Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet,
OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved
Universitetet i Oslo i 1991-1997.

Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av
markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten,
og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på,
gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/

Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene
presenteres sammen med teksten.

Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

Ragnhild Jølsen

Rikka Gan

SIDE: 1

INDLEDNING.

Sorte laa Gan Gaards Huse med sit søvnige
Ekko, og Trærødderne skalv nede i Haven.

Sol kom gnistrende ved Sommertid, klar og
stærk som bare Sommersol kan gnistre. Magted
ikke gnistre i noget paa Gan: Ikke i en Tag-
sten på Mønet. Ikke i en enslig Rude. - Det
turde da tjene som en Lignelse dette, hvordan
Gan Gaard ved Sjøen nu ikke længer hørte
Dagen til, - slig den lukked sig sammen, tæt
og tvær, og sov i sin faldne Storhed.

Men naar Mørket kom sivende op af Van-
det og ud af Skogen - naar Maanen kom gli-
dende ildrød over Sjøen - naar Skyggerne leired
seg sorte og dybe - da var det, at Gan Gaards
Huse vaagned og vokste. Og der blev en Mum-
mel af Historier og Minder, en Sus og en Hvisk
som af Mennesker, der havde levet.

SIDE: 2

Og Sagn, der gnistred i Mørket.

- - -

Paa Loftet paa Gan stod et Kobberkar.
Engang havde det skinnet udenfor en Kirkes
Port.

I et Vægskab paa Gan stod et Bæger af Ler.
Og af det Bæger turde ingen drikke.

Paa en Hylde paa Gan laa en Bøile af Jern.
Med den havde en Frue fæstet sine Folk til
Væggen.

Fru Brynhilda var hun kaldt, denne mæg-
tige Frue. - Fra hendes Tid skrev det sig
kanske det underlige Bæger af Ler, det med de
kronragede Munke i Bøn. De, der i Lys af
en svindende Dag blev til Kvinder paa Rad i
en Galge, mens Galgen dannedes af Bægerets
Rand, hvorpaa de ulæselige Zifre stod ridset. -
Og fra hendes Tid skrev det sig kanske det
irrede Kar af Kobber, det, der var smedet af
en Rømling fra Sverige - han, som var ung og
deilig med slanke Hænder og brændende Øine
- og blaat Blod under den sodede Hud.

- Men det være nu, som det vilde, med
Karret og Bægeret - ett sagdes for visst: At
fra Fru Brynhilda skrev sig selve Gan Gaard
ved Sjøen.

For det var hun, som havde bygget den
med dens mange Vinduer og hemmelige Gang,
med dens Piber paa Taget og Stentrappe foran

SIDE: 3

Porten. Og det var hun, som havde anlagt dens
store Have. Og pleiet og stelt om den Aar efter
Aar, alt imedens hun holdt sin egen Rettergang
og ikke saa nogen Overmand paa Jord, - alt
imedens Haaret graanedes, og hun dreves den
store Overmand imøde - ham, for hvem Men-
neskekraft er som et hvirvlende Løv.

- Men Fru Brynhildas Døtre havde en
Ulykke rammet. Og de havde maattet rømme
fra Modergaarden - ind i Skogene - bort i
Fjeldene - faa vidste hvor - før der vokste
op en Slægt udi Bygden, en, med stærke Kvin-
der og svage Mænd, en, hvis Arv fra Mor til
Datter var Hemmeligheder fra Gan og et stolt
og stridigt Sind.

Imedens havde Trærne trivedes i Gan Gaards
Have. Der var blevet røde Æbler og gule Plom-
mer og brede, vellugtende Linde. - Men da
Gaarden kom i Bondehænder, blev Lindene
fældet, og op af de saftige Stubber skjød tykke
Skud, mens de gode Frugttrær, berøvet sit Ly,
langsomt døde ud, et efter et.

Og Tid forløb, og Sol og Blæst tørred Saf-
ten i de afkuttede Lindestammer. Da sygned
ogsaa de tykke Skud. Blev staaende og sprike,
uragtigt døde, som jordfundne Trær med Rød-
derne op.

SIDE: 4

Paa denne Tid var det, at rige Mattias Agas
Opkjøber kom og tilhandled sig Gan Gaard ved
Sjøen, og dens Mølle og Skog og dens privile-
gerede Sag, - rige Mattias Aga, som var nødt
til at have en Bestyrer paa sit Gan.

Og denne Bestyrer blev Jon Torsen.

SIDE: 7

Det kan vel være omtrent hundred Aar siden
nu, at Jon Torsen leved - skral og udue-
lig som alle Brynhilda-Slægtens Mænd.

Jon Torsen var gift med sin Mosters Datter,
en lang, mager og viljefast Kvinde, som fødte
ham mange Børn, ja, fler end ønskeligt var.

Og Jon Torsen havde en Søster.

- Naar Folk høilydt forundred sig over,
hvordan i Alverden Jon Torsen havde bekommet
den Post paa Gan, vidste altid nogen at berette
om to Kvinder, en mørk og en lys, som havde
reist den lange Vei til nærmeste By og talt hans
Sag hos selve store Mattias Aga. "Hvad sagde
saa Aga?" hed det ofte ondskabsfuldt. "Trodde
han kanske, to Tiggersker var sluppet ind til
ham?" - Aanei - skulde tro - de ligner ikke
Tiggersker heller - med det Blikket og den
Maaden at snakke paa! Ja, Madamen havde vel
ladt mer tilbageholden og beskeden hun da.
Men Jomfru Rikka - Kors i Krøgels! - hun

SIDE: 8

havde sagtens kneiset som en Stashest, saa den
svære Haarknuden hendes dukked langt ned i
Nakken.

"Jeg vilde gjerne ha det slig, Hr. Aga!" havde
hun sagt tilslut med sin noget haarde Stemme.
Men saa havde hun ogsaa smilt og blottet de
store, hvide Tænder:

"Hr. Aga kan jo ialfald forsøge."

Og hvordan det var eller ikke, saa havde
sandelig Brasken, Hr. Aga, reist sig op, og
ligesom smilende, halvt kavalermæssig svaret:

"Ja ja ja - naar det er som Damerne be-
melder, kan jeg jo takke min Gud ved at faa
den Jon Torsen til Fuldmægtig."

"Men hvordan i Alverden kan saa den Jon
Torsen holde sig der paa Gan?" lød kanske
Spørgsmaalet videre. "Forkjøler han sig ikke
nærsagt af et Fluevift forbi Næsen, - og har
han rede paa nærsagt nogetsomhelst?" - Aa aa,
- kunde saa Svaret lyde, - det gik nok. Kvin-
derne styrte til Hverdags. Og til Søndags, naar
Aga var der, da skikked de Jon Torsen ivei
med Strikketørklæder under Trøien. - Ulyk-
kelig var Jon Torsen, Stakkar, han dulled for-
overbøiet afsted med Haanden om sin skjægge-
pjuskede Hage. "Aak, aak," sagde han. "Ja, ja.
Der er mangen en Brøit i Bjerget." Og det var
nok ofte maadelige Svar, de Aga fik paa sine
utallige: "Hvordan er det med det, Torsen? -
Og med det? - Og med det?" - Men gik
gjorde det alligevel - ja saamænd! - For naar

SIDE: 9

de kom tilbage, Mattias Aga og hans Fuldmægtig,
da dufted der Steg paa Bordet og Rosenrøgelse
paa Ovnen, - og ikke havde Aga været den
Mand, han saa ud til, havde han ikke da vel-
behagelig leet indi sin store Knebel:

"Jo, jeg takker, nu er det blit hyggeligt paa
mit Gan." - Og mens Fernanda Torsen sad
hos ham under Maaltidet og passed hans Tal-
lerken med Nyrestykker og Fedt, hørte under-
tiden de, som gik i Dørene, hvorledes hun be-
lagde sine Ord:

"Min Mand sidder inde i sit Kammer og
tænker," sagde hun. "Han tænker saa meget
for at faa udført alt paa det bedste. Han er en
trofast Hund, er han, som gjerne gav sit Liv for
Hr. Aga. - Saa sagde han forresten, Provsten i
Moskog: "Jon Torsen har bare en Feil," sagde
han - "det er, at han er noget forknyt af sig.
Og ofte er det, som om Ordenes rette Betydning
blir siddende ham i Halsen." Men se, - det
siger jeg, Hr. Aga, - om det saa skal tales om
Moses, saa havde han heller ikke godt for sin
Tunge, - - og hvem tjente vel sin Herre bedre?"

- Om nu Aga tænkte noget særdeles ved
dette Madamens vel overveiede Snak, eller han
kun tænkte paa hendes gode Mad - nok er
det: Aga var ingen lei Mand. - "Det er jo
bra, Torsen," sagde han ved Leilighed til denne -
"og bedre blir det." - Nei, nei, - ingen Sag
der Kvinderne var listige, og der det kom an -
ikke paa Dygtighed, men paa Gunst og Gave.

SIDE: 10

Nu! Det var dog ikke alle, som likte sig
paa Gan. Som nu Fru Aga. - En eneste Gang
havde hun været der, og da kom hun om
Aftenen, men reiste om Morgenen, fordi det
havde spøgt for hende om Natten: En hvid
Skikkelse var kommet ned Væggen i hendes
Værelse og blevet staaende der, indtil den
ligesom begyndte at danse op og ned for Fru
Agas Øine, - og saa var alt blevet sort for
hende.

Fernanda Torsen havde smilt saa tvungent
den Morgen:

"Fru Aga er ikke vant med slige tunge
Værkensdyner," sagde hun. "Næste Gang" - -.
Nei nei nei, Fru Aga vilde ikke tilbage til Gan,
om saa Dynen tusen Gange blev af silketrukken
Edderdun! -- Men hvordan var det nu, og -
hvem havde seet det? - Inde i Gangen stod
Jomfru Rikka, da Fru Aga kjørte af Gaarden.

"Den Gang rak jeg Ærind, Fernanda," sagde
hun og lo saa inderlig godt.

- Den Jomfru Rikka, den Jomfru Rikka,
hun havde nu alt paa sin egen Maade:

"Hvad skulde hun her, den lille, forvænte
Fru Aga?" havde hun siden sagt. - "Komme
her i blaa Kjole med lange Baand og sætte hele
Gan paa Hovedet for sin Skjødehunds Skyld -
ordinere uldne Tæpper, varm Melk og Kamfer-
draaber. - Da tror jeg vel, at Hyldethe
skulde være ligesaa godt, svarte jeg og rørte
mig ikke af Flekken. Ha! Jeg, Rikka Torsen,

SIDE: 11

vilde ikke opvarte et Menneske i Verden -
langt mindre da Fru Agas Silkepudel! Men hun
skrev sig det nok bag Øret -- synes se hende,
der hun sad i Lænestolen, før Aga kom hjem
fra Bruget, og maalte mig over Viften med
sine store, nærsynte Øine. - "Kniplingsdukken,"
siger Fernanda, "som ikke kan faa Børn engang!"
Ja, der sad hun da, vifted sig og myste, og
Viften den gnissed som vissent Løv, - og jeg
tænkte og tænkte: Dig vil jeg ikke se her
mere, tænkte jeg. Hahaha, tænkte jeg rigtig?
- Hvad skulde hun her hun, har jeg ogsaa
spurgt Hr. Aga, her paa svarte Gan - hun,
som gaar i Brokade og Pell - hun, som træder
paa Brysselertæpper og har Lugteflasker af Guld?
- "Jeg overtalte hende jo til det," svarte han,
"fordi Veiret var smukt som hun selv. Men det
kosted mig sagtens et stolt Diadem at faa hende
beroliget efter den Turen." - Haha, jeg skjøn-
ner nok, jeg, Hr. Aga - burde jeg ha sagt -
du er under Silketøffelen, du. Bare rart, at
ikke du, hvis Farfar var norsk Skogbonde, før
Handelshuset Aga vokste tilveirs - at ikke du
i Længden blir kjed af at slikke Flødegrød med
en dansk Baronesse." - Der sagde Jomfru
Rikka saa sandt et Ord, at det blev gjentaget
efter hende.

SIDE: 12

Det var, da der legtes Høg og Due paa Gan.
- Kvældsolen stod i Aasskaret mod Vest, og
Kvældvinden strøg over Gans Gaardsplads med
Duft af Hæg og af blaa Syrin. Og Par for Par
hvirvled Duerne ud, blev fanget, blev Høge, blev
Duer paany. - Det flagred med Livbaand,
Hængekrøller og tynde Florlinons-Kjoler, og
Kavalerernes Frakkeskjøder stod under Løbet
som de sorte Vinger paa en Bille.

"Sidste Par ud - fly ud!" Mattias Aga
selv stod i Skjorteærmer foran Rækken.

"Rrr ud - ud! A haha - aa, hei - ii
- æ," hærmed Ekkoet i Gans gamle Huse; det
klapred som af Træsko, naar Prestens rapfodede
Døtre var i Farten, og Herbyjomfruernes Latter
sendtes styg og ærtende tilbage.

"Sidste Par ud - fly ud!" - Ud, og atter
ud, hvirvled Parrene - tog hinanden, blæste
Pusten og kom altid de samme tilbage.

"Høgen er doven," begyndte nogen at raabe.

"Høgen er mæt!"

"Høgen er træt!"

"Sidste Par ud," lød Agas dybe Stemme.
Han stod der saa rolig og fortog sig ikke. Vendte
blot Hovedet undertiden og holdt Øie nedigjen-
nem Rækken. - Men med ett blev Blikket
leende indi Øienkrogene.

"Ud, ud - sidste mine Duer!" forandred han.

Jomfru Rikka kom farende paa den ene

SIDE: 13

Side - i lange, spænstige Skridt og med løftet
Kjole - og paa den anden Side kom den lille
Prokurator fra Haug.

"Hun forleder mig til at bli ung igjen,"
sagde han forundret, - og kom sig ogsaa ganske
rapt fremad - som en Yngling paa stive Ben.

"Hænderne af Lommen, Hr. Aga!" raabte
Jomfru Rikka, hun sprang ret forbi ham, - og
Aga stakte med en kort Latter Haanden ud og
sprang efter.

- At Aga kunde springe! At Rikka Torsen
var smidig! - Slig hun lod ham komme indpaa
sig, men svinged rundt og lod ham gribe i
Luften! - Slig hun sprang imøde, og hid og
did, og han aldrig fik Tag i hende! - - Pro-
kuratoren blev staaende fortabt midt ude paa
Pladsen og se paa dem. Selskabet raabte og lo,
saa Rækken løstes. Og Gan Hovedbygning gav
Spektaklet tilbage, dystert, grættent, som en Gy-
ger, der uroes i Søvnen, - mens Rikka Torsen
sprang om uden en Lyd af Latter, men Tæn-
derne skinned, fordi hun pusted med aaben Mund.

"Der tabte De, Aga," raabte hun overgivent
tilsidst, da Aga stansed og tørred sig med Lom-
metørklædet over Panden. Mattias Aga suged
Læberne til sig:

"Naa Jomfru Rikka!" - han sprang uventet
ud paany. - Da stak Jomfru Rikka overrumplet
i Løbet, ret frem, som skudt af en Bue - uden
Afstikkere og Svinger, tvers over Gaardspladsen
og videre -.

SIDE: 14

"Stop lidt, I springer for langt!" skreges der
efter dem. Men ret frem fór Jomfru Rikka,
stadig ret frem - over Markerne med det lange
Græs - over et Gjærde, som knak - opover
en knudret Skraaning. Aga efter og halende
indpaa. En Stund syntes det endog, som løb
han jevnsides med hende uden at strække Ar-
men ud. - Men det sidste Glimt af dem saa
de øverst paa den solbelyste Bakke. - - Blæsten
tog i Jomfru Rikkas røde Kjole, og et Øieblik
flagred den op, vildt som et løsrevet Seil.

"Rikke, Rikke!" skreg Prokuratoren, og hans
Stemme blev tynd og skingrende.

"Ikke, ikke," svarte Gans hemmelighedsfulde
Ekko. Og udover Sjøen sendte det de glade
Menneskers Larm - Dump i Dump, som Sla-
gene af en sprukken Klokke.

Om Rikka Torsen var smuk? Kanske Rikka
Torsen kunde kaldes smuk. Hun havde skjær
Hud over retskaarne Træk, og kraftige hvide
Hænder. Men hun havde ogsaa fremstaaende,
blasse Øine, som stak saa besynderlig af mod
det sorte Haar. Og hun var bred over Hofterne
og ugratiøs - undtagen naar Sindet kom i Op-
rør, enten nu af Sorg eller Glæde, da kunde
hun faa over sig en udfordrende og selvbevidst

SIDE: 15

Gratie, som stod hun foran et Speil. Vistnok
ikke det lille gulrammede, som hang i et Hjørne
af hendes Kammer og gav hende skjævt Ansigt,
men snarere et af blaaligt skinnende Metal.

- En Lørdagskvæld Jomfru Rikka gik gjen-
nem Skogen til Morbroderen i Ud, rakte hun
Haanden i Veiret og stønned undertiden. Og
hun maatte tænke paa saa mangt, Jomfru Rikka,
- for at kunne tvinge Tankerne bort fra det
hun nødig vilde. - Længe tænkte hun paa
Barndommen og det Gan, hun havde lavet af
Pinder og Kvist oppi Fjeldet. Hvorledes hun til
Sjø havde fyldt Vand i en Skaate, og hvorledes
hun havde sanket "Dag og Nat" og legt med
dem i Gan Gaards Huse - og de hvide og de
gule og de glimrende blaa, hver fik de sit Navn
og sin Bestilling; men de vakreste, hun kunde
finde, de sorte fløielsbløde med den stærke Stilk,
det var Fru Brynhilda og hendes Døtre - yppig-
mørke, i slæbende Dronningekaaber. Og den
slankeste blege, det var Adelsmanden fra Jord-
hytten. Og paa denne, den lille Jomfru Rikkas
"Gan Gaard i Bjerget" levedes et Liv fuldt saa
rigt og mangfoldigt som det paa "Gan Gaard
ved Sjøen", hvorom Moderen fortalte saa ofte -
der Alverdens Herlighed havde havt til Huse. -
"Mor," sagde Barnet undertiden, fyldt af sine
brogede Drømme, "tror du, jeg engang vinder
noget stort, Mor?" - "Hold frem, som du be-

SIDE: 16

gynder," hørte hun endnu Moderens dybe Stemme,
"og min stolte Riketta naar længer end andre."

Men der Rikka Torsen nu gik henover Skog-
stien uden at mærke, hvordan Kvistene slog
hende i Ansigtet, husked hun en halvglemt Hæn-
delse. - Hun saa sig selv springe om med "Dag
og Nat" i Haanden uden at finde de vakre, hun
ønsked, - og hun saa et gammelt Kvindfolk
med Bylt paa Ryggen stanse op ude paa Veien.
"Hvad ser du paa, du?" spurgte den lille. Ko-
nen rakte Haanden frem, men det var noget
leit ved hende, som irriterte Barnet; det gjorde
en utaalmodig Bevegelse: "Jeg har ingenting
at gi dig." - "Din stygge Unge!" sagde da den
Gamle og greb hende arrig i Armen. - "Vil du
vide, hvad jeg saa paa? - Det var det fæle,
hvide Ansigtet dit med alt det svarte Haaret om.
- Og nu ser jeg mer: At du har et Aarekors
over Næseroden. Det betyr, at du er mærket fra
Fødselen, du! - Hæ! Heller er jeg mig selv
end dig, Styggen - tvi!" - - Undertiden havde
Rikka Torsen som Barn gjenkaldt sig Fante-
kjærringens Ord, naar noget gik hende imod, og
nu - en hel Aarrække efter - var de atter
kommet til at lyde for hende - - just fordi
hun med en halv Frygt for Fremtiden gik og
roded sig tilbage i Fortiden. Som om ikke
Fortiden ogsaa havde sine Skygger? - - I
Femtenaarsalderen havde Rikka Torsen mistet
sin Far, og Kaptein Torsens Enke maatte flytte
fra Chefsgaarden og leve af en tarvelig Pension

SIDE: 17

nede i Bygden. - Saa havde Moderen fundet paa,
at de skulde reise fra Moskog til Ud. - Der
var bedre Mennesker og friskere Luft, sagde
hun, - og der laa den gode Smaagaard oppi
Aasen, hvorfra hun i Ungdommen havde seet
den lille Løitnant Torsen komme ridende. - -
Og der i Ud var de da blevet boende, Kaptein Tor-
sens Enke og hendes tre Børn, og havde slaaet sig
kummerlig igjennem. Menneskene der var netop
ikke bedre, og Luften der netop ikke friskere.
Et Stykke borte saa de et mismodigt Skimt af
Sjøen og tvers bagenfor Lerbakken det sorte Tag
af Gan. - Det var en maadelig Lykke, da
Gyrilda blev gift med en Garver i Staden; men
Moderen fik Tilhold der, da hun gjennem Aarene
havde pantsat sin Pension. Og en fattigslig
Lykke blev det, da Broderen giftedes med Kusi-
nen fra Moskog, - og de, efter at have opbrugt
hendes beskedne Arv, ikke havde mer tilbage
end Aarerne bagpaa sine Hænder. Jomfru Rikka
var dog den, der fandt Udvei, da Nøden grinte
for Døren, - og hun var det, som havde ment,
at skulde noget give Lykke paa Jord, saa maatte
det være Gan ved Sjøen.

Jomfru Rikka gik og slog utaalmodig i Træ-
stammerne, til hun fik se Taarnet af Kirken i
Ud. Og som hun saa, at Taarngluggerne luk-
kedes, skyndte hun sig frem og kom ind ad
Kirkegaardsporten, just som den gamle Klokke-
ringer holdt paa at laase Kirkedøren.

"Naa naa, er det dig, Jomfru Rikka," mum-

SIDE: 18

led han monotont, da hun lagde Haanden paa
hans Arm. "Nei nei, du glemte ikke gamle
Morbror denne Lørdagskvælden heller. Herren
signe den glade Giver - hvad for Godter har
du idag da Rikkamor?"

Den Gamle satte sig paa en Grav og be-
gyndte med sine store, rystende Hænder at løse
Knyttet op.

