Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Henrik Ibsen [DAGBOG 24. JUNI­17. JULI 1862.] Tirsd. skøndt Vejr ved Afrejsen. Om Morgenen tordnede [?] det. Nervøs. Tog et Krus Rostoker. Blandt andre i Kupéen var ogsaa en Svenske ­ har ham stærkt mistænkt for at være Digteren Snoilsky. Øsregn i Hamar. I Næs kom bl: Flere en Jente om- bord om hvem Kapt: fortalte at da hun ifjor Vinter fra [J . . . . . ] Dagen før gik til L. sprang en Gut paa Fjorden efter hende. Lang kjedelig Opsejling til Lillehammer. I Solskin er Mj: dejlig ­ ensformig i Regn. Bitterlig koldt. Fredrik's Hotel godt Logis ­ flink Kone han er nok en Tværpeis [?] . 25de gik fra Lillehammer omtr: halv 11 ­ traf paa en Mand fra Lom som fortalte med en vis Selvfølelse om sin Rejse til Lillehammer for at sidde paa Vand og Brød for ulovlig Kulbrænding. Til Moshus (Aronsveen) kl. 2 l/4 ­ Godt Sted ­ uden Kone ­ Fiskede. Imens skif tede en Svenske Hest ­ har ogsaa ham mistænkt for at være Snoilsky thi Manden paa "Dronningen" gjorde jeg nok Uret ­ venter svarlig paa Isachsen at han da ikke rejste med strax. Thorsdagen den 26de om Morgenen kom Isachsen. I Solskinsvejr og Do. Humør gik Touren tilfods til Holmen og lidt forbi. Tog Baad opover Losna til Losnæs og gik derfra tilfods til Elstad. Vejanlægget storartet paa sine Steder. Manden som roede, vidste at fortælle om Sjøormen som i gamle Dage havde vist sig der, det var forresten den gamle Historie fra SIDE: 82 Mjøsen lokaliseret. Elstad fortræffeligt Kvarter, en oplyst og velvillig Ejer, Styrtbad og Anledning til Fiskeri. Vi blev Natten over og indtil næste Dags Eftermiddag. Gik til Listad i Froen; lang Rute, herlig Bygd, men dyrt Sted. Blev Lørdagen over og rejste videre Søndagen den 29de. Kjørte adskilligt den Dag og kom om Aftenen op i Vaage til Stationen Aasoren hvor vi opholdt os til Middag. Onsdagen den 2den Juli slet Vejr, forsøgte paa en Fjeldtour, som mislykkedes. Herlige Folk paa Gaarden især gamle Guthorm som Asbjørnsen omtaler. Tog Skyds fra Gaarden til Skar hvor vi skiltes idet Isachsen rejste over Hedalen og videre indover Sætrene paa Eventyr og jeg i al Ærbarhed langs Vaagedalen til Svee hvor jeg nu sidder ensom og i fortvivlet Humør. Vejret har atter været regnfuldt iaften dog synes det at ville klarne op. Af Sagn og Eventyr er nok ikke stort igjen i Gud- brandsdalen. Gutten, som skydsede os fra Skiftet ovenfor Listad til Vik fortalte endel men altsammen kjendt og optegnet i Forvejen undtagen om en Ole Kløvstuga som for nogle Aar siden ble borte i længere Tid inde paa Fjeldet og som siden blev funden uden Samling liggende i et Sommerfjøs inde i Baasen, uden at han vidste hvorledes han var kommen did eller hvad der var foregaaet med ham. Han var i lang Tid "laak" deraf og er ikke endnu rigtig kommen sig. Thorsdagen den 3die Juli rejste jeg fra Svee med Baadskyds over Vaagevandet til Gardmo; fremdeles regnfuldt Vejr. Skydsfolkene fortalte om en liden Pige paa Gaarden Nørnæss i Lom (eller Vaage) Grændse- gaard ved Vandet, som det flere Gange har hændt at hun er forsvundet i længere Tid og saa kommen igjen uden at hun herover har været at formaa til at for SIDE: 83 klare sig, med Undtagelse af at hun engang yttrede at hun havde været sammen med mange Børn og leget med dem. Engang stod hun og saa paa Mode- ren skure Trækopper og da sagde hun: "Jeg ved nok der, hvor Kopperne er hvidere end her hjemme hos hun Mor". Hun er endnu ikke konfirmeret. Der er ogsaa en Mand der, som heder Erik, han var engang inde paa Fjeldet for at lede efter Heste, da sprang Bergvæggen op ligesom en Port, og han saa saa uri- melig meget herligt, og det var ligesom det vilde lokke og drage ham derind, men han tog tilbens det forteste han kunde, og da han langt om længe vovede at see sig om var Berget lukked og intet at see. ­ Saa var der ogsaa en Sivert Sannæs, som var "Læser" og urimelig stærk i Troen, men benægtede paa det bestemteste Tilværelsen af overnaturlige Væsner. En- gang