Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet,
OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved
Universitetet i Oslo i 1991-1997.

Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av
markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten,
og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på,
gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/

Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene
presenteres sammen med teksten.

Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

SIDE: 1

"SKJØNNER DU IKKE DET DA -
JEG VIL JO BARE LÆRE MENNESKENE
AT FINDE SIG SELV," SAGDE HOLLAS.

SIDE: 3

Hollas, den Onde, Indflytteren paa Munke-
jord Gaard, skar i Træ Stoler med buede
Ben og Figenblade. Stoleryggerne laved han
høie og ranke, og Sæterne betrak han med
semsket Skind og rød Fløiel, og hvad forresten
faldt ham ind i Øieblikket. Og fordi Hollas,
den Onde, havde en god Haand, og Haand og
Hode fulgtes ad, blev Stolerne ofte baade kunst-
færdige og egne. Og Hollas, den Onde, frydedes
ved sit Arbeide, kaldte ogsaa op til sig alle, som
paa Gaarden var, til at se og beundre. Og naar
Stolen var færdig, hvilte han bogstavelig paa sit
Værk; hulkindet, stikøiet sad han der, og smal-
skuldret, og den, som sad paa Stolen, fik se paa
Hollas med, og Sætet forblev en dunkel Gaade,
indtil Hollas reiste sig.

Hollas kunde ogsaa smi Ringer af Jern.
Og Hollas kunde smi Hestesko. Vorherre
brød sig vel ikke om at kjende til det, saa
Fanden, og Fanden alene, maatte vide, hvem

SIDE: 4

trak Balgen, naar Hollas var i Smien - Menneske-
haand var det ikke. Og Røgen valt saa kort-
aandet fra Aabningen i Taget, Gnisterne gjøv
saa hidsigt røde, og Slagget faldt over Buske og
Trær, saa det var styggere og svartere om Hollas-
smien end om Smier flest.

Men Hollas behøvde netop ikke snitte
Kruseringer paa Stoler og smi sort Jern for Løns
Skyld, heller ikke var han af dem, som sparte
paa Skillingen og lod Daleren gaa - Hollas
sparte helst baade Skilling og Daler - Hollas
tilsnød sig Gaarde og tilsvor sig Naboers Eien-
dom, - og det være given Sag, at den som
var Hollases Balgdrager inde i Smien, den var
det ogsaa udenfor, den pusted paa Ilden, den
fik Jernet til at gløde.

Og Hollas smidde, mens Jernet var varmt.

I Stalden paa Munkejord stod en mørk
Hoppe. Den havde høie, smale Ben og slank
Krop, den havde spidse Øren og et krumnæset
Hode - det var Hollas sin egen Hest den
Hoppen, ofte gik han ned for selv at gi den
Kveldsforet, og den knegged høit og lattermildt,
straks Hollas viste sig i Stalddøren.

Men paa Gaarden var der ogsaa en Tusse-
lad, som hed Meheimen. Han tasled og vavred
overalt, baade der han burde, og der han ikke
burde være, gik og traadte i sine egne Fodspor.

SIDE: 5

"Leter du efter no?" spurgte En ham engang.
"Ja," svarte Meheimen, "jeg leter efter mig sjøl."
- "Du er igrund ikke alene om det,
Meheimen," sagde saa den, som havde spurgt,
"vi leter nok alle efter os selv - om ikke
netop paa dit Sætt." Men Meheimen vavred
videre sin uafladelige Irrgang, søgte og søgte,
paa Huk undertiden, Ansigtet helt ned mod
Jorden andre Gange, snuste som en Jagt-
hund - i sine egne Spor paa Jagt efter sig
selv. "Hvad vil du gjøre, naar du finder dig
selv?" spurgtes han ogsaa. "Da vil jeg hilse
ærbødigt," sagde Meheimen og letted paa Luen.
"Goddag, Goddag, min kjære Andreas Meheim,
godt Nytaar og glædelig Jul, det var hyggeligt
at se dig igjen, herefter skal vi gaa i Følge, vi to,
og holde hinanden i Haanden, saa vi aldrig mer
kan skilles ad."

Han var fredelig og snil, Meheimen, naar
han bare fik gaa i Fred og ingen forstyrred
ham; men der han blev stoppet, der trængte
han paa med Magt. Da kom han undertiden
ilde udaf det med Hollas.

Hollas havde en Torpsidder oppe hos sig
paa Stolmagerværkstedet en Dag. Torpsidderen
var en Stakkarskryp med Kjærring og mange
sultne Unger. Han havde vært deroppe engang
før, tilkaldt af Hollas, som paastod at vide, at
Grænseskillet mellem Munkejord og Folmo-
gaarden gik ikke nedi Vasdalen, men helt over
Aasen paa den anden Side i Nord. Torpmanden

SIDE: 6

havde ikke kunnet huske noget sligt dengang,
det tiltrods han havde siddet der paa Torpet al
sin Tid - Gud hjælpe og trøste ham, han var
ikke god for at huske det. Og saa var det
endt med den Erklæring fra Hollas: "Da skal
jeg si dig, du er en Tosk, og slige har jeg ingen
Brug for paa Eiendommen." - Men siden havde
det vært saa besynderligt for Torpsidderen, og
eftersom Dagene gik, havde det begyndt at
dæmre for ham, at han vist havde hørt noget
alligevel om, at Vasaasen i gamle Dage havde
hørt Munkejord til. Og nu var han oppe hos
Hollas og fortalte dette. Hollas sad paa Snedker-
bænken og sigted mod Lyset paa noget Snitværk,
som var blit for tyndt. Hollas syntes saa lige-
glad og rolig først, som snakked de bare om
Sneen, som faldt ifjor:

"Det var det, jeg vidste, jeg, Tøger," sagde
han, "du vilde nok komme til Sandheds Er-
kjendelse du ogsaa."

Tøger snurred paa Luen:

- Ja det bares ham slig for nu - ret
betænkt. Men Æren tilkom ikke saa meget
ham, Tøger, som Kjærringen; for igrund saa
var det hun, som havde sat ham paa det. -

Hollas saa raskt bort paa ham:

- Se det du, se det du, saa Kjærringen
var af samme Mening! Og hun var jo født og
baaren der i Nærheden etsteds, hun ogsaa? Jaha,
det blev to Vidneprov i et Slag det da."

Tøger maabed.

SIDE: 7

"Vidneprov?" sagde han, "Vidneprov?"

"Ja, du skønner da det, Mand," tog Hollas
i, "Ret skal være Ret. Er Aasen min, saa gir
jeg den ikke til Folmoen."

- Nei, nei - Tøger bad saa mange tusen
- hundre Gange Omforladelse. Hollas maatte
jo selv faa raa sine Handlinger. Og nu fik vel
Tøger sige Tak for sig. -

Hollas lod Tøger komme helt hen til Døren,
saa raabte han:

"Prruu, nei bi lidt du, kom hid igjen!"

Da vred Tøger Luen mellem Næverne, der
han maatte staa fremved Snedkerbænken med
det stikkende Hollasblikket fæstet ved sig.

"Du tar feil i det, ser du," sagde Hollas
nu, "det er ikke bare Hollas, det vedkommer.
For Tøger, som ved Sandheden at melde, han
maa ogsaa vidne for Sandheden og for sin Hus-
bond, saaledes som det sig hør og bør en tro
Tjener. Og Kjærringen ligesaa."

Af Tøgers Lue var nu kun blit en rund,
lodden Klump indi Næven.

"Jamen, jamen, jamen," indvendte han
hjælpeløs, og en for en fandt Taarerne frem af
Øienkrikene. Hollas bøied sig nærmere:

"Du er en Nar, Tøger," hvisked han. "Men
gjør du mig trøstig den Tjenesten, saa skal
aldrig Kjærring og Unger svelte mer."

"Jamen lell, jamen lell," og han gned sig
med Lueklumpen over Ansigtet.

SIDE: 8

"Jamen lell, jamen lell - faar du gjøre
det," kom det truende bagefter.

"Dævelen annammer mig."

Hollas lo:

"Det var det værste! Fanden kommer og
napper dig i Bagenden: - Hei Tøger naa er
du min, - sier han og spænder med Hoven i
Bakken, saa baade du og han sprætter tilveirs -
og saa bær det bent tilhelveds med Jer begge."

"Er det slig, det gaar for sig?" spurgte Tøger.

"Ja, slig gaar det den, som ikke gjør Hollas
til Vilje. - Skal jeg vise dig det?" Hollas
hopped ned fra Bænken. Torpmanden skreg
over sig og rygged mod Døren.

"Hvad vælger du saa?" spurgte Hollas tæt
op imod ham - "det jeg før nævnte, eller -
lad mig se: Et godt Spegelaar til Nytaar?"

"Det sidste da - Gud hjælpe'n Tøger, at
han inte forliser Sjæla si!"

Netop som Hollas vilde svare, rusled det
ved Døren, og Meheimen kom ind. Hollas svor
en dyr Ed til Velkomst; men Meheimen tusled
uanfegtet henover Gulvet, snart tog han et kort
Skridt, snart et umaadelig langt, og Hollas vendte
sig paany mod Tøger:

"Igrund har du slet ingen Sjæl at tabe,
skal jeg si dig - har aldrig havt noen heller.
Greier du den du?"

"Saa er det vel inte 'n Tøger, som staar her
og holder i Klinken heller da?" spurgte
Manden lurt.

SIDE: 9

"Jo, det er nok Tøger Torpsidder selv, saa
du behøver ikke at gi dig til at lete som
Meheimen."

"Men om Tøger Torpsidder tog Skade paa
sig sjøl da?"

Hollas brysked sig svare:

"Tar du Skade paa dig sjøl, saa faar du just
Sjæl, Tøgertosken. Men ikke før heller."

"Men den, som mister sig selv, den mister
alt," lød uventet Meheimens Stemme, idet Ordene
om Selvet nok havde naadd hans Bevidsthed.

Torpsidderen vak sammen: "Sandt, sandt, jeg
vaager inte. Det var Vorherre, som talte gjen-
nem ham."

Men hos Hollas var Taalmodigheden opbrugt:

"Gaa bare, gaa Fanden ivold med dig,"
skreg han og spændte efter Tøger, - og til
Meheimen: "Hvad i røde Helvedes Navn gaar
du her og lurer efter? Pak dig ud!" - Men
Meheimen fortsatte stiltiende med sit, kroket og
forsigtig som ledte han efter Synaaler. Hollas
trev Haanden fast i Meheimens Trøiekrave:
"Jeg skal vel faa dig ud Lytteren!" - Meheimen
saa uforstaaende paa ham og vilde tasse videre.
Hollas satte Fod for ham og drog til, saa
Meheimen rulled; men han reiste sig straks, og
begyndte, der han var blit afbrudt. Hollas
stilled sig foran, Meheimen skjøv ham væk.
Hollas stilled sig atter foran. Pludselig skød da
Blod op i Meheimens Øine, og han tog Hollas
ved Skuldrene og rysted ham, rysted og rysted,

SIDE: 10

saa Tænderne nærsagt skrangled i Munden, og
nu var det Hollas, som var hjælpeløs. Indtil
Rystningen sagtned, fordi Meheimen vilde hvile
Armene en Smule, og Hollas fik stødt frem:

"Skjønner du - ikke det da - jeg vil
jo - bare lære - Menneskene - at finde - sig
selv!" Da løsned Meheimen taget med ett og
ledte sagtmodig videre.

Men der havde nok ogsaa en anden Gang
tildraget sig noget imellem Meheimen og Hollas.
Ingen tvilte derpaa. Skjønt ingen havde set,
og ingen havde hørt; for ingen havde vært til-
stede - undtagen naturligvis han, Balgdrageren
- den Natten, efter hvilken Meheimen fandtes
liggende død i Stalden med Knivstik i Ryggen.

- - -

Selvsamme Aar fødte Hollashoppen et Føl
med Menneskefjæs. Staldkaren fór ind efter Hollas
og hvisked midt imellem Forfærdelse og Latter:

"Kom, kom, saa skal I se det snodigste."

"Hvad gjælder det?" spurgte Hollas.

"Mærra! Mærra !" hven Gutten, og Hollas
kasted Hugjernet, saa det trinsed mange Gange
rundt og skranglende faldt paa Gulvet, idet de
gik ned Trapperne.

Da Hollas kom i Stalden, stod Føllet just
indunder Moren, saa de saa først kun Hale-
stumpen og dets lange bruntustrede Bagben;
men idet Hollas lagde Haanden paa det, ruste
det rundt og gleimed op imod ham med hvidt
Ansigt. Hollas blev ligesaa bleg da som Heste-

SIDE: 11

ungen, saa Gutten, og et Øieblik maatte han
holde sig i Spiltaugbolken for ikke at stupe.
Men derefter sagde Hollas bare et kort "hm!",
vendte om og gik uden et Ord forresten op
i Stolmagerværkstedet igjen. Da var Nyheden
løbet som Lynild over hele Gaarden. De
Modigste stilled sig op ved Døre og Vægge og
lytted. Hollas snakked med nogen derinde, og
han brummed, skjældte og var vond:

"Den kan du ta til dig igjen," sagde han.
"Den var ikke med i Kontrakten. Har jeg
bedt om at faa atpaa?" - Men indiblandt
hørte de tydelig, som om Hoppen knegged.

Ret i Syd for Munkejord laa ogsaa en Skog-
snab, som Hollas gjerne vilde kalde sin. Men
der var den Vanskelighed ved dette, at der
allerede fra gammel Tid af var hugget Grænse-
mærker mellem Eiendommene, og de Grænse-
mærkerne kunde vel ikke Hollas godt komme
forbi, skulde en tro. Men Hollas sagde nu at
have hørt, der var et Grænseskil adskillig længer
væk, som skulde være det rette, mens det der
første Grænseskillet var fremkommet ved den
rene Feiltagelse og simpelthen paa Røvervis skar
sig lukt ind i selve Munkejord Gaard. Og han
leied æresløse Folk til at hugge op en Grænse-
linje langt søndenfor den gamle og lod dem
kline Jord og Kvae i de friske Hug.

SIDE: 12

Nu hændte det disse Mænd, som paa det
Vis i Nattens Mulm og Mørke gik Hollas til-
haande, mangt og meget forunderligt, - saaledes,
at eied de saasandt Tankers Omløb i Hoderne,
skulde lettelig Ordet om "Fanden, som nok hjælper
sine", falde dem i Sinde.

Engang kom Hollas imod dem:

"Naa faar I gjemme Jer," advarte han,
"naa kommer Braanaasgutta." - I en Fart
huked de sig da ned bagom Trær og Sten, og
et Øieblik senere saa de ganske rigtig Braanaas-
folkene komme snigende, væbnet med Høgafler
og Greip:

"De skulde endelig være her," mente En
"jeg hørte det smaldt i Øksene." - "Mere end
det," sagde en anden, "jeg hørte tydelig Hug
ligesom mod et indhult Træ." - Og de tændte
Stikker og lyste med. Da opdaged de sagtens
Fodslag, knækket Kvist og afskrapet Mose. Men
Hollasfolkene selv sad bare stille i Gjemslerne
saalænge, indtil Braanaasgutterne endelig drog
sig væk. Lusked saa paa sin Kant ned til Munke-
jord, fordi de ikke fandt det raadeligt at arbeide
mer den Natten.

Dernede paa Gaarden røg og gnistred det
gildt bortifra Smien.

"Men Saltepine, hokke er i Smia naa da?"
spurgte Mændene forundret.

"Hollas," svartes der. - Hvem anden end
Hollas? Han havde det nok travelt, havde drevet
derborte uafladelig hele Kvelden. -

SIDE: 13

En anden Gang hændte der Ransfolkene den
Ting, at det tog til at suse saa uhyrligt i Træ-
topperne. Som nu Mændene saa op, syntes de
se af Trægrenenes Svaing, at Blæsten sænked
sig ligesom Lagvis nedover. Og da den om en
Stund slog ned imod Jorden, spændte den Ben
under dem, saa at de alle tumled overende og
ikke paa længe orked komme op igjen. Den
Gang, fik de siden spurgt, havde ogsaa Braanaas-
gutterne været i Farten, men straks snudd, fordi
de ingen saa, og intet hørte uden Blæsten, som
skreg mellem Trærne.

Saa var det en tredje Gang: De havde tændt
en beskedelig, liden Nying bortunder en Bjerg-
helle for at kunne faa sig en Draape het Ølost.
Men da de kom for at faa denne Ølosten, fik
de se, at der over Nyingen var fuldt af Hænder
med lange Fingre og Klumpnegle.

Der var en Kar iblandt Folkene, En, som
ikke frygted hverken Ild eller Vand, hverken
Djævel eller Gud, han gik helt frem til Nyingen
og sagde:

"Det er fingerkalt idag" - og vilde ogsaa
varme Hænderne; men han var ikke istand til
at komme rigtig indi Varmeringen. "Naada,"
skreg han saa op, "I er Fanden saa sjølgo ogsaa,
at I inte kan la en anden Stakkar faa med!"
Men i samme Sekund, han nævnte Fanden,
skvat Hænderne tilside, saa han fik Plads til
begge sine.

SIDE: 14

Da saa de lange Fingre havde varmet
sig godt over Nyingen, saa Mændene med engang,
at de havde faaet Hjælp med Arbeidet - snart
skimted de en Haand her og snart der paa de
mørke Træstammer. Men de Hænderne brugte
intet Værktøi, andet end de klorte i Barken med
Klumpneglene, og i de Skaarene behøvdes der
nok ingen Klining med Jord og Kvae; ti der
var sort og raaddent med det samme.

Onde Hollas sad i Slæden og kjørte i Hui
og Hast. Pisken hagled over Hestebagen, og for
hvert Slag blev der lange, svulne Striber. Han
kjørte gjennem Naboens lukkede Grind, saa
Fliserne gjøv, og over Elvebroen kjørte han som
gjennem Varme. Veifarende blev staaende ved
Grøftekanten og maabe, og en gammel, halv-
tullet Kjærring strakte sig ud af Hyttevinduet
og vinked:

"Hils hjemme, hils hjemme," skreg hun.

Men Hollas vigte Hesten op Veien til Præste-
gaarden, lod den galoppere Bakken op, lagde
den i langt Trav indover mod Gaardspladsen,
stansed i et Rykk udenfor Porten og raabte
Præsten ud.

"Er I der, Hollas," sagde Præsten, "nærsagt
har jeg ventet Jer."

"Ventet eller uventet - saa skynd Jer nu,
kast Samarien paa og følg mig," sagde Hollas.

SIDE: 15

"Tiden er knap, Far!" - Præsten, som var ung
og naiv, trodde, det var en Døende, han skulde
til. Fór ind og rev Samarien paa sig, saa
Knapperne løsned, og Kraven kom opmed det
ene Øre. Steg saa med lange Skridt ud til
Hollas, som netop havde snudd Hesten.

"Stil Jer paa Meierne, Far," sagde Hollas, "ellers
faar jeg ikke styrt Gampen." Og Præsten stilled
sig bagpaa Slæden, Hollas smældte i Svøben,
og afsted bar det.

"Jeg mente, vi skulde op til Munkejord,"
sagde Præsten, idet de fór forbi Veiskillet der.

"Ikke endda!" svarte Hollas, han holdt Hesten
henad Alfarveien.

"Men hvor skal vi da hen - i Herrens
Navn?" spurgte Præsten.

"Jeg tænker bare at finde en af de Paa-
rørende herbortover," lød Svaret tørt, og Hesten
maatte løbe i Kroker og Svingninger, saa Præsten
fik travelt med at holde sig fast. Men værst
var det, naar de kjørte forbi de store Gaarde,
da rykked han i Tømmerne, saa Hesten af-
vekslende stod paa Forben og Bagben, og
Præsten maatte, enten han vilde eller ei, holde
Hollas om Skuldrene, om Halsen, eller hvor
det nu kunde træffe sig. Hollas skjeved op til
Gaardene og gotted sig, naar nogen stod bag
Ruderne, imorgen var det Bygden over, vidste
han: Hollas kjørte Præsten igaar; men Hollas
sad oppi, og Præsten stod paa Meierne og om-
favned ham som et Kvindfolk. He hei, den Hollas!

SIDE: 16

Da saa Hollas havde kjørt tvers gjennem
Bygden slig, lod han det gaa ret rolig hjemover.

"Naa, hvad tror I saa er paafærde da?"
spurgte han Præsten pludselig.

"Det havde vel vært rimeligere, Hollas,"
svarte denne, "om jeg først havde henvendt et
lignende Spørgsmaal til Jer. Men siden I nu
spurgte, saa svarer jeg, at saavist som Hollas
selv har hentet Præsten, saavist er Ærindet af
det Onde." Hollas blæste foragtelig:

"Der gjætted I bra feil, Far - det er en
hellig Handling, jeg vil ha Jer til."

"At uddrive Djævle og onde Aander hører
ogsaa hen under hellige Handlinger," forklarte
Præsten, "Frelseren -"

"Javist, javist," afbrød Hollas, "jeg har hørt
om det der! - Men nu lad os ligesaagodt af-
tale det paa Forhaand - hvormeget vil I ha
for den Gjerning deroppe paa Gaarden min?"

Da blev Præsten hellig fornærmet.

"Formastelighed uden Lige," raabte han og
klasked med tidlig modnet Værdighed Haanden
i Slædekanten. "Hvi kan I indbilde Jer, I, daar-
lige Menneske, at en Herrens Tjener gaar paa
Akkort om Gjerninger ligervis de kjætterske
Præste i Syden?"

"Naada, naada," sagde Hollas, "det var ikke
saa vondt ment. Af mig skal J nok ogsaa
uden Akkordering faa Offergave - gjerne 100
Dalere - om Fortjenesten er dertil."

- Kommen frem til Munkejord, tog Hollas

SIDE: 17

Præsten med sig op paa et Kammers, hvor
Hodet af et Spædbarn stak op af hvid Kjærving.

"Det er bare om at gjøre," sagde, han "at I
døber dette Barnet."

"Det var da et overmaade uroligt Barn,"
ytred Præsten.

"Ja, det er rigtig livligt og lealøst," var den
anden enig, "mest syntes jeg, det blev for meget
af det gode - det kunde faa Krampe, tænkte
jeg - og dø som Hedning, hvis ikke Præsten
kom og lagde Haand paa det." Præsten saa
halvt mistænksomt hen til Hollas. Men Hollas
stod helt alvorlig nu, med Hagen ned mod
Brystet og sammensnurpet Mund.

"Hvem er Barnets Forældre?" spurgte Præsten
saa og tog en Notisbog frem af Underlommen.

"Naa skal jeg straks være her tilbage med
dem," sagde Hollas, vel forberedt paa alt, og
kom kort efter dragende med Staldgutten Karolus
og en ganske ung Jente paa høist en femten
eller seksten Aar. Præsten saa Jenten an og
forargedes i sit Hjerte. Og fordi han nu, som
nævnt, til Præst at være, selv var ung, strammed
han sig nidkjært op, paa det at der ikke skulde
siges ham Lunkenhed paa, og han søgte -
som saa mangen Gang før - levende at sætte
sig ind i sin gamle Forgjængers Aand og Maade:

"Der kan du se," sagde Præsten til Jenten,
"at det bær fuld Sandhed i sig, det som skrevet
staar i din Børnelærdom: Ukyskheds Synd den
snart forgaar, men Pinen længe varer. Ja, hulk

SIDE: 18

og græd, du Synderinde, dine Øine blinde og
søg efter denne Dag at sone din Synd med et
helligt og bodfærdigt Levnet - ti det siger jeg
dig: Des haardere du føler din Skam, des
haardere du føler din Fornedrelse, din Ned-
sænkelse i Lasts og Skjændsels Mørke - des
sikrere kan du haabe engang at forundes Til-
givelse - - Det er dog et ganske besynderligt
Barn!" afbrød han sig selv. "Saa ganske
besynderligt et Ansigt. Og saa forstyrret et
Udtryk." Og han henvendte sig hviskende til
Hollas: "Kjender I til, om det maaske skulde
være et Misfoster?"

"Skam, om jeg bryr mig om at kjende til
det," svarte Hollas. "Men det er sandt nok,
Far, det er jamen no underligt i Façaden."

Præsten forlangte derefter Vand til Daabs-
handlingen og noterte Staldkarens og Jentens
Navne i sin Bog. Hollas bragte selv Vandet i
et Tinfad. Den ulykkelige unge Jente holdt
Ungen, og Præsten tog fat med Daabsritualet,
mens Ungen sparked i Benene, saa Jenten nær
havde sluppet den i Gulvet. Derfor tog Hollas
den fra hende og klemte den ind til sig, saa
den store bugtede Aare sprang frem i Panden
paa ham. Men som Præsten talte, dirred det i
Ungens hvide Ansigt, Øinene vided sig ud, de
blev store og flade som Brilleglas. Præsten saa
paa det og holdt inde et Øieblik. "Skynd Jer,
skynd Jer," hvisked Hollas med et Blik mod

SIDE: 19

Døren, som frygted han, at nogen skulde komme
ind og hindre - -

"Hvad skal Barnet hede?"

"Hep-hest-i-os," sagde Hollas med et Grin.

"Det er et hedensk og ugudeligt Navn," mum-
led Præsten. - "Jeg kalder hans Navn Johannes.
Johannes, vil du" - - Da knerred det i Ungen
som i en Kaffekværn.

"Johannes, vil du forsage" - Ungen kasted
Hodet tilbage, og den brede Mund gabte i en
fæl Gisp - "Djævelen - og alt hans Væsen -
og al hans Gjerning?" - Ungen dreied Øinene
til høire og venstre, og Skum valt ud af Mund-
vigerne. Hollas var ogsaa gulbleg da som det
nyskaarne Træværk paa hans Stoler, bare over
Panden var der Farve - der laa Aaren sort og
stor som et Kainsmærke. Staldgutten, som hele
Tiden havde havt Glisen oppe, blev stø nu, og
Jenten glemte at snyde Næsen. Men Præsten
gik videre i Teksten, tog Vand i Haanden fra
Tinfadet, øste over Barnets Hode - "I Faderens
- i Sønnens - i" - Da trak Ungens Læber
sig op og viste Gabet fuldt af store, gule Tænder,
Øinene vendte sig helt rundt og sprak, idet der
kom et rødt Rift tvers over det hvide. Præsten
saa sig forfærdet om:

"Saaledes trodde jeg aldrig, noget Menneskebarn
kunde dø," sagde han. - "Her ser du da legem-
liggjort din Synd og din Synds Sold," vendte
han sig igjen til Jenten, som atter nu tog til at
snyde Næsen og tute. "Det er ikke saa," snøf-

SIDE: 20

ted hun indiblandt - "det er ikke!" Ret
ned fra stive Arme slap Hollas Ungen. Kjærvingen
revned i Faldet, og et brunt Klovben stak ud;
men Hollas sparked det ubemærket indunder
Sengen, mens Præsten talte de sidste advarende
Ord til Synderne om Herrens nidkjære Vrede
over Utugt - var end Synden sød, var Straffen
dobbelt sur - og nu gav han dem det Raad
og den Befaling at tage hinandens Hænder og
høitideligen love at aflade med alskens usøm-
melig Adfærd og give sig med sit angerfulde
Sind ind under Herrens Tugt og Formaning. -
Gutten og Jenten rakte modstræbende Hænderne
ud - de havde vært som Fremmede for hin-
anden før, men nu ved al den Snak om Kjødets
Gjerninger, tog deres Tanker Retning, og idet
Præsten lagde deres Hænder sammen, fornam
de begge en Kribling i Blodet, og idet Gutten
saa paa Jenten, havde han Øinene fulde af
Kjøds Begjær - Begjær, som lurer, sniger og
finder frem af de tusen vippende Veie. Mens
Jenten, der nu endda stærkere følte sin Ung-
doms Blu saaret og plettet mod sin Vilje,
begyndte i Fortvilelse at fremstamme en Ind-
sigelse:

"Nei - nei - nei - det er Jug, Præst -
det er Jug - det er" - Men Hollas greb hende
hvast i Armen:

"Er du galen, Filletøs - staar du og sier,
at Præsten juger!" og slængte hende ud af
Døren.

SIDE: 21

- Da nu Præsten og Hollas kom ud paa
Tunet, tørred Præsten sig med Lommetørklædet
over Panden:

"Det var en saare anstrengende Forretning,
I kaldte mig til idag, Hollas. Om jeg havde
døbt tyve skrigende Spædbarn efter Prækenen
en Helligdag, kunde det ikke have taget fler
Kræfter ifra mig."

"I gjorde Jer unødigt Besvær," mente Hollas
- "jeg mener med Synderne - I havde ikke
behøvet at holde de lange Prækener for dem."

"Hollas, Hollas, I taler, som I har Forstand
til! Én Synder omvendt til Herren skaffer større
Glæde i" -

"Præst, Præst," afbrød Hollas i en bedrøvet
og slæbende Tone - "trodde jeg saasandt I
havde faat omvendt dem! Tvertimod - saa
jeg ret, da vil de snart gakke hen og synde
værre end tilforn - og det er Eders Skyld."

"Min?" sagde Præsten. "Min?"

"Ja, fordi I belagde Jeres Ord paa feilagtig
Vis, - og tro I mig: Inden Aar er omme, har
de to en Løsunge paany. - - Men nok herom,"
kom det tilslut overbærende. - "Jeg loved Jer,"
fortsatte han saa efter med et Grynt at have
renset Halsen, "at jeg vilde skjænke Jer en
Offergave efter Fortjeneste - saavidt jeg det
forstod og magted. Netop 100 Dalere blir det
ikke, de faar Præsten ha tilgode til en anden
Gang; men en rar anden Ting skal I faa, en
rigtig rar en, som I i Jeres Levedage ikke

SIDE: 22

har faat Mage til før. Men det gjælder ligegodt
for betalbar Mynt. Hold bare Haanden ud,
Præst," sagde han høimodig og jevned paa
Munden. Og Præsten rakte troskyldig frem
Indersiden af sin flade Haand.

"Der!" sagde Hollas og lagde nedi den en
svær Spyttekløse.

Netta hed Myndlingen. Hun var nærmest
en Jaale, men af godt Folk, som i sine Hjerters
Enfold før Døden havde udpegt Hollas som
Formynder: "Han ved at øge sit Gods," sagde
de, "han øger nok hendes med, - naar vi viser
ham Tillid." Og saaledes blev da Netta betrod
Hollas til Varetægt.

Han sad just og prøved en færdig Stol, da
hun traadte ind af Døren, og ret op i Sætet
hopped Hollas, idet han saa hende. Hun var
nok blit skræmt med ham underveis; for hun
tvisted med Læberne og kvied sig for at gaa frem.

"Er det slig, du hilser paa den, som skal
være din Ungdoms Forsyn?" lød nu Hollases
Stemme ligefrem, men med Anstrøg af stille
Bebreidelse.

Netta tog et Skridt frem og atter et tilbage,
og den ubestemte Mund skalv i Vigerne. Da
reiste Hollas sig med megen Værdighed fra det
brunsemskede Sæte og gik imod hende:

"Hvad synes du Hollas er for en fæl Mand?"

SIDE: 23

sagde han mildt. - "Hollas med sin stive Hofte.
Hollas, som miskjendtes af alle undtagen af
dine kjære Forældre. Nei, vær du tryg, Barn -
Hollas er ikke den, som gjengjælder Tillid med
Svig - mit Hus skal være dig som den sikreste
Borg - og Hollas selv skal vogte Skatten -
saa godt som nogen Drage." Tog saa Pigen
ved Haanden og førte hende hen til Vinduet,
saa hende med Velbehag ind i det runde, rød-
mussede Ansigt. - "Hvad rører sig ikke for
søde Tanker under saadan en ung Piges Barm,
elskovsglade, ømme, selvopgivende - jaja, det
er længe siden, Hollas forundtes at have en
som dig under sit Tag - Menneskene er ikke
saa gode, som de lader, ser du - Hollas har
forlængst forstaat det, og de bitre Erfaringer
har git Hollas en haard Skal; men bryd du dig
aldrig om Hollases ydre Optræden - i sit Indre
er han dig god, husk det - betragt ham kun
trøstig, som det han er, som din faderlige Ven
og Beskytter, den, til hvem du kan gaa med
dine kvindelige saavelsom barnlige Sorger og
Glæder." - Saaledes talte Hollas længe for Netta,
Myndlingen, og belagde sine Ord slebent og vel-
overveiet paa sine Liges Vis. Og Netta, Jaalen,
trodde ham saa gjerne. - -

- - Men der er de, som siger, at de fleste
unge Piger er som Netta, de er lettroende
Jaaler. Og der er de, som siger, at saa svært
mange Mænd er som Hollas - i dette Stykke,
at de benytter sig af Jaalernes Lettroenhed. Men

SIDE: 24

kjære Hollaser da, kunde der siges, det er dog
ingen Kunst at narre Nettaerne med sledske
Ord og Vendinger, Nettaerne stakkars, hvorfor
skulde de være mistænksomme, de, som intet
ondt har set af Livet endnu? Hvad i al Verden,
det er dog intet at være stolt af hverken iblandt
fler eller ved Jer selv det at narre en Netta, det
er en saare billig Fornøielse, og de billige For-
nøielser er tarvelige Fornøielser. Men det skal
bedyres: I er sandelig ikke Kostforagtere, I
Hollaser! - -

Ret i Øst for Munkejord ligger Krumholt, hvor
Eieren dengang hed Søren. Søren Krumholt
havde Ord for at være et bra forslagent og
fremsynt Hode. Og denne Fremsynthed til-
skreves det ogsaa, at Søren i rette Tid havde
tilhandlet sig Gaarde, betalbare med danske
Tidalersedler - de, der kort efter gik ud af
Kurs, saaledes at de lovligt kunde indløses med
tilsvarende Antal Skillinger. - Forud for dette
havde Søren uafladelig klødd sig i Hodet, og
siden var Konen kommet til at bemærke sig, at
Søren altid fik Haarkløe, naar han faldt i Tanker
over noget.

Men en Dag kunde Mor Krumholt ikke rigtig
forstaa Søren. Som hun sad og traadte Væven
og kasted Skyttelen frem og tilbage, maatte hun
alt i ett reise sig og kikke ud af Vinduet efter

SIDE: 25

Manden, som gik derude paa Jordet og saa sig
om. Ret som han gik, letted han nemlig paa
Luen og klødde sig i Hodet. Mor Krumholt
vidste ikke, der var nogetsomhelst paafærde, og
begyndte derfor saa smaat at tænke: "Jaja,
Kallen min begynder nok at bli gammel naa,
han gjør sig Bekymmer for ingenting, skjøn-
ner jeg. Hm! Liker han ikke, vi kjøber de fin-
uldne Sauene, fordi han tror, de har vondt for
at slaa til - kjære, vene, saa kan vi la være
da jo." Atter kikked hun ud af Vinduet: "Der
vart'n borte han Far med Hukløa si," smaalo
hun. Men om lidt maatte hun aabne Vinduet
for at se nøiere, hvor det var blit af ham. Da saa
hun Søren staa borte ved Grinden. Og atter om
lidt opdaged hun ham over paa den anden Side
Gjærdet, helt ude paa Munkejord - der stod
han, skotted om sig og klødde. Da gik lang-
somt et Praas op for Mor Krumholt, at der
var noget andet igjære end Sauehandelen - og
hun klasked Hænderne sammen af Forundring
og Nysgjerrighed:

- Jo, nu skulde vist artigt Nyt spørges! - 

Hollas traved frem og tilbage oppe paa Stol-
magerværkstedet. Hollas var i adskilligt Oprør,
og Stoleemner og Smaating, som kom ham iveien,
fik undgjælde. Og naar han svinged rundt,
subbed ofte Frakkeskjøderne noget af Redskaben

SIDE: 26

ned paa Gulvet, saa den blev liggende og trille
og ramle dernede. "Naa er no gaat Hollas
imod, " sagde de paa Gaarden, og Tjenere og
Tjenerinder holdt sig klogelig væk, de vidste
godt, ellers vilde det gaa dem som Stoleemnerne
og Redskaben.

Men Hollas stansed ogsaa undertiden der-
oppe. Da stod han ved Østvinduet, lo og hytted
med Næven mod Krumholt:

"Jasaa du, saa du vil prøve Kræfter med
Hollas! Det turde bli dig et drøit Nap, det,
du - og for den Sags Skyld en Pind til din
Ligkiste ogsaa. Du gode Verden, hvor jeg naa
skal ligge efter dig, Krumholten!" For det, som
nu var hændt, var det værste Hollas paa længe
havde hørt: Krumholten havde sendt Hollas
Bud og Besked om, at Østflotten hørte ikke til
Munkejord, men til Krumholt. - Vistnok havde
Hollas kastet Beskeden lige i Synet paa Bud-
bringeren og ønsket baade ham og Krumholten
til Helvede med deres Bedrageri. Men det var
ikke dermed gjort, Krumholten havde faat For-
sprang ved at faa første Træk, saa nu gjaldt
det for Hollas at gjøre saapas godt et Modtræk,
at Krumholtens Forsprang indhentedes, og der-
efter - derefter - Hollas lo: "Den, som ler
sidst, ler bedst, min kjære Søren Krumholt!"

Samme Dags Kveld modtog Manden paa
Krumholt Bud og Besked fra Hollas. - Du er
aldeles paa Vildspor, Søren Krumholt, - stod
der paa Bagsiden af et brugt Papir, - saameget

SIDE: 27

des mer som det just er omvendt Tilfælde,
nemlig, at dit saakaldte Eiendomsjorde, Vest-
flotten, paa ingen Maade er dit, men mit,
Hollases. Jeg lod dig før upaatalt bruge og
drage Nytte af denne min Eiendom, fordi jeg
tænkte, at du som en gammel Mand kun daar-
ligt likte Forandringer, men nu, jeg ser, hvordan
du lønner min Godhed, kan jeg mindre føle
nogen Medynk med dine graa Haar. Dette da
til Underretning, at jeg fra og med imorgen selv
eragter at drive og bruge mit Jorde Vestflotten.-

Krumholten slængte ikke Papiret i Ansigtet
paa Hollasbudet, men gik afsides og kom snart
tilbage med en Pakke. "Giv Hollas dette, " sagde
han med en ful Øienplirr, "og sig, det er en
Prøve paa det, han ved."

Straks efter kom Budet fra Munkejord ren-
dende for anden Gang:

"Skal hilse fra Hollas og si, han godt vidste,
at Prøven paa'n Søren Krumholt maatte se
slig ud." -

Den paafølgende Morgen var Krumholten
tidlig oppe og samlede Folkene omkring sig:

"Vi har ligesom foretaget et lidet Magelaug
med Jordarbeidet, Hollas og jeg, " forklarte han.
"Men jeg synes ikke, jeg rigtig vil begynde før
Hollas heller."

Snart kom, som Krumholten havde tænkt,
Hollasfolkene nedover Veien fra Munkejord med
Hakker og Spader over Skuldrene, og allertilsidst

SIDE: 28

Hollas selv med lang Kjæp og lidt stiv i Hoften
som vanligt.

"Gaa paa, " befalte Krumholten, "der kom-
mer Hollas for at arbeide paa Vestflotten, som
Hollas siger er sin - og her gaar Krumholten
for at arbeide paa Østflotten, som Krumholten
siger er sin."

De to Afdelinger passerte hinanden uden
Kommentarer dennegang, og Arbeidet begyndte
paa Vestflotten og Østflotten. Hollas lod sine
Folk bryde Sten oppi Aaskanten og trille ned
paa Krumholtjordet, og Krumholten lod sine
Folk fare om med Spaderne for at skade Græs-
roden. Men dette sidste gjorde dog liden Unytte
i Sammenligning med Hollases Stentrilling,
Krumholten orked tilslut ikke rolig se paa,
hvordan Hollas skamferte Jorden hans, han
holdt Hænderne som Trompet for Munden og tuted:

"Er det slig, han Hollas bruger Jord - da
kan jeg skjønne, den inte er hans!"

Hollas gren oppi Bakken:

"Der forsnakked du dig, Krumholten - kan
du ikke skjønne og bevise det paa anden Maade,
saa er Vestflotten dømt."

Krumholten klødde sig i Hodet en Stund,
befalte saa Folkene, at de skulde sætte Varme
paa Græsset. Der havde vært Tørke, saa Græs-
set brændte fint, og Osen seg tyk og ulden
bort til Hollas; med Krumholten fik ingen Glæde
af det; for om lidt skar Hollases Stemme sig
helt leende gjennem Røgen:

SIDE: 29

"Tak skal du ha, Krumholten, at du lager
Jordbærhage af Jordet mit." Og da de ved
Kveldstid atter passerte hinanden, lod ogsaa
Hollas den Taknemlige:

"Tak for idag, Krumholten, " sagde han og
letted paa Luen. Da var Krumholten saa i
Tanker om sit beskadigede Jorde, at han i
Arrigskab langed efter Hollases Fod med Krum-
kjæppen:

"Æsch, du har glemt Støvla idag." Og den
Fornøielse fik han da, at alle Folkene, saavel
Hollases som hans egne, rapt og fælne saa ned
paa Hollases Ben.

