Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Til Bjørnstjerne Bjørnson. Rom, den 9. Januar 1884. Kære Bjørnson! Tak for nytårs-brevet! Og undskyld at jeg først idag sender Dig et svar. Du må ikke tro at jeg i mellemtiden har gåt i tvil og overvejet sagen. For mig var der intet at overveje; straks jeg havde læst dit brev, havde jeg svaret på rede hånd, og her er det. Jeg hverken kan eller vil overtage nogen ledende stilling ved Kristiania teater. Mine teater-erfaringer og erindringer hjemmefra er ikke af den art at jeg skulde spore nogen lyst til praktisk at opfriske dem. Jeg kunde visstnok føle et ansvar og en forpligtelse i dette anliggende, dersom jeg troede at jeg som teaterchef kunde udrette noget til gavn for vor skue- spilkunst; men derom mistviler jeg højlig. Vort teaterpersonale er demoraliseret, vil ikke finde sig i disciplin og ubetinget lydighed, og derhos har vi en presse, som altid er parat til at tage de opsætsiges parti imod lederen. Dette er den fornemste grund til at vi ikke hos os, som i andre lande, hvor de anarkiske tilbøjeligheder er mindre udviklede, kan få noget ordentligt samspil at se. At få disse tilstande afløst af noget bedre, tror jeg ikke vilde lykkes mig; dertil er de for nøje sammenhængende med vor hele natio- nale livsbetragtning; og min lyst til den praktiske teatergerning er derhos for ringe. Derfor vilde jeg under ingen omstændigheder kunne befatte mig med de ting. SIDE: 9 Men, kære Bjørnson, hovedsagen er jo desuden den, at det jo sletikke er mig, som repræsentantskabet ønsker. Det er jo Dig og ikke nogen anden. Hvor vidt de betænkeligheder, Du nærer ved at modtage tilbudet, er aldeles uovervindelige kan jeg jo ikke dømme om; men hjertelig skulde det for sagens skyld glæde mig, dersom de ikke var det. Under alle om- stændigheder forudsætter jeg naturligvis at Du først efter den nøjeste overvejelse viser tilbudet tilbage. Men hvad Du end for dit eget vedkommende be- slutter Dig til, så bør rette vedkommende sørge for at knytte din søn til vort teater - forudsat at han dertil er villig. Jeg har i afvigte høst vekslet et par breve med ham om andre affærer, og har derved end yder- ligere fåt bekræftelse på min overbevisning om at vi i ham vilde kunne få netop den tekniske teaterfunk- tionær, som vi trænger allermest til. Schrøder vilde da i nødsfald kunne blive stående, - det vil sige, - i det fald at Du aldeles ikke kan modtage repræsen- tantskabets tilbud. For resten må jeg sige at jeg ikke er ganske viss på, hvor vidt Kristianias publikum for tiden virkelig har behov for et godt teater. Det tilløb, som operet- terne og beriderforestillingerne på Tivoli næsten altid kan glæde sig ved, og den interesse, hvormed studen- ternes og handelsbetjenternes dilettant-præstationer omfattes deroppe, synes mig at antyde et dannelses- standpunkt, der endnu ikke rigtig magter den rene dramatiske kunst. For så vidt beklager jeg at ope- raen på Kr: teater blev nedlagt. Operaen kræver af sit publikum mindre kultur end skuespillet. Derfor florerer den i de store garnisonsbyer, i grosserer- byerne og hvor et talrigt aristokrati er samlet. Men af et operapublikum kan efterhånden opdrages et SIDE: 10 skuespilpublikum. Og for et teaters personale har operaen en disciplinerende evne; under taktstokken får den enkelte indordne sig. De øvrige punkter i dit brev skal jeg en anden gang komme tilbage til. Hjertelig tak for fotogra- fierne! Hils din hustru på det bedste fra os. Ligeså en hilsen til Lies. - Jeg venter med stor spænding på at erfare din endelige beslutning i teatersagen. Tak, tak, og til lykke med "En hanske" og "Over ævne"! Sæt dem nu selv i scene! Lev vel for denne gang! Din hengivne Henrik Ibsen. Til Frederik Hegel. Rom, den 17 Januar 1884. Kære herr justitsråd Hegel! Idet jeg forbindtligst takker for det tilsendte regn- skab for det forløbne år tillader jeg mig at anmode Dem om godhedsfuldt at ville sende mig en