for han opigjennem Vaagerusten og derfra ind i Jøndalen i et Ærinde (for at søge Heste) og kom til en Berghammer som kaldes "Svartskulen", og der saa han pludselig for sig en dejlig Jente og en Mængde brandede Kjør og store gjilde sorte Heste, men ret som han undrede sig paa hvem det kunde være, var det Altsammen borte ligesom det var sunket i Jorden. Siden den Tid var han troende nok baade paa Hul- dren og andet, men Læseriet begav han og det, mente hans tidligere Troesfæller, var en Virkning af det Ondes Magt bemærkede Skydsmanden med et vist sarkastisk Smil. Manden lever endnu og disse Sagn er ialfald et Bevis paa at Productionen fremdeles ved- varer. Nogle Løgnhistorier fik jeg paa Kjøbet, f. Ex. om en Søorm som skulde være fanget i Lysterfjorden, og kjøbt af en Engelskmand for 300 Daler, ­ men dem vandt han nok ind igjen for han vidste om det Sted indvendig i Søormen hvor den gjemmer alle de SIDE: 84 kostbare Ting, baade Guld og Sølv, som den sluger, ­ og dem tog han efterat have aabnet den. Aflagde Thorsdags Aften et Besøg i Præstegaarden i Lom og forandrede Rejseplanen. Lomsdøler­Markedet. Gik Fredagen den 4de Juli gjennem Bæverdalen til Røisem og red derfra til Præstesætren hvor jeg ankom Kl: 10­10 1/2. Tog om Morgenen Kl. 4. den 5te Juli (Lør- dag) sammen med Aubert og nogle Andre over Fjel- det. Bæverthun ­ Hestbræpiggen ­ Smørstabtinden Galdhøen Fanaraaken (dejlig!) ­ Hvilestederne og Maaltid ­ Nedstigning, Horungerne, Skagastølstin- derne og Ringstinderne ­ Helgedalen og Fortun. Kom ned til Skjolden om Aftenen Kl. 8. Rejste derfra med Dampskibet ganske tidligt om Søndagsmorgen den 6te Juli og laa over i Lærdal fra Formiddagen til Kl: 12 om Natten. Gik da videre, Aurland, Indsejling til Nærøfjorden o. s. v. ­ Kom Kl: 3. til Vadem i Søndfjord, rejste derfra til Sande hvor jeg over- nattede. Tirsdagen den 8de Juli til Vasenden ved Jølstervandet, Onsdag den 9de Juli til Rebakken eller Reed over Jølstervandet, gjennem Førdeurden, en forfærdelig Dal eller snarere Klipperevne og over Breehejmsvandet. Thorsdagen den 10de Juli fra Reed over Fjeldet til Utvik og derfra til Falejdet. Fredagen den 11te Juli til Sunelven, blev der til Ons- dagen den 16de Juli og rejste da med Dampskibet Søndmøre til Søholt. Er endnu ikke kommen der- fra Thorsd. SIDE: 85 Henrik Ibsen SAGN FORTALTE AF PEDER FYLLING. Om Kr: den 6tes Rejse i 173(3?). Da det spurgtes paa Søndmør blev der tilsagt Skyds som skulde vente paa ham i Esvigen i Vatne Sogn hvor der allerede da var Vej over Ejdet. Rygtet fortalte ogsaa om Kongens Færd nordenfra (han kom fra Throndhjem) at han var meget paaseende i at Religionen haandhævdes og at ingen gjorde sig skyldig i Helligbr: Kirkeforsømmelse o. s. v. ­ Han blev meget gram naar han kom til de Kirker, hvor der ikke ifølge hans Bud var opsat Gabestokke og de maatte strax opsættes. Lensmænd Fogder og andre Embedsmænd heder det, bliver af- sat formedelst deres ulovlige Adfærd og Forhold til Almuen. Der blev talt om at tilsige Kongen Skyds der skulde skydse ham fra Esvigen til Aalesund. Alle mente at Kongen vilde tage ind hos Amtmand Sol- gaard der boede paa Gaarden Molvær paa Suløen ved Borgund. Denne Mand, den Tid rigeste Magnad paa Søndmør, gjorde store Forberedelser for at modtage Kongen, men han stod ikke paa nogen god Fod med Bønderne og dette havde Kongen faaet Nys om og derfor vilde han ikke tage ind hos ham. Rygtet om Kongens Rejse nordenfra kom ligetil Gaarden Honing- dal i Saue, hvor der ifølge Lensmandens Ordre var til- sagt en Ottringsbaad med Mandskab at afhente Kongen i Esviken. Mens de her laa og biede paa ham, kom der Befaling fra Lensmanden om at hver Del, løst og Fast, i Baaden maatte betegnes med Kors SIDE: 86 eftersom Kongen, som det hed, var meget paaseende paa at Kristendommen overholdtes. Endelig efter lang Venten kom Kongens Hoffolk og hele Greien til Esvik, opslog Telt paa Sjaavolden ved Gaarden, og skulde spise Middag. Nu kom en Vestenvind