Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 3 INDLEDNING (5/6 85 Midnat.) "Venner er en daarlig Race. De duer ikke til andet end til at spise Middag med os samt til at hænge med Hoderne ved vor Grav. Det sidste liker de bedst. "Endelig er vi da kvit ham," sukker de, og kan i sin Glæde drive det til at sammensubskribere 200 Kroner til Enken." Saa (omtrent) sa jeg til Advokat Jonathan i Eftermiddag ved Burgunderen (han har Forbindelser, den Fyr! ægte Burgunder); og han begyndte paa vanlig Vis at moralisere. "En stolt Mand indretter sig saa, at han ingen Venner behøver," sa han. "Naa, jeg har s'gu behøvet dem," mente jeg, "og kunde behøve dem den Dag i idag; men ... det er med dem som med Konstabelen: naar man har Brug for dem -- . Jeg undres mangen Gang paa, hvor der blir av dem?" Georg Jonathan kjælede for sine Whiskers og sagde -- med en let Hentydning til min opgaaende Maane -- : "Spørg ligesaa snart, hvor der blir af Haarene paa Deres Hoved, min Ven. De drypper væk simpelthen. Et for et. De mærker det ikke. Indtil De en vakker Dag opdager, at De maa anlægge Paryk ... m. a. O. arrangere en Whistklub." -- -- -- Ja, ja, de drypper væk. Eller ligesaa godt: man "voxer igjennem" dem, ryster dem af, efterhvert som man voxer. Jeg savner dem Gudbevars af og til; men SIDE: 4 om jeg kunde faa dem igjen, vilde jeg ikke kunne bruge dem. Træffer jeg nogen af dem nu, ved jeg ikke andet at sige end: "Skal vi gaa til Ingebret og ta en Absinth?" -- Hos Ingebret sidder vi da en Times Tid og snakker om Vind og Veir og den sidste Skandale, og vi føler, hvorledes der er ligesom et Tomrum befæstet mellem ham og mig. Naar vi har siddet en Stund og forkjølet os i denne Følelse, reiser man sig og siger med en vis Lettelse: "Adjø, gamle Dreng; Gud være med dig." Venskap er den fineste Art af Egoisme, meget finere end Kjærlighed f. Ex.; man vil da bare æde hinanden aandelig. Ikke desto mindre ender det altsaa med, at man har fortæret hinanden; hvorefter man kaster hinanden paa Benhaugen. Jeg kan se tilbage paa adskillige afgnavede Benrangler, som jeg har slængt fra mig ved de forskjellige Stadier af Livets Vei; selv ligger jeg da ogsaa afgnavet paa adskillige Benhauger, kan jeg tænke. Rigtige Venner har man bare i Slyngelaarene, før man endnu har faaet Tag i sin første Pige. Naa, lad gaa -- : indtil man har faaet Tag paa den anden ogsaa; for den første er endnu saa interessant, at man maa ha nogen at snakke om hende med, og om sine mærkelige Anlæg i Don-Juan-Faget. Saasnart man er over 20 Aar, begynder man at voxe ud og faa Kanter og Haardheder; og da begynder disse Skuringer mellem Ven og Ven, som fører til Brud eller Adskillelse. En Ven, som duer til at klage sin Kjærlighedsnød for -- existerer ialfald ikke for en Fyr paa 38. Istedetfor at tie og nikke og forstaa, siger de: ha-ha, pyt, saadan en Pigehistorie; du gaar da ikke og tar dig Tæring af sligt! -- eller de afbryder og fortæller sin egen sidste Liderlighed, -- en Historie fra en ganske anden Etage. Eller de affeier Sagen med et Par intetsigende Ord og fortsætter: fra det ene til det andet; hvad synes du om Sverdrups Ministerium? Aah. -- -- -- Hys ... Skridt i Trappen -- -- -- -- Sludder. -- Et godt Glas og saa i Seng ... SIDE: 5 (Søndag Formiddag.) -- -- -- Georg Jonathan er en intelligent Kammerat og en stilfuld Fyr, som jeg liker. Men Fortrolighed -- ? ufda. Hans kolde "engelske" Mine indbyder ikke til det; og han interesserer sig ikke for Enkelttilfælde. For ham blir enhver Kjærlighedshistorie til et Samfundsspørsmaal. "Naar Kvinderne blir mere intelligente" ... "naar de lærer at forstaa, at de har bare ét Liv, og i dette ene Liv bare én Ungdom ..." -- det hjælper jo ikke mig. Hun var nu engang ikke saa intelligent; følgelig gaar jeg her og sukker; intet er mig saa dræbende ligegyldigt som Spørgsmaalet om, hvad "Kvinderne" vil gjøre og tænke i næste Aarhundrede. -- -- Jeg sørger over mig selv, over hende, over hele Verden. Denne lille latterlige Historie, som ikke var nogen Historie, har bragt Tilværelsen ud af Sporet for mig. "Resignationen" var Humbug. Til sit tredivte Aar kan man gaa og slaa sig til Ro med, at Folk skal bli lykkelige i Fremtiden engang; men naar man nærmer sig de 40, begynder en Stemme at tale i ens Indre høiere og høiere -- : du, du, du selv skulde jo leve. Jeg er en Tone, en enkelt, fattig Melodi, der forlanger, forlanger at bli harmoniseret. Mit sjælelig musikalske Øre pines til Vanvid ved altid og evindelig at høre denne ene, tynde, unisone Melodi gjennem Tilværelsens Ørkenluft ... Hun var min Harmonisation -- desværre ikke helt, ikke rent nok ... og nu klinger den ensomme Melodi endnu mere ensomt og trist og gudforladt hen gjennem min forødede Tilværelse. (Aften.) -- -- Hvis det endda havde været en rigtig Kjærlighed! Men det er det latterlige og umulige i min Ulykke, at jeg elskede ikke engang. Ikke à la Romeo. Ikke à la Werther. Det er det fæle ved at være over 30 Aar: at ens Kjærlighed ikke længer er blind Jeg var ynkelig forlibt, men mine Øine var aabne. Jeg saa med lidelsesfuld Klarhed alle hendes Manquements, SIDE: 6 alt hvad der var iveien. Om jeg kunde gjøre min sidste grusomme Dumhed ugjort, og om jeg aldrig saa sikkert vidste, at hun elskede mig ... vilde jeg? turde jeg? -- Jeg tror ikke. Skjønt -- -- Ja, men hvis Sagerne stod som dengang? -- Nei. Jeg var ikke Mand nok; jeg véd det. Det er en smertelig, syg, spaltet Kjærlighed, en Opløsning i mit Væsen; Sanser og Sjæl fangne og betagne, men Bevidstheden kold, klar, spotsk, -- skamfuldt-forbitret over selve denne Betagethed, som jeg dog ikke kan overvinde Hvem forstaar sligt? Hvem blandt alle disse grovhuggede, tætvoxne, naive Matrosnaturer og Bohêmer, Georg Jonathan iberegnet ... Til syvende og sidst forstaar jeg det jo ikke selv. (Søndag Morgen.) Mine Synder de ere Som Sand i Strand ... Nok en halv Øl. -- -- "Han søger sin Morder." Under denne Titel kunde jeg skrive en Farce-Tragedie med mig selv til Helt. Morder søges. En flink og øvet Morder kan faa noget at bestille. Klækkelig Douceur ved foreløbig Henvendelse til Dødskandidaten. Uden de bedste Anbefalinger nytter det ikke at melde sig. Exp. anviser -- Sludder; det duer ikke. Vink! Forsultne Malerelever, Literater osv. gjøres opmærksom paa, at jeg stadig gaar med 100 Kroner paa mig (godt gjemte) samt et til en Ven adresseret Brev, hvorav fremgaar, at jeg er død for egen Haand ... Æch. Idioti. Dill. Alkoholismus. Nok en halv Øl. -- -- -- SIDE: 7 Mine Synder de ere Som Sand i Strand, Mangfoldig som Solen I Strimer. Gud løse mig nu Af Syndens Band, Og helst i Dødens Time. Du lade mig aldrig Blive fortabt, Som mig haver skabt! frels mig af Naaderne Dine! -- -- [strofene ovenfor stod ved siden av hverandre den trykte utgaven (dig. utg. komm.)] Græde. Bede. Madonna, hellige Jomfru, du velsignede, du rene Kvinde, som dog forstaar, du Schmerzensreiche, ach, neige dein Andlitz gnädig meiner Noth ... Was mein armes Herz hier banget, was es zittert, was verlanget, weiss nur du, nur du allein ... Jeg vil gaa til min Skriftefader. Jeg vil bekjende for ham, at jeg atter var den forlorne Søn, der aad med Svinene og drak med Svampene, og at jeg tilsidst -- aah! ikke engang Mathilde ... Gud slaa en Streg over det, en fælt tyk Streg. Nok et Glas Øl ... -- -- Det gaar ikke. Det gaar altsaa ikke, simpelthen. Denne formentlige Kur er værre end Sygdommen. Jeg blir bare simpelthen Idiot, gal ... -- Elendigt hjerteweh sidder jeg der blandt Banditterne og smertes efter hende; i det fæleste, vildeste, hundevittigste og svinegemytligste Lag tørster min Tunge efter at faa nævne hendes Navn, at faa sige noget som minder om hende, som fører hen i Nærheden af hende, sige noget som kunde forraade mig, forraade min latterlige, latterlige Kjærlighed; men de er gemene og ugudelige og snakker om Tøser og Blaastrømper og andet uvedkommende, og Blytt gjør liderlige Vitser, og Bjølsvik sidder og brøler om Fanden og hans Pumpestok ... Jeg drikker og drikker og svælger min Kval, indtil jeg ikke kan længer; springer op og gaar min Vei; Mathilde, Mathilde ... Selv det tarveligste Kvindfolk vil forstaa min Vaande bedre end disse gemene Mandspersoner. -- Naturligvis er hun ikke hjemme, det Asen; netop den Kveld ikke hjemme; jeg vanvittig; ikke Tale om at gaa til det dydige, kjedelige Homansby nu; jeg maa træffe nogen, snakke, vrøvle, vise frem mit blødende Hjerte, om det saa var for ... æsch. -- -- Jeg faar gjøre som jeg pleier: agere Forfatter. Betro mig til Papiret; det er i det mindste rent. Og kanske SIDE: 8 dette en Gang i Verden kunde bli en Roman? Hvem ved. I alle Tilfælde: samle, ordne alle de Notitser og Impressions jeg i det sidste Aars Tid har rablet ned; skrive om hende, alt, alt om hende; dukke under og drukne i disse smaa, rare, deilige, dumme Minder ... Og imidlertid sidder hun her, bag mig, og ser frem over min Skulder; ser forundret paa alle disse rare Ting med sine dunkle, dybe Øine. Aa, jeg føler hende nok; hun er her; især om Aftenen; da hører jeg mangen Gang hendes Aandedræt omkring mig ... Dette-her blir en Maade at sætte mig i Rapport til hende paa, korrespondere med hende ... Herregud, jeg er jo gal! Hvorfor da ikke ligesaa godt være det? Stænge Døren godt! Hver Aften udover skal det være mit Arbeide og mit Selskab; da kan Banditterne være hvor Pokker de vil. Frelst altsaa! -- foreløbig. Aa, disse gamle Notitsbøger med deres halvt ulæselige Blyantskrift, og alle disse løierlige løse Papirer, Konvolutter, Bagsider af Breve, store Folioblade og smaa fine Postark ... paa hvilke jeg i ensomme Stunder har nedrablet Dagens Indtryk, Oplevelser, Indfald, Stemninger! Næsten hver Lap og hver Notits har sin egen bestemte Erindring; den dèr er nedskrevet paa denne eller hin Bule, hvor jeg sad alene og ventede paa det rette Klokkeslet eller ærgrede mig over, at jeg den Aften intet havde at vente paa; den dèr er skreven paa en Sten oppe i Frognerskoven eller paa en Træstamme ude ved Ekeberg, hvor jeg har siddet og forsøgt paa at glemme; den igjen skriver sig fra en ensom Midnatsstund her hjemme paa Hybelen, da jeg ved det sidste Glas og den sidste Cigarette lod den foregaaende Dag passere Revue. Ubestemte sentimentale Stemningsdæmringer stiger fra disse mangehaande Rablerier og hyller mig ind som i en blød, lun Taage -- -- : SIDE: 9 FØRSTE DEL I. -- -- Denne fuldstændige Ro, ja Kulde, naar jeg er sammen med hende, naar hun virkelig er der! Det er besynderligt. Er jeg saa gammel? -- Hun er nemlig vakker. -- Naa, det er vel simpelthen det, at jeg paa nært Hold altfor klart ser hende "som hun er"; der er ikke nogen idealiserende Afstand længer, ikke noget forfalskende Luftlag, som gjør fjerne Høider saa romantiske. Udmærket Ide af mig ældre, trætte Herre at arrangere saadant et aandeligt Ægteskab, saadant et idealt Forhold, hvor der ikke er Spor av dette almindelige, gemene, dette, som ethvert Kvæg kan afstedkomme med en hvilkensomhelst Kvæginde: Erotik! -- Forholdet har en ganske egen Charme. Man føler sig fri; hun har ikke noget "Krav" -- dette væmmelige, plagsomme Krav, som Elskerinden faar paa Elskeren; man gaar og kommer, naar man vil, er som man vil; der kan ikke være Tale om "Bedrag" eller Mistanker, altsaa heller ikke om Scener eller i det hele om noget af alt dette Vrøvl, som der er med en Elskerinde bestandig. Friheden er dog det største Gode. Og samtidig dog noget vist pikant, noget vist usikkert og "lovende" ... Bare det at have ombyttet sine gamle udbrugte Svirebrødre mod en ung, fornuftig Kvinde er en kolossal Profit. Der er ved Kvinden en Stimulans mer, noget eiendommeligt, dette "kvindelige", som har denne egne oplivende Virkning paa en Mand, noget som paa en Gang egger og SIDE: 10 beroliger, vækker en vis behagelig Sentimentalitet og paa samme Tid holder alle ens stoltere Instinkter vaagne. Hun virker kjøligt, næsten strengt; uden at være snerpet har hun i sit Væsen dette fjerne, dette urørlige; hun er rimeligvis ikke videre erotisk. Der er intet av dette klæbrige, klissede, som de fleste Smaapiger har, -- disse som bestandig gaar og venter paa det vidunderlige, og, før man ved Ord af, hænger en om Halsen. Der er noget magert og blegt og næsten kantet ved denne, og om hendes Mund er der et lidet letvakt Træk af noget spotsk, som virker noksaa avvisende. (Hun ler for meget, det er slemt ... Naa, det fuldkomne finder man altsaa ikke.) Hun er i det hele svært sikker paa sig selv, og har en meget bestemt Følelse af sit Værd vistnok. Hun vil ikke være at faa bare ved at strække Haanden ud; det virker jo altsaa svært bra. Jeg, som nu er lidt kjed af bløde, runde Smaapiger og letforstaaeligt Koketteri, føler mig ordentlig tiltrukken af dette lidt engelske, dette lidt guvernanteagtige, som jeg jo egentlig i Bund og Grund ikke liker. -- Derfor kan der da Gudskelov heller ikke bli Tale om nogen egentlig Forelskelse. [Senere Anmærkning: ha, ha.] Men de store, mørke, en Smule brystsyge Øine staar i en besynderlig, eggende Modsætning til hendes øvrige Væsen, sladrer noget om, at der kanske alligevel kunde være en Vulkan gjemt under den Sne, og at hendes "Sikkerhed paa sig selv" overfor en Mand kunde ha andre Grunde. I det hele, ved de Øine er der noget, som gjør usikker. Det er sandsynligt, at hun er, hvad hun synes at være; men det er ikke absolut umuligt, at hun kunde være en af de flinkere Koketter. Nogen Backfisch er hun i ethvert Fald ikke, den gode Dame; dertil har hun en altfor uanfægtet Maade at tale om visse Ting paa, og et ikke ubetydeligt Kjendskab. Utroligt, saa forskjellig hun er fra den lille næsvise Unge som i sin Tid tøflede om med min vrøvlede Ven Aas; hun har gjennemgaaet et og andet i Mellemtiden. Ubehageligt fruentimmerligt virker det, naar hun vil ha mig til at tro at hun ikke har havt nogen Kjærlighedsaffære; -- det siger de alle. Jeg er sikker paa, at om man SIDE: 11 giftede sig med en Enke som havde syv Børn, og man paa Brudenatten spurgte hende, om hun havde havt nogen saadan Historie før, -- hun vilde uvilkaarlig udbryde: nei men jeg forsikrer dig! hvor kan du nu tænke sligt da?! Naa, hvordan det end forholder sig -- for mig er Sagen grei. Jeg har intet overtaget og vil intet overtage. Det er Kammeratskab paa greit Fundament. Efterhvert som jeg faar lyttet hende ud, kan jeg tænke nærmere over Sagen; finder man, at det lønner sig, kan man jo muligens gaa videre; i modsat Fald vil det hele opløse sig av sig selv. Foreløbig er jeg lykkelig ved at have faaet noget, som til en vis Grad optager mig; at "leve" vil jo sige: at være optaget. -- -- II. "Og dette Liv har De virkelig altsaa holdt ud? Aar ud -- Aar ind ... ikke en eneste Historie som virkelig har optaget Dem?" "Ja, jeg har altsaa holdt det ud." "Utroligt." "Men sandt." Pause. Saa ler hun og siger: "Da jeg var liden, troede jeg naturligvis at mit Liv skulde bli en interessant Roman. Med Prinser og Grever og alt muligt ... Og saa er det altsaa bare blit dette elendige Vrøvl, som der ikke er Spor av Sammenhæng i. Ikke Mening eller Interesse for en Halvskilling. Og saadan skal det holde paa. (Jeg: Hm -- ?) Jo, det blir ikke andet; bare værre og værre naturligvis, jo ældre jeg blir. Saa prøver jeg da at indbilde mig, at dette saakaldte Liv her, det er bare den første Del af denne Romanen; og i første Del, véd De jo, gaar det ofte noksaa vrøvlet til; man begriber ikke nogen Ting; det ene ser bare dummere ud end det andet; men først naar man kommer ud i de andre Dele, da begynder man at forstaa; og tilsidst, naar man er færdig med alle Delene, blir der Sammenhæng i det hele. Saadan tænker jeg mig, at vi SIDE: 12 skal leve mange Liv, drage fra den ene Klode til den anden (ja, De har vel læst Flammarion?); og paa den Maade skulde mit Liv altsaa alligevel bli en interessant Roman, -- skjønner De." "Jeg vil dertil bemærke, at jeg for mit eget Vedkommende vistnok vil faa mer end nok med første Del av Romanen." "Ja, men jeg tror paa Flammarion! jeg vil tro paa ham!" "Klem paa. Det er Troen som gjør salig." "Uf, saa kjedelig som De er. Tror virkelig ikke De paa Flammarion? -- Aa kjære Dem, sig at De tror; sig at De tror, De ogsaa." "Neigu om jeg gjør!" "Uf, saa vrang som De er." "Men det kan da ikke hindre Dem i at tro?" "Jo; for jeg tror nemlig ikke noget videre paa ham, jeg heller." (Latter.) (Ved Wergelandsstøtten). Hun: Er det ikke det største paa Jorden mon -- : at være Digter? Jeg: Aa -- . Hvad har han der opnaaet, f. Ex.? Hvem læser ham? -- Et Par Literaturkjendere. -- Hvad har han gjennemført? Han har indført Jøder her i Landet; det er vel saa omtrentlig det eneste. Hans øvrige Ideer blev oversvømmede og druknede af Romantik og Præsteri; det er ikke Henrik Wergeland, men Hans Hauge, som har skabt det norske nittende Aarhundrede. -- Aa nei; det nytter ikke stort. Man maa skrive med Tollekniven ... Og ikke bruge Blæk, men Blod ... hvis man vil gjøre Indtryk paa disse Ulddotterne som Folk gaar om med i sine Hovedskaller istedetfor Hjerne. Hun (opskrigende): Er det muligt? Har De virkelig været i Paris! Aa fortæl, fortæl ... Aa De lykkelige Menneske som virkelig har været i Paris. SIDE: 13 Jeg: Fortælle om Paris? -- tja. Der er en Masse Gader; og nogle af dem er meget lange. Nogle er ogsaa meget brede med Alléer paa Siderne; de kaldes Boulevarder. Hun: Ja, og saa er der jo en saadan Mængde store, straalende Butiker med Silke og Guld og Diamanter ... virkelige, ægte Diamanter ... Jeg: Aa ja; meget pent. Og saa har man jo den store Pladsen med Obelisken og de store Stenfigurer; og mange andre store Pladse; og saa Seinen. Hun: Ja, Seinen! Den maa være storartet. Jeg: Mindst fire Gange saa bred som Akerselven, og mindst otte Gange saa skidden. Hun (desillusioneret): Skidden? -- Jeg: Fælt. Ganske gulgrøn. -- Jo, Paris er deiligt. Jeg agter at reise derned flere Gange, især for at se pene Damekostymer. Hun (usikker): Saa? Jeg: Ja. Saadan et rigtig stilfuldt Dametoilette, ser De ... det virker altsaa simpelthen som en musikalsk Komposition; bare Rhytme, Harmoni, gratiøs Bevægelse; det tar mig om Hjertet, rent ud sagt, akkurat som saadan en vellystig, gratiøs, hendaarende Akkord ... varm og blødagtig og fin og delikat og ... Fanden, jeg finder ikke Ordene. Men det er vakkert altsaa. -- Naa, en stilfuld Herredragt kan Gudbevars ogsaa lade sig se; men Herredragter er og blir nu egentlig poesiløse; Kvindelegemet med dets bløde Bølger og musikalske Rundinger er jo ogsaa et ganske anderledes taknemligt Emne til at komponere over end den strengtlinjede, arkitektoniske, alvorlige Mandskrop. Pause. Jeg (fortsættende): Men det er fælt at komme hjem igjen. Hun (lidt surt): Ja, vi her hjemme kan jo ikke klæde os. Jeg: Nei, -- med al Agtelse forresten! -- Det kan Damerne her ikke. Da er det allerede meget bedre hjemme i Bergen ... ja, De ved vel ikke at jeg er fra SIDE: 14 Bergen; jeg taler jo rent Kristiania nu ... Ja, ja; hæderlige Undtagelser, Gudbevars! men i Almindelighed ser man ikke andet her end ukyndige Sydamers Mishandling af alt hvad der heder Rhytme og Form. Jeg tror det er derfor, jeg aldrig kan bli ordentlig forelsket her i Landet. Hun: Nei, naar De bare ser paa Klæderne -- Jeg: Bare Klæderne -- Gudbevars vel. -- Reis til Paris, Frøken, og prøv saa, naar De kommer igjen, at sige i den Tone der: "bare Klæderne!" Hun: Nei; jeg mente ikke netop ... Jeg: Vi er i det hele nogen modbydelige Barbarer. Yankee'er er vi. Det eneste som er igjen af gammelt Skjønhedsliv, det eneste vi her oppe mellem Isbjergene i det hele taget har havt af festligt eller fint, det er jo denne Smule Kvindeskjønhed ... Nu skal den ogsaa afskaffes, naturligvis. Klædes væk i Vadmel og Begsømsko og Reformkjoler; saa stygt som muligt; det er praktisk og sundt, det, siger de emanciperte, -og moralsk, siger Lægprædikanterne; for da forføres ikke Mandfolkene til syndige Tanker, og da blir der jo ikke syndet i det hele taget. Æsch, fy Fanden! -- denne evige Borgerlighed. Snart skal naturligvis Damerne klippe av sig Haaret ogsaa, for Nyttighedens Skyld, og fordi langt, vakkert Haar er saa farlig romantisk; og en Dag blir det Kvinderne forbudt at gaa med Handsker, eftersom pene, hvide Hænder ogsaa kan gjøre en Mand ør i Hovedet; tilsidst vil alle Parfumer bli forbudt; -- er det ikke meget dydigere og naturligere at lugte af Sved end at dufte af Violer? Hun (ler lidt generet): Uf, De kunde nu gjerne ... Jeg: Ja, ja, undskyld. Naa. Hvad var det jeg skulde fortælle? Hun: De sa, det var saa fælt at komme hjem. Jeg: Javel. Ja, man stirrer med Gru ind i de tomme, tause Gader med deres kulturhistoriske Brolægning og alle disse naturalistiske Hauger af Hestemøk -- undsyld altsaa! -- Og Medborgerne da? Disse langskanklede knoklede Fyrene, som kommer dinglendes og slængendes med blankslidte Buxer og halvrene Kraver og brede, skakke Ansigter som der aldrig har været Glæde i -- SIDE: 15 huff! -- og saa sent og bedrøvelig som de drar sig i Vei med krogede Knæer og lange, vassende Skridt; der er sgu ingen Moro at vente, hvor de skal hen; det ser man udenpaa dem. Saa kommer man længer op i Karl Johan Og træffer Løverne; ja, ja, Herregud! -- (Skuldertræk). Smaaby! Smaaby! halvslurvede Dragter og Skjæggestubber fra igaar; der er ingen streng Skjønhed som venter paa de Fyrene! Sommetider faar man et Indtryk af, at de akkurat saavidt har gidet vaske sig. Hvad Pokker skulde man ogsaa vaske sig for i denne By! -- Kun nu og da træffer man en korrekt Herre med Cylinder og Handsker og Fordring paa Stil i sin Apparition; men ... de er saa faa. Jeg sad hele Tiden i min Droske med den lægpræstagtige Vognmand paa Bukken og sa til mig selv: næste Gang gaar du iland i Arendal eller Larvik, saa du ikke kommer saa rent uforberedt hjem til denne elskede Hovedstad. Hun: Jeg har hørt andre sige, at det netop skal være saa deiligt at komme hjem til Norge. Jeg: Til Norge ja! -- det er noget andet. Men vor Hovedstad, stakkar ... naa ja; al Respekt; al Respekt -- -- -- III. At hun kunde gaa med paa denne Spas? Hvem er hun egentlig? Hvad tænker hun, hvad mener hun? -- Det skulde bare mangle, at hun er forelsket. Men nei; da havde hun naturligvis ikke gaaet med. "Kvinden handler bestandig antilogisk." -- Og dog; af og til faar jeg saadan en Følelse. Og da jeg altsaa er en skikkelig Fyr som ikke er Spor af grusom, vilde det der virkelig gjøre meg ondt [Senere Anm.: ha, ha]; følgelig begynder jeg at bagtale mig selv, -- hvilket jeg altsaa kan gjøre uden at støde an mod Sandheden. Jeg er gammel, siger jeg. Gammel fra Fødselen, d. v. s. en umulig Blanding af gammelt og ungt. Det er vel Arv; alt skal være Arv nu, jo. Min Far var en gammel udlevet SIDE: 16 Levemand af en Kaptein paa Pension; dette Vrag falder saa tilsidst i Armene paa sin lille trivelige 30-Aars Vossepige af en Husholderske ... "Giftede han sig med hende?" afbryder hun interesseret. "Nei; saa megen Smag havde han da; imidlertid ... Følgen af dette Fald blev jeg. Gammelt, træt, tyndt Blod altsaa, blandet med ungt, tykt Bondeblod -- det kunde der ikke komme noget helt ud af, naturligvis. Jeg tror f. Ex. aldrig egentlig jeg har elsket; aldrig helt altsaa; det skulde da være den Gang, da jeg i 16 -- 17-Aarene forléb mig i Naboens Stuepige; bestandig bare halvt, halvt tiltrukken, halvt kold, kjærlighedsblind paa det ene Øie og fuldt vaagen paa det andet; derfor ender det naturligvis med, at jeg blir, hvad jeg sidst af alt vilde være, nemlig Pebersvend." "Hvorfor vil De ikke være det? -- For Dere Mandfolk er det jo ikke saa farligt; det er bare vi Pebermøer som blir gjort Nar af." "Jeg ved ikke rigtig. Det er vel Barndomsminder fra dette saakaldte Hjem ... denne egne, ubehagelige Mangel paa Orden i Affærerne ... det er vel den, som har givet mig Afsmag for alt saadant uregelret og u-; ja, jeg synes, det er smagløst altsaa." -- -- "Men hvis Deres Far holdt af den Vossepigen ..." "Gudbevars! Jeg bebreider ham intet; jeg siger bare, at sligtnoget er smagløst; for det er det altsaa." Pause. "Derfor," tilføiede jeg, "giftede jeg mig altsaa heller ikke med den Stuepigen, Gudskelov; det duer ikke sligt, Man skal gifte sig standsmæssigt; lige Børn, véd De ... Og saa bygge sig et Hjem som er tilstrækkelig lukket for Publikum. Man skal være comme il faut i de Ting. Alt andet ... har en vond Eftersmag." -- Pause. "Man skulde ikke lade saa haant om det som "tar sig ud". Ens første moralske Pligt er da for Pokker til syvende og sidst den: ikke at ækle sine Medmennesker SIDE: 17 med skidne Manchetter. Jeg undres ofte paa, hvad der har mest Værd: en elegant Damefod eller en alvorlig Livsanskuelse!" Hun ler; jeg blir ivrig. "Ja, vi kan nu bære os som vi vil; vi kommer ikke længer end til Erscheinung'en. Altsaa er den skjønne Erscheinung det høieste som gives -- for os nemlig -- ; det er den, som er "Ideens Realisation" altsaa, og "Livsgaadens Løsning". En skjøn Kvinde, hvis Blik er som Natten, hvis Aande er Ungdom, hvis Gang er Musik ..." "Ogsaavidere, ogsaavidere!" -- "Ja ... vi kan rode efter Sandheden i alle Tilværelsens Kjældere og Kroger; men i hende er "Livets Mening" aabenbaret ..." "Det klinger smukt ..." "Tak; jeg kjender Fortsættelsen. Men det er ikke Vrøvl altsaa!" -- -- Hvorfor hun skulde blive forelsket i mig, -- saadan en ældre Herre paa Retour? Det staar i alle Komedier. Kvindens medfødte Hang til at redde og reparere ... egentlig er det svært hæderligt altsaa; rørende. Men det er dumt. Det er daarlig Økonomi at reparere paa det, som er i Forfald; lad det forfalde i Guds Navn! Jo før jo bedre. Det er Decadence hos Kvinden, naar hun forliber sig i saadant noget Skrab; hendes Pligt overfor Slægten er: at udvælge de bedste,de unge, de sunde, de bedst anlagte til Fædre for sine Børn. -- Hun har saa travlt med at faa sagt mig, at dette -- dette Driveri med mig altsaa -- er "det eneste, hun har", "det eneste, som er morsomt" ... Men saa er det det igjen: hvis hun var forelsket, saa vilde hun altsaa ikke sige saant. -- Sludder. Gamle, indbildske Fyr. Lad staa til. Paa den Kant er der sgu ingen Fare. Det er bare dumt, at hun er istand til at komme i Folkemunde. D. v. s. det dumme er, at det altsaa vilde være saa rent uden Grund ... [Senere Anm.: aha.] SIDE: 18 Egentlig er det for latterligt at gaa saadan og være "Kammerat" med en ung, vakker Pige; Manden i mig skammer sig lidt. Man kunde bruge Tiden bedre. [Aha!] Tænke sig: ikke gjøre saa meget som et Forsøg engang paa at hidføre dette intimere Forhold som er det eneste mulige og naturlige mellem Kvinde og Mand! Ikke engang ville egentlig! Det er latterligt; det er uanstændigt. Hun maa jo simpelthen foragte mig. Og imidlertid gaar jeg og gjælder for en Allerhelvedes Fyr, og hun muligens snart for -- noget andet. Det gaar ikke. Enten frem eller tilbage; dette her er Idioti. -- Det ene vil jeg altsaa ikke; kan jeg ikke, selv om jeg ellers vilde ind i alt det der, -- hun er ikke slig; hun har denne absolute kammeratslige Tillid, som afvæbner. Altsaa det andet: slutte. Egentlig begynder hun ogsaa at optage mig lidt mer end sundt kan være for en velagtet Ungkarl og Departementsmand; det duer ikke; det er meningsløst. Ende paa det Kapitel! IV. (p. t. Bergen 20de Juli.) Der blev altsaa naturligvis ingen Ende paa Kapitlet. Jeg skulde bære mig hensynsfuldt ad, ikke bryde overtvert; trække mig ganske langsomt og elegant og upaafaldende ud af Historien; og saa gik det derefter. Hvorpaa jeg benyttede "Ferien" som Paaskud og fordampede. Nu gaar jeg her og er ikke i Bergen. Jeg saa efter adskillige lange Aars Forløb de gamle Tomter igjen uden synderlig Rørelse. Bare med en vis ligegyldig Forundring: var her virkelig saa smaat? Og det blev mig pludselig klart, at jeg ikke vidste hvad jeg skulde foretage mig i en By, hvor ikke Frøken Holmsen gaar Aftenturer. -- -- Forelsket?! For 199de Gang? Aa nei; saa vel er det ikke, hadde jeg nær sagt. Kun lidt sentimental. Min "Forelskelse" er bare denne Følelse af Ubehag, naar hun er borte. Var hun her, vilde jeg give hende Pokker ... d. v. s. med Forbehold. -- SIDE: 19 Og saa gaar jeg da her og svæver om paa disse merbemeldte gamle Tomter og ser ingenting. Føler ingenting heller. Bare saadan en vis Uro og Tomhed inde i Brystet -- : om der muligens nogensinde vil bli Ende paa disse tre Uger? -- I Betragtning af, at Døgnet er 24 Timer, 3 Minutter og 56,56 Sekunder(?), er der sgu lidet Haab. For at drive Tiden spadserer og seiler jeg; agter ogsaa at gjøre en Hardangertur. "Folk" er paa Landet omtrent allesammen; og hvad Familjen angaar, saa er jeg altsaa Gudskelov den forlorne; har forresten ingen Familje. Det er altsaa ikke for "hendes" Skyld, jeg vil til Kristiania; hende skal jeg nemlig nu definitivt "vænnes av fra" -- ved Gud! Men jeg savner Byen alligevel -- Lokaliteterne. Jeg savner Grand og Gravesen og i det hele de Tilløb til europæisk Byliv, som der findes (her er absolut ingenting); jeg savner sogar Georg Jonathan og hans Burgundervin ... skulde med en vis Fornøielse tage hans Samfundsomvæltninger med paa Kjøbet. Jeg kjeder mig -- det er Ordet. Kjeder mig, kjeder mig! I Kristiania kommer jeg ogsaa til at kjede mig; men alligevel, alligevel -- . -- Det latterlige er, at jeg af og til griber mig i at være jaloux. Nu har hun naturligvis faaet fat paa nogen anden derinde. Hun er i den Alder, da Pigerne pleier at ville til Sagen. Desuden altsaa -- : dette næsten altfor søde Ansigt med de næsten altfor tumultuariske Krøller og de næsten altfor sugende Øine ... jeg ser ham! Næste Gang jeg møder hende gaar hun ved hans Arm og beundrer hans Visdom. Hvad kommer det mig ved? -- Men, imidlertid, det ærgrer mig altsaa. -- -- Ja, ja; det er ikke bare Moro. Der skal altsaa hun gaa hen og bli lykkelig, seile i Havn med en eller anden og leve sine Dage i Ro, mens jeg skal gaa efter alene og drive i denne Isørken, fryse og forkomme og tilsidst dø ensom i en eller anden Grøft, mens Kraaker og anden svart Fugl sidder rundt omkring og hvæsser Næbbene. SIDE: 20 Besynderligt. Seile og seile og hele Tiden vide med Bestemthed, at man ikke naar Havn, men at man bare en eller anden Nat skal springe læk og gaa tilbunds, -- tilbunds med hele Historien. Herregud, naar det altsaa bare er tilbunds man skal alligevel, hvorfor ligger man da egentlig og plager sig med denne Seiladsen? -- Huf, varmt idag. Hjernen blir blød og forfalder til Banaliteter. Ud og tage et Bad. -- -- -- -- Om jeg virkelig kunde lade være at søge hende, hvis hun var saa nær, at ... Sniksnak. Der er, Gud bedre det, ingen Mulighed for at komme i Fristelse. -- (Alligevel gaar jeg ingen Aften tilsengs, uden at jeg -- i mindst to Timer -- drømmer om igjen og om igjen den latterlige Drøm, at hun i sin vanvittige Kjærlighed er reist efter mig, har spurgt mig op og nu pludselig staar udenfor Vinduet ... Gud trøste dig, gamle Kavallér.) Denne Frk. Berner, som jeg af og til træffer, er fornuftigere end hun ser ud til. Hendes jevne Korrekthed og hendes feilfrie Hverdagslighed har i saa Henseende narret mig; i denne lange Geniperiode har vi jo faaet i os den Ide, at der ikke kan være noget ved et Menneske, som ikke har saa og saa mange Mangler i sin Opdragelse. Jeg fik hende til Borddame iaften oppe hos en Bekjendt -- en Aandsbroder og Medkollega i Aviskritik og hemmelige Digtersynder. Hvorda: Frk. Berner aabenbarende en ikke sædvanlig Intelligens i gastronomisk Henseende. Vi talte i tre Kvarter om Mad paa en virkelig europæisk Maade. Diverse Ragouts; Østers i den og den Form; Hummer; en ny engelsk Sauce etc. etc.; hvilke Emner Frk. Berner behandlede med udmærket Forstaaelse. Derved vakte hun min Opmærksomhed -- Kvinder har jo i Regelen ingen Sans for Mad -- ; og saa begyndte jeg at tale til hende om Kjærlighed. Frk. Berner bestod SIDE: 21 Prøven til "Ei ubekvem"; hun plaiderede Sagen Fornuftægteskab kontra Inklinationsægteskab paa en virkelig talentfuld Maade, og samtidig saa diskret, uden al Demonstration, uden at fiske efter behagelige Modsigelser. "Et Fornuftparti er jo langt mindre hazardiøst," mente hun. "Kan man ikke komme overens, nu, det er slemt, men egentlig ikke farligt; man kan jo i al Ro blive enig om at leve som andre Bekjendte, der spiser Middag sammen. Imidlertid hænder det, at man faar Sympathi for hinanden, og da blir Ægteskabet en behagelig Overraskelse, medens det i Inklinationstilfælde altfor ofte, tror jeg, blir en ubehagelig en." Jeg svarede, at jeg egentlig ogsaa havde al Respekt for det intelligente Fornuftægteskab, men at jeg dog altid havde anset det som en Fordel, naar Fornufthensyn og Tilbøielighed faldt sammen ... "det er min Tribu til Moralsentimentaliteten altsaa. De synes nærmest at ville give de gamle Ret, som siger, at Stands-, Formues- og Dannelsesforhold i ethvert Fald maa være i Orden, og at Kjærligheden er noget, som "kommer efterhvert"?" "De gamle har altid Ret," smilte Frk. Berner. "Naa; det er vel ikke at stole paa, at Kjærligheden "kommer"; men De mener altsaa, at dannede Mennesker i Nødsfald kan hjælpe sig uden den." "Ja ... det maa de nu alligevel saa ofte." Jeg kunde tilsidst ikke andet end spørge hende, om hun maaske i al Stilhed arbeidede paa en Roman; hun havde Iagttagelser, kunde jeg forstaa; maaske ogsaa Oplevelser (hun er 28), og hendes Tanker var ordnede og gjennemførte. Hun afviste Insinuationen med den stilfærdigste Foragt. "De er forresten en af de faa, som kunde ha Ret til at skrive," komplimenterede jeg; "men jeg skal tilstaa, at min Agtelse for Dem -- forringes ikke ved, at de lader Blækspruteriet være." Hun smilte. Hendes Smil er behageligt, intelligent og stilfærdigt -- "gerauschlos", som en Tysker vilde sige. -- -- Det kunde være en Kone for mig -- ? SIDE: 22 (p. t. Hardanger.) En Smule Romantik gjør dog godt til en Afvexling. Den svaler og hviler. Man blir stille, indadvendt, religiøs. Ens Sjæl blir som den blanke Fjord med det underlige Dobbeltdyb ... tilsyneladende himmelblaat og luftklart og smilende, men i Grunden dunkelt, mørkt, svart, med Korstrold og Nøkker og sunkne Lig; -- i dette sindsforvirrende Dobbeltdyb speiler sig grønne Løvlier og bratte Fjelde i hensunken, fordrømt Taushed. Af og til skjærer en Baad i langsomt Drag den rolige, farlige Flade. Time efter Time kan jeg sidde her oppe i Bakken og se og se og glemme at tænke; og Verden suser bort i Intet og blir til det skjønne tomme Skin som den vel egentlig er. Sent som et Insekt glider en Baad henover Fjorden i det glødende Sollys; og i Baaden sidder et Menneskedyr med Hovedet fuldt af smaa Bekymringer, som han tager for Alvor. Stilhed. Stilhed. Humlesurr; Bækkesus. Lysglimt og Glitter. Takten af langsomme Aaretag. Aartusenders Ro. -- Er det ikke besynderligt, at alt dette-her til syvende og sidst bare er Vandstof og Surstof, Kulstof og Kvælstof, HO2 og HO3 ... En eller anden væmmelig Mr. Smith kom seilende igaar paa egen Yacht med Koner og Børn og stort Kvæg og smaat Kvæg og leiede hele Hotellet. Jeg, som bare er en uselig Nordmand, og som altsaa i den Anledning er bleven behandlet med udsøgt Nonchalance den hele Tid, baade af (den svenske) Hoteleier og af hans norwegische Slavebestand -- den eneste, som er mig rigtig huld, er en liden halvbedærvet Hotelpige fra Bergen ... naa, mig tog man altsaa simpelthen Værelset ifra og bad mig være af den Artighed at dele Værelse med en anden norsk Fyr -- en elendig Kandidatsjæl, tror jeg, fra Kristiania. Det er Turisteriets begyndende Herlighed. -- "Norges Herlighed" paa en ny Manér -- i dette samme "underdeilige Hardanger". SIDE: 23 Kandidaten er en Idiot. Han siger han kan "høre paa min Dialekt", at jeg er Bergenser. -- Naa, det kan være en enkelt Gang, naar jeg blir ivrig kanske. Og jeg blev ivrig. "Ja saadan gaar det!" sa jeg, "Mr. Smith og Bror Lundström -- de kaster os simpelthen ud af vort eget Hus. Gamle Norge blir et Sommersanatorium for engelske Kulhandlere; Bror Lundström og Hr. Schultze-Müller bygger Hotellerne og tar Profiten; "det norske Folk" blir Kellnere og den "norske Kvinde" europæisk Turisthore ... En skikkelig norsk Fyr, som drager ud paa sin Fod for at tilfredsstille sin Sjæls frydfulde Trang at gjæste Norges Dale -- han vil simpelthen ikke mere kunne faa Logi, ialfald ikke uden han kan snakke engelsk. O Norges Herlighed! O Landets Fremskridt under Folkestyrets Velsignelser! -- Der er i hele Landet bare et eneste Væsen, som ikke begriber hvad Vei det gaar, og dette Væsen heder Storthinget. Bondestanden rutscher med svimlende Fart ned ad Hypothekernes Skraaplan; Udlændingen kjøber Stykke for Stykke af Landets Grund, alt hvad der har Værdi -- Gruber, Havne, Tomter, Fossefald; Storthinget sidder og ser paa og glæder sig over, at der "kommer Penge ind" ... om halvhundrede Aar er vor lille Komedie af en norsk Stat ikke andet end en Saga! -- Og saa gaar der nogle Seminarister omkring og deklamerer om "Norges Fremtid"! -- Aa jo! -- Aa jo!" "Ja, ja," siger Kandidaten med den vordende Embedsmands Forbehold, "Turistlivets Udvikling har ganske vist sine Skyggesider. -- Undskyld, men jeg hører paa Dialekten, at De er Bergenser ..." -- -- Jeg reiser med Dampskibet imorgen (Bergen.) Der blev lidt Rangel af det alligevel tilsist ... bare kjedeligt forresten. Idag Katzenjammer over hele Linjen; og jeg vilde være i Hængehumør ... hvis ikke Avisen fortalte mig, at det allerede er August. Det gaar Glædessting gjennem Brystet paa mig ... saa kan jeg reise om et Par Dage -- SIDE: 24 Men ... Ja naturligvis. Naturligvis. Jeg er jo saa omtrent "afvant". Intet Driveri længer; ikke Spor. Jeg vil være den absolute Fornuft simpelthen. Men alligevel -- Altsaa Bare det at reise! -- V. (Xia, 20de (eller rettere 21de) Aug.) Rar Fyr, den Georg Jonathan. Som nu den Ide: at anlægge en Malerisamling! Ja, hvis han havde Sans for Maleri! Men han flotter sig med, at han ikke kan skjelne en Thaulow fra en Werenskiold. "Konstruktionstegning er det eneste jeg bryr mig om, for det kan jeg selv!" -- siger Jonathan. Imidlertid anlægger han altsaa denne Samling. "Den gir Baggrund, Folie, Position," mener han. "En Mand om hvem det er bekjendt, at han eier 50 Malerier, er en Mærkværdighed i dette Land, noget enestaaende, et Exemplum, omtrent som et blegt Ansigt blandt Rødhuderne. Og vil man op i Verden, maa man først og fremst vække Medborgernes Forbauselse. Man maa skaffe sig en Nimbus, forstaar De. De Penge som medgaar til den Humbug vil forrente sig pent." Jeg svarer ham, at en saadan Nimbus snarere vil skræmme Rødhuderne. De vil respektere ham, men sky ham. Han vil bli anset som noget saadant artistisk og litterært og bohêmsk, noget upraktisk noget; hvad Pokker kan den forstaa sig paa Fattigkasseanliggender og Kloakvæsen, som interesserer sig for noget saa transcendentalt som Kunst! Han præsterer sit Skuldertræk. "Det patriotiske ved Sagen vil smage", siger han. "Det patriotiske? -- Naa, naturligvis er det bra, at der er nogen som kaster et Par Hundredekroner i Kunstnerne af og til ..." "Jeg skal sige Dem en Ting," svarer Jonathan alvorligt. "Der vil komme en Tid, da Europa strømmer til Kristiania SIDE: 25 for at se the norwegians, ligesom man nu strømmer til Italien for at se Florentinerne. Det vil Grossisterne tjene Mynt paa, forstaar De; og det vil om nogen Tid gaa op for dem." Jeg trækker paa Skuldrene. -- -- -- -- Han "afslørede" iaften høitidelig -- i Dr. Kvaales, Maleren Blytts samt min ringe Nærværelse -- det sidst indkjøbte Billede ... som jeg næsten skulde tro han har kjøbt af Hensyn til mig. Han véd da vel, at det var hun som var min "forrige"? -- det er ellers ikke noget Portræt; det er et Interiør, og hun er bare Staffage. Hendes Far har malt det; det er fra Tiden før hun blev gift. Det malerisk interessante ved Billedet er den delikate Behandling af Lyset -- eller af Skyggen, om man vil -- ; men det var bare hende jeg saa, min engang saa varmt elskede Eline. Hun staar i Baggrunden og ser ud af Vinduet. Vidunderlig fint afhæver hun sig mod det matte, graahvide -- murgraa-hvide -- Lys der udenfor. Jeg kjendte hende i hver Linje. Det lille karakteristiske Hoved (med det svære, rødligblonde Haar opsat i Nakken) har akkurat den rette gratiøse Heldning og det lille speidende Skraakast halvt opad; den matbrune Nakke med Koralbaandet skinner delikat frem gjennem Halvskyggen; under den rige Haarbølge titter nysgjerrigt et lidet rødmende Øre frem med sin lidt zigeuneragtige Guldstas; over de fine, kjække Skuldre og den fint, men fast modellerede Ryg en rødbrun Damaskes Slobrok; Underpartiet altsaa en Kjende for lavt. Jeg blev ganske vek om Hjerte; men det gik fort over. Hun er et afsluttet Kapitel, desværre Dengang da hun gik hen og giftede sig med denne modbydelige Pukkelryg -- hvad var det nu, vi kaldte ham? Peter Tordenskjold, ja, Vandskabsmaleren -- , var min Forelskelse som strøgen væk. Det var mig dog for ækkelt. Tænke sig hende beflækket af hans Kys -- æsch; mer end nok ... -- -- Rædselsfulde Idiot som jeg var. Hun gjorde vist det der bare for at ærgre mig. Jeg var vel egentlig den udvalgte. Og saa skræmme hende fra sig ved alskens elendig Dumhed og Mangel paa Opdragelse -- ah! -- SIDE: 26 det var hende, jeg skulde havt. Naar jeg den Gang lod Lykken svæve mig forbi ... naa, dermed var vel egentlig min Skjæbne afgjort. Hvad min "nuværende" angaar, er jeg saa temmelig kureret, tror jeg. Bare af og til bryder det op igjen -- som her forleden, da jeg fik høre at en Dame havde været oppe og spurgt efter mig; det kunde jo være hende! -- men, for Pokker, det er jo ikke første Gang jeg svælger ned en Forelskelse. Det virkede kjølende og beroligende paa mig at komme her ind. Jeg har hende jo i Nærheden. -- Nu bare holde tappert ud, saa vil det om et Par Maaneder være over. -- -- En vond Tanke forresten. Det er som om jeg gaar her og dræber noget i mig, noget kjært og værdifuldt, en Livsmulighed; river op Roden til noget vakkert og rigt, som gjerne vilde voxe og sætte Løv, voxe og trives og væve mig ind i et Flor af Blomster, hvide, blegrøde, duftsvangre -- -- -- VI. (30te Sept.) Høsten er min Tid; helst naar den er regnfuld og taaget. Da spadserer jeg i lange Eftermiddage rundt Byen og nyder Markernes Bleghed og det sygeligt henrødmende, hengulnende, hendryppende Løv. Og jeg svømmer i triste Stemninger. Fuglene tier og flygter, og alt søger Hus og Tryghed. Fra de mange smaa Menneskeboliger rundt om paa Høider og Hauger durer en underlig, surrende Tone som Tussemusik; det er Tærskemaskinerne som arbeider; arbeider for Vinteren. Man ved hvad der er i Vente; man forbereder sig med alt, Levnetsmidler, Klæder, Lekture -- som til en lang Beleiring. Paa saadanne Dage kan det passere, at jeg bedriver Vers. Nedenstaaende har Jeppe selv gjort, -- uden at jeg derfor tør garantere Originaliteten: SIDE: 27 Over Verden skygger den store sorte Fane. Døden rider sin lurvede Hest, alt det levendes Bane. Døden rider sin lurvede Krik over blegede Vænger; lavt paa Himmelen hænger Solen med brustent Blik. Alle Blade visner. Alle Spirer falmer. Skogen i Stormen svaier tungt og synger Ligfærdssalmer. Sorte og tause Aaerne gaa mellem gulnede Buske; kan ikke længer huske Sommerens Himmel blaa. Alle Menneskehytter stille til Vintren sig stænger. Bonden bjerger den sidste Potet, kan ikke vente længer. Løvet drysser fra Grenene ned som døende Sommerfugle. Bjørnen søger sin Hule; nu vil han have Fred. Sommertøiet vi slænger; snart kan vi vente Sneen. Ingen Landturer længer! -- Nu gaar vi paa Kafeen. Maa jeg faa se den sidste Avis? Hvad gjør man i Parlamentet? Intet? Det har jeg ventet. Hvad skriver man fra Paris? Man kunde blive bange og tro, at Livet tabte. Men tænk blot paa de mange Frø, som Sommeren skabte. Man bærer Høstens Melankoli, bare ei de blir glemte ... Nu ler de, stille og gjemte: "Vi lever over, vi!" -- SIDE: 28 VII. Jeg begyndte at faa det bedre nu; men det havde Vorherre altsaa opdaget, og følgelig lod han naturligvis denne blege Pige med Haartufserne svinge om Hjørnet af Kirke- og Karl Johansgade akkurat i samme Øieblik, som jeg -- i modsat Retning -- ogsaa skulde passere dette farefulde Hjørne. Hun saa mig ikke, naturligvis; og selv om hun havde set mig? hvad er jeg for hende? En snurrig Pratmager, en underlig Fyr ... Nei da. Men jeg saa hende -- Gud véd hvorledes; for jeg har en meget bestemt Følelse af, at jeg lukkede begge mine Øine fast igjen. Hun var svært bleg. Med saadant et eget opgivet Udtryk i Øinene -- disse store, syge, farlige Øine, disse svømmende, fraværende Øine, som ser saa langelig ud i Verden uden at opdage Vei eller Maal ... stirrer ud i det bundløst sorte. De brune Krøller i den haabløseste Forvirring nedover de snehvide, blaa-aarede Tindinger. Det gav et Stød gjennem hele mit Væsen; ikke et Øiebliks Ro har jeg siden havt. Alt er brudt op igjen; det nager, suger, slider -- som før. Jeg opsøgte Bjølsvik; narrede ham med ud og forsøgte at drikke og være glad; men det er Løgn, det gamle Stev, at "skal man være glad, saa maa man drikke"; Sandheden er, at skal man drikke, saa maa man være glad; og jeg var altsaa ikke glad. Jeg sank hvert Øieblik sammen og sad og stirrede paa hende, som svinger om dette Hjørne der ... Bestandig svinger hun om Hjørnet af Kirke- og Karl Johansgade; bestandig ser jeg dette Skimt af bleg Fortvilelse under en Masse brune Krøller og af to store, syge Øine som stirrer ud i noget bundløst sort. Og hver Gang paany fyldes Brystet af disse vonde uklare Smerter som slider og vrider sig og slynger sig om hverandre og i hverandre som Slanger i en Ormegaard. -- -- [Her følger en Række Forsøg med Pen og Blyant paa at portrætere hende. Intet af dem duer.] SIDE: 29 Jeg har gaaet og smaaranglet i otte Dage. Igaaraftes blev den lidt slem igjen. Nu sidder jeg her, blød paa Hjernen, ganske fordillet. Mine Synder de ere ... Hvad min Kontorchef vil sige? Lige fedt. Mer Øl -- -- -- -- Jeg lægger mig igjen, simpelthen. Mine Synder de ere -- -- -- æsch -- (Samme Dags Aften.) En egen Tilstand den, naar man vaagner efter en vond Rangel -- : denne Forestilling om en meget lang og smidig Kaarde, som synker ganske langsomt ned i mit Bryst, lodret og sikkert, midt gjennem Hjertet. Jeg ser den; jeg føler den paa en Maade, og det gjør saa godt. Svaler, husvaler. En stor, hvid, elegant Haand med Brillantringe som funkler sidder oppe ved Fæstet og fører den, sikkert og støt, langsomt og behageligt; men nogen Arm er der neppe. Denne Forestilling vexler med den anden -- : det er en Art Halshugningsmaskine, formet som en stor Brødkniv; og under denne Kniv -- en meget bred Kniv, blank, tynd, hvislende kold, og saa hvas at den synker gjennem Kjødet af sig selv næsten -- ligger altsaa min Hals; og en Kvinde, en ældre, hyggelig, husmoderlig Kone staar og skjærer denne Hals over, langsomt, betænksomt, som man skjærer en Skive af et Rugbrød. Jeg ligger i en bekvem Stilling -- paa den venstre Side -- og nyder Situationen. Ah! -- deiligt. Iaften har jeg det væsentlig med Hængningsfantasier. Uvilkaarlig, hvert Øieblik, stryger jeg mig med Haanden om Struben, dér altsaa, hvor Strikken skulde ligge; fører derpaa Haanden opad i Retning mod Taget, dér, hvor Strikken skulde være fæstet, og har saa et Øiebliks Forestilling om, at nu dingler jeg, gispende med Tungen ud af Munden. Det beroliger, svaler. Det maatte være deiligt saadan at svæve ovenover det hele, ovenover alle Jordens Slanger og Firfisler; nu naar de mig ikke mer; SIDE: 30 nu er jeg engang for alle færdig med Krybet og med Smudset. -- -- -- -- Det kunde gaa alt, hvis det ikke var denne Skjælvning, denne underlige fordækte Skjælvning, som jeg ikke kan faa Rede paa -- den maa være indvendig; et Slags Vibreren i den indre Muskulatur ... besynderlig, ubehagelig. Jeg blir saa usikker, saa hensvimlende, saa uden Tyngde og Tyngdepunkt ... en liden bitte bævrende Dirren gjennem hele Individet. Sindsforvirrende. Jeg ved jo, hvad det er ... Alkoholismus, for Fanden! -- men det hjælper ikke. -- En mat Kvalmefornemmelse oppe under Brystet. Ingen egentlig Hovedpine, bare en egen, taaget Følelse af Tomhed omkring Hovedet ... der er et Slags Mellemrum mellem mig og Verden, en susende Fjernhed; og Tingene om mig er ikke rigtig Ting; det er Kulisser, det er ... Egentlig er det nogen Narrestreger som staar der og gir sig ud for at være dit eller dat, Sofa, Skab, Stole osv.; men de véd selv godt, at de ikke er det. Det plager mig lidt. Jeg gider ikke se paa den Komedie. -- Men under, underst, nedenunder, bagenfor, i Baggrunden, i det underjordiske af mit Væsen sidder denne blytunge, farlige Angst, et Slags hemmeligt, indestængt Vanvid som svulmer, svulmer og har Lyst til at brøle. Det er den onde Samvittighed, eller et Slags Skræk, en Følelse af forfærdelig Nedværdigelse, og et Slags besynderlig, idiotisk Gru for et eller andet, Gud ved hvad. En umaadelig syg Længsel efter at kaste sig for Fødderne af en eller anden, en Kvinde, en Præst, en Gud, og hyle, græde, bekjende, bli pisket, forbandet, fordømt, og saa tilslut bli taget ind i kjærlige, trygge Arme som et sygt Barn. -- -- Jeg maa være lidt forsigtig; jeg kunde faa Delirium. Men det hjælper mod Forelskelsen. Det fordeler. Elskovssorgerne drukner i dette Hav af anden Slags Kval. Kjærligheden blir fjern, sentimental, begjærløs; man blir saa uværdig; om man kunde faa Lov, -- man vilde ikke røre hende med en Lillefinger. Og man gaar og diller med sin Selvmordsmani og steller med sine Nerver og SIDE: 31 Vrangforestillinger og mumler høit ved sig selv: jeg gamle Svin; aanei, en saadan en skal hun da med Guds Hjælp ikke komme ud for! -- Og føler sig ædel og brav og faar Taarer i Øinene. -- Du, Fanny . . . hvorfor kunde du ikke komme nu, ringe paa Entreen . . . Ikke gjøre dig noget; bare ha det lidt hyggeligt sammen -- -- -- Jeg griber mig i at søge de Spadserveie, hvor hun og jeg gik; drikker med Religiøsitet iskoldt, vondt Øl paa de Landrestaurationer, hvor hun og jeg har været; haaber vel i al Stilhed at træffe hende, skjønt det altsaa er det, jeg paa ingen Maade vil. Og gaar hjem igjen med Halen mellem Benene, naar jeg ikke har truffet hende. Døden er det eneste som er sikkert, siger man. Ja; men den er ikke at stole paa alligevel nemlig. Den kommer nok; men den kommer ikke i rette Tid. Vorherre, som satte os paa Livets Naal forat vi skulde sprælle til hans Ære, tager os ikke gjerne af Naalen igjen, før vi har præsteret alle de Spræl, som er os mulige. Men da begynder vi næsten at befinde os vel paa vor Naalespids; for man vænner sig til alt, ogsaa til at leve. -- Skyde sig? -- Det er saadant et Tiltag. Og saa træffer man sjelden korrekt. Og endvidere er det saa forbandet smagløst. Dr. Kvaale var kanske i Tilfælde Mand for at give mig en Flaske Morfin? -- (Den sidste Skandale.) En ung, vakker Kone har elsket en Sjøkaptein. Altsaa hyler alle Mennesker op -- og hyler med Overbevisning! -- Mændene, fordi de misunder ham, og Kvinderne, fordi de misunder hende. Jeg for min Part misunder ham. -- Forudsat altsaa, at "hun" var den, jeg mener. -- SIDE: 32 Høistærede Gabriel Jeronymus Gram. Hvad er nu egentlig dette for Dumheder? Jeg holdt paa at styrte af Forbauselse, da denne selvsagte Ting gik op for mig -- oppe i Bogstadveien etsteds -- ; og jeg kan simpelthen ikke begribe hvor jeg har været henne. Ja det er altsaa det bekjendte Æsel Moralen, som har været efter mig. Den størst mulige Lykke, den mindst mulige Ulykke . . . disse Talemaader, dem Gud forbande, blander sig uvilkaarlig ind selv i frigjorte Menneskers Ræsonnement. -- Befinde sig vel? Jeg vil heller befinde mig ilde (naar det ikke er Mavepine altsaa). Denne sjælløse slappe Mæthed som man kalder Velbefindende, den kan være for Statsraader og Præster, men den er neigu ikke for Mennesker. Ildebefindende af en eller anden Art, Længsel, Savn, Pine og Plage, -- det er jo netop saadant noget som er Livet. Det anspænder en, udfylder Tiden, holder Sjælemekanismen i Gang, avler Følelser, Viljebevægelser, Tanker, Energi, medens det at være mæt og tilfreds -- ; da er der altsaa simpelthen ikke mere. Og saa disse faa vovede Stunder, da man lever helt! Da alle Livsaander er i Virksomhed, hele ens Væsen i Glød og Sving, hele Sjælen i Skjælvning! -- Det har ingen Lighed med Mæthed, Velbefindende osv.; al virkelig Nydelse er i det mindste halvt Smerte; Smerte der overvindes er jo Nydelsens Definition! -- Slige Stunder opnaar man kun ved Hjælp af et eller andet Incitament: Vin, Kjærlighed, Spil, Begeistring . . . og saa siger Moralisterne: vogt dig! fremfor alt ingen Rus! imorgen kommer Katzenjammeren! -- Selve den blotte Katzenjammer vilde jeg foretrække for deres mætte Kjedsomhed, -- end sige da, naar jeg faar Livets store Stunder paa Kjøbet! -- -- -- Og alligevel gaar jeg altsaa her og flyr og skyr dette Incitament som endnu kunde sætte mig en Smule i Svingning . . . af Frygt for den Lidelse der vil følge, af Frygt for en Smule ulykkelig Kjærlighed! Gabriel, Gabriel, jeg kjender dig ikke mere. Jeg vil træffe hende igjen, jeg vil omgaaes hende -- for at blive "ulykkelig forelsket" simpelthen. SIDE: 33 VIII. Gamle Mand. Du kan ikke elske. Gaa hjem og læg dig i Asken ligesom Job og skrab dig med Potteskaar Hun interesserer mig væsentlig som Problem. Jeg liker at arbeide med det; føler en Trang til at løse det. Men det er jo ikke saadan, en Mand skal interessere sig for en Kvinde. Ja, ja -- og saa denne lille bløde Sentimentalitet, naar hun er borte igjen. En vis Længsel. I visse Stemninger kan denne Længsel bli smertelig. Men Lidenskab existerer ikke. Amor, Amor, jeg ofrer dig en Hekatombe, hvis du vil gjøre mig blind . . . En vis Tilfredshed er over mig. Det plagsomme Savn er forsvundet; mit Sind er i Ro. Det er ikke sundt at holde sig paa Afstand. Fantasi og Følelse egger hinanden gjensidig, indtil man har digtet vedkommende Pigebarn om til "Kvinden", til Madonna i Skyerne, til Eva mellem Roser; saa fyres der under med vovede Drømme, indtil man gaar om som den hellige Antonius, der kunde ha giftet sig med en Torvekone, om han havde truffet hende. -- Kl. 11 Aften. En behagelig Følelse af at være comme il faut. Alt i Orden. Spiste en fornuftig Aften med hende; talte aandrigt og fornuftigt og overlegent, med en smigrende Fornemmelse af at være paaskjønnet. Først da er en Mand helt fornøiet med sig selv, naar han føler sig beundret af en Kvinde. Meget rart og antediluvialt finder jeg her igjen -- mange af mine egne tidligere Standpunkter og Perioder; saaledes er hun bl. a. naturligvis fædrelandsk. Elsker Norge osv. "Og det vil jeg haabe, De ogsaa gjør?" -- "Aa ja; Norge er sgu ikke værst efter Omstændighederne." -- "Isch!!" -- -- SIDE: 34 Ja, ja; vi er flinke, vi Menneskebørn. Vore Nødvendigheder og Indskrænketheder digter vi om til Dyder og er kry af dem. Som vi omgjør vor Slægtopholdelsesdrift til "Kjærlighed", saaledes blir den brutale Omstændighed, at vi er Vanedyr og legemlig-aandeligt bundne til et bestemt Milieu, omfantaseret til en poetisk Illusion som "Fædrelandskjærlighed". Komisk Idé: elske et Stykke Geografi! "Elske" 5800 Kvadratmile! Jeg tror virkelig hun lider ved dette, at jeg er saa koldsindig overfor de bemeldte Kvadratmile; ialfald kommer hun jevnlig tilbage til Emnet og gir mig af og til ganske ordentlig ind. Jeg værger mig. "Ja, men Patriotisme er jo altsaa egentlig ikke andet end potenseret Egenkjærlighed. Man er sig selv saa dyrebar, at man sætter Pris paa alt, hvad der endog blot paa en eller anden Vis kommer i Berørelse med en, om det saa bare er de Lokaliteter, hvor man opholder sig, eller selv de Lokaliteter som med disse staar i en eller anden retslig eller administrativ Forbindelse. Imidlertid, enfin! -- derfor kan jo Patriotismen være berettiget." "Berettiget! -- Saadant et ækelt, slapt Ord." "Hvad skal jeg gjøre, kjære! Hvor skulde jeg ta Fædrelandskjærlighed fra? Jeg er af en gammel Embedsmandsfamilje; tilhører altsaa denne hjemløse Horde af Nomader, som snylter om paa det store Folkelegeme, flytter fra Sted til Sted, fra Embede til Embede, som Finner paa Fjeldet fra Beite til Beite. Hos saadan en Race kan ingen Fædrelandsfølelse udvikle sig. Patriotismen tilhører det fastboende Standpunkt. Den udvikles sammen med Agerbrug og Bygningskunst. For Jorddyrkeren har virkelig det i Brug tagne Stykke Jord Betydning, og da snart ogsaa det hele tilhørende Territorium; men for Nomaderne gjælder ubetinget den gamle Sats: ubi bene, ibi patria, man har sii Fædreland der, hvor man tjener bedst." SIDE: 35 "De kunde altsaa uden videre gaa hen og gjøre Svenske af Dem, hvis De bare fik Dem betalt . . ." "Naa, en vellønnet Post i det svenske Udenrigsministerium f. Ex. -- hvorfor ikke?" "Ja blir her Krig engang, saa skal De være den første jeg skyder!" -- Hun smiler med flammende Øine og er henrivende smuk. Jeg løfter paa Hatten og bukker. Naturligvis er hun Demokrat. Hun taler med et saa indædt Raseri om "de smaa Tyve som hænges, medens de store faar gaa", -- som om det skulde hjælpe. Jeg gaar omkring som professionel Dæmper og Brandslukker; hvert Øieblik irriterer hun mig med sine Overdrivelser og sin i den naiveste Uvidenhed begrundede Uretfærdighed. -- "Naa ja, naturligvis hænger man de smaa Tyve," siger jeg, "ligesom man f. Ex. knækker Utøi; derimod de som stjæler i stort, dem faar man uvilkaarlig en vis Agtelse for, som overhoved for alt hvad der har Dimensioner. De er Mestere i sit Fag, Kunstnere, og for Kunsten, for Mesterskabet har Mennesket Respekt, og bør ha Respekt, selv hvor der bare er Tale om en Kunst som den at stjæle. Vi ækles ved en elendig Nasker og Lommetyv, som gjør sig til Hund for en Krones Skyld og ovenikjøbet lader sig fakke og afstraffe; men vi interesserer os for Ola Høiland og Gjest Baardsen og tager Hatten af for Rotschild og Vanderbilt." Hun blir sint og protesterer med overflødig Energi; forstaar ikke den Blanding af træt Alvor og Galgenhumor, der uvilkaarlig blir Tonen hos den som har gjennemgaaet Resignationen; hun tager alt med høitideligt Alvor, som Koen tager den grønne Dør, eller som en Gymnasiast tager "Republiken". -- Vi kom idag ud for en Fattigkone, der sad bleg og blaa paa en Trap med et forfrossent Spædbarn paa Armen. Fanny rev nervøst op sin Portemonnæ, gav Kjærringen noget og skyndte sig videre; da hun om lidt begyndte at SIDE: 36 tale igjen, var Stemmen næsten kvalt av Graad. Jeg blev lidt flau med det samme; min Tanke ved Synet af Kjærringen havde naturligvis været den: "aha, en Industriridderske ... Har kjøbt eller stjaalet et Fattigbarn, som hun bruger til Agn ... hvor Fanden er Politiet?" -- -- og saa gaar dette naive Pigebarn hen og brister i Graad og gir Fruentimmeret sin sidste Øre. Det er jo egentlig noblere. Men hun jog straks min Rørelse med Flugt. -- -- "Og der indenfor," sa hun, "sidder den rige Fru Hartmann, som gir ud til Sminke og Pudder og Parfume saa meget som saadant et ulykkeligt Menneske kunde leve for og opdrage sit Barn for, og ... De skulde hænges!" Det sidste Ord hvæsedes frem; det var Underklassens Hvæsen, hadfyldt, forstaaelsesløs. Sligt gjør et forfærdelig halvdannet Indtryk. Jeg overvandt min Ærgrelse og sa: "Det slemme er at de har Ret og Uret begge to, baade Fru Hartmann og Tiggerkjærringen. Det er muligt, at de begge principaliter burde hænges; det vilde de i ethvert Fald begge to ha bedst af. Men subsidialiter faar det altsaa ogsaa gaa an at de begge to gaar løse. Jeg har ogsaa lidt meget af Medfølelse med de sultne; men efterhvert kommer man under Veir med, at det ikke er dem, som har det værst." "Hvem er det da som har det værst?" spurgte hun bittert. "De som har det bedst," svarede jeg. "De har nemlig de færreste Illusioner." "Pøh," tror jeg jeg hørte. Jeg fortsatte. "Ethvert Menneske taaler et vist Kvantum Lidelse; overskrides dette Kvantum, saa gaar altsaa Vedkommende i Akerselven. Det koster ikke noget; did ned er Adgangen fri. Altsaa kan man gaa ud fra, at saalænge Individet ikke gaar i Akerselven, saa længe gaar dets Lidelser ikke ud over Grænsen af det udholdelige. (Et tvivlende "Hm?" hørtes). -- Jo; den Slutning er temmelig sikker. Men nu gaar altsaa forholdsvis faa af de sultne SIDE: 37 i Akerselven. Deraf slutter jeg, at der er Lidelser som er værre end Sult, mere uudholdelige, mere haabløse. Det er nu engang falskt at maale disse Paria'ers Lidelser med vor Alen. De har det ikke slig som vi vilde ha det under lignende Omstændigheder. Mennesket er et elastisk Væsen; det vænner sig til alt." "Bare ikke til at sulte." "Aa jo; til en vis Grad det ogsaa." "Har De forsøgt det?" "Nei naturligvis." "Naa, saa skal De ikke være saa sikker." "Jeg gaar ud fra min Akerselvstatistik." "De forsultne gaar kanske ikke saa ofte i Akerselven; men det kommer vel af at de dør saa fort alligevel. Jeg har set i en Avis, at der dør tre eller fire Gange saa mange af de fattige pr. Tusind som af de velstaaende." Jeg (med et Skuldertræk): "Dø skal man altsaa alligevel. Der er ikke noget særlig vundet ved at leve." "Ja men da var det bedre at dræbe dem lidt fort, synes jeg." "Tjah!" -- Skuldertræk. Pause. IX. Naar jeg bare kunde begribe -- -- Gifte sig med mig tænker hun altsaa ikke paa; det slutter jeg baade af hendes forskjellige Udtalelser og af hendes Opførsel. Naturligvis, tænkte hun paa sligt, vilde hun være ganske anderledes tilbageholdende; det hører til den simpleste -- den medfødte Kvindetakt. Desuden véd en Dame paa 24 Aar, at en dannet Mand ikke gifter sig med en Kvinde, som ved sin Optræden -- overfor ham selv eller overfor andre -- vækker nogen Art af Tvivl. Altsaa bare "for at fordrive Kjedsomheden"? Give Pokker i sit Rygte, sin Fremtid, alt, hvad der for en Kvinde er vigtigt og helligt ... bare for at fordrive SIDE: 38 nogle Eftermiddages "Kjedsomhed"? Gaar det an at lade som man tror sligtnoget? Eller skulde der alligevel stikke en Forelskelse bag? Det vilde være nydeligt, ja. Forstyrre en Kvindes Hjertefred uden Spor af Hensigt eller Grund; gjøre hende ulykkelig kanske for Levetiden, uden at ville eller kunne give hende nogen Art av Erstatning, ikke saa meget som et Minde at leve paa ... virkelig storartet. -- -- Ha, ha, du gamle Helligmikkel og Dumrian; er du nu der igjen? Hun kan bli "ulykkelig"? Er hun lykkelig nu kanske? Er det bedre at kjede sig ihjel end at sørge sig ihjel? -- Næsten altid er "moralsk" det samme som feig. Jeg "vil ikke gjøre hende ulykkelig", d. v. s.: jeg vét at hun blir ulykkelig i ethvert Fald, men vil bare selv ikke ha noget Ansvar dvs. nogen Ubehageligheder for min Person. Pigebarnet skal gaa tilgrunde; lad hende da heller gaa tilgrunde af Kjedsomhed, -- saa er jeg udenfor! Det kaldes da "at have god Samvittighed". Der er forresten ingen Fare. Hun er ikke erotisk; -- mange af de paafaldende vakre Kvinder har det med det. Derfor blir de ogsaa saa forholdsvis ofte gaaende ugifte. Og derfor heder det ogsaa, at det er de stygge som elskes mest. De har mest Kjøn nemlig. De vakre og kolde blir sjelden forelskede, vækker altsaa sjelden Gjenkjærlighed; gifter de sig, er det i Regelen av Nysgjerrighed, eller for den sociale Stillings Skyld o. s. v. Naar Frøken Holmsen en vakker Dag blir kjed af sin Jomfruelighed, tager hun en eller anden rig Fyr, som kan holde hende med Heste og Diamanter. I det hele taget: Kvinden elsker ikke som vi. Hendes Kjærlighed betyder, at hendes Barn nu engang maa have en Far; det er ikke saa overhændig vigtigt om det blir den ene eller den anden. Faar hun ikke den bedste, saa graater hun og tar den næstbedste. Og blir hun slet ikke gift, saa er det heller ikke saa farligt. De klarer sig sgu godt, disse Pebermøer ogsaa. "Kvindesagen" gaar sogar ud paa at skabe endnu flere Pebermøer; der er for Kvinderne bare ét væsentligt SIDE: 39 Spørgsmaal: Forsørgelsen. Kan de drive det til at forsørge sig selv, gir de Pokker i baade Mand og Ægteskab; det er saa deiligt at være uafhængig af disse væmmelige, indbildske Mandfolk nemlig. Bestandig skal Damerne bruge disse store, vide, almindelige Ord, som er saa unuancerede og saa grove. En Ting er et af to: "nydelig" eller "væmmelig"; overfor et Menneske føler de et af to: "Forelskelse" eller "Kvalme"; overfor almene Spørgsmaal og Forhold er de enten "rasende begeistrede", eller de hader -- med Streg under. Et af to: sort eller hvidt. Den finere Karakteristik interesserer dem ikke. -- Ja men kan dere vente andet, naar vi ingenting har lært?" -- siger Fanny. Besynderligt. Jeg har egentlig næsten været lidt glad i Mathilde; hun var mig saa naiv og barnagtig og deiligt letsindig; nu sidder jeg der og føler mig uvel og tænker paa Fanny. Iaften maatte jeg tilsidst lukke Øinene og forestille mig, at det var hende, jeg holdt i mine Arme ... -- Bestanndig skal da kun det synes os eftertragtelsesværdigt, som vi ikke har. Man skulde gifte sig ung; ellers blir det ikke. Dels blir ens egne Betænkeligheder flere og flere, og dels erfarer man for meget -- gjennem gifte Venner. Store Gud, -- alle disse nødlidende Ægtemænd. De sætter i det længste op en lykkelig Mine og siger: "Gift Dem min Ven; det er det eneste"; men faar man dem paa Tomandshaand ved det tredie Glas (hvis de ellers tør tillade sig et tredie Glas), -- da risikerer man alt muligt. De begynder at tale om "Kvinden". I Almensætninger; i Form av almindelige Theorier. De har hørt andre SIDE: 40 Ægtemænd sige -- ; den og den bekjendte Kvindelæge mener -- ; jeg har læst Dr. N. N.'s berømte Kvindefysiologi, og der staar -- . Og naar Mænd begynder at tale i Almensætninger om "Kvinden", da skal man bruge Ørene; for der stikker næsten altid noget bag. Jeg kjender to Hovedarter af Ægteskabsbegrædelser. Nogle siger: Kvinden er kold. Hun har liden eller ingen Interesse af det der; gjør det kun af Pligt og Føielighed. Og de sænker sine Stemmer til en Hvisken og siger: "De tror ikke, hvor almindeligt det er; mer end én Ægtemand har betroet mig, at han ..." -- Det der har jeg forresten aldrig troet paa. Det vil vel i Regelen ikke sige andet end at vedkommende Dame har giftet sig uden Kjærlighed ... hvilket jo passerer af og til. Naa, det kan være slemt nok alligevel. Men endnu slemmere synes det at være for de Ægtemænd, hvis Koner er forelskede, -- ialfal hvis jeg skal tro Dr. Kvaale. Jeg træffer den Mand af og til hos Jonathan; men han er mig lidt tvær; jeg faar ham ikke rigtig til at oplade sig. Iaften kom vi imidlertid til at sidde sammen i nogen Tid over en Toddy; og jeg purrede ham da saa længe, til han virkelig kom lidt ud. En egen Fyr; Bondestudent, sky, tilbageholdende, med et bredt, uregelmæssigt Ansigt og smaa, rare Øine; egentlig kvik; har tænkt og gjennemgaaet meget -- og "levet" adskilligt vistnok; egentlig en interessant Mand. Han har vovet det Experiment at gifte sig med sin Ungdomsflamme, men saa sent, at baade hun og han var temmelig afflorerede. -- -- -- "De fleste Ægtemænd siger forresten, at Kvinden er kold", eggede jeg. Han trak lidt paa Skuldrene; gneldrede saa i med sin lidt iltre Stemme og sagde: "Det er Mænd, som ikke har Evne til at vække Kvinden, det, Far. Vækkes hun først, saa ... vil der som Regel ikke være Grund til at klage over Kulde." "Saa -- ? Det skulde dog undre mig." SIDE: 41 "Kvinden er Slægtvæsenet par excellence, ved jeg," knurrede han. "Det er ganske naturligt. Monandriet er noget Satanstøi." Jeg disputerede med ham, indtil jeg havde saa temmelig Rede paa hans Situation; og jeg blev tilsidst ganske uhyggelig tilmode. Hun har Ret alligevel, Frk. Berner med sit Fornuftægteskab. Alle mulige fæle Ægteskabshistorier falder mig ind. Idag saa jeg Agent Lunde paa Gaden og kom derved til at tænke paa, hvad han engang fortalte. "Haa ja, De; jagu er det latterligt; Ungdommen tilbringer vi med at søge os en Kvinde, og i Manddommen, da faar vi nok at gjøre med at bli hende kvit igjen. For det sidste er sgu meget vanskeligere end det første." "Naa ... er ikke Loven i Grunden noksaa liberal?" "Loven? Haa -- den er sgu dum nok; og den kommer man altid forbi; nei, det er Fruen, kan De vide." "Naa, hende kunde De da vel gjøre kjed af Dem?" Han lo. "Ja kjed var hun sgu; men skilles -- ho, ho, ho! Naa ja, ser De, saa maatte jeg altsaa forsøge med Skandale. Javel, ja; aabenlyst ja; saa hun fik vide om det." "Naa?" Han lo igjen, med en indvendig, hivende Latter, som virkede ubehagelig nervøst. "Hun tilgav mig!" -- sa han. "Naa, men i Længden -- ." "Jo da, Gang paa Gang. Tudede lidt, ja; afleverede et Krampetilfælde eller to; men naar Anstændigheden var reddet, ser De, -- saa kom hun med Tilgivelsen paa et Præsenterbret -- ho, ho, ho, ho! Og man er jo en dannet Mand; man kunde ikke ligefrem fornærme Damen." "Hm." "En Gang drev jeg det saa vidt, at hun opførte sidste Scene af denne Komedien, De véd -- ; Nora ja. Rømte, SIDE: 42 ser De. "Gudskelov! tænkte jeg og gik i Klubben; der feirede jeg da min Forløsning med en ordentlig en, kan De vide. Men da jeg kom hjem -- oh, ho, ho, ho ... hvem sidder vel i Salonen uden min Kone? -- i fuld Reisedragt og forgrædt og fæl; med sin Fortvivlelse udover alle Stolene -- ho, ho, ho, ho!" "Naa, da kunde De jo simpelthen -- " "Hun afleverede altsaa nok et Krampetilfælde, prima Sort, første Klasse, A 1 med Stjerne. Jeg udholdt det som en Mand, kan De vide; tænkte som saa: det er jo sidste Gang ... Tilsidst skjønte hun, at den Methoden ikke virkede længer, og at der nok var Fare paafærde alligevel; og saa faldt hun mig