veksel eller anvisning for et beløb svarende til 2000 kroner. Hvis De, som jeg formoder, skulde kende Jonas Lies adresse i Paris, turde jeg måske ved samme lej- lighed bede mig denne opgivet da jeg gerne vilde skrive ham til. Den modtagne interessante juleliteratur har jeg nu næsten ganske gennemlæst. Lies nye fortælling er en særdeles tiltalende bog, som jeg håber han vil få megen glæde af. Ligeledes synes jeg overordentlig godt om Henrik Pontoppidans "Landsbybilleder". Af denne forfatter har jeg hidtil intet læst; men jeg er ikke i tvil om at han har en smuk literær fremtid ivente. Jeg forudsætter at han endnu er en ung mand. SIDE: 11 Holger Drachmann har vist mig den opmærksom- hed at sende mig sine "Skyggebilleder". Det lader til at kritiken er omtrent enig i at sætte den sidste for- tælling i bogen højest. Denne mening kan jeg for mit vedkommende ikke tiltræde. Jeg tror ikke at den interesse, denne fortælling har vakt, vil holde sig i længden. Verdensudviklingen går nu en gang ikke i retning af national afsondring og indespærring; tvert imod. De første af skyggebillederne tiltaler mig, som sagt, langt mere. Lindberg og hans selskab spillede 2. Januar "Gen- gangere" for 50. gang i Sverig. I Danmark og Norge har han spillet stykket 21 gange, altså i alt 71 gange i lidt over 4 måneder. Hernede fra er intet nyt at fortælle. Vinteren er vidunderlig smuk iår; næsten aldrig en sky på himme- len og køligheden ikke stærkere end at den kun virker behagelig. I håb om at også De og Deres tilbringer en behage- lig vintertid hjemme, og med vore bedste hilsener, tegner jeg mig Deres hjertelig hengivne og forbundne Henrik Ibsen. Til Laura Grundtvig. Rom, den 22. Januar 1884. Højstærede frue! Tillad mig herved at aflægge Dem min bedste tak for den lille elskværdige billet, hvori De bringer mig i erindring en gammel gældsforpligtelse, som jeg for længst havde glemt, eller, rettere sagt, for længe siden troede berigtiget. SIDE: 12 Da jeg havde den fornøjelse at modtage Deres brev befandt jeg mig på en rejse i Tyrol og havde der- steds intet fotografi at disponere over. Efter tilbage- komsten til Rom, i November, var jeg så heldig at finde et sådant og vedlægger det herved. At disse linjer først nu fremkommer kan jeg kun undskylde med den omstændighed at jeg i mellem- tiden har havt en af de perioder, hvori jeg kun med den største ulyst sætter mig til skrivebordet. Men idag har jeg været ude og købt nyt papir, nyt blæk og nye penne i anledning af et nyt skuespil, hvormed jeg for tiden i tankerne beskæftiger mig. Disse nye skrive- materialier vidste jeg nu ikke at indvie på nogen bedre måde end ved at sende Dem nogle ord og bede Dem modtage min forbindtligste hilsen. Deres ærbødige Henrik Ibsen. Til August Lindberg. Rom, den 10. marts 1884. Bedste herr Lindberg! Deres venlige brev af 29. februar havde jeg for nogle dage siden den fornøjelse at modtage og skal herved besvare samme. Det var mig særdeles kært at erfare at De har truffet forberedelser til at opføre "Fru Inger til Østråt" med fru Winter-Hjelm i titelrollen og, som jeg vel tør forudsette, med Dem selv i Nils Lykkes rolle. Mit samtykke til opførelsen, hvilket De begærer, giver jeg naturligvis med den største glæde. SIDE: 13 Kristiania teater har visstnok udelukkende ret til dersteds at spille stykket i originalsproget; men denne ret kan ikke betragtes som gældende lige over for en oversættelse. I ethvert fald er jeg forvisset om at teatrets chef ikke vil lægge Dem den ringeste hindring i vejen, selv om han angående dette spørs- mål skulde være af en anden mening end jeg. I København ligesom i de svenske og i de norske provinser er retten til opførelse af dette stykke ikke erhvervet af noget teater. Vanskeligheden ved at få de to hovedroller tilfredsstillende besatte har altid afskrækket vedkommende. I Bergen har man af denne grund ikke spillet stykket i de sidste 24-25 år. Det nuværende bergenske