"Jeg har ringet med Mellemklokken ikvæld,
Jomfru Rikka," sagde han. "Jeg liker den bedst,
for den uror dem mindst. - Ser du, Jomfru
Rikka," fortalte han hende som saa mangen
Gang før - "det var jo Storklokken, som tog
Hørselen fra mig; saa det ved jeg nok, at den
er som selve Guds Ord til at sige: Annammer
du mig ikke, skal du dø. Men for de Døde
hernede kan alligevel ingenting forandres - lige-
overfor dem nytter ikke Magtsprog! Derfor
ringer jeg heller med den anden, den siger saa
jevnt og ligetil: Imorgen er det Helg. Imorgen
er det Helg. - Det er baade for levende og
døde. Laa jeg selv dernede, vilde jeg synes om
at høre det, jeg vilde tænke mig Kirken her oppe
med Solnedgangen bagom. - Men skal der tales
om Freden, Jomfru Rikka, - da er det for den
Sags Skyld nok, naar jeg ringer med min mindste
Klokke - du ved den gamle af Messing,
Jomfru Rikka, - som har saa fin en Klang,
kan jeg huske. Jo jo, se den er nok til at
bringe vildfarende tilbage og gi Tanken Ro, -
ja, om det saa er Misdæderne derudenfor Muren.

SIDE: 19

- - - Engang jeg gik her ved Kvældstid,
hørte jeg dem aande og ynke sig under Jorden.
- Giv os af din Fred, du gamle Klokkeringer,
var det, som de bad. - Min Fred er fra Gud,
sagde jeg. Men hvad jeg kan give jer, skal
I faa. - - Og saa klemted jeg saa smaat
paa min mindste Klokke. Og straks blev her stilt
i Haven. -- Gaar du alt, Jomfru Rikka? Farvel,
Farvel - og tak for du var her og ikke glemte
en gammel Slægtning, fordi han i 30 Aar ikke har
duet til andet end at være Klokkeringer i Ud."

Den gamle Mand blev siddende igjen paa
Graven, holdende sin Kasket som Tallerken mel-
lem Knærne. Blæsten rusked i de graa Totter
paa hans Hoved og svinged med Græsstraaene
paa Gravene. Blæsten sang saa enstonig i Or-
gelet inde i Kirken. Og langt bagom det hvide
Taarn gik Solen ned.

"Gid jeg var dig, Morbror," sagde Rikka
Torsen ved sig selv - "der du sidder med dine
Hornbriller paa, gammel, ensom og døv, i din
egen Verden og i din stærke Tro paa Gud og
dine Klokker."

- Denne Lørdagsaften var det, at Rikka
Torsen paa Hjemveien fra Klokkedrageren i Ud,
slig hun gik i sine mangehaande Tanker, traadte
af fra Stien, - og da hun saa sig om, vidste
hun ikke bedre end at blive gaaende paa maafaa
bortover.

SIDE: 20

Og Sulten kom. Og Mørket. - Og snart
blev det uroligt mellem Trærne.

Rikka Torsen var dog hverken bedrøvet
eller ræd ved ikke at finde frem; fordi det i
denne Nat lidt efter lidt - saaledes som det
imellem kan hænde Menneskene - med en hel
visionær Klarhed var gaaet op for hende, at
hvad hun saa gjorde, blev dog Livet værdiløst
for hende selv.

Og Jomfru Rikka gik og gik. - Hvst! -
der hvæste en Ugle. Og der flaksed det af
Vinger. - Der var underlige Fugle i Skogen,
- syntes hun stundom - var det ikke, som
skimted hun Trærne tvers gjennem dem? Og
der var rare, smaa Væsener og saa fæle For-
verdenens Dyr, at det gav et Sætt i hende;
men altid forvandled de sig til Tørtrær og
Stubber.

Og hun begyndte at gaa i en Halvdøs. -
Og tilslut blev hun saa træt, at Knærne skalv,
og hun tydde ind i en Tykning. Da kom
hun ind i noget med Vægge og Tag - ikke
vidste hun, enten det var Dyrehi eller Men-
neskebo; men som Øienlaagene faldt i, dæmred
noget for hende om den svenske Rømling.

Da syntes hun, hun lagde sig paa grøn
Mose imellem Trærne. "Om Udyr dræber Rikka
Torsen," sagde hun, "da gjør det lidet. Rikka
Torsen er falden."

"Elsked du ham, Rikka?" hvisked nogen
fra Skogen.

SIDE: 21

"Nei. Nei." Og der fór Feberfrost gjen-
nem hende.

"Ve over Kvinden, som falder uden Elskov,"
hvisked det saa. "Synd følger Synd. Hvad tror
du, Rikka Torsen, at "Kvinden uden Kjærlighed"
har, naar Rusen er borte?"

"Skammen."

"Ja. Og der findes ikke den stakkars Sten,
hvortil hun kan støtte sit Hoved. Pine følger
Pine, Rikka Torsen, Livet tilende." - Og Rikka
Torsen følte sine Lemmer svide som en Værk-
bruddens. "Er du Menneske," hvisked det igjen,
lavt som Vinden i Trækronerne - "tag da
Mennesketrøsten - er den end skral: Der er
fler, som lider, end du. Og en, som har lidt,
der du nu ligger."

Langt borte hørte Rikka Torsen en Klokkeklang
lyde. Og Vinden gik i Trærne. Og ingen Dyr hylte.

Idetsamme kom en ung Mand over Lyngen.
Hverken saa han til høire eller venstre; men
aldrig havde Jomfru Rikka seet saa herlig en
Gang eller saa stolt en Holdning. - Hun fandt
intet forunderligt ved, at han gik der, men for-
nam en Tomhed, fordi han var gaaet forbi. Og
hun laa videre - uden Drømme og uden Tan-
ker - og Trærne suste - og Klokken ringte
- - da bøied nogen sig over hende. Hun saa
op i et blegt Ansigt med vaagdunkle Øine. Hun
saa ogsaa, han havde mørke, iturevne Klæder,
og Brystet var nøgent. Og der paa det nøgne
Bryst var ridset en flyvende Fugl.

SIDE: 22

"Hvem - hvem er du?" spurgte Rikka
Torsen.

"Vilde Vaa."

Hun grebes af en stor Glæde og rakte Ar-
mene ud:

"Vilde Vaa. Vilde Vaa. Endelig kom du."

Men den unge Mands Ansigt blev fjernere
- blegere - Fuglen og de fillede Klæder -
der kom Taage imellem.

"Naar Klokkerne ringer for dig næste Gang,
Rikka Torsen," syntes hun, han hvisked. - Hun
reiste sig møisommelig og gik ud efter ham. -
- - Og Klokkerne kimed - stærkere og nær-
mere - - nogen snakked med høi Stemme og
tog hende i Armen, og - Rikka Torsen vaagned.

Hun fandt sig selv liggende inde i Skogtyk-
ningen, hvor Solskinnet faldt i Flaker mellem
Trærne, - og foran hende stod den gamle
Klokkedrager med sin Klokke. Han nikked tilfreds:

"Der kom Spurlag efter dig idagmorges,
Jomfru Rikka," sagde han. "Aa, jeg vidste nok,
jeg vilde finde dig - - - min mindste Klokke,
Jomfru Rikka. Min mindste Klokke."

Den brede Kaross med de massive Hjul
holdt for Gan Gaards Stentrappe helt uventet en
Kvældstund.

SIDE: 23

Jomfru Rikka hørte en Prusting af Hestene
og lav Snak, idet hendes Svigerinde lukked
Porten op. Saa hørte hun nogen hænge Tøi af
sig ude i Gangen, og Døren til Stasstuen lukkes
op og igjen. Og der blev stille en Stund. Bare
Lyden af en kort, brysk Latter naadde en eneste
Gang ind til hende, delte ligesom Stilheden i to.
- Jomfru Rikka likte ikke det hele, slig hun
laa der og lytted, og gad nødig gjøre noget for at
faa vide, hvad der var paafærde. Kanske tænkte
hun ogsaa sit - og fik en Tanke bekræftet, da
Svigerinden kom ind:

"Riketta," lød det, halvt stakaandet, "Riketta,
du maa staa op. Aga er kommet og vil gjerne
snakke med dig."

Jomfru Rikka saa Skimret af sin Sviger-
indes Ansigt og syntes der stod Ubehag af det.
- "Snakke med mig?" sagde hun tvært. "Imor-
gen ja kan Aga faa snakke med mig."

"Nei, nei," sagde Fernanda Torsen. - "Aga
skal reise for at se paa et Skogstykke i Mo alt
imorgen tidlig. - Skynd dig nu, Riketta," lagde
hun raadsnar til - "det er vist om Selims, som
endelig vil ha dig i Huset."

"Sagde han det?" spurgte Jomfru Rikka.

"Nei, ikke netop. Og jeg fandt det ikke
passende at spørge. - - Men du ved jo, Ri-
ketta," kom det overtalende, "Aga ser paa vores
alles bedste - saa naar han vil tale med dig - -"

Jomfru Rikka snudde sig om paa den an-
den Side:

SIDE: 24

"Nei, saa sandelig om jeg staar op, Fer-
nanda."

"Er du gal?" hvisked nu Fernanda Torsen
forskrækket. "Hvordan tør du fornærme Aga?
Gud hjælpe saa dig og os alle."

"Sig, at jeg er syg - sig, at du ikke faar
vækket mig - sig, hvad Djævelen du vil. - - -
Nei, jeg staar ikke op." Jomfru Rikka reiste sig
halvt og lo mellem sammenbidte Tænder. - - -

Saa vidste Fernanda Torsen, der intet Ud-
komme var, og hun gik langsomt tilbage ud af
Døren:

"Gud hjælpe dig og os alle."

Men Jomfru Rikka sprang op, idet Døren
lukkedes efter hende, og skjøv Slaaen for.

Saa blev hun videre liggende der lysvaagen
og lytte. Men hun behøved snart ikke at spidse
Øren efter lave Lyd. - Der gik det haardt i
Stuedøren. "Naar jeg, Mattias Aga, vil snakke
med Jomfru Rikka," hørte hun en ry Stemme,
"saa vil jeg, - om jeg saa selv skal vække
hende" - - og der greb det i Klinken til Jom-
fru Rikkas Dør.

"Naa saa" - der fulgte en ildevarslende
Latter, og - "Godnat Madam!" - Saa tunge
Skridt opad Trappen. - - - Og med ett var
der stille i Huset. - - - Dødsens stille som
foran Storm og Ulykke.

Et Øieblik syntes det Jomfru Rikka, som
om Skyggerne vokste.

SIDE: 25

Ved Solopgang holdt atter den brede Kaross
foran Gan Gaards Stentrappe.

"Kjør med, Torsen," befalte Mattias Aga.
Han bredte et flammet Plæd over sine Knær og
læned sig tilbage, som var hele Verden hans,
mens Jon Torsen tynd og forhutret krøb op
paa Bagsædet. Mattias Aga saa spottende paa
sin Fuldmægtig denne Gang:

"Aak, aak, Torsen," sagde han med en
Skuldertrækning - "der er mangen en Brøit i
Bjerget."

Jon Torsen smilte med sit barnslige Smil:
"Det gaar nok, Hr. Aga."

- - Men det gik slet ikke. For ud paa
Eftermiddagen kom Jon Torsen tilbage:

"Jeg er daarlig, Fernanda," sagde han. "Aga
kjørte videre til Byen og lod mig gaa de tre
Mil i Solstegen fra Mo. - - Aak, aak." - Og
Jon Torsen blev liggende tilsengs i en stor Syg-
dom fra denne Dag.

Lige nedenfor Gans fordums Have ligger en
sort Bjergknaus. Den strækker sig tørstig ud i
Vandet, og i Maaneskin ligner den et drikkende
Dyr. Der findes ligesom et Par Trin der i Fjel-
det - vanskeligt at sige om fra Gud eller Men-
nesker, - til Baadstø benyttes Knausen den
Dag idag.

SIDE: 26

- Engang Rikka Torsen stod i sit Vindu,
saa hun en Baad lægge til dernede. Hun for-
stod, det var af dem derover fra Herby, - de,
som duved udpaa Sjøen saa om Kvælderne og
blæste Fløite og sang. Hun saa Kavalererne
byde Hænderne frem, og Damerne trække sine
Kjoler sammen i en Knude oppe under Barmen,
- og saa hopped de leende iland paa Gan
Gaards Grund.

"De Mennesker hører Livet til," tænkte Jom-
fru Rikka. "Hos dem rinder Blodet lyst og let,
og de plages ikke af Mareridt under Søvnen."
Og i en bittersød Kval, hvorved hun selv syntes
sig at vokse, der hun stod i Gans Vindu, følte
hun sit eget Blod, tykt og tungt - uden lys
Latter og uden lys Elskov. - "Nei, jeg vilde
ikke bytte med dem," mumled hun. - "Høit
hænger de søde Druer, Jomfru Rikka, og - sure
er de," sagde en Stemme dybt indi hende. Men
Rikka Torsen smilte hovmodig:

"Ja, udadtil lever de vel et straalende Liv,
disse Mennesker. Men indadtil - er de som
Høkerboder! - Der stykkes det ud, og der
deles det ud saa smaat, saa smaat af alle Sin-
dets Rørelser - af Vemod, af Sorg og af Læng-
sel efter brændende Glæder. - - Har de da
Sjæl, disse? - Kanske det ved Døden vil gaa
dem som Luftens Børn i Eventyret, at de for-
vandles til Bobler, som brister. Mens vi andre
- - ja, om os strider baade Himmel og
Helved!"

SIDE: 27

Rikka Torsen saa de unge Mennesker bryde
en blomstrende Kvist af Nypetornen dernede, og
idet en af dem holdt den høit fremfor sig i op-
strakte Hænder, skred han syngende frem, og
Selskabet fulgte syngende efter - to og to -
op gjennem Gans træløse Have. - Jomfru Rikka
traadte uvillig tilbage ind i Værelset. Hun havde
nu faaet en egen Mening om den Slags Byfolk,
siden Fru Aga var der, - og en Uvilje for at
træffe Mennesker, hvis Blik muligens kunde sige:
Hvad er vel du? - Og ærgerlig vrænged Jom-
fru Rikka Omkvædet efter:

"Ingen maa gjøre vor Glæde Mén.
Se - vi følger en Rosengren!"

- Saa forstod Jomfru Rikka, at de havde
stoppet op ikke langt fra hendes eget Vindu, og
hun hørte Forsangerens freidige Røst:

"Mine Damer og Herrer - se, dette er vor
Mattias Agas Residens her ved Sjøen!" - Og
mange talte med og lo.

"Her er Løndøre i Tapeterne og et Skelet
under Jorden," fortsatte Stemmen.

"Her er et Drikkebæger fra Noa, og her
gaar Spøgelser i Lyse!" - Og stadig blev
der talt og leet, - og hun hørte, de vilde
indenfor.

"Det skal bli lidet af," mente Jomfru Rikka,
- og hun skyndte sig afsted for at stænge Por-
ten for dem.

Men Jomfru Rikka kom ikke tidsnok til at

SIDE: 28

blive useet. Og just som det muntre Selskab
satte sine Fødder paa Stentrappen, stod hun
midt foran dem. Et Par af de unge Damer vak
til idetsamme og tog sig for Brystet - de
vidste siden selv ikke hvorfor. Men Forsange-
ren - Jomfru Rikka drog stadig Kjendsel paa
Stemmen -tog atter Ordet:

"Disse Damer og Herrer ønsker gjerne at
bese Mattias Agas Hus," sagde han lystig.

"Dertil er ikke Anledning," svarte Rikka
Torsen. "For der er Sygdom her." Og hendes
Stemme slog haard og frastødende ned iblandt
dem.

"Saa faar vi da ikke se," sagde nogle. "Og
her som skal være saa besynderligt." - Og
andre surmuled som Børn. - Men en ung Mand
med en forunderlig deilig Mund traadte frem,
idet han tog Hatten i Haanden.

"Naar her er Sygdom, Jomfru - saa tilgiv,
at vi kom."

Jomfru Rikka saa forundret paa den unge Mand.

"Kanske I alligevel kan gaa ind," kom det
mildere, "hvis I gaar forsigtig og ikke uror
den Syge."

- Og saaledes gik det da til, at Jomfru
Rikka trods alt gik foran ind gjennem de mørke
Rum. Og de unge Mennesker fulgte saa stille
efter, at hun bagenfor sig kun hørte den knitrende
Lyd af deres Klæder eller saavidt fornam deres
Aande, naar nogen nysgjerrig titted hende over
Skulderen. Heller ikke hørte hun Udraab som

SIDE: 29

fra Fru Aga, om hvor skrækkeligt der var. Og
derfor viste hun dem endog det gamle Lerbæger
og Bøilen og fortalte dem Historien om Kobber-
karret, som var hamret af den unge Adelsmand
oppi Skogshytten. Hvordan han en Dag gik
ned til Bygden med det smukke, røde Kobber-
kar og falbød det til en Bonde, - og hvordan han
saa - vel i Følelse af sin Fornedrelse - kasted
det mod Bondens Hoved. Hvordan han allige-
vel fik gaa urørt bort, fri som en Fugl og rank
som en Flamme, baade forbi stærke Næver og
en knælende Pige - og ingen saa ham siden.
Men hvordan Kobberkarret blev tillagt en Egen-
skab senerehen - at give Lyd, naar Drabs-
mænd kom i dets Nærhed - og derfor havde
staaet som Angiver en Tid udenfor Kirkeporten
i Ud. - - - De unge Damer trak Øienbry-
nene i Veiret og smilte som Børn, der fortælles
Eventyr. - Men da de spurgte efter Løngangen
og den hemmelige Dør, smilte Jomfru Rikka
og fortalte atter - fortalte jevnt og uden
store Ord, om hvorledes hendes Slægts Kvinder
var de eneste, der kjendte til dette, og hvorledes
de havde fortiet Hemmeligheden saaledes, at
endnu vidste ingen anden noget derom. - Efter
dette syntes hun at mærke, at de saa paa hende
som paa en synderlig Ting, - og hun blev i
godt Lune deraf og saa elskværdig, at hun ind-
tog dem for sig.

"Bliv med os over, Jomfru Rikka," sagde
de, "og vær hos os en Stund."

SIDE: 30

Det vilde hun dog ikke - fordi hun husked,
hun ingen Kjole havde, som var pen nok. -
Men hun gik med dem ned paa Bjergknausen
og vifted til dem, indtil deres Lommetørklæder
fortoned sig for hende som hvide, bundne Som-
merfugle flagrende over Vandet. - Og meget
ønsked Jomfru Rikka, at den unge Mand med
den skjønne Mund skulde vifte længer end de andre.

Det gjorde han dog ikke. Og Jomfru Rikka
gik nedslaaet tilbage til Gaarden. - Derudenfor
Stentrappen laa deres besungne Rosengren ned-
traakket og vissen. Jomfru Rikka tog den op
og saa paa den. Saa rysted hun paa Hovedet:

"Hvorfor hylded de den først og glemte den
siden? Nei, de Mennesker, dem forstod hun
alligevel ikke."

Længe havde det staaet for Rikka Torsen
som en Underlighed, dette, at rige og elegante
Mennesker ikke behøved hverken at være over-
legne som Fru Aga eller bryske som Hr. Aga. Men
at de istedet lod høflige og uskadelige og frem-
for alt: en god Del elskværdigere end Jomfru
Rikka selv. Og hun havde en Tid med Ven-
lighed tænkt paa disse Mennesker, som var
kommet hende saa kameratslig imøde og ingen
Vægt havde lagt paa hendes første afvisende
Optræden.

SIDE: 31

Men hvordan det nu er, saa skal der jo lidet
til, der Bitterheden ligger paa Lur, - og som
Dagene var forløbne, og hun lidt efter lidt havde
glemt de lyse Ansigter, husked hun den unge
Mand, som ikke havde viftet dengang. Uagtet
hun, Rikka Torsen, havde ønsket det som lige-
overfor ingen anden Mand i sit Liv! - Og saa
seg da atter Bitterheden frem, naar hun tænkte
paa dem, naar hun saa Lyset af de røde Lygter
derover - eller hørte Sangen ude paa Vandet.
- Aanei - Jomfru Rikka brød sig ikke om at
se nogen af dem igjen - mindst af alle den
unge Mand med den skjønne Mund. Hvad
skulde det være til? Han vilde ikke elske hende,
og - hun vilde ikke elske ham. Nei. Nei. - -

Og dog: Naar hun sad dernede ved Sjøen,
Jomfru Rikka, helst ved Skumringstid, naar Van-
det laa sort af Skygge, - da var det netop
denne ranke, unge Mand, som paa en Maade
spilled med i hendes Drømme. - Saa underligt
det lyder - hun saa hans slanke Skikkelse i
andre Forhold og i en anden Tid - smelted
det blege Ansigt og den skjønne Mund i ett med
Drømmesynet i Skogshytten. - Og saaledes kom
det for hende en Kvældstund dernede:

"De Mennesker derover," tænkte Rikka Tor-
sen - "javist er de smukke! - Javist er de
nydelige! - De er som de nette Smykker i
Perlemorsskaalen - de havde heller ikke noget
Mærke ved sig af Livsens svimlende Dybder.
- - Men se - om de nu blev kastet ud fra

SIDE: 32

sin tilmaalte Vei, disse Mennesker," tænkte hun
videre - "om de maatte drikke af Ydmygelsens
og Lidelsens Bæger, da vilde skjænkes dem
Lidelsens Sjæl. Og hun trodde nok, der var
de af dem, som vilde blive herlige som den unge
Adelsmand i Skogshytten. - Ham havde sik-
kert en ublid Skjæbnehaand stødt ud i Mørket,
og han havde maattet drikke af Fornedrelsens
Kalk - og derfor var det, at hans Blik blev
saa dunkelt og dybt, at det bored sig som en
Brand i Hjerterne og bøied i Knæ selv den
myrdedes Datter. - Og se - saa mægtig blev
han i Kraft af sin Lidelse, at de, som skulde
forbande ham, bad for ham til sin Gud, - og
de, som skulde dræbe ham, stod som lammet
og - turde ikke!" - Og som hun sad der,
Rikka Torsen, kom hun til at elske sit Drømme-
billede, i den Skikkelse det nu og - hun syntes
- altid havde staaet for hende. - Det var saa
mangt - tænkte hun - hvem vidste, om der
ikke var Mennesker, som hørte sammen, selv
om Aarhundreder skilte? - Om der ikke for
ethvert Menneske, som ingen Kjærlighed fandt,
gaves en "enkelt" enten tilbage eller fremover
i Tiden? - Og om saa var, da vidste hun sik-
kert, hvem hun skulde tilhørt. - - Ja, havde
hun levet hin Gang, Rikka Torsen, da havde
han sagtens stanset op den unge Adelsmand:

"Hvem er den Pige," vilde han kanske
spurgt - "hun med de lyse Øine og det sorte
Haar?"

