig-
hed, hvori han færdedes.

I Forhold til sin Hustru saas Beck altid at være en
ren Riddersmand; han forsømte ikke den mindste Op-
mærksomhed, og man komplimenterede ham stadig
som et Mønster paa en Ægtemand.

Enkelte af Husets nærmeste vilde dog have fundet
noget paafaldende i deres Forhold, noget underligt
kjøligt tilbageholdende over dem begge, og man ym-
tede om, at hans Hustru neppe forstod at vurdere ham
ret. Det syntes, som de to talte bedst sammen, naar
der var fremmede tilstede.

Og saa var Fru Beck saa underlig bleg af Farve;
hendes Ro kunde til sine Tider minde om noget føles-
løst, og hun viste ligeoverfor hans varme Væsen en af-
maalt Kulde.

Da de som nygifte kom til Fredriksværn, var hen-
des Farve frisk, og hendes Udtryk bar Skjæret af deres
første Kjærligheds Lykke. Hans varme indtagende
Personlighed udøvede en ubetinget fængslende Indfly-

SIDE: 180

delse over hende, og hun følte sig tryg i Besiddelsen af
hans Kjærlighed.

Et Par Feil, der egentlig stod i Modsætning til, hvad
hun havde tænkt sig ved hans mandige Væsen, aaben-
barede sig jo efterhaanden for hende: - han led under
en overordentlig Forfængelighed og var næsten latter-
lig afhængig af Verdens Dom. Men saalænge Hoved-
sagen var i Orden, og hun følte, at han elskede hende,
blev disse Skuffelser hende dog kun noget underord-
net. Hun stolede paa den Magt, hun mere og mere
vandt over hans Sind, og syntes endog, at hun kunde
elske ham, om muligt, endnu høiere med disse hans
Svagheder, hvilke hun i Stilhed gjorde sig til en Op-
gave at faa bortryddet.

Den elskværdige Løitnant Beck blev søgt i alle Huse,
og som Damernes Yndling stod han snart i et Slags
sentimentalt Kurmagerforhold til saagodtsom den hele
smukke Kreds der paa Stedet.

Naar han kom hjem, bar han som oftest en Blomst
i Knaphullet, og han modtog Presenter snart fra én,
snart fra en anden. De beslaglagde ham paa en Maade
som fælles Beundringsgjenstand.

Der var langtfra noget at sige paa dette.

Den eneste, som i Stilhed følte sig sat udenfor, var
hans egen Hustru. Hun saa hele denne sværmende
Hær efterhaanden danne som en Hævdsvei mellem sig
og Manden, og træde ned netop de Blomster, som
skulde gro alene for dem i deres egen Stue.

Hun blev efterhaanden mindre livlig, men hørte,
som han syntes, interesseret paa hans mange Udtalel-
ser, naar de efter et saadant Selskab var komne hjem.
Kun blev samtidig hendes Toilette mere udsøgt, og den
naturlige Begavelse for en selskabelig Fremtræden og
Konversation, hvoraf hun var i Besiddelse, uddannede
hun nu systematisk.

Hun vilde intet mindre end overvinde sine Medbei-
lerinder, der stod over hende i ydre, men under hende
i Aand. Hun seirede; men led under den Omtale som
deraf naturlig fulgte.

SIDE: 181

Den eneste, hos hvem hun ikke vandt sit Slag, var
Manden.

Hans Egenkjærlighed var altfor optaget af de mang-
foldige smaa Smigrerier og den Hyldning, han var
Gjenstand for, til at fatte det store Smigreri for hans
Person, der indeholdtes i hans Hustrus Færd. Han
var gift med hende, og havde hende sikkert nok.

Fra den Tid daterede sig hendes Indflydelse i de
Selskabskredse, hvori hun færdedes, og denne vidste
hun, støttet af sin Mands formuende og ansete Stilling,
at bevare ogsaa, efterat de var flyttede til Arendal.

I de første Aar af deres Ægteskab var det dog kom-
met til en alvorlig og for hendes vedkommende igrun-
den afgjørende Udtalelse.

Det foranledigedes ved hans Forhold til en høit-
staaende Officers Frue, hvilket hendes Stolthed ikke
kunde fordrage, skjønt hun vel indsaa, at det hos hen-
des Mand kun var noget midt imellem en Forfænge-
ligheds- og en Beregningssag.

I et Selskab havde hun vist sig paafaldende kold
imod Damen, og hendes Mand bebreidede hende det
ved Hjemkomsten.

Han havde hidtil levet trygt paa sit Forhold til Hu-
struen og med blind Egoisme intet set af alt det, som
havde bevæget sig i hende.

Hun svarede dengang ogsaa kun lidet paa hans Be-
breidelser, stod blot en Stund og saa paa ham paa en
saadan Maade, at han blev ilde tilmode, og gik derpaa
roligt ud. Han hørte, at hun steg langsomt op ad
Trappen.

En Timestid efter kom hun igjen ned i Stuen med
et Lys i Haanden. Hendes Mine var kold, og hun saa
ikke hen paa ham, medens hun efter Sædvane lukkede
og ordnede tilside der til Natten.

Beck søgte nu at berolige hende, idet han bad hende
ikke at tage sig det saa nær. Han vilde kjærlig tage
hende om Livet, men saa pludselig en harmglødende,
ligbleg Kvinde foran sig.

Nu tog hun Bladet fra Munden og, hvad Løitnant

SIDE: 182

Beck da fik høre, gad han vist ikke repetere selv for
sin bedste Ven; thi i Hjertet slog det ham som Sand-
hed, om han end var den Mand, som snart igjen
glemte det.

Hun kaldte ham en ussel Pjalt, der for Smiger solgte
hende og alt, hvad de havde havt dyrebart sammen,
til hvemsomhelst.

Der var - sagde hun, idet hun gjorde en Bevæ-
gelse, som hun stødte til noget, hun i Bund og Grund
foragtede, - ikke saa meget igjen af hans mellem
hundrede Flaner udstykkede Væsen, at det lod sig tage
op af en Kvinde med lidt Ære og Sandhed for sig.

Da Beck kastede sig hen i Sofaen og sentimentalt
udbrød, at han var en ulykkelig Mand, gjentog hun et
Par Gange i en usigelig foragtelig Tone:

"En Mand! - En Mand! - Havde Du været en
Mand, havde Du endnu eiet min Kjærlighed, - ial-
fald en Gnist; men nu er, som Lyset her" - hun
pustede det ud - "alt mellem os slukt!"

Med disse Ord forlod hun Stuen.

Beck sad overvældet og næsten bedøvet af dette for-
færdelige Slag i hans huslige Lykke, og følte en fryg-
telig Angst for, at det skulde være virkeligt Alvor.

Hun sad den hele Nat inde hos sit Barn, og han for-
stod, at han ikke turde forstyrre hende.

Trods den Overvindelse, det kostede hans Stolthed,
var han i de følgende Dage næsten ydmyg lige over-
for hende, og erkjendte baade varmt og hjerteligt sin
Uret. Han søgte endog at vise hende sin alvorlige Me-
ning ved en Tid at slaa om i et andet Forhold til
Damerne og opnaaede virkelig, at hun tilsyneladende
var ligedan mod ham som før, det vil sige venlig og
rolig saaledes, som hun havde været i det sidste Aar.

Det kom fra hendes Side aldrig til nogen sand Ud-
soning. Dertil havde hun for klart faat Øiet op for,
at hans virkelige Væsen var som en løs Sky, der kunde
glimre baade i Aand og Elskværdighed, eftersom Øie-
blikket og Menneskenes Ære spillede ind i den; men
han var for dybt egoistisk til, at en sanddru, alvorlig

SIDE: 183

Kjærlighed kunde fæste Rod, endsige give en fælles
Livsvækst.

Følsom, honnet og godmodig, som han var, vilde
han have behandlet hvilkensomhelst Hustru udmærket
endog, om denne ikke havde gjort sig ham saa nød-
vendig som hun. Men hun følte dog, at hun i sin sel-
skabelige Magt igrunden havde et Slags Selvforsvar;
thi den bragte ham til at se op til hende - noget, hans
forfængelige Natur trængte til for at se hende i det
bedste Lys. Hun erkjendte med Fortvilelse i Hjertet, at
hun i sin Kjærlighed til ham havde grebet dybt feil,
at der var intet trofast, sandt at fæste sig ved, intet af
det, hun engang havde villet se hos ham.

Hun vidste Hemmeligheden ved denne for Verden
glimrende Mand, - at det var ingen Mand.

Hendes Ægtefælle levede og bevægede sig nu for
hendes Blik som et brustent Ideal, til hvilket hun var
bundet, - saalænge Livet varede. Der voksede Bitter-
hed i hendes skuffede Sind, og denne blev saameget
dybere, som hun maatte lukke den inde i sin Sjæl og
ikke havde nogen at betro sig til.

Der stod for hende kun tilbage at være klog, at lade
sig nøie med et komfortabelt, i ydre Henseende anset,
Samliv og gjøre sig alt saa fordrageligt som muligt.

Livet var blevet hende saa ørkentomt, og netop i
Øieblikke som, naar hendes Mand under Applaus
glimrede ved Bordet i en ildfuld Skaaltale, - syntes
hun, det lød, som Tomheden buldrede.

Sine Forældre forsikkrede hun altid ivrigt om, at
hun var lykkelig, naar de ikke forstod, hvorfor hun
saa saa bleg ud, og de vidste jo, at hun i alle Henseen-
der havde det godt.

Hendes eneste dybere Interesse var Sønnen Frederik,
som hun dog opdrog strengt, fordi hun troede at se
Faderens Natur i ham.

Hun havde altid bevaret sin varme Interesse for
Elisabeth og glædet sig meget de Gange, hun i Tider-
nes Løb havde modtaget Hilsener fra hende.

For hendes Erindring stod den ranke Pige som et

SIDE: 184

af de Mennesker, til hvem hun havde følt sig mest
hendraget. Efter den store Skuffelse, hun havde op-
levet, kunde hun ofte saa klart se for sig dette udtryks-
fulde Ansigt, der var saa fuldt af kraft og Hjertelag.

Hun havde undertiden set Elisabeth i Arendal og
troede at vide Grunden, hvorfor hun altid syntes at
ville undgaa at møde hende; thi i sin Mands Skuffer
havde hun engang tilfældigvis iblandt nogle gamle
Breve fundet den Seddel, som Elisabeth havde skrevet
til ham.

Det var ikke noget Slag for hende, - dertil kjendte
hun for godt sin Mands flygtige Natur.

De Gange, hun paa Gaden saa et Glimt af Lodsens
Hustru, speidede hun forskende i hendes Ansigt, om
hun saa lykkelig ud. Men hun syntes snarere, at hun
opdagede noget fortrykt. Og, da hun saa hørte om
hendes Mand, at han skulde være saa haard og umed-
gjørlig - troede hun at have faat Vished for, at ogsaa
hun var ulykkelig i sit Ægteskab. Hun følte nu en
Trang til at tale med Elisabeth som med intet andet
Menneske, - efter at høre, om hun dog ikke selv var
den ulykkeligste af dem.

Ogsaa Elisabeth havde længtes efter at gjense sin
fordums Veninde. Men Becks Hus var hende jo af
mange Grunde et umuligt Sted.

Elisabeth havde dog lagt Mærke til, at hun var blevet
paafaldende bleg.

Især syntes hun, at hun saa dette engang, hun og
hendes Søn Gjert stod paa Bryggen ved Baaden, ifærd
med at reise hjem.

Fru Beck kom forbi et Stykke henne ved sin Mands
Arm og vendte en lang Stund Hovedet om. Udtrykket
hvilede saa sørgmodigt dvælende paa hende, næsten
som hun havde noget at sige eller betro hende, og de
hilstes uvilkaarligt.

Siden hengik et Par Aar uden at de saa noget til
hinanden; thi Elisabeth var i den Tid næsten aldrig
i Arendal.

SIDE: 185

Vi hensætter nu Læseren til hin Nat i Begyndelsen
af denne Fortælling, da Lodsen, drevet af sit vilde,
mørke Humør var gaat tilsjøs med sin Søn.

Elisabeth tilbragte den i en Sindsstemning, der var
mere end vanligt oprørt, - selv efter en slig Scene.

Da han havde forgrebet sig paa Sønnen, var der
blusset noget op i hende, som hun havde havt ondt
for at undertvinge, og hun følte med en vis Skræk, at
det havde været paa Nippet til et Udbrud, - at kun
den lange Vane i at underkaste sig havde gjort hende
det muligt ogsaa denne Gang at tie.

De saa tit gjentagne Undskyldningsgrunde for ham
vilde ikke stige frem.

Hun sad stille i Natten og saa udover de svundne
Aar og syntes fortvilet, at hun vadede og arbeidede i
noget endeløst ufremkommeligt, at hendes Taalmodig-
hed holdt paa at gaa tilende.

Havde hun da ingen Ret? Eller skulde der paa
denne Maade ties, - til den ene af dem engang brag-
tes hen paa Tromø Kirkegaard?

Disse Tanker var engang vakte og vilde ikke lade
sig drive tilbage igjen; de gik i hende ogsaa den føl-
gende Dag, og hun var ikke istand til at sidde roligt
over noget Arbeide. Hun var angst for, at Salve ufor-
modet skulde komme hjem igjen, for hvorledes hun
da vilde modtage ham; thi hun følte sig ude af Stand
til at beherske sig. Hendes egen Stue var med ét blevet
hende trang og kvalm som et mangeaarigt Fængsel,
hvori hun havde siddet.

Hun tog den lille Henrik paa Fanget for at berolige
sig.

Om Aftenen overfaldtes hun af en heftig Graad; hun
syntes, alle de Tanker, hun havde havt, var saa syn-
dige, følte, hvor høit hun alligevel elskede Salve, og
hulkede i Hænderne.

Men det var alligevel bagefter, som noget var hændt;

SIDE: 186

- som hun ikke længer havde godt for at bære dette
Liv.

En af de følgende Dage kom Naboen ind i Stuen med
Bud fra hendes Moster. Denne laa meget syg og øn-
skede, at Elisabeth skulde se ind til hende, og hun tog
straks med sin Søn Henrik indover til Arendal, idet
hun nedlagde Besked derom til Salve, som hun ven-
tede hjem.

Hun var næsten glad ved denne Gang at kunne være
borte ved hans Hjemkomst.

At gamle Mor Kirstine var bleven syg, var paa en
Maade en Begivenhed paa Stedet, thi som Sygepleier-
ske i en Aarrække eiede hun sit stille Forhold til man-
gen Familie, - ogsaa den Beckske, Familiefædre er-
indrede at have set hendes Ansigt over sig, da de som
Barn laa i Meslinger eller Feber, og hun var altid selv-
givet tilstede, naar der tilstødte nogen alvorligere Syg-
dom. Der var en Trøst i det blotte Syn af denne stærke,
rolige Kvinde med den stille, erfarne Takt om den
syge, den utrættelige Evne til at vaage og de vel
kjendte Egenheder, hvori hun ikke taalte Modsigelse.

Lægen havde snart opdaget, at Forholdet stod saa,
at det var ham, som for sin Anseelses Skyld i Byen
maatte vinde hendes Tillid, ikke omvendt.

Den unge Fru Beck havde som andre stadig ladet
forhøre om, hvordan det stod til, og det forlød nu, at
det værste rimeligvis var overstaat.

Fru Beck kunde ikke modstaa denne gode Anled-
ning til at se Elisabeth, og begav sig en Formiddag
derover.

Mor Kirstine var faldt i en rolig Søvn, og Elisabeth
sad ved sin Mosters Seng, da hun saa Fru Beck gjen-
nem Ruden. Hun forstod at denne vilde komme ind,
og sad med bankende Hjerte ventende paa, at der
skulde tages i Døren ude i den smale Forstugang.

Fru Beck maatte have staat længe ude i Bislaget,

SIDE: 187

thi det varede en god Stund, før der rørtes ved Klinken.
Da gik hun sagte ud og aabnede den.

De stod Ansigt til Ansigt.

Elisabeths Øine var taarefyldte; men Fru Beck lod
ikke til at have saa godt for det. Hendes Blik havde
heller noget fornemt forlegent, og hun trykkede Elisa-
beths Haand for ligesom ad denne Omvei at besvare
det. Og dog var der noget i hendes blege Ansigt, som
sagde den anden, at hun visselig ikke følte mindre ved
Gjensynet.

Elisabeth førte hende ind i Mor Kirstines lille hygge-
lige Kjøkken, hvor der stod en Kasserolle med Suppe
til den syge paa Skorstenen svagt kogende over Ilden.

Hun bad hende sidde ned.

I Stilheden kunde de høre Uhret pikke inde i Stuen
ved Siden, hvor Mosteren sov.

Der blev en Pause, førend nogen af dem talte. Ende-
lig spurgte Fru Beck i en sagte Tone:

"Hvordan staar det til med Deres Moster, Elisabeth?"
- Det vilde under enhver Omstændighed været et na-
turligt Spørgsmaal; men her føltes det kun som en al-
mindelig Indledning, - hun havde desuden samme
Morgen forhørt sig derom ved Bud.

"Tak, det synes at staa til Bedring," svarede Elisa-
beth, - "og nu sover hun. Det vil gjøre godt."

"Det er længe siden, vi saas, - atten Aar!" sagde
Fru Beck, og hendes Øine hvilte paa Elisabeth, som
om hun ledte efter Mærker paa, hvorledes disse havde
taget paa hende; - "men De har været stærk, ser jeg,
stærkere end jeg."

"Det var den Morgen, jeg reiste til Holland," yttrede
Elisabeth under en vis bevæget Glæde ved at kunne
minde det op igjen.

"Jeg har tit tænkt paa den Time!" hviskede Fru
Beck næsten mere for sig selv end til hende, hun talte
med, og hendes Læber dirrede svagt.

Elisabeth læste et Udtryk af stum Sorg i hendes
Ansigt.

Fru Beck havde tænkt at fortælle Elisabeth, at hun

SIDE: 188

kjendte Grunden til hendes Afreise. Hun kjæmpede
med sig selv, om hun skulde sige noget, men lod det
dog være.

"Ja den, som kunde set forud i Livet, Elisabeth!"
udbrød hun med et Suk og saa vemodigt paa hende,
som om hun mente at have givet Udtryk for en sørge-
lig Følelse, der maatte være fælles for dem begge.

"Det var vist ikke godt, Fru Beck, - der falder
mange Ting af i Livet, som det vilde være mindre let
at bære, naar Modet først var slaat ned."

"Ja, men man kunde da vogte sig!" - hviskede Fru
Beck med noget bittert, haardt i Stemmen.

Elisabeth følte sig ikke saa enig i dette, og der op-
stod en Pause, hvorunder Fru Beck havde Følelsen af,
at Samtaletraaden var gaat itu. Hun ledte i sit stille
Sind efter, hvorledes hun igjen skulde begynde for at
faa anbragt det, hun vilde, og tog med pludselig Varme
hendes Haand.

"Er der noget, Deres Moster behøver, saa haaber jeg,
De véd, at hun blot har at vende sig til mig!" Hun
vilde helst have nævnt hende selv istedetfor Mosteren,
men følte, at der var noget i det Forhold, hvori de to
stod, der forbød det, - og Meningen laa forstaaelig
nok under.

"End De selv, Elisabeth?" vedblev hun, idet hun saa
hende forskende ind i Øiet med et Udtryk af inderlig
Medfølelse. "De har det ikke godt, - De er jo des-
værre ulykkelig gift!"

Ved de sidste Ord fløi der en Rødme op i Elisabeths
Ansigt, og hun trak uvilkaarlig Haanden til sig.

Hun saa paa Fru Beck med en saaret Stolthed, som
hun nødig vilde være ved.

"Nei, Fru Beck!" svarede hun - "det forholder sig
ikke saa. Jeg er" - hun vilde sagt lykkelig, men valgte
at sige - "ikke ulykkelig gift." Hun følte, at Udtalelsen
lød svag og tilføiede:

"Jeg har aldrig elsket, vilde aldrig eiet nogen anden
end han, som nu er min Mand!"

"Det glæder mig usigeligt, Elisabeth. Jeg havde jo

SIDE: 189

hørt noget andet" - yttrede Fru Beck lidt forlegen, og
der opstod atter en Pause.

Hun forstod, at hun havde været saa uheldig at
krænke hende, og at den sidste Yttring havde gjort
det værre; thi af Elisabeths Holdning fremskinnede
noget værdigt, selvfølende.

Det rørte sig inde i Stuen, og Elisabeth greb Anled-
ningen til at faa afbrudt den lidt pinlige Taushed ved
et Øieblik at se didind.

Fru Beck saa efter hende med et noget forbauset,
endnu prøvende Udtryk. Hun maatte dog have taget
feil; men lykkelig i sit Ægteskab var hun ialfald neppe.
Og dog, tænkte hun bittert, - hvilken Kløft imellem
dem! Hun holdt ialfald af sin Mand.

Da hun kom tilbage, sagde Fru Beck under en Tanke
om at udslette det Indtryk og tillige givende efter for
sin egen dybere Trang til et fortroligt Udbrud:

"De tog Dem dog ikke nær af, hvad jeg kom til at
sige, Elisabeth. Jeg tænkte, ogsaa andre kunde have
Sorg!"

"Vi har alle det, vi skal bære frem, og det kan man-
gengang være tungt nok," mente Elisabeth; hun mis-
forstod ikke, hvad der laa i Fru Becks Ord og saa del-
tagende paa hende. Hun vilde dog ikke direkte svare
paa, hvad hun troede, den anden kun ufrivilligt var
kommet frem med, og sagde:

"De har en Søn, lykkelige Forholde og meget at leve
for, Fru Beck!"

"At leve for!" udbrød hun nu - "at leve for! Jeg
skal sige Dig noget, som ingen véd uden nu Du. Jeg
dør Dag for Dag - jeg véd bedst selv, hvad der er
igjen af mig. Det er lidet, og mindre blir det!"

Hun talte i kold, bleg Ekstase. - "Du er det eneste
Menneske, jeg har sagt det til; det eneste, jeg igrunden
bryder mig om. Gjem det og glem det.

Og nu Adieu!" - sagde hun. "Træffes vi nogen-
gang mere i Verden, saa taler vi aldrig om det." Hun
søgte i Bevægelse efter Døren og aabnede den.

"Ethvert Kors kommer fra Vorherre, og den største

SIDE: 190

Synd af alle er at fortvile! det kan De være rolig for
er Sandhed," trøstede Elisabeth. Hun sagde det bed-
ste, hun her vidste at sige.

Fru Beck vendte sig om i Døren og saa paa hende
med det blege, stille, glædesløse Ansigt.

"Elisabeth!" yttrede hun - "jeg fandt denne i en
af min Mands Skuffer. Jeg vil sige Dig det, for at Du
ikke skal tro, det er det, som har voldt mig nogen
Sorg." Hun tog op af Lommen en gammel, gul Papir-
lap og rakte hende den.

Elisabeth sad siden længe med Bedrøvelse og tænkte
paa hende.

Nu forstod hun, hvorfor Fru Beck var saa bleg! Hun
havde ikke en Rynke i sit Ansigt; det saa saa fornemt
ud, men hvor koldt - og trangt det var blevet! Stak-
kel, Stakkel, - hun havde det tungt! En skulde ikke
have let for i hende at kjende igjen Marie Forstberg.

- "Saa det er at være ulykkelig gift," - sagde hun
sig selv; hun syntes, hun havde stirret ind i noget for-
færdeligt.

Medens hun sad ved Mosterens Seng, forfulgte dette
hende, og hun saa med dyb Medynk sin Venindes
Skikkelse for sig.

Efterat hendes Medfølelse endelig havde arbeidet sig
til et Slags Ro, begyndte et andet hidtil i hendes Sind
tilbagetrængt Punkt ved deres Samtale stærkt at be-
skjæftige hende. Det var de Ord, hvoraf hun pludselig
havde følt sig saaret.

"Saa, det er altsaa det, Verden siger om os" - tænkte
hun - "at vi er ulykkelig gifte!"

Hun havde Tid og Ensomhed nok til at gruble der-
over, medens hun pleiede den syge og vaagede over
hende. Hun stirrede med et halvt forskrækket, prø-
vende Øie paa sit eget Ægteskab og den tunge, stadige,
frugtesløse Kamp, hvorunder det var hengaat, og hvori
der ikke var vundet et Skridt frem, - altid gaat til-
bage, mere og mere.

Kunde hun sige, at der var Lykke i et sligt Liv?

Og var Salve da lykkelig? -

SIDE: 191

Hun saa ham for sig, som han var i sin første Ung-
dom og slig, som han nu var blevet, - mørk, vild og
mistænksom i sit Hjem, hvorledes hun modtog ham
med skjult Frygt istedetfor Hustruens Glæde, hvorle-
des de sidst havde skiltes - ja, hvad der var hændt
sidst, og hvad hun da havde følt.

Hendes Tanke dvælede længe og med Bitterhed der-
ved; - saa galt var det altsaa blevet mellem dem!

Hun begyndte med Angst at tænke: "Dette er kanske
det at være ulykkelig gift!" - det havde før ikke faldt
hende ind, at sligt kunde siges om hende; hun havde
jo faat den, hun af alle vilde have i den hele Verden.

Hun sad ud paa Morgensiden med Hænderne fol-
dede om Knæet og stirrede ud i Stuen. Natlampen
lyste svagt henne fra Glasset bag Sengen.

Fru Becks Ord, da hun stod saa bleg og sagde sin
Ulykke ud til hende, gik mere og mere igjen; de gjen-
tog sig tydelig, ordret, Gang efter Gang og vilde ikke
bort: "Jeg dør Dag for Dag. - Jeg véd bedst selv,
hvad der er igjen af mig -; det er lidet og mindre
blir det!"

Og saa gik det med ét klart som et Lys op for hende:

"Det er jo netop slig baade Salve og jeg lever! -
Vi er begge stadig blevne mindre, - vi dør daglig ved
Siden af hinanden; det er det, man gjør i et ulykke-
ligt Ægteskab!"

Hun sad en lang Stund bøiet, smertefuldt stirrende
ind i denne Tanke.

I al sin Opoffrelse, fordi hun troede, at han ikke
taalte at høre Sandheden, saa hun nu en eneste for-
tærende, aarlang Løgn. Det var Mangel paa gjensidig
tillidsfuld Oprigtighed, - det, at de begge havde skyet
Sandhedens Grund, - der havde gjort deres Forhold
sygt.

Da kastede hun med ét Hovedet op, og der lyste en
vild Energi i hendes Ansigt. Hun saa saa smuk, saa
ubetvingelig stærk ud.

"Men slig maa det ikke længere gaa! - Salve og jeg

SIDE: 192

skal ikke ødelægge Livet for hinanden!" udbrød hun
og reiste sig i Bevægelse.

"Hvad siger Du, Elisabeth!" - spurgte hendes Mo-
ster, der vaagnede.

"Intet, kjære Moster!" svarede hun og bøiede sig
over hende med en Skaal Suppe, som havde staat over
Natlampen.

"Du ser saa - saa glad ud, Elisabeth."

"Det er, fordi Du har sovet saa godt, Moster, og
drikker Du lidt, faar Du igjen sove, skal Du se."