- Arrigskaben sad endnu i Krumholten, da
han den anden Morgen stod med Folkene om-
kring sig, færdig til at rykke ud ved første
Glimt af Hollasskaren:

"Lystrer i mig idag, " loved han ærlig "skal
jeg aldrig glemme Jer det. Og Hollasfolkene
maa I ikke slippe ind paa Jordet mit." - I det
samme kom Hollasskaren marscherende - under
fuld Musik, saa at sige; for Hollas havde lært
dem en Opsang:

"Aahei aahop, naa gaar det godt,
vi bænder og bryder med stort og smaat,
Steina vi hiver paa Vesterflotten,
gir et brændt Hønn til Krumholtsdotten."

Det gav et Sinnerykk i Krumholten: "Der traf
du det, " sa Manden. "Gaa paa, Folka mine,
det jeg loved Jer, skal jeg holde!" -

Ved Grinden mødtes de to fiendtlige Hære.

SIDE: 30

Krumholtsfolkene løfted Spader og Økser, og
Krumholten kom op ved Siden:

"Ligg tor Enga mi, sier jeg - ellers gaar det
gæli."

"Fremover, fremover, " hørtes Hollases Stemme
langt bagenifra. "Stik Spetta gjennem Grind-
sprinkla." Og Folkene kylte Spettene som Spyd gjen-
nem Sprinklerne paa Grinden. Krumholtsfolkene
dæljed løs paa Spydene med Spaderne, og det klang
og braaked som ædeligt Vaabengny. En Stund
hørtes fremdeles Hollas bagenfor Rækkerne:
"Det er ret, det er ret! Driv paa! Paa igjen!"
En Hund ulte, og Kjørne rauted i Fjøset paa
Krumholt. Krumholten stod paa en Sten og
fegted med Armene: "Slig skal det være, " skreg
han. "Og slig gaar det! Og her staar Krumholts-
dotten! Aa hei, Hollas, kom an - Krumholten
kan nok ta et Tag endda, han! Aahollere -
hollere - hollere - ho!" hoied han i Kamp-
iver og hopped og sparked i Benene, mens
Mændene lirked og staaked alt ivrigere ved
Grinden, og enkelte af Hollasmændene tog fat
med Opsangen:

"Aahei aahop, naa gaar det godt, " brølte de.
Frem ved Gjærdet, hvor Krumholten stod, kom
Hollas, og stak bort paa Krumholten med en
lang Kjæp paa samme Vis, som vilde han ærte
en folkevond Hund. Men Krumholten fik travelt
med at komme ned af Stenen:

"Naa skal jeg ta dig, Hollas! Om du saa
er Fanden i Menneskelignelse aldrig saa meget."

SIDE: 31

Idetsamme braged Grinden indover, og Mændene
stupte om hverandre.

"Hollas! Hollas!" skreg Krumholten. Hjælp
mig at fange Hollas!" Krumholtsmændene
klasked for sidste Gang fra sig med de flade
Spadeblad, napped Spettene, som var Hollas-
folkene unyttige nu i Nævekamp, og ruste over
Gjærdet.

Men midt ude paa Veien stod da Krumholten
og klødde sig i Hodet og pegte.

Øverst oppe ved Munkejord saa de ligesom
bare to lange, flagrende Frakkeskjøder over to
tynde Ben. Det var Hollas, som havde taget
Hyven fat.

Netta, Myndlingen, sad i Kammerset og
broderte Buksesæler. Særdeles smukke skulde
de Buksesælerne bli, Roser og Forglemmigeier
paa violet Bund - altsammen i fin Uldkanavas
- og paa Vrangen skulde sættes en Rimse
"semsket" for Holdbarhedens Skyld. - Aaneida,
saa blid den gode Hollas var blit den Dag, hun
var oppe hos ham med Buksesælerne i Haanden
og bad om det! - "Ja, du skal faa Skind da,
Søtjenta mi, " havde han sagt og gaat hen til
Kommoden og rodet frem en hel Haug - "her
er svart Kalveskind, og her er lysegult semsket,
og her er en Bete af no, som kaldes Russlær -
hvad du vil ha - bare vælg!" - Ja, for han

SIDE: 32

havde nok tydelig skjønt, hvem Gaven var til-
tænkt. - Netta, Jaalen, havde siddet nede ved
Elvekanten en Dag og sydd paa de Buksesælerne.
Da var der kommet en stor, graahaaret Mand
vævende. - "Hvad er det for Stas, den Jomfruen
nester paa da?" havde han spurgt. - Jo, det
skulde bli Buksesæler. - "Ho ho, syr 'a Bukse-
sæler, " sagde Manden da og blunked med Øinene.
"Ho ho!" Men idet han vilde gaa videre braa-
stansed han og spurgte, hvem skulde faa de
Buksesælerne. "Hollas vel!" havde Netta svart.
"Ja, det liker nok Hollas, at Jenterne syr Bukse-
sæler til ham." - "Var ikke rigtig frit, "
havde Netta svart helt stolt og veltilfreds; for
saa blid som Hollas havde vært og saa god og
snil en Mand som Hollas var mod hende -
spurgtes, om ikke Hollas snart fridde ogsaa.
Men den graahaarede Manden havde mumlet
noget - nu formed det sig for Netta som:
"Jogu er det En at sy Buksesæler til, det" -
og det sidste, hun havde set af ham, var, at
han stod og klødde sig i Hodet. - En lei Mand!
Hvad havde han med, om Netta sydde Bukse-
sæler til Hollas? - Netta havde ogsaa tænkt at
betro denne Oplevelse til Hollas, men var ikke
kommet til, fordi Hollas var optaget med saa
meget andet og vigtigere nu om Dagen - Folk
laa indpaa ham paa alle Kanter og krangled og
kunde ikke la ham være i Fred, havde han for-
talt hende. Rentudsagt syntes Netta Synd paa
Hollas, og hun glæded sig til at gi ham Bukse-

SIDE: 33

sælerne som et lidet Bevis for, at hun holdt af
ham, hun, netop i hans Modgangs Dage, og
paa hende kunde han stole. - Netta bredte
Buksesælerne ud for sig paa Bordet og beundred
sit Værk - ekstra fine var de, saa Kongen selv
knapt havde finere - især tog de røde Russ-
lærsstropper sig nydelig ud mod den violette
Bund - egentlig burde hun, - tænkte Netta,
ogsaa sy et saadant Stoltræk til Hollas. - Men
bedst som Netta tænkte, krasled det udenfor
Vinduet, og Krattet derude svinged og svaied.
Netta tog sig for Brystet og fór mod Døren;
men før hun var naadd saa langt som til at
aabne den, stak et bustet Hode frem over
Vindueskarmen, og Øieblikket efter sad der en
ret staselig Gut og dingled i Benene:

"Nei goddag da, Netta, " sagde han. "Du
maa holde mig undskyldt, at jeg kommer Vindues-
veien; men jeg har tittet paa dig saalænge bort-
ifra Buskene, saa du faar inte være fortrøten!"
Derefter saa han paa Buksesælerne: - "Aajøs
da, det var Greier det - er de til Kjæresten
din, de? Nei, saa leit, det er, at du har en
Kjæreste!"

"Igrund har jeg ingen heller, " sagde Netta.

"Det var godt, og det er jeg glad for, " sagde
Gutten i Vinduet, "for saa smældvakker en Jente
som dig har jeg aldrig set Mage til! -
Aanei, faar jeg se paa de gilde Sælerne? - -
De er no for sig sjøl, de du, " sagde han, idet
han hængte dem over Skuldrene og maated og

SIDE: 34

kjælte for dem. - "Aanei jamen tror jeg ikke,
de passer til mig som støbt ogsaa - nei, aanei
- saa gromt da! - Aa faa jeg dem af dig,
Netta?" bad han pludselig.

"Nei, er du galen, du, " sagde Netta, "Hollas
skal ha dem."

Da lo Gutten og slog sig paa Knærne.

"Er du tullerusk - har du sydd Buksesæler
til Hollas? Det er det værste, jeg har hørt!"
Men blev braat alvorlig igjen: "Saa er I vel
Kjærestefolk alligevel da?"

"Hvad kommer det dig ved da?" spurgte
Netta mut.

"Jo, fordi du er saa vakker, saa fælandes
vakker, har jeg sagt! Aa kjære vene Netta, la
mig faa de Buksesælerne - til Amindelse om
dig."

"Det gaar ikke an, " sagde Netta og tog
Sælerne til sig.

"Nei, det er saa, " mente den anden, "du er
gjerrig og mangler Hjertelaget."

"Nei det gjør jeg ikke, " svarte Jaalen.

"Ja, saa la mig faa dem da vel. Kjære vene
vakre Netta, la mig faa dem! - Aa faa jeg dem
- aa faa jeg dem - aa faa jeg dem, " gnaalte
han.

"Men Hollas?"

"Pyt, du kan jo sy nye til Hollas."

"Det er ikke fort gjort, det, kan du tro!"

"Men la mig faa laane dem bare da! Jeg

SIDE: 35

tror, jeg blir syg, jeg, Netta, hvis jeg ikke faar
laane dem. Aa kjære vene dig!"

"Saa tag dem da, " sagde Netta, Jaalen, "saa
slipper jeg for Gnaalet dit."

Søren Krumholt og flere med ham kom i de
bedste Kisteklæder ned Krumholtsjordet en Dag.
Krumholten var lidt ustø paa Foden, og den
som saa nøie efter, vilde bemærket, at det var
igrund de andre ogsaa - de traadte lækkert og
dog saa mærkelig tungt.

Og ned fra Munkejord kom Hollas dragende
med Mandskab, der ogsaa saa ud, som havde
det faat en Taar for Tørsten, og Hollas selv med
et triumferende Glædesgrin over Ansigtet - som
vilde han sige: "Naa skal jeg ta dig, Krum-
holten! Naa drister du ikke at slaa med Spad-
blar paa Spetta! Naa er Vestflotten dømt."

"Kom an - jeg skal holde imod, " saa det
ud, som Krumholten mente at sige.

De to Modstandere blev staaende ret overfor
hinanden, stivt stirrende, mens deres Navne og
Tvistemaal blev læste op og bogførte.

Midt mellem de to omstridte Jorder, Vest-
flotten og Østflotten, sad nemlig den høie Øvrig-
hed ved et gult Klaffebord og med Gaasepenner
i Hænderne, og paa Snippen af Klaffebordet med
Protokoller og Papirer i sømmelig Afstand laa en
Bibel i brunt Lærbind med tykke, gule Messing-

SIDE: 36

beslag og Spænder. Alle Mændene til høire og
venstre skulte til Bordsnippen, idet Lensmanden
oplæste de Tvistendes Navne og Tvistemaalet,
Vidnernes Navne og Edsformularen. En efter
en svor Mændene saa med Haand paa Bibel at
tale Sandhed og ikke Løgn. Men da Hollases
Navn blev opraabt, traadte Hollas et Skridt tilbage.

"Naa Hollas, raabte Krumholten da, "tør
du ikke komme nær den Boka?"

"Ligesaavel som dig, Krumholten, " svarte
Hollas, men bøied sig hastig ned idetsamme og
tog noget op af Jorden. Lagde saa med et
Grin Haanden paa Guds hellige Ord, og skrek
Edsformularen efter, undtagen Ordet "Gud", da
kom der altid en Hikke over ham, saa ingen
rigtig kunde høre det. Men da Hollas var fær-
dig, var der de, som bemærked sig, at han var
kridhvid om Øinene, som om Frosten skulde
rørt ham, og tilbage paa Bibelen laa der et
brunt Barkestykke.

"Nei, nei, " raabte Krumholten, " Hollas holdt
ikke Haanden sin nedpaa Bibelen - det der
Barkestykket laa imellem." Da blev Hollas sint,
saa han fræste: "Tvi dig, Krumholten, det var
jo du selv som la det der, just idet jeg havde
aflagt Eden."

Derpaa sprang Hollas og hans Mænd over
paa Vestflotten og sagde sig at staa paa Munkejord.

Men Krumholten og hans skridted op i Øst-
flotbakken og sagde sig at staa paa Krum-
holtens Jord.

SIDE: 37

Fuldt op af Vidner var der paa begge Sider
og lige lidet og lige meget værd allesammen.

Men den høie Øvrighed, som kjendte til lidt
af hvert i disse Tider - især naar Gaard-
brugerne laa i Krangel og vilde hinanden tillivs
- saa hinanden betegnende i Øinene.

Derefter nikked Skriveren til Lensmanden,
og Lensmanden nikked til Skriveren, og Skriver-
karlene puffed glisende til hinanden med
Fødderne.

Og oppi hver sin Bakke paa Vestflotten og
Østflotten stod Krumholten og Hollas, Krumholten
i sin selvgodeste Stilling med Hænder i Side,
Hollas ligegyldig plystrende ud i Veir og Vind,
lidt vippende paa Foden som for Gnavsaars
Skyld, - da Lensmanden reiste sig og for-
kyndte:

"Fordi saa megen Svig og Omgaaelse af
Sandhed og Ret i den sidste Tid er befundet at
gaa i Svang, skal vi, forinden Rettens Gang
videre forføies, opfordre de herstaaende Tviste-
maalsmænd med Vidner til at trække Støvler
og Strømper af Fødderne."

Der faldt en indmuret Tysthed over de to
Skarer.

Lensmanden bladde i Protokollerne, en
Skriverkarl hvæssed Pennen, men skar sig i
Fingeren, fordi han skjelte paa Tvistemaals-
mændene. Skriveren sad med mysende Øine
og saa fra den ene til den anden.

Og der stod Krumholten og klødde sig i

SIDE: 38

Hodet, og Hollas saa ud til at have faat ond
Lugt for Næsen.

"Naa, hvad blir det til?" spurgte saa Lens-
manden og løfted et Sekund Øinene fra Papiret.

"Det blir til det," lød det først fra Krum-
holten, idet han værdig traadte et Skridt frem,
"at en gammel Mand som jeg ikke vil udsætte
mig for en dødelig Sjukdom ved at staa bar-
føttet paa Høstbakken."

"Hvad mig angaar," tog saa Hollas med
fornem Mine og udsøgte Vendinger Ordet, "skal
jeg hverken løgnagtig paastaa, jeg ikke taaler Høst-
bakken, eller at jeg - hm - har nogen Fod-
skavank, jeg nødig vilde, Folk skulde se. Men
naar jeg, Hollas, alligevel nedlægger Indsigelse
og er helt uvillig til at imødekomme Øvrig-
hedens Opfordring, saa er det, først fordi det
strider mod min honnette Ambition at staa støvle-
løs i en hel Almues Paasyn, dernæst fordi det
krænker min borgerlige Æresfølelse ikke at bli
trodd, naar jeg har lovet og svoret at tale
Sandhed. Med andre Ord: Vil ikke de ærede
Herrer tro mig, Hollas, og mine Vidner, her jeg
og de Samtlige staar med Støvler og Strømper,
saa faar de lade det være." Og Hollas bukked
dybt og ironisk.

Men nu vilde Skjæbnen, at to gamle Brødre,
begge lige uforstaaende og dumme, var med i
Vidneskaren paa hver sin Side; fordi den ene
var Husmand hos Krumholten og den anden

SIDE: 39

hos Hollas. Disse to gamle Brødre fandt paa
at sige til hinanden:

"Du Lars - inte har jeg saa let for aa bli
fuld af Kulde. Har du?"

"Aa nei, jeg kan jussom inte si det heller."

"Ja, saa gjør vi jagu som Øvrigheta befaler!"

"Jagu nok, du!" - Og dermed sparked de
to Brødre af sig Skoene og trak Strømpe-
sokkene efter.

Og ud af Sokkene randt Jord og Sand.

Og atter saa Skriveren paa Lensmanden og
Lensmanden paa Skriveren.

Saa talte den høie Øvrighed lavmælt lidt sig
imellem. Hvorefter Skriveren reiste sig og høi-
tidelig læste op:

"Som vi nævnte har megen Svig og Om-
gaaelse af Sandhed og Ret i den senere Tid
gaaet i Svang. Og saaledes var, som det lader,
ogsaa her Tanken. Og ikke det alene, men:
fordi den ene Ravn gjerne vil hakke den andens
Øine ud, er vankundige Mennesker nær blevne
styggelig forledede. Disse to Mænd, der, som
enhver kan se, staa paa Gravens Rand, var for-
førte af hver sin Herre til at agte sin Sjæls
Salighed ringe" - Hollas afbrød:

"Kun i Ærbødighed at berette, at jeg, Hollas,
intet har vidst om denne min Tjeners feige
Handling."

"Ja, naa skal jeg nok for en Gangs Skyld
tro 'n Hollas da," faldt Krumholten bredmundet

SIDE: 40

ind, "for akkurat slig er det med mig og, at jeg
ingenting har vidst om detteherre."

Atter saa Rettens Medlemmer paa hinanden
og over den ældede Skrivers fine Ansigt drog
sig et sarkastisk lidet Smil.

Og saaledes kom Rettens Dom til at lyde
angaaende Tvistemaalet mellem de gode Gaard-
brugere og Naboer, Søren Evensen Krumholt og
Hollas Hollassen Hollas paa Munkejord:

"Fordi begge de nævnte Personer vægrer sig
for at opfylde de Betingelser, Retten monne finde
tjenlige til Bekræftelse og Sikkerhed for, at den
aflæggendes Eds Sandhed ikke maa være om-
gaaet med Fif og Kneb, - kjendes herved
for Ret:

Søren Evensen, Krumholt, og Hollas Hollassen
Hollas, Munkejord, beholder henholdsvis hver sit
omstridte Jorde, saaledes at Jordet Vestflotten
af Krumholt fremdeles bliver Krumholts Eier
til fuld Odel og Eiendom, og Jordet Østflotten
af Munkejord fremdeles bliver Munkejords Eier
til fuld Odel og Eiendom. Men haver ligeledes
disse to ovennævnte Tvistemaalsmænd at udlægge
100 R. M. Daler til Staten for Omkostninger,
Bryderi og unødig Trætte. Og hermed være
denne Sag oppe og afgjort, død og begraven,
som skulde aldrig dens urene Begjærs og Trætte-
syges Aand have plettet disse Jorder eller deres
Eiere."

SIDE: 41

Engang efter dette Krumholtens og Hollases
Flotkrangleri spurgte Hollas Netta, Myndlingen,
der de sad ved Bordet sammen og aad:

"Blev det passe til Sælerne, det Skindet da?"

"Jo, tak for Efterspørgslen," kom Svaret
noget forlegent. - Skindet havde passet bra. -

"Blev det pent?" spurgte Hollas efter en
Stilhed.

- Jo tak, det var blit ret pent. -

"Jeg saa, at du havde vært oppe og skaaret
af lidt til røde Stropper ogsaa?"

- Jo, det havde Netta.

"Det skulde være rart at se dem," sagde
Hollas nu og smilte.

Netta plukked paa Dugfrynserne - "Ja-a,"
sagde hun. - Ja-a, det var saa, det. -

"Naada" sagde Hollas, "er der hændt et
Uheld, kanske?"

"Ja, nei, ja," stammed Netta først aldeles
raadvild. Blev saa med ett baade glad og blid,
fordi hun fik et Indfald: - Jo, der var skedd
det Uheld, at hun var kommet til at slaa no
ned paa dem, saa der var blit Flekker. -

"Ta Sælerne hid alligevel du, Jenta mi, saa
skal vi nok faa Raad med de Flekkerne."

Men Netta forklarte, at Sælerne var blit rigtig
saa umanerlig stygge, saa det var leit at se dem.
- Men Hollas maatte endelig se dem alligevel.
Saa vidste tilslut Netta i sin Vaande ikke bedre
end at tilstaa, og hun gjorde sig blid indiblandt,
rev en Frynse af Dugen, vælted en Mugge og

SIDE: 42

var den legemliggjorte daarlige Samvittighed, -
fortalte, hvordan det var hændt, netop som hun
stod og sørged over de der Flekkerne og tænkte,
nu gik det ikke an at forære dem til Hollas, at
der kom en Gut i Vinduet og tagg og gnaalte,
saa hun maatte la ham faa dem bare for at bli
kvit ham. -

Hollas havde hele Tiden under Nettas Beret-
ning stirret haansmilende paa hende, og da
hun var færdig, vak Netta op ved et Knak i
Bordet.

"Aa du er en Gjeit og et Skarn! Jeg ved
godt, der ikke var Flekker paa Buksesælerne -
og at det var Søn af Krumholten, som tagg dem
fra dig - jeg saa det nok, han gik og bresked
sig med dem op i Synet mit, og Far hans lo.
Det var altsammen bare anlagt for at gjøre mig
et Pek. Ja, se slig er du, at du gjør Sag med
mine Fiender." - Det og meget mer sagde
Hollas, og da han reiste sig, skrabed han med
Stolen, og da han gik ud af Døren, smældte
han i den, saa Klinken ringled.

Netta, Myndlingen, blev dødsens kjed af sig
da, fordi hun var kommet til at fornærme
Hollas. Derfor gik hun efter op paa Stolmager-
kammerset og bad:

"Du maa ikke være vond, Hollas - jeg skal
sy et Stolsætetræk til dig istedet."

"Saa faar du gi det til Krumholtsgutten det
ogsaa da," lød det haanlige Svar.

"Neida, nei, Hollas, det skal nok ikke ske."

SIDE: 43

"Det tror jeg nok ikke," svarte denne og fik
et listigt Blink i Øinene. "Men for at være
sikker for det, skal du altid sidde heroppe,
naar du syr paa det Trækket, og naar du ikke
syr paa det, skal jeg holde det nedlaast i
Skuffen her."

SIDE: 46

"NAADE GAAR FOR RET I
FAR KRISTENS HUS."

SIDE: 47

For længe længe siden kunde Statsskibet støt-
tes af hvide Graastenshuse med sorte Taarn.

Men dengang brød Lyset sig gjennem Bue-
vinduers farvede Glas, drypped Blodsdraaber,
tændte Blaalys, dryssed grønne Pletter som af
friske Balsamblade ud over Væggenes storøiede
Helgenbilleder saavelsom over Stolradernes
Mennesker. Og Røgelsesskyer bølged som
vinkende Maria-Slør. Og fra Alteret, hvor de
gule Lys topped Gud til Ære, toned Messen med
hemmelighedsfulde Ord i høitidelig Rythmus.
Altsammen paa det at Retfærdige kunde kjende
sig som Lazarus i Abrahams Skjød, at Uret-
færdige kunde omvendes, at Lunkne kunde op-
varmes, at Rigdommens Kameler kunde lyste
at afkaste Guldets Byrde for lettere at passere
Naaleøiet - kort sagt, at alle, som i Graastens-
huset var, kunde manes til fromme Ofre og Bod
for Synder, hemmelige og aabenbare, Tankens

SIDE: 48

og Kjødets - saaledes at en gylden Bæk stadig
kunde finde Veien ind ad Portene. - Og de samme
Hænder, der raged til sig Bækkeboblerne, ud-
vided beredvillig det trange Naaleøie - og alt
virked det med hverandre og i hverandre, sindrig
sat i Gjænge, nethændt og sikkert, som Traade
og Skyttel i en Væv, der arbeides. - -

Men anderledes blev det senere. Ak, da der
ikke længer flød nogen gylden Bæk. Fordi
Helgenbillederne var nedrevne; fordi de farvede
Ruder var ombyttet med Glas, buklet og halv-
klart som Mosevand; fordi intet Maria-Slør svin-
ged; fordi Naaleøiet skulde endelig staa ved
sit eget Værd. Ak, da blev de sorte Taarne
møre og myge! Ti Bækkedammen der inde i
Graastenshusene udtørredes efterhaanden, nu
friskt Tilløb savnedes, og Staten kunde ikke
støttes af de hvide Graastenshuse længer; sattes
de end med Taarn ved Taarn i Kreds, kunde allige-
vel ikke Statsskibet gjøres flot. For Guldbarrer
alene kunde hjælpe. Blev der saasandt mange
nok af dem til at lægges som Hjul og Rulle-
stokker. Og paa Guldbarrer alene kunde Stats-
skibet trille. De kalkede Graastenshuse, som
ikke længer kunde stive op med sine sorte
Taarn, igrund blev de undværlige som Eiendom
nu. De fik undgjælde da - sælges som andre
Ting, der sælges maa, for at vinde mest muligt
ud deraf. De fik i Herrens Navn gjøres om til
runde, lysende Barrer - for Statsskibets Skyld,
som saa skrøbeligt var.

SIDE: 49

En gammel Kal, som bodde paa en Gaard
ved Vandet, skygged med Haanden for Øinene
og saa mod Himlen en Morgen, han kom ud af
Kotdøren:

"Nei, skulle du set?" mumled han. "Skulle
du set?" -

"Hvad ser du?" spurgte Datteren. Per Aamli
svarte ikke, men stirred og stirred bare mod de
hvide Himmelskyerne.

"Hvad ser du?" spurgte Sønnen. Per svarte
fremdeles ikke. Vedblev bare at stirre mod
Lyset, saa Øinene randt.

"Hvad ser du?" spurgte Kjærringen og rusked
ham i Armen. Men da dumped Gamlingen
maalløs i Bakken, saa stiv og tung som en
Staur fuld af Kornbaand. - -

Og først tredie Dag, efterat han havde faat
Maalet igjen, fortalte Per Aamli:

"En grøn Bakke fuld af Menneskekryp, saa
jeg," sagde han, "og øverst paa Bakken sad en
styg Mand i en Tronstol, og foran ham var en
afsvidd Plads akkurat stor nok til, at forskjelligt
Smaatteri kunde faa Rum at hænge i Traaer
fra Himlen. Ja, no af det i Traaene ligned
en Hammer, no ligned et Hus, no ligned en stor
Bjelde, no ligned et Bæger, og no ligned et Ris.
Og bedst som det dingled der alt tilhoppes,
langed han i Stolen ud efter Huset. Da blev
der nok Opstandelse paa Bakken, kan du tro,
det yrte omkring, svartned, som af Maur i
en Maurtue. Men imens fingrerte Manden ved

SIDE: 50

Traaene, og Huset fik han rapt paa Haanden,
og Hammeren slog til - og saa - borte blev
det altsammen i en Skygge - Skyggen af et
digert Kors. - - Pest og Pestilens, betyr det,"
slutted Per Aamli. "Ondskab, Tvedragt og Splid!"
Og Pludselig sang han med stærk og lydelig
Stemme:

"Et Herrens Veir med Lyn og Torden
bebudes drage henover Jorden",

og han faldt om i en ny Afmagt, der varte
længere end den første.

Mange tænkte i Utryghed paa Per Aamlis
Profetier den Dag, da Bygdefolket sad i Række
langs Salsvæggen paa Præstegaarden. Sad som
til Doms over sig selv og noget høiere.

Lensmand og Fut holdt Bøger foran sig, og
bag Futens Ryg stod Præsten med foldede Hæn-
der og forknyt Ansigtsudtryk. Fremfor de andre
lated sig Herregaardsmanden i sin Rullestol med
Skammelen under Maven, og saapas fremskudt
fra Væggerækken som muligt var ved at sidde
ytterligt paa Bænken sad Hollas, med Hæn-
derne mod Knæ.

Ud til Cangen vilde endelig Døren staa paa
Gløtt, og op for Vinduesglasset vilde endelig
Hoder stikke frem; undertiden stod de der uden-
for som trukne paa Snor, Ansigterne fordreiede
af Spænding og Nysgjerrighed. Og de fik kikke,

SIDE: 51

disse derude, saa længe de bare orked holde
sig fast. For ingen ænsed dem. Ikke Lens-
manden med det store Skjæg, ikke Futen, skjønt
halvgammel og grætten, ikke Bønderne, der de sad
som Grindstolper og ikke engang havde taget
Brændevin med. Visselig hændte det, at en og
anden, som sad Vinduet nær, kunde banke i
Glasset lige mod de Udenforstaaendes Næse og
Mund; men hvem tog sig det vel nær?

Den Eneste, der stundom betog Titterne lidt
af Nysgjerrigheden og bragte et og andet Hode
til at dukke ned ifra Ruden, var Præsten. Han
saa didhen undertiden, og Blikket var bedrøvet
og sky:

- Hvorfor tar I dette paa saa letfærdig en
Vis? - kunde det sige. - Hvorfor gaar I ikke
hen og vaager og beder, at Gud Herren ikke
maa forlade os i Nøden? - Omforladels. Og
saa trætter det mig ogsaa at se Jer der! -

Men i Virkeligheden tænkte ikke Præsten
paa Titterne mer end akkurat, naar Hoderne
var iveien for Kirken. For den var det, Præsten
stod og saa hen til, saa sky og bedrøvet, sagt-
modig haabende, at Gud Herren vilde gjøre et
Mirakel. Og behaged det ikke Herren at gjøre
noget, saa - Gud Herrens Vilje evig ske, -
sagde han ved sig selv, - men tungt - -
underligt, at Solen skinned en Dag som denne,
skinned som Vaarsol altid, skarp, gul og grell.
Nu var et Streif af den naadd tvers over Sals-
gulvet og tvang Herremanden til nysende at

SIDE: 52

flytte sig, just som raabte Lensmanden op, saa
det gav et Rykk i Præsten:

"10 000 Spd. for Moskog Kirke - med alt
dens Tiende og Tilbehør!" Og lavere tilføied
han: "Det siger sig selv, at det blir Kirkeeierens
Tilkommelse saadant som at alt holdes i behørig
og værdig Orden paa Søn- og Helligdage - med
Brød og Vin, med Opvarmning og Renhold -
- 10 000 Spd. for Moskog Kirke," gjentog han
udfordrende høit.

"100," sagde en forsigtig Stemme ved Døren;
det lød som fra en Tyvagtig, der snigende strækker
Haanden ud og rapt drager den til sig igjen, -
og der fór en Foragtens Blæst gjennem Bønderne.

"100 - er buden," raabte Lensmanden.

"110!" Det var en lyslet liden en med et
Opsyn, der blev frækt, fordi han listed i andres Spor.

"110 - er buden!" - Lensmanden fandt
ikke Umagen værdt at holde Auktionshammeren
i Haanden endda, saa uendelig langt det var, før
den kunde falde.

Alligevel randt Budene paa sagtelig og stød-
vis til 200, saavidt holdt oven Vande af de jævnt vel-
stillede Bønder og derunder. Men Præsten trak
Pusten lettet. - Gik det saa traat med Budene,
faldt der intet Tilslag hverken imorgen eller
iovermorgen - imens raaded Herren! - Fogden
snurred Snusdaasen mellem lange, tynde Fingre.
Herremanden med sin svulne Mave og mange
Hager trommed i Stolarmen. Hollas skjelte og
stemte Hænderne fastere mod Knærne.

SIDE: 53

"400 Spd.," sagde pludselig Søren Krumholt
og reiste sig i Høiagtelse for sit eget Bud.

"500," bød da Hollas ligesaa uventet.

"600," bød Fogden.

"700," Herregaardsmanden. Og sandelig var
der som ved et Trylleslag kommet Fart i Budene.
Paalæg fulgte Paalæg, saa Lensmanden knapt
fik indskudt sit "buden" - -

"1000," sagde Hollas tilslut. Da blev der
en Stans. Fogden bød Lensmanden en Pris,
Herremanden slibte Neglene mod Vesteknap-
perne, Præsten sukked, kasted et langt Blik
mod Kirken og ett mod Solstreifet, som nu legte
paa Væggen ret over Hollas.

"1100," sagde Krumholten, grov i Maalet.

"Let i Bukselinningen, ja," gren Hollas.

"Her er ikke Sted for Fantord og Chikaner,"
afbrød Lensmanden.

Og saa begyndte de igjen at byde over hin-
anden, med Paalæg vekslende mellem 10 og 200
Daler. Fogden blev den, som først sakked af.
Men Hollas, Herremanden og Krumholten,
den sidste med Fuldmagt for mange, jaged frem-
over, og stadig fremover, med røde Pletter i
Kinderne og hæse Stemmer, farende sammen
ved Lensmandens "buden" som ved hidsigt
Tilraab.

Præsten folded Hænderne, saa Knokerne skin-
ned hvide, og saa paa Solen: - Det tegned til
at kunne afsluttes alligevel før Kveld - Solen
gled langsomt, og Budene fort - ak! Da Sol-

SIDE: 54

straalerne naadde det brune Mariabillede med
Kristusbarnet, var Guds hellige Hus oppe i
3000 Spd. Da Solstraalerne faldt paa Grav-
korsene derborte, stod den i 5000. Men idet
det sidste Streif lyste over Morgengryets Hane
der oppe paa Kirkespiret, skar onde Hollases
Stemme gjennem den tætte, damptunge Luft:

"10 000 Spd.," raabte han og saa sig om
fra øverst til nederst.

Da tænkte ingen længer at følge med, og
der blev en dump Stilhed, mellem hver Gang
Lensmanden gjentog Opraabet:

"10 000 Spd. - er buden, 10 000 Spd. For
tredje og sidste Gang - 10 000 Spd."

Men da Hammerslaget faldt, mærked Præsten
sig, at Solen just var borte fra Morgengryets Hane.

Hollas Hollassen Hollas Munkejord stod helt
fremme ved Bordet paa sit høieste Ben og med
Hænderne over Brystet. Vel ønsked ingen ham
tillykke; men det trængtes heller ikke; for
Hollas var alligevel den Mægtigste nu. Hollas
stod og saa Sambygdingerne an med noget som
en Sylspids i Blikket, der de en for en seg stille
ud. Og da Krumholten vagged forbi, strøg Hollas
sig selv nedover Ansigtet:

"Medgang," sagde han. Og før Krumholten
vidste Ordet af, strøg han Krumholten opover
Fjæset:

"Modgang," sagde han. - Krumholten glefsed
som en ærtet Hund og dængte braasint ifra sig.
Men Hollas bøied Hodet bort:

SIDE: 55

"Du faar da ikke gjyve i Synet paa mig,
Krumholten, fordi om du ikke fik Kirken!" Og
stod i næste Sekund velbeholden bogom Præstens
Ryg. - "Om Kirkens Hellighed saasandt kunde
skjærme for de ilske Sind!" ytred han fromt.

Men Præsten, som ikke havde glemt Hollases
Optræden hin Gang ved Daaben, tilføied med
stille Bitterhed:

"Og for Hollases betalbare Mynt."

Far Kristen hed Kirketjeneren. Han havde store
Øren og lidet Ansigt. Han havde flade Fødder, som
traadte forsigtig, og krokete Knær. Han havde
to Slags Væsen og to Slags Sind. Og han havde
et Stedbarn, som han mishandled.

Ti det er ikke alle, som gjør sit Navn Ære.

Og Far Kristen var netop ikke altid saa
kristen i Ordets rette Betydning.

Søn- og Helligdage, naar han forretted sin
kirkelige Dont og havde sit Helligdagssind og
sit Helligdagsvæsen, var der rigtignok mange,
som svarlig imponeredes; ti da var Far Kristen
sandt at sige saa sød at skue, slig han tassed
om med Haaret vandkjæmmet bagom Ørene,
og det fromme, brede Smil, det der dog naar-
somhelst kunde slaa over i en lydløs Latter,
blottende hans sorte Tænder, der nærmest var
at ligne med Stavene i en halvraadden Kiste.

SIDE: 56

Men Søn- og Helligdage tog Far Kristen for
sig af Altervinen. Derfor var det, han saa saa
blid ud, og derfor var det, han syntes saa gud-
hengiven tilsinds, at der gaves de, som med
Andagt mente, at var der nogen, som mer hørte
Himlen til end Jorden, saa var det Far Kristen,
Kirketjeneren.- Sandelig, disse Far Kristens tro-
skyldige Beundrere burde ogsaa set sin Yndling,
naar han Ugens Søgnedage gjennem sad i Hytte-
døren med Loddebolten i Haand og lapped
gammelt Bliktøi ihop. Da var han sur, sint og
grætten, og fremover Ørene, dybt ned i Tinding og
Øine, faldt Søndagens vandkjæmmede Haar i
Tavser og Buster.

Og værst var hans Humør for den otteaars
Jentunge, han havde hos sig. Jentungen hop-
ped som en Kanin for hver Gang, hun maatte
forbi. Det var ikke saa greit altid, nei, naar
Far Kristen i Ildelunet fandt paa at pege efter
hende med den glorøde Loddebolt, og ikke
godt at vide, naar den kunde komme for nær.
Stakkars Jentunge! Havde hun endda vært
Kirketjenerens kjødelige Datter, kunde hun kanske
ventet sig en lidt bedre Behandling; men saa-
som hun bare var Løsunge efter Far Kristens
afdøde Kone, fik det skure, med hvad som faldt.
"Den Ungen var som en Hale, han havde faat
paa Kjøbet," knurred han. "Men var han nu
blit paahægtet slig en, saa fik den da ogsaa
gjøre saapas Nytte som andre af den Sorten,
som vifted Fluer og Klæg om Sommeren." Og

SIDE: 57

derfor maatte den Lille løbe saa mangt et under-
ligt Ærend, baade paa Bygden for at tigge Mad
og paa Kirketaget for at skrape Bly. Hun fandt
sig i alt uden at kny, fordi hun ikke vidste
andet af; men Øinene var store og sky som
hos en Hareunge. Og ofte vaagned hun om
Nætterne ved en fæl Drøm om en Hund.

Den Hunden havde mange Skikkelser og mange
Væsen. Snart var den en sorthaaret Pudel med
Urenslighed hængende i Ragget. Snart var den en
Jagthund med smal, nøgen Krop, og Næse, der
veired. Snart var den en Gaardshund, som
gjødde iblinde paa alt i Verden. Snart var den
en Dogge med menneskelignende Hode og lange
Klør. Og alligevel var Hunden altid just en og
samme Hund. Og den skræmte hende lige
styggelig, hvad enten den kom glammende ud
fra en Port, eller den stod i sin fæleste Skik-
kelse og glodde, eller den braabed hende i
Haanden, bedst hun forsøgte at være snil mod
den, eller den forfulgte hende, mens hun løb
foran tung paa Foden, og trak hende i Klærne,
indtil hun, som Hareungen hun ligned, rendte
i Berg.

Hun kunde fare op midt paa Natten og
skrike saart i Dødsens Nød.

"Hysch da, Tøsunge!" raste Far Kristen.
"Hvad bær du dig for?"

"Hunden!" gisped den Lille. "Naa glefsed den
efter mig." - -

- Men Menneskeondskaben er jo ogsaa som

SIDE: 58

en Hund, der glefser, og en Hund, der biter.
En Hund, der er lumsk, en Hund, der forfølger.
En Hund, der har mange Skikkelser og mange
Væsen. En Hund, der ikke lar andet i Fred
end det, som mestrer den.

Angelica hed Præstens Søster. Hun malte
med lyse Farver, og hun elsked al Skjønhed
paa Jord. Tørsted efter Skjønhed som Vandrings-
manden efter Vand. Og fandt ligesom denne,
undertiden til Overflod, andre Gange lidet nok.

Men de Tider, Angelica ikke saa Jordens
Skjønhed, vidste hun, Feilen var hendes egen,
at netop hendes eget Sind da var skjønheds-
forladt og tomt, fordi det kanske havde stirret
sig blindt ind i et fjernt og straalende Lys,
længtet. -

Og fordi nu Angelica vilde saa meget Skjøn-
hed og ikke andet end Skjønhed, søgte hun
fæstne ethvert Sindets Skjønhedsindtryk - det
være nu paa den ene Maade eller den
anden.

Derfor var det ogsaa, at hun malte med
lyse Farver, Angelica.

Og derfor faldt det hende engang i Tankerne
det Ønske, midt i Duggen, i Taagen og Maane-
skinnet at lade en deilig Skikkelse vokse frem,
en, hvorom det straalte i saa underbar en Glans.

SIDE: 59

Hun vidste ikke fra først af saa sikkert; men
lidt efter lidt med Tanken paa det Ansigt, hvor-
fra rent Lys skulde strømme, og den herlige
Haand om Klædebonnet, der gled bort mellem
Træstammers Mørke, - forstod hun, det var
Kristus selv, hun ønsked mane frem, den Al-
verdens Skjønheds og Sjæleadels Fyrste.