SIDE: 33

"Det er Fru Brynhildas ulykkelige Datter,"
kunde Svaret lydt.

"Hvem er den unge Mand," vilde Rikka
Torsen spurgt - "han med Gangen, Munden
og det blege Ansigt?"

"Vilde Vaa."

- Aa, hun saa nok, hvad han var - bedre
end andre - saa hans straalende Byrd skinne
som Guld gjennem Fattigdommen! - - - Og
der var Larm og Latter paa Gan, og Fru Bryn-
hilda sad øverst i sin Have. Og nedover Bak-
ken der roded og planted bøiede Skikkelser i
Vaarens vaade Jord. Og Kvældvinden strøg
langsmed Sjøen. Og Fru Brynhildas Datter
sneg sig smidig henad Jorderne. - Men langt
inde i Skogen sad Vilde Vaa foran et af de
blanke Kobberkar og ridsed sig i Brystet med
en Kniv, tegned de Tanker, som bodde der-
indenfor - Gribben, som sled baade Dag og
Nat. - Og Blodet randt nedad Brystet. - -
Men saa trak det sig til et Smil om den deilige
Mund:

"Er det dig, Brynhildas Datter?"

"Det er mig - Vilde Vaa."

- Saa skulde hun siddet hos ham Uveirs-
kvælderne, naar Stormen bruste med Orgeltoner
gjennem Skogen, - og de skulde lukket Hyttens
Dør. Og Regnveirskvælderne, naar det dryp-
ped og rasled graatvaadt af Skogen, og Hubroen
brummed borti Bjerget, da vilde han fortalt om
det Liv, han havde levet, - fortalt det derinde

SIDE: 34

i den sodede Hytte, med Farver hentet fra Him-
mel og Hav. Og saa tilsidst vilde den kommet,
fra det inderste af ham selv, Fortællingen om,
hvordan der under den herligste Skal kunde
krybe fæle Orme; - hvordan han, Vilde Vaa,
havde seet det og villet rydde Stygheden bort;
og hvordan han til Tak blev drevet af Lande
som - Forræder mod Konge og Folk.

Og hun, Brynhildas Datter, vilde seet sig
blind paa de gnistrende Øine. -

Men Maaneskinskvælderne vilde de gaaet om
nede ved Sjøen og inde i Skogen - der Skogen
var dunklest, og de høie Furuer stod som mæg-
tige Tempelsøiler. -

Og deres Elskov vilde været rig og mang-
foldig som ingen anden Elskov paa Jord. Nok
ogsaa, fordi han kunde blive saa ond Vilde
Vaa med sit heftige Sind, - og de kunde
begge blive saa onde, at den ene næsten øn-
sked at se den andens Lig. Men saa kom
Afbigtens Stund - og Forsoningens - og saa
ønsked nok den ene at bære den andens Sorg.
Og mest hang hendes Øine ved hans Mund, og
hendes Mund ved den store Fugl paa hans Bryst.

"Du vilde Vilde Vaa," kunde saa Rikka
Torsen sige og strække Armene ud mod det
glinsende Vand - "du, nedifra de dybe Sjøer
- du ind ifra de sorte Skoge. Du stolte Vilde
Vaa for Alverdens Skjønhed - dig elsker jeg,
Vilde Vaa - dig og ingen, ingen anden."

Saa uvirkelige var de, Rikka Torsens Drømme.

SIDE: 35

Og dog saa intensive og stærke. - Og tilslut
hented hun ind paa sit Værelse den unge Adels-
mands Kobberkar og planted det fuldt af de
stærkeste Bregner.

Der kan siges et Ord, at den der gaar i
Drømme, den vaagner til Frost. Og den der
vaagner til Frost, den faar det længe ondt.

"Du gaar og stirrer saa ud i Veir og
Vind," sagde Fernanda Torsen til sin Svigerinde
en Dag. "Du tænker vel paa, at din Bror er
syg - at han kanske aldrig mer kommer sig
op? Og da tænker du vel paa, hvad vi saa
skal gjøre med ham?" - Og i Smug strakte
hun Hænderne bag sig og kjærtegned de smaa
Børn, som hang i hendes Skjørt. - Jomfru
Rikka saa hende stivt ind i Øinene:

"Og du tænker vel paa, at Aga er en Skurk?"
spurgte hun tilbage. "Og da tænker du vel paa,
at du nødig vil styrte din Svigerinde i Elendig-
hed; - fordi du ogsaa selv er den nærmeste til
at sørge for din syge Mand og dine Børn?"

"Elendighed?" svarte Fernanda Torsen, idet
hun greb haardt om Jomfru Rikkas Haandled.
"Hvem snakker om Elendighed for dig? Det
er jo over os andre Elendigheden kommer -
Sult, Sygdom og Skam."

"Sagde du Skam, Fernanda?"

SIDE: 36

"Hvad andet skulde jeg kalde det, du, naar
jeg jaged Børnene paa Bygden at tigge Mad?
Naar vi knapt havde Tag over Hovedet? - Og
du, stolt Jomfru," tilføied hun langsomt - "vilde
du slaa Følge som Bagstekone til Hverdags -
som Kokkekone til Høitids - eller vilde du gaa
tilbage hid, gjøre Stemmen bedrøvelig og bede:
"Godt Veir, Hr. Aga - godt Veir. Nu har det
regnet og sneet, saa min Bror ligger for Døden.
Godt Veir, Hr. Aga, og De skal aldrig angre det."
- Men Hr. Aga, som da grangivelig tror vide,
hvad der bor i den Jomfru Rikka af Machinationer
og Trods, han trækker beklagende paa Skulderen
bare: "Se, nu har jeg for det første lovet den
Post paa Gan til en anden," siger han. "Og
desuden - De forstaar dog, Jomfru, en døds-
syg Mand har jeg liden Brug for." - Men for
gammelt Kjendskabs Skyld, fordi du har leflet
med ham i Krogene, fordi du har ladt dine
vandblaa Øine spille nedover ham, og fordi du
har udstillet dit Legeme i stolte og udfordrende
Stillinger - se slig! - derfor vil han kanske
tage to, tre - hvo ved? - fire, fem Dalere op
af sin Skuffe til Afhjælp for den øieblikkelige
Nød. Men saa vil ogsaa Hr. Aga, der han sid-
der saa godt og lunt i sin polstrede Stol, lige-
gyldig vinke med Haanden mod Døren: "Adjø,
Jomfru, Adjø!" - Og saa ved jeg en, som dog
altid godt har kunnet like Hr. Agas Hyldest, -
fordi han er rig og har Magtens Straalekrans om
Hovedet - hahaha - javel! Saa ved jeg en,

SIDE: 37

som vil sige til sig selv: "Jovist var jeg en
Tosse, der jeg gik med Skrupler." Og graate
vil du Ydmygelsens og Angerens Taarer, Rikka,
ud af disse dine taareløse Øine." - - 

Saaledes kunde Fernanda Torsen tale sin
Sag for Jomfru Rikka - med mange Haand-
bevægelser og Efterligninger baade af den ene
og den anden, indtil hun syntes at have sagt
nok for denne Gang, - og hun lukked Munden
braat igjen og hentet sin Rok frem fra Krogen.

Saa sad de da videre de to Kvinder i det
halvmørke Rum, der Stilheden forstørredes ved
Rokkehjulets Snurr. Og ofte forekom det Jom-
fru Rikka, der hun selv sad med Hænderne i
Skjød, at den anden traadte endnu en Rok, og
Traaden hun der spandt, spandt hun af Guld,
Blod, Ondskab og fine Trevler af Kjød. Og
Rokken var Jomfru Rikka.

Saa hændte det ogsaa en Dag, at der til
Jon Torsen kom et Brev med Agas Haandskrift.
Madam Torsen aabned det, og da Jomfru Rikka
saa, hvorledes det faldt paa Gulvet under Læs-
ningen, ante hun nok nogen Modgang.

- Jomfru Rikka gik ned til Sjøen og blev
siddende der i en Halvdøs Dagen udover. - Men
ikke før kom hun ind saa henimod Kvæld, før
Svigerinden mødte hende ude i Gangen og bad
hende følge med ind i Broderens Værelse.

Der slog hende imøde en kvalm og sødlig

SIDE: 38

Lugt af Jod. Og der var en tæt og uluftet
Varme derinde.

"Han sover jo, Fernanda," sagde Jomfru
Rikka og vilde allerede vende i Døren.

"Jeg vil bare vise dig noget," hvisked den
anden. "Og saapas tør jeg vel uleilige dig,
Rikka," kom det med stor Bitterhed, "som at
faa dig hen til din Brors Sygeseng. - - Se
her - hvad du ikke før har seet." Hun bretted
Skjorten væk og fremviste et stort, aabent Saar
paa Jon Torsens Bryst. Saaret var rødt og
materiesprængt, og for hvert Aandedrag rørte
sig noget bag en Hinde. - Noget saa ondt syn-
tes Jomfru Rikka aldrig at have seet. Og det
løb hende i kolde Rislinger nedad Ryggen, ind-
til hun fik Blikket bort fra Saaret - opimod
Broderens Ansigt, som laa saa afbleget og lidelses-
fuldt der paa Puden. - Saa saa hun op paa Sviger-
inden med sine store Øine hvidnende af Rædsel:

"Gud!"

"Vidste du ikke, han var kjertelsvag?" hvi-
sked Fernanda Torsen. "Det kom til Udbrud,
da han forkjølte sig paa Kjøreturen med Aga."
Hun glatted som i Tanker en Fold paa Lagenet:

"Han er som en forkjælet Unge nu under
Sygdommen - - og saa er det det da, Ri-
ketta," kom det meget langsomt - "at idag fik
han Opsigelse fra Aga. - - Men hvad gaar af
dig, Rikka?"

Jomfru Rikka havde grebet om Sengestolpen
og stod der med kridhvidt Ansigt.

SIDE: 39

"Det er bare Luften herinde," sagde hun.
Men Madam Torsen maatte faa hende tilsæde
og hente Vand til hende.

"Ja, det er ondt altsammen, Riketta," sagde
hun meget venlig. "Men - om nu du snakked
med Aga?"

Der blev en tung Stilhed. Nogen Fluer
surred borti Vinduet, og den Syge ynked sig
isøvne.

"Jeg skal snakke med ham," sagde Jomfru
Rikka endelig. Og hun blev siddende med begge
Hænder for Panden.

"Det lader til, du er blit den stærkeste nu,
Fernanda," mumled hun om en Stund.

"Det er, fordi jeg har mest at kjæmpe for,
det, Svigerinde," svarte Fernanda Torsen i stille
Triumf.

"Du har ikke," modsagde Jomfru Rikka og
saa op mellem Hænderne. "Nei, du har ikke,
siger jeg," gjentog hun heftigere.

Fernanda Torsen vendte sig bort uden Svar.
Men idetsamme trak et Smil over hendes haarde
Ansigt. - Udenfor Vinduet legte to bredbyggede
Smaapiger med "Kjæmper", og for hver Gang et
Blomsterhoved faldt, lo de himmelhøit af Glæde:

"Jeg vandt!"

"Nei, jeg!"

"Nei, jeg!"

"Hahaha - aa Gyrilda, vi tabte begge."

SIDE: 40

Der forløb mange Nætter, i hvilke Jomfru
Rikka slet ikke fik sove.

Som hun laa der i en af disse søvnløse
Nætter og tænkte og stirred, vidste hun ikke
bedre tilsidst, end at hun stod op og satte sig
foran Kobberkarret.

"Er du her, Vilde Vaa?" sagde hun. "Aa,
jeg ved nok, du er ikke. Men du skjønner da,
det er til Livsens Skjønhed, jeg klamrer mig."

Men da hændte der Jomfru Rikka noget
forunderligt: - Som Bregnerne bugned udover
Karrets Sider, og der sev ifra dem en krydret
Lugt i Sommernatten, skimted hun med engang
en blaa Liljeblomst, der langsomt gled op ifra
Bladene. - Saa slank var den. Og saa vag og
deilig som en Himmelskygge. -

Jomfru Rikka blev siddende som i en stor
og hellig Andagt uden at røre hverken Haand
eller Fod - - indtil hun saa den glide bort i
Mørket. -

Da bøied hun Hovedet i Hænderne, Jomfru
Rikka, og sukked. Sukked saa saart og tungt
som en anden ung Pige, der kan sørge over sin
spildte Lykke paa Jord - ved en Hilsen fra
ham, hun elsker.

SIDE: 43

"Dette Gan - dette Gan - og de, som bodde
der - hvem blev vel klog paa dem? -
Hvorfor var nu pludselig Tjenestefolkene op-
sagt? - Alle undtagen Jomfru Rikkas gamle
Barnepige. Ja, hun skulde nok røgte de Par
Kjør som stod igjen i Fjøset, mens Besæt-
ningen forresten med Besvær og Ulempe var sat
ud paa Foder. Men hvorfor var da ikke heller
et ungt, stærkt Menneske blevet hyret? - Hvor-
for vilde de ligesom ikke se Folk der paa Gaar-
den? - Hvorfor blev ikke engang Lønningerne
udbetalt paa det vanlige Sted, men af en be-
troet Husmand nede paa Bruget? - Hvorfor -
hvorfor? - Der maatte være noget - de var
jo ganske enfoldige - som saa ofte Folk, der
endelig vil skjule noget. - Hvorfor?" - - Der
danned sig en Uendelighedens Række af ube-
svarede Spørgsmaal i den gamle Prokurators
Hoved, slig han kjørte henad Landeveien i Sne-
veiret. - Han syntes, der var ligesom et For-

SIDE: 44

hæng fore, og som han sad der og saa og saa
ind i Sneen, som faldt, syntes han tilsidst, han
kjørte sig selv i rund og rund Ring under fal-
dende Sne, som dækked og gjemte, gjemte og
dækked det utrolige i Verden. - - "Ja, der var
et Myldr af Ting til at skjule", - vidste den
gamle Prokurator. Han gjenkaldte sig det alt:
- "Det havde Fernanda Torsen sagt. Og det
Jomfru Rikka. Og det havde Jon Torsen sagt,
der han laa i sin Seng, at mer gudvelsignet
Mand end Aga fandtes vel ikke - han, som i
egen Person tog sig af Brugets Drift under sin
Fuldmægtigs Sygdom. - Saa det var vel ikke
mer end rimeligt, - havde Rikka Torsen lagt
til paa sin underlig haanske Maade, - at de
gjorde lidt igjen for den herlige Aga - at de
indskrænked sig og sparte paa Udgifterne for
ham. - - Aa aa, den Besparelse, den kunde
omtvistes; den hang daarlig sammen - som
- som løs Sne - som løs Sne." - Prokura-
toren vikte sin Hest af fra Bygdeveien, der han
vidste Ganveien saa omtrent skulde være. -
"Sne. Sne ja," gjentog han aandsfraværende.
"Sne, som dækker. Sne, som gjemmer. Sne
saa tæt og svær, at den næsten ikke trænges
igjennem" - alt imedens den Skimlede stamped
sig tungt gjennem Snedriverne, og Prokuratoren
selv maatte støtte til snart med det ene Ben
snart med det andet, at ikke Slæden skulde vælte.

"Saa, saa - staa nu her, Balderbraa," sagde
han, da han endelig kunde holde Hesten an foran

SIDE: 45

Gjærdet. - Men selv blev ogsaa den gamle Pro-
kurator staaende. For noget saa ødsligt som
her inde paa Gans Gaardsplads syntes han aldrig
i sit lange Liv at have seet. Saa tyst og men-
nesketomt var der. - Sneen hvid og urørt.
Bare med nogen enkelte dybe Mærker saa her
saa der efter Folk, som havde gaaet frem og til-
bage i sine egne Fodspor. Og havde der ikke
røget lidt af Gaardens ene Pibe, kunde enhver
forsvoret, at der ingen bodde paa Stedet.

Prokuratoren vidste ikke rigtig, hvorfor der
paakom ham slig en trykkende Fornemmelse
ved at se det Ødet, en lignende, som naar man
kommer til et Hus, hvor der er ny Sorg. -
Prokuratoren strøg sig over Panden:

"Saa, saa, Balderbraa, staa nu rolig. Saa
finder nok jeg Løsningen imens." - Den gamle
Prokurator trak sin Tulup op over Knærne og
begav sig ufortrøden ivei ud i Sneen.

Da han kom frem til Porten, tog Fernanda
Torsen imod ham.

"Det var en rar Gjæst," lød det. "Her hvor
knapt Skjæren kommer flyvende."

- Aa, det var da saa og saa. Det var
ogsaa rart at se Gansfolket igjen. Forresten
havde han et Ærinde.

Men den gamle Prokurator maatte slet ikke
faa frembære det Ærinde, før han vel havde
børstet Sneen af sig og tilsidst sad lunt og godt
fortøiet i Jon Torsens Armstol.

"Nu kan De komme med det, Prokurator,"

SIDE: 46

sagde da Fernanda Torsen og satte sig foran
ham - de smaa Øine spillende af vagtsom
Gløgghed. "Det skulde vel ikke være Folkene?"

- Jo netop - det var Folkene! De havde
været hos ham og forklaget sig over at være
afskediget uden Varsel. - Og nu spurgtes der,
om det ikke var ligesaagodt, Madam Torsen tog
dem tilbage med det samme, saa kanske hun
slap Mulkten.

Fernanda Torsen smilte.

"Nei, Prokurator," sagde hun - "nu er De
nok feil underrettet om mangt og meget." - Sa-
gen var, at Tjenerskabet alt længe havde været
hadefuldt mod hende, fordi hun ikke taalte
Uregelmæssigheder i nogen Retning, hverken at
der dreves Uterlighed, eller blev stjaalet Hø,
eller smughuggedes i Ganskogen. - "Besynder-
ligt med det, Prokurator: Feilen er ikke at
gjøre en gal Ting; men Feilen er at paatale den."
- Saa fulgte da Forklaringen, om hvorledes
hun ved disse Afskedigelser ikke alene havde
varetaget Agas Tarv, men ogsaa sin egen. For
naar sandt endelig skulde siges, saa trodde hun,
de var fulde af ondt allesammen, og - da der
var Barn i Huset. - -

- De blev da passiarende baade vel og
længe om dette. Og saaledes som det nu stil-
led sig, fandt Prokuratoren Fernanda Torsens
Adfærd ligeoverfor Folkene forstaaelig nok. Bare
sad han i Stilhed og undred sig over, hvor gan-
ske anderledes dette nu tog sig ud end tænkt. -

SIDE: 47

Om han blev svag herinde - tabte Dømme-
kraften? - Ganske forfærdet skjøv han Tanken
fra sig og lod andre faa Rum istedet. Men uvil-
kaarlig maatte den gamle Prokurator se sig om,
hver Gang der lød Fodtrin i Huset eller blev
lukket i en Dør. - Der var i Grunden en egen
Em for ham ved dette Gan, - begyndte han at
synes. - Han kunde døve det ned, naar det
var en Stund, siden han havde været der; men
naar han var der: Umuligt.

"Tjenestefolkene er fordringsfulde nu til-
dags," endte Fernanda Torsen noget. "De vil
sandelig ha baade i Hæk og i Sæk. Og spille
Mestere atpaa."

"Det er sandt - det er sandt," svarte Pro-
kuratoren, halvt i Taage. - Daarlige Tjenere
burde ikke syes Puder under Armene hverken
af Loven eller andre. - "Jeg skal jage de Kneb-
ler paa Porten, skal jeg! - - Men hvor er
Jomfru Rikka?" spurgte han uventet. "Jeg tror
stadig at høre hende; men hun kommer ikke."

"Hun ligger syg idag," svarte Madamen.

"Er Jomfru Rikka syg?" sagde den gamle
Prokurator. Madam Torsen haabed hun saa
feil, at ikke det blege Ansigt blev endnu blegere
idetsamme. - "Saa ligger de da begge," kom det
saa, paafaldende roligt, "baade Bror og Søster."

- Ja, de gjorde det. Maatte det bare gaa
fortere over med hende end med ham.

- Det gjorde det nok; hun var stærk, Jom-
fru Rikka. - "Aa ja ja, det var trist ikke at se

SIDE: 48

Jomfru Rikkas Ansigt lyse herinde. - Hils
hende fra mig!" sagde han saa, og fik med en-
gang travelt med at komme afsted - "og sig,
at skulde hun nogengang trænge Hjælp i noget,
saa faar hun komme til den gamle Prokurator
paa Haug."

- "Hm, hm - han skulde vel aldrig ha
skjønt noget," hvisked Fernanda Torsen, da hun
stod i Vinduet og saa Prokuratorens Skimlede
stampe med flagrende Man gjennem Sneen. -
"God i Videnskaben. Daarlig til at anvende
den. - Faar staa sin Prøve det ogsaa," mum-
led hun og kneb Læberne til.

Efter en lang og ensom Vinter, i hvilken
da Sneen laa om Gan - i Hauge og Volde som
over en nedsneet Fæstning - blev der dog atter
Liv paa Gaarden: Tjenere fæstedes paany, og
alt gik i sin gamle Gjænge. - Fernanda Tor-
sen saaes igjen, skrapp og drivende som ingen-
sinde før. Jon Torsen skulde heller ikke klage:
Bedst som han laa, var han ogsaa oppe en
Dag. Den eneste, Vinteren havde forandret noget,
var Jomfru Rikka, hun holdt sig helst for sig
selv og saa anstrængt ud - var hvid, saa hvid,
at hun næsten var farlig at se paa. Øinene
glimted ofte med Blikket til Siden, og Læberne
saaes kun som en smal, rød Stribe.

SIDE: 49

Og udpaa Vaarparten hændte der rigtignok
noget besynderligt paa Gan. Men ingen fik lige-
som rigtig Tag i, hvad det var, - og saa døde
det da bort med Dagene, som lysned.

Det var, at der en Dag var kommet en Gut
ind i Kjøkkenet paa Gan, der Folkene netop
sad og hvilte sig efter Eftasverden.

"Madam, Madam," sagde han, "der flyder
noget hvidt paa Brønden - noget, som er tullet
i Lin."