med Flo og slog Teltet overende saa de maatte tage sin Til- flugt ind i Stuen hvor de spiste. Nu tog de over til Aalesund til Stedet Brunholmen i selve Byen. Nu skikkede han Bud efter Solgaard da Kongen vilde han skulde aflægge Regnskab, Budet kom tilbage med den Besked at Kongen skulde besøge S. og ikke han K. Kongen sk. atter Bud til S. at hvis han ikke kom med det Gode saa vilde Kongen afhente ham paa anden Maade. Budet kom tilbage 2d Gang med den Besked at Solgaard allerede den Nat skulde være død. Sagnet gik at Solgaard den Nat skulde have hængt sig, thi det var plat umuligt heder det, for ham at af- lægge ordentligt Regnskab. (I Molvær flagedes med store røde Flag for at betegne at han der skulde tage ind men Kongen for forbi.) Imens disse Bud gik frem og tilbage erindrede Kongen sin fordums Kjending fra Wittenberg af men som nu var Præst i Søndmør nem- lig Hr. Peder Strøm, og boede i Borgund. Han vilde fornye Bekjendtskabet og tillige formaa ham til at holde Præken for sig og Hoffet i Aalesund. Peder havde lovet at komme Kl. 12 Middag, Kongen be- gyndte at blive ængstelig over at Peder ikke kom, men retsom Kl: slog 12 lukkede Peder op Døren og meget glade blev Begge. I Stuen var truffet Foran- staltninger til en sand Højtidelighed, et Skillerum afdelte Stuen i to Dele, indenfor Skillerummet sad Kongen og Hoffet, Andre som Kongen havde givet Lov til at høre Prækenen fik Plads foran Skillerum- met, Hr. Peder steg op paa Bordet og herfra holdt SIDE: 87 han en Tale for Kongen og Hoffet hvoraf der gik megen Ry, og Kongen blev saa tilfreds med Præke- nen at han højtideligt takkede Peder. Kongen laa endnu flere Dage i Aalesund formedelst Uvejr, endelig sagtnede Vejret, saa at de tænkte paa videre Rejse. Kongen var meget bange for at Dronningen skulde komme velbeholden ind i Baaden thi der gav [es] ikke den Tid nogen ordentlig Bryg [g] e, blot en almindelig Vaar. Kongen blev hjulpen ud af denne Mismod derved nemlig at der tjenede en haandfast Dreng paa Brun- holmen ved Navn Lars Lilleengeset thi han var fra L. i Skaue Sogn. Han kaldtes almindelig Store-Lars; han gik frem iført sin Skindstak og vid Skindbuxe, tog Dronningen i Favn og bar hende ind i Baaden til alles Forundring, eftersom der var baade slet Bryggegreje og Bølgerne gik højt og Baaden svajede betydeligt. Lars L. fortalte ofte siden naar han var drukken at han havde været det den Mand der havde baaret Dronningen ind i Baaden hans, sagde han ­ "men hor er dokke!". ­ Kongen fortsatte nu sin Færd syd- over hvor han tog over Dragsejdet ved Stadt, hvor- over Kongen Dronningen og Hoffet blev baarne i Bærestole. ­ (En af Skydsfolkene i Honingdal, nem- lig Anders Sorte, den Tid den rigeste Bonde i Skaue Sogn, sad og lyttede uformærket om hvad der fortaltes om Kongens Færd nordenfra, nemlig at alle som havde Gods og Penge i Overflod var K. ikke god imod, thi han mistænkte dem for at de ikke havde erhv: sine Midler paa lovlig Maade. A. Sorte der ikke stod paa vensk: Fod med en eller To af Skydsen og frygtede for at disse kunde hviske et Ord i Kongens Øre besluttede at smutte bort ved første Anledning. Anders var borte og borte for en Tid blev han. Han havde gjemt sig i Fjøset (hvor han blev til de Øvrige var rejste.) SIDE: 88 Om P. Str. Bemeldte Hr. P. S. hv. f. er talt, havde mens han gik i Præstelære paa den wittenbergske Skole stiftet Bekjendtskab med Kongen som ogsaa da var paa Skolen som Prinds og det ved følgende Anledning. Det var en vedtagen Skik paa Skolen i W. den Tid at til den egentlige Præstelære behøvedes 5 Aar, derefter skulde ifølge Lodk: af Disc: Antal endnu nogle forts: sit Studium i Svarteboken for at lære de sorte Kunster hvortil atter en Tid af 5 Aar ud- fordredes. Loddet h. d, faldt bl. A. paa Prindsen, denne kunde ikke fortsætte nogen længere Studium paa Skolen thi Regjeringsanliggender hjemme krævede hans Nærvær: der ­ Hr. Peder der allerede før havde faaet Smag paa denne Kunst, paatog sig at blive i