teater har ikke opførelses- ret til stykket. Da De i Deres brev beder mig bestemme honora- ret, tillader jeg mig at foreslå 400 kroner i det hele, hvorved De altså erhverver opførelsesret hvorsomhelst og hvor længe De end måtte ønske at benytte samme. I indvilgende fald bedes beløbet indbetalt til justits- råd Hegel, Gyldendalske boghandel i København. Det glæder mig særdeles at erfare at De endnu holder "Gengangere" på repertoiret. Og ikke mindre glæder jeg mig over den mulighed, De i Deres brev stiller i udsigt, nemlig at vi kanské næste vinter kunde træffes i Rom. Jeg er nu spændt på at erfare hvorledes foreta- gendet med "Fru Inger" vil løbe af. Jeg håber det bedste og tegner mig, idet jeg beder herr og fru Winter-Hjelm forbindtligst hilset, Deres venskabeligst forbundne Henrik Ibsen. SIDE: 14 Til August Larsen. Rom, den 13. marts 1884. Herr bogholder Larsen! I all hast tillader jeg mig at anmode Dem om at der for min regning må blive sendt et indbundet exemplar af "Et dukkehjem" til Berlin under ved- føjede adresse. Bogen er hos herr Bernstein bleven bestilt for prinsessen af Wales og skal snarest muligt sendes til London, hvor stykket i denne tid i engelsk bearbej- delse spilles på Princess-teatret. Med de bedste hilsener til herr justitsråd Hegel og hans familje tegner jeg mig Deres særdeles forbundne Henrik Ibsen. Til N. Chr. Ravnkilde. Søndag, 16. Marts 1884. Kære Ravnkilde! Det skulde glæde os meget hvis Du kunde og vilde se hen til os imorgen, mandag aften kl. 7 1/2. Der er intet selskab. Kun Griegs samt 3-4 andre kommer. Venskabeligst Henrik Ibsen. Til Bjørnstjerne Bjørnson. Rom, den 23. marts 1884. Kære Bjørnson! Med stor fornøjelse er jeg med på at slutte mig til den tilsendte henvendelse til storthinget og skikker den derfor herved i underskreven stand tilbage. SIDE: 15 Men jeg må tilstå at jeg ikke venter at få se noget- somhelst udbytte af den hele sag. Havde storthings- majoriteten med ærlig interesse sluttet sig til Berners forslag, så havde de ikke sendt forslaget til betænk- ning af formandskaberne. De havde overhovedet ikke æsket nogen erklæring fra mændene men fra kvin- derne. At spørge mændene til råds i en slig sag er det samme som at spørge ulvene om de ønsker øgede be- skyttelsesmidler til fordel for saueflokkene. Å nej, den minoritet i vort folk, som sidder inde med de politiske, kommunale og sociale privilegier, slipper dem nok ikke godvilligt ud af hænderne eller deler dem med den uprivilegerede majoritet. Derfor forudser jeg også så godt, hvad der kommer ud af stemmeretsforslagene. Ingen af dem vil samle de fornødne stemmer om sig. Sligt noget gives ikke til skænk af indehaverne; det må erobres. Og aller helst hos os, hvor afgørelsen er i hænderne på en del af landalmuen. Jeg har i mange lande lært bønderne at kende; men intet steds har jeg fundet dem frisindede, offervillige eller uegennyttige; tvert imod, jeg har overalt fundet dem til det yderste holdende på sine rettigheder og på sin egen fordel. Skulde det være anderledes hos os? Jeg synes ikke jeg kan tro det. Jeg begriber ikke, hvorfor man kalder vore venstre- mænd liberale. Når jeg læser storthingsforhandlin- gerne er det mig i bøndernes tankegang ikke muligt at spore en snus mere af virkelig frisindethed, end den, der findes hos den ultramontane bondebefolkning i i Tyrol. Derfor er jeg svare ræd for at det har lange ud- sigter med de sociale reformer oppe hos os. Vist nok kan de politisk priviligerede efterhånden lægge sig til en eller anden ny rettighed, en eller anden ny fordel. SIDE: 16 Men jeg ser ikke at det hele store folk, og navnlig den enkelte i dette, vinder noget mærkbart derved. Men jeg er jo rigtignok en hedning også på det politiske område; jeg tror ikke på politikens frigørende magt, og på magthaveres uegennyttighed og gode vilje stoler jeg heller ikke meget. Kunde jeg få det, som jeg vilde ha' det derhjemme, så skulde alle de uprivilegerede