Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Arne Garborg UFORSONLIGE. SKUESPIL I FIRE AKTER. SIDE: 3 PERSONERNE. Biskop Blume, Kirkeminister. Advokat Hoffmann, radikal Partichef. Byberg og Nærum, Storthingsbønder. Grosserer Kruge. Gill og Paulsen, Redaktører af "Tiden". Herman Henning og Omby, Journalister. Sagfører Johnsson. Blichfeldt, ung Maler. Fru Johanne Gill. Frk. Sofie Thomson (24 Aar). Doffen, hendes Bror (16 Aar). En Kjærring, som sælger Billeder; to Trykkerigutter; Pige hos Gill; Pige hos Henning; en langhaaret Mand; andre Deltagere i Generalforsamlingen. Handlingen foregaar i Kristiania. SIDE: 5 "Tidens" Redaktionskontor. Det indre Rum (ikke stort). Længst fremme til højre Bord med Teppe samt Sofa; længer tilbage Redaktørens Pult; inderst, i Krogen, et Hjørneskab. Til venstre et Vindu, Bog- skabe, en mindre Pult m. m. Nogle Stole af Kurvværk forefindes. I Baggrunden Dør, som fører gjennem det ydre Kontor til Hovedudgangen. En særskilt Udgangsdør paa Væggen til venstre i Baggrunden. Tidlig Formiddag. Redaktør Gill ved Pulten med en Avis, Fru Johanne (i sort "Reform") bag hans Stol. FRU JOHANNE. Ja, du blir svært forsigtig nu, Gamlen. GILL. Syntes du "Friske Kræfter" var saa forsigtig? FRU JOHANNE. Ja, men er den saa farlig, den Artiklen, du? Den var ikke stort grovere end almindelig, syntes jeg, og saa er det jo Gudsens Sandhed hvert Ord, vel? SIDE: 6 GILL. Aa-ja. FRU JOHANNE. Herregud! skal det nu være saa farligt at sige Sandheden en enkelt Gang -- til den Siden ogsaa? GILL (lægger Avisen bort). Du. FRU JOHANNE. Ja. GILL. Jeg kan fortælle dig noget. FRU JOHANNE. Er der Intriger igjen? GILL. Det blir mere og mere lummert i Luften. FRU JOHANNE. Det kan jeg. GILL. Bispen nærmer sig os som en Komet, der fylder Atmosfæren med lumsk Taage. FRU JOHANNE. Det kan jeg ogsaa. GILL (mer og mer fortrolig). Der er fler end vi tror, som ikke taaler Nær- heden af en Statsraadsuniform. FRU JOHANNE. Har du nogen mistænkt? SIDE: 7 GILL. Der er en og anden, jeg har under Obser- vation. Og saa gaar denne Omby her og lusker -- FRU JOHANNE. Ja han -- GILL. Han gaar her og lusker som om han var et Følehorn. FRU JOHANNE. Han vil vel bare ind i Avisen igjen, han, stakkar. GILL. Jeg skal nu se, om jeg ikke kan faa Hul paa den Affære. FRU JOHANNE. Der staar ingen Bisp bag den væmmelige Omby, maa du tro. Men om han nu var Føle- horn for Bispen? Behøver "Tiden" at bli saa forfærdelig forsigtig for det? GILL. Der blir Splittelse, skal jeg si dig. FRU JOHANNE. Det har du sagt mig hundrede Gange. GILL. Kometen Blume øver sin Tiltrækningskraft, og alt hvad der er af halvgammelt og upaalide- ligt i vort Parti, nærmer sig ham langsomt og sikkert. Og da begriber du, at for hver Ufor- SIDE: 8 sigtighed, som vi begaar, saa kommer de ham nærmere og nærmere. FRU JOHANNE. Saa lad dem gaa, vel! GILL. Først maa vi ha vedtaget Stemmeretten. FRU JOHANNE. Naah, det er sandt. Uf, saa skal vi ha det at gaa og ta Hensyn til igjen. GILL. Desuden -- jeg maa nok ikke glemme min Ven Lunde. Han klager og jamrer tidligt og sent; Avisen gaar med Tab, siger han -- FRU JOHANNE. Det er Løgn. GILL. Ja, men han gjør nok ikke egentlig Forret- ninger. FRU JOHANNE. Uf! er det ikke væmmeligt, at man skal være afhængig af saadan en Høkersjæl! Ja-ja, Gamlen, jeg vil nok ikke føre dig paa Afveje. Men jeg er lidt forelsket i Henning, ser du, og hvis du kunde skaffe ham lidt mer at bestille -- ; du kan vel altid faa ham til at vænne sig af med de stærke Udtryk? GILL. Han er lyrisk, som Paulsen siger. SIDE: 9 FRU JOHANNE (dæmpet). Den væmmelige Paulsen. (højere) Desuden har jeg en Følelse af, at Henning snart er kjed af at gaa saadan og langsulte; -- for det er jo det han gjør. GILL. Det værste er, at han er forelsket. FRU JOHANNE. Aa du Ægtemand! det skulde da ikke være det værste! Tror du virkelig det forresten? Kjender du den Frøken Thomson, du? GILL. Nei. Jeg traf hende paa en Syttendemaifest engang -- . Hendes Far har en Privatskole, og der er hun Lærerinde, tror jeg. FRU JOHANNE. Ja Tak; det har jeg fortalt dig, Far. (Det banker.) Uf, begynder det alt. Godmorgen da, Gutten min! Aa, er det bare Dem, Byberg? BYBERG. Ja. Det er bare mig. Godmorgen! Jeg syntes, jeg maatte indom og si Tak for de "Friske Kræfter"! Den var morsk, den. Og De kan tro, der er blit Mudder i Lejren! GILL. Blandt de gamle? SIDE: 10 BYBERG. Blandt Veteranerne. Ja, der har Henning stukket Haanden i et Hvepsebol, kan De fortælle ham! Nærum gaar bare og koger. GILL (ser paa Johanne). Jasaa. Ja den var kanske stri. BYBERG. Den var grei. -- Grosserer Kruge har ikke været her, vel? GILL. Nei. BYBERG (ser paa sit Uhr). Naa, det er tidligt enda. Undres paa, om han kan naa op til Repræsentant denne Gang, jeg. GILL. Aa langtifra. BYBERG. Det er en bra Kar. GILL. Det er en af de støeste. FRU JOHANNE. Ja De, Byberg, er vel enig i, at vi maa ha friske Kræfter? BYBERG. Jasaamen er jeg det, Frue! Forresten, -- de unge er nu ikke heller bare Fjeld. Der er vel meget Folkehøiskole i dem; de føler sig SIDE: 11 tryggest, er jeg ræd, naar de kan faa krybe bagom en Samarie. FRU JOHANNE. Nei fy; siger De sligt, Byberg, saa vil jeg gaa. (Det banker.) BYBERG. Der er Kruge, tænker jeg. KRUGE (ind). Godmorgen. Godmorgen, Frue! Naa, De er ude og hjælper Deres Mand med Politiken? FRU JOHANNE. Jeg tror ikke, han synes, jeg hjælper ham. Men nu faar jeg gjøre Alvor af det og komme afsted. Godmorgen, mine Herrer! Godmorgen, Gamlen! (gaar -- Døren til venstre). KRUGE. Det er altsaa jeg, som skræmmer Dem, Fru Gill? BYBERG. Vent i fem Minutter, Frue, saa skal De faa pent Følge. FRU JOHANNE. Jeg skal paa Torvet, jeg, Byberg. Adjø! KRUGE. Hvad for noget, De? gaar emanciperede Damer paa Torvet? BYBERG. De, Gill, vi blev enige om igaar, Kruge og SIDE: 12 jeg, at vi skulde gaa herop og raadføre os med Dem i en Avisaffære; har De Tid? GILL. Værsgod, værsgod. Sid ned. Sid i Sofaen, Kruge. KRUGE (sætter sig paa en Stol). Nei, ved De hvad; Folkerepræsentanten i Sofaen. BYBERG (ligeledes paa en Stol). Aa, jeg sidder godt, hvor jeg sidder, jeg -- om det saa var paa en Mastetop. KRUGE. Det var "Den Frisindede", vi skulde tale om, Gill. De véd jo, at den holder paa at stanse? GILL. Ja. Den har jo en Del Abonnenter forresten. BYBERG. Aa ja; men Kontingenten er sat saa lavt, at der blir ikke noget af det. Aktieeierne tjener ikke en Døit. KRUGE. Aktieeierne maatte nok snarere punge ud nu, hvis Driften skulde fortsættes. BYBERG. Der har manglet Forretningsdygtighed. Man har ikke engang faaet Folk til at avertere. Nu er Bestyrelsen om en Hals; den skal ha Generalfor- samling den 28de og vilde nok gjerne ha gjort SIDE: 13 et Forsøg ialfald paa at holde Bladet gaaende; men om den byr sine gamle Aktier ud, saa er der ingen, som vil kjøbe. KRUGE (ler). Kursen er ikke høi. En Del af de gamle Aktieeiere vil ogsaa sælge; jeg tror, man kunde faa saa mange Aktier, som man vilde ha næsten, for en 20 -- 25 Procent. BYBERG. Men er det nu fornuftigt at lade saadant et lidet fixt og billigt Folkeblad gaa ind under disse Tider og Omstændigheder? Jeg for min Del tror ikke det. Netop nu burde vi ha fat i Folkets Mængde. Og med lidt Penger og lidt Forretningsdygtighed kunde man drive "Den Fri- sindede" op, skulde jeg tro. KRUGE. Som praktisk Forretningsmand har jeg været mest stemt for at lade Bladet gaa ind. En For- retning, som ikke gir noget af sig, den driver man jo ikke. Desuden, nu reiser jo Redaktøren, og hvor tar man en ny fra, som der kan være noget ved. Og til syvende og sidst, saa véd De jo, hvor den politiske Interesse blandt Folk er afslapnet. Det er rent fælt, De! GILL (nikker). Det mærkes nok. SIDE: 14 BYBERG. Ja, men det er den, som maa gjenopvækkes. KRUGE. Naa; saa kommer denne Opvigleren Byberg og faar mig næsten paa andre Tanker igjen. Jeg maa spørge mig selv, om det virkelig er for- nuftigt og rigtigt at lade saadant et lidet letvint Folkeblad gaa ind nu, mens Tiderne er saa usikre. Jeg maa spørge mig selv om det; og Spørgsmaalet er ikke saa greit, De! GILL. Jeg synes Spørgsmaalet er meget greit, bare der er nogen som vil overtage det økonomiske. BYBERG. Det økonomiske greier Kruge; det er Smørre- brød for ham. Spørgsmaalet er bare, om det er fornuftigt. GILL. Ja, De kan vel ikke tvile om det? KRUGE. Man kunde jo med et forholdsvis lidet Ud- læg indkjøbe saa mange Aktier, at Bladet kom paa Glid igjen, og saa har jeg jo Forbindelser. BYBERG. Og som praktisk Mand kan De være til Hjælp med baade Raad og Daad, baade paa den ene og den anden Maade. SIDE: 15 GILL. Det vilde ha stor Betydning. BYBERG. Hvad Redaktionen angaar -- . Jeg talte netop med nogle Thingmænd om Sagen; jeg har alt begyndt at agitere lidt, ser De; for hvis det skulde bli noget af, saa maatte vi jo ikke være altfor faa -- KRUGE (til Gill). Vi maa ha et vist Antal Stemmer paa Ge- neralforsamlingen, forstaar De. GILL. Det var naturligvis bare sikre Folk, De talte med om dette, Byberg? BYBERG. Naturligvis. Ikke rettere end jeg véd. KRUGE. Sikre Folk? Jeg havde nær sagt: hvem er sikker nu, De. Der er jo dem, som tviler om Advokat Hoffmann ogsaa nu. BYBERG. Sligt skal vi ikke bry os om. Men det er sandt, her er utrygt. GILL. Det er som at gaa og gynge paa en Hængemyr. BYBERG. Derfor maatte vi ha en rigtig skraasikker Redaktør ogsaa; og véd De, hvem jeg foreslog? SIDE: 16 GILL. KRUGE. Nei? BYBERG (ler). Ja, med det samme var det kanske mest for at erte Nærum, som gik og æste og var saa eitrende sint -- GILL. Nærum hørte det altsaa. BYBERG. Aa ja, men han er stø; ialfald hænger han ikke ihop med Bispen. KRUGE. Altsaa, hvem foreslog De? BYBERG. Jeg foreslog Herman Henning. Og nu, naar jeg tænker over det, vil jeg foreslaa ham igjen; for om han kanske er lidt ung, saa er han god, og Ungdommen voxer man af sig. KRUGE. Henning, De? GILL. Det tror jeg var en god Idé, Byberg. KRUGE. Gaar ikke Henning svært vidt, De? BYBERG. Jeg undres paa, om det skulde være saa farligt med det. SIDE: 17 KRUGE (ler) Han gav da dere Veteraner ordentlig paa Pukkelen igaar, hvad? Naa, De hører kanske ikke med til dem, De Byberg. BYBERG (ler). Jeg har ialfald ikke noget imod, at de faar paa Pukkelen. GILL. Jeg tror, det vilde være fornuftigt at ta Hen- ning til Redaktør. BYBERG. Han lod ialfald ikke Bladet sovne af, han, tænker jeg. GILL. Vistnok er han vidtgaaende; men han er loyal, og hvis han gaar ind paa et Program, saa kan De stole paa ham. BYBERG. Det tror jeg ogsaa. GILL. Og jeg tror, han gaar med os, ialfald indtil videre. Hans Hovedinteresse er den almindelige Stemmeret, og det er jo den, vi ogsaa maa samle os om. KRUGE. Det er sandt, ja; den først og fremst. Men de Føljetonerne hans, De! dem har jeg ikke likt. De er svært ensidige. SIDE: 18 GILL. Husk paa, at det hører med til Tiden, det, at drage frem den yderste Elendighed og Styg- hed og stille den op mod den høieste Rigdom og Elegans. BYBERG. Jeg tror, vi kunde forsøge ham, jeg. Faar han en saadan Stilling, saa gir nok Vorherre ham Forstand, og jeg tror det, at Ungdom, det er noget, man voxer fort af sig i disse Tider. KRUGE. Ja, De kjender ham jo, De Gill, og naar De tør anbefale ham -- BYBERG. Kunde vi ikke faa en Konference med ham forresten? Gjerne her paa "Tidens" Kontor; saa kunde Gill være med, kanske? KRUGE. Det vilde være bra, De! GILL. Ja, gjerne det. BYBERG. Naar kunde det være beleiligt? GILL. Det maatte helst bli en Søndag; det pleier at være forholdsvis roligt her da. SIDE: 19 BYBERG. Ja, det maatte isaafald være Søndag først- kommende. KRUGE. Vi har ikke megen Tid at rutte med, ser De. GILL (noterer). Førstkommende Søndag. Vel. Mellem 11 og 12 f. Ex.? KRUGE. Javel, hvad? GILL. Mellem 11 og 12. Godt. Henning skal være her. KRUGE. Selve Ideen synes De er heldig, altsaa? GILL. I enhver Henseende. BYBERG. Der kan jo ikke være mer end en Mening om det. De Thingmænd, jeg talte med der oppe, var ogsaa enige. GILL. Hvad sa Nærum? BYBERG. Det vilde være af stor Betydning at ha et saadant Organ nu, sagde han. SIDE: 20 KRUGE (ler). Bispen synes vist det samme, De! Der var en af Deres Kolleger, Gill, som lod falde et Ord her forleden -- BYBERG. Om Bispen? KRUGE. Ja, eller rettere om Sagfører Johnsson. Han skulde ha været henne og forhørt sig, Sagføreren, om Priser og Betingelser -- GILL (nikker). Johnsson er Bispens Forretningsfører. BYBERG. Aa Dægerten. Men det kan da vel ikke være Bispens Ærind, han gaar der; Bispen véd, at vi ikke er vant til subvenerede Blade her i Landet. KRUGE. Fanden tro Præsten! Jeg ialfald tænkte som saa, at ingen kan vide, hvor Ræven gaar; men før han skal faa fat paa "Den Frisindede", som jeg selv har været med at grundlægge, før tager jeg den selv, om jeg saa skulde staa blottendes aleine (smaaler). GILL. Bispen har Brug for alle Midler nu, det er Valgaar. SIDE: 21 BYBERG. Ja-ja. Det er vel for Valgenes Skyld, han endelig vil ha frem Forslaget om Korntold og- saa, kan jeg tro. GILL (nikker). Ja. KRUGE. Ja, det vil Bønderne like. Men saa faar vi jo Ministerkrise, De? BYBERG. Der ymtes om det. KRUGE. Ja, der skal jo være et Par af de Herrer Mi- nistre, som har udtalt sig saa stærkt mod Korn- told, at de føler sig bundne. GILL. Mærkelig nok. KRUGE. Ja, vi er ikke vant til sligt heroppe. Tre Mand skal det være, siges der? BYBERG. Og blandt dem selve Ministerpræsidenten. KRUGE. Det blev kanske et Ministerium Blume, vi da fik. SIDE: 22 BYBERG. Naturligvis. KRUGE. Fy Fandens Skind, De! GILL. Naa, det er nu bare et Rygte endnu. KRUGE. Ja, lad os i alle Fald klemme paa! Slig Skam maa ikke overgaa gamle Norge, De, -- at faa et Præsteministerium (reiser sig). BYBERG (har ogsaa reist sig). Ja, lad os ikke være for trygge! Hvis Blume fik sprængt ud de egentlige Høiremænd af Mini- steriet, og han saa kanske kunde erstatte dem med nogen halvliberale af dem, som var liberale for tyve Aar siden, saa kunde Ministeriet gaa under Valg som et Centrumsministerium, og han vilde faa Stemmer paa det. KRUGE. Ingen véd, hvor den Ræven gaar. BYBERG. Selv kan han være Høire og Venstre og Centrum efter Behag. Han var Høiremand først -- GILL. Halv Høire -- BYBERG. Ja, og gik saa over til halv Venstre; og da SIDE: 23 han gik ind i det store Forsoningsministerium, var det nærmest som Centrumsmand. KRUGE. Han blev sgu Høiremand god nok, da han var blit varm i Uniformen. BYBERG. Aaja. Halv Høire med Præstesnit. Nu kjøber han Østlændingen med Korntold og Vestlændingen med Gudfrygtighed; Centrum faar han ved at forplumre Stemmeretten; og kan han saa ovenpaa alt møde op til Valgene som ny opfiffet liberal, saa blir han sandelig ikke grei at binde an med. KRUGE. Han maa stoppes, De! Der er ikke Bøn for det. GILL. Han har faaet uhyggelig megen Indflydelse alt. BYBERG. Han har været Præst; han kan Knebene. KRUGE. Ja, det er vist. Jeg møder Mand efter Mand; igaar var de noksaa faste i Fisken, og i Dag kanske de er som de var tyggede og spyttede ud igjen -- BYBERG. Kasne, som vi siger i Fiskebygderne. SIDE: 24 KRUGE. Ja, og naar jeg saa skal se mig til, ja saa er det Bispen, som har havt dem i Fingrene og klabbet paa dem; bestandig Bispen, eller nogen af hans. Det er rent fælt, De; jagu er det fælt. Ja, er vi enige altsaa? Og saa Søndag mel- lem 11 og 12? GILL. Mellem 11 og 12. BYBERG. Jeg skal ogsaa prøve, hvad jeg kan faa gjort til den Tid. KRUGE. All right. Saa betragter vi Sagen som af- gjort. Paa Gjensyn! (gaar.) BYBERG (følger). Adjø, Gill. GILL. Adjø, mine Herrer! (følger dem ud i det ydre Kontor. Imidlertid smutter Omby og Paulsen ind i det indre, førstnævnte i Overtøi med Hatten i Haanden. Gill kommer tilbage.) PAULSEN. Naa Gill? Ministerkrisen er jo i Anmarch? OMBY. Endnu er det bare et Rygte. Jeg vilde ikke sætte meget ind paa det. SIDE: 25 GILL. Man skal aldrig sætte meget ind paa en norsk Ministerkrise. (til Paulsen) Er der noget i Udenbysbladene? PAULSEN. Den fordums Biskop over Tromsø Stift træder mer og mer i Forgrunden. Han stemples som en ny Bisp Nicolas. Der er bare én liberal Avis, som støtter ham, og det er den, der ledes af hans forhenværende Famulus, nu Storthingsmand og Klokker i Strandens Landsogn Blasewitz. Trondhjemsposten har ladet sig tilskrive et Kri- stianiarygte om, at Advokat Hoffmann vil svigte i Stemmeretten; men Redaktionen afviser denne Bagvaskelse med en Indignation, som i sin Naivetet er næsten rørende. Symptomerne til Splittelse vækker Sorg udover Landet; Vidnes- byrd derom findes i hvert eneste Blad. OMBY. Komisk. Sorg over en Splittelse, som der endnu bare er Frygt for! Hvorfor gaar man ikke hen og forliger sig? PAULSEN (ler). Kanske et Ministerium Blume kunde besværge Faren? OMBY. Det kom jo ogsaa an paa, hvor rimelige vi uforsonlige vilde være. SIDE: 26 PAULSEN. Vi "uforsonlige", som Klokkerbladet kalder os -- ; jeg véd ikke, om vi er uforsonlige, men vi er ialfald ikke stædige, og jeg tror ikke, at nogen kan ha et mere levende Ønske om Enighed end vi. Hvad siger du, Gill? GILL (ved sin Pult; vender sig til Omby og siger med et vist Eftertryk): Der er ikke noget at udtale sig om, al den Stund der ikke fra den anden Kant foreligger noget Forslag. PAULSEN. Det har du Ret i. OMBY (opmærksom). De mener -- ; vedkommende Stemmeretten? GILL. Det er jo om den, Slaget kommer til at staa. OMBY. Ja, da vil jeg si, at blandt de mange Mellemforslag, som foreligger, maatte der vel findes et, som kunde samle os alle. GILL (som før). Naar Regjeringen byder os et saadant Kom- promisforslag, saa først kan der blive Tale om Underhandling. PAULSEN (forundret). Ja, det er, hvad jeg altid har fremholdt -- SIDE: 27 OMBY. Jeg har hørt si, at Regjeringen, det vil si den, som vi faar, naar Ministerkrisen er over, -- hvis der blir nogen Ministerkrise da -- , at den Regjering ikke skulde være ganske util- bøielig til at gaa med paa Nærums subsidiære. PAULSEN (ler). Ja Tak, det har vi ogsaa hørt si. Men en blot og bar Skin-Udvidelse gaar vi aldrig -- gaar vi ikke i en overskuelig Fremtid med paa. GILL (imødekommende). Hvis en ny Regjering erklærer at ville akcep- tere Nærums subsidiære, maa Sagen overveies, det siger sig selv. En Splittelse nu taaler ikke Landet. (Paulsen glor paa Gill -- forstaar ikke). OMBY (meget opmærksom). Jeg har hørt en anden Politiker ogsaa udtale sig i den Retning idag, en af de mest indflydelses- rige Veteraner og uforsonlige. Jeg tror i det hele taget virkelig, at Sagen fortjener Overveielse; jeg tror det. Situationen er virkelig alvorlig. Ja, jeg gik egentlig bare herop for at høre nyt; der er ikke noget særdeles kanske? GILL. Ikke nu. OMBY. Adjø da! Jeg skal hen i Thinget og refe- rere. (gaar.) SIDE: 28 PAULSEN (følger). Hvad holder de paa med nu? OMBY (trækker op et Storthingskort). Nu er de vel komne til Nr. 9: Hesteholds- godtgjørelse til beredne Løjtnantner. (De forsvinder i det ydre Kontor; Døren lukkes). (Gill skriver. Om en liden Stund banker der hurtigt, og) HENNING (kommer farende). Godmorgen. Naa du har travlt. Aa, sæt din Klo under den Anvisningen der, er du snil; det er for den igaaraftes. Tror du Lunde har Mynt idag? Det er det modbydelige ved dere Venstreblade, at dere aldrig har Penger. GILL (tar Papiret, læser): 15 Kroner. Var den saa lang? (skriver) Værsgod. Du, det var som jeg tænkte. "Friske Kræfter" har vakt Mudder i Leiren. Veteranerne er sinte som Krudt. HENNING. Det var Meningen, det, Far. GILL. Driver du Veteranerne over til Bispen, saa gjør du en daarlig Gjerning. HENNING. Veteranerne skal ud af Historien. SIDE: 29 GILL. Vi faar dem ikke ud saa fort. De sidder seigt, de Karle, med lange, lumske Rødder dybt ned i Folket. HENNING. Ja, men de maa ud, forstaar du. Findes der noget, som er muggent og skimmelt og klerikalt og fjendtligt mod al fri Ordning, saa er det disse gamle Skindbuxebønder med deres fra Ueland nedarvede vestlandske Smaapineri og Haugianer- væsen. GILL. Du gjør dem Uret. De er ialfald ikke Præstevenner. HENNING. Aa jo min Salighed er de saa. Gudbevars, de vil sætte Præsten paa smal Kost for Skil- lingens Skyld, og de vil selv ha Magten i det politiske; men Sjælene, ser du, Aanderne, dem skal han Svartefar gjæte. Det er sandt, hvad gjør du med den sidste Føljetonen min? GILL. Den er stri. HENNING. I det gudelige? Synes du det? Jeg har da virkelig været saa pen, saa jeg næsten var kry af det. SIDE: 30 GILL. Vi maa være urimelig pene i denne Tid, ser du; der gjøres i Gudsfrygt og Dyd paa alle Kanter. HENNING. Bare vi nu ikke lader os skræmme altfor meget af den Baglerflok. Men stryg, stryg! Det skal ikke komme mig an paa en Ugudelighed mer eller mindre, og kan Folk finde Trøst i Tanken om, at de skal se sin Far eller Mor igjen i Helvede, saa gjerne for mig; bare vi kunde skaffe dem nogen Levnetsmidler. Kan du forstaa, at der findes Folk, som vil ha Korntold? GILL. Der er mange, som vil ha den. Og vi kan faa den ogsaa, hvis vi fortsætter med at drive Bønderne over til Baglerne. HENNING. Hvis min Artikel førte did, saa vilde jeg ha begaaet en Forbrydelse. GILL. Klogskabshensynene er nok ikke altid at foragte, ser du. HENNING. Jeg foragter da ikke Klogskabshensynene, jeg! Jeg er bare sommetider uenig med dig SIDE: 31 om, hvad der er Klogskab. Men Gudbevars; -- du har jo en Del mere Erfaring. Tænk, denne Korntolden plager mig næsten. Jeg ser lange Rækker af Munde, som gaber; saa kommer der en krum, styg Haand, snigende, stil- færdig, og napper Brødskiven bort for dem med det samme de jafser til, saa at de jafser ud i tomme Luften. Og saa glor de, med for- undrede, trætte, blodsprængte Øine, sløve, for- drukne, bare stirrer og glor. Og tænk saa dette dobbelt infame -- : ikke blot ta Maden fra dem, men nægte dem Stemmeret, saa de ikke engang skal faa klage sin Nød! -- Aa Gudskelov, at vi har Hoffmann. GILL. Det er meget af dette lidt nervøse i dine Føljetoner ogsaa, du. HENNING. De er triste? Ja, der skrives trist overalt nu; man har faaet Øie paa Samfundslidelsen, og da er det nok