Prindsens Sted. Læren udstod han meget godt saa at man fortæller at der var blot En af Disse som kunde hamle op med ham. Det viste sig ogsaa her i hans Virkekreds som Præst i Borgund at Peder havde lært noget af hvert. Der fortaltes at Folkene da var hals- starrige og ikke vilde lyde Præstens Formaninger, ikke søge Kirke eller gaa til Alters, eller betale for minist: Forretninger, saa at Præsten ofte var nødt til at gribe til Kunster, der i deres Øjne ansaaes for over- naturlige og troedes at skrive sig fra et højere Væsen. Dette virkede ofte, s. d. bedre end alm: Straffe. Man fortæller saaledes bl: m. and Tildragelser at der var en Bonde fra Gaarden Molvær paa Suløen og som ikke stod paa god Fod med Præsten. Han vilde nemlig ikke betale ham noget af hvad der tilkom ham. Pr. anvendte Formaninger, men forgjæves. Manden var og blev halsstarrig, endelig fik Pr. Manden over- talt til at komme over til Borgund en Dag saa vilde han se at eftergive ham hele Gjælden. Manden kom, Præsten havde passet paa ham, gik ud for sit østre SIDE: 89 Havehjørne, her kom Manden nede fra Søen iført sine Skindklæder thi det var stygt Vejr. Præsten bad ham standse lidt, Manden stod stille et Øjeblik, og i et Nu syntes han at synke ned igjennem Vejen, ud- slog begge sine Arme udst. et Skrig, og bad nu Gud og Pr. hjælpe sig. Nu gik Præsten ned til Manden, denne syntes at være sjunken saa dybt ned at blot Arme og Hoved ragede op. Præsten spurgte ham om han ikke nu vil bede om Forladelse og opføre sig som en kriste- lig sindet Mand og give Præsten hvad han tilkom o. s. v. ­ Til Pr: Spørgsmaal svarede Mand et Ja, Pr. tog hans Haand og med Et var Nedsyn [kningen] forsvunden. ­ Der fortælles endvidere at samme Hr. P. havde en Tjenestedreng, der var en sand Kirke- forsømmer; han søgte hverken Kirke eller Altergang, Præstens Formaninger virkede ej heller paa ham, ende- lig fik Pr. ham en Aften overtalt til at følge sig op til Borgund Kirke; det var alt mørkt men Vejret var stille og godt. De gik begge til Chorets søndre Side, bad sin Dreng lægge sit Øre til Muren, spurgte ham om han ikke hører nogen Lyd, Dr. sv. Nej, Præsten sagde holdt i min venstre Haand og læg atter Øret til Muren, Pr. spurgte om han ikke hører noget Jo siger Drengen, nu hører jeg mangt og Meget, Pr. sp. hvad hører Du? Jeg hører behagelige Sangstemmer, jeg kan neppe fort. Pr. hvad jeg hører, men Alt forek. m. beh. og smukt. Ja siger Pr. nu har Du hørt de Saliges Opholdssted, did kommer Alle efter Døden som søger Kirkegang og Altergang og lever efter Præstens For- maning. Følg mig nu videre ned om Kirken her bad han Drengen lægge sit Øre til Muren, ­ Dr. svarer Nej. Tag atter i min Haand da siger Præsten Dr. gjorde saa, Pr. sp. om han endnu ikke hører Noget, Jo siger Drengen, Hvad h. Du? Jeg hører en ynkelig SIDE: 90 Jammer og Skrig og Klager; Pr. siger nu har Du hørt de Fordømtes Opholdssted, did er de komne, Alle, som ikke vil tro paa hvad Præsten siger, og vil søge Kirkegang og Altergang. Dette skal have virket paa Dr. i den Grad at han efter den Dag førte en kristelig Vandel. ­ I Søndmør havde man i den heromhand- lede Tid den stadige Tro, at naar et Menneske blev overfalden af Vanvid eller hvad man kalder Galskab, saa troede man at han maatte være besat af Djæve- len og man maatte da naturligvis henvende sig til Præsten for at han skulde uddrive den onde Aand. Meget heldig var man den Tid her paa Søndmør at neml: Hr. Peder i Borgund vidste godt at faa Bugt med Djævelen. Han skal ofte have ved forsk: Lejlig- heder givet Djævelen Rejsepas. Folk har ofte, heder det, seet og hørt at hvad vi fortæller her, er Sandhed; engang blev en Kone paa Gaarden Dyrøen i Skøie Sogn halvgalen Præsten maatte hentes, denne kom, foretog sig i Folks Overvær nogle Operationer med Kvinden, men hvori disse bestod, har Sagnet glemt, men saameget kan erindres at man saa hvorledes Satan med Præstens Kræfter blev uddreven af Kvin- den. Den saa ud som en sort