om Halsen -- ho, ho, ho, -- og tilgav mig. Oh, ho, -- ja; hun var ikke uden Humor." Jeg husker ikke længer alt hvad Fyren havde bedrevet for at sikre sig mod sin Kones Tilgivelse; men jeg husker de melankolske Slutningsbemerkninger. "Haa ja, ja. Jeg var egentlig en god Sjæl i min Tid, jeg; godt Humør, snil Fyr ... Men i Løbet af de sex Aar var jeg altsaa blit en saadan en ... Gorilla. Gorilla, ja. Ja, hvad Fanden skal man gjøre? -- Aa nei; har man engang paadraget sig en Kvinde, saa er der ikke mer end en Medicin mod den Krankheden: en fælt lang Taalmodighed, ser De. Eller hvis man ikke fører den Vare -- saa et godt, stærkt Hampereb, ja. Haa ja, ja, san. Det er ikke for Moro Skyld vi er i Verden, kan De vide! Men jeg for min Part, ser De, jeg slog mig vrang og tænkte: det skulde da være Fanden, om jeg ikke skulde kunne klare dig, Mor mi! -- Og saa klarede jeg hende da paa den Vis." -- -- Det værste er, at Fyren gaar og holder af sin Kone den Dag idag ... En underlig Tanke forfølger mig. Denne Agent Lunde er jo nøiagtigt en anden Udgave av Fannys Far (hun fortæller om sine Forældre, naar jeg ber hende fortælle om sig selv; lidt mystisk). -- Sæt at jeg giftede mig med SIDE: 43 Fanny (som rimeligvis om nogen Tid vilde bli sin Mor om igjen); saa vilde efter al Sandsynlighed jeg ogsaa bli saadan en elendig Fyr ... en Herr Holmsen, en Agent Lunde. Jeg ser mig i den Rolle, vabbende øltung og cognaksved fra Sjap til Sjap og filosofere om "Kvinden". Men for Fanden, jeg vil jo ikke gifte mig med hende; hvad er det for noget Vrøvl? -- Jeg vil altsaa naturligvis netop ikke gifte mig med Frk. Holmsen! X. Noget af det snurrigste som hender er, naar to forhenværende Svirebrødre og Helvedesbrande træffer hinanden igjen efter mange Aars Forløb, og den ene er sin Fortid tro, medens den anden er bleven Sjælesørger. Jeg traf iaften i et Selskab min tidligere "Galeibroder" og "Medforfyldte" Frits, alias "Løitnanten", igjen som den meget velærværdige -- Herr Pastor Løchen. Vi har turet mangen Nat sammen, vi to, "gjennemherjet" mangen en Nat, for at bruge vort Udtryk fra den Tid; Gud ved, om han egentlig husker det. Han var en kjæk, vakker Kar, schneidig og stram, med en lysegul, martialsk Snurbart (deraf Kjælenavnet Løitnanten), flink ved Glasset og glad blandt Smaapigerne. Den bedste Medrangler man kunde ha; sang godt, fortalte godt, sprudlede af Vitser og pikante Historier; lavede ogsaa Viser og Historier selv; desuden var han en flink Studenterkomediant; jeg tror at hans Livs Hovedspørgsmaal var det: om han skulde bli Digter eller Skuespiller. Saa blev der lidt vel megen Jubalon tilslut, og han brød overtvert, blev Alvorsmand og slog sig paa Theologien. Og vi gled fra hinanden og begyndte at tale hver vort Sprog, indtil den ene ikke mere forstod den anden. Snart hilstes vi bare tversover Gaden; hans Omgang blev mer og mer hvidslipset. Og han selv med. Hans Ansigt blev længer og længer og blegere og SIDE: 44 blegere; tilsidst faldt Snurbarten, og cand. theol.'en stod der. Iaften traf jeg ham igjen efter Aars Forløb. Han var ikke til at gjenkjende. Præst fra Top til Taa. Ansigtet saagodtsom helt nyt, med alle de lange geistlige Linjer og alle de brede geistlige Træk; han havde ogsaa en anden Mund, en bred, blidt-alvorlig, gudhengiven Sjælesørgermund; kun oppe ved Øinene var der nogle Spor igjen af den fordums Galeibroder. Det var mig omtrent som at træffe igjen en Mand som har været død og er bleven levende igjen. Han havde vel en lignende Følelse overfor mig; ialfald sa han et Par Gange, ikke uden Vemod: "Det er mærkværdigt, hvor du har forandret dig, Gram." Jeg svarede, med en Ironi, han neppe følte: "Du er ikke ganske den samme du heller, Pastor." -- "Og hvorledes har du det saa egentlig, kjære Ven?" Han gjorde et noksaa velment Forsøg paa at være Medmenneske. "Jo Tak; det gaar. Jeg kjeder mig otte Dage om Ugen og morer mig forresten." "Hm; kjede sig," smilte han og blev Præst igjen. "Aa ja, jeg har nok prøvet det, jeg ogsaa, i fordums Tider." "Bare i fordums?" "Ja; jeg tror, sandt at sige, at det Ord "at kjede sig" ... det findes ikke i den Kristnes Ordbog." Den gamle Rabulist og Aabenmund holdt paa at vaagne i mig; men saa opdagede jeg Vertinden i Nærheden; hun saa lidt bekymret paa os ... og jeg betvang mig. Jeg sagde noget meget høfligt om, at det kanske var med de Kristne som med "os, der har gjennemlevet den store Resignation paa en anden Maade -- : vi véd, at Kjedsomheden hører med, og tager den altsaa, som et Kors, uden synderlig Knur; -- tilsidst som noget, der skal saa være, det normale, det, som ikke mærkes længer ..." Men han mente Nei. Det var ikke Resignation. Tvertimod. Det var Haab, Tro, Livsmod -- Livslyst. "Vi SIDE: 45 har hver Time, hvert Minut optaget -- og optaget med noget, som virkelig er Umagen værd!" -- "Ja, ja, naar man er sikker paa det -- ," svarede jeg og gik over til noget andet. Vi skiltes med "Haabet" om at træffe hinanden igjen. -- Ak, hvad skulde det være godt for? Han er ganske sikkert lykkeligere end jeg. Men jeg er ikke paa nogen Maade istand til at misunde ham. Det er til syvende og sidst ikke Lykken, vi søger; det er noget andet, noget høiere ... XI. "De er vist lidt træt iaften, Frøken?" "Jeg? -- Aa ... aa nei. Ikke noget særligt." "Hvordan har De det egentlig om Dagene? -- Tar det roligt vel? -- én Dag ad Gangen?" Lidt hurtigt, ligesom afværgende, svarer hun: "Lad os ikke tale om det." Pause. -- -- Hvorfor vil hun ikke tale om det? -- Den som vidste hvad der egentlig bor i hende, hvad hun tænker paa om Dagen, hvad hun er optaget af; hvad det er for Længsler, Drømme, Erindringer, Bekymringer, som plager hende ... For af alt hvad hun siger skjønner jeg, at hun har det alt andet end godt. Men faa hende til at forklare sig, at gjøre sig gjennemsigtig for mig ... hun undviger bestandig. Forstaar hun mig ikke? Og jeg ærgrer mig over, at to fornuftige Mennesker skal gaa saadan ved Siden af hinanden og være vildfremmede. Hvorledes mon hun egentlig har det, denne unge Kvinde som gaar her og støtter sig til min Arm? -- Undertiden har jeg en Fornemmelse af, at hun støtter sig tyngre end egentlig nødvendigt, søger Paaskud til at trykke Armen ind til sit Bryst ... det risler behageligt varmt gjennem mig, og jeg siger til mig selv: maaske SIDE: 46 behøvedes der ikke andet end et lidet Kys nu, og Isen var brudt ... Men at kysse en Pige er som at skrive sit Navn paa en Vexel: vil, bør, kan jeg overtage alt, som følger? -- -- Og Kysset udeblir, og Isen blir liggende. -- -- "Ja; nu er jeg hjemme altsaa." "Ja. Alt faar en Ende." "Og De, stakkels Mand, som har saa langt hjem." Hun snapper min Haand og trykker den blødt og varmt. "Tak for idag." "Selv Tak, Frøken. Naar træffes vi igjen?" "Naar De vil. Jeg gaar denne Tur daglig." "Paa Gjensyn altsaa. Godnat." "Paa Gjensyn!" -- -- Jeg vakler langsomt hjem. Jeg har intet at haste efter. -- -- -- Nei, nei, ikke skrive. Jeg har for meget at tænke paa. Det blir Praxis dette, nu -- : et Glas og en Cigarette og saa sidde i Gyngestolen og fortabe sig i Drømme -- timevis. -- -- Hvem er hun? Hvad vil hun? Hvad mener hun? Hvorledes skal jeg egentlig forholde mig til dette- her; det maa jo faa en Ende engang ... naa, egentlig har det jo ogsaa sin Interesse. Som et Studium ialfald. Hun er mig noget nyt ... -- -- Om jeg skulde sætte noget ind paa dette Kort? Om jeg skulde vove noget? Maaske tar jeg feil af hende; hun er mig lidt mærkværdig; men maaske alligevel ... naar Isen engang var brudt ... faa fuldt og helt Rede paa hende -- -- ? Maaske er hun dog -- ikke blot tildels, men i alt væsentligt -- den, med hvem jeg kunde komme overens -- jeg, som jo ogsaa selv er saadan lidt aparte ... Og jeg sidder i timevis og drøfter disse samme Spørgsmaal om igjen og om igjen, uden Ende og uden Begyndelse. Resultatet er bestandig negativt; men lige SIDE: 47 fristende er Legen. Og jeg gaar tilsengs Kl. 2 for at vaagne imorgen med alle Nerver sitrende. -- Nei; ikke skrive ... (Søndag Aften.) Denne Kvaale er en forbandet Pessimist. "De er saa naive, disse Bohêmer," gneldrede han iaften hos Jonathan; "de tror at Ægteskabet kan "grundes paa Kjærlighed"; skulde man ha hørt sligt? hvad er Kjærlighed? -- Det er jo ikke andet end Savnet, Tørsten ... eller hvad vi skal kalde det ... og man er da for Pokker ikke tørst længer, naar man har faaet drikke?" "Naa," mente jeg, "er Vinen god, blir man tørstere, jo længer man holder paa." "Ja, men drikker man over Tørsten, kommer Kateren; det er fysiologisk." "Men det gaar over, og man drikker igjen." "Det er Vanedrikkeriet, og der er vi ved Sagen, Far: Ægteskabet er ikke grundet paa Kjærlighed, men paa Vane. Man bryr sig ikke en Døit om hinanden, men hænger sammen alligevel, paa Grund af en Vane, som jagu ofte er noksaa -- " (Skuldertræk). Georg Jonathan satte Monoclen i Øiet og sa: "Ægteskabet er en bekvem Indretning for dem, som ikke elsker længer." "Herregud," sa jeg, "lad være med det Ægtemandslapseri. Vi véd jo meget godt, at der er Kjærlighedsforhold som vedvarer." "Indeed," sa Jonathan; "der er Kvinder, som har det Geni." "Hvad for et Geni?" bjeffede Kvaale. "Det er et kvindeligt Taktspørgsmaal," bemærkede Jonathan og røgte behageligt gjennem Næsen, -- "en Naturbegavelse, som forresten ikke er almindelig. Blufærdigheden, Mylords! Det akkurat rigtige Maal af Tilbageholdenhed -- lige langt fra Snerperiet som fra det modsatte." SIDE: 48 "Manden maa nemlig," fortsatte han, "holdes i en vis Utryghed. Han maa ha Illusionen af at erobre den Skjønne, at tilkjæmpe sig hendes Gunst, at forføre hende; bestandig; han maa føle sig som den seirende, den foretrukne, den stadigt paany udvalgte mellem saa og saa mange Rivaler. Blir han tryg, saa taber Legen sin Interesse for ham, og hænger hun efter ham, vækker hun hans Medlidenhed. En Kvinde maa aldrig lade Manden komme til at tænke den Tanke: Stakkel, hun har jo bare mig! -- Vil man være i Pris, maa man holde sig i Pris; de Kvinder, som forstaar den Sats ret, de greier Biffen." "Forstaar sig paa Koketteri altsaa," fortolkede jeg. "Ja." "Vor nordiske Kvinde er egentlig for brav," smilte Kvaale. -- Jeg likte dem ikke. Nogle elendige Stympere i Grunden, disse Mænder, som ikke kan klare saa meget som et Ægteskab engang. XII. Vi gik vor almindeligste Tur -- udover Ljabrochausséen. Fjorden ligger. Alt er Sne. Uhyre og tomt gaber det umaadelige Snebækken os imøde gjennem Skumringens Graalys. "Akkurat saadan er Livet," sa jeg, "et aabent, tomt, frossent Snegab med Skumringslys og graa Snehimmel. Trist at være en ensom Vandrer gjennem sligt et Øde." "Ja," udbrød hun, "godt at være to!" -- og tilføiede hurtigt: " -- alene kom jeg nemlig ikke til at gaa Ture; jeg er mørkræd bl. a." "Ja, dere Kvinder har det jo med det. Det er vel Trangen til en Beskytter?" "Jeg ved ikke hvad det er; men jeg tænker altid paa, at jeg kunde komme til at se saadan Syner -- hvad er det nu det heder igjen -- : Hal -- le -- lu -- " "Hallucinationer, ja; Spøgelser, som man sa i gamle Dage." SIDE: 49 "Ja; men er De forresten saa sikker paa, at der ikke er Spøgelser?" "Hja. Gid der var forresten, -- havde jeg nær sagt." "Uf nei; hvorfor det?" "Naa, af og til blir Verden mig altfor patenteret. Det er saa forskrækkelig fornuftigt og korrekt alt. Bare Mathematik og Hestekræfter. Naa, det er jo bra; men ... Det er jo fælt bra, Gudbevars ... For Dem er det ellers ikke farligt; -- De holder jo Gud?" "Ja bare ikke han ogsaa blir borte for mig." "Aa nei. Hold paa ham, De. Hvem véd; om en halv Snes Aar kommer kanske han ogsaa paa Moden igjen!" Hun: Var det ikke Blytt, De hilste paa der, -- han Maleren? Jeg: Jo. Hun: Er ikke det en god en? Jeg: Hvordan god? Hun: Saadan en ... Don Juan? Jeg: Aa jo. Han har Skjønhedssans. Hun: Pøh -- ogsaa et Udtryk. Jeg: Noksaa rigtigt forresten. Hun (kampberedt): Naa, den Sag kan vel sees fra flere Sider? Jeg (ligegyldig): Tjah. Hun: De tager det vel ikke saa let, de som han har gjort ulykkelig? Jeg: Hja ... Ulykke ... det er saadant et vanskeligt Begreb. Jeg har ogsaa elsket ulykkeligt. Men jeg maa sige, at af de Par "lykkelige" Forhold, jeg har havt, har intet optaget mig saa, eller været mig i den Grad helligt og dyrebart, som disse "ulykkelige" Historier. Saadan en ulykkelig Kjærlighed, -- det er noget som kan sætte ens Sjæl i Sving, -- og som man kan leve paa i Aarevis bagefter. Kjærlighed er i det hele taget: ulykkelig Kjærlighed. Hun (kort, mut): Rart Snak. Jeg: Det er nu saa altsaa. SIDE: 50 Hun (om lidt): De sad altsaa ikke efter med Barnet og Skammen, De. Jeg: Hvis der er en Kvinde som skammer sig over at have faaet et Barn, saa fortjener hun at gaa til Helvede. Taushed. "Optimister -- hvad er egentlig det for noget?" "Naa, -- Folk som tror paa det gode i Livet, det godes Seir osv.; som i det hele taget synes at Verden er bra." "Da er jeg Optimist ... nu ialfald. -- -- Er ikke De?" "Naa! -- Verden kunde antagelig være enda værre. Jeg holder ialfald Ørene stive; Herregud ... Ja kortsagt, et af to. Enten siger man Verden Farvel, eller ogsaa indretter man sig med den; det kan jo ikke nytte at gaa og klynke. "Flæbe", som Georg Jonathan kalder det." "Det er vist rigtigt." "Disse Optimister, ja ... det er svært bra Folk. Nyttige Folk. Uden dem kom man ikke langt. Osv. Men -- naa-ja; lidt grunde er de jo; tænker ikke svært dybt netop; -- af og til lidt smalsporede ogsaa kanske. Ofte er det Folk som ikke har Mod til at se Virkeligheden i Øinene, og som altsaa tuller sig ind i allehaande Tro og Haab og Kjærlighed for at faa den lidt mere paa Afstand ... som de religiøse i Almindelighed altsaa." "Ja men noget maa man da tro paa?" "Man faar tro paa sig selv, saa længe det gaar." "Ja ... den som kunde det." "Aa, man kan hvad man maa." "Kanske?" -- "Men hvis Gud ikke var til, hvorfor skulde saa egentlig Folk ha fundet paa at tro paa ham?" "Hm; -- sommetider tror jeg man har opfundet Gud for at ha nogen at være oprigtig for. Nogen som man ikke behøver at spille Komedie for altsaa." SIDE: 51 "Uf; -- spiller vi Komedie for alle andre da, tror De?" "Naturligvis." "Hvis De f. Ex. havde nogen, De holdt rigtig af -- ?" "Saa løi jeg for at være interessant; og naar Kjærligheden var over, løi jeg, fordi jeg ikke længer havde Lyst til at klæde mig af for det Menneske." Pause. "For sig selv," tilføiede jeg, "lyver man naturligvis som allermest. Man er simpelthen nødt til. At se ind i sig selv "som man er", -- det blev for stygt. Da blev man simpelthen gælen altsaa. Nei; men sætte op saadan en Figur udenfor sig, -- en "Gud", et Væsen som véd alt, saa det simpelthen ikke nytter at spille Komedie, og et Væsen som forstaar alt, saa det altsaa ikke egentlig er farligt om han faar Greie paa os, -- den Ide er virkelig noksaa snedig." "Bare jeg kunde faa vide med Vished, om han er til eller ei; ellers nytter det ikke." "Naa, hvad Visheden angaar -- . Det er temmelig ligegyldigt om Gud er til eller ei, bare man kan drive det til at være overbevist altsaa." "Uf, -- kan De ikke skjønne, at De tager Troen rent fra mig, naar De siger sligt?" -- Skuldertræk. "De kunde gjerne fortælle mig lidt om alle de mærkverdige Ting, som Videnskaben nu har faaet Rede paa." "Hja ... Naar De stiller Spørgsmaalet saa ... De vil vel ikke at jeg skal fortælle Dem om Telefonen eller Spektralanalysen?" "Nei det er vel ikke netop det vigtigste ..." "Hvad Gud, Dyd og Udødelighed angaar, saa befatter Videnskaben sig altsaa ikke med saadantnoget længer. Det er Spørgsmaal for Bønder." "Hm ja ... kanske?" "Naar De saadan i alskens Almindelighed spør mig, hvad Videnskaben har faaet Rede paa, saa faar jeg vel nærmest svare negativt -- : den har faaet Rede paa, at SIDE: 52 det og det og det og det -- ikke er saa. Og det er jo i og for sig ligesaa vigtigt." "Jeg forstaar ikke det." "Jo; hver Gang man faar Rede paa saadan en ny Uvidenhed, skrubber man af sig et nyt Lag Dumhed altsaa." (Latter.) "Man kunde bli temmelig grundig afskrubbet paa den Vis tilsidst!" "Ja, ja; man blir lidt ribbet." -- -- XIII. (Februar 85.) Hvorfor gaar jeg og plager hende med disse Inkvisitioner om hendes foregaaende Liv osv.? -- Gud véd. Det er svært latterligt. Jeg har jo ingen Ret. Ingen Hensigt. Men kan simpelthen ikke lade være altsaa. Og jo mindre hun fortæller, jo nysgjerrigere blir jeg. Det er klart at der er Historier som hun dølger for mig -- og hvorfor i al Verden skulde hun ikke dølge? -- men altsaa maa jeg ha Rede paa dem. Jeg spørger og graver, forhører og krydsforhører, bruger moralske Tommeskruer og alle mulige gemene juridiske Forhørerkneb ... det er sjofelt; det er foragteligt; men hvad skal jeg gjøre? -- Hun er nemlig noksaa snedig, den smaa. Fortæller mig alt muligt som jeg ikke bryr mig om; smutter væk bag Historier om Slægtninge og Kyndinge, om Narrestreger i Kvindeforeningen osv.; glider unda for mine opstillede Smaafælder med en Behændighed som forbauser mig. Enten er hun i allerhøieste Grad uskyldig, eller ogsaa -- da dette ikke kan tænkes hos et saa voxent og ikke drivhuspleiet Pigebarn -- mere forfaren end jeg gjerne vil tro. Véd hun f. Ex., i hvilken Grad sligt hidser en Mands Nysgjerrighed, egger hans Fantasi ... dette usikre, halvdunkle, halvt tvilsomme, med Muligheder til alle Sider? -- Det snedigste af alt er maaske den "naivt" aabenhjertige Maade, hvorpaa hun fortæller om sine mange "Venner" og "Kammerater". Det er naturligvis utænkeligt at der SIDE: 53 ikke skulde stikke noget mere bagom alle disse Kammeratskaber med unge Mænd, som hun har drevet om med i Skog og Mark og her og der -- ganske som nu med mig. -- Ja, men vort Forhold er da altsaa ved Gud anstændigt nok? -- Ja, ja; men sæt at det er min Fortjeneste ... Ikke alle disse unge Mænd har været saa gamle og saa dydige som jeg. Véd jeg hvad hun vilde gjøre, hvis jeg pludselig paa en ensom Plet overfaldt hende med Kjærlighed? -- Det er smagløst, det er egentlig et ganske tarveligt Koketteri, dette med den Hemmelighedsfuldhed. Hun tror paa de ti Bud paa to Stentavler. Især paa det sjette, naturligvis, som nu engang er Lovens Fylde for disse Pigebørn. I denne "Bohême"-Tid er det ellers dette Bud, som bestandig kommer paa Tapetet. Jeg undskylder Mandfolkene efter Evne og siger, at det ikke er saa greidt; og Gudbevars, hun kan indrømme en hel Del; men Grundbegreberne er de fra Dr. Morten Luthers liden Katekismus. Monogamiet er indstiftet af GUd HErren i Edens Have og alle Mennesker har siden den Tid levet pent og fornøiet med hver sin Kvinde og hver sin Mand, -- bortset fra enkelte unævnelige og vanvittige Undtagelser, der samtlige har faaet sin velfortjente Straf i Helvede og i Pinen. "Jeg ved nok," siger hun, "at der er en hel Del simple Fyrer som gaar paa saadanne -- saadan Galei; men at Mænd som vil gjælde for dannede, som siden tropper op i ordentligt Selskab og snakker med ... os andre, og ... tar os i Haanden ... at de kan indlade sig -- , at de kan ... bekvemme sig til at gaa ind hos et saadant Menneske, -- det er saa jeg kan kaste op! "Vi Kvinder har en Selvagtelse som dere vist ikke forstaar, en rent ud legemlig Selvagtelse ... saa at meget, som dere altsaa kan, det er for os rent naturstridigt, rent ... uovervindeligt; og disse Tøserne, som De næsten vil forsvare, -- ja de maa have brudt saa rent ned ... undertrykt saa fuldstændig alt menneskeligt SIDE: 54 og kvindeligt og rensligt i sig, at der absolut ikke er andet igjen end dette ... dette ... Kadaver; og da at tænke sig, at -- uf! Nei, De maa ikke prøve at "forklare" sligt, Gram." Hun erter mig med sine evangelisk-lutherske Begreber, til jeg blir Ærgerlig og gir hende ind en Dosis Moralhistorie. Bagefter Ærgrer det mig, at jeg har gaaet og fortalt hende al den Styghed; det er ikke godt at vide, hvad Virkning saa voldsomme Sandheder kan øve paa et uforberedt Gemyt; -- de kunde ialfald skjæmme ud meget for hende ... Sandheden er i det hele ofte saa smudsig, at finere Væsener bør skaanes for den. Men hvad skal man gjøre? Naar de finere Væsener til Tak for denne Skaansel blir altfor umanerlig dumme ... Det Ærgrer mig -- omtrent som en utilladelig teknisk Feil i et forresten udmærket Maleri -- , at hun har været saa lidet streng om sig, havt saa liden kvindelig Finfølelse. Streife om med den ene efter den anden, udsætte sig for hvilkesomhelst Mistanker, hvilketsomhelst Pøbelsnak, uden videre prisgive sit Rygte ... hvad i al Verden er en Kvinde uden Rygte? -- Gudbevares, hendes "Dyd" kan for mig være saa uantastet som den vil; det vedkommer ikke Sagen i nogen synderlig Grad; men Trygheden? Garantien? den store, hellige Tilforladelighed? -- En intelligent Mand kan rolig bære Visheden om, at hans Kone har været gift før hun blev hans; men Uvisheden, Tvivlen, den usikre Mulighed, det evigt nagende Spørgsmaal, -- Det er det, han ikke kan klare. Øder jeg min Tillid paa en Komediantinde, der i sit Hjerte bedrager mig? -- Det evig bundskikkelige og barnagtige Mandfolk vil altid i sin Elskede gjenfinde sin Mor: den hellige Kvinde, i hvis Arm han følte den uendelige Tryghed. Den Pige som ikke har Anelsen af det, hun er ikke ægteskabs-fähig; hun er et Skadedyr som bare kan afstedkomme en Del Ulykke. Man spotter over Conveniensen. Og man bør det, forsaavidt man tænker paa den Vedtægt der forbyder den SIDE: 55 unge Pige at elske. Men forsaavidt Conveniensen gaar ud paa at sikre hendes Utvilvsomhed, sikre hende mod Muligheden af Mistanke, -- for saa vidt er dens Regler og Naragtigheder noget af det umisteligste som existerer. Naar (som i Frankrig) den unge Pige altid maa være bevogtet, aldrig tør gaa ud alene osv., saa skal vi forbandede Demokrater og Bauere lade være at le; der stikker noget meget alvorligt bag den Komedie; hendes egen, hendes vordende Mands og tilkommende Børns Lykke sikres derved mod frygtelige Muligheder. En ung Pige, som har været en halv Time alene med en Mandsperson, er i Regelen meget dydig og hæderlig; men det kunde jo ogsaa være at hun hørte til dem, som søgte Friheden for at misbruge den; hun er ikke længer uomtvistelig; hun er ikke prima, ikke første Klasse A 1 * ... Jeg kan tro paa hende; men min Tro er altsaa blot en Tro; det mindste som indtræffer kan gi Tvivlen Magt; og pludselig er vi begge ulykkelige. Trods al hendes Dyd! -- Det kunde jo nemlig tænkes, at hun var saa flink til at spille Komedie! Der vil i det hele taget klæbe noget ved hende efter en saadan Affære, noget som ikke kan fjernes, fordi der altsaa ingen Vidner er, -- Muligheden af en Mulighed, Tænkeligheden af det utænkelige, Skyggen af en Skygge... og hvor der er Kjærlighed, dyb, zart, følsom Kjærlighed, og saa lidt Nerver altsaa ... der vil det være nok. For mig ialfald vil dette alene være tilstrækkeligt til at utelukke enhver Tanke om Ægteskab -- f. Ex. med Frk. Holmsen. Maaske vil det gaa ligedan med den næste eventuelle Frier. Og saaledes kan denne prægtige Pige, der sandsynligvis er bare den reneste Hæderlighed og Bravhed helt igjennem, bli gaaende ugift i al sin Tid -- eller maatte kaste sig bort til en eller anden Pøbel, -- bare fordi hun indbildte sig, at det var nok for en Kvinde i denne Verden at være hæderlig. -- -- -- Jeg vil slutte med dette-her. Nu gaar jo jeg i min Tur og kompromitterer hende. Kompromitterer hende værre end nogen af de forrige ... Hun har altsaa absolut ikke Begreb om dette-her. Altsaa faar jeg bruge Viddet, som har det. Lade hende gaa her og definitivt spolere SIDE: 56 sit Rygte, berøve en brav Kvinde hendes eneste Eie, alle hendes Udsigter, hele hendes Fremtid, og det uden at kunne eller ville yde nogetsomhelst Vederlag ... det er simpelthen ikke at handle som gentleman. Jeg har følt det hele Tiden; nu ser jeg det klart; ergo ... XIV. Haabløst. Selv om jeg var stærkere end jeg er, -- pludselig træffer jeg hende, og da er det forbi; der er jo absolut ingen Grund til at være uhøflig. Og kommer jeg med dette om hendes Rygte, blir hun ærgerlig. "Overlad De det ganske roligt til mig at passe mit Rygte," siger hun, ikke uden Foragt i Stemme og Blik. Naar jeg saa kommer hjem efter en saadan Tur, blir jeg siddende her til langt paa Nat, tænkende, drømmende, misfornøiet, syg. Hvad skal jeg gjøre? Til syvende og sidst maa jeg ha fat i hende. Ægteskab er udelukket. Paa hvilken Maade kan da dette andet indledes, saa det ikke skal bli for stygt? -- De samme Tanker om igjen og om igjen; den samme Tankering rundt og rundt i voxende Fart, til min Hjerne værker; bestandig lige interessant og bestandig like haabløst er Spørgsmaalet; jeg mærker hverken Time eller Tid; er saa optaget gjennem hele mit Selv, som om jeg var Gud og sad her og regjerede Verden. Ægteskab udelukket. Jeg elsker hende ikke nok. Hun er mig ikke prima nok. Desuden ... forskjelligt Dannelsestrin, forskjelligt Naturel, forskjellige Livsvaner og Livsvilkaar; alt, alt. Altsaa det andet. Men hvorledes? Hun har denne forfærdelige Tillid. En idiotisk, barnagtig Tillid, som holder Gentleman'en vaagen, bringer mig til at tænke, hindrer mig i at overgive mig i Stemningen ... Ikke Spor af Udfordring hos hende ... Og Gud véd om hun ikke holder af mig -- saadan virkeligt. Ser op til mig som til noget bedre, høiere, skraasikkert, noget hun kan forlade sig paa ... Og saa SIDE: 57 skulde jeg altsaa svare med at byde hende det, som hun med sine halvdannede, evangelisk-lutherske Begreber vil anse som et Udtryk for Foragt ... "det har han altsaa tænkt! saadan har han forstaaet mig!" -- Forelskede Kvinder kan ta en slig Affære idiotisk høitideligt. Det kunde bli rent ud gement. Jeg kunde risikere allehaande Ting. Pokker véd, hvad der egentlig bor i hende. Havde hun bare været i en anden Position; lidt mere beskyttet, lidt mindre "værgeløs" ... Hun vil tro, at jeg paa almindelig Bavian- og Grosserermaner vil benytte mig af hendes forsvarsløse Stilling o.s.v.; æsch. Havde hun været en Dame med Familje! -- Eller om hun havde været en af dem som véd, at de maa være fattede paa Tilbud af den Art ... Denne Mellemsort er farlig; yderst penibel Affære. Vi kjender Kvindfolkene. De kan snakke en Masse frigjorte Ting; men kommer man og spør dem -- paa den hensynsfuldeste Maade af Verden, saa de bare ganske simpelt og ganske roligt kan svare "Nei", og Manden vil bukke og bede om Forladelse -- nei da! Hun skriger op som en Tjenestepige: "Er De gal! Holder De mig for slig en!" -- og rømmer ind i sit Soveværelse og faar et Tilfælde. -- -- Og jeg laver i Tanken hundrede og tusinde Udkast til et Brev, som paa den utvetydigste Maade skulde sige hende, at dette her ikke er ment som Mangel paa Agtelse, tvertimod -- -- -- -- -- Disse rent løse Forhold er til syvende og sidst alligevel de, som der er mindst Lidelse og mindst Vrøvl med. Hun lysner op over hele det letsindige, forsorne lille Gesicht, hopper om Halsen paa mig og ler og siger med denne skøier-muntre, naivt-lystige Jentestemme og Stavangerdialekt: "Nei naa kan du tro, du kom tilpas! Naa var jeg rigtig saa lei af mig, saa jeg vidste hverken ud eller ind ... Nei men nu skal vi vel ha det morsomt, skal vi ikke?" SIDE: 58 "Jo lad os bare faa noget at drikke, Mathildebarn." "Ja det skal du faa, Gutten min. Nei saa du har da ikke glemt mig rent ligevel! Du kommer saa sjelden nu? Vi pleiede da altid at ha det saa godt sammen, vi; ja ikke sandt da? Ha-ha-ha, Skøieren; ja nu skal du faa Øl. Eller Vin kanske? He -- ?" Og jeg sætter mig i Sofaen, og hun bringer Varerne, nynnende paa en eller anden Skøiervise. Hvorpaa Sladderen gaar løs. Gud, hvor hun snakker! Og hvor denne naive, bløde, barnlige Dialekt passer fandenivoldsk til de mer eller mindre freidige Historier, hun disker op med! Jeg lader Kværnen gaa og sidder og hviler mig; Dialekten er mig saa morsom. -- "Nei nu hører du ikke efter igjen!" -- "Jo da, jo da; fortæl væk. Kom dere virkelig paa Stationen altsaa?" -- -- -- "Naa, hvordan lever du forresten? og hvordan lever dine Venner?" -- "Jo Tak, bare bra. Ja du maa forresten ikke tro, at jeg har saa mange Venner! Det er ikke andre end han Gammeln, og saa de gode gamle Bekjendte da, som husker mig fra fordums Tid ... jeg kan da ikke si nei til dem vel? saa snille Gutter som det er? -- Men de er svært ustadige; omtrent som du. Hvorfor kan du ikke komme oftere? Du véd jeg er glad i dig; du er saa pen, og snil er du ogsaa i Grunden. Naa, du maa ikke tro andet end at det er pene Gutter, de andre ogsaa; du kan vide jeg vil ikke ha med andre end ordentlige Herrer at gjøre." -- "Nei det er greidt." -- "Ja ikke sandt da? Ja du tror det kanske ikke, du; men jeg har nu altid havt det med at passe lidt paa mig." -- "Ubetinget fornuftigt. Skaal, Tilda!" -- Der er intet Vrøvl. Vi har ingen Fordringer paa hinanden, altsaa intet at bebreide hinanden, intet at plage hinanden med. Vi véd begge, at vi bare har den ene oprigtige Hensigt at hjælpe hinanden med at slaa en Aften ihjel; der er ikke mer. Og man slaar Gjækken løs og lader fem være lige. Hun har intet at tabe, og jeg véd hvad jeg gjør; det gaar udmærket. Men i Baggrunden af min Bevidsthed sidder jo de gjemte, men ikke glemte Sorger og gnaver som smaa SIDE: 59 skarptandede Mus. Og ret som det er kommer der et eller andet som erindrer mig om ... den anden ... Saa blir jeg forstemt og er ikke rigtig med, og saa bliver Mathilde misfornøiet og siger jeg er kjedelig. Da maa der drikkes meget -- indtil man kommer i den Tilstand af akut Alkoholismus, da man elsker et hvilketsomhelst Exemplar af Racen ... bare for Racens Skyld. -- Iaften dukkede der f. Ex. pludselig op en liden fix Smaapige, som vartede lidt op, lagde i Ovnen o. lign. (en Datter af "Værtsfolket"); og hvorfor skulde denne lille Pige ikke hede Fanny? -- Altsaa hed hun simpelthen Fanny. Jeg blev saa sentimental da jeg hørte det Navn, at Mathilde tilsidst, meget kvindeligt vistnok, spurgte mig, om jeg havde været forelsket i nogen som hed Fanny. Siden var det mig ikke mulig at komme i Galgenhumør igjen. Jeg gik min Vei temmelig tidligt. Og nu sidder jeg her -- saa underligt, smerteligt betagen, at jeg, Gud véd hvorfor, har Lyst til at give mig over og græde. XV. Jeg maa have fornærmet hende. Jeg finder hende intetsteds. Naturligvis har jeg fornærmet hende. Den gamle tankeløse Flaakjæft er endnu ikke død i mig. Naar jeg er optaget af noget, kan jeg glemme Omgivelser, Hensyn, alt muligt; jager bare tankeløst afsted efter den ene Ting: at faa fat i min Tanke ... kan sige de umuligste Ting midt i en Balsal. (Forsaavidt bra, som jeg ikke plages med Indbydelser!) Naturligvis har jeg gaaet og sagt noget saadan inderlig taktløst og ækelt til hende ogsaa. Skræmt hende, som jeg i fordums Tid skræmte Eline. Det er jo saadanne nydelige Ting jeg tænker om hende af og til; saa noble, saa høitliggende. Og hun, som i den Retning netop har noget saa eiendommelig skjært ved sig -- -- -- Hun har i sin Troskyldighed gaaet ud fra, at naar hun var ærlig og redelig Kammerat, saa vilde jeg ogsaa SIDE: 60 være det. Naa; deilige Kammerattanker jeg gaar om med ofte. -- Nei, nei; jeg kan altsaa ikke være "Kammerat". Og naar hun nu trækker sig tilbage, saa bør jeg benytte Anledningen. Sætte Punktum. Det er det bedste, det fornuftigste, den enkleste og sikreste Løsning af hele denne Forvikling. Hendes Forsvinden betyder et af to: at hun er kjed af Historien, eller at hun er blit ræd mig. I begge Tilfælde er Sagen klar. Jacta est alea. Jeg vil overvinde Fristelsen. Jeg overvinder den. Jeg har overvundet den. Jorden er rund. Basta! Tie kan han elegant, den samme Georg Jonathan. Jeg kjender f. Ex. meget godt hans Forhold til Fru Bøckmann, og han véd at jeg kjender det. Men ikke et Ord! Han kan pludselig reise sig og sige: "De undskylder mig; jeg skal gaa min Tur." Han véd, at han ligesaa godt kunde sige: "Jeg skal til Fru Bøckmann"; men han siger det ikke! Og der er i hans Ansigt ikke en Trækning, i hans Øine ikke et Smil, som kunde forstaaes som en Fortrolighed ... Fanden saa elegant. Hver Tomme en Gentleman. Jeg bukker for ham med virkelig Anerkjendelse. Ære være den intelligente Mand, som forstaar at holde sit Privatliv helligt! Hun er kommen et godt stykke nedover, Mathilde, siden jeg traf hende første Gang -- da hun endnu var Koristinde ved Theatret. Men det er som Smudset ikke bider paa hende rigtigt. Hun har saa let et Sind, og husker saa kort. En Elsker er for hende ikke andet end hvad en almindelig Kurtisør kan være for en Dame paa en Balaften; imorgen er han glemt. Kun paa hendes Sprog mærker jeg af og til Nedgangen. Hun kan bruge Udtryk som maa skylles væk med megen Alkohol. I det hele taget ... i det hele taget ... SIDE: 61 Det hjælper ikke mer. Jo mer jeg søler mig i den Rangel, des mer elendigt sentimental blir jeg; længter med Graad i Sindet efter min forsvundne -- som efter et Renselsens og Fornyelsens Bad. Hensvømmer i smerteligt- deilige Fantasier om, at hvis hun vilde tage mig i sin Arm og kysse mig, da blev jeg som et Barn igjen, ren, helbredet, lyksalig. -- Hvorfor, hvorfor skal alt være saa umuligt? Hvorfor er jeg ikke som andet Folk? Her gaar jeg og plager og martrer mig med en Historie som ... en ren Latterlighed, som der ikke engang kunde gjøres en ordentlig Komedie af; martres, slides, mister Søvnen; snart har jeg min Hovedpine; og om tre Maaneder er jeg gal. For ingen Ting! Jeg blir Pessimist. Verdenshader. Hele min berømte Resignation gaar fløiten; Livet ligger der atter foran mig som en Isørken, en svart, forfrossen Hei med Snefonner og Haalker; ikke et Menneske; ikke en Hytte; ikke et oplyst Vindu nogetsteds; ovenover intet andet end en ensfarvet, snegraa Vinterhimmel uden Stjerner, Maane eller Sol; men langt ude høres Havbulder, og i den Retning gaar Veien; i det Hav skal jeg drukne engang. Og det forekommer mig, at hvis jeg kunde bli enig med hende, vilde alt pludselig bli anderledes. Vaarsolen vilde bryde frem med Søndenvind og mild Luft, og Isørkenen vilde bli relativt gemytlig. Naa; mande sig op, for Fanden. Saadant noget Sludder -- -- Skrive til hende. Forklare mig. Spørge hvad der er i Veien; om der er noget i Veien? Det gaar ikke. Jeg finder ikke Tonen. Jeg blir bitter og spotsk -- eller sentimental; og bestandig skriver jeg et Ord for meget. Men hvis jeg ikke skriver det Ord for meget, saa er jeg ude af Stand til at sende det Brev; der er mig absolut et Ord for lidet. -- SIDE: 62 Hvilken Tone skulde jeg forresten bruge. Jeg ved det ikke. Jeg kjender hende ikke. Istedetfor at benytte Tiden til at lære dette Pigebarn at kjende har jeg gaaet omkring og snakket om Sjælens Udødelighed. Existerer der et dummere Dyr end et Mandfolk som forsøger paa at opføre sig fornuftigt? Er det min Engel, der vil advare mig? Eller min Djævel, som frygter for, at jeg maaske dog for en Gangs Skyld kunde komme til at handle resolut? -- Eller er det Tankeoverførelse? -- Sikkert er det, at hvor jeg kommer i denne Tid blir Ægteskabet recenseret. -- Maaske taler Ægtemændene bestandig om Ægteskab, kun at man ikke lægger Mærke til det, før man selv er deran? -- ligesom gamle Ungkarle altid taler om Selvmord ... eller unge Ungkarle om det du véd, -- kun at man selv maa lide af de der Manier for at bli opmærksom? -- -- Iaften spottede Jonathan og Dr. Kvaale omkap, værre end nogensinde. Jeg blev ganske taus af Ubehag; nogle af de mest karakteristiske Repliker skriver jeg op for Romanen (eventuelt for et Drama: "Ægtemænd"?). Dr. K. "Ægteskabet er i Almindelighed to Sygdomme som slaar sig sammen for at frembringe en tredie ... og en fjerde og en femte ... en hel Familje af Sygdomme. -- Huslivet lugter bestandig Medicin." G. J. "At være gift vil sige: at være forpligtet til at like Sødsuppe." -- "Den som vil gifte sig, han maa gaa hen til en Chirurg og faa Finfølelsen udtaget." Dr. K. "Ja den som kan være brutal og ta Fruentimmerne for hvad de er, og saa slænge dem væk naar man er færdig med dem ... men vi Mandfolk er saa svage og sentimentale. Bestandig blir alle saadanne Forhold for gamle. Vi kan ikke slutte mens Legen er god; vi hænger fast, til det hele blir ækelt." G. J. "Manden foragter Kvinden, fordi hun er saa legemlig. Hun er som en eneste nervøs Kjælenhed, der klør efter Berørelse; hendes Kjærlighed er Drømmen om SIDE: 63 denne skjæggede Mund som skal kysse hende, og de senestærke Arme som skal klemme og kryste ... hun er bare Legeme. Et deiligt Legeme forresten! -- men en Mand blir dog til syvende og sidst kjed af den Hvalpeleg." Dr. K. "For os er dette legemlige noget underordnet, noget andenrangs, i Grunden noget ubehageligt, som vi ... befrier os for; vi længter tilbage til det høiere og menneskeligere, -- vort Arbeide." G. J. "Eller vor Dovenskab." Dr. K. "Ak ja. Men hun vil Pokker ikke være fri; hun vil bli der, hun; hun liker sig der, hun; det er hendes Element, det!" (Smiler under dette ubehageligt, spydigt-kynisk med et fiffig-fornøiet Ansigtsudtryk, som om han syntes han var vittig.) G. J. "Ja, hun vil bestandig ha nok et Kys." G. J. (fortsættende). "En komisk Skabning er hun forresten. -- En ren Skoghulder; foran pen; men agter ... Vanskelig at tæmme; i tam Tilstand et Pragtdyr. Særligt Kjendetegn: skjønnest paa Afstand." "Ikke desto mindre vil vi helst have hende nær," indvendte jeg. G. J. "Ja vi foragter hende og tørster efter hende. Flygter i det ene Øieblik ligesom Josef, der overlod hende sin Kappe da hun vilde ha nok et Kys! og nok et! -- men sniger os bestandig paany til hendes Leie, ydmyge som Hunde og Hofslaver. Hvorfor skulde vi ikke ydmyge os forresten? Vor Aandelighed er kanske til syvende og sidst mindre værd end hendes Legemlighed. Det brutale er, at Aand og Legeme passer saa daarligt sammen. Overfor Venus er hver Mand en uformuende Olding. -- Og derfor foragter Kvinden Manden." Dr. K. "Ja, som sagt ... Monogamiet er det gemeneste som er opfundet." G. J. "Vær rolig, Doktor. Al Udvikling gaar i Cirkler. Vi kommer en Dag tilbage til Barbariet igjen ... det civiliserede Barbari; og da er vi frelste." -- -- Hvorpaa de gir sig til at diskutere Samfundsspørgsmaal. SIDE: 64 XVI. Den eneste som trofast synger Ægteskabets Pris er min fortræffelige Kollega Markussen. Han har Kone og tre Børn og slider Nat og Dag for at skaffe Mad til Redet; er mangen Gang saa medtaget at han sovner ind ved sin Pult. "Du angrer vel næsten paa at du har giftet dig," siger jeg til ham. "Nei, nei," grynter han med sit lille energiske Hovedkast. "Men naar du nu f. Ex. sidder og regner og reviderer til langt udover Nat ... Bank- og Kjøbmandsaffærer og dit og dat ... det kan da umuligt være morsomt." "Jo. Det er hyggeligt. Jeg blir aldrig træt". "Hun trænger megen Søvn," tilføier han alvorligfortroligt; "og da maa hun ikke have nogen Bekymringer; hun maa vide at jeg greier den Bif. Og det gjør jeg!" nikker han triumferende; hvorpaa han ler ligesom til Undskyldning. Jeg holder simpelthen af den Gut. Jo, Gudskelov; der gives flere brave Ægtemænd. Komisk-rørende i sin Naivetet; ægte Rede-Dyr; lykkelige Mennesker. Og naar det kommer til Stykket, er det ikke i al Borgerlighed og Beskedenhed Lykke vi vil alle? -- -- Som nu min gamle Bekjendt Redaktør Klem. Han er den fine Mand, som aldrig snakker om sine Privatissima; men kan man en Aftenstund i udvalgt Selskab faa ham til at drikke halvanden Toddy, saa tager han en afsides og siger med stille Overbevisning: "Min Kone, ser De ... ja hun er nu engang noget aldeles enestaaende; der findes ikke noget saadant ... i Verden. Ja det er en Kvinde!" Og de smaa, skikkelige Øinene lyser af Henrykkelse. -- Jeg holdt paa at omfavne ham ikveld. Det kan dog ikke være saa rent umuligt. Fru Klem er ganske vist SIDE: 65 en udmærket Dame; men "enestaaende" ... Det gjælder altsaa bare om den Ting at finde en, hvis nervøse Væsen er saaledes stemt, at det klinger harmonisk ind i ens eget. -- "Bare" det, ja -- Tak! -- -- Aa Fanny, Fanny ... hvis jeg kunde stemme dig lidt om! -- -- Forresten er det jo forbi. Hun undgaar mig. Jeg har set hende to Gange paa Gaden; hun gik mig roligt forbi; saa mig ikke. Adjø, Dumrian ... Det skulde dog ikke være saa farligt! Hvordan blir disse Ægteskaber til? -- Saa tilfældigt som muligt. Man bor i en Smaaby, hvor der findes bare én Ikke-Umulighed; hende blir det altsaa, skjønt man har set hundrede man likte bedre. Man omgaaes i længere Tid en bestemt Kreds; man er netop i den rette Alder. Inden den Kreds er der en som "tiltaler". Pludselig er det afgjort, -- skjønt man kanske for et Aar siden havde sine Øine paa en rent anden Kant. Man bor hos en Enke der har Døtre. Man bor længe hos den Enke; efterhvert opdager man, at den yngste af de Døtre dog ikke er saa gal. En vakker Dag staar Forlovelsen i Avisen, -- skjønt Vedkommende egentlig slet ikke havde tænkt paa at gifte sig. Saadan gik det med min gamle Ven Musikeren -- lad ham hede Brun. Det var et temmelig vovet Experiment; -- han er en brav, men nervøs Natur, og hun var ... noksaa almindelig; slet ikke særlig fin; falden efter en Dyrlæge. -- Det var Søndag idag, og klart, klingende Frostveir; -- jeg var tidlig vaagen og laa netop og tænkte paa dette her; saa faldt det mig ind at jeg havde en Inbydelse til Brun, og at jeg egentlig skammelig havde forsømt denne gamle Hædersbandit -- i alle de tre Aar, siden han blev forgiftet. En Lyst betog mig til at se ham og hans Hus. Der har han, trods alt, i hele tre Aar levet et ganske exemplarisk SIDE: 66 Ægteskab; jeg liker slige Folk ... Med en hos mig usædvanlig Energi sprang jeg op, gjorde mig færdig og gik paa Stationen; -- Brun ligger for Tiden og komponerer ude i Sandviken Denne Gang var dog min Ulykke ude Jeg traf Fruen alene; Herren -- laa endnu. Vi sad og snakkede lidt; jo -- med et kom han. Halvt paaklædt, stormende, med en Vest i Næven; lige mod Fruen; opdager mig; et Fanden annamme gaar som en Rykning henover hans Ansigt; saa tvinger han sig, nikker Godmorgen, trykker flygtigt og affeiende min Haand; "naa det var hyggeligt," siger han; -- ligefrem oversat: gid du var til Pokker. "Ja undskyld Kostumet," fortsatte han; men saadan er det at være gift, ser du." (Mislykket Smil.) Fruen søgte skyndsomt at redde Situationen: "Uf ja, de Knapperne; jeg glemte det alligevel igaar ..." Han fortsatte, henvendt til mig, og jeg hørte tydelig det vrede Hjertes Hvæsen gjennem "Spøgen": "Ja gifter du dig, Gram, saa maa du være forberedt paa sligt; tre lange Fruentimmer slængende om i Huset, men endda alting i Uorden; Knapper ude i Skjorter og Buxer; iskoldt i Værelset om Morgenen, naar du skal staa op ..." "Er der ikke ilagt?!" raabte Fruen. Han glemte mig og rusede glubsk imod hende -- : "Ilagt? Hvad hjælper det? For det første kan et Fruentimmer ikke lægge i en Ovn -- ligesaa lidt som hun kan rede op en Seng -- , og for det andet finder hun naturligvis aldrig paa at gaa ind og se efter om det virkelig brænder; bare simpelthen gaar sin Vei; en, to, tre -- slukt er det!" "Ja hun er lidt slurvet, Severine," dæmpede Fruen; "nu skal jeg -- " "Bry dig ikke," griner han; "jeg har som sædvanlig greiet det selv. Har Gram faat noget at leve af? Du faar ialfald ikke glemme dine Gjæster ... Sid og tag det roligt, Gabriel; jeg kommer strax. (Til Fruen:) Giv SIDE: 67 mig Naal og Traad i en Fart; jeg gjør det selv; saa véd jeg det blir gjort." Hun river ham Vesten ud af Haanden med et Ryk som er mere forgiftigt end alt hans Skjænd; forsvinder i et Sideværelse. Lidt flau, med et usikkert Forsøg paa at faa det hele stemt om i Gemytlighed, vender han sig saa til mig. "Ja, ja," siger han; "det er nu saa; man ... maa være efter dem lidt; de trives ikke ellers ... Du, din Ungersvend, blir naturligvis forskrækket og tror, at det skal betyde en Scene ... Bare den fornødne Peber i Salaten, skjønner du." Men atter overvælder Raseriet ham, og han flyr hen til Døren og brøler ud i Kjøkkenet som han vilde vække Døde -- : "Severine! Klædebørsten! Den sorte Frakken har ikke været børstet paa fjorten Dage! (Der protesteres.) Aa nei saa Pinedød har den ei! Hid med Børsten; her i Huset maa man opvarte sig selv. Støvlerne er heller ikke indsatte!" -- Han smelder Døren igjen saa jeg maa klø mig i Ørene; "ja du faar undskylde, Gabriel; men at gaa slig og tasse blandt Fruentimmer, det kan gjøre en Mand gal!" Fruen kommer med Vesten; skaber sig gemytlig, hopper ham om Halsen og kysser ham; "nu faar du være snil igjen da, Bassen min!" -- "Ja-ja-ja," værger han sig; og jeg ser hvor den byr ham imod, denne Komedie overfor Gjæsten. Han river sig løs og smiler tvungent: "Undskyld saa længe, Gabriel." Fruen ler forceret og taler om sin Mands Morgengrættenhed. "Ellers er han jo saa snil som Dagen er lang; men om Morgenen, før han har faaet Kaffeen og Piben ..." -- Jeg sætter op mit troskyldigste Smil. "Ja De kan tro, jeg kjender det, Frue. Jeg er saa sint om Morgenen, at jeg kunde æde Smaabørn. Det er simpelthen et Slags Galskab; man er utilregnelig." -- "Ja, ikke sandt? -- Saa De kjender det ogsaa? det maa være vondt." -- -- Uf, saadan en Scene kan skræmme selv den modigste. Denne hvæsende Undertone af længe sammensparet, SIDE: 68 møisommelig tilbagetrængt Ærgelse ... Gud, hvad maa ikke denne snille nervøse Fyr allerede have lidt af alle de Millioner Naalestik ... inden han kunde drive det til en Skandale som den der, -- ovenikjøbet i en Ungkarls Nærværelse! -- Nei; det er bedst som det er. Jeg svælger Forelskelsen, om det saa skal koste mig et kortere Ophold paa Gaustad. Det skal nok gaa. Jeg er stærkere end jeg troede. Dybt inde i Sjælen, bag Bevidstheden, sidder hun jo; bestandig; som en hemmelig Svie; men der maa hun ogsaa bli. Og om i et ubevogtet Øieblik denne svære, tunge Følelsesbølge kommer skyllende ind over Bevidstheden som Havet, naar det bryder et Marsklands Dæmninger, -- jeg tvinger den tilbage og reparerer Volden. -- Og saa besøger jeg Mathilde. Sidder der og hører paa hendes Snak, d. v. s. ikke saa meget paa den som paa hendes sorgløse Stemme og den naive, barnlige, vuggevisebløde Dialekt. Og hendes Latter, som der ikke er nogen Understrenge i, ingen vibrerende, efterklingende Tone af gjennemkjæmpet Sorg, bare freidigt, forvorpent Skøieri, bare tateragtig Forbryderletsindighed. -- Ja, hun har Humør, den ægte Jordbeboers Humør, Vildmandens, det mætte, legende Dyrs Humør, Zigeunerhumøret, medens vi tunge nordiske Graaveirssjæle egentlig bare hører hjemme i Himmelen, eller, da vi vilde kjede os der som i et Frelsesarmé-Møde, -- i Nirwana Hendes runde, rødmussede Morelansigt med de smaa blaa Skøierøine blir mig mangen Gang som hint Æble paa Livsens Træ, om hvilket Gud sagde: det skal sgu Menneskene faa bide sig i Fingrene efter ... Ja ved alt hvad der er mig helligt, der er Aftenstunder, da jeg holder af hende. Da ler hun af mig; men hun liker det. "Men aassen i al Verden kan du finde paa at kalde mig Eva?" -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- Jeg hader Skandale. SIDE: 69 Det skulde altsaa fortælles paa alle Gadehjørner: Gabriel Gram har skudt sig; Gabriel Gram har taget Gift; og alle disse ækle Fyrene skulde staa der og trække paa Skuldrene og sige: "Dilla" ... "Forresten raskt gjort" ... æsch. -- Det maatte gaa for sig ved et "Ulykkestilfælde". Fryse ihjel -- ? Det er for utækkeligt. Jeg taaler ikke Kulde. Jeg kom til at staa op igjen og gaa hjem og lægge i Ovnen. Man kunde maaske paa den Vis paadrage sig en tilstrækkelig Lungebetændelse? -- Ja. Men saa kom der en skikkelig Fyr af en Doktor og "frelste mit Liv." -- Vente til Vaaren. Gaa tidlig i Bad. "Faa Krampe" og gaa tilbunds ... Men naar Vorherre skjønner at man vil drukne, sender han altid nogen som drager en op igjen. Tage en Tur til Hamburg, og saa i en rigtig mørk Nat "falde ud"? -- Der vilde altid være nogen som mærkede det. Slikt mislykkes bestandig. En eller anden opdager, at man gaar og lurer paa noget sligt; gjør altsaa Kapteinen opmærksom ... pludselig er man omgiven af en Hær af Spioner; og ikke før er man udenbords, før der bakkes, og en eller anden menneskekjærlig Fyr er efter en og faar en i Luggen ved den tredie Opdukning. Kuldseile? -- det er bedre. Jeg venter til Vaaren; laaner Jonathans Baad og seiler udover Fjorden helt til Færder; forbi Færder; passer paa en Gang, naar Horizonten er fri ... det maa altsaa være en Dag, naar der er lidt Kuling. Ja; det gaar an. Jeg ser ingen Vanskeligheder ved det. Den Tanke faar jeg altsaa ha at trøste mig med udefter -- til Dagen kommer. -- Uden hende gider jeg ikke leve. Alt er bedre end at gaa her i denne Fortærelse, som æder mig Forstanden ud af Hovedet og Marven ud af Benene. Men med hende kan jeg heller ikke leve. Jeg elsker hende til Vanvid, men ikke nok. Om fjorten Dage vilde det være over igjen; og da var det, i en eller anden Form, Helvede. SIDE: 70 Jeg: "De er lykkelig De med alle Deres Interesser." G.J.: "Vil man leve, maa man leve udadvendt. Den sunde Vilje er altid udadvendt, og uden en sund Vilje (Skuldertræk) ... gaar man enten i Sjøen eller til Præsten." -- -- Ja, ja; en "sund Vilje" ... isch, denne borgerlige, kjedelige "Sundhed"." Jeg har bare ét som interesserer mig: denne kvalfulde Kamp inde i mig selv, denne Sygdom, at mit Væsen er spaltet i to og min Vilje splidagtig med sig selv; det er Livet for mig altsaa. Følgelig lever jeg indvendig og indadvendt, og følgelig gaar jeg i Sjøen. XVII. Ganske tappert har jeg kjæmpet nu en Stund -- en væmmelig Kamp, i hvilken man taber ogsaa naar man vinder; en Pligtkamp, under hvilken man i al Stilhed beder Gud om Nederlag. Thi Seiren vil sige: en stor Livsmulighed tabt. Men jeg kjæmpede og kjæmpede; var svag ved Aftentid, men stod hver Morgen op med ny Beslutning. -- Saa træffes vi paa Gaden idag, og pst! -- som et Dun, som et Fnug er alle Beslutninger Fanden i Vold. Jeg tager hende med paa et Konditori og sidder der og kurtiserer hende en halv Time. Siden Tur; alt i den gamle Gjænge igjen. Jeg befinder mig som en falden Good-Templar, -- svært lykkelig og lidt flau. Egentlig smagte det ikke saa godt ... jeg kunde dog have ladet være! -- Hele den lange Kamp spildt. -- Men Gudskelov, Gudskelov; endte er foreløbig alle Kvaler; en lang hyggelig Tid har jeg i Vente ... Hvordan det egentlig skal gaa? -- Det véd ikke jeg. Hun er ikke noget Barn. Hun maa selv passe sit Rygte. Jeg har til Overflod gjort hende opmærksom; hun véd hvad hun udsætter sig for. Det kan da altsaa ikke bli min Sag. Hun véd ogsaa nøiagtig, at jeg ikke agter at give hende noget Vederlag. Min Færd er aaben og grei; kan ikke klandres. SIDE: 71 -- Hun tror dog, at jeg tilsidst ægter hende; Fruentimmerne har sin egen Logik? Eller hun spiller va banque? Bære eller briste? Hun vil nu have sig en bedre Mand; og ham kan hun ikke skaffe sig paa anden Maade end ved at faa en skikkelig Fyr til at kompromittere hende, saa at han som Gentleman er nødt til at bli der? -- -- I saa Fald blir hun altsaa lurt. Hun er mig ikke farlig uden paa Afstand. Hvorfor vil hun ikke snakke ud? Saa vidt intelligent som hun er, og saa vidt som hun nu kjender mig, burde hun vide, at saadan en Tilstaaelse ikke kunde skade hende. Det maa være meget slemme Ting, siden hun ikke vover sig frem med dem efter alt hvad jeg har sagt. -- Eller ogsaa er det altsaa simpelthen det, at hun betragter mig som en fremmed Person, hvem den Slags Ting ikke vedkommer. -- -- -- ?? Vi gaar omkring og snakker ligegyldige Ting med lange Pauser. Maaske gaar vi begge og tænker paa det ene og samme; men den ene tør ikke, og den anden véd ikke om han vil ... Af og til et fornyet Forsøg paa at faa hende til at snakke om sig selv. Bestandig faafængt. -- -- "Hvem var altsaa Deres næste ...Ven ... efter Aas, mener jeg?" "Student Uchermann." "Var han ogsaa forelsket i Dem?" "Ja, desværre." "Desværre? Følte De Dem ... brøstholden; var han ikke ... ikke ..." "Han var det bedste Menneske jeg har kjendt. Det var den sidste, jeg vilde have gjort noget imod; men der var ingen Raad med det." -- "Og den næste -- ?" SIDE: 72 "Næste? -- Ven, mener De? -- Han var den sidste. Resten er bare "Bekjendtskaber"." -- Lang Pause. -- Regner hun mig ogsaa med til det sidste Slags? -- Det "bedste Menneske hun har kjendt" er jeg altsaa ikke. Kolossalt, saa lette som Folk er at narre. Bare sætte en Mine op, saa tror de. Hun synes jeg er saa forfærdelig overlegen. Saa sikker, saa ovenpaa, saa paa det rene med alt; "er virkelig De i Tvivl om noget?" -- "Kan virkelig De staa fast?" -- "Er det muligt at De kan kjede Dem?" -- "Véd ikke De hvad De skal tage Dem til?" osv.; det ene forbausende Spørgsmaal efter det andet. Jeg, som udfylder mine ledige Stunder med Selvmordsplaner, -- jeg kan altsaa bli taget for en ren Oppesen! bare fordi man har den Smule Takt: ikke til Hverdags at gaa med Hjertet udenpaa Vesten. -- Jeg havde sgu troet at min Maske var temmelig let gjennemskuelig, jeg. -- -- Men det er vel slig. Vi gaar alle og tager feil af hinanden. Hvem Pokker gider se efter, hvad der kan være bag den og den Maske; vi tager altsaa Masken for god, og er ovenikjøbet taknemlig, fordi Folk lyver lidt for os. Hvilket Helvedes Hundehus og Galehospital vilde ikke Verden bli, om vi allesammen viste vore sande Træk og gav os til at hyle som Hjertet lider til! -- Hvad vi kjender af Menneskene er bare Overflade. Under disse Overflader lurer alle Slags rare Dyr, ækle Dyr og fæle Dyr, Vanvittige, Forbrydere, Selvmordere, Vildmænd ... Hvem véd hvad der f. Ex. dølger sig bag Masken Georg Jonathan? -- En Skeptiker kanske til syvende og sidst; en Menneskeforagter? Maaske holder han hver Aften, før han lægger sig, sin Andagt foran en Flaske Morfin? Hvem véd? Mange sørgelige og skrækkelige Ting gaar for sig paa alle de stængte Hybler, hvor det løsrevne, skrøbelige Individ pludselig ser sig indestsængt med sig selv og sin egen rædde Samvittighed. SIDE: 73 "Kjære, kjære Fanny. Jeg kan ikke leve uden Dem. Men jeg kjender mig selv og véd, at det bare vil føre til fælles Ulykke, om vi forsøger med et Ægteskab. Dette siger jeg Dem saa ligefrem, forat De skal begribe, at jeg agter Dem og har Tillid til Deres Intelligens, samt at jeg ikke har til Hensigt at bedrage Dem eller spille nogen Art af uærligt Spil. Jeg lægger alle mine Kort paa Bordet og siger: saadan staar Sagerne. De vil forstaa det. Spørgsmaalet er da, om De føler saaledes for mig, at De vil -- og tænker saaledes om Kjærligheden, at De kan -- andet end afbryde Forholdet efter denne Erklæring. Afbryder De det, saa siger jeg Dem herved Farvel -- og Tak for en interessant og behagelig Afbrydelse i mit saakalte Livs Ensformighed. Kommer De til vore Ture som før -- -- saa gjør De mig lykkeligere end jeg kan sige. Men læg vel Mærke til, at De intet kan vinde, men har alt at tabe. Og husk, at en vakker Dag, maaske netop som De synes at Legen gaar som bedst, kommer jeg og siger: jeg vil ikke mere. Gaa ikke ind paa Forslaget, medmindre De som jeg har det Fortvivlelsens Mod, der siger: mit Liv for selv kun et Øiebliks Salighed. G. G." -- -- Saa lød det Brev jeg sidst brændte. "Neigu; Emancipationen er ikke farlig. Det er et nyt Koketteri, en ny Maade at gjøre sig bemærket og interessant paa; naar vedkommende Dame har sin Mand, formoder jeg at Iveren kjølnes betydelig." "Ikke altid!" "I Regelen. Det er bare det slemme, at de i Kvindesagsforeningen lærer sig at være ugratiøse; Balsalen er dog en bedre Skole for et Pigebarn. Men saa er der igjen den Fordel, at de i Kvindeforeningen lærer mere Respekt for os Mænd -- " SIDE: 74 "Naa! det ..." "Aa jo. I Balsalen, ser De, der træffer dere os som oftest i vore tarveligste Aabenbarelser, ialfald i vort dummeste Hjørne, tør jeg sige, og lærer altsaa en stille, dyb Foragt for os, som ikke er sund. Men i Foreningen, hvor de stænger sig inde og søger at tilegne sig et og andet af det vi har udtænkt og opfundet, naar vi var paa vor Plads, paa Arbeidsmarken, -- der faar de dog en vis Idé om, at Manden har Krav paa Agtelse. -- Om Fordelen opveier Tabet? -- Tvivlsomt. Men imidlertid saa er det hele naturligvis kun en Overgang." "Ja men sig mig nu engang ... Naturligvis skal Kvinden være Hustru og Mor, det véd vi nok; men sig mig, hvad vil De egentlig at alle vi skal ta os til, som ikke blir gifte?" "Passe paa i rette Tid og ta dere en Mand." (Latter). "Ja men de som nu ikke faar nogen Mand alligevel, skal de altsaa virkelig sidde sin Tid ganske ørkesløst hen; kanske ovenikjøbet sulte?" "De behøver vel ikke at sulte, fordi om de ikke faar Post paa et Kontor. Hvad gjør en Mand, naar han ingen Post faar? Han finder sig noget andet at bestille. Herregud; til syvende og sidst er der dog altid en Udvei." "Der blir saa mange ugifte Damer efterhvert, at de meget godt kan behøve Adgang baade til Kontorposter og Embeder." "Ja ... men de Mænd, som paa det Vis blir fortrængte fra disse Poster? Er det bedre at de sulter? -- Desuden blir der paa den Manér bare flere ugifte Damer; for en Mand ude af Stilling er bestandig et Ægteskab mindre, medens en Dame i Stilling ikke er et Ærgteskab mer." "Naa; Mændene er ikke altid saa fintfølende, at de ikke skulde kunne lade sig forsørge af sin Kone!" "Nei, nei. Men Sagen er, at hverken Staten eller andre Arbeidsherrer kan være tjente med Funktionærer, som ret som det er maa ha ni Maaneders Permission ... Dere Lærerinder f. Ex. -- ; jeg tror jeg har hørt, at SIDE: 75 Lærerinder ikke kan beholde sin Stilling, hvis de gifter sig?" Pause. Saa siger hun: "Uf ja; man kan skjønne at vorherre er et Mandfolk." Skuldertræk. Lang Pause. Hun har ikke havt noget Hjem; er altsaa uhuslig. Og jeg er en indtil Latterlighed pertentlig Fyr ... Ja jeg ser det jo. Bare den Maade hvorpaa hun slænger Tøiet fra sig, naar hun kommer ind et Sted -- : noget paa den Stol og noget den; Parasollen i Sofaen; Handskerne paa Consolen. Uh; Barnetøi vilde drive om i alle Kroger; Sysager, Aviser og Haarnaale vilde flyde om overalt sammen med visne Buketter, Nipssager, brugte Kraver, Sløifer og Slips, jeg vilde simpelthen tabe Appetiten. Nei; disse Berufskvinder, disse udenhjems, disse Ungkarlskvinder -- et af to: enten maa de slaa sig paa Kjønsløshed definitivt, eller ogsaa maa de for Alvor -- leve Ungkarl. Udenhjemslivet gjør Kvinden uskikket for Ægteskab. Hun taber sin Ligevægt, sin Holdning, sit Midtpunkt; faar noget forsprængt, uroligt, usammenhængende, uforholdsmæssigt; mister den kvindelige Sikkerhed og Overlegenhed; blir nervøs, anstrengt, forjaget, oprevet. En Kvinde uden Stil og uden Gratie, hvor skal man gjøre af et saadant Dyr? -- Hun faar sidde paa dette Kontoret altsaa, som skulde være saa gjævt, eller gaa og skrige og grine i en Skolestue. I et Hjem -- . Næsten alle Mænd har Skjønhedssans. -- Og hvad den vordende Fru Gram angaar, saa maatte hun bl. a. forstaa den Kunst at samtale. Let, utvungent, jevnt; uden Anstrengelse og uden Prætension, uden Anelsen af en Mulighed for at kunne komme til at sige en -- Usikkerhed. Jeg, som selv er et hjemløst Væsen, kan det ikke (uden god Hjælp); faa Nordmænd kan det; vort demokratiske, anstrengte Liv lærer os kun at holde Foredrag eller at diskutere. Hun kan det ikke heller. Hun er for meget Autodidakt; har formodentlig ogsaa SIDE: 76 tiet for meget. Den afslebne Lethed, den beherskede, jevne Naturlighed, den Kunst at glide roligt og frit henad en Samtales Strøm, at kunne sige gode Ting uden at understrege, og de nødvendige Trivialiteter uden at blive kjedelig ... den Kunst kræver Skole. Mellem Ægtefolk som skal leve sammen daglig gjennem Aar maa der kunne føres dannet Samtale, hvis Forholdet ikke skal blive den rene Fælhed. -- -- -- -- I mit trætte Hoved arbeider for Tiden en Sisyfus ved Dag og ved Nat. Han vælter denne ene og samme Tankes Sten ustanselig, vælter den og slipper den igjen, vælter den og slipper den, bestandig, uophørlig, til min Hjerne gløder. XVIII. Hun fører mig opi et underligt Selskab: Skolemestre, Lærerinder, Seminarister, Kunstnerelever, altsammen bra Folk, men ufærdige, underlegne, i Regelen med dette subalterne ved sig, som følger med Bevidstheden om ikke at staa fuldt paa Høiden. En sørgelig Slægt, denne Mellemrace. Ikke uvidende nok til at være lykkelig, og ikke vidende nok til at kunne resignere, hyler den og vrider sig i et Slags aandeligt Hysteri. Snakker over sig om "store Idéer" og "store Sandheder", som de tror indeholder Saligheden for de indviede, men som de selv altsaa ved Skjæbnens Uretfærdighed -- nemlig Pengemangel -- er udestængt fra, i hvilken Anledning de anser sig berettigede til at hade Gud og Mennesker og Alverden. Det skulde synes let at forklare dem, at de Videndes Lykke er svært problematisk; at det at "være paa Høiden" vil sige: at vide, hvor endeløst lidet der overhoved kan vides; at "det Allerhelligste" er en camera obscura, og at Videnskabens sidste og høieste er det store Spørgsmaalstegn. Men det nytter ikke. Det blir ikke forstaaet. Man blir simpelthen en Mistænkt, hvis man siger dem saadant noget. Det er en vanskelig Erkjendelse den: at erkjende at intet kan vides SIDE: 77 Et eiendommeligt Menneske er denne Ebba Lehmann. Hendes Pessimisme er virkelig hysterisk. I og for sig ikke uintelligent. Og dog ubehagelig. Man mærker altfor tydeligt dens Aarsag -- : den altsaa, at hun ikke har tavt Fremfærd nok til at skaffe sig den Smule Barn. En Dame maa være yderst forsigtig i Valget af sit Selskab. Omgaaes hun Folk som staar over hende, vil hun let forsvinde. Men er hun sammen med Folk som staar betydeligt under hende, blir hun ligesom trukket ned. Det piner mig at se Fanny i dette Selskab. Blandt dem blir hun selv -- saa ubehageligt lig dem. Hovedpine. Nogle ægte Venner er det hun har; nogle rigtige Venner. Jeg plages af mine Tvivl, saa jeg ikke faar Fred; nedlader mig til at spionere; søger at faa hendes Bekjendte til at tale, siden hun ikke selv vil. De siger alle: "Jo da, Fanny er en bra Pige ... saa vidt jeg véd." De trækker lidt paa det. Selv den brave Fru Markussen ..."véd ialfald ikke noget galt". Der "blev jo snakket en Del" om hende og denne Uchermann; desuden skal der have været noget med en eller anden Handelsfyr; "men det var vist ikke noget saadant -- ." "Og saa længe man ikke med Bestemthed véd noget galt om et Menneske ..." osv. Gives der en latterligere og umuligere Situation end min? -- Hun er ikke min Forlovede, heller ikke min Elskerinde, skal heller ingen af Delene bli, sandsynligvis; -- ikke desto mindre gaar jeg og fortæres af Tanken om, at hun muligens kan have havt et Forhold ... jeg! -- som endnu den Dag idag besøger Mathilde! ... og lider alle Helvedes Kvaler i den Anledning. En skrækkelig Ulykke at forelske sig udenfor sin egen Kreds. Der tales et andet Sprog i de andre Lag; der SIDE: 78 hersker andre Begreber, sogar andre Følelser; maaske er det for hende en selvsagt Ting, en Ret, en Selvopholdelsens Pligt, at tie med alt hvad der kunde skade hende i Beilerens Øine. -- -- -- Hvad er Skinsyge? Der er formodentlig ikke engang nogen Franskmand som kan give en udtømmende Definition. Jeg kan selv ikke klare min Tilstand for mig. Jeg véd bare, at jeg lider -- meningsløst og ubeskriveligt. Det er ikke Skinsyge. Det hele kommer jo ikke mig ved. Det gjør mig bare saa ondt for hendes Skyld. Det er Synd, det er forfærdelig Synd, om en saa pen og bra Pige skal være bleven tilflækket og udskjæmt i den brutale Kamp for Existensen, som raser der nede i "Folkedybet", hvor man simpelthen ikke har Raad til saadan Luxus som Finfølelse, Sjælsrenhed, Sandfærdighed, Stolthed ... Modbydeligt. Oprørende. Georg Jonathan har Ret: Samfundet maa væltes! Men hvad der er mest tragisk, det er, at denne samme Pige muligens -- og sandsynligvis -- har kjæmpet den tapreste Kamp hele sin Ungdom igjennem for at holde sig fri af alt Smuds, og at hun virkelig har reddet sin Renhed ... og naar hun saa staar der som den fuldt udviklede Kvinde med Seierspalmen i Hænde, værdig til at giftes med en Prins, -- saa er der ikke et Menneske, som tror hende. O Conveniens, hellige, naragtige Conveniens! -- det er nødvendigt, at den unge Pige ledsages paa alle Veie af en gammel, dydig Duenna. Kan hun saa narre Duennaen -- tant mieux! -- I ethvert Fald har det vordende Æsel af en Ægtemand sine "Garantier" ... Der kan neppe være Tvivl længer. Hun er forelsket. Det manglede bare. -- Hvad skal jeg saa finde paa? Uh, ikke ind i den Mølle igjen. Hovedpine. Hovedpine ... SIDE: 79 Den skrækkelige Hovedpine begynder at melde sig igjen. Det rædselsfulde, lammende Tryk over Øinene. Det er som om Skjæbnen har lagt sin Finger der, sigende: hid og ikke længer. Mod, Vilje, Tanke, Begreb, alt synker slapt ned, og jeg sidder og stirrer, opgivet og sløv, paa et eller andet Punkt, som bestandig blir til en Revolvermunding. Forresten. Ikke værdt at gjøre sig det Bryderi. Imorgen eller overmorgen styrter jeg alligevel. Som en Stud, der har faaet en Øxehammer i Planeten. Ungdomsgalskaber. Man gaar og leder efter en Kvinde, men begaar underveis saa mange Daarskaber, at naar man endelig finder den eftertragtede, saa -- bør man helst lade hende gaa igjen. Spoleret Liv. Spoleret Liv. Op med Sørgefarver og Sørgeflor; her er mer end Ligfærd. XIX. Frk. Berner er kommen til Byen; jeg traf hende paa en Søndagsvisit hos Klem, som nok er et Slags Fætter af hende. Hun skal bo her. Hos Pastor Løchen, som er gift med en Kusine eller noget lignende. Det var ganske behageligt at træffe hende. Hun er da Dame ialfald. Uomtvistelig nemlig. Et Væsen fra en høiere Etage, hvor der er Sol og ren Luft. Hvis hun har havt en Historie, kan man være sikker paa at det er en som hun kan staa ved ... eller en som er tilstrækkelig bortgjemt. -- -- Lys, klar Luft! Tryghed! den store Sikkerhed! -- Fælt at synke ned i Folkedybet. -- -- Bort fra alt det der. Op i Dagen igjen; op mod de sollyse Kyster, hvor Bølgen spiller saa lys og varm . . . SIDE: 80 (26de Marts.) Jeg stryger hende ud. Der er bare én Forklaring. Hun er den mest udspekulerede Komediantinde. Hvad jeg har hørt ikveld har revet alle velvillige Følelser og al Agtelse for hende ud af mit Bryst med et Slagtertag. Det var vondt, og det værker og river derinde endnu. Jeg vidste ikke at hun var bleven mig saa kjær. Det er latterligt og fortvivlet. Men det er godt at det er forbi. At jeg ikke har begrebet det! -- det kan jo simpelthen regnes ud som et Reguladetristykke. En Mand som kjender Forholdene i de Kredse satte Regnestykket op for mig. Otti Kroner om Maaneden gir til Nød en anstændig Dame; hvad gir saa firti Kroner? Ha, ha. Nu forstaar jeg alt som før var vanskeligt. Denne Sikkerhed, denne Erfarenhed; denne rolige "Legen med Ilden", denne Freidighed, hvormed hun lod sig trække omkring af et berygtet Mandfolk -- naturligvis! Hun havde jo ikke noget at tabe. Hvad gjør det en slig en, om hun blir overfalden med en Nærgaaenhed? Hun er gammal och van. Hun ved hvordan hun skal greie en slig Situation; der er jo bare det ene Spørgsmaal: Prisen. Bevare mig, hvor hele Mennesket forvandler sig for mig -- til noget paa en Gang stygt og sørgeligt. Hun dør bort for mig; og i hendes Sted er der bare et Kadaver. Et Skin af Hæderlighed har hun bevaret, da der altssa endnu kunde være Mulighed for en Dumrian til Ægtemand. Og hun har naturligvis lang Øvelse i at spille dydig. (Ægte Dyd gjør et mindre strengt Indtryk end den eftergjorte, ligesom eftergjorte Diamanter overgaar de ægte i Glands. Mig har hun kalkuleret til at være saavidt naiv, og saa fjern fra hendes forrige Liv, at det kunde være Hazarden værd at udkaste Garnet. Gud, hvor hun har leet i sit Hjerte over min Agtelse.) -- -- Jeg er ikke bedre, jeg som har kjøbt, end hun som har solgt -- ? Talemaader. Der er i al Evighed et Dyb befæstet mellem den, der bruger hvemsomhelst, SIDE: 81 og den der lader sig bruge af hvemsomhelst; intet Snak dækker over den Ting. -- Jeg er saa slap og kold og tilsølet indvendig. Jeg kan ikke mer. Haanden visner paa sit Skaft; Skriften blir paralytisk. Latterligt. Væmmeligt. Hvad Fanden vedkommer alt dette mig? En ordentlig Whiskypjolter -- -- XX. Jeg vidste ikke at hun var bleven mig saa kjær. Jeg gaar som en lamslaaet Mand, en Mand rammet af en Skjændsel. I det ene Øieblik vil jeg hyle af Sorg; i et andet overvælder Flauheden mig med sin Klamkulde. En uhyggelig Følelsesblanding. Man faar ikke frigjøre sig hverken ved at sørge eller ved at foragte. Jeg kvæles; Sjælen inde i mig ligger og snapper efter Luft. Kamp med Slanger under et Uldteppe. Feber i Bevidstheden; Svedhede vexlende med Frost. Jeg tør ikke se Folk i Øinene. Ha-ha; der er han som havde den Affære med den vakre Demimonde. Ha-ha. Han var nok alt paa Vei til in optima forma at anholde om Holddamens Hjerte og Haand, ha-ha. Ha-ha; disse gamle Ungkarle. -- Jeg kan ikke lade være at piske mig med disse Skorpioner. Det er en rispende, sviende, afskyelig Nydelse ... som for Ekzempatienten at klø sig selv tilblods. Et godt Træf at Frk. Berner kom. Jeg søger hende som et Slags Redning. Hun skal drage mig op i den Høide igjen, hvor der er Luft, fri Luft. Hun kan samtale; hun gaar smagfuldt klædt; hun spiller Beethoven; hun bruger fine Parfumer ... Der er Tryghed, Harmoni, Renhed; ikke Tale om at gaa og skjælve i Angs, for at der kunde være en Vinflæk paa Kjolen ... Jeg klamrer mig fast til alt dette med begge Hænder. Sammenligner og sammenligner og finder med Vold og SIDE: 82 Magt frem alle Fortrin. At hun ikke er ung, og ikke egentlig pen, tilgiver jeg hende; hvad Værd har tilsidst den Slags? Hvad