Fernanda Torsen slap noget ned idetsamme,
og der var de, som bemærked, at hun var graaere
i Ansigtet end Asken i Skorstenen.

"Nei gjør det det, Gutten min," sagde hun
alligevel rolig. "Ja, Isen ligger længe iaar."

"Nei, nei, det er ikke Is," svarte Gutten.
"Kom med og se."

"Det har vel ingen Hast," mente Fernanda
Torsen. "Sæt dig du, saa skal du faa en Taar
Kaffe du ogsaa. - Sid dere ogsaa," sagde hun
til Folkene. - "Kjedlen er nok drøi idag. - -
Nei, vent lidt du, Far," stopped hun Gutten,
just idet han vilde smutte ud af Døren. "Hvor
skal du?"

"Se paa det i Brønden vel!" svarte Gutten.

"Skam dig," skjændte da Fernanda Torsen
og tvang Gutten foran sig hen til Langkrakken.
"Jeg mener dig godt og byr dig Kaffe, og saa
vil du vende Ryggen til som en anden Skøier.
Nei tak du - sligt tar jeg ikke imod."

Saa maatte de alle drikke Kaffe paany. Og

SIDE: 50

gamle Inger sendtes i Kjælderen efter Fløde.
Men der blev hun sagtens baade vel og længe,
før hun endelig kom tilbage med en Spilkum
saa tilsølet, at Gud alene maatte vide, hvor hun
havde været henne med den.

Saa hvisked hun noget til Madmoderen, som
fik denne blid med ett:

"Nu kan du lidt Folkeskik til en anden
Gang da, Gutten min," lød det. "Og nu skal
jeg sandelig bli med dig for at se paa det rare,
jeg ogsaa. - Ja, kom med allesammen!"

Men da de kom ned til Brønden, var der
slet ingenting. Gutten undred sig og forsikred,
og nogen af Folkene lo af ham. Høiest lo dog
Fernanda Torsen og gamle Inger. - Og tilslut
vendte Fernanda sig om mod den Gamle:

"Aa, spring bort, du Inger," sagde hun, sta-
dig leende, "og se efter, om nogen af Ænderne
mine er sluppet ud."

Straks efter kom da Inger tilbage og meldte
blinkende, at netop saa var det.

"Naa, det kunde jeg tænke," sagde Fernanda
Torsen, "at det var Anden min. - Men nu
gjælder det, at vi tar bedre Vare paa den her-
efter da, Inger."

Paa den anden Side Sjøen var Latter og
Dans. Der redes i Optog paa bekransede Heste.

SIDE: 51

Og der jagtedes i græsgrønne Djævledragter. Ja,
der stod en Glans af Herbyherligheden viden
om, og Folk i Omegnen vilde helst ikke snakke
om andet.

Bare Rikka Torsen gav ingen videre Agt
paa den iaar. Hun gik noget sløv og tanketom
og brød sig med ingenting. - Og det var hende
slet ingen Glæde, da det en Dag udpaa For-
sommeren hændte, at to unge Damer der over
fra kom for at hilse paa hende. Det var den
ene af Jomfruerne fra Herby, - som hun jo
kjendte fra før. Og det var en ung Dame, hun
drog Kjendsel paa fra det muntre Følges Be-
sigtigelse af Gan, for hendes fine og stolte An-
sigts Skyld.

Efter en Stund at have snakket og leet
satte denne unge Dame sig paa Stentrappen og
tog sit Sytøi frem.

"Det er noget, jeg maa ha færdigt," sagde
hun og undskyldte sig smilende. - De andre
smilte ogsaa. Rikka Torsen vidste ikke, hvorfor
hun blev saa varm i Øieblikket.

"Det maa være morsomt saant noget," sagde
hun og strøg med Haanden over Silken. - Men
om den unge Dame ikke heller vilde sidde et andet
Sted end der paa Trappen, hvor det blæste?

"Tak. Det er ligegodt overalt," sagde den
anden lyst. "Det maa gjerne blæse."

Jomfru Rikka syntes, det var det underligste
unge Menneske, hun i sine Dage havde seet -
denne, som kom for at hilse og saa leende gav

SIDE: 52

sig til at sy derude paa Gaardstrappen. - -
Rikka Torsen saa rigtignok ikke ganske nogen
Sammenhæng deri. - Men den fik hun, da
hun selv og Jomfruen fra Herby gik ud i Haven
for at se efter nogen sjeldne Blomster, som skulde
gro der.

"Er hun ikke yndig, Katarina," sagde hun.
"Og saa rar du! - Nu har hun sikkert foresat
sig noget, som skal ske, hvis hun faar syet saa
og saa langt - noget om ham naturligvis" -
og Jomfruen nævnte et Navn, som Rikka Tor-
sen forstod maatte være Navnet paa den unge
Mand med den skjønne Mund. - "Han er ogsaa
saa forelsket i hende," fortalte den unge Pige
videre - "han følger hende som en Page - -
og han er ogsaa herlig, Kai, naar han er for-
elsket - Øinene brænder og ler."

"Og Munden?" spurgte Rikka Torsen.

"Munden? - Aaja, Munden ler vel ogsaa,
tænker jeg."

"Og brænder?"

"Aa sagtens, Riketta. - Ogsaa noget at
spørge om forresten! - - Men du - hun -
ja, du saa det jo - bare hans Navn nævnes,
reiser hun Hovedet som en Blodshest for Signal."

Rikka Torsen bøied sig og tog et Straa
op fra Jorden. - "Er de forlovede, de to?"
spurgte hun.

"Aa hvad - spørge om saant, naar de
begge. - - De har det vel hos sig selv endnu;
men alle ved det."

SIDE: 53

"Saa skal de vel holde Bryllup engang?" -
Rikka Torsen følte med en Slags Vellyst, hvor-
dan hun for hvert Spørgsmaal ligesom vred en
Kniv rundt i sig selv.

"Katarina siger, hendes Bryllup skal staa
paa Herby," fortalte den anden. "Hun selv vil
ha Kjole af rød Silke, siger hun - og Brude-
pigerne skal være i rosenrødt Flor. - - Hør,
Riketta - nu synger hun! - Har hun kanske
ikke en deilig Stemme?"

De to unge Piger blev staaende og høre. Og
Sangen toned ung og klar mellem Gans gamle
Huse.

"Sagtens kan hun synge," afbrød pludselig
Rikka Torsen, "naar hun er saa lykkelig. -
Og er saa det noget at tilbede et Menneske for,"
kom det halvt haanligt, "at Lykken er dumpet
ned paa det?"

"Men kjære dig, Rikka."

"Jeg siger, hvad jeg vil," sagde Rikka Tor-
sen, høit og irriteret, idet de nærmed sig den
unge Dame paa Trappen. "Gider jeg gaa paa
Taa og tage med Silkehansker som I?" - og
hun lo haardt. - Den unge Dame paa Sten-
trappen fór lidt sammen og saa op.

"Nu har jeg syet det, jeg skulde," sagde hun
saa og reiste sig smilende. "Aa, slig en vakker
Dag, Jomfru Rikka!" Og hun retted og strakte
sine slanke Lemmer.

"Kan være," sagde Rikka Torsen, - "for
den, som ser det."

SIDE: 54

"De ser det da, Jomfru Rikka?" sagde den
unge Dame forundret.

"Nei, jeg ser bare Graaveiret, jeg," svarte
Rikka Torsen bittert. "Sort Sorg og sort Nat.
- Jeg hører ikke Lyset til, jeg, ser De, - og
har aldrig - saa synes jeg nu - følt andet
end tungt i Livet."

Den unge Dame havde rullet sit Sytøi sam-
men. - "Det gjør mig ondt for Dem, Jomfru
Rikka," sagde hun deltagende. "Jeg vilde gjerne,
at alle skulde se Livet som jeg."

- Kort efter tog de to unge Piger Afsked,
og Frøken Katarina gik derfra med en stor
Kvast gule Liljer i Hænderne. - Men nede
i Bakken saa hun sig tilbage og frøs lidt:

"Hvad er det med hende, du?" spurgte hun
Veninden. "Hun er uhyggelig; men alligevel
liker jeg hende."

En Sankthanskvæld gik alle Husfolkene paa
Gan afsted for at se Midtsommerbaalene brænde.

Bare Jon Torsen og hans Søster blev til-
bage.

- Jon Torsen gik tilsengs. Og Jomfru
Rikka blev siddende paa sin vante Plads ved
Vinduet. Ikke det, der vendte ud til Sjøen,
langsmed hvilken alle de røde Baal skinned,

SIDE: 55

- men et, der vendte mod Gaardspladsen og
Solnedgangen i Nordvest. For - "Begtønderne,
de svidde i Hjertet, de," tænkte Rikka Torsen.
- Hun havde ogsaa nok bare af Røgen, slig
den seg sig ind i Brystet paa hende og samled
sig der til en tung og trykkende Knytneve. Og
Rikka Torsen stønned dumpt Gang paa Gang,
som hun sad der.

Noget som et hvidligt Slør gled bortover i
Bakkelierne. Og Sankthanshimmelen straaled,
som gav den Genskin af alle Verdens Baal. -
Jo, nu blev der leet og hvisket, - vidste Rikka
Torsen. - Nu dansed Heksene. Nu sad der
Krøblinge ved hellige Brønde. Nu kunde lægende
Urter samles. - For ingenting holdt Alnatur
tilbage inat - til Bredden skjænked den af sit
yrende Liv - for alt og alle - kun ikke for
Rikka Torsen; for hende havde den forskudt.

- Som hun sad der Rikka Torsen, tænkte
hun ogsaa paa den unge Dame som havde si-
det derude paa Stentrappen, - og paa hendes
lyse Tilværelse i Modsætning til Rikka Torsens
mørke. - - Og altimedens blegned og slukned
Sankthanshimmelens glødende Farver.

Da - som hun endnu sad der fik hun en
Fornemmelse at at der kom nogen, - og hun
strakte sig ud af Vinduet.

"Sesaa," mumled hun, idet hun fik se, -
og den kjendte Følelse af Ubehag kom over
hende. "Der er det sandelig, Følget fra ifjor."
- De kom da ogsaa som dengang, to og to i

SIDE: 56

Række. Men der dreied de raskt om Hus-
hjørnet. - -

"De tar det anderledes iaar," tænkte Rikka
Torsen, da hun samtidig opdaged et andet Følge,
der kom imøde fra det andet Hushjørne. Og
syntes hun, de var nogen gode Narre, som stop-
ped op der ude paa Gaardspladsen og neied og
bukked sig til Jorden, før de gik hinanden forbi.
- "Saa var det godt, jeg slap at snakke med
dem," tænkte hun. - Men hun blev meget for-
bauset, da hun ikke før havde sat sig ned, før
de atter kom tilbage - og atter mødtes midt
ude paa Gaardspladsen. Denne Gang hilste de
rigtignok ikke, men stansed, og lo umaadelig.
- Som de skiltes, bemærked Rikka Torsen, at
der foran hvert Følge gik en rank, ung Kvinde
i en meget gammeldags Dragt. Og Følget for-
resten havde store Hatte paa og ganske korte
Skjørter eller Bukser.

"Dette var da en underlig Leg," tænkte Jom-
fru Rikka. "Hvorfor gaar de her istedetfor at
se Sankthansbaalene brænde? - Men kommer
de igjen endnu engang, vil jeg raabe til dem."
- Og ikke før havde hun tænkt det, før de
kom for tredje Gang - hastig gaaende om
hvert sit Hushjørne - og mødtes midt ude paa
Gaardspladsen. Men denne Gang hverken hilste
de eller lo. Vred Hænderne istedet, graat og
hulked. - Saa skiltes de som før, og det ene
Følge kom strygende forbi Rikka Torsens Vindu.

"Vent lidt," fik hun saavidt sagt. "Faar

SIDE: 57

jeg se paa jer?" - Men ingen vented. Ingen
saa meget som vendte Hovedet om mod hende.

Rikka Torsen forundred sig adskilligt over
dette. Og da de ikke kom tilbage for nogen
fjerde Gang, reiste hun sig skyndsomt for at se
dem nedover Havebakken. - Da kunde hun
rigtignok ikke fatte, hvor de var blevet af. Saa
dem ingensteds. - Der paakom hende en Lyst
efter at vide noget nærmere om dem, og hun
skyndte sig ud.

Det skumred derudenfor, og Husene kasted
dybe Skygger. Langt paa den anden Side Sjøen
gløded et Par røde Baal. En indestængt Ko
brølte en eneste Gang nedifra Fjøset. Men det
underlige Følge saa hun intet mere til. Rent
som sunket i Jorden var det baade med Latte-
ren og Graaten. Og tilslut syntes hun, Stilheden
blev saa stor, at den suste efter dem.

Som hun da atter kom ind, og Rummene
forekom hende mørkere end før, faldt en stor
Utryghed over Jomfru Rikka. Det kom for
hende, som kunde hun hvert Øieblik vente de
to Følger ind ad hver sin Dør. Hun frygted
at se deres lyse Dragter derinde og høre Latte-
ren og Graaten. - Og den stærke Rikka Torsen
begyndte at skjælve i Rædsel:

"Herre du Gud, Herre du Gud - frels mig
for dem - Herre du Gud!" Hun gik baglængs
ind paa sit Værelse og kasted sig næsegrus i
Sengen:

"Herre du Gud!" - -

SIDE: 58

- Da Fernanda Torsen kom hjem fra Sankt-
hansfesten, fandt hun sin Svigerinde liggende
paaklædt derinde i Kammeret.

"De kom," sagde hun, - og Fernanda
trodde, hun talte over sig - "de kom igjen og
igjen" - hun lyste op mod hende med alt det
skrækslagne hvide i sit Ansigt:

"Først ler de," sagde hun. "Siden graater de."

Lidt efter lidt var to Modsætninger kommet
frem hos Rikka Torsen: Naar Tankerne havde
myldret over hende i lange Tider, fulgte der
siden Stunder, hvori Sjælelivet laa i Dvale, Stun-
der, hvori hun kun følte, og gik i Ledebaand af
sit stærke Legeme. Hun var da blevet af de,
som ikke længer menneskelig Magt kan tvinge.
- Og det var jo netop, hvad hendes Omgivel-
ser nødigst vilde - tvinge hende fra Elskov.

Rikka Torsen havde inde i sit Kammer en
Brandmur. Lige indtil den stødte Siden af et
stort Skab, som var fastspigret til Væggen. Paa
dette Skab var i blaat og hvidt malet en Amor
og en Slange. - Engang havde Rikka Torsen
kunnet fortabe sig i Beskuelsen af denne besyn-
derlige, lille Fyr, hun havde ogsaa fundet noget

SIDE: 59

Farve og gjort hans Vinger større og hvidere.
Men senerehen havde Rikka Torsen leet af den
Amor, og hun havde ofte tænkt, hun egentlig
burde sværte ham to Horn paa Hovedet og en
Hale. Hun befatted sig jo endel med dette
Skab, Rikka Torsen, og kunde vanskelig und-
gaa det.

Naar Rikka Torsen kom ind i sit Værelse,
kunde det hænde, hun skjøv Slaaen for Ud-
gangsdøren, gik saa hen til Skabet, kikked der-
ind, og gik atter tilbage.

Men undertiden kunde det ogsaa hænde,
hun traadte helt ind i det store Skab og lukked
Døren efter sig fra Indersiden.

Engang, der var kommet Folk tilgaards og
to brede, rødbrune Heste var sluppet i Havne-
hagen, kom Rikka Torsen ind paa sit Kammer.

En Stund drev hun urolig om derinde. Hun
saa ud af Vinduet og ud af Døren til Gangen.
Hun trak Gardinerne for og trak dem atter til-
bage. Hun sad, og hun laa. Saa begyndte hun
at se paa Døren med Amoren og Slangen. Saa,
uden dog at se. Og hun lukked Skabdøren op
og atter igjen. Men tilsidst drog hun Pusten
langt og gik indenfor.

Rikka Torsen skjøv en smal Lem tilside og
kom opover en trang Trappe inde i Brandmuren.
Hun blev staaende et Øieblik ved en Fordyb-
ning i Muren, skjøv saa atter en Lem tilside,

SIDE: 60

kom ind i et Skab som nedenunder - og der-
fra ind i et stort Kammer.

Der stod en Mand derinde med Ryggen til.

"Her er jeg," sagde Rikka Torsen.

Det gav et Chok i den store Mand, og han
vendte sig om mod hende:

"Riketta." Saa blev han staaende og stirre.

"Spørg ikke, Mattias Aga," sagde Rikka Tor-
sen og kasted stolt med Hovedet. "Berolige dig
forresten - og giv din Frue et smukt Diadem."
Hun lo haardt; men Øinene hvidned, og Mun-
den var som Blod.

Mattias Aga rakte Hænderne frem og lo:

"Riketta, Riketta - hun er som Ilden."

SIDE: 63

Hvad om den røde Hane nu galte over Gan?
- Hvad om Flammer kom slikkende og
urodde sorgfri Mennesker i Søvnen? - Og de
Øine, som før havde smilt Dagen lang, skulde
stirre forvildet frem for sig, før Røgen blinded
dem. Og de Læber, som før havde leet, slig
Latter, der er kold og klar som Dagens Lys,
skulde aabne sig til Rædselens og Nødens Skrig.
Og der alle Udgange fandtes stængte, skulde de
glemme sine zirlige Manerer, disse Mennesker, -
og fare omkring som forstyrrede Dyr med latter-
lige Fagter og forvredne Fjæs. - "Vig af Veien
nu!" skulde Rikka Torsen raabe. "Vig af Veien!
- Her kommer Rikka Gan, som I skyr, fordi
I ingenting forstaar og ingenting ved. - Her
ser I Dødens Storhed for Livets Flitter - og
det er jeg, Rikka Gan, som har git jer det. Jeg,
jeg, som ogsaa kan gi jer Livet tilbage." - Og
haanende vilde hun fortælle dem om Udgangen,
hun kjendte, hvor Røgen ikke kom ind. - Og

SIDE: 64

hun vilde se dem storme om sig, som var hun
en Profetinde. - "Afveien, siger jeg. Afveien!
Bare én vil jeg frelse - han der - for hans
skjønne Munds Skyld!" - -

Men om nu Mestermanden kom og tog
hende for hendes Ugjerninger? - Nei, ikke
skulde Rikka Torsen dø for Bøddelhaand! -
Vidste kanske ikke hun, Rikka Torsen, om et
søvndyssende Middel - et, som varmed for
Kulde - et, som kjølned for Brand? - Saa fik
hun da give Slip paa Hevnens fulde Vellyst og
istedet efter Ildspaasættelsen lægge sig paa sin
Seng og tage Pulveret ind. - Men om hun nu
blev ræd i Halvdøsen uden at kunne komme
bort? Og Lysstriberne i Døren kunde blive røde
Traade, som skar i Sindet, og saa - det store
Helvedes Mareridt, naar Luerne trængte sig ind
og begyndte at hoppe over Tapetet! - - Aa,
hvad - det vidste hun ikke? Kanske hun
netop vilde ligge og smile. - "Aa," vilde hun
sige, som da hun drømte for længe siden - "jeg
drømmer om Ild, - og det betyder Kjærlighed."
Og hun vilde synes, Tanken paa den Kjærlighed
varmed og lyste, indtil en stor, høitidelig Stil-
hed kom over hende - - Døden. - -

Rikka Torsen sad og boltred Tanken i alt
det onde, hun ønsked gjøre disse Mennesker,
som sang og lo derudenfor. Og hun knytted
Hænderne undertiden og lo med: Vent! Vent!
De skulde faa føle, hvem de saa over Hode! -
- Vel havde Gan staaet tjenerløs endnu en Vinter,

SIDE: 65

- vel havde hun, Rikka Torsen, følt sig, som var
hun et afhugget Træ, - vel saa hun nu kanske
frastødende ud iblandt disse af Livet forkjælede.

- - - Men havde vel hun bedt Agas Gjæster
komme - - hvem eied Gan, eller Aga?
Aga, som eied det i Kraft af usle Mynter, eller
hun, som eied det i Kraft af Forfædrene? - Og
med hvilken Ret kom saa disse Mennesker i
Torsenernes Hus og vred sine Skuldre væk og
gjorde Rikka Torsen ondt? - Hun skulde gjen-
gjælde det - gjengjælde det - saa hun ogsaa
Frøken Katarinas vakre Ansigt imellem dem.
Frøken Katarina var sagtens ikke bedre end de
andre. - -

- Det var noget som Gnister om Rikka
Torsen. Hvide Gnister i Dagslys, slig hun kom
frem i Døren.

"Kunde jeg faa Aga i Tale?" spurgte hun
meget høit.

- Rikka Torsen havde tænkt gjennem Aga
at faa Gjæsterne fra Herby til at blive paa Gan
Natten over. Men det gik ikke, - fordi Aga
blot opfatted det som en smuk Anmodning
til ham selv om ikke at reise didover med
dem.

"Vær tryg, Riketta," sagde han. "Jeg skal
alligevel bli her tilbage hos dig."

- Saa tænkte Rikka Torsen at bore Hul i
Baadene. - Men nede ved Stranden sad to
Smaagutter og fisked.

Da endelig satte Rikka Torsen sig ind blandt

SIDE: 66

Gjæsterne for at se, hvad Tid og Anledning
vilde give.

"Hvorfor snakker de ikke til mig?" tænkte
hun, som hun sad der og lod Blikket flakke.
"Hvorfor trækker de Stolene væk, der jeg er,
eller - er det af Godhed bare?" Og hun sad
der længe og tænkte paa dette og saa og saa
paa de rige, unge Mennesker. - Om det nu var
Vinen, - tilslut paakom der hende en Lyst til
at lege med Livet og med dem:

"Var De med forrige Aar og besaa Gan?"
spurgte hun pludselig en af Damerne.

- Nei, hun havde ikke været med.

"Ved De, at der er Løngange her?" spurgte
Rikka Torsen. - Jo, Damen havde hørt det.

- Om de andre vidste det? - Om de
andre havde hørt Sagnet om, at den, som
fandt Løngangen, skulde blive Dronning? -
Eller: Hun skulde faa en Mand herlig som en
Gud. Eller: Hun skulde faa den, hun havde
kjær.

Da sprang først Frøken Katarina op. Siden
alle de andre unge Damer. Og de begyndte
legende at famle over Tapeterne. - De banked
ogsaa i Væggene med sine fine, smaa Knoker og
lagde Øret indtil for at høre Hulrummets Lyd.

