Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 NORDISK KUNSTNERLIV I ROM FOR EN MENNESKEALDER SIDEN SIDE: 2 wie fühl ich in Rom mir so wohl, gedenk ich der Zeiten, Da mich ein graulicher Tag hinten im Norden umfing. Goethe. SIDE: 3 DEN FØRSTE DAG I ROM. Roma, du herlige, Jorderigs Dronningmø, Herskende lyser du høiest blandt Stæderne, Rødmende under Martyrernes Rosenblod, Hvid af de reneste Jomfruers Lilieskjær! Roma, dig hilse vi, Roma, dig takke vi! Roma, velsignet du staa gjennem Seklerne! [Gammel Kirkehymne.] Igjen er jeg da paa de gamle Steder, hvor jeg engang for en Menneskealder siden henle- vede min Ungdoms rigeste Aar, de Aar, der formede hele min Fremtid. Er det virkelig sandt? Naar jeg gaar nogle Skridt om næste Hjørne, kan jeg atter se Pantheons og Peterskirkens Kupler, og ti Minuters Gang fører mig atter til Forums og Palatinerbjergets Grus. O Roma nobilis! Hilset og takket og velsignet være du, ogsaa for denne underfulde Gjensynstime. "Her mellem Verdenshistoriens SIDE: 4 Ruiner bliver Alt, som derude blænder ved sin Storhed, mat og blegt eller smaat som et Marionetspil; thi her smuldrer en Verden af Purpur, og Luften er fuld af døde Keiseres og døde Pavers Navne." Aldrig har jeg følt Sandheden af disse Gregorovius's Ord, aldrig denne forunderlige Stads høie Alvor saa stærkt som nu, da ogsaa den Tid, jeg selv ser tilbage paa her, er en smuldrende Ruin, indspunden i Rankerne af denne Stads mægtige Fortidsliv, og fuldtegnet af døde Venners Navne trindt paa dens Mure. Længe har jeg bævet tilbage for at give mig ikast med Skildringen af min Ungdoms Romerliv -- især siden jeg alle- rede i disse Optegnelsers første Del har skaaret vældige Styk- ker ud (P. A. Munch og Henrik Ibsen); men nu, da jeg atter lever i de samme Omgivelser som dengang, nu, da saa mangt et Minde træder frem for mig igjen i fornyet Klarhed, nu vil jeg dog tilsidst forsøge, om det ikke skulde lade sig gjøre at skizzere et flygtigt Omrids af Stemninger og Tilstande i de romerske Skandinavers Studieliv paa hin Tid med dets Alvor og dets Skjæmt. Og vil du, kjære Læser, følge mig ind paa disse min Erindrings skjulte Skovstier, saa byder jeg dig af Hjertet velkommen i det stille Selskab, hvori vi nu begiver os ind, skjønt du vel ikke vil se de Farver, jeg ser, og den Glans, der henrykker mit Øie i dette underlige Liv, som nu er gaaet til Hvile for evig. Igrunden var det vist en kun altfor rigtig Bemærkning, Goldschmidt engang gjorde under vort Samliv i Rom. "Unge Forfattere", sagde han, "der sender Føljetoner hjem herfra, synes at tro, at alle Mennesker fremfor alt Andet interesserer sig for Rom og Livet i Rom, medens Sandheden er, at det kun er overmaade Faa, kun den lille Kreds, der enten har levet her eller drømmer om at skulle leve her, der gider læse Noget om Rom." Nu er jeg vel ingen "ung Forfatter", men skulde jeg alligevel i det Følgende gebærde mig som hine unge Forfattere, saa faar man huske paa, at mine Ord kun er henvendt til dem, hvem det interesserer at maale Afstanden SIDE: 5 mellem det moderne Liv i Rom i den "italienske" Nutid og det gamle, farverige, middelalderske Liv i det "pavelige" Rom, der existerede i min Ungdom. Kanske kunde disse Opteg- nelser give dem en Nøgle til Forstaaelsen af denne Forskjel og af et Liv, som nu ikke er mere. Der er visse Dage i Reiselivet, der ikke lader sig maale eller sammenligne med andre, -- Dage, ved hvilke man sætter tre røde Stjerner i sin Almanak; den Dag, jeg første Gang betraadte Akropolis' viede Grund, den Dag, jeg gjennem- vandrede Rigstemplet i Karnak, den Dag, jeg betraadte Jeru- salems og Bethlehems hellige Steder, og den Dag, jeg første Gang saa Roms Ruiner, er for mig saadanne enestaaende Dage. Men medens Karnak, Jerusalem, Akropolis -- om end kolossalere, helligere eller skjønnere end Roms Ruiner -- kun betegner enkelte -- omend storartede -- Momenter i Menneske- slægtens Historie, omfatter Rom i sit mere end totusindaarige verdslige og aandelige Verdensherredømme snart sagt hele Verdenshistorien -- synlig i den endeløse Mangfoldighed af Mindesmærker; og dette aandelige Herredømme bestod, omend falmet og vaklende, endnu i hele sin middelalderske Eiendom- melighed, da jeg første Gang betraadte den evige Stads Grund. Thi Rom er "den evige Stad". Alle andre Stæder kan man se; men Rom maa man leve sig ind i; og jeg forstaar saa godt det Træffende i Thorvaldsens Svar til En, der spurgte ham, hvor lang Tid man behøvede for at se Rom: "Det maa De spørge En om, der har været her længere end jeg; thi jeg har blot været her i 29 Aar." Og selv om man havde seet Alt, maatte man saa sammenarbeide alle disse uendelige De- taljer til et Hele; thi det er ikke nok med, at man her be- tragter Verdenshistorien bag Coulisserne, man maa ogsaa se det hele store Syn, som Fremsiden af disse Coulisser frem- byder -- og under disse uhyre Arbeider vilde der altid frem- SIDE: 6 stille sig nye Syner med nye dybere Opgaver; og først naar disse alle var løst, først da kunde man siges at kjende Rom. Men saa meget kan et Menneskeliv ikke omfatte. Ingen kjender Rom tilbunds og fra alle dets Sider -- men man kan leve sig ind i det, og det bør Enhver, som gaar did, efter Evne for- søge, det har ogsaa jeg efter Evne forsøgt at gjøre i de Aar af min Ungdom, jeg henlevede her. Fire Gange har jeg nu besøgt den evige Stad. Først boede jeg her mellem to og tre Aar i Sextiaarenes første Halvdel -- saa gjensaa jeg Rom i Pavevældets sidste Dage, under Conciliet i 1870, og endelig opholdt jeg mig her et halvt Aar under det nye Regime i 1881, og nu er jeg her igjen -- vel for sidste Gang. Men hvilken uhyre Forskjel mellem mit første og mit sidste Op- hold her! Det er, som laa der Aarhundreder mellem dem, skjønt det i Virkeligheden kun er 34 Aar. Det er ikke blot en ny Slægt, men det er en ny Tidsalder, som lever her; det er ikke blot en Generation, som skiller nu fra da, men det er det 18de Aarhundredes Efterdønninger og det 20des Forspil, som forener sig i min Erindring, naar jeg nu opteg- ner, hvad jeg engang levede her, og sammenligner det med, hvad jeg nu lever her. Hvilke Overraskelser møder mig ikke her, nu da jeg ser det igjen saa forandret -- og hvilke Skuffelser! Ja, det er en farlig Sag at besøge gamle Venner, som man ikke har seet paa mange Aar. Thi ikke blot vi selv, vore Idealer og vore Interesser er forandrede, men ogsaa Ven- nerne har forandret sig, og hvad der engang traadte os sym- pathisk imøde, risikerer vi let at gjense fremmed og forandret. Og det Værste er, at man ikke blot let bliver uretfærdig mod det Nye, men endog risikerer ogsaa at tabe det store og rige Billede, man bar som en Helligdom i sit Indre, det Billede, der gjennem Ungdommens Indtryk har fæstnet sig i vor Sjæl, og at maatte ombytte det med et ringere, langt mindre til- talende -- en Bemærkning, som Mange allerede har troet at maatte gjøre efter nogle faa Aars Fravær fra denne Stad -- SIDE: 7 hvad skal jeg da sige, hvem 34 Aar skiller fra min første Ankomst til Rom? Hvad der hos mig selv skiller mit første fra mit sidste Ophold her, kan jeg sammenfatte i et eneste indholdstungt Ord: det, som skiller da fra nu, er Livet. Dengang laa Livet foran mig, nu ligger det bagved mig. Dengang var Haabet min Ballast; nu er Erindringen det. Hvad jeg dengang kjæm- pede for at vinde, det har jeg nu -- menneskelig talt -- baade vundet, gjennemlevet og lagt bag mig, og ser nu, ved Livs- vandringens Ende, i Aftensolen tilbage paa hine Ungdoms- morgenens fjerne Strande med saa stærkt bevægede Følelser, at det kanske netop derfor ikke vil lykkes mig at skildre, hvad jeg bærer paa i disse Gjensynets Dage. Ingen, Ingen er til- bage her af alle de gamle Venner, der før altid hilste mig saa muntert, naar jeg kom hid. Dem, som da stod omkring mig her i Manddommens fulde Blomstring -- har Livet adspredt, og de fleste af dem sover nu stille under Marmorhellerne der- ude ved Cestiuspyramiden eller fjernt i Norden, og jeg selv gaar omkring her lig en Gjenganger paa sin egen Grav og ser Syner, Syner mellem de Døde, Syner, som ingen Anden ser eller aner: ser det Rom, som levede her for en Menneske- alder siden vandre lyslevende omkring mig. Men Herregud, Spøgelser skal jo ogsaa leve, om det end er en daarlig Forretning i vor praktiske Tid at være Spøgelse. Men Staden selv og dens Liv og dens Gjæster, hvor er ikke ogsaa de forandrede! Naar jeg sammenligner dette flyg- tige, af Jernbanerne baarne Turistliv og de spredte, flade, ufor- staaende Indtryk, jeg ser en stor Mængde af de gjennem Rom jagende Reisende nuomstunder medføre herfra efter en eller to Maaneders forcerede Ophold her, og sammenligner dem med det Præg af dyb, alvorlig Ærefrygt, man i min Ungdom, da ingen Jernbaner (undtagen en Stump fra Civitavecchia) førte hid, baade medbragte til og medtog fra denne Historiens Helligdom efter lange Aar af romerske Studier -- saa studser jeg ved Forskjellen. Naar jeg ser den Rolle, som Hoteller og SIDE: 8 Kaféer og Varietélokaler og Balletter og Operetter og Heste og Uniformer spiller i det moderne Roms Liv, og hvad Rom selv nu anstrenger sig for at byde sine Gjæster af Luxus og Letsind, medens det gamle, historiske Rom dog staar lige bagved og ser paa os med sine store, stille, alvorlige Øine, da gaar der en underlig Gysen igjennem mig. Med al Aner- kjendelse af det Gode, den nye Tid ogsaa har bragt, -- maa jeg undres over, hvor ganske anderledes stort Livet i Rom fortonede sig dengang, da det var den stille Stad, der kun havde sine evige, historiske Mindesmærker, sine Kirker og Museer og sine tarvelige Osterier at byde sine trofaste Venner paa, mod nu, da Rom sætter sin Storhed i at kappes med Paris og Berlin. Ja, det var dog noget Andet at være Dron- ningen i Historiens uendelige Rige end at være Hovedstad i et lidet, endeligt og dertil ikke altfor vel styret Kongerige. Gracchernes Moder har tabt sine Smykker. For at sige Alt i et Ord: Rom var dengang en Studiernes Stad -- nu er det en Turiststad -- dengang kom man hid for at bo her i Aare- vis; nu kommer man hid med en afskyelig Bog i Lommen, der heder "Rom seet i 14 Dage". Ja, velbekomme! Rom var dengang en Stad, der ikke var commensurabel med nogen anden, et Stykke levende Historie, fyldt af det endnu zitrende Gjenskin fra Renaissancens svundne Storhedstid, med hvilken man endnu ligesom levede sammen, fordi Kulturgrunden, den kirkelige Magt- og Pragtudfoldelse endnu fremdeles var den samme som da og farvede hele Livet her med Farverne fra Sodomas og Baldassare Peruzzis Fresker. Thi det er sikkert, at i enkelte Henseender laa Rom under Pius IX nærmere op til det Liv, som førtes paa Rafaels og Michelangelos Tid, end til det moderne Liv, som nu føres her. Hvor er det blevet af -- dette forunderlige, bevægede, af Historiens Lys farvede Skjær, som dengang laa over Rom? Forsvundet er det Alt. Forsvundne er ikke blot Vennerne, men alle de Skikkelser, som for mig gav Rom dets Karakter i hine Dage, og som vi snart skal gjøre Bekjendtskab med. SIDE: 9 Forsvundne er de Alle, ligefra Pius og Antonelli til Beppo paa den spanske Trappe, forsvundne er de landlige Pifferarier, som spillede Julen ind i gamle Dage, forsvunden er Karnevalets Konfetti og Maskeliv, forsvunden Moccoliaftenens Lys og Ly- stighed, forsvundne er de store, kirkelige Optog, som den- gang fyldte Gaderne med maleriske Munkeskikkelser, med Lys og vaiende Processionsfaner, forsvundne er Charlatanerne, der fra sine Vogne høitravende lovpriste sine Underkure, forsvundne Bambinos Kjøreture i Staden -- forsvundet er det pavelige Lotteri paa Palazzo Madamas Loggia med hele sin brogede Tummel -- forsvundet er Kunstnerlivet, som dengang levedes saa rigt og fuldt inden Roms Mure fra Vinhøstens Tid til Vaarens Cervarafester, forsvunden er den rige, underfulde Flora i Colosseums Buegange, forsvunden er Paaskefestens vidunder- lige Pragt, forsvunden er hele den skjønne, maleriske Tiber- strand helt ned til Ponte rotto, som Flodens Regulering al- deles har tilintetgjort, og den deilige Villa Ludovisi, der har maattet vige for en Bydel af fæle Leiekaserner, forsvundne er SIDE: 10 Osterierne med det simple, glade Folkeliv, der førtes, og for- svunden er -- ja -- skal jeg sige det? thi der ligger vel Hun- den egentlig begraven -- forsvunden er vor egen Ungdom, der fuld af Livslyst og Skjønhedstrang indsugede alle disse Ind- tryk og gav dem deres egentlige Værd og Betydning; thi om disse "svundne Tider" kunde reise sig af sin Grav, de vilde dog neppe smage os nu som dengang, da vi higende og svul- mende af Forventningernes Fylde drog hid rigere i Haabet end nogen tysk Keiser paa sit Romertog -- og kunde bringe dem hele vor unge, længtende Sjæl imøde. Der er jo dog endnu saameget tilbage, og dog er heller ikke det det samme for os, som det var. Og hvad er det saa egentlig, som er gaaet tabt, undtagen vor egen, unge, friske Modtagelighed? Lidt Farver og Glans, lidt Sang og lidt Klang, lidt gammel katholsk Overtro og lidt Smuds og lidt Malaria er forsvundne -- det er sandt -- men Resten, det Væsentlige, staar dog til- bage for den, som vil søge det frem. Det er kun Over- fladens ædle Patina, som er borte -- Kunstverket selv laa be- varet under Rusten og kommer nu kanske endnu klarere end før om end mindre omspundet af denne "aerugo nobilis" frem i Dagen. Og hvormeget er der ikke vundet! Her er dog trods Alt et Folk, der tappert kjæmper mod sit eget, af Aarhun- dreders Prestetyranni og Fremmedherskab betingede, kun altfor synlige moralske og politiske Forfald, her er dog, trods alt det vandalske Barbari, som er øvet mod de herligste Mindes- mærker, en Stad, der frem af sit eget Skjød drager hele Mu- seer af de sjeldneste Kunstskatte og værner om sine Oldtids- levninger med priselig Omhu -- nei, vi vilde dog ikke have de svundne Tiders "roba papale" tilbage, hvormegen Pragt og Poesi der end omgav det, og hvormegen Raaddenhed og Van- dalisme der end fremdeles hefter ved det nye Rige. Thi selv for os Gamle, der med Vemod søger og savner det Forsvundne, vi engang elskede og hængte ved, ogsaa for os stiger dog efterhaanden under Overfladen det Gamle alt mere og mere SIDE: 11 op i Dagen, frem af de nye Omgivelser: det er ikke saa for- svundet, som det synes, og Rom vil jo for den, der søger dy- bere end til dets moderne Banaliteter, altid eie nok. Op med Ungdomssindet! Endnu lyser Solen over Forum og Palatin, endnu eier Rom sit Colosseum og sin Peterskirke, sine Stanzer og sit Sixtinske Kapel, sit Pantheon og sine Keiserfora, sine Basilicaer og sine Katakomber og uendelig meget andet: mere end nok til at fylde et Liv for den, der vil leve sig ind deri. -- Rom er og bliver dog altid "den evige Stad"; det gjælder kun at bringe den det evige Ungdomssind imøde, -- thi kun for et saadant Sind oplader Rom sine Skattes dybeste Hemme- lighed. Og kanske beror de Klager, man saa ofte hører over, at Rom ikke mere er, hvad det var, naar Alt kommer til Alt, mindre paa, at det Gamle er forsvundet, end derpaa, at vor Tids Mennesker ikke har det samme naive, ungdommelige Sind til at modtage dets Gaver med, som vor Ungdom havde. Men vi, der engang virkelig med Ungdomssind har oplevet den gamle Tid sammen dernede, vi har ligesom et Slags ind- byrdes taust Frimureri, et fælles Domæne, en stille Skov af Minder, hvori vi kan trække os tilbage i tunge og bitre som i stille og lykkelige Timer for at se denne vor Ungdom endnu engang reise sig af Gruset, saasandt den endnu lever i vort Indre, tømme et Bæger og sværme og drømme i det Hen- farnes Skygger. Det er ikke saa rent glædeløst at være Spø- gelse endda! Sværme i det Henfarnes Skygger! Ja, det er dette, jeg nu vil gjøre, efterat jeg i disse Drømmerier har faaet Luft for al den Sentimentalitet, som Gjensynet af min Ungdoms Kampplads efter saa mange Aar nødvendig maatte vække, og som man vist vil baade forstaa og tilgive mig. Den maatte have Luft; men nu er det over. Nu vil jeg leve mit Romerliv om igjen! Kom og følg med! SIDE: 12 Hvor tydeligt jeg erindrer min første Dag efter Ankomst- dagen. Jeg vaagnede den første Morgen i Rom, som man i Pavetiden ufeilbarlig vaagnede enhver følgende Morgen, væk- ket af de tre hellige Klokkeslag fra den nærmeste Kirke -- thi der er altid en Kirke i Nærheden -- ; de efterfølges af endnu tre -- og saa atter tre, og naar det hellige Nital er naaet, ringer det fort i lystigere Tempo og erindrer Dig om, at Du er i Rom -- den første Morgen i Rom. Det lykkedes mig ikke at sove længer; thi nede fra Gaden trængte en eiendommelig Musik op til mig. Det var Skal- meiens og Sækkepibens mig dengang endnu ubekjendte Toner, en naiv, halvt vemodsfuld og halvt glad Melodi, som et Barns, der nynner efter sin Moders Sange -- det var Pifferarierne, disse landlige, nu forsvundne og forglemte Julegjæster, Hyr- derne fra Abruzzerne og Sabinerbjergene, der foran hver Jule- fest i Adventtiden drog ind i Rom fra sine fjerne Bjerge i sine raggede Gjedeskindskufter og farverige Dragter, for spillende foran alle Madonnabilleder paa Hjørnerne og i Husene at for- kynde Romerne Julens Komme, ligesom det var Hyrderne fra Bethlehems Marker, der først forkyndte den Velsignedes Fød- sel for Davids Stad. Denne sælsomme Melodi, som det ikke har været mulig at optegne korrekt, kan jeg endnu høre for mine Øren; og hvergang, naar i de følgende Aar Julen nær- mede sig, var dette det første Julebudskab: "Nu er Pifferarierne komne!" Og da kom der noget Mildt, Blødt over Hjertet, noget, der gjorde En til Barn igjen med de barnlige Hyrder fra Abruzzerne, der spillede til den Nyfødtes Pris. -- Ak, nu kommer Pifferarierne aldrig mere! Madonna- billederne er af den italienske Regjering borttagne fra de fleste Gadehjørner, og den simple, smukke, naiv-fromme Skik er -- forbudt! -- ogsaa et af Tidens Fremskridt i den evige Stad. Med Pifferarierne drog den sidste Rest af Julestemning bort fra det fra al "Overtro" kemisk rensede Rom. Og spørger du En eller Anden efter i piffierari, saa ved han ikke mere, hvad du mener. SIDE: 13 Dermed Klæderne paa og ud for at se "den evige Stad"! Hvilket Solskin midt i Vinterens Morgenkulde! Tramontanaen vifter friskt -- det hele er som en kjølig Høstmorgen hjemme, og dog er det Juletid -- og paa Monte Pincio blomstrer Ro- serne, medens Violerne fylder Luften med Duft fra Blomster- pigernes Kurve! Utaalmodig jager jeg fra det ene Mindes- mærke til det andet: Fra Tritonen paa Piazza Barberini til Fontana Trevi, fra Marc-Aurelsøilen til Pantheon, som dengang endnu skjæmmedes af Berninis Æseløren -- , fra Hestetæm- merne paa Monte Cavallo til Trajansøilen -- hvor mit Øie vendte sig, mødte det Gjenstande, som jeg hilsede med et Slags glad Gjenkjendelsens Overraskelse, jeg kom jo -- om jeg selv tør sige det -- ret vel forberedt til Rom, og idet jeg saa disse Haller og disse Statuer førstegang, kjendte jeg dem ligesom igjen, og dog var Alt saa vidt forskjelligt fra min drømte Forestilling. Og Billedet vexler: gjennem de trange Gader, ad den brede Trappe stiger vi op paa Capitolium -- "og takker Gu- derne". Thi for vor Fod ligger nu hele det gamle Rom: lige under os hviler Forum Romanums Tempelpragt i dens sunkne Rester med Triumfbuer og ensomme Søiler i Morgensolens Glans, men det var dengang ikke hele den indhegnede, i Dybet liggende Udgravningsmark, vi nu ser, der var synlig over Gru- set, det Meste dækkedes endnu af Jorden: en lang Allé strakte sig henover den Jord, hvor nu Basilica Julia, Vestatemplet og Vestalindernes Hus, Anaglyferne og Cæsars Tempel er traadt frem i Dagen -- og talrige Bøffelforspand havde her sin Holde- plads under Træerne; det var ikke for Intet, at Forum Ro- manum hed Campo vaccino. Hin uhyre Ruin tilvenstre er vel Constantins Basilica, og den endnu vældigere der lige foran os er Colosseum -- det kjender vi -- men hvad er det for vældige Masser, som reiser sig der tilhøire mellem Pinier og Cypresser? Nu maa Plan- kartet frem! "Keiserborgene paa Palatin", omslynget af Ran- ker og Roser; -- ja, her er Historiens Centrum: her er det SIDE: 14 vældige Verdensminde, mod hvilket vor egen lille Livsskjæbne blegner og bliver til Intet. Og Blikket svæver fremad helt ud til Lundene, der omgiver Monte Coelios graa Mure, og fjernt ude staar de mørke indigoblaa Sabinerbjerge med deres kraf- tige Konturer i Solen, medens de finttegnede Albanerbjerge med Monte Cavos Spidse dirrer i Straalebadet derude mod Syd og lokker os mod det næste Aars Sommerglæde og Vin- høst. Hvor jubler min Sjæl ved Synet af alt dette -- dobbelt fordi vi er To, som kan betragte det sammen. Vi indtager vor Middag i et lidet Osteri nede ved Forum, for bagefter at tage en Tur til Caracallas Thermer og Cirkus Maximus -- denne deilige Dal mellem Keiserborgen og Aven- tinerbjerget, der nu er blevet en stinkende Bydel ved Hjælp af Gasverk og Pudretfabriker! Antikens Ruiner er jo det før- ste, man opsøger i Rom -- siden kommer Kirkerne. Og Billedet vexler. Det er blevet Eftermiddag: Det er Tid at gaa op paa Monte Pincio for at se paa den fine Ver- dens Liv deroppe. Monte Pincio er ubetinget en af Verdens skjønneste Pro- menader. Til Musikens Toner bevægede sig her over Gruset af Lucullus' og Messalinas Villaer i Pavetiden en pragtfuld Corso af elegante Vogne, fulde af romersk Adel og Geistlighed under Piniernes og Palmernes, Laurbærtræernes og Cypressernes Kro- ner, mellem Hundreder af Marmorbuster af berømte Italienere ligefra Cæsar og Dante til Alfieri og Bellini og med en Udsigt over den evige Stad, der ikke har sin Lige -- Peterskuplen i Baggrunden mellem Monte Mario og Janiculums Høider. Men hvad er det for en løierlig Vogn med tre Tjenere bagpaa, af hvilke de To holder sig fast ved Kvasterne bag paa Vognen, medens den Tredie, der staar bag de Andre, holder disse om Livet? Det er en Kardinals Vogn. Indeni sidder Hans Emi- nence, rød som en Hummer. Lignelsen kan vel ikke kaldes uærbødig, siden Jules Janin har kaldt den paa Havbunden vandrende Hummer SIDE: 15 "Havets Kardinal", hvorved den geniale Feuilletonist rigtignok røber, at han kun kjender les homards i kogt Tilstand fra de parisiske Middagstafler, medens han aldrig har seet en levende Hummer. Og ind i denne Vrimmel af Vogne tripper saa tilfods Skarer af unge, presteligt klædte Mænd i røde eller sorte Drag- ter -- det er de unge Propagandister -- vordende Missionærer in partibus infidelium -- der er ude og spadserer med sine Lærere. Med ét stanser Musiken midt i et Stykke og begynder at spille Pius IX.s Marsch, Vicovaromarschen, der var kom- poneret i Anledning af en undergjørende Madonnas Mirakler i Vicovaro, og adopteret som Pavemarsch -- en Skare Ryt- tere i hvide Kapper og gyldne Hjelme sprænger frem paa Pro- menaden -- det er Nobelgarden: nu kommer Paven! Og der SIDE: 16 er han. Hele Mængden af de Troende styrter paa Knæ, me- dens vi Andre stanser og tager Hatten af. Nu skal man faa se Paven. At have baaret sig dumt ad heder jo i vort Sprog "at have været i Rom og ikke seet Paven." Og det var, hvad der nu skulde passere mig: yderlig spændt paa at se den katholske Kristenheds Fyrste, er jeg ikke hurtig nok til at tage Hatten af, og med ét føler jeg et Slag paa mit Hoved og hører et: "A basso il capello!" og befinder mig i et ægyptisk Mørke inde i min Hats mystiske Indre. Og inden jeg kan befri mine Øine fra den Alt skju- lende Hat, er det hele Tog faret forbi. En ivrig Paveligsindet har lært mig, en anden Gang at tage Hatten af itide. Imidlertid havde det ingen videre Følger; thi Paven, der er stegen ud af sin Vogn, gaar nu, velsignende til begge Sider langsomt frem gjennem Mængden. Ved en Bænk under Alfieris Buste stanser han og hilser paa et Par, der har sin Vogn staaende i Nærheden, en yngre Mand med en deilig Dame ved sin Side; jeg saa dem siden mangen Gang, naar jeg besøgte Monte Pincio, paa den samme Plads: det er un roi en exil, den fordrevne Kong Franz af Neapel, Bomba den yngre, og hans Gemalinde, Maria, Gaëtas ligesaa heltemodige som skjønne Forsvarerinde, der nyder Pavens Gjæstfrihed i Rom, en Gjæstfrihed, der havde sine ubehagelige Sider, og som vi skal komme tilbage til, naar vi skal omtale det, der dengang betegnedes som la roba del re. Efter at have vexlet nogle Ord med dem, træder Pius, ledsaget af sit Følge, hen til den brede Rampe, hvorfra han kan se over det halve Rom og Prati di Castello til Peters- kirken og Vatikanet, over hvilke Solen netop gaar ned. Hvad tænker han paa, medens han staar derude i Aftenglansen og ser ud over det uhyre Hav af Huse og Paladser i Staden der- nede? I sin hvide, næsten fodside Dragt med den bredt ud- faldende hvide Hat med Snorene, den nedfaldende Modest og det mægtige Guldkors paa Brystet, ser den velbyggede gamle Mand imponerende nok ud ved sin Værdighed og den Alder- SIDE: 17 dommens Skjønhed, der i saa høi Grad udmærkede ham. Dette Blik med den lette Antydning af Vindøiethed, der lod Ro- merne tillægge ham "Malocchio", er saa mildt, Panden og Spillet om den bevægelige Mund saa intelli- gent, at man uvilkaarlig tænker sig -- hvad vel ogsaa virkelig var Tilfældet, -- at Pio IX fra 1847, de liberale Reformers Pio IX, var den virkelige Pius, medens den nu- værende, den reaktionære Monark, med de høikirkelige Tendenser, kun er bleven til hvad han er un- der Jesuiternes Jernhaand, bastet og bunden ved de hundrede Læn- ker, der tvinger Kirkens Fyrster til at blive Fremskridtets Fiender, og mere end En har vel ved ham kommet til at tænke paa Uhlands Ord: "Noch war kein Fürst so hoch gefürstet, So gross kein königlicher Mann, Dass, wenn sein Volk nach Freiheit dürstet, Er es mit Freiheit tränken kann." [fotnotemerke] Pius var "Fangen i Vatikanet" længe før Italienerne drog ind i Rom -- var det ligefra sin Tilbagekomst fra Gaëta i 1850, men dengang var Jesuiterne, ikke Italienerne, hans Fangevogtere. Og jeg ser paa den gamle, frisindede, lænkebundne Kirke- fyrste derhenne, som paa en af de mest tragiske Skikkelser i den moderne Historie. Thi kan der i Grunden tænkes noget mere tragisk, end at han, der begyndte sin Regjering med at nedrive Ghettos Mure og give sit Folk en fri Forfatning, endte med at tvinge Dogmet om sin egen Ufeilbarhed igjennem mod og trods de Ædlestes og Bedstes advarende Røster under det skjæbnesvangre Concilium i 1870? Skjæbnesvangert -- ja thi Fotnote: Citeret efter Hukommelsen. SIDE: 18 sjelden har Nemesis staaet saa nær bagved Brøden, som da Pius, i det samme Øieblik, han havde sat Ufeilbarhedens Tiara over Pavekronen, kun 4 Maaneder efter, maatte se hele sin jordiske Magt ramle sammen og tilintetgjøres! Er det de dunkle Anelser om denne Fremtid, eller er det Tilbageblikket paa den Tid, da Aarhundredets bedste Mænd satte sit Haab til hans Frisind, der formørker det milde Udtryk i hans Øine, medens han staar derhenne og stirrer ud over sin Stad henimod det mørke Vatican? Thi dybe Skygger begyndte allerede nu at lægge sig over hans Liv. Stykke for Stykke blev jo revet bort af hans lille Rige -- og i Rom ventede man spændt paa den Dag, da Napoleon III skulde drage sine Rødbuxer bort fra Rom. Allerede var det fast Regel, at i de romerske Adelsfamilier den ældste Søn var paveligsindet, men den næstældste italiensk- sindet; naturligvis ikke af Overbevisning, men fordi det var det sikreste, at have en Fod i hver Leir -- naar Slaget en- gang faldt. Romersk Adel, ja. Hvad var det ikke for et raaddent Træ at støtte sig til! En Theatercoulisse, pragtfuldt malet foran, graa og forreven paa Bagsiden. Lad os bide Mærke i den fine, fede Romerinde, der histhenne kjører alene i en Leie- vogn med en asthmatisk Mops i Skjødet -- begge saa fede, som alene Romerinderne og deres Mopse kan blive det, naar de har naaet en vis Alder. Hun er klædt i Silke, og alle hen- des Fingre lyner af Ringe og Ædelstene, og hun ser ud, som vidste hun sig at være en Datter af Livia eller Faustina. To Timer efter ringer du paa hos en af dine Venner i Via Purificazione eller de' Capuzzini -- og efter et vrantent "Chi é"? aabnes Døren af Vertinden, et sjusket, halvpaaklædt Kvindemenneske, med Spor efter Polentagryden, som koger inde i det tre Meter lange Kjøkken, hvor hun har sin Seng og sin Chiffoniere -- medens hun leier alle sine Værelser ud til i forestieri, -- men det er det samme fede Ansigt, som du mødte paa Monte Pincio for to Timer siden kjørende, elegant SIDE: 19 som en Prinsesse -- og kunde du tage feil, saa bevidner den gnældrende Mops, der nu kommer farende imod dig, Identiteten. Det hændte en Dag en fin adelig Dame, at hun under Messen i en af Roms Kirker betoges af den stærke Varme og besvimede. For at skaffe den fede Dame Luft, hægtede man op hendes pragtfulde Silkekjole; under den var -- Ingenting. Det siger sig dog selv, at denne Skildring ikke gjælder den høiere Adel -- ikke Colonnaer, Borgheser, Massimier o. a. Men den gamle Pius var dog personlig afholdt, skjønt han ansaaes for at have det onde Øie, og skjønt Romerne der- for væbnede sig mod dette ved, naar han uddelte Velsignelsen, at holde en udstrakt Finger mod ham -- i Lommen. Pius var dog personlig afholdt og fortjente vistnok at være det. Der fortaltes ialfald mangt et Træk, der vidnede om den store Kirke- fyrstes menneskelige Hjerte. Et af dem vil jeg her bevare, da det passerede -- snart sagt -- under mine Øine. Det var ved en af de mindre Kirkefester; Paven havde besøgt Peterskirken, der var opfyldt af Mennesker, og gik nu nedad den uhyre Kirkes Gulv for at begive sig tilbage til Vatikanet. Mængden faldt paa Knæ, og Kjætterne bøiede ialfald ærbødig sit Hoved for Landets Monark. Kun en lang, lysklædt Englænder bliver staaende, og ragende op over Mængden undser han sig ikke ved, medens Paven udtaler Velsignelsen over Folket at tage sin Theaterkikkert op og glo den Gamle lige i Ansigtet. Paven fortsatte sin Gang og kom lige forbi ham. Da standsede han og sagde mildt og stille: "Unge Mand, tror du, at en gam- mel Mands Velsignelse skulde gjort dig ondt?" Trods sin Længde forsvandt Englænderen som sunken i Jorden. Hans Mama med de falske Krøller drog af med ham. Halb zog sie ihn, halb sank er hin Und ward nicht mehr gesehn. Solen er gaaet ned. Vi vandrer hjem fra Monte Pincio. Naar vi kommer hen til den spanske Trappe, gjør vi endnu en Visit ind i Nonneklosterkirken Trinita de monti -- "den SIDE: 20 hellige Treenigheds Kirke paa Bjerget". Det er ikke for at se Daniele da Volterras "Korsnedtagelse" -- dertil er det nu for mørkt. Men inde i den af det rige Lyshav oppe ved Alteret halvt oplyste Kirke lyder i den stille Aften de skjulte Nonners Sang: Noget af det Deiligste, man kan høre i Rom. Det er franske Nonner, der bebor dette Kloster, og for deres Aften- sang fra Orgellægteren, hvor de er skjulte for Verden, har baade franske og tyske Tonekunstnere (deriblandt f. Ex. Men- delssohn) komponeret en Række yndige Aftensange, snart for Kor, snart for Solo med Kor -- og de fine, violinagtige Stem- mer strømmer ud over dig som en Hilsen fra et skjult Paradis, en bedre Verden end den, hvori vi færdes -- en Englesang for den Høiestes Trone, der allerede er begyndt hernede. -- Efterat du er traadt ud paa den i Aftenlyset dæmrende Trappe med sin vidunderlige Udsigt over Rom, ja længe efterat du har forladt Rom selv, gjenlyder dit Indre endnu af disse Toner, de unge skjulte Nonners Sang paa Bjerget. Du kommer fra Kirken ud paa Pladsen over den spanske Trappe, hvor en Vrimmel af Mennesker søger Kjøling i Afte- nens friske Luft. Se nu gaar ogsaa "Hanefatter" hjem fra Pincio, der lukkes noget efter Solnedgang. Han er udstafferet med Kalvekryds og krusede Manchetter for Hænderne, med gyldne Naale og glimrende Stene, Pincios originaleste Figur, skridende frem med lange, afmaalte Hanetrin, hvorfor vi Skan- dinaver gjerne kaldte ham "Hanefatter" -- skjønt dette ikke var hans Kristennavn. Men i den senere Tid bærer Hanefatter ikke mere sine Juveler. Der hændte nemlig for nogen Tid siden Hanefatter en trist Historie. Han bar en glimrende Ædel- sten -- en funklende Rubin -- i sit Kalvekryds, og dreiede og vendte sig alt hvad han kunde, for at lade den spille i hele sin Pragt. Men det var en farlig Fornøielse i Pavens Rom; thi en vakker Dag fik man høre, at Hanefatter en Aften, da han skulde gaa hjem, var bleven overfaldt i Ripettaen af nogle Karle, der traadte frem af en mørk Sidegade og førte ham ind i dennes Dunkelhed, hvorefter de To holdt ham for Munden SIDE: 22 og i Armene, medens den Tredie ganske rolig tog hans koste- lige Rubin. Hanefatter jamrede sig græsselig over Tabet af den umaadelig kostbare Sten, der var værd en Formue. Dette var dog ikke den egentlige "Ulykke"; den kom bagefter. Thi et Par Aftener senere blev han atter angrebet netop paa samme Sted, netop af de samme tre Personer, og ført ind netop i den samme lille Sidegade, hvor de To opførte en ordentlig Stokkedans paa den arme Hanefatters Ryg, medens den Tredie satte Rubinen ind igjen paa dens rette Sted med Tilføiende af, at hvis han en anden Gang vovede at narre skikkelige Folk med falske Ædelstene, skulde han faa en endnu alvorligere Konfect at føle. Siden bar Hanefatter ikke sine Juveler. Og Billedet vexler. Nu forsvinder den stimlende Mængde henad Via Sistina eller nedad den spanske Trappe gjennem Via Condotti mod Corso. Vi følger Mængden. Foran Kirken San Carlo mødes Øies af et sælsomt Op- tog. Et vandrende Stillads omringet af en Mængde Mennesker er stanset midt paa Pladsen, og deroppe paa et Slags lidet Theater, der er udstyret med en Stol, et Bord og en Reol med smaa Krukker, priser en Charlatan af en Tanddoktor for den lyttende Mængde sine Varers utrolige Egenskaber. Ved hans Side staar hans Famulus, og disse To begynder nu en Dialog, der er kostelig at høre. Endelig tager Famulusen Plads paa Stolen, Doktoren træder med sin Tang hen til ham, et Orkester, bestaaende af en Trompet og en Tromme, spiller en lystig Melodi -- han gaber op og -- en to tre, vips holder Doktoren en udtrukken Tand, en stor Jæxel i Haanden, medens Musiken blæser en Fanfare og Patienten med straalende An- sigt viser, hvilken Nydelse det har været at faa en Tand ud- trukket af den berømte Kunstner. Dette narrer endelig en uskyldig Bonde nede i Hoben, der netop lider af Tandpine, op paa Skafottet; han sætter sig i Stolen, Musiken spiller atter op, men formaar dog ikke at overdøve det ulykkelige Offers Skrig, indtil endelig efter flere mislykkede Ryk Tanddoktoren triumferende viser Folket en frisk Tand og et lidet Stykke af et SIDE: 23 Kjæveben, medens Musiken blæser Fanfarer, og Bonden blødende og jamrende trækker sin Tegnebog op og betaler for Torturen. Der kommer en pragtfuld Guldkaret, trukken af fire Heste. Det er "Bambino" -- Christusbarnet -- der er ude og kjører til en Syg, som skal helbredes ved dets Nærværelse. Det er Kirken Ara Celi paa Capitolium, der er Eier af dette under- gjørende Billede af det guddommelige Barn. Billedet af de Ephesers Diana er ikke mere naturvidrigt end dette pluskjævede, skrækkelige Reverbarn, oversaaet med Guld og med en af Ædelstene funklende Krone paa Hovedet. Engang var det høihellige Barn blevet stjaalet; men om Natten hørte man det banke paa Kirkens Port, og alle Klokkerne begyndte at ringe. Da man aabnede, stod Bambino udenfor; den havde selv fundet tilbage til sin Krybbe. I 1848 under Revolutionen reddede man den pragtfulde pavelige "Guldvogn" ved at erklære den for "Bambino's" Eiendom, og siden brugte Bambino denne Vogn paa sine Byture. Thi Bambino var engang den mest søgte af alle Roms Læger. Den tilkaldtes ved alle betænkelige Tilfælde, vistnok mod høi Betaling, og kom da altid kjørende i sin Vogn i glimrende Optog, der bevægede sig høitideligt gjennem Gaderne. Men den maa have tabt noget af sin Underkraft; thi det hændte oftere, at en eller flere Ædelstene forsvandt under disse Ture, uden at Bambino var istand til at bringe dem tilbage, og saa indstilledes Byturene, og de Syge maa nu hjælpe sig med -- en Kopi. Var Hedenskabets Billeddyrkelse værre end denne fordummende aandelige Pest? Og Billedet vexler. Vi gaar videre nedad den tætbefol- kede Gade, medens alle Kirkeklokker begynder at ringe. Ave Maria! Milde, alvorlige Klokkeslag, dirrende gjennem Aftenens dæmrende Luft. De Spadserende, der fylder Corso, tager Hatten af, saalænge Aveklokken ringer og lader den svale Aftenvind kjøle sin Pande, medens Lygtetænderne farer nedad Gaden og tænder Lygterne i Skumringen. Nu har den simple Romer, der af Frygt for Feberen har holdt sig inde i SIDE: 24 Solnedgangen, sin gladeste Time. Ud paa Gaden flyttes i Smaagaderne Stole og Borde og den romerske Lampe. Hvad gjør det, at Gaden er smudsig og mørk, og at der hænger Vask langs alle Vægge -- ofte tværs over Gaden, og at den brede Rendesten, der løber midt i Gaden, fyldes med Feie- skarn og Madlevninger, der mod Aften kastes ud fra alle Vin- duer. Vistnok staar der med store Bogstaver paa en Væg: "Immondezzaio" (Sted til Henlæggelse af Feieskarn), men i Virkeligheden er hele Gaden en eneste stor Immondezzaio. Det generer ikke Romeren. Ofte har jeg seet en og anden Campagnole bøie sig ned og tage op et Kaalblad eller en Kaalstok, der var kastet i Rendestenen, og fortære den med stor Appetit -- det er jo hans Sag, at det smager ham. Her er Enhver sin egen Herre. Medens Fatter, der har sat sit Arbeidsbord ud i fri Luft, ved Lampen gjør de sidste Sting paa den Sko, han flikker, barberer hans Nabo sin Kunde ude paa Gaden, medens han slaar en Sladder af med Nabokonen oppe i Vinduet -- og samtidig vasker og kjæmmer Mutter sine Unger i Gadedøren. Da snadrer de skarpe Stemmer, naar alle Gadens Madamer mødes i Rendestenen med de skrigende Reverbørn ikke paa, men under Armen -- ubekymrede om de Hyl, disse ulykke- lige Væsener udstøder, naar de røde og blaa i Ansigtet holder paa at kvæles i den ubekvemme Omfavnelse, medens den Næst- mindste, holdt i en Baandsæle, spræller i halvt svævende Stil- ling snart foran, snart ved Siden af Moderen. Men fra Fede- varehandlerens Butik, hvor Skinker og Pølser hænger i de smagfuldeste Festons, og Lampen brænder foran Madonnas Billede, henter den gamle Notar, der kommer fra sit Kontor, sin Aftensmad i et Papir og lugter til de fede Dampe fra Friluftskjøkkenet derhenne paa Hjørnet, hvor Fritturaen dufter af Strutto og Olie -- Lugten har han jo gratis, men Smagen koster Penge, og dem har han ikke. Men i det Fjerne høres en Mandolin, og en Skare Unggutter drager syngende gjennem Gaden. Det er Aftenens Liv, som begynder. Ave Maria! SIDE: 25 Og Billedet vexler. Pludselig hører man fra en Sidegade Sang og Mumlen af Bønner, og et Lysskjær viser sig i Gadens Aabning. Og frem af denne træder to formummede Skikkelser i røde Dragter, Øinene funkler ud gjennem et Par Huller i den store Hætte, der helt bedækker deres Hoved og Over- SIDE: 26 krop, og i Hænderne bærer de Dødningehoveder. Efter dem følger en Række lignende hvidklædte Hættebrødre, -- de store, tomme Øienhuler minder ogsaa de om Dødningehoveder -- de bærer paa sine Skuldre en Baare, og paa den ligger, ube- dækket og blomstersmykket Liget af en ung Pige, blegt som den Død, der har ranet hende midt i Ungdommens Vaar, be- lyst af de tændte Voxlys, som bæres af en lang Procession af brunklædte Munke, der mumler Bønner og Salmer, medens Gadedrengene løber om med Kræmmerhuse for i dem at op- fange det Vox, som drypper fra de indviede Lys, og som er godt til mange underlige Ting. Man stanser og tager Hatten af, Toget drager forbi og forsvinder i den nærmeste Kirke, mumlende, syngende, mum- lende, syngende, til Alt bliver tyst. Ave Maria! Saaledes mødes Livet og Døden i farverige Billeder i den stille romerske Aften. Saaledes saa Roms Gadeliv ud i Pius's Tid -- saa ser man det aldrig mere. Og jeg fortsætter Vandringen mod mit Hjem -- træt af at se, træt af Indtryk og de brogede Billeders Mængde. Ave Maria! Ton da, I milde Klokkeslag, ton hen over vore Hoveder, medens Stjernerne tændes over den evige Stad. Ja, her er det stille og kjøligt paa det brede Leie -- stille og fredeligt. En træt Vandrer lægger sig iaften til Hvile i dit Skjød, evige Roma, for at sove ud efter al Reisens Uro og Spænding, og han føler sig for første Gang paa lang Tid hjemme -- hjemme -- hjemme! SIDE: 27 HVORLE- DES SKANDI- NAVERNE SPISTE OG DRAK I ROM. I almindelighed siger man jo, at det skal være af særlig In- teresse at vide, hvorledes en be- rømt Mand spiser og drikker, "wie er niesst, und wie er spuckt", og da der jo paa hin Tid fandtes adskillige dels allerede dengang, dels senere "berømte Mænd" i Rom fra P. A. Munch til Henrik Ibsen, fra gamle Bissen til Carl Bloch, fra Maximilian Myhr- berg til Carl Snoilsky, og mangfoldige dii minorum gentium, SIDE: 28 vil jeg ikke unddrage den yngre Slægt den vigtige Beretning om, hvorledes disse store Mænd og vi andre smaa Mænd og Kvinder paa hin Tid spiste og drak. "Et hic sunt dii", -- ogsaa her ligger et lidet Stykke Kulturhistorie begravet, som vi nu vil grave ud ligesom andre romerske Fortidslevninger til Efterslægtens Belærelse. Fundet af en antik romersk Kniv og Gaffel vilde jo være af utrolig Værdi, -- hvorfor skulde da ikke Udgravningen af en hel spisende Skandinav fra den pave- lige Middelalders romerske Jord ogsaa have sit Værd? Skandinavernes kulinariske Liv i Rom begrænsedes den- gang i Almindelighed af "Fremmedkvarteret" -- specielt Strø- get fra Piazza Barberini til Piazza di Spagna. Det er altsaa her, vi maa anstille vore lærde Undersøgelser, vore "Udgrav- ninger"; thi selve Lokaliteterne er nu for det meste mere for- svundne end Resterne af Stabiæ og Falerii, ikke at tale om Pompeji og Herculanum. Der ligger -- eller rigtigere laa dengang -- paa Monte Pincio's Heldning fra Capo le case ned mod Piazza Barberini, en Gade, der kaldtes: "den lykkelige Gade" -- Via Felice. Den var vistnok i Virkeligheden opkaldt efter en eller anden Pave Felix, men dens Navn hentydede dog ved sin indeboende Symbolik til, at vi, som boede deroppe i Gaden paa Bjerget, var "lykkelige" Mennesker, som Beboere af den evige Stad. Nu er ogsaa dette Navn forsvundet; Nutiden har været bar- barisk nok til at slaa Gaden i Hartkorn med dens Fortsættelse Via Sistina. Her i denne Gade begyndte "de Lykkelige" sin Dag udenfor de to smaa, tarvelige Kaféer, som vi benævnte: "den gamle" og "den nye Kafé". Ved de smaa runde Marmorborde, der var sat ud paa Gaden, fik man for 2 Bajoc (7 Øre) en Kop Kaffe, og for samme Pris et stort Hvedebrød. De mere Velstaaende bestilte sig dertil et Par Speilæg "uovi al tigame" -- det var den høieste Luxus. Her var man mellem 8 og 9 om Morgenen sikker paa at træffe en eller anden Landsmand, en Maler, en Billedhugger eller en Poet. SIDE: 29 Kom man ud rigtig tidlig om Morgenen, kunde man faa se Via Felice fuld af Geder, der af de skindklædte Bønder i deres maleriske Dragter malkedes, idet Eieren stod overskrævs baglænds over Dyret, hvis bagre Del han løftede i Veiret, medens den hvide Melk sprutede frisk og varm ned i det Glas, som Cafetieren holdt under Dyrets Yver, og som saa af ham bragtes ind i Caféen til de brystsyge Fremmede, der saaledes selv kunde holde Øie med Melkens Ægthed. Undertiden kunde man endog inde i Husene se disse muntre Geder trippe opad Trapperne til 2den og 3die Etage i samme Ærinde. Eja, hvor disse Skarer af lystige Dyr boltrede sig, stan- gende og hoppende mellem hverandre i Monte Pincio's friske, solklare Morgenluft! Det var et muntert Syn til at begynde Dagen med. Naa -- saa gik da Enhver til sit Arbeide i Atelierer eller Museer, Ruiner eller Kirker, indtil Skuddet fra Engelsborg, der angiver Middagsøieblikket, igjen lokkede Alle frem af sine Huler, idet man Kl. ca. halv Et mødtes ved det Maaltid, som de Rige kaldte anden Frokost, men som vi Fattige, Artisti og Literati, der om Aftenen levede af let Kost, kaldte Middag. Medens det rige Aristokrati, der besøgte Rom i Paaske- tiden, indtog sine Maaltider hos Spillman og Nazzari, eller ialfald hos "den franske Kok" Bedeau, fordelte Kunstnerne sig paa de tre helt italienske Kjøkkener, som jeg nu skal for- søge at skildre: Cucina tedesca (deutsche Küche), Lepre og Quattro nazioni. Paa disse Steder serveredes de almindelige italienske Retter, disse Fritturaer, som Italienerne forstaar at tilberede saa fortræffeligt af Hjerne, Lever, Grøntsager, Smaafisk og Ris (fritto misto), den almenyndede Maccaroni, den fine Broc- coli med en let italiensk Landvin til, hvilket alt stod angivet paa de imponerende Spisesedler, der, trykte engang for alle, omfattede flere Hundreder af mere og mindre sjeldne Retter, som dog, naar det kom til Stykket, -- ligesom Tordenskjolds Soldater i Marstrand -- lod sig reducere til nogle faa, stadig SIDE: 30 tilbagevendende, der optraadte under mange forskjellige Navne. Nutildags ser en italiensk Spiseseddel ud som enhver anden og har ikke det mindste imponerende ved sig. "Deutsche Küche" laa paa Hjørnet af Via Felice, lige ved Piazza Barberini og Via del Tritone, et tarveligt Spise- sted for tyske Kunstnere, men hvor man ved Siden af det sædvanlige italienske Kjøkken kunde faa enkelte transalpinske Retter, baade una bistecca og un pfancucumi -- hvilke barba- riske Ord neppe behøver at oversættes. Til Maden spistes "Salcrato" eller som det ogsaa kaldtes "San Claudio", og som Likør til Kaffen benyttedes stundom "Kiswas", ligeledes italieni- serede Ord, hvorved jeg dog maaske for Sikkerheds Skyld bør tilføie Oversættelsen: "Salcrato" eller "San Claudio" var den italienske Udtale af "Sauerkraut" og "Kiswas" af "Kirsch- wasser". Med saadanne Ord og Begreber berigede Nordboerne, især Tyskerne, i hin Tid det italienske Sprog og Italiens kuli- nariske Kultur -- og det har baaret Frugt, kun kaldes Pfan- cucumi nu angliseret "Pancake" og "Bistecca", "Beefsteak". Opvartningen besørgedes overalt paa disse Steder af to Opvartere, en Madsvend og en Vinskjænk. Juledag og Paaske- dag bød Vinskjænken altid sine Gjæster paa en Gratisforplei- ning til Festens Ære. Denne hors d'oeuvre bestod af et haard- kogt Æg og nogle Stykker hvidløgstinkende Pølse, som man da af Høflighed fortærede uden at fortrække en Mine og be- lønnede ved at efterlade et Topaulstykke (ca. 1 Frank) paa den tømte Tallerken. Lepre havde et noget finere Lokale end Cucina Tedesca; det laa i Via Condotti paa Hjørnet af Via Mario de fiori, lige ved Siden af den berømte Café greco. Vinskjænken Marco gik altid med et tykt Halsbind; men da det engang tilfældig gled til Side, saa en af os et dybt rødt Ar i Halsen, som om den havde været paa Vei til at skjæres over -- en stolt Erindring fra den Tid, da Marco ikke var en fredelig Opvarter i Lepre, men en frygtet Bandit i Abruzzerne. SIDE: 31 De fleste af disse Opvartere havde den besynderlige Vane altid, naar de gjorde noget galt, hvad der ofte hændte, enten de hældte en hed Suppe over Ens Ryg, eller de spildte Sauce paa Ens Benklæder; at sige: "Ah Signore! non fa niente!" (Ak, min Herre! Det gjør ingenting!"), ret som om de selv var de forurettede -- derved var Ligevægten ligesom atter oprettet -- og Alt i Orden. Senere i Livet har jeg mærket, at der er mange Andre, der gjør ligesaa. Populærest blandt Skandinaverne var dog Quattro nazioni, en mørk liden Rede i en trang Sidegade ved Via del Tritone's daværende nedre Ende, nær Due Macelli ved Vicolo Galinaccio (Kalkunstræde). Det var her Vinskjænken, den bolde Gari- baldist Evangelista, der var en af de Tusinde fra Marsala -- ial- fald paastod han det selv -- i Hemmelighed viste os, hvorledes han bar de italienske Farver skjulte i sin Skjorte, medens Mad- svenden, den gamle hæderlige Alessio, var en udpræget Pavelig. Alessio maa være død for længe siden; thi "han var ren gam- mal då"; men han lever vist endnu i mangen Skandinavs Erindring; thi han var den mærkeligste Opvarter, jeg har kjendt. Han havde ikke blot i sit Hoved, hvad enhver af hans mange Gjæster havde forlangt, og hvad de havde for- tæret, men han havde derhos alle Priser i Hovedet, og gjorde med en Stabel fyldte Suppetallerkener i den ene Haand uden videre Enhvers Regning op i Hovedet saa hurtigt, som hans rappe Tunge kunde løbe, og kasserede Pengene ind med den anden Haand. Hurtigt som et Møllehjul gik det: "Zuppa tre, Manzo bollito cinque, Maccaroni sei, Torta di mela quattro, mezza foglietta sei, pane due, fa venti sei, Signore -- grazie" (Suppe tre (Bajoc), Oxekjød fem, Maccaroni sex, Æblekage fire, en halv Flaske (Vin) sex, Brød to, gjør 26, min Herre -- Tak!) og aldrig en eneste Gang har jeg hørt ham regne en Bajoc for meget eller for lidet. Da Quattro Nazioni i 1864 flyttedes til Due Macelli og antog Navnet il Genio, flyttede gamle Alessio med; men da jeg kom tilbage i 1870 var han forsvun- SIDE: 32 den. Man fortalte, at han havde oprettet en liden Café ude ved Peterspladsen men jeg saa ham aldrig siden. Naar Fasten kom, hængtes i Quattro Nazioni et hvidt Lagen op tversover Lokalet; paa dets høire Side stod skrevet: Cucina magra (magert Kjøkken, Fastekjøkken) -- det var for Faarene, de rettroende Katholiker; paa den venstre Side stod Cucina grassa ("fedt Kjøkken") -- det var for os, Bukkene, som ikke var Cristiani, men Protestanti. Hos Lepre, hvor som sagt Lokalet var lidt finere end i Quattro nazioni, havde man derimod et særskilt Værelse for "Cucina grassa" i Fastetiden, et Rum, hvorhen de brave Katholiker kastede mangt et mis- undeligt Blik, men trøstede sig med, at vi nok fik det igjen i Skjærsilden. Vi førte selvfølgelig alle et meget tarveligt Liv, og jeg ved, at da jeg i 1865 kom hjem til Norden og spiste mit første Maaltid paa dansk Grund, havde jeg en Følelse af for første Gang paa 3 Aar at være rigtig mæt; thi "Manzo bollito" (kogt Oxekjød) den billigste Ret, spillede unegtelig en altfor stor Rolle i Skandinavernes Husholdning, og det var "ei blot til Lyst", man iblandt tog en Kage til Kaffen bagefter i Café Greco -- eller at den danske Maler Olrik daglig lod sig ser- vere to store Makroner efter Maden; men det er sikkert, at saa velsmagende som disse simple italienske Maaltider, krydrede af Arbeide, Sult og munter Passiar, kunde være, har jeg neppe fundet noget fyrsteligt Kjøkken senere i Tiden. Et Maaltid Mad med en halv Fogliette Vin kunde man i disse Lokaler dengang faa for ca. 1 1/2 Paolo (60 Øre) og mindre. Her indtog da hver Dag -- efter Omstændighederne en eller to Gange -- et Selskab af 20 à 30 skandinaviske "Kunst- nere og Videnskabsdyrkere", som det nu saa smukt heder paa den skandinaviske Forenings Dørskilt, sine Maaltider i Fællesskab ved sit eget reserverede Bord længst inde i Krogen tilvenstre; thi der var i de Dage et priseligt Sammenhold mellem Skandinaverne i Rom, og Danske, Finlændere, Norske og Svenske regnede sig for at være Landsmænd. SIDE: 33 Den af "Landsmændene", som jeg bedst erindrer netop fra disse Middage i Quattro nazioni, er den danske Maler Carl Bloch, med hvem vi spiste sammen i flere Aar. Carl Bloch indtog i hin Periode ubetinget den første Plads blandt Dan- marks unge Malere -- den Plads, Marstrand indtog i den fore- gaaende og Krøyer i den følgende Periode. Han var ikke altid det muntreste i Selskab; thi han var en melankolsk og lidt indesluttet Mand; men han var en mild, elskværdig og ikke saa lidet humoristisk Natur. Hans Humor kunde undertiden være ret bidende. Jeg erindrer en Aften et Selskab hos en Landsmand, hvor der serveredes en Fiskeret, der var saa knap, at ingen ret vovede at forsyne sig, hvorfor den gik næsten urørt ud igjen. Da bøiede Bloch sig hen til mig og hviskede med sit luneste Smil: "Ved du hvad? Nu begynder jeg at forstaa Miraklet med de fem Brød og de to smaa Fiske". Han fuldførte i de to og et halvt Aar, vi tilbragte sammen i Rom, tre af sine fortræffeligste Bil- leder: "Samson i Filisternes Mølle", "Jairi Datter" og "Prometheus' Befrielse", som jeg senere har gjenseet i Slottet i Athen. Medens han arbeidede paa sin Samson, levede han lige- som vi Andre ret tarveligt af "Manzo bollito" og Maccaroni; men da han havde faaet den store Bestilling af den græske Konge, -- det var vel i 1864 -- fik Piben en anden Lyd. Istedetfor at spise det tarvelige Oxekjød frydede han sig ved ligefor vore misundelige Næser daglig at regalere sig med en bistecca eller en anden dyrere Ret, og naar vi andre gjorde en skjæmtende Bemerkning om hans utilladelige Flothed, sva- SIDE: 34 rede han med lun Triumf i Stemmen: "Ja -- ser du -- mine Formuesomstændigheder tillader mig det". Men saa tog vi vor Revanche. Da han ikke var meget stærk i Italiensk, kunde det jo hænde ham, at han bestilte en Portion Lommetørklæder istedetfor en Portion Bønner, idet han forlangte fazzoletti istedetfor fagioletti, -- eller, naar han mærkede sin Feil, rettede det til fanciulletti, hvad der ikke gjorde Sagen bedre; thi da gren gamle Alessio stygt og mente, at man spiste ikke Smaabørn i Pavens By. Engang havde En i Selskabet bestilt nogle ristede Poteter, og Bloch, der gjerne vilde have det samme, kunde ikke i en Fart forme Sætningen for den bortilende Opvarter. Da greb han i sin Nød efter en af de italienske Fraser, han kjendte: Correggios berømte: "Anch io sono pittore", og raabte efter Opvarteren "Anch io sono patate". Dette var jo længe til stor Fornøielse i vor Kreds, og den godmodige Mester fandt sig i vore Drillerier med et lidet Smil over vor "Barnagtighed". Bloch var forresten ikke den eneste, der bestilte under- lige Retter. Jeg erindrer en anden dansk Størrelse, som i høi Grad forbausede den lange Opvarter Nicola hos Lepre ved Forlangendet om, at han skulde give ham et Kys, skjønt han i Virkeligheden kun vilde have en Portion Lammesteg. Han havde nemlig sagt: "Da mi un bacio" istedetfor "Da mi un bacchio". Nu existerer intet af de tre Cucinaer mere, og vort Kaffe- sted, Café Greco, den engang saa berømte aarhundredgamle Kafé i Via Condotti, hvor vi daglig efter Middagen Alle mødtes og indtog vor Kaffe, hvor den store Række af nordiske Kunstnere har færdedes, ligefra Thorvaldsen og Oehlensch- læger til Chr. Winther og H. C. Andersen, og hvor jeg selv har seet Hippolyte Flandrin og Fr. Overbeck læse sine Aviser, og ofte har siddet sammen med gamle Bissen og Goldschmidt, fører nu en sygnende Tilværelse og synger vistnok paa sit sidste Vers. Den er aldeles forladt -- dens gamle Gjæster bo i Skyggernes Rige. Jeg gaar endnu stundom derind i SIDE: 35 Aftenskumringen, fordi der er saa deilig tomt og stille i den gamle Kafé; og ensom ved min Kop Kaffe kan jeg der i Dæmringens Slør, uforstyrret af Livet udenfor, modtage Besøg af gamle Venner. Da fyldes Sofaerne ved de smaa Marmor- borde med kjære, kjendte Ansigter, som nikker til mig tvers over Gulvet -- men de sidder saa underlig stille og blege, og Samtalen vil ikke komme igang, og naar jeg nævner dem ved Navn, ryster de sagte paa Hovedet, som om de vilde sige, at de nu bærer ganske andre Navne -- og da risler der en underlig Følelse af Vemod gjennem mig. Saa tænder Op- varteren Gasen i den tause Kafé -- og det stumme Selskab forsvinder. Saaledes ser der nu ud i Café Greco for mine Øine. Men i min Ungdom, ja da var der et larmende, pulse- rende Liv derinde, da stod Café Greco i Flor. Efter Middagen samledes skandinaviske og tyske Kunstnere her og fyldte Lokalet til Trængsel, medens Passiaren gik lystigt, og de lange Piber og de afskyelige pavelige Cigarer dampede omkap med den varme Mokka. Og alle Reisende fra Norden søgte hid for at se Livet i den berømte gamle Kafé. Her indfandt sig da -- især imod Aften -- foruden Mandolinspillere og Gjøglere af forskjellig Slags -- navnlig en Mængde Handlende, der til de Reisende solgte romerske Arbeider: Kaméer, Lava- arbeider, Koraller og Mosaiker, samt fremforalt et Utal af de dengang kun et Par Aar gamle Fotografier af Roms Mærk- værdigheder, Bygninger, Statuer og Malerier. Vi fastboende Romere maatte da gjerne agere Mellemmænd, dels for at be- dømme Varens Værdi, dels for at prute for vore mindre sprog- kyndige Landsmænd. Virkelig gode Varer forekom naturligvis sjelden paa dette Marked, skjønt man undertiden kunde slumpe til at finde en rigtig vakker Kamé eller Lavabroche, der havde en eller anden liden umærkelig Feil. De virkelig værdifulde Koraller maatte man hente ved Neapels Strand, og de yndede Brocher, som den fortræffelige unge Kaméskjærerske i Via Babuino præsterede, blev gjerne solgt i hendes Atelier. SIDE: 36 Men forstod man den Kunst at afprute en saadan romersk Kaféhandlende 50 à 75 Procent, kunde man undertiden faa fuld Valuta for sine Penge ogsaa paa Kafé-Markedet. Og mellem disse ærlige Sælgere, der sjelden snød Folk for mere end 80 Procent, hvis man ikke var mere end lovligt dum, gik saa Falsknerne om og saa ligesaa ærlige ud som hine. Det var de saakaldte Antikvitetshandlere, skjønt Himlen skal vide, at dette Slags Falskneri fandt man ligesaafuldt i Guldsmedbutikerne som i Kaféerne. Etruriske Smykker fra det 5te og 6te Aarhundrede f. Chr. kunde her sælges for en ren Bagatel, fordi de var forfærdigede for et halvt Aar siden i en eller anden Røverrede oppe under Apenninerne af fiffige Bondeguldsmede, der med hele den italienske Kunsthaand- verkers Dygtighed forstod ikke blot at efterligne de gamle Smykker, men ogsaa at give Broncerne den rette aerugo nobilis og Guldsagerne det ægte gamle Udseende. Det var blandt disse Folk, den af italiensk Guldsmedindustri høitfortjente Castellani paa denne Tid gjorde sit geniale Greb. Han op- dagede Kilderne til disse i den største Maalestok drevne Falsk- nerier, opsøgte Skjælmsmestrene og gjorde det Eneste, hvorved man kan faa en Skjælm til at gjøre Bod og Bedring: over- beviste dem om, at de var -- dumme. Dumme var de, fordi de for en kneben Fortjenestes Skyld stadig løb Fare for at straffes for en lidet indbringende Forfalskning, hvis Politiet vilde blande sig i Sagen; dobbelt dumme, fordi de vilde kunne fortjene langt mere ved ærligt Arbeide af samme Dygtighed, naar de traadte i Forbindelse med hans uhyre Forretning, arbeidede for ham mod god Betaling etruriske Smykker, der ikke udgav sig for Originaler, men kun for hvad de var, fortræffelige Kopier -- og efter faa Aar var den hele Forfalsk- ningsindustri ophørt til Fordel for en fortræffelig ledet og snart over hele Italien udbredt Kunstindustri efter antike Mønstre. Iblandt disse raptungede og pengegriske Sælgere kunde man saa stundom se en stille, beskeden Mand snige sig om mellem Gjæsterne med en Mappe under Armen, som han SIDE: 37 aabnede for at fremvise et eller andet ypperligt Kobberstik efter Rafaels, Guidos eller Caravaggios Mesterverker, hans egne Arbeider, Resultaterne af et langt, arbeidsomt Livs uaf- brudte Flid. -- Men han forlod gjerne altid Kaféen med Mappen ligesaa fuld, som han bragte den did. "Ak, Herre", sagde den fortræffelige gamle Kunstner en Dag til mig, da jeg beklagede hans ringe Afsætning, "hvad skal man sige? Det er jo saa naturligt, at Folk ikke vil betale 20 Scudi for et Kobberstik, naar de for 20 Bajoc kan kjøbe et Fotografi af det samme Billede. Men derfor dør jeg af Sult!" Nogle Aar senere -- under mit andet Romerophold -- saa jeg den stakkels Mand igjen med et meget lysere Aasyn, og da jeg saa, at han kjendte mig igjen, spurgte jeg ham, hvorledes Affæren gik. Da smilede han vemodigt og sagde: "Fortræffeligt! Her skal De se. I denne Mappe ligger mine egenhændige Kobberstik, -- af dem sælger jeg fremdeles næsten ingen -- men i den anden Mappe der -- ser De, hvad jeg har her? Der har jeg kopieret mine egne Stik ved Fotografi, og paa dem tjener jeg nu en god Skilling mellem Aar og Dag". Og der lyste en ironisk Glæde ud af den gamle Kunstners Øie, der levede af at kopiere sine egne Verker, som ingen vilde kjøbe i Original. Nu sælger han ikke mere Fotografier, nu er ogsaa han gaaet til Hvile. Men skulde det hænde mig, at jeg endnu engang kom- mer til Rom og finder et fremmed Navn over den Dør, bag hvilken den gamle Café Greco laa -- ja da vil jeg forstaa, at min Tid ogsaa er forbi, og da vil ogsaa jeg bede om at faa gaa til Hvile. Dagens tredie og sidste Maaltid indtoges Kl. 7 -- 8; de, som kaldte Maaltidet ved Middagstid for "Frokost", kaldte dette for "Middag" og lod det efterfølges af et Besøg i Kaféen; vi Andre, der kaldte Middagen for Middag, søgte om Aftenen hen til Osterierne. SIDE: 38 Osterierne -- ja, ogsaa de tilhører jo nu de "svundne Tider!" Nu i vor demokratiske Tid er det ikke længer stem- mende med vor Værdighed at bemænge sig med de lavere Klasser, der færdes i Osterierne -- det er ikke fint. Nu skal man tilbringe Aftenen i en Varieté eller hos en "Liqvorist". Værsgod -- Enhver har sin Smag, siger jeg for min Del, og priser mig lykkelig ved at have levet i Osteriernes Blomstrings- tid, med gamle Bissen eller Goldschmidt eller Henrik Ibsen for Bordenden. I de gamle Osterier gjaldt Goethes Ord: "Hier bin ich Mensch, hier darf ich's sein" i hele sin Udstrækning. Men det skal heller ikke negtes, at den Frihed i Leve- maade, man saa helt turde hengive sig til i det pavelige Rom, hos Mange affødte en Nonchalance i Klædedragt og Manerer, der vilde gjort os absolut umulige i Nutidens fine Kaféer. Naar jeg tænker paa de hvide eller graa Lærredsfrakker, der, krøllede og ikke altid udadlelig rene, indhyllede vore Lemmer, saa passede de jo unegtelig bedre i Osteriernes simple Lokaler end i Marmorkaféen, -- Aragno -- der nu pranger paa Hjørnet af Via San Silvestro og Corsoen. Ja -- Herregud -- vi havde ikke mange Skillinger at afse til vore Toiletter og foretrak at kjøbe en Lærredskittel hos en Handlende nede ved Pantheon eller Piazza Navona fremfor en Bonjour fra den fine Skrædder i Corso -- og der var Ingen, som tog os det ilde op. Men der er jo dem, som aldrig siden i sit Liv ganske har kunnet overvinde denne behagelige Nonchalance. Lad os, inden vi forlader dette nu forsvundne Osteriliv, slaa os ned for en Stund i et af disse gamle Lokaler, der ligefra Goethes og Thorvaldsens Dage er omgivet med en vis Poesiens Nimbus. -- Rom havde jo dengang endnu sin Goethe- kneipe nede ved Piazza Montanara og sin Thorvaldsenkneipe oppe paa Piazza Barberini. Osteriernes Poesi laa dog nok mest hos Personlighederne, der besøgte dem; i og for sig besad de ikke nogen Poesi -- akkurat som det er med Natur- skjønheden ifølge Hegels Æsthetik. SIDE: 39 Osteriets Lokale var nemlig kun en sort Hule, der fik alt sit Dagslys gjennem Indgangsdøren -- det havde en Skorsten i Baggrunden, hvor en fed Vertinde passede den evige Ild, uden at jeg derfor vil paastaa, at hun var nogen Vestalinde, og Vintønder stod opradede langs den ene Side af Kjælderen i to, tre eller fire Etager. Fra Skorstenen og frem til Indgangen løb gjerne paa begge Sider et langt, umalet Bord med en Bænk paa hver Side, og her tog de forskjellige Selskaber Plads uden Persons Anseelse. Aftenbelysningen var heller ikke første Rangs; thi foruden Ilden fra Skorstenen tjente kun en osende Olielampe i Taget til at belyse Rum- met, men syntes snarere at være der for rigtig at fremhæve, hvor mørkt der var i alle Krogene og bag Vintønderne. Men malerisk tog Alt sig ud i dette Halvlys -- det maa indrømmes. Nei -- i og for sig var Osterilokalet ikke indbydende. Men det var Vinen, det var den glædebringende Dionysos, Lyæus, Sorgforjageren, det kom an paa. Thi hvilke ædle Perler af Vin og af vinbeaandet Samtale kunde ikke skjule sig i disse simple Kar! Da slyngede der sig Ranker og Roser henover Vintønderne, da aabnede Loftet sig for en lysblaa Himmel, fra hvilken unge Guder steg ned og lagde kjølige Kranse om vore Pander og sjælfulde Ord paa Læberne. Man søgte naturligvis et Osteri, hvor man kunde være sikker paa at faa god Vin; og at have rigtig Rede paa de gode Kilder og undgaa "Giftblanderne" var paa hin Tid en høit anseet Videnskabsgren i Rom, ikke ringere agtet end Historiestudiet eller Malerkunsten. Selv gjorde man sine Ind- kjøb af Skinke, Salat, Pølse o. s. v. og vaskede sin Salat i den nærmeste Fontæne. Salt, Peber, Olie og Eddike til Sala- tens Tilberedning kunde man faa i ethvert Osteri. Her mødtes da de fastboende Landsmænd med de reisende; thi her var altid lidt italiensk Folkeliv at se: Bønder fra Campagnen eller smaa Haandverkere med sine Familier eller Arbeidere søgte hid, og Samlivet med disse Mennesker artede sig altid, for- SIDE: 40 saavidt man kom i nærmere Berøring med dem, paa den elskværdigste Maade. Hvormangen hyggelig Aften har jeg ikke i godt Selskab tilbragt i det røgede og mørke Osteri i Via Tritone eller i "Katakomberne" ved Fontana Trevi ved en Fogliette Grottaferrata eller Velletrivin og en slet pavelig Cigar, fordi man færdedes mellem gode og glade, aandfulde og sjælfulde Mennesker -- i et friskt, utvunget Samkvem med den dannede Landsmand og den simple Italiener -- vis paa hos ham altid at finde god Levemaade -- og saa var vi jo dengang Allesammen unge og glade. Iaften vil vi af Hensyn til, at jeg har indbudt fint Nutids- selskab, vælge det fineste Osteri. Vi gaar ned Corsoen, bøier over Monte Citorio ind i Smaagaderne og forsvinder, efter at have fulgt Pantheons Colonnade og bøiet om den uhyre Hadri- anske Bygnings Runding, bagved denne i et uanseeligt Hus indenfor en liden Glasdør: vi er i Palombella: det velbekjendte Lokale, hvor der skjænkes den bedste romerske Vin: Monte- fiascone: "Est -- est -- est". Med de indkjøbte Fetalier slaar vort lille Selskab sig ned ved et af Bordene, og saa faar vi en dyb Skaal til at blande Salaten i, og en Tallerken, paa hvilken vi udbreder vor Rig- dom. Vi faar derhos et Stykke Brød og en Fogliette Vin, -- og saa har vi nok af legemlig Forpleining. Saa begynder vi at tilberede den ypperlige Latuga eller Insalata Romana efter den bekjendte Regel: Olio com' un prodigo, aceto com' un avaro, mischiare com' un matto (Olie som en Ødeland, Eddike som en Gnier -- og røre om som en Rasende). Ogsaa her indfinder sig gjerne et Par Mandolinspillere -- Musiken er dog ikke bedre, end at man trygt kan benytte den som Baggrund for den livlige Passiar. Iaften er Selskabet usædvanlig fuldtalligt: jeg vil derfor benytte denne Leilighed til at præsentere for Dem de skandinaviske Kunstnere og Digtere, der besøgte Rom Vinteren 1862 -- 63 -- min første Romervinter. SIDE: 41 Gamle Bissen, den berømte danske Billedhugger, indtager Hæderspladsen, som et Slags Ærespræsident, med sin Søn Wilhelm, der allerede har begyndt at skabe sig et Navn, ved sin Side. Men fungerende Præsident er en anden, mindre bekjendt Kunstner, ogsaa han Elev af Thorvaldsen -- og den eneste af hans danske Elever, der endnu har fast Bolig i Rom. Han er altsaa det traditionelle Sammenbindingsled med hin ældre Generation. "Gamle Holbech" hører ellers egentlig til i en anden Kneipe, der fører det lidet tiltalende Navn "Chia- vica del buffalo" (Bøffelmøddingen), men som har en ypperlig Vin, og hvor der om ham samles en liden Kreds, der har faaet Navnet "Dyds- foreningen", fordi den har den Dyd altid at finde de bedste Vinkneiper. Goldschmidt har skildret den i "Hvorledes man fortæller i Rom". Men iaften har gamle Holbech og hans Venner modtaget en Indbydelse til Palombella, og der- for er hans hele Selskab vandret hid. Naar hans høie, smukke og imponerende Skikkelse med den ranke Holdning, det lange, hvide Skjæg og de krusede Manchetter for Hænderne viser sig paa Pinciopromenaden, vækker han berettiget Opsigt. Han hader Politik og Thevand og trives egentlig bedst, jo mere "naturwüchsig" og simpel Kneipen er. Som den ældste fast- boende Romer -- thi Bissen er blot paa Besøg hernede -- og som "Dydsforeningens" Præsident har han indtaget For- sædet. Som Kunstner er han meget lidet produktiv, men desto mere kritisk baade overfor sig selv og andre. Nærmest omkring ham sidder hans trofaste Fæller fra "Dydsforeningen": den danske Arkitekturmaler Kornbech og de to norske Billedhuggere Fladager og Budal. SIDE: 42 Saa følger de to danske Arkitekter Wilhelm og Ove Petersen, som Italienerne, hvem det falder vanskeligt at huske og endnu vanskeligere at udtale de nordiske Navne, ganske simpelt adskiller fra hinanden ved at kalde den første il basso magro og den anden il basso grasso (den lille Fede). Il basso magro havde dengang netop seiret i den internationale Kon- kurrance om Florents' Domkirkefacade, il basso grasso byggede senere sammen med Dahlerup Kjøbenhavns nye kongelige Theater. Næst dem sidder saa Billedhuggerne Saaby, Prior og Hartman. Svenskerne har slaaet sig sammen, Maleren Winge, der arbeider paa sin "Loke og Sigyn" for hvilken sidste Figur Professor P. A. Munchs yngste Datter, Laura, netop i denne Tid staar Model -- sidder ved Siden af Æsthetikeren Nyblom og Billedhuggerne Kiellberg og Canzler, og til dem har Finnen Walter Runeberg sluttet sig. Den unge, høie Nordmand er den skandinaviske Forenings Bibliothekar Fredrik Bætzman, der studerer Kunsthistorie, den blege Mand med det sorte Bind for det ene Øie er Digteren Wilhelm Bergsøe, der endnu ikke er optraadt som Digter, men studerer Entomologi og i Embeds Medfør ude i Campagnen fanger Taranteller og Skor- pioner, som han holder fangne i Glas; men han har undertiden det Uheld, at hans Fanger bryder ud af sit Fængsel, saa han endog engang maatte flytte ud af sit Værelse for ikke at blive stukket af sine farlige, videnskabelige Objekter. Den lille Skikkelse med det kraftige Ansigt og Musta- scherne ved Siden af ham er ogsaa en dansk Digter, der modsat Bergsøe har sin Digterperiode bag sig og holder paa at gaa over til Videnskaben, det er Literærhistorikeren Christian Arentzen, og nærmest ham sidder Goldschmidt; men ham skal vi snart træffe udenfor Kneipen, saa vi opholder os ikke ved ham her. Med Et gaar Døren op, og Selskabet forøges med nogle sene Gjæster. Det er den danske Musiker Ravnkilde, der altid først maa have nydt sin reglementerede "mezzo caldo" i Revo- lutionskaféen, før han begiver sig til Osteriet, samt de tre SIDE: 43 danske Malere, der har arbeidet lige til nu, Carl Bloch, som vi allerede kjende, og hans to Concurrenter til den Neuhausenske Præmie, "il sig- nore bianco" som Italienerne kaldte den blonde Henrik Olrik, og "il piccolo nero" -- F. C. Lund. Om Dagen kjæmper disse Tre en alvor- lig Kamp om Prisen, som Bloch vandt ved sin "Samson", om Aftenen kneiper de gemytligt sammen i bro- derligt Venskab. Og nu er Selskabet fuldtalligt, og Laget kan begynde. Medens vi laver Salaten, og Værten sætter de straaombundne Fiascoer med duftende Montefias- cone -- Est-est-est -- paa Bordet, siger en af Medlemmerne: "Kjender nu Herrerne den dyrebare Drik, vi nu skal tømme? Den har sin egen Historie. Til flere italienske Vine knytter sig kulturhistorisk interessante Sagn som f. Ex. til Lacrymae Christi, til Catanias Benediktinervin og andre. Men det interessanteste er dog det Sagn, der knytter sig til den Vin, vi nu skal drikke -- til Montefiascones Est-est-est Vin -- og saa kan De jo gjerne høre paa det, medens De venter paa Salaten". Og saa for- tæller han det lystige Sagn, der ellers er velkjendt nok, men som kanske en og anden af Gjæsterne virkelig ikke har hørt, og som denne Aften ialfald blev fremsat i en ny Belysning. Det heder -- begynder han -- at i Renaissancens herlige SIDE: 44 Dage en katholsk Domherre af den bekjendte rige Fuggerske Familie i Augsburg skulde reise til et Concilium i Rom. Han var en stor Ven af et godt Glas Vin, og da man i de Dage jo ikke havde nogen Baedeker, der med en eller to Stjerner udmær- kede de bedste Hoteller med den bedste Vin, sendte han sin Tjener forud med den Befaling, at han, hvor han fandt et Værts- hus med god Vin ved Veien, skulde med Kridt og store Bog- staver skrive over Døren: "Est" -- det er udlagt: her "er" -- underforstaaet: "god Vin". Det havde jo været naturligere at skrive vinum bonum, men "Est" var vel kortere. Og den gode Domherre drak paa den Maade mangt et godt Glas Vin mellem Augsburg og Rom overalt, hvor han fandt sin Baedekers "Est" over Døren. Men da han kom til Staden Montefiascone, en Dagsreise Nord for Rom, da løb hans Tænder rigtig i Vand; thi Baedeker havde over Døren til Byens Værtshus skrevet ikke blot "Est", men "Est-est-est!" hvilket altsaa skulde sige: Vinum optimum subter solem. Og den gode Domherre drak og drak og drak -- og kom aldrig til Rom. Da Baedeker, som imidlertid forlængst var i Rom, ikke saa sin Herre følge efter, blev han ægstelig og tog samme Vei tilbage for at lede efter ham. Da han kom til Monte- fiascone, fandt han sin ædle Velynder, men ikke i den Tilstand, at han kunde reise til Rom; thi han havde drukket saa længe, til han drak sig ihjæl i Montefiascone. Da lod den tro Tjener sin Herre begrave i Byens Kirke og lagde en Sten paa hans Grav, og paa Stenen var afbildet den fede Domherre selv med et tomt Glas paa hver Skulder, og omkring Billedet satte han Indshriften: "Est-est-est!propter nimium est, hic Johan- nes de Fuciis, dominus meus, mortuus est". Det er udlagt: "Est-est-est! formedelst altfor meget Est er min Herre Joh. Fugger død her". Og fra den Dag af kaldes Montefiascone- vinen: "Est-est-est". Saaledes lyder Sagnet, og saaledes fortalte Vedkommende det. Men der opstod en stærk Tvivl, om det virkelig var noget mere end et lystigt Sagn, og en Skeptiker var endog SIDE: 45 saa dristig at mene, at det Hele var noget "forbandet Digt og Vrøvl"; ingen katholsk Kirke vilde taale en saadan Ind- skrift og et saa blasfemisk Billede som en Prælat med to ud- drukne Glas paa Skuldrene inden sine Mure. Og det hele Sagn om en slig "Vinreise" smager dertil altfor moderne til ikke at være en senere Tids Digt- ning. Forbauselsen blev derfor stor, da En af Selskabet reiste sig og spurgte, om det var nødvendigt, at han aflagde Ed paa, at han selv havde seet baade Indskrift og Billede med egne Øine. "Under et Ophold i Montefias- cone", sagde han, "besøgte jeg Kirken San Flaviano strax nedenfor Byen, og i Kirken har jeg selv seet det Hele -- akkurat som vor Ven beskrev det." Nu snakker man sea vældigt i Munden pea hinanden pro et contra, at det ikke er muligt at faa Ørenslyd. Maa jeg nu faa Ordet for en mulig Forklaring. Stille nu! Jeg vil have Ordet, hører I! Ja, tro nu ikke, at jeg vil gjøre mig vigtig eller agere Pro- fessor for jer; men jeg tror at have gjort en liden, i mine Øine seet, inter- essant Opdagelse, der -- hvis den er rigtig -- gjør Sagnet dobbelt betyd- ningsfuldt. Jeg siger, som Herman von Bremen:"Gaar hen og forliger jer, I Skabhalse? -- I har Ret Beggeto!" Billedet og Indskrif- ten findes virkelig i Kirken; jeg har ogsaa seet dem; men det er ogsaa sandt, at en Blasfemi at den Art vilde Kirken visselig ikke taale. Sagen er, at Billede og Indskrift findes der -- men de SIDE: 46 maa vistnok begge have en ganske anden Betydning end den, Sagnet har lagt deri. Hvis vi betragter de to Vinglas