jeg sætter Pris paa er Tilforladelighed, Tryghed, rene Akkorder; jeg væmmes ved Skjønhed uden Sikkerhed, Skjønhed uden de fine Parfumer. Jeg led af Had, Foragt, Raseri i den Grad, at jeg besluttede at se hende igjen og sige hende Sandheden. Og jeg traf hende. Og fik Hjertebanken. Angst og bange og skamfuld blev jeg over det som jeg vilde sige; angst og skamfuld som om jeg var Tyven, skjønt jeg altsaa egentlig var Dommeren; og for hvert Skridt hun nærmede sig, og for hver Grad hendes Ansigt opklaredes og blev til Smil, henrykt, rødmende Smil ... fordampede mine Mistanker og min Beslutning, og jeg søgte forbauset og forgjæves at holde dem fast. Dette var jo ikke den "Frk. Holmsen" jeg havde digtet mig sammen i disse fæle Dage! Denne Atmosfære af god Samvittighed, denne sikre Selvfølelse, dette kjendte, naive Udtryk af ubegrænset Kammerattillid ... afvæbnede mig fuldstændig. Jeg nedtvang min Bevægelse og lod som ingenting. Feighed. Mandfolkefeighed. Som hun stod der foran mig med de store, triste, opklarende Øine og den hvide Pande med alle de brune Hirvler og Vidtløftigheder, som selv ikke den bredbræmmede Hat kunde lyve væk, følte jeg mig svag og rørt som overfor et vakkert Barn, der kommer hoppende med et intet anende Smil og egentlig skulde ha Juling. -- Men hun ærgrede mig ved at være stygt klædt. En skrækkelig Jakke gjorde hende hængeskuldret og fladbrystet, og en uhyrlig bred, brun Straahat klemte hende flad. Og med engang var hun inde paa sine Klager over Kjedsomhed, Livsfortvivlelse osv.; det klang mig pludselig halvdannet. Underlegent. Herregud, Livet er nu engang som det er; der kan ikke siges noget nyt om Verdens Elendighed. Vi faar altsaa være voxne Mennesker: indrette os med Forholdene som de er, eller ogsaa i al SIDE: 83 Stilhed og Stolthed hænge os. Hvad kan desuden saadan et 24 -- 25 Aars Pigebarn ha prøvet af Livet ... Jeg blev i daarligt Humør; og de onde Tanker løftede atter Hovedet. Hvad skal de betyde, disse Jammersange? Nu er hun misfornøiet med Skolen; vil ikke kunne undervise i Religion ... dette Snak om at være "sand", om det fæle i at "lyve", "hykle" osv. ... Herregud; i Embeds Medfør at plugge ind i nogle Gadeunger en Del Idéer, som kan være vrøvlede nok, men som ialfald staar uendelig høiere end de Begreber, merbemeldte Unger bringer med sig hjemmefra, det skulde da ikke være saa forskrækkeligt. Staar hun selv paa et endnu høiere Standpunkt, vel, saa meget bedre for hende; men derfor maatte hun da lige godt kunne hjælpe disse Hottentotunger op til dette relativt høie Standpunkt som repræsenteres af Luthers Katekisme. ... Men klages skal der altsaa. Er det en halvfordækt Anmodning til mig om at befri hende? Gjøre hende til Frue med Tjenestepige? -- Jeg blev grætten og taus. Og da det nu engang altsaa var afgjort, at Bekjendtskapet skulde afbrydes, kunde det likesaa godt ske strax; man behøvede derfor ikke at diske op med alt hvad man tænkte; der kunde findes en Form som var mindre brutal. Jeg indledede Sagen med at advare hende mot hendes Venner. Stakkels Smaa, det angreb hende haardt; og grusomt maa det jo ogsaa være. Efter et Livs Kamp for sin Renhed og Hæder pludselig at se sig værgeløst prisgiven og tvivlsomgjort af et Par ligegyldige, snakkesalige "Venner" og "Veninder" ... Jeg syntes jeg gjorde Bøddeltjeneste. Men fra den Slags Venskaber maa jo et Menneske reddes; hun maatte faa vide i hvad for Hænder hendes Velfærd og Ære laa. Jeg endte med paa en lempelig Maade at antyde, hvor umulig min egen Stilling var overfor et Menneske, jeg kjendte saa lidet, og fik tilsidst, ikke uden Anstrengelse, frem, hvad der altsaa egentlig skulde være sagt -- : "Gift Dem ... med en eller anden brav Mand som De kjender, og som kjender Dem." Hun blev uhyggelig taus og tog hurtig Afsked. Jeg blev staaende lidt udenfor hendes Port; havde en SIDE: 84 Følelse som den, en Morder maatte ha efter det definitive Stik ... og oppe fra de mørke Trapper troede jeg at høre en voldsomt tilbagetrængt Hulken. Trist og slap gik jeg hjem. Det er saa skrækkelig, skrækkelig stygt og raat og vondt -- altsammen. I en underlig brudt og blød Stemning sidder jeg her. Jeg har en uendelig Lyst -- en besynderlig, idiotisk, men næsten uovervindelig -- til at skrive til hende og sige: "Kjære, deilige Fanny, jeg elsker dig over alle Grænser; sig Skolen og alle dine "Venner" op, og gift dig med mig om otte Dage" ... XXI. (3. -- d.v.s. 4. -- April Kl. 2 Nat.) Egentlig sidder ikke Forstanden svært fast i Hovedet paa et Menneskebarn. Underlig er den Angst som overfalder mig, naar jeg efter saadan en slem Nat kommer hjem, og da uvilkaarlig gaar hen til Speilet for at se, hvordan jeg ser ud ... og finder, at jeg er svært bleg, forresten all right ... men kommer til at se mig ind i Øinene. De er pene, de Øine, brune og oprigtige med noget vist vemodigt og resigneret i Blikket; de suger mig til sig. Og faar de først Tag i mig, suger de stærkere og stærkere, indtil jeg gribes af et Slags Svimmelhed; Tingene omkring mig forsvinder; jeg blir saa uhyggeligt alene overfor dette tause Væsen, der borer sine Pupiller ind i Hjernen paa mig, dybere og dybere, mere og mere angstfuldt; -- det er som om jeg skulde miste Bevidstheden; maa rive mig løs -- som man i Drømme maa rive sig ud af et Mareridt. Speilet er et uhyggeligt Instrument. Man staar som Ansigt til Ansigt med sin Dobbeltgjænger -- har kanske en vis uklar Trang til at kaste sig over denne Fyr og kværke ham; for hvad Fanden vil han mig? -- eller som Ansigt til Ansigt med sin Sjæl, hvilket Fænomen fylder mig paa engang med en religiøs Angst og en fortvivlet- fræk Nysgjerrighed. Endelig engang faa Rede paa SIDE: 85 dette Spøgelse som staar bag hele min Existens, men som jeg ikke paa nogen mulig Maade kan faa Kloen i -- ikke engang faa Sikkerhed for, at det overhoved er der. D. v. s. noget maa der jo være, et Agens, et Drivhjul (som sandsynligvis ved en eller anden uendelig Drivrem staar i Forbindelse med det transcendentale Verdensmaskineri); og hvorfor kan det ikke ligesaa godt hede Sjæl? Maaske er det Verdenssjælen selv, der sidder bag sit Skjærmbræt som en Dukketheater-Direktør og trækker i de Traade som bringer mit kjødklædte Skelet til at hoppe og danse og begaa alle disse Meningsløsheder, dem han med guddommelig Barnagtighed morer sig over. -- -- -- Snakkede iaften hele Tiden om "Kvinden". Gav alskens Theorier tilbedste, anklagede og forsvarede hende vexelvis. Ingen forstod hvad der stak bagom. Agent Lunde, der naturligvis, som alle mislykkede Ægtemænd, drikker, meddelte os i sin Fordillethed, at han egentlig havde ladet sig skille fra sin Kone fordi hun "smattede naar hun aad"; -- det tror jeg sgu gjerne. En ældre, ækel Ungkarl, som jeg saa for første Gang, fortalte, at han var en saa god Ven, at naar han fik Besøg af Kammerater fra Provindsen, laante han dem sin Mætresse ... hvilket vakte Munterhed i Svendenes Leir, blandet med en vis Forundring. "Gjør De virkelig det?" sa de og gabte. Saameget Venskab havde de ikke tænkt at der fandtes i Israel. Og de sad der og røkte og pamp, med hede, henkogte Ansigtstræk som dem man ser i en Jernbanekupé en hed Sommereftermiddag. En ung, grønskollet Literat var Kvindens Talsmand og forfægtede med Toddybegeistring det ideale Ægteskab ... "De to skal være sammen om alt, dele alt!" -- "Vil De kanske hun skal være sammen med Manden paa Rangel ogsaa?" spurgte Agenten. -- "Ja naturligvis! Det vilde netop være kjækt!" sa den unge, lidt forbløffet. Jeg støttede den unge Fyr; "naar Kvinden er med, blir Rangelen mere civiliseret." -- Agenten gispede. "Haa ja, san; de Ungkarle. Aa jo; Kvinder paa Vertshus! SIDE: 86 Klokken ni begynder Fruen at gjæspe. Klokken halv ti er hun smaaøiet og rødøiet og ser saa bleg og lidende ud, at Manden af bare Sinne forlanger nok en Ditto. Da klynker det fra Skjørtesiden: "Nei, men vil du virkelig drikke mer?" -- Han efterlignede den katteblide Martyrindestemme paa en saa græsselig Manér, at jeg pludselig kunde se hele Banden ned i Halsen formedelst den vidtopspærrede Latter. -- Mod i Hu, med Brystet fuldt af Vaande og Ve, stod jeg op og vaklede til Mathilde. Intet er mere banalt sandt, end at Livet er en Kval; derfor er det ogsaa saa smagløst at snakke om det. Med dem som klager har jeg ingen Medlidenhed. Deres Lidelse kan ikke være dyb, naar de endnu gider forsøge paa at finde Ord for den. Frk. Berner kunde bekvemmelig være et Par Aar yngre; forresten er hun bra. Der er noget vist fornemt ved dette tilsyneladende ubetydelige Ansigt som vinder ved nærmere Bekjendtskab; og hendes Øine, som ikke er hverken store eller syge, har det dannede Menneskes faste, diskrete Blik -- uden Skyhed, uden Stirren og uden Beileri; man kan trygt se ind ad de Vinduer; man ser ikke længer ind end i Salonen. De indre Gemakker er sikkert afstængte, med Døre og Portièrer, som i ethvert godt Hus. Heller ikke Munden sladrer. Den er passelig stor, jevnt velformet, med et helt behersket Udtryk; smiler ikke uden skjellig Grund, hvilket virker civiliseret. Gud, hvor man blir kjed af disse evig indtagende Damesmil -- med og uden forlorne Tænder! Hendes Stemme er sikker og fast, hendes Foredrag dæmpet og roligt. Alt i alt er hun et -- "for vore Forhold" -- sjelden helt-dannet Væsen; gir det ubeskrivelige og uefterlignelige Indtryk af at være opvoxet i rummelige, harmoniske Forhold, i Rigdom og smagbehersket Luxus. SIDE: 87 Ogsaa aandeligt gir hun det Indtryk. Hendes Anskuelser, rettere: Meninger, passer paa alle Kanter udmærket ind i det bestaaende, og hun skyr med sikkert Instinkt alt, hvad der hos en Nutidsdame kan virke disharmonisk. Overfor Manden har hun den velopdragne Dames hensynsfulde Tolerance. For sit private Vedkommende er hun i al Stilhed conventionel, konservativ, korrekt. Spiller udmærket godt uvidende i les affaires d'amour -- passeligt uvidende. Jeg griber mig i, sammen med hende at conversere. Det er passelig kjedeligt, men behageligt. Man føler sig ovenpaa derved; aandelig velklædt; uangribelig. Naar jeg kommer hjem, husker jeg ikke hvad vi har talt om, kunde ialfald ikke finde paa at skrive det op; saa skal en dannet Conversation være. Hun spiller med megen Takt reddende Engel overfor mig; faar mig trukket ind i Kredse der kan virke korrigerende paa mig. Jeg lader mig drage med overalt og kjeder mig tappert; disse Smaaadspredelser kan være et fornuftigt Middel kanske i min bedrøvelige Kamp ... alt hvad der findes i mig af Energi har altsaa endelig taget sig sammen for at gjenvinde Friheden. Jeg vrøvler og disputerer, danser sogar, og kan paa den Maade fordrive hende for en Aftenstund; føler hende bare inderst inde som en sviende Tomhed. Men naar jeg saa sidder her hjemme igjen ved den sidste Cigaret og det sidste Glas -- -- -- -- -- -- Om jeg ikke alligevel, alligevel, alligevel! -- skulde vove Spranget? Denne eneste Gang? Mine Betænkeligheder blir mig saa smaa, saa pebersvendsk smaalige. Om jeg ikke skulde vove det alligevel? Endelig? -- Snart er jo Naadens Tid til Ende. Rimeligvis blir jeg aldrig saa vidt forelsket mer. Og hun kan sige hvad hun vil, Frk. Berner ... jeg kan godt sælge mit Liv for en Maaneds Lykke med den jeg holder af. Og jeg ligger under for Længselen og Lidelsen og tar min Pen og skriver -- ikke Studier og Impressions for min "Roman", men Breve paa tre Ark til hende. Beder, skjælder, klynker; er grov paa det ene Ark, ironisk paa SIDE: 88 det andet, sentimental og døende paa det tredie; skriver første Ark om igjen; andet Ark om igjen; tredie Ark to Gange om igjen; tilsidst første Ark om igjen nok engang og nok engang ... gaar tilsengs med bankende Tindinger, bævende Nerver og Graaden i Halsen. Saasnart Morgenkaffeen er drukket, brænder jeg Brevet med koldt Blod. For Fanden, vi er jo enige om at vi ikke skal tænke mere paa det der ... XXII. O Schopenhauer, Schopenhauer. At lide er at leve, at leve er at lide. Disse to er ét. Savnet, Savnet, det er den Glød som tærer og tærer og under dette omgiver sig med et Morildskjær; dette Morildskjær kalder vi Livet. Savn, Savn, sugende, slidende Savn, tærende, glødende, fortærende Savn ... Tilfredsstillelsen? -- et Øiebliks smerteblandet Fryd; saa kommer Tomheden, Ækelheden, Trætheden. Vilde jeg ha hende her nu? Ja!! -- men ikke for den Glædes Skyld, hun kunde vække. Kun for at faa slukket dette glødende Savn. Døden maa være et herligt Øieblik. Et vidunderligt, uendeligt Øieblik af smerteblandet Fryd. Den saligtsmertelige Slukning af alle Savn, af selve den fortærende Livsglød. De gamle Myther taler om Satan. Schopenhauer opdagede hvad der stak bag denne Mythe, og indsatte istedetfor Satan: "Slægtens Genius". Det er ham som er Aarsag til al Lidelse og alt ondt. For ham er der ingen Individer, bare Exemplarer. Han slæber med Harpuner og Reb Han-Exemplarer og Hun- Exemplarer sammen, forat de skal frembringe nye Exemplarer, dem han atter kan hale sammen med Harpuner og Reb. Og er hans Hensigt naaet, glemmer han de gamle for de nye, og de blir liggende der for Livstid SIDE: 89 sprællende i hans Reb, indtil de blir saa giftige og onde, at de myrder hinanden. -- -- Men den som vil rive sig løs fra hans Harpun, blir siddende som jeg her -- med Harpunen dybt i sit Kjød og det lange Reb slidende og slidende. Jeg maa have en Gud. Et Sjælecentrum No. 2 ... En Byrde blir lettere at bære, naar den fordeles Jeg trænger en Gud; altsaa opfinder jeg ham. Og beder, beder: Gud, giv mig det Vanvid som skal til for at tro! -- -- -- eller for at dø. Med ondt skal ondt fordrives. Djævelen uddriver Beelsebub; Kvinde fordriver Kvinde. Mathilde paa den ene Side og Frk. Berner paa den anden, den jordiske Venus og det himmelske Venskab, -- skulde de to tilsammen ikke kunne forjage en Smule blegt Ansigt med en brun Lugg? -- -- Hvis det endda ikke var Øinene -- de store, triste Øine. Men enfin; dem ogsaa. Dem ogsaa, naturligvis. En Dag vil de staa paa min Sjæls Nethinde som to sluknende, svindende Stjerner ... nei!! Jeg vil ikke! -- Hold Mund, Asen. Du vil. -- -- Jo, denne Frk. Berner er slet ikke gal. Hun har det, som jeg først og fremst trænger, det beroligende. Det dæmpende. Det dannede. Ørene stive! Ikke skrige, ikke le høit! -- Den Sætning er hun personificeret. Hun har ingen farlige Øine; og hendes begsorte, glansløse Haar ligger glat henad Hovedet og lægger ingen Snarer. Hun er hvad jeg trænger, og hvad jeg trænger nu. Og saa Mathilde paa den anden Side med sin Letsindighed. -- Farvel, du Sirene, som dukkede op fra dit Dyb, med langt, brunt Haar og dunkle, dybe Øine! SIDE: 90 -- -- Og til Undsætning Georg Jonathan. Han egger min Tanke og stimulerer min Stolthed. Og muntrer min Fantasi. Jeg tror ikke paa hans Utopier naturligvis; men jeg tror ialfald, saa længe han snakker. Og den Drøm om "Menneskehedens Fremskridt", som man altsaa maa holde oppe i sig for at kunne existere, suger af hans freidige Fantasterier saa megen Næring, at den ikke rent dør ud. -- -- "Ifølge mine Beregninger -- og jeg er ikke sangvinsk! -- vil Norge om 100 Aar ha 20 Millioner Indbyggere. -- Overbefolkning? -- Sygestuesnak. -- I den Tid vil Landene dyrkes saaledes, at en Kvadratfod Jord vil være tilstrækkelig til at ernære et Menneske. Og vel at mærke: ernære det fyrsteligt. Allerede nu har man drevet det til at frembringe Hvedefrø, der giver over 10 000 Fold ... men det er endnu kun Bagateller. Hovedsagen er, at man om et Aarhundrede eller saa vil ha gjort sig uafhængig af Klimaet. Hele den dyrkbare Del af Jordens Overflade vil være bragt under Glas; fornøden Varme vil overalt og til enhver Tid bli tilveiebragt ved Elektricitet; og da vil der kunne dyrkes Dadler i Bodø og Vindruer paa Spitsbergen. Norges Dale vil være overbyggede med Glas fra Fjeld til Fjeld, og derunder vil al Sydens Herlighed florere. Om 300 Aar vil Landet føde 100 Millioner, og vel at mærke, ikke Bønder og Slaver, men Gentlemen. Paa hver Væg i Landet vil hænge Malerier for 1 Million Kroner, og hver Kvadratkilometer vil ha et Theater som spiller Shakespeare. Og det er klart, at blandt saa mange dannede Mennesker vil enhver finde Venner, saadanne som han trænger dem, og Veninder som kan kysse hans Hypokondri til Bloksberg." -- -- -- -- "Hvorfor jeg er Altruist? Naturligvis af Egoisme. "Jeg hader de fattige, de forkomne, de lurvede; de støder min Skjønhedssans og spolerer min Appetit. Altsaa væk med dem. Synet af Usseldom og Fæiskhed ydmyger mig som Menneske. Why? vi vil være Fornuftvæsener og kan ikke holde os fri for Utøi? Fornuftvæsener -- og leve midt opi en Sump? Nei; det gaar ikke, ser De. SIDE: 91 Det er for elendigt. Homo sapiens, min Klasse, kan ikke være dummere end andre Markens Dyr. Hver Ræv har sin Hule og hver Bjørn sin Multemyr; vi Mennesker maa i Henhold hertil ha hver vort Palads og hver vor Middagsgaas. "Først naar alt det der er i Orden vil det gaa an at leve for en stolt Mand. Alene naar Konkurrencen er fri, kan den overlegne briljere. Da blir alle saa stærke, at det kan lønne sig at være Champion, og alle Kvinder saa skjønne, at der blir Mening i at besidde den skjønneste." "Ja men Ligheden"?" spør jeg. "Ligheden? -- (Skuldertræk.) Bestaar i lige Vaaben. Lige lange Næser behøver vi jo ikke at ha." "Ja men at indrømme Pøbelen lige Vaaben er kanske lidt stærkt -- ?" "Jeg føler mig Pøbelen overlegen, selv naar Vaabnene er lige." -- -- -- -- -- Og paa den anden Side ... Pastor Løchen. En hel Armé mod et elendigt Pigebarn. En komisk Konstellation: Banditten Gabriel Gram og den omvendte Røver ... Men Pastoren er ikke egentlig dum, og har med sin Gudelighed og sit Sjælesørgervæsen noget vist beroligende for trætte Nerver. Jeg kan jo ikke lade være at erte ham lidt; citerer Tolstoj for ham osv. Men Rabulisten i mig er temmelig død. Jeg gider ikke. Det er jo det gamle Væv; hver Konfirmant gjennemskuer det; Kritiken er for let; Vitserne for banale. Derimod opdager jeg af og til, at bemeldte Væv kan være smukt; og hvem løfter sin Lanse mod et Feeri, en Tryllekomedie? Kun høiere Skolegutter gjør den Indvending: "men der gives jo ingen Feer." Hvad der er smukt kan gjerne være Væv (maa være Væv? Sandheden er styg!); det har alligevel sin Berettigelse. Mathilde forfalder mer og mer. Hun véd hvor megen SIDE: 92 Pris jeg sætter paa Illusionen; men saasnart hun slaar sig løs, bærer det alligevel nedenunder Stregen med hende. Iaften var det ellers noget andet som forjog mig. Jeg fik et Sentimentalitetsanfald og kunde ikke lade være at spørge efter "Fanny" -- "hun den smaa som har vist sig her af og til, Datter af din Vertinde?" -- "Aa, hun," svarer Mathilde henkastet; "hun driver det for egen Regning nu, hun" -- "Hvilket? Hvad? For egen Regning?" -- "Ja. -- Der er jo mange Herrer som vil ha dem i den Alder." Jeg blev taus. En Slags Rædsel eller Flauhed overfaldt mig. Mathilde begyndte at snakke utækkeligt, og for at stoppe hende spurgte jeg, hvad Forældrene syntes om det der, at deres Datter allerede begyndte paa den Vis. "Naa, de faar nok være glad til," mente Mathilde, "at Fanny ogsaa har begyndt at trække til Hus." Saa lo hun, slængte sit fednende Corpus henpaa mit Fang og klappede mig og sa: "Det er nok ikke alle som er saa skikkelige som du, Tjukken min!" -- Jeg lagde et Par Mynter paa Bordet og fordampede. Huh -- -- -- -- -- -- Ja, ja, ja; hvad skal man si? Det er saa; der er jo ikke noget at gjøre ved det. Medmindre man vil "vælte Samfundet" paa Jonathansk Vis. Men det sker jo ikke imorgen. Egentlig er det da ogsaa god Kristendom: forat nogle kan holdes oppe maa Massen i Hundene. Vi maa nu engang have et høiere Lag, et finere Publikum; men intet fint Publikum kan bestaa uden Damer, og Damer kan ikke bestaa uden en vis Renhed; saa maa der altsaa være en saadan Frelsens Hær af Tøser naturligvis; og den Hær maa rekruteres. Vil man Maalet, maa man ville Midlerne. Det vilde jo være godt, om Børnene kunde skaanes; et Barn er jo endnu altid en Mulighed. Men -- . Døtre af Noksagtverter ... det er vel for dem den naturlige Vei. Lidt før, lidt senere ... -- Hvad der i dette Tilfælde gjør mig saa ømfindtlig SIDE: 93 er naturligvis dette Slumpetræf, at den smaa heder -- har dette Navn altsaa. Hed hun Mathea eller Indiana ... -- -- Stakkars liden. Ja, ja; hvad Fordel har min Fanny af at hun er gaaet Dydens Vei? Der er for Tiden ét Menneske, hvis Mening hun bryr sig om; og dette ene Menneske behøver bare et Par tvivlende Hentydninger af en eller anden Uvedkommende paa en Kafé, -- saa gaar han hen og bruger Udtryk som Holddame. Jeg spytter mig herved i mit fordømte Fjæs ... XXIII. "Ja, dere Kirkens Mænd har Svar paa alt og Udvei i alle Tilfælde. Men naar jeg betænker, at Menneskehedens bedste Hoder har siddet i en 17-18 Hundrede Aar og arbeidet paa at udforme det System der, saa er det jo egentlig ikke saa mærkeligt. Systemet er virkelig fint." Pastor Løchen smilte stille. "Ja men er det ikke egentlig mærkeligt," sa han, "at Menneskehedens bedste Hoder har kunnet sidde i 17-18 Hundrede Aar og arbeide med det System der, som du kalder det?" "Buddhismen," parerede jeg, "er ogsaa en meget gammel Religion, som mange gode Hoder har syslet med gjennem saa og saa lange Tider." "Der er megen Sandhed i Buddhismen," afbøiede han. "Men mærkeligt er det, rent historisk set, at det buddhistiske Asien allerede forlængst har stagneret, medens det kristne Europa stadig er gaaet frem." "Europa er gaaet frem i de Tider, da Kirken var uden Magt over Aanderne." "Ja, ja, Kirken taber af og til sin Magt, -- hvilket da i Regelen er dens egen Skyld. Men læg Mærke til, at efter saadanne store Forfaldstider vender Menneskene tilbage til Kirken igjen, -- hvilket tyder paa at den dog er istand til at optage Fremskridtet. Det tyder ogsaa paa, at Menneskene, hvor meget de end voxer, dog ikke voxer fra Religionen. De vil have lagt Mærke til, at der selv SIDE: 94 nu -- efter denne sidste og sværeste Forfaldstid -- vaagner en mere religiøs Aandsretning ude i de store Kulturlande; det er naturligt. Jo mere Udviklingen skrider frem, des mere voxer det, som vi kalder Livsleden, Verdenstrætheden, Verdensfortvivlelsen. Og mod den Sygdom, som vel er den sværeste og frygteligste af alle Sygdomme, -- mod den er hidtil kun én Læge funden, nemlig han som sa, og som virkelig kunde sige: kommer hid til mig, I som arbeide og ere besværede; jeg vil give Eder Hvile." -- -- Hvile! Et deiligt, lokkende Ord. Jeg lod den halvt paa Spøg førte Diskussion falde og sagde: "Tjah! hvem véd; jeg kan jo egentlig forstaa det." Det morede mig at erte Georg Jonathan med dette om den "religiøse Reaktion". Han trak paa Skulderen. "All right," sa han. "Man begynder at interessere sig for den Sort Ting, -- Ønskekvister, Hypnotisme, Aandemaning og jeg véd ikke hvad. Markus Tullius Cicero manes ind mellem et Par Lagener og taler Engelsk; Julius Cæsar banker i et Bord og fortæller Paul Pedersen, at hans Bror, Lars Pedersen, er død i Amerika af Cholera. Og udelskede Damer og elegante Rygmarspatienter sidder andægtelig og lytter til det der, og fremnæser henrykt: enfin! voilà la verité, la grande renaissance. Den gamle Bourgeoiskultur begynder at gaa i Barndommen, begriber De. Det er Enden som begynder. Man har bolet saa længe i London og Paris, at man ligger der; saa sendes der naturligvis Bud efter Præsten. Olje og Salvelse og Røgelse og Morfin -- syge Folk maa jo ha det. Da det gamle Rom begyndte at raadne, fik Folk det ogsaa med at løbe om efter Mirakelmagere og Mysterier. Naar Alverden er blit fangen af dette Vrøvl, saa man ikke mere kan skjøtte sine jordiske Anliggender, da kommer Huner og Germaner -- Anarkister og Muskelmennesker -- og feier hele Raaddenskaben væk, Guder og Spøgelser iberegnet. All right." "Naa, saa farligt er det vel ikke," mente jeg; "i Romantikens SIDE: 95 Tid havde vi en lignende Historie, og den gamle Kultur bestaar alligevel. Hele Sagen er vel, at man begynder at bli lidt træt af disse evindelige Hestekræfter." Georg Jonathan saa paa mig med et koldt, speidende Blik, der fik mig til at smile. -- Undres paa, om vi "Fritænkere" vilde taale Fritænkere iblandt os? "Har De læst Strindbergs "Kreditorer"?" spurgte Frk. Berner idag; vi sad alene ude paa Pastor Løchens Veranda ved en Kop Kaffe. "Det er den Titel som er saa god," fortsatte hun; "den kunde vist staa som Inskription over mange Inklinationsægteskaber. Jeg har en Veninde som har en svært forelsket Mand; hun holder egentlig ogsaa af ham; men jeg kan saa godt forstaa, hvorledes hun lider under det. Han er jo en meget hensynsfuld og slet ikke paatrængende Kreditor; men hun har nu disse forelskede Øine lurende paa sig alligevel, og blir rent nervøs af det. Jeg kan saa godt tænke mig, hvordan det maa være at ha dette tause Krav snigende om sig bestandig. Der er en egen, pinlig Spænding i disse Hjem; og har man levet der i et Par Aar, saa faar man virkelig næsten et Slags Skræk for Inklinationspartier." "Men Kjærligheden er nu engang noget som vil ha sin Ret, og hvad skal man saa egentlig gjøre?" "Kjærligheden tager nok sin Ret," smilte hun diskret. "Jeg synes bare ikke det kan være nødvendig at traakke den ud i et Ægteskab." "Det klinger bra, det der," sa jeg; "men da maa vi ha mere Frihed ... d. v. s. Kvinden." "Kvinden har den Frihed hun behøver, -- bare hun har Takt nok til at bruge den," -- sa Frk. Berner. Jeg tror forresten hun rødmede. Og hun fortsatte hurtigt: "For hende vil der være Lykke nok i at bevare sin Ungdoms Oplevelse i et trofast Hjerte, saa hun har noget at leve paa, om hun blir noksaa gift." Nu var hun ganske SIDE: 96 sikkert rød; hun havde faaet frem sit Broderi -- for at kunne sidde tilstrækkelig bøiet. "De blir ordentlig romantisk," sa jeg. "De har engang elsket ... saadan i større Stil? -- Og er ikke forbitret over at han tog en anden?" Hun rystede paa Hovedet. "Nu er jeg glad for det," sa hun. "Havde jeg gjort som Emilie, saa havde vel ogsaa han nu været saadan en udtraakket, grinet Ægtemand; og jeg havde intet havt tilbage. Men nu staar han for mig som han var den Gang, og jeg kommer til at (smiler) beholde ham, til jeg dør". "Selv om De gifter Dem?" -- "Naa!" "Men Deres Mand?" (Smil.) "Han vilde ialfald ... ikke faa nogen Kreditor." "Men han kunde bli Deres Kreditor?" "Da vilde jeg ikke ha ham, véd De." "Nei, det er sandt ... Fornuftpartiet." "Ja; bare Fornuft. -- Naa; det har da altsaa ingen Fare. Faar jeg Lov at give Dem lidt mere Kaffe?" "Nei Tak." "Men en Draabe Likør? -- De bør belønnes for Deres Taalmodighed." "De tror, De har kjedet mig? -- De skal heller vogte Dem lidt; en god Dag kommer jeg og frir til Dem!" "Paa Grund af mine solide Grundsætninger?" "Paa Grund af Deres liberale Grundsætninger." "Ja, hvis De er rigtig forelsket i en anden, saa kan det nok hende jeg tar Dem!" Munterhed. Elske og rase, mens man er ung, og derefter et standsmæssigt, fornuftigt Ægteskab ... De gamle har Ret. Af min Ungdom er der ikke stort igjen. Jeg feirer nu om Dagen min sidste Forelskelse. Hvorfor da ikke ta den med? SIDE: 97 -- -- Byde hende det? -- Ubegribelige Svaghed! Ubegribelige Styrke. Vi Mænd skal jo være det svage Kjøn, siges der; og endda kan jeg, den svageste blandt de svage, gaa her og aflægge sande Kraftprøver i Dyd. Ubegribeligt. Det er Kjærligheden som skaber os om. Naar Kvinden elsker, blir hun svag; hvis Manden elsker, blir han stærk. Kommer en Mand i den Situation at han kan forføre en Kvinde, og han ikke gjør det, da kan man dø paa at han elsker den Kvinde. Men alt har sin Grænse, og jeg magter ikke længer at være stærk. Jeg kan ikke gaa fra hende paa den Vis; vi to maa en Stund være unge sammen. Hvor megen Lidelse kunde ikke være sparet, om jeg havde taget mig sammen og bestemt mig før! -- Jeg skal tale ærligt. Jeg skal være Gentleman. Hun skal faa al ønskelig Anledning til at sige Nei. Hvis hun alligevel siger Ja, hvis det altsaa er hendes egen Vilje ... da vilde det altsaa være en Forbrydelse af mig at bedrage hende for hendes Ungdoms Oplevelse. Endelig den frelsende Beslutning. -- Hvordan det staar til med hende eller ikke: det er min Pligt at lade hende vælge her. Hun skal faa Anledningen. Jeg griber til. Lykken følger den kjække. Skrive er meningsløst. Vil man, at en Kvinde skal træffe et Valg, maa man ikke give hende Tid til Overveielser. Hun sættes derved ud af Stand til at beslutte. Hun vil-nei-hun-vil-ikke. Hun maa have en ydre Impuls til at gjøre endog det som hun selv vil. Det har ikke hændt i Verdenshistorien, at en Kvinde paa egen Haand har fattet en Beslutning. Jeg søger hende og finder hende ikke. -- Aa nei; efter hin sidste Gang ... Flau og elendig søger jeg de "Venner", i hvis Selskab SIDE: 98 jeg kan glemme. Hvad er det i det hele for en vanvittig Idé dette-her: tilbyde hende et "Forhold" -- ! Ja kanske hvis jeg havde passet den beleilige Tid. Nu har jeg skræmt hende. Nu foragter hun mig. Jeg træffer hende aldrig mere. Atter en Gang har jeg følt Lykken træde mig paa Ligtornene uden at kunne gribe til. Jeg traadte høfligt og blufærdigt til Side, bukkede og sa: undskyld, Frøken, at jeg stod Dem i Veien. Jeg ser hende forsvinde henover Aaserne som en hvid Sky. Hendes Smil er spotsk, bittert og sørgmodigt. Det var tredie Gang, hun strøg mig forbi. Og hun lader sig ikke spotte. Dette var sidste Gang ... "endnu denne Torsdagskveld, men saa aldrig mere". Hun er ikke en Tøite, at hun skulde efterhænge mig. -- Stakkels Fyr. Gaa til dine "Venner" -- og til de Veninder, som man slænger fra sig og tager igjen. Et Vrag er du, skyllet op paa en Departementskrak; der skal du bli hængende, til du raadner. SIDE: 99 ANDEN DEL I. (26. Juli 85.) Her ender disse Optegnelser. En meget sigende Taushed følger. Jeg drømte om den kjækkes Lykke; i Virkeligheden kom Historien til at handle om Dumhed og Nederlag. Jeg tyggede min Tunge af Ærgrelse i mange Dage. Noget saa ubehjælpeligt, noget saa klodsmajorsk -- : overfalde Pigebarnet med banale Gymnasiastfraser ... "Kammeratskab helt ud", "dele alt", "holde sammen, saa længe det gaar" ... skræmme hende væk, som Smaagutten skræmmer den Fugl, han vil fange, istedetfor simpelthen -- -- naa, bagefter véd man det jo. Manden er et latterligt Dyr. Han kan tæmme Lynet og regne ud Kometbaner; men beregne, hvordan man fanger saadan en liden dum Fugl af et Pigebarn -- -- Ja hvis det er en man ikke bryr sig om. Men den vilde, frie Fugl, den sjeldne, kostbare ... da faar Jægeren Hjertebanken og mister Hovedet. Han ser Fuglen sidde og blunde oppe i et Træ; iler forfjamset hen og ryster Træet; tænker sig, at Fuglen vil falde ned til ham som en moden Frugt; naar saa den opskræmte Fugl med et Skrig forsvinder inde i Skovtykningen, saa staar han der, den intelligente Fyr, og bider sig i Tungen. Selve Forelskelsen sluknede for en Tid i den uhyre, kolde Flauhed som fulgte. Man maa ha en vis Forfængelighed for at kunne elske, Troen paa Muligheden af Gjenkjærlighed; SIDE: 100 men i de Dage havde jeg ikke mere Forfængelighed end en vaad Hund. Jeg følte at hun foragtede mig altsaa, med hendes og min Foragt tilsammen, hvilket giver en tredobbelt Foragt. Da blir der ikke Plads for Luxsusfornemmelser. Jeg gik omkring som en forkastet, en umulig, en som ikke blir regnet med, en udenforstaaende. Komisk er en saadan Fyr, som lusker om med Halen mellem Benene paa Grund af en Bedrift som han har gjort, fordi han ikke kunde lade være. Men et Mandfolk som har gjort det Forsøg der og er blit afvist, er ganske vist ogsaa det ynkværdigste Kreatur i Tilværelsen. Naturligvis søgte jeg Frk. Berner. Jeg trængte en Kvinde som respekterede mig; og jeg sluttede mig til hende med en vis Inderlighed, som en saaret der trænger Pleie, en forjaget som ber om Plads -- en Plads indenfor en Stuedør, en Plads bag Ovnen. Saa løftede mit moralske Mod atter Hovedet; jeg ophøiede mig over mit Nederlag; følte mig paa mit rette Niveau igjen, oppe i Høiden, oppe blandt de Udvalgte. -- Hvorpaa Forelskelsen gjenoptraadte ... værre end nogensinde før. Imidlertid havde jeg faaet afsendt et Brev, et forbandet Brev, i hvilket jeg gav den overlegne ... talte om dette "idiotiske Indfald" (det skulde gjælde for et Øiebliks Tankeløshed naturligvis), sagde hende et udsøgt ligegyldigt Farvel og meddelte hende, at jeg agtede at ægte en anden, en "intelligent" Dame. Der var i dette -- foruden Løgnen -- en god Dosis lavsindet Hævn. Existerer der noget mere lavsindet end et i sin mandlige Forfængelighed ydmyget Maskulinum! -- Idioti over Idioti. Med det Brev sprængte jeg altsaa den sidste Bro mellem hende og mig, spærrede mig saa grundigt som muligt Tilbageveien. Det er Jægeren, som i sin Ærgrelse over at Fuglen fløi sender et Skud efter den, skjønt han derved bare jager den endnu dybere ind i Skoven. -- -- -- Idag hørte jeg af min Ven Mark-Oliv, at hun har forlovet sig, "solgt sig" til en velstaaende Gamling. -- Ubetinget fornuftigt af hende, naturligvis. Mere fornuftigt SIDE: 101 end jeg havde ventet. De dør sgu ikke af Kjærlighed nutildags! -- Ikke desto mindre sidder jeg her og er saa lang i Ansigtet, at jeg føler det selv. En besynderlig, hjælpeløs Flauhed. Og under den en kvalt, rasende Smerte. -- Forbi. Jeg hader Frk. Berner. Hun var Hexen som trollede mig i Søvn; -- havde jeg faaet vaagne den Torsdagskveld, -- aldrig mer skulde Prinsessen have faaet Lov til gaa fra mig. Pjolter, mere Pjolter. Brændevin og Fornuftægteskab, det er dit Fag, dit Fæ. Den store Henrykkelse, den hele Salighed -- er jeg ikke skabt for. Jeg er en Halvmand; et "Fremtidsmenneske"; for megen Hjerne og for lidet Blod. Naar min Prinsesse kommer, tager jeg min Lorgnet op og studerer hende; og hvis jeg opdager en Feil ved hendes Frisure, eller hvis hun har faaet Spindelvæv paa Kjolen ved at famle sig frem gjennem den Hule, der fører til min Borg, -- rynker jeg paa Næsen og lader hende gaa igjen. Og hun kom igjen tre Torsdagskvelder, og hver Gang lod jeg hende gaa ... gid Pokker havde Frk. Berner og hendes Fornuftægteskab. -- Saa endte mit Eventyr. Skaal. Edite, bibite, collegiales; post multa secula pocula nulla -- Gider ikke skrive. Det blir sgu ingen Roman af. En saa flau Afslutning ... Bare lette mit Hjerte af og til, kanske. Man har jo dann og wann saadan en slags Trang til at le sig ud. Gjøre lang Næse til sig. Hyle. Vonde Tider forestaar. Nu, da hun ugjenkaldelig er borte, blir hun mig i den Grad alt -- -- -- Og Tilværelsen er bare denne svarte Isørk; Knokkelmanden ventende bag en Sten. Det yderste Mørke, i hvilket der er Graad og Tænders Gnidsel. Næsten uhyggelige blir "Hallucinationerne". Hver Aften, naar der blir stille i Huset, kommer hun listende op SIDE: 102 Trappen. Jeg hører hende tydeligt. Først i Trappen, siden i Entréen. Hun banker ikke paa. Hun bare staar der; lytter, venter, kvæler sin Graad. Jeg føler hende saa intenst, at jeg undertiden tar Lampen og flyr ud for at se efter. Men naar jeg har lagt mig, hører jeg hendes Aandedrag her inde i Værelset. II. (8. Aug.) Idag havde Bjølsvik Bryllup. Direkte fra Middagen gik han og hans unge Brud ombord i Hâvrebaaden. De lykkelige Mennesker skal bo i Paris. -- Det er trist alligevel. Vort Venskab var jo i den senere Tid lidt ranglet, lidt sat paa Spiritus; men alligevel var det dog en Trøst, en Redning i Nød, en sidste Udvei. Mer og mer tomt blir det omkring mig. Snart staar jeg alene. -- Lykkelige gamle Gut som er gift! Den eneste Ven som ikke gaar sin Vei i Modgangens Tid, det er ens Kone. Det unge, lyse Væsen, han smedede fast til sig idag for aldrig mer at bli alene med sig selv -- mindede mig lidt om Fanny. Jeg blev sentimental. Sad ved Bryllupsbordet og lod, som jeg spiste, -- svælgede og svælgede paa Graaden, den gamle Ungkarls bitre Graad. -- Selve Vielsen greb mig. De er dog ikke saa dumme, disse gamle Greier. Gamle, hyggelige Sven Brun talte enfoldigt og vakkert; og selve Vielsesformularen er skjøn. Naiv, trohjertig, gammeldags tilforladelig. De gamle Sprog fra Genesis klinger som Barndomsminder, som en stille, hellig Røst fra fjerne Tider, fra Fædrene, fra gamle, vise Fædre. Det siges alt saa hjertelig oprigtigt, saa faderlig strengt og mildt; man blir stille og rørt og ren i Sindet. "I dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød ... Torne og Tidsler skal den bære dig ... indtil du bliver til Støv igjen; thi af Støv er du taget, og til Støv skal du vorde. -- Med Smerte skal du føde dine Børn; og din Attraa skal være til din Mand, og SIDE: 103 han skal herske over dig." Det er Gud Fader som taler ned fra det høie Chor, roligt, skjæbnesvangert, uigjenkaldeligt. Med et Slags Forargelse tænkte jeg paa, at den vesle moderne Nutidsdame af en Brud kanske stod deroppe og mukkede i sit stille Sind mod den fædrene Visdom ... disse fladprammede Nutidsmennesker med deres Mangel paa Religiøsitet er jo ikke til at udholde. Saa faldt Orgelet ind, alvorligt og blødt, ærbødigt svarende paa Guds høie Tale. Sjælemillioners Sang, Aarhundreders Sang, Fædrenes Tro og forsonet resignerede Livsforstaaelse bølgede frem og fyldte Hvælvet med enkle, store Akkorder. Jeg følte mig løftet og ren; en mægtig og mild Sindsbevægelse fyldte mit Bryst; alle Sorger og plagsomme Tanker stod udenfor, langt udenfor, og blev fremmede og smaa, -- underlige, dumme Vanskabninger og Smaadjævle, som blev borte; forsvandtes. -- Jeg vil gaa i Kirke af og til -- især i den katholske. Det er svært ligegyldigt om man "tror" paa disse Legender -- det kan vi jo ikke længer; Aarhundredernes Sang vil jeg høre; i dens Bølger vil jeg svømme og drukne, føle mig løffet og ren. Og jeg vil folde mine Hænder i Ydmyghed, naar Fædrenes Tro bekjendes -- og ønske, at jeg kunde tro som de. "Hvo som tror skal blive salig." D. v. s. er salig. De lykkelige gamle! Tilsidst er det bare én Ven som ikke gaar sin Vei i Modgangens Tid. En Kone? -- En Nutidsdame? -- Naar det begynder at bli trist, søger hun Skilsmisse -- -- -- (Dagen efter.) Idag nævnte Frk. Berner hende for første Gang. Nemlig for at fortælle mig, at hun -- "er det ikke Holm, hun heder? -- aa, Holmsen naa -- med sin Mor og sin noget aldrende Forlovede gik ombord i Hâvre baaden igaar -- for at reise til Paris". -- -- -- Jeg hader Frk. Berner. SIDE: 104 III. Bare én Ting i Verden er morsomt: at sidde her og skrive Breve til hende. Jeg véd at jeg brænder dem igjen. Imorgen eller iovermorgen. Jeg véd at det er dumt. Umandigt. Idiotisk. Maaske er det Hjerneblødheden som begynder. Hos min Onkel begyndte den omtrent paa denne Tid; lidt senere kanske. Men alligevel. Alligevel. Det er det eneste som gir Sindsro. Det eneste som virkelig kan optage mig. Maaske faar jeg ogsaa engang istand noget som jeg kan sende. Det er en besynderlig, utaalelig Pine at føle sig staaende i et tvivlsomt Lys for den man holder af. Jeg maa, maa forklare mig for hende. Og dog véd jeg, at jeg for hende nu ikke er andet end noget halvglemt ubehageligt. Hun har slaaet en Streg over hele min Conto -- isch, den Dompap! Nu holder hun paa at lægge sig tilrette for dette Fornuftægteskab, som kanske ingen anden end jeg har drevet hende opi. Ha, ha. Skriv dine Breve og brænd dem, Pebersvend. Du har ialfald ikke noget bedre at bruge din Tid til. Pjoltre kan du jo samtidig. En Dag bringer man dig paa Gaustad. Jeg er et Reservoir for alle mulige nedarvede Familjesynder og Sygdomme. Hos mig slaar det ud som Dipsomani. Gudskelov, at jeg var stærk og ikke førte den brave Pige opi et Ægteskab med saadant et Kadaver. Denne sugende Lidelse. Den flyder med lammende Smerte helt ned i Fingerspidserne, saa jeg har ondt for at holde Pennen. Skal jeg gifte mig, maa det være med en som ikke bryder sig mer om mig, end at hun uden et Suk sender mig paa Hospitalet, naar Skjæbnens Dag kommer. Uden et Suk og uden Braak. En, som med den rette Overbevisning kan sige: "Tungsind", "Nervøsitet" SIDE: 105 -- eller hvad det er for andre Eufemismer man bruger, naar pent Folk faar triste Sygdomme. Kortsagt -- noget saadant halvgammelt og fornuftigt noget som Frk. Berner. -- Hun tager sig af mig. Hun har Brug for noget saadant som mig til at pleie og redde. De har det med det, disse ugifte. Hunde, Katte eller Pebersvende. Prosit die Mahlzeit. Aa Gud, hvor hele Verden er bare som et stort, svart Hul -- -- IV. (Oktober.) Hovedpine. Det klemmende, værkende Tryk over Øienbrynene. Begyndelsen til Enden. Med ondt skal ondt fordrives. Ikke Spor af forelsket mer. En Sygepleierske -- det er Ordet. Modbydeligt -- naar man blir syg, mister man Energien. Nu bryr jeg mig ikke mere om at leve, end at jeg med Lethed kunde foretage det fornødne. Men jeg er for slap. Absolut pladask. Der skal saadan en Masse Energi til for at hænge sig f. Ex., at bare Tanken -- ; uh. Eller bede Dr. Kvaale om Morfin ... uh. Spille den Komedie ... aarker ikke. Desuden -- Tanken om en Medvider -- -- -- Antipyrin ... Jeg har omgaaedes for mange Medicinere i min Tid. Jeg tror for lidet paa den Humbug. Det eneste er, hvis Doktoren har en saadan Personlighed at han kan hypnotisere. Faa Patienten til at sluge disse intetsigende Piller etc. med fornøden Religiøsitet. Men naar man kjender Medicinerne og deres Kunster -- -- -- Jeg faar holde mig til min gamle Kur. Spadsere og spadsere. Min lykkelige Vane med den kolde Afrivning hver Morgen gjør mig jo temmelig modstandskraftig; og naar SIDE: 106 jeg saa drikker megen Luft -- og ingen Cognak -- ; bare en Absinth nu og da for ikke at bli gal med engang -- Det værste er alle disse Tanker som nager og plager og river Nerverne op, til jeg blir idiotisk og ræd og frygter for at se Syner og høre Røster ... hver Fugl, som skvætter op fra en Busk ved Veikanten, skræmmer mig, saa jeg faar Stivkrampe. Man skulde have et hyggeligt Menneske -- -- aa Fanny, Fanny. -- Alle andre plager mig. Især den gamle forlibte Pebermø som Frk. Berner altid slæber med sig, naar hun gaar Turer ... hun gaar sgu ikke alene med et berygtet Mandfolk, den Mademoiselle; hun forstaar sig bedre paa Verden end stakkels Fanny. Hvorpaa kjender man en virkelig dannet Mand? -- "Derpaa" -- sa Frk. Berner -- "at han opfører sig som en dannet Mand ogsaa overfor ældre ugifte Damer." -- Der var en Spids bag det dæmpede Smil. Jeg har vel en eller anden Gang forglemt mig overfor hendes Veninde af en Pebermø. Herregud, jeg har al mulig Agtelse for den Dame; men -- "Hvorfor man saa vanskelig kan beslutte sig til at dø?" sa Dr. Kvaale paa Hjemveien fra Jonathan. "Ja ... denne Livstrangen i os vil vel ikke dø, før den har udopereret, prøvet alle Muligheder. Det vilde være en smal Sag at krepere, antager jeg, i det Øieblik man vidste med sig selv: nu har jeg prøvet alt; nu er der ikke mer; Verden har ikke mer at byde." "Eller dersom man vidste, at man skulde leve videre?" antydede jeg. "Det vilde da formodentlig være ligesaa let at slænge denne Legemshammen som det er at bytte Skjorte eller Frak." "Det er ikke sikkert," mente Doktoren. "Om vi havde en aldrig saa udødelig Sjæl, saa vilde den være saa bundet af denne elendige Kroppen ... Der er saa mange Undersjæle, ser De, Legemssjæle: Nervesjælen. Blodsjælen, SIDE: 107 Sjælene fra Underlivet og alle de andre Hulheder ... i det Øieblik Oversjælen fandt ud at den vilde slænge denne Kroppen, saa vilde disse Legemssjælene kaste sig over den og overmande den, ligesom Matroserne gjør, naar Kapteinen faar Dilla og vil sætte Skuta paa Land; de binder ham simpelthen og stænger ham inde. -- Naa ja, vi faar se forresten. Lever vi, saa lever vi." Han sukkede, tror jeg. "Det er modbydeligt at man ikke skal være Herre over sit Liv," fortsatte jeg. "Til syvende og sidst dræber vel ingen sig før han blir gal, og da kan man jo ikke egentlig sige at han "selv" har gjort det." "Der er dem som dræber sig med klart Hoved," mente Kvaale. -- -- Vi gik ind i Kabinettet paa Grand og snakkede videre. Naturligvis tilsidst om Ægteskab. Jeg forsvarede, han angreb. "Saadan en Ægtemand er akkurat som denne Dragen Fafner i Wagners ... Siegfried, tror jeg -- : "lch liege und besitze, lass mich schla -- -- -- fen" ... V. Til The hos Pastor Løchen. Efter Theen en meget diskret Toddy. Han bestræber sig oprigtig for at aflægge Præsten i min Nærværelse. Men enten det er min Skyld eller hans: vi sidder tilslut opover Ørene i religiøse Vrøvlerier. Han vil ikke indrømme, at han hader de "moderne Fornægtere". "Jeg har snarere," sa han, "en vis Respekt for disse stærke Aander som formaar at erkjende den gudforladte Tilværelses Tomhed -- og formaar at udholde denne frygtelige Erkjendelse." "Ja; Kraft skal der til." "Men" -- han tog strax sine Reservationer -- "jeg maa tilføie, at naar jeg læser disse Folk, faar jeg næsten SIDE: 108 altid en vis Følelse af Tørhed, af Overfladiskhed -- jeg mener: en Fornemmelse af at de maaske dog ikke har set rigtig tilbunds i "Verdens Lidelse"; ialfald ikke tilbunds følt den." "Naa," mente jeg, "selv om man baade erkjender og føler den, -- man har da en vis Stolthed, en vis Moralitet; det gaar da ikke an at give sig over i noget anerkjendt idiotisk -- undskyld erkjendt idiotisk -- bare fordi man synes Sandheden er streng at se under Øine!" "Ja, ja," mumlede han, "for saa vidt min Respekt. -- Men," fortsatte han, "naar du ikke forstaar, at moderne Mennesker -- som disse Medlemmer af det engelske Aristokrati f. Eks. -- kan vende tilbage til Katholicismen, saa maa jeg fastholde, at netop denne Erkjendelse af Verdenslivets Meningsløshed, den er en af de stærkeste Tugtemestre til Kristus. Er engang Umuligheden af en Verdensforklaring ad videnskabelig Vei ... rigtig tilbunds erkjendt, da kommer der tilsidst et Øieblik, hvor Valget staar mellem Vanvidet og Kristus; og mangen forpint Sjæl vil da kaste sin "Stolthed" overbord og søge Redning der, hvor den er at finde." "Svagere Sjæle ... naa ja." "Lad saa være. En saadan Sjæl vil maaske være svagere end almindelig. Men det kan vel ogsaa være en stærk Sjæl, der har erkjendt Verdenslidelsen dybere end almindelig." "Til denne sidste Klasse henregner man sig naturligvis helst." "Jeg for min Part maa sige, at jeg nok desværre faar regne mig til de svagere Sjæle. Jeg er, som du maaske husker, en Smule æsthetisk anlagt; maaske er jeg væsentlig æsthetisk anlagt; og de æsthetiske Aander hører ikke til de stærke. Men for mig blev selve denne min Skjønhedstrang Tugtemesteren. Da Verden en Dag opløste sig for mig i en eneste stor og skrigende Disharmoni, saa blev der for mig bare et at gjøre, nemlig at søge didhen, hvor der i det mindste var Harmoni; og det var der hos Kristus." "Ja-ja." SIDE: 109 -- -- Men disse engelske Aristokrater interesserer mig. Jeg kunde selv mangengang have Lyst til at søge Ly bag gamle Kirkemure og Altere; men at kunne det! -- Overvinde al sin moderne Skepsis og Viden og virkelig finde Ro i noget saa udlevet! ... jeg forstaar det ikke. Men maaske er det ikke "udlevet"? -- Salomon skrev: intet nyt under Solen; han burde maaske have tilføiet: og intet gammelt under Solen. "Nyt" er maaske bare det vi for Øieblikket trænger; "gammelt" er det vi netop har brugt ... At tanketrætte Folk slaar sig paa Mystiken er da ikke mere mærkværdigt end at en Eng blir regntørst efter langvarigt Solveir. Frk. Berner er musikalsk. En heldig Ting for det Tilfælde at hun gifter sig; Musiken er saadan en god Familje-Lynafleder. "Jeg er ogsaa af og til lidt tonetørst," sa jeg. "I min Ungdom skrev jeg sogar Noder. Der er ikke den Sygdom jeg ikke har gjennemgaaet; de musikalske Meslinger havde jeg i temmelig høi Grad. "Men tilsidst blev det mig for ensformigt. Noget saa fattigt. Bare disse stakkels to Tonearter, Dur og Moll, Moll og Dur ... to skarpe Modsætninger uden Forsoning ... kan De tænke Dem noget mere ukunstnerisk? -- Jeg borede og borede for at komme dybere ind; vilde finde en "tredie Toneart", den som efter Sagnet faar alt til at danse og klinge ... Men der var altsaa bare disse ... Valser for dem som vil danse, og Salmer for Lægfolk. Og saa blev jeg kjed af det -- som af alt andet." "Noksaa ungdommeligt vistnok," bemærkede Frøkenen. -- -- Ja, ja; det var jo det. Men disse dybe Grundtoner, der opløser hele Tilværelsen i Vibrationer og Klang, dem kan jeg fantasere om endnu. Havde jeg dem, -- hvilken Salighed at spille dem og se hele denne tunge, graa Verden dampe syngende hen -- først i solgyldte Skyer, saa i blaanende fin Røg, tilsidst i stor, kold Stjerneklarhed. SIDE: 110 VI. Religionen "gammel"? "Fornuftstridig"? -- Det er nok ogsaa bare Talemaader. Gives der noget mere gammelt og fornuftstridigt end Kjærligheden f. Ex.? -- Og dog er den Virkelighed i den Grad, at jeg voxne, moderne Mandfolk gaar her og tæres op ... af Længsel efter et Pigebarn som jeg til syvende og sidst ikke vilde ha -- -- -- (Februar 1886.) De moderne Undersøgelser af hypnotiske, magnetiske og andre nervøse Fænomener er til syvende og sidst kanske det eneste som der er noget Haab ved. Hvis man ad den Vei ikke naar ind til "Sjælen" -- dette mærkværdige ubekjendte som bringer Kadaveret til at sprælle, -- saa gives der i det hele ingen Vei. Der er mere mellem Himmel og Jord end Medicinerne begriber. Saa længe det ikke er forklaret hvorledes Luftsvingningerne i vor Hjerne blir til Toner, saa længe bestaar den uhyre Dualisme "Materie" og "Aand"; og vore Nervestrenge er ikke andet end Telegrafkabler, der besørger Korrespondancen mellem disse to Verdener. At faa rede paa hvordan disse Telegrafapparater fungerer maa altsaa blive det første Skridt. Jeg laaner hypnotiske -- og sogar spiritistiske -- Bøger etc. af Dr. Kvaale, som bare "venligst anmoder mig om ikke at blive gal". Naa, saa farligt er det ikke; der er altfor meget haandgribeligt Tull i dem. Men meget mærkværdigt og gaadefuldt gives der, som vi alle oplever uten at lægge Mærke til det; og jeg kan ikke forstaa, hvorfor en Fjernvirkning -- en real, ikke blot en indbildt -- mellem hende og mig skulde være "umulig" -- ? Hvor Mandfolkene snakker freidigt om Kvinder og Kjærlighed, naar de ikke er forelsket! Georg Jonathan, som engang var saa hæderlig og naiv ... giftede sig med sin Elskerinde, og det af den SIDE: 111 Grund, at han var ræd Tøsen skulde forfalde! -- (Herregud, hvis en Tøs forfalder, saa er hun ikke bedre værd, og hvis hun er bedre værd, saa forfalder hun simpelthen ikke ... og desuden, "forfalde"? Er det ikke det de skal? Er det ikke det vi alle skal? Er det saameget bedre at forfalde i Kjedsomhed og Skikkelighed og tilsidst gaa og vralte som en fed, gul Gaas af en Filistermadam -- end at leve for fuld Damp i nogle champagnegale Aar og saa dø Døden tilgavns og uden Vrøvl, paa et Hospital eller i Rendestenen?) Men dengang var han forelsket altsaa. Og den som er forelsket, vil have Pigebarnet for sig selv. Mit Had til den Gamling som er strøgen af med Fanny, det er i al Stilhed saa giftigt, at jeg synes det maatte være en Nydelse at sætte Støvlehælen paa hans Nakke og træde ham ihjel som en Orm. Og nu er det altsaa jeg, som ikke liker Spas i de Affærer. -- -- "Det blev ikke noget af denne Gang heller altsaa?" smilte Jonathan lidt flertydigt. "Med hvad?" Jeg blev hed. "De forstaar hvad jeg mener, ser jeg," nikkede han. "Gratulerer forresten." "Saa? Kjender De den Dame?" "Nei; men jeg kjender Dem. De ligger ikke for Monogamiet." "Saa?" "De har ikke Humør nok. Man maa være Humorist for at komme helskindet gjennem Ægteskabet, begriber De." "De er ellers for saa vidt paa Vildspor, som jeg aldrig har tænkt at gifte mig med den Dame," sa jeg kjækt; -- al Løgn er Halvsandhed. "Hun var imidlertid et fornuftigt Pigebarn, som jeg med megen Fornøielse drev omkring med; der var intet i Forholdet af det som De sandsynligvis ... forudsætter." "Det var et platonisk Forhold, ja; jeg véd det." "Véd det! naa -- vide det kan De vel ikke ..." "De var den hele Tid for elegisk, min Ven. Man ser strax paa en Elsker om han er besiddende eller ikke." SIDE: 112 "Naa, Elsker ... det Udtryk er ogsaa falskt. Der var for meget ved hende, som ... jeg drev det ikke videre end til en vis Interesse." Pludselig skamfuld over min Feighed tilføiede jeg: "D. v. s. hun bed sig jo ind i min Fantasi tilsidst ... Denne eiendommelige Fantasiforelskelse, De véd ... Afstandsforelskelse ... med obligat Melankoli altsaa, naar Objektet er fraværende." "Jeg mærkede det jo," sagde han -- i en Tone af Forstaaelse som jeg ikke havde ventet, og som altsaa gjorde mig blød. "De skulde se at frigjøre Dem," tilføiede han. "Naa; lettere sagt end gjort." "Lettere gjort end sagt -- naar hun er blit gift, mener jeg." "Sludder." Energisk afvisende Skulderbevægelse. "Er hun da saa svært dydig?" "Dydig? -- Det er ikke det. Naturligvis kan enhver Kvinde forføres; Forskjellen er jo altsaa bare den, at ... der er altsaa bare den Prisforskjel ... Men denne-her, ser De, er af dem, som tager det høitideligt; og dem undgaar man jo i det længste. Jeg er nervøs for sligt." "Hun vil tage det mindre høitideligt efter Bryllupet, begriber De. Ægteskabet er en snedig Indretning. Det berøver Smaapigerne deres Blufærdighed og skuffer dem, hvorpaa de med Lethed blir Don Juans Bytte. Saa meget mere som Ægteskabet gir en vis Sikkerhed med Hensyn til Barnet. Pas altsaa paa at melde Dem i rette Tid. Hun vil give efter strax, og med et Raseri som vil skræmme Dem, -- De brave, gamle Jomfru." Jeg hadede ham, der han sad. "Hvad er det for en fransk Roman, De nu har læst?" spurgte jeg overlegent. Han trak paa Skuldrene -- endnu mere overlegent. "En Virkelighedsroman," sa han. "De kjender den ogsaa. Meget forelsket maa De være, hvis den Art Kjendsgjerninger forarger Dem. Vi kan ikke bruge det frie Ægteskab; vel, saa faar vi hjælpe os med det brudte." SIDE: 113 -- Egentlig kan jeg ikke rigtig med den Fyr. I min vordende Roman skal han optræde som typisk Repræsentant for denne kolde, kjedelige matter-of-fact- og Prosatid som kaldes Nutiden. I det hele for denne fladprammede Optimisme og Positivisme uden Fantasi og uden Religion. Da liker jeg bedre Dr. Kvaale; jeg aner Dybder i ham; han er med al sin Doktormaterialisme en Mand med Sjæl; han har lidt, og han lider; han ser dybt ind i den evige Nat, og han har lært Resignationen. Det er hun ... sligt maa man kunne bli gal af. Hun begynder at forfølge mig om Dagene. Jeg kommer neppe paa Gaden -- strax er hun der; ti-tyve Skridt bag mig, stirrende efter mig med sugende, triste Øine. Jeg vender mig uvilkaarlig om -- : naturligvis er der ikke Spor af hende. Men hun er der alligevel. Hvor meget virkeligt der kan ligge til Grund for en saadan Fornemmelse -- -- . Jeg har ganske sikkert mediale Anlæg; lignende Ting har jeg oplevet før, naturligvis uden at lægge Mærke til det. Vi har hidtil bare havt det ene store, grove Ord "Nervøsitet" for alt sligt, -- ligesom Lægerne i gamle Dage sammenfattede alle pludselige Sygdomsanfald under Begrebet "Slag". Det er paa høi Tid at disse Felter undersøges. -- Værst er det om Nætterne. Naar jeg har lagt mig og slukt Lyset, føler jeg hende ganske tydeligt her inde, et eller andetsteds i Værelset; hun er der; jeg hører hendes Aandedrag; -- inat blev det saa tydeligt at jeg tabte Besindelsen, tændte Lys og gav mig til at lede efter hende ... Komplet gal. Men saasnart jeg havde lagt mig igjen og slukt Lyset, begyndte det paany, og jeg hørte hendes Aandedrag saa tydeligt som mit eget Hjertes Hamren. Den Søvnløshed som følger med er farlig. Jeg kvier mig ved at begynde med Chloral ... Hys, der er hun. SIDE: 114 (Senere paa Natten.) Jeg er spøgelseræd. Dette hænger ikke rigtig sammen. Hun er død; har i sin Fortvivlelse sprunget overbord for at undgaa Oldingens ækle Kjærtegn; det er hendes Aand som er her ... -- -- Kjære, elskede Fanny, hvis du er her, saa sig mig det; ønsker du noget? Har du noget at meddele mig? Kan du ikke tale til mig, saa gjør et eller andet Tegn ... VII. Jeg snakkede lidt alvorligt med Dr. Kvaale idag. Han gav mig Bromkalium og Chinin og forlangte sine Aandebøger tilbage. Kan saa være; jeg er for nervøs netop nu. Det er anstrengende Lekture. Verdensfortvivlelse og Bromkalium kan være nok for en Person. Flere Opløsningens Kræfter behøves ikke at hidkaldes. Det bestandige nervøse Tryk paa Hjernen gjør mig ængstelig. Min hjernebløde Onkel spøger for mig baade sent og tidlig. Ikke sidde inde og læse nu; spadsere voldsomt, jage væk alle urolige Tanker -- og alle Spøgelser -- -- Min bedste Omgang er nu simpelthen Pastoren. Hans brede, mildt-alvorlige Sjælesørgervæsen beroliger mig. Jeg har en Slags overtroisk Følelse af, at jeg i hans Nærhed ikke lettelig vil bli overfaldt af mystiske Magter. Han tilbød sig at gaa Aftenture med mig, og jeg sa med virkelig Glæde "Ja Tak". "Jeg skal lægge Præsten igjen hjemme," tilføiede han smilende. Saa gaar da Præsten og Fornægteren venskabeligt sammen og snakker Sniksnak. Hans rolige, forsonede Syn paa Mennesker og Ting behager mig. Det er jo naivt, dette med denne Gud som sidder deroppe og passer paa os; men jeg liker altsaa det naive for Tiden. Altid naar SIDE: 115 jeg er lidt herunter kommer dette Sværmeri. "De syge have Lægen behov," siger Præsten. Frk. Berner er sædvanligvis med, og jeg befinder mig som i en tryg, brav Familjekreds. Vi taler om Musik og Literatur. Præsten har en literær Smag som for Tiden ikke mishager mig; han paastaar, at det i den norske "profane" Literatur bare er én læseværdig Forfatter, nemlig P. Chr. Asbjørnsen. "D. v. s. rent privatim sværmer jeg egentlig mere for Welhaven og Moe," tilføier han; "men hos dem er det maaske det religiøse Drag som er mig saa særligt tiltalende." Jeg faar ham ikke ind paa Hypnotisme og Spiritisme og den Slags Ting; han bøier af i gamle Spøgelse- og Præstegaardshistorier, som egentlig ogsaa er vel saa interessante, og som desuden har hele det Skjær af Poesi over sig, som disse moderne Ismer i saa høi Grad mangler. Jeg siger til mig selv: ogsaa i Overtro har de gamle Fortrinnet. -- Der mangler hele Tiden bare én Ting, d. v. s. der er et Hul i Kredsen ... Den fjerde i Laget er nok med, men altfor aandeligt -- "Vi skal ikke laste Forstandstiderne," sa Løchen idag paa sin forsonlige Maade; "de trænges; de har sin bestemte og nødvendige Plads i Udviklingen. De klarer og renser og øver en Kritik, som paa alle Omraader, ikke mindst paa det religiøse, er af Betydning. Men du kan ha Ret i at de ikke netop er saa interessante; de udmærker sig jo ved en vis Tørhed; derfor kommer ogsaa Tilbageslaget, Følelsens, Hjertelagets Tilbageslag eller Gjenfrembrud i de store Renæssancetider -- om jeg faar Lov til at bruge det Udtryk i den Forbindelse. De Tider altsaa, da Menneskene lever mere helt ud, ikke bare med Tanken, men med sit hele Væsen. At ogsaa Religionen i de Tider kommer mere til Ære igjen er naturligt nok, aldenstund Mennesket jo ogsaa er et Væsen der har Bevidsthed om det uendelige. Man skulde tro, naar man læser den skarpsindige, lærde, ofte vittige Kritik, der i SIDE: 116 Forstandstiderne øves overfor Kristendommen f. Eks., at denne var fældet og ikke mere kunde leve op igjen; men det er nu til syvende og sidst ikke Intelligensen som er vor Grundevne, og det som den rene Intelligens forkaster kan altsaa ligefuldt være et Livsbehov for Mennesket -- som Helhed betragtet." "Ja ... naar bare det beviste noget!" "Det er nu til syvende og sidst det eneste Sandhedskriterium vi har," svarede han. "Med hvilken Ret skulde vi ogsaa forsøge paa at undertrykke dette Følelseselement? -- Vi kan det ikke engang; naturam furca pellas ex ... Der er mer end én stor Skeptiker som tilsidst har maattet erkjende, at han havde glemt la partie religieuse et sentimentale." "Han var en brudt Mand dengang, Auguste Comte, som bekjendt." "Det vil maaske kun sige at han havde en dybere Livserfaring. En syg Mand véd mangt som den sunde ikke aner." "Og som den sunde altsaa heller ikke kan forstaa." "Tidligere eller senere blir vi alle syge," mente Præsten. Skuldertræk. Længere Pause. Ak ja; syg kan man bli bare af en liden elendig Kjærlighedshistorie. Man savner saa længe og saa saart denne Kvinde som skulde udfylde ens Væsen, at man tilsidst synes man maa dø. Da blir man nøisom og søger Udveie. Kan man ikke faa det bedste, tager man det næstbedste. I Mangel af Kvinden nøier man sig med Gud; i Mangel af Lykke tar man tiltakke med Salighed. Det er den gamle Mythe. Man kan ikke favne Juno, og knæler altsaa for en Sky ... Monstro jeg virkelig engang kunde drive det til at foreslaa for Frk. Berner saadant et "Fornuftægteskab"? Det var absolut det bedste jeg kunde gjøre. Hun har udmærket god Rede paa at behandle saadan en træt Fyr; SIDE: 117 snakker væk min Uro naar jeg er nervøs, og forstaar den Ting at "samtale" alene -- saaledes at jeg kan sidde og tie og ta det roligt og samtidig ha Illusionen af at være med, ja endog en Slags betrygget Følelse af at jeg interesserer. Genialt simpelthen. -- -- Jeg faar se hvordan det kan gaa, naar jeg har overvundet denne Periode af Træthed ... og faaet den anden lidt mere paa Afstand -- endnu lidt mere paa Afstand ... "Det kommer bare an paa Viljen," siger Præsten; "vil man tro, saa kan man." Ja, ja; det er sandt. Det er jo bare en Autosuggestion der handles om. Bare med den rette Energi suggerere sig den Idé at man er Fanden gi't, og at man kun paa den og den bestemte Maade kan bli frelst -- -- Men dertil skal der altsaa en Energi større end den, hvorover Undertegnede forføier. VIII. Stakkels snille Brun, -- han har ordentlig gaaet og skelet til mig siden sidst; han skjønner hvad jeg tænker om hans Ægteskab, og han har da vaklet mellem de to Ting: at bryde med mig eller at gjøre mig til sin Fortrolige. Disse arme Ægtemænd! Allesammen begynder de med at være overlegne; de "behøver ikke længer" de gamle Venner; tar Afstand altsaa, eller bryder overtvært. Men hvem véd? om et Par Aar kommer de kanske igjen; -- de maa dog tilsidst have nogen "som de kan tale med." -- Brun kom. Han trængte nok altfor stærkt til at lette sit Hjerte. Og hvorfor da ikke ligesaa gjerne for mig? -- Jeg vidste allerede før -- en Del for meget. Og jeg havde Medlidenhed med den brave Musiker hvis Liv er blit Disharmoni, og modtog hans Indbydelse til "saadan en rigtig Ungkarlskveld" hos Ingebret. SIDE: 118 Ikke før var vi udover de fornødne Indledninger og den uundgaaelige Forknythed, før det begyndte. Hun var det prægtigste Menneske af Verden etc. De havde det i det hele rigtig bra sammen osv. Naturligvis kom der et og andet; det hender i de bedste Ægteskaber m. m. -- "Det er sandt du, -- hvordan lever Bjølsvik?" -- -- "Ja lad os haabe det gaar godt," fortsatte han. "Men det er nu engang saa med os Kunstnere: vi kan ikke rigtig med dette evindelige Hverdagsgnag, og saa blir det gjerne den gamle Historie om Draaben som huler ud Stenen." Isen var brudt. Han pustede lettere. "Ja, ja," sa jeg. "I det hele blir vel Ægteskabet vanskeligere, jo mere nervøse Folk blir." "Netop. Netop. Brillant sagt" -- Gud, saa rørende taknemlig saadan en Ægtemand kan være for et lidet forstaaende Ord, som der ikke er nogen hemmelig Spids i. -- Vi var færdige med Kaffe-Chartreusen og sad gemytlig installerede ved den anden Toddy. Han skulde ligge paa Hotel inat; kunde komme hjem naar han vilde, og var lykkelig. Vi sludrede væk. Den begyndende alkoholiske Paralyse gjorde Hjerterne aabne og Tungerne løse; han vovede allerede -- paa Spas naturligvis -- at gratulere mig med, at jeg havde undgaaet alle "Farer"; "ja du var jo lidt udsat nu igjen, har jeg hørt? ... Naa, ikke det? Altsaa bare saadan en -- . Saa; ikke det engang? -- Naa; i ethvert Fald ..." Ved den tredie Toddy fortalte han mig den tragikomiske Historie om, hvorledes hans Kjærlighed havde faaet "det første Stød". "Jeg var jo saadan rent naivt forelsket, jeg, ser du; hun var simpelthen Idealet og alt det der; og hun var jo deilig. Ikke sandt? Ja du husker det vist; jeg gik omkring og trykkede alle Mennesker i Haanden og fortalte dem at jeg holdt af dem; naa ja, jeg holdt virkelig af alle Mennesker den Kveld. Man blir saadan, naar man er rigtig tilfreds, véd du." SIDE: 119 "Naa ja; hun var ogsaa i sit Es; følte sig fornøiet og fri, Frue, Kunstnerfrue og alt det der; storartet; -- var munter og slog sig løs, skaalede med Venner og Veninder, smagte tilsidst paa Punschen ogsaa, og alt gik herligt. Endelig var vi i vort Brudekammer; og jeg begik alle mulige Dumheder, knælede og deklamerede og jeg véd ikke hvad; pludselig blev hun bleg og satte sig. Jeg blev forfærdet og spurgte om der var noget i Veien; hun bad mig gaa ud. "Skal jeg ... hente Læge?" spurgte jeg i min Skræk; "kjære gaa ud; lidt fort! fort!" bad hun. Jeg vidste ikke hvad jeg skulde gjøre; ud maatte jeg, men turde ikke gaa langt ... pludselig hører jeg nogle besynderlige, stønnende Lyd ... Haaret reiste sig paa mit Hoved; jeg styrter ind i vild Fortvivlelse ... Der stod hun i en Krog bag Sengen i fuld Brudestas og ... den Stakkel havde ikke taalt de Par Draaber Punsch ... afleverede i den lykkelige Brudgoms Nærværelse -- hele Bryllupsmiddagen. "Ja du ler du. Men jeg -- ; ja naturligvis holdt jeg gode Miner; sa, at det betydde ikke det mindste; at den Punschen virkelig havde været for stærk; at der var mange af Damerne som havde drukket ligesaameget som hun; men ... Ja, jeg blev ligesom saa flau indvendig. Et Ideal som kaster op, ser du ... hun var med engang ligesom en anden end den hun havde været." "Kan nok sætte mig ind i det." "Jeg glemte det naturligvis; men ... alligevel; naar Violinen en Gang har faaet en Spræk -- . Det er jo dumt at bry sig om saadan en liden Tilfældighed. Nu synes jeg jo bare det er latterligt; komisk. Men hun har vel mærket at der var kommet noget saadant kjøligt over mig, og saa har hun vel følt sig skuffet ... ak ja. Det er vanskelige Affærer. Det er som naar man skal skrive noget; den mindste Bagatel kan bringe en ud af Stemning, og saa gaar det Skrap." Han drak nok en Slurk; nød den tredobbelte Lykke af Toddy, Frihed og medmandfolkelig Forstaaelse fortsatte saa -- lidt mere aabenhjertigt end han vel egentlig havde havt til Hensigt -- : SIDE: 120 "Ja, ja. Commune naufragium. Vi er vel ikke de eneste. Og saa slider man hinanden rent ud; man blir saa nervøs og saa ... Det værste er at hun ikke forstaar nogenting; hun har ikke Anelse om, hvordan jeg har det; bryr sig ikke om at sætte sig ind i det engang ... Saa blir man saa træt. Jeg undres mangen Gang paa, om der egentlig er noget igjen af hele Historien. Der er ikke noget Glædesstik i Brystet naar jeg tænker paa hende, og ikke nogen Længsel; bare en træt, tom ... Følelse af et Slags Forpligtelse ..." "Kreditorer," skjød ind. Han stirrede paa mig, lidt sløvt; forstod mig sandsynligvis ikke, men sa: "Netop. Brillant sagt." Hvorpaa han tømte Glasset og fortsatte: "Hun kan ikke længer sætte mig i Humør, mener jeg. Altsaa er jeg ikke ofte i Humør. Saa sætter jeg hende ogsaa ud af Humør. Men naar jeg ser hende i daarligt Humør, blir jeg ærgerlig. Saa blir hun nervøs, og saa græder hun. Saa blir jeg irriteret. Og saa blir hun sint. Bare latterligt; betyder ingenting; men -- . Jeg kan bli rasende, bare hun glemmer at sætte en Knap i en Vest ... "han blev rasende ved den blotte Tanke -- : "for Satan, nu har Kvindfolkene i Aartusinder ikke havt noget andet at bestille end at sy i Knapper i Tøi, og saa duer de ikke til det engang!" -- Det gik op for mig, at han maatte ha havt en Scene idag igjen; rimeligvis en af de slemmere. -- "Men hun er jo saa gjennem bra," fortsatte han i en sentimentalere Tone; "og der var ikke Tale om at leve uden hende; disse Uveirsbyger faar man jo ta med; hun er jo min bedste Ven alligevel; du maa ikke tro jeg vil være ugift!" -- -- Han angrede sin Oprigtighed, kunde jeg forstaa. Jeg beroligede ham efter Evne, men tænkte ved mig selv: det var dog godt, at jeg var fornuftig -- -- Ja Gud véd. Man vil ha os til at tro, at der ikke er mere mellem Himmel og Jord end et Par Kampestene. Men naar jeg SIDE: 121 altsaa nu med disse mine egne to hidtil ikke straffede eller tiltalte Øren udtrykkelig hører hende banke paa mit Vindu om Natten -- skjønt jeg bor i tredie Etage -- -- Eller naar jeg vaagner op af en Drøm og føler i begge mine Arme absolut tydelig Trykket efter hendes Legeme som netop i dette Øieblik hvilede der, -- Trykket, Varmen alt, med samme fuldstændige, usvigelige Tydelighed som man i det hele kan føle Trykket af et varmt Kvindelegeme ... Saa maa jeg spørge mig selv hvad jeg egentlig skal tro. Jeg synes jeg kunde dø paa at hun var her inat -- personligt, legemligt. Da jeg vaagnede, blev jeg endnu liggende en Stund, med lukkede Øine, saligt lykkelig, holdende hende fast, fast ... Jeg var vaagen! -- Først efterhaanden mærkede jeg, hvorledes mine Arme blev tomme, hvorledes Trykket ophørte, hvorledes hun langsomt og stille forsvandt ... Jeg greb efter hende; -- borte var hun. Men Lagenerne var varme ved Siden af mig; en egen dunblød, behagelig Varme ... netop der hvor hun havde ligget altsaa. Gives der nogen anden rimelig Forklaring paa dette end at hun har drømt, drømt sig i mine Arme, og det saa levende, med en saa magnetisk Intensitet, at hendes Legeme -- hendes aandelige, "astrale" Legeme, Sjælelegemet, Drømlegemet -- virkelig har hvilet i mine Arme en Stund? -- -- -- Det er til at blive dum af. IX. Det var Gagedag idag; og da tager jeg mig gjerne en liden Lunch med Markus Olivarius. "Naa," gryntede han pludelig og strøg Haarluggen op; "var du i Bryllupet?" "Hvad for et Bryllup?" "Var