Kraake, der foer hoppen- de fra Kvindens Sengested nedover Stuebordet, foer ud gjennem et Hul paa Væggen, som Præsten i For- vejen havde anbragt der, og frisk blev Kvinden efter denne Stund. ­ I Søndmør saavelsom andetsteds i Landet, havde ligetil den heromh: Tid existeret den Tro at der blandt Almueskonerne gaves et ikke lidet Parti der henregnedes til Troldkjærringer eller Hexer; Hr. Peder var ogsaa en flittig Eftergransker om hvilke Koner der i hans Kald var udspurgt for Troldkj: ­ Han formanede dem at aflægge sine Koglerier, dette virkede lidet, Ingen vilde tilstaa at være Troldkj: kun SIDE: 91 Nabokonerne beskyldte dem for at de ofte er Aarsag til at deres Kvæg dør, ikke faar Mælk af Koen, ikke faar Smør af Mælken. Dette, siger de, er den eller den Troldkjærring Skyld i. Sagnet fortæller at Hr. Peder havde en almindelig Sædvane til at komme til Erfa- ring om hvem der var Troldkj: eller ikke; naar han nemlig foer omkring i Sognet og man satte Mad frem til Præsten, saa plejede han aldrig at røre Maden før- end han kaldte Konen i Huset frem til Bordenden og spurgte hende om det er sandt hvad hendes Naboer- sker siger om hende at hun nemlig er Troldkvinde; naturligvis benægtede Konen Præstens Spørgsmaal, men Præsten siger at det skal snart vise sig, staa stille siger han til Kvinden, nu tager jeg min Kniv, stikker denne i Smørret (Smørbunken) der som oftest bl. Andet er fremsat til Præsten, dersom der rinder Blod af Skaaret naar jeg drager Kniven ud, da er den som Smørret har kjærnet, virkelig en Troldkvinde. Peder vidste vel at stelle sig saa, at Blodet ikke randt oftere end hos de ryggesløse Kvinder, der altid øn- skede ondt over sin Nabo. Man fortæller saaledes at Hr. Peder kom paa et saadant Besøg til en Gaard i Vatnesogn, Kvinden fremsatte Mad til Pr. hele Fami- lien, Mand og Kone og Børn havde ikke noget godt Rygte og Folk sagde at Konen især var den værste Troldkvinde. Før Præsten begyndte at spise, spurgte han Konen der altid gik i en rød Trøje (hvilken paa Søndmør er Tegn paa Troldkv:) om hun var Troldkv: som Folk sagde. Hun benægtede det aldeles; Ja, siger Præsten, vi skal nok see det, kom hid, du gamle, rinder der Blod af Smørret dit naar jeg stikker min Kniv deri, da nytter det ikke at benægte det. Hr. Peder tog nu Kniven, stak den i Sm: og Alle Tilstede- værende saa ny Syn for Sagn. Der randt nemlig Blod SIDE: 92 ej alene af Smørret men ogsaa over Dugen. Alle kunde ikke nu mere sige et Ord; Præsten revsede dem med en Straffepræken og Konen især tog Døren. ­ Man havde i Søndmør en Formular hvorved man kan komme til Kundskab om hvem der er Troldkj: eller hexer m. a. O. staar i Forbund med Satan, tager Del i hans Følge engang aarlig til Heklefjeld. Nu er den Hand- ling kommen af Brug ­ men at den har været brugt paastaaes med Sandhed og Handlingen er en Levning fra Oldt. ­ Naar man vil sidde ude, h. d., og sé, hvem der i Fandens Følgeskab rejser til Heklefj: da maa man sidde ved Kirkedøren Julenatten og alle som vil deltage i denne Herlighed, nemlig at see Satan med Følge maa iforvejen tage sig en Havrebrødlev, lægge den paa sit bare Hoved, derovenpaa en Græstørv ikke at tale til noget Menneske, sidde saaledes stille, indtil at Satan kommer. Nu plejer denne ikke bry sig meget om hvem der sidder ved Kirkedøren, han plejer stedse blot vrænge sine Øjne til den siddende, lukke op Kirkedøren, gaa ind i Kirken og ved Alteret plejer han som oftest opfordre de af sit Følge som før ikke har været paa denne Færd til offentlig at frasige sig sin Kristendom, Daabspagt og overgive sig i hans Vold. ­ Man har Sagn om at Folk har siddet, seet flere som de ikke ønskede at se, i et saadant Følge, dels vare disse forlængst døde, dels saa de Folk, som endnu levede og om hvem de ingen Tro havde til at de kunde være paa en saadan Færd. Som oftest, h. d, bliver en saadan Udesidder tumlet og ganske udygtig til nogen Ting. ­ At Hr. P. Strøm kunde noget mere end at, som O. s. p. Søndmør, faa