Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet,
OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved
Universitetet i Oslo i 1991-1997.

Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av
markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten,
og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på,
gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/

Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene
presenteres sammen med teksten.

Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

SIDE: 3

Det var triste dage. Evig og altid denne
liggen paa sofaen og denne stirren op paa
den kjedsommelige cigarrøg uden at tænke,
uden at føle, bare sunken hen i sløv apathi,
og med en tyngende fornemmelse over hjernen.

Saa en dag finder jeg mig selv liggende
der og i tankerne holde en tale til det pene
moralske publikum, som havde bragt mig i
denne tilstand . . .

- Fan'en! det skulde være noksaa moro
virkelig at holde den tale! . . .

Men hvordan skulde det gaa for sig . . . ?

Arbejdersamfundet? - Nej fy for satan,
det havde jeg faat nok af . . .

Studentersamfundet? - Ja, kunde jeg
redde mit rygte dernede, saa kanske jeg kunde
faa det gjenoprettet ude blandt publikum og-
så . . . og alt kunde kanske endnu bli godt . . .

Jamen jeg maatte ha en anledning; ellers
saa det for rart ud . . .

Jeg spekulerte en stund paa tingen.

SIDE: 4

. . . Jo, død og pine, det var jo sandt:
Lochmanns theses, som han havde opstillet
under diskussionen om Irgens Hansens "den
yngre akademiske slægt" - det var jo et
brilliant grundlag. Den første halvpart af disse
nogen og tredive theses, der handled om viden-
skabens upaalidelighed, var imødegaat af An-
dreas Hansen som endnu vented paa Loch-
manns svar; den sidste halvdel, som handled
om determinisme og fri vilje, var der ikke sagt
noget væsentligt om - den kunde jeg bruge ...

Jeg udarbejded et foredrag og anmeldte
det for bestyrelsen, og det blev slaaet op til
paa Lørdagen.

Klokken lidt over ni kom jeg op i sam-
fundet.

Midt i den lille gang fra garderoben ind
til den lille sal stansed jeg et øjeblik og kik-
ked ind i festsalen. - Den var stoppende fuld
af folk. Det gav mig feber - fy for fan'en!
det havde jeg trod jeg var ude over nu.

Jeg lytted et øjeblik -: det var samfunds-
avisen, som blev læst op. - Naa, jeg havde
altsaa god tid: oppositionsavisen, B-numeret,
skulde jo læses op bagefter . . . Aa men den
fordømte feber! - jeg skalv i knæerne . . .

SIDE: 5

Jeg gik ind i den lille sal hvor der ikke
var et menneske, andet end opvarterne, sat
mig paa sofabænken ligeoverfor kathedret og
fik mig en halv øl at styrke mig paa, og
tændte en cigar . . .

. . . Nu begyndte de paa B-numeret der-
inde . . . en lattersalve lød strax i begyndelsen
. . . det var altsaa morsomt. Jeg forsøgte at
høre men kunde ikke opfatte noget sammen-
hængende . . . jeg var ogsaa for febrilsk! . . .
Aa gid det var færdigt; denne ventetid var
utaalelig . . .

Jeg forlangte en selters og sad færdig til
at la den springe naar B-numeret var forbi.

Men det vilde aldrig ta nogen ende.
Der kom lattersalve paa lattersalve men be-
standig blev der læst videre . . .

Endelig! - Jeg lod seltersen springe og
slog den i glasset og gik derind.

Midt imellem døren og kathedret, mens
jeg holdt paa at trænge mig frem der mellem
alle menneskene med seltersglasset i den ene
og cigaren i den anden haand, mødte jeg for-
manden med et ansigt som om der var noget
galt paafærde.

- Naa er De dèr! sa han som en skole-
mester der har gjenfundet en bortrømt elev;
skyndte sig saa tilbage og op paa kathedret
igjen, og ikke før var jeg naad frem til foden

SIDE: 6

af kathedret, før han slog ud med haanden i
retning af mig og sa: værsgod! hr. Eek har
ordet.

- Ja, sa jeg, men min stemme er ikke
større end at jeg nok gjerne vil staa paa ka-
thedret; derfra høres jeg bedst.

Det likte han tydeligvis ikke; han pegte
paa den lavere sideafsats paa kathedret -:
De kan jo staa der!

Jeg mærked fyrens uvi]je og blev ær-
gerlig; og det var noksaa heldigt, for dermed
forsvandt feberen. Jeg steg op det ene trin
og forsøgte om der var albuerum paa den
lille sideafsats; men den var for smal. - Nej,
jeg kan ikke staa her! sa jeg saa og steg uden
at spørge videre, op ved siden af formanden
og trængte ham tilside uden at se paa ham.
Han blev staaende der ved siden af mig uden
at si noget men det var ikke egentlig velvil-
lige blikke han sendte mig, fik jeg siden høre.
Der var temmelig uroligt i salen og jeg blev
staaende en stund og se ud over forsamlingen,
ganske rolig.

- Vil De ikke begynde?! spurgte for-
manden i skolemestertone.

- Nej, ikke før det er blet stille.

Formanden forlangte ro i salen, og da
det saa endelig var blet nogenlunde stille, be-
gyndte jeg:

SIDE: 7

Mine herrer!

Hr. professor Lochmann har endnu ikke
gjort os den fornøjelse at komme frem med
sine indvendinger imod det foredrag Andreas
Hansen her i studentersamfundet holdt imod
ham og hans theses. Jeg vil nu levere et supple-
ment til dette hr. Hansens foredrag, og jeg
haaber hr. Lochmann vil gjøre mig den for-
nøjelse at svare paa hvad jeg nu vil sige,
samtidig med at han svarer paa hvad hr.
Hansen tidligere har sagt.

Hr. professor Lochmann har gjennem en
aarrække ved sin optræden her i studenter-
samfundet søgt at mistænkeliggjøre den mo-
derne videnskab i de unge studerendes øjne,
- ialfald har han tilraadet forsigtighed lige-
overfor den - og som man ser af hans theses
har hans væsentlige grund dertil vært den,
at den moderene videnskab mistænkeliggjør
den frie vilje - og den frie vilje, den vil hr.
Lochmann hævde. Det er dette de dybest-
liggende motiv for hr. Lochmann optræden
jeg her specielt vil behandle; det blev nemlig
kun i forbigaaende berørt af hr. Hansen.

Bortseet fra hvorledes det egentlig for-
holder sig med dette spørgsmaal: fri vilje eller
ikke fri vilje, saa er der allerede rent paa
forhaand vægtige grunde som taler for ikke
at holde paa den frie vilje. Det er jo nemlig

SIDE: 8

saa, at har mennesket fri vilje, d. v. s.: hvis
et menneske som er slig og slig, under de
og de indre og ydre omstændigheder kan
handle - ikke blot saaledes som han virkelig
handler, men ligesaavel akkurat stik modsat,
saa er jo dermed al lovmæssighed ophævet
paa det psykologiskes omraade. Og da er
saavel et psykologisk kunstværk som en
psykologisk videnskab aldeles umulig. For
et psykologisk kunstværk er jo ikke noget
andet end en fremstilling af hvorledes et men-
neske som er slig og slig, under de og de
indre og ydre omstændigheder maa handle
slig og slig og ikke anderledes; det er med
andre ord en fremstilling in concreto af psy-
kologiske love. Og en psykologisk videnskab
er jo ikke noget andet end en fremstilling af
disse samme psykologiske love in abstracto.
Gives der nu altsaa ikke saadanne psykologiske
love, saa kan der jo heller ikke gives nogen
fremstilling af dem, og da gives der altsaa
hverken noget psykologisk kunstværk eller
nogen psykologisk videnskab; begge dele er
da lige umulige.

Paa kunstens og videnskabens vegne er
der altsaa allerede rent paa forhaand al op-
fordring til ikke at holde paa den frie vilje.

Og hvorfor saa holde paa den?

Jo, m. hrr. af hensyn til moralen maa vi

SIDE: 9

holde paa den frie vilje. Gives der nemlig
ingen fri vilje, saa gives der heller ingen til-
regnelighed, og gives der ingen tilregnelighed,
saa falder jo dermed ogsaa moralen bort: thi
at gjøre moralen gjældende ligeoverfor util-
regnelige væsener, det kan jo ikke gaa an. -
Altsaa: af hensyn til moralen maa vi holde
paa den frie vilje. -

Men hvorfor saa holde paa moralen? -

Af hensyn til kunst og videnskab? - Nej;
de fordrer blot lovmæssighed og ikke moral. -
Af hensyn til samfundet da? - Nej; samfundet
behøver kun sine love - og institutioner hvor-
igjennem det haandhæver disse love. Mere
behøver samfundet ikke for at bestaa, og om
vi altsaa tager moralen bort saa styrter vi
dermed ingenlunde samfundet overende. Be-
stræbelserne for at udrydde moralen er ikke
samfundsopløsende.

Ja - vil man svare mig -, dette havde
været ganske rigtigt hvis det ikke uheldigvis
forholdt sig saa at ingen institutioner kan
haandhæve et lands love med mindre ialfald den
store masse af folket har - saapas megen
moral ialfald, at de føler det som sin pligt at
overholde lovene; thi ellers vil den haandfuld
folk hvoraf rettens haandlangere bestaar ikke
formaa at haandhæve lovene ligeoverfor fol-
kets store masse. -

SIDE: 10

Nej det vil de rigtignok ikke - forudsat
at lovene ikke er et udtryk for hva den store
masse af folket vil, og altsaa ikke har sin rod
i den almindelige bevidsthed; og forudsat at
hver enkelt borger ikke forstaar, at hvis ikke
lovene opretholdes saa kan samfundet ikke
bestaa, og at uden at samfundet bestaar kan
heller ikke han leve som frit menneske. Nej
det er sandt: under de to forudsætninger vil
lovene ikke kunne haandhæves uden at folket
har ialfald saa megen moral at enhver føler
det som sin pligt at overholde lovene. -
Men, forudsætter vi at et folk lever i fuld
politisk frihed, saaledes at love og institutioner
ikke komme ovenfra men danner sig ud af
den almindelige bevidsthed om samfundets be-
hov; og forudsætter vi at hvert enkelt med-
lem af samfundet kjender den almindelige
samfundslære og saaledes forstaar at lovenes
overholdelse er ligesaa nødvendig for hans
egen existens som frit menneske som den er
nødvendig for samfundets bestaaen - saa er
det vel en ting som siger sig selv det, at hver
enkelt borger af hensigtsmæssighedshensyn vil
lovenes overholdelse, og at altsaa rettens haand-
langere, som under udøvelsen af sin gjerning
har den store folkeopinion i ryggen, uden
vanskelighed vil kunne haandhæve lovene
gjennem de retslige institutioner. Forudsætter

SIDE: 11

vi altsaa at et folk lever i fuld politisk frihed
og at ethvert af samfundets medlemmer er
kjendt med den almindelige samfundslære, saa
behøves der slet ingen moralsk følelse hos
folket for at sikre lovenes haandhævelse; der-
til behøves simpelthen kun den almindelige
forstaaelse af det hensigtsmæssige for enhver
borger i, at lovene overholdes. Det er altsaa
ganske rigtigt det, at har folket ikke denne
forstaaelse, saa maa det have moral for at
samfundet skal kunne bestaa. Men bibringer
man folket denne forstaaelse, saa kan man
ikke blot for samfundets skyld gjerne udrydde
denne moral som bestaar i at man føler det
som sin pligt at overholde lovene; men den
moral falder simpelthen bort af sig selv.

Men hermed er vi ingenlunde færdige med
moralen. Det er nemlig ikke blot denne
følelse af at det er pligt at adlyde lovene -
det er ogsaa en hel mængde andre pligt-
følelser som moralen kræver af os at vi skal
gaa omkring med og indrette vore handlinger
efter. Og tillader man sig, ikke at handle i
overensstemmelse med disse moralske følelser,
eller endog aabent at tilstaa at man slet ikke
har dem - ja, saa blir man for det første
ilde omtalt; man blir en lidet anseet mand
som det heder; dernæst blir man, om man
ikke sidder meget fast i sadlen, ofte paa den

SIDE: 12

mest smaalige og pøbelagtige maade skadet
i økonomisk henseende; og endelig blir
man udelukket fra det sociale liv. Ligeover-
for denne sidste straf: udelukkelse fra det
sociale liv, er kvinden den uheldigst stillede.
Det er en straf som det kan være haardt nok
for en mand at bære, men for den kvinde
hvem den rammer, er den ligefrem frygtelig;
thi hende rammer den for livet, medens den
for mandens vedkommende kan hæves igjen.
Derfor er ogsaa kvinden, udvortes ialfald,
gjennemsnitlig langt mere moralsk end manden.

Nu ved vi allesammen det, at samfundet
har den negative opgave at indskrænke indi-
vidernes frihed inden visse grænser. Men er
det saa, at samfundet er til for individernes
skyld og ikke omvendt, saa er det dermed
ogsaa givet at samfundet ikke maa trække
grænsen for den individuelle frihed snævrere
end det er nødvendigt for at samfundet kan
bestaa. Og har nu samfundet gjennem sine
love trukket grænsen for den individuelle
frihed saa snævert, som det til den ende behøves
og saa moralen kommer bagefter og trækker op
nye snævrere grænser - saa er det klart, at mo-
ralen derved kommer i strid med samfundets
opgave. Thi gaar samfundets negative op-
gave ikke videre end til at indskrænke den
individuelle frihed saameget som det behøves

SIDE: 13

for at samfundet skal kunne bestaa, saa har
dermed samfundet ogsaa den positive opgave
at skaffe alle sine medlemmer den fulde frihed
indenfor den saaledes optrukne grænse. Og
gives der altsaa i samfundet en moral som
ikke tilstaar individerne den fulde frihed in-
denfor den af samfundet gjennem dets love
optrukne grænse, saa blir det en af samfun-
dets positive opgaver at udrydde denne moral.

Men, vil man sige, det er blot den
ikke-moralske minoritet i samfundet hvis in-
dividuelle frihed udvides derved at moralen
ophæves. -

Nej langtifra. Det, at den moralske ma-
joritet af samfundets medlemmer opgiver mo-
ralen og blir ikke-moralske, det udvider
den individuelle frihed ikke blot for den ikke-
moralske minoritet, men ogsaa for den mo-
ralske majoritet selv.

Saa? - hvorledes kan det, at de mo-
ralske mennesker opgiver moralen og blir
ikke-moralske - hvorledes kan det gjøre dem
friere end de er før, vil man sige.

Jo, m. hrr! Sagen er den at de moralske
sympathier og de naturlige individuelle sym-
pathier ingenlunde er de samme. Lad os ta
nogen exempler for at belyse det:

Træffer et almindeligt moralsk menneske
ude i det virkelige liv paa et andet menneske

SIDE: 14

om hvem han ved at han har - skrevet falsk
f. ex., saa vender han sig med moralsk anti-
pathi bort fra dette menneske og vil intet ha
med ham at gjøre. - Træffer derimod det
samme moralske menneske i Ibsens "Dukke-
hjem" paa Nora, som ogsaa har skrevet falsk,
saa faar hans personlige følelse overhaand over
hans moralske følelse, og han faar megen
sympathi for Nora, ja endog for hendes umo-
ralske handling - fordi digteren bringer ham
til at forstaa Nora.

Eller: træffer et moralsk menneske ude
i det virkelige liv paa en kvinde, en falden
kvinde, som ikke blot ikke rejser sig igjen,
men hvis hele liv er et stadig dybere og dy-
bere moralsk fald, saa vender han sig med
moralsk afsky bort fra denne kvinde. Men,
læser det samme moralske menneske hos
Alexander Kjelland om Else, hvis hele liv
ligefra hun blir voxen og til hendes dødsdag
netop er et saadant stedse dybere og dybere
moralsk fald, saa forsvinder den moralske
afsky, og han faar en inderlig sympathi for
dette ulykkelige pigebarn - fordi digteren
bringer ham til at forstaa hende.

Eller: træffer et moralsk menneske ude
i det virkelige liv paa en kvinde som ikke
blot paastaar at hun har ret til at forlade den
mand til hvem hun er ægteskabelig viet, men

SIDE: 15

som ogsaa, idet hun har rokket ved moralen
i dette ene punkt, tillige har fundet at den
hele moral er en unaturlig og uværdig ind-
snævring af den personlige frihed, ja som i
kraft af denne sin overbevisning endog er
umoralsk nok til selv at hjælpe sin egen søn
til at begaa selvmord - træffer et moralsk
menneske ude i det virkelige liv paa en saadan
kvinde, saa er det med moralsk forfærdelse
at han vender sig bort fra hende, hvis han
ikke heller vælger at anse hende for gal og
se til at faa sat hende ind paa et galehus.
Men, træffer det samme moralske menneske
i Ibsens "gjengangere" paa fru Alving som
netop er en saadan kvinde, saa blir hans
moralske forfærdelse strax usikker, fordi dig-
teren bringer ham ialfald delvis til at forstaa
hende, og han gribes uvilkaarlig af en per-
sonlig sympathi for denne samme kvinde, som
han, hvis han traf hende ude i det virkelige
liv, vilde gyse moralsk tilbage for eller søge
anbragt i et sindssygeasyl.

Kort sagt: ude i det virkelige liv vil hos
det moralske menneske de moralske sympa-
thier og antipathier i almindelighed - der
kan jo naturligvis gives enkelte undtagelser
- men i almindelighed gjøre sig gjældende
paa en saadan maade, at de afskjærer forstaa-
elsen og derved hindrer de naturlige indivi-

SIDE: 16

duelle sympathier og antipathier fra at komme
frem. Herved forkrøbles disse naturlige sym-
pathier og antipathier, vedkommende moralske
menneskes individualitet kommer ikke til fri
udfoldelse og hans individuelle liv faar et fat-
tigere indhold end det kunde have faat, hvis
han ikke havde vært hildet i moralen.

I nogen grad vil dette vistnok kunne af-
hjælpes ved læsning af forfattere, der bringer
ham den forstaaelse, som moralen hindrer
ham i at skaffe sig ude i livet. Men ulykken
er, at naar det moralske menneske ved læs-
ning af saadanne forfattere føler sin person-
lige sympathi vaagne ligeoverfor umoralske
mennesker og umoralske handlinger, saa blir
han forskrækket over den umoralske virk-
ning som denne læsning har paa ham. -
Jeg har ikke godt af at læse det slags lite-
ratur siger han til sig selv; jeg tager skade
deraf. Og saa afholder han sig fra den sort
lekture. Og er han familiefader, saa forbyder
han ogsaa sin kone, sine børn, sin hele fa-
milie at befatte sig med saadanne skadelige
bøger. Og saaledes stænges ogsaa denne
lille bagdør, ad hvilken forstaaelsen kunde
snige sig ind og bringe liv i de personlige
sympathier og antipathier.

Moralen hindrer altsaa de personlige sym-
pathier og antipathier fra frit at udfolde sig,

SIDE: 17

individualiteten forkrøbles, og det individuelle
liv blir fattigt paa indhold. Ophæver man
derimod moralen, saa faar de individuelle sym-
pathier og antipathier frit løb, individualiteten
faar lov til frit at udfolde sig, og det indivi-
duelle liv blir derved rigere. Det enkelte
menneske kommer paa den ene side til selv
at føre et rigere indre liv, og paa den anden
side blir ogsaa hele den sociale sfære hvori
han lever, rigere; den faar mere indhold der-
ved at alle de mennesker som færdes i den,
fører et rigere liv.

Men det jeg her har udviklet for Dem,
er ingenlunde det væsentlige: en ganske an-
derledes kolossal rigdom vil moralens ophæ-
velse tilføre det individuelle og dermed ogsaa
det sociale liv derved, at samlivet mellem
mand og kvinde blir fuldstændig løst fra de
lænker hvori moralen har lagt det. Men,
m. hrr. dette ved jeg er et saart punkt, saa
jeg skal ikke indlade mig paa nærmere at
udvikle det. - Men som sagt: moralens op-
hævelse vil altsaa forøge det individuelle og
dermed ogsaa det sociale livs indhold. Og
da nu nydelsen af det sociale livs indhold
egentlig er endemaalet for alt vort arbejde,
idet hele det sociale arbejde kun gaar ud paa
at tilvejebringe de nødvendige betingelser for
det sociale liv, saa er det klart, at jo rigere

SIDE: 18

dette sociale liv er, desto friere er vi. Thi i
desto højere grad opnaar vi formaalet for vort
arbeide, og: det at opnaa formaalet for sit ar-
bejde, det er at være fri.

Altsaa moralens ophævelse befordrer alle
samfundsmedlemmernes frihed. Og denne fri-
hed er det samfundets opgave at befordre saa-
meget som muligt; ergo er det samfundets
opgave at udrydde moralen - vel at mærke:
ikke ved lov, men simpelthen ved at bringe
majoriteten af samfundets medlemmer til at
forstaa, at de af hensyn til sin egen frihed
bør aflægge moralen.

Paa samfundets vegne behøver vi altsaa
ikke blot ikke at holde paa moralen, men
samfundet fordrer tværtimod af os at vi skal
udrydde den. -

Hvorfor skal vi saa holde paa moralen?
Vi skal ikke holde paa den af hensyn til
kunst og videnskab; de fordrer kun lovmæs-
sighed og ikke moral. Og vi skal ikke holde
paa den af hensyn til samfundet; samfundet
fordrer tværtimod af os at vi skal udrydde
den. - Hvorfor skal vi saa holde paa den?

Jo, m. hrr. for religionens skyld maa vi
holde paa moralen; thi moralen er en del af
kristendommen.

- Jamen hvorfor skal vi saa holde paa
kristendommen? - Af hensyn til samfundet? -

SIDE: 19

Nej, samfundet behøver for at bestaa intet
andet end sine love og sine retslige institu-
tioner: det har vi jo før seet. Det behøver
altsaa ingen religion. Og hvad mere er; reli-
gionen er om muligt endnu mere samfunds-
fiendsk end moralen. Hvad den fordrer af
os staar i den allerstærkeste strid med hvad
samfundet fordrer af os - og det skal jeg nu
gaa over til at vise.

Samfundet har den negative opgave at
indskrænke individernes frihed, og alligevel
er samfundet til for individernes skyld - hvor-
ledes kan det hænge sammen? Jo, kun i et
ordnet samfund kan individet være sikker paa
sin frihed; og er man ikke sikker paa sin
frihed, saa er det kun en meget liden grad af
frihed man kan opnaa, idet man nemlig da
maa anvende den største del af sine kræfter
paa at sikre sin frihed mod angreb af andre
individer. Samfundet har altsaa den positve
opgave at sikre individernes frihed. Men det
kan samfundet ikke gjøre uden paa en negativ
maade: ved at indskrænke individets frihed
inden visse grænser; først derved blir der
nemlig plads for alle individers frihed.

Men da nu samfundet er til for individer-
nes friheds skyld, saa maa det ikke sætte disse
grænser snævrere end det behøves; det maa
altsaa skaffe individerne den størst mulige fri-

SIDE: 20

hed. Og da videre samfundet er ligesaa meget
til for det ene som for det andet individs
skyld, saa maa det heller ikke forøge enkelte
individers frihed paa andres bekostning, men det
maa skaffe alle individer den samme, størst mu-
lige, grad af frihed. Med andre ord: det er sam-
fundets positive opgave at skaffe hvert enkelt
af sine medlemmer al den frihed som det kan
skaffe dem, uden at nogen enkelts frihed der-
ved kommer til at lide.

Har nu samfundet løst denne sin opgave?

Nej; kaster vi et blik paa det virkelig existe-
rende samfund, saa ser vi at denne opgave
er meget langt fra at være løst; der staar
endnu meget tilbage at gjøre i saa henseende.
- Jeg skal gaa lidt nærmere ind paa dette,
skjønt der her naturligvis ikke kan være tale
om at gaa synderlig i detalj.

Fæster vi for det første vor opmærksom-
hed paa den politiske frihed i vort samfund,
saa ser vi at den endnu er i sin barndom.
Det er endnu meget langt fra at vi har al-
mindelig stemmeret. Det er altsaa kun en
del af samfundets medlemmer som har politisk
frihed, som styrer; den øvrige del af samfun-
dets medlemmer er politisk ufri, de styres af
sine medborgere. Om den del af samfundets
medlemmer som ikke er i besiddelse af poli-
tisk frihed ikke er moden til at være med at

SIDE: 21

styre, det er noget som her ikke kommer
sagen ved; samfundet har nemlig i saa fald
den opgave at gjøre dem modne dertil, saa
de kan bli virkelige borgere. Thi samfundet
skal skaffe alle sine medlemmer en lige grad
af frihed. - Her er altsaa én politisk sam-
fundsopgave som samfundet fordrer af os at vi
skal løse.

Men nu den del af samfundets medlemmer
som har stemmeret - har de virkelig fuld
politisk frihed, styrer de virkelig land og rige?
Er det helt ud deres vilje, som faar sit udtryk
gjennem den udøvende magts virksomhed?
Nej, thi vi har ikke en parlamentarisk regje-
ring, men en regjering som vil være, og des-
værre virkelig ogsaa er noget udenfor det at
være udøveren af de politisk frie borgeres
vilje. (Regjeringens initiativ gaar naturligvis
med ind under dette.) Selv den del af sam-
fundets medlemmer altsaa som har stemmeret,
er ikke i besiddelse af fuld politisk frihed.
Og da nu samfundet, som det sees af andre
landes exempel, godt kan bestaa selv om bor-
gerne nyder fuld politisk frihed, og da sam-
fundet ikke har at begrænse borgernes frihed
mere end det behøves for at samfundet kan
bestaa, saa er det samfundets opgave at skaffe
sine borgere den fulde politiske frihed som
de nu ikke har. Her er altsaa atter én politisk

SIDE: 22

samfundsopgave, som samfundet fordrer af os
at vi skal løse.

Ser vi endelig hen til den dømmende
myndighed, saa finder vi, at den udøves af
mænd der ansættes af regjeringen og ikke
kan afsættes uden lov og dom. Var det nu
saa, at lovene altid var saa klare og udtøm-
mende at der ikke kunde anvendes fortolkning,
paa dem, saa kunde det jo ikke ha saa
synderlig meget at sige hvem der sad inde
med den dømmende myndighed. Men er det
saa, at snart sagt enhver lov kan undergives
fortolkning, saa er det klart at hvis der skal
være fuld politisk frihed saa maa det være
borgerne som gjennem sine repræsentanter
fortolker lovene i overensstemmelse med den
almindelige opinion. Ellers kan man ikke
være sikker paa at de domme som falder er
et udtryk for borgernes vilje; og da hersker
der altsaa ikke politisk frihed. - Men har vi
jurydomstole? - Nej. - Og kan ikke sam-
fundet godt bestaa, fordi om man har jury-
domstole? - Jo. - Og da det nu er sam-
fundets opgave at skaffe sine borgere al den
frihed som er forenelig med samfundets be-
staaen, saa har altsaa samfundet her den opgave
at skaffe jurydomstole istedetfor de domstole
vi nu har. - Her er altsaa atter en politisk

SIDE: 23

samfundsopgave, som samfundet fordrer af os
at vi skal løse. -

Fæster vi dernæst vor opmærksomhed
paa det økonomiske gebet, saa ser vi der
strax følgerne af den manglende politiske frihed.
De klasser af samfundet som ikke er repræ-
senterede i den lovgivende magt, er de uhel-
digst stillede i økonomisk henseende. De
klasser som sidder inde med aandelig og ma-
teriel magt og som derfor er repræsenterede,
de holder denne sin magt vedlige, medens de
klasser som hverken sidder inde med aande-
lig eller materiel magt, og hvis interesser na-
turligvis gaar ud paa at skaffe sig den aande-
lige og materielle magt som de ikke har,
deres interesser blir slet varetaget. - Her
ser vi i vort samfund ét menneske fødes
millionær d. v. s. med retten til gratis, uden
det mindste vederlag, at forlange sig udleveret
frugter af sine medborgeres arbejde til et be-
løb af 50,000 kroner om aaret, samt med
retten til desforuden at lade denne ret gaa i
arv til sine børn. Og her ser vi et andet menneske
fødes i den ynkeligste fattigdom, voxe op i en
temmelig tyk uvidenhed og siden være nødt til
hele sit liv igjennem at kjæmpe den elendig-
ste kamp for den usleste tilværelse af verden.
At et saadant forhold kan finde sted i det
moderne samfund er vel et tilstrækkeligt bevis

SIDE: 24

paa at samfundet heller ikke paa det økono-
miske gebet har løst sin opgave, den: at skaffe
alle sine medlemmer saamegen frihed som
det er muligt at skaffe dem, uden at nogen
enkelts frihed derved kommer til at lide.
Og da nu det anførte forhold beror paa hele
den moderne økonomiske ordning, saa har
altsaa samfundet her den enorme opgave at
ombytte denne økonomiske ordning med en
anden, der kan sætte ethvert af samfundets
medlemmer istand til at udfolde sin økono-
miske virkekraft under lige heldige betingelser
som enhver anden af hans medborgere. -
Her er altsaa atter en opgave som samfundet
fordrer af os at vi skal løse. Og om end
denne opgaves reelle løsning først kan finde
sted efterat den politiske frihed i alt væsent-
ligt er gjennemført, saa kan der dog allerede
nu arbejdes paa dens theoretiske løsning, og
samfundet fordrer af os at vi skal paata os
dette arbejde. -

Fæster vi endelig vor opmærksomhed paa
det sociale gebet, saa ser vi at dèr staar det
allerdaarligst til med friheden. Den politiske
frihed er vistnok endnu i sin barndom, men
den er da ialfald anerkjendt i principet, og
den skrider stadig fremad. Og hvad friheden
paa det økonomiske gebet angaar, saa kan
vistnok dens gjennemførelse først paabegyndes

SIDE: 25

naar den politiske frihed i alt væsentligt alle-
rede er gjennemført; men der gives dog i vort
samfund endel folk ialfald, som paa sine med-
borgeres bekostning nyder en temmelig ud-
strakt økonomisk frihed, og den økonomiske
frihed kan altsaa paa en maade siges helt ud
at være forhaanden for enkelte af samfundets
medlemmer, om end den økonomiske frihed
i sin almindelighed ikke er anerkjendt i prin-
cipet. Men den sociale frihed, den findes slet
ikke; den hverken er forhaanden eller an-
erkjendt i sit princip. Social frihed nyder
endnu intet menneske.

Til social frihed udfordres nemlig to ting.
Først at individet, naar dets opdragelse er
fuldendt, og det skal begynde at opdrage sig
selv . . . at individet da tar sig selv, sit gamle,
ved opdragelsen og ikke ved fri selvbestem-
melse producerte jeg, tar dette sit gamle jeg
og river det ud af sig og kaster det fra sig,
og saa paa grundlag af fornuften paa den ene
side og de individuelle sympathier og anti-
pathier paa den anden bestemmer sig til, at slig
og slig vil jeg være - og saa gjør sig til det.
Ved denne akt blir man individuelt fri. Men
skal den saaledes frigjorte individualitet komme
til fuld udfoldelse i det sociale liv, saa maa den
sociale sfære hvori det frigjorte individ be-
væger sig bestaa af lutter frigjorte individer.

SIDE: 26

Og dette at leve sit liv blandt lutter frigjorte
mennesker, det har endnu aldrig vært noget
menneske givet. Social frihed har man endnu
intet exempel paa. Og saalænge moralen og
andre fordomme ikke ialfald theoretisk er op-
givet, saalænge er den sociale frihed heller
ikke anerkjendt i sit princip. Den sociale
frihed er altsaa hverken forhaanden eller an-
erkjendt i principet.

Dette at skaffe alle sine medlemmer so-
cial frihed, det er altsaa atter en opgave som
samfundet har at løse, men som det endnu
ikke har løst. Samfundet stiller altsaa det
krav til os, at vi skal løse ogsaa denne op-
gave. Nu er det vistnok saa at det økono-
miske er grundlaget for det sociale, og at
førend der hersker almindelig frihed paa det
økonomiske omraade, før kan der ikke være
tale om at indføre almindelig frihed paa det
sociale omraade. Der skal nemlig visse øko-
nomiske betingelser til, for at individet skal
kunne naa frem til den aandsudvikling i kraft
af hvilken han alene formaar at iværksætte sin
individuelle frigjørelse. Den almindelige so-
ciale frigjørelse kan altsaa endnu ikke paa-
begyndes. Men indenfor den sfære i sam-
fundet hvor den tilstrækkelige økonomiske
frihed allerede nu er forhaanden, der kan den
paabegyndes. Og kunde man til den tid da

SIDE: 27

almindelig frihed er indført paa det økonomiske
omraade, være kommen saalangt at der alle-
rede hersked fuld social frihed i de lag af
samfundet hvor den fornødne økonomiske fri-
hed allerede før har vært tilstede, da vilde den
almindelige gjennemførelse af den sociale frihed
omtrent komme til at gaa af sig selv.

Vi ser altsaa at samfundet baade paa det
politiske det økonomiske og det sociale gebet
har store opgaver liggende uløste, og det op-
gaver som allesammen strax kan tages fat paa,
men til hvis løsning der, hvor ihærdig man
end arbejder, vil kræves mange, mange gene-
rationers arbejde. Og dette arbejde er det
samfundet fordrer af os at vi skal gi os i lag
med, alt hvad vi orker.

Dette er, hvad samfundet fordrer af os.

Og hvad er det saa, religionen fordrer af os?

Jo, idet den i sig indbefatter moralen,
saa fordrer den for det første af os at vi skal
være moralske, og at menneskene skal være
moralske vil - som vi har set - sige det
samme som at de skal leve i social ufrihed.
Religionen fordrer altsaa social ufrihed, sam-
fundet social frihed.

Men videre: da nu menneskene ikke er
og ikke kan være saa moralske som de burde
være, saa forlanger religionen at du skal ta
moralen i den ene haand og dig selv i den

SIDE: 28

anden og anstille en sammenligning mellem
dig selv og dit moralske forbillede, for at du
ret kan komme til at se hvor stor en synder
du er. Og saa skal gud give dig et sønder-
knust hjerte, saa du føler at du trænger til
frelse; og saa skal du søge frelsen der hvor den
alene er at finde: i troen paa Jesus Kristus -
og saa skal du faa syndernes forladelse i hans
navn. Saa er du omvendt, saa er du blet et
nyt menneske, saa er du blet et guds barn.
Men dermed maa du ikke slaa dig til ro.
Den gamle Adam, det gamle menneske, lever
endnu i dig, og skal du vedblive at være et
guds barn, saa maa du daglig fornyes som det
heder, d. v. s. hver handling du foretar dig,
hver tanke du tænker, og hver følelse som
trænger sig frem i dit bryst skal du maale
med moralens maalestok og forstaa at den
ikke er som den burde være, for at du stadig
paany kan faa et sønderknust hjerte, stadig
paany føle trang til frelse, og stadig paany
søge hen til Jesus Kristus og faa syndernes
forladelse for hans navns skyld. Indadvendt,
med blikket rettet mod dig selv og med tan-
ken henvendt paa dit evige vel skal du van-
dre fremad paa livets sti, forarbejdende din
saliggjørelse med frygt og bæven, idet du
beder uden afladelse. - Men skal du da kun
tænke paa dig selv og dit eget evige vel? -

SIDE: 29

Nej, du skal ogsaa tænke paa de andre -
det vil sige paa deres evige vel. Du skal gjøre
alt hvad du kan for at bringe ogsaa dem til
at vandre omkring med indadvendt blik og
med tanken henvendt paa sin evige frelse.

Dette er hvad religionen fordrer af os.

Bortseet fra at dette liv i moralsk sønder-
knuselse er et fuldstændig ufrit liv, og at be-
stræbelserne for at frembringe et saadant liv saa-
ledes i og for sig staar i strid med samfundets
opgave, bortseet herfra - hvorledes skulde
denne skare af indadvendte individer, hvis hele
væsen er opslugt af tanken paa den evige salig-
hed; hvis "hjertes tanker" altid er i himlen, og
for hvem det jordiske liv er et liv i udlændighed;
hvorledes skulde disse mennesker engang
kunne bli opmærksomme paa den mylder af
store og smaa samfundsopgaver som endnu
staar uløste, og som maa løses før man kan
naa frem til det endelige maal: den sociale
frihed? De vil jo ikke engang kunne faa øje
paa dem. Og selv om de virkelig fik øje paa
dem - hvad betydning kunde saadanne sam-
fundsopgaver ha for disse indadvendte in-
divider? Hvad vægt ligger der for dem paa,
enten de har det slig eller slig den korte stund
de har at vandre her i denne jammerdal, naar
de blot hisset maa faa lov til at samles med
Herren i de evige boliger? -

SIDE: 30

Samfundet fordrer et udadvendt liv hvor al
interesse koncentreres om individernes skjæbne
som mennesker. Religionen fordrer et indad-
vendt liv, hvor al interesse koncentreres om
individernes skjæbne efterat de har ophørt at
være mennesker. Og kom samfundet til blot
at bestaa af saadanne indadvendte individer,
hvis hele interesse opslugtes af tanken paa et
liv efter dette, hvorledes skulde det da gaa
med samfundsopgaverne? Paa den ene side
vilde det jo være synd at beskjæftige sig med
disse samfundsopgaver fordi endeformaalet for
dem alle er social frihed medens religionen
fordrer social ufrihed; og paa den anden side
vilde det jo ogsaa i sig selv være ukristeligt
dette udadvendte frejdige liv, i hvilket det
jordiske lægger beslag paa tanke og sind.

Moralen er samfundsfiensk, men den er
dog forenelig med indførelse af frihed baade
paa det politiske og paa det økonomiske, om
end ikke paa det sociale omraade; der er intet
ivejen for at et moralsk menneske kan være
med at arbejde for baade politisk og økono-
misk frihed. Religionen derimod er overhodet
uforenelig med alt arbejde i frihedens tjeneste,
uforenelig med alt arbejde paa at løse de po-
sitive samfundsopgaver. Den er altsaa endnu
mere samfundsfiensk end selve moralen. Og
fordred derfor samfundet af os at vi skulde

SIDE: 31

udrydde moralen, saa fordrer den endnu mere
af os at vi skal udrydde religionen.

Og hvorfor skal vi saa holde paa religionen?

Jo, mine herrer! for vor evige saligheds skyld.

Og dermed har jeg stillet sagen paa sin
spidse. Vil man evig salighed i himlen, eller
vil man et frit samfund af frie mennesker her
paa jorden? Himmel eller jord? Gud eller
verden? Det er to forskjellige viljer, baaret
af to himmelvidt forskjellige sympathier, som
her staar imod hinanden. Og der kan ikke
være tale om at diskutere, hvilken af disse
to viljer er den rette. Den hvis sympathier
nu engang gaar i retning af evig salighed i
himlen, han vil vinde den evige salighed,
og den hvis sympathier nu engang gaar i ret-
ning af frihed, han vil frihedens realisation her
paa jorden. Og mands vilje er mands him-
merig. Den eneste diskussion der her kan
være tale om, er en diskussion inden det en-
kelte parti, en diskussion hvorved partiets
egne medlemmer kommer til klarhed om hvad
partiet egentlig vil, og hvilke midler det maa
bringe i anvendelse for at sætte denne sin
vilje igjennem. Men forøvrigt ingen diskus-
sion - nej, kamp, en kamp paa liv og død
om, hvem der kan tilrive sig den unge op-
voxende slægts sympathier og derved gjøre
sin vilje til dens vilje. -

SIDE: 32

Mine herrer! Det er klart at de som vil
evig salighed i himlen, og som derfor vil
opretholde kristendom og moral, de maa og-
saa holde paa den frie vilje, fordi moralen og
derigjennem kristendommen har den frie vilje
til sin forudsætning. Og det er ogsaa klart
at de mennesker, som vistnok ikke bryr sig
stort om den evige salighed, men som ind-
bilder sig at de vil staa sig bedst paa at de
nuværende samfundstilstande bibeholdes, og
som forstaar at kristendom og moral er det
bedste middel til at opretholde disse bestaa-
ende samfundstilstande - det er klart siger
jeg, at ogsaa disse mennesker maa slutte sig
til dem som vil den evige salighed, og med
dem holde paa den frie vilje. Men det
er jo ligesaa klart at vi andre, vi som vil et
frit samfund af frie mennesker her paa jorden
og som derfor vil gjøre alt hvad vi kan for
at udrydde kristendom og moral, vi kan ikke
holde paa den frie vilje fordi om kristendom
og moral forudsætter at mennesket har fri vilje.
Tværtimod: netop fordi kristendom og moral
har den frie vilje til sin forudsætning, netop
derfor maa vi som vil kristendommens og mo-
ralens udrydelse allerede rent paa forhaand i
frihedens navn fornægte den frie vilje. Og
kommer saa dertil, at kunst og videnskab
forudsætter det modsatte af fri vilje, saa tæn-

SIDE: 33

ker jeg vi trygt kan give den frie vilje en god
dag og la den skjøtte sig selv. -

Mine herrer! der kan være dem af mine
meningsfæller som finder, at jeg her har sagt
mere end jeg burde sige offentlig; sligt bør
af klogskabshensyn kun siges privat, mener
man. Denne betænkelighed har ogsaa gjort
sig gjældende hos mig. Men, mine herrer!
jeg ved at der gaar saa mangen en fornuftig
mand omkring iblandt os som stiller sig lige-
gyldig overfor politiken, og naar han ser paa
de sidste aars begivenheder her i vort land
tænker ved sig selv: quel bruit pour une
omelette! Det kan være intelligente folk,
altfor intelligente ialfald til at kunne finde at
den politiske frihed i sig selv skulde være et
saa forfærdelig stort gode - saalænge de
ikke forstaar at den i sig bærer spiren til den
økonomiske og derigjennem ogsaa til den
sociale frihed. Det kan altsaa være intelli-
gente folk; men ved omstændighedernes magt
er de blet nødt til at kaste sig saameget ind
i arbejde med praktiske specialiteter, at de
ikke har faat tid til at beskjæftige sig stort med
almene ting, og derfor har de ikke faat øjnene
op for, hvor tidens arbejde egentlig fører hen,
og kan følgelig heller ikke interessere sig
synderlig for det. Og disse intelligente prak-
tiske folk, dem træffer vi andre, de mere

SIDE: 34

theoretiserende medlemmer af samfundet, ikke
saa ofte paa i det private liv. Skal vi finde
dem, maa vi finde dem offentlig. Og vi træn-
ger til disse intelligente praktiske folk; thi vi
andre, de theoretiserende medlemmer af sam-
fundet, vi kan ikke paatage os det arbejde
hvorved samfundsopgaverne realiseres i det
virkelige liv. Og se derfor er det jeg her
har villet holde dette foredrag. Jeg har nem-
lig tænkt mig muligheden af ved dette mit
foredrag og ved den diskussion det muligens
maatte vække at kunne vinde en og anden
saadan praktisk intelligens. Og sandelig, sam-
fundet trænger til at vinde nogle saadanne for
sine interesser - især nu, da den eneste store
praktiske intelligens som vort offentlige liv
hidtil har affødt paa det politiske omraade,
hvert eneste aar kan ventes at ville gaa bort,
uden at efterlade sig en eneste elev der er
mesteren fuldt værdig.

- Frækt! hvæsed Monrad til Lochmann,
idet samme jeg slutted.

Der havde vært ganske stille, mens jeg
talte. Formanden havde snart fundet sig uvel
i den fortrængte stilling ved siden af mig og
var traadt tilbage og blet staaende lænet op
mod den hvide væg med korslagte arme.
Derfra havde han hele foredraget igjennem
stirret højtidelig ud over forsamlingen med

SIDE: 35

sit blege skarpe ansigt og de dybtliggende,
paa frastand dybsindig udseende øjne - af
og til med et straffende sideblik hen paa min
stakkels person.

Da jeg steg ned fra kathedret var der
lydløst i salen. Og selv efterat jeg havde
sat mig paa vægbænken lige nedfor kathedret,
ved siden af professor Monrad som sad og
saa ud luften med sine udtryksløse fiskeøjne,
hersked der endnu i nogen sekunder en dump
lydløshed, saa man kunde hørt en knappenaal
falde.

Men formanden var igjen traadt frem paa
kathedret, og havde staat og set alvorlig ud
over den tause forsamling. Endelig oplod han
sin alvorlige mund -:

- Bestyrelsen har tilladt hr. Eek at holde
dette foredrag - den vidste jo ikke hvad det
indeholdt -; men jeg tror ikke samfundet
ønsker det slags friskfyrvæsen heroppe . . .

En voldsom applaus brød løs og jeg tak-
ked min gud at jeg dog var den første fore-
dragsholder heroppe, som ikke var blet ap-
plauderet af denne mob.

Men saa reiste Irgens Hansen sig, ildrød
i ansigtet -:

- Det er en utilbørlighed, hvad hr. for-
manden her har tilladt sig: istedetfor at argu-
mentere imod et foredrag han ikke er enig i,

SIDE: 36

at ville afvise det med et dadlende prædikat.
Og en dobbelt utilbørlighed er det, naar sligt
sker, ikke fra et almindeligt samfundsmedlem,
men fra selve formandsstolen!

Atter stormende applaus. Saa fortsat han:

- Forresten, hvis hr. formanden vilde
indlade sig i diskussion med hr. Eek, saa er
jeg bange for det vilde bli hr. formanden som
kom til at spille sprællemand!

Voldsom hyssen.

Da der igjen var blet stille besteg gamle
Lochmann kathedret. Med hodet paa skakke
stirred han ned i de korslagte arme og sa
med sin spæde, tynde Kristianssands-stemme:

Jeg tror vi skal være hr. Eek meget tak-
nemmelig for den overmaade vakre maade
hvorpaa han har skildret os kristendommens
væsen. Jeg maa virkelig si, jeg blev ganske
andægtig stemt. Forresten vil jeg si, at jeg
er i det væsentlige ganske enig med hr. Eek;
men paa den anden side er jeg naturligvis i
det væsentlige aldeles uenig med ham. Han
har ganske rigtig preciseret for os hvad det
egentlig er kampen gjælder; men det parti
han tar i den, kan jeg jo ikke være med paa. -
Det skal være mig en fornøjelse at imødegaa
hr. Eeks foredrag samtidig med at jeg imøde-
gaar hr. Hansens; men iaften er jeg ikke for-
beredt paa det.

SIDE: 37

Dermed steg han ned igjen og sat sig
ved siden af sin fælle Monrad, der fremdeles
glodde ud over forsamlingen med de stygge
fiskeøjne.

Saa ytred hr. Mourly Vold - filosofen,
som et par aar efter søgte professorposten i
filosofi efter Lyng - at der var en mod-
sigelse i foredraget: i begyndelsen blev jo
den frie vilje fornægtet - og senere taltes
der uafladelig om frihed.

Jeg oplyste den filosofiske herre om, at
frihed gjælder evnen til at gjennemføre den
vilje man har, medens "den frie vilje" gaar
ud paa, at man under samme omstændigheder
kan ha en anden vilje end den man virkelig har.

Da denne idiotiske indvending saaledes
var fjernet var der ingen flere som forlangte
ordet. - Og da det kjedsommelige traditio-
nelle punschebord begyndte, gik vi andre
nedenunder i restaurationen, hvor vi blev sid-
dende og drikke brændevin og vrøvle til
klokken fire.

Den næste dag over middag gik jeg ind-
om Jarmann; han havde ikke kunnet være til-
stede i samfundet aftenen i forvejen da han
var exkluderet for samfundsgjæld naturligvis.

SIDE: 38

Henne paa sofaen laa han røgende en pibe
og læste Wergelands digte. Jeg sat mig ned
ved bordet foran vinduet og læste op fore-
draget for ham. Da jeg var færdig rejste han
sig op og blev siddende overende i sofaen -:

- Det var kjækt! sa han. Der har de
endelig engang faat hele programmet.

Saa sad han en stund og saa hen for sig -:

- Men jeg tror ikke det vil hjælpe noget,
sa han trist og saa op paa mig.

- Nej, ikke jeg heller.

Vi blev siddende der et øjeblik og se
paa hverandre med triste miner. - Saa put-
ted jeg manuskriptet i lommen og gik. -

Det hjalp i virkeligheden heller ikke til
andet end at nogen faa højrefyrer som havde
hørt foredraget fandt, at "ja da kunde de for-
staa at man var venstre." Det hele var altsaa
fuldstændig forgjæves; jeg var og blev socialt
umulig.

SIDE: 39

Nogen dage senere, klokken henimod tre
om middagen vandred jeg trybel og alene
opover Karljohan med hænderne i lommen
og frakkekraven brættet op. Det snedde tæt
men var ganske stille og ikke koldt. De
store, bløde sneflokker daled langsomt og
lydløst, tæt paa hverandre ned gjennem luften
foran mig, hylled alting ind i et fugtigt, hvidt
slør og bedækked mit bryst og mine skuldre
med et tykt lag af sne. Paa gaden laa ny-
sneen flere tommer tyk; jeg gik som paa et
blødt hvidt tæppe.

Der var næsten ingen mennesker ude;
der var ikke musik idag.

Som jeg gaar forbi universitetsuhret og
af gammel vane kaster et blik op paa det
uden at lægge mærke til hvad klokken er,
hører jeg skridt lige bag mig paa den bløde
nysne og vender mig uvilkaarlig om -:

Det var Gerda! - sammen med en ven-
inde forresten.

SIDE: 40

Hun smilte. Men jeg var bange for at
genere hende og tog hodet til mig igjen.

Saa gik de forbi. Men idetsamme de
passerte, vendte Gerda sig og smilte mig ind
i ansigtet med sin barnlige liebäugeln - al-
deles som i gamle dage.

- Goddag! sa hun frejdig, og nikked.

- Goddag! - jeg hilste og saa sørgmodig
paa hende.

Saa gik hun videre . . . hun og den
anden. . . .

Jeg tænkte paa at vende. Dette var jo
bare pinligt. . . .

Men saa vendte hun sig og lo igjen til-
bage til mig med de dejlige øjne og den røde
mund. Og saa brød den frem igjen i al sin
styrke hele min dulmede længsel efter
denne sextenaarige kvinde . . . alle minder
blev friske . . . mit hjerte banked -:

Var dette bare et øjebliks lune? . . .
eller kunde jeg endnu vinde hende tilbage? . . .

Jeg beslutted at gaa efter dem. - Det
bar udover Drammensvejen som sædvanlig.
Sneen faldt lige tæt; jeg saa dem gjennem
de store bløde sneflokker som gjennem et
blødt hvidt slør. - Vi mødte ikke et menneske.

Af og til vendte hun sig og lo tilbage - og
bøjed sig saa hen mod veninden og sa noget.

Just som de passerte gitterporten til bri-

SIDE: 41

gadelæge Schiøtts løkke, fandt hun pludselig
paa at ta en stilebog op af lommen og kaste
den op i luften og ta den igjen. Det mored
hende, og hun blev ved. Men ret som det
var greb hun fejl og bogen faldt ned i sneen,
og naar hun saa bøjed sig og tog den op
igjen og slog sneen af den, lo hun højt og
saa tilbage paa mig. Tilslut, da hun igjen
greb fejl, og bogen for tiende gang faldt ned,
gad hun ikke ta den op mere; hun lod den
bli liggende og gik videre - men vendte sig
stadig for at se om jeg tog den op. Det
gjorde jeg naturligvis da jeg kom saa langt,
og da jeg saa aabned bogen og begyndte at
læse, greb hun veninden om armen og
klemte sig ind til hende og lo. Og saa blev
de gaaende og se sig tilbage i ét væk begge
to, mens jeg gik der og læste. - Det var
nogen rædsomt slette norske stile over for-
skrækkelig sletvalgte emner. - Nej, det var
nok ikke i min skole de stile var git eller
skrevne!

Foran bænken ved hjørnet af Observa-
toriegaden stansed de, sopte med hænderne
sneen bort af sædet og sat sig saa ned og
vented. Da jeg kom rejste Gerda sig og stil-
led sig op lige foran mig -:

- Jeg vil ha igjen bogen min, sa hun i
en befalende tone.

SIDE: 42

- Nej den vil jeg ha til en erindring
om Dem! - Og jeg forsøgte at bøje ned
Observatoriegaden i det haab at faa hende
alene efter mig. Men hun greb mig i armen
og stansed mig -:

- Nej vil De bare gi mig den! ropte
hun og forsøgte at ta den.