du der ikke? -- Merkvürdig." SIDE: 122 Jeg forstod pludselig hvad han mente, og der gik et Par hvasse elektriske Strømme gjennem Hjerteregionen. Saa var jeg med én Gang kold. "Mh, mh, det gjør Indtryk," nikkede Mark-Oliv; "vil du nægte det enda længer, kanske?" "Hvad skulde jeg nægte? -- naa, det-dér Vrøvl. -- Herregud, man elsker da ikke mer end et halvt Aar ad Gangen ialfald ... Var der noget mærkeligt ved Brylluppet forresten?" "Ikke andet end det, at det var et Bryllup i Dølgsmaal; ah!! ha! ha! ha!" -- han exploderede! Opvarteren slap Tallerkenbrettet i Gulvet af Forskrækkelse. "Uf, le ikke saa da, Mand! -- -- Dølgsmaal", siger du? Hvad er det for et Udtryk?" "Ingen Lysning; og ikke Indbydelse til noget Menneske, ialfald ikke til hendes Bekjendte. Min Kone f. Ex., som da virkelig har været hende en meget trofast Veninde (naa-naa! tænkte jeg), -- hun havde ikke Idé om det, hun heller. Og du var altsaa ogsaa en af de forglemte. Ja, ja; det er Verdens Løn. Det glæder mig, at du tar det saa roligt!" "Jeg synes det er bra, naar slige nogen blir anbragt. Det var akkurat paa Tide. Og hun forstod sine Ting, den der; saadan en gammel Velstandsmand ... Enkepension og alting; naah! Virkelig vel blaast, som vi siger i Bergen." "Ja; hun har det bra nu. Villa ved Nordstrand; sex Værelser, Kjøkken og Badekammer, Tjenere, Heste og Vogne og et Hof af Kurtisører -- ah! ha! ha! -- og Manden under Tøffelen." "Saa." "Naar han sidder paa sit Værelse og føler Trang til at nyse, maa han først sende en Tjener ind til Fruen og spørge om hendes Naade tillader -- ah!! ha! ha! ha!" -- Atter sex Tallerkener i Gulvet. Samtlige Gjæster i Lokalet skoggerler. Jeg fører Samtalen over paa andre Ting; husker pludselig at jeg skal ha et Brev i Posten inden halv ét; og vi gaar. Mark-Oliv er egentlig lykkelig, fordi jeg "tar SIDE: 123 det saa roligt". "Jeg var virkelig bange for at du var lidt angreben!" -- siger han beundrende. "Saa havde jeg ægtet hende naturligvis," siger jeg. -- -- Ikke et Ord. Ikke et Muk. Ikke en Antydning som eventuelt kunde sætte mig istand til ... Bare simpelthen gifter sig; ser sig ikke om engang efter denne anden som hun gik og lirkede med; vil Fisken ikke bide paa, saa lad ham gaa! Ægte kvindeligt. Ha-ha; og jeg som et Øieblik troede hun var forelsket; gik og gjorde mig Skrupler sogar; hvor forfærdeligt det vilde være at gjøre saadan en værgeløs ung Kvinde ulykkelig ... ha, ha; Hornkvæg; Kronæsel. Og har gaaet her i hele denne Vinter og -- æsch; Gudskelov! paa Tide, at jeg blev kureret. Hun har staaet udenfor min Dør og hulket; været her med sin Tanke saa energisk, at jeg har hørt og fysisk fornummet hende -- ha, ha; ha, ha. O Ungkarl! Mod denne evige Kvinderomantik gives der nok bare ét Middel ... gifte sig. D'Hrr. Ægtemænd kjender Kvinden; og de er sgu ikke sentimentale. Altsaa, Sammenhængen er simpelthen følgende: Moderinstinktet i hende kvéd sig lidt ved den gamle Herre; altsaa udkaster hun for sidste Gang Garnet efter en yngre en. Det kunde jo altid være et Forsøg værdt! Vistnok var jeg bare Kopist; men en Kopist kan avancere, især hvis ... naa! en ung, pen Kone kan jo ogsaa hjælpe til ... paa forskjellig Vis! hvem véd! -- -- og saa var jeg altsaa de tyve Aar yngre. Men hun forstod tilsidst at jeg blev hende for slu. Altsaa, que faire? Man lar simpelthen Fyren løbe. Den gamle Herre er ogsaa bra. Nur rasch heran! Den fornødne SIDE: 124 Ungdom kan jo faaes -- saadan ved Siden af. Den stakkels brave, værgeløse Pige! Og hun ægter sin Gamling; bringer ham i Løbet af otte Dage under Pisken, saa han ikke tør kny; vinker saa hid de unge Kurtisører. Monstro jeg nu har lært? -- endelig? Jeg er lykkelig; saa fri, saa kold, saa opstrammet. Saadan en Bøtte Vand over Hovedet var netop hvad jeg trængte. -- -- Og hender det endnu en enkelt Gang ved Midnatstid, at det tusler og hulker der ude i Entréen ... jeg behøver bare at tænke mig hende i den Gamles Arme, beflækket af hans væmmelige, tandløse Kys -- -- Mange Tak, Frue! Jeg skal ikke ha den Ære at dele Saligheden med de unge Kurtisører. Var det rimeligt at hun skulde vedligeholde nogen Art af "venskabelig Forbindelse" med mig efter det som mellem os var passeret? Vilde det have været korrekt? Nei. Hverken rimeligt eller korrekt. Men netop derfor vilde hun have gjort det, -- hvis hendes Forelskelse havde været andet end Komediespil. -- -- Hun gav den forlibte. Jo mer jeg tænker efter, jo sikrere véd jeg det. Selve dette Faktum at hun blev den fremmede Mands Kammerat -- uden nogensinde paa nogen Maade at forraade eller antyde endog Muligheden af andre Hensigter -- var jo kun paa den ene Maade at forstaa. Og saa alle de tusinde Smaating, disse flygtige Glimt, som ikke kan fastholdes, endnu mindre omsættes i Ord -- : Nuancer i Stemme og Blik; bløde, varme, sugende, man kunde sige nøgne Haandtryk, som kun den forelskede Kvinde kan præstere; uvilkaarlige Udbrud og Ord; denne magnetiske Trang til legemlig Nærhed ... ikke at tale om alle disse Blomster hun plukkede til mig i Skov og Mark, disse megetsigende SIDE: 125 Blaaveis'er og Forglemmigeier ... Og saa hin sidste Gang -- : denne blødt-hensynkende, saligt-hendøende Maade, hvorpaa hun gled halvt bagover i mine Arme, med lukkede Øine, gysende gjennem hele det varme Legeme ... og hun lod mig kysse sig -- ! Komedien var ialfald blandet med ægte Elementer. Men i rette Øieblik huskede hun altsaa den betryggende Stilling som Fru Ryen -- og rev sig løs. Dagen efter har hun frigjort sig for ethvert Spor af Sentimentalitet, leet af det hele, sparket mig væk, omfavnet sin Gamling og sagt: "ja, ja, vi faar vel slaa os sammen alligevel, vi to da, Bassen min!" -- Og siden har hun handlet koldt og klart og korrekt. Intet pludseligt Udbrud af tilbagetrængt Følelse har revet hende med til saa meget som en Billet, en Hilsen, nogensomhelst Art af kvindelig Ubetænksomhed ... thi der var ingen Følelse. -- -- Maaske har hun gjort som jeg: skrevet Breve og brændt dem? Det gjør en forelsket Mand; en forelsket Kvinde skriver, forsegler, lægger Brevet i Postkassen -- og betænker sig bagefter. Men ikke en eneste saadan Ubetænksomhed; ikke Spor! -- Og det afgjørende -- : ikke engang give mig Anledning til at gjøre det skete om igjen, til at forklare mig, hidføre en Forstaaelse; en forelsket Kvinde opgiver ikke Haabet saa let! -- Aa nei. Hun saa, at dette-her ikke "førte til noget"; ikke til noget "reelt" -- i en rimelig Tid; hun syntes hun havde anstrengt sig nok i den Anledning; gad ikke længer; opgav det hele og lod fem være Par. Komedie, Komedie! Kold, klar, korrekt Beregning altsammen. Saa og saa lang Tid og saa og saa megen Forlibelse spenderer jeg paa den Fyr der; gaar det, saa er det bra; gaar det ikke, -- saa falder jeg tilbage paa min Gamling. -- Ægte kvindeligt. Adjø, Madame! Vistnok var jeg naiv; latterligt, utilgiveligt naiv. Men heldigvis ikke saa dum som De tænkte. SIDE: 126 Bare jeg kunde sove om Nætterne. Brom'en hjælper ikke længer ... Jeg blir saa sløv. Gaar hele Dagen i en Søvnørske. Frk. Berner præker for mig om et eller andet Badested. Det er for dyrt. Og for kjedeligt. Jeg har prøvet Grefsen engang; men hvem det landet engång set, han vil ei dit -- vil ei dit igen. Faar snakke med Kvaale. -- Nu kunde vi kanske "findes, vi to", hun og jeg; nu er vi begge mindre sentimentale. Jeg ialfald. -- Undres paa hvad det er for et Slags Snerperi som gjør, at man kvier sig for at gjøre den Kvinde man holder af til ... "Mætresse"? Dette blev dog min vondeste Historie. To Gange før har jeg passeret den Meridian -- (bortseet altsaa fra de mange Gange jeg har været mer eller mindre nær den). Begge Gange opløste Sygdommen sig om resp. tre og et Aar i en stille Sentimentalitet, som maaske endnu ikke er helt helbredet, men som ialfald ikke var farlig. Denne Gang tager Sygdommen en slemmere Vending. Maaske havde jeg nu mindre Modstandskraft. Maaske er sene Forelskelser i det hele naturstridige. Denne triste, høstlige Følelse af at dette vistnok er sidste Gang, at den store Plan aldrig mere vil røre sig i mig, -- virker vel ogsaa med. Det er saa ubarmhjertig fortvivlet. -- -- Naa, simpelthen: denne Historie blir den værste, fordi den var den dummeste. Dr. Kvaale vil ha mig tilfjelds. "De lever lidt stærkt," gneldrer han, "og sidder for meget inde og fantaserer; det duer ikke det. Ud og friske paa Dem, Far. Fjeldluft, det er netop noget for SIDE: 127 Dem ... frisk som Champagne mod denne døde, dovne Luft her nede paa Fladlandet. Ikke at tale om denne Søppelkasselugt som man kalder "Luft" her i Kristiania!" Ja, ja; jeg faar slaa lidt Mynt og drage da. Rigtignok er jeg blit doven, og rigtignok er jeg voxet temmelig fast til Brostenene ... og min Krog i Grand m. m.; -- en bleg-fed, halv-skaldet, halv-gammel Karljohansfigur er jeg blit ... men -- det kan være godt at komme ud af alt dette-her en Stund og faa "nye Indtryk", leve under Indflydelsen af bare nye Suggestioner. De romantiske Minder fra Ungdommens Fodture og Sæterbesøg lokker og lokker; Langelur og Bjeldeklang; Huldrer og Budeier. Naar jeg saa kommer igjen, har jeg glemt -- alt ... X. (Ombord paa Dampskibet, 2. Juli.) Deiligt at komme ombord. Kaste los til alle Kanter; adjø til Alverden. Kjende Sjøvinden skylle sig om den trætte Pande ... og saa udenskjærs og brække op Kristiania. Gid jeg kunde seile til Verdens Ende. Denne Smule Kysttur er jo bare en Parodi. Men i Hitterdal er ren Luft. Og jeg har nu engang den Idé, at jeg vil høre igjen den lille brustne, naive trohjertige Klingelingkling fra Klokkerne ved den gamle Kirke. Langesundsfjorden klaret. Jeg stod og brækkede mig og tænkte paa Udødeligheden. Udødelighed? -- Disse Bølger som jager hen over Vandenes Dyb ... de synes vist at deres Tilværelse er svært meningsløs. Men hvis den enkelte Bølge deraf vilde slutte, at den skal rulle videre paa en transscendental Havflade, naar den en Dag ligger brudt og knust mod Strandens Skjær ... SIDE: 128 (Hitterdal, Hotellet.) Den som reiser er lig den der sætter sig paa en Sten. Han har en "dobbelt Nydelse" -- : først naar han sætter sig; derefter naar han staar op igjen. En Reise har to skjønne Momenter: naar man med sin Kuffert stiger ombord, og naar man, træt af Slingring og Maskinoljelugt -- stiger iland igjen. Hvorpaa kjendes den ulykkelige? Derpaa, at han altid er saa glad naar han pakker sin Reisekuffert. -- -- Norge er, som det gamle Hellas, ikke et Land, men en Verdensdel. Hvert Bygdelag er et Rige. Snart er det Havet som dominerer, snart Fjeldet, snart Skoven, snart den grønne, dyrkede Mark; snart forener flere eller færre af disse Grundmotiver sig i rigere eller knappere Harmonier. Naturen østen- og Naturen vestenfjelds -- forskjellige som Dur og Moll. Man kan paa faa Dage gjennemreise hele Skalaer af Landskabstoner. Fra det sorteste dystert og det ødeste Øde til den blødeste Ynde og det lyseste lyst. Paa lignende Vis er Befolkningen varieret. Den gamle Inddeling i Smaariger var det naturlige. Hvad i al Verden kommer Numedalen Telemarken ved? -- Det ligger fjernt som et Eventyr. Eller hvad har Telemarken med Sætersdalen at gjøre; eller med Hardanger? -- Kongeriger, Kongeriger; Afstande hvor Prinser og Prinsesser kan flakke om "langt og længere end langt", træffe Trolde, Troldkjærringer, Huldregaarde, Slotte, og endelig komme nogenstedshen, hvor alt er bare Vidunder. Egentlig var det en Forbrydelse, den Bedrift som begyndte i Hafrsfjord 872. Først alle de enkelte Riger -- Kopf-ab'; siden alle de store Slægter -- Kopf-ab; tilsidst den endelige Følge: Kopf-ab for den sidste store Slægt og dermed for Norge. Nu ligger dette engang saa aristokratiske og sagnrige Land og driver som en elendig, SIDE: 129 demokratisk Fladpram, opfyldt af Skillingspolitik, Stavangergudsfrygt, Blaastrømpedyd og Skydsskafferdannelse. Der skulde sidde en Konge paa hvert Næs. Ikke saadan en "konstitutionel Monark", der er et Mønster paa en Familjefar, ligesom hans Dronning er et Mønster paa en Familjemor; Sjøkonger, Sjørøvere skulde det være, Krigere, Adelsmænd, grands seigneurs, som forstod at sætte Pris paa Glans og Magt, forstod at nyde Verdens Lyst og Gru, Vin, Blod, nøgne Legemer. Hos dem skulde Heltene træffes og Skaldene trives, og skjønne, stolte, udydige Kvinder skulde opflamme til Daad og Elskov, Sang og Forbrydelse. -- -- Drømme, Drømme. Det er forbudt at drive Sjørøveri. Det er ogsaa forbudt at føre Krig -- uden Storthingets Samtykke. Altsaa ingen Helte. Og hvad Skaldene og Kvinderne angaar, saa sidder de nu endrægtelig tilsammen og væver Vadmel og holder Søndagsskole. Og istedetfor en Konge sidder der en Lægprædikant paa hvert Næs. Daglig spadserer jeg til den gamle Kirke. Der sidder jeg og drømmer og blir romantisk igjen. Saadan en liden gammel, komisk Kirke, hvor Barnetro og Barbarfantasi og enkle, stærke Følelser strutter ud af hver Form, og hvor Sagn, Spøgelsehistorier, Ligfærds-, Bryllups- og gammel Slægts- og Familjeromantik har Rede under hver Bjelke, det er dog endelig nogenting. Selv en gammel garvet Rationalist som jeg blir ordentlig rørt. "Kom hid til mig, og jeg vil give dig Hvile," siger den gamle tjærebrædde Bondekirke til mig; og jeg kommer, og finder Hvile. Bare der var en rigtig gammel og rigtig skjægget Vildmand af en Præst, en fra Kristian Kvints Tid eller deromkring, en forhenværende Sjørøver eller Slagsbror ... eller ogsaa en liden rund, gemytlig, fordrukken en fra Zetlitzperioden. SIDE: 130 Ind i Kirken gaar jeg ikke forresten. Man har jo restaureret den. Fattigkassen har været paafærde; alt hvad der var gammelt og rart og komisk og ulægmandsk er feiet væk. Kirken er afkristnet. Jeg har seet et Fotografi af dens nuværende Indre; den er børstet som en Borgerfrak, nøgen og tom som en af disse Ladestedskirker indi Kristiania. Og saa er der et Album. En Bog, hvor Alverdens Turistpøbel nedtegner sit idiotiske Persen eller Paalsen -- som om det hørte hid. Det er modbydeligt. Ikke nok med at man skal plages paa Hotellerne af disse profane Graabuxer; selve Kirken lugter Turist. Turist og Nutid. -- Ved Gud, hvis saadan en Paalsen eller Persen tragtede efter at se Hitterdals Kirke indvendig, saa kunde han komme herop en Prækensøndag og gaa ind og sidde ydmygelig nederst ved Døren og gjøre Bod, fordi han hadde vovet sig ind i den gamle Guds Helligdom. De gamle har Ret. Der er intet i Virkeligheden som man kan bygge paa; Magt, Ære, Rigdom, Glans, alt er Makulatur; og Kjærligheden, Kvinden, fy til Helvede! Altsaa bygge sig et Drømmerige, hvor der er Evighed og Fred. Bygge sig en Kirke. Jesus Maria, bed for os! (Mod Aften -- oppe i Skogen. Søndag.) -- -- Stilhed. Ikke en Lyd. Kun af og til, langt borte, hendøende Bjeldeklang, baaren hid af Luftdrag. Lys, fredelig, hellig Stilhed; Søndagsstilhed. Et Ekorn hopper ubekymret op ad en Træstamme; sætter sig paa den nederste Gren og smatter. Solen daler. Rødt, varmt Lys over Liernes dybe Saftgrønt; blegt Solguld skyllende ind mod gule Furustammer. Lange, blaa Skygger lægger sig over Vandet og Dalbunden. Jeg blir saa velsignet stille; hører kun af og til mit SIDE: 131 Hjerte slaa. Og saa denne fjerne Tone som bæres hid en enkelt Gang, -- en Efterklang, en Gjenklang -- maaske af en Lur, eller af en Lokken. Hvem véd hvad det kan være for en friskt rødmende Sæterjente som gaar der oppe og lokker paa sine Kjør. Maaske Huldren. Skjønt nu om Sommeren ligger vel hun længer ind tilfjelds. Solen synker mer og mer; blegere og blegere skyller dens Guld ind over Verden. Skyggerne blir længere, dybere; Stilheden saa stille, at man maa holde Pusten. "Der er i skogen en dunkel lund, hvor Alferne ere tilhuse. Husk, der maa du gaa med lukket Mund! Selv Nøkken derinde lader kun sagte sin Harpe bruse ..." -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- Velsignet at være kommen løs fra Pinebænken for en Stund. Daglig og bestandig de samme Indtryk -- det er det som gjør vanvittig. Det er Draaben som stadig, stadig falder mod ens Isse -- med ubarmhjertig regelmæssige Mellemrum. Jeg er bleven hudløs paa Sjælen. Bestandig de samme Gader, Pladse, Mennesker, Udsigter ... de saarede mine Nethinder, blev i min Hjerne til stadigt gjentagne Naalestik. Denne rene, frie, rolige Natur svaler mit Sind som et koldt Omslag. Alt er mig behageligt; selv de fantastiskklædte Bønder holder jeg af; de konstrasterer saa velgjørende mod Kristianiatôrsken. Og deres Sprog -- ; uendelig finere og renere og mere aristokratisk klinger det mig end dette bru-tale Østlandsmaal; -- jeg er endnu Vestlænding nok til at høre den hæse Raahed i den "Viken'ske" Sprogtone. -- De tørre, brægende Bureaukratstemmer, som fører den dannede Konversation i Kristiania Saloner, kan ogsaa i Længden trætte Taalmodigheden ud af et Øre, der har musikalske Fordringer. Om det er Fjeldluften eller alle de "nye Indtryk" eller SIDE: 132 den nødtvungent indskrænkede Brug af Alkoholica -- nok er det; jeg er roligere. Jeg plages ikke saa bestandig af de samme Tanker. Og jeg har Modstandskraft. Jeg kan virkelig gaa omkring og tænke paa andre Ting. Uden særlig Anstrengelse. Og naar hun kommer, jager jeg hende hjem igjen med hendes Feiekost af en "Ægtemand". Naa, naturam furca ... Om Natten er det værst. Jeg drømmer at hun har giftet sig af Fortvivlelse; at hun lever flot for at glemme sit Ægteskab; at hun pludselig en Dag ser at det ikke gaar; rømmer fra det hele; flygter tilbage til den eneste hun holder af; reiser efter mig; med Jernbane til Kongsberg, med Skyds til Hitterdal; faar opspurgt Hotellet, Værelset ... banker paa, styrter ind; Graad, Omfavnelse -- : "her er jeg; tag mig!" -- -- -- Men jeg faar sove, naar jeg drikker et Kvantum Øl. To store Landeplager har man her: Turisterne og Aviserne. De sidste er forsaavidt værst, som man ikke kan lade være at indlade sig med dem. Saa er det da hver Gang den samme Flauhed. Politik og Politik. Nu har den Høiremand prostitueret sig her, og nu har den Venstremand gjort Fiasko der. Og naar det kommer meget høit -- : en Feuilleton om Kvindesagen. Aldrig kan der hertillands bli Ende paa nogenting! Faar man engang fat paa en liden Stump "Idé", tygger man paa den, indtil den lugter. -- -- Rare Dyr, disse emanciperede forresten. De hader Manden og alt hans Væsen, men arbeider samtidig af al Magt paa at efterligne denne vederstyggelige Mand. "Kvinden handler altid ulogisk." Kun i én Henseende fordrer de at Manden skal ligne dem, nemlig i Dyd. Det ærgrer dem at de selv skal maatte gaa og være skikkelige, medens han, den Laban, tar SIDE: 133 sig det saa let at det er til at faa Barn af; han skal omvende sig og bli som en af os! siger Blaastrømperne. Jeg lavede følgende Mystifikation som jeg ved Leilighed lader trykke -- : "Den hellige Augustinus siger, at Kvinden aldrig bør have mere end én Mand; derimod er det en naturlig Ting, at Manden omgaaes flere Kvinder. Kirkefaderen godtgjør dette paa følgende Maade: Manden er Kvindens Gud; men at have mere end én Gud er ikke tilstedeligt. Anderledes paa den anden Side. For Manden er Kvinden i det høieste hans Engel; men at en Gud har flere Engle, ja endog mange tusinde, det strider ingenlunde mod de hellige Skrifter; sml. Joh. Aab. ..." -- Men det er sandt. Blaastrømperne har ikke engang Respekt for Kirkefædrene mere. Her oppe blir man saa fattig i Aanden, at man endog faar Tid til at befatte sig med Kvindesag. Blev jeg her endnu et Par Maaneder, kom jeg til at interessere mig for Politik ogsaa. -- Hvad er "Kvindelighed"? -- Vedkommende Avisblaastrømpe lod sig forlyde med, at hun ikke havde Rede paa den Ting. Det tror jeg gjerne. "Hvis D'Hrr. engang vilde definere for os dette Begreb "Kvindelighed"!" sukker hun. Og hun tilføier strikkepindspydigt: "eller maaske de ikke kan?" -- Nei; det er netop det. Vi kan ikke. Nemlig. Kvindelighed er det ved Kvinden som gjør, at Manden blir forelsket i hende. Og hvad er det? Hvorfor blev jeg forelsket i et Kvindfolk som jeg kun halvveis likte, og som jeg neppe nok havde Agtelse for? -- Taushed. Kvindelighed er: Indbegrebet af alle de Egenskaber og Egenheder, Fortrin og Feil som gjør Kvinden attraaværdig for Manden. Hvad er det for Egenskaber? -- Taushed. Ligervis er Mandighed det hos Manden som bringer SIDE: 134 Kvinden til at forlibe sig. Det kan være Egenskaber eller Egenheder, Fortrin eller Feil; det er altsammen "mandigt" -- hvis det tiltaler Kvinden. Det vil sige: "Kvindelighed" er, som "Mandighed", det -- udefinerbare. Det mysteriøse. Følelsesbegreber; Begreber som Raceinstinktet har skabt. Kvindens Moderinstinkt siger: den og den skal være Fader til mit Barn; og hun kalder den Mands Væsen "mandigt". Faderinstinktet siger: den Kvinde skal være min Søns Mor; spørger man den samme Mand hvorfor? -- saa svarer han: fordi denne Kvinde er mig saa kvindelig. Punktum! -- -- Grusomt karakteristisk, at Blaastrømpen vil have disse Begreber "definerede". Enhver Forførelseshistorie falder i to Dele: 1. Historien om hvorledes hun besnærede ham; 2. Historien om hvorledes han, fanget i hendes Garn, gjorde hvad hun vilde, i den Tro at han var en allerhelvedes uimodstaaelig Kvindebetvinger. "Egoismen" er ikke det onde; Kvindens Egoisme er det. Manden vil bare være lykkelig selv; Kvinden kan kun være lykkelig ved andres Ulykke. Kun da synes hun Livet er værdt at leve, naar hun har ti fortvivlede Tilbedere lænkede til sin Triumfvogn; og vil man berede en Kvinde en virkelig behagelig Overraskelse, skal man, som bekjendt, hænge sig og lade Folk vide at det skede for hendes Skyld. Det bedste er at ro ud paa Vandet og ligge der og drive i en Baad. Da er jeg sikker. Blaat blinker Sjøen om mig til alle Sider i den dirrende Sol. Bygderne stiger blødt og bølgende med grønne Barme, svøbte i den disigblaa Sommerluft som i et Slør. En tæt, sød Lugt af nyslaaet Hø, Barskov, aromatiske Fjeldblomster, brunstig og tung, vellystigt berusende som SIDE: 135 Livets egen Aande. Jeg lægger mig i Bagstavnen med en Cigar og drømmer og hviler; er Buddha, der seiler om paa Nirwanas Sølvvover, forløst og fri. En gammel rar Bog fandt jeg i en Bondestue, hvor jeg var inde og tændte min Cigar -- : Thomas à Kempis. Den sidder jeg sommetider og læser i, og kan synke saa deiligt hen. Alt blir Gud; han i mig og jeg i ham. Solens Lys er hans evige Kjærlighed, der gjennemstrømmer Verdensaltet med Varme og Liv; som en fjern, stille Susen høres hans skabende Væsen at aande og pulsere gjennem Tilværelsen. Jeg gjennemstrømmes af en pantheistisk Vellyst. -- Kun ét vækker mig af og til: den Idé at hun -- hun -- kunde komme svømmende hid fra Buskadset der henne som en hvid, hvid Havfru ... Haarflommen glinsende ned over den liljeskjære Ryg ... (Hotellet. Regnveir.) Jeg er ikke Rationalist. Kun min Forstand er det; men hvad er Forstanden ... andet end en liden elendig Lygtepraas midt inde paa et stort, vidtløftigt Mørkeloft? Det i mig som føler og fornemmer, det er jeg. Det er Dybet, Havet, Uendeligheden i mig. Der nede bølger de Kræfter, af hvilke jeg er afhængig; men i Bunden af dette Hav er der underjordiske Forbindelser med Verdensoceanet. Georg Jonathan er mig som en graaklædt engelsk Turist, der kjører op gjennem dunkle Dale med Lorgnetten paa Næsen og siger: der er et Vandfald; der kan anlægges Fabriker. Saa ser han ikke mer. Naar Solen skinner stærkt, siger han; al denne Solvarme maa kunne samles og nyttiggjøres. Det er den eneste Tanke han har i Anledning af Solen. Men Vandfaldet er noget andet end de deri bundne Hestekræfter; Solen noget mere end en Dampovn! Denne Forstandighed som breder sig og vil være alt, dræber og fornægter noget i mig. Det fineste i mig, det dybeste. SIDE: 136 "Men i ethvert fald det unyttigste!" -- Nyttigt, -- for hvem og for hvad? Intet er saa unyttigt som Kjærligheden. Og dog behøver jeg bare at se en Hat af et vist Snit, og mit Væsen livner op som en Mimose under en Lysstraale. "Nytte" er et Dogme ligesom "Lykke" og "Sandhed"; det gjælder om at det forstaaes rigtigt og ikke for trangt. Nyttigt er det som bringer os til at leve; at føle Livet. En Drøm er nyttig, hvis den er skjøn. Hvad Sandheden angaar, saa kan den ikke findes; og den Sandhed som kan findes er ligegyldig. -- Fantasi, Farver over Livet, Rigdom i Fornemmelserne, Dybde i Existensen ... hvorfor skulde vi lade os skræmme af Ordet Illusion? -- Næsten alt hvad der bringer os til at leve, at føle Livet, er eller beror paa Illusion. De taageslørte Lier, den ensomme Sjø med sine Havfrudrømme og sin Nirwanastilhed ... Videnskaben kommer med sin Lygte og siger: Taagen er Vanddamp; Skoven er ikke andet end ti tusind Furutrær; Sjøen bestaar af saa og saa mange Kilogram Vandstof plus saa og saa mange Kilogram Surstof; Tilværelsen af Havfruer og Nirwanastilhed har ikke kunnet paavises ... Hvad kommer det mig ved? For mig er "Sandheden" alligevel de taageslørte Lier og den ensomme Sjø med Havfrudrømme og Nirwanastilhed. Vandstoffet og Surstoffet er mig ligegyldigt. Jeg vil drømme; jeg vil illuderes. -- -- Der oppe driver de hvide Skyer. Der er Fred. Der skal min Sjæl seile engang, saaledes som jeg nu ligger og flyder i denne tunge Bøttepram. Den skal drikke Sol og indaande Æther, og dens Rige skal være hele det uendelige Lyshav, hvor Solflaaderne seiler om, og i hvis klare Bølger de frigjorte Aander boltrer sig som Nereïder og Delfiner. SIDE: 137 Er der en Gud? -- "Vi véd ikke" -- Er der en sjæl? -- "Vi véd ikke." Skal vi leve eller dø? -- "Vi véd ikke." -- Har Livet en Mening? -- "Vi véd ikke." -- Hvorfor existerer jeg? -- "Vi véd ikke." -- Existerer jeg i det hele taget? -- "Vi véd ikke." -- Hvad véd vi da egentlig? -- "Vi véd ikke." -- Kan vi i det hele taget vide noget? -- "Vi véd ikke." Dette systematiske Vi-véd-ikke kaldes Videnskab. Og Menneskene slaar Hænderne sammen af Beundring og jubler: Menneskeaandens Fremskridt er ufattelige og ubegribelige; herefter behøver vi hverken Tro eller Guder mer! Thi Videnskaben har opdaget, at naar en Kjedel koger stærkt, saa løftes dens Laag af den hede Damp; og den er kommen efter, at et Halmstraa tiltrækkes af et uldgnedent Stykke Rav ... uden at den forresten kan forklare disse Fænomener anderledes end ved Talemaader som ombyttes hvert tiende Aar omtrent ... Altsaa har vi ikke længer Brug for Guder. Jeg kunde snarere undres paa hvad Brug vi har for en slig "Videnskab"! Herregud, disse Telegraftraade er ganske snedige, og Dampmaskinen er flink; Børsjobberne øver sine Milliontyverier lettere nu end før, og en Bankkasserer kan temmelig let forsvinde med mine Sparepenge, om jeg har nogen; men -- . Gudbevars! al Respekt, men -- -- -- Hvad vedkommer det mig at Jorden er rund (hvad den ikke er forresten)? Eller at Verden muligens har været Taage (hvad der er tvivlsomt forresten); eller at Fosteret i Modersliv til visse Tider ligner et Hundefoster ... al den Stund vi "ikke véd" hvad der har fremkaldt det levende Foster, og "ikke véd" hvad der har sat en Taagemasse paa den Idé at udvikle sig til en Verden? Aa Tomhed, Tomhed. Aa denne værkende Træthed i Panden. Gamle Dr. Faust havde Ret. "Wie nur dem Kopf nicht alle Hoffnung schwindet, der immerfort an schalem Zeuge klebt, mit gier'ger Hand nach Schätzen gräbt und freut sich, wenn er Regenwürmer findet!" SIDE: 138 -- -- Om samme Dr. Faust havde gjort bedre i at tømme Giftbægeret end i at lytte til Paaskemorgensangen -- -- -- "Jesus, Sjælens Brudgom." En Forunderligt naiv, forunderligt dyb Forestilling. Den religiøse unio mystica indeholder i Virkeligheden netop det, som vi ogsaa forlanger af Kjærligheden. Den uendelige Hengivelse og den hvilerige Lykke. Den salige Hensmeltning og Gaaen over i det andet Væsen, i hvilket vort eget finder sin Udfyldning og sin Fuldendelse. Troens Vei: "fra Klarhed til Klarhed, fra Lys til Lys; fra Salighed til Salighed." Videns Vei: fra Klarhed til Klarhed, fra Lys til Lys; fra Fortvivlelse til Fortvivlelse. Man arbeider sig opover den lange Stige, frigjør sig fra den ene Formørkelse efter den anden, den ene Overtro efter den anden, den ene Tro efter den anden, den ene Theori efter den anden ... indtil man er paa Toppen, og ser at alt er Tomhed og en svimlende Afgrund. Da forstaar man, at det man før kaldte Formørkelse og Tro, det var venlige Taager som vilde skjule Afgrunden for os, paa det at vi ikke skulde svimle; man griber endnu en Gang efter disse Taager, men de flyr; ned igjen kommer man ikke; ovenfor er Tomheden; man stirrer og stirrer med rædde Øine ... til man styrter. XI. Viel Geschrei und wenig Wolle er Kvindens Navn. At staa og se paa alt det Spektakel en Dame laver istand, inden hun f. Ex. kan faa praktiseret sig opi en Karjol, eller inden hun kan bli Færdig til at kjøre ... og saa maa Skydsgutten endda løbe tilbage igjen efter Shawlet! det røde Shawlet! -- det er saa man kan faa Tæring af det. SIDE: 139 Og i det hele taget. To Damer paa en Trappe f. Ex., midt i Veien for alle Mennesker ... de har ingenting at snakke om; de hader hinanden; de kan ikke udstaa hinanden; men -- femten Minutter mindst! Frygtelig interessant Samtale; Fru Dahls lille Pige er syg; hun er saa syg; det er saa sørgeligt! og tænk Doktoren tror det blir Difterit! -- Nu har jeg i den sidste halve Time havt to saadanne Femininer staaende her udenfor min Dør; og de blir staaende der i mindst tyve Minutter endnu; jeg havde tænkt at sove lidt, jeg; men det kan man altsaa opgive. "Wenn Männer auseinander gehn, dann sagen sie: auf Wiedersehn! Wenn Weiber auseinander gehn, dann bleiben sie noch lange stehn." Og saaledes i alt. Naar de elsker f. Ex. De skriger op og hyler og graater, saa at vi, som dømmer fra os selv, tror det gjælder Livet. Mindst! Faar jeg ikke dig, min Skat, hop-per jeg i Kattegat -- allermindst! Naa, saa faar hun altsaa ikke merbemeldte Skat, og hvad sker? Hun gifter sig med Mads Madsen og faar Børn og Børnebørn og Børnebørns Børn; og naar Mads Madsen spørger hende: var du ikke egentlig temmelig sterbens i Johan von Ehrenpreis den Gang? -- saa svarer Grete med et lunt Smil: "Aa pyt; saadan en Balforelskelse." En Kvinde dræber sig aldrig af Kjærlighed. Hopper hun virkelig i Kattegat, saa er det enten i det hysteriske Haab, at hun derved vil gjøre "ham" svært ulykkelig, eller ogsaa er det af Frygt for -- "Skammen". Alle yngre Selvmordersker befindes ved Obduktionen at være frugtsommelige. (August.) Helt oppe i Meheien sidder jeg; Regnveirsstemning; Taager nedover Aaser og Høider; høstlig-romantisk. -- SIDE: 140 Huldresang. Jeg sætrer høit under Huldre-Tind; der suser i Kløft den vaade Vind. Og Renen tusler i Sten og Ur og gnager paa Mos og flyr for min Lur. Men mellem det krybende Dvergbirk-Krat, der piber Snipen hver regntung Nat. Jeg drev min Buskap der ind en Kveld, langs Svarte-Tjern ved Munkestofjeld. Og Skodden hang svalende tæt over Kammen og Fjeldkollen sortned med Skyen sammen. Og Bjelderne singled og sang langs Sti med flygtende Klang, mens vi drog forbi. Der saa jeg min Gut. Han var mødig og mat, havde vildret sig væk i den dybe Nat. Men Taagen hun letter for Vift og for Vind, og Fjeld kan ei fange fredsælt Sind. De flygter og flyr. Det er koldt paa Hei. Og nedover finder de alle Vei. Han saa ikke den som sad huld der bag og lyttede stilt til hans Aandedrag, og bøied sig frem mod hans brune Kind og saa ham hedt i hans Øie ind ... Og Taagen hun letter, og Sol lægger Vei. Der er ikke nogen som drømmer om mig. -- Nu synger det dybt ind i Huldre-Tind; nu bjerger vi Bøling i Bergheller ind. I Skodden bag Skaret staar Gaarden min gjemt; de finder den ei, og Veien er glemt. Jeg længter i langsomme, lange Aar; men Somre kommer, og Somre gaar. (Lokker.) Aa hurulihu; Kom Gjeit og kom Ku! for Bergblom og Vove skal sove. Og Vinden er kold i de lange Nætter .. huld: usynlig (af hylja: hylle). SIDE: 141 Mærkelig nok: Posten bragte mig et Brev. Jeg overfaldt det med Glubskhed og rev det op ... (fra hende??!) -- Langtfra. Et Par Forlovelseskort. Hvem? -- Hvadfornoget? Min gamle Medrangler Blytt, Don Juan, Maleren? Store Himmel. Selv han. "Som Haar af Hovedet drypper de bort", eller som daarlige Tænder. Ensomheden spænder sig trangere og trangere om mig. Snart vil jeg være indestængt i den som i en Celle. En underlig Følelse. Alene. Ganske alene. Som en Fjeldtop; Ansigt til Ansigt med Gud. Jeg taaler det ikke. Jeg blir gal. Jeg faar vove dette Fornuftægteskab alligevel, for at have nogen om mig. Ikke være alene i den triste Leilighed gjennem lange, stormende Nætter, naar Spøgelser sukker og Aander banker; et Ægteskab er vel alligevel det bedste man kan finde paa til Beskyttelse mod Evigheden, der mørk og kold som en Oktobernat vil synke ned over en omtumlet Sjæl i Vildmarken. -- -- Næsten for korrekt? Næsten for udadlelig? Intet som er gaadefuldt; intet som sætter Fantasien i Bevægelse ... en brav, dannet, hæderlig, velopdragen Dame; intet videre. "Havfruen" fra "Folkedybet" var mig for lidet huslig; denne-her er det kanske for meget. Jeg kunde ikke nævne min Hovedpine uden at faa en Opskrift paa et Husraad; ikke ymte om Nerver uden at paadrage mig Anvisninger paa kolde Bade og et regelmæssigt Liv. Jeg ser mig i Aanden som Ægtemand med kolde og varme Omslag baade her og der, og blir meget betænkelig. Og hendes Idealer af huslig Lykke ... Fred og Ro, The og Smørrebrød, Aftenposten og Grød tilkvelds; "og man bør jo vænne sig til at lægge sig tidlig" ... Uf ja. -- Og saa ikke længer ung. Lidt ubestemt Hudfarve; paa Overgangen til at graane. Intet ungt og rundt og mygt og sig-udviklende længer. Alting saa færdigt. Saa afsluttet. Herefter ingen andre SIDE: 142 Udsigter end til det overfærdige, det knoklede. Den lange, sørgelige Opløsningsproces. Intet friskt Pust længer. Ingen Vaar. Ingen Forjættelser. Det er saa underlig trist. Al mulig Agtelse for alle mulige gode og udmærkede Egenskaber ... Men den Magt som førte Eva til Adam og sagde: elsk hende! -- har ikke havt Tanke for de udmærkede Egenskaber. Kun ét absolut Krav nedlagde han i Mandens Bryst: ung, ung maa din Søns Moder være! Jeg skulde egentlig gaa ind i Kirken og se den gamle Bibel; men saa husker jeg at al mulig Turistpøbel har bladet i den naturligvis, og profaneret den, og saa mister jeg Lysten. Bestandig i mine Forfaldstider faar jeg saadan en Sygdom for det gamle. Tanken paa min Mors gamle Vossebibel bragte mig engang til at give ud fire Kroner; jeg gik til Boghandleren og forlangte "en Bibel"; fik den, indpakket i pent blaat Papir; men da jeg kom hjem, var det en ny, net, kjedelig Bog fra 1879 eller saa, trykt med kjedelige, moderne Typer paa kjedeligt, hvidt, umystisk Papir; det var Pokker ikke Bibelen; jeg lagde den paa Hylden og har ikke seet efter den mer. Her er virkelig en gammel Bibel altsaa; men saa er den "offentlig". Saadan en Bog maa være hellig. Et Familjestykke. To hundrede Aars stilfærdig Familietradition maa følge den. Gamle Bedstemorsbriller maa ligge gjemte mellem Bladene, og Papirstrimler med Notitser og Henvisninger efter hvidskjæggede Bedstefædre. Men ved de skjønneste Steder er der Spor efter haardt prøvede Mødres Graad; og under de dybsindige, gaadefulde Ord hos Profeterne eller hos Christus sees Streger efter alvorligt søgende Mænds tungt førte Blyant. -- Jeg reiser. Jeg længes til Byen igjen. Her er ikke noget for mig. Kirkefred og Skogstilhed trætter mig; jeg maa have Vertshusskravl og Gadespektakel. SIDE: 143 Jeg har prøvet at vugge mig ind i Tro og Romantik; men det gaar ikke. Den Evne er tabt. Opædt af graa, travle Tankerotter og klam, fugtig Tvivlesop. Jeg maa tilbage til mit Milieu. Romantiken bor i Skovene, Nutidsmennesket i Byen. Frk. Berner skal være min Trøst. Hun er i det mindste Kvinde. Hun har det moderlige Instinkt. Hun vil hjælpe, mildne, lindre, berolige; maaske kunde hun dog tilsidst jage Spøgelserne paa Flugt og skabe mig et Hjem, hvor jeg kunde trives. XII. (X.ia, August.) Min første Aften blev temmelig hed; og ved Tolvtiden var det mig klart, at jeg burde aflægge en Visit hos Mathilde. Hun var flyttet. Et uhyggeligt, moralsk udseende Mandfolk kom ud i Underbuxerne og bjæffede paa en uefterlignelig norsk Manér, at her ikke var noget -- hus, og at "vedkommende Fruentimmer" forhaabentlig var paa Mangelsgaarden. Smeld! Døren i! -- Ikke Godnat engang. Jeg gik; blev underveis overfalden af Traurighed. Jeg véd ikke hvorfor. Paa Grund af al Tings Ubestandighed eller -- -- -- Nu sidder jeg her og svartsturer. Det er slet ikke langt fra at jeg hører nogen bevæge sig ude i Entréen. Udenfor er mørkt og høstligt. Det har begyndt at blæse; en rigtig Regnvind med Tuden i Porte og Skorstene. Dukkede du op af Natten for mig nu, du blege Havfru fra Folkedybet -- -- -- Forbi, forbi ... alt blir forbi. Nu er det f. Ex. forbi med de hyggelige "Burgunderaftener" hos Georg Jonathan. Han har ikke Tid længer. Han blir mer og mer optaget. Dels med offentlige Affærer, men især med SIDE: 144 Forretningen. Han arbeider som en Hest, spekulerer i Gaarde, Skove osv., medens hans Kompagnon "feder sig med Dødsboer og uretfærdige Processer". Georg Jonathan "agter at bli rig" nemlig; han "kommer mer og mer til det Resultat, at Livet er uleveligt, medmindre man kan sove i Silkesenge". -- "Ja men De er jo Demokrat, Mand?" -- "Ja; sand Demokrat." -- "Aha." -- "Der er en slet Demokratisme som vil at alle skal være Husmænd; saa er der en slet Aristokratisme som vil at de fleste skal være Husmænd; vi sande Demokrater vil at saa mange som muligt skal være Herremænd." -- "Og til en Begyndelse vil De være Herremand selv?" -- "Ja." -- "Ogsaa naar det maa ske paa andres Bekostning?" -- "Paa Dumhedens Bekostning, ja; de Idioter vil nu engang betale sin Opdragelse dyrt. Men naar de har betalt en Del, vil de sige: hvorfor betaler vi egentlig disse Advokater og disse Lovgreier? -- og en vakker Dag vil de da opdage, at den Lærdom dog var Pengene værd." -- "Meget fiffigt." -- "Ja". -- -- "Fra nu af," sa han iaften til Dr. Kvaale og mig (de stadigste Deltagere i hans "Ungkarlsrangel"): "fra nu af kan jeg kun tillade mig én fornuftig Time pr. Døgn; Resten maa ofres Idioterne. Men for ikke selv at bli Idiot maa jeg ha denne Anledning til én Time om Dagen at høre Georg Jonathan tale. Denne Anledning bør De skaffe mig, Mylords. Altsaa om muligt Kl. 5 hver Dag i mit Telt, Universitetsgaden hersteds. For Kaffeen indestaar Fru Jonathan, for Likøren jeg." Vi lo og takkede. Dr. Kvaale rev af sig en Vits. "Jeg sætter ogsaa Pris paa at høre Georg Jonathan tale," gneldrede han med sit godmodige, stygge Smil, "og vil altsaa komme, forsaavidt ingen anden Gaustadkandidat lægger Beslag paa mig." (Dr. Kvaale pleier nemlig at paastaa, at Jonathan har Stormandsgalskab.) Georg Jonathan bukkede. "De ogsaa Gram?" spurgte han saa. "Ja, al den Stund De holder saa gode Spirituosa." "All right." "Og disse exceptionelle Cigaretter ..." SIDE: 145 "If You please. Afgjort altsaa." "Godnat, De samfundsomvælter i Silkestrømper!" "Godnat, De Idioternes dyre Læremester!" "Good-bye, Mylords." -- -- -- -- Han naar forresten ikke op. Man bruger ham jo en Del, og han er ikke uden Anseelse; men politisk vil han bli holdt udenfor; man vil glemme ham, naar Byttet skal deles. Han spiller Komedie ganske godt. Men godt nok -- spiller han ikke. Han er og blir dem for mærkværdig. For meget Jonathan. Allerede de mange Malerier og den udsøgte Komfort skræmmer Kristianiahøkeren, naar han stiger ind over den Tærskel. " Huf, her lugter Kristenmandsblod ... lugter formelig europæisk!" Idioterne er ikke saa dumme som han tror. De har Instinkt ialfald. De føler det godt: Advokat Jonathan med den stive Nakke og de hvide Hænder, han hører ikke med til vor Hjord. Der staar dem koldt af ham; de aner at han bespotter dem i sit Hjerte. I en liden halvpolitisk Soirée hørte jeg en af de ledende Skomagermestre sige: "Jonathan er en meget dygtig Mand; men jeg véd ikke -- ; jeg kan lissom ikke faa nogen rigtig Tillid til ham!" -- En tilstedeværende Storthingsbonde og Lægpredikant nikkede og sa: "Han er Aandsaristokrat." -- De har Instinktet. XIII. Jeg overfaldes af Rørelse, hver Gang jeg definitivt tager Afsked med et Par gamle Støvler. Disse Tvillinger, der fra Fødselen af og indtil nu saa taust og trofast har fulgt mig, baaret og støttet min Personlighed paa alle dens Veie, og som nu simpelthen afskediges, paa graat Papir, uden Pension, uden Orden, -- de blir mig saa underlig sørgmodige. Der er Weltschmerz i deres nedslagne Miner, Bebreidelse og Bitterhed i deres Hængen med Ørene. "Saa det SIDE: 146 er Enden paa Visen altsaa; det er Takken! Simpethen slænge os væk, som man sparker fra sig gamle Elskerinder. Og saa bytte os bort med disse kjedelige, ferske, sjælløse Skomagerfabrikater, denne Handelsvare som bare er et Aftryk af Læsten ..." "Det er sandt, det er sandt, mine Venner", sukker jeg. "Men Livet er slig. Vi skifter jo endogsaa Hud, -- vor egen kjødelige Hud, som engang var Muskelvæv, Nerver, Blod, Sjæl ... kaster den simpelthen af, efterhvert som den blir udslidt." Og med skaansom Lemfældighed sætter jeg de gamle, skjæve Støvler, der var blevne en Del af mit Jeg, op paa et Loft eller noget andet Sted, hvor de kan være sikkert gjemte. Jeg kan ikke give dem bort; det vilde være modbydeligt at lade de gamle trofaste Væsener skifte Sjæl, bytte mig bort mod den første, bedste Slusk eller Landstryger. Men jeg vil heller ikke se dem igjen. Det vilde være som at se Spøgelser, -- Skeletter med brustne Hjerneskaller og store, tomme Øine. Var det ikke for dette hæslige, moderne Byliv med dets evige Hjemløshed -- Nomadeliv uden Ørkenens Frihed, uden Fjeldets Friskhed -- , jeg tror jeg kom til at oprette et Skogravsted, et Støvlemausoleum. Der vilde jeg ha staaende samlet, Side om Side, ordnede i Afsnit, i Kapitler, alle de Sko jeg har slidt; og hver Søndag vilde jeg gaa derhen og holde min Andagt. Og naar jeg var død, skulde ogsaa Sarkofagen bli hensat der; for hvad er Ligkisten andet end vort allersidste Par Støvler? "De har ikke megen Respekt for Literaturen, Jonathan?" "Endnu mindre for Literaterne. Saadan en Skribent er mig som den unge Jypling, der en Aftenstund lister sig ud med bankende Hjerte og blege Kinder for at gjøre Erobringer paa Karl-Johan. Jo, alt vel; Tøsen smiler yndelig, og han opdager at det ikke er nogen almindelig Tøs; tvertimod; det er en Dame; en Kvinde, en virkelig Kvinde, en som er blit forelsket i ham bare ved at se ham; han er Gudernes Yndling; han befinder sig midt SIDE: 147 oppe i et Eventyr. Og han blir lykkelig og enthousiasmeret og udkrammer al sin stakkels syttenaars Visdom for Kvindfolket og glimrer med sin Smule grønskollede Aandrighed; for hun skal opdrages! Han lægger alt Planer om, hvordan han vil "hæve" hende, udvikle hende til noget høiere, et Væsen der skal være ham værdigt; og hun smiler og smiler og er svært modtagelig; -- imidlertid er han paa hendes Kammer, og Erobringen er fuldbragt. Hjah? -- alt godt og vel; men om Morgenen sniger han sig bort fra hendes Hule med Halen mellem Benene; for nu véd han, at hun dog ikke var andet end en Tøite, som iaften vil smile ligesaa huldsaligt til den næste Idiot." "Det Fruentimmer er altsaa Publikum." "Ja. Idag jubler hun over Deres Bog; imorgen græder hun Taarer over en blødraadden Sypigeroman, og iovermorgen applauderer hun i Theatret et Stykke som præker det modsatte af hvad De gav hende ind ... Saadant et Fruentimmer frir jo ikke en Mand til!" Jeg syntes egentlig han havde Ret. "Imidlertid" -- sa jeg -- "i Mangel af Jomfruer altsaa ..." -- "Ja, det siger Literaterne, og derfor foragter jeg dem." -- -- Isch ja. Jeg igrunden ogsaa. Det blir Fanden ingen Roman. Det er jo noget gement Sludder altsammen. Jonathan likte mig ikke idag. Jeg fortalte om Naturen deroppe, om Ensomheden, den gamle Kirke, Bønderne med deres eiendommelige Dragter og gamle vakre Sprog, indtil han sa at jeg var en elendig Romantiker. "Vi skal ikke ha noget af det der," sa han. "Kirken skal bli omdannet til Theater; Ensomheden skal bli en Fabrikby paa en halv Million, og Bønderne med deres gamle Buxer og Landsmaal m. m. skal erstattes af intelligente Mennesker der snakker Engelsk." Jeg skjældte paa denne praktiske, kjedelige Forstandstid uden Fantasi og uden Sjæl; han skjældte paa "Reaktionstiderne". "Disse feige Tider, da Folk kryber til Korset -- !" sa han. "Leve udadvendt, det er at leve sundt!" -- "Sundt, SIDE: 148 ja; men saa længe lever man udadvendt, indtil alt hvad der er af Sjæl og Blod i en, fortætter og forhærder sig og blir bare Hud og Horn" ... "Imidlertid er det de sunde Tider som fører Folk fremad," fortsatte han; "og vi kan være glade at vi lever i en Tid som denne-her. Nu befatter man sig med Spørgsmaal som kan løses; og ved at løse det ene Spørgsmaal efter det andet vil vi tilsidst ha gjort Tilværelsen noksaa stilfuld og anstændig. Det er det eneste som kan interessere Mænd. At handle er Mandens Nydelse." "Imidlertid gaar det engelske Aristokrati over til Katholicismen! Og i Paris reiser der sig Røster mod selve Emile Zola; man synes der er en Side af Livet og Sjælelivet som har ligget fuldstændig nede i denne Sundhedens Tid ..." "All right," sa Georg Jonathan. "Det er de hysteriske. Naar der har været arbeidet fornuftigt en Stund, og man tilsidst er kommen saa langt at man omtrent kunde begynde, saa kommer de hysteriske og skal ha Rede paa Sjælens Udødelighed først. Det kjender vi. Vi skal foreløbig ikke ha noget af det. Det er som paa Landet, naar der kommer en Fyr og indbilder Bønderne at de skal fare til Himmels paa førstkommende Lørdag; da sætter de sig til at pleie Sjæla si, og Ageren faar ligge. Vi venter til efter Vaaraannen med det der, begriber De. Ikke sandt?" "Jo. Vi faar sgu nok vente!" (Skuldertræk.) Han saa paa mig med et speidende Blik. Jeg maatte uvilkaarligt smile. Fritænkere taaler nok heller ikke Fritænkere iblandt sig. tænkte jeg ved mig selv. Frk. Berner har ligget paa Hankø i Sommer; ser godt ud. Brun, frisk Kulør, livlige Øine, unge Bevægelser; naar jeg laa deroppe og digtede hende om til en gammel Jomfru, beviser det bare at jeg var syg. Gammel! I Paris er Kvinderne unge til de er 40 og 50 (og det der, hvor Livet er saa anstrengende!); det kommer bare an paa om man forstaar at holde sig istand. Frk. Berner kunde sgu bli en stilfuld ung Frue. SIDE: 149 Alle Mennesker forsikrer mig om, at jeg ogsaa ser godt ud. "Naa, De har havt godt af Fjeldluften!" -- Jeg synes pludselig ogsaa selv at jeg er kommen mig. Og her, hvor der er Mennesker og Adspredelser (jeg vil deltage lidt mere i Selskabslivet f. Ex.), skal jeg vel snart klare denne min sidste Dumhed. Jeg føler ingen Trang til at se hende igjen. Snarere Frygt. Det vilde bli et pinligt Møde. -- "Saa hun har altsaa virkelig havt Intelligens nok, den smaa, til at søge Trøst for Ægteskabets Savn. Var det ikke du som fortalte mig det? Om de mange Tilbedere ..." "Naa, naa," bjæffede Mark-Oliv lidt forskrækket; "det var nu ikke saa at forstaa da; det er vist ikke saa farligt." "Nei naturligvis; bare i al Skikkelighed naturligvis. -- Vore unge Fruer kunde forresten ha godt af at lære lidt fransk Moral; det vilde lette lidt paa deres Martyrium. Og saa fik vi ikke saa mange emanciperede heller." "Emanciperte? Mh, mh"; Markus blev ivrig og holdt Foredrag. Tilsidst udtalte han sin dybeste Agtelse for Frk. Holmsen -- "undskyld, Fru Ryen" -- , fordi hun havde taget sig saa varmt af denne vigtige Sag og alt som dermed stod i Forbindelse; "hun er paafærde fra Morgen til Kveld; er med overalt, sparer aldrig paa Kræfterne; er med i alle mulige Komiteer og er Førstemand -- mh, Første ... kvind, ah! ha! ha! -- overalt hvor noget nyttigt skal sættes i Gang; hun arbeider slig at hun ødelægger sig, sover paa Bromkalium hver Nat, -- siger min Hustru. Og nu vil hun komme til mig og lære at samle og tilberede de spiselige Soparter; saa hun kan komme til at udrette meget godt i Fædrelandets Tjeneste. Kvinden maa vi ha med os, ser du ..." Det kom saa braadt og naivt, at jeg maatte le. Han afleverede sit Foredrag om Soppens Nytte og Betydning. Vi stod ved vort almindelige Hjørne i Karl-Johan og skulde netop skilles for at gaa til hver vort Middagsbord. Da kommer, som sendt af Skjæbnen, en Trille med tre SIDE: 150 Mennesker i, to Damer og én Herre ... Jeg steilede, gjemte mig bag Mark-Olivs brede Skuldre og tykke Haarmanke og satte Lorgnetten paa ... En ældre, elegant Herre af et noget forlevet Udseende; en ældre madamagtig Dame, idiotisk kry over at kjøre saa standsmæssigt ... og saa hun. Jeg skulde ikke have troet det. Gusten, rødøiet, slap, med et irriteret, hysterisk Drag om Munden; uhyggeligt lig den gamle Dame ved Siden af sig, men næsten ældre; sygelig, kjed, nervøst opjaget, overanstrengt; -- jeg stod stiv af Forfærdelse. Og af en pludselig, fortvivlet Sorg. Forbi. Forbi. I al Evighed. Denne triste, uhyggelige Sygehusskabning er det altsaa, jeg har digtet om til en Havfrue og en Løvinde. For hende har jeg lidt alle de taabelige Kvaler og ligget søvnløs saa mangen en hallucineret Nat. -- Jeg trykkede i Taushed Mark-Olivs Haand og gik. Kold og flau og slap, ribbet for min sidste Drøm; ribbet, ribbet. Intet mere igjen. Det er værre at ribbes for en smertelig Drøm end for en behagelig Virkelighed. -- -- Jeg skulde givet mit Liv for at have set hende som Bacchantinde, halvnøgen og kjæk paa en høi Triumfvogn, med Roser i Haaret og et haanligvellystigt Smil, fulgt af ti fastlænkede Tilbedere med Tungerne ud af Halsen ... Dette var det værste. Jeg har ikke engang min Sorg igjen. Bare et evigt, nagende Samvittighedsspørsmaal: er dette din Skyld? -- Men i Samvittighedsnaget en Draabe smigret Forfængelighed. Og i Forfængeligheden et Atom Selvforagt. SIDE: 151 XIV. (November.) Dette haabløse Veir. Regn og tudende Storm; Banken og Larm med Tagstene og Porte; Hyl i Skorstenspiberne, Regndrev mod Ruden. Veir til at gaa under i, synke, forfalde; drukne; tumle ud i Akerselven en stummørk Kveld; ingen vilde høre Dødsskriget. Det store Ligtog gaar gjennem Verden. Mefisto synger Som Klokker foran Færden: "Er der intet mer igjen, din Sjæl kan vinde Ro paa, -- trøst dig, trøst dig, snille Ven, Døden kan du tro paa." XV. (2. Jan. 87.) Nu har jeg ranglet pent en Stund; Theselskaber og Juleballer. -- Man faar taale det. Jeg har jo Frk. Berner. Blir det for trist, kan jeg altid sætte mig til at konversere hende. Hun er ikke dum. Gudskelov. Men iaften kunde ikke hun heller hjælpe. Jeg var umulig. Kjedsomheden overvældede mig; Tomheden blev til Tristhed, til Kval, til fysisk Lidelse. Jeg var "forkjølet". -- Uf, det er værre. Det er værre end som saa. Det er Døden og Afgrunden. Det er Amen og Slut. Jeg er ikke ung længer. Jeg er den ældre Herre. Det er ikke mig de søger, de smaa danse- og kysseglade Backfische. De ser først efter, om der ikke skulde være en eller anden rødkindet Han-Backfisch at slaa sig sammen med; og først naar ingen saadan findes, eller naar han viser sig troløs og kurtiserer den kjedelige Marie -- kommer de surmulende til mig. Jeg faar Furtedansene. Og inklinerer de for mig, føler jeg det i hvert Ord og SIDE: 152 ser det i hvert Blik, at de gjør det ene og alene med Hensyn til bemeldte Han-Backfisch; for at gjøre ham jaloux. Min Tid er omme. -- Aa, jeg kjender dem. Jeg var selv engang 20 Aar; interessant bleg med en liden net, blaasort Silkesnurbart; netop noget at kysse. Og man havde sine smaa Held. Men ... dum naturligvis. Forstod ikke, naar de bød mig sig selv af fulde Skaaler; havde Skrupler, Principer, Samvittighed -- Feighed. Feighed nemlig. Hele "Moralen" er lavet af sky, rædde Fyrer som ikke turde løfte et Slør ... og saa af Herrer i min Alder. -- Aa vi Æsler og Æslers Sønner. Der er en Tid da man kunde være lykkelig; da man har Illusioner, varmt Blod, friske Nerver og Hjerner -- alle Betingelser for at nyde fuldt og helt, give sig helt hen i Øieblikkets Rus, føle Saligheder som er mere værd end al Methusalems Ærværdighed. Men saa kommer Moralisterne. Vogt dig! Tænk paa din Helbred! Tænk paa Alderdommen! Leve gammel for at dø ung! -- Og den unge Stymper, der allerede af Naturen er sky nok, mister alt Mod. Lukker sig inde paa en Hybel og fantaserer. Og sukker. Og har Samvittighed. Nu er det for sent. Nu kan jeg græde over den spildte Naadens Tid. Saadant forstaar man altid først bagefter. -- I den Grad er jeg "ældre", at de unges Naragtighed allerede begynder at ærgre mig. Jeg forarges, føler mig krænket i min Blufærdighed, sittlich entrüstet. Pebersvendgalde, Gammelmandsnag! Jeg ækles ved at se alle disse Smaakunster, al den Løgn og Tyvagtighed og lystne Nederdrægtighed de udvikler, disse unge forlibte, for at slippe bagom en Dør eller hen i en Krog og klemme sig ind til hinanden ... De er istand til at forraade sin bedste Ven, sin Far, sin Mor, paa Ære og Liv, for i et Øieblik at kunne snables med fugtige Snuder eller hviske hinanden i Øret ækeltkjælne Ord. Jeg kjender alle de Kneb; og naar jeg ser deres Øine, mens de hemmelig pønser paa letfærdig Svig, da er disse Øine som Tyves Øine ... gule, syge; akkurat som Øinene paa en SIDE: 153 Kleptoman, naar han har fornummet Skimtet af en Sølvske. -- -- Naar Fanden blir gammel, gaar han i Kloster. Fælt rimeligt; hvad skulde Stymperen ellers ta sig til? XVI. Den Hædersmand Brun gaar og lirker og vil ha ud af mig, hvor meget han egentlig betroede mig paa hin ulykkelige "Ungkarlsaften". Jeg har Moro af ham. "Du sa at din Kone er en Xantippe," siger jeg. Han blir rød og høitidelig. "Det kan jeg ikke ha sagt! Det er stygt af dig at sige saadant. Hun er nemlig absolut det bedste Menneske" osv. "Hun kan ikke sætte Knapper i en Vest engang, sa du." "Naa, den Slags Smaatterier; tror du kanske at der findes noget Ægteskab, hvor man ikke slaas lidt iblandt?" "Aa nei. Sandt at sige, Brun, fortalte du mig ikke andet end hvad enhver lykkelig Ægtemand fortæller ved den tredie Toddy." "Jøsses; du kan vide ... Man er Menneske, om man er gift ogsaa; man kan bli ærgerlig, og der er en og anden Rivning; naar to Mennesker skal leve sammen kræves der altid en vis Resignation; men du maa ikke indbilde dig at jeg vil bytte med dig" osv. "Aa nei. Snarere kan jeg komme til at bytte med dig -- anskaffe mig et Ægteskab, jeg ogsaa. Værre har du ikke skræmt mig, Far!" Hele Fyren saa ud som et Lettelsens Suk, og han blev bare Fortrolighed. "Ja du skulde gjøre det. Man blir saa lugtende lei af dette Ungkarlsliv. Du véd, i et Ægteskab kan der ogsaa være onde Tider; man gaar og er Uvenner; skjændes for en Bagatel, ja indbilder sig kanske at man er rent kjed af hinanden; det maa du være forberedt paa. Jeg skal sige dig, det er alle disse taabelige, dumme Illusioner som er det værste; Ægteskabet skal SIDE: 154 absolut være et Paradis, og alt det der. Man kan Skam mangen Gang synes at det er noksaa ækelt og uudholdeligt; rigtig vondt kan det være. Men saa ser man jo, hvor stilfærdig tappert hun gaar der og bærer det, lider vondt, men lader som ingenting, greier alle disse kjedsommelige Hverdagsligheder roligt og jevnt som ellers; kommer pludselig med et eller andet rørende lidet Træk som viser, at hun nok egentlig gjerne alligevel vilde være Venner med denne Grinatussen sin ... Ja; pludselig en vakker Dag er Forstemtheden over, og man sidder med Armene om hinandens Hals ganske forundret, og synes det er akkurat som da man var nyforlovet! -- Tja." Han saa rørende lykkelig ud. Der var endnu Glans i hans Øine efter den sidste Forsoningsscene. "Og," fortsatte han, "saa føler man sig saa tryg og sikker og vel anbragt. Man kjender hende jo, og véd hvor gjennembra og god og tilforladelig hun er i Bund og Grund, og véd at hun kjender Manden sin, og har Rede paa hans Skavanker og Feil, men holder af ham alligevel ... Ja det er altsaa saadantnoget som man aldrig kan komme til at opleve som Ungkarl." -- -- Det er nok som kan siger. Det er Tilforladeligheden det kommer an paa. Den store, hvilerige Tillid. Pastor Løchen interesserer mig. Det gaar altsaa virkelig endnu an at tro, og i denne Tro at finde Hvile. Den som kunde "blive Barn igjen". "Den Kristne kjeder sig ikke," har jeg etsteds læst; -- store Gud, leve uden at kjede sig! -- Jeg forstaar det altsaa ikke. Men jeg gaar og lider af mine Savn, ribbet for Drømme og Illusioner, og fryser i denne "Erkjendelsens" Vished, at intet kan vides. Denne æterna nox sine luce kan bæres med en vis Flothed, saa længe man er ung og har sine Haab i Behold; men blir man gammel og alene, er den ængstelig og fuld af Spøgelser. Det værste er, at alt er saa ligegyldigt; naar man er færdig med Smaapigerne, er der ikke stort mer. Der er intet som SIDE: 155 hjælper. Alt er eins Bier; der er ikke Forskjel paa godt og ondt engang. Jeg ser endnu kun ét Spørgsmaal, der kan interessere mig; det nemlig: hvorledes man paa bedste Maade skal dø. "Sandheden"? Gives der paa Jorden noget mere ligegyldigt end "Sandheden", al den Tid vi véd at intet kan vides? Og naar man ikke kan faa det bedste, saa resignerer man ved det næstbedste. Kan jeg ikke faa Sandheden, vil jeg være taknemmelig for ... Fred. Forunderligt hvor denne Forelskelse blev som strøget af mig. Jeg er bleven saa kold, saa kold. Det verker bare lidt der inderst inde, hvor Drømmen havde sine Rødder. -- Hvis der forresten har været nogen Forelskelse. Det er vel Sagen, er jeg ræd. Det var vel bare "Pan". Den store Sandselighed. -- -- Stakkels Pige. Nu gaar hun og slider med Kvindesag og anden Barmhjertighed. Det er vel for hende hvad Bægeret er for mig: et Bedøvelsesmiddel. So leben wir, so leben wir, so leben wir alle Tage -- -- Jeg vanker temmelig ofte hos Løchens, og Folk begynder alt at gifte mig med Frk. Berner. Det véd hun; saa vidt kjender hun Verden og Karl-Johan. Og naar hun alligevel viser mig den samme uforanderlige Velvilje, saa kan hun vel ikke ha noget synderligt imod det. Hun var istand til at sige Ja, om jeg bød hende min Arm til et "Fornuftægteskab". Og hvorfor ikke? Jeg har intet imod hende, og jeg har Tilliden. Tag dig sammen denne ene Gang, Gabriel; red dig i Havn. Hun vil bli en præsentabel Frue og forstandig Veninde, og en overbærende Kone; det er hvad du trænger. Ro, Tryghed, et godt Hjem, ordnede Forhold; aah, det kunde være paatide. Endelig engang høre nogetsteds hen ... Et mærkværdigt Greb har hun paa at behandle mig. SIDE: 156 Og det er egentlig det vi vil, naar vi gifter os: faa nogen der forstaar at behandle os. Forstaar at stemme Nerveharpen. Det er hendes eget harmoniske Væsen som virker, meddeler sig. Saa vækker den klare Akkord alt hvad der findes af Tonemulighed i dens Nærhed, til Medklang og Samklang. Ogsaa hendes Religiøsitet tiltaler mig. Der er noget gammeldags trohjertigt og trygt ved den; "naar jeg lægger mig til Hvile, Engle ved mit Leie staa" ... det er noget andet end Spøgelser og Spirits. Saadan en nedarvet Familjetro er som Ankeret i det svinglende Skib; Gud véd, om hun ikke en Dag kunde bede mig til Ro, naar de store Angester kommer. -- Denne fredelige, husvalende Tanke om et eget Hjem! som et oplyst Vindu i Vinternattens Mulm lokker den og maner og drager og fortryller den ensomme, halvtforkomne Vandringsmand. Jeg gir alle Sværmerier og alle Backfische en inderlig god Dag. Jeg vil hvile og drømme ved Hjemmets Arne. Smag, Hygge, Komfort; et gammelt Stueuhr og en gammel Bibel ... og i Dagligstuens Hjørne et lidet Klaver, hvor alle de tusinde bløde Melodier slumrer, og alle disse Akkorder som klinger Sjælen til Ro. Jeg vil gifte mig. XVII. Lykkeligt det Menneske som har en Ven, der ikke tilsidst kommer med Obligationsblanketten og ber ham paategne. Uvenner er slemme, men Venner er slemmere. "Hvad vil han bruge mig til?" er det eneste jeg tænker, naar nogen kommer og siger at han er min Ven. Denne rædselsfulde Kamp for Tilværelsen gjør, at vi ikke kan være Venner engang. Vi tvinges til at benytte hinanden, udnytte hinanden, bruge, misbruge, bedrage SIDE: 157 hinanden; og saasnart vi er 30 Aar, tror vi ikke længer et Menneske. Hvis jeg nu altsaa skulde gifte mig, maatte jeg selv gaa til gamle Venner med Obligationsblanketten. Mine Finanser er i den herligste Uorden. Hun har endel Penge, siges der; men man vil dog ikke gaa som en Fant og slaa Mynt hos sin Forlovede. Desuden; hvem véd? I dette vederheftige Land vil i Regelen ethvert "rigt" Menneske ved nærmere Eftersyn vise sig at eie -- akkurat Klæderne paa Kroppen. Jeg kunde risikere at faa det Svar: aak, du, der er nok ikke stort igjen af den Rigdom. Maaske har hun -- som jeg -- en gammel Tante, ved hvis Død hun har Udsigt til at arve 6000 Kr. ... forudsat at den gamle Helligmikkel, hos hvem merbemeldte Tante bor, ikke faar hende til, paa Dødsleiet, under Bøn og Paakaldelse, at forandre Testamentet til hans -- Helligmikkels -- egen Fordel. "Ja-ja; ja-ja! De kan jo forsøge!" gneldrer Dr. Kvaale; "De vantrives som Ungkarl, og det kan da være Experimentet værd. Strikken har De jo som sidste Udvei i ethvert Fald." I det negative har alle Ret, -- ogsaa Theologerne. Som Løchen siger: med "Garantierne for Erkjendelsens Paalidelighed" staar det over den hele Linje elendigt til. Selv Filosofien, hvis Opgave altsaa egentlig skulde være at skaffe denne Garanti, bygger paa en ubevislig Forudsætning. Nemlig paa den yderst vovede Antagelse, at vi i det hele kan erkjende noget. Hvad er rødt? -- that is the question. Svaret findes ikke, før Hjernen er bleven sig selv gjennemsigtig ... et Øie der formaar at se ind i sig selv. I det Mørke som nu hersker ... vi kan jo ikke komme bag paa vor egen Bevidsthed ... blir det maaske dog SIDE: 158 vor eneste Redning at "føle os frem" til Sandheden, ane den, følge vort Instinkt -- som Insektet sine Følehorn. Disse væmmelige Poeter, især disse Franskmænd ... udlevede, elendige Fyrer som tyller i os al deres modbydelige Hypokondri, og al deres Miltsyge og Rygmarvstæring og gamle verole, hvilket de altsammen fiffer op med store Navne og kalder Verdenserfaring, Virkelighedstroskab, Pessimisme ... jeg hader dem simpelthen. Jeg vil gifte mig og læse Marie. "Noksaa stilfuld" skal Tilværelsen efterhaanden bli, lover Jonathan, -- hvis vi vil være taalmodige og maadeholdne og selvfornægtende og stadig bare beskjæftige os med Løsningen af "de Spørgsmaal som kan løses". Jeg kan forstaa at man blir træt af alt dette Maadehold. Der er Kræfter og Krav i os som forlanger mer. "Lykke! Lykke!" forlanges der. -- "Saa megen Lykke som muligt," svarer Engelskmanden. -- "Ja men, det har vi ikke Brug for," svares der; "vi forlanger Lykke!" -- "Well, well; saa megen som muligt," gjentager Engelskmanden. -- Om man da tilsidst blir rasende og siger: da heller ulykkelig sans phrase! ... Jeg kan forstaa det. Taalmodighed er en Smaaborgerdyd. Jeg er kjed af at resignere. Fanny har aldrig elsket mig. Det var ikke andet end den 25-aarige Kvindes hysteriske Behov for en Mand. Deraf min Kulde. Paa nært Hold var jeg ligegyldig som foran en Marmorblok. Havde hun elsket mig, saa havde hun revet mig med; kun overfor den kolde Kvinde beholder Manden sin Sindsro. Bag Frk. Berners beherskede Ro er der mere ægte Varme end bag Fannys lavede Forelskelse. SIDE: 159 (Champagnestemning.) Gamle Sølvsmykker gjør mig vanvittig. Jeg gav ti Aar af mit Liv for en Samling gamle Broscher og Filigransarbeider. Redaktør Klem gav den sædvanlige Soirée dansante paa sin Kones Fødselsdag ... "min Kone, ser De, det er nu engang noget aldeles enestaaende" ... og der bar Frk. Berner saadant et rigtig stilfuldt gammelt Sølvsmykke -- indvandret over Lübeck for fire Slægtled siden, sa hun; pragtfuldt simpelthen! Jeg blev forelsket i hende i den Anledning; jeg gifter mig med hende bare for al bli Eier af den Broschen -- Gamle Sylgjer -- og gammelt Porcellæn -- og gamle Bibler -- og gamle Kirker -- og gamle Violiner -- og gammel Vin ... og unge Piger; unge, stilfulde Fruer ogsaa, lad gaa ... Deilig er Jorden, prægtig er Guds Himmel, skjøn er Sjælens Pilgrimsgang; gjennem de fagre Riger paa Jorden gaa vi til -- Gud-véd-hvor -- med Sang. Iaften havde jeg paa et hængende Haar nær friet. Det faldt sig saa naturligt i Samtalens Løb; Spørgsmaalet svævede mig allerede paa Tungen: end vi to da, Frøken -- ? Men i samme Øieblik vendte hun Hovedet saaledes, at jeg pludselig saa ... troede at se den begyndende Gammeljomfrufold ved den ene Mundvig. Spørgsmaalet visnede. -- -- -- Var hun forresten som hun pleier at være iaften? Jeg havde et Par Gange en ubestemt Følelse af at være negligeret. Jeg faar tage mig sammen; nu eller aldrig. Ingen Smaahensyn mer. Hjemmet vinker mig; et hyggeligt, stille, dannet Hjem, hvor Freden bor, hvor der er Harmoni i alt, i Sjælens Stemninger som i Stuernes Farver. Det er SIDE: 160 jo ingen Elskerinde jeg forlanger; kun en stilfuld Frue og en dannet Kammerat. Og jeg kan netop tænke mig Elisa Berner i den Rolle. XVIII. (10. April 86.) Jo; Frk. Berner var anderledes mod mig i det sidste. Og iaften kommer jeg derhen efter to Dages Fravær og faar høre at hun er reist. Til Bergen. En "venlig Hilsen" var der til mig og til "alle de andre udmærkede Venner" i Kristiania. Fru Løchen (som er hendes Søster og ikke hendes Kusine) var lykkelig og næsten rørt. "Tænk Dem; det er virkelig en hel Roman; hendes Ungdomselskede, som har levet nede i Bordeaux i alle disse Aar, han er bleven Enkemand for en Tid siden; men Elisa var ikke glemt; tilsidst reiste han hjem til Bergen for at høre hvordan det stod til, og en vakker Dag faar Elisa Telegram -- ; "Jeg venter dig i Bergen -- kom -- hvis du virkelig nogensinde har tænkt paa mig. "Og saa kan De vide Elisa betænkte sig ikke. Hun har nok altid tænkt paa ham hun, Stakkar." Jeg sad der og maabede noksaa dum; brast tilsidst i Latter. Fru Løchen saa forbauset og fornærmet paa mig, og Visitten blev temmelig kort. De Kvinder, de Kvinder. Hun giftede sig af Kjærlighed alligevel. Dette med "Fornuftægteskabet" var altsaa bare en Nød-Theori, opfunden, som alle slige Nød- og Resignationstheorier, til Hjælp og Trøst i onde Dage, da det hun havde sat sin Lid til svigtede og brast. Og Kjærligheden hersker og seirer fort væk, trods alle Ungkarlsbetragtninger og trods alle Pebermø-Theorier, trods al Filosof-Visdom og trods alle bitre Erfaringer; og Menneskene gaar i al Evighed og træller under dens Aag og gjør sig til Narre, Æsler og Hornkvæg. SIDE: 161 Men de som ikke vil trælle under dens Aag, blir endnu større Narre og endnu større Æsler. Nu faar jeg gjøre som min salig Far: finde mig en Vossepige, med hvem jeg kan træde den Dødningedans; for med en Kvinde gaar en Mand under, og uden en Kvinde kan han ikke leve. Thi saaledes blev det bestemt af Naturens Visdom: at det ene skulde være vondt, men det andet værre, paa det at alle kan blive ulykkelige og tilsammen sukke i Smerte indtil Forløsningen, da denne Jordens Bule skal opbrændes med Ild. Jeg havde vænnet mig til Tanken om et Hjem nu; jeg troede næsten at jeg var i Havn, og at denne lange og besværlige og glædesløse Ungkarlsseilads nærmede sig sin Ende. Under hvilken forbandet Stjerne er jeg født? Eller var der en ond Fe ved min Vugge, der sa at jeg vistnok skulde "naa" hvad gode Feer havde lovet mig, men at det ønskede altid, naar jeg greb efter det, skulde glide mig ud af Hænde? Hvorfor skal jeg være saadant et Halvmenneske; hvorfor denne bestandige Lamhed i Beslutningen, denne Mangel paa Evne til at gribe det rette Moment, denne aandelige Paralyse; hvorfor skal jeg bestandig gaa som en Nar fra Livets Bord, fordi jeg aldrig kan bestemme mig til at tage Plads, før Pladsene er optagne? Jeg opgiver det. Jeg gider ikke mere. Det er bestemt i Guds Raad, at jeg skal hensmuldre i Ensomhed. Drikke mine reglementerede Kvanta og snakke med mig selv. Tumle drukken i Sjøen en Nat, eller dø i min Seng af et Tilfælde. Ingen er tilstede som kan hente Doktoren; Dødsfaldet blir ikke bemærket før to Dage senere; da bryder man Døren op og finder mig med angstopspærrede, brustne Øine. Saa sætter jeg mig altsaa taalmodigt tilrette paa min SIDE: 162 Krak i Departementet og gaar alle fødte Kopisters Gang. Gulner hen som en gammel Fogedforretning. Sidder hver Aften i min Krog paa Grand Kafé med en Avis i Haanden og lader som jeg følger med; lader som jeg lever. Hvorfor ikke? Der er mange som lusker sig gjennem Verden paa den Maner. Jeg duer ikke til andet; saa faar jeg due til det. Det er paa sin Vis en fredelig Tanke; -- naar jeg opgir Livet, vil jeg ikke mere komme op-i disse Situationer som jeg aldrig kan klare. Nu hvil dig, Borger; det er fortjent. XIX. (Juni 86.) Det er forbi med den Tid da jeg drak for at bli glad. Nu forlanger jeg kun at bli ligeglad. Livet er et bestandigt Afslag. Men det gaar ikke. Denne fordømte Sommertid med sin Varme og alt det kjedsommelige Lys duer ikke for den Slags Øvelser. Egentlig har hver Aarstid sin Last. Det er i de mørke Maaneder Alkoholen regjerer. I den lyse Tid er det Fruentimmerne. Kun for Dyden har Gud ingen Maaned indrettet i vor Almanak. Nogen der kan erstatte mig Mathilde finder jeg ikke. Hvor Fanden skal jeg faa lidt Galgenhumør fra igjen? Alt vel overveiet har jeg i den senere Tid været gement høitidelig. Op, Sjæl, og slaa paa dine Strenge! Sønner af Norge; Ifjol gjætt' e' Gjeita; Smilende Haab; Ola Høiland er rømt -- -- SIDE: 163 XX. (September.) De Kredse, i hvilke Frk. Berner fik mig ind, holder paa mig, hvilket er bra. Den Smule Selskabsliv strammer, og