Angelica ridsed sin Tanke paa et rent Blad
i en Bog. Derefter malte hun med Vandfarver.
Og fordi Angelica havde siddet saameget
ved Vinduet om Nætterne og stirret ind i
Maanelys og Taage, havde Maanelyset og Taagen
glidd ind i hendes Sind, og fra Sindets Marker
fæstned det sig ved høilys Dag paa det hvide
Ark. Angelicas Øine fik saa stærk en Glans: -
Havde hun magtet at gribe Maaneskinsnattens
vidunderlige Stemning, hvorfor da ikke ogsaa
magte fremstille det deilige Gudemenneske midt
i Maanelyset? - Og hun antyded sin Tanke
som et hvidt Pust der paa Bladet, saa i sit
Indre, hvordan Pustet tog Skikkelse og Form,
husked et Ansigt, hun havde set i Drømme, og
for lukkede Øine en af de Nætter hun var gaat
ensom ind i Kirken, fordi hun fandt den saa
uendelig høitidsfuldere og mer egnet til at til-
bede i, naar den stod mennesketom, kun fyldt
af Maanelys og Gudeaand.

Angelica, Præstens Søster, tog den lille Akva-
rel og viste den til sin Bror. Indvied ham i
Planen om paa lignende Sæt at male et stort
og straalende Bilde. Præsten, Angelicas Bror,

SIDE: 60

vidste nok, at Angelica malte med lyse Farver,
yndefulde Blomster med Blade og Knop, Maane-
skin og Rosenbuketter; men han vidste ikke,
at Angelicas Pensel magted noget mer. Allige-
vel smilte han ikke; for han saa, at en hellig
Begeistring var over hende - den røde Gnist,
som gløder paa Herrens og Kunstens Alter. Og
Præsten, Angelicas Bror, lod forfærdige en
stor Tavle af Træ, den han desuden oversmurte
med brune Plantefarver, paa det at hun kunde
have et Fond eller Grundlag at begynde med.
Og Angelica, Præstens Søster, kasted sit sorte
Haar tilbage fra Panden, blanded saa lyse, lyse
Farver paa Paletten, og gav sig ilag med brede
Penselstrøg over den store Tavle.

Men en Dag, Angelica, Præstens Søster, sad
i Kirken, og der var fuldt op af Mennesker, og
Kristen Kirketjener svæved om med sit Hellig-
dagsvæsen og sit Helligdagssind, og det kolde
Dagslys hvilte under Hvælvet, - sad Hollas,
Kirkeeieren, og saa paa hende med onde Øine.

Hollas, Kirkeeieren, fik knapt et Sekund sit
skulende Blik bort ifra Angelica, der hun sad
stirrende ud for sig, som drømte hun sig midt
i Himmerigs Rige. Mod den kalkede Væg saa
han hendes Skikkelse, rank i Ryg, svai i
Nakken, hvorover Haarets sortblanke Sjø. Ansigts-
profilets magre Linjer ridsed sig svage og mat-

SIDE: 61

hvide, men blussende rød og svinget i Vigerne
svulmed Læberne frem. Og Hollas undred sig
over Præstens Søster. Undred sig over, at han
ikke før havde set hende i Bygden. Undred
sig paa, hvad hun tænkte, om hun var med-
gjørlig og blid af Sind. Men mest undred dog
Hollas sig ganske ligefrem over Angelicas Hals,
den var slank og høi og hvid, slig som Hollas
aldrig før havde set - Hollas kunde nok ønske
at lægge Haanden paa den Hals, føle, om den
havde Varme som andet Kjød og Blod. Naar
Angelica, Præstens Søster, løfted sin hvide Haand
og bladed i Bønnebogen, mærked Hollas sig, at
Haanden prydedes ikke af en eneste Ring:

"Kommer Tid, kommer Raad," tænkte Hollas.

Og videre stirred de onde Øine.

Far Kristen sendte sin Steddatter til Munke-
jord at hente Brød og Vin. Fordi Søndagen
snart var forhaanden, burde Sagerne være iorden
til Altergangen, og Far Kristen smekked med Tun-
gen i rolig Forventning af de kommende Goder.

"Svint dig," sagde han til Jentungen, "alt det
du orker. Og glan ikke hverken til høire eller
venstre; for da æter Hollas dig levendes!"

Jentungen satte afsted med Posen i den ene
Haand og Tinkanden i den anden, og Kande-
laaget klapred, og de tynde Ben slog Slingslang

SIDE: 62

henover Veikanten, saalangt Kirketjeneren hørte
og saa. Men siden sagtned rigtignok den Lille
Farten, og fordi hun var svagelig af Helbred,
blev hun gaaende og puste tungt, og fordi Sted-
faderen havde skræmt hende, holdt hun Hæn-
derne med Posen og Tindkanden som Skylapper
for Øinene.

"Hvorfor gaar du slig da, Jente?" spurgte
den ene og anden, hun mødte.

"Jo," svarte hun troskyldig allesammen, "for
ellers æter Hollas mig!" - En Skøiergut stødte
da til hende, saa hun maatte tage sig for, og
hun fik se baade til høire og venstre. Derfor
blev hun siddende paa Grøftekanten og graate.
Indtil en kom, som sagde:

"Aanei du - Hollas er nok ikke saa sulten
efter slig en som dig. Gaa bare trøstig: Han
sluger dig nok ikke hverken betevis eller hel."
- Saa reiste hun sig langsomt og rusled med
Posen og Kanden videre ivei opover Bakken
mod Munkejord.

Hun havde aldrig været der paa Gaarden
før, og syntes ogsaa, der var anderledes end
andre Steder. Ved Staldtrevet stod en sort Hest,
hvid i Øinene, og nedenfor laa Sadelen, rød med
Kruseringer. Omkring paa Gaardspladsen dasked
to skindmagre Jagthunde, og ud af Brygger-
huset oste der en fæl Lugt, idet en voksen
Jente med forgrædte Øine og Bringesølje under
Hagen slog Døren op. For hende frembar den
Lille sit Ærend. Hun fik da straks Posen fyldt

SIDE: 63

af smaa udtungede Oblatbrød. Men Vinen
maatte hun selv gaa op til Hollas og spørge
efter, - for Pigen i Bringesøljen vilde ikke,
slig Hollas idag havde gjort hende styggelig
imod.

Far Kristens Steddatter tripped paa Tærne,
forsigtig og forskræmt, opover Trappen til
Stolmagerværkstedet, og foran hende fór Jagt-
hundene, stødte Døren op, og var de eneste
derinde, da hun kom.

Lidt senere traadte Hollas ind fra Side-
kammerset, han havde Haanden fuld af smaa
toppede Nagler, som han lagde paa Dreier-
bænken, saa forresten ikke saa slem ud som
tænkt, desuden slap hun at sige et Ord; for
Hollas spurgte straks:

"Skal du ha Kirkevin?" Betænkte sig et
Øieblik, lo saa, tog Kanden fra hende og
gik ud. -

Den Dag havde Hollas, Kirkeeieren, lagt
sidste Haand paa sin staseligste Stol. Den var
af aaret Lønnetræ. Ryggen, høi og stiv med
en buet Midtfjæl, hvorfra to fortrukne Ansigter
strakte Tunger. Armene, skjællede som Fiske,
endte i en Krusering ikke ulig de Rosetter, som
paa gamle Træsnit betegner, at Blodet spruter
fra et afhugget Lem. Dog-det herligste ved Hol-
lases herlige Stol var dens to forreste Ben, de
forestillede Overkroppen af to trinde Kvinder

SIDE: 64

paa en dreiet Sokkel, hver af Kvinderne med
indholdsrig Bug og side Bryster - alt besmurt
med sort Lakering og lys Forgyldning, og Pletter,
røde, runde som paa en Firfisles skjøre Bag-
krop. Onde Hollas havde havt megen Fornøi-
else ved at forarbeide den Stol; men det sidste,
han havde tænkt ud, vilde blive det bedste; for
nu skulde Stolen komme paa sin rettelige Plads.
Ved denne Leilighed kom han ogsaa i Tanker
om Stoltrækket, det fine, som Netta havde havt
under Arbeide saa længe. Nærsagt angred han
nu, at han havde sprættet op, alt eftersom
Netta havde sydd - han havde gjort
det saaledes, javel, for saa sagtelig at ind-
snige i Jenten sine Filureriers Magt; men nu
fandt han igrund, at dette kunde vært lige-
gyldigt mod den Ting at have Stoltrækket
færdigt. Hollas blev i daarligt Lune da, især
efter at have trukket Tøiet frem af Skuffen,
bredt det udover den fine Stol, beundret, hvor-
saare godt det færdigsydde Hjørne gjorde sig,
set, hvor saare tom og traadet og lurvet den
laa der, den endnu ikke udfyldte Stramei. Lidet
nytted det igrund at beundre. Hollas smed
Kluden ned i Skuffen, skjøv Skuffen igjen
med et Smæld og begav sig hvast nedad Trap-
perne. - Netta, Myndlingen, stod just i Bryg-
gerhuset da, saa, hvordan Deig blev æltet, og
Bagerovnen varmet. Bagerovnen var just raget
for Ild og Gløder, men for hed endnu, til at

SIDE: 65

Brødene kunde sættes ind. Netta, Myndlingen,
stod og kjæled en stor, graa Kat, idet Hollas kom.
Hun vidste ikke ondt af, heller ikke Katten, saa
de blev staaende sorgløse videre, de to, Katten
satte Rumpen iveiret og mol, og Netta klapped
den med sine store, bløde Hænder. Da spurgte
Hollas, og han var styg i Øinene:

"Har du sydd Stoltrækket mit færdigt?"

"Aa nei da," sagde Netta og lo - det var nok et
underligt Stoltræk det! -

Hollas lo ogsaa, men sagde:

"Jeg skal fortælle dig, at du er en doven
Fille! Da det gjaldt at faa Buksesælerne færdige
til Krumholtsgutten, kunde du nok rappe dig.
Men nu det gjælder Stoltrækket til Hollas,
staar du heller og vaser Tiden med at klappe
Katta" - og dermed tog Hollas det arme Dyr
under Maven og slængte det ind i Bagerovnen.

Silkeklædet var gult og stort, af tyk Silke
med Border, og Hollas pleidde have det om
Halsen. Men dengang han mangled Træk til
sin staseligste Stol, havde han knyttet det af sig og
bredt det ud over Stolsætet. Derefter var
han gaat efter Nagler til at fæste det fast med.
Og da han kom tilbage, stod der en liden Jente
for at hente Altervin. Som nævnt: Hollas tog
Kanden og gik selv efter Vinen.

Men det var nok en rar Vin, syntes den
Lille, der hun sprang hjemover til Stedfaderen.

SIDE: 66

Naar hun aabned Kandelaaget og snuste, stak
Lugten i Næsen baade stram og krydret. Og le
maatte Kirketjeneren, le saa inderlig godt. -
Jagu var det ikke skjære Brændevin med Vand,
Sukker og Kanel. - -

Hollas vilde gjenoptage sit Arbeide, da den
vesle Jenten var gaat, fæste Silkeklædet til
Stolen.

"Hvor Fan blev der af Halsbindet?" sagde
Hollas. Og han ledte paa Gulvet, og han ledte
paa Bordet, og han ledte paa andre Stoler, og
tilslut ledte han baade høit og lavt. Men ingen-
steds var Halsbindet at finde. - Det var det
værste, som kunde hændt Hollas, at det gule
Silkeklæde var forsvundet just nu, da han
havde frydet sig til at se den ny Stol fuld-
færdig og flunkende fin, just nu han snart havde
Brug for den til Kirkestol.

Paa Matten ved Døren sov de to Jagthunde
tilsyneladende sin Uskyldigheds Søvn, den de
knistrende vaktes op af, der Hollas gav dem et
Spænd, idet han gnell i Stemmen raabte ud:

"Aa hent hid den vesle Filletøsen, som var
her nylig - hun har stjaalet Silkeklædet mit!"

Afsted fór Karolus, Staldkaren, saa Benene
et for et slog en stor Krumning opad mod Ryg-
gen, og tilbage kom han noksaa snart med
Kirketjenerens Steddatter, der lod sig trække
med, stiv i Leddemodene som en Dukke.

"Kom tilbage med Halsbindet mit, du," be-
falte Hollas.

SIDE: 67

"Halsbindet?" spurgte Jenten.

"Stil dig ikke uskyldig," sagde Hollas,"men
kom med det paa Timen."

"Jeg har ikke no Halsbind," sagde Jent-
ungen, og hun skalv som et Løv.

"Jeg ved, at du har det," sagde Hollas,"der
var ingen andre end du inde, da det blev borte."

"Men jeg har ikke tat det," forsikred Jent-
ungen og tydde til Graaten.

"Frem med det skal du," sagde Hollas og
rysted hende i Armen.

"Nei, nei, nei," hiksted Jentungen. Da hørte
de udenfra, at Hollas blev voldsom, mens han
svor og bandte, at Silketørklædet skulde han
have, om han saa skulde hente det fra sorteste
Helvede. Hun vidste kanske ikke, hvem han
var - saa se da! -

Jentungen skrek en eneste Gang:

"Hunden," skrek hun. "Hunden!" og blev
borte i det. - -

Men Vorherre alene vidste, ja, og han, Balg-
drageren, hvad var gaat for sig derinde - om
det var Hunden af de mange Skikkelser og Racer,
den Lille nu i lys vaagen Tilstand havde set
igjen - Hunden med Gribbeklør og Menneske-
fjæs, Ondskaben legemliggjort, Fabeldyret, det
evig sandfærdige. Eller - om hun kanske ret-
frem havde en Anelse om, hvem Synderen,
Tyven af Silkeklædet, var.

Tre Dage senere kasted ihvertfald den ene
af Jagthundene Silketørklædet op. Da var Silke-

SIDE: 68

klædet plettet og vaadt af seigt Slim og Mave-
vædsker. Da laa Kirketjenerens Steddatter til-
sengs af Skræk og Mishandling.

Men Hollas lod rolig det gule Silketørklæde,
som havde vært i Hundens Mave, vaske, og
brugte det, som nu engang bestemt var. Lod
saa en Hest spænde for Vognen, satte Stolen
oppi og sig selv efter.

"Hvorhen?" spurgte Gutten som kjørte.

"Til Kirken," svarte Hollas. Og afsted drog
de. Og den letfærdige Stols Forgyldninger lo i
Solskinnet som Kristen Kirketjener ved Høi-
messe. Og Ansigternes Tunger slikked Hollas
i Ryggen.

Kirken var gammel. Kirken var lav. Kirken
var af Graasten. Kirken havde sort Taarn; ti
Taarnet var tjærebrædd. Og Kirken havde et
forunderligt Tag. Graat af Farve, skimlet blankt
i Regnveir, mat i Solskin. Den der saa paa
Kirken med mysende Øine, kunde sige, Kirken
ligned et Krybdyr væltet paa Ryg med Mave
og Snabel op. Men Taget, Taget - som sagt-
var det forunderligste, ingen havde nødig at se
paa Taget med mysende Blik og kalde Indbild-
ningen tilhjælp. Naar Himlen stod graatung af
Regntykke og Høst, underligt hvor Himlen da ligned
Kirketaget. Naar Elven ved Vaartid flød graa
af Lere, naar Landeveien laa sølet med blanke
Pytter i Hjulsporene, underligt hvor baade Elven

SIDE: 69

og Landeveien da ligned Kirketaget. Men der
var faa, som tænkte videre over det; fordi de
nu engang var vant til at se Kirken med det Taget,
ligesom heller ikke Sagnet fortalte, at Taget
nogensinde havde vært anderledes. Derfor var
der ogsaa faa, som kjendte til det, og - hvilken
Mand i Menigheden fandt vel paa at spadsere
paa Kirketaget?

Men Kirketaget var af Bly. Graatungt Bly
over Graastenshuset, støbt i Flaker og Flekker
- Gud til Ære - kanske fra den Tid, da den
svære Ek, hvis hundrede Grene nu strakte sig
udover Taget, stod i sine spædeste Barndomsaar
- fra en Tid, da Troen paa Blyets Magt over
Troldskab var stærkere end Troen paa Vorherre,
saaledes at Taget var blit blytækt for at skytte
Gudshuset mod Bjergets Magter, mod Skogens
og Luftens - saavelsom mod Mennesker. Men
- hvad stænger vel Ondskab ude? -

Hollas, Kirkeeieren, lagde Haanden paa den
ru Ekestamme, seende sig rundt, rapt og orme-
øiet. Men ingenting var at se uden nogen Grave
nærmest ved, de hvis sorte Kors strakte sine
Døds-Arme favnende ud af Taagen, og ingen-
ting forresten uden den mørke Stamme, den
hvide Murvæg, og Taget, som hang langt ud-
over Murvæggen, ujævnt og sidt som en Sne-
skavl. Onde Hollas slynged Armen om Eke-

SIDE: 70

stammen. Derefter Benene. Og ett for ett,
Steg for Steg, klatred han opad, til første Gren
var naadd. Men der blev Onde Hollas staa-
ende still og lytte. For skjelligt hørte han
noget, som pikked etsteds deroppe paa Kirke-
taget - svagt og uskyldigt i Sandhed - nærmest
at ligne med Lyden af en Hakkespet, som leter
efter Smaaorm i Træbarken. Og havde det
ikke vært for den lille spidse, metalliske Klang,
skulde Hollas den Onde ladt det upaaagtet nok.
Men som det nu var, snodde han sig forsigtig
videre op gjennem Trækronen. Stansed ofte.
Lytted. Da - med Løvet, som rasled, forman
han, at den ørlile Lyd blev borte - gjemte sig
med engang, sky og vâr væk i Stilheden. Kom
ikke igjen, skjønt Hollas vented. Et Gniss af
en Kvist. Et Løv, som faldt. Dyr eller Død-
ningeur paa Kirkens Tag? - Hollas satte
Knæet paa en knortet Gren, greb fast med
Hænderne og krøb udover, stod snart paa Kirke-
taget. Huked saa sammen og fortsatte firfods,
fordi Taget var baade sleipt og glat af Regnet
og Taagen, til etsteds henne ved Taarnet. Der
trak Hollas den Onde et Hugjern og en Hammer
op af Lommen. Og gav sig saa til at flænge i
Tagtækningen. Det gren af de graadiglange
Rasp og Hugg, og en falsk og overmodig Ply-
string skar ogsaa ind, gned sig frem som en
Gaffel forkjært paa en Tallerken. Saa spyttet
han i Næverne, rev og vrængte:

"Naa! Vil du til? Naa! Vil du løs?" -

SIDE: 71

og banded styggelig ved Siden. Et ækkelt Braak
og Spetakkel! Rotterne fór vetskræmte afsted
inde paa Loftet, og en Hunugle, som ruged
Æg der i Nærheden, kaldte forfjamset paa
Hannen; og Hannen kom farende som en Skygge
langt bortifra Skogen, satte sig i Taarngluggen,
skrek ilsint og uafladelig.

"Tschu da!" raabte Hollas og kasted efter
den. "Hold Kjæft! Naa er jeg snart færdig jo!"
Og det var han ogsaa. For kort efter stak han
Værktøiet i Lommen og løfted paa Kant en
Flake, han havde løsnet fra Taget. Flaken var
en Tomme af Tykkelse, graalig af Farve og saa
tung, at Hollas lod den glide ved Siden af sig,
idet han akte nedover Taget mod Eken. - Men
dernede fik Hollas se, hvad han ikke før havde
bemærket: Borterst, halvt under Bladhvælvet
og helt ude paa Tagkanten, sad en liden, sam-
menhuket Skikkelse.

"Tscht," sagde Hollas og rysted i en Gren.
Men det lille rørte sig ikke.

"Tscht," sagde han igjen, og kom saa lang-
somt nærmere, skubbende Pladen foran sig.

Men det rørte sig fremdeles ikke og svarte
heller ikke Bare kunde høres en kort og angst-
fuld Pusting. Hollas stansed et Stykke fra, men
saaledes at Metalpladen akkurat berørte det. -
"Giv Lyd!" sagde han nu med en kort Fnis.
"Ellers dytter jeg til dig!" Det lille forsøgte;
men Stemmen blev bare borte i en fin Gisp.

"Naa - er det dig!" udbrød Hollas da.

SIDE: 72

"Hvad i hete Helvede sidder du her efter? - -
Svarer du ikke, gaar det, som jeg loved," fort-
satte han efter en Stilhed. - "Saa du, hvad jeg
gjorde?"

"Ja," hvisked den Lille.

"Hvad gjorde jeg da?"

"Du tog Bly af Taget." Onde Hollas rykked til:

"Og du - hvad gjorde du?" hvæste han.

"Jeg, jeg - gjorde det ogsaa - Far Kristen
skulde ha - en liden Klump - til Loddingen
- en liden Klump - liden - liden," gisped
det og saa mod Pladen, som nu trængte det
haardt ud mod Tagkanten. Men Hollas sagde, og
rapt og stødvis fór Ordene ham ud af Munden:

"Der kommer igjen, hvad jeg mente, ja -
at du er tyvagtig af dig - det var nok allige-
vel dig, Taske, som stjal Silketørklædet mit, ja,
ialfald var det dig, som var Skyld i, at det blev
borte; for det var dig, som slap Bikjerne ind!
Men naa er jeg lei af dig, skal jeg si - lei af
at ha din Næse oppi mine Sager bestandig -
saa naa kan du" - da havde Pladen skjøvet
den Lille ytterst ud paa Tagskjægget - "faa
slippe at rende om mere!" Og - uden et Skrig,
uden saamegetsom at gribe for sig med Hæn-
derne, segned den Lille udfor Kirketaget.

- - -

Angelica, Præstens Søster, kom mod Kirken
gjennem Maaneskin og Taage med den store,
blanke Nøgel mellem Hænderne, hun holdt
foldet over Brystet. -

SIDE: 73

Fremme ved Sakristidøren, just idet hun vilde
sætte Nøglen i Laasen, blev Angelica, Præstens
Søster, opmærksom paa noget - en Ynk saa
svag, at først trodde hun, den kom nedifra selve
Jorden.

"Herregud da," hvisked Angelica, "hvem er
det, som ligger her og ikke faar Fred i Graven?
Et Barn maa det være - et stakkars, lidet
Barn" - og hun kjendte ondt for Brystet ved
Tanken. Men saa syntes hun nok ved nøiere
Lytting efter, at Lyden igrund ikke kom hverken
fra saa langt borte eller saa dybt nede, - og
derfor gav hun sig søgende til at gaa langsmed
Kirkevæggen, ihvorvel hun ikke rigtig trodde
heller, at andet menneskeligt Væsen end hun
selv kunde komme til at opholde sig ved Kirken
nu paa denne Døgnets Tid. Men Padder og
Fugle kunde ogsaa frembringe underlige Klage-
lyd, naar de var stedt i Fare eller saaret, vidste
Angelica. Hvad det var, vilde hun endelig for-
søge at frelse det, som peb saa saart nedi Græsset.

Og saa fandt da Angelica indunder Skyggen
af Eketræet og nedimellem to sunkne Grave et
lidet tiaars Pigebarn liggende. Angelica prøved
at reise hende op, men Benene bar hende ikke.
Angelica snakked til hende. Da lalled hun kun
til Svar; men Haanden pegte opad.

"Stakkars liten dig," sagde Angelica og for-
stod nok, at her var Uret begaat, og her maatte
Barmhjertighed øves. Og saa tog Angelica
Kirketjener Kristens Steddatter derfra, hvor hun

SIDE: 74

laa pibende nedenfor Kirketaget som en udstødt
Ugleunge, og bar hende paa Armene hjem til
Præstegaarden.

Onde Hollas slentred beskeden tilfods ad
Præstegaarden til. Ansigtet havde han lagt i
tækkelige Folder - de side Øienlaag dækked
for det brunrøde Blik - og mod Brystet tryk-
ked han Hagen sammen til en ærværdig Skruk.
Onde Hollas havde ofret sin Klædedragt Omhu.
Under den tillidsvækkende Hage skinned et
hvidt og krydslagt Halstørklæde. Han bar sorte
Kisteklæder af fint Stof, og Læggenes hvide
Hoser og Skoenes Sølvspænder gav Antrækket et
pynteligt, men prunkløst Præg. I Haanden
holdt han en spinkel Stok, den han støtted sig
til for at bøde paa Hoftevrikket, og idet han
svinged ind mellem Præstegaardens svaiende
Tuntrær, undlod han ikke paa Embedsmandsvis
at vifte sig med Lommeklædet for Ansigtet.
Lommeklædet var forresten det eneste, der for-
raadte Hollases Smag - ildrødt som det var
med flammestribede Kanter, - saa en Kalkuns-
hane blev hidsig i Kammen og misundelig
haanlo, der Hollas satte Foden paa Trappen.
Hollases Mundviger trak sig hoverende nedad ved
rap Erindring om hin sidste Gang han var kom-
met Præstegaardstrappen ned som nybagt Kirke-
eier og Seierherre, hvordan de stod der Sam-
bygdingerne, stumme som Stene, - saa Hollas

SIDE: 75

i sit Hovmod havde glemt sin stive Lænd og
vrikket sig slemt paa nederste Trin; men ingen
havde vovet le, ingen, undtagen en - lavt og
klukkende, den rødposede Hane lig, Krumholten.
- Men braat blev Hollases Tanke denne Gang
afbrudt -

Onde Hollas blev staaende i Porten - Øien-
laagene gled op, og Øinene vided sig, som naar
han stirred paa Kirken, sin Stolthed. Med
Ryggen til, lodret som et Taarn, stod Angelica,
Præstens Søster, med Palet i den ene Haand og
Pensel i den anden, malende paa en høi og
bred Tavle af Træ. Maaneskin malte Angelica.
Hun strøg just Farve om en lyslet Flake, der
fjernt flød bort mellem mørke Stammer, - og
denne lyslette Flake var, uden hendes Vidende,
kommet til svagt at fortone sig som en Fugl,
der stille seiled paa store Vinger - Furuskogens
Glædesaand at kalde. - I et Blik suged Hollas
ind gjennem sine vidtaabne Øine baade det un-
derlige Maleri og Pigen med den høie Nakke.
Hun, der istedetfor at sømme Buksesæler og
Stoltræk, svinged op Trær med sorte Stammer,
og hvide Fuglevinger, og smurte sine Fingre til
med Farve. - Hollas saa hendes smale Hænder
mod Maleriet, ringeløse var de som før, men
med blaa og røde Pletter. Hun, der i Kirken
saa ud som et Helgenbilde. Hun, der i Haaret
havde en gul Kam, der foroven stak frem som
en Krone.

Hun, for hvis Skyld han havde gjort sig

SIDE: 76

Ærend til Præstegaarden idag. Hun, der havde
saa mathvid en Hud, at vel den mindste Be-
røring vilde sætte røde Mærker, en Myg, en
Flue, ja, langt mindre end det, tænk da, om
Hollas - Hollas havde let for at tænke
frække Tanker og ukyske. Men der lagde hun
Farvebrettet væk, støtted Haanden under Hagen,
og der fór Frysninger gjennem hende. - -
Hollas strakte sig nyfigen frem fra Dørstolpen,
hvortil han havde staat lænet. Men derved
kom hans Skygge til at glide op over Tavlens
Skog og lettende Maanetaager, og Angelica,
Præstens Søster, slap Penselen af Haand og
vendte sig braat. Onde Hollas bukked dybt:

"Kunde jeg faa Præsten i Tale?" spurgte han
med tynd Stemme som saa ofte Folk, der et
Øieblik taber Fatningen.

Angelica saa flygtig hen paa ham med sine
store, alvorlige Øine.

"Hvorfor kom De saa stille," sagde hun be-
breidende, "og skræmte slig?"

"Jeg ber om Forladelse, Jomfru," sagde
Hollas og rettet paa Kalvekrydset - spagfærdig
at skue og nok ogsaa spagfærdig tilsinds ved
en Magt, der udgik fra hende. Men Angelica,
Præstens Søster, forvandt ikke Angstfølelsen:
Hendes Hænder rysted, der hun forsigtig lagde
sine Malersager væk, og én Gang strøg hun sig
let over Panden.

"Jeg ber om" - gjentog Hollas. Men hun
hørte ham ikke, kasted et sidste Blik paa Tavlen

SIDE: 77

- der, indimellem Stammerne stod malt en
høi Skikkelse med blondt Ansigt, saa Hollas nu. -

"Med Forlov," forandred Hollas og traadte
et Skridt nærmere. Da var Angelica, Præstens
Søster, allerede glidd ud af Døren:

"Preben," hørte han hendes Stemme der-
indefra - "Kirketjeneren er ude."

Hollas den Onde manded sig op ved de Ord
lig den sorte Hest ved Piskerap. Modtog saa
Præsten, tilbagelænet og med Arme over Bryst
lig den, der sagtens betragter sig som værende
paa egen Grund.

"Hollas!" udbrød Præsten forbløffet. "Er
det Hollas?"

"Rigtig befundet," svarte Hollas. "Hollas
selv, Kirkeeieren - det var da ret forbausende
og morsomt, at I gjenkjendte mig!"

"Jo, Gud bedre det - jeg maa nok kjende
Hollas igjen," mumled Præsten - med Tanken
henvendt paa den betalbare. - "Og selv om
jeg som enkelte andre endnu ikke personlig
havde stiftet Bekjendtskab med Hollas og hans
Handlinger, burde det alligevel mig som Hyrde
at vide skille Bukkene fra Faarene."

"Hvad mener I dermed, Præst?" spurgte
Hollas.

"Jeg mener kun," svarte Herrens Mand sagt-
modig og aabned Døren til Kontoret, "at Hollas
nu burde omvende sig, og - i Betragtning af
sin nye Stilling som Kirkens Eier -"

"Ogsaa bli Kirkens Tjener!" indskjød Hollas.

SIDE: 78

Tilføied saa høit og anmassende, idet han for-
nam Præstens Søster i Værelset indenfor Gangen:
"Nei, Kirketjener kan ikke Hollas bli.
Ihvorvel han ingenlunde tar det fortrydeligt at
ansees for saadan. For sagtens er vi dog alle
Tjenere, Præst - I Herrens Tjener - en anden
Verdens Tjener - Hollas sin egen Tjener -
ja fordi han just er sin egen Herre!" Og der-
dermed skrabed Hollas med sin onde Fod og
gik hurtig ind ad den Dør, Præsten anviste.
Satte sig derinde paa Kontoret i Præstens
Armstol.

"Ja, hvad var det saa, Hollas ønsked mig
idag?" spurgte den unge Præst, i Længden
keitet ved Følelsen af sin Ubehjælpsomhed lige-
overfor Hollas, og blev staaende ved Bordet i
Haab om, at Hollas vilde give ham hans Plads
tilbage.

"Alt godt, Far," svarte Hollas. - "Alt godt
ønsker jeg Jer."

"Men hvad ønsker Hollas af mig?" betoned
Præsten.

"Aa, ingenting for den Sags Skyld!" svarte
Hollas skjødesløst, han sad og mored sig til-
syneladende med at tage Værelset i Øiesyn.
"Kan skjønne af Bohavet, at I er en farende
Mand - at I, som en Præst sig høver, ikke
tynges af denne Verdens Gods - og jeg, som
derhjemme har saadan en net og velhavende
Pige gaaende, en, som hver Søndag tripper til
Kirke med Krusestrimmel om Halsen. - Naa,

SIDE: 79

naa - dette ikke Jer til Fornærmelse, Præst! -
Hvorhen fører den Dør der?" pegte han saa.

"Den?" udbrød Præsten, forvirret ved Over-
raskelserne, Hollas bød paa.

Hollas slog ud med Haanden, myg i Haand-
leddet:

"Nei, nei, - ikke saa at forstaa, at jeg
skulde ha nogenslags Mistanke til Jer for util-
ladeligt Levnet. Men den Dør der -"

"Fører ind til Dagligværelset."

"Sandelig tænkte jeg det ikke!" sagde Hollas
nu. "Jeg har befattet mig lidt med Bygnings-
kunst i min Tid. Og underlig zikzakformet
har længe Præstegaarden her syntes mig."

"Nei," mente Præsten - Huset var sagtens
som Huse flest.

Men atter slog Hollas om, idet han med
Foden skubbed Stolen henimod den omtalte
Dør. Og høit talte han, paa det at Præstens
Søster derindenfor nødvendigvis maatte høre
ham:

"Jeg snakker ofte om ett," sagde Hollas,
"mens mine Tanker er ved noget andet. Hvad
jeg nu ikke har sluppet fra mig, er de Ordene
om Omvendelse, som I nævnte nys ude i Gan-
gen. At "omvende sig", Præst, og "bli et nyt
Menneske", som I har let for at kalde det, se,
det er nu ymse Sag! For ingen og intet paa
Jord kan fødes paany, skal jeg si - efterdi
ingen og intet paa Jord kan forandres i Grund-
stoffet. Et Menneske eller en Tings Forandring,

SIDE: 80

Forvandling, "Metamorfose" - benævn det,
hvordan I vil for mig! - kan saaledes kun
bli en ydre og betinget, idet Forandringen frem-
kommer ved, at det forhen skjulte blir aabenlyst,
og at det forhen aabenlyse blir skjult - med
andre Ord, at Bundfaldet stiger op, og Skum-
met falder ned. Saaledes ogsaa naar vi fæster
Tanken ved Ordet "Omvendelse", vi vil snart
gjenfinde den samme Idé - Betydningen god
nok! Naar det gjælder "Sinds Omvendelse" -
at vi vender vort Sind, krænger det om - det
ydre ind, det indre ud - - - Og her er jeg
just ved Sagen, Far! For saan en Sinds Om-
krængelse er i den sidste Tid rigtignok foregaat med
mig, Hollas. Vel nok har jeg altid havt en
stærk Trang til at øve Velgjerninger mod min
Næste; men indtil nu har denne Verdens Stræv
og Modgang neddysset Evnen dertil, slig at visselig
mange har trodd at iagttage en manglende Vilje
til det gode. De vil alle snart se, hvor de har
miskjendt Hollas, at det der før desværre maatte
ligge som Bundfald i hans Sind, nu ved lidt
Lys og en Smule Medgangs-Dage straks har
boblet op - gir sig Udslag i Handlinger, alle
gode Mennesker til Velbehag! Paa Grundlag af
dette sidste vil jeg da ogsaa rette et Spørgsmaal
til Jer, Præst: Hvor bør jeg, Hollas, nu først
gribe an?"

"For den, der raader saa rigelig baade over
Vilje og Evne," svarte Præsten langsomt og
tvilende, "er der visselig tusen Ting at tage fat:

SIDE: 81

Pleie og Understøttelse af Syge og Fattige, saa-
vel ved Uddeling af større Pengesummer gjen-
nem skjønsomme Mænd og Kvinder som ved
den øieblikkelige Godgjørenhed. Oprettelsen af
fromme Stiftelser - saaledes at man i Sand-
hed kan si, at Haandens Redebonhed følger
Hjertets" -

"Jeg forstaar Jer," afbrød Hollas - "saaledes
at Hjertet ikke lar Haanden i Fred, og Haanden
ikke lar Sølvet i Fred, mener I" - dermed
stak han Haanden i Lommen og skrangled med
noget. - "Dalerne maa trille," sagde Hollas,
"fordi de er runde. Trille om til de Fattige og
Betrængte. Jaja, Præst, jeg ved ikke, om jeg
just har saa mange Skillingerne paa mig i Øie-
blikket?" Hollas roded om i Bukselommerne
- "men hvad jeg har, skal jeg sagtens uprut-
tendes gi!" Præsten trak sig forsigtig tilbage
da, indtil han blev siddende helt borte i Vindus-
posten. Men Hollas tælled virkelig Dalere
denne Gang:

"En - to - tre - fire - fem" - lagde
den ene ved Siden af den anden med et Smeld
for hver - "seks - syv - otte - ni - ti"
holdt ikke inde, før to Tidalers Kjeder laa paa
Præstens Skrivebord. - "Værsgod, Præstfar,"
sagde han saa. "Til Uddeling mellem Sognets
Fattige. Stort Grann er det ikke; men I ved,
Mynten er som Gjæstebudsfolk undertiden, slige,
som naar de først kommer, saa kommer de i
Flokkevis!"

SIDE: 82

"Jeg takker paa mine trængende Sognebørns
Vegne," sagde Præsten og nærmed sig nølende.

"Ingenting at takke for," sagde Hollas.
"Husk bare paa for Fremtiden, Præst, at skulde
I ha mig behov, saa kom trøstig."

"Da vil jeg straks nu fortælle, hvad jeg
længe har syslet med i Tankerne," greb Præsten
Ordet, "nemlig at foranstalte en Indsamling til
bedste for en kjertelsvag Familie her i Bygden.
Der er stor Nød og Elendighed. Kan jeg gjøre
Regning paa Hollas?"

"Hollases Navn øverst paa Listen!" sagde
Hollas og trumfed atter i Bordet.

"Og montro det kunde lade sig gjøre," fort-
satte Præsten - "at gjenindføre den smukke,
gamle Skik, der paabød enhver god og kristelig
Familiefader i sin Gaard at holde ophængt en
Bøsse, der med sin Inskription ad pios usus,
det er: "Til kristeligt Brug - i veldædige Øie-
med", stadig kunde minde den hele Husstand
om Samfundets Nødlidende og Herrens Miskund-
hed mod dem, der som Enken yder sin Skjærv."

"I mit Hus skal Bøssen ikke mangle," sagde
Hollas. "Naar jeg nu gaar, svinger jeg indom
Kirketjeneren og tilsiger ham at vri sammen
trende Bøsser af Blik, en til Kirken, en til Jer
og en til mig, Hollas. Bøsserne vil vi saa
hænge paa lange Nagler, tænker jeg mig, saa
de svingende hid og did kan være os et
Bilde paa "Lygten for Stien" - og naturligen
slaar vi de Nagler op paa Steder, hvor mange

SIDE: 83

færdes - ad pios usus - til himmelsk Brug
- naar vi gaar fore, følger andre efter -
Bygden skal blomstre, Præst. Bygden skal
ranke sig som en Humlestok mod Himmelen." -

"Besynderlige Menneske," tænkte Præsten, da
han stod og saa Hollases smale Ryg tabe sig
mellem Tuntrærne, "ondsindet og god, tvetunget
og ærlig! Ja, mangfoldig er Guds Vilje og hans
Veie uransagelige. Hvo skulde tænkt, da han
overantvordede denne Mand sit hellige Hus, at
saa just skede for at gjøre mange Mennesker
glade?"

I en liden Seng i Præstegaardens Uldkot laa
Kirketjenerens Steddatter. Hun laa som i en
myg og dunet Rede, og der var ingen Far
Kristens Loddebolt over hende. Hun slap at
hente Altervin, hun slap at stjæle Bly, hun slap
at fare paa Bygden med Tiggerposen. Derfor
grudde hun sig til at blive frisk, den Lille; men
der hun laa, var hun ikke istand til at snakke
om hverken den ene eller den anden af sine
Sorger og Plager; for efter hint Fald fra Kirke-
taget var Tungen lammet, og hun fik ikke ud-
trykt sig paa anden Vis end ved at gurgle nedi
Struben. Hun havde ingen Kvæstelser faat den-
gang; men altid viste det sig, naar de satte
hende paa Gulvet, da sank Benene sam-
men under hende. Og den Tilstand bedredes
ikke, trods den gode Pleie, og at En, hun antog

SIDE: 84

for en mørk Engel, men som i Virkeligheden
var Angelica, Præstens Søster, ofte kom derind,
bredde over hende og lagde sin kjærlige Haand
paa den Lilles Pande. Da hændte det nok
undertiden, at den lille Stakkarn greb den vel-
gjørende Haand med begge sine, og de sky Øine
blev stille hengivne i Blikket, saaledes som ofte
kan sees hos syge Dyr. -

Men en Dag stirred de samme Øine atter saa for-
skræmte. For nedi Gangen hørte hun Far
Kristens Stemme. Og var den end sødladen
som paa en Søndag, gjorde den hende ikke
tryggere.