Jeg rak leende bogen op i vejret saa
højt jeg kunde med den højre haand. Hun
hængte sig om armen og tvang haanden ned
igjen; men just som hun skulde ta bogen,
skifted jeg den rask over i venstre haand og
strak den i vejret. Saa fór hun over paa den
anden side og hængte sig i den venstre arm. -

- Gi mig den! gi mig den! vil De bare
gi mig den! - og hun halte haanden ned til
sig. - Nej, over i den anden haand kom
bogen igjen - og ivejret med den. Slig
blev vi ved den ene gang efter den anden,
og hun blev ivrigere og ivrigere med sit:
gi mig den! gi mig den! vil De bare gi mig
den! mens hun hang der om min arm.

Men tilslut blev hun træt og sat sig sur-
mulende hen paa bænken igjen. Jeg blev
staaende og se paa hende.

- Maa jeg ha den? spurgte jeg og lo.

Saa sat hun en barsk mine op -: Vil
De værsgod komme her hen og gi mig
min bog!

SIDE: 43

Jeg sat en alvorlig mine op, gik hen til
hende og bøjed knæ og overrak hende den
underdanig.

Hun tog først højtidelig imod den, saa
saa hen paa veninden og kniste, ligesom
kildret, og dytted til hende - og de blev
siddende der og knise og skotte op paa mig
begge to. Da de rejste sig for at gaa videre,
sendte Gerda mig en dejlig liebäugeln.

De gik rask videre udover; jeg fulgte
langsommere efter. Henne paa bænken un-
der Thomles gjærde fandt jeg dem igjen sid-
dende. Jeg stansed foran bænken -:

- Naa dere har god tid!

- Ja det har vi rigtignok! svarte Gerda;
den anden bare smilte forlegent.

- Jamen maa dere ikke hjem og spise
middag, naar dere kommer fra skolen?

- Vi spiser, naar vi vil! - og hun
gjorde et smaapigeagtigt flot knix med hodet.

Jeg smilte, og hun smilte, og saa gik jeg
videre.

Men saa reiste de sig og skyndte sig
forbi mig hen til den næste bænk, den henne
ved Skjellebæk, og sat sig der. - Jeg stansed
igjen foran dem -:

- Sidder dere nu her igjen?!

De bare lo.

SIDE: 44

- Ja, for her havde jeg ogsaa tænkt at
sætte mig. . . .

- Værs'god! sa Gerda med et lidet over-
legent kast paa hodet og pegte ved siden af
sig; her er god plads.

Saa sat jeg mig ned og væved noget
gud ved hvad med dem begge, mens jeg øn-
sked veninden pokker i vold. Tilslut blev
det da ogsaa til det, at Gerda vilde ikke
følge veninden længer - hun bodde helt ude
ved Bygdø - og veninden gik da alene ud-
over mens Gerda og jeg gik sammen ind-
over igjen.

- Det var holdt op at sne. Jeg rysted
sneen af mig selv og gav mig saa til at børste
af hendes kaabe. . . .

- Tør De fornye bekjendtskabet nu da?
spurgte jeg.

- Aja, sa hun, jeg har saamange ube-
hageligheder af at jeg har gaat med Dem, at
jeg kan ligesaagodt bli ved. - Og saa for-
talte hun at paa skolen drilled de hende med
mig hver eneste dag i frikvartererne, og hjemme
fik hun hver dag høre at hun maatte ta sig
iagt for mig. Og naar søsteren blev sint paa
hende, trued hun bestandig med at hun skulde
si til mo'eren, at nu havde hun gaat med
Herman Eek igjen. - Men nu vil jeg netop
gjøre det, sa hun tilslut.

SIDE: 45

- Der er ingen som driller mig med Dem,
eller siger at jeg ikke maa gaa med Dem -
det er ikke det som gjør at jeg er saa glad
ved at være sammen med Dem, sa jeg traurig.

Hun saa op paa mig -:

- A nu skal De ikke være saan! - Des-
uden, hvorfor gik De hen og sa det der nede
i arbejdersamfundet!

- Hvilket? mener De.

- Det at De vilde ha tyve koner! -
Tror De det er morsomt at bli kaldt "en af
de tyve "?

- Tror De virkelig jeg har sagt det?

- Tror det? - Ja, det tror jeg rigtig-
nok! Jeg har jo selv læst det i Aftenposten.

- Tror De jeg er gal da?

Hun saa naivt paa mig -:

- Jeg trodde De havde sagt det bare
for moro jeg! - eller for at ærgre dem som
var der.

- Nej det jeg sa var s'gu alvor; men
det var noget helt andet.

Hun gik nogen skridt. Saa sa hun:

- Aa men at De skulde sige det! -
der laa bebrejdelse i tonen.

- Det var noget jeg vilde ha folk til
at tænke paa.

- Aah! De skulde ikke ha sagt det!
- tonen var helt klagende.

SIDE: 46

Jeg tog hendes haand -:

- Nej De kan ogsaa være sikker paa
jeg havde ikke oplukket min mund, havde
jeg vidst det skulde vække slig skandale at
De ikke turde gaa med mig mer. De skulde
vide for en tid jeg har tilbragt siden den
dag! . . . hvad jeg har følt hvergang jeg saa
Dem skjære over gaden eller dreje om et
hjørne saasnart De saa mig! . . . Aa gudske-
lov at de dage er gaat.

Vi var kommen tilbage til hjørnet af Ob-
servatoriegaden.

- A lad os ta ned her? sa jeg. Den
vejen er saa hyggelig; vi har gaat den sam-
men før.

Hun saa et øjeblik paa mig -:

- Aja! sa hun saa.

Og saa gik vi langsomt nedover denne
ensomme gade mellem de høje havegjærder
med træer bag. Hun gik og saa ned paa
sine fødder, jeg gik og saa paa hende. Ingen
af os talte.

Pludselig, midt nede i gaden tog hun med
ét et rask skridt frem foran mig, læned sig
tilbage mod mit bryst og la hodet bagover
ned paa min skulder -:

- Jeg er søvnig, sa hun og smilte hen
for sig; nu har jeg lyst til at sove. Og hun
lukked øjnene næsten helt igjen, saa de lange

SIDE: 47

sorte øjenvimper tegned sig skarpt af mod
den matgyldne kind.

Jeg la armen løst omkring hende, saa-
vidt hun var støttet, og blev gaaende og se
ned paa dette unge ansigt med de lukkede
øjne og det halve smil, underlig blød tilmode,
mens jeg sagte klapped den tykke sorte flette
som hang ned over mit bryst.

Saadan gik vi videre uden at tale.

Nede ved enden af gaden tog vi tilvenstre
langs stakitgjærderne foran de to løkker, som
ligger der paa venstre haand. Tilhøjre ne-
denfor os laa fjorden aaben og blank udover.
- Hun aabned øjnene halvt og skotted op
i vinduerne paa de to huse inde i haverne.
Men der saa ikke ud til at være folk i dem,
og hun lod rolig hodet bli liggende der
det laa.

Men saa tilslut syntes hun nok vi kom
for nær op under vinduerne paa det gule hus
der ret foran paa hjørnet af det nylagte kvar-
tal - og hun stansed, løfted op hodet fra
min skulder og vendte sig om imod mig.

Et øjeblik stod vi stille og saa hver-
andre ind i øjnene, blødt, som efter et favn-
tag. Saa gik vi rolig videre, seende ret frem-
for os, uden at tale, glade bare ved at gaa
der ved siden af hverandre.

SIDE: 48

Vi gik forbi det gule hus, hen til det
næste hjørne; der tog vi op tilvenstre. Som
vi gik forbi et hus hvor der spiltes piano-
forte inde i første étage, fik hun pludselig en
idé -:

- Jeg vil gaa ind og se hvem det er
som spiller! sa hun og forsvandt med et
skjæmsk smil ind ad porten.

Jeg gik efter. - Tilhøjre midt inde i
porten gik der en fem sex trin op til trappe-
afsatsen foran første étage. Deroppe stod
hun foran entrédøren, koket foroverbøjet, og
læste paa visitkortene. Da jeg steg op de
første par trin, retted hun sig ivejret og vendte
sig mod mig -:

- Det er bare Henrik Hermansen som
spiller, sa hun og fæsted liebäugelnde øjnene
paa mig.

Jeg blev staaende der midt i trappen
med mine øjne i hendes. Hun sa ikke noget
mere, bare kom langsomt hen imod mig uden
at slippe mine øjne.

Jeg rak min højre haand frem og hun
tog den og beholdt den, mens hun steg ned
til det samme trin som jeg. Der stansed hun
- og saa la hun sig med hele sin tyngde
langsomt bagover i min venstre arm og blev
liggende der med lukkede øjne. Et svagt
sanseligt smil laa og drømte om hendes mund.

SIDE: 49

Men jeg bøjed mig behersket ned og kyssed
hende bare paa panden -: det maatte, det
maatte ikke gaa for rask med denne erotik;
den kunde fordærve mig det hele.

Hun løfted øjenlaagene og saa op paa
mig -: det var de veke, hengivne øjne jeg
kjendte saa godt - du maa gjerne, sa de -
og saa lukked de sig igjen.

Mine lemmer blev underlig bløde. Det
svage, sanselige smil laa endnu og drømte
om hendes mund, og jeg længtes, jeg længtes
efter disse røde læber. Men jeg vilde ikke!
nej jeg vilde ikke! Og jeg bøjed mig igjen
ned og kyssed bare den mathvide pande.

Men saa aabned hun helt de veke øjne,
og de hvilte en stund i mine - det føltes
som om hun drog mig ind til sig. Og saa
bøjed jeg mig igjen ganske langsomt. Øjne
i øjne, mund rettet mod mund nærmed vore
ansigter sig hverandre; og hendes øjenlaag
sank efterhaanden ned, mens hendes arm la
sig sagte langs min og op om min skulder.
Vore læber var lige ved at mødes - saa kom
der nogen i entréen, og vi skvat op og skyndte
os ned i porten og ud. -

Langsomt gik vi opover, haand i haand,
uden at sige noget. Jeg var underlig uvel til-
mode. Det var som om jeg rent legemlig
trængte det kys jeg ikke havde villet ta, før

SIDE: 50

det blev for sent . . . Men det var en lise at
holde hendes varme haand . . . aa bare den
havde vært nøgen - hansken ærgred
mig . . .

. . . Forresten, jeg var glad jeg ikke
havde kysset hende; det kunde komme vel
med, naar vi nu blev set sammen igjen, og
mama skulde til med sin forførelsespræken igjen
. . . Aa, men hvor jeg tørsted efter hendes
læber! . . .

Oppe paa hjørnet stansed vi - jeg maatte
ikke følge hende længer, sa hun - og blev
staaende og se hverandre ind i øjnene.

- Jaja, adjø! sa jeg tilslut og tog hendes
haand i min - hvor De har vært sød idag!

Hun smilte og liebäugelte, og linjen mel-
lem de fyldige læber danned en vellystig bue.

- Gud, sa jeg, Deres læber er som gjort
bare til at kysses.

Saa lo hun og rev sig løs -: adjø!

- Faar jeg se Dem i eftermiddag? raabte
jeg efter hende.

Hun stansed og betænkte sig -: nej ikke
før imorgen; jeg skal til tante i eftermiddag.
Og saa skyndte hun sig opover, mens jeg
blev staaende og se efter hende.

. . . Hvor hun vugged sig stolt i de bløde
hofter der hun gik! . . .

Først da hun skulde ind ad porten vendte

SIDE: 51

hun sig og saa tilbage om jeg var der. Saa
nikked hun og gik ind. - Og saa gik jeg
indover til byen igjen med nyt haab, gladere
end jeg havde vært paa lange tider.

Det var om aftenen den samme dag. Jeg
laa hjemme paa min sofa og røgte og tænkte
paa Gerda. Paa bordet stod maskinen med
toddyvandet og kogte ved siden af et bret
med en halv Hennesy og to glas. Klokken
var ti da jeg hørte det sædvanlige sneboldkast
paa ruden. Jeg rejste mig op og gik hen og
lukked op vinduet og læned mig udover -
dernede stod han.

- Godaften! ropte han op.

- Godaften!

- Har du oplevet noget?

- Nej. - End du?

- Nej. - Og han blev staaende som
sædvanlig en stund og se op uden at si
noget.

- Godnat! sa han saa.

- Godnat! - Og stille og traurig vand-
red han nedover i maanelyset.

Jeg blev liggende og se efter ham, indtil
han var næsten ved hjørnet.

- Jo, for satan! raabte jeg saa; kom op
skal du høre.

SIDE: 52

Han skyndte sig opover igjen, jeg tulled
nøglen ind i en avis og kasted den ned
til ham, og han kom op. Og saa laved vi
en toddy og tændte en cigar og han fik
historien.

- Nej hvor hun er fordømt sød sa han
da jeg var færdig. Og han blev ganske blank
i øjnene bare ved at tænke paa, hvor sød
hun var.

- Ja det kan du nok si. - Vi har
ialfald reddet den bedste. - Kunde nu de
andre komme efter, saa . . . !

Og vi blev siddende der til langt paa nat
og lægge op planer om hvad vi skulde gjøre
for at faa fat i de andre ogsaa - om ikke
nu strax, saa til høsten igjen . . . folk maatte
da glemme engang . . . og da blev det jo
tidligere mørkt ogsaa; dagene var svært lange
nu. . . .

Dagen efter, om formiddagen mellem tolv
og et, kom jeg noksaa vel tilmode gaaende
ned Svartfejerbakken bag storthinget. Nede
paa hjørnet af Storthingsgaden støder jeg lige
paa Gerda - og hendes mor. Det maatte
være hendes mor; der var saa meget som
minded. Jeg gik forbi uden at hilse og skar

SIDE: 53

paa skraa tværsover gaden hen til Eidsvolds
plads - lidt ubehagelig tilmode . . .

Mon mo'eren kjendte mig? . . . fan'en,
alle folk kjendte mig næsten siden den for-
dømte affære . . . Hvad om hun fandt paa at
løbe efter mig og ta fat i mig! . . .

Pludselig - jeg var lige under storthings-
løven - hørte jeg trippende skridt bag mig,
det fór som et lyn igjennem mig -: det var
mo'eren.

Jeg stansed og vendte mig om - der
stod hun: en middelshøj dame paa de femti,
borgerlig klædt, det graasprængte haar strø-
get ned over tindingerne, et ikke magert, men
slidt ansigt med store mørke, lidt dybtliggende
øjne; engang maatte de ha vært vakre, men
nu var de trætte og saa slidte ud, de ligesom
ansigtet.

Hun saa et øjeblik lidt forvirret paa mig.
Saa sa hun:

- Tør jeg spørge, om det er hr. Eek?

Jeg løfted paa hatten og hilste bejaende.

- Jeg vilde sige Dem . . . begyndte hun.
Men saa husked hun at hun ikke havde præ-
senteret sig . . . Jeg er frøken Holms mor . . .
jeg hører De gaar sammen med min datter
paa gaden . . . Det ønsker jeg ikke . . . og
. . . og . . . jeg haaber . . . at De holder
Dem det efterretteligt!

SIDE: 54

De sidste ord blev udtalt med hurtig be-
toning og ængstelig truende myndighed i stem-
men og der fór et næsten vildt glimt gjennem
de store sorte slidte øjne, og ansigtet fik et
sublimt udtryk: som hos et dyr der forsvarer
sine unger. - Jeg maatte tænke paa mit gamle
ordsprog om hjulene paa frihedens vogn som
gaar over familiefædrenes og familiemødrenes
hjerter.

Jeg løfted igjen paa hatten -:

- Frue! det skal være mig en fornøjelse
at efterkomme Deres ønske. Og jeg bukked,
sat hatten paa og gik.

Men først havde jeg skelet hen paa Gerda
som stod derhenne paa den anden side af
gaden og overvar optrinet. Hun fniste da
jeg saa derover, men usikkert; ikke paa den
sædvanlige frejdige maade.

Jeg gik tværsover Eidsvolds plads hen i
Grand Hotel i en højst ubehagelig stemning . . .

. . . Fan'en ogsaa, at det skulde hænde!
. . . Men hvorfor var Gerda ikke paa skolen?
. . . Nej det var jo sandt, det var Onsdag
idag; hun havde jo vært hos præsten . . .
Gid satan havde det! - - -

Ved middagstid i musiktiden ledte jeg
forgjæves efter Gerda; hun var der ikke. . . .

Hele eftermiddagen igjennem roded jeg
omkring, i Karljohan og deromkring; udover

SIDE: 55

Drammensvejen og ned i sidegaderne omkring
der hvor hun bodde; - men fik ikke et glimt
af hende. Saa gik jeg modløs hjem og la
mig paa min sofa igjen til at stirre op i taget
ligesom før -: det var forbi; hun turde ikke.

Om aftenen allerede ved ottetiden kom
Jarmann. Jeg laa som sædvanlig henne i sofaen.

- Det er forbi! sa jeg med det samme
han stak hodet ind ad døren.

- N-æ-j?! - han saa ud, som der
var hændt ham en ulykke.

- Ja desværre.

Han sat sig ned i gyngestolen og jeg
fortalte ham hvordan det var gaat for sig. -
Da jeg var færdig blev jeg siddende i sofaen
ligeoverfor ham med Gerdas billede i haanden,
det gamle billede med fyren som ikke kan
faa træd i naalen, og de kjønslig leende unge
piger. Jeg sad og stirred paa Gerdas ansigt.
Sandsynligvis maa jeg ha set meget elegisk
ud, for da jeg ser op igjen sidder Jarmann og
gnider sig i hænderne, smilende med taarer i
øjnene:

- Nej hvor det er morsomt! (at jeg
holdt saa meget af hende var meningen.)

Jeg saa paa ham og smilte trist -:

SIDE: 56

- Nej det er s'gu ikke moro. - Nu har
jeg mistet det sidste surrogat.

Han saa spørgende paa mig.

- Ja, du forstaar ikke situationen helt
ud, sa jeg. Du kjender ikke mit tidligere liv.
Jeg har jo aldrig fortalt dig det. . . .

- Nej. . . .

Jeg sad og saa en stund hen for mig og
sa saa -:

- Ja, vi har jo ingenting at gjøre allige-
vel iaften; saa kan du ligesaa godt faa høre
det. - Og jeg tog frem af skrivemappen en
bunke gamle manuskripter og læste op for
ham følgende:

SIDE: 57

Naar jeg tænker tilbage paa den tid jeg
var liden gut, er der én scene som strax staar
lyslevende for mig -.

Jeg ligger i en seng inde i et aflangt
værelse med nøgne søgrønne vægger. - Sø-
grønne vægger . . . det er det eneste jeg ved
. . . ossaa det at jeg skal dø. Men jeg ved
det ikke saan klart. Døden og det søgrønne
har blandet sig underlig uklart sammen i min
bevidsthed, naar jeg ligger der i en døs, med
lukkede øjne, uden smerter og uden længsel,
bare træt, usigelig træt og med denne taagede
søgrønne forestilling om døden.

Af og til mærker jeg, at man aabner min
mund og hælder noget ind i den - bouillon,
rhinskvin eller portvin - og jeg gjør en mat
svælgebevægelse, og det glider ned. - Og
saa er det igjen det søgrønne og døden. -

Jeg har ikke begreb om tiden.

Pludselig blir jeg med ét lysvaagen og
aabner øjnene. Men jeg kan ikke røre mig,

SIDE: 58

jeg er altfor træt, og kan slet ikke tænke;
jeg bare stirrer ret frem ud over sengebenene.
Lidt efter lidt gaar det op for mig, at jeg
ligger og stirrer paa nogen store sorte bog-
staver paa hvid grund -: "Salige ere de Døde
som døe i Herren" staar der. - Det er "den
stille Trøster", som hænger der lige tilhøjre
for døren paa den søgrønne væg.

Jeg blir liggende og stirre paa bogstaverne.

Men saa pludselig hører jeg en hixtende
hulken ved siden af mig tilvenstre og forsøger
mat at vende øjnene efter lyden. Det gaar
ganske langsomt, men tilslut lykkes det -:

Foran bordet ved vinduet sidder mor.
Det er hende som græder. Bleg og mager,
det mørkebrune haar skilt i midten, strøget
glat ned over tindingerne og sat op i en liden
knude bag i nakken, sidder hun der i den
graa morgenkjole med haanden under hagen
og stirrer ud gjennem vinduet ud i graavejret,
mens taarerne rinder ned over det forgræmmede
ansigt, ud over de fremstaaende kindben, ned
i den blege kindhule og ud omkring de græ-
dende mundviger, som af og til bevæger sig
krampagtig under en ny hixtende hulken.

Jeg ser en stund paa hende men føler
ingenting ved det, jeg er for mat til at faa
noget indtryk - og forstaar ikke hvorfor hun
græder.

SIDE: 59

Saa gaar det op for mig at det er fordi
jeg skal dø.

. . . Jeg er den tredje. Først var det
Christian. Saa var det Nils. De laa hen i en
døs, og saa døde de. Nu er det min tur . . .
Det er mig det samme . . .

Men det er synd paa mor . . . for hendes
skyld skulde jeg gjerne komme mig.

Saa husker jeg at hvis jeg havde levet
videre skulde jeg blet sømand . . . sejlet ver-
den rundt og set fremmede lande. Og saa
kommer de tanker jeg havde gjort mig om
hvad slags menneske jeg da vilde bli . . .
naar alle fristelserne kom . . . paa de frem-
mede steder hvor ingen kjendte mig, og jeg
ikke behøved at være bange for at nogen
fortalte det . . . Alle søfolk var jo nogen
ugudelige, liderlige mennesker, naar de kom
iland paa fremmede steder, havde jeg hørt.
Og jeg vilde ogsaa bli det. Meget. Jeg vilde
komme til at leve et forfærdelig ugudeligt liv . . .
svælge i liderlighed . . . jeg vidste jeg vilde
ikke kunne andet. - Og hvis jeg saa døde
uden at faa tid til at omvende mig . . . eller
gud ikke vilde ha mig, fordi jeg havde levet
hele mit liv med den bagtanke at omvende
mig først paa det sidste . . . ? - Nej, da var
det bedre jeg døde nu . . . som et guds barn
. . . salige er de døde som dø i herren . . .

SIDE: 60

Og alligevel, det var rart at dø uden at
ha probert det. . . . jeg havde ofte tænkt at
skulde jeg dø vilde jeg ialfald gjøre alt hvad
jeg kunde for at faa probere det først . . .
bare én gang, saa jeg ikke gik ud af livet
uden at vide hvad det var. - Det var en
ugudelig tanke. Men nu tænkte jeg ikke saa
mere . . . jeg følte mig saa ren . . . jeg havde
ingen lyster . . .

Og alle de lyster, jeg havde havt! . . . alt
det jeg havde tænkt paa med husjomfruen, den
store prægtige attenaars Lina, tante Lina som
vi kaldte hende . . . hun skulde vidst det! . . .
(de mest fantastiske liderligheder som jeg i
tankerne havde bedrevet med hende gled mig
forbi - liderligheder saa fantastiske, at jeg
aldrig har hørt dem bedrevet i virkeligheden
engang [fotnotemerke] ) . . . Aa gud, hvor det var gyselig,
grisagtig, forfærdelig stygt. Men dengang
syntes jeg det var dejligt . . . Lina skulde
vidst det! du store gud hvad mon hun vilde
ha sagt. . . . Og ligedan med Kaja Hansen,
naboens fjortenaars datter . . . Og med min
søster . . . det var kanske det allerstyggeste . . .

Fotnote: ) Det gjør mig ondt, at jeg ikke kan meddele disse
liderligheder her; de vilde ikke ta sig ud paa tryk,
og man vil skrige nok om denne bog alligevel.
Jeg sætter derfor her, saa nødig jeg end gjør det,
det kunstneriske hensyn tilside ligeoverfor pub-
likums taabelige snerpethed.

SIDE: 61

Nu kunde sligt ikke falde mig ind. Men
det var vist bare fordi jeg var saa træt. Blev
jeg rask og stærk igjen, saa kom vist de
skrækkelige lyster tilbage igjen. Naturligvis.
- Aa hvor jeg da kom til at bli ugudelig
naar jeg saa kom ud tilsøs. - Nej, det var
bedst som det var; nu kunde jeg dø som et
guds barn. . . .

Men det gjorde mig saa ondt for mor.
Aa hvor hun græd; nu havde hun lagt hodet
ned paa armene og sad og storhulked. . . .

Saa falder det mig ind: jeg vil forklare
hende alt: hvad slags menneske jeg vilde blet
om jeg havde levet videre . . . at hun maa
være glad over at det er som det er; for saa
træffes vi da igjen i himlen . . . det havde
vi kanske ikke gjort ellers. - Det er kanske
derfor gud lar mig dø nu . . . Jeg vil forklare
hende det, saa vil hun ikke græde saameget
. . . ja det vil jeg -:

Mor!

Det blev bare en hvisken, jeg havde ikke
kræfter til mere. Men hun hørte det og fór op
og kasted sig paaknæ ned foran sengen, strøg
mig over haaret, kyssed mig paa panden -
ikke paa munden, for det var difterit jeg havde
- og blev liggende der paaknæ og se mig
kjærlig ind i øjnene, mens taarerne strømmed
hende ned ad kinderne. I tre dage havde

SIDE: 62

hun forgjæves ventet paa et ord, et blik; jeg
havde ikke opladt min mund, ikke aabnet
et øje.

Saa skulde jeg begynde at tale og for-
klare hende det.

Men hvordan skulde jeg kunne faa sagt
hende det? . . . hun som aldrig havde vidst
af sligt . . . ? som var saa kysk, saa ren . . . ? Jeg
kunde ikke nævne ordene engang . . . Og selv
om jeg kunde . . . ? - Nej, - hun skulde ikke
vide hvor forskrækkelig fæl og svinsk jeg
havde vært . . . saa vilde hun komme til at
tænke paa det hvergang hun tænkte paa mig
. . . og det vilde jeg ikke. - Nej!

Og jeg blev liggende stum og ubevæge-
lig og bare saa paa hende med et underligt
blik.

Jeg kunde se det forfærded hende; hun
trodde vist det var døden som kom, for hun
tog mig om halsen og la sig over mig og
trykked sig ind til mig saa det gjorde ondt, aa
saa ondt - og hulked som om hun skulde dø.

Jeg syntes forfærdelig synd paa hende
og vilde sige noget, men kunde ikke - hun
trykked mig ogsaa saa haardt - og saa døsed
jeg af igjen, og alting flød igjen ud i den
trætte taagede søgrønne tanke paa døden.
- - -

Jeg var tolv aar dengang.

SIDE: 63

Det var udpaa sommeren aaret efter; vi
var flyttet ud paa landet.

Solskin og stille, spejlblankt vand udover,
luften disig af varme.

Inde i bunden af den lille bugt laa
en grønmalet sjægte trukket halvt op i stran-
den; den var faldt om paa siden og hvilte
med bugen paa den hvide sand. Landet
omkring bugten hæved sig amfitheatralsk
i vejret, tæt bevoxet med furuskov fra top-
pen og nedover, næsten lige ned til stranden; en
række smaabusker og et belte af grønsvær
skilte skoven fra den egentlige strand.

Paa et par store stene hennenfor baaden
sad vi - min kammerat og jeg - og klædde
paa os efter badet. Vi talte ikke, ingen lyd
var at høre, bare ligesom en fjern hendøende
susen langt borte; ellers dødsstille.

Stilheden havde smittet os. Vi var fær-
dige med at klæ paa os men blev mekanisk
siddende der vi sad, med en behagelig vege-

SIDE: 64

terende fornemmelse. Ingen begjær, ingen
lyster, ingen ungdommelig higen rørte sig i
os; der var stilhed og ro derinde som derude.

Endelig siger min kammerat ganske me-
kanisk: skal vi reise hjem igjen?

- Ja.

Vi rejste os dovent, gik hen til baaden
og stilled os op, én paa hver side af den,
rejste den op paa ret kjøl, la én haand paa
æsingen, den anden omkring bougen, tog
spændtag i stranden, skjøv baaden ud og
hopped i den. Tog saa hver vor aare, han
en af de forreste og rodde, jeg en af de ag-
terste og skoted, ganske langsomt ud bugten.

Just som vi skulde til at stikke omkring
pynten derude, skjød pludselig en slank hvid-
malet Nordlandsbaad med høje stevner frem
fra den anden side, lige for bougen paa os,
med adskillig fart - propfuld af damer i lyse
lette sommerdragter.

Et skrig fra et par af damerne, vi holdt
aarerne an, baaden gled forbi os uden at
vi kom den nær, og pludrende og leende
rodde de videre uden at ænse os.

Jeg stirred paa baaden og dens lyse som-
merlast som paa et syn; alt blodet var strøm-
met mig til hjertet, jeg følte jeg var ganske
bleg -:

Du store gud! alle disse lyse dejlige skik-

SIDE: 65

kelser skulde bade sig, ganske nøgne, aldeles
som vi; skulde klæ af sig derinde paa stran-
den, stige ud i vandet og plaske omkring der
med de dejlige nøgne legemer . . . aah, jeg
skalv ved at tænke paa det, det var til at bli
gal af . . . jeg maatte . . . jeg maatte . . . se
det ialfald; det koste hvad det vilde.

Med et par aaretag var vi om pynten, og
jeg la stille min aare ind og rejste mig med
fingeren paa munden -;

- Strik! sa jeg sagte.

Han strikked med aaren, og baaden gled
ind til bredden. Jeg sprang iland med fange-
linen, gjorde baaden fast og vinked paa ham
- og saa kravled vi op paa pynten begge
to og blev liggende der paa maven og se
indover bugten.

Nordlandsbaaden skured netop op i stran-
den derinde, damerne steg ud, trak baaden
lidt op og sprang saa hen bag buskene for
at klæ af sig.

- Au! sa jeg halvhøjt; jeg havde haabet
at faa se dem klæ af sig.

Vi vented aandeløst.

Endelig kom en af dem frem bag en
busk, ganske nøgen, stor og lubben at se til,
men vi kunde ikke rigtig skjelne formerne. Hun
vaded lige ud i vandet, udover sandbunden,
indtil vandet gik hende til livet, og la sig
saa ned paa maven og svømmed udover. . . .

SIDE: 66

En til kom frem - mindre og lettere at
se til, men rund og blød. Hun løb behændig
ud over en række store stene som stak ud i
vandet, sat sig paa den yderste af dem, stak
taaspidsen i vandet, gav et lidet skrig og
trak den tilbage igjen - og blev saa siddende
der paa hug med benene opunder sig og
armene slynget om knæerne.

Indtil en tredje som uden at hun mærked
det var kommen løbende den samme vej ud-
over stenene, gav hende et puf saa hun styrted
udfor.

Et skrig, et pladsk - saa hopped den
tredje leende efter. Og én efter én kom de
frem bag buskene - der var hele otte stykker
af dem - vaded udover, eller sprang ud paa
den yderste sten og hopped, og snart var de alle
sammen i vandet. Og der blev en skrigen
og en leen og en plasken og en skvætten saa
spruten stod om de hvide runde skikkelser.

Men ude paa pynten laa vi paa maven og
slugte dette syn med opspilede øjne og ban-
kende hjerter og hæsblæsende aandedrag, og
sveden piblende ned ad panden.

Saa med ét fór jeg op -: vi maa skynde
os! hvisked jeg til min kammerat.

- Vil du virkelig derind? spurgte han
ængstelig.

SIDE: 67

- Vil du med eller ikke? - Jeg sprang
i baaden.

Jo, saa kom han ogsaa.

Jeg tog det forreste aarepar, han det ag-
terste, og med et par tag var vi om pynten igjen
og havde tat sigte paa stranden.

- Og nu ror vi som det gjaldt livet, hvi-
sked jeg; lange tag!

Vi tog spændtag mod toften, bøjed os
forover og langed ud alt hvad vi kunde -
og baaden sat afsted med fos for bougen.

En stund hørte vi ingen ting andet end
denne fossen for bougen af baaden.

- Mon de ikke mærked det? . . . nej,
de var vel for optat af sig selv. . . .

Jo, saa pludselig skriger flere fruentim-
merstemmer paa én gang: ro væk! ro væk!
Men jeg bare bed tænderne sammen, spændte
fødderne endnu voldsommere mod toften og
la mig tilbage paa aarerne med al den magt
jeg ejed og havde. . . .

Skurende mod grunden fløj baaden langt
op i stranden og faldt om paa siden ned paa
den hvide sand. Da først vendte jeg mig om
for at se. Hele flokken, alle otte, flygted op-
over; de bagerste var saavidt kommen op af
vandet.

Jeg sad som naglet til pletten. Mit ansigt
brændte som ild og pulsen banked som i

SIDE: 68

feber de par sekunder jeg sad der og stirred
efter disse nøgne flygtende kvindeskikkelser.
Saa forsvandt den sidste bag buskene - og
jeg faldt rent sammen.

Jeg følte mig forfærdelig syg og udmattet.

Men saa pludselig titted et par af dem
frem bag buskene igjen -: aa fy! aa fy! ropte
de ned til os.

Jeg blev med én gang forfærdelig skam-
fuld, jeg havde lyst til at synke i jorden der
jeg sad. Men æren maatte reddes; vi var jo
kjække gutter og ingen tøsefuter; det var
ikke for at se paa dem, vi var kommen -
hvad brydde vi os om det?! - Nejda! det
var bare for at skræmme fruentimmerne. Og
uden egentlig at gjøre mig rede for noget
rejste jeg mig op i baaden, svinged min hat
og ropte leende:

- Hurra-a-a!

Og saa sprang vi iland, skjøv baaden ud
igjen og rodde langsomt bort. -

En stund sa vi ikke et ord nogen af os.
Men saa kunde jeg ikke dy mig -:

- Tænk, om vi havde turdet løbe op
til dem bag buskene! - hu! - jeg skalv.

- Jeg skulde gjerne git en mark for at
faa se mere, svarte han lysten.

- En mark?! - mit halve liv! Jeg sa
det ikke, mumled det bare hen for mig, turde

SIDE: 69

ikke la selv ham, min bedste ven vide, hvordan
jeg virkelig var.

Vi rodde hjemover med langsomme aare-
tag, baaden gled sagtelig frem gjennem det
stille vand, ingen af os sa noget, vi havde
nok med os selv.

Jeg i det mindste havde det. Jeg følte
mig uhyggelig uvel baade paa legeme og
sjæl, som naget af en tærende sygdom.

. . . Aa denne fortærende, vanvittige tørst
efter at vælte mig, rulle mig, bade mig
i kvindekjød! - skulde den vare ved uden
at bli tilfredsstillet, dag ud og dag ind, lige-
til jeg engang langt ude i fremtiden blev gift?!

. . . Gift? - Far var blet gift da han
var 31, jeg var ikke 14 endda. Vente I7,
18 aar - jeg vilde bli gal længe før. Rart
at jeg ikke var blet det alt. Denne fortæ-
rende lidenskab holdt mig jo i aande hele
dagen, fra jeg vaagned til jeg søvned - med
enkelte korte mellemrum af fuldstændig slap-
hed . . . Bade var det eneste; det dulmed
saalænge det varte. Men En kunde jo ikke
ligge i vandet hele dagen - og ellers var
det der omtrent bestandig. Med det samme
jeg slog øjnene op om morgenen - strax
var det der, og jeg styrted op af sengen,
slugte lidt mad i mig og fløj ud paa marken
for at høje sammen med bondejenterne. Saa

SIDE: 70

nær ind paa dem som muligt; saa jeg af og
til kunde stjæle mig til at indaande svedlugten
af deres legemer; jeg trak den i mig med
aaben mund og opspilede næsebor og følte
det som om jeg spiste og drak fruentimmer
ind i mig. Men jeg turde ikke røre ved
dem; ikke for alt i verden; nejda! Om konen
paa gaarden, naar vi var færdig med et ar-
bejde og jeg havde vært rigtig flittig kunde
sige til mig: "du er flink du! du skal faa
ligge med jenterne paa laaven inat" saa blev
jeg bare flau og stod der med et fjottet smil
og lod jenterne le ad mig istedenfor at ta i
dem og kile dem og holde leven med dem;
jeg følte det som om de allesammen havde
gjættet mine tanker. Af og til fandt jeg paa
at ville tvinge mig til at ta borti dem, men
det var mig ikke muligt. Ikke saalænge det
var lyst. En anden sag var det naar det
blev mørkt . . . som f. ex. naar vi gik en
hel rad af gutter og jenter og rulled høet
indover laaven, og saa en af bondegutterne
fandt paa at slaa laavedøren igjen for at kunne
holde leven med jenterne i mørket. Da fór
jeg øjeblikkelig med hodet eller med hæn-
derne - eftersom det kunde træffe sig -
op under stakken paa den nærmeste jenten
og laa der og kribled og krabled, uden at
bry mig om hverken puf eller spark. Men

SIDE: 71

ikke før var laavedøren oppe igjen før jeg
pludselig, sigende i knæerne af udmattelse,
men ladende som ingenting, gik der ganske
rolig og rulled videre paa høet - bare med
det ene ønske: aa gid én vilde gjøre det
mørkt igjen! For mens det var lyst - nej!
Aa, at jeg ingenting turde! det var da igrun-
den for galt! - En dame . . . at jeg ikke
kunde faa en dame, det fik saa være; det
gik jo ikke an, det var jo en umulig, utæn-
kelig ting. En dame med klær paa - det
var mig umuligt at tænke klæerne bort, skjønt
jeg idag havde set hele otte stykker af dem
uden klær, virkelig nøgne! En dame, nej det
fik saa være. Men en tjenestepige - at jeg
ikke skulde turde forsøge mig der! Det kunde
jo hænde, det gik, og da - aa gud! saa
meget at vinde, ossaa ikke turde! Jeg skar
tænder: her gik jeg jo og gjorde mig til
latter hver eneste aften, bare for at faa lov
til at holde paa en tjenestepigearm! men
at forsøge paa at ta hele pigen - nej! Og
det uagtet jeg sandsynligvis ikke risikerte
mere ved det. - Aa det var idiotisk! hver
aften naar hele familien havde lagt sig og
tjenestepigerne sammen med bondejenterne
tog sig en aftentur, sneg jeg mig alene efter
dem. De vented mig, for jeg kom bestandig,
og de havde sin moro af det. En af dem -

SIDE: 72

den ene dag én, den anden en anden - tog
mig da under armen og sa at idag var det
hende som var gift med mig. Og saa spaserte
vi sammen, fulgt af alle de andre. Der be-
høvedes ikke mere. Jeg gik der med feber
i kroppen og klinte mig op til hende og sa
et eller andet som der sjelden var nogen
mening i, for jeg var rent halvtullet. Og alle
jenterne lo, som de var gale. Jeg havde jo
ikke andet end skjorte, buxer og en kort
jakke paa kroppen, saa det var let at se
udenpaa hvordan det var fat med mig - og
det syntes de var grepa moro. Og jeg bed
ærgrelsen i mig og blev gaaende der, hed
og febrilsk, med fortvivlede tanker om plud-
selig at kaste hende overende i en grøft og
styrte mig ovenpaa hende, eller noget andet
lignende - men turde naturligvis aldrig no-
genting. Og ingen af dem forbarmed sig over
mig. Og alligevel kom jeg igjen aften efter
aften og skaffed dem den samme komedie. . . .

Aa, men jeg holdt det ikke ud; jeg blev
sikkert vanvittig, hvis det skulde vare ved
slig . . .

Og alligevel turde jeg ikke.

Nej, ikke herhjemme. Men naar jeg kom
ud tilsøs. Langt hjemmefra, hvor ingen kjendte
mig, saa ingen kunde fortælle noget . . . Aa,
da skulde jeg turde. Og da vilde jeg. Ja,

SIDE: 73

jeg vilde! jeg vilde! der var ikke tale om
andet. . . .

. . . Aa tilsøs! - Sejle . . . sejle, som
var mit liv! Sejle og komme i havn, og der
mætte mig, mætte mig, aah mætte mig! med
fruentimmer. Og saa sejle igjen. Og læn-
ges. En stund. Og sejle og længes, og
længes og sejle - og saa i havn igjen, brrr!
- jeg skvat op i en vellystig gysen.

- Hvad gaar der af dig? spurgte min
kammerat.

- Hu, en kuldegysen! det grøsser i mig.

Og saa rodde vi til med raskere aaretag,
baaden tog fart gjennem det blanke vand, og
snart var jeg igjen ude i marken og højed
sammen med bondejenterne.

SIDE: 74

Det var et aar senere. Jeg var blet
kahytsgut ombord i en liden bark.

Det var nat. Nede i et mørkt kot ved
siden af den egentlige kahyt laa jeg og sov
i min køj og drømte -:

Jeg var hjemme og stod ude i haven bag
huset vort. Inde paa den lille gaardsplads
mellem haven og huset stod en ung lys kone
og vugged sig sagte paa de høje hofter med
et barn ved brystet; halve barmen var blottet,
ærmerne opsmøgede, solen skinned paa det
spændte hvide bryst og de svære solbrunede
arme.

Jeg sneg mig nærmere, helt hen til sta-
kittet, og blev staaende der og sluge med
øjnene brystets hvide hvælving og hofternes
sagte vuggen.

Hun stod med hodet bøjet og saa ned paa
barnet. Men pludselig løfted hun ansigtet og
opfanged gløden i mine øjne. - Hun smilte,

SIDE: 75

og de store blaa øjne blev underlig bløde
- og saa la hun barnet ned i en barnevogn
som stod der, og gik hen imod havedøren -
øjnene fæstet paa mig med et mat smil.

Jeg skalv.

Hun lukked op havedøren og gik lang-
somt hen imod mig, fremdeles med det matte
bløde smil, og sine øjne i mine.

Saa med ét fór jeg hende imøde, slynged
armene om hendes bløde liv, over de høje
hofter, og gjemte mit ansigt ved den nøgne,
hvide barm. Og jeg følte de svære bløde
arme om min hals og min nakke; de trykked
mit hode fast ind mod det varme bryst - og
hele mit væsen opløstes i vellyst . . .

- - - Saa fór jeg pludselig op i køjen,
lys levende vaagen med en eneste gang. -

En slap, flau fornemmelse . . . Og hvor
mine albuer værked: hænderne var hængt op
i hver sin rendesnare ved enderne af et ben-
delbaand som paa midten var fæstet i en knap
paa skjortelinningen bag i halsen.

Jeg rev rendesnarerne op, befried mine
hænder, og strak saa min knyttede næve ud
i luften og trued op imod det svage lysskjær
som fra skylightet inde i kahytten trængte
ned i mørket -:

- Djævelen annamme dig, gud! snærred

SIDE: 76

jeg indædt med sammenbidte tænder, og faldt
saa slap tilbage paa puden igjen.

. . . Det var altsaa forgjæves, der nytted
ingenting imod dette skrækkelige onde . . .

Og hvad var det egentlig for noget?
Var det en naturlig sygdom, eller var det en
straffedom gud sendte over mig for mine
syndige tankers skyld? . . . Aa skidt, det
kunde jo være det samme hvad fan'en det var,
der var jo ingen lægedom for det alligevel.
Det fik i guds navn flyde fra mig dette kost-
bare stof som skulde "nære den mandlige spire",
det fik i guds navn flyde fra mig alt hvad der
hed saft og kraft, og jeg fik bli gaaende her
liden og ussel med et ødelagt legeme, jeg som
skulde være sømand og havde behov at bli
rigtig stor og stærk. Det fik i guds navn gaa,
men - djævelen annamme gud! hans var hele
skylden!

Jeg skrøbelige menneske havde gjort
hvad der stod i et menneskes magt, og havde
overladt resten til ham.

Og han som var almægtig, og desuden
havde lovet at frelse fra synd, han havde in-
genting gjort.

Aa det var skjændigt!

Havde ikke jeg nu i lange tider med
kjæmpemæssige anstrængelser hver eneste dag
ryddet ud hver liderlig tanke af mit sind -

SIDE: 77

saalænge jeg var vaagen! Ja selv naar vi
efter at ha vært længe i søen, kom i havn og
halte ind til kajen og det første skjørt som
viste sig paa land pludselig tændte min fantasi
i brand og gjorde mig halvt vanvittig - jeg
tog mig alligevel sammen med al den magt
jeg ejed og havde og tvang tankerne tilbage;
de fik ingen magt over mig.

Men ikke før la jeg mit hode paa puden
og søvned ind med en bøn til gud paa mine
læber før alle tankerne fór ind over mig igjen
og gjorde med mig hvad de vilde; i søvne
kunde jeg ikke beherske dem.

Og da var det jo at gud skulde vaaget
for mig; det var jo det sidste jeg bad ham
om naar jeg lukked mine trætte øjne.

Men havde han bønhørt mig?

Nej.

Tværtimod, det var blet bestandig værre
og værre om natten, jo mere jeg selv kjæm-
ped om dagen. Det kom stadig oftere og
oftere, undertiden mange gange paa én nat,
saa jeg vaagned om morgenen udmattet og
mørbanket i alle lemmer som efter en nat
gjennemvaaget under anstrængelser.

Men endnu havde jeg trod at det maatte
være min skyld; gud kunde ikke være saa
lumpen. Og saa var jeg kommen paa den
tanke, at det maatte være denne skrækkelige

SIDE: 78

"selvbesmittelse", som jeg havde læst om, og
som skulde kunne ske ogsaa i søvne.

Da var det jeg begyndte at binde mine
hænder. Det var nu otte dage siden. Og
morgen efter morgen i disse otte dage var
jeg vaagnet med værkende albueled - men
glad. For det var ikke kommet. Det havde
altsaa alligevel vært min skyld og ikke
guds. -

Men nej, saa var det kommet nu inat
alligevel; det var altsaa alligevel ikke min
skyld, men hans; han vilde simpelthen ikke
røre en finger for at hjælpe mig til at fri mig
fra denne synd.

Og havde han kanske ikke lovet at
fri mig fra synd naar jeg alvorlig bad ham
om det?

Jo.

Men han gjorde det ikke.

Og desuden - aah, jeg havde nok et
andet større regnestykke at gjøre op med
ham ogsaa; jeg skulde tro det!

Det var nu tre fjerdingaar siden jeg be-
gyndte at bli alvorlig bekymret for min sjæls
frelse. Hver fristund paa dagen i al den tid
havde jeg benyttet til selvbetragtning, og til
læsning i hans hellige ord, og til bøn. Hver
dag erkjendt og angret mine synder, bekjendt
dem for ham og bedt og tryglet ham om

SIDE: 79

syndsforladelse og om at bli gjenfødt til et
nyt liv i Christo.

Men havde han bønhørt mig?

Nej.

Og havde han lovet at gjøre det?

Ja.

Var han altsaa en ærlig redelig og sand-
dru gud?

Nej.

Og kunde jeg altsaa ha noget mere med
ham at skaffe?

Nej nej nej nej for satan til helvede, adiø!
- jeg rysted mine knyttede næver op i luf-
ten -: jeg havde søgt ham og ikke fundet
ham, jeg havde bedt, og ikke faaet, jeg
havde banket, og han havde ikke ladt op for
mig. Han havde sveget og brudt sit ubrøde-
lige og usvigelige ord - med ham kunde jeg
ikke ha noget mere at skaffe.

Og mine hænder faldt slapt ned paa tep-
pet og jeg blev liggende der, uden at tænke,
bare med en følelse af usigelig forladthed. -

Saa begyndte tankerne igjen -:

Og helvede? . . . jeg skulde altsaa nu i
helvede naar jeg døde, fordi han havde brudt
sit ubrødelige ord! -

Aahhh! fandtes der da ikke en større og
bedre og retfærdigere gud som kunde slaa

SIDE: 80

mig denne gud til jorden og styrte ham ned
til satan i helvede hvor han hørte hjemme! . . .

Og jeg blev liggende der i køjen nede
i det mørke kot og græde som i krampe af
bare raseri. - -

SIDE: 81

Over et aar var gaat. Vi laa i Plymouth
ved vintertide. Det var raat og koldt. Fra
6 morgen til 7 aften arbejded vi - og saa
var det at vaske sig og gaa iland. For om-
bord var der ikke værendes, med mindre man
vilde gaa tilkøjs med det samme; vi havde
jo ingen ovn i ruffen og vi var kuldskjære,
vi kom fra Middelhavet.

Om aftenen plejed vi at holde til oppe i
et "public house" strax overfor dokken. Vi
var snart blet kjendt med værten, og naar vi
kom plejed han at slippe os ind i dagligstuen,
hvor vi da placerte os omkring kaminen hver
med sit glas brandy-hot, og sad og passiarte
og nød det at befinde os i varmt værelse.
Ved titiden plejed vi at gaa ombord igjen -
de som ikke blev iland om natten.

Det var en aften, den næstsidste før vi
skulde sejle. Vi rejste os fra pladsene om-
kring kaminen for at gaa og gik ud i skjæn-
kestuen. Derude, paa bænken under det ene

SIDE: 82

vindu - der var ikke andet møblement end
skjænken og den zinkbeslagne disk ossaa et
par bænker under vinduerne - sad en af
vore matroser med en pige; ung og lys,
cendré haar og et rent engleansigt under den
sorte kys-mig-om-du-kan-hat. Ossaa dertil vir-
kelig figur - hvad de lyse englemæssige
Englænderinder sjelden har.

Jeg stansed uvilkaarlig brat op -: var
det muligt at denne dejlige pige, saa englelig
uskyldig at se til under den fremstaaende hat,
og saa fuldendt damemæssig klædt, var en
skjøge! . . . Og det endda en skjøge, som
denne ækle matros virkelig fik lov til at røre
ved! . . .

Da de andre som kom indenfra sammen
med mig stansed op derude og tog et glas
øl paa faldrebet, gik jeg hen til pigen og
hilste -:

- Maa jeg by Dem et glas?

- Sejer du et glas? svarte matrosen før
hun fik tid til at svare.

- Ja.

Vi gik hen til disken alle tre, og fik en
liter øl. Mens vi drak den spurgte jeg, ganske
schüchtern og undselig, hvad hun hed.

- Laura.

- Hvor hun bodde?

- Strax heroppe.

SIDE: 83

- Om jeg maatte bli med hende hjem?

- Ja da, det maatte jeg gjerne.

Hun havde et velklingende organ og en
naturlig ynde i bevægelser og gestus, og
hendes sprog klang for mig ligesaa fint som
nogen dames. Og jeg følte mig tilmode som
overfor en virkelig dame, blev ganske for-
tumlet og kunde næsten ikke tro mine egne
sanser -: jeg kunde altsaa virkelig bli med
hende hjem!

Men pludselig træder matrosen, som hun
havde vendt ryggen mens hun talte med mig,
midt ind imellem os og skubber mig haardt
tilside -:

- Ka fan'en ve du med jenten, din
lort-unge?

Jeg blev staaende der blussende af sinne
men turde ikke kny; jeg kjendte hans næver
fra ombord af.

Han forsøgte at gi sig i snak med pigen
igjen, men hun vendte sig fra ham og be-
gyndte at tale med de andre. Saa vendte han
sig mod mig igjen -:

- No, sejer du et glas te?

- Nej til helvete heller! svarte jeg sint.

Han fór op -: Ka fan'en er de daa du
staar her etter? Ve du bare se te aa komme
deg ombord din dritgut! - Og dermed greb
han mig i nakken, slæbte mig hen til døren,

SIDE: 84

og sendte mig paa hodet ud saa jeg nær var
styrtet i gaden.

Jeg stod et øjeblik derude paa sneen
ganske fortumlet og summed mig efter rystel-
sen - saa kom Laura farende ud af den
anden dør; der var to udgange.

- Mød mig imorgen kl. 7! hvisked hun,
og tog mig om halsen og kyssed mig. Jeg
slynged lidenskabelig mine arme om hendes
liv og trykked mig tæt op til hende - da
pludselig matrosen ogsaa kom farende ud -:

- Nej no ska daa dævelen hente deg!
ropte han. Ve du bare se te aa ha deg om-
bord, og det lidt fortere end almindelig!

- Imorgen kl. 7! hvisked jeg til Laura,
og flygted saa nedover mod dokken.

De to gik sammen ind igjen og jeg sagt-
ned mine skridt. Alle mine nerver var i oprør.
Harme og raseri imod denne fordømte matros
som var stærkere end jeg, blanded sig sammen
med vellystig forventning. Den sidste fik lidt
efter lidt overhaand, mens jeg gik der lang-
somt nedover mod kajen -:

. . . Endelig, endelig engang skulde det ske!
. . . Ahh! - jeg aanded ud. Ja for nu vilde
jeg . . . aa, noget saa dejligt kunde jeg ikke
mindes at ha set. Og imorgen maatte det
ske, for iovermorgen skulde vi jo sejle . . .
Aa den morgendag, den morgendag, som ikke

SIDE: 85

kunde skynde sig med at komme! - jeg
stamped i sneen - det var jo en evighed til
imorgen aften . . .