der er Sløvelse i det. De Folk jeg træffer der, er mig vistnok meget uvedkommende. Men jeg har ikke noget videre imod dem heller. Det er godt Gjennemsnit. Solide Grundsætninger og patente Maver. Af og til en Hun der lader sig se. Prægtige, hyggelige, kjedelige Mennesker. Men hvor længe jeg holder ud? Det er anstrengende. Gaa der og lade som om man er med, lade som man er interesseret ... egentlig har jeg nok aldrig før vidst hvad Ligegyldighed er. Det er ikke bare Indifferens. Potenseret op til sin rette Høide er Ligegyldighed en positiv Lidelse. Jeg skjelner ikke længer mellem de forskjellige Selskaber og Sammenkomster (Baller iberegnede); det er altsammen den samme Taage med Skygger i. Naar man ikke længer kan drive det til en Forelskelse, blir der tilsidst bare én stor Opgave igjen: at kvæle Gispen. Det gjør man altsaa bedst ved Hjælp af Alkohol; ved Champagnen blir man sogar livlig. Gjør Vitser og snakker Literatur. Naar man endelig har faaet Dampen helt op kanske, er Historien forbi. Man følger den uundgaaelige ældre Dame hjem, holder sig skadesløs for den tabte Aften ved en eller anden større Dumhed; vakler saa træt og ækel hjem til sin Hule ved det første eller andet Hanegal. Og naar man kommer hjem, er alt koldt og øde og tomt og mørkt, som Ulvens Hi, som Uglens Hule. Ti Gange heller en Gardinpræken; den vilde i ethvert Fald ende med et Kys. Og selv den sinteste Gardinpræken betyder jo kun, at der er nogen som har ventet paa en, at der er nogen for hvem ens Leben und Treiben har Interesse, et Menneskehjerte som tager Del i ens Liv ... Aa, denne evige Rædsel og Gru: at være allesteds fremmed. -- -- -- -- Nu er Klokken fem. Godnat, Verden. Udenfor SIDE: 164 begynder det alt at lyde Skridt. De lykkelige Mennesker. De har sovet helt siden Klokken ti og skal nu hen at bestille noget. Noget nyttigt, noget som der er Mening i. Aah! den som var Fabrikarbeider. Væmmelige, modbydelige Væsener er vi, vi Samfundssnyltere ... Gaa og læg sig, for Fanden -- "Der blev ikke noget af det alligevel med dette Ægteskabet Deres?" gneldrede Kvaale ikveld paa Hjemveien fra Jonathan. "Nei," sa jeg. "Jeg betænkte mig. D. v. s. jeg betænkte mig for længe." "Ja, ja," sa Kvaale; "jeg kan vel ligesaa godt gratulere som condolere." "Naa. Som De vil." -- -- "De har levet lidt meget," fortsatte han om en Stund, "og hun ... har vel ikke levet. Det er altid farligt med sligt. Ægtemænd i den Stilling ... gaar i Almindelighed ad undas. En nogenlunde skikkelig Elskerinde -- jeg mener en som er nogenlunde forsiktig om sig -- er for Mandfolk af Deres Art dog det fornuftigste." "Ja; bare jeg kunde finde en som ikke var mig altfor ligegyldig." "Aahaa," mumlede han. "Nei, nei, ikke netop saadan at forstaa ... Jeg mener bare at jeg ikke er rigtig færdig endnu med Ungkarlssentimentaliteten." -- -- "Man skal forstaa at indrette sig slig, et der blir et vist rimeligt Forhold mellem Nydelse og Lidelse," -- sa jeg engang til Fanny. Hun svarede: "Ja vi Kvinder kan ialfald ikke det. Vi maa ta Livet som det blir indrettet for os af alle mulige andre." SIDE: 165 Hun havde Ret -- ikke blot for Kvindernes Vedkommende. Hun havde ubetinget Ret. Bestandig er det Barnet som har Ret, og Vismanden som vrøvler. Det var nu ogsaa en Frase: "indrette sig"! -- Nei; Livet blir indrettet for os -- af alle mulige andre. Det gaar enhver af os slig som Herren sagde til Simeon: De skulle binde op om dig og føre dig didhen, hvor du ikke vil." Jeg husker endnu hvor det Ord fyldte mig med Skræk, da jeg som liden læste det i min Bibelhistorie. Det lagde sig for Brystet paa mig som Asthma; jeg fik ikke puste. "Føre dig derhen, hvor du ikke vil!" -- Ikke blot er Livet "indrettet for os"; men vi er os selv givne. Jeg véd ikke hvem der har skabt mig, men jeg véd, at den der skabte mig, han forudbestemte mig i alle mulige Henseender. Han satte det og det bestemte Forhold mellem Evne og Vilje, mellem Lyst og Kraft; han lagde mig i Blodet de og de Drifter af den og den Styrke, og til Herre over disse Drifter satte han et Jeg som havde netop den og den bestemte Evne til at koncentrere sig i en Beslutning. Saa satte han Mekanismen i Gang; og jo mer den gaar, desmere blir den hvad den var anlagt til. Det som fra først af var svagt, slides og blir svagere; desto mere overmægtigt blir det som fra først af var stærkt. Og skjævere og skjævere gaar det hele, indtil endelig en Fjær springer, eller en af Axerne. Ikke med min bedste Vilje kan jeg forandre de Grundforhold der konstituerer Individet G. Gram; min "Vilje" er nemlig selv afhængig af disse Grundforhold. At være Gabriel Gram vil sige: ikke at ville være noget andet end Gabriel Gram. Jeg ser mine Mangler; men ved disse selvsamme Mangler er ogsaa min Vilje bestemt; den kan altsaa ikke ville udover dem. Ved stærke Suggestioner kan den drives til at gjøre et Forsøg; men Udfaldet blir: de samme Feil i nye Former. Den omvendte Slyngel er og blir en Slyngel; kun øver han nu sine Slyngelstreger i Guds Navn. Hvis jeg fra først af er saa sygelig anlagt, saa disharmonisk i Grundsystemet -- i Nerver, Hjerne, Rygmarv, SIDE: 166 Ganglier -- , at alt blir mig Lidelse; hvis jeg altsaa fra først af mangler Grisens og Filisterens rolige, gudhengivne Sind, -- saa kan jeg ikke bli Filister eller Gris, hvor gjerne jeg "vilde"; til syvende og sidst er jeg nemlig ikke istand til at ville det. Jeg kan beundre, jeg kan misunde Georg Jonathan. Men ville være ham -- det kan jeg ikke. Og saa blir Livet for mig Lidelse -- med alle mulige Forsøg jeg maatte gjøre paa at "indrette" mig. -- "Lidelsen er ogsaa Nydelse," siger Jonathan; "den er for Livet, hvad Saltet er for Maden!" -- Det kan gjælde for den sunde, hvis Lidelser altsaa hverken er særlig dybe eller synderlig varige, -- forbigaaende, mer eller mindre voldsomme Uveirsbyger, der bare gjør det paafølgende Solskin saa meget skjønnere. Men det gjælder ikke for den, hos hvem Lidelsen er det normale. Ikke for den der er saaledes anlagt, at han bare kan nyde Glæden negativt, d. v. s. føler Savnet naar den svinder, men ikke Lykken naar den er tilstede; ikke for den altsaa, hvis Liv oscillerer mellem Kjedsomhed og Savn. For ham er Lidelsen ikke Salt til Maden, men Malurt i Bægeret; den er ikke blot bitter i sig selv, men forvandler ogsaa Glæden til Bitterhed. "Et rimeligt Forhold mellem Glæde og Smerte", naar Smerten = Smerte og Glæden ogsaa = Smerte! Er det ikke mærkværdigt at et voxent Menneske kan sige sligt? XXI. (Nytaarsdag 1887.) Dette evige Einerlei. Det afvexlingsløse, begivenhedsløse Graat-i-Graat som gjør, at jeg gaar og plager mig med mine Dumheder fra igaar og iforgaars, fordi der aldrig hender noget som gjør Skille, sætter Punktum og Finale og nyt Kapitel, gir Absolution og Forglemmelse for igaar og iforgaars ved at tvinge Alverden til at tænke paa noget nyt! Jeg kan forstaa, at man gaar hen og begaar et Mord for at bringe i Forglemmelse den lille SIDE: 167 Taktløshed, hvori man gjorde sig skyldig forleden Dag; og mer end en Gang ønsker jeg Verdens Undergang, forat mine Dumheder kunde gaa tilgrunde med det samme. Hvad hjælper det, at et Aar gaar under? Det gaar under, men bestaar alligevel, som Mindet om en død. Synder kan forlades. Men Dumheder! Hvilken Gud skulde tilgive dem? -- Dem maa man tilgive sig selv; og hos en selv er der ingen Tilgivelse. Kun Forglemmelse. Men glemte Dumheder er som sunkne Lig; en vakker Dag flyder de op igjen. Mangen Herrens Gang stanser jeg pludselig paa min Vei, stønner høit og bider mig i Tungen; da har jeg paa min Erindrings Vande stødt paa saadant et opflydt Lig, -- en gammel, glemt Dumhed, som pludselig ligger der og ler til mig med glisende Tænder. Der er Mennesker som jeg ønsker Livet af. Hvad har de gjort mig? De var engang Vidne til at jeg bar mig dumt eller daarligt ad. Hver Gang jeg hører at saadan et besværligt Vidne er himmelfaret, falder der en Sten fra mit Hjerte. Vidste Menneskene hvilken Tjeneste de gjør hinanden ved at dø! -- -- -- -- Hvorfor Satan skulde jeg drikke det Glas for meget! I de Omgivelser; under de Omstændigheder! -- Skandale overfor et helt Selskab ... skjælde en Mand som Pastor Løchen ud paa den Simplexmaner ... Folkeagitatorsnak, Arbeidersamfund ... "Ikke Sølv, ikke Guld, ikke Kobber i eders Belter" -- æsch -- Dumheder; Dumheder ... glemme; aldrig se ham mer -- -- Georg Jonathan har Ret. Først ødelægger man systematisk sine Nerver; naar man saa er blit syg, blir man Pessimist og siger: Verden er en Ørken. Og da Verden er en Ørken, maa der være et Paradis; thi ellers blev Livet meningsløst. Men da denne Logik er lidt tvivlsom, maa man have Hjælp for at kunne tro. Den eneste Hjælp som kan opdrives er naturligvis: andres Tro; saa leier man Præster og Politi, og pludselig tror hele Verden paa Paradiset. SIDE: 168 "Men hvad al Verden tror maa jo være sandt! -- siger den syge. Og saaledes behersker de i Kraft af sin Sygdom hele Verden; og hvis nogen ser paa deres Væv med sunde Øine og siger: der er jo ingen Væv; Keiseren har ingen Klæder! -- saa ryster de paa Hovedet og siger: ud med ham; han er ikke dyb. Isch ja, vi syge. Vi lammer hele Menneskeheden med vor Hjælpeløshed. Vor Hypokondri skal gjælde for Visdom; vore Hallucinationer skal være Aabenbarelser. Vi syge har kun et at gjøre, nemlig at dø; Verden tilhører de sunde, de stolte, de livsmodige. Jeg sætter mig til mit Giftbæger og paaskynder Processen. Livets Skaal! De syge pereant! "En Ting glemmer De bestandig, Jonathan: hvis Folk blir saa lykkelige, kommer de til at kjede sig ihjel! Skal vi holde Livet ud, saa maa vi ha det lidt vondt. En sulten Mand dræber sig ikke lettelig; han haaber bestandig at han dog skal faa en Anledning til at spise sig mæt; men den rige Mand, som levede hver Dag herligen og i Glæde, han kom sporenstregs til Helvede naturligvis; Kjedsomhed paa den ene Side og ækel Samvittighed paa den anden ..." "Han var ikke kommen til Helvede, hvis han havde arbeidet saadan en tre -- fire Timer hver Dag," mente Jonathan. "Det er Sagen, mine Herrer. Arbeide; for fuldt Alvor; ikke Sport; ikke saadan som man arbeider i Deptet; nei, arbeide som Smeden arbeider, eller som Bonden arbeider, for at producere, skabe, forme, være Kunstner, Gud, Skaber og Træl nogle Timer hver Dag; paa den Maade alene holder vi Nydelsesevnen frisk; og paa den Maade alene holder vi Samvittigheden i Orden." Dr. Kvaale nikkede. "Ja, var ikke den Idé om Arbeidet," SIDE: 169 sa han, "saa gav jeg ikke en Øre for Deres Fremtidssamfund." -- -- -- -- Hja; arbeide ... Meget fornuftigt i mange Maader rimeligvis; men -- det faldt mig siden ind -- : hvem skal da have hvide Hænder? En lang hvid Haand er det skjønneste i Tilværelsen. Hvem skal ha vakre Hænder, naar alle Mennesker skal staa i Smedjen hver Dag? Det med Arbeidet er en Vadmelsidé. Jeg liker den ikke. Komedie. Spille Komedie. Det er den eneste Smule Fornøielse et dannet Menneske har. -- -- Jeg staar op, drikker en Kop Kaffe -- kold -- , vasker mig og tar en kold Afrivning. Friskt Undertøi fra Top til Taa. Min eleganteste Dress. Skinnende ren Krave; blaanende hvide Manchetter. Cylinderen; Handsker; Lorgnet; Stok. Saa til Barberen; blir raget og friseret; i sværere Tilfælde paa Badeanstalten, hvor man underkaster sig en grundig Renselse; kold Styrt ovenpaa den. Saa en Frokost med Snaps i Grand. Derpaa tænder man sin Cigaret og gaar ud paa Karl-Johan og hilser paa de dydige Damer. Hvem skulde tro, naar man ser den stramme, elegante Herre, at denne samme stramme, elegante Herre inat ved Tolvtiden sad paa en tvetydig Restaurant og drak Portvin sammen med en Marguerite? -- De dydige Damer hilser med megen Agtelse. "En lydende Malm og en klingende Bjelde." Jeg ligger her og læser en tysk Optimist, der beviser at Livet er godt og Tilværelsen sittlich og Fremtiden en Rosengaard ... og Livsleden tynger mig gjennem Nerverne som Lamhed og roder i Maven paa mig som en dump, dump Angst. SIDE: 170 Synd, at Dr. Kvaale skal være saa optaget; ellers vilde jeg omgaaes ham mer. Men han har "den sikreste Praxis som gives": han er Specialist i Kjønssygdomme. Underlig Fyr. Jeg faar ham ikke til at tale om andet end Almenspørgsmaal: -- han snakker sogar Politik. Det er i det hele taget en fornuftig Mand. Han kommer godt overens med Georg Jonathan. Hans Hovedinteresse er "denne Kjærligheita", og han er dygtig "bohêmsk" -- om ikke netop saa naiv som de Fyrer. Men med al sin Almeninteresse er han saa forskjellig fra Jonathan som paa nogen Maade muligt. Han er egentlig mer beslægtet med mig. -- At der stikker noget under hos ham forstod jeg først, da jeg opdagede at han har sine "Perioder". Med kortere eller længere Mellemrum kommer de; de er ikke langvarige; tre til fire Dage omtrent; da er han ikke at træffe for nogen; ligger hjemme og er "syg" -- d. v. s. drikker. Og naar en Mand som han ligger under for sligt, da stanser man og blir ræd -- som foran noget skjæbnesvangert. Det betyder, at der inderst inde bag alle disse Gardiner sidder en ensom Menneskesjæl halvgal af Angst og Gru, svimmel ved at stirre ned i det evige Mørke. "Det fyrste du har aa gjera, Mand, det er aa døy, naar inkje du længer elska kan den vene Møy, sang Thorvald Lammers paa Konserten iaften. Daa er det ude med spræke Gut -- -- -- -- -- , for daa er Livet brundit ut, det Aaske er; det Aaske er -- -- -- Jeg faar det ikke ud af mit Øre igjen. Aaske, Aaske; døy, døy ... Mulddrøn mod Ligkistelaag. Sørgehvirvler paa nedspændte Trommer. Tomt, slapt, kvabs. Intet igen. Grave ned, grave ned; et stort Hul og Muld over; megen Muld over; han stinker allerede. SIDE: 171 Ung og slanklemmet hopper den hvide Nymfe om blandt Fauner og Bukkefødder i lysten Dans, halvt skjult bag Skovens Grønt og Morgenens Taager; kan jeg se hende skimte frem og bli borte igjen, og skimte frem og bli borte; kan jeg se de smidige Lemmers bløde Rundinger og ikke miste Forstanden, ikke svimles væk i panisk Begeistring og panisk Rus, fortumlet, avlende Livslyst; kan jeg se hendes søde, farlige Smil, det smerteligt-vellystige, letfærdigt-dybe, uden at bli gal efter Kys, syg efter Bryllup og vild Omfavnelse; hvad er jeg da andet end en vaad Skindstak og en selvdød Sau? -- Et dybt Hul og Muld over; megen, megen Muld over; han stinker allerede; Herre, han stinker allerede. -- -- -- Vidunderlig, deilig, frygtelig er du, du uskyldige Selvmodsigelse som vi kalder Kvinde! Det evig sugende og fødende Moderskjød; det altopslugende og altfrembringende; Livet og Døden; Havet. Det djævelske og himmelske i en Person, Synderinden og Moderen, Eva og Madonna. Du er traadt ud af mit Liv, som derfor nu er Tomhed og ikke værd at leve. Strengene er brustne, Ilden slukt. Jeg tilbeder dig og hader dig; men du væmmes ved min Tilbedelse, og du ler ad mit Had, som er Afmagtens. Jeg vil bede Dr. Kvaale om det tilstrækkelige Kvantum Morfin; mit Liv er Aske. -- Jo mere forfeilet vort Liv viser sig at bli, desto mere tror vi paa et Hinsides. Fanny havde Ret. Er Romanens første Del meningsløs, saa forlanger vi, at der kommer en anden Del med Forklaring. Bare det hjalp. -- -- XXII. (1ste Mai.) ("Vaarstemning.") Forkjølet paa Sjælen. Sjælekold, sjæleslap, skjælekvalm; aandelig talt vond Smag i Munden. Ulyst. Bare Ulyst. Almindelig Ækelhed; SIDE: 172 tædium generale. Jeg ved ikke noget bedre at kalde det end psychisk Forkjølelse, -- Forkjølelse som har slaaet sig paa Sjælen. XXIII. (Juni.) Hjernelidelser. Hovedpine og Søvnløshed. Jeg spadserer om Eftermiddagen og gaar træt til Sengs. Ubehageligt træt, nervetræt; sløv; føler mig egentlig søvnig. Øienlaagene lukker sig af sig selv; om en Stund er de saa tunge og igjengroede, at jeg ikke uden Anstrengelse kan aabne dem. De sover paa egen Haand. Men indenfor er der lysvaagent. En eller anden træt Tanke begynder at gnave inde i Hjernen, stille og afbrudt, som en Mus i en Krog. Flere saadanne Tanker kommer, gnaver lidt, blir borte; kommer; gaar. Endelig er der en eller anden som sætter sig fast. Blir siddende der; gnaver methodisk og med Taalmodighed; snart skjønner jeg at der blir ikke stille i Stuen paa de første Timer. Et eller andet af Dagens Indtryk, en eller anden Forestilling fra mit indre Liv har faaet Magten. Jeg befinder mig pludselig midt oppe i en Disput, med Pastor Løchen f. Ex., eller med Georg Jonathan; jeg blir varm, ivrig, vred; mine Ord gløder og rammer; jeg argumenterer sikkert og brillant, mer og mer indtrængende, mer og mer overbevisende, indtil alle mine Nerver er i Brand, og Legemet ligger og ryster mellem sine Lagener. Eller jeg erindrer, at denne eller hin gode Ven har fornærmet mig; at han har været hensynsløs, har blandet sig ind i mine private Affærer paa en Maade jeg som Mand med Selvfølelse ikke kan tillade, samt at jeg i den Anledning har skjældt ham ud; jeg begynder da at koncipere et Brev til ham, hvori jeg forklarer mig, sætter ham Sagen ud fra hinanden, blir ivrigere og ivrigere, tilsidst overivrig; indser klarere og klarere hvilken Uret jeg har lidt, hvor grovt denne velmenende, men indskrænkede Fyr har mistydet og mishandlet mig; læser Knigge for ham ganske eftertrykkelig. Det er en Slags Nerverus, som foreløbig SIDE: 173 føles ganske behagelig; jeg er interesseret, optaget, føler mig overlegen, nobel, intelligent; overgiver Legem og Sjæl til fri Herjing for disse Hjernegnavere ... indtil jeg blir saa helt vaagen, at ogsaa Øienlaagene aabner sig, ialfald det ene, og jeg ser Morgenen lyse ind ad mine Vinduer rolig og graa. Da blir jeg afbrudt i mine Betragtninger; undres over at jeg har ligget saa længe alt; ærgrer mig; Hjernespøgelserne forsvinder; jeg føler at jeg er bleven nervøs, ubehageligt nervøs; det trykker i Tindingerne, i Issen, i Baghovedet; jeg fortvivler over at jeg atter har spoleret en Nat; springer op og tømmer et Glas Vand med Cognac eller tager et Sovemiddel; gaar til Sengs igjen og føler mine overtrætte, forsvimlede Tanker flyde ud i et vist blødt, uldent Velbehag ... faar et Øiebliks Hvile altsaa. Men sovner ikke; ikke nu længer; efter Hvilen kommer der en lang, plagsom Nervetime; jeg ligger og vælter mig i et besværligt, uldvarmt Ubehag, i svedende Uro; det stikker og klør i Huden og allesteds og værker i Hovedet; et Slags nervøs Gløden i Læggene martrer mig; jeg har ikke Ro et Sekund, vrider mig, kaster mig, bærer mig ad som en Feberpatient; pludselig er der en Fugl som siger noget der udenfor; han faar ikke Svar og siger det om igjen; faar endda intet Svar og blir taus ... En Vogn rumler hen ad Gaden og blir borte ved Hjørnet; Skridt høres og forsvinder ... mine Forestillinger begynder at blive fjerne, at fordoble sig og løbe sammen ... Saa véd jeg ikke mer; det sidste jeg saa var noget hvidt nogensteds, som der holdt paa at gaa Varme i -- vistnok ... Det hvidner væk ... den lidende Hjerne har fundet Hvile. -- -- -- Den fordømte Kvaale som ikke længer vil gi mig Chloral. XXIV. (25 August.) Endnu en Gang forbigaaet. Jeg kommer til at sidde som Kopist i alle mine Levedage. Gjemt i min Krog. Saa gjemt, at selv Gud glemmer mig. SIDE: 174 Hvad det kommer af? -- Jeg er vel ikke ivrig nok. Ikke interesseret nok for den gode Sag. Jeg hører til de lunkne. Men den som er lunken blir udspyet af alle Partiers Mund. Forbigaaet af Høireministeren som af Venstreministeren. Thi det er klart, at hvis en Mand er lunken, saa har han ikke den rette Tro paa at netop vi -- netop Høire, resp. Venstre -- er Fædrelandets Frelsermænd; havde han Troen, vilde han slutte sig til os. Den lunkne er tvivlsom. Idioterne veirer Spotteren, Faarene Ulven. Og saa har jeg ikke været forsigtig nok i Valget af min Omgang. Jeg har valgt efter min egen Smag; de "høiere Hensyn" huskede jeg ikke. I det gamle Ministeriums Tid var jeg tvivlsom, fordi jeg havde "Venstreforbindelser"; nu er jeg ugleset af den modsatte Grund. Det er ikke nok at man omgaaes Faarene; det forlanges at man udelukkende omgaaes dem; selv blot en enkelt Forbindelse i Ulvenes Leir vækker Forstemthed i Faareflokken. Han er ikke sikker; vi kan ikke ha Tillid til ham; hvem véd om hans Faarepels er ægte, eller om der maaske lurer en Ulv bag den. -- O Menneskepak. Som om Livet ikke var trist nok før, gjør vi hvad vi kan for at plage hinanden end mere. Den eneste Redningens Mulighed er: stænge sig væk. Men denne eneste Redning er paa samme Tid den sikre Undergang. -- D. v. s. ... En anden Sag var det, hvis man havde et Arbeide, et Værk at fuldføre, noget fornuftigt at ta sig til. Nu kunde det være paa Tide at prøve med "Romanen"! -- En Masse Energi skulde der jo til, men ... Paa nogen anden Vis blir der ialfald ikke noget af mig. XXV. (Oktober 87.) (Efter Ballet.) Hele to Forelskelser. -- Jo; den ene var sgu virkelig bra. Blond, yppig, barnlig-dæmonisk; Gretchen. Den anden mere Soubrette. Brunøiet og kvik. Imorgen er de glemte. Gud give dem et godt Giftermaal. SIDE: 175 Forfærdelig elendig blir man af dette Liv. Alting blir mig saa ligegyldigt at jeg dør af det. Hvad andet skulde det ogsaa føre til, det Liv jeg har levet? Først disse Ungdomshistorier som gir det første Knæk og den fundamentale Neurastheni. Saa dette urenslige Liv med mer eller mindre bedærvede Fruentimmer. Dertil Alkohol- og Nikotinforgiftning ... Tilsidst er der af hele Mennesket ikke igjen andet end en Bunke ormstukne Knokler i et gult, slunkent Skind. Det var sgu et rigtigt Instinkt som holdt mig borte fra Fanny. Gud, hvor de har Ret, disse Moralister som advarer de unge Piger mod forranglede Mandfolk. Der skulde være offentlig Mandfolkmønstring hvert Aar; og alle saadanne Fyrer der ikke mere kan andet end fordærve Racen og gjøre sine Koner hysteriske, de skulde stikkes og kastes i en Kalkgrube. Det der har vist forresten Dr. Kvaale sagt. Jeg har ikke en brugbar Idé mere; min Hjerne staar paa Spiritus. (Optimistens Drøm.) En veludviklet Abeart udbredte sig i Begyndelsen af den tertiære (?) Tid over store Dele af Afrika og fandt tilsidst et Klima saa gunstigt og Livsbetingelser saa heldige, at den efter nogle tusind Aars Forløb i et meget gunstigt Øieblik frembragte en Abeunge med en Vinding mer i sin Hjerne; da denne Vinding efter ti à tolv tusind Aars Forløb havde fæstnet sig og var bleven til Artskarakter, stod Busknegeren der, det første saakaldte Menneske. Formedelst den nye Hjernevinding var Busknegerne istand til at kaste med Stene o. lign.; endvidere fandt de paa at beskytte sig mod Solen og andre Fiender ved snedigt anlagte Huler osv. Paa Grund af denne sin Overlegenhed trængte de i Tidens Løb sine Forfædre tilbage i Skovene og bemægtigede sig selv de bedste Territorier. De udbredte sig over de største og sundeste Dele af Afrika og fandt tilsidst, oppe ved Middelhavet, Livsbetingelser der i den Grad begunstigede en høiere Hjerneudvikling, SIDE: 176 at der efter et Tidsrum af tyve tusind Aar ved et mærkværdig heldigt Sammentræf af Omstændigheder fremkom endnu en Hjernevinding mere i deres Hoveder; og se, -- Negeren stod der. Denne fortrængte ved sin overlegne Intelligens Busknegeren, udbredte sig over hele Afrika og rykkede endog ind i Asien. Her fandt Racen saa gunstige Vilkaar, at den om nogle Aartusinder havde udviklet en ny Hjernevinding; Mongoleren var bleven til. Denne nye Type udbredte sig i Asien og frembragte i Tidens Løb nye Variationer; de senest og bedst udviklede af disse var Semiter og Arier. Disse sidste rykkede ind i Europa og forefandt der saa heldige Livsbetingelser, at de blev drevne videre frem paa Udviklingens Vei. De frembragte i Løbet af nogle faa tusinde Aar Kulturmennesket, -- Grækeren og Romeren. Denne sidste avlede en tre-fire tusinde Aar senere gjennem Udvikling samt Krydsning med andre Variationer og Typer -- den moderne Europæer. Denne holder nu paa, ved Hjælp af sin i høi Grad overlegne Intelligens, at trænge alle sine Forfædre tilbage og at udbrede sig over hele Jorden. Han vil da, efterhvert, gjennem fortsat Udvikling, fortsat Krydsning mellem beslægtede Racer, samt under Paavirkning af stadig gunstigere ydre Omstændigheder, frembringe en Type der staar lige saa høit over os, som vi nu staar over Busknegerne. Denne næsten guddommelige Race vil forstaa, hvad vi paa vort Busknegerstandpunkt endnu ikke forstaar: at forvandle Jorden til et Paradis. (Pessimistens Efterskrift.) Men saa slukner Solen. XXVI. (Søndag Formiddag.) Brev med sort Rand: Onkel Berent afgaaet ved Døden. "Pludselig." "Uventet." Og begravet allerede; det hele svært kort. -- Stakkels Fyr. Brav, hæderlig, uenergisk, levelysten -- som jeg; bestilte ikke andet i sin Ungdom SIDE: 177 end at sprade og smaature -- som jeg; blev blød paa Hjernen og laa og vegeterede i en halv Snes Aar -- som jeg?? -- og døde endelig og blev begraven. De har skyndt sig at faa ham i Jorden, ser jeg. Hvorfor? -- -- Naa; der var ialfald ingen som holdt paa ham. Bare bli kvit ham -- endelig. Det gamle Vrag. Det gamle ækle Dyr af en forsumpet Ungkarl. Stakkels Fyr. Alle Mennesker sa i min Ungdoms Tid at jeg lignede ham. Naturligvis ligner jeg ham. Vil jeg endnu ikke befri Medmenneskene for min Nærværelse mon? -- Jeg véd jo hvordan jeg skal ende. Jeg tør ikke være hjemme idag. Jeg ser dette slappe døde Spøgelse hænge og dingle paa alle Vægge som et skiddent Haandklæde. Bare han ikke kommer til at besøge mig ... Snestormen derude hyler som Hunde der lugter Lig; det er min Slægt som stimler hid fra alle mulige Kirkegaarde i Nord og Syd og Øst og Vest med ham i Spidsen. Lige bag ham ser jeg min gigtbrudne Far, og bag ham i hvidnende, svindende Række Bedstefædre og Oldefædre, Bedstemødre og Oldemødre, dumt stirrende, pibende med i den store, varslende Dødningesang. Jeg er ikke ræd dem. Jeg hører med i den Flok; jeg kommer snart. Jeg skal bare drikke min Onkels Gravøl. Kom, gamle Dreng; kom, Kammerat. Jeg er ikke bange. Du er lykkeligere end jeg; du er kommen over Kneiken. Hvis du virkelig har hængt dig -- jeg aner noget sligt bag dette knappe Brev -- , saa har du min Agtelse; kom og lær mig at følge dig ogsaa i det -- det eneste fornuftige du bedrev i dine Dage. Fred være med dig, du Broder i Synd og Sorg, næstsidste Skud af en døende Stamme. "Vi er færdige; vi bør give Plads" ... ja, ja, jeg kommer, jeg kommer; jeg kommer nok, jeg ogsaa, en Dag ... Godnat saa længe. Fred være med dig. Fred med jer alle. Gaa hjem og læg jer, hver i sin Kirkegaard. Det er ikke min Skyld, at der ikke blev noget af mig; det er eders Skyld; men jeg tilgiver jer. I kunde ikke noget for det, I heller. Godnat. Sov vel. -- SIDE: 178 -- Hu, her er koldt og trist; ud! ud og se Mennesker -- -- -- -- Dr. Kvaale gav mig nok Morfin. Men om jeg egentlig vilde have ham til Medvider -- -- -- Herregud, er det egentlig værdt at gjøre sig det Besvær. Døden kommer sgu nok. Det skulde altsaa være for at bli kvit denne Angst for delir. trem. -- Skjønt endnu har det ingen Fare. Kvaale forlanger bare stadige Spadserture, megen Bevægelse i fri Luft. Men ... denne Vintertid med de mørke Aftener -- jeg er lidt nervøs og befinder mig uvel ved at gaa alene -- Stakkels Onkel Berent skræmmer mig forresten ikke. Jeg ser ham bestandig dinglende -- nikkende og duppende, blundende ind med et noksaa fornøiet Smil i sit runde Gesicht; han skal bare ta sig en længere Lur, han Stillingen synes ikke at genere ham synderlig. -- Jeg kjendte ham jo næsten ikke. -- -- Det gaar ikke længer, dette her. Jeg faar bide i det sure Æble, gjøre mig tilvens med Pastor Løchen og gaa Ture med ham. Dumt af mig, det der. Han gjorde det naturligvis i den bedste Mening; altid skal jeg være saa ømfindtlig. Han havde jo ogsaa Ret. Dette evige Drikkeri er egentlig idiotisk. Det er bare denne forfærdelige Ødslighed og Ensomhed -- Fanny, Fanny! hvorfor traf jeg dig ikke før! Han har let for at snakke, han, som sidder der i et trygt, lunt Hjem; alt i Orden, en god Gud og en hyggelig Kone; han kjender ikke dette Slid, han, dette Slid under Brystet, dette slidende, forsmægtende Savn -- og saa denne Kulde ... De har saa let for at præke, alle disse lykkelige, disse velanbragte; -- kjedelige Mennesker. SIDE: 179 Jonathan er en af samme Sort. Hele hans Manér byr mig imod egentlig. "En stolt Mand klarer Verden eller forlader den"; "en intelligent Mand véd at indrette sig med Verden ..." Bestandig disse Talemaader, disse tomme, rumlende Talemaader. Æsch, "Verden". En Binge, en Kloak. "Alt flyder," sa den gamle Idiot; han kunde ligesaa godt have sagt: alt lugter ..... XXVII. Gud, hvor jeg misunder denne Præstemand. Tænk, have noget der er helligt ... Noget som man har Religion for; noget som har Værd, som har Varighed, som bestaar; noget som man kan hvile ved og bygge paa, holde sig til under alle Omstændigheder ... Noget der er en helligt! Virkelig helligt! -- Et lønligt Haab; en salig Forvisning; noget som man ikke taaler at høre bespottet eller besnøflet; noget som er en dyrebart; noget som man værner og dyrker -- En Fred som Verden ikke kan give eller tage; en Skat som Møl og Rust ikke fortærer -- -- Lykkeligt; lyksaligt. Sødt som en hemmelig Kjærlighed; trygt som et Hjem. Aa, jeg hjemløse og forlorne; jeg som ikke blot har tilsat mit Gods, men ogsaa min Evne til at finde hjem igjen. Jeg ligger for den rige Mands Dør fuld af Saar, men vaagner ikke desto mindre hver Morgen i Helvede og i Pinen. Aa, disse "store Idéer" som man byder os og vil at vi skal nøie os med ... istedetfor Religion sogar! -- Naar jeg tænker tilbage paa de mange og meget store Idéer som jeg har været med at drikke for, fra Skandinavismen til den frie Tanke, Idéer som dels er realiserede og dels urealiserede, men som i begge Tilfælde har gjort os -- akkurat ligesaa ulykkelige som vi før var ... da maa jeg vrænge Digterverset om og sige: ... Begynder som en Brauten paa Torvet en Dag, og ender som et Gisp under Sygestuens Tag. SIDE: 180 Saa bæres den i Stilhed til Kirkegaarden hen, og af den hele Svindel er 'ke Filla igjen. En Ting er der som fylder mig med Længsel -- : Klostret. Gaa ind i den hellige, katholske Kirke og derfra i Kloster. I den stilleste, strengeste Celle, hvor jeg vilde sove paa Straa og piske mit forbandede Kjød med Svøber foran den Korsfæstede. Men over mit Leie skulde hun trone, den hellige Jomfru. Moderen med de syv Sværd gjennem det unge Hjerte. Den velsignede blandt Kvinder, den rene, som dog forstaar, den Schmerzensreiche, den lidelsesviede, som kan græde, men ogsaa trøste ... jeg vilde tigge og bede og bønfalde, til hun steg ned fra sin Niche, moderlig og øm, og lagde sin hvide Haand helbredende over mit Hjerte. "Elske Menneskene". Det fordrer al Ethik. Den religiøse som den humane. "Elske Menneskene". Hvordan skal man bære sig ad med det? -- De er ikke synderlig elskværdige. Jeg driver det ikke engang til at elske mig selv. Jeg er en temmelig ækel Fisk, og det staar mangen Gang daarlig til endog med Selvagtelsen. Alligevel hører jeg, objektivt set, til de bedre inden Arten; de fleste andre jeg træffer er endnu æklere. Under disse Omstændigheder at elske -- ialfald ikke hade -- denne Race ... "Ich bin so krank, o Mutter, dass ich nicht hör' und seh"; ich denk' an das todte Gretchen, das thut das Herz mir weh'." -- "Steh auf, wir wollen nach Kevlaar; nimm Buch und Rosenkranz; die Mutter Gottes heilt dir dein krankes Herze ganz." -- -- SIDE: 181 -- -- Der kranke Sohn und die Mutter, die schliefen im Kämmerlein; da kam die Mutter Gottes ganz leise geschritten herein. Sie beugte sich über den Kranken, und legte ihre Hand ganz leise auf sein Herze, und lächelte mild und schwand. -- Es spielt' auf den bleichen Wangen das lichte Morgenroth. Da lag dahingestrecket der Sohn, und der war todt." XXVIII. (Bærum, Juli 1888.) Jeg ligger her ude med et Par Avisbanditer og kjeder mig. Om Formiddagen Pjolter eller Absinth. Om Eftermiddagen ligger jeg halvfuld og dingler i en Hængekøie og læser Dekadenter. Drikkevarerne vil slippe op om tre Dage; det er mit Haab. Ingen af os har Penge nemlig, og kun jeg har Kredit, -- den jeg dog vel skal vogte mig for at bruge. Nogle Dages Pause vil gjøre godt. Denne evige Fugtighed er ikke til at udstaa. (Mandag Morgen.) Søndagene blir værst her; igaar havde vi Huset fuldt af Banditer. Kunstnere næsten allesammen; desuden to Avisænder og en Literat. Den sidste var den værste -- denne haabløse Grønskolling Rygg. Han vilde laane fem Kroner, hvilke jeg heldigvis ikke havde, samt underholdt mig med sine Forlæggersorger. "Her i Landet er det umuligt at existere for Folk som mig; her er jo bare Bønder og Kirkesangere. Og saa disse væmmelige Fruentimmerne" osv. "Vi er enige om det, alle vi unge" osv. "Bondedømmet maa væk, det er SIDE: 182 klart; vi har nok nu af Bondemaul og den Skidten. Men hvad Fanden skal vi fange an med disse tre-fire Byer med tilsammen kanske tyve literært interesserede Mennesker?" osv. Jeg syntes egentlig det var svært ligegyldigt, om "Folk som han" existerede eller ei, men gad ikke si det. "Nei, vi maa til Danmark," mente han. "Vi maa bli Europæere. Vi maa tigge os ind paa Danmark, trygle os ind paa Danmark; vi faar heller lyve lidt pent og kysse alle de flinke Fyrene der nede paa Svansene deres ... der er ikke nogen anden Udvei for os, ser De! Skal det være Tale om en moderne norsk Literatur, saa maa vi ha Danmark" osv. "Ja kjære, klem paa," bad jeg. "Det er jo baade patriotisk og ... nyttigt for Dem selv altsaa ... Skal De ikke fylde Glasset igjen?" "Jo Tak." Og saa drev han paa med Forlæggerne igjen. Jeg maatte love at skrive en Artikel osv. -- Arten fuldstændig. Kunstnerne er det bedrøveligste Pak Vorherre har skabt. De har en hel Hoben gode Egenskaber, Gudbevars, men -- bestandig denne Smaalighed. Jeg véd ikke hvem der er værst. Musikerne er slemme, Skuespillerne slemmere, Literaterne kanske de allerumuligste ... Naar jeg selv ikke driver det til noget i den Retning, er det ikke bare af Mangel paa Energi, men ogsaa fordi jeg altfor tidlig blev kjendt med den Sort Menneskebørn. Hvem véd, om ikke jeg ogsaa blev slig, naar jeg havde gjort et Par Bøger? Det er bare "jeg". "Jeg", "jeg". "Min" Bog; "min" Forlægger; hvor stort Honorar, hvor store Oplag. Hver Gang jeg kom en af dem nærmere ind paa Livet, -- inderst inde i ham sad der bestandig en liden galdesyg Dverg, og ved Siden af Dvergen en Hund, der blev til bare logrende Hale, saasnart den kjendte Lugten af en Avismand. Endnu værre end Kunstnerne er Journalisterne, disse Fladpramme, som ligger og flyder om paa Avisdammene, SIDE: 183 ladede med Nysgjerrighed og miskjendt Genialitet. Men de værste er Alvorsmændene. Vi, d. v. s. mine Avisbanditer, havde Besøg idag af saadan en halvdannet Fyr, Venstremand, Sædelighedsivrer, Lægprædikant etc. Han skulde nok egentlig inspirere en Artikel. "Fædrelandets Vel" var i Fare paa en eller anden Kant, lod det til. Han drak Selters og prak en Del skrækværdigt noget, men fik mig ikke sint. Jeg sa "ja Gudbevars" og tog Polhøider paa mange Grader. Dumt forresten. Jeg skulde have skollet ham. Det er den Slags Folk som styrer os nu, Theologer, Seminarister, "Idealister". Vi er et Folk af Idealister; gaar bestandig og pønser paa vore Medmenneskers Vel. D. v. s. vi er Ladestedsmennesker, som ikke kan lade være at interessere os for, hvad Naboen skal have til Middag. Kunstnerne er som Fruentimmer. Hvis to af dem er Venner, kommer det af at de begge hader en tredie mer end de hader hinanden indbyrdes; og den tredie er bestandig den heldigere Rival. -- -- Egentlig tager Menneskene sig bedst ud bagfra; det opdager jeg mer og mer. Den skjønneste Vending i vort Sprog er: "Ja adjø da, De!" "Kunsten", "Kunsten"; hvad er til syvende og sidst Kunsten? En Lækkerbidsken mere for dem som har Appetit, og en Spot mere for de livstrætte. Michelangelo, Dante, Beethoven -- er meget store. Men ingen af dem har Hjælp for en Sjæl som er i Nød. Jeg blir saa træt af dette Kunstsnak. Mine egne "Kunstkritiker" ... hvor de maa lugte vondt i Gud Herrens Næse! -- Gudskelov, iovermorgen kommer Kvaale her udover (efter sin Tysklandstur); han har sit Sommerhi paa en Bondegaard her i Nærheden. SIDE: 184 -- Og Videnskaben? -- En udmærket Veileder i ligegyldige Ting; en fuldstændig Doktor Hjælpeløs, naar det kniber. -- Og Kjærligheden? -- Vor smerteligste Sygdom. Og Ægteskabet? -- Den Kur der er værre end Sygdommen. Og alt, alt, alt? -- -- Det er ufatteligt at Folk kan gaa omkring med disse vigtige Miner. Interessante Fyrer disse nyeste Franskmænd, jeg tog med; især Huysmans; han er fin. Og rar. Ogsaa Bourget liker jeg; han leverer i sine Essays en meget grei philosophie du pessimisme, som jeg skal ærgre Jonathan med, og tiltaler mig med sine religiøse Tilbøieligheder. Mærkelig er denne Hennique, som for ramme Alvor præker Spiritisme. Fin de siècle. Underlige Tider. Verden staar foran en Vending igjen. Jo mere vi faar vide, desto mere ser vi at vi ingenting kan vide; det eneste blir da at erkjende dette og søge Udveie andetsteds. Vor Sjæl har nu engang dybere Behov end de professoriske; og "Troen", den store Tryghed, den store Grundforvisning som man kan leve og dø paa, -- den kan ikke erstattes med et Bind Hypotheser. Det har jeg længe følt. -- -- XXIX. "Nei; behagelig er min Praxis ikke," sa Kvaale, "men man lærer jo en hel Del. En Mand i min Stilling tror sgu ikke paa Talemaader!" -- Og strax begyndte han at ride paa sin Kjæphest. (Han skal i min Roman repræsentere Nutidspessimismen -- Modsætning til G. J.) -- -- "Tyskerne," sa han bl. a., "er ikke saa snerpede som vi, og som Følge heraf behøver man bare at læse en tysk Avis, saa ser man hvordan det staar til SIDE: 185 -- bag Kulisserne. Man skal læse Avertissementssiden. -- Avertissementssiden, ja. -- Der har vi først Ægteskabsannoncerne -- et Dusin om Dagen; Avertissementerne om Ægteskabsbureauer ikke medregnede. Allerede heraf skjønner man, at der er something rotten. Saa har vi de videre Følger af Forstyrrelsen: "Damer tilbydes diskret Hjælp hos Jordemor N. N." -- tolv Annoncer om Dagen. Fremdeles: tolv Handelsborgere, der averterer tilsalgs fine og billige Gummiartikler for Herrer og Damer; illustreret Prisliste gratis. Og endelig: tolv Avertissementer fra -- Specialisterne af min Art. Der har man -- saadan noget som et Landkort over Situationen." -- "Det er som jeg siger," svarede jeg. "Kjærligheden er vor værste Sygdom." "Deres Frue er syg?" "Lidt daarlig, ja," knurrede Kvaale. "Sygelig i det hele taget, tror jeg?" "Ja." Han fik et mut, næsten mørkt Udtryk. "Da er det heldigt at hun har en Læge til Mand." "Tja." "Deres Frue er nok altsaa ikke af dem der har det med at klynke ... De Par Gange jeg har havt den Fornøielse at se hende ialfald, lod hun til at være i det bedste Humør." Han svarede alvorligt og næsten ærbødigt: "Hun er et sjelden godt Menneske." Pause. "Besynderligt," sagde jeg saa, "Ægtemændene roser sine Hustruer, men laster svært ofte Ægteskabet -- ?" "Naturligvis," svarede han. "Menneskene er i Regelen bra; men Institutionerne -- "; Skuldertræk. "Er De sikker paa, at De ikke lægger for megen Vægt paa Institutionerne? Er det ikke Naturen selv som -- ?" "Naturen er brutal nok," knurrede han; "men hvad kan det nytte at klage over Naturen? Tingen er, at vi SIDE: 186 kloge Dyr, vi vender bestandig Naturens Ondskab til det værste, istedetfor at vi skulde vende den til noget relativt godt." -- "Hja. Kjærligheden kan jo være skjøn ..." "Kjærligheden er skjøn naar den er forbudt, Far," gneldrede han. "Naar den ikke er reglementeret, mener jeg. Kjærligheden skal fra Samfundets Side være ... tolereret, akkurat; hverken mere eller mindre. Tilladt Kjærlighed er Kjedsomhed." "Matriarkatet," fortsatte han, "Matriarkatet maa vi ha igjen -- naturligvis paa en anden Maade. Samfundet befatter sig ikke med de Ting der. De ordner sig selv og blir poetisk-mystisk bortgjemte i Privatlivets Allerhelligste. Da kommer Kvinden ogsaa til sin Ret igjen, og blir hvad hun maa være for os, hvis vi skal bli Mænd -- : den store Moder, den høie Herskerinde som man ikke nærmer sig med uvaskede Hænder eller med søvnig, sengevarm Vanekjærlighed ... Mændene blir ikke Mænd, uden naar de kjæmper om den Kvinde -- eller for den Kvinde, de selv har gjort til Dronning; ja De har jo læst det -- ? I Gynaikokratiets Tider var Mændene Helte, kjæmpede og døde som Karer for denne mystisk-hellige ... Elskerinde-Moder; men hvad er Manden nu, da han har trukket Kvinden ned ved Siden af sig og gjort hende til Madam Persen i Skippergaden? Oxer er de blit, Far; tunge, sløve Stude som slæber møisommelig Livets Læs efter sig paa en flad Landevei, svært godt indfangede under Aaget." -- Han var bleven rød og nervøs. Jeg syntes pludselig jeg kjendte Manden. Og det var mig som en Skuffelse; dette Spørgsmaal "Kvinden og Ægteskabet" er vel altsaa denne Personligheds Hovedindhold. Jeg havde tænkt mig større Dybder, jeg. Og selve Sagen blev mig haabløsere end nogensinde. Naar en saa intelligent Mand, efter at have tænkt et helt Liv over den, ikke finder Udvei andetsteds end i disse Fantasterier, saa er vel Spørgsmaalet uløseligt. Om det bestaaende er "raaddent" eller ei, om det er ulykkesvangert eller ei, -- vi maa ganske simpelt lade det staa. SIDE: 187 Og Kjærligheden blir herefter som før: den sværeste af vore Lidelser. -- Jeg har været besynderlig blind: vilde gaa til Kvinden for at finde Hvile! -- -- Jeg kommer mig her ude; Hovedet er klarere, Sløvheden fortar sig. Takket være Landluften og den rigelige Søvn ... og rimeligvis ogsaa Pengemangelen, der tvinger Banden til at spare paa Cognaken. Jeg er forresten saa kjed af dette evige Pjoltersøl, at jeg vilde leve tørt i ethvert Fald. Kvaale ligger ogsaa her ude "paa Diæt"; og vi bestyrker hinanden i Dyd og gode Sæder. Det er da ved Gud ogsaa altfor tarveligt -- : trøste sig med Flasken! Pimperiet er plebeiisk. Det er for de grove Nerver. Jeg har brugt det i Fortvivlelse, fordi jeg vilde ødelegge mig; men Herregud, da opfører man sig som et dannet Menneske og tar Cyankalium. "Det er ikke bare Breddegraderne som gjør det," siger Kvaale; "det er Mangel paa Kultur. Et udviklet Menneske har Sans for noblere Nydelser; han vil se klart og fornemme fint; men da maa han sgu ikke gaa med Øltaager om Hjernen, eller Cognakdunster." "Nei det er ækelt," sa jeg. "Det er denne sibiriske Byen derinde som demoraliserer os; hvad skal man finde paa der blandt alle de Spækfyrer; man vilde kjede sig død, hvis man ikke fyrede op med Sprit, -- eftersom esprit'en mangler." "Man faar vælge sit Selskab, Far. Man faar finde sig et eller andet Menneske som ikke har for meget Spæk; som har hævet sig lidt over denne germanske Tunghed. I det hele er Alkoholismen en germansk Sygdom. Vi maa se at bli lidt sydlandske af os, og overlade Bier'et til Tyskerne og Brandy'en til Skandinaver og Engelskmænd. Det kan passe for dem med deres Bamsetyngde og deres solide Lugt af Kakkelovn og Tobak." SIDE: 188 "I mine Aarer flyder der spansk Blod, siges der; og sikkert er det, at det eneste jeg egentlig kan nyde er et Glas ægte Burgunder." XXX. (Xia. Septemher.) Vi var hos Jonathan idag; disputerede hele Tiden. Jeg talte om den nyeste Literatur i Frankrige og forsvarede den. Jonathan kjendte Retningen endnu kun gjennem engelske Reviewartikler; ikke desto mindre var han fuldt færdig med sin Dom og sparede ikke paa Effekten. "Disse lunkent-søde, graad-bløde Hunkjønsmænd som for Tiden laver Literatur i Paris" osv.; -- "de har givet sig et Navn som er dem værdigt: Dekadenter, -- Forfalds-, Nedgangs-, Forraadnelsespoeter. Det er Bourgeoisiet som begynder at gaa i Opløsning. De tror ikke længer paa nogetsomhelst, interesserer sig for intetsomhelst, har ikke Kraft til at holde fast paa nogetsomhelst; de har da intet andet at gjøre end at ligge og klabbe med sine egne slappe Fornemmelser, indtil de kan faa en Smule Literatur ud af dem ... Naturalisten er den rene Sundhed mod dem; han nedtegner koldt og fornemt og uden Flæben -- og uden Koketteri -- det Verdensbillede der har fremstillet sig for ham, saadan som han har set det, sort eller rødt; det kan være slapt nok, det ogsaa, upersonligt og hvad De vil; men han er dog en Adelsmand mod disse aandelige selfabusers af nyeste Dato." Dr. Kvaale trak paa Skuldrene og sa, at den nye Galskab var ligesaa gal som den forrige. "Det er en latterlig Idé at ville gjengive Virkeligheden; det er saa umuligt, at enhver ærlig Naturalist selv maa have sagt sig det; men at "gjengive sine Følelser" -- det er jo den rene Selvmodsigelse. Saasnart en Følelse har passeret Bevidstheden og er oversat i Sprog, saa er den jo ikke Følelse mer; den er blit Tanke; Følelser kan jo ikke udtrykkes -- uden gjennem Musiken. En Følelse er jo en Sjælebevægelse som endnu ikke har faaet Form; vil man SIDE: 189 udtrykke den i Sprog, saa blir det i det høieste Aandrigheder om den, men Pokker ikke den selv; det er nu engang umuligt." "Naturalisterne har aldrig villet gjengive Virkeligheden," paastod Jonathan; "de har, som Alverdens Poeter, villet gjengive det i deres Bevidsthed levende Verdensbillede; og det lader sig gjøre. Men naar Folk blir bløde indvendig, saa de ikke længer kan fastholde noget Verdensbillede, saa er det at de begynder at rode i sine Indvolde efter Stemninger og Sensationer, som de da lægger frem i det muligst lavede og usproglige Sprog; og det kaldes altsaa Dekadence, frit oversat: Forraadnelse. Den hele Historie vil forresten en Dag ophøre af sig selv, idet Poeterne tilsidst af bare Ækelhed kommer til at sidde og spy over sine egne Manuskripter." Jeg sa dem, at de begge tog feil af Hovedsagen. "Tingen er, at vi her staar overfor en fuldstændig Omvæltning i den hele Verdensanskuelse. Naturalister og Materialister sætter "Naturen" som Nummer én og Sjælen som det afledede; "Personligheden er et Produkt af Milieuet"; nu vender man tilbage til den mere aristokratiske Opfatning, at Jeg'et er Nummer én, og at den saakaldte Objektivitet bare er Jeg'ets Indhold; Literaturen blir altsaa psychologistisk, subjektivistisk; skildrer Sjæletilstandene i og for sig istedetfor at fremstille dem som Produkter af de og de ydre Omstændigheder" osv. -- Til alt dette havde Jonathan kun den overfladiske Bemærkning, at "Franskmændene nu oversætter Hegel og Schopenhauer, ligesom de i forrige Aarhundrede oversatte Hume og Locke; -- ubegavet Race, disse Gallere." -- "Dette med "Sjælen", "tilføiede han, "vil ikke sige andet end at de franske Hankvinder er blevne for svage og for dvaske til at gaa Undersøgelsernes tornede Sti og altsaa foretrækker Fruentimmerveien gjennem Præsten og Oraklet. Hvorfor skulde man experimentere med Chemi og Biologi, naar man kan kjøre op til Mor Andersen i Ekebergsvingen og faa Livsforklaring i Kaffegrud?" -- Dr. Kvaale forklarede Sagen paa sin Vis. SIDE: 190 "Det er den gamle Historie," sa han; "fra Kvinden til Gud. Al Religiøsitet er Kjønsdrift. Utilfredsstillet, overudviklet eller udartet Kjønsdrift. Denne Slægtsdrift, som Tyskerne kalder det, -- det er den som er det saakaldte mystiske i os, "Evighedstanken". Et løsrevent Individ fandt sgu aldrig paa at drømme om Udødelighed og sligt; men nu er det Racen som er Marven i os; den er ligesom Grundlaget for det enkelte Individ; og Racen -- den har jo "Evighedstrangen" eller denne Idé om at bestaa i ubegrænset Tid ... og den Idé er det da som blir til "Religion". Derfor er det jo ogsaa Kvinden som er mest religiøs; for det er hun som især repræsenterer Racen. Men der er jo Fruentimmer nok blandt Mændene ogsaa; og af den Slags har man især en Masse i Paris. I det hele blir vi sgu aldrig Præsten kvit; hvad vi kan opnaa er at isolere ham, gjøre ham saa vidt muligt uskadelig." "Egentlig er Præsten et nyttigt Medlem af Samfundet," sa Jonathan og blæste Cigaretrøgen ud gjennem Næsen. "Fuskeklassen maa jo ogsaa med; og disse Reaktionstider vil ikke sige andet end at nu faar Overklassen fri til paa Mandag, forat Præsten kan faa klemme alvorligt paa med Eftersidderne saa længe. Naar de er komne nogenlunde efter -- saa er det vor Tur igjen." Kvaale trak paa Skuldrene. "Forresten har De Ret, Doktor," fortsatte Jonathan. "Spørgsmaalet er: Race eller Individ, Kvinde eller Mand. Jeg véd for Tiden ikke noget mere uappetitligt end disse udelskede parisiske Halvmænd som ligger og flæber ved alle Korsveie: hélas, vi er ulykkelige! hélas! hvad er Livet? hélas, lad os beruse os!" -- Han ringede; en Tjenestepige stak Hovedet ind. "Giv mig en Dram!" befalede han demonstrativt. Jeg gad ikke svare længer. Jeg følte pludselig en saadan Afstand mellem disse Mennesker og mig, at der ikke kunde blive Tale om at diskutere. Det var en trist og samtidig en behagelig Følelse. De SIDE: 191 stod med et for mig som Inkarnationer af den Tid vi nu begynder at vinde over, medens jeg følte mig paa en egen tryg Maade i Slægt med Fremtiden. XXXI. (15 Oct.) Det gaar ikke. Her i Byen glider man uvilkaarlig tilbage igjen i de gamle Vaner. Og blir ækel og syg og sløv. Jeg bryder overtvert. Det blir lidt Kamp; men denne Kamp vil ha sin Interesse. Og egentlig ofrer jeg ikke stort. Det jeg har søgt at opnaa ved Alkoholens Hjælp: Forglemmelse, Sindsro -- det opnaar jeg ikke mere; tvertimod. Kun mere Uro, mere Angst. De slanke Flasker med den rødgyldne Etikette begyndte i senere Tid et bli mig Gjenstand for Rædsel; det var Døden som kikkede ud af dem, en lumsk, mystisk Magt som vilde fange og besnære mig. Der blir da ikke andet at ofre end en dum Tilvanthed, noget som egentlig bare kjeder mig. Om en Maaneds Tid vil alt være klart; jeg vil have arrangeret mig paa den nye Maner og have gjenvundet min Frihed. Indtil da altsaa: streng Diæt. (31 Oct.) Det gaar udmærket. Selvfølelsen er i Tiltagende. Appetit: stigende; Søvn: normal. Min væsentlige Omgang er Dr. Kvaale, som ogsaa for sin egen Skyld "holder Diæt". Liker den Mand bedre og bedre. Men helt Rede paa ham har jeg ikke endnu. -- Jeg sidder i dette Øieblik paa Grand med min Kaffe uden avec og ser med en vis Medlidenhed paa "Germanerne". Elendig stymperagtigt -- : ikke at kunne holde sig oppe uden ved at paralysere sig. Svampede og posede og halvsløve sidder de der og ækler sig og vil SIDE: 192 først bli "Mennesker", naar de har alkoholiseret sig op til det drukne Standpunkt. Æsh. Jeg føler dette Stumpfsinn, denne søvnigt-sløve Tyngsel som hviler over deres Hjerner, indtil Dampen er kommen op, og Nervesystemet begynder at fungere krampagtigt. Det kvalmer mig. Jeg hører ikke med i det Compagni mere. -- Endnu er jeg ikke ganske ovenpaa. Jeg mærker det især naar jeg sidder hjemme; Savnet af et Glas til Cigaretten eller Piben forstyrrer mig; jeg kan ikke arbeide. Hvert Øieblik gaar jeg uvilkaarlig hen til det bekjendte Skab ... jeg trænger noget, mangler noget; hele mit Væsen trænger, mangler ... der er saa tørt i mig; en vis Brænden; noget som vil slukkes; det er næsten som naar man ligger og tørster i Søvne ... husker saa pludselig -- ; og staar der elendig og flau. Men om et Par Maaneder vil Kuren være endt. Jeg vil da være fri Mand og kan -- om jeg vil -- atter tage en Likør til Kaffeen. Var hos Jonathan til Kaffe idag. Da Likøren blev sat ind sa Kvaale: "De blir alene om den herefter. Gram og jeg har slaaet os paa Dyd." Jonathan lod Likøren bringe ud igjen. "Jeg har jo bare drukket for at holde Dem Selskab," sa han. Snakkede siden Optimisme i lange Baner. "Livsangsten? -- vil ikke sige andet end Hysteri." "Hvad er det for en Afgrund De snakker om? -- De har læst for meget Dekadenter, Gram. Der er ingen Afgrund. Attesterer: Georg Jonathan. "Det store Mysterium er ikke "rædselsfuldt"; det er skjønt. Det er Livet selv nemlig, som i sin ... solstærke Glans er os for vanskeligt at faa Rede paa. "Det eneste som er stygt er Døden. Lange, barbariske Pinsler; tilslut Krampe; Skum paa Munden, Opkastelser, Koldsved, vond Lugt; saa strækker man sig ud, gaber idiotisk og kjører Baghovedet ned i Puden. Og saa ligger man der og glor. Saadant noget er jo ikke for Mennesker. SIDE: 193 "Kan der tænkes noget mere hjælpeløst og fæisk, end at man skal gaa i hele sit Liv og vente paa denne modbydelige Selvdød? -- istedetfor at tage Døden i sin egen Haand og indrette den menneskeligt og komfortabelt? -- Døden behøver nemlig aldeles ikke at være styg. Bare gaa Tingen paa Livet og indrette sig fornuftigt, saa kan vi snart sige med mere Ret end Apostelen: Død, hvor er din Braadd?" osv. -- -- Og de to Nutidsmennesker satte sig til at drøfte Spørgsmaalet om, hvorledes Døden skulde "indrettes". Ikke dumt forresten. Men jeg var ikke med. Jeg plages sommetider af Hallucinationer; Georg Jonathans stilfulde Likørvise f. Ex. -- ; det spøger for mig som den nøgne Skjønne for den hellige Augustinus. Og min Sjæl er en eneste tør, sprukken Følelse af Tørst ... Jonathan vil bli Avisredaktør. "Min Stilling er nu saa befæstet," sa han, "at jeg kan begynde med det foreløbige Undergravningsarbeide." Jeg trak paa Skuldrene. "Noget maa man ta sig til," svarede han. "Jeg kan da ikke gaa omkring som en Franzos og erobre Kvindehjerter bestandig!" -- Han laa tilbagelænet i sin Gyngestol og saa meget alvorlig ud. "Kvindehjerter eller Vælgerhjerter -- ," mumlede jeg. "Very well, hver sin Smag; men min Galskab er nu den, at jeg maa ha en Hær bag mig. Dertil kommer min Stormandsgalskab: jeg kan ikke sove roligt, før jeg har frelst Verden." "Hvis Deres Avis skal forkynde Deres private Idéer, faar de sgu ingen Hær bag Dem." "Mine private Idéer? De tror da ikke jeg vil være Martyr?" "Al Agtelse for Martyrerne forresten!" "Ja, ja, for saa vidt som den ene Galskab kan være i og for sig ligesaa gal som den anden; men Martyrerne er mig for underlegne. Det er en Gutteagtighed det der: ikke at kunne holde tæt; absolut at maatte plapre ud SIDE: 194 med Sandheden ved enhver Anledning. Hvad skal det til? Vi véd nu engang at en Sandhed ikke blir fattet før om hundrede Aar; altsaa kan vi ta det roligt og holde Mund; efterlade os Sandheden i et eller andet genialt posthumt Værk og saaledes undgaa denne Mislykkethed og Smagløshed som kaldes Martyrium. Jeg paastaar ikke, at jeg selv i al Hemmelighed arbeider paa et saadant Værk; jeg siger bare at jeg vil nyde det gode i min Livstid; og jeg skal alligevel yde Sandheden og Fremskridtet ligesaa mange Tjenester som saadan et Par almindelige Martyrtosker." "C'est possible." "Min Avis skal naturligvis være konservativ -- eller liberal kanske, -- eller noget lignende; det som slaar bedst an. Jeg skal rumle med Dagens tomme Tønder, saa Folk skal dætte bagover af Forundring. Men man kan meget godt undergrave Barnetroen og Dyden paa samme Tid." "Svært politisk." "Vil man reise med Jernbane over Alperne, maa man grave Tunneler. Vil man samle Folket om sig, maa man flagge med Idéerne fra 1789, som nu er omtrent gamle nok. Samtidig graver man i Stilhed Tunnelen til Fremtiden. De forstaar?" "Ja." "Vil De være med?" "Jeg? -- Hvad skal jeg gjøre?" "Dr. Kvaale redigerer Videnskaben; Dem vil vi overlade Kunsten." "Saa? -- Men jeg er Kjætter." "Har en vis Svaghed for Dekadenter? -- Gjør ikke noget. Hovedsagen er, at De kan redigere de Ting der med en vis Intelligens." "De gir mig fuld Frihed?" "Ja." "Og Plads nok?" "Ja; vi vil dyrke de Grene. Vi vil ha en Mønsteravis, ser De, en Patentavis som kan forbløffe de indfødte lidt. Det er ogsaa paa Tide at der oparbeides lidt Kultur SIDE: 195 i denne By som om 50 Aar vil være Nordens Hovedstad." Jeg gloede paa ham. Han nikkede. "Altsaa?" spurgte han. "Jeg ... tror sgu næsten jeg vil tænke paa det!" "Well, Sir." -- -- -- Ingen dum Idé, det der. Har man intet andet i denne Verden at leve paa, saa faar man jo skaffe sig et Arbeide. Virke opdragende, kultiverende; civilisere alle disse halvbarberede Bjørne; tilveiebringe Muligheder for et rigere Aandsliv her i Staden, hvor intelligente Mænd hidtil var henviste til at sidde paa Grand og drikke Pjolter ... Ungdommen begynder ganske sikkert at længes efter noget dybere, finere; vil over fra politisk Skraal og Bohême- og Sædelighedssnak og alt det andet Vadmel til en mere europæisk Kultur; kunde denne Ungdom faa lidt Hjælp, saa havde vi kanske om nogle Aar et temmelig dannet Publikum. Og saa kunde det gaa an at leve her ogsaa. -- -- "Ungdommen er Fremtiden!" Hvad kommer Fremtiden mig ved? -- Og dog har man et Slags Lyst til at øve Indflydelse paa denne Fremtid; Gud véd hvorfor. En sidste Illusion. Maatte jeg faa Lov til at beholde den! XXXII. "Tiden er gammel" -- "Verden er gammel"; "Tiden er gammel" -- "Verden er gammel" ... klinger det fra Paris; det lyder som Gravringning fra Notre-Dames Taarne. Ja, ja. Ingen Illusion, ingen "Tro" at have mer, det er jo Definitionen paa Alderdom. Hvad var det egentlig for en Tro vi havde nu sidst? -- Naa, "Udviklingen" altsaa ... Saa kommer der en eller anden filosofisk Klodsmajor og plumper ud med hvad alle indviede i Stilhed har vidst: at Udviklingen bare kan SIDE: 196 hidføre mere Lidelse. Udvikling er Differentiering, Forfinelse; jo mere forfinede vi blir, des mindre Evne til at døie Livets Disharmonier; der brast den Blære. Paradiset er ikke bag os, sa Positivisterne; det er ikke heller foran os, tilføier Dekadenten. Og Slægten sætter sig ved Veikanten og lader Armene synke. Og dens Blik er stirrende og tomt som hos en Sindssyg. Mørkt foran og mørkt bag. Intetsigende, uvedkommende flakker Videnskabens Lygtemandsblus om paa endeløse Myrer. Men i Luften brøler voxende Vinterstorme, og Tilværelsen fyldes af faldende Løv. (Syv Saligheder.) Salige ere de fattige; thi naar bare de havde en Million ... Salige ere de undertrykte; thi naar bare Revolutionen kommer ... Salige ere de miskjendte; thi bare der opstaar en virkelig Kritiker ... Salige ere de ulykkeligt elskende; thi hvis de bare fik favne denne ene ... Salige ere de fordrukne; thi hvis de bare kunde holde sig i et eneste Aar ... Salige ere de syge; thi naar de nu bare blir friske igjen ... Salige, salige ere alle som savne og lide; thi de eier endnu Lykkens Illusion. Men ve eder, I rige, I mægtige, I sunde, I berømte, I som har Held med eder i Kjærlighed og i Krig; thi over eders Hoved skygger intet Illusionens Løvhæng mere mod den fortærende Sol som heder Sandhed. Asien, Asien ... Har jeg virkelig kunnet gaa og tro, at Asien var agterudseilet af Europa? -- Sandheden er, at Europa har en Del Aartusinder igjen, før det indhenter Asien. For længe siden vidste man der hvad vi først nu ser: SIDE: 197 at der ingen "Udvikling" er, kun en bestandig Gaaen i Ring. Alt kommer igjen, og vi selv kommer igjen; den eneste Visdom er Qvietismen. Og det eneste Haab for den enkelte er: gjennem Forsagelse og Livsfornægtelse at arbeide sig ud af Individualtilværelsens Indskrænkning og saligen henflyde i det endeløse Alt, Nirwana. Buddhismen er blandt Religionerne den dybeste og den høieste. Som Kristendommen er for dyb for Negerne, saaledes har Buddhismen til denne Dag været for høi for Europæerne. Men de allermest fremskredne begynder altsaa endelig nu at komme efter; Buddhismen trænger ind i Paris Dr. Kvaale vil "endnu ikke" laane mig sine Bøger om Hypnotisme, Spiritisme osv.; saa har jeg faaet fat paa et Par selv. Det er underlige Sager. Men man behøver blot at læse om de indiske Fakirer etc. for at vide, at der dog findes mere mellem Himmel og Jord end H2O, HO2 ... Genial er den asiatiske Filosofi, den eneste virkelige Filosofi der existerer. Man opdagede for nogle tusinde Aar siden, hvad vi endnu ikke rigtig vil tro: at der ingen virkelig Tilfredsstillelse gives. Alt hvad vi kalder Tilfredsstillelse er Bedrag; Bedrag der fører til ny Kval; det eneste virkelige er Savnet. For at opnaa Tilfredshed maa vi altsaa undertrykke Savnet, -- sluttede Asiaten med isnende Logik. Og se, Fakirer og Derwischer og alle der havde naaet Visdommens Høider steg op paa Stene og Støtter og afdøde fra Verden. Hypnotiserede sig selv ved stadig at fordybe sig i Betragtningen af Nirwana; og de savnede ikke mere, og deres Sjæl fik Ro. Kristendommen med sin Selvfornægtelseslære er bare en ufuldkommen Efterligning af Buddhismen SIDE: 198 XXXIII. (Delirium.) -- -- Hvorfor man straffer Mordere? Komisk Idé. Denne selvsamme Stat som holder paa at sprænges af Overbefolkning ... kommer der en godmodig Fyr og hjælper den af med nogle Individer, saa tager merbemeldte Stat Fyren og slaar Hovedet af ham. Ubegavet. "For Konsekvensens Skyld!" -- Sniksnak. Morderevnen er en egen Begavelse, en Naadegave; man fødes til Morder som man fødes til Geni; det har ingen Fare. Staten vil ha Monopol paa Haandværket? Den forstaar sig bedst paa den Ting selv? De private Drabsmænd er Fuskere. Gjør det for fort af, for smertefrit; Menneskenes Børn skal myrdes methodisk, planmæssigt; seig- og langpines ihjel, sultes og slides tildøde paa Departementskrakker og andre Torturinstrumenter ... og det forstaar Staten. Ja, ja. Det kan lade sig høre. Men hvis der var Menneskelighed paa Jorden, saa vilde man lønne, hædre og opmuntre Mordersjælene, saa der kunde blive mange af dem, og mange flinke. Saasnart en Mand havde udført et nogenlunde præsentabelt Mord, skulde han med Statsstipendium sendes til Paris, London, Italien for at udvikle sig videre i sin Kunst; og havde han derefter udført fem Dødsfald tilfredsstillende, skulde han faa fast Ansættelse, Gage og Uniform samt en pen Titel: kgl. norsk Dødshjælper, kgl. norsk Over- Sorgenslukker, kgl. norsk Over-Hof-Avancementsforholdsordner ... Det er det man gjør med de militære? -- Ja, ja, godt og vel ... Men de er bare ansatte for at tyne Svensker. De nationale Drabsmænd derimod, de som vier sine Evner til Fædrelandets Tjeneste, som søger at forløse sine Landsmænd og Compatrioter og Medkristne, -- de faar Pokker ingen Opmuntring, men maa lægge sine kortklippede Hoder paa en lav, grovt tilhuggen Blok. Og dog arbeider de bra i Regelen. Træffer et noksaa rigtigt Udvalg; kværker gamle Pengepugere, Aagerkarle, enslige rige Damer o. desl., Folk som virkelig bare har SIDE: 199 godt af at dø. Men sligt tages der ikke Hensyn til; de blir uden videre afkortede -- istedetfor at udnævnes til Løitnanter, Kapteiner, Generaler af den sande Frelsens Armé ... Besynderligt, dette Snerperi mod at myrde. Som om ikke disse Aagerkarle skulde dø alligevel! Idag, imorgen ... Og selv en middelmaadig Morder expederer dem ialfald penere og kvikkere end denne klodsede, grisede Natur. Hei, Jakob Skomager, nok for en Styver Brændevin ... Ja; jeg er falden. Den er for kjedelig, den Dyd. Alene kan man jo ikke gaa og svæve bestandig; og er man sammen med Folk, blir det for smagløst at sidde der som en Farisæer og de andres onde Samvittighed. Man tager for Anstændigheds Skyld et Glas med, men bare ét; naar det er drukket, saa er jo Principet brudt, og man kan for den Sags Skyld ta nok et lidet halvt; og saa ender det med, at man maa lade sig hjemsende pr. Vognmand. I det hele: at gaa og være bunden paa Viljen -- det og det tør du ikke osv. -- er jo for det intelligente Menneske umuligt. Og hvorfor plage sig? Det hele er jo saa ligegyldigt. D. v. s. -- hvis man virkelig kunde tro paa en Sjælevandring ... Jeg er en dannet Mand. Jeg har bevist mig selv, at jeg kan bryde med Vaner og Svagheder; herefter vil jeg bevise mig selv at jeg kan være fri. Det er et lavt, kun halvmenneskeligt Standpunkt: at binde sin Vilje. XXXIV. Scene: Karl-Johan. Personer: En Grønskolling; Georg Jonathan; G. Gram. SIDE: 200 Grønskollingen. Ja men N. N. har ikke længer Ungdommen med sig. G. J. Skulde det være saa vigtigt? Grønsk. Vigtigt? Ungdommen er jo Fremtiden! G. J. Naar den blir gammel, ja. Grønsk. (lidt forbløffet). Ja men ... ja men -- ; De begriber da, at ... G. J. Ungdommen kan enhver faa med sig, som forstaar at skraale. Jeg skal sige Dem en Ting: Mennesket begynder først ved Firtiaarene, -- naar man er færdig med det værste Fruentimmersøl og begynder at se rensligt paa Verden. Grønsk. (vred). Mennesket begynder ved tyve Aar; da kan man elske; da kan man hade; da har man Begeistring ... da vil man noget! G. J. Kjære Dem, Tyveaaringerne, det er jo de endnu ikke ganske helbredede self-abusers. Jeg hører heller ikke saa meget om Begeistring fra den Kant, men desto mere om Slaphed, Træthed, Mangel paa Energi, Livslede; de gaar og klynker over at de ikke passer ind nogensteds; at de ikke interesserer sig for noget; fra jeg blev voxen har jeg ikke hørt andet fra "de unges" Leir end denne Katzenjammer. Nei; Ungdommen kan vi ikke bruge. Dens Métier og Opgave er at ligge og næbbes med Smaatøserne og skrive Flæbevers og Kjønsbøger. Grønsk. (rød i Kammen). Jeg troede De var en moderne Mand, jeg; undskyld. Adjø. (Gjør heltom; forsvinder.) G. J. (fløiter; smiler). All right. Gram. Irriterende Fyr, ja. -- Men det De sagde om Ungdommen, skulde De ikke have sagt. G. J. Saa? Gram. De har taget mit Publikum fra mig. Hvad skal jeg nu i Deres Avis? G. J. De skal skabe Dem et Publikum. God Middag! "Fremtidens Aristokrati." Det Ord høres af og til. Og det er altsaa et saadant jeg skulde være med paa at skabe. SIDE: 201 Men hvor finder jeg Stof til at skabe af? Et Aristokrati kan ikke laves -- som man laver et Demokrati; det maa fødes. Men hvor er Moderen? Det gamle Aristokrati dør ud. Eller opgiver sig selv; blander Blod med Børsplebsen. Udlevet i det hele taget. En Plante hvis Rod er visnet. "Pengearistokratiet"? -- Ja, ja, Herregud; der er jo et sligt; Rigdom gjennem flere Led forfiner. Men i Grunden er Daleren en Plebeier, trives ligesaa godt i Aagerjødens Lomme som i den fine Mands Portemonnæ, og er som Adelsdiplom uden Gyldighed. Hvert Øieblik rykker en ny Pøbelfyr op i Pengeadelens Rækker; og denne Adel vil altsaa altid beholde sit blandede -- dvs.: uaristokratiske -- Præg. Militæret? -- Ak. Krigen er ikke længer Daad og Drøm, men anvendt Mathematik, en upersonlig Affære der ledes af Ingeniører. Moltke er Tidens Napoleon; han vil dø som pligtopfyldende Kontorchef og Rigsdagsmand. Der gives nu kun én Krigerdyd, nemlig Disciplin -- : at staa hvor man blev sat, at gaa hvor man blev sendt; derved opdrages gode Lydere, men ingen Bydere. En Løitnant er yderlig forskjellig fra en Helt; og Kapteinen, Majoren, Obersten og Generalen -- er Embedsmænd alle tilhobe. Og Embedsmændene? -- er Tyende. Skriverkarle. Upersonligheder, "Kontorer". "Amtet giver sig den Ære at fremsende ... "; "Departementet skulde underdanigst formene ... "; men Tyende blir Trælle og atter Trælle. Videnskabsmændene? -- med Blækfingrene og Snuen og den bittesmaa Opfinder-Ærgjerrighed? -- Af en Videnskabsmand blir der i det høieste en Professor; og hans Søn blir en Døgenicht, der anbringes i et Embede ved Hjælp af Connectioner ... duer ikke. Forfattere og Kunstnere osv. -- det er simpelthen Proletariatet. En Poet var f. Ex. til alle Tider den mandlige prostitué. Før gav han sine Følelser til Pris for en hvilkensomhelst betalende Borgherre; nu prostituerer han sig for Publikum. Gjør Geschäft med sit Hjerteliv; laver ømme Fornemmelser for at opnaa tre Oplag; stryger det SIDE: 202 bedste og oprigtigste han vilde ha sagt for at faa Forlægger ... Af slig en Slavekaste vokser intet Aristokrati. Bønderne? -- skulde være de eneste. Det er kongeligt at eie Jord, være Selvhersker over selv det mindste Stykke af Planeten; og de gamle Storbondeslægter er det eneste hertillands, som har noget af Adel ved sig. Men ... allerede er Jorden Handelsvare. Og Fremtidsmenneskene drømmer om at gjøre Jorden til "Fælleseiendom", hvorved Grundlaget vil være trukket helt bort under dette eneste Aristokrati der skulde kunne tænkes. Men "Ungdommen" ... er de endnu ikke fuldt udviklede Løitnanter, Embedsmænd, Kunstnere og Proletarbønder ... "Fremtiden" er en fæl Forestilling. Fabriker og velstaaende Arbeidere. Verden fuld af oplyste, velnærede Smaaborgersjæle, som spiser, drikker og forplanter sig videnskabeligt. Jeg vil ikke være med. Jeg vil simpelthen ikke. XXXV. Fin de siècle, fin de siècle. Fin de la culture européenne. Svartnævede Proletarer styrter Vendômesøilen, brænder Notre-Dame, bryder ind i Louvre og forvandler med flinke Hammere Venus fra Milo til Puksten. Madeleinen omgjøres til et Arbeiderbal-Lokale; Tuillerierne til et offentligt Suppekjøkken. Triumfbuen rives ned og erstattes af et tidsmæssigt, storartet, universelt cabinet d'aisance, hvorpaa pranger med store Bogstaver: Liberté, Egalité, Fraternité; entrée 5 centimes. Men paa alle Gatehjørner arbeider Guillotinerne som Stampeverk. Thi alle maa dø, hvis Hænder er hvide og hvis Næser er for fine for den uforfalskede Duft af Petroleum og Finkel og Folkets Sved. -- -- Jeg lader mig guillotinere. SIDE: 203 Astronomerne fortæller os, at vor Sol med dens hele Følge af Planeter og Drabanter falder gjennem Himmelrummet med en Fart af Millioner af Mile i Sekundet -- henimod en eller anden Stjerne i Tegnet Herkules. En vakker Dag styrter vor Jord ned paa denne Stjerne og damper bort som en Draabe paa en hed Ovn. Hvorfor var den? -- Naar Vorherre en Dag i næste Evighed tæller sine Stjernehjorder, vil han ikke engang lægge Mærke til, at Planeten Tellus er forsvunden -- -- -- Ak, Herre, hvor længe? Naar skal jeg overvinde denne evige Uro, denne nagende Utilfredshed og Utilfredsstillethed, denne Tørhed og Tørst gjennem alt mit Væsen ... Jeg er som et Dyr i en Ørken hvor der ikke findes Vand; som en fanget Løve der løber om bag Burets Stænger søgende Friheden. Alt hvad der er uroligt og higende og speidende og længselsfuldt