nærmere, vil det vise sig, at det ikke er Vinglas, men -- hvad Knoppen midt paa Glassenes Fod (nodus) tilstrækkelig viser: Nadver- kalke. Den døde Prælat har altsaa sikkert havt mere med Nadverlæren end med Montefiasconevinen at gjøre. Og da maa Indskriften vistnok have en anden Betydning end den, at den brave Domherre af det høitagtede Fuggerske Hus har drukket sig ihjel i disse Glasses Indhold. Men hvilken Betyd- ning? Den ligger vistnok i Ordet "Est". Sagnet har visselig dannet sig over en Misforstaaelse af de to Glasse og af Ind- skriftens "Est", i en Tid, der havde glemt Billedets og Ind- skriftens rette Betydning. "Est" betegner ikke fra først af Monte- fiasconevinen, det er Navn paa noget meget helligere. Da Luther disputerede med Zwingli i Marburg om Trans- substantiationslæren og Kristi Ord: "dette er mit Legeme" og "dette er mit Blod", skrev han paa Bordet med store Bogstaver Ordet "Est" for at holde fast for sig selv, at om end Brødet og Vinen i Nadveren ikke som den katholske Kirke paastaar "forvandles" til Kristi Legeme og Blod, saa er -- "est" -- dette dog tilstede i og med Brødet og Vinen. Nadverkalkene paa Domherrens Skuldre i Forbindelse med Indskriftens "Est" leder mig til en Forklaring af Indskriften, der gjør den vel forsvarlig paa Prælatens Gravsten. I Bolsena, der ligger lige ved Montefiascone, skeede i det 13de Aarhundrede det Under, som Raffael har fremstillet, og som De har seet ude i Vaticanets Stanzer under Navn af "Messen i Bolsena". En vantro Prest, der tvivlede paa Trans- substantiationen, saa Blodet flyde af Hostien, som han indviede foran Alteret -- og til Minde herom indstiftede Paven Kristi Legemsfest. Familien Fugger gik tidlig over til Protestan- tismen. Men Domherren maa selvfølgelig fremdeles have til- hørt den katholske Kirke, rimeligvis den eneste af sin Familie, der blev Kirken tro. Plaget af Skrupler og Tvivl om sin Tro paa Transsubstantionen, der ved hele Familiens Overgang maa SIDE: 47 være bleven stærkt rystet, har den gode Domherre villet styrke sin Tro ved et Besøg i Bolsena, det Sted, hvor Transsubstan- tiationsunderet engang var foregaaet, og hvor han maaske ventede at finde bekræftende Vidnesbyrd om Underets Virke- lighed -- men under sin Grublen, og vel som Følge af alt for stærk Grublen, over dette mystiske "Est" er den stakkels Mand død i eller nær ved Bolsena og begravet i Montefiascone. Billedet og Indskriften faar derved altsaa en ny Betydning: Nadverkalkene betegner Transsubstantionen og Indskriften siger os da Følgende: "Est-est-est. Paa Grund af altfor megen [Grublen over det mystiske] Est, er min Herre Johannes Fugger død her". Ligesom Vinen "Lacrymae" altsaa betegner "Kristi Taa- rer", turde maaske Navnet "Est paa denne Vin i Virkelig- heden betegne "Kristi Blod". Det lystige Sagn hviler i saa Fald paa et tragisk Faktum, og en senere Tid, der ikke kjendte dette Faktum, men der- imod desto bedre kjendte Montefiasconevinen, har sammensat Sagnet og givet Vinen Navnet "Est-est-est, idet den indlagde en ny, langt profanere Betydning i det uforstaaelige Navn. Medens man taler for og imod denne min Udlægning er imid- lertid Salaten færdig -- og med den ædle Estvin fyldes nu Glassene. Ak, om jeg nu blot kunde gjøre Dem, kjære Læser eller Læserinde, delagtig i et Glas af denne ædle Drue, saa skulde De med større Interesse læse det Følgende. Men dertil for- slaar Bogtrykkersværten desværre ikke trods al Agtelse for Gutenbergs Kunst! Naar Enhver saa har smagt paa sin Fogliette Vin, for- tærer man sit Foder i Fred, og saa kommer Piber og Cigarer frem -- og man rekvirerer en ny Fogliette. Og da surrer Passiaren ved alle Borde -- især Italienernes -- som i en Bikube. Samtalen gik sædvanlig gruppevis, indtil et eller andet brændende Spørgsmaal samlede den fælles Interesse om en mere høirøstet, over hele Bordet fort Diskussion, der sædvanlig SIDE: 48 flammede op i lys Lue: -- om Baroken have Ret til at kaldes en "Stil", om Michelangelo eller Raffael havde været den største Kunstner, om Peterskirken eller Kölnerdomen var det merkeligste Arkitekturverk, om Antikens eller Gothikens Bygningskunst var den skjønneste, eller andre slige omfattende -- sædvanlig altfor omfattende Spørgsmaal, der behandledes med et Liv og en Ild, som om det gjaldt Verdens Ve eller Vel, indtil den næste Vinter bragte os Henrik Ibsen og med ham de store Problemdebatter, som jeg har beskrevet i første Del, og som gjerne endte paa Planeten Jupiter. Stundom søgte og fik man Oplysning hos de Andre om Ting, man havde mødt, men ikke forstaaet, paa sine Studievandringer. "Hvad forestiller egentlig det store Hoved med den gabende Mund, som staar dernede i Indgangen til Kirken S. Maria in Cosmedin og kaldes Bocca della verità, spørger En. "Jeg saa det idag, men min Reisebog giver ingen Op- lysning". "Jo, det kan jeg tilfældigvis sige Dem", svarer et af Kredsens lærde Medlemmer, "det er en antik Maske, -- for det er jo ikke noget helt Hoved, -- der fremstiller Okeanos eller en Flodgud, som De kan se af de vaade Lokker, og har, som den opspærrede Mund viser, oprindelig tjent som Fontæne, idet Vandet har sprudlet ud gjennem Munden". "Ja, det er plausibelt; -- men hvorfor kaldes den Bocca della verità?" (Sandhedsmunden) spørger en anden. "Ja, det ved jeg saaskam ikke". "Jo, det kan jeg sige Dem", lyder det nede fra den anden Ende af Bordet, og den Lærdeste i Selskabet tager Ordet. "Middelalderen, der ikke kjendte den oprindelige antike Betydning af denne Maske og dens Bestemmelse, har sat sin Fantasi i Bevægelse for at forklare den paafaldende aabne Mund og har digtet følgende Sagn derom. Denne Maske havde, heder det, oprindelig den Egenskab, at naar en, der var an- klaget for en Forbrydelse, lagde sin Haand i dens aabne Mund og svor paa sin Uskyld, saa lukkede Munden sig, hvis SIDE: 49 han svor falsk, og han mistede sin Haand, men var han virke- lig uskyldig, saa blev Munden staaende aaben. Derfor kaldes den "Sandhedsmunden". "Det var jo en nem Procedure", siger en Advokat blandt Gjæsterne. "Aa, den var saaskam ikke saa ligetil endda -- for nu skal De høre, hvorfor den har tabt denne mærkelige Egenskab. En Kvinde var anklaget for Utroskab af sin Mand og skulde sværge sig fri. Men hun var en slu Taske og aftalte med sin hemmelige Elsker, at han skulde anstille sig gal, og underveis til "Sandhedsmunden", skulde han pludselig vise sig og omfavne hende midt paa Gaden. Det skede som aftalt, og hun kom til Bocca della verità. Da svor hun med Haanden i dens Mund: "Jeg har aldrig omfavnet nogen anden end min Mand -- ja det forstaar sig med Undtagelse af den gale Mand, som overfaldt mig uderveis idag". Da blev "Sandhedsmunden" forbløffet, tabte Kontenancen og vidste hverken ud eller ind -- det var jo sandt og dog usandt -- den glemte at bide til i sin Tvilraadighed og tabte saa for altid sin mærkelige Evne og blev staaende med aaben Mund til evig Tid". "Naa -- men det er jo Historien om Tristan og Isolde!" raabte en Tredie, og saa kommer man ind paa Themaet om Vandresagn. I det samme runger fra den ene Ende af Bordet en tordnende Latter gjennem Osteriet: Il piccolo nero har for 27de Gang fortalt Historien om Kortpartiet. Men der er nogle ved den anden Ende, som aldrig har hørt den, og saa for- tælles den engang til med sjællandsk Dialekt. "Vi havde hver Lørdag et Slag Kort sammen i vor lille Kjøbstad -- Birkedommeren, Doktoren, Sognefogden og jeg. Men en Lørdag var Sognefogden bleven syg, og Birkedomme- ren, som netop var Vært den Aften, havde skaffet en ny Fjerdemand i hans Sted. Det var en stille og alvorlig Herre, men det var en meget pen Mand, som ingenting sagde, men spillede en god Whist. Med engang reiser han sig og siger: "Om Forladelse, jeg maa ud!" Han gik. Vi lagde Kortene SIDE: 50 ned, saa paa Uhret, og idetsamme raabte Vægteren 10. Efter en Stund kom vor Fjerdemand ind igjen -- men der kunde vel være passeret en Times Tid eller saa, saa siger han igjen: "Om Forladelse -- jeg maa ud" -- og saa gik han. Men det var en meget pen Mand. "Hvad er det, som mangler ham?" sagde Doktoren. "Aa det er nu saadan et Tilfælde", sagde Birkedommeren. "Et Tilfælde?" "Ja" -- men idetsamme kom han tilbage, og vi spillede videre. Men han var som sagt en meget pen Mand -- det var der ingenting at sige paa. Men da vi har spillet en Timestid -- Klokken kunde omtrent være tolv -- siger han s'gu igjen: "Om Forladelse, jeg maa ud!" Og saa gik han. "Men hør nu, Birkedommer", sagde jeg: "Hvad er det saa for et Tilfælde, han har?" I det samme raabte Vægteren tolv. "Hvad det er for et Tilfælde?" sagde Birkedommeren. "Jo -- det kan jeg s'gu nok sige dig -- han er ude og raaber. Ser du, jeg kunde ingen Fjerde- mand hitte -- og saa leiede jeg Vægteren for en Mark -- men hver Time maa han jo ud og raabe. Men -- som sagt -- han var en meget pen Mand". Deslige harmløse Historier fortalte il piccolo nero med ubetaleligt Lune. Og saa begynder En at synge. Men nu bliver Campagnolerne og Romerne derhenne ved de andre Borde opmærksomme, og Holbech, der altid holder strikte paa en efter romerske Begreber sømmelig Optræden, siger i en bebreidende Tone: "Nei -- lad det nu være nok -- ellers bliver der s'gu Skandale" -- men Italieneren har alt faaet Blod paa Tand -- en Mandolin er strax ved Haanden, og saa gaar det løs fra det nærmeste Bord. Nu vexler skandinaviske og italienske Sange udover Aftenen, og alle Bordene fraterniserer. Endelig er det Tid at bryde op, Bergsøe reiser sig og deklamerer: "Nu synker i Jord de Haner smaa Og Aanderne lifligt gale, Nu er det paa Tid, vi hjemad gaa Og lægge os paa vor Hale". SIDE: 51 Og saa siger man god Nat til de romerske Venner og gaar saa ud i den rene Aftenluft. Da mærker man først, hvor der var hedt og kvalmt derinde. Maanestraalerne spiller i Fontænens Vandstraaler derude paa Pantheonpladsen -- dybe Skygger og stærkt Lys falder mellem de gamle Bygninger, over Pladsen og nedad Gaden -- og mellem Colonnadens Søiler -- det er for smukt til at gaa hjem. "Til Colosseum!" raaber En -- "Ja, til Colosseum!" gjen- tager hele Koret, og saa gaar man i Flok og Følge for at gjøre en Tur gjennem det gamle Roms Ruiner, ikke for at studere dem, men for at se dem i en ny og høiere Belysning. Man nyder aldrig gammel Kunst bedre og forstaar den aldrig dybere end med en Fogliette eller to under Vesten. Altsaa fremad Marsch! Men Skam faa den, der en saadan deilig Nat gaar den lige Vei! Nei -- Situationen fordrer, at der krydses i store SIDE: 52 Slag. Veien gaar hen forbi Fontana Trevi, hvor Neptun hæver sin Trefork i Maaneskinnet, medens alle hans Najader bevæger sig badende rundt om ham i det sølvsprudlende Bassin; man gjør en Sving op om Quirinalet for at se Hestetæmmerne paa Monte Cavallo, medens Obelisken kaster Skygge over Fontænen -- ak, al denne Vandrigdom fra det antike Rom, som endnu lever og sprudler i uforandret Rigdom! -- og saa gaar det mellem Palazzo Rospigliosis og Pal. Colonnas Haver ned til de hemmelighedsfulde Gader, der fører ud paa Trajans Forum. Roms Ruiner i Maaneskin, det er noget, som i sin Art ikke har sin Lige i hele Verden. En romersk Dag mellem Ruinerne har kun lidet af ublandet Skjønhed at byde paa for den, der har seet Parthenons og Propylæernes Herlighed eller dvælet ved Pæstums og Siciliens Tempelpragt -- og det er et stort Held, at de Fleste ser Rom, før de ser Grækenland og Syditalien, thi Nutiden og især Baroktiden har bygget sig saa sørgelig tæt ind mellem de gamle Ruiner -- men ved Nattetid, i Maaneskin, ja da tør Roms gamle Hedningemure maale sig med hvadsomhelst i Verden. Da spørger man ikke længere efter Detaljernes Skjønhed, da er det Stemningen, som gjør alt, da ser man kun de store Linier og de mægtige Masser i samlet Lys og samlet Skygge, men ikke alt det Smaa- pluk, hvormed senere Tider har forstyrret de ærværdige Steder; -- da rager kun de store, gamle, mørke Konturer op i Lyset lig Gjenfærd fra det svundne Keiserold -- da er det det for- underlige Indtryk af at vandre i en stor, om Dagen forsvunden Verden, som betager En med hemmelighedsfuld Magt. Naar Maanen straaler paa den dybblaa Himmel, da skal du gaa bort fra den befolkede, levende Verden og bøie ind paa Trajans Forum og se den ensomme Søile rage op i Himlen -- du skjelner ikke, om det er Trajan eller Petrus, som staar der- oppe, men du føler, at du staar paa Keisertidens Grav -- da skal du gaa gjennem alle Keisernes Fora -- Trajans, Augusts og Nervas, da skal du lade Dig give Nøglerne til de af Faa kjendte Exedrer bagved Trajans Forum, der støtter sig mod SIDE: 53 Esqvilins nordre Rand -- du kan faa dem i en liden Smedie i Vico del Grillo -- ak, den existerer kanske ikke mere! -- og da skal du fortabe dig i de dybe Skyggegange derinde, og ser du ikke da de gamle Romere vandre omkring der i Maanelyset, ja da er du en uforbederlig Fantasiforladt. Da er der kun et, men et ufeilbarligt Middel til at vække din Indbildningskraft; træd ud paa Forum Romanum, saa du staar der midt i det gamle Rom, der synes at leve og bevæge sig omkring dig. Deroppe ligger Capitolium paa Høiden. Det er ikke længere de moderne Bygninger du ser -- det er Jupitertemplet, der atter har reist sig af sit Intet. Og omkring dig hernede paa Forum stiger alle Templerne kraftigt frem med de dybe Skyggemasser, og i Titusbuen lyser Skuebrødaltaret og den syvarmede Lysestage fra Jerusalems Tempel dig sælsomt imøde. Naar vi paa hin Tid gik henover mod Titusbuen, anede vi ikke, at man 30 Aar efter skulde gaa 15 Fod dybere mellem Væggene af Vestalindernes Hus og deres berømte Tempel, som da skjulte sig under vore Fødder. Gaa saa ind i Colosseum og se Maanen seile henover denne Blomsterrigdom, denne Lokkekrans af Venushaar og Akanthus og al Verdens Blomster, der falder ind over Sæderækkerne og Arenaen, der dengang, endnu ikke udgravet tilbunds, var en Friluftskirke med Altere rundt om og Korset i Midten. Se Maanen falde ned gjennem Ydermurenes Buer og lege med Skyggerne i de dybe, halvt nedbrudte Hvælvinger -- og tænk da paa, hvad herinde er levet og lidt, medens Aarhundrederne rullede sit Hjul rundt -- og du har nok for din lille Levetid. I Tidernes Gang reistes Palads paa Palads af Stene fra dette Bygverk, de største, Rom eier -- Farnese, Cancelleria, Venezia og Ripettahavnen -- og dog er endnu Resterne en af Verdens mægtigste Bygninger. Dog, nu er ikke blot Korset og Alterne derinde forsvundne, men af hele den rige Blomster- fylde er intet at se mellem de nøgne Buer. Af de 300 à 400 Arter, som sagdes at voxe her, og af hvilke mange var eien- SIDE: 54 dommelige for dette Sted -- af dem er intet tilbage. Den italienske Regjering mente, at de skadede Ruinerne, og raserede den hele Flora. Mens vi Andre tause betragter det blege, underfulde Nattesyn, kommer Aanden over en veltalende skandinavisk Theolog, og han stiger op paa en omstyrtet Capitæl, der ligger i Gruset, og siger: "Det er Verdenshistoriens største Skuespil, vi ser udfolde sig. Den strenge Profeti var opfyldt: det var ikke blevet Sten tilbage paa Sten af Jerusalems Tempel, og de fangne Jøder maatte i Trældom og Trængsel bære Sten til denne Kjæmpebygning, som det romerske Vælde reiste til Folkets og Keiserens Forlystelse. Som engang ved Babylons Floder hængte de nu for altid Harperne hen i Pilene, der græd over Resterne af Neros gyldne Hus, og hver Sten i Colosseums Mure er et Vidne om Israels Fald og det Trældomskaar. Men da Bygningen var reist, da 5000 vilde Dyr ved Indvielses- festen havde sønderrevet hverandre paa Arenaen under Folkets Jubel -- da indviedes her et endnu langt mægtigere Verk end disse Mure, skjønt de hørte til Verdens vældigste. En Byg- ning reistes inden disse Mure, overfor hvilken Colosseum selv blev en forsvindende liden -- thi herinde var det, at hine "Blodvidner" led og døde, der foretrak Døden i de vilde Dyrs Klør fremfor at fornegte sin Tro og ofre til Keiseren; og af denne Blodsæd, som her blev udsaaet, reiste sig Kristendom- mens verdensfavnende Bygning, der siden i 2000 Aar har formet Menneskenes Skjæbne; naar du hælder dig til Korset midt paa Arenaen herinde, staar du i Verdenshistoriens Centrum; det uhyre Krater udvider sig for dit Blik, medens Maanen seiler henover den umaadelige Runding, og den øverste Murkant svinder deroppe i skinnende, hellig Fjernhed; du ser ud gjen- nem Rum og Tid. Da lyder det gamle Ord i dit Øre: "Naar Colosseum falder, falder Roma. Naar Roma falder, falder hele Verden", og et Spørgsmaal zitrer igjennem dig: "Vægter -- hvad lider Natten?" Og den store Vægter svarer: "Det er endnu langt til Morgenen", -- thi endnu er det langt til Op- SIDE: 55 fyldelsen af det store Ord: "Elsker hverandre", langt til den Dag, da der skal være én Hjord og én Hyrde, og da Lammet og Tigeren skulle græsse sammen i Fred". Men hans Svada forstummer; thi med engang klinger en frisk, dansk Dame- stemme oppe fra en af Colosseums Buegange: "Jeg gik mig ud en Aftenstund at høre Fuglesang, som Hjertet monne røre I de dybe Dale Blandt de Nattergale Og de andre Fugle smaa, som tale". Og nede fra Arenaen gjentager Koret dæmpet: "I de dybe Dale Blandt de Nattergale Og de andre Fugle smaa, som tale". SIDE: 56 Og med Et er alle disse Tanker, der blusser af romersk Vin og romerske Minder, hjemme -- hjemme i det fjerne Norden, medens Helgenbillederne paa Alterne lytter forundrede til de fremmede Toner. Og der er nordisk Gudstjeneste i Colosseum i den maanebelyste Midnatstime. Saa forunderligt blandes Stemningerne her i dette fortryllede Land! Vend saa tilbage til Forum og bøi af ned mod Velabrum mellem Capitolium og Palatin og gaa nedad den hemmelig- hedsfulde Sti under Muren, og bag Møllen, hvor Gjenskinnet af et rødt Lys zitrer nede i Dybet, der vil du kunne træde ind mellem den gamle Cloaca Maximas snart 3000-aarige Rester. I det dybe Mørke derinde falder Maanelysets Streif skarpt som Sølv paa et enkelt Punkt i Kloakens brusende sorte Vand, som endnu stadig flyder ind under den vældige, lave Stenbue, som det har flydt i Aartusinder i ustanselig Fart, og føres ud i Tiberen. Da har du seet Kongetidens Rom, det Rom, der byggedes for Evigheden. "Men alene bør man ikke gaa her", siger en af Flokken; "thi det gaar ikke enhver saa heldigt som Englænderen". Og saa disker han op med Historien om hin Englænder, om hvem der taltes saa meget netop paa hin Tid, og som mellem Ruinerne havde sit mindeværdige Eventyr. Det var en af hine Albions Sønner, der i Mangel af et Liv, der har sit Indhold i sig selv, stadig jager efter Eventyr. Han havde sat sig for, at var han nu først i Rom, saa vilde han opleve et Eventyr med disse berygtede og frygtede ro- merske Røvere, som han slet ikke var bange for. Og derfor tog han sig for Aften efter Aften at gaa alene hernede blandt Ruinerne mellem Forum og Colosseum. Men intet hændte ham. Endelig en Aften, netop som han passerede gjennem Titusbuen, kom der en mistænkelig Person, der sneg sig ind i Skyggen mellem ham og Buens indre Væg. Nu var han saa nær, at han følte Personens Haand lige ved sin Veste- lomme. Idet den Mistænkelige havde passeret, griber han til SIDE: 57 Vestelommen -- rigtig: Uhret var borte. Eventyret var be- gyndt. Med en Ed vender han sig mod Personen, som tager Flugten, men han forfølger ham tappert, og ved Antonins og Faustinas Tempel faar han ham fat i Nakken og raaber: L'orlogio, birbone! (Uhret, din Skurk!) Og Røveren udleverede uden Modsigelse Uhret, hvorpaa Englænderen gav ham en Dravat og lod ham løbe, sjæleglad over endelig at have op- levet et Røvereventyr og skilt sig saa udmærket fra det. I det ypperligste Humør stikker han Uhret i Lommen og vender hjem til Mylady, som sidder og venter ham ved Theen. "Nu har jeg oplevet et Eventyr! -- en Skurk tog mit Uhr ud af Lommen -- jeg forfulgte ham, bankede ham og erobrede Uhret tilbage". SIDE: 58 "Dit Uhr?" siger Mylady forundret. "Dit Uhr har du jo glemt efter dig herhjemme. Jeg fandt det liggende paa dit Skrivebord, da du var gaaet ud". Tableau! Det var ham selv, der havde været Røveren. Han havde forfulgt en stakkels, skikkelig, ræd Romer, der ikke gjorde en Sjæl Fortræd, og havde in optima forma røvet hans Uhr! Og Sagnet fortæller, at de den næste Dag mødtes paa Politikammeret, den plyndrede Romer for at anmelde Røveriet -- og den engelske Røver for at levere det røvede Uhr tilbage. Men det er allerede langt over Midnat -- det er paa Tide at komme hjem! Dog kan det vel hænde, at man paa Hjemveien tilsidst smutter indom en eller anden Kneipe, for at tage et Glas paa Faldrebet. Budal kjendte en Hule hernede bagved Augusts Forum, hvor man havde en fortræffelig Grottaferrata. Og paa Hjemveien fra denne Kneipe var det paa en saadan Aften, det Forunderlige hændte en gammel, skikkelig dansk Skole- mester, der gik hjem sammen med sin gamle, skikkelige Kone, at hans Galocher ved hvert Skridt hængte fast i Gadesølen, saa han havde saa ondt ved at gaa, skjønt Gaden i Virkelig- heden var saa tør som et Stuegulv. Men han havde natur- ligvis intet drukket den Aften. Og dermed Godnat! Godnat! Felicissima notte! Og Hver smutter ind bag sin Gadedør. Godnat! Saaledes spiste og drak Skandinaverne i Rom i det Herrens Aar 1863. SIDE: 59 HVORLEDES SKANDINAVERNE STUDEREDE I ROM. I et land langt ude i Verden lig- ger en stille ensom, skovkran- set Sø. Naar man seiler henover dens Flade, kan man gjennem dens krystalklare Vand se dybt, dybt ned mod Bunden -- og der- nede skimter man da Rester af en sunken Stad, hvis gamle, underlige, høie Huse med Gavle og Taarne og Kviste hæve sig stille op gjennem Bølgerne, hvor Gader og Torve og Pladse breder sig slumrende mellem Siv og Vandplanter; og har du gode Øine, kan du paa klare Dage se Mænd i sælsomme gammel- dags Dragter og Kvinder med høie Hovedprydelser vandre stille til Kirke gjennem Gaderne og i de dybe Buegange som svæ- vende Skygger; og er det ret stille omkring dig, kan du maaske høre Søndagsklokkerne ringe fra de gamle Kirker i Dybet, og det naar som fjern, lokkende Harpeklang til dit Øre. SIDE: 60 Da gribes du af en underlig Længsel efter at stige ned og leve sammen med denne forsvundne og dog levende Ver- den -- og da er der to Veie, ad hvilke du kan naa did: den ene fører ad trange Huler og vanskelige Stier ned i Dybet; den anden favner dig med milde Arme og bringer dig som i Drømme derned til din Længsels Land: den strenge Historie er den ene, den bedaarende Fantasi den anden. Jeg har i min Ungdom ladet mig føre ned i Dybet af Fortidens hellige Sø af begge disse Magter, og det var -- det har jeg ofte sagt mig selv -- mit Livs største Feilgreb; thi derfor har jeg aldrig kunnet tilfredsstille mine egne Fordringer til mig selv, idet jeg aldrig blev stringent nok som Viden- skabsmand, aldrig fri og rig nok til at være Digter; men jeg var nu engang den, jeg var, og min Natur kunde ikke andet. Men om jeg nu ikke passer ind i nogen af Schemaets Baase naa -- saa existerer jeg alligevel med Existencens Ret som en Afart, eller ialfald som en Misdannelse, der kan have sin Interesse som Kuriosum. Men trods Alt! Hvormeget Alvor og hvormegen Glæde har jeg ikke høstet paa Vandringen! I tre Aar af mit Ungdomsliv har jeg færdes uafbrudt i Dybet af den hellige Sø sammen med svundne Slægter; -- fra jeg betraadte Italiens viede Grund, til jeg vendte hjem derfra, levede jeg ligesaameget med de Døde som med de Levende, et Liv i Historiens alvorlige Verden og i Fantasiens Ar- midahave -- i den Alvorets underfulde Stad, der heder Roma. Og oprigtig talt tror jeg, at denne Dobbelthed ikke blot hefter ved mig; jeg tror, det gjælder som Lov for alle og enhver, at det er umuligt for den, der har faaet Indvielsen til sit Studieliv i Rom -- han være Kunstner, Digter eller Viden- skabsmand -- ikke at blive ligelig paavirket af begge disse Magter. Fantasilivets Retning hos Kunstnerne og Digterne bestemmes her af Historiens Genius, hvis Vinge inden disse Mure overalt omvifter dem, og paa den anden Side: netop det strengeste historiske Studium vil i disse Omgivelser laane et Farveskjær af Fantasiens brogede Sommerfuglevinger, der zit- SIDE: 61 rer rundt om os i den klare Luft. Digteren og Kunstneren har ikke andet at indaande end denne Luft, der er svanger med Verdenshistorie, og Historikeren føler her i denne Stad, der er saa fuld af Gaader, at Historien er et stort Digt, at Fremstillingen af denne Videnskabs Resultater er en Kunst, og at Videnskaben kun ved Fantasiens Hjælp er istand til at løse Gaaderne. Thi Rom er en vanskelig Stad. Den er ikke som andre Stæder, der umiddelbart slaar Beskueren ved sin Skjønhed, som t. Ex. Venedig og Florents; Dogepaladset og Signoria- paladset viser sig strax som det, deres Navne forkynder, men Keiserpaladserne paa Palatin fremtræder for det første Blik kun som en endeløs, forvirret Grushob. For den overfladiske Betragtning maa derfor Rom frembyde en eneste stor Skuffelse; det svarer aldeles ikke til de Forestillinger, man har gjort sig om det paa Forhaand. Man finder kun Murbrokker og mørke Huller, hvor Navnet og Plankartet angiver Paladser og Templer -- moderne Bygninger med nogle faa indmurede antike Søiler, hvor man venter Theatre og Colonnader. Man søger en gam- melkristelig Basilika fra de første Aarhundreder og finder en barok Kirke med Stads og Forgyldning fra det 17de Sekel og kun svage Spor, der ikke er lette at finde og tyde, viser, at Kirken stammer fra en større og ædlere Tid. Skuffelse paa Skuffelse! Tusinder og atter Tusinder af Reisende, der paa den i vor Tid sædvanlige, hurtige Maade besøger Rom, har der aldeles ikke seet, hvad de mente at se, og vender tilbage der- fra ligesaa kloge, som de kom, hvad der vel har fremkaldt Ordsproget om det ædle Dyr, der sendes til Rom og vender tilbage derfra ganske uforandret. Saaledes kom der en Dag i min Romertid en fornøielig Figur til Rom, en af disse, som reiste, fordi han Intet vidste at gjøre med sine mange Penge og sin overflødige Tid og formodentlig havde hørt, at man maatte have seet Rom, naar man vilde gjælde for et dannet Menneske. Den første Dag SIDE: 62 kjørte han og hans Nevø omkring med en Leietjener, der viste dem Roms Mærkværdigheder fra Vognens Forsæde, medens de selv sad i majestætisk Værdighed i Bagsædet. Da han om Aftenen kom op i den skandinaviske Forening, og man spurgte ham, hvad han havde seet, blev Svaret: "En Mængde Snaus -- omtrent som hjemme i Peder Madsens Gang". Men hvilke Oldtidslevninger havde han da seet? "Aa en hel Del -- men det var ramponeret Altsammen". "Har De da seet Colosseum? Det er dog Roms mærkeligste Bygning fra Oldtiden". "Colos- seum? Nei -- " og saa vender han sig til Nevøen: "Hvorfor har I ikke vist mig Colosseum?" "Jo, Onkel, vi var jo i Colosseum -- husker du ikke den store, runde Mur?" -- "Nei". "Hvor der stod en fransk Soldat paa Vagt?". "Aa -- Soldaten -- jo, ham husker jeg -- de røde Buxer saa grinagtig ud -- naa saa det var Colosseum?" Den næste Dag saa han Peterskirken, og her interesserede det Spørgsmaal ham fremfor Alt, om ikke Kongens Nytorv var større end Peterspladsen. Den tredie Dag reiste han til Tivoli, men kom høist misfornøiet tilbage: han havde formodentlig troet, at det var et Forlystelseslokale, og saa var det "bare nogle Vandfald". Saa havde han seet nok af det "kjedelige" Rom og reiste direkte til Paris. Ja, her vil studeres og studeres for Alvor. Først naar man efter møisomme Studier har faaet Indvielsen, saa man er istand til at faa de gamle Mure til at tale, først da aabenbarer de Fortidens Hemmeligheder og Fortidens Historie for det tørstende Sind, og paa næsten ethvert Punkt maa man under disse Studier tage sin Tilflugt til Fantasien for at gjenreise det Faldne i dets Pragt og Storhed for det indre Øie. Saaledes er i Rom Fantasien en ligesaa vigtig Faktor i Historiens Studium, som Historien her er den herskende Magt i det digteriske og kunstneriske Fantasiliv. Ja. Det fordrer Anstrængelse og Studium, og det fordrer fremfor alt Fantasi at lære Rom at kjende; men det lønner sig rigelig, og man bliver stedse mere indtaget af denne Stad, jo længere man studerer den; selve den melankolske Stemning, SIDE: 63 der ligger over denne Verden af Ruiner fra Oldtid og Middel- alder, denne Verdenssorg udgjør snart netop det, som for- tryller og fængsler os, og det var ikke for intet, at Gregor 16, naar han tog Afsked med en Reisende, der kun havde været et Par Uger i Rom, sagde "Farvel", men til dem, der havde tilbragt Maaneder eller Aar der, sagde: "Vi sees igjen!". Et glimrende Exempel paa, hvad en saadan romersk Kunstner-Historiker, der til Fuldkommenhed forenede Digter- syn og historisk Alvor, kan blive til, var den berømte For- fatter af "Roms Historie i Middelalderen": Ferdinand Gre- gorovius. Han omgikkes i P. A. Munchs Hus; jeg traf ham især i tyske Kredse, og en Aften, da vi var blevne noget nærmere bekjendte -- det var i en Soirée hos en tysk Billed- hugger Meyer, -- drog han mig ned paa en Sofa under Blom- sterne i et lidet Kabinet og betroede mig sit Livs Sorg. Og da gik det egentlig for første Gang op for mig med fuld Klarhed, hvorledes denne Forening af videnskabeligt Arbeide og alvorlig, livsfyldig Glæde, som Rom frembyder, netop er det Store ved Studielivet her. Denne Sorg var nemlig, at saa berømt han end var som Historiker, tilfredsstillede denne Berømmelse ham dog ikke, da han havde sin egentlige Stor- hed paa et andet Felt, som Verden ikke forstod; han var, -- og her sank hans Stemme næsten ned til en sagte Hvisken -- han var egentlig Digter. Men det havde man ikke villet aner- kjende. Ja -- den Sygdom kjendte jeg jo lidt til -- og jeg til- lod mig at mene, at det er en stor Lykke, ja egentlig en nød- vendig Betingelse for en Historiker at være Noget af en Digter: først det indre Syn og den levende Fantasi giver os Evnen til at se Historiens skjulte Sammenhæng og fremstille den saa, at den kan gribe Læseren med hele Styrken af et af selve Verdensaanden skabt Digt; men han mente nu, at det Høieste var dog at skabe selvstændigt ud af sit eget In- derste -- og det havde han gjort i sin "Euphorion", men den blev ikke forstaaet. Jeg har senere læst denne og flere af Gregorovius' Digtninge -- men det kan dog ikke negtes, Digter SIDE: 64 i høiere Forstand er han egentlig kun, naar han skriver Historie, og den store Historiker, han er, blev han kun, fordi han var Digter. Hvor forstaar han ikke i sin Historieskrivning at male! Han er der i mine Øine en af Tysklands første Prosadigtere, og hans Skildringer af italiensk Landskab og Folkeliv -- sam- menbundet ved Historiens Ariadnetraad -- hører til alle Litera- turers fortræffeligste Frembringelser paa dette Omraade. Men denne enestaaende Fremstillingskunst, dette male- riske Syn, denne plastiske Stil vilde han -- det er min Over- bevisning -- aldrig have kunnet tilegne sig paa noget andet Sted end netop i Rom: den er ligefrem Resultatet af denne Forening af Historie og Fantasi, der engang for alle har impreg- neret den romerske Luft. Vil man paa den anden Side se en Digter, hvem Rom har inspireret til historisk Syn, saa give man Agt paa M. A. Goldschmidt, der allerede tidlig -- før han begyndte Udgivelsen af "Nord og Syd" -- var bleven stærkt paavirket af Rom. Men om ham mere siden. Studielivet i Rom har som Følge af dette Forhold sin egen, fra alle andre forskjellige, Karakter og Methode, der igjen stiller sig forskjelligt for Kunstneren, for Digteren og Videnskabsmanden: De søger Alle det Samme, men hver paa sin egen Vis. Det siger sig selv, at Rom overfor Kunstnerne har mest at byde Arkitekten, Billedhuggeren og Historiemaleren, skjønt Gud skal vide, at "ringsumher ist frische, grüne Weide" ogsaa for andre Kunstnere. Her er nok for Alle, men om Rom forekommer Kunstneren rigt eller fattigt, "det beror paa Øinene, som ser." Naar nu for Tiden næsten ikke en Eneste af de nordiske Kunstnere opholder sig for længere Tid i Rom, medens de ligetil Syttiaarene dannede en talrig, fastboende Koloni her, saa er Forklaringen hertil vistnok at søge netop i dette Sær- kjende for Roms Luft, at den er svanger med Historie og fyldt af Fantasi. I en saadan Stad har Naturalismen, der jo SIDE: 65 i Sytti- og Ottiaarene helt beherskede Kunstens Verden, lidet at søge: den føler sig ikke vel her; thi den har netop ikke Brug hverken for Historie eller Fantasi, hverken for Form- skjønhed eller for harmoniske Farver, og jeg hørte virkelig for endel Aar siden en af vore moderne norske Kunstnere klage over, at "Rom var saa kjedeligt". -- Ja, mon man nu egentlig kan sige det? Mon ikke Kjedeligheden kunde stikke andetsteds? Nei, det Slags Folk -- lad dem heller gaa til Paris. Det kan jo ikke negtes, at der er uende- lig meget mere at lære for Naturali- sten; over "Moulin rouge" hvælver sig ingen generende Fantasiens Him- mel; og Døgnlarmen overdøver saa lystigt Historiens alvorlige Stemme, naar den vil lade sig høre fra Nôtre Dame eller Conciergeriet. De fleste af vore nordiske Kunstnere havde sine Atelierer oppe paa "Bjerget" -- jeg mener natur- ligvis Monte Pincio. Naar jeg nu stundom gaar opad Via San Basilio, har jeg altid Lyst til at banke paa en af de tre grønne Atelierdøre lige under Indgangen til den nu forsvundne Villa Ludovisi -- for derinde arbeidede engang i Sextiaarenes første Halvdel fire nordiske Billedhuggere, en af hver Nation, i broderlig Enighed: Dansken Lauritz Prior modellerede der sin "Odysseus og Ka- lypso", Finnen Walter Runeberg sin "Apollo og Marsyas", Nordmanden Brynjulf Bergslien udførte sine Portrætbuster af Lyder Sagen og Rektor Holmboe i samme Stue, hvor Sven- sken Frithjof Kiellberg modellerede sin "Ung Fann, der lærer sin lille Broder at stanges". De tre Atelierer laa i Række med hver sin Dør til Gaden, men bag dem laa en liden, fælles Have med et friskt pladskende Springvand og et Bassin, om- SIDE: 66 kring hvilket letsindige Firben boltrede sig lystigt i Solskinnet, medens de alvorligere Skildpadder foretrak at studere Filosofi i Skyggen. Til dem sluttede jeg mig gjerne, naar jeg kom derop. Der har jeg hvilet deiligt i Skyggen under Laurbær- træerne mangen solvarm Dag, liggende paa Ryg med en Bog i Haanden, læsende, lyttende til Vandspringets livlige Passiar eller betragtende Vennerne, som arbeidede derinde i Atelie- rernes kjølige Lysdunkel, gjennem de aabne Døre, ventende paa det Øieblik, da Modellerne afskedigedes, og de arbeidende Herrer fyldte en Concha med Vand i Bassinet, sprøitede Ind- holdet over Leret for at holde det vaadt og forlod Atelieret for i Fællesskab at nyde Aftenens Kjølighed, Aftenens Glæde. Men det var ikke alle Kameraterne, der arbeidede under saa lyse Vilkaar som disse. Ind mellem disse glade Erindringer stiller sig det vemodige Billede af en ung, begavet Kunstner, hvis Studieliv hernede viser dette fra en anden, mindre lok- kende Side. Thi her som overalt er Fattigdommen en Dæmon, der fortærer selv det lyseste Ungdomshaab -- og parres den med Finfølelse og Beskedenhed, saa bringer den Døden. Min vemodsfulde Tanke søger Hans Budal. Han var en lys, freidig og livskraftig, skjønt kanske lidt melankolsk Yngling oppe fra Tydalsfjeldene, vistnok ikke mindre, snarere mere begavet end Mængden af de unge Kunst- nere, der paa hin Tid laa i Rom -- men han kom herned, sendt ud med en liden Understøttelse, der snart ophørte, og i mange Maader aldeles uforberedt til den Kamp, han vilde faa at kjæmpe, fremmed som han var i de nye Forhold. Be- skeden og tilbageholden, mindre mistroisk, men ligesaa uprak- tisk, som norske Bønder sædvanlig er, naar de kommer i frem- mede Omgivelser, optog han baade denne Kamp og den endnu sværere mod trykkende Fattigdom med et friskt Ungdoms- mod. Han fristede Livet kummerlig nok ved at tage Arbeide som Marmorhugger hos lykkeligere stillede Kolleger, og medens mangt et smukt Billede hvilede uskabt i hans Fantasi, maatte han prise sin Lykke, naar han kunde faa gjengive Andres SIDE: 67 Frembringelser i Marmor. Det er vist, at han led Nød, men man hørte ham aldrig klage, og med den ædle Selvfølelses ægte Stolthed skjulte han sin Nød for Alles, selv sine bedste Venners Øine. Hver Sommer, naar Kameraterne forlod Rom for at tage paa Landet, forsvandt ogsaa Budal fra Rom, men medens man altid fik vide, hvor de andre drog hen, fik man aldrig ret Besked paa, hvor Budal tilbragte sin Sommer. Men en Høst, da vi Alle var vendte tilbage til Rom, savnedes Budal, og man lod gjøre Forespørgsel efter ham i den Tanke, at der muligens kunde være tilstødt ham et eller andet Uheld. Da fandt man ham efter adskillig Søgen i en liden By oppe i Abruzzerne, sysselsat som simpel Stenhugger, for at friste Livet Sommeren over; det var stakkars Budals Sommerhvile. Endelig vendte han i 70-Aarene hjem til Norge, men kun for at faa dø i sit Fædrelands Skjød som Følge af den Kraft- løshed, en altfor ufuldstændig Næring og usund, af Fattig- dommen fremtvungen Levemaade havde fremkaldt. Den kraf- tige Skikkelse med det blonde Haar og det lyse Blik, halvt en Balder, halvt en Frithjof, var brudt for altid, og saa sæn- kede vi hans trætte Legeme i Moderjordens Skjød en vakker Foraarsdag 1879. Saa var han da gaaet samme Vei i samme Kamp som Michelsen, Hansen og Fladager. De norske Billed- huggeres Historie er en trist Saga, der vidner om, hvor van- skeligt det var at bryde en Bane for dem, der uden de nød- vendige Forudsætninger, fra en liden Nations Vilkaar og ud fra Folkets lave Tage traadte ind i det rige romerske Kunstnerliv. Der var ogsaa paa den Tid lidet gjort for at consolidere Kunstnernes Liv i Rom til en stor Enhed, hvad der vel kunde frelst En og Anden fra Undergang, der nu sporløst forsvandt i Malstrømmen. Medens nu, da Kunstnerne mest søger til Paris, flere europæiske Stater holder sine Kunstakademier i Rom, og der derhos existerer en international Kunstnerforening, hvor der males efter Model, var tidligere, da al Verdens Kunstnere søgte hid, Frankrige det eneste Land, der holdt et Akademi SIDE: 68 her -- L'école Romaine de France i Villa Medici. Ogsaa Mu- sikere sendte Frankrige stundom hid til sit romerske Akademi for at studere den gamle italienske Kirkemusik. Halevy, La Juive's berømte Komponist, og vel at mærke selv Jøde, kom hid som den franske Stats Pensionær. Han skulde have Bolig i Villa Medici som de øvrige malende Pensionærer. Men den Nykomne er altid Gjenstand for lidt Drilleri, og Halevy blev ingen Undtagelse. Han blev modtaget af de malende Kame- rater med en splendid Smaus deroppe, men da Kl. var 9, sagde Lagets Formand: "Ja, Halevy! Nu er det vel Tid, at du bry- der op!" -- "Nu? Nu skal jo Glæden først ret til at begynde," svarede den muntre Musiker. "Ja -- men desværre, vi maa skilles -- men jeg og et Par andre Kamerater skal følge Dig." "Følge mig? Hvorhen? Og hvorfor skal vi skilles?" "Jo, Du ved vel, at Ghettoens Porte lukkes Kl. 10, og at ingen Jøde maa bo udenfor Ghetto. Men vær rolig -- vi har leiet et godt Værelse til dig, om du end ikke faar det saa komfortabelt, som vi har det heroppe. Vi har leiet det bedste, som fand- tes." Fortvivlet slog den unge Komponist sig for Panden -- men der var ingen Pardon; de pavelige Love -- sagde man ham -- maatte respekteres. Med mørke Anelser steg han da med et Par Kamerater ind i en Vogn, der kjørte dem ned i den mørke Ghetto. Her førte man ham ind i et faldefærdigt Hus, opad en Uendelighed af bælmørke Trapper og ind i et Værelse, der, da der blev tændt Lys, viste sig at indeholde en Straaseng, en Stol paa tre Ben, et defekt Bord og paa dette en Flaske Vand, et Glas og et Talglys. Endnu holdt han Modet oppe, skjønt han syntes, det var skrækkeligt; men da de sagde ham Farvel og vilde til at gaa, sank han sammen og raabte med Fortvivlelsens hele Styrke: "Gaa ikke fra mig -- jeg vil hjem -- tilbage til Paris -- endnu iaften!" Da brast den længe tilbageholdte Latter løs, og de førte ham i Triumf tilbage til Villa Medici, hvor en yderst komfor- tabel liden Leilighed ventede ham -- han havde undergaaet sin "Daab". SIDE: 69 Med Kunstnerne, som ikke længere studerer i Rom, for- svandt ogsaa Modellerne; thi de faa paaklædte Abekatte, der nu befolker den spanske Trappe, halvt Tiggere, halvt Blomster- piger i en Dragt, der er en Mellemting mellem Bymoder og Nationaldragt, kan ikke sammenlignes med hin Tids prægtige Skikkelser. Forsvunden er da de smukke unge Mænd og Kvinder, Oldinge og Børn, som dengang hver Aften i talrig Mængde fyldte den spanske Trappe i Solnedgangen for i sine Dragter fra Abruzzerne, Net- tuno eller Albano at modtage Be- stillinger for den næste Dag. Det var en eiendommelig Men- neskerace disse Modeller, der levede af at sidde for Kunstnerne -- den ene Dag Madonna, den anden Mes- salina, den ene Dag en St. Sebastian, den anden en italiensk Røver, men forresten store Dagdrivere, som Politiet havde et godt Øie til, blan- dede med hæderlige og brave Men- nesker, der gjorde sin Stand al Ære. Hvad er der blevet af hele denne Skare af skjønne Menneskeskikkelser? Der var den billedskjønne Laban, Carminello, med det lange, blaasorte Haar og de brillante, men tomme Øine, hvis Skjønhed vi endnu kan beundre i et Maleri af Sophie Ribbing i vort Nationalgaleri. Jeg saa ham igjen en Del Aar efter -- da var Ungdomsglansen gaaet af den lange Fyr, og blot Labanen stod tilbage. Hvor er han nu? Den deilige Pascuzia, der som Barn var bleven funden af en Kunstner betlende paa den spanske Trappe, og som fyldte Rom med sit Ry i Sextiaarene -- et rent Vidunder af Skjønhed -- døde efter et ulykkeligt Ægte- skab; Stella, Femtiaarenes Stjerne, og endnu deilig i Sexti- SIDE: 70 erne, har trukket sig tilbage som Kostumehandlerinde i Gaden Due Macelli, og kun Francesco Latini, der som ung hvert Aar forsynede Verden med en ny Barnemodel, saa jeg forleden drive henad Via Sistina, omringet af en hel Modelfamilie af Børn, Svigerbørn og Børnebørn, en Slægt, hvis tredie Gene- ration nu altsaa sidder for Kunstnerne. Der opholdt sig paa min Tid i Rom en russisk Maler, der malede "Johannes den Døber prædikende i Ørkenen" med en Hærskare af Tilhørere omkring sig, og han malede saa- længe paa dette Billede, at den samme Model, der havde staaet for et af Børnene i den lyttende Forsamling, senere stod for en ung Moder og tilsidst for en gammel Kone i det samme Billede. Francesco Latini kunde have forsynet ham med en for- skjellig Model for hver af disse Generationer. Enkelte af de kvindelige Modeller, der aldrig sad uden at være ledsaget af en Moder, en Søster eller en liden Broder, gjorde rige Partier med reisende Udlændinge, Andre blev gifte med Kunstnere, og atter Andre gik trods Alt i Hundene. Thi det var et farligt Liv, dette Modelliv -- ikke saa meget fordi de ofte maa "sidde Akt" (nøgen Model) -- hvad der kan ske i al Anstændighed og Uskyldighed og Alvor -- som især paa Grund af den aandelige Lediggang, der følger med dette Ar- beide, og for de kvindelige Modellers Vedkommende ogsaa fordi Kunstnerne ikke altid er saa gode, som de skulde og burde være. Hvad mon saadan en Model nu egentlig tænker paa, medens hun sidder der, Time efter Time aldeles ubevægelig? spørger Gregorovius etsteds, uden dog at besvare Spørgsmaalet anderledes end med en Formodning om, at hun muligens smi- ler over Maleren, der gjør saa meget Væsen for hendes Skyld. Jeg har undertiden erfaret, hvad de tænker paa. En sagde, da hun blev greben i at smile for sig selv, at hun havde tænkt paa, hvor deiligt det skulde være at vinde det store Lod i det pavelige Lotteri og slippe at "arbeide". En Anden viste, hvad han havde tænkt paa, da han efter endt Seance brød ind i Malerens Atelier og stjal hans hele Beholdning af rede Penge. SIDE: 71 Og den skjønne Carminello saa et Øieblik saa interessant lyk- kelig ud, at Maleren spurgte ham, hvad det var, han tænkte paa, og fik til Svar: "Oh -- signore! Vino, cigari e caffe." Men de havde sin point d'honneur, der stod i fuldkom- men Samklang med deres Livsstilling. De mere søgte Modeller vilde ikke sidde for hvilkensomhelst Figur. Da Bloch malede sin "Samson i Filisternes Mølle" var det ham umuligt at faa nogen Model til at staa for den væm- melige Filister, der sidder oppe paa Møllen og prikker den fangne Helt i Ryggen med sin Kjæp -- omsider maatte han gribe til det Middel, at indbilde Modellen, at han stod for Samson, medens han saa godt det lod sig gjøre, benyttede ham for Filisteren. Fra Kunstnernes Studier vender vi os til Digternes. Ja -- de havde det jo unegtelig lettere end Kunstnerne og Viden- skabsmændene. Thi Digternes Studium er jo som bekjendt det, som kaldes "Folkelivsstudium", at "studere Livet", d. v. s. at leve Livet med saa dybt, saa muntert og saa rigt paa Indtryk som muligt! Og Nordens Lande sendte jo tidligt sine Digtere herned. Selv Oehlenschläger maatte jo til Italien og skrev jo sin "Correggio" hernede, men gik forresten om i en bestandig Angst for Røvere og Mordere og havde den fixe Idé -- Anelse kaldte han det -- at han skulde dø i Italien. Det var ganske simpelt Frygt. Vi erindrer, hvilken stor Rolle Italien spillede i den nor- diske Digtning i Romantikens Dage, i Atterboms og Nicanders i Ludvig Bødtkers og Emanuel St. Hermidads, i H. C. An- dersens og Chr. Winthers Digte som i Bournonvilles Balletter: "Napoli", "Festen i Albano", "Blomsterfesten i Genzano" osv. -- samtidig med at den nordiske Malerkunst svælgede i Sce- ner og Prospekter fra Neapels Molo og Roms Campagna af Marstrand og Küchler, Palm og Dahl. Lad os se lidt paa Gjenstandene for disse Digternes "Folke- livsstudier". Det Liv, som Romantikens Digtere havde skildret, stod jo endnu lyslevende for vore Øine, og deres "Studie- SIDE: 72 gjenstande" kunde fremdeles "studeres" i min Romertid. Tig- gerne paa Roms Pladse og Gavtyvene i de romerske Smaa- gader var jo en ligesaa lettilgjængelig som yndet Gjenstand for deres Skildringer; tilsat med lidt udenpaahængt Romantik lod de sig fortræffelig bruge -- og af dem var der nok til- bage i min Tid. Endog en af Figurerne fra Andersens "Im- provisator" gik eller rettere krøb fremdeles lyslevende omkring her, mere end 30 Aar efter -- jeg mener "Tiggernes Konge", den berømte "Beppo paa den spanske Trappe". Ja, han var virkelig en Figur at skabe Noget af, denne evige Tigger, der aldrig syntes at skulle dø, og som da ogsaa figurerede stadig i den Tids Reisebeskrivelser fra Rom. Krøb- ling fra Fødselen, uden Ben fra Knæerne af, krøb denne Torso af et Menneske frem ved Hjælp af et Par Træskamler med Skaft, som han bar paa Hænderne, og kunde med en utrolig Tungeraphed -- ikke tigge med ynkelige Miner som hans Kolleger i Faget, men fordre sin Tribut som en af Roms Mærk- værdigheder. "Jeg er Tiggeren Beppo -- giv mig en Bajocco!" Naar Solen gik ned, og Folk forlod Pinciopromenaden, kunde man altid se en liden Fyr slæbe et Æsel hen til Trap- pen ved Trinita de' Monti. Gamle Beppo, der den hele Dag havde krøbet om paa Knæerne og tigget foran Kirken, blev saa af sine Undersaatter, Medtiggerne, der indfandt sig fri- villig for at udføre dette Hverv, løftet op og red saa -- me- dens de ærbødigt hilsende stod paa begge Sider -- stolt som en Konge hjem til en ubekjendt Bolig, der dog neppe har været saa tiggeragtig endda. Thi det sagdes ialfald -- og jeg tror, det var sandt -- at "Tiggernes Konge" gav hver af sine to Døtre et Stenhus -- andre sagde 2000 Scudi (henved 8000 Kr.) -- i Medgift. En stor Tyran var han mod de Kolleger, der vovede at tigge i hans Region; dem bankede han fryg- telig af med sine Træskamler. Saaledes laa han der vist i 40 Aar. Da jeg kom tilbage til Rom i 1870, og Tiggeriet var bleven legaliseret af Paven, der gav de Tiggeberettigede en Plade at bære paa Brystet og anviste enhver af dem sin Re- SIDE: 73 gion, laa han endnu og tiggede -- kun havde han da maattet flytte fra den spanske Trappe ned til Kirken S. Agostino, hvad der vistnok maa have formindsket hans Indtægter betydelig. Der saa jeg ham for sidste Gang; thi da jeg kom tilbage i 1881, var han baade død og glemt. Til Tiggerne sluttede sig som yndet Motiv for Digtnin- gen, som bekjendt, Røverne, de italienske Røvere. Inde i Rom fandtes de ikke i sin romantiske Form, men ligesom "Fra Dia- volo" udmærkede sig ved sin Ridderlighed, saaledes udmærkede hans mindre romantiske Brødre, de romerske Lommetyve og andre Gavtyve, sig ved en vis naturlig Bonhommie, der ikke klædte dem ilde, og som endnu den Dag idag ikke har for- ladt dem. Det er ikke mange Dage siden en ung dansk Dame for- talte mig, at hun havde følt en Lommetyvs Haand i sin Lomme, og da hun resolut greb om hans Haand, tog han med den anden Haand høflig til Hatten og sagde: "Om Forladelse, Signorina!" ret som om det var den naturligste Feiltagelse af Verden, at stikke sin Haand i en Andens Lomme. I min første Romertid opdagede en Landsmandinde, at en Gavtyv havde stjaalet hendes Faders Skjærf bort fra For- stuen, og gik ham paa Livet. "Stjaalet?" svarede han: "Herre- gud, hvor kan De nu sige det? Jeg saa jo, at Deres Far aldrig brugte Skjærfet, -- han er rig, og jeg er fattig -- og saa var det jo saa naturligt, at jeg brugte det." Omtrent samtidig hændte det, at den rige Madonna nede i San Agostino, Billedet nemlig, blev bestjaalet for en af sine kostbareste Diamanter. Da Tyven blev greben, forlangte han at blive ført for Pius IX, da han havde en vigtig Meddelelse at gjøre Paven. Han fortalte da, at han en Dag havde ligget hensunken i Bøn foran Mariabilledet og klaget sin Nød for Madonna, at han og hans Familie holdt paa at sulte ihjel. Da havde Madonna naadigt bøiet sig ned til ham, løst Diamanten fra sit Bryst og givet ham den. Cleresiet, der indsaa, at her var noget at tjene, tog Historien for god; det var et nyt Mi- SIDE: 74 rakel, der indbragte Madonna en Uendelighed af nye Gaver, og de geistlige Dommere lod, efter at have frataget ham Dia- manten, Madonnas Klient gaa med den Formaning, at hvis Madonna en anden Gang tillod sig at gjøre saadanne Streger, skulde han ufortøvet anmelde det for Geistligheden! Men en og anden Gang kunde jo "Studierne" paa dette farlige Gebet mellem Tyve og Røvere især i Roms Campagne befrygtes at ville føre til, at den ulykkelige Digter blev en Martyr for sin Forskeriver. Jeg erindrer en Mand (jeg skal her ikke nærmere betegne, til hvilken Kategori af de "Stu- derende" han hørte), der havde forudseet saadanne Tilfælde og derfor, naar han gik udenfor Murene, var bevæbnet med en Revolver. Dette havde han været uforsigtig nok til at lade nogle af Kameraterne vide, og disse var naturligvis strax fær- dige til et Skjælmsstykke, især da han var bekjendt som en meget upraktisk Mand, der neppe kunde tænkes at have af- fyret en Revolver i hele sit Liv. En Aften, da han vendte til- bage fra en ensom Vandring i Campagnen, blev han i Skum- ringen overfaldt af et Par formummede Skikkelser, der havde belavet sig paa at fratage ham Revolveren til hans eget Bed- ste; men der kom ingen Revolver frem, derimod bad han in- derlig tyndt for sit Liv. Det blev da ogsaa sparet; thi Røverne var et Par af hans gode Venner. Derimod underkastede de ham bagefter en Examination. "Hvorfor har du ikke Revol- veren med?" "Jo, -- jeg har den -- i Baglommen." "Hvorfor trak du den saa ikke frem?" "Nei -- den ligger i Kassen." "Ja -- det er jo dumt, men du maatte da kunne faa den frem i en Hast." "Nei -- Kassen er laaset!" "Lad se -- hvor har du Nøglen?" "Jo -- Nøglen? -- jo, den har jeg glemt hjemme paa mit Bord!" Jeg har ikke nævnt Synderens Navn hverken her eller i det Følgende. Det vilde i modsat Tilfælde ikke været van- skeligt at udfinde, hvem han var; thi de Digtere, der færdedes i Rom i min Tid, var ikke mange. Af Danske: Bergsøe, Chr. Arentzen, Joh. Fibiger, Goldschmidt, Carl Andersen; af Svenske: SIDE: 75 Nyblom, Carl Snoilsky, Edvard Bäckstrøm og Sander; af Norske alene Henrik Ibsen. Bj. Bjørnson havde nylig forladt Rom, da jeg kom hid. Hos dem Alle -- kanske med Undtagelse af Arentzen, hvis digteriske Produktion allerede var endt, har Op- holdet her afsat sine direkte Frugter, bl. a. hos Bergsøe i en Række Arbeider, ligefra "Fra Piazza del Popolo" til Ischia- novellerne, hos Goldschmidt i "Arvingen", hos Bjørnson i "Kaptein Manzana", betydningsfuldere hos Snoilsky i Italienska bilder og fremforalt hos Henrik Ibsen i "Keiser og Galilæer". Men den indirekte Indflydelse, Rom har øvet paa dem Alle -- ja den er for stor til at lade sig paavise i det Enkelte. For blot at pege paa Bjørnson er det jo tydeligt at se, hvor stærkt den italienske "Renaissance" afspeiler sig i hans "Maria Stuart". Jeg antager, at Digternes Studier hernede væsentlig be- stod i at leve Livet med, at indsuge det store, befriende Ind- tryk af den Skjønhedsverden, hvori de levede, af den omgivende Natur og Folkelivet. Jeg erindrer godt, at Henrik Ibsen en- gang under et senere Ophold i Rom, da vi paany mødtes her, sagde: "Selv om jeg ikke rørte mig et Skridt eller saa et eneste Museum, en eneste Statue, er blot Bevidstheden om, at jeg kan se dem, naar jeg vil, tilstrækkelig til at stemme Sindet til digterisk Arbeide." Og deri havde han Ret. Ja, "Studier" i Rom er et vidt Begreb: fra Bibliothek- og Arkivstudier til Vinstudier, fra arkæologiske Studier til "Folke- livsstudier" er en betydelig Afstand. Men, Gudbevares, Respekt for dem Alle! Maatte vi ikke Alle indrømme, at det ikke var saa let at drage Grænsen mellem Arbeide og Nydelse her i Rom? Undertiden -- det skal ikke negtes -- kaldte visse Folk enhver Fornøielsestur, hvor der var noget mærkeligt at se -- og det var der jo næsten overalt -- for "Studier", om det saa blot var den rene Nysgjerrighed, der skulde tilfredsstilles. Men dette kunde jo iblandt straffe sig ganske morsomt. Det var en Tid, det var sterkt i Mode, at saadanne "Studievandringer" foretoges i Flok og Følge for at se paa en Nonneindvielse, en Begravelse eller et Pilgrimstog. En Dag spredte det Rygte SIDE: 76 sig blandt Skandinaverne, at Erkebispen af Girgenti var død og skulde begraves samme Aften Kl. 7 fra Kirken S.ta Saba -- paa Aventin -- en af de fjernest og ensomst beliggende Kirker helt ude imod Porta S. Paolo. Strax slog en hel Flok sig sammen for at "studere" Fænomenet og valfartede i den dunkle Aften ud til den afsidesliggende Kirke -- thi Spor- vogne fandtes dengang ikke i Rom. Men da man kom did, var Kirken lukket, Alt var stængt, mørkt, øde og tomt. Der stod de i Mulm og Mørke mellem Vingaardsmurene. Tilfæl- digvis kom en Munk forbi, og ham spurgte man da ud, om ikke Erkebispen af Girgenti skulde begraves fra denne Kirke iaften. Men Munken blev vred og gav dem en alvorlig Ad- monition om ikke at drive Løier med en hellig Mand: der findes jo ingen Erkebisp af Girgenti. Almindelig Flauhed! Derimod kunde en af Skandinaverne, for hvem der idetsamme gik et Lys op, med fuld Sikkerhed konstatere for dem, at det idag var første April, og at en lystig finsk Dame netop nu sad og morede sig inderligt over at have narret dem afsted. Aa ja -- Studielivet tages let forfængeligt i Rom, og da viser Medaljens Revers sig. Men paa den anden Side: heller ikke for Videnskabs- mændene, Historikerne, Kunsthistorikerne og Arkæo- logerne, for hvem det virkelig var Alvor at studere Rom i dets Historie og i dets Kunst, var det let at skille Ny- delse fra Arbeide, thi dette Liv var den rene Modsætning til Goethes Ord: "Tages-Arbeit -- Abends Gäste! Saure Wochen -- frohe Feste!" Her var Arbeidet selv en Fest. Hvor herlige var ikke disse Dage, naar man gik ud om Morgenen for at lære og glædes og varmes paa engang ved den uudtømmelige Rigdom af Kunstskatte, Rom bragte en imøde, som ved de tusinde Syner, der ganske tilfældigt overalt kunde møde en, ligetil man kom dødstræt hjem om Aftenen. To Gange ugentlig gav de olympiske Guder Audiens i Belve- SIDE: 77 deres Marmorhaller: Zeus og Apollo og Venus af Knidos -- og Græker og Barbarer blev lige gjæstfrit modtagne baade her og i Villa Borghese, Villa Albani og Villa Ludovisi, de udø- delige Marmorguders Sommerresidenser. Og har man havt den Lykke at øse af denne Antikens Marmorbrønd under en saa intelligent og aandfuld Leder, som min uforglemmelige Lærer Heinrich Brunn, saa har man meget at være taknemlig for. Thi det tyske arkæologiske Institut paa Kapitolium aabnede gjæstfrit sine Døre ogsaa for os Fremmede -- navnlig besøgtes Brunns Forelæsninger i Museerne og Ruinerne stadig af en- kelte Skandinaver. Her har jeg gjort mit første Bekjendtskab med mange af de Arkæologer, der senere er blevne mine kjære Venner. Hvor skulde jeg begynde og hvor ende, dersom jeg vilde skildre vort Studieliv under Farnesinas eller Capella Sistinas Tag og henover Stanzernes Vægflader. Stanzerne, ja! Thi vi tillod os dengang endnu at studere Raffael og at -- sværme for hans ungdommelige friske Kunst. Nu tør man jo næsten ikke nævne ham, hvis man ikke vil ansees for en antedilu- viansk Drøvtygger. Thi den kloge Nutid har udklækket den forbausende Theori, at der er noget konventionelt akademisk ved Raffael, medens Boticelli er den levendegjorte Ungdom. Ja, Boticelli i Ære! Men det er den løierligste, mest over- fladiske Misforstaaelse af dem, der har seet sig kjede paa Senrenaissancens Manierister og Baroktidens Konventionalisme. De finder visse Fællesmærker for denne Kunst og Raffaels, men glemme, at hvad der hos Hine blev Manierisme og Kon- vention, det var hos ham Blomsten af hele Aarhundreders Stræben mod Fuldendelse, overgydt med hele Første-Gangens Herlighed og Ynde, med hele Geniets Modenhed, netop den friske og unge Fuldkommengjørelse af alle de Løfter, Ung- renaissansen havde givet. Fjeldtoppen var naaet -- og det var netop ham, som naaede den. Det er sandt -- det er lifligere at stige opad Fjeldet med Ungrenaissancen, end at gaa oppe paa Plateauet med Andrea del Sarto og Fra Bartolomeo og SIDE: 78 Giulio Romano -- men lifligst er det dog at stige opad Fjeldet og naa Toppen, se Udsigten aabnes -- med Raffael. At kalde Raffael konventionel og akademisk, er ikke et Haar klogere end at bebreide Mozart, at "Don Juan"s Melodier er fortærskede; det minder om ham, der undrede sig over, at Schiller kunde begynde sin "Don Carlos" med den udslidte Frase: "Die schö- nen Tage in Aranjuez sind jetzt zu Ende". Aa nei -- Raffael kan være rolig, han saavel som Mozart -- han var dog den, som besteg Høiden, og han straaler lige klar paa Kunstens Himmel som en Stjerne af første Rang, naar Ingen mere husker det kritiske Fyrværkeri, der skulde slukke hans Glans. Forleden kom Fritz Thaulow hid med hele sin moderne Foragt for den Kunstner, han endnu ikke kjendte; men da han iaften kom hjem fra Vatikanet, og jeg traf ham i Ross' Atelier, raabte han mig imøde: "Nei -- Raffael er alligevel den store!" Og saa svor han en saa nydelig norsk Ed paa, at det, han sagde igaar, var Løgn, at jeg maatte tro det. -- Hvem glemmer Vandringerne i Gruset paa "Forum Romanum" mellem Palatinerbjergets Murmasser -- eller de ensomme Pilgrimsfærder til de store Basilikaer og Studiet af al den Herlighed af gammel Kunst, de gjemmer? Mosaikerne, der glimter frem fra de mørke Altarnischers Dyb og straaler ned fra Kirkernes Triumfbuer, eller de stille, middelalderske Klostergaarde med sine snoede Søiler mellem duftende, blom- strende Buske, hvor Fuglene sang i den fredelige Stilhed -- fjernt fra al Verdens Larm? Hvem glemmer Vandringerne i Cam- pagnen om Søndags-Eftermiddagene! Veien til Campagnen lagdes gjerne over Monte Pincios indre Gader, hvor man afhentede Deltagerne, der boede om- kring Piazza Barberini. -- Efter at have vædet Panden under Tritonens sprudlende Vandstraaler, drog man opad Via Quattro Fontane og ned til Maria Maggiore, og lagde der Veien igjen- nem Kirken, hvis svale, mosaikfyldte Haller altid dannede et kjært Hvilepunkt paa den lange Vandring. Her ophørte jo i hine Dage i det Væsentlige Roms Bebyggelse, og man kom SIDE: 79 da forbi Raffaels Vigne ned til Lateranet, hvor man atter, hvis man vilde, kunde lægge Veien tværsigjennem en af de gamle Basilikaer. Her, fra Lateranets Trappe, fik man den vide Udsigt over Campagnen til de indigoblaa Sabinerbjerge -- og gjennem Porta S. Giovanni kom man snart ud i den egentlige Campagne. Saa drog Karavanen hen under Aquædukternes endeløse Buerader -- til Egerias orchidébehængte Grotte og over til Cecilia Metellas Grav, og endte i Katakombernes Dyb. Hvo har været grebet af det Liv i Døden, det Lys i Mørket, der i blegnede Farver endnu straaler os imøde dernede fra de ældste Kristnes Gravkamre -- og kan nogensinde glemme det? Hine stemningsrige Søndags-Eftermiddage, naar vi i mindre Flokke gjorde disse Campagnevandringer, der gjerne sluttede i Aftenens Dæmringslys i et eller andet landligt Osteri uden- SIDE: 80 for Roms Porte, hvem har deltaget i dem og vil ikke under- skrive den Sætning, at i Rom er det umuligt at skille Arbeide og Nydelse, Historie og Fantasi fra hinanden? Ja, det var i Sandhed et helt nyt, rigt Liv, jeg nu levede. Endnu i denne Stund, 35 Aar efter, zitrer Pennen i min Haand, naar jeg tænker tilbage paa hine forunderlige Aar; thi aldrig har Livet pulseret rigere og fuldere end i hine Dage -- aldrig har jeg nydt Livets Glæde paa en frugtbarere Maade end da. Her forstod jeg først det vise Ord, at Beaandelse, "Begeisterung", i dette Ords dybe, stille Mening -- den Beaandelse, der tillige varmer Hjertet, er Resultatet af Historiens Studium, og forstod det med Glæde og Alvor. Den Ungdomsglød, der engang var bleven tændt hos mig paa Overgangen fra Barn til Yngling, da jeg fik Øie paa vor egen unge norske Nationalbevidstheds Udfoldelse i Videnskab, i Digt og Kunst -- den gjennem- strømmede mig her endnu en Gang paa Overgangen fra Yng- ling til Mand, anderledes formet, dybere, stærkere og modnere; men denne Gang var det rigtignok ikke Fædrelandet, der var dens Gjenstand: det var Følelsen af at være bleven Borger i Fortidens store Verdensrige, det var Glæden over det vaag- nende Syn paa Verdensudviklingens Love, paa Menneskehedens store Gudsopdragelse, som den tegner sig i Alt, hvad man her kan gjenopleve af vældig Historie og tidsformende Kunst, -- det var den jublende Tanke om engang at skulle kunne gjøre Andre meddelagtige i dette Liv -- i Skrift og Tale, der lod mig beruses af vaarlig Glæde endnu en Gang og gjorde disse Aar til mit senere Livs egentlige Knopningstid; thi paa, hvad jeg i disse Aar indvandt af Kundskab og Livsfylde, har jeg jo levet og virket hele mit følgende Liv. Og kom der end senere i Livet Tider, da jeg følte mig uendelig ensom, netop fordi jeg havde feilet ved at leve for- meget sammen med de Døde, saa jeg var bleven fremmed der, hvor jeg skulde have mit Hjem blandt de Levende, -- jeg havde dog for al Fremtid vundet et fast Punkt udenfor mig selv, paa hvilket jeg kunde falde tilbage under Dagens Kampe, og som SIDE: 81 hin Antaios i sin Moders Skjød vinde fornyet Liv og øget Styrke. Thi den, der vil studere alvorligt her paa den Jord, hvor Verdenshistorien har spillet sit største Drama, -- her, hvor man kan staa bag Kulisserne og se dette Drama opføres paany, han lever ikke blot sit eget korte Menneskeliv, han lever Livet mangedobbelt, tusindaarigt: han følger Cicero til Forums Rostra, han deler Dantes Landsflugt og hans Syner, han maler Stanzerne med Raffael og reiser Peterskirken med Bramante. Jeg mener selvfølgelig ikke i tomt Fantasteri, men i le- vende bearbeidende Studium -- hvor ufuldkomment end Re- sultatet kan være. Men det romerske Studieliv, især naar det varer længe, indeslutter virkelig Faren for at fortabe sig i æsthetisk Fan- tasteri: det er et kort Skridt fra Capitolium til den tarpeiske Klippe. Thi fortaber du dig ensidig i dette Livs rige Skjøn- hedsindtryk, saa du ikke længere har Øre for Livets manende Klokker, der ringer efter dig og kalder dig ud for at løse Daglig- livets Opgaver i Forsagelse og Kamp, saa bliver Studie-Livet her let til en hul Løgn, en giftig Vampyr, der suger Blodet ud af dine Aarer og Marven ud af dine Ben. Jeg har kjendt Exempler ogsaa paa flere saadanne Re- sultater af Studiet i Rom, naar det dreves usundt og over- fladisk, naar Fantasien fik Vind i Seilene, medens Personlig- hedens og Karakterens Ballast manglede. Henrik Ibsen fortalte mig engang om et ungt Digteremne, som levede hernede Aar efter Aar, beheftet med en Bryst- sygdom, der før eller senere maatte gjøre Ende paa hans Liv. En Morgen fandt hans Vertinde ham død i Sengen og meldte det til en af hans Landsmænd. Denne kom op i Leiligheden, hvor Liget laa udstrakt i en malerisk Stilling, halvpaaklædt paa Sengen; han gjennemgik den Dødes Papirer og Sager og bebreidede heftig Vertinden, at hun ikke havde været hos ham i hans Dødsstund. SIDE: 82 "Nei, han maa være død pludselig", sagde Vertinden, "thi jeg har intet hørt." "Pludselig! Det er ikke muligt" sagde den Fremmede; "og her er Beviset. Her ligger et lidet smukt Digt paå Bordet og Blyanten ved Siden, og det siger, at naar vi imorgen træ- der herind, er han for stedse gaaet ud. Han har altsaa følt Døden saalænge i Forveien, at han har havt Tid til at ned- skrive disse Linier i Rhytmer og Rim." "Det beskrevne Papir og den Blyant?" sagde Vertinden og saa paa dem, "dem har han nu hver Aften mindst i det sidste halve Aar lagt paa Bordet ved Hovedgjærdet, naar han gik tilsengs." Her har vi vistnok Hovedmotivet for Hedda Gablers "at dø i Skjønhed." Men for den, der med Alvor og Varme har lagt Aar af sit Liv i Studiet af denne Stads Undere for senere at frugtbar- gjøre det under Nuets Krav, for ham er Rom et Foryngelsens Bad, hvori noget af det gamle Menneske dør, medens en ny, friere og modnere Skabning stiger op af dets Bølger for at leve Livet stærkere og fuldere end før. -- -- I et land, langt ude i Verden ligger en stille, ensom, skovkranset Sø, og naar man seiler henover dens Flade, kan man i dens krystalklare Speil, dybt, dybt nede fra Bunden, se sit eget Liv stige forynget op gjennem Bølgerne; thi denne hellige Sø er i Virkeligheden den "Ungdomsbrønd", om hvilken de Gamle drømte og digtede saameget. Men Enhver, der har badet i dens Vande, vil en varm, stille Længsel, selv naar Haaret er graanet, drage did igjen, tilbage til Søens Bred, til det stille Rige; derfor sidder jeg nu atter her i disse Templers Skygge og føler, at jeg styrkes og forynges. Og er der Nogen, som ikke forstaar, hvad jeg me- ner, og at jeg bliver varm om Hjertet som en Yngling, naar jeg tænker tilbage paa hine Dage, -- ja, "saa tales der ikke til ham". SIDE: 83 TO ISRAELITER I ROM. De gamle Grækere brugte stundom at sam- menstille Portræter af sine store Mænd til Dobbelt-Buster. Principet for Sam- menstillingen var da, at de to under samme Hjerneskal Forenede skulde paa samme Tid være Aandsbeslægtede, men tillige danne Modsætninger indenfor dette Aandsslægtskab, som f.Ex. Herodot og Thukydid, Sappho og Corinna osv. Om de to Mænd, jeg her maa sammenstille til en Dobbelt-Herme, kan det nu netop slet ikke siges, at de var aandsbeslægtede, de var derimod stammebeslægtede, men forøvrigt afgjorte Modsæt- ninger, idet den ene var en aandelig høibaaren, rigtbegavet Idealist i bedste Forstand og en stor Digter, den Anden SIDE: 84 derimod en jordbunden, ret smaaskaaren, men godmodig og vennesæl Mand -- det eneste Fællestræk, der forbandt dem, var, at de begge var fødte Israeliter. -- Det er saaledes kun den Omstændighed, at jeg ikke kan skildre mit For- hold til den Første af disse uden tillige at berøre den Anden, der tvinger mig til her at sammenføre to saa vidt for- skjellige Mænd som Meir Goldschmidt og Giovanni Bravo i det samme Kapitel, der nærmest skulde være viet den Første af dem. Det Selskab af Skandinaver, der var samlet i Rom Vin- teren 1862 til 1863 -- min første romerske Vinter -- kan man under en let Forklædning finde skildret i Goldschmidts "Arv- ingen", hvor det er tegnet saaledes, at de, der har levet med i denne Kreds, med Lethed vil kunne gjenkjende alle de An- gjældende. Men det kan ikke negtes, at saa interessante Men- nesker, der end fandtes iblandt dem, var dog det lysende Punkt han, som ogsaa under en let Forklædning er Hovedfiguren i "Arvingen": Goldschmidt selv. Meir Goldschmidt er altfor vel kjendt som Forfatter til, at jeg skulde behøve at skildre ham som saadan: den danske Litteraturs fineste Prosadigters uefterlignelige Stil, hans Aandfuldhed og Satire er vel kjendt. Men de forunderlige tilsyneladende Modsætninger i hans Væsen, der den ene Dag med flængende Hensynsløshed satte den kjøbenhavnske Spids- borgerlighed i "Corsarens" Gabestok, og den anden Dag rø- rende udsang sit Livs dybe Smerte i "En Jøde" -- Modsæt- ningerne i hans Væsen, der var saa god en Dansk som nogen, paa samme Tid, som han bar Jødens Racestempel saavel i sit Ydre som i sit Indre -- Modsætningerne i denne forunderlige Tantalusnatur, der altid saa Idealet i sine Modstanderes Leir -- som det ret træffende har været sagt om ham -- og som altid higede ud over sig selv, der klagede bittert over, at han ikke kunde skrive Vers, skjønt han skrev den smukkeste, stil- fuldeste, mest poesirige Prosa, hans Sprog eier -- disse Mod- sætninger fandt i mangt og meget sin Forklaring, naar man SIDE: 85 lærte ham nærmere at kjende; thi da gik det Hele op i en Generalnævner, som jeg, i Mangel af noget bedre, vilde kalde: Retfærdighedsfølelsens dybe, smerte- og harmfyldte Syn paa Livets Uretfærdighed, og en stedsevarende Kamp for at finde en Forsoning, den han som bekjendt tilsidst troede at finde i Nemesisideen. Det var Kampen mod Uretten, Kampen for Frihed og Harmoni i Livet, der var hans Livs og hans Digt- nings Sangbund. Jeg vil nu for en Stund dvæle ved Erindringen om ham, og jeg vil da, som sædvanlig, fortælle Løst og Fast -- som jeg erindrer det -- det vil samtidig være en Art Dagbog over hin Tids Oplevelser og tillige kaste nogle Streiflys over hans interessante Personlighed. Vort allerførste Sammentræf syntes ikke at love noget godt; allermindst syntes det at bebude det Forhold, der saa overraskende hurtigt udviklede sig mellem os. Det var en Morgen, saavidt jeg mindes kort før Karnevals- tiden 1863, at jeg slentrede henad Via felice sammen med den danske Digter Christian Arentzen. Med ét blev han staaende og stirre henimod den lille Kafé, hvor vi stundom indtog vor Morgenkaffe -- og idet han pegte henimod et af de smaa Marmorborde foran Kaféen, raabte han: "Nei -- men se, der sidder jo Goldschmidt!". Der sad en Mand, som -- medens han sad -- intet andet bemærkningsværdigt frembød end et overordentlig udpræget, smukt jødisk Ansigt med et Par prægtige Øine, der lynede som Diamanter i Stenkul, en Mand, som, da han strax efter reiste sig, viste sig at have Jødens korte Ben og derfor syntes at være usædvanlig liden af Vext. Han var ankommen Dagen iforveien og havde faaet Logis i Huset ved Siden af Pal. Tene- rani, hvor jeg boede. Saaledes saa han altsaa ud, den Mand, hvis "En Jøde" og "Hjemløs" havde været mine Studenteraars Henrykkelse, hvis "Nord og Syd" i mine sidste Skoledage havde været min kjæreste Læsning, og hvis "Corsar" jeg alle- rede som Barn havde moret mig over uden at forstaa dens SIDE: 86 Satire. Der sad han nu lyslevende foran mig, og en Præsen- tation var selvfølgelig. Da han fik Øie paa sin gamle Ven, lyste det blidt og venligt i de sorte Øine, men idet Arentzen præsenterede mig, for der et Lyn ud af dem, der næsten bragte mig til at fare sammen. Jeg anede øieblikkelig Grunden, og jeg havde ikke taget feil. Dette ufrivillige Blik veg dog strax for et venligere, idet han bød os tage Plads; men saa gik han ogsaa resolut lige løs paa Sagen, idet han strax førte Samtalen ind paa intet mindre end min Bedømmelse af hans Forfatterskab i min danske Literaturhistorie. Jeg havde der omtalt Goldschmidt med betinget Anerkjen- delse, og ikke kunnet undertrykke en maaske noget skarpt affattet Bemærkning om den -- som mig syntes -- altfor negative og nedbrydende Virksomhed, han havde øvet som "Corsarens" Redaktør; thi det var jo ikke blot Spidsborgerlig- heden, han der havde sat i Gabestokken, men ogsaa et og andet af, hvad jeg ansaa for stort og ædelt i Danmarks Nutid. Jeg blev vistnok i det første Øieblik en Smule konsterneret over denne Aabenhed; men den redelige Maade, hvorpaa det skeede, tiltalte mig, og jeg begreb hurtigt, at det her gjaldt at vexle et Par blanke Hug for saa fra begge Sider at lægge Vaabnene ned for Gudinden Romas Fod. "Jeg har naturligvis", sagde han, "selv saa ofte angrebet Andre, at det ikke kan falde mig ind at tage Dem ilde op at De har angrebet mig; men De har brugt to Udtryk om mig, som jeg finder uretfærdige. De har kaldt mig "aandrig" og De har kaldt mig "begeistringsløs"." "At være aandrig", svarede jeg, "er i vort Sprog intet nedsættende." "Da mener jeg", vedblev han, "at Aandrighed betegner den hule, tomme Anvendelse af Aandens Gaver, medens man, hvor man mener Aandens Fylde, benytter Ordet "aandfuld"." "Da er dette", mente jeg, "en Følge af, at Norsk ikke længer er Dansk. Vi Norske skjelner ikke saaledes mellem SIDE: 87 disse to Begreber, hvad De klart vil indse deraf, at jeg ikke har kaldt Dem "aandrig og begeistringsløs", men derimod "aandrig, men begeistringsløs", det første altsaa i min Mund en Ros, det andet en Dadel." Det var ogsaa virkelig Tilfældet, skjønt Ordet "aandrig" efterhaanden ogsaa i vort Sprog tildels har faaet den Betyd- ning, han indlagde deri. "Nuvel", svarede Goldschmidt, "det skal jeg indrømme Dem, men hvad Begeistringsløsheden angaar, saa tror jeg, at De ikke har seet tilbunds i mit Væsen." Og med en Styrke, der næsten forbausede mig, da den viste, at han havde taget sig mit ungdommelige Angreb mere nær, end jeg havde troet muligt, og med en Varme, der maatte overbevise mig om, at jeg ikke kjendte ham tilbunds, udvik- lede han nu, hvorledes hans tilsyneladende negative Optræden hang sammen med en dyb Kjærlighed til det, han ansaa for godt og sandt i Verden, og jeg erkjendte snart med Glæde, om end med Beklagelse, at jeg paa dette Punkt havde taget Feil i min Dom om ham. Min aabne Erkjendelse heraf maa formodentlig have gjort et godt Indtryk paa ham; thi da vi havde krydset Landser, rakte han mig venlig Haanden, og da vi skiltes, var det med Løftet om ret ofte at træffes, og fra den Stund af udviklede sig et Forhold mellem os, der i Frem- tiden bragte mig mange nydelsesrige Timer. Jeg begriber ikke egentlig, hvad det var, der skaffede mig Goldschmidts Ven- skab og Fortrolighed; han var jo 15 Aar ældre end jeg og var mig endnu overlegnere i Modenhed og Erfaring end i Aar -- hans Aand og Talent sætter jeg i denne Forbindelse helt ud af Betragtning. Men faktisk var det, at han søgte mig endnu oftere end jeg dristede mig til at søge ham. Romer- livet havde -- dengang ialfald -- en forunderlig Magt til hur- tig