Med ét stopped jeg op -:

- Men ikke mere end én gang! sa jeg
til mig selv. Det kunde jeg vel ikke ha syn-
derlig skade af . . . Men ikke mere, ikke
mere! . . .

- Aa nej, jeg skulde nok være stærk.
. . . Aa men du gode gud at det først var
imorgen! at det ikke var nu! nu!

Klokken var syv om aftenen den næste
dag, styrmanden raabte sit "skej ud!", folkene
kom op af rummet, lugerne blev lagt paa, og
jeg skulde netop til at skynde mig afsted og
vaske mig for at komme iland saa tidlig som
muligt, da styrmanden bad mig om at pudse
sine støvler; han skulde iland. Jeg mumled
en éd mellem tænderne, men var nødt til at
finde mig i forsinkelsen.

Da jeg endelig stod færdig til at gaa
iland var de andre alt gaat, undtagen en af
youngmændene, og vi gik da opover sammen.
Paa vejen fortalte jeg ham hvordan sagerne
stod, og han paatog sig at gaa ind i skjænke-

SIDE: 86

stuen og se efter om Laura var der. - Han
kom strax ud igjen -:

- Jo, hun sad derinde sammen med ma-
trosen, baade hun og en anden pige, som hed
Jenny.

Hvad var at gjøre?

- Gje meg en sexpence, sa youngmanden,
saa ska eg gaa ind og ta i en "quarter" beer.
Andreas gaar aldrig forinden der er drukket
ud, og imens ska eg faa jenten med meg.

Han fik sixpencen og gik ind igjen, og
det varte ikke længe, saa kom han med begge
jenterne. Og saa flygted vi alle fire opover
byen og drejed om tre, fire hjørner for at
matrosen ikke skulde ha saa let for at finde
os igjen naar han kom ud. Endelig stan-
sed vi.

- Hvor gaar vi hen? spurgte Laura.

- Lad os gaa etsteds og spise tilaftens,
sa jeg.

Vi gik ind et sted hvor pigerne var
kjendt, og spiste. Bagefter gik vi hjem til
dem; de bodde i samme hus begge to.

Youngmanden gik ind med Jenny, jeg
med Laura. -

Vi var alene. Jeg sad der paa en stol
og stirred idiotisk hen paa hende, mens hun
tog ydertøjet af. Hele mit mod havde plud-
selig forladt mig, jeg skalv og ønsked mig

SIDE: 87

langt bort. - Et øjeblik tænkte jeg paa at
løbe paa dør - men det gik jo ikke an, det
tog sig for ynkeligt ud.

Hun gik og pusled henne ved kommoden
med ryggen til uden at sige noget. Men
pludselig vendte hun sig om -:

- Vil du ikke klæ af dig? spurgte hun
smilende og pegte paa sengen med den uskyl-
digste mine af verden.

Jeg tog mig sammen, rejste mig, gik hen
til sengen, klædte af mig i en fart, putted
mig halvt ned under dynen, og blev liggende
og se paa hende, mens hun henne i sofaen
ligeoverfor sad og snøred skoene af sig.

Nu tog hun kjolelivet af! . . . og nu
korsetten . . . jeg saa det med forundring.
Men skjørterne - jeg kunde umulig tænke
mig at de kunde komme væk. . . . Joda -:
ganske rolig løste hun skjørtebaandene op,
rejste sig, lod skjørterne falde paa gulvet -
og én, to, tre stod hun der i bare linnedet.

Og pludselig grebes jeg af en brændende
tørst efter dette halvnøgne legeme, skjælvin-
gen var som strøget væk, og jeg bare strak
hænderne krampagtig ud efter hende, mens
jeg stirred paa hende som i vildelse.

Saa hopped hun let op i sengen, kasted
sig overende i den, slynged sine arme om
mig og rulled mig uden videre over sig.

SIDE: 88

Alle sanser forgik mig.

Men det varte bare nogen sekunder, saa
var det forbi, og jeg kom til mig selv igjen.
Jeg rejste mig halvt overende i sengen og saa
ned paa hendes ansigt som for at forvisse
mig om at det virkelig var sandt. Ud af det
blege, fine engleansigt med det pragtfulde
cendré haar titted et par blaa barneøjne uskyl-
dig smilende op paa mig, og jeg grebes af
en usigelig ømhed og kasted mig sansesløs
ned over hende og dækked hendes ansigt og
hals og hænder med kys; smøg mig som en
kat langs hendes hofter og bryst; stak hodet
opunder hendes arme; blotted hendes bryst
og kyssed og kyssed og kyssed - indtil
jeg faldt mat ned ved siden af hende og blev
liggende der ganske stille og bare klamre
mig op til hende med kindet ind imod hendes
nøgne bryst.

- Aldrig, aldrig! har jeg havt det saa
dejligt, hvisked jeg sagte og saa op paa hende.

Hun svarte ikke, bare klapped mig ned
over haaret og saa mig ind i ansigtet næsten
moderlig ømt. Det gjorde at jeg fik et an-
fald af underlig vemodig rørelse og en vold-
som trang til at græde. Græde, bare græde
og græde med hodet paa hendes nøgne bryst.
- Men jeg turde ikke; hun vilde vist ikke

SIDE: 89

forstaa det - og jeg bare gjemte ansigtet
ved hendes hals.

Saa klemte hun mig tættere ind til sig,
og drifterne vaagned igjen. - Jeg blev for-
skrækket; jeg havde jo svoret, at "ikke
mere end én gang"! Og det vilde jeg holde;
det var jo saa skadeligt. . . .

Jeg holdt mig tappert, men blev kjæl-
nere og kjælnere - indtil jeg bare laa der og
vred mig op ad hende og slikked hendes
hals som en hund.

Hun forstod ikke hvorfor jeg ikke vilde,
og spurgte mig om det.

- Nej, jeg er saa ung, og da skal det være
saa skadeligt.

Hun smilte og klapped mig -: hvor
gammel er du?

- Sexten aar.

- Ossaa saa liden, stakkar! - hun tog
mit hode mellem sine hænder og trykked
sin kind mod min og kyssed og kjælte for
mig som for et lidet barn.

Og jeg blev liggende der og bugte mig
som en orm under hendes kjærtegn. - - -

- - - Klokken var to, jeg maatte om-
bord igjen, klokken fire skulde jeg op, og
lidt søvn maatte jeg jo ha. Hun tog ogsaa
paa sig og fulgte mig nedover til dokken.
Jeg klynged mig ind til hende mens vi gik.

SIDE: 90

Dernede tog hun mig om halsen, kyssed mig
tre gange paa munden og sa adjø.

Jeg stod der i min blaa sømandsjakke og
min skothue paa hodet og saa op paa hende
mens jeg holdt hendes haand.

- Aa, at jeg skal rejse alt idag! . . Og
at jeg ikke har mødt dig før! - Jeg vil aldrig
glemme dig.

- Det kan jo hænde du kommer her-
til igjen.

- Gud give det. - Jeg vil aldrig
glemme dig.

Hun kyssed mig engang til og gik saa
opover.

Jeg blev staaende og se efter hende . . .

Hvor hun gik vakkert! . . . Og hvor hun
bar sin dragt elegant! . . . Og det dejlige
cendré haar! - Aa jeg maatte se hendes an-
sigt en siste gang!

- Adjø! ropte jeg opover.

Hun vendte seg, smilte med det blege,
fine engleansigt og kyssed på fingeren -
og tog saa om hjørnet og var borte.

Da først mærked jeg at jeg var voldsomt
træt; jeg faldt rent sammen. Og jeg skyndte
mig ombord og gikk tilkøjs.

SIDE: 91

Dagen efter ved middagstid, halte vi ud
fra kajen og fik steamboaten for bougen. Det
var solskinsvejr og mildt, svag bris, rolig
kruset sjø. Mens steamboaten trak os ud-
over blev jeg sendt op paa fortoppen for at
kaste los sejlene, og da jeg var færdig blev
jeg staaende oppe i merset, skyggende med
haanden for øjnene og se tilbage mod byen.

. . . Derinde, under et af disse mange
tag var hun . . . Og her stod jeg. . . . Og
afstanden mellem os blev større og større . . .
Og kanske skulde jeg aldrig se hende igjen
. . . Sandsynligvis aldrig . . .

Tag og taarne, land og hav flød sammen
for mig, og taarerne trilled ned ad kinderne.

. . . Aldrig! - aa jeg følte det, som jeg
skulde dø. . . .

Saa skreg styrmanden fra dækket: Ka
fan'en e de for slag - somner du av deroppe?
Ve du bare se aa ha deg ner igjen!

Jeg tog mig sammen, strøg haandbagen
over øjnene og pilled ned.

Vi var gaat ind til Swansea for at bli
lastet med kul.

Det var om aftenen. Inde i ruffen sad
folkene paa sine kister langs væggene foran

SIDE: 92

køjaabningerne og passiared og røgte og
spytted hen i den store fælles spyttebak midt
paa gulvet. Tranlampen midt under taget
sendte sit flakkende lys usikkert ind blandt
tobaksskyerne i det lave halvmørke rum.

Jeg havde laant kabyssen af kokken for
at sidde i ro og skrive et brev. Derinde
foran kabysbænken som jeg brugte til skrive-
pult, laa jeg paa knæ paa gulvet i mine
skidne sejldugsklær og min runde blaa hue
paa hodet og skrev, med et engelsk lexikon
ved siden. Tranlampen over kabysbænken
kasted et mat lys ned paa papiret, netop
saavidt at jeg kunde se. Den blaa hue var
skudt langt bag i nakken og jeg skrev ivrig.

Netop som jeg var færdig og laa der
paa knæ og læste brevet igjennem, kom no-
gen ind i kabyssen. Jeg trodde det var
kokken og vendte mig ikke om.

- Nej jagu e de ikkje te Laura han
skriver! - Den fordømte matros som havde
villet hindre mig i at faa fat paa hende stod
bøjet over mig og havde læst overskriften.

- Ja det er det, svarte jeg.

- Lat meg høre ka du har skreve, sa
han leende.

Jeg syntes selv det var vakkert det jeg
havde skrevet, jeg var stolt af det, og jeg
læste det op for ham paa engelsk -: Jeg

SIDE: 93

elsked hende og tænkte bestandig paa hende;
og jeg var saa ulykkelig fordi hun var saa
langt borte, og jeg ikke kunde faa se hende,
tale med hende, kysse hende - aa jeg var
saa ulykkelig. Tænkte hun paa mig under-
tiden? Var hun glad i mig - aa hun skulde
vide hvor jeg var glad i hende! Vilde hun
skrive til mig og sige mig det? Aa det
maatte hun gjøre. Et brev fra hende - hvor
jeg vilde sætte pris paa det! jeg vilde gjemme
det som et klenodie og læse det om igjen
og om igjen hver eneste dag mange gange,
og kysse det, fordi hun havde skrevet det,
hendes haand hvilet paa det. Ak, om jeg
var i Plymouth! Mon jeg nogensinde vilde
komme der tilbage igjen? Eller skulde jeg
aldrig se hende mere - aa hvor jeg var
ulykkelig! osv. osv.

Matrosen hørte det tilende, lo og spurgte
hvorfor jeg skrev sligt til hende; jeg kom jo
sandsynligvis ikke til Plymouth igjen paa
mange lange tider.

- Hvorfor jeg skrev det? - Fordi jeg
mente det.

Han brast ud i en skoggerlatter og løb
ind i ruffen og fortalte det til de andre. De
lo allesammen -: en hore! hahaha. -

Jeg hørte det, men det generte mig ikke.
En hore? - nej, for mig var hun ikke nogen

SIDE: 94

hore. Men hvad forstod de raa fyre sig paa
det! Hvad jeg havde skrevet var vakkert.
Og jeg følte det. Og var glad over at føle
det. -

Jeg læste endnu en gang brevet igjennem,
konvoluterte det, skrev udenpaa og sat fri-
mærke paa, og vandred saa med selvfølelse
op iland og putted brevet i en postkasse.

Nogen dage efter, ved frokosttide, blev
jeg kaldt agterud til skipperen. Jeg kom ind
i kahytten i mine skidne sejldugsklær, min
blaa hue i haanden. Skipperen, en bredskul-
dret robust fyr med rødt haar og skjæg og et
rigtigt bulbideransigt, tog imod mig staaende
midt i forkahytten, med et brev i haanden -:

- Ka e de for et kvindfolk, saa skriver
te deg fra Plymouth?

- Det er en pige jeg kjender.

- En tæve ja!

- Nej, en sypige.

- Saa du har lagt me ja!

- Nej.

- Aa tøv med deg gut, en tæve e de
og ingenting and't. - No tar du og bryter
breve saa eg ser paa det, og later meg
læse det.

Jeg brød brevet -: værsgod.

SIDE: 95

Han folded det ud. Øverst oppe, over
"My dear", var der fæstet en presset forglem-
migej. Han rev den af og kasted den paa
gulvet. Og da jeg tog den op igjen trév han
den fra mig igjen og rev den istykker. -
Saa læste han.

Det var et meget pent brev, ikke noget-
somhelst skjøgemæssigt ved det -:

Hun var glad i mig, og var glad over
at jeg var glad i hende; men der var maade
med alt; "you say, that your heart is broken,
but I hope not yet"; jeg vilde møde andre
piger, som jeg ogsaa vilde bli glad i, og saa
vilde jeg glemme hende. Men hun vilde ofte
tænke paa mig; og vi kunde jo skrive til
hverandre; kanske kom jeg ogsaa snart til
Plymouth igjen, det var jo ikke godt at vide,
og da skulde jeg se at hun holdt af mig
osv. osv.

Han gav mig brevet tilbage -:

- No jaja, der staar ikkje nokke svineri
i det ialfald, sa han lidt formildet. Men det
vil eg seje deg, at eg taaler ikkje at tæver
adresserer brevene sine te meg, og derfor ska
de være slut med dette her, saa møkke du
vét det. - No kan du gaa. Og han vendte mig
ryggen og gik ind i den indre kahyt. - - -

- - I middagstiden den samme dag havde
jeg vagt paa dækket den første halvtime. -

SIDE: 96

Merkur hoj! ropte det iland.

Det var skipperen, som vilde ombord,
og jeg tog baaden og rejste iland og hented
ham. Da jeg rodde udover igjen med ham i
baaden stilled han sig op foran mig, tyk og bred,
med benene et stykke ud fra hverandre, begge
næver dybt begravet i buxelommerne, og be-
tragted mig med en mine som om jeg var
det mest komiske han nogensinde havde set.
Slig blev han staaende lidt; saa dumped det
ud af ham -:

- End seje meg te du - ikkje førr e
di kommen ut a holle førr di ve ind igjen!
- Og saa brast han ud i en skoggerlatter,
saa vommen rysted.

Jeg kunde ikke bare mig for at le med.
Men det likte han ikke; han tog en barsk
mine paa -:

- Ka e de du ler af din snørdot!

Saa la jeg til ved skibssiden, og han
steg op ad lejderen.

- - - Nogen dage efter fandt jeg paa
at rømme, rejste opover landet, udstod ad-
skillige besværligheder og kom tilsidst ned
til Swansea igjen, hvor jeg fik hyre med en
Tysker. Under alt dette glemte jeg mere og
mere Laura og kom ikke til at skrive til
hende mer. Og til Plymouth kom jeg aldrig
siden.

SIDE: 97

Nok et aar. Det var i Kristiania. Jeg
var kommen herind for at ta skipperexamen;
jeg var ikke mere end 17 aar, men disse
examiner var det ligesaa godt at faa fra sig
først som sidst.

Paa en kvist oppe i Professorbyen sad
jeg lænet tilbage i gyngestolen foran skrive-
bordet med et brev i haanden. Jeg havde
læst det, og læst det, og læst det igjen -:

Kjære Herman!

Det gjør mig ondt, at jeg ikke kan gjen-
gjælde dine følelser. Jeg anede ikke at du
holdt af mig paa den maade. Du maa ogsaa
huske paa at du er endnu for ung til at tænke
paa noget saadant. Naar du engang kommer
i den alder at du kan gifte dig, da vilde jeg
være for gammel for dig. Søg altsaa at
glemme mig.

Din hengivne kousine Emma.

. . . Hun elsked mig altsaa ikke. Der-

SIDE: 98

med var alt sagt. Hvad kom det saa mig ved,
at jeg var for ung, og hun for gammel. Det
var forbi: hun elsked mig ikke . . .

Jeg støtted albuerne paa bordet og blev
siddende og stirre ud af vinduet med haanden
under kindet -:

Leve uden hende! - hvad skulde jeg saa
leve og arbejde for . . .

. . . Besynderligt nok: hun var ikke vak-
ker. Bare denne bedaarende huslige ynde. -
Ikke mere end en maaned havde jeg vært
sammen med hende og hun var alt vævet dybt
ind i alle mine drømme om fremtiden -:
For hende skulde jeg rejse ud . . . til hende
skulde jeg vende tilbage. Bittersøde skils-
misser. Og lykkedrukne hjemkomster. Og
længsel imellem. - Indtil jeg ikke mere holdt
det ud men maatte flytte hjemmet med mig.
Som trækfuglene. Aa, en nydelig liden kahyt
skulde hun ha. Og alt hvad hun ønsked det
vilde jeg skaffe hende. Og hvert smil paa
hendes ansigt, hver øm tak paa hendes læber
- hvor det vilde gjøre mig lyksalig! Og
bestandig bare denne ene tanke: hende! hende!
hende! . . . aa-haa-haa! jeg la hodet ned paa
armene og hulked.

Om en stund rejste jeg mig stille op,
tørred mine øjne, tog et ark brevpapir frem
af mappen og skrev -:

SIDE: 99

Kjære Emma!

Du elsker mig ikke. Kjærligheden, naar
den kommer, styrter sig ned over os som en
rovfugl over sit bytte; vi raar ikke for den.
Mig har den styrtet sig over; ikke over dig.
Du elsker mig ikke. Farvel! Jeg vil søge
at glemme dig i verdens tummel.

Din hengivne Herman.

Saa var det en maaned senere. Jeg var
begyndt saa smaat at rangle. Ganske alene.
Om formiddagen sad jeg paa skipperskolen,
resten af dagen tilbragte jeg med at drive om-
kring paa kaféer og knejper af alle slags.
Tilsidst havde jeg slaat mig ned paa en tredje
rangs restauration, hvor jeg sad hver eneste
dag fra kl. 5 til kl. 12 og drak afvexlende
en toddy og en halv øl - noget maatte jeg
jo drikke for at kunne sidde der.

Skjænken og disken, begge hvidmalte;
ossaa nogen træstole og smaa træborde, som
engang havde vært rødmalte - det var bo-
havet; det saa koldt og haardt og uhyggeligt
ud. - Men henne bag den hvidmalte disk
med smørrebrødsvaserne, sad der en ung pige.
Liden og net; stort sort haar sat op med
chignon, som damerne brugte det dengang;

SIDE: 100

et blegt, fint lidet ansigt og et par store
mørke gazelleøjne bag de lange sorte øjen-
haar; tynde men røde læber og perlende hvide,
vidunderlig velformede tænder.

Aften efter aften havde jeg siddet der-
nede fra 5 til 12, men aldrig havde jeg talt
til hende, bare siddet og set paa hende og
drømt. Og lidt efter lidt var det nu blet
hende som var med i alle mine drømme om
fremtiden.

Jeg førte altid en stor ostindiefarer, og
hun var med. Agter paa dækket sad hun og
sydde eller læste, naar det var solskin og
godt vejr, og jeg fryded mine øjne ved at se
paa hende, mens jeg gik der op og ned paa
dækket. Og om jeg ikke netop havde hende
for mine øjne - hun var altid i mine tanker.
Var jeg forud og saa til folkenes arbejde -
jeg bar hendes billede med mig. Og ret som
det var maatte jeg ta en tur agterover og se
at hun virkelig var der. Da gløtted hun op
fra sit arbejde med de store mørke øjne og
nikked fortrolig til mig bag de sorte øjen-
haar -: hun vidste godt hvorfor jeg kom. -
Og jeg nikked igjen og gik tilbage til mit
arbejde og tænkte igjen paa hende . . .

Eller naar jeg havde staat en stund og
spejdet ud over søen, efter land eller efter
en sejler, og et øjeblik vært optat af noget

SIDE: 101

andet end hende - pludselig maatte jeg
skynde mig og vende mig om for at se at
hun virkelig var der. Og bestandig sad hun
der som et nyt under . . .

Og nede i den lune kahyt. Naar det var
storm og uvejr deroppe, saa var der nede et
koseligt hjem, fyldt af hendes bløde, kvinde-
lige væsen. Og jeg kom derned, og ind-
aanded denne hjemmets luft, og min lykke
overvælded mig, og jeg sank ned paa knæ
foran hende og la mit hode ned i hendes skjød
og græd - græd mig let og glad og løfted
saa mit ansigt og saa op i hendes trofaste
taarefyldte øjne og vidste at hun følte det
samme som jeg . . .

Slig havde jeg lidt efter lidt vævet hende
ind i min kjærligheds drøm, mens jeg sad
der ganske fortabt og stirred paa det kjære
kjendte ansigt.

Og derhenne bag disken sad hun og
vidste ingenting om det hele. Af og til gløt-
ted hun op med øjnene og skotted nysgjerrig
hen paa mig lille sortsmudskede fyr, som sta-
dig sad der paa den samme plet og saa paa
hende. Men hun tog strax øjnene til sig igjen;
for jeg stirred bestandig lige ind i dem. -
Aldrig havde jeg talt til hende . . .

- Men engang maatte det ske! Jeg vilde
tale til hende.

SIDE: 102

Men jeg kunde ikke finde paa noget at
sige. I flere dage spekulerte jeg paa hvad i
alverden jeg skulde sige men fandt ikke noget.
Saa gik det op for mig at til hende kunde
jeg ikke tale om andet end kjærlighed.

Men det kunde jeg ikke - jeg turde ikke,
skjønt jeg beslutted mig til det hver dag.

Saa skrev jeg til hende, sa at jeg elsked
hende og spurgte om hun vilde være min. -

Jeg vented én dag, to dage, tre dage - der
kom ikke noget svar. Saa gik jeg derned
igjen.

Hun sad som sædvanlig bag disken.
Da jeg kom gik hun ind i spiseværelset ved
siden af. Jeg gik efter. Der var ingen der-
inde. Hun sat sig paa en stol, jeg paa den
ved siden af.

- Har De faaet mit brev? spurgte jeg
forlegent.

- Ja. - Hun saa mig roligt ind i
øjnene.

- Og hvad svarer De?

- At De er endnu for ung til at tænke
paa noget saant. Og jeg er 24 aar.

Jeg svarte ingenting, bare stirred ud i
luften og lod dem ramle overende derinde i
hjernen alle de skjønne fantasier - jeg følte
det igjen, som jeg skulde dø. - Pludselig
vendte jeg igjen øjnene imod hende som for

SIDE: 103

at klamre mig fast til hendes ansigt. Men
saa var hun borte; hun var gaat ind i restau-
rationen igjen.

Jeg blev siddende endnu en stund.

. . . For ung til at tænke paa noget saa-
dant?! - var det da en frase de havde læst
udenad af en formularbog allesammen? . . .
For ung . . . for gammel - du store gud,
hvad var kjærlighed? . . .

Og jeg rejste mig, gik ud i restaurationen,
tog min hat og gik - og viste mig der al-
drig mere.

Det var en maanedstid efter igjen, en
søndagsaften oppe hos min onkel. De gamle
var ude. Det var bare et par kousiner, et
par fættere, to damer som bodde der, og mig.

Den ene af de to logerende damer var
fra en smaaby og laa herinde for at gaa paa
gouvernanteskolen. Hun var knapt sexten
aar men stor og velbygget og fuldstændig
udviklet; hun saa ud som en ung frue paa
de tyve. Det svære blonde haar laa i en tyk
fletning slynget to gange rundt hodet. Et
par lidt smaa, men forunderlig bløde blaa øjne
titted fortrolig ud paa En. - Jeg sad lige-
overfor hende ved bordet og glemte af og
til at spise for at se paa hende.

SIDE: 104

- Hvorfor ser De saa paa mig? spurgte
hun nysgjerrig en gang hun greb mig i at
sidde og se paa sig.

Jeg samled mig sammen og smilte -:
Jo, jeg sidder og tænker paa hvor rart det
er at De bare er sexten aar. De ser ud, som
De var to og tyve.

Hun sat en surmulende mine op -: Nej,
sa hun, jeg ser ud som jeg var nitten, ikke
fuldt tyve.

- To og tyve! lo jeg.

- Første gang jeg saa Dem, sa hun,
trodde jeg, De var tre og tyve. Ossaa er De
bare sytten. - En dame paa sexten er lige-
saa gammel som en herre paa tyve; De er
bare et barn imod mig.

Jeg lo og blev ved at se paa hende,
mens vi spiste videre. -

Da vi gik fra spisestuen ind i dagligstuen,
kom vi to tilfældigvis sidst. Hun stansed i
døraabningen, læned sig op ad dørkarmen og
blev staaende. Saa stilled jeg mig op lige-
overfor hende, lænet mod den anden dørkarm,
og stod og saa paa hende.

- De er i grunden ganske vakker, sa jeg.

- I grunden?! - det er ikke meget
smigrende.

- Jeg har ikke sagt at jeg vilde smigre
Dem.

SIDE: 105

Hun betænkte sig lidt, saa lo hun og
sa -: Ajo, gjør det, smigr mig!

- Jaja -: forresten er De virkelig dejlig.
En faar lyst til at stirre ind i de bløde blaa
øjnene Deres, til En mister sin sjæl derinde.
Det er derfor jeg har siddet og set saa paa
Dem.

Hun lo, og vi blev staaende og se
hverandre ind i øjnene.

- Ved De, sa hun saa -: jeg har lyst
til at drikke dus med Dem.

Jeg smilte overlegent; jeg trodde, hun
bare vilde gjøre nar af mig.

- De vil ikke? ropte hun overgivent.
Skal jeg kanske falde paa knæ for Dem? -
Og dermed kasted hun sig paa knæ ned paa
gulvet foran mig.

Jeg rak hende haanden, og rejste hende
op -: Vel, saa drikker vi dus da; men - i
brændevin!

Hun klapped i hænderne og lo -: Ja!
ja! ropte hun. - Dere! - hun vendte sig
mod dem derinde i dagligstuen -: vi skal
drikke dus i brændevin! Og saa løb hun hen
til buffeten og hented frem onkels akvavit-
flaske og to dramglas. I det ene skjænked
hun bare lidet bitte gran, det andet skjænked
hun bredfuldt -: Skaal sa hun og stak sin
arm med glasset ind i min.

SIDE: 106

- Skaal du!

Vi drak og trykked hverandres hænder.
Og saa blev glassene sat ind igjen, og vi
stilled os igjen op ligeoverfor hverandre henne
i døraabningen.

- Ved du, sa jeg -: den første gang
jeg traf dig syntes jeg du var forfærdelig
hyggelig. Det var en formiddag, jeg kom
ind her for at læse aviserne, der var ingen
hjemme, og du lukked op for mig. Jeg havde
ikke set dig før; det var dagen efter at du
var kommen. Først gik du ind paa dit væ-
relse. Men lidt efter kom du ind i stuen og
sat dig lige ved siden af mig i sofaen og gav
dig til at passiare med mig som med en gam-
mel bekjendt. Saant gjør ikke damerne her
i byen, det er bare dig - du er en forfær-
delig hyggelig dame!

Hun lo. - Jamen, sa hun; du var ossaa
hyggelig; jeg husker det godt. Det var ak-
kurat som at snakke med en af dem der-
hjemme. . . .

SIDE: 107

Hun havde faldt og vrid foden og var
blet liggende en tre ugers tid. Imens havde
jeg gaat og tænkt paa hende hver dag. Og
enden var blet den samme gamle -: nu var
det hende som spilled hovedrollen i mine
fremtidsfantasier. Bare det at denne gang
trodde jeg ikke selv paa mine fantasier; jeg
tænkte mig det som noget uhyre dejligt, men
som nu engang ikke var muligt.

Endelig kom hun op igjen og vi traf en
dag sammen hos en fætter ude paa Schulze-
hougen. Vi gik sammen derfra i mørkningen.
Da vi kom et stykke op i den bratte Telt-
husbakken derude blev hun træt i foden og
maatte stanse.

- Hvis jeg ikke var bange for at du
vilde sige nej, vilde jeg by dig min arm
sa jeg.

Hun sat op en fornærmet mine -:

- Nej hvis du ikke byr mig den ordent-
lig, saa tar jeg den ikke.

Jeg holdt armen frem -: maa jeg by
Dem min arm frøken?

Saa lo hun og tog den og læned sig
tungt paa den mens vi gik videre.

- Ved du at det er dejligt at gaa saan
med din arm i min, sa jeg lidt efter.

Hun svarte ikke.

SIDE: 108

- Ja for saa gaar jeg og indbilder mig
at der er nogen som holder af mig. Og det
er det saa dejligt at tænke, naar der ikke er
nogen i den hele vide verden som holder
af En.

Hun syntes hun maatte svare noget. Saa
lo hun og sa -:

- Ja men der kan jo heller ingen holde
af dig; du rangler jo saa meget.

Jeg saa hende ind i øjnene -: Vilde du
like en mand som ikke rangled, og aldrig
havde ranglet?

Hun betænkte sig lidt. - Isch nej, sa
hun saa, det er jo akkurat som de herrer
som ikke røger tobak!

- Ja og desuden, hvad vilde du jeg
skulde gjøre andet end at rangle? Nu er jeg
sytten aar. Og i alle de aar som skal gaa,
før jeg kommer i den alder at jeg kan gifte
mig - hvad skulde jeg da ta mig til? -
For der er jo ingen som holder af En før
En kommer i den alder. Saan er jo dere
damer: dere tænker bare paa giftermaal, ikke
paa kjærlighed.

- Fy! sa hun og trak sin arm ud af
min og blev gaaende og se paa mig.

- Akja, sa jeg, det er bare i de faa
korte stunder hvor jeg kan gaa og indbilde
mig at der er nogen som holder af mig, at

SIDE: 109

jeg ikke er ulykkelig. Og saa stansed jeg -:
Aa gi mig armen din igjen da! stjæl ikke en
af de faa stunder fra mig!

Hun betænkte sig lidt; stak saa pludselig
armen ind under min og sat ansigtet lige op
i mit og sa -:

- Du Herman! du er igrunden en rar gut!

- Ja jeg maa vist være rar. For jeg
kan ikke som de andre gaa her og finde det
naturligt at ingen skal holde af En før man
blir saa gammel at man kan gifte sig . . .
Aa, du skulde vide hvor jeg længes! . . .
Ossaa har jeg en følelse af at jeg kommer til
at dø før. En saan lykke er for stor til at
den virkelig skulde komme.

Hun sat igjen ansigtet lige op i mit og
saa mig ind i øjnene - og der var kommen
noget ligesom forskræmt over det unge an-
sigt -:

- Du Herman! sa hun; undertiden føler
jeg det ligedan . . . Aa, mon det aldrig skulde
komme? . . .

Jeg rysted melankolsk paa hodet. - Og
saa blev vi gaaende der arm i arm og se ret
frem for os, ud i tusmørket, uden at sige no-
get mere og uden at se paa hverandre, bare
trykked os tæt op til hverandre som to smaa
børn. Jeg fulgte hende helt ind paa gangen.
Der tog hun min haand og sa:

SIDE: 110

- Herman! skal vi to være gode venner?
. . . saan rigtig gode venner? - for jeg hol-
der meget af dig.

- Ja, svarte jeg, men du -: da skal du
kysse mig.

Hun slog armen om min hals og kyssed
mig paa munden, og et øjeblik hvilte jeg mit
hode mod hendes skulder -: aah! om hun
havde elsket mig! . . .

Saa gik hun ind, og jeg vandred alene
nedover til byen.

Nogen uger efter blev hun forlovet. Med
en fyr som tænkte at gifte sig om et
aarstid.

Hun var den eneste som havde trukket
mig op til onkels; da hun nu var blet for-
lovet holdt jeg op at komme der. Og endnu
regelmæssigere end før fordrev jeg de lange
vintereftermiddage og aftener til ud paa natten
sammen med en kammerat fra skipperskolen
nede hos skjøgerne i Vaterland. Vaterland
var dengang ligesom finere end Vika. -

SIDE: 111

Det var en søndagsaften, ved nitiden.
Hele eftermiddagen havde vi siddet nede hos
de to fruentimmer vi holdt os mest hos, og
drukket koldpunch med kognakspidser. Saa
skulde fruentimmerne paa Klingenberg og
danse, og vi skulde naturligvis med; vi mangled
aldrig der om søndagsaftenen. Men først
maatte vi hjemom mig efter mere mynt.

Vi gik hjem sammen. Netop som vi var
kommen ind og jeg stod og tændte paa lam-
pen, banked det. Det var værtinden. Hun
skulde hilse fra min onkel og be om jeg
vilde komme derop iaften -: min søster som
laa paa diakonissehuset var død.

Min kammerat sat sig ned i sofahjørnet,
jeg sat mig i gyngestolen, og vi blev siddende
en stund uden at sige noget.

. . . Død . . .?

En underlig uhyggelig fornemmelse greb
mig. Jeg forekom mig selv som et klamt
paddelignende dyr - ækkelt at komme nær.
. . . Var jeg da blet et umenneske? -: Jeg
følte ingenting ved det . . .

Død . . .? - Nej, ikke en fiber i mit hjerte
rørte sig ved det.

. . . Naa ja, men hvad kom det ogsaa
mig ved? Om hun var død eller hun leved,
det havde jo ingenting med mit liv at bestille.
Jeg leved jo videre som før -: stod op om

SIDE: 112

morgenen og tog min halve øl med dram til,
og forsøgte mig paa lidt frokost, gik paa
skolen og sad der hele formiddagen, spiste
middag og drak kaffe - og rangled saa vi-
dere til om natten eller til den næste morgen.
- Og saa paa'en igjen. Immer og altid. -
Indtil jeg fik examen; saa rejste jeg ud igjen
. . . og kom igjen . . . og rejste ud igjen
. . . og kom igjen - Og saa var der ikke
mere . . .

Og saa var der ikke mere? - det grøs-
sed i mig ved den kolde tanke.

. . . Og hvis jeg døde? . . .

Ja, saa døde jeg . . . Og hvis jeg fik
tid, saa forsøgte jeg vel at omvende mig.
Og hvis jeg ikke fik tid? Ja saa gjorde jeg
det altsaa ikke. . . .

Aa, men det var for kjedeligt at tænke
saan udover . . . jeg var træt af det . . . jeg
gad ikke - de maatte leve eller dø alle-
sammen for mig, akkurat som de selv vilde . . .

- Naa, hvad gjør du saa? spurgte min
kammerat henne i sofahjørnet.

Jeg sprang op af gyngestolen -: Nu
gaar vi s'gu paa Klinken og tar os en
svingom.

Og dermed fandt jeg frem pengene, og
vi gik. Min kammerat rysted misbilligende
paa hodet, og da vi kom udenfor, sa han -:

SIDE: 113

- Du er igrunden en ugudelig krop! . . .
Naa, men - det kommer jo ikke mig
ved. - - -

En maanedstid efter fik jeg examen og
rejste ud igjen som letmatros.

SIDE: 114

Det var ud paa høsten det samme aar,
en nat. Vi havde vagt tilkøjs og laa og sov.
Saa brøles der ud midt i ruffen -: "Re-e-e-js
ud til kvarter i guds na-a-a-vn!" - Det var ud-
purring; klokken var tolv.

Vi stak hoderne ud af køjaabningerne,
krabbed frem paa kisterne og klædde paa os.
Jeg fik i en fart benene i de sejldugs buxer,
skoene paa, sejldugsbusserullen vrængt over
hodet, og sjøtrøjen knappet udenpaa; tryk-
ked saa den runde blaa hue ned i øjnene,
tændte paa kridtpiben og skyndte mig ud paa
dækket og paa bakken og løste af udkigs-
manden - jeg havde første udkig.

- Fint vejr! sa udkigsmanden og gik
ned - god vagt!

- Sov godt! -

Det var i Nordsøen, vi kom fra Kanalen
og laa bidevind for bagbords halser opover
mod Norge. Frisk bris, forholdsvis smult
vande, og tindrende ren, stjerneklar luft.

SIDE: 115

Halvt lænet op mod og halvt siddende
paa gangspillet midt paa bakken, med hæn-
derne i lommen og kridtpiben mellem tæn-
derne, stirred jeg ud over søen uden at tænke
paa nogen ting.

Pludselig dukked et lys op i horizonten.

- Lys ret forud! raabte jeg agterover.

- Lys ret forud! blev der gjentat midt-
skibs.

Styrmanden kom forud; de tre ledige
mand af vagten ogsaa.

- Hvor er det? spurgte styrmanden.

- Der - jeg pegte udover - ret forud,
lite gran til luvart. -

Det var Lindesnæs fyr.

Allesammen blev staaende og se paa det
en stund, ligesom i spænding. - Imorgen er
vi altsaa "hjemme"! brød det tilslut ud af
youngmannen.

- Ja, bare vinden staar og det gjør 'en
vist, svarte styrmanden glad.

Saa slakked vi paa skjøderne, skværed
lidt paa ræerne, faldt af og sløred afsted indover
Skagerak med 9 knobs fart. -

Jeg stod igjen lænet op imod gangspillet
med næverne i lommen og kridtpiben mellem
tænderne og stirred op mod fyret deroppe til
luvart -:

. . . Lindesnæs - Norge - hjem . . .

SIDE: 116

Hjem? - Der rørte sig ingenting derinde
i mig som bestandig før naar jeg igjen kom
op under Norges kyst - ingenting!

Hjem? - Hvad skulde jeg hjem efter?
jeg havde jo ingenting at komme hjem til,
ingenting at komme hjem for. - Nej, hjemme
som ude, paa sjøen eller paa landjorden det
var mig ét fedt; det var saa bare én øde kjed-
sommelighed altsammen alligevel.

"Hjem"! - For en forventningsfuld glæde
der havde ligget i youngmannens udbrud:
imorgen er vi altsaa "hjemme"!

Nu sad han dernede paa forlugen, albuen
støttet paa det ene knæ og haanden under
kindet; tænkte vel paa sin far, og sin mor -
og sin kjæreste. - Ja, han var lykkelig han;
mere skulde der ikke til for at fylde ham
med glæde og forventning. - For mig - aa
for mig maatte der noget uendelig meget mere
til . . .

Eller var det kanske fordi jeg ikke som
han havde far og mor derhjemme, som vilde
glæde sig ved at se mig igjen; og en kjæreste
som jeg havde længtet efter, og som vented
mig med sin kjærlighed? . . .

Aa nej. Far og mor, de maatte for mig
gjerne hvile paa sin kirkegaard - om jeg
kunde, jeg vilde ikke kalde dem tillive igjen.
Det havde bare vært én kjedsommelighed til,

SIDE: 117

at skulle vise dem et glad ansigt naar jeg kom
hjem. - Og en kjæreste? . . . Ja, havde det
vært ifjor saa! men nu . . . . En kjæreste . . .
et fruentimmer som alle andre . . . som dem
vi laa iland hos om natten! lidt finere kanske,
men enfin: samme surdejg! - Anej, sligt var
til at lege med, ikke til at ta for alvor . . .

Men ifjor? - Aja ifjor, da var jeg et lige-
saa stort barn som youngmannen dernede paa
forlugen.

Hvor jeg havde sværmet og vært for-
elsket! - Først kousine Emma. - Gud, om
jeg var blet hængende ved hende! der rørte
sig ikke en fiber i mit hjerte mere naar jeg
tænkte paa hende; gud maatte vide hvorfor
jeg var blet forelsket i hende . . . det var vel
fordi hun omtrent var det første skjørt jeg
havde truffet da jeg kom iland. - Saa var
det restaurationsjomfruen. - Jeg smilte -:
Hendes store sorte haar, og disse perlende
hvide tænder, saa passelig store foran i mun-
den og smalkende af indover i en vellystig
bue - begge dele var falske havde jeg siden
hørt. - Og saa tilsidst Margrethe. - Ja, hun
var da virkelig ganske hyggelig - og søde
var de bløde blaa øjne, og tykt hendes blonde
haar; men herregud, opta og fylde ens liv . . .
aa nej nej! det skulde der noget uendelig
meget mere og højere til . . .

SIDE: 118

Men hvilket? hvad maatte der til?

Ja det maatte himlen vide. Men noget
stort maatte det være, noget som kunde gribe
mig helt og fylde mit bryst med jubel saa
det var lige ved at sprænges - ja for det
først var at leve. Da først gik det i opfyl-
delse det som jeg havde drømt om livet, da
først vilde mine længsler finde hvile. - Men
indtil det skede - hvad kom alt det andet
mig ved! det var mig lige fedt altsammen . . .

Sidde her paa udkig . . . ta min rortørn
. . . slarve omkring paa dækket med noget
puslearbejde . . . sidde derinde i ruffen og
røge og høre paa liderlige historier . . . . Eller
naar vi laa ved land: losse og laste om dagen,
og om kvælden gaa iland og drikke brænde-
vin og ligge hos fruentimmer - herre min gud,
var der nogen som kunde tro at sligt kunde
fylde mig! . . .

Og om jeg vilde finde mig en stilling
iland - som jeg ofte havde tænkt paa? - Herre-
gud, sidde der paa et kontor f. ex. og spe-
kulere paa hvordan man skulde tjene de flest
mulige penge . . . eller studere sig graa paa
kjedelige bøger . . . eller hvad fan'en for be-
stilling jeg kunde finde paa - skulde kanske
det gjøre biffen federe?! . . .

Undertiden havde jeg tænkt paa at bli
haandværker - en liden haandværker, med

SIDE: 119

kone og mange barn, som maatte slide fra
morgen til aften for at tjene føden til sig og
sine. Da vilde jeg kanske kunne glemme at
jeg nogensinde havde havt trang til noget
andet . . . Men, aanej! en god dag vilde jeg
bli grebet af raseri og rømme fra det hele . . .

. . . Aa denne længsel, denne længsel,
denne uendelige længsel! - Og dette ynke-
lige, elendige liv, som ikke ejed noget der
svarte til den! - Gud for et foragteligt, me-
ningsløst liv! . . .

Eller hvad mening var der i det?! Kunde
kanske nogen sige hvorfor vi leved?! . . .

- "For at vi skulle blive evindelig salige!"
faldt det mig uvilkaarlig paa tungen.

Jeg maatte smile -:

- Saa? salige? - men hvem borged mig
for at jeg vilde føle mig salig om jeg kom i
himlen? Jeg syntes s'gu ikke det var mor-
somt at sidde og synge lovsange til guds ære
i al evighed! . . . Og for at faa lov til at gjøre
det naar jeg var død skulde jeg endda i levende
live tilbringe min tid med at gaa omkring og
spekulere ud hvor syndigt det var alt det jeg
tænkte, sa, og gjorde! skulde uafladelig angre
min synd og trygle om syndernes forladelse
for Jesu Christi skyld! . . .

Som om jeg havde noget at angre! Var
det kanske ikke gud som, uden jeg havde

SIDE: 120

bedt ham om det, og uden at spørge mig
om jeg vilde, havde puttet mig ind i livet!
Og var det kanske saa ikke det mindste jeg
kunde forlange af ham, at han da først havde
indrettet livet slig at jeg kunde finde det
værdt at leve! Var det kanske ikke hans simple
skyldighed?

Men den skyldighed havde han ikke gjort!
- Aa nej, var der nogen af os to som havde
noget at afbede hos den anden, saa var det
nok ham og ikke mig! . . .

. . . Aa, det var jo vanvittigt: her stod
jeg med dette rasende krav i mig paa noget
som kunde gribe mig helt, fylde min sjæl, og
gjøre mig lykkelig - og saa kom man og bød
mig et liv i anger og sønderknuselse!!! . . .

Hvad satan skulde jeg angre? - At jeg
ikke elsked gud som havde indrettet livet saa
slet?! . . . At jeg bandte og sa fan'en, fordi
det var saa daarligt som det var?! . . . At
jeg drak brændevin og laa hos fruentimmer,
naar jeg var iland, for ialfald at fylde mit liv
med det snavs som var at faa, naar vorherre
ikke havde skaffet noget bedre tilveje?; . . .

He! jada! det var det jeg skulde angre!
Og saa skulde jeg tilbringe mit liv - mit
eneste, kostbare liv, jeg havde ikke flere! -
med at maale alle mine tanker ord og hand-
linger med Luthers forklaring til de ti guds

SIDE: 121

bud - og endda føle mig opbygget - ja
helt gaa op i denne ynkværdig smaalige be-
skjæftigelse! . . . Du store gud - hvad tog
man mig for?! . . .

Nej vorherre! - jeg pegte ud i natten
- stig ned fra din himmel i den rædselsful-
deste skikkelse du kan paata dig; flyv her foran
bougen af skuden og fortæl mig at det virkelig
er saa; fortæl mig at jeg er skyldig til hel-
vedes ild; at du vil forbarme dig over mig
hvis jeg vil tilbringe mit liv i anger og søn-
derknuselse og bøn om at bli frelst for Christi
skyld; men at hvis ikke - saa skal jeg i hel-
vede; fortæl mig det her midt op i mit aabne
ærlige ansigt - og jeg vil bespotte dig og
bespytte dig og foragte dig, meget dybere
end jeg foragter nogen menneskelig skabning;
jeg har ikke trang til slig frelse, og jeg vil
ikke eje den for nogen pris - da heller til
ildpølen hvor ialfald smerterne fylder ens sjæl
indtil vanvid! - Stig ned for satan! - og
jeg stamped i dækket.

En spøgelsegysen bæved igjennem mit
legeme, haarene rejste sig paa mit hode, mens
jeg stod der, lænet mod gangspillet, med
haanden strakt ud i den dunkle, stjernetind-
rende nat, og jeg bøjed uvilkaarlig mit ansigt
som vented jeg virkelig at se ham selv, Gud

SIDE: 122

Herren i sin vrede, stige ned og forkynde mig
det altsammen.

Saa maatte jeg smile; haanden sank slapt
ned, og jeg rysted spøgelsegysen af mig -:

He! En skulde virkelig tro jeg stod her
og indbildte mig at der var en levende gud,
og at han skulde være saa ynkværdig liden,
at jeg var nødt til at foragte ham!

Jeg rejste mig op og gik et par gange
frem og tilbage paa det lille rum foran gang-
spillet mellem begge kranbjælkerne, for at
røre mine fødder. . . .

Nede paa forlugen sad youngmannen
endnu i den samme stilling: albuen støttet
paa knæet og haanden under kind. -

Jeg blev underlig vemodig stemt -: saan
havde jeg ogsaa siddet tidligere, naar vi kom
op under Norges kyst, og følt mit bryst højne
sig, og mit hjerte banke stærkere ved tanken
paa det nære hjem . . . Og naar jeg saa var
kommen hjem - hvad havde saa det hele
vært!

. . . Aa men den dejlige følelse forud! -

Jeg sat mig ned paa kranbjælken om
bagbord og blev siddende og se paa young-
mannen.

. . . Hvad om min sjæl kunde gaa over
i denne youngman, saa det blev mig som kom
hjem til hans forældre og hans kjæreste. . . .

SIDE: 123

Jeg saa mig selv komme ind i en liden
stue i Vaterland - fa'ren springe op fra krak-
ken, med fangskinnet paa, og løbe mig imøde
og trykke min haand -: nej er det dig Jens
. . . haassen har du det? -

- Tak godt! og dere herhjemme?

- Joda, alt staar godt til . . .

Og saa kommer mo'eren løbende ind fra
bryggerhuset med vaade bare arme - hun
er vaskerkone - og falder mig om halsen
og kysser mig med sin gamle kjærlige mund
og siger -: Aa Jens! Jens! - nej, haassen
har du det? - Og saa tar hun mig i skul-
drene og holder mig lidt ud fra sig og siger
at jeg ser godt ud, mens taarerne triller ned
ad kinderne paa hende.

Men henne ved vinduet sidder hun, Gina,
kjæresten. Hun har lat hænderne med sy-
tøjet synke ned i fanget og sidder og ser
op paa mig, stille, blygt, med store kjær-
lige øjne. Og langsomt gaar jeg derhen,
øjnene fæstet ved hendes, tar hendes haand og
glider stille ned paa knæ foran hende og
lægger mit hode i hendes fang og græder . . . .

Nej, nej, det er jo sandt: saa vil ikke
youngmannen gjøre. - Hvordan mon han vil
gjøre? - Gud ved - naa det kan ogsaa være
det samme . . . . Naar alt saa kom i den vante,
hverdagslige, kjedsommelige gjænge igjen, saa

SIDE: 124

vilde jeg bare bli staaende og se paa det hele
og smile ad det - og ødelægge youngman-
nens lykke, som jeg havde ødelagt min egen
- Nej! nej! lad ham være ham; det er nok,
at jeg er jeg. . . .

Jeg rejste mig op fra kranbjelken og
læned mig igjen mod gangspillet og saa
udover.

Vinden blæste lige frisk, skuden dansed
lige let henover sjøen. Den fór fremover,
bougen højt løftet over vandet, skjød saa sit
sorte bryst ned i bølgen, som for at kjøle sig
under løbet, kløved den med den stærke
bringe og kasted en stor, blank, skumtoppet
bølge fossende ud til hver side; løfted saa
igjen sit bryst som for at aande, mens den
fór ustanselig fremover - skjød saa atter ned
i den kjølige bølge og kløved den paany -
ustanselig.

. . . Det var denne leg med bølgerne,
jeg engang havde drømt var det samme som
at leve - herre min gud! . . .

Jeg havde vært i Kristiania en tre ugers
tid uden at besøge et menneske jeg kjendte.
Saa traf jeg en dag tilfældigvis en bror af
mig paa gaden og blev gaaende og tale lidt

SIDE: 125

med ham. Han kom blandt andet til at for-
tælle mig at Margrethes forlovelse var hævet
for nogen maaneder siden. Det gav mig plud-
selig lyst til at se og tale med hende igjen,
og jeg tog en drosche og kjørte derop. -
Det var om eftermiddagen just som det be-
gyndte at skumre, at jeg ringte paa entréen.
Det var hende som kom og lukked op -:

- Nej goddag, goddag! - hun rak mig
haanden - velkommen hjem!

- Tak, hvordan staar det til?

- Jo tak - end du, hvordan har du det?

- Aa jo, saa som saa, hverken godt
eller vondt.

Vi gik ind i dagligstuen - hun var alene
hjemme. Jeg saa mig om i det kjendte væ-
relse. - Aldeles som sidst! sa jeg hen i
luften. Gik saa ind i spiseværelset indenfor
og blev staaende og se mig om der ogsaa.
Hun var gaat med.

- Du, sa jeg, det er ganske rart saan
at komme tilbage paa gamle tomter - det
er ligesom En har ladt en del af sig selv til-
bage de steder En har vært . . .

Hun svarte ikke, men sat sig ned ved
det lille sybord henne ved vinduet og saa
ud. Jeg sat mig ligeoverfor hende paa den
anden side af sybordet og saa ogsaa ud. En
stund talte ingen af os.

SIDE: 126

Saa pludselig sa jeg -: Hvorfor blev
det forbi med forlovelsen?

Hun vendte langsomt øjnene mod mig og
sa som i tanker -:

- Jeg elsked ham ikke.

Jeg blev siddende og se paa hende en
stund. Saa sa jeg igjen -:

- Tror du paa kjærlighed?

Hun saa forundret op paa mig -: Hvor
skulde jeg ikke?! - Tror ikke du paa kjær-
lighed?

- Nej. Ja det vil sige: ikke paa den
store kjærlighed, den som varer for livet.
Kjærligheden kommer - men den gaar ogsaa.
Den er en illusion som brister - og maa
briste.

- Og hvorfor maa kjærligheden briste?!

- Fordi et usselt menneske ikke er stor
nok gjenstanden til at kunne fylde os for
livet. Der maa noget større, noget umaadelig
meget større og højere til . . . .

- Og hvad skulde det være for noget?