"I finder den lettere ovenfra," sagde Rikka
Torsen, - og de fulgte hende villig opad Trap-
pen og videre fra Rum til Rum. - Ingen af de
unge Damer lagde Mærke til, hvorledes Rikka
Torsens Ansigt, for hvert Rum de kom længer

SIDE: 67

bort fra Trappenedgangen, blev hvidere og Smi-
let større.

"Led bare!" sagde hun stadig. "Der! -
Kanske der! - Gad vide, hvad I vilde sige til
det, I fandt derinde - haha!"

- "Hysch! - Her gaar en Ulv i Mørke,"
hvisked hun, idet de kom ind i et halvmørkt
Kammer, et med et eneste lidet Vindu opunder
Taget. "Den, som snakker høit, kalder den frem
fra Væggene." - Hun greb en af dem i Armen. -
"Hvad sidder der i Krogen?" hvisked hun næsten
uhørligt. - Damerne fór sammen, og - var der
ikke ogsaa en mørk sammenkrøbet Skygge der-
borte? - "Aa Gud - slip os da ud," bad de.
Frøken Katarina rørte ved Rikka Torsens Haand;
- den laa haardt paa Klinken, mens Rikka
Torsen selv stod bred og stærk med Ryggen
mod Døren.

"Nei, nei - nu staar den paa den anden
Side - - jeg hører den snuse i Sprækken."
- De unge Damer fór tilbage som Løv for
Blæst.

"Denne Vei," sagde Rikka Torsen og viste
dem videre. - - "Her dræbte en Mand sig,"
hvisked hun - "fordi Djævelen trued ham der-
til. Det vil da sige: Livet blev ham for haardt.

- Ty! - banked det ikke i Væggen? - Haa
haa - han hører, at jeg fortæller. - - Her,
her - saa kommer vi bort fra ham" - og hun
førte dem ind i det sidste Rum.

Det var et stort Hjørneværelse, det med

SIDE: 68

mange store Uldhauge udover Gulvet, og et langt
Bord, hvorpaa blandt andet ogsaa stod et gam-
melt Krus og et Kobberkar. - Damerne tydde
sig som Fluer mod Ruderne og Lyset. - Rikka
Torsen satte sig ned i den Uldhaug, som var
nærmest Døren.

"Ja, hvad gjør vi nu? - Har I nogengang
kløvet i Bjerg, saa høit og galt, at I hverken
kom op eller ned? - Skal jeg fortælle jer Hi-
storier, mens I staar der? - Har I hørt om Fru
Brynhildas Døtre? - - Den ene dræbte sit
Barn og skjulte det i Løngangen her. Jo, pas
bare paa - ha ha ha - der er Barnelig i Gan-
gen. Søg! Søg! - Og derfor toges begge Fru
Brynhildas Døtre for at brændes som Hekse;
men de blev ikke brændte, - fordi de fik flygtet
ind i Skogen. - - Ja, nu mørkner det alt. -
Aa, se der - rørte ikke Ulden sig?" - - Da-
merne saa alle forskrækket did, hun pegte -
og idetsamme hørtes en skarp Lyd som af Fyr-
staal, der strøges.

"Hvad var det?" spurgte en af dem.

"Hvad var det, ja?" gjentog Rikka Torsen,
hun sad med begge Hænderne bag Ryggen. -
"Se bort paa Bordet der," fortsatte hun saa -
"der laa engang en Jernklave. Nu er den lavet
om til Grindehængsler. Men det vil jeg si:
Aldrig hørte jeg mer ilsint Skrig i nogen Grind
før. - - Og se det Bæger - det er kanske
Lidelsens Bæger - hvem ønsker drikke deraf?"

- Atter lød den skarpe, strygende Lyd.

SIDE: 69

"Men hvad er det, Jomfru Rikka?" raabte
Frøken Katarina og sprang nogle Skridt frem
som i Selvforsvar. Rikka Torsen saa stivt frem-
for sig og smilte:

"Det er Kobberkarret - smedet af Vilde
Vaa."

"Rrr - rr - rrr - rr!" klang det idetsamme i
Kobberkarret.

"Hørte I, det svarte?" spurgte Rikka Torsen,
først udfordrende som før. - Men saa reiste hun
sig og blev staaende. - "Ved I, hvorfor det
svarte?" mumled hun saa, lavt ved sig selv. -
"Jo, jo - det er, fordi der er en Morder herinde.

- Forstaar I det ikke - forstaar I det ikke, spør-
ger jeg?" - og over det hvide Ansigt drog sig
som jordskimlede Skygger. - Saa - pludselig
- løfted hun Hænderne over Hovedet og fór
skrigende tilbage for en dvask Røg, som seg op
fra den Uldhaug, hun havde siddet i. - Men
værre skreg de unge Damer - de trodde saavist,
at Alverdens Styggelse var kommen over dem -
og de stimled sig sammen i en Klad oppe ved
Vinduet. - Men en af dem fik ogsaa Vinduet
af Krogene, og - Guds Hjælp! - saa hørtes
der et høit, vildt Skrig over de andres, og -
en dump Lyd nedifra Bakken.

"Hun blir jo liggende," var der nogen, som
raabte.

"Hun har slaaet sig ihjel!"

"Katarina! Katarina!"

"Se saa - se saa ja," sagde Rikka Torsen,

SIDE: 70

med engang ganske rolig - og hun gik frem
og tramped i Ulden. - Døren reves op, og
Kavalererne kom ind, tilkaldt af Skrigene. -
"Deres Forlovede ligger udenfor Vinduet," sagde
hun til ham med den skjønne Mund. Den unge
Mand udtalte blot Navnet og styrted tilbage. -
De øvrige fulgte efter ham, mange i Flok og
en efter en - - tilsidst blev Rikka Torsen
alene. - "Smæld nu paany," sagde hun og
traadte hen til Kobberkarret. - Da skimted hun
noget, som laa nede i Bunden. Hun tog det
op. - Det var Frøken Katarinas Elfenbensvifte.

Rikka Torsen blev staaende og stryge sig
over Øinene. - Saa gik hun langsomt og nø-
lende gjennem Rummene og nedad Trappen.
Dernede betænkte hun sig lidt, snudde saa helt
omkring og gik ind i sit Kammer.

Rikka Torsen satte sig ned med Hænderne
for Øinene, men hørte alligevel, hvorledes der
blev sprunget ude i Gangen og smældt i Dørene.
Og hun hørte Jammer og Graat.

Saa syntes hun engang, det stilned derude,
- og hun voved se ud af Vinduet. - Da saa
hun dem staa med sænkede Hoveder om en
Baare. Der - ved Siden - laa den unge Mand
iknæ. Og der - imellem hvide Lagen - saa
hun Frøken Katarinas deilige, blege Ansigt med
de lukkede Øine. - - - Saa vendte Rikka
Torsen sig væk fra Vinduet og satte sig paany
inde i Værelset med Hænderne for Ørene.

Men om lidt hørte hun atter Klagerne og

SIDE: 71

Jammeren. Og det steg og sank, steg og sank.
Men tilslut syntes hun, det blev enstonigt som
Sjøskvulp i Graaveir. - Da forstod hun, de gik
med Baaren ned til Baadene.

Rikka Torsen tog Hænderne væk fra Ho-
vedet, der var store, røde Mærker efter dem, og
hun saa sig om med matte Øine:

"Først ler de," sagde hun sagte. "Siden
graater de."

Mattias Aga og Rikka Torsen stod sammen
oppe paa det store Hjørneværelse Dagen efter
Frøken Katarinas Død.

De dalerrunde Afskygninger fra Ruderne
faldt paa Mattias Agas Ansigt, mens hans smaa
dybtliggende Øine gnistred af Harme.

Og Rikka Torsen stod der haanlig og strids-
lysten - vel udhvilt efter Gaarsdagens Spæn-
ding - paany færdig til at sætte haardt mod
haardt.

"Det var hyggeligt for mig, at det blev
Ulykke her," sagde Aga. "Og jeg ved nok, hvem
jeg kan takke."

"Ja, tak mig bare."

"Det maatte da bli paa en egen Maade" -
han rysted hende i Armen: "Forstaar du ikke,
du er gal? Du - du er gal."

Hun vred sig bort i et Rykk:

SIDE: 72

"Haha - nei, gal er jeg ikke. - Hvad
Vægt paa at brænde Dukker, Aga?"

"Nu blir du anklaget," sagde Mattias Aga
videre. "Ingen kan frelse dig."

"Jo, du."

"Aa - kunde jeg, vilde jeg alligevel ikke.
- Hvad Vægt paa at beholde slig en?"

Da lo Rikka Torsen og gik i Had lige op
under Mattias Agas Ansigt og slog til ham paa
Kindet. - Han stirred forbauset paa hende et
Øieblik - saa slog han igjen. Rikka Torsen
lo sin korte, uhyggelige Latter - og saa be-
gyndte det ene Slag at tage det andet deroppe
paa Uldværelset, og Madam Torsens omhyggelig
ordnede Uldhauge traadtes hulter til bulter. -
Mattias Aga mælte ikke et Ord, men pusted
tungt og med enkelte Støn.

"Skurk," hugged Rikka Torsen ud gjennem
Tænderne. "Skurk - Skurk." - Hun blev
smidig i Kampen som en Tiger. Hun rev ham
blodige Klor over Ansigtet, og stundom var det,
som om hun fræste. Og hun lo og følte ikke
Slagene fra ham. - Men borte i det ene Vindu,
husked hun, laa en stor, spids Saks - den
skulde hun ha Tag i! - - Rikka Torsen
rygged og rygged - nærmed sig stadig Vin-
duet og Saksen. - - Alt famled hun med
Hænderne i Vindusposten, følte det kolde Staal.
- "Nu skal du faa det, Mattias Aga, - saa
du aldrig reiser dig mer." - Men i det samme
fornam Rikka Torsen en Smerte i Hovedet

SIDE: 73

- og var det, som om Gulvet gled bort under
hende. - - -

Hun slog Øinene op - og lukked dem
braat igjen; hun havde seet lige ind i Agas sort-
brune Blik. - Vreden havde stilnet hos ham,
den seirende - nu laa han iknæ og holdt den
kolde Staalsaks mod en brændende Bule i hen-
des Hoved:

"Hvordan er det med dig, Riketta?"

Uden Svar stirred hun spottende op paa ham.

"Havde jeg ikke gjort dig uskadelig, havde du
brugt skarpe Vaaben, du," sagde han undskyldende.

"Hvis jeg nu blir anklaget, skal jeg nok til
Gjengjæld anklage Aga for Overfald," svarte hun
dumpt.

"Det vil lidet nytte for Jomfru Riketta,"
sagde Aga. "Men hun skal alligevel gaa fri."

"Lad dem bare anklage mig, Aga," lød det
nu. "Panden værker - Sindet værker - Livet
værker - alt - alt" - hun stønned og strakte
Hovedet langt tilbage. Mattias Aga lagde sin
Haand paa hendes kraftige Hals, just der hvor
Pulsaaren banked:

"Underligt med dig, Riketta," hvisked han,
- "er det ikke som hvide, levende Kjødfibre
binder mig til dig."

Rikka Torsen hørte ikke længer, hvad han
sagde, Feberrødmen kom og gik over hendes
Ansigt, - og idet hun kasted paa Hovedet,
mumled hun Gang paa Gang:

SIDE: 74

"Saa faar jeg en rød Snor om Halsen -
saa faar jeg en rød Snor om Halsen. - Det klin-
ger i Bøddelens Økse - og i Kobberkarret til
Vilde Vaa."

Efter Slagsmaalet med Aga, blev Rikka Tor-
sen længe liggende i en Hjernesygdom, hvori
mangehaande utrolige Ting syntes hænde om-
kring hende. - Skygger af Mænd og Kvinder
legte og sloges frempaa Gulvet. Og smaa, smaa
Gutter og Piger kom ud fra Væggene og talte
til hende.

"De spørger mig," sagde hun til gamle Inger,
som sad nede ved Sengeenden, "hvorfor Kvinder
havde saant Had til dem, mens andre Barn
faar Kys og Kjærtegn og varm Melk med Suk-
ker i. - De spørger, hvordan mon det Liv vilde
været, som blev berøvet dem. - Og jeg siger
dem, at de Levnetsløb vilde blit de elendigste
af alle. - Men de graater og siger, at det elen-
digste Liv er dog Livet værd. Og slig som nu
er, har de ikke Fred; for indviet Jord dækker
dem ikke. - Jeg siger dem, at de bør ikke gaa
her altid og plage mig, som er syg. For her er
ogsaa andre i Huset, som kan fortjene deres
Plagerier - - ikke sandt Inger?"

"Hysch - hysch da!"

"Saa blir de forkuede staaende borte ved

SIDE: 75

Væggen og snufser og graater, halvt med Ryg-
gen til. Ja, ved du Inger: Selv naar jeg ikke
ser dem, hører jeg dog deres Graat indi Væg-
gen." - - Og hun kunde reise sig op og hviske
ind i Ingers Øre: "Det ligger derinde. - Aa,
tag det væk du - lov mig det Inger - vil du
- vil du?" - Ja, ja - Inger loved det. - "Det
er godt - det er godt - - vil du ogsaa gi
det Klæder paa. - De fryser, siger de. Og
de er blaa og røde af Frosten. For alle er de
nøgne, Inger. Undtagen en, som har et sort
Fløielsklæde over sig - den er Fru Brynhildas
Datterdatter. Hun graater ikke - hun staar
bare stille midt paa Gulvet som en liden Prin-
sesse. - Hende synes jeg Synd i; for hendes
Liv var kanske blit en Dans paa Liljer. - Men
de andre - stakkars, stakkars, - i Skam var
de blit trukne fra Fødsel til Død. - - - En
er saa liden, liden med et stygt Mærke paa Hal-
sen. Jeg synes, jeg kjender det. - - - Bed
for mig Inger. Eller - syng noget, du. - - -
Fader vor - de kommer i Rundkreds de smaa
Fredløse, de staar der med foldede Hænder - -
du, som er i Himlene - de ser mod det svarte
Taget, Inger - Herregud, saa de vel nogengang
Guds lyseblaa Himmel?"

Saa kunde hun ogsaa se Dommedagssyner
mellem Himmel og Jord. - Og stundom kunde
hun sige:

"Der kommer hun, hun med det stolte An-
sigt, hun, jeg skræmte ud af Vinduet. - Tænk

SIDE: 76

du, tænk: - Jeg har det bedre end i Livet, -
siger hun. - Bedre at knuses ung og lykkelig
end Tomme for Tomme at visne bort fra Livet.
- - Hun er deilig, Frøken Katarina - og nu
har hun vundet baade Livets og Dødens Krone.
- - Ved du, Inger, - hende elsked jeg. Netop
hende. Og hende dræbte jeg" - og hun hul-
ked uden Taarer og vred Hænderne høit over
sit Hoved:

"Jeg ulykkelige, ulykkelige - nu gik hun, og
jeg faar aldrig mere se det deilige Ansigtet." - -

En Dag aabnedes Døren til Jomfru Rikkas
Kammer, og ind kom en gammel affældig Kone,
som ikke kunde holde Hovedet roligt.

Det var Rikka Torsens Mor.

Den Syge satte sig op i Sengen, idet hun
fik se hende:

"Hil være Fru Brynhilda," sagde hun høi-
tidelig. "Kommer hun end som en Straffens
Guddom, modnes dog Kornet, der hun træder."

Den Gamle tog sin Datters Hoved mellem
sine Hænder og saa hende kjærlig ind i Øinene:

"De siger, det er daarligt med dig, Riketta,"
sagde hun med dyb skjælvende Stemme - "at
du mister Forstanden. - Nei, nei - det gjør
hun vist ikke - - min kloge stærke Riketta
skal bli klog og stærk paany."

"Har jeg da lidt uskyldig?" spurgte den
Syge - "siden jeg skal faa Opreisning istedet-

SIDE: 77

for Straf? - Nei, Fru Brynhilda - tag kun
Jernbøilen med. For skyldig er jeg - skyldig."

Den gamle Kone rysted paa Hovedet:

"Gud velsigne dig, Barnet mit," sagde hun
og tørred en Taare ud af Øinene - "han gjøre
dig snart frisk igjen."

Den Syge saa op med sine fanatiske Feber-
øine:

"Du stolte og herlige Fru Brynhilda," sagde
hun og kyssed den rynkede Haand - "slig jeg
tilber dig, blir jeg snart frisk igjen, som du siger."

Den Gamle svarte da intet, men hun strøg
og strøg over Datterens sorte Haar. - Og -
som var der en dulmende Kraft i den gamle
Mors Kjærtegn, sank Rikka Torsens Øienlaag
altid dybere ned over Øinene. Og som den
Gamle satte sig hos hende paa Sengefjælen, lagde
den Syge sig mat tilbage - Læberne hvisked,
og der drog sig til et Smil:

"Kunde du gjøre mig frisk, Fru Brynhilda
- - Vilde Vaa - - nedved Sjøen" - -

Og kort efter sovned Jomfru Rikka og -
sov sig Bedringen til.

Da hun var bleven helt frisk, Rikka Torsen,
og intet andet Men havde efter sit voldsomme
Sammenstød med Aga end nu og da en ufatte-

SIDE: 78

lig Tomhed i Hjernen, sad hun meget inde i
Stuen og saa paa sin gamle, stygge Mor. - Nei,
nei - ingen skulde ane, at Rikka Torsens Mor
havde været skjøn i sin Ungdom - hun med
den store, klumpede Næse, og Kind, som hang
i Rynker - og for den, som havde seet hende,
da hun var ung, skulde hun staa som et Bevis
for, hvordan Livsens Slid og Strid kan herje.
Men for Rikka Torsen var hun det deiligste i
Verden, slig hun sad der storbygget og kroget
og klirred med sine Strikkepinder. - Og kunde
det end ikke nytte Jomfru Rikka at tale Be-
troelser til den Gamle, der var ligesaa døvhørt
som Broderen i Ud, saa fandt Jomfru Rikka en
Fred i kun at være i Nærheden af hende.

Men kom Svigerindens Smaapiger ind til
Farmoderen, jaged Jomfru Rikka dem skinsyg
ud. Og en Dag sagde den Gamle bebreidende:

"Du kunde la mig ha den Glæde, Rikka,
at ha Børnene om mig." - Da sagde Rikka
Torsen mange haarde Ting, som det var godt,
Moderen ikke hørte.

"Lar du ikke Børnene være hos mig, vil du
angre det," sagde den Gamle.

"Det tror jeg nok," svarte Rikka da - "al-
ting angres, naar Tilværelsen er kommen paa-
skjæve."

- Ofte syntes det dog Rikka, at al hendes
Kval var for intet at regne mod den store Be-
skjæmmelse, som kunde tage hende ligeoverfor
Moderen. - "Min Rikka er god og vakker," kunde

SIDE: 79

den Gamle sige. "Min Rikka har et Ansigt som
en Helgen og Hænder som en barmhjertig Søster.
- Ti, Børn, naar Faster Rikka snakker! Ved
I, jeg drømte en Tid, at min Rikka skulde bli
større end andre. Jeg drømmer det endnu."

"Hold nu op med dette, Mor," kunde Dat-
teren bede hende. Den Gamle ante nok, hvad
hun sagde, men fortsatte stædig: - Saa hun
ikke, hvor den Rikka kunde daare? - Ja, om
det saa var Mattias Aga - - aa, hun saa det
nok! - - Saa kunde hun hviske til Datteren
og listig spørge hende, om den Agas Frue var
sygelig? - Om hun plagedes af Gigt, Maveonde
eller Sug for Brystet? - Om hun ofte var der
ude paa Gan?

Naar saa Rikka Torsen havde rystet paa
Hovedet til et for et af disse Spørgsmaal, da
skalv den Gamle mer end ellers og mumled:

"Galt for min Rikka, at hun gjemmer sig
her paa Gan. - Galt - galt - galt. - Hun
skulde ud herfra, hun - - jo jo, slig hun vilde
funkle i Lyset."

I denne Tid efter Sygdommen, mens Moderen
sad inde i Stuen, sank Rikka Torsen sammen
og søgte i Løndom at bede til sin Gud.

Stundom gik hun da ind i Skogen, hvor
ingen kunde se hende. Og stundom gik hun
ned til Sjøen og lagde sig paa Knæ der i det
vaade Siv.

SIDE: 80

Saaledes bad engang Rikka Torsen ud af
sin formørkede Sjæl; men Bønnen ligned Rø-
verens paa Korset, han, som fik Forbandelse
istedetfor Paradisets Herlighed:

"Gud. Gud. Om du er Gud over Livsens
og Dødens Nøgler - om du er Gud over Korn-
negets Spurve og Afgrundens Drager, - da
kan du vel ogsaa tvinge Dragerne bort fra mit
Levnets Liv og siden gi mig Livet i Døden.
Gud. Gud" - og saa længe laa hun med de
foldede Hænder løftet, at hver en Blodsdraabe
veg fra dem. - - Blegblaa lyste Himmelen
over det høie Siv med de sorte Blomsterklaser.
- Tæt over hendes Hoved skar graalige Fugle,
- og naar Vinden fór gjennem Sivet, da var
det, som hørte hun smaa Klokker ringe. - Men
ned paa Rikka Torsens løftede Hænder slog sig
Sværme af Myg og Bremser. - - "Gud Fader
rører ved mine Hænder," tænkte hun. "Gud
Fader vil tilgive mig." - Og endnu længe laa
hun der med Sivet rundt sig og Himmelen over
sig, i Haab om Guds Haands Indgreb i hendes
Levnet. - -

Ingen Nat er som Sankthansnatten en Mærke-
pæl i Sommeren, denne det levende Livs Nat,
hvori Jordens Safter svulmer og alle Under-
verdenens Kræfter siges at have Spillerum mel-

SIDE: 81

lem Trærne. Ind i det enlige Menneskes Sind
mærker sig Heksenatten, Troldnatten, Aar efter
Aar med sine Stemninger, Varsler og underlige
Eventyr: - Sælsomt er det for den, der gaar
fjernt fra de Steder, hvor mange Mennesker ler.
Herligt er det for den, som endnu selv hører
Livet til. Men knugende er det for den, hvem
store Synder trykker.