Der var et stille Smil om hendes Læber, og over
hende pludselig en helt anden selvbevidst Holdning.
Hun var i Ordets dybe Betydning lettet og indvendig
befriet - for en mangeaarig Tyngde. Endelig havde
hun faat Rede og Klarhed og kunde se gjennem det,
der hidtil havde ligget som en klam, tung, forvildende
Taage over hele Live og gjort hvert Fodtrin, hver
Tanke, hver Glæde uvis.

Hun vidste nu, hvor hendes Ansvar laa, hvad hun
vilde og skulde.

Hun ventede, at Salve og Gjert skulde komme opad
Dagen, og tænkte meget paa, hvorledes hun da skulde
modtage ham. Det skulde og maatte komme til en For-
klaring mellem dem; men hun følte tillige, at hun
maatte gaa klogt frem.

Og midt under dette - med hvilken anden Freidig-
hed og Længsel ventede hun ikke paa ham.

Salve havde været heldig og bjerget ind til Hesnæs
et engelsk Barkskib, og derfor modtaget et stort Salær.

Han havde som vanligt gruet for Hjemkomsten;
men, da han ikke fandt sin Hustru og hørte, hvordan
det hang sammen, var han straks taget ind til Arendal
for at høre til hende.

Hun modtog ham ude i Gangen.

SIDE: 193

"God Dag, Salve," sagde hun og tog ham i Haanden.

"Jeg har været meget ængstelig for Dig og ventet,
kan Du vide. - Du maa gaa stille - didind." Hun
viste ham ind i Sidekammeret - "Og hvor er Gjert?"

Han saa lidt overrasket paa hende; det var ikke den
Maade, hun ellers pleiede at modtage ham paa. Der
var noget freidigt, som om hun selvgivet forlangte
Regnskab af ham for hans Fraværelse. Ellers var det
altid ham, som pleiede at overtage Begyndelsen og
efter Behag vise Glimt af sit naadige Humør.

"Gjert" - svarede han lidt kort - "er hjemme ved
Huset!

Saa Du har været ængstelig for mig, ventet?" til-
føiede han i en egen Tone, som han fandt noget at be-
mærke ved denne Tiltale, men opsatte det.

"Det kan da ikke være det samme for mig, Mand,
om Du omkommer derude - véd Du vel."

"Hvordan staar det til med din Moster?" - afbrød
han. "Er hun meget syg."

"Hun kan se dig; - følg mig ind til hende, men gaa
sagte."

Salve følte, at han blev paa en Maade nødt og fulgte.

Han havde altid, saa vidt muligt, undgaat at se Mor
Kirstine og ladet sin Hustru alene staa for det For-
hold. Han var ræd de prøvende Øine, hvormed den
gamle saa paa ham, og mindedes altid den Advarsel,
hun havde givet ham om ikke at nærme sig Elisabeth,
saalænge han nærede en Tvil i Hjertet mod hende.

Da han var kommet ind, gik han med Ærbødighed
hen til hendes Seng.

"Saa det er Dig, Salve!" sagde hun med svag Stem-
me. "Du er ikke ofte at se. Elisabeth har været vel-
signet mod mig, og Henrik er saa stille og snil; -
hvor er Gjert, - har Du ikke ham med Dig?" Hun
saa spørgende efter ham.

"Han er hjemme ved Stuen, Moster," - svarede
Salve. - "Hvordan staar til?"

"Aa Tak, - som Du ser; - jeg tænker saa tit paa,

SIDE: 194

hvad der skal blive af den Gut; han er saa vild af sig,
men saa god igrunden, Stakkel!"

"Aa, - Du skal nok se, vi skal faa ham frem!" sagde
Elisabeth, der stod bag Salve og nu nærmede sig
hende -; "men Du maa ikke tale saameget."

Salve var pinlig berørt. Samtalen var netop truffet
til at komme lige op i det, som havde været Anledning
til Uveiret sidst hjemme, og saa tog Elisabeth det slig.
Han blev barsk i Minen.

"Du saa saa glad ud inat, Elisabeth! Hvem var det,
som var inde og talte med Dig igaar?"

"Det var Fru Beck."

"Den unge?" - vedblev Mosteren.

"Ja, det var hende. Men Du taler formeget, Moster!"

"Jeg er bange for det jeg ogsaa!" tænkte Salve mørkt
for sig selv.

Men, da han saa, at Elisabeth nu, som intet var,
vinkede ham ud, overvandt han sig dog i Øieblikket
og sagde lidt tvungent:

"I vil nok blive rask igjen, Moster, til jeg kanske ser
herind om nogle Dage. Farvel saa længe!"

Han gik noget braat ud, og hans Mine var torden-
mørk.

Hans Stolthed forbød ham at udtale, hvad han
tænkte, men han havde paa Læben at sige hende kort
og bittert, at hun naturligvis for ham maatte blive i
Arendal saalænge, hun blot ønskede det, og saa selv
straks tage hjemover.

Elisabeth læste, hvad der foregik i ham og, da de
kom ud i Kjøkkenet, foregreb hun det:

"Hør Salve," sagde hun, "jeg maa naturligvis blive
herinde, saa længe Moster er syg!"

"Det forstaar sig," svarede han tørt - "herinde har
Du jo ogsaa bekjendte!"

"Du mener Fru Beck? Hun har været saa god imod
mig, og jeg holder af hende, - hun er ulykkelig gift,
Stakkel!"

Salve studsede. Elisabeth syntes med ét at have
glemt meget, - at der fandtes visse Anstødsstene. Var

SIDE: 195

det kanske, fordi hun nu var hjemme hos sin Moster?

Han saa koldt paa hende, som han ikke rigtig be-
greb, hvad der gik af hende.

"Du bliver naturligvis, saa længe Du vil," sagde han
og beredte sig til at gaa, men kunde ikke bare sig for
med Bitterhed at tilføie:

"Der er jo ogsaa ensomt og kjedeligt hjemme!"

"Deri har Du ikke saa megen Uret, Salve! jeg har
virkelig havt det temmelig ensomt derude nu i mange
Aar. Du er saa ofte hjemmefra, og da sidder jeg be-
standig alene der. Det er nu to Aar, siden jeg har set
ind til min Moster!"

"Elisabeth!" - udbrød han, idet han søgte at tvinge
sig -. "Er Du fra Forstanden?"

"Det er netop det, jeg vil undgaa, Salve!" sagde hun
med isnende Ro.

Han stirrede paa hende; - hun stod og sagde ham
det lige i Øinene.

"Saa det er altsaa der, jeg har Dig!" yttrede han
haanligt. - "Jeg har jo altid anet det. Du kan nu
komme hjem for mig, naar Du vil, Elisabeth!" ved-
blev han i en kold, ligegyldig Tone.

"Du burde altid vidst, hvor Du havde mig, Salve!
at jeg holdt af Dig - kanske endog formeget!"

"Jeg skal sende Dig Penge, - det skal ikke staa paa
det. For mig kan Du omgaas Fru Beck og de fornem-
me, saalænge Du vil!"

"Og hvorfor skulde jeg ikke faa Lov til at tale med
Fru Beck? Mener Du ikke dermed," - udbrød hun
med løftet Hoved og et tindrende harmfuldt Udtryk -
"at jeg har noget paa mig, hvorfor jeg ikke skulde
kunne træde med frie Øine ind i hendes Stue.

Men ét vil jeg sige Dig Salve, - og jeg siger det for
vor Kjærligheds Skyld -: Dette skal have en Ende!
Thi blev det ved slig mellem os," endte hun langsomt,
idet Stemmen skalv - "turde Du kanske opleve den
Dag, da den ikke mere fandtes. En raader ikke selv
for sligt, Salve!"

Han stod endnu et Øieblik stum og saa paa hende.

SIDE: 196

De hvasse, mørke Øine viste, at der spøgte noget far-
ligt i ham, som han selv var bange for at slippe løs.

"Jeg vil tro, Du har sagt dette i Ophidselse," sagde
han med et frygteligt Alvor. "Jeg skal ikke være vred
paa Dig, men glemme det, det lover jeg Dig, - tænke,
at Du ikke har været rigtig ved Dig selv idag, -
syg -"

"Skuf Dig ikke, Salve! Jeg mener hvert Ord, - saa-
vist, som jeg holder af Dig!"

"Farvel, Elisabeth! Jeg kommer tilbage paa Onsdag,"
sagde han, som han kun holdt ved sit Forsæt og vilde
undgaa at høre mere.

Da han var gaat, snarere sank end satte Elisabeth
sig ned paa Bænken. Hun var forfærdet over, hvad
hun havde sagt.

Hendes Hjerte var opfyldt af en dyb, usigelig Angst.

Hun kjendte ham og vidste, at hun risikerede alt
af hans yderlige Natur - at støde ham helt fra sig
ud i et forvildet Liv udenfor Hjemmet.

Og dog maatte - maatte det voves. Og med Guds
Hjælp skulde hun seire og holde ham fast i sin Kjær-
lighed.

Medens Lodsen stod og styrede sin Skøite hjemover,
havde han endnu kun en dump Følelse af, hvad der
var sket, men Harmen brændte i hans Øie, og det
brune, skarpe Ansigt havde et haardt Udtryk.

Han var frygtelig krænket, saaret lige ind til Hjerte-
roden af sin Stolthed. Hun havde pludselig overfaldt
ham med alt dette paa et neutralt Territorium, - Mo-
sterens Hus, sagt ham lige ud, at hun havde været
ulykkelig, følt sig tyranniseret i al den Tid, de havde
levet sammen.

Han smilte bittert, - han havde altsaa dog havt
Ret i den Følelse, at hendes Væsen havde været skjult
mod ham!

SIDE: 197

Ja vist havde de levet ulykkeligt; men hvis var Skyl-
den? Hvorfor havde hun lige fra Begyndelsen ladet
ham gaa slig uvis og uklar? Havde hun ikke sveget
ham dengang, han var ung og ikke eiede en Mistro i
sin Sjæl?

Og bagefter? - han havde visselig forstaat, at hun
havde havt mangen Overvindelse ved at finde sig i
hans ringe Kaar.

Han følte, at hans mangeaarige Magt over hende var
glippet, og at det gjaldt en Kamp. Det forekom ham,
som hun med ét havde sat Krudttønden i hans Stue
og truet med at sprænge hele Huset i Luften.

Men han brugte ikke at lade sig tvinge!

Da han kom hjem til Merdø, belagde han i Taushed
Skøiten uden næsten at se paa Gjert, som hjalp ham;
og taus gik han ind i sit Hus, hvor han en Stund stod
ved Vinduet og skrev paa Ruden.

Det var snart aldeles mørkt udenfor.

Gjert havde tændt et Lys. Han forstod, at der igjen
var noget galt paafærde med hans Mor, men vovede
ikke at komme med det Spørgsmaal efter hende, som
laa ham paa Hjertet.

Hans Far sad siden den hele Aften ganske stille
henne i det ene Hjørne af den sammenslagne Senge-
bænk, hvori Sønnen pleiede at ligge.

Da Aftenstiden kom, satte Gjert noget Mad frem.
Han følte, at Situationen paa en eller anden Maade,
var farlig, og gjorde det saa stille paa Taa, han kunde,
men netop derfor keitet, og han kom til at gjøre endel
Allarm med Talerkenerne.

Dette og den Frygt Sønnen viste for ham, irriterede
ham.

Han fo'r pludselig op og udbrød tordnende:

"Spørger Du ikke efter din Mor, Gut?"

Gjert vilde ellers blevet forskrækket, men nu gik han
i dyb Ængstelse for Moderen, for hvem han i Hjertet
havde taget brændende Parti, og saa svarede han løve-
modigt:

"Jo Far, - jeg har hele Tiden tænkt paa at spørge,

SIDE: 198

hvordan det staar til med Mor. - Kommer hun ikke?
- Stakkels Mor!" - udbrød han, og saa brast Gutten
i Graad, lagde Hovedet paa Armen og hulkede.

"Mor kommer igjen, naar Moster inde i Arendal er
bleven frisk," - sagde Lodsen beroligende og mildt.
Men derpaa fo'r han igjen op:

"Du har intet at flæbe for, Gjert! Du kan faa reise
ind til hende, naar Du vil - imorgentidligt. Nu kan
Du gaa ind og lægge Dig inde i vor Seng!"

Gjert adlød.

Lodsen gik længe frem og tilbage paa Gulvet i stærk
Bevægelse.

"Det er altsaa det, hun har udrettet!" udbrød han.
- "hun vidste, hvad hun gjorde, og hvormed hun
truer!"

Han satte sig igjen hen paa Sengebænken med sam-
menkneppede Hænder og stirrede ned mod Gulvet.

Lidenskaben gik vældigt i ham.

"Men hun tvinger mig ikke!"

Lyset holdt paa at gaa ud i Stagen, og han tændte
et nyt og satte ned i den.

Det var alt over Midnat. Han stod en Stund stille
med Stagen i Haanden og gik derpaa ind og lyste paa
Gjert. Han laa paa Moderens Plads med tydelige Spor
af at have grædt sig isøvn.

Lodsen stod der længe. Hans Læber sittrede og hans
Farve blev næsten graa. Smerten holdt paa at over-
vælde ham.

Da gik han igjen ud og satte sig hen som før.

Da Gjert om Morgenen kom op, fandt han sin Far
liggende paaklædt paa Sengebænken. Han sov.

Det var tydeligt, at han havde vaaget hele Natten.

Det skar Gutten i Hjertet; - han syntes nu saa bit-
terlig Synd i sin Far.

Denne vaagnede lidt efter og saa paa ham, i Be-
gyndelsen næsten lidt forvildet. Derpaa sagde han
blidt:

"Jeg lovede Dig igaar, Gutten min, at Du skulde faa

SIDE: 199

Lov til at reise ind til din Mor i Arendal; - hun læn-
ges kanske efter at se Dig."

"Er ikke Mor syg, saa blir jeg helst her hos Dig, jeg
Far! - til Du selv reiser ind til hende. Henrik er jo
der."

"Saa, Du vil det Du?" Stemmen var lidt toneløs, og
han saa paa ham, som han tænkte noget derved.

"Men jeg vil dog, at Du skal reise, Gjert!" - sagde
han pludselig i en anden skarp Tone, der ikke tillod
Indvending; "Mor havde ikke tænkt paa at tage videre
med sig. Du faar tage hendes Søndagskjole og andet,
som Du véd, hun behøver, med Dig i Kisten der. Det
kan vare længe før - før Moster blir frisk," sagde han
og gik med det samme ud af Stuen.

Medens Gjert ordnede dette, holdt hans Far paa i
Fjæren at sætte den lille Sjægte ud og lagde selv
Aarerne i til ham.

Da Gutten reiste, strøg han ham over Kinden, men
sagde lidt bittert:

"Hils nu Mor og sig, at Far kommer ind, som han
har lovet, paa Onsdag.

Far nu forsigtig, - jeg har ikke villet, at Du skulde
have Seil i Baaden, Gut!"

Han stod længe og saa efter Sønnen, der roede ud-
over, og gik saa op til Fløien, hvor han spadserede paa
sin vante Vis med Hænderne paa Ryggen.

Men en Uro drev ham igjen hjem i Stuen, hvor han
opholdt sig saagodtsom den hele Dag.

Den første Harme var nu saavidt brustet af, at han
kunde tænke mere klart.

Det, som nu nærmest begyndte at optage ham, var
Forbauselsen over, hvad der dog kunde være gaat af
hende, - saa med ét?

Det kunde ikke være hin Scene, da han sidst gik til-
sjøs? Lignende var jo ialfald passeret før. Nei, - det
maatte være noget andet; - dette var kommet paa i
Arendal.

Hun havde med en vis Hentydning til dem selv talt
om Fru Becks ulykkelige Ægteskab. Ja, det var klart,

SIDE: 200

- hun havde talt med Fru Beck; hun maatte have faat
det fra sin gamle Veninde.

"Hm!" udbrød han harmfuldt, "jeg skylder virkelig
de Becks Taknemmelighed, - det er, som al Ulykke
skal komme fra det Øglerede!

Hun har i Stilhed gaat og ment alt dette herhjemme,
men skjult det for mig, bøiet sig og tiet. Nu greb hun
Anledningen. Og derinde i Arendal kunde hun jo være
sikker paa at komme til at staa med Retten i Hæn-
derne imod sin Mand, den saa ilde ansete Lods, - paa
at faa dem alle for sig ligefra Mosteren til disse Becks!"

Ja, hvorledes var det egentlig tilgaat med Elisabeth
der hos Becks? - han havde aldrig faat Rede og Klar-
hed paa det.

"Hun betingede sig, at jeg skulde tro hende, - hun
vilde ikke taale andet! Og det har dog igrunden altid
pint mig.

Men jeg lyster ikke længer at leve som deres Nar!"
udbrød han og fløi op i Raseri og skridtede frem og
tilbage i Stuen. "Det er hende, som skal give mig
Rede; - det er hun, som har traadt mig under Fødder!"

Han sad henne ved Bordet og forfulgte sine Tanker.

"Elisabeth! Elisabeth! hvad har Du gjort!" - hvi-
skede han bevæget og skjulte Panden ned i Hænderne.

"Ja, hvad har hun gjort? - Jeg tænker ingenting
jeg, Salve, - at det bare er Dig, som er gal! - Ja,
den, som rigtig kunde tro det, at der ikke er noget
iveien!

Jeg har saa let for det, bare jeg har faat være en
Stund hos hende" - sukkede han igjen og derpaa med
et Glimt af Selvforagt:

"Jeg skulde igrunden være nedlagt her i Stuen som
en Ansjos, - jeg taaler ikke at tages ud af Dunken!

Hun lignede saa den forrige Elisabeth, som hun stod
der og sagde mig alt dette; - hendes lige gives der
ikke i Verden. Jeg har ikke set hende slig paa mange
Aar!

Hun har sagt mig saa mangen Gang, at hun holder
af mig, altid har holdt af mig ligefra den Tid ude paa

SIDE: 201

Skjæret hos hendes Far; - og hun lyver ikke; det skal
jeg gladelig give mit Liv paa!

Sandelig, - jeg tror Dig, Elisabeth, naar Du staar
slig og siger det!" og han slog i Bordet, som om Sce-
nen var nærværende.

"Men, hvorfor skulde hun holde af mig? - Har hun
ikke havt Tanker paa noget meget mere end det, jeg
fattige Lods og min Hytte kunde give hende? Har hun
ikke altid havt Trang til noget stort?"

- - Hans Udseende var i de Dage sjusket, halvt
forvildet. Naar han gik ud af sit Hus, var det snart,
som han ikke kunde have Ro borte fra det, og han
skyndte sig igjen ind.

Sindsbevægelserne havde taget paa ham, og han sad
nu, - Dagen, før han skulde reise - ensom i Stuen;
- den var saa trist og tom.

Henne i Vinduet ved Klaffebordet, hvor hun pleiede
at sidde og sy, stod den polerede Bøffelhov, som han
engang for Kuriositetens Skyld havde taget med fra
Montevideo og siden ladet gjøre til Systen for hende,
og ved Væggen under Skilderiet den i Ben fint ud-
skaarne Elefant, som han ogsaa havde fra den Tid,
han fo'r i Langfart.

Han stod en Stund og grublede og saa paa disse
Ting, og gik derpaa ind i Soveværelset; - der stod deres
og Posekigerens Seng.

Han saa hen paa den simple Kommode ved Væggen
med Skufferne. Paa den pleiede hun altid at sætte det
lakerede Speil med Rosen i, der hang inde i Stuen,
naar hun redede sit prægtige, lyse Haar.

Han huskede paa, hvormangen Samtale de havde
havt sammen, medens hun stod der bortvendt, med
den ranke Nakke og den kraftige, velformede Figur og
ofte blot kunde svare ham ved at forandre Udtrykket
i sit Ansigt.

Hans Tanke beskjæftigede sig en lang Stund med
dette og med mange andre smaa, kjendte Ting, som
kunde kaldes barnagtige for en overlegen, firtiaarig

SIDE: 202

Mand, tilmed af hans barske, mørkskjæggede Udse-
ende; - men han var alt andet end barsk nu.

Han blev med ét saa stille. - Han begreb, at han
ikke kunde undvære hende, og saa sig langsomt om
med en opstigende Angst.

Det forekom ham, som hun virkelig var borte, som
han paa en eller anden Maade havde mistet hende, og
som alt nu stod igjen i Værelset efter hende, stille og
støvet og skulde vedblive at staa saa - uigjenkaldeligt.

"Jeg har fortjent det!" - mumlede han og der laa
Sved paa hans Pande.

"Har hun da havt det slig hos mig, at jeg kan vente,
at hun skulde holde af mig? Er det ikke just min
egen Daarlighed, som er Skylden?

Hun havde Ret, - mere end Ret! - Jeg har behand-
let hende slet, mistænkeligt og tyrannisk, - altid, be-
standig; - nu kan jeg længe nok sidde her og angre
det! Hun var ikke den hun er, om hun taalte sligt!"

Han dvælede ved dette sidste, indtil der i ham plud-
selig oprandt en Erkjendelse, og han udbrød med bit-
ter Haan mod sig selv:

"Jeg har ikke taalt at tænke paa, at hun kunde havt
det bedre, at jeg selv lidet duede imod hende og ikke
kunde være hende nok; - det er det, som igrunden
altid har gaat i mig; - og saa har jeg opholdt mig ved
det, at jeg ikke kunde tro hende!"

"Tror jeg det?" spurgte han sig igjen langsomt, og
hans Ansigt blev, eftersom han tænkte, stedse mere
mørkt.

"Hvilken Godfjot og Nar Du dog er Salve!" lo han
med engang haanligt - "Det er hende, som har været
usand og falsk, hende, som skal erkjende, at hun har
været det, og som pligter at give mig Klarhed engang
for alle!

Ja, det er hende, som har at bøie sig, - og saa først
tilkommer der Elisabeth nogen Ret til at faa høre af
mig, hvad ogsaa jeg kan have at bebreide mig lige
over for hende. - - Saa er det, og - saa skal det
være!"

SIDE: 203

Under disse Tanker leirede der sig noget ubønhør-
ligt haardt i Lodsens Ansigt. Men hans Mine blev dog
igjen et Øieblik næsten bevæget:

"Jeg skal tale blidt til hende, - være saa mild, -
glemme alt.

Men bøie sig skal hun!" tilføiede han med et Præg
af mørk, urokkelig Villie.

Da Gjert kom med hendes Tøi, blev Elisabeth bleg.
Det var, som hun havde taget paa sig det, hun ikke
aarkede at bære frem.

Aftenen, før hun skulde se Salve igjen, sad hun i
tung Kamp om sin Beslutning. Hun følte beklemt, at
det afgjørende nu var nær.

De havde alle lagt sig; der var saa stille om hende,
og hun havde en Følelse, som dengang hun sad paa
"Apollo" og ventede, medens de nærmede sig Revlerne.
Imorgen tidlig var de der ubønhørligt; - og saa gjaldt
det, om de skulde forlise mere end Briggen, - alt, hvad
de eiede sammen paa Jorden! - Hun saa en lang, øde
Livsstrand indenfor.

Denne Gang var det hende, som styrede lige paa -
for at redde sin Kjærlighed.

Der kom noget stille, høitideligt i hendes Ansigt.
Hun kom uvilkaarlig ihu den Bøn af Salmebogen for
Sjøfolk i Livsfare, som hun saa ofte havde bedet, naar
Stormen tog i Huset derude paa Merdø, og hun sad
ensom hjemme og ventede: at Gud maatte bevare ham
for en brat Død.

En brat Død? - End om han virkelig var omkom-
met en af disse mange Gange, han med Harme og Bit-
terhed i Hjertet havde forladt hende! Havde hendes
Kjærlighed da været ham til Velsignelse?

"Nei, Salve, - Du skal ikke i din sidste Stund have
mig at takke for et sligt Liv!"

SIDE: 204

Om Natten vaagnede hun med et Skrig.

Hun havde drømt, at Salve forlod hende, og hun
raabte ansgtfuld efter ham: "Salve! Salve!"

Den Morgen, Lodsen lagde til ved Bryggen, stod hans
to Sønner og ventede paa ham.

Den lille Henrik raabte gjentagne Gange i fuld
Glæde paa langt Hold ud til ham; men Gjert var stille.

"God Dag, Gutter!" hilsede Lodsen blidt; - "hvor-
dan staar det til med - Moster?"

"Det er bedre," svarede Gjert.

"Hun sover ogsaa om Dagen!" triumferede Posekige-
ren, der havde opfattet, at det var dette, der skulde til,
for at hun kunde blive frisk.

Derpaa kastede han med en vigtig Matrosmanér
Huen ned paa Bryggen, saa han stod barhovedet med
den hvide, krøllede Lug.

Under ivrige "Halehoi - o - ohoi!" gav han sig til
at hale Landtauget, som Lodsen havde kastet, medens
Gjert, ganske overseende Broderens Bestræbelser,
gjorde det fast i Fortøiningsringen.

"Ja, ja, Gutter, - det er bravt; I faar nu begge to
blive her ved Skøiten og passe paa den, til jeg kommer
igjen. - Vogt Posekigeren, at han ikke gaar udfor
Bryggen!"

Med disse Ord gik Lodsen hastigt opefter Gaden.

Medens den lille Henrik legte Matros og var fuldt
optaget af alle sine Manøvrer i Skøiten, sad Gjert gan-
ske stille med Benene hængende ned i Lugehullet
agterud.

Der kom Kammerater forbi, men han vendte bare
Ryggen til og var øiensynlig saa lidet oplagt, at de
igjen gik.

Gutten var beklemt. Han havde forstaat nok af det
hele til at føle, at der maatte være et eller andet vig-
tigt paafærde mellem Forældrene.

Der var noget søndagsstille over Elisabeth, medens

SIDE: 205

hun stod der ved Skorstenen og ventede sin Mands
Komme.

Hun hørte ham ude i Gangen.

Da han traadte ind, gik en hastig Rødme over de
faste, udtryksfulde Træk, men den veg straks igjen, og
hun stirrede paa ham med halvtaabnede Læber, glem-
mende at hilse.

Det undgik ham ikke, at der var en vis selvbevidst
Tryghed over hende. Saadan var hun netop den Eli-
sabeth, han elskede.

"Elisabeth!" sagde han med dybt Alvor og saa hende
ind i Ansigtet. - "Jeg har en stor Bebreidelse at gjøre
Dig: Du har ikke været sand. - Du har været skjult
mod mig gjennem mange Aar, jeg er bange for - al
den Tid, vi har levet sammen!"

Han saa paa hende mildt overbærende, som han af-
ventede hendes ligefremme Erkjendelse for at faa Lov
til at tilgive hende.

Men hun stod bleg og stirrede ned for sig, medens
det arbeidede i hendes Bryst.

"Og som jeg har elsket Dig!" udbrød han med et
Anstrøg af Bebreidelse - "altid, - høiere end mit Liv!"

Hun stod endnu en Stund taus og maatte samle alt
sit Mod for nu at tale ud. Endelig sagde hun lidt tvun-
gent uden at slaa Øiet op:

"Jeg hører, Du siger det, Salve! - men jeg har tænkt
over adskilligt nu."

"Hvad har Du tænkt over, Elisabeth?" Hans Mine
blev med ét den mørke, barske, som hun vel kjendte.
Det betød, at hun havde stødt ham med sit Svar, at
han havde gaat hende imøde saalangt, som han vilde,
og at nu stod de ved Muren; længer bøiede han sig ikke.