- Ja vidste jeg saasandt det saa sat jeg
ikke her; da var jeg paa farten for at søge
det op.

Hun rysted paa hodet -: Nej, sa hun,
jeg tror at kjærligheden er det største. Men
- aa, jeg er bare saa bange for at den ikke
skal komme. . . . Kan du huske; det var du

SIDE: 127

ogsaa sidst du var hjemme. Og da trodde
du paa kjærligheden. - Jeg tror paa den
endda - og jeg vil altid tro paa den! -
Det sidste ord klang som en bebrejdelse.

- Ja, sa jeg, vær du glad, saalænge du
kan tro paa den; for saa længe har du livet
foran dig. - Jeg har det bag mig . . . og
det er ikke hyggeligt at ha det bag sig . . .
Ved du hvor jeg har vært henne i de tre
uger jeg har vært hjemme? - For det meste
i en drosche. Jeg lejer den for timen, stiger
op, tænder en cigar, kiler mig ind i det ene
hjørne - og kjører omkring i byens gader.
Snart fort, og snart langsomt. Forbi alle
menneskene som gaar der og er optat, den
ene af det, den anden af det. - Jeg sidder
og ser paa dem: nogen gaar der med højti-
delige miner, som om verden vilde falde sam-
men hvis ikke de var; andre farer geschæf-
tige afsted, som om det gjaldt at være fremme
klokken fem minutter før fem; andre igjen tar
det mere roligt. Men étsteds skal de hen
alligevel, noget har de at gjøre, noget er de
optat af allesammen. Bare jeg alene er ikke
optat af nogen ting; jeg bare sidder der, sam-
mensunken i mit hjørne, med cigaren mellem
tænderne og ser paa dem; jeg kommer ingen-
steds fra, jeg skal ingensteds hen, jeg har
ingenting med dem allesammen at bestille, og

SIDE: 128

de ikke med mig; jeg sidder der alene med
mine tanker og kjører forbi dem som en en-
som rejsende forbi en stor travel myretue -
det er en ganske rar følelse kan du tro! . . .
Noksaa stolt forresten, kan jeg føle mig un-
dertiden mens jeg sidder der og foragter
alle menneskene, som ikke er større end at
de kan gaa op i disse smaatterier - aa men
saa ensom og trist . . . saa kold og saa tom . . .

Hun havde stirret ud af vinduet mens jeg
talte. Nu vendte hun sig imod mig og sa
langsomt -:

- Jamen . . . hvorfor vil du ikke heller
være som de andre? - Eller som du var før?

- Vil? - Aa om jeg kunde! . . .

- Du kan! du kan! - bare du for alvor
vil - og hun saa mig ind i øjnene med sit
blødeste blik.

Som et pust fra gamle dage kom det
over mig -: aahh! om hun elsked mig! Og
jeg tog hendes hvide barnehaand og bøjed
mit ansigt over mod hendes -:

- Jeg vil! jeg vil! hvisked jeg kramp-
agtig og trykked hendes haand mellem begge
mine. - Aa Margrethe - elsk mig! fyld mig
med dig! brænd dit dejlige ansigt ind i min
sjæl med kjærlighedens magt saa det fylder
hele min tanke med længsel efter dig naar
jeg er fra dig, og lar mig forgaa af lykke

SIDE: 129

naar jeg er hos dig . . . Aa elsk mig - jeg
vil ingen anden tanke ha end dig. . . .

Jeg var sunket ned paa knæ foran hende
og begraved mit ansigt i hendes fang og
storhulked. Og hun tog med begge sine
hænder blødt om mit hode og bøjed sig ned
og kyssed mig paa haaret -:

- Herman! hvisked hun, gud hvor jeg
holder af dig! . . .

Og hun blev siddende med mit hode 

sine hænder og klappe mit haar.

Saa gik der med ét som et gys gjennem
min krop og jeg løfted hodet og saa op paa
hende. - Hun græd ogsaa.

- Margrethe, hvisked jeg, og graaden
tog mig igjen -: det er for sent: jeg kan
ikke! . . . Og jeg gjemte igjen ansigtet hul-
kende i hendes fang.

Hendes hænder faldt slapt ned. Hun sa
ikke et ord. - Saa holdt jeg op at hulke,
reiste mig stille op og sat mig igjen lige-
overfor hende.

Hun sad og stirred ret frem for sig.

- Margrethe!

Hun vendte sig mekanisk imod mig med
et aandsfraværende blik.

- Margrethe! - Nu ved jeg hvorfor jeg
ikke kan. - Fordi jeg vil. - Kjærligheden,
naar den kommer, styrter sig ned over os

SIDE: 130

som en rovfugl over sit bytte. Men den lar
sig aldrig fange -: vi maa ikke ville. -
Men for mig er livet en øde tomhed, jeg
skriger efter fylde; derfor maa jeg ville. Og
da flygter kjærligheden. . . . Jeg kunde la
være at ville - men det maatte være ved
hjælp af at ville la være at ville. Og det var
jo bare en omvej. Da beholdt jeg jo allige-
vel sigte paa kjærligheden - og den lar sig
ikke fange. . . .

Hun mælte ikke et ord, bare sad der og
stirred ud for sig. Saa tog jeg igjen hendes
haand. - Margrethe, sa jeg, jeg holder mere
af dig end af noget menneske paa jorden.
Havde nogen kunnet redde mig - det havde
vært du. Men det er for sent. . . . Aa, havde
dette vært for et aar siden . . . hvem ved,
kanske havde jeg da ikke vært hvor jeg nu
er . . . kanske havde jeg vært reddet. Men
nu - aahh, det er for sent; mit liv er spildt
for bestandig - hvis der ikke gives noget
større end kjærligheden, noget der er istand
til at gribe mig helt i et eneste nu, saa jeg
maa, maa, maa! gi mig hen for bestandig . . . .
Men om det findes, jeg ved ikke hvor jeg
skal søge det, jeg har ingen anelse om hvor
det er at finde . . .

Hun stirred videre ud for sig uden at
sige noget.

SIDE: 131

- Men ét vil jeg gjøre, sa jeg saa -:
Jeg vil tvinge mig til ikke at se dig mere.
For om jeg saa skulde bli grebet af uimod-
staaelig længsel - og maatte, maatte! tilbage
til dig . . .? Aa sig, sig: vilde du saa ta
imod mig?

Hun svarte ikke. Jeg trykked sagte
hendes haand -:

- Margrethe! . . . hvis jeg kom tilbage
med én tanke, én længsel, ét haab: dig! -
vilde du saa støde mig fra dig?

- Nej, sa hun sagte hen for sig uden
at se paa mig.

Jeg reiste mig -: ja saa lad os skilles!
- Og enten sees vi aldrig mere, eller ogsaa
- aahh, om det var muligt!

Hun havde lagt hodet ned paa sin arm
og græd stille. Jeg bøjed mig ned over
hende og kyssed hendes haar og mine taarer
drypped ned paa det. Saa listed jeg mig
stille ud. - - -

Jeg saa hende aldrig mere.

SIDE: 132

Det var halvandet aar efter, en aften,
nede i en liden smal dampskibslugar. En li-
den ballancelampe af messing, fæstet paa væg-
gen midt imod sofaen, lyste godt op i det
lille rum. Nedenunder lampen, paa det lille
bord som var slaat ud fra væggen stod et
toddybret med flaske, mugge og sukkerkop,
og ved siden af et toddyglas, omtrent halv-
drukket. I sofaen sad jeg, alene; albuen
støttet paa bordpladen, stirrende ned i toddy-
glasset, som jeg rørte rundt i med theskeen.
- Det var min lugar, jeg var andenstyrmand
paa en passagerbaad langs kysten.

Jeg sad og tænkte. . . .

. . . Nej fan'en, dette gik ikke længer;
det blev for vondt. . . . Nu havde jeg gaat
her ombord i to-tre maaneder, passelig pig
fra morgen til aften, vævet med passagererne
. . . skrevet ind nogen varer i en bog og set
efter i bogen, naar vi lossed paa de forskjel-
lige stoppesteder, at varerne kom rigtig iland

SIDE: 133

- og forresten ikke bestilte andet end at
kjede mig næsten ihjel . . . ossaa fyre paa
med brændevin dann og wann naar det blev
for kjedeligt. . . . Nej, det gik ikke længer!

Men hvad fan'en skulde jeg finde paa?

Jeg rørte videre med skeen i toddyglasset
og blev siddende og tænke paa hvordan de
var gaat hen disse sidste halvandet aar siden
jeg var holdt op at fare tilsøs. Jeg havde
forsøgt forskjelligt: siddet paa et sejlmagerloft
og syd sejl nogen maaneder; ligget nogen
maaneder i Frankrig og gjort ende paa den
sidste rest af min fædrenearv . . . tænkt paa
at gifte mig med datteren af en kafémadam
dernede og leve som kafévært - det gik
istykker fordi mo'eren stopped mit frierbrev,
da hun trodde jeg bare vilde forføre datteren
- tænkt paa at reise til Italien og bli lazaron,
men opgit det igjen og rejst hjem . . . sultet
nogen maaneder herhjemme, saa blet naviga-
tionslærer og endelig nu dette her ombord
- lige drit var det altsammen. . . . Hvad
fan'en skulde jeg finde paa? . . .

Jeg tog en slurk og rørte videre i glas-
set. . . . .

. . . Hvad kunde jeg ta mig til som kunde
være lidt moro? . . .

He! det eneste jeg vidste som var noget

SIDE: 134

moro, det var at læse romaner - jeg havde
laant et par paa et lejebibliothek i det sidste
og faat smag paa det. . . . Læse om kjær-
lighed . . . helst om ulykkelig kjærlighed . . .
begynde med et stort dejligt haab - ossaa
ende med dyb ulykke. . . . Og saa begynde
igjen paa det samme i en ny roman . . . og
ende med det samme . . . leve om igjen og
om igjen i forskjellige skikkelser dette livets
eneste indhold. . . .

Ja, det var s'gu noksaa moro, men -
det kunde jeg ikke leve af. . . . Hvad fan'en
kunde man finde paa! . . .

Jeg tog igjen en slurk og rørte meka-
nisk videre i glasset. - Saa med ét sprat
jeg op og læned mig tilbage i sofaen -:

- Der havde jeg det! Død og pine - jeg
tog en stor slurk toddy -: gaa iland og stu-
dere, ta filologisk embedsexamen og bli lærer
om formiddagene og læse romaner hele efter-
middagen. - Ja, det var jo klart som dagen
. . . lære sprog og læse alle verdens roma-
ner; saa fik jeg vel altid tiden til at gaa, og
det var jo det det gjaldt om. Naturligvis. -
Imorgen den dag vilde jeg sige op.

Og jeg skylled resten af toddyen i mig
laved en ny og blev siddende der og drikke
og røre og se ned i glasset mens jeg tænkte

SIDE: 135

paa, hvordan jeg skulde overvinde de for-
skjellige vanskeligheder med penge og alt
sligt. Indtil alting begyndte at sejle omkring
mig og jeg la mig tilbage i sofaen fuld som
en fille, og afgik. . . .

SIDE: 136

Over to aar var gaat. Det var somme-
ren 1876.

Aaret i forvejen var jeg blet storthings-
referent og havde tat artium. Men saa, iste-
denfor at ta andenexamen og begynde med
filologien, havde jeg git mig til at studere
filosofi. Jeg vilde ikke længer fordrive tiden
med at læse alle verdens romaner, jeg vilde
løse livets gaade, forklare mig tilværelsens
maal og finde menneskets bestemmelse: hvem
kunde vide -: kanske var det at opfylde sin
bestemmelse som menneske noget der kunde
tilfredsstille mig . . . .

Jeg studerte væsentlig Hegel. Men det
gik ikke rart med arbejdet. Der kom ingen
regelmæssighed ind i det, for jeg forstod
ingenting af det jeg læste; og der kunde gaa
hele uger igjennem hvor jeg bare enten laa
sløv hen paa sofaen og stirred op i taget med
en følelse af absolut uformuenhed eller ogsaa

SIDE: 137

drev omkring og søgte at glemme det hele,
med brændevin og fruentimmer. -

En aften i Juli maaned havde jeg igjen
slængt Hegel fra mig og var gaat ud. Nede
paa Grand Hôtel havde jeg saa siddet og
drukket et par toddyer, ganske alene, til
klokken lidt før tolv og var saa gaat ud paa
Karljohan for at finde noget fruentimmer. Men
jeg havde ingen penge og det var ikke lykke-
des. Saa havde jeg opgit det og vandred
langsomt opover Rosenkrantzgaden for at
gaa hjem.

Mens jeg gik der uden at tænke paa
nogen verdens ting - hørte jeg pludselig
smaa raske skridt lige bag mig og vendte mig
om -: det var et fruentimmer. Jeg kunde
tydelig se ansigtet i den lyse sommernat -:
en bred hvid pande under det brusende cendré
pandehaar; en smal næsten skarp næse mel-
lem to brede ægyptiske øjne; tynde læber,
og en ubetydelig hage. Hele ansigtet ikke
egentlig vakkert, men rart og pikant. Og
huden ualmindelig tendre og fin.

- Godaften! sa jeg.

- Godaften! svarte hun frejdig og saa
mig kjækt op i ansigtet.

- Hvor skal De hen?

- Hjem naturligvis.

- Til mig eller til Dem?

SIDE: 138

Hun lo -: Aa, til Dem hvis det ikke
er for langt.

- Jeg bor i Zetlitzgade paa Meyerløkken?

- Naa jaja, det er jo ikke saa langt! -
Og hun la sin arm i min og vi gik hjem
til mig. -

Det var halvmørkt derinde. Vi tændte
ikke lampen. Hun tog hatten af og sat sig
hen i sofaen. Jeg tog frem en flaske sherry
og to glas, sat mig ind til hende i sofaen med
armen om hendes skulder og skjænked i.
Hun læned sig tilbage i armen min, mens
vi drak.

- Vil De bli hos mig inat? spurgte jeg,
da vi havde drukket.

Hun retted sig op og saa sig om i væ-
relset med et prøvende blik. - Aaja! sa hun
saa, her gaar det godt an at være. Og saa
lo hun, kasted sig tilbage i armen min igjen
og blev liggende og se op paa mig.

- Kys mig! sa hun saa.

Jeg kyssed hende. Hun blev liggende
der, hodet lænet slapt tilbage paa min arm,
og se op paa mig. Og lidt efter lidt la der
sig som et slør over øjnene, og munden aab-
ned sig en liden smule og lod skimte den
hvide tandrække. Ansigtet fik et dæmonisk
sanseligt udtryk.

Og mens jeg sad der og saa ned paa

SIDE: 139

dette ansigt, saa greb den mig igjen, denne
gamle længsel efter, om det saa bare var for
et eneste minut, at kunne gi mig helt hen,
synke ned over hende og glemme alt. - Og
hele mit elendige liv la sig over mig som en
stor trykkende længsel -: Aa, bare et minut!
. . . leve et eneste minut og saa dø døden -
det vilde ikke være for dyrt betalt . . . Og
jeg stirred og stirred med store blanke øjne
ind i hendes. . . .

Indtil hun pludselig skvat op. Det san-
selig betatte udtryk i hendes ansigt var borte,
og hun greb mig ved skuldrene og saa mig
nøje ind i ansigtet -:

- Men hvad er det, som fejler Dem? -
De ser jo ud, som De havde en stor sorg!

- Ja, sa jeg langsomt, jeg har ogsaa en
stor sorg -: jeg er en gammel mand, og jeg
vilde gi mit liv for at være ung igjen, bare
en kort stund.

Hun lo -: Aah, sa hun vantro, - er
De 20 aar?

- To og tyve.

- To og tyve? - hun sat op et tragi-
komisk ansigt og rysted betænkelig paa
hodet -: Det var svært gammelt!

Jeg smilte. - Nej, sa jeg, det er ikke
aarene. Det er herinde - jeg pegte paa
panden -; herinde er jeg ikke to og tyve,

SIDE: 140

men tre og sexti. - Naa men fan'en ivold
med det! . . . skaal for satan! du er en dejlig
sød pige som vil bli her inat hos mig gamle
djævel. - - -

- - - Jeg havde klæd af hende, lidt
efter lidt, med en stans mellem hvert plag,
og havde beundret hende stykke for stykke,
fra top til taa -: hendes hals og skuldre,
hendes unge fine bryster, hendes runde arme,
de yppige hofter, benene med de kjælne vel-
lystige linjer, de smaa velskabte fødder -
og overalt og fremfor alt: hendes vidunder-
lige hud. - Og mens jeg laa paa knæ foran
hende havde hun siddet der paa stolen, lænet
tilbage mod stoleryggen, med armene hæn-
gende slapt ned, og set paa mig med det
dæmonisk sanselige ansigt, og lat min be-
undring og smiger risle hen over sig som et
vellystigt bad - bare slaat armene mat om-
kring mig og trykket mit hode sagte ind til sig,
hvergang jeg kyssed hendes skuldre, hals eller
bryst . . .

Nu laa hun der i min arm ved siden af
mig og strøg sig op ad mig med katteagtig
kjælen bevægelse, saa jeg blev grebet af en
ren debilitas nervosa . . . .

- Vidunderlig fin er din bløde hud,
hvisked jeg sagte - det sitred i alle mine
nerver mens jeg laa der og tænkte paa,

SIDE: 141

at igrunden var dette dejligt til at forgaa af;
men at mig kunde det ikke ta . . . .

Tilslut la hun som i mat fortvivlelse ar-
mene blødt om mine skuldre, gjemte sit hode
ved min hals og hvisked -: kom! - - -

- - - Hun laa igjen ved siden af mig
i min arm, og jeg laa og saa ned paa hendes
ansigt. - Saa titted hun op paa mig -:

- Du! sa hun; du havde ret alligevel:
du bør ikke gifte dig med nogen ung pige.

- Nej, hverken med nogen ung eller
nogen gammel . . . jeg er en olding . . . jeg
ligger og tænker istedenfor at bli betat. -
Og jeg blev liggende og stirre op i taget.

Lidt efter titted hun igjen op -:

- Jamen du! sa hun; jeg er glad i dig
alligevel . . . jeg kan godt like dig . . .
jeg ved ikke selv hvorfor, men . . . Aah! -
hun la armene om min hals og kyssed mig -
du ved ikke, hvor jeg liker dig godt! . . .

- Gjør du virkelig? - jeg blev helt rørt.

- Ja. Og hun strøg sig igjen op ad mig
med den kattekjælne bevægelse.

 Saa grebes jeg med ét af et sanseligt
raseri efter at besidde hende igjen, dette vel-
lystige pigebarn: jeg vilde! jeg vilde! for satan . . .
Og jeg kasted mig over hende og kyssed og
kyssed hendes ansigt og skuldre og bryst,
gjengjældte hendes katteagtige bevægelser og

SIDE: 142

skrumped mig sammen i vellyst under hendes
favntag . . .

Indtil det lykkedes igjen. - - -

- Ser du! sa hun og titted op, da hun
igjen laa ved siden af mig med hodet i min
arm -: det var noget andet! - Inden natten
er gaat har jeg gjort dig helt ung igjen . . . .

Jeg smilte -: aah, om du kunde! - - -

- - - Det var blet fuldt dagslys for
længe siden, men vi havde ikke lukket et øje.
Et par gange havde jeg staat op og gaat om-
kring der i bare skjorten og sat paa vand
paa maskinen og traktet kaffe og serveret
hende den paa sengen, én gang med makroner
og kjex til, en anden gang med kognak og
cigaretter. Og hun havde vært forfærdelig
elskværdig og overtruffet alt hvad jeg tidligere
havde truffet paa i retning af sanselig erotik.

Saa var klokken blet over fem om mor-
genen - og hun skulde paa arbejde klok-
ken sex.

Hun sprang let ud af sengen, sat sig paa
sengekanten, bøjed sig ned over mig og kys-
sed mig -:

- Kan du nu se at jeg kunde gjøre dig
ung igjen? - Eller har du kanske ikke tilslut
vist dig at være yngre end den yngste mand
i verden. - Og saa lo hun og kilte mig paa
halsen.

SIDE: 143

Jeg slog armene om hende og trak hen-
des hode ned til mit -:

- Jamen saa har du ogsaa vist dig at
være den dejligste af alle dejlige pigebørn paa
jorden, sa jeg og kyssed hende . . . .

Saa stod vi op begge to, mored os som
to smaa børn med at klæ paa hverandre,
drak resten af kaffeen, som nu stod der kold
paa kanden - og vandred saa sammen ud i
den rene friske morgenluft . . . .

Da vi skiltes sat jeg hende stevne til om
aftenen igjen. -

Jeg kom hjem igjen, men havde slet ingen
trang til at lægge mig. Jeg tændte en ciga-
ret og sat mig hen i sofahjørnet i min sædvan-
lige stilling: albuen hvilende paa sofaarmen,
haanden under kindet, og benene trukket op
under mig. Der sad jeg og pusted den ene
store sky af blaa cigaretrøg ud i luften efter
den anden . . . .

Jeg følte mig forunderlig let og behage-
lig tilmode - virkelig som jeg var blet ung
igjen!

Saa maatte jeg smile -: hun indbildte sig
at ha gjort mig ung igjen . . . indbildte sig
at hun tilslut havde tat mig helt, med krop
og sjæl. - He, ossaa var det ikke andet end
den animalske varme og den uafladelige fy-
siske irritation -: de to momenter havde til-

SIDE: 144

slut øvet den samme fysiske virkning paa mig,
som den psykiske betathed øver paa et nor-
malt menneske . . .

Naa forresten, en ganske behagelig nat
havde det jo vært, jeg kunde ikke sige andet;
men du store gud -: virkelig at bli betat . . .
og saa gi sig helt hen med krop og sjæl - aah,
det var noget kvalitativt andet. - Men det
evned jeg ikke. Jeg var simpelthen psykisk
impotent ligesaavel paa dette felt som paa et-
hvert andet . . . . Og det uagtet jeg her skulde
ha min fysiske ungdom som modvægt! . . .
Men, den var nu engang ikke stærk nok til at
veje op denne psykiske oldingeagtighed . . . .

Fan'en, at den ikke var stærkere! jeg
havde ofte tænkt paa det. Jeg havde villet
øge dens kraft ved en passende afholdenhed,
men det hjalp ingenting; for saa var det disse
utallige pollusioner. De gjorde, at den aldrig
fik nogen større magt alligevel. De arbejded
sammen med den psykiske impotens, paa at
gjøre mig legemlig impotent ogsaa . . . .

Og jeg blev siddende der og røge den
ene cigaret efter den anden og tænke paa
dette fatale samspil af disse to ødelæggende
kræfter. Saa tilslut bestemte jeg mig til at
gaa op til doktor Øwre og spørge ham til-
raads i sagen; han skulde jo forstaa sig paa
den slags ting.

SIDE: 145

Jeg tændte paa maskinen og trakted en
kop kaffe, spiste lidt frokost og vandred saa
ud med en cigar i munden for at fordrive de
par timer, til Øwre aabned sit kontor. - - -

Øwre lukked op døren til venteværelset -:
værsgod! - Det var min tur og jeg gik ind.
Han lukked døren efter mig og blev staaende
og vente paa hvad det var jeg vilde.

- Er der noget middel mod impotens?
spurgte jeg.

Han saa en stund paa mig -: Spør De
for Dem selv eller for andre?

- For mig selv.

- Hvor gammel er De?

- To og tyve.

- Det var sørgelig tidligt. - Værsgod! -
han pegte ud med haanden, og vi gik tværs-
over gulvet og sat os, han foran skrivebordet
mellem de to vinduer, jeg paa en stol ved
vinduet tilhøjre. En stund sad han der og
stirred forbi mig ud af vinduet som om han
tænkte paa noget rent andet. Men saa plud-
selig fæsted han øjnene paa mig -:

- Hvad forstaar De ved impotens?
spurgte han.

- At erektion ikke indtræder, naar man
har lyst paa et fruentimmer.

Han nikked samtykkende og blev igjen
siddende og stirre ud af vinduet.

SIDE: 146

- Er det fuldstændig impotens? spurgte
han saa igjen og saa paa mig over brillerne.

- Nej, sa jeg, og fortalte ham om den
forløbne nat.

- Og hvorlænge har det varet? spurgte
han saa.

- Aa - de sidste par, tre aar.

Han trak paa skuldrene -: Der er ikke
mere end ét middel imod det -: bli forelsket!

- Jamen for fan'en, det er jo netop det
jeg ikke kan.

Han trak igjen paa skuldrene -: Saa er
der ingenting at gjøre! - Og han blev igjen
siddende og stirre ud af vinduet.

- Men lad os nu høre, sa han saa -:
hvordan er dette kommet? - Har vi i vore
unge dage vært henfalden til den nydelse som
man senere hen kalder onani?

- Nej desværre. Deri tror jeg netop
fejlen for en del ligger.

- Saa-aa? - han smilte - vi har vore
theorier! - Er De mediner?

- Nej. Men man tænker jo gjerne lidt
over de ting som angaar En saa nær. Nu
skal De høre hvordan jeg tror det har sig
med denne meningsløse impotens -: Den
psykiske udvikling jeg har gjennemgaat har
ødelagt min hjerne. Det er mig umuligt læn-
ger at bli grebet af nogenting . . . jeg føler

SIDE: 147

ikke noget ved nogetsomhelst . . . andet end
en vemodig længsel efter at føle noget ved det.
Slig gaar jeg omkring. Ser jeg et andet men-
neske bli grebet af noget, saa blir jeg grebet af
længsel efter ogsaa at bli grebet af det . . . ser
jeg et vakkert fruentimmer, saa husker jeg hvad
det vilde sige at bli grebet af det - og læn-
ges efter at bli det igjen . . . Og slig med
alt. - De forstaar: det er altsaa paa den re-
flexive maade jeg faar lyst paa fruentimmer,
og det frembringer s'gu ingen erektion - bare
en trist vellystig fornemmelse gjennem krop-
pen . . . som en slags - ja hvad skal jeg
kalde det - en slags kropslig vemod. -
Nu, dette er altsaa den ene side af sagen -:
hjernen arbejder unaturlig. - Men, der maa
ogsaa et andet moment til for helt ud at for-
klare denne besynderlige impotens hos et saa
ungt individ som mig. Og det andet moment
er ogsaa forhaanden. Nemlig: kjønsorganerne
arbejder ligesaa unaturlig som hjernen. Og
det er kommen paa følgende maade -: En
systematisk adskillelse fra det andet kjøn hele
barnealderen igjennem havde alt i tiaars alderen
git mig en voldsomt ophidset kjønslig fantasi.
Og det blev værre og værre med aarene.
I tretten aars alderen gjorde det mig næsten
vanvittig. Al denne opsamlede liderlighed fik
naturligvis ikke noget naturligt afløb, det var

SIDE: 148

klart - der var ikke noget fruentimmer som
af sig selv forbarmed sig over mig, og jeg
havde ikke mod nok til at forsøge mig. Og
ulykkeligvis saa havde jeg ikke lært at skaffe
den noget kunstigt afløb. Saa maatte da na-
turen selv bryde sig vej: den aabned sikkerheds-
ventilen og jeg begyndte at faa pollusioner.
Men det hjalp lidet. Mangelen paa virkelighed
hidsed fantasien bestandig stærkere og stær-
kere, pollusionernes tal steg til det rent me-
ningsløse, og saa endte det da naturligvis med,
at da jeg endelig efter en tre fire aars forløb
begyndte at bruge fruentimmer, saa viste det
sig at den muskel som lukker for vesica se-
minalis, og som af naturen er indrettet paa at
aabne sig ved et vist kvantum friktion af glans
- den var blet saa vant til at aabne sig bare
paa fantasiens bud, at naar fantasien var der
saa var det nok; der behøvdes næsten ingen
friktion. - Nu, saalænge hjernen var normal
saa gik det jo endda an skjønt det jo var
ærgerligt nok med den korte fornøjelse. Men
da saa hjernen ogsaa begyndte at arbejde
unaturlig, saa gik det fan'en ivold. - Og nu
er det det jeg mener: Kunde den muskel
tvinges til at holde sig lukket - om det saa
bare var en uges tid ad gangen f. ex.; iste-
denfor at den strax jeg falder i søvn aabner
sig ved den første vellystige fantasi - saa

SIDE: 149

maatte, tænker jeg mig, kjønsdriften derved
stige til en saadan højde at den bemægtiged
sig mig fuldstændig og tvang al unaturlig re-
flexionsvirksomhed i hjernen tilbage saalænge
indtil den var tilfredsstillet. Og naar jeg saa
gjennem en passende afholdenhed gang paa
gang kunde kjøre op med en saa voldsom
umiddelbarhed imod reflexionssygen, saa kunde
kanske den lidt efter lidt tvinges ialfald saa
meget tilbage, at den ikke mere behersked
hele mit væsen. - Og saa vilde jeg igjen
kunne lære at leve. -

Øwre havde siddet og betragtet mig nøje,
mens jeg talte. Da jeg var færdig sa han
langsomt -:

- Ja, den maade De mener det er kom-
men paa høres meget rimelig ud. For jeg
skal sige Dem en ting -: det er svært pent
at være dydig, men - det er svært skadeligt.
Men det som skulde gjøres: at faa sædblæren
til at holde tæt - ja, det er et langt lærred
at blege.

- Naa ja; men tror De altsaa overhodet
det er muligt at bringe den muskel tilbage til
sin natur igjen naar den først engang er blet
rent ødelagt?

Han strøg sig et par gange om hagen
og betænkte sig -: Kanske, sa han; men
som sagt: det blir et langt lærred at blege.

SIDE: 150

- Langt eller ikke langt, det gir jeg
fan'en. Bare det er muligt.

- Ja, vi kan jo forsøge. Ved paavirk-
ning af lapis kan den muskel bringes til at
snerpe sig sammen. Vi skal føre ind nogen
lapisbougier.

Jeg la mig hen paa sofaen og han skulde
føre ind et katheder. Men der viste sig at
være en stærk forsnævning i uretra; kathedri-
seringen var umulig.

- Har vi havt gonoré? spurgte han, da
han maatte opgi det.

- Nej, mærkelig nok; jeg har vært ganske
forbausende heldig i den retning.

- Ja da er det altsaa en naturlig for-
snævring; den kan bli vanskelig at forcere.
Kanske blir vi nødt til at gaa ind med en
kathedersax og skjære os igjennem.

- Værsaagod, gjør hvad De vil!

- Naa jaja, vi skal ta det med ro. Først
forsøger vi en tid med at blokke. Vil saa det
slet ikke gaa, saa er det tid at komme med
saxen. Men - han saa ned paa mig over
brillerne - blir vi nødt til det saa risikerer
vi en blodforgiftning. Og da er De kaput!

- Det gir jeg fan'en.

- Vel, vel, sa han rolig og førte ind en
tynd bougi. - Se her! sa han da han tog
den ud igjen -: den er ikke tyk. Men næste

SIDE: 151

gang forsøger vi en tykkere, og saa lidt efter
lidt arbejder vi os frem. - Men vi venter et
par dage mellem hver gang, for ikke at irritere
for meget. - De kan komme igjen paa Thors-
dag. -

Jeg gik ud at spasere igjen og tænkte
paa dette forsøg, som muligens skulde koste
mit liv . . . .

. . . Ja gid det bare saasandt blev en af
delene: enten livet eller døden - det var det
resultat jeg kom til. Men jeg følte det hele
som haabløst -: det blev vist ingen af delene. -

- - - Det blev det heller ikke. Vi
hjalp os uden saxen, og jeg slap at risikere
blodforgiftning, men resultatet af experimentet
blev bare en delvis ødelæggelse af følenerverne
derinde, ingen forstærkelse af muskelen.

SIDE: 152

Det var en aften udpaa vinteren 1877,
halvandet aar senere.

Jeg sad alene paa mit værelse henne i
sofaen mellem de to vinduer; i min sædvan-
lige stilling: albuerne støttet paa sofaarmen,
haanden under kindet, og benene trukket op
under mig. - Hegel laa opslaat paa divan-
bordet foran mig.

Jeg sad og stirred ud i luften med trætte
miner. . . .

. . . Kunde det nytte noget at bli ved
med dette? . . . To aar af mit liv havde jeg
nu vævet bort med Hegel, med Fichte, med
Kant . . . uden at forstaa det bitterste gran.
. . . Var det ikke bedst at lægge det hele
væk?

. . . Jeg var da ikke dum! . . . det kunde
ikke være min skyld at jeg ikke forstod no-
get af det . . .?

Jo. - Disse mænd havde verdenshisto-
rien for sig. Vrøvl blir ikke verdenshistorisk.

SIDE: 153

- det maatte være mig der var dum alli-
gevel. . . .

Nej, fanden ta mig! jeg var ikke dum.
Jeg maatte kunne komme til forstaaelse af
det, saasandt der nogen mening i det! Og jeg
skulde vise at jeg kunde! . . . Jeg havde jo
desuden ikke noget at forsømme. . . .

. . . Jamen kunde det nytte noget at bli
ved alligevel? . . . Selv om jeg kom til at
forstaa det - vilde saa den forstaaelse bringe
mig nogen tilfredsstillelse? . . .

Hvad var filosofi egentlig for noget? . . .

Filosofien vilde begribe tilværelsen. . . .

Jamen kunde den begribelse gjøre mig
lykkeligere? . . . Hvad vilde det egentlig si:
at begribe tilværelsen? . . . Hvad vilde det
si at begribe det bordet her - jeg greb i bord-
pladen og rysted i den - hvad fan'en vilde
det si! - Jeg kunde da ikke begribe andet
end tanker! . . .

. . . Tanker? . . .

Pludselig skvat jeg op af sofaen og blev gaa-
ende hurtig frem og tilbage paa gulvet, hol-
dende den fillede graa rødkantede slobrok
sammen omkring mig -:

Hvad om hele verden ikke var andet end
tanke! Hvad om bordet der og jeg selv og
hele tilværelsen ikke existerte, ikke kunde
existere uden i og for bevidstheden, og be-

SIDE: 154

vidstheden ikke uden at ha netop dette ind-
hold! . . . Hvad om allesammen, vi selv og
hele verden omkring os bare var et eneste
stort forestillingskomplex hvis natur det var
at gjenspejle sig selv i en mangfoldighed af
reflexer - som var os! . . . Og hvad om
denne mangfoldige selvreflektor som tilvæ-
relsen saaledes var, var det eneste der for-
nuftig kan tænkes at være! hvad om den
ikke var andet end fornuften selv, den abso-
lute selvaktive fornuft! - Da vilde jo min
fornuft, denne uudviklede evne, ved at tænke
væren slig som den fornuftig alene kan tæn-
kes, ved altsaa at tænke den eneste fornuf-
tige væren, komme til at producere verdens-
altet i dets mangfoldige reflexer inde i min
bevidsthed - og da var tilværelsen begrebet!
. . . Og det vilde jo for mig betyde, at hele
den virkelige verdens liv leved derinde i min
bevidsthed; at al verdens sorg og al verdens
glæde, al verdens nydelse og al verdens
smerte, den vilde jeg opleve. Ikke et el-
skende par uden at jeg var dem begge og
leved deres elskov og kjærlighed med, som
jeg leved mit eget liv; ikke to fiender uden
at jeg var dem begge og leved deres had og
deres kampe med, som de selv! ikke en be-
givenhed, stor eller liden, uden at jeg fuldt
bevidst opleved den i alle dens fineste ydre

SIDE: 155

og indre aarsager og virkninger! Kort sagt:
hele verdensskuespillet vilde, fuldt gjennem-
sigtigt i sine yderste detaljer, foregaa derinde
i min bevidsthed -: jeg vilde være det sig
selv gjennemsigtig blevne verdensalt . . .

Jeg vandred med raske skridt frem og
tilbage paa gulvet, nervøst ophidset af denne
tanke.

. . .Og alle de andre der hæved sig til
den samme begribelse og ligesom jeg udvik-
led sin fornuft til lighed med den absolute
fornuft? - Ja, de vilde alle være ét og det
samme som jeg; jeg vilde leve i dem og de
i mig, og vi vilde alle være gud, den ene og
samme gud, det ene og samme sig selv gjen-
nemsigtig blevne universum - iført forskjel-
lige menneskeskikkelser saalænge vi leved. . . .

Ja var det menneskets bestemmelse, da
var der mening i det hele. Det guddomme-
lige liv var det værdt at leve! det var rigt
nok til at tilfredsstille, i det kunde jeg helt
gaa op, det men ogsaa det alene kunde gi
mig den tabte umiddelbarhed tilbage! Og det
liv maatte være menneskets bestemmelse, til-
værelsen var fornuftig, den var fornuft, det
gjaldt bare bevidst at hæve sig til fornuftens
standpunkt! . . . Ha! nu forstod jeg de He-
gels ord som havde brændt sig ind i mig med
ætsende smerte fordi jeg ved dem havde følt

SIDE: 156

mig udelukket fra filosofien: "Der muth der
wahrheit, der glaube an die macht des geistes
ist die erste bedingung der filosofi. Der
mensch, weil er geist ist, darf und soll sich
selbst des höchsten würdig achten; von der
grösze und der macht seines geistes kann er
nicht grosz genug denken; und mit diesem
glauben wird nichts so hart und spröde sein,
dass sich ihm nicht eröffnete. Das zuerst ver-
borgene und verschlossene wesen des univer-
sums hat keine macht, die dem muthe des
erkennens widerstand leisten könnte; es musz
sich vor ihm aufthun, und seinen reichthum
und seine tiefen ihm vor augen legen und zum
genusze geben ". . . .

Ha! nu havde jeg dette mod og denne
tro som var filosofiens første betingelse, og
nu kunde jeg for alvor begynde! . . . Gud-
bevars, det var et uhyre arbejde, det blev
ikke rukket i de første menneskealdre - og
gud ved om vi var udødelige. Men ialfald,
det var det eneste der var mening i at ar-
beide for, og kunde det naaes - det var ar-
beidet værd om det saa tog millioner af
aar. . . .

Og jeg blev gaaende der frem og til-
bage paa gulvet og bade mig i denne tanke:
at leve hele universets liv. Og jeg blev mere
og mere begejstret. . . .

SIDE: 157

. . . Jo nu skulde det gaa med arbejdet!
. . . Aa men jeg maatte faa flere med mig;
vi maatte bli saa mange som muligt om dette
arbejde som var, ikke blot saa stort, men
ogsaa saa forfærdelig vanskeligt. . . . Hvor
havde jeg ikke strævet . . . og uden at komme
nogen vej . . . med denne Hegels logik! og
den var endda bare den lille begyndelse; i
den producerte jo fornuften endnu ikke andet
end rene tanker. . . . Men nu skulde det gaa
raskere; nu havde jeg jo det rette syn. . . .

Jeg sat mig hen i sofaen igjen og blev
siddende og tænke. . . .

Aa men mon Hegel i "naturfilosofien"
virkelig havde gjort overgangen fra de rene
tanker til den reelle haandgribelige forestil-
lingsverden? . . . Havde han bare det saa
var jo det slemmeste over, da kunde man
ha godt haab. . . .

Naa men det gjaldt alligevel at faa folk
til at interessere sig for arbeidet og ta fat
paa det; alene var jeg ikke stærk nok - og
jeg havde vært saa længe alene. . . .

Men hvem skulde det være? Jeg kjendte
ikke mere end et par mennesker. Og bare
en af dem interesserte sig for filosofi, og han
var desuden ikke spor af filosofisk anlagt;
han mored sig bare med i sine fristunder at
sidde der og læse om, at den og den store

SIDE: 158

filosof havde tænkt det og det - ligegyldigt
enten det han havde tænkt for os saa ud som
vrøvl eller ikke. . . .

Nej, jeg maatte søge de nye folk udenfor
min bekjendtskabskreds. . . .

. . . Jo, nu havde jeg det: jeg vilde
skrive en indledning til filosofien. I den vilde
jeg først bevise at hele tilværelsen ikke var
andet end nødvendige forestillinger - det
bevis maatte jo være det væsentlige indhold
af Kants "kritik der reinen vernunft" saavidt
jeg kunde skjønne, og nu skulde jeg da ha
energi nok til at klare den bog ialfald. Og
saa vilde jeg bagefter udvikle hvorledes vi,
saasandt denne verden af nødvendige fore-
stillinger var fornuftig, maatte ved hjælp af
vor fornuft kunne producere hele den virke-
lige verden inde i vor egen bevidsthed og
derved komme til at leve hele verdensaltets
uendelig-rige liv. . . .

Og det maatte da kunne begejstre nogen
ialfald til at gaa med! Saa megen følelse
maatte der da være af fattigdommen i det
liv menneskene nu leved; - jeg vilde be-
gynde strax!

Og jeg tog Kants "kritik der reinen
vernunft" ud af min boghylde, sat mig hen
i gyngestolen foran bordet, la benene paa

SIDE: 159

en stol og læned mig tilbage - og begyndte
at læse. . . .

Nogen maaner efter, sent en aften, klok-
ken var over tolv, sad jeg i den samme sofa
i det samme værelse og skrev ivrig. Lampe-
skjærmen kasted lyset stærkt ned paa papiret,
men i værelset var det temmelig skummert . . .

Ahh, endelig! - Jeg la pennen fra mig
og rejste mig op; min "indledning til filosofien"
laa færdig foran mig paa bordet.

Jeg gik frem paa gulvet og blev gaaende
nervøst frem og tilbage i det halvmørke væ-
relse med den gamle fillete slobrok dinglende
omkring mig . . .

. . . Her var altsaa opraabet - vilde det
nu ogsaa bringe nogen til at gribe til vaa-
ben? . . .

Jeg haabed og trodde det . . .

Men hun! hvem jeg vilde sende bogen
naar den blev trykt - vilde hun bli greben
af den? . . .

Ja gud maatte vide det . . . Jeg husked
ikke . . . jeg havde vist aldrig talt et ord
med hende, skjønt vi var lidt i familie med
hverandre og havde bod i samme by engang
. . . jeg husked bare hvordan hun saa ud . . .

SIDE: 160

middelshøj, lidt fyldig, glatstrøget haar om-
kring et almindeligt ansigt, men med et par
svært forstandige brune øjne . . . Hun skulde
være svært begavet . . . Hun var 20 aar, læste
med lethed tysk, fransk og engelsk, og havde
læst meget . . . Ossaa var hun dybt religiøs!
Hun maatte altsaa ha følt denne verdens "for-
fængelighed" . . . dette liv tilfredsstilled
hende ikke; det som maatte til for hende, det
var saligheden . . . Saligheden - det var jo
et liv i samfund med gud! Og det var jo
netop til det liv filosofien skulde føre . . . og
det var kun filosofien som kunde føre did;
religionens snak om et liv i gud var jo bare
mystik . . . Og det vilde hun forstaa, det
maatte hun forstaa, naar hun havde læst min
lille bog og forstaat den! . . . Og saa vilde
hun omvende sig til filosofien . . .

Ja! ja! saadan maatte det gaa! Og en
saadan kvinde vilde jeg kunne elske . . . Jo!
jo! jeg var sikker paa det: en saadan kvinde
kunde helt beta mig; ligeoverfor hende vilde
jeg faa evnen til umiddelbarhed tilbage . . .
Og hvem ved - kanske kunde hun ogsaa
komme til at elske mig. . . .

Jeg sat mig hen i sofaen igjen og gav
mig til at skrive klad til det brev jeg vilde
sende hende sammen med bogen. - Jeg skrev:

"Jeg sender Dem denne bog, en tidens,

SIDE: 161

en dagens bog, og ber Dem om at læse den.
- Det er til Dem, Dem, der allerede har alt
hvad De behøver, jeg stiller denne bøn -
og hvorfor skulde De saa opfylde den? Det
kan jo ikke være for Deres skyld jeg ber
Dem om det; De har jo allerede søgt tilfreds-
stillelsen andetsteds, og fundet den - hvad
kommer saa denne bog Dem ved? Det maa
altsaa være for min egen skyld. - Og saa-
ledes er det; dette som alt andet gjør jeg
ene og alene for min egen skyld. Og hvor-
for skulde saa ikke De ligeoverfor egoisten -
om det saa blot var for at vise ham, hvor
afskyelig hans egoisme er - for en gangs
skyld kaste egoismens kappe om Dem og
svare nej? - Og dog siger jeg Dem at jeg
trods al min indre fattigdom ikke uden en
uhyre smerte vilde kunne vise en saadan bøn
fra mig naar jeg vidste hvor meget det her
gjaldt; og for ikke at volde mig selv denne
smerte vilde jeg gjøre alt hvad der stod i min
magt for at opfylde bønnen - og det vil
ogsaa De gjøre, det er jeg vis paa.

Og hvad gjælder det saa? - Jo, nu skal
De høre:

Jeg lever et ulykkeligt, fortvivlet-fattigt
liv, fyldt af øde, usigelig tomhed. Ud fra mit
hjerte skriger et rasende krav paa noget andet
og mere end det det virkelige liv har at by

SIDE: 162

paa, og derfor faar det virkelige liv for mig
ingen betydning; det drager mig med hele sit
indhold forbi uden at berøre mig, jeg føler
ingenting ved det - det er jo ikke det der
svarer til det altoverdøvende krav derinde i
mig. Al den glæde, al den tilfredsstillelse
som et almindeligt ureflekteret menneske hen-
ter fra sit umiddelbare følelsesliv, det forsvinder
for mig uafladelig i reflexionens bundløse
svælg, og jeg bare staar der og sender ve-
modige øjne efter det mens det forsvinder -
vemodige øjne; thi ogsaa jeg har engang vidst
hvad der var at leve umiddelbart. -

Der findes kun ét lyspunkt i dette mit
elendige liv. Et fjernt haab om engang at
naa det som mit inderste væsen kræver, spre-
der en smule dæmring ind i mit livs mørke
nat - ak kun en smule dæmring; thi dette
haabs opfyldelse, om det kan opfyldes, ligger
saa fjernt, aa saa forfærdelig fjernt.

Men, vil De sige, det er dog et haab, og
i arbejdet paa at virkeliggjøre det maa jeg
kunne glemme mig selv; jeg maa kunne styrte
mig selv med samt min hele tidligere reflek-
tion, mig selv som jeg staar og gaar, ind i
løsningen af den opgave som ligger for mig,
og henleve resten af mit liv i haabet om at
tilslut skal det lykkes. - Ja, saaledes vilde
det være hvis jeg udelukkende kunde hellige

SIDE: 163

mig denne opgave og hvis energiens og søv-
nens grænser altid faldt sammen. Men ingen
af delene er tilfældet. Samfundet kræver, at
jeg skal ofre en stor del af min tid paa det;
ellers vil det ikke føde mig. Og energien
- ak den rækker saa sørgelig kort. Og i al
den tid jeg ikke gaar umiddelbart op i min
opgave, falder jeg tilbage til den gamle for-
tvivlede beskjæftigelse: at staa der vemodig
og stirre og stirre efter alt det der drager mig
forbi og som jeg kunde ha levet og følt
hvis jeg endnu som fordum kunde la livet
strømme umiddelbart igjennem mig uden re-
flexion, uden at maale det med den levende
fordringsfulde maalestok derinde i mig. Og
jeg føler mig tilmode, som havde jeg en kjær
mor der pludselig var død for mig, og jeg
stod og græd og græd - over ikke at kunne
græde. . . . Aa! at kunne leve, leve som alle
de andre! -

Men saa gribes jeg af foragt for mig selv
som staar der og eftertragter disse smaating;
og af raseri over ikke engang at kunne gribe
dem - og saa kaster jeg mig ud i livet og
vil, vil gribe ialfald noget af dette smaa. Men
det lykkes ikke, og jeg falder hen i en sløv
apathi, som ofte kan vare lange tider - ind-
til det blir for uudholdeligt; saa tar jeg igjen

SIDE: 164

fat paa min opgave, og saa begyndte det
gamle kredsløb igjen.

Men saa undertiden, just som jeg ligger
apathisk hen i sløv foragt for alle det
umiddelbare livs nydelser som jeg forgjæves
misundelig har grebet efter, saa hænder det
af og til at pludselig stiger der op en bræn-
dende længsel i mig som bemægtiger sig min
fantasi og maner mig frem en dejlig kvinde
der knuges af den samme tærende mangel
paa alt som jeg selv - og vi slutter os sam-
men. Med hende lever jeg. Sammen kaster
vi os ud i den store kamp, der skal gi os
alt, og som er det eneste der for en tid kan
bringe os til at glemme vor uendelige fattig-
dom. Sammen styrter vi os, naar kræfterne
er udtømte saa vi ikke længer kan arbejde,
ud i de frugtesløse forsøg paa at la os gribe
af det umiddelbare liv; og sammen nyder vi,
i taus men inderlig forstaaelse af os selv og
situationen, den komisk-tragiske blanding af
misundelse og foragt for de brustne illusioner
og for dem for hvem de ikke brister. Og helt
fortrolig synker vi saa til hinandens bryst,
naar teppet atter gaar ned efter en ny akt af
det rædsomme skuespil: livet.

Men saa vaagner jeg op og tar mig sam-
men; jeg ved det jo saa godt: det er ikke,
og det blir vel ikke heller nogensinde virke-

SIDE: 165

lighed. Thi for at miste alt kræves der for-
uden en stærk personlighed ogsaa en stærk
reflexionsevne - ellers finder man hvile i re-
ligionens mystik.- Evner nu kvinden denne
hele reflexion? det er det jeg vil ha at vide
af Dem hvis De formaar at svare mig paa det.
Thi evner hun den, da evner hun ogsaa den
kjærlighed som er den eneste jeg kan dele.

Og nu forstaar De at et helt livshaab er
knyttet til det svar De gir naar De har læst
min bog. Thi har De kunnet inderlig gjen-
nemreflektere den, slig at den har grebet Dem
helt, saa ved jeg at jeg trods al min fattigdom,
dog endnu har en mulighed for opfyldelsen af
mit kjærlighedshaab tilbage."

Deres
Herman Eek.

Jeg la pennen fra mig og rejste mig op
og blev igjen gaaende frem og tilbage paa
gulvet i det halvmørke værelse . . .

. . . Vilde hun svare mig paa dette brev?
. . . vilde hun overhovedet forstaa det? . . .
Hvordan mon hun vilde svare, om hun svarte? . . .

Jeg fik en idé: jeg vilde selv svare for
hende, saadan som jeg vilde at hun skulde
svare! - Og jeg sat mig hen i sofaen igjen
og skrev fra hende til mig:

"Jeg har læst Deres bog og forstaaet den
i inderlig tilegnelse, saaledes som De vilde

SIDE: 166

det. Jeg begyndte at læse med den beslut-
ning at efterkomme den opfordring De stiller
til læseren: ikke blot udvortes at reflektere
sig igjennem bogen, men ogsaa at leve sig igjen-
nem den. Men jeg vidste ikke hvad det vilde
sige at gjennemleve et tankeindhold; jeg trodde
at kunne iføre mig tankerne som et klæd-
ningsstykke og igjen lægge dem tilside naar
jeg vilde - og nu da jeg er færdig opdager
jeg at de er bleven en del af mit eget væsen.
Thi nu forstaar jeg at det De har stillet i
udsigt, det alene er det som helt kan skaffe
mig den tilfredsstillelse jeg tidligere søgte og
mente at finde i religionen. Og nu forstaar
jeg hvorfor jeg i den lykkelige tid som De
nu har ødelagt for mig - uden at jeg dog
som i første øjeblik kan hade Dem derfor -
atter og atter havde mine mismodige stunder.
Jeg trodde dengang, det var djævelen som
hvert øjeblik jeg ikke vaagede rev mig ud af
mit inderlige samliv med gud; nu ser jeg
grunden var den at dette inderlige liv mang-
lede alt konkret indhold og egentlig kun var
en ekstatisk tilstand. Jeg kræved ubevidst
dette konkrete indhold - dette krav var
djævelen - og derfor faldt jeg ud af inder-
ligheden, denne berusende, bedøvende inder-
lighed som jeg nu, ak aldrig mere skal komme
tilbage i. Ja for jeg kan trods alt ikke andet

SIDE: 167

end sørgmodig og med et slags misundelse
betragte de mange lykkelige mennesker jeg
kjender, som endnu fremdeles lever dette in-
derlig bevægede liv, delt mellem himmelsk
salighed i troens extase og bævende kamp
for ikke at falde ud af den. Og dog vil jeg
ikke, kan jeg ikke ville tilbage, og derfor er
enhver bro til den lykkelige fortid kastet af.
- Se dette har De gjort mig, og alligevel
kan jeg ikke andet end takke Dem, inderlig
takke Dem.