- - -

Saa var det da, at der atter oprandt en
Sankthansaften over Gan, i hvilken Rikka Tor-
sen blev alene hjemme, mens de andre drog
afsted for at se Midtsommerbaalene brænde.

Rikka Torsen saa efter dem, der de gik.
Og knapt saa hun sidste Glimt af den gamle
Mor forsvinde borti Bakkerne, før hun skyndte
sig ind af Porten, fandt et stort Traadnøste frem
og gik atter ud. Saa laaste hun Huset af og
vandred ensom henover Markerne.

Langs Sjøen brændte Midtsommerbaalene
røde i den skumrende Sommerkvæld, og enkelte
Steder syntes det, som naar Maanen spiller i
Vandet, stille, stærke Søiler af Guld. Og Midt-
sommerbaalene, hvorom smaa, sorte Skikkelser
kunde sees, blanded sin Røg med Røgen fra Sjø
og Myr - og atter bølged den sit hvide Slør
om Markens unge Blomster. Dem plukked Rikka
Torsen op i sin Kjole. Det var den rosen-
røde Tjæreblomst med den sorte Stilk, det
var den hvide Myrkala og den gule stjerne-
lignende Sankthansblomst. Dertil tog hun det

SIDE: 82

fineste Løv af Birk og de vellugtende Blade af
Poppel, - og hun bandt det sammen, bandt og
bandt, saa Traaden ofte skar hende ind i Fingrene.

Da hun havde bundet langt nok, tog hun
forsigtig den lange Blomsterguirlander over Ar-
men og vandred halvt sløv en Korsgang ad
Kirkegaarden til. Hun havde længe tænkt paa
det, og hun maatte gaa, mente hun, for sin
Sjælefreds Skyld. -

Landeveien laa forladt, og hvid af Støv, og
langs den skimred lyse Buske af Hæg. Et Par
Græshopper sang nedi Grøften, og alt eftersom
hun gik, syntes hun, en skrabende Akerriks
fulgte. - Men der var stille forresten, en Stilhed,
dobbelt stor - som for den, der intet hører,
men ved, at i samme Hus er Latter og Støi.

Idet Rikka Torsen tog op til Skogstien, følte
hun en svag Modstand over sit Ansigt og Hæn-
der af udspændte Traade mellem Kvistene. Langt
borte i Aasen syntes hun at se tre sorte Fugle
sidde. Og Grantrærnes Grene blev for hende
besynderlige, gamle Skikkelser med Koster i
Hænde. "Men nede i Uren," tænkte hun, "der
sidder Troldet med kuglerunde Øine og Veir-
haar om Gabet. Det sidder som en stor Edder-
kop midt i et Net. Og det fanger underligt
Guld i Skjærsommernatten - Skjærsommerens
egne Tanker fanger det."

- Rikka Torsen gik frem uden Rædsel og
uden Tanke paa det, som dog laa nærmest for
hende. -

SIDE: 83

Da hun stod nedenfor Kirkegaardsmuren,
ønsked hun rigtignok at tage et Salmevers i
Munden; men da hun intet kunde huske i Far-
ten, gav hun sig stiltiende til at klyve over med
sine Blomster.

Først da hun stod helt inde paa Kirke-
gaarden, tog en Uhygge hende; fordi hun syntes,
der var Øine, som fulgte hende allestedsfra. -
Hun voved ikke se op for alle disse Øine. Og
saa mange de var, var de mange dog et, stort
og knugende som Gudfaders. - Hun fik en
Frygt for at træde paa Gravene. Hun skjød
Skuldrene sammen, snoed sig mellem Haugene
eller skridted over. - "Gud Fader - Gud Fa-
der," mumled hun, der hun listed sig frem ned-
imellem Fattigfolksgravene hen til Havens bor-
terste Hjørne. - Nærmest indtil den store, sorte
Eg - saa havde Inger sagt. - Der kasted hun
sig ned ved en liden Haug og slynged sine
Blomster om den. Men som hun laa der, øge-
des Uhyggen for hende - fordi hun tydelig hørte,
der var ikke stille.

"Din Tro er ikke stærk nok. Bed! Bed!"
- og Rikka Torsen bad - nævnte Guds Navn
op og op igjen, som Muhammedaneren, der ven-
der sig mod Øst. - Men da hun vilde reise sig,
følte hun Blodet fryse i Aarerne - saa tydelig
saa hun noget røre sig indunder Egen - -
noget halvstort, mørkt med store, tomme Øien-
huler - - der rørte det sig igjen - og nær-
mere kom det - langsomt nærmere - - der

SIDE: 84

strakte det Armen frem. - - - Uden en Lyd
segned Rikka Torsen ned over den lille Grav-
haug, uvilkaarlig gribende ned i Jorden med
Hænderne. - - -

"Det er Morbro Klokkeringer, det er Mor-
bro Klokkeringer," vaagned hun af en Stemme,
som sagde. Hun saa usikkert op og saa, det
var ingen Død og ingen Djævel, men virkelig
Klokkedrageren i Ud med de mørke Hornbriller
paa. Han havde ringet Sankthanskvælden ind
og var bleven ruslende der efterpaa, - og slig
var det da gaaet til, at foruden Rikka Torsen
var den gamle Klokkedrager den eneste, som
ikke var gaaet afsted til Midtsommerfesten. -
Hun tænkte, om hun skulde rømme bort fra
ham og siden benegte, at det havde været
hende; men saa tænkte hun atter, at det vilde
ikke nytte hende stort. Og den døvhørte maatte
have sin Mening, den kunde ingen tage fra ham.
- Hun reiste sig og blev staaende taus foran
Morbroderen.

"Gud hjælpe og trøste dig, Jomfru Rikka,"
mumled denne. - "Give Gud, din Synd ikke
er større, end du kan bære den." - -

"Men jeg ved nok, jeg," lagde han til -
"jeg ved nok hvad, naar Kvinderne kommer
snigende og blomstrer Grave ved Nattetid. -
- - Kanske vilde nok mange sige," begyndte
han igjen efter en Stilhed, "du gamle Stolling, du

SIDE: 85

arme Tusselad, du pligted at drage Forbryder-
sken for Retten; for den, som synder mod Jor-
den, den skal ogsaa lide Jordens Straf. - Men
- nei, nei, jeg Klokkedrageren i Ud, jeg tier
alligevel stille." - Den Gamle løfted høitidelig
sin Haand mod Himmelen:

"Gud skal dømme dig - og Gud skal straffe
dig. - - Gud, som ser i Hjerterne, han lader
dig faa efter dine Synders Skyld - - hans
Arm naar du saa alligevel ikke bort ifra. -
Men gak du, Jomfru Rikka - gak du i Fred
for mig, Klokkedrageren i Ud." - -

SIDE: 89

En Høst kom, hvori det regned og blæste,
og Blæsten aldrig syntes at tage Endskab.
- Nogen siger, at Fanden gaar om i sligt for-
bandet Veir. Andre siger, Guds Vrede er over
Jorden. - Hvordan nu dette kan have sig -
Bønderne fik ialfald ikke pløiet den Høst, og
Fiskernes Garn fandtes iturevne i Sjøen. Krea-
turerne satte sig fast i Myrerne, og godt var
det, at Sommeren havde været varm, saa Kor-
net vel var bjerget i Lade. -

Det var saa: Formiddagen kunde vel Regn
og Blæst holde en Hvil; men ikke før gled det
udover Eftermiddagen og mod Kvæld, før store
Skyer tog til at bunke sig sammen - i Syd, i
Øst, i Vest og i Nord, - og i den tolvte Time,
ved Midnat, da havde de store Skyer krøbet op
over Himmelen - og røg de sammen deroppe til
Uveir og Storm. - Hvem skulde saa tro, dette var
Sølvnætternes Tid, den med sin Maaneglans over
Taage og blegnet Løv. - Høsten havde ligesom

SIDE: 90

hoppet Sølvnætterne over og lod Jernnætternes
Mulm falde ind i September. - - Udover Mar-
kerne laa døde Sommerfugle, og mod Syd fløi
Trækfuglene under lange, klagende Skrig.

- - -

At Gan laa paa et vindbart Sted, var uom-
tvistet Sag. Men saa kunde siges, at ingen rigtig
vidste, hvad Uhygge var, før han kom inden-
for Gans Døre. For slig var det denne Høst, at
var der sluttet en hylende Kreds af Vindtrold
om Gan, saa knuged ogsaa derindenfor et Jern-
nætternes Mørke, hvori ingen Lysning kunde
skimtes. -

Men der var heller ikke saa mange Menne-
sker, som kom did. Og heller ikke blev de
meget gjæstevenlig modtaget, de faa som kom.
- Der sad Madam Torsen med sin Rok og
reiste sig saavist aldrig for at finde lidt at byde
- ikke en Kop varm Ølost, ikke den elendigste
Skjænk med Fusel i. Blot havde hun et uvilligt
Sideblik, og lidet andet end ja og nei var at
faa af hendes Mund. - Jon Torsen havde nok
lært sig til at strikke nu; men det blev lidet
med ham, der han sad og ynked sine Vaneynk.
- Jomfru Rikka var sjelden at se for Fremmed-
folk. Hun var syg - hedtes det - sengelig-
gende, egen, menneskesky. Og gamle Inger gik
oppe hos hende. - Der var saa mangt med Jom-
fru Rikka: Den Dag, hendes Mor havde sagt,
at nu maatte hun reise, for Gyrilda var med
Barn igjen, og hun maatte jo være hos den,

SIDE: 91

der trængte hende mest - da havde Jomfru
Rikka slaat en Latter op. - Og efter Moderens
Afreise var Jomfru Rikkas haarde Sind atter
kommet tilsyne. Og haardere blev det Uge for
Uge i denne Stormens og Uveirets Tid. -

Folk, der kunde træffe til at færdes forbi
paa Landeveien, hørte undertiden en vild Sang
i Blæsten nedifra Sjøen. - En Gut, der engang
havde sneget sig nærmere, vidste at fortælle:

- Der stod et sort Kvindfolk paa Bjerg-
knausen - sagde han. - Og hun stod og sang
noget, som ligned en Salme. Men indimellem lo
hun og messed. Og lige, idet han vilde snakke
til hende, vendte hun Ansigtet om mod ham -
hvidt var det som en Dødnings. - - - Og
Gutten havde taget tilbens, faldt og sprunget og
faldt igjen, hovedkuls over Stok og Sten, til han
stod i Kammeret hos Mor. For saa fælen havde
han aldrig været før.

Det var Jess Andersen Næsset, denne Gut
- netop den samme, som for tre fire Aar siden,
havde meldt om det rare, der flød paa Brønden.
- Og slig det var i disse mørke Kvælder, syn-
tes han nu, at han i sit unge Liv havde været
med til saa mangt, hvortil ingen Forklaring
fandtes, at han stundom blev ganske underlig

SIDE: 92

af Nysgjerrighed, og sin Rædsel og Ubeslutsom-
hed tiltrods begyndte han - næsten som var
han en anden Vilje underlagt - at drive om
paa Gan Gaards Marker eller skjælvende at
krybe i Ly for Veiret indunder Buskene ved
Sjøen.

- Slig var det, at Jess Næsset engang saa
det lyse gjennem en Sprække i den tilspigrede
Kjælderglugge paa Gan. Og han skimted ved
at titte gjennem Sprækken, afvekslende med høire
og venstre Øie, noget som et Kvindfolk, der
krøb paa fire derinde og kravsed med Neglene
i Jordgulvet. -

Og slig var det ogsaa, at Jess Næsset for-
undred sig saa meget, at hans Forundring kom
til at lyde viden om. - -

Engang Rikka Gan stod paa Bjergknausen
og sang ind i Stormen med sin store, uklare
Stemme, hændte der hende noget besynderligt.
Hun vidste ikke siden, enten det var Drøm eller
Virkelighed.

Det var, at der udover Fjeldet kom snigende
noget mørkt mod hende.

"Huscht," sagde Jomfru Rikka og tramped
med Foden. Men det blev der fremdeles. Og
hun fortsatte Sangen:

"Haaiaa - jeg bryr mig hverken om Gud eller Fan
- for jeg er Rikka Torsen paa Ga - a - an!"

SIDE: 93

Det sidste skreg hun ud, saa det skingred
som et Rædselshyl over Vandet. - Da hosted
noget med Jon Torsens Hoste:

"Jeg ved det," sagde det og lo - og hosted
paany.

"Hvorfor sidder du her, naar du hoster?"
spurgte hun.

"Jeg sidder overalt, hvor du er, jeg," svarte
det sorte. "Har gjort det hele dit Liv."

"Men jeg har ikke set dig før?"

"I alt hvad du gjorde, saa du mig; men du
glemte, at jeg var der."

"Hvem er du da?"

"Jeg er din Hund og din Herre."

"Hvad er du da?"

"Jeg er Rikka Torsens Skjæbne, jeg. - Tst,
Rikka Torsen - jeg maa følge dig til Døden;
men ikvæld kan du følge mig." - Saa gled det
sorte fore, og Rikka Torsen efter. - De kom
op gjennem Gans Have, hvor Trærødderne stod
sorte og skalv i Blæsten - de kom forbi de
mørke Huse - - og de blev muret rundt af
et Mørke saa stort, at Rikka Torsen ingenting
vidste. - "Nu er du fremme," sagde det.

Rikka Torsen saa, og saa, at der i Mørket
vokste en lysende Plet, flak og bleg, som naar
Maanen skinner paa Sneen. - Og hun saa, der
blev Liv i Lyskredsen. Og saa tog den til at
flimre i lange Striber, indtil den blev til et Vand-
fald, der fossed grønt og skinnende. Og atter
lidt senere til en glitrende Skumsky, som skifted

SIDE: 94

i Regnbuefarver - og saa blev der en Sky af
Gnister, mens en Ildstrøm løb dernedenfor. - Og
Ildstrømmen gløded og raste, ulmed og slukned
- snart rød af Blod, snart skimlet af Galde. Til-
slut sort og sugende som Vandet i Sjøen. - Slig
bredte det sig udover til en mægtig Flade og
forandred sig ikke. Men der blæste iskolde
Vinde henover, - og Rikka Torsen toges af en
stor Utryghed.

"Hvad er det?" hvisked hun. "Hvad kom-
mer?"

"Det er Livsens Flod," svarte det underlige.
"Livsens Flod, hvoraf Skjæbnerne fødes. - -
Jeg viser dig det, Rikka Torsen, fordi du elsker
mig." Det lo en Latter, hvori hun gjenkjendte
sin egen. Og Latteren blev atter til Jon Tor-
sens Hoste. - "Nei," begyndte det paany -
"du ønsker ikke længer at være mig foruden. -
Er det kanske ikke til min Pris, du synger, naar
du synger i Stormen? Er det kanske ikke til
min Pris, du taler, naar Øinene gnistrer og Nak-
ken kneiser? - - Men siden jeg lar dig se i
det dulgte, Rikka Torsen, saa lad mig ogsaa
sige dig, at ikke sprang jeg, din Skjæbne, af
Livsens Flod, da du sprang af Modersliv. For vi
Skjæbner, vi blir, hvad vi er, gjennem Slægters
Liv, vi. Og ikke havde du, Rikka Torsen, faaet
mig til Skjæbne, havde du ikke havt just de
Forfædre, du har. - Og saaledes er det, den
Vise kan sige: "Hvert Menneskes Skjæbne er
bestemt fra Evighed af." - Ja, slig den lever i

SIDE: 95

Livsens Flod." - For tredje Gang hosted det
med Jon Torsens Hoste.

"Hvor er du?" spurgte Rikka Torsen. "Jeg
ser dig ikke."

"Se over Floden."

Rikka Torsen saa over den sorte, bølgende
Flade. - Og som hun saa, vokste der op fra
Dybet Legemet af en rædselsfuld Orm, hvis
finnede Bugtninger høined sig tilslut mellem
Himmel og Jord. Den rørte sig dovent i den
graatunge Luft. Men Vandene steg og bruste.
- - Da vaagned Rikka Torsen i en Dødsens
Angst, der hun fandt sig liggende dyvaad paa
Bjergknausen.

Ned i Sjøen var atter Uhyret dukket. Men
Regnet silred, og Vinden blæste. Skyerne rørte
ved Jorden. Og oppe i Gans Have skalv de
krogede Trærødder som i Rædsel.

Det kunde ikke negtes, at der enkelte Næt-
ter var et svare Styr af Stormen. Den rumsterte
ind gjennem de aabne Loftsglugger, smældte
Døre op, og knaased i Jon Torsens møisomme-
lige Regnskaber.

Slig udpaa Natten rusled og rasled det i
hver en Krog, og det knap i det gamle Træ-
værk.

SIDE: 96

"Tyh!" sagde, ret som det var, gamle Inger
og satte sig op i Sengen.

"Hvad hører du, Inger?" spurgte Jomfru
Rikka.

"Naa blev det borte," svarte den Gamle.
"Ja, slig er det, naar Even Benløs er ude."

"Tyh!" lød det atter om en Stund, og Jom-
fru Rikka saa der borte i Halvmørket det
gamle lyttende Hoved med det rudede Tør-
klæde knyttet i to Strutter øverst paa Issen.

"Hvad er det, Inger - hvad er det?" spurgte
hun paany.

"Hører du ikke?" hvisked den Gamle -
"det tasser som paa Hosesokker. Det knaaser
saa laangt, saa laangt. - Naa - hørte du ikke
naa? - Det rasled."

"Hvad skulde rasle, Inger?"

"Lænken - skjønner du vel." Den Gamle
hvisked saa lavt, at det næsten syntes, kun som
Læberne mimred:

"Ved du ikke du da, han trækker en Lænke-
stub efter sig ved venstre Foden - Styggen?
Naa - der igjen!" - -

"Og der," hvisked Rikka, pegende mod Væg-
gen, der Skyggen af den Gamles Hoved med
Tørklædesnipperne paa Issen dannede noget lige-
som besynderligt noget med Horn paa. - Den
Gamle fór sammen:

"Huf da - slig du skræmte mig!" -

Rikka Torsen smilte blegt:

"Det er nok du, som næsten skræmmer

SIDE: 97

mig," sagde hun. "Jo, det er god Hjælp i at
ha dig heroppe."

"Hm, hm!" - Det gamle Tyende slap sig
tilbage i Sengen. Men der blev hun liggende og
mumle et Salmevers: - - Hvor deilig er din
Trones Pragt, hvor vældig er dit Scepters Magt.
- - Hvor godt dit Slot, hvor retfærdig - hel-
lig, værdig, fuld af Naade." - - Op og op
igjen, enstonig og søvndyssende, men stadig
svagere og fjernere nedifra Puderne - "Ret-
færdig, hellig, værdig, fuld af Naade." - -

- Den gule Talgpraas brændte saa døsig.
Gav nu og da en Blunk med et Par Gnister
opimod Taget, satte Tande og oste. Jomfru
Rikka rakte Haanden ud og pudsed med Lyse-
saksen. Saa blev Vægen for kort og gav kun
et Lys som af en sodet Lygte. - Udenfor skreg
en Musvaag. Nede ifra Sjøen hørtes Lyd som
af Skjæl, der klaprer.

"Inger," sagde pludselig Jomfru Rikka. -
"Inger - hørte du det, du?" Jomfru Rikka
sad opreist i Sengen: "Hører du da ikke, Inger?"

"Hvad hører jeg?" spurgte Inger i Søvn-
ørsken.

"Smældet deroppe. - Der var det igjen!
Der og der. - Den Gamle vendte sig mum-
lende om paa den anden Side: "Hvor godt dit
Slot - hellig, værdig, fuld af Naade" - og
sovned paany.

Men Rikka Torsen kasted sit Hoved tilbage
og lo ved sig selv:

SIDE: 98

"Haa, haa - nei, du skræmmer ikke mig,
ser du! Ved sligt føler jeg bare min egen Styrke,
jeg. Jeg er, hvad jeg er, og jeg ved det. Hos
mig er der ingen saar Samvittighed, som væk-
kes, ved at Kobberkarret smælder i Stormen.
- - - Dump!" Hun hæved Armen og lod
den atter synke.

"Aa, det er bare Blæsten, det," mumled Inger.
"Kanske Vinduet deroppe er af Hasperne."

"Men om det nu er saa," fortsatte Rikka
Torsen, stadig stirrende op for sig - "at den
myrdede Bonde virkelig staar deroppe og slaar
i Karret med Knytnæven? - Synes se ham,
jeg - synes se ham - - dump, ja! hvor-
dan han staar der med Hevn i sit tykke Gnier-
fjæs og trommer med Knokerne i Karret. - Saa
paastaaelig er han, Bonden, endog udover Døden,
i at der gjordes ham Uret ved at stoppe ham
fra at æde Tykmelk og formere sin nidske Slægt
- - aa, du Vilde Vaa, hvor du vel havde Ret
til at dræbe ham - - - ligesom ogsaa alle
de skulde være fredløse for Adelshaand, de, som
er smaa og ækle af Sind. - Dump! - Du kan
holde op, du Bondekal deroppe - du skræmmer
mig ikke, har jeg sagt! - - Og indunder
Smældene er en Sang i Stormen - - Vilde
Vaa - Vilde Vaa - som en Stormmelodi, slig
var dine Tanker." - - Og Jomfru Rikka nyn-
ned med til den vilde Sang, hun syntes høre
ledsaget af Kobberkarrets dumpe Smæld. Og
der hun laa, syntes hun tilsidst se dem begge,

SIDE: 99

den slanke Adelsmand og den plumpe Bonde. -
Jomfru Rikka sprang frem paa Gulvet. Gik hid
og did. Blev staaende ved Vinduet tilsidst og
stirre ud.

"Hvad er det?" spurgte Inger bortifra
Sengen.

- Udenfor suste det som af store Vinger.
Sangen, den sang om Sorg, Trods og Vildskab.
Og Jomfru Rikka gned sine Hænder:

"Min Gud er i Veiret, Inger."

En Eftermiddag sad Fernanda Torsen som
vanlig ved sin Rok og med sine Smaapiger om
sig. - Joh Torsen sad i sin Stol og spikked
Nikkemænd og Uroer til at sætte paa Ovnen. -
Uroerne nikked og bukked alt dybere, eftersom
Dagen led og Blæsten tiltog. Og Jon Torsen
glæded sig mer end Børnene, der, vante med
Tilstellingen, stod noksaa ligeglade og saa til
med Hænderne paa Ryggen.