slå sig sammen og stifte et stærkt, resolut og pågående parti, hvis pro- gram skulde være rettet udelukkende på praktiske og produktive reformer, på en meget rummelig udvidelse af stemmeretten, regulering af kvindernes stilling, folkeundervisningens frigørelse fra alskens middel- alderligheder o. s. v. De teoretisk-politiske spørsmål kunde gerne hvile en stund; de er ikke synderlig produktive. Kom et sådant parti i stand, vilde det nuværende venstreparti snart vise sig at være, hvad det i virkeligheden er og ifølge sin sammensætning må være, - et centrumsparti. Men nu er her ikke plads til flere kandestøberier. Dit prægtige "gamle dokument" læser vi op igen og op igen. Jeg aner gangen i det følgende og er spændt på at få det hele fat. Hils din hustru, Jonas Lies og alle andre venner og landsmænd. Din Henrik Ibsen. Til Nils Lund. Rom, den 26. marts 1884. Herr boghandler Lund! Da kvartalet nu nærmer sig sin slutning, tillader jeg mig at bede Dem have den godhed at sende mig min gage for dette tidsrum sammen med hvad der fra Bergens kreditbank o. s. v. måtte være indkommet. SIDE: 17 Siden De i høst meddelte mig den foretagne for- andring med Deres forretningsvirksomhed har jeg ikke tilskrevet Dem. Så kært det end vilde være mig om mine affærer i Norge fremdeles kunde gå gennem Dem, skylder jeg dog, for det tilfælde at Deres tid og Deres sundhedstilstand skulde gøre det ønskeligt for Dem at frasige Dem denne befatning, at bede Dem åbent lade mig sådant vide for at jeg da kunde forsøge på at træffe et andet arrangement. Siden vor tilbagekomst til Rom i begyndelsen af november har vi havt uafbrudt skyløs himmel og det mildeste smukkeste vejr man kan tænke sig. Allige- vel findes her adskillig sygelighed i byen. Fru Colban ligger desværre for døden; det er et mavetilfælde, som river hende bort. De politiske begivenheder hjemme følger vi, som De vel kan tænke, med stor spænding. Jeg skulde hjertelig ønske at der nu snart igen måtte komme ro i landet. Med de bedste hilsener tegner jeg mig Deres venskabeligst forbundne Henrik Ibsen. Til Oscar Wergeland. Rom, den 30. marts 1884. Kære herr Wergeland! Hjertelig tak både for telegrammet og fordi De har bevaret mig en plads i Deres venskabelige erind- ring! Det er nu adskillige år siden vi sidst såes, og det skulde glæde mig meget om vi atter igen kunde mødes et eller andet steds i verden. Muligens kommer jeg nordover til sommeren og da var der måske an- SIDE: 18 ledning til at opfriske gamle minder fra München. Fra vore fælles bekendte dersteds hører jeg kun sjelden. Den eneste jeg har vedligeholdt en smule brevveksling med er Oswald Schmidt. Han er, som De formodentlig ved, gift med malerinden baronesse v. Preuschen. Forrige vinter tilbragte de her i Rom; men han tålte ikke klimaet og blev hårdt angreben af koldfeber, så at han måtte ty op til Tyrol, hvor vi tilbragte en del af sommeren sammen med dem. Da vi i slutningen af oktober skiltes i Bozen var han kommen godt til kræfter igen. Nu lever de atter i München. Også han glædede mig på min fødselsdag med et telegram. Fra Grønvolds hører vi kun leilighedsvis og da gennem en eller anden tredjemand. Ligeså fra Otto Sinding. Af vore gamle skandinaviske Münchenere lever her i Rom efter Nyströms afrejse ingen andre end Kronberg. Også han er nu gift; men desværre er hans unge hustru meget sygelig og det blir visst nødvendigt for dem inden kort tid at forandre opholdssted. Som telegrafen formodentlig allerede har meldt døde fru Colban her for nogle dage siden og blev begravet igår. Det var et ondartet mavetilfælde som rev hende bort. Et rygte vil vide at Deres tante fru Collett tænker på at komme hid igen. Om hun virkelig gør alvor deraf, ved jeg imidlertid ikke. Med sit tidligere ro- merophold var hun ikke videre fornøjet; men Paris, hvor hun for tiden lever, siges heller ikke at tilfreds- stille hende. Hvad os selv angår da befinder vi os godt i enhver henseende. Jeg