og fredløst har samlet sin Kval i mig, ligger mig i Brystet som en slidende Vaande. Naar jeg gaar ud haaber jeg at træffe Freden i Skikkelse af en ung, fuldbarmet Kvinde, der lægger sine hvide Arme om min Hals og tilhvisker mig Kjærlighedens uendelige Forstaaelse. Naar jeg kommer hjem, haaber jeg hun sidder derinde og venter mig, stille og skjøn, med dragende Vemod i de dunkle Øine. Jeg sætter mig i den mageligste Stol, men kan ikke hvile; lægger mig paa den blødeste Divan, men der er ingen Fred. Bestandig speider jeg, speider, speider; alle Nerver spændte, Sanserne anstrengte indtil Hallucination -- : høres de ikke, de kjendte Skridt? kommer den ikke, den salige Aabenbaring? -- -- -- Men den eneste som kommer er Regningsbudet. XXXVI. Begynder det nu? Jeg ser ikke Fluer netop. Men disse underlige, lamme, hjernebløde Indfald der plager mig ... melder sig med SIDE: 204 en vis idiotisk, skoggerleende Paatrængenhed som Aandrigheder ... og det værste er, at jeg kan synes de er gode -- : -- "Olsen har ingen Skjæbne; man maa mindst hede Ohlzén, og endda blir det bare en Skjæbne til ti Øre ..." Kan sligt opstaa i en Hjerne der fungerer normalt? -- -- -- Jeg maa passe mig. Ikke for meget Absinth heller -- -- Buddhismen er ikke noget for mig. Jeg stikker i Barbarisme til over Ørene. Dette med Forsagelsen er mig for negativt: mit Væsen tørster efter Tilfredsstillelse, Lykke, Kjærlighed. Barbaren kan ikke resignere; bestandig tror han, at Livet ikke kan være saa koldt; der maa nogensteds sidde en faderlig Gud eller en øm Gudinde -- -- Scene: Mit Værelse. Personer: Dr. Kvaale; G. Gram. -- Skumring. Gram (kommer ind med Dr. Kvaale). Det var hyggeligt af Dem; nu skal vi tage os en Cigar og vrøvle fornuftigt sammen; det er længe siden sidst. (Tænder Lampen.) Dr. Kvaale (slænger sig i Gyngestolen. Slap). Jeg har jo aldrig Tid. Nu har jeg ogsaa (ser paa Uhret) ... bare 40 Minutter. Da maa jeg ned til min Selvmorder igjen. G. (bringer Cigarer). Selvmorder? -- Saa? Det høres interessant. (Tænder Cigaren.) -- Mislykket altsaa? Dr. K. (Skuldertræk). Naturligvis. Fordømte Klondrianer; kan aldrig gjøre det ordentligt. (Tænder Cigaren.) G. (sætter sig). Og De har altsaa virkelig Hjerte til at "redde" en saadan Fyr? Dr. K. (Skuldertræk). Pligt, for Fanden. G. En meget umoralsk Pligt. Dr. K. Tjah. G. Er han ung? Dr. K. Jypling naturligvis ... Troede sig forpligtet til dette-her, da han fik denne Historien ... men kunde SIDE: 205 ikke Anatomi; satte Kuglen ind paa et Sted, hvor den ikke kunde udrette noget effektivt. G. Revolveren altsaa. -- Smagløst Vaaben. Knald og Spræl. Ikke sandt, De foretrækker ogsaa Opium? Dr. K. Jo. G. Drukne ved Badning er forresten heller ikke dumt; men man risikerer at bli reddet. Dr. K. Ja. Folk er saa barmhjertige ... naar det ikke behøves. -- (Pause.) G. (med lavet Overlegenhed). Hvad vilde De f. Ex. gjøre, hvis en god Ven besøgte Dem en Dag og bad om ... et tilstrækkeligt Kvantum Morfin? Dr. K. Naa; han kunde jo klage over Smerter et eller andetsteds. G. Nervøse Smerter ... der hindrede ham i at sove f. Ex. ... Dr. K. Ja. For almindelig Søvnløshed bruger vi jo andre Midler. G. (lavet Latter). De vrider Dem jo endog ved at gi mig Chloral. Dr. K. Chloral er noget Svineri, ja. Plages De endnu af Søvnløshed? G. Undertiden ... naar disse nervøse Smerter kommer. I Arme og Ben, ser De ... og Hodet ... jeg ligger og vrider og kaster mig som i Feber; ikke Tale om Ro. Dr. K. (med et hurtigt, speidende Blik). Hm. G. (affektert munter). Vær ganske rolig, Doktor. Jeg er en gammeldags Fyr; jeg agter at dø paa foreskreven Maade af Lungebetændelse. Dr. K. Sandt at sige er det ogsaa -- rimeligvis -- det lempeligste. G. Det er det korrekte ialfald. Og med Død og Ægteskab og alt saadant noget skal man være korrekt. Dr. K. Hja. -- Ogsaa fra et videnskabeligt Standpunkt ... Der er Formodning for, at Naturen udfører det Arbeide bedst alligevel. G. Saa? SIDE: 206 Dr. K. Den ... udfører visse Forarbeider nemlig; undergraver til en vis Grad Modstandskraften; gjør Legemet ligesom ... mere stemt for at dø, mere oplagt, saa at mors tilsidst har et forholdsvis let Arbeide at gjøre. Derimod saadant et voldsomt Middel, som uden Forberedelse føres ind udenfra ... det vil ha at gjøre med et uforberedt, modstandskraftigt Legeme og maa altsaa gaa brutalt frem, bruge Magten, kværke og brække med Stivkrampe og Satansmagt, saa det er sandsynligt at mors blir en temmelig ubehagelig Affære. G. (anstrengt ligegyldig). Naa, hvis bare Dosis er stor nok ... Dr. K. Ja-ja. G. Det er altsaa ... godt at være over den Slags ... Jeg har jo havt mine Perioder, jeg ogsaa. Men -- dels har jeg virkelig ikke Energi nok, og dels har jeg denne ... Uvilje mod Skandalen; agter altsaa at dø paa utvilsomt kristelig Vis; og det glæder mig at høre, at det præsumptivt ogsaa er det bekvemmeste. (Pause. Dr. Kvaale ser paa sit Uhr.) G. (hurtigt). Men som sagt, hvis Søvnløsheden skulde bli for slem -- . I det hele taget bør jo et intelligent Menneske altid have en Flaske Morfin i sit Medicinskab; det gir en vis Tryghed og Selvfølelse at vide, at man er rustet for alt ... Hvis jeg ligger her og pines en Nat -- ; man gider jo ikke gaa til Doktoren netop; paa den Tid; men der kan være Smerter som gjør, at det blir noksaa ækelt at ligge og vente helt til Morgenen ... Det kan jo bare simpelthen begynde at værke i en Tand, saa ligger man der -- -- Dr. K. Ja. Jeg kjender det. Man dræber sig forresten heller ikke saa let, naar man har Midlet ved Haanden; man véd nemlig da, at det kan man altid gjøre; man kan jo vente endda en Stund; -- og saa venter man. Og imidlertid gaar Anfaldet over. G. Ja ... altsaa kommer jeg en af Dagene kanske -- ? Dr. K. Ja. De er jo en dannet Mand; De véd selv hvordan man har at omgaaes en Morfinflaske. (Reiser sig SIDE: 207 som for at gaa; sætter sig igjen.) De kan faa det strax forresten. (Tager op Lommebogen og skriver en Recept.) G. Tak, Doktor. Dr. K. Værsaagod. -- (Reiser sig; trækker Hanskerne paa.) Og skulde Fanden friste Dem engang, saa husk hvad jeg har sagt. -- Ja; nu maa jeg ned til min Klodrian. G. (har gjemt Recepten). Er der ... nok? Dr. K. (tar Hat og Stok). Til en Hest. -- Godaften. G. (griber hans Haand og trykker den i Taushed). XXXVII. Det hellige Alterens Sakramente. Hvad der er ved dette Udtryk som fortryller mig? -- Guds Blod i den gyldne Kalk funkler for mine Øine som Rubinregn i en Solbølge. Det dybe, hede Purpurblod; denne fremsprudlende Kilde af det evige Livsvæld. Jeg vilde bade min Sjæl i det dunkle Dyb, og opstige deraf ren og frisk og ung, som Gudinden af det skinnende Havskum. -- Jeg gaar til Løchen. Jeg skrifter for ham og faar den store Forladelse. Og nyder ... det hellige Alterens Sakramente. (Søndag Aften.) En skrækkelig Vinter. Hvert Øieblik glider jeg tilbage i disse Brændinger som vil suge og sluge mig. "Vilje". Hvad er Menneskets Vilje? Pastor Løchen sagde i sin Studenterpræken idag, at hvis den ikke har et "levende" Centrum, saa flyder den fra hinanden i indbyrdes stridende Drifter og Lyster, og Mennesket driver paa Verdens Vover som et Skib uden Ror; den Forklaring er kanske den rigtigste. Ogsaa en Idé kan være Viljecentrum i en Sjæl; men ikke for den hele Vilje -- paastod han -- , kun for en større eller mindre Del af den. Derfor kan saadant et "idealt" Menneske være stort og beundringsværdigt fra den SIDE: 208 enkelte Side set, medens det til de andre Sider ofte ligger hen som et Vrag, et værgeløst Bytte for Vind og Vover. Kun noget personligt kan være en Menneskesjæls "centrale Centrum". -- -- Ja, ja; noget personligt; en Kvinde eller en Gud! Alle Abstrakta er døde. Selv Buddhismens dybe Filosofi strækker ikke til -- naar Viljen er brudt. "En lam eller værkbruden er lige nær, om man forklarer ham Gangens Theori; hvad han trænger er en der kan sige til ham med Myndighed og Magt: Staa op, tag din Seng og vandre!" Jeg ligger her og flyder i mine Brændinger som en væmmelig Mollusk uden Centrum. Det forfærdelige er, at jeg ikke kunde tage imod Hjælp om den blev mig budt. Hvis Gud aabenbarede sig for mig i al sin Glans, saa vilde jeg falde om og besvime; men bagefter sagde jeg til mig selv: -- en Hallucination; gaa til Doktoren. Og om Kristus steg frem og befalede mig at være sund, og jeg blev sund, da vilde jeg sige: sandelig, han er ingen Profet; han er en af de flinkere Hypnotisører. -- Min Vaagen er en Halvsøvn; min Søvn er en Halvkrampe. Jeg vaagner om Morgenen som lamslaaet, saar og sønderslidt i Lemmer og Ledemod, og Hjernen ligger sammensunken og slap inde i Hovedet, værkende træt, ude af Stand til at bli rigtig vaagen. Saadan maa en Epileptiker føle sig efter et Anfald, tænker jeg mig. Og jeg vakler rystende hen til Skabet ... Jeg skal ha Nerveslag en af Dagene; jeg véd det. Tør ikke længer gaa alene; det kan jo komme naarsomhelst. Ræd og sky vanker jeg om og indbilder mig at jeg kan høre Røster ... kjører af og til en Tur tilvogns, men vender om igjen; det Menneske som kommer derhenne, kunde være en Morder; og hvis Veien er ensom, blir jeg ræd Vognmanden; han kunde jo pludselig bli gal -- -- -- -- Krogen i Grand er den tryggeste. SIDE: 209 "De studerer Dem selv for meget," siger Kvaale; "man skal vogte sig for det. Man blir sig selv saa altfor interessant og ækel ved det; og Viljen svinder ind, og Selvsygen svulmer op, saa man tilsidst blir et altfor let Bytte for Galehuset. Find heller paa noget andet at interessere Dem for, noget ydre; der er ialfald nok af Ting til at ærgre sig over." "Ja, men al den Stund der ikke er noget andet som vedkommer mig end dette ene, ulykkelige, væmmelige Jeg-selv ..." Han trak paa Skuldrene. "Vi faar ved Leilighed sende Dem tilfjelds igjen." "Reis med," sa jeg. "De ser ud, som om De selv kunde trænge en Fjeldtur." Han rystede paa Hovedet med et træt Smil. Saa blev han alvorlig og sagde: "for mig blir nok en længere Tur nødvendig." Han gir saadant et knækket, brudt Indtryk nu. Maaske han ogsaa er falden? Af og til sniger jeg mig ind i den katholske Kirke, til Aftensang, naar der tændes Lys; gjemmer mig bort i en mørk Krog og sidder og hensvømmer i Orgelklang og Chorsang til jeg græder. Fødselsfesten om Julenatten var mig en Frelsens Stund. Jeg blev Barn igjen; jeg troede. Forbandet være Kritiken som har optæret Troens Rygmarv i os, og Videnskaben, der med frække Experimentatorfingre tilsøler og tilsmudser alt hvad der skulde være helligt og urørligt. Længe formaaede Mefisto intet mod Guds Folk. Da forklædte han sig som Videnskab og fik Adgang til det helligste. Og se, -- pludselig var det slukt, det lille fredelige, hellige Lysblink fra Bethlehem. Hvorfor er jeg saa ulykkelig indrettet? Hvorfor skal jeg ha denne Læk i min Hjerne, denne Sprække i Væggen som gir fri Udsigt; -- hvorfor kan jeg ikke "tro"? SIDE: 210 Sandhed eller ikke Sandhed, -- Ligegyldighed til at dø af! Der er en Væg ude i min Sjæl; al Tilværelsens Vinterkulde staar lige ind, og jeg ser de Ulve som sniger sig om ude i Natten med Bjæf og Hyl og Skum om Tænderne. Jeg sidder og hakker Tænder af Kulde og Angst, og beder til Guder, Djævle og det evige Blaa efter en varm Haand at trykke, et varmt Øie at se ind i, at sænke mig i, til Nattens Rædsler gaar over. -- -- -- O evige Visdom i et Barns Mund! Adam var i Paradis; men selv Paradiset blev ham skrækkeligt, fordi han var alene. Og se: Kvinden stod der, varm og hvid, med dybe, dunkle Øine som tilgav ... Sjelden træffer jeg Jonathan nu. Han er kold og egenretfærdig og grund, uden Anelse om Livets Dybder. Træffes vi, blir det Disput. Han har en næsten halvdannet Foragt for det som han ikke skjønner. Og trods sin "Stolthed" forsmaar han ingenlunde at hjælpe sig med Kneb, -- Tilsnigelser, Fordreielser, tom Haan, flotte Postulater. "Spiritismen er ikke bare til at le ad," mente jeg; "endnu famler den i Uvidenhed og Barnslighed og er omspunden af Humbug; men den søger ialfald at sætte os i Rapport til Evigheden; og til syvende og sidst er det egentlig det ene fornødne." Han trak paa Skuldrene og saa paa mig. "Kan man ikke slippe med mindre?" sa han. "Hvad mener De?" "Jeg har ogsaa i senere Tid tænkt at anlægge en fin-de-siècle-Maske," spottede han; "men jeg maa tilstaa, at hvis der forlanges Ærbødighed for den engelsktalende Cicero, saa -- -- ." -- -- Denne absolute Mangel paa Forstaaelse! XXXVIII. (20. Marts.) Postbudet bragte mig et Brev med sort Rand; jeg syntes at kjende Haandskriften. Stukken af en pludselig Angst rev jeg det op; det var undertegnet Dr. Kvaale." SIDE: 211 -- -- Endnu skjælver jeg. Denne Rædsel er ikke til at overvinde -- -- "Kjære Gram, Jeg kan ikke længer. Naar dette Brev er avsendt, tømmer jeg mit sidste Glas. Jeg skriver for at sende Dem min Afskedshilsen. Jeg har i Dem gjenkjendt en Broder i Lidelsen. Maaske kommer De snart til at følge mig. Isaafald min Lykønskning. Det er Beslutningen som koster. Naar den er fattet, blir man tryg og fri. Dette er maaske den eneste lykkelige Stund jeg har levet. Mit Regnskab er opgjort; alt i Orden. Om en halv Time vil al Verdens Sorger og Plager forgjæves banke paa min Dør; Johannes Kvaale er undsluppen. Jeg formoder at der ingen Udødelighed er. Men hvis jeg lever videre, og hvis jeg har noget at meddele Dem, skal jeg sætte mig i Rapport til Dem. Vær ikke bange; jeg skal ikke skræmme Dem. Jeg skal passe paa engang naar De ikke er nervøs eller svag, engang naar De kan taale det. Maaske træffer De en Dag en Mand, hvis Navn De ikke husker, men som De synes De maa have kjendt engang; hvis den Mand giver sig i Samtale med Dem og meddeler Dem Ting som intet Øie har seet og intet Øre hørt, og som ikke er opkommet i noget Menneskes Hjerte, -- da er det mig. Og da skal De give mig et Gjenkjendelsens Blik og et venligt Ord som jeg kan tage med mig i mit rimeligvis temmelig ensomme Hinsides. -- Farvel, Gram. Skaal. Velkommen efter. Deres oprigtig hengivne Joh. Kvaale. P. S. Kun De og en Læge, hvis Diskretion er sikker, kjender Sammenhængen." -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- Jeg bor paa Hotel om Nætterne i denne Tid; der er Mennesker og Trafik fra Aften til Morgen, og i Nødsfald SIDE: 212 kan jeg ringe paa Tjeneren. Besynderlig, vanvittig Angst; blød paa Hjernen -- -- Kjendte jeg en Hypnotisør, gik jeg derhen og lod mine Griller væksuggerere. Umuligt? Hvorfor? Sæt at den gamle Visdom har Ret ... den, som har hersket over hele Jorden ligetil nu, og som Spiritisterne prøver paa at tage op igjen ... og hvorfor skulde ikke denne ligesaa godt have Ret som nogle snusfornuftige Materialisters Mening fra det sidste Aarhundrede, Folk som paa Død og Liv vil have Aanden udvist af Tilværelsen, eftersom de ikke kan faa den under Mikroskopet? Sæt at Sjælen er det oprindelige, det evige, saa at Legemet ikke er andet end en Klædning som Sjælen tager paa og kaster af som den vil ... Hvorfor skulde netop Legemet være det væsentlige, dette syge, usle Legeme som vi véd ikke har Selvbestand, dette Conglomerat af Celler som holdes sammen af et eller andet formende Princip, og falder fra hinanden i Forraadnelse, saasnart dette Princip ophører at fungere? En latterlig Idé, en ægte Professor- og Laboratorie-Idé -- : da vi kan se Produktet, saa existerer Produktet; men da vi ikke kan se det producerende Princip, saa er der intet producerende Princip, ihvorvel Produktet uden det producerende Princip absolut ikke kunde existere! Jeg har i Bund og Grund aldrig troet paa det der. I Bund og Grund har jeg altid tænkt mig "Døden" som en Overgang; tænkt mig at jeg skulde leve videre, svæve om med de drivende Skyer og de susende Vinde, flytte om fra Klode til Klode og se nye Syner og nye Sandheder ... Sjælen har den umiddelbare Vished om at den ikke skal dø. Energier og Bevidstheder, disse høieste og mest sluttede Tilværelsesformer, Skabningens Tinder, Skabningens Forklaring og raison d'être, -- de skulde ophøre, blive borte, SIDE: 213 flyde ud i intet og alt, naar selv ikke det usseligste Støvatom kan tilintetgjøres? -- Noget bundløst Vrøvl er det. Eller min stakkels Doktor, denne stærke Mand i et usselt Legeme, en rig, dyb, fin Sjæl som bortgjemt i en uanselig Ham neppe fik begyndt at leve ... Hvad sagde Fanny? -- og hos hende var det Intuition -- : "der maa komme en anden Del af Romanen." -- Jeg tror mer paa dette barnlige Udbrud af umiddelbar Følelse end paa fem hundrede Professorer der fornægter hvad de ikke kan lugte. -- -- Kjære, ulykkelige Ven, hold dit Ord. Du véd at jeg endnu er nervøs og svag; følg mig ikke ... Jeg droges af en uimodstaaelig Rædsel; jeg maatte se ham. Han var skrækkelig. Absolut ikke til at gjenkjende. Ansigtet skummelsort, indfaldent, med aabne, stirrende Geléøine; Munden gabende; Næsen brudt; et idiotisk Angstsmil stivnet om de knivtynde, blaasorte Læber. Store, gule Tænder glisede dyrisk frem midt i det forvredne Rædselsbillede. Synet lammede mig. Jeg vilde faa ondt; Liget begyndte at flyde og gynge for mine Øine, nikke ... jeg sled mig løs og vaklede ud, forfulgt af en besynderlig, intim Skræk der holdt mig omfavnet, pustede mig i Nakken, hviskede mig i Ørene, omgav mig med Liglugt og Beklemmelse, kvalte mig ... Nogen Tid efter befandt jeg mig, Gud ved hvorledes, i Pastor Løchens Salon. Fik et Nervetilfælde og satte Huset paa Ende. Huslægen blev hentet, en ung, alvorlig, energisk Mand; han satte sig ved min Seng og snakkede med mig; jeg blev rolig og sovnede. Han forfølger mig. Bestandig naar jeg er alene har jeg ham i Nærheden, bag mig, som et Nervecentrum i Luften; jeg føler ham, saaledes som man kan fornemme et Par Øine der stirrer ufravendt i Nakken paa en. SIDE: 214 Pastor Løchen sa at jeg skulde bede. Det hjælper sommetider, især om Aftenen, naar jeg har lagt mig; men om Dagen, naar det er lyst, kan jeg ikke; det er jo Komedie ... XXXIX. Jeg har fulgt ham til Graven. Han er officielt død af Hjerteslag. Begravelsen var meget pen. Forbausende stort Ligfølge; den sky, ensomme Mand har i Stilhed havt flere Venner end han vidste. En ældre Læge samt Georg Jonathan fungerede som Marschaller. Løchen talte. Han havde til Text Prædikerens: "Alt er Forfængelighed, Forfængelighed og Aandsfortærelse." Mange træffende Ting sagde han om Livets Sorg. Prædikerens Bog er optaget i Bibelen, fordi den paa en inspireret Maade viser os Frelsens Nødvendighed ved at fremstille for os Verden saaledes som den ser ud fra den gudløses Synspunkt. Verden uden Haab, uden dybere Forklaring, den er intet, intet -- uden Forfængelighed og Aandsfortærelse. Alt hvad Mennesket forsøger at udfylde sin Tilværelse med, Nydelse, Arbeide, store Idéer, almindelig Humanitet, -- uden den dybere Forklaring blir det altsammen meningsløst og tomt -- Forfængelighed og Aandsfortærelse. Denne gammeltestamentlige Bog er som skreven for Nutiden, er for det høitdannede Nutidsmenneske den sande Indledning til Kristendommen, idet den giver Udtryk for den Fortvivlelse, den Pessimisme, hvortil det mere udviklede Menneske maa komme, naar det prøver at leve uden Gud. "Denne Mand, som vi idag følger til Jorden, var en ærlig Søger, og han skjulte ikke for dem der kjendte ham, at hans Søgen og Tænkning havde ført ham bort fra Troen og Troens Gud. Han var en dygtig og energisk Arbeider i sit Kald, og hans Hjerte var fuldt af Menneskekjærlighed; hans Tanke beskjæftigede sig stadig med Problemer og Projekter til Forbedring af Menneskenes Vilkaar, og vi tør sige at han SIDE: 215 var et ligesaa ædelt som høit udviklet Menneske. Og dog var Enden og Summen af hans Erkjendelse den: alt er Forfængelighed -- Forfængelighed og Aandsfortærelse. I denne Erkjendelse blev han pludselig rykket bort. "Men idet han var naaet til denne Erkjendelse. stod han ved Kristendommens, ved Frelsens Tærskel. Og vi vil haabe, at Gud, den Barmhjertige, dog i sidste Øieblik har forundt ham den Naade at komme ind. Thi det véd alle der kjendte ham, at hans Søgen var ærlig. Og den i hvis Mund der ikke var Svig, han har lovet og sagt, at hvo som søger -- han skal finde." Der kom en vis Fred over mig. Den forfærdelige Uro som har plaget mig siden jeg fik Dødsbudskabet, fortog sig. Hvem kjender den dødes sidste Suk? Hvem véd hvad der kan have opladt sig for ham, da Dødens Skygger allerede begyndte at synke ind over hans Hjerte. Og hvem véd hvad der egentlig er bagom hin mørke Port ... Dr. Thisted, Løchens nye Huslæge, er en interessant Mand. Meget forskjellig fra vore almindelige Læger. Han har reist meget, og har en Del Idéer "som han her hjemme maa tie stille med"; tror f. Ex. paa Hypnotismen. "Der er ikke noget mystisk i denne Lære," siger han; "men den vil gjøre Revolution alligevel, og det ikke blot i Medicin og Retspleie. Den indeholder nemlig i al Stilhed den for al saakaldt "moderne Videnskab" farlige Sandhed, at Sjælen er Hovedsagen, og at det ikke længer er det eneste videnskabelige at rode om i Kadaveret." "Spiritismen? -- Jeg forholder mig afventende. Kan den bevise sin Sats, saa er den sand. Intet er mere idiotisk end denne Forhaandsfornægtelse af alt ukjendt, som er saa eiendommelig for Nutidens Videnskab; i det hele taget: vil De vide hvad Dogmatisme og dogmatisk Indskrænkethed er, saa skal De ikke gaa til Theologien, men til Medicinen." SIDE: 216 (Søndag Formiddag.) -- -- Ja; han er her. Han er i Værelset; i Krogen; fem eller sex Fod bag min Stol. Han ser paa mig med de underlige, fjerne Øine. Har han noget at meddele mig? Denne Spænding blir mig farlig ... -- -- Kjære, ulykkelige Ven, hvis det er dig muligt, hvis ingen aandelige eller naturlige Love staar dig i Veien, saa aabenbar dig for mig, nu, i denne Stund, da jeg venter dig og er forberedt; eller aabenbar mig den Sandhed, uden hvilken jeg ikke længer kan leve. Svar mig ved Tegn. Hvis der bankes to Gange, er det Ja; bankes der tre Gange, er det Nei. Lever vi efter Døden? -- -- Ti skjælvende spændte Minutter. Dødsstilhed. Maaske han kan skrive. Jeg tager min Blyant -- -- -- -- -- -- En halv Times Experimenter. Unyttigt. Min Haand bevæger sig vistnok, fuldstændig automatisk; den drages tildels afsted med en vis Kraft. Men det blir bare meningsløse Streger og Kruseduller. Er her for lyst? -- -- Jeg gjorde Værelset mørkt ved at hænge Tepper for Vinduerne. Derpaa experimenterede jeg i over en Time. Intet Resultat. Jeg er ikke noget Medium; selv om han er her, kan han ikke meddele sig gjennem mig. Mit tvivlesyge, stædige Væsen gjør ubevidst Modstand. Et andet Medium altsaa. Men ... saasnart dette andet Medium kommer imellem, har vi med det samme Muligheden for Bedrag, -- bevidst Bedrag eller Selvbedrag. Fortvivlet. -- Besynderlig mat jeg er blit. Ud. Spadsere lidt. Ved Middagsbordet hos Løchen idag blev der talt om Fru Ryen. Dr. Thisted er Huslæge der ude ogsaa, og kjender hende godt. Pastor Løchen kjender hende ligeledes -- fra religiøse Foreninger. Hun er bleven Kristen. SIDE: 217 "Et slaaende Bevis for den psychiatriske Methodes Rigtighed," sagde Doktoren. "Hun var nemlig temmelig angreben; led af hysterisk Hovedpine, Søvnløshed, bestandig Uro; havde allerede begyndt med Morfinsprøiten; Nervesystemet var i det hele temmelig daarligt. Nu er hun virkelig bra." "Hvorledes er det egentlig gaaet til?" spurgte jeg. "Jeg fik hende simpelthen til at gaa i Kirke." "Aa, saa." "Den egentlige Aarsag til de mange Nervelidelser i vor Tid er den, at Livsanskuelsen er i Uorden. Et Menneske mister ... lad os sige Gud; dermed har Sjælelivet mistet sit Centrum; Sjælelivet er blit uden Regulator, om jeg saa maa sige, og begynder at styrte afsted i krampagtig vild Flugt, uden Maal og Maade. Og ret som det er springer Fjæren. Fru Ryen følte sig desuden ... mindre tilfreds i sit Ægteskab, hvad der gjorde Stillingen endnu værre. Hun befattede sig med tusinde Ting bare for at faa sin Tid udfyldt, døve sine Tanker -- det er jo den sædvanlige Vei -- ; og nu var hun altsaa kommen saa langt som til Morfinen. Men det gik ganske stilfærdigt i Orden igjen, da hun efterhvert gjenvandt ... en mere harmonisk Lovsopfatning; derved kom der Ro i hendes Sjæleliv, og med den -- Ro i Nervesystemet." "De er ... Kristen, Doktor?" spurgte jeg usikkert. "Dogmatisk Kristen -- nei. Men jeg er ubetinget religiøs og hylder i væsentlige Stykker ogsaa Kristendommen. Vor ærede Vert, Hr. Pastoren, tror ikke at jeg vil blive fordømt," -- tilføiede han smilende. "Aa ja, disse Dogmer," sukkede Pastoren, "som ved en ulyksalig Misforstaaelse hindrer saa mangen en religiøs Sjæl i at finde Veien. Men nu skal vi se," tilføiede han muntrere, "at den Kristendom som vi Præster har dogmatiseret ud af Verden, den blir nu medicineret ind igjen af D'Hrr. Læger!" "Undskyld," sa Doktoren høfligt; "det er D'Hrr. Præster som kommer til at hjælpe Medicinen paafode igjen." Samtalen gled over paa andre Felter; jeg sad og taug og tænkte paa Fanny. -- -- Maaske er hun nu lige vakker igjen. SIDE: 218 "Men hvad Hjælp kan der være i at tro paa en Gud, hvis Existens ikke kan godtgjøres?" Dr. Thisted svarede: "Det er omvendt. Man kan ikke tvivle om en Gud, hvis Ikke-Tilværelse ikke kan godtgjøres. Hvad mener De med dette gammeldagsklingende Udtryk "godtgjøre" forresten? Vil De ha ham under Mikroskopet?" "Det vilde jo egentlig heller ikke bevise noget." "Nei; det er en gammel Feil. Mikroskopet er brugbart ved Undersøgelse af Bakterier; men vil man undersøge Solen f. Ex., eller Melkeveien, bruger man andre Instrumenter." -- -- "Oprigtig talt, Doktor; jo mer jeg tænker efter, jo mer finder jeg, at der egentlig ikke er noget som hindrer mig i at antage Deres ... mere moderne Livsanskuelse. Intet objektivt. Men det hjælper mig ikke. Den positivistiske Skepticisme har ædt paa min Sjæl som en Syre, indtil selve Troes-evnen er gaaet tabt. Jeg tror faktisk kun paa hvad jeg har under Mikroskopet ... og til syvende og sidst ikke paa det engang. Det er Organet som er lammet." "Kan der ikke tænkes nogen anden Forklaring?" "For Exempel?" "Jeg erindrer den Tid da jeg begyndte at interessere mig for Hypnotismen. Jeg studerede den i Hemmelighed, men spottede den aabenlyst; tilsidst troede jeg egentlig; men jeg vedblev at spotte. Hvorfor?" "Ja -- hvorfor?" "Det gik tilsidst op for mig; men jeg gik i tre Maaneder og forsøgte at nægte det ... Min hele Vantro kom derav, at jeg havde en meget flink og begavet Ven som jeg var ræd; hans Spot var jeg ræd -- og de andre Kammeraters Spot; -- ja det høres elendigt; men saa ynkelige er mangen Gang de Hensyn som holder os borte fra det vi selv i Grunden erkjender." "Naa, det ... maa jeg si ..." -- -- "Naa, saa brød jeg overtvert og sagde til mig selv: jeg giver Pokker i de Fyrer! Jeg lader mig ikke længer foreskrive hvad jeg skal antage eller ikke antage! -- SIDE: 219 og saa megen Selvstændighed var der i mig, at jeg virkelig gjorde mig fri. -- -- -- " Jeg hørte ikke mer hvad han sagde. Jeg gik og tænkte paa Georg Jonathan. Skulde det virkelig være det?! XL. (April 89.) Jeg gaar hver Søndag i Kirke og hører Løchen. Og gaar bestandig beroliget hjem. Denne stille Dybde, dette hellige Enfold, denne velgjørende Klarhed over de Spørgsmaal som til syvende og sidst alene vedkommer os ... hvorfor har jeg ikke havt Mod før til at søge disse Pauluner? Her er intet af "Videnskabens" Bram og Brask, dette Staahei, hvormed det bundløse "Vi véd ikke" skal søges bragt i Forglemmelse. Stille, klar, svalende ren, flyder den hen, denne Troens Elv, som er saa grund at Lammet kan vade i den, og saa dyb at Elefanten kan svømme. -- -- Hun sidder der ogsaa. Bleg, mager, med Spor efter megen Lidelse, med en ætherisk Glød i de dybe Øine. Jeg har atter denne Følelse af Tryghed og Tilfredshed som jeg ikke har kjendt, siden vi to, hun og jeg, vandrede sammen paa de dunkle Veie. -- -- Jeg maa se til at overvinde denne Forestilling om "ham der følger mig"; den kan bli mig for stærk. Af og til overvælder den mig med en Angst som gjør mig hjælpeløs. Idag, da jeg spadserede op Ulevoldsveien, gik en bleg, sortklædt Mand mig forbi; der var over hele hans Væsen noget dystert og mørkt, en Gravstemning; hans uregelmæssige Ansigt med de smaa, lidt sky Øine vakte min Opmærksomhed; selv stirrede han paa mig med et besynderligt Blik ... det forekom mig pludselig at jeg maatte have kjendt ham, men kunde ikke huske Navnet ... i næste Øieblik fór det gjennem mig som et Lyn: det er ham! ham! -- Og overfalden af en Angst, der isnede mig gjennem Legemet og næsten lammede mig, søgte jeg min Frelse i Flugten. -- -- SIDE: 220 Hvem er ulykkelig? -- Den som har faaet en mørk Hemmelighed at bære. Saadan en Hemmelighed er som en Djævel i et Bur -- : den vil ud, den vil ud! Jeg griber mig i at gaa og sige høit ved mig selv: Dr. Kvaale tog Gift; Dr. Kvaale tog Gift ... farer forskrækket sammen og ser mig om; der kunde være nogen i Nærheden som havde hørt det. -- Ingen Pjolter mer -- og ingen Absinth. Tænk om jeg i et Glemselens Øieblik kom til at plapre ud med denne Hentydning som sidder mig saa løst paa Tungen -- -- -- "Vanvidet eller Kristus ..." Jeg er træt. Angesterne overvælder mig. Jeg kan ikke sove om Natten af Frygt for at han skal aabenbare sig; ligger og lader Lampen brænde og læser i Bibelen. Jesus er den gode Hyrde. I hans Arme behøver man ikke at frygte Satan mer, ei heller hans Sendebud ... Den gamle gudløse Tilværelse som gjør Verden til et skumringsgraat Snegab fuldt af Spøgelser ... det er paatide, paatide, at jeg redder mig. Nye, lysere Tider rinder. Atter ringer Paaskeklokkerne over Verden; atter lyder Morgensangen: Christ ist erstanden! Freude dem Sterblichen, den die verderblichen, schleichenden, erblichen Mängel umwanden ... At klappe en Hund; at faa et Barn til at smile med hele Ansigtet; at bringe en gammel Madam til at puste lettere for en Stund ved at give hende en Krone; at hjælpe en ung Mand til selv blot en Stunds Liv ved at begeistre ham for noget; i det hele: bidrage meget eller lidet til at øge Tilværelsens fattige Glædesfond ... vil ikke det paa Dommens Dag veie mere end tyve Bind Livslede? -- siger Dr. Thisted. SIDE: 221 Jeg begynder at øine et Kald. -- Vi skal træffes, hun og jeg, paa en bedre Maade end vi engang tænkte. -- Eiendommelig velgjørende virker Dr. Thisted paa mig. Det er ikke det han siger, endnu mindre de Husraad han giver mig til Styrkelse af mit Nervesystem, -- det er han selv som virker. Hans egen klare, stærke Personlighed. Det blir tilsidst den eneste sande Lægevidenskab -- : ikke Lægemidlerne, men Lægen. Sjæl virker paa Sjæl, og saa virker Sjælen igjen tilbage paa Legemet. Han faar mig til at tro paa sig. Derved giver han mig den Støttestav, ved hvis Hjælp jeg lamme Mand pludselig staar op og gaar; -- nu forstaar jeg, at Jesus af Nazaret kunde gjøre Mirakler. Enhver Læge som ikke kan gjøre Mirakler er en Kvaksalver. Enhver Læge som ikke tillige er Sjælesørger -- er en Kvaksalver. Han rydder op i mit Indre, fjerner Vanskeligheder, nedbryder Hindringer, feier bort Griller, maner væk Angst; faar fat paa alle sunde Trevler i min Sjæl og dyrker og styrker dem; restaurerer min Selvtillid, min Tro paa min Vilje, mit Livsmod; gir mig Mod til at have Mod -- Gud véd hvorledes. Han indsætter Værdier for mig; hvad der laa spredt og henslængt og meningsløst for mit Blik, blir sammenhængende, sjælfuldt. Han reconstruerer Tilværelsen for mig ved at give den et Centrum. Jeg kan ikke tro som Løchen eller som hun. Men mit Indre fyldes af en forunderlig Stilhed og Fred ved Forestillingen "den gode Hyrde". Den gode Hyrde der sætter sit Liv til for Faarene ... saa underlig godt og trohjertigt klinger det, og saa tilforladelig trygt. Aldrig anede jeg i mine urolige Drømme den stille Storhed over Kristi Skikkelse; aldrig fandt jeg i Verden SIDE: 222 under den mest larmende Glans noget der i Renhed, Høihed, Noblesse kommer endog blot forsøgsvis op mod den, der skjulte sig under hans ydmyge Fattigdom. Han har lovet at give mig Hvile, og han giver mig den. Jeg véd ikke saa nøie hvordan det forholder sig med hans Guddom; men min Helt er han fra nu af. Mine gamle Tvivl etc. er Skolegutvisdom fra øverste Gymnasialklasse; Skolegutterne er naturligvis for kloge for Gud. Jeg er fra nu af en virkelig "stolt Mand", der blæser ad Alverdens alias, "Videnskabens" Mening, og søger Freden der hvor Freden er at finde. Løchen havde Ret. Verden er en Disharmoni. Og en Disharmoni har sin Sandhed -- ikke i sig, men udenfor sig, i sin Opløsning. Men Opløsningen heder: Evighed. "Har De lagt Mærke til," sa Løchen idag, "at næsten alle store Fritænkerapostle og Fritænkerførere er Jøder?" Og han udviklede hvorledes det saakaldte Fritænkeri, denne kolde, flade Negativisme, ikke er andet end en Fortsættelse af den store Langfredagsforbrydelse. "Det er den evige Jøde som gaar omkring til Dagenes Ende og forfølger den seirende Galilæer med sit uudslukkelige Had. Han har intet at give, intet at byde; han kan bare rive ned, bortstjæle og røve; han har kun sit Had; og Hadet er ufrugtbart som Kjærligheden er livbringende." Og han sagde en Ting til som er sand: "Alle virkelig store Aander er religiøse." -- -- Saa megen smertelig Kamp efter "Fred" og "Lys" ... og saa staar Lyset midt iblandt os. Som Pastor Løchen sagde idag: Jeg har længe gaaet om og troet paa Kristus. Der behøvedes bare det ene: at erkjende det for mig selv. Fra nu af tilhører jeg det nye Aarhundrede, Fantasiens, Troens, Hjertets Aarhundrede. Jeg gaar i Kirke og hører de svundne Stortiders Sang med et andet Sind end før; thi jeg kan synge med; det er min Sang -- som det er Fædrenes. SIDE: 223 Men bedst trives jeg i den katholske Kirke, hvor de ægte gamle Kirkesange toner, og hvor det evige Lys brænder ved Madonnas blomstersmykkede Alterfod. -- -- Du rene, du hellige som dog forstaar, du velsignede blandt Kvinder, du Jomfru-Moder, -- dig vil jeg dyrke ved Siden af din herlige Søn; thi kun den Religion er en sand Religion, som ogsaa har et Alter for Kvinden, -- for den hellige Jomfru og den hellige Moder, -- for den tre Gange hellige Jomfru-Moder. "Han" forfølger mig ikke mer. Som om min nye Læge havde hypnotiseret ham bort, er han forsvunden. Den "sortklædte Mand" saa jeg idag igjen -- hos Pastor Løchen. Det er en meget virkelig og en meget intelligent Mand; han heder Pastor Holck, og jeg vil tale mere med ham. Han skulde hen i et Møde med Fru Ryen og nogle andre Damer i "Foreningen for fattige Almueskolebørns Bespisning"; -- jeg lod mig indtegne i den Forening med det samme. -- -- En haard Gang har jeg igjen. Jeg vil først da føle mig helt som den nye Tids Barn, naar jeg definitivt har brudt med alt det gamle. Jeg gaar endnu en Gang til Georg Jonathan. XLI. Ikke uden en vis Bevægelse satte jeg mig idag i min gamle Stol paa Georg Jonathans Privatkontor i Universitetsgaden. Han var som før. Og som jeg sad der og saa og hørte paa ham, blev det mig næsten ufatteligt at jeg saa længe har kunnet vedligeholde dette Venskab. Dette hovne, selvgode, egenretfærdige Væsen ... store Gud, hvad har egentlig vi Menneskebørn at gjøre os til af? SIDE: 224 Og saa dette hans besynderlige Lapseri, kun halvt selvironisk ... Han vil sogar gjælde for (uægte) Søn af en engelsk Lord ... Alt skal som Følge deraf være engelsk. Lange, rødlige Whiskers, stærkt pomadiseret Haar med Skille foran og bag; hvide, fede, paafaldende velpleiede Hænder; den evige graa Anglerdragt med Konkurshatten; den stive Nakke og den lavet-ligegyldige monoclekronede Mine ... egentlig er hans hele Væsen mig imod, fra yderst og til inderst. Han viede Dr. Kvaale nogle venlige, lavet-ligegyldige Ord; saa kom Fruen med Kaffeen. Jeg vexlede de sedvanlige Sætninger med hende; saa spurgte han, hvorledes det "for Tiden stod til med Totaliteten?" -- Jeg takkede; "jeg har egentlig tabt Smagen for den Slags Nydelser, men kan altid tage et Glas Likør." Ret som det var sad han midt inde i "Fremtidens Samfund". Han havde vel i nogen Tid ikke havt Anledning til at "høre Georg Jonathan tale". "De har f. Ex.," sa han, "ingen Forestilling om, hvordan et fremtidigt Aftenselskab vil arte sig." Og han fortalte, hvorledes Gjæsterne, efter at have indtaget et fyrsteligt Aftensmaaltid -- "à 50 Øre pr. Couvert, Vine iberegnet" -- ved Kaffeen vilde faa ihænde et "Program for Aftenens Nydelser", der oversat i Nutidens Sprog vilde se omtrent saadan ud: Théâtre francais: Den Gjerrige. Grand Opera: Don Juan. Opera comique: Barberen i Sevilla. Théâtre d'Eden: Grand Ballet. Cirkus Renz: Festforestilling. St. Peterskirken: Stor Aftenmesse med Processioner. House of Commons: Aftenmøde; stor Tale af Gladstone. Philharmonie: Bülow-Concert. osv. osv. "Saa kommer den elskværdige Vert og spør enhver især: har De truffet Deres Valg? Hvilket Stykke vil De se; hvilken Opera vil De høre? -- Hvorpaa enhver indretter sig ved sin Telefon og sit Skjærmbret -- De forstaar: det Bret der optager de fotografiske Øiebliksbilleder SIDE: 225 af vedkommende Stykke, saaledes at man ikke blot hører hvad der siges, men ogsaa ser hvad der foregaar, hver Bevægelse, hvert Minespil ... I Mellemakterne spadseres der da og udvexles Indtryk. Den ene jubler over de spanske Danserinder paa Edentheatret, medens den anden dør af Begestring over Gladstone's Speech ... Det blir en Underholdning!" Jeg smilte. "De tror fremdeles at Lykken er at opnaa ved ydre Midler?" spurgte jeg. "Lykken? Hvad skal vi med Lykken?" sa han; "Lykken, det er jo Kjedsomheden; Lykken er at sove eller at være død. Jeg kan ikke tænke mig noget mere haabløst end at være lykkelig. Jeg gaar ud fra at Menneskene altid vil være saa utilfredse, at de bestandig finder Grund til at stræbe videre frem. Nei; Livet skal bare bli menneskeligt, menneskeværdigt. De smaa, prosaiske, ødelæggende Hverdagssorger skal væk, forat de store Sorger kan faa Plads, Julies og Romeos Sorg, Hamlets og Faust's Fortvivlelse." "Og disse Fortvivlede, -- hvad vil De gjøre for dem?" "For dem har jeg min Dødsfest." Jeg reiste mig; Øieblikket var kommet. "Al denne maskerede Fortvivlelse er mig meget ligegyldig," sagde jeg. Han reiste sig ogsaa. Stillede sig Ansigt til Ansigt med mig og stirrede paa mig med Øine i hvilke jeg skimtede noget satanisk. Det har jeg anet," sagde han. "De vil altsaa ikke være med i min Avis?" "Nei." "De gaar til Præsten?" "Jeg har frigjort mig," svarede jeg. "Jeg opgiver alle gamle Talemaader. Jeg søger Tilfredsstillelse for min Sjæl -- der hvor den er at finde." -- "Altsaa dog," mumlede han. "Farvel," sagde jeg og vilde gaa. Han stod mig i Veien. "Jeg holdt Dem for en Mand," fortsatte han, bestemt paa at udgyde sin Galde, "en af dem som bøier sig, SIDE: 226 men ikke brister. De har altsaa dog været for svag; De havde den farlige Knæk i Rygraden. Fin de siécle; agonie de la Bourgeoisie ... Det gjør mig ondt, Gram. Men det maa jo saa være. De trætte gaar til Præsten. Farvel." "Jeg har bøiet mig," svarede jeg, "fordi jeg ikke vilde briste. Gaa De hen og gjør ligesaa. Adjø." Jeg gik. Bag mig hørte jeg Georg Jonathans Latter. Den klang mig som fra Helvede. Arne Garborg UFORSONLIGE SKUESPIL I FIRE AKTER SIDE: 229 PERSONERNE Biskop Blume, Kirkeminister. Advokat Hoffmann, radikal Partichef. Byberg og Nærum Storthingsbønder. Grosserer Kruge. Gill og Paulsen, Redaktører af "Tiden". Herman Henning og Omby, Journalister. Sagfører Johnsson. Blichfeldt, ung Maler. Fru Johanne Gill. Frk. Sofie Thomson (24 Aar). Doffen, hendes Bror (16 Aar). En Kjærring som sælger Billeder; to Trykkerigutter; Pige hos Gill; Pige hos Henning; en langhaaret Mand; andre Deltagere i Generalforsamlingen. Handlingen foregaar i Kristiania. SIDE: 231 FØRSTE AKT "Tiden"s Redaktionskontor. Det indre Rum (ikke stort). Længst fremme til høire Bord med Teppe samt Sofa; længer tilbake Redaktørens Pult; inderst i Krogen et Hjørneskab. Til venstre et Vindu, Bogskab, en mindre Pult m. m. Nogle Stole af Kurvværk. I Baggrunden Dør, som fører gjennem det ydre Kontor til Hovedudgangen. En særskilt Udgangsdør paa Væggen til venstre i Baggrunden. Tidlig Formiddag. Redaktør Gill ved Pulten med en Avis, Fru Johanne (i sort "Reformkjole") bag hans Stol. Fru Johanne. Ja du blir svært forsigtig nu, Gamlen. Gill. Synes du "Friske Kræfter" var saa forsigtig? Fru Johanne. Ja men er den saa farlig, den Artiklen, du? Den var ikke stort grovere end almindelig, syntes jeg; og saa er det jo Gudsens Sandhed hvert Ord, vel? Gill. Aa-ja. Fru Johanne. Herregud! skal det nu være saa farligt at sige Sandheden en enkelt Gang -- til den Siden ogsaa? Gill (lægger Avisen bort). Du? Fru Johanne. Ja. Gill. Jeg kan fortælle dig noget. Fru Johanne. Er der Intriger igjen? Gill. Det blir mere og mere lummert i Luften. Fru Johanne. Det kan jeg. Gill. Bispen nærmer sig os som en Komet, som fylder Atmosfæren med lumsk Taage. SIDE: 232 Fru Johanne. Det kan jeg ogsaa. Gill (mer og mer fortrolig) . Der er fler end vi tror, som ikke taaler Nærheden af en Statsraadsuniform. Fru Johanne. Har du nogen mistænkt? Gill. Der er en og anden, jeg har under Observation. Og saa gaar denne Omby her og lusker, som om han var et Følehorn. Fru Johanne. Han vil vel bare ind i Avisen igjen, han, stakkar. Gill. Jeg skal nu se, om jeg ikke kan faa Hul paa den Affære. Fru Johanne. Der staar ingen Bisp bag den væmmelige Omby, maa du tro. Men om han nu var Følehorn for Bispen? Behøver "Tiden" at bli saa forfærdelig forsigtig for det? Gill. Der blir Splittelse, skal jeg si dig. Fru Johanne. Det har du sagt mig hundrede Gange. Gill. Kometen Blume øver sin Tiltrækningskraft; og alt hvad der er av halvgammelt og upaalideligt i vort Parti nærmer sig ham langsomt og sikkert. Og da begriber du, at for hver Uforsigtighed som vi begaar, saa kommer de ham nærmere og nærmere. Fru Johanne. Saa lad dem gaa, vel! Gill. Først maa vi ha vedtaget Stemmeretten Fru Johanne. Naah, det er sandt. Uff; saa skal vi ha det at gaa og ta Hensyn til igjen. Gill. Desuden, -- jeg maa nok ikke glemme min Ven Lunde. Han klager og jamrer sig tidligt og sent; Avisen gaar med Tab, siger han -- Fru Johanne. Det er Løgn. Gill. Ja men han gjør nok ikke egentlig Forretninger. Fru Johanne. Uf! er det ikke væmmeligt, at man skal være afhængig af saadan en Høkersjæl! Ja-ja, Gamlen, jeg skal nok ikke føre dig paa Afveie. Men jeg er lidt forelsket i Henning, ser du, og hvis du kunde skaffe ham mer at bestille -- ; du kan vel altid faa ham til at vænne sig af med de sterke Udtryk? Gill. Han er lyrisk, som Paulsen siger. SIDE: 233 Fru Johanne (dæmpet). Den væmmelige Paulsen. (høiere Desuden har jeg en Følelse af, at Henning snart er kjed af at gaa saadan og langsulte; for det er jo det han gjør. Gill. Det værste er, at han er forelsket. Fru Johanne. Aa du Ægtemand! det skulde da ikke være det værste! Tror du virkelig det, forresten? Kjender du den Frøken Thomson, du? Gill. Nei. Jeg traf hende paa en Syttendemaifest engang -- . Hendes Far har en Privatskole, og der er hun Lærerinde, tror jeg. Fru Johanne. Ja Tak; det har jeg fortalt dig, Far. (Det banker.) Uf, begynder det alt. Godmorgen da, Gutten min! Aa, er det bare Dem, Byberg? Byberg. Ja. D'er berre eg. God Mor'n! Eg totte eg laut innum og segja Takk for "Friske Kræfter". Han var morsk, den. Og De kann tru det hev vorti Murring og Knurring! Gill. Blandt de gamle? Byberg. Bland Veteranane. Ja der hev Henning stukki Neven i eit Kvefsebøle, kann De fortelja'n! Nærum gjeng berre og kokar. Gill (ser paa Johanne). Jasaa. Ja den var kanske stri. Byberg. Han var grei. -- Grosserar Kruge hev ikkje vori her, vel? Gill. Nei. Byberg (ser pas sit Uhr) . Naa, det er kje langt lìdi. Undrast paa, um han kan naa upp til Thingmann denne Gongen, eg? Gill. Aa langtifra. Byberg. Det er bra Kar. Gill. Det er en af de støeste. Fru Johanne. Ja De, Byberg, er vel enig i, at vi maa ha friske Kræfter? Byberg. Jasomenn er eg det, Frue! Elles ... naa; dei unge er ikkje heller berre Fjell. Der er hosta mykje Folkehøgskule i deim; dei kjenner seg tryggast, er eg rædd, naar dei fær smjuge attum ein Prestekjole. SIDE: 234 Fru Johanne. Nei fy; siger De slikt, Byberg, saa vil jeg gaa. (Det banker.) Byberg. Der er Kruge, tenkjer eg. Kruge (ind). Godmorgen. Godmorgen, Frue! Naa, De er ude og hjælper Deres Mand med Politiken? Fru Johanne. Jeg tror ikke han synes jeg hjælper ham. Men nu faar jeg gjøre Alvor af det og komme afsted. Godmorgen, mine Herrer! Godmorgen, Gamlen! (gaar -- Døren til venstre). Kruge. Det er altsaa jeg, som skræmmer Dem, Fru Gill? Byberg. Venta fem Minuttar, Frue, saa skal De faa fint Fylgje! (smiler) . Fru Johanne. Jeg skal paa Torvet, jeg, Byberg. Adjø! Kruge. Hvad for noget, De? gaar emanciperede Damer paa Torvet? Byberg. De, Gill, me kom til Lags um det igaar, Kruge og eg, at me skulde gaa her upp og samraade oss med Dykk i ei Blad-Sak; hev De Stundir? Gill. Værsgod, værsgod. Sid ned. Sid i Sofaen, Kruge. Kruge (sætter sig paa en Stol) . Nei ved De hvad; Folkerepræsentanten i Sofaen. Byberg (ligeledes paa en Stol). Aa, eg sìt godt der eg sìt, eg. Kruge. Det var "Den Frisindede" vi skulde tale om, Gill. De véd jo at den holder paa at stanse? Gill. Ja. Den har jo en Del Abonnenter forresten. Byberg. Aa ja; men Blade er saa billegt, at det vert ingin Ting av det. Aktie-Eigarane tenar aldri det Slag. Kruge. Aktieeierne maatte nok snarere punge ud nu, hvis Driften skulde fortsættes. Byberg. Der hev vori lite Forretningsvìt. No er Stjorni ille ute; ho skal hava Aalmennmøte den 28de og vilde nok gjerne ha gjort ein Freistnad, um ikkje meir, paa aa halde Blade uppe; men um ho byd dei gamle Lùtbrevi sine ut, so er det ingin som vil kaupe. Kruge. Kursen er ikke høi. En Del af de gamle Aktieeiere vil ogsaa sælge; jeg tror man kunde faa saa SIDE: 235 mange Aktier som man vilde ha næsten, for en 20 -- 25 Procent. Byberg. Og er det vìtugt aa lata slikt eit fikst og billegt Folkeblad stanse, som Tidir og Tilhøve no er? Eg trur ikkje det, eg. Nettupp no skulde me hava Tak paa Aalmenningen. Og med eit Grand Pengar og eit Grand Forretningsvìt kunde ein drive "Den Frisindede" upp, skulde eg tru. Kruge. Som praktisk Forretningsmand har jeg været mest stemt for at lade Bladet gaa ind. En Forretning som ikke gir noget af sig, den driver man jo ikke. Desuden, nu reiser jo Redaktøren; og hvor tar man en ny fra, som der kan være noget ved? Og til syvende og sidst saa véd De jo, hvor den politiske Interesse blandt Folk er afslappet. Det er rent fælt, De! Gill (nikker). Det mærkes nok. Byberg. Ja men det er den me maa faa upp att. Kruge. Naa; saa kommer denne Opvigleren Byberg og faar mig næsten paa andre Tanker igjen. Jeg maa spørge mig selv, om det virkelig er fornuftigt og rigtigt at lade saadant et lidet letvint Folkeblad gaa ind nu, da Tiderne er saa usikre. Jeg maa spørge mig selv om det; og Spørgsmaalet er ikke saa greit, De! Gill. Jeg synes Spørgsmaalet er meget greit, bare der er nogen som vil overtage det økonomiske. Byberg. Det greier Kruge; det er inkjevetta for honom. Det spýrst berre um det er klokt. Gill. Ja De kan vel ikke tvile om det? Kruge. Man kunde med et forholdsvis lidet Udlæg vistnok faa Bladet paa Glid igjen, om man kan faa en god Redaktør; og saa har jeg jo Forbindelser. Byberg. Og De er ein grei Mann; De kann vera til Hjelp med baade eit og anna. Gill. Det vilde ha stor Betydning. Byberg. Ja Bladstyre -- naa-ja. Eg rødde nettupp med nokre Tingmennar um saki; eg hev alt teki til aa agitere so smaatt, maa vìta; for skulde det bli til noko, so fekk me ikkje vera for faae ... SIDE: 236 Kruge (til Gill) . Vi maa ha et vist Antal Stemmer paa Generalforsamlingen, forstaar De. Gill. Det var naturligvis bare sikre Folk, De talte med om dette, Byberg? Byberg. Det er greidt. Etter alt det eg veit daa. Kruge. Sikre Folk? Jeg havde nær sagt: hvem er sikker nu, De? Der er jo dem som tviler paa Advokat Hoffmann ogsaa nu. Byberg. Slikt skal me ikkje bry oss um. Men det er sant; her er utrygt. Gill. Det er som at gaa og gynge paa en Hængemyr. Byberg. Me laut ha ein fullstød Kar til Bladstyrar au; og veit De kven eg nemnde. Gill. Kruge. Nei? Byberg (ler) . Ja med same var det kanskje mest av Hùg til aa erte Nærum, som gjekk og æste og var so eitrande sint -- Gill. Nærum hørte det altsaa. Byberg. Aa ja, men han er stø; han heng daa visst ikkje ihop med Bispen. Kruge. Altsaa, hvem foreslog De? Byberg. Eg nemnde Herman Henning. Og no, daa eg hev tenkt meir paa det, vil eg nemne han paa nytt; for um han er eit Grand ung, kannhende, so er han god; og Ungdomen veks ein av seg. Kruge. Henning, De? Ja han er grei; han er en af de rigtige uforsonlige. Men gaar han ikke svært vidt, De? Byberg. Eg undrast paa um det skulde vera so spelegt med det. Kruge (ler) . Han gav Veteranerne ordentlig paa Pukkelen igaar; men forskjelligt af det han kom med var ... drøit! Byberg. Han fær ein rolegare Maate naar han kjem i fast Arbeid, skal me sjaa; han som andre. Gill. Jeg tror det vilde være fornuftigt at ta Henning til Redaktør. Byberg. Han let daa ikkje Blade sovne av han, vil eg tru. Gill. Vistnok er han vidtgaande; men han er loyal, SIDE: 237 og hvis han gaar ind paa et Program, saa kan De stole paa ham. Byberg. Det trur eg au. Gill. Og jeg tror han gaar med os, ialfald indtil videre. Hans Hovedinteresse er den almindelige Stemmeret; og det er jo den vi ogsaa maa samle os om. Kruge. Det er sandt, ja; den først og fremst. Men de Føljetonerne hans, De! dem har jeg ikke likt. De er svært ensidige. Gill. Husk paa at det hører med til Tiden, det: at drage frem den yderste Elendighed og Styghed og stille den op mod den høieste Rigdom og Elegans. Byberg. Eg trur me kunde freiste 'n, eg. Fær han Embætte, so gjev nok Vaarherre 'n Forstand; og Ungdom, det trur eg er noko som ein veks av seg fort i desse Tidir. Kruge. Ja, De kjender ham jo, De Gill; og naar De tør anbefale ham -- Byberg. Me fekk faa eit Møte med 'n. Gjerne her paa Bladstogo; so kunde Gill vera med, kannhende? Kruge. Det vilde være bra, De! Gill. Ja, gjerne det. Byberg. Naar kunde det falle laglegt? Gill. Det maatte helst bli en Søndag; det pleier at være forholdsvis roligt her da. Byberg. Ja det fekk vera Sundag komande daa. Kruge. Vi har ikke megen Tid at rutte med, ser De. Gill (noterer). Førstkommende Søndag. Vel. Mellem 11 og 12 f. Ex.? Kruge. Javel; hvad? Byberg. Det klarar seg. Gill. Mellem 11 og 12. Godt. Henning skal være her. Kruge. Selve Ideen synes De er heldig altsaa? Gill. I enhver Henseende. Hvad sa forresten Nærum? Byberg. Han sa ikkje noko um Bladstyre. Men aa hava eit slikt Blad no vilde vera godt, meinte 'n. Kruge (ler). Bispen synes vist det samme, De! Der SIDE: 238 var en af Deres Kolleger, Gill, som lod falde et Ord her forleden -- Byberg. Um Bispen? Kruge. Ja; eller rettere om Sagfører Johnsson. Han skulde ha været henne og forhørt sig, Sagføreren, om Priser og Betingelser -- Gill (nikker). Johnsson er Bispens Forretningsfører. Byberg. Aa Dægerten. Kruge. Fanden tro Præsten! Jeg ialfald tænkte som saa, at ingen kan vide hvor Ræven gaar; men før han skal faa fat paa "Den Frisindede", som jeg selv har været med at grundlægge, før overtager jeg den, om jeg saa skulde staa blottendes aleine (smaaler). Gill. Bispen har Brug for alle Midler nu; det er Valgaar. Byberg. Ja-ja. Det er vel for Skuld Vali at han plent vil hava fram Korntollen au. Gill (nikker). Ja. Kruge. Ja, det vil Bønderne like. Men saa faar vi jo Ministerkrise, De? Byberg. Dei tymtar paa det, ja. Kruge. Ja der skal jo være et Par af de Herrer Ministre, som har udtalt sig saa stærkt mod Korntold, at de føler sig bundne. Tre Mand skal det være, siges der? Byberg. Og bland deim sjølve Ministerpræsidenten. Kruge. Det blev kanske et Ministerium Blume, vi da fik? Byberg. Kann vìta det. Kruge. Fy Fandens Skind, De! Gill. Naa, det er bare et Rygte endnu. Kruge. Ja lad os i alle Fald klemme paa! Slig Skam maa ikke overgaa gamle Norge, De, -- at faa et Præsteministerium (reiser sig). Byberg (har ogssa reist sig). Ja me skal kje vera for trygge. Fekk Blume sprengt Høgremennane ut av Raade, og han i Staden fekk inn nokre av deim som var liberale for tjuge Aar sidan, so kunde Raade hans gaa under Val som Centrumsraad, og han vilde faa Røystir paa det. Kruge. Ingen véd hvor den Ræven gaar. SIDE: 239 Byberg. Sjølv kann han vera Høgre og Vinstre og Centrum etter som han vil. Han var Høgremann fyrst -- Gill. Halv Høire -- Byberg. Ja, og gjekk so yvi til halv Vinstre; og daa han gjekk inn i det store Utsoningsraade, so var han Centrumsmann helst. Kruge. Han var sgu Høiremand god nok, da han var blit varm i Uniformen. Gill. Naa, -- halv Høire med Præstesnit. Nu kjøber han Østlændingen med Korntold og Vestlændingen med Gudfrygtighed; Centrum faar han ved at forplumre Stemmeretten; og kan han saa ovenpaa alt møde op til Valgene som nyopfiffet liberal, saa blir han sandelig ikke grei at binde an med. Kruge. Han maa stoppes, De! Der er ikke Bøn for det. Gill. Han har faaet uhyggelig megen Indflydelse alt. Kruge. Han er Præst; han kan Knebene. Jeg møder Mand efter Mand; igaar var de noksaa faste i Fisken, og i Dag kanske de er som de var tyggede og spyttede ud igjen -- Byberg. Kasne, som me segjer i Fiskebygdine. Kruge. Ja; og naar jeg saa skal se mig til, saa er det Bispen som har havt dem i Fingrene og klabbet paa dem; bestandig Bispen, eller nogen af hans. Det er rent fælt, De; jagu er det fælt. Ja, er vi enige altsaa? Og saa Søndag mellem 11 og 12? Gill. Mellem 11 og 12. Kruge. All right. Saa betragter vi Sagen som afgjort. Paa Gjensyn! (gaar). Gill. Adjø, mine Herrer! (følger med ud i det ydre Kontor. Imidlertid smutter Omby og Paulsen ind i det indre, førstnævnte i Overtøi med Hatten i Haanden. Gill kommer tilbage). Paulsen. Naa Gill? Ministerkrisen er jo i Anmarsch? Omby. Endnu er det bare et Rygte. Jeg vilde ikke sætte meget ind paa det. Gill. Man skal aldrig sætte meget ind paa en norsk Ministerkrise. (til Paulsen) Er der noget i Udenbysbladene? SIDE: 240 Paulsen. Den fordums Biskop over Tromsø Stift træder mer og mer i Forgrunden. Han stemples som en ny Bisp Nicolas. Der er bare én liberal Avis som støtter ham, og det er den der ledes af hans forhenværende Famulus, nu Storthingsmand og Klokker i Strandens Landsogn Blasewitz. Trondhjemsposten har ladet sig tilskrive et Kristianiarygte om, at Advokat Hoffmann vil svigte i Stemmeretten; men Redaktionen afviser denne Bagvaskelse med en Indignation som i sin Naivitet er næsten rørende. Symptomerne til Splittelse vækker Sorg udover Landet; Vidnesbyrd derom findes i hvert eneste Blad. Omby. Komisk. Sorg over en Splittelse som der endnu bare er Frygt for! Hvorfor gaar man ikke hen og forliger sig? Paulsen (ler). Kanske et Ministerium Blume kunde besværge Faren? Omby. Det kom jo ogsaa an paa hvor rimelige vi uforsonlige vilde være. Paulsen. Vi "uforsonlige", som Klokkerbladet kalder os -- ; jeg véd ikke om vi er uforsonlige, men vi er ialfald ikke stædige, og jeg tror ikke at nogen kan ha et mere levende Ønske om Enighed end vi. Hvad siger du, Gill? Gill (ved sin Pult; vender sig til Omby og siger med et vist Eftertryk) . Der er ikke noget at udtale sig om, al den Stund der ikke fra den anden Kant foreligger noget Forslag. Paulsen. Det har du Ret i. Omby (opmærksom). De mener -- ; vedkommende Stemmeretten? Gill. Det er jo om den, Slaget kommer til at staa. Omby. Ja da vil jeg si, at blandt de mange Mellemforslag som foreligger maatte der vel findes et som kunde samle os alle. Gill (som før). Naar Regjeringen byder os et saadant Kompromisforslag, saa først kan der blive Tale om Underhandling. Paulsen. Ja; det er hvad jeg altid har fremholdt -- Omby. Jeg har hørt si, at Regjeringen, det vil si den som vi faar, naar Ministerkrisen er over -- hvis der SIDE: 241 blir nogen Ministerkrise da -- , at den Regjering ikke skulde være ganske utilbøielig til at gaa med paa Nærums subsidiære. Paulsen (ler). Ja Tak; det har vi ogsaa hørt si. Men en blot og bar Skin-Udvidelse gaar vi aldrig -- gaar vi ikke i en overskuelig Fremtid med paa. Gill (imødekommende). Hvis en ny Regjering erklærer at ville akceptere Nærums subsidiære, maa Sagen overveies, det siger sig selv. En Splittelse nu taaler ikke Landet. (Paulsen glor paa Gill -- forstaar ikke.) Omby (meget opmærksom). Jeg har hørt en anden Politiker ogsaa udtale sig i den Retning idag, en af de mest indflydelserige Veteraner og uforsonlige. Jeg tror i det hele taget virkelig, at Sagen fortjener Overveielse; jeg tror det. Situationen er virkelig alvorlig. Ja jeg gik egentlig bare herop for at høre nyt; der er ikke noget særdeles kanske? Gill. Ikke nu. Omby. Adjø da! Jeg skal hen i Thinget og referere. (Gaar.) Paulsen (følger). Hvad holder de paa med nu? Omby (trækker op et Storthingskart) . Nu er de vel komne til Nr. 9: Hesteholdsgodtgjørelse til beredne Løitnanter. (De forsvinder i det ydre Kontor; Døren lukkes.) (Gill skriver. Om en liden Stund bankes der hurtigt.) Henning (kommer farende) . Godmorgen. Naa, du har travlt. Aa sæt din Klo under den Anvisningen der, er du snil; det er for den igaaraftes. Tror du Lunde har Mynt idag? Det er det motbydelige ved dere Venstreblade, at dere aldrig har Penger. Gill (tar Papiret, læser) . 25 Kroner. Var den saa lang? (skriver) Værsgod. Du, det var som jeg tænkte. "Friske Kræfter" har vakt Mudder i Leiren. Veteranerne er sinte som Krudt. Henning. Det var Meningen, det, Far. Gill. Driver du Veteranerne over til Bispen, saa gjør du en daarlig Gjerning. Henning. Veteranerne skal ud af Historien. Gill. Vi faar dem ikke ud saa fort. De sidder seigt, SIDE: 242 de Karle, med lange, lumske Rødder dybt ned i Folket. Henning. Ja men de maa ud, forstaar du. Findes der noget som er muggent og skimmelt og klerikalt og fiendtligt mod al fri Ordning, saa er det disse gamle Skindbuxebønder med deres fra Ueland nedarvede vestlandske Smaapineri og Haugianervæsen. Gill. Du gjør dem Uret. De er ialfald ikke Præstevenner. Henning. Aa jo min Salighed er de saa. Gudbevars; de vil sætte Præsten paa smal Kost for Skillingens Skyld, og de vil selv ha Magten i det politiske; men Sjælene, ser du, Aanderne, dem skal han Svartefar gjæte. Det er sandt, hvad gjør du med den sidste Føljetonen min? Gill. Den er stri. Henning. I det gudelige? Synes du det? Jeg har da virkelig været saa pen, saa jeg næsten var kry af det. Gill. Vi maa være urimelig pene i denne Tid, ser du; der gjøres i Gudsfrygt og Dyd paa alle Kanter. Henning. Bare vi nu ikke lar os skræmme altfor meget af den Baglerflok. Men stryg, stryg! Det skal ikke komme mig an paa en Ugudelighed mer eller mindre; og kan Folk finde Trøst i Tanken om at de skal se sin Far eller Mor igjen i Helvede, saa gjerne for mig; bare vi kunde skaffe dem nogen Levnetsmidler. Kan du forstaa at der findes Folk som vil ha Korntold? Gill. Der er mange som vil ha den. Og vi kan faa den ogsaa, hvis vi fortsætter med at drive Bønderne over til Baglerne. Henning. Hvis min Artikel førte did, saa vilde jeg ha begaaet en Forbrydelse. Gill. Klogskabshensynene er nok ikke altid at foragte. Henning. Jeg foragter da ikke Klogskabshensynene, jeg! Jeg er bare sommetider uening med dig om, hvad der er Klogskab. Men Gudbevars; -- du har jo en Del mere Erfaring. Tænk; denne Korntolden plager mig næsten. Jeg ser SIDE: 243 lange Rækker af Munde som gaber; saa kommer der en krum, styg Haand, snigende, stilfærdig, og napper Brødskiven bort for dem med det samme de jafser til, saa at de bare jafser ud i tomme Luften. Og saa glor de med forundrede, trætte, blodsprængte Øine; sløve, fortabte; bare stirrer og glor. Og tænk saa dette dobbelt infame -- : ikke blot ta Maden fra dem, men nægte dem Stemmeret, saa de ikke engang skal faa klage sin Nød! -- Gudskelov at vi har Hoffmann. Gill. Der er meget af dette lidt nervøse i dine Føljetoner ogsaa, du. Henning. De er triste? Ja der skrives trist overalt nu; man har faaet Øie for Samfundslidelsen, og da er det nok ikke let at le. Gill. Samfundslidelsen, ja! Hvis du tænker at fortsætte med belletristisk Forfatterskab, saa vil jeg som Ven virkelig advare dig mod denne bestandige Fordybelse i Samfundslidelsen; Folk blir træt af den; de holder ikke ud at læse bestandig om den, ser du. Henning. Ja jeg blir ogsaa træt. Men de som skal leve i den da? Om de blir aldrig saa trætte saa -- Nei, men siden du spør mig -- : jeg agter ikke at fortsætte med den Slags Forfatterskab. Gud velsigne dig, der er da nok af dem som gjør Bøger. Der er nogle Ting som Folk skal vide af det jeg har set; men Journalist er jeg, og Journalist blir jeg; Døgnets Stræv, ser du, det er det som er Liv. Bestandig paa Jagt efter Vampyrer. Store Vampyrer og smaa Vampyrer. Stundom kværker man en; og da er det som man skulde ha fældt en Lindorm. Aa gid han havde Penger, han Eieren din! (vil gaa) . Gill. Du, det var noget jeg skulde tale med dig om. Henning. Naa? Kanske du har betænkt dig? Har du en Plads til mig alligevel? Gill. Nei; men muligvis blir der en Plads for dig andetsteds. Henning. I Provinsen? Gill. Nei; det er et Blad her. Et Folkeblad. SIDE: 244 Henning. Jasaa. Radikalt? Gill. "Tiden"s Program omtrentlig. Henning. Naa; foreløbig fik det ogsaa gaa an. Jeg maa ha et fast Arbeid nu, ser du; dette splittede og spredte gaar jeg bare og sumler mig bort med. Tænk, Politik her og Kunstkritik der; socialistiske Føljetoner for dig og engelske Dameromaner for P.T. Malling -- . Hvad skulde det ellers være for en Avis? Gill. "Den Frisindede". Der er ikke noget endeligt bestemt endnu, saa det er ikke noget at bygge paa; (det banker) men vil du komme herop nu Søndag, saadan 11, saa faar du nærmere Besked. (Sofie kommer ind.) Henning. Her? 11? Javel. Godmorgen. -- Hvadfornoget? Sofie. Undskyld. (Gill bukker .) Jeg holdt ikke ud der nede; det gaar ikke an for en Dame at gaa og vente paa Gaden her i denne By; Folk glor saa græsselig. Henning. Aa du, -- som vil være hævet over Folkemening og Folkesnak. Sofie. Ja men dere har en ækel Maade, dere Herrer, de fleste af dere -- ; man blir aldeles forlegen; man véd ikke hvor man skal gjøre af sig; dere har saadan en græsselig indiskret og uopdragen Maade at glo paa. Ja nu i Dag var det forresten især han gamle Thingbonden som plagede mig, han som vi mødte borti Karl-Johan, véd du -- Henning. Hvadfornoget? Nærum? Se mig paa Knarken, du! Gill. Nærum er nysgjerrig. Sofie. Ja det var da ikke med Maade! To Gange passerede han mig. Først bagfra og forbi mig til venstre; saa tilbage igjen og forbi mig til høire; (ler) han gik formelig rundt mig! -- og gloede som jeg kunde ha været hans salig Bedstemor. Gill. Nærum skal ha Greie paa alt, Frøken. Tør jeg byde Dem -- (peger i Retning af Sofaen) . Sofie. Mange Tak, Herr Redaktør; (det banker paa Døren til venstre) jeg skal bare gaa. (til Henning) Er du færdig? SIDE: 245 Henning. Ja. (til Gill) Uroligt i Dag? (til Sofie) Denne Vei. Adjø! (Henning og Sofie gaar -- Døren i Baggrunden.) Statsraad Blume (træder med en vis Forsigtighed ind ad Døren til venstre). Jeg beder meget om Forladelse, Herr Redaktør; jeg forstyrrer vistnok. Gill (overrasket; fatter sig). Jeg ber, jeg ber. Vil Herr Statsraaden behage at ta Plads? Blume. Tak. (sætter sig) Jeg har oftere tænkt at faa tale saadan privat med Dem; og nu faldt det sig saa, at jeg netop gik forbi -- . Det forekommer mig, at Forholdet mellem os Ministre og eder Pressemænd i Almindelighed er mere fjernt end ønskeligt kunde være -- kanske for begge Parter. Gill. Det vil De faa alle Pressemænd med Dem paa, Herr Statsraad. Blume. Ja, se nu mig f. Ex.! Det er virkelig første Gang jeg befinder mig i dette Værelse, siden jeg blev Statsraad. Det er forresten længe siden jeg saa Dem hos mig ogsaa, Herr Redaktør? Gill. Tiderne forandres, Herr Statsraad. Blume. Aa ja. Der er vistnok mange som finder, at det nuværende Ministerium er gledet noget ud fra sin oprindelige Basis; men De véd: man er jo til en vis Grad fællesansvarlig. Ja det er ikke min Mening at sætte mig til her og docere Politik; jeg véd meget vel at Tiden er kostbar, for Dem ogsaa. Men jeg skal sige Dem: i disse vanskelige Tider synes jeg det blir mig en Pligt, som Indehaver av en høi og ansvarsfuld Stilling, at søge Samraad med og høre Udtalelser af Mænd i forskjellige Stillinger og af forskjellig Farve; og det var virkelig noget jeg nu ogsaa gjerne vilde tale med Dem om. Gill. Jeg er ganske til Tjeneste. (Gaar til Døren i Baggrunden og taler ud) Ikke tilstede, Paulsen. Paulsens Stemme. Vel. (Gill lukker Døren og tager Plads lige overfor Blume.) Blume. Jeg tilhører, som De véd, egentlig ikke noget Parti. De Sager jeg interesserer mig for har jeg hidtil ikke fundet samlede paa noget enkelt Partis Program, og SIDE: 246 saa blir man jo i en vis Forstand (smiler) Slingringsmand. Jeg véd, at denne min Stilling mellem Partierne ikke har været egnet til at gjøre mig egentlig (smiler) populær; men kanske vi nu sætter os ud over alt saadant personligt og mindre væsentligt og taler rent sagligt om Sagerne, ikke som Venstremænd eller Høiremænd, men simpelthen som norske Borgere. (Gill bukker:) Det er ingen Hemmeligheder jeg har at fare med; jeg har konfereret med flere om Tingen, blandt andet ogsaa med Advokat Hoffmann. Alligevel bemærker jeg, at jeg gjør Regning paa Deres Diskretion; det er jo privatim jeg optræder her; og der kan altid bli et og andet berørt, som ikke netop (smiler) skal staa i Avisen. (Gill bukker.) Jeg maa saaledes strax nævne, at vi kommer til at drøfte en Ordning som kunde synes at forudsætte en noget forandret Sammensætning af Regjeringen. Dette personelle Spørgsmaal indlader vi os altsaa ikke paa, men gaar over til en rent saglig Meningsudvexling. Gill. Til Tjeneste. Blume. Hvorledes antager De, Herr Redaktør, at det vilde blive optaget inden Deres Parti, om Regjeringen -- en eller anden Regjering -- under den forestaaende Stemmeretsdebat akcepterer Nærums subsidiære Forslag til en Stemmeretsutvidelse? Gill. Det vilde antagelig bli opfattet som et Bevis paa, at Regjeringen var paa Forbedringens Vei. Blume. Antager De, at denne Indrømmelse fra en Regjerings Side vilde stemme Flerheden af Deres Meningsfæller saaledes, at der blev Mulighed for at samle et større Parti af frisindede Elementer? Gill. Herr Statsraad. Jeg er ikke Diplomat. Jeg vil si Dem min personlige Mening lige ud og i største Korthed. Mine Meningsfæller vilde føle det som en Skuffelse, en haard Skuffelse, hvis Hoffmanns Forslag om almindelig Stemmeret ikke nu endelig skulde bli vedtaget. Jeg kan si det med Tryghed, og De bør lægge Mærke til mine Ord: kun en ringe Del af vort Parti vil kunne bringes over til Nærums subsidiære. Hvis nogen siger SIDE: 247 Dem noget andet, saa vil jeg sige saa stort et Ord: han er ikke vel underrettet. Blume. Det skulde glæde mig, om De vilde udtale Dem lige saa uforbeholdent om selve Sagen. Antager De, at det under disse Omstændigheder, naar der altsaa hersker en Del Uklarhed og Uenighed om Sagen, at det da vilde være rigtigt at sætte den under fornyet Diskussion i Pressen? Gill. Jeg anser Sagen for uddebatteret i Pressen. Nærums subsidiære er i alle Tilfælde veiet og fundet for let. Blume (trækker frem et Brev). Jeg er i Besiddelse af en skriftlig Udtalelse fra Advokat Hoffmann, som muligens vil interessere Dem. Ønsker De at se den? (rækker ham Papiret). Gill (tager det; læser). " -- -- indrømmes -- -- endnu kun en Del af Nationen -- -- Spørgsmaal, for det første om det vil være muligt, og for det andet -- -- forsvarligt at forcere Principet frem i dets Renhed nu, mod store Landsdeles Ønske -- -- ." Hvad i al Verden -- ? (betragter Brevet paa alle Kanter, studerer Underskriften osv.). Blume. Behag at læse Resten. Det var egentlig det sidste, jeg mente. Gill (læser). " -- -- -- Hensyn af den største Vægt -- -- udtale -- personlige Mening -- fornyet Diskussion ikke i og for sig utilraadelig. Ærbødigst Julius Hoffmann." Hvad?! Blume. Ja; som De ser. Selv Herr Hoffmann -- og hans Interesse for almindelig Stemmeret skal dog ingen drage i Tvil -- , selv han har ikke kunnet være blind for det alvorlige Ansvar man paadrager sig ved at paatvinge en stor Del af Nationen en Reform af en saa indgribende Betydning, uden først at have overveiet til det yderste det Spørgsmaal, om ikke en mere lempelig Reform for Tiden skulde kunne tilfredsstille det mest paatrængende Krav. Gill. Hvad ønsker De af mig, Herr Statsraad? Blume. Jeg ønsker intet af Dem, Herr Redaktør. Jeg vil alene høre Deres Mening om Hensigtsmæssigheden af at gjenoptage Diskussionen fra et hidtil mindre paaagtet Synspunkt. (Smiler.) Der er jo her ikke Tale om at gjøre SIDE: 248 Vold paa personlige Overbevisninger eller engang personlige Sympathier; et Blad som Deres er jo ikke Organ for nogen enkelt, ikke engang for Dem selv; det er en Institution, hvis sande Opgave er Hævdelsen af Diskussionens Frihed til alle Sider. Naar De selv anser Sagen for uddebatteret, kan ingen kræve eller engang ønske, at De personlig skulde optage en fornyet Diskussion; Spørgsmaalet er kun, om De af almindelige Hensyn skulde finde at kunne aabne Bladet, Institutionen, for Mænd, der i dette Punkt har en anden Opfatning end De selv har. Isaafald vilde en eller anden af disse Mænd strax benytte sig af Tilladelsen, optage Sagen, besvare mulige Modartikler osv., saaledes at De personlig gjerne kunde holde Dem fuldstændig udenfor det hele. Jeg kan ialfald vanskelig tænke mig, at De skulde kunne finde en saadan fornyet Diskussion skadelig. Gill. En Diskussion