"Har jeg Ret eller ikke Ret?" yttrede han skarpt.

"At jeg blindt har troet paa, at Du holdt af mig,"
svarede hun og saa ham blegt ind i Ansigtet - "ja,
det er sandt, og det er min Ære. Men har Du ladet
mig se det? Eller var det bare mig, som skulde give
Dig alt? Var min Glæde her i Livet da ingenting, og
har jeg da ingen Ret?"

SIDE: 206

"Nei, Salve!" sagde hun med harmfuld dirrende Stem-
me og et Blik, der brændte af alt det, hun havde lidt.
"Sig Sandheden! Du har elsket Dig selv og, da Du
giftede Dig med mig, tog Du kun en til for at hjælpe
Dig dermed; - saa blev der to om det! Og endda blev
det ikke nok! Nei! Nei!" - endte hun og slog Haan-
den ud for sig under sin bittre Følelse. "Havde Du
elsket mig slig, som jeg har holdt af Dig, var vi ikke
komne til det, hvorved vi staar idag!"

"Elisabeth!" sagde han lavt; thi han havde Møie med
at beherske sig; hans Stemme lød ironisk, medens hans
Blik fæstede sig paa hende. "Jeg takker Dig, fordi Du
endelig har sagt mig din Mening, skjønt den kommer
noget sent. Du ser, jeg havde Ret, da jeg sagde, at Du
aldrig havde været sand imod mig!"

"Jeg har været skjult imod Dig, siger Du. Ja, det
er sandt!" gjentog hun med Vægt, idet hendes Øie ro-
ligt mødte hans. "Men det kom ikke af, at det mang-
lede mig paa Kjærlighed til Dig, men af at Du ikke -
aarkede at tro mig. Jeg har fundet mig i at gaa mis-
tænkt i min egen Stue og af Dig, Salve, og jeg har
baaret det og tiet til det altsammen, fordi jeg troede,
at Du ikke taalte at høre Sandheden, og fordi jeg altid
haabede paa, at Du paa det Vis skulde blive overbevist.
Jeg tænkte, at det var den rette Vei, og jeg gik den
for din Skyld uagtet alt, hvad det kostede mig, og det
var meget, meget, Salve!

Se det har jeg daglig taalt gjennem alle disse Aar,
fordi jeg holdt af Dig. Men Du, som bare lagde mere
og mere, tungere og tungere paa mig, - holdt Du af
mig? Jeg begynder næsten at tvivle paa det, Salve!"

Han stod overvældet ved det pludselige Angreb.
Denne Opfatning af Forholdet var ham uventet, og
det slog ham, at hun kunde have Grund til paa sin
Side at tænke saa. Men han svarede desuagtet i en
bitter Tone:

"Du har kun alt for meget Ret i det, Elisabeth. Jeg
véd ogsaa, at en ringe, fattig Lods lidet passede for Dig
- har altid vidst det lige fra vi var forlovede. Husker

SIDE: 207

Du, da Du stod foran van Spycks Billede nede i Am-
sterdam. Da forstod jeg, at det var en saadan Mand,
Du skulde havt. Eller dengang ombord paa "Apollo",
da Du udbrød saa stort om "Nordstjernen"? Da kjendte
jeg det samme indeni mig og seilede den Nat Briggen
over Hovedet paa os!"

"Salve!" - udbrød hun lidenskabeligt - "Du véd
godt, at Du ikke var større i mine Øine, om Du saa
havde været Admiral, end nu, Du er Lods, - og end
Du altid har været for mig. Stod jeg ikke netop og
tænkte paa Dig, da jeg saa paa van Spyck, - at
Du var den, som kunde have gjort det samme? Eller,
da jeg saa "Nordstjernen", - tænkte jeg da ikke: Var
saasandt Du Chefen, Salve, - saa skulde de faa se,
hvordan det blev med en rigtig Mand ombord! Brød
jeg mig om "Nordstjernen" uden for at faa den til Dig?
Syntes ikke jeg, at Du fattige Skipper paa "Apollo"
veiede hele Stasen op?"

Salve stod saa usigelig lykkelig under dette Udbrud,
hvori hun saa lige ud erklærede, at han - han selv -
havde været Helten i alle hendes Drømme.

Han troede hvert Ord, som han altid gjorde, naar
hun sagde noget, og syntes, han havde været en af de
dummeste Skabninger, Vorherre havde tilladt at gaa
paa Jorden. Han strakte alt uvilkaarlig Armene imod
hende for, som Alkibiades engang, at ende Trætten ved
at tage hende om Livet og bære hende fra Retstribu-
nalet hjem til sit Hus, men han stansedes af det dybe,
afværgende Alvor, hvormed hun fortsatte:

"Nei Salve! - det er ikke det, som staar os imellem,
hvor klogt Du kan have fundet det ud! - det er ikke
det - det er noget andet. Du tror mig ikke i dit Hjer-
tes Grund, det er Sandheden, - og saa er alt dette
kommet op i Dig bagefter!"

"Og ser Du," - vedblev hun med vild Smerte i sit
Ansigt - "det blir aldrig godt mellem os, saa længe
Du nærer et Fnug af de Tanker. Forstaar Du ikke
endnu, at det er Freden ved vor Skorsten, som det
gjælder om; at det er den, jeg har kjæmpet for i alle

SIDE: 208

disse Aar, naar jeg slig har fundet mig i alt - saa-
ledes, som Du godt véd, jeg ikke har Natur til at taale,
Salve!" sagde hun og saa mægtigt paa ham. - "For-
staar Du ikke det endnu, - saa Gud hjælpe Dig og
os!" endte hun fortvilet og vendte sig halvt om igjen
til Ilden, ind i hvilken hun fortabt stirrede.

Han stod foran hendes halvt bortvendte Skikkelse,
som han var bleven lamslaat og vovede knapt at se
paa hende, i den Grad laa alt, hvad hun havde sagt,
nu indlysende og slaaende som Sandhed for ham.

Hun havde holdt et Speil af deres Samliv op for
hans Øie, og han saa sig selv deri saa egoistisk og
liden ved Siden af al denne Kjærlighed. Han stod
med en dyb Smerte ydmyget i Hjertet, og han var baade
for stolt og for sanddru til ikke at ville erkjende det.

Han gik aandsfraværende hen til Vinduet og stod
der en Stund.

"Elisabeth!" sagde han forsagt - "Du véd dog i
Hjertet, at Du har været alt for mig i denne Verden!
Jeg véd ogsaa, hvori min dybe Uret mod Dig bestaar,
og skal nu sandt og frit bekjende Dig det, skjønt jeg
kommer til at staa som en klein Mand for Dig. Ja,
Elisabeth, - jeg har aldrig kunnet kjende mig rigtig
tryg paa, at jeg alene helt og fuldt eiede dit Sind, siden
dengang," - det kostede ham synlig Overvindelse at
tale ud, thi han kjæmpede med det ydmygende i Er-
kjendelsen, - "siden den Historie, Du havde med Sjø-
officeren. Det har været mit Saar, skjønner Du,"
sagde han sagte fortroligt - "som jeg ikke har kunnet
raade med trods alt, hvad jeg alligevel bedre har vidst.
Og jeg bærer det kanske ikke endnu. Paa det ligger
jeg overende, - jeg bekjender det ærligt, og redeligt;
men jeg kan alligevel ikke slippe Dig, Elisabeth!

Jeg har altid set at Du var slaat til noget stort, at
Du egentlig skulde havt en Mand, som var noget i Ver-
den - slig én som han og ikke en ringe Mand som
jeg. Ser Du, - det har jeg aldrig kunnet taale at
tænke paa, - og saa er jeg bleven hadsk mod Alver-
den og mistænksom og ond mod Dig. Uagtet Du er

SIDE: 209

min Hustru, Elisabeth, har jeg aldrig kunnet tro paa,
at jeg eiede Dig og derfor heller ikke med Sandhed
havt Dig, skjønt, hvad Du har sagt mig i Dag, Gud-
skelov, har lagt en anden Vished indeni mig. Jeg har
ikke været stærk nok - ikke som Du - skjønt jeg
tør sige, jeg har stridt dermed, Elisabeth!" udbrød han
blegt, idet han lagde begge Hænderne paa hendes
Skuldre og saa hende ind i Ansigtet.

Hun kjendte, at hans Arme skalv, og hendes Øine
fyldtes med Taarer. Det skar hende i Hjertet at se
ham slig. Med ét unddrog hun sig under en pludselig
Tanke og gik ind i det lille Sideværelse, hvor hun
aabnede en Skuffe. Hun kom ud med den gamle Sed-
del i Haanden og rakte ham den:

"Det er det Brev, som jeg skrev til Sjøofficeren den
Nat, jeg flygtede fra Becks."

Han saa lidt undrende paa hende.

"Jeg fik den af Fru Beck," sagde hun. "Læs den,
Salve!"

"Undskyld mig, at jeg ikke kan blive Deres Hustru,
thi min Hu staar til en anden. Elisabeth Ralklev," sta-
vede han den store, vanskelige Skrift; men satte sig
derpaa ned paa Bænken og læste det op igjen.

Hun stod bøiet over ham og saa snart ned i det
skrevne, snart paa hans Ansigt.

"Hvad staar der, Salve?" - spurgte hun endelig.
"Hvorfor kunde jeg ikke blive Becks Hustru?"

"Fordi min Hu staar til en anden!" svarede han
langsomt og saa op paa hende med vaade Øine.

"Nei, ikke Du, - det var mig, som elskede en anden,
staar der. Og hvad var det for en anden?"

"Herren velsigne Dig - det var mig!" sagde han
og drog hende ned paa sit Fang.

Gutterne var blevne kjede af at vente dernede ved
Baaden - og især blev Posekigeren utaalmodig, da
det af mange sikkre Mærker blev klart, at det var over

SIDE: 210

Middagstid. Smaagutterne var alt komne forbi fra
Skolen, og det havde ringet over paa Kranen.

Han stak nu sin hvide Lug og det svedige Ansigt ind
ad Kjøkkendøren.

Mor og Far sad tilsyneladende meget glade henne
paa Bænken, men hans næste snare Blik hen til Skor-
stenen viste ham det sørgelige Faktum, at der virke-
lig ingen Gryde stod paa; der var ikke engang Ild at se.
Idet han helt traadte ind ad Døren, udbrød han græde-
færdig:

"Har I alt spist Middag? Skal jeg og Gjert da ingen
Mad faa!"

Hans Mor fo'r forskrækket op. "End Moster!" udbrød
hun, "Klokken er blevet over halv et! - og Maden er
ikke sat paa!" Hun skyndte sig ind til hende, og Pose-
kigeren syntes nogenlunde beroliget, da han indsaa, at
den værste Fare var over.

Mor Kirstine havde forstaat, at der maatte være
noget særligt paafærde mellem Ægtefællerne derude;
derfor havde hun ikke kaldt paa Elisabeth.

"Han spøger med den lille Henrik," sagde hun for
sig selv -. "Det er mærkeligt, - jeg har aldrig nogen-
sinde før hørt ham le."

Da Elisabeth nu kom ind, saa hun forskende paa
hende. "Er der hændt noget?" spurgte hun.

Elisabeth gik pludselig hen til Sengen og omfavnede
hende. "Ja, Moster," svarede hun bevæget - "det
glædeligste i mit Liv!" og skyndte sig derpaa ud til,
hvad hun havde at gjøre i Kjøkkenet.

Den gamle saa efter hende. Hun nikkede et Par
gange langsomt, betænkt:

"Naa - saa!"

Man spiste ude i Kjøkkenet; men Lodsen var ikke
sulten. Han stod med ét op fra Bordet og gik ind til
den syge. Han havde meget at sige hende og var længe
derinde.

Jonas Lie

SIDE: 211

FAUSTINA STROZZI

ET DIGT FRA ITALIENS BEFRIELSESKAMP

(1875)

SIDE: 212

PERSONERNE

Giuseppe, 
Eier af en Mølle og en Vinhave i Omegnen af
Staden Forli.

Rosetta, 
hans Hustru.

Faustina, 
hans Datterdatter.

Antonia, 
Rosettas Søster, Skoleholderske i Forli.

Carlo Brenta, 
Frivillig fra Krigen i 1849.

Silva, 
Abbed i Klosteret i Forli, Faustinas Gudfader.

Gerolmo, 
Munk i Capellet Santa Maria di Molino, Skrifte-
fader i Møllen.

Pater Petrucchio,

Pater Lucca,

Abbed i San Jacopo,
 
Geistlige i Romagnaen.

Bronzetti, 
Optikus i Forli.

Fiametta, 
hans Søster.

Den gamle Pazzi, 
Vigneeier i Dalen.

Vittoria, 
hans Hustru.

Den unge Pazzi, 
deres Søn.

Giulio, 
Søn af Fornaroen. (Bageren).

Guardia, 
Raadstutjener og Korporal over Politisoldaterne.

Gianibelli,

Beppo Botti,

Droguisten,
 
Opstandskomiteens Medlemmer.

En Skomager.

Vetturinoen 
(Diligencefører).

Marietta, 
Opvartingspike i Osteriet.

Beppo, 

Vito, 

Violetta, 

Annina, 

Tjenestetyende i
Møllen.

Handlingen foregaar ved og i Staden Forli i Romagnaen
Aaret før samt under den norditalienske Krig i 1859, hvor
Østerrigerne ved Solferino mistede Overherredømmet i Italien.
Romagnaen (den nordlige Del af Kirkestaten) stod dengang
endnu under Pavens Herredømme og i dets Byer laa øster-
rigske Garnisoner.
 Slutningen elleve Aar efter.

SIDE: 213

(Hos Abbed Silva i Klosterkirkens Sakristi i Forli.)

Faustina.

O, hvor var det skjønt at læse
om den hellige Agnese!
Under hendes Offergang
Engle Veien blomsterstrøde,
til mod Himlen hun sig svang
op fra Baalet, da hun døde!
Giv mig Fader Silva, kjære,
en Legende til at lære!

Abbed Silva.

Her, Faustina, skal Du finde
Frasagn om en anden Kvinde,
om Cæcilia, hun som sover
hellig nu i Trastevere, -
adelsbaaren, rig, hun vover
Liv og Blod for Herrens Ære,
Fædres Slot, den Byrd, hun eied',
intet for Heltinden veied'.

Faustina.

Fader Silva, - tit jeg kjender,
hvordan Blodet i mig brænder!
Alt fra liden I mig lærte,
at langt mer' end Gods paa Jorden
er at faa en liden Kjerte
i Urbinos Nonneorden,
som med Himlens Glans kan skinne
engang om sin Eierinde.

SIDE: 214

O, hvor maa ei Kampen være
herlig slig til Herrens Ære!
Som den stærke Martyrsage
undergik for mig Forvandling -
selv jeg gaar i hine Dage
fuld af offermodig Handling,
lever i en Tid igrunden,
som jo er for altid svunden.

Silva.

Lidt, mit Barn, kun fatter Verden
Kvindens ydmyg stille Færden,
at blandt vore Nonner hvide
end gaar tause, store Kvinder,
der i Herrens Kirke stride,
vinder Glorien som Heltinder,
Jomfruer, hvis Hjerter banke
af Cæcilias høie Tanke.

Og til Korsgang maaske Stunden
er for Kvinden atter runden; -
slig, som Tidens Tegn maa tydes,
tunge Skyer os omleirer,
Tro og Vantro ville brydes,
Kirken gjennem Kamp kun seirer,
og en Martyrtid tørhænde
atter Sind og Villier tænde.

Faustina.

Ak, jeg længes, drømmer bare
om hin hvide Jomfruskare,
om den Lod lig dem at stride
som en udvalgt Brud for Himlen, -
tykkes det saa ondt at vide,
at jeg tabes skal i Strimlen,
om Cæcilia og Agnese
kun faa tale lidt og læse.

SIDE: 215

Silva.

Fuldtvel trænges troesstærke
Hjerter nu om Kirkens Mærke.
Eva lig ved Kundskabstræet
staar vor Tid af Tanker fristet,
kun, hvor Enfold bøier Knæet,
blir den onde overlistet;
han Forstandens Hovmods-Fare
dybt har lagt som Tidens Snare.

Vaagen er vor Jords Forfører,
og sig Dybets Kræfter rører.
Mens man laver Idealer,
ser en Fristat gjennem Ruden,
frækt og lydt mod Kirken taler
og opstiller Folkeguden,
Vantroen listigt sig vil smykke
med Italiens Fremtidslykke.

Rundt man stridigt tvivler, trodser,
rundt os Villiens Ondskab fosser! -
Maa Madonna allevegne
med sit trygge Naadens Gitter,
med sin milde Arm Dig hegne,
at Dig Tidens Tvivl ei smitter,
at ei Vantroens Synd dit Hjerte
naa'r og slukker Troens Kjerte!

Giuseppe

(alene ved Muren, der omgiver Møllergaarden).

Nuomstunder bli'r Leiefolk gale . . .
Først skal én tigge og høit betale,
saa, naar én Manden til Arbeid' sætter,
han op i Ansigtet lydt én trætter,
hviler paa Spaden og snakker om Tiden,
som om han selv var en Herremand i den!

SIDE: 216

- Her i Romagnaen var Tiderne gode,
indtil om Italien og dets Forening
hver skulde have en egen Mening,
og Frihedsmartyriet kom paa Mode.
Hidtil i Papas fredlyste Stater
ei toges Skatter og ei Soldater.
Priviligeret som Pensionisten,
leved vi frit paa Sanktpeterskisten.
Og, at al Verden os Penge sendte,
det var en Frihed, hvormed vi var tjente!
Men, som vi blanded' os ind i Styret,
just saa i Forhold sig alt fordyred'.
Nu om det frie og nationale
dristig omkap tør hver Unghane gale;
derfor det staar, som det gjør, paa Hægten
ogsaa med Husskiken og Respekten.
Trues med Paalæg at stille til Hæren!
- der har vi Følgen af Frihedssnakket
og af den evige Ræsonneren!
Ei jeg Betvivler, at tunge Skatter
ogsaa paa Halsen en Dag os dratter.
Ja, det bli'r Tider - de Godtfolk takket!

(Han staar en Stund taus og skygger med Haanden over Øinene.)

Nu endelig kommer Faustina fra Turen!
Det er over Middag og vel paa Tiden . . .
Næsten begravet i Landeveisstøvet
er Æslet og Beppo, som gaar ved Siden . . .
Nu rækker de Skoven bag Vignemuren,
og vel kan lidt Skygge det Stakkel! hun trænge . . .
- - - - - - - - - - - -
Giuseppe i Møllen, de mener, har Penge,
og uden Stolthed jeg vel tør sige,
at dertil min Vigne er Egnens bedste,
og vor Faustina dens rigeste Pige,
og at der vel sagtens ved hende vil hænge
en ti tusind Scudi i Giftefæste.
Nu fireti Aar her i Møllehuset,
mens Hjulene klappred' og Vandet sused',

SIDE: 217

Rosetta og jeg isammen har stræv't,
- og Vignen og Møllen har Arbeid' kræv't,
saa længst alt vi gamle har gaat os trætte
her i Bestyret. Det var for os begge
vist bedst, om det toges af yngre Hænder;
vi sidder jo egentlig lunt inden Vægge.
Men let ei det bliver at finde den rette.
Derhos vor Faustina tilbunds jeg kjender;
skjønt hun er klog, er hun rent troskyldig;
hende er Mændene helt ligegyldig;
hun bærer sin Himmel i Syttenaarstiden
end opfyldt af Helgnernes Liv og Liden.
Sé, det er nu sligt, som med Tiden sig retter.
Den Søgning jeg faar, som jeg nødigst vil eie;
thi nu er det Bøndernes egne Sønner,
som selv bagom Æslet i Solen stønner
svedige hidhen ad lange Veie,
og, hvad de ville, hel let sig gjætter.
Ja, det røber sig 'gjen paa Moralen,
hvordan de unge er blevne vise! . . .
Saadan en Mand med en Datterdatter
er jo kun dum, naar han ikke fatter,
at hendes Gifte og hans Befalen
ikke sig rimer i samme Vise! . . .
- - - - - - - - - - - -
Ved Porten hun stiger af Æslet og stanser.
Mariabilledet henne paa Træet
med Vandspringet foran hun kysser og kranser,
og under sit "ora" hun fromt bøier Knæet.
Den gamle Kastanje snart hundredaaret,
fra Møllen bygdes, har Billedet baaret.
Hun skynder sig . . . véd nok, at Farfar han længes.

Faustina.

Hør Beppo! Pas Æslet, at ikke det kommer
med Snuden for nær mine prægtige Blommer! . . .
Her har Du os, Farfar! - Jeg saa Dig paa Muren
alt langtifra staa det og blikke udefter,
og saa har vi skyndt os af alle Kræfter

SIDE: 218

undtagen lidt nedenfor Bakken. I Græsset
jeg Blomsterne saa og i Kurven dem læssed' . . .
Saameget jeg har at fortælle fra Turen!

Giuseppe.

Du var da i Forli?

Faustina.

 Som Tage og Fløie
netop sig gyldned' ved Solens Øie.
Reveljen just gik iblandt Garnisonen,
og udifra Fortet tordned Kanonen.
Mens Røgskyen væltede ned fra oven
og sænked sig hen paa Kastanjeskoven,
fra Veien, der opad i Zigzag sig høined',
saa's Dalen med Vingerne bredte nedunder
og Elven, som blinked', til Havet jeg øined';
det laa som et Speil det i Morg'nens Vidunder.
To-tre Timer trænges, Du véd jo til Turen;
men, da vi saa naa'de til Vagten ved Muren,
det let var at skjønne, at noget var hændt.
Omgivne af Tropper, mens Lænkerne klirred',
stod Fanger paa Volden, der ned paa os stirred'.
I Porthvælvet saa's mer ei vore Soldater;
men foran var leiret en Hoben Kroater
med Ansigter vilde og barske og stygge.
De snakked' og larmed' ved Vagtblusset tændt,
af Fjærkræ, det stegte, det lugtede brændt,
og langtfra vi følte os videre trygge.
Som intet jeg lod dog og red henimod dem
med Kurven i Haanden for raskt dem at vise,
at intet var i den, som taalte Accise.
De raabte en hel Del, men ei jeg forstod dem.
En Mand med en Knebelsbart vældigt udstyret
barskt bød mig at stanse og stige af Dyret.
Jeg tilstaar, jeg tænkte at vende i Angsten,
at slippe min Kurv og dem sone med Fangsten;
men, hvad vilde stakkels Antonia sige,
naar slig hendes Navnedag helt jeg forglemte?

SIDE: 219

Der var intet Valg - kort, jeg rask mig bestemte
til ikke et Skridt for dem alle at vige.
Han greb i min Kurv og begyndte at rode,
mens rundtom de andre leende stode!
Æggene, Druerne, Krukken med Honning -
alt maatte frem; men Melonen han skjænkte
Øine, som om han den rigtig mistænkte,
for at den Smuglergods indeni bar.
Tilsidts han med Sabelen gjennem den skar.
Den kløv'te Melon hen i Kurven han slængte.
Saa peged' han paa mine sølvspændte Sko
og sagde et Ord, hvoraf alle de lo.
Jeg følte dets Mening, at han mig fornærmed',
og veg lidt med Frygten i Hjertet og stammed';
men da til mit Livbaand saa Haanden han nærmed',
jeg raskt greb til Dolken, jeg bærer i Barmen,
og kjendte, at Blodet som Ildsluer flammed', - -
da lagdes en Haand der mig roligt paa Armen.
Det var Abbed Silva, som just kom tilstede,
og indestod for mig, saa alt kom i Rede,
fortalte, at jeg var hans Gudbarn med mere;
saa sagde Sergeanten, vi kunde passere.

Giuseppe.

Du traf da Antonia?

Faustina.

 Hun sad der og spandt
med Haandtenen ude paa Trappen i Solen,
mens Døren var aaben, og indefra Skolen
en Summen og Brummen fra Børnene lød.
Ja, det er utroligt, hvad Møie det koster
at lære sit Credo og sit Paternoster!
Men da for en Fridag jeg indleded' Sagen,
vel blev der en Jubel fra Bænkeraden!
Jeg nikkede til dem og raskt de forstod,
de raabte Eviva! for Navnedagen
og strømmed ad Trapperne ned som en Flod; -
de raabte saa langt, vi dem saa ned ad Gaden.

SIDE: 220

Nu ind i sit Kammer hun bød os at spise.
Der Blomster paa Dugen for Helg'nen var stillet.
I Ramme og Glas Sankt Antonios Billed
hang festlig belyst med den trykte Devise.
Men, da saa Melonen i Kurven vi prøved',
og jeg hvad der hændte ved Porten, fortalte,
og hvordan Kroaten med Sablen den kløved', -
med Skræk i sin Mine Antonia udmalte,
hvorledes forleden Nat udfor Glaci'et
en Fangehob nærved sig havde befriet;
to Piger fra Bagno igaar er grebne,
fordi i Meloner de ind havde lagt
de File, der skulde af Fangerne nyttes;
- i Fængslet de venter nu paa deres Skjæbne.
Om Fangerne selv blev i Forli der sagt,
at alt de idag skal til Mantua flyttes,
under Bedækning af tysk Militær.
Fiametta fortalte, at Landsmænd det er,
Mænd af de tappre frivilliges Skarer,
at siden Krigen det Fangenskab varer . . .
Fiametta, som vanligt, var Ild rent og Flamme!
Hun bruser let op, men er god i det samme;
der hos Bronzettis bestandig jeg strider,
de kalder mig én af de gammeldags Tider.
Men som Fiametta Bronzetti jeg finder
alligevel ingen af mine Veninder.
- Tilbage vi red da om Klostret i Forli,
der hos Fader Silva jeg laante Legender . . .
Ja, Kvindernes Færd i Martyrernes Dage,
se, det er en Storhed, som altid mig tænder!
- Tys! - hører Du Sangen? - snart fjernt og snart nære,
som Luftningen Lyden vil hen til os bære!
- Den nærmer sig . . . klinger fra Veien dernede . . .
Se, halvskjult af Støvet der Fangernes Kjæde!

(De fangne synger.)

Hvorlænge Italia! skal Du tusindaars Trælleaag bære?
Hvorlænge Italias Børn nedtræde sit Banner, sin Ære?

SIDE: 221

Vi længes, vi venter en Dag, da Solen skal over Dig stige,
en Morgen i Kjæmperes Blod den hilser det gjenfødte Rige!
Hvi sorgfuld blandt Ranker og Sang, mens Himmelen over dig straaler?
Ak, Smerten, som bor i din Sjæl, kun Havet og Himmelen maaler!
Du rækker os skummende Vin; men Sorg er den Rigdom, du eier, -
var det ei fribaarne Mænd, der bar Dig til Storhed og Seier?
Hvorlænge Italia! skal du sidde med blussende Kinder
og sidde og sælge med Skam kun Fædrenes Ære og Minder?
Og er ei dit Hjerte da stort? Og er det ei Frihed, det banker?
sidder Du ei som vor Mo'r, velsignet med Fremtidens Tanker?
Du bøier Dig over en Grav, din Jord bær en Verdenshistorie.
Elskede, - Aasynet løft! og Jorden vil hilse din Glorie.
Elskede, - Aasynet løft! og Sønnerne glad ville bløde,
kranse Dig, kalde Dig Mo'r, og smile saa stolt, naar de døde.
Vi venter, vi venter en Dag, da Solen skal over Dig stige,
den vaagner i Kjæmpernes blod og hilser dit nyfødte Rige,
den kommer med Livsmod og Haab mod Præsternes mori memento,
en morgen med jublende Sang fra Nizza til Cap Spartivento!