Men det var jo ikke dette De bad mig om
at fortælle Dem. - Evner kvinden en kjærlig-
lighedsflugt paa saadanne vidder, spørger De.
- Ja jeg forsikrer Dem, saasandt jeg lever,
hun gjør! Og havde De istedetfor blot at vise
mig den eneste mulige vej til sandheden og
livet, tillige fortalt mig at De havde idéen,
at De om end kun dunkelt endnu blot skim-
ted vejen til maalet - jeg vilde uden andet
kjendskab til Dem end det jeg har gjennem Deres
brev ha kastet mig ned paa mine knæ og an-
raabt Dem om at hæve mig op til Dem saa
jeg sammen med Dem kunde kjæmpe mig
frem ad den tunge stenede vej som alene
fører til livet. Og havde De da tat imod mig
og hævet mig op til Dem, jeg havde kastet
mig til Deres bryst og trykket det første
kjærlighedskys paa Deres læber og begyndt

SIDE: 168

kampen ved Deres side. - Ak, men De har
jo ikke idéen, De formaar ikke at hæve mig
op; thi De staar selv ikke højere end jeg.
Og derfor kan jeg ikke elske Dem. Nej,
saalænge indtil De eller jeg har grebet ideen,
eller De har fundet en kvinde eller jeg en
mand der har grebet den, saalænge er kjær-
ligheden os umulig; thi selv om vi nu elsked
hverandre, fordi vi begge vil det samme -
fandt vi ikke vejen vilde kjærligheden dø; og
denne tvivl vilde forgifte kjærligheden i dens
fødsel. Og derfor har vi kun det ene valg:
at arbejde som vanvitttige til vi finder vejen,
eller sløvt at synke hen i den absolute for-
tvivlelsens apathi. - Jeg arbejder og venter
hjælp udenfra, haabende at kjærlighedens dag
engang vil gry."

Jeg læste kladden igjennem, og sat mig
saa til at skrive et svar paa dette brev igjen,
fra mig til hende.

"Kjære veninde! De har ret og atter ret.
Findes ikke vejen bærer kjærligheden dødens
spire i sig ved sin fødsel, og den dør helt i
samme øjeblik de elskende opgiver haabet.
Men saalænge haabet endnu lever er det dog
skjønt hver dag at kunne hente ny styrke og
nyt mod ved kjærlighedens barm. Og kom-
mer saa alligevel dagen da haabet brister og
kjærligheden dør, saa har ialfald kjærligheden

SIDE: 169

gjort det forgjæves arbejde lettere. Men det
er ganske rigtigt: en kjærlighed paa det uvisse
grundlag, den opstaar ikke per litteras; den
maa ha noget andet at støtte sig til end det
rent intellektuelle. Ak, at vi ikke kan se og
tale med hinanden! Men jeg ser for øjeblikket
ingen udvej til at komme til Dem. Derfor:
saalænge! "

Det første af disse tre Gaustadbreve blev
virkelig - muligens en smule ændret, det
husker jeg ikke saa nøje, men ialfald i væsent-
lig samme skikkelse - afsendt sammen med
bogen.

Der kom naturligvis ikke svar, og ved-
kommende dame antog mig selvfølgelig for gal.
Ligesaalidt gad nogen anden læse min "ind-
ledning til filosofien", som virkelig blev
trykt. -

Og saa leved jeg da videre det liv jeg
havde beskrevet for hende; undertiden stu-
derende, ofte ranglende, oftest hensunken i
sløv uvirksomhed, altid ulykkelig, og i ensom
afsondring fra alt egentligt liv.

Lidt efter lidt tabte jeg ogsaa troen paa
min opgaves mulighed: fornuften rak ikke ud
over tanker, tankerne lod sig ikke fortætte til
sanseindhold, til forestillinger. . . .

Alligevel blev jeg ved med filosofien.
Jeg bestilte ikke stort, men naar jeg bestilte

SIDE: 170

noget saa var det filosofi; gammel og ny,
men mest gammel. Jeg havde jo ikke noget
at forsømme med det, og det kunde jo altid
være noksaa moro hvis jeg rak saalangt en-
gang, at skrive den spekulative filosofis historie
slig, at enhver der gad befatte sig med den,
i en haandevending kunde faa fuld indsigt i
den og forstaa at af den var der heller ingen-
ting at vente.

SIDE: 171

Lidt over et aar efter, sommeren 1879,
havde jeg lejet mig ind paa gaarden Gaarder,
en bondegaard oppe i nordre Land. Den lig-
ger midt oppe i aasen, paa højre haand naar
man rejser opover, med udsigt over den skov-
bevoxede dalbund der gjennemstrømmes af
Dokka elv.

Halvhundrede skridt tilhøjre for Gaarders
hvide vaaningshus ligger den nye, umalte kirke.
Fra den fører to veje ned i dalen.

Den ene skyder sig ret ned ad aasens
side; først stupende brat mellem Gaarders og
Grangaards jorder, saa hoppende i smaabakker
frem mellem præstegaardsjordene og noget
skov og ind mellem husmandspladserne neden-
for, og saa tilslut løbende jevn og flad hen
gjennem et lidet skovstykke, til den naar
kongevejen som der tar af tilvenstre og gaar
over Dokka bro.

Den anden vej som gaar sydover, stiger

SIDE: 172

langsommere ned. Ad endel større og mindre
humpebakker sænker den sig lidt efter lidt
ned gjennem gran- og furuskoven langs aasens
side, og møder tilslut kongevejen dernede i
dalen den ogsaa, men en halv fjerdingsvej
længer inde end den anden.

Ned ad disse humpebakker gjennem gran-
og furuskoven gik jeg regelmæssig to gange
om ugen for at hente mine aviser som fod-
posten la ind til landhandleren, strax indenfor
vejskillet. Men det var ogsaa omtrent den
eneste motion jeg tog; ellers laa jeg hele
dagen i min hængekøj mellem de to store
lindetræer ude i Gaarders have og røgte et
umaadeligt antal piber, mest stirrende op i
løvet, undertiden studerende en eller anden
filosofisk bog. - - -

Det var en dag i August maaned, om
eftermiddagen mellem fem og sex.

Jeg laa i min hængekøj henne i haven
under de to ærværdige lindetræer og læste
Fichtes retsfilosofi: en udvikling af frihedens
begreb, og af den maade hvorpaa samfundet
maa ordnes for at realisere friheden, d. v. s.
den størst mulige frihed for alle sine med-
lemmer.

Ellers plejed jeg naar jeg læste at læse
- noksaa energisk gudbevars, for at faa tiden
til at gaa; men uden egentlig interesse. Men

SIDE: 173

denne bog interesserte mig, jeg vidste ikke
selv rigtig hvorfor, og jeg læste ivrig.

Solen havde sænket sig mere og mere
og begyndte nu at titte frem forbi den svære
træstamme bag mig og ind under grenenes
tætte løv. Den kasted sit hvide lys hen over
mit ansigt og hen paa bogens blade. - Jeg
vendte den ryggen og forsøgte at holde bo-
gen i skygge, og det lykkedes en stund.
Men tilslut blev det for ubekvemt, jeg opgav
det, la bogen ned i fanget, tog min parasol
som laa paa træbanken lige tilvenstre for
hængekøjen, slog den op, og blev liggende
i ly af den og se op mellem løvet og tænke
mig ind i et saadant samfund af frie dannede
mennesker hvor ingen slog mere af paa sin
frihed end det var uomgjængelig nødvendigt
for at alle de andre kunde være lige frie som
En selv; et samfund hvis medlemmer alle var
som lemmer af én stor familie der arbejded
sammen for i fællesskab at kunne nyde frug-
ten af sit arbejde -: et aabent frit samliv
mellem aabne, frie mænd og kvinder der ikke
kjendte anden lov for det sociale liv end kjær-
lighed og frihed og jordisk lykke; et samfund
hvor hvert enkelt individ, sugende næring af
det aabne frie samliv med alle de andre, fik
voxe sig ud i al sin individuelle ejendomme-
lighed som et frodigt træ, plantet i god fed

SIDE: 174

jord . . . Aa for mennesker det vilde bli! . . .
gudeskikkelser! imod de ynkværdige kræ der
nu kryber omkring paa jordens overflade,
skjulende sig hver for sig i gamle, friheds-
kvælende institutioners og traditioners mørke
cellehuler, rædde for det aabne frie samlivs
stærke befrugtende dagslys! . . . Jo, slige
mennesker kunde det nok være værdt
at leve sammen med . . .

. . . Og det var hundrede aar siden denne
bog var skreven, disse ideer tænkte - og
endnu havde ingen tænkt paa at føre dem
igjennem!!! . . . Du store gud hvad menne-
skene dog var for nogen storartede idioter! . . .

Naa men forresten, hvad kom igrunden
deres idioti mig ved? . . . Jeg? . . . selv om
jeg blev puttet midt ind i et saant samfund af
fri mennesker - jeg kunde jo ikke andet end
betragte dette liv som tilskuer; jeg kunde ikke
leve sammen med disse mennesker, ikke folde
mit væsens spirer ud i et samliv med dem . . .
de spirer var jo dræbte for længe siden, og
døden gir ikke tilbage hvad den engang har
grebet med sin knokkelhaand . . . Nej, mig
var det det samme. Jeg kunde jo ikke læn-
ger leve . . .

Pludselig skvat jeg op og blev siddende
stivt oprejst paatværs midt i hængekøjen,

SIDE: 175

støttende én haand paa hver side mod hænge-
køjens bund -:

- Men jeg havde kunnet for satan! jeg
havde kunnet leve i et sligt samfund - hvis
jeg ikke først var blet ødelagt i det elendige
fattige samfund som vi nu har! . . .

Jeg sank mat sammen -: Aa, dersom
menneskene havde brugt disse hundrede aar
til at skabe et sligt samfund istedenfor at gaa
omkring som nogen andre idioter! . . . Aa
jo desværre, deres idioti kom nok mig ved
alligevel . . .

Saa fór jeg op igjen -: Død og djævel,
og jeg som havde gaat overlegen omkring
og smilt ad disse jammerlig bornerte menne-
sker, og følt mig som den eneste frie iblandt
dem! . . . smilt ad mine egne bødler! . . .
Aaah! hadet dem skulde jeg, med energisk,
viljestærkt had! . . .

- Aa men jeg havde jo ikke længer
hverken vilje eller had; ogsaa det havde de
tat fra mig som alt det andet . . . Med mig
var det forbi!

Og jeg blev siddende der paatværs i
midten af hængekøjen med benene paa træ-
bænken og stirre ud over den stille solbe-
skinnede dal som laa saa uskyldig dernede
under mig som om ingenting var paa-
færde. . . .

SIDE: 176

Men saa holdt jeg ikke ud at sidde der
længer, jeg sprang med et: "djævelen brække"!
ned paa jorden, skyndte mig ind i huset, op
paa mit værelse, kasted slobroken af, tog hat
og frak paa og gik ned igjen - og vandred
saa med raske nervøse skridt hen ad lande-
vejen, forbi kirken og nedover de solstribede
bakker gjennem skoven.

. . . Det var forbi . . . det var forbi . . .
og havde ikke behøvet at være det! . . .

Men du store gud! havde da menneskene
ikke gjort andet end trælle og spise og drikke
og sove og være idioter i disse hundrede
aar! . . . Leved de da forgjæves de store
aander. . . . Var der ingen, ingen, der havde
tænkt paa at føre dette igjennem i al denne
tid? . . .

Jo for satan det var jo sandt: den store
revolution! . . . Frihed! lighed! og broder-
skab! . . . det var jo de selvsamme ideer . . .

Men det var ikke lykkedes. . . .

Nej naturligvis. Det var jo pøbelen som
førte revolutionen igjennem og den forstod
ikke idéerne. Den havde draget det hele ned
i sølen! Den havde trod at frihed, det var
lighed og broderskab med den, med pøbelen
. . . istedenfor at den maatte hæve sig op
til frihed for at kunne bli delagtig i lighed
og broderskab! . . . Og førerne? . . . Ja de

SIDE: 177

havde vel forstaat det, mere eller mindre -
men de havde ikke kunnet bibringe massen
forstaaelsen. . . .

Jeg maatte smile -: massen? . . . nej,
hvordan skulde ogsaa massen ha forstaat det!
Jeg selv havde jo ikke forstaat det før
idag. . . .

. . . Massen? . . . var det da nødvendig-
vis den som skulde føre det igjennem? . . .

Ja for fan'en, de "oplyste" gjorde det
s'gu ikke. De gange det var forsøgt var det
s'gu massen som havde forsøgt det. Den
havde det værst, og derfor havde den tæften
af det rigtige, mens de "oplyste" var rent
hensunket i sløv idioti. . . . Desuden, hvis
massen ikke vilde saa gik det s'gu ikke. . . .
Nej, massen maatte bringes til at forstaa
det. -

Men hvordan? . . ved at la den ogsaa
nyde godt af de højere skoler? . . . Nej, her-
regud, det havde jo ikke hjulpet paa de op-
lyste. . . .

Men ved andre slags skoler? ved skoler,
hvor samfundslære traadte istedetfor kate-
kismus og forklaring? - Jo, det maatte
hjælpe. . . . Men hvor faa de skoler fra? De
"oplyste" skaffed dem s'gu ikke. Nej, massen
maatte nok til der ogsaa. . . .

Men hvordan? hvordan! faa massen til

SIDE: 178

det! hvordan indgi den den nødvendige fri-
hedstrang, saa den kom til at ville? -

Der var ikke mere end én vej: faa mas-
sen til at indse at samfundsordningen er til
udelukkende for at tilfredsstille dens behov,
og saa la massen faa føle at den har magten
til at indrette samfundet derefter. Saa vilde
nok massen begynde at lede frem sine behov
og forlange dem tilfredsstillet. - Men der var
jo ikke noget andet middel til at bibringe
massen denne indsigt og la den faa denne
følelse af sin magt end at gi den tømmerne
og la den selv styre. . . .

Selvstyre . . . Selvstyre? - det maatte
der altsaa begyndes med. . . .

Og jeg som havde haanet "masseherre-
dømmet" og "talmajestæten" og "raahedens
og uvidenhedens regimente"! Og ment at det
var de "oplyste" som skulde styre! Og smi-
let ad Sverdrup og hans snak om "folkets"
selvstyre! . . . Du store gud! havde jeg vir-
kelig kunnet være saa idiotisk? . . .

Jo jeg husked det godt. Jeg saa ham
for mig den lille sorte mand med ørneblikket
og ørnenæsen . . . jeg saa ham skride ind i
salen i sin sorte tætsluttende, tilknappede
surtout, med den elastiske, værdige gang og
den højfornemme holdning, og styre lige løs
paa sin plads derhenne i den forreste bænke-

SIDE: 179

række, uden at se sig hverken tilhøjre eller
tilvenstre, bare med det lille utrolig selvbe-
vidste kast med hodet.

Og jeg sad der ved referentbordet og
smilte - som man smiler ad den opblæste
vigtighed hos en person man forresten ikke
har noget med at gjøre. . . .

Og jeg saa ham rejse sig fra sin plads
dernede ved gulvet for at tale, mens alle re-
præsentanterne oppe i salen skyndte sig ned-
over mellem bænkene, optog de pladse i
nærheden af ham som var tomme, og stilled
sig forresten i to store flokke dernede paa
gulvet en paa hver side af referentbordet -
for at lytte til hans tale. Og han trén et
skridt ud tilhøjre for sin plads, la den venstre
haand paa pultens sidestykke, tog med den
højre af lorgnetten, som han beholdt i haan-
den og sat paa igjen hvergang han skulde se
i sine papirer og begyndte saa:

Hr. præsident! . . .

Og ordene flød rolig og værdig fra hans
veltalende læber, mens han stod der og talte
om frihed og fremskridt og de bredere lag,
og den store almene opinion, og om tidens
strøm, der ikke lar sig stanse. . . .

Og jeg sad ved referentbordet og skrev,
og smilte -: talemaader! . . . hule fraser! . . .
de oplyste maa styre!

SIDE: 180

Men saa gik han over til at behandle
hver enkelt af sine modstandere. Og hans
tale blev skarp og vittig og han bøjed sig
hen, snart mod den ene, snart mod den anden
af sine modstandere og saa dem ind i ansig-
tet med sit mefistofeliske smil, mens han
pulveriserte dem med sit knusende vid.

Og jeg sad fremdeles der og smilte -:
gudbevars, jeg syntes ikke egentlig synd i
disse stakler som det gik ud over; men
herregud, de var da altid bedre end hans
"raabarkede", "fjøsopdrættede" bønder. . . .

- - Jeg saa ham staa deroppe paa præ-
sidentstolen - saa bitte liden, og alligevel
fyldende den fuldstændig med sin virkelig
kongelige værdighed, mens de andre præsi-
denter, lange karle, saa ud som smaagutter
naar de kom derop. . . .

Og jeg sad og smilte ad denne konge-
lige værdighed. Jeg kjendte en anden vær-
dighed, som han ogsaa kunde ta paa sig.
Det var naar han stod derude i korridoren og
holdt en liden tale for en fem sex af sine
venstrekorporaler. De stod tæt omkring ham
og bøjed ansigterne interesseret ned imod den
lille sorte Mefisto og lytted til hans tale med
pikerte men betænksomme, næsten betænke-
lige miner. Og som han da stod der, næsten
friskfyragtig frejdig, med den venstre haand

SIDE: 181

i buxelommen, overkroppen kastet flot til-
bage og floshatten skudt halvt bag i nakken,
demonstrerende ud i luften med den højre
haand og smilende til dem med sit mefisto-
feliske ansigt, kunde han se ud aldeles som
en skøjeragtig liden intelligent selvsikker erke-
gamin som foreslaar sine ældre og større men
ikke saa opfindsomme og intelligente kamme-
rater en fint udtænkt gavtyvestreg og ler ad
deres betænkeligheder som han overvinder
en for en idet han triumferende lægger ud
for dem hvor djævelsk fint og fiffig alle even-
tualiteter er tat med i beregningen saa planen
umulig kan mislykkes. - Saadan saa han ud.
Og de andre saa beundrende paa ham mens
han gjorde det uforlignelig selvbevidste lille
kast med hodet, idet han slutted. . . .

Ja det var en anden slags værdighed
end den han bar tilskue nu da han stod der
oppe og med sin bitte lille skikkelse fyldte
hele præsidentstolen! - Og jeg sad og smilte
og tænkte ved mig selv -: aa din komedi-
ant! - idiotisk, uden at forstaa et muk af
det hele. -

- Jeg rysted paa hodet -: Fem og
tyve aar gammel, et helt kvart sekulum gam-
mel havde jeg siddet der og smilet ad denne
mand der siden jeg blev født havde viet sit
liv til kamp mod dumheden og sløvheden -

SIDE: 182

for at faa realiseret det der alene kunde redde
folk som mig fra at gaa tilgrunde. . . . Aa
det var for idiotisk . . . jeg vidste ikke en-
ten jeg skulde le eller græde. . . .

Aa, det var en dejlig mand! . . .

. . . Men hvor i alverden havde han hen-
tet al denne kolossale energi fra, som han gjen-
nem et helt liv anstrængt arbeide havde ud-
foldet - bare for at naa et ganske lidet
stykke fremover mod det maal han havde
sat sig? . . . Hvor i alverden havde han kun-
net hente al den energi fra? . . .

Jeg husked et ord af ham engang; det
havde bidt sig fast i mig fordi det var saa
vakkert sagt, og der havde vært slig vemod
i tonen -: "I ungdommen tegner man frem-
tidens perspektiv med for korte linjer, men
i livets løb erfarer man at virkelighedens lin-
jer stadig blir længere og længere". . . Kan-
ske havde han fra først af trod at han skulde
række helt frem og selv faa se maalet naad!
. . . Men saa havde han lidt skuffelse paa
skuffelse, og saa tilslut havde han forstaat at
der var ikke andet tilovers end at trøste sig
med bevidstheden om at det bar dog frem-
over mod maalet . . . og med nydelsen ved
at sejre gang paa gang i alle smaatræfnin-
gerne paa vejen . . . ossaa med den tilfreds-
stillede ærgjærrighedsfølelse. . . .

SIDE: 183

Naa ja, det var jo altid noget, men alli-
gevel . . . aa det var beundringsværdigt at
han kunde ha beholdt energien naar maalet
rykked saa langt ud! . . . Det skulde vært
mig viljeløse menneske . . . jeg kom vist al-
drig saalangt som til at gidde forsøge at
gjøre noget engang. . . .

. . . Nej, men det var jo ogsaa sagen:
han havde havt, ikke blot den staalvilje som
skulde til, men ogsaa det der under slige
omstændigheder alene kan sætte energien i
bevægelse -: kjærligheden! . . . Den skulde,
den skulde vige, denne utrolige dumhed og
sløvhed, for at menneskene dog engang kunde
bli fri og lykkelige! Den tanke havde drevet
ham fremad. . . .

. . . Kanske havde han ogsaa tænkt paa
mig og mine lige og sagt til sig selv at der
skulde ikke gaa flere af os tilgrunde end nød-
vendigt var. . . .

Og jeg blev vemodig blød om hjertet
mens jeg gik der og tænkte paa denne mand
der i sin ungdom tillidsfuld havde stillet sig
den opgave at føre sit folk frem til frihed og
lykke, og hindre at flere end nødvendigt gik
tilgrunde paa vejen . . . som havde holdt ud
i sit energiske arbejde hele manddommen
igjennem mens han stadig saa maalet vige til-
bage i horizonten . . . og som holdt ud endnu

SIDE: 184

den dag idag, lige stærk og lige energisk,
skjønt han stod der med graanende haar og
saa at menneskealdre ville rulle hen over hans
grav før frihedens dag randt op - tiltrods
for hans lange og sejerrige kamp. . . .

Og han blev mig kjær denne eneste
mand - kjær som intet andet menneske i
verden, mens jeg gik der vemodig ulykkelig
paa den tause ensomme landevej. . . .

SIDE: 185

Jeg la manuskriptet bort, og blev liggende
der i sofaen og tænke paa det der saa tilslut
var hændt mig i de to tre sidste aar.

Jarmann havde siddet ganske stille uden
at sige et ord derhenne i gyngestolen og bare
hørt paa mens jeg læste. Da der var gaat
en liden stund sa han -:

- Det var en ganske rar maade at bli
venstremand paa!

- Ja; en rar udvikling i det hele. -
Det er romantik det! - moderne roman-
tik . . . .

- Du! sa han, og saa næsten misundelig
hen paa mig -: jeg skulde ønske jeg ogsaa
havde gjennemgaat en saan romantisk udvik-
ling . . . .

Jeg rysted paa hodet -: Nej vær glad du
far, at du har sluppet. Et liv i umiddelbarhed,
lad det være aldrig saa fattigt - det er allige-
vel tusinde gange bedre end en slig romantisk

SIDE: 186

dødningetilværelse. For ser du: vel ender en
slig romantisk udvikling tilslut i det moderne,
men - der ender den ogsaa. Ens reflexion
blir moderne tilslut men Ens følelse blir det
aldrig - og saa kommer En ikke ud over
dødningetilværelsen alligevel. - Hvad nytted
det mig at det moderne livs idé tilslut gik
op for mig?! Jeg kunde jo alligevel ikke kaste
mig ind i et energisk arbejde for frihed og
fremskridt; for om jeg havde arbejdskraft nok
- jeg havde jo ingen begejstring til at drive
den med; min evne til umiddelbarhed, til be-
gejstring, var jo borte. - Og derfor gik det
som det gik -: Jeg dilled videre der et par
aar og saa paa tingen uden at gjøre nogen-
ting. Indtil jeg her ifjor faldt paa at anstille
dette experiment med Lily, som leded mig
ind paa idéen med "skolen". Saa var det
at jeg ligesom slog mig til ro med den tanke
at fordrive resten af min tid med denne skole-
virksomhed, som jeg altsaa syntes var noksaa
morsom, og som desuden yded mig den til-
fredsstillelse at den var en del af det store
arbejde fremover mod samfundstilstande, hvor
individernes liv blir saa rigt at en romantisk
udvikling som min blir umulig, saa folk slip-
per at gaa tilgrunde paa den maade. Den
blev mig et surrogat for det egentlige liv
denne skolevirksomhed, og jeg slog mig saa-

SIDE: 187

meget mere til ro med det surrogat, som de
stærke mindelser om kjærlighed som samlivet
med Gerda skaffed mig, ialfald bragte nogen
fylde, nogen varme ind i mit tomme kolde liv.
Men - ikke før har jeg slaaet mig til ro med
dette stakkars surrogat, saa kommer de for
en fan'en og tar det fra mig. - Og der er
ikke flere surrogater . . . det var det sidste
. . . jeg ialfald kan ikke finde paa noget nyt.
- Nej, det er s'gu ikke moro.

- Nej . . . .

Jarmann blev siddende der lænet tilbage
med hænderne hvilende paa gyngestolens arme,
og stirre ud i luften. - En stund sa ingen
af os noget. Saa gik der et kuldegys igjen-
nem mig saa jeg rysted -: Hu nej, sa jeg
og gabed -; det er s'gu blet sent, klokken
er alt tre, det er vel bedst at gaa og lægge sig.

Han tog paa sig, jeg gik ned med og
lukked ham ud og saa gik jeg op igjen og
la mig. - - -

En uges tid efter, i midten af Mai, rejste
Jarmann hjem til sine forældre paa landet for
at bli der i sommerferierne; han havde ikke
vært hjemme siden aaret før han blev student.
- Jeg leved imens videre mit ensomme liv.

SIDE: 188

En dag i begyndelsen af Juni gik jeg som
sædvanlig min lille morgentur lidt før ni for
at se smaapigerne gaa paa skolen. Det var
solskins vejr. Opover Karljohan mødte jeg en
hel del af dem. Som jeg gik forbi uhret kom jeg
til at se tværs over gaden, og fik der øje paa
Gerda som kom gaaende nedover, sammen
med sin far. Strax efter gik hun fra fa'ren
og skraadde over gaden, over mod mig. Jeg
vendte og gik nedover foran hende, ganske
langsomt og skelende over gaden hen paa
fa'ren. Men han gik og saa ret frem; havde
enten ikke set mig, eller kjendte mig ikke.
Da jeg var nede ved hjørnet af Universitets-
gaden havde jeg hende lige bag mig, og hørte
paa skridtene, at hun tog om hjørnet. Saa
gav jeg pokker i fa'ren og vendte hodet
efter hende, mens jeg langsomt gik tværsover
gaden for at gaa efter hende paa det andet
fortoug. Hun gik og saa tilbage mod mig.
- Men hvad fan'en skulde det betyde: hun
saa saa ængstelig ud? . . .

Saa gav det et sæt i hende og hun fór
sammen og stirred paa mig paa en maade
saa jeg kjendte der maatte være noget galt
fat med mig og sprang tilside. - Jeg havde
vært lige ved at bli kjørt over, men havde
vært saa optat af hende at jeg ikke havde
hørt vognen komme. -

SIDE: 189

Hun gik videre og jeg efter. Oppe ved
gymnastikhuset stansed hun og betænkte sig
et øjeblik, men tog saa en rask beslutning
og drejed om hjørnet af Kristian fjerde iste-
denfor at gaa ret frem til skolen.

Jeg gik efter. Det bar op igjennem den
store park og ind i den lille. Der fandt jeg
hende siddende paa en bænk i hovedalléen
ved siden af en liden pige paa ti elleve aar.
Hun holdt en opslaaet bog foran sig og
lod som hun læste ivrig. Men jo nærmere
jeg kom desto mere nærmed bogen sig an-
sigtet, og tilslut, da jeg var lige ved, var
næsen helt nede i bogen. Men idet jeg saa
passerte, skjød hun pludselig panden lidt ivej-
ret og lo skøjeragtig op til mig bag bogen.

Den lille pige ved siden af generte mig;
jeg vilde ha Gerda alene, og blev staaende
et stykke hennenfor bænken og vente og se
paa hende.

Endelig rejste hun sig og gik med en
koket vuggen i hofterne hen gjennem de
smaa sidegange langs de kunstig snirklede
blomsterbed og bort i det borteste hjørne af
parken. Der stansed hun op og blev staaende,
let foroverbøjet, og ridsed med parasollen i
den fine singels. Jeg kom derhen, saá det
var mit navn hun havde ridset, og sat
mig strax hen paa bænken lige ved siden af

SIDE: 190

og ridsed med store bogstaver: "Gerda!".
Stilled mig saa op et par skridt hennenfor og
saa hen paa hende. - Hun gik hen til bæn-
ken, sat sig ned hvor jeg havde siddet, saa
smilende paa sit navn, lo hen til mig - og
kradsed saa navnet ud igjen med foden. Rejste
sig saa og gik op i det runde lysthus af løv-
træer i parkens yderste hjørne og sat sig paa
den ene ende af den store halvcirkelformige
bænk derinde. Jeg kunde skimte hende uden-
fra gjennem det tætte løv.

Jeg gik efter hende derind, sat mig midt
imod hende paa den anden ende af halvcir-
kelbænken og blev siddende og se paa hende.
Hun sad og stirred ned i jorden, og en stund
talte ingen af os.

- Gerda! sa jeg tilslut; skal det virkelig
være forbi? skal vi aldrig mere være sammen?

Hun svarte ikke, bare blev ved at stirre
ned i jorden.

- Kan ikke De spasere paa bestemte
tider og paa bestemte steder - og sige mig
hvor og naar? spurgte jeg saa. - Men der
kom ikke noget svar, og hun løfted ikke
øjnene fra jorden. Saa rejste jeg mig og gik
langsomt over til hende og stilled mig lige
ved siden af hende og saa ned paa hendes
bøjede hode -:

- Gerda! et svar kunde De da gi mig

SIDE: 191

i det mindste; her er jo ingen som ser eller
hører os; her kan De da tale. - Aa sig, at
det skal ikke være forbi . . . at vi vil komme
sammen igjen som før! . . .

Hun sad der ubevægelig i den samme
stilling - ikke et ord, ikke en bevægelse. -
Jeg vented taalmodig.

Saa tilslut rejste hun sig i vejret, ganske
langsomt, skottende op paa mig som et rart
dyr man begynder at komme for nær; tog
saa først et langsomt skridt frem foran sig . . .
saa ganske langsomt et til - og vips! var
hun ude af lysthuset og fór afsted alt det hun
orked hen mellem de grønne plæner under
parkens træer, uden at se sig tilbage.

Og jeg stod alene igjen i lysthusets aab-
ning, ganske forbløffet, og stirred efter hende
med aaben mund . . . .

Indtil hun var forsvunden bag buskene
henne ved portnerboligen; saa rysted jeg paa
hodet og vandred langsomt indover til byen
igjen. - - -

Én gang siden saa jeg hende igjen, det
var et par uger efter; ogsaa paa en morgen-
tur før ni; og igjen netop som jeg passerte
uhret. - Solen stegte ordentlig i Karljohan
den morgen. Hun kom gaaende udenfra Dram-
mensvejen og skraadde tværs over Karljohan
øverst oppe for at gaa hen Fredriksgade -

SIDE: 192

hun havde valgt den vej i det sidste for at
undgaa mig. En liden pige gik ved siden af
hende, begge havde skolebøger under armen.
Saa pludselig, just som de skulde til at for-
svinde bag hjørnet af bibliotheket, fik Gerda
øje paa mig dernede ved uhret. Hun stansed
brat op, stod et øjeblik og stirred nedover
paa mig som en forskrækket fugl - og gjorde
saa med ét helt om og styrted afsted opover
slotsbakken. Den lille som var med hende
blev staaende et øjeblik alene igjen og saa
forundret, først opover efter hende, saa ned-
over paa mig - og saa tog hun benene fat
som i forskrækkelse hun ogsaa, hen Fred-
riksgade.

Jeg gik rolig videre opover. Da jeg
saa Gerda forsvinde deroppe i slotsbakken,
tilvenstre ind i parken, gik jeg efter i det haab
at finde hende igjen i den lille park som sidst.
Men jeg traved forgjæves igjennem hele par-
ken, den lille og den store - hun var og
blev borte.

Det var om høsten, en uges tid efter at
jeg var kommen tilbage fra landet. Som jeg
gaar der i Karljohan og spaserer ved middags-
tide i det dejlige Septembervejr, møder jeg

SIDE: 193

Jarmann, som kommer ligefra dampskibet og
skal ned til Ingebret og spise middag. Han
skulde begynde at studere jus nu, sa han, og
i den anledning havde han da faat gjort et
papir paa 500 kroner derhjemme, saa han fore-
løbig havde penge i lommen.

Vi gik sammen ned til Ingebret og sat
os ned ved det lille bord øverst oppe i spise-
salen. Og mens vi sad der for os selv og
spiste fortalte han mig forskjellige ting fra sit
sommerophold derhjemme -:

Han havde kjedet sig gyselig og derfor
gjort stadige fodture rundt omkring. Mest
oppe paa sætrene, hvor sæterjenterne havde
vært meget elskværdige. - Det minded ham
forresten om en ganske morsom historie -.
Han var netop kommen hjem fra en slig tur
og sad inde i stuen sammen med sin mor og
en tante. Mo'eren spurgte ham hvordan han
havde havt det paa turen. - Aajo! - og
saa fortalte han hende og tanten hvordan
han først var kommen til den og den sæter
og havde spist rømmekolle der om aftenen
og var blet der om natten og havde faat lov
til at ligge med sæterjenten . . . . Længer
kom han ikke, for da fór mo'eren og tanten
op i forskrækkelse -: Men hvad i al verden er
det du siger gut! sa moeren. - Gutten er
jo blet gal, sa tanten. - Nej, svarte han,

SIDE: 194

skjønner dere ikke det: man kan jo ikke bli
kjendt med et fruentimmer uden at man ligger
med hende . . . .

Nu var det min tur at tro at fyren var
blet gal. Jeg la gaffel og kniv fra mig paa
tallerkenen og blev siddende og stirre ham
ind i ansigtet med uforstilt forbauselse.

Det blege solbrændte ansigtet hans far-
ved sig purpurrødt -:

- Aja, sa han nervøst, sid ikke der og se
slig paa mig for det! Jeg forstaar jo godt
det var noget idioti, naar jeg tænker mig om.
Men, jeg tænker ikke mere nufortiden, om
jeg nogensinde har gjort det; jeg har vænnet
mig fuldstændig af med det - saa jeg kan
ret som det er komme med den slags betiser.

Jeg rysted paa hodet -: jamen ved du
hvad; der er maade med alt!

Han bare trak paa skuldrene, og saa spiste
vi videre og talte om andre ting. - - -

- - - En aften en maaneds tid efter
sad Jarmann oppe hos mig paa sin gamle
plads i gyngestolen og gynged frem og til-
bage; jeg laa i sofaen og saa op i taget. Han
havde spurgt om et par ligegyldige ting
med det samme han kom, men siden havde
ingen af os sagt et muk. Tilslut lukked jeg
øjnene og blev liggende som jeg sov. Han
sad stille og stirred paa mig en gode fem

SIDE: 195

minuters tid; men saa rejste han sig forsigtig,
saa paa mig med et smerteligt, saaret blik,
og listed saa paa taa ud af værelset. - Mine
øjne var ikke helt lukkede, jeg saa det alt-
sammen. -

Siden den dag kom han ikke mere op
til mig.

SIDE: 196

En eftermiddag i Februar maaned 1883
sad jeg nede i Grand Hôtel og drak kaffe.
Der var mange gjæster. Henne ved hjørne-
vinduet sad Jarmann sammen med to andre
unge mennesker; den ene høj, mørk og mager,
med et stivnet træk om de tynde læber og
stivt stirrende staalblaa øjne - ossaa noget
underlig afmagret ved den spidse blege næse;
den anden liden og lys og i godt hold. Jar-
mann sad midt imod vinduet med ryggen ind
til kaffeen og saa ud paa gaden; de andre to
sad paa hver sin side af vinduet og saa ind-
over kaféen. Ingen af dem talte, de bare sad
der og røgte og saa ud i luften.

Jeg sad ved et lidet bord midt i kaféen
og kikked bag min avis hen paa dette tause
trekløver. Jeg havde ofte set dem sammen
her ved kaffetid; helst paa den samme plads
der i hjørnevinduet. De sad altid slig stille
ved sin kaffe, læste ingen avis, talte ikke
sammen, bare røgte sin cigar, nipped til kaffen

SIDE: 197

og saa ud i luften. Jeg kjendte dem af navn:
den høje mørke magre hed Johnsen, den lille
lyse Woll; men det var ogsaa alt jeg vidste
om dem. -

Da det begyndte at mørkne rejste den
høje magre sig, tog paa frakken og nikked
og gik sin vej. De andre nikked ganske me-
kanisk igjen og blev saa siddende der, urør-
lige og umælende som før og stirre videre
hen for sig.

Saa lidt efter kasted Woll cigarstumpen
og rejste sig og tog paa frakken han ogsaa. -
Jeg faar vel hjem jeg, sa han dovent og gabed.
Og saa nikked han og gik. Jarmann blev
siddende igjen alene og stirred videre ud a
vinduet.

Jeg sat mig hen til ham og hilste paa
ham -:

- Hvad fan'en er det egentlig for nogen
fyrer de to du sidder her sammen med saa ofte?
spurgte jeg.

Han smilte -: De? . . . aa det er mine
bedste venner; meget hyggelige folk begge to.

- Jamen hvad er de for noget?

- Ingenting.

- Og hvad skal de bli?

- Ingenting.

Jeg saa en stund ud af vinduet. Saa sa
jeg igjen -:

SIDE: 198

- Jamen for fan'en, et eller andet maa
de vel bestille paa om dagen.

- Nej, ingenting - han rysted paa
hodet.

- Som du selv?

Han lo -: Ja; vi har fundet hverandre,
og vi liker os svært godt sammen.

Vi fik en karaffel Hennesy og et par glas,
ny kaffe og nye cigarer, og blev siddende der
og røge og nippe til kaffeen og kognaken.

- Men du! sa jeg en stund efter, hvor-
dan fan'en faar dere dagen til at gaa, dere tre?

- Aajo - han smilte slapt -: det gaar
ikke saa værst. - Først staar vi nu ikke op
før udpaa formiddagen . . . saa plejer Johnsen
og jeg at drive omkring i gaderne og se paa
folk til det blir middag . . . saa spiser vi
henne paa spisekvarteret hvor jeg bor . . .
der træffer vi Woll, hvis han er staat op saa
tidlig . . .

- Ligger han saa længe han?

- Han sover sine 14 à 16 timer i døgnet.
Lægger sig klokken ti og staar aldrig op før
tolv, ét, mange gange ikke før tre, fire.

- Naa, det var s'gu en sovende tilværelse.
- Og saa eftermiddagen?

- Ja, da gaar vi enten ind til mig og
røger tobak . . . og sover . . . og døser bort
tiden; eller ogsaa, hvis vi har penge, gaar vi

SIDE: 199

her ned. - Indtil det blir mørkt. Saa for-
svinder Johnsen, og vi ser ham sjelden mere
den dag; han er ude paa fruentimmerjagt;
han maa ha noget nyt hver dag. - Og Woll,
den lille lyse som gik nu sidst, han gaar hjem
- for at studere! han studerer nemlig filologi.
Derhjemme ligger de filologiske bøgerne op-
slaat paa bordet - altid med de samme pa-
gina op forresten -; han tar slobrok og tøfler
paa, tænder en lang pibe, og sætter sig hen
foran bøgerne - og studerer! Det vil sige
han sidder der, lænet tilbage i gyngestolen
foran bøgerne og røger og ser op i luften og
tænker. Sommetider paa noget han agter at
skrive, men vist mest paa ingenting. Af og til
søvner han af der han sidder, vaagner saa igjen,
tænder en ny pibe og begynder paa en frisk.
Slig gaar tiden til klokken blir ti, og saa klær
han af sig og lægger sig og sover som en
prins - han har et ganske mærkeligt talent
i retning af søvn.

- Og det holder han ud, dag ud og
dag ind!

- Aaja lidt afvexling er der jo altid, sa
Jarmann og stak sit glas ud. Af og til, naar
han paa hjemvejen møder et fruentimmer han
liker, saa tar han hende med hjem. Men han
blir snart kjed af det og sender hende af-
gaarde igjen. Og han gider aldrig gjøre sig

SIDE: 200

noget spor af anstrængelse for at faa fat i
fruentimmer. . . . Ossaa hænder det jo somme-
tider at han træffer en kammerat som byr
ham paa toddy, hjemme eller ude. Det tar
han altid imod, for han drikker sig gjerne fuld
naar han kan faa gjort det uden noget bryderi.
Men gjøre noget for at skaffe sig brændevin,
det gider han ikke. Naar han faar brændevin
er han forresten morsom. Jeg har vært sam-
men med ham flere gange i toddylag hos
kammerater, og da er han ubetalelig. Først
blir han forfærdelig glad, det er første stadium.
Naar han saa faar drukket lidt mere blir han
begejstret. Og da holder han altid en rø-
rende tale for kvinden, og ender med at græde
saa taarerne triller ned ad ansigtet hans mens
han staar der med toddyglasset i haanden.
Det er noget af det morsomste jeg ser, og
jeg kan aldrig la være at le og gni mig i
hænderne og puffe til de andre og sige -:
se bare! se bare! nu graater Woll. - Saa
smiler han hen til mig og sætter sig ned og
er slet ikke sint over at jeg ler. Aa, det er
en dejlig fyr . . . jeg liker ham næsten vel
saa godt som Johnsen. - Endskjønt nej,
Johnsen er en herlig fyr han ogsaa. Du skulde
bare vide hvordan han er . . . ja, saan f. ex. naar
vi tilfældigvis ikke har truffet sammen til mid-
dagen og han saa kommer ind til mig om

SIDE: 201

eftermiddagen mens jeg ligger og sover mid-
dag . . . . Jeg vaagner ikke helt ved at han
kommer, bare hører ham i søvne komme ind
og gaa stille hen og sætte sig paa en stol -
og saa sover jeg videre, med en velgjørende
fornemmelse som om en god aand er kommen
ind i stuen. Naar jeg saa vaagner, sidder han
der paa stolen hvor han har sat sig, og ser
rolig ud i luften og siger ingenting - aa det
er en dejlig fyr! . . .

Jarmann stirred igjen ud af vinduet, og
en stund sa ingen af os noget.

- Men hvad lever nu disse mennesker
af da du? spurgte jeg lidt efter.

Jarmann trak paa skuldrene -: Aa, de
faar lidt hjemmefra.

- Men naar nu det holder op?

- Ja . . . det tænker de ikke stort paa.

- Jamen, af og til maa de nu vel tænke
paa det.

- Ja, naar nogen spør dem. Det liker
de forresten ikke. Men da plejer Woll at si
at han tænker paa at skrive noget engang,
bli forfatter . . . .

- Og Johnsen?

- Ja, trænger man haardt ind paa ham
saa mumler han tilslut noget om Amerika.

- Og du selv? spurgte jeg og saa paa

SIDE: 202

Jarmann, hvad tænker du paa . . . saan
tilslut?

Han smilte slapt -: Ingenting! jeg diller
videre som før og siger drit la gaa saalænge
det kan . . . engang ryker det vel overende . . .
men den tid den sorg. - Og han blæste rolig
røgen ud af munden og blev siddende og
stirre ud af vinduet ud paa alle de sorte skik-
kelser som myldred ind og ud af det gult op-
lyste stykke luft udenfor de stærkt lysende
vinduer paa Magnus's hjørne.

Og jeg blev siddende og stirre derud jeg
ogsaa. Jeg befandt mig ganske underlig vel
ved at sidde der sammen med dette forulyk-
kede menneske og kunde ikke la være at
ønske, at jeg havde havt dem her de to andre
ogsaa; jeg vilde sidde her med dem alle tre
og sammen med dem stirre ud i luften og
ingenting sige og ingenting tænke.

Aa hvor jeg forstod at de kunde befinde
sig vel sammen!

Efter den dag begyndte jeg af og til at
se opom Jarmann igjen. Men det varte ikke
længe; jeg blev snart kjed, og holdt op igjen.

Ud paa høsten hørte jeg han var gaat ind
paa krigsskolen for at bli reserveløjtnant, og

SIDE: 203

at han var begyndt at vanke adskilligt oppe
hos mine brødre hvor han gjorde megen kur
til en frøken Petersen, som ogsaa bodde der.
Men jeg havde ikke talt med ham en eneste
gang paa næsten et aar - førend han pludselig
var dumpet indom mig nu iaften, mens jeg
laa her i sengen og læste . . . .

. . . Stakkars fyr! Nu gik det altsaa ikke
længer med at faa tiden til at gaa . . . det
gik ikke i længden, selv om han kunde sidde
der nogen timer om dagen sammen med
Johnsen og Woll og se ud i luften og ingen-
ting sige . . . .

Og jeg blev liggende og tænke og tænke
paa dette forspildte liv og paa grundene til,
at det var blet forspildt - og saa var det jeg
beslutted mig til at skrive denne bog.

SIDE: 204

En aften i Januar maaned 1884 - nogen
maaneder efter at Jarmann havde vært oppe
og besøgt mig - var Helmer og min bror
Henrik kommen hjem til ham for at høre ham
læse op en skisse han havde skrevet, og som
han kaldte "Aprilsvejr". Han bodde paa sit
gamle sted der henne i Kristian August i den
lille første étages hybel ud til gaarden. Gar-
dinet var rullet ned og lampen tændt og de
sad der omkring bordet henne ved vinduet
alle tre, Jarmann midt foran, de andre to paa
hver sin side. Jarmann tog manuskriptet frem
af bordskuffen og læste, lidt deklamerende -:

"Han var hjemme.

Havde det ikke vært paa en slig tid af
døgnet - klokken var henved to om natten -
vilde folk sikkert ha lagt mærke til det.
Saa længe havde han nu gaat paa fortougene,
staat paa gadehjørnerne, siddet i restaurations-
vinduerne, at hvis man ikke saa ham paa no-
gen af disse steder, kom man, det vil sige

SIDE: 205

Karljohans-løverne, uvilkaarlig til at spørge
hverandre:

- Men hvor i al verden er der blet af
ham? . . . han skulde vel ikke være himlet!
ha, ha, ha!

Vore smaa og store frøkener, de som til
hverdags danner den levende dekoration ned-
over Karljohansgade, de sa ingenting. De
bare ærgred sig i al ærbarhed over at være
blet snydt for den nydelse at rødme indunder
hans ukydske øjekast.

Han laa nu henslængt paa en sofa med
halvlukkede, stirrende øjne - og slig havde
han ligget i over en time.

Henne paa sengen laa et fruentimmer og
sov. Hendes ene ben var gledet ned udfor
sengekanten; overkroppen var vrid over til
den anden side ind mod væggen. Af hovedet
som armene omslynged, saas bare den skidden-
gule, halvopløste haarknude hun havde i nak-
ken. -

Værelset var et af disse kjedelige med
de reglementerede møbler udstyrede ungkarle-
hybler med fri indgang, som man faar tilleje
for 20 kroner maaneden i 3die etage i et an-
stændigt strøg af byen.

Rigtignok kunde man se at der her var
gjort forsøg i retning af smaa arrangements.
Men det var ikke blet til noget. Der var ikke

SIDE: 206

giddet . . . ikke orket; man havde ladet sig
arbejdet falde halvfærdigt ud af hænderne.

Bøger, mest skjønliteratur, laa udover,
ofte opslaaede; aviser, tidsskrifter, brochurer,
feuilletonsudklip - kort sagt: døgnliteratur i
alle skikkelser. Saa var der fotografier - paa
væggene; i og uden ramme - paa bordet -
paa kommoden - omkring spejlet; stillet op
som, og ved siden af visitkort. Et stort, i
nationale farver udført teppe eller shawl laa
sammentullet i gyngestolen. Et par puder,
broderet i silke og fløjel, samt endel mindre
nipsgjenstande, forraadte hvad gode hjerter i
stille timer gjør for dem de har kjær. - Paa
en af dørhængslerne hang hans luvslidte slo-
brok. -

Men som en kontrast, eller rettere: som
en protest, der brød harmonien i dette sam-
menhængsløse, ufærdige, som en protest mod
hans sammensunkenhed der her laa, mod hans
bleghed, mod hans slukkede blik, ja var det
saa mod hans elegante dandy-antræk med det
lidt slikkede toilette - stod et par portrætbuster
af vort aarhundredes moderne rydningsmænd.
De djærve, af arbejde og vilje haardt mejslede
træk traadte skarpt frem i det dæmpede men
rummet fuldstændig fyldende lys, der faldt
ned fra hængelampen med det tykke matte
glas.

SIDE: 207

Han elskede dette lys. Det var som et
hvidt, blødt slør. Det generte ikke øjnene.
Tværtimod - han skulde ønske, han kunde
sove med dem ganske aabne.

Hans blik strejfed tilfældigvis sengen, og
med det samme ropte han i en ikke videre
blid toneart: Mathilde! - Fruentimmeret
vendte sig, idet hun trak det nedgledne ben
opunder sig, og viste et rødblussende ansigt
med et par smaa, stikkende, forstyrrede øjne,
som hun et øjeblik forsøgte at rette mod ham.

Saa la hun sig rolig til igjen.

- Satan til fruentimmer! mumled han,
og gjentog derpaa højt og haardt -: Mathilde!
hører du! se at komme dig op og afsted!
Jeg vil lægge mig.

Hun svarte ikke, men sat sig overende i
sengen, glatted lidt paa haaret, der var kommen
rent i vildrede, og begyndte langsomt at knappe
igjen sit kjoleliv. - Saa stod hun op, sa frem-
deles ingenting, fandt frem sine støvler, trak
dem paa, ordned lidt paa sengen, tog sit yder-
tøj og klædde paa sig foran spejlet - alt
slæbende søvnigt og stadig uden at se paa ham.

Endelig var hun færdig.

Hun gik hen og strøg ham over haaret -:
Vil du saa lukke mig ud?

- Her har du portnøklen, saa klarer du

SIDE: 208

dig vel uden mig! - og han slængte den hen-
over bordet.

- Vil du jeg skal komme igjen til dig
imorgen kvæld? sa hun og putted nøklen i
lommen.

- Ja, du skal vel det, svarte han, frem-
deles uden at forandre hverken stemme eller
stilling.

- Ja, adjø da søte snutten min! sa hun
kjælent og vilde til at kysse ham.

- Nej la være med det, har jeg sagt
dig! - og næsten brutalt stødte han hende
bort.

Saa famled hun sig da nedover trapperne,
og han hørte porten bli lukket op og slaat i. -

Han blev endnu liggende en stund.

Endelig lod det til, at han vilde rejse sig;
men han kom ikke længer end til at bli sid-
dende med ansigtet mellem hænderne og al-
buerne støttede paa bordet. - Han trak vejret
tungt, og som et suk kom det halvhøjt -:
Og saa siger man, at livet er den højeste
lykke!

Saa døsed han atter hen.

Men med ét fór han op, og med et slag
i bordet næsten skreg han -: En fordømt,
en allerhelvedes løgn er det, det som alt det
andet! - og hurtig, nervøst, blev han gaa-
ende frem og tilbage paa gulvet . . . .

SIDE: 209

. . . Fortælle mig, hvad livet er!? . . .

Jeg ved hvad det er! jeg har kjendt
smerten det gir! . . . jeg har følt hadet det
gir! . . .

Arbejde - arbejde! hyler de mig i ørene
alle stymperne. - Men naar jeg nu ikke kan!
- og naar det er deres skyld! - for arbejde
didhen de vil, det gider jeg da ved den le-
vende gud ikke! . . .

Dertil holder jeg mig simpelthen for god.

Og arbejde for det jeg vil, det jeg har
en trang til - det har de gjort til en umu-
lighed - der har de spærret mig vejen . . .

Aa! slig som jeg havde evnen til at leve! . . .
Og var det bare mig! - Men det er alle os
unge med det varmere blod, med den finere
intelligens, med forstaaelsen udover døgnet -
af lykken, af fylden af det aldrig ante livsindhold
friheden vilde drysse udover jorden, naar den
blev indsat i alle sine rettigheder i alle forhold,
slig som den, som vi, har krav paa! - Det
er os, de dræber, det er os de piner livet af,
det er os, de jager ud i daadløst driveri og
svineri - og det, fordi de med alle sine gode
hoder ikke skjønner hvad friheden er . . .