som kan føre til Forsumpning eller ialfald Udsættelse af en ved lange Forhandlinger klarnet Sag -- vil jeg anse for skadelig. Blume. Advokat Hoffmann er en erfaren Politiker; hans Opfatning kan ikke i Deres Øine være uden Vægt. Gill. Han udtaler sig svævende og reserveret. Jeg forbeholder mig ialfald at konferere personlig med ham, saavelsom med andre gode Mænd. Blume. Kunde saadanne Konferencer finde Sted med det første? Gill. De skal finde Sted med det første. Blume. (i en lettere Tone). Kunde det muligens paaskynde Afgjørelsen, hvis alt forretningsmæssigt var afgjort nu strax? Vi kommer jo altsaa paa en Maade til at bebyrde Dem med en ganske upaakaldt Medredaktør; -- jeg gaar naturligvis ud fra at hans Artikler kom til at trykkes med Redaktionsudstyr; dette Arrangement vilde selvfølgelig være forbundet med enkelte Ubehageligheder, kanske endog med en vis Risiko, for Bladet som for Dem. Jeg skal da oplyse, at det naturligvis ikke er Hensigten at denne upaakaldte Medredaktør skulde falde Bladets Konto tillast; og det er ligesaa selvfølgeligt, at der vilde bli sikret Dem fuld Skadesløsholdelse for saavel Risiko som SIDE: 249 Ubehag; en saa betydelig Indrømmelse som denne beder man jo ikke om (smiler) paa rent Tiggeri. Gill. Hvorledes mener De? (koldt) Jeg forstaar ikke det der. Jeg ønsker otte Dages Betænkningstid. Blume. Otte Dage; ja -- . Vi har i Dag den 20de; den 28de altsaa. Ser De, Herr Redaktør: Sagen kan jo naarsomhelst bli opslaaet til Behandling i Thinget. Gill. Som parlamentarisk Minister bør De ha Thingets Tillid. De maa altsaa kunne faa Debatten udsat i nogle Dage, hvis De har Brug for det. Blume (reiser sig, bukker). Som De vil. Min sidste Bemærkning om det forretningsmæssige kan ikke fremkalde Misforstaaelse, dersom jeg har udtrykt mig nogenlunde tydeligt -- Gill. Jeg tror, De udtrykte Dem tilstrækkelig tydeligt, Herr Statsraad. Blume (munter). -- enhver Sag har jo, som De véd, sin kjedsommelige forretningsmæssige Bagside. (med et dybt Buk) Au revoir, Herr Redaktør! Jeg tillader mig at anbefale Dem denne Sag som en Sag af første Klasse. (Gaar.) Gill (staar lidt og spekulerer. Gjør en heftig Gestus; gaar hen og tager Ydertøiet paa. Ud -- Døren i Baggrunden. I Forbigaaende til Paulsen). Jeg gaar op i Thinget. Paulsens Stemme. Vel. Paulsen (kommer alene ind. Lukker Døren. Stiller sig op ved en Stol. Hans Øine antager et drømmende Udtryk; et Smil lægger sig om hans Mund som var han i Begreb med at hengive sig til en Nydelse. I Talerstilling). Herr Præsident! Naar jeg nu for første Gang tager Ordet i denne Sal -- i denne Norges Høitidshal -- hm. (Begynder forfra igjen.) Herr Præsident! Naar jeg nu for første Gang tager Ordet i denne Norges -- Henning (kommer farende). Nei han har Fanden ikke Penger! SIDE: 250 ANDEN AKT Samme Dekoration. Formiddag. Døren i Baggrunden halvt aaben. Idet Teppet gaar op, høres Skridt i det ydre Kontor, samt Paulsens Stemme. Paulsen. Javel, vi skal se. Kom her (ind; Omby følger. Hen til et af Bogskabene). Saa du skal studere Valgstatistik paa en hellig Søndag, arme Mand? Her skal vi se. (mønstrende): Meilænder, Departementstidende, Departements -- , Rundt Jorden, Min første Forbrydelse -- Omby. Rygterne holder sig, ser jeg. Paulsen. Javel. Hallager, Kristiania Fattigvæsen -- Adressemor er formelig munter idag; Det mørke Fastland -- Omby. Nye Høimessetexter, ser du. Tænk for en Svir at gjennemgaa og børste og sømfare alle mulige gamle Venner og Staldbrødre under Paaskud af, at de maaske kan komme paa Tale som Statsraadskandidater! Paulsen. Valgstatistik -- naa endelig. (Tar ud en Bog.) Værsgod. Du kan jo bringe den hid igjen i Morgen. Omby. Tak. Hør du: har virkelig du anbefalet Henning til Redaktør af "Den Frisindede"? Paulsen. Jeg? Skal Henning bli Redaktør af "Den Frisindede"? (hurtigt) Ja det er sandt; jeg véd det, jeg véd det. Jeg hørte det, men lagde ikke Mærke til det. Det var saa altfor meningsløst. Omby. Du anser jo ikke ham for nogen Politiker egentlig? Paulsen. Henning er Lyriker. Som jeg sa til Gill: lad Henning faa en Plads ved Bladet; men lad os faa en Politiker til Chefredaktør; Henning duer ikke til det; det vil bare ødelægge ham. Især i en saa snedig Situation som den nærværende. Omby. Naa, det kan jeg heller tro. Du pleier da ellers at ha et nok saa sundt Omdømme. Paulsen. Henning er min Ven. Og netop derfor, kan jeg si, vilde jeg ikke stille ham paa en saadan Post i SIDE: 251 denne Tid; det vilde være grusomt. Jeg skal tale et Ord med rette Vedkommende ogsaa i Sagens Anledning; Rollerne maa da virkelig fordeles med et vist Skjøn. Omby. Rette Vedkommende er Grosserer og Bankdirektør Kruge, véd du, -- født Pedersen. Kjender du ham? Paulsen. Jeg kjender ham fra Russeaarene. Omby. Han skal være en af de virkelig uforsonlige, han. Paulsen. Hvad mener du med det? Der gives ingen virkelig uforsonlige. Omby. En af dem som holder sig høiest i Pris, mener jeg. Paulsen. Naa; det er et mere rationelt Udtryk. Ja han er Millionær, kjære, og -- ; det kan høres kynisk, men det er nu engang saa: økonomisk Uafhængighed er den halve Karakterstyrke. Omby. Aa, sig den hele, Paulsen. Omtrent da. Paulsen. Det er Thiers som har sagt det: til Ministre skulde kun tages Millionærer. Man kan ikke vente den fulde Uafhængighed af Fattigfolk. Lad os ialfald aldrnødig sætte en forgjældet Mand paa en betroet Post; Gjæld er Karakterens Rygmarvstæring. Omby. Ja; man kan jo bare kjøbe op Fyrens Vexler. Og saa i rette Øieblik sætter man ham Kniven paa den bare Hals -- Paulsen (ler). Man skulde være mer end en Cato, hvis man ikke vaklede i det Valg -- : økonomisk Ruin eller politisk Underkastelse. Omby. Derfor synes jeg det var en god Idé af dig at foreslaa Kruge til Minister. Han kunde ta Finansen f. Ex.; han har jo været Bankdirektør i fire Aar. Bare han nu ikke er altfor uforsonlig! Paulsen. Saadan en gammel Høker modstaar aldrig -- modstaar vanskelig en Uniform. Omby. Aa, de kan være noksaa stivnakkede, Paulsen! Men det vilde være heldigt i alle Henseender, synes jeg; ja det vilde jo ordentlig kaste Glans over hele Partiet, hvis man kunde kjøre op med saadan en Nabob! SIDE: 252 Paulsen (ler). I det økonomiske har vort Parti været utilgivelig renons. Omby. Der findes Fanden nappe mig ikke en solvent Mand i hele Partiet. Naturligvis med Undtagelse af den Snes Levebrødspolitikere som har havt Held med sig; men det snakker vi ikke om. Paulsen. Spørgsmaalet er, om Kruge egentlig er Politiker. Han er jo den forstandige, praktiske Mand, Manden med det sunde, greie Skipperskjøn; men lidt Lyrik er der alligevel i ham; blandt andet lider han af denne monomane Uvilje mot Præster. Omby. Kunde det ikke være et Remedium mod Splittelsen ogsaa, tror du, hvis de uforsonlige fik et Par af sine ind i Regjeringen? Paulsen. Jeg talte om denne Sag med en af de ledende allerede igaar Formiddag; og da var det netop den Side af Sagen jeg især fremholdt. Jeg skal sige dig: hvis de uforsonlige faar et Par eller en to-tre Statsraadsposter for sin Part, saa forlanger de egentlig ikke mer! Og vor Ven Bispen er Politiker nok til at indrømme os dette. Omby. Bispen véd nok hvad han gjør. Paulsen. Er det ikke mærkeligt: saa sjelden som det er at opdage en Politiker blandt Jurister, saa hyppigt finder man en ganske udtalt politisk Begavelse blandt de Geistlige! Man skulde fristes til at si, at Kirken er Riget af denne Verden par excellence. Omby. Naa; gamle Hoffmann er da Jurist, og vi skal nu ikke blæse ad ham heller. Paulsen. Jus har aldrig været hans Specialitet. Men Politiker er han! Jeg tror ikke at jeg nogensinde har hørt den Mand sige aldrig; han binder sig ikke; han holder sig sine Udveie fri. Omby. Siger han ikke aldrig? Paulsen. Jeg har specielt lagt Mærke til det; han bruker ikke det Ord. Han siger "for Tiden". Eller naar det kommer høit: "i en for os overskuelig Fremtid". I Politiken gjælder det virkelig, at man aldrig skal si aldrig. Hvem véd? En ny Situation kan gjøre Mænd SIDE: 253 og Ideer, vi nu bekjæmper, til vore Ideer og vore Mænd. Som Talleyrand sa: man skal ikke kalde en Mand en Rakker, da man jo naarsomhelst kan bli nødt til at kalde ham Kollega. (ler) Hvad! Derfor staar Hoffmann forholdsvis fri. Skulde det utænkelige ske, at han gaar over til Nærums subsidiære, hvilket han som Partiets Chef selvfølgelig ikke gjør -- om han end for Tiden finder det opportunt at indhylle sig i en vis Uklarhed; -- men selv om det skete! Man vilde ikke let kunne konstatere noget Løftebrud, aldenstund Manden intet har lovet! (ler) Hvad? Nei. Hans Ord og Udtryk har været rummelige og løstsiddende som Josefs Kappe. Omby. Det klinger aandrigt, dette her, Paulsen! Men der kan være noget i det alligevel. Ja i den Forstand er nu ikke Kruge Politiker. Men hvor staar det skrevet, at en Finansminister absolut skal være Statsmand? Hvis vi kunde bruge ham som Anti-Splittelsesremedium -- Paulsen. Jeg antager at vi kan komme til at gjøre et Forsøg med Kruge. Det skal more mig at tale med ham ogsaa om den Sag; jeg vil søge ham i Morgen. Omby. Du kan træffe ham i Dag, om du vil; han kommer hid for at forhandle med Henning om "Den Frisindede". Paulsen. Hid? Ja, det er sandt. Ja, jeg véd det; jeg véd omtrent Tiden ogsaa. Klokken -- ; naa, om en Times Tid kan man træffe ham. Omby. Kanske der vil bli klunket paa Ministerstrengen ogsaa for ham temmelig snart; -- sæt at han da var lidt forberedt -- Paulsen. Jeg skal tale med ham. Jeg vil forsøge den Chance. Stol paa mig. Mit Princip er: først Overveielse, saa Handling. Skal han forhandle med Henning, siger du? Omby. Ja. Der er Hast; Generalforsamlingen sammentræder om nogle Dage. Paulsen. Som sagt, det passer ikke. Det passer ikke. SIDE: 254 Kolde, klare Hoder er det, vi nu trænger; slipper vi Lyrikerne løs, kan Situationen bli ubehagelig. (ler) Jeg har ligget vaagen siden Kl. 3 i Dagmorges og tænkt paa denne Sag! Og jo mer jeg tænker, jo mer voxer der i mig en næsten beklemmende Følelse af, at der nu er noget under Opseiling, som for den virkelig politiske Begavelse kan bli til den store Anledning. Lad os gaa hen i Grand og tage os en Seidel Øl. Omby. Ja. Pjolter For min Part forresten. Paulsen (ler). Pjolter i Dag, arme Mand? Omby. Aa Fanden, det er Søndag. (De gaar. Paulsen ler, Omby bander.) (En Stund tomt. Derefter Gill og Fru Johanne.) Fru Johanne. Uf, jeg er bange for at den fine Sherryen vor snart er sluppet op, du. Gill (sætter sig og begynder at aabne Posten). Der skal være til i Dag. Fru Johanne (hen i Hjørneskabet og henter Flaske og Glas). Aa jo lidt, Gudskelov. Du tror altsaa, de blir enige? Gill. Jeg haaber det. Kruge er saa optat -- ; fortalte jeg dig, at han vil holde Champagnegilde, hvis Blumes Klokker falder igjennem ved næste Valg? Men det er sandt, jeg skulde ikke fortælle dig mine Historier. Fru Johanne (stiller sig bag hans Stol; tager hans Hoved ind til sig; klapper ham paa Kinden). Du skal fortælle mig alle dine Historier, du, Gamlen min. Gill. Du tror dem jo ikke. Fru Johanne. Aa jo vist tror jeg. Ja det om Hoffmann vil jeg se først; og det at Blume har budt Dig Penger -- Gill. Det tror du heller ikke. Fru Johanne. Det maa du ha misforstaaet. Gill (ivrig). Det var ikke muligt at misforstaa, ser du! Fru Johanne. Du kan da begribe, at Bispen er ikke saa dum. Gill. Sommetider blir Folk dumme af bare Klogskab. Fru Johanne. Naada, du Skaldepande! lad os nu ikke begynde igjen. SIDE: 255 Gill. Du skal ialfald indrømme at jeg havde Ret, da jeg talte om Intriger. Fru Johanne. Ja; noget er der i det altsaa. Men at Blume bruger Omby som Bud -- (Det banker.) Naa, der har vi Henning. Godmorgen, høistsærede! Henning. Godmorgen, Fru Johanne. Naa, skal vi kymble? Se, se. Den fine Sherryen og alting. Gill. Glem ikke Cigarer, du. Fru Johanne. Det er sandt (hen til Skabet). Ja det er da ikke første Gang vi tager imod Visitter her, Henning. Henning. Nei; og saa tænk, en Millionær! Det er nok ikke ofte det times os Radikalere at drikke Vin med Millionærer. Godmorgen, Gill. Fru Johanne. Aa, for den Slags Skyld -- ! Vi har da sandelig havt vore hyggeligste Formiddagskymbler her sammen med Literater og Kunstnere og andre Fillefanter; er ikke det sandt, Gill? Henning. Hvad behager, Fillefanter? Fru Johanne. Naa! De begynder at bli vigtig alt? Henning. Kanske det, Frue. Gill. Hvorfor skulde han ikke bli vigtig, Hannemor? Fru Johanne. Jo, han er jo i Stilling næsten. Gill. Skjønt han i Grunden bare er en Gut! Henning. Nei men Herregud; en Gut. Ja, rigtignok har jeg ikke dine tidligt affaldne Haar til Vidnesbyrd om Ungdoms Forvildelser -- Fru Johanne. Protestér, John! Henning. Men naar man er sine gode 27 Aar, saa har man da ialfald smagt paa den forbudne Frugt. Véd De hvad, Frue, i min Alder havde Cæsar erobret Gallien! Fru Johanne. Hvorfor skal De endelig sammenligne Dem med Cæsar? John der var 38 Aar, han, før der blev noget af ham; var du ikke det, John? Henning. Saa længe vilde ikke jeg ha godt af at vente. Fru Johanne. Nei De er forkjælet, De. Henning. Hvad skal man si? Søn af en Bankerotspiller, fattig med Rigmands Vaner; uenergisk og lad. Jeg maa ha et jevnt, bestemt Arbeide og Pisken over mig; ellers kommer jeg aldrig til at bestille mer end der behøves SIDE: 256 for at tjene min Dampkjøkkenbillet. Jeg gad jo ikke ta min filologicum engang, hvilket var en Dumhed. Og saa det at man skal være Radikaler ovenpaa alt! Man faar nemlig bare halv Ration i denne Verden da; og jeg kunde godt ha brugt den hele, Frue. Fru Johanne. Aa Snak med Dem. De kan Skam udmærket godt hjælpe Dem med den halve ogsaa. Henning. Det kan jeg jo. Jeg blir enda en af de begunstigede, som bader paa første Klasse. Fru Johanne. Ja. Og saa slaar De Dem til Ro. Og saa gifter De Dem. Henning. Naturligvis. Fru Johanne. Hvorfor siger De det saa spotsk? Henning. Det er da bestandig dere Kvinders første Tanke. Fru Johanne. Ja tror De kanske ikke vi ogsaa vil være med? Jeg gad ellers vide, hvorfor ikke De skulde gifte Dem? Henning. Naar jeg ikke vil. Fru Johanne. Vil? Væv. De har jo aldrig forsøgt det. Henning. Nei minsæl om jeg vil opi alt det Kliss, Fru Johanne. Fru Johanne. Fy Dem! Gill. Ikke lad dig erte, Hannemor. De snakker slig, alle Ungkarle, før de blir forelsket. Fru Johanne. Det var pent sagt, Gamlen. Henning. Sludder. Fru Johanne. Ja hvorfor ender det med at de gifter sig da, allesammen? Henning. Det er for Afvexlingens Skyld. Naar de har kjedet sig længe nok som Ungkarle, faar de Lyst til at forsøge, hvordan det er at kjede sig som Ægtemænd. Fru Johanne. Nu maa du protestere, John! Henning. Og saa tænk den modbydelige Ting at tilhøre en Husstand. Kan De tænke Dem noget mere utaaleligt end saadan en Familjedalt? En som bestandig er ligesom varm af Reden, med Dun paa Frakken formelig! SIDE: 257 Fru Johanne. Nei er det ikke dere Ungkarle mon, som pleier at gaa med Dun paa Frakken? Henning. Det er reelle Fjær, som man kan børste af igjen. Fru Johanne. Ja men det er det som aldrig blir gjort! Gill. Jeg troede du snart var kjed af Ungkarlsrangelen nu, Henning. Henning. Ja den er heller ikke til at holde ud. Fru Johanne. Ikke vil han gifte sig, og ikke vil han være Ungkarl; hvad skal vi gjøre med ham? (det banker) Hys, Millionæren! Kruge (ind). Godmorgen. Naa! Helt Selskab, tror jeg? Fru Johanne. Jeg skal gaa. (Skjænker i Glassene.) Jeg skal bare besørge det huslige, jeg, ser De; Resten greier dere Mandfolk. Værsgod. Kruge. Det blev kanske ikke saa meget vi greiede alligevel, De, hvis der ikke stod Kvinder bag. Fru Johanne. Ja men nu vil ikke vi Kvinder staa bag længer. Kruge. Nei det er sandt. Det er vi som skal staa bag nu til en Forandring. Fru Johanne (ler). Det kunde De vist ha godt af. Gill (tar et Glas). Skal vi forene os i en Skaal for, at ingen af Parterne skal staa bag, men at de skal rykke frem begge to ved Siden af hinanden? Skaal! Kruge. Naa, lad gaa da! Skaal, Fru Gill! (der skaales og drikkes). Gill. Værsgod; en Cigar. Kruge. Tak, jeg røger ikke. Henning. Tak (tager en). Fru Johanne. Men Gud, Gamlen! skal du ikke præsentere? Gill. Naa! Undskyld. Jeg troede Herrerne kjendtes. Journalist Henning. Bankdirektør Kruge. Kruge (med Haandtag). Glæder mig at gjøre Deres person lige Bekjendtskab. Henning. Iligemaade (tænder Cigaren). Fru Johanne. Ja nu er det huslige besørget. Adjø, mine Herrer! SIDE: 258 Kruge. Bestandig rømmer De, naar jeg kommer, Frue! Skal ikke en emanciperet Dame staa ved sin Mands Side i baade tykt og tyndt, som skrevet staar? Fru Johanne. Jeg maa altid forsvinde, jeg, naar der skal forhandles for lukkede Døre. Kruge. Jasaa, De. Fru Johanne. Jeg faar aldrig vide Hemmeligheder før de er gamle, jeg. Alle andre Mennesker faar først Besked, og saa fortæller han mig dem under Tausheds Løfte. Ja, slig er I! Godmorgen, Gamlen! Adjø, mine Herrer! (Henning bukker.) Gill. Godmorgen, du! Kruge. Adjø, Frue! Gill. Skal vi sætte os? (Man Sætter sig, Kruge -- paa et Vink af Gill -- i Sofaen.) Kruge. Byberg kommer ikke, De. Han skulde paa Jagt efter Aktiekjøbere og Aktiesælgere tillige, sa han. Det kniber nok lidt; vi har faaet Konkurrenter. Gill. Er Bispen virkelig paa den Galei. Kruge. Han er nok det, De! Naa, det er ikke farligt; Priserne kan ikke stige til nogen Høide egentlig. Hvad siger saa De, Literat, om Situationen? Henning. Der er ikke meget at sige om den. Det er den gamle Historie, det: Radikalerne saar, og Præsten høster. Kruge. Ja. Radikalerne burde nok passe lidt bedre paa. Henning. De burde nok det. Men her havde vi arbeidet os trætte, ser De; det er et seigt Arbeide, sligt Rodhuggeri. Gill. Du skal ikke kalde det Rodhuggeri; det var da bare den ægteste Konservatisme. Henning. Aa-ja; men seigt var det. Tilsidst samlede vi os sammen og tog et Tag, saa det knagede i hele Maskineriet; og da skulde vi være ovenpaa, blev der sagt. Og saa kan det vel være, at vi tog os en liden Slummer. Det kan være. En ganske liden Blund. Og mens vi sov, saa vaagede Bispen i Tromsø. Kruge. Ja vi snakker om Bispen i Tromsø, vi; har vi nu egentlig ventet os saa meget af den Karen? Jeg SIDE: 259 tænker at naar det kommer til Stykket, saa har han aldrig lovet os noget Gjæstebud, han. Men hvad skal vi sige om den Mand, som vi kunde ha Grund til at vente mer af? Henning. De begynder ikke at insinuere noget om Advokat Hoffmann? Kruge. Insinuere, siger De? Henning (Op). Jeg forstaar ikke hvad der gaar af Folk nu om Dagen! Der er ikke en af os som er værdig at løse den Mands Skorem, og alligevel begynder Bagtalelser og Skumlerier at snige sig om i Kroge og Korridorer, saa man kan bli ganske ræd! Gill (til Kruge). Jeg vilde ha talt i den Tone, jeg ogsaa, for et Par Dage siden. Henning. Naa? Du vilde tale i en anden Tone nu, du ogsaa? Kruge. Jeg tænker, jeg afskyr Bagtalelser og Skumlerier og Insinuationer og alt sligtnoget ligesaa meget som nogen anden, De; men jeg skal fortælle Dem: jeg har havt Anledning til at kaste et lidet Blik ind i Kulisserne. Og da vil jeg bare sige saa meget: at vi faar være paa vor Post! Der kan nok komme en og anden Overraskelse! Henning. Kanske jeg har brugt urimelige Udtryk; isaafald faar De undskylde. Men jeg taaler ikke at der røres ved den Mand! Jeg er opvoxet i Troen paa ham. Saa længe jeg har levet, og lidt til, har han staaet og kjæmpet den store Kamp under Spot og Had og seig Modbør; hans Ord har været min Sjæleføde og min Hjertevarme fra den Tid, jeg begyndte at skjønne. De maa ikke gjøre ham tvilsom for mig. Kruge (nærmest henvendt til Gill). Jeg kom ganske tilfældig til at tale med Statsraad Blume igaar, De; (smiler) ja De ser paa mig; men det var virkelig tilfældig. Jeg har aldrig truffet Manden før. Det er en ganske net Mand forresten; man kan godt slaa af en Sladder med ham; han er ikke mer Præst end De og jeg, havde jeg nær sagt; -- saadan privat da. Gill. Naa, og han sa? SIDE: 260 Kruge. Véd De hvad; jeg har det Indtryk, at med lidt Koldblodighed saa skulde vi klare Biskop Blume. Han staar os slet ikke saa fjernt. Og jeg vil si det, at gaar det galt nu, saa er det Hoffmanns Skyld -- om Forladelse, Henning; for vær sikker: klemte han nu paa med hele sin Magt, hele Majoriteten -- for endnu kan han holde den sammen, hvis han vil -- og saa Pressen: han kunde ikke blot faa Stemmeretten frem, men han kunde vippe hele Ministeriet og selv tage Magten, og selv foreskrive Betingelserne, fra Nummer én til Nummer sidst; diktere hele Freden; ja det kunde han. Gill. Det er min Mening ogsaa; men fortæl mig hvad Blume sa om ham. Kruge. Faar jeg Lov, Henning? Henning. Jeg ber. Kruge. Han sa det, at Hoffmann nærmer sig de sytti nu. Henning. Hvad skulde det gjøre. Se Bismarck. Se Gladstone. Kruge. Der er dem som blir gamle ved Syttiaarsalderen, De! Hoffmann er nok af dem, desværre. Hoffmann blir gammel. Han begynder at bli ræd sin egen Bedrift. Han tror han har været altfor vidtgaaende. Det vilde være godt, hvis vi kunde faa Fred nu, synes han. Henning. En farlig Manér -- : faa Folk til at tro, at Hoffmann gaar i Barndommen! Kruge. Hoffmann er kommen saa langt, sa Blume, at han bare ønsker et Paaskud for at gaa over til Nærums subsidiære. Og derfor har han selv begyndt at ymte om Kompromis; det er ikke Blume som har fundet paa det. Henning (ler). Flink Fyr, flink Fyr! Ved den Skrøne kan han faa mangen en svak Sjæl lempet ind paa Kompromistanken, -- bare han faar sin Skrøne troet. (Op; ler) Tænke sig Hoffmann, det klareste Hode i Landet; han skulde ha kjæmpet i hele sit Liv, indtil han endelig nu har arbeidet op den Majoritet som han skal seire med, -- og saa skulde han svigte! Han staar Seiren saa nær, at det bare er Triumftoget igjen; og saa skulde han foretrække en Plads blandt disse Judas'er SIDE: 261 som ligger og raadner paa Historiens Udmarker! Ha-ha! Kan De ikke se, at det er en Præsteløgn? for ikke at at sige Bispeløgn! (Til Gill) Hvorfor Djævelen sidder du der og tier og ser ud som en Idiot? Kan du ikke snakke? Væmmelig Manér: sidde saadan og tie og snigskumle. Gill. Skal vi ikke gaa over til Sagen, mine Herrer? Det er jo ikke nødvendigt for vor Opgave i Dag at diskutere Advokat Hoffmann. Kruge. Det er sandt. Lad os gaa over til Sagen. Er De med, Herr Literat? Henning. Ja gjerne. Kruge. Godt. Gill har rimeligvis fortalt Dem hvad der er Tale om. Henning. Gill har fortalt mig, at der er Tale om Redaktørposten i "Den Frisindede". Kruge. Ja. Og saa skulde vi høre, om De vilde tage den Post, -- saadan omtrent paa "Tiden"s Program. Vilkaarene ellers blir jevnt middels, forstaar De; men vi skulde vel enes om det. Gill. Du maatte indordne dig i vor liberale Fylking, ser du, slig som denne nu er opstillet, og saa kjæmpe der, til Programmet var gjennemført. Kruge. Ingen egentlig Radikalisme, De! Først og fremst Krig paa Kniven mod alt som vil splitte os; for Faren er den, ser De, at Partiet kan splittes, og saa rykker Modstanderne ind og besætter alle de tabte Positioner. Henning. De vil ha gjennemført Stemmeretten altsaa. Kruge. Javel. Henning. Og ingen Korntold. Gill. Korntolden maa bekjæmpes; vi aabner Kampen i "Tiden" ogsaa nu. Kruge. Korntolden er ikke farlig, De; den gaar sgu ikke. Men altsaa Stemmeretten ialfald. Og saa fik man tage det saadan coolly, De! ingen Voldsomheder og Overdrivelser; for det er kloge Karle vi har at binde an med, SIDE: 262 saa det gaar ikke an at blotte sig. Hvad var det vi sagde i Skoledagene, Gill? -- fortiter in modo -- Gill. Svaviter in modo -- Kruge. Saa var det, ja. Svaviter in modo -- Henning (smiler). De skal ikke være saa ræd for mig. Jeg kan nok være klog, jeg ogsaa, naar det kniber. Gill. Ja bare du faar Ansvaret over dig, Far, saa blir du nok besindig, skal vi se. Kruge. Det var sandt sagt. Henning. Jeg skal veie mine Ord paa Guldvægt. Jeg skal gjøre mig saa snedig som en Ræv for at følge dem og knibe dem; jeg skal skrive saa koldt, at Ordene skal isne dem gjennem Brystet som Knivsblade; der kan lægges megen Gift ind i koldblodige Ord. Gill. Klogskab og Fasthed samtidig, Henning. Kruge. Klogskab og Fasthed samtidig, ja. Henning. Ja. Og hvis det da skulde vise sig -- ; aah, langtfra, langtfra. Men hvis det skulde vise sig -- ! sæt at det umulige skete! -- Fanden ta mig skulde vi ikke sparke ham væk som en Kat der har Skab. Væk, ud, som en Besmittelse. Aa, der skulde gaa en Storm over Landet til at lufte ud Forræderstanken af disse stængte Dalene; for fattigt er det jo her; men sundt vil vi min Salighed ha det! Kruge. Ja-ja, ja-ja. Paulsen (stikker Hovedet ind). Aa, om Forladelse. (Ud igjen.) Kruge. Bare De ikke bruger den Slags Talemaader i Avisen, saa (reiser sig; de andre ogsaa). Ja jeg kan altsaa regne paa Dem da, Herr Henning? Henning. Det kan De. Kruge. De har jo en klog og erfaren Ven i Herr Gill her; De skal ikke forsmaa hans Veiledning. Henning. Jeg faar snakke med dig engang imellem, Gill. Vi kommer da overens i meget. Kruge. Og ønsker De et Vink eller Raad af en praktisk Mand, som har lært i Livets Skole, og som kanske véd bedre hvad Folket vil ha end dere Literater mangen Gang, saa kom bare til mig, De! Ved nærmere Samarbeide er det muligt at vi vinder fuld Tillid til hinanden. SIDE: 263 Henning. Den Tillid De viser mig, tror jeg ikke De skal angre paa, Herr Grosserer. Kruge. Jeg haaber det. Og saa snart som det praktiske ved Sagen er i Orden, skal De høre nærmere fra mig. Et Slags Kontrakt bør jo være i Orden før Generalforsamlingen. Henning. Det er godt. Jeg skal være parat til enhver Tid. Der er ikke noget videre i Dag da? Godmorgen mine Herrer . (Gaar.) Kruge. Han er ung. Gill. Vær rolig. Han blir tæmmet i Avisen. Paulsen (banker; træder ind) . Jeg ber om Forladelse. Jeg vidste ikke at her var nogen. Men det er jo godt Folk, og saa fik jeg Lyst til -- ; (til Kruge) skal vi forresten ikke sige Tak for sidst, gamle Studiosus? Jeg tænker næsten De husker den unge Rus som holdt den begeistrede Skaaltale for Dem, dengang De skulde forlade Universitetet for at ta Plads paa Deres Fars Kontor. Kruge. Det tør jeg ikke si jeg gjør. Der taltes saa meget i den Tid, ser De. Jasaa; saa De var Rus den Gangen, De! Naa, Tak for sidst alligevel, Herr Paulsen. Hvad synes nu De om Tiderne? Paulsen. Tiderne er hvad vi gjør dem til. Jeg hører det skal bryde løs i Morgen. Kruge. Skal det bryde løs? Gill. Krisen, mener du? Paulsen (nikker) . Jeg har talt med en af de indviede. I Nat Klokken halv et skiltes Ministrene med den Aftale, at Statsministeren, Finansministeren og Indreministeren i Morgen officielt skal indlevere sine Afskedsansøgninger. Kruge. Død og Pine, De! Gill. Hvem var det du talte med? Paulsen. Jeg antager ikke jeg begaar nogen Indiskretion ved at sige det: det var Nærum. Gill. Han véd alting. Kruge. Nei Død og Pine, De. Alle tre! Paulsen. Men han fortalte mer, gamle Nærum. SIDE: 264 Kruge. Naa? Paulsen. Naar Ministeriet er sprængt, paa Korntolden altsaa, saa skal det rekonstrueres som et Slags Centrumsministerium paa Grundlag av Korntolden og Nærums subsidiære, -- med Blume som Chef. Og véd De hvem der skal indtræde som Indreminister i dette Blumeske Ministerium? Kruge. Gill. Nei -- ? Paulsen. Advokat Hoffmann. Kruge. Hvad sa jeg? Gill. Det er umuligt! Kruge. Ja det er umuligt. Han kan ikke være kommen saa langt. Paulsen. Det troes for fuldt Alvor. Kruge. Advokat Hoffmann i Blumes Raad! (ler) Nei, det blev for fælt, De! Maade paa alt! Gill. Hvem i al Verden kan gaa hen og tro sligt? Kruge (ler). Det skulde vor Ven Henning ha hørt! Paulsen. Henning? Henning er Lyriker. Naar en Situation blir lidt indviklet, saa forstaar han ikke; han bare skriger. Kruge. Hoffmann, som kan bli Statsminister, om han vil! Nei; jeg kan tro meget -- Paulsen. Nu, nu, -- at han gaar ind i Ministeriet, det tror ikke jeg heller. Men det vil jeg si, at hvis den gamle, erfarne Leder virkelig forlader sit eget Forslag for at gaa over til et andet og mindre frisindet, saa kan vi være sikker paa, at han har faaet et saa tydeligt Vink fra sine Veteraner, at han véd -- : der er ikke andet at gjøre. Gill. Majoritet for almindelig Stemmeret er der; det véd du jo saa godt som jeg. Vi har talt op Stemmerne med den yderste Forsigtighed. Paulsen. Vore Forhaandsoptællinger i store Sager gir jeg ikke meget for; det er i det afgjørende Øieblik at de underjordiske Kræfter begynder at virke; og jeg tør si: vi har for Tiden stærke underjordiske Kræfter i vor Politik. Gill. Vi har taget fuldt Hensyn til de usikre Amter; til de tvilsomme Veteraner ogsaa. SIDE: 265 Paulsen. Vi har ikke taget tilstrækkeligt Hensyn til Veteranernes Indflydelse. Gill. Ved Valgene var der Majoritet i ethvert Fald. Paulsen. Valgene er indirekte. Indirekte Valg er den halve Hazard. Det eneste som er sikkert, er, at der blir valgt en Del Bedstemænd, større Gaardbrugere og andre Mænd i betrygget Stilling. Nu har vi her i denne By samlet 114 saadanne Bedstemænd; og tror De oprigtig, naar det kommer til Stykket, at disse Bedstemænd gjør andet end hvad der lader sig vel forene med Bedstemændenes Interesser? Gill. Da har vi havt bedre Tro til de norske Bønder før. Kruge. Ja; Bønderne maa vi tro paa, De! Paulsen. Lad os afstreife alle Fraser og alt Festskum; og da skal det vise sig, at vi har den Tro til de norske Bønder, at de vil bære sig ad som andre skrøbelige Mennesker. De vil gjøre Ret og Rigtighed til alle Sider, men undskyld -- : os selv først. Kruge. Jeg kunde tilgive, om de gik med paa Korntolden; der kan være adskilligt som taler for den -- Paulsen. De stemmer for indskrænket Stemmeret ogsaa; vær De sikker. Kruge. Det vil jeg se paa, høistærede. Gill. Du har troet det modsatte selv, lige til de sidste Dage. Paulsen. Afgjørelsen nærmer sig, og jo mere jeg føler de Herrer paa Tænderne, des sikrere blir jeg paa, at vi har været sangvinske. Menneskene ofrer ikke Magt for Ret; det er Interesserne som gjør Udslag i Politiken, ikke Ideerne. Kruge. Jeg vil se paa det. Paulsen. Jeg kjender mine Pappenheimere. Hvis de gir fra sig sit Stemmeretsmonopol, saa skal jeg lægge mit Hoved paa Blokken! (frem og tilbage; ler) Vi skal huske paa: Bønder er rædde. Hvad er Mod? Comte har sagt det: Mod er en høi Grad af Intelligens. Den høie Grad af Intelligens kan vi ikke vente hos Bønderne; det vilde være urimeligt at forlange det. De ser bare det nærmeste, SIDE: 266 og lader sig altsaa let skræmme. Ethvert bestemt Fremskridt er for dem et Sprang ud i Mørket. Kruge. Før vi vilde ha Nærums, før udsatte vi Sagen til over Valgene; -- hvad siger De til det? Gill. Jeg er bange for, vi tabte Stemmer paa det. Kruge. Nei jeg tror ikke dette, De! Jeg undres paa, hvem af de Herrer der opi Thinget der skulde vove at falde fra nu. De er valgte paa almindelig Stemmeret; og stemte de imod, saa skulde det nok knibe om de blev gjenvalgt, tænker jeg! Ja; det skulde knibe. Og jeg vil se paa den Stortingsmand som risikerer sit Gjenvalg, Paulsen! Paulsen. Ja men vi kan ialfald være enige om at sætte det som en Mulighed at jeg fik Ret? Sæt altsaa at vi udsatte Sagen. Saa skal De indrømme, al vi ialfald kunde opnaa noget ved den Manøvre. Gill. Hvad skulde vi opnaa ved det? Paulsen. Faren for Splittelse vilde foreløbig være fjernet. Kruge. Det er sandt. Gill. Du glemmer Korntolden. Paulsen. Den vil ikke fremkalde nogen varig Splittelse. (Det banker.) Kunde vi saa desuden drive det til, at begge Nuancer inden Partiet blev repræsenterede i Regjeringen -- -- Nærum (træder ind) . Jeg beder om Forladelse, hvis jeg forstyrrer. Kruge. Tvertimod. Jo mere Statsmandsvisdom vi kan faa fat paa, des bedre vil det være; ikke sandt? Nærum. Ja det er underlige Rygter som gaar. Jeg var opi Forsamlingssalen nu; Korridorerne saa at sige vrimlede af Mænd som gik og bespurgte sig med hverandre og var bekymrede. Kruge. De tror vel ikke paa disse Rygterne, Nærum? Nærum. De er besynderlige i alle Fald. Og saa fik jeg et Brev hjemmefra ogsaa idag, som ikke var videre opmuntrende. Jeg véd ikke om De kjender til en Lensmand Mikkelsen vi har der oppe -- Gill. Naa tredie Supleant. SIDE: 267 Paulsen. Fjerde Suppleant. Gill. Er ikke Gammelstumyren fjerde? Paulsen. Gammelstumyren er tredje. Gill. Er han egentlig Venstre, Mikkelsen? Der har været skrevet forskjelligt, forekommer det mig. Nærum. Jeg tror nok han er Venstre nu. Her i disse svære Aarene kaldte de ham jo Slingringsmand. Men han skriver ikke opmuntrende, som sagt; der er Omslag i Stemningen deroppe ogsaa, siger han. Især begynder Folk at bli bekymrede i Anledning af alle disse Fritænkerne. Kruge. Han er gudelig da, den Lensmand Mikkelsen? Nærum. Jeg véd ikke om han er saa svært gudelig for egen Regning, Herr Bankdirektør; men Interesse har han for kirkelige Ting, og det tilkommer jo ikke os at granske Hjerterne. Kruge. Ja disse Fritænkerne kunde nu gjerne være lidt mere stilfærdige, De. Nærum. Det er det, ja. Fritænkerne i Modpartiet holder sig tause, de, saa at Partiet endogsaa kan gaa og gjælde for kristeligt paa en Maade; men vore er saa svært staakendes af sig, saa at Folk udover Landet blir rent forskræmte. Kruge. De er jo lette at skræmme, Folk paa Landet. Nærum. Aa ja. Det er ikke saa godt, ser De; Oplysningen staar ikke alle Steder saa høit. Og saa er det det, ser De, at nu begynder der forskjelligt andet ogsaa at gjøre sig gjældende, som ikke er bra; og saa forkyndes det fra Prædikestolene, at alt dette stygge ogsaa hænger sammen med Venstrepolitiken. Venstrepolitik og Fritænkeri og Socialisme og fri Kjærlighed slaar de sammen i et eneste Hartkorn. Paulsen. Slaar de i Hartkorn, ja. Nærum. I et eneste Hartkorn. Gill. Vi er midt oppe i en begyndende Reaktion, Godtfolk. Det er ikke noget Tilfælde, at vi nu skal ha et Ministerium Blume. Nærum. Der kan være noget i det. (til Kruge) De maa undskylde mig, Herr Bankdirektør; jeg fik høre, at SIDE: 268 De var her oppe, og saa gik jeg opom; jeg skulde gjerne ville tale med Dem om et lidet Forretningsanliggende. Jeg véd ikke om jeg tør foreslaa, at vi gaar etsteds hen -- (Gill og Paulsen gjør sig færdige til at fortrække.) Gill. Bliv siddende, bliv siddende! Paulsen og jeg skal gaa alligevel, vi; og her er der ingen som forstyrrer Dem. Værsgod, værsgod. Godmorgen mine Herrer. (Gaar.) Paulsen (ler). Dette Lokale er ialfald halvoffentligt; værsgod. Godmorgen. (Gaar.) Nærum. Ja men det var nu altfor galt. Det var slettes ikke Meningen. Kruge. Tag det med Ro, De Nærum, og lad os sætte os; Redaktørerne finder sig nok en Hule. (Sætter sig paa en Stol; indbyder Nærum til at sidde i Sofaen; men denne sætter sig ogsaa paa en Stol.) Nærum. Jeg tænker ikke Regjeringen heller er i godt Humør i Dag, som skal miste hele tre af sine Medlemmer. Kruge. Aa, de faar nok nogen igjen. Men det er vel ikke muligt at Hoffmann -- ? Nærum. Det vilde vække Forundring, hvis Hoffmann gik ind i Blumes Ministerium. Især nu med det samme. Men parlamentarisk talt vilde der vel ikke være saa meget at sige paa det. Kruge. Hvad behager? Nærum. Folk som er indviede siger, at det vilde være det eneste Middel som fandtes for Tiden til at undgaa Splittelse. Kruge. Jeg synes det maatte være det bedste Middel til at fremkalde Splittelse, jeg. Nærum. At faa de moderate med paa Hoffmanns Stemmeretsforslag viser sig umuligt. Kanske kunde det snarere bli muligt at faa de uforsonlige med paa mit subsidiære. Kruge. Nei der tar De feil, Nærum. Med al Respekt for Dem personlig, -- Deres subsidiære vil vi ikke paa nogen Maade ha. Nærum. Jeg ynder ikke heller mit subsidiære. I det SIDE: 269 hele skulde denne ulyksalige Stemmeretten ikke ha været fremme nu. Sagen er slettes ikke moden. Kruge. De fleste har ment at den var fuldmoden. Nærum. Vi feiler alle i mange Stykker, Herr Grosserer. Men siden vi snakker om dette saa vil jeg si, at jeg undres paa, om det vilde være klogt nu at afslaa Tilbudet om et Venstreministerium. Kruge. Hvadfornoget, De? Er der Tilbud om et Venstreministerium? Nærum (fortroligt) . Af Hensyn til Valgene, Herr Direktør, ønsker Blume et Ministerium som helder dygtigt til Venstre. Kruge. Hm. Klog Fyr! Ja jeg tror nu ikke det nytter, De. Der gaar ingen Venstremand ind i Blumes Raad. Nærum. Jeg tror ikke at De uden videre bør stemple Hoffmann som ikke Venstremand; men sæt at han gik ind! Kruge. Sæt, ja! Sæt at Gud døde, sa Kjærringen. Nærum. Det vilde forundre mange; det er vist. Men om kort Tid kanske man kommer under Veir med, at gamle Hoffmann har skjønnet det bedre end nogen af os andre alligevel. For det er nu saa, ser De -- : Advokat Hoffmann ser lidt længer end de fleste af os, -- lidt længer end de fleste. Kruge. Hoffmann ind i Bispens Ministerium? (leende) Langtifra! Nærum (konfidentiel) . Herr Direktør. Jeg har Grund til at tro, at Rygterne om Hoffmanns Indtræden i Ministeriet ikke savner Grund. Kruge (med opspilede Øine) . Hvad Fanden er det De siger, Nærum. Nærum. Hvis Herr Hoffmann faar et Par gode Venstremænd med sig, saa gaar han ind. Kruge. Vil han ødelægge sig, Manden? Nærum. Jeg tror, at ogsaa denne Sag bør tages med en vis Besindighed. Der er en Ting De bør overveie, Herr Direktør. Jeg skal si Dem -- : vi har drevet svært længe paa nu med Storpolitiken. Kruge. Naa, det var jo ikke for Politikens Skyld -- SIDE: 270 Nærum. Det er sandt. Vi førte Krig for Fredens Skyld, som det heder; men nu har vi Fred, og bør vel ikke begynde forfra igjen. Folket er træt af Storpolitiken. Kruge. Ja der er en vis Slaphed over Folket -- Nærum. Folket ønsker Ro. Det ønsker Arbeidsro, og begynder virkelig ogsaa at vente, at dets Ærindsmænd skal give sig Ro til at arbeide. Ikke bare drive paa med Ministerkriser og Rabalderpolitik. Der er en Del, som ikke synes saa meget om Ro, -- som næsten liker Krigen bedre, fordi at da kan de holde sig oppe; men kanske gamle Hoffmann har sagt til sig selv, at Folkets Interesser faar gaa først, og at Levebrødspolitikernes og Taburetstormernes Interesser, -- de faar komme siden. Kruge. Folket vil ha Stemmeret, De! Nærum. Almindelig Stemmeret faar Folket ikke i Aar, ialfald. Kruge. Ikke naar Hoffmann svigter, nei. Nærum. Den almindelige Stemmeret vilde ikke bli vedtaget, Herr Grosserer, selv om Hoffmann var med. Kruge. Siger De det, De ogsaa? Jeg hørte det her ista; men -- jeg er ikke Mand for at forstaa det. Nærum. Jeg kjender Tingene paa nært Hold. Kruge. Hvem skulde vove at svigte i den Sag, De? Nærum. Meget af den stærke Stemning som der skulde være for Sagen, Herr Direktør, -- det er nok bare noget som Aviserne har lavet isammen. Kruge. Vi kan ikke ha gjort saa rent spillende gal Regning alligevel! Nei gu om vi det kan! Nærum. Regningen kan ljuge undertiden! Kruge. Vi skulde altsaa maatte udsætte Sagen endnu en Gang? Nærum. Udsættelse var kanske den nemmeste Udvei. Blume vilde gaa med paa det; for blev Stemmeretten udsat, saa kunde han jo faa saa mange Venstremænd han vilde ind i sit Ministerium. Da vilde jo alle Betænkeligheder falde bort. Kruge. Jeg tror ikke det vilde nytte alligevel, jeg. Alle Mennesker venter Stemmeretten i Aar; og saa véd man, at Udsættelse ofte er det samme som Forplumring. SIDE: 271 Nærum. Sidder Hoffmann i Ministeriet, og et Par gode Venstremænd med ham, saa tror jeg ikke nogen vil frygte for at Sagen skal forplumres. Kruge. Hoffmann gaar ikke ind. Gjorde han det, saa vilde det ganske Land hyle ham ud som en Forræder. Nærum. Der er ingen stor Politiker som ikke af og til kommer paa Kant med den store Masse. Hvis De har lært Englands Historie, Herr Kruge, saa véd De at selv en Mand som Canning blev stemplet som Forræder en Tid; og hvad har der ikke været sagt om Gladstone for Exempel. Det er unge og utaalmodige Folk, helst Literater og slige, som er saa snare til at skrige op, naar den ældre, erfarne Mand gjør noget de ikke strax skjønner; men hvis de praktiske Statsmænd skulde ta Hensyn til dem, saa kom det nok til at se underligt ud i Verden. Jeg gad nu ogsaa vide, alvorlig talt, hvem af os det er som vilde paatage sig Ansvaret for et nyt Høireministerium? Kruge. Et Høireministerium? Nærum. Ja, et Høireministerium, Herr Direktør. Hvis Blume ikke opnaar tilstrækkelig Støtte i Venstre, saa vender han sig til Høire selvfølgeligvis, og da blir det jo Høire som kommer til at dominere. Kruge. Den Politiken er i Grunden noget Satanstøi, De. Nærum. Jeg undres virkelig paa, hvem der vilde paatage sig det Ansvar. Naar vi kunde faa et brugeligt og ganske frisindet Arbeidsministerium bare mod den lille Indrømmelse at udsætte en Sag som ikke kan drives igjennem alligevel -- ; og selv om den med Vold og Magt kunde drives igjennem, er det da virkelig saa god en Politik det: at tvinge store og indgribende Reformer frem mod manges Ønske? Kruge. Tingene maa se anderledes ud paa nærmere Hold alligevel. Nærum. Den egentlige Vanskelighed kom til at ligge i det, hvor man skulde finde en fuldt tilfredsstillende Indreminister. Hoffmann maatte jo ta Justitsen, og hvad SIDE: 272 Finanserne angaar, saa er vi der saa heldige at ha en Mand som ligefrem er selvskreven -- (stanser) . Kruge. Jasaa? Hvem skulde det være? Jeg skulde jo kjende vore finansielle Størrelser; men nogen som er selvskreven til at være Statsraad -- Nærum. Jeg talte med en Mand i Gaar som staar Regjeringen meget nær. Han sagde: der er ikke mere end én Finansmand nu, som kunde paa engang samle Venstre og imponere Høire, og det er Grosserer og Bankdirektør Kruge. Kruge. Jeg?! Vi sidder ikke her for at drive Løier, Nærum. Nærum. Det er hans Ord og ikke mine, Herr Direktør, -- skjønt, hvis det skulde komme an paa det, saa vilde jeg underskrive dem af mit ganske Hjerte. Kruge. De talte om et Forretningsanliggende, tror jeg? Nærum. Det er sandt. Jeg hører at De skal bli Bladudgiver nu, Herr Bankdirektør. Kruge (aandsfraværende) . Jasaa, De. Ja. Hvad sa De; Bladudgiver? Nei langtfra; De tar feil. Nærum. Og har engageret Redaktør allerede? Kruge. Ja. Det vil sige -- ; jeg har bare ganske foreløbig talt med en Mand; for alle Muligheders Skyld, forstaar De; men bare rent foreløbig. Nærum. Og Herman Henning sagde ikke nei, vil jeg tro. Kruge. Han sagde at vi fik se Tiden an, og tænke paa Sagen. Nævnte jeg Henning? Nærum. Er han forlovet, den unge Mand? Kruge. Det véd jeg ikke. Nærum. Man ser ham bestandig sammen med en ung Dame, skal jeg si Dem; og hun er ialfald ikke hans Søster. Kruge. Naa, saa er han vel forlovet da. Nærum. Paulsen her ude mente nei. Det er bare saadan et Bekjendtskab, sa han. Kruge. Godt, godt. Saadanne Bekjendtskaber kan være ganske interessante. SIDE: 273 Nærum. Det kan de vist; den unge Dame er virkelig pen. Kruge (tager sig sammen) . Hvad er det egentlig De taler om, Nærum? Nærum. Jeg taler egentlig om Deres Avis, Herr Bankdirektør. Kruge. Saa? Nærum. Det har megen Betydning for et Blad, hvad Slags Redaktør det har; han bør helst være i alle Maader uangribelig, ser De. Kruge. Det bør han jo. Nærum. Forresten vilde det være Synd; -- Henning er virkelig flink til at skrive. Hans Artikel "Friske Kræfter" har formelig vakt Opsigt, siges der. Kruge. Den skal tildels være blit misforstaaet ogsaa. Nærum (ser vist paa ham) . Ja, mon den er blit misforstaaet? Kruge. Hm. Den Blume staar os jo egentlig ikke saa fjernt i Principerne, De! Hvad? Nærum. Principielt er han for almindelig Stemmeret; men en Styrer maa jo altid se Tiden an. Jeg maa sige det vilde glæde mig, om vi kunde faa et mere liberalt Ministerium nu. Vi kunde da benytte Anledningen til at gjennemføre adskillige Reformer som nu ligger og venter, -- betydningsfulde Reformer, kan jeg si Dem; adskillige Reformer. Og der vilde bli mer end nok at gjøre for en praktisk Mand. Bare tænk paa Handelslovgivningen! Kruge. Ja den maa revideres tilbunds. Nærum. Og hvad skal vi saa si om Kommunikationsvæsenet? Den nye Dampskibslinie f. Ex., som har været paa Bane saa længe? Og hvad er der ikke at gjøre for Næringsveiene i det hele taget! Bare en revideret Konkurslov vilde fuldstændig kræve sin Mand. Kruge. Ja Konkursloven, De! (ler) Det er Greier! Nærum. Man kan nu udrette saa meget mere ogsaa, skjønner De, naar man sidder inde med Magten. Der er ganske vist ikke Tvil om at De vil bli Thingmand næste Gang, Herr Direktør (Kruge gjør nægtende Gebærder) ; men en Minister har jo Adgang til Thinget ogsaa, og kan da naturligvis SIDE: 274 udrette det dobbelte for Folk og Fædreland, og for det som ligger ham paa Hjerte. Kruge. Ja det kan han naturligvis. Nærum. Men nu maa jeg ikke glemme vore Forretninger, Herr Direktør! Jeg maa si det glæder mig, at Henning ikke er engageret; det vilde gjøre et uheldigt Indtryk, tror jeg, om man fik se Dem i Ledtog med en Socialist. Kruge. Naa; Socialist er han ikke. Nærum. De har kanske ikke læst hans Smaahistorier? De er virkelig ikke til at misforstaa, de, synes jeg. Kruge. Han er ung, ser De. Naar han kommer i Stilling og blir ældre -- Nærum. Ja saa blir han fornuftig, det er klart; men alt skal have sin Tid, ser De. Nu ansees han nærmest som Socialist, af mange ialfald, og deriblandt af Folk hvis Dom og Mening ikke kan være ligegyldig for Dem. Kommer saa dertil hans interessante Damebekjendtskaber -- Kruge. Naa; vi skal ikke være for slemme mod Henning, De. Nærum. Jeg vil haabe at De ikke opfatter dette som nogen Insinuation fra min Side mod den unge Mand. Men man maa jo undersøge de Folk man vil ha med at gjøre; -- sig mig, var ikke hans Far ogsaa en noget letsindig Mand? Kruge. Han var sangvinsk og vilde fort frem; men noget galt var der ikke. Nærum. Han rømte -- ? Kruge. Aa, naar Ulykken kommer væltende, saa kan det vel ikke være saa greidt at holde Ørene stive for nogen hver, De. Men der var ikke noget galt ellers. Nærum. Det var heller ikke min Mening at insinuere noget i den Retning, Herr Direktør. Men tilbage til Sagen. Det er gaaet saa underlig til nu, skal jeg si Dem, at vi to paa en Maade er bleven Rivaler. Kruge. Rivaler? Hvorledes det? Nærum. Jeg kom ogsaa til at høre om disse Aktier i "Den Frisindede", ser De. SIDE: 275 Kruge. Naa, har vi været tre om Budet? Blume har været ude, han ogsaa, har jeg hørt. Nærum. Blume støder man paa overalt. Men vist er det, at jeg talte om Sagen med de andre Medlemmer af vort nye Bondeparti; og saa blev det bestemt, at vi skulde forsøge paa at erobre Avisen. Vi har ogsaa virkelig faaet fat paa en Del Aktier; ikke saa faa heller; men saa stødte vi paa Deres Miner, ser De. Og nu staar Sagerne saa, efter hvad Johnsson fortæller, at hverken De eller vi kan faa nogen egentlig Overvægt i Avisen, med mindre vi paa en eller anden Vis slaar os sammen. Kruge. Jeg skal gjerne kjøbe Dem ud. Nærum. Jeg tror ikke at det nye Bondeparti har Lyst til at sælge; ialfald maatte man jo ha Sikkerhed med Hensyn til Bladets Ledelse. Kruge. De taler om et nyt Bondeparti; hvad er det for noget? Nærum. Det er egentlig det gamle Bondeparti. Kruge. Ja isaafald kunde vi vel gaa i Kompani, Nærum? Nærum. Det kunde vi naturligvis. Kruge. Ikke rettere jeg véd, saa er vi med paa den gode gamle Bondepolitik allesammen. Nærum. Aa, paa en Maade. Men det er kommet op adskilligt nyt Fribytteri i de senere Aar, som vi Bønder ikke kan være med paa; og saa var det Meningen, at det nye Parti skulde optage den gamle Uelandske Bondepolitik mere i dens Renhed. Kruge. Fribytteri, siger De? Nærum. Ja; alt sligt som skræmmer Folk udover Landet fra os, ser De. Vi talte om det her ista. Kruge. Aa-haa, Fritænkeri? Nærum. Og alt hvad dermed kan synes at hænge sammen. Kruge. De kunde kanske ikke bruge Henning da? Nærum. Jeg tror nok man vilde foretrække en mere sat og besindig Mand -- Kruge. For Exempel? SIDE: 276 Nærum. Naa, for Exempel Kandidat Omby, om De kjender ham. Kruge. Ikke noget videre. Men jeg skal si Dem: Henning er sletikke saa urimelig. Han har udtrykkelig gaaet ind paa ikke at drive Radikalisme i "Den Frisindede". Nærum. Vilde han gaa med paa at støtte Blumes Ministerium? Kruge. Nei det vilde han ikke. Nærum. Ja men nu er det Meningen, at hvis vi faar tilstrækkeligt Venstrestof ind i denne Regjeringen, saa vil vi indtil videre støtte den. Kruge. Kanske Bispen hører med i Deres nye Bondeforbund? Nærum. Nei. Han har en Følelse af, at vi kanske ikke gaar med ham længer end det netop passer for os. Men han er en meget for klog Mand til at sætte sig i Opposition til os; dertil har vor Politik for gamle og dybe Rødder. Kruge. End Hoffmann, De? Nærum. Hoffmann er vor Fører og Præsident. Kruge. Aa-haa. Ja-saa. Er det saa, det hænger sammen. Nærum. Men kanske De allerede er saa bunden til Henning -- Kruge. Ikke bunden. Ikke bunden. Sletikke. Men man skal jo tage visse Hensyn til en fattig Stakkar ogsaa. Nærum. Jeg faar si som De sagde her ista: Redaktørerne finder sig altid en Hule. Man faar vel først og fremst tage Hensyn til hvad der tjener Landet. Kruge. Man tjener kanske ikke Landet ved Løftebrud heller, De. Nærum. Naa-ja, hvis der allerede er bestemte Løfter -- Kruge. Han opfattede det kanske som en Aftale; jeg kan ikke saa nøie vide det. Nærum. Men det var jo rent foreløbigt; var det ikke saa? Kruge. Rent foreløbigt. SIDE: 277 Nærum. Saa skal De vel forelægge ham en Kontrakt til Underskrift, -- en fuldstændig, detaljeret Kontrakt? Kruge. Det skal jeg. Nærum. Hvis vi saa imidlertid kunde bli enige -- . Men det blir vi vel ikke, siden De har saa meget imod den nye Regjering. Til syvende og sidst er De kanske ikke nogen egentlig Venstremand, Herr Grosserer? Kruge. Hvad er det for et Spørgsmaal? Nærum. Siden De absolut vil skaffe os et Høireministerium paa Halsen. Kruge. Aa Snak om en Ting. Man maa da kunne finde en anden Finansminister end mig. Nærum. Ja, nævn mig en! Nævn mig en som de uforsonlige ogsaa kunde akceptere. Nei, det er nok som han sa, han Regjeringsmanden: der er bare én nu. Kruge. Det skulde være besynderligt. -- Tror De virkelig at Hoffmann gaar ind, De? Nærum. Jeg tror det, Herr Direktør; men han maa ha nogen med sig, ser De. Gaar han ind alene, saa vil hans Stilling blive altfor kontrær; de uforsonlige vil behøve altfor lang Tid til at begribe Situationen. Kruge. Gaa ind selv, De Nærum! Nærum. Jeg? en gammel udslidt Bonde? Kruge. De er hverken gammel eller udslidt, og at De er Bonde er da snarere en Fordel. De skal se det kan hænde Blume saa godt som en anden, at han faar supplere sit Ministerium ad denne ikke længer usædvanlige Vei, som der staar i Annoncerne. (Nærum ryster paa Hovedet.) Kruge. Desuden er De en Fredens og Forsoningens Mand; der vil ingen være bedre end De til at forebygge Splittelse. Nærum (hovedrystende). Det er ikke alle som har en saa god Mening om mig, Herr Direktør. Der er endog dem som anser mig for tvilsom. I alle Fald maatte De være med. (Kruge ryster paa Hovedet.) Tænk Dem nu om, ærede Herr Kruge. Jeg vil rigtig lægge Dem Sagen paa Hjerte i denne Stund; Situationen er alvorligere end De kanske tænker. Hvad taber De SIDE: 278 egentlig? Stemmeretten kan De ikke faa alligevel; og i alle Fald saa blev det bare en Udsættelse -- Kruge (ryster paa Hovedet). Og saa har vi Korntolden ogsaa. Nei -- Nærum. Vilde De kanske heller ha direkte Skat? Tror De, Folket i det hele ønsker direkte Skat? Desuden, paa den anden Side kan det være, at der ogsaa blir Mulighed for enkelte Nedsættelser paa vor Toldtarif, og det netop i Smaafolks Interesse -- det er jo Smaafolket, De interesserer Dem for? Der kan ikke loves noget. Men en omsigtsfuld Finansminister kunde kanske drive det til, om ikke i Aar, saa til næste Aar ialfald, at faa nedsat Tolden paa Kaffe og Tobak, disse uundværlige Nydelsesmidler for den ubemidlede Klasse; kanske ogsaa paa Salt; jeg synes ogsaa jeg har hørt nævne Lysoljer. Se her kunde De med Deres anerkjendt gode Hjerte ha en smuk og ædel Opgave, som De kunde gjøre mere sand Nytte ved, end om De gav Dem til at drive Opvigleri mod en Regjering som dog virkelig nu viser at den er imødekommende. Aa nei; jeg forstaar nok hvad der er i Veien. De undser Dem for Deres rabulistiske Venner; De frygter den Mistænkeliggjørelse og Forfølgelse som Aviserne vil lave istand. Kruge. Hvis De tror det, saa kjender De mig ikke. Nærum. Jeg haaber ikke at De har opfattet det som nogen Insinuation mod Dem personlig. Jeg vilde bare si, at en saadan Frygt vilde være saa meget mindre vel begrundet som Regjeringen jo nu kommer til ogsaa at faa Forsvar i Avisen, nemlig i "Den Frisindede", hvis Bondepartiet faar noget at si over den. Ja muligens ogsaa "Tiden" i sidste Øieblik betænker sig og fatter Situationens Alvor; jeg tror at vide at der allerede er sket Henvendelser i den Anledning, og at Gill ikke har sagt nei. Kruge. Hvad?! Nærum. Han har bedt om Betænkningstid. Otte Dages Betænkningstid. Det gaar ikke fort for Gill, ser De, at fatte en ny Situation; men, som De ser, saa betænker SIDE: 279 man sig ialfald, før man bryder med vor gamle hævdede og rodfæstede Bondepolitik. Kruge. Det vilde by mig imod, Nærum! Det vilde by mig forfærdelig imod. Jeg siger det oprigtigt. Nærum. Personlige Hensyn bør vel nu sættes til Side, naar Fædrelandet saa aldeles ligefrem kræver dette Offer af Dem. Kruge. Vilde Hoffmann virkelig træde ind, hvis -- Nærum. Sammen med Dem træder han ind (smiler). Og da maa jeg si, at jeg hellerikke skulde være saa bange længer, hvis der ellers var nogen som vilde ha mig. Kruge. Jeg vilde ialfald ha Dem! Jeg har hørt forskjelligt Snak om Dem, det tilstaar jeg; men nu, ved at lære Dem personlig at kjende -- ; jeg maa si -- : Deres overlegne Sindighed virker ligefrem beroligende paa mig. Nærum. For at alt kunde være i fuldstændig Orden, saa var der intet i Veien for at Deres officielle Udnævnelse først blev udfærdiget, naar Udsættelsesforslaget var fremsat og akcepteret; den Betingelse vilde ialfald jeg stille, om det nogen Gang skulde komme saa vidt. Kruge. De, -- kunde det ikke gaa an, at vi tog baade Omby og Henning til Redaktører af "Den Frisindede"? Nærum. Kunde De faa de to Herrer til at trække sammen, saa var der vel ikke saa meget i Veien for det. Man maatte altsaa gjøre Herr Henning dette til Betingelse; og hvis han da sa nei -- Kruge. Saa fik det bli hans egen Sag. Nærum. Vi kunde forsøge. Kruge. Saa Gill har virkelig udbedt sig Betænkningstid, De! Det er nok ikke saa ligefrem endda, dette. Nærum. Situationen er ikke til at spøge med, Herr Direktør. Og saa kanske vi skulde forsøge paa strax at faa istand et Fællesprogram for Avisen? I Morgen eller saa? Jeg maa si jeg kan ikke skjønne, hvorfor voxne, alvorlige Mænd, som da i alt væsentligt staar paa samme Side, ikke skulde kunne bli enige om en saadan Sag. Kruge. Et ærligt Forsøg bør ialfald gjøres. Nærum. Ja lad os gjøre et ærligt og mandigt Forsøg. SIDE: 280 Det som staar os imellem er jo egentlig ikke andet end en noget forskjellig Opfatning af den forhaandenværende Situation; men saasandt vi lægger lidt god Vilje til, saa kommer vi nok til en Forstaaelse. Fædrelandet kræver Alvor af os i denne Stund; og jeg skal si Dem -- : naar det kommer til Stykket, saa er det nu Fædrelandet vi under bedst allesammen. Kruge (i Forgrunden; er falden i Tanker). Finansminister? TREDIE AKT Hennings Hybel. Rummeligt Værelse, møbleret til Dagligstue og Kontor paa en Gang. Kvistvinduer ud til høire. Dør i Baggrunden. Lidt uordentligt, men ikke uden en vis Flothed; gamle høiryggede Stole, en do. Sofa, gamle Skabe etc.; paa Væggen Jagtgreier, som ser ud til at ha hængt roligt længe; et Par smaa Malerier; i Krogen i Baggrunden et Blomsterbord, hvorpaa et Par falmede Zvibler, en Rose m.m.; ved Vinduet længer fremme et mindre firkantet Bord med Stole. I Midten af Værelset et langt, stort Arbeidsbord, hvorpaa Bøger og Aviser. Henning ved Arbeidsbordet. Sofie og Doffen kommer; de har Hast. Sofie. Vil du være med paa en Kjøretur, du? Jeg har fri af Skolen, og Doffen skaffer Vogn; han vandt 1 Krone og 65 Øre i Whist i Gaaraftes, og nu skal de springe. Doffen. Nu skal de springe, ja. Henning. Du er en ren Satan i Whist, Doffen; hvem var det du plukkede i Gaaraftes? Doffen. Papa, naturligvis. Jeg snyder ham syndig; han blir saa grætten, saa. Sofie (ler). Ja, du snyder ham da ikke. Doffen. Nei; det gaar ærlig til; men Pengene blir han af med. Vil du være med? Henning. Javist vil jeg være med. Men ikke netop nu; jeg har noget som jeg maa være færdig med -- SIDE: 281 Doffen. Naturligvis; det har du bestandig. Hvad Tid skal vi komme igjen da? Henning. Aa, om en liden Stund. Ja, og værre blir det; for nu skal jeg bli Redaktør, Sofie. Sofie. Redaktør? Ja-saa. Doffen. Det er ikke dumt. Jeg skal redigere Hesteartikelen. Henning. Tak, Doffen. Hesteartikelen? Doffen. Ja; Travsport, Kapkjøring, Høiesteretsdomme om sprængte Heste og sligt; det skal bli morsomt, skjønner du. Sofie. Aa du og de Hestene. Doffen. Jeg har ogsaa en Nyhed: Jeg skal bli Kavallerist, jeg, Far. Henning. Har du faaet Lov nu? Doffen. Papa siger jeg blir saa bare en Driver alligevel. Han er i Grunden lidt vigtig, Papa, ser du. (Sofie ler.) Henning. Ja men saa maa du huske paa at han er nogen Aar ældre. Doffen. Det er sandt. Hvad Tid skal vi -- Sofie. Hvad er det for et Blad du skal redigere da, du? Henning. "Den Frisindede". Doffen. Aa, isch; saa'nt et Filleblad. Sofie. Er du fornøiet nu da? Henning. Aa ja. Hvorfor skulde jeg ikke være fornøiet? Sofie. Blir de ikke gjerne lidt gamle, saadanne Avisfolk, du? Doffen. Snak. Har du hørt sligt. Sofie. Jeg havde en Kammerat i min Ungdoms Dage; han var slig en prægtig Gut. Grei, og ivrig for alt, og saadan som Folk skal være. Men saa begyndte han med en Avis -- Doffen. Den gik ind strax; det var ikke noget. Sofie. Den gik ind om et Par Aar; men bare paa den Tid -- ; ja Gutten blev rent gammel! Doffen. Aa, du skjønner dig ikke paa sligt. Det var bare disse Storthingsmændene som gik og snakked gammelt for ham; det sagde han selv engang til Papa. SIDE: 282 Sofie. Ja han taalte det ikke ialfald. Han blev slig at han aldrig rigtig mente nogen Ting, før han havde talt med sine Thingmænd om det; ja tilsidst kunde han skrive bent imod det som han selv likte bedst, fordi at vi kunde ikke faa det alligevel, sa han! Aa jeg blev saa kjed af ham; ja, det var Omby forresten. Doffen. Skal vi ikke gaa nu? Henning. Var det Omby? Sofie. Ja. Nu er det vist rent daarligt med ham. Doffen. Han drikker jo. Henning. Aa nei da. Doffen. Han ser da bestandig ud som han bare akkurat saavidt klarer at lade som han er ædru; bare akkurat saavidt. Henning. Aa, du overdriver. Ja lidt mindre Kognak kunde han ikke ha vondt af, kanske; men du maa ikke gaa omkring og sige at han drikker. Doffen. Jeg skal sige hvad du vil, bare dere vil bli færdige. Henning. Man kan bli gammel, Sofie; det véd jeg nok; men lidt Klogskab maa der til, skjønner du! Sofie. Klogskab var det han kaldte det, ja; uf, hvor det Ord blev mig modbydeligt. Henning. Det er det, ser du, at der skal arbeides med saa mange, og hver har sit. Nogle vil paa sit Liv ha frem akkurat det som andre for sin Død ikke kan udstaa; og saa maa der jo fires og lempes. Doffen (til Sofie). Fires og lempes, fires og lempes; -- du kan da begribe du forstaar dig ikke paa sligt, du. Sofie. Det er det som er saa daarligt, synes jeg, at naar dere vil ha en Ting frem, og saa mærker at Folk er imod det, saa slutter dere med det, istedetfor at da skulde dere vel rigtig ta fat! Henning. Det er naturligvis meget gildere at staa og holde frem Ideen og være Helt og gaa under; men der maa nu være nogen som i sit Ansigts Sved lemper Ideerne ind i Livet ogsaa. Doffen (til Sofie). Skjønner du ikke det, saa er du dum. Henning. Dere har nu lidt let for at være strenge og SIDE: 283 ideale ogsaa, dere Kvinder, som aldrig faar prøve hvad det vil si at ha et stort Arbeid med Ansvar til alle Kanter; se nu skrev f. Ex. jeg denne Artikelen mod Veteranerne, som du likte saa godt; og den var bra ogsaa, til den Kant. Men til en anden Kant er den kanske ikke saa bra. Den kan hjælpe til at skræmme Veteranerne over til Blume, ser du; og det kunde igjen gjøre at vi fik Korntold, saa Fattigfolk herefterdags bare fik et Fireskillingsbrød for sine tyve Øre; -- det vilde være hyggeligt! Sofie. Det vilde være græsseligt daarligt af Veteranerne. Henning. Men skrive imod hvad man selv vil, det gjør man naturligvis ikke; tænk om jeg skulde finde paa at skrive imod almindelig Stemmeret! Sofie. Nei det véd jeg nok; men alligevel -- ; du maa passe dig! Ja nu skal vi gaa. Hvad Tid kan vi komme igjen, du? Henning (ser paa sit Uhr). Lad os si -- saadan -- tolv? Sofie. Tolv, ja. Godmorgen da, du! Doffen. Godmorgen! (De gaar.) (Henning til Arbeidsbordet; skriver, Om lidt banker det.) Henning. Naa, saa gid den Onde i Evighed -- (Paulsen og Omby ind, ikke uden en vis Høitidelighed.) Paulsen. Naa; her sidder du, og har kanske ikke Anelse om hvad der er sket i Jerusalem. Henning. Nei. Hvad er der sket? Omby. Det staar allerede i den officielle. Henning. Hvad staar i den officielle? Paulsen. Blume har fundet sin første. Hoffmann er traadt ind. Omby. Gamle Julius Hoffmann. Forhenværende Advokat. Henning. Sludder. Kom ikke med sligt. Den Slags Mystifikationer er ikke for voxent Folk. Paulsen. Jeg hørte det allerede for nogle Dage siden, men troede det ikke. Jeg sa det til Gill ogsaa -- : sker sligt, saa maa Veteranerne skammelig ha svigtet sin gamle Chef. SIDE: 284 Henning. Hvad er det du staar og væver om. Hvem er den nye Minister? Paulsen. Jeg kan ikke for det, kjære Ven; det er virkelig Hoffmann. Omby (trækker frem en Avis). Du kan jo faa se det paa Prent. Henning (Op). Hoffmann? I Blumes Ministerium? (ler) Den er god! Omby. Det sa jeg ogsaa. Henning. Advokat Hoffmann? Omby. Ja, for Fanden. Tag Avisen og læs! Paulsen. Hvad skal man si? Fakta er ubønhørlige, desværre. Henning. Slyngler! Idioter! hvad Satan er det I vil indbilde mig? Omby (stikker sin Avis lige op for Hennings Ansigt). Værsgod! Henning (vil ikke se; staar bare og stirrer paa dem). Paulsen (med Skuldertræk). Blume seirer paa hele Linjen. Nu er Ekspeditionssekretær Mo konstitueret som Finansminister og skal fremsætte Proposition om Korntold, og hvad Stemmeretten angaar, saa betyder jo Blumes Ministerium allerede officielt Nærums subsidiære. Omby. Hjah. Paulsen. Jah! Der staar vi. Henning (hermer). Hjah! Hjah! (De staar lidt og ser paa hinanden.) Henning (i pludselig Skoggerlatter). Gud bevare mig, mine Venner, for Snydeskafter der voxer ud paa os i denne Stund! Paulsen (kjender uvilkaarlig efter). Snydeskafter? Henning. Snydeskafter! Omby. Le ikke slig. Det er da ved Gud ikke noget at le af. Paulsen. Det er ikke at le af. Det eneste der kan siges er: vi faar begynde forfra igjen. Henning. O I langnæsede og kortsynede, skal vi ikke le af en Farce? En brillant Farce, kjære Dem! Hoffmann i Blumes Ministerium! Himmelstormeren paa Fanget af en Præst! Samson som maler Kaffe for Filisterne! SIDE: 285 Paulsen. Alt har sin Komik. Men denne Situation hører til det alvorligste jeg har oplevet. Henning. Lad mig se den Avisen, Omby! Nei jeg vil ikke se den. Sligt ser saa ublufærdigt ud paa Prent. Julius Hoffmann! Paulsen (ler). Der er noget af en Farce alligevel ved dette. Han er samtidig udnævnt til Kommandør af St. Olaf for statsborgerlige Fortjenester. Nu, naar han opgiver det hele, -- nu faar han St. Olafs Kors. Henning. Det skal du ikke le af, Paulsen. Det er det høitideligste ved hele Affæren; og i Morgen blir han adlet. Julius Hoffmann von Snydenstrup; klinger ikke det bra? Omby. Aa jo saamænd. Henning. Den som kunde forstaa sine Medmennesker ret paa denne Klode. Dette her kommer De altsaa og fortæller mig. Mir nichts, dir nichts; ikke Flor om Hatten engang. Paulsen er nyraget som en Brudgom; Ombys hvide Tænder ler med Rotteglans under den røde Bart. O Storhed! O Fatning! Det er aldeles ubegribeligt! Omby. Indignationen kan være ganske ægte, tænker jeg, om den ikke bæres udenpaa som et Ordensbaand. Paulsen. Min Indignation faar sit bedste Udtryk gjennem de Ord jeg nys udtalte: vi har intet andet at gjøre end at begynde forfra igjen. Henning. Begynde forfra igjen? Ja men kjære, betænk. Der kommer en ny Advokat og forsyner os med nye Snydeskafter! -- skjønt Himlen véd, at de vi nu har annammet vil vare os ud og lidt til. Paulsen. Der er Fremskridt ogsaa i det moralske, Henning. Omby. Jeg tænker det, jeg, at naar de gamle Guder ryger af Pinden, saa er det for at vi yngre skal faa Anledning til at vise, at vi er af et andet Skrot og Korn. Henning (pludselig fortvilet. Stamper i Gulvet, kaster sig i Stolen ved Arbeidsbordet, gjemmer Ansigtet i Hænderne og hulker). (Et Øiebliks overrasket, forlegen Taushed.) Paulsen (gaar hen og lægger Haanden paa Hennings Skulder. Ikke uden Rørelse). Græd ud, græd ud, du Sjæl i Storm! Bedst om du kunde Taarer fange. SIDE: 286 Henning (op igjen). Drag til Helvede. (Faar fat i sit Manuskript; river det i Stykker.) Nu kan jeg da slippe at sætte Finale paa det Vrøvl. Nu har gamle Julius Hoffmann selv sat Finale. Her hviler Støvet af en ærlig Mand. Her ender denne Saga. Kan ikke nogen af dere sige mig, hvad vi nu skal ta os til? Noget som kan bli til andet en Vind, forstaar De? Jeg vil ligne dette Folk ved en fattig Pige som slider og sparer i femten Aar; for hun véd at uden Medgift nytter det ikke at melde sig. Tilsidst har hun Summen. Da kommer der en reisende Lægprædikant og vinder hendes Hjerte, og drager sin Vei med hendes Bankbog og hendes Dyd; og saa sidder hun der, og har intet igjen uden Skammen og et langt Snydeskaft. Hvordan skal man forebygge sligt, kjære Venner og Velyndere? Man har Hængelaase for Tyve og Gift for Graaben og Ræv; men hvad har vi for Politikere og Nationalsnydere? Skal vi nedsætte en Kommission for at finde paa noget? Men det maatte være en Kommission som blev færdig! -- aa, haabløst, haabløst. Haabløst! Paulsen. Ikke miste Modet, høistærede. Alt er ikke tabt, om en Høvding falder. Henning. Jeg var saa idiotisk sikker paa at vi skulde seire nu. Jeg syntes vi var der alt. Herefter skulde hver Mand faa brøle, naar han blev traadt paa Ligtornene, og der skulde ikke være nogen som gik med Mundkurv paa for Samfundets Skyld. Ak ja. Hvad kommer der nu ud af det? Hundre og fem og firti Spalter i Storthingstidende! O du Klippeland! Du evige, bestandige mons parturiens. Omby. Bare det nu ikke gaar som det pleier med vor Indignation ogsaa. Henning. Hvorledes pleier det at gaa med vor Indignation, min Ven? Omby. Den pleier at blaffe bort i Braasinne og store Ord, og saa finder vi os tilsidst roligt i altsammen. Henning. Aa, hvor du har Ret, Omby! aa, hvor du har Ret! Tre Slægters Slid solgt for en Uniform og vor Ungdoms Helt liggende sprukken paa sine Gjerninger SIDE: 287 som Apostelen Judas; skulde vi ikke harmes, saa vi blev hvidglødende? Men se; her sidder vi! Og Folket, hvor er Folket? (Hen til Vinduet.) Se! Se! Der gaar det norske Folk og maaber som sædvanlig. Ser De? Vadmelstunge, transtøvlede, blide som Smørgrød; blir de snydte, saa siger de: hæ? Omby. De gjør ikke Revolution, de Godtfolk der, nei. Henning (slænger hermende bortover Gulvet med Hænderne i Bukselommerne). Haster ikke! Haster ikke! Det kommer nok altsammen engang, som et Brev med Posten. Anden Trykkerigut (kommer). Jeg skulde faa det Mandelskrifte. Henning (peger mod Gulvet). Der ligger det. Lad det ligge. Sig til Redaktøren, at han faar ikke noget Mandelskrift. Det er moderne at bryde Løfter nu, skal du si. Saa; afsted med dig. Godmorgen. (Gutten gaar nølende.) Blichfeldt (ind) . Goddag. Er det virkelig muligt, detteher? Gaar det an sligt i et frit Land? Er der ikke Straf for at gjøre Nar af os paa den Maaden? Henning. Er det Hoffmann, du mener? Vi faar op og lynche ham, snille Ven. Blichfeldt. Ja -- aa gid vi var i Amerika. Detteher maa jeg ha noget Øl paa, du; jeg brænder af Sinne; jeg blir hed og tørst som et Strygejern. Henning. Drikke, ja! Det er en Udvei. Sødt i Lyst og sødt i Nød, godt i Liv og godt i Død; hvorfor Fanden skulde vi ikke drikke! (Ud.) Blichfeldt. Har De hørt sligt? Saa sint har jeg ikke været siden den Gangen, da Blume var ude efter mine Nymfer. Omby. Ikke altfor sint, Blik! Sæt nu at du fik Bud fra Stiftsgaarden! Blichfeldt. Bud fra Stiftsgaarden? Aa Død og Pine; jeg har nogen deilige, bratte Trapper, specielt konstruerede til at knække Nakker i -- Henning (ind igjen). Nu skal der bli Øl. Og saa drikker vi for Dagen. Ha-ha! Blichfeldt. At du ikke er sintere, Henning? Jeg troede da mindst du skulde bide. SIDE: 288 Omby. Han er allerede exploderet. Henning (sætter sig). Hvorfor skulde jeg bide, mine Venner? Vistnok blir Folket snydt. Men Folket tar det saa roligt at hvi skulde det ikke snydes? Naar det taaler hvadsomhelst, saa fortjener det hvadsomhelst. Kanske du, Blik, traf nogen som havde mistet sin Appetit i den Anledning? Blichfeldt. Jeg traf en som var sint ialfald, og det var Byberg. Gud bevare dere vel hvor han bandte! Og slige nogen Ord som der var i den skikkelige Mand! Véd De hvad han kaldte Hoffmann? (Pigen kommer med Øl.) Hm. Naa. Goddag Rosalinde! Gudskelov, der faar vi noget til indvendig Brug; det var snilt det, Hjertenskjær. Aassen har du det siden sidst? Lige tæt og rød og rund -- he? (Tar hende i Siden, idet hun passerer.) Pigen. Naada! Vil De la være! (Sætter Ølflaskerne fra sig paa det lille Bord ved Vinduet.) Værsgo! (Gaar.) Blichfeldt. Ja pas dig, du. Nu slaar du paa Nakken; men vent til vi blir alene igjen! Hi -- hi! Omby. Aa lad de stakkars Pigerne være i Fred da, Blik. Blichfeldt. Nei de er saa komiske. (til Henning) Skynd dig og træk op! Jeg tørster, saa jeg kunde drikke Helegryn. Henning. Nogen blir