Faustina.

I lænkede Fanger! - Madonna velsigne
Jers sorgfulde vandring forbi vores Vigne!
- - - - - - - - - - -

SIDE: 222

Giuseppe.

Her mangen en Fader nok sorgfuldt har sukket
for Sønnen, der saadan fik Livsveien lukket,
som spildte sin Skjæbne og dybt sig forvilded',
fordi at Opvigleres Taler ham hilded'. -
Et jammerfuldt Syn, som i Sjælen kan skjære, -
de fleste er Mænd endnu blomstrende unge.

Faustina.

Og hver har et Hjem, har en Moder og kjære,
der sidder i Sorgen fortvivlede, tunge,
og vide, for Livstid de Lænken skal bære! - -

Giuseppe.

Ei bør vi ynkes, men heller betænke,
at just med de Fraser, de fører i Munden,
vort Land og vor Tro de foraade fra Grunden, . . .
ja, at det er Oprørets Most, som de skjænke.
Lad dem kun raabe om Fremtid og andet
og længe nok sætte i Fædrelandsglorie,
hvad dybt i hvert redeligt Bryst er forbandet,
og synge det op til en Martyrhistorie!
Som godt vi skal elske, saa ondt skal og hades,
om end i Barmhjertighed det maa forlades.
Men Kvinder og Ungdom dem Skinnet let blænder,
straks alt, hvar der ligner det ædle, dem rører,
og derfor og Nutidens Irlys og Drømme
netop de bedste iblandt dem forfører.
De synger om Frihedens herlige Alder;
men fra Piemont, som de Mønsteret kalder,
der hører vi just, at de Folket vil tvinge,
at Skatter, Soldaterpligt, Dyrtid der falder,
og Tvangspligten naa'r selv til Børnenes Alder,
de tvinges til Bogen, og Skolen maa bære
mod Fædrenes Villie forargerlig lære . . .

Faustina.

Hør! - I det fjerne end Tonerne Klinge!
Hvor lød det ei: - Præsternes mori memento?

SIDE: 223

- En Morgen med jublende Sang - -
- - Fra Nizza til Cap Spartivento?

(Nogle Maaneder senere ved Vinhøstens Tid.)

Carlo Brenta.

Herlige Morgen! I Guld og Skarlagen
 Soløiet rinder,
 og mine Kinder
atter omsvales af Friluftens Strømme! -
Berusende Frihed! - jeg saa Dig i Drømme,
medens jeg muret fra Solen og Dagen
sukked' bag Forlis og Mantuas Volde.

Fjernt hen til Bjergene Udsigten ræker
 did, hvor de røde
 Snetinder gløde,
medens som Azur derunder det blaaner.
Landskabet bær, hvor det dybere skraaner,
Kastanjer, Olivener og myrthgrønne Hækker,
af og til Vinduer glimter i Solen.

Skogtaget suser, og Fuglesang triller,
 Blomsternes Duften
 opfylder Luften,
og paa hvert Græsstraa Rubiner der glimrer.
Frem gjennem Daltaagen Elv'blinket skimrer,
Solen paa Kirkernes Guldfløie spiller -
snart staar for Blikket og Byer og Vigner.

Indsjøens Speilblik alt halvvaagnet skinner.
 Solstraalesvanger,
 blaagrøn, opfanger
næsten til Forli den Vignernes Billed,
- alt som forklar't i det omvendte stillet:
Muren og Veien, der sandgul sig vinder
om Kamposantoen, bedæk't med Cypresser.

SIDE: 224

Frem af det perlegraa Taageslør stiger
 vinklædte Høie
 nu for mit Øie,
Kapellet Molino med Møllen ved Siden!
Husker nok dengang, vi vandred' forbi den -
hun stod der og hilsed', den herlige Pige,
som mod Kroaten drog Dolken i Forli.

Underligt! - Alt fra den Kvinde jeg mødte,
 altid ved hende
 Tankerne ende,
skjøn, som hun stod der ved Gyldenregnen;
derfor og Foden mig bar hid til Egnen,
som om usynlig en Villie mig nødte,
og hendes Aasyn for Sjælen mig lued'.
Maaske Indbildning blot, Spind af min Tanke! . . .
 Medens alt mangen
 Nat jeg sad fangen,
vaagen og grubled' paa Flugt og spandt Planer,
hvori sig løfted' Italiens Faner
atter til Reisning med Vaabnene blanke, -
var det, som dybt hendes Øie forstod mig.

Det var en Drøm nok, - en af de mange,
 som jeg skal friste
 atter at miste!
Raad har den Mand til at tabe en Kvinde,
som i sin Elsk bær en skjønnere inde.
Solfager er Du med dragende Sange,
stolte Italia! Du sorgfulde høie!

Mellem hint Guldblink, hvor Havstriben skinner,
 til, hvor i Rækker
 Fjeldkammen strækker
fjernt sig, saa Tinden i Luftblaanet svæver, -
ligger Romagna'n! Her Landfolket lever
end i Vendetta'r og Fortidens Minder;
men i hvert Hjem gaar en Gjærning af Tiden.

SIDE: 225

Ildfuldt og trodsigt, - med gammeldags Tanker,
 ældgamle Klæder,
 Skikke og Sæder,
fødes og dør de i Fordommens Fængsel.
Op vil jeg tænde dets Fædrelandslængsel,
saa det skal findes, naar Fremtiden banker,
færdig, beredt til vor Kamp for Italien!

Carlo Brenta.

(Senere, vandrende ned ad Høien langs Giuseppes Vigne.)

Hvor rig en Vigne! Her Overfloden
i Solen bugner, og Rankerækker
den hele skraanende Vidde dækker,
og Klasen skinner saa tung og moden!
Fra Møllen man viste mig Veien hidned;
men heller jeg fulgte med Møllebækken, -
den har helt fra Broen saa herlig en Bred
og rakte en Frokost af duftende Jordbær.
Dens vækstgrønne Strime mig viste til Hækken.
som snor sig rundt Vignen og dækker fast Muren
med Kristtjørn og Myrthetrær, Efeu og Morbær.
Tit, mens paa Gangen et Løvblad kun rasled',
var det, som nogen bagefter mig tasled',
saa jeg mig vendte, - ja, saadan en Fange
har en Samvittighed lydva'r og bange!
Hvor stille og taus er Septembernaturen!
Med guldfarv'de Rande staar stemningsfguld Skoven,
et leverbrunt Blad ned fra Træet kan dale,
og dybblaa og solblank er Luften foroven,
mens lydgrant jeg hører i Vignen dem tale.
Nogen jeg skimter der nederst ved Hækkerne . . .
topfulde Fade ser jeg, der staar
rundt om et Figentræ, medens blandt Rækkerne
ivrigt de alle i Høstningen gaar.
Gjennem de bladgrønne Aabninger nikker
frem der en Straahat - Padronen i Haven!

SIDE: 226

Han gaar der og tilser, og af og til stikker
ind han i Rankernes Tykninger Staven.
Med Trøien om Skuldren og linnede Ærmer, . . .
graaskjægget og bøiet, - det feiler mig neppe,
at det er Mølleren, gamle Guiseppe.
Det er nok det bedste, jeg til ham mig nærmer.
- - - - - - - - - - -
Tillykke med Høsten! - Her Ranken jo bugner!

Giuseppe.

Tak for Jer Hilsen; men lidt kan det trøste,
at én i bare Velsignelse drukner; -
her skorter paa Folkehjælp nok til at høste!

Carlo Brenta.

Der nævnte I tætved, hvad til Jer mig førte.
Nys, at I manglede Fade jeg hørte,
mens I har fuldtop af tørrede Stave.
Hvis nu en Bødker er Eder nødvendig,
som dem i Hastværk isammen kan lave,
ser I en for Jer saa temmelig hændig . . .
Engang som Lærling det Haandværk jeg øved'.

Giuseppe.

I er ikke herfra?

Carlo Brenta.

 Nei syd for Albano,
og tænker ved Arbeid at naa til Milano,
hvor der er bedre og lettere Kaar . . .
Vist det ei skaded', om nu I mig prøved';
ved Siden af lidt mellem Tid og Stunde
jeg kanske og hjælpe i Høstningen kunde.

Giuseppe.

I tykkes saa bleget. Det er for mit Øie,
som udaf Strabadser I kom just og Møie?

Carlo Brenta.

Saameget en arbeidsmand ofte maa døie;
der syd i Kampagnen Feberen gaar.

SIDE: 227

Giuseppe.

I kommer beleiligt. - Skjønt ei jeg Jer kjender,
det er, som I siger, jeg tiltrænger Hænder,
og dumt var at afslaa, hvad heldigt mig bødes;
den har intet Valg, som til Samtykke nødes.
Som I vil finde, staar rundt i min Have
der Firkant paa Firkant af stablede Stave, . . .
god, vaartør Kastanje. Af Værktøi der hænger
paa Væggen i Møllen, hvad bare I trænger.
Derhjemme Jer viser min Hustru tilrette;
hun kjender til alt, - vil til Arbeid' Jer sætte.
Alt Solen staar høidags - mod Middagstide,
saa snart skal Faustina og hjemover ride.
I kunde da spare en Mand os hernede,
om hjem I med Beppo vil Æslerne lede.
- - - - - - - - - -
- - - - - - - - - -

Faustina.

Du fæsted ham, Farfar? - Skjønt fremmed han er?
Han Vinfadet tog som Tornistret paa Ryggen,
og skridted' dermed som en Bersaglier.
- - - - - - - - - - -
 
(Hun stiger op paa Æslet.)

Behøves ei, Beppo, - min Fod er i Bøilen; -
saa hilser vi hjem da. - Tak, - giv mig saa Tøilen!
 
(Hun synger paa Veien.)

 Æslerne gaar som Dværge
 og bærer paa Læs som Bjerge
 med Bonden paa øverste Top;
 det er kun ved Fester om Aaret,
 at Æslet har Blomster i Haaret,
 og da helst det spiste dem op -
Forsand, tror jeg Visen Giacomo forstaar! -
Han søger at nappe til Kransen, han bærer, -
aa, flyt den lidt, Beppo! - saafremt han dem naar,
jeg véd, han dem uden al Naade fortærer.

SIDE: 228

- - - - - - - - - - -
- - - - - - - - - - -
Holdt, - stans lidt her, Beppo! . . . I Bakken deroven,
paa Veien, vi møder nok atter Soldater . . .
det er en Patrulje igjen af Kroater!
Bedst at vi dreier ind Stien i Skoven.

Carlo Brenta.

Bedre at gaa dem imøde med Rolighed,
andet forraader kun ængstelig Frygt, -
hilse med Tillid dem sikkert og trygt.
De sætter Pris paa vort Landfolks Fortrolighed.
Beppo, I sveder saa, -

Faustina.

 Han er forskrækket.

Carlo Brenta.

Nei, men i Solen I gaar jo bedækket
tungt med Jers Kappe! Lad mig kun den tage! -
Tag saa min Kittel af Lærred tilbage; -
gammel og hullet og tyndet af Slid,
falder om Skuldren den luftig og vid.
Lad mig Signoraens Æsel saa lede.

Faustina.

Nei, Beppo! jeg vil ei, at Tømmen blir byttet; -
ei heller jeg indser, hvortil det vel nytted'.

Carlo Brenta.

Jeg mente, I trængte en Mand lidt koldblodig.

Faustina.

Aa, - Beppo og jeg gjør tilsammen én modig.

Sergeanten.

Stanser! . . . I kommer fra Vignen dernede?

Faustina.

Min Farfar den eier, og nu skal vi hjemad -
til Møllen, I ser der. Betids vi maa være
før Middagstid, derfor vi haster lidt fremad!

SIDE: 229

Sergeanten.

I haster, Signora! - Er kanske I bange?
I faar dog et Øieblik tage tiltakke
og lidt med os skjæggede Vildbasser snakke.
Nu bliv ikke vred! Jeg vil ei, I skal sige,
at vi har forskrækket saa vakker en Pige; -
vi leder i Egnen her efter en Fange.

Faustina.

Er nogen da bortrømt? - er nylig det hændt?

Sergeanten.

En Ugestid siden fra Mantuas Fængsel.
Mage til Rømning nok aldrig er kjendt.
Først gjennem Jerndøre, Bommer og Stængsel,
saa langs et Taarntag, hvis Blyrende bær
neppe hans Tyngde, og, naar én saa ser,
hvor over Murene ned han er gledet,
undres én, at han ei dræbtes paa Stedet.
Henne ved Rimini har de ham sporet,
der sov han en Nat under Altret i Koret.

Beppo.

Ja, korse sig maa én jo rent af Forfærdelse
over en saadan Forbryders Forhærdelse!

Faustina.

Og hvilken fortvivlet og hjælpeløs Gang! -
Paa Vildstien éngang det altid blir værre.

Carlo Brenta.

Andre han havde vel ei end Vorherre
dengang at ty til; - men uden Fortrydelse,
kan vi faa høre lidt om hans Forbrydelse
og, Hr. Sergeant! Mandens Signalement?

Sergeanten.

(Læsende op af et Papir.)

Frivillig i Krigen, paa Livstid inddømt,
den attende dennes fra Mantua rømt.

SIDE: 230

Velformet, fin og elastisk Figuren,
bred over Brystet, middels Staturen.
Haaret er stærkt, og det skjuler et Ar,
som ved Mortara et Sabelhug skar,
ellers lidt krøllet og sort som almindeligt
ber iblandt Folket. Minen lidt bydende,
Øinene hvasse og Udtryk betydende.
Ansigtet er nu lidt fængselsblegt skygget,
ellers almidelig regelret bygget.
 
(Afbryder.)

Men neppe jeg tænker, det synderlig nytter,
at her I til al den Vidtløftighed lytter . . .

Faustina.

Jeg tror det ei heller . . . vi har ham ei sét.

Sergeanten.

Et Mærke er bedre, - hvordan han gaar klædt.
Ved Rimini bar han en Kittel af Lærred,
som Fyren der bærer - slig hullet og flærret.

Faustina.

Ah, Beppos! - Signore! . . . I færdes i Heden . . .
Maaske Eders Folk lidt Forfriskninger nyder? . . .
Om blot de vil række hidfrem sine Huer,
Beppo dem gjerne vil fylde med Druer.

Sergeanten.

Takker Signora, som velvilligt byder!
Ja - saadant et Ridt gjør én tørst og fortræden.

Carlo Brenta.

En Kittel af Lærred? - skjønt kanske lidt mindre,
og ei fuldt saa hullet, . . . det var jo nok muligt, . . .
og Signalementet ei heller saa uligt! -
Ja nu, naar I siger det, kan jeg erindre,
igaarkvæld jeg mødte bag Forli ved Skoven
en Mand med en Mine halv sky, halv forvoven,
og da, han mig øined', han hasted sin Gang, -
ja, netop en Mand af Jert Signalement.

SIDE: 231

Sergeanten.

Hvor styred han Veien?

Carlo Brenta.

 Saa . . . . øst mod Casette.

Sergeanten.

Ah, - Strandstedet! - Da maa vi efter ham sætte,
før han til Kysten og Baade kan naa!
- det er den Vei just, som Flygtninge gaa.

Faustina.

Ei mere Druer?

Sergeanten.

 Nei, nu faar vi takke!
Fremad saa Karle! - Smaat Trav udfor Bakke!

Beppo.

Fremad saa Karle! - Ja, var I saa rappe
i Ridtet som til vore Druer at snappe . . .
Et Fad næsten tømt! Og i Hui og Hast gaar det
nu efter en Kittel, saavidt jeg forstaar det,
en saadan, som hundreder heromkring bærer -
Slig kan de nok nogen og hver arrestere! -
Naa, - Dovendyr; - ai! - saa Du vil ikke, Asen!
er stædig, fordi Du fik Læsset paa skjæve, . . .
og lader mig drage og hale og stræve!
Vi har ikke Tid til at omlæsse Stasen.
Saa - rolig Rinaldo! - Saa - pent nu og vakker! -
Det er nogle Solhede, tungsomme Bakker
helt, til vi kommer i Randen af Skoven;
- der har vi Stien og Løvtag foroven.

(Paa Skovstien.)

Carlo Brenta.

Her har vi Kastanjerne skyggende luftige,
Skogen den frie og svalende duftige,
Roser og Efeu i hængende Ranker,
Solen knap ser med et Blink gjennem Løvet, -
hvor det forfrisker fra Landeveisstøvet!

SIDE: 232

Faustina.

Paa Kvistene hænger saa mangeslags Tanker! -
Aa ja, - det er Svaghed at se det formildet
i Lys af en syndig Medlidenheds Trang -
jeg véd ikke, om det var rigtigt engang,
hvis saadan en Fange sig hidhen forvilded',
at række sin Haand og ham redde i Nøden,
selv om jeg vidste ham jaget til Døden!

Carlo Brenta.

Signora bør ei sin Samvittighed svigte! -
En er saa heldig, at alt, hvad han mener,
sig smukt med hans Lykke i Verden forener,
en anden maa for det sit Hjerteblod pligte.

Faustina.

Lydighed skylder man Loven og Gud!

Carlo Brenta.

Lyde maa hver sin Samvittigheds Bud.

Faustina.

Skal det bero paa et Indfald, en Nykke.
vil nok vort Hovmod alt helligt forrykke.
- - - - - - - - - -

Beppo.

Nu dukker Møllen op, snart er vi fremme -
Duerne flagrer om Taget derhjemme!

(I Vignen blandt Arbeiderne.)

Giuseppe.

Der rider Munken, - nok dybt i Tanker; -
han bøier hidop ad Stien fra Bækken.
Alvorlig hilser han over Hækken;
- han kommer langveisfra, kan jeg skjønne.
Nu faar vi høre vist nyt fra Roma.

SIDE: 233

Carlo Brenta.

(for sig selv).

For Sognebørnene Æslet stanser.
Godmodigt, naadigt han Haanden rækker.
hen mod Faustina. Hun ud sig strækker
fra Taksushækken og fromt den kysser.
De andre hilser ham dybt andægtigt.

Som sligt sit Ansigt han rolig vifter
og nikker til dem, mens Dyret skryder,
én grant forstaar, hvad den Mand betyder:
en Fa'r for Sognet, bevidst og vægtig,
nok ret en Præst af de gamle Tider!

Giuseppe.

(i Samtale med Gerolmo).

. . Paa Sognets Vegne I var i Roma
da paa Jer Valfart? - og lidt I hørte
kanske om, hvad sig af nyt der rørte?

Gerolmo.

Aa ja desværre . . . mer' end jeg lysted',
det varsler atter om tunge Tider!

Man ængstes for, at en Krig skal være
mer' nær ved Udbrud, end nogen tænker.
Der hvæsses Staal, og der smedes Rænker
al Verden rundt, og der Forbund sluttes
af Mørkets Fyrster til Fald for Papa.

Carlo Brenta.

En Krig I spaar os? Vil Frankrig laane
sin Haand til Kampen?

Gerolmo.

 Just saa de mene;
det med Savoyen vil sig forene.
Den onde løfter et vældigt Banner:
Vittorios Løgn om Italiens Enhed.

SIDE: 234

Stemmer fra Folkene.

Saa, - Kongen heiser da Trikoloren! -

Gerolmo.

- En Frihedsdug, i hvis Farver flammer
den ondes Blændverk til Landets Jammer, . . .
hvis Flige drypper af Blod og Taarer!

Carlo Brenta.

(afsides).

Det Eders Fængsler nok kan bevidne!

Gerolmo.

- - Saa tit den løftes, saa tit den frister
til Oprør fremad al Vantroens Skare.
Det er de frommes og Kirkens Fare,
at mod den hellige Faders Trone
Vittorio lokker Italiens Sønner!
Det store Ban paa hans Isse svider.
Ved Antikristen han Frihedssolen
har gjøglet frem mod Sanktpetersstolen,
og, om han seirer, - da alle Helgne
fra Hjem og Kirke og Land maa vandre!

Ja, om han seirer, blir Landet bannet,
saa Præsten Messen ei mer kan sjunge,
da stum i Taarnet blir Klokkens Tunge,
da Kirken lukkes, ei Ave lyder,
og selv Guds Moder maa os forlade!

Den hvide Olding i Vatikanet
- Af Kirkens Fyrster er han omstraalet -
i Bønnen knæler mod Morderstaalet,
Vittorio kommer, det gaar mod Roma -
og da har Ondskaben opfyldt Maalet.

Da vil de gudløse spotte Roma,
Dig, Jordens Lys, hvor Sankt Peter troner!
Det blir for Kirkernes Sang, - Kanoner,
et stort Italien; - men røvet Sjælen,
og Folket blir kun et Lig, som lever!

SIDE: 235

Carlo Brenta.

I ser i Aanden og er bevæget; -
ved Kirkens Fare Jert Hjerte banker;
men, fromme Fader! hvorfor de Tanker,
at just Vittorio har Sag mod Papa? -
Italien venter af begge Frelse.

Og heller ikke saa ret jeg fatter,
hvi Papa skulde saa stærkt forhindre,
at al Italien ifra det mindre
blev samlet under sin Enheds Fane
fra Nizza helt ned til Spartivento.

Faustina

(opmærksom).

Fra Nizza nedad til Spartivento!

Carlo Brenta.

Thi Parma, Lucca og Piacenza,
Modena, Napoli og Firenze
med deres Fyrster i Slægt med Øst'rig
er dog ei Led af vor Troeslære.

Gerolmo.

Min Søn! - Du taler af Tidens Vranghed.
Om Jordens Fyrster og Øvrigheden
det staar, at Gud har dem sat herneden,
og hvo, som rokker ved Templets Piller,
har Dødens Skyld imod Helligdommen!

Carlo Brenta.

De staar ved Østerrigs Bajonetter
lig morskne Ege, hvis Kroner skulde
ved egen Tyngde længst faldt i Mulde - -
det vistnok er efter Herrens Love,
at Stammen falde, naar Stormen suser.

Gerolmo.

Dit Navn, min Søn, nok jeg lysted' vide.

SIDE: 236

Carlo Brenta.

- - Er Carlo Brenta . . . syd fra Kampagnaen.

Gerolmo.

At ei du hjemme har i Romagnaen,
jeg straks forstod; thi den Sang, du synger,
har her i Sognet nok ingen lært Dig.

Ja, ret betænkt, er den underfundig.
En Oprørstale forstaar hver Taabe;
men saadan, skjult under Papas Kaabe,
kan Frihedspesten ret gribe om sig,
og denne Smitsot forføre Folket.

Er selv du ærlig, - hvad jeg maa tænke -,
bevar din Mund, at jeg ikke hører,
Du mer slig Tale i Egnen fører; -
ja, frygt din Tunge, at ei den tænder
en Ild, som Kirken med Tugt maa stanse!
- - - - - - - - - - -
 
(Til Faustina.)

Jeg ser, Du staar med bedrøvet Mine,
min Datter; - ja, det og mig har smertet! . . .
En saadan Tale gjør ondt i Hjertet; -
- men det, som førte mig op om Vignen,
det var et Ærind' til Dig, Faustina!

Se, denne Rosenkrans Papa signed!
Saalænge, Barn, Du har den i Eie,
En Haand bevare vil dine Veie.
Sno den om Halsen og mist den aldrig,
indtil Du kysser den fromt i Døden!
 
(Vender sig til de andre.)

Og nu Farvel! og med Høsten Lykke! -
Som frem én rider, én for sit Øie
ser Aarets Rigdom paa alle Høie.

SIDE: 237

Giuseppe.

Om I tillader, - jeg skal just hjemad,
saa kan vi følges ad helt til Møllen.

(Lidt bagefter.)

Faustina.

(Hun har stirret en Stund forskende paa Carlo Brenta.)

Som I staar der taus ved Ranken
med det Smil - forstaar jeg Tanken:
I har Retten, vi har Magten;
og, da her I sligt faar taale,
vil I ikkun med Foragten
nu vor ringe Mening maale,
finder vistnok idel Tomhed
i vor dumme Landsens Fromhed.

Carlo Brenta.

Fromhed I, Signora, nævner; . . .
just den tror jeg alting evner.
Om den Villien sandt besjælte,
vilde Landets Syn vi vide,
vilde Millioner Helte
stort nu for Italien stride; - -
just, naar Fromheds Øie hildes,
er det, Folkets Fremtid spildes.

Faustina.

Slig hver Sag, I blot kan sætte
smukt i Blaalys, blir den rette,
- selv en dømt Forbrydermening,
der har Oprørssynd paa Bunden!
Hin "Italiens Forening"
er en Sag i Mørke spunden; -
"Nizza-Spartivento" lokke
kan ved Klangen Folkets Klokke! -

SIDE: 238

Carlo Brenta.

- Saa lød Sangen i den hede
Soldag fra en Fangekjæde,
der i Støvet fremad skridted',
henad Veien ved en Vigne,
og til Takten, som de tritted',
rasled' Jern den hele Linie; -
Østerrigerne, som Toget
vogted', ei forstode Sproget.

Om lidt blege end de vare,
de med Sang dog Lænken bare.
Hvor de rasted', Vin man bragte
Brød, Meloner til Forfrisken,
vel og mangt et Haandtryk sagte
givet blev med Medynks-Hvisken.
Det var Kjæmper fra Mortara,
fra Sforzesia og Novara.

Flammebørn af Frihedsvillien
ifra Nizza til Sicilien,
de Carl Alberts Faner bare
imod hundred' Ildsvælg fremad;
men som en Forbryderskare,
klædt i Jern, de vendte hjemad, -
fredløs dømt fra Nederlaget
blev som vilde Dyr de jaget.

Østerriges Garnisoner
bar Italiens raadne Troner.
Fra Savoyen underbukked'
paa Novaras Blodskarlagen,
otte Aar de fangne sukked'
længted' imod Sol og Dagen,
tvungne til det arbeidshaarde
Værk i Fængslets indre Gaarde.

Nu de førtes fra Ancona
og fra Forli til Verona.

SIDE: 239

Det nødvendigt var at vare
dem bag mere faste Fængsler;
thi for Mænd, som disse vare,
gives der paa Jord ei Stængsler, -
det var Mænd, som bar i Hjerte
al Italiens Haan og Smerte.

Over Møllens Stenmur bøiet
Pigen fulgte dem med Øiet
Ved et lidet Træ, som sne'de
Guldregn, let berørt af Vinden, -
og, da nær de kom tilstede,
hun med Alvor dyb i Minen
hilsed' ned: "Madonna signe
Eders Gang forbi vor Vigne!"

Faustina.

De var med, Signore! . . . dulgte
kun, I selv med Toget fulgte!

Carlo Brenta.

Lad mig nu det aabent sige!

Faustina.

Alt forlængst jeg aned' dette!
Og, - betro'd en stakkels Pige,
som er uvis om det rette, . . .

Carlo Brenta.

Mer end paa, hvad man Jer lærte,
stoled' jeg paa Eders Hjerte!

Faustina.

Vist I mente, at den svage
Kvinde vige vil tilbage
for sligt Ansvar, saa hun tier; . . .
maaske og I tror, det rører . . .
Vid, - Gerolmo jeg indvier
i den Sag, saafremt jeg hører,
at I prøver paa at finde
Indgang her og Folket vinde!