ikke let at le. GILL. Samfundslidelsen, ja! Hvis du tænker at fortsætte med belletristisk Forfatterskab, saa vil jeg som Ven virkelig advare mod denne be- standige Fordybelse i Samfundslidelsen; vi blir træt af den! vi holder ikke ud at læse bestandig om den, ser du. SIDE: 32 HENNING. Ja, jeg blir ogsaa træt. Men de, som skal leve i den da? Om de blir aldrig saa trætte, saa -- Nei, men siden du spør mig -- : jeg agter ikke at fortsætte med den Slags Forfatterskab. Gud velsigne dig, der er da nok af dem, som gjør Bøger. Der er nogle Ting, som Folk skal vide af det, jeg har set; men Journalist er jeg, og Journalist blir jeg; -- Døgnets Stræv, ser du, det er det, som er Liv. Bestandig paa Jagt efter Vampyrer. Store Vampyrer og smaa Vam- pyrer. Stundom kværker man en, og da er det som man skulde ha fældt en Lindorm. Aa, gid han havde Penger, han, Eieren din! (vil gaa.) GILL. Du, det var noget, jeg skulde tale med dig om. HENNING. Naa? Kanske du har betænkt dig? Har du en Plads til mig alligevel? GILL. Nei; men muligvis blir der en Plads for dig andetsteds. HENNING. I Provinsen? GILL. Nei, det er et Blad her. Et Folkeblad. SIDE: 33 HENNING. Jasaa. Radikalt? GILL. "Tidens" Program omtrentlig. HENNING. Naa, foreløbig fik det ogsaa gaa an. Jeg maa ha et fast Arbeid nu, ser du; dette splittede og spredte gaar jeg bare og sumler mig bort med. Tænk, Politik her og Kunstkritik der; socialistiske Føljetoner for dig og engelske Dameromaner for P. T. Malling -- . Hvad skulde det ellers være for en Avis? GILL. "Den Frisindede". Der er ikke noget ende- ligt bestemt endnu, saa det er ikke noget at bygge paa; (det banker) men vil du komme her op nu Søndag, saadan 11, saa faar du nærmere Besked. (Sofie kommer ind). HENNING. Her? 11? Javel. Godmorgen. -- Hvadfornoget? SOFIE. Undskyld. (Gill bukker) Jeg holdt ikke ud der nede; det gaar ikke an for en Dame at gaa og vente paa Gaden her i denne By; Folk glor saa græsselig. SIDE: 34 HENNING. Aa du, -- som vil være saa hævet over Folkemening og Folkesnak. SOFIE. Ja, men dere har en ækel Maade, dere Herrer, de fleste af dere -- ; man blir aldeles forlegen; man véd ikke, hvor man skal gjøre af sig; dere har saadan en græsselig indiskret og uopdragen Maade at glo paa. Ja, nu i Dag var det forresten især han gamle Thingbonden, som plagede mig, han, som vi mødte borti Karl-Johan, véd du -- HENNING. Hvadfornoget? Nærum? Se mig paa Knarken, du! GILL. Ja, Nærum er nysgjerrig. SOFIE. Ja, det var da ikke med Maade! To Gange passerede han mig. Først bagfra og forbi mig til venstre; saa tilbage igjen og forbi mig til højre; (ler) han gik formelig rundt mig! -- og gloede som jeg kunde ha været hans salig Bedstemor. GILL. (smiler). Nærum skal ha Greie paa alt, Frøken. Tør jeg byde Dem -- (peger i Retning af Sofaen). SIDE: 35 SOFIE. Mange Tak, Herr Redaktør; (det banker paa Døren til venstre) jeg skal bare gaa. (til Henning) Er du færdig? HENNING. Ja. (til Gill) Uroligt i Dag? Adjø! (Henning og Sofie gaar -- Døren i Baggrunden). STATSRAAD BLUME (træder med en vis Forsigtighed ind ad Døren til venstre). Jeg beder meget om Forladelse, Herr Redak- tør; jeg forstyrrer vistnok. GILL (overrasket; fatter sig). Jeg ber, jeg ber. Vil Herr Statsraaden be- hage at ta Plads? BLUME. Tak. (sætter sig). Jeg har oftere tænkt at faa tale saadan mere privat med Dem, og nu faldt det sig saa, at jeg netop gik forbi -- . Det forekommer mig, at Forholdet mellem os Ministre og eder Presse- mænd i Almindelighed er mere fjernt end ønske- ligt kunde være -- kanske for begge Parter. GILL. Det vil De faa alle Pressemænd med Dem paa, Herr Statsraad. BLUME. Ja, se nu mig f. Ex.! Det er virkelig første Gang jeg befinder mig i dette Værelse, siden SIDE: 36 jeg blev Statsraad. Det er forresten længe, siden jeg saa Dem hos mig ogsaa, Herr Redaktør -- ? GILL. Tiderne forandres, Herr Statsraad. BLUME. Aa ja. Det er vistnok mange, som finder, at det nuværende Ministerium er gledet noget ud fra sin oprindelige Basis; men De véd: man er jo til en vis Grad fælles ansvarlig. Ja, det er ikke min Mening at sætte mig til her og docere Politik; jeg véd meget vel, at Tiden er kostbar, for Dem ogsaa. Men jeg skal sige Dem: i disse vanskelige Tider synes jeg det blir mig en Pligt, som Indehaver af en høi og ansvarsfuld Stilling, at søge Samraad og høre Udtalelser af Mænd i forskjellige Stillinger og af forskjellig Farve, og det var virkelig noget, jeg nu ogsaa gjerne vilde tale med Dem om. GILL. Jeg er ganske til Tjeneste. (Gaar til Døren i Baggrunden og taler ud): Ikke tilstede, Paulsen. PAULSENS STEMME. Vel. (Gill lukker Døren og tager Plads lige overfor Blume). BLUME. Jeg tilhører, som De véd, egentlig ikke noget Parti. De Sager, jeg interesserer mig for, har SIDE: 37 jeg hidtil ikke fundet samlede paa noget enkelt Partis Program, og saa blir man jo i en vis For- stand (smiler) Slingringsmand. Jeg véd, at denne min Stilling mellem Partierne ikke har været egnet til at gjøre mig egentlig (smiler) populær; men kanske vi nu sætter os ud over alt saadant personligt og mindre væsentligt og taler rent sagligt om Sagerne, ikke som Venstremænd eller Høiremænd, men simpelthen som norske Borgere. (Gill bukker). Det er ingen Hemmeligheder, jeg har at fare med; jeg har konfereret med flere om Tingen, blandt andet ogsaa med Advokat Hoffmann. Alligevel bemærker jeg, at jeg gjør Regning paa Deres Diskretion; det er jo egentlig privatim, jeg optræder her, og der kan altid bli et og andet berørt, som ikke netop (smiler) skal staa i Avisen. (Gill bukker). Jeg maa saaledes strax nævne, at vi kommer til at drøfte en Ordning, som kunde synes at forudsætte en noget forandret Sammensætning af Regjeringen. Dette personelle Spørgsmaal ind- lader vi os altsaa ikke paa, men gaar over til en rent saglig Meningsudvexling. GILL. Til Tjeneste. BLUME. Hvorledes antager De, Herr Redaktør, at det vilde blive optaget inden Deres Parti, om Regje- SIDE: 38 ringen -- en eller anden Regjering -- under den forestaaende Stemmeretsdebat akcepterer Nærums subsidiære Forslag til en Stemmeretsudvidelse? GILL. Det vilde antagelig bli opfattet som et Bevis paa, at Regjeringen var paa Forbedrin- gens Vei. BLUME. Antager De, at denne Indrømmelse fra en Regjerings Side vilde stemme Flerheden af Deres Meningsfæller saaledes, at der blev Mulighed for at samle et større Parti af frisindede Elementer? GILL. Herr Statsraad. Jeg er ikke Diplomat. Jeg vil si Dem min personlige Mening lige ud og i største Korthed. Mine Meningsfæller vilde føle det som en Skuffelse, en haard Skuffelse, hvis Hoffmanns Forslag om almindelig Stemmeret ikke nu endelig skulde bli vedtaget. Jeg kan si det med Tryghed, og De bør lægge Mærke til mine Ord: kun en ringe Del af vort Parti vil kunne bringes over til Nærums subsidiære. Hvis nogen siger Dem noget andet, saa vil jeg si saa stort et Ord: han er ikke vel underrettet. BLUME. Det skulde glæde mig, om De vilde udtale Dem ligesaa uforbeholdent om selve Sagen. An- SIDE: 39 tager De, at det under disse Omstændigheder, naar der altsaa hersker en Del Uklarhed og Uenighed om Sagen, at det da vilde være rigtigt at sætte den under fornyet Diskussion i Pressen? GILL. Jeg anser Sagen for uddebatteret i Pressen. Nærums subsidiære er i alle Tilfælde veiet og fundet for let. BLUME (trækker frem et Brev). Jeg er i Besiddelse af en skriftlig Udtalelse fra Advokat Hoffmann, som muligens vil interes- sere Dem. Ønsker De at se den? (rækker ham Papiret). GILL (tager det; læser). " -- -- indrømmes -- -- endnu kun en Del af Nationen -- -- Spørgsmaal, for det første om det vil være muligt, og for det andet -- -- for- svarligt at forcere Principet frem i dets Renhed nu, mod store Landsdeles Ønske -- -- ." Hvad i al Verden -- ? (betragter Brevet paa alle Kanter, studerer Underskriften osv). BLUME. Behag at læse Resten. Det var egentlig det sidste, jeg mente. GILL (læser). " -- -- -- Hensyn af den største Vægt -- -- udtale -- personlige Mening -- fornyet Diskussion ikke i og for sig utilraadelig. Ærbødigst Julius Hoffman." Hvad?! SIDE: 40 BLUME. Ja, som De ser. Selv Herr Hoffmann -- og hans Interesse for almindelig Stemmeret skal dog ingen drage i Tvil -- , selv han har ikke kunnet være blind for det alvorlige Ansvar, man paa- drager sig ved at paatvinge en stor Del af Nationen en Reform af en saa indgribende Be- tydning, uden først at have overveiet til det yderste det Spørgsmaal, om ikke en mere lempelig Reform for Tiden skulde kunne tilfredsstille det mest paatrængende Krav. GILL. Hvad ønsker De af mig, Herr Statsraad? BLUME. Jeg ønsker intet af Dem, Herr Redaktør. Jeg vil alene høre Deres Mening om Hensigts- mæssigheden af at gjenoptage Diskussionen fra et hidtil mindre paaagtet Synspunkt. (smiler) Der er jo her ikke Tale om at gjøre Vold paa person- lige Overbevisninger eller engang personlige Sym- pathier; et Blad som Deres er jo ikke Organ for nogen enkelt, ikke engang for Dem selv; det er en Institution, hvis sande Opgave er Hævdelsen af Diskussionens Frihed til alle Sider. Naar De selv anser Sagen for uddebatteret, kan ingen kræve eller engang ønske, at De personlig skulde optage en fornyet Diskussion; Spørgsmaalet er kun, om De af almindelige Hensyn skulde finde SIDE: 41 at kunne aabne Bladet, Institutionen, for Mænd, der i dette Punkt har en anden Opfatning end De selv har. Isaafald vilde en eller anden af disse Mænd strax benytte sig af Tilladelsen, op- tage Sagen, besvare mulige Modartikler osv. saa- ledes, at De personlig gjerne kunde holde Dem fuldstændig udenfor det hele. Jeg kan ialfald vanskelig tænke mig, at De skulde kunne finde en saadan fornyet Diskussion skadelig. GILL. En Diskussion, som kan føre til Forsump- ning eller ialfald Udsættelse af en ved lange Forhandlinger klarnet Sag, vil jeg anse for skadelig. BLUME. Advokat Hoffmann er en erfaren Politiker; hans Opfatning kan ikke i Deres Øine være uden Vægt. GILL. Han udtaler sig svævende og reserveret. Jeg forbeholder mig ialfald at konferere person- lig med ham, saavelsom med andre gode Mænd. BLUME. Kunde saadanne Konferencer finde Sted med det første? GILL. De skal finde Sted med det første. SIDE: 42 BLUME (i en lettere Tone). Kunde det muligens paaskynde Afgjørelsen, hvis alt forretningsmæssigt var afgjort nu strax? Vi kommer jo altsaa paa en Maade til at bebyrde Dem med en ganske upaakaldt Medredaktør; -- jeg gaar naturligvis ud fra, at hans Artikler kom til at trykkes med Redaktionsudstyr -- ; dette Arrangement vilde selvfølgelig være forbundet med enkelte Ubehageligheder, kanske endog med en vis Risiko, for Bladet som for Dem. Jeg skal da oplyse, at det naturligvis ikke er Hen- sigten, at denne upaakaldte Medredaktør skulde falde Bladets Konto tillast, og det er ligesaa selvfølgeligt, at der vilde bli sikret Dem fuld Skadesløsholdelse for saavel Risiko som Ubehag; en saa betydelig Indrømmelse som denne beder man jo ikke om (smiler) paa rent Tiggeri. GILL. Hvorledes mener De? (koldt) Jeg forstaar ikke det der. Jeg ønsker otte Dages Betænkningstid. BLUME. Otte Dage; ja -- . Vi har i Dag den 20de; den 28de altsaa. Ser De, Herr Redaktør: Sagen kan jo naarsomhelst bli opslaaet til Behandling i Thinget. GILL. Som parlamentarisk Minister bør De ha Thingets Tillid. De maa altsaa kunne faa De- SIDE: 43 batten udsat i nogle Dage, hvis De har Brug for det. BLUME (reiser sig, bukker). Som De vil. Min sidste Bemærkning om det forretningsmæssige kan ikke fremkalde Mis- forstaaelse, dersom jeg har udtrykt mig nogen- lunde tydeligt -- GILL. Jeg tror, De udtrykte Dem tilstrækkelig tyde- ligt, Herr Statsraad. BLUME (munter). -- enhver Sag har jo, som De véd, sin kjedsommelige forretningsmæssige Bagside. (med et dybt Buk) Au revoir, Herr Redaktør! Jeg tillader mig at anbefale Dem denne Sag som en Sag af første Klasse. (gaar -- Døren til venstre). GILL (staar lidt og spekulerer. Gjør en heftig Gestus; gaar hen og tager Ydertøiet paa. Ud -- Døren i Baggrunden. I Forbigaaende til Paulsen): Jeg gaar op i Thinget. PAULSENS STEMME. Vel. PAULSEN (kommer alene ind. Lukker Døren. Stiller sig op ved en Stol. Hans Øine antager et drømmende Udtryk; et Smil lægger sig om hans Mund, som var han i Begreb med at hengive sig til en Nydelse. I Talerstilling): Herr Præsident! Naar jeg nu for første Gang tager Ordet i denne Sal -- i denne Norges Høi- tidshal -- hm. (Begynder forfra igjen): SIDE: 44 Herr Præsident! Naar jeg nu for første Gang tager Ordet i denne Norges -- HENNING (kommer farende). Nei, han har Fanden ikke Penger. SIDE: 45 Samme Dekoration. Formiddag. Døren i Baggrunden halv aaben. Idet Teppet gaar op, høres Skridt i det ydre Kontor, samt Paulsens Stemme. PAULSEN. Javel, vi skal se. Kom her (ind; Omby følger. Hen til et af Bogskabene). Saa du skal studere Valg- statistik paa en hellig Søndag, arme Mand? Her skal vi se (mønstrende): Meilænder, Departements- tidende, Departements -- , Rundt Jorden, Min første Forbrydelse -- OMBY. Rygterne holder sig, ser jeg. PAULSEN. Javel. Hallager, Kristiania Fattigvæsen -- Adressemor er formelig munter idag; Det mørke Fastland -- OMBY. Nye Høimessetexter, ser du. Tænk for en Svir at gjennemgaa og børste og sømfare alle SIDE: 46 mulige gamle Venner og Staldbrødre under Paa- skud af, at de maaske kan komme paa Tale som Statsraadskandidater! PAULSEN. Valgstatistik -- naa, endelig. (Tar ud en Bog). Værsgod. Du kan jo bringe den hid igjen i Morgen. OMBY. Tak. Hør du: har virkelig du anbefalet Henning til Redaktør af "Den Frisindede"? PAULSEN. Jeg? Skal Henning bli Redaktør af "Den Frisindede"? (hurtigt) Ja, det er sandt; jeg véd det, jeg véd det. Jeg hørte det, men lagde ikke Mærke til det. Det var saa altfor meningsløst. OMBY. Du anser jo ikke ham for nogen Politiker egentlig? PAULSEN. Henning er Lyriker. Som jeg sa til Gill: lad Henning faa en Plads ved Bladet; men lad os faa en Politiker til Chefredaktør; Henning duer ikke til det; det vil bare ødelægge ham. Især i en saa snedig politisk Situation som den nærværende. SIDE: 47 OMBY. Naa, det kan jeg heller tro. Du pleier da ellers at ha et noksaa sundt Omdømme. PAULSEN. Henning er min Ven. Og netop derfor, kan jeg si, vilde jeg ikke stille ham paa en saadan Post i denne Tid; det vilde være grusomt. Jeg skal tale et Ord med rette vedkommende ogsaa i Sagens Anledning; Rollerne maa da virkelig fordeles med et vist Skjøn. OMBY. Rette vedkommende er Grosserer og Bank- direktør Kruge, véd du, -- født Pedersen. Kjender du ham? PAULSEN. Jeg kjender ham fra Russeaarene. OMBY. Han skal være en af de virkelig uforson- lige, han. PAULSEN. Hvad mener du med det? Der gives ingen virkelig uforsonlige. OMBY. En af dem, som holder sig høiest i Pris, mener jeg. PAULSEN. Naa, det er et mere rationelt Udtryk. SIDE: 48 Ja, han er Millionær, kjære, og -- ; det kan høres kynisk, men det er nu engang saa: øko- nomisk Uafhængighed er den halve Karakter- styrke. OMBY. Aa, sig den hele, Paulsen. Omtrent da. PAULSEN. Det er Thiers, som har sagt det: til Ministre skulde kun tages Millionærer. Man kan ikke vente den fulde Uafhængighed af Fattigfolk. Lad os ialfald aldr-nødig sætte en forgjældet Mand paa en betroet Post; Gjæld er Karakterens Rygmarvs- tæring. OMBY. Ja; man kan jo bare kjøbe op Fyrens Vexler. Og saa i rette Øieblik sætter man ham Kniven paa den bare Hals -- PAULSEN (ler). Man skulde være mer end en Cato, hvis man ikke vaklede i det Valg -- : økonomisk Ruin eller politisk Underkastelse. OMBY. Derfor synes jeg, det var en god Idé af dig at foreslaa Kruge til Minister. Han kunde ta Finansen f. Ex.; han har jo været Bank- direktør i fire Aar. Bare han nu ikke er altfor uforsonlig! SIDE: 49 PAULSEN. Saadan en gammel Høker modstaar aldrig -- modstaar vanskelig en Uniform. OMBY. Aa, de kan være nok saa stivnakkede, Paulsen! Men det vilde være heldigt i alle Henseender, synes jeg; ja, det vilde jo ordentlig kaste Glans over hele Partiet, hvis man kunde kjøre op med saadan en Nabob! PAULSEN (ler). I det økonomiske har vort Parti været util- ladelig renons. OMBY. Der findes, Fanden nappe, mig ikke en sol- vent Mand i hele Partiet. Naturligvis med Und- tagelse af den Snes Levebrødspolitikere, som har havt Held med sig; men det snakker vi ikke om. PAULSEN. Spørgsmaalet er, om Kruge egentlig er Poli- tiker. Han er jo den forstandige, praktiske Mand, Manden med det sunde, greie Skipperskjøn; men lidt Lyrik er der alligevel i ham; blandt andet lider han af denne næsten monomane Uvilje mod Præster. OMBY. Kunde det ikke være et Remedium mod Splittelsen ogsaa, tror du, hvis de uforsonlige fik et Par af sine ind i Regjeringen? SIDE: 50 PAULSEN. Jeg talte om denne Sag med en af de le- dende allerede igaar Formiddag, og da var det netop den Side af Sagen, jeg især fremholdt. Jeg skal sige dig: hvis de uforsonlige faar et Par eller en to-tre Statsraadsposter for sin Part, saa forlanger de egentlig ikke mer! Og vor Ven Bispen er Politiker nok til at indrømme os dette. OMBY. Bispen véd nok, hvad han gjør. PAULSEN. Er det ikke mærkeligt: saa sjelden som det er at opdage en Politiker blandt egentlige Jurister, saa hyppigt finder man en ganske udtalt politisk Begavelse blandt de Geistlige! Man skulde fristes til at si, at Kirken er Riget af denne Verden par excellence. OMBY. Naa; gamle Hoffmann er da Jurist, og vi skal nu ikke blæse ad ham heller. PAULSEN. Jus har aldrig været hans Specialitet. Men Politiker er han! Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har hørt den Mand sige aldrig; han binder sig ikke; han holder sig sine Udveie fri. OMBY. Siger han ikke aldrig? SIDE: 51 PAULSEN. Jeg har specielt lagt Mærke til det: han bruger ikke det Ord. Han siger "for Tiden". Eller naar det kommer høit: "i en for os overskuelig Fremtid". I Politiken gjælder det virkelig, at man aldrig skal si aldrig. Hvem véd? En ny Situation kan gjøre Mænd og Ideer, vi nu be- kjæmper, til vore Ideer og vore Mænd. Som Talleyrand sa: man skal ikke kalde en Mand en Rakker, da man jo naarsomhelst kan bli nødt til at kalde ham Kollega (ler). Hvad? Derfor staar Hoffmann saa forholdsvis fri. Skulde det utænkelige ske, at han gaar over til Nærums subsidiære, hvilket han som Partiets Chef selvfølgelig ikke gjør, -- om han end for Tiden finder det opportunt at indhylle sig i en vis Uklar- hed; -- men selv om det skete! Man vilde ikke godt kunne konstatere noget Løftebrud, alden- stund Manden intet har lovet! (ler). Hvad? Nei. Hans Ord og Udtryk har været rummelige og løstsiddende som Josefs Kappe. OMBY. Det klinger aandrigt, dette her, Paulsen! Men der kan være noget i det alligevel. Ja, i den Forstand er nu ikke Kruge Politiker. Men hvor staar det skrevet, at en Finansminister absolut skal være Statsmand? Hvis vi kunde bruge ham som Anti-Splittelsesremedium -- SIDE: 52 PAULSEN. Jeg antager, at vi kan komme til at gjøre et Forsøg med Kruge. Det skal more mig at tale med ham ogsaa om den Sag; jeg vil søge ham i Morgen. OMBY. Du kan træffe ham i Dag, om du vil; han kommer hid for at forhandle med Henning om "Den Frisindede". PAULSEN. Hid? Ja, det er sandt. Ja, jeg véd det, jeg véd omtrent Tiden ogsaa. Klokken -- ; naa, om en halv Times Tid kan man træffe ham. OMBY. Kanske der vil bli klunket paa Minister- strengen ogsaa for ham temmelig snart; -- sæt at han da var lidt forberedt -- PAULSEN. Jeg skal tale med ham. Jeg vil forsøge den Chance. Stol paa mig. Mit Princip er: først Overveielse, saa Handling. Skal han forhandle med Henning, siger du? OMBY. Ja. Der er Hast; Generalforsamlingen sammen- træder om nogle Dage. PAULSEN. Som sagt, det passer ikke. Det passer ikke. Kolde, klare Hoder er det, vi nu trænger; slipper vi Lyrikerne løs, kan Situationen bli ubehagelig. SIDE: 53 (ler.) Jeg har ligget vaagen siden Kl. 3 i Dagmorges og tænkt paa denne Sag! Og jo mer jeg tænker, jo mer voxer der i mig en næsten beklemmende Følelse af, at der nu er noget under Opseiling, som for den virkelig politiske Begavelse kan bli til den store An- ledning. Lad os gaa hen i Grand og tage os en Seidel Øl. OMBY. Ja. Pjolter for min Part forresten. PAULSEN (ler.) Pjolter i Dag, arme Mand? OMBY. Aa Fanden, det er Søndag. (De gaar. Paulsen ler, Omby bander). (En Stund tomt. Derefter Gill og Fru Johanne). FRU JOHANNE. Uf, jeg er bange for, at den fine Sherryen vor snart er sluppet op, du. GILL (sætter sig og begynder at aabne Posten). Der skal være til i Dag. FRU JOHANNE (hen i Hjørneskabet og henter Flaske og Glas.) Aa jo, lidt, Gudskelov. Du tror altsaa, de blir enige? SIDE: 54 GILL. Jeg haaber det. Kruge er saa opsat -- ; fortalte jeg dig, at han vil holde Champagnegilde, hvis Blumes Klokker falder igjennem ved næste Valg? Men det er sandt, jeg skulde ikke fortælle dig mine Historier. FRU JOHANNE (stiller sig bag hans Stol; tager hans Hoved ind til sig; klapper ham paa Kinden). Du skal fortælle mig alle dine Historier, du, Gamlen min. GILL. Du tror dem jo ikke. FRU JOHANNE. Aa jo vist tror jeg. Ja, det om Hoffmann vil jeg se først, og det, at Blume har budt dig Penger -- GILL. Det tror du heller ikke. FRU JOHANNE. Det maa du ha misforstaaet. GILL (ivrig). Det var ikke muligt at misforstaa, ser du! FRU JOHANNE. Du kan da begribe, at Bispen er ikke saa dum. SIDE: 55 GILL. Sommetider blir Folk dumme af bare Klog- skap. FRU JOHANNE. Naada, du Skaldepande! lad os nu ikke begynde igjen. GILL. Du skal ialfald indrømme, at jeg havde Ret, da jeg talte om Intriger. FRU JOHANNE. Ja, noget er der i det altsaa. Men at Blume bruger Omby som Bud -- (det banker) Naa, der har vi Henning. Godmorgen, høist- ærede! HENNING. Godmorgen, Fru Johanne. Naa, skal vi kymble? Se, se. Den fine Sherryen og alting. GILL. Glem ikke Cigarer, du. FRU JOHANNE. Det er sandt (hen til Skabet). Ja, det er da ikke første Gang, vi tager imod Visitter her, Henning. HENNING. Nei, og saa tænk, en Millionær! Det er nok ikke ofte, det times os Radikalere at drikke Vin med Millionærer. Godmorgen, Gill. SIDE: 