Død og helvede! I skulde vide, I tyk-
hudede stympere, hvor jeg hader jer! - Og
idet der fór et ondskabsfuldt smil over hans
ansigt, slog han over i en kjendt melodi og

SIDE: 210

sang, som man synger naar det kommer fra
hjertet -:

Fan'en annamme jer!
Fan'en annamme jer!
Fan'en annamme jer!
Fan'en annamme jer! . . . .

Først da han ikke orked mere, holdt han
op. Men refrænget vedblev ubehagelig at
dure for hans øren. - Han følte sig svimmel
og lod sig falde ned paa en stol henne ved
sengen. Hans haand gled træt henover pan-
den; han følte hvor den var kold og fugtig.

- Uf, jeg er syg, sa han.

Og da der var gaat nogen øjeblikke, i
en hæs ligegyldig tone som om det slet ikke
kom ham ved -:

- Det er forresten ikke bare moro at
være nødt til at gaa i hundene slig som jeg. -
Men, herregud! la gaa -: raadne bort paa en
kristen kirkegaard skal vi saa alligevel alle-
sammen engang . . .

Hvad er livet? - En tilfældighed! -
Og vi? - Produkter af hverandres liderlighed!
- Det er alt . . .

Kunde man bare komme herfra paa en
letvindt maade . . . men der er sligt forbandet
bryderi med det ogsaa - jeg gider rent ud
sagt ikke . . .

Eller -: kunde jeg bare tænke klart . . .

SIDE: 211

men jeg kan ikke holde det ud fra hinanden
- det flyder sammen for mig . . .

Det maa være hukommelsen. Den er væk.
Væk er jo desuden alt det andre. Hvad har
jeg igjen af følelser? - ingenting . . . og jeg
bryr mig om ingenting - fan'en ivold! . . .
Uf, jeg blir saa kvalm. Her maa være daar-
lig luft . . . det er naturligvis disse fruen-
timmerne som drar med sig denne væmme-
lige luften overalt . . .

Og han rejste sig, ærgerlig over at være
nødt til at foreta en anstrængelse han havde
kviet sig for, gik hen, trak gardinet tilside,
slog vinduet op og læned sig udover -:

Hvor det kjølte! . . . hvor han fik aande!
- den rene vaarluft gød sig som kolde kil-
drende strømme indover ham. Det var som
et bad i det blankeste vand; han kjendte hvor
den rensed lungerne, hvor den fyldte brystet
- og han drak den i store drag . . .

Længe blev han liggende - bare nydende,
givende sig helt hen, uden tanke uden maal
til dette store bløde favntag af luft og af rum.

Lidt efter lidt svandt dog det ubestemte,
der dukked frem billeder, indtryk i konkretere
former. - Hjernen begyndte ligesom af sig
selv at arbejde, og - han tog sig sammen
og lukked vinduet. Gik derpaa et par gange
frem og tilbage paa gulvet, retted sig op,

SIDE: 212

mens et tilfreds, næsten udfordrende smil
krused hans læber, gned sig i hænderne,
knibsed med fingrene - og stilled sig saa
hen foran servanten og dukked sig ned i
den fyldte vaskevandsbolle.

- Ah, dejlig! sa han og smækked med
tungen idet han hæved hodet og vandet pla-
skende randt ned i bollen igjen fra hans driv-
vaade ansigt. - Da han omhyggelig havde
tørret sig og gjort toilette og atter var kom-
men hen over gulvet - stansed han med ét
foran spejlet.

Med glad nysgjerrighed traadte han helt
hen til det - saa nær han kunde komme.
Opmærksomt, alvorlig, dvælende velbehagelig
ved hvert træk betragted han sig -: øjnene,
hvis pupiller havde udvidet sig og glimted
med en ejendommelig glans - læberne, der
mere var en kvindes end en mands - tæn-
derne, hvide og begjærlige - halsen, slank
og blød. -

Jo, jeg er vakker, sa han, vendte sig
rask om og slængte sig flot hen i gyngesto-
len med benene overkors. Han saa paa sine
hænder, følgende aarernes blaa fortoninger
under huden, tog sin pennekniv op og gav
sig til at soignere sine negle . . .

. . . Vist var han vakker - og det var
noget sludder dette at han var evneløs. Han

SIDE: 213

kneb øjnene sammen - ledte efter nogen
gamle aarstal og navne, og fandt dem virkelig.

Han smilte: han havde jo hukommelse
god nok. - Og stod han ikke i pagt med alle
gode magter i samfundet! Var han kanske
ikke i slægt med disse lydhøre aander i hvis
sjæl folkenes smerte og jubel skjælver! Stod
han ikke som det frigjorte menneske - som
det fuldbaarne barn af sin tid, en tid hvis
løsen var fremskridtet, og friheden, og virke-
ligheden? - Man fik se sig om efter en op-
gave, slig som verden nu engang var, - det
var igrunden usundt og usandt det andet. Det
gjaldt at ta fat hvorsomhelst, og han skulde
nok bli med! - Han saa op: jeg skulde næsten
ha lyst til at begynde i kveld - brilliant op-
lagt! - Men jeg er kanske træt. Jeg kan
trænge til at lægge mig; saa staar jeg tidlig
op i morgen, og saa - tar vi fat! . . . Ma-
thilde . . . ja, hun skulde nok ogsaa komme
imorgen . . . Ja, pyt! jeg skal nok expedere
baade hende og de andre ud af huset - naar
jeg vil!

Saa slog han sig et lidet energisk slag
over laaret, rejste sig op og begyndte lang-
somt at klæ af sig.

- - - Klokken var over elleve mor-
genen efter. Han vaagned og gned sig i
øjnene og saa sig om i værelset - da med

SIDE: 214

ét det hele fra igaar aftes stod lys levende
for ham. - Han smilte og trak paa skuldrene
og slængte saa benene udfor sengekanten og
blev siddende der med en haand paa hvert
laar og se distræt ud i luften, mens han mum-
led slapt hen for sig -:

Tsja! hvad fan'en skal vi saa bestille
paa idag? . . .

Jarmann la manuskriptet ned paa bordet
og saa op paa kammeraterne -: Naa, hvad
siger dere?

- Det er s'gu godt! sa Henrik.

- Ja død og pine, raabte Helmer -: du
kan s'gu bli forfatter!

- Det tror jeg selv ogsaa, sa Jarmann
med selvfølelse. Rejste sig saa op og gik
nervøst frem og tilbage paa gulvet en stund,
som om han spekulerte paa noget.

- Jo, nu vil jeg død og pine leve! brød
det tilslut ud af ham, og han stamped i gulvet
og blev staaende og se paa de to andre med
et lykkeligt smil.

En otte dages tid efter, tidlig paa aftenen,
kom Jarmann op til mig. Jeg laa paa sofaen
inde i min dagligstue og læste.

SIDE: 215

- Naa, sa jeg, med det samme han kom
ind -: jeg hører du har fundet paa noget
som er moro. Du vil jo bli forfatter!

Han trak paa skuldrene, la fra sig kap-
pen og sabelen og blev staaende midt paa
gulvet -:

- Ja, sa han, jeg har skrevet en stakkars
skisse - og tænker paa at skrive en til.

- Har du den paa dig den du har skrevet?

- Nej.

- A løb over efter den da! - det er
jo bare tversover gaden, og jeg vilde svært
gjerne høre den.

Han gjorde det og sat sig saa i gynge-
stolen ligeoverfor mig og læste den op. - - -

- - - Hvad jeg syntes?

- Jo! . . . har du tænkt at faa den trykt?

- Nej ikke nu for det første. Men til
Jul tænkte han og Woll paa at gi ud en
samling skisser sammen - og der skulde
denne tages med. Forresten havde han læst
den op for professor Skavlan.

- Naa, og hvad sa han?

- Aa, han var meget elskværdig; men
det han sa var svært dumt.

- Naada?

- Jo, sa Jarmann, og saa fortalte han
mig følgende:

Han var kommen derop og havde spurgt

SIDE: 216

professoren, om han vilde gjøre ham den tje-
neste at høre en skisse han havde skrevet. -
Joda, det skulde være professoren en fornøjelse
- værsaagod! og han bød ham ta plads paa
en stol henne ved vinduet, mens han selv sat
sig ved skrivebordet. -

Jarman læste saa skissen op og saa spør-
gende hen paa Skavlan.

- Ja, sa professoren med sin pene ber-
genserstemme, dette er nu den mørke side af
livet!

- Ja.

- Kjender De noget til den?

- Ja! - det kom brusque, og han rejste
sig; han likte ikke den maade at ta sagen paa.

Professoren rejste sig ogsaa -: Det er
ikke uden talent det De har skrevet, sa han
og fulgte ham til døren; men jeg vil raade
Dem til naar De skriver noget mer, heller at
holde Dem til de lyse sider af livet.

- Og hvis jeg nu ikke kjender noget
til livets lysside? spurgte Jarmann og stansed,
- de var alt kommen ud i entréen.

- Naa ja . . . De behøver jo ikke netop
at holde Dem til virkeligheden. Komponér!
komponér!

Jarmann takked for hans venlighed og
gik. -

Jeg lo.

SIDE: 217

- Ja hvad synes du! sa Jarmann.

Jeg bare rysted paa hodet. - Du spurgte
ham ikke, om han vilde ta skissen ind i tids-
skriftet? spurgte jeg lidt efter.

- Nej, det blev der jo vanskelig anled-
ning til paa den maaden. - Og han blev
siddende og gynge sig sagte frem og tilbage
og se ned i gulvet.

- Du! sa jeg om en stund; i grunden
er det noksaa godt, at den ikke kommer
ind der.

- Hvordan det? - han saa op.

- Ajo, ser du -: du vilde bare faat
ærgrelser af det. Det du har følt da du skrev,
det kan du faa dine kammerater som kjender
dig til at føle, naar du læser det op for dem;
men aldrig publikum. Publikum mangler for-
udsætningerne - og dem gir du jo ikke i
skissen.

Han saa en stund hen paa mig -: Du
har vist ret, sa han saa. Igrunden har jeg
havt en følelse af det selv ogsaa; da jeg skrev
skissen, forsøgte jeg at faa ind noget om de
sociale forhold og noget sligt - men det gik
naturligvis ikke; jeg maatte opgi det.

- Ja det havde nu lidet hjulpet ogsaa.
- Men hør! jeg har ogsaa fundet paa no-
get som er ganske moro, siden du var her
sidst. Jeg tænker paa at skrive en roman,

SIDE: 218

med os to som hovedpersoner. I den vil din
skisse passe godt ind - og der vil alle for-
udsætningerne bli git. - Vil du ikke ha den
ind der.

- Jo død og pine!

- Det er altsaa et ord?

- Ja.

- Vel! - Men hvad er det for en an-
den skisse du gaar og tænker paa at skrive?

Det var en liden situation: hans møde med
frøken Bamberg. Han fortalte mig det, men
fortalte det daarlig, saa jeg maatte spørge, da
han var færdig -: Jamen, det er da ikke
bare for at faa beskrevet den gejlhedsfornem-
melsen du havde da du stod der foran hende?
. . . det er da vel ikke bare derfor, du vil
skrive det der?

- Nej, ikke egentlig bare det - han
klødde sig bag øret. - Ajo, sa han saa igjen;
igrunden saa er det ikke noget mere.

- Det var lidet!

En maaneds tid senere, en eftermiddag,
kom Jarmann opom mig igjen. Jeg var syg
og laa i min seng derinde i det lille kaffe-
brune soveværelse med de mørke gardiner.
Det var alt blet mørkt, gardinerne var truk-

SIDE: 219

ket for, lampen stod og brændte paa bordet
ved hodegjærdet, og jeg laa og læste.

Han sat sig paa sengekanten -:

- Du! nu har jeg gjort et udkast til den
skisse jeg talte om, og faat en ramme om
den - jeg maa fortælle dig det!

Han kunde udkastet omtrent udenad og
sa det frem for mig -: hvordan han var
kommet i huset hos bestyreren; hvordan han
havde narret ham ved om dagen at hænge
over bøgerne og lade som han læste, mens
han om natten krøb ud af vinduet og sneg
sig til byen efter fruentimmer; hvordan frøken
Bamberg, der saa ud som hun forstod hvor-
ledes det var fat med ham, en lummervarm
eftermiddagsstund tydelig havde indbudt ham
til at forsøge sig hos hende, og hvordan saa,
netop i det skjæbnesvangre øjeblik, bestyre-
ren hørtes ude i entréen og han i barnlig
forskrækkelse flygted ud af stuen, fulgt
af hendes spottende latter, og styrted ind
paa sit værelse og kasted sig hulkende paa
sengen.

- Jeg synes ikke det er noget - saan
for sig, sa jeg da han var færdig.

Han blev lidt studs -: det er dog et
stykke af mit liv!

- Jamen saa sæt det da i guds navn
ind i dit livs historie, der hvor det hører

SIDE: 220

hjemme! - ellers siger publikum: var det
ikke andet!

Han saa ned i gulvet -: ja men jeg kan
ikke skrive mit livs historie!

- Hvorfor ikke?

Han rysted paa hodet -: jeg ser ikke
sammenhængen i det - jeg bare føler at der
er en sammenhæng, men jeg forstaar den ikke.

- Saa husk dig tilbage, og tænk efter!
- Uden at tænke blir man s'gu ikke for-
fatter.

Han trak paa skuldrene -: jeg kan jo
ikke tænke; det er netop sagen!

- Ja da blir der s'gu aldrig noget større
af det.

Han blev siddende en stund der paa senge-
kanten og se hen for sig -:

- Anej, det er vist noget drit alligevel,
sa han tilslut. - Henrik og Helmer, og Woll
og Johnsen syntes forresten om det.

- Ja de føler sammenhængen som du
selv; de kjender dig og har altsaa forudsæt-
ningerne. Men andre folk, publikum, har ikke
det, og derfor vil de kaste skissen og sige -:
ikke andet!

SIDE: 221

En aften en tre ugers tid senere sad Jar-
mann alene hjemme paa sin gamle hybel. Der
var godt og varmt derinde, og lampen stod
tændt paa bordet foran ham, men han bare
sad der lænet sammensunken tilbage paa sto-
len med opknappet vaabenkjole, benene ud
fra sig og hænderne slapt ned, stirrende forbi
lampen hen paa det graa rullegardin med Vor
Frelsers kirke paa.

Slig havde han siddet i timer.

. . . For en grænseløs tomhed . . . og en
uendelig tørst efter fylde . . . Idag havde det
tat ham helt. Og beholdt ham - ligesiden
idag morges. . . . Før havde det da vært
med mellemrum. Men de var blet kortere og
kortere. Nu var de forsvundet. . . .

Aa, det gik vist aldrig over mere! . . .
ingenting vilde hjælpe - for han gad . . . gad
. . . gad . . . ikke nogen verdens ting. . . .

Han havde forsøgt at arbejde for at bli
det kvit - ja det vil sige tænkt paa at for-

SIDE: 222

søge, længer var han ikke kommen, for han
kunde ikke arbejde. . . . Han havde ikke
rørt ved den anden skisse siden den dag han
havde vært oppe hos Herman Eek med ud-
kastet - vilde ikke røre ved den mere hel-
ler. Det kunde jo ikke nytte, han kunde saa
alligevel ikke faa frem det han vilde: sin egen
grænseløse elendighed; kunde ikke faa dem
til at føle hvad det vilde sige slig som han
at gaa omkring uden at kunne tænke, med
afjaskede, udjaskede følelser og ikke eje ev-
nen til at leve et virkeligt menneskeliv -
bare med tørsten, en sugende tørst efter
livet. . . .

Det var jo ikke muligt at faa dem til at
føle det uden at la dem leve med hele det
elendige liv han havde levet, saa de kom til
at forstaa, hvordan lidt efter lidt evnen til at
leve skrumped bort fordi livsbetingelserne
mangled - og bare tomheden blev tilbage,
den øde trøstesløse tomhed. Fik de ikke
leve det med først saa kunde han fortælle
dem saameget han vilde om hvordan han
nu havde det - de vilde bare sige: hvorfor
kan ikke han være som en af os andre! hvor-
for kan ikke han ogsaa ta sig noget til og
bli til noget! - det gjør vi. . . .

Men han kunde ikke la dem leve sit liv

SIDE: 223

med . . . kunde ikke skrive dem sit livs hi-
storie. . . .

Aah! at han ikke kunde . . . det vilde
vært en lindring, en lise, paa den maade at
faa ialfald nogen til at elske det han elsked,
og hade det han haded - og det var jo det
eneste hans elendige forspildte liv kunde bru-
ges til. . . .

Nu kunde det ikke bruges til det engang.
Fordi han ikke kunde skrive sit livs hi-
storie. . . .

Aa, at han ikke havde opdaget det før
at det var det eneste det kunde bruges til!
. . . Kunde det ikke vært nok at han var
kommen fortidlig til verden . . . at han hørte
til den art fremtidsmennesker som alt fra fødse-
len af er viet til undergang uden kamp, fordi de
først opdager sin stilling efter at de er gaaet
tilgrunde . . . kunde det ikke ha vært nok!
Han bad jo ikke om andet end evnen til at
hyle sin smerte ud i vilden sky nu da han
havde opdaget at det var forbi. Men ogsaa
det var ham nægtet . . . aa, det var satan! . . .

Havde han endda kommet paa det rene
med tingene nogen aar tidligere, mens han
endnu havde nogen energi og nogen evne til
at tænke - det kunde kanske ha lykkedes,
Men nu! . . . han kunde jo ikke tænke mere,
alting flød sammen for ham, han kunde ikke

SIDE: 224

holde det ud fra hverandre. Han kunde ikke
tænkende fordybe sig i sit tidligere liv, finde
den skjændige sammenhæng i det, gi en kunst-
nerisk fremstilling af det og med sit værk
i haanden træ frem for samfundet og drage
det til ansvar for sit forspilte liv . . . og vække
dem til kamp itide, de som kom efter. . . .
Han kunde ikke . . . kunde ikke gjøre den
eneste brug at sit liv, om skjæbnen havde
levnet ham . . . aah, dobbelt, dobbelt spildt . . .

Han sad der sammensunken og stirred
en stund trøstesløs hen for sig. Men pludse-
lig fór han op med et slag i bordet, saa lam-
pen dansed -:

- Naa saa for en hede inderste fan'en?
havde han først opdaget det hele for sent saa
der ikke var noget mere ved det at gjøre,
saa var ikke han den mand som lod sig sejg-
pine - det skulde gjøres af i en fart! det
var en afgjort sag! . . .

Han gik nogen gange nervøst op og ned
ad gulvet og lod beslutningen voxe sig frem
til fuld modenhed og klarhed derinde i sig.
Saa daled en behagelig ro ned over ham,
der la sig et svagt smil om de friske røde
læber, og han sat sig stille ned igjen foran
lampen -: He! slaa i bordet og være sint
- fordi et nyt haab var dukket op, og bru-
stet igjen . . . herregud, nu var han jo der

SIDE: 225

igjen hvor han havde vært for nogen maane-
der siden . . . da han pludselig fik den idé
med at ville være forfatter . . . et halmstraa
han havde klynget sig til . . . igrunden havde
han jo selv ikke trod noget større paa det
. . . bare et halmstraa. Det kunde ikke bære
ham, og saa sank han . . . naturligvis, det
var jo det han holdt paa at gjøre da han
fik øje paa halmstraaet . . . og nu var der
ikke flere halmstraa . . . nu fik han synke i
fred . . . det var jo igrunden det bedste;
herregud, han var jo saa træt saa. . . .

Og han la sig hen paa sofaen til at stirre
op i taget.

Han var virkelig træt ogsaa; tankerne
havde udmattet ham, det var længe siden han
havde vært saapas intens, og fem minutter
efter laa han stille derhenne og sov som et
barn med roligt regelmæssigt aandedræt.

SIDE: 226

Det var Tirsdag i den stille uge. Klok-
ken var to, solen skinned, gaderne var tørre,
og Karljohan vrimled af folk i vaar- og vinter-
toiletter om hverandre; der var rigtignok in-
gen musik, men vejret var for dejligt.

Nede i Toldbodgaden strømmed kadetterne
ud fra krigsskolegaarden, nogen med, andre uden
kapper, og vandred dels flokkevis dels to og to
opover gaden med geværet paa skulderen.

Inde i krigsskolebygningen, ude paa gan-
gen, stod Jarmann ganske alene igjen. Han
spændte langsomt sabelen om sig, tog kappen
paa og blev staaende støttet paa geværet,
fortabt i sine tanker.

Han havde vært i en voldsom nervøs op-
hidselse ligesiden idag morges -: Det var
idag den sidste dag før Paaskeferien - skulde
han eller skulde han ikke . . . skulde han
eller skulde han ikke . . . la dette være den
sidste dag han sat sin fod her? - om det
spørgsmaal havde hans tanke uafladelig gaat

SIDE: 227

i ring hele formiddagen igjennem. - Alting
talte for det. Hvad fan'en skulde han dille
omkring her efter mere?! denne haabløse tom-
hedsfornemmelse som tidligere havde grebet
ham hvergang han gav sig til at tænke, den
havde jo nu bemægtiget sig ham helt og holdent
pinte ham bestandig, hver tid paa dagen, slap
ham aldrig. Aldrig et eneste øjeblik; selv
ikke naar han var hos fruentimmer. Bare den
tid han sov var til at holde ud - hvorfor
fan'en saa dille videre naar det bare berodde
paa ham om han vilde sove bestandig! . . .

Og alligevel; han havde ikke rigtig kun-
net beslutte sig til at fastsætte tidspunktet.
Han vilde jo komme til at gjøre det naturlig-
vis, under enhver omstændighed; men at sige
til sig selv -: idag otte dage . . . .

Fan'en ogsaa, det var da ganske besyn-
derligt igrunden - naar det saa alligevel
skulde ske . . . .

- - Han gik med geværet i haanden
igjennem krigsskolegaarden og ud under den
gamle ærværdige port. Men udenfor stansed
han, vendte sig, planted geværet i marken og
blev staaende og se indover den gamle brolagte
gaardsplads, ind paa det tykmurede, hundred-
aarige hus. -

Et vildt had steg op i ham -: indenfor
disse modbydelige mure havde han tilbragt

SIDE: 228

sex timer om dagen i over et halvt aar af
sit liv, dels virkelig sovende og dels i halv-
søvne paa sin bænk - et hav af modbydelig
kjedsommelighed! . . .

Han stødte geværkolben haardt imod bro-
stenene -:

- Nej fan'en "ita og skjærra" sig, om
han sat sin fod mer i det modbydelige hul -
det var dyrt svoret! - Inden skolen begyndte
igjen skulde det være gjort!

Der risled en febergys ned gjennem krop-
pen paa ham i beslutningens øjeblik, men da
det var over strømmed en voldsom glæde ind
over ham og han følte sig let og glad som
et barn, der han stod. - Pludselig lo han,
bøjed sig fremover og jæbte ind til den gamle
bygning derinde -: Hææ! naa kan du ligge
der længe nok du gamle fordømte trællebolig
som aldrig nogen fri mand burde sat sin fod i
. . . naa kan du ligge der længe nok - mig
ser du ikke mer! jeg ryster støvet af mine
fødder og forlader dette skumle sted for be-
standig.

Og han rysted virkelig fødderne, først
den ene og saa den anden; la saa geværet
paa skulderen og vandred stoltelig opover
gaden.

. . . Hvor han følte sig let om hjertet! -
Nu var han ovenpaa. Hans fremtid var sikret.

SIDE: 229

Nu kunde de komme de pene flittige fyre
som sad dagen lang paa sine halehvirvler og
læste jus og andre ting for engang at kunne
bli embedsmænd i landet - nu kunde de
komme! - De havde set ned paa ham! . . .
Som om han havde giddet konkurrere med
dem! . . . han vilde ikke bytte sin fremtid
mod deres for nogen pris i verden - aah!
hvor han følte sig stolt og fri! - Ja nu kunde
de komme, død og pine! - Og han vandred
rask opover.

Oppe i Karljohan mødte han virkelig flere
af dem. Han lod dem hilse først, smilte saa
nedladende til dem og hilste nonchanlant
igjen.

Som om det kryb ikke skyldte ham hon-
nør hvad! - Og uvilkaarlig sagtned han gan-
gen og gik langsomt og med værdighed . . . .

. . . Hvor damerne og smaapigerne var
vakre! de tog sig usædvanlig godt ud idag! -
Og det gjorde han selv ogsaa, det følte han
- og han sendte dem smil og øjne som i
sine frejdigste dage, og nød det naar han fik
dem tilbage. -

En halv times tid vandred han op og ned
i menneskevrimlen mellem storthinget og uni-
versitetet, fyldt af selvfølelse og nydende det
at se og sees, smile og tilsmiles, som han al-
drig havde nydt det før. Men saa begyndte

SIDE: 230

menneskevrimmelen paa Karljohan at tyndes,
han vilde ikke se gaden tom, tog derfor itide
hen Universitetsgaden og gik velbehagelig
mæt af øjekast og smil hjem for at spise
middag.

En slig Karljohanspromenade havde han
ikke havt paa lange tider, syntes han.

SIDE: 231

Det var nat mellem Langfredag og Paaske-
aften. Jarman havde vært i selskab, og havde
paa hjemvejen tittet indom Vika. Da han
kom hjem var klokken to.

Han klædde af sig og gik i seng og vilde
lægge sig til at sove som sædvanlig. Men
der var ikke tale om at kunne faa sove -:
saa lyslevende vaagen syntes han aldrig han
havde vært.

Tilslut opgav han det og blev liggende
og stirre op i taget og tænke.

I begyndelsen stod hjernen ligesom stille;
men saa lidt efter lidt begyndte den ganske
af sig selv at arbejde. . . .

. . . Det var altsaa besluttet -: inden
en uge var han ikke mere blandt de leven-
des tal -

Han studsed -: Ikke mere blandt de
levendes tal?! - det var en underlig tanke.
Han forsøgte at udgrunde den, men han for-
stod den ikke. Hjernen stod igjen stille . . .

SIDE: 232

. . . Sludder! det var jo ganske simpelt:
der stod han jo med revolveren i munden,
rettet opover mod ganen, den venstre haand
om løbet, den højre om kolben, og tommel-
fingeren paa aftrækkeren; han følte det kolde
staal mod det bløde af tommelfingeren. Og
saa trykked han . . . .

Nej, han trykked ikke af. Hans haand
blev som lammet i det samme, han blev
blussende hed i sit ansigt og følte en vold-
som beklemmelse om hjertet, saa han uvil-
kaarlig knytted begge sine hænder og med
en hæftig bevægelse pressed dem haardt ind
mod den venstre side, lige under hjertet.

Slig fandt han sig selv liggende; det havde
vært en fuldstændig hallucination . . . .

Det gav et sæt i ham -: du store gud,
han kunde altsaa ikke! - Angsten greb ham,
han stirred med raadløse, forvildede, vidt-
aabne øjne ud i luften, og koldsveden sprang
frem paa panden og tindingerne . . . .

- Du store almægtige gud, han kunde
ikke! . . . Han stirred og stirred med de vidt-
aabne øjne -: han kunde ikke . . . han kunde
ikke . . .? . . .

Han sank sammen. -

. . . Og han som havde vært saa sikker,
saa sikker! Det havde ikke faldt ham ind med

SIDE: 233

en tanke at han ikke skulde kunne gaa sin
vej naar han ikke gad mere!

Og nu gad han ikke mere, han vilde
gaa, og det var vanvid ikke at gjøre det -
og alligevel: han kunde ikke!

Hvad i djævelens navn var det som holdt
ham tilbage!

Det var som om noget stort, klamt, koldt
noget havde tat ham tilfange og la sig tættere
og tættere om ham og holdt ham fast . . . aa
saa fast, saa fast!

Han vidste ikke hvad det var, og tænkte
ikke paa at gjøre sig rede for det; han bare
vidste at han vilde løs. Og han arbejded og
arbejded under stigende angst. Og det føltes
som kræfterne voxed og voxed i det utrolige
under arbejdet og angsten, tilslut maatte det
lykkes ham at komme løs, syntes han . . . .

Men nej; tættere og tættere la det sig
over ham som en skrækkelig mare. . . .

Saa med ét sat han i med alle sine sam-
lede kræfter paa én gang - en sidste, yderste,
fortvivlet anstrængelse. Den varte et sekund
eller to - saa pludselig følte han kræfterne
svigte.

Han var lige ved at sætte i med et hyl
af rædsel - men saa i det samme sank han
kraftesløs sammen, rædselen var med ét som
strøgen bort, og han bare laa sløv hen, uden

SIDE: 234

at se, uden at høre, uden at tænke, bare
gjennemtrængt, gjennemtrængt indtil marv og
ben af en sløv, apathisk, resigneret fornem-
melse.

Lidt efter lidt kom han til sig selv igjen.

Saa kom han til at tænke paa de sidste
par dage:

Han havde gaat der saa overlegen om-
kring og set paa det altsammen: han havde
ikke noget mere med det hele at gjøre, livet laa
afsluttet bag ham, og han vilde bare bruge
endnu nogen faa dage til at ta afsked med
livet og med sine venner. - Aa, han havde
følt sig saa stolt og saa fri! . . .

Og alle de mennesker han kjendte om
hvem han vidste at de ansaa ham for en al-
mindelig døgenigt - naar han havde mødt
dem i disse dage, saa havde han moret sig
med at la dem hilse først . . . og saa havde
han smilet næsten naadigt til dem naar han
hilste igjen - de havde forekommet ham saa
ynkelig smaa og usle, og han selv saa stor
og saa fri. . . .

Nu saa han dem igjen, disse modbyde-
lige ansigter; de flokked sig omkring ham
med spodske hoverende miner, og smilte til
ham med impertinent-medlidende smil -:
havde de saa ret hvad? - Var han andet end

SIDE: 235

en almindelig døgenigt? - He, de var kanske
ikke saa smaa og ynkelige imod ham endda.

Han stirred paa dem og maatte bide tæn-
derne sammen for at undertrykke sit raseri.

Men ansigterne forstod hans afmægtige
raseri; de blev mere og mere hoverende. Til-
slut flød de sammen for ham i et eneste stort
væmmmelig hoverende smil.

Han var lige ved at ville spytte paa dette
idiotiske smil, men han greb sig i det. Han
følte sig pludselig saa mat og kraftesløs at
det løb rent rundt for ham . . . og han vilde
jo arbejde . . . han vilde jo skrive noget,
siden han nu alligevel skulde leve . . . . Men
saa maatte han ha noget at styrke sig paa
først, noget at spise og drikke . . . og saa
vilde han gaa hjem og begynde - var der
ikke nogen af dem som havde nogen kroner?

Han havde igjen alle ansigterne omkring
sig. De trak overlegent portemonnæerne frem
og gav ham nogen kroner, men med foragte-
lige og medlidende smil. . . .

Det kogte i ham; han takked ikke, bare
greb pengene og vendte sig fra dem og
skyndte sig bort - aa, hvor de var mod-
bydelig smaa og foragtelige! - Han drejed
om det første hjørne for at komme fra dem
saa snart som muligt.

Men om hjørnet mødte han dem igjen.

SIDE: 236

Han studsed og stod raadvild stille: det
var da satan ogsaa! kunde han da slet ikke
bli dem kvit!?

Men de skraadde tværsover gaden; de
vilde øjensynlig ikke ha noget med ham at
gjøre.

Det forvirred ham. Han husked ikke
mere . . . det gik lidt rundt for ham . . . men
hvordan fan'en det var: han maatte ha fat i
dem igjen . . . han skulde jo gjøre noget . . .
og han kunde ikke arbejde uden kroner . . .
og han kunde ikke faa kroner uden at arbeide
. . . han maatte ha fat i dem igjen - og han
løb over gaden efter dem og stansed dem.

De saa ærgerlige paa ham -:

- Hvad han vilde?

- Kroner!

- Nej.

Og de saa foragtelig paa ham og gik.

Han blev staaende med stive arme og
knyttede næver, og saa rasende efter dem.
De brede, veltilfredse rygge bevæged sig
langsomt og rolig nedover gaden, som om
han slet ikke existerte. - Nu gik de forbi
marinedepartementet . . . snart vilde de være
om hjørnet henne ved universitetsgaden . . .
og saa vilde de være borte - og han vilde
staa igjen her alene og hjælpeløs. . . .

Han fór efter dem.

SIDE: 237

Henne ved hjørnet indhented han dem,
greb en af dem i armen og drejed ham
rundt:

- Elendige, ynkelige pjalt! skreg han;
forstaar du ikke at jeg er tusinde gange mere
værdt end du?

Ansigterne saa paa ham; smilte, trak paa
skuldrene og blinked til hverandre: han maatte
jo være gal.

- Tusinde gange mere værdt end dere
allesammen! skreg han saa.

De vendte sig fra ham og vilde gaa;
men han standsed dem igjen:

- Elendige krapyl! sa han indædt; det
liv dere fører har jo jeg forsmaad: det
var for smaat og usselt for mig; for mig
maatte der noget uendelig meget mere til.

De modbydelige ansigter lo.

- Men det liv du fører sa et af dem;
det har du ikke forsmaad; det var ikke for
smaat for dig; det var det store, du maatte ha
- velbekomme!

Ansigterne skoggerlo.

Men det generte ham ikke mere: Han
havde igjen revolveren i haanden og stod og
saa paa den som paa en gammel kjær ven.
Og der kom et lunt smil om hans mund mens
han skotted tilsiden hen paa ansigterne.

De smilte foragtelig: dette med revolve-

SIDE: 238

ren, det var jo bare noget sludder; det vidste
jo de ligesaa godt som han.

Men deres foragt irritered ham ikke;
han smilte lunt videre.

- Jeg har tat lidt af bærmen med, det
er sandt, sa han rolig og legte med revolve-
ren. Men det gjør ingenting. Jeg er allige-
vel tusinde gange mere værdt end dere alle
tilsammen. Jeg gad ikke ha det liv dere skal
føre om dere kasted det efter mig. Jeg er
ved gud for god til det.

Han løfted smilende revolveren, lukked
det venstre øje og sigted tværs over gaden.

Slig blev han staaende et par sekunder
- saa pludselig bøjed han med en elegant
bevægelse af haandledet revolveren bagover
op imod sit hode og lod løbet gaa ind i
munden, op imod ganen.

Skotted saa igjen hen paa ansigterne.

De saa helt ærgerlige ud -: a nej, nu
fik det være nok med den komedie!

Deres ærgrelse mored ham og det var ham
en nydelse at staa der og skotte saa skjælmsk og
overlegen hen paa dem og gotte sig over hvor-
ledes de blev ærgerligere og ærgeligere jo
mere han saa paa dem med sit irriterende smil.

Men saa tilslut blev hans smil slappere,
det fik et udtryk af sørgmodig medlidenhed.
Og saa trykked han ganske rolig løs.

SIDE: 239

Han følte som et stik gjennem hjernen,
ansigterne forsvandt og alt gik rundt for
ham.

Længe kunde han ikke gjøre sig rede for
nogen verdens ting, han bare følte en dejlig
fredelig fornemmelse over det hele . . .

Men saa pludselig kom han til sig selv
igjen. - Og han fór op overende i sengen
med glædestraalende ansigt, strak med en
energisk bevægelse sin højre haand frem foran
sig, rysted sin knyttede næve ud i luften og
sa med et triumferende smil -:

- Jeg skal fan'en danse mig vise at
jeg kan.

Saa la han sig velbehagelig tilbage i sen-
gen igjen. En jevn, blød varme ligesom gjød
sig ud over hans skuldre og strømmed vel-
gjørende ned gjennem alle hans lemmer. . . .

- Ahhh, hvor det var dejligt at være
saadan sikker paa sig selv.

Han følte sig igjen saa stolt og saa fri.

Det havde vært et skrækkeligt anfald,
men gudskelov, nu var det over, og han var
sikker paa ikke at faa det igjen. - Og selv
om det kom igjen - nu vidste han hvordan
han skulde faa det paa dør. Men der var
ikke tale om det . . . nu var det overstaat
engang for alle . . . aa, hvor han følte sig
stolt og fri! . . .

SIDE: 240

Han smilte -:

He! der var s'gu mening i den maade
han havde tat livet paa. Livet havde ikke
kunnet gjøre ham lykkelig, det havde han
følt alt fra første færd af. I begyndelsen dun-
kelt og uklart gudbevars, men siden bestan-
dig klarere og klarere, indtil det tilslut under
hans omgang med Herman Eek var gaat op
for ham i sin hele fulde klarhed at slig som
livet nu var indrettet saa maatte folk af hans
kaliber gaa tilgrunde. Først havde dette gre-
bet ham med indignation og han havde villet
gjøre noget for at det engang kunde bli
anderledes. Han havde villet arbejde. Men
saa, da han var kommen paa det rene med
hvorledes han skulde kunne gjøre noget i den
retning - he! da han var kommen paa det
rene med det og skulde til at ta fat - saa
havde det vist sig at hans energi havde ligget
saa længe ubrugt at den var gaat i frø: selv
for dette som interesserte ham, kunde han ikke
arbejde saa meget at det kunde skaffe ham en
position i samfundet. Og saa havde han sagt
til sig selv: vel, saa gir jeg fan'en i det hele
og tar bare det som er at faa gratis; og naar
det er gjort saa gaar jeg min vej. - Og nu
var der ikke mere at faa gratis . . . ialfald
ikke noget han brød sig om - ergo sa han
tak for sig og gik . . .

SIDE: 241

Joda, der havde vært svært god mening
i hans maade at ta livet paa; det havde vært
en stolt og fri mands liv . . . .

Men nu gad han ikke tænke mere paa
det, nu vilde han bare tænke paa hvordan
han skulde tilbringe disse sidste dage paa den
behageligste maade. -

. . . Aja forresten, siden han nu engang
holdt paa med dette, saa kunde han ligesaa
gjerne bestemme tiden og stedet med det
samme. Saa var det gjort, og han havde
ikke noget mere med det hele at bestille.

. . . Stedet? - ja-a-a . . . her paa sit
værelse vilde han ialfald ikke gjøre det. Det
vilde være synd paa "søstrene", de to fruen-
timmer han bodde hos. De vilde ta sig nær
nok af det alligevel. De var virkelig kommen
til at holde af ham i den lange tid han havde
bod hos dem. Han var sikker paa de vilde
ikke engang komme til at tænke paa de penge
han skyldte dem. De vilde bare tænke paa
hvor forfærdeligt det var at dette vakre unge
menneske som havde bod saalænge hos dem
og altid opført sig saa pent og stille nu havde
expederet sig selv ud af verden og lige ind
i helvede. De vilde ikke kunne forstaa det,
og de vilde græde over hans sørgelige skjæbne.

Han saa dem sætte i at græde naar de
fik vide det, og han saa dem græde og græde,

SIDE: 242

som om det var en af deres egne kjære der
havde gjort det.

Han maatte smile -: herregud, det var
jo ikke ham de sad og græd over; de havde
jo ikke nogen idé om hvordan han var. Nej,
den de græd over, det var en ganske anden,
et foster af deres egen fantasi som aldrig
havde existeret.

Han lo; han kom til at tænke paa noget
som var hændt ifjor Paaske, netop for et aar
siden:

Paaskeaften havde han siddet henne hos
en kammerat og drukket toddy, og derfra
var han gaat ud og havde faat fat paa et
fruentimmer som han havde fulgt hjem og var
blet liggende hos til ud paa morgensiden.
Da han kom hjem havde han vært meget træt;
der havde ikke vært tale om at sove hele
tiden hos pigen: og da han havde klæd af
sig og lagt sig var han derfor faldt i søvn
med det samme og havde sovet som en sten.
Men saa klokken 6 var pigen kommen ind
og havde vækket ham for at spørge fra sø-
strene om han ikke vilde gaa i froprædiken.
- Han havde nærmest havt lyst til at slaa
pigen ihjel paa stedet fordi hun havde for-
styrret ham i hans søvn, saa træt og søvnig
var han; men saa var han kommen til at tænke
paa at han skyldte "søstrene" næsten 300

SIDE: 243

kroner og at det derfor var ham om at gjøre
at de havde en saa god mening om ham som
muligt - for kreditens skyld. Og saa havde
han svaret at "jo tak, det vilde han svært
gjerne, og det var rigtig snilt af søstrene at
de havde husket paa ham". - Og saa havde
han staat op og var gaat med søstrene i Vor-
frelser. Men derinde var han smuttet fra dem
og havde skyndt sig ud igjen saa fort han
kunde. Og da han ikke vilde gaa hjem og
la pigen se at han kom tilbage før tiden, saa
var han vandret ned i "Vika" og havde lagt
sig hos et fruentimmer hvor han da var blet
liggende ligetil middag . . . .

Og mange andre lignende historier . . .

Han smilte; nej, de havde nok ikke nogen
rigtig rede paa hvem han var.

Og nu skulde de gaa der og græde; og
tro det var ham de græd over; og saa var
det alligevel et ganske andet menneske end
ham - det var i grunden altfor komisk; han
kunde ikke andet end le. -

Men saa kom han til at tænke paa en
anden som ogsaa vilde komme til at græde
- og det var ikke komisk. Det var hans
stakkars kjære mor hvis kjæledægge han var.
Hun vilde komme til at ta sin død af det:
hun trodde ogsaa paa gud og paa helvede. -
Stakkars hende! . . . Han saa hende gaa

SIDE: 244

omkring i huset derhjemme og stelle, snart i
kjøkkenet, snart i stuen og snart ude paa
gaarden, overalt paafærde med de flittige hæn-
der og altid tænkende paa ham, bare paa
ham, hendes egen kjære gut som hun aldrig
hørte noget fra.

Han havde ikke skrevet hjem de sidste
maaneder, han havde villet afbryde forbindel-
sen med hjemmet for at lette baade sig selv
og dem derhjemme den endelige skilsmisse
naar den kom. Men det havde jo ikke hun
nogen idé om; hun begreb ikke hvad der gik
af ham siden han ikke skrev.

Postdag paa postdag i disse maaneder
havde hun sat sig ned - saa travlt hun havde
det - og bedt ham og bedt ham om at
skrive.

Først havde hun skjændt paa ham: "den
stygge gut som kunde gaa saalænge uden at
la sin egen mor høre fra sig; nu fik han vir-
kelig ta sig sammen og skrive."

Men han havde ikke skrevet.

Saa havde hun bedt pent for sig: "han
vidste ikke hvor ondt han gjorde hende! aa,
hun maatte jo tro han ikke holdt af hende
mere. Men han holdt jo af hende, og han
vilde skrive ikke sandt? Aa han vilde gjøre
det?" . . .

Men han havde ikke gjort det.

SIDE: 245

Saa var hun blet ængstelig og havde bedt
og tryglet - mere og mere indstændig for
hvert brev hun skrev.

Men han havde vært ubønhørlig. -

Saa var hun blet angst.

Det var det han havde villet. Hun skulde
ane det før det kom.

Han husked godt det sidste brev han
havde faat:

"Hvad i Jesu navn var det som gik af
hendes egen kjære gut? . . . Hvorfor skrev
han ikke? . . . Var der hændt ham noget for-
færdeligt? . . . en sorg eller en ulykke? -
Aa, han maatte skrive, skrive og fortælle
hende alt. Hun var jo hans egen kjære mor
. . . hun var da nærmest til det . . . hun var
saa angst . . . hun tænkte bare paa ham hele
dagen . . . og om natten fik hun ikke sove -:
hun bare tænkte paa sin egen kjære gut. Hun
holdt det ikke ud . . . hun blev syg . . . hun
følte sig ældre og ældre for hver dag som
gik, ved alt det hun led. - Og han behøved
bare at skrive et ord, aa et eneste ord, hun
forlangte ikke mere - og det var dog saa
lidt . . . ."

Og saa var hun begyndt at græde mens
hun sad der og skrev. Og nogen taarer var
faldt ned paa brevet, saa nogen bogstaver var
blet halvt udviskede. Han husked saa tydelig

SIDE: 246

disse udviskede bogstaver; de havde faat
ham til at græde. Men han var forblet urok-
kelig: det var jo netop saaledes han havde
villet forberede hende.

Men saa var hun holdt op at græde og
havde git sig til at skrive videre:

"Hun var blet saa glad med ét; hun var
med én gang blet saa vis paa, at denne gang
vilde han svare," fortalte hun. Og saa var
hun slaat over i en munter tone og havde git
sig til at fortælle om alt det hun havde at
gjøre:

"Der paa bordet laa en hel del undertøj
og vented paa hende. Det skulde broder
Konrad ha med; han skulde rejse til Bergen
snart: han skulde ind paa kontor der. - Aa,
der var saa meget at gjøre. Og ude paa
rulleboden vented ogsaa en hel del tøj. Aa
gid han havde vært der, saa skulde han pent
ha faat lov til at hjælpe hende ved rullen." . . .

Han fik taarer i øjnene.

- Ja, gid han var der. Han skulde
hjælpe hende. Han skulde trække rullen for
hende, som han havde gjort da han var liden
gut. Og han skulde se paa hende og se paa
hende - aa hvor han skulde glæde sine øjne
ved at se paa hende for sidste gang mens
han stod der og trak rullen. Og saa, naar
de var færdige med arbejdet, saa vilde han

SIDE: 247

falde hende om halsen og kysse hende . . . kysse
hende paa munden, paa panden, paa tindin-
gerne, paa øjnene, paa hænderne, overalt,
overalt. Aa, han skulde kysse hende saa
hun skulde bli saa angst, saa angst - saa
angst, at hun pludselig skulde forstaa at nu
saa hun ham for sidste gang.

Og saa vilde han rive sig løs og flygte. . . .

Og hvor fortvivlet hun saa blev naar hun
fik vide at han havde gjort det; hun vilde ialfald da
ha den trøst at han havde holdt af hende, holdt for-
færdelig meget af hende ligetil det sidste. . . .

Men nu fik hun ingenting vide. Gud,
det var synd men der var ikke noget at gjøre
ved det. Herregud, det var ikke hans skyld.
Det lod sig ikke gjøre. Endnu for et par
dage siden havde han trod at det lod sig
gjøre. Det var da han havde vist hendes
sidste brev til Helmer og Johnsen. Helmer
havde skjældt ham ud: "det var oprørende
at han ikke skrev . . . det var barbarisk . . .
det var . . . det var . . . kort sagt: det gik
ikke an, han fik værsgod sætte sig ned og
skrive med det samme".

Og Johnsen havde siddet og hørt paa og
ingenting sagt; men da han saa hen paa ham
havde han nikket paa sin egen tause maade. . . .

Og saa havde han pludselig sagt "ja han
vilde skrive" - og bedt dem gaa.

SIDE: 248

Han havde nemlig faat en idé:

Han vilde skrive til hende endnu engang.
Han vilde la hele sin dybe kjærlighed til
hende strømme ind mellem linjerne, den skulde
vælde ud over hende mens hun læste, og beta
hende slig, at hun skulde føle at det han
havde følt for hende mens han skrev, det var
mere end et helt livs almindelig kjærlighed.
- Og saa vilde der stige op i hende en
anelse om hvad der forestod. - Ja, saaledes
vilde han forberede hende. . . .

Og han havde sat sig til skrivebordet. -

Men alt hvad han skrev var blet saa
koldt og saa dødt. Han kunde slet ikke faa
det til slig som han vilde ha det.

Og han havde tænkt og tænkt saa det
gjorde rent ondt i hjernen for at finde ud
hvordan han skulde faa det til. - Men nej,
det var umuligt; han maatte opgi det. - Og
forresten, selv om han kunde faa det til, selv
om hele brevet kom til at aande bare kjær-
lighed, kjærlighed til hende - hvordan skulde
hun alligevel kunne tro paa denne skriftlige
kjærlighed? - Holdt han virkelig saa meget
af hende, hvordan kunde han da gjøre dette
som han vidste vilde dræbe hende? - det
vilde hun ikke kunne forstaa. - Nej, skulde
han kunne faa hende til at forstaa det, saa
maatte han forklare hende helt ud hvordan

SIDE: 249

han var . . . hvordan han var blet slig . . .
hvilken elendig pjalt han vilde være om han
ikke nu forlod livet . . . hvordan han vilde
bli hende en lang tærende sorg hele livet
igjennem hvis han ikke nu isteden derfor
gjorde hende denne ene store sorg engang
for alle. - Alt det maatte han forklare hende;
da først vilde hun kunne forstaa at han holdt
uendelig meget af hende, og alligevel var nødt
til at sige hende farvel. Men da maatte han
jo skrive, ikke et brev men en hel bog -
og det en bog som han slet ikke kunde
skrive. - Og forresten, selv om han havde
kunnet skrive den bog - hun vilde alligevel
aldrig kunnet forstaa det. Det var igrunden
det sataniske ved det hele!

Og han havde rejst sig op fra skrivebor-
det og stampet i gulvet -:

Det var forbandelsen ved de samfunds-
forhold vi lever under, at selv en mor kan
ikke forstaa sit eget barn! . . .

Det var forbandelsen ved dressuropdra-
gelsen, at man forstaar ikke dem der ikke
har ladt sig dressere, er det saa ens eget
barn! . . .

Ja, det var forbandelsen ved denne for-
dømte opdragelse i religion og moral.

Og han var blet gaaende nervøst frem
og tilbage paa gulvet, hed i hodet og med

SIDE: 250

knyttede næver og havde forbandet - og
forbandet - og forbandet igjen "hele det
fordømte sludder".

Tilslut var han stanset foran skrivebordet
og havde tat det paabegyndte brev og puttet
det ind i skrivemappen. Og saa havde han
lagt sig hen paa sofaen og forsøgt at tænke
paa noget andet. -

En stund efter var han gaat ud og havde
tat sig en tur. Da han kom tilbage havde
han fundet Helmer og Johnsen siddende og
vente paa sig.

- Naa, har du saa skrevet? havde Hel-
mer spurgt, med det samme han kom ind.

- Ja, han havde netop vært henne og
lagt brevet i kassen.

Men Helmer som mens han havde vært
ude havde rodet i brevmappen og fundet det
paabegyndte brev og stukket det til sig,
havde først stirret stivt paa ham en stund og
saa sagt: Jamen det er jo den sorteste løgn;
for her har jeg jo brevet - og han havde
trukket brevet frem og vist ham det. . . .

Han havde ikke svaret, bare trukket let
paa skuldrene, men han havde set saa ulyk-
kelig ud at Helmer ikke havde nænnet at
tale mere til ham om den ting; han havde
forstaaet at der var ikke mere ved det at
gjøre. - Og Johnsen havde siddet og stirret

SIDE: 251

ud i luften, saa alvorligt og saa forstaaelses-
fuldt. . . .

Gud, hvor han holdt af dem begge to.
De forstod ham de. For dem behøved han
ikke at skrive nogen bog; de forstod ham
alligevel. Og de holdt af ham. De vilde
savne ham, savne ham meget naar han var
borte, men de vilde alligevel være glade for
hans skyld over at han var kommen afgaarde
. . . gud, hvor det var dejligt at leve sam-
men med intelligente mennesker. Med dem
kunde han ta afsked men ikke med sin egen
kjære mor. - Aa, hvor det gjorde ham for-
færdelig ondt. . . . Han saa hende igjen gaa
flittig og stilfærdig omkring og stelle der-
hjemme, altid tænkende paa ham, sin egen
kjæledægge. . . . Og saa pludselig kom
slaget. . . .

Hu! det isned igjennem ham; det kjendtes
som om hjertet stod stille og pulsen var holdt
op at slaa. . . .

Saa med ét slog han ud med haanden
der han laa -: Nej, der var jo ikke noget
mere at gjøre ved det, og saa vilde han ikke
tænke mere paa det. Han havde jo bare
nogen faa dage, og de skulde helt tilhøre igjen
ham selv og hans venner. For hende var
han jo allerede død. Han vilde ikke forbitre
sig disse sidste dage ved at tænke og tænke

SIDE: 252

paa dette som nu alligevel ikke kunde være
anderledes; han vilde tilbringe dem glad og
munter sammen med sine kammerater, som
kjendte ham og forstod ham. Og saa vilde
han sige farvel til dem ogsaa, i et muntert
lag. - Og saa allersidst, vilde han gaa ud
til en pige og hos hende ta afsked med dette
velsignede kvindekjønnet som dog ialfald
havde vært ham en saa god adspredelse i
hans korte forspildte liv. . . .

Og naar han saa var færdig med det, og
fjerde Paaskedags morgen randt op, og de
andre kadetter igjen begyndte sin kjedsom-
melige gjerning - saa skulde det ske. . . .