SIDE: 240

Carlo Brenta.

Vilde I Jer selv forpligte
til Jert Hjertes Tro at svigte?

Faustina.

I mig spørger, og jeg svare
kan kun ét dertil - kun dette:
Maa Madonna Jer bevare -
og . . . mig ei paa Prøven sætte!

Carlo Brenta.

Mig forlængst har Livet hærdet
til at leve under Sværdet.

(Senere paa Høsten.)

Giuseppe.

Det ringer Ave nu fra alle Kirker
henover Dalen, . . . snart de maa vel komme.
Saa langt paa Høsten har én Mørket paa sig
alt ved den femte Time efter Middag.
Igaar gav Stormen os en god Haandsrækning;
den rusked Skogens Toppe, saa i Dynger
Kastanjer modne nu paa Jorden ligger,
og vore Piger har faa't nok at plukke.
Faustina, - hørte Du ei nu, det raabte?

Faustina.

Det er ei dem. . . . Det lød hidop fra Sletten
ved Vignen.

Giuseppe.

 Blot det gode Veir staar ved!
Det er alt Regntid efter Almanaken,
og Mølledammen stegen er idag
en Haandsbred næsten; det betyder Væde
i Bjergene, og at vi snart faar travlt
med Møllen Nat og Dag, skal Flommen nyttes.

SIDE: 241

Vi trænger Høstsol endnu til at brede
al Maisen i, faa Figner, Bønner tørret.
Det kommer af, der var saa stor en Vinhøst,
at med alt andet vi saa sent er ude.
- Den Carlo Brenta er en dygtig Mand . . .
ret skabt til en Bedrift at lede, styre!
Han loved' mig at blive helt til Vaaren.
Ja, uden ham vi var ei komne langt! -

Faustina.

Men Fa'rfa'r, - end saa lidt Du dog ham kjender!

Giuseppe.

Bestandig skal Du noget ved ham klandre,
Er én Du ikke for, er Du imod!

Faustina.

Hvor mørkt det blir! - I Krat og Buske om os
Ildfluerne begynder alt at gnistre.
- Hør Sækkepiben! - Det er Faarehyrden -
han ved sit Telt paa Høiden har tændt Ild.

Giuseppe.

Der hører vi dem synge! - ret et prægtigt Kor!

Faustina.

Imellem Træerne der skinner Fakler; -
jeg saa et Øieblik de dunkle Skygger
af Dyr og Folk bevæge sig dernede.
Der har vi dem!

Giuseppe.

 Gaa . . . sig til Farmor nu,
at om et knapt Kvartér har vi dem hjemme.
Slig, som de kommer op fra Dagens Slid,
de nødig vente vil paa Aftensmaden. . . .
Og lad dem saa af den Barile tappe,
som jeg slog op . . . den bagom Kjældertrappen! . . .
Det er en Vin, der skulde været sparet,
om ei det store Fad jeg nødig rørte.

SIDE: 242

. . . Rent bælgmørkt er her, - indtil Maanen kommer.
- Hun tænder Lampen nu derinde, tilser,
at Bordet ret er dækket, og at Lyset
i Muren brænder for Madonnas Billed;
og selv Rosetta steger der Polentaen;
- hun kan ei tænke sig det gjort af andre.
- - - - - - - - - -
Nu stimler, Folk og Dyr, de gjennem Porten - -
- Ud fra Cucinaets aabne Dør der falder
et rødligt Skjær i Gaarden paa dem alle,
mens travlt de læsser af og snakke, raabe
slig, at de én ei høre - - Hei, Beppo! - siger jeg.

Carlo Brenta.

Jeg siger, at I læssed uforsvarlig, Vito!
I kunde selv ialfald steget ned . . .
det arme Dyr jo staar der mat og skjælver -

Giuseppe.

(Til Folkene.)

Er det Oliv'nerne? - Bring dem paa Loftet! -
- Ja vist skal Maisen males! - Sæt den kun
i Canneskuret . . . ved Kastanjerne,
som vi imorgen skal i Solen tørre.
 
(Svarer ind til Cucinaet.)

- Ja vel, Rosetta - ja, - nu skal vi komme!

(Inde ved Aftensbordet.)

Beppo.

Ja vist, Kastanjen faldt igaar i Stormen.
Hvor svær den var, det ser én nu først rigtig; -
der ligger mildest to, tre Snes Læs Ved.

Giuseppe.

Ja, den maa hugges op jo før des heller.

SIDE: 243

Rosetta.

Det gamle Træ ved Aaen! - Imod dets Stamme
blev ni av Garibaldis Jæg're skudt;
de fanged dem og skjød dem uden vid're.
Fra Kampen ved Sankt Angelo de søgte
at naa Casenas Havn, der, hvor de andre
og slap tilsøs; - det var i ni og firti.
Du var vel ni Aar da, Faustina, spurgte,
ja mindst ét Aar derefter, stadigt om dem,
hvorfor de da blev skudt'? - Nei, saa Kastanjen
er falden nu! - den saaes i hele Dalen.

Giuseppe.

Det var Tyrolerjægerne, som greb dem; -
de hvilte uforsigtig sig i Randen
af Skoven, under Træet.

Carlo Brenta.

 De var vel trætte
de stakkels Folk!

Rosetta.

 Og alle var de unge.

Carlo Brenta.

Og Landsmænd var de, - sove under Græsset
nu stilt med Fiendens Kugler gjennem Hjertet,
som sig Soldater bør!

Giuseppe.

 Ja, det er Sorg at tænke,
hvor mangt et Ungdomsliv sligt Oprør spilder!

Carlo Brenta.

En rigtig Straalevin! - Til deres Minde
den tømmes ud!

Faustina.

Og Hustruen var jo med, da Garibaldi
fra Havnen flygted'?

SIDE: 244

Carlo Brenta.

De troed' alt sig frelste, - saa Lagunen,
Venetias gyldne Kupler, i det fjerne,
da omkring Cap Maëstra Brig Oreste
opdaged' dem og drev dem ind til Kysten.
Der vandred' de paanyt som jaget vildt
i Skovene, og i en Hytte døde
hans tro Anita.

Rosetta.

 Det har vi hørt, samt ogsaa,
at der hun fik ei Grav i kristnet Jord!

Carlo Brenta.

. . . paa et afsides Sted, - indunder nogle Buske.

Rosetta.

Og uden Skriftemaal, - det var det værste!
Ens Slægt ei engang véd, hvor én er jordet,
- ja, saadan ender sligt!

Carlo Brenta.

Aa, - over denne Plet der nok vil grædes!

Faustina.

Og vist for hendes Skyld han sørged' meget, -
hun kunde ledet ham paa rette Vei!

Carlo Brenta.

Just, at hun delte saa hans Kjærlighed
til det Italien, hvorfor slig han kjæmper,
det netop var den Fæstensring, som bandt
til Døden sammen disse tvendes Hjerter!
Thi Kvinden er ei Mandens fulde Ven,
om ei hun dele kan hans bedste Tanker
og hjælpe ham at elske, kjæmpe for dem.
Men saadan gi'r hun og en Herlighed,
der skinner i hans Liv saa rigt som Solen.
Og for en saadan Ven paa Jord at vinde
han lege kan med Livet, - gjennem Farer
opbryde Fængslets Mure, trodse Døden
og le ved samme Træ, hvor Venner dræbtes!

SIDE: 245

Giuseppe.

I taler saare mangt ikvæld! -
ja, Vinen den er liflig, - Dug paa Læben!
- - - - - - - - - - - -
Der lød et Horn! - nu kommer Vetturinoen!
Saa, - skynd Jer Beppo! Vito! Lad ei Posten
paa sine Muldyr vente der paa Veien!
og, . . . Aftenen er kold, . . . byd Vetturinoen
imens hidop paa en Foglietta Vin.
Nu, Tak for Maden! - det er Tid at ende
med Bordet. - Hvordan? - Er Faustina gaat!

Rosetta.

Hun kyssed' mig og gik; - hun var nok træt alt!

Giuseppe.

Nu stiger Maanens Rand opover Skoven!
Der har vi Vetturinoen selv. - - Velkommen!
- Jer Kappe er hel vaad af Aftenduggen, -
kom, sæt Jer ind ved Ilden, - smag paa Vinen! -
Hvad nyt ifra Milano nu? Man siger,
der er faldt Sne -

Vetturinoen.

 Ja vist,.- I store Driver, . . .
to Dage, før jeg med Vettura'n fo'r; -
og endnu laa de mangesteds paa Veien.
En Skildtvagt frøs ihjel den Nat paa Muren.

Giuseppe.

Vi er jo alt en Uge i December.
- Og andet nyt?

Vetturinoen.

 Ja, deraf er der nok,
om netop ei just alt saa godt. - De siger,
der rustes nordpaa stærkt i Piemont,
og Rygter gaar om Krig nu straks til Vaaren.

SIDE: 246

Nys Politiet mente i Milano
at have snuset op en Slags Forening,
en Opstandskommité, der stille hverver
frivillige fra alle Kanter af Italien -
de brede Blade ud med alskens Opraab, . . .
Proklamationer, trykte i Turino.

Carlo Brenta.

Og er man kommet dem paa Sporet siden?

Vetturinoen.

Nei, endnu ei. - Men nu, - al Tak for Vinen!
- jeg ønsker Eder alle buona notte!

Giuseppe.

Farvel, Signore! - og alt Held paa Reisen!
- - - - - - - - - - - -
Ja, vel det var, vi høsted' godt iaar, -
det næste blir nok tvilsomt.

Faustina.

(Samme Aften ved Sengetid, alene paa sit Kammer.)

Er det for min Skyld, at han hid er kommet, -
har opbrudt Fængselsdøre, trodset Døden?
Jeg ei forstaar mig selv - Madonna hjælp mig!
Du gode Moder! - sig mig, hvad jeg tænker!
Han har jo sagt det! - Blev jeg blot forfærdet,
fordi den Tanke laa saa altfor nær,
at selv som Fange nys han voved' Livet?
Jeg feiled vist - og kan dog ikke tro det;
- hans Øine jo forfølger mig i Drømme
med et saa dybt, saa ildfuldt, mandigt Udtryk.
Er jeg den Ven, han tænker ved sin Side, -
slig Kvinde, som han tror er værd at elske? -
Jeg vil ei se paa ham! - foragter jo
af Hjertets hele Grund alt, hvad han mener,
hvert Ord, han siger, - al hans Tro igrunden! -

SIDE: 247

-Halvanden Maaned har han her kun været,
og i den Tid - ja hvilken stor Forandring!
- Mon saa den onde frister dybt min Sjæl? -
Jeg véd, hans Ord er Gift, hans Sind forvendt,
og dog jeg lytter til, naar blot han taler,
ja tror ham sandhedskjær som faa i Verden.
Og - Fra Gerolmo skulde jeg det skrifte? -
Hvad saa om Brenta? - Nei, det gaar ei an,
- var ret ei heller; jeg ham loved Taushed,
saalænge han ei her opvigler Folket;
og han skal finde, at han fuldt kan tro mig.
Det maaske var en Synd, at jeg det loved';
dog i mit Hjerte har jeg fast bestemt mig,
og sker det, at han her til Oprør lokker,
jeg viger heller ei; - jeg tør, ja vil ei længer
det tunge Ansvar bære; men betro
Gerolmo alt, - saa kan han for mig dømme!
Hvor alt er Mørke - Angest! - - Først til Vaaren,
- naar han er reist, - jeg aander frit og let; -
da vil en Byrde væltes mig fra Hjertet!
Ak, - blir jeg saa vel glad? - Jeg véd, han vælger
da Farens Gang og gaar kanske i Døden . . .
Madonna! - tag ham i din Varetægt og led ham
paa Naadens rette Vei! - - Men frels og mig!

(Vaaren efter. Fest i Forli.)

Giuseppe

(ridende med Rosetta og Faustina).

Op imod Forli til Festen det gaar!
Allestedsfra strømmer Folket did skarevis; -
bagefter er det, at Markedet staar.
Idag skal hun æres, Madonna di Forli.
Tavlen hun har alt af Sølvhjerter fuld,
nu skal hun rækkes en Krone af Guld.

SIDE: 248

Se nedad Veien den brogede Snor . . .
gaaende, ridende, snakkende, leende; . . .
mellem dem Kvinderne synger i Kor
Eviva Maria! Maria di fuoco!
Ja, ret en Vaardag med sittrende Luft -
kjend ifra Engen Violernes Duft!

Saadan at ride langs Roncoens Bred
indunder Mandlerne, snehvide, blomstrende,
se gjennem Løvhænget Dalvidden ned
med Elven, som suser i Vaardagen, om sig,
- alt dette bærer forunderlig hid
blinkende Minder fra Ungdommens Tid.

Faustina.

(Paa Veien, i egne Tanker.)

Han drog imorges foran op til Festen.
Ak, var jeg tryg for, hvad idag vil ske!
Men jeg har læst mig ræd i dette Aasyn, -
det kjender Hensyn ei, forstaar ei Hindring;
og jeg har set Villiens Strøm har steget
i hver en Mine, i hans Blikkes Udtryk,
fra disse Rygter først i Luften suste.
Ja, just hans Taushed gjør mig saa urolig.
En Mand som Brenta slipper først med Døden
den Sag, han engang gav sin Tro. - Hans Sag? -
Er det da den, som gjør mig hjerteangst?
- Jeg kunde give til, jeg véd ei hvad,
for i den Ting ret klart at kunne tænke!
Ja disse Mænd, som saadan kjæmpe, lide,
og trodse Døden - sker det for Berøm,
for Glans og ære da i denne Verden?
De dør jo uden Navn, - Foragt og Lænker
er deres Lod. - Hvorfor? - Kun for Italien! -
Endskjønt hans Ord i Vinterens Løb faldt sparsomt,
og jeg dem laante kun uvilligt Øre,
de drog dog ofte efter sig en Klarning
og gav om mangt mig en forandret Tanke.

SIDE: 249

Hvi nægtes Folket Skoler? - Frygt for Misbrug!
Men skal af Frygt for Aand da Folket fostres
paa Dyrets Vis? - Er just ei det et Misbrug?
Og er Uvidenhed og Fromhed da det samme?
Nei, tvertimod - alt Dagslys maa den taale!
Der hviskes tit mig Fristerord i Sindet; -
slig suste det vel og fra Kundskabstræet!
Ja, denne Mand er mægtig i at friste!
Hvad vil han gjøre? - hviske Oprør ind
i Hjerter, som Gudsmoder nu til Ære
i Glædesfest forsamles, dem forlokke
til Frafald mod al Ret, alt sandt og helligt,
- med al den Magt, han eier til at daare.
Og jeg skal tie da? - Af Svaghed, Usselhed,
forraade hendes Sag, - ja Dig, Guds Moder!
Jeg skal ei hade ham? - men usselt fanges
i Garnet, som han rundt om mig har spændt?
Nei, tusind Gange, nei! - - hvad saa det koster.
Og nu Madonna! nu, jeg véd din Villie - -
o, straf mig ei for haardt, fordi jeg tvivled'
og agtet har Martyrens Gang for ringe!

Giuseppe.

(talende med Rosetta).

Hvor bleg Faustina bliver nu om Dagen!
Jeg ser - Rosetta - det med lidt Bekymring.
Hun er ei mer som før og ler saa sjelden;
selv Anemoner, Krokus og Narcisser frister
ei hende mer, skjønt de paa Engen vrimler; -
hun rider der saa alvorsfuld og stille.
Jeg frygter for, hun tænker alfor meget
ved al den Tidens Uro, som hun hører. -
Ja, jeg bekymret er for disse Tanker
og alt det Grubleri; - før vi det ane,
af hendes Nonnedrøm kan blive Alvor.

Rosetta.

Hun var nys sytten Aar, - da kommer andre Tanker.
Jeg grubled' og paa Helg'ner i min Ungdom!

SIDE: 250

Giuseppe.

Det var en rum Tid nok, før vi to mødtes;
thi da det var for Marked, Pynt og Saltarella.
Den var din Yndlingsdans, og nu, saa gammel,
Du er, Du drager langveis for at se paa.

(Paa Antonias Trappe i en Gade i Forli.)

Faustina.

Ja, hvilket Festtog var det ei, Antonia!

Antonia.

En Procession som den, der gik idag
til Santa Croce, før ei saas i Forli, -
og jeg kan mindes nu de femti Aar.
Fyrst-Kardinalen selv paa Silkepude
bar Kronen, som idag blev rakt Madonna
del fuoco, der hun troner i Kapellet,
hvor hendes Himmelfart er malt i Taget.
Først Krigsmusiken, hele Garnisonen
i sine blanke, stramme Uniformer,
to tusind' østerrigske stolte Krigsmænd;
saa lange Rækker graa og brune Munke
og kniplingssmyk'te Præster, hvide Drenge
med Røgelse, hvor frem Relikvier bares, . . .
smaa Børn med Vinger, klædte ud som Engle, -
og saa det hele Tog af Mænd og Kvinder
i deres Festdragt, smykkede med Blomster; -
jeg talte nedad Gaden otte Faner
paa éngang, og ialt var en og tyve!
Det var høitideligt, og sært det greb mig,
da did de kom, hvor Tæpper dækked' Veien,
og Toget traadte paa Skarlagensklæde,
mens Sangen steg, og høit Kanoner tordned'.
Vor Syndicus idag var langt tilbage
i Rækken sat. Jeg saa ham hvidklædt, svedig,
i Solen slæbe paa den tunge Fane.

SIDE: 251

Han er saa korpulent og led vist, Stakkel; -
men saa han har og gjort et helligt Dagværk!
Jeg saa og Dig, Faustina! som Du gik der
med sænket Hoved blandt de andre Piger.
De var saa glade alle, smyk't med Blomster
i Haar og Livbaand og med Ho'det opfyldt
nok mest af Festen, som ikvæld skal holdes
ved Lampeskjær paa alle Byens Piazzaer
og i Kastanjelunden under Fakler.
Sig, tænkte Du paa noget? - saa alvorligt
og hel fortænkt og stille var dit Udtryk;
og, da den smukke Officer fra Hesten
Dig hilsed', blev Du vred og bort Dig vendte.
Det var ei ganske høfligt, min Faustina! -
en Venlighed fortjener venligt Gjensvar.

Faustina.

Hvad ville disse fremmede blandt Folket?
Ja, paa en Dag som denne, det mig synes,
de passed' heldigst skjult i Citadellet.
Har vi med dem en Glæde sandt at dele?

Antonia.

Men, kjære Barn! - de tror jo just som vi:
de er Katholiker, rettro Kristne!
Skal ei de Stakler faa Madonna ære,
om end kanske de har lidt ondt for Sproget?
Det er en Feil, hvormed hun bærer over,
ja, hun forstaar selv Neger'ns Tungemaal.

Faustina.

Ak, tilgiv mig, Antonia! men jeg syntes
et Øieblik idag, jeg bittert fatted',
at tungt vort Land af Fremmedaaget kues,
og ret jeg kunde ei med Andagt bede.
De tyske kan jo bag om Alpen knæle,
der har de Kirker nok, - lad os faa vore! -

SIDE: 252

Det var en Tanke kun, en selvgjort, syndig,
og mangt kan friste én i disse Tider,
- der er saameget nu, som rører Sindet.
Men, kjære Moster! bed Du til Madonna,
at hun vil hjælpe mig, naar saadant kommer,
- det er min egen Bøn til hende daglig.
Og nævn saa intet om det! - Selv jeg føler,
at jeg for denne Gang ved hende seired'.
Men, kjære Moster, det er nu paa Tiden!
Før Ave skulde jeg hos Farfar være
og Farmor henne i "Tre Ré" ved Porten,
hvor jeg dem skulde træffe. Der de sidder
ved et af Bordene med Løvtag over
med vore Naboer, de gamle Pazzis,
som did leverer Vin. - De holder Maaltid, . . .
har Pladsen foran Øiet helt til Lunden,
saa ret de ser den hele Folketummel,
og slippe for Soldaterne, som sidde
ved alle Borde nu i hele Staden.

Antonia.

Det er ei godt at gaa alene did
for Dig, Faustina! - tilmed nu det skumrer.
Men der staar Brenta jo iblandt en Klynge.
Han har vist sagt dem noget. Se, hvor ivrigt
de flokkes om ham, fler' og fler' - ved Hjørnet
af Gyden Mercenaji! Nu han vinked' . . .
og ned ad den forsvandt de alle hastigt.
Der er Soldaterne! - Mon de var bange?
Nei, - Brenta staar og hilser hel frimodigt.
- - - - - - - - - - - -
Hør Brenta! Vil I med Faustina følge,
- hun bør ei gaa alene, - til "Tre Ré"?
Her er saa trygt ei mer, og nu Soldater
der sværmer rundt i Gaden allevegne!

Brenta.

Signora! Gjerne jeg Dem did ledsager,
det trænges kan . . .

SIDE: 253

Faustina.

 Tak, - var blot Beppo her!

Brenta.

Om saa De ønsker, bør vi skynde os;
det er alt silde.

Antonia.

 Du betænker Dig?

Faustina.

Farvel da, Moster! - Jeg skal hilse fra Dig.

Brenta.

(lidt efter).

Bedst denne Vei! - her gaar I mest beskyttet.
Er Gyden trang, I møder dog kun Folket;
de fremmede sig føler mindre trygge
i disse Krinkelkroge nu iaften.
Af Vinen øre, paa de aabne Pladse,
som snart skal lyses op, de larmer sammen;
ja, Luften er ei sund for dem fortiden!
De føler det og ter sig og derefter
med overmodig Færd og øget Raahed.

En Stemme

(ud fra Osteriet Valle).

Pst! - Signor Brenta! - Her man venter Jer!

Brenta.

Undskyld Signora! - Denne Tvervei fører
mer lige til, og jeg har og lidt Hastværk.

Faustina.

Saa . . . I har Hastværk, Brenta! Ja, jeg aned', -
forstod af, hvad jeg saa paa Hjørnet nys,
at I har mangt idag at tage vare.

SIDE: 254

Brenta.

Det kan vel være, -

Faustina.

 men I véd da og,
at Eders Stilling saa jeg ei tør skjule,
ei dele en Forbrydelse og vide,
at i vort Hjem vi gav den Ly og Hegn!

Brenta.

Jeg af Signora ei har tigget Taushed,
ei heller har jeg Gjæstfriheden krænket, -
jeg tiet har indunder Eders Tag.

Faustina.

Tys! - hør høirøstet Tale! - Det er lyst
paa Pladsen her. - Se blandt dem der ved Bordet
en fornem Officer, - ah, - han, som hilsed! . . .
med Ansigt rødt af Vinen som de andre -
og for ham Signor Guardia, Raadstutjener'n!
O, lad os varsomt gaa! . . . paa anden Side,
saa I mig skjuler, - - lad os gaa i Skyggen!

Officeren.

En to - tre Knivstik siger I? - paa Livet? -
Det tages maa med Skarphed! - Efter Festen,
endnu inat, med Standret! - Hvem af vore?

Guaria.

Ei nogen, Herre!

Officeren.

 Ah, det ændrer Sagen!
Italienerskrabet, lad dem stikkes
og slaa's som blot de lyster, sig indbyrdes; -
der sker ei Skade da. Af det, som duer,
de har kun Pigerne; men de er smukke.
Ja, Ild og Glød! I Herrer, - Skaal for dem!

SIDE: 255

Brenta.

Mon nu, Faustina Strozzi! I forstaar,
hvad et Italien frit og enigt mægted'?
Som nu det er, det har ei Kraft at holde
et Skjold engang for sine Døttres Ære.

Faustina.

O, lad os skynde os, hvor Lys ei skinner! -
Ja, jeg forstaar, éns Hjerteblod kan stivne
ved mangt og meget nu i vore Tider.

Brenta.

Jeg véd, I Hjerte har for ædle Tanker,
véd og, at engang vil I tro som jeg!

Faustina.

Nei aldrig, Brenta! vil jeg tro som I, -
skjønt vist jeg tror, I mener det sandfærdigt.
I vil med verdslig Frihed, egne Kræfter,
en gylden Alder bygge op for Folket.
Saa mener ei de ældre og erfarne, . . .
hvem Livets Skole længst alt gav sin Visdom.
De peger paa hvert Land, hvor Frihed hyldes,
der sukker Folket netop under Trældom -
dets egen onde Villie blir Tyrannen.

Brenta.

Jeg har havt Tid at gruble i, Signora!
med Jernet om min Fod, - til Muren lænket!
Og vel jeg véd, et Folks Selvstændighed,
det er en Sag, som ei kan vindes billig,
- dertil er den for dyr, af et for bundløst Værd;
den kjøbes maa med Taarer, Blod og Kampe,
den kjøbes maa paany med Slægters Offre,
som bygge skal med Savn, hvad ned er revet
igjennem tusindaarigt Trældomsmørke.
Skjønt den som Guldskyen skimrer foran Blikket,
jeg tænker mig ved Frihed ei en Klædning
med Lommer fyldt af Guld og alle Ønsker!

SIDE: 256

Faustina.

Men, ser I ei, at Eders Færd er farlig!
I tirrer Døden med hvert Ord, I taler;
man kunde gribe Eder! - Her Spioner
jo lurer i hver Krog! - O tænk! . . . o tænk dog!

Brenta.

Min Vei er klar; mit Kald jeg tør ei svigte,
selv om det var for Eders Skyld, Signora!
Nei, - hør mig ud, og vend ei Blikket fra mig!
I denne Afskedsstund bør Sandhed siges:
Paa Kvinder før jeg saa, som var de Blomster,
knapt Legen værdig for en Mand med Alvor,
og Navnet paa min Elskte var Italia.
Hun har som Roser Millioner Døttre -
for hendes Skyld fra ung jeg lidt dem ændsed'.
Men, ved Madonna, som saa tit mig bjerged',
naar alt var mørkt og uden Udvei om mig!
- en Kvinde slig som I jeg aldrig mødte!
I blænded' mig, fra første Gang jeg skued'
i Forli Eders Færd hin Morgen tidlig.
Ja, som I stod der saa fribaaren, stolt,
med Harmen flammede i Blik og Miner,
mens Eders ædle Blod forstod kun Dolken
og veied' mod Fornærmelsen ei Døden, -
slig al min Sjæl blev fyldt af Eders Skjønhed,
og al min Tanke fulgte Eder siden!
Og fra hin fagre Stund, Signora! drømte
jeg om en Ven paa jord, som fuldt forstod mig,
fordi det stod paa Eders Pande skrevet,
at, om I elsked', blev det ikke smaaligt.
Det gjaldt kun om, at dette Øie saa,
at klart I fatted', hvilken Sag her kjæmpes,
da blev I min, - saa drømte jeg, - da valgte
for Spindetenen og et Huslivs Tranghed
I Havets Susen udenfor, Signora!
og Kampens Vei og Faren ved min Side.