56 FRU JOHANNE. Aa, for den Sags Skyld -- ! Vi har da sandelig havt vore hyggeligste Formiddagskymbler her sammen med Literater og Kunstnere og andre Fillefanter; er ikke det sandt, Gill? HENNING. Hvad behager, Fillefanter? FRU JOHANNE. Naa, De begynder kanske at bli vigtig alt. HENNING. Kanske det, Frue. GILL. Hvorfor skulde han ikke bli vigtig, Hanne- mor? FRU JOHANNE. Jo, han er jo i Stilling næsten. GILL. Skjønt han i Grunden bare er en Gut! HENNING. Nei, men Herregud; en Gut. Ja, rigtignok har jeg ikke dine tidligt affaldne Haar til Vidnes- byrd om Ungdoms Forvildelser -- FRU JOHANNE. Protestér, John! HENNING. Men naar man er sine gode 27, saa har man da smagt ialfald paa den forbudne Frugt. Véd SIDE: 57 De hvad, Frue, i min Alder havde Cæsar erobret Gallien! FRU JOHANNE. Hvorfor skal De endelig sammenligne Dem med Cæsar? John der var 38 Aar, han, før der blev noget af ham; var du ikke det, John? HENNING. Saa længe vilde ikke jeg ha godt af at vente. FRU JOHANNE. Nei, De er forkjælet, De. HENNING. Hvad skal man si? Søn af en Bankerot- spiller, fattig med Rigmands Vaner; uenergisk og lad. Jeg maa ha et jevnt, bestemt Arbeide og Pisken over mig; ellers kommer jeg aldrig til at bestille mer end der behøves for at tjene min Dampkjøkkenbillet. Jeg gad jo ikke ta min filologicum engang, hvilket var en Dumhed. Og saa det, at man skal være Radikaler ovenpaa alt! Man faar nemlig bare halv Ration i denne Verden da, og jeg kunde godt ha brugt den hele, Frue. FRU JOHANNE. Aa Snak med Dem. De kan Skam ud- mærket godt hjælpe Dem med den halve ogsaa. HENNING. Det kan jeg jo. Jeg blir enda en af de begunstigede, som bader paa første Klasse. SIDE: 58 FRU JOHANNE. Ja. Og saa slaar De Dem til Ro. Og saa gifter De Dem. HENNING. Naturligvis. FRU JOHANNE. Hvorfor siger De det saa spotsk? HENNING. Det er da bestandig dere Kvinders første Tanke. FRU JOHANNE. Ja, tror De kanske ikke, vi ogsaa vil være med? Jeg gad ellers vide, hvorfor ikke De skulde gifte Dem? HENNING. Naar jeg ikke vil. FRU JOHANNE. Vil? Væv. De har jo aldrig forsøgt det. HENNING. Nei minsæl, om jeg vil opi alt det Kliss, Fru Johanne. FRU JOHANNE. Fy Dem. GILL. Ikke lad dig erte, Hannemor. De snakker slig, alle Ungkarle, før de blir forelsket. FRU JOHANNE. Det var pent sagt, Gamlen. SIDE: 59 HENNING. Sludder. FRU JOHANNE. Ja, hvorfor ender det med, at de gifter sig da, allesammen? HENNING. Det er for Afvexlingens Skyld. Naar de har kjedet sig længe nok som Ungkarle, faar de Lyst til at forsøge, hvordan det er at kjede sig som Ægtemænd. FRU JOHANNE. Nu maa du protestere, John! HENNING. Og saa tænk den modbydelige Ting at tilhøre en Husstand. Kan De tænke Dem noget mere utaaleligt end saadan en Familjedalt? En, som bestandig er ligesom varm af Reden, med Dun paa Frakken formelig! FRU JOHANNE. Nei, er det ikke dere Ungkarle mon, som pleier at gaa med Dun paa Frakken? HENNING. Ja, det er reelle Fjær, som man kan børste af igjen. FRU JOHANNE. Ja men det er det, som aldrig blir gjort! SIDE: 60 GILL. Jeg troede, du snart var kjed af Ungkarls- rangelen nu, Henning. HENNING. Ja, den er heller ikke til at holde ud. FRU JOHANNE. Ikke vil han gifte sig, og ikke vil han være Ungkarl; hvad skal vi gjøre ved ham? (det banker). Hys, Millionæren! KRUGE (ind). Godmorgen. Naa! Helt Selskab, tror jeg? FRU JOHANNE. Jeg skal gaa. (Skjænker i Glassene). Jeg skal bare besørge det huslige, jeg, ser De; Resten greier dere Mandfolk. Værsgod. KRUGE. Det blev kanske ikke saa meget vi greiede alligevel, De, hvis der ikke stod Kvinder bag. FRU JOHANNE. Ja, men nu vil ikke vi Kvinder staa bag længer. KRUGE. Nei det er sandt. Det er vi, som skal staa bag nu til en Forandring. FRU JOHANNE. Det kunde De vist ha godt af. SIDE: 61 GILL (tar et Glas). Skal vi forene os i en Skaal for, at ingen af Parterne skal staa bag, men at de skal rykke frem begge to, ved Siden af hinanden? Skaal! KRUGE. Naa, lad gaa da! Skaal, Fru Gill! (der skaales og drikkes). GILL. Værsgod; en Cigar. KRUGE. Tak, jeg røger ikke. HENNING. Tak. (tager en). FRU JOHANNE. Men Gud, Gamlen! skal du ikke præsentere? GILL. Naa! Undskyld. Jeg troede, Herrerne kjendtes. Journalist Henning. Bankdirektør Kruge. KRUGE (med Haandtag). Glæder mig at gjøre Deres personlige Be- kjendtskab. HENNING. Iligemaade. (tænder Cigaren). FRU JOHANNE. Ja, nu er det huslige besørget. Adjø, mine Herrer! SIDE: 62 KRUGE. Bestandig rømmer De, naar jeg kommer, Frue! Skal ikke en emanciperet Dame staa ved sin Mands Side i baade tykt og tyndt, som skrevet staar? FRU JOHANNE. Jeg maa altid forsvinde, jeg, naar der skal forhandles for lukkede Døre. KRUGE. Jasaa, De. FRU JOHANNE. Jeg faar aldri vide Hemmeligheder, før de er gamle, jeg. Alle andre Mennesker faar først Besked, og saa fortæller han mig dem bagefter under Tausheds Løfte. Ja, slig er I! Godmorgen, Gamlen! Adjø, mine Herrer! (Henning bukker). GILL. Godmorgen, du! KRUGE. Adjø, Frue! GILL. Skal vi sætte os? Værsgod. (Man sætter sig, Kruge -- paa et Vink af Gill -- i Sofaen). KRUGE. Byberg kommer ikke, De. Han skulde paa Jagt efter Aktiekjøbere og Aktiesælgere tillige, SIDE: 63 sa han. Det kniber nok lidt; vi har faaet Kon- kurrenter. GILL. Er Bispen virkelig paa den Galei. KRUGE. Han er nok det, De! Naa, det er ikke far- ligt; Priserne kan vel ikke stige til nogen Høide egentlig. Hvad siger saa De, Literat, om Situationen? HENNING. Der er ikke meget at sige om den. Det er den gamle Historie, det: Radikalerne saar, og Præsten høster. KRUGE. Ja. Radikalerne burde nok passe lidt bedre paa. HENNING. De burde nok det. Men her havde vi arbeidet os trætte, ser De; det er et seigt Ar- beide, sligt Rodhuggeri. GILL. Du skal ikke kalde det Rodhuggeri; det var da bare den ægteste Konservatisme. HENNING. Aa-ja; men seigt var det. Tilsidst samlede vi os sammen og tog et Tag, saa det knagede i hele Maskineriet, og da skulde vi være ovenpaa, SIDE: 64 blev der sagt; og saa kan det vel være, at vi tog os en liden Slummer. Det kan være. En ganske liden Blund. Og mens vi sov, saa vaagede Bispen i Tromsø. KRUGE. Ja, vi snakker om Bispen i Tromsø, vi; har vi nu egentlig ventet os saa meget af den Karen? Jeg tænker, at naar det kommer til Stykket, saa har han aldrig lovet os noget Gjæstebud, han. Men hvad skal vi sige om den Mand, som vi kunde ha Grund til at vente mer af? HENNING. De begynder ikke at insinuere noget om Advokat Hoffmann -- ? KRUGE. Insinuere, siger De? HENNING (op). Jeg forstaar ikke, hvad der gaar af Folk nu om Dagen! Der er ikke en af os, som er værdig at løse den Mands Skorem, og alligevel begynder Bagtalelser og Skumlerier at snige sig om i Kroge og Korridorer, saa man kan bli ganske ræd! GILL (til Kruge). Jeg vilde ha talt i den Tone, jeg ogsaa, for et Par Dage siden. SIDE: 65 HENNING. Naa? Er du gal? Du vilde tale i en anden Tone nu, kanske? KRUGE. Jeg tænker, jeg afskyr Bagtalelser og Skum- lerier og Insinuationer og alt sligtnoget ligesaa meget som nogen anden, De; men jeg skal for- tælle Dem, jeg har havt Anledning til at kaste et lidet Blik ind i Kulisserne. Og da vil jeg bare sige saa meget, at vi faar være paa vor Post! Der kan nok komme en og anden Over- raskelse! HENNING. Kanske jeg har brugt urimelige Udtyk; isaa- fald faar De undskylde. Men jeg taaler ikke, at der røres ved den Mand! Jeg er opvoxet i Troen paa ham. Saa længe jeg har levet, og lidt til, har han staaet og kjæmpet den store Kamp under Spot og Had og seig Modbør; hans Ord har været min Sjæleføde og min Hjertevarme fra den Tid, jeg begyndte at skjønne; De maa ikke gjøre ham tvilsom for mig. KRUGE (nærmest henvendt til Gill.) Jeg kom ganske tilfældig til at tale med Statsraad Blume igaar, De; (smiler) ja, De ser paa mig; men det var virkelig tilfældig. Jeg har aldrig truffet Manden før. Det er en ganske net Mand forresten; man kan godt slaa af SIDE: 66 en Sladder med ham; han er ikke mer Præst end De og jeg, havde jeg nær sagt; -- saadan privat da. GILL. Naa, og han sa? KRUGE. Véd De hvad, jeg har det Indtryk, at med lidt Koldblodighed saa skulde vi klare Biskop Blume. Han staar os slet ikke saa fjernt. Og jeg vil si det, at gaar det galt nu, saa er det Hoffmanns Skyld -- om Forladelse, Henning; for vær sikker: klemte han nu paa med hele sin Magt, hele Majoriteten, for endnu kan han holde den sammen, hvis han vil, og saa Pressen -- ; han kunde ikke blot faa Stemmeretten frem, men han kunde vippe hele Ministeriet og selv tage Magten, og selv foreskrive Betingelserne, fra Nummer én til Nummer sidst, diktere hele Freden; ja, det kunde han. GILL. Det er min Mening ogsaa; men fortæl mig, hvad Blume sa om ham. KRUGE. Faar jeg Lov, Henning? HENNING. Jeg ber. SIDE: 67 KRUGE. Han sa det, at Hoffmann nærmer sig de sytti nu. HENNING. Hvad skulde det gjøre. Se Bismarck. Se Gladstone. KRUGE. Der er dem, som blir gamle ved Syttiaars- alderen, De! Hoffmann er nok af dem, desværre. Hoffmann blir gammel. Han begynder at bli ræd sin egen Bedrift. Han tror, han har været altfor vidtgaaende. Det vilde være godt, hvis vi kunde faa Fred nu, synes han. HENNING. En snedig Manér -- : faa Folk til at tro, at Hoffmann gaar i Barndommen! KRUGE. Hoffmann er kommen saa langt, sa Blume, at han bare ønsker et Paaskud for at gaa over til Nærums subsidiære. Og derfor har han selv begyndt at ymte om Kompromis; det er ikke Blume, som har fundet paa det. HENNING (ler). Flink Fyr, flink Fyr! Ved den Skrøne kan han faa mangen en svag Sjæl lempet ind paa Kompromistanken, -- bare han faar sin Skrøne troet. SIDE: 68 (op; ler). Tænke sig Hoffmann, det klareste Hode i Landet; han skulde ha kjæmpet i hele sit Liv, indtil han endelig nu har arbeidet op den Majoritet, som han skal seire med, -- og saa skulde han svigte? Han staar Seiren saa nær, at det bare er Triumftoget igjen; og saa skulde han foretrække en Plads blandt disse Judas'er, som ligger og raadner paa Historiens Udmarker! Ha-ha! Kan De ikke se, at det er en Præsteløgn? for ikke at sige Bispeløgn! (til Gill). Hvorfor Djævelen sidder du der og tier og ser ud som en Idiot? Kan du ikke snakke? Væmmelig Manér -- : sidde saadan og tie og snigskumle! GILL. Skal vi ikke gaa over til Sagen, mine Herrer? Det er jo ikke nødvendigt for vor Opgave i Dag at diskuttere Advokat Hoffmann. KRUGE. Det er sandt. Lad os gaa over til Sagen. Er De med, Herr Literat? HENNING. Ja gjerne. KRUGE. Godt. Gill har rimeligvis fortalt Dem, hvad der er Tale om. SIDE: 69 HENNING. Gill har fortalt mig, at der er Tale om Redaktørposten i "Den Frisindede". KRUGE. Ja. Og saa skulde vi høre, om De vilde tage den Post, -- saadan omtrent paa "Tidens" Program. Vilkaarene ellers blir jevnt middels, forstaar De; men vi skulde vel enes om det. GILL. Du maatte indordne dig i vor liberale Fyl- king, ser du, slig som dennne nu er opstillet, og saa kjæmpe der, til Programmet var gjennemført. KRUGE. Ingen egentlig Radikalisme, De! Først og fremst Krig paa Kniven med alt, som vil splitte os; for Faren er den, ser De, at Partiet kan splittes, og saa rykker Modstanderne ind og besætter alle de tabte Positioner. HENNING. De vil ha gjennemført Stemmeretten altsaa. KRUGE. Javel. HENNING. Og ingen Korntold. GILL. Korntolden maa bekjæmpes, vi aabner Kampen i "Tiden" ogsaa nu. SIDE: 70 KRUGE. Korntolden er ikke farlig, De; den gaar sgu ikke. Men altsaa Stemmeretten ialfald. Og saa fik man tage det saadan coolly, De! ingen Vold- somheder og Overdrivelser; for det er kloge Karle, vi har at binde an med, saa det gaar ikke an at blotte sig. Hvad var det, vi sagde i Skole- dagene, Gill? -- fortiter in modo -- GILL. Svaviter in modo -- KRUGE. Saa var det, ja. Svaviter in modo -- HENNING (smiler.) De skal ikke være saa ræd for mig. Jeg kan nok være klog, jeg ogsaa, naar det kniber. GILL. Ja, bare du faar Ansvaret over dig, Far, saa blir du nok besindig, skal vi se. KRUGE. Det var sandt sagt. HENNING. Jeg skal veie mine Ord paa Guldvægt. Jeg skal gjøre mig saa snedig som en Ræv for at følge dem og knibe dem; jeg skal skrive saa koldt, at Ordene skal isne dem gjennem Brystet SIDE: 71 som Knivsblade; der kan lægges megen Gift ind i koldblodige Ord. GILL. Klogskab og Fasthed samtidig, Henning. KRUGE. Klogskab og Fasthed samtidig, ja. HENNING. Ja. Og hvis det da skulde vise sig -- ; aah, langtfra, langtfra. Men hvis det skulde vise sig -- ! at, sæt det umulige skete! -- Fanden ta mig, skulde vi ikke sparke ham væk som en Kat, der har Skab. Væk, ud, som en Besmit- telse. Aa, der skulde gaa en Storm over Landet til at lufte ud Forræderstanken af disse stængte Dalene; for fattigt er det jo her; men sundt vil vi min Salighed ha det! KRUGE. Ja-ja, ja-ja. PAULSEN (stikker Hovedet ind). Aa, om Forladelse. (Ud igjen.) KRUGE. Bare De ikke bruger den Slags Talemaader i Avisen, saa (reiser sig; de andre ogsaa). Ja, jeg kan altsaa regne paa Dem da, Herr Henning? HENNING. Det kan De. SIDE: 72 KRUGE. De har jo en klog og erfaren Ven i Herr Gill her; De skal ikke forsmaa hans Veiledning. HENNING. Jeg faar snakke med dig en Gang imellem, Gill. Vi kommer da overens i meget. KRUGE. Og ønsker De et Vink eller Raad af en praktisk Mand, som har lært i Livets Skole, og som kanske véd bedre, hvad Folket vil ha, end dere Literater mangen Gang, saa kom bare til mig, De! Ved nærmere Samarbeide er det muligt, at vi vinder fuld Tillid til hinanden. HENNING. Den Tillid, De viser mig, tror jeg ikke De skal angre paa, Herr Grosserer. KRUGE. Jeg haaber det. Og saa snart som det praktiske ved Sagen er i Orden, skal De høre nærmere fra mig. Et Slags Kontrakt bør jo være i Orden før General- forsamlingen. HENNING. Det er godt. Jeg skal være parat til en- hver Tid. Der er ikke noget videre i Dag da? God- morgen, mine Herrer. (gaar.) SIDE: 73 KRUGE. Han er ung. GILL. Vær rolig. Han blir tæmmet i Avisen. PAULSEN (banker; træder ind). Jeg ber om Forladelse. Jeg vidste ikke, at her var nogen. Men det er jo godt Folk, og saa fik jeg Lyst til -- ; (til Kruge) skal vi forresten ikke sige Tak for sidst, gamle Studiosus? Jeg tænker næsten, De husker den unge Rus, som holdt den begeistrede Skaaltale for Dem, den- gang De skulde forlade Universitetet for at ta Plads paa Deres Fars Kontor. KRUGE. Det tør jeg ikke si, jeg gjør. Der taltes saa meget i den Tid, ser De. Jasaa, saa De var i Rus den Gangen, De! Naa, Tak for sidst alligevel, Herr Paulsen. Hvad synes nu De om Tiderne? PAULSEN. Tiderne er, hvad vi gjør dem til. Jeg hører, det skal bryde løs i Morgen. KRUGE. Skal det bryde løs? GILL. Krisen, mener du? SIDE: 74 PAULSEN (nikker). Jeg har talt med en af de indviede. I Nat Klokken halv et skiltes Ministrene med den Aftale, at Statsministeren, Finansministeren og Indreministeren i Morgen officielt skal indlevere sine Afskedsansøgninger. KRUGE. Død og Pine, De! GILL. Hvem var det, du talte med? PAULSEN. Jeg antager ikke, jeg begaar nogen Indiskre- tion ved at sige det: det var Nærum. GILL. Han véd alting. KRUGE. Nei Død og Pine, De. Alle tre! PAULSEN. Men han fortalte mer, gamle Nærum. KRUGE. Naa? PAULSEN. Naar Ministeriet er sprængt, paa Korntolden altsaa, saa skal det rekonstrueres som et Slags Centrumsministerium paa Grundlag af Korntolden og Nærums subsidiære, -- med Blume som SIDE: 75 Chef. Og véd De, hvem der skal indtræde som Indreminister i dette Blumeske Ministerium? KRUGE. GILL. Nei -- ? PAULSEN. Advokat Hoffmann. KRUGE. Hvad sa jeg. GILL. Det er umuligt! KRUGE. Ja, det er umuligt. Han kan ikke være kommen saa langt. PAULSEN. Det troes for fuldt Alvor. KRUGE. Advokat Hoffmann i Blumes Raad? (ler) Nei, det blev for fælt, De! Maade paa alt! GILL. Hvem i al Verden kan gaa hen og tro sligt? KRUGE (ler). Det skulde vor Ven Henning ha hørt! PAULSEN. Henning? Henning er Lyriker, han. Naar en Situation blir lidt indviklet, saa forstaar han ikke; han bare skriger. SIDE: 76 KRUGE. Hoffmann, som kan bli Statsminister, om han vil! Nei, jeg kan tro meget -- PAULSEN. Nu, nu, -- at han gaar ind i Ministeriet, det tror ikke jeg heller. Men det vil jeg si, at hvis den gamle, erfarne Leder virkelig forlader sit eget Forslag for at gaa over til et andet og mindre frisindet, saa kan vi være sikker paa, at han har faaet et saa tydeligt Vink fra sine Veteraner, at han véd -- : der er ikke andet at gjøre. GILL. Majoritet for almindelig Stemmeret er der; det véd du jo saa godt som jeg. Vi har talt op Stemmerne med den yderste Forsigtighed. PAULSEN. Vore Forhaandsoptællinger i store Sager gir jeg ikke meget for, det er i det afgjørende Øieblik, at de underjordiske Kræfter begynder at virke; og jeg tør si: vi har for Tiden stærke underjordiske Kræfter i vor Politik. GILL. Vi har taget fuldt Hensyn til de usikre Amter; til de tvilsomme Veteraner ogsaa. PAULSEN. Vi har ikke taget tilstrækkeligt Hensyn til Veteranernes Indflydelse. SIDE: 77 GILL. Ved Valgene var der Majoritet i ethvert Fald. PAULSEN. Valgene er indirekte. Indirekte Valg er den halve Hazard. Det eneste, som er sikkert, er, at der blir valgt en Del Bedstemænd, større Gaardbrugere og andre Mænd i betrygget Stil- ling. Nu har vi her i denne By samlet 114 saadanne Bedstemænd, og tror De oprigtig, naar det kommer til Stykket, at disse Bedstemænd gjør andet, end hvad der lader sig vel forene med Bedstemændenes Interesser? GILL. Da har vi havt bedre Tro til de norske Bønder før. KRUGE. Ja, Bønderne maa vi tro paa, De! PAULSEN. Lad os afstreife alle Fraser og alt Festskum, og da skal det vise sig, at vi har den Tro til de norske Bønder, at de vil bære sig ad som andre skrøbelige Mennesker. De vil gjøre Ret og Rigtighed til alle Sider, men undskyld -- : vi selv først. KRUGE. Jeg kunde tilgive, om de gik med paa Korntolden; der kan være adskilligt, som taler for den -- SIDE: 78 PAULSEN. De stemmer for indskrænket Stemmeret og- saa; vær De sikker. KRUGE. Det vil jeg se paa, høistærede. GILL. Du har troet det modsatte selv, lige til de sidste Dage. PAULSEN. Afgjørelsen nærmer sig, og jo mere jeg føler de Herrer paa Tænderne, des sikrere blir jeg paa, at vi har været sangvinske. Menneskene ofrer ikke Magt for Ret; det er Interesserne, som gjør Udslag i Politiken, ikke Ideerne. KRUGE. Jeg vil se paa det! PAULSEN. Jeg kjender mine Pappenheimere. Hvis de gir fra sig sit Stemmeretsmonopol, saa skal jeg lægge mit Hoved paa Blokken! (frem og tilbage; ler.) Vi skal huske paa: Bønder er rædde. Hvad er Mod? Comte har sagt det: Mod er en høi Grad af Intelligens. Den høie Grad af Intelli- gens kan vi ikke vente hos Bønderne; det vilde være urimeligt at forlange det. De ser bare det nærmeste og lader sig altsaa let skræmme. Et- hvert bestemt Fremskridt er for dem et Sprang ud i Mørket. SIDE: 79 KRUGE. Før vi vilde ha Nærums, før udsatte vi Sagen til over Valgene; -- hvad siger De til det GILL. Jeg er bange for, vi tabte Stemmer paa det. KRUGE. Nei, jeg tror ikke dette, De! Jeg undres paa, hvem af de Herrer der opi Thinget, der skulde vove at falde fra nu. De er valgte paa almindelig Stemmeret, og stemte de imod, saa skulde det nok knibe om de blev gjenvalgt, tænker jeg! Ja, det skulde knibe. Og jeg vil se paa den Storthingsmand, der risikerer sit Gjen- valg, Paulsen! PAULSEN. Ja, men vi kan ialfald være enige om at sætte det som en Mulighed, at jeg fik Ret? Sæt altsaa, at vi udsatte Sagen. Saa skal De indrømme, at vi ialfald kunde opnaa noget ved den Manøvre. GILL. Hvad skulde vi opnaa ved det? PAULSEN. Faren for Splittelse vilde foreløbig være fjernet. KRUGE. Det er sandt. SIDE: 80 GILL. Du glemmer Korntolden. PAULSEN. Den vil ikke fremkalde nogen varig Split- telse (det banker). Kunde vi saa desuden drive det til, at begge Nuancer inden Partiet blev repræsenterede i Regjeringen -- NÆRUM (træder ind). Jeg beder om Forladelse, hvis jeg forstyrrer. KRUGE. Tvertimod. Jo mere Statsmandsvisdom vi kan faa fat paa, des bedre vil det være; ikke sandt? NÆRUM. Ja, det er underlige Rygter, som gaar. Jeg var opi Forsamlingssalen nu; Korridorerne saa at sige vrimlede af Mænd, som gik og be- spurgte sig med hverandre og var bekymrede. KRUGE. De tror vel ikke disse Rygterne, Nærum? NÆRUM. De er besynderlige i alle Fald. Og saa fik jeg et Brev hjemmefra ogsaa idag, som ikke var videre opmuntrende. Jeg véd ikke, om De kjender til en Lensmand Mikkelsen, vi har der oppe -- SIDE: 81 GILL. Naa, tredie Suppleant. PAULSEN. Fjerde Suppleant. GILL. Er ikke Gammelstumyren fjerde? PAULSEN. Gammelstumyren er tredie. GILL. Er han egentlig Venstre, Mikkelsen? Der har været skrevet forskjelligt, forekommer det mig. NÆRUM. Jeg tror nok, han er Venstre nu. Her i disse svære Aarene kaldte de ham jo Slingrings- mand; men det er over. Jeg tror, han er noksaa stø. Men han skriver ikke opmuntrende, som sagt; der er Omslag i Stemningen, der ogsaa, siger han. Især begynder Folk at bli bekymrede i Anledning af alle disse Fritænkerne. KRUGE. Han er gudelig da, den Lensmand Mik- kelsen? NÆRUM. Jeg véd ikke, om han er saa svært gudelig for egen Regning, Herr Bankdirektør; men In- teresse har han for kirkelige Ting, og det til- kommer jo ikke os at granske Hjerterne. SIDE: 82 KRUGE. Ja, disse Fritænkerne kunde nu gjerne være lidt mere stilfærdige, De. NÆRUM. Det er det, ja. Fritænkerne i Modpartiet holder sig tause, de, saa at Partiet endogsaa kan gaa og gjælde for kristeligt paa en Maade; men vore er saa svært staakendes af sig, saa at Folk udover Landet blir rent forskræmte. KRUGE. De er jo lette at skræmme, Folk paa Landet. NÆRUM. Aa ja. Det er ikke saa godt, ser De; Op- lysningen staar ikke alle Steder saa høit. Og saa er det det, ser De, at nu begynder der for- skjelligt andet ogsaa at gjøre sig gjældende, som ikke er bra, og saa forkyndes det fra Præ- dikestolene, at alt dette stygge ogsaa hænger sammen med Venstrepolitikken. Venstrepolitik og Fritænkeri og Socialisme og fri Kjærlighed slaar de sammen i et eneste Hartkorn. PAULSEN. Slaar de i Hartkorn, ja. NÆRUM. I et eneste Hartkorn. SIDE: 83 GILL. Vi er midt oppe i en begyndende Reaktion, Godtfolk. Det