at nærme Menneskene til hverandre -- Konveniensens Læn- ker brast, og man lagde frit og aabent sit Inderste og derved vel ogsaa sit Bedste frem i Dagen for sine Omgangsvenner. Vist er det ialfald, at vi snart var næsten uadskillelige, især SIDE: 88 da ogsaa han begyndte at besøge Heinrich Brunns kunst- arkæologiske Forelæsninger i Roms Museer. Vi vandrede efter disse gjerne ud i Campagnen gjennem en eller anden af Roms Porte, og paa saadanne Vandringer til Egerias Grotte eller Ponte Molle, til Tavolata eller Torre de'Schiavi kunde han da forunderligt tiltalende aabne sit Hjerte for sin yngre Ven, hos hvem han vistnok følte, at han fandt, hvad han saa ofte maatte savne i Verden -- Forstaaelse. Naar jeg nu tænker tilbage paa disse Samtaler, er jeg i Forlegenhed med den Maade, hvorpaa jeg skal kunne give Læserne Del i dem eller Forestilling om dem; thi de staar naturligvis nu efter 34 Aar ikke længere klart for mig: de har strømmet gjennem min Sjæl, og der er Intet tilbage af deres direkte Indhold -- saalidt som der er af Vandet i det vaskede Linned -- dette er dog blevet renset ved Vandet, der er løbet gjennem det, og jeg føler noget Lignende ved Erindringen om hans Samtale, saa gjennemsigtig og ren, saa varm og ædel, saa rensende. Der er en sagte Lyd i Græsset, som vi kalder, "Blaa- klokkerne ringer", det er ikke virkelig Ringen, men det er mere end en Susen -- det er en dæmpet, zitrende Tone, en Hvisken, hvori vi synes at fornemme Noget af en liden Klok- kes fine Klang, som vi dog ikke helt kan opfatte. Saaledes kan jeg endnu gribe den Stemning, som skjælver i Erindringen om disse Samtaler, men ikke Samtalerne selv. Jeg maa da saa godt jeg kan lytte til og søge at gjengive denne Stemning, der stod i nær Forbindelse med den formelle Side af hans Underholdning. Thi ligesom han skrev en uefterlignelig Stil, saaledes havde ogsaa hans mundtlige Samtale dette Pregnante, Træffende eller ialfald mod det Træffende sigtende i Udtryks- maaden, som vi beundrer i hans Skrifter. Goldschmidt havde i sin Ungdom været en varm Til- hænger af Skandinavismen og havde med Liv og Interesse deltaget i de to første Studentertog. Hvad der senere skilte ham fra den, var vistnok den Omstændighed, at det national- SIDE: 89 liberale Parti, hvis Politik forekom ham uheldsvanger for det Fædreland, han elskede saa varmt, knæsatte Skandinavismen som sit Monopol. Da Goldschmidt i 1843 vendte hjem fra det første Tog til Upsala, mødtes han, som bekjendt, i Malmø af Budskabet om, at han for en frisindet Artikel i "Corsaren" var dømt til Vand og Brød. Vi maa erindre, at det skeede før Trykkefrihedens Dage, under Christian VIII's faderlige Regimente. "Men" -- sagde Goldschmidt engang, da jeg spurgte ham, hvorledes den Kost vel bekom ham -- "aldrig har jeg havt det saa godt som i den Tid, jeg sad paa Vand og Brød; thi hver Dag stod mit Bord fuldt af Blomster og fine Retter, som Venner og Velyndere sendte mig -- og der var ingen, som gad lægge Mærke dertil. Vand og Brød saa jeg aldrig noget til." Under det andet Studentermøde i Kjøbenhavn 1845 var det, han ved Underretningen om Wergelands nærforestaaende Død sendte ham det bekjendte Brev, der er meddelt i H. Las- sens "Henr. Wergeland", og han bevarede altid en særlig For- kjærlighed for denne Personlighed, der baade som Digter og Menneske maatte synes at være hans deciderede Modsætning -- Reflexionsdigteren og Begeistringsdigteren, den fuldendte Prosadigter og denne Verskunstner, hos hvem Indholdet ofte truede med at sprænge Formen, den jødiske Sandhedssøger og den kristne Filantrop maatte jo, ialfald for en almindelig Be- tragtning, synes at være Antipoder. Men det er nok muligt, at en dyberegaaende Analyse vilde finde langt flere Berøringspunkter mellem dem, end der ligger oppe i Dagen. Det var saaledes, for kun at nævne ét, neppe H. W.s Kamp for Jødernes Emancipation alene, der fra først af havde fremkaldt G.s Sympathi for ham, -- langt mere var det W.s glødende Retfærdighedsfølelse og ubundne Friheds- trang, hele hans Kamp for de Forurettede i Samfundet, der lod "En Jødes" Forfatter møde "Jødens" Forfatter i Forstaaelse og Beundring. SIDE: 90 En Barndom, henlevet under Tider, da Jødehadet endnu kunde give sig raa og voldsomme Udslag i Danmark, havde fra Vuggen af givet ham en dyb og bitter Følelse af den For- urettelse, hvorunder ogsaa hans bløde Barnehjerte maatte lide, og skabte hans brændende Kjærlighed til Retfærd og Tole- rance. Men den Frihedstrang, der jo allerede lyner gjennem "Corsaren", vaagnede til Verdensbevidsthed i Rom. Gold- schmidt havde nemlig besøgt Rom engang før, i 1847 -- for l5 Aar siden, da han altsaa netop var saa gammel, som jeg var, da vi mødtes. Han havde lagt "Corsaren" bag sig og forberedte sig ved en europæisk Reise til Udgivelsen af "Nord og Syd", og i Rom fandt han, mærkelig nok, den eneste Stad, hvor Frihedens Banner vaiede. Thi det var en høist mærkelig Tid, han da havde gjennemlevet her i det Aar, da Pius IX, nys opstegen paa Pavetronen og fuld af brændende Iver for at se Frihed og Lys over Verden, lod Ghettos Porte aabne og dets Mure nedrive, hvad der paa Goldschmidt som Jøde natur- ligvis gjorde et dybt Indtryk -- men dette Indtryk maatte jo netop i hint Aar uendelig forstærkes, da Pius ved sine fra Pavetronen udgaaende liberale og nationale Reformer i alle Retninger vakte det unge Italien, hvis Afgud han var, til ny Kraft og Daad. Det var, som bekjendt, en kort Herlighed, men i hans Indre, der netop kom hid, fyldt af alle Tidens liberale Ideer, prægede disse Dage i Rom umiddelbart før 1848 lig et stærkt Sollys paa den vel præparerede Plade et uud- sletteligt Billede af en stor Haabets og Forjættelsernes Tid, og han medtog herfra en Beaandelse, som lagde noget af Roms eiendommelige Alvor ind i hans Stil og hans Væsen for alle følgende Tider. Og saa reiste han hjem for at arbeide for de Ideer, han her havde svoret til. Europa laa i den dybeste Fred, da han endnu samme Høst begyndte Udgivelsen af "Nord og Syd" -- men der var ikke forløbet ret mange Maaneder af dets unge Existens -- saa brød Uveiret, Tordenen, Jordskjælvet løs -- SIDE: 91 1848 kom, og da fik ogsaa Goldschmidt sin Daab som de fri- sindede Ideers uforfærdede Forkjæmper. Thi Aaret 1848 bragte ogsaa for ham en alvorlig Kam- pens Dag, som han ofte, og ikke ugjerne, talte om, og den bestemte hans Stilling til de politiske Partier i Danmark for al Fremtid: den Ensommes Stilling mod Partiernes Falanx. Var jeg i Tvivl om, hvorvidt jeg i Begrebet "Retfær- dighedsfølelse" havde truffet det rette Udtryk for det, jeg kaldte Generalnævneren i Goldschmidts Væsen, saa vil Erin- dringen om hans Optræden paa det stormende Casinomøde i Kjøbenhavn 11te Marts 1848 vise, at jeg har truffet det rette; thi den Mand, som havde Mod til at optræde, som Goldschmidt der gjorde -- han maatte være en Mand, der satte Retfærd over alt andet i Livet -- en Græker vilde sagt, at Retfærdig- hedsfølelsen maatte være den Mands "Pathos", en Følelse, der satte Gudernes Lov over Menneskenes, men ogsaa fremkaldte hans Livs Tragik, Gudernes Misundelse over, at et Menneske kunde saaledes frigjøre sig. Den første Rystelse efter Februarrevolutionen var forbi, og hvad Goldschmidt, der ofte viste sig som en god Profet, havde spaaet i "Nord og Syd", var indtruffet: "Tyskland", havde han sagt, "vil blive mægtig paavirket af den franske Revolution, og Holsten og Sydslesvig vil ten- dere endnu ivrigere end før mod "det tyske Fædreland", naar dette foruden Nationalitet byder dem Frihed". Saa kom Casinomødet. Han gik derhen, skriver han selv (Blandede Skrifter IV. P. 3), uden at have en bestemt Fore- stilling om, hvad der skulde forhandles; men han fandt det rigtigt, at Mødet var sammenkaldt, at Folket selv undersøgte Stillingens Alvor og besluttede sig til Noget. Mødets Indby- dere, de "Eiderdanske", opstillede Holstens Udskillelse af Riget og Slesvigs Inkorporation i Danmark som Maal for det danske Folks Politik, og det ytredes fra Talerstolen, at "Slesvig skulde ikke spørges, men tvinges". Goldschmidt med det varme danske Hjerte, saa god en Søn af sit Fædreland som Nogen, følte SIDE: 92 det koge i sig, da Ordet "Tvang" blev nævnt; men da Taleren strax efter tilføiede: "Derom er vi vel Alle enige" -- lød der et voldsomt, lidenskabeligt "Ja!" fra Forsamlingen. Nede i den tætte Klynge stod en Mand og sagde høit "Nei" -- ; det var Goldschmidt. En Mand stod bagved ham og raabte: "Her er En, der siger Nei. Lad ham tale!" Pladsen aabnede sig foran ham, der dannedes ligesom en Sti op til Tribunen, og han besteg den kun med den ene Tanke i Hovedet, at det var Vanvid, naar det danske Folk midt under den demokratiske Revolution af 1848 vilde tale om at tvinge, ikke at spørge Slesvigerne. Under en forfærdelig Hyssen af de forsamlede 2 à 3000 Mennesker traadte han frem, men saa overbevist var han om at have Ret, at den stærke, fiendtlige Lyd -- har han selv sagt -- "virkede paa ham som et Slags Musik", -- oplivende men ogsaa ophidsende. Og saa holdt han denne korte, mæg- tige Tale, der kun havde den Feil, at den blev overdøvet af Skriget, men som, hvis Udfaldet var blevet et andet, vilde staaet for alle Tider som et Udtryk for den storsindede Tanke, der kunde reddet Alt. Hans Optræden var i mine Øine dob- belt beundringsværdig, fordi han ikke blot talte midt imod en af patriotiske Lidenskaber ophidset Hob, men ogsaa med et Hjerte i Brystet, der glødede varmt for det Fædreland, hvis Interesse han maatte synes at tale imod. "Naar jeg," begyndte han, "hører Deres megen Larm, Hyssen og Heftighed, tænker jeg paa, at vi dog Alle skulle dø, at ingen af os ved, om han lever denne Nat over, og derfor er det mig ligegyldigt, om jeg møder Bifald eller Mishag hos dem, der skulle dø, naar jeg blot finder Medhold hos Retfær- digheden, der lever evig. Denne Tanke giver mig Mod til at træde herop ved Siden af Deres høit anseede Mænd og nedlægge Protest imod dem og det, de tilsigter. De vil skille Slesvig fra Holsten og indlemme det i en konstitutionel Forbindelse med Danmark. SIDE: 93 Hvo skal gjøre det? Det danske Folk, den danske Konge eller begge i Forening? Vil det danske Folk gjøre det alene, kan det komme i Kollision med Regjeringen, som har udtalt sin Villie: at beholde Holsten i Forbindelse med Slesvig. Konsekvensen af denne Tanke er Oprør. Jeg for min Person er ikke bange for Oprør, men jeg tror, at de, som nu raaber allerstærkest, vil være det mere, naar det bliver Alvor." Her blev han afbrudt af Dirigenten, hvorpaa fulgte megen Larm -- og endelig Opfordring til at tale videre. Da fortsatte han: "Men naar de end Alle blive enige med Kongen, saa benegter jeg, at de have Ret til at indlemme Slesvig i en konstitutionel Forbindelse med Danmark uden at spørge det slesvigske Folk. Man har tidligere brugt det Exempel: Hvis Lolland vilde blive i Forbindelse med Sverige, havde vi saa ikke Lov til at tvinge det? Ja, men Lolland er ikke ved Sæd- vaner, vigtige Institutioner og kongelige Løfter bragt i For- bindelse med Sverige saaledes som Slesvig med Holsten. Derfor protesterer jeg i Frihedens og Retfærdighedens Navn imod, at Slesvig uden at adspørges tvinges til en For- ening med Danmark. Jeg selv er for Slesvigs Tilslut- ning til Danmark, men venter intet Godt af Maaden, hvorpaa de ville udføre det. Da jeg gik herhen, troede jeg, at her skulde tages Resolu- tioner, og jeg vilde da have foreslaaet Følgende: "Det danske Folk erkjender, at Vold og Despoti ere utilladelige Vaaben; at den eneste Magt, man tør anvende, er Friheden, og at det stoler paa sine Brødre i Slesvig, saa at de, naar Danmark kommer med Frihed og Retfærdighed, slutte sig til det i fælles Stræben og Kamp"." Den lille Tale har Noget af de store græske Taleres Aand og Tone over sig. Men den havde ogsaa det tilfælles med Demosthenes' Taler, at den kom forsent. Slesvig-Holste- nerne havde allerede gjort saa store Overgreb, at fredelige Forhandlinger ikke mere kunde anvendes, og saa kom Krigen. SIDE: 94 Men han havde sagt det eneste Ord, hvori der havde kunnet findes Fred og Forsoning, og hvorved megen Ulykke, om det var bleven hørt itide og paa begge Sider, kunde været af- værget. Det behøver ikke at siges, at han sørgede dybt over det endelige Resultat af det hele Spørgsmaal og Danmarks Ulykke i 1864. Træt af den forgjæves Kamp mod den Politik, de Eider- danske drev mellem 1850 og 1862, forlod han endelig omkring 1860 Redaktionen af "Nord og Syd" og reiste ud i Verden igjen. Og saa drev Længslen ham tilbage til Rom. Han kom nu -- om jeg ikke erindrer feil -- fra et Besøg hos Slægtninge i England og skulde vende tilbage derhen, hvor han forberedte en engelsk Udgave af sine Verker; for Tiden var han sysselsat med andre litterære Arbeider. "Ar- vingen" og "Ravnen" blev jo til kort efter; men ialfald enkelte af hans "Kjærlighedshistorier fra mange Lande" maa allerede paa denne Tid have beskjæftiget ham. Jeg erindrer ialfald, at han en Dag sagde til mig: "Hør! -- Sæt dig ind i den Situation. En Mand har en Hustru, som han elsker høit, og han ønsker at faa malet hen- des Portræt. En ung Maler udfører Portrætet. Da det er færdigt efter en Række Seancer, og hendes Mand faar se Billedet, blegner han; thi han ser et Blik i Portrætets Øie, som han kun har seet hos hende i de Øieblikke, da hendes Kjærlighed til ham træder ud i Øiet. Han forstaar altsaa, at der er foregaaet noget mellem Maleren og den unge Frue. Hvad gjør saa hendes Gemal?" "Det beror paa mange Omstændigheder", svarede jeg, "er han en Sydlænding eller Nordbo? gammel eller ung?" "Historien spiller i Portugal, og Manden er ung". "Da stikker han Maleren en Dolk i Hjertet". "Mener du det? Naa, det fornøier mig; for det har jeg ladet ham gjøre". SIDE: 95 Man kan læse Resten i "Kjærlighedshistorier fra mange Lande". Goldschmidt bevægede sig gjerne i Dameselskab, og i de smaa Cirkler, han elskede at samle om sig, snart til en Udflugt i Campagnen, snart til et Gilde i Palombella, udgjorde Damerne det væsentlige Ferment. Til denne hans Lyst til Dameselskab bidrog vistnok ogsaa paa dette Tidspunkt den Omstændighed, at han i Rom tilfældigvis traf sammen med en gammel Ungdomsflamme, som han fremdeles omfattede med en varm og inderlig Følelse. Han var dengang 44 Aar gammel. Jeg erindrer ham saa godt Paaskedagsaften i Sol- nedgangen oppe paa Monte Pincio foran Trinita de monti. Den omtalte Dame stod der og viste sin lille Søn Peters- kirkens begyndende Illumination, den saakaldte Sølvillumina- tion. Det var strax efter Solnedgang. Hun stod ved Enden af den brede Stenbalustrade over den spanske Trappe, netop der, hvor Peterskirken træder frem bag Kuplen af S. Carlo al Corso og havde sat sin Søn foran sig op paa Rækverket, medens de lyse Striber fra Peterskirkens arkitektoniske Linier tiltog i Klarhed, altsom Dæmringen steg. Vi kom ud fra Via Sistina, hilsede og stansede. Goldschmidt tog Plads ved Siden af Barnet, saaledes at han vendte Ryggen mod den fjerne Peterskirke, og samtalede med hende. "Men De ser jo ikke paa Illuminationen, Goldschmidt", sagde hun med Et. "Jo, jeg ser den saa deilig, som jeg aldrig har seet den før". "Hvad behager?" sagde hun, men vendte sig i det samme fra ham. Jeg forstod Intet. Bagefter, da vi sammen gik ud til Peterspladsen, sagde jeg til ham: "Hvad mente du med at du saa Illuminationen, da du jo dog virkelig vendte Ryggen til?" "Forstod du ikke det?" sagde han. "Da forstod hun det alt- for godt. Jeg saa den speile sig i hendes Øine". Da min kjære Livsledsagerinde paa denne Tid var for- hindret fra at deltage i Paaskefesten, fulgtes Goldschmidt og jeg ad for at se al denne Herlighed. SIDE: 96 Nu hører ogsaa Paaskefesten og de øvrige Kirkefesters Pragt i Rom Fortiden til, -- men de fortjener et Erindringens Ord; udslukket er Glansen fra alle disse rige, brogede Fester, der begyndte med Julen, naar de store "Preseper", Krybberne, barokke Kunstverker af sammenstillede Voxfigurer i Land- skabsomgivelse, fremstillende Christi Fødsel, var opstillede rundt om i Kirkerne i farverig Belysning, og naar Barne- prædikenerne holdtes af de smaa Gutter og Piger i Ara Celi- Kirken med Ciceroniansk Veltalenhed og en theatralsk Gestus, som en tysk eller nordisk Skuespiller kunde misunde sine smaa Colleger, -- disse Kirkefester, der fortsattes gjennem Carne- valets brogede Masketummel for at kulminere i Paaskefestens og Corpus Dominis Herlighed og slutte med de snehvide Rosers Regn fra Loftet i Maria Maggiore paa Madonnas Himmelfartsfest. Skjærthorsdag gik vi sammen til det sixtinske Kapel for at høre Miserère. Et mægtigt Indtryk! Saa kom da den store Dag, Opstandelsens Fest. Roms Paaskedag var jo dengang noget enestaaende. Efter den store Messe i Peterskirken kom Festens Hovedmoment -- unegtelig ogsaa et storartet Øieblik: Da vi nærmede os Peterskirken, saa vi den store Plads sort af Mennesker, Hoved ved Hoved. Billedet fik Farve gjennem de rødbuxede franske Soldater og de pavelige Zuaver, den brogede Schweizergarde og de mang- foldige fra Landet indstrømmede Bønders Nationaldragter. Idet Skuddet, der betegnede Middagstimen, faldt fra Engelsborg, begyndte alle Klokker i Roms alle Kirker, der havde tiet i Passionens Dage, at ringe, og medens Kanonerne tordnede fra Engelsborg, bares Paven, siddende paa sin Sedes geststoria og omgiven af sine Kardinaler og de uhyre Paafugle- og Strudsevifter, ud paa Peterskirkens høitliggende Loggia over Hovedindgangen -- reiste sig og udtalte med høi Røst Vel- signelsen over Staden og den hele Verden: urbi et orbi. Hvilket Øieblik! I dette ene Moment glemmer den katholske Kirke i Opstandelsens Jubel, at extra ecclesiam nulla salus, glemmer SIDE: 97 Forskjellen mellem Katholik og Protestant, mellem Kristen og Hedning, mellem Troende og Kjætter og lader ligesom den himmelske Fader Velsignelsens Sol opgaa over Gode og Onde. Naar da den uhyre Mængde styrtede paa Knæ -- Solda- terne efter militær Kommando "aux g'noux" -- for at modtage Velsignelsen -- naar de signende Ord udtaltes med Pius' klare Stemme, der hørtes tydeligt til den fjerneste Ende af den uhyre Petersplads -- ja, da havde Romerkirken sit store Øieblik. Paaskedags Aften bragte saa det underfuldeste Syn: Peterskirkens Illumination. Allerede før Solen gik ned, kunde man fra Monte Pincio se Kirkens arkitektoniske Detaljer, der ellers tabte sig mod den bag Kirken nedgaaende Sol, træde frem i klare, sølvskinnende Linier, fra Korset nedad Kuppelens Ribber -- langs alle Piller og Frislinier lyste Paaskeillumina- tionens Sølvstriber stærkere og stærkere, alt som Mørket faldt paa -- og ved Ave Maria var Alt mørkt omkring den, medens Kirken og Colonnaderne straalede i Sølvglans mod den dyb- blaa Himmel. Men Underet, Guldilluminationen, stod endnu tilbage. I det samme Øieblik, Uhret paa St. Peter slog det første Slag, Klokken ni, tændes pludselig en gyldenrød, blus- sende Flamme allerøverst paa Korsets høieste Spidse, og strax drog Ildtunger sig nedad Korset, over Lanterninen, udover Kuplen, henad Kirkens Façade, nedad alle dens Piller, ud af alle dens Aabninger -- og udenfor selve Kirken drog Flammen sig henad Bernini's brede Colonnader fra øverst til nederst -- , over den hele, uhyre Plads til dens yderste Punkt krummede og bugtede de røde Ildslanger sig med sine glødende Tunger, og det saa hurtigt, at naar det sidste af de ni Slag lød -- var hele Kirken og Colonnaderne en eneste rødflammende Ildarkitektur. Der stod Kristi Brud rødmende for sin opstandne Brudgom i unævnelig Pragt i Paaskens hellige Nat. Men det var et farligt Spil. -- Der var jo Tusinder af Hænder i Ar- beide for at frembringe dette vidunderlige Resultat, og dette Arbeide var langt fra farefrit. Den Arbeider, der skulde tænde Blusset øverst oppe paa Korsets Spidse -- ofte nok ligesom SIDE: 98 mange af de Andre, en Galeislave -- modtog altid Sakra- mentet, før han gik derop; thi det skal mere end engang have hændt, at han ikke kom levende ned igjen. Og de Mangfol- dige, der usynlige i Mørket hængte i Touge udover Kuplens Sider og nedad Pilastrene for at aabne Lugerne, gjennem hvilke Blussene skulde lue frem, var ikke heller at misunde. Og saaledes er vel ogsaa dette et Fremskridt, at det under- fulde Skue nu er "en Saga blot". Men et større og eventyr- ligere Syn ved jeg ikke at have seet -- selv ikke den glim- rende Ramadanillumination i Konstantinopel i 1869. Fra den nys skildrede lille Scene foran Trinita de' Monti havde vi over Monte Cavallo begivet os ud til Peterspladsen for at betragte Paaskeilluminationens uforlignelige Skuespil i Nærheden, og der ude stødte vi paa en Flok af unge, sorg- løse Skandinaver, og slentrede saa hjemover med dem mellem den nu næsten helt forsvundne Via Tordinones høie Huse, da en i Flokken pludselig udbrød: "Det vilde være herligt nu at se Peterskirken med sin Illumination speile sig i Tiberen!" "Intet er lettere", svarede en anden; "Floden flyder her lige bag ved Husene. Vi behøver blot at gaa ind gjennem nær- meste Port og ud paa Baggaarden". Som sagt saa gjort. Vi traadte ind under et høit Porthvælv, uden at mere end en enkelt af os lagde Mærke til en fortrædelig gammel Karl, der stod i Porten og sagde: "Hvor skal I hen, Godtfolk?" Den Tiltalte kastede et "Hvad kommer det Jer ved?" imod ham. En haanlig Latter var den Gamles Svar, og En vilde have hørt ham sige: "Det skal I nok faa angre!" Da vi kom ind paa Gaarden, nød vi det underfuldeste Syn; den dobbelte Kirke- illumination mod Himlen og i Flodens Dyb var henrivende smuk, og vi vilde atter vende tilbage ad den Vei, vi var komne, da den Forreste i Flokken raabte: "Porten er lukket i Laas!" Hvad var her at gjøre? Situationen blev nærmere undersøgt; i det mørke, fugtige Portrum førte kun nogle Døre ind til et Par Stalde, og af Mennesker eller Lys saaes ikke Spor i det hele Hus. Gaarden omgaves af høie Mure paa de SIDE: 99 to Sider, den mørke Husvæg paa den tredie og Floden paa den fjerde Side. Fyren havde sat os i Klemme. Flere af os skulde i Selskab den Aften, jeg for min Del havde en ven- tende Hustru med et nyfødt Barn i mit Hjem, og det vilde desuden ikke være særdeles sundt at forblive Natten over paa dette fugtige, febersvangre Sted. Den Gamles Hævn syntes at være lykkedes. Da var det "il basso grasso" viste sig i sin Storhed. Ove Petersen, som var "bygningskyndig", tabte ikke Modet. "Vil I Alle følge min Ordre", sagde han, "saa skal vi snart være ude". Han krøb op paa Skuldrene af den høieste af os og fik løsnet den øvre Slaa. "Vil du nu stille dig der, du der og du der". Han anviste os Alle vore Poster ved Hængslerne og under Porten. "Naar jeg siger "tre", saa løfter I Alle paa engang. En -- to -- tre!" Vi løftede, og med en bragende Larm styrtede de mægtige Portfløie ind i Portrummet, truende med at begrave os under sin Masse, og da de var bleven lagt flade paa Jorden, styrtede Skaren under høi Latter over dem ud paa Gaden, som vi forlod med et rungende skandinavisk Hurra. Da Fienden vendte tilbage, fandt han Fuglene fløine og Reden tom, og fik selv sørge for at bringe Porten ilave igjen. Paaskefestens Afslutning dannede i de Dage den store Girandola fra Monte Pincios Afheld ned mod Piazza del Popolo 2den Paaskedags Aften. Jeg er ingen stor Beundrer af det Slags Ildkunster; men jeg gjør en Undtagelse for Paaske- Girondolaen paa Monte Pincio. -- Thi her var det Landskabe- lige og det Arkitektoniske trukket med ind i det blændende Skuespil paa en Maade, der gjorde det Hele til en malerisk Aabenbarelse af rig Skjønhed. Det steile Afheld har jo flere Terrasser bag og over hverandre, hvis rette Linier bryder Buskadsernes Bølgekonturer paa den virksomste Maade, og enhver af disse er smykket med Statuer og Trofæer mellem de rige Buske og Træpartier, der stiger opad Høiden, og øverst oppe afslutter Pinciopromenadens brede Rampe det hele Parti med en megtig Horizontal. Fra denne Høide begyndte SIDE: 100 altid Girandolaen. Huissssj susede en uhyre Ildstrøm af Ra- ketter, der i Bjergets hele Bredde sendtes op mod den mørke Himmel og i tusinde og atter tusinde Stjerner sank ned over Mængdens Hoveder med sit krak-krak-krak. Huissssj kastede sig en mægtig Ildkaskade ned over Bjerget, og Hundreder af Ildhjul susede rundt paa alle Terrasserne, og saa steg de stille romerske Lys tilveirs i tætte Bundter. Med et oplystes de bagre, øvre Statuerækker og Reliefer samt det omgivende Buskads af bengalske Flammer i rødt og grønt og gult og blaat, medens Partherkongernes Konturer paa de nederste Ramper stod ravnsorte mod den oplyste Baggrund, og de mørke Masser af de forreste Buskrækker tegnede sig fantastisk mod de mangefarvede Røglag, der steg op bagved dem. Krasch -- paf -- paf -- krasch -- fatter det Ild i det store Stillads, der er opført oppe paa Høiden, og i unævnelig Pragt reiser sig med knitrende Brag et Ildpalads eller et Tempel af hele Rampens Bredde, der flammer i utallige Farver, og foran hvilket Cascader og Ildhjul hvirvler sig i Kredslinier, medens Paladset selv affyrer et Skud, hvergang et af dets Lys slukkes -- flere og flere dør ud, og omsider er det Hele en matflim- rende Glødmasse, og saa bliver Alt sort. Et Skud -- nok et -- og endnu et -- og Mængden drager hjem. Paa Veien did havde jeg flyttet mine Baglommers Ind- hold over i Brystlommen, knappet Frakken, og raadet Gold- schmidt til at gjøre det samme. Men han foragtede mit Raad -- Lommetyve havde han aldrig været ude for. Idet vi skulde forlade Piazza del Popolo, opstod der en frygtelig Trængsel, og da i det samme en Afdeling pavelige Zuaver marscherede forbi, var der et Øieblik, da man bogstavelig ikke kunde røre hverken Arm eller Ben. I dette Øieblik hørte jeg Goldschmidt, der stod lige bag mig, raabe: "Nu -- -- er der -- -- En, som -- stjæler mit Cigarfutteral -- -- i Baglommen -- -- men jeg kan ikke faa Armene fri". I det samme opløste Knuden sig -- men da var det for sent. SIDE: 101 Der var kun En, som havde kunnet bruge sine Hænder i det Moment -- og han havde nu Cigarfutteralet. -- Men hvor var han? Jeg stod med et triumferende: "Hvad sagde jeg!" paa Læben, da han med en af indre Bevægelse dirrende Stemme udbrød: "Og det ærgerlige var, at det var en For- æring af min kjæreste Veninde!" Saa maatte man jo lade være at triumfere. "Ja" føiede han lidt efter til: "Jeg holdt formeget af det Cigarfutteral -- saa maa jeg velsigne Gud ogsaa for dette. Har du lagt Mærke til det Underlige? Medens I Kristne beder Gud velsigne Eder, saa velsigner vi Jøder Gud. I siger: "Gud velsigne dig", vi siger: "Velsignet være Gud!" Engang skulde det falde i min lykkelige Lod under mit Ophold i Rom at faa opleve det, som Goethe forgjæves øn- skede at opleve under Løbet af sin italienske Reise -- Fundet af en antik Statue af høi Rang, og ogsaa denne Glæde fik jeg dele med min nye Ven. Der udbredte sig en Dag Vaaren 1863 det Rygte i Rom, at der var funden en antik romersk Statue, og det en af første Rang -- men man vidste ikke strax, hvor eller hvad det var -- kun saa meget, at det ikke var i selve Rom, men udenfor Staden. Snart viste dog de talrige Vogne, der kjørte ud ad Porta del Popolo, opad Via Flaminia og over Ponte Molle, at det maatte være i Nord for Rom, og endelig en Dag kom Goldschmidt op til os og fortalte som vist, at det var ved Prima Porta, en Mils Vei nordfor Byen, den mærkelige Statue var funden. Saa tog vi da en Dag en Vogn og kjørte, min Hustru, den omtalte Ungdomsflamme, han og jeg den samme Vei som alle de andre valfarende Skarer, der bevægede sig tilvogns eller tilfods, og efter en ordentlig Kjøretur gjennem Campagnen, naaede vi endelig frem til Stedet for de nye Ud- gravninger. Det var Resterne af Livias, Augusts Hustrus, "Villa ad gallinas", og det var i et af dens Kamre, Statuen var funden. En stor Mængde Mennesker trængtes nede i de trange, halvdunkle Gange, man viste hinanden Fragmenter af SIDE: 102 Vandrør med Navnet "Calpurnia" eller "Livia", Teglsten, hvis Form antydede en Tid, ældre end Keiserdømmet -- thi Villaen havde tilhørt Cæsars Gemalinde -- eller et Stykke Mosaikgulv, der stak frem mellem Grus og Sand -- endelig trængtes man i Mængden ind i et firkantet, endnu halvt af Jord bedækket Rum, hvor Vandet sivede ind i Strømme. I Halvdunklet her- inde laa Statuen. Man talte uvilkaarlig sagte derinde; thi det var et Keiserlig, der laa paa sin lit de parade. Statuen frem- stillede jo ingen mindre end selve den første romerske Keiser, og det i den bedste Fremstilling, man endnu til Dato kjender af ham: det var Auguststatuen fra Prima Porta, vistnok op- stillet her af Livia i en Nische; thi Bagsiden er raat arbeidet og synes at have været fæstet til Muren ved en Jernstang, af Hullet i Ryggen at dømme. Kun nogle af Fingrene manglede, forøvrigt laa den der i al sin Herlighed med de fint udførte Reliefer paa Brystpanseret, med det kraftige, karakteristiske Hoved, med den bydende, udstrakte Arm -- og det hele var saa stemningsfuldt Høitideligt, at det næsten var, som om det var Keiser Augustus selv, ikke blot hans Billede, man her stededes til Audiens hos, efterat han nu havde sovet den lange, tusindaarige Søvn, og idag atter gav en Lever for sit romerske Folk. Saa kom en vakker Dag Pio nono og kjøbte Keiserstatuen for en uhyre Sum, og nu pranger den mellem Oldtidens skjønneste Verker i Vatikanets Braccio nuovo nær Nilguden og Doryphoros -- selv et af de skjønneste blandt de mange skjønne Verker, denne Sal indeslutter. Den femte Mai blev vor lille Datter døbt i det prote- stantiske Kapel paa Kapitolium, paa det kapitolinske Jupiter- tempels Grund. Vi havde ikke anmodet Goldschmidt om at fungere som Fadder, da det ikke syntes os stemmende med den kristne Daabs Væsen, at en Jøde indtegnedes som dens Vidne; men Goldschmidt var ikkedestomindre den Første, der indfandt sig i Kapellet -- den eneste Tilstedeværende foruden Fadderne. Der stod han uden at sige et Ord og uden at røre sig, til Handlingen var forbi. Da kom han hen til mig, tryk- SIDE: 103 kede hjerteligt min Haand og ønskede mig tillykke. Jeg var inderlig rørt over denne Venlighed, og om Aftenen, da han var tilstede i vort Hjem ved den lille Fest, vi da i al Tarve- lighed gav for Fadderne, holdt han en liden smuk og aand- fuld Tale og ønskede, at det Begeistringens Aandedræt, han havde følt gaa gjennem den Nyfødtes Hjem, maatte bære hende frem gjennem Livet. Han fulgte hende siden altid med Interesse, og kaldte hende aldrig ved hendes Navn, men altid "Capitolina". "Saaledes døbte jeg Dig i mit stille Sind", sagde han engang til hende, "dengang jeg stod Fadder til Dig oppe paa Capitolium". Faa Dage efter forlod han Rom, men forinden skulde jeg dog gjennemleve det Optrin med ham, der staar ufor- SIDE: 104 glemmeligst for min Erindring -- det Besøg vi sammen aflagde i Ghetto. Denne omfattende Aand, saa fuld af Ironi og Satire, men ogsaa saa fuld af ideal Varme og religiøs Søgen, denne Mand, der i sin Barndom havde gjennemlevet al den Smerte, der i hine Fordommens Dage maatte lægge sig tungt over Jødebarnets Sind, og hvis søgende Gemyt senere havde følt sig dybt grebet saavel af det Store i Kristendommen som af det Alvor og den Sandhed, der hviler paa Bunden af enhver virkelig religiøs Opfatning -- denne Mand skulde her i Rom engang -- skjønt ganske i det Ydre og ganske frivillig -- komme under Paavirkning af det ulykkelige Folk, han ved SIDE: 105 Fødselen tilhørte, og det skulde tvinge den stærke Mand iknæ og næsten afpresse ham Taarer. Vi var en Foraarseftermiddag, som vi slentrede henad via Montanara fra det saakaldte Vestatempel og Marcellus- theatret komne i Nærheden af Jødekvarteret, Roms berømte, nu forsvundne Ghetto, og Frontonen over Oktavias Portikus viste sig i vor umiddelbare Nærhed, da Goldschmidt, der lige- saa godt som jeg vidste, at denne Portikus var Indgangen til Ghetto, saa den hæve sin Trekant foran os og udbrød: "Nei, SIDE: 106 ikke derhen, lad os gaa en anden Vei!" Men et Øieblik efter var det, ligesom han rettede paa sig og sagde: "Jo, om du vil følge mig, saa lad os alligevel gaa der- ind. Jeg har seet det Frygtelige engang før i min Ungdom, og det greb mig dengang forfærdeligt; men jeg kan ikke lade det være, det drager mig dog til sig med uimodstaaelig Magt!" Han tog min Arm, og vi gik ind i dette ubeskrivelige Mylder, i de smale, mørke, skidne Gader, mellem de hældende Hus- vægge, hvor trange, stinkende Boliger og væmmelige, utøi- fyldte Pesthuler omgiver Efterkommerne af hine Israeliter, som fra Pompejus' Tid boede i Rom, og af dem, som af Titus førtes hid i Fangenskab efter Jerusalems Fald, for at bære Stene til Colosseums Bygning, og som -- først anvist Bolig i Trastevere, senere ude ved Egerias Grotte -- nu har boet her i Aarhundreder under Tryk og Trældom, altid plaget, aldrig bukkende under, altid forhaanede og dog altid stolte, atter og atter plyndrede og dog tildels rige. Men da ombytter de rigtignok gjerne Roms Ghetto med Livorno eller Genua. Det er dog vel Verdens mærkeligste Menighed, den, der her hver Lørdag samles i de fem sammenbyggede Synagoger, og som drives sammen til at høre kristen Prædiken i den nærmeste Kirke -- S. Angelo in pesceria -- engang hver Uge -- denne Menighed, som i Aarhundreder har maattet løbe omkap med Æsler og Heste for at fornøie Romerne i Karnevalet, og som hvert Aar dertil herjedes af Feber og Oversvømmelser i denne usunde Febersump lige ved Floden, hvor de var indespærrede bag Mure og Porte, som lukkedes hver Aften -- og ve den Jøde, som efter den Tid saaes paa Gaderne. Isandhed, man kan ikke forklare sig Muligheden af, at denne Slægt ikke for- længst er forsvunden af Verden. Det er, som om det Folk, Herren engang kaldte sit, af ham har modtaget en Seighed og en Kraft, der er uovervindelig og skal bestaa til Dagenes Ende -- og da skal Jødernes Udvælgelses Tid komme, siger jo den Bog, de forkaster. Det er det nye Italiens Ære, at det har jevnet denne Plet paa Romas Klædebon med Jorden. En SIDE: 107 stor, øde Slette strækker sig fra Oktavias Portikus ned til Tiberen og viser, hvor Roms Ghetto engang laa; men Ghet- toens Befolkning har atter klumpet sig sammen i de nærmeste Gader udenfor deres gamle Hjem. Det var et forfærdeligt Syn, som mødte os her i de mørke Smug; smudsige Børn, men med deilige sorte, svøm- mende, mandelformede Øine krøb omkring os i Gadeskarnet, hæslige, ublue Kjærringer med krumme Næser sad sammen i Kreds og syede eller stoppede Tæpper ude paa de smaa Pladse, der lignede Gaardsrum, og strakte mimrende de brune, rynkede Hænder mod os; Mænd i snusbrune Kaftaner og med de samme krumme Næser humpede henover Brostenene, fal- bydende sine Varer eller tryglende om en Bajoc -- thi det er ikke sandt, at Ghettoens Jøder aldrig tiggede. -- Mere end En af dem drog Kjendsel paa min Ledsagers udprægede jødi- ske Fysiognomi og tilraabte ham snart paa Italiensk, snart paa Hebraisk: "Du er ingen Goï, du er en af Vore, giv os en Gave!" Naar han tiltaltes paa Hebraisk, svarede han dem, og det lød da som mystiske Trylleformularer i mine Øren -- disse uforstaaede og halvforstaaede Ord, som jeg tildels netop kjendte fra hans egen Roman "En Jøde", tildels som Remini- scenser fra mit theologiske Studium. Da vi endelig slap ud af Mylderet ved Ghettoens nordre Ende, udenfor Palazzo Censis mørke Mure, der gjemmer et ikke mindre uhyggeligt Minde end selve Ghettoen, i den ulykkelige Beatrices Skjæbne, havde han omtrent tømt sin Portemonnæ. Han var ganske bleg, og med en Bevægelse, som jeg aldrig hverken før eller siden har seet hos ham, udbrød han: "Ja, jeg er en af deres, og om jeg saa reiste til Verdens Ende, vilde de drage mig til sig igjen, og dog kan jeg ikke andet end føle Gru, naar jeg ser dem! Jeg tilhører dem saavist med Liv og Sjæl, og dog gyser jeg for dem". Og da blinkede der Taarer i hans Øine; men for hans Sjæl stod vistnok det store Billede af dette hjemløse Folk, vandrende i Ørkenen under Moses, tilbedende i Salomos Tempel SIDE: 108 i det straalende Jerusalem, drevet gjennem Landene, forfulgt, forstødt, forhaanet i Aarhundreder; thi han hviskede sagte et helligt Ord, som jeg kjendte trods dets hebraiske Form: "Schema Iisroeil Elauheinu Adaunai Ecod" ("Hør, Israel! Herren din Gud, Herren er én"). Men hele den Aften og den følgende Dag var han aldeles oprevet af dette Indtryk, som han først langsomt og efterhaanden atter forvandt. I Mai forlod han Rom, og jeg fandt længe Staden underlig øde efter ham. I senere Aar optoges Goldschmidt mere og mere af sine Nemesisstudier og skrev sit mærkelige, men ret bizarre Skrift over sin Livsanskuelse. Jeg besøgte ham altid, naar jeg kom til Kjøbenhavn, og vi pleiede da at gaa lange, for mig høist interessante Ture rundt den ydre Side af alle Søerne fra Vester- bro, hvor han boede, til Østerbro og tilbage gjennem Byen. Det var paa en af disse Ture, han en Aften vandt mit Hjerte for altid, saa min Sympathi for ham gik over til en Følelse af dyb Høiagtelse og inderlig Medfølelse, -- fra den Stund var vi Venner. Goldschmidt havde i sin Ungdom høstet en bitter Livs- erfaring, som den Aften blev mig betroet, men som jeg ikke føler Ret til at meddele Andre. Kjærlighedens Lykke skulde aldrig blive hans. Denne retsindige Mand vilde heller ofre Alt end leve i en Løgn; frivilligt bødede han for et Øiebliks Svaghed, gjennem et langt, ensomt Liv, bar det med Taus- hedens ydre Ro, mens hans Indre blødte af det dybe Saar. Men denne stille, dunkle Historie, om hvis nærmere Detaljer jeg naturligvis aldrig frittede ham, kastede for mig et Melan- koliens Skjær over det ensomme Liv, saaledes som jeg saa det henrinde stille og inderligt, hvergang jeg besøgte ham, i hans gamle Moders, hans høitbegavede Søsters og hans Søns Selskab -- disse Tre, hvem han elskede med hele Sønnens og Broderens og Faderens Kjærlighed, og i Samliv med nogle faa fortrolige Venner. Hvad han selv har villet meddele SIDE: 109 Verden om hint Forhold, kan man finde -- ogsaa det -- i "Arvingen". Hans søgende Sjæl havde tidlig løsrevet sig fra Jøde- dommens ydre Love og fandt i Kristendommens Kjærligheds- bud en Lære, som paa et vist Punkt af hans Liv maaske kun Kirkens Dogmer afholdt ham fra at bekjende sig til; og saa skabte da den ensomme Mand, der ikke satte Pris paa at vinde Bifald af dem, der skulde dø imorgen, men af Retfær- digheden, som lever evig, sig sin egen Livsanskuelse i denne først efterhaanden og sent klarnede Tro paa Nemesis divina, den samme evige Retfærdighed, han allerede ved sin første Optræden havde appelleret til. Han var mere end en Digter; han var en Mand. Vort venskabelige Forhold fortsatte sig som antydet ogsaa i en mere og mindre stadig Brevvexling, der engang endnu i mine romerske Dage bragte mig i en høist pudsig Situation. Og her er det da, Giovanni Bravo, de tre Rigers Konsul i Rom, dukker frem. Vi har allerede truffet ham engang før i Negligée, i Slutningen af 2den Del, siden skal vi faa se ham i fulde Pontificalia. Da jeg Sommeren 1864 -- Aaret efter at Goldschmidt havde været i Rom, -- kom tilbage fra en Udflugt til Neapel, som jeg havde foretaget med min Familie, blev jeg overrasket ved, at den ene efter den anden af mine Venner tog imod mig med et Smil og et Spørgsmaal: "Er det sandt, at du omgaaes med den Plan at myrde Konsul Bravo?" Og da jeg saa med det troskyldigste Ansigt i Verden svarede den Første af dem: "Hvorfor skulde jeg ville myrde ham?" føiede Vedkommende til: "Ja det vil du nok faa Besked paa!" Hermed var Sammenhængen saaledes: Goldschmidt havde endnu, medens han var i Rom, foreslaaet mig, at vi sammen skulde gjenoptage hans da nedlagte Tidsskrift "Nord og Syd", et Tilbud, der naturligvis for mig, der endnu var en ung og ukjendt Forfatter, stillede sig som meget smigrende og fristende, men tillige som meget farligt, og jeg tror endnu, at jeg gjorde SIDE: 110 Ret i, at jeg dengang med adskillig Selvovervindelse afslog Tilbudet, som altfor umoden til at arbeide sammen med ham. Blandt mine Grunde anførte jeg, at jeg, ialfald for de første Aar, agtede at forblive i Rom, hvor jeg maaske som Konsulat- sekretær kunde have Udsigt til, naar Konsul Bravo, der jo allerede var en gammel Mand, engang gik af, -- muligens -- at sukcedere ham. Dette sidste Motiv slog Goldschmidt -- og der blev ikke mere Tale om Sagen. Goldschmidt og Bravo stod ikke paa nogen god Fod med hinanden. Bravo, der var en døbt Jøde, havde, som det ofte gaar med Renegater, en vis Sky for sine gamle Landsmænd. Aqvarellisten Ernst Meyer, der ogsaa var Jøde, pleiede at ærgre Bravo ved, naar de gik forbi Circus Maximus, hvor Jødekirkegaarden er, at lade, som om han havde glemt, at Bravo var døbt, og kunde med et fingeret Suk sige: "Ja Bravo, derborte skal vi to ligge, naar vi er døde". -- Bravo, der hverken syntes om at tænke paa Døden eller paa sin jødiske Herkomst, blev da altid yderst opbragt. Goldschmidt paa sin Side ansaa Bravo -- og vistnok med Rette, -- for en tem- melig liden Mand, hvis unegtelige gode Egenskaber stærkt modvirkedes af en vis Smaalighed i Karakteren, der ogsaa ved denne Leilighed skulde vise sig. Bravo, gjennem hvis Haand alle ankommende Breve til Skandinaverne gik, idet disse gjerne adresseredes til Konsulatet, saa med en hemmelig Uro paa Konsulatsekretærens stadige Korrespondance med Goldschmidt: "Gud-Satan", sagde han ofte paa sin sædvanlige Maade til mig: "Hvat er det, De altit har at korrespondere met den Goldschmidt om; han er ingen got Mand." Da skulde det Pudserlige indtræffe. Jeg gjorde den om- talte Reise til Neapel og skulde blive borte en 3 Ugers Tid og bad derfor Konsulen, at ankommende Breve til mig maatte blive liggende paa hans Kontor til min Tilbagekomst. Blandt de Breve, der ankom, var der atter et fra Goldschmidt, hvis Haand Bravo vel kjendte; men at have dette Brev saaledes liggende foran sig i flere Uger uden at kunne gjennemtrænge SIDE: 111 det skjulende Dække, var formeget for Bravos Nysgjerrighed. Jeg vil ikke bedømme det, han foretog sig, for strengt, men antage, at den Grund, han angav for sin Handling, virkelig var den rette. Sikkert er det, at ved min Tilbagekomst fandt jeg Brevet -- aabnet. "Jeg har aabnet det Brev", sagde Bravo; "jeg kunde jo, Gud-Satan, ikke vide, om det maaske inde- holdt Noget om Bibliotheket, som kunde have Hast". Nu var det Løierlige, at Brevet virkelig begyndte med "Noget om Bibliotheket", men da dette var afsluttet, fortsætter Goldschmidt: "Nu til vore private Anliggender." Havde nu Bravo stanset sin Læsning her, som enhver diskret Mand vilde gjort, saa havde ikke det hændt ham, som nu hændte; thi ved at læse videre støder han paa følgende i Goldschmidts spøgende Tone affattede Tirade: "Hvorfor bliver du egentlig saalænge i Rom, kjære Ven? Tænker du fremdeles paa at myrde Konsul Bravo og blive Konsul efter ham?" Da faldt der jo et Skjæl fra Konsulens Øine, over hvilken Slange han havde næret ved sin Barm, og med Brevet i Haanden løb den frygtsomme Mand om til alle de i Rom i Sommertiden værende Skandinaver og spurgte: "Gud-Satan, har De hørt noget om, at Dietrichson tænker paa at myrde mig? Har han talt Noget til Dem derom?" Han fik naturligvis overalt beroligende Forklaringer, men hans Væsen overfor mig var fra den Dag aldeles forandret, og jeg ved, at han drog et Lettelsens Suk den Dag, da jeg Vaaren 1865 for Alvor forlod Rom. Jeg vilde naturligvis ikke fortalt denne lille Passage, om den havde kunnet kaste Stænk paa en afdød Mand; den staar for mig kun som et løierligt Vidnesbyrd om, hvortil Nysgjer- righed, Mistænksomhed og Frygtsomhed i Forening kan føre en kortsynet og lidet overlegen Personlighed. Bravo havde saamange gode Egenskaber, at Forestillingen om de Svagheder, vi Alle kjendte hos ham, ikke i nogen synderlig Grad vil for- øges ved dette lille Bidrag til Historien om hans pudsige Sider. Navnlig vil mangen fattig Skandinav med Tak og Erkjendt- lighed mindes den Redebonhed og de Ofre, hvormed denne SIDE: 112 Mand, der forøvrigt meget vel kjendte Pengenes Værd, har bistaaet ham i trange Tider, og, det skal siges som hans Ære- minde, at neppe nogen anden Konsul saa ivrigt og saa varmt har staaet paa sine Landsmænds Bedste som Giovanni Bravo. Eller om vi skulde kalde ham Johan Bravo? Hvilken Nation tilhørte egentlig denne underlige lille Mand? Ligesom 7 Stæder stredes om Æren af at være Homers Fødestad, kan 7 Lande strides om Æren af at være Bravos Fædreland. Af Fødsel var han Jøde, hans Forfædre var fra Portugal, han ansaa Tysk som sit Modersmaal og var født i Altona. Han var naturali- seret Italiener og var Konsul for Sverige, for Danmark og for Norge og tilhørte saaledes paa en Maade alle disse 7 Nationer; men han kunde -- kanske netop som Følge deraf -- ikke tale noget af disse Nationers Sprog korrekt. Men sin egentlige Glans udfoldede Bravo hver Juleaften, ligesom dennes største Glans uimodsigelig faldt over det Øie- blik, naar Bravo for Enden af det lange Bord, med Laurbær- kransen om sin lave, tilbageliggende Pande og med Danne- brogskorset paa sit Bryst udbragte de nordiske Kongers Skaal med de samme, altid tilbagevendende Ord: "Dette skal være vores Kongernes Skaal, de leve længe, de leve høi." Bjørnson laa i Rom Aaret før jeg kom did. Han og Bravo kunde aldrig komme ud af det sammen. Som jeg etsteds oven- for har nævnt, har Bjørnson for "Harald Gille" i "Sigurd Slembe" i nogen Grad benyttet Bravo som Model -- den godmodige, pudsige Mand, der ikke er Sproget helt mægtig, erindrer ogsaa virkelig ikke saa lidet om ham. Undertiden kom det til al- vorlige Sammenstød mellem disse To i den skandinaviske For- ening. Under et saadant Sammenstød havde Bjørnson i sin Forargelse tilsidst raabt: "Aa -- De er en Idiot" eller noget Lignende, hvorpaa Bravo ganske korrekt forlod Salen. Men paa Veien nedad Trappen faldt det ham ind, at han dog burde svaret Bjørnson, og tillige hvad han burde svaret ham, og skjønt han allerede var kommet ned paa Gaden, vendte han SIDE: 113 om, gik opover Trapperne igjen, aabnede Døren til Salen, hvor Selskabet allerede var inde i en anden Samtale, og raabte ind ad Døren: "Og De er en -- en Bonde!" -- hvorpaa han smækkede Døren i og gik. Det var bogstavelig talt: Esprit d'escalier. Bravo var oprindelig fra Kunstakademiet i Kjøbenhavn kommen til Rom for at blive Maler; "men", fortalte han mig engang, "en Dag havde jeg malet en Kost" (han mente en "Blomsterkost", en Buket), "der var so schmuck, at jeg troede ikke, jeg havde malet den selv" -- og saa lagde han Penselen bort -- noget bedre troede han det ikke muligt for sig at præstere. Senere benyttede Akademiet ham som Mellemmand ved forefaldende Handeler, Hjemsendelse af Kunstverker o. l., og han benævntes gjerne "Kunstagent Bravo". Ved Hjemsendelsen af Thorvaldsens Verker ydede han Staten saa betydelige Tje- nester, at han blev udnævnt til dansk Konsul i Rom -- senere blev han ogsaa norsk og svensk -- saa blev han Ridder af Dannebrog og kaldte sig nu "Cavaliere Bravo", saa Etatsraad og tilsidst Kommandør af Dannebrog -- og siden stod der paa hans Dørskilt: "Consigliere di Stato e Commendatore Bravo". Det var skam ikke sunget for Jødebarnets Vugge! Han nød sin Glans, til han i 1876 døde, næsten 80 Aar gammel. Og nu er han allerede en mythisk Figur blandt Skan- dinaverne i Rom. Ja, de to Mænd, jeg her har maattet stille sammen, greb -- saa forskjellige de var -- begge, skjønt paa forskjellig Maade, befordrende ind i min Livsudvikling. Den Ene gav mig ved at gjøre mig til sin Sekretær Midler til at forlænge mit Op- hold i Rom, den Anden befrugtede min Aand ved sin rige Intelligens og gav mig Forstaaelse for Meget, jeg ellers vilde blevet staaende udenfor -- ikke mindst for Stilens og Fore- dragets Hemmelighed, og saa er jeg dem da hver paa sin Maade, skjønt i høist ulige Grad, Tak skyldig. Den være da bragt dem Begge. SIDE: 114 Oppe ved Øresund dækker nu den kolde, hvide Sne den Grav, hvori Meir Goldschmidts ædle, brændende Digterhjerte sover den lange Søvn efter et Liv af Kamp og Søgen, af Digt- ning og Tænkning; hernede ved Foden af Cestius' Pyramide besøgte jeg igaar det Sted, hvor Giovanni Bravo hviler efter et Liv af hverdagsligt Arbeide og hverdagslig Nyden -- Natter- galen klagede i Laurbærløvet, og Cypresserne bøiede sig i Aftenens Vind over hans deilige Hvilested. Lad dem slumre, lige saa vidt skilte fra hinanden i Døden, som de var det i Livet; disse Blade vil vistnok for altid blive de eneste, paa hvilke de to mødes. SIDE: 115 SKANDINAVERNES HJEM I KEISER- GRAVEN. Langt nede ved Tiberen mellem Corso og Ripetta skjuler sig en merkelig Ruin fra Oldtiden mellem Stadens høie Huse. Den sees intetsteds fra Gaden; kun inde i et dunkelt Smug antyder et Stykke rund Mur af de flade, brede, for Keisertiden eiendommelige Teglsten, at man staar overfor en Rest fra Romervældets Blomstringstid. Men inde paa en og anden stille Gaardsplads træder større Partier frem i Dagen, og paa Gaar- den i det ved Via de Pontefici liggende Palazzo Corea ser man hele den ene Side af den vældige Rundbygning løfte sine Mas- ser i Veiret; dette Palads er nemlig saa at sige indbygget i SIDE: 116 selve Ruinens Udenverker. Det er intet mindre end Keiser Augusts Mausoleum, Forbilledet for Hadrians større og be- rømtere, denne Dødens Helligdom, der engang var flankeret af Billedstøtter og af de to Obelisker, der nu staar, den ene foran Kirken Maria Maggiore og den anden foran Kvirinalet, og hvis koniske Tag ifølge Strabos Beskrivelse paa Tiberius's Tid synes at have baaret en hel terasseformet, vistnok med Statuer smykket Lund af eviggrønne Trær, medens de dunkle Gravkamre skjulte sig inde i Bygningens Kjerne, hvor hem- melighedsfulde Gange og Hvælvinger endnu viser deres Rester, og gjemte Asken af Keiseren selv og af andre Medlemmer af den Juliske og Flaviske Familie. Men: transit gloria mundi. Efterat Augusts Mausoleum i Middelalderen havde maattet tjene Colonnaernes mægtige Familie som Borg, blev det ødelagt i den Kamp, Romerne aabnede mod denne Slægt efter sit Nederlag ved Tusculum imod Fredrik Barbarossa den 30te Mai 1167, som de væsent- lig tilskrev Colonnaerne. Fuldstændig kan denne Ødelæggelse dog ikke have været; thi vi finder senere Borgen besat af sine gamle Besiddere, og her var i den følgende Tid Skuepladsen for de vældige Kampe mellem Colonnaer og Orsinier, der fyldte Roms senere Middelalder. Efterat Taget nu forlængst er styrtet ned, gjorde Keiserens Grav paa min Tid Tjeneste som Berider- cirkus, og en ved Indgangen anbragt Marmortavle fortalte, at den er opsat der som en Taksigelse til Kunstberideren Guerra af taknemlige Romere. Habent sua fata -- sepulcra! I Keisergravens Forborg, det nævnte Palazzo Corea, en Bygning fra Baroctiden, havde nu for nogle Aar siden den skandinaviske Forening opslaaet sine Pauluner. Da jeg Vaaren 1863 blev denne Forenings Bibliothekar, fik vi altsaa vor Fa- miliebolig i den gamle Keisergravs Udenverker, og her grun- dede vi saaledes vort første Hjem. Il casino degli Scandinavi, som Italienerne kaldte den, var selvfølgelig Samlingsstedet for alle de i Rom værende Nordboer, til hvilke ogsaa Finlænderne regnedes. Den nød SIDE: 117 allerede dengang i et Par Aar og nyder endnu fremdeles en aarlig Statsunderstøttelse af 600 Kr. fra hvert af de tre nor- diske Riger. Det er, hvad vore Nationalforsamlinger finder at burde forstrække de klassiske Studier i Rom med! Men dette simple, nu alt for mange Aar siden forladte Lokale har seet saameget af de nordiske Kunstneres Romerliv inden sine klas- siske Mure, at vi ikke kan undgaa at tage Huset og Livet derinde i nærmere Øiesyn. Foreningens Lokale, høiloftet og rummeligt som de fleste gamle romerske Paladser, laa i Bygningens Beletage. Ovenfor den brede Stentrappe, der i to Afsatser førte op, viste sig til- høire en grønmalet Dør med et Kighul af et Øies Størrelse og en Seilgarnssnor, der forsvandt i et endnu mindre Hul i Døren. Det var Klokkestrengen. Ringte man paa den, hørte man en gnældrende italiensk Kvindestemme ved Kighullet raabe Chi è? og naar man saa havde svaret det betryggende Amici, blev en Slaa indenfor skudt tilside og en Kjæde (la catena) løftet af, og man befandt sig i den med gul Limfarve anstrøgne høie, men ingenlunde pragtfulde Forstue, hvor en Bræddevæg afdelte et Kulrum, og hvor Custodekonen residerede. Fra Forstuen kan vi gaa ind enten tilvenstre til For- eningens Lokale eller tilhøire til Bibliothekarens Privatbolig. Vi gaar naturligvis først ind i Foreningen. En stor og meget dyb Sal, -- tre Fag Vinduer paa dens kortere, mod Gaarden vendende Side med Udsigt til selve Mausoleets Rundbygning; Salens Baggrund er temmelig mørk paa Grund af dens Dybde. Tversigjennem Salen gaar vi ind i et noget mindre Etfagsværelse. Det er Bibliotheket. Bag dette findes nogle trange Smaarum, der havde Udseende af Fængsler, med skjulte Døre og hemmelighedsfulde Trapper -- alt indhyllet i ugjennemtrængeligt Mørke fuldt af Skorpioner og Kakerlaker. Her er Intet at se: selv en tændt Fyrstikke viser os kun en Del lukkede Bogskabe; vi vender altsaa tilbage til Salen. Den eiede rundt sine Vægge endel interessante Kunstverker: SIDE: 118 i Salens Baggrund stod Thorvaldsens Danserinde, og paa Væg- gen hængte hans ni Muser i Basreliefer -- Altsammen Kunst- nerens Originalmodeller over Leret og altsaa af ikke ringe Værd. Derunder et Par store nordiske Landskaber, et Sommer- og et Vinterbillede, malede i Limfarver -- Levninger fra de sidste Juleaftensdekorationer. To store Borde med grønne Tepper, besaaede med nor- diske Aviser og Tidsskrifter midt paa Gulvet, et Piano ved Siden af Danserinden -- og forresten Rørstole og Divaner med sort Skindbetræk -- og du har for dig Salens hele, tarvelige Møblement. Bibliotheket optoges mest af Bogskabe, paa hvilke Carl Bloch i min Bibliothekartid malede Oehlenschlägers, Ewalds, Tegnérs og Holbergs Portræter graat i graat. Saa tror jeg, vi har hele Herligheden. Men hvormange af Aandens kronede Hoveder har den Sal ikke huset inden sine simple Vægge, og hvormange lysende Fester har den ikke oplevet! Ak -- de kan ikke gjenopleves paa Papiret; ellers skulde vi faa mere end en lystig Time; dog maa jeg dvæle lidt ved Høitideligholdelsen af Juleaften i Rom i gammel Tid; thi der stod lige siden Thorvaldsens Dage en vis Glans af disse Jule- festligheder, som nu synes at have forandret Karakter -- ogsaa de. Da var Salen smykket med festlige Guirlander af Grønt, der gjerne blev hængende saa længe efter baade Jul og Nyt- aar, til en Stemme hævede sig i Anmærkningsprotokollen med et barskt: "Væk med det Grønne, der stinker!" Nordiske Landskaber, af hvilke der hver Jul maledes et nyt, traadte frem mellem det Grønne og lokkede Tanken langt ud til det fjerne Hjem. Thorvaldsens Danserinde og hans ni Muser var krans- behængte, og efter Salens hele Længde stod det lange Bord dækket i Hesteskoform. Foran hver Couvert laa en Krans: for Damerne en Rosenkrans og for Herrerne en Efeukrans -- undertiden en Laurbærkrans. Naar saa Musikeren Ravnkilde havde intoneret sin faste Aabningsmarsch -- naar gamle Konsul Bravo havde taget Plads for Bordenden og sagt: "Mine Damer och Herrer, -- det er pronto", satte man sig, og Kransene SIDE: 119 sattes paa under muntert Skjæmt. En saa ud som en Silén, en anden som en romersk Keiser -- Damerne selvfølgelig som Chariter eller Mænader, eller -- Medusaer. Risengrøden blev baaret ind, en god Kilde til ny Latter og ny Munterhed. For- rige Aar havde den været mislykket, men iaar havde man givet Kokken en fuldstændig paalidelig Opskrift, saa nu kunde det ikke gjentage sig. Men den imødesaaes dog med stor Spænding. Der kommer de rygende Fade -- men o ve, o ve! De romerske Kokke havde alligevel misforstaaet Opskriften, og istedetfor en ærlig, nordisk Risengrød frembar de et Misfoster af et Slags Risvælling, der hverken var Grød eller Suppe, men som gled ned alligevel -- thi Julegrød maatte man jo have -- og saa trøstede man sig med Kalkunstegen, der var stegt efter alle Kunstens Regler, og skulde forestille Julegaasen. Ja Kalkunerne maatte forresten ogsaa holde for Mortens- aften i Egenskab af Gaasesteg; thi Gjæs fandtes, merkelig nok, ikke i Rom udenfor Jødekvarteret: Romerne spiste dem ikke og saa med Foragt paa dem, der nedlod sig til at spise dem. Om det er af Taknemlighed mod de Gjæs, der engang red- dede Capitolium, skal jeg saaskam ikke kunne sige -- men et Faktum var det, at vi altid den 10de November maatte spise Kalkuner for Gjæs. Da jeg det næste Aar forespurgte mig hos Konsul Bravo, om vi ikke skulde forsøge at faa virkelige Gjæs til Mortens- gildet, svarede han, den døbte Jøde, med den dybeste Foragt, han kunde lægge i sin Stemme: "Ih -- Gud-Satan, da maa De gaa ned i Ghetto og spise med Jøderne!" Saa kom da Skaalerne: Konsulen reiste sig, og den gamle Holstener, der ikke mere kunde tale noget Sprog korrekt, aab- nede Rækken med den Skaal for Nordens Konger, der altid lydende paa samme Maade tidligere er citeret in extenso, men gjerne kan citeres endnu engang: "Dette skal være vores Kon- gernes Skaal! De leve lange, de leve høi!" Den Skaal blev med en saadan Indledning altid drukket med stor Jubel selv af de mest indbidte Republikanere. SIDE: 120 Saa kom Skaalen for Julen, gjerne med en for Leiligheden skreven Sang -- der laa jo næsten altid en eller flere Poeter i Rom -- og saa var Ordet frit og benyttedes flittigt. Jeg erindrer en gammel, hæderlig Minister, der vilde ud- bringe en Skaal for nordisk Kunst og Videnskab -- han be- gyndte smukt og nævnte da de store Mænd, der repræsen- terede den -- "Danmark", sagde han, "har sin Oehlenschläger, sin Thorvaldsen og sin Ørsted -- Sverige har sin Tegnér, sin Sergel, sin Linné og sin Berzelius, Norge har -- Norge har -- har -- -- -- Norge har ogsaa meget store Digtere og Viden- skabsmænd." -- Da blev vi Nordmænd rasende, og skyndte os at opfinde Ibsen og Bjørnson og Grieg og Nansen og mange Andre, -- men vi fik dem jo ikke færdige for den Juleaften. Efter Bordet aabnedes Dørene til Bibliotheket, hvor Jule- træet stod tændt med sit rige Lyshav. Men her fandt ogsaa et "qui pro quo" Sted; thi da et Grantræ dengang kostede ligesaamange Scudi, som et Laurbærtræ kostede Bajocchi i denne bagvendte Verden hernede, bestod "Julgranen" af et Laurbærtræ; men det gjorde jo samme Nytte. Naar Presenterne saa var uddelte, og disse var dels "offentlige", dels "private" med Vers og Deviser, var Klokken gjerne bleven henved tolv, -- og man brød op for i Flok og Følge at høre Midnatsmessen i "Maria Maggiore", hvor Christi Krybbe bevares og bæres i Procession i den hellige Nat -- eller i en anden nærmere liggende Kirke. Der var altid en blød og varm Stemning over disse Jule- aftener; -- Enhvers Tanker gik jo da hjem til de fjerne Kjære, -- da ringte Bygdens kjendte Klokker oppe i det snedækte Nord, stærkere end nogen af Roms Kjæmpeklokker hørte vi dem. Sydens Marmortempler sank i Grus og gav Plads for den tarvelige lille, rødmalede Kirke deroppe i Lien, -- og fra Oranger og Druer længtes vi hjem til Hasselnødderne og Ro- sinerne paa Mors Juletræ, -- og dette knyttede et Baand mel- lem Gemytterne, der gjorde os til en eneste stor Familie, der følte og tænkte, glædedes og savnede sammen. SIDE: 121 Hvor er de nu alle de, som hin Dag i 1862 -- 65 sad sam- men om Julebordet i Rom? Spredte rundt om i den vide Verden -- eller vandrede over i andre Verdener. Kun det er vist, at her i Rom var jeg sidste Juleaften den Eneste, der var med hine Aftener. Der er nok dem, som ikke har forladt Rom, men de sover ude ved Cestiuspyramiden og kommer ikke mere til Julebordet. Juleaften og Mortensgaas var Foreningens eneste Fest- ligheder. Men engang fik jeg en Extrafest istand. Kort efter Nytaar 1865 viste det sig, at den skandi- naviske Forenings Kasse var temmelig tom, og vi besluttede at skaffe den lidt Midler ved at arrangere et tre Dages Kar- neval for Skandinaverne i Foreningens Lokaler midt under det romerske Karneval. Den store Sal omdannedes til en kjøben- havnsk Kneipe og Bibliotheket til et Raritetskabinet. I Kneipen optraadte "Tyroler-Ferdinand" og andre kjøbenhavnske Kneipe- figurer, og et helt Sangerselskab af Herrer og Damer gav de rædsomste Konserter der, medens Høiesteretsadvokat Klubien i Bibliotheket foreviste et kombineret Menageri og Museum. Menageriet var sammensat af en Gibsgaas, der var brugt ved forrige Gaasegilde, en Pengegris, der havde den Evne med stor Appetit at sluge de Penge, man kastede i den, samt en levende Kat i Bur -- Foreningskatten. Ja, Foreningskatten -- den var saa skam ved Siden af Konsul Bravo den eneste Funktionær, der, staaende i norsk, svensk og dansk Tjeneste, lønnedes af alle de tre nordiske Stater, idet der til dens Underholdning var -- foruden fri Bolig, Lys og Brænde -- stipuleret et Beløb af 4 Bajoc ugentlig, der anvendtes til at kjøbe Kallun (Trippa) for, medens den forøvrigt havde Ret til i Foreningens Lokaler at forsyne sig med de Rotter og Mus, den behøvede til sin Næring. Den var saaledes bedre aflønnet end Bibliothekaren, der blot havde fri Bolig, Lys og Brænde, som Katten delte med ham. Den Rettighed, som Katten havde til at forsyne sig med Palazzo Coreas talrige Rotter og Mus, vilde paa An- søgning rimeligvis ogsaa blevet Bibliothekaren tilstaaet, men SIDE: 122 jeg kunde jo ikke gjøre Brug af den -- om det end undertiden kunde været ønskeligt nok; thi Bravo og Katten var, som sagt, de eneste, der havde Lønning. I Museet forevistes saadanne Rariteter som Nøglehullet til Jupiter Capitolinus' Tempel, den eneste Rest, der er bleven tilbage af dette engang saa pragtfulde Tempel osv. Jeg havde denne Vinter paa Opfordring af nogle Venner holdt en Del Foredrag i Ruinerne, og Klubien fandt i dem en Guldgrube for sin Parodi, der -- jeg maatte selv ind- rømme det -- var overordentlig morsom. En senere Biskop og Kirke- minister -- dengang en ung, alvor- lig Cand. theol., blev tvungen til at fungere som Dansevert i Kneipen, og Billedhugger Bergslien optraadte i Tricot som Kraftmenneske, slyn- gende de mest utrolige Kugler, som kun 3 Mand med Vanskelighed kunde løfte, i Luften med den ene Haand -- naturligvis den rene Hum- bug, idet Kuglerne var hule og gjorte af Pap -- men saa med en Gang overraskede han Tilskuerne med den virkelige Kraft- præstation at løfte et Bord med Tænderne og paa denne Maade bære det rundt i Salen under lydeligt Bravoraab. Saa blev der da danset og pokuleret tre hele Dage tilende, og Foreningens Financer var med et blevne blomstrende. Til dagligdags kom man enkeltvis hen i Foreningen for at passiare og læse nordiske Aviser, naturligvis især om Afte- nen, men hver Lørdagsaften mødtes alle Skandinaver -- Herrer og Damer -- til Soirée. -- Den danske Komponist Ravnkilde, der ligefra han var et ungt Menneske, tilbragte hele sit Liv ligetil sin for en Del Aar siden indtrufne Død i Rom, ind- SIDE: 123 ledede gjerne enhver saadan Sammenkomst med sit smukke Pianospil; undertiden saa man ogsaa fremmede Gjæster der: den senere berømte italienske Komponist Sgambati og den ikke mindre berømte, men dengang helt ukjendte franske Maler Carolus Duran var den første Vinter oftere Gjæster i Foreningen. Det samme var Tilfældet med en Halvskandinav og Halv- italiener, en Søn af den svenske Billedhugger Bystrøm og en Italienerinde. Han boede i Rom som Sproglærer for Skan- dinaver, hvem han underviste i italiensk. Selv talte han til Nød svensk. Da Madvig engang opholdt sig i Rom -- det var længe efterat hans Navn var europæisk berømt og hans græske Grammatik indført bl.A. i de græske Skoler -- ønskede han at faa Information i Italiensk, og Bystrøm blev fundet frem. Han begyndte sin Undervisning med de Ord: "Jeg tør maaske forudsætte, at De kjender den latinske Grammatik ialfald saavidt, at De ved, at det latinske Substantiv har fem Deklina- tioner?" "Jo," sagde Madvig. "De ved da maaske ogsaa, at det latinske Verbum bøies efter 4 Konjugationer?" "Tilvisse", svarede Madvig. Hvorlangt han saa prøvede sin Elev ved jeg ikke -- men jeg ved, at han blev høist overrasket, da han fik høre, hvem det var, han havde indviet i det latinske Sprogs Elementer. Hvad man saa foretog sig disse Samlingsaftener? -- Aa -- alt muligt; der blev sunget af de musikalske Kræfter, der blev holdt kortere Foredrag, eller en eller anden Forfatter fore- læste sit nyeste Produkt -- en Novellette eller et Digt -- og havde man ikke andet at gjøre, saa arrangerede Walter Rune- berg en Hønsegaard, d. v. s. han begyndte at kagle som en Høne, til en eller anden Dame begyndte at le, og det hørtes saa løierligt sammen med Kaglet, at andre Damer begyndte at le med, og tilsidst blev det en Kaglen og Latter, der under hans Ledning hørtes som om en hel Hønsegaard kaglede i vilden Sky. SIDE: 124 Og saa laa der jo altid et Album fremme, hvori Kunst- nerne nedrablede morsomme Karikaturer eller smaa Genre- grupper eller tegnede Portrætter af Foreningens Medlemmer. Navnlig har Carl Bloch i dette Album, der endnu bevares, ned- lagt en Rigdom af interessante Portrættegninger. Men heller ikke disse Underholdninger har kunnet holde sig, Albumet tilhører nu Arkivet, d. v. s. Historien og Fortiden; men dets Indhold burde visselig udgives nu, da man jo har saa mange letvindte Reproduktionsmaader. Saa gik Aftenen hurtigt og fornøieligt, og ved Midnat lukkede Custoden, den gamle Louisa, Døren efter den sidste bortgaaende Skandinav -- og saa slukkede Bibliothekaren Lamperne, og der blev stille i Augusts Mausoleum. Ja -- Custoderne! Opvartningen i Foreningen besørgedes af "Custodekonen", der tillige var Bibliothekarens Tjenestepige. Ja -- naar jeg tænker tilbage paa alle de kvindelige Custoder, vi i de to Aar havde, hvilket Galleri af Kvinde- skikkelser fremstiller sig ikke da for min Erindring. Først hende, vi havde arvet efter min Forgjænger, den store, svære Marietta, som lod "Kurven danse", saa den tilsidst kom hanke- løs hjem, -- og hun blev jaget paa Porten, -- saa den mørk- øiede Giacintha, hvis religiøse Følelser altid drev hende i Messen til alle mulige og umulige Tider, saa vi undertiden ved vor Hjemkomst fandt hele Leiligheden aaben og tom -- selv vort Barn forsvundet. Saa den rødkindede Mariuccia, hvis Bedrifter er gaaet mig af Minde, saa den gamle, ærværdige Barbara, Moder til en efter hendes Sigende meget berømt Sangerinde og til en liden, smudsig Tingest, der stadig gik i Foreningen som Mo- derens Hjælperske. En Dag havde Signora Barbara faaet et Brev fra sin berømte Datter med Indbydelse til et Besøg i Neapel, og hun bad om Permission paa en Uge og 5 Scudi (20 Kr.) i Forskud. Dem fik hun -- og vi saa hende altsaa aldrig mere. SIDE: 125 I hendes Sted beholdt vi hendes elskelige Datter, i hvis korte Regjeringstid alt holdt paa at forgaa af Smuds. Men saa en vakker Dag aabenbarede sig som sendt fra Himlen den gamle, hæderlige Louisa, et rent Pragtexemplar af Ærlighed, ikke blot efter italienske Begreber. Stivbenet og lidt frem- overbøiet, som om hun gik paa Stylter, lang, gammel og faa- mælt, bevægede hun sig mellem Skandinaverne som mellem en Flok Umælende, som hun saa dybt ned paa, fordi de havde saa ondt ved at forstaa hende og hun dem. Hun havde tyde- ligvis den Forestilling, at alle "Forestieri" var stumme og skulde tales til ved Tegn, og at da hun ikke forstod vort Sprog, kunde vi heller ikke forstaa hendes. Da hun traadte ind i vor Tjeneste, var det første, vi bad hende om, at hun skulde tænde op Ild. Da hun hertil behøvede Fyrstikker, holdt hun to af sine Fingre op foran min Næse og blæste paa dem: det skulde -- jeg ved ikke ret hvorfor -- betyde: "Fyrstikker", Dem fik hun saa, og Ilden blev tændt. Saa kom hun og spurgte ved en betegnende Gestus, hvad hun nu skulde gjøre? Feie Gulvene. Hun fik sig en Feiekost med et Kosteskaft lige- saa langt og stivbenet som hun selv, og saa feiede hun og Kosten det hele Hus fra det inderste Rum til den yderste Forstue. Saa kom hun og spurgte, hvad hun nu skulde gjøre? Og alt, hvad hun beordredes til, udførte hun samvittigheds- fuldt og gjennemført -- og saa spurgte hun igjen. Fik hun saa Svaret niente a fare, saa satte hun sig paa en Stol ube- vægelig og stiv og sad der, til man behøvede hende. Hun levede væsentlig af Salat, som hun tilberedte ved Hjælp af Lampeolien i den store Barile. Men det var rigtignok fin Olie, man brændte i de romerske Lamper. Men "Jedes Thierchen, sein Plaisierchen" -- ved Aftentide havde hun sig en stille Toddy (mezzo caldo), som maaske undertiden gjorde hende lidt krakilsk, men aldrig lystig. Naar det led mod Midnat, og de sidste Gjæster forlod Foreningen, sad hun stiv og strunk, men nikkende i Søvne SIDE: 126 paa sin Stol i Forstuen, og tog Afsked med de Bortgaaende med et Felicissima notte, der ofte af Søvnighed stansede paa Halvveien i et Felici -- og saa nikkede hun endnu engang, tog sig saa sammen og reiste sig, slog Slaaen for Døren, satte Catenaen paa og krøb i Seng. Hun var forøvrigt høit hævet over min Ros. Som hendes eneste Feil maa jeg nævne, at hun var af en umaadelig frygtsom Natur og var ræd for alting -- ligefra Skandinaver til Insekter. Jeg erindrer, at en Sommernat 1864, medens vi boede i Genzano, havde Henrik Ibsen og Walter Runeberg begivet sig ind til Rom, og da de for Tiden intet Logis havde i Byen, skulde de ligge i vor Bolig. Louisa laa i det ydre Værelse. Midt om Natten vaagner Runeberg af et frygteligt Skrig, som ikke kunde komme fra nogen Anden end hende; han kastede lidt Klæder paa sig, ilede ud og fandt Louisa staaende i dybeste Negligé inde i en Krog af den store Sal med Nat- kappe paa og et Lys i Haanden. Foran hende sad paa Gulvet en stor Græshoppe, og hver Gang den hoppede, hoppede hun i Forskrækkelse paa sine stive Ben med Lyset i Haanden, -- ud- stødende et høit Skrig -- indtil Runeberg fik udfriet hende af den farefulde Situation. Udsmykket af Henrik Ibsens glimrende Digterfantasi serveredes Situationen næste Dag ganske fersk i Genzano med pantomimisk Tilbehør -- og endnu den Dag idag morer Ibsen sig hjerteligt, naar han omtaler den. Ved at berøre Foreningens Custoder er vi umærkelig vendte tilbage til deres Domæne, Forstuen, og vi kan saaledes nu passende banke paa hos Bibliothekaren for at se ind i hans Privatleilighed paa den anden Side af Forstuen. Ja -- hvordan er det, det heder i "Gjenboerne": "Her De ser min ringe Bolig -- -- -- -- -- -- -- -- Ikke stor, men lun og rolig -- -- ". Vor Leilighed bestod af tre Rum: først et Sovekammer, der næsten intet Lys havde, saa Dagligrummet og endelig SIDE: 127 Atelieret, det eneste Rum, der var forsynet med Kamin, men den var saa desto rummeligere; Atelieret vendte mod Mauso- leet, Dagligstuen mod en høist malerisk liden Gaardsplads. Paa Udsiden af Dagligstuens dybe Vindusnische havde vi an- lagt en liden Have, hvori der voxede Konvolvolus og andre letvoxende Blomster. Men de forsvandt alle paa en ubegribelig Maade. Endelig en Dag fik vi se et Par Buxer komme svæ- vende ned fra Himlen, holdte af en Seilgarnstraad, og de Buxer svingedes saa behændigt om mellem vore Blomster, at disse foretrak at følge op til Himlen med Buxerne fremfor at forblive i sin tarvelige jordiske Tilværelse. Ned dumpede Buxerne og blev hængende i vor "Have", og nu viste det sig snart, at de tilhørte en ovenpaa boende Malers lille Søn -- rimeligvis den nu velanseede romerske Maler Bompiani jnr. Men om det var dennes Moder eller Søster, der hver Aften, saalænge Sommeren varede, for aabne Vinduer sang Arditis il bacio med Varme og Følelse, indtil Kudsken nede i Mausoleets Stald begyndte at brøle Melodien efter hende og fik hende til at stanse, -- naar ikke Hestekomedien i Mauso- leets Indre og den magre Cigarsælger i Porten med sit run- gende "Cigari scelti" udøvede den samme Virkning -- ja, se det ved jeg ikke. O, disse lyse, lumre Sommeraftener med aabne Vinduer og Musik inde fra Circus -- -- og en fjern Duft fra Staldene dernede -- og il bacio dirrende gjennem Luften -- -- Paa saadanne Aftener kunde jeg en enkelt Gang tage min Hustru med til de Theaterforestillinger under aaben Him- mel, der i Sommerheden, naar Circus var paa Reiser i Pro- vinserne, gaves i Mausoleet. Jeg erindrer, at jeg har seet "Tantalusqvaler" og Schillers "Maria Stuart" derinde -- en Maria, der Intet har tilfælles med Ristoris, en Maria med Grav- stemme og storblomstret Kjole -- og dertil en Maria Stuart "mit Hindernissen". Thi lige ved Mausoleet laa Kirken San Carlo, og dens Klokke muntrede sig altid med at ringe saa- dan en 7 à 8 Gange under Forestillingen -- og saalænge det SIDE: 128 ringede, hørte man ikke et Ord, og da var man nødt til at stanse, indtil Ringningen ophørte. Den ulykkelige Mortimer laa netop knælende foran Maria midt i sin store Tale, da Klok- kerne i San Carlo fik en lang Paroxysme -- og den arme Mor- timer maatte blive liggende i det Haab, at det snart vilde tage en Ende -- omsider blev det ham for længe, saa reiste han sig -- og "plang" -- der sluttede Ringningen. Saa paa Knæ igjen og til at fortsætte midt paa det mest pathetiske Sted. Det var et begeistret og taknemmeligt Publikum, der havde en stærk verdenshistorisk Retfærdighedsfølelse, der peb ad Lord Leicester, ikke fordi han spillede slet -- hvad han unegtelig gjorde -- men fordi han var en forbandet Skurk, og som trøstede Maria i hendes Ulykke ved at applaudere hende voldsomt, medens der kastedes Appelsinskaller paa Dronning Elisabeth. Her, under disse ærværdige historiske Mure var det da, min Hustru og jeg tilbragte to Aar af vort Romerliv, førende en Husholdning, der maa betegnes som lidet depensiv, meget gjæstfri -- om jeg tør kalde dette altid ligesaa aabne som tarvelige Taffel "gjæstfrit" -- og meget italiensk, det vil sige meget vagabondagtig. I den lille røde Stue, som vore Venner, Malerne Winge og Olrik, da vi flyttede ind, havde smykket med Vægmalerier af nordiske Digterverker, Thor med Jætternes Bryggekjedel, Kung Fjalar, Helge og Havfruen samt Ingeborg ved Havet, forsamledes flere Gange om Ugen en liden Kreds af Skandi- naver, der trivedes bedre i Bibliothekarens gemytlige Hule end i Foreningens store Sal. Traktementet bestod ved saa- danne Leiligheder kun af lidt Druer eller Valnødder og Appel- siner til nogle Foglietter Vin, eller hvis man ikke havde spist Aften, før man kom, af lidt Brød, Skinke og et Par Æg, som stegtes i Asken i den store Kamin i Atelieret, til de sprang sønder med et Knald. Ja, tarveligt var det; men der har saamænd siddet mange herlige Mænd og mange prægtige Kvinder i den lille Stue SIDE: 129 med den dybe Lænestol inderst i Hjørnet under Thorsbilledet, med det runde Bord foran Sofaen og Fladagers Buste af P. A. Munch paa Skrivebordet henne ved "Ovnen", det lille trans- portable Uhyre, der stak sit Tryne af et Rør ud gjennem Vinduet