SIDE: 257

Det var den Drøm, som gav mig Kraft at sprænge
mit Fængsels Væg og bar min Fod til Vignen.
Hvor skalv jeg bange angst for denne Drøm! -
at den som Boblens Glimmer skulde springe
i Eders Nærhed, slig som Drømme times.
Men, da jeg Eder atter saa, Faustina!
da straalte Eders Nærvær over Drømmen;
- i denne Vinter var hver Dag en Soldag,
og Mørket blev for mig som fyldt med Roser.
Just, at I var saa fast og stærk i Tanken
og bar Foragtens Dom mod alt, jeg elsked,
kun gjorde Eders Skjønhed dobbelt mægtig.
Ja, at jeg taug ivinter, - det, Faustina!
jeg angrer ikke; thi det var for Eder;
men kanske gav jeg heller hen en Haand,
end atter jeg tog Kampen, som det voldte.
Hver Dag vi mødtes, sorgfuld overrasket
jeg saa den glemte Kløft, som vidt os skilte.
I gjorde den saa steil med Is i Minen,
og dog jeg følte, - engang kom I over;
thi I er min, det véd jeg slig, Faustina,
som det, at Gud ei Sjælens Vished svigter! -
Hvor fløi ei Vintren hastigt hen; dens Dage
som gyldne Blink forsvandt, skjønt hver dog rummed'
saamegen Sorg, saamangen kvalfuld Time.
I kom og gik, - se, det var alt, som hændte;
men det var Glæde, saa det skalv i Hjertet,
og al min Sjæl den var i spændt Forventning
af Sorg og Frygt og Haab og tusind Tanker; - -
mig helligt blev, hvad Eders Haand blot rørte!
- Forstaar i endnu ei, at I er min?

Faustina.

Jo Brenta! - Nei - o, tal ei mere til mig!
I er en Frister, skabt til at forføre,
og derfor maa I hades som det onde,
skjønt selv I ei det véd, - og jeg er hader, -
blot frygter Eder, Brenta! som en Snare,
der vil mig lokke fra min Gud og Himlen.

SIDE: 258

Brenta.

Som nu I tænker, vidste jeg det jo!
- og dog jeg kunde andet ei end tale;
thi sikkert føler jeg, den Dag vil komme,
da I forstaar mig, og I bliver min.
Og nu, Farvel! - Her foran os er Pladsen
og paa den anden Side Osteriet.
Jeg staar og venter, til jeg ser Jer fremme.
- - I følger med mig, hvor jeg gaar i Verden
alligevel, Faustina! - nu Farvel!

Faustina.

Farvel, Signore! Lad mig Eder minde
paany om, at i mig I har en Fiende, -
og tvungen til, som ret er, nu at handle!
O stans! - for min Skyld, om det saa skal være, -
det er min Bøn til Eder denne Stund!

Brenta.

For Eders Skyld! Ak, aned' I, Faustina,
hvad Magt der bor i disse trende Ord! -
- - - - - - - - - - - -
For Eders Skyld, - - jeg kjæmpe vil, Faustina!
og, maa det til, da for Italien falde!

(I Haven ved Osteriet "Tre Ré")

Den gamle Pazzi.

Ved flere Borde alt de bryder op, -
i flokkevis fra Haven man sig skynder.
Om saa i vil, Giuseppe! gaa vi nu
og se paa Festen gjennem Byens Gader, -
vi længe nok har siddet her ved Vinen.

Rosetta.

Tys! - hører I Musiken fra Piazzaen!

SIDE: 259

Giuseppe.

Tillader I, - jeg tager Jers Vittoria,
vil I Rosetta give Armen, Nabo!
Og Du, Antonio! svarer for Faustina,
saa ei vi bliver skilte ad i Stimlen.
Vi har en Time eller to tilbage,
saa faar vi tænke paa at vende hjemad,
og vore Dyr vi har her i "Tre Ré".
Nu, - kommer I?

Den unge Pazzi.

 Den hele Gade skinner
illumineret med Festons og Sole,
med Blomsterkranse festligt for Madonna
og Ildguirlander, mens et rødligt Skjær
der lyser fra Piazzaen øverst oppe.

Giuseppe.

Hold sammen nu, saa ei vi bliver skilte; -
her Folkestimlen bølger som en Flod
af Mænd og Kvinder, Militære, Præster.
Ifra hver Krog og Kjælderhals der raabes
med hidsig Iver, som det gik paa Livet, -
de staar der flokkevis og spiller Morra . . .

Rosetta.

Se, midt i Strømmen gaar en Procession
af Nonner, der skal op til Santa Croce;
og Morraspillerne de stryger Hatten
og korser sig med hel andægtig Mine,
men tager fat igjen paa deres "sei" og "sette"!

Den gamle Pazzi.

Hør, véd I, Nabo! - det er underligt;
men jeg idag har tænkt det flere Gange.
Hvor er vel alle unge Mænd i Staden? -
De pleier dog ved slig en Fest at vises.

SIDE: 260

Giuseppe.

I siger noget -

Den gamle Pazzi.

 Kanske Frygt for Krigen,
at Papa nu forlange vil Soldater.

Den unge Pazzi.

(afsides til Faustina).

Papa! . . . Saa - da tror jeg, faa han finder,
de er nok forud gaat en anden Vei.

Faustina.

Hvad siger I?

Den unge Pazzi.

 Aa, intet!

Faustina.

 Jo, I mener . . .

Den unge Pazzi.

Til Piemont! - Endskjønt de spærrer Veien
med to, tre Kjæder Opsynsmænd ved Grænsen,
der bli'r nu dagligdags at vove Livet
paa det at gaa frivillig til Vittorio.

Faustina.

Og I da, Pazzi? - Finder I det rigtigt?
Hvad tænker I?

Den unge Pazzi.

Jeg tænker, - siger intet.
Det er ei sundt fortiden høit at tænke; -
de andre her har handlet, ikke snakket.

Giuseppe.

Nu skynd Jer dog, - I bliver saa tilbage!

SIDE: 261

Vittoria.

Fontanaen pragtfuldt oplyst! - Vandet springer
der paa Piazzaen end med gyldne Æbler,
og se, Palazzoet - som et Trylleslot!

Rosetta.

En finde kan en Naal igjen paa Gaden.

Vittoria.

Af Fjæderbuske, Hjelme al Piazzaen bølger!

Rosetta.

Her skal nok danses - hør Musiken bruser!
Den tyske Hornmusik, - hvad mon den spiller? -
Det klinger jo, som vil de, én skal græde, -
vemodigt, ømt. - Aa ja, de Folk vist længes
til deres Hjem! - men kan paa sligt én danse?

Giuseppe.

En Nationalsang er det: - "Frants, der Kaiser".
De stemmer alle i, - se, selve Generalen
og Følget om ham henne ved Kaféen
fra Bænkene har reist sig, hører Sangen
til Sablen støttede, med blottet Hoved.
Nu raabe de "Hurrah!" - som vort Eviva!

Faustina.

Har vi en saadan Sang ei for Italien?

Den unge Pazzi.

Vi har den nok; men ingen tør den synge, -
vi faar os nøie med at høre andres.

Vittoria.

Nu ordner de sig, Par og Par, i Rækker;
der danses skal, - det høres paa Musiken.
Derhenne gaar ved Officerens Arm
Angela, Syndicusens smukke Datter.

SIDE: 262

Den unge Pazzi.

At se paa, at de fremmede Soldater
ta'r vore Piger fra os, lidt opbygger; -
da var det bedre, om vi gik til Lunden,
der er vi fri for dem.

Giuseppe.

 Ja, nødigt vilde
til saadan én jeg slippe vor Faustina;
jeg mener det er bedst, at vi os fjerne. -
- Saa, kom nu med, Rosetta! - Ned ad Gaden,
fra Hus til Hus, se Papas gule Flag!

Den gamle Pazzi.

(Peger paa et Hus, idet de gaar ned ad Gaden.)

Her bor og selve Kardinal-Legaten.
Der staar hans Vagt, en forspændt Vogn i Porten; -
det synes, som han reise skal til Natten,
der er vist atter noget nyt i Luften.

Den unge Pazzi.

Nu denne Vei, - her har vi atter Porten.

Vittoria.

Og se, . . . i Lunden ere Lamper tændte!
Fra Træerne et Trylleskjær der falder
paa glade Ansigter og smukke Dragter,
mens de bevæger sig der blandt hverandre.

Rosetta.

Snart kjendes de, snart blir igjen de borte
i Dunkelheden mellem Stammerne.

Giuseppe.

Ved dette Træ vi om en Time mødes!
De unge vil vel se lidt mer paa Stasen;
mens I gaar om, vi sætter os paa Bænken
og tager os en Bibita, vi gamle.

SIDE: 263

Den unge Pazzi.

Her alle morer sig, her er man fri
for disse fremmede, som alt forbittrer, . . .
En kan af Hjertet være med i Glæden.

Faustina.

Ja, her man aander mere let og frit.

Den unge Pazzi.

Se, - hen i Klyngen der den lange Giulio,
Fornaro'ns Søn i Huset tæt ved Broen!
Han ser saa ivrig ud, og paa hans Ansigt
man læse kan, at noget er igjære;
han ro'r sig frem med Armene som Aarer.
- God Aften, Giulio! Hvad nyt i Verden?
Nu, sig det kun, - her sladdres ei af Skole!

Giulio.

At vi faar Krig! - at snart det brænder løs!
det er nu vist, forstaar Du, - afgjort, sikkert!

Den unge Pazzi.

Aa, ja, - saa vist som alle andre Rygter.
Vi har nu havt en Krig hver Dag fra Nytaar.

Giulio.

Jo, det er sandt, - det stod i en Gazzetta,
de havde smuglet ind ifra Turino.
Nu svares paa Napoleons Nytaarstale
af Keiser Frants: Fra Østerrige strømmer
ned, Træn paa Træn, Soldater til Ticino;
de staar ialt der henved hundred tusind',
og Garnisonen herfra skal gaa nordpaa.

Den unge Pazzi.

Hvad gjør Vittorio?

Giulio.

 Han ifra Piemont
har sendt et Opraab nu til al Italien,
Sagt ud med rene Ord til Parlamentet:
"han er ei døv for Folkets Smertensraab".

SIDE: 264

Faustina.

Hvor véd I dette?

Giulio.

 Nys i Osteriet
fra, - ja jeg nævner ingen, - han er fremmed.
I skulde hørt ham tale der i Valle, -
en Ild og Magt, som river alting med sig!
Der paa en Stol han saas ved Indgangsdøren;
han først Gazzettaen læste op ved Blusset,
og saa han talte. I den trange Gyde var halvmørkt,
og en Folkestimmel stod der
og lytted' paa ham aandeløs og vidste,
der turde ikke raabes et Eviva
for Politiet oppe paa Piazzaen.
Det var et haardt, forvovent, mægtigt Ansigt!
Nu gaar hans Ord som Ild igjennem Byen,
de hviskes denne Stund paa hundred' Steder.
Jeg hører end den Røst, hvormed han slutted':
"Det er frivillige, Vittorio kræver,
det er Italiens Fane, som han løfter! -
- og vel han véd, hans lille Piemont
er kun en Forpost nu for al Italien!"
Palermo, Rom, Neapel og Romagnaen,
Calabrien, Venedig - alt er Brødre!

Den unge Pazzi.

Ah, ser I der, - hvor Folket tæt sig samler!

Giulio.

Ja, der er Brenta 'gjen, - han staar ved Træet.

Faustina.

(bortvendt).

Madonna hjælp nu Du! - -
Jeg vidste jo, det vilde, . . . maatte komme!

Giulio.

De ere stille alle, - hør han taler! -

SIDE: 265

Flere Stemmer.

Tys! - Zitto! - Stille! - En af Politiet! -
Raskt Tamburinen frem og Saltarella'n!

(En Mandolinspiller synger:)

Parvis de danser i Saltarellen!
Aner han Dolke skjult i Kvelden?
 Ser han kanhænde
 Blikkene brænde,
kan han de spottende Smil vel kjende?
 Vogt Eder, Kvinder,
 Fuldmaanen rinder,
 Skjæret alt skinner
 paa Vignerne!

Den unge Pazzi.

Det gik jo som med Trolddom, - alle danse!
- - - - - - - - - - - -

En Pigestemme

(bag dem).

Jeg har ét Svar til dette kun, Carluccio!
Til Piemont! - saa kan vi siden tales.

Carluccio.

Giv mig et Tegn, - din Fæstensring paa Veien!

Pigen.

Er den Dig kjær, saa hent den nu der nordpaa!
Men blir Du hjemme, - saa skal jeg Dig sende
imorgen en Present, som bedre passer:
det "tyske Træ", hvormed min Søster leger;
der er fra Nürnberg, kan Dig korte Tiden,
mens nu de andre vover Liv og Blod!

Carluccio.

Anetta! - Hør dog, før Du spruder Harme! -
I denne Nat jeg gaar afsted mod Grænsen.
Saa, giv et Kys mig nu, - - det er Farvel! . . .

SIDE: 266

Giulio.

Ja, Brenta har tændt Ild idag, det mærkes!

Den unge Pazzi.

Aa, hør, Carluccio! - lad mig tale med Jer.
 
(Hvisker.)

Læg Veien saa inat forbi vor Vigne!

Faustina.

Kom lad os gaa! - det vistnok er paa Tiden,
vi skulde være nu ved Mødestedet.
 
(Afsides.)

O, dette gjør saa ondt - saa ondt -

Den unge Pazzi.

 Faustina!
I er saa bleg, - mon noget Eder feiler?

Faustina.

O, lad os skynde os, jeg tror, de venter!

Den unge Pazzi.

Der staar de jo i Ro og Mag og ser paa.

Rosetta.

Nei, se Raketterne! - de fraser, knalder
igjennem Mørket røde, gule, grønne,
- en Regn af Ild i hundrede Kulører
om Kirketaarnet, saa al Egnen skinner!
Miraculo! - Staa her, - her kan Du se det!
Giuseppe, se, - en Stol paa Kirketaget! -
og i den læses kan med Ildbogstaver:
"Madonna del fuoco", og en Krone
derovenover!

Giuseppe.

 Det forsand er prægtigt!

Rosetta.

Se der! - Se der igjen! - saa klart som Solen
et Lys der sprang itu i hundred' Stjerner; -
det regner, o, saa deiligt, ned til Jorden!
Miraculo!

SIDE: 267

(I Munkeklostret i Staden Forli.)

Pater Lucca.

Undskyld mig, Fader Silva! Har og Broder
Custoden lukket Porten, ret den varet
med Slaaen for? - ne habeant muri aures!

Abbed Silva.

Jeg er Custode selv idag for Døren;
vi sidder ene her som i en Kjælder.
- Ja, det, som os idag har hid forsamlet,
det er ei Glædens Budskab, - det ser mørkt ud!
Inat Kurér her kom til Kommandanten:
Af Østerrig er Krigen nu erklæret,
Ticino overskredet mod Vittorio.
Paa Krigens Vægtskaal hænger saare meget.
Det gjælder nu Romagnaen at bevare
for Papas Stol; - det drages mod Savoyen,
og rundt os spændes Dag for Dag et Net
af Kommittéer, der bereder Reisning.
Trods Militær-Kordonnerne paa Grænsen
og Politiets hundred' Argusøine
en stille Folkevandring nu gaar nordpaa
til Piemont; den spotter hvert et Forbud,
selv Kardinal-Statholder'ns Strafedikt.

Gerolmo.

Vel har I Ret! Vi maa med Sorg bekjende,
vor Skyld det er, som ei har vogtet Hjorden,
ei magtet Villiens Ledning, som vi burde;
nu gaar dens Strømning nordad, - ei mod Roma.

Pater Lucca.

Vor Skyld, I siger! - Hm! - ja, fromme Broder,
der kan og søges efter Skyldens Skyld,
og - mellem os . . . her er dog vel tillaaset? -
med Boden i Gaeta Kirkens Fader
ei stansed' Følgen af sit store Misgreb,

SIDE: 268

da fra sin Stol han hylded Frihedstanken
og leged' Folkegud en Tid i Roma.
- Skridtet helt! - Men Papa handled' halvt.
En Pave-Konge i et frit Italien,
Sankt-Petersstolen hilset som Befrier,
en Nytids Ophav over hele Verden,
- det var hans Tanke. Men han flygted' fra den,
da den med Vælde kom og stirred' paa ham
og sagde: "Se, jeg er en Verdensbrand!
Hvi saa forfærdet, Præst! Du har jo tændt mig?"
Han saa ei, Tanken, engang manet frem,
ei svandt igjen for Pønitents og Ave;
men var en Storm, hvorfor der maatte seiles,
til Kirkens Skib igjen blev ført i Havn.
Nu har Vittorio sat den i sit Banner.
Mer stærk og klog end Pio, han forstaar,
at den kan bringe ham alt Land i Fanget,
som skylles om af vore tvende Have.
For Papa-Re det bliver nu Kong Victor,
der ruller frem paa Folkegunstens Hjul,
og hans Triumfvogn den har Papa bygget.
Vi leve kan en Dag, der siges saa:
Dengang da Folkets løste Millioner
med Havets Susen strømmed' ind i Tiden,
og Kirkens Vælde kunde været grundlagt, -
da holdt en uvis Drømmers Haand dens Ror.

Abbed Silva.

I mener dog vel ei, Demokratiet
og Kirkens Sag kan nogentid forsones?

Pater Lucca.

O Navne! Navne! - hvor I dog regjerer!
Og er ei Staten just den store Fiende,
vi har bekjæmpet fra de første Tider,
fra Keiser Henrik nødtes til Canossa?
Er Kirkens Børn ei Jordens Millioner?
En Kirkestat, - er det ei Verdens Maal?

SIDE: 269

Og Romas Kirkestat, - er den ei Kimen,
der vokse skal som Palmen op mod Himlen
og skue Land paa Land lagt i sin Skygge?
Hvor lyste Kirken bedre end i Mørket?
I Folkehavet stod den som et Fyrtaarn,
der straaled' Trøst og Ledning, Frelsens Lys!
Nu kommer Staten, søger Kirkens Arv,
- en kronet Gjøgler, klædt i Frihedsfarver,
forlokker Folket med "et stort Italien" -
Demokratiet slig den raner til sig; -
det føre skal et Hedningliv med Staten!
Se, derfor maa der kjæmpes nu som aldrig!
Den eller vi skal Masserne regjere.
Der seires maa, selv om vi først skal male
den røde Republik paa Kirkens Mure
og føre Folket den Vei ind ad Døren!

Gerolmo.

I, Jesu Selskabs Mænd, er dristige!

Pater Lucca.

Vi saa forlængst, at dette maatte komme,
at "Tidens Krav" kun var Murbrækkeren.
Ad Telegraf og Jernvei ind man førte
den "frie Tankes" Splid og "Konkurrencen",
et Hjul af Jern, der ubarmhjertig knuser
hver svag og magtløs under Styrkens Hæl!
Det gik den onde altfor sent at dræbe
kun enkeltvis, saa fandt han en Maskine,
hvormed han kunde myrde Millioner.
Nu ruller Victor frem, og Djævlen ler,
og Millionerne i Vanvid jubler,
mens Vognen gaar i Blod sin Vei iblandt dem!
Se, det er "Konkurrencens", Cæsars Tid,
- den vantro Stat, som hader Kirkens Liv!

Pater Petruchio.

Hm! - Konkurrencen er en svedig Sag!
og hel umagelig i varme Lande,
- blir neppe populær blandt os i Syden.

SIDE: 270

Den Frihed, som her lokker, den maa række
vort Brød os mageligt og ei blot billigt.
Min næste Prækentekst skal bli' dens Følger:
Soldaterpligt og Skatter, Skoler, Dyrtid.
Men Telegraf og Jernvei! - I har Ret, -
de fører Djævle ind i hver en Vigne!

Abbed Silva.

Ja, kjæmpes maa der, det er vist og sandt;
Det ser man selv med mindre lange Syner
end de, I vandt i Roma, Pater Lucca!
Men nu, for Øieblikket, er det bedst,
vi ta'r de nære for os og dem prøver.
Det gjælder nu, at Kirken i Romagnaen
befæster sig ved Midler, saa den staar beredt
og virke kan med Kraft, naar Tiden kommer.
Jeg tænker, at Prioren i Jacopo
og I, Gerolmo! hen' i San Molino
har samme Sag erfaret, som jeg her, -
at lidet kommer ind til Kirkens bedste.
Ja, paa det sidste er saa knapt for Penge
at Abbediets faste Midler hæves,
og nervus rerum gerendarum er
en Hovedsag just i en Tid som denne,
af samme vægt som Krudtet nu i Krigen.

Pater Petruchio.

Hos os i San Jacopo længe alt
vi sukked' under mindre rige Bidrag.
Der nord de raaber: "Klostrene skal hæves!"
Sligt virker ei saa lidt paa vore Forhold.
Ja, lad dem hæve dem! - og de faar se,
de blinde Stakler, det, som deraf kommer!
Hvem skal da give gratis Medicin,
se til den syge i en fattig Hytte
og give Raad og Hjælp for alle Ting?
Naar Munken borte er, og Klostret lukket,
den rige Landmand kan den ringe trykke
saa uforhindret og saa ubarmhjertigt,
som blot hans Hu staar til, og den er jernhaard.

SIDE: 271

Den ringe Mand nok vil den Tid erindre,
da Klostret stod, og Munken var hans Tilflugt.
Nu tænker han kun paa sin Smule Bidrag,
og, naar en Broder nu fra Egnen kommer,
er Dunken neppe halv af Vin, mens andre
kun giver Quarterolen for Barilen.
Jeg paa en Udvei just idag har tænkt; -
det skader ei at bjerge ind itide.
De to, tre Vigner ved Sankt Angelo,
som gamle Rocca gav med Forbehold,
nu kunde bringe smukke, blanke Penge.
Men der er Hensyn . . .

Gerolmo.

 Nu, i denne Tid,
faar mangt og meget sættes raskt tilside!
Jeg vilde just Jer opsøgt, Abbed Silva!
. . . en Sag saa vigtig, at hvert Hensyn viger,
selv det, vi har til Skriftestolens Segl.
Men disse Farens Forhold strengt nu fordrer
af Kirkens Vogtere, at ei de ligner
de stumme Hunde udi Israel.

Pater Lucca.

En Skriftefader tør jo ogsa skrifte
saavist, som selv han har en Sjæl at vare; -
her sidder lutter prøv'te Skriftefædre.

Gerolmo.

Saameget ikkun her af Skriftemaalet
skal røbes, som Nødvendigheden kræver:
En af de frommeste af Sognets Børn,
en Pige har igaar til mig betroet
Samvittighedens Sorg og svære Uro,
et Forhold, rent uskyldigt, og dog skyldigt,
saa hun til Bod har gjort et helligt Løfte
at give al sin Arv engang til Kirken,
en Mølle, Vignen, og hvad dertil ligger.

SIDE: 272

Pater Petruchio.

Hm! Hm! - ei ilde -

Abbed Silva.

 Nu, men Hovedsagen!

Gerolmo.

Den er, at jeg har fundet fat i Traaden
til Oprørsspindet om os her i Egnen!
Det ledes af en fremmed, Carlo Brenta.
I Høst han kom hid, har i Vinter levet
som Arbeidsmand ved Forli i en Vigne.
Hun aabenbared' nu, han er en Fange,
der ud er brudt fra Fængslet i Milano.
I sidste Krig han førte som frivillig,
skjønt ganske ung, en Skare ved Mortara.
Jeg har ham engang rent tilfældig set.
Det er en Mand ei uden Dannelse
og af en Ild og Villiens Mægtighed,
der gi'r ham Evnen til at rive med sig;
- han taler stemningsfuldt og kort og klart.
Og han har brugt den Evne ubehindret,
i Stilhed virket, opsat Villierne,
og, om jeg feiler ei, saa er han Sjælen
nu i en Opstandskommitté, som virker
kanske i flere af de nære Byer. -
Den sidste Fest i Forli med sin Uro
en Prøve gav paa, hvad den Mand formaar;
thi det var ham, som havde optændt Folket,
og en Begeistring vakt, der maa forfærde.

Abbed Silva.

Der straks maa sørges for, at han blir grebet. -
I ham jeg aner Roden nu til mangt.

Gerolmo.

Det kan nok ske; men ei saa ligetil, . . .
høist nødig paa den Grund, at han er Fangen;
thi Skriftemaalet tør ei blive mistænkt.

SIDE: 273

Pater Lucca.

Ja, I har Ret, - hin Kvinde kunde tænke
med noget Skin af Grund, at I det aabenbared'.

Gerolmo.

Han helst bør vikles ind i eget Net.
Forfølges kun hans Spor, det sker med Lethed;
thi hans Natur er aaben, ligefrem,
alt andet end fordulgt og skjult mistænksom.

Pater Lucca.

Og, - som I siger, - han bør overraskes
som Agitator, én, der Folk opvigler, -
saa Tingen komme kan som rent tilfældig.
Naar Abbed Silva her og Fra Gerolmo
i Haand den tager, Finhed ei vil mangle.

Men, at det sker, det er en Sag høist vigtig,
ja, i en Tid som denne, uvurdelig.
Et Slag mod Hovedmanden skrækker, lammer
just nu, mens Oprørsvillien end staar uvis.
For Sagens Udfald sørger Fortets Domstol;
- den østerrigske Standret vakler ikke.
Det er nødvendigt, at hans Blod maa flyde
til Skrækeksempel over Esplanaden.
Men Kirkens Mænd, - - paa os end ei en Skygge
der falde tør fra, hvad der saadan sker.

Abbed Silva.

Dermed er Sagen, tror jeg, blandt os færdig.

Pater Lucca.

Forøvrigt er det, fromme Fædre! nu
vor Pligt at lytte, lægge Øret nøie
til Folkets Bryst og høre i dets Hjerte,
hvordan dets Villie gror, ja, hvad der tænkes
i hver Families Skjød; thi nu der kjæmpes
og brydes Meninger, som vel maa ledes.

SIDE: 274

I Stilhed Kvinderne maa flammes op,
forfærdes for det nye; thi de hænger
med deres hele Tro og Sind ved Roma, -
de vare altid Kirkens bedste Støtte.
Beholder vi kun deres Villier for os,
da eier Papa sikkert nok Romagnaen.

Pater Petruchio.

Se ud af Vinduet der . . . paa Landeveien, . . .
der ruller Skyer, det i Støvet blinker!

Abbed Silva.

Det er det østerrigske Troppekorps,
som afmarcherede idag fra Forli!

Pater Lucca.

Maa nu dem Lykken følge! - Benedicti!

Abbed Silva.

- Nu ringer det til Pranzo - ad coenandum;
det er nu Tid at sørge lidt for Hvilen.
I Refektoriet, fromme Fædre! staar
for Eder øverst der ved Bordet dækket.
Et Knippe Vagtler blev os just igaar
af San Leones Skovbetjent foræret,
og hid Foreller har idag fra Roncoen
os Broder Pietro skaffet ganske friske.
Hvad Vinen angaar, saa, - jeg haaber, den
skal tale for sig selv; det er den ældste
i Klostrets Kjælder, -

Pater Petruchio.

 . . . vel, jeg den erindrer
fra sidst, jeg var her. - Paa en saadan Dag,
i Middagssolens Varme, for éns Tanke
den uvilkaarlig blinker, kjøler, frisker! . . .

Abbed Silva.

Her, fromme Fædre! - foran, - denne Vei!

SIDE: 275

(I et Osteri i Forli, et Par Maaneder efter Festen.)

Brenta.

Her er svalt i Osteriet,
og her kan i Fred én tænke,
gratis se paa Maleriet
ud i Kvelden fra dets Bænke,
hvordan gjennem Dørens Ramme
Linie løber bagved Linie,
til de farver sig og flamme
røde ved Molinos Vigne.