"Det kan ikke nytte at vente paa," hørte hun,
afbrudt og med lange Mellemrum. "Gud bedre
det! - Gud ske Tak, at der i denne Verden
findes slig Godhed, som den der er blit vist den
Stakkarskrypen. Men enhver faar jo bære sit
eget Kors, og jeg ogsaa mit, og ikke istedet læsse
det paa Jer her. - Tak, tak - tak, som byr,
Jomfru Angelica! Men jeg faar nok selv ha
hende til Pleie og Omsorg. - Gud evig ske
Lov, at I fandt hende - jeg holder saa inder-
lig af Ungen just for hendes Stakkarsdoms og
Skrøbeligheds Skyld. - Nu blir hun da -
Gud trøste og hjælpe! - heller ikke saa vond
at holde Styr paa, som dengang hun ulovendes,
mig til Spot og Spe, rendte Land og Strand.
- At hun var derborte paa Kjerregaarden høgst
Nætters, ja - Jomfruen kan nok undres, men
jeg ikke. For ud fór hun, naar en mindst skulde

SIDE: 85

tro det - saa har hun vel somlet sig didbort
- og saa er Kjerregaardsgufsen kommet over
hende - Vorherre syntes vel, han fik klippe
Vingefjærene hendes, forstaar sig, ligesom Præsten
her forleden klipped Vingefjærene paa Aarhønen.
- - Ja, saa tar jeg hende ligegodt hjem med
mig nu paa Flekken da! Hun forsømmes ikke
hjemme hos mig heller, kan I tro! - Og sandt
nok, hvad Folk kom og sagde til mig uafbrudt
- jeg, Far Kristen, er jo den nærmeste til at
ta vare paa Krypet. Heller ikke vil jeg være
til Latter, Jomfru, at jeg ikke bedre skulde for-
staa min Menneskepligt selv mod den, som i
Synd er avlet." - -

Opover Trappen lød tassende Skridt, Klinken
løftedes med det vante Smæld, og ind tren Far
Kristen i Helligdagsskrud, med vaskede Fingre,
med det brede Smil, med Haaret vandkjæmmet,
saa Ørene synbart store minded om en Slags
Vinger paa en pluskjævet Cherub.

Fremfor Sengen blev Far Kristen staaende.
Klasked saa medynksfuld Hænderne sammen:

"Du arme Væsen," sagde han høitidelig.
"Du stakkars Lam af et vildfarent Faar, vær
trøstig: Naade gaar for Ret i Far Kristens Hus!"

Paa Munkejord Gaard sad Netta, Myndlingen,
og tænkte paa Gudsveir og Nordenvind, altimens
hun flittig sydde paa Stoltrækket. Nedenfor

SIDE: 86

hende legte en ragget Katunge med en Snelle.
Katungen var just Barn af Bagerovnskatten; ti
denne sidste havde før sit grumme Endeligt
allerede ydet sin Aarsens Part til Kattebestandens
Opretholdelse og Formerelse og hvilte vel nu
som god Katteborger i Sandhed paa Laurbær,
da Katungen dernede havde mange Tvilling-
søskend. Dem alle havde Netta under sin per-
sonlige Omsorg - og forresten var der jo ogsaa
andre Steder Bygden rundt Afkom nok. Saa
Hollas havde - i Tilfælde Sandfærdigheden af
den Grund og Undskyldning han senerehen
haanlig og høihælet havde angivet for sin
Handlemaade, at "alle de katteskindsbløde Føl-
elser skulde dødes!" - ikke paa nogen Maade
hverken grebet Ondet i Roden eller Katten ved
Klørne. -

Netta, Myndlingen, havde, der hun sad med
Stoltrækket, Hollas nu siden havde vært med-
gjørlig nok til at udlevere hende til egen Raa-
dighed, adskillig Fornøielse af Katungen: Naar
Katungen fór over Nettas Fod, lo hun kilent og
rysted i Foden. Og naar Katungen gjorde et
Krumsprang efter hendes blaagrønne Sytraad,
vilde hun gjerne narre den til at gjøre endnu
ett. Men det morsomste var, at Netta pludselig
fandt et Sukkertøi klæbet fast i Pelsen paa den.
Netta vidste sagtens, det var fra Krumholt-
sønnen, en Hilsen omtrent saalydende:

"En kold Kys, Netta! Blir Hollas borte, saa
kommer jeg!" Og Netta greidde stille smilende

SIDE: 87

Sukkertøiet ud af Katungens Rag og putted det
fornøiet i Munden. Gav af og til et Smæk med
Tungen, mens hun rapt nested videre paa
Hollases Stoltræk. Grønt, rødt og blaat, For-
glemmigei og Roser, i en tæt og massiv Buket
midt paa Trækket, just der hvor Hollas sikrest
kom til at sidde. Og saa blev nok Hollas
svarlig blid, naar hun kom med Trækket, tænkte
Netta sig. Forresten, og ret betænkt, vilde Netta
ikke rigtig komme stikkende med det i Haanden
heller; men op paa Stolmagerværkstedet vilde
hun gaa engang, Hollas ikke var hjemme, og
hun vilde brede det ud over Kassen, Hollas
pleidde sidde paa, naar han snekred Smaating,
og selv vilde hun taalmodig vente, gjemt bag
Dreierbænken. For - morsomt skulde det
være, uset at betragte Hollas, slig han efter en
liden Stunds Forløb sagtens vilde mærke, at der
han sad paa Kassen, der sad han baade mygt
og varmt. Og mumle noget vilde han, og lette
lidt paa sig, og bedst som han saa ned, vilde
han opdage Stoltrækket - han drog det vel
frem da, saa det strammed i Kanavaen; for han
tænkte nok ikke, at det allerede var færdigt;
men da han saa ret fik syne - ei, saa blid
den gode Hollas vel blev: "Se se, den Netta
- ja, hun kan bruge Fingrene, " vilde han
kanske ogsaa sige, "hun er min egen Smørjente -
ferm og flink i alt sit Vyrke - og god og smeld-
vakker som ingen anden" - og Trækket vilde
han tage med sig bort til Vinduet og snu og

SIDE: 88

bese det baade paa Vrange og Rette. Men tilslut
vilde han gaa bort til Døren, gløtte paa den
og raabe: "Netta! Netta! Aa, bed Jomfru Netta
komme op." Og da vilde Netta sprette frem
bagenfra Dreierbænken - og Hollas vilde le
saa inderlig godt: "Nei, var du her da!" -
tage hende om Armene og danse avent rundt
et Par Gange, slig som Hollas havde gjort med
hende før undertiden, naar han var som bedst
i Lune. "Jeg skjønte, det var Stoltrækket,
førend jeg fik se det; for det var saa mygt og
godt at sidde paa - minded akkurat om
Knærne til Netta, Kjæresten min!" Og Hollas,
som aldrig pleidde kysse, Hollas vilde kysse
hende midt paa Munden. - Netta, Myndlingen,
sydde, saa Uldtraaden virred sig og slog Knuder,
Knuderne plukked hun op igjen, og Traaden
holdt til videre Sying; for sandelig: Ulden var
seig, klippet af Faar af indenlandsk Race, og
Traaden da derefter.

Men som Netta, Myndlingen, var optaget
med at løse en Knude, som mærkeligt nok blot
filtred sig, des mer hun stræved, hørte hun En
komme i Udporten. Snar som en Vind greb
Netta Katungen i Ragget og putted den ind
under Skjørtet; for ikke havde Netta Lyst til at
se ogsaa denne blive brændt, ihvorvel nok
Netta kunde tilgive Hollas hans Adfærd, efter-
som hun mente forstaa det hele at være et
Udslag af Skinsyge. - Hollas vilde vel, at hun
kun skulde dægge for ham, og ingen anden,

SIDE: 89

ikke engang Katten, - tænkte Netta, altimens
hun klemte Katungen fast mellem Læggene.

Det var ikke faldt Netta ind, at den Ankom-
mende kunde være andre end Hollas, og hun
havde ikke lagt Mærke til Skridtenes langsomme
Takt. Derfor fór hun forskrækket op og rystet
befippet i Skjørtet for at faa Katungen væk, der
hun istedetfor Hollas fik se selveste Præsten at
staa i Døraabningen.

Præsten blev ogsaa forskrækket, og skam-
fuld tillige, fordi han næsten maatte tænke
sig at være kommen i en ubeleilig Stund.

"Undskyld!" sagde han og snudde halvt.
"Jeg saa bare efter Hollas."

Rødere end før blev Netta, Jaalen:

"Hollas er slet ikke altid at finde paa mit
Værelse, " stammed hun. Men Præsten kasted
et venligt Blik paa den blussende Pige:

"Det var ingenlunde Meningen med mit
Spørgsmaal at krænke Jomfruens Anstændigheds-
følelse, " sagde han. "Dette var visselig den fjerde
Dør, jeg gløtted paa, forinden jeg traf Folk. -
Men kunde jeg da faa Hollas i Tale? Jeg har
en Liste her."

"Værsgod, sid ned saalænge, saa skal jeg lete
efter ham, " sagde Netta, Jaalen, og satte
vims en Stol med rudet Værkenssæte frem for
Præsten.

- Tak! Præsten kunde jo gaa ude paa
Gangen og vente - her var jo det allerhelligste
paa Munkejord, Jomfru Nettas Værelse. -

SIDE: 90

"Da er det vel netop et Sted for Præsten,"
mente Netta spøgsomt, idet hun saare kvindelig
tripped forbi ham for at søge efter Hollas.

- Hvad for en net og troskyldig Pige, -
tænkte Præsten, slig han blev gaaende nogen
Gange frem og tilbage derude og paa denne sin
Vandring uvilkaarlig i Forbifarten lod Blikket
streife om i Nettas Kammer, hvortil Døren var
blit staaende vidt aaben, - muligens nok
en Smule formløs; men hvad - hun er jo
heller ikke opdraget i nogenslags Hofkredse!
Naar jeg skal si min Mening ret ud, saa er
ogsaa denne jævne og naturlige Maner ulige mer
tiltalende end baade den fiskebensopstivede, som
ofte hører Hovedstadsdamerne til, og den over-
spændte, som min gode Angelica. -

"Hollas er ikke deroppe," fortalte Jomfru
Netta, da hun kom tilbage; - men han maatte
vel snart være der. - "Sid, sid, saalænge!" bad
hun inderlig og bød atter Præsten den rudede
Stol. Da havde jo Præsten ondt for at mod-
staa. For Velanstændighedens Skyld løfted han
dog med et resolut Greb Stolen hen paa Dør-
tærskelen og satte sig saa resigneret ned.

Netta, Myndlingen, tog atter fat med sit
afbrudte Arbeide, idet hun først fæsted den
ene Snip af Strameien til Systenen og derpaa
pusled med den uordnede Traad. Frem fra
Sengen kom Katungen listende, blev modig i
Stilheden, rørte ved Snellen og gjorde et Krum-

SIDE: 91

sprang af Glæde. Præsten smilte: "Pus!" sagde
han og knipsed i Fingrene som til en Hund.

"Pus!" sagde ogsaa Netta, hun fanged den
ind og lagde den kjælent optil Kindet.

- Hvad for et kjærligt Sindelag, - tænkte
Præsten. Og helt tagen ind i sin Beundring
for Hollases velstaaende Myndling: - hvilket
da ogsaa gjenspeiles i Blikket fra de gode Øine
- ligesom den rene Møs inderste Væsen i Sand-
hed gjenspeiles i hele dette Kammer. Se, de
blomstrede Omhæng og det pletfri og propre
Udstyr - ikke en Ting udaf sin Plads - den
Ligevægt, som hersker - - og dette paa Munke-
jord - - sandelig intet Under, om Hollases
Sind nu vender sig med det gode ud - i Nær-
heden af saant et Klenodium. -

"Katter er mine Yndlingsdyr, " sagde Netta.
"Er det ikke Præstens ogsaa?"

"Jo, jo," svarte Præsten, "det er de vist. -
Men vi holder ikke Katte derhjemme," tilføied
han let spøgefuldt, "for Søster Angelica taaler
dem ikke."

"Taaler hun dem ikke?" sagde Netta.

"Nei, hun faar Frysninger. Uden at se den,
mærker hun straks, naar en Kat er inde. Paa
samme Vis har hun det med Edderkopper og
- jeg tror - Holl -"

"Hollas ja," indskjød Netta, Jaalen. "Gad
vide, om det ogsaa er saan med Hollas. For
Hollas kan vist heller ikke med Katter! -
Her forleden skulde Præsten bare set," fortsatte

SIDE: 92

hun meddelsom, "hvordan Hollas slængte en
Kat ind i Bagerovnen."

"Hvad?" raabte Præsten og hopped paa
Stolen. - "Men Dyret var da vel dødt?" til-
føied han besindigere.

"Aaneida!" smaalo Netta. For hun var jo
nu forlængst kommet over det.

"Ondskab over Ondskab!" udbrød Præsten,
idet han reiste sig, og slig han nu løfted Hodet,
og Øinene et Sekund blev store af Medfølelse
og retfærdig Harme over det værgeløst mis-
handlede, saa man skjelligt, for en enkelt Gangs
Skyld, at han var Angelicas Bror. - "Ondskabs
Synd mod det, der er overgit til vor Omsorg
- Gud hjælpe Hollas for den Gjerning. At
ikke Ubarmhjertighed maa straffes med Ubarm-
hjertighed!"

Men Netta angred, hvad hun havde sagt.

"Bagerovnen var kold," løi hun.

Præsten satte sig nær tilintetgjort ned:

- Besynderligt, hvor let man tillagde Hollas
alskens Grumhed, - tænkte han. "Ja, Gud
Herren alene, han som ser mer med sit ene
Øie end alle Mennesker tilhobe, ved at skjelne
Ret fra Uret. Han alene dømmer aldrig over-
ilet," sukked han høit. Og atter tren der en
Engel gjennem Nettas Kammer; ti der var tyst,
bare Traaden gnissed mod Strameien. - Kanske
jeg burde se til at faa Katungen væk, - tænkte
Netta imens. - Vel nok ligger den nu stille og
sover bag Omhænget. Men Hollas, Hollas er jo

SIDE: 93

overalt. Tænk om han nu kom, affærdiged
"ham der" og selv blev tilbage. -

"Roser og Forglemmigei," sagde Præsten paa
Tærskelen, han var nu kommlet sig af sit Sinds
Rørelser og vilde ikke undlade at ytre sit Bifald
med de ferme Fingres Leg.

"Ja," svarte Netta, det skal bli Træk til et
Stolsæte."

"Det er meget smukt," sagde Præsten. "Jeg
vil bede Angelica om at sy et lignende til mig.
- Men hun har sagtens andet fore."

- Han har Lyst til Stoltrækket, - tænkte
Netta, Myndlingen, - ligesom Even til Bukse-
sælerne. Jo, det skulde se ud, om Hollas blev
lumpet for dette ogsaa. - "Aa, hun syr nok
et, naar Præsten ber om det," sagde hun
betænksom.

"Aanei, Jomfru Netta, naar alt kommer til
alt, er det ingen i Verden, som vil sy Stoltræk
til mig," mælte Præsten stille, og det gjorde
Netta helt ondt om Hjertet for ham.

"Det kunde vel være baade den ene og den
anden," mente hun.

"Ak nei slet ingen, kjære Jomfru Netta."

"Jovist, Præst."

"Saa nævn mig da en, kjære Jomfru Netta."

"Jeg," sagde Netta.

SIDE: 96

"LAD MIG BLI SOM LEOPARDEN,
HERRE GUD!"

SIDE: 97

Otto Kefas, Herremandens Søn, var den, alle
Kvinder elsked, brændende elsked. For Kjær-
lighed brænder, ja, alle ved jo, Kjærlighed bræn-
der. Kjærlighed er et flammende Sværd og et
flammende Kors. Kjærlighed er en flammende
Hjelm og en flammende Krans. Kjærlighed er
et flammende Hav og en flammende Jord. En
flammende Sol og et Dryss af Stjerner. En
flammende Dommedag over Menneskesindet er
Kjærligheden. - Men taler vel hverken du eller
jeg som den Blinde om Farverne?

Otto Kefas var den skjønneste Statu, tung i
hver Muskels Linje, retskaaren og formfuldendt.
Otto Kefas likte det, der stod i Stil med ham
selv. Otto Kefas red en saare rolig og grov-
bygget Hest, hvis lyse, lange Man og Hale bølged
som Silkegræs i Blæst. Og Otto Kefas fulgtes af en
glathaaret Hund, hvis Bevægelser var langsomt
lade som hos en Løve i Bur, men hvis Øine

SIDE: 98

var godmodige og tro. Otto Kefas, der selv var
at ligne med et Sølvkrus fyldt af Burgunder,
likte at knuse god Mad mellem sine kraftige,
hvide Tænder, likte at kysse Bægerets Rand -
og vel ogsaa Pigers Mund - skjønt dette sidste,
det vidste vel faa. Ialfald kunde ikke Otto
Kefas overbevises om Elskovshistorier, var de
end skjult tilstede med rødkindede Piger, store,
velskabte, som Otto Kefas selv. For: Ikke alles
Elskov søger sig Vinger at flagre om paa, gjem-
mer sig da heller som skikkeligt Husdyr i
Kovekroker og bag lukkede Sind. - Otto Kefas
likte ogsaa bedre at skyde Paa en stille Blink,
der sortøiet stirred ham imøde, end det aande-
løse Jag efter Skogens letbenede Vildt - det
være sig Maar, Ræv eller Elg. Men ligervis
Maar, Ræv og Elg kanske alligevel fandtes af
sin Skytter, midt i Vaarens lyse Leg, midt under
Høstløvs brogede Pragt, faldt en Dag med gjen-
menboret Hjerte, og stivnende Blod farved
Mosen rød - saa og med de Kvinder, de mange,
Otto Kefas aldrig rørte: En Dag kom nok
alligevel deres Jæger, og skjød dem nok tilskade,
og skjød dem nok ihjel, hver Paa sin Vis. Saa
- et Spørgsmaal være da det, om Otto Kefas
ikke ligesaa gjerne kunde jaget dem, der var at
ligne med Skogens Vildt, som de, der var at
ligne med en stille Blink, der sortøiet stirred
ham imøde.

Men høit elsked Kvinderne Otto Kefas, ikke
mindst for denne hans Likegyldighets Skyld.

SIDE: 99

For mange var han Bildet paa det rolige Vel-
være, der skabes af Legems og Sinds fulde
Harmoni - og syntes de, at Livet ved en saa-
dan Mands Side maatte flyde som en stærk
Flod, hvorover Dag lyser. Andre satte ham,
saaledes som en Billedstøtte sig hør og bør,
høit paa Sokkel, udstafert med dybsindige Sym-
boler - Otto Kefas var Manddommens Gud -
Manden - Adam - slig han udgik fra Skaberens
Haand og i Skaberens Lignelse, skjøn og stærk -
slig Mand just, som vi Kvinder gjerne vil give
Eplet at spise, og som godtroende og uden Vis-
dom gjerne tager den røde Frugt og trøstig bider til.

Og Enkelte trodde, og deraf skulde Otto
Kefas smilt, at Otto Kefases Aand ogsaa monne
være et Kunstværk, og de formed hans Færd
med Vinger. Ti mangfoldig er de Elskendes
Tanke. Men irret er Livsens Spot:

"Hold dig paa Jorden, Otto Kefas, den er
hverken gloende eller kold, den er hverken
stenet eller skjør, mer end selv du det vil.
Tænk, om du gjorde Luftsprang, Otto Kefas,
hvad for et herligt Skue, om du fór op som en
Panther, faldt ned som en Rotte - nei, Otto
Kefas vil sig selv det bedre! Rid du din støe
Hest, drik du din tunge Vin, sov du din sunde
Søvn, tvætt du din stærke Krop, skyd tilmaals,
elsk fordækt, arbeid, hvis du trænger - hvis
ikke, lad det være. Hvad Satan med Længsel,
hvad Satan med Drømme, hvad Satan med
andet end just det, som vi har - lad dig ikke

SIDE: 100

faa betændte Øine, Otto Kefas. - Nei, vær
tryg: Otto Kefas og hans Lige forser sig aldrig
paa Livet."

Angelica, Præstens Søster, sad ved sit Vindu,
stirred i Maaneskin og Taage - tænkte paa
En, hun ikke kjendte. Under store Trær smøg
Skyggerne frem, mættet af Mørke og stille Nat
- mod Engen, hvor Duggen glinste - mod
Dalen bredfyldt af sølvhvid Skodde som skum-
mende Vin i en Skaal. Og høit bagenfor den
skummende Vin hæved sig Kirkens sorte Taarn.

Angelica sad med Haand under Kind. Ved
en uforklarlig Kraft taget ind i en Vemods-
stemning for Ens Skyld, som hun aldrig havde
set, En, hvorom hun aldrig før havde hørt
- hun som først nylig var kommet did til
Bygden. - -

"Kefas paa Re," havde nogen sagt, "har meget
Sorg i det sidste. Ihøst døde hans Kone - og
ivaares dør vist hans Søn. Ja, han ser saa
bedrøvet ud, den Gamle, og nu spiser han bare
som Folk flest, siges der."

"Stakkars Mand," sagde Angelica uden at
smile af det sidste."

"Det kan være vanskeligt at afgjøre," fort-
satte den Samme, "hvilket af disse hans Tab maa
ansees for det største - Konen, der, saa at si,
trilled Rullestolen for ham saa flittig som nogen

SIDE: 101

Tjener, laved hans kjæreste Mad, og altid passed,
at Skammelen efterpaa blev sat ham under
Maven, - eller nu dette med Sønnen."

"Dette med Sønnen, gjentog Angelica. "Ja,
at han dør?" Men idetsamme hun havde
udtalt Ordet, forman hun en Sky paa Himmelen.

"At han dør, ja," bekræftedes der. - "Saan
en kraftig, ung Mand - hvem skulde ogsaa
trodd, at Sygdom kunde faa sligt et Tag der!
Men syg er han - opgit af Lægerne."

"Ofte opgis vel en Syg tidligere af Lægerne
end af Vorherre," famled Angelica. "For der
Menneskemagt ophører, kan Guds Magt fort-
sættes."

"Sandt nok" svartes stilfærdig. "Men vi ser
det saa sjelden."

Da sukked Angelica saa tungt udaf Hjertet
og gik ind paa sit Kammer. Var blit siddende
derinde Kvelden udover. Og Maanen lyste, og
lavt over Dalen svam Taagen som en bred og
glinsende Skyflod.

"Herre du Gud," sagde Angelica og trykked
de foldede Hænder sammen i Skjødet, "hvordan
kan du la det, der er ungt og levedygtigt, dø?
Det, der har alle Verdens Betingelser for at
glæde sig selv og andre ved sit Jordliv - dig
til Ære. Herre du Gud, kan du la det friske
sygne saaledes hen? Det der havde Livets Liv
i Eie - kan du virkelig nænne at ødelægge det
slig? Og istedet la det livsfattige gaa. Gud, du
Barmhjertige - forlad mig min Synd, at jeg

SIDE: 102

gaar irette med dig; men Tanken, hvilket Men-
neske kan helt tvinge Tanken? Gud, du Barm-
hjertige - hvorfor lar du det leve alt det
farveløse og graa? Alt det svage, hvori sandelig
ingen rød Livskime findes, alt det lidende, som
saa sjæleglad vilde smile Døden imøde. Lad
det dø, Herre, lad det fredeligt gaa ind til den
evige Hvile, løs det fra dets Trældoms Aag.
Men lad det stærke leve, Herre! Ja, saa inder-
lig ber jeg dig for alt det skjønne paa din Jord,
for alt det stærke og friske, for alt det, der ved
sit Jordlivs Fylde just hører Jordlivet til. Du
maa høre mig, Herre - og for ham, din Søns
Skyld, maa du bønhøre mig - frelse ham, han
der er enbaaren, som selv din egen Søn, der
døde for os paa Korset - lad ham leve,
Herregud lad ham leve. Men du hører mig
nok ikke. Nei, for om du hørte mig, vilde jeg
fornemme det herinde i Brystet. - Saa skal da
blege Kranse bindes for det levedygtige, der
segned, og røde Blomster skinne i Afmagt og
Trods - og Hymner skal synges, Orgel bruse,
de Levende gaa saa tause af Sorg - over den
Baare mer i Jorden - Herregud, du Ubarm-
hjertige - den Jord, som synes os saa skjøn
en Tid, men saa graadig, ond og styg, naar
den sluger i sin Favn det, der er os kjært.
Kjært? Kjært? Men Angelica, du sidder jo og
sørger! Aanei, jeg sørger vel ikke; men der
steg en Skygge just ifra Jorden - en Uvilje
mod det uretfærdige, den Uretfærdige". - Men

SIDE: 103

frem af Taagevæggen dukked Kirkens sorte
Taarn, straffende for Spottens og Tvilens Ord,
manende til Bedring, Bøn og Tro. Og Angelica,
Præstens Søster, fornam en Dragning deroverfra,
en Kaldelse - og fulgte den. Angelica, Præstens
Søster, stod stille op og ind paa sin Brors
Studereværelse. Paa Væggen der hang et
Knippe af Nøgler, og underst hang løst to
store af Jern. Dem tog Angelica forsigtig af
Krogen, saa ingen Skrangel hørtes, og ingenting
faldt mod Gulvet. Og ingen Gulvplanke knaked,
og ingen Dør gren, da Angelica listed gjennem
den lange Gang og ud gjennem Præstegaardens
Port. Og mod det sorte Taarn bagom Taage-
muren styrte Angelica sine Skridt.

Først bad hun ved Alteret derinde om Til-
givelse for alle Tankens, Hjertets og Tungens
Synder. Saa bad hun for alle de Syge og Sorg-
fulde i Grænd og By. Saa bad hun for alle
de Stærke og Glade, at de maatte længe faa
beholde sin Sundhed og Glæde. Men tilsidst
bad hun sin gamle Bøn, den hun havde bedt
ved Vinduet inde i Kammerset - saa inderlig bad
hun atter, at Herren maatte lade det svage dø
og det stærke leve. Og bad og bad Angelica,
Præstens Søster, indtil hun syntes, som rørte
sig Maaneskinnet, gled om hendes Hode, og
tilbage mod Himmelen i en lys bølgende Stribe.

SIDE: 104

Paa Halm i Kirketjenerhytten laa Far Kristens
Steddatter og stirred mod Skilderiet "Haabets
Have", som i afflekket Ramme hang paa
Bjelkevæggen.

Far Kristens Steddatter kunde endnu ikke
staa paa Benene, og Tungen var lammet frem-
deles. Saa slippe maatte hun jo at stjæle Bly,
at hente Altervin, at fare paa Bygden med
Tiggerposen; men Far Kristens Loddebolt var
ved Huset, Far Kristens røde Loddebolt var i
Sandhed over hende. - Mens hun nu laa der,
den Arme, fra Fødselen af Forskudte, i den
stygge Halm, hvorfra Utøi var krøbet op i Hodet
og nu sad og gnog inde ved Haarbunden, og
det fræste og laat udifra Kjøkkenet af Lodding
i gammelt Blik, - da stod Præstegaardens
Uldkot for hende som en Krok i Paradiset. -
Kunde hun komme did igjen, - tænkte den
Lille, - kunde hun gjerne være lam og stum,
og hun skulde gjerne gi Afkald paa at løbe om
som andre Barn. Men her hos Far Kristen, her
var alting ondt. -

Far Kristen gav hende blank Staaltraad at
bøie. De smaa Fingre vrikked og vred paa
Staaltraaden, uden at den derfor vilde tage Form
hverken som Kroge, som Klædeshængere, langt-
mindre som de sindrige Nøstekopper, der kunde
lægges sammen til Strygejernsbretter.

"Du vil ikke," sagde Far Kristen. "Du er
klodset og tvær!" Og derude han sad i Døren
trued han med Loddebolten mod hende.

SIDE: 105

"Jeg vil," tænkte den Lille. "Jeg er ikke
tvær." Men fik det ikke til.

Far Kristen reiste sig og kom med den røde
Bolt i Haanden. Og varmt Jern og svidd
Saltsyre oste det. Og den lille Stakkarn vred
Fingrene tilblods paa den blanke Staaltraad.

"Kom," sagde Far Kristen, "kom skal jeg
lodde Skaden din hoppes."

Da gurgled den Lille afværgende dybt nedi
Struben, og Far Kristen klasked til hende med
sodet Haand. For i Hverdagshumør var Far
Kristen, og desuden var der ingen, han gad
hykle for.

Siden gik han ud og fortsatte sit Arbeide,
denne Gang i nyt Blik, efter gammelt Mønster
- Kirkebøsserne - ad pios usus. -

Haabets Have skinned i den afflekkede
Ramme. De store, lyse Trær saa ud som Hægge-
busker om Vaaren, og den brede Trap skinned
hvid som en Sommersky. Udenfor en Krans-
omslynget Pavillon stod en lysklædt Engel med
Palmegren skraa over Brystet, og indover fra
Havens Port toged en Menneskeskare med store
Øine og løftede Hoder. Denne Haabets Have,
de nøgne Vægges eneste Pryd, havde den lille
Pige nu ligget og stirret frem mod i Dage og
Uger, mens Far Kristens Loddebolt suste og
fræste. Derinde i Portnerstuen, - tænkte den
Lille, - var det vel herligt! - Og hun tog
frem af sit Levnet det bedste hun vidste: -
Sikkert som i Præstegaardens Uldkot. Der laa

SIDE: 106

Barn i myge Senge, der var hvid, blød Uld
rundt alle Vægge, og ofte kom den hvidklædte
Engel, som vel var Portnersken, og strøg med
sin Haand over de Smaas Pander, saaledes som
hun, den Hvide, i Præstegaarden. Og under-
tiden hændte det kanske ogsaa, at Engelen
havde med sig Duer i Baand for at more de,
som laa derinde. Og de Duer kunde synge,
meget vakrere end Menigheden i Kirken. -

Men Halvmørket sneg sig over Haabets Have,
visked ud og skjulte.

Den Lille i Halmen var alligevel blit lettere
om Hjertet ved at se paa Skilderiet, og med
nyt Mod tog hun Staaltraaden mellem Fingrene,
vrikked og vred. Og hun bøied den hid, og
hun vrængte den did, holdt den op mod Vindus-
lyset iblandt - nu tog den nok snart den rig-
tige Form! - Den Lille i Halmen smilte for-
nøiet: Far Kristen skulde slippe sige, hun var
klodset og tvær, Far Kristen skulde rose nu og
tilgi, at han ikke holdt af hende. - Da skar
idetsamme en styg og gnell Stemme nedifra
Veien gjennem Halvmørket, en, som spurgte
efter Kirkebøsserne.

"En er færdig!" svarte Far Kristen med
Tonefald midt mellem Søn- og Hverdag - "I
kan jo faa den først."

"Ja, kom med den," svarte den leie Stemme.

Far Kristen slængte Bolten, kom i stor Hast
ind efter den færdige Kirkebøsse, fik dog Tid
til at rive Staaltraaden ud af den Lilles Haand

SIDE: 107

og sige, det var forkjært, idet han fór afsted
med sin glorøde Bøsse. Tilbage laa da den
Lille, bedrøvet, og i dump Rædsel for Stemmen,
som hun havde gjenkjendt - Hollas - Hollas
- Hunden - Kirketaget. -

Tættere og tættere seg Halvmørket sammen
om Haabets Have. Snart blev de lyse Trær til
Hoder, onde Hoder, fæle Hoder, Hundehoder,
med Horn, med store Øren, med vanskabte
Kjæfter. Den Lille laa og drog Pusten pibende,
og helt skjultes Haabets lunefulde Have i Mørke
og Nat. Staaltraaden faldt ned paa Gulvet, slig
den virred i Faldet, ligned lyden den fæle
Stemme - den Lille trak jamrende Halmen
over Ørene, og hun laa stille, musstille, mens
Sveden begyndte at springe frem.

Der smøg sig en Maanestraale ind gjennem
Vinduet, gusten og kold, som kom den lige fra
Kirkegaarden. Far Kristens Stedbarn blev liggende
og se paa den, hvordan den stadig, stadig krøb
henover Væggen, og den dulmed, Maanestraalen,
hun tænkte paa intet af alt det slemme, syntes
snart den ligned Engelen med Palmegren i Haan-
den. Engelen tørred Rædselens Sved af den Lilles
Pande, og den Lille lukked Øinene igjen. Men
Engelen stod der fremdeles, det blev Angelica,
Præstens Søster, som holdt sin kjærlige Haand
fast over den Lilles Øine. Da greb den Lille,
greb med begge sine udmagrede Hænder op mod
Engelen:

"Vil du se endnu engang?" smilte Engelen stille.

SIDE: 108

"Ja," hvisked den Lille.

Da løfted Engelen et Sekund Hænderne
væk fra den lille Piges Øine: Foran hende
straaled Haabets Have blændende i Maane-
skinnet, som et deiligt Vinterlandskab laa den
med Trær og Buske fulde af Rim.

"Hvorfor blomstrer ikke Trærne?" spurgte
Far Kristens Stedbarn.

"Fordi det er Vinter endnu," lød Svaret.

"Hvorfor synger ikke Duerne?" spurgte Far
Kristens Stedbarn.

"Fordi der er Vinter endnu," lød atter Svaret.

"Hvorfor rinder ikke Vandet?" spurgte Far
Kristens Stedbarn.

"Fordi det er Vinter endnu." - Og atter
lagde Engelen Haanden over den Lilles trætte Øine.

Da sukked den Lille og sov stille ind. Ti
for hende var Haabets Have kun Rimfrostens og
Dødens. Et Liv mindre, en Vanskjøttet og
Ulykkelig mindre i Jordens store Jammerdal.

- - -

Men engang skal vel Haabets Have paa
glædeligere Vis aabne sine Porte for Samfundets
Smaa og Forstødte. Haabets Have skal ligge
badet i Sommerglans, Trærne bugne af levende
Blomster, Fugle synge, og Vand rinde. Da er
Haabets Have blit dem det levende Jordlivs
Have. Men først maa Far Kristen kaste sin
Loddebolt væk, og Utøiet renses af Sengehalmen.

SIDE: 109

Paa Re Gaard laa Otto Kefas. Hodet holdt
han langt tilbage, og Munden med de halvt-
aabne Læber var tør af Feber og Tørst. Hæn-
derne gramsed over Teppet, og Øinene stirred
store og tomme.

Ude paa Gulvet sad den gamle Herremand
i sin Rullestol og graat - Taarerne havde alt
dannet en Fure i Kindet som Regnvand i blød Jord.

For dø skulde Otto Kefas.

Ved hvert sit Vindu stod den Syges to
Kusiner, fiendske mod hinanden af Kjærlighed
til Otto Kefas - en Kjærlighed og et Fienskab,
som den majæstætiske Hersker, Døden, ikke
kunde dæmpe. Og ved hvert sit Vindu havde
de to dynget Blomster op: Alleslags Blomster
stod der i Vaser, Mugger og Krus, fra uanseelige
Markblomster til linjeskjønne Orchideer, fra
rødbrune Aurikler til den blege Rose kommet
fra Syden i Silkepapir. - For alle Mennesker
havde gjerne villet ytre sin Deltagelse for Otto
Kefas. Og de to Kusiner tog imod, nidkjære
til at stable dem op; ti den ilagde sig i sit
Indre størst Fortjeneste hos den tilbedte Fætter,
den som bar flest Blomster ind i Værelset til
ham, og - i Begyndelsen havde han ogsaa
smilt til dem, naar de kom.

Men nu var det mange Timer siden Otto
Kefas smilte. Og den gamle Herremand graat,
og de to Kusiner stod med Lommetørklæder for
Ansigterne. Duften af de mange Blomster i
Sygeværelset gjorde Luften tæt og kvalm.

SIDE: 110

Den ene Kusine støtted Panden mod Vindus-
ruden og ynked saart, og det smaldt i det gamle,
skjøre Glas.

"Du sørger nok," mumlede den anden, "saa
du klemmer Vindusruder ud." Og de saa
hadske mod hinanden, ikke et Øieblik glem-
mende sin Skinsyge, selv ikke nu, da den om-
stridte Person sandsynligvis snart for evig var
ude af Spillet.

Otto Kefas reiste sig i Vildelse. Pegte paa
Blomsterne:

"Jeg er ikke død endda," sagde han. Og
de bar fra hver sit Vindu stille Blomsterne ud.
Rydded for hvert afrevent Blad.

"Læg Blomsterne paa Is," sagde nogen der-
ude - "vi faar snart Brug for dem paany." -
Da fik den ene af Kusinerne et Anfald af
"Modersyge", som det jo kaldes - hun sank
sammen paa Gulvet og vred sig skrikende.
Søsteren trak advarende i hende; men den Hy-
steriske vendte sit fordreiede Ansigt i Haan og Had:

"Lad vær," stødte hun frem - "lad mig da
sørge i Fred over ham, jeg aldrig fik elske i
Fred!" Og under stor Ynk og Klage krøb hun
nærmere Otto Kefases Leie:

"Tilgiv mig, at jeg aldrig var mod dig, som
jeg burde," bad hun. - Den anden Kusine
smittedes af den Førstes Heftighed:

"Tilgiv mig ogsaa, Otto," bønfaldt hun i
Sjælenød - "saasandt du snart staar for Herrens
Stol - tilgiv miig det onde, jeg har -"

SIDE: 111

Otto Kefas blev urolig, han virred med
Hodet og kasted Teppet af sig, det de to Kusiner
atter lagde over ham. Otto Kefas reiste sig.
Flænged Lagenet i to, i fire, i mange Smaa-
stykker. En af Kusinerne gjemte et Stykke paa
Brystet som sidste Minde, den anden tog et og
kyssed, som var det Otto Kefas selv.

Men Otto Kefas sank tilbage - Sved sprang
frem paa Pande, Hals og Bryst - Hodet brød
sig bagover saa langt, at den svingede Linje
over Adamseplet traadte frem med Hud stram-
met i Spænding. Da begyndte de to Kusiner
paany, og de hjalpes ad med høie Jammer-
klager som Graatekoner efter en Baare. Det
blev Herremanden ogsaa formeget:

"Uro ikke den Syge," maned han myndig.
"Gaa ud og graat fra Jer." Og de to tog sig
nødtvunget sammen. Stod op fra Gulvet og
drog sig slæbende ud. - -

Otto Kefas laa nøgen paa den hvide Seng.
Hodet holdt han langt tilbage, og Munden med
de halvtaabne Læber var som stivnet af Feber
og Tørst. Men Hænderne hvilte rolig ved Siden,
og Øienlaagene var faldt til over de syge Øine.
Som af Marmor var Otto Kefas. Deilig var
Otto Kefas. - Og meget underligt kan svæve
frem i et Menneskes Drømme - især at mærke
for den, der staar med Foden paa Evighedens
Tærskel:

Paa den ene Side af Otto Kefases Leie kom
en mørk Engel med mørke Vinger - skjøn

SIDE: 112

som det Liv, der for Enkelte og i enkelte Stunder
kan springe af Jord. Og i Haaret havde hun
friske Blade, og i Haanden holdt hun en Skaal
af Krystal.

Paa den anden Side af Otto Kefases Leie
stod en Engel, gjennemsigtig vag som en Taage-
støtte; men i Haaret havde hun en skinnende
Krone, og tværs over Brystet, i smale Hænder,
en Palmegren.

"Otto Kefas!" sagde den Mørke. "Jeg vil, du
skal leve."

"Otto Kefas!" sagde den Lyse. "Jeg vil, du
skal dø."

"Hvorfor skal han dø?" spurgte den Mørke,
"saa stærkt han hører Jordlivet til."

"Hvorfor skal han leve?" spurgte den Lyse,
"saa stærkt han nu hører Døden til."

"Nei, han hører ikke Døden til, men mig,
Livet. Mig, Livet, hører han til fra Fødsel af, da
jeg pusted ind i ham Livets Aande, - mig, som
siden stod ved hans Leie i alle Aarenes Nætter, -
mig, som vogted ham for Farer og Ulykker -
- hvem lod ham falde mygt, hvem lod ham
sove sundt, hvem kasted ham Liljer for Foden,
uden jeg! Og skjøn og stærk blev han just for
det Liv, som gav ham af sin Fylde! Og jeg
maa spørge dig: Hvordan vover du tilsnige dig
andens Eiendom? Hvilken Ret har du til at
høste, hvad jeg saadde?"

"Dødens evige Ret," aanded den lyse Engel
- "den, at hvert Menneske, der undfanges paa

SIDE: 113

Jord, undfanges og fødes til engang at sluttes i
mine Arme. Jeg tar saa vart, jeg kysser saa
mildt" - og nærmere bøied hun sig over den
Syge. "Hvad er vel Legmet, det jordiske, for-
gjængelige, mod Sjælen, der lever evindelig?"

"Nei, hvad er vel Sjælen," sagde Livets
Engel, og hun holdt Haanden værgende for
Otto Kefases Ansigt. "Hvad er vel en Damp,
en Gnist, som farer om i Verdensrummet, i
Sammenligning med Legmet, rigt og fuldbaarent,
slig det pryder Guds Jord som Karfunkelen
Kongekronen?"

"Intet er Legmet, alt er Sjælen," hvisked
Dødens Engel. "Jeg har aandet paa ham, han
er min." Og frem rakte hun sin lysende Krone.

Men Livets Engel tog ikke Hænderne væk.
"Lad ham være," trodsed hun. "Du blege Pust
fra en følesløs Verden - hvorfor skal jeg ogsaa
maatte kjæmpe med dig? Hvad ved og forstaar
vel du af Livet, det herlige, slig det bølger og
syder med Kraft fra Ilden, som brænder under
al Jord? Gaa! Gaa! Jeg byr dig: Gaa! For
her er din Gjerning Ondskabs Gjerning."