er ikke noget Tilfælde, at vi nu skal ha et Ministerium Blume. NÆRUM. Der kan være noget i det. (til Kruge.) De maa undskylde mig, Herr Bankdirektør; jeg fik høre, at De var her oppe, og saa gik jeg opom; jeg skulde gjerne ville tale med Dem om et lidet Forretningsanliggende. Jeg véd ikke, om jeg tør foreslaa, at vi gaar etsteds hen -- (Gill og Paulsen gjør sig færdige til at fortrække.) GILL. Bliv siddende, bliv siddende! Paulsen og jeg skal gaa alligevel, vi; og her er der ingen, som forstyrrer Dem. Værsgod, værsgod. God- morgen, mine Herrer. (gaar.) PAULSEN (ler.) Dette Lokale er ialfald halvoffentligt; værs- god. Godmorgen. (gaar.) NÆRUM. Ja, men det var nu altfor galt. Det var slettes ikke Meningen. KRUGE. Tag det med Ro, De Nærum, og lad os sætte os; Redaktørerne finder sig nok en Hule. (sætter sig paa en Stol; indbyder Nærum til at sidde i Sofaen; men denne sætter sig ogsaa paa en Stol.) SIDE: 84 NÆRUM. Jeg tænker ikke, Regjeringen heller er i godt Humør i Dag, som skal miste hele tre af sine Medlemmer. KRUGE. Aa, dere faar nok nogen igjen. Men det er vel ikke muligt, at Hoffmann -- ? NÆRUM. Det vilde vække Forundring, hvis Hoffmann gik ind i Blumes Ministerium. Især nu med det samme. Men parlamentarisk talt vilde der vel ikke være saa meget at sige paa det. KRUGE. Hvad behager? NÆRUM. Folk, som er indviede, siger, at det vilde være det eneste Middel, som fandtes for Tiden, til at undgaa Splittelse. KRUGE. Jeg synes, det maatte være det bedste Middel til at fremkalde Splittelse, jeg. NÆRUM. At faa de moderate med paa Hoffmanns Stemmeretsforslag viser sig umuligt. Kanske kunde det snarere bli muligt at faa de uforson- lige med paa mit. SIDE: 85 KRUGE. Nei, der tar De feil, Nærum. Med al Re- spekt for Dem personlig, -- Deres subsidiære vil vi ikke paa nogen Maade ha. NÆRUM. Jeg ynder ikke heller mit subsidiære. I det hele skulde denne ulyksalige Stemmeretten ikke ha været fremme nu. Sagen er slettes ikke moden. KRUGE. De fleste har ment, at den var fuldmoden. NÆRUM. Vi feiler alle i mange Stykker, Herr Gros- serer. Men siden vi snakker om dette, saa vil jeg sie, at jeg undres paa, om det vilde være klogt nu at afslaa Tilbudet om et Venstremini- sterium. KRUGE. Hvadfornoget, De? Er der Tilbud om et Venstreministerium? NÆRUM (fortroligt). Af Hensyn til Valgene, Herr Direktør, ønsker Blume et Ministerium, som helder dygtigt til Venstre. KRUGE. Hm. Klog Fyr! Ja, jeg tror nu ikke det nytter, De. Der gaar ingen Venstremand ind i Blumes Raad. SIDE: 86 NÆRUM. Jeg tror ikke, at De uden videre bør stemple Hoffmann som ikke Venstremand; men sæt, at han gik ind! KRUGE. Sæt, ja! Sæt, at Gud døde, sa Kjærringen. NÆRUM. Det vilde forundre mange, det er vist. Men om kort Tid kanske man kom under Veir med, at gamle Hoffmann havde skjønnet det bedre end nogen af os andre alligevel. For det er nu saa, ser De -- : Advokat Hoffmann ser lidt længer end de fleste af os, -- lidt længer end de fleste. KRUGE. Hoffmann ind i Bispens Ministerium? (leende) Langtfra! NÆRUM (konfidentiel). Herr Dirktør. Jeg har Grund til at tro, at Rygterne om Hoffmanns Indtræden i Ministeriet ikke savner Grund. KRUGE (med opspilede Øine). Hvad Fanden er det, De siger, Nærum. NÆRUM. Hvis Herr Hoffmann faar et Par gode Venstre- mænd med sig, saa gaar han ind. SIDE: 87 KRUGE. Vil han ødelægge sig, Manden? NÆRUM. Jeg tror, at ogsaa denne Sag bør tages med en vis Besindighed. Der er en Ting, De bør overveie, Herr Direktør. Jeg skal si Dem -- : vi har drevet svært længe paa nu med Storpolitikken. KRUGE. Naa, det var jo ikke for Politikkens Skyld -- NÆRUM. Det er sandt. Vi førte Krig for Fredens Skyld, som det heder; men nu har vi Fred og bør vel ikke begynde forfra igjen. Folket er træt af Storpolitikken. KRUGE. Ja, der er en vis Slaphed over Folket -- ! NÆRUM. Folket ønsker Ro. Det ønsker Arbeidsro, og begynder virkelig ogsaa at vente, at dets Ærindsmænd skal give sig Ro til at arbeide. Ikke bare drive paa med Ministerkriser og Ra- balderpolitik. Der er en Del, som ikke synes saa meget om Ro, -- som næsten liker Krigen bedre, fordi at da kan de holde sig oppe; men kanske gamle Hoffmann har sagt til sig selv, at Folkets Interesser faar gaa først, og at Leve- SIDE: 88 brødspolitikkernes og Taburetstormernes Interesser, -- de faar komme siden. KRUGE. Folket vil ha Stemmeret, De! NÆRUM. Almindelig Stemmeret faar Folket ikke i Aar, ialfald. KRUGE. Ikke naar Hoffmann svigter, nei. NÆRUM. Den almindelige Stemmeret vilde ikke bli vedtaget, Herr Grosserer, selv om Hoffmann var med. KRUGE. Siger De det, De ogsaa? Jeg hørte det her istas; men -- jeg er ikke Mand for at forstaa det. NÆRUM. Jeg kjender Tingene paa nært Hold. KRUGE. Hvem skulde vove at svigte i den Sag, De? NÆRUM. Meget af den stærke Stemning, som der skulde være for Sagen, Herr Direktør, -- det er nok bare noget, som Aviserne har lavet isammen. KRUGE. Vi kan ikke ha gjort saa rent spillende gal Regning alligevel! Nei gu om vi det kan! SIDE: 89 NÆRUM. Regningen kan ljuge undertiden! KRUGE. Vi skulde altsaa maatte udsætte Sagen endnu en Gang? NÆRUM. Udsættelse var kanske den nemmeste Ud- vei. Blume vilde gaa med paa det; for blev Stemmeretten udsat, saa kunde han jo faa saa mange Venstremænd han vilde ind i sit Mini- sterium. Da vilde jo alle Betænkeligheder falde bort. KRUGE. Jeg tror ikke det vilde nytte alligevel, jeg. Alle Mennesker venter Stemmeretten i Aar; og saa véd man, at Udsættelse ofte er det samme som Forplumring. NÆRUM. Sidder Hoffmann i Ministeriet, og et Par gode Venstremænd med ham, saa tror jeg ikke nogen vil frygte for, at Sagen skal forplumres. KRUGE. Hoffmann gaar ikke ind. Gjorde han det, saa vilde det ganske Land hyle ham ud som en Forræder. NÆRUM. Der er ingen stor Politiker, som ikke af og til kommer paa Kant med den store Masse. SIDE: 90 Hvis De har lært Englands Historie, Herr Kruge, saa véd De, at selv en Mand som Canning blev stemplet som Forræder en Tid, og hvad har der ikke været sagt om Gladstone for Exempel. Det er unge og utaalmodige Folk, helst Literater og slige, som er saa snare til at skrige op, naar den ældre, erfarne Mand gjør noget, som de ikke strax skjønner; men hvis de praktiske Statsmænd skulde ta Hensyn til dem, saa kom det nok til at se underligt ud i Verden. Jeg gad nu ogsaa vide, alvorlig talt, hvem af os det er, som vilde paatage sig Ansvaret for et nyt Høireministerium? KRUGE. Et Høireministerium? NÆRUM. Ja, et Høireministerium, Herr Direktør. Hvis Blume ikke opnaar tilstrækkelig Støtte i Venstre, saa vender han sig til Høire selvfølgeligvis, og da blir det jo Høire, som kommer til at dominere. KRUGE. Den Politikken er i Grunden noget Satans- tøi, De. NÆRUM. Jeg undres virkelig paa, hvem der vilde paatage sig det Ansvar. Naar vi kunde faa et brugeligt og ganske frisindet Arbeidsministerium bare mod den lille Indrømmelse at udsætte en SIDE: 91 Sag, som ikke kan drives igjennem alligevel -- ; og selv om den med Vold og Magt kunde drives igjennem, er det da virkelig saa god en Politik det: at tvinge store og indgribende Re- former frem mod manges Ønske? KRUGE. Tingene maa se anderledes ud paa nærmere Hold alligevel. NÆRUM. Den egentlige Vanskelighed kom til at ligge i det, hvor man skulde finde en fuldt tilfreds- stillende Indreminister. Hoffmann maatte jo ta Justitsen, og hvad Finanserne angaar, saa er vi der saa heldige at ha en Mand, som ligefrem er selvskreven -- (stanser). KRUGE. Jasaa? Hvem skulde det være? Jeg skulde jo kjende vore finansielle Størrelser; men nogen, som er selvskreven til at være Statsraad -- NÆRUM. Jeg talte med en Mand i Gaar, som staar Regjeringen meget nær. Han sagde: der er ikke mere end én Finansmand nu, som kunde paa engang samle Venstre og imponere Høire, og det er Grosserer og Bankdirektør Kruge. KRUGE. Jeg?! SIDE: 92 Vi sidder ikke her for at drive Løier, Nærum. NÆRUM. Det er hans Ord og ikke mine, Herr Direk- tør, -- skjønt, hvis det skulde komme an paa det, saa vilde jeg underskrive dem af mit ganske Hjerte. KRUGE. De talte om et Forretningsanliggende, tror jeg? NÆRUM. Det er sandt. Jeg hører, at De skal bli Bladudgiver nu, Herr Bankdirektør. KRUGE (aandsfraværende). Jasaa, De. Ja. Hvad sa De, Bladudgiver? Nei langtfra; De tar feil. NÆRUM. Og har engageret Redaktør allerede? KRUGE. Ja. Det vil sige -- ; jeg har bare ganske foreløbig talt med en Mand, for alle Muligheders Skyld, forstaar De; men bare rent foreløbig. NÆRUM. Og Herman Henning sagde ikke nei, vil jeg tro. KRUGE. Han sagde, at vi fik se Tiden an, og tænke paa Sagen. Nævnte jeg Henning? SIDE: 93 NÆRUM. Er han forlovet, den unge Mand? KRUGE. Det véd jeg ikke. NÆRUM. Man ser ham bestandig sammen med en ung Dame, skal jeg si Dem, og hun er ialfald ikke hans Søster. KRUGE. Naa, saa er han vel forlovet da. NÆRUM. Paulsen her ude mente nei. Det er bare saadan et Bekjendtskab, sa han. KRUGE. Godt, godt. Saadanne Bekjendtskaber kan være ganske interessante. NÆRUM. Det kan de vist; den unge Dame er virke- lig pen. KRUGE (tager sig sammen). Hvad er det egentlig De taler om, Nærum? NÆRUM. Jeg taler egentlig om Deres Avis, Herr Bankdirektør. KRUGE. Saa. SIDE: 94 NÆRUM. Det har megen Betydning for et Blad, hvad Slags Redaktør det har; han bør helst være i alle Maader uangribelig, ser De. KRUGE. Det bør han jo. NÆRUM. Forresten vilde det være Synd; -- Henning er virkelig flink til at skrive. Hans Artikel "Friske Kræfter" har formelig vakt Opsigt, siges der. KRUGE. Den skal tildels være blit misforstaaet ogsaa. NÆRUM (ser vist paa ham). Ja, mon den er blit misforstaaet? -- KRUGE. Hm. Den Blume staar os jo egentlig ikke saa fjernt i Principerne, De! Hvad? NÆRUM. Principielt er han for almindelig Stemmeret; men en Styrer maa jo altid se Tiden an. Jeg maa sige, det vilde glæde mig, om vi kunde faa et mere liberalt Ministerium nu. Vi kunde da benytte Anledningen til at gjennem- føre adskillige Reformer, som nu ligger og venter, -- betydningsfulde Reformer, kan jeg si Dem; adskillige Reformer. SIDE: 95 Og der vilde bli mer end nok at gjøre for en praktisk Mand. Bare tænk paa Handelslov- givningen! KRUGE. Ja, den maa revideres tilbunds. NÆRUM. Og hvad skal vi saa si om Kommunikations- væsenet? Den nye Dampskibslinie f. Ex., som har været paa Bane saa længe! Og hvad er der ikke at gjøre for Næringsveiene i det hele taget! Bare en revideret Konkurslov vilde fuldelig kræve sin Mand. KRUGE. Ja, Konkursloven, De! (ler). Det er Greier! NÆRUM. Man kan nu udrette saa meget mere ogsaa, skjønner De, naar man sidder inde med Magten. Der er ganske vist ikke Tvil om, at De vilde bli Thingmand næste Gang, Herr Direktør (Kruge gjør nægtende Gebærder); men en Minister har jo Adgang til Thinget ogsaa, og kan da naturligvis udrette det dobbelte for Folk og Fædreland, og for det, som ligger ham paa Hjerte. KRUGE. Ja, det kan han naturligvis. NÆRUM. Men nu maa jeg ikke glemme vore Forret- ninger, Herr Direktør! Jeg maa si, det glæder SIDE: 96 mig, at Henning ikke er engageret; det vilde gjøre et uheldigt Indtryk, tror jeg, om man fik se Dem i Ledtog med en Socialist. KRUGE. Naa, Socialist er han ikke. NÆRUM. De har kanske ikke læst hans Smaahistorier? De er virkelig ikke til at misforstaa, de, synes jeg. KRUGE. Han er ung, ser De. Naar han kommer i Stilling og blir ældre -- NÆRUM. Ja, saa blir han fornuftig, det er klart; men alt skal have sin Tid, ser De. Nu anses han nærmest som Socialist, af mange ialfald, og der- iblandt af Folk, hvis Dom og Mening ikke kan være ligegyldig for Dem. Kommer saa dertil hans interessante Damebekjendtskaber -- KRUGE. Naa, vi skal ikke være for slemme mod Henning, De. NÆRUM. Jeg vil haabe, at De ikke opfatter dette som nogen Insinuation fra min Side mod den unge Mand. Men man maa jo undersøge de Folk, man vil ha med at gjøre; -- sig mig, var ikke hans Far ogsaa en noget letsindig Mand? SIDE: 97 KRUGE. Han var sangvinsk og vilde fort frem; men noget galt var der ikke. NÆRUM. Han rømte -- ? KRUGE. Aa, naar Ulykken kommer væltende, saa kan det vel ikke være saa greit at holde Ørene stive for nogen hver, De. Men der var ikke noget galt ellers. NÆRUM. Det var heller ikke min Mening at insinuere noget i den Retning, Herr Direktør. Men tilbage til Sagen. Det er gaaet saa underlig til nu, skal jeg si Dem, at vi to paa en Maade er bleven Rivaler. KRUGE. Rivaler? Hvorledes det? NÆRUM. Jeg kom ogsaa til at høre om disse Aktier i "Den Frisindede", ser De. KRUGE. Naa, har vi været tre om Budet. Blume har været ude, han ogsaa, har jeg hørt. NÆRUM. Blume støder man paa overalt. Men vist er det, at jeg talte om Sagen med de andre Med- lemmer af vort nye Bondeparti; og saa blev det SIDE: 98 bestemt, at vi skulde forsøge paa at erobre Avisen. Vi har ogsaa virkelig faaet fat paa en Del Aktier, ikke saa faa heller; men saa stødte vi paa Deres Miner, ser De. Og nu staar Sagerne saa, efter hvad Johnsson fortæller, at hverken De eller vi kan faa nogen egentlig Overvægt i Avisen, med mindre vi paa en eller anden Vis slaar os sammen. KRUGE. Jeg skal gjerne kjøbe Dem ud. NÆRUM. Jeg tror ikke, det nye Bondeparti har Lyst til at sælge; ialfald maatte man jo ha Sikkerhed med Hensyn til Bladets Ledelse. KRUGE. De taler om et nyt Bondeparti; hvad er det for noget? NÆRUM. Det er egentlig det gamle Bondeparti. KRUGE. Ja, isaafald kunde vi vel gaa i Kompagni, Nærum? NÆRUM. Det kunde vi naturligvis. KRUGE. Ikke rettere jeg véd, saa er vi med paa den gode gamle Bondepolitik allesammen. NÆRUM. Aa, paa en Maade. Men der er kommet op SIDE: 99 adskilligt nyt Fribytteri i de senere Aar, som vi Bønder ikke kan være med paa, og saa var det Meningen, at det nye Parti skulde optage den gamle Uelandske Bondepolitik mere i dens Renhed. KRUGE. Fribytteri, siger De? NÆRUM. Ja, alt sligt, som skræmmer Folk udover Landet fra os, ser De. Vi talte om det her ista. KRUGE. Aa-haa, Fritænkeri? NÆRUM. Og alt hvad dermed kan synes at hænge sammen. KRUGE. De kunde kanske ikke bruge Henning da. NÆRUM. Jeg tror nok, man vilde foretrække en mere sat og besindig Mand -- KRUGE. For Exempel? NÆRUM. Naa, for Exempel Kandidat Omby, om De kjender ham. KRUGE. Ikke noget videre. Men jeg skal si Dem: Henning er sletikke SIDE: 100 saa urimelig. Han har udtrykkelig gaaet ind paa ikke at drive Radikalisme i "Den Frisin- dede" -- NÆRUM. Vilde han gaa med paa at støtte Blumes Ministerium? KRUGE. Nei, det vilde han ikke. NÆRUM. Ja, men nu er det Meningen, at hvis vi faar tilstrækkeligt Venstrestof ind i denne Regjeringen, saa vil vi indtil videre støtte den. KRUGE. Kanske Bispen hører med i Deres nye Bonde- forbund? NÆRUM. Nei. Han har en Følelse af, at vi kan- ske ikke gaar med ham længer end det netop passer for os. Men han er en meget for klog Mand til at sætte sig i Opposition til os; dertil har vor Politik for gamle og dybe Rødder. KRUGE. End Hoffmann, De? NÆRUM. Hoffmann er vor Fører og Præsident. KRUGE. Aa-haa. Ja-saa. Er det saa det hænger sammen? SIDE: 101 NÆRUM. Men kanske De allerede er saa bunden til Henning -- KRUGE. Ikke bunden. Ikke bunden. Sletikke. Men man skal jo tage visse Hensyn til en fattig Stakkar ogsaa. NÆRUM. Jeg faar si, som De sagde her ista: Re- daktørerne finder sig altid en Hule. Man faar vel først og fremst tage Hensyn til, hvad der tjener Landet. KRUGE. Men tjener kanske ikke Landet ved Løfte- brud heller, De. NÆRUM. Naa-ja, hvis der allerede er bestemte Løfter -- KRUGE. Han opfattede det kanske som en Aftale; jeg kan ikke saa nøie vide det. NÆRUM. Men det var jo rent foreløbigt; var det ikke saa? KRUGE. Rent foreløbigt. NÆRUM. Saa skal De vel forelægge ham en Kontrakt SIDE: 102 til Underskrift, -- en fuldstændig detaljeret Kon- trakt? KRUGE. Det skal jeg. NÆRUM. Hvis saa vi imidlertid kunde bli enige -- . Men det blir vi vel ikke, siden De har saa meget imod den nye Regjering. Til syvende og sidst er De kanske ikke nogen egentlig Venstremand, Herr Grosserer? KRUGE. Hvad er det for et Spørgsmaal? NÆRUM. Siden De absolut vil skaffe os et Høiremini- sterium paa Halsen. KRUGE. Aa Snak om en Ting. Man maa da kunne finde en anden Finansminister end mig. NÆRUM. Ja, nævn mig en! Nævn mig en, som de uforsonlige ogsaa kunde akceptere. Nei, det er nok, som han sa, han Regjeringsmanden -- : der er bare én nu. KRUGE. Det skulde være besynderligt. -- Tror De virkelig, at Hoffmann gaar ind, De? SIDE: 103 NÆRUM. Jeg tror det, Herr Direktør; men han maa ha nogen med sig, ser De. Gaar han ind alene, saa vil hans Stilling blive altfor kontrær; de uforsonlige vil behøve altfor lang Tid til at begribe Situa- tionen. KRUGE. Gaa ind selv, De Nærum! NÆRUM. Jeg, en gammel udslidt Bonde? KRUGE. De er hverken gammel eller udslidt, og at De er Bonde er da snarere en Fordel. De skal se, det kan hænde Blume saa godt som en anden, at han faar supplere sit Ministerium ad denne ikke længer usædvanlige Vei, som der staar i Annoncerne. (Nærum ryster paa Hovedet). KRUGE. Desuden er De en Fredens og Forsoningens Mand; det vil ingen være bedre end De til at forebygge Splittelsen. NRUÆM (hovedrystende). Det er ikke alle, som har en saa god Mening om mig, Herr Direktør. Der er endog dem, som anser mig for tvilsom. I alle Fald maatte De være med. (Kruge ryster paa Hovedet.) Tænk Dem nu om, ærede Herr Kruge. Jeg SIDE: 104 vil rigtig lægge Dem Sagen paa Hjerte i denne Stund; Situationen er alvorligere end De kanske tænker. Hvad taber De egentlig? Stemmeretten kan De ikke faa alligevel, og i alle Fald saa blev det bare en Udsættelse -- KRUGE (ryster paa Hovedet). Og saa har vi Korntolden ogsaa. Nei -- NÆRUM. Vilde De kanske heller ha direkte Skat? Tror De, Folket i det hele ønsker direkte Skat? Desuden, paa den anden Side kan det være, at der ogsaa blir Mulighed for enkelte Nædsættelser paa vor Toldtarif, og det netop i Smaafolks In- teresse -- det er jo Smaafolkene, De interesserer Dem for? Der kan ikke loves noget. Men en omsigtsfuld Finansminister kunde kanske drive det til, om ikke i Aar, saa til næste Aar ialfald, at faa nedsat Tolden paa Kaffe og Tobak, disse uundværlige Nydelsesmidler for den ubemidlede Klasse; kanske ogsaa paa Salt; jeg synes ogsaa, jeg har hørt nævne Lysoljer. Se her kunde netop De med Deres anerkjendt gode Hjerte ha en smuk og ædel Opgave, som De kunde gjøre mere sand Nytte ved, end om De gav Dem til at drive Opvigleri mod en Regjering, som dog virkelig nu viser, at den vil være imødekom- mende! Aa nei, jeg forstaar nok, hvad der er i Veien. SIDE: 105 De undser Dem for Deres rabulistiske Venner; De frygter den Mistænkeliggjørelse og Forfølgelse, som Aviserne vil lave istand. KRUGE. Hvis De tror det, saa kjender De mig ikke. NÆRUM. Jeg haaber ikke, at De har opfattet det som nogen Insinuation mod Dem personlig. Jeg vilde bare si, at en saadan Frygt vilde være saa meget mindre vel begrundet, som Regjeringen jo nu kommer til ogsaa at faa Forsvar i Avisen, nemlig i "Den Frisindede", hvis Bondepartiet faar noget at si over den. Ja muligens ogsaa "Tiden" i sidste Øieblik betænker sig og fatter Situationens Alvor; jeg tror at vide, at der allerede er sket Henvendelser i den Anledning, og at Gill ikke har sagt nei. KRUGE. Hvad!? NÆRUM. Han har bedet om Betænkningstid. Otte Dages Betænkningstid. Det gaar ikke fort for Gill, ser De, at fatte en ny Situation; men, som De ser, saa betænker man sig ialfald, før man bryder med vor gamle, hævdede og rodfæstede Bonde- politik. KRUGE. Det vilde by mig imod, Nærum! Det vilde SIDE: 106 by mig forfærdelig imod. Jeg siger det op- rigtigt. NÆRUM. Personlige Hensyn bør vel nu sættes til Side, naar Fædrelandet saa aldeles ligefrem kræver dette Offer af Dem. KRUGE. Vilde Hoffmann virkelig træde ind, hvis -- NÆRUM. Sammen med Dem træder han ind (smiler). Og da maa jeg si, at jeg hellerikke skulde være saa bange længer, hvis der ellers var nogen, som vilde ha mig. KRUGE. Jeg vilde ialfald ha Dem! Jeg har hørt forskjelligt Slags Snak om Dem, det tilstaar jeg; men nu, ved at lære Dem personlig at kjende -- ; jeg maa si -- : Deres overlegne Ro og Sindig- hed virker ligefrem beroligende paa mig. NÆRUM. For at alt kunde være i fuldstændig Orden, saa var der intet i Veien for, at Deres officielle Udnævnelse først blev udfærdiget, naar Udsættelses- forslaget var fremsat og akcepteret; den Betingelse vilde ialdfald jeg stille, om det nogen Gang skulde komme saa vidt. KRUGE. De, -- kunde det ikke gaa an, at vi tog SIDE: 107 baade Omby og Henning til Redaktører af "Den Frisindede"? NÆRUM. Kunde De faa de to Herrer til at trække sammen, saa var der vel ikke saa meget i Veien for det. Man maatte altsaa gjøre Herr Henning dette til Betingelse, og hvis han da sa nei -- KRUGE. Saa fik det bli hans egen Sag. NÆRUM. Vi kunde forsøge. KRUGE. Saa Gill har virkelig udbedt sig Betænk- ningstid, De! Det er nok ikke saa ligefrem enda, dette. NÆRUM. Situationen er ikke at spøge med, Herr Di- rektør. Og saa kanske vi skulde forsøge paa strax at faa istand et Fællesprogram for Avisen? I Morgen eller saa? Jeg maa si, jeg kan ikke skjønne, hvorfor voxne, alvorlige Mænd, som da i alt væsentligt staar paa samme Side, ikke skulde kunne bli enige om en saadan Sag. KRUGE. Et ærligt Forsøg bør ialfald gjøres. SIDE: 108 NÆRUM. Ja, lad os gjøre et ærligt og mandigt Forsøg. Det, som staar os imellem, er jo egentlig ikke andet end en noget forskjellig Opfatning af den forhaandenværende Situation; men saasandt vi lægger lidt god Vilje til, saa kommer vi nok til en Forstaaelse. Fædrelandet kræver Alvor af os i denne Stund, og jeg skal si Dem -- : naar det kommer til Stykket, saa er det nu Fædre- landet, vi under bedst, allesammen. KRUGE (i Forgrunden; er falden i Tanker). Finantsminister? SIDE: 109 Hennings Hybel. Rummeligt Værelse, møbleret til Dagligstue og Kontor paa en Gang. Kvistvinduer ud til Høire. Dør i Baggrunden. Lidt uordentligt, men ikke uden en vis Flothed; gamle høi- ryggede Stole, en do. Sofa, gamle Skabe etc.; paa Væggen