Der i Guld staar Kardinalen
violet blandt Præsterækker;
over Vignen imod Dalen
ud sin røde Hat han strækker.
Kanske Tiden ret ei huer
nu de vældige Prælater,
at, hvad de i Fjernet skuer,
er Vittorios Soldater?

Midt i Træthed, Strid og Møie
har jeg længtet mod den svale
Kvæld, da over disse Høie
Blik og Tanker kunde dale. -
Nok for sidste Gang! thi neppe
ser mit Øie Roncoen rinde
blaa i Forlidalens Teppe,
- seires der ei dennesinde.

Stedt jeg var i mangen Fare
i din Omegn her, Molino!
- Dødsstraf er der for min Vare,
La Gazetta di Turino.
Den har tændt, saa rundt det brænder.
Her min Sag er endt fortiden.
Førend Natten endnu ender,
er jeg nordpaa gaat til Striden.

SIDE: 276

Skyer om Molino'n skinne;
- som til Afsked ned de glide.
Nu, som vanligt, hun derinde
sysler vel ved Aftentide.
Kanske, som hun gaar der, hører
hun om mig nu et og andet,
angrer paa, hun en Forfører
selv har slupet løs i Landet.

I de stolte, sorte Blikke
Haan og Harmens Ild jeg skuer, -
Flammer dybt i den kan slikke
af Inkvisitionens Luer.
Din Foragt! - - Engang, kanhænde,
Du og Fangen atter mødes
slig, at dine Kinder brænde,
og dit Blik til Jorden nødes!

Høit de ivrer, . . . disputere!
- Frihedssnak! - Hvor saadant noget
handlingsløst dog op kan gjære
helst, naar Vinen gjør én taaget!
Ja, det klinger lovlig røret; -
nogen Sag det neppe flytter.
Lidt ikvæld jeg har Humøret
til at høre paa Disputer.

Ah! - i Kamret indenfore
ser jeg Droghierens Nakke;
han, Skomager'n og den store
Beppo Botti sammen snakke.
Farmacisten Gianibelli
- en af Kommittéens Lemmer -
og Andrea Locatelli
tales ved med sagte Stemmer.

Det mig synes uforsigtigt;
- jeg faar tro, at feil jeg tager; -
men jeg liker ikke rigtigt
slig en ultrarød Skomager.

SIDE: 277

Som han strækker Frihedstanken
ubarmhjertigt over Læsten,
synes mig, jeg ser Skavanken
i hans Mening under Vesten.

Gianibelli farer varlig,
aldrig end hans Blik har skuffet;
- i en Sag, som vor, saa farlig,
mangt nok tages faar paa Puffet.
Mens jeg sender Marietta
bort ved lidt at rekvirere,
kan jeg raskt dem min Gazetta
di Turino nu levere.

Skomageren

(hilser).

Se, - velkommen, Brenta! - - Store
Mand! Lad mig Dig stort omfavne!
For alt mageløst, Du gjorde,
knapt engang jeg finder Navne!

Botti.

Brr! . . . vi talte just om Eder,
undred', hvor I nu var henne?
I er jo paa to, tre Steder,
før en Mand sig rundt kan vende!

Droghieren.

Véd I, - Rygtet vil fortælle
nu, at Riego længst alt mugled'
i et Fængsel; - han undgjelde
skal, at Krudt han ind har smuglet?

Andrea Locatelli.

Ja, Skjærsliber'n er forsvunden!

Droghieren.

Han har slebet gode Knive!
- nok en Dag han skal bli' funden,
om han ellers er ilive!

SIDE: 278

Brenta.

Jers Latuga synes trænet, - -
bring, Marietta, lidt Fennocchi!
 
(Marietta gaar.)

- Har I hørt de har forlenet
Papa Pio med mal' occhi?
"Onde Øine" i sit Hoved
har han faat fra Frihedstiden,
da han saa den slig tilgode
ved sit Valg for tolv Aar siden.
Det og mer om Frihedssagen
vil I finde i Giornalen;
dog om Seiren ved Magenta
og dens Følger mest er Talen.
Sikkert, som de tvende Hære
rykker fremad nu i Norden,
nærmes og den Dag, vi bære
I Romagnaen Trikoloren!

Gianibelli.

Tys, - nu er nok Taushed sikker!
Signor Guardia op ad Bakken
gaar og efter Bytte kiger,
nok vi har ham snart paa Nakken.
Har Skomager! 'gjen Du drukket
mere, end Du kan bestyre,
husk at holde Munden lukket,
ellers kan de Ord bli' dyre!
 
(Ser ud.)

Nei, - han snor paa Barten, stanser!
Der en Flok af Piger kommer
ned fra Campoen, hvor de danser
hver en Søndagskvæld isommer.
Ind i Springets Støvregn bøiet
Pigerne sit Ansigt svale; - -
som han ser paa lumsk fornøiet,
kunde man en Satyr male.

SIDE: 279

Mænd af Byens Vagt der slænge
dovne om ved Frugtudsalget, . . .
enten nu de veksler Penge
eller kræsne er i Valget.
Ja, nu er de atter Haner!
Siden Tysken drog fra Staden,
gaar de om som Storsultaner,
saa de rummes knapt i Gaden!

Raadstutjeneren Guardia

(kommer ind).

Ei, Goddag! - Hvor her blev stille,
da jeg kom, skjønt nok jeg hørte,
at der taltes det, man vilde
ei, mit Øre just berørte.
Som om jeg, hvad nogen tænker
her ved Vinen, lavt vil klandre! -
Tillad, Venner! at jeg bænker
mig ved Bordet blandt Jer andre.

Skjønt min Stilling jo er vigtig,
- derfor og til mig man gav den -
maa jeg sige Jer oprigtig,
at jeg grundig kjed er af den.
Blive frygtet her som Fanden,
mistænkt for at lure næsten! -
Som i Byen nogen anden
bryder sig saa lidt om Næsten!

Nok en stakkels Raadstutjener
kan tiltrænge gode Venner
helst, naar andre Ting han mener,
end hans Syndicus bekjender.
Tiderne gaar ned ad Bakke,
med dem hele Kleresiet.
- Hvor det letter at faa snakke
saadan frit i Osteriet!

SIDE: 280

Brenta.

Stakkels Riego i sit Fængsel
vist det inderligen rørte,
om han saadan Frihedslængsel
hos sin Vogter, Guardia, hørte!
Jeg forresten ikke kjender,
hvordan Riego blev angivet,
kun, - det var blandt Vin og Venner,
at en Skurk ham kom paa Livet.

Skomageren.

Nævn kun Manden, Signor Brenta!
kig forborgent ei i Glasset!
Husk, at Slaget ved Magenta
Helt har dreiet rundt Kompasset,
og at, som de franske Hære
rykker fremad nu i Norden,
nærmes og den Dag, vi bære
i Romagnaen Trikoloren!"

Guardia.

Maa jeg bede Dig, Skomager,
om at tæmme lidt din Iver!
Jeg det Standpunkt, Du indtager,
ikkun Vinens Dunst tilskriver;
tilmed er det Snak i Veiret
med det Slag, I har for Øie, -
Jer Napoleon, "som seired",
kom derfra med knuste Fløie.

Skomageren.

Knuste Fløie! - Knuse Øie
paa hver nedrig Skurk, jeg vilde,
som vil Sagen dithen bøie,
at det gaar Lombarden ilde!
Men jeg tænke tør trods Eder,
ja, trods hele Osteriet; -
frit jeg siger, det mig glæder,
om Romagnaen bli'r befriet!

SIDE: 281

Guardia.

En Oprører paa min Ære!
Og han dristig om Magenta
vil sin Øvrighed belære?
Det er stivt det, Signor Brenta!
Han skal læres at sig vare,
passe Munden lidt ved Saften!
 
(Henvendt til Brenta.)

Lo I? - Vil I ham forsvare, . . .
ta'e hans Ord paa Jer iaften?

Brenta.

Signor Guardia! Jeg er rolig,
sidder her ved Vinen nygter. -
Finder I da saa utrolig
denne Mængde Seiersrygter?
Finder I at Lombardiet
er et Land saa fjernt mod Norden,
at, om nu det blir befriet,
rager det os mindst paa Jorden?

Guardia.

Jeg forsikkrer dyrt, jeg fatter
ei hvor nogen sligt kan ville!
At Alverden vore Skatter
nu betaler, gaar tilspilde;
at vor Kirke og dens Præster
under al den Kanoneren
taber alle Fodfæster,
synes mig, er klart for hver én.

Ogsaa er det uden Mening
blot, fordi der nord de krige,
straks at tænke en Forening
af Italien til et Rige.
Dette Ord som Bjelden klinger
for den ørkesløse Hjerne, -
og, hvad Frihed ret betyder,
jeg nok vilde vide gjerne!

SIDE: 282

Skomageren.

Jeg til Svaret straks er villig:
At ei Munken mer blir gjødet
den betyder, og at billig
bliver Brødet, Vinen, Kjødet.
Seks, syv Fyrster, tusind Klostre,
som har suget Landets Næring
skal da klemmes til at fostre
Folket 'gjen med fri Fortæring.
Ja, den store, nationale
Seir, i Korthed sagt, vil sige
det, at Staten skal betale
vort Forbrug og saa de rige, -
at en Frihedstid er kommen,
hvori alt vil bytte Stilling,
den blir rig, som ei af Lommen
nu kan hitte frem en Skilling.
Ei iflæng Gendarmeriet
mer tør sætte Folk i Fængsel,
nei, - da blir det Politiet,
som skal komme selv bag Stængsel.
O, hvor Tanken høit mig glæder!
- Skynd Dig vakkre Marietta!
Jeg mig glæder, saa jeg grænder,
hei! - den tolvte Foglietta!

Guardia.

Han er fuld, og lidt betyder,
hvad Slags Frihed han kan drømme;
men, som Konsekventsen lyder,
den de riges Pung vil tømme.
Neppe det I, Brenta! skjænker
Eders Bifald, om I taler
her oprigtigt, skjønt I tænker
og paa disse Idealer?

Brenta.

Selv I faar hans Snak bedømme,
mig blev længst det altfor broget.

SIDE: 283

Guardia.

Saa - I, Brenta! maa indrømme,
Manden har dog Ret i noget?

Brenta.

Eders klare Blik jeg skatter,
saa beskedent jeg har tiet,
for at lære - nok I fatter, -
af en Statsmand saa indviet.

Guardia.

I mig spotter! Dog kun daarlig
slipper slig I bort fra Tingen . . .

Brenta.

Fandt saavist I blot mig saarlig! -

Guardia

(afsides).

. . . undgaar snu at gaaes paa Klingen!

Brenta.

Jeg har aldrig mig forpligtet
til en Meningsstrid om dette,
liker ei at blive sigtet
eller fanget i en Trætte!

Gianibelli

(afbryter).

Hvilken Drue! Vinen smager,
saa én længes efter mere! -
den har bragt vort Steds Skomager
til ikvæld at profetere.

Botti.

Er Skomageren beruset,
ser han lutter Republiker,
som han hjemme 'gjen i Huset
nok saa smukt i Lommen stikker.

SIDE: 284

Skomageren.

"Som jeg 'gjen i Lommen stikker!"
var det saa I, Botti, sagde? -
Jeg er mer ei ganske sikker
paa, hvor jeg Avisen lagde.
I mig gav den, Signor Brenta!
- nylig, som I nok kan mindes, -
den om Slaget ved Magenta
og Romagnaen, som skal vindes. -

Guardia.

Signor Brenta! - Høist uheldig,
at det netop saa sig falder!
men til Gulvet han tilfældig
taber disse to Giornaler . . .
- fra Turino! -

Brenta.

 Lidet rører
mig, hvad I af Snavset tager!
- det er Sandhed, hvad I hører,
at jeg bragte disse Sager.
Selv jeg fik dem, lig de fleste
her i Forli, kjøbt for Penge,
og, at rundt de bliver læste,
Vidste Politiet længe!

Guardia.

Signor Brenta! - Vi har frittet, . . .
efter Kilden ledt med Længsel,
og, da nok den her er hittet,
er mit Svar til Jer nu - Fængsel!

Brenta.

Ser I, Guardia! denne blanke
Kniv, jeg drager frem af Armen?
I vil hastigt som en Tanke
faa til Sakftet den i Barmen,
om I prøver svagest Raaben! . . .

SIDE: 285

Følg mig Herre! - Undskyld Tvangen!
ud hin Dør. - - Ah! - Mænd i Vaaben! -
fuldt om Huset og i Gangen! -

Guardia.

Hei, Peppino! - Grib Kanaillen!

Gianibelli.

Ind de trænger - hele Vagten!

Guardia.

Nu I prøve kan Bataillen,
Brenta! - Ser I Overmagten?
Ja her er de nu saa mange,
at Jer Kamplyst nok vil styres . . .
Giver I Jer ei tilfange,
vil der ind i Stuen fyres!

Grib ham! Lænk ham fuldt, forsvarlig
- begge Arme! - Agt ei Saaret;
dette er en Mand saa farlig,
som en Lænke hun har baaret!
Jeg har svævet haardt i Angsten,
for at bort han skulde slippe,
og, har nu vi fat i Fangsten,
tør den ei af Haanden glippe!

Brenta.

Ah, forraadt! - - men Dagen kommer,
der befrier os fra Spioner!

Guardia.

Lyt, min Ven! der røres Trommer
bagom Fortets Bastioner.
Nok til Eder først er Raden;
thi en Standret det betyder,
og at man paa Esplanaden
Jer i Morgengryet skyder!

SIDE: 286

Skomageren

(alene).

Ser jeg ud vel som en Due?
Og dog var jeg en af Arten,
her placer't som Lokkedue
for at faa hans Snak paa Farten.
Fra Gerolmo faar ansvare! -
han har Aflad lov't for Tingen,
og han lagde fromt den Snare
for at faa ham ta't ved Vingen.

(I Klosterkirken, hvis Dunkelhed kun oplyses fra enkelte
Lamper ved Helgenbillederne.)

Abbed Silva.

Min Datter, staar I her! - nu Nattens Tid? . . .

Faustina.

Ja, Fader Silva! Ja! - - - -
Jeg vidste, at Vigilien skulde synges
ved Midnat, og - jeg maatte tale med Jer.
I var hos Bispen, blev det sagt ved Porten,
da der jeg ringed' paa; - - - saa har jeg ventet.

Abbed Silva.

Hvad feiler Dig, Faustina? Følg mig hen
til Skriftestolen der, saa kan Du tale
I Ro, mit stakkels Barn! Der til Vigilien
er end en liden Stund; - først Lys skal tændes.

Faustina

(foran Skriftestolen).

I tit har sagt mig, kjære Fader Silva!
at I holdt af mig, som jeg var en Datter.

Abbed Silva.

Du jo mit Gudbarn er -

SIDE: 287

Faustina.

 Og jeg har altid,
naar hid jeg kom til Forli, Eder søgt,
fordi I var mig som en anden Fader
og altid værdig'des at tale med mig;
det var en barnslig Trang, I ei forsmaaede,
skjønt kun for lidt og ubetydeligt
I maatte agte, hvad jeg Jer betroede,
og jeg jo skrifted' hjemme hos Gerolmo.
I husker nok, da Koleraen rased',
I ved min Fars og Moders Dødsseng stod,
og mig, forældreløse, selv I bragte
hen til Molino, til min Fa'rfa'rs Hus
og stod selv Fadder for det Barn, I redded'.

Abbed Silva.

Det alt er vist og sandt! - Men hvortil dette?

Faustina.

O, frels ham! frels ham! Vil I, Fader Silva?
I eier Magt dertil, - kan Brenta frelse!
Jeg har forraadt ham, og nu skal han dø!
En Standret alt har dømt ham, og imorgen,
naar Solen gryr, hans Blod bedækker Volden! -
Men Fader! - dette Blod faar jeg paa Haanden,
som har forraadt ham, skjændigen forraadt ham!

Abbed Silva.

Jeg eie Magten! - Hvor kan det Du tænke?
Du ham forraadt? - Din Tale jeg forstaar ei.
 
(Afsides.)

Det synes, som hun Sammenhængen aner!

Faustina.

Nei, Fader, - nei! - jeg vêd ei, hvad jeg siger . . .
Men denne Brenta, - vid, at jeg ham elsker,
at med min hele Sjæl jeg elsker ham;
han er mit Lys og Liv, mit alt i Verden!
Og kjære Fader Silva! Eders Gudbarn,
som I har kjær, som kjender Eders Hjerte, -
hun beder; Frels mig fra Fortvilelse!
Ja frels hans Liv! - O nei! - han skal ei dø!

SIDE: 288

Abbed Silva.

Din Tale er forvirret, Datter! Jeg forstaar,
dens Mening er: Du en Forbryder elsker,
hvis Navn er Brenta, nys ved Standret fældt.
Det er en Sorg - af Hjertets allerstørste -
dog Bøn og Bod kan vende den til Glæde,
saa Du forstaar, Du hildet var i Synd
og takker ham, som rev den af dit Bryst,
at ei Du med Forbryderen og skulde
forblindes i Forbrydelsen; thi disse
ei skilles kan, hvor Elskov daarer Sindet.

Fausstina.

Han en Forbryder! - Han!

Abbed Silva.

 Du vil ei se!
Er han ei bleven lovlig fældet, - dømt
af Mænd, som valgtes dertil blandt de bedste
af Tropperne? Faldt han ei paa sin Gjerning?
Vil Du, Faustina! vel det Ansvar vove
at stanse dette, stanse Lovens Arm,
hvor Statens Velfærd kræver hastigst Dom
og dobbelt Strenghed midt i Farens Tid?
Et Liv med dette blev en evig Anger,
en Vægt, der knuged' altid tyngre, tyngre
paa dine Livsaar; til Du for den segned'.
Hvad taler jeg? - Vi kunde dog ei begge
ham frelse, gav vi derfor end vort Blod, -
nu Dommen falden er hver Udvei stængt!
Saa er der kun igjen at tage Sorgen,
saa Du blir rig ved dens Velsignelse.
Min Datter! - vi skal sammen i den stride!

Faustina.

I vil ei, Fader Silva! - vil ei frelse?
- Jeg ser, - de fører ham til Esplanaden!
I vil ei! - slig som Eder her jeg beder!
O Fader! husk! - det er jo Eders Gudbarn,
som vrider Hænderne fortvivlet for Jer!

SIDE: 289

Silva.

Jeg kan ei, Datter! kan ei.
 
(Afsides.)

 Hun mig rører
ret inderligt! . . . Hvor er det dog infamt
at blive Bøddel slig med egne Hænder!

Faustina.

- endskjønt I véd, at han for mig er alt!

Silva.

Hvad kan jeg, Barn!

Faustina

(med en Beslutning).

 I kan ham redde, Fader!
og maa ham frelse; - thi han er forraadt,
ei blot af mig; men Skriftets Segl er brudt!
Ja, jeg vil raabe ud, at Skriftestolen,
den maa ei troes mer, den nyttes ud,
naar man sin Fordel ser, - vil nogen ramme!

Silva.

Forfærd mig ei, Faustina! - vildt Du taler,
- af Sorgen overvældet nu Du raser!

Faustina.

Nei, jeg er rolig, Fader! kold og rolig.
Tag her min Haand og kjend, den skjælver ikke,
skjønt jeg har skjælvet nu den hele Maaned;
- i al den Tid jeg ei har følt slig Ro
som dette Øieblik; thi nu paa Jorden
jeg frygter intet - uden Brentas Død!

Silva.

Tys! Tys! min Datter! - Ei saa høit tør tales,
Du er i Kirken.

SIDE: 290

Faustina.

 Jeg vil hviske sagte,
- endnu; - der siden høilydt nok skal raabes! . . .
fortælles en Historie, o! saa mørk og blodig,
at Stenene skal springe op af Gaden
og knuse, knuse, til der findes ei
en Skriftestol igjen mer' i Romagnaen!
Jeg det fortælle skal besindigt, roligt,
ei ivre - nei! - slig just, at man mig tror,
til Venner, Slægtninge rundt om i Dalen
og her i Forli, hvor mig alle kjender,
og nok de vide, at mit Ord kan troes.

Silva.

Naar Du faar raset ud, da vil Du lettes,
- og jeg ei huske skal et Ord deraf.

Faustina.

Jeg skrifted for Gerolmo som for Gud!
Fordi hans Færd som Brøde paa mig tynged',
og længer ei jeg kunde bære dette,
- at Brenta Manden var, som vakte Uro
i Forli Festens Dag, at han var Fangen,
de søgte efter overalt i Høst,
og at jeg havde frelst ham i vor Vigne,
og hvordan selv saa dybt jeg da blev fangen!
Han svared mildt og tog det Løfte af mig,
at jeg som Bod for denne svære Synd
engang i Tiden, naar de gamle dør,
skal give Møllen, Vignen til Kapellet.
Men, da tilfældig jeg slog Øiet op,
et Blik jeg mødte o! saa mørkt af Trudsel,
saa haardt som Is! Skjønt straks det skjulte sig,
jeg grant forstod, at han mig havde røbet
udaf sit Øies Dyb sin sande Tanke.
Og siden saa jeg ikkun dette Blik!
Jeg har det seet nu den hele Maaned,
om Natten har det skræm't mig op af Søvnen . . .
forborgent, koldt det ser - forfærdeligt!
Det stirred' slig, at mer jeg fik ei Ro.

SIDE: 291

Tilslut jeg holdt ei ud at blive hjemme;
jeg vidste, Brenta gik blandt skjulte Snarer.
Jeg maatte hid til Forli, hvor han er,
og bad om Lov at blive hos Antonia,
for om hans Vei i Stilhed der at vaage.
Jeg frygted' det - som netop nu er hændt!
Han skulde reise just! - det fik jeg vide
af Fiametta, Søster til Bronzetti,
hvor Brenta bor. Hun var en tro Veninde
af mig fra Skolen af, forstaar saa meget,
at hun betror mig roligt alt om ham.

Silva.

Nu er det kommet vidt med Dig, Faustina! -
Ja, saare vidt!

Faustina.

 Kanhænde, Fader Silva!
Men det jeg véd, at med Skomageren,
som bor paa Hjørnet skraas for San Pietro,
med ham har Munken talt. Det Fiametta
har set, - og det var ham, som angav Brenta.
Men, om jeg aldrig vidste noget deraf,
- Gerolmos Blik dengang for mig er Vished
saa sikker, dyb, at intet kan den rokke, -
hans Øie dømte ham hin Stund til Døden!
Og at jeg tror det, - det skal alle høre,
og Munken dømmes, som han selv har dømt!

Silva.

(Inde i Skriftestolen, oprørt, i egne Tanker.)

Hun er istand dertil! - Hun gjør det, - det er klart!
Hm! - dette er en Sag, der blir alvorlig -
og dobbelt nu, vi trænger høit til Tillid!
- Hun maa forsvinde! - Nei det gaar ei an,
i denne Tid - og Egnens første Pige,
Faustina Strozzi! - - Love sig til Nonne?
- Hun gjør det ei - med hendes Karakter . . .
At lade Manden flygte lod sig gjøre!

SIDE: 292

- Et Taushedsløfte mod at Brenta frelses? -
Paa, at hun tier, tør jeg rolig stole;
- men det var surt, han er os altfor vigtig, - -
- dog sidst af alt maa Kirken faa et Angreb
af den Natur, det blev for farligt nu . . .
. . . det blev Fordærv! - Da heller værste Udvei -
hun maa forsvinde! - Bedre maaske dog?
Gerolmo skal inat jo Brenta skrifte . . .
Ja, det maa til, - - ogsaa for hendes Skyld!

Faustina

(forsættende).

- Se, det jeg raaber ud, blir han ei frelst!
Og alle vil de tro mig; - hver en Kvinde
vil tro mit Ord! - Ja, over al Romagnaen
vil Skriftestolen frygtes, skyes, hades!
indtil den Mand er dømt, som slig den krænked'!

Silva.

Du farer vild, mit stakkels Sorgens Barn!
- men Du mig rører dybt, ja inderligt
og kunde jeg ham frelse, vist for din Skyld.
Jeg gjorde det; men ei jeg tror Gerolmo
istand til Svig endsige til slig Brøde,
der vilde raabe ind i alle Himle
og lade Kirkens tyngste Straffedom
for Sacrilegium falde paa hans Hoved.
Han en mensvoren! Han! - som gjerne gav
for Kirkens Sag ja, blev det krævet, - Livet!

Faustina.

For Kirkens Sag! - der rører I just Saaret,
for Kirkens Sag -

Silvia.

 Nei, hør Faustina mig!
At Du kan se, hvor stort Du her har feilet,
at Du kan tro, Du i Gerolmo har
en Ven ei mindre trofast, værd din Tillid,

SIDE: 293

end selv jeg er, der lider med din Sorg,
som var den min, og derfor blir saa svag, -
- saa vid, jeg selv vil tale med Gerolmo,
om ei der Udvei er. - Han skal ham skrifte.

Faustina.

Han skrifte Brenta! Stanser min Forstand?
Ah! - for at forske ud hans lagte Planer!

Silva.

Nei! sikkert vil han røres af din Sorg.
Han har jo kjendt Dig alt fra Barn og taaler,
saalidt som jeg, at se Dig slig fortvile.
Dertil er og, - det kan ei, tør ei nægtes -
hin Standretsdom hel ilsom og forhastet.
Fra en Forbryder Brenta blir en Mand,
mod hvem man mulig dog her har forbrudt sig.

Faustina.

Jeg tør ei tro, - der straaler frem et Haab!
Af Eders Ord jeg ikkun dette ene
forstaar, kun det, - at han kan frelse Brenta!
Jeg rykker ud, hvad før jeg om ham tro'de,
ud af mit Bryst med begge mine Hænder!

Silva.

Han gjør det aldrig, om han selv ei indser,
at saadan just Retfærdighed der fremmes.
Men, har jeg først paa Sagen gjort ham klar,
vi bruger Kirkens Indulgentia;
- den gjennem Fingre ser, - det lader ske.
Gerolmo - mærk Dig vel! - tør ei ham udfri,
kun ei forhindre, at Du selv ham frelser.
At Du er modig, véd jeg jo, Faustina, -
og, lad mig tænke, - - - Ja, den Vei er mulig! . . .
om Du er rolig nok, derpaa beror det.
Som vanligt sørges for, at Brentas Lænker
blir tagne af, naar Munken skal ham skrifte.

SIDE: 294

Mens da Du ensom venter foran Døren,
fæst Rebet i den Glugge, hvor han stansed'.
Men, ser Du, Fangens Dør er fri, - saa hand'l!
Du har to, tre Minutter kun, - benyt dem!
Da maa det ske, - om ei, er Saken tabt!

Faustina.

Vær tryg, min Fader! - jeg er ganske rolig.

Silva.

Naar alting udført er, - og, om det lykkes -
bortfjern Dig straks! Det er en farlig Færd;
thi om Du røbes, - Munken ei Dig kjender!

Faustina.

Angiv mig frit da kun som Brentas Ven!

(I Fængslet.)

Brenta.

Han vilde skrifte mig - og fik sit Svar,
Italiens Sag er, hvad jeg ham vil skrifte! . . .
og vred han gik sin Vei i saadan Hast,
at Manden glemte, Nøglen staar i Døren.
Nu kommer han igjen. - Hvad? - Hvem er det?

Faustina.