går nu og beskæftiger mig i tankerne med et nyt dramatisk arbejde; men så længe det SIDE: 19 politiske rabalder vedvarer deroppe er det vel så omtrent ørkesløst at udgive noget sådant. Begiven- hederne hjemme lægger også mere beslag på min opmærksomhed, end ønskeligt kunde være. Med en gentagen tak og med vore bedste hilsener tegner jeg mig Deres venskabeligst forbundne Henrik Ibsen. Til studentforeningen "Fram". [Rom, april 1884.] [- - - -] Tilslutning fra de unges side er mig kærere end enhver anden. Jeg håber også trøstig at årene aldrig skal bringe mig did hen, hvor jeg vilde føle mig frem- med blandt den åndelige ungdom. Foreningens formål og opgaver kender jeg jo ikke nøjere til; men jeg har med glæde bemærket at den i den senere tid har beskæftiget sig med sociale spørgs- mål, som i høj grad interesserer mig. Jeg ønsker af hjertet fremgang og trivsel for disse anliggender så vel som for enhver anden tidsmæssig reform på det åndelige og det sociale område. [- - -] Til Carl Fredrik Hochschild. Rom, den 17. April 1884. Til hans excellence udenrigsministeren herr baron Hochschild. Stockholm. Deres excellence! Herved tillader jeg mig i ærbødighed at henvende mig til Deres excellence med forespørgsel om hvorvidt SIDE: 20 min søn Sigurd Ibsen, doktor juris ved Roms universitet, tør gøre sig håb om at komme i betragt- ning ved næste gangs uddeling af de norske attaché- stipendier. Min søn er født i Kristiania den 23. December 1859 og er altså nu noget over 24 år gammel. Sin skole- undervisning har han erholdt først i Dresden og senere ved det kgl: Maximilians-gymnasium i München, fra hvilket han dimitteredes med udmærkelse i som- meren 1878. I det påfølgende år studerede han de filosofiske discipliner ved det romerske universitet, fortsatte efter tilbagekomsten til München sine juridi- ske studier ved universitetet dersteds og afsluttede disse under et fornyet ophold i Rom idet han her i sommeren 1882 erholdt den juridiske doktorgrad efter at have forsvaret en af ham forfattet afhandling be- titlet "La Camera Alta nel governo rappresentativo", hvilken af samtlige juridiske professorer godkendtes med alle stemmer. Genstandene for hans studier har væsentlig været og er fremdeles de politiske videnskaber, statsret, folkeret, statsøkonomi o. s. v., og da hans tilbøjelig- hed, ved siden af videnskabelig forfattervirksomhed, er rettet på at betræde den diplomatiske bane, så står han nu forberedt til når som helst at underkaste sig den særlige examen, der hersteds kræves for at kunne indtræde i den italienske gesandtskabs- eller konsulattjeneste. Men for min søn vilde det i så fald først være nød- vendigt at lade sig naturalisere som italiensk borger og altså opgive sit fædreland. Dette er en tung be- slutning, og for om muligt at hindre dens iværksættelse er det at jeg har vovet at rette denne henvendelse til Deres excellence. SIDE: 21 Det tør formentlig antages at der ved besættelsen af de her omhandlede stipendiatposter ikke udkræves at vedkommende skal have absolveret sin juridiske examen ved det norske universitet. Det er mig også bekendt at et af disse stipendier en gang har været tildelt en ikke-jurist. Som anbefalende omstændigheder for min søn tillader jeg mig at fremhæve at han mundtlig og skriftlig behandler det franske, tyske og italienske sprog med samme lethed som sit modersmål. End videre at hans lange ophold i udlandet, navnlig i Tyskland, Italien og Østerrig, samt i Paris har givet ham lejlighed til at erhverve et på personlig iagt- tagelse grundet kendskab til disse landes politiske og sociale forholde og institutioner. At han derhos er fuldt fortrolig med de offentlige anliggender i hjem- landene er naturligvis en selvfølge. Som forfatter har han, foruden sin før nævnte juridiske doktordisserta- tion, leveret politisk-videnskabelige afhandlinger i italienske journaler, samt, i det i Kristiania udkom- mende "Nyt tidsskrift", påbegyndt