Jagtgreier, som ser ud til at ha hængt roligt og længe; et Par smaa Malerier; i Krogen i Baggrunden et Blomsterbord, hvorpaa et Par falmede Zvibler, en Rose m.m.; ved Vinduet længer fremme et mindre firkantet Bord med Stole. I Midten af Værelset et langt, stort Arbeidsbord, hvorpaa Bøger og Aviser. Henning ved Arbeidsbordet. Sofie og Doffen kom- mer; de har Hast. SOFIE. Vil du være med paa en Kjøretur, du? Jeg har fri af Skolen, og Doffen skaffer Vogn; han vandt 1 Krone og 65 Øre i Whist i Gaar Aftes, og nu skal de springe. DOFFEN. Nu skal de springe, ja. HENNING. Du er en ren Satan i Whist, Doffen; hvem var det, du plukkede i Gaar Aftes? SIDE: 110 DOFFEN. Papa, naturligvis. Jeg snyder ham syndig; han blir saa gretten, saa. SOFIE (ler). Ja, du snyder ham da ikke. DOFFEN. Nei, det gaar ærlig til; men Pengene blir han af med. Vil du være med? HENNING. Javist vil jeg være med. Men ikke netop nu; jeg har noget, som jeg maa være færdig med -- DOFFEN. Naturligvis; det har du bestandig. Hvad Tid skal vi komme igjen da? HENNING. Aa, om en liden Stund. Ja, og værre blir det; for nu skal jeg bli Redaktør, Sofie. SOFIE. Redaktør? Ja-saa. DOFFEN. Det er ikke dumt. Jeg skal redigere Heste- artikelen. HENNING. Tak, Doffen. Hesteartikelen? SIDE: 111 DOFFEN. Ja, Travsport, Kapkjøring, Høiesteretsdomme om sprængte Heste og sligt; det skal bli mor- somt, skjønner du. SOFIE. Aa du og de Hestene. DOFFEN. Jeg har ogsaa en Nyhed: jeg skal bli Ka- vallerist, jeg, Far. HENNING. Har du faaet Lov nu? DOFFEN. Papa siger, jeg blir saa bare en Driver alligevel. Han er i Grunden lidt vigtig, Papa, ser du. (Sofie ler.) HENNING. Ja, men saa maa du huske paa, at han er nogle Aar ældre. DOFFEN. Det er sandt. Hvad Tid skal vi -- SOFIE. Hvad er det for et Blad, du skal redigere da, du? HENNING. "Den Frisindede". DOFFEN. Aa, isch; saa'nt et Filleblad. SIDE: 112 SOFIE. Er du fornøiet nu da? HENNING. Aa ja. Hvorfor skulde jeg ikke være for- nøiet? SOFIE. Blir de ikke gjerne lidt gamle, saadanne Avisfolk, du? DOFFEN. Snak. Har du hørt sligt. SOFIE. Jeg havde en Kammerat i min Ungdoms Dage; han var slig en prægtig Gut. Grei, og ivrig for alt, og saadan som Folk skal være. Men saa begyndte han med en Avis -- DOFFEN. Den gik ind strax; det var ikke noget. SOFIE. Den gik ind om et Par Aar; men bare paa den Tid -- ; ja Gutten blev rent gammel! DOFFEN. Aa, du skjønner dig ikke paa sligt. Det var bare disse Storthingsmændene, som gik og snakkede gammelt for ham; det sagde han selv engang til Papa. SOFIE. Ja, han taalte det ikke ialfald. Han blev slig, at han aldrig rigtig mente nogen Ting, før SIDE: 113 han havde talt med sine Thingmænd om det; ja, tilsidst kunde han skrive bent imod det, som han selv likte bedst, fordi at vi kunde ikke faa det alligevel, sa han! Aa, jeg blev saa kjed af ham; ja, det var Omby forresten. DOFFEN. Skal vi ikke gaa nu? HENNING. Var det Omby? SOFIE. Ja. Nu er det vist rent daarligt med ham. DOFFEN. Han drikker jo. HENNING. Aa nei da. DOFFEN. Han ser da bestandig ud som han bare akkurat saavidt klarer at lade som han er ædru; bare akkurat saavidt. HENNING. Aa, du overdriver. Ja, lidt mindre Kognak kunde han ikke ha vondt af, kanske; men du maa ikke gaa omkring og sige, at han drikker. DOFFEN. Jeg skal sige hvad du vil, bare dere vil bli færdige. SIDE: 114 HENNING. Man kan bli gammel, Sofie; det véd jeg nok; men lidt Klogskab maa der til, skjønner du! SOFIE. Klogskab var det, han kaldte det, ja; uf, hvor det Ord blev mig modbydeligt. HENNING. Det er det, ser du, at der skal arbeides med saa mange, og hver har sit. Nogle vil paa sit bare Liv ha frem akkurat det, som andre for sin Død ikke kan udstaa, og saa maa der jo fires og lempes. DOFFEN (til Sofie). Fires og lempes, fires og lempes; -- du kan da begribe, du forstaar dig ikke paa sligt, du. SOFIE. Det er det, som er saa daarligt, synes jeg, at naar dere vil ha en Ting frem, og saa mærker at Folk er imod det, saa slutter dere med det, istedetfor at da skulde dere vel rigtig ta fat! HENNING. Det er naturligvis meget gildere at staa og holde frem Ideen og være Helt og gaa under; men der maa nu være nogen, som i sit Ansigts Sved lemper Ideerne ind i Livet ogsaa. SIDE: 115 DOFFEN (til Sofie). Skjønner du ikke det, saa er du dum. HENNING. Dere har nu lidt let for at være strenge og ideale ogsaa, dere Kvinder, som aldrig faar prøve hvad det vil si at ha et stort Arbeid med An- svar til alle Kanter; se nu skrev f. Ex. jeg denne Artikelen mod Veteranerne, som du likte saa godt; og den var bra ogsaa, til den Kant. Men til en anden Kant er den kanske ikke saa bra. Den kan hjælpe til med at skræmme Veteranerne over til Blume, ser du; og det kunde igjen gjøre, at vi fik Korntold, saa Fattigfolk herefterdags bare fik et Fireskillingsbrød for sine tyve Øre; -- det vilde være hyggeligt! SOFIE. Det vilde være græsseligt daarligt af Vete- ranerne. HENNING. Men skrive imod, hvad man selv vil, det gjør man naturligvis ikke; tænk, om jeg skulde finde paa at skrive imod almindelig Stemmeret! SOFIE. Nei, det véd jeg nok; men alligevel -- ; du maa passe dig! Ja, nu skal vi gaa. Hvad Tid kan vi komme igjen, du? SIDE: 116 HENNING (ser paa sit Uhr). Lad os si -- saadan -- tolv? SOFIE. Tolv, ja. Ja, Godmorgen da, du! DOFFEN. Godmorgen! (de gaar). (Henning til Arbeidsbordet; skriver. Om lidt banker det.) HENNING. Naa, saa gid den Onde i Evighed -- . (Paulsen og Omby ind, ikke uden en vis Høitidelighed.) PAULSEN. Naa, her sidder du, og har kanske ikke Anelse om, hvad der er sket i Jerusalem. HENNING. Nei. Hvad er der sket? OMBY. Det staar allerede i den officielle. HENNING. Hvad staar i den officielle. PAULSEN. Blume har fundet sin første. Hoffmann er traadt ind. OMBY. Gamle Julius Hoffmann. Forhenværende Advokat. HENNING. Sludder. Kom ikke med sligt. Den Slags Mystifikationer er ikke for voxent Folk. SIDE: 117 PAULSEN. Jeg hørte det allerede for nogle Dage siden, men troede det ikke. Jeg sa det til Gill og- saa -- : sker sligt, saa maa Veteranerne skam- melig ha svigtet sin gamle Chef. HENNING. Hvad er det, du staar og væver om. Hvem er den nye Minister? PAULSEN. Jeg kan ikke for det, kjære Ven; det er virkelig Hoffmann. OMBY (trækker frem en Avis). Du kan jo faa se det paa Prent. HENNING (op). Hoffmann? I Blumes Ministerium? (ler) Den er god! OMBY. Det sa jeg ogsaa. HENNING. Advokat Hoffmann? OMBY. Ja, for Fanden. Tag Avisen og læs! PAULSEN. Hvad skal man si? Fakta er ubønhørlige, desværre. SIDE: 118 HENNING. Slyngler! Idioter! hvad Satan er det, I vil indbilde mig? OMBY (stikker sin Avis lige op for Hennings Ansigt). Værsgod! HENNING (vil ikke se; staar bare og stirrer paa dem). PAULSEN (med Skuldertræk). Blume seirer paa hele Linjen. Nu er Ex- peditionssekretær Mo konstitueret som Finans- minister, og skal fremsætte Propositionen om Korntold, og hvad Stemmeretten angaar, saa betyder jo Blumes Ministerium allerede officielt Nærums subsidiære. OMBY. Hjah. PAULSEN. Jah! Der staar vi. HENNING (hermer). Hjah! Hjah! (De staar lidt og ser paa hinanden.) HENNING (i pludselig Skoggerlatter). Gud bevare mig, mine Venner, for Snyde- skafter det voxer ud paa os i denne Stund! PAULSEN (kjender uvilkaarlig efter). Snydeskafter? SIDE: 119 HENNING. Snydeskafter! OMBY. Le ikke slig. Det er da ved Gud ikke noget at le af. PAULSEN. Det er ikke at le af. Det eneste der kan siges er: vi faar begynde forfra igjen. HENNING. O, I langnæsede og kortsynede, skal vi ikke le af en Farce? En brilliant Farce, kjære Dem! Hoffmann i Blumes Ministerium! Himmel- stormeren paa Fanget af en Præst! Samson, som maler Kaffe for Filisterne! PAULSEN. Alt har sin Komik. Men denne Situation hører til det alvorligste, jeg har oplevet. HENNING. Lad mig se den Avisen, Omby! Nei, jeg vil ikke se den. Sligt ser saa ublufærdigt ud paa Prent. Julius Hoffmann! PAULSEN (ler). Der er noget af en Farce alligevel ved dette. Han er samtidig udnævnt til Kommandør af St. Olaf for statsborgerlige Fortjenester. Nu, naar han opgiver det hele, -- nu faar han St. Olafs Kors. SIDE: 120 HENNING. Det skal du ikke le af, Paulsen. Det er det høitideligste ved hele Affæren; og i Morgen blir han adlet Julius Hoffmann von Snydenstrup; klinger ikke det bra? OMBY. Aa jo saamænd. HENNING. Den, som kunde forstaa sine Medmennesker ret paa denne Klode. Dette her kommer De altsaa og fortæller mig. Mir nichts, dir nichts; ikke Flor om Hatten engang. Paulsen er ny- raget som en Brudgom; Ombys hvide Tænder ler med Rotteglans under den røde Bart. O Storhed! O Fatning! Det er aldeles ubegribeligt! OMBY. Indignationen kan være ganske ægte, tænker jeg, om den ikke bæres udenpaa som et Ordens- baand. PAULSEN. Min Indignation faar sit bedste Udtryk gjennom de Ord, jeg nys udtalte: vi har intet andet at gjøre, end at begynde forfra igjen. HENNING. Begynde forfra igjen? Ja, men kjære, be- tænk. Der kommer en ny Advokat, som forsyner os med nye Snydeskafter! -- skjønt SIDE: 121 Himlen véd, at de, vi nu har annammet, vil vare os ud og lidt til. PAULSEN. Der er Fremskridt ogsaa i det moralske, Henning. OMBY. Jeg tænker det, jeg, at naar de gamle Guder ryger af Pinden, saa er det for at vi yngre skal faa Anledning til at vise, at vi er af et andet Skrot og Korn. HENNING (pludselig fortvilet. Stamper i Gulvet, kaster sig i Stolen ved Arbeids- bordet, gjemmer Ansigtet i Hænderne og hulker). (Et Øjebliks overrasket, forlegen Taushed.) PAULSEN (gaar hen og lægger Haanden paa Hennings Skulder. Ikke uden Rørelse). Græd ud, græd ud, du Sjæl i Storm! bedst, om du kunde Taarer fange. HENNING (op igjen). Drag til Helvede. (Faar fat i sit Manuskript; river det i Stykker.) Nu kan jeg da slippe at sætte Finale paa det Vrøvl. Nu har gamle Julius Hoffmann selv sat Finale. Her hviler Støvet af en ærlig Mand. Her ender denne Saga. Kan ikke nogen af dere sige mig, hvad vi nu skal ta os til? Noget, som kan bli til andet end Vind, forstaar De? Jeg vil ligne dette Folk SIDE: 122 ved en fattig Pige, som slider og sparer i femten Aar; for hun véd, at uden Medgift nytter det ikke at melde sig. Tilsidst har hun Summen. Da kommer der en reisende Lægprædikant og vinder hendes Hjerte, og drager sin Vei med hendes Bankbog og hendes Dyd, og saa sidder hun der, og har intet igjen uden Skammen og et langt Snydeskaft. Hvordan skal man forebygge sligt, kjære Venner og Velyndere! Man har Hængelaase for Tyve og Gift for Graaben og Ræv; men hvad har vi for Politikere og Nationalsnydere? Skal vi nedsætte en Kommission for at finde paa noget? Men det maatte være en Kommis- sion, som blev færdig! -- aa, haabløst, haabløst. Haabløst -- ! PAULSEN. Ikke miste Modet, høistærede. Alt er ikke tabt, om en Høvding falder. HENNING. Jeg var saa idiotisk sikker paa, at vi skulde seire nu. Jeg syntes, vi var der alt. Herefter skulde hver Mand faa brøle, naar han blev traadt paa Ligtornene, og der skulde ikke være nogen, som gik med Mundkurv paa for Samfundets Skyld. Ak, ja. Hvad kommer der nu ud af det? Hundre og fem og firti Spalter i Stor- thingstidende! O du Klippeland! Du evige, bestandige mons parturiens! SIDE: 123 OMBY. Bare det nu ikke gaar som det pleier med vor Indignation ogsaa. HENNING. Hvorledes pleier det at gaa med vor Indig- nation, min Ven? OMBY. Den pleier at blaffe bort i Braasinne og store Ord, og saa finder vi os tilsidst roligt i altsammen. HENNING. Aa, hvor du har Ret, Omby! aa, hvor du har Ret! Tre Slægters Slid solgt for en Uniform, og vor Ungdoms Helt liggende sprukken paa sine Gjerninger som Apostelen Judas; skulde vi ikke harmes, saa vi blev hvidglødende? Men se, her sidder vi! Og Folket, hvor er Folket? (hen til Vinduet) Se! Se! Der gaar det norske Folk og maaber som sædvanlig. Ser De? Vadmels- tunge, transtøvlede, blide som Smørgrød; blir de snydte, saa siger de: hæ? -- OMBY. De gjør ikke Revolution, de Godtfolk der, nei. HENNING (slænger hermende bortover Gulvet med Hænderne i Bukselommen). Haster ikke! Haster ikke! Det kommer nok altsammen engang, som et Brev med Posten SIDE: 124 ANDEN TRYKKERIGUT (kommer). Jeg skulde faa det Mandelskrifte. HENNING (peger paa Gulvet). Der ligger det. Lad det ligge. Sig til Redaktøren, at han faar ikke noget Mandelskrift. Det er moderne at bryde Løfter nu, skal du si. Saa, afsted med dig. Godmorgen. (Gutten gaar nølende.) BLICHFELDT (ind). Goddag. Er det virkelig muligt, dette-her? Gaar det an sligt i et frit Land? Er der ikke Straf for at gjøre Nar af os paa den Maaden? HENNING. Er det Hoffmann, du mener? Vi faar op og lynche ham, snille Ven. BLICHFELDT. Ja -- aa, gid vi var i Amerika. Dette-her maa jeg ha noget Øl paa, du; jeg brænder af Sinne; jeg blir hed og tørst som et Strygejern. HENNING. Drikke, ja! Det er en Udvei. Sødt i Lyst og sødt i Nød, godt i Liv og godt i Død; hvor- for Fanden skulde vi ikke drikke? (ud.) BLICHFELDT. Har De hørt sligt? Saa sint har jeg ikke været siden den Gangen, da Blume var ude efter mine Nymfer. SIDE: 125 OMBY. Ikke altfor sint, Blik! Sæt nu, at du fik Bud fra Stiftsgaarden -- ! BLICHFELDT. Fra Stiftsgaarden? Aa, Død og Pine; ja, jeg har nogen deilige, bratte Trapper, specielt kon- struerede til at knække Nakker i -- HENNING (ind igjen). Nu skal der bli Øl. Og saa drikker vi for Dagen. Ha-ha! BLICHFELDT. At du ikke er sintere, Henning? Jeg troede da mindst, du skulde bide. OMBY. Han er allerede exploderet. HENNING (sætter sig). Hvorfor skulde jeg bide, mine Venner? Vistnok blir Folket snydt. Men Folket tar det saa roligt, at hvi skulde det ikke snydes? Naar det taaler hvadsomhelst, saa fortjener det hvad- somhelst. Kanske du, Blik, traf nogen, som havde mistet sin Appetit i den Anledning? BLICHFELDT. Jeg traf en, som var sint ialfald, og det var Byberg. Gud bevare dere vel, hvor han bandte! Og slige nogen Ord, som det var i den skikke- SIDE: 126 lige Mand! Véd De, hvad han kaldte Hoffmann? (Pigen kommer med Øl.) Hm. Naa. Goddag Rosalinde! Gudskelov, der faar vi noget til indvendig Brug; det var snilt det, Hjertenskjær. Aassen har du det siden sidst? Lige tæt og rød og rund -- he? (tar hende i Siden, idet hun passerer) PIGEN. Naada! Vil Di la være! (sætter Ølflaskerne fra sig paa det lille Bord ved Vinduet). Værsgo! (gaar). BLICHFELDT. Ja pas dig, du. Nu slaar du paa Nakken; men vent, til vi blir alene igjen! Hi-hi! OMBY. Aa, lad de stakkers Pigerne være i Fred da, Blik. BLICHFELDT. Nei, de er saa komiske. (til Henning) Skynd dig og træk op! Jeg tørster, saa jeg kunde drikke Helegryn. HENNING. Nogen blir blod-tørste, og vi blir øl-tørste; somme slaar Hodet af sine Fjender, andre slaar Korken af Flasker; (skjænker i) værsgod. Og saa sidder vi og harcellerer hinanden, fordi vi ikke er sinte. Har De hørt saa'nt? Skaal! SIDE: 127 BLICHFELDT. Aa, hold Kjeft. Skaal! (drikker) Og gid Blume maatte faa løbe efter Ministeremner, til alle hans Tæer krøb ud af hans Støvlesnuder, og gid han saa endelig blev nødt til at leie sig et Par Bybud, Amen (drikker igjen). PAULSEN (ler). Han kunde jo indkommandere nogle Løit- nanter, som gamle Ludvig Kristensen sa. BLICHFELDT. Det er sandt. Disse Løitnanter kan bruges til allehaande. HENNING. Aa det har nok ingen Nød, Far. Har vi ikke 14 faste Statsraadsemner, foruden alle de adskillige og tilfældige? OMBY. Adressemor har en hel Opvask af Kandidater i Dag, som hun hænger op til Tørring. Det blir forresten Nærum og Kruge, antar jeg. HENNING. Kruge? Var det Kruge De sa? -- Naa, det er en Bror, kanske. PAULSEN. Kruge har ingen Bror. Ialdfald ingen af det Navn. Han er jo bare Adoptivsøn af den gamle Jernkramhandleren. SIDE: 128 OMBY. Nei, jeg mener ham selv. Peder Johannes Kruge, født Pedersen. BLICHFELDT. Er han Adoptivsøn? Ja, er det ikke det, jeg altid har synt's: at han saa ud som en Op- komling. HENNING. Det er Løgn; han ser stivnakket ud (ler). Og saa har han den velsignede Skavank, at han ikke har været paa Storthinget! OMBY. Derfor kan han jo meget godt bli Statsraad. BLICHFELDT. Jøss; bare han er konfirmeret, saa! PAULSEN. Ja, Parlamentarismen, saaledes som vi har tænkt os den afpasset efter norske Forhold, kræver ikke egentlig -- HENNING. Parlamentarismen afpasset efter norske For- hold kræver ingenting; men for at gaa ind i Blumes Ministerium maatte jo Kruge være tem- melig storthingsfordærvet. OMBY (drikker jevnt og smaat). Ja, se nu til. SIDE: 129 BLICHFELDT. Naa, hvem véd! Naar Storbukken gaar fore, hopper de andre efter, om det saa bærer lige paa Møddingen. HENNING. Nei, nu faar De undskylde; dennegang véd jeg Besked. Dere véd maaske ikke, hvad for Miner Kruge netop i disse Dage gaar og lægger mod Ministeriet, men det véd jeg; Folk er da Fanden ta mig ikke blødraadne alle sammen! (Korrekturgutten kommer.) Er du der? Skal dette forestille en Time? Politikere og Tyvepak har Lov til at bryde Af- taler, men ikke du; véd du det? GUTTEN. Dom maatte ha det naa, sa dom. BLICHFELDT. Nei, sa dom det. GUTTEN. Pressa stod og venta, sa dom. BLICHFELDT. Sa dom det ogsaa. (til Henning) Ja, da faar du tilpers da, Far; vi andre skal nok greie Butlerne. HENNING. Aa, gid jeg var saa sikker paa alt som jeg er paa det. (Gaar hen til Arbeidsbordet). SIDE: 130 (til Gutten) Du faar vente lidt da, Far. Og dere der henne faar holde Mund indtil videre. BLICHFELDT. Holde Mund i Dag? (Sænker Stemmen) Hvis jeg ikke brøler i Dag, saa gid jeg maa hede Stats- minister! Vil den fordømte gamle Nathuen ikke gi os ordentlig Stemmeret, saa faar vi bruge den Stemmeretten, Vorherre har git os, og det skal ske. Fanden ta alle politiske Kjeltringer! (drikker). PAULSEN (trækker paa Skuldren). Ja; ja; hvad skal de nu egentlig til, alle de store Ord. BLICHFELDT. De letter, de letter! PAULSEN. Det er ikke den enkeltes Feil, kjære; Mæn- dene er som deres Tid. Sagen er -- : der er for nærværende akkurat saa megen og saa liden Moralitet i det norske Folk, at omtrent en hvilkensomhelst af dets repræsentative Mænd kan gaa hen og søbe den Kaal, han har spyttet i, naar han derfor erholder en passende Godt- gjørelse. Det maa vi vide Besked om; vi er nødt til at regne med det som med et andet Faktum; men vi kommer ingen Vei med de store Ord. HENNING (ved Arbeidsbordet). Bravo. SIDE: 131 BLICHFELDT. Hold Mund, du! OMBY. Skaal, Paulsen! BLICHFELDT. Nei, disse Politikusser er i den Grad kjed- sommelige -- . Kom hid, du vesle Fyr! lad mig heller snakke med dig lidt. Kom nu! Aa jo, klem paa. Vi spiser ikke Smaagutter her, og desuden er du for mager. (Gutten kommer). Det var ret. Hvad heder du? GUTTEN. Kresjan. BLICHFELDT. Kresjan Olsen? GUTTEN. Nei, Kresjan Kristiansen. BLICHFELDT. Aa. Ja, det er bedre. Hvad bedriver din Far? Er han Skomager? GUTTEN. Nei da! Han er Maler. BLICHFELDT. Aa. Saa kan du hilse ham fra en Kollega da; jeg er forresten bare Malerelev, jeg, kan du sige. Ja-ja; træffer jeg ham en Kveld, naar jeg SIDE: 132 er paa Galeien, saa skal han faa et Glas Øl; vil du si ham det? Har han Stemmeret, Far din? GUTTEN. Jeg véd ikke. Jeg tror ikke det. BLICHFELDT. Ja, men synes du ikke det er lumpent, det, Kresjan? Skulde ikke saapas bra Karer som han og jeg være lige saa gode til at stemme paa Thingbænkvarmere som han Fyren borti Gata, som laver lybsk Pølse af norsk Hestekjød? OMBY. Hvad siger du til det, Kresjan? BLICHFELDT. Kresjan er Politiker; han tier. Hør her, Kresjan -- : du gaar ikke med Regninger, vel? OMBY. Aa Fanden tru 'n. BLICHFELDT. Ja Fanden tru dig. Du ser mig ud til noget af hvert, du, naar jeg ret anskuer dig. Ja, kommer du til mig med en Regning, Far, saa er det saa meget du véd det: du blir tat i Nakken og rystet som en Sæk, og saa har jeg nogen Trapper -- ! PAULSEN. Naa, du maa ikke skræmme Livet af Gutten, Blik. SIDE: 133 HENNING (reiser sig). Saa; det faar gaa. Det blir derefter -- PAULSEN. Aa, det gjør ingen Ting, Henning. Der existerer ikke det i Tilværelsen, som er mig mere ligegyldigt end min Korrektur; der er ikke Grænser for, hvad Publikum kan sluge af Tryk- feil. De opdager dem ikke! OMBY. Og er der en rigtig lei en, en, som gjør Sætningen komplet idiotisk, saa bare tænker de som saa: nei han er da Pokkeren saa dybsindig! (Under dette har Blichfeldt i alskens Hemmelighed stukket til Gutten en eller anden Smaamynt. Det banker). HENNING. Se her, Gut. Forsvind nu, lidt fortere end almindelig. Adjø! (Gutten gaar; imidlertid er en Kjærring kommet ind). KJÆRRINGEN (med en Papirrul). Aa kjøp Hoffmann i Dag, Di! (Latter). BLICHFELDT. Kjøbe Hoffmann i Dag! Havde det enda været i Gaar, Mor. Aa, stakkers Dere da, som ikke fik solgt Hoffmann i Gaar! KJÆRRINGEN. Aa kjøp 'en, Di! Han er saa pen, saa; og Dere ska' faa 'n for godt Kjøp. (Henning er borte ved Arbeidsbordet og finder frem en stor Mappe). SIDE: 134 BLICHFELDT. Ja, naa kan Dere sælge 'n for godt Kjøb. Han er ikke værd saa meget som en hovedløs Knappenaal i Dag, m'a. HENNING. Vi skal ikke handle, Mor; men De kan faa en Foræring. Værsgod (gir hende et stort Lithografi). KJÆRRINGEN. Aa kjære Dere da (ser paa Billedet). Ja, men detta er jo samme Fyren, jo. HENNING. Ja, det er det rigtignok. Men han er saa pen, saa. Og saa faar De ham gratis, hvis De bare vil ta ham med. KJÆRRINGEN. Kan Dere forstaa, at Folk ikke vil ha det pene Billede' liksaa godt naa som før, Di? BLICHFELDT. Jo, for naa bær' 'n sig ad som en Filur og en Fark mod os Smaafolk, ser Di. KJÆRRINGEN. Ja, men Herregud, det er da saa mange, som gjør det. BLICHFELDT. Nu vil han ikke, at vi skal ha Stemmeret engang, Mor. SIDE: 135 KJÆRRINGEN. Ja, men det er da bare bra, lel. HENNING. Der har vi min Salighed det norske Folk! OMBY. Er det bra, sier De? BLICHFELDT. Det var som Fanden. (drikker). KJÆRRINGEN. Ja, det sier jeg da. For om jeg inte vét stort, saa vét jeg da det, at jeg hadde mye bedre Da'er i den Tiden, før 'n Johan gav sig til aa gaa i Arbeidersamfunde' og rumle og tumle med Stemmeret og sligtno'; for naa har han mist Arbe' sit for den Sakens Skyld, som rime- ligt var; -- for naar han hadde vær't i Arbeider- samfunde' om Lørda'n