- Men hvor? . . .

- Ja stedet ja? . . . det var jo egentlig
det han skulde ha tænkt paa. . . .

. . . Nej, ikke hos pigen; han vilde ikke
skræmme livet af hende. . . .

- Men hvor? - - - he! han skulde
ha lyst til at leje et stort elegant værelse,
helst med brüsselertæpper paa gulvet, blødt
og behageligt, og fine møbler. Ossaa maatte
der være et spejl, et stort spejl som gik helt
ned til gulvet. Foran det vilde han staa i
fuld uniform, med huen paa hodet og sabel
ved siden og se sig selv ind i ansigtet for
sidste gang. - Saa først sigte paa sin kon-
trafej derinde i spejlet og se paa hvor rolig

SIDE: 253

han tog det. - Men saa med ét gjøre den
lille elegante drejning af haandledet og bøje
revolveren bagover op mod hodet og la lø-
bet gaa ind i munden og op imod ganen. -
Saa endelig et sidste smil til sin kontrafej
derinde i spejlet der gjorde det samme som
han. Og saa! - han gjorde en energisk
bevægelse med pegefingeren som om han
trykked af.

Han følte igjen som et stik gjennem
hjernen, og det løb rundt for ham; men saa
blev han liggende med en formelig vellystig
fornemmelse af at være kvit og færdig med
det altsammen.

Han smilte -: he, det var s'gu ikke van-
skeligt, naar man saa gjerne vilde bli live
kvit. . . . . . . . .

- Tiden var gaat, det var blet lyst i
værelset.

Hans øjne faldt paa et træsnit af Jaabæk,
ophæftet med tegnestifter paa den øverste
fylding i døren. Men det interesserte ham
ikke nu, og blikket gled mekanisk tilhøjre
hen ved siden af døren og traf en büste af
Gothe oppe paa toppen af boghylden over
kommoden. . . . Nej, han interesserte ham
heller ikke nu.

Han tog øjnene til sig igjen men kom derved
til at se op paa væggen over sengen. Der hang

SIDE: 254

to træsnit: et af Johan Sverdrup fra 50-aarene
og et af Johan Sverdrup fra Kreuznach i 1882.
Han havde selv klippet dem ud af "Verdens
Gang" og hæftet dem op paa væggen med
tegnestifter.

Han blev liggende og se paa dem.

En underlig stemning kom over ham. . . .

. . . Han selv var en saaret døende sol-
dat, en ung rekrut som var blet liggende
igjen paa slagmarken. . . . Og han deroppe
var generalen som førte den sejerrige hær
videre fremover mod den vigende fiende. . . .

Men det var et langt og vanskeligt felt-
tog. - Ogsaa generalen vilde komme til at
bli liggende igjen paa slagmarken og hæren
vilde drage videre frem, ogsaa over hans
grav. - Og først længe, længe efter vilde
den endelige sejer være vunden. . . .

. . . Lidt før eller lidt senere . . . .?! . . .
herregud, naar det alligevel var kampens maal
og ikke kampen selv man higed efter. . . .

Og alligevel, han skulde gjerne vært med.
Men han kunde ikke mere.

Tankerne blev uklare.

Han stirred og stirred efter generalen
med den bortdragende hær. Og hæren voxte
og voxte i det uendelige. - Det var ikke længer
nogen hær, det var et helt folk paa vandring.
Videre og videre drog folkemassen. Og alle

SIDE: 255

vendte de ryggen mod ham, den unge dø-
ende rekrut; ingen saa sig tilbage, og han
blev liggende igjen ganske alene. Men det
var slet ikke nogen ubehagelig følelse; han
var igrunden glad over at ingen bekymred
sig om ham, for han var saa træt, saa døds
træt. . . . Og folkemassen voxte bestandig.
Tilslut var det bare en uhyre sort masse.
Og saa gik det hele over i ingen verdens ting.

Han laa og sov med et træt smil om sin
mund.

SIDE: 256

Klokken ni den næste morgen sad Jar-
mann paa sengekanten og trak langsomt under-
buxerne paa. Da han var færdig med det
blev han siddende foroverbøjet med én haand
paa hvert knæ og se ud i luften . . . .

. . . Det var en dejlig fornemmelse: hele
værelset, alting omkring ham havde noget
uvirkeligt, ligesom drømmeagtigt ved sig . . .
he! akkurat som "dagen derpaa" naar man
ikke er fyllesyg men bare gaar omkring med
zarte hvilende nerver . . .

. . . Aa for en ro og hvile! . . . tingene
formaadde ikke at trænge ind paa ham, men
han kunde iagtta dem saa skarpt og rolig;
konturerne var formelig hvasse.

. . . Nej, idag kunde vist ingenting virke
paa ham . . .

Han tænkte paa fjerde paaskedags morgen,
da det skulde ske - nejda, det voldte ham
ingen uro. Det var ligesom det ikke kom

SIDE: 257

ham ved; han havde gjort hvad han havde
at gjøre med den sag; nu havde han bare at
la tingene gaa sin egen gang. Minen var
færdig og lunten tændt, naar lunten var brændt
ud vilde minen springe ganske af sig selv;
det var ikke noget han havde noget mere
med at gjøre . . .

. . . He! igrunden noksaa underligt for-
resten! . . .

- Mon det vilde komme igjen det an-
faldet fra inat? -

- Nej det vilde det vist ikke. - Nejda! . . .

Forresten, han kunde gjerne kaste alle
broer af og afskjære tilbagetoget. He! ja!
det kunde igrunden være noksaa moro ogsaa.
Saa havde han noget at bestille paa saa-
længe . . .

- Ja det vilde han gjøre.

Han rejste sig langsomt op og dilled
dovent omkring i værelset; vasked sig, pudsed
sine tænder, soignerte sine negle og klædde
paa sig - og sat sig saa hen i kurvestolen
foran bordet, magelig sammensunken, med util-
knappet vaabenkjole, og drak i ro og mag
sin kaffe som pigen havde sat ind til ham for
lidt siden. - La sig saa, behagelig slap, hen
paa sofaen og røgte en pibe.

Da han var færdig med den rejste han
sig dovent, knapped vaabenkjolen, spændte

SIDE: 258

sabelen om livet, sat huen paa foran spejlet,
og slængte med en skjødesløs bevægelse kap-
pen om skuldrene og gik ud.

Ude var det dejligt solskin, med vaar i
luften.

Han gik skraas over gaden og ind i bu-
tiken paa hjørnet. - Butikfyren stod bukkende
bag disken, nærmest døren. Længer inde stod
kjøbmanden selv bøjet over disken og saá i
sin kladdebog.

Jarmann stansed foran butikfyren og læ-
ned sig med den ene haand paa disken i non-
chalant stilling:

- Jeg skulde ha noget vin og kognak
- kunde De være saa snil at sende det tværs-
over gaden, op til kadet Eek - De ved hvor
han bor? . . .

- Joda! hvad skulde det være?

- Ja . . . kunde jeg faa tre flasker sherry
- men det maa være af bedste sort.

Butikfyren bøjed sig over disken og skrev.

Kjøbmanden løfted øjnene fra kladde-
bogen og kasted et par mistænksomme øjne
hen paa Jarmann. Jarmann stod der med et
lidt blaseret udtryk i ansigtet og saa kjøb-
manden rolig ind i øjnene, men ligesom uden
egentlig at lægge mærke til ham, og kjøb-
manden tog uvilkaarlig øjnene til sig igjen og
saa atter ned i sin kladdebog.

SIDE: 259

- Og tre flasker portvin! fortsat Jarmann
mens han blev ved at se paa kjøbmanden.

Butikfyren skrev.

Kjøbmanden løfted igjen øjnene med et
mistænksomt blik; men ligeoverfor Jarmanns
rolige millionæransigt slog han dem igjen ned
og studerte atter videre i kladdebogen.

- Ossaa én flaske kognak, endte Jar-
mann, fremdeles med det rolige selvsikre blik
paa kjøbmanden.

Butikfyren skrev, og saá saa op -: var
det ikke noget andet?

Jarmann vendte sig mod butikfyren, trak
dovent øjenbrynene ivejret og tænkte sig om. -
Nej tak. - Ajo forresten, sa han saa, De kan
gjerne sende nogen appelsiner med ogsaa.
Ossaa nogen rosiner og mandler.

Butikfyren skrev.

- Det blir hvormeget?

- 19 kroner og 50.

- Og saa skylder jeg vist noget før . . .

- Ja, det er 4 kroner og 70; det gjør
tilsammen 24 og 20.

- Ja vil De være saa god at sende mig
regning fjerde paaskedag.

Mens han afhandled dette med butikfyren
havde kjøbmanden igjen skulet mistænksomt
hen paa ham; men Jarmanns sikre pengeansigt,
fjerde paaskedags nærhed, og desuden uni-

SIDE: 260

formen, havde tilslut fuldstændig beroliget ham.
Han hilste forbindtlig da Jarmann gik. -

Da Jarmann kom udenfor storlo han ind-
vendig. Det havde frydet ham hele tiden der-
inde det ansigt han havde kunnet sætte op;
han kunde ikke sligt ellers, men idag kunde
han hvad det skulde være af den slags. Det
havde vært fan'en saa morsomt -: Æ-æ-æ,
nu kunde han ha det saa godt den fordømte
væmmelige fyren som var saa ræd for at gi
kredit og som ikke holdt faste priser og paa
den maade snød dem der ikke vidste hvad
varerne kosted andetsteds. . . .

Han gik smilende indover Pilestrædet det
lille stykke fra Kristian August til Kristian
den fjerde. Der stansed han paa hjørnet af
fortouget - hvor var det egentlig han vilde
hen? . . .

Han saa en stund aandsfraværende hen
for sig . . .

- Jo det var jo sandt! - han smilte
igjen og labbed saa munter afsted i det dej-
lige vejr rundt til alle sine kreditorer. Først
til sin skrædder - ikke Øyen men den civile
skrædder han havde brugt før han blev kadet -,
og saa til skomageren, skjortehandleren og
handskemageren. Overalt spurgte han hvor-
meget han skyldte og bad dem sende regning
fjerde paaskedag.

SIDE: 261

Da han kom ud fra handskemageren,
regned han over hvormeget det var ialt. - Det
var en ren misère, lumpne tre, fire hundrede
kroner. - Det var igrunden altfor latterlig
lidet! -

. . . Fan'en, skyldte han ikke noget
mere da!

- Jo det var jo sandt: boghandleren!
ham havde han glemt. Isch at det ikke var
mere end en 60, 70 kroner han skyldte ham! . . .
Aa gid han havde skyldt ham ti, hundrede,
tusinde gange mere; det kunde han havt godt
af det bestie! . . . He! han havde tænkt at
betale ham engang. Men saa havde han jo
sammenlignet Herman Eek med Ernst Frølich!
. . . Han saa ham staa derinde i det ækle
lille kontor bag til gaarden denne modbyde-
lige lille skaldede mandsling, og sige til Her-
man Eek med sit sledske smil og sin slikkede,
ækkel-pene evnukstemme:

- De kan jo forstaa det at om Ernst
Frølich kom her med en bog og vilde ha mig
til at forlægge den saa kunde jo ikke jeg ha
noget med det at bestille.

- Jamen hvis det nu var en god bog!
havde Herman Eek svart.

- Nej, han kunde ikke ha noget med
den slags folk at bestille alligevel.

Jarmann bed tænderne sammen der han

SIDE: 262

gik -: Og sligt skulde faa lov til at være
boghandler?! - Sligt skulde knappes buxerne
ned paa og gi'es paa rumpen og sparkes ud
af byen! - Og saa vilde sligt endda ha be-
taling hos ham; hos ham! - Hahaha! jo han
havde git ham betaling forresten. - He! hver-
gang han hørte boghandlerens bud ude i en-
tréen spørge om han var hjemme, brugte han
bestandig at rope ud saa højt han kunde at
"nej, han var ikke det nej!" Og naar saa
budet som kjendte hans stemme saa inderlig
godt alligevel kom ind - saa fik han aldrig
se andet af Jarmann end det leende ansigt
som titted ind gjennem døren fra det næste
værelse hvor kadet Hammer bodde. - Hihihi!
lo ansigtet og nikked til budet, og saa blev
døren slaat igjen. - Paa banked budet hos
kadet Hammer og kom ind der. Og der fik
han da se Hammer som sad og lo saa han
var ganske kroget; men af Jarmann fik han
ikke der heller se andet end det samme leende
ansigt, denne gang tittende ind fra student
Hansens værelse. - Hihihi! lo ansigtet igjen;
og saa blev døren der ogsaa smækket i. -
Og naar saa budet rasende vilde tiltvinge sig
adgang til dette værelse ogsaa, blev nøglen
drejet om paa indsiden. Og saa begyndte da
parlamenteringen tværsigjennem den lukkede
dør -:

SIDE: 263

- Vilde han betale eller vilde han ikke
betale?

- Jo søde bud, det vilde han saa gjerne
men han kunde ikke for øjeblikket. Vilde
ikke budet være saa inderlig snil at komme
igjen imorgen hvad?

- Nej, nu gad ikke budet gaa her og
spilde sin tid mere!

- Vilde ikke da budet være saa inderlig
snil at la være at komme igjen?

- Naa saa! Saa han gjorde nar af folk!
Vel, regningen skulde bli sendt til sagfører.

- Ja det burde budet virkelig gjøre.
Det kosted ikke mere end to kroner, naar
pengene ikke var til at drive ind - ikke mere
end to kroner! det kunde han bevidne som
selv havde siddet paa sagførerkontor. -

Det var næsten den samme lektie hver
gang, det var det komiske, og det endte med
at budet bandende og skjældende gik sin vej,
til stor moro for dem alle tre.

- He! joda, han havde betalt denne bog-
handler, som vilde gi sig af med at være for-
fatternes censor morum! -

Jarmann lukked op døren og gik ind i bog-
handlerens butik. - Han bed igjen tænderne
sammen -: der stod jo fyren selv midt i butiken
og talte med en herre. Jo det var ganske rigtig
ham -: æsch den væmmelige evnukstemmen!

SIDE: 264

- Fan'en! At det ikke gik an at ta ham og
putte ham paa hodet ned i et lokum og la
ham drukne der! . . . Eller . . . eller - han
gjorde nogen nervøse bevægelser med fingrene
som med klør og tænkte videre paa andre
raffinerte dødsmaader den ene værre end den
anden . . . .

Butikfyren havde alt staat en stund foran
ham og ventet paa at han skulde sige hvad
han vilde. Men Jarmann havde slet ikke lagt
mærke til ham, havde bare stirret med hade-
fulde blikke paa boghandleren.

Tilslut maatte fyren spørge hvad han
ønsked.

Jarmann gjorde en af sine bratte over-
gange, saa med et elskværdig-nedladende smil
paa butikfyren og sa undskyldende -: Naa,
jeg staar nok her og falder i tanker . . . jo,
jeg vilde gjerne faa vide hvormeget jeg skylder.

Tingen blev undersøgt og det viste sig
at være 65 kroner og nogen øre.

- Ja vil De være saa venlig at sende
mig regning fjerde paaskedag? Jeg skal nem-
lig gjøre op alle mine affærer før jeg rejser.

- Joda, det skulde ske. -

Fra boghandleren slentred saa Jarmann
op til Hjalmar og Henrik, oppe i Theatergaden.

- Naa, er vinen og brændevinet kommet?
spurgte han med det samme han kom ind.

SIDE: 265

- Jo det var kommet.

Værelset laa til skyggesiden og havde lyse
kolde vægger. Henne i sofaen sad Hjalmar
og Henrik hver i sit hjørne og røgte en pibe,
og paa den ene af stolene ved det borteste
vindu sad student Hals og læste en avis.

Jarmann blev staaende et øjeblik henne
ved døren og se hen paa Hals - en høj stiv
fyr med rødt haar og et magert, haardt ansigt.
Hals havde i sin tid tænkt paa at gaa til sce-
nen og spille karakterroller men havde ikke
faat debutere, og var saa isteden derfor blet
theater- og operakritikus paa Tivoli og Folke-
theatret, ved siden af sin skolevirksomhed.
Jarmann kunde ikke fordrage ham; han talte
aldrig om andet end skuespil og musik, ossaa
om sine skoleaffærer. Det var rent tilfældigt
at han var kommen til at omgaas de mennesker
Jarmann færdedes blandt.

Jarmann blev ærgerlig over at finde ham
her; han gik ham forbi med et ondt blik og
sat sig paa stolen ved siden af ham og blev
siddende, bøjet forover med en haand paa
hvert knæ og glo paa ham.

Det stive affekterte ansigt irritered ham
idag mere end sædvanlig.

- Du Hals! sa han tilslut da han syntes
han havde glod nok paa ham -: skal vi ikke
tale lidt om theater hvad?

SIDE: 266

Hals løfted øjnene et sekund og saa ær-
gerlig paa ham, men læste saa rolig videre
igjen; han var saa vant til at bli ærtet af
Jarmann.

- Eller lidt om opera og musik du hvad?
hihihi! lo Jarmann efter igjen at ha glod paa
ham en stund.

- Kan ikke jeg faa lov til at læse min
avis i fred! sa Hals ærgerlig.

- Hihihi! du er ikke meget selskabelig
af dig. - Hvad siger du saa om fru Olefine
Moe? . . . eller om Bentzon-Güllich? . . . eller
om Hendrikson? . . . eller - hihihi! - hvad
er det nu de heder allesammen . . .

Hals slog sint avisen sammen, rejste sig
og tog sin hat.

Jarmann udstødte en knæggende latter -:
Har du faat din gage paa skolen denne maa-
ned? . . . voldte det mange vanskeligheder
at faa den? . . . tror du du faar den næste
gang? . . .

Hals saa ikke paa ham, bare gik mod
døren.

- A det kan du da gjerne fortælle os!
- det blev sagt i en væmmelig indsmigrende
tone idet Hals lukked op døren. Men Hals
svarte ikke, bare smækked døren i og gik.

- Hahaha! hahaha! hahaha! lo Jarmann
efter ham i galop-takt.

SIDE: 267

Henrik og Hjalmar havde siddet henne i
sofaen og hørt paa det hele uden at sige et ord.

- Du er nu fæl med ham ogsaa! sa Hen-
rik da Hals var borte.

- Aja, men hvad fan'en er det han vil
her. Han har da ikke noget med os at gjøre
han! Her er da hverken skole eller Tivoli. -
Nej fy for fan'en! - han rejste sig op og
slog højtidelig ud med haanden -: Henrik!
jeg testamenterer dig mit had til Hals. - Lad
os saa faa noget vin! -

En flaske vin blev trukket op, Jarmann
fyldte sit glas, sat sig hen ved vinduet og
blev siddende en stund og se ud, trommende
med fingrene paa vindusposten og af og til
nippende til glasset.

De andre saa paa ham og sa ingenting.

- Fan'en til vond nat jeg havde inat, sa
han tilslut og saa alvorlig hen paa dem. Men
saa smilte han igjen -:

- Aa men nu har jeg det saa dejligt
igjen! - han gned sig i hænderne - skaal!

De drak med ham og han fortalte dem
om den nat han havde havt, og hvad han
havde gjort for noget idag. Og de sat der
i sofaen, pattende paa sine piber, og hørte
paa ham uden at sige noget.

Saa pludselig, just som han holdt paa

SIDE: 268

at udgyde sine følelser ligeoverfor boghandle-
ren, stansed han midt inde i en sætning -:

- Hej, der har vi Laden! ropte han, og
ansigtet fik et ondskabsfuldt udtryk.

Han var tilfældigvis kommen til at se ud
af vinduet. Over paa den anden side af gaden
kom "literaturens bærer", "über land und
meer" med sin uhyre lange og tynde elendige
figur og sit høgeansigt med bukkeskjæg paa,
sjokkende opover gaden med krogede knæer
som dinglede om hverandre ved hvert skridt,
for korte buxer, luvslidt vaarfrak, aldeles gul
i halsen, gammeldags flos paa hodet, stok i
den knoklede højre og bogpakken under den
venstre arm. - Laden var en fætter af Hjal-
mar og Henrik, og kom af og til opom, helst
naar han lugted der var noget stærkt at hole,
undertiden selv med en flaske i lommen. -
Han var ogsaa en af dem Jarmann ikke kunde
fordrage.

- Isch, han kommer vel ikke herop! sa
Hjalmar og rejste sig fra det inderste sofa-
hjørne og gik hen til vinduet.

- Jeg ved ikke hvad han gjør endnu,
sa Jarmann; han sad og fulgte Laden med
øjnene og havde forfærdelig lyst til at være
rigtig ondskabsfuld mod ham.

Saa løfted Laden de store cirkelrunde

SIDE: 269

øjne hvor man kunde se det hvide helt rundt,
og saa op mod vinduet - og nikked.

Hjalmar skvat tilbage fra vinduet -: nej
fan'en ogsaa!

Men Jarmann løfted smilende glasset, nik-
ked ned til Laden igjen og drak ham til.
Der gik et glimt af glæde gjennem de store
cirkelrunde øjne, og Laden skraadde over
gaden.

- Nej hvorfor gjorde du det da?! sa
Hjalmar ærgerlig. Nu faar vi ham jo herop.

- Nejgu om vi slipper ham ind! Og
Jarmann skyndte sig hen til døren og laased
den af - og blev saa staaende midt paa gul-
vet og vente.

Lidt efter banked det paa døren med de
to bekjendte haarde knogeslag som ikke var
til at ta feil af - og Laden drejed om klin-
ken og vilde gaa ind.

Pause.

Saa hørtes Ladens stemme udenfor -:
Hjalmar!

Ingen svarte.

- Jeg saa nok du var hjemme!

Ikke noget svar.

Saa hørte de ham ringe paa entréen og
gaa ind paa Henriks værelse som var lige
ved siden af. Og saa banked det paa den
dør som førte derind.

SIDE: 270

Fremdeles ikke noget svar. Saa ropte
Laden:

- Du Henrik! maa jeg faa lov til at tale
lidt med dig?

Henrik rejste sig og blev staaende uvis
et øjeblik.

- Nej gaa ikke ind! sa Jarman højt.

- Hvad er det den rødtop siger! ropte
Laden sint.

- Hahaha! lo Jarmann og slængte sig
ned i amerikaneren.

- Ajo jeg faar gaa ind til ham; ellers
blir vi ham ikke kvit, sa Henrik sagte.

Jarmann fór op med en latter -: ja vent
lidt! Løb saa hen bag sofaen hvor alle flaskerne
stod, tog dem frem og stilled hele batteriet, syv
flasker, op paa bordet, saa Laden maatte se dem
naar døren blev lukket op. Løb saa leende hen
til døren og lukked den helt op -: Værsgod,
nu kan du gaa ind, sa han til Henrik og skjøv
ham derind.

Ladens blik tændtes da han fik øje paa
flaskebatteriet henne paa bordet, og han gjorde
et svagt forsøg paa at trænge sig ind i væ-
relset. Men Jarmaan smak døren i lige for
næsen af ham og laased den af igjen.

Og saa lo han med sin korte galoplatter -:
hahaha! hahaha! hahaha! - og slængte sig
igjen ned i amerikaneren.

SIDE: 271

I flere minuter hørtes Ladens stemme der-
inde hos Henrik. Saa blev Jarmann utaal-
modig -: Se nu til at faa fyren til at gaa
da! ropte han derind.

- Jeg skulde ønske jeg havde tag i den
fordømte røde lug! hvæsed Laden.

- Hahaha! hahaha! hahaha! - Jarmann
vred sig af latter i amerikaneren. - Men snart
blev han utaalmodig igjen -:

- Nej nu faar det være nok! skreg han.
Nu faar du kaste ham paa dør.

- Kom herind du forbandede rødtop,
saa skal jeg knække min stok paa dine ryg-
stykker! - Laden var blet saa sint at han
dutted ham.

Jarmann var nær ved at dø af latter. Saa
pludselig fik han en idé. Han løb hen til
bordet og slog lidt vin i et glas - ikke fuldt!
sa han; ellers kunde han finde paa at drikke
af det - og saa gik han hen til døren, aab-
ned den forsigtig og sat glasset ind paa gulvet
i det andet værelse, mens han skelte smilende
op paa Laden og sa -: skal De ha vin
Laden? - og smutted saa ind igjen og laaste
døren efter sig.

Laden blev rasende -: Naar vi mødes
næste gang skal De faa stifte bekjendtskab
med min gode stok, De fordømte uopdragne
laban.

SIDE: 272

- Hahaha! hahaha! hahaha! lo Jarmann
og lod sig igjen falde ned i amerikaneren.
Men rejste sig saa op igjen og gik trallende
omkring i værelset, pønsende paa noget nyt
"vondt".

Henne paa kommoden laa en brevpresse
af jern i form af et nøgent fruentimmer som
ligger paa ryg med hænderne under hodet
og med sprikende ben op i vejret. Da Jar-
manns øjne faldt paa den snapped han den
leende, løb hen og lukked døren op igjen
og putted figuren ind paa gulvet ved siden
af glasset -: Skal De ha fruentimmer Laden?
ropte han og lo Laden op i ansigtet, med en
knæggende latter.

Fruentimmer var Ladens ømmeste punkt.
- "Tror du jeg er noget svin?" - plejed han
at spørge med en liderlig genert latter, naar
man spurgte ham om ikke han som havde
levet over en menneskealder nu snart vilde be-
gynde at bruge fruentimmer.

Da Jarmann havde lukket døren igjen, saa
Laden rasende paa Henrik -: Jo det er no-
gen nette folk du omgaaes, sa han; det skal
sandelig bli længe før jeg sætter min fod her
igjen. Og dermed smeldte han døren i efter
sig og gik.

- Hahaha! hahaha! hahaha! lo Jarmann
efter ham.

SIDE: 273

Hjalmar havde siddet alene henne i so-
faen og set og hørt paa det hele uden at
sige et ord. Han havde heller ikke meget
tilovers for Laden; desuden tænkte han ikke
stort paa ham nu. Han bare sad og tænkte
paa, om denne rent urimelige ondskabsfuld-
hed ligeoverfor dem han ikke likte var et
tegn paa at Jarmann virkelig vilde ta livet af
sig. Det saa betænkeligt ud - slig som idag
havde han da aldrig vært før. . .

Da Henrik kom ind igjen, rysted han
paa hodet -: Nej du var nu altfor slem med
ham idag.

- Nej! sa Jarmann kort; naar sligt vil
leve skal det ikke ha det bedre. Men fan'en,
nu vil vi ikke tænke mere paa ham. Jeg
haaber dette skal være mit adjø til ham. -
Lad os saa faa op en flaske til!

En ny flaske blev trukket op. Jarmann
tog plads i lænestolen ved bordet ligeoverfor
de to andre, og de tre unge fyrer blev sid-
dende en stund og tale sammen om nogen
nye damebekjendtskaber de havde gjort i de
sidste dage.

Jarmann var den som talte mest.

Imorgen skulde de altsaa til frøken Rabe
hvor de ogsaa kom til at træffe frøknerne
Falsen, og i overmorgen skulde de inde paa
Henriks værelse holde æggedosislag for disse

SIDE: 274

tre damer. Den yngste frøken Falsen vilde
Jarmann ha fat i; han havde sat sig i hodet
at hendes dyd vilde han ta med før han gik.
Det var jo altsaa to gange endnu han havde
at være sammen med hende; det var tilstræk-
keligt til at forberede hendes overgivelse af
sin dyd, det kunde han ikke tvivle paa efter
de resultater han alt havde set af sin første
optræden ligeoverfor hende igaaraftes.

Henrik kom med nogen indvendinger:
"fruentimmer viste sig ofte svært stædige,
naar de kom til et vist punkt." Men Jarmann
bare rysted paa hodet -: nej, han var ganske
sikker i sin sag; det skulde og det maatte gaa!

Hjalmar sad og røgte sin pibe uden at
sige noget, bare hørte og saa paa Jarmann
og tænkte paa om dette virkelig kunde være
en mand som stod i begreb med at skyde
sig. - Nej han kunde ikke rigtig tro det -
det var det endelige resultat han kom til. -
Om en stund rejste han sig og gik; han skulde
et ærinde ud i byen.

Jarmann og Henrik blev alene tilbage.
Samtalen gik istaa. . . .

Jarmann læned sig sammensunken tilbage
i stolen og blev siddende og se ned paa den
gammeldagse bordfod med de fire arme som
endte i løveklør. Han stirred og stirred paa
dem - og glemte tilslut hvor han var. . . .

SIDE: 275

. . . Han stod igjen som ung gut inde i
bestyrerens tungt draperede havestue. Det
grønne skjær fra de nedrullede persienner la
sig ligesom dæmpende hen over de bløde
møbler og gav frøken Bambergs teint et
maaneskinsagtigt skjær der hun sad midt i
stuen, lænet tilbage i gyngestolen med fød-
derne paa den broderede fodskammel, og
gynged sig sagte frem og tilbage, plirende
med øjnene og skottende gjennem de lange
sorte øjenhaar hen paa ham. . . .

Han stirred paa hende som paa et syn . . .

Det lade sanselige smil laa endnu og
drømte om hendes fulde læber, og hun gav
ham igjen det vage vink som han ikke var
sikker paa om han turde forstaa. . . .

Jo han turde! - Aa! han vilde fortælle
hende alt, al sin sorg og al sin smerte; og
hun vilde forstaa ham . . . og elske ham.
Og han vilde elske hende igjen. Og hun
vilde faa ham til at føle at kjærligheden var
det højeste, det eneste paa jorden, og han
vilde gi sig ifærd med at arbeide for at skaffe
sig en stilling saa han kunde fortsætte med
at nyde denne højeste eneste lykke. Og hun
vilde gjøre det samme. De vilde begge skabe
sig en selvstændig stilling og elske hverandre
i uafhængig frihed saalænge til kjærligheden
gik sin veg af sig selv som den var kommen

SIDE: 276

af sig selv og afløstes af en ny, anden,
helt forskjellig kjærlighed til en ny, an-
den, helt forskjellig kvinde der ogsaa havde
en fri stilling og kunde lade sig elske
uden til gjengjæld at forlange forsørgelse
og afhængighed for livstid . . . og saa
videre, og saa videre. . . Aa! al denne uen-
delig forskjellige og altid lige salige kjær-
lighed som skulde fylde ham livet udover!
. . . ja da skulde han bli digter! han skulde
fortælle hele verden om sin rige lykke,
han skulde ikke gi sig før den kvinde han
elsked stod hel og klar for hans indre syn
saa han kunde fæste hendes levende billed
paa papiret og la hele verden beundre det
- ja beundre det: enhver kvinde var beun-
dringsværdig, naar man bare fik se hende
helt! . . .

En salig tro paa livet strømmed igjennem
ham mens han stod der og stirred paa denne
gyngende, daarende skikkelse med det san-
selig lokkende smil. . . .

Men han glemte jo rent at handle; der
vinked hun jo igjen, og tydeligere! - Han
stormed frem imod hende. -

Men atter hørtes bestyrerens trin i en-
tréen, og han vidste ikke hvorfor, men han
grebes igjen af den besynderlige rædsel og
maatte vende om og flygte.

SIDE: 277

Og atter hørtes den spottende kvinde-
latter ud gjennem havedøren. Den forfulgte
ham mens han løb rundt huset og ind paa
sit værelse, og den blev ved at klinge og
klinge for hans øren mens han laa derinde i
sengen med ansigtet begravet i puderne og
græd fordi de aldrig vilde finde hverandre. . . .

- - - Pludselig gav Jarmann et vold-
somt spark til bordfoden saa alle flaskerne
dansed - og blev saa siddende i sløvt raseri
og stirre og stirre paa bordfoden med de fire
løveklør, ganske mekanisk, som om den var
fienden.

Henrik rejste sig fra sofahjørnet og gik
hen til ham og strøg ham med den flade
haand blødt ned over haaret, mod panden.

Der gik et nervøst gys gjennem Jarmann;
men saa retted han sig stille op og løfted
øjnene paa Henrik -:

- Det er ikke noget, sa han rolig; nu
er det over. - Og saa tømte han sit glas,
tog paa sig og gik. -

Han kom op til sin ven Woll.

- Om han vilde spise middag sammen
med ham hos Ingebret?

- Ja.

De gik nedover og la vejen indom kap-
tejnen hvor Jarmann fik tilladelse til at spise
middag hos Ingebret sammen med en fætter

SIDE: 278

som var kommen til byen. Paa vejen fra
kaptejnen nedover til Ingebret fortalte Jar-
mann Woll om sin sidste nat. Woll sa in-
genting, bare hørte paa.

Middagen spistes i taushed - denne dej-
lige forstaaelsesfulde taushed som egentlig var
det der bestandig havde bundet dem sammen.

Hjemvejen la de om Kirkegaden og der
gik de indom Hagen og saa paa revolvere.
Jarmann valgte en stor vakker revolver til
25 kroner og fik uden vanskelighed kredit
paa den og 25 patroner.

- Jeg tror den vil gjøre det, sa Woll
da de var kommen ud af butikken.

- Jeg tænker det, svarte Jarmann. Det
var det eneste som blev sagt indtil de kom hjem
til Woll. Der kogte de kaffe paa maskinen
og blev siddende og døse over den et par
timers tid i en drømmeagtig stemning. Saa
pludselig fik Jarmann den idé at gaa op
til mig.

Jeg var fremdeles syg og laa i min seng
og læste Zolas "Les Rougons", da han kom
ind. Det var saa smaat begyndt at skumre.

Han stilled sig op foran foden af sengen

SIDE: 279

og saa mig et par sekunder stivt ind i an-
sigtet -:

Nu skal du faa en god slutning paa bo-
gen din, sa han.

- Hvad er det for en?

- "Han trykkede løs."

- Ja herregud, den har jeg jo tænkt
paa for længe siden. Men jeg har opgit den
igjen. Jeg tror ikke noget paa den.

- Jo det er sandt! sa han lidenskabelig;
jeg har opgit det . . . jeg gider ikke mere
. . . jeg er kjed af det hele . . . det er noget
fordømt drit altsammen . . . jeg gaar min vej!

- Naar da?

- Snart.

- Vil du ikke vente til du er færdig
med krigsskolen?

- Nej.

Der blev en liden pause. Saa sa han -:

- Jeg skjønner igrunden ikke at du
gider mere du heller. . . .

- Jeg? - jo jeg vil s'gu dille omkring
en stund endda og se paa papirerne! gud ved
om der ikke kunde bli noget moro allige-
vel. . . .

- Nej det er noget lort altsammen; jeg
gider s'gu ikke se paa det mere.

Ny pause. Saa sa jeg:

- Fan'en saa kjedeligt! . . . jeg havde

SIDE: 280

tænkt at faa dig til medarbejder paa bogen
min. Specielt et par skisser fra det aar vi
næsten ikke har set hverandre. . . .

Han trak paa skuldrene.

- Ossaa nogen andre steder længer inde
- hvis du kunde huske noget fra den tid.
Det vilde vært fan'en saa bra.

Han trak igjen paa skuldrene -: Jeg
vilde ikke faa tid alligevel. Nu skal der jo
være examen paa krigsskolen; saa skulde jeg
bagefter ha exerceret, og saa til høsten skulde
jeg ligget i garnison. Det vilde ikke blet
noget af med at arbejde i den tid. Og siden
- gud maa vide hvad jeg skulde ha levet
af. Nej, jeg gaar heller min vej strax.

- A jamen du kan jo ikke vide om det
ikke kunde bli til noget med forfatterskabet
alligevel. . . .

Han smilte slapt -: Selv om det blev
til noget - stort vilde det aldrig bli; det
vilde ikke skaffe mig nogen stilling. Og med
min energi at ta mig sammen og paa regu-
lær vej skaffe mig en stilling . . . bare for
at vente og se om der muligens skulde bli
noget moro som du siger - han lo: nej det
gider jeg s'gu ikke! Saa meget mere som
jeg slet ikke tror noget paa den moroen. -
Nej, jeg gaar heller min vej strax.

Jeg trodde ikke noget videre paa det,

SIDE: 281

men i ethvert fald, jeg vilde ikke spørge ham
nærmere ud om det. Jeg vilde ikke at den
omstændighed at han saadan ligesom paa for-
haand havde bundet sig til at gjøre det skulde
spille med ind som motiv for handlingen naar
det kom til stykket - og jeg blev liggende
og se ligegyldig ud i luften som om jeg
tænkte paa noget andet.

- Naa det er jo sandt, sa jeg lidt efter:
du og Hjalmar var jo hos Falsens igaaraftes.
Hvordan havde dere det der?

Jarmann betragted mig først med et un-
derligt bittert blik. Saa sa han slapt -: aa
jo noksaa moro. Sat sig saa ned paa stolen
ved siden af sengen og ligesom tænkte sig
om; men sa saa pludselig -:

- Det var forresten noksaa moro hos
Falsens igaar. Vi spiste godt, og vi fik vin
til maden og champagne til deserten. Og
saa dansed vi. Og tilslut fik vi kaffe og
curaçao og sad og passiared sammen. Den
yngste frøken Falsen og jeg sad alene henne
ved vinduet, hun paa en stol, og jeg oppe i
viduskarmen, i en nonchalant stilling. Vi
talte om forskjellige ting og saa kom hun
blandt andet til at fortælle mig at igrunden
var hun kjed af livet. Livet var ikke noget
værdt sa hun. Jeg skelte ned paa hende -:

SIDE: 282

- Aa livslede, sa jeg, ikke andet! det
er det ikke vanskeligt at bli kurert for.

- Hvordan det?

- Jo, ser De frøken -: naar De er kjed
af livet, saa er det fordi der mangler Dem
noget.

- Naa ja?

- Ja, og det som mangler Dem, det er
ikke noget andet end - kan De gjætte hvad?

- Nej, det kunde hun ikke gjætte.

- En fyr!

Hun saa paa mig.

- Ja er det ikke det kanske? - Jeg lo.

Hun slog øjnene ned og betænkte sig
lidt. Saa saa op paa mig og lo, hun ogsaa -:

- Jo, sa hun.

- Ja der kan De se. Det er jo den
simpleste ting af verden. De behøver bare
at komme op til mig saa skal De strax bli
kurert.

Hun for op i forskrækkelse -: Er De gal!

Jeg smilte rolig -: Nej kjære Dem frø-
ken, det er jo den simpleste og naturligste
ting af verden.

Hun saa usikkert prøvende paa mig -:
hvad er det De mener?

- Naa, sa jeg skjødesløst, De mener at
det ikke gaar an? Men det gjør ingenting; for
De kan slippe ind uden at bli set.

SIDE: 283

- Aa De er gal! - Hun var midt mel-
lem at le og bli sint.

- Nej frøken, det er mit ramme alvor.

Hun betænkte sig lidt. Saa sa hun ro-
lig -: Det værste var jo ikke, at bli set.

- Naa De er bange for det som kommer
bagefter? Pyt, det behøver De ikke at være.
Ved De ikke vi har lynafledere?

- Lynafledere? - Nej. Hvad er det
for noget?

- Det er noget frøken, som gjør at der
ikke kommer noget bagefter.

- Hun svarte ikke, men jeg snakked vi-
dere om lynafledere og om hvor dumt det
var af folk ikke at benytte dem mere end de
gjør. I begyndelsen hørte hun paa mig med
nedslagne øjne, men siden, da hun var blet
vant til det saa hun op og talte selv med.
Tilslut fortalte hun mig at hendes veninder
ogsaa var enige i det at det var et ynkeligt
liv unge damer lever nu fortiden, og jeg bad
hende bare sende dem op til mig allesammen.

Hun lo. - Jaja, sa jeg, kom selv ialfald
saa skal nok De bli kureret.

- Det er nok temmelig realistiske midler
De foreslaar, ropte frøken Rabe henne fra
bordet hvor de andre sad; hun havde vist
lyttet.

SIDE: 284

- Ja frøken, jeg er realist, svarte jeg
tilbage.

Og saa sat frøken Falsen og jeg os hen
til de andre og snakked med om forskjellige
ligegyldige ting. Men hun sad hele tiden og saa
alvorlig hen paa mig, ligetil vi skulde gaa. -

Jarmann slutted sin fortælling og blev
siddende og se ud i luften.

Jeg lo. - Nej du er fan'en ta mig en
frejdig fyr, sa jeg. Hvormange gange har du
vært sammen med hende før?

- Aa, jeg har danset nogen gange med
hende; men det er første gang jeg saan egent-
lig har talt med hende.

- Naar agter du at expedere hende?

- Det maa s'gu være temmelig snart
hvis det overhodet skal bli - og Jarmann
saa igjen alvorlig hen paa mig.

Men jeg bøjed atter af. - Du! sa jeg;
du skulde forresten ikke fortælle det der til
altfor mange; det vil ikke være videre bra
for hende.

Det irritered ham øjensynlig. - Jeg for-
tæller det ikke til andre end mine venner, sa
han brusque.

- Jaja, men hvad mere end to ved er
nu ikke længer nogen hemmelighed.

Jarmann saa paa mig -: Om du stod i

SIDE: 285

forhold til en dame - vilde du saa ikke for-
tælle det til nogen?

- Jeg vilde ha trang til at fortælle det
til én.

- Og hvem er den ene? - Han saa paa
mig som om han ønsked og vented at den
ene skulde være ham. Men jeg rysted paa
hodet -:

- Nej, ingen af dem jeg nu kjender vilde
jeg ha lyst til at betro det til.

Jarmann sad en stund uden at sige noget.

- Du holder vist ikke af dine venner!
kom det tilslut lidt braadt.

- Nej, egentlig talt ikke. Jeg er nu
engang slig, desværre. Jeg kan ikke egentlig
holde af nogen med mindre jeg lever et vir-
keligt liv sammen med dem, et liv med fælles
interesser, fælles planer og fælles haab, i den
samme sfære, blandt de samme mennesker.
Og nu lever jeg jo slet ikke, jeg har ingen
interesser, ingen planer, ingen haab mere; der-
for kan jeg ikke holde af nogen. Slig er jeg.

Han havde stirret mig stivt ind i ansigtet
mens jeg talte. Nu saa han bort og blev sid-
dende i tanker. Saa om en stund sa han -:

- Jeg holder af mine venner jeg! - Det
lød som en bebrejdelse.

Jeg trak paa skuldrene -: ja, du er ikke

SIDE: 286

som jeg . . . og desuden du lever sammen
med dine venner.

Ny pause. Saa sa han igjen -:

- Jeg holder af dig ogsaa!

- Jeg ved det. - Jeg trak igjen paa
skuldrene.

Han vented en stund paa at jeg skulde
sige noget mer, men der kom ingenting. Saa
sa han:

- Jeg vilde gjerne, du skulde holde af
mig ogsaa!

Jeg blev rørt. - Ja herregud, sa jeg, det
vilde jeg svært gjerne selv ogsaa. Men jeg
er jo syg, aandelig syg, psykisk indtørket -
jeg holder af ingenting.

Han saa ned. - Nejnej, sa han, jeg kan
jo ikke være nogenting for dig. Du har jo
paa en maade gjort mig til den jeg er, saa
det er rimeligt jeg holder af dig. Men for
dig har jeg bare vært en adspredelse . . .

- Nej, engang leved vi virkelig sammen,
og da var du mig noget mere.

Han hørte ikke hvad jeg sa; han var blet
siddende og stirre ud i luften, hensunken i
bitre tanker -:

. . . Saa var det altsaa sandt alligevel det
som Helmer og Henrik altid havde sagt ham:
at jeg var en kold egoist . . . . Han var kom-
men herop idag med varmt hjerte, havde villet

SIDE: 287

betro mig alt det han havde lidt i det sidste,
sin sidste kamp og sejer nu inat . . . havde
villet ta et farvel med mig som med ingen af
de andre - og saa havde jeg ikke engang
villet høre paa ham, havde koldt bøjet af og
talt om noget andet hvergang jeg mærked
han vilde ind paa det. Jeg trodde naturligvis
ikke noget paa det hele . . . og desuden
brydde jeg mig jo ikke det bøs om ham . . .
aa jeg havde ikke noget hjerte. . . . At han
ikke havde opdaget det før; det havde jo lig-
get saa klart i dagen! . . . Havde ikke jeg
fra først af draget ham til mig ved bestandig
at tale som ud af hans eget hjerte, og saa -
da han var kommen til at holde af mig fordi
vi begge tænkte og følte ligedan, havde
de samme længsler og den samme vilje, saa
var jeg blet kjed af ham og havde stødt ham
fra mig . . . . Jeg havde leget med ham; mens
han havde git sig hen uden reservation. -
Og ikke bare det . . . nej nu husked han
det: altid naar han havde vært glad eller be-
gejstret over noget saa havde jeg bestandig
plukket det hele istykker for ham og betat
ham begejstringen. . . . Som nu sidst med
denne stakkers skisse. Han havde vært saa
glad i den at viljen og lysten til at leve var
stormet frem i ham igjen - og saa havde
jeg modtat den saa koldt og bare bemærket,

SIDE: 288

at publikum vilde sige: "ikke andet". . . .
Og fra den dag af var det at den uigjenkalde-
lige beslutning var begyndt at modnes i ham.
- Gudbevars, det var ganske rigtigt bemær-
ket; men hvorfor havde ikke jeg selv lagt
nogen sympathi for dagen; den var da et
stykke af hans liv, og havde jeg holdt af ham
saa var jeg personlig blet grebet af den - og
mere havde han ikke forlangt . . . . Nej, jeg
holdt ikke af ham . . . og forstod ham ikke!
. . . Og alligevel havde han bestandig holdt
af mig og havde selv i dag sagt mig det.
Og hvad havde jeg svaret! -: "jeg vidste
det"! . . . Det var dog for galt! - Vel, jeg
holdt ikke af ham - saa skulde jeg heller
ikke faa vide noget mere om ham; han vilde
ikke lægge disse sidste dage af sit liv aabne
for mig saaledes som han havde tænkt . . .
og han vilde ikke sige mig farvel. - Aa jeg
skulde ha vidst at om nogen dage var han
borte . . . jeg skulde ha vidst hvad han havde
at sige mig - jeg havde nok sagt, at jeg
holdt af ham, om ikke for andet saa for at
faa stoffet til de sidste blade af min bog! . . .
Men det var igrunden godt som det var; nu
skulde jeg ikke faa det - jeg fortjente det
ikke . . . .

Og en blanding af bitterhed og foragt
lejred sig om hans mund -: he! jeg vilde

SIDE: 289

skrive en bog om ham, jeg som ikke forstod
ham bedre! . . .

Han rejste sig og gik et par gange frem
og tilbage mellem sengen og vinduet. Stan-
sed saa og saa ud.

- Der er hun igjen, hun derover i fjerde
étage, sa han; hun har tændt lampen og staar
og spejler sig. Det er da fan'en saa gjerne
hun vil sees; hun trækker aldrig gardinet for
før hun forstaar at nu ved vi at hun ved at
vi beglor hende. - Hun er s'gu vakker for-
resten.

Han talte i en oprømt tone; han havde
gjort en af sine sædvanlige bratte overgange.
Jeg smilte.

- Jeg har saamæn aldrig faat se hende,
sa jeg; da jeg var oppe, la jeg aldrig mærke
til hende.

Han blev staaende en stund og se paa
hende. Vendte sig saa pludselig om -:

- Nej jeg faar gaa, sa han kort, hængte
sabelen om sig, sa koldt adjø og gik. -

Jeg laa alene igjen med en ubehagelig
fornemmelse - næsten som en slags samvit-
tighedsnag. Jeg maatte tænke paa et brev
fra ham til Henrik ifjor vaares. Der havde
han skrevet -: "Forholdet mellem Herman
og mig er nu tilsyneladende det gamle; han
har flere gange vært oppe hos mig. Men jeg

SIDE: 290

ved ikke om det er fordi han har en følelse
af at han har noget at gjøre godt igjen, eller
det er i mangel af noget andet at bestille.
Du skjønner at naar den reflektion paatrænger
sig mig - og det gjør den uvilkaarlig -
saa er den gamle hengivelse der gav forholdet
dets skjønhed umulig. Jeg tør ikke længer
være mig selv. Jeg sidder hele tiden med
den pinlige fornemmelse, at enten kjeder jeg
eller jeg er et middel til et øjebliks adspre-
delse. At jeg under disse omstændigheder
ikke søger ham men han mig, siger sig selv.
Og dog - skjønt jeg nu altsaa selv skulde
ha faat personlig erfaring for, at Herman vir-
kelig er slig som du og Helmer stadig har
sagt, nemlig at hans interesse for En er af
saa egoistisk art at naar han vel har gjennem-
rodet vedkommendes indre, til der ikke mere
er noget nyt at finde, saa gir han ham siden
døden og djævelen - jeg kan alligevel ikke
tro at det er saa. Og konklusionen bliver
derfor den samme gamle -: Herman er det
dejligste menneske jeg har kjendt."

Jeg maatte huske paa dette brev. - Det
havde han skrevet dengang, og ligetil idag
havde han ikke villet tro at jeg virkelig var
slig som Henrik og Helmer paastod - nu
trodde han det. - Jeg var lej for det igrun-
den . . . hvorfor havde jeg ikke sagt ham,

SIDE: 291

at i grunden holdt jeg af ham, at var der
nogen af mine kammerater jeg skulde havt
lyst til at leve og arbejde sammen med saa
var det ham! . . . Men fan'en, hvad kunde det
ha hjulpet! Det kunde jo aldrig bli til det
saa alligevel. Jeg var jo ude af historien, og
han var s'gu ikke den som kunde hjælpe mig
ind i livet igjen . . . saa der var jo ikke no-
get mere at gjøre ved det hele . . . .

Men jeg gad ikke tænke mere paa dette
nu; det var for ubehageligt. Og jeg ringte
paa pigen, fik lampen tændt og gav mig til
at læse videre i Zola.

Fra mig gik Jarmann op til Hjalmar og
Henrik, hvor han ogsaa traf Helmer. Efter
aftensmaden fik han dem alle tre med op til
Woll hvor de blev siddende og drikke toddy
om aftenen og havde det noksaa gemytlig.
Forresten savned de Johnsen. De vilde havt
ham siddende der stille paa en stol og se til;
han virked saa velgjørende bare ved at være
tilstede. Men Johnsen var nogen dage ifor-
vejen rejst ud i verden paa en ganske pudsig
maade - det var godt slig til -:

En aften nede paa en tredje klasses re-

SIDE: 292

stauration hvor han sad sammen med en pige
og spiste tilaftens, havde han truffet paa en
fyr som hed Bülow, og som sad der sammen
med en veninde af Johnsens pige. Denne
Bülow drev en liden forretning. Med et lager
af sortferniserede lærredsbogstaver og hvide
cartons rejste han omkring fra by til by og
solgte skilter, af den slags som hænger i alle
butikvinduer. Først gik han rundt i byen og
optog de ordres som var at faa; sat sig saa
til hjemme paa hotellet i nogen dage og kli-
stred de bestilte skilter op; afleverte dem til
kunderne, fik pengene - og rejste saa videre
til næste by. Det var en ganske indbringende
forretning sa han til Johnsen, men man burde
være to om den; én skulde gaa omkring og
opta ordres, den anden skulde sidde hjemme
og klistre. Og saa tilbød han Johnsen at gaa
ind som kompagnon i firmaet og bli ejer af
halvparten af lageret mod at indskyde vær-
dien af denne halvpart: 200 kroner.

Johnsen sendte øjeblikkelig et telegram
hjem til sin far -: "Send 200 kroner. Kvit
mig for bestandig. Brilliant forretning. Gal,
om du ikke sender pengene!"

En eftermiddag nogen dage efter da Jar-
mann ikke havde set Johnsen hele dagen, gik
han derop. Johnsen var hjemme og gik tral-
lende omkring mellem sine pakkenelliker, som

SIDE: 293

laa spredt ud over borde og stole -: Imor-
gen rejser jeg! sa han leende og gned sig i
hænderne. Jarmann sat sig ned paa en stol
og saa til, mens Johnsen trallende pakked
sagerne sine ned. Da saa kufferten var pak-
ket, laaget trykket paa og hængelaasen sat
for - gik de ud sammen og drak sig fulde
til afsked.

Dagen efter rejste han - ud i verden for
at klistre skilter. Og nu var han borte. -
Aa hvor gjerne Jarmann vilde havt ham her
saa de kunde vært sammen disse sidste dage!
men det lod sig nu altsaa ikke gjøre. -

Lidt før de gik fra Woll proponerte Jar-
mann dus mellem ham og de tre an-
dre -: Dere skal sige "du" til hverandre!
sa han; jeg vil ha det! -

Paa den maade blev hans to forskjellige
bekjendtskabskredse dus.