"Ondskabs Gjerning?" gjentog den Lyse.
"Barmhjertigheds Gjerning kalder jeg mit Værk."

"Ogsaa naar du lægger din klamme Haand
paa den Smaa ved Morsbrystet, naar du kalder
Far fra Barn, naar du kalder Sønnen fra ældet
Mor, naar du skiller dem ad, som er hinandens
Lyst og Glæde - er det Barmhjertigheds
Gjerning?"

SIDE: 114

"Ved du vel, hvad Livet vilde git dem, jeg
kaldte bort?"

Da løfted den mørke Engel Hodet, og Ordene
fra de røde Læber klang som Seierssang ud i
Værelset:

"Tidsel og Torne skal den bære dig, Usæd
og Gnister af Ondskabs Ild. Og Regnveir og
Torden, Solskin og Stille. Men ogsaa Frugter,
som gror af det levende Blod. Og Planter som
skyder mod Himlen i Blomst med Rødderne
dybt i Jorden. - Ti vekslende er Jordelivet;
men skjønt for den, der søger, som Himlen en
Uveirsdag. - Saa skal da ogsaa Skjønhed bære
Skjønheds Blomst" - og trodsig smilende lagde
Livets Engel Armen som Kjærtegn under Otto
Kefases Nakke:

"Drik, Otto Kefas - drik dig Livet til!" og
med den anden Haand satte hun ham for Mun-
den sin Skaal fyldt med den skummende Vin.

Naar Skyerne driver over Himlen, mangfol-
dig kan deres Farve være og mangfoldig deres
Form - det er vel ikke saa nyt at melde, -
at det zarteste zarte staar Side om Side med
truende sorte af snurrigste Snit, at Roser strøs
og Slør slynges om selvsamme Sky, der et
Uhyre sidder paa Kanten og vifter med fæle
Fangarme, - at Udyr kjæmper og Spøgelser
daaner om deilige Sjøer hvorover flyvende Seil,

SIDE: 115

og at Fugle, store og hvide flyr med Baand i
Næbbet, mens grinende Fjæs rækker Munden
til Kys. - Ti der er mange Grænser og mange
Maal. Men naar mindst En det aner, da blan-
des alt i ett deroppe paa Himmelpaletten.

Slig just som i Menneskelivet.

Hollas den Onde, Kirkeeieren, greb Nettas,
Myndlingens, Hænder en Dag deroppe paa Stol-
magerværkstedet, og han klasked den ene mod den
anden, idet han indtrængende spurgte:

"Hvad vilde du svare, om jeg fridde til dig,
Netta?"

"Da vilde jeg svare Ja," udbrød Netta,
Jaalen, glædesstraalende og uden Betænkning.

Hollas slap hendes Hænder og tog fat med
sit Snitværk.

"Saa det vilde du, Netta," sagde han kun.
"Saa det vilde du."

Netta blev staaende lidt og afventende se
paa sit Livs og sine Tankers Formynder. Men
Hollas var dybt inde i sin Udskjæring:

"Det synes undertiden, som skulde det knibe
med Rundingen," sagde han. "Men det greier
sig alligevel, ser du. For jeg kradser bare op i
Tanken, jeg, hvad andre maa sætte paa Papir"
- og han plystred og skar, som om slet ingen-
ting var sagt, der dog kunde synes at forudsætte
en liden Tilføielse.

SIDE: 116

Netta tog ham det dog ikke saa ilde op.
Hun var af dem, som tog alt i bedste Mening.
Og ihvorvel hun nu ikke netop fatted, hvilken
Mening Hollas kunde have med sit pludselige
Spørgsmaal, betvilte hun ikke andet end, at det
var for noget godt, men noget som hun, Netta,
ikke havde Skjøn paa. - Kanske det ogsaa
betydde Frieri, - tænkte hun tilsidst, - men
Hollas havde i alt saa sin egen Maade. -

Hollas den Onde, Kirkeeieren, raabte paa
Netta, Myndlingen, en anden Dag:

"Kom nu herop, kjære!" hed det, endog med
Anstrøg af dansk for rigtig at høres indsmig-
rende, "saa skal vi drikke et Glas Punsch
sammen!"

Gladelig fulgte Netta Indbydelsen. Kom trip-
pende Trappen opover i nye Sølvspændesko, de
hun havde skyndtet sig at trække paa til Ære
for Hollas. Og i Haanden holdt hun sit Sytøi,
Stoltrækket.

Hollas lagde dog ikke Mærke til Nettas stase-
lige Fodpynt. Heller ikke til Stoltrækket. -
Da hun kom ind, vendte han bare saavidt
Hodet om mod hende og gav et lidet Nik.
Fortsatte saa at stelle og destillere derborte ved
Vinduet.

"Nu kommer jeg snart," sagde han, idet
Netta nærmed sig. "Sæt dig saalænge i Læne-
stolen der!" - Og Netta satte sig, saa paa sine
Sko og paa Hollases Ryg, glæded sig til at
smage det søde Bryg; ti visselig maatte det blive

SIDE: 117

godt at kalde, med slig Omhu og Skjøn Hollas
gik frem - snart heldte han Brændevin, snart
strødde han Sukker, snart krysted han Saft af
en gul Frugt. Saften drypped Draape for Draape,
indtil Hollas blev kjed og tog hvast i, saa Syren
pludselig skvat og silte nedover alle hans fem
Fingre. Dem slikked han grinende, mens Netta
lo. Da lod det, som om han pludselig kom til
at huske hende:

"Aa, er det du, Netta," udbrød han og tog i
Hast de sidste Smageslurker af Punschen, satte
derefter Glasset opned og klapped Laaget paa
Muggen til:

"Ja, se nu faar den staa og godgjøre sig lidt,
før vi tar af den, Netta."

Og dermed kom han svømmende mod hende
som et andet Sjøuhyre.

Men Netta smilte og vilde nødig give slip
hverken paa sin koselige Stemning eller paa sin
gode Mening om Hollas, selv ikke nu, da al den
Punschesmag, hun bekom, var den, hun fik paa
Andenhaand, klissen og ækkel fra Hollases Mund.

Saa sagde Hollas med Mine, som naar Ven
snakker til Ven:

"Det er besynderligt. Men ofte naar jeg er
ude og færdes, kommer en og anden og sier til
mig: - Naa hvordan gaar det med dig og Netta?
- Aa, det gaar, som det gaar, det, - sier jeg; for
jeg vil jo ikke den være, at jeg gir nogensom-
helst Rede. - Men hun holder jo saa inderlig af dig,
Hollas, - sier de. - Om saa var, - sier jeg, - saa

SIDE: 118

skal vel ikke det lægges Pigen tillast. - Og
jeg roser dig til alle."

Netta smilte. Men bagom Smilet dæmred
det svagt for hende, at der laa Ros i at dadles
af slige som Hollas, ligesaavel som der laa Dad-
del i at roses af dem.

"Er mit Navn da saa meget paa Folke-
munde?" spurgte Netta med noget som en
voksende Sten for Brystet.

"Særdeles meget," svarte Hollas. "Du og
jeg gaar armomslyngede Sognet rundt. Men
hvad gjør saa det?" og han trak paa Skulderen:
"Skidne Munde smitter hinanden indbyrdes;
men os to ikke." Og Hollas gren skjælmsk:
"Taler jeg ikke som en Vismand, Netta?"

"Jo," sagde Netta.

Og Hollas begyndte paa ny frisk:

"Saa er der i det sidste ogsaa de, som
sier: - Hør her, Hollas, I har jo slig en net
Pige i Huset, - og vi ved, der er gaat Hus-
varme i hende. Men sig os: Hvorfor regulerer
I det ikke saa, Hollas, at der blir en passelig
Arneild ud af det hele - ved at Pigen blir
Kone? - - Hvilkens Kone? - spør jeg. For jeg
kan da ikke saa sikkert vide hvad. Og efter-
som min Netta engang bagom min Ryg forærte
et Par Buksesæler til Even Krumholt, vil jeg
ikke gi Bukseknappen her i Pant paa, om hun
ikke ogsaa kan forære bort lidt andet, som
heller ikke jeg, Hollas, menes at skulle komme
efter uden ved en Tilfældighed!" Og Hollas

SIDE: 119

spilte Øinene op og hvisled spøgsomt mod hende
med Tungen. - Hvilkens Kone? - spør jeg, som
sagt.- Aa kjære da, Hollas, - svares der, - gjør
Jer ikke dum. - - Det er nok I, som er dum-
me, Godtfolk - og I smitter hinanden til med
Munden. - Vi er ikke dummere end selve
Præsten, - sier de, - og han fortæller det samme,
at I i Huset har en smuk Pige, som -."

"Hvad?" raabte Netta med Taarer i Øinene
ved Tanken paa den pyntelige Præstemand.
"Har han ogsaa snakket om det?"

"Desværre!" sagde Hollas beklagende. "Som
jeg før nævnte: Netta og Hollas gaar arm-
omslyngede Sognet rundt!" Og ubarmhjertig
fortsatte han at ærte Pigen med sig selv, og
løgnagtig tillige; for nærmest talt var der ingen
i Bygden, som ofred megen Tanke paa, hvor-
vidt Netta, den evig Umyndige, beæred Hollas
med sin Gunst eller ikke. Men Netta erklærte,
idet hun klynkende gik i sig selv, at hvad
hende angik, da var ikke Folk saa rent paa
Vildspor endda - hun var svag, javist var
hun svag! -

Og Netta, Myndlingen, havde opsnappet et
Ord om Moral. Ved at høre det Ordet smisked
Hollas i Skjægget:

"Moral?" sagde Hollas. "Moral? Sig mig
du, hvad Moral er?" Og da Pigen ingenting
svarte, vedblev han rapt:

"Er det af det gode eller det onde?"

"Af det gode," svarte Pigen.

SIDE: 120

"Da er jeg meget moralsk, min Ven," sagde
Hollas.

"Du?" maaped Netta.

"Javel jeg, jeg er moralsk," gjentog Hollas.
"For jeg er af det gode. Og jeg, jeg har aldrig
svigtet mig selv." - Og nu gav Hollas sig til
at spadsere frem og tilbage paa Gulvet, saa de
evindelige Frakkeskjøder svinged. Men Jaalen
graat over Hollases Beretninger, de hun alle
trodde. Da kom Hollas til at ærgre sig, fordi
hun ikke beundred hans Overlegenhed, og han
stopped foran hende:

"Naa! Se det er da, som jeg ofte har tænkt
- du holder ikke af mig for tværs over
Lillefingeren. For holdt du inderlig af mig,
vilde du ikke ta slig paa Veie for en Smaa-
ting. - - Hm!" vedblev han med bebrei-
dende Stemme, som blev spinklere og arrigere
efterhvert - "her bad jeg dig op, forat vi
skulde ha en hyggelig Time sammen, og jeg
sad og fortalte dig løst og fast, som jeg tænkte,
du kunde ha Moro af - sligt vi kunde le af i
Fællesskab. Istedet - hjælpe mig - sætter
du pludselig i at ule som en Hund, der har
faat Juling. Saa sier jeg alt, det jeg ved, for
at trøste dig - og jeg skulde gjerne gjøre alt
for dig, gjerne bære dig til Verdens Ende; men
du ynker dig fort væk videre som et Bæst, der
har ondt i Maven. Og jeg, jeg, Hollas, gjælder
ingenting. Ingenting gjælder jeg. Ingenting."

SIDE: 121

Men Netta, Myndlingen, var kommet paa
feil Tur, og hun skreg høit og ubehersket.

"Naa! Jeg faar naturligvis finde mig i, at
der er En i Bygden, - som du liker bedre end
Hollas - En, forstaar jeg, - der er saa særlig
fin og nøieregnende. - Men kom - nu er den
sagtens færdig," slutted han. "Kom, saa skal
du faa den Punschen, jeg loved dig - og saa
kan du jo faa gaa. For dette her taaler jeg
ikke i Længden!" Dermed snapped den gode
Hollas Nettas Fingerbøl. - "Er ikke det mor-
somt?" spurgte han, idet han holdt Fingerbøllet
op i Veiret mellem to sprikende Fingre, mens
han fyldte det med Punsch. Gav saa Netta
Fingerbøllet tilbage.

"Skaal!" nikked Hollas, han satte selv hele
Muggen for Munden og gulked alt Indholdet
ud alene.

Alligevel vilde ikke Netta, Jaalen, tro andet,
end det hun havde drømt og tænkt sig, naar
hun fik Stoltrækket færdigt, vilde ske.

Derfor listed hun sig op paa Stolmager-
værkstedet en Stund, hun vidste, Hollas ikke
var der, men snart vilde komme. Og hun
lagde det færdige Træk med "Roserne og For-
glemmigeierne paa violet Bund" smukt tilrette
paa den Kasse, hvor Hollas pleidde sidde, naar
han snedkred. Idetsamme kom han i Trappen,

SIDE: 122

og kun saavidt naadde Netta at dukke sig ned
bagom Dreierbænken.

Hollas traadte ind i Hui og Hast, satte Kroken
for Døren, og plystred, som naar han havde
vigtigt fore. Derpaa gik han hen til Vægskabet
og trak frem noget tungt - Netta kikked over
Dreierbænken - det var ligesom en svær Jern-
ske med langt Skaft, og der var noget fladt
noget med Laag, det han klapped til og tog af
flere Gange. Og mens han stelte og ligesom
smurte denne Remedien, lo han.

Men derefter gik Hollas hen til Ovnen, hegted
Ovnsdøren af og gjorde Varme op.

- Den Hollas, - tænkte Netta. - Nei, den
Hollas, hvad han har for rart at pusle med
bestandig! Men han maa vel snart se Kassen. -

Hollas lagde slet ikke Mærke til Kassen med
Stoltrækket. Han putted nogen mindre Beter
af noget - Netta syntes, det ligned Bly - i
Jernskeen, den han stilled over Ilden. Og saa
gav Hollas sig til at svinge rundt i Værelset en
Stund, og han sad lidt paa alle Stolerne og paa
Kassen med, fremdeles dog uden at bemærke
Trækket. Netta var bra træt af at sidde paa
Huk, og det værked i Knærne; men fordi hun
havde en Følelse af, at det ikke vilde være rig-
tig vellykket at vise sig nu, sad hun stille videre og
letted sig Stillingen saa godt som mulig ved at
støtte Haandfladerne mod Gulvet.

Saa drev Hollas Skeen ud af Ovnen plud-
selig og hen paa Bordet, hvor han havde en

SIDE: 123

Jernplade liggende - foruden den mærkværdige
Tingest med Laaget. Heldte saa ganske ligefrem
Indholdet af Skeen ned i Tingesten og satte
Laaget forsigtig paa. Og atter lagde Hollas de
graa Metalstykker i Støbeskeen, som han satte
over Ilden. Og atter svinged Hollas leende
over Gulvet.

Netta, Myndlingen, var ikke glad. Det dæm-
red alt tydeligere for hende, at hvad Hollas her
bedrev, brød han sig ikke om at have Øien-
vidner til, saa - nu fik hun holde sig gjemt
der bagom Bænken, indtil han blev færdig -
om det saa varte til Dommedag. Øieblikket
efter kløved Hollas Laaget af Tingesten med en
Meisel. Da turde rigtignok ikke Netta stikke
Hodet op for at se, hvad han heldte ud, som
det skrangled saa i; for lynrap i Vendingen var
Hollas nu. Men gjennem en Spræk i Bænken
saa hun, at han stod og holdt et Dalerstykke
op mod Lyset, og han drypped Syre paa
Daleren af en liden Flaske og pudsed efter med
en Fille - Netta maatte braalukke Øinene, der
hun saa Hollases Ansigt i Lysskimret, lei som
en Torbist saa han ud, og nu vidste Netta, det
nærsagt gjaldt Livet for hende, at hun forblev
uopdaget.

Sjæleglad blev hun derfor, da nogen kort
efter kom paa Døren og meldte En, som vilde
snakke med ham.

"Hvem er det da?" spurgte Hollas.

"Kirketjeneren med Pengebøsserne," svartes der.

SIDE: 124

"Sig han skal vente," sagde Hollas. - "Penge-
bøsserne!" mumled han ved sig selv, "ja,
nu kommer der Penge i dem tæt som Strø!"
Og Hollas satte Smelteredskaberne ind i Væg-
skabet og laaste. Og ned i Bukselommerne
subbed han fra Bordet Nævevis af Dalere. Men
idet han passerte Værktøikassen blev han saa-
vidt vâr Stoltrækket:

"Hvad er dette for noget da?" sagde han og
trev det foragtelig tilside. Og saa traved Hollas
plystrende ud gjennem Døren og ned i Gangen
til Far Kristen, Kirketjeneren.

Netta, Myndlingen, iførte sig sin bedste Puds,
den sjektede Kjole med det foldrige Skjørt, og
Pibestrimmel om Halsen og Schæferhat paa Hodet.
Saa pakked Netta forsigtig det af Hollas for-
smaadde Stoltræk ind i tyndt, blankt Papir.
Tog Pakken under Armen og smutted hurtig ud
af Munkejordgaardens Port. Hun saa sig lidt
ræd omkring baade til høire og venstre, og nede
paa Veien skotted hun uafbrudt op til Hollases
Vinduer. Der stod han ogsaa. Og som han
fik Øie paa hende, strakte han Halsen frem:

"Hvor gaar du hen?" raabte han nysgjerrig.

"Til Karine Sypige," svarte hun.

"Saa fin? Skal du lægge ud Kjolen? Hvad
har du i Pakken din?" spurgte han i ett.

SIDE: 125

"Nei," svarte Netta med et Ord til det alt.
Og sagtens skjønte Hollas, der var Ugler i
Mosen.

- - -

Preben, Præsten, sad i sit Kontor og skrev
paa Søndagsprækenen. Men Fortolkningen af
Teksten vilde ikke rigtig føie sig; skjønt - det
skulde vel ikke synes meget svært, især ikke
for en gudfrygtig og renlivet Mand som Preben,
at tale over Jesu Ørkenfristelse, den Begivenhed,
der saa naturlig fører Betragtningen hen paa
Menneskelivets Farer og Fristelser, med en skin-
ende Opmuntring til standhaftigen at staa
fast, naar Fristeren lokker, i Trængsel, i Nød,
i Angst, staa fast i Aarvaagenhed, i Langmodig-
hed, i Godvillighed, i uskrømtet Kjærlighed og
i Sandheds Ord formedelst Retfærdigheds Vaaben
baade paa høire og venstre Side - som Bedrø-
vede, men dog altid glade - som Fattige, men
de som gjør mange rige - som de, der intet
har og dog eier alt. - - Sagen var, at Præsten
var adspredt, og i den Jord gror ikke andet end
ørkesløse Drømme. Og Præsten vilde ligesom
Angelica gjerne drømme; men fordi han var
Mand, krøb disse hans Drømme mer paa Land-
jorden. Præstens Tanker sneg sig denne Gang
ind paa Ægteskabets Marker - hvor høist til-
trækkende det dog maatte være at have en Kone
i Huset, En, der tilkasted ham kjærlige Blikke,
mens hun øste hans Suppe og lagde de møreste
Stegestykker paa hans Tallerken, En, hvis milde,

SIDE: 126

bifaldende Smil vilde møde ham fra hans Hus-
stol i Kirken, naar han talte smukt og kraftfuldt
om Herrens store Ting, En, der paa Tvilens
Dage kunde styrke ham med Naturkvindens
umiddelbare Tro, En, der, naar Usikkerhed flød
over ham deroppe paa Prækestolen, kunde nikke
opmuntrende: Ikke forsagt, Elskede. Hvert
Ord, som udgaar af din Mund, er jo den evige
Sandheds. - - Derefter streifed et Par Ægte-
skabssalmer Præstens Tanker: - Hvor inderlig
naiv og fuld af from Lykke lød nu ikke
denne:

"O Ægtestand, du høist lyksalig est."

- Og fuld af stille Forstaaelse denne med sin
i Sandhed vise Opskrift for Ægteskabsglædens
Bestaaen - denne, hvis Begyndelsesord lød
saalunde:

"Og vilst du nyd en Hustru sød
og del med hende Seng og Brød" -

- Men se, hvor underligt: Undertiden i
Menneskelivet kan Tanker og Begivenheder mødes
- lidt uvisst at sige, hvad enten Tanken hid-
føres i Kraft af den sig nærmende Begivenhed
eller omvendt. - -

Som Præsten Preben saaledes sad med Haand
under Kind stirrende udover Præstegaardens
Enge og Ægteskabets Paradis - medens Pennen,
hvormed Prækenen skulde skrives, stod urørt
i Blækhuset - banked det stilfærdig paa Døren.
Og ind steg Netta, Hollases Myndling, i sjektet
Kjole og Pibestrimmel om Halsen.

SIDE: 127

"Goddag, Præst!" sagde hun med en blu-
færdig Rødme og kniksed reputerlig.

I Sandhed - Præsten kunde ikke undgaa
at blive behagelig berørt ved Synet af den god-
lidende Pige, og han bød hende efter en pas-
sende Hilsen hjertelig at tage Plads. Men Netta,
Myndlingen, blev alligevel staaende:

"Tak!" sagde hun skjælmsk og saa hurtig,
at Ordene faldt over hinanden. "Men Præsten
vilde ikke sidde ned i mit Værelse - følgelig
kan jeg heller ikke sidde ned her i Præstens."

"Ah, men Jomfru Netta!" udbrød Præsten
smilende - "dette er jo mit Kontor!" Og for
yderligere at klargjøre - "mit Modtagelses-
værelse!"

"Hvad var saa i Veien for," svarte da Netta,
Jaalen, for ingenlunde at blive Svar skyldig, "at
det Rum, i hvilket Præsten var inde paa Munke-
jord, var mit Modtagelsesværelse?" - og alt, hvad
Netta sagde, faldt i den gode Jord:

- Hvor yndig og fuld af Skjemt, og føler
jeg det sandelig, som havde jeg kjendt hende alle
mine Dage, - tænkte Præsten. "Nu! Det lyder
jo som en hel Udfordring, Jomfru Netta," sagde
han høit, idet han langsomt reiste sig fra Stolen.
"Og blir den hulde Jomfru Netta staaende, saa
kan jo heller ikke jeg forbli siddende."

Da var Netta just ifærd med feberagtige
Hænder at rulle Pakken op.

"Men hvad - hvad er da det?" spurgte
Præsten forbauset.

SIDE: 128

"Det jeg loved Jer engang," svarte Netta. Og
hun tripped tre smaa Skridt hen til Præstens
Stol. Der bredte hun Stoltrækket ud. Violet
var det i Bunden, med Forglemmigei og Roser
i en stor og kompakt Buket midt paa Sætet.

"Mit Ægteskabs Alterdug - hvo ved?" -
mumled Præsten henført.

Angelica, Præstens Søster, sad ved Vinduet,
stirred i Maaneskin og Taage - tænkte paa
ham, hun elsked. Trak lyse Penseldrag gjen-
nem sit Hjertes Elskovstid:

- Stærk og fager var han kommet hende
imøde, bare det blege Blink i Øinene havde
endnu mindet om Feber og Død. Og smilt
havde Angelica. Og smilt havde Otto Kefas.
Men tænkt havde Angelica:

"Hvor underligt! Staar det ikke for mig,
som om denne unge Mand er min synderlige
Eiendom nu, siden hin Gang Gud Herren hørte
min Bøn og gav ham tilbage til Livet." - Saa
havde de gaat ved hinandens Side i Re Gaards
Have, der Gangene laa hvide af Epleblomsters
Blade, og de havde talt og ledd. Dog, sandelig,
det var ikke Snakket, og det var ikke Ordene,
som faldt mellem dem, men Stemningen,
den Stemning, der kjendes igjen fra de skjøn-
neste Drømme. Deilig var Otto Kefas. - Men

SIDE: 129

Angelica havde det ogsaa hændt noget besyn-
derligt, engang hun gik i Præstegaardens Have:
Saa stille var der for Menneskelyd i den dug-
gede Sommermorgen, og Sol skinned skraa
over Tuntrærne, engang hun stod og plukked
Blomster, Angelica, baade blege og blodrøde
Roser. Nogen stak hun i Haaret, og mange
tog hun i Hænderne for dermed at fylde den
skumle Præstegaardsstue - de lyse skulde staa
og skinne i Krokene, de mørke funkle fremme
i Vinduerne. Og som hun stod der med Blom-
sterne, saa hun just henover Vindusrækken. -
Mon ingen oppe endda? - havde Angelica
tænkt. - Nei, naturligvis ikke. Men hvad for
en Gjennemtræk i Angelicas eget Værelse!
Gardinet i Krumning som et spændt Seil - og
der ved Siden - tydeligere efterhvert - - ned
i Rosenhækken greb Angelica, mærked ikke,
hvor Tornene rev Hænderne tilblods! Men for-
svundet var Synet. Bare Gardinet flaksed vildt
ud af Vinduet, som om nogen skulde have revet
det løs fra Holderen - for at vifte med det.
Og virkelig havde Angelica set ham, Otto Kefas,
med disse sine egne Øine, set, hvordan han
der indenfra Mørket, bredskuldret, sortklædt,
havde bøiet sig ud af Vinduet fremfor det hvide
Gardin, indtil han havde fundet Støtte for Hæn-
derne paa Gesimsen nedenunder - set ret frem
og ned, blæst Mund og Kind en Smule ud, som
om han pusted fra sig noget.

Men underlige er Kjærlighedens Øine, Angelica!

SIDE: 130

- Og Angelica, Præstens Søster, stirred i
Maaneskin og Taage. Under store Trær krøb
Skyggerne frem, mættet af Mørke og stille Nat,
mod Dalen bredfyldt af sølvhvid Skodde, og
høit bagenfor Skodden hæved sig Kirkens sorte
Taarn, manende til Bøn og Tro, kaldende til
Lov og Tak.

Angelica, Præstens Søster, stod stille op,
fandt Kirkenøglen, den store, blanke, og listed
ud gjennem Præstegaardens Port. Og mod det
sorte Taarn over Skyvæggen styrte atter Angelica
sine Skridt.

- - -

Angelica knælte for Alteret, Hodet hævet, og
Øinene skinned i dunkel Glød:

"Herregud! Tak du, som hørte min Bøn,
du, som lod Otto Kefas leve og Far Kristens
Steddatter dø."

"Jeg banked paa, jeg søgte din Godhed, Herre,
og bad i din enbaarne Søns Navn. Og du,
som læser i Hjertet, du opfyldte min inderste
Bøn. Lovet, evig lovet være Herren, min Gud!"

"Men den, der gives, den ber paany. Herre
du Gud, denne Gang er min Bøn end mer en
Verdens. Ja, mange vil vel si, jeg synder med
den Bøn allerede."

"Men du deroppe, - som ser i Hjerterne, -
som skabte dine Mennesker af Kjød og Blod, -
saa sikkert ved jeg, du rynker ikke Brynene,
fordi om dine Skabninger hører Blodets Røst
og lyder den."

SIDE: 131

"For den Tid er forbi, da du sad paa Sinai
og slog til Lyd med dybe Basuner. Da du
svang dit Scepter og dikterte Love under Ild
og Røg. Dengang maatte saa ske; ti da var
Sæderne raa - og stærke Piske skal der til for
at ave vilde Hjorder."

"Siden, i Tidens Fylde, steg du jo selv
Menneskeskikkelse ned fra Sinai, de ti Buds
Bjerg, Herre, vandred iblandt os, fyldte vort
Sind med Sjæleadelens Love, de Bud, ethvert
godt Menneske ubevidst bærer i sig selv."

"Og da du saa forlod os, Gud, sagtens steg
du da høiere op end til Toppen af Sinai, de ti
begrænsede Buds Bjerg. Lige mod Himlens
Kongeslot steg du."

"Der ved jeg nok, du sidder og ser vor Færd
ved Dag og Nat. Dømmer, men sjelden for-
dømmer. Og allermindst fordømmer da dine
Mennesker for det Blod, du selv engang gav
dem i Aarerne."

"Og der du hører Sjælens Strenge og Blodets
Røst smelte sammen i enstemmig Sang, der ved
jeg saavist, du smiler, Herre."

"Nu ser jeg, du smiler ogsaa til mig. Jeg
ser det af Himlen, jeg stirrer op mod. Af
Maaneskinnet, slig det lyser."

"Jo, nu ser jeg, du smiler ogsaa til mig, du
levende Gud - og gir mig mit Hjertes inderste
Bøn. Skjænker mig Otto Kefas, som jeg elsker."

Ind af det smale Buevindu kasted Maanen
en Straale, slynged en rødliggul om Angelicas

SIDE: 132

Hode, sendte den saa tilbage ud i Verdens-
rummet i evig bugtende Strømning. - -

Angelica malte paa den store Tavle, nær at
sige baade ved Dag og Nat. Hvidt Klædebon
gled ud i bølgende Maanetaage, den der efter-
haanden kransed sig som Glorie om Midtfigurens
rene Skikkelse. Angelica brugte sine bedste
Farver, og en Drøm veg hende aldrig ud af
Øinene. Ti slig Drømmen fyldte Sindet, maatte
sagtens Øinene, det Sjælespeil, nok forraade
noget.

Og Angelica drømte jo baade ved Dag og
Nat. Kanske Sommeren med de hvide, duftende
Liljer og Præstegaardens mange Syriner og
Lillekonvallerne langsmed Gjærderne - al Vel-
lugt i Luften, al Fuglesang, al Ynde paa Jorden,
havde medvirket til at give hende de Tanker i
Sindet. For Angelica var Bildet af den Sjæle-
adelens Fyrste, som hun ønsked fremstille,
smeltet i ett, med et Bilde, der stod i hendes
Hjerte malt med Blomster og Blad, med
Alverdens Maaneskin og Taage - Bildet af
Otto Kefas.

-Oprindelig var den kommet ved en til-
fældig Streg, Ligheden, den vel ingen anden end
hun selv havde kunnet finde i Øieblikket. En
uklar grumset Streg over Brynet havde tilhvisket
hende et Navn, netop engang hun modfalden

SIDE: 133

stod og sagde ved sig selv omtrent saadant
noget:

"Nei, du kan ingenting stort og vidunderligt
male - saa klodset, saa tomt det altsammen
synes. Han, Omstreifern, som har malt Frel-
seren med Whiskers og hovne Fødder - nede
i et af Felterne paa Prækestolen - er igrund
ligesaa god Kunstner som Angelica. Akja, men
slig han stod der og klinte for to Mark Feltet,
havde han vel heller ikke tænkt at lægge saa
stor Sjæledybde deri - og derfor blev det ham
vel heller ingen saar Skuffelse, hvis han forstod,
at Evnen var liden. Men jeg, jeg vilde jo digte.
Herregud, jeg vilde digte, digte det deiligste" -
og hun havde i sit Mismod sat den vaade
Pensel meningsløst ned paa Tavlen, og - deraf
var blit den uklare, grumsede Linje over Øie-
brynet. Hviskingen havde baaret en Forjættelse
i sig. Angelica var gaat langt væk, set med
mysende Øine mod den uklare Linje, holdt
Haanden hul for Øiet, nærmet sig langsomt og
prøvende. Hviskingen fra den uklare Streg ved-
blev. Og alt tydeligere hviskedes Navnet, og
Graaveiret klarned væk fra Angelicas Ansigt.

Mange Dage havde rigtignok maattet forløbe
efter dette, før hun atter voved røre ved Tavlen.
Men da hun saa tog fat, da malte hun med
ny Begeistring og ny Glød straalende ud af de
mørke Øine - Angelica, Præstens Søster, vilde
fæste det skjønneste Menneskes Træk der paa
Tavlen - som Kristus, der han skred frem

SIDE: 134

spredende Lys om sig i Mørket, Husvalelse i
de formørkede Menneskesind, klart Vand for
den stakkars Tørstende. Det var Angelicas
Drøm, den som lyste hende ud af Øinene, den,
hun vidste, nu kunde opfyldes. - Og i Kraft
af denne sin skinnende Følelsens Overbevisning
blev hun ogsaa virkelig istand til at overlevere
noget af sin Drøm - saaledes at Maleriet paa
Tavlen blev levende, det mørke rugende dybt,
det lyse i Sølvglans bølgende. Og over det hele
svæved Digtets Aand.

Og saa malte da Angelica videre med sine
bedste Farver, det, der skulde blive Bildet af
Kristus og Bildet af Otto Kefas. Og aldrig veg
Glædens Glød hende ud af Sindet.

Paa den Tid hændte det just, at Hollas
den Onde, Kirkeeieren, atter var i Veie. Denne
Gang dog ikke slentrende beskeden tilfods.
Hei, i flunkende ny Karjol kjørte Hollas og med
tre Heste forspændt - først den sorte Hoppe,
saa en mørkebrun Vallak og saa en Blak, paa
Rad fór de, styrte af de rødstribede Tømmer,
Hollas holdt i venstre Haand, altimens han
farlig smeldte og dominerte med Pisken.

For Hollas sin egen Hoppe likte sig ikke i
Tøiret. Fandt kanske at være kommet i for
tarveligt Selskab. Eller om det var noget ganske
andet. Hollas sin egen Hoppe tygged paa

SIDE: 135

Bidslet og slog bagud lige op i Bringen paa
den Brune.

Hollas lod flomme ud over den de fæleste
Navne, reiste sig i Sætet og lod Piskeslagene
hagle:

"Det er jeg, som befaler, ser du," gnelded
han, "og du, som liter. Omforladelse - nei,
jeg skal ingen Mukking vide af! Er du styren?
Men her er nok sjelve din Herre og Mester."
Og han rykked i Tømmerne og knalded i Pisken.
Skræmt blev jo ogsaa de andre Heste. Skjævt
gik det, i Zikzak gik det, i Krinkelkroker og
Svingninger, Karjolen paa ett Hjul. Og ofte var
det, som snudde Hoppen Hodet og skjæpte til
ham der bagenfor.

Siden tog den det rigtignok paa anden Vis:
Efterat den ved Opkjørselen havde forsøgt at
vælte, satte den i Galop Præstegaardsbakken
opover, som tænkte den at rende fra Pisken.
Stod saa stenstille foran Præstegaardsporten, og
havde paa den korte Tid mast de andre Heste
ud, saa de skalv som Aspeløv, og den Blakke
gjorde Forsøg paa at lægge sig.

"Halloi!" raabte Hollas paa behagelig Vis.
"Er der nogen derinde? Jeg kan ikke gaa
fra her."

Angelica, der som ellers stod i Gangen og
malte, traadte ud paa Trappen.

Idetsamme bekom Hollashoppen en Raptus
paany. Reiste sig paa to, fegted med Forbenene
og hylte op med et ilsint Hoppehyl.

SIDE: 136

"Rolig, sier jeg!" skreg Hollas hæsblæsende,
og ligesaa sint som Dyret - og Svøben ramte
med lange, svulne Striber. "Er du fra Vettet?
Du faar da først se, om du har no at være
jaloux for, Jaalen. At bære sig slig, Nautet!
Ja, det er en anden Sort end du, Mærra! Men
du faar da ikke derfor smette ud af Skindet:
- Nei, bi litegrann - jeg mener: Vær saa
venlig at vente et Øieblik, Jomfru Angelica,"
stopped han denne. "Det var just Jer, jeg ønsked
tale med idag."

"Med mig?" udbrød Angelica forbauset.

"Netop," sagde Hollas. "Om en saare vig-
tig Sag."

"Saa sig det da hurtig, Hollas," maned
Angelica, hun var meget bleg og greb med den
ene Haand i Portkarmen - altid kjendtes det
for hende, som kom der Edderkopper frem med
Hollas.

"Det var," sagde Hollas, "om det derinde."
Og han pegte med Pisken forbi Angelica ind
mod Præstegaardsgangen. Angelica vendte Hodet
og saa did, Pisken pegte, og Angelica, Præstens
Søster, fik et næsten forskrækket Blik i Øinene.

"Det derinde?" famled hun. "Maleriet?" Ti
ret imod dem, indenfor den aabne Port, lyste
Angelicas Tavle frem - og rugende sort laa
det mørke og drømmende lyst laa det lyse.
Men syntes hun i samme Nu, som Ordene var
udtalte, at hun havde sagt noget saa menings-
løst, at hun skyndte sig at slette Ytringen ud:

SIDE: 137

"Aa om Velgjørenhedssagen," forandred hun, "og
Kirkebøsserne? Ja, jeg vil gjerne hjælpe med
hvadsomhelst!"

"Bedste Tak," sagde Hollas. Og saa sandelig
gav han sig til at snakke som udaf to Menneskers
Mund, den Enes Tale bred og flaakjæftet, myn-
tet paa Hoppen, den andens farisæisk høitidelig
henvendt til Angelica: "Bedste Tak! Men det gjæl-
der ikke om det dennegang - - vil du staa, din
Fordømte! - - det er Altertavlen - jeg liker ikke,
den vi har, vil gjerne smykke det gamle - - din
Rakker, hvad gliser du af? - ærværdige Tempel!
Smukt af mig? - Saa inderlig Dægern han ta
dig, dit Bæst, saa la mig da snakke ud! -
Aknei, strængttaget kunde jeg kanske endog sige,
det er Selvgodhed, Jomfru Angelica - der er
jo et Ord, som siger, at den som ærer sine For-
fædre, den ærer sig selv. Men man kan lige saa vel
sige: Den som ærer Forfædres Helligdomme,
den - naa skal jeg stikke Kniven i dig? -
den ærer ogsaa sig selv. - Hvad ler du af, Tøs?
- Og saan faldt det mig ogsaa i Tanker en
Dag, om ikke just Jomfru Angelicas Bilde
derinde vilde være særlig tjenligt i dette Øiemed.
- Saa ja, saaja, Mærra - se naa er a føielig et
Bil! - Med andre Ord, og forresten sagt i
Snarvendingen: Jeg vilde gjerne kjøbe det
Bilde derinde af Jomfru Angelica og benytte det
til Altertavle i Kirken - - naa, Herligheden
var ikke lang med Nautet - - og saa vilde
jeg spørge, om Jomfruen var fornøiet med, lad

SIDE: 138

mig sige - 100 Spd.?" - Og han gav Hoppen
et Rap, idet den slog Benene op og knegged.

"Hvad svarer saa Jomfru Angelica?"

Angelica havde trukket sig ind i Gangen,
mens Hollas talte. Og nu stod hun med Ryg-
gen ret for Maleriet, som vilde hun værge det.

"Ikke tilfals, Hollas," sagde hun saa.

Hollas spilte Øinene op og sænked Pisken
mod Jorden. Den sorte Hoppe stod pludselig
strunk som støbt af Jern. Og der fulgte en
Stilhed, kort og forundret.

"Ikke tilfals," mumled Hollas Ordene efter,
som fandt han dem saa uhørte, at han aldrig
før havde vidst af dem i denne Verden. Men
saa hæved han rigtignok atter Pisken, og Øien-
laagene sænkedes halvt over Blikket. Da var
det ogsaa som spidsed den strunke Jernhest
Ørene i Spænding paa, hvad vel nu vilde
komme.

"Daarlig forener sig Hovmod og Egensind
med den sande Frygt og Ydmyghed, Jomfru
Angelica," sagde Hollas saa med lav og mis-
modig Stemme. "Og af Jer har jeg da taget
storlig feil, der jeg ansaa Jer for den Rette i de
Helliges Tjeneste! - Ak, saa I vil ikke unde
Kirken Jers Maleri - Kirken, som under Jer
alt og giver Jer alt, hvad I ønsker og trænger
paa denne skabte Jord. Nu, saa faar jeg da høre mig
andetsteds om - sagtens findes der en Kunstner,
som gjerne lægger sin Evnes Skjærv i Kirke-
bøssen mod de 100 Daler og mange Menneskers

SIDE: 139

Beundring. - - Husk," fortsatte Hollas saa
efter en velvalgt Pause, og kunde der nu høres,
han kjendte sig med godt Fæste under Fød-
derne: "Husk, hvad det ogsaa rent menneskeligt
og verdsligt set vil sige for en Kunstners For-
fængelighed dette med at have malt en vakker
Altertavle," talte Hollas nu ret og ligetil. "Der
sidder jo hele Menigheden med den ret i Synet,
og mens Præsten præker og Smaaungerne skriker,
kan jo denne selvsamme Menighed uafladelig
glæde sig ved Altertavlens fromme Linjer og
Farver. Man kan ikke undgaa den, og man
ønsker ikke at undgaa den. He! Blir den dem
ikke saa at sige omtrent det samme som den
bevægelige Baggrund i et Skuespilhus. For er
den godt malt, Altertavlen, vil Menneskene, slig
de sidder og kjeder sig, altid finde nye Sider
ved den, og formedelst Gjentagelsens Hemme-
lighed vil de snart nødes til at anerkjende
Kunstneren - om de da ikke til syvende og
sidst rentud betages af en Kjærlighed for ham.
- - Naa, I lar da haant om alt, baade Dalere,
Berømmelse og Kjærlighed, Jomfru Angelica, og
- behold I kun Jers Maleri i Præstegaards-
gangen. - Men skulde I alligevel komme til
at se Sagen i et andet Lys end for Øieblikket,
saa ved I, hvor jeg bor," lagde han til. Og
dermed snudde Hollas Hestene. Og afsted bar
det som et Djævelens Veir.