og Sønda'n, saa laa 'n hjemme fyllesjuk om Manda'n og kanskje Tirsda'n, ja Onsda'n med; og naar jeg da sa som saa, at "du faar passe dig, Johan; det kan gaa galt for dig dettane-der," saa bare blaaste 'n; "pøh!" sa 'n, "dom tør inte si op mej!" sa 'n; "dom vét, det kommer i Bla'a," sa'n; "og hvis- som dom kunde faa opført sej regti sjofelt," sa 'n, "saa kansi der bli Empellasjon om det i Stor- thinge' au!" sa 'n. Aa ja gu sa jeg Smør, jeg! han blei opsagt som ingen Ting, han, og hverken SIDE: 136 sa Bla'a no', som rimeli' var, og inte hadde vel Storthinge' heller Tider til aa bry sig med det. Nei; det er som jeg sier -- . Aa kjøp et Billede a' mej i Dag da, Di! Jeg har fem Barn, og naa ligger den ældste sjuk, og Doktern ska' ha sit og Apotheke' sit, og Mann' gaar arbeidsløs, og jeg vét ikke, aassen det skal gaa snart. PAULSEN (giver hende en Tiøre). Værsaagod, Mor. (Henning og Omby ligesaa). BLICHFELDT (faar Henning med frem i Forgrunden). Laan mig en Tiøring, du. (Han faar en). Værs- god, Mor! KJÆRRINGEN (knixer og takker). Aa, Tak da, Di! aa Tak skal Di ha! Ska' Di inte kjøpe Hoffmann af mig i Dag da, Di? HENNING. Nei, naa faar det være nok. Adjø, Mor! KJÆRRINGEN (knixer). Adjø adjø, Di. Tak ska' Di ha, det var snille Karer lel, det. Adjø, Di! (gaar). HENNING. Aa det Asen! Glemte hun ikke at ta med sig min Hoffmann alligevel. (river Billedet i Stykker og kaster det i Kakkelovnen). Saah. Farvel, Hoffmann. SIDE: 137 PAULSEN (stikker ud sit Glas og rejser sig). Nu faar vi gaa, Omby. Men vi skulde egentlig bli enige om dette -- ; (til Henning) er det ikke ogsaa din Mening, at vi bør indtage en bestemt Holdning overfor det, som nu sker? Hele Pressen? Ikke paa nogen Maade gjøre os til medskyldige? Jeg har selv været med paa at omdanne Ministeriet i Retning af Forsoning; men saa vidt jeg forstaar, er det fuldstændig imod Traditionerne, at en Partifører gaar ind i et Ministerium uden som Chef, og jeg agter at ta alvorlig fat paa denne Sag nu. De kan tro mig, mine Herrer, Hoffmann skal ikke dø i Synden. Og ikke sandt, Henning, vi kan regne paa dig? BLICHFELDT. Ja, Død og Pine; bare klem paa. Og spar endelig ikke Bispen, den Kron-Idiot, som vil, at vi skal male Skovnymfer i Uldskjørt! OMBY. Der maa da være nogen igjen, som Landsens Folk kan stole paa. HENNING. Jeg tror, jeg stemmer for Dynamit, jeg. Tror De ikke, en rigtig ordentlig Dynamitsmeld vilde gjøre godt i denne ækle Luft? Fem-sex Forrædere til Himmels med engang, saa det bare dryssede nedover os med Filler og Buxe- SIDE: 138 knapper og gammel Sko-plugg! Hvad siger De om det? PAULSEN (til Omby). Aa, vi er enige; det er bare Udtryksmaaden, som er forskjellig. Vi maa ikke tro, at Henning gaar i Aag med Taburetfrierne. HENNING. Taburetfrierne er godt Folk. De faar den de frier til og Nationens Tillid altpaa. Kanske De tror, at Advokat Hoffmann faar et Mistillids- votum i Morgen eller saa! Hah! BLICHFELDT. Det er sandt; jeg glemmer at gratulere, jeg. Du skal bli Redaktør nu jo? OMBY (forvisser sig om, at Flaskerne er tomme). Er han rigtig medgjørlig, saa blir han nok Redaktør. Godmorgen, Henning! Ja, nu faar vi se, hvis Indignation det blir, som holder længst ud! Godmorgen, Blikken. PAULSEN. Adjø, Henning. Jeg regner paa dig. God- morgen, Blichfeldt. (de gaar). HENNING (puster ud). Aah! BLICHFELDT. Gaar Omby hos dig endnu? Jeg troede da, det var forbi. SIDE: 139 HENNING. Han skulde forevise sin Indignation, tror jeg. BLICHFELDT. Indignation -- han! HENNING. Naa, om en Stund sidder han vel paa Grand og skaaler for Ministeriet; men netop derfor -- . Og Paulsen? I Aften beviser han aldeles sole- klart, at Hoffmann har opført sig komplet som en Politiker. BLICHFELDT. De vilde stramme dig op, syntes jeg? HENNING. Det syntes jeg ogsaa BLICHFELDT. Véd du, hvad Byberg sa? "Nu er Tiderne slig, at naar to ellet tre er forsamlede, saa kan du bande paa, at der er mindst én Forræder iblandt dem!" Vi var fire vi, Henning. HENNING. Uh! Jeg blir saa kjed. Hvad kan det nytte at skrive og skrive og skrive og skrive. Naar man kan bestikke en Mand med en Uniform, akkurat ligesom Tyvene bestikker en Hund med et Kjødben! BLICHFELDT. Ja, véd du et Bybud, som bander godt, saa SIDE: 140 vil jeg leje ham for en Eftermiddag; én Mand alene klarer det ikke længer nu. Det er sandt, det var noget, jeg skulde snakke med dig om. HENNING. Skal du ogsaa snakke om noget? Ja, jeg har ingen Halvkrone, saa meget du vèd det! BLICHFELDT. Nei-nei; det var nu ikke det heller denne- gang. HENNING. Hvad er det da? Du er paa Vei til at se høitidelig ud, Blik. Det er da ikke nogen for- falden Vexelobligation? BLICHFELDT. Nei, ikke det heller. Men det er kjedeligt alligevel. Fanden saa dumt, at man skal ta paa sig saa'nt noget! HENNING. Saa. Lidt fort nu. Hvad er det for noget? BLICHFELDT. Aa, du ved godt, hvad det er. Du maa ikke tro, at jeg for min Part har noget imod det, eller nogen af os; men der begynder at bli Snak om det, og det er ikke hyggeligt, hverken for hende eller for dig. Byberg sa enda i Dag, at de skal bruge det mod dig i SIDE: 141 Morgen paa Generalforsamlingen, -- ja, under- haanden da, naturligvis. HENNING. Nei, men hvad i al Verden er det, du væver om? BLICHFELDT. Sig hvad du vil; men det er ikke rigtig pent af dig overfor Frøken Thomson. Jeg kjender hende lidt fra den Tid, da jeg malte hendes Far; hun er bra, men tankeløs og lidt nymodens vigtig; skal ikke bry sig om, hvad Folk mener og sligt; det skal være saa gjildt at være lidt anderledes end andre. Men saa burde du bruge Videt, du, som har det! HENNING (rasende). Det var ikke noget andet -- ? BLICHFELDT. Naada? Tak, jeg véd Veien, hvis det er det! Gudskelov, at det er sagt. Adjø da, Sinnataggen! (ud). HENNING (stamper). Idioten! (frem og tilbage i stor Fart; stanser, stamper). Idioten! (det banker) Kom! SOFIE (i Døren). Er du færdig? SIDE: 142 HENNING. Aa, det er sandt. Ja Tak; det blir nok ikke noget af det; jeg er optaget. SOFIE. Hvad er det nu igjen? HENNING (kaster sig ned paa en Stol). Aa, jeg er saa forfærdelig kjed, Sofie. Jeg vil melde mig ud. SOFIE. Er det sandt altsaa? Jeg vilde ikke tro det, før jeg hørte det af dig. HENNING. Min Ungdoms Gud er ramlet ned, ligesom Thor i Gudbrandsdalen, og indi ham var der bare en Padde. SOFIE. Saa det er sandt. Ja, men sæt dig nu ikke til med dette, du. Kom og tag en Tur, saa blir du modig igjen. Det er ordentlig Vaar, ser du! tindrende klart, og Sol, og Vaarblaaning over Lierfjeldene, og bleg, fin Himmel, og Sneen tiner i Solbakkerne; kom nu! HENNING. Jeg har andet at bestille. SOFIE. Hvad har du at bestille? SIDE: 143 HENNING. Jeg skal tage Hensyn. SOFIE. Adjø. (lukker Døren). (stikker Hovedet ind igjen) Var det ikke det jeg sa kanske? Adjø! HENNING (efter hende). Stop! Hvad var det du sa? Hvad mener du? Du maa ikke gaa fra mig paa den Maade, Sofie. Kom, sig mig, hvad det var, du mente. Hvis du tror, det er for Moro Skyld, dette her -- SOFIE (udenfor Døren; grædefærdig). Jeg trodde bare ikke, det skulde komme saa fort. HENNING. Hvad skulde ikke komme saa fort. SOFIE (græder). Du skal jo alt begynde at ta Hensyn. HENNING. Ja til dig, ja. SOFIE. Det er en egen Maade at tage Hensyn til mig paa, synes jeg. HENNING. De snakker om os i Byen, ser du. SIDE: 144 SOFIE. Aa, er det det. Ja, men kan de ikke faa Lov til at snakke da, naar de har det saa nødig? HENNING. Ikke om dig. Uh; naar jeg tænker paa, at der sidder de rundt om paa Restaurationerne, alle disse inderlige Raaskind, og drøfter dig over sine Pjoltere og Seidler og udaander sine Ungkarls- tanker over dit Navn -- aa! Aa, jeg har været en Slyngel. SOFIE. Vi skal altsaa ikke vær sammen længer da; er det det, du mener? HENNING. Naar vore Venner har holdt op at snakke, skal vi være sammen igjen. SOFIE (helt ind). Jeg vil ikke! HENNING. Jeg vil ikke heller. SOFIE. Hvorledes vil du, at jeg skal holde ud denne stygge kjedsommelige Tilværelsen, naar jeg skal give op det eneste, som der er lidt Hygge ved? Kanske jeg skal gaa tilbage til den svarte, fæle, tomme Kjedsomheden, bare fordi der er nogen Mennesker, som snakket Vrøvl? Jeg vil ikke, jeg vil ikke! SIDE: 145 HENNING (støttet op til Arbeidsbordet. Halvt bortvendt fra hende, bleg). Sofie. SOFIE. Jeg vil ikke! Jo, naar du jager mig, natur- ligvis, og hvorfor skulde du ikke jage mig? nu? (graadsprængt). Du faar jo et Arbeide, og meget at tænke paa og meget at bestille, du har jo ikke Brug for mig, du. Og saa faar jeg gaa hjem og kjøbe mig en Moppe og en Kanarifugl og se at faa Tiden til at gaa saa godt jeg kan; det blir naturligvis saadan, jeg skal ha det. HENNING. Nei! jeg kan ikke. Du faar sige, hvad du vil, og synes, hvad du vil; men -- . Skal vi for- love os? SOFIE (som før). Da faar vi jo hellerikke være sammen. Da maa vi fare omkring med alskens uvedkommende Mennesker og sidde paa Forundringsstol og lade os beglo, og plages af Skaaltaler og Gratula- tioner; og det blir saa offentligt og uskjønt og kjedsommeligt; du holder det aldrig ud; det har du sagt saa mange Gange. HENNING. Skal vi gifte os, Sofie? Min Redaktørpost blir ikke fed, men vi klarer det vel; Kontrakten underskrives i Dag eller i Morgen, og saa holder SIDE: 146 vi Bryllup før Vennerne faar Suk for sig. Gaar det an? SOFIE (i Graad). Du vil jo ikke gifte dig. HENNING. Jeg vil alligevel. (Tager hendes Haand). Jeg kan ikke være ifra dig. Jeg taaler ikke, at de snakker om dig. Vi faar vove det, Sofie. SOFIE. Vil du virkelig det? HENNING. Ja. SOFIE. Ja, da vil jeg ogsaa. (Falder ham om Halsen). HENNING (kysser hende). Gud velsigne dig. (Det banker). DOFFEN (ind) Hvor i Jøssenam blir der af dere? Vogn- manden skal ha Betaling for Timen, han. HENNING. Aa, pyt. Saa, ikke vær grætten nu, Dof- fen. Hagen op! Verden er ikke saa gal enda, ser du. (Fører ceremoniøst Sofie frem for ham). Maa jeg ha den Ære at præsentere min Forlovede. DOFFEN (forbauset; saa forlegen). Jasaa. Har du forlovet dig? Var det ogsaa noget at forlove sig med? Ja-ja, gratulerer. SIDE: 147 SOFIE (ler). Du faar gratulere mig ogsaa, Doffen. DOFFEN. Javel. Ja, det var sgu paa Tide ogsaa, dette her; for mine Kammerater begyndte at ræson- nere og erte mig og kalde mig Forklæde. SOFIE. Ja, men nu tier du stille med dette, Doffen! HENNING. Det skal være hemmeligt en Stund, skjøn- ner du. DOFFEN. Jasaa -- naa. Ja, jeg kan nok tie, hvis det ikke blir for længe. Ja, dere faar komme da. Jeg véd ikke, hvor- for dere akkurat skulde finde paa dette her nu; Vognmanden staar og venter, og hvert Minut er kostbart. Kom naa! HENNING. Ja; drager vi, Sofie? SOFIE. Nu drager vi. (De gaar. I Døren møder de:) SAGFØRER JOHNSSON. Om Forladelse Undskyld, træffer jeg Lite- rat Henning her? Herman Henning? SIDE: 148 HENNING. Det er mig. JOHNSSON. Aa -- jeg skulde saa nødvendig tale med Dem et Øieblik. Det skal ikke vare længe. SOFIE. Vi gaar i Forveien, Doffen; velkommen efter, du! DOFFEN. Den fordømte Vognmanden. HENNING (med et forstjaalet Slængkys). Adjø saa længe! JOHNSSON. Jeg er Sagfører Johnsson og kommer som Befuldmægtiget fra Grosserer Kruge med Interes- sentskab. HENNING. Aa, i Anledning Kontrakten. Det falder jo akkurat. Ja, jeg begyndte at vente paa Dem nu forresten. (Til Arbeidsbordet og tager Pennen). Der er ikke nogen Vidløftigheder, antager jeg? Vi blev enige om det væsentlige. JOHNSSON. Jeg skulde først bede om Undskyldning, fordi jeg ikke er kommen før, -- det vil sige jeg eller en anden; men der har været meget at ordne med det økonomiske, og til syvende og sidst SIDE: 149 blev det ikke ordnet, det vil sige ikke saadan, som Herr Kruge havde tænkt sig det. HENNING. Jasaa! Værsgod tag Plads. (Opdager de tomme Ølflasker, som endnu staar paa Bordet). Naa, her er nok lidt uryddigt her; man lever paa Ungkars Fod, skal jeg sige Dem. (Rydder væk). JOHNSSON. Hvad gjør det, naar man lever gladelig? Aa ja, vi hører meget om Kristianialiteraternes glade Liv nu om Dagen. Piger og Vin, ha-ha, eller Damer og Øl, heder det nu kanske; -- Øl paa Formiddag er forresten ikke sundt, Herr Literat! HENNING. De sa, at Kruge ikke havde faaet ordnet det efter Ønske; hvad vil det si? JOHNSSON. Det vil si, at han ikke blev saa alene om Forretningen, som han havde tænkt sig. Han fik Konkurrenter, ser De. Og saa endte det med, at han maatte indgaa Kompromis. HENNING. Jasaa. (Fixerer ham). Det er kanske et Kompromis- program, De nu skal forelægge mig? SIDE: 150 JOHNSSON. Vi kan kalde det Kruges Program med en Del ved Omstændighederne nødvendiggjorte Modi- fikationer. HENNING. Hm. Jasaa. Ja, det kunde være i Stilen, det. JOHNSSON. Alt dette har selvfølgelig taget sin Tid. Kruge har bestræbt sig for hos det samlede Interessentskab at opnaa de bedst mulige Be- tingelser, det vil sige Betingelser, som skulde være saa smagelige som muligt for Dem; -- den Hæders- mand føler sig paa en Maade bunden overfor Dem, saavidt jeg kan skjønne. HENNING. Virkelig? Oprigtig talt, det begynder at smage af Po- litik, dette her, Sagfører. F.Ex. -- vil De forklare mig, hvorfor den Hædersmand gjør disse Anstalter med at sende mig en befuldmægtiget Gesandt, der ovenikjøbet for en Sikkerheds Skyld er Jurist, hvilket jeg ikke er? JOHNSSON. Jeg tror allerede at have bemærket, at jeg ikke kommer specielt paa Kruges Vegne; det vil sige jeg er Forretningsfører for det hele Interes- sentskab. SIDE: 151 HENNING. Hm. Dette Interessentskab kunde jeg ha Lyst til at ha Rede paa. JOHNSSON. Interessentskabet bestaar, foruden af Kruge og en Del ældre Aktieeiere, af Thingmænd og enkelte større Gaardbrugere. HENNING. Det betyder Korntold. Hvad? Tror Kruge, at jeg gaar med paa Korntold? JOHNSSON. Lad mig sætte Dem ind i Situationen. Til Dato foreligger der en mundtlig Aftale mellem Herr Kruge og Dem. Denne Aftale fandt Sted under en bestemt Forudsætning, nemlig den, at Kruge alene blev Eier af Bladet, det vil sige Hoved- eier og Leder. Men denne Forudsætning er ikke slaaet ind. Følgelig bortfalder hin første Aftale som Grundlag for Underhandlingerne, det vil sige Underhandlingerne begynder fra nyt af. Og naar man nu først henvender sig til Dem, saa er dette noget, hvorfor De ene og alene har Herr Kruge at takke. Andre Interessenter har bragt andre Kandidater i Forslag, og det beror nu ganske paa Deres egen Holdning, om Underhandlingerne skal føre til noget Resultat eller ei. HENNING. Saa. Er det Situationen? SIDE: 152 JOHNSSON. Det er Situationen. HENNING (kaster Pennen, ler kort). Efter den Indledning tør det bli ganske in- teressant at høre Herr Grossererens "Program med Modifikationer". (Sætter sig). JOHNSSON (tager frem en Notitsbog). Skal vi tage fat? HENNING. Klem paa, Sagfører. JOHNSSON. Der er tre Punkter, hvorom jeg skulde ind- hente Deres Formening. (Refererende). Nummer én. Bladets Hovedopgave skal være at bekjæmpe alle Forsøg i Retning af Splittelse. HENNING. Det kjender jeg igjen. JOHNSSON. Det skal altsaa forfægte den samme Politik som hidtil, dog med en mere afgjort Tilslutning til den gamle liberale Politik, det vil sige den, som grundlagdes ved Ueland, og som for Tiden nær- mest repræsenteres ved de ældre Storthingsbønder af det folkelige Parti. SIDE: 153 HENNING. Det er flinkt! Mine Veteraner! Ja, det er en Modifikation, Sagfører. Jeg skal nemlig si Dem: det var Veteranernes Politik, Kruge og jeg var enige om at bekjæmpe. JOHNSSON (med Blyanten parat). Har De noget at bemærke ved dette Punkt? HENNING. Sæt, at jeg havde noget at bemærke? JOHNSSON. Hvis det er noget mindre væsentligt, vil der kunne forhandles, formoder jeg; men hvis De principielt modsætter Dem Paragrafen, -- saa forstaar De jo selv. HENNING. Det var det, jeg tænkte. Gaa videre, Sag- fører Johnsson! JOHNSSON. Altsaa intet at bemærke? HENNING. Aa-jo. Skriv: Citanten forbeholdt sig alt lovligt. (Reiser sig; frem og tilbage). Kruge maa ikke tro, at han slipper mig med dette her. (Ler kort). Hah! naar han sidder ved sit bugnende Bord og drikker af sine direkte hjem- førte Vine, saa skal jeg aabenbare mig for ham som Bankos Aand -- SIDE: 154 JOHNSSON. Ialfald ingen principiel Indsigelse? HENNING. Hvor kan De tro? Jeg skal si Dem: fra i Dag existerer der ingen principielle Indsigelser. Bare Politik. Bare Politik. Og Politik er Kom- promis, immer Kompromis, noch einmal Kom- promis; paa den Maade bjerger man sit Skind, ser De. Jeg begynder at forstaa mig paa Poli- tiken nu. Før har jeg været Konfirmand og et Æsel. Videre, Sagfører! Naar nogen giver dig et Slag paa din venstre Kind -- JOHNSSON (refererende). I Spørgsmaal, hvor Partiet ikke staar enigt -- hvor der altsaa er Fare for Splittelse, forstaar De -- , skal Bladet forholde sig neutralt -- HENNING. Neutralt? Det er vittigt. JOHNSSON. -- skal Bladet forholde sig neutralt og være et rent Diskussionsblad, idet Artikler indtages fra begge Sider, medens Redaktionen først indtager sit Standpunkt -- HENNING. -- naar Striden er over. Det er min Salig- hed vittigt! SIDE: 155 JOHNSSON. -- naar Faren for Splittelse kan antages at være over. HENNING. Kræmmere elsker Fred, thi da florerer Tra- fiken. Véd De, hvad onde Tunger paastaar, Sagfører? Onde Tunger paastaar, at Kruge skal ind i Forræderiet. Hvis det var sandt, saa vilde hans Modifikationer bli lettere at forstaa, -- for- staar De! JOHNSSON. Har De noget at bemærke? HENNING. Citanten forbeholdt sig alt lovligt. JOHNSSON. De er ikke Citant. Ingen principiel Indsigelse altsaa. (ser op). De er nok en mere medgjørlig Mand, end man har formodet, Herr Henning? HENNING. Kommer man ikke længst med det? JOHNSSON. Alt til sin Tid, Henning. HENNING (ler indvendig). Jeg lovede Kruge, at jeg vilde være slu som en Ræv, for at Rævene ikke skulde lure SIDE: 156 mig. Det var et dristigt Løfte, Herr Johnsson; jeg er jo ikke Jurist (Johnsson bukker let); og altsaa bør jeg begynde at øve mig. Saa man havde formodet at finde mig mere umedgjørlig? Hah! JOHNSSON. Sidste Punkt. Der forhøres, om De har noget imod at faa en Medredaktør. HENNING. Hvad skulde det være for en? JOHNSSON. Man har foreslaaet Herr Omby. HENNING. Aha! Saa; det er Omby, som er min Rival. Ja, nu forstaar jeg -- ! Aa, det er deiligt, naar Skyerne spredes, og man begynder at se klart ind i en Vens Sind! Omby var min Ven engang, ser De, og i Dag har han været her for at frelse min Sjæl, paa det at han kunde faa fat paa Arven. O, min kjære Ven, Chefredaktør skal du ikke bli! Skal jeg endelig trækkes med den Plebeier, saa skal han staa under min Pisk; han er født til at staa under Pisken JOHNSSON. Ingen Protest? HENNING. Jeg er for slu til det, Sagfører. SIDE: 157 JOHNSSON (noterer). Altsaa færdig. HENNING. Foreløbig. JOHNSSON. Ja, Gud véd, hvad det er for noget "lovligt", De "forbeholder" Dem. HENNING. Jeg forbeholder mig den lovlige Ting at skjælde ud Hædersmanden Kruge. JOHNSSON. Hvad skal det være godt for? HENNING. Det vil ærgre ham. Vistnok skal han bli Statsraad; men enda er der vel en Rest af Guds- billedet igjen i ham; og der vil jeg ramme ham; i Prikken. JOHNSSON. Ha, ha, ha. HENNING. De skal ikke le. Sandheden er mægtig; en Gang imellem seirer den! Vover Mennesket at vedstaa sine "Modifikationer", personligt, An- sigt til Ansigt med mig, saa vil jeg bringe Herr Peder Johannes Pedersen til at erindre, at jeg har Vidner paa hans Mund -- JOHNSSON. Vidner, siger De? SIDE: 158 HENNING. Et Vidne saa godt som hundrede! Og saa vil jeg forklare Herr Pedersen, at om der kanske ikke er Lov og Ret for sligt, saa har vi Almen- heden! og saa har vi staalslebne Ord, kolde Ord fyldte med Forgift! Aa, hvor jeg skal kompro- mittere ham. Jeg skal kompromittere ham slig, at fra den Dag skal der følge ham en ond Lugt, hvor han gaar og staar, -- lige ind i For- ræderiet. JOHNSSON. Er det Meningen, at jeg skal si ham dette-her? HENNING. Ja, det skal De si ham! JOHNSSON. Ha, ha; jeg syntes De talte om Ræveklog- skab her fornylig. HENNING. Jeg skal iallefald bli Kræmmeren for klog. JOHNSSON. Herr Literat, jeg er rigtignok nærmest Mod- partens Sagfører; men det faar ikke hjælpe; De vækker virkelig Medfølelse hos mig. Hør nu her. Hvis De paa nogen Maade op- fører Dem mindre belevent ligeoverfor Herr Kruge, forstaar De da ikke, at saa er det forbi? Det vil sige saa lader han Dem i Morgen Aften bare ganske simpelt og stilfærdigt falde igjennem? SIDE: 159 Det vil han ha saa meget lettere for, som det alligevel skal knibe, om De blir valgt, selv med Herr Kruges Understøttelse. Tænk Dem saa Deres Stilling i det Øieblik, at han slipper Dem. Men Gudbevars! hvis De ønsker det -- ; jeg har jo ikke noget specielt imod at se Omby som Chefredaktør. HENNING (sætter sig ved Arbeidsbordet. Støtter Hodet mod Hænderne). De skal naturligvis . . . ikke si det i den Form. De skal si, at jeg ønsker en Samtale med Herr Kruge . . . i Morgen . . . om visse Enkelt- heder. Og saa for at underskrive . . . Kontrakten. Jeg ber om Undskyldning. Jeg er . . . nervøs i Dag. Jeg vil overveie Sagen nærmere . . . til i Morgen. JOHNSSON ser paa ham. Bukker; gaar langsomt og i Taushed). SIDE: 160 Hjemme hos Gill. Almindelig bedreborgerlig Kristiania-Dagligstue. I Midten af Værelset et rundt Bord, hvorpaa Albums etc.; rundt Bordet stoppede Stole i forskjellige Façons, brunt Betræk. I Baggrunden to Døre, den ene til venstre til Korridor og Udgang, den anden til Kjøkkenet. Paa Væggen til venstre en Dør, som fører ind i Kontoret. Begyndende Skumring. Fru Johanne hvilende i en Kaminstol foran Kakkelovnen (til venstre, henimod Baggrunden). Henning (kommer). HENNING. Godaften, Frue. FRU JOHANNE (reiser sig halvt). Godaften. Er det -- ; naa! det er Dem, Henning. HENNING. Er Gill kommen? FRU JOHANNE (reiser sig). Nei, men han kommer. Sid ned; nu skal vi faa Lys. (Hen til Kjøkkendøren; raaber ud) Janna! Lampen. SIDE: 161 Ja, i Dag er det altsaa den store Dag. Jeg sidder her og er næsten nervøs, jeg; som ikke har noget med det. HENNING. De er sikker paa, at han kommer hjem? FRU JOHANNE. Ja, han