Dagen efter, første Paaskedag var de alle-
sammen til middag hos frøken Rabe. Ved
kaffeen havde Jarmann en liden scene med
den yngste frøken Falsen. De to var tilfæl-
digvis blet alene i det ene af værelserne.
Han laa flot henslængt paa sofaen og holdt

SIDE: 294

en avis op foran sig; hun sad bag sofaarmen,
hvor han hvilte sit hode, og vifted sig. Plud-
selig kasted han hodet helt bagover paa sofa-
armen og saa op paa hende, bag avisen -:

- Har De tænkt paa det jeg sa Dem sidst?
spurgte han.

- Ja. - Hendes øjne begraved sig i
hans.

- Kys mig saa, sa han. Og hun bøjed
sig ned og kyssed ham bag avisen. -

- De møder mig iaften klokken otte
ved uhret! hvisked han efterpaa.

- Ja.

Mere fik de ikke talt, for saa kom der
nogen.

Dagen efter igjen, 2den Paaskedag om
formiddagen, var frøken Rabe og begge frøk-
nerne Falsen i æggedosislag oppe hos Hjal-
mar og Henrik. -

Den yngste frøken Falsen sad henne i
den amerikanske gyngestol, og Jarmann stod
ved siden af, let bøjet over hende og saa hende
ned i øjnene mens han gynged hende sagte
frem og tilbage.

- De kom ikke? sa han hviskende.

SIDE: 295

Hun slog først øjnene ned uden at svare;
saa saa op paa ham igjen og sa -: Jeg
turde ikke . . . jeg følte mig saa alene . . .
og saa blev jeg ræd.

- Vel, kom i folketheatret iaften; saa
taler vi nærmere om det.

- Ja! sa hun resolut. -

Og saa gynged han hende videre og talte
om andre ting.

Om aftenen klokken elleve kom Jarmann
op til Hjalmar og fandt ham siddende henne
paa sengekanten i underbuxerne; han holdt
paa at klæ af sig.

- Nej fan'en! - hun kom ikke! sa Jar-
mann med det samme han kom ind.

Hjalmar trak paa skuldrene -: Nej slig
er de fruentimmer!

- Naa ja, skidt med hende; nu er det for
sent, der er ikke mere at gjøre ved det -
og Jarmann slængte sig hen i sofaen og
blev liggende og stirre op i luften.

- Du! sa han lidt efter -: jeg fandt et
ganske morsomt brev til mig derhjemme iaften.
Det var fra kaptejn ***. Han underretter mig
om at de 32 kroner jeg skylder en nevø af
ham for manuduktion i jus har han udbetalt

SIDE: 296

samme nevø for min regning; han forventer be-
løbet indbetalt til sig igjen inden otte dage . . . .

- Kalder du det ogsaa moro! sa Hjalmar,
og putted sig under dynen.

Jarmann lo -: ja nu kan han ha det saa
godt, det svinet! - Og han rejste sig op og
blev siddende og blade i bøgerne derhenne
paa bordet. Lidt efter sa han -:

- Du Hjalmar! generer det dig at jeg
blir liggende lidt her paa sofaen og læse?
Jeg er ikke søvnig og gider ikke være alene . . . .

- Nej værsgod, lig saa længe du har lyst
for mig. Jeg sover lige godt for det. -

Jarmann blev siddende og rode i en bunke
hæfter af "Nyt Tidsskrift", som laa fremme
paa bordet, læste saa indholdsfortegnelsen højt
og gav karakter for hvert enkelt produkt -:

- Skidt! . . . lort! . . . drit! lød de fleste
karakterer; et enkelt "aaja!" kom indimellem.
- Og saa skriver Irgens Hansen, at "Nyt Tids-
skrift" har vært en betydningsfuld faktor i vort
aandslivs udvikling! - hahaha! - Det var
en inderlig latter. -

Han blev liggende og døse paa sofaen
uden at bestille noget.

Hjalmar sovned af. Men ud paa morgen-
siden vaagned han ved at nogen pusled om
i værelset. Han aabned øjnene -: henne ved
sofaen stod Jarmann oprejst paa gulvet og

SIDE: 297

rulled en cigaret . . . tændte den over lampen,
skrudde lampen ned og blæste den ud - og
listed sig paa taa hen til døren, lukked den
forsigtig op og forsvandt.

Hjalmar tændte en fyrstikke og saa paa
klokken -: den var over fem.

SIDE: 298

Ved elvetiden vaagned Jarmann, vendte
sig i sengen, gned sig i øjnene, gabte og saa
sig om i det lille værelse - hvad mon klok-
ken var? . . .

Pludselig gik det op for ham at dette var
hans sidste dag. Han blev med ét lys vaagen,
hopped ud af sengen, rulled gardinet op og
saa ud i det trange gaardsrum. Deroppe over
tagene var der sol og vaarglans i luften -
og det begyndte at gjære med vaarfornem-
melser inde i ham ogsaa. - Han smilte sørg-
modig -: nu skulde alting til at leve op;
bare han, han alene skulde dø midt i vaaren . . .

Blodet skjød raskere fart gjennem aarerne
- det var som om hans unge legeme revol-
terte sig imod dødstanken. - Og han grebes
af medlidenhed med dette unge legeme som
idag sprat af liv og kraft men imorgen skulde
overgives til forraadnelsen. Stille vemod sneg
sig ind over ham og betog ham, og han blev
staaende der ved vinduet i den hvide nat-

SIDE: 299

skjorte med haanden paa gardinsnoren og
stirre op gjennem gaardsrummet op imod ly-
set og luften deroppe. Og øjnene fyldtes lidt
efter lidt, og draabe for draabe trilled taarerne
sagtelig ned ad de blege fine kinder og dryp-
ped én for én ned paa gulvet . . . .

. . . Aa nej, det var nok ikke bare moro
at være nødt til at gaa i hundene . . . .

Han rulled mekanisk gardinet ned igjen,
sat sig hen paa sengekanten med albuerne
paa sine knæer og panden hvilende i hænderne
og lod taarerne rinde saalænge de vilde . . .

Tilslut stansed de af sig selv. Et blødt
sanseligt velvære havde sænket sig ned over
ham mens han græd, og han følte sig usige-
lig mildt og vemodig stemt. Langsomt trak
han klæerne paa, pusled stilfærdig omkring i
værelset og gjorde toilette og sat sig saa hen
og drak sin kaffe - altsammen i den samme
bløde vemodige stemning. Og da han var
færdig med frokosten sat han sig stille hen i
sofaen og røgte sin morgenpibe, uden at tænke,
givende sig helt hen til dette bløde sanselige
velvære. - Aa hvor det gjorde ham godt! . . .

Han blev siddende hensunken i det en
lang stund. - Men saa pludselig husked han
igjen at dette var jo hans sidste dag - og
han rev sig ud af den bløde stemning, rejste
sig op og saa efter i sin portemonnæ. Ry-

SIDE: 300

sted saa paa hodet -: der var ikke mere end
et par kroner - det var resten af hele maa-
nedsgagen som han denne gang havde beholdt
selv helt og holdent . . .

- - En stund efter sad han oppe hos
Hjalmar og drak portvin sammen med ham
og Henrik. Han havde tat sit glas med sig
hen i vindusposten, sat sig op der med be-
nene paa en stol, ryggen lænet mod vindus-
karmen, og sad og spejded gjennem det aabne
vindu nedover gaden. De to andre sad henne
i sofaen. Pludselig vinked Jarmann -:

- Du Hjalmar, her skal du se: nu kom-
mer han!

Hjalmar gik hen til vinduet og bøjed sig
udover -: ja, ganske rigtig, der kom bybudet
med alle Jarmanns uniformssager; de skulde
til "onkel". -

Lidt efter kom bybudet op -: han havde
ikke faat mere end 15 kroner paa det hele. -

Længer ud paa formiddagen kom Helmer
ogsaa derop, og ved middagstid tog de en
landauer og kjørte en tur ud over Drammens-
vejen. Jarmann var overordentlig livlig og
munter paa vejen; han sad der paa bagsædet
ved siden af Hjalmar, flot lænet tilbage, og
talte og lo uafladelig, hilsende fornøjet paa
de kjendte de mødte. Indtil de kom saalangt
ud at der ikke var flere folk - saa sank han

SIDE: 301

sammen og talte ikke mere. Og lidt før de
rak Bygdø sa han pludselig -: Nej, nu tæn-
ker jeg vi har vist os nok . . . hej, kusk! vend.
Men længer inde blev han livlig og munter
igjen, talte og lo igjen uafladelig og hilste
straalende fornøjet paa dem han kjendte. -

Efterat Jarmann og Helmer havde spist
middag hos Ingebret sad de igjen oppe hos
Hjalmar og Henrik og drak portvin. Woll
var ogsaa kommen derop. Og hele efter-
middagen blev de siddende der og tale om
selvmord og diskutere fornuftigheden og ikke-
fornuftigheden af at Jarmann tog sig afdage.
Hjalmar tog ikke del i diskussionen og heller
ikke Jarmann selv. De to sad bare der i so-
faen og blæste røgen ud fra sig og hørte
paa, af og til nippende til vinen; Hjalmar stille
og alvorlig, Jarmann lys og fornøjet: han be-
fandt sig inderlig vel ved at være samtalens
midtpunkt.

Tilslut da Helmer mente tydelig at ha
bevist at Jarmann heller burde leve videre og
se til at bli forfatter, og absolut vilde ha ham
selv til at være enig i det, aabned Jarmann
endelig munden og sa slapt -:

- Ja, jeg kan ikke modbevise dig . . .
jeg gider ikke tænke det igjennem en gang
til; men jeg føler, at jeg maa - der er ikke
noget mere at gjøre ved det.

SIDE: 302

- Jamen, sa Helmer, selv om du ikke
kom til at skrive saa meget - du kunde jo
altid skrive ligesaa meget som f. ex. Gustav
Holm.

Men da rejste Jarmann sig ganske bleg -:
Tror du jeg vilde leve et liv som Gustav
Holm, sa han indigneret. - Nej det er jeg
ved gud for god til. Og dermed sat han sig
stolt ned igjen og røgte videre.

- - Efterat Jarmann ud paa eftermid-
dagen havde vært en tur nedom H. Paulsen
 specielt var det frøken Roustan
han var forelsket i; hun sad i logen ligeover-
for. - I mellemakterne var han forceret mun-
ter og smilte og nikked fornøjet til bekjendte
nede i parkettet -: han "viste sig" her som
i landaueren om formiddagen. Bare to han
kjendte vilde han ikke hilse paa; det var Fritz
Hassel og Gustav Holm som sad dernede paa
første bænk i parkettet. Da Gustav Holm
nikked op, skubbed Jarmann til Henrik med

SIDE: 303

armen og sa -: Gustav Holm hilste herop
- vi benaaded ham ikke med et nik! . . .

De havde ventet paa hverandre udenfor
theatret. Da de var der alle sa Jarmann -:

- Ja, saa gaar vi altsaa hjem og drikker
afskedsbægeret!

De gik tause op over gaden. Saa stan-
sed Woll og sa til de andre -: Egentlig saa
burde vi nu forhindre ham fra at dræbe
sig . . .

Jarmann lo. Men Henrik som tog be-
mærkningen for alvor sa indigneret -: Nej,
ved du hvad -: saa meget holder vi da alle-
sammen paa den individuelle frihed!

- Va' kje meningen kan du vite, svarte
Woll leende. - Og saa gik de videre.

De gik hjem til Hjalmar og Henrik. Cham-
pagnen var kommen. Efter aftensmaden som
de spiste i taushed inde i værtindens spise-
værelse og hvor Jarmann bare drak en kop
the - han kunde ikke faa andet ned - gik
de ind paa Henriks værelse hvor afskedslaget
skulde holdes.

Det bleggrønne værelse var festlig op-
lyst med to store dobbeltbrændere, dertil lys.
Med sine nedrullede persienner og bogreo-
lerne langs væggene tog det sig helt koselig
ud. Især henne i hjørnet ved vinduet, hvor
to lænestole og en amerikansk gyngestol var

SIDE: 304

placeret omkring det runde bord foran so-
faen og hvor de fem champagneflasker var
stillet op som drabanter omkring den høje
lampe med det side japanesiske lampenet, med
et lys ved siden af til cigarerne. -

- Nej, nu glemte vi jo alligevel at gaa
indom Sommer og hente champagneglasser,
sa Helmer med det samme de kom ind; det var
da fan'en ogsaa, vi gik jo lige der forbi.

- Aa skit, sa Jarmann, det gjør ikke
noget. Du Woll! vi to gaar derhen sammen.

De to gik, de tre andre slog sig ned ved
bordet derhenne i hjørnet omkring champag-
nen; Henrik og Helmer i sofaen, Hjalmar i
lænestolen ligeoverfor - og tændte en cigar.

- Gad vidst om vi blir fulde af det her'e?
sa Helmer.

- Aa er du gal! sa Henrik - én flaske
pr. mand!

Hjalmar sa ingenting, bare blæste en tyk
røgsky ud i luften.

- Ja, for blir Jarman fuld, sa Helmer,
saa blir han sentimental og saa faar vi en
scene - og det er ikke hyggeligt.

Hjalmar tog cigaren af munden -: Er
det virkelig meningen at han vil skyde sig
. . . og det tror jeg næsten det er siden jeg
saa bybudet drage afsted med alle uniform-

SIDE: 305

sagerne hans idag . . . saa blir han fan'en
ikke fuld hvormeget han saa drikker.

Og de blev siddende og tale frem og
tilbage om sandsynligheden af at han vilde
gjøre det eller ikke, indtil Jarmann og Woll
kom stormende ind, med champagneglassene
triumferende løftet i vejret.

Saa rejste Helmer sig -: Rask lad nu
champagnen knadle! sa han, greb en flaske,
skar i en fart hysingbaandene over, vrængte
staaltraaden af, lod proppen flyve i taget med
et knald og champagnen skumme i glassene,
mens Jarmann og Woll slog sig ned ved de
to ledige bordender og tændte sine cigarer.
Og saa hæved Helmer sit glas -:

- Mine herrer! jeg ønsker Dem vel-
kommen til dette afskedsgilde for vor ven døds-
kanditaten og ber Dem med mig tømme dette
bæger for ham med det ønske: at skyder han
sig saa gid han ialfald maa gjøre det godt -
saa godt at han undgaar al legemlig smerte.

- Ja død og pine! død og pine! ropte
de andre i munden paa hverandre, rejste sig
og greb sine glas -: skal det gjøres maa
det s'gu gjøres godt - skaal!

- Dere kan være ganske rolig - skaal!
sa Jarmann, som ogsaa havde rejst sig.

Glassene tømtes, de unge mennesker sat
sig ned igjen og fyldte dem paany og blev

SIDE: 306

siddende der og klinke og drikke og røge og
passiare.

Først om alvorlige ting: om livet og dø-
den; om livets fattigdom og om ungdommens
utilfredsstillede længsler - om døden som
har lægedom for alt. . . .

- Gud maatte vide hvorfor de ikke tog
livet af sig allesammen, sa Jarmann tilslut.

- Woll var simpelthen for fejg.

Henrik klødde sig bag øret -: a nej,
saalænge man havde en økonomisk basis at
staa paa ialfald - hvorfor saa ikke dille vi-
dere? . . . man kunde aldrig vide. . . .

Hjalmar tømte sit glas, fyldte det igjen
og blæste med velbehag cigarrøgen fra sig -:
han forstod simpelthen ikke hvordan nogen
kunde ta livet af sig, han loved sig meget af
livet endnu -: enhver lykkelig situation
vendte altid tilbage, men bestandig i en for-
bedret udgave.

- Skaal! sa Helmer; vi lever ialfald alle-
sammen paa basis af selvmordets umulighed.

Saa talte de om andre ting: om de fra-
værende venner, om Herman Eek som laa
syg, om Johnsen som var rejst ud i verden
for at klistre.

- Johnsen ja . . . aa hvor Jarmann øn-
sked at havt ham her og sagt farvel til

SIDE: 307

ham! han blev vist den næste af dem som
kom til at skyde sig.

- Nej, det trodde ingen af de andre.

- Hvorfor ikke? - Jarmann studsed -
trodde de kanske ikke, at han heller kom til
at gjøre det.

Helmer trak paa skuldrene -: Tschja. . . .

Henrik og Woll trodde nok han vilde,
men vidste ikke om han kunde naar det kom
til stykket. . . .

- End Hjalmar? trodde han kanske at
faa se ham igjen imorgen?

Hjalmar skotted leende hen paa ham og
sang -: Paa linjen! paa linjen! trarata, trarata,
trara!

Jarmann blev alvorlig og rejste sig med
glasset i haanden -: Jeg forsikrer dere, sa
han: jeg er ligesaa vis paa at jeg kommer til
at gjøre det som om jeg alt havde gjort det.
Jeg føler det som noget der ikke mer staar
til at ændre; som - ja hvad skal jeg sige -:
som om jeg havde git min arm en sidste
ordre og saa nedlagt kommandoen over mit
legeme. Naar tiden kommer vil armen ud-
føre ordren, det føler jeg, og jeg kunde ikke
holde den tilbage selv om jeg vilde. - Selv
om en arv nu pludselig kom dumpende ned
over mig, jeg vilde ikke kunne la være -
ajo naturligvis, det maatte jeg jo kunne, da

SIDE: 308

vilde jeg vel dille videre jeg ogsaa . . . naa
ja, den kommer jo ialfald ikke - skaal!

De drak og der blev en lidt pinlig taus-
hed hvor de bare røgte og saa ud i luften
allesammen. Men saa vendte Helmer sig spø-
gefuldt mod Jarmann -: Naa jaja, imorgen
befinder du dig altsaa i helvede.

Jarmann lo -: Ja, og naar jeg der træffer
sammen med hans sataniske majestæt og med
alle de intelligente mennesker som har levet,
saa skal jeg ta dig i forsvar Helmer! Jeg skal
fortælle dem om dine elendige nerver som
ikke engang taaler at du bruger fruentimmer;
om sveden som perler frem paa dine tindin-
ger bare du spiser en god boeuf; kort sagt
forklare dem hvad du er for et elendigt ka-
daver saa de kommer til at forstaa hvorfor
du har lat selv den del af livet løbe fra dig
som det er os arme stympere beskaaret at
kunne faa fat i. Og saa skal du se de slip-
per dig ind alligevel naar du kommer og
banker paa. - Skaal! velkommen efter!

De lo og klinked og talte videre om
Helmers adgangsberettigelse til det intelligente
selskab i helvede. Kom saa over til at tale
om dem der ikke var adgangsberettigede,
Og værelset hylled sig mere og mere ind i
en gulgraa taage, ansigterne farvedes af cham-
pagnen, røsterne blev højere, og den ene talte

SIDE: 309

i munden paa den anden mens de sad der i
det fantastiske gulgraa lys og lod det regne
ned med foragt over alle disse forbandede
kræ som danner dødvægten i samfundet; de
hvis ungdom gaar op i stræv med at skaffe
sig en økonomisk stilling saa de kan gifte sig
og avle børn og dø som brave "agtede" bor-
germænd. . . .

- Og de er ikke bedre de andre heller,
sa Jarmann foragtelig, disse affektert-blaserte
fyrene som gaar omkring med slappe miner
og optrukne øjenbryn og lader som de ser
ned paa livet som de igrunden er saa inder-
lig glad i. - Som nu f.ex. Gustav Holm og
Fritz Hassel - saa dere dem dernede paa
første bænk i parkettet i aften! med sine op-
trukne øjenbryn og hængende mundviger! . . .
Saa de ikke gud hjælpe mig ud som de var
tat ned af galgen, efter at ha hængt der til
de var døde.

- A fan'en, du kjender dem nu ikke saa
godt, at du kan vide hvordan de har det, sa
Henrik.

- Det er det samme, sa Jarmann; jeg ha-
der dem, det er nok! skaal for satan! . . .
Naa gudskelov, der var da andre at se paa
i theatret end dem. Aa den dejlige frøken
Roustan! dere saa hende hvad! Skaal for
hendes dejlige nakke, hendes fine profil, hendes

SIDE: 310

korte faste buste, hele hendes dejlige skikkelse
- skaal for hende! - Og han drak glasset helt
ud og sank tilbage i den amerikanske gynge-
stol, grublende over dette dejlige hode og
denne betagende figur.

- Aa! brød det tilslut ud af ham: tænk
om det var hos hende jeg skulde sove min
sidste nat istedetfor hos en skjøge i Vika! -
Dævelen annamme mig! . . .

De andre sad og saa paa ham mens han
blev siddende og stirre ud i luften.

- Ja, sa Henrik tilslut, den sidste nat
burde vært en kjærlighedsnat.

Jarmann gjemte ansigtet i sine hænder -:
Aah, sa han med klagende røst, at skulle dø
uden at ha elsket! . . . Elske? . . . elske? . . .
Fór saa hæftig op -: Er der nogen af dere
som har elsket? virkelig elsket? - Nej, det
er jo sandt - han lod sig falde slap tilbage
igjen uden at vente paa svar -: der er jo
ingen af os som har elsket. Ingen. Ingen!
- aa for en verden vi lever i! . . . Aldrig
ha elsket - og alligevel dø! Aahh! - Og
han sank sammen der han sad og gjemte igjen
ansigtet i hænderne.

Slig blev han siddende en stund. La saa
én haand paa hver af gyngestolens arme og
bøjed sig stærkt fremover saa fødderne stødte
haardt imod gulvet -:

SIDE: 311

- Nej, nu vil jeg gaa! sa han brusque,
greb glasset og tømte det tilbunds. - Er der
nogen af dere der har saameget som et par
kroner?

- Ja, Hjalmar havde saavidt og skjøv
pengene hen over bordet til ham.

Men Jarmann mærked det ikke der han
sad, foroverbøjet med ansigtet i hænderne -:

- Lad mig faa kappen og huen, sa han
mat og ligesom i søvne; jeg vil gaa.

Hjalmar gik ind i værelset ved siden af
efter kappen. Da han kom tilbage fandt han
Jarmann endnu i samme stilling, de andre sid-
dende og se paa ham gjennem tobaksskyerne
i det graagule lys.

- Her er kappen! - Hjalmar pikked
ham paa skulderen.

Saa fór han op med et "tak!", tog kap-
pen, slængte den om skuldrene, sat mekanisk
huen paa og blev staaende der med slapt ned-
hængende arme og se sløvt paa de andre.

- Nej, sa han saa, jeg vil ha et glas til,
det er det sidste glas champagne jeg drikker.
Og han skjænked i og drak det ud i et drag
og blev igjen staaende og se sløvt paa dem.
Men saa glimted det underlig op i de smaa
øjne -:

- Farvel! sa han blødt; jeg elsker dere
allesammen! - og han rak først Henrik haanden.

SIDE: 312

Men pludselig, istedenfor at ta Henriks
haand, faldt han haardt ned paa det ene knæ
foran sofaen, kasted sig frem over ham og
gjemte ansigtet ved hans skulder.

Man vented en voldsom hulken men der
kom ikke en lyd. Rolig, ganske rolig, som
et sovende barn laa han der vist et helt minut.
Og Henrik rørte sig ikke, bare skotted med
blanke øjne ned paa Jarmanns hode og kjæm-
ped med graaden.

Helmer og Woll sad tause paa sine pladse,
Hjalmar stod oprejst midt paa gulvet; alle-
sammen kjæmped de med graaden.

Tausheden begyndte at bli uhyggelig.
Men saa hørtes pludselig Wolls lune, slæbende
Bergenserstemme -:

- Er det ikke fan'en? - det klang som
om han pludselig havde gjort en interessant
opdagelse -: alt alvorligt her i livet invol-
veren igrunden noget komisk!

Alle smilte. Jarmann rejste sig stille op
og viste et fuldstændig roligt ansigt; bare et
underlig blødt skjær i de blaabrune øjne -:

- Neida, sa han; det skal ikke bli noget
komisk.

- Jamen . . . jamen . . . sa Henrik efter
et øjebliks stilhed - og graaden var igjen
lige ved at ta ham -: hvorfor skal da det
menneskelige være komisk!?

SIDE: 313

Jarmann blev rørt, tog hans haand, tryk-
ked den varmt og saa ham taknemmelig ind
i øjnene -:

- Farvel!

Henrik beholdt haanden og saa en stund
intenst op i Jarmanns ansigt som om han for
bestandig vilde indprente i sin hukommelse
disse kjendte kjære træk. Slap saa endelig
haanden og sa et tonløst -: farvel!

Jarmann rak haanden over til Helmer i
det andet sofahjørne -.

Og Helmer bøjed sig frem og tog den
og sa forceret muntert -: Jaja, farvel da du!
Vi sees igjen enten deroppe! eller dernede! -
med en haandbevægelse opad og nedad.

- Tsja! smilte Jarmann og trak let paa
skuldrene. Vendte sig saa mod Woll som
rejste sig fra bordenden ligeoverfor og gik
ham imøde. Midt foran bordet hvor Hjalmar
havde siddet mødtes de.

- Farvel du Woll! Og tak for det vi
har levet sammen.

Woll saa paa ham en stund, lod saa øj-
nene glide tilside ud i værelset og sa efter-
tænksomt og ligesom ligegyldig forundret -:
Det er igrunden ganske rart at skilles slig!

Saa vendte Jarmann sig mod Hjalmar
som havde vandret langsomt op og ned ad

SIDE: 314

gulvet røgende sin cigar og beobachtende det
hele -:

- Farvel!

Hjalmar tog haanden, trykked den og sa -:
Vel mødt paa linjen imorgen. - Forresten
skal jeg lukke dig ud. -

Jarmann saa endnu engang paa dem alle
og sa saa -: Jaja farvel da! Aa hvor jeg
elsker dere allesammen . . . det er dejligt at
være sammen med intelligente mennesker! -
Hils de andre . . . og sørg dere for mit efter-
mæle. -

- Dit eftermæle faar du jo i Hermans bog,
sa Henrik.

Jarmann trak brynene sammen og saa et
øjeblik mørkt hen for sig -:

- Det er igrunden en skammelig bog!

De andre saa paa ham. - Hvordan det?
spurgte Henrik.

- Aa! - det kom nervøst lidenskabe-
lig -: jeg har lagt mig selv ganske aaben
for ham, git mig helt hen - jeg har holdt
af ham. Men Herman kan ikke holde af nogen!

Hjalmar havde sat sig ned i lænestolen
igjen. Nu saa han op paa Jarmann -:

- End om Herman selv var den, der har
lidt mest under det ikke at kunde holde af
nogen? - Eller har du kanske ført en slig
dødningetilværelse som han?!

SIDE: 315

Jarmann betænkte sig lidt -: Anej, sa
han saa, du har ret! Det er dog dejligt at
kunne gi sig hen. - Hils Herman fra mig.
Han har sagt mig saa mange væmmelige ting
i det sidste, men hils ham alligevel. - Og han
gik til døren.

De andre blev siddende, undtagen Hjal-
mar som fulgte med for at lukke ham ud.

Men henne ved døren stansed Jarmann
og vendte sig om igjen. Der gik en nervøs
skjælven igjennem ham -:

- Jeg ved at jeg dræber min mor med
det samme, men . . .

Stemmen svigted, han kunde ikke sige
mere, bare trak skuldrene i vejret og hylled
med en næsten krampagtig bevægelse kap-
pen om sig. Tog saa i klinken og vilde gaa,
men vendte sig endnu engang og sa -: Du
Woll! følg mig ud.

Og dermed gik han, fulgt af Hjalmar.

Woll rejste sig og gik efter. Ude i en-
tréen fandt han Jarmann alene, Hjalmar var
gaat ud paa trappegangen. Jarmann greb
hans haand, trykked den varmt og længe i sin
men sa ingenting. Og Woll sa heller ingen-
ting. Taust som de havde levet sammen, sa
de hverandre farvel. De blev staaende der i
mørket holdende hverandre i haanden, vist et
helt minut. Indtil pludselig Jarmann trak

SIDE: 316

haanden voldsomt til sig ligesom ved en kraft-
anstrængelse og gik rolig ud af entrédøren
og ned ad trapperne.

Hjalmar gik foran -: Tog du de to
kronerne? spurgte han et stykke nede i trappen.

Jarmann strøg sig nervøst hen over pan-
den og husked sig om -: Jeg ved ikke . . .
nej det gjorde jeg vist ikke. . . .

- Vent et øjeblik! - Og Hjalmar løb
gesvindt op ad den mørke trap og ind igjen
og hented pengene som var blet liggende
paa bordet ved siden af Jarmanns glas.

Da Jarmann nede i den mørke trap
skulde ta imod pengene mærked Hjalmar at
hans haand storskalv. Han tog den derfor
underfra i sin og holdt den fast, mens han la
pengene ned i den.

- Er du sikker paa der er to kroner?
spurgte Jarmann; han kjendte der var smaa-
penge.

- Akkurat.

Saa lukked Jarmann haanden til omkring
pengene, putted den mekanisk ned i den vide
kappelomme og gik videre ned trappen. -

Udenfor porten sa Jarmann endnu engang
farvel. Og Hjalmar sa igjen rolig -: Vel
mødt paa linjen imorgen! - Eller hvis ikke,
la han til -: saa tar jeg til huen. Og med
en let bøjning af overkroppen førte han haan-

SIDE: 317

den op til huens bræm og blev staaende i en
ærbødig stilling.

Jarmann greb hans haand og trykked
den -: Tak! . . . farvel! . . .

- Du Jarmann, sa Hjalmar og beholdt
haanden i sin -: jeg har ikke villet sige
noget for eller imod deroppe, hverken i efter-
middag eller iaften. Det var din sag at veje
alting for og imod inden du tog din beslut-
ning, og jeg vilde følt det som et forsøg paa
at gjøre et indgreb i din selvbestemmelsesret
om jeg havde blandet mig i den ting efterat
du havde gjort beslutningen op med dig selv.
Og det vilde jeg ikke, derfor sa jeg ingen-
ting. Men som sagt: vel mødt paa linjen
imorgen - eller hvis ikke! . . .

Han slap Jarmanns haand og førte igjen
haanden op til huen med den lille ærbødige
bøjning af overkroppen.

- Farvel! sa Jarmann rørt; vi sees aldrig
mere. Vendte sig saa om og gik rask ned-
over gaden.

Hjalmar stod og saa efter ham til han
forsvandt ind ad porten i Kristian August,
rysted saa langsomt paa hodet og gik underlig
vemodig stemt op til de andre.

De sad der stille i det graagule slørede
lys omkring champagnebordet, luften kjendtes

SIDE: 318

trykkende naar man kom udenfra, der var
noget opbrudsmæssigt ved de tomme flasker.

- Tror du han gjør det? spurgte Helmer,
strax efter at Hjalmar var kommen.

- Gu' gjør han det! sa Henrik med en
nervøs gysen.

Woll bare stirred ud i luften uden at svare,
Hjalmar sat sig ned og røgte videre med
rynkede bryn.

Der blev ikke sagt mere. Det var den
sidste flaske de holdt paa med, den blev tømt
i taushed, og saa lukked Hjalmar Helmer og
Woll ud. Da han kom op igjen havde Hen-
rik aabnet begge vinduerne; selv stod han
bøjet over vaskevandsbollen og baded ansigtet
nede i den. - Hjalmar sat sig træt ned og
saa paa ham.

Pludselig retted Henrik sig op, stirred ham
et øjeblik ligesom angst ind i øjnene og sa saa
mens vandet randt ned ad det forstyrrede
ansigt -:

- Du! jeg tror han har gjort det alt!

- Nej! sa Hjalmar og stamped i gulvet!
Rejste sig saa og gik ind paa sit værelse og
lukked døren efter sig.

SIDE: 319

Jarmann havde vært inde paa værelset og
hentet pakken med revolveren og de 25 pa-
troner, og havde saa begit sig afsted nedover
mod Vika. Langsomt og mekanisk gik han
der midt i gaden med revolverpakken under
den venstre arm og begge hænder stukket
slapt ned i kappelommerne.

Gaden laa mørk nedover med sine spar-
somme gaslygter, én paa det ene fortoug, og
én paa det andet, med lange mellemrum. Han
gik dem forbi, en efter en. Hvor de saa en-
somme ud der de stod alene midt i mørket
og kasted sit usikre lys ind over fortouget
og op ad den nærmeste husvæg! Ikke et men-
neske var at se. Og saa stille, saa død-
ningeagtig stille. Lyden af hans egne fodtrin
paa den haarde jord var det eneste han hørte.
Og saa spøgelseagtige de hørtes, det var
ligesom det ikke var hans egne trin. Han følte
sig tilmode som om han gik i søvne, benene
bar ham mekanisk nedover, han førte dem
ikke, de gik ganske af sig selv.

Han tog hen Søgaden og op Bakkegaden.
Ved det øverste hus paa venstre haand -
det første, hvor der var lys - stansed han og
gik op paa gangen og banked paa hos Louise.

- Hvem er det?

- Mig!

- Hvilken mig?

SIDE: 320

- Mig vel!

- Ikke alene.

Saa banked han paa hos den ene efter
den anden af de fire andre fruentimmer i
samme gaard - overalt samme svar. Under-
søgte saa hele Vinkelgaden, gaaende meka-
nisk fra dør til dør - overalt samme svar:

- Ikke alene!

Men han blev ikke utaalmodig. Lidt før
eller lidt senere, det var akkurat det samme,
det hasted ikke, og han havde det sikkert paa
følelsen at ét steds vilde han tilsidst slippe ind.

Det bar ned bakken forbi "Dueslaget" og
hen Mellemgaden forbi "Mutter". I gaarden
bortenfor " Mutter" gik han ind, banked først
forgjæves paa den yderste dør, gik saa længer
ind i gaardsrummet og vilde netop til at gaa
ind ad kjøkkendøren for gjennem kjøkkenet
at komme ind til Anny, da et stort fruen-
timmer trén lige frem imod ham og spærred
ham vejen.

- Skal ikke ha nogen miltærer her, sa
hun foragtelig. Det var værtinden.

Jarmann saa slapt paa hende, slog kap-
pen tilside og pegte paa de brede røde ræn-
der i buxerne -:

- Jeg er ikke nogen miltær.

- Aa naa, det er en kádet - om for-

SIDE: 321

ladels, værsgod! - Og fruentimmeret gik til-
side og slap ham forbi.

Han banked paa døren. Anny ropte
komind, og han gik ind i værelset. Det var
et smalt, blaamalet rum med et vindu i den
ene ende, og i den anden en stor seng, ind-
bygget som et telt i det hvide forhæng: nogen
oljetryk af de sædvanlige over sofaen og
kommoden. Og midt i teltaabningen, halvt
overende, sad Anny i hvid nattrøje med den
røde dyne over sig og saa hen paa ham med
plirende, søvnige øjne.

- Jeg vil bli her inat, sa han kort og
la revolverpakken fra sig paa bordet.

- Nej, jeg er saa træt! - hun la sig
tilbage i sengen og gabte og strak sig.

- Du skal faa ti kroner.

- Nej, jeg er saa træt! - hun gabte
igjen.

- Ja det hjælper ikke, jeg vil bli her.
- Og han kasted rolig kappen hen i sofaen
og begyndte at klæ af sig, ganske mekanisk.

- Da maa jeg ialfald ha 15 kroner saa
træt som jeg er gutten min.

- Gjerne det; jeg har saa brugt 50 kro-
ner før idag alligevel. - Og han klædde vi-
dere af sig og krøb ind gjennem teltaabningen
til hende og putted sig ned under den røde
dyne.

SIDE: 322

Hun la armen om halsen hans og gjorde
sig elskværdig tiltrods for søvnigheden, og
da han saa strøg med haanden ned ad hoften
hendes under linnedet, var med ét den me-
kaniske søvngjængerfornemmelse borte, drif-
terne vaagned i det unge legeme og han vælted
sig over hende. - - -

Hun blev ved at være elskværdig bag-
efter ogsaa og laa og klapped og kjælte for
ham, det var en reel pige som vilde gi valuta
for pengene. Og han lod sig klappe.

- Er ikke jeg en kjæk fyr? spurgte
han saa.

- Aa, omtrent som alle de andre, svarte
hun koldt og holdt op med at klappe ham.

Han saa sørgmodig paa hende -: jeg
vilde gjerne du skulde ha syn's det, sa han;
for jeg synes godt om dig og da vilde det
vært saa hyggeligt.

Saa smilte hun og la armene om ham
igjen, sa han var en sød gut alligevel, og
gned sig kjælent op ad ham. - Og drifterne
vaagned igjen og han tog hende. -

- Nu maa jeg faa lov til at sove, sa hun
bagefter; jeg er saa træt.

Han kyssed hende -: Aa en eneste gang
til saa er du sød?

- Jaja, men saa maa jeg faa sove! - Og
hun gjorde sig endnu mere elskværdig og

SIDE: 323

kjæled for ham og hidsed ham for at faa en
ende paa det. . . .

- Godnat! sa hun og kyssed ham, da
det igjen var forbi.

- Godnat!

Han blev liggende en stund og se paa
hende mens hun laa der med lukkede øjne.
- Det er sandt, sa han saa og tog hende i
armen -: du maa vække mig imorgen kl. sex.

- Ja, svarte hun halvt isøvne. -

Han blev igjen liggende en stund og se
paa hende og ønsked at hun ikke havde vært
søvnig, men saa faldt trætheden over ham
ogsaa, det hele blev ham aldeles ligegyldig
og han stirred tankeløs op i taget.

En liden stund efter sov han som en
sten.

Klokken var næsten halvotte da Anny
vaagned. Lampen brændte derhenne paa bor-
det, men dagslyset overvandt den fuldstændig,
tiltrods for det nedrullede gardin. Jarmann
laa rolig ved siden af hende paa ryggen med
armene overkors og sov som et barn. Hun
rusked ham i armene -: Klokken er mange!

Han slog øjnene op, saá et øjeblik paa
hende, husked saa det hele. Men det var

SIDE: 324

som om det ikke kom ham ved, den mekaniske
stemning var igjen kommen over ham -: Er
den over otte? spurgte han rolig.

- Nej, men strax halv.

- Naa saa gjør det ingenting. - Og
han kjælte hende lidt, laa hos hende og stod
saa op og klædde paa sig. - Hun blev liggende,
træt, med halvlukkede øjne.

- Jeg lar kappen ligge - et bybud
kommer ned og henter den med femten kro-
ner, sa Jarmann; han stod færdig paaklædt
midt paa gulvet.

- Jaja, sa hun halvt i søvne.

Saa gik han hen til sengen, bøjed sig ned
over hende og kyssed hende, sa godnat og
tog saa revolverpakken under armen og gik.

Ude var der frisk morgenluft, det havde
regnet lidt ud paa morgensiden men nu var
det fuldstændig klart igjen. Solen faldt langs
hen gjennem hele gaden, og de smaa lave
huse saa helt venlige ud. Huset nedenfor
der hvor han kom ud stod værtinden og soled
sig i den aabne port. Han sa muntert god-
morgen og førte smilende haanden op til
huen; han følte sig igrunden saa inderlig let
og glad, og vilde alle mennesker saa vel. -
Værtinden nikked sit godmorgen igjen og han
gik videre.

Nede paa Vestbanen viste uhret tyve

SIDE: 325

minuter paa otte. Piperviksbugten laa spejl-
blank udover i disig morgenluft, fire fem
skuder, sorte og grønne, med sejlene udslaat
til tørring over paa Akershussiden, inde ved
kajen et par skonnerter, ogsaa med sejlene
oppe til tørring; de lossed. Arbeidet gik
muntert, folkene saa fornøjet ud, han var
ogsaa fornøjet, hvorfor skulde man ikke være
fornøjet - og han slentred i en behagelig
slap døs udover Filipstadvejen, løste op pak-
ken, putted patronerne i lommen og lod den
blanke revolver blinke i solskinnet. - Læn-
gere ude løb nogen skidne smaaunger og
legte midt i gaden og spærred ham vejen.
Han fejed dem lempelig væk med revolve-
ren -: afvejen unger, ellers skyder jeg dere!
og dilled videre, mens smaaungerne et øje-
blik saa forskrækket efter ham, men saa legte
rolig videre.

Strax udenfor Akers mekaniske værk-
sted hæver der sig en knudret bjergknaus
fra stranden og skyder sig et stykke ud i
fjorden. Det er Tyveholmen. Han steg op
paa den og gik et stykke udover.

Tilvenstre hørtes hammerslag paa jern
fra det mekaniske værksted som laa skjult
bag Tyveholmens ryg. Tilhøjre nedenunder
laa Filipstad baadhavn hvor en mand rejste
fra baad til baad og slog ud sejlene til tør-

SIDE: 326

ring mens et par andre gik dernede ved baad-
huset og pusled med noget smaatarbejde. Og
ret foran laa Kristianiafjorden spejlblank ud-
over i morgendisen med enkelte smaa krus-
ninger hist og her. Og over det hele blik-
stille og sol.

Han blev staaende og se, først ned i
baadhavnen, saa udover fjorden, slapt og fre-
delig stemt. Og det faldt ham ind som en
tanke -: hvad om han nu skulde ha levet
videre? Men det var en kold tanke, han
tænkte den ikke ud, gav ikke sig selv noget
svar, bare la mekanisk en patron i revolve-
ren, sat benene ud fra hverandre for at staa
stødt, spændte hanen og sat revolveren ind
i munden. Studsed saa -: han følte det
kolde staal mod ganen, men underligt nok: in-
genting derinde i ham revolterede sig imod det.

Saa trykked han af.

Han faldt tungt forover paa siden og den
venstre tinding knustes mod den knudrede
stengrund. Havde ikke kuglen dræbt ham
vilde faldet ha gjort det. Men kuglen var
gaat tværsigjennem livsknuden, nodus vitalis,
og havde skaaret den over; han havde ikke
hørt sit eget skud. -

Folk stimled sammen fra begge kanter,
en ti tolv mennesker. Et par af dem løfted
ham op - han var sten død. Saa sendtes

SIDE: 327

der bud efter en drosche og han kjørtes paa
hospitalet. -

Liggende i fuld uniform udstrakt paa et
bord oppe i ligstuen blev han undersøgt af
reservelægen og mors konstateret.

- Se efter om det er syfilis, sa reserve-
lægen til en af volontørerne da han var fær-
dig. Volontøren knapped Jarmanns benklær
op og undersøgte ham -:

- Nej, der er ikke noget at se!

Reservelægen studsed -: 24 aar - og
ikke syfilis? - Hvad kunde det da være? -
- Han maatte ha vært sindssvag. . . .

Saa blev der bredt et lagen over ham,
og reservelægen og medecinerne gik sin vej,
diskuterende motivet til dette selvmord. . . .

Ved middagstide mellem to og tre gik
en høj, mørk, mager kadet opover hospitals-
bakken; øjnene var stirrende, gangen nervøs,
de smale læber tæt sammensluttede. Det var
Hjalmar som kom for at se liget. Bag de
sammenpressede læber bed han tænderne sam-
men, og nede i de vide kappelommer bevæ-
ged fingrene sig som klør -:

- Han vilde ha fat i dem der havde
gjort det!

SIDE: 328

Blygraa luft hviler over kirkegaarden.
Tunge sorte skyer hænger lavt nede i blikstillet.
Træerne strækker sine magre nøgne sorte
grene, uhyggelig strittende, ligesom fortvivlet
op i luftens tause truende graa.

Kirkegaarden ligger øde. Graveren staar
alene nede ved den opkastede grav, lænet
paa sin spade, og ser op mod det lille go-
thiske lighus oppe paa terrassen i den øvre
ende af kirkegaarden.

Deroppe, omkring lighuset har der samlet
sig en del mennesker: studenter, kadetter,
officerer, damer, træktøser, skjøger fra Vika
- og en fem sex sortklædte musikanter hvis
blinkende horn sammen med kadetternes og
officerernes uniformer, og blomster og baand
paa fruentimmernes hatte gir forsamlingen no-
get broget der slet ikke passer ind i den
blygraa luft, blikstillet og tausheden.

Inde i lighuset staar kisten, dækket af
blomster og kranse. En fem sex forgrædte

SIDE: 329

fruentimmer er bænket langs væggene. Jar-
manns slægtninge og nærmere bekjendte staar
rundt omkring - undtagen i det ene hjørne.
Der staar præsten alene, højtidelig stirrende
hen for sig, og venter paa krigsskolens chef
som skal forestaa ceremonien.

Endelig kommer chefen. Præsten faar
tegnet, han træder frem foran kisten der hvor
Jarmanns hode hviler under blomsterdækket,
ser et øjeblik højtidelig ud over forsamlingen
- og begynder saa:
 Alvor-stemte forsamling!

Naar vi ved denne sørgelige jordefærd
efter gammel kirkelig sædvane skal sige et
ord til farvel og afsked, da skal det ligesaa-
lidt i dette tilfælde som ved nogen anden
lejlighed være en dom over den afdøde. Det
tilkommer ikke os mennesker at udtale nogen
saadan. Der staar jo skrevet: "Dømmer ikke,
at I ikke skulle dømmes", og vi kjender ogsaa
et andet ord: "Hvo er du som dømmer en
falden svend? - enhver staar og falder for
sin egen herre". - Og skulde der altsaa op-
stige nogen tanke hos os i saa henseende,
da maa vi overvinde den tanke og overlade
alting til gud. Men hvad der skal siges, det
bør jo være et ord som kan kaste klarhed
over den rystede sindsstemning hvori jeg

SIDE: 330

tænker vi alle er kommen ved efterretningen
om det som her er hændt.

Hvad der før ikke stod klart, endog for
dem der bedst kjendte den unge mand, det
staar nu tydeligt for os alle -: at han havde
en stor kamp at bestaa . . . at han havde store
fiender som omgav hans sjæl . . . at han gik
i stor fare - og at han mangen gang var for-
tvivlelsen nær. - Se dette er jo noget vi
nu kan forstaa og se saa tydelig nu da men-
neskenes hjælp og kjærlighed er for sent ude
til at redde ham. Og da skulle vi ta den
alvorstanke op til advarsel for os: at vi dog
skulle lære at gaa vor sjælefiende imøde! Vi
skulle ikke ringeagte ham! Det er en daar-
lig krigskunst at foragte sin fiendes styrke og
hans vaaben. Nej vi bør øjne faren og itide
være opmærksom paa den fiende som om-
giver os - ikke mindst i vor tid hvor der
er saa mange nedbrydende magter . . . hvor
der kommer saa mangt et tvivlens aandepust
ind i vor sjæl . . . hvor der er saa meget
som forstyrrer og ødelægger hvad der er an-
set for helligt og ophøjet, og saa meget som
nedbryder og ikke rejser op igjen istedetfor
det som nedbrydes. Det er farlige fiender
som kan undergrave endog mangen en gam-
mel mands tro og styrke - end sige da en

SIDE: 331

ung mands der blev udsat for en saadan paa-
virkning.

Lad nu altsaa dette være sagt til os som
lever, lad det være sagt som en advarsel til
os, en formaningstale til os unge og gamle i
denne stund - fra hvad vi her har lært og
hvad vi nu bedst kunne forstaa og veje. -

Det som fremdeles skal siges her er da
kun et farvel til en discipel, til en kammerat,
til en ven. Han var jo dog et menneske skabt
i guds billede han ogsaa, han havde sin plads
dernede paa krigsskolen, han havde sine ven-
ner og bekjendte der, og sine foresatte. Og-
saa han var jo dog blandt dem til hvem der knyt-
tede sig et eller andet haab - og vel ikke det
mindste haab hos forældrene der langt borte
hvor han kom fra. Og nu er det da vor pligt
at sige ham dette farvel som det sidste der
kan siges ham her paa jorden, og til dette
farvel da ogsaa at knytte ét fra hans fjerne
hjem, fra hans sørgende forældre, som vel
allerede nu har faaet høre hvad der er hændt . . .
som vil lide allermest derved . . . og som vel
vil blive saa nedbøjede og sønderknuste ved
hvad de faar at vide, at sætter vi os i deres
sted saa maa det vel næsten tænkes at kunne
bringe dem nærmere graven. - Og skulde
der da hos de gamle i hans hjem, midt i deres
store sorg, indblande sig den forsonende tanke:

SIDE: 332

at han var dog saa ung endnu, han var saa
uerfaren endnu . . . og at han var saa ulyk-
kelig; og skulde denne tanke kaste et lidet
lyst skjær over hans minde og vække et lidet
svagt haab over hans grav - saa vil ikke vi
kjære forsamling . . . vi vil ikke have hjerte
til at tage dette haab bort fra forældrenes sind.
Lad dem leve i det haab hvis det kan gyde
nogen lindring i deres smertens saar! -

Og saa da endelig kun den bøn for os
selv til gud som ogsaa er her tilstede nu i
denne alvorsstund - den bøn til gud for os
alle: at vi maatte vandre i Herrens frygt alle
vore dage og at vi altid maatte tage det kjær-
lige ord til os som lyder saa opmuntrende
og saa indbydende fra gud selv naar han
siger -: "Kald paa mig i din nød og jeg
skal have omsorg for dig." - Oh! naar nø-
den trykker os, naar fortvivlelsen er nær ved
at kaste sin gru i vore hjerter - o lad os
da ikke forsømme det gode raad fra gud selv
at vi kalder paa ham i nødens stund! Da vil
han ganske vist udfri os, da vil han finde en
udvej, aabne en udsigt for os - saa vi ikke
skulle gaa under i sorgens og smertens stund.

Herren hjælpe os alle dertil for sin barm-
hjertigheds skyld. Amen. -

Præsten træder højtidelig tilbage til sit
hjørne og saa synges der en salme som Jar-

SIDE: 333

manns kammerater har valgt for anlednin-
gen -:

Gaa nu hen og grav min grav,
jeg er træt nu vil jeg slumre
lægge ned min vandringsstav
hvor de sidste skygger skumre,
lægge mig til hvile ned,
fare bort herfra i fred.

Ak, i verden er det koldt
alt dens lys er kun en skygge;
og hvor dristig, højt og stolt
vi end vore anslag bygge -
som en røg de dog forgaa,
himlen kan de aldrig naa . . .

Og saa spiller musiken op - en skjæ-
rende sørgemarsch hvor kornetten hele tiden
ligger og skriger højt oppe i diskanten -
og toget ordner sig med musiken i spidsen
og bevæger sig langsomt og med møje ned
ad den slibrige lerede bakke, mens alle træk-
tøsene og skjøgerne trænger sig hurtig forbi
langs toget paa begge sider, skyndende sig
nedover for at faa god plads . . . .

Endelig er man dernede. Musiken stanser,
kisten sænkes, præsten stiller sig ved hodet,
sørgemarschallerne ved fødderne, chefen midt
for - og følget i en halvkreds omkring med
musiken i midten. - Paa den anden side af
graven staar alle fruentimmerne og endel an-
dre tilskuere.

SIDE: 334

Kirketjeneren rækker præsten skuffen -:
 Af jord er du kommen,
 til jord skal du blive;
 af jord skal du igjen opstaa!
- og imellem hver sætning høres det hule
klask af jorden mod kistens laag.

Saa spiller musiken op igjen, den samme
skjærende sørgemarsch, mens præsten og che-
fen og siden en mængde andre stiger op paa
bredderne paa den opkastede jord og ser
ned i graven, de civile med hatten for an-
sigtet, de militære med haanden ved huens
bræm.

Men ved fødderne af graven, halvt oppe
paa den opkastede jord staar Hjalmar, høj og
mørk, marschalstaven plantet i jorden med
den venstre haand, den højre ført op til huens
bræm, let foroverbøjet i en ærbødig stilling
- som hin aften da han tog farvel med den
døde. Det sorte sørgeflor hænger ned fra
hans arm og taarerne styrter ned over det
magre brune stenhaardt, ubevægelige ansigt
mens musiken spiller sine skjærende sørge-
toner med kornetten skrigende oppe i dis-
kanten og træerne strækker de magre nøgne
sorte arme fortvivlet op i den blygraa luft . . . .

Saa stanser musiken, følget løser sig op
og arbeider sig, i grupper og enkeltvis, lang-

SIDE: 335

somt opover den slibrige lerede bakke igjen,
opover mod lighuset.

Indtil de allesammen er forsvundne og
Jarmann ligger alene igjen dernede paa den
øde kirkegaard og raadner under blomster-
dækket.