offentliggørelsen af en række artikler over "Statsbegrebets udvikling gennem tiderne". Skulde det kunne stilles min søn i udsigt at han turde gøre sig håb om at blive tildelt et af de omhandlede attaché-stipendier, så vil han til sommeren, eller til hvad tid det for øvrigt måtte forlanges, give sig den ære per- sonlig at fremstille sig i Stockholm medbringende sine legitimationer fra universiteterne i München og Rom. Da det formentlig tør antages at et attaché- stipendium ikke helt ud er tilstrækkeligt for ved- kommendes stilling, så vil jeg ikke undlade at be- mærke at mine økonomiske forholde sætter mig i stand til at kunne tilskyde det manglende. SIDE: 22 I det håb at Deres excellence gunstig tilgiver denne direkte henvendelse i en for mig så yderst vigtig sag tegner jeg mig med udmærket højagtelse Deres excellences ærbødige Henrik Ibsen. Til Frederik Hegel. Rom, den 21. april 1884. Kære herr justitsråd Hegel! I lang tid har jeg ikke ladet høre fra mig og under denne taushedsperiode har der ophobet sig mangt og meget, som jeg skylder at takke Dem for. Først er det nu den nye, femte udgave af "Kærlig- hedens komedie", hvoraf de tilsendte exemplarer rig- tig er komne mig ihænde. Dernæst har De havt den godhed at sende mig Henrik Jægers nye bog om norske forfattere, som jeg synes særdeles godt om. Nogle af afsnittene deri har måske før været trykte andet- steds; men for mig var de imidlertid ubekendte. Tør jeg bede Dem om ved indtræffende lejlighed at hilse forfatteren fra mig og bringe ham en tak for mit vedkommende? Holger Drachmanns "Dybe Strenge" har jeg natur- ligvis læst med interesse; men jeg nægter ikke at hans tidligere digte tiltaler mig mere. Dog, dette har jo sine rent individuelle grunde, og jeg tviler ikke på at mangfoldige læsere hjemme hos os vil være af en mod- sat mening. Drachmann har for nylig opholdt sig et par dage her i Rom, men desværre mislykkedes vore forsøg på at træffe hinanden. SIDE: 23 Skuespillet "En Skandale" synes mig at måtte betegnes som et i mere end én henseende lovende ar- bejde. Det er visstnok ikke særdeles dybtgående; men rimeligvis er forfatteren endnu en ung mand. Professor Heegaards død gjorde det mig meget ondt at erfare; men hans tilstand var jo ret sørgelig i den sidste tid, og så var det kanske det bedste for ham at han fik gå bort fra livet. Efter alt, hvad jeg hører var han vel neppe nogensinde kommet helt på fode igen. Og nu lidt om mig. De politiske forviklinger i Norge har i hele vinter forhindret mig fra med udelt sindsro at tage alvorligt fat på mit nye dramatiske arbejde. Men nu er jeg endelig kommet ud af hele dette røre og skriver med fuld kraft; i denne uge vil første akt være færdig, og jeg gør regning på at jeg så omtrent i midten af juni vil kunne melde Dem at det hele er afsluttet. Naturligvis kommer derefter ren- skriften. Idag nødes jeg til at bede Dem om godhedsfuldt atter igen at ville sende mig en veksel for 2000 kroner, helst denne gang direkte på Nast-Kolb men jeg forudsætter som ganske givet, så fremt ikke nogen uforudset hindring indtræffer, at hele manuskriptet skal kunne være i Deres hænder inden midten af september. Dette stykke handler ikke om politiske eller so- ciale eller overhovedet om offentlige anliggender. Det bevæger sig helt igennem på familjelivets område. Diskussion vil det nok kunne fremkalde; men det vil ikke kunne vække anstød hos nogen. SIDE: 25 Hvad tid vi rejser herfra, og hvor vi kommer til at tilbringe sommeren er endnu ikke bestemt. Jeg for min part trænger naturligvis ro for mit arbejdes skyld, og det er derfor muligt at vi skilles, således at min hustru og min søn drager nordover medens jeg blir tilbage i Tyrol. Under alle omstændigheder for- lader vi ikke Rom i indeværende måned. Det kunde være at omstændighederne nødte mig til udover høsten at begive mig for en 14 dages tid til Stock- holm; men sker dette, håber jeg at manuskriptet alle- rede