sa, han skulde hjem-om. Og han pleier at være at lide paa. Sid, sid! HENNING (sætter sig ved Bordet). Tak. Har De hørt noget? FRU JOHANNE. Gill fortalte -- naa. (Pigen med Lampen.) Tak, Janna. Husk saa paa at tænde Lampen i Kon- toret. JANNA. Ja, Frue. (Ind i Kontoret.) FRU JOHANNE. Gill sa, at -- . Nei, men hvordan er det, De ser ud? Er det daarligt med Dem? HENNING. Lidt træt. Gill sa -- ? FRU JOHANNE. -- at det stod godt nu. Nærum havde ment, at De var ovenpaa. HENNING. Nærum? Jeg tror ikke Nærum. Siden min Veteran-Artikel har han været høflig mod mig. SIDE: 162 FRU JOHANNE. Skulde det være noget ondt Tegn? HENNING. Har De lagt Mærke til Øinene hans, naar han hilser venskabeligt? De er som Øinene paa en Hund, naar den lurer paa at bide. FRU JOHANNE. Uf da! HENNING. Nærum er en Hund. Hundeklog, hundefeig, hundelumsk; Hund, siger jeg. FRU JOHANNE. Gill tror fremdeles, at han ikke er af Præ- stens Bønder. HENNING. Ingen har noegensinde vidst, hvad Nærum er. For Øieblikket er han Taburetfrier. FRU JOHANNE. Ja, det tror nu ikke jeg. HENNING. Jeg tror baade det og mer. Man skal anse enhver Mand for Lommetyv, indtil det modsatte bevises. FRU JOHANNE (ler). Den gamle, krogede Bondeknarken i et Ministerium? nei, véd De hvad. SIDE: 163 HENNING. Det hænder, at Jeppe blir Baron, Frue. Aa, kan De ikke gi mig en grov Kjeft. FRU JOHANNE. Grov Kjeft; vil det si Pjolter? HENNING. Grov Kjeft vil si Vand og Kognak. FRU JOHANNE. Aa ja, den deilige Drik, som er saa let at lave? Gid alle likte grov Kjeft. Værsgod, her er Vand (sætter frem Karaffet) ; Kog- nakken er vist her ude. (Ind i Kontoret. Kommer igjen med en Halvflaske.) Vær saa god. HENNING. Tak. (Laver og drikker). Har De set en Taburetfrier, Frue? FRU JOHANNE. Jeg véd ikke, jeg. Kan man se det uden- paa dem kanske? HENNING. Læg Mærke til -- : naar en Mand kaster den gamle, lurvede Venstrehatten, og den lu- slidte Venstrefrakken, og begynder at bruge Neglebørste, og siger "Hans Majestæt" istedetfor "Hans Madsen", og "Hans Excellence" istedetfor "den gamle Nathue", og taler om, at han har seet ind bag Kulisserne, -- da skal De ikke stole paa ham; da er han bidt. (Drikker). SIDE: 164 FRU JOHANNE. Naa. Ja-ja; jeg skal se efter. HENNING. Nordmændene er to Slags: Taburetfriere og Storthingsfriere. Storthingsfrierne er de ækleste. Man kan kjende dem i en Kirkealmue. Lange, lyttende Ører, velkjæmmet Haar, Smør om begge Mundvigerne -- isch! (drikker) færdige til at love bort sin Siddeplads i Himmerig, hvis bare Peder Larsen vil gi dem sin Stemme. FRU JOHANNE (sætter sig). De, det var morsomt, at De vilde se herop i Kveld; det havde jeg egentlig ikke ventet. HENNING. Jeg maa tale med Gill. Han har ikke været at finde i Dag; Gud véd, hvor han vanker. FRU JOHANNE. Ja; men man skulde jo egentlig vente at finde Dem andetsteds; ikke sandt? HENNING. Naa; De véd Besked alt. Fanden ta Doffen. Jo, det er sandt. Jeg skulde være andet- steds. Men jeg torde ikke. Jeg formelig løi mig fra hende; jeg var saa urolig og forpint. FRU JOHANNE. Det tager paa Dem, dette-her, Henning. SIDE: 165 HENNING. La femme, la femme. FRU JOHANNE. Ja, men Herregud, Henning -- HENNING. Jeg skulde ikke ha gjort det! Gudbevars. Det var sindsforvirret; det var slyngelagtigt; Gudbevars. Jeg véd det. Bagefter ræsonnerer man. Det kom sig saa, ser De! Det var gjort, før det var besluttet. Aldrig havde jeg tænkt, at jeg skulde faa Mod til den Bedrift. Foreslaa Frøken Thomson et Giftermaal! men jeg vidste ikke Ord af, saa var det gjort. FRU JOHANNE. Gud, hvor Dere er komiske, dere Mandfolk, med alle de Undskyldninger. Men det var det, jeg vilde si -- : De staar da virkelig ikke raad- løs, om det gaar galt i Kveld, Henning? For det første har De jo ialfald én Examen -- HENNING. Jeg har to. Jeg er candidatus filosofiæ. FRU JOHANNE. Hvad kan De bli, naar De er det? HENNING. Jeg kan bli en Døgenikt. FRU JOHANNE. Ja; men hvad mer? SIDE: 166 HENNING. Jeg kan bli Politiker. FRU JOHANNE. Ja, se det. Man kan nok leve af at være Politiker. Og saa kan De desuden skrive. HENNING. Jeg kan ikke lave Bøger desværre. FRU JOHANNE. Hvorfor kan De ikke det? HENNING. Jeg er ikke fræk nok. Jeg tør ikke gi mit eget Lirumlarum ud for Virkelighed. Jeg kunde i det høieste skrive én Bog; men den blev ikke morsom. FRU JOHANNE. De kan da skrive Føljetoner. HENNING. Der er ingen, som vil ha mine Føljetoner. FRU JOHANNE. Vil ikke "Tiden" ha dem? HENNING. Véd De, hvad Gill sa? Du skriver for meget om Samfundslidelsen, sa han. Vi blir kjed af at læse Samfundslidelsen, sa han. (Drikker. Et Øiebliks Taushed). SIDE: 167 FRU JOHANNE. Og Deres Avisartikler -- ; bare Gill kunde faa saa mange som han vilde ha af dem! -- for disse stærke Udtryk kunde De vel altid vænne Dem af med. HENNING. Ja. Jeg kommer ikke til at bruge stærke Udtryk herefter. Jeg kan ikke bli sint. FRU JOHANNE. Aa Snak med Dem. HENNING. Og endnu mindre begeistret. Han -- , han Fyren -- , han, som vi skreg Hurra for lige til sidstleden Søndag, -- han har taget Troen fra mig. Fra mig og den hele Generation. Slappe og ækle og vantro blir vi, den Ungdom, som nu rykker op. (Knytter Haanden, men lader den falde) Aa! det var ham bedre, om der var hængt en Mølle- sten om hans Hals -- . FRU JOHANNE. Tal ikke om ham. Vi spytter ud Ham; jeg liker ikke at høre ham nævne. (Lidt efter) Sa virkelig Gill, at han var kjed af at læse om Samfundslidelsen? Han, som interes- serer sig saa for Arbeidersagen? SIDE: 168 HENNING (vrider paa sig). Interesserer sig -- . Ja, ved Eftermiddags- kaffen. Man blir saa barmhjertig, naar man er mæt. (Reiser sig; frem og tilbage) Eins Bier, sa Gassen. Liberale og halvliberale, og kvart- og kvint- og kvasi-liberale -- eins Bier, Frue, eins Bier. For den Sags Skyld kan det sgu være det samme, hvem man skriver for; -- tror De kanske ikke, de "uforsonlige" opgir Stemmeretten naarsomhelst, bare de kan "undgaa Spittelse"? Bare de kan faa vedblive at være det store, mægtige Parti, som deler broderlig sig indbyrdes alle Guds Gaver -- ? Hah! FRU JOHANNE. Snak ikke slig! De er jo ikke raa; hvorfor skal De da gaa og skabe Dem? HENNING. Raa? Sandheden kan være raa, den. FRU JOHANNE. Det er ikke Sandhed! det er ikke Sandhed! De tror ikke selv, at Menneskene er slig! Fy, hvis de var slig, hvorfor skulde vi arbeide da? Hvad skulde vi stræve for, og arbeide for; hvor- for skulde vi leve? Og ikke er vi Kvinder heller saadan, som dere tror! Dere tror, at vi bare tar Hensyn til SIDE: 169 os selv, og bare tænker paa, hvor flot vi kan faa det, og hvor megen Stas vi kan faa, og hvor mange Piger vi kan holde -- ! jo! dere tror det! De ogsaa, Henning! Nu sidder De der og indbilder Dem, at Frøken Thomson ikke vil ha Dem, medmindre De kan møde op med saa og saa stor Gage om Maaneden; det er raat! Raat er det! For vi er ikke slig. Vi er ikke slig. Det er det, vi mindst af alt er. Faar vi den, vi holder af, -- alle mulige Vilkaar tar vi. Om det var de pinagtigste, de besvær- ligste -- ; bare vi faar dele dem med ham! -- Uf; De snakker slig, at De faar mig snart til at tude. HENNING (drikker. Om lidt). De har let for at ræsonnere. De har jo aldrig forsøgt den Slags Vilkaar. Jeg har for- søgt lidt af dem, jeg. Jeg har forsøgt at sulte. Bare et halvt Aars Tid. Jeg drager ikke et Menneske, som jeg holder af, ind i den Elendighed, Frue! FRU JOHANNE. Aah. De er umulig i Kveld. Lad os tale om noget andet. Fortæl mig -- ; fortæl mig: hvad sa egentlig Kruge, da De var hos ham? HENNING. Jeg har været hos ham to Gange. SIDE: 170 FRU JOHANNE. Naa, hvad sa han? HENNING. Han var diplomatisk. Han løi. FRU JOHANNE. Løi han? HENNING. For Fædrelandets Skyld. Jeg beviste ham opi hans melede Fjæs, at det var Løgn og blev Løgn; saa forandrede han Taktik og blev glem- som. Jeg værgede mig Fod for Fod; jeg bøiede mig og tøiede mig som en Vidje; tilsidst gav jeg mig paa alt, saa nær som paa Korntolden -- FRU JOHANNE. Hvad! Gav De Dem? HENNING. Foreløbig, foreløbig. (Hun ser paa ham, usikkert og forskende. Han staar op, lidt generet, og begynder at gaa frem og tilbage.) Jeg skulde naturligvis bare ha spyttet og gaaet min Vei; Gudbevars. Men jeg havde nu min Interesse af at forsøge. Det har sin In- teresse at se, hvor langt Folk kan gaa. FRU JOHANNE. Ja. Det kan jo være. (Kort Pause. Henning sætter sig igjen; stikker paa Glasset.) SIDE: 171 HENNING. De, -- Fru Johanne; -- jeg skal si Dem en Ting. Den næste Advokat, vi sender i Vei for at seire for os, han kommer ogsaa til at indgaa Kompromis. FRU JOHANNE. Vi skal ikke tale om Advokater. HENNING. Ingen retrygget Mand naar frem, ser De. En Kamel kan gaa gjennem et Naaleøie; men en ærlig Radikaler blir ikke Magthaver her- tillands. FRU JOHANNE. Ja, men saa blir jo alt forgjæves. HENNING. Alt blir forgjæves, indtil det norske Folk samler sig en Dag og gjør sig frit. Ikke med Talemaader, forstaar De. Ikke med Besindighed. Med Jern. FRU JOHANNE. Det sker ikke. HENNING. Nei. Det sker ikke. Véd De, hvorfor det ikke sker? Fordi det norske Folk ikke existerer. FRU JOHANNE. Det existerer nok -- SIDE: 172 HENNING. Det norske Folk existerer ikke. Der er nogle Maalstrævere, som har forsøgt at opklække en norsk Nationalfølelse ved Kunst. Syttendemai- Rummel og Sæterjenter og Gammelost og Fjeld- maal skulde gjøre det (ler). Hah! Det norske Folk gaar bag Plovene udover Landet og "er under Sverig". Det norske Folk heiser Sverigs Flag, hvor det kan komme til, og den 17de Mai gaar vi med svenske Farver i National- kokarden. Vi er en Provins, Fru Gill. En Provins og en Almue. Og før en Almue gjør Revolution, før lader den sig stege og spise til Smørrebrød. FRU JOHANNE. Vi tror ikke paa Revolutioner nu. HENNING. Ikke paa Revolutioner og ikke paa Ad- vokater. Og saa denne Stemmeretten, som vi gaar og skraaler for! Ha-ha, spørg Folket! Spørg den første og bedste! Spørg dem, som har det værst og kunde trænge den bedst! De vil ikke ha den. De véd ikke, hvad det er. Man har indrettet sig saa, ser De. FRU JOHANNE. Hør, Henning. Hvis De mener noget med alt dette-her, saa maa De jo være færdig! SIDE: 173 Hvad skulde De nu ta Dem til? Det begriber jeg ikke! HENNING. Hvad jeg skal ta mig til? Jeg vil gifte mig. FRU JOHANNE. Nu -- ? HENNING. Jo. Naar hun vil ha mig, saa vil jeg gifte mig. (Fru Johanne tier.) Min Næste er en Slyngel. Skal jeg derfor renoncere paa en Lykke, som er større end at den kan fattes og begribes? Ha-ha. Det maatte ha været før, det. Da jeg var ung og dum. (Det ringer.) FRU JOHANNE (lettet). Naa! der har vi Gamlen (gaar hen og aabner). BYBERG (viser sig). Godkveld, Fru Gill. FRU JOHANNE. Aa, er det Dem, Byberg? Værsgod. BYBERG. Jeg skulde træffe Gill; han er ikke kommen? FRU JOHANNE. Han kommer vist strax. Sid ned, Byberg. BYBERG. Nei Tak; jeg faar ikke sidde; jeg maa ud paa Farten igjen. Godaften, Henning; naa, SIDE: 174 De er ved godt Mod vel? Vi skal gjøre vort bedste. Kanske De ber Deres Mand komme lidt tidlig paa Mødet, saa træffer jeg ham der, før det begynder. Godkvelden! (vil gaa.) FRU JOHANNE. Hvordan staar Sagerne, Byberg? BYBERG. Aa, det er blit en hel Røre, Fru Gill. Kruge har gaaet i Kompani med Nærum, og hvem der staar bag Nærum, det er nu noget, som ingen egentlig véd; men jeg véd det nu ligevel, jeg -- nu da. De har fundet paa at kalde sig det gamle Bondeparti, nu (ler). Naa -- ja, Præstekjolen er vid, den; der er altid en og anden, som lader sig narre. FRU JOHANNE. Saa De endelig har faaet Greie paa Næ- rum nu. BYBERG. Ja. Ja det er sandt -- : jeg har troet ham altfor længe. Man maa ikke være godtroende i denne Tid. Man maa ikke tro sin egen Tvil- lingbror. (Til Henning) Ja-ja; De skal ikke miste Modet, fordi om Kruge har git Dem op; vi skal nok gjøre vort bedste, vi ogsaa. Og jeg tror ikke, SIDE: 175 det er alle af Nærums Kreaturer, som stemmer imod Dem; -- men Guds Død, -- ikke mine Ord igjen! FRU JOHANNE. Og saa er der jo mange bra Karer blandt de gamle Aktieeierne ogsaa. BYBERG. Ja; aaja. Meget er nu Baghun; disse Smaa- folkene her i Byen holder sig nu der, hvor Magten er. Det er vel ikke saa greit for dem. Men en Del af dem skal vi faa med. Ja, God- kveld da! Nei det er sandt! Det skulde jeg spørge om. (Til Henning). Er De forlovet? FRU JOHANNE (ler). Nei men Byberg! Skal De nu bruge det ogsaa til at agitere med? BYBERG. Nei, det skal jeg ikke; men der blir Brug for det alligevel, er jeg ræd. FRU JOHANNE. Det skjønner jeg ikke, Byberg. Men for- lovet er han vist; -- det er jo saa, Henning? HENNING. Ja, jeg er forlovet. Garv de Raaskind ordentlig. SIDE: 176 BYBERG. Jeg skal gjøre mit bedste, Far. Ja, God- kvelden! (Gaar). FRU JOHANNE. Hvad i al Verden vil han med Deres For- lovelse? -- Gratulerer forresten! HENNING. Tak. Aa, han vil dræbe en Del Sladder. (Det ringer; han tømmer Glasset). FRU JOHANNE. Naa; dèr er han da vel. (Hen til Døren og lytter. Aabner). Endelig. Godkveld, Gamlen. Kommer du? GILL (ind). Godaften. Ja, jeg blev lidt sen. FRU JOHANNE. Traf du Byberg? GILL. Ja. Han skulde bare ha nogle Aktiebreve, som jeg har besørget. (Til Henning). Det blir en hel Affære, du. Hele Partiet er paa Benene. Du er spændt, ser jeg? HENNING. Ja. Lidt forkjølet desuden. Nu sidder jeg her og drikker mig fuld. FRU JOHANNE. Gratuler ham; han er forlovet. SIDE: 177 GILL (hjerteligt). Virkelig? Gratulerer, kjære Ven. HENNING. Tak, Gill. FRU JOHANNE. Noget nyt forresten, Gamlen? GILL. Stemmeretten er opslaaet til Lørdag. Saa- snart Regjeringen har gjort Rede for sit Stand- punkt, skal der fremkomme Udsættelsesforslag -- HENNING. -- som blir vedtaget naturligvis. GILL. Korntolden skal ha Flertal i Komiteen. Flugt og Demoralisation paa hele Linjen. HENNING. Ha-ha. GILL. Nærum gaar ind i Ministeriet. FRU JOHANNE. Og du, som har troet den Mand GILL. I det sidste har Troen været svag. Det var egentlig Byberg, som narrede mig. Desuden vidste jeg ikke, at Nærum har en Datter. FRU JOHANNE. Hvad vil det si? SIDE: 178 GILL. Han har en Datter, som er 28 Aar gammel og forlovet med Lensmand Mikkelsen. Lens- mand Mikkelsen er en gammel Flottenheimer, som holder paa at drukne i Gjæld. Nu skal han ha opnaaet et Laan af offentlige Midler paa høist fordelagtige Betingelser. FRU JOHANNE. Fy. Sligt tror du ikke. GILL. Nei. Men man faar Ørene hvisket fulde af den Sort fra Morgen til Kveld; Bagvaskelse og Mistænkeliggjørelse siver en ind gjennem alle Porer; vi demoraliseres allesammen under dette Luskeregimente. HENNING (har lavet nok et Glas). Hvorfor skulde vi ikke tro det? Verden er saa omtrent. Der er ikke mere Moralitet i det norske Folk nufortiden. Luskeregimente. Jeg véd ikke, hvorfor vi skal bruge de store Ord. (Drikker). FRU JOHANNE (lidt stramt). Der er nogle hæderlige Mennesker igjen endnu, Henning. HENNING (hen til Gill). Skaf mig en liden Post i dit Blad, Gill. En liden Post paa 100 Kroner Maaneden. GILL. Jeg? Nu? SIDE: 179 HENNING. Ja. Kan du ikke det? GILL. Det er umuligere end nogensinde. Lunde var formelig uhyggelig i Dag; Gud véd, hvor længe man kan stole paa den Mand. HENNING. Vil du i Nødsfald skrive paa en Obligation for mig? (Det ringer) Saa kunde jeg faa omraade mig; jeg maatte altid kunne faa en Plads i Pro- vindsen. PIGEN (ind; leverer et Kort). Det er en Herre ude, som ønsker at tale med Redaktøren. (Gaar). GILL (høitidelig). Jasaa. Aa undskyld, Henning; gaa ind i Kontoret saa længe. (Henning tar Glasset med sig og gaar). FRU JOHANNE. Naa, paa den Maner. Jeg i Kjøkkenet altsaa. (Gaar; det banker). GILL. Kom ind! HOFFMANN (ind; bukker ceremonielt). Godaften, Herr Redaktør. GILL (med et ceremonielt Buk). Godaften, Herr Statsraad. Tør jeg bede Dem tage Plads. SIDE: 180 HOFFMANN. Tak. (Blir staaende). De har i Dag sendt Hs. Excellence Statsministeren en Skrivelse. (Gill nikker). Hs. Excellence har troet at burde meddele mig Indholdet af denne Skrivelse, og jeg har i den Anledning bestemt mig for at henvende mig til Dem personlig. GILL (bukker). Jeg er meget smigret. HOFFMANN. Jeg havde ventet, jeg tilstaar det, at De, inden De fattede Deres Bestemmelse i en Sag som denne, ogsaa vilde have konfereret med mig, som Partiets Chef. Imidlertid, naar saa skal være, faar Muhammed komme til Bjerget. Det fore- kommer mig, naar jeg overveier Indholdet af Deres Epistel, at De neppe endnu ganske kan have fattet Sagens fulde Betydning og Række- vidde, og jeg vil derfor paa det indstændigste, og med alt det Alvor, som betydningsfulde Si- tuationer kan lægge i Menneskers Sind, henstille til Dem endnu en Gang at overveie Sagen, inden De tillægger Deres Skrivelse af Dags Dato Vægten af et sidste Ord. GILL. Jeg véd ikke, om jeg har fattet Sagens fulde Betydning; men jeg véd, at jeg har fattet den efter bedste Evne. Jeg havde tænkt at kon- SIDE: 181 ferere ogsaa med Herr Statsraaden. Men dels tænkte jeg mig, at Deres Tid rimeligvis har været stærkt optaget nu, og dels kom jeg efter nøiagtig Overveielse, og efter Konference med gode Mænd, som ikke er gaaede ind i Blumes Ministerium, (Hoffmann smiler og bukker) til den Overbevisning, at "Tiden" ikke kan, under nogen Omstændighed, gjenoptage Diskussionen om Stemmeretten nu; der er ikke Tid til det engang; Sagen er jo op- slaaet til paa Lørdag. HOFFMANN. Efter Konference med Præsidentskabet har jeg Grund til at tro, at Debatten ikke vil kunne begynde før Mandag. GILL. Der er ikke Tid alligevel; og selv om det er sandt, at Sagen skal foreslaas udsat -- HOFFMANN. Jeg kan konfidentielt meddele Dem, at det er sandt. GILL. Isaafald kan "Tidens" Optræden kun bli en energisk Protest mod Udsættelsen. HOFFMANN. Jeg opfordrer Dem gjentagende til at veie alle Hensyn med den yderste Omhu, inden De endelig bestemmer Dem. Jeg appellerer til Deres Fædre- landssind og til Deres Loyalitet; -- vi har virkelig SIDE: 182 i dette Land havt nok af Kamp, Herr Redaktør! Og jeg vil tilsidst udtale det personlige Ønske, at De og jeg, Herr Gill, som i en alvorsfuld og skjæbne- svanger Periode har staaet trolig sammen i mer end en drøi Dravat, ikke maatte skilles nu, da det mer end nogensinde gjælder i Endrægtighed og ærligt Samarbeide at fremme og befæste det godes Seier i dette Land. GILL. Mig synes det, som om De staar i bedste Begreb med at spolere baade Endrægtigheden og det godes Seier. HOFFMANN. Jeg tror, Historien vil vise -- og det om ikke ret længe, Herr Redaktør! -- hvem af os to det er, som nu feiler. (Blir mer og mer Taler): Det har vist sig, at Sagen ikke er saa gjennemdebatteret, som ønskeligt kunde være; der hersker inden vort Parti be- tydelig Uklarhed og en ikke ringe Uvilje mod den af mig foreslaaede og af Dem fremdeles forfægtede Ordning: almindelig Stemmeret. Det er under disse Omstændigheder at jeg, som erfaren Politiker, har anset det rigtigt -- bl. a. for at undgaa en for Partiet høist betænkelig Splittelse, hvis Følger neppe De heller, Herr Redaktør, skulde ville paatage Dem Ansvaret for -- ; jeg har anset det rigtigt, siger jeg, at SIDE: 183 gaa til en Kompromis, hvorved alle moderate Elementer kan samles og et jevnt, sundt Frem- skridt i Forfatningens Aand fremmes og betryg- ges; jeg tror ogsaa det er paa Tide, at alle gode og arbeidsdygtige Kræfter i vort Samfund nu søges samlede og tilgodegjorte for det store Arbeide, som ligger for os -- et Arbeide, som kanske altfor længe har hvilet, -- det praktiske Arbeide til Fædrelandets Vel og til Nationens Udvikling i aandelig, materiel og national Hen- seende. Og for at nu alt kan ordne sig paa den hen- sigtsmæssigste og med Omstændighederne mest stemmende Maade, og for at der kan falde fuldt og klart Lys over den hele Situation, saa at Misforstaaelser kan spredes og en maaske farlig Agitation, der ikke vil undlade at tage selv Bag- vaskelsen i sin Tjeneste -- jeg formoder det, Herr Redaktør! -- paa Forhaand kan stanses, -- er det, at en loyal og velunderrettet Presses Medvirkning er af en saa indgribende fædrelandsk Betydning. For Fædrelandets Skyld, for vores alles Skyld, og ikke mindst for Deres egen, -- betænk Dem, Herr Redaktør! Betænk Dem endnu engang; jeg beder Dem om det alvorlig. (Bukker; sætter sig, men reiser sig igjen). GILL. Ogsaa for min egen Skyld, Herr Statsraad? SIDE: 184 HOFFMANN. Jeg tror at gjøre Dem en personlig Tjeneste ved at oplyse Dem om, at Mænd, hvem vor Sag ligger paa Hjerte, Mænd, som ikke vil vige til- bage for noget Offer, naar det gjælder at sikre vor Sags Udvikling, er betænkt paa, hvis Splittelses- tendenserne bliver for stærke, at sikre sig Pres- sens loyale Medarbeiderskab paa den ene eller den anden Maade. Deres Forlægger, Herr Lunde, skal, efter hvad man meddeler mig, ikke være uvillig til under visse Betingelser at overlade "Tiden" til andre Eiere; -- (smiler). Herr Lunde skal nemlig se sig istand til at anbringe sine Penge paa favorablere Vis. GILL (himmelfalden). Kjøbes -- eller kjøbes ud! HOFFMANN. Forestillinger af saa lidet høitliggende Art som Kjøb og Salg kan ikke her komme i An- vendelse; offervillige Mænd agte at sikre Fædre- landets Ro, og jeg skulde mene, en saadan Hand- ling fortjener en smukkere Benævnelse. Jeg be- høver vel ikke at bemærke, Herr Redaktør, at jeg selv staar fuldstændig udenfor dette. GILL (det begynder at koge i ham). Herr Statsraad. Jeg vil sige Dem oprigtigt -- . I Betragtning af Deres Fortid og Deres graa SIDE: 185 Haar -- . Kort sagt: det er alene Deres Fortid og Deres graa Haar, som hindrer mig i -- HOFFMANN (hurtigt). Det er virkelig ikke mindst af Hensyn til Dem, Herr Gill, at jeg i dette Øieblik staar her; men jeg indser, at Øieblikket er kommet til at afbryde Forhandlingerne. Jeg tor mine Hænder. Det vil neppe længer være mig muligt at frelse Dem fra den Skjæbne, der allerede oftere, Herr Redaktør! har rammet stædige og altfor ind- skrænkede Monarker -- : den, at bli dethroni- seret. (Udsøgt høfligt, smilende): Herr Redaktør! jeg har den Ære at anbefale mig. (Gaar) GILL (staar som fortabt og ser efter ham). FRU JOHANNE (ind; frygtelig