og blev baaret ud af Custoden for at tømmes og fyldes. Navnlig samledes her Vinteren 1863 -- 64 en liden Kreds, -- thi Sandinaverne opløste sig kun altfor let i Smaakredse -- en Kreds, som gjerne efter Aftensbordet mødtes i vor lille Stue, og som af de øvrige nordiske Romere efter de tre Ægte- par, der udgjorde dens fundamentale Del, benævntes "Ægte- skabsforeningen". Den bestod af den danske Digter Carl An- dersen og hans prægtige Hustru, et ungt dansk Par, hvem de havde mødt i Florenz, Overretssagfører Bentzen og Frue, der er et Par uforlignelig elskværdige Mennesker, og som denne Vinter gjæstede Rom paa sin Bryllupsreise, samt min Hustru og mig -- men hertil kom saa tre ugifte, unge Mænd, der sluttede sig nærmest hver til sin af de tre Familier -- den ene af disse var Walter Runeberg. Til Kredsen hørte videre den norske Familie Bruun, nuværende Sogneprest Cohristopher Bruun, hans Moder, Søster og Broder, trofaste og elskværdige Venner i Nød som i Lyst, -- navnlig staar den tidligt afdøde Søster, Thea Bruun, altid for min Erindring som en Solstraale, der spredte Lys og Varme, hvor hun viste sig med sit kjærlige Smil og sin ømme opofrende Omhu for at hjælpe overalt, hvor Hjælp kunde behøves. Deres kloge, prægtige Moder var som en Moder ogsaa for os, altid virksom med Raad og Daad. Det var for den yngste, brystsvage Søns Skyld, Familien op- holdt sig i Rom, men den lovende og elskværdige unge Kunstner døde, endnu medens vi opholdt os der, og neppe et Aar efter fulgte hans unge Søster ham. Det er allesammen Mennesker, som det altid er godt at tænke paa, og som for hele Livet bandt sig fast til Ens Hjerte. Tak, I trofaste Venner! Saa var ogsaa Tilfældet med "Vinkvistene", to svenske Søstre, Frøknerne Winqvist, af hvilke den ene var Malerinde, SIDE: 130 og som opholdt sig flere Aar i Rom og med Liv og Sjæl deltog i Kunstnerlivet -- altid tilfredse med hvad der bødes, altid muntre saalangt Kræfterne rakte -- aldeles som skabte for det frie, aandsløftede Liv i den evige Stad, til hvilken de paa gamle Dage vendte tilbage -- drevne af uimodstaaelig Længsel efter at leve det Svundne op igjen. Om det er lyk- kedes dem? Mens det svenske Bygningsvæsens nuværende Overintendent, Digter-Architekten A. T. Gellerstedt kun en enkelt Gang og den gamle, elskværdige Rektor Olsen fra Viborg, der har skrevet den fortræffelige Biografi af Poul Martin Møller, kun af og til gav Gjæsteroller i vor lille Cirkel, havde der til denne som fast Medlem sluttet sig en Personlighed, for hvis Skyld jeg egentlig omtaler dette lille Kompani, en gammel, vidtfaren Ørn, der i denne Omgang fandt en kjær og hyggelig Hvile efter stridfulde Dage, uden al Tvivl en af de interes- santeste af alle de Personligheder, der i min Tid færdedes i Rom -- og jeg mener ikke blot blandt Skandinaverne, men overhovedtaget. Naar man saa den gamle med det ædle Krigerfysiognomi, den hvælvede Skallepande, det store, graa Skjæg, den ranke, statelige Holdning og de lynende og dog saa forunderlig milde Øine, maatte uvilkaarlig Runebergs Ord rinde En ihu: "En konung syns den gamle mig Vid branten af sin lefnads stig." Og hvilken lefnadsstig havde ikke denne Mand bag sig! Der er vel neppe blandt mine norske Læsere Mange, der erindrer at have hørt Navnet Maximilian August Myhr- berg; men desto bedre kjender Svenskerne og Finnerne ham, og enhver, der har hørt dette Navn, vil i Tanken bøie sit Hoved ærbødigt ved Mindet om Frihedshelten fra Misolonghi og Ostrolenka, for denne "sælsomme Mand, der sad i sin Krog ved sit Sukkervand". Thi det turde være mere end en blot Mulighed, at han blandt meget Andet ogsaa er Modellen SIDE: 131 for Welhavens Polak i "Republika- nerne", skjønt ikke Polen, men Fin- land var hans Fædreland. Ligesom han havde kjæmpet for Frihedens Sag paa Polens Sletter, havde han ofret sit Blod paa Grækenlands klas- siske Mark og bandt Spaniens Fjelde. Naar han om Aftenen kom hjem til os og var kommen til Sæde i Læne- stolen inderst inde i Krogen, kunde han ofte i vor lille, tarvelige Hule erklære, at i denne lille Kreds følte han sig hjemme, og da kunde han løse sin Tunges ellers strengt snørede Baand og fortælle om sit Liv, som han ellers ikke gjerne oprullede for Nogen. Men det kunde ogsaa iblandt hænde, at han taug bomstille, naar nogen af os fortalte, at vi i Formiddags havde seet ham kjøre sammen med Fyrstinde Czartoryski, eller at vi vidste, at han Dagen iforveien havde dineret hos Dronning Maria Christina af Spanien. I Grækenland var han kjendt siden Frihedskrigens Dage under Navnet Murad Bey -- saaledes opfattede det helleniske Øre Navnet "Myhrberg", og hans heltemodige Deltagelse i denne Krig kan man finde skildret i Gordons "Den græske Frihedskrigs Historie", -- men hvil- ket Navn han bar i den polske Fri- hedskamp i 1830, er derimod en Hemmelighed, som han tog med sig i Graven, og som det nu neppe mere nogensinde vil lykkes at afsløre; SIDE: 132 kun det er sikkert, at han ikke der var kjendt under sit vir- kelige Navn. Allerede under mit Ophold i Stockholm havde jeg oftere seet denne statelige Skikkelse hver Middag spadsere i Kungs- trädgården, og man havde halvt hemmeligt tilhvisket mig, at han i Virkeligheden var den fra den polske Frihedskamp be- rømte General Langerman; -- men det var ikke Tilfældet; Langerman var vitterlig født i Meklenburg og var ligesaa vit- terlig død i Paris 1861, medens Myhrberg var Finne og endnu i Live. Nei -- det var vel neppe paa en saa bemærket Plads, han havde tjent Frihedens Sag, men derfor var de Tjenester han havde vist den ikke mindre, maaske netop mere fremra- gende, da Myhrbergs store Fortjeneste var, at han altid stillede sig der, hvor han for Øieblikket bedst kunde tjene den store Sag -- om som simpel Soldat i Geledet eller som Chef for et Armékorps, og aldrig fordrede han noget for sig selv. Han havde kjæmpet som Officer i Riegos Skare i Spanien, men da han siden meldte sig hos General Fabvier, der i Mar- seille udrustede Filhellenernes Friskare til den græske Friheds- kamp, og alle ældre Krigere -- tildels Officerer fra Napoleons Arméer -- , der stillede sig, fordrede en til deres tidligere svarende Stilling i den nye Hær, en som Oberst, en anden som Kaptein, spurgte Fabvier tilsidst Myhrberg: "Og De, hvad forlanger De?" "Et Gevær, min General!" svarede Myhrberg. "Endelig en Soldat!" raabte Fabvier. Og dermed var hans Venskab for Myhrberg grundlagt. Han havde staaet Skildvagt udenfor Byrons Bolig hin Nat, den 19de April 1824, da denne døde -- "en Vulkan, der var brændt til Aske", kaldte Myhrberg ham -- han havde mod- taget og bragt Prinsen af Caninos, Paul Marie Bonapartes, sidste Hilsen og hans Efterladenskaber til Napoleons Moder, Lætitia, her i Rom, da han -- næsten for Myhrbergs Øine -- havde skudt sig i Skibskahytten ved Nauplia 1827. Under den græske Frihedskamp havde han deltaget i de blodigste Slag og de farefuldeste Foretagender, og avancerede SIDE: 133 til betydningsfulde Førerstillinger. Utallige Gange var hans Liv i Fare, og to Gange var han dødsdømt, men paa de vid- underligste Maader undgik han den ene Gang efter den anden den nære Død. Neppe var Grækenland befriet, før han atter i Polen del- tog i de voldsomste Kampe, og til sin Død bar han "Ostro- lenkas Mærke". Saavidt jeg ved, har Welhaven og med Be- stemthed Camilla Collett truffet sammen med ham i Paris i 30-Aarene, da han efter Polens Fald opholdt sig der. Naar han sad, en ellers taus og indesluttet gammel Mand, i vor lille Vennekreds ved den flammende Kamin og følte sig vel til- mode, kunde han, der ellers nødig talte om sine Krigsoplevelser, som sagt faa Lyst til at aabne sit Hjerte for sine nyvundne unge Venner -- og hvor var han ikke da interessant! Og hvor gjorde ikke Oplevelsens simple Sanddruhed hans betydelige Fortællertalent ligefrem imponerende. -- Hvor angrer jeg, at jeg efter disse Aftener ikke paa Stedet nedskrev, hvad han havde fortalt -- nu kan jeg kun fjernt gjenkalde mig nogle af disse eventyrlige Begivenheder, som jeg i det Følgende vil meddele, fordi de ved Konferance med Andre er opfriskede i min Erin- dring; men jeg har dog hørt dem alle -- paa en eneste nær -- af hans egen Mund. General Fabviers Ord: "Endelig en Soldat!" bestemte for det første hans Stilling som simpel Soldat. Under det græske Felttog laa han engang haardt saaret i det ene Ben paa Valpladsen, uden at kunne røre sig; da han vaagnede af en lang Bedøvelse, skinnede Maanen over de Døde og de jamrende Saarede paa Slagmarken; da hørte han i det Fjerne Stemmer; men de lød i hans Øren værre end Hyænernes Hyl; thi det var tyrkiske Stemmer -- det var Tyrker, som gik omkring paa Slagmarken for at plyndre og skjære Hovederne af de Døde for at fremvise dem som Tro- phæer, der betaltes efter Tal. Og de tog det ikke saa nøie med at skjære Hovedet ogsaa af de Saarede af samme Grund. "Naar jeg tænkte paa de sløve Knive", sagde Myhrberg, "som SIDE: 134 Tyrkerne ved slige Anledninger brugte, fik jeg en dobbelt ubehagelig Følelse". Her var ingen Redning mulig, og han ladede rolig sin Rytterpistol for at give sig selv Døden og undgaa Bekjendtskabet med de sløve Knive. Skuddet klik- kede; han spændte Hanen for anden Gang, da en Officer i græsk Uniform red henover ham. Han raabte til ham om at tage ham med, men den Usle, for hvis Fædrelands Sag den Fremmede her laa og blødte, red videre uden Barmhjertighed. Då blef jag arg, sagde Myhrberg -- og det næste Skud klik- kede ikke, det traf sit Maal, men Maalet var dennegang ikke han selv, men den græske Rytter. Idet han saa paany lavede sig til at lade Pistolen, følte han en varm Snude i sin Nakke -- Hesten stod atter ved hans Side uden Rytter, og med usigelig Møie fik han klavret sig op paa dens Ryg -- den tog af Instinkt Veien til den nærmeste græske Leir, og Myhrberg lod den følge Instinktet -- og var reddet. Myhrberg kunde i det Hele taget aldrig udtale sig skarpt nok om den Nedrighed, hvormed Grækerne opførte sig mod de Mænd, der havde vovet Liv og Blod for at befri deres Fædreland, om deres Feighed -- navnlig i Begyndelsen af Krigen -- deres Mangel paa Mandstugt og deres Uærlighed. Engang var han som Menig kommen til at staa under en Sergeant ved Navn Dmitri, der særlig havde lagt ham for Had og paa alle Maader trakasserede ham. Skjønt Myhrberg var vant til streng Disciplin, gik disse Trakasserier ham dog tilsidst for langt. Saa hændte det en Aften, at de skulde samle Hø til sine Heste, og Myhrberg havde med stor Møie omsider samlet sit Knippe, da Dmitri, der imidlertid havde taget sig en Lur istedetfor at samle Hø til sin Hest, kom til og rykkede Høbundten fra ham. Det blev den varmblodige Finne for meget, og han gav sin Plageaand en dygtig Lusing. Denne, der jo var hans Foresatte, anklagede ham -- en Krigs- ret nedsattes paa Stedet, og Grækerne dømte Myhrberg for grov Insubordination midt under brændende Krig -- til Døden. Men da han var Fabviers Yndling, besluttede denne at Exeku- SIDE: 135 tionen skulde udsættes til efter det Slag, man ventede en af de nærmeste Dage -- kanske vilde Tyrkernes Kugler gjøre den overflødig. Imidlertid blev han først indespærret i en Svinesti og siden af Fabvier flyttet til en anden Eskadron for ikke at være i sin Fiendes Vold. Dog var han intetsteds sikker for Dmitris Hævn -- en Kugle bagfra under de hyp- pige Skjærmydsler kunde jo let træffe ham, uden at det mær- kedes, hvorfra den kom. Navnlig var det en Nat, da Myhr- berg følte sig temmelig sikker paa, at Hævnens Time var slagen. Man rykkede frem gjennem et snevert Pas, Mand efter Mand, og ved engang at vende sig fik han se, at næste Mand bag ham selv -- var Dmitri. Med Haanden paa Pistolen og sin Dødsfiende i Nakken marscherede han videre. Paa et Sted, hvor Passet udvidede sig til en liden Slette, kommanderedes Holdt, og man bivouakerede i smaa Kredse om Ilden, hver sluttede sig til sine Nærmeste -- og Myhrberg, der som Frem- med ikke fandt Plads hos de Andre, tændte sin egen lille Bivouakild lidt afsides. Som han sad der, fik han se en Mand nærme sig, og gjenkjendte i ham sin Dødsfiende. Han sprang op og spændte Pistolen. Men Dmitri slog sig fredeligt ned og sagde med et Udtryk af Sorg i Stemmen: "For mig be- høver du ikke at være bange, -- jeg vil Intet gjøre dig -- jeg saa inat min afdøde Moder, og hun sagde mig, at imorgen er jeg død. Vil du give mig et Stykke Brød?" Saa delte de den tarvelige Brødration med hinanden, og lagde sig saa begge til at sove. De vaagnede midt om Natten ved at deres For- poster meldte, at Tyrkerne nærmede sig paa alle Høiderne -- Grækerne bandt da Halm om Hestenes Hove, og gjennem en Sideaabning i Passet fandt de i Mørket en Udvei til Sletterne. Tyrkerne mærkede det for sent, men sendte dog nogle Kugler efter de Bortdragende. En eneste af dem traf -- en eneste -- og Dmitri styrtede død af Hesten. I de herefter nærmest følgende Kampe udmærkede Myhr- berg -- ifølge Gordons "Den græske Frihedskamps Historie" -- sig saa meget, at der formodentlig af denne Aarsag aldrig SIDE: 136 mere blev Spørgsmaal om Dødsdommens Exekution. Det var nemlig paa denne Tid, Myhrberg reddede sin Chef, General Fabvier, ud af Tyrkernes Hænder -- efter hvad Gordon for- tæller -- og bogstavelig bar ham tilbage i Grækernes Geleder gjennem Fiendernes Rækker i sin ene Arm, medens han parerede Huggene med den anden. Den tyrkiske Pascha gav da Ordre til, at man skulde fange ham levende -- som han løb afsted med sit dyrebare Bytte, men han slog saa hvast fra sig med den ledige Haand, at de maatte lade ham løbe. Efter denne Heltedaad blev Myhrberg Officer og Fabviers Adjutant. Men denne Passage, der som sagt, fortælles hos Gordon, berørte Myhrberg aldrig selv -- ialfald ikke i vor Kreds. Engang maatte han og hans Kamerater under en Foura- gering, indesluttede af Tyrkerne i en Have, skjule sig oppe i Træernes tætte Løvkroner, indtil Tyrkerne om Aftenen var indslumrede, og en anden Gang opdagede han, medens han ensom vadede gjennem en Myr, en Tyrk ved sin Side, der rettede et Sabelhug mod ham, der istedetfor hans Hoved traf "det, som var næsten ligesaa ilde", Baandet af hans Madpose, som derved gik tabt, saa han maatte sulte i flere Dage. Da Myhrberg rettede sin Pistol mod Tyrken, afstod denne fra videre Sabelhug. Gjennem et dristigt coup-de-main kom Fabvier med sine Mænd ind paa det af Grækerne besatte, af Tyrkerne beleirede Akropolis og var nu selv indesluttet der. Myhrberg fortalte oftere om, hvorledes de stundom, svingende sig nedad de Kaktus'er og Aloer, som dengang voxte høit omkring Borgen, sneg sig ud af den beleirede Fæstning ved Nattetid for at skaffe Proviant og Ammunition. Men navnlig morede han sig ved en Historie, der indtraf under Beleiringen oppe i selve Borgen. Akropolis var dengang endnu belemret med en Mængde i og omkring Parthenon, Erechteion og Propylæerne opklinede smaa Huse, i hvilke de Beleirede havde sine Boliger. En Morgen, da Mangelen paa Føde gjorde sig alvorligt gjældende, fik han fra sit Vindu Øie paa en paa Erechteions Gesims i SIDE: 137 Morgensolen roligt spadserende Kat. Det var bogstavelig "ge- fundenes Fressen" -- han fik sin Bøsse frem, Skuddet knaldede, og Miss laa død udenfor hans Vindu. Han skyndte sig ud for at hente sit skindmagre Bytte. -- Men idet han vil tage den op, hører han en Tysker raabe: "Zum Teufel, Herr! rühren Sie meine Katze nicht!" "Deres Kat?" svarede Myhrberg. "Det er jo min Kat!" "Jeg har skudt Katten i dette Øieblik", erklærede Tyskeren. "Nei -- det var mig, som skjød", for- sikrede Myhrberg, og nu haglede det med Ukvemsord fra begge Sider, medens Kameraterne samledes om dem og søgte at mægle Fred. Først blev Bøsserne undersøgte -- ja, det lod sig ikke nægte, de var begge netop affyrede, det var tydeligt at se. Saa blev Katten undersøgt. I den fandtes kun ét Kuglehul -- men hvorfra Kuglen var kommen? Ja, det var umuligt at afgjøre. Saa blev da Byttet -- uden at nogen salo- monisk Visdom behøvedes, delt lige mellem de to Skytter; men saasnart Beleiringen var endt, bragte den magre halve Kattesteg dog Myhrberg en Duel paa Halsen, af hvilken han sit hele Liv bar Mærke i et Ar paa den ene Arm. Engang blev Myhrberg af Fabvier sendt som Under- handler til Reschid Pascha, der beleirede Borgen, men medens han opholdt Paschaen med en Skinunderhandling, fik Fabvier Tid til at forberede et overraskende Udfald. Da Borgen kort efter dog maatte kapitulere, fordrede Paschaen i Kapitulations- vilkaarene at faa den dristige Underhandler udleveret. Fabvier kunde ikke gjerne overlade sin Ven og sit Livs Redder til den visse, grusomme Død, og opgav derfor for Paschaen, at Myhrberg var falden i et af de sidste Udfald; han blev imid- lertid stukket ind i en Vintønde og paa denne Maade af sine Kamerater paa en Vogn kjørt ud af Akropolis. Uheldigvis mødte man underveis en tyrkisk Troppeafdeling, der, over- modig over sin Seir, for at komme hurtigere frem paa den smale Vei, kastede Grækernes Lastvogne med deres Tønder overende, saa disse rullede i Grøften -- og Myhrbergs Tønde faldt saa uheldigt, at han en lang Tid blev staaende paa Ho- SIDE: 138 vedet i Tønden, og næsten var kvalt, da han endelig blev reddet. Mærkelig nok -- fortalte han -- havde han under et Ophold i Paris før Krigen ladet sig spaa af den bekjendte Mademoiselle Lenormand, der havde forudsagt ham, at han skulde komme i stor Livsfare, men blive reddet ved at staa paa Hovedet. I Fabviers bekjendte Tog til Chios deltog ogsaa Myhr- berg, og ifølge Gordons Beretning reddede han ved sin Kjæk- hed under dette mislykkede Tog Rytteriets Heste fra at falde i Tyrkernes Hænder. -- Gordon kalder ham ligefrem den bedste og heltemodigste blandt alle Filhellener, lige udmærket i Hen- seende til sit ædle Ydre og sin Legemskraft som til Tapper- hed og sædelig Renhed. Ogsaa General Fabvier roser i et af sine Breve Myhrbergs Heltemod og Uegennyttighed. Solda- terne, siger han, ligesaavelsom Folket var ham i høi Grad hengivne, fordi han delte alt, ogsaa Savn og Møie med de første, og altid viste Billighed og Mildhed mod det sidste. Under Capo d'Istria blev han Kommandant paa Fortet Pala- midi ved Nauplia, men forlod snart Grækenland, misfornøiet med Capo d'Istrias Egennytte. Saa gik han over Malta og Rom -- hvor han, som oven- for nævnt, havde et Opdrag at udrette hos Keisermoderen Lætitia -- tilbage til Spanien, hvor Urolighederne endnu altid lod formode Krig, men her faldt han istedet i Røverhænder. Deligencens Passagerer opfordredes af Røverhøvdingen Maria Rosa til at kaste sig paa Jorden med Ansigtet nedad, og man vidste, at han ikke pleiede at spare Menneskeliv. Da blev Myhrberg Selskabets Redder. Saasnart han fik vide, hvem Anføreren var, tilraabte han ham en Hilsen fra en i den græske Krig falden Spanier, som han vidste havde været Røverhøv- dingens Ven og Begges Kamerat under Riegos Opstand. Rosa blev høilig interesseret heraf, optog Hilsenen vel, og de slap Alle derfra med Livet, men rigtignok -- afklædte til Skjorten. Splitternøgne maatte de holde sit Indtog i den nærmeste Landsby. SIDE: 139 Imidlertid udbrød den polske Opstand i 1830. Ordet "Frihedskamp" var nok til at sætte Myhrberg i Fyr og Flamme. Forsynet med et Anbefalingsbrev fra Fabvier til General Ro- marino kom han -- skjult paa Bunden af en Reisevogn under to Damers Peltse -- lykkelig ind i Krakau, og begav sig svøm- mende mellem Weichselflodens Isstykker og forfulgt af de østerrigske Soldaters Kugler over den polske Grænse. Om sin Deltagelse i den polske Frihedskamp talte Myhr- berg sjeldnere -- og jeg har kun hørt ham fortælle et eneste af de Eventyr, han under dette Felttog oplevede. Dog tror jeg bestemt at have hørt ham fortælle, at han deltog i Slaget ved Ostrolenka. [fotnotemerke] I denne Krig havde han engang havt Anledning til -- jeg erindrer ikke mere paa hvilken Maade -- at vise Høimod overfor en russisk Officer, hvis Liv var i hans Haand. Polens Sag var tabt, og fangen af Russerne befandt Myhrberg sig i en Fangetransport paa Vei til Sibirien. Da skifter Convoyen Befalingsmand, og den nye Fører er -- den Officer, Myhrberg har staaet overfor i Kampagnen. Denne kjender sin Velgjører igjen og faar i al Stilhed stukket til ham en Rulle Guldstykker. For det første af disse kunde han traktere Kosakkerne saa godt om Aftenen, at de faldt i Søvn -- og Myhrberg fandt Anledning til at slippe bort. Dermed var han dog ikke reddet; thi hele det vestre Polen, som han nu maatte gjennemstreife som Flygtning, var fyldt af russiske Tropper, der som Blod- hunde forfulgte de flygtende Polakker. Saaret og syg slæbte Fotnote: Forsaavidt jeg ikke har kunnet støtte mig til min egen Erindring om Myhrbergs Fortællinger, har jeg benyttet August Blanches korte Nekrolog i "Ny Ill. Tidn." 1867 og Krohns En finsk krigares öden, hvor den Mand, Myhrberg kaldte Dmitri, benævnes ved sit Tilnavn Bozzaris. Krohn udtaler Tvivl om, hvorvidt M. deltog i Slaget ved Ostrolenka, og mener, at han aldrig talte om dette Slag som om noget Selvoplevet -- men for min Del tror jeg som sagt at erindre, at han omtalte Slaget som et af dem han havde deltaget i, og en af Vennerne fra hin Vinter (Overretssagfører Bentzen) siger med Be- stemthed, at han har hørt M. omtale sin Deltagelse i dette Slag. SIDE: 140 han sig gjennem Sumper og Siv afsted mod den fjerne Grænse. En Aften søgte han aldeles udmattet Ly i en Bondegaard, hvor Manden ikke var hjemme. Konen tog venligt imod ham, og skjulte ham i Huset -- rigtignok med en streng Advarsel om, at hendes Mand ikke var at lide paa. -- Da Manden kom hjem, fortalte han sin Kone om, at nu kunde de blive velha- vende Folk, bare de kunde fange en Flygtning; thi den rus- siske Regjering betalte en høi Pris for hver fangen Insurgent. Myhrberg hørte deres Samtale fra sit Skjul. Konen lod, som om hun billigede sin Mands Plan, og den næste Morgen be- gav Manden sig ivei for at øve sin ædle Dont. Imedens gav hans Hustru den saarede Flygtning Mad og Pleie saa længe til Egnen var fri for de omstreifende russiske Soldater -- uden at hendes Mand havde Anelse derom. Endelig mente hun at kunne lade ham gaa uden Fare, og, atter svømmende over en Flod fuld af Isstykker -- ligesom han havde maattet gjøre for fra først af at kunne indstille sig i de polske Geleder -- kom han efter mange og farlige Eventyr endelig paa tysk Grund. Men endnu finder vi ham for fjerde Gang i Kamp, denne- gang paany i Spanien i Kampen mellem Christina og Don Carlos. Efter den polske Frihedskamps Slutning opholdt han sig i adskillige Aar i Paris -- det var her Camilla Collett traf ham i 1834. Fra 1842 -- 1848 var Myhrberg i svensk Tjeneste Guvernør paa Øen St. Barthelemy, men vendte saa, da "det store Aar" kom med Frihedskampe i Ungarn og Italien, tilbage til Eu- ropa -- men i Krig kom han ikke mere. Hans Reise til Rom i 1863 skeede paa Opfordring af Fyrst Czartoryski, der under den polske Opstand samme Aar havde været i Stockholm og der truffet Myhrberg -- og det var Meningen, at han her skulde stille sig i Spidsen for og orga- nisere de Friskarer, man ventede fra Italien for Polens Sag. Imidlertid faldt Polen, og Myhrberg saa sig atter i Armene paa "sin værste Fiende, Uvirksomheden". SIDE: 141 Men han var igrunden træt af "Frihedskrigen" og fandt ofte ved Tanken paa, hvormegen Slethed han havde fundet hos de Folk, han havde kjæmpet for, at han havde ofret sig for en Sag, der -- hellig i sit Væsen -- ofte nok i Virkelig- heden blev en Kamp for Fantomer om ikke for noget endnu værre: for de Egennyttiges Interesser. Den gamle Hærførers Bagage var ikke stor -- to Skjorter og lidt andet Undertøi i en Reisevæske -- forresten kjøbte han, hvad han behøvede; det saa ud, som om Reisen var kommen pludselig paa. Hans Kasse var undertiden klein, men til andre Tider fuld, alt som de polske Insurgenters Kasse var fuld eller tom; men virksom var han altid. En Dag -- det var anden Paaskedag 1864 -- kom han op til mig og sagde: "Vil De følge mig iaften og se Girandolaen paa Piazza del Popolo -- jeg gaar just ikke for Fyrverkeriets Skyld -- men jeg vil gjerne gjense en gammel Venindes Datter. Louise af Orleans' Datter Charlotte er i Rom, og hende vilde jeg gjerne se, om De vil gjøre mig Følge". Vi gik derhen, og den Gamles Øine søgte begjærlig den Kvindes Aasyn, for hvis Moder han havde sværmet. Hun var ikke vanskelig at finde. Der sad hun i den for hende og hendes Gemal opførte Tribune -- et præg- tigt Keiserpar, fuldt af Glæde og ridderlig Eventyrlyst: de lagde bag sig det fredelige, idylliske Liv, de hidtil havde ført, for at følge, hvad de ansaa for en stor Mission: hid var de komne for at erholde Pavens Velsignelse til sin vovsomme Færd, de lyste af Ungdom og Livsmod; tre Aar efter laa han med gjennemskudt Bryst i det fjerne Land; og hun sad som en ulykkelig Enke, hvem Sorgen havde gjort vanvittig, hjemme i Fædreneslottet: det var Keiser Maximilian af Mexico, han, der foretrak Døden for Latteren, og hans Keiserinde, den ulykkelige Charlotte. Sex Aar efter saa jeg Keiser Maximilians Kiste i Gravhvælvingen i Augustinerkirken i Wien -- det skulde Ingen spaaet den Aften, de livsglade og muntre sad og be- tragtede Paaskegirandolaen i Rom, medens den gamle Friheds- kjæmpes Øine hang ufravendt ved hendes smukke Skikkelse. SIDE: 142 Ud paa Vaaren forlod Myhrberg Italien, men to Aar efter traf jeg ham igjen i Stockholm. Jeg hørte Folk sige i Grækenland om ham i senere Tider, at medens Hundreder af Filhellener, der Intet havde udrettet, søgte om Frelserordenen, var der en Mand, der havde fortjent den mere end nogen Anden, men som man næsten havde maattet tvinge til at modtage den, og det Stykke af den græske Jord, der tilfaldt ham som Løn for hans Fortjenester af Hellas' Sag, og som var frataget En, der havde stillet sig paa Tyrkernes Side i Frihedskampen, gav han tilbage til Eieren. I Stockholm levede han yderst tarveligt, men overensstemmende med sin Lyst og sine Kaar, i et ganske lidet enfags Kammer ind imod Gaarden i nederste Etage af et Hus ved Drottninggatan -- ingen Stu- denterhybel kunde være simplere udstyret, -- og der besøgte SIDE: 143 jeg ham oftere i hans sidste Leveaar, og Vaaren 1867 fulgte jeg den gamle Helt, som jeg holdt saa inderligt af, til hans sidste Hvilested paa Johannes' Kirkegaard, hvor han blev lagt ved Siden af en anden finsk General, Helten fra Jutas, von Døbeln. Han var født 1799 og døde den 31te Marts 1867. Men med Myhrberg steg Nordens sidste krigerske Eventyrhelt, dets sidste Ridder i det 19de Aarhundrede, i Graven. Høsten 1863 var det, jeg blev Skolemester for Alexander Herzens Datter. For at hjælpe paa de skrøbelige Finanser havde jeg ved Siden af min Stilling som Konsulatsekretær og Bibliothekar og ved Siden af min Korrespondentvirksomhed ogsaa skaffet mig en Informatorstilling. Der opholdt sig den- gang i Rom en tysk Maler, der ønskede en Lærer for sin Søn, og en Dame, der havde faaet sig et Par Pigebørn anbe- troede som et Slags Hovmesterinde for dem, og til Informator for den lille Gut og den yngste af Pigebørnene blev jeg nu anmodet om at fungere. Den nævnte Dame var, som jeg snart opdagede, et usædvanlig interessant Menneske og har senere gjort sig meget bemærket i den tyske Literatur som Forfatterinde af de bekjendte "Memoiren eine Idealistin". Hun har, efterat dette blev skrevet, selv afsløret sin Anonymitet. Hun var en Datter af en i sin Tid under det Metternichske Regiment virk- som østerrigsk Minister og hed Malwida von Meysenburg, men havde, paa Grund af sine fra Faderens helt afvigende revolu- tionære Tendenser, forladt sit Hjem og i længere Tid opholdt sig i London sammen med Personligheder som Kossuth, Maz- zini og den russiske Flygtning Alexander Herzen. Denne sidste havde for ikke længe siden mistet sin Hustru, og han anbetroede nu sine to Døtre, af hvilke den ældste, Nathalia, allerede var voxen, den yngre, Olga, omtrent 11 Aar, til Mal- wida von Meysenburgs Omhu. Hun havde, jeg ved ikke af hvilken Grund, -- skjønt jeg nok aner den -- valgt Rom til SIDE: 144 sit og Børnenes Opholdssted. I dette Hus var det da, at jeg som den lille Olga Herzens Lærer i henved to Aar skulde færdes. Alexander Herzen selv kom aldrig til Rom, og jeg har aldrig seet ham for mine Øine, om jeg end har modtaget mere end en Anvisning af ham med Hensyn til hans Datters Opdragelse. Den første og bestemteste af disse var den, at Pigebarnet ikke skulde meddeles nogetsomhelst direkte religiøst Indtryk, medens selvfølgelig den historiske Omtale af Religio- nernes Udvikling ikke skulde undgaaes. Men nogen Forkjær- lighed for den ene eller anden religiøse Retning, end sige for nogen Konfession eller noget Dogme, maatte ikke komme til- syne. Dette var for mig med min ret udprægede religiøse Overbevisning ingenlunde nogen let Regel at overholde, men jeg respekterede Tanken i dette Ønske og bestræbte mig samvittighedsfuldt for, saavidt muligt, at opfylde det; thi dets Mening maatte jo være den, at Pigebarnet selv, naar hun havde naaet den modne Alder, om hun havde Trang dertil, skulde af fri Overbevisning vælge sig sin Religion. Men saa dybt ligger den religiøse Trang gjemt i det menneskelige Bryst, at hverken Faderens Forsigtighed eller min Samvittighedsfuldhed kunde afholde Barnet fra meget tidlig at danne sig sine egne, vilde religiøse Forestillinger. En Sommer opholdt Familien sig paa Capri, hvor ogsaa den nævnte tyske Maler og hans Søn, der delte Undervisningen med Olga Herzen, havde taget Bolig. En Aften savnede man Børnene, og da man i Italien er ret ængstelig for at være ude ved Solnedgang af Frygt for Feber, sendte man henimod Aften Bud ud for at lede efter dem. Efter megen Søgen fandt man dem endelig paa den høieste Top af Capris østre Spidse, der hvor et af Tiberius's 12 Paladser har ligget, og hvor endnu en Mitras-Hule hen- peger paa en ældgammel Soldyrkelse. Her havde den lille Russerinde overtalt sin Kamerat til at lægge sig paa Knæ og vende sig mod den nedgaaende Sol og fremsagde nu med ham en selvgjort Bøn til Solen, der just straalende sank ned i Middelhavets Bølger. Soldyrkelsen, Mitraskulten, blev saaledes SIDE: 145 i Virkeligheden den første Religion, hun valgte sig, og det netop paa et Sted, hvortil Erindringen om Oldtidens Mitras- dyrkelse knyttede sig. Olga Herzen var et af de fineste og elskeligste Børn, man kan tænke sig, i Besiddelse af en alfeagtig Ynde; glim- rende udrustet af Naturen, forenede hun med en overordentlig Lærenemhed en barnlig Kjærlighed til alt, hvad der kom hende sympathisk imøde, der var høist rørende. At Slavernes over- ordentlige Sprognemhed ogsaa udmærkede hende, behøver neppe at siges. 11 à 12 Aar gammel beherskede hun fuld- stændig fire eller fem Sprog, Fransk, Tysk, Engelsk og Itali- ensk, og dertil endnu Russisk. Men jeg gjorde snart den eien- dommelige Opdagelse, at hun anvendte disse Sprog, som hun jo ikke havde lært methodisk, men tilegnet sig under sit om- flakkende Barndomsliv, til forskjelligt Brug. Saavidt jeg nu erindrer det, regnede hun helst paa Engelsk, medens hun helst førte den lettere Konversation paa Fransk og derimod helst fortalte paa Tysk o. s. v. At se dette Barn udfolde sig til den herlige, unge Pige, hun blev, var en stor Glæde, skjønt hendes fine og sarte Mimosa-Natur ofte gjorde min Opgave overmaade vanskelig, især da et enkelt Fag, nemlig Regning, faldt hende meget svært, og den mindste Tilrettevisning vir- kede overordentlig voldsomt paa hende. Jeg maa derfor vist- nok bebreide mig i ungdommelig Utaalmodighed mere end en Gang at have saaret dette fine Gemyt, men jeg tror, at hun har tilgivet mig det og vover at haabe, at hun har bevaret en liden Smule Hengivenhed for sin gamle Lærer, der aldrig senere har gjenseet hende. Hun lever nu i Paris som den be- kjendte Historiker Professor ved Sorbonne Monods Hustru. [fotnotemerke] Skulde disse Linier nogensinde komme hende for Øie, sender jeg hende en varm og hjertelig Hilsen. Fotnote: Hans Navn var jo nylig paa Alles Læber i Anledning af Dreyfus- processen. Strax efter at dette var skrevet, gjensaa jeg virkelig min gamle Elev, idet hun kom til Rom, før jeg forlod det. Ja, det var et Gjensyn! Senere Anm. SIDE: 146 I det Hele taget var Livet i Foreningen paa min Tid fyldt af en venlig og god Stemning, og den var da ialfald ikke det Sladderhul, den senere siges at have været ialfald i visse Perioder af sin Tilværelse; -- nei, vi trivedes godt sam- men som enige Brødre i Skyggen af den gamle Keisergrav. Bibliothekarstillingen, der var forenet med Konsulat- sekretariatet, havde forresten sine ikke altid saa aldeles rosen- røde Sider. Livet inden Foreningen skiftede jo hyppig Karakter med de hyppig vexlende Generationer af Kunstnere og andre Reisende, og stundom -- skjønt det rigtignok kun var en sjelden Undtagelse, -- kunde det jo hænde, at en eller anden især af disse Sidste, der ikke havde Følelsen af de Forplig- telser, som Lykken at opholde sig i den evige Stad paalægger Enhver overfor de Medlykkelige, brød ud af Rammen og gjorde lidt Kvalm. Da var jo Bibliothekaren den, der nær- mest maatte tage Stødet, og jeg erindrer, at jeg et Par Gange havde mine alvorlige Ærgrelser. Men ganske i Særdeleshed erindrer jeg den Nat, da jeg fyldte mit 30te Aar, Nytaars- natten 1863 -- 64. Det var en høist bevæget Tid, strax før den dansk-tyske Krigs Udbrud. Midt i denne alvorlige Tid var der kommet en Reisende til Rom, der syntes at have mere Sands for at vække Ubehag og gjøre Kvalm for Bagateller end for den Tanke, der saa varmt forenede os Andre. Som Bibliothekar var jeg bleven den nærmeste Gjenstand for hans Uvillie, og selve Nytaars- aften havde han givet denne sin Uvillie et saa ubehageligt Udtryk, at jeg for et Øieblik, da jeg ikke i disse alvorlige Dage kunde bekvemme mig til at indlade mig paa en videre Forfølgelse af en slig Bagatel, virkelig tænkte paa at opgive min Stilling og reise hjem. Med disse Tanker faldt jeg Nyt- aarsnat i Søvn. Da havde jeg henimod Morgen en underlig Drøm. Det forekom mig, at jeg havde fuldført mit Forsæt og virkelig var kommen hjem, og at jeg ensom gik henad en endeløs mørk Landevei paa en øde Slette i Tusmørke og Uhygge, men med Haab om snart at møde gamle Venner. SIDE: 147 Saa kom de da ogsaa den ene efter den anden af mine gamle Bekjendte og Kamerater vandrende forbi mig paa Veien, men for hver Gang jeg rakte en af dem Haanden og tiltalte ham, mødtes jeg af et fuldstændig fremmed Blik og klangløse Stem- mer, der sagde: "De tager vist feil, jeg kjender Dem ikke!" De korte Aar havde udslukket enhver Erindring om mig hos dem, jeg havde kjær, og fyldt af en usigelig Smerte over at have forladt det rige Liv i Syden for her kun at møde Ensom- hedens Elendighed kastede jeg mig ned paa den kolde, sne- dækte Moderjord og fik Luft i en hulkende Graad. -- -- Da lød de gjennem Luften fra den nære San Carlokirke, de tre høi- tidelige Klokkeslag, hvormed Rom hilser den vaagnende Dag, de vækkede mig: Luften fyldtes af Klokkeklang, og jeg blev mig det bevidst som en salig Fornemmelse, som en usigelig forløsende Frydfølelse: "Det var en Drøm. Du er i Rom, hegnet af alle Tiders største Minder; det er Nytaarsmorgen, dit nye Aar, og jeg er kun 30 Aar idag!" Jeg glemmer aldrig den Følelse af Salighed, hvormed jeg vaagnede til denne Be- vidsthed -- og enhver Tanke om at forlade Rom var med det samme henveiret. Men det var mørke Tider, de som nu fulgte. De Danske stirrede med spændt Ængstelse efter Begiven- hederne i Norden. Fredrik VII var død, og den tyske Exe- kutionsarmé stod ifærd med at marschere ind i Holsten. Vi havde i Foreningen feiret en stemningsfuld Sørgefest over den afdøde Konge og taget en alvorlig Afsked med et Par til den forventede Krig hjemvendende danske Officerer, navnlig Kap- tein Hertel, der kort efter udmærkede sig i den eneste heldige Kamp tillands, som de Danske vandt i det ulykkelige Felttog, idet han havde en væsentlig Andel i, at Tyskerne blev slagne tilbage fra Mysunde den 3die Februar 1864. Den sædvanlige Julaftenfest havde været præget af Tidens dybe Alvor, og man følte sig som en Søskendkjæde, der var ét i Nød og Lyst. Karnevalet var i fuld Gang. Disse Kristendommens Satur- nalier varede i samfulde otte Dage, hver Eftermiddag. Corsoens SIDE: 148 Vognvrimmel, de kostumerede og ikkekostumerede Deltagere kastede Confetti og overdængedes med Confetti fra alle Corsoens Balkoner, og tilsidst løb Hestene hver Aften gjennem Corsoen i dens hele Længde, fra Piazza del Popolo til Piazza Venezia, stadig hidsede af den paa begge Sider af Gaden tætpakkede, hujende Mængde og af de ved Dyrenes Sider fæstede Psyche- vinger, der under Løbet gyngede op og ned og ved de under Vingerne fæstede Pigge tjente istedetfor Ryttersporer. Det var disse Væddeløb, Jøderne i gamle Dage maatte udføre til de "Kristnes" Forlystelse, indtil en menneskeligere Tid tillod dem -- istedet at betale Hestevæddeløbet. Den sidste Aften var saa den berømte Moccoliaften, hvor enhver bar sit Lys, og hvor det gjaldt at slukke hverandres Lys og atter at faa dem tændt -- hvor mangen smuk ung Romerinde har ikke da narret den Fremmede ved indsmigrende at bede ham om at faa tænde sit Lys hos ham, og saasnart hun havde faaet sit Ønske opfyldt af den troskyldige Forestiere, da at blæse hans Lys ud og forsvinde med en klingende Sølvlatter. Dennegang deltog vi til at begynde med kun lidet i Lystigheden; thi vi vidste jo, at de overmægtige tyske Hære stod foran Danevirkevoldene. Men da Telegrafen meldte, at Tyskernes Angreb paa Mysunde var heldig tilbageslaaet, og det af en af vore Venner, greb Livsjublen ogsaa os, og den sidste Karnevalsaften deltog vi derfor næsten alle i Moccoli- festen. Tusinder af Lys hoppede omkring vore Hoveder, sluk- kedes og tændtes, tændtes og slukkedes atter hele Corsoen over; der var en Blæsen og en Skrigen og en Surren til at blive gal over, og omsider sneg jeg mig ud af Corsoen ind i min stille via de'pontefici for at gaa hjem og skifte Klæder til Middagen. Jeg indtog den omtrent Kl. 7 hos Lepre og slen- trede derfra som sædvanlig ind i den nærliggende Café Greco, hvor Skandinaverne pleiede at drikke Kaffe. Der sad de Alle. Men hvad var det, som havde rammet dem? De sad der blege og tause. Foran nogle af dem laa en italiensk Avis ulæst paa Bordet, dog ét var læst i denne Avis, SIDE: 149 et Telegram med de faa Ord: "Il Danevirke abbandonato". Ja, Danevirke var rømmet -- uden Sværdslag; denne altfor lange Forsvarslinie, der kun havde historisk, men ikke strategisk Betydning, og til hvilken man havde sat et saa stort Haab, var forladt. Saa var da Slesvigs Jord betraadt af de preus- siske Horder, uden at en eneste norsk eller svensk Soldat havde sat sin Fod paa dets Grund. Trods færdigskrevne, om end ikke underskrevne Traktater, trods Studentermøder og hellige Løfter -- snart vilde det blødende Danmark være over- svømmet af sine Fiender, og vi sad her langt borte -- midt oppe i Karnevalets Jubel, medens mange af os havde sine Kjæreste midt i Kamptummelen uden at vide, om de var levende eller døde -- og kunde ikke røre en Haand for Nor- dens store Sag, vidste ikke engang, hvor langt Tyskerne nu var trængt op i det oversvømmede Land, og hvad man skulde tro om de vilde Rygter, der i de nærmeste Dage derefter jagede gjennem Luften. Men Et vidste vi: Den Tanke og det Haab, som havde været vor Ungdoms ildfulde Drøm, og som det skulde blevet vor Manddoms Stolthed at gjennemføre, den Tanke var dræbt og kunde ikke reise sig mere. Da lam- sloges mange af de Kræfter, der skulde have ryddet Vei i Nordens Fremtid, og det Saar, vi, der dengang var unge, i hine Dage modtog, er aldrig siden blevet lægt, og bryder endnu stundom op -- især naar vi hører visse gamle Melodier. Ak, vi havde dog villet noget stort -- noget kun altfor stort. Romantik, siger du, Romantik! Meget sandt, og dog kan ædel Romantik stundom være bedre end praktisk Opportunisme; thi at meget af det, vi senere har oplevet af Smaahedsaand, af Mistænkelighed, af indbyrdes Mistro og Mistillid, af smaalig Separatisme og trangsynet Søgen efter egen nærmeste Fordel, er Frugten af, at vi dengang ikke gjorde den ridderlige "Dumhed" at holde overilede Løfter, derom er jeg intet Øie- blik i Tvivl; thi da tabte vi Troen paa os selv -- og jeg maa ofte tænke paa Karl XV's klagende Ord: "Vi hade aldrig fått smörj för så billigt köp". SIDE: 150 -- I, som er klogere end jeg, -- lad mig beholde min dumme Tro; jeg vil heller dø med min Dumhed end leve med Tidens kloge Opportunisme. Der var en af os Norske, som umiddelbart derefter sagde vor romerske Kreds Farvel og drog hjem for at stille sig i de danske kjæmpendes Rækker; det var Christopher Bruun. Jeg tog en trist Afsked fra ham en Dag ude paa Vejis Ruiner -- hvor gjerne havde jeg ikke fulgt ham; men jeg troede at have andre, endnu helligere Pligter mod den, jeg ikke kunde efterlade alene med vort lille Barn i det fjerne, fremmede Land uden Midler og uden Støtte, og jeg maatte sige som Heines franske Grenader: "Auch ich möcht' mit dir sterben; Doch hab' ich Weib und Kind zu Haus Die ohne mich verderben". Man skulde altsaa leve videre paa Stumperne af sin Ung- doms Idealer, og jeg var kun tredive Aar! Der var faldt en dyb Skygge over Livets Middagsstund, og selv det rige Liv i Rom kunde ikke mere bringe Solen tilbage paa min Himmel. Og derhjemme i Keisergraven, hvor jeg snart sad alene med Mine, medens Vennerne skiltes og drog mod Nord og Syd, blev der Ro og Stilhed nok til at tænke over de triste Begivenheder, som nu paafulgte Slag i Slag. Men ud fra Mausoleets sjunkne Hvælvinger talte i de mørke Nætter en Røst til mig fra en forgangen Tid af Rædsler, mod hvilke de, vi oplevede, dog maatte kaldes smaa; -- thi ogsaa de juliske Keiseres Grav gjemmer en forfærdelig Saga om, at "Magt er Ret", og den kom nu i Natten og lagde sig med et tungt Tryk over Livet, og jeg hører endnu ofte denne sukkende Røst fra Keisergraven, der nu syntes mig at passe kun altfor godt ogsaa paa os, paa mig selv og alle os Andre: "Fuit Ilium -- fuimus Troes". Men dette maa jo være en mørk Tale og en daarlig Tale for vor Tids Børn -- derfor heder den ogsaa "Svundne Tider". SIDE: 151 SOMMERLIV VED NEMISØEN. AFSKED FRA ROM. Der var en Tid i Aaret, da Rom -- altid vidunderligt -- overgik sig selv i Deilighed, og da dets Til- trækningskraft var aldeles uimod- staaelig. Det var den Aarstid, da Varmen, uden endnu at være trykkende, havde jaget Turisterne paa Flugt enten nordover til Søerne eller sydover til Neapels Havkjølighed, og Rom igjen blev sig selv: Fortidsmindernes stille Stad, og Romerne, der Vinteren over havde levet for og af de Fremmede, igjen blev Herrer i sin egen By. Og vi Fastboende delte jo for en Del deres Skjæbne, at leve for de Reisende, men ogsaa deres Glæde ved denne herlige Aarstid. Den sidste Vogn med engelske Ladyer og Misser er forsvundet bag Høiderne ved Ponte Molle og stræver nu op- SIDE: 152 over Bakkerne ved la Storta, men i Rom lider det mod Sommeraftenens Kjølighed, og Ingen forstyrrer os i dens Nydelse. Nu kan du aldeles ugeneret i halv Negligé gaa hen i Nabolaget og sætte dig hos de gamle, vandspyende Løver paa Piazza del Popolo og ganske ene paa den uhyre Plads lytte til Vandspringets Rislen i den stille Aften, medens Skyggerne sænker sig over Pincio, tænde din Pibe i Fred og tænke paa, at hele Rom nu tilhører dig. Eller du kan gaa stille Aftenture i Villa Doria-Pamfilis Park og høre paa Frøerne, som holder Konsert i Kjærene derude, og paa Nattergalene, som slaar i Laurbærbuskadset -- der er Ingen, som forstyrrer dig. Nyd det frit -- det er dit! Det føles, som om Rom med dets Parker og dets Ruiner, dets Kirker og dets Pladse var din egen private Eiendom altsammen. Og det er virkelig saa; thi den sande Eier er ikke altid den virkelige Eier -- den sande Eier er dog den, der nyder Be- siddelsen, og ikke den, der skatter for den O, det var en deilig Tid. Thi nu er det ikke mere saa; nu er Rom en Rigshovedstad med et altid uroligt pulserende Liv -- men det var saa i Pavetiden, som var en lykkelig Tid for Poeter og Dagdrivere, da der var udbredt en Fred og en Ynde over disse stille Sommeraftener, som jeg aldrig glemmer. Det ringer til Ave Maria fra alle de gamle Kirker, og Luften er lun og lokkende blød -- nu slaar de faa Tilbage- blevne sig sammen og spiser til Aften i et eller andet Sommer- osteri i fri Luft udenfor Murene i Mezzo Miglio eller ved Villa Borghese, og er det da Maaneskin over Campagnen, over- gaar Intet en saadan Aftens Underdeilighed. Det var min første Sommer i Rom. Saisonen, der var begyndt med en livlig Juleaften, skulde afsluttes med en ikke mindre livlig og adskillig originalere St. Hansnat. Som gode Nordboer vilde vi have vort St. Hansblus, og det skulde tændes ude i Campagnen paa Klipperne ved Prima Porta, "Olriks Klipper", som vi kaldte dem, fordi den danske Maler Olrik her havde søgt Motivet for Klipperne i sit SIDE: 153 Billede: "Cain paa Flugten". Men Roms Porte lukkedes dengang Kl. 11, og der maatte altsaa fra den Høistbefalende over Roms franske Garnison skaffes en Permesso, der kunde aabne Porta del Popolo for os. Bevæbnede med denne og en Barnevogn med Foglietter, Glasse og Fødevarer begav da den hele Koloni af fastboende Skandinaver -- Andre fandtes ikke i Rom i Sommertiden -- sig ud i Campagnen, og den væl- dige Ild, der flammede op og lyste fjernt hen over Tiberdalen, lokkede de nysgjerrige ridende Hyrder, der iførte sine lodne Gjedeskindstrøier og bevæbnede med lange Spyd paa denne Aarstid vogter sit Kvæg derude, hen til vort Baal, og de maatte da stige af Hestene og deltage i vor Lystighed, da de skummende Bægre i den lune, maaneklare Sommernat hævedes for Hjemmet, for Nordens lyse Sommernætter og Alt, hvad SIDE: 154 vi havde kjært deroppe i det fjerne Nord. Lidt efter lidt sluktes Baalet, og saa vendte vi ved Midnat Næserne hjemad og kom til Porta del Popolo. Frem med Permessoen! Ja -- hvem havde den? Den Ene spurgte den Anden med langt Ansigt, om ikke han havde den? Den var og blev borte, og der stod vi med Udsigt til at maatte tilbringe Natten lige til den lyse Morgen udenfor Porten. Med Et stod det klart: Konsulen havde havt Permessoen, men han var taget hjem før Lukningstid og sad nu velfornøiet indenfor Keiser Aurelians's Stadsmur med Permessoen i Lommen, medens vi stod udenfor og havde ingen! Da var det, at det distraite Medlem oplod sin Mund og sagde: "Konsulen -- ja det er sandt -- Konsulen gav mig et Papir, da han reiste -- -- naa, saa det var Permessoen? Ja, her er den!" Et glad Hurra lønnede den gode Efterretning -- der blev dundret paa Stadsporten, og en søvnig pavelig Gensdarm -- en Sbirre -- aabnede en liden Luge med et: "Chi é"? og fik saa rakt Permessoen ind til sig, hvorpaa en Laage aabnede sig, og Skandinaverne holdt sit natlige Indtog og skiltes paa Piazza del Popolo efter at have foretaget den sædvanlige Sport, der bestod i at gjøre de mest fortvivlede, altid mislykkede Forsøg paa at gaa med tilbundne Øine fra Obelisken frem til Corsoen -- den midterste af de tre Gader, der i Vifteform udgaar fra denne Roms største Plads -- kun et Par hundrede Skridts Gang, der altid og ufravigelig endte med, at man tog Bindet fra Øinene enten tilvenstre i Babuino eller tilhøire i Ripetta, men aldrig i Corso. Og saa skiltes de Sidste ad for Sommeren. Thi nu begynder Rom at blive farligt. Det er sandt, aldrig er Roms Villaer, dets Vigner og dets Ruiner saa deilige, som naar den sydlandske Sommers rige Flora overdrysser dem med sin Blomsterpragt; men der lurer en lumsk Dæmon bag den romerske Sommerherlighed: Malaria, Malaria. Den bleger de stærkestes Kinder, den suger Marven af deres Ben og lader et gustent Skelet tilbage -- fly, mens det SIDE: 155 er Tid! Nuomstunder er det kun enkelte Dele af Rom, navn- lig Trastevere, der er udsat for Malaria, ogsaa den hører lykkeligvis nu til det forsvundne Rom, takket være Tiberregu- leringen. Men hvor dyr har denne Lykke ikke været: disse uhyre Kaier og Stendosseringer, der nu optager Floden i sig, har ogsaa kostet Tiberstranden hele dens fortryllende maleriske Skjønhed! Hvor er den bleven af, hele denne afvexlende, farverige Strand med gamle Huse og Taarne, med de frugt- bugnende, løvtunge Haver langs Bredden, med Belisars fly- dende Møller med de langsomt dreiende Hjul paa sin Side mellem de antike og middelalderske Broer -- borte er det Altsammen -- veget for de ensformige, men sunde graa Sten- mure -- selv den maleriske Tiberø er forsvunden, idet Flodens ene Arm er tørlagt og danner en graa, død Lermasse, og naar jeg nu staar ved den gamle Ponte rotto, i min Tid Roms mest maleriske Punkt, og ser opover Floden, er jeg græde- færdig; thi det er mig, som stod jeg overfor et deiligt kvin- deligt Aasyn, jeg engang har kjendt og havt kjær, og som nu er skjæmmet ved en grusom Operation og indhyllet i Bandager. Men det er sandt: Malariaen er forsvunden, medens man i min Tid intetsteds var sikker for den. Naar Sneen smeltede paa Apenninernes Toppe, naar Tiberen steg og satte Roms lavere Dele under Vand, naar man roede med Baade i Gaderne, og inde i Pantheon saa Kuplen speile sig i det Vand, som bedækkede Gulvet -- et herligt Syn forøvrigt -- naar Ghettoens hylende Befolkning trak sig op i de allerede før overfyldte øvre Etager af sin Pesthule, da var det første Varsel givet, om at Sommeren nærmede sig -- og noget efter Midten af Juni, var det raadeligst at forlade den febersvangre Stad. Og saa begyndte Landlivet -- Villegiaturen. Sommerlivet paa Landet er i Syden vidt forskjelligt fra det tilsvarende Liv i Norden. Vi søger ganske vist det Samme paa Landet som Sydboeren, nemlig frisk Luft, Ro og Forfriskning efter Byens Arbeide -- men paa en ganske SIDE: 156 anden Maade. Trætte af aandeligt Arbeide søger vi til Af- vexling legemlige Anstrengelser og Friluftssport, der stemmer godt overens med vort tempererede Klima, Fjeldvandringer eller Seilture, Badning eller Jagt og Fiskeri; Sydlændingen derimod, som lever i et Sommerklima, der forbyder alle An- strengelser, søger legemlig og aandelig Hvile samt Skygge, saavidt muligt forbundet med selskabelig Underholdning, Musik og Lekture inden de dannede Klasser, Sang og Dans og Spil i de lavere. Vi søger Naturens Romantik; -- Fjeldegnenes eller Havstrandens Ensomhed byder os en kjær Afvexling fra Bylivets stadige Omgang med Mennesker; Sydboen giver ikke Slip paa Menneskeomgangen, om han ligger paa Landet. For det, som vi forstaar ved Naturskjønhed, har Italieneren kun liden eller ingen Sans. En velholdt Park, en smuk Blomsterrabat kan nok tiltale ham; men Skogens og Fjeldets Poesi er ham uforstaaelig; med Hensyn til Sans for det Romantiske i Naturen tilhører han endnu fuldstændig Tiden før Rousseau -- ialfald gjorde han det paa min Tid. Hvilket bedst kan illustreres ved Følgende, der hændte en tysk Landskabsmaler, nogle Aar før vi kom til Rom. Han vilde tage Villegiatur i en liden Landsby i Sabiner- bjergene og kom -- under et forberedende Besøg derude -- overens med en Vignerole om Leieforholdene, endskjønt der foran dennes Hus laa et Uhyre af en ildelugtende Gjødsel- dynge, som derhos borttog en Del af Udsigten til en yndig, liden Lund i Husets Nærhed. "Men den der maa bort", sagde Maleren og pegte i Retning af Gjødseldyngen -- "den behager mig ikke. Den tager Udsigten bort." "Det skal ingen Vanskelighed have", mente Verten og Alt var i Orden. Da Maleren otte Dage efter kom med sin Familie, laa Gjødseldyngen der fremdeles. "Men De lovede mig jo at skaffe den bort", sagde Maleren. SIDE: 157 "Mente De Gjødselen?" sa' Verten. "Jeg troede, De mente Lunden." Og den var virkelig samvittighedsfuldt nedhugget -- til sidste Træ. Denne Mangel paa Sans for det Romantiske i Naturen hænger nu sammen med Sydboernes hele klassisk-plastiske Smagsretning, der i lige Linie stammer fra Antiken og har sin Glæde i afsluttede, rene Former, i klart og fuldt Lys -- en totusindaarig nedarvet Tradition, der tydelig giver sin Sammenhæng med Romeroldet tilkjende i de mange Fælles- træk, vi kan observere mellem Antikens og Renaissancens Villaanlæg her i Italien. Det, der helder mest henimod Romantiken er naturligvis Hadrians Villa ved Tivoli, hvor den livstrætte Romantiker paa Keiserthronen søgte Fred og Hvile efter et anstrengt Liv. Her har hele Naturen med Fjelde og Sletter, med Vandfald og Skoge en romantisk Karakter, men alligevel, hvor udtrykker den ikke helt og klart Romerens klassiske Smag i dens For- hold til Sommerlivet paa Landet. Den indeholder to Theatre, et græsk og et romersk, to Bibliotheker, et græsk og et romersk, fuldstændige Repræsentationsrum, Exedraer og Nym- fæer og Rendebaner og Forlystelsessteder (Canopus), og for Enden af den lange Stoa Poikiles Perspektiv, -- et Belvedere med vid Udsigt over Campagnen, og som Slutsten i denne Udsigt Rom i Horizonten!! Synet af Rom er dog Land- livets Krone. Gaa saa derfra op i den i Reaissancetiden opførte Villa d'Este i Tivoli, og Billedet vil suppleres med, hvad Tiden har tilintetgjort i den antike Villa dernede -- skaarne Buskadser, snorrette Alleer, indrammede af Gallerier og aabne Loggiaer -- herlige Musikpavilloner med Statuer og Vandspring, Cas- cader, der styrter i regelmæssige Indramninger ned gjennem det prægtige Anlæg -- og det Hele rettet saaledes, at den vide Udsigt kun aabner sig gjennem Alleernes Perspektiver mod SIDE: 158 én Side: Campagnen, og som Slutsten i denne Udsigt: Rom i Horizonten! Der har vi vel egentlig Grundforskjellen mellem Nordens og Italiens Opfatning af Sommerlivet paa Landet; vi kaster Byen langt bag os og ønsker ikke at se den, naar vi skal nyde Landlivet. Romeren vilde gjerne taget Byen med sig ud paa Landet, om det havde været muligt, og i Mangel deraf vender han sine Anlæg saaledes, at han dog kan se det kjære Rom, der var hans Hjem og hans Stolthed, i det Fjerne. Dersom Mæcenas' og Horats' og Hortensius' tiburtinske Villaer virkelig har ligget der, hvor Traditionen paa Stedet angiver deres Plads, da har de glade Herrer kunnet berede sig det samme kjære Syn fra sine Loggiaer. Horats længes altid til Landet, naar han er i Rom, og til Rom, naar han er paa Landet -- i Rom savnede han Landlivets Stilhed: O rus! qvando ego te aspiciam! -- paa Landet, naar den efterlængtede Stilhed omgav ham, savnede han sine Spadserture paa Via Sacra og Livet paa Forum, hvor tusinde Paatrængende pla- gede den feirede Digter, naar han viste sig der, og -- atter lod ham længes efter den landlige Ensomhed. Det er en stadigt svingende Pendel -- et perpetum mobile! Underlige Higen i Menneskesindet, der altid lader os længes efter Mod- sætningen af det Nærværende! De, der -- trætte af Stadens Uro -- virkelig foretrak at leve i Ensomhed paa Landet for stedse, ansaaes af sine Venner som levende begravne -- som hin Servilius Vatia, om hvem Seneca siger, at hvergang han reiser forbi Vatias deilige Villa ved Cumæ, hvor denne bor for stedse, udbryder han for sig selv: "Her hviler Vatia" (Sen. Ep. 55, 4) -- og vi har fra dette Udbrud laant Udtrykket "at begrave sig paa Landet". Indtrykket af Romernes Lyst til at tage Byen med paa Landet, faar vi ogsaa af Plinius's Skildring af sit Landliv, af Lucrets, Vergil og alle de Forfattere, som har givet sig af med at skildre Landlivet -- og den er nedarvet gjennem Renaissancens Villaanlæg lige til Nutiden. Paverne synes vel SIDE: 159 en og anden Gang at have trukket sig op i Fjeldene som Pius II (Æneas Sylvius) -- men vistnok da vel nærmest af rent sanitære Hensyn for at undgaa den i Dalene herjende Pest eller lign. -- Derimod giver Agnolo Pandolfini (c. 1446) os i sin "Trattato del governo della famiglia" et klart Billede af, hvad Æneas Sylvius' Samtid ansaa for Landlivets Ideal. "Omkring Florents", siger han, "ligger mange Villaer i kry- stalklar Luft, i et muntert Landskab, med herlig Udsigt; der er lidet Taage og ingen usund Vind, Alt er godt, ogsaa det rene, sunde Vand, og af de utallige Bygninger, er mange som Slotte at se til, kostbare og pragtfulde". [fotnotemerke] I saadanne Villaer antog da vistnok ogsaa Selskabelig- heden en friere, mere utvungen Tone end i Paladserne i Byen. Selskabelighed og Jagt -- men ogsaa Digtning og Musik udfylder dette Landliv. Og saaledes lever endnu Italieneren i sine Sommervillaer omkring i Smaabyerne et frit og let Liv, et dolce far niente af ædel Art, saalænge Sommeren varer. "At ligge paa Landet" vilde paa den Tid, vi her skildrer, for den Ubemidlede -- Fremmede som Indfødte -- i Italien sige, at leie sig ind i eller ved en eller anden Smaaby, hvis Beboere var Bønder, navnlig Vingaardseiere; thi ensomtlig- gende Bondegaarde findes egentlig kun i Norditalien og aftager i Antal, jo længer sydpaa man kommer, med andre Ord: de aftager alt som Usikkerheden tiltager, og Bondebefolkningen slutter sig sammen i Byer -- store Landsbyer, om man saa vil. Derfor findes der i Italien en utrolig Mængde Smaabyer d. v. s. efter vore Forhold ret ordentlige Byer paa 3 -- 8000 Indbyggere. Det vil t. Ex. vistnok for mange af mine Læsere være en ret overraskende Oplysning, at alene Sicilien har et Antal af henved 500 Byer paa 5000 Indbyggere og derover, -- af disse har igjen ca. 30 over 10,000 med andre Ord: hele Øens 3 1/2 Million stærke Befolkning er fordelt i Byer, Fotnote: Se Burchhardt, Cultur der Renaissance p. 319. (Udg. af 1869). SIDE: 160 da Saraceneranfald i Middelalderen, Maffiaen i Nutiden har næsten umuliggjort ensomtliggende Gaarde. En saadan Bondeby med en vindyrkende Befolkning paa over 5000 Sjæle er Genzano i Albanerbjergene, nogle og tredive Kilometer fra Rom, hvor vi tog vor Villegiatura de to Sommere, der laa mellem vore tre romerske Vintre. Mellem Albanersøens og Nemisøens vandfyldte Kratere løfter den romerske Campagne sig op mod Albanerbjergene under Monte Cavo og Rocca di Papa, og paa Høiden af denne Skraaning ligger i Linie efter hverandre de fire Smaa- byer: Castel Gandolfo, Albano, Ariccia og Genzano, den sidste paa Nemisøens Bred, skjønt Søen ikke er synlig fra Landsbyens Gader, dels fordi dens Vandspeil ligger saa dybt nede i Kraterets Bund, dels fordi den skilles fra Landsbyen ved en lav liden Aasryg, paa hvilken Kirken og Villa Cesarini hæver sig med Udsigt over Søen fra den herlige Park. Som sædvanlig bestaar Byen af en eneste Hovedgade og nogle smaa Tvergader. Henimod sin vestlige Ende deler Hovedgaden sig i to Arme, af hvilke den ene fører nedad mod Campagnen til Civita Lavinia og Velletri, den anden -- trang og smudsig -- forbi Byens Arresthus opimod Nemisøens øvre Rand. Navnkundig er Byen ved sin Vinavl og ved den -- ogsaa fra Bournonvilles Ballet og Andersens "Improvisator" -- bekjendte "Blomsterfest i Genzano", der feires hver Sommer i Juni til Madonnas Ære, idet den store Plads, der fører op til Kirken, dækkes med et mønstret Tæppe af levende Blomster. Her skal vi slaa os ned; thi her er deiligt at være! Hvad der var det Fortryllende ved Genzano, var natur- ligvis Nemisøen. En bugnende Rigdom af Skov af alle Slags fylder Kraterets Sider, 100 m. dybt ned imod dette Vandspeil, der viser sig himmelblaat eller dybgrønt alt efter Belysningen og Standpunktet. Henrivende Stier snor sig ned til Søen mellem de blaaskimrende Oliventræer, de bladrige SIDE: 161 Kastanier og Valnødtræer, hegnede af Agavernes stive Blade og Convolvlernes slingrede Stængler med de blaa Klokke- blomster -- og disse Stier kravler saa atter paa Søens mod- satte Side ved Møllerne langs Bækken, mellem Vinløv og Slyngvexter af alle Slags op mod Nemi, der ligger med sin Borg som en Ørnerede mod Horizonten. Kjøreveien mellem de to Stæder gaar langs Kraterets øvre Rand, og ogsaa her er deiligt at vandre, naar Dagen lider, og der venter En en duftende Frittata eller et rygende Maccaronifad og et Glas ædel Vin derhenne paa den anden Bred, medens Vesperklokken ringer fra Kapellet. Ja, dette er hint "Dianas Speil", som de Gamle talte om: hist henne under Nemi laa Gudindens Tempel, hvis Rester endnu omslynges af Ranker og Roser -- Skoven omkring Ruinerne er den hellige Lund, der har givet Søen og Byen SIDE: 162 dens Navn: hernede ligger Vandet altid speilklart; ingen Vind berører dets Flade, ingen Uro bryder dets evige Stilhed -- Søen uden Bølger, Dianas evig blanke Speil. Men nede i Dybet sætter undertiden en ukjendt, vulkansk Magt Søen i Bevægelse -- og i en saadan Stund sank en Dag derude i det stille Vand det Pragtskib, Keiser Tiberius havde ladet bygge for Dianas Speil -- og i Genzano hviskede man om, at man i klart Veir kunde se det nede i Dybet, 30 m. fra Stranden; men vi kloge Folk mente nu, at det bare var Folke- snak. Saa en vakker Dag for 2 Aar siden sendte man Dyk- kere ned, og se -- Skibet laa der, og nu arbeides der nede i Søen paa at løfte op i Dagen alle dets Herligheder: Broncer og Mosaiker, ornerede Træstykker og Metalsager af alle Slags komme frem i Dagen. Den underfulde Nemisø maa gjengive sit slugte Rov. Ja den, der har siddet en Sommeraften paa Locandaens Veranda i Nemi og seet ud over Kratersøen mod Slottet i Genzano og videre ud over den vidtstrakte, fjerne Campagna, hvor en Høide med et ensomt Vagttaarn hæver sig midt ude paa Sletten -- og længst bort ud over det straalende Middel- hav, hvor Solen gaar ned i Farver og Guld, han kan fortælle om, hvad Skjønhed er. Og der har jeg siddet mangen glad Sommeraften sammen med de Kjæreste af de Venner, Livet har skjænket mig. En smuk Sommerdag midt i Juni forlod vi Rom, og drivende foran mig et Æsel, paa hvilket min Hustru sad med vort lille Barn paa Skjødet, holdt jeg mit Indtog med min Familie i Genzano over Albano og Viadukten ved Ariccia. Ja, nu var det Sommer, og Alting hvilede. Den rødviolette Hededunst, der laa over hele Campagnen, og Luften, der for- melig sitrede i det intense Sollys, som lod Bjergenes Sider og Byerne foran dem aftegne sig i svage, fine, neppe synlige Linier, den gjennem hele Luften svirrende Lyd af de syngende Cicader i Græsset og Træerne, de livlige grønne Firben, der smuttede opad Vignernes Mure -- den henrivende Vegetations allerede SIDE: 164 gulbrune, brændte Farvetone -- Alt sang om Sommer og Hede. Vort Vertsfolk modtog os ved Husets Dør og bragte os ind til Skygge og Hvile. Det var en skikkelig Vignerole- familie, Far, Mor og tre meget smukke Døtre -- især var den yngste, Marietta, "deilig og sexten Aar" -- lignede baade i Figur og af Ansigt den smukke, antike Karyatide fra Roms Pantheon, der staar i Vatikanets Braccio Nuovo. Hun gjorde os Alle halvtossede. "Hvor Solnedgangen er smuk iaften" -- sagde jeg en Dag til en af Vennerne derude. "Ja -- men Marietta er smukkere," svarede han af sit Hjertes Fylde. Ja -- hvor var hun dog deilig! Meget mobile var de gode Folk ikke, sad mest i Gadedørens Skygge med sit Arbeide og kom sjelden længere end hen paa Byens Torv. Den henrivende Nemisø, der hvert Aar lokker Tusinder af Fremmede hid fra Amerika som fra Europas fjerneste Egne, og som de kunde naa hen til paa et Kvarter, havde ialfald Døtrene aldrig i sit hele Liv seet. Hvad skulde de der? De havde jo Intet der at gjøre -- og Gaden derhen var saa smudsig. Konsulatet i Rom, ved hvilket jeg var Sekretær, fik i Sommertiden skjøtte sig selv -- ogsaa det hvilede -- der var jo ingen Reisende i Rom, som skulde have sit Pas viseret eller Permesso til Samlingerne -- Konsul Bravo laa oppe i Schweiz og nød Livet, og jeg, der var konstitueret Konsul, besørgede de løbende eller lad os heller kalde det krybende Forretninger, ved hver Onsdag at reise ind til Rom og omdele de ankomne Breve, og vendte saa tilbage til Genzano om Aftenen med skandinaviske Aviser og med Bevidstheden om at have opfyldt min Pligt som Junius Brutus' og Tarqvinius Collatinus' Kollega -- som "Consul Romanus". Den første Gang, jeg skulde tiltræde denne Reise til Rom, blev vore gode Vertsfolk alvorlig forskrækkede paa min Hustrus Vegne. De troede fuldt og fast, at jeg vilde echap- pere, scapare via, og lade hende i Stikken; thi de havde i SIDE: 165 sin Familie, og det ganske nylig, oplevet mere end et sørge- ligt Exempel paa Ægtemænd, der paa denne mere letvinte end egentlig noble Maade unddrog sig sine ægteskabelige Forpligtelser. Min Hustru fik i Dagens Løb flere Fore- spørgsler, om hun nu virkelig troede, at jeg kom tilbage, og der blev stor baade Overraskelse og Glæde, da jeg om Aftenen virkelig lyslevende kom vandrende ind i Genzano. Det meldtes allerede under høie Raab op i Huset fra Gadedøren, da jeg viste mig ved Byens Ende -- og man mødte mig med en vis med Forundring blandet Anerkjendelse. Jeg steg adskillige Procent i deres Agtelse ved min ædle Daad. Det havde jo været saa naturligt, at jeg -- naar min Hustru var uforsigtig nok til at lade mig reise, og det uden at faa hverken Krampeanfald eller Besvimelser -- havde be- nyttet mig af Leiligheden og var bleven borte med det samme. Alene vilde hun dog ikke være bleven; thi vi var flere Skandinaver derude. Den første Sommer var det Billedhug- gerne Prior og Runeberg samt en ældre dansk Dame, som opholdt sig i Rom, den anden Sommer var det Runeberg, Henrik Ibsen og Familien Bruun. Det var et deiligt far niente, vi førte derude, som jeg alle- rede har skildret i første Del af disse Optegnelser i Anledning af Samlivet med Henrik Ibsen, og jeg skal derfor her fatte mig i Korthed. Frokost bestaaende af Æg, Honning, Kaffe og Brød hjemme eller i Caféen paa Torvet -- saa med en Bog i Haanden hen paa de skyggefulde Bakker over eller nede ved Nemisøen, naar ikke literære Arbeider holdt En hjemme For- middagen udover, -- Middag i en Vinkjælder af simpleste Sort, men med en fortræffelig Druesaft -- saa en Siesta hjemme paa Sengen den varmeste Del af Dagen og endelig i Aftenkjølingen en Vandring til Nemi for at tage en Coena paa det gamle Vertshus's Loggia med dens deilige Udsigt -- endelig Hjemfærden, naar Landsbyernes Befolkning gik rundt og sang for de ved Byen og paa Hjørnerne opstillede Madonna- SIDE: 166 billeder, hvis Lamper var den eneste Belysning, naar ikke Maanen gjød sit gyldne Lys over Bjergenes fjerne Sider. Sangen smeltede saa underligt sammen med det bløde Maaneskin. Det var henrivende smukt: Menneskene, Lyset, Naturen, Alt- sammen. Tog man paa sin Aftentur Veien til Albano og Ariccia, kunde man oftere om Aftenen paa den smukke Viadukt mel- lem disse to Steder møde Pio IX, der holdt Villegiatur i Castel Gandolfo, gaaende tilfods; og de Fremmede fik da en Velsig- nelse af ham ligesaagodt som hans egne troende Undersaatter, skjønt vi ikke som hine kastede os paa Knæ for ham. Kom der Gjæster, som stundom hændte, thi der laa Skandinaver ogsaa i de nærmeste Byer, tog vi Alle vore Madkurve og vore Fiaschettoer med Vin med os ud i Vin- haverne eller i Skoven og slog os ned til et festligt Sym- posion -- og da undredes Dryaderne i Skovene omkring Nemi og alle Dianas Nymfer over de underlige fremmede Toner, naar Olivenlundene gjenlød af Barbarernes Sange, af norske, svenske eller danske Melodier. Og naar man laa vaagen i de varme Sommernætter i hin Loppernes Guldalder, hvor sælsomt var det ikke da at lytte til Vingaardsmændenes Ritorneller, naar de i det dybe Mørke gik syngende til sit Arbeide, og høre, hvor de svarede hinanden med Sang langt borte over Markerne, medens man endnu saa de store Stjerner funkle paa Himlen i de klare, mørke Sommernætter. Vi taler ofte med Urette om, at Itali- enerne er dovne, fordi vi ser dem ligge Sommerdagen over ledige paa Pladse og Kirketrapper -- Italieneren er i Virkelig- heden meget flittig, men paa Grund af Sommerdagens stærke Hede maa han vælge en anden Arbeidstid end vi. Selv ikke den flittigste nordiske Arbeider vilde hernede kunne arbeide i Dagens hede Timer. Neapels Fiskere, som strækker sig Dagen lang paa Stranden ved Sta. Lucia, har Ret dertil; thi de har været ude paa Fiske den hele Nat, og ved at sælge Fisken i de tidlige Morgentimer erhvervet saameget, at de SIDE: 167 kan tilbringe Dagens varme Timer uden Arbeide -- den eneste Nydelse, dette nøisomme og ædrue Folk tillader sig og sætter Pris paa. Italieneren har mange Feil, men han er nøisom, ædru og flittig. Den Ros skal han have. Hvem var vel større Ledig- gjængere end vi "Forestieri", som intet gjorde, saa lang Dagen var? O dolce far niente! Men "Lediggang er en Rod til alt Ondt", og vi fandt da ogsaa paa de mest fortvivlede Skjælms- stykker for at skaffe hinanden en Smule Ærgrelse til Afvexling i dette altfor behagelige Still-Leben. Jeg erindrer ikke mere, hvad det var for et Drilleri, den tækkelige og altid tjenstvillige Lauritz Prior -- den tidlig af- døde danske Billedhugger -- en Dag havde forsøgt at ærgre mig med, da jeg foresatte mig at tage en frygtelig Hævn. Jeg vidste, at det var hans svage Side gjerne at ville sove længe om Morgenen, og derpaa baserede jeg min Plan. SIDE: 168 En Dag var der kommet et Brev til Prior fra Rom, som han, da vi mødtes nede ved Stranden af Nemisøen, havde vist os, og som havde følgende Ordlyd: "Rom, 27 -- 7 -- 63. Kjære Hr. Prior! I al Hast. De maa gjøre mig en stor Tjeneste. Min Mand er saa sysselsat med sin "Adam og Eva", at han umulig kan gjøre det, hvorfor jeg er saa fri at henvende mig til Dem, der jo nu har Ferie, og hvem det derfor vistnok ikke vil koste nogen stor Anstrængelse at paatage Dem at sende det ind til Rom. Skulde det imidlertid være Dem meget imod, behøver De kun at lade mig det vide gjennem et Par Linier -- skjønt det rigtignok haster stærkt -- saa skal jeg forsøge at faa en Anden til at gjennemgaa det, og jeg forbliver i ethvert Fald Deres" -- Han lo, saa det klukkede i ham. "Har De seet Magen! Siden "min Mand" arbeider paa "Adam og Eva", maa det naturligvis være Fru Billedhugger S., der har skrevet Billetten, og hun har skrevet helt ned til Randen -- saa hendes Under- skrift vistnok staar paa det Papir, hun har havt liggende under sit Brevark -- men hun har havt et forskrækkeligt Hastverk, siden hun aldeles har glemt at nævne, hvad det er for en Tjeneste hun vil at jeg skal gjøre hende. Kan De blive klog paa det? "Afsende det til Rom" -- "gjennem- gaa" -- jeg har studeret mig halv gal paa det -- men kan ikke finde ud af, hvad hun mener." Vi erklærede os ude af Stand til at forklare det Ufor- klarlige, og den tjenstvillige Mand kom til det Resultat, at der for ham intet andet var at gjøre end at reise ind til Rom næste Morgen og faa mundtlig Besked. Men der gik kun to Tog fra Albano -- Aftentoget forudsatte Natteophold i Rom -- og for fra Genzano at naa Morgentoget til Rom ved Albanos SIDE: 169 Station maatte han være paa Benene Kl. 5. Der var intet Valg. Han maatte tidlig op næste Morgen. Men hele Aftenen gik han og grundede: Hvad er det for en Afsendelse, hun taler om -- og hvad er det, jeg skal "gjennemgaa?" Tidlig den næste Morgen, før Hanerne galede, var han oppe; men da han kom ned til sin Vertinde for at faa sin Kaffe, overrakte hun ham en Billet, der var leveret hende sent den forrige Aften, og hvori der stod: "Gaa til Hvile, Don Basile! Det Hele er en Mystifikation. Det var Dig selv, Du skulde "afsende til Rom", og det var Opstandelsens Tortur, Du skulde "gjennemgaa". Men er Du nu oppe, saa har jeg faaet den Revanche, jeg lovede Dig at tage -- og vi er kvit. Din L. D." Brevet fra Rom havde jeg selv lagt i Postkassen derinde under mit ugentlige Besøg. Men den Dag var han ikke naadig, og det truede med, at Mystifikationen -- ligesom den islandske og korsikanske Blodhævn skulde spinde sig alt videre over de Uskyldige, da en Begivenhed af en anden Art heldigvis ledede vor Opmærk- somhed i en anden Retning. Denne lille Begivenhed maa her finde en Plads, da den kaster et stærkt Lys over Retstilstanden i Pavestaten i hine Dage. Det Hus, vi beboede, laa ved Byens Hovedgade -- det vil omtrent sige: ved dens eneste Gade -- men det vendte sin Bagside med den fjerne Udsigt over Campagnen og Havet mod en liden Plads mellem Husene, en Mellemting mellem Gaardsplads og offentlig Plads, idet den havde Udgang til Hovedgaden gjennem vort Hus, men dog ved et smalt Smug stod i Forbindelse med en Sidegade. Nærmest maatte den vel kanske betragtes som en af Byens Pladse. Her havde en SIDE: 170 Bødker udenvidere opslaaet sit Verksted, og dundrede, saa lang Dagen var, løs paa sine Tønder dernede. Under mit Arbeide generede det mig i en forfærdelig Grad, og jeg spurgte min Vert, om han ikke kunde befri mig for dette plagsomme Naboskab. "O Signore", svarede han. "det er en forskræk- kelig Allarm -- man kan jo blive gal af den -- og Bødkeren har ingenlunde Ret til at drive sin Haandtering dernede, men ser De, Signore!" og her lagde hans ærlige Ansigt sig i be- tænkelige Folder -- "paa den anden Side er det for mig en farlig Sag at blande mig i Tingen." Og nu hviskede han til mig i dybeste Fortrolighed, at det var bekjendt, at Bødkeren var intet mindre end en vidt berygtet Røverhøvding, der stod i Spidsen for en Bande, som havde sit Tilhold i Abruzzerne, og han vilde nødig risikere den Frygteliges Hevn. Jeg maatte altsaa forsøge at klare den Sag selv; thi det var umuligt længere at udholde denne evige Ørentortur, der hindrede mig fra alt Arbeide. Jeg vendte mig derfor til Byens Gensdarmeri- chef, der, i Lighed med Verten, strax erklærede, at Bødkeren havde taget sig en Ret, han slet ikke havde, og lovede, at jeg imorgen skulde arbeide uforstyrret. Det var en Lørdag Morgen, jeg havde denne Samtale med Gensdarmerichefen, og om Eftermiddagen rykkede, efter en forgjæves Appel til min Modstander om at fjerne sig med det Gode, Byens just ikke meget store Gensdarmstyrke ind paa Pladsen for med Magt at fjerne ham og anvise ham et andet Sted til hans Arbeide. Men Mester Urian veg ingenlunde uden Modstand. De store Jernstænger, som han anvendte til sit Arbeide, blev uden videre rettet mod Gensdarmerne af ham og hans lange Søn. To af Gensdarmerne blev slaaede til Jorden, temmelig haardt saarede; men saa blev jo Malefikanterne overmandede og førte i Arrest. Hvor var det dog fredeligt paa Gaarden den Aften! Først nu følte jeg ret, hvad jeg havde lidt i den nærmest foregaaende Tid, og da jeg om Aftenen, paa min sædvanlige Spadsertur til Søen, gik forbi Arrestbygningen, fra hvis Gitter- vinduer Fangerne som sædvanligt rakte en Fiskestang med SIDE: 171 en liden Pung paa Enden ud for at fiske Gaver af de Forbi- gaaende, lagde jeg en liden Gave i Pungen af Taknemmelighed mod den pavelige Justits. Søndagen kom og var som sæd- vanlig stille. Jeg traf min Ven Gensdarmerichefen paa Torvet, takkede ham for hans Intervention, men tilføiede, at det gjorde mig ondt at have bragt Manden i Uleilighed og at have forvoldt Gensdarmernes Masacre, men at det dog vel i Grunden for alle Parter var bedst, at en saa farlig Forbryder nu engang var kneben. "Ja," svarede min Ven