"De siger ja til alt, du spørger om," for-
klarte han netop. "Og Livet er dem saare be-
kvemt - bare de ikke bukker udfor." Idet-
samme slængtes Døren op, saa Trækvinden
blæste Lyset ud, og alle Jon Torsens Nikkemænd
ramled i Gulvet. Den yngste af Børnene begyndte
at sutre, og de to ældste hvisked forskrækket:

SIDE: 100

"Mor, Far - hvor er I?"

"Hvor er I, ja," svarte Rikka Torsens
Stemme, og hun hented en Stikke og tændte
Lyset for dem. Saa tog hun en Stol og satte
sig hen foran Fernanda Torsen. - Børnene
tydde sig sky ind til Moderen. Jon Torsen stil-
led hostende Uroerne op paa Ovnskanten med
sine magre Hænder, og paany begyndtes der
med lange og korte Buk i Buk. -

"Naa," spurgte Rikka Torsen - "gaar det
dig efter Vilje, Fernanda?"

"Hvordan mener du?" svarte den anden og
saa hende stivt igjen ind i Øinene.

"Har du godt Udkomme for Smaapigerne?"

"Derom trodde jeg ikke, du behøved spørge."

"Jeg vilde jo gjerne høre det bekræftet,"
sagde Rikka Torsen haanlig. - Dertil svarte
ikke den anden. Men de blev siddende og stirre
paa hinanden. -

"Har du ikke seet mig før?" spurgte tilsidst
Fernanda.

"Gud bedre det," sagde den anden. Og
atter taug de og stirred. -

"Tog du dig noget for, blev du lempeligere,"
sagde Fernanda Torsen saa.

"Hvis du vil, kan jeg gjerne reise fra jer."

- Deres Nidstirring blev fiendtlig. Rikka
Torsen lo lydløst, mens der gik en styg Flim-
mer over hendes Øine:

"Lille Fernanda vokser jo til nu." Hun
tog og vendte Barnet om mod Lyset: "Hun

SIDE: 101

blir pen, Ungen, du. Gratulerer dig, Svigerinde,
jeg tænker nok, det gaar." - Den anden kneb
Læberne sammen og kunde ikke faa ret Tvinn
paa Traaden:

"Tag ikke i Barnet mit, du," hvisked hun
hæst. "Der blir Mærker efter Fingrene dine."

"Pas du Mærkerne efter dine egne Fingre,"
svarte Rikka Torsen haankoldt - "du kan s'gu
mer end læse Fadervor bagvendt. - - Hvad
siger du da, Lillefernanda," spurgte hun Barnet,
"om at bli Faster Rikkas Stedfortræder paa Gan
- - gaa her saa pent og rusle?"

"Lad være, siger jeg!" Fernanda rev den
Lille heftig til sig. "Dit Udyr du er."

Rikka Torsen fik nogle Trækninger om Mun-
den, og var det et Par Øieblikke med hende
som med hendes Mor, at hun havde vanskeligt
for at holde Hovedet roligt.

"Jeg gad vide," sagde hun saa, langsomt
og lavt - "hvem igrunden er det største Udyr
af os?" -

"Det største Udyr er den, som gjør Barn
Fortræd," fremstødte Fernanda Torsen.

"Da er du vel ikke selv sikker, Fernanda?"

"Ti, ti - du Styggen - hvad har vel jeg
gjort i Sammenligning med dig?"

Rikka Torsen læned sig hviskende nærmere,
Øinene hvidned og lo: - - "Det ene er vel
ikke bedre end det andet," kunde høres - - -
"naar Lillefernanda bare blir fjorten - - -"

Da reiste Fernanda Torsen sig, tirret til det

SIDE: 102

yderste: - "Du - du - du," gnissed hun
hæst frem mellem Tænderne - med en Bevæ-
gelse, som ønsked hun slaa med Tenen.

"Hvorfor er du saa vond paa Faster Rikka,
Mor?" afbrød nu pludselig en forskræmt liden
Stemme bortifra Krogen. "Faster Rikka er jo
god mod mig, hun."

Rikka Torsen saa didhen. - "Er jeg god
mod dig, Lillefernanda?" sagde hun hurtig.

"Ja," svarte den Lille og fæsted sine store,
troskyldige Øine paa hende - "du siger jo altid,
jeg skal faa være her efter dig. - Jeg er glad
i dig for det, jeg, Faster Rikka." -

Rikka Torsen reiste sig langsomt og skjøv
Stolen tilbage. Der blev hun staaende, mens et
Træk af en stor Skamfuldhed gled hende over
Ansigtet. - Saa vendte hun sig om uden et
Ord og gik stille henimod Døren.

"Det er sandt, Fernanda," sagde hun der-
borte - "det værste Udyret er jeg."

Saa saa hun paa den Lille med et Blik som
en saaret og lukked forsigtig Døren efter sig. - -

- En liden Stund senere hændte det, at
gamle Inger kom ind fra Kjøkkenet:

"Jomfru Rikka graater," sagde hun.

"Jomfru Rikka graater," sagde ogsaa en
gammel Lægdemand, som sad derude.

Jon Torsen holdt Haanden bag det ene Øre:

"Graater Jomfru Rikka?" spurgte han.

Fernanda Torsen gik hen til Gangdøren og
lytted:

SIDE: 103

"Ja, Jomfru Rikka graater, "nikked hun.
Og de hørte alle en kvalt Hulk indifra Jom-
fru Rikkas Værelse.

"Faster Rikka graater," sagde Lillefernanda.

"Faster Rikka graater," lalled de to mindste
tankeløst efter.

"Gaa ind, du, og trøst Faster Rikka," sagde
Fernanda Torsen rapt og skjøv Lillefernanda
over Gangen.

Saa lukkedes Døren. Og der blev saa tyst
i den store Stue. Bare Vinden som peb om
Hushjørnerne.

Efter denne Aften - saa kunde tydelig
spores - foregik en stor Forandring med Rikka
Torsens Sind. - Hun kom ikke længer paa
Stormens Vis ind i Stuen, hun gik ikke ud,
naar andre trak Dynen over Hovedet, og hun
laa ikke længer Nætterne udover og fantaserte
og lo til Uhyggen om sig. Heller ikke sang hun
i Uveiret om Ormegaarden i Sjælen og forsøgte
ikke længer at skræmme sine Medmennesker ind
i Musehullerne. -

Hvad angik Rikka Torsens Forhold lige-
overfor hendes lille Brordatter, saa havde hun
siden hin Gang faaet en stor Godhed for Barnet.

"Du Lillefernanda," sagde hun saaledes en-
gang, "kunde jeg saasandt gjøre noget for dig
- noget varigt godt - udover idag og imorgen."
Og Tanken vokste sig stor hos hende, lysned

SIDE: 104

sig ud som en Bjerk iblandt Tidsler. Samtidig
dog som hun fremdeles lod til at være tagen af
en Skamfuldhed for Barnet, og der hun saa den
lille Pige, gik hun ofte sky Svinger udenom.

Rikka Torsen begyndte forresten i denne Tid
ogsaa at gaa afveien for alle og enhver, og hørte
hun Stemmer inde i Stuen, gik hun aldrig
derind.

Alt imedens holdt Styggeveiret sin evinde-
lige Rumstering, hvor i Huset det bare kunde
slippe ind. Og nu laa Rikka og krøb sammen
i Sengen:

"Smælder det, Inger?" spurgte hun. "Jo,
jeg tror, det smældte. Og det gir saa dumpe
Slag - hør! - Ved du, jeg synes, det ligner
den store Kirkeklokke i Ud. - Aa, at det skulde
være her, det Karret. Nei, det nytter ikke at
flytte det bort, Inger. - - - Nu ved jeg: Laa
det end dybt nede i Sjøen, da vilde jeg høre det
dumpe dybt nedifra, hver Gang jeg bare kom
paa Bjergknausen. - - Hør, hør! - aa Herre
Gud - ikke behøver du at hamre min Skyld-
bevidsthed ind i Hjertet nu. Saart er det, og
som Varme svider det for hvert af dine Slag! - -
Ja, ser du, Inger; for det er ikke, som jeg sagde
dig før, nogen nærig Bondemand som staar der
og dunker for Hevns Skyld. Gudehaand er det
deroppe - for at minde og minde mig om mine
Synder - i Døden skal Misdæderen drives -
til Døden skal Misdæderen bankes. Og Hel-
vedet begynder paa Jorden for det, som aldrig

SIDE: 105

kan sones. Hør du - hør! - slig levende
Magt har Gud lagt i det Kobber. - - - Ja,
ja - jeg ser jer jo alle - ulykkelige vilde I
blit; men Gud taaler ikke Indgriben i sin Sty-
relse, derfor banker han. - - Hvad siger jeg? -
Gud er retfærdig - - hør! - Gud er Dom-
mer. - Men er Gud da Bøddel, Inger. - Kan
du svare mig? - Aa aa, det Karret - det
Karret! - -

Men Inger - hører du? - her jeg ligger
og skjælver, kunde jeg ønske at gaa ned til
Sjøen, som han gjorde, han, den svenske Greven
- tror du han kom over, eller - tror du han
blev der? - Kanske kom han alligevel over!
- - Jeg vilde ogsaa rømme - rømme over
Sjøen - - hvem ved, om ikke et nyt Liv
kunde spire for mig derover? - Om ikke Gud,
som er naadig, vilde la mig faa leve før Døden.
- - - Men - - der smældte det stygt du!"

Den gamle Prokurator paa Haug sad en
Aftenstund i sit Kontor og bladed i en gammel
Foliant.

Den gamle Prokurators skarptskaarne Ansigt
var blegt som altid; men tættere end ellers fór
de nervøse Trækninger om Munden. - Det var
da ogsaa en Sag saa sort, som Menneskesind

SIDE: 106

kan tænke den, som Menneskehaand kan udføre
den, - den Sag, han nu fulgte fra Forhør til
Forhør indtil Forbryderskens Død paa Skafottet.
Det var en Retssag, om end forlængst overstan-
den, saa dog endnu skrigende hæst i Menneske-
minde: Rygter, som i en Aarrække sived ud
dengang, havde ledet til Undersøgelse, og hvad
derved og gjennem Forhørene kom for Dagens
Lys, var mer end Øine taalte se, og Øren taalte
høre. -

Nu var ogsaa stygge Rygter begyndt at flyde
om i Bygden, og den gamle Prokurator lagde
Momenterne sammen - og trak nu, enten han
vilde eller ikke, Paralleler mellem dette nye, som
havde naaet frem til ham, og den gamle Kri-
minalhistorie i Folianten. - Saa læste den lille
Prokurator:

"Jomfru Olivia F . . . ., Datter af Ritmester
F . . . ., boende paa Chefsgaarden Braaten i Ud.
- Hm! Af gammel Familie, ja - Stoltheden
hævdet fra Barneaarene af. Faderen meget streng,
eller kanske - svag i Modgang! - - Usym-
pathisk Ydre: Store Øren og Mund med tykke
Læber. - - - Naa saa saa" - den gamle
Prokurator pusted lettet. - "For fire Aar til-
bage forlovet med en Løitnant, der pludselig
reiste fra hende, hvilket syntes at foraarsage
hende ulidelig Sorg og Kvide. - - For tre Aar
tilbage befunden i nogenslags Forstaaelse med
en Student, Huslærer for hendes yngre Bror. -
For to Aar tilbage ofte støiende i Kjøkkenet med

SIDE: 107

Tjenestegutten. - - - Hm - Stoltheden?
- - - Siden overrasket paa den gamle Hus-
mand Nils Iversens Fang. - - - Naa saa
saa" - den gamle Prokurator smilte næsten
velvilligt. - "Tilsidst, i Arresten, efter Døds-
dommens Afsigelse, udvisende sine libidinøse
Tendenser endog ligeoverfor Vogteren." - -
Prokuratoren slog Folianten igjen med et stort
Smæld: - "Her sidder jeg og søger Ligheds-
punkter mellem et tarveligt Dyr af et Kvindfolk
og hende, min blege Dronning paa Gan. Her
sidder jeg og søger at inculpere hende paa løse-
ste Mistanke; fordi en gammel, sladdervorren
Husholderske fortæller om en opskræmt Gutte-
poik, der har seet - hvad ved jeg? - Syner.
Jeg, Prokuratoren paa Haug, som heller skulde
gaa til hende og si, at hun var mig kjærere
end alt andet i Livet" - - han afbrød sig
selv, fordi noget hørtes rusle ude i Gangen. -
"Karoline!" raabte han til Husholdersken, "der
er vist nogen derude!" - Og han snudde sig
halvt om paa Stolen, idet Døren aabnedes, og en
Kvinde med et Tørklæde for Ansigtet traadte ind.

Denne Kvinde hilste ikke. Blev et Øieblik
staaende ved Døren og skjøv saa stiltiende Tør-
klædet fra Ansigtet. - Det gav et Sætt i den
gamle Prokurator. Saa reiste han sig raskt og
gik med udrakte Hænder mod hende:

"Jomfru Rikka," sagde han med en Stemme,
der skalv af Bevægelse - "jeg sad just og tænkte
paa Dem."

SIDE: 108

Rikka Torsen traadte et Skridt tilbage og
trak sine Hænder til sig:

"Rør dem ikke, Prokurator - rør dem ikke."

"Vist maa jeg røre dem," sagde den gamle
Kavaler - "saa ædle og hvide Hænder" - og
glemmende alt for sin Forelskelse, bøied han sig
ærbødig og berørte Rikka Torsens Hænder med
sine Læber. - Saa hjalp den gamle Prokurator
hende Tøiet af og hængte det omhyggelig paa
Ryggen af en Stol.

"Jomfru Rikka var god, som kom indom
mig i denne Uveirets Kvæld," sagde han. "Jom-
fru Rikka var vel paa Hjemveien fra Morbrode-
ren i Ud?" lagde han halvt smilende til.

"Nei. Jeg kommer nok ikke hid for God-
heds Skyld," svarte Rikka Torsen, - og idet
hun satte sig ned indenfor Lyskredsen, fór den
lille Prokurator tilbage. For et hvidere Ansigt
havde han aldrig seet. - Og som han blev
staaende saaledes, den gamle Prokurator, og stirre
ind i dette retlinjede Ansigt, der, omgivet af
det halvvaade Haar i uordnede Lokker, minded
om de Billeder, der undertiden sees af Medusa,
- da faldt det ham ind med en stor Klar-
hed, at her var nok Ærindet af en gruopvæk-
kende Sort. -

"Hvad tænkte De saa, Prokurator, før jeg
kom?" begyndte Rikka Torsen.

"Om De, Jomfru Rikka, mon skulde være
en Syndens Dronning," svarte han langsomt;
fordi han ret for hendes Øines og Ansigts Ind-

SIDE: 109

flydelse ikke kunde snakke anderledes, end netop
som han gjorde.

"Syndens Trælkvinde er jeg, Prokurator -
og saavidt er det kommet, at nu faar jeg be-
kjende mine Misgjerninger for Menneskers Dom-
stol."

"Saa saa - saa saa," - den gamle Pro-
kurator skjøv stammende sin Stol tilbage. "Men
hvorfor kom De saa til mig, Jomfru Rikka?
Hvorfor gik de ikke heller til en af Statens Tje-
nere? - Til Lensmand, Fut eller Skriver?" -

Det drog sig til et flygtigt Smil om Rikka
Torsens Mund:

"Fordi jeg har Tillid til Dem, Prokurator.
Og fordi De, hvis De vilde, kunde hjælpe mig
med noget." Hun bøied sig nærmere, og Ud-
trykket blev spændt af Iver:

"Bare jeg nu faar forklaret Dem dette." - -
Og Rikka Torsen fortalte uden Omsvøb og Sky
om sine forbryderske Veie og mangehaande Tan-
ker, de, der nu fornylig havde affødt Beslutningen
hos hende at tage Jordens Straffedom paa sig,
- men nu tilsidst havde indgivet hende en
Tvil. - -

Fra først af hørte Prokuratoren kun saa
halvt efter Rikka Torsens Fortælling - optaget
som han var af sin egen Skuffelse. Men efter-
som Juristen i ham vandt Overhaand, kom der
lidt efter lidt Liv i hans Ansigt. -

- "Saaledes mente jeg," slutted Rikka Tor-
sen, "jeg var istand til at værge min lille Brordatter

SIDE: 110

fra en Skjæbne, haard som min. - Ja, hvis da
De, Prokurator, vil hjælpe mig paa den Maade?"

- Den gamle Prokurator sad længe taus og
tænkte sig om med Fingeren langs Næsen.

"Jeg skal gjøre, som du mener," sagde han
endelig. "Jeg skal agere Eftermaalsmand, og
samtidig holde Lovens Arm tilbage, indtil du
faar udført dit Kneb. - Jeg skal handle mod
min Overbevisning, fordi jeg har følt Kjærlighed
for dig, Rikka Torsen - - og dette Offer vil
jeg lægge paa min Kjærligheds Grav," lagde han
utydelig til og sukked. - -

Mattias Aga kom en Eftermiddag kjørende
gjennem Silregnet til Gan, der han nu ikke havde
sat sin brede Fod siden Forsommerens Tid. -

Da Mattias Aga havde lagt Tøiet af og med
sit ludende Hoved var traadt ind i Storstuen
paa Gan, bar han sig ad som de Folk flest,
hvilke en Bekymring trykker: Han blev urolig
gaaende frem og tilbage paa Gulvet og vilde ikke
tage Føde til sig. - Og da Fernanda Torsen
tilsidst fik nødet ham til at sætte sig ned ved
Bordet, blev han siddende med Haand under
Kind og stirre mørkt fremfor sig. Jomfru Rikka
der borte ved Vinduet strakte Hovedet frem og
smilte.

SIDE: 111

"Feiler Aga noget?" spurgte Fernanda Tor-
sen omsorgsfuldt. "Har kanske Aga forkjølet
sig underveis? - Saa faar vel nogen sendes op
iaften med Hyldethe og Franskvin - - eller
hvad siger du, Rikka? - Nei - forsøg nu bare
det lille Stykke, Hr. Aga, det er Nyre i."

"Pinedød - jeg vil jo ikke ha da, Men-
neske!" fór Aga pludselig op. - Fernanda Tor-
sen trak paa Skulderen og reiste sig for at gaa ud:

"Nei nei, Hr. Aga."

"Naa, det var forresten ikke saa ondt ment,
Madam Torsen," tog Aga sig undskyldende sam-
men. "Jeg har nogle Forretninger, jeg tænker
paa - og desuden har jeg en Jobspost at bringe.
- - - Det er ikke godt, nei, naar saant falder
i ens Hus."

"Hvad er det, Aga?" spurgte Fernanda Tor-
sen lavt, idet hun kom tilbage. "Aga ved dog:
Paa os kan han stole som paa sig selv."

"Her er det," sagde Mattias Aga, han tog et
Dokument op af Frakkelommen og bredte det
udover Bordet. - Saaledes lød denne Skrivelse:

"Til velbaarne Hr. Mattias Aga, ..... ....

Dette for at meddele Dem, at De i Anled-
ning en i Deres Hus i Ud boende Kvindesperson,
Jomfru Rikka Torsen, - der, som inculperet for
visse scandaleuse Forbrydelser - D. og N. L. 6 -
6 - 7 - snarest bliver at anholde efter forud-
gaaende Aastedsbefaring, medicina forensis og
Vidneførsel, - faar under Falsmaals Straf at

SIDE: 112

indfinde Dem paa Deres eiendes Gaard Gan i
Ud trende Dage fra Datum.

Fra Theodor Klyne, Prokurator i Ud."

"Her skal da bli Opstyr," mumled Mattias
Aga, idet han folded dette besynderlige Stævnings-
dokument sammen og stak det tilbage i Frakke-
lommen.

Fernanda Torsen havde støttet sin Haand
mod Bordet under Læsningen.

"Lad saa bli," sagde hun saa; men det lød
lidet bestemt til hende at være - "deraf vil
intet komme."

"Det vil nok," svarte Mattias Aga og saa
vist op paa hende: "Ved De, hvad medicina
forensis betyder? - Undersøgelse af Delinkven-
tens Legeme - kommer De forbi det? - - -
Kunde Mennesket se forud," lagde han til, bitter
i Tonefaldet - "skulde jeg vel ha vogtet mig
for de Personer, som hin Dag for Aar tilbage
kom paa mit Kontor."

"Ikke behøver dog dette at skade hverken
Dem eller os andre, Hr. Aga," sagde Fernanda
Torsen efter en kort Betænkning. "Rikka Tor-
sen faar selv - og alene - tage sit Kors paa
sig. Ikke sandt, Rikka," henvendte hun sig til
denne, som den hele Tid havde siddet stille der-
borte med fremstrakt Hoved og smilt - "ikke
sandt, Svigerinde - du er taus som Graven, du?"

"Nei, alt skal for Dagen," lød nu Rikka
Torsens Stemme, kold og høi. "Mig er nu

SIDE: 113

Skylden bleven for stor, og ikke øger jeg den
mer med Løgn eller Fortielse."

Da var det, at den stærke Fernanda Torsen
raved som for Slag, og Mattias Aga fór op som
stukket.

"Gaa nu ud, Fernanda - det er med Aga,
jeg skal snakke," sagde saa Rikka Torsen lavt.
Og paa et Tegn fra Aga gik Fernanda Torsen
under sagte Ynk og vridende sine Hænder ud
af Stuen. -

"Hvad - hvad var det, du vilde gjøre?"
spurgte Aga truende, der han blev staaende foran
hende.

"Nævne mine Medskyldige."

"Derved vinder du ingen Naade."

"Ikke af Mennesker. Men kanske af min
Herre og Gud." - Mattias Aga blev staaende
og se skummelt paa hende:

"Det nytter dig ikke," sagde han - "du
faar ikke trukket mig med. Jeg har ingenting
vidst, lille Rikka."

Rikka Torsen trak Øienbrynene i Veiret:

"Fortæl nogen, at Aga ikke havde Øine at
se med og Hoved at tænke med - og se til,
om de vil tro det."

Mattias Aga tog til at vandre frem og til-
bage over Gulvet i stærkt Oprør:

"Du er gal. - Du er gal," sagde han under-
tiden og stopped op foran hende - "hvad vil
du rode mig op i?" - Og han gik og gik, og
stopped paany:

SIDE: 114

"Hahaha - det var en vakker Historie -
jeg, Mattias Aga." - Og atter begyndte han sin
endeløse Gang.