sig Mad det viser nedenanførte Sagn som endnu lever friskt i Folkemunde her paa Stedet. Paa Gaarden Thing- fjord i Vatne Sogn er en af Elven og Naturen dannet SIDE: 93 Høj, Harpehøjen kaldet, den er beliggende nord for Elven i Øst for Gaardens Huse. Navnet Harpehougen skal den have faaet deraf at der fra umindelige Tider af skal have stedse ladet sig høre en overordentlig klingende Musik Harpelyd, næsten som den skjønne- ste Strengeleg, som Huldrefolkene plejer udføre. Folk skulde ofte have talt med Hr. P. derom denne afviste dem stedse med de Ord At hvad de hørte var blot Tøv og intetsigende. Engang kom han selv til Thing- fjord. Opsidderne foreslog Pr. om han ikke vilde gj. en T. til Hougen og selv iagttage denne Lyd. Pr. var nysgjærrig til at gaa, da han og Følge kom til Højen hørtes Lyden endnu langt højtidligere end nogen- sinde før. Pr: blev forlegen eftersom han før havde nedlagt Protest mod Indbyggernes Udsagn, blev hel forundret, besteg Hougen, holdt en Tale til Hougens Beboere, hvori han opfordrede dem til at ophøre med en saadan Musik og Støj, hvorved Folk let kunde blive forvildet. Neppe havde Pr: forladt Hougen, før de Forbigaaende hørte derindefra en forfærdelig Jam- mer, Klage og Skrig, der lyste Forbandelse over Pr: som havde fortørnet dem i deres Glæde. Nu maatte man atter henvende sig til Hr. P: og berette ham det Forefaldne; denne indfandt sig efter Anm: paa Stedet, skal selv have hørt en ynkelig Jammer inde fra Hou- gen, besteg atter Hougen, holdt en Tale hvori han lyste Fred og Velsignelse over Hougen og dens Be- boere. Siden har Folk intet hørt mere, og Hougboerne maa have flyttet til et andet Sted. ­ Svarteboken skal ifølge Sagnet være en Bog der ikke findes i Hver- mands Hus og dersom Nogen tager den i Haanden og af Uforsigtighed læser det Stykke i Samme, der inde- holder at løse Gamle-Erik som det kaldes, da er al Fare paafærde, han kommer bestandigt og fordrer SIDE: 94 Læseren efter Arbejde; er Læseren ikke opfindsom til at skaffe ham et dygtigt Arbejde, saa er al Fare for- haanden; man maa atter ty til Præsten; man fortæller saaledes at en Jente paa Gaarden Strømmen i Skaue Sogn en Søndag medens Husfolket var i Kirke tog fat paa Svb: og var saa uheldig at treffe paa det omh: St: Erik kom og Arbejde vilde han have men hun var klog nok og sagde til ham at han maatte gaa ned og øse ud Strømmen. Erik gik, begyndte at øse og det viste sig at han havde gode Kræfter. Sjødrevet stod jevnhøjt med Fjeldene; udpaa Efterm: kom Peder Strøm fra Kirken, da han kom til Strømmen saa han hvad der var paafærde. Udigjennem Strømmen kunde ingen komme medens Erik vedbl: at arbejde Pr: skjønnede vel Sammenhængen, han befalede Skydsgutterne at ro saa nær som muligt ind paa Erik, rejste sig i Baa- den, befalede Erik at holde op og med Et var baade Erik og Sødrevet borte. (Kongen førte med sig egne Opv: Under hans Ophold her paa Brunholmen i 6­8 Dage syslede disse bestandigt i Kjøkkenet, kogte, stegte o. s. v. Mangt et Smørstykke, h.d., [fik?] vandre ind i Gruen og tjene til Brænde i Mangel af tør Ved. Fattigfolk, der gik i og udenfor Gangene og saa dette, sukkede og sagde "Det er stor Synd at brænde op Guds Gaver; giv os noget af dette" dette var Gud behageligere mente de. Kokkerne gave til Gjensvar "Ingen Fare, Vi er komne i et Land hvor der er større Forraad paa Smør end paa tørt Brænde.") ­ Margr: Stud ogsaa M. Hanken kaldet (efter en I. Ø i Bgd Sogn) boede som Enke i Hankø i Borgunds Sogn; hun havde været givt med (see Søndm Beskr. 