med Embedsmandens hele Overlegenhed, "det skal De saamænd ikke tage Dem nær af. Nu har vi ham, og det var forsaavidt godt, at han forgreb sig paa Gensdarmeriet, saa vi nu kan sende ham paa Galeierne i nogle Aar. De vil ialfald ikke generes mere af ham," tilføiede han med en liden Latter. Den Søndag Aften arbeidede jeg bedre, end jeg havde gjort paa lang Tid og gik tilsengs med en Følelse af Fred, som var overmaade behagelig. Men hvor længe var Adam i Paradis? Mandag Morgen vækkedes jeg af en Larm mere øredøvende end nogensinde før, og ved at kaste et Blik ud gjennem Vinduet saa jeg til min Forbauselse min Bødker og hans Søn hamre lystigt løs paa sine Tønder med vanlig Energi -- som om Ingenting var passeret. Jeg vilde ikke ret tro mine egne Øine. Jeg kastede mig hurtigt i Klæderne og ilede ud for at træffe min Patron i Gensdarmeriet for at faa en Forklaring paa dette mærkelige Fænomen. Han var virkelig paa sin Post paa Torvet. Alle- rede langtfra begyndte jeg min Jeremiade: "Hvad i Guds Navn betyder dette? Nu er jo Manden der igjen og hamrer værre end nogensinde!" Men min stolte Ven var idag aldeles forandret. Med et betegnende Skuldertræk og en tilsvarende Løften af Øienbrynene svarede han i en temmelig ynkelig Tone: "Signore mio! che fare? Manden har Kone og fem Børn, og sender vi ham paa Galeierne, saa maa Byen føde dem. Der var intet andet at gjøre, il Sindaco har sluppet ham ud igjen!" Fra den Dag følte jeg mig ikke rigtig vel SIDE: 172 tilmode, naar jeg om Aftenen i Mørket skulde passere indad Husets lange Korridor og var sandt at sige ret vel tilfreds, da vi omsider pakkede ind, for at reise til Rom, skjønt det ikke hindrede mig i, næste Aar atter at søge min gamle Rede. Ja saaledes saa den pavelige Retspleie ud i det Aar 1863, det samme Aar, i hvilket Pius IX paa sin Ven, den afsatte neapolitanske Konge Frants II's Anmodning slap løs og underholdt 300 Galeislaver i Rom, for at Kongen med dem kunde forurolige den neapolitanske Grænse. Disse Herrer, der optraadte som fjonge Kavalerer i Rom, gjorde det den Høst temmelig usikkert i Staden. Det hændte ikke sjelden, at man kunde se en Flok velklædte Herrer staa midt paa Gaden i en Kreds, ivrigt passiarende og gestikulerende, indtil Kredsen pludselig adspredte sig til alle Vinde, og der stod tilbage en stakkels Djævel, som under den simulerede Samtale var plyndret til sidste Skilling, og undertiden var uden baade Hat og Frakke. Gjerningsmændene var de Herrer, som Romerne betegnende kaldte La roba del re. Løvet gulnede, og Druerne rødmede, da vi i en stor Calechevogn med en Vetturin paa Bukken vendte Genzano Ryggen for denne Gang og atter holdt vort Indtog i Rom for at begynde Vinterlivet den anden Vinter, der blev meget forskjellig fra den første. Samme Dag kom ogsaa Konsulen hjem fra Schweiz, saa min korte Værdighed som Consul Romanus nu var forbi samtidig med Sommerens Glæder. Nu er de gamle Vingaardsfolk visselig døde, -- og de tre deilige unge Gratier af Døtre er, om de lever, gamle som de tre Parcer. -- Og la bella Mariettas Skjønhed er afblom- stret, hvad er det saa mere? -- det er Livets Gang. Men derude i Genzano gløde Vindruerne i evig Ungdom nu som da, og Naturen om Nemisøens Strande er lige ung, og Sol- nedgangen er lige deilig. Povera Marietta! -- mon Nogen SIDE: 173 nu vil sammenligne din Skjønhed med Solnedgangens? Ældet i Livets Kamp! Naturen visner og dør og fornyes og blomstrer; det er kun Mennesket, som ældes i Kamp, fordi han har en evig, higende Aand, en urolig, arbeidende, hvileløs Aand i det svage Hylster. Animula, vagula, blandula, sang selve Keiser Hadrian, da han endte sit arbeidstrætte Liv i sin tibur- tinske Villa. "Ældes i Kamp" -- kun faa Aar endnu, saa skulde jeg selv begynde at erfare, hvad det vilde sige. "Rom" er et endeløst Thema -- og mine Skildringer truer med at blive det samme -- jeg bryder af. Og nu, kjære Læser og Læserinde, maa jeg til Slutning atter plage Dem med et Stykke af mine personlige Op- levelser. En Slutningsknude skal jo slaaes nu for at bane Vei for det sidste Afsnit, og da træder Traaden, der løber under Perlebaandet, atter for Dagen. Tre Aar var snart forløbne siden vor Udreise paa Bryllupsaftenen, og den Dag nærmede sig, da jeg maatte begynde at tænke paa det Frygtelige: at forlade Rom. Af mange Grunde. Det Sværeste ved det stadig fortsatte Romer- liv var det Oprivende, der altid gjentog sig, naar man havde truffet sammen med rigtig elskværdige Mennesker, at netop som man havde fæstet sit Hjerte ved dem og skulde begynde at nyde godt af dem, rev de Baandet sønder og reiste sin Vei. Hvor mangen tungsindig Aften er jeg ikke sammen med gamle Ravnkilde, Walter Runeberg eller en anden fastboende Romer eller endog ganske ensom vandret tilbage fra Jernbane- gaarden, mens Lokomotivet ubønhørligt førte de kjæreste Venner bort fra os -- maaske for aldrig mere at føre dem tilbage til os. I saadanne triste Øieblikke kunde hverken Solnedgangens Herlighed over Campagnen eller Vatikanets Antiker give os Erstatning for, hvad vi tabte. Og det værste SIDE: 174 var, at det begyndte at forhærde Hjertet -- Livet havde jo lært os, og vi vidste paa Forhaand, at det nyttede ikke at knytte sig til Nogen, hvor varmt han end kom En imøde; thi efter en kort Tid skulde man jo miste ham alligevel. Man blev kold og stum; der lagde sig midt i alt det rige intellektuelle og æsthetiske Liv noget Tørt og Fattigt om Hjertet -- det var maaske et Tegn paa, at Livet, det levende Liv derude og derhjemme, bankede paa Hjertets Dør og fordrede: kom hjem, hvis du ikke vil blive en aandelig Epiku- ræer, der blot elsker dine Antiker, dit Romerliv og -- dig selv. Kom hjem! Det var paatide at bryde op fra Gildet, om man ikke vilde tabe sig selv i Rusen. Og hvor deiligt skulde det ikke igrunden blive at gjense alle sine Kjære og det Land, man holdt af! Den trættende Korrespondentvirksomhed, som var nød- vendig for at opholde Livet, blev ved Siden af Studier og Informationer og Sekretærforretninger og Bibliothekarpligter ogsaa i Længden for anstrengende, og -- fremfor Alt -- jeg maatte jo tænke paa endelig engang at gjøre de kunsthisto- riske Studier, jeg nu havde drevet uafbrudt i tre Aar, frugt- bringende. Men, hvor var dog denne Tid blevet af? Det var jo, som om jeg var kommet hertil for en Maaned siden -- fugit irreparabile tempus! Den ubestikkelige Almanak sagde mig, at det om faa Dage var 3 Aar, siden vi reiste ud -- det var paa Tide at gjøre Ende paa Bryllupsreisen. Jeg gik nu i mit 32te Aar, og det gamle Ord, at "den som ved 20 Aar Intet kan, ved 30 Aar Intet er og ved 40 Intet har, vil aldrig komme til at kunne, blive eller have Noget," faldt mig undertiden tungt paa Sinde -- om det end ikke helt passede ind paa mig. Det var paa Tide at slaa Rod her eller der -- og her i Rom -- det følte jeg -- vilde det dog aldrig kunne ske. Den smukke Drøm om at blive her, til man lagdes til Hvile derude ved Cestius's SIDE: 175 Pyramide, var en smuk Drøm og Intet mere. Livet havde andre Krav. Men det var ikke let at skilles fra alt dette, som nu saalænge havde gjort min Tilværelse rig. Naar jeg med Tanken paa Afreise gik igjennem Roms Gader i de lune Foraarsaftener og hørte Mandolinerne og Sangen om Santa Lucias Herlighed klinge -- da var det, som om alt Sydens Trylleri vilde holde mig tilbage -- nei, det var ikke let -- -- jeg var jo bleven hjemme her. Aa nei, -- for at sige det helt oprigtigt -- det var næsten som at rive Hjertet ud af sit Bryst -- og jeg maatte for at kunne iverksætte mit Forsæt forsøge at indbilde mig selv, at det kun var et kort Besøg, jeg vilde gjøre i Hjemmet, for saa at vende tilbage for Alvor, saameget mere, som jeg jo intet fast Holdepunkt havde i Norden, hverken i Norge, hvorfra jeg jo alt længe havde været afskaaret, eller i Sverige, SIDE: 176 hvor jeg engang kunde havt det saa godt, men nu havde skabt mig saamange Modstandere. Min ildevarslende Nytaarsdrøm traadte levende frem for mig. Jeg maatte imidlertid bestemme mig til at bryde op -- men hvorhen? Det vidste jeg ikke selv. For det Første ialfald til Norge. Den 20de Marts 1865 -- paa Ibsens Fødsels- dag -- holdt Skandinaverne en Afskedsfest for os i Foreningen, hvor Ibsen holdt en liden smuk Afskedstale, og den 23de Marts forlod jeg med Hustru og Barn vor kjære lille Rede i Keisergraven for at vende hjem til det for mig i dobbelt Betydning "kolde Norden". Jeg drak ikke af "Fontana Trevi" den sidste Aften i Rom; thi jeg havde et levende "Fontana Trevi" i min Længsel efter saa snart som muligt at vende tilbage til den Stad, jeg nu havde saa kjær. Men en Afskedsvisit paa Forum Roma- num maatte jeg dog aflægge for at takke de gamle Mure for tre Aars Samliv. Og saa reiste vi da -- hjemover; To kom vi hid -- Tre reiste vi hjem. Veien blev lagt over Genua og Comosøen. Der sneede det -- det var den første Hilsen fra Norden. Derfra skulde vi reise over Splügen. -- Paa Fjeldovergangen laa endnu dyb Sne, og Diligencen, hvori vi havde været de eneste Reisende fra Colico til Chiavenna, maatte om Natten ombyttes med to Slæder. I den forreste sad min Hustru med vor toaarsgamle Datter, i den bagre sad jeg. Bagpaa hver Slæde sad en Kjøresvend. Veien gaar i utallige Svingninger opad, og i ligesaa mange nedad Bjerget, og den tykke bløde Sne gjorde, at Nedfarten syntes at maatte blive ligesaa langvarig som den endeløse Stigning. Endelig efter 6 Timer havde vi naaet Høiden, og nu skulde den lange Nedfart begynde. Gjennem et af de overdækkede Galerier eller Tunneller kom vi ud i den sollyse Morgen, der- oppe i den glitrende Sne. Pludselig ser jeg min Hustrus Slæde gjøre en Vending ud fra Veien -- Hesten styrtede i rivende Fart ned i Sne- SIDE: 177 fannerne, der røg op om den som en tæt Sky; men jeg fik ikke Tid til at forfærdes, før min egen Hest, lystrende Kuskens Tømme, gjorde den samme Fart ud fra Veien og med Sneen fygende om Ørene saa jeg den ene Veislyngning efter den anden fare forbi mig, idet vi satte tværs over dem, -- i et eneste endeløst Snedrev forsvandt omsider Alt for mine Øine og efter mindre end 20 Minuter forkyndte Kusken, at nu var vi fremme. Det var ved Splügenpassets Vertshus. Vi havde ved at lade os snart bære og snart drukne af Sneen paa Nordsiden af Bjerget forkortet Veien med flere Timer; men det saa ud som et Dødsridt ned i Afgrunden. Det gjorde godt at varme sig ved det uhyre Baal i Vertshusets Kjøkken. Ad den underskjønne Via Mala, hvor Fossene ligesom hang frosne ud over Veien, naaede vi om Eftermiddagen Chur, og endnu samme Aften bragte Jernbanetoget os til Zürich. I Karlsruhe hvilede vi ud en Dag i Gudes gjæstfrie Hus og drog saa over Frankfurt og Hamburg til Lübeck; men her stod vi fast. Isen laa endnu paa Trave, og det uberegnede 4 Dages Ophold i et "Skipperhus" medtog vor Reisekasse saa stærkt, at jeg ved Ankomsten til Kjøbenhavn maatte tænke paa at forsyne den paany. Til den Ende besluttede jeg at anvende det Udkast, jeg i Rom havde gjort til en Fremstilling af Norges moderne Literatur, til en Forelæsnings- serie. Gamle Professor Clausen, der var Universitetets Rektor, indvilgede mig med stor Forekommenhed et Auditorium i Universitetet, og jeg holdt nu denne lille Forelæsningsserie, der skaffede mig de sidste Reisepenge, og som var af en ret eiendommelig Beskaffenhed. Jeg har nemlig aldrig nogensinde læst for et saa lidet, men heller aldrig for et saa i høieste Forstand aandsaristokratisk Auditorium som dengang. Det temmelig lille Lokale var ikke engang fyldt, men blandt de Tilhørere, jeg der havde, saa jeg Personligheder som Madvig, Clausen, Krieger, Flor, Goldschmidt, Chr. Arentzen, Fru SIDE: 178 Magdalena Thoresen og endelig en Mand, hvis Nærværelse kom mig meget overraskende. Jeg havde i disse Forelæsninger netop omtalt den skandi- naviske Bevægelse i Norge i 40-Aarene og det samtidig med Wergelands Død indtrufne Studentermøde i Kjøbenhavn 1845. I den levende Erindring om de Bebreidelser, der nylig var rettede mod de norske Studenter, for at de efter de varme Løfter, de engang havde afgivet om at støtte Danmarks Sag, kun saa yderst faatalligt havde deltaget i Danmarks nylig endte ulykkelige Kamp mod Tyskland, fremhævede jeg skarpt, hvorledes denne Dadel ikke med Rette kunde reises mod en begeistret, men lidet reflekterende Ungdom, og akcentuerede med den stærkest mulige Point det Urigtige i, at en fremragende Politiker som Orla Lehmann ved Mødet i Kjøbenhavn i 1845, skjønt han maatte vide, at han talte til en letbevæget Ungdomsskare, havde benyttet Anledningen til saagodtsom at tage denne Skare i Ed paa at ville, om det gjaldt med Liv og Blod, forsvare Danmarks Sag. Disse Ord dannede Slutningen af den Aftens Foredrag, og jeg steg, selv temmelig bevæget af den Stemning, der havde fyldt mig, ned af Kathederet for som sædvanlig at vexle et Par Ord med mine Bekjendte blandt Tilhørerne. Da traadte en Mand med et smukt og meget karakteristisk Ansigt, som jeg øieblikkelig syntes at gjenkjende fra talrige Portræter, henimod mig, rakte mig sin Haand og sagde: "De ahner vist neppe, hvem jeg er." Men jeg kjendte ham. Uden nogen Tvivl modtog jeg den udstrakte Haand og sagde: "De er Orla Lehmann!" Venligt sagde han: "De bedømmer mig haardt, og jeg tror, De glemmer, at jeg ogsaa selv dengang var yngre og mere umiddelbar, end De anser mig for." Der udspandt sig en længere Samtale, som kun for et Øieblik afbrødes ved, at vi forlod Auditoriet sammen, og vi fortsatte Samtalen Gade op og Gade ned i et Par Timers Tid. Vi skiltes i al Venlighed, og jeg gjensaa ham Aaret efter under Udstillingen i Stockholm. Fire Aar efter var han død. SIDE: 179 Ublandet Glæde skaffede mig Bekjendtskabet med den ædle og varmhjertede Krieger, der jo var en halv Nordmand, og hvis varme skandinaviske Sindelag er altfor velkjendt til at behøve Omtale. Ogsaa han nærmede sig mig efter en Forelæsning og besøgte mig endog i mit Logis hos et Par elskværdige Venner fra Romertiden, for at invitere min Hustru og mig til en liden Middag, som jeg sent glemmer -- et af de aandfuldeste og mest belivede Samkvem, jeg har færdedes i. Foruden min Hustru og mig bestod Selskabet af Konferentsraad Madvig, Kammerherre Worsaa med Frue, Geheimelegationsraad Vedel og hans svenskfødte Frue (f. Hebbe), Høiesteretsadvokat Liebe samt -- last but not least -- Fru Heiberg, som jeg fik føre tilbords, og hvis Bekjendtskab jeg saaledes skylder Krieger. Det var et rørende Forhold dette mellem den gamle halv- blinde Statsmand og hans tilbedte Veninde, et Forhold saa fint og smukt, at det neppe taaler at berøres selv af meget varsomme Hænder: da Fru Heiberg døde, kunde heller ikke han leve længer -- og nu er de begge borte. Fru Heibergs Konversation var ligesaa livlig og sjælfuld, som fuld af fin Skjæmt og Lune. Otte Dage efter var vi hjemme. Reisen var endt. Den 28de April 1865 seilede Kjøben- havnsdampskibet opad Christianiafjorden -- atter hilsede de blaa hjemlige Fjelde os, og derinde i Fjordbunden laa under Taagesløret den travle, unge By, hvor vi nu skulde kaste Anker og forsøge, om Skjæbnen her vilde unde mig at faa gaa til Arbeide med Fædrelandets andre Sønner. Det var mit stille Haab. Over tre Aar var forløbne siden hin Bryllupsaften, da vi reiste ud i Verden uden Ly og uden Rede. -- Meget havde vi oplevet og mere havde jeg lært, -- og dog stod jeg endnu ganske paa samme Punkt som da med Hensyn til vore Fremtidsudsigter, uden Ly og uden Rede, uden den fjerneste Anelse om, hvad min og min Families Skjæbne skulde blive. Men det havde vel ingen Nød nu, da jeg var hjemme blandt mine Egne, -- jeg havde jo klaret værre Skjær derude blandt Fremmede. Brød til mig og Mine maatte jeg vel altid her SIDE: 180 kunne tjene; men skulde jeg finde de aandelige Livsbetingelser, Sympathi og Forstaaelse, eller skulde jeg blive staaende foran en kold, uigjennemtrængelig Mur? Det var Spørgsmaalet. Otte Maaneder senere stod jeg en mørk Januarnat atter ved Bryggerne i Christiania -- ifærd med paany at drage ud i Verden med Hustru og Barn. Og dennegang tog jeg Afsked med Fædrelandet ikke som sidst med Haab og Lykke, men med tunge Tanker og for lange Tider. Hvad var da skeet i Mellemtiden? Naar jeg tænker tilbage paa hin Tid i Hjemmet, ved jeg ikke, enten jeg skal le eller græde -- og saa er det vel bedst at le. Mine gamle Venner tog venligt imod mig -- min Nyt- aarsnatsdrøm gik ikke i Opfyldelse. For at vise, at jeg havde været flittig derude, holdt jeg først en Foredragsserie, hvori jeg meddelte en Del Studieresultater fra Pompei, saavidt jeg erindrer. Nyhedens Interesse -- eller skal vi sige Nysgjerrig- hedens? -- fyldte jo Salen for den Gang; men det var jo intet at bygge paa for Fremtiden. Saa skaffede Bjørnstjerne Bjørnson, som var Theaterchef, mig nogle Oversættelser for Theatret -- men det ene Stykke kom aldrig frem, det andet, Camille Doucets fine "Forbuden Frugt" paa rimede Vers, blev jo opført og betalt, -- men heller ikke det var jo noget, man egentlig kunde grunde sin Families Fremtid paa -- eller hvad? Og jeg syntes dog, jeg sad inde med en hel liden Kapital af erhvervede Kundskaber -- en Rigdom af vundet historisk Syn og en brændende Lyst, en inderlig Længsel efter at faa meddele, hvad jeg sad inde med -- bare Skade, at der ikke var en Sjæl, som brød sig om mit "Syn" eller havde Brug for mine "Kundskaber". Det var i det Hele for de Fleste noget meget Dunkelt, noget Ufatteligt dette med "Kunst- historie" -- Krigen og Politiken havde en Historie; Kulturen til Nød, men Kunsten? Mon det ikke i Grunden bare var Humbug? Usikkerheden er Mistænksomhedens Moder -- og den mødte mig strax. Man havde nok hørt, at Filologer skulde kunne grammatisk fortolke de gamle Klassikere, men at Filologi SIDE: 181 var Kjendskab til det antike Liv, til Livet og Templerne og Statuerne paa Forum Romanum, til Vesuvstædernes gjenop- gravne Skatte, til Parthenons og Propylæernes Skjønhed -- derom var Forestillingerne endnu meget dunkle udenfor en saare snever Kreds af Unge. Og hvad kunde man da vente af det store Publikum? Saa bragte jeg min lille Afhandling: "Venedigs Historie i Venedigs Kunst", der senere blev saa varmt modtaget, da jeg benyttede den som Foredrag i Gøteborg og Stockholm, som Lieblein senere optog i sit Tidsskrift "Norden", og som En og Anden tør have læst i "Fra min Vandringstid", til en Redaktør af et Ugeblad. Jeg fik den tilbage med en venlig Taushed: den kunde ikke bruges. Nei, den kunde ikke bruges dengang, da jeg som bedst behøvede lidt Støtte og lidt Opmuntring. Og jeg selv kunde heller ikke bruges -- det var det værste. Overalt mødtes jeg af venlige Spørgsmaal om, hvad jeg nu tænkte at tage mig for? hvad jeg igrunden levede af? hvad det egentlig var, jeg havde studeret i Rom? -- lutter kjærlig Omhu. -- Og naar jeg fortalte det, fik jeg en anerkjendende og beskeden Udtalelse af, at -- "ja det er noget, jeg ikke for- staar mig paa. Men kan det være Noget -- at -- at -- ". Her var ingen fast Grund at bygge paa. Hele denne Tid i Hjemmet, som jeg havde glædet mig saa levende til, da jeg skulde frugtbargjøre mine Studier -- ak, saa kort den blev, staar den for mig som en eneste ond, tung Drøm, -- som et Mareridt. Jeg gjorde virkelig et Par alvorlige Forsøg paa at vinde en Stilling i Norge. Saaledes erindrer jeg, at jeg søgte Lærer- posten i Norsk, der netop var ledig ved en offentlig Skole. I en Audients, jeg havde hos dens Direktør, oplyste jeg ham om, at jeg var Universitetsdocent i nordisk Literatur og kunde pege paa flere literære Arbeider over denne, der havde vundet Anerkjendelse -- baade hjemme og ude -- bl. A. min danske Literaturhistorie og min Runebergbiografi. Jeg vovede endog SIDE: 182 at antyde, at jeg havde seet mig endel om i Verden -- og drevet selvstændige æsthetiske Studier bl. A. i en By, der hed Rom, hvad dog vel ikke var uden Betydning? "Tør jeg spørge, om De har Embedsexamen?" sagde Direktøren forsigtigt. "Nei -- men jeg er netop Docent i selve dette Fag ved Upsala Universitet." "Ja -- da frygter jeg, at De desværre neppe vil kunne komme i Betragtning." "Hvorfor ikke, om jeg tør spørge?" "Der har meldt sig en theologisk Kandidat." Og den theologiske Kandidat med Embedsexamen blev da naturligvis foretrukket. Det eneste Tilbud, der blev mig gjort, var at faa vikariere en Maaned før Sommerferien for en bortreist Student paa en Gutteskole og ligesaa for en theologisk Kandidat ved en Pigeskole. Jeg tog med Tak imod begge Dele, men grunde nogen Fremtid derpaa for mig og mine -- det kunde jeg dog ikke. Og jeg, som syntes, at jeg sad inde med en hel Verden af interessante Studieresultater, som jeg brændte efter at faa meddele andre! For mig var da nok fremdeles intet blivende Sted herhjemme. Saa maatte jeg da, skjønt med tungt Hjerte, bestemme mig til at trodse Opinionen i Sverige og gjenoptage mit Docentur ved Upsala Universitet, hvor stor Kamp det end skulde koste. Kort og lidet lysteligt var saaledes mit Ophold i Hjemmet det Aar, og jeg gik nu ind i en ny Periode af mit Liv med den triste Tro, at jeg for altid var udvist fra mit Fædreland og maatte søge med hvad jeg nu havde erhvervet af Kundskaber at bryde mig en Bane i vort Broder- land, en Bane, der ikke just saa lys ud. Udover Høsten recognoscerede jeg personlig Terrainet i Upsala. Og saa var det da, jeg -- som sagt -- en mørk Vinternat i Januar 1866 med Hustru og Barn atter maatte bort fra Hjemmet -- denne- gang til Sverige. Det var en mørk Nat i mere end én Be- tydning. SIDE: 183 Det sved bittert i Hjertet at maatte tage Vandrestaven fat igjen, nu da jeg netop var kommet til Hvile i det Hjem, jeg elskede af hele mit Hjerte, og vælge det fremmede Land, fordi mit eget ikke havde et fattigt Brødstykke at række mig og Mine og ikke et Fnug af Sympathi for det Studium af Fortidens Liv, jeg vilde bringe. Det var Følgen af, at jeg engang for at faa gaa mine egne Veie frivillig havde over- skaaret de Baand, der bandt mig til Fædrelandet. Nu da jeg, ak saa gjerne, vilde knyttet dem igjen desto fastere og inder- ligere, nu var der ikke en Stemme, der vilde tale min Sag, ikke en Sjæl, der brød sig om mig. Min Nytaarsnatsdrøm var dog gaaet i Opfyldelse. Men det var jo mig selv, der havde villet det saa. Nu gjaldt det, om de Vølundsvinger, jeg i ungdommeligt Overmod engang havde smeddet mig, vilde holde ud; thi det tegnede stærkt til, at Flugten vilde vare til Livets Ende. Og snart var min Dom ikke længer tvivlsom, den lød: "Landsforvisning paa Livstid". Thi da jeg Aaret efter søgte det netop oprettede Professur i nordisk Literatur ved vort Uni- versitet, og havde gode Udsigter til at faa det, da min eneste Konkurrent vægrede sig ved at underkaste sig nogen Prøve -- da nægtede man den fremmedvordne Mand endog Retten til at lægge for Dagen, hvad han havde lært, og hvad han duede til -- og gav min Medbeiler Posten uden Konkurrance. -- Jeg var mindre end Intet -- jeg havde jo "ingen Embedsexamen", -- sagde man mig -- mens han havde Embedsexamen og var -- theologisk Kandidat! Jeg havde altsaa Intet at beklage mig over, jeg gik bare desto friskere paa med Arbeidet i min nye Kreds. Og ligesaalidt som jeg beklager mig, ligesaalidt bebreider jeg Nogen Noget for, hvad jeg led i denne min mørkeste Tid. Man maa ikke misforstaa mig, som om jeg havde fattet Nag til vore hjemlige Forhold. Jeg vilde lyve, om jeg sagde, at de behagede mig, men jeg vilde heller ikke sige sandt, om jeg sagde, at jeg derfor holdt mindre af det Land, der behand- lede mig saa ligegyldigt. Hun var streng; men hun var jo SIDE: 184 dog min Mor. Jeg havde jo intet at fordre. Var Forholdene saa, at jeg ikke kunde bryde mig en Vei hjemme, nu vel, saa fik jeg bryde den ude, -- det var det Hele. Jeg var ung og i fuld Kraft. Kunde jeg altsaa ikke gjøre mig gjældende med de Kundskaber, jeg eiede, saa laa Skylden hos mig selv. Men haardt var det; thi Hjertet har kun ét Fædreland iallefald -- og om det end er bristefærdigt, vil det ikke slippe sit Eneste, sit Dyreste: Kjærligheden til dette Land. Men hvor var jeg ikke bleven fattig, jeg, der nylig var saa rig! Men netop som Himlen saa mørkest ud, brød Solen frem over mit Liv, og den lyseste Periode af dette begyndte, da det saa mørkest ud -- ved min Tilbagekomst til det fiendtligsindede Upsala. Jeg maa endnu ofte synge for mig selv de gamle Linier: "Naar Hjærtet sidder mest beklemt, Da bliver Frydens Harpe stemt." Saa havde da ogsaa denne Modgang kun været til mit Held; thi just da kom det Bedste, det Lyseste af mit Liv -- da blev det Sol, og da blev det Sommer! Ligesom min første store Skuffelse, da jeg blev Nr. 2 i Konkurrancen om Sti- pendiatposten ved vort Universitet i 1858, førte mig ud i Sydens mægtige, rige Liv, saaledes førte denne min anden store Skuffelse mig ind i et fyldigt og kraftigt Arbeidsliv! Nu kom Frugterne af mine romerske Studier! Et halvt Aar efter havde jeg Ansættelse ved Stockholms Nationalmuseum, et Aar efter blev jeg Overlærer ved den tekniske Skole, halv- andet Aar efter blev jeg Prinsesse Louises Lærer, to Aar efter blev jeg Professor ved Kunstakademiet i Stockholm -- ti Aar efter blev jeg kaldet hjem til det Fædreland, der engang ikke havde Brug for mig: Det var ti Aar af lyse Dage og af stille Arbeidsglæde -- ja, nu blev det Sol, og nu blev det Sommer! SIDE: 186 STOCHOLMSLIVET I CARL XV'S SIDSTE AAR Stockholm! brännpunkt för värt blod, Hur njutningslysten och hur god, Hur flyktig och hur fri! B. E. Malmstrøm SIDE: 187 MÄLARDRONNINGEN OG CARL XV. Ja "nu blev det Sol, og nu blev det Sommer!" Du Erindringens milde Lys! Fald nu smukt, fald blidt og dæmpet over hine Dage, naar jeg nu skal tegne Livet i Stockholm i Carl XV's sidste Aar; thi de var saa fulde af fint Solskjær, af milde Sommerskygger, at jeg nødig vilde ødelægge den stemningsfulde Fjernhed, hvori det hele Billede nu zitrer for mit indre Syn. Hvor er det dog fjernt -- saa langt, langt borte Altsammen! Jeg var kaldet fra Upsala til Stockholm som Konservator ved det nye Nationalmuseums Haandtegnings- og Kobberstik- samling og kom en vakker Junidag 1866 med min Familie til Hovedstaden. Vær da hilset, skjønne Mälardronning! Herskerinde og Synderinde! Modsætningernes farverige Stad med de mørke Grænder og de lyse, løvbehængte Pladse, med dine gamle, SIDE: 188 alvorlige Bygninger og dine brede, tvers igjennem Staden rullende Strømme, hvor Mälar og Østersjø mødes! Stockholm er fremfor alt en Historiens Stad -- den gjemmer paa store Minder. Især i de dunkleste Gader i "Staden mellem Broerne" høres der hviskende Røster, som taler fra de høie Mure om svundne Tiders Storhed og om deres Mørke. Gaar jeg over Stortorget, som vel forøvrigt nu er et af Stockholms mindste Torve, og træder ind mellem de høie Huse med de steile Gavle og den mørke Børsbygning, maa jeg altid tænke paa Christjern II's Blodbad, og det forekom- mer mig da, trods al den Modstand, min historiske Bevidst- hed gjør, som om Erik Wasas sidste Blik maatte have truffet disse samme, høie Gavle, som om den mørke Christjern selv maatte have staaet i et af de høie Buevinduer der oppe i Børsen og seet ned paa sit blodige Verk. Og kun faa Skridt, og man staar ved Riddarhuset med dets talrige historiske Minder -- og derudenfor erindres man om den ulykkelige Magdalena Rudenskiöld og om Axel Fersens blodige Død -- og henne i Riddarholmskyrkan sover de store Konger: Gustaf Adolf og Carl XII og alle Bernadotterne. Paa Brunkeberg rider Sten Sture frem til Kampen for Frihed og Fædreland i Spidsen for sine Bønder, -- det runde Taarnhjørne derhenne erindrer om Birger Jarl, Stadens Grundlægger, selv i Theatret paa Gustaf Adolfs Torg taler Historien til os i Mindet om Ankarstrøm og Mordet paa Gustaf III, -- hvor du vender dig, træder du paa historisk Mark med dunkle Tanker om dunkle Tider. Staden selv siger os, at vi her staar midt i et Folk med gammel Historie og fast Tradition. Men saa falder Lyset ind, naar du træder ud paa Skepps- bron med det mylrende Menneskeliv, med Dampskibe og Väfbåtar -- de nu forsvundne Hjulbaade, hvis Hjul dreves frem af de i pittoreske Nationaldragter klædte Dalkullors stærke Arme. De har maattet vige for de smaa Kolibri- SIDE: 189 baade, der nu ved Dampens Hjælp fører de glade Mennesker ud i de muntre, lyse Omgivelser. Blandt disse var Djurgården Midtpunktet for Stockholms Friluftsliv, saaledes som dette tegnede sig for en Menneske- alder siden. Den er igrunden eller var ialfald for nogle Aar siden mærkelig uforandret -- eller egentlig er det vel min Erindring, der ikke skarpt nok har opfattet de sukcessive Forandringer, den har undergaaet: Djurgårdsteatern's og "Blå Porten"s Brand, den nye Folkeskolebygning, Skansen og Nordiska Museet har jo i Virkeligheden forandret dens Fy- siognomi i høi Grad. Med de gamle "Väfbåtar" tog man gjerne derud fra Strømparterren, den fine Miniaturpark lige under Norrbro, foran Slottets smukke nordre Façade og mellem de to Strømme, gjennem hvilke Mälarens Vande brusende styrter sig ud i Saltsjøn; thi der kunde man oppebie Baadens Afgang, sid- dende ved sit Glas i de smukke Anlæg. Ja, i Strømparterren kunde man faa mange Ting! Der var endog en kort Tid, da man der kunde faa en Drik, kaldet "Sodapunsch", men den forsvandt hurtig. Sagnet fortæller følgende om Soda- punschen: Verten i Strømparterren, der, som sagt, ligger nedenfor Norrbro, netop der, hvor Mälaren gjennem et lavt Fald flyder ud i Saltsjøn, -- Verten var ikke altid saa nøie med, hvor han hentede det Vand, hvoraf han lavede sin Punsch, og benyttede ofte Mälarens Ferskvand, der flød lige under hans Etablissement. Men nu vilde det sig ikke bedre, end at en Dag, da han skulde brygge Punsch, var Vand- standen i Mälaren saa lav, eller i Saltsjøn saa høi, at Vandet, istedetfor at flyde fra Mälaren ud i Havet, flød fra Havet ind i Mälaren. Verten havde ikke observeret dette fatale Forhold og fandt til sin Fortvivlelse en stor Beholdning Punsch aldeles spoleret -- af Saltvand. Men et godt Hoved ved Raad for Alt. Manden lod Punschen tappe paa Flasker, bestilte nye Etiketter med Paaskrift: "Sodapunsch" og annoncerede en aldeles splinterny Komposition, Punsch, lavet af Sodavand, SIDE: 190 og den Verden, der vil bedrages og skal smage paa alt Nyt, gav den rivende Afsætning. Men med Beholdningen var ogsaa Nyhedens Interesse forbi, og Sodapunschen oplevede aldrig 2det Oplag. Men den havde opfyldt sin Bestemmelse. Ak, hvormegen Sodapunsch drikkes der ikke i denne Verden! Saa er man da paa Djurgården. Hasselbakken, Alhambra, Pålsro, Tivoli, Novilla -- hvem har ikke hørt Tale om dem. Franska värdshuset og Gröna Lund -- velkjendte Navne fra Blanches og Bellmans Tid. Men midt paa Djurgårds-Sletten, mellem Positiver og Kagesælgersker, har Kunsten opslaaet sit Tempel i Form af et portativt Polichineltheater: det er Stockholmsfolkets Yndling: Caspertheatret, et Theater, hvor en eneste Kunstner er Direktør, Theaterdigter, Komponist, Regi- sør, Skuespiller i alle Fag, Premièr-Danseur, Kostymordinatør, Theaterskrædder og Parykmager, Orkesteranfører og Orkester, denne beundringsværdige Usynlige derinde i Kassen, hvis Stemme vi stadig hører, vexlende i fire forskjellige Roller, hvis usynlige Haand, der kun en og anden Gang ved en ren Feiltagelse bliver synlig, bærer det Hele. Han lader Casper skjændes og slaas med sin Kone, med sin Nabo, ja med Fanden selv, siddende overskrævs paa Theatrets Rampe, han rider paa Fandens Nakke ned i Underverdenen, efter at have givet ham en ordentlig Dukkert, men dukker selv lige freidig op igjen for at mørbanke en anden værdig Modstander -- alt til Folkets uhyre Moro. Den eneste, som kan banke ham, er hans Kone -- og da vil Jubelen ingen Ende tage. Saa gaar Kunstnerens fordringsløse Halvdel omkring med en Tallerken, der sjelden ser andet end Kobbermynter, og det ofte nok i ringe Kvantitet; Publikum vil nok more sig, men naar hun nærmer sig med Tallerkenen, forsvinder det. "Tung og tornefuld er den Vei, Kunstneren har at vandre, Verden, ak Verden forstaar ham ei, Og hans Kone -- mindre end alle de Andre!" SIDE: 191 Og naar saa Aftenen kommer, og de Spadserendes Mængde aftager i Skumringen, da staar den store Kunstner alene derude, ganske hæs af hele Eftermiddagens Taleøvelser, og slaar sit Theater sammen, Dukkerne kastes ned i Kassen -- Prester og Djævle -- Damer og Riddere, gamle Kjærringer og Fanden selv om hverandre -- med Hoved og Fødder mod hinanden, ganske som Døden gjør med os Mennesker -- og Casper og hans Kone trækker sin lille Vogn hjem sammen -- til et Hjem, som Ingen kjender, og som vist er bekymringsfuldt nok -- ja, "tung og tornefuld er den Vei." Det fik jeg nok se en Aften, medens jeg boede derude; Djurgården var øde, og det begyndte at blive mørkt og regne lidt, da jeg kom over Slätten -- Casper stod der alene og havde slaaet sit Theater sammen. Hans Kone var der ikke. Saa kom der endelig en liden Gut for at hjælpe ham med at læsse Theatret paa Vognen -- den gamle Mand græd, og jeg havde Sky for at SIDE: 192 spørge ham, da jeg vel ikke kunde hjælpe ham. Jeg frygtede, at hans Kone var død fra ham -- men saa ilde var det dog ikke; thi et Par Dage efter hørte jeg atter Caspers dansk- svensk-tyske Dialekt: "Er thu Fanden, siger thu? Tha skal thu Fanden gale mik ha' Smørj!" Og Dukkerne smeldte mod hinanden, medens Fru Casper kom med sin Tallerken: "Goa Herrn! några öre för spektaklet!" Og saa gaar vi forbi Bellmansro, hvor Poeter, Kunstnere og Literater drikker sin Punsch paa Verandaen under Egene -- ligeoverfor Bellmansbysten, medens Aftenen bliver sval; og vi bøier af tilhøire ned mod "Friesens Park" -- et af Skov omhegnet Engstykke -- og der, der kunde man paa min Tid faa se det stockholmske Folkeliv fra dets aller- tækkeligste Side. Der danser den norske Gardist og den svenske Tjenestepige til Blind-Calles Fiol, derhen har Smaa- borgeren taget sin Kone og Ungerne med og dækker sit Bord i "gröngräset" af de fulde Madkurve -- der er "folklif in banco" eller var det ialfald paa min Tid. Og vil du have Ro og Fred -- saa har du hele Resten af Djurgården til din Disposition, ligefra "Framnes" og "Rosendals" lille Slot til "Djurgårdsbrunn" og "Blockhusudden" -- paa den yderste Pynt af den herlige Ø. Der kan En overalt drømme under Egenes Kroner, fortabe sig i Buskadser og smaa Fjeldpartier, medens Solen gaar ned bagom de fjerne Høider i Vest -- og naar saa hele Sværmen er draget bort i de stille Sommer- nætter, naar blot en og anden Udligger befolker de mørkeste Steder i Skovene, da er det vidunderligt at vandre her i Stil- heden, som jeg saa ofte har gjort det; thi i denne underfulde Park fik jo ogsaa jeg tilsidst min Smule Eiendom -- min yndige lille Villa, som jeg aldrig glemmer, til hvis Skjød min Længsel saa ofte gaar tilbage: herude satte jeg Kransen paa mit 10-aarige Stockholmsliv i dets sidste Aar, saadan som Venskab og kongelig Velvillie havde aabnet mig det, og for hvilket jeg aldrig nok kan takke hverken de Levende eller SIDE: 193 de Døde, som medvirkede dertil. Det varede saa kort, men det var saa smukt og saa kjært. Men Stockholmerens Sommerliv strækker sig naturligvis uendelig meget videre end til Djurgården: hele Saltsjøns Strand fra Blockhusudden flere Mile ud forbi Waxholm til Furusund, eller gjennem Skurusund til Baggensfjärden, og langs Mälarens Strande til Drottningholm og ned mod Södertelje er tæt besat med Stockholmernes "Sommarnöien". I de egentlige Sommer- maaneder staar Boligerne i Staden tomme, medens Hundrede og atter Hundrede af smaa Dampskibe hver Morgen og Aften fører de Landliggere, der nødvendigvis maa ind til sine daglige Forretninger i Hovedstaden, frem og tilbage mellem Land og Stad. Og medens Herrerne besørger sine Forretninger i Staden, sørger Fruerne for de landlige Maaltider. I de Sunde, hvor Fiskerne drager forbi til Stockholm med sin Fangst, kan man se dem staa paa Bryggerne og høre de fine Stockholmsfruer raabe af fuld Hals: "Fiskare, -- har ni fisk?" eller man kan se dem fouragere efter Høns og Faar, efter Lam og Kyllinger i Bondegaardene. Men Søndagsmorgen -- ja da udvandrer alt, hvad der er tilbage i Staden -- enten for at besøge Vennerne paa Landstederne eller for at deltage i de talrige "lustfärder"; da lægger de fuldpakkede Dampskibe Side om Side med fuld Musik ud fra Bryggerne, medens det oser Beafsteg fra Mat- salongen, og hele Stockholm "med barn och blomma" morer sig i det Grønne og vender tilbage, støvet eller kulsværtet -- efter Omstændighederne -- i de sene Aftentimer. Da vrimler Skeppsbron og Norrbro og Riddarholmen af Menneskemasser, der kommer hjem i den lyse Sommernat og endnu en Times Tid slaar sig ned, hvor Musiken vinker dem under de grønne Trær fra "Berns Salon" eller "Blanch's Kafé", eller Strøm- parterren, der alle er fuldt besatte af Gjæster. Og da er alle glade og vel fornøiede med sin Dag -- ja SIDE: 194 Livet arter sig let og lykkeligt i det glade Stockholm! Saa- ledes saa det ialfald ud paa min Tid med sit utlif og sine utvärdshus. Ja, utlifvet! her har jeg berørt den Side af Stockholmslivet, der lader mangen alvorlig og adstadig Mand og Kvinde rynke paa Næsen og sige: "Ja, Stockholmerne er altfor glade, der er ikke Alvor i dem!" Nu -- jeg skal visselig være den sidste til at forsvare det, som fortjener at lastes hos "Synderinden ved Mälar- stranden", til at benegte, at der i Stockholm i visse Kredse førtes et utlif, der hos mange gik langt over Grænsen for, hvad en alvorlig Mand vilde sætte som en passende Grad af Livsnydelse, men jeg har ogsaa levet saa længe i denne Stad, at jeg har Lov at vidne om, at det mest henrivende ved Stockholm hverken er Modsætningerne i dens ydre Fysiognomi eller dens henrivende Omgivelser -- men netop Folket, som bebor denne deilige Stad; det er dette humane, venlige Folk, dette paa engang intelligente og hjertevarme Folk, der egentlig lægger det indtagende Skjær over Sveriges Hovedstad. Ja, jeg har levet længe nok i denne Stad til at kunne vidne om, hvor mægtigt et Arbeide, der udføres i denne glade Stad, hvor stort et alvorligt Virke dens dygtige Mænd og dens ædle Kvinder kan pege paa. En saadan Varme for at gjen- nemføre gode og ædle Formaal, som jeg har fundet, navnlig i de Kredse, i hvilke det blev mig tilladt at være en stille Medarbeider, har det intet andet Sted været mig forundt at møde i Livet. Ja -- som du ligger for mig i din bedaarende Skjønhed, maa jeg erindre Malmstrøms varme Ord: O Stockholm! brännpunkt för vårt blod, Hur njutningslysten och hur god, Hur flyktig och hur fri! Hur feberslapp, hur febervarm, Hur trotsigt höjes ej din barm Med hemska lustar i. SIDE: 195 Hur ljuf i dina lunders skrud, Hur ämnesrik för sångens ljud, För häfdens trogna blad! Jag älskar dig, ty du är djerf Och skön ännu i ditt förderf Du synderska, du Birgers stad. Og i denne Stad var det nu, jeg skulde leve -- ind- skreven som en simpel Arbeider, et Numer i Geledet i den Kreds, der anførtes af de rigtbegavede Mænd, der formede Sveriges Liv i 10-Aaret fra 1866 -- 1875. Naar de nu nærmer sig -- de dæmrende Skygger af saa mange, der dengang stod i Livets Middagssolskin og nu for- længst er vandrede ind i Dødens Skygger -- naar jeg nu med rask Haand skal gribe Billedet af hint flygtede Liv, er der jo En, som strax stiller sig i For- grunden -- Carl XV selv. Jeg regner den som en af mit Livs interessanteste Episoder, den Tid, da jeg fik Anledning til at be- tragte denne kongelige Skikkelse paa nærmere Hold og under Dagliglivets lidet flatterende, men desto mere karakteristiske Lys gjøre mine Observationer over baade ham selv og hans Omgivelser i en Periode, der nu lig- ger saavidt langt tilbage, at den lader sig skildre med en vis Objektivitet. Men skulde det nu hænde mig, at jeg trods alle gode Forsætter om en objektiv Skildring alligevel skulde bukke under for subjektive Stemninger, der mod min Vilje trænger sig frem i Forgrunden, saa haaber jeg ogsaa herfor -- som for saa meget andet -- mine venlige Læseres Tilgivelse. SIDE: 196 Ligesom den gamle Frøken i Hostrups "Intrigerne" kan jo ogsaa jeg tale om "dengang jeg var ved Hoffet", og har jeg end ikke som hun spist "amerikansk Syltetøi" der, saa har det Aar, jeg tilbragte ved Carl XV's Hof, dog efterladt Erindringer nok til at sætte min Pen i Bevægelse, Minder, der er lyse og milde og dog saa smertelige, fordi det er saa forunderlig bittert at tænke paa, hvor hurtigt Døden og Livets Omvexlinger tilintetgjorde den lille, elskværdige Kreds, jeg der lærte at holde af. Der knytter sig for mig til disse Minder om det daglige Liv i Kong Carls og Dronning Louises Om- givelser paa Stockholms Slot, som under den festlige Bryllups- sommer paa Ulriksdal, saameget Vemod og Savn. Saamange af dem, der dengang færdedes i Glansen af Livets Middags- sol -- paa og omkring Thronen -- sover forlængst den lange Søvn, og de, som dengang var unge, begynder at lude mod Alderens Aften, og Livet har taget med haarde Hænder paa saamangen en fin, ung Skikkelse, som dengang kun drømte om Fremtiden som om lutter Herlighed og Glæde. Man er saa tilbøielig til at bedømme kongelige Personer efter en anden Maalestok end andre Dødelige, til at glemme, at ogsaa de er Mennesker med menneskelige Feil og menneskelig Elsk- værdighed, og til hvem man kan knytte sig med rent men- neskelig Hengivenhed -- for deres personlige Egenskabers Skyld -- uden mindste Hensyn til deres kongelige Byrd og Stand. Jeg ved, at netop det Menneskelige, netop baade de store Svagheder og den store Elskværdighed var, hvad der bandt mig saa stærkt til disse Mennesker, af hvem jeg ikke søgte noget, men som havde søgt mig, og til hvilke Forholdet derfor blev mere frit og ubundet, end jeg paa For- haand havde troet det muligt. En Lørdag Middag da jeg kom hjem fra mit Arbeide i Nationalmuseet -- det var i Mai 1868 -- , blev jeg paa Veien til mit Hjem, langt ude paa den da halvt ubebyggede, en- somme Norrtullsgade, overrasket ved at se en kongelig Vogn kjøre bort fra min Dør. Jeg antog naturligvis, at det havde SIDE: 197 gjældt en anden af de Familier, der boede i Gaarden; men da jeg kom hjem, fik jeg vide, at Prinsesse Louises Lærerinde, Frk. Küber (senere gift med Statsraad, Professor Carl Gustaf Malmstrøm), havde været hjemme for at tale med mig, men jeg kom et Par Minuter for sent hjem. Jeg negter ikke, at jeg var lidt nysgjerrig efter at vide, hvad hun kunde ville mig, og over- ensstemmende med den Af- tale, hun havde truffet med min Hustru, søgte jeg hende Mandag Formiddag paa Slottet, hvor jeg da erfor, at hun havde et Opdrag fra Dronning Louise til mig. Dronningen ønskede, at jeg skulde overtage Afslutningen af Prinsesse Louises Undervisning nu efter hendes Konfirmation, der -- om jeg erindrer ret netop nylig samme Vaar -- var foregaaet. Frk. Küber skulde forlade Hoffet, og, saavidt jeg forstod, var det en Del nyere, europæisk Literatur, en Del Historie, Geografi m. m., som jeg skulde gjennemgaa med Prinsessen. Jeg blev høist overrasket ved denne uventede Ære, der endnu den Dag idag er mig ubegribelig -- der var jo i Stockholm saa mange dygtigere Mænd, der maatte staa langt nærmere til at løse denne Opgave end jeg, den ubekjendte Nordmand, der kun i 2 Aar havde levet i Sveriges Hovedstad. Dertil kom, at jeg ikke følte mig helt hjemme i de noget heterogene Fag, der var SIDE: 198 Tale om, men da Undervisningen først skulde begynde til Høsten, efterat Kongefamilien var vendt tilbage fra Bäckaskog, kunde jeg nok faa Tid til at forberede mig. Jeg skjød altsaa Hjertet op i Livet og svarede Ja; det vilde dog ialfald være en interessant Opgave, der kunde have sin vidtrækkende Be- tydning, baade for den unge elskværdige Prinsesse, og fremfor alt for min Ringhed. Jeg havde dengang forøvrigt aldrig vexlet et Ord med Prinsessen og kun en enkelt Gang med hendes Moder. Sommeren kom; den kongelige Familie reiste til Bäcka- skog, og jeg tog min lille Familie med og slog mig ned ved det yndige Grafversfors nær ved Norrköping sammen med Maleren Aug. Malmstrøm. En Dag havde jeg ledsaget ham ind til Norrköping, hvor jeg nu sad og ventede paa ham i en Kafé, da han traadte ind med en Avis i Haanden og fortalte, at Prinsesse Louise var bleven forlovet med Kronprins Fredrik af Danmark. Det var jo en for os varme Skandinaver glædelig Efterretning, og vi tømte et Glas paa de Nyforlovedes Lykke, men med Planen om den "afsluttende Undervisning" vilde det vel nu være forbi: inter arma silent musae, og det gjælder vistnok fremfor Alt om de Vaaben, med hvilke den lille Gud Amor fægter. Men, Sagen tog en anden Vending. Endskjønt jeg ansaa det for givet, at der nu ikke vilde blive nogen Læsning af, fandt jeg det dog nødvendigt at opfylde det Løfte, jeg om Vaaren havde givet, om at indfinde mig til Tjeneste om Høsten, og jeg meldte mig en Dag i Oktober hos Dronningen. Jeg erfor da til min Overraskelse, at Meningen var, at netop Forlovelsen gjorde det dobbelt nødvendigt, at man drev paa Sagen med desto større Kraft. Under en Konferance, som jeg havde med Prinsessens Hofdame, Frk. Augusta Reutersvärd (nu Enkegrevinde von Essen) og Dron- ningens Hofdame, Frk. Aurora Gyllenhaal (senere død som Friherreinde von Haxthausen), kom vi ved at stikke vore tre kloge Hoveder sammen let overens om, at Dronningen skulde indvies i den nye Plan for Prinsessens Undervisning, som jeg SIDE: 200 udkastede for dem. Skulde, mente jeg, under disse Omstæn- digheder Prinsessens Undervisning virkelig fortsættes, da var det ikke alene det mest praktiske, men efter min Mening det ene fornuftige at gjøre Prinsessen saa fortrolig som mulig med det Folks Kultur, Liv og historiske Udvikling, som hun nu skulde tilhøre, istedetfor at svæve om og stoppe nogle Huller i den nyere europæiske Literatur og lære lidt mere Historie og Geografi, end hun allerede kunde. Kort efter modtog jeg ogsaa Underretning om, at baade Kongen og Dronningen fuldstændig billigede mine Anskuelser. Skulde altsaa den danske Kronprinsesse have et eller andet lidet "Hul" i "den nyere europæiske Literatur," saa skal jeg freidig bære Skylden derfor; jeg tror, hun havde mere Nytte af det, hun fik. Saaledes gik det da til, at jeg for en Tid blev draget ind i selve den Kreds, hvis Centrum han var, den forunderlig sammensatte og dog saa sympathiske Konge selv -- den tungsindige Romantiker paa Kongethronen -- Carl XV. Man vil maaske undres over denne Betegnelse, men man maa huske, at min Erindring om ham kun omfatter hans 6 eller 7 sidste Leveaar, at Livet havde givet ham bitre Lærer, og Dødsskyggerne mere og mere begyndte at trække sig sammen om ham. Men det er jo Livets Slutning, der bedst viser os et Livs Mening og Indhold. Og af Tempera- ment var den letlivede og hede Carl XV i Virkeligheden altid Melankoliker. Fra hans første Ungdom af foresvævede der ham et fjernt, stort Ideal af et kongeligt Menneskeliv, som han vilde virkeliggjøre: en Konge vilde han være, der i varm Kjærlighed til Folket førte det opad og fremad, altsom han selv steg opad og fremad -- og saa maatte hans til Selvbeskuelse stærkt hengivne Natur se sig selv vakle og falde mere end engang, hvor han skulde taget Skridtet fremad paa Livets Bane, for kun med Møie og under tunge Selvbebrei- delser igjen at reise sig og blive Mand. Ja, saa underligt det lyder: Carl XV var ikke langt fra at være en tragisk Skik- kelse. De dybe, melankolske Øine, det alvorlige Udtryk i SIDE: 201 hans Aasyn taler tydeligt nok om det Vemod og det Savn, der laa paa Bunden af hans Væsen. Hans Natur var saa fuld af Modsætninger, saa dyb i Følelsen og saa overfladisk i dens Udtryk, saa sympathi- vækkende og saa afstandbydende, saa trofast ærlig og saa reserveret, og disse Modsætninger laa saa nær op til hinanden, at de maatte fremkalde stærke Livskonflikter. Han var en original og eiendommelig Skikkelse, der ikke ligner nogen anden end sig selv. Jo, jeg ved En, han ligner, og ligner paafaldende. -- Han ligner indtil de mindste Træk sin egen Residensstad, dette skjønne, mørke og lyse Stockholm, som han elskede saa høit, og hvorhen han i sine sidste Timer længtede for at faa dø i dets Skjød. Som hans Hovedstad skjulte de trange, mørke Smug med de høie, skyggende Gavle, der dækker over et Liv, som ikke vil sees af Verden -- men saa pludselig og aldeles uformidlet aabner sig ud til de frie, skjønne, sollyse Pladse med friske Strømme under Trækroners Skygge, -- hvor det altid sukker bagved de glade Sange og den hvirv- lende Musik, medens man overalt skimter over det hele Billede Kongeborgens stolte Linier -- vanskelig at finde frem i, men let at mindes i det stærke Helhedsindtryk -- saaledes var ogsaa du selv, Kong Carl, som du staar for min Erin- dring. Du var netop, hvad Digteren har sunget om Stock- holms Stad: " -- -- brännpunkt för vårt blod, Hur njutningslysten och hur god, Hur flyktig och hur fri! Hur feberslapp, hur febervarm, Hur trotsigt höjes ej din barm Med hemska lustar i. Der kan neppe tænkes nogen vanskeligere Opgave end at tegne et Billede af Carl XV -- det er endnu ikke lykkedes nogen Prosaskribent og vil heller ikke lykkes mig. Men han SIDE: 202 har grebet for stærkt ind i en Periode af mit Liv til, at jeg skulde turde gaa hans mærkelige Personlighed forbi. Den danske Portrætmaler Wilh. Gertner opholdt sig i 1869, medens jeg færdedes i Kongens Nærhed, i Stockholm og malede hans Portræt. En Dag kom Dronningen ind i det Værelse, hvor Portrætet stod, betragtede det længe og sagde saa til Gertner: "De har gjort, hvad Ingen før har gjort, De har truffet Farven i Kongens Øine -- jeg ved selv ikke, om de er brune, blaa, grønne eller sorte, men det ved man heller ikke om Portrætets." Da Dronningen var gaaet, sagde Gertner til mig: "Det er ganske rigtigt, hvad Dronningen der sagde! Ved De, hvorledes jeg har gjort det? Tag en Lupe, skal De se, at Pupillen er sammensat af en uendelig Mængde med den fineste Penselspids ved Siden af hverandre satte, forskjellige Farver -- og af dem er Hovedfarven frem- gaaet i Dronningens Øine." Jeg havde ingen Lupe ved Haanden -- men det forholdt sig ganske vist, som han sagde. Men saaledes gaar det ogsaa med Fremstillingen af hans aandelige Øine. Det vil ikke lykkes at faa Tag i deres virke- lige Farve. -- Man maa sætte Punkt ved Punkt af forskjellige Farver for at faa Karakteren frem -- og dog er det et Til- fælde, om det lykkes at træffe den. Jeg kan kun forsøge at give de spredte Træk, jeg selv har opfattet, -- men noget Billede vil det neppe give. Ved Carl XV's Vugge var to Feer tilstede og skjænkede Barnet sine Gaver: en god og en ond Fe. Den gode Fe, der stammede fra det Norden, hvor hans Vugge stod, lagde paa Vuggen den skjønneste Gave, der kan skjænkes et Menneskebarn: den inderlige, ærlige Hjertensgodhed, saa varm, saa aaben, saa vennesæl og uselvisk, som noget Menneske har modtaget den, og som vandt ham Alles Hjerter, der kom i Berøring med ham. Den onde Fe, der kanske stammede fra dette Gascogne, der var Slægtens Hjemstavn, lagde -- kanske som en Hævn for, at Stamfaderen havde vendt sit Fædreland Ryggen, -- paa Vuggen hele den hede, SIDE: 203 bedaarende, sydlandske Lidenskabelighed, der sætter Sanselivet i Brand, og af den Kamp, disse to Magter førte i hans Indre, fremgik maaske den Svaghed, der er saa karakteristisk for mange hjertensgode Mennesker, og som heller ikke han kan frikjendes for. Ja, baade Norden og Syden havde sat sit Stempel paa Carl XV -- og det var ikke uden en vis Sandhed, naar han stundom betegnede sig selv som "Gascogner". En livlig Fantasi lod ham, naar han gav sit Lune Luft, en og anden Gang, styre en Streg udenom den strenge Sandhed -- men det maa da strax tillægges: Han var aldrig Gascogner i Retning af Skryt eller Selvros -- tvertimod: det var hans selvreflekterende Natur en Slags Tilfredsstillelse at fremstille sig selv værre, end han var -- som om han vilde udjevne Afstanden mellem det bedre, man ansaa ham for, og det slettere, som han troede at føle, at han i Virkeligheden var -- thi han havde et skarpt Blik for sine egne Feil, der ofte kunde fremtræde med formelig rørende Aabenhed og stundom med næsten forfærdende Voldsomhed. Han var sine Venners Ven -- men aldrig sine Fienders Fiende. Men angreb Nogen En, han holdt af, da kunde han vredes for Alvor. Man for- talte i den Retning paa min Tid i Stockholm en karakteristisk Historie, for hvis Sandhed jeg tror at kunne garantere. En stockholmsk Grosserer, der længe havde ventet for- gjæves paa sin Vasaorden, fik endelig en Morgen Tilsigelse om at indfinde sig paa Slottet. Den Lykkelige klædte sig i Gala og indfandt sig punktligt. Det faldt ham neppe ind med en Tanke, at han nogle Aftener forud i en talrig Kreds havde ladet et uforsigtigt og nedsættende Ord falde om hende, der fremfor nogen Anden var hævet over al slet Omtale -- om den ædle Dronning Louise. Men dette var kommet Kon- gen for Øre. Der blev ingen Vasaorden af, men da den ulykkelige Mand traadte bukkende og smilende ind, mødtes han af Kongens alvorlige Blik og af de faa Ord: "Herrn får tala all den smörja om mig, herrn vill; men om Ni rør SIDE: 204 vid drottningens namn -- ", og her faldt hans Næve i Bordet -- "då akta Er! Nu kan herrn gå!" Hvad der i ikke ringe Grad bidrog til at gjøre hans Fremtræden saa vindende, var jo hans mandige Skjønhed. Enhver, der -- om end blot flygtigt -- har seet Carl XV, maa have modtaget Indtrykket af en usædvanlig pragtfuld Aabenbarelse. Det raske, djærve i hans Optræden og det ligefremme, hjertelige i hans Væsen forhøiede yderligere det sympathiske, der udstrømmede fra ham, og jeg har kjendt faa Mennesker, der strax umiddelbart har indtaget mig saaledes som denne Mand, der var Konge i hver Tomme og dog Menneske fra Top til Taa. Om Carl XV var noget lyst Hoved? Det tror jeg egentlig ikke; man havde fra først af ringe Tanker om hans Begavelse, og hans to yngre Brødre, Gustaf og Oscar, var ham visselig i aandelig Henseende langt overlegne, men Carl havde den sjeldne Egenskab heller ikke i denne Henseende at overvurdere sig selv. "Man tror, att jag är dum" -- sagde han engang, "men jag är i alla fall icke så dum, att jag lägger mig i de detaljer, jag icke förstår," og han føiede lidt maliciøsk til -- "som pappa gör." Det var vistnok egentlig en eneste Historie, der havde vakt den i hans første Ungdom ikke usædvanlige Forestilling, at Carl XV var et maadeligt Hoved. Det var Historien om "Faralen". Men det var dog ikke andet end en mislykket Brander, der blev skruet op til et Vidnesbyrd om ringe Aandsevner. Mange har vistnok hos os hørt Tale om Carl XV's Faraler, men faa turde kjende Ordets virkelige Betydning og Oprindelse. Det var, medens han laa ved Upsala Universitet, at han en Aften var tilstede ved et Bal hos Landshøvdingen, Baron von Krämer. Den Dame, han dansede med, havde i den Is, han bød hende, fundet en Pind af den Visp, hvormed Fløden havde været behandlet. Prinsen udbrød da: "Ingen Roser uden Torne!" Damen bemærkede saa med et mindre heldigt Udtryk: "Deres Kongelige Høihed har da saa let SIDE: 205 for at indlægge Moral i Alting!" -- "Ah," sagde Prinsen, som vel med Rette fandt Ordet "Moral" urigtig anvendt i denne Forbindelse -- i overgiven Lystighed: "Hvorfor Mor-al, hvorfor ikke ligesaa gjerne Far-al?" Af denne uskyldige lille Flause blev der i lang Tid gjort meget Væsen -- og endnu den Dag idag heder paa visse Hold i Sverige en slet Vittighed "en Faral". Nei -- Kong Karl var langtfra, hvad de mente -- han besad den ærlige og ligefremme Karakters bon sens, og den bar ham frem henover meget, som en klogere, mere bereg- nende Natur maaske vilde strandet paa. En større politisk Klogskab skulde maaske sparet ham den bitre Skole, han maatte gjennemgaa, men den skulde paa den anden Side aldrig gjort ham til den folkekjære Konge, han blev -- politisk Klog- skab er sjelden forenet med de Hjertets vindende Egenskaber, som han besad. Den, der har seet Kong Karl i hans Familie- kreds eller fulgt ham i Folketrængslen paa Julemarkedet paa Stockholms Stortorg, naar han gjorde sine Indkjøb hos de fattigste Sælgere og spredte mangen Bekymring for en trist Jul, som Solen spreder Skyerne -- han glemmer aldrig hans Vennesælhed. Hans Foragt for alle tomme Former stemte saa inderlig godt med hans Væsen. Hvor godt jeg erindrer Hyldningsdagen efter Kroningen -- jeg havde netop seet ham i Krone og Purpurkaabe modtage Stændernes Hyldest paa Slotsbakken, da jeg en kort Stund efter saa en Mand i en graa Vaarfrak promenere høit oppe paa Drottninggatan med en Kavaler ved Siden "som den, der aldrig havde havt 'en", og til min Forbauselse gjenkjendte Karl XV, som i en Fart havde rystet hele Herligheden af sig. Da jeg senere kom til at se Kongen paa nærmere Hold, skulde jeg opdage mange Træk af denne hans Lyst til en ligefrem, for al Etikette fri Optræden -- der dog aldrig lod ham glemme sin kongelige Værdighed. Til min Fødselsdag 1869 sendte han en Lakei op til mig for at overbringe mig en liden, munter Vise, han havde skrevet, og den samme Vise -- erfor jeg -- havde han SIDE: 206 samtidig sendt Professor Scholander. Jeg spurgte Scholander, hvorledes vi skulde svare paa denne kongelige Gave -- om ikke den skjæmtsomme Tone kunde opfordre til at sende Kongen en liden Vise fra hver af os som Svar -- men Scho- lander, der kjendte Kongen nøie, svarede: "Det skall du vackert låta bli -- kungen vil nog skämta med dig, men han tål icke, att du skämtar med honom". Det skrev jeg mig bag Øret -- og det bekom mig, ved mere end en Leilighed over- maade vel. Forøvrigt var Scholanders Ord kun til en vis Grad sande: en Skjæmt, anbragt paa rette Sted, gouterede han af fuldt Hjerte, ogsaa om det gik ud over ham selv. -- En Aften, han saa en Del ældre Studenterkamerater hos sig, var Drikke- varerne slupne op, medens man holdt paa at synge "Glun- tarne". En af Sangerne, der skulde synge de bekjendte Ord: "Om här man skulle fuller bli, Det vore ju förlåtligt", forandrede da Texten og sang: "Om här man skulle fuller bli, Det vore oförlåtligt!" "Hvad för slag?" sagde Kongen -- saa sig om, slog i en Latter og befalede strax at bringe mere "Varer" [fotnotemerke] . Under Verdensudstillingen 1867 var jeg samtidig med Kong Carl i Paris. Det var en Søndag -- alt var fyrstelig Glans og Pragt, Keiseren med Keiserinden og Keiserprinsen, Kongen af Portugal og andre Potentater viste sig i Bois de Boulogne med Sexspand og Uniformer og stort Følge; da saa Fotnote: Det kan ikke undgaaes, at jeg blandt saadanne Smaatræk som dette maa komme til at gjentage, hvad der kan være fortalt og trykt andetsteds; navnlig er jo Cecilie Holmbergs "Carl XV" saa altomfattende, at man ikke let gaar klar af den -- men ligesom jeg i sin Tid leverede hende Bidrag til hendes Bog, vil hun vel nu finde sig i, at jeg henter enkelte Bidrag fra hende. SIDE: 207 jeg i Folkevrimlen en let Trille med en smuk Hest rulle henad Avenue de l'Imperatrice -- og i den opdagede jeg min egen Konge, selv styrende sin Vogn, i en simpel Redingote og med en eneste Kavaler, ukjendt af de fleste, men venligt hil- sende sine Undersaatter, naar de giorde Honnør. Da var jeg stolt af ham. Senere paa Aftenen kom han ind paa Café de la Regence, hvor en hel Del Skandinaver som sædvanlig var samlede. Henry, vor stadige Opvarter, hvem Gjæsterne havde lært op til -- som en anden Papagøie -- at tale et Par nor- ske, svenske og danske, just ikke altfor fine Ord, serverede Kongen. En af Selskabet var dristig nok til at sige Kongen, at Henry talte Svensk. "Er det sandt?" sagde Kongen: "Henry! parlez donc suédois!" Henry, som var vant til denne Op- fordring, men ikke vidste, hverken hvad han sagde, eller hvem han havde for sig, begyndte da med de velvalgte Ord: "En Kop Kaffe -- dit Svinebest -- gaa Fanden ivold!" Kongen forstod øieblikkelig Situationen, lo hjerteligt og gav den for- bausede Henry, der var nær ved at tabe Næse og Mund, da han hørte, hvem hans Interlokutør var, en kongelig Drikke- skilling. Hans Foragt for al ydre Stas og Etikette viste sig ogsaa i den Ødselhed, der udmærkede hans Ordensuddelinger. Jeg erindrer en liden Passage fra den Sommer, jeg færdedes i hans Nærhed, den Sommer, da Kronprinsesse Lovise feirede sit Bryllup med den danske Kronprins. Stockholm var fuldt af Udlændinge -- med og uden Berettigelse til at gjøre sig be- mærkede. Men der var ikke den tyske eller franske Avis- referent, der ikke haabede paa at faa vende hjem med et Ordensbaand i Knaphullet. De forsøgte de forskjelligste Veie og Kanaler for at opnaa sit Maal. En af de franske Journal- ister havde henvendt sig til Digteren C. W. Strandberg (Talis Qvalis), der var Redaktør af den officielle Tidning, og bedet ham interessere sig for ham hos Carl XV, og den godmodige Digter gik da op til Kongen og bad om en Dekoration for sin franske Kollega. "Naa", mente Kongen, -- gaar det an SIDE: 208 at give ham en Vasa?" Talis Qvalis mente, at en Nordstjerne vilde være mere kjærkommen. "Vel", sagde Kongen, -- "saa skal han have en Nordstjerne". Og den expederedes til Fransk- manden. Talis Qvalis var henrykt over sin vellykkede Mission og beredte sig til at modtage Udtrykkene af sin Klients over- strømmende Tak. Franskmanden kom ogsaa ganske rigtig til ham den næste Dag, men -- meget misfornøiet. "Hvad er paafærde?" spurgte Talis Qvalis, "det er jo den høieste civile Orden, Kongen uddeler -- De kan da ikke forlange Serafimer- ordenen?" -- "Men hvad i al Verden skal jeg med denne her?" sagde Journalisten. "Man bærer jo kun sjelden selve Korset -- og Baandet er jo sort! Det kan jo slet ikke sees paa en sort Bonjour. Det kan De ligesaa gjerne beholde." Da Kongen samme Dag traf Talis Qvalis, spurgte han: "Naa, var din Franskmand saa fornøiet?" "Nei, Majestæt", svarede Digteren, "det var han vist ikke. Han lod Ordenen ligge hos mig -- han kunde ikke bruge det sorte Baand." -- "Det var mig en Kamel," sagde Kongen og lo -- saa tænkte han efter et Øieblik, gik hen i sit Chatol og tog frem en Olafsorden. "Naa, giv ham saa den -- den er rød, sagde Kongen. Fransk- manden blev jo henrykt. Kong Carls personlige Interesse var nærmest knyttet til Militærvæsen og Kunst. Om hans Forhold til det Militære kjender jeg for lidet til at turde udtale mig derom. Derimod fik jeg ret ofte Anledning til at iagttage hans Forhold til Dagens æsthetiske Spørgsmaal, og tør derfor maaske vove nogle Optegnelser paa dette Omraade. Vil man man træffe Centret i Carl XV's Personlighed som Kunstner og Digter, bør man tage sit Udgangspunkt fra de Dages store Moderetning: den fædrelandshistoriske Begeistring, der baaret af Roman- tikens kunstneriske Syn gav Tidens og med den Kongens Kunstudøvelse dens væsentlige, forn-nordiske Karakter. Efter- dønningerne af Tegnérs "Frithjof" og af Lings "Asar" havde jo fyldt hans Ungdom og afgrænset Gjenstanden for dens Sværmerier. Det var Sagaliteraturen i dens romantiske Ind- SIDE: 209 klædning, det var "Göthiska förbundets" Arbeide for at bruge Kunsten og Digtningen som Middel til at opflamme Folkets Fædrelandskjærlighed, der var Alfa og Omega i hans Kunst- betragtning. Hans Digte: "Heidi, Gylfes dotter" og "En vikingasaga" kan ikke siges at være særdeles ægte poetiske Frembringelser, men de var fuldgode Udtryk for Tidens roman- tiske Retning i dens mest pathetiske, storladne Form. Nei -- lad os sige det lige ud: Carl XV var en varmhjertet, dybt poetisk Natur, receptiv og bevægelig -- men paa Papiret var han ikke Digter, selv om han har skrevet et og andet stem- ningsfuldt lyrisk Digt "in einer gebildeten Sprache, die für uns dichtet und denkt". Sit store Digt skrev han med sit Hjerteblod: Digtet om at frelse Norden i Farens Stund, det Digt, der kostede ham hans Livs Fred og Lykke. Ja, en Digternatur var han, og Kunstner var han. Ingen stor Kunstner, men dog en Kunstner, der kunde blevet noget sandt og alvorligt, om ikke Sceptret altid havde tvunget ham SIDE: 210 Penslen ud af Haanden. Som Forholdene nu engang laa, kunde han blot blive Dilettant i dette Ords allerbedste Betyd- ning. Han havde virkelig Kjærlighed til Kunsten og havde alle indre Betingelser for at kunne udøve den med Alvor og Held. Intetsteds befandt han sig bedre end i det Atelier, han havde ladet indrede i sin Leilighed paa Stockholms Slot, og traf man ham der i Skjorteærmer eller i den lette Malerbluse med Cigaren i Munden og Palet og Pensel i Haanden, kunde man sædvanligvis være vis paa at træffe ham i hans bedste Lune, -- hvis han ikke havde kunstnerisk Katzenjammer, thi ogsaa deri var hans Kunstnerskab ægte, at han følte og pla- gedes af sin Ufuldkommenhed -- den han aldrig følte som Digter. Han kunde improvisere Digte over en lav Sko -- men sine maleriske Studier behandlede han med samvittigheds- fuldt Alvor, og det var et Spørgsmaal, som ofte sysselsatte ham, dette: "Skulde jeg -- hvis jeg ikke var Konge -- kunne slaa mig økonomisk igjennem med Lovisa og Sessan som Maler?" Men det er farligt for en Konge at eie en Kunstners Sjæl og Sind. Hvad der er Kunstnerens Hovedegenskab, det im- pulsive, der bøier sig efter alle Indtryk og gjengiver dem let og sikkert -- denne Egenskab, der gjør Kunstneren stor, er som oftest en skjæbnesvanger Feil hos en Konge, der ikke tør give efter for sine øieblikkelige Impulser, hvis Ord maa være ubrødeligt, og hvis Løfter maa være hellige. Naar Carl XV lod sit lette Kunstnersind raade, kom han ofte i Skade for at love baade til høire og venstre og kom saaledes ofte nok i Strid med sine kongelige Pligter, og havde han da, istedetfor at være en konstitutionel Konge, været en Enevolds- konge, kunde mangt og meget seet ilde ud, mangen Knude været overhugget med Vold, der nu løstes af hans Raad paa den Maade, at dens skarpe Traade skar ham selv dybt ind i den kongelige Haand, som havde lovet saa freidigt, og som nu maatte drage sig saaret ud af Spillet, naar de kongelige Raadgivere satte sin Villie og Stilling mod Kongens. "Hvad SIDE: 211 skulle jag göra? Gubbarne sa' pass" kunde han ved saadanne Leiligheder klagende sige til den, der saaledes fandt sig svegen af det kongelige Løfte. Men at hans Ministre ikke just havde meget tilovers for hans kunstneriske Flothed i at love, det kan man forstaa, og det kan man blandt andet se af de Geers "Minnen". -- -- Et er sikkert: Kong Carl mente det vel med Alle! Men netop hans barnlige Tillidsfuldhed gjorde, at han -- atter som Følge af sit impulsive Væsen -- ikke blot blev et let Bytte for frække Hofsnoges Intriger, der benyttede sig af hans Hjertensgodhed eller af hans Svagheder til at liste sig ind i og misbruge hans Fortrolighed; men denne hans digte- riske eller kunstneriske Impulsivitet bragte ham hans Livs bitreste Sorg, da den greb ind der, hvor den mødte det iskolde Haandtag af hans kongelige Ansvar og Pligt. Og her staar vi ved det tragiske Punkt i hans Skjæbne, ved det, der gjorde Carl XV til den melankolske Mand, han i sine sidste Aar var. Dyb i Følelsen, men overfladisk i dens SIDE: 212 Ytringer -- som jeg nylig udtrykte det -- havde han i et stort, bevæget Øieblik, i Ungdoms Freidighed og i stolt Be- vidsthed om sin kongelige Magt, givet et Løfte, som var ham helligt og maatte indfries, om ikke hans Historie skulde gaa istykker. Det var hin Aften, da de danske Studenter bragte ham et Fakkeltog, og han udtalte det kongelige Ord: "Saa- vist som Stormen ikke kan drive en Mand ud af hans Vei, saavist skal jeg aldrig svigte Nordens Sag!" -- Ak, der er en Magt, som er stærkere end Stormen, og det er Pligten, Pligten mod eget Folk og eget Land -- og Kong Carl havde for et Øieblik glemt, at han ikke var enevældig. Saa kom 1864, og han, der havde drømt om i Spidsen for sine "gossar blå" at vise Tyskerne tilbage over Eideren og derved sætte sig et uvisneligt Navn i Nordens Historie, maatte lade sig kneble og baste af sin Pligt som konstitutionel Konge. Men fra den Dag af var Kong Carl ikke mere den, han havde været. -- -- "Jeg har følt, hvor Sværdet brænder Rustent i de bundne Hænder -- Arme, kongelige Fugl!" siger den Digter, der bedre end nogen anden har i fine Træk tegnet Kongens Karakter og Skjæbne. Men han skulde dog indskrive sit Navn paa den skjøn- neste Maade, om ikke i Nordens, saa dog i Sveriges Historie -- om ikke med Vaabenseire, saa med en Fredens Seier, der opveier mange Valpladse. Da jeg kom tilbage til Sverige i 1865, grebes jeg af en Følelse af, at her var foregaaet en stor og forunderlig For- andring i de Aar, jeg havde været borte -- en Forandring, der havde ligesom med ét Slag forvandlet alle Forhold. Jeg maatte altid, naar jeg tænkte tilbage paa mit forrige 2-aarige Ophold i Sverige, føle denne Forandring som et Vaarbrud, som man føler det i den Tid om Vaaren, da man tager Dob- beltvinduerne ud, lufter de kvalme Stuer og lader Solskinnet SIDE: 213 og den friske Vaarluft strømme ind ad de aabnede Ruder og fordrive den kvalme Stueluft. Hvad var det, som fremkaldte denne Følelse af Vaarbrud i Sveriges Liv omkring Midten af Sextiaarene? Det er et ikke ganske let forklarligt Faktum, at den re- gjerende Fyrstes Personlighed i saa høi Grad paatrykker Resi- densstaden og vide Kredse ud over den -- ja det hele Land -- saa meget af sit Præg. Det beror vel ikke blot paa, at Menneskene for en stor Del er Abekatte, det har ogsaa mange andre, dybtgaaende Grunde: Monarkens Personlighed betinger jo saa meget af, hvad der sker og ikke sker omkring ham -- sikkert er det ialfald, at ligesom Gustaf III havde gjort Stock- holm til en Kunstens og Glædens, men ogsaa til en Overfla- diskhedens og Letsindets Stad, ligesom Carl XIII's og Reuter- holms mystiske Sværmerier, ligesom Carl Johans militære og Oscar I's mere borgerlige Natur havde præget Hovedstaden -- den ene efter den anden -- saaledes var der med den ung- dommelige, letlivede, ikke saa lidet om "Tjusarekungen" erin- drende Carl XV kommet en ny friskere Tone over Livet; det mærkedes endnu ikke saa meget i de første Aar af hans Re- gjering under Statholderstriden, i min Studentertid i Upsala; men nu, ved min Tilbagekomst mærkedes det saa meget tyde- ligere som et ligefremt Omslag i Folkebevidstheden, idet den nye Tid fik sit stærke Udtryk i Arbeidet for Repræ- sentationsreformen, der fyldte disse Aar. Dette Arbeide havde vakt de halvslumrende Kræfter til nyt Liv paa alle Omraader; thi med Haabet om den nære, tidsmæssige Løs- ning af Folkerepræsentationens store politiske Spørgsmaal fulgte en Længsel og en Stræben og en Higen og en Varme for ogsaa i andre Retninger at holde Skridt med Tidens Bevæ- gelser, der gav selv de mindste Smaating en egen frisk Duft og Farve: "Nu sænker sig Vaarens svangrende Luft, Og Knopperne briste, og Blomsten faar Duft." SIDE: 214 Og i Sandhed, Høsten 1865 var det høist vaarligt at leve i Sverige. Hvor man kom: kun ét Samtaleemne, men et, som overalt behandledes med samme Varme. -- I enhver Kreds: kun én Interesse, men én, der fyldte det hele Samfund med Liv og Livsmod: det gjaldt at stanse et forældet Stats- maskineri, der nu havde virket uafbrudt i lange Tider, kun med vexlende Karakter, eftersom Kongemagt eller Adel havde været den overmægtige. Og nu skulde alle dette Maskineris Hjul pludselig forandre sin Retning, gribe ind i hverandre paa en ganske ny Maade, vrides ind i en ny Bane, og det var i hine mærkelige Høstdage ligesom man følte i Luften, hvor- ledes det zitrede og rystede i den hele Bygning i det Øieblik, da Hjulene gik langsommere og langsommere, -- indtil de endelig stansede et Sekund og saa vredes om og gik ind i de nye Fuger. I Upsala var Stemningen overfor Repræsentationsforan- dringen meget delt. Upsalauniversitetets store Profet, Filosofen Bostrøm, der endnu stod frisk og stridslysten paa det Kathe- der, han Aaret efter ombyttede med Gravens Fred, havde jo saa klart som to og to er fire uimodsigelig bevist med alle Logikens Vaaben, at de fire Rigsstænder, hvoraf Sveriges Rigs- dag siden Urmindestider bestod, var det ene fornuftige Ud- tryk for Staten som Personlighed -- at det vilde være en For- negtelse af selve den absolute Fornuft at forandre en Repræ- sentationsform, der var grundet i denne selv -- e pure si mouve! og alligevel maatte den falde for den nye Tids Krav. Og den absolute Fornuft døde ikke af det! Det var et Omslag, der føltes ind i hver Krog af det store Samfund, føltes i de forskjellige Klasser, i de enkelte Fa- milier -- ja i selve Individerne. Intet blev uberørt deraf. Af- tenen før den store Afstemning paa Riddarhuset tilbragte jeg i General Hazelius', den tidligere Redaktør af "Svenska Tid- ningen"'s Hjem. Der fandtes den Aften Mænd, som vist sjel- den ellers saaes der, Mænd af helt forskjellig Troesbekjendelse -- men der var kun én Tanke, kun én Frygt, kun ét Haab SIDE: 215 denne mærkelige Aften; vilde Sveriges Adel næste Dag bringe det store, ridderlige Offer paa Fædrelandets Alter? frivilligt opgive sin aarhundredegamle politiske Magt og Betydning for Fædrelandets Skyld? Det var Spørsmaalet; thi man vidste, at Prestestanden ikke vilde vove alene at modsætte sig Refor- men, men desto sikrere gjøre det, hvis den kunde faa Adelen med -- Borger- og Bondestanden var jo reformvenlige -- og det bliver den svenske Adels evige Ære, at den bragte dette Offer, bragte det frit, høisindet og stort hin mærkelige Decem- berdag, der for altid stillede Sverige i en Taknemmeligheds- gjæld til den Stand, der viste, at den i eminent Grad havde forstaaet sit store Valgsprog: Noblesse oblige. Hvor straa- lende tager ikke dette vaarlige Solstreif sig ud, seet gjennem senere Tiders klamme, politiske Graaveirsskyer. Men han, som var Bæreren for det nye, unge, friske Liv i Sverige -- hvorledes stillede han sig til Sagen? Det er sandt, at Kong Carl længe var tvilende og vak- lende overfor Reformforslaget; men hvem kan fortænke en ung Konge i, at han -- navnlig under Indflydelse af to saa mægtige indbyrdes modstridende Kræfter som Premierministe- ren Louis de Geer og sin gamle Lærer Henning Hamilton -- længe maatte staa tvilsom overfor en i hele Landets Frem- tidsliv saa indgribende Reform? Men det er ogsaa sikkert, at fra den Stund, han havde gjort Forslaget til sit, fulgte han det med varm og levende Interesse, imødesaa i stærk Spæn- ding Udfaldet af Ridderskabets og Adelens Overlægning. Og vel værd er det at mærke, at jeg personlig ikke en, men flere Gange i senere Aar har hørt ham udtale, at det ikke mindst var Hensynet til Norge, Haabet om, at en mere tidsmæssig, med den norske mere beslægtet Forfatning i Sverige skulde bidrage til at nærme Folkene til hinanden i Forstaaelse og Samarbeide, der bestemte hans Holdning i Repræsentations- spørgsmaalet. Thi ogsaa overfor Norge var Forholdet blevet underbart forandret i de Aar, jeg havde været fraværende. De mørke SIDE: 216 Skyer, der havde leiret sig over Kjølen under mit forrige Op- hold i Upsala og