i forvejen skal være afleveret. Jeg benytter anledningen til at anmode Dem om godhedsfuldt at ville sende mig en veksel for 2000 kroner, for at jeg kan være nogenlunde forsynet, hvad rejserute vi end vælger. Her har vejret i den senere tid imod sædvane været temmelig køligt men med dejlig klar himmel. Vi befinder os alle særdeles vel og håber at man nu også oppe i hjemlandene nyder godt af sommeren. Med mange hilsener til Dem selv og til Deres kære familje tegner jeg mig Deres hjertelig hengivne Henrik Ibsen. Til Georg Brandes. Rom, den 25. juni 1884. Kære Brandes! Hjertelig tak for Deres brev, som jeg for længe siden burde have besvaret, så meget mere, som jeg jo ved at De holder en stræng kontrol med Deres korre- spondenter, skønt De rigtignok forsikkrer at De har forandret Dem noget i dette stykke. SIDE: 26 Jeg havde også gerne svaret Dem hurtigere, der- som ikke et nyt dramatisk arbejde i de sidste måneder så udelukkende havde lagt beslag på hele min tid. Og for mig er det, at skrive et brev, ikke den samme lette sag, som for Dem. Lige som De, således har også jeg en bestemt følelse af at vi nu står hinanden nærmere end i de første år af vort bekendtskab; men jeg tror, grunden er den, at vi gensidigt er kommet hinanden imøde under vor ud- viklingsgang. Herom og om beslægtede emner kunde jeg nok have lyst til mundtlig at tale med Dem. I et brev går det ikke. Der går en misstemning igennem, hvad De skriver om Deres erfaringer i hjemmet efter tilbagekomsten. Dette overraskede mig ikke. Da De vendte tilbage til København, fandt jeg dette skridt fra Deres side så ganske naturligt; men jeg var forberedt på at Deres oplevelser dersteds ikke udelukkende vilde blive af den glædelige slags. De kom jo hjem med et europæ- isk navn; og en åndelig rangordning forliges ikke godt med de demokratiske principer. Dertil kommer, at det er langt lettere at styre et parti og lede en be- vægelse i frastand end på nært hold. Den personlige nærværelse irriterer i flere henseender og af forskellige grunde. Jeg har havt anledning til at gøre iagttagel- ser derover, og jeg har ført mig disse iagttagelser til nytte "udi adskillige krige". Det literære skuespil, som pressen der hjemme har opført i det sidste års tid, har jeg fulgt med opmærk- somhed. De stedfundne rolleforandringer kom mig ikke uventet; navnlig ikke for heltefagets vedkom- mende. Men herom vil jeg ikke videre tale nu. Jeg vil heller bringe Dem endnu en gang en tak for hvad De så åbent og elskværdigt har udtalt i Deres brev, SIDE: 27 og ikke mindre for den tyske bearbejdelse af min biografi. Tidsskriftet selv har jeg ikke set, men jeg er bleven bekendt med et separataftryk af afhand- lingen. Tak - og atter tak! Den store tilstrømning til Deres forelæsninger har jeg erfaret af tyske blade og af danske rejsende. Deres landsmænd er nu stolte over Dem alligevel, om de end en gang imellem ikke kan dy sig for at plage Dem. Jeg kender det slags forhold. - Af mit nye arbejde, et skuespil i 5 akter har jeg nu konceptet færdig og er stærkt optagen af gennem- arbejdelsen, den finere udformning af sproget og den mere energiske individualisering af karakterer og repliker. Om et par dage rejser jeg til Gossensass i Tyrol for i løbet af sommeren at bringe alt dette til afslutning. Samtidigt rejser min hustru og søn til Norge. - Undskyld dette hastværksbrev. - Vore bedste hilsener til Deres ærede frue og til Deres små- piger. Deres hengivne ven Henrik Ibsen. Til Theodor Caspari. Rom, den 27. juni 1884. Kære herr Caspari! Jeg husker ikke om jeg under vort samvær her nede omtalte for Dem, at jeg, blandt andre fejl, også led af den at være meget sendrægtig i besvarelse af modtagne breve. I ethvert fald har De nu erfaring for at det således forholder sig. Deres venlige brev med deri indlagte smukke og hjertelige digt har jeg nu havt liggende foran mig på mit bord lige siden midten af april, og stadig med det gode forsæt "imorgen" at SIDE: 28 sende Dem et svar. Og først idag kommer min be- slutning til udførelse! Tag mig ikke min forsømmelse altfor ilde op, og modtag min bedste og varmeste tak for det tilsendte digt, som griber og bevæger mig hver gang jeg læser det. Og det gør jeg ofte; thi der klinger for mig noget så hjemligt i det. Men De tager storlig fejl, når De tror jeg ønsker, De skulde slå Deres lyre itu. Tvertimod. Jeg ved ikke et eneste digt af Dem, som jeg skulde ønske uskrevet, og jeg håber at De i fremtiden vil udfolde en rig produktion netop på det versificerede og rimede digts område; thi dette område er jo for Dem det na- turlige. Jeg mindes nok, at jeg en gang udtalte mig noget despekterlig om versekunsten; men dette hid- rørte kun fra mit eget øjeblikkelige forhold til denne kunstform. Jeg har for længe siden ophørt at stille almengyldige fordringer, fordi jeg ikke længere tror på at sådanne med nogen indre ret kan opstilles. Jeg mener at vi har alle sammen ikke noget andet og bedre at gøre end i ånd og sandhed at realisere os selv. Dette er efter min mening det virkelige frisind og derfor er de såkaldte liberale mig på mange punkter så hjertelig imod. Jeg har i hele vinter gåt og funderet på nogle nye galskaber og tumlet med dem så længe til de antog dramatisk form, og nu har jeg da i disse dage fuldført et skuespil i fem akter. Det vil sige konceptet; men nu kommer den finere gennemarbejdelse, den mere energiske individualisering af personerne og af deres udtryksmåde. For at finde den fornødne ro og en- somhed til dette arbejde rejser jeg om et par dage op til Gossensass i Tyrol. Min hustru og min søn rejser samtidigt op til Norge. Gid jeg kunde fulgt med! SIDE: 29 Men det går ikke. I min alder får man nytte tiden til arbejde; færdig med det alt sammen blir man jo ikke; man "får ikke stunder til at gøre det sidste vers til"; men man vil jo gerne ha' så meget som muligt fra hånden. Og så vil jeg ønske Dem og Deres ærede frue en behagelig sommer! Vær forvisset om at vi stedse vil bevare Dem begge i venskabelig erindring; modtag vore bedste hilsener og en gentagen tak fra Deres hengivne og forbundne Henrik Ibsen. Til Frederik Hegel. Rom, den 29. juni 1884. Kære herr justitsråd Hegel! Min søn, der vil overbringe Dem disse linjer, har i opdrag at fremføre mine forbindtligste hilsener. Da mine polarrejsende ikke gerne vil medbringe italiensk guld til veksling, tillader jeg mig at anmode Dem om at der må blive ham udbetalt 2000 kroner i de for deres rejserute hensigtsmæssigste pengesorter. Jeg reiser i morgen til Gossensass i Tyrol, hvorfra manuskriptet til mit nye stykke vil blive sendt Dem til den før nævnte tid. 1ste akt er allerede her ren- skreven og 2den påbegyndt. Jeg har nu ingen anden tanke eller interesse end dette arbejde, og kommer således rimeligvis i denne sommer ikke hjem. Undskyld disse skødesløse linjer; men alle mine vanlige skriverekvisiter er nedpakkede. Deres hengivne Henrik Ibsen. SIDE: 30 Til Bjørnstjerne Bjørnson. Gossensass, den 15. August [1884] . Kære Bjørnson! Så er vi hinanden dog så nær! "Neue fr: Presse" har jo berettet om dit ophold i Schwaz; men da jeg ikke har fundet noget derom i "Dagbladet", vidste jeg ikke, hvad jeg skulde tro. Tak for din opfordring til at komme der hen. Jeg vil ganske visst og med stor glæde komme så snart jeg har fåt mit nye stykke færdig. Dette vil antagelig ske i den første uge af næste måned. Men så er det jo et spørsmål, om du til den tid har sluttet din fortæl- ling. Hvis ikke, kommer jeg senere; her blir jeg i al fald til udgangen af september. Det er nu over 20 år siden vi sidst taltes ved, og jeg havde næsten opgivet tanken om at vi oftere skulde mødes. Jeg skriver disse linjer i al hast, da jeg netop holder på med de sidste sider af 4. akt. Så snart jeg har den 5te fra hånden og manuskriptet afsendt, melder jeg dig det. Kan du da modtage et besøg, så kommer jeg. Det skulde glæde mig