Men længe blev Angelica staaende derinde
med Haanden for Brystet.

SIDE: 140

"Lade haant om Kjærlighed," hvisked hun,
idet hun halvt fraværende betragtet Maleriet.
"Lade haant om Kjærlighed, hans Kjærlighed
- det var vist ikke mig, Angelica."

Allerede den paafølgende Dag modtog ogsa
Hollas den oprigtige Besked fra Angelica, Præstens
Søster, at inderlig gjerne vilde hun skjænke "
sit Bilde som Altertavle til Herrens hellige
Hus. Men derfor ikke Kirkeeierens Tak, lige-
saalidt som hun ved denne sin Gave tænkte at
indlægge sig Fortjeneste hos Vorherre. Ti hendes
Bevæggrund var jordisk. Og Hollas, Kirkeeieren,
skulde have Tak af hende, Angelica, at han
havde husket hendes malte Tavle og givet hende
Anledning til at faa den ophængt i Kirken.

Hollas rynked Panden:

"Oho," tænkte Hollas - "den jordiske Bevæg-
grund! Nu gik der med engang et Praas op
for mig: Den hellige Angelica bærer en Kjær-
lighed i Hjertet. - Nei, der skal vel ikke stor
Menneskekundskab til for at kunne si om
Angelica, at hun gjør ingenting, hun, for Mæng-
dens Hyldest; men for En, for den hun elsker,
sætter hun selve Sjælen ind. Vel, gjør du det,
Angelica, - og se til Udfaldet!" - Der Hollas
havde Lyst til Angelica, Præstens Søster, fornam
han det som en Fornærmelse, at hun havde
Lyst til en anden, og nu havde det ikke vært

SIDE: 141

Hollas den Onde, var han ikke fra dette Øieblik
af gaat svanger med at forplumre Angelicas
Livsværk.

Hollas gned Hænderne mod hinanden:

"Haha, Kvinden spaar; men - Hollas raar."

Langt borte fra Præstegaardens Vinduer syn-
tes en Aker som glinsende Silke. Angelica,
Præstens Søster, havde Lyst til at gaa did,
stryge Armene over, lægge Kindet indtil.

Men naar Angelica, Præstens Søster, vel vandt
sig frem did, var Aksene ru og stive. Og engang
saa hun en rød Ræv nedi.

Under Maaneskin blev Akern saa forunder-
lig vek. Og især naar Engtaagen slynged om
den et Slør, da var det som Akern stod Brud
hver eneste Nat. Altid naar hun saa den,
maatte Angelica end mer tænke paa ham,
hun elsked.

- - -

Udpaa Eftersommeren blev Akern gyldengul.
Flød som en Flod fuld af moden Glæde. Bar
Rigdommen i Favn, snart flammerank og knei-
sende, snart døsig dukkende sig ned paa Jorden
som for at sove.

Akern var ogsaa Høstens bølgende Haar.

Deilig var Akern. Godhjertet med Brød til
de Fattige, med Smil til de Rige, med rolig

SIDE: 142

Skjønhed for enhver, der saa. Og nedimellem
Aksene tindred mørkeblaa Blomster - det var
Akerns egne Øine, dybe, varme af Sundhed
og Glæde som ogsaa med broget Efteraars
Digtning.

- - -

Angelica, Præstens Søster, havde længe gaat
og set paa Akern. Fulgt dens Vækst og glædet
sig over den fra dens Ungdom af, da den laa
som det fineste, lysegrønne Teppe bredt ud over
Jorden, mens endnu Luften var kold og Solen
magtesløs.

Angelica havde holdt af Akern.

Og nu, hun vidste, den snart skulde skjæres
ned, fordi den havde naadd sin Frugtbarheds
Høide, nu elsked hun den.

Kanske høres det for mange helt paataget
ud med slig Hengivenhed for en Aker. Men se
paa den da - kjære, se paa den - og prøv
saa at stille dig kold. Varm blev du, kjære,
saasandt du saa paa den med de rette Øine.
Og vidste du et deiligt Menneske, du gjerne
ønsked eie, vilde du paa en eller anden Vis
sammenligne det med Akern - selv om det
ikke var saa skjønt som Angelicas Otto
Kefas.

Angelica smilte, naar hun saa Akern. Saa
underligt - men hver Gang hun saa den igjen,
bar den hende en Forjættelse imøde.

Der gaar jo det Ord, at kommende Ulykker
kaster Skygge foran sig. Men kommende Lykke,

SIDE: 143

hvorfor skulde den ikke kaste Lys - at ligne
med - Sol over moden Aker? -

Angelica, Præstens Søster, red gjennem Skogen
ved Otto Kefases Side.

Angelica sad, stirred frem for sig og tænkte,
hvordan vel sligt et deiligt Eventyr kunde falde
i hendes Lod. Tænkte, hvordan Drømmene vel
kunde opfyldes, skjønnere end nogengang drømt;
fordi her straalte Virkeligheden rundt om.
Tænkte, hvordan nu ogsaa noget som Virke-
lighed kunde straale! Virkeligheden, der ellers
var graa og kold, hvad enten ved Dag eller
Nat, og kun laante Skjønhed af Drømmene.
Men her var alt vendt om - Virkeligheden
stak Drømmene ud. Det gjorde den ligesaalet
som en Stærk vinder over en Svag. Med ett
Slag, bare ved, at der de var i Selskab paa Re,
der blev Præsten, Angelicas Bror, kaldt i
Sognebud til et Sted langt borte, og han anmoded
paa spøgsomværdig Præstevis Otto Kefas at
bringe hans Søster i Hus. Saa havde Angelica
selv valgt at ride. -

Gjennem Skogen sad de og mored sig med
Maaneflakerne mellem Trærne - der fór hvide
Fugle, der flagred lyse Vinger, der gled van-
skabte Mandslinger, der dansed Alfer i Flok,
der stod en høitidelig Olding med skumhvidt
Skjæg, der hopped Dyr, store, smaa, sky og

SIDE: 144

forvredne som ulovlige Tanker - "Aa se, se,
Otto Kefas!"

Og Otto Kefas saa did, den hvide, smale
Haand pegte. Og Otto Kefas lo - deilig var
Otto Kefas! Han, ved hvis Sjæl Dødsenglen
havde rørt, var taget ind i Angelicas Stemning
- aldrig havde det lyst af Otto Kefas som i
denne Nat.

Angelica, Præstens Søster, bøied sig frem-
over i Sadelen, og hun støtted begge Hænder
for Panden.

- Gud, Gud, - hvisked Angelica inden i
sig - om du bønhørte mig saa straks - hans
Kjærlighed, Gud, om saa bare for denne eneste
Maaneskinsnat! -

"Er Jomfru Angelica saa træt?" spurgte Otto
Kefas, og Stemmen lød dæmpet, vâr, som selve
Sommernatten de red i.

"Ja," svarte Angelica, og et Øieblik saa hun
op - fanged ind gjennem sine mørke Øine
Skogen med Maaneflakerne mellem Trærne og
Otto Kefas paa den stærke, bølgemanede Hest
- og Angelica smilte. Sank saa atter magt-
stjaalen fremover.

"Jomfru Angelica rider sig selv til Doms,"
spaadde Otto Kefas, han vigte sin Røde op, og
strakte Armen ud til Støtte.

- Nei, Nei, det gjorde ikke Angelica! -
hun retted sig hvast. Blev siddende slig, rank
som en Kjerte, til de kom ud af Skogen, og
indover der Veien slynged sig langs Bækkefaret

SIDE: 145

imellem Engene. Der laa ogsaa Myrtaagen
blød og hvid og holdt Stand mod Maaneskinnet.
Og der de red ind i Taagen, var det som om
kjøligt Spind vifted dem over Ansigterne. -

"Her kan Kornet snart skjæres," sagde Otto
Kefas.

Da saa Angelica, at de var fremme ved den
gyldne Aker.

Og Synet af Akern gav hende Indskydelsen
- Angelica holdt Hesten an og lod sig glide.
Og før hun vidste Ordet af, stod hun paa
Jorden.

"Gaa - gjennem Akern," sagde hun.

"Uberegnelig er Kvinden," udbrød Otto Kefas.
Men han bandt begge Heste til et Træ og fulgte
gjerne efter.

"Der er bare én Aker i Verden," sagde
Angelica, "for mig." Og indi sig tilføiede hun:
- For os Kvinder. For sandelig - den er som
et Bilde paa et lødigt Kjærlighedsliv, syns
jeg. -

Og slig de nu gik gjennem Akern, saa hun
endmer, hvor voksen den var - Aksene naadde
selv Otto Kefas over Issen.

"Her blir meget af Letrug," sagde Otto Kefas,
"derfor er det, den staar saa rank."

Angelica kjendte Ordene som Dadel mod
sig selv.

"Da er den dog fuldvægtig nok derborte,
hvor den har lagt sig for Blæsten". - Kanske
der ogsaa i ethvert Menneskes Sind findes noget

SIDE: 146

Letkorn - og det bærer høit, og det svaier
rankt. -

Men Otto Kefas bøied sig, tog i ett Greb en
Kvast af Blomster indimellem Kornaksene, og
Blomsterne var sorte som Stenkul i Maanelyset.

"Her Angelica," sagde han og forsøgte først
at fæste den paa hendes hvide Kjole, ved
Brystet.

Men fordi det ikke lykkedes, stræved han
derefter længe med at fæste de sorte Korn-
blomster oppe ved Angelicas Hals. Og tilslut
blev det, som taalte han ikke Hudens Myghed
og Varme.

"Angelica," sagde Otto Kefas, og han slutted
med begge Hænder om Angelicas Nakke.
"Angelica," sagde han, og Øinene duggedes af
Ømhed.

Da blev de derude i Akern Skumringstiden
mellem Dag og Nat. Saa Maanen glide ned
bagom Trætoppene som en stille brændende
Fakkel. Saa de gule Aks svinge paa steilen
Stængel, og nær ved skalv de blaa Kornblomster
som sorte Stjerner i Natten - i streifende Halv-
søvns Taage danned de Rækker af Runer og
Skrifttegn - de, der føied sig sammen til Navne
- Otto Kefas, Angelica.

Og Himlens Skyer blev røde mod Morgen.
Og Fuglene vaagned, vugged og sang udenfor
Rederne.

Og Toppen af de høieste Bjerker skalv i
Morgenvinden.

SIDE: 147

Og Akerns røde Ræv kom luskende, spids i
Snuden, snar i Blikket, og med lang og busket
Hale - kom gjennem Akern for at stjæle.

Og høieste Bjerketop naaddes af Solens
Kys, svinged, som toges den ind i Musiks
Rythmer.

Og Skogen naaddes ogsaa, og de mørke
Graner smilte. Og Engen med Haaens Tusental
af Firkløver saa ud som maatte den fornemme
sin Høst vidunderlig skjønnere end Alverdens
regntunge Foraar.

Og tilslut naadde Solen Akern. Aksene først,
saa hver af dem blev som en deilig Tanke.
Stænglerne siden, saa grangivelig de virked som
en gylden Regn. - Ti Solen havde sine stærkeste
Straaler for Akern. Flommed den over med
Gudeglans.

Og midt inde i den gyldne Aker stod Angelica,
Præstens Søster, og bredte Armene ud:

"Solen, Otto Kefas. Vor Sol!"

Altertavlen skulde faa saa fin en Ramme, og
Hollas selv havde skaaret den ud. Hjørnerne
var runddreiede og forgyldte i Udskjæringerne.
Og midt paa hver af Længdefladerne var et
rødt og svinget Zirat - Hollas alene, og ingen
anden, vidste, hvad det skulde betyde - mest
ligned det et rødt Hjerte. Og mest ligned

SIDE: 148

Hjørneudskjæringerne slige rare, smaa Dyr, som
Folk undertiden ser for sig i Drukkenskaben. -

Rammen var bragt hen til Præstegaarden en
Eftermiddag. Og snart skulde Hollas ogsaa
komme.

Angelica, Præstens Søster, saa Rammen an i
Taushed. Angelica likte ikke Rammen. Angelica
likte heller ikke længer Maleriet, som skulde
være i Rammen.

Angelica likte aldrig det Hollas havde med
at bestille. Ti blev der da i hendes Øine noget
beplettet ved det. Anderledes fornøiet skulde
derfor Angelica vært ved at skjænke Bildet til
Kirken, og ved at Kirken modtog Gaven, - om
bare en hvilkensomhelst anden end Hollas
havde foranlediget det. Og desuden - netop nu,
hun snart skulde give Arbeidet fra sig som færdigt,
netop nu skulde hun igrund begyndt: - Alle
de mørke Træstammer, alt det gulblege Maane-
lys - Midtfiguren selv - hvor ganske ander-
ledes herligt maatte det ikke forme sig, hvis
hun nu havde kunnet tage fat. Lidt vilde hun
da have malt paa Grundlag af det forrige, og
meget vilde hun forandret. Kristus - Otto
Kefas - han skulde sandelig ikke staa i nogen
mørk Skog, selv om ogsaa Maaneskin flød om
derinde, selv om aldrig saa stærk en Glorie
omstraalte ham. - Nei, nei, - tænkte Angelica
nu - havde du istedet malt ham midt imellem
gyldent Korn! Kornet var jo desuden det
bibelske Bilde, der saa ofte gjentages om Guds

SIDE: 149

Børn og Ordet, der faldt i god Jord. Ja, Kornet,
Kornet, Akern, Otto Kefas - da først skulde
Altertavlen virkelig bli det, den burde. - Og
som Angelica tænkte, vokste Tanken sig stærk.

"Hollas," sagde hun, da denne kom, "nei,
jeg kan ikke gi det fra mig endnu paa længe.
Det skal bli vakkert engang, tusenfold bedre
end nu. Men god Tid maa jeg tilstaaes!"

Da svarte Hollas, mens Pupillerne i hans
Øine knep sig langsomt sammen som hos den,
der vil udforske Sollyset:

"Jeg forstaar ikke rigtig, Jomfru Angelica -
I var jo ret godt fornøiet med det sidst - jeg
tror ogsaa, I snakked noget om, I havde lagt
Jers Sjæl deri." - Og som med dulgt Haan
forlød det: "Har da Jers Sjæl forandret sig
nu? Eller - har I to Sjæle, Jomfru Angelica?"

Angelica kasted Hodet tilbage:

"Det ved jeg vel, Hollas - et Menneskes
Sjæl er uforanderlig nok. Men det ved jeg
ogsaa: Undertiden kan Mennesket faa Glimt af
større Herligheder end sin stakkars egen Sjæl."

"Det forstaar sig," smilte Hollas spottende.
Og hvad han videre forstod, var, at her var
skedd noget siden sidst. Og her burde handles.

"Naar jeg skal si min Mening - og uden
at I derfor maa fortrydes: Det forekom mig
ogsaa, at der var Ting, som burde forandres.
Og naar I nu selv ikke har no imod yderligere
Arbeide, tilstaar jeg, Hollas, Jer gjerne et Par
Dages Frist."

SIDE: 150

"Hvad var det da, som efter Hollases For-
mening skulde vært anderledes?" spurgte Angelica
aandeløs.

Hollas fjerned sig nogle Skridt ifra Bildet,
skygged med Kjendermine Haanden for Øinene,
saa lo han en kort Latter, der tydeligere end
alt andet kunde fortælle, hvor uomtvistelig sik-
ker han var i Sagen:

"Farvemodsætningerne er for stærke, Jomfru
Angelica," sagde han. "Det sorte er for sort
og det lyse for lyst. Jeg ser, det er ikke netop
fortegnet, men sandelig virker det saa. Vil I
Jer selv vel, saa afdæmper I Farverne, Jomfru
Angelica - saa falder heller ikke Linjerne saa
kantet og skarpe. Og hvad den der Figuren
angaar, saa husk: I mener dog at fremstille
et Menneske, ikke en gulmalt Træmand med
hvidt Papir om Kroppen. Ja, det kan jo være,
jeg overdriver; men jeg er nu engang kommet
til at se det nogenlunde paa den Vis."

"Om det ikke er bedre at lade det hele
fare," afbrød Angelica, og Blodet var skudt
hende flammevarmt op i Kinderne - "det er
ikke min Tanke at skjæmme Kirken med en
daarlig malt Altertavle. Jeg havde heller aldrig
budt Maleriet frem, var ikke Hollas først" - -

Nei, nei, Jomfru Angelica," sagde Hollas nu,
"sandelig misforstaar I mig nu storlig! - Sær
deles godt lavet er Maleriet. Men hvor det
alligevel skulde bli anderledes skjønt, Jomfru
Angelica, om I - hvilket I jo ogsaa selv fore-

SIDE: 151

slog - arbeidede derpaa endnu en Tid. Visse
Forandringer - - Vær tryg, jeg, Hollas, har
et Skarpsyn for denslags som Malerkunst fra
hin Tid i min Ungdom, da jeg fór udenlands
og nød al den herligste Kunst, som i Verden
kan tænkes." - Og nu forklarte Hollas den
Onde med stor Tilforladelighed Angelica, Præstens
Søster, hvorledes hans Tilbud fra først af -
bedre ham! - ikke saa meget var fremkommet
af Kjærlighed til Kirken som af Kjærlighed til
Kunsten, den store og vidunderlige - Flammen
af den havde han straks øinet i Angelicas
Maleri - og saa havde Ønsket om at bevare
og fremme hende som den evige Ilds Tjenerinde
opstaat hos ham. -

Angelica, Præstens Søster, maatte se paa
Hollas, og sandelig saa hun ham nu an med
andre Øine end før - Hollas den Onde, Ind-
flytteren og Stolmageren, som Kunstelsker og
Kunstbeskytter! Og Angelica overvandt sin
Modvilje for ham og fortalte, hvilke Forandringer
hun havde tænkt at foretage med Bildet. Og
Hollas den Onde hørte andægtigen til, snart
billigende, snart forkastende. Hollas den Onde,
Kirkeeieren - snart stod han støttet til Trappe-
gelænderet ledsagende sine Ord med store
Haandbevægelser - snart hinked han frem og
tilbage over Gulvet, og Øinene rulled som i
mægtig Kunstbegeistring. - -

Saa ufattelig det kanske høres. Men saa
forvisst, at nu en Tid malte Angelica, Præstens

SIDE: 152

Søster, paa sit Maleri, forandret det under
Hollas den Ondes Ledelse.

Og hun trodde paa sit Arbeides Værd. Og
drømte nu som før saa mange deilige vaagne
Drømme.

- - -

Men ofte er den Sovendes Drømme sand-
færdigere end den Vaagnes, mer uhildede af
Længsler og Ønsker. Og mer ubarmhjertige.

Saaledes drømte Angelica en Nat, hun laa
og sov bag de hvide Sengeomhæng:

Hun stod paa en Eng og havde fundet Perler.
Hvide, klare og runde, store og smaa, vidunderlige
Perler havde hun fundet og samlet sammen,
saa hun stod med begge Hænder ligesaa fulde
som naar hun i Barneaarene sanked Snebær.
Og som hun glæded sig utrolig over sine Perler,
dukked den unge Kvindes Forfængelighed frem
hende: - Af de to der vil jeg lade lave
Ørensmykker, - tænkte hun, - de vil hænge
i dine Øren, du sorthaarede Angelica, som hvide
Blomster. Og den der vil jeg indfatte i en
Guldring. Og de der jævnstore vil jeg træ
paa en Snor til at hænge om Halsen. Og hvad
- om jeg nu ogsaa kunde faa fæstet nogen i
Haarkammen, de største og smukkeste - du
vilde bli saa perlesaadd Angelica, som skulde
en Helgens Taarer faldt ned over dig! - -
Men der hun var naadd saa langt, blev Angelica

SIDE: 153

forfærdet over sin Selvgodhed. - Nei, nei, Perlene
skal du ikke beholde for at smykke dig selv,
heller ikke skal du grave dit Pund i Jorden;
men de Taarer Gudehaand lod forvandles til
Perler for dig, saaledes at du, og just du, er
udkaaren til at finde dem, de skal du kun
sanke ind for atter at dele dem ud. Ti i Sorg
hviler Sjæleadels Spire. -

Den store Dag oprandt med straalende Sol,
den der jo har Ord for at bære gode Varsler
i sig. Og den der hin kjære Søndagsmorgen
lokked Bygdefolket ud af Sengene, forat de
gjennem den kirkelige Andagt kunde opfylde
sin Kristenpligt og tillige faa farvet sin Dag med
Selvtilfredshedens Okker.

Og der kom de da i Flokkevis anstigende
- og to og tre - og enkelte Ensomme. Blev
gaaende ude paa Kirkegaarden en Stund, hilste
paa hverandre og besaa Gravene, fastslog, hvilke
var smukt og hvilke var usselt holdte. Og
de, som havde nogen kjær under Jorden, plan-
ted ret over den Afdødes Hode en Blomsterkvast
fra Have eller Vildmark.

Og inde bag Alteret pranged den nye Tavle.
Og Far Kristen fór om med en Stang, paa hvis
Spidse noget som en Skorpionsklo, den han
benyttet ved Salmenumrenes Ophængning. Og

SIDE: 154

saasnart Klokkerne tog til at kime, smat han
letvindt frem til Kirkedøren for at overtage Stil-
lingen som Portvogter.

- Angelica, Præstens Søster, sad paa Præste-
koret og saa Menigheden komme: Almuen først,
Kvinderne med side Øienlaag, Mændene stirrende
høitidelig ret frem - uden en eneste Gang at
se til Siden mer end det Øieblik netop, da de
hængte Hatten op paa Knaggerækken bagenfor.
Gaardmandsfolket derefter, slappe i Kind og
Mundviger i Følelsen af sin megen Gudsfrygt
og Værdighed - forøvrigt i Sandhed ikke skil-
lende sig nogetsomhelst ud ifra Husmænd og
Løsarbeidere. Og tilsidst kom de, der ansaa
sig for de Bedste, hævet over alt og berettiget
til alt. Deriblandt var da ogsaa Hollas, Kirke-
eieren, og to Skridt hinter fulgte Netta, Mynd-
lingen, med sin Pipestrimmel om Halsen og
Salmebog i Haanden - der var noget stille
beslutsomt ved hende, og hun neied paa lang
Afstand for Angelica, Præstens Søster. Og Hollas,
Kirkeeieren, tog Plads i sin staselige Stol, og der
han bemærked Angelicas Blik, fortrak han Mun-
den bredt og kynisk. - Der kom gamle Kefas
i Rullestolen, og hans to Niecer havde lyserøde
Kjoler paa. Og Tjeneren rulled Stolen høit op
i Kirken mod Alteret. Da saa nok Angelica, at
Kefas, Herremanden, allerede havde opdaget
Altertavlen - han strakte Armen ud og hen-
vendte nogle Ord til Niecerne. Niecerne slog
Hænderne sammen, vendte sig saa op mod

SIDE: 155

Angelica - hun fatted ikke, hvad der var for et
besynderligt Udtryk i de glatte, lattermilde Fjæs,
noget af Foragt, noget af fræsende Seier. - Der-
efter saa Angelica de øvrige af Bygdens Bedre
komme og sætte sig i sine Bænker, mens Salme-
sangen toned i blandet Mangfoldighed mod Kirkens
kalkede Tag. Og saa kom selve Otto Kefas
langsomt opover Kirkegulvet - om han husked
nogen Ord udifra Akern: Snart skal der indi
Kirken staa et Bilde i Lighed med En, jeg
elsker! - Da skal jeg gaa didhen allerede
første Søndag, Angelica. - Midt fremme stansed
han et Øieblik og hilste smilende op mod hende.
Hvem i Verden havde nu saant et Smil som
Otto Kefas? Deilig var Otto Kefas. Vakker at
se fra neden og op, kanske vakrere endda fra
oven og ned.

Men En, som ikke var fuldt saa herlig; men
En, som bemærked det alt og smilte endda mer,
var Hollas den Onde, Kirkeeieren.

Og da Salmesangen forstummed, og Folk
klapped Salmebøgerne igjen, efter fremsynte at
have lagt den spraglede Mærketraad ved første
Salme efter Prækenen, - stod Præsten, Angelicas
Bror, deroppe paa Prækestolen - sorthaaret,
sortskjægget, i sit sorte Ornat og om Halsen
en pipet Krave, den der i Sandhed var en
klargjort og forstørret Udgave af Nettas Kjole-
strimmel.

Og Præsten prækte over Dagens Tekst og
paa sin vanlige Vis. Og nogen af Menigheden

SIDE: 156

tørked sig om Øinene, nogen skjulte Gjespen
bagom Haanden, og nogen sukked:

"Ja-ja, akja, Herregud!" - Og Angelica
hørte sin Brors Stemme fjernt borte i en Sus
som fra en stor Fos. Angelica smilte -
nu var Timen inde, da en Drøm atter skulde
virkeliggjøres. Alligevel følte hun sig be-
klemt - der sad noget for Brystet og vilde
ikke væk: Hvorfor var de ogsaa saa underlig
stille allesammen? Aa hvad - vel ingenting
at undres over, at Folk forholdt sig rolige i
Kirken! Men hun vilde jo gjerne set en og
anden vende sig op mod hende, der de fik Øie
paa Altertavlen, den de jo vidste, hun havde
malt og arbeidet paa baade Vaar og Sommer.
Men de gjorde det ikke. Ikke en Eneste snudde
Hodet bifaldende om mod hende, - og de to,
som først havde set op, de havde sandelig ikke
hyset Bifald i Blikket. Otto Kefas stod stiv
og kold som en Billedstøtte - deilig var Otto
Kefas. Men - hvorfor vendte han sig slet
ikke? - -

Præsten læste Bønnen efter Prækenen:

"Du store Lysenes Fader, flyt aldrig din
Lysestage fra os. Gjør altid vel mod vor Aller-
naadigste Arvekonge og Herre, Kong Kristian
den Syvende. Hav din Haand, dit Øie og dit
Hjerte uophørlig hos Hendes Majestæt, Dronning
Juliane Marie. Omfavne Hans Kongelige Høihed.
Vær selv et Gjærde og en gloende Mur. Du
mildelig afvende fra disse Riger og Lande Krig

SIDE: 157

og Blodstyrtning, Pestilens og brat Død, Hunger
og dyr Tid, Storm og Uveir, Vandflod og
Ildsvaade. Gid vi stedse maa høre dit
Ord." - -

Paany fyldte Salmesangen Kirken - toned
atter paa sin mangfoldige Vis, eftersom jo en-
hver Fugl synger med sin Røst, - blandet med
Daabsbørnenes modvillige Jammer. Der det
kolde Vand fra Døbefonten heldtes over de Smaa,
blev de rigtignok et Øieblik for rædde til at
skrike. Men idet Præsten værdig tørked efter
med Kluden, bragtes de atter saapas til Bevidst-
hed, at de blev istand til hjertelig at deltage i
Salmesangen. Efter dennes Afsyngelse traadte
da Klokkeren frem i Kordøren og sagde de
sidste Ord, forkyndende, naar næste Gudstjeneste
skulde afholdes, - og Folk begyndte at stime
ud af Kirken.

Da reiste Hollas, Kirkeeieren, sig af sin
staselige Stol, og slog til Lyd ved at tromme
med Knoken i Stolarmen:

"Aa, hør mig lidt, Godtfolk," raabte han
scenevant, og Stemmen skar som et Knivsblad
ned til dem. "Aa hør mig her: Tag Jer alle
en Runde bortom Alteret og se, om I ser no
nyt der. Forresten kan jeg melde, at Jomfru
Angelica, Præstens Søster, har vært Mester paa
Indholdet, og jeg, Hollas, paa Rammen. - Ja,
gaa nu pent og stilfærdig, og skrik ikke for
høit af Glæde ved at skue slig en Prydelse i
Jers kjære, gamle Fælleshus!" - Og Menigheden

SIDE: 158

vendte alle som En, ogsaa de som under
Gudstjenesten havde skimtet Mærkværdigheden.
Angelica iagttog dem - nei, sandelig de skrek
ikke for høit, slig de stak Hoderne sammen, slig
de hvisked, hvisled - saa op til Angelica undertiden
med store Øine, hvori afvekslende Forundring,
Haan, Medynk, - Gud alene vidste hvorfor, Ange-
lica i hvert Fald ikke. Der saa hun Otto Kefas gjøre
helt om fra den Stilling, han hele Tiden havde
indtaget, og uden at ofre hende et Blik, langt
mindre et Smil, ja, uden saa meget som at løfte
Øienbrynene, gik han med afmaalt Lige-
gyldighed ud af Kirken. Men de to Kusiners
Ansigter saa hun mod sig paany - der gassed
sig noget som en tyk Skadefryd i dem - den ene
nikked endogsaa. - Og stadig tydeligere følte
Angelica Uviljen, der stirred op mod hende fra
alle Menneskeøinene. Skjønte jo ikke hvorfor.
Men saa underlig halvtbevidst blev hun af alt
dette tilslut - hun saa dem langt fra sig, smaa,
sorte som Myrer i en fredsforstyrret Myretue,
slig de virred dernede, og vak hun op af Døsen
saa fra og til ved en Straffens Brodd fra et Øie,
blev hun siddende der ømfindtlig nogen Sekunder
og skalv som for Edderkoppe. Derimellem
tænkte Angelica: - Du har indbildt dig det
anderledes, fordi du ikke kjendte Menneskene.
Se, saan som de nu viser sig, anderledes kan
de ikke være. - Men Otto Kefas - Otto Kefas
- hvorfor gik han ud slig? Han, om slet
ingen anden, skulde dog eie en eller anden Form

SIDE: 159

for Velvilje! - - - Men som Angelica tænkte,
og tænkte sig selv i Ring, og hun sad der,
snart kalkhvid, snart rød som en Ildslue af
Sorg over Drømmen, der veg, og Hollas derover
var den Eneste, som smilte - saa hun en tyk-
falden Mand stoppe op nede paa Kirkegulvet,
kløende sig i Haaret med den ene Haand, mens
han pegte paa Hollas med den anden. Angelica
forstod nok, det var en af Hollases Uvenner.
Men pludselig henvendte han sig netop til
hende:

"Nei, Jomfru Angelica," brummed han, "jagu
var det En at koste Maling paa ham der, Hollas!"
Og dermed rugged han videre, rød af Sinne.
Angelica saa over mod Hollas. Da sad Hollas
sammenhuket, støttende Hagen i Haanden, Blikket
skulende under Lugg mod hende. Tanken glap
hende ud af Munden, næsten hende selv uafvidende:

"Hvad mente han med det, Hollas?" spurgte
hun med høi, ren Stemme.

Hollases Svar var kun en gnell Latter. Den
virked, som om Porten i en Sluse skulde aabnes
paa Gløtt, og Slusen var fyldt af Haan, Misnøie
og meget andet, der nu flommed løssluppent
ud over hende fra Menigheden, Bygdefolket
dernedenunder - Mundene blev brede, Øinene
stive - og hun fornam deres Adfærd som
en Tyngsel og Forbandelse over sig. - -

Hun vak til ved, at nogen napped hende i
Kjoleærmet. Det var Kirketjeneren, hans Ansigt
smilte som Morgenrøden:

SIDE: 160

"Vi skulde nok stænge her," hvisked han.
"Men jeg kan jo ogsaa godt la Nøglen til Sakri-
stiet staa i paa Indersiden." - Der laa
ingenting i Ordene; men aldrig havde Kristen
Kirketjener forekommet Angelica saa vammel
som idag - bag Morgenrøden vælted sig et
ækkelt Kryp, tifold værre end Haanen derneden-
fra. Alligevel snakked hun til ham; fordi han
var den eneste Levende derinde, og fordi Menne-
skene enkelte Stunder i Livet maa sige noget.

"Jeg skjønner ikke," sagde hun - "men det
lod sig, som de ikke kunde like Tavlen derinde."

"Nei, de kunde vist ikke det," svarte Far
Kristen fnisende. "Jeg hørte no af hvert, der
jeg stod ved Porten." Og uden først at blive
spurgt beretted Far Kristen nu, idet Angelica og
han gik i Følge opover mod Alteret: "Jeg har
aldrig rigtig trodd den Jomfru Angelica, - sa
En - men trodd hende saa ilde har jeg da
heller ikke. - Nei, Folk sa alligevel ikke for
ingenting det, at Hollas og hun havde sit mellem
sig, - mente en anden. - Ja, og det var nok
derfor, hun laa ude om Nætterne - Hollas var
vel ikke langt unda. - Men den skulde ha
Hy, den som sætter nogen med Fandens Lignelse
paa en Altertavle. Æsch for Svineri! - sa en
tredje. - Og slig holdt de paa, til Kirken var
tom, med at kjæfte. Og jeg, jeg kunde jo heller
ikke si, det var saa udvald af Jomfru Angelica
at sætte Hollas bagom Alteret - og Syn for
Sag gir det jo ogsaa for, at Jomfru Angelica

SIDE: 161

gaar med Hollas i Hjertet - det nytter ikke
at nægte det herefter."

Angelica stirred halvt sansesløs paa Far
Kristens smilende Mund. Derfra op mod Hol-
lases Stol, der nu forlængst var tom - fordi
han sagtens vidste, Hollas, at for idag var
Værket endt. Derfra mod Altertavlen:

I noget som en Aker af Ild mod halvdunkle
Skygger stod den, der var ment at skulle fore-
stille Kristus - Otto Kefas - med Omhu og
Kjærlighed malt - men med lumske Øine under
sammenvokste Bryn og det langagtige Underansigt
og Udtrykket - Gud hjælpe Udtrykket - af
den Sort, som sætter sin Fryd i at svige, det,
der røber Slangens stille Forræderglæde - som
Judas Iskariot - Hollas den Onde, Djævlen.

Natten kasted Slør over Jord, Slør over tunge
Tanker. Men Sløret var ikke hvidt med Sølv-
traaer i, saaledes som naar Maanen spinder
Traaer ind i Dampen fra Myr og Bækker. Sløret
var sort. Sløret var tæt. Sløret, som dækked
over Sorg, understreged Sorgen lig de sorte
Klær hos en Enke. - -

Angelica, Præstens Søster, sad ved Vinduet,
stirred i Mørket og i sig selv. Stirred mod
Drømmen, som laa dræbt og død derinde i
Mørket. - For saaledes bygger nu engang Menne-

SIDE: 162

skene sig saa let Slotte i Maaneskin og Taage,
og Hovedhjørnestenen er saa kjær en Drøm, og
Søilerne er saa ranke Drømme, og Hallerne er
saa rene Drømme, og Hvælvet med de deilige
Loftsmalerier - kanske er det Drømmenes
Himmel. Men just fordi det alt er bygget paa
Drøm, ingenting paa Bjerg eller Klippe, derfor
er det vel ogsaa, at det altsammen saa braat
kan daane væk, - og naar Mørkets viftende
Skygger slutter sig sammen, sletter Tilintet-
gjørelsen det ud - Tilintetgjørelsen, det værste
Uhyre af alle, det sleipeste og det ondeste -
af den er Kimen til de haardeste Sjælens og
Legmets Sygdomme - den er det, som tærer
i Brystet og Hjernen - den er det, som an-
griber Kjærlighed og Elskov - den er det,
som dræber de gode Tanker og Gjerninger i
Knop - saa dens mindste Sag er sagtens at
slaa Drømme ihjel. Men maa vel Mennesket
sørge og græmmes ved at se Tilintetgjørelsens
Værk. Ikke mindst, naar den har ødelagt Tan-
kens Slotte. For Tankeslottene er jo for nogen
Mennesker mer end Livet, de bær Livet i sig,
men skjønnere og vidunderligere i Glans. Og
maa vel Mennesket sørge og græmmes over de
deilige, tabte Drømme - og se til at slette
Mindet om dem ud af Sindet. Men der stran-
der alligevel undertiden Uhyrets, Tilintetgjørel-
sens, Magt.

Angelica, Præstens Søster, som før havde
malt med saa lyse Farver, blanded nu Farver

SIDE: 163

i Nattens og Mørkets Lignelse. Tog saa Krukken
med den færdiglavede Farve i den ene Haand,
Kirkenøglen i den anden og listed sig saa sagte
ud af Præstegaardens Port.

Mørk var Jorden af Høst og Regn. Bare
Himlen lyste over hende. Og foran hende
gnistred Ønsket om at slette ud alt det som
ud kunde slettes af Menneskehaand og af
god Vilje.

Kommen ind i Sakristiet maatte Angelica
famle sig frem. Men kommen op ved Alteret
slog hun Ild og tændte Alterlysene. Gule og
osende brændte de med matte toppende Flam-
mer, og der Skjæret fra dem faldt paa den
ulyksalige Tavle, frøs Angelica i Skræk og Afsky.
Og aldrig skulde Angelica fatte, hvordan det
var gaat for sig, at hun, som havde ment at
male Kristus - Otto Kefas - istedet havde fæstet
der paa Tavlen Hollas den Onde, Djævlen.
Ti evig irret er Livsens Spot! Vi mener den, vi
elsker - vi maler den, vi foragter. Vi tænker
paa den, vi elsker - vi snakker om den, vi
forbander. Vi drømmer om den, vi elsker -
vi skriver om den, vi afskyr. Vi flygter for den,
vi elsker - vi tilhører den, vi hader. Evig,
evig irret. - - Og kanske forstaar vi det ikke
selv, før alle peger og siger som til Angelica
om Hollas: "Syn for Sag, der er din Elskov."
Og dobbelt ondt gjør Haanet - dobbelt haard
føles Uretten - Herregud alene, han som ser
i Hjertet, ved det. -

SIDE: 164

Saa tog Angelica, Præstens Søster, i den ene
Haand Krukken med den sorte Farve, i den
anden tog hun Penselen, den største og bedste,
hun eied. Og dermed strøg Angelica Alter-
tavlen over.

Morgenen seg ind gjennem de buede Kirke-
vinduer. Udenfor kjæmped Solen mod Jordens
viftende Taager. Og saaledes bad Angelica,
Præstens Søster, efter den gjennemvaagede Nat
fuld af Sindets Gru og Spænding, sin tredje Bøn,
foran Tavlen, hvor Farven glinste sort og vaad
- Tavlen, som engang havde funklet for hende
i Kjærlighedsdrøms Lyshav, - og saa bleg var
Angelica som den, der ytrer sit sidste Ønske
paa Jord:

"Herre du Gud, du som hører og bønhører
- forlad mig mine Tankers Forfængelighed,
giv mig dem bedre igjen. Og naar jeg higer
mod store Maal, giv mig Kraft til aldrig at vige
udaf, men til engang at naa frem, selv om Stien
er fuld af Tidsler og Torne. Lad de store
Maal altid drage med sit Lys - ikke forsvinde
i Mørket som en Blændlygte."

"Lad os Kvinder, Herre, faa større Ret for
vor Kjærlighed - at den ikke stilles mod Sky
som saa bleg og tander en Vare, at Jordslag
saa let stænker den til!"

"Lad vor Kjærlighed paa Jord, Herre, faa
Jordens evige Segl, muldet, stærk og rig som
det Liv, hvoraf den udspringer - saaledes at
den ikke behøver gjemmes bort i Mørke. Lad

SIDE: 165

den faa Rang og Gang for hvad den i Sandhed
er. Lad den faa bedre Kaar, Herregud."

"Lær mig at klage Savnet ud, slig at min
Stemme maa høres tilslut, finde Vei til alle
slaviske Sjæle, hjælpe dem ud af deres nedarvede
Livegenskab, at de kunde bli allerede i min
Tid mindre ydmygelig bastet end nu, - at
jeg kan se Frugt af mit nye Livsens Arbeide."

"Herre du Gud, du har i din Verden en
deilig Skabning, fri og frank i de store Skoge.
Vel har den et plettet Skind; men Pletterne er
just dens Races Kjendemærke - hvem frakjen-
der Leoparden dens Skjønhed? Jeg ber dig:
Lad mig bli som Leoparden, Herregud!"

"Og giv mig Styrke, Herre. Har du revet
mig ud af Drømmen - vist mig den som uhold-
bar og skjør, - saa lad mig til Gjengjæld faa
virke for Jordlivets haandgribelige Værdier -
om det end blir paa Drømmerens Vis, om det
end blir som Blæstens Klage. Men hør og bøn-
hør du Gud, saa naar jeg nok alligevel ind
Sindene."