2den Del). Sagnet fortæller om hende at hun i sin Tid var en myndig, stormodig, driftig og overmaade SIDE: 95 rig Kvinde, stedse naar hun kom til Borgund Kirke blev Alle opmærksomme paa hende og alle havde stor Respekt for hende. Hun var stedse, heder det, iført som Overkappe en stor sort lodden Hoppehud, saa ledes at hun tog Bagdelen af samme opover Axlerne, lod Manen slæbe efter Vejen og det var en stor Fynd der fulgte hende, naar man saa hende drage ind i Kirken og trække den lange Man efter sig. Sagnet fortæller at den som var saa lykkelig at staa i nærmere Forbindelse med hende saasom hendes Kontortjenere o. s. v. ­ bleve med Et bemidlede Mænd, thi hun var ikke saa nøjeregnende med dem. Sagnet navngiver to af disse, neml: Jens Mortensen Knag og Ole Larsen Abelset af hvilke den Første var en Jyde, boede paa Fauske i Søkelven hvor han gjorde store Forbedringer i Jordbruget hvilke endnu ere synlige i denne Dag. Selv forstod han sig lidet paa Landmandens Dont, thi han havde stedse levet i Kontoret men han havde en Dreng, som var en driftig Karl. Penge, Løsøre, og Jordegods havde Knag i topfuldt Maal, der overlodes Drengen at bruge og benytte til Gaardens Drift. Sag- net fortæller et Par Exempler paa hvorlidet Knag var indviet i Landlivets Sysler. En Dag, fortælles der, var der Mangel paa Folk i Gaarden, der skulde passe Kværnen og bære Korn did. Knag paatog sig at ud- føre dette, han gik med en Dragt Korn og endnu med en, det blev Aften, han gik med en Tredie, slog paa Qværnen men kom ikke tilbage med noget Mel; hans Gaardsdr: spurgte ham om ikke Kværnen skaffede ham Mel, Knag svarede "hun giver ikke Mel om Natten naar det er mørkt"; lad nu Dagen komme, saa giver Kv: vidst M. Hans Gaardsdreng, der anede at det ikke stod Alt saa godt til med Malingen gik til Kv- huset og saa efter, og see nu var alt Korn faret ned i SIDE: 96 Elven og forbi var Malingen. En anden Gang skulde Knag gaa i Marken og hente hjem Hesten, thi det var en Godvejrsdag man vilde hjemkjøre Hø. Knag var længe borte derfor stod store Regnbyger, det var Udsigt til at Høet vilde blive vaadt, endelig kom K. men uden Hest, hans Dr: spurgte om han ikke kom med Hesten, K. svarede "Hesten kommer vel; jeg fandt den, jeg bukkede til ham, han bukkede til mig, der var altsaa Bevis paa at han vilde komme. K. havde nemlig fundet Hesten, han havde muligt gaaet den saa nær at Hesten som oftest har løftet op sit Hoved for at see til K. dette har K. anset som Tegn paa at Hesten vilde lyde Bef: K. var nemlig ikke vandt med andet end at gaa Bud for sit Herskab i Gader og Stræder, hvor de sædvanlige Befalinger udføres ved Bukken og Nejen. ­ Den Anden neml: O. L. A. skal ogsaa have faaet sine største Rigdomme derved at han dels som Kjøb for billig Pris dels som Gave af Margr: Stud [fik?] en Mængde Jordegods. Han boede paa Abelset som Landhandler og var den Første som skrev sig med Navnet Ab: Blandt hans Sønner om- taler Sagnet bl. A. Lars Olsen og Jens Olsen som døde ugift i Bergen, samt Paul Olsen, som var den Første, som boede som Selvejer paa Solnør. I hans Tid fandtes Pengefundet i Sundsbakken ved Solnør. Blandt P. Olsens Sønner omtaler Sagnet en Mads Abelset, der boede paa Sliningen i Borgunds Sogn og en Jørgen. Denne Jørgen skal have havt stor Lyst i sine yngre Dage at færdes udenlands dette var Forældrene meget imod. Hans Moder fortælles der kom frem med en Drøfting ganske fyldt med Sølv- penge; Penge nemlig af Fundet ved Sundsbakken. Dette vilde hun give ham dersom han vilde opgive sin Rejseplan. Jørgen erklærede nu at ville blive SIDE: 97 hjemme men neppe havde han modtaget Pengene før han rejste aligevel, medtog baade disse og mange andre Penge og satte dem overstyr, var borte i syv Aar og kom næsten nøgen tilbage. Om Ole Larsen fortæller Sagnet at han var meget opfindsom til Materier hvoraf der kunde høstes Løjer og Skjemt. Engang kom der en Fjordemand (fra Strands eller Norddals Prgjæld) til Abelset og vilde kjøbe Tran af Ole; denne bad Manden følge sig ned paa Sjøboden, gik selv foran og røgte paa en Pibe, bad Manden føle i en Tønde om denne var ganske tom for Tran; der var mørkt inde i Boden; Manden var klædt som sædvanligt i en snehvid Trøje, tog af Uforsigtighed lige ned til Bunden paa Tønden og denne var ganske fyldt med Tran. Manden blev saaledes besudlet med Tran hele Armen opunder Axlen, saa det drev af ham. En anden Gang kom en Mand fra Udøerne