"Tier du, skal du ikke tabe ved det," hed
det tilslut.

"Jeg har heller ingenting at tabe," sagde
Rikka Torsen koldt.

"Hør her, Riketta," forsøgte han saa at over-
tale. "Jeg reiser til Udlandet. Du tier. Og naar
jeg kommer tilbage, er Sagen bortdøet og mit
Navn forskaanet."

"Og Rikka Torsens Tunge stum for altid,
mener du? - da er du sikker, Aga."

"Tier du, Riketta - skal du sagtens komme
i kristen Jord."

"Aa - fortjener jeg kristen Jord, saa faar
jeg den nok alligevel. Og det er efter min For-
tjeneste, jeg skal ha."

Da slog Mattias Aga sig for Panden og blev
gaaende derinde med tunge Skridt til langt paa
Nat. Og Rikka Torsen blev siddende halvt
sammenkrøben paa sin Plads ved Vinduet, føl-
gende ham med Øinene, frem og tilbage, frem
og tilbage - lig et Rovdyr, der lurer paa Bytte.

- Først langt ud paa Natten, da Regnet slog
mod Ruderne og knaased, som om nogen skulde
staa der og kikke ind, fandt Rikka Torsen, at
Tiden var inde, - og hun reiste sig fra Stolen:

"Jeg ser, du har det ondt," sagde hun. "Og
det er vel ogsaa saa, at det er værre for dig at
miste dit Navn end for mig at miste Livet. -

SIDE: 115

Derfor har jeg hele Tiden siddet og søgt efter
en Løsning paa dette. Og nu tror jeg, jeg har
fundet den." - Aga tog hendes Haand:

"Hvad har du saa tænkt ud?" spurgte han.

"At jeg skal rømme - ikke andet. Men
naar jeg er borte, vil ogsaa det andet falde
bort." - Mattias Aga pusted lettere:

"Kunde det lykkes, Riketta, skulde jeg evig
takke dig."

"Det vil koste Aga mer end Takken," sagde
nu Rikka Torsen. Og hun kunde ikke tvinge
et Smil tilbage, da hun fortsatte:

"Det vil koste Aga Gans Bortforpagtning
paa Livstid til min Bror. Og det vil koste Aga
et Gavebrev paa 3000 Spd til min ældste Bror-
datter. - Og tilsidst maa Aga holde Heste fær-
dige til mig paa Graaen Skydsskifte."

Da hændte det sagtens, at Mattias Aga prut-
ted med hende og lod mange Ord falde, at denne
Udvei havde hun ikke foreslaaet af Kjærlighed
til ham. Men Rikka Torsen veg ikke en Haars-
bred. Og saaledes blev det, da den graa Dag
sev ind af Vinduerne, at hun havde faaet alt,
som hun vilde. - -

Det var mod Aften på Gan.

Aga var reist allerede paa Formiddagen,

SIDE: 116

dog først efterat Dokumenterne var opsatte af
den gamle Prokurator. Og nu laa de der færdige
med Vidners Underskrift.

Jon Torsen sad i stille Forundring. Og
Fernanda Torsen gik rundt med et fornøiet
Drag om Munden. - Ellers lod det sig, at
hun knapt vidste, hvad godt hun nu skulde
gjøre sin Svigerinde, slig hun disked op med
det bedste, Huset formaaed, og var det rent, som
om hun krøb, naar Rikka Torsen saa paa hende.
Men naar Fernanda Torsen endogsaa tilbød sig
at ro sin Svigerinde over Sjøen, spilled vel en Del
Beregning med, idet hun hverken brød sig om
at have Fremmede oppi Tingen eller miste Baa-
den derover. -

Der blev ikke talt stort imellem de to Sviger-
inder, og hvad Rikka angik, skulde det være
vanskeligt at sige, hvorvidt hendes Tanker laa
i en Slags Skindød, eller hun gik og ante fjerne
Syner der over Sjøen. -

Nu havde Fernanda Torsen taget sit Sylte-
tøi og sine varme Kager, sin Hæggebærvin og
sin tykke Fløde urørt af Bordet, og istedet sat
ind en pebret Spise af fedt Faar. Og nu var
Rikka Gan borte. - - - - - -

Rikka Gan gik gjennem alle Gan Gaards
Værelser og mørke Rum. Hun saa dem som for
første Gang i sit Liv, og hun tog Afsked med
dem som en, der skal reise en lang Reise, men
nok tror sig at komme tilbage engang - med
Straalekrans om Hovedet. - Rikka Gan stod

SIDE: 117

en Stund i hvert af de halvmørke Rum og saa
sig om ifra Gulv til Tag, og det drog forbi hende
i en ustanselig Strøm - Ord, som her var blevet
sagt, Handlinger, som her var blevet udførte. -
Se her, her var det ogsaa, hun en Vaardag havde
skrevet "Vilde Vaa" paa Bjelken, da hun syntes
Verdens Skjønhed smilte. - - Nu var mange
Aar forløbne og nu - Rikka Torsen rev en
Naal ud af sit Haar og skrev i begyndende Trods
sit eget Navn dernedenunder med store, haarde
Skrifttræk, og Datum og Aarstal. For: - Ikke
var Livet endnu tabt - nei, nei - gjennem
Brot og Brand - intet skulde knække hende!
- Hvad havde egentlig hun gjort, hun, Rikka
Torsen? En ond Skjæbne var det, som havde
holdt hende fast i lange Fangarme. Og hun
havde været vild som det bundne Skogsdyr. -
- - Skulde hun kanske straffes for sin egen
Skjæbne? - Nei - langt derover der skulde
Solen lyse! - - "Jeg takker dig, Gud," sagde
Rikka Gan høitidelig og folded sine Hænder,
"fordi du har løst Lænkerne for mig nu." - -

Ude paa den lange Gang der saa hun nedad
Trapperne. - - - Tredive Alen havde et Brude-
slæb været paa Gan: Da Bruden stod borterst
i Gangen, da flød endnu Slæbet som en hvid-
fossende Bæk nedad alle Trapper. - Hvem
vidste, hvad Tiden gav - engang naar Rikka
Gan kom tilbage - - Pauker og Trommer,
Rikka Torsen, - Mænd paa hvide Heste og
Fruer med flagrende Fjær - - Fakler og

SIDE: 118

Blomster høit omkring Gan - og silkebetrukne
Vægge. - Hvad er umuligt, Rikka Torsen, for
den, der er stærk, den, der har Vilje, Skjønhed,
Ungdom og List? - List som en Slange imel-
lem Torne.

Etsteds blev Rikka Torsen staaende og se
ned for sig. - - - Den Tærskel der - over
den havde mange snublet. Ikke fordi den var
hverken bred eller høi. Men der laa over den som
en Rendesnare af Ondskab. Thi indenfor havde
en Tid uvillige Menneskers Domstol staaet. -

Saa traadte da Rikka Torsen over den, -
og der i Skummerheden var det, som fornam
hun en Hvisking om Gjerninger, der var gjort
- og uretfærdig bedømte. - Og hun tænkte
paa sine egne - og der fandtes ikke Anger i
hendes Sjæl. -

"Rikka skal ride Uveir af som en Havgast,"
sagde hun ved sig selv efter noget, hun engang
havde hørt. Og videre gik hun fra Rum til
Rum. Og undertiden lod hun Haanden glide
kjærtegnende henover Bjelkerne: - - "Da skulde
I komme til Ære," mumled hun, "om jers Aand
stod mig bi frem i Livet." - Og atter dukked
der frem for Rikka Torsen et Feland, et Fata
Morgana, som nu engang var kommet til at
skinne i hendes Levnets uendelige Ørken. - - -
Og da tog Rikka Torsen til at drømme med et
Haansmil om Læberne, som vilde hun sige:
Se, kan jeg ikke tænke lyse Tanker endnu!
Ja svært mig bare til, du Skjæbne - jeg skal

SIDE: 119

leve og stride som Uveiret selv, det som har
gnistrende Lyn og Brand i Mørket - - hvad
knuser mig, Rikka Torsen? -

Og Rikka Gan saa sig om i det store Hjørne-
værelse, det med Uldhaugene udover Gulvet.
Hun saa paa det store Kobberkar der paa Bordet
og gav det endog et Dunk med Knokerne - fandt
ud, det var alligevel ikke den Lyd, hun havde
hørt i sit Værelse, de Nætter hun havde frygtet.

Hun tog endogsaa i det gamle Bæger og gik
hen til Vinduet med det. - - - Saa gaade-
fuldt det var, dette Bæger! - Og i sin stigende
Trods ridsed hun med Naalen Tegnene efter
rundt Randen. - Da saa hun rigtignok, der
kom en gulagtig Farve frem af Støvet - -
hun saa, der blev Bogstaver - - hun saa, der
blev Ord - med Punkter og Stjerner mellem
hvert. - - - Og der blev mer - Gud hjælpe
Rikka Torsen - trak det sig ikke som til en
flammende Skrift langs Bægerets Rand! - I
næste Øieblik faldt Bægeret i Gulvet. - - -

"Mene mene tekel ufarsin," havde hun læst
i Flammerne langsmed Randen.

Det flimred i Vinduerne paa Gan. Blæsten
kom fygende i Bygevis fra Nord. Og Sjøen gik
i lange Skvulp mod Bredden.

SIDE: 120

Det var mørkt i Veiret, og ingen kunde se
Baaden, som var udpaa.

Men agter sad en sort Kvindeskikkelse, i
hvis Ansigt det hvidned som af Skum. - Og
ved Aarerne sad en anden Kvinde, - og hun
rodde, saa Tollepinderne gnissed og gren.

"Det gaar ikke," sagde hun tilsidst - "du
faar reise imorgen istedet."

"Nu er vi halvveis jo," svarte den anden -
"da ved du, det er ligesaa let at ro frem som
tilbage."

"Du glemmer, at jeg endda maa over igjen
for at naa hjem. - Nei, du faar vente, Riketta."
- Og Fernanda Torsen vendte Baaden rundt
mod Lyset fra Gan.

"Giv mig Aaren, du," bad Rikka Torsen,
"saa skal jeg hjælpe dig! - Aanei, Fernanda-
mor," sagde hun, da hun vel havde faaet den.
"Ikke faar du mig tilbage til Gan ikvæld." Og
hun stik imod. - "Venter Hestene derover,"
mumled hun, "og alt er ordnet, saa skal jeg
ogsaa frem, kan du tro." -

"Vær lidt fornuftig, Riketta," overtalte den
anden - "bare jeg kommer af ved Gan, kan
jo du ro over alene."

"Bare jeg kommer af ved Herby, kan du
ro over alene."

"Nei, siger jeg - du ser jo, Veiret øger."

"Og da er det bedre, jeg kommer i Livsfare
end du, mener du! - Det skal vi bli to om,
Fernanda." Og de rodde med hver sin Aare og

SIDE: 121

til hver sin Kant, saa Vandsprøiten stod over
Baaden. -

"Vær nu rimelig, Riketta," overtalte Fer-
nanda Torsen paany - "paa denne Maade ser
du, hvorlangt vi kommer."

"Ro med mig, kommer vi længer."

"Nei, ro du med mig."

Og de rodde. Snart saa de Lyset fra Gan,
og snart saa de Lyset fra Herby, alt eftersom
de selv eller Blæst og Bølger dreied Baaden
rundt - og tilslut skjelned de ikke mellem dem. -

"Der er Lyset fra Gan," sagde den ene
listig.

"Der er Lyset fra Herby," sagde den anden.

Men den ene trodde ikke den anden og ikke
sig selv. Og rundt i Ring rodde de, stadig lige
langt ifra begge Lysene - midt ude paa Sjøen.
Og Tollepinderne gnissed, og det klapred i Tofterne.
- Og som Minutterne forløb, tiltog ogsaa Uvei-
ret i de to Kvinder. -

"Du sagde engang, du havde mest at kjæmpe
for," sagde Rikka Torsen: "Nei, jeg har nok det."

"Hvad har du at kjæmpe for?" haanspurgte
den anden.

"Jeg har Livet, jeg aldrig har levet."

"Jeg har mine Børn, Rikka!" - Fernanda
Torsen snapped efter Rikkas Aare. Rikka rev
sin Aare til sig, saa Baaden tog Vand ind:

"Børn - det er mer, end jeg har," svarte
hun kortpustet. - Kort efter gled hun og kom
paa Knæ ned i Vandet. Fernanda lo:

SIDE: 122

"Sidder du godt? - Kom heller her
og ro."

Rikka Torsen hørte ikke paa hende:

"Hvad gjorde du med den anden, du?"
spurgte hun hadefuldt.

"Spørg heller dig selv, hvad du gjorde med
den første og tredje," sagde Fernanda brutalt -
"og tak os, som skjulte Ugjerningen."

"Men den anden, du," sagde Rikka igjen -
"den, du loved at tage som din?"

"Har jeg ikke sagt dig det?" skreg Fernanda
Torsen.

"Jeg tænker, du løi. Den var vel ikke død,
men den blev det!"

"Ti stille du! Anklag dig selv og ikke
andre. - Sig mig: Hvordan var det med den
tredje, du - nu fornylig?" spurgte Fernanda
haanligt.

"Det ved vel hverken du eller jeg," lød det
først steilt og udfordrende. - "Bare ved jeg,
jeg rev mine Hænder tilblods paa Jordgulvet i
Kjælderen" - kom det bristefærdigt efterpaa,
hun sank sammen, halvt nedi Vandet og glemte
at ro. Den anden holdt ogsaa sin Aare op:

"Hvor har du den?" spurgte hun aande-
løst. "I Vægskabet? - Bag Kisten? - Sig bare
hvor - hvor, hører du?" -

"Kanske er det formasteligt af mig at ville
leve," mumled nu Rikka Torsen hen for sig
- "kanske er det derfor, det regner og blæser
saa stygt, Fernanda - fordi jeg ikke skal komme

SIDE: 123

over, men tilbage til Gan - til Ligene - og
til de Dødsdømtes Bæger - - mene - mene
tekel" - og pludselig skreg hun i Rædsel:

"Nei, jeg vil leve - leve, leve!" - og hun
stak sin Aare i Vandet og rodde, saa det brændte,
Baaden i rund, rund Ring.

"Holdt du - holdt," skreg Fernanda: "Jeg
skal ro med dig, hører du."

"Hvilken Synd har jeg begaaet?" spurgte
Rikka Torsen nu anklagende og holdt inde med
Roingen. - "Har jeg arel nogen Skyld i, at
min Skjæbne sprang slig frem af Slægternes
Liv? - snart som en liden Pusling med Jon
Torsens Hoste - snart som et Udyr op af
Vandene," - og atter skreg hun langt og
skingrende:

"Der - der - ser du den ikke, Ormen - -
Finnen øverst paa Ryggen - lige opunder
Skyerne!" - Hun sprang op paa Toften -
skreg igjen og vifted med Armene:

"Gud og Djævel slaas om os, Fernanda!"

"Kom ned igjen," raabte Fernanda: "Det
er Gan paa Ganbakken, du ser jo."

Rikka Torsen lod sig falde ned i Baaden:

"Deri laa min Skjæbne kanske," kom det
mat: "Min egen Latter, Jon Torsens Hoste, Gan
paa Ganbakken - - - Nei, nei, ikke did,"
gisped hun og hængte sig paa Aaren. Og Baa-
den rulled, halvfyldt af Vand. -

"Det er tungt nu - tungere end før."

"Øs da."

SIDE: 124

"Nei."

"Ro da - ro med mig! - Ellers synker vi!"

"Ro, ja, ro - men bort fra Gan!" - Og
Rikka kasted sig ned ved Siden af Fernanda.

"Ro, ro - ellers synker vi," raabte de begge
samtidig og stak Aarerne i Vandet.

"Ro, ro - ja," mumled Fernanda Torsen
og bed Tænderne sammen - "nu tror jeg snart,
vi taber begge." - -

"Den svarte Muren der," sagde Rikka Tor-
sen stillere - "hvad om der bagom den var
straalende Liv og Herlighed?" - og taget ind i
sin Ungdoms Drøm strakte hun Armene ud:

"Vilde Vaa. Vilde Vaa."

Men da rodde de sig ind i et skumsort
Mørke. - -

Udpaa Kvælden kom den gamle Prokurator
tilbage til Gan og spurgte efter Jomfru Rikka. -

"Hun er ikke hjemme," lød Svaret fra Jon
Torsen - "hun vilde endelig et Ærind over
Sjøen - og Fernanda rodde hende."

"Jeg mente - jeg mente," sagde den gamle
Prokurator, "det kunde ikke hastet saa. - Men
slig det blæser, kommer de kanske tilbage."

- Ja, det tænkte nok ogsaa Jon Torsen. Han
bad den gamle Prokurator at sidde ned saa-
længe. Men snart sprang Prokuratoren op og

SIDE: 125

begyndte rastløs at drive frem og tilbage over
Gulvet.

"Jeg tænkte, jeg skulde faaet se hende endnu
engang," mumled han ved sig selv. - - "Nei,
nei - hun var ikke ond hun; men hun var
stærk og vildsom" - og den gamle Prokura-
tor blev længe gaaende over Gulvet og smaa-
snakke. - - -

"Hvad var det?" spurgte en af de Smaa og
lytted.

"Hvilket?"

"Det, som skreg."

"Naa naa naa," - den gamle Prokurator
rev Vinduet op, saa Vinden fór ind og blæste
Lyset ud. - I en Ulykkesfornemmelse kom
ogsaa de andre derhen og lytted. -

Der var sort derude. Bare metalblanke
Skimt af Sjøen, naar Kornmod fór over Him-
melen. Og det rasled af Tagsten, og det skvul-
ped fra Sjøen, og det silred og drypped fra
Taget. - Og de lytted og lytted - og vilde
snart lukket Vinduet til. -

Da skar et Skrig gjennem Stormen. -

"Faster Rikka," sagde Lillefernanda og klam-
red sig til Prokuratorens tynde, skjælvende Haand.

"Rikka Torsen," hvisked Prokuratoren.

Og - atter lytted de. Og atter hørte de
den vilde Stemme gjennem Stormen. Og Gang
paa Gang. Men tilsidst hørte de en skurrende
lavere. -

"Mor," sagde Børnene og begyndte at graate.

SIDE: 126

"Der kjæmpes nok og - tabes," mumled
Prokuratoren.

"Hvad er det?" spurgte Jon Torsen. "Jeg
hører lidt lidet."

- - Saa hørte de heller ikke andet end Bør-
nenes Graat og Vindens Slag i Vindushasperne.

Prokuratorens hvide Skjæg hvirvled over
hans Skulder. - Ja, Vinden hven alene, og den
halvsunkne Baad ved Stranden klapred. Og
stille syntes der - som efter en pints sidste
Skrig paa Steilen. -

- Saa lukked de Vinduerne paa Gan og
tændte det sluknede Lys. -

Den gamle Prokurator tog sin Kappe paa
og gik gjennem Uveiret hjem til sit Hus. Han
vidste ikke rigtig, om det var Indbildning; men
- syntes det ham, som om Stormen havde lagt
sig en Del, siden det sidste Skrig døde hen der
nedifra Sjøen. -

Men der han var kommen ind i sin gode
Stue, Prokuratoren, blev han gaaende og gnide
sine frostkolde Hænder og sukke saa tungt Gang
paa Gang, og lidet hjalp det at gjentage den
gamle Tanke, som nok evig ny paatrænger sig
dem, der selv sidder lunt, mens Stygveir tumler:

"Godt at være i Ly for Storm. Godt at
være i Ly for Storm." - Og inden Morgenen
gryed, havde den gamle Prokurator slaaet op i
sin store Bog. - - -

SIDE: 127

Saaledes lød den, den gamle Prokurators
Optegnelse:

"Rikka Torsen Gan og Fernanda Torsen
Gan - begge af saa gammel Slægt, at Mæn-
dene er degenererede og Kvinderne underkastet
Manier:

En Kvinde var stærk og dræbte sine Børn
af Had og Stolthed. En anden Kvinde var stærk
og dræbte andres for sine. Og begge led de
Herrens Straf. Og det den første blev afslaaet
i Straffen, det havde hun allerede havt i Liv-
sens Pine. - Den anden ser jeg lidet Særsyn
ved, og hendes Misgjernings Størrelse kan andre
maale. - Men saaledes er det, at denne første,
Rikka Torsen Gan, maa kunne undskyldes frem-
for Guds Domstol:

- Og aldrig havde denne Pige havt nogen,
med hvem hun kunde tale fint og stille. Aldrig
Forstaaelse uden Klager. Aldrig Betroelser uden
Sorg. Og aldrig havde Kjærligheden rørt hende.
- Ja, om hende kan der da i Sandhed siges -
og det siger jeg, Prokuratoren paa Haug:

"Gud Herren hende mætted med bedske Ting.

Han gjorde hende drukken af Malurt."

Sorte laa Gan Gaards Huse med sit søvnige
Ekko. Og Trærødderne skalv nede i Haven. -

SIDE: 128

Ingen snakked paa Gan, og ingen lo, og var det,
som om noget var død i Gan Gaards Sjæl siden
hin lange Stormens Nat. - -

- Og Ulykkesbudskabet naadde ogsaa den
gamle Klokkedrager i Ud.

Han kom udpaa Eftermiddagen, - sagde
ingenting, men nikked og mumled - fik Tag
paa en Baad og rodde ud paa Sjøen.

Og Vinden havde lagt sig.

Og Sjøen laa saa rolig og tam, at vel ingen
skulde fatte, den kunde vriste sig Menneskeliv
i Favn.

Der blev den gamle Klokkedrager staaende
med en Klokke i Haanden. Og besynderlig klar
og fin lød Klokkeklangen over det graatunge
Vand.

Og Solen titted frem og kasted Striber over
Vandet. Og Solen gled ned bagom Aasen i Vest.

Og den gamle, døve Klokkedrager blev
staaende og ringe med sin mindste Klokke, ind-
til Maanen kom sløret frem bagom Skyerne.

Saa folded han Hænderne og læste og
mumled - - -.

"Min mindste Klokke, Jomfru Rikka," sagde
han tilsidst. "Min mindste Klokke." Og han
nikked paa sit store Hoved og rodde fortrøst-
ningsfuld iland.

Og Taagen kom glidende, sølvhvid, isnende,
og Frosten fulgte med blaableg Himmel. -
Og dybt nedi Sjøen var Rikka Torsens Tanker
stilnet. - - -