Stockholm, ogsaa de var splittede. Stat- holderstridens Dage var afløst af den Stemning, der inden begge Folk fik et hjerteligt Udtryk ved 50-Aarsfesten for Ri- gernes Forening, den 4de November 1864, da den Digter, der havde skrevet "Har du hørt, hvad Svensken siger", sang sin varme Sang for Unionen. Efterdønningerne af hine Festdage føltes nedigjennem lange Aar. Det var en Glæde at være Nordmand i Sverige i hine Tider. Overalt mærkedes det, at intet mere levende Øn- ske fandtes inden de brede Lag i Sverige, end at Norge vilde komme Broderfolket aabent og frit imøde -- "Junkerpartiet"s, "Storsvenskerne"s Magt var for altid brudt, og havde man dengang spaaet, at man 30 Aar efter skulde strides om Flag og to Udenrigsministre, vilde man være bleven udleet. Alt tegnede lyst og forhaabningsfuldt. Men saa begyndte jo Skyggerne at falde over Kongens Liv. Jeg talte ovenfor om Lykkejægere, der misbrugte den Indflydelse, de vandt hos den letbevægelige Konge. En saa- dan Kavaler spillede netop i de Aar, jeg færdedes ved Carl XV's Hof, en -- kun altfor stor -- Rolle i hans Omgivelser. Saavidt jeg erindrer, var det i Aaret 1866, at en armenisk Udsending fra Khediven Ismael ved Navn Habib Bey indfandt sig hos Carl XV for -- som han selv angav -- at overbringe en Gave fra Khediven. Gaven bestod i to arabiske Heste, som Kongen forresten nok tilsidst selv fik betale; thi den hele Affære synes at have været opdigtet for at skaffe den unge Even- tyrer Anledning til at nærme sig Kongen -- hvad der kun altfor vel lykkedes ham. Navnet Habib Bey blev hurtig glemt; desto sørgeligere er det Navn erindret, hvorunder han var kjendt under sit lange -- kun altfor lange Ophold i Sverige: Demirgian, eller som man ikke uvittigt forvanskede hans Navn: "Demiurgen". Thi han blev virkelig det dæmoniske Princip i den Sanseskuffelsernes Verden, hvori det for en Tid lykkedes ham at hilde Kongen. Det Liv, som Kongens nysudnævnte SIDE: 217 "Staldmester" førte paa Jerfva -- ikke langt fra Ulriksdal -- var alt andet end tiltalende, selv om Rygterne om hans "Harem" osv. er blevne overdrevne. Men selve Kong Carls Forhold til Demirgian sætter -- saavidt jeg har kunnet erfare -- ingen Plet paa Kongens Minde. At den insinuante og morsomme Orientaler, der erstattede sin totalt manglende Dannelse med en Verdenskundskab, der var erhvervet ved et omflakkende Eventyrerliv, fik stor Indflydelse paa den -- i de sidste Aar, da Sygdommen greb ham -- svage og trætte Konge, kan jo ikke negtes; men han nærede aldrig noget virkeligt Venskab for Demirgian, om end Kongen, der aldrig taalte, at man talte ilde om Nogen, ikke vilde tro paa de nedsættende Domme, hans hele Omgivelse fældte om ham. Paa selve Ulriksdal traf jeg -- saavidt jeg mindes -- kun en enkelt Gang den snedige Orientaler; thi Dronningen kunde ikke taale ham -- og jeg færdedes jo mest i den hende og Prinsessen omgivende Kreds; men jeg har dog truffet ofte nok sammen med ham til at be- vare et levende Indtryk af den spinkle, lille Mand med den mørke Hudfarve og de brændende, sorte Øine, af hans Liv- lighed og hans underholdende, men altid yderst overfladiske Samtale. Sin sørgeligste Rolle spillede Demirgian, da han efter Dronning Louises Død holdt paa -- halvt mod Kongens Villie -- at intrigere ham ind i et nyt Ægteskab. Det var en stadig Græmmelse for Carl XV, at han efter den lille Kronprins' Død ingen mandlig Arving skulde efter- lade, til hvem han kunde overlade sin Krone. Da Dronningen døde, var hans Sorg dyb og oprigtig, men da den første store Sorg var over, synes en og anden i hans Omgivelser at have opmuntret ham ved Tanken om, at han maaske i et nyt Ægteskab kunde faa en Thronarving. Man har fablet om, at der var Forslag oppe om et Giftermaal med den senere Her- tuginde af Cumberland (den danske Prinsesse Thyra), ligesom der taltes om en russisk Storfyrstinde. Sikkert er det dog, at Carl XV paa den Tid var baade altfor syg og altfor sorg- SIDE: 218 fuld til at lytte til disse Tanker. Men den, som greb Tanken, var -- Demirgian, og det var ikke langt fra, at det havde lykkedes for ham at gjøre den til Virkelighed, og han arbei- dede med en Energi, der havde været en bedre Sag værdig. Det var den rige og smukke Graciosa Graczinsky, s. k. polsk Fyrstinde, men i Virkeligheden en uægte Datter af Victor Emmanuel, der af Mr. Demirgian var udseet til Norges og Sveriges Dronning. Hun sagdes at være umaadelig rig -- man fablede om 16 Millioner Francs, og den fiffige Arme- nier havde af hende betinget sig 1 Million Francs, "om Affæren gik ilaas". Men Affæren gik ikke i Laas. Vel vidste han at spille hendes Portræt i Hænderne paa Carl XV, vel søgte han -- skjønt forgjæves -- at arrangere et Møde mellem Kongen og hende under Kongens Ophold i Aachen -- men Kongen, der vistnok et Øieblik var bleven betagen af Por- trætets straalende Skjønhed, var altfor syg og nedbrudt til at kunne tænke paa nogen ny Formæling, om end Demirgian i det længste forestillede ham, hvorledes han med hendes Mil- lioner i Haanden kunde virkeliggjøre sine Ideer til Stockholms Forskjønnelse osv. -- Giftermaalsplanen var ialfald definitivt brusten før Kongens Død, og Demirgian forlod et Par Aar efter Sverige for at begive sig til Frankrige, hvor han indlod sig i Stemplinger af legitimistisk Art -- og da disse ogsaa brast, gik han fra Forstanden og endte sine Dage i en sørge- lig Forfatning i et Sindssygehospistal i Sydfrankrige. Carl XV's Død var en Landssorg, saa oprigtig og dyb, som nogen Sorg kan være; thi Folket havde en umiddelbar og sand Følelse af, at det i ham tabte en sand og trofast Ven. Og for alle, som har kjendt ham, vil han leve i et kjærligt og vemodigt Minde. Dronning Louise var et sjeldent Menneske, en Pryd for Thronen og udmærket vel skikket til at være Kong Carls Hustru, hvad der ikke var nogen let Opgave, endskjønt -- eller maaske netop fordi hun var hans absolute Modsætning i omtrent alle Henseender -- og just derfor supplerede ham SIDE: 219 SIDE: 220 saa fortræffelig. Var han mandig, saa var hun kvin- delig, var hans Skjønhed fremtrædende, saa var det i den Henseende intet at bemærke ved Dronning Louise -- hun eiede ingen Skjønhed, men et usvige- ligt Udtryk af Godhed og Velvillie lyste ud af hen- des Øine -- var han let og overfladisk, saa var hun trofast og dyb -- var han i Besiddelse af lyrisk Pathos, saa eiede hun det fineste Skjælmeri, var han ødsel, saa var hun økono- misk -- hvad vel kunde tiltrænges -- kun i ét var de ens, i den ømme og inderlige Kjærlighed, hvormed de om- fattede sit eneste Barn, hende, som de nu overlod mig at ind- føre i det ophøiede Kald, hun gik imøde. SIDE: 221 BRYLLUPSSOMMEREN PAA ULRIKSDAL. Ganske som alle andre Dage oprandt da den Dag, da jeg skulde tiltræde min Stilling som den nyforlovede Prinsesse Louises Lærer i dansk Historie og Literatur. Den 4de November 1868 begyndte Timerne. Til at begynde med to Gange ugentlig, hver Onsdag og Lørdag Kl. 12 1/2 indfandt jeg mig i Hverdagsdragt i Dronningens Salon. Dronning Louise beboede den Suite Værelser i neder- ste Etage af Stockholms Slot, der ligger tilhøire for Hoved- indgangen ved Lejonbacken mod Norrbro. Salonen var en stor, noget dyb Sal, hvis Lys yderligere dæmpedes ved de tunge, mørke Gardiner. I en Sofa paa Langvæggen havde Dronningen og Prinsessen sin Plads, de to Hofdamer i Læne- stole ved Bordet foran Sofaen; Læreren mellem disse to Grupper, nærmest min nye Elev. Jeg begyndte med at fore- drage den ældre danske Literaturs Historie; jeg kunde jo ikke vide, hvor langt vi vilde række i Vinterens Løb, og den danske SIDE: 222 Fædrelandshistorie vilde Prinsessen i Nødsfald lettere kunne lære uden min Veiledning, hvis Tiden ikke skulde strække til. Vi begyndte med Kjæmpeviserne; Damerne havde alle sit Haandarbeide i Virksomhed, hvad der jo ikke rigtig smagte mig, men derved var intet at gjøre. Det kunde ikke undgaa mig, at der i Begyndelsen var noget stærkt tilbageholdent i Prinsessens Væsen overfor mig; hvad jeg troede helt naturligt at kunne skrive paa den Konto, at hun idag for første Gang saa den Mand, der nu i et Aar skulde være hendes Lærer. Der stak imidlertid noget ganske andet bagved. Hidtil havde "Sessan" været et Barn, læst sine Lektier som et andet Barn og havde maaske maattet døie en eller anden sur Mine, naar Lektierne ikke var ordentlig lærte. Nu var jo Forholdet et helt andet. Hun var jo nu en ung, trolovet Fyrstinde, og det kunde naturligvis ikke falde mig ind at ville underkaste Prin- sessen nogen Examination. Men det var nok noget af den Art, Prinsessen frygtede; thi da jeg begyndte mit Foredrag, hørte hun paa med en næsten ængstelig, spændt Opmærk- somhed, og da Timen sluttede, var hun øiensynlig i en bedre Stemning, og jeg var forfængelig nok til at tro, at jeg havde formaaet at sprænge Tilbageholdenhedens Lænker ved et interesseret og interesserende Foredrag. Men efter hvad Frk. Reutersvärd senere hviskede mig i Øret, var nok Hemmelig- heden simpelthen den, at H. H. fra først af var bange for, at der skulde examineres og prøves, og blev paa det behageligste overrasket ved, at der blot blev Tale om at være opmærksom og høre efter -- ikke om Examination. Nu syntes alt at gaa fortræffeligt. Jeg havde fra først af havt for Øie at opbyde alt, hvad der stod i min Magt for at gjøre min Undervisning saadan, at den ved sin egen Beskaffen- hed skulde formaa at fængsle min Elevs Interesse, idet jeg valgte det frie Foredrags Form. Men hver Gang Timen var ude, kom jo den alvorlige Akt: Paa et lidet Halvark havde jeg med min mest zirlige Haand opskrevet Hovedmomenterne for Timens Foredrag, hvilket Dokument saa altid, idet vi reiste SIDE: 223 os, af mig høitidelig overraktes Prinsessen med en ærbødig Anmodning om inden næste Time at have sat sig nøiagtig ind i dets Indhold for derved at gjenkalde sig det gjennem- gaaede i Erindringen, en nødvendig Betingelse for at kunne drage Nytte ikke blot af det foredragne, men ogsaa af det efterfølgende, hvad der blev hende skarpt indprentet. En Dag, erindrer jeg, læste og kommenterede jeg "Erasmus Montanus" i Uddrag. En saa inderlig Fornøielse, som Dron- ning Louise havde af denne og Holbergs andre Komedier, har jeg ikke seet mange have. Hun var som skabt til at opfatte hele hans Festivites, hendes lyse Hoved satte sig med Lethed ind i det for hende Fremmede, og hun kunde efter Timens Slutning med det hende saa eiendommelige Lune imitere de Holbergske Vendinger og tillige med skarp kritisk Opfat- ning af den vistnok noget klodsede Gestikulation, jeg under Læsningen af og til havde ladet mig komme tillast, gjengive denne paa en uimodstaaelig komisk, men inderlig harmløs Maade. Prinsessen selv morede sig ogsaa godt ved Holberg; forøvrigt var hun saa bly og stille, at det ikke var mig let at opfatte, hvorvidt mine Foredrag interesserede hende. Jeg var overhovedet vistnok den, der mindst af Alle vidste, hvorvidt Prinsessen havde Glæde og Nytte af Undervisningen. Denne ringe Rapport, der ikke blev stærkere derved, at jeg oftere fik Anledning til at tilbringe Aftenerne en famille hos Kongen og Dronningen, var den vanskeligste Side ved min Situation, og jeg kom aldrig ret over den. Disse Aftener var i det Hele taget yderst behagelige. De tilbragtes i Dronningens Salon. Men Situationen hindrede mig fuldstændig fra at komme i nærmere Berøring med Prinsessen. En saadan Aften forefaldt der noget, der ligetil for ganske nylig var mig yderst paafaldende, og som jeg ikke havde tænkt at nævne, da det kunde se ud, som om jeg vilde give mig Mine af at have eiet Kongens Velvillie og Fortrolighed i en høiere Grad, end det i Virkeligheden var Tilfældet. Men efterat jeg har gjort dette Forbehold, tror jeg dog at burde SIDE: 224 fortælle det, da det kaster Lys over Kongens personlige Om- gangstone og derhos fornylig har fundet en Forklaring, der viser, at det ikke var noget, jeg særlig kan gjøre mig til af. Det var Sædvane, at der istedetfor Souper efter den sene Middag kun serveredes skaarne Smørbrød paa et lidet Bord i et Hjørne af Salonen. Men efter dette lette Aftensmaaltid serveredes Punsch. Den nævnte Aften var Kongen i et usæd- vanlig oprømt Humør, og som sædvanlig havde han improvi- seret og havde da ogsaa tvunget mig til at forsøge mig i denne urimelige rimede Sport. Det gik da, som det kunde. Men med et reiste Kongen sig, tog sit Glas, kom hen til mig og sagde: "Fyld dit Glas -- saa skal vi drikke Brorskaal". Forbauset fyldte jeg Glasset, og Kongen lagde sin krummede Arm om min, og vi begge tømte vore Glas, hvorpaa han gav mig Haanden. Jeg fandt hele Situationen saa løierlig, at jeg nær i Øieblikkets lystige Stemning havde spurgt, om jeg her- efter istedetfor "Deres Majestæt" nu skulde sige "Din Majestæt" -- men jeg lod det da lykkeligvis være. Jeg har aldrig -- eller ialfald kun til en Enkelt -- omtalt denne Episode, fordi den forekom mig saa urimelig, da der jo selvfølgelig ikke kunde være Tale om nogensomhelst For- andring hverken i Tiltale eller i Forholdet forøvrigt -- Kongen tiltalte mig jo allerede før med "Du", -- men ved at læse Cecilie Holmbergs "Carl XV" ser jeg nu, at dette ikke var noget usædvanligt. Hun skriver nemlig (Pag. 37), at det oftere forekom, at Kongen virkelig ønskede, at hans Omgivel- ser skulde sige "Du" til ham, "hvilket dock knappast torde af dem blifvit efterkommet". Paa den Tid opgjorde jeg Regnskabet med mine Udsigter i Fædrelandet -- som jeg dengang troede -- for Livet; og med det Resultat, at jeg nu maatte anse en Fremtid i Norge som afskaaren for altid. Jeg skal her, da det er nødvendigt for at forstaa Et og Andet i det Følgende, i største Korthed redegjøre for denne Begivenhed, uden at indlade mig paa nogensomhelst Reflexion i den Anledning. SIDE: 225 Det var endelig virkelig oprettet en Professur i nordisk Literatur ved Universitetet i Christiania, og man havde -- som tidligere nævnt -- negtet mig Tilladelse til at konkurrere om den. Nu var jeg altsaa, som jeg mente, for altid lands- forvist; thi det stod fast hos mig, at nu vilde jeg aldrig mere søge nogen Plads ved det norske Universitet, og at den Tid virkelig skulde komme, da dette Universitet vilde søge mig, derom kunde naturligvis dengang ikke den fjerneste Tanke falde mig ind. To Aar efter fik Sagen imidlertid et Efterspil. Høsten 1868 blev Posten atter opslaaet vakant, og jeg havde jo en stærk Fristelse til paany at melde mig, især da man fra alle Kanter skrev mig til, at denne Gang vilde jeg sikkert faa Posten -- et Øieblik var Fristelsen endog saa stærk, at jeg -- presset fra flere Hold -- skrev til en Bekjendt i Christiania, at jeg nu var besluttet paa at gjøre det, men min Stilling i Sverige var imidlertid bleven mig saa kjær, og der udtaltes et saa almindeligt venligt Ønske om, at jeg skulde forblive der, at jeg var i stor Tvivl. Da fik jeg en Dag Ordre til at komme op paa Slottet til Carl XV. I min nuværende Stilling som Lærer for hans Datter undrede det mig ikke, idet jeg antog, at det gjaldt et eller andet angaaende hendes Under- visning. Men det gjaldt noget ganske andet. "Jeg kan ikke, ialfald ikke for Øieblikket byde dig nogen forhøiet Løn", sagde Kongen, "men sætter du Pris paa, at jeg udnævner dig til Professor ved Kunstakademiet som et Vidnesbyrd om min Tilfredshed med din Virksomhed der, og kan jeg derved binde dig fastere her, saa har du nu mit Tilbud". Dermed rakte han Haanden frem, som om han ikke vilde vide af nogen Modsigelse. Jeg, der i denne Tid havde vaklet ubestemt hid og did, bestemte mig nu raskt, slog min Haand i Kongens og takkede. Dermed var Tanken paa Norge for altid opgivet. Saa havde jeg da brændt mine Skibe og bygget mit Hjem i det fremmede Land -- nu gjaldt det at hævde sin Stilling der. SIDE: 226 Fredag 5te Februar 1869 var der svensk Statsraad paa Stockholms Slot, og jeg blev efter lang Venten udnævnt til extraordinær Professor ved Kunstakademiet. Det havde trukket i Langdrag; visse Underhaandsindflydelser havde nok søgt at forpurre Sagen. Dronningen havde oftere spurgt mig: "Naa, er De udnævnt?" men jeg havde altid maattet svare Nei. Da jeg kom til min Time den 6te Februar, kunde jeg se, at Noget var paafærde. Idet jeg gjorde min sædvanlige Kompliment ved Indgangen, reiste Dronningen sig med skjælmsk Høitide- lighed, bevægede sig, fulgt af Prinsessen og Hofdamerne, hen- over Gulvet, og idet Dronningen kom hen til mig, paatog hun sig den alvorligste Mine af Verden, neiede dybt, idet hun med Haanden greb fat i sit Kjoleskjørt og bredte det ud, og sagde med slet undertrykt Lystighed: "Jeg gratulerer, Hr. -- Pro- fessor!" De Øvrige fulgte Exemplet. Ceremonien var tydelig iforveien overlagt. Bagefter sagde hun sagte til mig: "Der har nok været Ugler i Mosen, men nu tog Carl selv Sagen op ved Konseillets Begyndelse og sagde: "Nu skal D. være Professor; hid med Papiret!" Dette var altsaa det nedenfor omtalte "kongelige Diktamen", som Hedlund omtaler i sin "Ur minnet". Efterat vi havde gjennemgaaet den danske Literaturs Historie lige til Nutiden og havde kastet et Blik paa den danske Nutids Kunst, begyndte vi paa den danske Fædre- landshistorie. Da det jo her langt mere kom an paa at give en af Kjærlighed til det danske Folk gjennemaandet og af den baaren Fremstilling af de Grundvilkaar, paa hvilke det danske Folks hele nationale Udvikling hviler, end en strengt videnskabelig Udvikling, lagde jeg de bredt anlagte, men til Udvalg velskikkede Fortællinger af Danmarks Historie af Fr. Barfod til Grund for mine Foredrag, idet jeg dog naturligvis søgte Støtte ogsaa i andre mere grundige Forfatteres Skrifter. Jeg skylder ifølge hele min Udvikling Danmark saa overmaade meget; jeg har altid været og er en Tilhænger af den kulturelle, om ikke af den politiske Skandinavisme, og det var mit Haab, SIDE: 227 at det maatte lykkes mig at gyde noget af den Kjærlighed, jeg følte til Danmark, ind i mit Foredrag og derved i min høie Elevs Hjerte. Som Udgangspunkt brugte jeg altid at knytte den danske Literaturs bedste fædrelandshistoriske Digte, eftersom de pas- sede, til Foredragets Indhold. Prinsessen burde blive fortrolig med sit nye Fædrelands Historie i den Form hvori den lever paa Folkets Læber i Digtningen. Poul Møllers "Glæde over Danmark" brugte jeg til Indledningsmotiv som det Digt, der ypperligst karakteriserer de danskes Følelse for sit Land. Tyra Danebod fik hun lære at kjende gjennem "Danmark, deiligst Vang og Vænge", og derved blev allerede strax den triste, slesvigske Akkord anslaaet paa en Maade, der svarede til dens Betydning i Danmarks Historie. "Dronning Dagmar ligger i Ribe syg" gjorde Tjeneste som Indledning til Skildringen af Valdemar Seiers Tid; til Danebrogsagnet sluttede sig "Vift stolt paa Codans Bølge", saaledes indlededes ethvert Blad af Danmarks Saga ved et Digterord, før det udvikledes gjennem Historiens Ord. At Danmarks Historie, indledet gjennem dets Digteres Ord, levende interesserede Prinsessen, var synligt. Overalt, hvor der var Anledning dertil, lagde jeg an paa at indprente hende, at hvad det først og fremst gjaldt om for enhver i det danske Kongehus indgiftet Fyrstinde, der skulde blive en god Moder for sit Folk -- det var at komme det Danske i Folket imøde med fuld Forstaaelse af og Tillid til det, som er ægte deri. En af de bedste Anledninger, jeg havde til at akcentuere dette saa stærkt og saa varmt, som det var mig muligt, fandt jeg i Erik Menveds Historie: Vi havde jo her foran os Prinsessens umiddelbare Forgjængerinde, den sidste i det danske Kongehus indgiftede svenske Prinsesse, der besteg Danmarks Trone, Erik Menveds Dronning, Ingeborg. Da jeg læste den svenske Vise, i hvilken det heder: Hon bättrade hvart det mål, hon hörde Och styrkade gerna rätt och skäl -- SIDE: 228 da saa Prinsessen op fra sit Arbeide; men da vi læste den danske Vise om, at hun ikke vilde sætte Foden paa Danmarks Jord, før hun fik de Fangne løste af Baand og Marskens Døtre fri -- da det hed, at "hende prisede Kvinde og Mand, De takkede Gud saa mangelund. Det var stor Glæde i Fruekloster, De Nonner læste og sjunge; End var der mere i Kongens Gaard, De leged med dansken Tunge" -- da kunde jeg se, at Prinsessen blev varm, og jeg kunde i hendes Øine læse et: "Det var vakkert!" Ved Vaarens Begyndelse maatte jeg for en Tid afbryde Undervisningen, da jeg allerede forlængst havde bundet mig til en af de sædvanlige Forelæsningsserier i Gøteborg, og da samtidig Kronprinsen af Danmark skulde gjøre et Besøg i Stockholm, hvilket jo heller ikke vilde være egentlig befor- drende for vor Læsning, gjorde dette Ophold ikke noget stort Afbræk i Undervisningen. Paa Reisen ned til Gøteborg kom jeg i en ret løierlig Situation. Ved en Station mødte det nedgaaende Tog det til Stockholm opgaaende Tog. Jeg steg ud af Kupéen for at trække lidt frisk Luft og stod just og saa mig om, om jeg ikke skulde have nogen Bekjendt paa Toget, da En bagfra lagde sin Haand paa min Skulder. Idet jeg vendte mig, rakte han mig venlig Haanden, og jeg saa foran mig et Ansigt, der var mig saa velbekjendt, at jeg her i Sverige, hvor jo alle jevnaarige er bröder, inden jeg kunde i Øieblikket gjenkalde mig, hvorfra jeg kjendte Ansigtet saa godt, var overbevist om, at det jo naturligvis tilhørte en god Ven. Derfor udfyldte jeg Tiden, indtil det skulde gaa op for mig, hvem det var, med de Ord: "Hvad ser jeg -- er du her?" Der fløi et let Smil over Angjældendes Ansigt, og som et Lyn gik det op for mig: "Det er jo Kronprinsen af Dan- mark!" Men Ulykken var skeet, en ærbødig Undskyldning paafulgte naturligvis og saa en venlig Latter fra den anden Side. SIDE: 229 I Mai flyttede Kongefamilien ud til Ulriksdal. Vi havde vore Timer i Havestuen. Dørene stod sædvanlig aabne til Haven, og naar jeg gjorde en Pause i mit Foredrag, kunde jeg høre Edsvikens Bølger skulpe mod Stranden. De første Par Gange blev jeg hentet derud i Vogn, men snart tog jeg med min Familie Bolig i en liden Villa (Sköntorp) lige ved Slottet. Prinsessen lagde i denne Tid, efter hvad man fortalte mig, megen Vind paa sin danske Undervisning og skrev allerede fortræffelig Dansk. Heri havde hun ogsaa en uden Sammenligning dyg- tigere Lærer end i dansk Lite- ratur og Historie: den lille, blinde Gud, som dikterede hende og hendes høie Forlo- vede de Breve, de vexlede, og de Samtaler, de førte, der let og hurtig satte hende ind i, hvad jeg vistnok vilde have behøvet lang Tid til, hvis ikke Prinsessens gode Nemme og den lille Lærer havde været, som, for at tale med Runeberg "på några timmar henne lärde Hvad i sjutton år hon aldrig fattat". Foredragene for Prinsessen interesserede mig nu mere og mere; thi jo nærmere vi kom Nutiden, desto vigtigere blev den Opgave at give hende det rigtige Syn for Betydningen af Danmarks nationale Kamp mod Tyskheden og at lede hende til strax at kunne sætte sig paa det rette Standpunkt, naar hun traadte ind i de nye Forhold. Videre maatte jeg nu rette Opmærksomheden paa at gjøre hende fortrolig med SIDE: 230 de ledende Personligheder i Danmarks aandelige og politiske Liv, med hvem hun kom til at træde i direkte personlig Be- røring; det gjaldt jo i høi Grad for hende hurtigt og sikkert at kunne orientere sig i de nye Omgivelser; jeg tegnede formelig aandelige Portræter for hende, saa at hun strax skulde kunne kjende dem og deres Stilling og Betydning igjen, naar hun mødte dem i Livet, og jeg har senere erfaret, at hun selv har anseet dette for at have havt en heldig Betydning for hendes senere Liv. Vi læste nu, naar Veiret var daarligt, inde i Dronningens Havestue, og, naar Solen skinnede, snart paa Verandaen ved Edsviken under det udspændte Soltelt, snart i en eller anden Løvhytte i Slottets Have. Den lille Kreds var efter vor Ankomst til Ulriksdal bleven forøget med de to Hoffrøkener Braunerhjelm, der som Børn havde været Prinsessens Legesøstre, og af hvilke den ene senere blev gift med Hofmarskalk af Edholm, der dengang var Chef for det kongelige Theater, den anden med Hofstaldmester Georg Sverdrup -- hun har nu Bolig i Christiania; Augusta Reuter- svärd, senere Grevinde von Essen lever nu som Enkegrevinde i Helsingborg; Aurora Gyldenhaal, gift med den danske Lega- tionssekretær i Stockholm von Haxthausen, er senere død. Endelig kom den sidste Undervisningstime. De fyrstelige Gjæster var allerede begyndt at komme, og der var adskillig Uro paa Ulriksdal; det var vel omtrent 8 Dage før Brylluppet. Det var i Havestuen vi læste den Dag. Der laa -- jeg tror ikke blot for mig, men for alle, som deltog i den -- noget bevæget over denne Time. Det var jo overhovedet den sidste af alle den unge Fyrstindes Undervisningstimer, Afslutningen af et helt Afsnit af hendes Liv; Afskeden fra Hjemmet var nær forestaaende, og omendskjønt vi dengang ikke anede, hvor nær den store Afsked fra de kongelige Forældre var, og endskjønt hun gik ind til lyse og lykkelige Forhold -- saa- ledes, i denne hjemlige Kreds skulde hun og ingen af os mere sidde. Det var Danmarks sidste smertefulde Kamp, Tabet af Slesvig i 1864 og de nærmest derefter følgende Dage, SIDE: 231 der var Gjenstand for dette sidste Foredrag; dette bidrog jo ikke til at gjøre Stemningen lettere. Da jeg var færdig, af- sluttede jeg med nogle Ord, som jeg senere til min egen Erindring nedtegnede, og som jeg jo gjerne kan gjentage nu. De har jo en Stemning af længst forsvundne Dage over sig. De lød saaledes: "Deres Kongelige Høihed! Danmarks Historie ligger afsluttet foran os. I dets Fremtid, som vi har Grund til at haabe vil blive lysere end det Aar, vi nys har betragtet, gaar Deres Kongelige Høihed nu for at tage en virksom Del paa en ophøiet og ansvarsfuld Plads. Mit Hverv overfor Deres Kongelige Høihed er endt. Jeg har udført dette hædrende Hverv med Glæde og Stolthed, fordi der ligger en baade for Danmarks Fremtid og for Deres Høihed selv ikke ringe Be- tydning i, at Deres Høihed kommer til det nye Fædreland, fortrolig med dets Kultur, dets Historie og dets Livsvilkaar; thi Kjendskab og Fortrolighed frembringer Kjærlighed, og Deres Høihed kan være forvisset om, at den Kjærlighed, De medbringer, vil bevirke Gjenkjærlighed. I den høie Mission, Deres Høihed nu gaar at opfylde, forener sig det dybeste Alvor med det lyseste Haab; thi tre Nationer ser i Deres Høiheds Formæling med Danmarks Kronprins Symbolet paa det Baand, der nu forbinder de tre Folk, Forsikringen om, at det Forbund, Kongefamilierne nu slutter, ogsaa vil nærme Folkene til hverandre. Det skulde kun ilde passe for mig at ville give D. H. noget Raad med paa den Livsreise, De nu tiltræder; men en Ret har jeg, som jeg deler med den ringeste i Folket: at give D. H. et godt Ønske med paa Veien, selv om dette i sig tillige indebærer et Raad i Ønskets Form, nu da jeg gaar tilbage til mit daglige Hverv: Maatte det lykkes D. H. at blive en i Sandhed dansk Fyrstinde! D. K. H. har nok seet den Grundtanke, der som en rød Traad har gaaet gjennem alle mine Foredrag; den kan nu udtales i de faa Ord: Ofre det danske Folk hele Deres Ungdoms rige Varme, lev i, med og SIDE: 232 for det, og Deres Liv vil være velsignet for mange Slægter. Det danske Folk har en stor Egenskab, som D. H. let kan gjøre til Deres Eiendom; det kaldes ikke for intet "Hjertefolket i Norden"; det er et blidt og godt Folk med en aaben Trang til Inderlighed, man behøver kun at komme det imøde med Kjærlighed for at vinde Kjærlighed, og sees det, at De elsker det danske Folk og det Danske i Folket, skal det med Villig- hed og Glæde rosenstrø Deres Vei. Og det vil for D. H. være let at elske Danmark; thi De bærer med som en Arv fra Fædrehjemmet Kjærlighed til alt, som er nordisk: Virkelig- gjørelsen af et fælles Aandsliv i Norden har altid været Deres Kgl. Faders Tanke; grib denne Tanke, vær dens Talsmand, bliv, idet De først og fremst er dansk, tillige et levende Baand mellem de tre Folk, og jeg tør spaa D. H., at den Kjærlighed, som Dagmar vandt, som blev den svenske Ingeborg og Fredrik V's Louise tildel, endnu engang skal fornyes, naar D. H.'s Navn er forenet med Danmarks ved faste og uop- løselige Baand. Maatte Gud beskytte og bevare D. H. paa alle Deres Veie!" Saa reiste vi os Alle. Prinsessen gav mig Haanden, og med den anden rakte hun mig sit Portræt med sin egenhæn- dige Underskrift. -- Og saa kom da selve Bryllupstiden. Ja, det var et bølgende, berusende Liv, som hin Sommer levedes ved Hoffet paa Ulriksdal; men det brogede Billede vil ikke længere ret vise sig for mig i sine Enkeltheder, det Hele staar nu nærmest for mig som et smukt, glimrende Drømmebillede, fyldt af Musik og Sang, duftende Vin, nyslaaet Hø, lette, lyse Toiletter, Champagneskum, smaa Char-à-bancs og forspændte Heste til Landpartier, Lysture paa Søen, Uniformer og en egen fin Lugt af Parfume. Disse Morgener, naar de Kongelige endnu var hver i sine Værelser, og der var saa stille ude i Naturen, i Parken og over Søens lette Taageslør -- og man oppe hos en eller anden af Hofdamerne fik se, hvor langt man var kommen med Bryllupspresenterne -- disse Formiddage, naar Dronningen, SIDE: 233 Prinsessen og Hofdamerne sad i den aabne Veranda ud mod Søen bag det solbeskinnede Løv under de slappe, i den lette Vind viftende Markiser med de blaa Striber og arbeidede paa Brudeudstyret under vore Timer, medens Kongen gik nede i den lille Have med sin lange Pibe eller sin Cigar i Selskab med en eller anden af sine Kavalerer -- eller disse Timer før Middag, naar vi i Uveir læste i Dronningens lille Salon; Mid- dagene i den lille sluttede Kreds -- alt dette var jo stille og fredeligt nok, og det var tydeligt, at der baade i Kong Carls og Dronning Louises Indre bevægede sig noget vemodigt ved Tanken om den nærforstaaende Skilsmisse fra det eneste, elskede Barn. Det var synligt i saa mangt et stille Blik og saa mangt et trofast Haandtryk -- om end Spøg og muntre Ord som lyse Alfer forjagede de dunkle Anelser, der kunde ville trænge sig frem. Og det kunde vel behøves; thi om Kongen havde alle- rede Dødsskyggerne langsomt begyndt at leire sig, om end Ingen anede, hvor hurtigt de skulde drage sig sammen om ham -- og Dronningen, ja, hun var jo anseet som Styrken og Sundheden selv, og ingen anede, hvor hurtig hun skulde røves os. -- Men Eftermiddagen og Aftenen var Glæden og Selskabeligheden viet, og da var der Liv og Munterhed paa Ulriksdal -- og dobbelt hin Sommer. Ved slige Leiligheder gjorde Kong Carl paa mig det samme indtagende, jeg kunde næsten sige fortryllende Ind- tryk, som han gjorde paa alle dem, der havde Anledning til at komme ham nærmere. De smaa Cirkler om Aftenerne, naar jeg ikke sjelden var tilsagt at være tilstede i Familie- kredsen, hører til mine behageligste Erindringer. Overfor hans egne kom da det hele varme Hjerte frem i tusinde Smaa- træk af elskværdig Opmærksomhed mod hende, som han -- malgré tout -- altid ærede som sit Livs gode Engel og mod den elskede Datter, medens det for Dronning Louise eien- dommelige Skjælmeri paa den elskværdigste Maade kunde gjøre disse Timer lyse og lykkelige; thi den stille og alvorlige SIDE: 234 Dronning Louise kunde mere end nogen anden hengive sig til den mest løsslupne og harmløse Glæde, og jeg har sjelden hørt nogen le saa godt, som hun kunde. Hendes Efterlignelses- talent gik maaske undertiden en Smule stærkt ud over hendes Omgivelser, men saa gjorde hun det strax igjen godt ved de utvetydigste Tegn paa Hjertelighed og Hengivenhed. Naar Kong Carl saa kom i sit rigtig gode Humør, saa kom Dig- teren op i ham, og med den storslagne Pathos, som var eiendommelig for 40-Tallets og 50-Tallets svenske Digtning, kunde han da begynde at improvisere, undertiden naturligvis som ved al Improvisation høist værdiløse Sager, men ogsaa i enkelte Øieblikke baaret af en Flugt og en Varme, der viste, at der virkelig boede en Digternatur i ham. Saa blev der lagt Emner i en Hat, og saa blev enhver i Kredsen, om hvem man vidste, at han kunde rime et "Smør" paa "Dør", tvun- gen til at improvisere over de af Hatten udtrukne Emner, hvorved da naturligvis mange høist løierlige Situationer kom op. Eller man skrev bouts-rimés. Kongens bouts-rimés var ofte meget kvikke, og jeg beklager inderlig ikke at have taget Afskrift af enkelte. Paaskeaften 1869 var jeg tilsagt at blive paa Slottet om Aftenen efter Lektionen. Kongen var fraværende paa en Feltmanøvre, men kom hjem strax før Aftensbordet, stormede i sin Ridedragt igjennem Dronningens Værelser for at klæde sig om, muntert kastende sine Hilsener til os alle, og spænstig som en Yngling. Jeg bemærkede til Dronningen, at det var mærkeligt, at Kongen ikke saa det ringeste medtagen ud efter en hel Dags Strabadser. Da saa hun paa mig, og det lyste som en Ild i hendes Øie, idet hun sagde: "Carl har aldrig været træt!" -- ak, det var ikke mange Uger efter, og han var træt for hele Livet. De nærmeste Uger efter Pintsen 1869, altsaa selve Bryllupssommeren, danner et saa merkeligt Punkt i Carl XV's Liv, at de fortjener lidt nærmere at berøres. Det bevæger sig omkring Kunstnermødet i Gøteborg og de norske Kunstneres Besøg paa Ulriksdal. SIDE: 235 Den, der denne Sommer saa det forøvrigt saa beskedne Lystslot bølgende af Liv, gjenlydende af Munterhed, smykket med de rige Samlinger, der dog kun bidrog til at gjøre Slottet end mere hyggeligt og indbydende som Bolig, og saa har seet det igjen i de senere Aar, forladt og øde, berøvet sine Prydelser, kan ikke andet end med Vemod ogsaa over denne Plads hviske sit: fuit Ilium! Ja, "fuit Ilium -- fuimus Troes!" Det kunde ogsaa Carl XV selv nu synge en Vise om. Det lyse, ridderlige Haab om engang at se Nordens Riger forenede -- "den politiske Skandinavisme" -- havde jo spillet en stor Rolle i hans Ungdomsliv og i hans første Regjeringsaar -- nu var denne romantiske Drøm knust -- og det mærkedes paa meget i hans Væsen, at der laa et dødt Haab i dette Indre, hvis Ydre var saa prægtigt og straalende. Det triste Aar 1864 havde med ét Slag knust alle den politiske Skandinavismes Drømme; men den politiske Drøm kunde dø -- Tanken om et styrkende, aandeligt Samliv med vore blods- og aandsbeslægtede Frænder kan aldrig dø; Tanken om et Samliv, der, paa samme Tid som det styrker National- bevidstheden, hindrer Fiendskab og Avind mellem Nordens Folk, vil altid finde talrige og varme Tilhængere i alle de nordiske Lande -- og Tilbageslaget efter Statholderstriden, den nylig feirede 50 Aarsfest for Unionens Bestaaen, havde i Forening med Begivenhederne i Danmark skudt Tanken om dette Samliv i Forgrunden. Saaledes gik det til, at netop efter hint ulykkelige Aar en Række Foretagender med det Formaal at fremme praktisk og aandelig Skandinavisme kunde udvikle sig -- og de havde alle en varm Ven og en trofast Støtte i Carl XV selv. At den Forbindelse mellem de to nordiske Kongehuse, der tilveiebragtes ved Kronprins Frederiks Forlovelse med Prinsesse Lovise, i ikke ringe Grad fremmede saa- danne Tanker og Foretagender, siger sig selv -- og for min Erindring koncentrerer disse Bevægelser sig navnlig omkring SIDE: 236 Aaret 1868 -- 1869, da Kongen oftere ønskede, at jeg skulde redegjøre for min Deltagelse i disse Foretagender. "Den nordiske Nationalforening", dannet kort efter Krigen i 1864, var Bevægelsens Centrum. Den var maaske ikke ganske vel seet paa høiere Steder, da en Del af den nyliberale Gruppe, der havde dannet sig paa de første Rigsdage efter Repræsen- tationsforandringen, og som man tilskrev vidtgaaende republi- kanske Tendenser, færdedes der -- som Julius Mankell, Adolf Hedin, Professor Axel Key, Postmester Key, -- Ellen Keys Fader -- Adolf Nordenskiøld, Aug. Sohlman, Harald Wiesel- green o. A.; men i dens Spidse stod en Hædersmand der ikke kunde mistænkes for at være et Brushoved: Baron A. C. Raab, den fra den danske Krig saa hæderligt bekjendte Hugo Raabs -- den senere Generalstabschefs -- Fader, der allerede under Statholderstriden i 1860 havde vist sig som en varm For- svarer af Nordmændenes Ret, og som nu med sin af alle høiagtede Personlighed stillede sig som Bannerfører foran vore Rækker. Noget af det første, Nationalforeningen begyndte at arbeide for, var Folkehøiskoletanken. Den uimodsigeligt væk- kende Betydning, de Grundtvigske Folkehøiskoler havde havt for Danmarks folkelige og politiske Bevidsthed, havde i Sverige gjort et noget blandet Indtryk. Dels den theologiske Islet i den nationale Rending, dels den Overvægt, de lyriske Følelses- elementer med Kjæmpeviser, Fædrelandssange og digterisk Dilettantisme havde taget over den solide Kundskabstilegnelse gjorde den danske Form for Høiskolen, der delvis ogsaa havde begyndt at brede sig til Norge, usmagelig for Svenskerne, paa samme Tid som en øget, fri, folkelig Dannelse var i høi Grad paakrævet, og "Nordisk Nationalforening" tog Sagen op. Selve Navnet "Folkehøiskolen" vakte paa Grund af den dertil uop- løseligt knyttede Forestilling om Grundtvigianisme og Dilet- tanteri Betænkelighed, og man diskuterede ivrigt det Spørgs- maal, om ikke Bondhögskola burde foretrækkes. Men Ordet "Bonde" havde dengang ikke i Sverige noget tilbage af den SIDE: 237 stolte Klang, det engang havde havt, og man frygtede for, at netop Bønderne selv vilde stødes ved Navnet, og saa beholdt man Navnet Folkhögskola. Bevægelsen tog virkelig Fart, og de af denne fremgaaede Skoler fortjener al Ros for den fuldstændig uafhængige Stilling, de har indtaget overfor de grundtvigske: de har været Skoler for sund, praktisk Kund- skabstilegnelse, afpasset for Bondestandens Behov, uden hverken at "blomstre" eller at "dufte". Gjennem "Nordisk Nationalforening"s Samarbeide med tilsvarende Institutioner i Broderlandene kom saa det nordiske Retskrivningsmøde i Stockholm istand Sommeren 1869 midt under Bryllupshøitidelighederne, dette Møde, der skulde arbeide for fælles Principer for Sprogenes Orthografi, og til hvilket Norge ingen ringere Repræsentanter sendte end selveste Henrik Ibsen og Jacob Løkke. Noget varigt Resultat bragte dette Møde dog ikke: "Die Bierverhältnisse liegen hier noch sehr im Argen," som Tyskeren skrev hjem fra Japan. Ogsaa Stu- dentermøderne gjenoptoges med praktisk Formaal, og i Juni 1869 gjæstede de svenske og danske Studenter Christiania, og Carl XV modtog dem i Gøteborg paa deres Reise til Norge, medens han opholdt sig der under Kunstnermødet. Et af de smukkeste og i sine Resultater virksomste Ud- slag af disse Bestræbelser i praktisk skandinavisk Retning var det Møde af skandinaviske Kunstnere, der i Forbindelse med en righoldig skandinavisk Kunstudstilling afholdtes i Gøteborg, og hvori Kongen selv deltog, og som bl. A. gjennemførte, at alle Landes Nationalforsamlinger efterhaanden bevilgede aarlige Bidrag til Indkjøb af Kunstverker, udførte af Kunstnere fra de andre skandinaviske Lande. Norge stod længe udenfor, da ingen tog sig alvorlig af Sagen, og jeg regner mig det som et af mit Bos Aktiva, at jeg, strax jeg var bleven For- mand i Nationalgalleriets Bestyrelse i 1885, fik sat igjennem, at ogsaa det norske Storthing ydede sin Bevilgning og derved aabnede vore Kunstnere et videre Marked ved den Reciprocitet i Indkjøb, der nu aarlig finder Sted. SIDE: 238 Jeg havde besluttet ikke at tage Del i Kunstnermødet i Gøteborg, skjønt jeg dertil havde faaet speciel Indbydelse. Det skulde begynde Mandag den l5de Juni, men Fredag Aften, den 12te, kom Overintendanten von Dardel til mig paa Skön- torp ved Ulriksdal med bestemt Ordre fra Hans Majestæt, at jeg skulde deltage, og det endogsaa aktivt som Foredrags- holder, men tillige med en venlig og i sin Form smigrende Indbydelse til at være Kongens Gjæst paa Turen. Her fik jeg egentlig for første Gang se Kong Carl som Centrum i Kunst- nerkredsen. Som saadan var han langtfra imponerende, men saameget elskværdigere. Jeg fik altid Indtrykket af, at netop hans Følelse af selv kun at være udøvende Dilettant stillede ham i hans egne Øine paa et lavere Trin overfor de store, fremragende Kunstnere end det, han med sin Krones Ret kunde have indtaget; men paa samme Tid, som han derfor holdt sig aldeles passiv under Forhandlingerne, i hvilke han dog trofast deltog som Tilhører den første Dag, baade Formiddag og Eftermiddag, var han ret skarp i sin Kritik baade tidligere og denne Gang over de udstillede Arbeider. Hvem erindrer saaledes ikke, at da en høit anseet Kunstner havde malet en "gammelnordisk Tvekamp" og fyldt Sletten med nogle ikke altfor heldige Lig af de Faldne, ønskede Kongen at male Landskabet i dette Billede. Til Kuntnerens Forbauselse fik han Billedet tilbage med en stor Kjæmpehaug bag de Stridende, men uden Ligene og med den Besked, at Kongen havde "høi- lagt" de faldne Helte. Paa Nedreisen til Gøteborg om Søndagen var Kongen i det mest sprudlende gode Lune. Ved hver Station, hvor Toget holdt, blev forskjellige Grupper af Kunstnere inviterede ind i Salonvognen, hvor Kongen og vi, der var hans Gjæster, kjørte, og det lange Frokostbord, som her dækkedes, saa for sidste Gang Kongen tilbords saagodtsom udelukkende med Kjernen af Sveriges Kunstnerskab. Her deltog Scholander, Boklund, Edv. Bergh, Malmstrøm, Winge, Palm, Rydberg, Wallander o. fl. Da der paa Grund af den trange Plads ikke SIDE: 239 kunde serveres paa almindelig Maade, satte Kongen de mere cohærente Retter, Brød, kold Beaf etc. paa Gaffelspidsen og slyngede dem ud og lod os opfange de kongelige Gaver paa samme Maade. Ved Fremkomsten tog Kongen Bolig i Landshøvdingens Residens. Paa Ballet var han den ivrigste Danser, i Udstil- lingen den mest interesserede Beskuer, og Mandagen saa ham med samme Livlighed deltage i Mødets Forhandlinger og i den store Middag, som Byen Gøteborg gav for de skandi- naviske Kunstnere. Og denne Dag var det, han inviterede Gude, Morten Müller og Sophus Jacobsen til et længere Besøg paa Ulriksdal. Om Aftenen, medens Dansen gik som bedst over Tilje i Landshøvdingens Residens, lød der med engang Sang under Vinduerne: Det var de danske og svenske Studenter, der paa Vei til Studentermødet i Christiania bragte Kongen sin Hyldest. Da bankede mit Hjerte sterkt af Lyst til at sige hele Herligheden Farvel og drage med mine Kamerater til Hjemmet deroppe ved Fjorden -- men det var jo umuligt, og jeg hørte Sangen tone bort i det Fjerne med et vist underligt Vemod i Sindet. Kunstnermødet skulde vare til Thorsdag, men Tirsdag fik Kongens Gjæster Tilsigelse om, at Afreisen fra Gøteborg skulde ske Onsdag Morgen. Allerede da vi samledes paa Jernbanegaarden, var det synligt, at Kongen var i en mørk Stemning, og endskjønt han nu ledsagedes af sine nye Gjæster, trak han sig efter en kort Hilsen tilbage i sit Privatkabinet i Salonvognen, og vi saa ham ikke igjen før ved Laxå Station, hvor de to nyudnævnte norske Statsraader, Ole Jacob Broch og Irgens steg ind i Vognen for at følge med til Stockholm. Efter en kort Konferance med disse trak han sig atter tilbage i Ensomhed, idet han dog af og til underholdt sig med de tre norske Kunstnere, og da vaagnede for nogle Øieblikke hans gamle, muntre Lune. Saaledes gik Reisen, lige til vi nærmede os Stockholm henimod Aften. Fra Slottet tog vi SIDE: 240 saa alle med en liden kongelig Damper ud til Ulriksdal, hvor Kongen temmelig hurtig trak sig tilbage. Modsætningen mel- lem Kongens oprømte Væsen paa Nedreisen og hans mørke Sindsstemning paa Tilbageturen var altfor paafaldende til ikke at fremkalde Gisninger over Grunden til denne mærkelige Forandring. Det Rygte, der hviskedes Mand og Mand imel- lem, gik ud paa følgende: Under Opholdet i Gøteborg skulde Kongen have kaldt til sig Byens mest fremragende Læge, der var hans gamle Frimurerbroder, og paalagt ham paa Ære og Samvittighed ligefrem at sige ham, hvorvidt den Sygdom, hvoraf han som bekjendt i de sidste Aar havde havt flere Anfald, var af faretruende Art, og havde derpaa modtaget det uforbeholdne Svar, at han maatte være beredt paa det værste, at han ikke havde langt tilbage -- "høist to Aar", sagdes der. Under saadanne Forhold kan man tænke sig, at det Besøg af de tre norske Kunstnere, som baade Kongen og de havde imødeseet med saa stor Glæde, ikke blev af den mun- treste Art. Kongen havde anmodet mig om, saalænge mine tre Landsmænd var tilstede, stadig at være i deres Nærhed, og jeg deltog saaledes i alle disse Udflugter og selskabelige Sammenkomster, som deres Ophold paa Ulriksdal fremkaldte, og som gjennem det indtrufne fik en eiendommelig, vemodig Karakter, skjønt denne naturlig ikke faldt de tre Gjæster saa skarpt i Øinene som os, der havde seet Forandringen i Kon- gens Væsen foregaa for vore Øine. Det havde vistnok været Kongens Agt at foranstalte en større Festlighed for sine Gjæster og dertil indbyde de fra Gøteborg tilbagevendte svenske Kunstnere; men heraf blev nu intet. I dets Sted arrangerede de svenske Kunstnere selv en Middag paa Hassel- backen for de norske Gjæster. Forøvrigt tilbragtes Tiden gjerne om Formiddagen med Besøg inde i Stockholm i Natio- nalmuseet og Ateliererne, om Eftermiddagene med Kjøreture, hvori Kongen og det hele Hof deltog; en Dag over "Skuggan" til Fiskartorpet og tilbage over Järva, hvor dengang den SIDE: 241 eventyrlige Demirgian, som senere skulde spille en saa tvetydig Rolle i Kongens sidste Dage, men som forøvrigt i denne Tid aldrig saaes ved Hoffet, havde opslaaet sin Bolig, en anden Dag i en anden, en tredie i en tredie Retning. Men en Dag viede Kongen helt sine Gjæster; saavidt jeg erindrer, var det Lørdagen. Den anvendtes til en Dampskibsudflugt paa Mälaren. Ved Riddarholmen steg vi ombord i det lille Dampskib uden Dæk, som Kongen sædvanlig benyttede, men hvis Navn jeg har glemt, og efter forskjellige Exkursioner i Mälaren landede vi paa en liden, skovrig, men ubeboet Ø. Kongen gjorde Alt for at gjøre Dagen saa behagelig for sine Gjæster som muligt og var -- om ikke munter -- saa desto mere elskværdig og mild. Et Ildsted blev improviseret af Stene fra Stranden, Kogeapparater, som vi førte med i Damperen, bragt iland, Kvas og Pindebrænde samlet paa Øen, og dermed gav vi os til at lave vor egen Middag med Kongen som første Kok, og da efter den frugale Middag Champagnen knaldede, reiste Kongen, der syntes at have fattet en speciel Forkjærlighed for Morten Müller, sig, hævede sit Glas, og i en humoristisk Tale døbte han den lille Ø til "Morten Müllers Ø", idet han foretog en Libation af sit Champagneglas i den endnu ikke nedbrændte Ild. Svigter min Hukommelse mig ikke, gjorde vi endnu samme Dag et Besøg paa Drottningholm og vendte tilbage henimod Aften. Da indtraf der en eiendommelig liden Be- givenhed. En Søofficer (jeg erindrer ikke længere hvem) fungerede som Styrmand paa den lille Baad. Jeg behøver ikke at erindre om, at Mälaren paa Nordsiden af Stockholms Slot flyder ud i Saltsjøen gjennem to Arme, der omslynger Helgelandsholmen. Det bredere nord Løb er useilbart, det søndre, smalere, lige under Slottet, kan, naar Strømmen ikke er stærk, passeres under Norrbros sydligste Bue, altsaa mellem Slottet og Strømparterren. I Aften var Strømmen rivende stærk, og vor Styrmand beredte sig paa at lægge til ved vort Udgangspunkt, Riddarholmen. Men Kongen gav Ordre SIDE: 242 til at reise nedover Norrstrøm under Slottet, da han vilde direkte til Ulriksdal. Jeg observerede det ikke, men jeg skulde tro, at Søofficeren, indseende det ikke ufarlige ved Passagen, har gjort Indvendinger; thi med et saa jeg Kongen forlade sin Plads, hvorpaa Søofficeren reiste sig. Kongen indtog Pladsen ved Rattet, og nu bar det med Lynets Fart udfor den rivende Strøm. Det var et Par Minuter af ængstelig Spænding, men Kongen førte Roret med sikker Haand, og snart dampede vi rolig videre ud til Ulriksdal. Aftenerne tilbragtes gjerne i Kongens Værelser, og her havde man oftere Anledning til at høre Kongen udtale sig om Kunst og Kunstforhold, ogsaa om norske, som naturligt var i de tre Nordmænds Nærværelse. Ligesom Kongen i 1867 ved Qvarnstrøms Død havde været ivrig stemt for at faa Tidemand til at overtage Direktørpladsen ved Akademiet i Stockholm, men var bleven mødt af Scholander med den lakoniske Bemærkning, at det heller ikke vilde være ilde, om man kunde faa Horace Vernet eller Raffael til at overtage Posten, da Tidemand vistnok var ligesaa uvillig som de to afdøde Herrer til at forlade sit düsseldorfske Paradis -- saaledes var der ogsaa nu ialfald én Gang paa Tale Muligheden af at bevæge Gude til at tage Bolig i Norge og derved tilveiebringe en almindelig Remigration af de norske Kunstnere. Der arbeidedes dog ogsaa i disse Dage, navnlig foretog Morten Müller under sit Ophold paa Ulriksdal Studier til det kort efter udførte Billede af dette Lystslot. Endelig reiste de norske Kunstnere, og der blev for en Tid Havblik paa Ulriksdal. Lektionerne fortsattes, og Midt- sommeraften flokkedes hele Egnens Befolkning og det hele Hof omkring Maistangen, der var reist paa en Eng i Slottets umiddelbare Nærhed. Kongen og Kronprinsessen deltog, om jeg ikke erindrer feil, i Dansen, og Dronningen saa til fra sin Vogn. Men længe efterat de Kongelige havde forladt Fest- pladsen, hørte vi Dansemusiken derfra langt ud i den lyse Sommernat. SIDE: 244 Ulriksdals Slot har en smuk Beliggenhed ved Stranden af Edsviken, en Bugt af "Saltsjön". Slottet selv har en lang- strakt Form med lange Fløie, og den lille Messaninetage paa det mørke Tag giver det et eiendommeligt Udseende, der erindrer om dets Oprindelse fra det 17de Aarhundrede. Neden- for Slottets lille Have gynger den gyldne, gammelnordiske Drage, hvori Carl XV gjorde sine smaa Udflugter paa Edsviken, og midt imod hæver sig Käfvinge Herregaard. Paa den anden Side af en liden Bugt, nogle Hundrede Alen fra Slottet ligger Kapellet, bygget af Scholander. Slottets tre Fløie omslutter bagud en liden Borggaard, og paa den anden Side af Lande- veien, der passerer lige forbi Slottet, strækker den store Park sig med sine regelrette Gange og sine høie, mørke Alleer. Hvor her vrimlede af Mennesker i Bryllupstiden! Ikke blot Tusinder af Stockholmsboere og Provinsboere, der i disse Dage vilde se de Kongelige paa nært Hold, ogsaa Udlændinger i Masse, snart sagt fra alle Verdensdele, fyldte Parken og Omgivelserne. Notable, literære Størrelser fra Broderlandene var jo paa denne Tid i talrig Mængde i Stockholm, Henrik Ibsen, Erik Bøgh, Sven Grundtvig, Prof. Peter Hansen og Robert Watt erindrer jeg specielt. Men ogsaa de fremmede fyrstelige Her- skaber, den danske Kongefamilie, en af de russiske Stor- fyrster og mange Andre vandrede i disse Dage i Ulriks- dals Alleer. Thi nu begyndte de fyrstelige Bryllupsgjæster at ankomme, og Bryllupsfestlighederne tog sin Begyndelse paa Ulriksdal, en stor Revue, en Souper i Orangeriet, og en Diner i Slottet for de fyrstelige Gjæster og andre Indbudne -- og saa flyttedes Scenen til Stockholm. Og den 28de Juli 1869 var Ulriksdal saa ensomt, som jeg selv var derude; jeg havde faaet mig tilsendt en Billet til Slotskapellet, hvor Vielsen fandt Sted, men foretrak at blive ude i den deilige Park i den smukke Sommerdag. Hvor var der dog stille og ensomt i Prinsessens Hjem, medens man SIDE: 246 indbildte sig at høre de fjerne Klokker ringe og virkelig hørte Kanonerne tordne inde fra Stadens Bryllupshøitid. Ulriksdal var forladt. Senere, da Festlighederne var endte med det store Bal, som Stockholms Borgerskab gav paa Børsen, flyttede Kongen og Dronningen atter derud, og Dagliglivet begyndte paany. Det var en Høstaften i dette Slot, som nu med ét var blevet saa stille, at Kongen foreslog os, da Lysene var tændt i Salonen, som ellers at skrive Bouts-rimés. Men det vilde ingen rigtig Fart tage. Den Kreds, som her var samlet, havde for det meste sine Tanker langt borte. De havde fulgt den bortdragne Kongedatter. Endelig kastedes en Del Rim i en Hat, franske og svenske om hinanden -- det var min Tur at vælge Emnet, og jeg valgte, under Indtrykket af det stille Liv efter Brylluppet: "Ensomhed -- Solitude". Der kom adskillige, temmelig krystede Vers frem paa de opgivne Rim. Man lo over de maadelige Rimerier, og Kongen sagde et Par venlige Spydigheder -- de saarede jo ikke, da Forfatterne var anonyme. Med engang blev det stille: Kongen havde læst op et fransk Bout-rimé, der gjorde Indtryk paa os Alle. Jeg tog dengang ingen Afskrift deraf og har derfor ikke bevaret den franske Original i Erindring -- men jeg har dog, saavidt min Hukommelse strækker, bevaret et Indtryk af dets Indhold, der tillader mig at gjengive et Slags fri Over- sættelse. Lad de opgivne Rim, arrangerede til norske Rim, være disse: -- -- eier -- -- fjerne -- -- Bryst -- -- Lyst -- -- Seier -- -- Stjerne. SIDE: 248 Versets Indhold var omtrent følgende, skjønt Over- sættelsen ikke giver den fjerneste Idé om det gribende i de franske Ord: Ensomhed. Ensom kalder jeg ei den, som eier Elsket Barn, om og blot i det Fjerne, -- Over Fienden i vort eget Bryst, Over selvsyg Egenviljes Lyst, Er vor Længsel selv en stille Seier, Der os løfter mod en bedre Stjerne. Det var nu langt smukkere i Originalen. Kongen var bevæget. Hoffets Damer fik noget vaadt i Øinene, -- Herrerne indstillede sine Bemærkninger -- alene paa Dronningen, paa hvem det dog nærmest maatte være myntet, syntes Digtet intet Indtryk at gjøre. Men hun var altfor stærk i at skjule sin egen Følelse til, at dette skulde have forundret os. -- "Hvem har skrevet det?" spurgte Kongen. Ingen svarede. "Jeg vil vide, hvem der har skrevet det," gjentog han. Samme Taushed. Han foretog et Forhør over et Par af de mest mistænkte. Men det førte ikke til noget Resultat, han blev kjed af at spørge og indstillede sin Inkvisition. Og da Aftenen var endt, havde man glemt det Hele. Den næste Dag, da jeg kom op til en af Hofdamerne, sagde hun: "Ved Professoren, hvem det var, som havde skrevet det lille, vakre Bout-rimé igaaraftes?" Jeg lyttede spændt og blev ikke lidet overrasket ved Svaret: "Det var Dronningen." Saa var jeg da færdig med denne, ingenlunde lette og meget ansvarsfulde Gjerning; det var og er mit Haab, at jeg maa have kunnet udrette noget godt ved den. At dette Haab ikke var altfor forfængeligt, derpaa fik jeg snart et dyrebart Bevis. En stor Glæde oplevede jeg nemlig endnu paa Ulriks- dal, og for den takker jeg Dronning Louises og Kronprinsesse Louises gode, varme og rige Hjertelag. En Aften temmelig SIDE: 249 sent blev jeg kaldet til Dronningen; det var allerede halv- mørkt i Salonen, og hun lod mig tage Plads i Sofaen ved sin Side. "Jeg har en Hilsen at bringe Dem," sagde hun -- "det er fra Kronprinsessen, fra Louise. Jeg havde Brev fra hende idag, og hun skriver og beder mig takke Dem ret inderlig for den Undervisning, hun har faaet af Dem, og dertil har hun en særskilt Anledning," føiede Dronningen til, medens dette milde Skjælmeri, der kunde gjøre hende saa uendelig indtagende, krusede hendes Læber. "Nu skal jeg fortælle Dem, hvad hun skriver. Gamle Enkedronning Karoline Amalie tog hende ordentlig i Examen, da hun var sammen med hende første Gang, for at faa vide, hvad hun kjender til danske Forhold og dansk Aandsliv, og da hun klarede godt for sig, blev hun hendes erklærede Veninde, hvad der jo er af den største Betydning for Kronprinsessen, og derfor beder hun, at jeg skal takke Dem." Og saa vedblev vi at tale om den Bortdragne, til det var helt mørkt, og Lamperne tændtes. Der var et underligt Vemod over hele den mørke Høstaften inde i disse Sale, hvor hun nu ikke mere fandtes, som var Samtalens Gjenstand. Det blev omtrent den sidste Gang, jeg samtalede med Dronning Louise, min kjære, afholdte, elskelige Dronning. Kort efter tiltraadte jeg en lang Udenlandsreise paa et Aar, og tre Fjerdingaar efter min Hjemkomst døde den ædle Dron- ning, døde den datterlige Opofrelses og Kjærligheds lyse og skjønne Død. Aaret efter -- og Carl XV fulgte hende i Graven. For dem, der har levet sammen med dette hjertevarme, af Liv og Kraft straalende Kongepar, ligger der en dyb Smerte i den hurtige og bratte Overgang fra Lys og Lykke til Dødens Skygge og Kulde, og i Tiden var Overgangspunktet fra Dag til Skumring egentlig den Stund, da Ulriksdals Sol gik ned fra dets Himmel, da Prinsesse Louise forlod Hjemmet, og de to blev barnløse. Det mærkede jeg allerede hin Høstaften SIDE: 250 paa Slottet, ja -- det gik egentlig som en stille, vemodig Anelse gjennem hele denne Sommers Liv paa Ulriksdal. Jeg bevarer endnu et elskværdigt Brev fra senere Aar fra Kronprinsesse Louises Haand, der for mig er et kjært Vidnesbyrd om, at mit Arbeide har baaret Frugt, og hvori hun ligefrem udtaler, at hun som Følge af min Undervisning ikke mødtes som fremmed med det Folk, hun gik til, idet hun tillægger, at om jeg ikke underkastede hende nogen Examen, saa har Livet saameget mere underkastet hende den og underkaster hende den endnu daglig. Nu er det vemodigt at komme til Ulriksdal. De rige Samlinger er spredte og forsvundne; hvor dengang Liv og Glæde herskede, er der ensomt og stille, men hver Busk og hvert Træ i Parken, hver skvulpende Bølge ved Stranden hvisker om de Dage, da Kronprinsesse Louise af Danmark var den Lysalf, der tændte Glædens Solskin i Kongens Hjem, da Ulriksdal gjenlød af Sang og Munterhed; og som den sidste, straalende Afslutning af dette Liv baade for min og Manges Erindring staar den Sommer, da hun drog bort fra sin elskede Hjembygd, hun, hvis Minde bevares dyrebart og kjært af Alle, som har havt den Glæde at kjende hende, -- staar Bryllupssommeren paa Ulriksdal. Og nu -- ak, jeg vilde helst ikke komme did mere. Jeg hører kjendte, dyrebare Stemmer, der nu er forstummede for altid, naar jeg gaar gjennem de tomme Sale, de hvisker i det rullende Høstløv i den øde Park, de løfter sig i hvert tungsindigt Bølgeslag mod Stranden, hvergang jeg kommer did -- til Kronprinsesse Louises forladte Barndomshjem. SIDE: 251 LITERÆRT OG KUNSTNERISK LIV. Uden at jeg havde søgt derom, var jeg bleven tilbudt, og havde jeg modtaget Stillingen som Ama- nuensis ved Nationalmuseet, som Professor ved Kunstakademiet, som Overlærer ved Sløidskolen og som Sekretær ved Kunstforeningen, og jeg stod saaledes midt oppe i de kunstneriske Bevægelser, der betegnede den sidste Halvdel af Carl XV's Regjeringstid. Det tør da maaske ikke ansees for overdrevet fordringsfuldt, om jeg -- netop fra den Fremmedes Synspunkt -- forsøger en Skildring af disse. Allerede ved mine tidligere Ophold i Stockholm under min Upsalatid, før min italienske Reise, havde jeg ikke kunnet undgaa at lægge Mærke til den Kreds af Kunstnere, der om- gav den unge kunstudøvende og kunstelskende Konge; man saa dem i Selskaber og paa Baller, paa Operakällaren eller i Kafé Rydberg, enkelte Kunstnere færdedes ogsaa i Gröna SIDE: 252 stugan, men disse Kunstens Sønner med de bekjendte eller berømte Navne stod dengang for mig i hellig Fjernhed -- man trængtes paa "Artisternes och litteratörernas pensions- fond"s Baller for at faa et Glimt af den smukke Brud, Pro- fessor Boklund, Kongens Lærer, havde ført hjem fra München, eller man talte om "Konstnärgillets" morsomme Aftenunder- holdninger og pegte for mig paa de berømte Billedhuggere Qvarnström og Molin, eller den mærkelige Fr. Wilh. Schol- ander, der paa samme Tid byggede Huse og skrev Digte af betydeligt Værd -- nu var jeg kommen midt ind i Kredsen og kunde faa se den paa nærmere, ja paa allernærmeste Hold. Og hvad er der i Verden, som ikke taber noget af sin Glans ved at betragtes paa nært Hold? Ingen er stor for sin Kam- mertjener. Snarere maa jeg undres over, hvor lidet uægte der var i denne Kreds, og hvor mange kjære og trofaste Venner jeg der saa hurtig fandt, og i Sandhed, en behage- ligere, muntrere, livligere og aandfuldere Kreds skal man lede længe efter. Jeg præsenterede de nordiske Kunstnere i Rom for Dem, samlede i et romersk Osteri -- de svenske Kunstnere omkring Carl XV vil jeg forsøge at præsentere i deres Atelierer og deres Hjem. Carl XV's Tid staar i den svenske Kunsts Historie som en Overgangstid -- Overgangen fra den düsseldorfske til den franske Retning, og i Sverige gik Veien -- ligesom senere hos os -- over München. Kunstakademiet mistede omtrent samtidig med Carl XV's Tronbestigelse en Række "gubbar", der længe paa Grund af sin "Overaarighed" havde hvilet som et hemmende Tryk paa al Fremgang, Kunstnerne fra den ældre Tid, fra Aarhundredets første Halvdel, Mænd, der tildels naaede en overordentlig høi Alder: Westin, Limnell, Fahlcrantz var ved sin Død alle mel- lem 80 og 90 Aar, om ikke ældre, Sandberg var vel noget yngre; men da jeg kom ind i disse Kredse, var de alle nylig vandret bort, og i min Tid døde Ringdahl, Plagemann, Maria SIDE: 253 Röhl og de andre dii minorum gentium, hvis Navne engang havde havt en saa god Klang, men som før sin Død allerede var glemte. Wickenberg, Wahlbom og Blommér var ikke glemte, men forlængst døde langt borte fra Fædrelandet. Med 1850-Aarene begyndte Düsseldorfernes Regimente, D'Unker, Nordenberg, Axel Nordgren, Jernberg, Amalie Linde- gren, Wallander, Edvard Bergh, Marcus Larson, Koskull, Joseph Stäck, Agnes Börjesson og Alfred Wahlberg skapte sig et Navn i 50- og 60-Aarene. De fire førstnævnte forblev i Udlandet, de otte sidste og flere med dem vendte derimod hjem og fortsatte -- helt eller delvis -- sin Kunstretning i Sverige. I Italien havde Palm faaet sin væsentlige Uddannelse. Isoleret stod ogsaa den fortræffelige Akva- rellist Egron Lundgren, hvis For- navn skal læses baglænds, for at man skal forstaa, at hans Fader var en varm Ven af vort Fædre- land. Han tilbragte næsten hele sit Liv paa Reiser, og endelig vendte han tilbage -- for at dø i Hjemmet. Men saa kom jo i 50-Aarene München i Skuddet, og her var det, Boklund og Höckert gjorde sin Skolegang under Wilhelm von Kaulbachs Regime, men med Höckert, der i Wickenbergs Spor havde forlagt sine Studier til Paris og der gjort berettiget Furore, vendtes Blikket mod Seinestaden, og da endelig omkring Verdensudstillingen i 1867 ogsaa Alfred Wahlberg rystede det düsseldorfske Støv af sine Fødder og drog til Paris for at gjøre Furore som Kolorist, var Frankriges Overvægt for Fremtiden given. Imidlertid havde samtidig med disse Bevægelser en vist- nok fra først af fra Göthiska förbundet i 20-Aarene udgaaet SIDE: 254 Retning taget Fart i Sverige. "Den nordiske Skole", der satte Skildringen af Fædrelandets Fortid som sit Maal, fandt to unge, under den skandinavisksindede August Sohlmanns Indflydelse staaende begavede Tilhængere i August Malmström og Eskil Winge. Hvad Blommér med sin "Necken" og "Ägirs döttrar" af Døden var bleven forhindret i at udføre, vilde de overtage, og med Winges "Ingeborg", "Loke og Sigyn", "Thors Kamp med Jetterne", samt Malmströms "Heimer og Aslög", "Hjalmar og Ingeborg", "Elfvalek" og hans aldrig fuldendte "Bråvallaslag" syntes en stor Fremtid lovet denne nordiske Skole, da den franske Kolorisme gjennem Wahlberg, Salmson, der fulgte ham til Paris, og Andre brød seirrigt frem, samtidig med at George von Rosen under Ley's Indflydelse skabte sine første Billeder. Imidlertid havde en epokegjørende Begivenhed fundet Sted. Boklund var 1856 vendt tilbage fra München og reorga- niserede nu Kunstakademiet ved at skabe dets Malerskole, og fra nu af havde Sverige sin Kunsts Centrum i sin egen Hoved- stad, og til dette Centrum droges nu -- forsaavidt de ikke allerede var ansatte der -- som Lærere: Billedhuggerne Qvarn- ström og Molin, Arkitekten Scholander, Malerne Boklund, Edv. Bergh, Malmström, Winge, Wallander og senere von Rosen med flere. Kunstakademiet i Stockholm var -- det maa være mig tilladt at sige, skjønt jeg nu alt i 18 Aar har nydt den Hæder at være dets Æresmedlem -- ikke mere end alle andre Akade- mier i Verden frit for lidt Parykstøv og lidt indeklemt Luft. Ethvert Medlem bar Titel af Kongl. Hofmålare, Kongl. Hof- architekt eller Kongl. Hof- och Statybildhuggare, dette sidste en høist mærkelig Titel med et "og" som aldrig har villet indgaa i min Begribelse. Men det maa Høisal. Kong Gustav III. klare; thi fra ham stammer vistnok disse stramme Titler. Da jeg var bleven Professor ved Akademiet, titulerede derfor min Ven, Claes Lundin, mig i en venskabelig Polemik: "Hr. Hofesthetikeren" -- rigtignok efterat jeg havde givet SIDE: 255 ham Hæderstitelen: "Hr. Communalesthetikeren", som den, der besørgede Kritiken i Kommunens Livorgan. Men vi var ligegode Venner for det. Der følger Uniform med Titelen: trekantet Hat, Kaarde og en Fløielskrave, i hvilken Sveriges tre Kroner pryder Hjørnerne, medens en Laurbærkrans løber rundt Kraven -- alt i sort, forresten ret smagfuldt. I den Uniform optraadte man paa Akademiets Høitidsdag og ved alle Hoffester. Men ved de Leiligheder overstraalede rigtignok Akademiets Vagtmester, gamle Sievers, langt Medlemmerne; thi han var udstafferet i Grønt og Sølv og lignede da gran- givelig en Pragtpapagøie -- paa Høitidsdagene da, vel at mærke -- thi ved Hoffet var han jo ikke med. Akademiets Kunstskole og de toaarige Udstillinger, det foranstaltede, var dets egentlige raison d'être. Prins Oscar -- vor nuværende Konge -- var Akademiets Protektor og ud- delte paa Høitidsdagen Medaljer og Pengepræmier til Eleverne; der udsattes de sædvanlige Opgaver, lige fra "Adam og Eva ved Abels Lig" til "Olaus og Laurentius Petri bringer Gustaf Vasa Bibeloversættelsen" og andre ligesaa taknemmelige og for de Unges Fantasi høist opfriskende Emner. Prins Oscar, hvis Personlighed dog følte sig nærmere knyttet til Musikakademiet, laante med den ham altid eien- dommelige Elskværdighed Akademiet sin levende Interesse, skjønt han ikke personlig tog synderlig Del i det Liv, som førtes mellem Billedkunstens Dyrkere -- desmere omgikkes Kongen selv sin Kunstnerkreds, som han omfattede med stor Sympathi, og til hvem han knyttede sig desto fastere, som han, selv udøvende Kunstner, altid lod sig undervise af en eller anden af Akademiets Medlemmer: Boklund, Höckert, Edv. Bergh og Wahlberg har vist alle i nogen Tid været hans Lærere -- Boklund den længste Tid. Ja -- i Skarens Spidse møder vi Carl XV's populære, af Alle afholdte Personlighed, og den uforfærdede Raskhed, det djærve Lune, der karakteriserede ham, spredte sig fra dette Centrum til den lille Kreds, der -- hvad den end kan SIDE: 256 dadles for -- ikke kan beskyldes for kritisk Smaalighed eller indbyrdes Misundelse, saalidt som for Kjedsommelighed. Til at hindre disse onde Magter, navnlig Kjedsommeligheden, fra at faa Indpas bidrog nu navnlig den Mand, som Carl XV havde gjort til Akademiets Præses, hans fortrolige Ven, Kabi- netskammerherre Fritz von Dardel, og denne spirituelle, muntre og talentfulde Karikaturtegner, der ofte havde vanske- ligt nok ved at holde sig alvorlig under Høitidsdagenes aka- demiske Pomp og navnlig fik voldsomme indre Paroxysmer, naar han fik se Vagtmesteren i sin Høitidsdragt, holdt Kongen i stadig Rapport med denne Kunstnerverden, der ofte var hans Gjæster, især om Sommeren ude paa det yndige Ulriks- dal. -- Ja, Fritz von Dardel, Öfverintendenten -- thi han var ogsaa Chef for Rigets Bygningsvæsen -- var en Præses, som der var Liv og Lystighed i. Særdeles dyb var hans Kunst- betragtning vist aldrig, og meget national var den vist neppe heller; thi han var født i Schweiz og talte til sin Død altid Svensk med et vist fremmed Tonefald; men desto bedre for- stod han at præsidere i de glade Selskaber, som fulgte efter Festligheden, og ved alle Leiligheder, hvor det gjaldt at tage Initiativ til noget, der kunde paa engang "gavne og fornøie" de Institutioner, han ledede, Akademiet, Bygningskontoret og Nationalmuseet, var den brave og glade Præses utrættelig. Havde han ikke allerede havt et Vaabenskjold, burde han faaet et, hvori stod: Utile dulci. Vistnok var vi alle Gjen- stand for hans morsomme Karikaturtegninger, men de var saa harmløse, at ingen kunde andet end more sig, naar han saa sig gjengivet af Dardels, forøvrigt skarpt karakteriserende Pen. For Midler til at tilfredsstille sin Trang til at tegne disse Karikaturer var han aldrig forlegen. Ved Præsidentbordet paa Bagsiden af en Dagsorden, ved Middagsbordet paa en Menu henkradsede han disse fornøielige Impromptus. Jeg erindrer engang, da jeg sad ved Siden af ham ved et saadant akade- misk Middagsbord, at han med sit godlidende Smil skjød hen til mig et Portræt af en af Bordfællerne. Jeg bemærkede, at SIDE: 257 det var Skade, at den røde Næse ikke kunde komme til sin Ret i Sort og Hvidt. Men Dardel var ikke for- legen. Af en tømt Rødvinsflaske pressede han ud lidt Bundfald, i hvis Farvestof han fik nok rødt til at gjøre Portrætet aldeles grinagtigt ligt -- og det vandrede saa Bordet rundt til alles og ikke mindst den Portræteredes stormende Jubel. Per- sonlig har jeg von Dardel at takke for min Stilling ved Nationalmuseet, og en elskværdigere Chef har jeg aldrig havt. Han døde for kort Tid siden, 84 Aar gammel. Ja, om han vilde fortalt om Carl XV -- det skulde været noget at høre paa! Akademiet havde sit Lokale ved "Röda bodarne", for Enden af Fredsgatan, ikke i den nye Pragtbygning, som nu huser det derude, men i den langt be- skednere, som bredte sig om de tre Sider af den firkantede Gaards- plads bag Stakitet, der forbandt de to lave Fløibygninger -- og som nu er forsvunden af Verden. I Midtbygningen residerede Akademiets Direktør, i den østre Sidebygning dets Sekretær. Her var det altsaa, den berømte Fredrik Wilhelm Scholander i en Række lave, men gemytlige Værelser morede sig med at lave og udføre Marionetkomedier for sine Børn -- eller med at male sine kjære Ak- SIDE: 258 vareller, naar Dagens Arbeide i Overintendentembedet og Aka- demiets Arkitekskole levnede ham Tid dertil. Der var noget forunderlig mægtigt over hans baade indtagende og imponerende Personlighed. Har nogensinde i vor Tid en Kunstner, saavel gjennem sin Personligheds Præg som gjennem Arten af sit Kunstnerskab erindret om den florentinske Renaissances Kunstnere med deres mangesidige, over alle Kunstarter spændende Talent, og med deres friske, barnlige Glæde ved alskens aandfuld Leg -- saa var det Scholander. Han var Arkitekt, Maler, Komponist, Luthspiller, Deklamator, Visesanger og Digter -- og har visselig ogsaa modelleret. Allerede hans Ydre, den korte, brede, stærkt- byggede Skikkelse med det store Hoved og de spillende Øine over den kjækt svungne Snurbart og den kortskaarne Næse -- og saa denne energiske Mund, omkring hvilken baade Skjælmeri og skarp Satire kunde spille -- allerede dette Ydre vakte Forestillingen om en usædvanlig Person- lighed. Traf man ham i hans Atelier med den sorte, bredt- udfaldende Fløielsbaret paa Snur, maatte man uvilkaarlig mindes om Rembrandts raderede Selvportræter. Scholander var foruden at være Akademiets Sekretær ogsaa Intendent ved Öfverintendentsembetet (Statens Bygningsvæsen). Arki- tekturen var altsaa hans egentlige Fag, det, han havde studeret tilbunds, og han har skjænket Stockholm flere smukke Bygninger: Synagogen, Wallenbergska (Barclayska) huset, Teknologiska Institutet o. fl., og i en Række dygtige Elever har han skjænket baade Sverige og Finland en hel Generation af udmærkede Arkitekter: jeg behøver kun at nævne Gellerstedt, Jacobson, Dahl, Grundström og for Fin- lands Vedkommende Jac. Ahrenberg, Decker, Dahlström -- Listen kunde mangfoldigen forøges. Gellerstedts og Ahren- bergs Navne har jeg stillet i Spidsen, fordi de ved Siden af hans kunstneriske Dygtighed ogsaa tog hans digteriske Bega- velse i Arv. Men Arkitekturen var ikke hans Hjertes første Kjærlighed, og dette blandede lige til hans sidste Stund en SIDE: 259 vis Bitterhed i hans Lune -- og havde den unge Arkitekt- lærling faaet følge sin Lyst, havde han kastet baade Murske og Lodsnor for at bade i Farvekunstens solrige Vande -- men han havde en tidlig Ungdomskjærlighed og en streng, i Faget velforfaren Svigerpapa, hvis Efterfølger han blev, baade som Bygningsintendent og Akademisekretær, og gamle Inten- denten Nyström sagde: "Enten tager du smukt din Murske, eller siger du Farvel til Carin!" Og saa blev han Arkitekt og fik sin Carin -- og havde ligesom Sven Dufvas Fader "kring sig nio barn och yngst bland dem sin Sven" -- ja aldeles nøiagtigt passer det jo ikke, men mange var Børnene, og en af dem var Sven Scholander. Arkitekturen gjorde ham ogsaa visse Sorger: hans geniale Udkast til det nye National- museum maatte vige Pladsen for det Stülerske, men Museets indre Dekoration vidner om, hvor smagfuld han var som Dekoratør og Ornamentist. At han maatte afbryde sine Studier i Udlandet, sine Reiser i Sydens Lande for at faa denne Skuffelse i Hjemmet, glemte Scholander aldrig. -- Nei, naar han fik Akvarellistens Pensel i Haanden, da var han først ret sig selv, og skjønt han paa dette Felt havde sin største Styrke i Arkitekturbilledet, var de romantiske Figur- kompositioner hans Glæde, og den store Cyklus, som han kaldte "Den blödande rosen", vil -- selv om den ikke kan frikjendes for Manér baade i Tegning og Farve, sikkert maatte siges at være det Verk, der tog det centraleste i hans Bega- velse i Beslag. Til denne rige Billedcyklus -- nu i Familien Hiertas Besiddelse -- skrev han selv en versificeret Text, og til denne komponerede hans selv en smuk Melodi -- baade Text og Melodi anbragtes under Billederne, og det var en festlig Aften, da Verket, indfattet i tolv Rammer, første Gang var synligt i den da nylig afdøde Lars Hiertas Familiekreds for en talrig indbuden Skare af Venner og Veninder af Huset. Scholanders Evne til at beherske de svære Ottave-Rime kappes, som det viser sig af hans store Digt "Louisella", med Byrons og Paludan-Müllers. Det skal ved Siden heraf ikke negtes, SIDE: 260 at Scholanders Kunst var næsten udelukkende baaret af hans uendelige Glæde ved sit Arbeide -- men det er i Sandhed intet daarligt Fundament -- samt at han anvendte meget liden Kritik og lidet Studium, hvorved der over hans Digtning og hans Musik -- aa ja, stundom ogsaa over hans Akvareller kom noget af det, vi i god Forstand kalder "Amatøren"s Mærker; men hans lysende Genialitet gjorde, at disse Mærker blot kunde observeres af et mere skarptseende Øie og af dette gjerne glemtes over de Geniets Lynglimt og den jublende Kunstnerglæde, der zitrer gjennem alle hans Verker. Bedst befandt han sig i den lille Kreds af Venner og Kamerater, naar han kunde kaste Frakken og gribe sin Luth og synge sine egne, tækkelige og fornøielige Viser, som han selv baade havde digtet og komponeret. Hans Søn, Sven, gjorde os for en Del Aar siden her i Christiania bekjendt med nogle af dem, og da jeg hørte dem igjen fra hans Mund, kan jeg ikke negte, at en generende Draabe i mit Øie trillede ned over min Kind -- jeg maatte tænke paa de svundne Tider, da jeg hørte ham selv synge disse Viser, og da jeg selv var ung og glad -- og paa, at han nu alt i 20 Aar hviler i sin Grav. Det var i Kunstnerklubben, hvis Sjæl og egentlige Brænd- punkt