Det skede efter denne Time, at Angelica,
Præstens Søster, nærmest blev at ligne med en
Æolsharpe. Men den, hvis saare Klang bugter
sig som Spindelvæv i Blæst, river sig løs, flom-
mer saa vidt over Jord, sukker i Sum - om
alle de Kvinder, hvis Længsler er store, og hvis

SIDE: 166

Drømme er skjønne; men hvis Længsler og
Drømme røres af sorten Jord, saaledes at de
kun springer frem med Gjenfærdsøine, hvorover
de Kvinder græmmer sig og sørger og vanker
som i hjemløst Land. Indtil den Dag de for-
staar at blive som Leoparden, saa fri og franke,
saa smidige og stærke - i Verdens store
Menneskeskoge.

SIDE: 168

"TROR I DERFOR, AT HOLLAS ER DØD?
NEI, HOLLAS LEVER EVINDELIG."

SIDE: 169

Da Viseren paa Aarets store Urskive sagtelig
smøg sig mod Foraar, var to af Bygdens
Mænd nok ophøiet i Adelsstanden. Apotheosen
var netop ikke foregaat i Overensstemmelse med
noget foreskrevet Ceremoniel, ligesaalidt som
Parterne havde faat sig tilsendt noget Adelsbrev
paa tykt Pergament med Vokssegl i Æske. Men
dette er heller ikke altid nødvendigt - Apotheoser
og Titler er ofte som Solskinnet, der falder over
Retfærdige og Uretfærdige, og er Heldet ude, da
kan endog det, der i Folkemunde benyttes som
Opnavn, med Aftensols Forgylding vendes om
og blive den uhugne Sten til et Eftermæle.

- - -

De to Herrer, som paa denne Vis var traadt
ind i Adelsstanden, var Hollas den Onde, Kirke-
eieren, som i Folkemunde havde faat Titel af
Kirkefyrsten, og Søren Krumholt, der havde
faat Titel af Flotherren - dette sidste da
med Tanke paa Øst- og Vestflothistorien.

SIDE: 170

Men tiltrods for at de to adelige Naboer
begge kjendte til denne sin Ophøielse og begge
smigredes derved, slutted de intet Forbund ved
den fælles Glæde. - -

Hollas den Onde, Kirkefyrsten, drev frem og
tilbage i Oprør oppe paa Stolmagerværkstedet
en Dag. Fra Vinduet til Døren bar det, og fra
Døren til Vinduet. Og for hver Gang han
snudde, svansed Frakkeskjøderne om ham og
rev Redskab ned, undertiden ogsaa Snitværk og
skjørt Smaatteri, som gik istykker. Det fik
briste, som det vilde. Spændte til det, som
kom ham iveien, gjorde Hollas. For - i daar-
ligt Lune var Hollas den Onde, Kirkefyrsten.
Var kommen i Tanker den Dag om sin kræn-
kede Forfængelighed Og - alt kan krænkes,
- kunde et Mundheld lyde, - men Forfænge-
lighed ikke - ti da slipper Fanden løs! - Og glipper
Hevnen, kommer nok den Time, da Uskyldige
faar lide for de Skyldige.

Hollas den Ondes Forfængelighed var krænket,
fordi Angelica, Præstens Søster, havde sværtet
Altertavlen over. Vistnok havde Hollas til Gjen-
gjæld sværtet Angelicas Navn; men Hevnens
Vellyst undgik ham, fordi hun nu var reist væk.
Og kunde end tænkes, at den Tid vilde komme,
da Angelicas, Præstens Søsters, Navn var paa
alles Læber, sang for alles Øren, og han da atter

SIDE: 171

kunde dukke op, proppet med Onskab og Løgn,
- saa var hun dog nu ude af Rækkevidde. Og
- med Hevn som med Elskov: I Øieblikket skal
Viljen ske, ellers avles blot dødfødt Glæde.

Hollas, Kirkefyrsten, slængte i Sinne en Stol
bortover Gulvet. Hollas, Kirkefyrsten, harmed
sig over alt i Verden. Havde han havt en
Kone, vilde han gaat ned og rundjult hende.
Havde han havt en af Hundene inde, vilde han
jaget og pisket den opover alle Vægger. Havde
Netta, Myndlingen, vært forhaanden, havde han
kanske kilt hende fordærvet.

Men saadan som det var, tog Sinnet først
varig Retning, der Hollas, Kirkefyrsten, spytted
mod Krumholt. Da faldt han med det samme
i Tanker over, hvordan mon Spyttet figurlig
talt bedst skulde ramme den der havde git
ham, Hollas, saa mange Skoser og Fantord, og
staat ham, Hollas, saa imod altid.

"Den, som gjerne synge vil,
lægger sig snart en Vise til."
"Den, som gjerne krangle vil,
lægger sig let en Anke til"
 - siger Ordet.

Og just nu begav det sig, at Hollas, Kirke-
fyrsten, lykkelig blev vâr en Jente, som gik
nedover Krumholtsjordet, og Jenten bar over
Skuldrene en Vassæle, hvori to Træbøtter
slængte. Hollas knepped sig med Tommeltotten
paa Tænderne:

- Ja, hvordan var det med den Ilen -
laa den ikke i Dalen akkurat midt mellem

SIDE: 172

Krumholt og Munkejord? - Fluksens rev Hollas
Vinduet op og hylte alt, hvad han orked, -
netop som det øverste af Jentens Hode holdt
paa at forsvinde i Bakkesøkket:

"Aahei du - bi lidt - det er stængt for
Vandet!" - Et Øieblik titted Jentehodet spør-
gende op mod Hollas. Og Hollas gnelded paany:
"Er forbudt at ta af Vandet!" - Jenten tænkte
saavist ikke at overtræde Forbudet - alene
Hollases stygge Skrik deroppe kunde for den
Sags Skyld vært nok til at vetskræmme
hende - og nu satte hun tilbage til Krum-
holt, som havde hun Fanden selv i Hælene.
Oppe paa Bakkeskrænten lænsed hun sig endog
for Vassælen, og Bøtterne trinsed nedover i
rasende Fart som de, hvis Undergang forlængst
er besluttet.

Hollas lo - det var en tynd Latter, at ligne
med Lyd af svirrende Staaltraad. Gik saa hen,
gløtted paa Døren og raabte ned mod Gangen,
Stemmen skingrende af Skadefryd:

"Der ligger to Bøtter nedi Iledalen - - aa
gaa ned En af Jer og fyld dem bredfulde med
det værste, I finder paa Søppeldungen!"

"Ja - nok," svarte det dernede, og kort
efter gik Staldkaren ud fra Munkejord bærende
en Kasse, hvori mangeslags Uhumskheder. Der
han drog afsted, vendte han Hodet og gleimed
op til Hollas - det var ikke første Gang, han
gik Hollases Ærend, nei, blev vel heller ikke

SIDE: 173

sidste. Derfor kylte Hollas ham ogsaa en Daler
i Fjæset:

"Du er en brav Tjener," knegged han. Gutten
snapped Daleren med to Fingre, betragted den
først paa den ene saa paa den anden Side, og
strakte Tungen ud, idet han putted Daleren i
Lommen.

"Tosken," sagde Hollas opifra Vinduet.
"Trodde du Daleren var af Guld?"

"Næ-i," svarte Gutten. "Men den kom til
at slaa sig no skakkjørt mod Pandebrasken
min - ligesom no mjuk Materie," blunked
han.

- - -

Samme Dags Kveld kom en Mand traskende
nedover Krumholtjordet, rask og resolut som
den, der vil gjøre sig selv vel og andre tilskamme,
- hvilket vel ogsaa var Meningen. For Manden
var Flotherren, som selv gik ned at hente Vand,
fordi alle hans Folk havde undslaat sig af Frygt
for at faa noget udestaaende med Hollas.

Men da Søren Krumholt, Flotherren, kom
ned til Ilen og saa Bøtterne staa bredfyldte med
Urenslighed, klødde han sig bag Øret og vidste
længe ikke hverken frem eller tilbage: At Bøt-
terne havde fyldt sig selv paa Farten nedover
Bakken, trodde han nu ikke netop. At nogen
anden end Hollas skulde vært Mester for at
lade dem fylde med sligt, trodde han nu
heller ikke. Men sandelig holdt Søren Krumholt,
Flotherren, sig for god til at røre ved de der

SIDE: 174

Bøtterne med Hollases Affald. - Kunde han saa-
sandt finde ud noget at haane Hollas med til
Gjengjæld, - tænkte Krumholten. Men var det,
som om hans Opfindsomhed rent havde slaat
klikk, strandet mod Bøtterne, han ikke vilde
tage i, og Folkene hjemme hos ham, som heller
stod sin egen Husbond imod end den mægtige
Hollas. - Han var hadsk tilsinds, Søren Krum-
holt, der han atter rusled Bakken opover -
Bøtterne fik staa, i al Evighed fik de staa, ja,
til Baandene sprak af, og Stavene faldt fra
hverandre, til de raadned og blev til ingenting
- gode, fine Renvandsbøtterne. Og det var
nok alligevel det mindste - var han saasandt
dermed unda for Hollas. Kravse fra sig vilde
forresten Krumholten; for ikke var han
nogen feig Hund, som smøg bort med Halen
mellem Benene, og ikke var han af den Sorten,
som vendte venstre Kind til, naar han blev slaat
paa høire - nei, nei, fik Krumholten en Klask,
klasked han trøstig igjen. Og turde ingen anden
staa Søren Krumholt bi, saa fik hans egen
Søn! - - Og kommen op til Gaarden, vinked
Søren Krumholt Sønnen med sig ind i Kam-
merset og lagde Krok paa Døren, at ingen
skulde komme og forstyrre dem.

"Jeg har omsider hittet ud no," sagde
Krumholten. "Men gammel og stivbent som
jeg er, kan jeg ikke udføre det; men det kan
du - ja, hvis du da vil være med paa at
frelse din Fars Ære?"

SIDE: 175

Jo, det vilde nok Even. Og han fandt, da
han fik høre Paahittet, heller ikke det saa
besynderligt. For Bønder har nu ofte saa sine
egne Begreber om Ære. Og Maaden for Gjen-
reisning og Gjengjæld er ligesaa ofte af en under-
lig Sort.

Saa var det en Lørdagskveld, at Hollas den
Onde havde flidd sig svarlig. Han havde Silke-
vest med Guldknapper. Han havde randete
Bukser og mørkeblaa Bonjour, der sad stramt i
Ryggen og posed ud over Bagen. Han havde
strøget Haaret ret op fra Panden og kløvet
Skjægget i to. Han havde de gule Hjorteskinds-
hansker, de, der skrev sig fra hans Udlændig-
hedstid, de hvorpaa var brodert et Vaaben,
elleve gule Flammer i rødt, - Hollases eget
Vaabenmærke, - sagde han. Saa det var ikke bare
Smaating med Hollases Finhed den Lørdags-
kveld. Men saa mentes der jo ogsaa, at Hollas
skulde paa Frieri til en af Herremandens Niecer.
Sandheden heraf, kunde vel ingen indestaa for;
men at Niecerne altid gjerne havde villet gifte
sig, var velkjendt Sag, og nu den ene var blit
forlovet med Otto Kefas, nu den anden om end
grøn af Misundelse havde maattet bøie sig for
den gammeltestamentlige Institution Trolovelse
og Ægteskab, nu stod hun jo saa svært ledig
paa Markedet, saa - sandelig tog hun nok
Hollas, Kirkefyrsten, især naar han kom med

SIDE: 176

Hjorteskindshanskerne paa. Og paa den anden
Side: For hvilket Kvindfolk i Bygden skulde
vel Hollas have nødig at stase sig slig til naar
ikke for Herremandens Niece? -

Hollas krodde sig ogsaa svare den Kveld.
Plystred gjennem den ene Mundvig. Saa ikke
til den Kant, hvor Netta, Myndlingen, stod.

"God Lykke da, Hollas!" bød hun midt
mellem Forsagthed og Spøg. Men Hollas vær-
diged hende ikke Svar. Hegted Ridepisken ned
af Væggen og spankulerte, atkjeig i Ryggen,
stiv i Hoften, Trappen nedover.

Derude paa Tunet stod den brune Hest
opsadlet; men Hollas strøg den forbi, fordi han
først skulde et Svintærend ned i Stalden med
Sukker til Hoppen.

"Det er ikke saa greit for Mandkjønnet,"
sagde Hollas ved sig selv, "naar Kvindekjønnet
faar slig Forkjærlighed for en." Og han satte
Næsen høit tilveirs, idet han gik indunder
Staldtrevet.

Men oppaa Gjælden lurte Even Krumholt
med et Kvartil fuldt af Urenslighed for at hevne
sin Fars, Flotherrens, Ære. Og just idet Hollas
i al sin Prunk og Pragt kom ret nedfor, vælted
Hr. Even Indholdet af Dunken lige i Hodet
paa ham.

"Hilsen fra Ottilie Kefas!" pep han deroppe-
fra. Rundt som en Top snurred Hollas, for
en Gangs Skyld tabende baade Maal og Mæle. Og
det vel ikke at undres over; ti saa være sagt,

SIDE: 177

at den flydende Vare foruden at oversprøite hele
Hollases dyre Stas, rendte ham i stride Strømme
nedover Fjæset, blinded Synet, filtred sig i det
kløvede Skjæg, gled nedover hans Skuldre, Ryg
og Mave. Fy Fanden, Hollas, det var et
uventet Bad!

Men Dagen derpaa modtog rigtignok Søren
Krumholt, Flotherren, som Tak for sidst, Bud
og Besked fra Hollas, Kirkefyrsten, at fra nu af
var det Krumholten og hans Husstand forment
at sætte sin Fod i Kirken.

"Det skal bli Jug at kalde," loved Krumholten,
"saasandt jeg heder "Flotherren", fordi jeg greidde,
saa Hollas ikke fik Kloen i Vestflotjordet mit. - -
"Hils Hollas du," sagde han til Budet, "og sig,
at i Kirken gaar jeg til min Dødedag!"

Styggelig lo Hollas ved denne Melding:

"Da er kanske ikke Dødedagen saa langt
unna," sagde han. "For med opstanasi Folk
gjør jeg kort Proces."

"He - neimen da kommer naavel til sju-
ende og sidst Hollas sjøl i Knipe, hvis han
dræper Flotherren!" voved Karolus, Hollases
haandgangne Mand, sig til at glise.

Foragtelig blæste da Hollas:

"Erketosken! Bryd dig aldrig om det du,"
sagde han. "Her er Raad for Uraad her, skal
jeg si dig."

SIDE: 178

Der er en Korsvei etsteds mellem fire Byg-
der. Ved den Korsvei stod i gamle Dage
Stokker, som var farlige at tage i. De stod der
Aar ud og Aar ind, disse Stokkene, skjæve,
krokete, til de en Dag faldt overende af sig
selv; fordi intet Menneske lysted røre ved
dem. For alle vidste om, at Syge havde
holdt dem i Hænderne, mens der var blit baade
hekset og troldet, - paa det at Sygdommen
skulde forlade sit første Offer og istedet slaa sig
fast ved Stakkarn, som var dum nok til at røre
ved Stokkene, der de stod ved Korsveien. - -

Gule Signekjærrings Mand i Nabobygden
havde faat en forunderlig Syge. Først havde
han fornummet den paa Veien hjem fra Byen,
hvor han havde vært med lidt Harer, Fugl og
andre gode Sager. Han havde da faat det slig
med Sting i Siden, at han uafbrudt havde
maattet sætte sig paa Veikanten og hvile. Og
som han paa den Vis sagtelig nærmed sig
Hjemmet, blev han taget af Hodeværk, tillige-
med en stærk Uro i Maven. Og akkurat som
han kom for Stuedøren, fik han det desuden
med Brækninger. Og derefter var det ikke mer
end saavidt, han naadde til at krype ind i
Hytten og op i Sengen, der han blev liggende

SIDE: 179

i saadan Tilstand, at Kjærringen slog Hænderne
sammen, da hun kom hjem ved Kveldstid.

"Aa Jøssu Kresti Navn da, hosdan ligger
du? Og saa gul i Fjæset som en Gulrod!"

Siden havde hun nok baade kjekset og
galdret. Alt forgjæves.

Men saa havde Gule, der det led mod den
anden Kveld, og Kallen laa i Sengen værre end
en Gris i Bolet, - gaat ud og skaaret en Ore-
kjæp, den hun snitted ud med mangeslags Tegn
og Streger. Og hun glemte ingenting. Slukked
Ilden paa Skorstenen og stansed Uret paa Væg-
gen, før hun tog Stokken ind i Stuen. - Da
var det skummelt derinde, og ingen anden Lyd
end af Kallen, som jamred borti Kroken. For
Gule læste med Læberne lukket, indtil hun
havde besmurt Kjæppen med Spyt og med noget,
hun havde i en Daase.

Som hun var færdig dermed, skrek en
tam Ugle, der sad opunder Taget. Gule hytted
til Ulykkesvarsleren. Rakte saa Kjæppen til
Kallen, der tog slapt om den med begge sine
syge Hænder, og Gule fured den frem og tilbage,
mens hun nu høilydt læste, saa Skum tøt frem
i Mundvigerne:

"Sjukdom, Sjukdom,
jeg maner dig af Kallen,
jeg maner dig af Pallen,
paa flyvendes Flekken;
jeg maner dig paa Kjæppen,
der skal du leve,

SIDE: 180

og der skal du bo,
der skal du dig kaure
i levendes Ro,
i Kvisten som Bylder,
i Barken som Værk,
vokse og øge,
bli stor og stærk,
ret samle Kræfter,
spørges det efter
over Land og Strand
fra den første Mand,
som tar dig i Næven.
Sjukdom, Sjukdom gule,
kjære, vene, fule" - -

Og saa tog Gule Signekjærring Kjæppen og
bar den langt afsted i Natten. Holdt den foran
sig som et kjært og skjørt Klenodium. Indtil
hun kom til Korsveien mellem de fire Bygder.

Der laa en Sneplaug fra Vinteren af. Og
lige ved Sneplaugkanten nærmest Veien stak
Gule Kjæppen i Jorden - paa det at farende
Mand, som satte sig til Hvile der, lettest kunde
komme i Skade for at tage i den. Og saa læste
Gule atter, mens hun lydløst slog Takten med
Hænderne:

"Sjukdom, Sjukdom,
der du er paa Kjæppen,
der du skal leve
og sove og bo,
der du skal kaure
i fuldeste Ro,
i Kvisten som Bylder,
i Barken som Værk,

SIDE: 181

vokse og øge,
bli stor og stærk,
ret samle Kræfter,
spørges det efter
over Land og Strand
fra den første Mand,
som tar dig i Næven.
Sjukdom, Sjukdom fule,
saa byr dig Signe - Gule!"
- - -

Som Tvillingkors skimtedes Veiviseren mel-
lem de fire Bygder, og dyster var Natten med
revne Skyer paa Himlen. I Bækken nære ved
risled det med fine Sølvklokkers Klang, som
var det Smaasjæle, der nynned mod Evigheden.

Og inde i Sneplaugen stod Gules Kjæp.
Giftigt som Fosfor lyste det af den i Mørket.

Det kunde vel hænde sig med Sandhed at
melde, at Folk en Søndag trodde, Guds hellige
Hus skulde blive Skuepladsen for et svare
Spetakel. Og der de alle var godt underrettet
om Kranglerierne mellem Kirkefyrsten og Flot-
herren, havde de indfundet sig fuldtallig for at
bivaane, hvordan Tingen nu vilde løbe af. -
Vilde Hollas jage Krumholten ud? Vilde Krum-
holten gjøre Modstand? Vilde de begge komme
med mandstærkt Følge? Vilde Hollas vinde
med Rænker og Kneb? - Vilde Krumholten

SIDE: 182

senerehen ærgre sig ihjel over Nederlaget? -
Men Krumholten var en gammel Mand, som
igrund gjorde ingen Fortræd, saasandt ingen
traakked ham paa Tærne, - men Hollas -
Gud fri alle for Hollas! Han som slog Smaa-
barn ihjel, som pinte Dyr, som ikke forsmaadde
andres Eiendom, som havde Ord paa sig for
de fæleste Ting - skulde han have Ret til at
jage nogen bort fra Guds hellige Hus, om han
saa aldrig saa meget var Kirkeeier? - Almuen
mumled, naar de saa op paa Hollas, der han
tidlig var kommet og taget Plads i sin staselige
Stol: - Nei, en Grænse maatte der være. Skulde
Hollas faa ture slig ivei, hvem vidste sig da
snart sikker for en vakker Dag at negtes Guds-
ordet? - Og ved Kirkedøren stod Karolus,
Staldkaren, - hvilket vel heller ikke spaadde
godt. Og Hollas bredde sig deroppe: "Hvem
tør staa mig imod," var det som om Hollas
spotted, "Slaver og Hunde allesammen!" Bare
Hollases Mine idag kunde afstedkomme en
Gjæring i dem. Var det ikke rent som sad han
og tog Mærke ved dem til Ondskab, og hver
den, som saa op, syntes møde Hollases Blik. -
Og de blev lidt efter lidt saa hadske, der de sad,
Bønderne, at var nu ikke Krumholten kommet
den Søndag, vilde det føltes som et Slag i
Fjæset paa dem alle for Hollases letkjøbte
Seiers Skyld.

Godt fornøiet blev de derfor, da de hørte,
at Krumholten var i Veie, og En efter En trak

SIDE: 183

de Stærkeste sig op mod Kirkeporten - just
der Karolus og mange af Hollasfolkene stod -
for om det kneb, at give Søren Krumholt, Flot-
herren, en Haandsrækning.

Og Søren Krumholt, Flotherren, kom, stor
og bred, med sin lange Bjørnerifle over Skulderen
- efter ham fulgte Sønnen, ung og smal, med
Tolleknivsliren skinnende blank nedenfor Rund-
trøien. - Jo nu skulde der bli Rabalder! Og
ilde skulde det gaa Hollas og hans! -

Men pludselig bort fra Kirkedøren og Trappen
op til Hollas, Kirkefyrsten, baned Karolus Stald-
kar og hans Følge sig. For Hollas havde
vinket.

Gjennem Bønderne slap en Slags Knis, og
et Støn af Tilfredshed: Hollas havde git sig.
Hollas havde skjønt, de var ikke at spøge med,
der de stod samlet imod ham. Og for dette
kunde ikke Hollases Hevn ramme dem - dertil
var de for mange. Hehei, nu havde Hollas
den Onde trukket det korteste Straa! - -

Men der Gudstjenesten var over, og Krum-
holten og hans Søn paa Trods spaserte ret
forbi Hollases Plads, hvisked Hollas lige ind i
Gamlens Øre:

"Naa kan I angre, I ikke lød Budet mit, for
naa har I vært her for sidste Gang, Krumholtene!"

Søren Krumholt lo trygt:

"Nok hverken første eller sidste Gang,
Hollasfar."

SIDE: 184

Kort efter - det faldt ind paa en Forsom-
mers Tid, da Veibudstikken gik gaardimellem,
fordi Veiene var opblødte af Regn og udglidde
i Bakkeheldingerne - sagde Hollas til en af
sine betrodde Mænd:

"Gaa bort til Korsveien, du, og tag med dig
en Stok, som staar der. Og er der flere at
vælge imellem, saa tar du den, som har flest
Indsnit i Barken."

Manden saa betænkelig ud:

"Saa faar jeg da mindst at si baade Vorter
og Kveiser," sagde han.

Hollas koldflirte:

"Den, som er raadløs, er livløs - tag en
Ildtang med dig da, Tosken, og bær Stokken i
den - Vorterne drøsser ikke rigtig ned over
dig som Løvet om Høsten heller, ser du!"

Da gjorde Manden saaledes, som hans Herre
bød ham, og han kom ved Kveldstid dragende
med en rundskaaret Orekjæp i Ildtangen.

Hollas greb ogsaa selv i Tangen, der han
tog Kjæppen op til sig paa Stolmagerværkstedet,
og lagde den ligesaagodt med engang paa en
Klud deroppe. Derefter skar han den af -
forsigtvis og uden at komme den nær - til en
passelig Længde og kløfted den paalangs. Tog
saa Veibudstikken, den han netop havde hos
sig, rulled Pergamentet af Træstokken, det sad
fæstet til, og stak det istedet - men stadig ved
Hjælp af Smaatænger og Redskab - ind i
Kløften paa Orekjæppen og rulled Pergamentet

SIDE: 185

om den. Virred tilslut Kluden udenom det
hele og slog en Hyssing rundt.

"Vel begyndt er halvt fuldendt," sagde Hollas.

Og ikke paa længe, ialfald slet ikke siden
han havde faat Kvartillet over sig, havde nogen
set Hollas saa blid som i den Stund, da han
bad Netta, Myndlingen, være saa snil at svippe
indom sine Venner paa Krumholt med Vei-
budstikken.

Netta stirred nok stort da. Slog lidt paa,
om ikke Hollas kunde faa en anden til at gaa.

"Nei," smisked Hollas, og han forglemte
ingenting, "det falder ikke saa beleiligt for nogen
som for dig, der hver Eftermiddag gaar Snar-
veien over Krumholt til Helligmøde - - Og
saa kan du jo ogsaa paa samme Turen faa
snakke lidt med ham, du forærte Buksesælerne
mine."

Netta rødmed langt nedover Halsen, napped
Budstikken fra Hollas og skyndte sig rent i
Blinde afsted af Frygt for, at Hollas ellers kunde
faa isinde at spørge efter Stoltrækket. Og Rullen
leverte hun ligesom i Forbifarten ind gjennem
Kjøkkenvinduet paa Krumholt:

"Veibudstikken!" sagde hun. Og Mor Krum-
holt, som godt kunde like Hollases Myndling
med de friske, runde Kind, nikked venlig til
hende tiltrods for Uvenskaben mellem Mand-
folkene.

- Men forundret blev Netta, da Hollas en
Dags Tid senere, meldte:

SIDE: 186

"Jo, du er en grei En. Jeg mener, du har
sat selve Pesten paa Krumholtsfolkene, jeg."

"Men kjære Hollas," sagde Netta. "Hvordan
- hvordan - i Alverden?" -

"Jo, for de blev Syge igaar lige efter, at du
havde git dem Veibudstikken," fortalte Hollas.
"Kan næsten se ud, som om det var en anden
Veiordre, du bragte dem med det samme." Og
saa lo Hollas saa inderlig godt.

Ingenting forstod Netta, som jo rimeligt kan være.

Og der hun nu straks gjorde sig et Ærend
over Krumholtsgaarden, slog det hende øieblik-
kelig, hvor alvorlig Mor Krumholt sad med
Bundingen ude paa Traakken.

"Goddag, Mor Krumholt!" hilste Netta og
stansed op dernedenfor.

"Goddag," svarte Konen, men uden at se op.

"Naa, hvordan gaar det med Veistykket?"
spurgte Netta da for at faa en Samtale igang.
"Var der meget Arbeide med det?"

"Ja, det maa du spørge andre om og ikke
os," svarte Konen indi sig. "For herfra har
ingen vært ude. - - Manden min blev død-
sens klein akkurat samme Dag og Time, han
stod og bladde i Ordren," fortalte hun, der hun
var kommet paa Glid. "Og naa ligger Gutten
ogsaa derinde af det samme - heldigt han
naadde at gaa til Folmo med Budstikken først
- ellers var den vel blit liggende her for Godt
- tomset som En blir med alting, naar Kar-
folkene er sjuke." - -

SIDE: 187

Netta, Jaalen, gik sørgmodig tilsinds ned til
Elven og blev længe siddende dernede, mens
hendes rummelige Hjerte smertelig snørte sig
sammen om Even Krumholt. Hun erindred
sig ham helt fra første Gang, han kom i Vin-
duet og tagg Buksesælerne fra hende, og hun
søgte at rede ud fra hverandre alle de senere
Gange, han var kommet samme Vei, og hun
ogsaa havde vært svag for ham, ja, fordi Even
nu havde saa sin egen Maade og Maner med
Tiggeriet, og fordi han altid havde vært gløgg
til at passe paa, naar Hollas var borte. Gran-
givelig maatte Netta nu tilstaa for sig selv:
Even Krumholt var den Eneste, hun igrund
nogengang havde holdt af, og den Eneste, hun
nogengang kom til at holde af. Og saa havde
til og med Hollas sagt, at det var hendes Skyld
- at hun havde sat Pesten - - hvordan nu
Hollas kunde spøge saa grusomt? - -

Men mens Netta fældte mange Taarer, vel
saltere end Elvevandet, men ligesaa klare, lagdes
en vâr Haand paa hendes Skulder, og en pen,
skolert Stemme med Tone af Messe spurgte:

Men kjære - hvad feiler dog Jomfru
Netta?"

Netta, Myndlingen, vendte i stum Bedrøvelse
Ansigtet op mod den Spørgende, som nu del-
tagende gjentog Spørgsmaalet saaledes:

"Men kjære, hvad ser jeg - graater Jomfru
Netta - hun som ellers ser saa lyst og sundt
paa Livet? Kjære - men hvo, som er Skyld

SIDE: 188

i Jomfru Nettas Taarer, maa da være slem som
den Onde selv!"

Da skjød det ned i Netta: - Han tror, det
er for Hollas, jeg graater! - Og den Tro,
frygted hun, kunde nedsætte hende i Præstens
Øine, derfor blev hun snarraadig og gløgg.

"Nei, deri har nok ikke noget Menneske
Skyld," sukked hun fromt. "Jeg var falden i
Tanker jeg, Præst, om al den Sygdom og Skrøbe-
lighed, som i Verden findes" - og atter vendte
hun Ansigtet op mod ham, og Øinene var jo
fulde af ægte Taarer.

"Visselig," sagde Præsten og satte sig ned
ved Siden af hende, "Skabningen er Forkræn-
kelighed underlagt. Men vi maa ikke derfor
gjøre os Livet surt, Jomfru Netta - ialfald
ikke saaledes, at vi synker sammen kun ved
Tanken derpaa; ti hvad havde vi vel saa at
staa imod med, naar Skrøbeligheden kom over
vort eget Hode?" - Hvad for en rørende Pige,
- tænkte han ved sig selv, som sidder her i
sin fulde Blomst og sørger over Verdens Jam-
mer. Hvad for et dybt og inderligt Hjertelag.
- Og høit fortsatte han, idet han med et ømt
Blik tog Pigens Haand i sin:

"Trøstig, Jomfru Netta, faar vi lægge vort
Ve og Vel i Herrens Haand - saa kan vi saa-
vist fro og glade se Fremtiden imøde."

"Men," indvendte Netta, Myndlingen, med
bortvendt Ansigt - dog slig, at han godt kunde
øine, hvordan de smaa Næsebor atter skalv

SIDE: 189

mod Graat, "om nu alligevel den, vi holder
mest af, skulde gaa Døden imøde?"

"Visselig var det tungt," sagde Præsten.
"Dog - med den Høiestes Bistand overvindes
saa mangt et haardt Slag."

"Ja ja, jeg forstaar, det er justop Sandhed,
Præsten taler," sukked Netta, og med Præstens
grundende og alvorlige Blik heftet ved sig -
greb hun i Øieblikkets heldige Indskydelse
Ordene omtrent saaledes: "Men der er jo ogsaa
noget, som sier, at Sværdet, Døden, fortærer her og
der. Og tænk om nu, da saamegen Sygdom
grasserer, Sværdet skulde ramme den, jeg
gjerne gav mit Liv" - og Præsten forman et
blygt Tryk fra den Haand, han holdt i sin.
Derfor tænkte Præsten: - Det yndige og kjære
Pigebarn - sidder hun ikke her og sørger og
grues af Omsorg for, at Ondt skal vederfares
dig! - I Sandhed - jeg har altfor længe ventet
med tydelig at udtale det, der den hele Tid har
lagt mit Hjerte nær. Tanken alene, og den
halve, for ikke at sige den hele, Vished har
vært mig nok; men nu faar omsider Tidens
Fylde være inde! - Og høit mælte han:

"Gode Netta! I har vandret for ensom der-
oppe paa Munkejord, og derfor har Jers Tanker
skudt for frodig Vækst. Ti saaledes falder Frygt
og sygelig Ængstelse over den, som gaar alene
uden at ledes gjennem Livet af en sikker og
kristelig Haand." - Og han drog Pusten bevæget
- og spurgte, idet han omfatted Nettas Haand

SIDE: 190

med begge sine: "Vil I ikke lade mig være
den, som leder Jer, Jomfru Netta? Vil I lægge
Jers Skjæbne i Herrens og i mine Hænder?"

"Ja," svarte Netta, og nu graat hun af an-
dægtig Rørelse. Et Øieblik streifed der hende
vel en Tanke om Even Krumholts Sygdom.
Men hvad? Han kunde jo i Sammenligning
med Præsten ingenting være for hende! Og
hun glemte ham gjerne. Og Præsten slutted
hende hjertelig i Armene.

Udover Bygden vandred Veibudstikken gaard-
imellem i Sommervarmen, den der helt kvælende
var sat ind en Tid efter Regnskyllene. Og forholdt
det sig forunderligvis med den Veibudstikken, som
om en busket og urenslig Dyrehale skulde sope
efter den, og Sporet, den efterlod, var Sygdom
og Sorg.

Men paa Munkejord gik Hollas og gned sig
i Hænderne. Ti med Korsveistokken var selve
Koleraen ført ind i Bygden.

Og daglig ringte Kirkeklokkerne. Først ringte
de for Søren Krumholt, saa ringte de for Even,
saa ringte de for En efter En af Folk fra de
største Gaardene Bygden rundt - først just for
dem, som Veibud havde vært hos, de, som
havde staat Hollas aabenlyst imod. Og saa var
da Ondskaben brudt ud, den Menneskemagt

SIDE: 191

ikke længer kunde stanse. Og Per Aamli, som
alt for længe siden havde spaadd Pestilens af
Synet, han saa i Skyerne, - blev ihukommet
af mange.

Men Hollas lo.

Hollas holdt Lag med Drik og med Spil.

Hei - hos Hollas var Moro!

Og ikke mindst mored Hollas sig selv.

Og Hollas den Onde var blit god med ett:

"Jeg skiller ikke mellem rig og fattig og ikke
mellem fornem og simpel," sagde Hollas, naar
han stod i Salen paa Munkejord med sit Krus
i Haanden. "Kom til mig, gaa ud og ind i
mit Hus, som var det Jer Fars, og jeg skal gi
Jer at drikke, saa I blir baade karske og glade.
For saare elsker jeg Jer, Venner, Brødre og
Søstre!" Og Hollas drak, indtil Kruset stod
med Bunden mod Taget. Og Gjæsterne sam-
ledes i Ring om ham og gjorde ligedan.

Men Gjæsterne var de mest Forvorpne i
Bygden, med stygge Sko og lurende Øine, med
Usans for alt skjønt og godt i Verden.

- - -

Hollas, Kirkefyrsten, satte sig ved den lange
Bordplade med Træbukkene under og tog et
Kortspil i Næven; for Hollas havde mange
Spilopper fore.

"Holloi!" skrek han og kasted en Næve
Dalere paa Bordet. "Hvem vil med? Den, som
faar sort, faar Pesten - den, som faar rødt,
faar en Daler!" Og der Hollas holdt Kort-

SIDE: 192

stokken op, saa det ud, som indeholdt den bare
Hjerter og Ruder.

Da stimled Gjæsterne om Bordet. Men Hollas
bladde op, og alle Kortene var sorte.

"Nu maa I kjøbe Jer fri," sagde Hollas og
smeldte med Kortene i Bordet. "Hvormeget
regner du Livet for, du der?" og han pegte
paa Manden ret foran sig.

"Daleren, jeg inte fik."

"Saa kan du faa prøve igjen," meldte Hollas.
"Holloi - en Daler for Livet dit, Jommen -
sort eller rødt?"

"Rødt," sagde Jommen.

"Der fik du det sorte," viste Hollas. "Hvor
meget regner du Livet dit for nu da?" spurgte
han igjen.

"Skindet af en Lus," svarte Manden.

"Er det ikke mer værdt, kan du ligesaagodt
med engang gaa ad Helvede til," sagde Hollas.

"Træffer jeg Kjendtfolk som Hollas der, blir
det vel inte saa værst," gren Manden.

"Men jeg sidder paa Tronen, mens du ligger
i Pølen - det er Forskjellen, ser du."

"Desbedre," mente Manden, "jeg har altid
hørt, det er bra at holde sig tilvens med
Storfolk."

"Det har du nok Ret i, og du er Mand for
mig," lo Hollas, "derfor skal du ogsaa slippe
Pesten. - Og du," spurgte han den Næste,
"hvor høit takserer du Livet dit, du da?

"Det veier jeg i Guld," haante Manden sig selv.

SIDE: 193

"Saa giv mig Guldet," raabte Hollas, "saa
gir jeg dig Livet. Men skulde du alligevel
krepere, saa skal du faa Guldet dit igjen!"

"Tak som byr," sagde Manden, "du faar det
inte førend som Efterkrav da!"

"Tror du, jeg gider krangle med slig En som
dig," sagde Hollas. "Nei, da blir ingen Handel
af, og hjemme sidder Pesten og venter paa dig."

"Da gaar jeg inte himat - men tar heller
Tjeneste hos Hollas, om han vil."

"Svært dig i Panden," befalte Hollas, "saa
ved Pesten, du er min Tjener, og tør ikke røre dig."

Og Manden sværted sig to Horn i Panden.

"Det er bra!" gren Hollas. "Og den som
nu faar rødt Kort, skal bli bra af Pesten - og
den som faar sort, skal gi en Daler." Og nu
fik de alle røde Kort. - Og Gangen derefter
fik de Dalere. Og saa laged han det slig, at de
maatte give Dalerne fra sig for Livet. - - -
For sligt syntes Hollas var artigt Tidsfordriv -
en Spasmaker var Hollas. Og Gjæsterne - forvist
trodde de alle, at Hollas raadde over Liv og
Død. Men Guds Hjælp, hvad for et Skrik der stod
af Hollases Drikkelag i Salen paa Munkejord!

Det syntes ogsaa Netta, Myndlingen, nu, at
Hollas gik forvidt - slig Tummel der var i
Huset hver evige Kveld, slig hun knapt turde

SIDE: 194

gaa tvers over Gangen af Frygt for at blive
antastet af stygge og drukne Mandfolk - og det
nu i Nødens Tid, nu da - som Præsten, hendes
Fæstemand, ogsaa havde sagt - ethvert Men-
neske burde vende sit Sind til Andagt og Bøn.
Ja, saa rent forfærdet havde Præsten vært over
det, han benævnte Hollases Frafald, Hollas, der
dog, saavidt Præstens Forstand, engang havde
havt saa redebon en Vilje, havde nu skuffet
ham saart. Derfor og fordi hun i det senere
var blit gudelig vakt, havde Netta enkelte Gange
gaat op til Hollas med Forsæt om at snakke
ham tilrette; men altid havde da Hollas over-
døvet hende med alskens andet Snak, saa hun
ikke engang var kommet tilorde. Og saa tilslut
fandt da Netta ud en anden og, som hun trodde,
bedre Fremgangsmaade.

- - -

En Morgen efter et af Drikkelagene vaagned
derfor Hollas af en Sang nedenfor Vinduerne.
Sagtens kjendte han Stemmen. Og saaledes lød
Ordene:

"Se, hvor behagelig - fremskinner Naadens
Straale. Men det at bedre dig - kan ei For-
haling taale. Maaske din Klokke slaar - idag
sit sidste Slag. Nu læges Sjælesaar, nu heder
det idag." - Hør paa Jenten, - tænkte
Hollas. - Præsten har lært hende Salmer borti
Skogholtet! -

"Idag begynd og spar det ikke til imorgen,"
sang Netta videre. "Hvad Morgendagen har

SIDE: 195

Advente er forborgen. Forhaling bør ei ske -
i saadan vigtig Sag. Nu faar du op at se -
nu heder det idag." Hollas stod op af Sengen,
og kom i en ustanselig Skoggerlatter, der han
uden at gide kikke ud i Aanden saa Netta,
Myndlingen, andægtigen staa og synge sin For-
mynder Omvendelsesbeslutningen til.

"Et lidet Øieblik - er al vor Levnets Dage,"
fortsatte Pigen ufortrødent med høi Stemme for
at overdøve Hollases Latter derinde, "den kaade
Ungdoms Skik - lad derfor rent tilbage." -

"Den kaade Ungdoms Skik - lad derfor
rent tilbage," gneldred det da pludselig i der-
ovenfra.

"Betænk dit evig Gavn - og Himlens søde
Smag." -

"Betænk dit evig Gavn - og Himlens søde
Smag," kom det nu fra Hollas med dyb og
værdig Bas.

"Mod lidt jordisk Savn" -

"Mod lidt jordisk Savn," pep det høit oppe
i Fistelen.

"Nu heder det idag."