Vejret var stygt og koldt, Manden gik ind i Stuen med Skindstak paa. Ole bad Manden sidde ned ved Skabet. Manden skjønnede heller ikke andet end at det var et Skab, men det var en Kakkelovn og den var dygtig varm. Manden forstod sig ikke paa Ovne, han havde aldrig seet en saadan; dette vidste Ole, denne holdt Manden med godt Snak, Varmen virkede i den Grad paa Mandens nye Skindstak at hele Bagstykket blev aldeles forbrændt; altsaa til Løjer for Ole. ­ Om Sortedøden er her paa Søndmør ganske faa Sagn dog fortæIles der at en lovløs Tid indtraf bag- efter, enhver tog sig tilrette, tog Gaard til Brug og Ejendom hvor han fandt for godt. Sagnet for- tæller om to Brødre der kom fra Skotland eller Holland; den ene af disse tog Gaarden Ringstad i Strands Præstegjæld til Eje og Brug, den Anden der- imod tog Gaarden Vik i Søkelven paa samme Maade. SIDE: 98 De underlagde sig til Ejendom hele Landstrækningen langs Fjorden mellem disse to Gaarde, tillige med de tilstødende Dalfører og Fjeldvidder. De traf Overens- komst om at Gaarden Løvolden skulde udgjøre Grænseskjællet mellem dem. Husene skulde været meget nedraadnede paa Vik og Ringstad, hvorfor disse Brødre saa sig nødt til at gjøre Forbedringer ved dem. Ringstadmanden gjorde Begyndelse ved at opføre Huse og derefter skikkede han Bud ud til Vik og bad sin Broder til Gjæstebud. Denne kom, dvæ- lede der flere Dage blev meget opmærksom paa alle Indretninger. Til Gjengjeld bad han sin Broder om at denne nu samme Vinter vilde gjæste ham i Vik. Men Broderen svarede at han ikke vilde krybe ind i saadanne Rævehytter som Du har staaende derude. Den anden Broder (fra Vik) harmedes højligen der- over, han rejste ganske tungsindet hjem, fik Folk til- skogs at fælde Træer, og Heste til at kjøre Tømmeret hjem og begyndte at bygge. Der hamredes der tøm- redes hver Dag, og i en Fart stod der en stor Vaaning, rundtom denne var opført en Inghegning af Tømmer med en stor Port med Laas for. Fra Porten gik en lukket Gang lige ned til Søen. Nu mente han at det var Tid at bede sin Broder til Gjæstebud, han fik Folk afsted bad Broderen komme; denne kom, gik op gjennem Hulgangen til Porten, men denne var tillaaset og Nøglen borte, her stod han; hans Broder havde iagt- taget det Hele, Vejret var koldt, han lod dog sin Broder staa en lang Stund denne bankede, endelig aabnedes Porten. Nu fik han se at hine Rævehytter var forsvundne. Tomten, hvor denne Bygning skal have staaet, kaldes endnu "Laana" (betyder et stort 2 Etages Hus). SIDE: 99 Om St. Olafs Gris. Olaf den Hellige skal paa sin sidste Færd gjennem Sundmøre medens han laa i Stenvaagen inden A [a] lesunds Grændser have faaet en Mand fra Gaarden Godøen til at opføde sin Gris indtil Videre da han indsaa at han maatte tage til- fjelds over til Oplandene og vilde falde ham besvær- ligt at transportere sin Gris. Manden modtog Grisen, h. d, denne befandt sig godt medens Kongen var borte men efter at Rygtet udspredte sig at han var falden paa St: vantrivedes Grisen Dag for Dag. Han blev saa medtagen af Sygdom at han tilsidst blev for- vandlet til Sten i hvilken Skikkelse han endnu staar paa Godøen. ­ Arnesønnerne paa Giske har vistnok i sin Tid vakt megen Opsigt ved sin Deltagelse i historiske Begiven- heder, eftersom Indbyggerne her i Egnen endnu denne Dag har Sagn der minder om deres Tapperhed og som Folkestyrere ofte med Kraft ledede Folkets Anlig- gender, saaat Kongerne selv ofte skalv for dem; ­ saaledes hører man her i Egnen at naar man sér 6­8 jevnstore velklædte Karle komme gaaende paa en Vej, saa plejer man at sige "Der kommer Gidske- gutterne". Naar det offentlige har truffet Foranstalt- ninger til Landets Tarv, og disse ikke yndes af Almuen, og denne protesterer mundtlig men Sagen gaar alige- vel sin Gang og Almuen kommer hjem fra Thinge eller andensteds misfornøjet med den nye Tingenes Orden, da plejede man at sige "Det viser sig nu at Gidskegutterne er borte, de havde vist ikke sam- tykket i dett