han var, han helst slap sig løs. Konstnärsgillets Glans- periode var ved min Hjemkomst fra Italien forbi, det var blevet en almindelig Soiréklub, og istedet havde saa Kunst- nerne, der ikke mere følte sig hjemme der, dannet Konstnärs- klubben, et fordringsfrit og gemytligt Tilhold for kameratslig Fornøielse og tilfældig Diskussion. Den bestod udelukkende af bildende Kunstnere, Akademiets Lærere samt de ved Nationalmuseet ansatte, og samledes en Gang ugentlig i for- skjellige Lokaler. Da Stockholms Kunstforening i 1868 havde faaet sin egen Bygning, Atelierbyggnaden, over Blanchs Café i Kungsträdgården, forlagdes Møderne did og holdtes i selve Udstillingssalene, hvis Billeder selvfølgelig afgav et taknemme- ligt Underholdningsstof. Midt paa det lange Bord stod SIDE: 261 "Pokalen", der, hvergang et nyt Medlem optoges, tømtes til Velkomst for den nye Broder til en Sang, der blev sungen staaende omkring Bordet. Var saa Visens Forfatter -- natur- ligvis Scholander -- i godt Humør, saa fik han Frakken af og sin Luth frem -- den, som hans Søn, Sven, har arvet -- og da gik Aftenen kun altfor hurtig under Sang og Klang. I Klubben optraadte han i mange Roller. Snart havde han skrevet en rimet Krønike med "Anspielungen" paa Dagens Begivenheder, snart tegnet en Række Illustrationer til en nydigtet "Saga", snart improviserede han et "Schattenspiel an der Wand" -- snart sang han en "Schnadahüpfl" med Lune og Humor. Omkring ham trivedes Skjæmtets og Mun- terhedens Alfer ligesaagodt som de alvorlige Genier, der omsvævede den strenge Bygningsintendent i hans Embeds- lokale paa Drottninggatan. Men allerhyggeligst var han i sit Hjem, hos sin prægtige Hustru og denne herlige Flok af intelligente, opvakte Børn. Den første Gang, jeg talte med Scholander, var en Dag hin første Sommer, da jeg sad ved mit Arbeide i Museet. Dette stod endnu dengang under Overintendentembedets Bestyrelse, og han var saaledes paa en vis Maade min Over- ordnede. Jeg havde i "Ny Illustrerad Tidning" skrevet en kritisk Oversigt over den skandinaviske Kunstudstilling, og Scholander benyttede den som Indledning til vort Bekjendt- skab. "Det glæder mig," sagde han, "endelig engang at faa læse en saglig Kritik -- uden Sidespark og Gift; thi hvad vi er vant til, er Kritiker, som roser Vennerne og sværter Uvennerne." "Nu," mente jeg, "det er ikke nogen Fortjeneste ved min Kritik, da jeg er saa heldig endnu at staa fremmed i denne Kreds og altsaa hverken har Venner eller Uvenner." "Ja," sagde Scholander paa sin egen djærve Maade, "men jeg mærker paa den hele Tone, at selv om De havde Venner og Uvenner, er De dog den Mand, som aldrig vilde sælge Deres Overbevisning til en Klike. Med saadanne Folk SIDE: 262 kan man være Venner, og jeg haaber, at De vil trives iblandt os. Har De ingen Venner, saa vil De nok faa dem. Her er en." Man kan forstaa, at han let vandt mit Hjerte; thi som man raaber i Skoven, faar man Svar. Den næste Gang, vi var sammen, foreslog han mig -- som det jo er eller ialfald dengang var sædvanligt i Sverige -- Broderskaal, og vort Venskab holdt lige til hans Død, skjønt vi ofte i al Venskabelighed carambolerede, og det ret heftigt. Hedlund fortæller i sin Ur minnet, at Scholander var misfornøiet med, at Carl XV udnævnte mig til Professor ved Kunstakademiet ved et kongeligt Diktamen uden først at spørge Akademiet. Dette erfarer jeg første Gang gjennem Hedlunds Skrift, hvad der viser, at Scholander ialfald aldrig lod mig mærke sin Misfornøielse. Forøvrigt var Akademiet forsaavidt spurgt, som Initiativet til Udnævnelsen udgik fra dets egen Præses. Jeg har ogsaa Vidnesbyrd nok af senere Datum om, at Scholander ikke var utilfreds med min Virksomhed ved Akademiet. Jeg er nødt til at nævne dette, da det ogsaa mundtlig har været tudet mig i Ørene, at Scholander kun skulde have været min Ven i det Ydre, paa samme Tid som han modarbeidede mig bag min Ryg: det er en fuldstændig Bagvaskelse -- han sagde mig ofte nok Sandheden lige i Øinene, naar han var uenig med mig, og sparede mig da ingenlunde; men hvor trofast hans Venskab i Virkeligheden var, viste han bedst derved, at da Sygelighed tvang mig til at søge et Aars Permission for at kunne opholde mig i et mildere Klima, overtog han under denne min første Orient- reise i et helt Aar mine Forelæsninger ved Akademiet og lod Lønnen tilflyde mig uafkortet. Saadant gjør man ikke for den, man vil "modarbeide". -- Henne i Midtbygningen boede Akademiets Direktør, ved Begyndelsen af min Virksomhed Billedhugger Qvarnström. I det sidste Aar af hans Liv var jeg en stadig Gjæst i hans Hus, da han gjerne pleiede at indbyde mig til at tage Del i Aftensmaaltidet efter mine Forelæsninger ved Akademiet. SIDE: 263 Qvarnström var en alvorlig, særdeles sympathetisk Personlig- hed, hvis milde og beherskede Kunst stod i god Samklang med hans hele Væsen. Hans "neapolitanske Improvisator", hans "Loke og Høder", hans paa offentlige Pladse reiste Statuer: Esaias Tegnér i Lund, Berzelius i Stockholm og nu senest (1865) hans prægtige Engelbrekt i Ørebro, hævdede ham den første Plads i den svenske Billedhuggerkunst, og man syntes med Grund at kunne spaa ham en lys Livsaften, da de Skyg- ger faldt over hans Liv, der for os, der stod ham noget nærmere, kastede et saa melankolsk Skjær over hans sidste Dage, om end Verden udenfor intet mærkede. Det er mig endnu altid uklart, hvorvidt det var en over- dreven Ømfindtlighed, et fint, altfor let saaret Gemyt eller virkelige Kræn- kelser, der formørkede de sidste Dage af Qvarnströms Liv. Naar vi sad sammen i hans lille Dagligstue disse Aftener, kunde jeg ofte -- ligesaa- meget gjennem hvad han fortaug, som gjennem hvad han fortalte -- skimte, hvor dybt og stille han led under disse formodede Krænkelser. Der var paa den svenske Billedhuggerkunsts Himmel steget op en ny Stjerne i Gøteborgeren Johan Molin, der fra at ælte Figurer i Deig var gaaet over til at forme dem i Bronce og Marmor, og som navnlig ved sine berømte "Belte- spændere" havde vundet en velfortjent Popularitet. Som det saa ofte gaar, vendte nu den almindelige Beundring sig hen- imod den opgaaende Stjerne, medens man med forholdsvis Kulde modtog, hvad den ældre og i Virkeligheden langt finere anlagte og gediegnere Kunstner frembragte. Molins "Belte- spændere" er uimodsigelig et mesterligt Arbeide; men det er SIDE: 264 ogsaa omtrent det eneste af hans større Verker, mod hvilket der ikke kan reises mere eller mindre alvorlige Anmærkninger. Netop nu havde han til Udstillingen i 1866 frembragt sin berømte Fontaine, der nu staar i Kungsträdgården og blev tiljublet i Vers og Prosa, skjønt den i Virkeligheden er et ret tomt Arbeide, hvis bedste Side er den heldige Idé at lade Ægir og hans Døtre møde Necken, idet den var bestemt til at opstilles der, hvor i gamle Dage Näckström forbandt Salt- sjön (Ægir) med Mälaren. Saavel dens arkitektoniske Opbyg- ning, der engang træffende er lignet ved et omvendt Vinglas, som dens plastiske Karakteristik af "Ægirs Døtre" er ret svag. Medens "Molins fontän" var i alle Munde, gik man ganske ligegyldig forbi de aldeles fortræffelige Portrætbyster af Biskop Agardh og Fredrika Bremer, som Qvarnström sam- tidig frembragte. Da blev Kokurrancen til den nye Statue af Carl XII udskreven, der skulde indvies paa 150-Aarsdagen efter hans Død, den 30te November 1868. Molin indleverede Skizzen til den stive Soldaterfigur, der nu staar paa Carl XII's Torg, medens Qvarnström indleverede en Skizze, der havde de Molins Figur ganske modsatte Egenskaber, en stærkt bevæget Skikkelse, der støtter sig til en Mørser. Men medens Molins Carl XII tog sig ret godt ud i Skizzens smaa Forhold, men tabte i Betydning med Udførelsen i Stort, tror jeg at turde sige, at den ogsaa i denne Hensende vilde være blevet Qvarn- strøms modsat, om denne var bleven udført i Stort. Juryen holdt sig imidlertid til, hvad den saa for sine Øine i de smaa Skizzer, og tilkjendte Molin Prisen. Allerede denne Tilside- sættelse for den yngre Kunstner følte Qvarnström som en stor Krænkelse, og med den Tilbøielighed, der er os alle egen, til at ville lægge Skylden for et Uheld udenfor os selv, saa han i Juryens Dom et Udslag af udenforliggende Hensyn, af mægtige Protektorers Lyst til at skyde Molin frem paa hans Bekostning. Jeg tager neppe Feil, naar jeg siger, at han -- SIDE: 265 vistnok med Urette -- antog, at Carl XV selv stod bag ved Juryen. Midt under den pirrelige Sindsstemning, denne Kræn- kelse havde voldt ham, indtraf saa den -- kun af nogle Faa kjendte -- stille Historie, der vistnok havde en ikke uvigtig Del i hans Død. En Aften, da jeg som sædvanligt efter endt Akademi- forelæsning var hans Gjæst -- der var da ogsaa nogle andre af Akademiets Professorer tilstede -- tog han mig afsides i en Vindusniche og sagde til mig omtrent Følgende: "Vil De i al Fortrolighed og under dybeste Diskretion gjøre mig en SIDE: 266 Tjeneste? Der skal i Norge reises en Rytterstatue af Carl Johan, og der er allerede for længe siden underhaanden -- jeg formoder paa Foranledning af de høieste Autoriteter -- fra Norge udgaaet en Anmodning til Molin om at deltage i Konkur- rancen. At man har forbigaaet mig ved denne Anledning har dybt saaret mig, og jeg har saa længe lidt under lig- nende Forbigaaelser, at jeg er bleven syg i mit Sind deraf. Endelig idag indtræf- fer en lignende Opfordring til mig, der saaledes faar meget kortere Tid til at forberede Arbeidet end min Konkurrent, der er saa heldig at have Beskyttere i Kongens Nærhed. Jeg vilde nu gjerne vide, om Indbydelserne ikke begge er udgaaede samtidig fra Norge, og om ikke Indbydelsen til mig er bleven til- bageholdt saa længe her i Stockholm af Molins Velyndere i Kongens Omgi- velser. Jeg siger Dem oprigtigt, at dette er min Tro, og da De jo har nok af Forbindelser i Norge, beder jeg Dem i al Stilhed skrive derhen, forsikre Dem om, hvorledes Forholdet er, og meddele mig Resultatet." Den Ellers saa rolige Mand udtalte sig med feberagtig Heftighed, og det var ligefrem uhyggeligt at se, hvorledes denne Mistanke -- om begrundet eller ubegrundet fik jeg aldrig vide -- havde angrebet ham. Jeg lovede ham at skrive, saasnart jeg var kommen til Gøteborg, hvor jeg skulde holde min anden Forelæsningsserie; men jeg kom aldrig til at skrive til Norge. Thi jeg saa ham aldrig mere. Et Par Dage efter min Ankomst til Gøteborg meldte Telegrafen fra Stockholm, at Qvarnström var død ganske pludselig -- en Blodaare nær SIDE: 267 Hjertet var sprunget, og han sank død om. Qvanströms Død var mig meget smertelig paa Grund af den sjeldne Velvillie, han havde vist mig, medens jeg endnu stod ny og uprøvet i de for mig ikke ganske lette Forhold ved Akademiet -- og jeg vil altid bevare den store Kunstners Minde i ærbødig og taknemmelig Erindring. I de Omstændigheder, der ledsagede Qvarnströms Død, vil man maaske finde Hoved- nøglen til den dybe Uvillie, jeg altid har næret mod Kunstnerkonkurrancer, en Uvillie, der engang senere skaffede mig megen bitter Modstand og mange Uven- ner. Men det er Begiven- heder, der ligger udenfor disse Skildringers Ramme. Qvarnström efterfulg- tes som Direktør for Kunst- akademiet af en Mand af helt anden Art. Se paa ham: Det er Napoleon III's udtrykte Billede, som han sidder der i sit lille Arbeids- værelse med de hængende Øienlaag og de fint tilspid- sede, ret ud til Siden staaende Moustacher og det spidse Fip- skjæg: det er Museets Intendent, Hofintendent, Johan Boklund, "Professor i Trediveaarskrigen" -- har en yngre svensk For- fatter, der var ham gram, kaldt ham. Jeg vilde snarere kalde ham "Professor i varm og opofrende Kjærlighed til sine Elever" -- og jeg skal strax forklare begge Udtryk. Johan Boklund, Skaaning af Fødsel, var tidlig kommen til München, SIDE: 268 paa den Tid, Historiemaleriet blomstrede der under Wilh. von Kaulbachs idealistiske Auspicier, men netop holdt paa at gaa ind i det kostymedyrkende Historiemaleris Periode, hvis første Repræsentant var Piloty. I München boede hans Hjerte ogsaa, efterat han i 1856 var vendt hjem til Sverige -- fra München hentede han sin Brud, den nylig afdøde, i sin Ungdom vid- underlig smukke Carola Stuttgarter, og fra München hentede han sine Inspirationer. "Stubenvoll", den gamle Kunstner- kneipe i Dienerstrasse, var hans Ideal for Tilværelsen, og hans Samling af gamle Rustninger, Vaaben og Dragter, som han førte hjem med sig, betingede for en stor Del Arten af og Gjenstandene for hans Kunstfrembringelser, der næsten alle bevægede sig om Trediveaarskrigens Tider, var "brune og behagelige i Farven" -- som det heder, -- talentfuldt udførte, men uden noget Glimt af den Genialitet, der prægede Alt, hvad Akademiets Sekretær lagde sin Haand paa. Og heller ikke var han som Personlighed overlegen eller vittig eller sprudlende som Scholander, men saa eiede han noget, der opveiede alt det andet, og stillede ham høit hos alle, som kjendte ham: et Hjerte af Guld. Hans opofrende Varme for de fattige og begavede Medlemmer ved Akademiet var rørende og hævet over al Ros og bevares vistnok af Mange endnu i taknemmelig Erindring. Var Scholander Akademiets lyse Hoved, saa var Boklund dets varme Hjerte. Det var i Grunden stor Synd paa Boklund, at han ved den Pris, Carl XV satte paa ham, blev draget bort fra det, han af Naturen var kaldet til -- sin kunstneriske Virksomhed; thi han var oprindelig en meget begavet Kolorist -- men naar man saa drages ind i Hoflivet, desuden skal være Intendent for Natio- nalmuseet, Hofintendent, Akademidirektør og dertil lære en Konge at male, saa er det let at regne sig til, at der ingen Tid bliver tilovers for Udøvelsen af et Kunstnerskab, der for sig alene fordrer sin Mand hel. Boklund gik tilgrunde som Kunstner uden at gjøre sig selv Fyldest i nogen af de Stil- linger, han beklædte. Og Kunstner, det var vel nu til syvende SIDE: 269 og sidst, hvad Vorherre havde ment med Janne Boklund. Og naar Boklund saa ofte i Samtaler og Meningsudvexlinger greb til stora gesten og slog ud med Armene, hvor det skortede ham paa logiske Grunde, var det, fordi Kunstneren i ham var langt støtre end den indsigtsfulde Mand, der krævedes i hans mange øvrige Virksomhedssfærer. Ligefrem ubeskrivelig var den Kjærlighed, med hvilken Boklund hang ved sin kongelige Elev, Carl XV. Man vilde gjerne i Boklund se noget af den smigrende Hofmand, men tør jeg end ganske frikjende ham herfor, saa førte dette Liv i Kredse, han ikke egentlig tilhørte, til en Ængstlighed, der fremkaldte noget af det kunstlede Væsen, hvormed Hoffet saa let præger mindre selvstændige Naturer: men bagved det Hele laa dog en varm og inderlig Kjærlighed til Kongens Personlighed. Det viste sig bedst ved Kongens Død. Den slog ham fuldstændig til Jorden, og han blev aldrig mere sig selv efter den Dag, og til hans dybe Sorg kom ovenikjøbet en nagende Frygt for, at Fremtiden skulde berøve ham hans Stilling nu, da hans varme Ven og Beskytter var borte. Han gik -- det kan siges nu efter hans Død, og siges til hans Ære: -- han gik for en Tid ligefrem fra Forstanden af Sorg. Vi, som i den Tid omgikkes ham daglig, kunde tydelig nok mærke det. Jeg erindrer saa godt en af de første Dage efter Kongens Død, at vi kom samtidig ud til Museet. Han næsten krøb opad de Trapper, i hvilke han før havde bevæget sig med saa stor Lethed. Jeg gav ham Armen og lod falde en Bemærkning om, hvor dybt Sorgen over Kongens Død havde grebet os alle. Da saa han paa mig med et aandsfraværende Blik og sagde: "Ja -- Ni andra kan sörja, Ni, men hvad skal jag göra, som inte har råd att köpa mig et par svarta byxor att sörja med." Da forstod jeg, hvorledes det stod til med ham. Og denne Sindsforvirring, der tog Formen af en fix Idé om Næringssorger, holdt sig næsten et Aar, og helt blev han, som sagt, aldrig mere den gamle "glade Janne" i de 8 Aar, i hvilke han overlevede sin elskede Konge. SIDE: 270 Inden vi forlader ham og den gamle Akademibygning, maa jeg faa Lov til et Øieblik at føre Dem sammen med ham ind i den store Forelæsningssal, min egen Valplads, hvor jeg i ti Aar pluggede Kunstens Historie i Eleverne: Professor Kronberg, Hellqvist, Carl Larsson, Pehr Ekstrøm, Arborelius, Knut Ekwall, Emma Ekwall, Jenny Nystrøm, Wilhelm Peters, Axel Ender og mange Andre har der siddet og længtet efter, at Timen skulde være forbi og dermed Dagens Arbeide tilende, men de har dog Alle, som jeg haaber, bevaret mig i venlig Erindring, og mangt et hædrende Vidnesbyrd har jeg modtaget om deres Hengivenhed. Men den, som ikke længtede mindst mod Timens Ende, var Direktøren selv, den hæderlige Janne Boklund, som altid ansaa det for sin Pligt at overvære disse Forelæsninger; men han havde ialfald en Trøst under den lange Pine. For Klokken halv otte faldt han regelmæssig i en stille Søvn, og det var en stor Lykke, at han ikke snorkede. Naar jeg mærkede, at han begyndte at nikke med Hovedet, kunde det først se ud som et Bifaldsnik -- men det maatte jo snart vise sig, hvad Meningen var -- og da fik jeg det altid travelt med at forsøge at vække hans slumrende Livsaander ved en skarpt krydret Bemærkning eller, naar Leilighed gaves, en drastisk Anekdot, eller hvad andet der kunde bringe Liv i Auditoriet og vække ham. Undertiden kunde det jo lykkes, men sædvanlig sov han den Retfærdiges Søvn, den han ærlig havde fortjent efter Dagens lange, samvittighedsfulde og an- strængende Gjerning. Og naar jeg saa sluttede, og Auditoriet reiste sig, for han op, rettede paa sig, kom hen og trykkede min Haand og sagde: "Tack, kära bror! mycket interessant! mycket interessant!" Men én Aften holdt jeg ham vaagen. At Sproget i Begyndelsen lagde mig store Hindringer iveien, siger sig selv. Thi jeg maatte jo holde mine Foredrag paa Svensk. Og det førte engang til, at baade han og det øvrige Auditorium fik noget at studere paa. Jeg læste over Correggio og var ifærd med at omtale hans Tagmalerier i SIDE: 271 Nonneklosteret San Paolo i Parma. Det er dette Loft, der er formet som en Løvhytte, gjennem hvis Aabninger man ser de skjælmske Genier for ikke at sige letfærdige Amoriner kige ned paa de kydske Nonner. Jeg skulde altsaa forklare Loftets Form som en Løvhytte. Jeg vidste, at "Løv" heder "løf" paa Svensk, og at "Hytte" heder "koia", var ligesaa vist -- og jeg tog da ikke i ringeste Betænkning at sammensætte disse to Ord til et tredie: "löfkoia" i Betydningen "Løvhytte". Men nu vil det sig ikke bedre, end at "löfkoia" (eller som det skrives, men ikke udtales "levkoia") slet ikke betyder Løvhytte, men en "Levkøi", medens Løvhytte heder "løfhydda", naar man ikke benytter det sædvanlige "svenske" Ord "ber- ceau". Og til endeløst Hovedbrud for den hele Forsamling tilbragte jeg nu den hele Time med at skildre, hvorledes denne Levkøi var inddelt, hvorledes Levkøiens mange Aab- ninger var anbragte, hvorledes Levkøiens Stammer og Grene snoede sig om hverandre, hvorledes Levkøien omgav de otte Genier, en i hver Hvælvkappe o. s. v. Det gik rundt for dem allesammen. Boklund gabte af Forundring og spærrede Øinene vidt op -- der var ingen Fare for, at han skulde sovne -- Eleverne saa paa hverandre. Boklund gjorde, som han pleiede, "stora gesten" -- jeg mærkede intet. Først da jeg var stegen ned fra Kathedret, omringede Eleverne mig for at bede om nærmere Forklaring over denne vidunderlige "løfkoia". "Kära Bror", sagde Boklund, "hvad var det för en märkvärdig löfkoia, Du talade om?" Saa kom Forklaringen. Imidlertid tør jeg sige, at slige Blundere hændte mig sjeldnere, end det kunde formodes -- saasom intet Sprog er saa van- skeligt at tale korrekt som et, der ligger ens eget saa nær, som Svensk ligger Norsk. Men vi har opholdt os længe nok i Akademibygningen ved "Röda bodarne" -- nu savner jeg ogsaa disse kjendte Konturer, naar jeg gaar nedad Fredsgatan, men der er kommet noget meget bedre i Stedet. Lad os da begive os ud i Staden for at besøge Ateliererne. Lad os først gaa op i det Hus paa Gustaf Adolfs SIDE: 272 Torg, hvor "Hotel Germania" senere havde Lokale. Der var øverst oppe under Taget en Atelierleilighed, der var besat af flere Kunstnergenerationer paa den Tid, jeg boede i Stockholm. Først husede dette Atelier Janne Höckert. Med "Lapp- kyrkans" geniale Skaber, der havde faaet sin Uddannelse i München og Paris, den mandlige Helt i Scholanders Digt "Louisella", kom jeg kun lidet i Berøring, da han døde kort efter min Ankomst til Stockholm. Desto bedre erindrer jeg hans Dødsdag. Den skandinaviske Kunstudstilling 1866 var endt, og Professor Boklund holdt paa med min Bistand og et Par Vagtmestere ved Haanden at pakke Billederne ind. Fra Museet i Lille havde man til Udstillingen laant Höckerts af den franske Stat indkjøbte "Gudstjenst i en Lappkyrka", og den skulde nu pakkes ind for at sendes tilbage. Det hastede, saa vi tog Søndagen tilhjælp -- det var den 16de September 1866. Idet vi lagde det store, sammenrullede Billede ned i den lange, ligkistelignende Kasse, udbrød Bok- lund med Hentydning til, at dette Billede vel var det bedste, den nu syge og ved et Badested paa Sveriges Vestkyst hen- smægtende Mester nogensinde vil komme til at gjøre: "Nu begrafva vi Höckert!". Det var sandere, end han anede. Da jeg samme Aften kom ned til Boklund i hans Hjem, mødte han mig ganske bleg med et Telegram i Haanden: "Husker du, hvad jeg sagde idag ude i Museet -- se her! Idag er Höckert død i Gøteborg!" Efter Höckert tog Amalie Lindegren Atelieret i Besid- delse. Den lille, spæde, men energiske og dygtige Kunstner- inde, som jeg allerede havde kjendt under mine tidligere Ophold i Stockholm, havde imidlertid allerede sine bedste Aar bag sig (født 1814, død 1892?), og der udgik fra dette Atelier kun nogle mindre betydelige Billeder fra hendes Haand. Efter hende drog George von Rosen ind i det samme Atelier, og her var det vistnok, han efter Carl XV's Død malede sit karakteristiske Portræt af denne Konge med den venligt ud- strakte Høire. SIDE: 273 Lægger vi Veien gjennem Kungs- trädgården (Carl XIII's Torg) og stanser ved Näckströmsgatan No. 3, ved Siden af den bekjendte Berns Salon, staar vi ved en Bygning, der har huset adskillige af Carl XV's Kunstnerkreds. Inde paa Gaarden havde Husets Eier, Billedhuggeren Johan Molin, sin Studie, og her udførte han sin Carl XII's Statue, der har den Mærkelighed, at den modelleredes ikke i Ler, men i Gibs, et Forsøg, som jeg dog ikke tror han fastholdt for sine senere Ar- beider. For Støbningen saavel af hans store Fontæne i Kungs- trädgården som af Carl XII indkaldtes fra Nürnberg et Medlem af den gamle, velkjendte Broncestøberfamilie Herold, en elsk- værdig og tækkelig Mand, der skulde finde sin Død under sit Op- hold i Stockholm. Jeg erindrer en Dag, at Herold med straalende Øine fortalte mig, at han havde faaet Lov til i Arse- nalet at udvælge fire Mørsere, der skulde placeres omkring Carl XII's Statue -- Mørsere, der, saavidt jeg ved, var erobrede i Carl XII's Krige. "Og ved De, hvad jeg fandt?" fortsatte Herold, "fire Mørsere, paa hvilke alle mit Navn stod!" De var alle støbte i det gamle Heroldske Etablissement i Nürnberg af en af hans Forfædre. [fotnotemerke] Fotnote: Det var disse 4 Mørsere med sit krukkelignende Udseende, der senere foranledigede den bekjendte Vits, at Carl XII-Statuen, der SIDE: 274 Støbningen af Fontænens forskjellige Stykker var næsten endt. Formen til det sidste, det allersidste Stykke skulde, indhyllet i sin Mantel, sænkes ned i Støbegraven og hang i en tyk Jernkjætting, svævende over Gruben. Herold skulde give Signalet til Nedfiringen. Da bød han et Øieblik "holdt", der var noget i Uorden dernede. Han steg ned i Gruben, men neppe var han kommet ned, før man hørte et frygteligt, dumpt Brag -- Kjættingen var sprungen, og den ulykkelige Kunstner laa knust under sit eget Verk. I tredie Etage af samme Bygning malede Edvard Bergh sine friske Landskaber, og i det store Atelier øverst oppe spændte i 1867 August Malmström sit uhyre Lærred op, paa hvilket han forberedte sit Livs Storverk, Slaget vid Brå- valla, dette Kjæmpearbeide, der slugte saa meget af hans Kraft uden nogensinde at tilfredsstille ham, og som vistnok endnu staar ufuldendt paa samme Sted. Men heldigvis eiede Malmström flere Strenge paa sin Lyre. Selv et af de elskværdigste Barnegemytter, jeg har kjendt, var han en stor Barneven, og Børnenes Liv og Leg har han skildret i en yndig Række Smaabilleder, der danner en eien- dommelig Modsætning til hans gammelnordiske Verker. Malm- ström var et "Folkets Barn" -- født 1829 som Søn af en fattig Husmand. Som Gjætergut tilbragte han mest sin Tid med at skjære Billeder i Træ, og omsider havde han skaaret et stort Billede, som baade hans Fader og han selv fandt saa mærkværdigt, at de syntes, Kongen maatte faa se det. Men paa en saadan Vandring til Stockholm kunde meget hænde, og Faderen besluttede sig da til at tage sin sidste Ko med og sælge den for at skaffe Reisepenge. Saa begav da Faderen, drivende Koen, og Sønnen, bærende det store Billede, sig den lange Vei til Stockholm. Om Kongen virkelig fik se Billedet og maaske kjøbte det, erindrer jeg ikke mere, men Reisen Fotnote: stod mellem dem, var "ett lejon mellan 4 krukor", og Carl XIII's af Løver omgivne Statue paa samme Torv "en kruka (en Stakkar) mellan 4 lejon". SIDE: 275 gav ialfald Anledning til, at Gutten fik sin Lyst til at blive Kunstner tilfredsstillet -- hans Livs Lod var dermed kastet. Paris og -- en kort Tid -- Düsseldorf blev ved Siden af Stockholm hans Studiepladse -- og siden Begyndelsen af 60-Aarene tog han Bolig i den sidstnævnte Stad, af hvis Akademi han snart blev Medlem, og han havde i Carl XV -- med hvem han malede flere Billeder sammen -- en trofast Ven og Beskytter. -- En rigtstrøm- mende Fantasi, der forbandt sig paa den lyseste Maade med denne barnlige Elskværdighed, gjorde ham til hans sidste Stund, trods hans overskredne 70 Aar, til en af disse med evig Ungdom Begavede, der er sine Ven- ners Lyst og Glæde og umulig kan skabe sig Uvenner. Midt i de Storme, der i de senere Aar har raset ogsaa inden de svenske Maleres Leir, har han derfor, skjønt i udpræget Grad tilhørende den ældre Retning, ved sine personlige Egenskaber altid udgjort det medie- rende Element og har senere, ved Siden af George v. Rosen, beklædt Pladsen som Akademiets Direktør under vanskelige Forhold, som han har klaret med beundringsværdig Dygtighed. Personlig har jeg at takke ham for et trofast Venskabs- forhold, som først hans i disse Dage indtrufne Død kunde afbryde. Ved Siden af ham var det, SIDE: 276 Dyremaleren, den gemytlige Løitnant Brandelius, "Majoren", havde opslaaet sit Staffeli: "Brandelius, Lieut'nant, Agreé gaf frukost i sin atelier", hed det i en af vore Viser fra den Tid, og talrige var de lystige Fester, til hvilke dette Kunstnerhjem var Vidne. Der var saaledes 4 Atelierer i samme Hus. Nede i Clara Norra Kyrkogata No. 12 havde Malmstrøms Aandsbeslægtede som Skildrer af svensk Oldtidsliv med Motiver fra Edda og Saga, Martin Eskil Winge i 1868, efterat Bok- lund, der tidligere havde indehavt dette Atelier, var bleven Akademiets Direktør, opslaaet sin Bolig sammen med sin rigt begavede og tækkelige Hustru, Hanna Tengelin. Erin- dringen om Eskil og Hanna Winge hører til mit Livs kjæreste og er uopløselig knyttet til dette store, kirkelignende Atelier. Hvormangen festlig-munter Aften dukker ikke frem for mit Minde, naar jeg tænker paa alt det sprudlende Liv, den Aands- friskhed og det Høisind, der var samlet hos disse to uforglem- melige Mennesker. Ligesom August Malmstrøm var Eskil Winge tidlig, navnlig ved August Sohlmans Indflydelse, bleven vakt til Begeistring for sit Fædrelands Oldtid. Allerede i Rom havde jeg levet sammen med ham, medens han udførte sin "Loke og Sigyn". I dette nye Atelier spændte han op Lærredet til sin "Thor i Kamp med Jetterne" med senere Præsident, Hans Forssell, som Model for Thor. Naar man traadte ind i den uhyre Hal, havde man ofte ondt for at faa Øie paa den lille Maler selv, indtil man endelig fandt ham høit oppe paa en Stige foran det uhyre Lærred. Men selve Atelieret og de tilstødende Værelser havde hans Hustrus kunstfærdige Haand formet til en liden Skjønhedsverden ved en Række textile Arbeider i gammelsvensk Stil -- og naar de festlige Lamper tændtes om Aftenen mellem alle disse Billeder og Afstøbninger og Tepper i rige, mættede Farver, og Vinen blinkede i Krystallerne, medens bevingede Ord eller SIDE: 277 munter Sang fyldte Atelieret, ja da var det Lyst og Glæde at dele Aftenens Hvile med dem. Ak, bittert er det at tænke paa, hvor tung deres Livsaften blev. Hanna Winge, Skaber- inden af den moderne nordiske Textilindustri, der udgik fra det af hende kunstnerisk ledede Selskab "Handarbetets vänner", rammedes af en lammende Sygdom, der først angreb hendes Øine og siden langsomt gjennem næsten 20 Aar dræbte hende Tomme for Tomme. Hun bar sine Smerter som en Heltinde, medens han som den trofasteste og ømmeste Ægtefælle bog- stavelig bar hende paa Hænderne, utrættelig pleiede og vaagede over sin syge Mage, medens hans Kunst selvfølgelig blev til intet, og Nøden bogstavelig stod for deres Dør, kun hindret fra at træde indenfor ved trofaste Venners fintfølende og diskrete Hjælp. Endelig fandt hun Dødens Hvile, og efter hendes Død skrev han mig et rørende Brev til, hvori han skildrer sin Ensomhed, og hvor glad han havde været ved at eie hende og kunne pleie hende og faa hendes matte "Tak", naar han ordnede Puderne under hendes trætte Hoved. Mit SIDE: 278 Svar paa Brevet naaede ham ikke. Neppe sex Uger efter hendes Død udaandede ogsaa han -- han kunde ikke leve uden hende. Men trofastere Hjerter, ædlere Sind end disse to sjeldne Menneskers har jeg ikke ofte truffet paa Jorden. Lad os ile videre. Oppe i den Gade, der i min Tid hed "Beridarbans gränd", men nu heder Sergelsgatan, laa og ligger (No. 1) et mærkeligt gammelt Hus, mærkeligt, fordi det har huset en hel Række af Sveriges dygtigste Billed- huggere. Det er nemlig Statseiendom og stillet til Raadig- hed for den "Hof- och Statybildhuggare", som besørgede Undervisningen i Modellering ved Akademiet. I den gamle, forfaldne Bygning har Sergel modelleret sine Statuer og efter ham vistnok ogsaa Byström og Göthe, og i min Tid Qvarn- ström, Molin, Kiellberg og efter min Tid Börjeson -- den ene efter den anden. Paa Tale om disse Kunstnere maa jeg faa Lov til at omtale en Begivenhed, der passerede 1867 under mit andet Ophold som Foredragsholder i Gøteborg. S. A. Hedlund laa dette Aar i Stockholm som Medlem af 2det Kammer ved den første af de nye Rigsdage efter Repræsentationsreformen, og Victor Rydberg redigerede "Han- delstidningen". En Morgen, da jeg kom op til ham, sagde han: "Om du vil, kan du gjøre en god Gjerning. Vi har hernede for Tiden et Geni, som har forsøgt sig først som Kunstner ved Akademiet i Stockholm, men der kom han "i gräl med gubbarne", -- saa forsøgte han sig som Sanger ved Stjernstrøms Theater i Stockholm, men det gik galt -- og nu ligger han hernede hos sin gamle Moder ude i Masthugget. Forleden Nat havde vi en Ildebrand derude, og der bar han sig ad som en rigtig Helt, endskjønt han indtraf paa Brand- stedet i Dansesko og Baldragt -- nu har han gjort en Sta- tuette, "Heimer og Asløg", og udstillet den paa Børsen, og vore Rigmænd vilde gjerne hjælpe ham, hvis han har Talent. Men se, det er Knuden, og det kan de ikke afgjøre. Men nu er de blevne enige om, at hvis du vil skrive en Artikel om SIDE: 279 "Heimer og Asløg" i "Handelstidningen" og garantere for, at der er saa meget Talent i den, at Fyren er en Romerreise værd, saa skal han imorgen have 6000 Kr. i Reisestipendium." Jeg skyndte mig naturligvis op paa Børsen og fik se et Arbeide, hvis Begynderfeil laa tydelig nok i Dagen, men som tillige viste en Poesi i Opfatningen og en Djærvhed i det plastiske Greb, der overbeviste mig om, at den unge Kunst- ner var ti Romerreiser værd. Jeg skrev altsaa endnu samme Dag med freidigt Mod Artikelen -- og den næste Dag havde vor Kunst- ner sit første Reisestipendium. Han søgte mig en af de følgende Dage, uden dog at træffe mig hjemme -- og saa reiste han glad og forhaab- ningsfuld til Rom. Og Haabet be- drog ikke: da jeg tre Aar efter gjorde hans personlige Bekjendtskab i Rom, havde han allerede erhvervet et anseet Navn: nu kjender Europa det som Sveriges betydeligste Statue- billedhuggers, hvem ogsaa vort Land skylder den prægtige Holbergstatue i Bergen -- John Börjeson. -- Har jeg havt mange Skuffelser i Livet, saa er det mig en dobbelt Glæde, som jeg altid er taknemmelig for, dog at have bidraget min lille Skjærv til, at denne store Kunstner paa et kritisk Punkt af sit Liv blev bevaret for sin Kunst og for sit Land. Nu har jeg i over treti Aar nydt Glæden af den friske og glade Kunstners Venskab, og jeg bringer ham en varm Tak for Alt, hvad han har skjænket mig i Kunsten som i Livet. Mange andre interessante Personligheder kunde vistnok her endnu være at omtale -- men jeg tør ikke lægge mere Beslag paa mine Læseres Taalmodighed. Det faar være nok med dem, jeg har omtalt. SIDE: 280 Og nu er de næsten alle gaaet hen til "de store Jagt- marker", hvor hver af dem forfølger nye og større Maal i Verdener, som vi ikke kjender. Har Janne Boklund gjen- fundet sin elskede Konge, eller har han i det himmelske "Stubenvoll" truffet paa sine gamle Münchenervenner? Dypper Scholander sin Akvarelpensel i Himlens glødende Aftenskyer, eller har han i Benvenuto Cellini og Leonardo fundet Brødre i Fantasiens farverige Verden, med hvilke han gjenoplever Renaissancens lysende Dage? Vi ved det ikke, men vi tror, at deres lyse Fantasi og deres varme Kunstnersind har fundet sit Sted i den Faders Bolig, i hvis Hus der er mange Værelser. Den vigtigste Begivenhed i Sveriges Kunstliv under Carl XV var vel Oprettelsen af det nye Nationalmuseum i Stock- holm, og til denne var mere end et Medlem af Carl XV's Kunstnerkreds nøie knyttet. Ved Siden af Scholander, Dar- del og Boklund, maa her særlig en Mand nævnes, der vel hverken var Maler eller Arkitekt, men som i Egenskab af Digter og Komponist spiller en fremragende Rolle i Sveriges Kulturhistorie, og som en af Carl XV's fortroligste Venner og fremragende Kunstkjender havde faaet sig de forberedende Arbeider i Anledning af det nye Museum anbetroet: ingen ringere end Gunnar Wennerberg, dengang Lektor ved Skara Gymnasium, senere Statsraad og En af de Aderton. Hans Opgave var at danne det nye Museum af de bedste blandt de heterogene Bestanddele, han maatte hente sammen fra den kongelige Malerisamling paa Stockholms Slot, fra det saa- kaldte "Stenmuseum" d.v.s. Skulptursamlingen sammesteds, og fra de kongelige Slotte rundt om i Sverige, hvortil kom An- lægget af en Afstøbningssamling, Arbeider, som han i Løbet af faa Aar med sjelden Dygtighed tilendebragte. Stockholms Nationalmuseum aabnedes netop samtidig med min Ankomst til Stockholm i 1866, og jeg ansattes -- SIDE: 281 som sagt -- for at ordne dets Haandtegnings- og Kobberstik- samling. I den pragtfulde, af Stüler udkastede, af Scholander dekorerede Bygning, optoges den underste Etage af Statens historiske Museum, medens anden og tredie Etage var Kunsten viet, dog med Undtagelse af de Rum, der nu gjemmer den svenske Kunstindustris Skatte, Rummene tilhøire for Indgangen i anden Etage, der i den første Tid husede Livrustkammeret samt Frontrummet i tredie Etage, (nu Kobberstiksamling), hvor fra først af det kongelige "Klædekammer" havde sin Plads. Forøvrigt optog anden Etage Billedhuggerarbeiderne samt Haandtegnings- og Kobberstiksamlingen. I tredie Etage, hvor Malerisamlingen senere skulde bo, var hin første Sommer den skandinaviske Kunstudstilling installeret. Ordningen af de grafiske Samlinger, der var lagt i min Haand, var et overmaade interessant Arbeide; thi denne Sam- ling af Haandtegninger havde en meget rig Historie, hvis Detaljer jeg nu fik Anledning til at sætte mig ind i. Sam- SIDE: 282 lingen var kommen i Statens Eie fra Carl Gustaf Tessin, der havde samlet den, medens han som fransk Gesandt boede i Paris 1739 -- 41. Hovedkjernen i dens Samlinger dannedes igjen af de bekjendte Crozatske Samlinger, og Crozat havde igjen havt det Held i Italien at komme over en Mængde af de Haandtegninger, der i det 16de Aarhundrede havde tilhørt Giorgio Vasari, den italienske Kunsthistories Fader, der som Michelagniolos og andre store italienske Kunstneres Ven og Fortrolige, i selve Blomstringstiden for det meste vistnok gjen- nem Gaver fra Kunstnerne selv var kommen i Besiddelse af en Række første Rangs Haandtegninger af Kunstnere som Michelagniolo, Raffael, Leonardo da Vinci, Tizian, Correggio, Andrea del Sarto og Andre, der nu til en ikke ringe Del findes i det svenske Nationalmuseum, og hvis Autenticitet er ubestridelig. Det hændte mere end en Gang, at naar jeg i Vasaris Biografier læste, at denne eller hin Kunstner havde udført en Tegning, "som nu er i min (Vasaris) Besiddelse", kunde jeg gaa lige hen i Samlingen og søge og virkelig finde Tegningen. Da disse Samlinger, netop strax efterat Museet var aabnet, søgtes af flere af Europas mest fremstaaende For- skere, gav dette mig Anledning til ikke faa interessante Be- kjendtskaber, jeg kan nævne Vilhelm Bode, Arkæologen Wie- seler, den hollandske Kobberstikkjender Philip van der Kellen og Julius Lange. Den rige Kobberstiksamling skrev sig ogsaa fra Tessin og indeholdt kostelige Skatte, navnlig er Marc Anton og hans Skole samt Rembrandt rigt repræsenteret, og den var nylig bleven forøget med den store Krutmeyerske Samling, og i min Tid kom den fortræffelige, næsten fuld- stændige Samling af Albert Dürers Kobberstik og Træsnit fra Østerby i Uppland til Museet. Kobberstikstudiet hører til Kunsthistoriens interessan- teste og mest lønnende Felter. Kobberstikmanien er en ubegribelig -- ja en vanvittig Ting. Et Kobberstik kan som fri Oversættelse af et Maleri være et Mesterverk og med Rette vække den samme Kjærlighed som et frit Kunstverk SIDE: 283 og en større end en slavisk Kopi i Originalens Farver; en fri Radering kan sætte en i større Henrykkelse end et godt Maleri, men Kjærligheden til denne Kunst tager meget ofte, naar den først er bleven Mani, intet Hensyn til det virkelige, men blot til det imaginære Kunstværd. Jeg skal forklare, hvad jeg mener. Naturligvis er Betragtningen af et Første- Aftryk (en Première-Epreuve) en større Nydelse end Betragt- ningen af et senere, sløvere Aftryk, men at en Première-Epreuve af Rembrandts "Hundertguldenblatt" betales med 21,000 Kro- ner, medens en Seconde-Epreuve kanske betales med et Par Hundrede Kroner, staar dog ikke i nogetsomhelst Forhold til Forskjellen mellem den virkelige Kunstnydelse, jeg kan have af et Første-Aftryk og af et Andet-Aftryk; thi jeg nyder jo ligegodt hele den store Kunstners Komposition og hans geniale Udførelse, selv om Æselryggen tilhøire -- som Tilfældet er paa Seconde-Epreuverne, ikke længere staar hvid, men er bleven skraferet -- thi paa Liniernes Klarhed kan selv et øvet Øie ikke skjelne et Første-Aftryk fra de nærmest liggende Seconde- Epreuver, der kun kan kjendes fra hint paa den skraferede Æselryg. Og dog en saa umaadelig Forskjel -- i Prisen! En Eulenspiegel af Lucas van Leyden er ikke bedre end hans Maria Magdalenas Dans; men medens det ene er betalt med Tusinder, kan det Andet faaes for en rimelig Penge, fordi der af det Ene ikke er et eneste Exemplar, men af det Andet mange i Handelen. Slige Værdier er ikke længere Kunstværdi -- det er Handelsværdi; men den gaar og gjælder i de videste Kredse for Kunstværdi -- . Det faar En let Øie for, der er ansat ved en Kobberstiksamling og maa lære sig til skarpt at skjelne mellem disse to Slags Værdier, hvis han ikke vil tabe sit kunstneriske Syn og blive en -- Kunstjøde. Den Nydelse, en saakaldt "Kobberstikkjender" har af Kunstverket, er i Virkeligheden en Illusion. Det, han nyder, er ikke Kunstverket, men det er hans egen Viden om de for- skjellige Aftryks indbyrdes Pengeværdi. To Kobberstikelskere byder hinanden op paa en Auktion. For adskillige Tusinde SIDE: 284 Kroner faar den rigeste af dem endelig Bladet, hvorpaa han gaar lige hen til Kaminen og brænder det op med de Ord: "Nu er det Exemplar, jeg har hjemme i min Mappe -- et Unicum!" Er det Kunstglæde? -- Er det Kunstnydelse? Som Konservator ved Kobberstiksamlingen havde jeg ofte Anledning til at observere, hvorledes Folk, der er i Besiddelse af gamle Kobberstik, Haandtegninger, Malerier, Skulpturer eller lignende, men savner Evnen til at vurdere sin Eiendom, ofte tror sig i Besiddelse af store Rigdomme, medens Kunstsagernes Værd i Regelen kun gaar op til rene Bagateller. Engang kom saaledes en Mand til mig, der fortalte mig, at hans døende Fader havde efterladt ham en Del gamle Kobberstik med de Ord, at han først da maatte skille sig ved dem, naar Nøden tvang ham dertil -- men da vilde han ogsaa have en god Støtte for sine gamle Dage i denne Samling. Manden sagde, at den Tid nu var kommen, da han maatte sælge Samlingen, og bad mig vurdere den, men blev først vred og senere fortvivlet, da jeg maatte sige ham, at dens Værd i det høieste gik op til 3 à 400 Kroner. Engang bragte min Stilling som Konservator mig i en høist pikant Situation. Som jeg sad i mit Arbeidsværelse i Museet en Dag, -- det var Høsten 1872 -- bankede det paa Døren, og da den aabnedes, traadte der ind en Mand, der forespurgte, om jeg vilde være villig til at foretage en Reise til Berlin. Han havde Familie i Tyskland og var bleven Medarving til en af de mest udmærkede private Kobberstiksamlinger i Europa, men da Samlingen var kostbar, og ingen af Arvingerne ønskede at indløse den, skulde den bortauktioneres i Berlin gjennem det bekjendte Kunsthandlerfirma, Amsler thi Auktionen skulde først begynde i November. Over Hildesheim, Goslar, Cassel og Dresden, hvor jeg besøgte Hettner og Henrik Ibsen, kom jeg saa endelig til mit Bestemmelsessted, Berlin. Det var en underlig Overgang nu efter at have levet et Stykke Middelalder i Hildesheim og Goslar, et Stykke moderne SIDE: 286 Klassicisme med Carstens og Goethe i Weimar, et Stykke romersk Oldtid med Ibsen, som læste sin "Keiser og Galilæer" for mig i Dresden, pludselig at skulle begive mig ind i et moderne Auktionslokale. Berlin havde undergaaet adskillig Forandring siden sidst. De fem Milliarder og den vundne Krig havde fremkaldt "das Gründerthum", og netop denne Høst stod dette i sin høieste Flor. Byen udvidedes paa alle Kanter, Arbeiderne flyttede ud til Forstæderne og de nærmeste Jernbanestationer, og alt bar Præget af Liv og Virksomhed i den før saa ensformige By. Dette maatte just være Tiden for dem, der vilde sælge; thi der var Kjøbere nok. Min første Vandring var naturligvis til min Mandant, der selv var kommen til Berlin i Anledning af Auktionen, og som nu gav mig et nyt Lys over Meningen med min Mission, som jeg før ikke havde havt. Jeg havde anseet Sagen som den aabneste og retfremmeste Sag af Ver- den og ytrede, at jeg for at gjøre mig bekjendt med Sam- lingen vilde sætte mig i Forbindelse med Amsler Ingen maatte faa vide, at mine Bud paa Auktionen var Familiens, Ingen, at jeg havde den fjerneste Forbindelse med den. Dette behagede mig ingenlunde; skjønt der intet uhæderligt var i Forholdet, spillede jeg dog nødig hemmelig Agent; men jeg var nu engang kommen til Berlin, havde modtaget Mandatet og kunde ikke mere trække mig ud af Legen, og det viste sig snart, at Situationen var saa pikant, at den -- jeg tilstaar det aabent -- holdt mig i et Slags pirrende Spænding, der lod mig faa Interesse for at varetage min Parts Sag saa godt som muligt. Det var endnu otte Dage, til Auktionen skulde begynde, disse skulde anven- des til at gjennemgaa Samlingen. SIDE: 287 I det Palæ, som tilhørte Familien, var Mapperne udlagte i Salonen til Gjennemsyn for Kjøbere; men jeg maatte ikke vise mig i Salonen; derimod blev jeg hver Morgen Kl. 10 ganske hemmelig ført op ad en Bagtrappe til et yderst ele- gant lidet Boudoir -- den afdøde Frues -- , hvor Husets gamle Tjener, der syntes mig et Stykke Rococo saagodtsom de øvrige Møbler i Boudoiret, bragte og hentede tilbage Mappe for Mappe til mig. Hver Dag præcis paa Slaget 12 kom den gamle Tjener ind i Boudoiret, bærende en udsøgt fin liden Frokost paa et Sølvbret, og trak op en Flaske ikke mindre fin, ægte gammel Madeira, saa det var Synd at sige, at jeg sultede i mit Fangenskab. Og her sad jeg da og arbeidede otte Dage, fra Kl. 10 til Kl. 5 om Eftermiddagen, og saa havde jeg Aftenen for mig selv. Mandag 4de November begyndte Auktionen. En saa- dan første Rangs Kobberstikauktion er noget ganske aparte. Man maa ikke tænke sig det som en almindelig Auktion, hvor Kreti og Pleti fylder en hel Sal, og Bud gjøres iflæng til høire og venstre. Nei -- i et ikke altfor rummeligt Værelse staar et langt, med grønt Klæde betrukket Bord med en 20 à 30 Stole omkring, og paa disse 20 à 30 Stole sidder lige saa mange Mennesker, der omtrent alle kjender hverandre og Auk- tionaren, Hr. Lepke, som sidder ved Bordenden. Det er om- trent 10 af Tysklands største Kunsthandlere, Drugulin fra Leipzig, Boerner og Sagert fra samme By og nogle andre ligesaa kjendte Navne. Saa er det omtrent ligesaa mange Repræsentanter for de store Museer, Louvre, British Museum, Berlinermuseet o. a., og endelig nogle af de store Kobberstik- samlere; den parisiske Baron Rothschild selv var ikke tilstede, men den bekjendte Clement le Ris repræsenterede ham med Fuldmagt til at supplere hans Samlinger. Kl. 12 gjordes en Pause, og den hele Forsamling, Auk- tionaren iberegnet, gik hen i en nærliggende Vinstue og ind- tog en rigelig Frokost, hvorefter man fortsatte indtil Middags- tiden Kl. 4 eller 5. SIDE: 288 Min Stilling var høist eiendommelig. Uden selv at have Raad til at kjøbe en eneste af disse Dyrebarheder, skulde jeg nu konkurrere med Verdens første Pengematadorer og faa dem til at betale en rimelig Pris. Men det kunde ikke und- gaaes, at det uvilkaarlig drev Lidenskaben op i En, saaledes at jeg kom til at sætte et Slags Ære i at faa et Kobberstik godt betalt, selv om det gik noget over den Pris, jeg havde noteret som den gangbare, overalt hvor jeg troede at have Chancer for, at Vedkommende vilde gaa høiere med sine Bud. Det var netop dette, jeg vilde have undgaaet ved at gaa alde- les aabent tilverks; men en "rimelig Pris" er en fluktuerende Ting; det kunde jo være, at jeg tog feil i min Minimums- værdsættelse, siden Andre bød høiere -- men i ethvert Fald, min Mandant kjendte sine Pappenheimere og synes at have beregnet dette psykologiske Fænomen aldeles rigtigt. Det vilde jo kunne drive Priserne ret artigt i Veiret, men fair play finder jeg det fremdeles ikke at være, og havde jeg forstaaet Sagen saaledes fra først af, havde jeg aldrig indladt mig paa den. Samlingen bestod af omtrent 1200 Blade, hovedsagelig Raderinger af store Mestere og i de allersjeldneste Aftryk. Man begyndte med Bogstavet A og skred den første Dag frem omtrent til F. Allerede denne Dag vakte jeg mine Kon- kurrenters høieste Forbauselse. Man antog jo, at jeg, der var ansat ved Museet i Stockholm, repræsenterede dette Museum og kunde umulig forstaa, efter hvilket Princip jeg gjorde mine Indkjøb. Man var endnu ikke rigtig kommen i Aande, og Følgen var, at adskillige Blade netop denne Dag blev mig tilslaaede, da de ikke gik høit nok. Men deriblandt var Blade, som man vidste, at Museet i Stockholm allerede maatte eie, og det var naturligvis hverken de bedste eller de sjeldneste, der tilfaldt mig. Min Nabo ytrede ligefrem sin Forbauselse over, hvad jeg vilde med flere af disse Blade, men jeg fandt mig rolig i min Skjæbne og røbede ingenlunde min Hemme- lighed. SIDE: 289 Den anden Dag kom det til en meget spændende Scene. Vi var avancerede til Bogstavet L, og her fandtes et af de tre eneste existerende Exemplarer af Lucas van Leydens "Till Eulenspiegel", det eneste, som nogensinde kunde komme i Handelen, altsaa en Raritet af allerførste Rang. Jeg troede at vide, at Rothschild ikke besad noget Exemplar af dette Blad, idet de to andre Exemplarer, saavidt jeg nu erindrer, tilhører Louvre og British Museum eller et andet af de store Museer. Da der altsaa for dette Blad maatte kunne ventes en meget stor Sum, og jeg nødig vilde bære Ansvaret, om jeg blev hængende ved Bladet, havde jeg anmodet min Man- dant om at være tilstede, og, hvis vi kom op i den Sum af 3600 Reichsmark, som jeg havde sat som den mindste Sum, for hvilken jeg syntes Bladet burde gaa, da at give mig et bestemt Tegn, saafremt han vilde, at jeg skulde gaa videre, og ligeledes, naar han vilde, jeg skulde ophøre. Hertil var han villig og indfandt sig. Endelig raabte Auktionarius Bladet op. Rothschilds Be- fuldmægtigede, Clement le Ris, taug, og jeg taug ogsaa. Men da man var kommen op i 1500 Reichsmark, begyndte han at byde. Drugulin fulgte ham op til omkring 2000, og da jeg saa, at han holdt paa at tabe Modet, kastede jeg mig ind i Kampen. Drugulin opgav snart Partiet, og nu var Rothschild og jeg de eneste to Kjæmpende. -- "Rothschild og jeg" -- det klinger unegtelig godt. Clement le Ris var synlig ivrig, og dette gjorde, at da vi rykkede op til 3600 Reichsmark, gav min Mandant det aftalte Tegn, og jeg fortsatte. Ved 4500 Reichsmark, som Rothschild bød, fik jeg det aftalte Tegn No. 2, der skulde stanse mine Bud, og Bladet tilfaldt Rothschild for 4500 Reichsmark! Klokken var 12, og vi gik umiddelbart derefter for at spise Frokost. Underveis sagde jeg med den troskyldigste Mine af Verden til Clement le Ris: "Hvor høit vilde De nu have gaaet, ifald jeg havde budt videre?" Meget overlegent svarede han: "En infini, Monsieur!" "Godt!" SIDE: 290 tænkte jeg, "det skal Du faa betale imorgen!" Lidenskaben var kommen op i mig. Om Aftenen gik jeg hen til min Mandant; thi nu var jeg fuldstændig kamplysten -- og sagde til ham: Rothschild vilde gaaet en infini, har Clement le Ris sagt, og er det sandt, at han vil gaa i det uendelige for at faa, hvad han ikke har, saa kan De gjøre en stor Affære paa nogle af Deres Rem- brandter, som jeg ved ikke findes i den Rothschildske Sam- ling. Tillader De mig imorgen at gjøre en Prøve? Paa Bog- stavet P, der jo kommer tidligere end R, findes Potters "Ko", som jeg ved at Rothschild vil have. Tillader De nu, at jeg sprænger ham paa den og tager Bladet for os til hvilken- somhelst Pris, saa faar vi derved en Maalestok for, hvor høit han vil gaa, naar vi kommer til Rembrandterne. Potter har jo ligefuldt sit Værd, og De vil faa det godt betalt ogsaa paa anden Maade." -- "De har plein pouvoir," var hans Svar. "Tag De Potter, og gjør ud af Rembrandterne, hvad De kan!" Nu vidste jeg altsaa, at imorgen skulde Rothschild finde, at alle hans Penge ikke forslog til at beseire en fattig Stockholms- professor. Kom an, Rothschild! Imorgen skal jeg slaa Dig af Marken! Situationen begyndte at more mig. Stolt i sin Seiersbevidsthed fra forrige Dag satte Clement le Ris sig ned, og nu begyndte Kampen om Paul Potter. Det gik til at be- gynde med som forrige Gang. Omtrent ved 1500 Reichsmark faldt de øvrige fra, og nu begyndte Striden mellem ham og mig. Ganske rolig gik vi fra 30 Mark til 30 Mark høiere (man regnede dengang efter Thaler), og Udtrykket i min Mod- standers Ansigt blev altid mere spændt. Jeg kunde derimod tage Sagen med fuldstændig Ro; jeg vidste jo, at jeg havde Bladet i Lommen, hvad Rothschild end vilde ofre. Men der var mig dog en Overraskelse forbeholdt. Thi allerede ved 2670 Reichsmark, som jeg havde budt, stoppede min Mod- stander pludselig op, sendte mig et rasende Blik og lod mig beholde Bladet. Nu vidste jeg altsaa, at hans "En infini, Monsieur!" ikke var saa særdeles bogstaveligt at tage, og at SIDE: 291 man maatte gaa tilveie med en vis Forsigtighed med Rem- brandterne. Men man fandt, at Stockholms Museum maatte være overordentlig rigt, siden det endog kunde tage Luven fra Rothschild, og Drugulin sagde, da vi gik: "Sie sind ein furchtbarer Gegner!" Men jeg vidste, hvad jeg vidste. Saa kom da Rembrandt paa Tapetet, og for de fleste af dem blev der betalt enorme Summer; kun to af dem blev jeg hængende ved: "Guldsmeden Lutma" i et Aftryk, før Kunst- neren havde anbragt Vinduessprosserne i Billedet, og "Kana- len", ligeledes i første Aftryk. Men ved dette sidste Arbeide, som mærkelig nok faldt i min Haand for nøiagtig den samme Sum, som jeg havde betalt for Potters "Ko", sprængtes ende- lig min Situation. Medens jeg noterede i min Katalog, for hvilken Pris jeg havde kjøbt Bladet, kunde jeg mellem Fin- grene paa min venstre Haand, mod hvilken jeg støttede mit Hoved, se mine to Naboer tilvenstre, og jeg hørte deres halv- hviskende Samtale. Mine Indkjøb var jo stadig Gjenstand for den høieste Forundring, men nu var der gaaet et Lys op for den ene af dem: "Wie der doch kauft!" sagde den ene; "das lässt sich nur in einer Weise erklären!" "Ja -- Sie meinen -- " sagde den anden og lagde med en betegnende Bevægelse Spidsen af sin Pegefinger paa sin Pande. "Nein, um Gottes Willen!" sagde den anden; "nein", -- og nu hviskede han ganske sagte: "er bietet für die Familie", og nu gik det som en Løbeild rundt Bordet, at jeg var Fami- liens Ombud: Gaaden var løst. Det er forunderligt, hvorledes en saadan Situation kan sætte Lidenskaben i Bevægelse, aldeles som et Spil med høie Pointer. Nu, da mit hemmelige Agentur var opdaget, heldig- vis paa et Tidspunkt, da kun et eneste af de mere fremstaa- ende Blade, "Wouvermanns hvide Hest", stod tilbage, ansaa jeg det ligefrem som en Æressag for mig at faa drevet dette Blad op til en Pris, der stod i Forhold til de hidtil betalte, og det betaltes da ogsaa af Berlinermuseet med 3000 Reichsmark. SIDE: 292 Saa var da Auktionen forbi og havde indbragt ialt for disse 1200 Blade samt omtrent 30 Haandtegninger en Sum af 111,000 Reichsmark. Jeg havde en Følelse af, at Amsler men derimod smerter Deres Mandants Mistillid mig, og De skal være saa god at sige ham, at der- som han tror, jeg vil kjøbe et eneste af de Blade, som han nu er bleven hængende ved, saa tager han feil." Otte Dage efter havde Amsler men den nedre Del af Byen var endnu oversvømmet, og høit oppe i Gaderne laa Fartøier paa det tørre Land, og den jamrende Befolkning søgte efterhaanden tilbage til sine halvt tilintet- gjorte Boliger med de knuste Ruder og de indslaaede Døre. Herfra gik Reisen paa almindelig Maade tilbage til Stock- holm; men et Telegram, som jeg fra Vamdrup havde afsendt til min Hustru for at berolige hende, der troede mig paa Havet hin Stormdag -- modtog jeg selv fire Dage senere i Stockholm, som et Bevis paa, hvilken fuldstændig Forstyrrelse Springfloden af 12te November havde anrettet. Skal jeg nu skildre de literære Omgangskredse, i hvilke jeg i min Stockholmstid deltog, saa kommer jeg i Forlegen- hed -- de var saa mange og saa spredte, at jeg vanskelig vil faa Tag i dem -- jeg foretrækker derfor, ikke at skildre mine Venner enkeltvis, men at samle de Mennesker, der ud- gjorde min Omgangskreds, i et Hulspeil, hvor vi træffer dem Allesammen, Videnskabsmænd, Forfattere, Journalister, Billed- kunstnere, Musikere, Skuespillere -- hvor vi i Ro kan betragte dem i deres Hviletimer uden at indlade os paa Enkeltskildrin- ger af deres Virksomhed. Dette Hulspeil er "Selskabet Idun". SIDE: 294 "Selskabet Idun", velkjendt af mangen Nordmand, der har besøgt Stockholm og i dets Skjød fundet en gjæstfri og venlig Modtagelse, var, da jeg bosatte mig i Stockholm, 4 Aar gammelt. Det blev stiftet den 22de November 1862 af en Del yngre Videnskabsmænd og Kunstnere med det Hoved- formaal at danne et Slags aandelig Børs, et Sted, hvor man, sammen med selskabelig Underholdning, kunde nære og pleie de Interesser, der laa En paa Hjertet, træffe Ligesindede og Modstandere paa neutral Grund. Det sammentraadte og sam- mentræder fremdeles den første Lørdag Aften i hver Maaned; der holdes et Foredrag, der er arrangeret en liden Maleri- udstilling af Kunstnernes nyeste Frembringelser, der souperes ganske tarveligt, og efter Souperen er man samlet ved Glas- sene til noget over Midnat. Naar "Smaatimerne" begynder -- et Udtryk for de med smaa Sifre betegnede Timer efter Midnat, der vistnok oprindelig er dannet i "Idun" -- forsvinder den større Del af Selskabet, medens en liden Kreds gjerne bliver siddende langt -- undertiden altfor langt udover Natten og nyder det saakaldte Nachspiel, og her gjælder virkelig det Holbergske Ord: "Nachspielet er det artigste". Det varer saa længe, at de gjerne maa samle Kræfter ved lidt "Natmad" og slutter med Frokost. At det i en Kreds, hvor næsten alt, hvad Hovedstaden eier af aandfuldt og livfuldt paa Sværdsiden, gaar baade aandfuldt og livfuldt til, siger sig selv, og dette Samfund har derfor ogsaa spillet en betydningsfuld Rolle i det svenske Aandsliv ved den Forbindelse, det skaber mellem de forskjellige Leire i Literatur og Kunst, en Forbindelse, der i ikke ringe Grad har humaniseret den Strid, der jo er uad- skillelig fra det offentlige Liv. Man fører ikke fuldt saa giftige Vaaben om Dagen, naar man ved, at man om Aftenen skal træffe Modstanderen i et gemytligt Lag, og skjønt Politik og Spil er forbuden Frugt i "Idun", har dette Selskab sikkerlig ogsaa havt sin Indflydelse paa det politiske Liv i Sveriges Hovedstad i Retning af at fremme human Tolerance, nobel Tone og ridderlig Vaabenførelse. Æren herfor tilkommer SIDE: 295 først og fremst Selskabets kloge Organisation, idet inden de forskjellige Faggrupper udsees Repræsentanter, der danner Sel- skabets "nämnd" eller Styrelse, og denne "nämnd" afgjør alle Indvoteringer i Selskabet, hvor da en eneste sort Kugle er nok til at hindre Indvalget. Imidlertid maa jeg tillægge, at i de 7 Aar, jeg havde den Ære at tilhøre "Idun"s Sty- relse, forekom høist 2 à 3 Gange en sort Kugle ved Voterin- gerne, endskjønt der fordredes, at Vedkommende skulde have gjort sig kjendt ved positive Frem- bringelser i Literatur, Videnskab eller Kunst for at kunne optages. Men Forklaringen ligger i, at No- vicerne maatte foreslaaes af et af "Nämndens" Medlemmer, og deri laa jo en stor Garanti, da Forslags- stilleren i Regelen foreslog Mænd, han kjendte, og som tilhørte en Gruppe, hvis Repræsentant han var. Men denne Styrelse virkede aldeles usynligt og traadte aldrig frem i Selskabets Sammenkomster -- den mærkedes ikke. Næst den fine Organisation tilkommer Æren for Selskabets Fremgang unegtelig dets Sekretær, den "oförbrännelige" Harald Wieselgren, forhenværende kongelig Bibliothekar, der nu i 39 Aar, lige siden Selskabets Stiftelse, har beklædt denne Stilling. Foruden at arrangere Foredrag og Udstillinger og foruden derhos at føre Selskabets Regnskabsvæsen, for- staar han med usvigeligt Lune og beundringsværdig Takt at underholde Forsamlingens Munterhed ved sine drastiske Skaal- taler, Improvisationer og andre lystige Indfald, der stadig holder Stemningen oppe, uden at hans Person derved paa nogen Maade synes at stikke sig frem eller endog blot at træde i Forgrunden, saa naturligt flyder alt fra denne ene- SIDE: 296 staaende Personligheds Læber, saa spirituelt og intelligent er hele hans Væsen. Imidlertid vilde man tage storlig feil, om man antog, at W. kun var en behagelig Selskabsmand: som Videnskabsmand nyder han -- der som kgl. Bibliothekar lige til han ifjor, 65 Aar gammel, blev pensionsberettiget, specielt indehavde Bestyrelsen af det kgl. Bibliotheks Haandskriftsam- ling -- en velfortjent og høi Anseelse, ligesom det siger sig selv, at han er en ligesaa human som elskværdig Embeds- mand -- hans Redaktionsvirksomhed ved "Ny Ill. Tidn." var mønstergyldig, hans Biografier af mærkelige svenske Mænd er rene Mesterstykker i sit Slags. Men den inderste Hemmelig- hed, den dybeste Grund til den velgjørende Indflydelse, hans Væsen udøver, enten man møder ham i Bibliotheket, i Redak- tionslokalet eller i "Idun" -- hviler dog paa Bunden af dette Hjerte af Guld: det er hans varme, vennesæle Hjertelag, der gjør ham til enhvers Yndling, der har havt den Lykke at komme i selv den letteste Berøring med ham. Skaal, Harald! Der har du dit Testimonium, ifald du intet har før. Klokken henved 8 Lørdag Aften begynder det at blive folksomt i Hotel Fønix's mindre Sal deroppe ved Enden af Drottninggatan: Skuespillere og Videnskabsmænd, Arkitekter og Billedhuggere, Teknikere og Forfattere, Musikere og Ma- lere, Mæcenater og Forlæggere samler sig her, og naar Sekre- tæren slaar de tre Slag i Bordet for at tilkjendegive, at Fore- draget skal begynde, og Cigarerne lægges bort, rykker man Stolene sammen i en stor Halvkreds omkring det lille Bord, ved hvilket Foredragsholderen staar, og alt er lutter Øre. Og i Sandhed, der er ikke mange af den nyeste Tids naturviden- skabelige eller medicinske Opdagelser, ikke mange arkæolo- giske eller arkivale Fund af Betydning, der ikke paa en aand- fuld Maade har været refereret i denne lille Kreds, der i sin Midte samler det betydeligste af, hvad den svenske Viden- skabelighed eier; thi ogsaa fra Universitetsstaden ved Fyris laaner "Idun" iblandt sine Forelæsere, ja det hændte, at selv det fjerne Lund en og anden Gang var repræsenteret. I SIDE: 297 Hjørnesalen ved Siden af samler de faa Ugudelige sig, der foretræk- ker en lun Passiar for det lærde Foredrag, og her gaar da Samtalen hviskende, saalænge Foredraget varer. En Suite smukt møblerede, mindre Værelser fører endelig ind til den store Sal, hvor Souperen serveres efter Foredraget. Men "Nachspielet er", som sagt, "det artigste," og de smaa Kredse, sam- mensatte efter personligt Bekjendt- skab, der da ofte falder sammen med Faginteresserne, nyder nu sin Toddy og sin Cigar i Fred, indtil Bordene tilsidst rykkes sammen til et Fællesbord, og Lystigheden begynder. Men enten man nævner Forelæsernes eller Nachspielets Koryfæer er der tre Navne, som uopløselig er knyttede til Idun. Rigsantikvar Hans Hildebrand, Professor Axel Key og Friherre E. A. Norden- skiöld. Undertiden hændte det, at man ikke havde nok med den For- nøielse, Selskabets sædvanlige Sam- vær tilbød, og fandt paa en eller anden Extragalskab. Da kunde pudsige Scener finde Sted. Saale- des erindrer jeg en Aften, at man, efterat det samlede Punschebord var begyndt, overraskedes ved, at en gammel Dame, der boede i Huset, kom ind i Salen og ganske ugenert slog sig ned ved Siden af Sekretæren, og begyndte med at SIDE: 298 bemærke, at hun nu saalænge var bleven forstyrret i sin Nattero af disse Lørdagssammenkomster nedenunder, at hun dog engang havde Lyst til at se, hvorledes det gik til i "Idun". Sekretæren forsikrede, at hun skulde være velkom- men, -- og saa holdt hun en endeløs og i sine Personlig- heder mod de Nærværende noksaa nærgaaende Faddersladder om alle mulige og umulige Ting, indtil Professor Andersson (Verdensomseileren) ganske ærgerlig udbrød: "Men skal vi da ikke se til at blive af med det halvgale gamle Menneske!" men afbrødes af de omkring ham staaendes homeriske Latter, da det viste sig, at han i Damen ikke havde gjenkjendt sin gamle, daglige Omgangsven, Skuespilleren og Forfatteren Johan Jolin, der med sit glimrende Skuespillertalent nu en lang Stund havde fornøiet sine Venner. Naar "Nachspielet" var forbi, og det ikke var altfor sent, hændte det mere end engang, at man ovenikjøbet gik op til en eller anden af Kameraterne for i en mindre Kreds at fortsætte en Underholdning, som det ikke var saa let at gjøre en Ende paa, og jeg erindrer ganske specielt en meget kritisk Situation, der opstod under et saadant natligt Besøg. Det var Vaaren 1867, Meyerbeers "Afrikanerinden" gjorde Furore paa Stockholms Opera, og Manzanillatræet, i hvis kvæ- lende Duft Heltinden finder sin Død, Operaens Sluteffekt, var paa alles Læber: Stockholmsvitsen, der ikke altid er saa nøie- regnende med en slet Brander, forandrede Navnet Manzanilla- træet til "Man-gör-sig-illa-trädet" paa Grund af, at Heltinden virkelig "gör sig illa" under dette Træ, idet -- som sagt -- dets giftige Uddunstning foraarsager hendes tragiske Død under dets Grene. Paa denne Tid hændte det en Aften, at vi kom fra "Idun", og Hugo Raab, allerede dengang vel kjendt som Fører af Aarøes Frikorps i den slesvigske Krig 1864, senere død som General og Chef for Generalstaben, havde inviteret en Del af os hjem med sig for endnu at tømme en Bolle Punsch i Anledning af en Upsalaprofessors Nærværelse i Sta- SIDE: 299 den. Som Hædersgjæst havde denne, der var en lystig Fæt- ter, taget Plads midt i Sofaen. Hugo Raab bar den velfyldte, stærkt dampende Bolle ind og satte den midt paa Bordet. Medens han gik for at hente Glasse, tog vor Upsalaprofessor, der samme Aften for første Gang havde seet "Afrikanerinden", den rygende og duftende Bolle og løftede den i overstadig Lystighed høit over sit Hoved, idet han sagde: "Nu sidder jeg under "Man-gör-sig-illa-trädets" giftige Dampe!" Men en ublid Skjæbne gjorde hans Ord til Sandhed -- han havde ikke beregnet Afstanden fra Væggen. Kratsch! Bollen knækkede, og til Alles Forfærdelse og Fornøielse gjød den søde, røde, varme Kaskade sig i et Nu over Gjæsterollens ulykkelige Inde- haver. Da regnede det vel med Vittigheder over hans uhel- dige Hoved, medens en grundig Vaskning af Person og Klæ- der foretoges. "Skam og Skade følges ad!" -- "Naar Du kommer hjem, kan Din Frue med Rette kalde Dig "söte vän" o. s. v. i al Uendelighed. Men da den nye Bolle var færdig, var Aftenens Helt i fuld Stand igjen til at deltage i Sympo- siets Fortsættelse. Navnet "Idun" synes ominøst; thi vistnok er Mængden af de kjære Venner, med hvilke jeg der færdedes, nu vandrede bort til den evige Ungdoms Hjem, men den lille Kreds, som endnu lever af mine gamle Med-Iduneser fra Midten af 60- Aarene, er saagodtsom alle endnu ungdomsfriske og muntre -- ingen af dem er bleven gammel trods "natsöl" og "hög diet". Jeg skulde næsten tro, at det forholder sig, som afdøde Svante Hedin en Aften sagde om diætetiske Leveregler: "Tills man blir 40 år, bör man föra hög diet; men sedan man blifvit 40, bör man akta sig för att -- ändra dieten!" Med Harald Wieselgren fik jeg snart mange andre Berøringspunkter end "Idun", idet jeg strax efter min Ankomst til Stockholm blev engageret af ham som Medarbeider i den af ham redigerede Ny Illustrerad Tidning, hvor jeg i en Række SIDE: 300 af Aar leverede baade literær Kritik, Udstillingsanmeldelser, og desuden skrev mine "hesperiske Nætter" samt en Mængde spredte Smaadigte og andre Artikler. Fra hin første Sommer, 1866, erindrer jeg min allerførste bedrøvelige Bedrift paa denne Bane, min Debut. Det var en varm Sommerdag, jeg ved Middagstid kom ned til min Ven, Redaktøren, og fandt ham ifærd med at klæde sig paa til en Diner. "Kan Du gjøre mig en Tjeneste?" sagde han, "jeg skal, som Du ser, bort, og her ligger en tyk Pakke Materiale, som man har sendt mig fra Staden Varberg, hvor de har bygget en ny Badeanstalt, som i Afbildning skal ind i næste No. Jeg har ikke Tid til at skrive Artikelen, men, som Du ser, er her Materiale nok. Opsatsen maa i Pressen inat; altsaa maa den være færdig iaften." Jeg lovede at gjøre mit bedste, og han gik. Siddende ved hans Skrive- bord begyndte jeg at gjennemlæse de endeløse Manuskripter, men fandt snart, at det Hele var noget kjedsommeligt Tøieri, som kanske kunde interessere Direktionen i Varbergs Bade- anstalt, men sikkert ingen anden, mindst de glade Stockholms- læsere. Sommerdagen var derhos varm, og jeg vilde gjerne slippe for saa godt Kjøb som muligt. Uden Betænkning kastede jeg derfor Manuskriptpakken i en Krog, skrev et let Causeri om al den Fornøielse, de badende Nymfer paa Sveriges Vestkyst vilde faa i den nye Badeanstalt, som jeg udmalede saa lysteligt og rosenrødt jeg kunde, men uden at dvæle syn- derlig ved Direktionens store og alvorlige Anstrengelser og endnu mindre ved det statistiske Stof, som var givet mig til Bearbeidelse. Kun havde Wieselgren paalagt mig udtrykkelig at nævne, at Anlægget havde kostet ikke mindre end 80,000 Kr., og dette anførte jeg efter Ordre. Velfornøiet med mit herlige Arbeide afleverede jeg Artikelen i Trykkeriet og hørte i længere Tid intet videre derom. Men et Par Ugers Tid efter kommer Redaktøren styrtende op til mig og siger: "Ulykkelige! Hvad er det, Du har gjort Varbergerne? Jeg har ikke læst din Artikel, men her ser Du Resultatet: Et SIDE: 301 fnysende Brev fra Badedirektionen, som siger, at N. I. T. har haanet og latterliggjort deres Badeanstalt. De klager over, at deres hele med megen Møie samlede Materiale ikke er blevet benyttet, og hvad værre er, Tidningen har kaldt Damerne i Varberg for "Nymfer", og hvad der er det allerværste, den har sagt, at Anstalten koster den enorme Sum af 8000 Kr., medens den i Virkeligheden koster 80,000." Jeg var sønderknust, og vi holdt begge paa at le os fordærvet over den fortvivlede Artikel, -- men ved Sagen selv var intet andet at gjøre end at sige: Pater peccavi og jeg skal aldrig mere gjøre det, og at føie ind blandt Trykfeil: "8000 skal være 80,000," men jeg reiser endnu aldrig forbi Varbergs Badeanstalt uden at tænke paa, hvor haardt jeg har forsyndet mig mod den smukke lille Stad paa Sveriges Vestkyst. Da Redaktøren siden læste Artikelen, fandt han den ret fornøielig og medgav navnlig, at den var uendelig meget morsommere end det oversendte statistiske Materiale. Det skulde der nu ikke meget til. N. I. T. havde megen Fortjeneste af at hæve det svenske Træsnit, der hidtil havde staaet temmelig lavt. Dens Eiere havde indkaldt en engelsk Tegner og Træskjærer, Edward Skill, der grundede en formelig Træsnitskole, af hvilken adskil- lige dygtige, baade mandlige og kvindelige Træskjærere ud- gik, inden ogsaa paa dette Gebet den mekaniske Reproduktion beseirede den kunstneriske, og det frie Træsnits Reproduktion maatte vige for Zinketsningen. Maaden, hvorpaa vi redigerede N. I. T. var i det Hele taget ret gemytlig. Lørdag Morgen, naar Ugens Numer af Bladet var uddelt, kom jeg op til Redaktøren, der ikke var nogen Morgenfugl, og hvem jeg derfor gjerne traf i Sengen, saa længe han var Ungkarl, og siden han -- efter et meget kort, lykkeligt Ægteskab -- var bleven Enkemand. Medens han klædte sig paa, blev da mine Bidrag til den næste Uges Numer bestemt, hvorefter vi indtog en liden Frokost, medens SIDE: 302 Sagerne nærmere drøftedes med de øvrige Medarbeidere, der mere tilfældigt kunde indfinde sig. N. I. T.s Medarbeidere var forøvrigt de samme Mænd, der udgjorde Spidserne i "Idun": af Kunstnere: Scholander, Höckert, Edvard Bergh, Dardel, Malmstrøm, Winge og Nord- manden Vinc. Lerche. Af Forfattere: Nordenskiöld, Hedin, Professor Axel Key, Hildebrand, Botanikeren Andersson, Johan Jolin, Frans Hedberg, -- af danske Carit Etlar og Erik Bøgh, der leverede stadige Korrespondancer fra Kjøbenhavn. Hvad der naturligvis mest af alt knyttede mig fast til disse Forhold, var jo selve det Arbeide, det forundtes mig at udføre i min Virksomhed som Lærer ved Akademiet og Sløid- skolen og som Formand i Sløidforeningens kunstindustrielle Afdeling, navnlig under Oprettelsen af Foreningens Kunst- industrimuseum, men derom tilhører det ikke mig at tale. Jeg ved kun, at jeg med Tak erindrer al den Tillid og Velvillie, som fra alle Sider blev mig tildel. Derimod er jeg ikke helt færdig med at omtale mit Forhold til Pressen. Netop i de sidste Aar af mit Ophold i Sverige skulde jeg nemlig blive dobbelt stærkt knyttet til dets periodiske Presse, idet jeg blev Redaktør af det af mig grundede "Tid- skrift för bildande konst och konstindustri". De Omstændig- heder, der var forbundne med Oprettelsen af dette Tidsskrift vil neppe interessere Læseren; derimod tror jeg, at det kan have sin Interesse at gjenkalde i Erindringen, hvorledes Rader- kunsten gjennem dette Tidsskrift blev indført i Sveriges Kunst- nerkredse. Jeg skal blot i Forbigaaende minde om den Offer- villighed, hvormed en Kreds af Mænd, der fra forskjelligt Standpunkt var interesserede for Oprettelsen af et saadant Tidsskrift, min forrige Chef, von Dardel, Grev Trolle-Bonde til Säfstaholm, Grev Ludvig af Ugglas, Landshøvding Albert Ehrensvärd, Professorerne A. Malmström, Boklund, Edvard Bergh, Nyblom og Ljunggren, daværende Expeditionssekretær Simon Nordström o. fl. i Løbet af 8 Dage ved sine Navnes Vægt og ved personlige Bidrag tilveiebragte den Garantisum SIDE: 303 af 15,000 Kr. aarlig, som af mig fordredes for at kunne starte et Tidsskrift, der stod paa Høide med de bedste udenlandske, navnlig hvad de artistiske Bidrag angik. Af de kunstneriske Reproduktionsmidler, som dengang stod til vor Raadighed, syntes kun et eneste mig værdigt til at bære et Arbeide, der skulde staa paa Tidens Høide, nemlig Raderingen. Denne Kobberstikkets fineste og letteste Form, der ikke fordrer den langvarige Gravering i Kobberpladen, men lader Svovlsyrens etsende Kraft besørge dette, efterat Kunstneren kun har udført Tegningen paa (ikke i) den voxede Kobberplade, øvedes den- gang aldeles ikke i Sverige, og jeg fandt det nødvendigt at lægge alt mit Arbeide i at bringe de svenske Kunstnere til at kaste sig over denne, for dem nye Reproduktionsmaade, med andre Ord at skabe en svensk Raderskole. Raderingen har jo den dobbelte Opgave, dels at tjene som et let og naturligt Fremstillingsmiddel for originale kunst- neriske Idéer og Motiver, dels at gjengive ældre Maleres Arbeider paa denne eiendommelige Maade, der i den øvede Mesters Haand lader selve Farvestemningen og Malerens Be- handlingsmaade komme til Udtryk i sort og hvidt. Som Originalraderer havde en svensk Kunstner af første Rang, Grev George von Rosen, -- der endnu opholdt sig udenlands -- allerede hjemsendt enkelte Prøver af sin Kunst. Som den anden Sides uopnaaede Mester stod Tyskeren William Unger i Wien. Med disse to Mænd satte jeg mig derfor strax i Forbindelse, og Grev von Rosen lovede mig en Originalradering for Tidsskriftets første Hefte. Med min Henvendelse til Unger forbandt jeg navnlig den Hensigt at faa udført en Række Raderinger efter Billeder i Stockholms Nationalmuseum. Heldigvis havde den ellers stærkt optagne Unger en ledig Tid og lovede at komme til Stockholm og medtage to af sine Elever, Hollænderen Leopold Lowenstam (nylig afdød), og den dygtige, østerrigske Raderer, den for adskillige Aar siden afdøde Johan Klauss. SIDE: 304 I August Maaned 1874 ankom Unger og begyndte sit Arbeide i Museet med en Reproduktion af Rembrandts berømte "Civilis' Sammensværgelse" eller, som den dengang endnu kaldtes, "Ziskas Sammensværgelse". Den lille, livfulde og intelligente Kunstner arbeidede med et Liv og en Lyst, der ikke kunde andet end elektrisere hans Omgivelser; hans for- bausende tekniske Evne maatte vække Enhvers Overraskelse. Siddende ved sit lille Bord foran det høit paa Væggen hæn- gende Billede