"Nu heder det idag" - og Slutningsordene
lød saa resolut bestemte, at Netta vendte Øinene
opad i Haab, at nu havde Gnisten fænget.

Da saa hun grangivelig, at han vinked med
noget, som ligned en Hestehov, ud af Vinduet
til hende.

SIDE: 196

Uhyggelige og underlige Pestens Tid! -
Fordi alle følte sin Dødsdag nær, fandt alle
Livet dobbelt kjært. Saaledes at selv de, der
under rolige Forhold ikke kunde øine et Lys-
glimt i sit Levnet, nu klynged sig til fjerne
og usandsynlige Udsyn, - at de, der før havde for-
nummet Tilværelsen som noget ensfarvet graat i
graat, nu saa Fortiden at hvile der bagenfor i helt
skinnende Farver - for - hvad i Alverden
havde vel deres forrige Bekymringer at betyde
mod dette, Dødsrædselen for sig og sine? -
Ikke da at tale om dem, der før havde glædet
sig ved Livet, de, der var velsignet med en kjær
Ægtefælle, friske Børn og saadant mere - ja,
ikke at forglemme de, der havde nogen, de paa
sin Vis holdt af, nogen, der ofredes Tanker i
ledige Timer og Længsler i vaagne Nætter, nogen,
der tilbad en Figur paa en Piedestal - sandelig
dersom deres Gudsfrygt ikke var saa stærk, at
den grænsed til Fatalisme, da skalv de for sit
Liv, det fage. Tænkte, de fik iagttage alle de
Forsigtighedsregler, som tænkelige var. - -

Og Menneskene slog ihjel sine Katter og
skjød sine Hunde, rev ned Kraake- og Skjære-
rederne i Haven og førte en stille og intens
Udryddelseskrig mod alt, der kunde tænkes
Smittebærere at være. Og nogen sad den ud-
slagne Dag under Fossefaldene og lod Vandet
uafladelig spyle over sig. Nogen stængte sin
Port og snakked med Fremmede kun med Vin-
duet paa Gløtt, og fór sammen som stukket af

SIDE: 197

Hveps, naar en Madflue satte sig paa Haanden.
- Og iblandt disse, for hvem Livet var blit det
skjøreste Porcellæn, gaves der ogsaa nogen, som
trodde at skulle forebygge Pestens Angreb paa
sin Person ved at følge en bydende og fordrings-
fuld Stemme indi sig. Som laa selve Pesten
legemliggjort og vælted sig paa Dørtærskelen,
løfted de ofte Benene høit op, naar de gik i
Dørene. Og nogen voved ikke spise Sul, og
nogen voved ikke spise Tyndbrød. Nogen gik
stadig med Blikket løftet mod Himlen som for at
give baade Gud og Næsten en Forestilling om
deres evindelige Tillid til den himmelske Naade.
Og Nogen gik med Blikket stivt fæstet mod
Jorden i Indadvendthed og stille Betragtninger.
Nogen gjorde sig Ærender udaf den strakte
Vei opover Bakkekneiker eller Fjeldknauser for
at hente et Straa, en liden Sten, en tør Kvist
eller lignende. Og for deres alles Vedkommende
kunde sikkert nok gaaes ud fra, at det var
"Stemmen", som havde drevet dem med sit
Magtbud mod Pesten.

Mest fik dog de at varetage, de Ulykkelige,
som hirte mod den store Sygdom. Ti mængde-
vis af ufeilbarlige Husraad var dukket op, de
der anvendt i Tide kunde jage Sygdommen paa
Dør. Naar saaledes Pesten ikke vilde forlade
en Person, fordi han ikke var istand til med
en Haarrendesnare at fiske en Loppe udaf et
Vandglas, saa kunde det jo nok være, at Pesten
tog Flugten bort ifra den Person, som nød et

SIDE: 198

Brød bagt af Koens Efterladenskaber og dertil
drak et Afkog af Sauebønner og Karve. Og
hjalp heller ikke dette, da maatte Pesten være
særlig slem, om den ikke veg for Fosfor, skum-
met med Sølvske af flydende Gjødsel og rystet
syv hundred Gange paa en Flaske. -

Alle vise Raad tiltrods, og som om Jord-
bunden ved alt dette Kvaksalveri just blev sær-
lig skikket, greb dog Sygdommen stadig videre
om sig.

Det drypped svarlig i Herrens hellige Hus.

Et Par Dages Tid havde Himlen staat og
sanket Uveirsskyer sammen, og nu brød Regnet
løs en Søndag, netop som Bygdefolket var naadd
ind under Kirketaget.

Men Taget maatte være utæt. For et Sted
drypped det fra Taget. Og efter at have afsun-
get Salmerne, hvis selvsamme Numre mange
husked at have set der paa Tavlen ogsaa for-
rige Søndag, blev Menigheden siddende og iagt-
tage Tagdryppet, altimens de vented paa Præsten.

Dryppet slog mod Gulvet i skarpt Smæld,
regelmæssig, som udstødt fra en Draapetæller-
maskine. Oppe ved Alteret havde den kulsorte
Altertavle faat hænge - nu hang den der som
et Symbol paa Mørket og Frygten, de alle var
stedet i. Og i den forgyldte Stol havde Hollas,
Kirkeeieren, Kirkefyrsten, taget Sæde, for at kro

SIDE: 199

og bryske sig som vanlig. - Mon tro, - var
der de, som tænkte, - om det var Straffedom
fra Fjoraaret, da Hollas stod malt paa Alter-
tavlen, - at nu Pesten var kommet over
Bygden? -

Klokkeren kom frem i Kordøren og bad dem
om endrægtigen synge Salmen, der er forordnet
at synges i almindelig Nød og Landeplage,
endnu engang. Og Salmen blev sunget lang-
somt tilende. Og atter sad de der og vented,
mens Regnet silte nedover Ruderne og Dryppet
uafladelig smældte mod Kirkegulvet. Og de saa
over mod hinanden, tænkte efter, hvem nu
mangled, spored og speided efter Bleghed og
Uro i sine Sidemænds Ansigter, klemte sig ofte
rædde væk.

Og ingen Præst kom der.

Men Draaperne drypped. Drypped og dryp-
ped. De Nærmeste kunde se, hvordan Draapen
samled sig deroppe til en blank Glasperle, før
den brast og faldt ned paa Gulvet. Og dernede
danned sig lidt efter lidt en vaad Flek, stille i
Kanterne, urolig i Midtpunktet, der Draapen
drypped. - Det er mit Timeglas, - tænkte
En. - Kan jeg tælle til syv mellem hver
Draape, gaar Pesten forbi mig. - Hvoraf det
kommer sig, - tænkte mange, - at det
drypper slig tvers gjennem Kirkeloftet og alt-
sammen? - Nei, for ingen af dem vidste om
Hullet i Blytækningen, - det som vokste saa sik-
kert fra Maaned til Maaned under Hollases Meisel.

SIDE: 200

Klokkeren kom i Døren og opfordred dem
til at synge Landeplagesalmen for tredie Gang.
Og lydig slæbte Menigheden sig gjennem den
for tredie Gang.

Og atter blev de siddende og høre Draa-
pernes Dryp.

Da saa Klokkeren for fjerde Gang viste sig
i Døren, tænkte de trætte, at det ogsaa nu var
Salmen, det gjaldt; men der tog de feil -
- Klokkeren lyste Messefald. - Om Præsten
var blit klein? - Nei, ikke det netop; men
han var ræd for at bli det. -

Kanske skrev det sig fra Sløvheden; men
Menigheden blev, trods Messefaldslysningen,
alligevel ikke særlig forbauset ved pludselig at
se en Mand i Samari og Krave komme paa
Prækestolen - ja, nærmest blev de glade, fordi
de alligevel skulde beskikkes en Præken, slippe
at vende hjem slig - at ligne med en Sulten,
der vel har faat Lugten, men ikke Smagen af
Mad. Nu skulde de da faa nogenslags aandelig
Føde. Og de glemte at høre Dryppet fra Taget.

Præsten deroppe havde gnidd sig med Haan-
den over Ansigtet, idet han kom, saa bøiet Hodet
som i dyb Andagt, sænket det ned mod Præke-
stolens Bogstøtter, - og slig var han blit staa-
ende, beskrivende en krum Bue, og af Hodet
saaes kun Issen, der en bar Flek af en Dalers
Størrelse skinned hvid og rund mod Haaret.

Og saalunde prækte Præsten ud mellem sine Fin-
gre, langsomt og monotont som en Lægprædikant:

SIDE: 201

"Brødre, Søstre! Længe har jeg tænkt og
længtet efter at tale med Jer - især i denne
Sorgens og Nødens Tid. Jeg vilde nemlig saa
gjerne gi Jer den Husvalelse, jeg ved, I alle
trænger, den, jeg ogsaa ved, jeg kan gi Jer, -
naar I blot sætter Lid til mig og min Gjerning.
- Nu! For dog først at ophjælpe denne Jers Tillid,
for at gi Jer et Fnug af Forstaaelse af, hvem
jeg er, vil jeg fortælle Jer, at jeg i min Ungdom
efter at have gjennemgaat en Præsteskole og
blit ordinert til Præst, ikke vilde modtage
nogen fast Ansættelse, fordi jeg ikke vilde
tale uskjønsomt til Menneskene fra Prækestolen,
der, I ved, Præsterne staar og kan gi Jer ind,
hvad de finder for godt, uden at nogen har Lov
til at reise sig og modsige dem! Nei, først
vilde jeg fare Verden over for at lære den gan-
ske Menneskehed at kjende. Og som Viljen
var, saa blev Gjerningen: Rundt i Verden
fór jeg, og Menneskene lærte jeg at kjende -
saavelsom ogsaa, at jeg lærte Menneskene at
kjende mig - paa det at Gjensidighed kunde
opstaa, og den ene ikke føle sig den anden for-
pligtet. Ja, fordi jeg saaledes har levet iblandt
Jer, Brødre, Søstre, og lært Jer saa nøie at
kjende, forstaar jeg Jer inderlig. Og ynkes i
Sandhed over Jer. Kyrie eleison!" - Præsten
sukked tungt ud mellem sine Fingre, og gik nu
over til at læse Dagens Tekst. Det var en noget
underlig Tekst eller blev vist læst paa en noget
underlig Maade, forekom det Menigheden; men

SIDE: 202

i sin Slappelse efter udstandne Sjælelidelser
magted ingen rigtig at samle Ordenes Mening.

"Værer ikke kloge hos Eder selv," sagde
den krumbøiede Præst, og han tilføied af egen
Raad: "Eders Dumhed er der ikke Tale om;
for den kan I saa alligevel ikke skjule! - -
Betaler ingen ondt med godt, ei heller godt med
godt," fortsatte han. "Betaler da heller ondt
med ondt og godt med ondt; ti en saare van-
skelig Ting skal det være at strø gloende Kul
uden tillige at brænde sig selv! Beflitter Eder
paa at gjøre det, som godt er mod mig og der-
næst mod Eder selv. Er det muligt, da haver
Ufred med alle; og husk: Den som ikke an-
griber, bliver lettelig selv angreben, og den faar
ofte ikke Tid til at dække sin egen Ryg.
Hevner Eder gladelig, mine Allerkjæreste. Giv
Vreden aldeles Rum, at den kan raade over
Eder. Lad Eder ikke overvinde af det gode,
men overvind det gode med det onde, - og
det onde med det onde, ligervis du, naar din
Skog brænder, tænder en Ild, der kjæmper med
den første - ligesom I ogsaa nu, da Pesten
brænder i Bygden, kun kan fordrive den ved
at tænde en Slags Modild." - - Endnu dybere
end før bøied Præsten Hodet, og nogen Øie-
blikke var der dødsstille i Kirken. Og atter
hørtes Draapernes Dryp. Og Præstens Øine glim-
ted mellem Fingrene. - Hvem i Alverden er
Præsten? - tænkte nogen; for inderlig godt syntes
de igrund at skulle drage Kjendsel paa ham; men

SIDE: 203

- saa rart med det, naar en ikke faar Ansigtet
at se. Og det holdt han fremdeles over med
begge Hænder dannende ligesom en Maske. -
Med den ene Finger - med Pegefingeren -
pegte han saa pludselig mod Dryppet:

"Se," sagde han, "Draaperne, som drypper.
Jeg ved, I har siddet her og undret Jer over
dem - det har vært Jer en Kilde til adskillig
Gjætning, hvordan Regnvandet, som I tror, det
er, har kunnet dryppe herned i selve Kirken,
herned foran selve Alteret. Og enkelte af Jer
har endogsaa tænkt at tilfredsstille Nysgjerrig-
heden ved efter Prækenen at klyve op paa
Loftet for at undersøge. Ak! Vantro! Vantro!
Kortsynede! Forblændede! Det kan jeg sige,
at den, som saa gjør, den blir sørgelig skuffet.
For ingenting vil han finde - ingen Aabning
ud mod Veiret, ingen Adkomst, der kan tænkes
at slippe Regnvand ind paa Loftet, saaledes
at det derigjennem kan dryppe ned til Jer i
Kirken - - og der vilde blit mørkt i dit Sind,
Allerkjæreste, fordi du fandt dig staaende over-
for en uforklarlig Gaade, - fordi du saa, at
her skede forborgne Ting." - - Præsten knep-
ped Hænderne endnu tættere om Ansigtet, saa
Stemmen kom til at lyde som talt fra en tom
Tønde, og indimellem Ordene hørtes en kort
Snerr, der vel kunde skrive sig fra en stærk
Forkjølelse, men ligegodt fra tilbagetrængt Latter:
"Og havde jeg ikke set i Jers Hjerter og for-
barmet mig over Jer, da vilde Naaden snarlig

SIDE: 204

vordet Jer til Unaade - fordi I ikke forstod
Jers Naades Tid." - Atter pegte Præsten mod
Draapernes Dryp:

"Se Draaperne, som drypper - drypper og
drypper, lig Timerne, som tælles fra en Almæg-
tigs Haand. Se, Draaperne, som drypper og
drypper fra Kirkens Tag paa uforklarlig Vis -
det er just Naaden, som idag er blit Jer til Del.
- Hvordan? - syns jeg høre dig spørge, og
Ansigtet dit stivner stirrende ind i Spørgsmaalet.
- Hvordan i Alverden er det nogen Naade for
mig, at Draaperne drypper fra Tag til Gulv? -
Saa spørger du, Allerkjæreste, fordi du - som
jeg sagde dig - ikke kjender din Naades Tid.
Draapernes Dryp, er virkelig fra en Almægtigs
Haand. Dryppet er et helligt Dryp. Vandet er
et helligt Vand. Vandet er et beskyttende Vand.
- Mod hvad beskytter det hellige Vand? -
hører jeg dig spørge. Ven, Ven, hvor korttænkt
du er! Lar en Almægtig det her dryppe med
et helligt Vand, et Vand til Synderes Beskyttelse,
hvad skulde det vel beskytte imod andet end
det, som nu ansees for værst og i Sandhed og
er det værste - Pesten. - Mod Pesten? -
siger du ved dig selv og ved ikke, om du drøm-
mer eller vaager. - Mod Pesten? Kan da
noget paa denne Jord beskytte mod Pesten? -
Jo! - siger jeg dig. Jo! det hellige Vand. -
Da skjælver du af Glæde, gjennembæves af
Fryd: - Hvordan, hvordan? spørger du. - At
du skal lade dig døbe i dette det hellige Vand, -

SIDE: 205

siger jeg, - og tilbede den Almægtige, som har
sendt det, og hans Symboler." - - Idetsamme
gled et Lysstreif ind gjennem Kirken. Præsten
saa gjennem sine sprikende Fingre udaf Vinduet
mod Himlen, der en klar Plet rundt Solen bebuded
Veirets Bedagning, - og fortsatte pludselig med
stor Hast. - "Det, jeg sagde, betyr: Gaa hen
under Draapernes helbredende og beskyttende
Dryp, lad trende Draaper dryppe paa din Pande,
trende paa din Isse og trende paa dit Bryst.
Bøi dig saa for mig, Præsten, og sig: - Jeg
takker og tilbeder dig, Herre, for din Miskund-
hed imod mig! Som Tegn paa min Taknem-
lighed lukker jeg dig fra nu af inderlig ind i
mit Hjerte, og tager jeg alle her til Vidne paa
mit Løfte om at tjene dig hengiven og tro."

En Stund var der stilt i Kirken. Oppe paa
Prækestolen stod den underlige Præst, og de
forman hans Øines Glimt ud mellem hans Fingre.
Og saa hørte de med engang atter Draapernes
Dryp, et for et, langsomt, sikkert, med hvasse
Smæld mod Gulvet.

"Skynd Jer," sagde Præsten, "mens Naadens
Tid er inde. Snart er den Almægtiges Taalmod
brudt, og det hellige Vand tørker ind. - Skynd
Jer!" høined han Stemmen skrikende, der han
kasted et Blik ud mod den klare, voksende
Plet paa Himlen. "Skynd Jer, mens Draaperne
venter - de helbredende og beskyttende Draaper."

Mens Præsten talte, var der fra og til fart
et Rykk og en Uro gjennem Menigheden. Nu

SIDE: 206

ved det sidste begyndte Folk langsomt at reise
sig, sneg sig En efter En søvngjængeragtig opad
Kirkegulvet mod Draapedryppet.

Alt drypped Draapen paa den Førstes Pande
og Isse, da Præsten deroppe hvinte som i
hidsende Rædsel:

"Skynd paa - skynd paa - Dryppet ophører!
Hver er sig selv nærmest - - og hver en
Draape beskytter!" - Da skjøv de Nærmeste
den Første væk. Og de længere borte trængte
paa for at naa nær. Men mens de Nærmeste
stritted imod, samtidig som de indbyrdes puffed
hinanden væk for at komme under Dryppet,
gav de længst borte sig til at skridte over
Bænkeraderne. Da fulgte de længere væk
med, idet de greb Tag i de Forangaaende
og forsøgte at hale dem tilbage. Men de Foran-
gaaende slog i Iveren efter disse andres Hænder,
og de Nærmeste, som endnu ikke havde faat af
Dryppet, satte Ryg - og alle vilde frem - og
ingen vilde gi sig - og før nogen vidste Ord
af, blev de fiendtlige, idet enhver kun havde
Tanke for sig selv. Da var der de, som begyndte
at skjænde og skjælde, og der var de, som tog
til at knubbe iblinde. Og saa vokste Ønsket
efter det velsignelsesrige Draapedryp jævnt med
Forargelsen. Der blev skreket, hvint, og nogen
lo, der blev slaat hid og trykket did. Altimens
Draapen den drypped - drypped og drypped
langsomt ned, med Mellemrum længer for hver.
- - Og der blev de, som hylende bad, mens

SIDE: 207

de kjæmped vildt som for Livet, - og de, som
høilydt anklaged Herren sin Gud. Og oppe fra
Prækestolen skrek Præsten, de hørte Ordene
uden at fatte dem, sansed langtfra at kaste
et Blik didop - havde de saa gjort, vilde de
set, at Præsten ikke var dem ukjendt, nu han
havde taget Hænderne fra Ansigtet. Med Hodet
slængt langt tilbage og Munden vrængende i
Bespottelsens Ekstase, hylte han ud over Myldret
- og noget af hans Ord blev borte i Skriket,
og noget dukked frem at ligne med en Klo
fra en Afgrund:

"Leviathan sendte sin Søn paa Jorden, paa
det at mange skulle forløses af Godhedens Træl-
domsaag - - Saa har Leviathan elsket Verden,
at han har givet sin - - at de som elske
ham, skulle leve et evigt Liv - et Liv uden
Pest og Trængsel - - Ære være" - -

- Men paa bagerste Bænk, Bænken for
Bygdens Fattigste, havde siddet en Mand, høi-
pandet, afmagret og ældet. Brynenes sammen-
trukne Bue over de graa, faste Øine saavelsom
Kindernes Hulning mod den brede, smallæbede
Mund tyded paa et møisomt Liv, et Liv i Savn,
men med usvigelig Kraft til at bære og en lige-
saa usvigelig Tro og Vished om denne sin
dybe Evne.

Fra det Øieblik af, da den frygtelige Præst
viste sig paa Prækestolen, og indtil Menigheden
afsindig kasted sig i Haug mod Dryppet, havde
Manden i Fattigbænken flere Gange reist sig,

SIDE: 208

men atter sat sig ned, som tvang han sig dertil,
og den hele Tid havde Udtrykket i hans Ansigt
tilkjendegivet en eneste stor Modsigelse.

Men mens Folkehoben nu sloges og skjændte
dernede paa Gulvet, havde Manden stilfærdig
reist sig og gaat Trappen op mod Koret.

Og just som Ordene om Leviathan sprøitedes
som Edder udover, stod Manden fra Fattig-
bænken paa Koret ret overfor Prækestolen, og
hans Stemme slog til Lyd som en mægtig
Klokke af Malm - det var Herrens Ord fra
Bjergprædikenen:

"Vogter Eder for de falske Profeter, som
kommer til Eder i Faareklæder, men indvortes
er glubende Ulve. Af deres Frugter skulle I kjende
dem. Tror I, I kan sanke Vindruer af Torne
eller Figen af Tistler. Saaledes bærer hvert
godt Træ gode Frugter; men et raaddent Træ
bærer onde Frugter. Et godt Træ kan ikke
bære onde Frugter, og et raaddent Træ kan ikke
bære gode Frugter. Hvert Træ, som ikke bærer
god Frugt, afhugges og kastes i Ilden. Derfor
skulle I kjende dem af deres Frugter."

"Men intet er skjult, som jo skal aabenbares,
og intet hemmeligt, som man jo skal faa at vide."

"Og jeg siger Eder, mine Venner: Frygter
ikke dem, som slaa Legemet ihjel og derefter
ikke kunne gjøre mere."

"Men frygter dem, som haver Magt til, efter
at have slaat Legemet ihjel, at kaste Sjælen i
Helvede. Ja, jeg siger Eder: Frygter for dem."

SIDE: 209

- Og den mægtige Røsts Ord lagde sig dæm-
pende over den oprørte Folkehob som Olje over
Bølger. Og Manden i Koret fortsatte:

"Frygter ikke for den jordiske Nød, for
Pesten slet ikke, Venner; ti den slaar kun
Legemet ihjel, og derefter kan den ikke gjøre
mere. Men frygter for den, som slaar Sjælen
ihjel - den, som falskelig lokker Jer med Jord-
livs Draaper for derigjennem at styrte Jer i
Fordærvelsens Sjø." Og den hellige Stemme
sænked sig i sorgfuld Bebreidelse:

"Venner, Venner, selve Livet er jo kun en
Draapes Dryp - Draapen, som samler sig,
brister, falder - mod Jord, hvor alle Draaper
før er faldne. Venner, Venner, og saa vilde I,
forblindede af Nøds og Sorgs Dage, give Jers
Sjæl for Draapens Dryp." - Alle stirred de op
mod Koret, stirred mod ham, som stod der høi-
pandet, afmagret, ældet af Savn og møisomt Liv,
med Herrens egne Ord i Munden, med den
dybe Forstaaelse af Menneskesorgen i Øiet. De
mærked ikke, bekymred sig ikke om, at ingen
Draape længer faldt. Stirred. Bare stirred -
mod Manden i Koret. Trak sig saa ydmyge
nedad Kirkegulvet mod den jernbeslagne Ud-
gangsdør.

Og Draapernes Dryp var virkelig ophørt.
Og der skjød Solen en lang og glinsende Straale
ind gjennem Kirkens Buevinduer. Og gjennem
Kirken toned Røsten:

"Herre, du min Gud, jeg vil ophøie dig, jeg

SIDE: 210

vil bekjende dit Navn. Al Jorden skal tilbede
for dig og lovsynge for dig, de skulle synge dit
Navn. Sela."

"Herre, du min Gud, jeg vil takke dig, jeg
vil glæde og fryde mig, jeg vil lovsynge dit
Navn, du Høieste."

"Og Herren er den Ringe en Ophøielse, ja,
en Ophøielse i Nødens Tider."

"Og de skulle forlade sig paa dig, de som
kjende dit Navn! ti - du vender dig ikke bort
ifra dem, som søge dig, Herre. Sela."

- - Da var Præsten forsvundet fra Præke-
stolen. Men ud af Kirken sammen med Menig-
heden gik Hollas den Onde, Kirkeeieren, bleg i
Ansigtet, som havde Pesten mærket ham, og
fra Struben hørtes en Lyd, som gurgled han
mod den solklare Luft.

Og inde i Kirken hang den sidste Draape i
Taget. Bævred i grønt og blaat i det unge
Solskin lig en Opal, den det gir snigende Sorg
at bære. - -

Langt ud paa Eftermiddagen løsned den sig
fra Kalktaget og faldt med et Smæld mod Gulvet.
Men den vaade Flek, som før havde lagt der-
nede, og som var blit trampet af saamange
dødsenstunge, fortvilede Skridt, var tørket for-
længst. Og derfor blev Draapen liggende ensom
paa Gulvet. Og det glimted ikke i den af Sol.
Og den ligned ikke længer nogen farlig Opal.
Ligned ikke andet end det, den var - en ud-
glidd Vanddraape, der snart vilde tørke bort.

SIDE: 211

Laa dog en liden Stund endnu som et flygtigt
Vidnesbyrd om, hvad Mennesker kan forledes
til at gjøre, og hvad Menneskers Indbildning
kan faa udaf lidt usselt Regnvand, strømmet
fra en sort Sky og rundet ned gjennem et Hul
i Tagtækningen.

Men den, som graver en Grav for andre, skal
selv falde i den.

Hollas den Onde, Kirkefyrsten, sad sturen
paa Stolmagerværkstedet. Kort forud havde han
brækket sig drabelig, - og da han nu godt
nok vidste, hvad det i Forening med visse
andre Symptomer betydde, maatte vel Hollas,
Kirkeeieren, sture. Desuden: Sygdom er Sygdom,
og den gjør ingen glad tilmode.

Hollas sad paa en Kasse, sammenkroket,
med Hodet ned mod Knærne. Omkring ham
stod tomme Vandbøtter, og nedi Vandet, som
danned en eneste Pyt af hele Kammersgulvet,
laa sønderslagne Stoler, Stoler uden Karm,
Stoler uden Ben og Stoler med itubrudte Ud-
skjæringer. Og indimellem Stolerne flød Kar-
mene, Benene og de kunstfærdige Kruseringer.
Ti raset havde Hollas i Begyndelsen, baaret sig
deroppe i et stort Styr og Slagsmaal. Tjeneste-
folkene, som han skrek op til sig med Vand-
spandene, havde ikke turdet komme ind, men
satte Spandene udenfor Døren og fór nedover

SIDE: 212

Trapperne igjen, som trodde de Pesten lige i
Hælene paa sig. Og saa havde Hollas begyndt
at tumle deroppe. - - Nei, ingen havde set
Folk gaa didop, saa Mennesker kunde det ikke
være, heller ikke Dyr, saa - Vorherre og En
til alene vidste, hvad det var for et Kompani
Hollas sloges med deroppe. Ja, for Slagsmaal
var det sagtens, slig det tramped, dængte og
ramled hele Stolmagerværkstedet rundt. Tydelig
kunde mærkes, som delte de sig i Partier,
marscherte frem som Soldater i Geled - tørned
saa sammen, saa Gulvplankerne gnissed og gren
- - det havde de hørt alle som En af Fol-
kene paa Lytt. Og saa var der blit søkkende
stilt med engang, et Øieblik, og derefter en
vældig rapende Lyd som af En, der brækked sig.
- Jommen! - havde det rigtignok lidt senere
raabt ned. - Karolus! - Men selv ikke de to Uvor-
ninger, som ellers havde Ord for hverken at
sky Ild eller Vand, havde vært slige, at de
turde lyde. -

"Au, au, au," jamred Hollases Stemme. Da
kunde Folkene udenfor, sin Rædsel tiltrods, ikke
dy sig for Latteren, at Hollas var slig stelt nu,
at han naued sig - han, som aldrig havde havt
Medlidenhed med andre. Og Karolus, Staldka-
ren, voved sig op paa Hoselæsten og kikked
i Dørsprækken. Da hørte han, det hosted der-
inde som en Hest med Kværsill. Men han fik
ikke se noget. Nei, ikke det bitterste; for gjen-
nem Dørsprækken saa han bare lukt mod Væg-

SIDE: 213

gen. Men Jammeren hørte han gladelig og uden
at behøve holde Haanden bag Øret, og der faldt
Ord indiblandt:

"Det er for tidligt, jeg har for meget ugjort
endnu - gid Fan havde Korsveistokken."

- Naa saan - tænkte Karolus og kom til
at knirke lidt, - ja jeg har nok ogsaa tænkt
no sligt! - I det samme sagde det ganske høit
derinde:

"Ja, kom nu En ind til mig da, skulde han
faa mine Efterladenskaber som Tak."

Straks klemte da Karolus Døren op.

"Var det kanske no, I vilde?" spurgte han.

Hollas ikke saameget som løfted paa Øien-
laagene ved Staldkarens punktlige Tilsynekomst,
saa synderlig overrasket var han nok ikke blit.

"Ja," sagde han, der han sad sammenhuket
og rokked sig paa Kassen, "om du vil kleie mig
paa Ryggen."

- Gode Raad dyre, - tænkte Karolus. -
For ikke vil jeg ha Pesten! - Og derfor efter
et Øiebliks Betænkning greb han en Fjelstub,
som laa der, og klødde sin Herres Ryg med.

"Du var da en farlig haardhændt En," mum-
led Hollas og skjæved lidt med Hodet.

"Ja," svarte Gutten - "jeg er vant med at
strigle Hestene."

"Siden du er saa stærk da," sagde Hollas
saa, "kan du vel med det samme bære mig bort
i Sengen ogsaa."

"Det skulde jeg mer end gjerne," mente

SIDE: 214

Gutten. "Men sandt at sige, har jeg ligesom
Mjølk i Armene"

Da reiste Hollas sig med et Sætt:

"Du er en Tosk," hvæste han, "der glap Ar-
ven ifra dig!" Og dermed sjaged han alene ind
af Døren til Sideværelset og trev sig ned i Sen-
gen. Men saa begyndte Jammeren paany:

"Au, au, au!" Og han havde ikke hverken
Maade eller Blygsel med slig, han bar sig.

"Jeg skjønte, I var klein," sagde Gutten, "for
Hoppen Ers var spika galen nede i Stalden."

"Ti still!" skrek Hollas ilsint. "Se efter, at
den ikke sliter sig!" Og saa jamred og ynked
han sig videre. - -

- Jammeren naadde ogsaa Nettas, Mynd-
lingens, Øre, der hun sad i Kammerset og sydde
Buksesæler af Farve og Mønster som de forrige.
Dennegang skulde de være til Præsten - Bryl-
lupsbuksesæler skulde det bli.

Netta, Jaalen, følte ikke megen Medynk med
den lidende Hollas. Men syntes hun jo, det var
ilde, at Pesten nu ogsaa havde slaat sig til der
i Gaarden, i hendes, Nettas, Nærhed. Hun
maatte jo foreløbig være, der hun var; thi hen-
des Fæstemand, Præsten, turde ingenlunde bryde
med det han kaldte "Velanstændighedens Love"
og tage hende til sig, før endnu en anden Præst
havde sagt et Ord, selv om han derved fridde
hende for Pesten. Der dæmred nok noget i
Nettas Hjerne, slig hun sad med Buksesælerne
i Fanget og hørte Hollases Pestklage, om at de

SIDE: 215

der Velanstændighedslovene var nogen underlige
nogen i mange Tilfælde - vel bygget i Fælles-
skab af Oldinge og Mennesker uden Hjerte eller
med raat Hjerte; - men hun slog sig tilro med
Dæmringen, bredte billedlig talt et mørkt Klæde
over den lig et Menneske, der staar søvndrukken
op af sin Seng en Sommermorgen og hænger et
Tæppe for Lyset, paa det at han rolig kan sove
videre, uforstyrret og i Mørke. - Ti naar Nettas
Præst ønsked, at alle Slags ydre Hensyn skulde
iagttages, saa var det vel ogsaa det eneste Rette,
- tænkte hun, - og naar han ligeoverfor hende
i Enrum ikke var til den Grad paa Formerne,
saa var vel det ogsaa det eneste Rette. - Og
Netta, Myndlingen, der nu havde skiftet For-
mynder, lod nu som før sin Formynder lede sig
og sin Formynder tænke for sig, og lod uden at
gjøre sig det klart langt mindre forme det i
Ord, nu som før, den bibelske Opfatning af
Kvinden som Mandens Ribben skabt til Kvinde
for Mandens Kjedsommeligheds og Bekvemme-
ligheds Skyld, gjælde for Ret. - -

Men der Netta, Myndlingen, længe nok havde
hørt sin forhenværende Formynders og hemme-
lige Husbonds Ynk, grodde der frem en Tanke
i hende om noget, der vilde tjene hende til
Bedste i Menneskers Øine og ikke mindst i
Præstens. Derfor gik hun i sig selv og sagde:

"Netta, Netta, her ligger en Synder paa sit
sidste, og du lar ham ligegyldig dø i disse sine
Synder, Netta, Netta, er dette en vordende

SIDE: 216

Præstekones Vis? Nei, nei, det er ingen sand
og værdig Præstekones Vis; for hun bør ligesom
sin Fæstemand ikke sky hverken Ild eller Vand
eller den pestbesmittede Hule, naar det gjælder
en arm Synders Omvendelse."

Og dermed tog Netta sin Bønnebog i Haanden
og kom, efter at have skikket Ilbud til Præsten,
ind i Hollases Kammers for at fortsætte det Om-
vendelsesværk, hun hin Morgen havde begyndt.

Derinde stod Karolus, Staldkaren, med Kirke-
bøssen, hvis Indhold han havde heldt ud paa
Bordet. Idet han blev Netta vâr, vendte han
sig om mod hende og tog en Daler i Haanden:

"Hollases Gave til de Fattige," gjepte han,
og med en Fnis bretted han Daleren dobbelt.

"Det var jo det, jeg sagde," kom det mat fra
Hollas borti Sengen, "at du er for haardhændt."

Netta, Myndlingen, satte sig ned paa en Stol
i ærbødig Afstand fra Hollas og blev der sid-
dende uden Maal og Mæle, forgjæves tænkende
efter, hvordan hun vel skulde fange an. Da vilde
Lykken, at Hollas selv kom hende til Undsæt-
ning, han vendte Ansigtet, der nu var væmme-
ligere og styggere end nogengang før, om imod
hende og hvæste blinkende:

"Du kan bare sidde stille, Nettagjeita, til du
hører Præstefar i Trapperne. Og da kan du
stemme op den Visen, du sang udenfor Vinduet
mit forleden, den var rigtig baade pen og mor-
som."

"Ja," loved Netta.

SIDE: 217

"Ja er et pent Ord," sagde Hollas indimel-
lem Jammeren, "Vil du gjøre Hollas en sidste
Tjeneste, Hollas, som har holdt saa inderlig af
dig trods din Utroskab, at si ja til alt, hvad
Præsten nu spør dig om! - Og saa ved du vel
forresten, at du skal faa Andel i Arven."

Da fik Netta, Jaalen, glade Taarer i Øinene
og loved, hvad Hollas bad hende. - -

Om en Stund kom da, som Hollas havde
forudsagt, Præsten i Trapperne, og Netta stemte
op den gudelige Sang. Da laa Hollas ganske
stille med Næsen i Veiret og stirred op mod
Taget.

Præsten blev staaende ved Døren, til sidste
Vers var afsunget. Traadte saa frem i Værelset:

"Goddag, Hollas," sagde han faderlig, "det er
nok daarligt nu!"

Men Hollas var ikke den, som svarte.

Præsten gik da over til at udspørge
Netta, hvis Haand han i Stilhed trykked bag
sin Ryg:

"Har han talt med dig, siden du kom hid-
ind, min Ven - jeg mener, talt med dig om
sine Synder?" - Netta saa rapt hen til Hollas,
han havde vendt Blikket fra Taget og fæstet
det ved hende nu.

"Ja," svarte Netta.

"Angred han sine Synder? Nei?"

"Ja," svarte Netta.

"Bekjendte han da kanske ogsaa Guds sande
Navn? Nei?"

SIDE: 218

"Ja," svarte Netta.

"Bad han selv om Præsten?"

"Ja."

"Sandelig," udbrød Præsten med stor For-
bauselse og Andagt, "da vil jeg trøstig lyse Vel-
signelsen over ham."

Da fór de alle sammen ved at Hollas lo.
Det var en fæl og gemen Latter. Den endte i
en Hoste som af en Hest med Kværsill. Og saa
laa han atter bumstille, stirrende stivt op i
Taget.

."Kjære, hvad var dette?" hvisked Præsten
og lagde Armen beskyttende om Nettas Skuldre.
Ti Netta, Myndlingen skalv, saa knapt Benene
orked bære hende. Og saadan rygged de to
langsomt hen mod Døren, og Karolus, Stald-
karen, fulgte med, baglængs han ogsaa og hvid
i Fjæset som Kalk. Men Hollases Øienlaag havde
sænket sig, og indunder dem lurte Blikket rødt
og sint frem mod Vinduet. Da saa de mod Vin-
duet de tre ogsaa. Skimted da tydelig allesam-
men et langt Hestehode paa Ruden.

"Reisehesten," gurgled det fra Sengen, "uden
Bidsel og Sa'l." Saa letted han sig op med
en sidste Anstrengelse:

"Men tror I derfor, at Hollas er død?" hvæ-
ste han. "Nei, Hollas lever evindelig!"

SIDE: 219

I Danmarks Land bodde engang en Grev-
inde, som eied et Skrin fuldt af de deiligste
Smykker. Der var Øredobber, Armbaand, Hals-
kjæder, et Diadem og lynende Ringe. Denne sin
Skat holdt Grevinden nedlaast i et Jernskab i
Væggen, og hvad hun brugte om Dagen af de
skjønne Gjenstande, det gjemte hun om Kvelden
egenhændig i Jernskabet med de tolv Hænge-
laaser. For saare elsked Grevinden sine Smykker.

Men der er sagt, at Grevinden ogsaa havde
en Tjener, en gløgg og fingernem Fyr, der baade
kunde male og skjære Folks Lignelser i Træ.

Og det hændte en Kveld, hun just havde
vridd Nøglen om og taget den tolvte Hængelaas
fra - for at aabne Jernskabet og lægge sine
Smykker ned, at et aller forfærdeligst Utyske
kom ind af Døren til hende. Det havde Horn
paa Hodet og Bukkeskind over Skuldrene - og
strakt mod Gulvet faldt Grevinden i Afmagt.

Og da hun vaagned, var Skrinet med de
herlige Smykker forsvundet. Og Tjeneren, den
Fingernemme, med. - - -

SIDE: 220

- - Langt over Jorden og mangesteds i
Verden kan den fare, som har et Skrin med de
herligste Smykker at omsætte i klingende Mynt.
Og den som ikke anser Midlet, den naar jo saa
mangt et Maal. - -

Men hvem hjælper slige? Se, der forenes Ud-
sagnene - hvem anden end han, Balgdrageren!

Saa hændte det henved ti Aar efter Hollas
den Ondes, Kirkeeierens, legemlige Endeligt, der
Præsten kjørte forbi Kirkegaarden en Kveld-
stund, at han i Maaneskinnet blev vâr to, som
sloges deroppe, saa de lange, hvide Klær flagred
i Blæsten. Og letvindte var de, disse to, som
om de bare skulde have Luft i Knoklerne, slig
de hopped om hverandre i de underligste Hop
og Sprætt, uden at en Lyd hørtes. -

Men ved det Syn tænkte Præsten, det han
tænkte. Og vel kommen hjem sagde han til
Netta, Medarvingen til Hollases jordiske Gods
med de falske Værdier, Netta, Myndlingen, som
nu forlængst havde vandret til Alteret med ham,
Præsten, ren i Menneskers nærsynte Øine:

"De kjæmper nok en evig Adelsfeide, de to,
Hollas og Krumholten."

Og det havde vel Præstefar Ret i:

Der udkjæmpes sagtens en evig Feide mellem
de to Magter, Bondetræskheden og Djævel-

SIDE: 221

skaben - Argelist slaas med Bondelist - Ond-
skab slaas med Fulskab.

Og saa er sagt - om det kanske ogsaa kan
tjene som et Bilde paa det ovenstaaende, - at
den Dag idag slaas de to adelige Naboer paa
Moskog Kirkegaard. Folk, som gaar paa Veien
i klare Maanenætter, kan se, hvordan de hopper
om hverandre derinde i lange Sætt og Sprang,
mens de hvide Klær flagrer i Blæsten. - "Det
er Flotherren og Kirkefyrsten," siger Folk -
"som ikke under hinanden Fred i Graven."