blod-tørste, og vi blir øl-tørste; somme slaar Hodet af sine Fiender, andre slaar Korken af Flasker; (skjænker i) værsgod. Og saa sidder vi og harcellerer hinanden, fordi vi ikke er sinte. Har De hørt saan't? Skaal! Blichfeldt. Aa hold Kjæft. Skaal! (drikker) Og gid Blume maatte faa løbe efter Ministeremner, til alle hans Tæer krøb ud af hans Støvlesnuder, og gid han saa endelig blev nødt til at leie sig et Par Bybud, Amen. (Drikker igjen.) Paulsen (ler). Han kunde jo indkommandere nogle Løitnanter, som gamle Ludvig Kristensen sa. Blichfeldt. Det er sandt. Disse Løitnanter kan bruges til allehaande. SIDE: 289 Henning. Aa det har nok ingen Nød, Far. Har vi ikke 114 faste Statsraademner, foruden alle de adskillige og tilfældige? Omby. Adressemor har en hel Opvask af Kandidater i Dag, som hun hænger op til Tørring. Det blir forresten Nærum og Kruge, antar jeg. Henning. Kruge? Var det Kruge De sa? -- Naa; det er en Bror, kanske. Paulsen. Kruge har ingen Bror. Ialfald ingen af det Navn. Han er jo bare Adoptivsøn af den gamle Jernkramhandleren. Omby. Nei; jeg mener ham selv. Peder Johannes Kruge, født Pedersen. Blichfeldt. Er han Adoptivsøn? Ja er det ikke det jeg altid har synt's: at han saa ud som en Opkomling. Henning. Det er Løgn; han ser stivnakket ud. (ler) Og saa har han den velsignede Skavank, at han ikke har været paa Storthinget! Omby. Derfor kan han jo meget godt bli Statsraad. Blichfeldt. Jøss; bare han er konfirmert, saa. Paulsen. Ja; Parlamentarismen, saaledes som vi har tænkt os den afpasset efter norske Forhold, kræver ikke egentlig -- Henning. Parlamentarismen afpasset efter norske Forhold kræver ingenting; men for at gaa ind i Blumes Ministerium maatte jo Kruge være temmelig storthingsfordærvet. Omby (drikker jevnt og smaat). Ja se nu til. Blichfeldt. Naa, hvem véd! Naar Storbukken gaar fore, hopper de andre efter, om det saa bærer lige paa Møddingen. Henning. Nei nu faar De undskylde; dennegang véd jeg Besked. Dere véd maaske ikke, hvad for Miner Kruge netop i disse Dage gaar og lægger mod Ministeriet; men det véd jeg; Folk er da Fanden ta mig ikke blødraadne alle sammen! (Korrekturgutten kommer.) Er du der? Skal dette forestille en Time? Politikere SIDE: 290 og Tyvepak har Lov til at bryde Aftaler, men ikke du; véd du det? Gutten. Dom maatte ha det naa, sa dom. Blichfeldt. Nei sa dom det? Gutten. Pressa stod og venta, sa dom. Blichfeldt. Sa dom det ogsaa. (til Henning) Ja da faar du tilpers da, Far; vi andre skal nok greie Butlerne. Henning. Aa gid jeg var saa sikker paa alt som jeg er paa det. (Gaar hen til Arbeidsbordet.) (til Gutten) Du faar vente lidt da, Far. Og dere der henne faar holde Mund indtil videre. Blichfeldt. Holde Mund i Dag? (sænker Stemmen) Hvis jeg ikke brøler i Dag, saa gid jeg maatte hede Statsminister! Vil den fordømte gamle Nathuen ikke gi os ordentlig Stemmeret, saa faar vi bruge den Stemmeretten Vorherre har git os, og det skal ske. Fanden ta alle politiske Kjeltringer! (Drikker.) Paulsen (trækker paa Skuldren). Ja; ja; hvad skal de nu egentlig til, alle de store Ord. Blichfeldt. De letter, de letter! Paulsen. Det er ikke den enkeltes Feil, kjære; Mændene er som deres Tid. Sagen er -- : der er for nærværende akkurat saa megen og saa liden Moralitet i det norske Folk, at omtrent en hvilkensomhelst af dets repræsentative Mænd kan gaa hen og søbe den Kaal han har spyttet i, naar han derfor erholder en passende Godtgjørelse. Det maa vi vide Besked om; vi er nødt til at regne med det som med et andet Faktum; men vi kommer ingen Vei med de store Ord. Henning (ved Arbeidsbordet). Bravo. Blichfeldt. Hold Mund, Paulsen. Omby. Skaal, Paulsen! Blichfeldt. Nei, disse Politikusser er i den Grad kjedsommelige -- . Kom hid, du vesle Fyr! lad mig heller snakke med dig lidt. Kom nu ! Aa jo; klem paa. Vi spiser ikke Smaagutter her; og desuden er du for mager. (Gutten kommer.) Det var ret. Hvad heder du? Gutten. Kresjan. SIDE: 291 Blichfeldt. Kresjan Olsen? Gutten. Nei, Kresjan Kristiansen. Blichfeldt. Aa. Ja det er bedre. Hvad bedriver din Far? Er han Skomager? Gutten. Nei da! Han er Maler. Blichfeldt. Aa. Saa kan du hilse ham fra en Kollega da; jeg er forresten bare Malerelev, jeg, kan du sige. Ja-ja; træffer jeg ham en Kveld naar jeg er paa Galeien, saa skal han faa et Glas Øl; vil du si det? Har han Stemmeret, Far din? Gutten. Jeg véd ikke. Jeg tror ikke det. Blichfeldt. Ja men synes du ikke det er lumpent, det, Kresjan? Skulde ikke saapas bra Karer som han og jeg være lige saa gode til at stemme paa Thingbænkvarmere som han Fyren borti Gata, som laver lybsk Pølse af norsk Hestekjød? Omby. Hvad siger du til det, Kresjan? Blichfeldt. Kresjan er Politiker; han tier. Hør her, Kresjan: du gaar ikke med Regninger, vel? Omby. Aa Fanden tru 'n. Blichfeldt. Ja Fanden tru dig. Du ser mig ud til noget af hvert, du, naar jeg ret anskuer dig. Ja kommer du til mig med en Regning, Far, saa er det saa meget du véd det: du blir tat i Nakken og ristet som en Sæk; og saa har jeg nogen Trapper -- ! Paulsen. Naa; du maa ikke skræmme Livet af Gutten, Blik. Henning (reiser sig). Saa; det faar gaa. Det blir derefter -- Paulsen. Det gjør ingen Ting, Henning. Der existerer ikke det i Tilværelsen som er mig mere ligegyldigt end min Korrektur; der er ikke Grænser for hvad Publikum kan sluge af Trykfeil. De opdager dem ikke! Omby. Og er det en rigtig lei en, en som gjør Sætningen komplet idiotisk, saa bare tænker de som saa: nei han er da Pokkeren saa dybsindig! (Under dette har Blichfeldt i alskens Hemmelighed stukket til Gutten en eller anden Smaamynt. Det banker.) Henning. Se her, Gut. Forsvind nu, lidt fortere end almindelig. Adjø! (Gutten gaar; imidlertid er en Kjærring kommet ind.) SIDE: 292 Kjærringen (med en Papirrul). Aa kjøp Hoffmann i dag da, Di! (Latter.) Blichfeldt. Kjøbe Hoffmann i Dag! Havde det enda været i Gaar, Mor. Aa, stakkars Dere da, som ikke fik solgt Hoffmann i Gaar! Kjærringen. Aa kjøp 'n, Di! Han er saa pen, saa; og Dere ska' faa 'n for godt Kjøp. (Henning er borte ved Arbeidsbordet og finder frem en stor Mappe.) Blichfeldt. Ja naa kan Dere sæl' 'n for godt Kjøb. Henning. Vi skal ikke handle, Mor; men De kan faa en Foræring. Værsgod! (Gir hende et stort Lithografi.) Kjærringen. Aa kjære Dere da. (Ser paa Billedet.) Ja men detta er jo samre Fyren, jo. Henning. Ja det er det rigtignok. Men han er saa pen, saa. Og saa faar De ham gratis, hvis De bare vil ta ham med. Kjærringen. Kan Dere forstaa at Folk ikke vil ha det pene Billede' lissaa godt naa som før, Di? Blichfeldt. Jo for naa bær' 'n sig ad som en Filur og en Fark mod os Smaafolk, ser Di. Kjærringen. Ja men Herregud, det er da saa mange som gjør det. Blichfeldt. Nu vil han ikke vi skal ha Stemmeret engang, Mor. Kjærringen. Ja men det er da bare bra, lel. Henning. Der har vi min Salighed det norske Folk. Omby. Er det bra, sier De? Blichfeldt. Det var som Fanden. (Drikker.) Kjærringen. Ja, det sier je da. For om je inte vét stort, saa vét je da det, at je hadde mye bedre Da'er i den Tiden, før'n Johan gav se til aa gaa i Arbeidersamfunde' og rumle og tumle med Stemmeret og sligtno'; for naa har han mist Arbe' sit for den Sakens Skyld, som rimeli' var; -- for naar han hadde vær't i Arbeidersamfunde' om Lørda'n og Sønda'n, saa laa'n hjemme fyllesjuk om Manda'n og kanskje Tirsda'n med; og naar je da sa som saa, at "du faar passe de, Johan; det kan gaa galt for de dettane-der," saa bare blaaste'n; "pøh!" sa'n, SIDE: 293 "dom tør inte si op mej!" sa'n; "dom vét det kommer i Bla'a," sa'n; "og hvissom dom kunde faa opført sej regti sjofelt", sa'n, "saa kansi der blir Empellasjon om det i Storthinge' au!" sa'n. Aa jagu sa je Smør, je! han blei opsagt som ingen Ting, han, og hverken sa Bla'a no', som rimeli' var, og inte hadde vel Storthinge' heller Tier til aa bry se med det. Nei; det er som je sier -- . Aa kjøp et Billede a' mej i Dag da, Di! Je har fem Barn, og naa ligger den ældste sjuk, og Doktern ska' ha sit og Apotheke' sit, og Mann' gaar arbeidsløs, og je vét ikke, aassen det skal gaa snart. Paulsen (giver hende en Tiøre) . Værsaagod, Mor. (Henning og Omby ligesaa.) Blichfeldt (faar Henning med frem i Forgrunden) . Laan mig en Tiøring, du. (Han faar en.) Værsgod, Mor! Kjærringen (knikser og takker). Aa, Tak da, Di! aa Tak ska' Di ha! Ska' Di inte kjøpe Hoffmann af me i Dag da, Di? Henning. Nei naa faar det være nok. Adjø, Mor! Kjærringen (knikser). Adjø adjø, Di. Tak ska' Di ha, det var snille Karer lel, det. Adjø, Di! (Gaar.) Henning. Aa det Asen! Glemte hun ikke at ta med sig min Hoffmann alligevel. (river Billedet i Stykker og kaster det i Kakkelovnen) Saah. Farvel, Hoffmann. Paulsen (stikker ud sit Glas og reiser sig) . Nu faar vi gaa, Omby. Men vi skulde egentlig bli enige om dette -- ; (til Henning) er det ikke ogsaa din Mening, at vi bør indtage en bestemt Holdning overfor det som nu sker? Hele Pressen? Ikke paa nogen Maade gjøre os til Medskyldige? Jeg har selv været med paa at omdanne Ministeriet i Retning af Forsoning; men saa vidt jeg forstaar er det fuldstændig imod Traditionerne, at en Partifører gaar ind i et Ministerium uden som Chef, og jeg agter at ta alvorlig fat paa denne Sag nu. De kan tro mig, mine Herrer: Hoffmann skal ikke dø i Synden. Og ikke sandt, Henning, vi kan regne paa dig? Blichfeldt. Ja Død og Pine; bare klem paa. Og spar endelig ikke Bispen, den Kron-Idiot, som vil at vi skal male Skovnymfer i Uldskjørt! SIDE: 294 Omby. Der maa da være nogen igjen, som Landsens Folk kan stole paa. Henning. Jeg tror jeg stemmer for Dynamit, jeg. Tror De ikke en rigtig ordentlig Dynamitsmeld vilde gjøre godt i denne ækle Luft? Fem-sex Forrædere til Himmels med engang, saa det bare dryssed nedover os med Filler og Buxeknapper og gammel Sko-plugg! Hvad siger De om det? Paulsen (til Omby) . Aa, vi er enige; det er bare Udtryksmaaden som er forskjellig. Vi maa ikke tro at Henning gaar i Aag med Taburetfrierne. Henning. Taburetfrierne er godt Folk. De faar den de frier til og Nationens Tillid attpaa. Kanske De tror at Advokat Hoffmann faar et Mistillidsvotum i Morgen eller saa? Hah! Blichfeldt. Det er sandt; jeg glemmer at gratulere, jeg. Du skal bli Redaktør nu jo? Omby (forvisser sig om, at Flaskerne er tomme). Er han rigtig medgjørlig, saa blir han nok Redaktør. Godmorgen, Henning! Ja nu faar vi se hvis Indignation det blir som holder længst ud! Godmorgen, Blik. Paulsen. Adjø, Henning. Jeg regner paa dig. Godmorgen, Blichfeldt. (De gaar.) Henning (puster ud) . Aah! Blichfeldt. Gaar Omby hos dig endnu? Jeg troede da det var forbi. Henning. Han skulde forevise sin Indignation, tror jeg. Blichfeldt. Indignation -- han! Henning. Naa; om en Stund sidder han vel paa Grand og skaaler for Ministeriet; men netop derfor -- . Og Paulsen? I Aften beviser han aldeles soleklart, at Hoffmann har opført sig komplet som en Politiker. Blichfeldt. De vilde stramme dig op, syntes jeg? Henning. Det syntes jeg ogsaa. Blichfeldt. Véd du hvad Byberg sa? No er Tiderne slik, sa han, at naar to eller tre er forsamlede, so kann du banne paa, at der er mindst ein Forræder blandt dei! Vi var fire vi, Henning. Henning. Uh! jeg blir saa kjed. Hvad kan det nytte, SIDE: 295 at skrive og skrive og skrive og skrive. Naar man kan bestikke en Mand med en Uniform, akkurat ligesom Tyvene bestikker en Hund med et Kjødben! Blichfeldt. Ja véd du et Bybud som bander godt, saa vil jeg leie ham for en Eftermiddag; én Mand alene klarer det ikke længer nu. Det er sandt, det var noget jeg skulde snakke med dig om. Henning. Skal du ogsaa snakke om noget? Ja jeg har ingen Halvkrone, saameget du véd det. Blichfeldt. Nei-nei; det var nu ikke det heller dennegang. Henning. Hvad er det da? Du er paa Vei til at se høitidelig ud, Blik. Det er da ikke nogen forfalden Vexelobligation? Blichfeldt. Nei; ikke det heller. Men det er kjedeligt alligevel. Fanden saa dumt, at man skal ta paa sig saa'nt noget! Henning. Saa. Lidt fort nu. Hvad er det for noget? Blichfeldt. Aa du véd godt hvad det er. Du maa ikke tro at jeg for min Part har noget imod det, eller nogen af os; men der begynder at bli Snak om det; og det er ikke hyggeligt, hverken for hende eller for dig. Byberg sa enda i Dag, at de skal bruge det mod dig i Morgen paa Generalforsamlingen. Ja underhaanden da, naturligvis. Henning. Nei men hvad i al Verden er det du væver om? Blichfeldt. Sig hvad du vil; men det er ikke rigtig pent af dig overfor Frøken Thomson. Jeg kjender hende lidt fra den Tid da jeg malte hendes Far; hun er bra, men tankeløs og lidt nymodens vigtig; skal ikke bry sig om hvad Folk mener og sligt; det skal være saa gildt at være lidt anderledes end andre. Men saa burde du bruge Vettet som har det! Henning (rasende). Det var ikke noget andet? Blichfeldt. Naada? Tak, jeg véd Veien, hvis det er det! Gudskelov at det er sagt. Adjø da, Sinnataggen! (Ud.) SIDE: 296 Henning (stamper). Idioten! (Frem og tilbage i stor Fart; stanser, stamper.) Idioten! (det banker) Kom! Sofie (i Døren). Er du færdig? Henning. Aa det er sandt. Ja Tak; det blir nok ikke noget af det; jeg er optaget. Sofie. Hvad er det nu igjen? Henning (kaster sig ned paa en Stol) . Aa jeg er saa forfærdelig kjed, Sofie. Jeg vil melde mig ud. Sofie. Er det sandt altsaa? Jeg vilde ikke tro det, før jeg hørte det af dig. Henning. Min Ungdoms Gud er ramlet ned, ligesom Thor i Gudbrandsdalen; og indi ham var der bare en Padde. Sofie. Saa det er sandt. Ja men sæt dig nu ikke til med dette, du. Kom og tag en Tur, saa blir du modig igjen. Det er ordentlig Vaar, ser du! tindrende klart; og Sol, og Vaarblaaning over Lierfjeldene, og bleg, fin Himmel, og Sneen tiner i Solbakkerne; kom nu! Henning. Jeg har andet at bestille. Sofie. Hvad har du at bestille? Henning. Jeg skal tage Hensyn. Sofie. Adjø. (Lukker Døren.) (Stikker Hovedet ind igjen.) Var det ikke det jeg sa kanske? Adjø! Henning (efter hende) . Stop! Hvad var det du sa? Hvad mener du? Du maa ikke gaa fra mig paa den Maade, Sofie. Kom; sig mig hvad det var du mente. Hvis du tror det er for Moro Skyld, dette her -- Sofie (udenfor Døren; grædefærdig) . Jeg trodde bare ikke det skulde komme saa fort. Henning. Hvad skulde ikke komme saa fort. Sofie (græder) . Du skal jo alt begynde at ta Hensyn. Henning. Ja til dig, ja. Sofie. Det er en egen Maade at tage Hensyn til mig paa, synes jeg. Henning. De snakker om os i Byen, ser du. Sofie. Aa, er det det. Ja men kan de ikke faa Lov til at snakke da, naar de har det saa nødig? SIDE: 297 Henning. Ikke om dig. Uh; naar jeg tænker paa, at der sidder de rundt om paa Restaurationerne, alle disse inderlige Raaskind, og drøfter dig over sine Pjoltere og Seidler og udaander sine Ungkarlstanker over dit Navn -- aa! Aa jeg har været en Slyngel. Sofie. Vi skal altsaa ikke være sammen længer da; er det det du mener? Henning. Naar vore Venner har holdt op at snakke, skal vi være sammen igjen. Sofie (helt ind) . Jeg vil ikke! Henning. Jeg vil ikke heller. Sofie. Hvorledes vil du at jeg skal holde ud denne stygge kjedsommelige Tilværelsen, naar jeg skal give op det eneste som der er Hygge ved? Kanske jeg skal gaa tilbage til den svarte, fæle, tomme Kjedsomheden, bare fordi der er nogen Mennesker som snakker Vrøvl? Jeg vil ikke, jeg vil ikke! Henning (støttet op til Arbeidsbordet. Halvt bortvendt fra hende, ble g). Sofie. Sofie. Jeg vil ikke! Jo; naar du jager mig, naturligvis; og hvorfor skulde du ikke jage mig? nu? (graadsprængt) Du faar jo et Arbeide, og meget at tænke paa og meget at bestille; du har jo ikke Brug for mig da. Og saa faar jeg gaa hjem og kjøbe mig en Moppe og en Kanariefugl og se at faa Tiden til at gaa saa godt jeg kan; det blir naturligvis saadan jeg skal ha det. Henning. Nei! jeg kan ikke. Du faar sige hvad du vil, og synes hvad du vil; men -- . Skal vi forlove os? Sofie (som før). Da faar vi jo hellerikke være sammen. Da maa vi fare omkring med alskens uvedkommende Mennesker og sidde paa Forundringsstol og lade os beglo, og plages af Skaaltaler og Gratulationer; og det blir saa offentligt og uskjønt og kjedsommeligt; du holder det aldrig ud; det har du sagt saa mange Gange. Henning. Skal vi gifte os, Sofie? Min Redaktørpost blir ikke fed, men vi klarer det vel; Kontrakten underskrives i Dag eller i Morgen, og saa holder vi Bryllup før Vennerne faar Suk for sig. Gaar det an? SIDE: 298 Sofie (i Graad). Du vil jo ikke gifte dig. Henning. Jeg vil alligevel. (Tager hendes Haand.) Jeg kan ikke være ifra dig. Jeg taaler ikke at de snakker om dig. Vi faar vove det, Sofie. Sofie. Vil du virkelig det? Henning. Ja. Sofie. Ja da vil jeg ogsaa. (Falder ham om Halsen.) Henning (kysser hende). Gud velsigne dig. (Det banker.) Doffen (ind). Hvor i Jøssenam blir der af dere? Vognmanden skal ha Betaling for Timen, han. Henning. Aa pyt. Saa; ikke vær grætten nu, Doffen. Hagen op! Verden er ikke saa gal enda, ser du. (Fører ceremoniøst Sofie frem for ham.) Maa jeg ha den Ære at præsentere min Forlovede. Doffen (forbauset; saa forlegen) . Jasaa. Har du forlovet dig? Var det ogsaa noget at forlove sig med? Ja-ja; gratulerer. Sofie (ler) . Du faar gratulere mig ogsaa, Doffen. Doffen. Javel. Ja det var sku paa Tide ogsaa, dette her; for mine Kammerater begyndte at ræsonnere og erte mig og kalde mig Forklæde. Ja dere faar komme da. Jeg véd ikke hvorfor dere akkurat skulde finde paa dette-her nu; Vognmanden staar og venter. Sagfører Johnsson (ind) . Om Forladelse. Undskyld, træffer jeg Literat Henning her? Herman Henning? Henning. Det er mig. Johnsson. Aa, -- jeg skulde saa nødvendig tale med Dem et Øieblik. Det skal ikke vare længe. Sofie. Vi gaar i Forveien, Doffen; velkommen efter, du! (De gaar.) Henning (med et forstjaalet Slængkys). Adjø saa længe! Johnsson. Jeg er Sagfører Johnsson og kommer som Befuldmægtiget fra Grosserer Kruge med Interessentskab. Henning. Aa, i Anledning Kontrakten. Det falder jo akkurat. Ja jeg begyndte at vente paa Dem nu forresten. (Til Arbeidsbordet og tager Pennen.) Der er ikke nogen Vidtløftigheder, antager jeg? Vi blev enige om det væsentlige. SIDE: 299 Johnsson. Jeg skulde først bede om Undskyldning, fordi jeg ikke er kommen før, -- det vil sige jeg eller en anden; men der har været meget at ordne med det økonomiske; og til syvende og sidst blev det ikke ordnet, det vil sige ikke saadan som Herr Kruge havde tænkt sig det. Henning. Jasaa! Værsgod tag Plads. (Opdager de tomme Ølflasker, som endnu staar paa Bordet.) Naa, her er nok lidt uryddigt her; man lever paa Ungkars Fod, skal jeg sige Dem. (Rydder væk.) Johnsson. Hvad gjør det, naar man lever gladelig? Aa ja; vi hører meget om Kristianialiteraternes glade Liv nu om Dagen. Piger og Vin, ha-ha; eller Damer og Øl, heder det nu kanske. Øl paa Formiddag er forresten ikke sundt, Herr Literat! Henning. De sa at Kruge ikke havde faaet ordnet det efter Ønske; hvad vil det si? Johnsson. Det vil si at han ikke blev saa alene om Forretningen som han havde tænkt sig. Han fik Konkurrenter, ser De. Og saa endte det med at han maatte indgaa Kompromis. Henning. Jasaa. (Fixerer ham.) Det er kanske et Kompromisprogram De nu skal forelægge mig? Johnsson. Vi kan kalde det Kruges Program med en Del ved Omstændighederne nødvendiggjorte Modifikationer. Henning. Hm. Jasaa. Johnsson. Alt dette har selvfølgelig taget sin Tid. Kruge har bestræbt sig for hos det samlede Interessentskab at opnaa de bedst mulige Betingelser, det vil sige Betingelser som skulde være saa smagelige som muligt for Dem; -- den Hædersmand føler sig paa en Maade bunden overfor Dem, saavidt jeg kan skjønne. Henning. Virkelig? Oprigtig talt: det begynder at smage af Politik, dette her, Sagfører. F. Ex. -- vil De forklare mig, hvorfor den Hædersmand gjør disse Anstalter med at sende mig en SIDE: 300 befuldmægtiget Gesandt, der ovenikjøbet for en Sikkerheds Skyld er Jurist, hvilket jeg ikke er? Johnsson. Jeg tror allerede at have bemærket, at jeg ikke kommer specielt paa Kruges Vegne; jeg er Forretningsfører for det hele Interessentskab. Henning. Hm. Dette Interessentskab kunde jeg ha Lyst til at faa Rede paa. Johnsson. Interessentskabet bestaar, foruden af Kruge og en Del ældre Aktieeiere, af Thingmænd og enkelte større Gaardbrugere. Henning. Det betyder Korntold. Hvad? Tror Kruge at jeg gaar med paa Korntold? Johnsson. Lad mig sætte Dem ind i Situationen. Til Dato foreligger der en mundtlig Aftale mellem Herr Kruge og Dem. Denne Aftale fandt Sted under en bestemt Forudsætning, nemlig den, at Kruge alene blev Eier af Bladet, det vil sige Hovedeier og Leder. Men denne Forudsætning er ikke slaaet ind. Følgelig bortfalder hin første Aftale som Grundlag for Underhandlingerne; det vil sige: Underhandlingerne begynder fra nyt af. Og naar man først henvender sig til Dem, saa er dette noget hvorfor De ene og alene har Herr Kruge at takke. Andre Interessenter har bragt andre Kandidater i Forslag, og det beror nu ganske paa Deres egen Holdning, om Underhandlingerne skal føre til noget Resultat eller ei. Henning. Saa. Er det Situationen? Johnsson. Det er Situationen. Henning (kaster Pennen; ler kort). Efter den Indledning tør det bli ganske interessant at høre Herr Grossererens "Program med Modifikationer". (Sætter sig). Johnsson (tager frem en Notitsbog) . Skal vi tage fat? Henning. Klem paa, Sagfører. Johnsson. Der er tre Punkter hvorom jeg skulde indhente Deres Formening. (Refererende.) Nummer én. Bladets Hovedopgave skal være at bekjæmpe alle Forsøg i Retning af Splittelse. Henning. Det kjender jeg igjen. Johnsson. Det skal altsaa forfægte den samme Politik som hidtil, dog med en mere afgjort Tilslutning til den SIDE: 301 gamle liberale Politik, det vil sige den, som grundlagdes ved Ueland, og som for Tiden nærmest repræsenteres ved de ældre Storthingsbønder af det folkelige Parti. Henning. Det er flinkt! Mine Veteraner! Ja det er en Modifikation, Sagfører. Jeg skal nemlig si Dem: det var Veteranernes Politik, Kruge og jeg var enige om at bekjæmpe. Johnsson (med Blyanten parat). Har De noget at bemærke ved dette Punkt? Henning. Sæt at jeg havde noget at bemærke? Johnsson. Hvis det er noget mindre væsentligt, vil der kunne forhandles, formoder jeg. Men hvis De principielt modsætter Dem Paragrafen, -- saa forstaar De jo selv. Henning. Det var det jeg tænkte. Gaa videre, Sagfører! Johnsson. Altsaa intet at bemærke? Henning. Aa-jo. Skriv: Citanten forbeholdt sig alt lovligt. (Reiser sig; frem og tilbage.) Kruge maa ikke tro at han slipper mig med dette her. (Ler kort.) Hah! naar han sidder ved sit bugnende Bord og drikker af sine direkte hjemførte Vine, saa skal jeg aabenbare mig for ham som Bankos Aand -- Johnsson. Ialfald ingen principiel Indsigelse? Henning. Hvor kan De tro? Jeg skal si Dem: fra i Dag af existerer der ingen principielle Indsigelser. Bare Politik. Og Politik er Kompromis, immer Kompromis; paa den Maade bjerger man sit Skind, ser De. Jeg begynder at forstaa mig paa Politiken nu. Før har jeg været en Konfirmand og et Æsel. Videre, Sagfører! Naar nogen giver dig et Slag paa din venstre Kind -- Johnsson (refererende) . I Spørgsmaal hvor Partiet ikke staar enigt -- hvor der altsaa er Fare for Splittelse, forstaar De -- , skal Bladet forholde sig neutralt -- Henning. Neutralt? Det er vittigt. Johnsson. -- skal Bladet forholde sig neutralt og være et rent Diskussionsblad, idet Artikler indtages fra begge Sider, medens Redaktionen først indtager sit Standpunkt -- SIDE: 302 Henning. -- naar Striden er over. Det er min Salighed vittigt! -- Johnsson. -- naar Faren for Splittelse kan antages at være over. Henning. Kræmmere elsker Fred, thi da florerer Trafiken. Véd De hvad onde Tunger paastaar, Sagfører? Onde Tunger paastaar, at Kruge skal ind i Forræderiet. Hvis det var sandt, saa vilde hans Modifikationer bli lettere at forstaa, -- forstaar De! Johnsson. Har De noget at bemærke? Henning. Citanten forbeholdt sig alt lovligt. Johnsson. De er ikke Citant. Ingen principiel Indsigelse altsaa. (ser op) De er nok en mere medgjørlig Mand end man har formodet, Herr Henning? Henning. Kommer man ikke længst med det? Johnsson. Alt til sin Tid, Henning. Henning (ler indvendig). Jeg lovede Kruge at jeg vilde være slu som en Ræv, for at Rævene ikke skulde lure mig. Det var et dristigt Løfte, Herr Johnsson; jeg er jo ikke Jurist (Johnsson bukker let); og altsaa bør jeg begynde at øve mig. Saa man havde formodet at finde mig mere umedgjørlig? Hah! Johnsson. Sidste Punkt. Der forhøres, om De har noget imod at faa en Medredaktør. Henning. Hvad skulde det være for en? Johnsson. Man har foreslaaet Herr Omby. Henning. Aha! Saa; det er Omby som er min Rival. Ja, nu forstaar jeg. Aa, det er deiligt naar Skyerne spredes, og man begynder at se klart ind i en Vens Sind! Omby var min Ven engang, ser De, og i Dag har han været her for at frelse min Sjæl, paa det at han kunde faa fat paa Arven. O, min kjære Ven, Chefredaktør skal du ikke bli! Skal jeg endelig trækkes med en Plebeier, saa skal han staa under min Pisk; han er født til at staa under Pisken. Johnsson. Ingen Protest? Henning. Jeg er for slu til det, Sagfører. SIDE: 303 Johnsson (noterer). Altsaa færdig. Henning. Foreløbig. Johnsson. Ja Gud véd hvad det er for noget "lovligt", De "forbeholder" Dem. Henning. Jeg forbeholder mig den lovlige Ting at skjælde ud Hædersmanden Kruge. Johnsson. Hvad skal det være godt for? Henning. Det vil ærgre ham. Vistnok skal han bli Statsraad; men endda er der vel en Rest af Gudsbilledet igjen i ham; og der vil jeg ramme ham; i Prikken. Johnsson. Ha, ha, ha. Henning. De skal ikke le. Sandheden er mægtig; en Gang imellem seirer den! Vover Mennesket at vedstaa sine "Modifikationer", personlig, Ansigt til Ansigt med mig, saa vil jeg bringe Herr Peder Johannes Pedersen til at erindre, at jeg har Vidner paa hans Mund -- Johnsson. Vidner, siger De? Henning. Et Vidne saa godt som hundrede! Og saa vil jeg forklare Herr Pedersen, at om der kanske ikke er Lov og Ret for sligt, saa har vi Almenheden, og saa har vi staalslebne Ord, kolde Ord fyldte med Forgift! Aa, hvor jeg skal kompromittere ham. Jeg skal kompromittere ham slig, at fra den Dag skal der følge ham en ond Lugt, hvor han gaar og staar, -- lige ind i Forræderiet. Johnsson. Er det Meningen at jeg skal si ham dette-her? Henning. Ja; det skal De si ham! Johnsson. Ha, ha; jeg syntes De talte om Ræveklogskab her fornylig. Henning. Jeg skal ialfald bli Kræmmeren for klog. Johnsson. Herr Literat, jeg er rigtignok nærmest Modpartens Repræsentant; men det faar ikke hjælpe; De vækker virkelig Medfølelse hos mig. Hør nu her. Hvis De paa nogen Maade opfører Dem mindre belevent ligeoverfor Herr Kruge, forstaar De da ikke, at saa er det forbi? Det vil sige: saa lader han Dem i Morgen Aften bare ganske simpelt og stilfærdigt falde igjennem? Det vil han ha saa meget lettere for, som det alligevel skal knibe om De blir valgt, selv med Herr Kruges Understøttelse. SIDE: 304 Tænk Dem saa Deres Stilling i det Øieblik at han slipper Dem. Men Gudbevars! hvis De ønsker det -- ; jeg har jo ikke noget specielt imod at se Omby som Chefredaktør. Henning (sætter sig ved Arbeidsbordet. Støtter Hodet mod Hænderne). De skal naturligvis ... ikke si det i den Form. De skal si, at jeg ønsker en Samtale med Herr Kruge ... i Morgen ... om visse Enkeltheder. Og saa for at underskrive ... Kontrakten. Jeg ber om Undskyldning. Jeg er ... nervøs i Dag. Jeg vil overveie Sagen nærmere ... til i Morgen. Johnsson (ser paa ham. Bukker; gaar langsomt og i Taushed). FJERDE AKT Hjemme hos Gill. Almindelig bedreborgerlig Kristiania-Dagligstue. I Midten af Værelset et rundt Bord, hvorpaa Albums etc.; rundt Bordet stoppede Stole i forskjellige Facons, brunt Betræk. I Baggrunden to Døre, den ene til venstre til Korridor og Udgang, den anden til Kjøkkenet. Paa Væggen til venstre en Dør, som fører ind til Kontoret. Begyndende Skumring. Fru Johanne hvilende i en Kaminstol foran Kakkelovnen (til venstre, henimod Baggrunden). Henning (kommer). Henning. Godaften, Frue. Fru Johanne (reiser sig halvt). Godaften, Henning. Henning. Er Gill kommen? Fru Johanne (reiser sig). Nei, men han kommer. Sid ned; nu skal vi faa Lys. (Hen til Kjøkkendøren: raaber ud) Janna! Lampen. Ja i Dag er det altsaa den store Dag. Jeg sidder her og er næsten nervøs, jeg som ikke har noget med det. Henning. De er sikker paa at han kommer hjem? Fru Johanne. Ja; han sa han skulde hjem-om. Og han pleier at være at lide paa. Sid, sid! SIDE: 305 Henning (sætter sig ved Bordet). Tak. Har De hørt noget? Fru Johanne. Gill fortalte -- naa. (Pigen med Lampen.) Tak, Janna. Husk saa paa at tænde Lampen i Kontoret. Janna. Ja, Frue. (Ind i Kontoret.) Fru Johanne. Gill sa, at -- . Nei men hvordan er det De ser ud? Er det daarligt med Dem? Henning. Lidt træt. Gill sa -- . Fru Johanne. -- at det stod godt nu. Nærum havde ment at De var ovenpaa. Henning. Nærum? Jeg tror ikke Nærum. Siden min Veteran-Artikel har han været høflig mod mig. Fru Johanne. Skulde det være noget ondt Tegn? Henning. Har De lagt Mærke til Øinene hans, naar han hilser venskabeligt? De er som Øinene paa en Hund, naar den lurer paa at bide. Fru Johanne. Uf da! Henning. Nærum er en Hund. Hundeklog, hundefeig, hundelumsk; Hund, siger jeg. Fru Johanne. Gill tror fremdeles at han ikke er af Bispens Bønder. Henning. Ingen har nogensinde vidst hvad Nærum er. For Øieblikket er han Taburetfrier. Fru Johanne. Ja det tror nu ikke jeg. Henning. Jeg tror baade det og mer. Man skal anse enhver Mand for Lommetyv, indtil det modsatte bevises. Fru Johanne (ler) . Den gamle, krogede Bondeknarken i et Ministerium? nei véd De hvad. Henning. Det hender at Jeppe blir Baron, Frue. Aa, kan De ikke gi mig en grov Kjeft. Fru Johanne. Grov Kjeft, vil det si Pjolter? Henning. Grov Kjeft vil si Vand og Kognak. Fru Johanne. Aa ja, den deilige Drik som er saa let at lave? Værsgod, her er Vand (sætter frem Karaffet); Kognaken er vist her ude. (Ind i Kontoret. Kommer igjen med en Halvflaske.) Vær saa god. Henning. Tak. (Laver og drikker.) Har De set en Taburetfrier, Frue? Fru Johanne. Jeg véd ikke, jeg. Henning. Læg Mærke til -- : naar en Mand kaster SIDE: 306 den gamle lurvede Venstrehatten, og den luslidte Venstrefrakken, og begynder at bruge Neglebørste, og siger "Hans Majestæt" istedetfor "Hans Madsen", og "Hans Excellence" istedetfor "den gamle Nathue", og taler om at han har seet ind bag Kulisserne, -- da skal De ikke stole paa ham; da er han bidt. (Drikker.) Fru Johanne. Naa! Henning. Nordmændene er to Slags: Taburetfriere og Storthingsfriere. Storthingsfrierne er de ækleste. Man kan kjende dem i en Kirkealmue. Lange lyttende Ører; velkjæmmet Haar; Smør om begge Mundvigerne -- isch! (drikker) færdige til at love bort sin Siddeplads i Himmerig, hvis bare Peder Larsen vil gi dem sin Stemme. Fru Johanne (sætter sig). Ja i disse Dage kan man nok bli mismodig. Det var forresten morsomt at De vilde se herop i Kveld; det havde jeg egentlig ikke ventet. Henning. Jeg maa tale med Gill. Han har ikke været at finde i Dag; Gud véd hvor han vanker. Fru Johanne. Man skulde jo egentlig vente at finde Dem andetsteds; ikke sandt? Henning. Jo; det er sandt. Jeg skulde være andetsteds. Men jeg turde ikke. Jeg formelig løi mig fra hende; jeg var saa urolig og forpint. Fru Johanne. Det tager paa Dem dette-her, Henning. Henning. La femme, la femme. Fru Johanne. Ja men Herregud, Henning -- Henning. Jeg skulde ikke ha gjort det! Det var sindsforvirret. Men det var gjort, før det var besluttet. Fru Johanne. Men De staar da ikke raadløs om det gaar galt i Kveld, Henning? For det første har De jo ialfald én Examen -- Henning. Jeg har to. Jeg er candidatus filosofiæ. Fru Johanne. Hvad kan De bli naar De er det? Henning. Jeg kan bli en Døgenigt. Fru Johanne. Ja men hvad mer? Henning. Jeg kan bli Politiker. Fru Johanne. Ja, se det. Man kan nok leve af at være Politiker. Og saa kan De desuden skrive. Henning. Jeg kan ikke lave Bøger, desværre. SIDE: 307 Fru Johanne. Hvorfor kan De ikke det? Henning. Jeg er ikke fræk nok. Jeg tør ikke gi mit eget Lirumlarum ud for Virkelighed. Jeg kunde i det høieste skrive én Bog; men den blev ikke morsom. Fru Johanne. De kan da skrive Føljetoner. Henning. Der er ingen som vil ha mine Føljetoner. Fru Johanne. Vil ikke "Tiden" ha dem? Henning. Véd De hvad Gill sa? Du skriver for meget om Samfundslidelsen, sa han. Vi blir kjed af at læse om Samfundslidelsen, sa han. (Drikker. Et Øiebliks Taushed.) Fru Johanne. Og Deres Avisartikler -- ; bare Gill kunde faa saa mange som han vilde ha af dem! -- De stærke Udtryk kunde De vel altid vænne Dem af med. Henning. Ja. Jeg kommer ikke til at bruge stærke Udtryk herefter. Jeg kan ikke bli sint. Fru Johanne. Aa Snak med Dem. Henning. Og endnu mindre begeistret. Han -- , han Fyren -- , han som vi skreg Hurra for lige til sidstleden Søndag, -- han har taget Troen fra mig. Fra mig og den hele Generation. Slappe og ækle og vantro blir vi, den Ungdom som nu rykker op. (Knytter Haanden, men lader den falde.) Aa! det var ham bedre, om der var hængt en Møllesten om hans Hals -- . Fru Johanne. Tal ikke om ham. Jeg liker ikke at høre ham nævne. (Lidt efter.) Sa virkelig Gill, at han var kjed af at læse om Samfundslidelsen? Han som interesserer sig saa for Arbeidersagen? Henning (vrider paa sig). Interesserer sig -- . Ja; ved Eftermiddagskaffen. Man blir saa barmhjertig naar man er mæt. (Reiser sig; frem og tilbage.) Eins Bier, sa Gassen. Liberale og halvliberale, og kvart- og kvint- og kvasi-liberale -- eins Bier, Frue, eins Bier. For den Sags Skyld kan det sgu være det samme hvem man skriver for; tror De kanske ikke, de uforsonlige opgir Stemmeretten naarsomhelst, bare de kan undgaa Splittelse? Bare de kan faa vedblive at være det store mægtige Parti, som deler broderlig indbyrdes alle Guds Gaver? Hah! SIDE: 308 Fru Johanne. Snak ikke slig. De er jo ikke raa; hvorfor skal De da gaa og skabe Dem? Henning. Raa? Sandheden kan være raa, den. Fru Johanne. Det er ikke Sandhed! det er ikke Sandhed! De tror ikke selv, at Menneskene er slig! Fy; hvis de var slig, hvorfor skulde vi arbeide da? Og ikke er vi Kvinder heller saadan som dere tror. Dere tror at vi bare tar Hensyn til os selv, og bare tænker paa hvor flot vi kan faa det, og hvor megen Stas vi kan faa, og hvor mange Piger vi kan holde; -- jo! dere tror det! De ogsaa, Henning. Nu sidder De der og indbilder Dem, at Frøken Thomson ikke vil ha Dem, medmindre De kan møde op med saa og saa stor Gage om Maaneden; isch. Men vi er ikke slig. Vi er ikke slig. Det er det vi mindst af alt er. Faar vi den vi holder af, -- alle mulige Vilkaar tar vi. Om det var de pinagtigste, de besværligste -- ; bare vi faar dele dem med ham. -- Uff; De snakker slig at De faar mig snart til at tude. Henning (drikker. Om lidt). De har let for at ræsonnere. De har jo aldrig forsøgt den Slags Vilkaar. Jeg har forsøgt lidt af dem, jeg. Jeg har forsøgt at sulte. Bare et halvt Aars Tid. Et Menneske som jeg holder af drager jeg ikke ind i den Elendighed, Frue! Fru Johanne. Aah. De er umulig i Kveld. Lad os tale om noget andet. Fortæl mig -- ; fortæl mig: hvad sa egentlig Kruge, da De var hos ham? Henning. Jeg har været hos ham to Gange. Fru Johanne. Naa, hvad sa han? Henning. Han var diplomatisk. Han løi. Fru Johanne. Løi han? Henning. For Fædrelandets Skyld. Jeg beviste ham opi hans melede Fjæs, at det var Løgn og blev Løgn; saa forandrede han Taktik og blev glemsom. Jeg værgede mig Fod for Fod; jeg bøiede mig og tøiede mig som en Vidje; tilsidst gav jeg mig paa alt, saa nær som paa Korntolden -- Fru Johanne. Hvad! Gav De Dem? SIDE: 309 Henning. Foreløbig, foreløbig. (Hun ser paa ham, usikker og forskende. Han staar op, lidt generet, og begynder at gaa frem og tilbake.) Jeg skulde naturligvis bare ha spyttet og gaaet min Vei; Gudbevars. Men jeg havde nu min Interesse af at forsøge. Fru Johanne. Ja. Det kan jo være. (Kort Pause. Henning sætter sig igjen; stikker paa Glasset.) Henning. De, -- Fru Johanne; -- jeg skal si Dem en Ting. Den næste Advokat vi sender i Vei for at seire for os, han kommer ogsaa til at indgaa Kompromis. Fru Johanne. Vi skal ikke tale om Advokater. Henning. Ingen retrygget Mand naar frem, ser De. En Kamel kan gaa gjennem et Naaleøie; men en ærlig Radikaler blir ikke Magthaver hertillands. Fru Johanne. Ja men saa blir jo alt forgjæves. Henning. Alt blir forgjæves, indtil det norske Folk samler sig en Dag og gjør sig frit. Ikke med Talemaader, forstaar De. Ikke med Besindighed. Med Jern. Fru Johanne. Det sker ikke. Henning. Nei. Det sker ikke. Véd De hvorfor det ikke sker? Fordi det norske Folk ikke existerer. Fru Johanne. Det existerer nok -- Henning. Det norske Folk existerer ikke. Der er nogen Maalstrævere som har forsøkt at opklække en norsk Nationalfølelse ved Kunst. Syttendemai-Rummel og Sæterjenter og Gammelost og Fjeldmaal skulde gjøre det. Hah! Det norske Folk gaar bag Plogene udover Landet og "er under Sverig". Det norske Folk heiser Sverigs Flag hvor det kan komme til; og den 17de Mai gaar vi med svenske Farver i Nationalkokarden. Vi er en Provins, Fru Gill. En Provins og en Almue. Og før en Almue gjør Revolution, før lader den sig stege og spise til Smørrebrød. Fru Johanne. Vi tror ikke paa Revolutioner nu. Henning. Ikke paa Revolutioner og ikke paa Advokater. Og saa denne Stemmeretten som vi gaar og skraaler for! Ha-ha, spørg Folket. Spørg den første den bedste. Spørg dem som har det værst og kunde trænge den bedst. SIDE: 310 De vil ikke ha den. De véd ikke hvad det er. Man har indrettet sig saa, ser De. Fru Johanne. Hør, Henning. Hvis De mener noget med alt dette-her, saa er De jo færdig! Hvad skulde De nu ta Dem til? Henning. Hvad jeg skal ta mig til! Jeg vil gifte mig. Fru Johanne. Nu? Henning. Jo. Naar hun vil ha mig, saa vil jeg gifte mig. (F ru Johanne tier.) Min Næste er en Slyngel. Skal jeg derfor renoncere paa en Lykke som er større end at den kan fattes og begribes? Ha-ha. Det maatte ha været før, det. Da jeg var ung og dum. (Det ringer.) Fru Johanne (lettet) . Naa! der har vi Gamlen (gaar hen og aabner). Byberg (viser sig) . Godkveld, Fru Gill. Fru Johanne. Aa, er det Dem, Byberg? Værsgod. Byberg. Eg skulde finne Gill; han er kje komin? Fru Johanne. Han kommer vist strax. Sid ned, Byberg. Byberg. Nei Takk; eg lyt nok berre i Veg att. -- Godkvelden, Henning; naa, De held Mode uppe, vel? Me skal gjera det me kann. (Til Fru Johanne.) De bed kannhende Mannen Dykkar koma so tidleg paa Møte at eg raakar han der, fyrr det tek til. Godkvelden! (vil gaa). Fru Johanne. Det skal jeg. Hvordan staar forresten Sagerne, Byberg? Byberg. Aa det hev vorti ei heil Røre, Fru Gill. Kruge hev slegi Lag med Nærum; og kven som stend attum Nærum er noko som ingen rett veit; men eg hev no mine Mistankar. Fru Johanne. Saa De endelig har faaet Greie paa Nærum nu. Byberg. Nei; men det er sant, eg hev vori for trygg paa 'n. Ein maa ikkje vera godtruin i denne Tid. Ein maa ikkje tru sin eigin Tvillingbror. Det er sant! Det skulde eg spyrja um. (Til Henning.) Er De trulova? SIDE: 311 Fru Johanne (ler). Nei men Byberg! Skal De nu bruge det ogsaa til at agitere med? Byberg. Nei det skal eg ikkje; men der vert Bruk for det likevel, er eg rædd. Henning. Ja; jeg er forlovet. Garv de Raaskind ordentlig. Byberg. Eg skal gjera det eg kann, Far. Ja, Godkvelden! (Gaar.) Fru Johanne. Hvad i al Verden vil han med Deres Forlovelse? Henning. Aa, han vil dræbe en Del Sladder. (Det ringer; han tømmer Glasset.) Fru Johanne. Naa; dèr er han da vel. (Hen til Døren og lytter. Aabner.) Endelig. Godkveld, Gamlen. Kommer du? Gill (ind) . Godaften. Ja jeg blev lidt sen. Fru Johanne. Traf du Byberg? Gill. Ja. Han skulde bare ha nogle Aktiebreve som jeg har besørget. (Til Henning.) Det blir en hel Affære, du. Hele Partiet er paa Benene. Du er spændt, ser jeg? Henning. Ja. Lidt forkjølet desuden. Nu sidder jeg her og drikker mig fuld. Fru Johanne. Gratuler ham. Han er forlovet. Gill (hjerteligt) . Virkelig? Gratulerer, kjære Ven. Henning. Tak. Fru Johanne. Noget nyt forresten, Gamlen? Gill. Stemmeretten er opslaaet til Lørdag. Saasnart Regjeringen har gjort Rede for sit Standpunkt, skal der fremkomme Udsættelsesforslag -- Henning. -- som blir vedtaget. Gill. Formodentlig. Og Korntolden skal ha Flertal i Komiteen. Flugt og Demoralisation paa hele Linjen. Henning. Ha-ha. Gill. Nærum gaar ind i Ministeriet. Fru Johanne. Og du som har troet den Mand. Gill. I det sidste har Troen været svag. Det var egentlig Byberg, som narrede mig. Desuden vidste jeg ikke, at Nærum har en Datter. Fru Johanne. Hvad vil det si? SIDE: 312 Gill. Han har en Datter som er 28 Aar gammel og forlovet med en gammel Flottenheimer som holder paa at drukne i Gjæld; nu skal han ha opnaaet et Laan af offentlige Midler paa høist fordelagtige Betingelser. Fru Johanne. Fy. Sligt tror du ikke. Gill. Man faar Ørene hvisket fulde af den Sort fra Morgen til Kveld; Bagvaskelse og Mistænkeliggjørelse siver ind gjennem alle Porer. Henning (har lavet nok et Glas). Hvorfor skulde vi ikke tro det? Verden er saa omtrent. Der er ikke mere Moralitet i det norske Folk nufortiden. (Drikker.) Fru Johanne (lidt stramt). Der er nogle hæderlige Mennesker igjen endnu, Henning. Henning (hen til Gill). Skaf mig en liden Post i dit Blad, Gill. En liden Post paa 100 Kroner Maaneden. Gill. Jeg? Nu? Henning. Ja. Kan du ikke det? Gill. Det er umuligere end nogensinde. Lunde var formelig uhyggelig i Dag; Gud véd hvor længe man kan stole paa den Mand. Henning. Vil du i Nødsfald skrive paa en Obligation for mig? (Det ringer.) Saa kunde jeg faa omraade mig; jeg maatte altid kunne faa en Plads i et Provinsblad. Pigen (ind; leverer et Kort). Der er en Herre ude som ønsker at tale med Redaktøren. (Gaar.) Gill (høitidelig) . Jasaa. Fru Johanne. Naa, saa faar vi forsvinde, Henning. Tag Deres Glas. (De gaar ud til venstre. Det banker.) Gill. Kom ind! Hoffmann (ind; bukker ceremonielt). Godaften, Herr Redaktør. Gill (med et ceremonielt Buk). Godaften, Herr Statsraad. Tør jeg bede Dem tage Plads. Hoffmann. Tak. (Blir staaende.) De har i Dag sendt Hs. Excellence Statsministeren en Skrivelse. (Gill nikker.) Hs. Excellence har troet at burde meddele mig Indholdet af denne Skrivelse, og jeg har i den Anledning bestemt mig for at henvende mig til Dem personlig. Gill (bukker) . Jeg er meget smigret. Hoffmann. Jeg havde ventet, jeg tilstaar det, at De, SIDE: 313 inden De fattede Deres Bestemmelse i en Sag som denne, ogsaa vilde have konfereret med mig, som Partiets Chef. Imidlertid, naar saa skal være, faar Muhammed komme til Bjerget. Det forekommer mig, naar jeg overveier Indholdet af Deres Epistel, at De neppe endnu ganske kan have fattet Sagens fulde Betydning og Rækkevidde, og jeg vil derfor paa det indstændigste, og med det Alvor som betydningsfulde Situationer kan lægge i Menneskers Sind, henstille til Dem endnu engang at overveie Sagen, inden De tillægger Deres Skrivelse af Dags Dato Vægten af et sidste Ord. Gill. Jeg véd ikke om jeg har fattet Sagens fulde Betydning; men jeg véd, at jeg har fattet den efter bedste Evne. Jeg havde tænkt at konferere ogsaa med Herr Statsraaden. Men dels tænkte jeg mig, at Deres Tid rimeligvis har været stærkt optaget nu, og dels kom jeg efter nærmere Overveielse, og efter Konference med gode Mænd som ikke er gaaede ind i Blumes Ministerium, (Hoffmann smiler og bukker) til den Overbevisning, at "Tiden" ikke kan, under nogen Omstændighed, gjenoptage Diskussionen om Stemmeretten nu. Der er ikke Tid til det engang; og selv om det er sandt at Sagen skal foreslaaes udsat -- Hoffmann. Jeg kan konfidentielt meddele Dem, at det er sandt. Gill. Isaafald kan "Tiden"s Optræden kun bli en energisk Protest mod Udsættelsen. Hoffmann. Jeg opfordrer Dem gjentagende til at veie alle Hensyn med den yderste Omhu, inden De endelig bestemmer Dem. Jeg appelerer til Deres Fædrelandssind og Deres Loyalitet; vi har virkelig i dette Land havt nok af Kamp, Herr Redaktør! Og jeg vil tilsidst udtale det personlige Ønske, at De og jeg, Herr Gill, som i en alvorsfuld og skjæbnesvanger Periode har staaet trolig sammen i mer end én drøi Dravat, ikke maatte skilles nu, da det mer end nogensinde gjælder i Endrægtighed og ærligt Samarbeide at fremme og befæste det godes Seier i dette Land. Gill. Mig synes det, som om De staar i bedste Begreb SIDE: 314 med at spolere baade Endrægtigheden og det godes Seier. Hoffmann. Jeg tror Historien vil vise -- og det om ikke ret længe, Herr Redaktør! -- hvem af os to det er som nu feiler. (Blir mer og mer Taler.) Det har vist sig, at Sagen ikke er saa gjennemdebatteret som ønskeligt kunde være; der hersker inden vort Parti betydelig Uklarhed og en ikke ringe Uvilje mod den af mig foreslaaede og af Dem fremdeles forfægtede Ordning: almindelig Stemmeret. Det er under disse Omstændigheder at jeg, som erfaren Politiker, har anset det rigtigt -- bl. a. for at undgaa en for Partiet høist betænkelig Splittelse, hvis Følger neppe De heller, Herr Redaktør, skulde ville paatage Dem Ansvaret for -- ; jeg har anset det rigtigt, siger jeg, at gaa til Kompromis, hvorved alle moderate Elementer kan samles og et jevnt sundt Fremskridt i Forfatningens Aand fremmes og betrygges; jeg tror ogsaa det er paa Tide, at alle gode og arbeidsdygtige Kræfter i vort Samfund nu søges samlede og tilgodegjorte for det store Arbeide som ligger for os, -- et Arbeide som kanske altfor længe har hvilet: det praktiske Arbeide til Fædrelandets Vel og til Nationens Udvikling i aandelig, materiel og national Henseende. Og for at nu alt kan ordne sig paa den hensigtsmæssigste og med Omstændighederne mest stemmende Maade, og for at der kan falde fuldt og klart Lys over den hele Situation, saa at Misforstaaelser kan spredes og en maaske farlig Agitation, der ikke vil undlade at tage selv Bagvaskelsen i sin Tjeneste -- jeg formoder det, Herr Redaktør! -- paa Forhaand kan stanses, -- er det, at en loyal og velunderrettet Presses Medvirkning er af en saa indgribende fædrelandsk Betydning. For Fædrelandets Skyld, for vores alles Skyld, og ikke mindst for Deres egen, -- betænk Dem, Herr Redaktør! Betænk Dem endnu engang; jeg beder Dem om det alvorlig. (Bukker; sætter sig, men reiser sig igien.) Gill. Ogsaa for min egen Skyld, Herr Statsraad? SIDE: 315 Hoffmann. Jeg tror at gjøre Dem en personlig Tjeneste ved at oplyse Dem om, at Mænd, hvem vor Sag ligger paa Hjerte, Mænd som ikke vil vige tilbage for noget Offer, naar det gjælder at sikre vor Sags Udvikling, er betænkt paa, hvis Splittelsestendenserne bliver for stærke, at sikre sig Pressens loyale Medarbeiderskab paa den ene eller den anden Maade. Deres Forlægger, Herr Lunde, skal, efter hvad man meddeler mig, ikke være uvillig til under visse Betingelser at overlade "Tiden" til andre Eiere; og da kan der ogsaa blive Tale om redaktionelle Forandringer. Gill. Hvis ikke ogsaa Redaktionen lader sig kjøbe? Hoffmann. Forestillinger af saa lidet høitliggende Art som Kjøb og Salg kan ikke her komme i Anvendelse; offervillige Mænd agter at sikre Fædrelandets Ro, og jeg skulde mene at en saadan Handling fortjener en smukkere Benævnelse. Jeg behøver vel ikke at bemærke, Herr Redaktør, at jeg selv staar fuldstændig udenfor dette. Gill. Herr Statsraad. Jeg vil sige Dem oprigtigt -- . I Betragtning af Deres Fortid og Deres graa Haar -- . Kort sagt: det er alene Deres Fortid og Deres graa Haar, som hindrer mig i -- Hoffmann (hurtigt). Det er virkelig ikke mindst af Hensyn til Dem, Herr Gill, at jeg i dette Øieblik staar her; men jeg indser, at Øieblikket er kommet til at afbryde Forhandlingerne. Jeg tor mine Hænder. Det vil neppe længer være mig muligt at frelse Dem fra den Skjæbne, der allerede oftere, Herr Redaktør! har rammet stædige Monarker, den, at bli dethroniseret. (Udsøgt høfligt, smilende) Herr Redaktør! jeg har den Ære at anbefale mig. (Gaar.) Gill (staar som fortabt og ser efter ham). Fru Johanne (ind; nysgjerrig). Var det virkelig Hoffmann,du? Gill (begynder at gaa frem og tilbage i stor Fart; gestikulerer). Det havde jeg ikke tænkt at skulle opleve. Fru Johanne. Hvad, du? Hvad er det, Gutten min? (Henning kommer fra Kontoret.) Gill. Aa er du der? Var det ikke Plads du spurgte om? Jo nu kan du tro der blir Plads for Folk som os. Vi er faldne blandt Røvere, Far min! SIDE: 316 Henning. Kan du ikke skrive paa for mig heller? Gill. Nei. Jeg skriver ikke paa oftere. Fru Johanne. Kan du ikke gjøre det alligevel, John? Gill. Det har sine Grunde. Henning. Det tror jeg nok. Det har altid sine Grunde, naar man ikke skriver paa for en fattig Satan. Naar jeg kommer paa det tørre, skal ikke jeg heller skrive paa; og det skal ogsaa ha sine Grunde. (Knytter Hænderne; skriger) Gid Fanden havde jer allesammen! (Ved Døren; ler). Hah! for en hærdende Ting: at ligge og synke og se sine Venner staa rolige rundt omkring og ikke røre en Finger! Man blir stærk af det. Nu tror jeg nok, jeg skal klare Situationen. (Ud.) Fru Johanne. Frels Gutten! Du ser jo, han sælger sig! Gill (raaber efter ham). Om otte Dage er jeg ogsaa en afsat Mand! Fru Johanne. Du?! Gill. Kan du nu se, at der var Intriger? Sceneforandring. Hotelværelse. I Baggrunden Dør som fører ud til en trang Korridor; paa den anden Side af denne en Dobbeltdør, saaledes anbragt, at man gjennem den -- naar begge Døre er aabne -- skimter ind i en stærkt oplyst Sal. Paa Væggen tilvenstre, i Baggrunden, en Dør, der fører ind til et Sideværelse, hvorfra af og til høres dæmpet Samtale eller Latter; denne Dør staar i Begyndelsen halvaaben. Døren i Baggrunden helt oppe. (Paulsen kommer ind fra Korridoren. Omby efter og indhenter ham.) Omby. Pst! Stop lidt. Paulsen. Aa; er det dig, kjære. Godaften, godaften. Omby (dæmpet). Du, véd du hvad denne Nathuen, Kruge, kommer og fortæller mig i sidste Øieblik? Kom her. (De trækker sig længer ind mod Tilskuerne.) De har opgivet mig, fortæller han. Simpelthen opgivet mig, ikke blot som Redaktør, men som Medredaktør ogsaa. De skal skaffe mig noget andet nu, heder det. Hvad skal jeg gjøre ved det, Paulsen? SIDE: 317 Paulsen. Ja; jeg hører Henning har givet efter. Omby (med Skuldertræk). Det gik som jeg sa: han følger Hoffmann. Paulsen. Uden politiske Anlæg er Henning ikke. Omby. Er ikke Henning Lyriker? Paulsen. Det er enhver ung Mand; nu begynder Henning at voxe det af sig. Faar vi nu bare Gill ogsaa med os, (kneisende) saa er Splittelsen klaret. Omby. Du svigter mig ogsaa, mærker jeg. Paulsen. Dig? Her er ikke Plads for personlige Spørgsmaal. Jeg akcepterer den nye Situation. Omby (frem og tilbage). Det er sjofelt. Paulsen. Aldr -- hm; sent vil du faa mig med paa den Ting at reise Børster mod en Kjendsgjerning. (Henning kommer fra Baggrunden. Langsomt; i fuldt Vintertøi. Lader som han ikke ser Paulsen og Omby; vil ind i Sideværelset.) Paulsen. Der har vi ham. Godaften, Henning! (Henimod ham.) Hvor gaar det? (Omby forsvinder hurtigt ind i Sideværelset.) Henning (stanser). Godaften. Aa jo. Paulsen. Jeg hører at du ogsaa er kommet til en forandret Opfatning af Situationen. Henning (med et sky Blik). Ja. Paulsen. Ja, jeg maa si -- ; ved nærmere Overveielse er det blevet mig klart, at Hoffmann i Virkeligheden har handlet parlamentarisk. Fandt han at Omstændighederne nødvendiggjorde en Overgang til Nærums subsidiære, saa maatte han jo, naar han vilde optræde korrekt, ogsaa tage Ansvaret for denne sin modificerede Politik; og det kunde han kun gjøre ved at gaa ind i Ministeriet. Endnu har ikke "Tiden" fundet det opportunt at lade denne Opfatning komme til Orde; Gill er et langsommere Hoved end jeg; men jeg tror, at det om kort Tid vil bli en almindelig Erkjendelse. Henning. Ja. Paulsen. Jah! det er dette -- : en Politiker maa bestandig holde sig parat for alle Muligheder, bestandig kunne akceptere og udnytte enhver forandret Situation med fuld Koldblodighed. Som Metternich har sagt: man maa smyge sig mellem Situationerne som Fægteren, der SIDE: 318 har indsmurt sit Skind med Olje; blir man heftende fast nogensteds, saa er man Dødsens. Henning. Ja. Ja undskyld; jeg skulde -- ; jeg skulde finde nogen; vi træffes senere. (Ind til venstre.) (Paulsen gaar ud i Korridoren igjen; derfra ind i Forsamlingssalen.) En langhaaret Mand (med flere kommer fra Værelset tilvenstre og gaar ud i Korridoren. Underveis). Vi trænger Penne. Og naar baade Kruge og Byberg anbefaler ham -- (Ind i Forsamlingssalen.) (Et Øieblik tomt. Derefter Byberg og Nærum i Overtøi ind fra Korridoren.) Byberg. Naa. Du var ikkje med i Slage, du? Nærum. (tar af sig Ydertøiet og lægger det paa en Stol). Aa nei; jeg var ikke det. Jeg begynder at bli gammel, ser du. Nu er det dere yngre som faar slaas og slides en Stund. Byberg. Segjer du det, Nærum. Nærum. Jeg tænker nu ikke, du Byberg er ræd for at binde an med hvem det skal være; du har Mod, du. Du er ikke ræd for stærke Reformer heller, du; om saa skal være. Byberg. Nei; er dei berre gode, so -- Nærum. Du maa ha modige Folk til Vælgere, du; fremskredne Folk, om jeg saa skal sige. Det er nu ikke alle som er saa heldige. Byberg. Naa; du meiner eg bør sjaa meg meir fyri, Nærum? Nærum. Du er vel sikker paa dine Folk, kan jeg tro. Byberg. Eg tenkjer som so, at hev dei valt meg, so fær dei taka meg som eg er; eg hev aldri lagt Dulsmaal paa kva eg meinte. Nærum. Aa nei; saa længe jeg har kjendt dig ialfald, har du været en ægte norsk, staut Bonde. Men derfor undres jeg paa, hvad du vil sige om dette nye Bondeparti som de gaar og taler saa meget om; det skulde være noget for os Bønder? Jeg har nu ofte tænkt, at vi burde holde mere sammen end vi gjør, vi Landrepræsentanter; men i de sidste svære Aar har vi jo været nødt til at gjøre som Garibaldi og ta med os baade Engelskmænd og Franskmænd og noget af hvert; og de er nu blit saa vigtige og kjæphøie, at de næsten raar os. Hvad siger du, om vi sluttede os mere sammen, Byberg? SIDE: 319 Byberg. Skulde me berre tenkje paa oss sjølve daa? Nærum. Nei paa ingen Maade; det nytter nok ikke med Klassepolitik i vor Tid, ser du. Nei; men vi skulde passe paa at Bønderne fik sin Ret, de ogsaa. Byberg. Ja det vil eg vera med paa; det er greidt. Men fyrst lyt no alle faa den Retten som me alt hev: Røysterett. Nærum. Grundlovens Mening har nu vist været den, at Bønderne skulde være liksom Folkets Kjerne. Byberg. Aa, eg tenkjer alle som arbeider er "Folkets Kjerne". Nærum. Jeg mente egentlig bare det, at Bønderne er de fleste. Der bør ingen gaa glip af sine naturlige Menneskerettigheder, det siger sig selv; alle bør have sin Ret efterhvert som det gaar an for Samfundet i det hele; men du véd, den gode gamle Bondepolitik som vi har arvet fra gamle Ueland, den har nu altid taget et særligt Hensyn til Gaardbrugerstanden, som jo virkelig efter Grundloven skal være Tyngden i vor Udvikling. Byberg. Det serlege Umsyn som vert teke til oss vert Urett mot dei andre; du kjem ikkje ifraa det, Nærum, um du er aldri so fin. Nærum. Der kan vere noget i det, kanske. Hvordan gaar det i Mødet? Byberg. Det gjeng skitt. Ja eg hev alltid fengi skrubba Kruge eit Grand, og sagt Baglane eit og anna sant Ord; men der er meir Stakkarsdom i Rekkine enn eg hev visst um. Du skal vel med inn, Nærum? Du kunde hjelpe til med aa greide ut i eitt og anna, du au? Nærum. Jeg kommer efter, jeg kommer efter. Byberg. Ja-ja. Og so kann du helse Blume og hans nye Bonde-Lag, og segja at me gjeng paa med friske Kræfter! (Ler lystig; gaar ind i Forsamlingssalen.) Nærum (blir staaende lidt og drager sig i Skjægget. Lukker derefter ganske sagte Døren til venstre. Trykker paa en Knap. Tager op Visitkort og Blyant og skriver.) En Tjener (ind). Undskyld, ringte De? Nærum. Si mig, (dæmpet) kjender De Grosserer Kruge? Tjeneren. Ja. Han er indi Møte. SIDE: 320 Nærum. Vil De ta det Kort, og saa gaa derind og stikke det til ham i al Stilhed? Værsgod; der har De en Drikkeskilling. Tjeneren. Tak! Mange Tak. Det skal bli besørget. (Nærum gaar frem og tilbage og venter.) Kruge (kommer; lukker Døren efter sig). Godaften. De er sent ude, Nærum? De maa skynde Dem nu, hvis De vil være med. Nærum. Aa nei; jeg tror ikke jeg vil det. Jeg tænker det er bedst, at jeg holder mig saa meget som muligt udenfor dette. De er altsaa færdige snart? Kruge. Jeg tænker det. Det har gaaet ganske skarpt til, De! Byberg og et Par til har været temmelig ubehagelige; de misforstaar det hele komplet; men nu tænker jeg de begynder at skjønne at de taber. Der er flere med os end jeg næsten turde vente, De! Nærum. Glem ikke, at det er vi som er det gamle Venstreparti. Hvordan gaar det med Henning? Kruge. Henning har føiet sig. Nærum. Virkelig? Er det fuldstændig Underkastelse? Kruge. Ja; i sidste Øieblik. Hele Programmet. Nærum. Han er altsaa virkelig forlovet da, kan jeg tro. Kruge. Han er nok det, De. Nærum. Jeg gad rigtig vide hvor de andre Rygterne kan være komne ifra, Herr Grosserer? Der blev talt noget om interessante Damebekjendtskaber; -- det er mærkværdigt, alt hvad Folk kan finde paa. (Kruge ser forbløffet ud; svarer ikke.) Nei jasaa da. Saa den fremskredne Herr Henning har maattet bide i det sure Æble og gaa under de gamle Veteraners Aag. Ja det er underligt i Verden, og underligt med de uforsonlige. Hæ-hæ. Kruge. Ja. Han gik med; men det varede længe. Det vil si -- ja det er sandt: det om Medredaktøren fik han strøget. Nærum. Hvad? Fik han strøget -- ? Kruge. Efter Konference med Statsraad Hoffmann tillod jeg mig at stryge den Paragraf, naar Henning ellers underkastede sig Programmet. SIDE: 321 Nærum. Kunde Hoffmann paa egen Haand bryde en saa klar Aftale -- Kruge. Jeg skal si Dem: vi kommer til at faa Omby anbragt andetsteds nu, tænker jeg. Nærum. Jasaa. Gill gjør Motstand? Kruge. Gill er umulig, De! Selv Hoffmann personlig kunde ikke faa ham til at fatte Situationens Alvor. Nærum. Han har aldrig havt det i Hovedet, den Mand. Kruge. I Dag har jeg ladet Johnsson føle Lunde paa Tænderne. Mod et større Beløb kontant er han ikke uvillig. Og desuden -- ; i Nødsfald -- ; Lunde har Papirer, De! Nærum (nikker). Det har han vel. Jo, dere Forretningsfolk -- ! Naa; de Herrer Kristianialiterater kan nok ha godt af at ydmyge sig lidt. De tør altsaa stole paa Henning? Kruge (viser frem et Papir). Jeg har hans Underskrift. Nærum. Naa. Ja-ja. Vi faar finde os i det da. Nei tænk; saa Henning skulde komme til at bære Ved og Vand for Veteranerne! Kruge. De, -- vi taler kanske ikke om dette Papir til andre end de sikre. Byberg gaar omkring og agiterer for Henning, han ogsaa (ler). (Gill kommer fra Sideværelset.) Nærum. Nei Godaften, Herr Redaktør. De er ude for at iagttage Begivenhedernes Gang? Kruge (lidt forceret). Godaften, Gill; Tak for sidst, skulde jeg si. Ja jeg maa forresten bede Dem om Undskyldning; jeg skulde ha været oppe og talt med Dem; flere Gange har jeg tænkt paa det; men jeg har virkelig været saa optaget -- Gill. Ja saadanne lumske Overgange skaffer vel en Del at tænke paa, kan jeg tro. Kruge. Jeg véd ikke af at der er Tale om nogen Overgang -- Nærum. Herr Kruge er kommen paa den Idé, Herr Redaktør, at vi har havt Storpolitik nok for en Stund nu, og at det kanske kunde være godt, om vi lagde Politiken an i en noget mere praktisk Retning. SIDE: 322 Kruge. Det er min Opfatning, ja. Gill. Det er kanske med "praktiske" Interesser for Øie, at De ogsaa, Nærum, er blit Baglerven i denne Tid? Nærum. Jeg passer mine Interesser selv, Herr Bladredaktør. Gill. Det gjør De vist; -- baade Deres egne og Familjens. Hvad? Den langhaarede Mand (viser sig) . Nu begynder Valget. Gill. Godaften, I Herrer "praktiske" Politikere. (Ud Korridorveien.) Kruge. Lad os se at komme ind. Nærum (dirrende af Vrede). Den andre Veien -- ! (Ind tilvenstre.) (Kort efter kommer Fru Gill og Sofie med Doffen.) Doffen. Her er bedre. Her kan De vente. Her er jo Sofa og alting. Det er jo rigtignok en Hotelsofa; (prøver den) den er saa forstoppet at den kaster Folk op igjen; men med Forsigtighed -- (reiser sig) værsgod, mine Damer! (De sætter sig.) Fru Johanne. Tak. Gaar det ikke an, at De lukker den Døren, Herr Thomson? Doffen. Jo det gjør det vist. (Lukker Døren i Baggrunden.) Fru Johanne. Tak skal De ha. Sofie. Og saa faar du prøve at faa vide et eller andet; der er vel nogen som kan si hvordan det gaar. Og saa se efter, om du kan se ham. (Doffen gaar.) Jeg holder det ikke ud. Her maa være noget paafærde. Tænk, borte den hele Dag! Hvad Slags Humør var han i, Frue? Fru Johanne. Han var jo svært spændt. Sofie. Stakkars Gut. Men hvorfor kom han saa ikke til mig? det er det jeg ikke kan begribe. Fru Johanne. De kan skjønne han har havt travlt. Han har fløiet fra Herodes til Pilatus; det betyder nok meget, dette, for ham. Sofie. Det betyder meget for baade ham og mig. Bare der ikke er noget i Veien. Fru Johanne. Aa nei; vi skal ikke haabe det. Sofie. De er vist ikke rigtig vel, Frue? Fru Johanne. Jeg? Jo da. Men jeg maa rent ud si jeg er lidt spændt, jeg ogsaa. SIDE: 323 Sofie. Ja. Nu kunde da ialfald Doffen komme igjen; synes ikke De ogsaa det, Frue? Blichfeldt (kommer drivende; hilser) . Godaften. Sofie. Aa undskyld, Blichfeldt; véd De hvordan det gaar? Blichfeldt. Det er nok ikke afgjort, Frøken. Der stemmes nu. Jeg gaar og venter paa Udfaldet, jeg ogsaa. Fru Johanne. Har De hørt paa Debatten? Blichfeldt. Nei. Jeg har bare gaaet her og slængt; frem og tilbage mellem her og Restaurationen. Sofie. Er Henning der inde? Blichfeldt. Det tror jeg ikke. Jeg saa et Skimt af ham nys; men saa blev han borte igjen. Paulsen havde faaet fat i ham. Sofie. Stakkars Gut. Dette maa være en græsselig Dag for ham. (Aktieeiere kommer ud af Forsamlingssalen; passerer gjennem værelset og forsvinder ind ad Døren tilvenstre; dette gjentager sig.) Doffen (kommer. Bukker for Blichfeldt). Det gaar jo bra, jo. Sofie. Gaar det bra? Blir han valgt? Doffen. Jeg spurgte en Fyr, -- en rar Fyr som gik og luffede med noget langt, lurvet Haar; han var vist Bonde -- Blichfeldt. Havde han langt Haar, saa var det en af Profeterne. Sofie. Naa? naa? Doffen. Han sa at Henning blir valgt. Sofie. Sikkert? Doffen. Temmelig sikkert. Jeg fik pumpet det ud af ham i lange Drag; det gik smaat; han troede mig vist ikke rigtig. Blichfeldt. De har set ham lidt vel civiliseret ud. Nei; man maa ha Ragg, ser De -- Sofie. Men hvor er han? Hvor blir der af ham? Her maa han da komme? Doffen. Han er inde i Mødet, kan du begribe. Du faar da bruge Vet; det tar sig ikke ud saa'nt. (Det blir mere og mere uroligt. Folk overalt; Døren i Baggrunden er oppe igjen; det kan ikke nytte at holde den lukket. Naar de indkommende ser Damerne, forsvinder de ind i Sideværelset eller ud i Korridoren, ofte med Hilsener hen til Damernes Kant.) SIDE: 324 Sofie. Alle mulige Mennesker, bare ikke han. Doffen. Han er inde og venter paa Udfaldet; han vil vide Stemmetallet, kan du begribe. Sofie. Jeg synes han maatte kunne føle paa sig, at jeg er her. Doffen. Sludder. Har du hørt sligt? Du blir aldeles gal nu. Nei nu faar jeg se at faa fat paa ham; dette Gnaalet er jo uudholdeligt. (Gaar.) Sofie. Det var snilt, Doffen. (Kruge kommer.) Fru Johanne (stiller sig i Veien for ham) . Godaften, Herr Kruge. Tak for sidst! Kruge (forbløffet; stanser). Hvad? Fru -- Gill? De her? saa sent? (forsøger at konversere) Ja; det er virkelig livligt her i Aften; en Masse Mennesker; næsten alt hvad Partiet eier af -- Fru Johanne. Seirer De i Kveld, Kruge? Kruge. Ja; vi seirer. Fru Johanne. Hvilke "vi". Kruge. Den gode gamle Bondepolitik seirer. Fru Johanne. Sig mig, Herr Kruge: hvor mange Millioner har De egentlig? Kruge. Det blir vel ikke saa mange. Hvorledes det, De? Fru Johanne. Blir det nok til at kjøbe sig fri for Kritiken med, tror De? Kruge. Kritiken? Fru Johanne. Kritiken ja? De blir vist nødt til at kjøbe mange Aviser, Herr Kruge! Kruge (bukker). Godaften, Fru Gill. (Gaar.) Fru Johanne. Aah, jeg skulde klore ud Øinene paa ham! Sofie. Han vilde ikke heller si noget. Ingen vil si noget her i Kveld. Jeg skjønner mig ikke paa det. Blichfeldt. Jeg skal se at finde Gill, jeg, Frøken; han véd hvad vides kan. Jeg skal sende Gill op til Dem. (Gaar.) Sofie. Aa ja gjør det, er De snil. Her er saa mange rare Mennesker i Kveld; Gud véd hvad de har her at gjøre. Hvad? virkelig? Herman! -- (Fra Korridoren kommer Henning og Paulsen; strax efter Omby .) SIDE: 325 Henning (steiler) . Hvadfornoget? er du her? nu, saa sent? (fatter sig) Ja nu er det afgjort, Sofie. Sofie. Jeg kan gratulere da? Henning. Ja. Sofie. Ja? Du siger det saa underligt. Alle Mennesker er saa underlige her i Kveld. Er der noget i Veien? Henning. Kjære dig, hvad skulde der være i Veien? Sofie. Har vi altsaa seiret? Henning. Ja vi faar da si vi har seiret. Omby (frem) . Vil du vide hvem der har seiret, Sofie? Biskop Blume har seiret; Henning er blit hans Redaktør! (Gaar.) Henning. Han er fuld, han. Sofie. Hvad -- hvad var det egentlig han sa? Paulsen. Nei, nei, mine Damer, -- det gaar ikke an at si at Blume har seiret; hvad der har seiret er den sunde praktiske Politik! De kan trygt gratulere Herr Henning, mine Damer! Vistnok var ogsaa jeg i Førstningen imod ham; men efterat jeg nu har lært at kjende hans virkelige Opfatning af den forhaandenværende Situation -- (glemmer hvad han vilde sige) Kort sagt: jeg akcepterer ham. Gratulerer, Henning! Velkommen i Publicisternes Samfund. Det vil bli sandet, tro De mig! -- det vil bli sandet, at Anledningen var der, og at den blev rigtig benyttet. (Gaar -- Døren tilvenstre.) Sofie. Er han en af vore? Henning (nervøs; begynder at konversere). Paulsen? Ja, han er det; en meget dygtig Journalist, véd du; bare lidt egen i visse Maader; vil saaledes endelig være saa svært politisk. Men skulde vi ikke se at komme afsted? Det er sent; det var derfor jeg ikke tænkte mig, at du vilde være med her; jeg troede forresten det skulde blit endnu senere -- Sofie (jamrende). At du kunde være borte i hele Dag, Herman. Gill (kommer; hilser. Til Johanne). Er det her du holder til? Jeg troede ikke du havde kommet forresten. Ja der er vel ikke noget mer at gjøre her i Kveld; skal vi vandre? SIDE: 326 Sofie (griber Henning i Armen; hviskende) . De holder sig ifra os. De holder sig ifra dig. Han gratulerer ikke. Hvad er det? Hvad er det? Byberg (ind fra Korridoren sammen med Omby, der strax blir borte igjen. Høirøstet). Her hev me 'n. Det høvde godt. (Gaar lige paa Henning uden at mærke at Gill og Frue gjør Tegn til ham .) Er det sant som vert fortalt her? De skal ha leika med tvo Skjoldar, Far, -- svigta, men lati meg gaa og tala vel for Dykk i den Trui at De var den De hev vori; kann slikt vera sant? Sofie (skriger) . Solgt sig! han! (ryster i ham) Fort! Hører du ikke hvad han siger? Fort! Snart! Sig nei; fort! saa alle hører det! (Folk har samlet sig; Stilhed.) Byberg. Der er ein her som segjer at han hev set Kontrakti med eigne Augo -- (Gill hvisker ham et Ord i Øret; Byberg stanser usikkert.) Sofie (hviskende fortvilet) . Skynd dig. Henning (ser sig et Øieblik raadløs omkring; tager sig sammen. Fæster sine Øine paa Gill; han stirrer ham hadefuldt ind i Ansigtet). Det er en fræk Misforstaaelse. Der tales om en Kontrakt; jeg kan sige Dem, at endnu i dette Øieblik existerer der ingen Kontrakt! Og hvad Deres Hjemmelsmand, Herr Omby, angaar -- ha-ha, hvad han kan ha set af foreløbige Forhandlinger og Forslag, det har han nok af visse gode Grunde ikke opfattet. Det glipper for ham af og til. Nei; det er kanske heller jeg, som har dreiet visse andre Folk en Næse! Man har spillet et eget Spil her! Der er forresten ingen som har noget med at kræve mig til Regnskab; jeg skal vide at svare for mine Handlinger selv, og vide at greie mig selv i det hele taget. Gill. Farvel, Henning. (Han, Fru Johanne og Byberg gaar. Folk begynder at trække sig ud af Værelset.) Paulsen (med høi Røst, som om han talte til Masser). Tag det med Ro, Folk; tag det med Ro! Misforstaaelser af den Slags vil enhver Politiker være udsat for. Der er ingen Grund til at miste Hovedet! (Folk stanser lidt ved Døren; gaar videre igjen.) Jeg er selv blit udskjældt offentlig for en Forræder; men det gjør ingen Ting. (Opdager, at der er tomt; nærmere.) Du har min Beundring, Henning, for den energiske Maade, hvorpaa SIDE: 327 du tog det; det er ogsaa min Maner. Som Thiers sa: ta Tyren ved Hornene. Ja, her blev jo stille strax ogsaa. (Smiler huldsaligt.) Ja; gratulerer, mine Venner, gratulerer! Vi mødes ved Sexaen. (Hilser med Haanden; stor Udgang.) Sofie (ængstelig, ligesom frysende). Gills var saa besynderlige i Kveld. Henning. De var skuffede. Jeg skal fortælle dig det siden; det er lidt vidtløftigt; -- de har i al Stilhed spillet et ganske eget Spil. Sammen med denne halvvilde Rabulisten Byberg. I Grunden bryr de sig ikke om mig, ser du, fordi jeg er radikal; det har Gill mer end engang ladet mig mærke; og i Eftermiddag kom det formelig til Scener mellem Fru Gill og mig -- ; ja, jeg skal fortælle dig det siden. Jeg skal ogsaa fortælle, hvorfor jeg har været borte i Dag; (forsøger at smile) jeg har meget at staa dig til Regnskab for, Sofie. Men foreløbig gaar vi ind og deltager i Sexaen, ikke sandt? (Tager hendes Arm. Hun gaar med, halvt modstræbende.) (Slipper hende igjen. Mørk.) Er der ... noget i Veien? Kanske -- ? kanske du ikke ... tror mig? Sofie (klamrer sig fast til ham; i Graad) . Jeg holder af dig. Jeg holder af dig.