Flygt norpaa! Flygt! - Nu hvert Sekund er Livet!
- I Gluggen her paa Gangen hænger Rebet . . .
i Fængselsgaardens Mur, - den lille Laage
Ved Pinien der! - ad den Gerolmo kom -
den staar paa Klem! - men alt maa være færdigt,
før Munken husker, at han glemte Nøglen!
. . . med Fængslets Vogter han derude taler!

Brenta.

Faustina! - I? - Tør jeg mig selv vel tro?
I voved det for mig! - en saadan Fare!
- vil frelse mig?

SIDE: 295

Faustina.

 Jeg Eder har forraadt!

Brenta.

Jeg vidste jo, Du maatte engang komme!
- Saa svar, Faustina! svar, at Du er min!

Faustina.

Ja, Brenta! helt og holdent er jeg din,
var det forlængst, - forstod ei, - turde ikke!
O, hastig! hastig! - - Nedenfor er dypt! -
Farvel, min Elskede! - - - Madonna hold ham
nu med din Frelsenshaand! - Jeg end ham skimter.
Han er dernede! - - Tak! - Jeg har ham frelst!

(Hos Fiametta i Forli; - hun og Faustina alene paa
Loggiaen.)

Fiametta.

Ja vist, Faustina! - den jeg planted selv;
jeg har den elsket op tre, fire Aar.
Det grønne Vedbend som en Løvsal snor sig
nu rundt om Loggia'n her den hele Sommer; -
den af sig selv har klattret op ad Muren.

Faustina.

Og her han sad?

Fiametta.

 Hvem mener Du? - ah, Brenta! -
Aa nei! saa ofte ei. - Jeg husker dog,
det var en Aften sent; - han sad her længe
med Armen mod Gelænd'ret - der paa Bænken; -
det var en Maanenat, en af de sjeldne,
og Roncoen skinned' som en Snor af Sølv,

SIDE: 296

Han sad der ubevægelig og stirred',
og, da jeg gik tilsengs, han var der endnu.
Det undred' mig, at denne barske Mand
dog kunde føle saadan for Naturen.

Faustina.

Hvor saa han, siger Du?

Fiametta.

- Saa, . . . mod Molino; -
der er jo ogsaa skjønt med Skov og Høie.

Faustina.

Og, naar han kom om Aft'nen? - saa han træt ud?

Fiametta.

Han blev jo ofte mange Nætter ude;
men, naar han kom og, støvet, solbrændt,
i Trappen raabte: "Er Bronzetti her!" -
jeg saa, hvordan min Broders Ansigt lyste;
thi han holdt af ham mere end af nogen.
Kun lidt de talte, - han var knap af Ord; -
men sikkert nok de to forstod hinanden.
Et Bæger Vin, lidt Broddo og Salat
stod altid færdig til ham, naar han kom,
- selv Nattens Tid; men han var tit saa træt,
at ei han spiste før den næste Morgen.

Faustina.

Ei fuldt saa høi er Brenta som Bronzetti.

Fiametta.

Det er vel klart, - der feiler mindst en Haandsbred,
min Broder er jo lang og smal af Vækst . . .

Faustina.

men høiere end Dig; - Du er og saadan . . .

SIDE: 297

Fiametta.

Jeg tror, som mig - ja vel saa høi som jeg;
han kunde staa just saadan læn't til Karmen,
da strøg hans Haar i Dørens Overkant.

Faustina.

Lad mig det prøve . . Saadan . . knapt min Haand -
Kun to, tre Fingre, . . . netop, hvad jeg troede! . . .
. . . og, straks din Broder hørte Brentas Flugt,
han og drog nordpaa . . .

Fiametta.

 Ja, han fik ei Ro.
Men sig mig, - fatter Du, hvordan han flygted'
- saa pludselig, skjønt alt var saa bevogtet?
Det var, som han forsvandt; - ja, der gaar Rygter
om, at naturligt ret det ei gik til.
Slig skal han have frelst sig engang forhen
fra Mantua, hvor han har siddet fangen
fra sidste Krig, - og der, som her, var Maaden
saa hel vidunderlig, saa rent utrolig;
thi der var Tage, Taarne himmelhøie,
saa det var fast som om han kunde flyve.

Faustina.

Ja, den, som eied' nu den Kunst at flyve!
- jeg vilde kredse videnom og speide!

Fiametta.

Du er et Martsveir rent idag, Faustina! - -
- Se, det gaar Munkene i brune Kutter
og Lys foran. - Hvem mon de nu begraver?
Som Solen steger i de tomme Gader,
nu Stenbroen gløder under Fødderne,
ja, det er godt, at nu de har Sandaler!

Faustina.

Tror Du, det varer længe?

SIDE: 298

Fiametta.

 Hvad? - med Toget?

Faustina.

Nei nei, - jeg tænkte just paa noget andet!
- før Efterretninger vi faar der nordfra,
fra Krigen ?- I Gazettaen, som iforgaars
din Fader viste mig, som vanligt, fandt jeg
det samme kun, - at end man intet vidste!
- Nei, det er intet dog, det saa kan spænde,
optage Tanken slig som en Gazetta!
Tror Du, din Fader snart vil faa en ny?
- til Natten kanske? - Slig han faar dem jo.
Jeg komme skal imorgen ganske tidligt;
thi jeg maa være hjemme udpaa Dagen;
jeg loved Fa'rfa'r det, - han venter mig.
Jeg vækker Dig med Solen, Fiametta!

Faustina.

(Ridende i en Hulvei hjemover fra Forli med Beppo; -
udbryder pludselig).

Hvilken en Dag! - og hvilken en Vei!

Beppo.

Signora det syntes! - Ja, gjerne for mig,
 Solen staar stegende; -
 var her en kvægende
Vanddraabe blot; men jeg finder den ei!

Faustina.

Tænk paa imorges, da Solstraalen brød
sig over Engen med tusindfarv't Glød, -
 paa den forfriskende
 Luftning, som, hviskende
Skovens Godmorgen, om Kinden sig gjød!

SIDE: 299

Beppo

(grætten).

Det var imorges, og det er nu glemt, -
skjønt Signorina er saadan ei stemt.

Faustina.

 Inde i Skjulene
 sidder nu Fuglene
alle for Heden bag Grenene gjemt.
Om jeg nu kunde - vakte jeg dem,
saa de kom tusindvis flagrende frem!
 . . . satte sig gyngende,
 kvidrende, syngende
rundt om paa Grenene, mens vi drog hjem.

Om jeg nu kunde! - - Hvor alting er lyst, -
aldrig en Dag saa af Solen blev Kys't!
 Det er, som kjender jeg
 nu, at der tænder sig
Jubel og Glæde ved alt i mit Bryst.

Ja, hvilken Dag! - og hvilken en Vei!

Beppo.

Signora er munter, - ja, gjerne for mig; -
 rid I kun syngende!

Faustina

(lidt efter).

 Hvor det er tyngende
saadan at længes, - - ak, - længes som jeg!

(En Ugestid senere. - I Møllen henimod Aften.)

Faustina.

- Ved Solferino! - Hvilket deiligt Navn! -
- som "bærer Sol" - ja Glæde, Lykke, Jubel
udover al Italien, - i hvert Hjerte!

SIDE: 300

Napoleon og Vittorio herligt seired'!
de østerrigske Tropper viger slagne!
I Mandags Nat var Forli som et Lyshav
illumineret. - Fra de andre Byer
vi og saa Skjæret - at de hilsed' Seiren.
De tre Kurérer, der fik friske Heste,
jo det fortalte, hver paa samme Maade.
- Ja, det maa troes, - være vist og sandt;
min Fa'rfa'r tror det jo. - For hver en Gang,
jeg ser en Støvsky reises fjernt paa Veien,
jeg gribes af en Hjerteangst. Hvorfor? -
Og dog, - det hed jo, tusinder er faldne -
at Slaget blodigt var som faa i Verden!
O Brenta! Brenta! vil Du ikke komme,
fortælle, at Lu lever! - - - -
- - - - - - - - Tør jeg ængstes,
nu, Gud gav Seiren saa vidunderlig?
- Det er ei Frygt, - jeg bare tør ei tro
saa stor en Lykke! - - - - -
- - - - - - - Nogle ser jeg gaa
paa Veien der; - de vandre lærredsklædte,
- tre, fire Mænd. - De stanser, ser hid op; -
de to har Bind fra Skulderen . . . Saarede! -
Det er frivillige, som vender hjemad!

Faustina.

(Gaar ud til dem paa Veien med Vin.)

I kjæmpet har! - Et Bæger Vin Signori!

Mændene.

Tak, Signorina! - -

Giulio.

 Tak, Faustina Strozzi!

Faustina.

Ah, Giulio, - Fornaroens Søn ved Broen!
Og I er saaret - Stakkel! I var med!
den store Dag?

SIDE: 301

Giulio.

 Ja vist, ja vist, Faustina!
Vi var alle med; men jeg har Feber
og tørster saa, ja giv mig, - giv mig Vin!

Faustina.

Der, drik! . . . forsigtig. - Saa I Carlo Brenta?

Giulio.

Da San Martino tredie Gang vi stormed',
jeg saa ham, - ja, det er en Mand af Jern,
der blir til noget stort; men saa kom Kuglen
igjennem Armen her, og alt gik rundt.
Jeg vaagned' først om Kvelden, blev forbunden;
men Seiren, den var vor, Martino taget! -
De havde stormet tre Gang' til, jeg tror,
før den blev ryddet.

Faustina.

 Ingen saa da Brenta?

En af Mændene.

Umuligt, Signorina! - Ingen ser
paa saadan Dag for Krudtrøg seks Skridt fra sig.
- En Nat paa Pladsen mellem Jammerraab
er ei behagelig. Vi Kjendingsfolk
fra Forlidalen valgte at gaa hjemad
med vore Saar med Giulio og Pisano,
saa kan vi pleies her. - Vi gik den første Nat,
og siden har man kjørt os lange Stykker,
fra Sted til Sted . . .

Faustina.

 Tag og af os en Vogn,
saa kjører Beppo Eder hver tilhuse.

En af Mændene.

Tak Signorina!

(Faustina gaar ind.)

SIDE: 302

En anden

(seende efter hende).

 - Ja, forunderligt, -
det er Giuseppes egen Sønnedatter;
- den gamle er en stændig Præsteven!

Faustina

(alene).

En Mand af Jern, - der blir til noget stort! -
De siger, den Slags Mænd ei Kugler rammer;
og dog jeg føler o, saa dyb en Angst! -
- Der gaar Gerolmo ind Kapellets Dør;
nu har vi Aften snart. - Hvor underligt,
at som sædvanlig alting gaar i Huset!

Giuseppe

(taler inde fra Stuen).

Saa kom nu ind, Faustina! Hvad Dig feiler,
jeg fatter ei; men Du er syg, . . . har Feber,
og halvt jeg har det selv; thi, som det lader,
skal Verden vendes om i disse Dage.
Der er ei mere Tvivl, - Vittorio har seiret,
og nok vi gamle Folk faar lære om,
saa surt det falder. - At Romagnaen gaar
den Vei, hvor Magten tynger, er sandsynligt! -
Den gamle Tid var bare altfor god . . .
saa god, at Folket ei den kunde bære.
- Ja, jeg er gammel selv; det er en Trøst,
det blir ei min Tid, den, som nu vil komme!

Faustina.

Paa San Giovanni Dag det var, de kjæmped',
til Natten faldt; men Rygtet jo forstørrer, -
en saadan Mængde faldne er umulig; -

Giuseppe.

Hvorfor, Faustina?

SIDE: 303

Faustina.

 - dog ei rimelig.

Giuseppe.

Jeg tænker, de har faat betale Seiren; -
thi der stod Alvor paa den anden Side,
Kanoner, Disciplin og gammel Ære.
De har havt Tallet mod sig, det er klart -

Rosetta.

Tænk Dig engang, at som frivillige
der har og fulgt endel forløbne Præster
med sine Sognebørn, som de forlokked'!
- Sligt kan gaa for sig nord i Lombardiet.

Faustina.

Om nu Italien samles til et Rige!

Giuseppe.

Ti Barn! - Og dog, nu er det nok vi gamle,
som faar at tie, . . . lystre smukt de unge -

Vito

(kommer ind).

Henover Veien gaar et langsomt Tog
af saarede, - de vist skal op til Forli.
Der er og Vogne deriblandt, - og Kranse
de har paa Bajonetterne og grønt! -
Om knapt en Time vil de være her!

Giuseppe.

Sæt en Barile Vin til dem ved Veien;
det er jo Kristenpligt, -
 
(Afsides.)

kanske og klogt.
 
(Høit.)

Jeg vil ei gaa didned; men Du, Faustina,
med Vito og én til faar sørge for dem. -
- Du er saa stille, stirrer saa, Faustina!
Nu faar vi spise, - Verden staar jo endnu!

SIDE: 304

Faustina.

Jeg kan det ei iaften, kjære Farfar!
 
(Gaar ud.)

"Den staar jo endnu!" - Ja. - Og, faar jeg vide,
at Brenta lever, bliver den saa rig,
som jeg har aldrig, aldrig tænkt, den kunde! -
 
(Til Vito foran Porten.)

Paa Bænken her! - Og sæt saa Bordet foran . . .
tre, fire Bægre til! Du, Violetta!
læg Brødet rundt. - Nei, dette er ei nok;
skjær mer Latuga, den er sund og kjølig,
jeg skal den lave til. Og hør, Anina!
Der ligger friske Mandler jo paa Salen
og Aprikoser, Fersk'ner og Meloner;
- bring, hvad vi har, saa skal jeg pynte Bordet
med grønt fra Laurbærtræet. - Hjælp mig, Vito!
- - - - - - - - - - - - -
- nei, skjær deroppe, der er Løvet tæt -
- - - - - - - - - - - - -

Violetta.

Nu kommer de, - vi har dem nær bag Hjørnet.
- De stansed' der, -

Faustina.

 dog ikke ved Cypressen!
- det er et Varsel, - saa mit Blod det stivner!
Kun Overtro! - ja, jeg er svag iaften.

Vitos Stemme bag Hjørnet af Muren.

Kjør frem med Vognen, - ikkun nogle Skridt! -
saa vil I finde færdig lidt Forfriskning!
- Saa, - han er saaret haardt den Mand i Halmen! -
Ja, jeg skal lede Hestene ved Tømmen. -
Se saa, - ved Porten her!

SIDE: 305

Faustina

(ser ind i Vognen).

Bronzetti - I! - Og saaret, - haardt jeg ser!
- i Skulderen og i Brystet!

Bronzetti.

 Neppe Døden
dog denne Gang - -

En af Mændene.

 Nei, Feltskjær'n udtog Kuglen, -
han tør ei tale meget.

Faustina

(bøier sig over ham).

 Lever Brenta?

Bronzetti.

Faustina, bøi Dig nærmere og hør mig.
Jeg bringer Sorg. - Nei, se ei paa mig saa,
stir ei saa hvid, forfærdet - vær Faustina,
den stærke Kvinde, som vandt Brentas Hjerte!

Faustina.

Nei, nei, Bronzetti, - nei! - o sig ei mer'!
Han er da saaret - saa han ei kan flyttes? -
kun saaret vel, Bronzetti? - Sig, han lever!
I er saa mørk i Øiet, - svarer ikke.
I tror da, han skal dø? - Barmhjertighed!

Bronzetti.

Jeg bringer Sorg - og Brentas sidste Hilsen!

Faustina.

Hans sidste Hilsen . . . er han - ikke mere?

Bronzetti.

Han faldt paa San Martino ved min Side,
da Høien stormedes for sjette Gang,
- som den vi tog, - blev skudt igjennem Brystet.

SIDE: 306

Faustina

(bøier Hovedet ned paa Hænderne, som hun folder
paa Vognhjulet; - efter en Pause).

Han lever ei! - Jeg kan det ei forstaa.
- Og har jeg ikke vidst det i mit Hjerte
i disse Dages Angst? - Madonna mia!
Barmhjertighed! Du ser, Du knuser mig!

(Hun synker henover Vognhjulet.)

Bronzetti.

Vær stærk, Faustina! Brenta vented' det!
- Han bad mig selv at bringe Budet til Dig -
hans sidste Hilsen vil Du ikke miste, -
ei sandt! - ei miste den, - du elsked' ham. -
Betænk, - det times kan og mig at dø! -

Faustina

(ser op paa ham og siger med klangløs Stemme).

Jeg fik just se, at der var Lykke til
saa sluktes den! - nu skal jeg være ene!
- Fik være saa, om Livet kun var kort;
men Livet varer . . . varer! . . .

Bronzetti.

 Det Faustina!
just Brenta mente, at Du vilde føle,
som han mod Døden sad og tænkte paa Dig.

Faustina.

Hans sidste Hilsen bringer I? - til mig,
som leve skal, - alene - uden ham!
Ja, tal, Bronzetti! Lad mig høre alt!
fortæl mig nøie, nøie, - jeg skal lytte
og bøie Øret til, om blot I hvisker,
og ikke bryder af; men alting - alt!

Bronzetti.

Vi sad paa Jorden begge, og jeg støtted' ham
saa godt, jeg kunde, - jeg var saaret selv;
men jeg forstod, at snart han maatte dø.

SIDE: 307

Han laa der bleg og lænet til mit Knæ
hel taus en Stund; - da sukked han sørgmodig:
"Det er dog haardt at dø fra den, én elsker!
just, som én skulde leve! - det er tungt! -"
Lidt efter ytred' han, som om han grubled':
"Det vil Dig synes svært, Faustina Strozzi!
Du, som skal bære det! - Dog han, som modned'
vor Kjærlighed hernede, har det villet!
Han svigter ei, - vi mødes nok igjen! -
Vist vil hun sørge nu, Faustina Strozzi.
Og dog - vor korte Tid den gav Dig noget,
saa Livet blir ei fremtidsløst og øde; -
det ny Italien trænger og til Kvinder,
der ser dets Sag og ville kjæmpe for det."
Da smilte han og hvisked: - "Hils Faustina,
at hun maa leve, virke for Italien,
som om jeg daglig stred ved hendes Side, -
at jeg befaled' det den Stund, jeg døde!" -
Saa vendte han sit Ansigt halvt mod Solen,
der skinned med et rødlig Skjær mod Aft'nen:
"Italiens Sol! - vi seired' dog, Bronzetti!"
- Han skrev et Kors hvor Blodet randt i Sandet,
og sank henover det; - hans Liv var slukt.
- - - - - - - - - - - - - -

Faustina

(staar stille, stum).

Bronzetti.

Jeg saa ham jordet selv.

Faustina.

 Bronzetti - Tak!
 
(Hun siger hen for sig.)

Min Elskede! - Du sover under Græsset
nu stilt med Fiendens Kugle gjennem Brystet,
som sig Soldater bør - og jeg skal handle,
som om Du stod hos mig hver Livets Stund!
- - - - - - - - - - - - - -

SIDE: 308

 
(Til Bronzetti.)

Nu er I træt! Læg Jer tilbage, - helt -
jeg støtter Jer! - I ligger ikkun daarligt
i Halmen her, - vi skal den rede bedre!
 
(Vender sig til Vito.)

Vi sørger først for dem i Vognene, -
lad saa de andre sætte sig om Bordet!
- - Bronzetti skal jeg følge selv til Forli.

(Elleve Aar efter. I Bronzettis Hus i Forli.)

Fiametta.

Og jeg, som tænkte paa at pynte Stuen
saa festligt, til Du kom iaften, Broder!
Og Fa'r og Mo'r og jeg i Søndagsklæder
Dig skulde møde lige ned ved Broen
- og pludselig saa staar Du her i Stuen!

Bronzetti.

I tager mod mig, som om det var mig,
der havde taget Roma, ei Vittorio.
Men sikkert er det, at jeg nu er hjemme
og ser de tvende gamle friske, sunde,
og at jeg selv igjen skal tage fat
mit gamle Haandværk, være Optikus.
Jeg længes ordentlig til Slibestenen
og til, at Du skal kalde mig tilbords
en to-tre Gange, førend jeg kan komme,
og se Dig gaa der harm, saa blikket lyner,
fordi jeg tager Kundens Prutning roligt
og ikke straks ham jager ut af Døren.
Jeg er ei snakkesalig; men iaften . . .

Fiametta

(falder ind i Talen).

Du snakker blot om os og ei om Dig.

SIDE: 309

Bronzetti.

Du kan da tænke . . .

Fiametta.

 at vi alting vide
vedrørende os selv men kun om Dig,
hvad Du har skrevet hjem, og det var sparsomt
i alle disse Aar, ja, mer end sparsomt.

Bronzetti.

Det blev et langt Kapitel at fortælle; -
men alle de som drog med Garibaldi
ned til Sicilien og kom op igjen
og gjorde med Custozza og Mentana
samt Aspromonte, melde kan det samme.
At Rom blev taget, var en Slutning herlig;
Italiens Flag slaar ud fra Capitol!
Og disse el've Aar fra Solferino,
hvori jeg færdedes som Bersaglier,
jeg bytted' ikke bort for alt i Verden!

Fiametta.

Da Rom I tog, - den Dag var vel alvorlig.
Sig, frygted' I ei, Papa kunde komme?
- det vilde jeg gjort, om jeg var Soldat -
ja, Papa selv, iklædt sit Høitidsskrud,
han kunde kommet rolig henad Veien
med løfted Haand . . .

Bronzetti.

 - og nødt os til at vige?
Nei, Bersaglierne er slemme Børn;
de stormed' Murene, skjønt Papa havde,
i Mangel af Kanoner nok og Tropper,
besat dem med et Regiment af Helg'ner
- ja vist - udtrykkeligt - ti tusind Helg'ner.
Men, da det Alvor blev, nok fælles Sag
de gjorde med os vantro Bersaglieri, -
saafremt de var der da, - jeg saa dem ikke;

SIDE: 310

dog fire hundrede Zouaver faldt der
i Haven lige bagved Porta Pia,
og, da vi holdt vort Indtog, saa vi Roma
i al sin Storhed. - Sligt kan ei beskrives!
Fra alle Vinduer slog Italiens Bann're,
og hver en Gade bruste som en Flod,
af Folkets tætte tusinder, der bølged'
og jubled' om os, da vi rykked' ind
med hastig Marsch, Kolonne paa Kolonne,
midt i et Hav af nationale Farver.
Mens Blomster regnet', og Musiken spilled
op Bersaglierimarschen, og der runged'
Eviva'r paa Eviva'r endeløse,
saa én ei hørte mer, at Skytset tordned', -
der stod Kvinder, stolte, herlige
og tog imod os hilsende med Taarer!
Sligt kan ei glemmes, heller ei fortælles.
- Ja, jeg var med den store Dag, de fæsted'
det fri Italiens Flag paa Capitol!
Og nu, - jeg er slet ikke mer nysgjerrig;
thi noget større kan jeg ei faa se.
Jeg sliber mine Briller . . .

Fiametta.

 Hvorfor blev Du
saalænge da i Roma? Thi du tjente
jo over Tiden, skrev Du, - kunde tage
din Afsked naarsomhelst? Men ei Du længted'
som vi . . . Du blev to hele Maaneder,
saa lange som de andre Aar tilsammen!
Jeg tror for sikkert, jeg var bleven syg,
var ei Du kommet nu, - slig har jeg ventet!

Bronzetti.

Og dog jeg véd, Du havde gjort som jeg.
Jeg længted' ogsaa hjem, kan Du vel vide.
Du vil bedrøves ved, hvad jeg beretter;
jeg blev forhindret ved - Faustina Strozzi.

SIDE: 311

Fiametta.

Hvad hun? Du véd, jeg holder af Faustina,
hun min Veninde er, som ingen var det,
alt fra vor Barndom af . . . Du gjør mig bange!

Bronzetti.

Læs Bladet selv; det er "La Libertà" - -
hvor Overskriften staar: "Faustina Strozzi!"

Fiametta.

Et Kors derover! Broder . . . kjære Broder!
Saa bringer Du dog Sorg - hun er da borte!

Bronzetti.

Vær rolig, Søster! Hun har faaet Hvile,
har naa't det Land, hvortil hun længe længted',
Da Roma toges, hun for sidste Gang
opsøgte saarede i Kugleregnen.
I Ugen efter sendte hun mig Bud.
Hun laa paa Hospitalet San Giovanni,
ei saaret, og - dog var hun syg til Døden.
Hun havde fulgt med ambulancen did
ifra Turino som barmhjertig Søster,
og fuld af Iver, da om Rom vi kjæmped',
paa Pladsen virket; - men saa faldt hun sammen
en Dag, som rammet af et Hjerteslag.
Det var en aarlang altfor anstrængt Spænding,
der havde tæret Livets Nerver over,
- saa mente Lægen. Nu, hun laa der bleg,
med store, sorte Øine, knapt hun magted'
at løfte Haanden op fra Sengens Teppe.
- Vi havde fulgt hinanden fra Custozza;
der saa jeg hende efter flere Aar.
Hun vovede sig modig ind i Ilden
iblandt de saarede og, selve Natten
da vi tilbage gik, hun blev iblandt dem.
Da Fienden kom, hun fulgte til Verona
med sine Landsmænd og forlod dem ikke,
før hun dem vidste under ordnet Pleie;
og siden hun var med ved Montagnano. -

SIDE: 312

- - Men nu hun svæved' mellem Liv og Død;
da meldtes 'gjen en Dag, hun vilde se mig.
Og, som hun hvilte høi og hvid mod Døden,
hun smilte svagt, idet hun saa mig komme.
Jeg satte mig ved Sengen, og hun hvisked':
"Er Gud ei naadig, at jeg nu faar dø,
- som Rom er taget og mit Virke endt! . . .
Du bragte til mig Brentas sidste Hilsen,
- bring nu og min til alle mine Venner
i Forlidalen! - - - For mit Øie staar den
slig, som jeg saa den i min Ungdomstid . . .
en Dag, mens Solen imod Kvelden helded',
og Ronco'n blaaned' blandt Novemberløvet,
men ingen anede, at Flommen kom
og sprængte Stængsler og rev alting med sig . . .
Nu er det Høst og begge skal vi visne!
De gamle sover og . . . nu blir det stille.
Hils til Antonia og Fiametta!
Jeg er saa træt . . . og længes til at hvile!
Farvel, Bronzetti!" - Hun ei talte mere,
og Lægen vinkede mig bort fra Sengen.
Da Ave ringed', sov hun stille ind.
- - - - - - - - - - - - -
Min sidste Færd i Roma var Paraden,
da Bersaglierne bag Kisten fulgte.

Fiametta.

Jeg tænker paa, - hun var dog lykkelig . . .

Bronzetti.

Hun elsket var af høi og lav iblandt os!
og der i Bladet staar et Mindedigt,
en Bersaglier det skrev den Kveld, hun døde.

Hør, Trommen dæmpet gaar i Roms Kvarterer!
- de søger nu, Vittorios Bersaglierer;
og denne Aften sidder der hel mangen
og lytter trang om Bryst til Nonnesangen.

SIDE: 313

Faustina Strozzi i din Stilhed sover,
Du skjønne Aften! som vemodig over
det tause Roma sænker Maaneglansen,
forsølver Laurene i Jomfrukransen.

Hvor Feb'ren hærjed, og hvor Kugler regned',
hvor Jorden var af faldne glat og blodig,
der saas hun gaa i Faren stærk og modig.

Hun i sit Virke for Italien segned',
- for Bersaglierens Brud en værdig Bane -
hun bar til Døden frem sin Elsktes Fane!