nysgjerrig). Var det virkelig Hoffmann, du? GILL (begynder at gaa frem og tilbage i stor Fart; gestikulerer). Det havde jeg ikke tænkt at skulle opleve. FRU JOHANNE. Hvad, du? Hvad er det, Gutten min? (Henning kommer fra Kontoret). GILL. Aa, er du der? Var det ikke Plads, du spurgte om? Jo, nu kan du tro der blir Plads SIDE: 186 for Folk som os! Vi er faldne blandt Røvere, Far min! HENNING. Kan du ikke skrive paa for mig heller? GILL. Nei. Jeg skriver ikke paa oftere. FRU JOHANNE. Kan du ikke gjøre det alligevel, John? GILL. Det har sine Grunde. HENNING. Det tror jeg nok. Det har altid sine Grunde, naar man ikke skriver paa for en fattig Satan. Naar jeg kommer paa det tørre, skal ikke jeg heller skrive paa, og det skal ogsaa ha sine Grunde. (Knytter Hænderne; skriger) Gid Fanden havde jer allesammen! (Ved Døren; ler). Hah! for en hærdende Ting: at ligge og synke og se sine Venner staa rolige rundt omkring og ikke røre en Finger! Man blir stærk af det. Nu tror jeg nok, jeg skal klare Situationen. (Ud). FRU JOHANNE. Frels Gutten! Du ser jo, han sælger sig! GILL (raaber efter ham). Om otte Dage er jeg ogsaa en afsat Mand! SIDE: 187 FRU JOHANNE. Du?! GILL. Kan du nu se, at der var Intriger? SCENEFORANDRING. Hotelværelse. I Baggrunden Dør, som fører ud i en trang Korridor; paa den anden Side af denne en Dobbeltdør, saaledes anbragt, at man gjennem den -- naar begge Døre er aabne -- skimter ind i en stærkt oplyst Sal. Paa Væggen tilvenstre, i Baggrunden, en Dør, der fører ind til et Side- værelse, hvorfra af og til høres dæmpet Samtale eller Latter; denne Dør staar i Begyndelsen halvaaben. Døren i Baggrunden helt oppe. (Paulsen kommer ind fra Korridoren. Omby efter og ind- henter ham). OMBY. Pst! du! Stop lidt. PAULSEN. Aa; er det dig, kjære. Godaften, godaften. OMBY (dæmpet). Du, véd du hvad denne Nathuen, Kruge, kommer og fortæller mig i sidste Øieblik? Kom her. (De trækker sig længer ind mod Tilskuerne). De har opgivet mig, fortæller han. Simpelthen opgivet mig, ikke blot som Redaktør, men som Medredaktør ogsaa. De skal skaffe mig noget andet nu, heder det. Hvad skal jeg gjøre ved det, Paulsen? SIDE: 188 PAULSEN. Ja; jeg hører Henning har givet efter. OMBY (med Skuldertræk). Det gik som jeg sa: han følger Hoffmann. PAULSEN. Uden politiske Anlæg er Henning ikke. OMBY. Er ikke Henning Lyriker? PAULSEN. Det er enhver ung Mand; nu begynder Hen- ning at voxe det af sig. Faar vi nu bare Gill ogsaa med os, (kneisende) saa er Splittelsen klaret. OMBY. Du svigter mig ogsaa, mærker jeg. PAULSEN. Dig? Her er ikke Plads for personlige Spørgs- maal. Jeg akcepterer den nye Situation. OMBY (frem og tilbage). Det er sjofelt. PAULSEN. Aldr -- hm; sent vil du faa mig med paa den Ting at reise Børster mod en Kjendsgjer- ning. SIDE: 189 (Henning kommer fra Baggrunden. Langsomt, i fuldt Vintertøi. Lader som han ikke ser Paulsen og Omby; vil ind i Sideværelset). PAULSEN. Der har vi ham. Godaften, Henning! (Henimod ham). Hvor gaar det? HENNING (stanser). Godaften. Aa jo. OMBY. Ja, jeg faar se at faa fat i min Mand, jeg; Godaften saa længe. (Gaar). PAULSEN. Jeg hører, at du ogsaa er kommet til en for- andret Opfatning af Situationen. HENNING (med et sky Blik). Ja. PAULSEN. Ja, jeg maa si -- ; ved nærmere Overveielse er det blevet mig klart, at Hoffmann i Virkelig- heden har handlet parlamentarisk. Fandt han, at Omstændighederne nødvendiggjorde en Overgang til Nærums subsidiære, saa maatte han jo, naar han vilde optræde korrekt, ogsaa tage Ansvaret for denne sin modificerede Politik; og det kunde han kun gjøre ved at gaa ind i Ministeriet. Endnu har ikke "Tiden" fundet det opportunt at lade denne Opfatning komme til Orde; Gill er et langsommere Hoved end jeg; men jeg tror, SIDE: 190 at det om kort Tid vil bli en almindelig Er- kjendelse. HENNING. Ja. PAULSEN. Jah! det er dette -- : en Politiker maa be- standig holde sig parat for alle Muligheder, be- standig kunne akceptere og udnytte enhver for- andret Situation med fuld Koldblodighed. Som Metternich har sagt -- : man maa smyge sig mellem Situationerne som Fægteren, der har ind- smurt sit Skind med Olje; blir man heftende fast nogensteds, saa er man Dødsens. HENNING. Ja. Ja undskyld; jeg skulde -- ; jeg skulde finde nogen; vi træffes senere. (Ind tilvenstre). (Paulsen gaar ud i Korridoren igjen; derfra ind i Forsamlings- salen). EN LANGHAARET MAND (med flere kommer fra Værelset tilvenstre, gaar ud i Korridoren. Under- veis): Vi trænger Penne. Og naar baade Kruge og Byberg anbefaler ham -- (Ind i Forsamlingssalen). (Et Øieblik tomt. Derefter Byberg og Nærum i Over- tøi ind fra Korridoren). BYBERG. Naa, kommer du ogsaa. Du er ikke med i Slaget, du? SIDE: 191 NÆRUM (tar af sig Ydertøiet og lægger det paa en Stol). Aa nei, jeg er ikke det. Jeg begynder at bli gammel, ser du. Nu er det dere yngre, som faar slaas og slides en Stund. BYBERG. Siger du det, Nærum. NÆRUM. Jeg tænker nu ikke, du Byberg er ræd for at binde an med hvem det skal være; du har Mod, du. Du er ikke ræd for stærke Reformer heller, du, om saa skal være. BYBERG. Nei, er de bare gode, saa -- NÆRUM. Du maa ha modige Folk til Vælgere, du, fremskredne Folk, om jeg saa skal sie. Det er nu ikke alle, som er saa heldige. BYBERG. Naa, du mener, jeg bør være mere forsigtig, Nærum? NÆRUM. Du er vel sikker paa dine Folk, kan jeg tro. BYBERG. Jeg tænker som saa, at har de valgt mig, saa faar de ta mig som jeg er; jeg har aldrig lagt Skjul paa mine Meninger. SIDE: 192 NÆRUM. Aa nei; saa længe jeg har kjendt dig ialfald, har du været en ægte norsk, staut Bonde. Men derfor undres jeg paa, hvad du vil sie om dette nye Bondeparti, som de gaar og taler saa meget om; det skulde jo være noget for os Bønder? Jeg har nu ofte tænkt, at vi burde holde mere sammen end vi gjør, vi Landrepræ- sentanter; men i de sidste svære Aar har vi jo været nødt til at gjøre som Garibaldi og ta med os baade Engelskmænd og Franskmænd og noget af hvert; og de er nu blit saa vigtige og kjæp- høie, at de næsten raar os. Hvad siger du, om vi sluttede os mere sammen, Byberg? BYBERG. Skulde vi bare tænke paa os selv, vi Bønder da? NÆRUM. Nei, paa ingen Maade; det nytter nok ikke med Klassepolitik i vor Tid, ser du. Nei; men vi skulde passe paa, at Bønderne fik sin Ret, de ogsaa. BYBERG. Ja, det vil jeg være med paa, det er klart; men først faar nu de andre Klasserne faa den Retten, som vi alt har, nemlig Stemmeret. NÆRUM. Grundlovens Mening har nu vist været den, at Bønderne skulde være liksom Folkets Kjerne. SIDE: 193 BYBERG. Aa, jeg tænker alle, som arbeider, er Folkets Kjerne. NÆRUM. Jeg mente egentlig bare det, at Bønderne er de fleste. Der bør ingen gaa glip af sine naturlige Menneskerettigheder, det siger sig vel selv; alle bør have sin Ret efterhvert, som det gaar an for Samfundet i det hele; men du véd, den gode gamle Bondepolitik, som vi har arvet fra gamle Ueland, den har nu altid taget et sær- ligt Hensyn til Gaardbrugerstanden, som jo virkelig efter Grundloven skal være Tyngden i vor Ud- vikling. BYBERG. Det særlige Hensyn, som tages til os, blir Uret mod de andre; du kommer ikke fra det, Nærum, om du er aldrig saa fin. NÆRUM. Der kan være noget i det, kanske. Hvordan gaar det i Mødet? BYBERG. Det gaar skidt. Ja, jeg har altid faaet børstet Kruge en Del, og sagt Baglerne nogle Sand- heder; men der er megen Demoralisation i Rækkerne, mærkværdig megen Demoralisation. Du skal vel være med ind, Nærum? SIDE: 194 NÆRUM. Jeg kommer efter, jeg kommer efter. BYBERG. Ja-ja. Og saa kan du hilse Blume og hans nye Bondeparti og si, at vi gaar paa med friske Kræfter? (Ler lystig; gaar ind i Forsamlingssalen). NÆRUM (blir staaende lidt og drager sig i Skjægget. Lukker derefter ganske sagte Døren til venstre. Ringer efter Tjeneren ved at trykke paa en Knap. Tager op Visitkort og Blyant og skriver). EN TJENER (ind). Undskyld, ringte De? NÆRUM. Sig mig, (dæmpet) kjender De Grosserer Kruge? TJENEREN. Ja. Han er indi Mødet. NÆRUM. Vil De ta det Kort, og saa gaa der ind og stikke det til ham i al Stilhed? Værsgod; der har De en Drikkeskilling. TJENEREN. Tak! Mange Tak. Det skal bli besørget. (Nærum gaar frem og tilbage og venter). KRUGE (kommer; lukker Døren efter sig). Godaften. De er sent ude, Nærum? De maa skynde Dem nu, hvis De vil være med. SIDE: 195 NÆRUM. Aa nei, jeg tror ikke, jeg vil det. Jeg tænker det er bedst, at jeg holder mig saa meget som muligt udenfor dette. De er altsaa færdig snart? KRUGE. Jeg tænker det. Det har gaaet ganske skarpt til, De! Byberg og et Par til har været temmelig ubehagelige; de misforstaar det hele komplet; men nu tænker jeg, de begynder at skjønne, at de taber. Der er flere med os, end jeg næsten turde vente, De! NÆRUM. Glem ikke, at det er vi, som er det gamle Venstreparti. Hvordan gaar det med Henning? KRUGE. Henning har føiet sig. NÆRUM. Virkelig? Er det fuldstændig Underkastelse? KRUGE. Ja, i sidste Øieblik. Hele Programmet. NÆRUM. Han er altsaa virkelig forlovet da, kan jeg tro. KRUGE. Han er nok det, De. NÆRUM. Jeg gad rigtig vide, hvor de andre Rygterne kan være komne fra, Herr Grosserer? Der blev SIDE: 196 talt noget om interessante Damebekjendtskaber; -- det er mærkværdigt, alt hvad Folk kan finde paa. (Kruge ser forbløffet ud, svarer ikke). Nei jasaa da. Saa den fremskredne Herr Henning har maattet bide i det sure Æble og gaa under de gamle Veteraners Aag. Ja, det er underligt i Verden, og underligt med de uforson- lige. Hæ-hæ. KRUGE. Ja. Han gik med; men det varede længe. Det vil si -- ja, det er sandt: det om Med- redaktøren fik han strøget. NÆRUM. Hvad? Fik han strøget -- ? KRUGE. Efter Konference med Statsraad Hoffmann tillod jeg mig at stryge den Paragraf, naar Hen- ning ellers underkastede sig Programmet. NÆRUM. Kunde Hoffmann paa egen Haand bryde en saa klar Aftale -- KRUGE. Jeg skal si Dem: vi kommer til at faa Omby anbragt andetsteds nu, tænker jeg. SIDE: 197 NÆRUM. Jasaa. Gill gjør Modstand? KRUGE. Gill er umulig, De! Selv Hoffmann personlig kunde ikke faa ham til at fatte Situationens Alvor. NÆRUM. Han har aldrig havt det i Hovedet, den Mand. KRUGE. I Dag har jeg ladet Johnsson føle Lunde paa Tænderne. Mod et større Beløb kontant er han ikke uvillig. Og desuden -- ; i Nødsfald -- ; Lunde har Papirer, De! NÆRUM (nikker). Det har han vel. Jo, dere Forretningsfolk -- ! Naa; de Herrer Kristianialiterater kan nok ha godt af at ydmyge sig lidt. De tør altsaa stole paa Henning? KRUGE (viser frem et Papir). Jeg har hans Underskrift. NÆRUM. Naa. Ja-ja. Vi faar finde os i det da Nei tænk, saa Henning skulde komme til at bære Ved og Vand for Veteranerne! SIDE: 198 KRUGE. De, -- vi taler kanske ikke om dette Papir til andre end de sikre. Byberg gaar omkring og agiterer for Henning, han ogsaa (ler). (Gill kommer fra Sideværelset). NÆRUM. Nei Godaften, Herr Redaktør. De er ude for at iagttage Begivenhedernes Gang? KRUGE (lidt forcert). Godaften, Gill; Tak for sidst, skulde jeg si. Ja, jeg maa forresten bede Dem om Undskyldning; jeg skulde ha været oppe og talt med Dem; flere Gange har jeg tænkt paa det; men jeg har virkelig været saa optaget -- GILL. Ja, saadanne lumske Overgange skaffer vel en Del at tænke paa, kan jeg tro. KRUGE. Jeg véd ikke af, at der er Tale om nogen lumsk Overgang -- GILL. Overgangen til Bispen. KRUGE. Jeg er sletikke paa Overgang til Bispen, De! NÆRUM. Herr Kruge er kommen paa den Idé, Herr Redaktør, at vi har havt Storpolitik nok for en SIDE: 199 Stund nu, og at det kanske kunde være godt, om vi lagde Politiken an i en noget mere praktisk Retning. KRUGE. Det er min Opfatning, ja. GILL. Det er kanske med "praktiske" Interesser for Øie, at De ogsaa, Nærum, er blit Baglerven i denne Tid? NÆRUM. Jeg passer mine Interesser selv, Herr Blad- redaktør. GILL. Det gjør De vist; -- baade Deres egne og Familjens. Hvad? DEN LANGHAAREDE MAND (viser sig). Nu begynder Valget. GILL. Godaften, I Herrer "praktiske" Politikere! (Ud Korridorveien). KRUGE. Lad os se at komme ind. NÆRUM (dirrende af Vrede). Den andre Veien -- ! (Ind til venstre). (Kort efter kommer Fru Gill og Sofie med Doffen). DOFFEN. Her er bedre. Her kan De vente. Her er jo Sofa og alting. Det er rigtignok en Hotelsofa; SIDE: 200 (prøver den) den er saa forstoppet, at den kaster Folk op igjen; men med Forsigtighed -- (rejser sig) værsgod, mine Damer! (de sætter sig). FRU JOHANNE. Tak. Gaar det ikke an, at De lukker den Døren, Herr Thomson? DOFFEN. Jo, det gjør det vist. (Lukker Døren i Baggrunden.) FRU JOHANNE. Tak skal De ha. SOFIE. Og saa faar du prøve at faa vide et eller andet; der er vel nogen, som kan si, hvordan det gaar. Og saa se efter, om du kan se ham. (Doffen gaar.) Jeg holder det ikke ud. Her maa være noget paafærde. Tænk, borte den hele Dag! Hvad Slags Humør var han i, Frue? FRU JOHANNE. Han var jo svært spændt. SOFIE. Stakkars Gut. Men hvorfor kom han saa ikke til mig? det er det, jeg ikke kan begribe. FRU JOHANNE. De kan skjønne, han har havt travlt. Han har fløiet fra Herodes til Pilatus; det betyder nok meget, dette, for ham. SIDE: 201 SOFIE. Det betyder meget for baade ham og mig. Bare der ikke er noget i Veien. FRU JOHANNE. Aa nei, vi skal ikke haabe det. SOFIE. De er vist ikke rigtig vel, Frue? FRU JOHENNE. Jeg? Jo da. Men jeg maa rent ud si, jeg er lidt spændt, jeg ogsaa. SOFIE. Ja. Nu kunde da ialfald Doffen komme igjen; synes ikke De ogsaa det, Frue? BLICHFELDT (kommer drivende; hilser). Godaften. SOFIE. Aa undskyld, Blichfeldt; véd De, hvordan det gaar? BLICHFELDT. Det er nok ikke afgjort, Frøken. Der stemmes nu. Jeg gaar og venter paa Udfaldet, jeg ogsaa. FRU JOHANNE. Har De hørt paa Debatten? BLICHFELDT. Nei. Jeg har bare gaaet her og slængt; frem og tilbage mellem her og Restaurationen. SIDE: 202 SOFIE. Er Henning der inde? BLICHFELDT. Det tror jeg ikke. Jeg saa et Skimt af ham nys; men saa blev han borte igjen. Paulsen havde faaet fat i ham. SOFIE. Stakkars Gut. Dette maa være en græsselig Dag for ham. (Aktieeiere kommer ud af Forsamlingssalen; passerer gjennem Værelset, og forsvinder ind ad Døren tilvenstre; dette gjentager sig). DOFFEN (kommer. Bukker for Blichfeldt). Det gaar jo bra, jo. SOFIE. Gaar det bra? Blir han valgt? DOFFEN. Jeg spurgte en Fyr, -- en rar Fyr, som gik og luffede med noget langt, lurvet Haar; han var vist Bonde -- BLICHFELDT. Havde han langt Haar, saa var det en af Profeterne. SOFIE. Naa? naa? DOFFEN. Han sa, at Henning blir valgt. SOFIE. Sikkert? SIDE: 203 DOFFEN. Temmelig sikkert. Jeg fik pumpet det ud af ham i lange Drag; det gik smaat; han troede mig vist ikke rigtig. BLICHFELDT. De har set ham lidt vel civiliseret ud. Nei, man maa ha Ragg, ser De -- SOFIE. Men hvor er han? Hvor blir der af ham? Her maa han da komme? DOFFEN. Han er inde i Mødet, kan du begribe. Du faar da bruge Vet; det tar sig ikke ud, saa'nt. (Der blir mere og mere uroligt. Folk overalt; Døren i Baggrunden er oppe igjen: det kan ikke nytte at holde den lukket. Naar de ind- kommende ser Damerne, forsvinder de ind i Sideværelset eller ud i Korridoren, ofte med Hilsener hen til Damernes Kant). SOFIE. Alle mulige Mennesker, bare ikke han. DOFFEN. Han er inde og venter paa Udfaldet; han vil vide Stemmetallet, kan du begribe. SOFIE. Jeg synes, han maatte kunne føle paa sig, at jeg er her. DOFFEN. Sludder. Har du hørt sligt? Du blir aldeles gal nu. Nei, nu faar jeg se at faa fat paa ham; dette Gnaalet er jo uudholdeligt. (Gaar). SIDE: 204 SOFIE. Det var snilt, Doffen. (Kruge kommer.) FRU JOHANNE (stiller sig i Veien for ham). Godaften, Herr Kruge. Tak for sidst! KRUGE (forbløffet; stanser). Hvad? Fru -- Gill? De her? saa sent? (forsøger at konversere) Ja, det er virkelig livligt her i Aften; en Masse Mennesker; næsten alt hvad Partiet eier af -- FRU JOHANNE. Seirer De i Kveld, Kruge? KRUGE. Ja; vi seirer. FRU JOHANNE. Hvilke "vi". KRUGE. Den gode gamle Bondepolitik seirer. FRU JOHANNE. Sig mig, Herr Kruge: hvor mange Millioner har De egentlig? KRUGE. Det blir vel ikke saa mange. Hvorledes det, De? FRU JOHANNE. Blir det nok til at kjøbe sig fri for Kritiken med, tror De? SIDE: 205 KRUGE. Kritiken? FRU JOHANNE. Kritiken ja, som Renegaterne skal være saa ræd? De blir vist nødt til at kjøbe mange Aviser, Herr Kruge! KRUGE (bukker). Godaften, Fru Gill. (Gaar). FRU JOHANNE. Aah, jeg skulde klore ud Øinene paa ham! SOFIE. Han vilde ikke heller si noget. Ingen vil si noget her i Kveld. Jeg skjønner mig ikke paa det. BLICHFELDT. Jeg skal se at finde Gill, jeg, Frøken; han véd, hvad vides kan. Jeg skal sende Gill op til Dem. (Gaar). SOFIE. Aa ja, gjør det, er De snil. Her er saa mange rare Mennesker i Kveld; Gud véd, hvad de har her at gjøre. Hvad? virke- lig? Herman! -- (Fra Korridoren kommer Henning og Paulsen; strax efter Omby.) HENNING (steiler). Hvad fornoget? er du her? nu saa sent? (fatter sig) Ja, nu er det afgjort, Sofie. SOFIE. Jeg kan gratulere da? SIDE: 206 HENNING. Ja. SOFIE. Ja? Du siger det saa underligt. Alle Mennesker er saa underlige her i Kveld. Er der noget i Veien? HENNING. Kjære dig, hvad skulde der være i Veien. SOFIE. Har vi altsaa seiret? HENNING. Ja, vi faar da si, vi har seiret. OMBY (frem). Vil du vide, hvem der har seiret, Sofie? Biskop Blume har seiret; Henning er blit hans Redaktør. (Gaar.) HENNING. Han er fuld, han. SOFIE. Hvad -- hvad var det egentlig han sa? PAULSEN. Nei, nei, mine Damer, -- det gaar ikke an at si, at Blume har seiret; hvad der har seiret er den sunde praktiske Politik! De kan trygt gratulere Herr Henning, mine Damer! Vistnok var ogsaa jeg i Førstningen imod ham; men efterat jeg nu har lært at kjende SIDE: 207 hans virkelige Opfatning af den forhaandenværende Situation -- (glemmer hvad han vilde sige). Kort sagt: jeg akcepterer ham. Gratulerer, Henning! Vel- kommen i Publicisternes Samfund. Det vil bli sandet, tro De mig! -- det vil bli sandet, at Anledningen var der, og at den blev rigtig benyttet. (Gaar -- Døren til venstre.) SOFIE. Er han en af vore? HENNING (nervøs; begynder at konversere). Paulsen? Ja, han er det; en meget dygtig Journalist, véd du; bare lidt egen i visse Maader; vil saaledes endelig være saa svært politisk. Men skulde vi ikke se at komme afsted? Det er sent; det var derfor, jeg ikke tænkte mig, at du vilde være med her; jeg troede forresten, det skulde bli endnu senere -- SOFIE (jamrende). At du kunde være borte i hele Dag, Herman. GILL (kommer; hilser. Til Johanne). Er det her, du holder til? Jeg troede ikke, du havde kommet nu forresten. Ja, der er vel ikke noget mer at gjøre her i Kveld; skal vi vandre? SOFIE (griber Henning i Armen; hviskende). De holder sig ifra os. De holder sig ifra dig. Han gratulerer ikke. Hvad er det? hvad er det? SIDE: 208 BYBERG (ind fra Korridoren sammen med Omby, der strax blir borte igjen. Høirøstet). Her har vi ham. Det var heldigt. (Gaar lige paa Henning uden at mærke, at Gill og Frue gjør Tegn til ham.) Er det sandt, det som fortælles her? De skal ha spillet dobbelt Spil, Far! -- gaaet over, men alligevel ladet mig gaa her og agitere for Dem i den gode Tro, at De var den samme som De har været. Hvad? Er det sandt? SOFIE (skriger). Solgt sig! han! (ryster i ham) Fort! Hører du ikke hvad han siger? Fort! Snart! Sig nei; fort! saa alle hører det! (Folk har samlet sig; Stilhed.) BYBERG. Der er en Mand her, som siger, at han har set Kontrakten med egne Øine -- (Gill hvisker ham et Ord i Øret). SOFIE (hviskende fortvilet). Skynd dig. HENNING (ser sig et Øieblik raadløs omkring; tager sig sammen. Fæster sine Øine paa Gill; stirrer ham hadefuldt ind i Ansigtet). Det er en fræk Misforstaaelse. Der tales om en Kontrakt; jeg kan si Dem, at endnu i dette Øieblik existerer der ingen Kontrakt! og hvad Deres Hjemmelsmand, Herr Omby, angaar -- ha-ha, hvad han kan ha set af foreløbige For- handlinger og Forslag, det har han nok af visse SIDE: 209 gode Grunde ikke forstaaet. Det glipper for ham undertiden, ser De; han er for glad i Selters og Kognak. Nei, det er kanske heller jeg, som har dreiet visse andre Folk en Næse! Man har spillet et eget Spil her! Der er forresten ingen, som har noget med at kræve mig til Regnskab; jeg skal vide at svare for mine Handlinger selv, og vide at greie mig selv i det hele taget. GILL. Farvel, Henning. (Han, Fru Johanne og Byberg gaar. Folk begynder at trække sig ud af Værelset.) PAULSEN (med høi Røst, som om han talte til Masser). Tag det med Ro, Folk; tag det med Ro! Misforstaaelser af den Slags vil enhver Politiker være udsat for. Der er ingen Grund til at miste Hovedet! (Folk stanser lidt ved Dørene; gaar videre igjen) Jeg er selv blit udskjældt offentlig for en Forræder; men det gjør ingen Ting. (Opdager, at der er tomt; nærmere) Du har min Beundring, Henning, for den ener- giske Maade, hvorpaa du tog det; det er ogsaa altid min Maner. Som Thiers sa: -- ta Tyren ved Hornene. Ja, her blev jo stille strax ogsaa. (Smiler huldsaligt) Ja, gratulerer, mine Venner, gratu- lerer! Vi mødes ved Sexaen. (Hilser med Haanden; stor Udgang.) SOFIE (ængstelig, ligesom frysende). Gills var saa besynderlige i Kveld. SIDE: 210 HENNING. De var skuffede. Jeg skal fortælle dig det siden; det er lidt vidtløftigt; -- de har i al Stil- hed spillet et ganske eget Spil. Sammen med denne halvvilde Rabulisten Byberg. I Grunden bryr de sig ikke om mig, ser du, fordi jeg er radikal; det har Gill mer end engang ladet mig mærke; og i Eftermiddag kom det formelig til Scener mellem Fru Gill og mig -- ; ja, jeg skal fortælle dig det siden. Jeg skal ogsaa for- tælle, hvorfor jeg har været borte i Dag; (forsøger at smile) jeg har meget at staa dig til Regnskab for, Sofie. Men foreløbig gaar vi ind og deltager i Sexaen, ikke sandt? (Tager hendes Arm. Hun gaar med, halvt modstræbende). (Slipper hende igjen. Mørk:) Er der . . . noget i Veien! Kanske -- ; kanske du ikke rigtig . . . tror mig? SOFIE klamrer sig fast til ham; i voldsom Graad). Jeg holder af dig. Jeg holder af dig.