tegnede han dette med den fuldstændigste Sik- kerhed omvendt paa Pladen, uden Hjælp af Speil, og man vilde forgjæves søge efter nogen noksaa øieblikkelig Feiltagelse af høire og venstre. Han fortalte mig engang, da jeg udtalte min Beundring over hans Sikkerhed, en liden Historie fra sit Ophold i Holland for at gjengive nogle af Franz Hals' Billeder. En rig Dame -- saavidt jeg erindrer -- i Haarlem, eiede et Billede fra Franz Hals' Haand, et Portræt, som hun be- vogtede med en saa skinsyg Omhu, at det endogsaa var vanskeligt at faa Adgang til at se Billedet. Om at faa Til- ladelse til at gjengive det ved Radering var der selvfølgelig ikke Tale. Men netop dette Billede var det Unger af største Vigtighed at faa gjengivet for at komplettere sin Samling af Raderinger efter Franz Hals' Arbeider. Han vendte sig da til Damen med de mest indtrængende Bønner, men alt var for- gjæves. Det høieste, han kunde vove at forlange, var, at han skulde faa Lov til at se Billedet og faa Lov til at se paa det, saalænge han vilde. Damen, der vel anede hans Mening, men ansaa den for ugjennemførlig, gav ham denne Tilladelse. Unger satte sig foran Billedet og betragtede det ufravendt en Times Tid, hvorpaa han gik umiddelbart hjem i sit Logis til den færdigpræparerede Plade, tegnede Billedet op efter Erindringen og ætsede det. At denne Radering ikke hører til Ungers svageste Arbeider, kan man forstaa deraf, at han selv var meget tilfreds med den, hvad han ellers ikke ofte er. -- Sam- livet med den ligesaa venlige som geniale Mand var overmaade behageligt, og det er mig endnu altid en Glæde, naar jeg en SIDE: 305 sjelden Gang kan vedligeholde dette kjære Bekjendtskab pr. Korrespondance. Ikke fuldt saa behagelig var hans Elev, Johan Klauss, forresten en gemytlig, genuin Wiener, der dog havde meget vanskeligt for at indordne sig i de selskabelige Former i det fremmede Land. Navnlig var Spiseseddelen ham aldrig til Behag, og for de svenske Frugtsupper nærede han den mest suveræne Foragt; saameget bedre smagte den svenske Punsch ham, og jeg var ret tilfreds, da jeg igjen havde ham i god Behold paa Jernbanen. -- Den mindre begavede af de to ungerske Elever, men paa samme Tid unegtelig den flit- tigste og den, der udførte det meste Arbeide, var Leopold Lowenstam. Hans Radernaal var temmelig tør og hans Opfat- ning ikke særlig karakteristisk, men han var i Besiddelse af en Jernflid og udførte en Række Raderinger for Tidsskriftet, der især benyttedes i dets første Hefter. Netop den Omstændig- hed, at han ikke var saa stærkt søgt som de andre to, gjorde, at jeg kunde beholde ham desto længere, og da Vigtigheden af at uddanne en Række svenske Raderere mere og mere viste sig ønskelig, jo mere Publikum fik Smag paa den lette og friske Reproduktionsmaade, formaaede jeg ham til at komme tilbage den næste Vinter for at grunde en svensk Raderskole. Jeg anskaffede de nødvendige Materialier, og der meldte sig en Mængde baade ældre og yngre Kunstnere til denne Skole, der var i Virksomhed fra Februar til April 1875. Som Lærer var Lowenstam fortræffelig og forstod at give sine Elever baade Haandlag og Interessse. Raderkunsten, der i det 18de Aarhundrede havde havt sine heldige Dyrkere i Sverige, men som i Begyndelsen af det 19de var fuldstændig uddød, fik nu nyt Liv og ny Fart, og den glimrende Række Raderere, Sverige i de to sidste Decennier har frembragt, kan næsten helt og holdent føres tilbage til denne Skole. Det var saaledes velfortjent, naar Lowenstam ved sin Afreise af vor Konge hædredes med Vasaordenens Ridderkors. SIDE: 306 Af literære Medarbeidere vandt jeg for mit Tidsskrift de bedste Kræfter, Norden dengang raadede over: Julius Lange, Carl Estlander, Upmark, Nyblom, G. Göthe, M. J. Monrad og mange andre dygtige Penne har her leveret Bidrag, og jeg tror, at Norden i dette Tidsskrift vilde have faaet en fast og god Støtte for sin Kunstudvikling, saafremt ikke min Kaldelse til Christiania havde tvunget mig til, efterat 2 Aargange var udkomne, at forlade dette Foretagende, som dermed ophørte. De magiske Brædder, der forestiller Verden, havde -- som jeg tidligere har fortalt -- paa et Stadium af mit Liv, der var for umodent til at forstaa saavel Theatrets virkelige Betydning som dets Farer, virket heftigt, vistnok altfor heftigt paa mit barnlige Fantasiliv, og det var maaske en naturlig Reaktion, der lod min Ungdom hengaa temmelig upaavirket af det brogede Lampelys, der har lokket saa mangen letlivet Myg ind i sine Flammer. Men saa skulde der til Gjengjæld midt i mine bedste Manddomsaar, komme en Periode, da Scenens Tryllemagt naaede ogsaa mig, og det netop midt i min, af saa mange andre Arbeider stærkt optagne Stockholmstid. Min Theaterbane var kort -- den er allerede forlængst glemt over saa meget uendelig større; men jeg vil alligevel for mig selv og mine Læsere forsøge at gjenkalde enkelte Erindringer fra hin Periode af mit Liv, der vel kun var og blev et "Intermezzo" paa min Livsvandring, men dog gav mig Anledning til enkelte Iagttagelser, som jeg har troet ogsaa kunde interessere andre at kaste et Blik paa -- medens Morgen- kaffen holder paa at kjølne i Koppen. "Patriis Musis" var den gyldne Inskription, der prangede over Gustav den 3dies historiske Theaterbygning ved Gustaf Adolfs Torg, denne Bygning, der nu har maattet bøie sig for Forgjængelsens Lov, skjønt den indesluttede saa store historiske og kunstneriske Minder. SIDE: 307 Her havde Gustav den 3die selv ledet Indstuderingen af sine Dramaer, paa denne Scene havde han modtaget det død- bringende Skud fra Ankarströms Pistol; her havde Emilie Högqvist og Jenny Lind feiret sine første Triumfer, her havde hele Rækken af Sveriges Musikdramaer, lige fra Naumanns til Hallströms Tid seet Lyset. Det var altid med eiendommelige Følelser, man vendte Øiet henimod det Punkt ved tredie Kulisse tilhøire for Til- skueren, hvor "Tjusarkungen" stod, da Ribbing, hyllet i sin Domino, klappede ham paa Skulderen med det skjæbnesvangre: "God natt, vackra mask!" -- Og hvor godt erindrer jeg ikke det lille Kryb-ind tilhøire bag Scenen, udstyret i Hvidt og Guld, hvor Sceneinstruktøren, Franz Hedberg, paa min Tid havde sit Bureau, og hvor jeg har siddet saa mangen Aften i fortrolig Passiar med den elskværdige Gamle, medens Sangen fra Scenen lød ind til os; det var i dette lille Rum, dengang Kongens Arbeidsrum, den saarede Kong Gustav blev baaret SIDE: 308 ind og lagt paa Sofaen, indtil han kunde blive transporteret hjem til Slottet; nu er kun -- har man sagt mig -- de rige Rococo-Paneler bevarede -- forøvrigt er det alt forsvundet! Og nu findes ikke Sten paa Sten tilbage af det mærkelige Hus. Forgjængelsens Lov er en streng Lov. Der er to Standpunkter, fra hvilke man kan betragte Theatret og dets Liv: foran og bag Kulisserne. Foran Kulis- serne er det en Illusionernes gyldne, farvestraalende Verden -- Bagsiden er graa og farveløs, men har, trods alt det onde, der siges om den -- ogsaa den sin varme Poesi og sin magiske Tiltrækningskraft. Det er kun Theaterbarnet, der først gjør Bekjendtskab med Kulissernes Bagside og siden lærer "Salonen" at kjende -- vi andre gjør først Bekjendtskab med Scenens illusoriske Forside fra Tilskuerpladsene, og de fleste af os for- bliver jo der hele vort Liv. Men har man engang havt Anledning til at se lidt ind i denne Dobbeltverdens Bagside, vil man fængsles af dens bizarre Modsætninger paa en forunderlig Maade -- og det var netop, hvad der under min Stockholmstid hændte mig, at jeg en Tid blev bergtagen af denne forunderlige Verden med dens beta- gende Luft, fordi jeg, -- inden jeg saa mig for -- var midt inde "bag Kulisserne". Det var en Aften i "Kunstnerklubben", Scholander havde oplæst et af sine morsomme digteriske Indfald -- et Slags dramatisk Impromptu, og man var enig om, at flere burde forsøge at give disse vore Møder Farve og Indhold ved lig- nende Oplæsninger. Saa tog jeg da den følgende Aften Mod til mig og oplæste et lidet Udkast til en italiensk Maskekomedie, som jeg havde nedskrevet i Italien nogle Aar i Forveien. Det slog an, og en af Operaens Sangere, der, da han tillige var Maler, var Medlem af Klubben, opfordrede mig saa ivrigt til at gjennemarbeide det og indlevere det til det kongelige Theater, at jeg fik Lyst til at forsøge det: og Stykket -- det hed "Madonnabilledet" -- , en liden Toakter paa rimede Vers, blev uden mindste Indvending antaget til Opførelse. Og før SIDE: 309 jeg saa mig for, var Prøverne begyndt og jeg selv midt inde i den fortryllede Verden. Der er noget drømmeagtigt, halvt spøgelsesagtigt ved disse Prøver i det halvmørke Theaterrum, hvor Dagens Sol bryder ind gjennem enkelte Sprækker, og Lamperne brydes med Dagslyset. Forfatteren begynder gjerne med at tage Plads ved Sceneinstruktørens Side oppe paa selve Scenen ved første Kulisse; et lidet Bord, hvorpaa Manuskriptet til Stykket ligger, og to Stole er den lille Verden, hvor- fra det hele Spil nu skal ledes. Skuespillerne, som han tildels kjen- der, men som tildels lader sig præ- sentere for ham, omringer ham med Spørgsmaal om, hvorledes han har tænkt sig dette eller hint i Rollen -- saa ringer Regissøren med sin Klokke, medens han selv staar der med en Bog i Haanden, der op- tager alle de Rekvisiter, der er Brug for i Stykket, -- i den Orden, hvori de forekommer: "En Børste til Tjeneren, et Ris til Skolemeste- ren, en Flaske til Klokkeren" o.s.v. Og saa begynder Prøven; den indbyrdes Fordeling af Pladsene og Bevægelserne med Hensyn paa de samvirkende Skuespillere forsøges, forkastes og forsøges paany -- og Forfatteren tages naturligvis paa Raad med og er -- selvfølgelig -- mere raadvild end alle de andre. Senere, naar Skuespillerne har faaet Sceneriet i Orden, flytter Forfatteren ned i det øde Tilskuerrum. Her sidder han da ganske alene og hører sine egne Ord lyde ned til sig; men de klinger underlig fremmed fra de fremmede Munde -- ganske anderledes, end han havde tænkt sig dem: Ord, af hvilke han havde lovet sig stor Virkning, falder døde til Jorden -- andre, som han selv ikke har lagt Vægt paa, SIDE: 310 slaar ham med en uventet Kraft; men Resultatet af det Hele er, at han har sluppet fra sig ud i Verden et Barn, over hvilket han selv aldrig mere vil faa nogen Magt, og hvis Fremtids- skjæbne fra nu af helt ligger i andres Hænder. Og i hvilke uberegnelige Hænder! En falsk Betoning af en betydningsfuld Replik, en Forsnakkelse, en mindre heldig Entré eller Sortie, et glemt Stikord kan ødelægge det Hele -- saa synes det ialfald Forfatteren. I Virkeligheden forholder det sig ikke saa. Om uheldige Tilfældigheder end kan gjøre sin Skade, vil Hovedindtrykket dog altid staa i nogen Overensstemmelse med eller ialfald i Forhold til det digteriske Værd og intet andet. Saa hører han en Raslen i Nærheden af sin Plads i det mørke Rum -- er det en Rotte? Nei -- det er Theater- direktøren eller en Skuespiller, der ikke netop optræder, som gjør ham Selskab dernede i det tomme Parket. Og bare dette, at der er en til, som ser paa, gjør ham nervøs -- hvorledes skal det da gaa ham paa selve Premièren! Men saa er der alligevel noget beroligende i at have nogen ved Siden af sig: det er, ligesom man trods Mørket alligevel instinktivt kan maale paa ham, hvilket Indtryk det gjør, det, som nu siges og foregaar deroppe paa Scenen. Og da "Sveriges Talma", gamle Nils Wilhelm Almlöf, engang vendte sig om til mig ved Slutningen af første Akt og beskyttende sagde: "Bravo, bravo! mon cher!" faldt der som en tung Sten fra mit Bryst. Saa kom jo Premièren. Ja -- egentlig talt befandt jeg mig som en, der havde Lyst til at krybe ind i et Musehul, men fandt det spærret, og nu med eller mod sin Villie maatte ud mellem de slemme Katte. Men de var ikke saa slemme endda. Før Forestillingen erindrer jeg, at jeg gik en Spadser- tur "paa øde Steder" som en urolig Aand og syntes, at alle, jeg mødte, kjendte mig som Forbryderen, der iaften skulde halshugges. Under Forestillingen befandt jeg mig dels mellem Kulisserne, dels i en grilleret Loge, men saa kom der En og SIDE: 311 sagde, at jeg maatte komme op paa Scenen, for at tage imod en Fremkaldelse. Donnerwetter! Stykket blev givet 15 Gange i Træk, saavidt jeg erin- drer, men saa forsvandt det jo ogsaa for altid, og jeg beklagede det ikke; thi jeg havde jo Selvkritik nok til at forstaa, at det ikke var noget Mesterverk, som Verden tabte noget ved at lade forsvinde, skjønt Kritiken var yderst velvillig. Ved den tredie Opførelse ind- traf et Uheld, der ogsaa tog sig ganske anderledes ud fra Tilskuer- pladsen end fra Kulissen. I Aviserne hed det den følgende Dag, at Elm- lund, der spillede Eskerrollen, var bleven angrebet af et pludseligt Ildebefindende, saa at Tæppet maatte gaa ned før Stykkets Slut- ning; i Kulissen derimod hængte det ganske anderledes sammen. Jeg omgikkes Elmlund ret hyppigt i denne Tid, og efter den anden Opførelse spiste vi til Aften sammen i Hotel du Nord. Ved Bordet kom Talen paa Stykkets Slutning, og hvorvidt ikke et an- det Arrangement af denne vilde vise sig virksommere. Dette, mente vi begge, kunde let tilveiebringes -- naar Elmlund vilde paatage sig at afslutte Stykket med en ny, noget læn- gere Replik. Jeg skrev de 10 eller 12 Verslinier ned ved Bordet, hvor vi sad, og han lovede at have dem memorerede til næste Opførelse. Ved Generalprøven gik alt godt, og da Suffløren bad om at faa det nye Arrangement, sagde Elmlund: "Det behøves ikke -- de Par Linier kan jeg udenad." Men ved Opførelsen slog pludselig hans Hukommelse feil -- han stammede et Par Gange de samme Ord frem -- blev bleg -- og efter en yderst pinlig Pause faldt Tæppet. SIDE: 312 Moral: En Skuespiller skal aldrig stole sikkert paa sin Hu- kommelse. Men Dagen efter fik den yndede Premieraktør mange baade skriftlige og mundtlige Forespørgsler om sit Befindende fra bekymrede Theatergjængere og især Theater- gjængerinder. Min Debut var saaledes løbet fortræffeligt af; men nu var Theaterdjævelen faret i Kroppen paa mig. Dette havde jo kun været en Leg; var det gaaet saa godt med Legen, maatte et alvorligt Arbeide kunne bringe større Resultater -- og det Hele havde "Mersmag." Jeg vilde tage mig alvorlig sammen for at frembringe en virkelig Digtning: den Dæmon, som jeg nu troede at mærke mit hele Liv igjennem altid havde siddet inderst inde i mig, lukket bag syv Laas, tog sin Ret ud; de kunsthistoriske Arbeider lagdes for en Tid tilside -- og hele mit Væsen gik op i mit dramaturgiske Studium. Saa skrev jeg da, medens jeg Sommeren 1871 sammen med August Sohlman laa paa "Sommarnöje" ude ved det yndige Skurusund, i de tidlige Morgentimer nede ved Søen det eneste af mine tre dramatiske Arbeider, der virkelig har havt et længere Liv paa Scenen, og som endnu ud i Nitti- aarene opførtes: Ja, forleden Dag fik jeg saaskam en Fore- spørgsel fra en svensk Theaterdirektør om Tilladelse til at opføre det. "En Arbetare" gik første Gang over Stockholms kongelige Scene den 9de April 1872 og senere 30 Gange paa denne Scene, adskillige Gange i to Repriser (1872 og 1876) paa Christiania Theater, mangfoldige Gange paa svenske Pro- vinstheatre og af svenske Trupper paa Klingenberg (Tivoli) Theater, -- som Festforestilling ved Aabningen af den finske Industriudstilling i Helsingfors 1876, efterat det havde staaet paa Repertoiret i dette Theater i flere Aar med August Lind- berg i Hovedrollen -- det er skam muligt, at Keiser Alexander II selv var tilstede ved Festforestillingen; men det ved jeg da ikke, -- og endelig blev det opført i Berlin paa et af de større Theatre i 1881 som Festforestilling ved Georg Stephensons 100-aarige Fødselsfest i en ikke autoriseret Oversættelse af SIDE: 313 Hr. Emil Jonas, der mishandlede det slemt og tog det hele Honorar. Stykket har altsaa seet sig adskillig om i Verden og er overalt bleven venlig modtaget. Morgenen efter den første Opførelse indtraf en morsom liden Episode. Jeg skulde reise ned til Gøteborg til en af de sædvanlige Forelæsningsserier, til hvilke jeg hvert Aar ind- bødes af denne Stads Forelæsningsforening. Naturligvis kjøbte jeg paa Perronen alle Morgenaviserne for at læse Kritikerne og tog med dem Plads i et Hjørne af Kupéen, i hvilken for- uden mig en Familie paa 3 Personer slog sig ned -- Fader og to Døtre, som det siden viste sig fra Norrkøping. Vi vexlede nogle Ord ved Indtrædelsen, men saa fortabte jeg mig i min Læsning. Med Begjærlighed indsugede min Forfænge- lighed naturligvis alle de Behageligheder, som Stockholms- aviserne havde at sige den lykkelige Forfatter, og jeg var i al Stilhed i den syvende Himmel, da jeg med engang syntes at høre mit Navn nævne. Jo, -- ganske rigtigt -- man var midt inde i en Kritik af Stykket, som begge de unge Damer havde seet, men Papa ikke. Men skjønt jeg havde vist mig paa Scenen efter Stykkets Slutning, havde de to Damer dog tydeligvis ikke gjenkjendt mig. De debatterede nu pro et contra -- den ene fandt, at Stykket igrunden var horribelt kjedeligt, den anden havde en langt mere sand og eleveret Opfatning af Stykket, hvis store Fortrin hun med sjelden kritisk Sans fremhævede. O, hvor hun var klog og dannet! Papa forsøgte at afgjøre Striden ved at citere de Aviser, som ogsaa han netop havde foran sig, og da den unge Dame fremdeles holdt paa sin Mening, fik Papa den fortvivlede Idé at henskyde Sagen til min Afgjørelse ved at spørge: "Saa De det nye Stykke igaaraftes paa Drama- tiskan?" Jeg havde saa længe hørt paa Konversationen uden at kunne afbryde den ved at navngive mig, at jeg nu fandt det umuligt at svare, som jeg vel burde have svaret: "Jeg er Forfatteren og saaledes Part i Sagen" -- istedet saa jeg bare dum ud og svarede, som sandt var: "Ja." -- "Nu, hvad syntes SIDE: 314 De om Stykket?" spurgte begge Damerne ivrigt. I det Haab at kunne bevare mit Inkognito, tog jeg Sagen fra den spøge- fulde Side og sagde diplomatisk: "Hvorledes kan De sætte mig i den prekære Situation at skulle erklære mig for den ene og mod den anden af to elskværdige Damer? Skulde vi ikke hellere tale om noget andet? -- Det er et fortræffeligt Veir idag!" Tilsidst lykkedes det mig virkelig at faa Sam- talen ind i et andet Spor, og jeg lykønskede mig allerede som Seierherre; thi Konversationen tog tilsidst en saa livlig og -- da de alle tre var aandfulde og tækkelige Mennesker -- saa interessant Vending, at vi glemte Stykket, -- men netop denne interessante Samtale blev min Undergang. Thi den havde til- følge, at Papa tilsidst trak sit Visitkort frem og sagde: "Jeg haaber, at De intet har imod, at vi vexler Kort?" Kapitula- tionens Time var kommen. Her var ingen Redning mulig. Med et stille Haab om at kunne smutte fra det, forsøgte jeg det sidste Middel, idet jeg svarede: "Mine Visitkort ligger i min Haandkuffert -- saa De undskylder nok. Mit Navn er -- -- ," og jeg nævnte kort og hurtigt mit Tilnavn sans phrase. Men han havde opfattet det. "Dog vel ikke -- -- Professoren?" Jo, det kunde ikke negtes! Tableau! Jeg troede min unge Kritikerinde sønderknust, og selv sad jeg der som en skyld- bevidst Synder, der havde hørt dem tale om mig uden at ad- vare dem -- men havde jeg da nogen Forpligtelse dertil, saa- ledes som Situationen i Virkeligheden havde artet sig? Svaret paa dette Spørgsmaal fik jeg ved en klingende Latter fra to unge Damestruber og en velvillig, dyb Grynten fra Papa -- og saa gav jeg den unge Synderinde, der havde vovet at kriti- sere mit Mesterverk, fuld Absolution -- og dermed var alt i Orden. Ti Minuter efter steg de ud, -- og vi har aldrig seet hverandre senere i Verden. Men to ældre Damer i Norrkøping husker kanske endnu Situationen. Den virkelige Sukces, dette Stykke havde havt, øvede SIDE: 315 paa mig selv en eiendommelig Indflydelse, hvis Natur jeg nu tror at forstaa bedre, end jeg dengang gjorde det. Jeg havde faaet Feber i Blodet. Jeg var endnu ikke gammel nok til at kunne tage denne lille Triumf med Ro, og saa gjorde den mig gal. Jeg kunde nu ikke andet end fortsætte paa denne Bane, og for at faa tilstrækkeligt Otium dertil, vovede jeg endog -- ialfald var det en af de medvirkende Grunde -- at opgive min Stilling ved Nationalmuseet Sommeren 1873, mine Studier maatte hvile, og jeg skrev mit tredie Drama, "Carl Folkunge", der heldigvis gjorde en stille Fiasko. Den var ikke engang larmende: det var endog et Slags "succes d'estime" med tilhørende Fremkaldelser, et Resultat, som, hvis jeg havde været tilstrækkelig dum, endog kunde have været opfattet som nok en liden Seier; man erkjendte mange Enkeltheder -- man kaldte det endog et i visse Henseender tydeligt Fremskridt, men selv følte jeg godt, at jeg var paa Vei til at kastes ud af min rigtige Bane, at Theatret med dets Interesser holdt paa at sluge mig, uden at love mig Resultater svarende til, hvad jeg maatte ofre, for at ikke det hele skulde blive noget halvt. Enhver Kunst kræver Livet helt, og Livet havde for mig et andet Værd, som jeg ikke var villig at ofre. Men netop det fristende advarede mig: Livet holdt paa at blive mig et Theater, og jeg havde ikke Tro nok paa min Evne til at gjøre Theatret til mit Liv, og saa fattede jeg den vistnok kloge Beslutning at vende tilbage til den Verden, hvor jeg følte fast Grund under Fødderne, og aldrig mere at betræde de Brædder, der betyder Verden. Dermed var min korte Theaterbane endt, efterat den havde varet i 4 Aar: et Baand, der var strammet ret fast, var dermed brustet. Men et og andet Indblik i dette underlige Liv deroppe paa Scenen havde disse Aar dog givet mig. Thi herinde mellem Kulisserne og Garderobelogerne havde jeg truffet det sælsomme Folk, man kalder "Scenens Folk", et Folk af en ganske sær- egen Art, en Verden for sig, et Folk af lutter voxne Børn, med andre Ord: af Kunstnere; thi det er netop Kunstnerens SIDE: 316 Storhed at kunne bevare Barnets naive Intuition, uden at den forstyrres af det udviklede Menneskes Reflexion: derfor er disse Skuespillere et saa yderst interessant Objekt for Psychologen, barnlige paa samme Tid som intelligente, lunefulde paa samme Tid som elskværdige -- et Folk, der er meget bedre end sit Rygte. Hvor mange for os andre ubekjendte Sorger og Glæder bidrager ikke til at forme disse Mennesker. Den lille Dame, der sidder hist i Skuespillerfoyerens Vindusniche og græder saa bitterlig, som om hendes Hjerte skulde briste, som om Livet nu aldrig mere kunde byde hende andet end Sorg og Kval: hvad er det for en forfærdelig Ulykke, som afpresser hende disse blodige Taarer? En Forfatter har strøget af sit Stykke den lille Birolle, hvori hun skulde optraadt -- eller hun er befunden lidt for ung eller lidt for gammel til at spille den Rolle, der allerede var uddelt til hende. Det betyder for hende ikke blot Tabet af den lille "Feu", der kunde falde paa hendes Part -- men det betyder, at hun ikke faar vise sig for Publikum en Række Aftener -- hun vil blive glemt, overseet, begravet for alle Tider! Lad hendes rige Veninde indbyde hende til en Choko- ladefrokost og en Promenade i Vogn til Djurgården, og hun skal om fem Minuter være saa straalende lykkelig som det, hun er -- et Barn. Og den store Tragiker, der raser i vild Fortvivlelse der- inde i Garderobelogen og forsikrer, at han vil bort fra det alt sammen, at han er omringet af lutter Idioter og Skurke, og at nu vil han ikke sætte sin Fod paa Scenen paa slige Vil- kaar mere -- hvad er det, som har hændt? Han skal optræde som Elsker i et Stykke fra 1820-Aarene, og Theaterskrædderen har leveret ham en aldeles korrekt Dragt fra denne smagløse Tid, en Dragt, hvori han ser ud som et Fugleskræmsel -- og det vover man at byde ham, ham, der er vant til Markis Posas og Egmonts glimrende Dragter! Hvad spørger han, om Dragten er korrekt -- Pedanteri -- Lærdomstant -- han vil have Guld SIDE: 317 og Pragt! Aldrig i Evighed viser han sig paa Scenen i en slig Dragt! Hvorledes skal man tæmme den rasende Roland? Aa -- ræk ham bare en Avis, hvori det største kritiske Fæ i hele Pressen har kaldt ham "vor Tids Roscius", eller "vor Scenes Garrick og Talma i én Person" og erklærer ham for høit hævet over alle sine Medspillende -- og han vil bede om et Glas Likør og velbehageligt strække sig i sin Lænestol og i en Hamletpositur iføre sig en endnu værre Narredragt, om det forlanges, from og blid som -- det, han er -- som et Barn. Og Primadonnaen -- hvilke fine Intriger kunde hun ikke slynge for at faa komme til at spille vis à vis sin egen primo amoroso. Ja, det er jo en bekjendt Sag, at Kulisserne er Intrigernes og Daarskabens Verden -- men mon den nu er saa meget daarligere end den, hvori vi Andre udfører vore Livsroller? Og er virkelig vi, de agtværdige Borgere saavelsom de mindre agtværdige Hrr. Bohêmer udenfor Theater- kredsene, saa meget bedre end Scenens Børn? Jeg tror det ikke -- vi er kun mindre naive og mindre elskværdige, og derfor er vi mere kløgtige og mindre indtagende end de. Jeg sympathiserer langt mere med den grædende Soubrette og den rasende Tragiker end med den unge Frøken eller Frue, der græder over, at hendes "Veninde" har en smukkere og moder- nere Kaabe end hun, eller med det ærede Medlem af Kommune- styrelsen eller Statsstyrelsen, der sætter Person over Sag og Parti over Fædreland. Hine er langt mindre slette og frem- foralt langt mindre farlige. Lad os derfor ikke være for raske i vor Dom over Sce- nens Børn -- "ogsaa der bor Guder". Lad os trøstig træde ind bag Kulissen, for at jeg, inden jeg slutter, i al Hast kan præsentere Dem for nogle af mine Bekjendte, som dengang udgjorde den svenske Scenes Pryd. Det var i Grunden en høist interessant Periode i den svenske Scenekunsts Udvikling, jeg gjennemlevede i de Aar, jeg opholdt mig i Sverige -- det var Overgangen fra den romantisk-pathetiske Deklamationsstil til den realistiske franske SIDE: 318 Konversationsstil, en Reform, der i Tiden faldt sammen med den politiske Repræsentationsreform og med den literære Re- form, der betegnes ved Overgangen fra Tegnérisme til den yngre Skole. Vi maa ofre den en kort Betragtning. 40-Aarenes og 50-Aarenes svenske Skuespilkunst var lige- som dets Digtekunst -- de to hænger jo altid sammen -- de store Ords, den mægtige Pathos's Tid, da Indtrykket paa Til- skuerne frembragtes ved at tiltale deres Øre, mere end deres Inderste. De velformede, klingende Vers, der fra Oehlenschlægers var gaaet over i von Beskows og Börjessons Tragedier, gjorde ikke Fordring paa noget særlig dybt psychologisk Studium hos Skuespillerne: der var nogle visse Helte- og Heltindetyper, nogle bestemte Skurkefysiognomier, og det gjaldt kun at indprente dette Typiske saa stærkt som muligt i Tilskuernes Bevidsthed: det skeede bedst ved en fyldig Deklamation lige foran Lampe- rækken, støttet af et godt Theaterydre, en bøielig Stemme og andre ydre Midler. Skuespilleren spillede egentlig altid først og fremst sig selv bagved de forskjellige Roller. -- Dahl- qvist var denne Tids største Skikkelse. Med et ypperligt Ydre og et klangfuldt Organ forbandt han en ædel Plastik og en sjelden deklamatorisk Evne, men han var i Grunden altid Dahl- qvist, enten han saa spillede Carl XII eller Benvenuto Cellini. Forvandlingen var kun en ydre og laa i Masken samt i det høieste i Stemmemidlernes forskjellige Behandling, og det er i saa Henseende betydningsfuldt, at Dahlqvists mest yndede Sport var at optræde samme Aften samtidig som Franz Moor og Carl Moor i Schillers "Røvere", disse to skarpe Modsætninger, der til- fældigvis aldrig er samtidig paa Scenen: det var et overra- skende Kunststykke; men hverken den ene eller den anden Rolle kunde paa den Maade blive noget helt Kunstverk: kun en Række Deklamationsnumere i forskjellig Maske. Men hvor var ikke Publikum begeistret! Dahlqvist i Kulissen var ikke god at komme ud for. Der staar han, kostymeret som Wallenstein. Rør ham ikke -- tal ikke til ham. Du faar intet Svar, kun et rasende Glimt SIDE: 319 fra de lynende Øine, hvis gjennemtrængende Blik nu yder- ligere er forstærket ved den sorte Streg under Øiet, der er Penselens Verk. I næste Øieblik løfter han Hovedet, "triner" ind -- man hører hans tordnende Røst. Dahlqvist staar for- øvrigt altid i Kulissen -- han er sjelden synderlig tilgjængelig. Lidenskabelig Schakspiller, var han enten optaget af sit Rolle- studium eller af et eller andet interessant Schakproblem. Hans dybe, altid eftertænksomme Mine holdt ogsaa gjerne Uved- kommende i Afstand fra den store Mand, og det var, ligesom man helst hviskede i hans Nærhed for ikke at forstyrre ham. Naar han efter Forestillingen traadte ind paa Operakällaren og med alvorlig Mine gik over Gulvet, hvilede end nu altid den tragiske Ensomhed over ham, og han satte sig gjerne taus ved sit eget Bord og rekvire- rede sin Aftensmad med den samme Gravstemme, hvormed han havde talt i Tragedien, medens interesserede Blikke fulgte ham, skjønt ingen vovede sig ikast med ham uden først forsigtig at have undersøgt Terrænet. "Iaften er han saa melankolsk!" -- "Han er saa dyster iaften, vor stakkels Hamlet!" vrænger Orvar Odd efter hans Beundrere. Dette -- jeg vil ikke sige paatagne, men altid noget stramme Væsen -- hængte vist- nok sammen med, at han aldeles gik op i sin Kunst og levede i sine store Roller i Selskab med Shakespeare, Schiller og Goethe. Der laa et Træk af Menneskeforagt over hans hele Optræden, og jeg erindrer godt, hvor begeistret han var, da han havde faaet sig tildelt Menneskehaderen Timons Rolle i Shakespeares "Timon af Athen", og i Tanken om alle de satiriske Udbrud, denne Rolle indeholder, med tindrende SIDE: 320 Øine udbrød: "Ah -- hvad det skall smaka skönt att engång få vräka ur sig alle otidigheterna!" Dahlqvists Arvtager var Edvard Schwarz. Han ser i Kulissen ganske anderledes ud end Dahlqvist. Han staar færdig til at træde ind paa Scenen i sin Yndlingsrolle. Han er rolig, men man mærker Spændingen i hver Mine; er man nødt til at tiltale ham -- man gjør det naturligvis ikke uden Nødven- dighed -- faar man et venligt, men aandsfraværende Svar, og han glider stille og lydløst ind i sin Rolle foran Lampe- rækken. Beherskede Dahlqvist 40-Aarene, saa var Edvard Schwarz 50- og 60-Aarenes Helt. Et fint, nobelt Ydre, en næsten kvindelig Ynde i hver Bevægelse og en eiendommelig blød, skjønt ikke fyldig, i senere Tid lidt hæs Stemme gjorde ham til den tordnende Dahlqvists bestemte Modsætning. Med Schwarz rykkede det psychologiske Studium frem i Forgrun- den, og hans Hamlet var -- eller hvad der i Skuespilkunsten er det samme: ansaaes af hans Samtid for at være et Mester- verk af Karakterstudium. Det var ogsaa i Sandhed en sjelden Nydelse at følge Udviklingen i hans Fremstilling af denne alle Tiders vanskeligste Karakter: men det maa strax tilføies, at Schwarz egentlig aldrig spillede andet end Hamlet, der drager sig som en rød Traad ud gjennem hele hans Kunstnerliv, og enten det nu var, fordi hans Organ havde et stærkt udpræget Tonefald, eller fordi han havde gjort et saa udødeligt Indtryk i Hamlet, at man aldrig kunde glemme det -- vist er det, at man saa Hamlet gjennem enhver Rolle, han siden spillede. I den Omstændighed, at han alligevel til det sidste holdt sig i Publikums Gunst, maatte det da vise sig, at den senere, realistiske Tids Fordring om, at Skuespillerens Personlighed helt skal forsvinde bag Masken, endnu ikke paa hans Tid for Alvor var oppe -- og da den realistiske Spillemaade var brudt seierrigt igjennem, tog Schwarz med sjelden Selvkritik Afsked med Scenen allerede midt i 70-Aarene. Fremskridtet fra Dahlqvist til Schwarz kunde muligens formuleres saaledes: SIDE: 321 Dahlqvist var altid Dahlqvist; Schwarz var altid Hamlet -- men ingen af dem besad den indre Forvandlingskunst, der helt gaar op i den fremstillede Figur, hvilken denne end monne være. Til Schillers Hundredeaarsfest Høsten 1859 opsattes Wallenstein med Dahlqvist i Hovedrollen -- det var den første Rolle, hvori jeg saa den store Pathetiker i hans Milieu; thi jeg havde hidtil kun seet ham i de Monologer, han gav i den usle Fjælebod ude paa det gamle Klin- genberg. Femtiaarenes feterede Elsker, Sundberg gav Max Piccolo- mini, Elisa Jacobson (Fru Hwasser) Thekla. I den Scene, hvor Thekla faar Underretningen om Max' Død, optraadte som den svenske Oberst, der bringer Underretningen, en ung Skuespiller, der her for første Gang slog igjennem ved den lyriske Følelse, der zitrede gjennem den sympathiske Skikkelse, ved den diskrete Moderation, han viste i Deklamationen, og "det Naturlige" i den hele Optræden. Det var den Mand, der var bestemt til at tage Arven efter de pathetiske Elskere fra 40- og 50-Aarene, -- det var Axel Elmlund. Elmlund forholdt sig til Dahlqvist omtrent som Snoilsky til Tegnéristerne. Den stærke Pathos var borte, men der var kommen en velgjørende Inderlighed istedet. Det var et Skridt nærmere Naturen; men der var endnu Poesi i denne Natur, den var endnu ikke kemisk renset for al Lyrikens milde Varme; tvertimod: denne udgjorde altid Styrken i Elmlunds Kunst. Da dukkede kort efter en ny Størrelse op. SIDE: 322 Ved de Theaterforestillinger, som "Nationerne" i Upsala bød paa i mine første Aar der, saa jeg oftere paa Stockholms Nationssal en ung Student optræde, der ganske tydelig var født for Scenen og stod betydelig over alle sine Medspillende. Ved min Tilbagekomst fra Italien i 1865 gjensaa jeg ham som Skuespiller ved det kongelige Theater i Stockholm, hvor han var bestemt til at gjennemføre en Evolution af stor Betydning. Hans Navn var Gustaf Fredrikson. Stockholm havde hidtil ved Siden af det kongelige eiet et Theater, "Mindre Theatern", stiftet i 1842 af den bekjendte "Kapten Lindeberg", og i 50-Aarene ledet af den som Karakter- skuespiller og Kupletsanger berømte Edvard Stiernström. Dette Theater havde -- i Modsætning til det kongelige -- tidlig tilegnet sig det moderne, franske Konversationsstykke, og Scribes Efterfølgere, de yngre franske Realister, Augier, Dumas fils, Sardou, fandt her sin Tolkning. Dette Theater gik i 1863 ved Salg over til at blive kongeligt, og flere af dets Skue- spillere, der var fortrolige med det moderne Karakterskuespil og Konversationsstykket, fremfor Alt Knut Almlöf og hans Hustru, Fru Betty Almlöf, gik med Theatret over til den konge- lige Scene. Her fandt den unge Upsalastudent sit rette Milieu, og Gustaf Fredrikson blev den mest brugte Kraft i det moderne Drama, der nu vandt en let og hurtig Seier over baade den pathetisk-deklamatoriske og den lyriske Skole. Fra nu af var Opgaven i den svenske Kunst bleven en anden. Det var Livet i dets Realitet, der skulde gjenspeiles fra Scenen, det var den usminkede Sandhed, der skulde frem- føres foran Lamperækken -- efter fransk Mønster. Sverige eiede jo endnu egentlig ikke nogen national Dramatik -- og først en saadan vil kunne skabe en svensk Scene. Naturalisme -- Sandhed. Men er nu Naturalisme og Sandhed ganske synonyme Begreber? Udviklingen maatte vise det. Nu skulde Alt ban- lyses, der kunde hindre Virkeligheden i at komme til sin fulde Ret paa Scenen. Enhver Gestus skulde kun være den, der bruges i det daglige Liv, Stemmen skulde ikke anstrenges ud SIDE: 323 over Grænserne for den alminde- lige daglige Tale, ingen stærk Mar- keren af Ordene maatte finde Sted, Bevægelserne paa Scenen skulde ske som i Dagligstuen, hvor man jo ikke bevæger sig efter den Linie, som Theatrets Lamperække beteg- ner, men snart er fremme, snart bag i Stuen -- og man maatte følgelig snart vende Ansigtet, snart Ryggen til Tilskuerne, eftersom Situationen naturligst medgav det; om nogen Linie-Gruppering foran Lamperækken turde der ikke tales. Og Skuespillernes Personlighed skulde absolut forsvinde i den sceniske Figur, der fremstilledes. Saaledes blev 70-Aarenes Fordringer. At Følgen heraf maatte være, at Skuespillerne lyttede saa uophørligt til Dagliglivets Røster, at de omsider aldeles mistede Evnen til at frem- sige Vers eller give Udtryk for Følelser, der laa over det Hverdags- liges Sfære, at det høiere Skuespil ikke længere kunde finde nogen Tolkning, og at det ældre, klassiske Repertoire som Følge deraf maatte forsvinde fra Scenen, betød jo Intet -- de ældre Stykker kunde hen- lægges, desto bedre Plads blev der for de nye. Lad de Døde begrave sine Døde. Og Naturalismen gik sin Seiers- gang ogsaa over Scenen -- ligesom i Digtekunst og Billedkunst. -- Men det Nye havde "sine Sider". SIDE: 324 Ikke uden Grund har det været sagt, at naar Skuespil- leren skulde hviske naturligt, kunde Ingen høre ham; naar han talte fra Scenens Baggrund eller vendte Ryggen til Tilskuerne, kunde disse ikke opfatte Digterens Ord, og Stykkets Mening blev endnu dunklere, end den allerede i sig selv ofte dunkle "Problemdigtning" var -- sikkert er det ialfald, at Publikum begyndte igjen at sukke efter, hvad det nys saa dybt havde foragtet, men snart savnede: "Thi mod Skjønhed hungrer Tiden, vovede jo Ibsen at udtale midt i den Periode, da det høiere Drama skulde banlyses. Man saa snart, at her var en Over- drivelse, en Ensidighed tilstede -- og Reaktionen kom, skjønt efter den Tid, da jeg havde Anledning til at følge den svenske Scenekunst. Hvad jeg her har skizzeret, er kun den Udvikling, jeg har seet med egne Øine. Hvad var da Naturalismens Feil -- hvori bestod dens Mis- visning? Den glemte, at "Naturalisme" og "Sandhed" ikke er det samme. Scenen er jo nu engang ikke Livet selv, men Livets Gjenspeiling, dets Skin. Vil Scenen altsaa være sand, tør den netop ikke fordølge, at den i Virkeligheden er, hvad den er: Skin. Er den altfor virkelig, vil den vække den Illu- sion, at den er Livet selv og ikke blot et Billede af livet, saa lyver den -- da er den netop ikke sand. Den største Maler er ikke den, som kan faa Fuglene til at pikke paa de malede Druer, men den, som kan fremstille Livet i dets Sandhed -- ikke blot i dets Virkelighed. Og til at fremstille Livet i dets Sandhed paa Scenen hører en Per- sonlighed, der staar saaledes over Virkeligheden, at han ikke blot har den Evne at forsvinde helt i sin Rolle, men ogsaa den Evne at gjennemtrænge Rollen med sit individuelle Sand- hedspræg -- uden derfor at lade det bryde forstyrrende gjennem Masken -- han maa eie Poesi, være Digter. SIDE: 325 Men hvor mange Skuespillere af denne Art har vi? Det er langt lettere at være en realistisk Skuespiller end en sand Skuespiller. Hertil hører en stor Personlighed, for hvem Kun- sten er selve Livet. En saadan Skuespiller kan dog findes, om han end har sine Mangler, ogsaa han -- det har jo alle Mennesker. En Aften Høsten 1873, medens jeg opholdt mig i Hel- singfors, traadte jeg alene ind i Theaterkaféen for at spise Aften. Der var kun faa Gjæster tilstede, men ved et Bord i min Nærhed sad en ung Mand, ligeledes alene og i samme lovlige Hensigt som jeg. Da han fik Øie paa mig, kom han hen til mit Bord og indledede en Samtale med de Ord, at han havde en Tak at bringe mig. "Mit Navn," sagde han, "er August Lindberg, og Stephensons Rolle i Deres "Arbei- der" har gjort min Lykke. I den har jeg for første Gang slaaet helt igjennem, og jeg har ikke kunnet nægte mig den Fornøielse at hilse paa Dem." En saadan Introduktion stem- mer En naturligvis paa Forhaand sympathisk; men der var derhos noget overordentlig tiltalende baade i hans Fremtræden, i det varme, inderlige Blik, og i den med en vis Forlegenhed kjæmpende, sælsomt vibrerende Stemme, der strax indtog mig. Han fortalte mig, at Stykket, i Anledning af min høie Nær- værelse, paany skulde sættes paa Repertoiret, og udtalte sit Haab om, at jeg vilde være nærværende ved Opførelsen. Dette blev Indledningen til et Bekjendtskab, der, da det nær- mere pleiedes, snart udviklede sig til en virkelig Hengivenhed -- jeg tror, jeg tør sige, paa begge Sider. Skjønt Grunden aldrig er bleven mig klar, er det et sælsomt Faktum, at medens Lindberg har vundet hele det øvrige nordiske Publikums udelte Sympathi, i Sverige, Finland, Danmark og Norge, har det aldrig været ham muligt at slaa helt igjennem i Stockholm. Jeg har den Tro, at Feilen i Grunden stikker mere i Stockholms- publikumet end hos Kunstneren. Hele den Retning, der navn- lig gjennem det franske Konversationsstykkes Enevælde paa denne Scene er bleven eiendommelig for Stockholmerpubli- SIDE: 326 kumets Smag, har ikke havt aaben Sans for den fine og ædle Poesi, der aander gjennem Lindbergs Spil. Der er i dette saa at sige en Grundtone, der, hvis den ikke opfattes af et fint Øre, meget let kan klinge som en vis Monotoni, men som, hvis man først har faaet Øre for dens utallige Modulationer, kun saa meget stærkere fængsler Tilhørernes Sympathi. Man kunde betegne dette lyriske som noget kvindeligt ved hans Talent, der nok kunde tyde paa en vis Ensidighed, hvis ikke samtidig hans Evne til skarp Karakteristik og hans overlegne Intelligens var saa ægte mandig. Lindberg spiller ikke en Rolle; men saa længe den er Gjenstand for hans Studium, gjennemlever han den saa at sige baade paa og udenfor Scenen. I den Tid, da han var saa stærkt optaget af "Os- valds" Rolle i "Gengangere," besøgte han mig engang i Chri- stiania. Det var nogen Tid, inden han optraadte her i den ovennævnte Rolle. Der var kommet noget tungt og trykket over hans Væsen, saa at jeg tilsidst maatte spørge ham, om han var syg. Han svarede Nei. Men det nedtrykte og lige- som slappe i hans Væsen og i selve hans Tale vilde ikke forlade ham. Tilsidst spurgte jeg ham, hvad han sysselsatte sig med for Tiden, og saa kom jo Forklaringen. Det var "Gengangernes" Osvald, som havde lagt sit Præg over hele hans Væsen og Fremtræden. Jeg nævnte dette som en For- modning. Da smilede han med sin trætte Mine og sagde: "Ja, Du har Ret -- undertiden maa jeg virkelig tænke mig om og huske paa, at jeg er dog i Grunden ikke saa ulykkelig: -- Jeg er jo ikke Osvald!" Det næste Aar, da han havde faaet andre Opgaver, var der intet af det sygelige tilbage i hans Væsen. I 1874 ind- studerede jeg "Gringoires" Rolle med ham, og jeg har sjelden eller aldrig seet en Skuespiller, der med en saadan intelligent Forstaaelse kunde gaa ind i Digtningens Tankegang og Ka- rakter. Men det kan ikke nægtes, at han jo bedst træffer de Roller, hvor en kvindelig Side, beslægtet med noget i hans eget Væsen, ligesom aabner sig i Karakteren. Carl VII i SIDE: 327 Schillers "Jomfruen af Orleans", "Hamlet", "Gringoire", "Os- wald" har jo alle her et fælles Træk, som passer til den Karakteristik, jeg ovenfor forsøgte at give af ham, og naar han formaaede at skabe en saa prægtig Figur ud af min fattige George Stephenson i "En Arbeider", saa var det maaske netop, fordi han deri indlagde just det Element, som min Tegning af Karakteren savner. August Lindbergs Bane har været lysende, men umenne- skeligt anstrengende og oprivende, og har hans Kunst havt et kvindeligt Drag, har hans Kunstnerbane havt et decideret mandligt, energisk Præg. Thi midt i det altopslugende Fanta- siliv, han som Kunstner har maattet føre, har den strenge Virkelighed stillet de mest indtrængende Krav til hans Agt- paagivenhed og Arbeidskraft: da han sjelden har kunnet hen- give sig helt til sin Kunst alene, saaledes som Skuespillere med et fast Engagement kan gjøre det, har han maattet føre en omreisende Direktørs og en Gjæsteskuespillers sønderrevne Tilværelse. Saa har en Theaterbrand ødelagt hans hele Apparat af Dekorationer og Dragter, saa har uberegnelige Omstændig- heder drevet ham bort fra et opblomstrende Theaterforetagende -- og saaledes har han maattet vandre fra Sted til Sted Snart samlende baade "Guld og Laurbær" i Mængde, snart staaende ved Undergangens Rand har han midt i sin kunstneriske Ud- vikling maattet erfare, hvad det vil sige at være "himmelhoch jauchzend -- zum Tode betrübt" -- men saa har han ogsaa med Clärchen faaet erfare, at "glucklich allein ist die Seele, die liebt" -- thi det er Kjærligheden til Kunsten, der alene har formaaet at bære ham over Afgrunde, der vilde bragt de fleste til at svimle. Hvorledes har han kunnet klare dette Kjæmpearbeide? Forklaringen er at søge i en eneste Omstændighed: August Lindberg er en af disse Kunstnere, for hvem deres Kunst SIDE: 328 er Religion. At lade det Ophøiede, som Kunsten skildrer, gjennem Rollestudium og Udførelse befrugte det personlige Liv, at gjøre Kunst og Liv til Et, at søge at nærme sig i Livet til det menneskelige Ideal, der hviler bagved det ægte Kunstverk som dets dybeste Indhold, har altid været og er hans Maal. Den ham givne Gave er ham hellig, og det yder- ste Maal for hans Stræben er ikke kunstneriske Triumfer, men menneskelig Selvovervindelse og Ydmyghed. "Som Raffaels Madonna Sistina bærer Barnet paa sin Arm i glædefyldt Kjærlighed, men med et Udtryk af ære- frygtsfuld Ydmyghed overfor den uendelig hellige, guddomme- lige Byrde, hun bærer, saaledes vilde jeg ønske, at jeg kunde bære den Gave, der er mig betroet af ham, hvis Navn jeg kun med Bæven tør hviske," sagde han engang til mig i en fortrolig Time. Se, det er ikke l'art pour l'art, det er l'art pour la vie, saaledes som jeg for min Del forstaar den og elsker den! Men som han staar der, endnu kjæmpende og aldrig for- sagende, er han og vil han altid forblive en af de ædleste Fremtoninger, den moderne Scenekunst eier, og ved sin Per- sonligheds Energi og Stolthed har han ikke mindre end ved sit Talent erhvervet sig et berettiget Krav paa sin Samtids Beundring og Tak. Der kunde endnu være mange interessante Personligheder at omtale, men vi tør ikke ro os ud paa Vidderne. Brødrene Fredrik og Pierre Deland og mange Andre maa jeg forbigaa, men et Par af mine gamle Venner maa jeg endnu opsøge i Kulissen, før de skal ind paa Scenen. Der staar Knut Almlöf som Giboyer. Han har Lampe- feber. "Om jeg bliver 100 Aar, vil jeg vedblive at ryste af Lampefeber til det sidste," sagde han til mig en Aften, da han stod saaledes foran en Première. I næste Øieblik stod der et helt andet Menneske derinde paa Scenen og fik Publi- kum til at ryste af Latter over Giboyer, Fregatkapteinen eller Daniel Heire, som han vistnok gav mere overensstemmende SIDE: 329 med Forfatterens Intention end selve Johannes Brun -- Daniel Heire, den hjerteløse Satiriker, havde vel ikke egentlig Plads for det gemytlige Humør, som Brun saa ubetaleligt lagde over Figuren. Der staar Svante Hedin. Denne Publikums erklærede Yndling indtog en eiendommelig Stilling. Han var altid Svante Hedin, den glade, vittige, "trefliga" Svante, enten han stod i Kulissen eller foran Kulis- sen eller ude i Selskabssalen. Var Dahlqvist Skuespiller i den Grad, at Skuespilleren aldeles slugte Mennesket, saa var Svante Hedin Menneske i den Grad, at det gjorde det rent af med Skuespilleren. Hans Rolle kunde være en romersk Senators eller en middelaldersk Ridders eller en moderne Spids- borgers -- det var ligegyldigt -- det var altid Svante Hedin, ham og ingen anden, man saa; men trotz alledem var denne Senator Svante eller Ridder Svante eller Spidsborger Svante en saa elskvær- dig og sympathisk Aabenbarelse, at man gjerne glemte Senatoren, Ridderen og Spidsborgeren bare for at have den Fornøielse at se "vor egen Svante", som man kjendte ham fra Gaden og Kaféen og Selskabssalen -- gaa og staa og snakke deroppe paa Scenen i romersk, gothisk eller moderne Dragt. At en Scenekunstner saa aldeles blottet for Forvandlingsevne, blot ved personlig Eskværdighed i Fremtræden virkelig kunde fængsle et helt Publikum, det forekommer vistnok kun éngang i Kunstens Historie -- og dette Unicum var Stockholmernes Yndling, den evig samme og evig unge Svante Hedin. SIDE: 330 Ja, de er morsomme at iagttage, disse Hjerner, der brænder, disse Hjerter, der banker bag Maskerne og Kostymet. Damerne vilde jo være det interessanteste at iagttage i Øie- blikket før deres Optræden, -- men dertil faar en Herre jo vanskelig Anledning, hvis han ikke hører til dem, der søger Kulissernes Bagside specielt for Damernes Skyld, og jeg har aldrig været der bag uden i lovlige Ærinder. Men Stockholmernes Yndlingsfigur, Soto Mayor, den lille portugisiske Diplomat, han vilde have kunnet fortælle os ad- skilligt om de smaa Balletdanserinders Hjertebanken i slige Øieblikke; thi han fulgte dem fra Kulissen lige ind paa Scenen, før Tæppet gik op. Og saa længe gik Krukken tilvands, til den endelig kom hankeløs hjem. Han stod en Aften inde paa Scenen mellem en Flok Danserinder, den gamle, hvidskjæggede Roué; Regissøren bemærkede ikke den lille Mand blandt Damerne og gav Signal: "Tæppet op!" Det fløi iveiret, og der stod den af alle velkjendte lille Diplomat midt paa Scenen foran Danserindeflokken og trippede hurtigt ud under de tæt besatte Logeraders stormende Lattersalver. Og saa er vi igjen paa den anden Side af Lamperækken og siger Farvel til Scenens Børn og dens brogede Liv. SIDE: 331 ENDEN PAA VISEN. (EPILOG.) Kong Carl var død. Det lange Sørgetog, hans sidste Eriksgata gjennem Sverige fra Malmö til Stockholm var af- sluttet med hans Begravelse i Riddarholmskyrkan. Den Tid, jeg har villet skildre, var endt, og Tiden nærmede sig, da jeg skulde forlade det Land, der havde skjænket mig nogle af mine bedste Aar. En Omstændighed, der syntes at ville binde mig for altid til Sverige, var imidlertid indtraadt, idet jeg ganske uformodet var bleven Eiendomsbesidder. En velvillig Lands- mand, daværende Grosserer i Stockholm, senere Statsraad H. R. Astrup gjorde mig det venskabsfulde Tilbud at ville for- strække mig den nødvendige Kapital og derhos skjænke mig det grovere Tømmermateriale til Opførelse af en Villa, og SIDE: 332 H. M. Kongen tillod mig at opføre denne Villa paa et af de yndigste Punkter i Djurgården, hvis Grund tilhører Kongen. Jeg havde 1873 i en Artikel i Anledning af Udstillingen i Wien udtalt mig varmt for Gjenoptagelsen af de gamle, norske Træbygningsmotiver for Opførelsen af moderne Vil- laer og fik nu ganske uformodet Anledning til at gjennem- føre denne Tanke i Praxis. Ved Hjælp af mine Kolleger ved Akademiet, Arkitekterne Professor Jacobson og Professor Dahl, gjorde jeg et Udkast til den Villa i norsk Træbygnings- stil, der i 1874 reiste sig, tegnet af Jacobson og udført af Dahl, under de gamle Ege mellem Novilla og Bellmannsro. Saaledes gik det til, at netop paa det samme Punkt, hvor jeg for 15 Aar siden, hin mørke Høsteftermiddag havde udgrædt al min Hjemlængsel og Følelse af Ensomhed, der reiste sig nu mit eget, nye Hjem, venligt og indbydende, som et Vidnes- byrd om, hvorledes Lykken havde tilsmilet mig i det Land, hvor jeg engang havde følt mig saa fremmed, og hvor jeg nu var bleven saa hjemme. Ja, et deiligt Hjem paa et deiligt Punkt var det, jeg her havde reist mig! Som en lykkelig Mand stod jeg nu, som det syntes, ved mine Kampaars Ende, og anede ikke, at netop nu skulde den vanskeligste Kamp begynde; thi netop nu, da jeg var kommen vel til Ro i mit nye Hjem, netop nu stilledes det store Valg mig, at fortsætte det, som det syntes, velbegyndte Arbeide, der havde vundet en vistnok langt større Anerkjendelse og Sympathi, end det fortjente, eller at opgive alt dette, hvori jeg nu maatte sætte min Lykke og min Fremtid, for at vende hjem til det Fædre- land, jeg altid havde længtet til, og som nu uformodet kaldte mig hjem, idet der oprettedes en personlig Professur i Kunst- historie for mig ved Christiania Universitet. Var nu de Baand, der bandt mig til Sverige, strammet paa mange Maader, saa var paa den anden Side i de sidste Aar af mit Ophold i Broderlandet, ogsaa flere Baand brustne, der hidtil havde fængslet mig stærkt. SIDE: 334 Det første Baand, som brast -- om det var ved min Skyld eller ikke, faar Andre dømme om, -- brast for lange Tider, skjønt Gudskelov ikke for altid, var det Venskabsbaand, der bandt mig til to af mine ældste Venner i Sverige: S. A. Hedlund og Victor Rydberg. Allerede paa et tidligt Stadium af disse Optegnelser har jeg nævnt, hvor velvillig baade Hedlund og Rydberg altid havde stillet sig til mig i de Aar, da jeg kjæmpede for at skabe mig en Position i Sverige -- og man vil derfor forstaa, hvor dybt det maatte smerte mig, at dette Venskab for lange Tider afbrødes ved en Strid, der var ligesaa latterlig i sine Aarsager som heftig i sin Form, en Strid, der sandelig ikke var værd en Pibe Tobak, end sige alt det Opstyr, den voldte. Striden, der virkelig paa sin Tid vakte stor Opmærk- somhed i Sverige, er bleven fremstillet fra Hedlunds Stand- punkt i hans Livserindringer: "Ur minnet" i Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning og fra Rydbergs Standpunkt af Carl War- burg i hans Biografi af Victor Rydberg; det tør saaledes maaske ikke optages mig ilde, at jeg nu har Lyst til at frem- stille ogsaa mit Standpunkt, skjønt jeg i alt Væsentligt gjerne kunde akviescere ved Warburgs Fremstilling, der er skreven med en synlig Stræben efter Upartiskhed, hvis jeg ikke havde enkelte Forklaringer at aflevere og Tillæg at gjøre, som jeg tror vil interessere dem, der har kjendt de stridende Parter. Det er da kun disse, jeg her vil give. Stridens Anledning var følgende: Hedlund siger, at jeg "overmodigt" angreb en "fordrings- løs" Forfatter, der havde skrevet i hans Blad, men at jeg her i Victor Rydberg, der førte den angrebne Forfatters Sag, fandt min Overmand. Nu kan det naturligvis intet Øieblik falde mig ind at benegte en saa selvsagt Sag, som at Victor Rydberg er min Overmand -- langt ringere Storheder end ham maa jeg nok erkjende for mine Overmænd; men dette hindrer ikke, at der SIDE: 335 er en Mulighed for, at han paa den Tid og i det Fag, Striden angik, ikke var min Overmand. Goethe eller Humboldt eller Newton var visselig Hedlunds "Overmænd", men han turde dog vistnok med Rette sige, at i en Strid, der angik indre svensk Politik, vilde han have været den overlegne overfor en af disse Storheder. Rydberg havde paa den Tid endnu intet synderligt Kjendskab til det Fag, som jeg havde studeret i mange Aar, han havde endnu aldrig besøgt det Land, Striden gjaldt, og hvor jeg var som hjemme -- saa det kunde jo være en Mulighed for, at jeg dengang og i den Sag var ham ialfald en værdig Mod- stander. Hvem der var "Overmand", tilkommer det imidlertid hverken Hedlund eller mig at afgjøre. Carl Warburg, der i sin Biografi af Rydberg har ofret hele 10 Sider til Fremstillingen af denne Bagatel, har kanske alligevel Ret, naar han antyder, at det har været sagt, at siden Fosforisternes Strid mod Akademiet i det 19de Aar- hundredes Begyndelse havde ingen literær Strid vakt saa stor Opsigt som denne -- og hvad var saa det Hele! Lad os nu se til, hvorledes det forholder sig med mit "Overmod" og med den angrebne Forfatters "Fordringsløshed". Til den arkæologiske Kongres i Bologna 1871 havde Handelstidningen sendt en Korrespondent, der, efter hvad en Deltager i Kongressen senere har fortalt mig, var saa ukyndig i de derhen hørende Spørgsmaal, at han under en Diskussion om Flintsager vendte sig til ham med det Spørgsmaal: "Hvad er denne Silex for Noget, som de Alle taler om?" Korrespon- denten sendte sine Breve hjem, og da de først havde staaet i Bladet, tog deres Forfatter sig for at samle dem til en Bog, for, som han i Fortalen oplyser, at sende dette mærkelige Opus, der for de italienske Reiseerindringers Vedkommende var sammenskrevet af tildels misforstaaede Baedekeruddrag, -- til de udenlandske Autoriteter, som han var kommen i Berøring med paa sin Reise, og som havde sendt ham sine Bøger om deres Deltagelse i Kongressen. Bogen forsynedes -- saavidt jeg erindrer SIDE: 336 -- i den Anledning med et fransk Titelblad. Det var jo alt- sammen meget "fordringsløst" -- ikke sandt? Aabner man nu Bogen, vil man -- blandt meget andet forunderligt -- faa høre saadanne mærkelige og nye Ting, som at Slottet Belvedere ved Vaticanet har sit Navn efter "Guden Apollo Belvedere", skjønt naturligvis tvertimod Statuen A. af B. har sit Navn af Lystslottet, -- og ligesaa ugenert lader han et andet Sted den samme "Gud Apollo Belvedere, kjøre sin Vogn over Himlen". Han fortæller os, at Kommunarderne tænkte paa at sprænge Peterskirken i luften med Glycerin -- han lader den byzantinsk-romanske Marcuskirke i Venedig være opført i "halv gothisk Stil" -- han aflægger Besøg i Venedigs Bly- kamre og i Neros gyldne Hus, der begge som bekjendt for længst -- det sidste endog for mere end 1800 Aar siden, er forsvundne fra Jordens Overflade. Han taler om Mosaikerne udenpaa Marcuskirkens Kupler og fortæller os, at de bekjendte i Gibs udstøbte Hulformer af Lig i Pompejis Museum er "petri- ficerede Menneskelig" -- han fortæller os, at man i Vaticanets Samlinger kunde se "Gudernes Portrætstatuer", og at Zeus (Verospi) var den "af Phidias meget omtalte Zeusstatue", hvilket oversat paa menneskeligt Sprog skulde betyde, at den var "den meget omtalte Phidias'ske Zeusstatue", hvad der nu selv saaledes udtrykt er en skrækkelig Misforstaaelse. Han kaldte Julius Cæsars Basilica paa Roms Forum "Julias Basilica", fordi den uheldigvis paa Latin heder "Basilica Julia" (den Juliske Basi- lica) -- og han fortalte os, at Komponisten Verdi var saa populær, at man kunde læse "Leve Verdi!" malet overalt paa Gadehjørnerne, idet han ikke havde Anelse om, at dette "Evviva Verdi" i de endnu pavelige Dele af Italien var et skjult Anagram, idet VERDI betegnede Vittorio Emanuele, Re D'Italia" -- og saaledes videre i bred Uendelighed. Under Læsningen morede jeg mig i Begyndelsen over Forfatterens Naivetet; men efterhaanden vakte hans docerende Tone midt i al denne tykke Uvidenhed min Harme, og da jeg kom til at tænke paa, at dette Pecorale var sendt til de SIDE: 337 Mænd, der repræsenterede den archæologiske Videnskab i Europa, kanske til Mænd som Virchow, Quatrefage, Worsaae, Hunfalvy o. a. Storheder, som et Vidnesbyrd om det Stand- punkt, paa hvilket de nordiske Deltagere i Kongressen stod, negter jeg ikke, at mit Blod kom i Kog og -- kogte over, idet jeg i Forssells "Svensk Tidsskrift" skrev en Anmeldelse af Bogen, hvorved jeg fulgte det Lessingske Princip for Behand- lingen af den anmassende Uvidenhed. Men au -- au -- au. Hvad jeg ikke vidste, var, at Hed- lund havde paalagt Victor Rydberg, der var første Medarbeider i hans Blad, at gjennemgaa og rette de Feil, som han vel paa Forhaand anede vilde indsnige sig i en saa dilettantisk Forfatters Reiseberetning. Den store Tænker fandt vel, at han havde bedre Anven- delse for sin Tid -- og det kan ingen fortænke ham i. Men da Ulykken nu engang var skeet, fandt Rydberg det at være sin Pligt at optræde til den kritiserede Forfatters Forsvar -- det var jo ogsaa ganske naturligt. Og saa kom da Bruddet, der var mig desto smerteligere, jo mere Pris jeg havde sat paa hans Venskab. Rydberg fik derved den smukke Rolle at være den Svages Forsvarer, min Rolle blev at være den grumme, hensynsløse, der havde overfaldt en værgeløs Mand! Det er ikke Tilfældet, at det var "med synlig Glæde", jeg angreb den Svage -- det vilde have været stygt -- men disse fordringsfulde Pecoraler kunde jo ikke behandles ander- ledes end med lystigt Lune, blandet med Harme over den Humbug, der kom tilsyne i den hele Tone. Det Felt, hvor- paa han bevægede sig, var et Felt, der var mig helligt, og derfor skrev jeg, som jeg gjorde. Derimod indrømmer jeg nu bagefter naturligvis villigt, at jeg begik den Feil, som Eich- horn bebreider mig, nemlig "at skyde Spurve med Kanoner"; men det forekom mig dengang, som om Spurven havde lagt sin Urenslighed i et helligt Kar -- og derfor slog jeg til. SIDE: 338 Jeg skal ikke trætte Læseren med selve Stridens Detaljer -- de kan læses hos Warburg, -- men kun erindre om et eneste Punkt, der vakte særlig Opsigt. Rydberg kunde naturligvis ikke falde paa at forsvare alle Bogens Galskaber; han tog derfor det Parti at søge at paavise, at jeg selv havde i min Kritik gjort mig skyldig i Feiltagelser. Bogens Forfatter havde fortalt, at han havde smekt marmorlejonen på Marcusplatsen, og jeg havde i min Kritik bemærket: "Lykkelige Løver! Kun Skade, at de ikke er til". Rydberg paastod, at der virkelig fandtes Marmorløver paa Marcuspladsen -- og jeg vedblev min Paastand, at de ikke fandtes. For at afgjøre denne vigtige Sag telegraferede saa Handelstidningens Redaktør til vor Konsul i Venedig; men formede -- listigt nok -- sin Forespørgsel saa, at den maatte besvares med ja, idet han ikke spurgte: "Findes der Marmorløver paa Marcuspladsen?" men: "Findes der ikke to Marmorløver mellem Marcuskirken og Torre d'Orlogio?" Her- paa fik han naturligvis til Svar jo. Denne Telegrafvexel ind- toges nu med store Bogstaver i Handelstidningen. Sagen er nemlig, at disse to Løver netop ikke staar paa selve Marcus- pladsen, men ved Indgangen til denne paa en Plads, der just efter dem bærer Navnet Piazza de' leoni! Jeg havde da intet Andet at gjøre end at oplyse Publikum om den noksaa listige Maade, hvorpaa man havde søgt at hjælpe Ridderen af den bedrøvelige Skikkelse. Hvad den samtidige svenske Presse mente om Striden, fik Luft i flere ret drøie Artikler; men de var ikke rettede mod mig -- tvertimod. Ny Ill. Tidn. betegnede min Kritik som lika förkrossande som kvick och lustig og kaldte Handels- tidningens Fremgangsmaade en "skammelig Optræden". Afton- bladet tilbød mig sine Spalter for det Tilfælde, at jeg ønskede at fortsætte Striden. Jeg benyttede mig kun engang af dette Tilbud for at afslutte Striden med en føljetonnistisk Spøg, kaldet "Pavens Skjæg, en Tragedie i fem Akter". Selv War- burg indrømmer, at den var delvis ganska kvick, og noget SIDE: 339 høiere Epithet vil heller ikke jeg tilkjende den; men den maa vel have bidt, siden det No. af Aftonbladet, hvori den stod, strax det var kommet til Gøteborg, forsvandt fra alle Caféer og offentlige Steder, og snart var næsten umuligt at over- komme, efter hvad man har fortalt mig. Saa optrykte För- posten den uden mit Vidende. Under Striden selv blev Rydberg mere og mere ophidset, og vel har Warburg Grund til at sige om en af Rydbergs Artikler, at den var holdt "i en mera hetsig och retad ton" -- jeg kan desværre heller ikke frikjende mig selv i dette Punkt, og saaledes har Warburg vist atter Ret, naar han siger, at "det var hufvudsakligen den skarp-sauce, i hvilken stridspunk- terne serverades, som gjorde dem så pikanta för en publik, den der i allmänhet saknade alla förutsättningar för att bedöma dem, och som ömsom tillropade den ena, ömsom den andra af de stridande Per Degns (skal vel være Jesper Ridefogds) ord: "Han maaler ham mintro Skjæppen fuld." Jeg ved dog med mig selv, at jeg i mine Svar forsøgte at være saa lidet irriteret som muligt -- jeg fik ved den Lei- lighed god Brug for mit gamle Princip: Hvad Fienden siger om dig for at krænke, Det skal du -- uden Vrede -- overtænke, Kanske et Sandhedskorn sig skjuler i 'et, Som dine Venner skaansomt har fortiet. Det har interesseret mig levende hos Warburg at læse om det Brev, Rydberg under Striden har skrevet til mig -- men desværre aldrig afsendt. -- Det vilde muligens have mildnet Tonen paa begge Sider. Warburg afslutter sin Frem- stilling med de rigtige Ord: Utan ärr i bådas sinnen blef likväl icke striden, och det dröjde länge, innan det vänliga förhållandet återknöts. Bref, som växlades dem emellan under 1880 talet i konsthistoriska spörsmål, vittnar dock, att bitterheten å ömse sidor var för- svunnen. -- Victor Rydbergs uptträdande i denna fejd påmin- SIDE: 340 ner om den händelse från hans gymnasisttid, då han ridderligt kastade sig öfver en stor, stark "ullpojke", som gaf en parfvel stryk, men dervid sjelf fick sina kläder tilltygade. Ak -- jeg var saavist hverken "stor" eller "stærk", men jeg troede at gjøre min Pligt, da jeg rettede Kanonen mod Spurven. Men ogsaa Rydberg havde beklaget, at han her havde maattet bryde et gammelt Venskabsbaand. Dette blev dog snart knyttet igjen, men med Hedlund blev det gamle For- hold først gjenoprettet efter Rydbergs Død, da jeg havde skrevet de Mindeord over ham i "Morgenbladet", som War- burg saa varmt og venligt omtaler. Da sendte H. mig et inderligt Brev, og kort efter besøgte jeg ham -- for sidste Gang. Det er Skade, at Warburg ikke har kjendt den drastiske, næsten dramatiske Maade, hvorpaa Udsoningen med Rydberg virkelig kom istand langt tidligere, end han formoder. Vi havde ikke seet hinanden siden Striden. Jeg var to Aar efter vendt hjem til Norge. Det var gaaet fire Aar. Det var den 6te September 1877 -- Promotionen af Æresdoktorer ved Upsala Universitets 400 Aars Jubelfest skulde foregaa, og alle, der skulde blive Æresdoktorer, deriblandt Rydberg og min Ringhed -- var tilsagte at møde paa Carolina Rediviva Kl. 9 om Morgenen for at hente vore Laurbærkranse. Der stod da en Række kjendte Mænd -- Henrik Ibsen, Fr. Scho- lander, Victor Rydberg og mange Andre for at prøve, hvilken Krans der passede deres Hoved. I den store, lange Sal laa Kransene henad Salen paa en lang Bænk, enhver kunde tage den, som passede ham bedst. Jeg gik nedover Rækken for at udse mig en, som jeg syntes maatte være passelig stor. Endelig finder jeg en og strækker Haanden ud efter den. I samme Øieblik strækker fra den anden Side en anden Haand sig efter den samme Krans. Vi saa begge op, og vore Øine mødtes. Det var Victor Rydberg. Kransen blev liggende, et venligt, muntert Smil fløi over hans ædle Ansigt, vore Hæn- der gav hinanden et venligt Tryk. I et saadant Øieblik og SIDE: 341 foran den fælles Laurbærkrans med den efter Kransen fra begge Sider strakte Haand -- det var jo næsten "symbolsk" -- , maatte jo Alt være glemt; jeg trykkede glad Kransen paa hans Hoved, og vi tilbragte Dagen for en stor Del sammen -- og mindedes under Skjæmt og Latter vor gamle Strid og dens løierlige Ophav. Dagen efter fik denne Situation et lidet Efterspil af mere privat, men ikke mindre hyggelig Natur. En af vore fælles Venner vilde ved de Promoveredes Tilbagekomst til Stock- holm fra Upsala gjøre et Gilde for os: Henrik Ibsen, Prof. Mohn, Aubert, Victor Rydberg og jeg -- alle nypromoverede Doc- tores -- var hans gamle Venner og skulde indbydes. Men der var nu den slemme Omstændighed iveien, at det var van- skeligt at indbyde to Mænd, der stod saa fiendtligt overfor hinanden, som Rydberg og jeg -- til samme Selskab. Men vor Vert var en ligesaa kjæk som aaben Natur, og han besluttede at indbyde os begge og saa netop at benytte Festen til at tilveiebringe en Udsoning mellem os. Han havde forberedt sig paa en smuk Tale, der skulde blødgjøre begges haarde Hjerter, og var i ikke ringe Spænding for Udfaldet; men til sin store Overraskelse fik han se Døren gaa op, og de to Antagonister, der kom fra et muntert Middagsselskab, træde ind Arm i Arm. -- Med et Udraab af Forbauselse og Glæde tog han imod os, men i Tanken om, at vi havde forskjertset hans smukke Forsæt, rystede han paa Hovedet og sagde be- breidende: "I kunde dog gjerne have ventet endnu en Dag med den Forsoning!" Da dette blev nedskrevet i sin oprindelige Form 1895, levede endnu baade Hedlund og Victor Rydberg -- nu er de Begge borte, og selv har jeg vel ikke langt igjen til samme Maal -- jeg tør sige, at jeg ikke nærer andre Følelser for de to store Personligheder, med hvilke jeg engang brød disse Lanser, end dyb Ærbødighed og inderlig Taknemmelighed for saamange Beviser paa Godhed og Venskab -- baade før og efter hin Tid. SIDE: 342 At det var denne Strid, der foranledigede Rydberg til det næste Aar at foretage sin første og eneste Reise til Syden, for at se med egne Øine og derpaa skjænke Verden sine fortræffelige Kunststudier over "Romerska keisare i marmor," "Antinous" o. s. v. -- , har jeg ofte tænkt i mit stille Sind, men aldrig helt vovet at tro, -- nu ser jeg det bekræftet af Warburg i Rydbergs Biografi. Saa er jo Intet saa galt, det er jo godt for Noget! Havde vor Strid ikke været, havde den svenske Literatur ikke eiet "Romerska dagar"! Aaret efter hin Strid brast et endnu fastere Baand, idet Døden berøvede mig den Ven, der fra min første Ankomst til Stockholm og ligetil sin Død havde været mig saa trofast og helt og holdent havde optaget baade mig og Mine i sin Families Skjød -- August Sohlman. Lørdag den 4de Juli 1874 havde jeg besøgt ham nede i "Aftonbladet"s Bureau i et Redaktionsanliggende. Han var i et oprømt Lune og foreslog mig at følge med ham ud til det Landsted, han med sin Familie leiede ved Baggensfjärden, nogle Mil fra Stockholm, og blive der Søndagen over. Jeg var imidlertid stærkt optaget af et Arbeide, der hastede, og kunde saaledes ikke modtage den venlige Indbydelse. Mit Arbeide maa have været ret presserende; thi jeg erindrer, at jeg tilbragte hele Søndag Formiddag den 5te Juli ved mit Skrivebord. Bedst som jeg sad ved mit Arbeide, hørte jeg et forfærdeligt Stormstød fare mod Husets Vægge; det var næsten, som jeg rystede paa Stolen, der jeg sad. Saa atter et, og endnu et, og det blev stille. Jeg ved, at min Tanke fløi til de mange Seilbaade, der gjerne Søndag Formiddag førte Lystreisende henover Søen i Stockholms Omgivelser; en eller anden Ulykke vilde man dog vist spørge efter en saa pludselig og voldsom Stormbyge. Ak, jeg vidste ikke, hvor nær Ulykken var mig! Mit Arbeide holdt mig fremdeles inde, indtil Christopher Eichhorn Mandag Eftermiddag kom op til mig i et eller andet Ærinde. Da dette var udført, og jeg fulgte ham tildørs, sagde han, som om han talte om en be- SIDE: 343 kjendt Ting, med et klagende Udtryk: "Naa -- og Sohlman da!" Der for en Anelse gjennem mig, og paa mit spørgende Blik svarede han: "Ved Du det ikke? Sohlman og hans lille Gunnar druknede igaar Formiddag!" Sohlman var en af Sveriges mest udmærkede Svømmere og brugte altid, naar man forestillede ham, at hans Seilbaad førte for høi Reisning, at sige: "Hvad gjør det? Om Baaden gaar rundt, svømmer jeg til Land." Søndag Morgen havde han taget sin halvvoksne Søn, Harald, "Aftonbladet"s nuværende Redaktør, og den otte- aarige Gunnar med sig paa en Seiltur, da et af hine tre vold- somme Stormstød krængede Baaden. De var ikke langt fra Land, og Harald svømmede raskt mod Stranden. Da han var kommen omtrent halvveis, vendte han sig og fik da se sin Fader, til hvis Hals den yngre Søn havde klynget sig, med et blegt, fortrukket Aasyn synke under Vandskorpen. Han havde faaet Krampe, idet han kom i Vandet. Harald forsøgte forgjæves at redde ham, men tabte Bevidstheden og blev i bevidstløs Tilstand kastet op paa Stranden. Saa havde jeg da tabt en af mine bedste og mest tro- faste Venner i Sverige. Ved hans Død viste det sig, hvor afholdt den af Modstanderne ofte saa haardt forkjætrede August Sohlman havde været. Hin niende Juli -- hans Hustrus Fødselsdag, som vi saa ofte havde feiret sammen i Glæde -- da Dampskibet førte hans Lig til Stockholm, og Jernbanen derfra førte det til Familiegraven paa Huddinge Kirkegaard, var hele Sveriges Hovedstad paa Benene, og Sorgen var lige- saa dyb som almindelig. Den Taknemmelighedsgjæld, hvori hans Fædreland følte sig at staa til ham, gav sig ogsaa et vakkert og storartet Udtryk i den Nationalsubskription, der aabnedes for hans Efterladte, og som paa nogle faa Dage indbragte ca. 40,000 Kr., deriblandt ogsaa Bidrag fra Norge. Sohlmann var ved sin Død kun 49 Aar gammel. Med ham brast et Hjerte, som vilde have været Guld værd i de Tider, som fulgte; thi var der nogen enkelt Mand, som havde kunnet SIDE: 344 formaa at knytte Hjertebaandet mellem de to Broderfolk fastere, saa var det han -- det viste han under Statholder- spørgsmaalet i 1860 og mange andre Gange. Men det skulde ikke saa være. Saaledes var da Baand strammede og Baand brustne -- snart skulde de sidste skjæres over. Det skulde nu kun staa tilbage at afslutte disse Opteg- nelser med Fortællingen om den store Overraskelse, der endte mit Liv udenfor Fædrelandet, den uventede Kaldelse, jeg fik til at vende hjem til mit eget Land som Lærer ved det Uni- versitet, der engang havde lukket sine Porte for mig, og de dermed forbundne Omstændigheder og Sindsbevægelser. Men for en Skildring af disse, visselig for mig selv høist betyd- ningsfulde Begivenheder, vover jeg ikke at gjøre Regning paa Læserens Interesse, og gaar dem derfor forbi. Kun det maa jeg nævne som noget sælsomt, at jo fastere jeg voxede i Sverige, desto stærkere blev min Længsel hjem til Norge. Alt, hvad jeg saa, og alt, hvad jeg hørte her- hjemmefra, syntes mig saa lyst og fagert derinde paa den lange Afstand. Og de var jo ogsaa stundom komne ind i min Nærhed disse lysende Navne, der gjorde Norge saa anseet i Sverige. Ole Bull aabnede Rækken i 1860, Camilla Collett kom i 1866 til Sverige, Bjørnson fulgte, han var der tre Gange i min Tid: 1866, 1871 og 1873, og holdt Foredrag her, Ibsen boede her hele Sommeren 1869 -- saa kom Gude i 1869 og Adolf Tidemand i 1872, saa kom Edvard Grieg med sin herlige Sangfugl af en Hustru og op- førte i Begyndelsen af 1873 under stormende Jubel sine Kom- positioner, saa kom Erika Lie og Agathe Backer med hele Ungdommens seirende Glans over sig og feirede den ene Triumf efter den anden, saa kom Magdalene Thoresen og foredrog sine Digterverker, Henrik Klausen optraadte paa Scenen, saa kom med Oplæsninger og Foredrag Isachsen SIDE: 345 (1872), O. Arvesen (1874) og Chr. Jansson (1874), Maleren Carl Hansen tog for flere Aar Bolig i Stockholm -- blot det at være Nordmand var dengang en Anbefaling i de bedste Kredse, og Nordmændene eiede en Anseelse i Sverige, der ogsaa kom mig tilgode: -- ak, hvor Tiderne har forandret sig! Hvilken Glæde havde det ikke været mig, naar disse mine Landsmænd henvendte sig til mig, hvor det gjaldt at forberede Jordbunden. Og ogsaa i andre Retninger sendte jo Norge sine bedste Mænd herind. Det norske Ministerhotel var navnlig i Sibberns Tid, men ogsaa senere, et Sted, hvor den høieste svenske Adel gjerne færdedes og satte Pris paa at indbydes -- den norske Gardes Officerer og Mandskab gjaldt for Elitetropper og var ligefrem Stock- holmernes Yndlinge. -- Militær- kommissioner, Referenterne for Hær og Flaade, de norske Han- delsfirmaer, som virkede i Stock- holm, navnlig Astrup -- Blikket flyver fra Tind til Tind, fra Lys til Lys -- man ser kun de solklare Nuter, det lyse og friske deroppe i Høiden -- men ikke det mørke og trange nede i de dunkle Dale. Dette Fjernsyn, dette fagre, dette betagende Fjernsyn, dette Aandens Høifjeld SIDE: 346 med Fantasiens Solglans over sig: -- det var Norge, det var mit Fædreland, som jeg var stolt af at tilhøre og læng- tede tilbage til. Og nu var Stunden kommen: dette Land kaldte mig hjem, hjem! Der var Sorg over at skilles fra saa meget, jeg havde faaet kjært, men der var dog fremfor Alt Glæde, Glæde! I Juni 1875 holdtes det sidste nordiske Studentermøde i Upsala. Paa den Jord, hvor disse Møder var født, skulde de ogsaa dø. Jeg var med i det sidste Møde i dobbelt Egenskab, baade som norsk Gjæst i Upsala og som svensk Vært i Stock- holm, idet jeg fra de norske Studenter havde faaet Indbydelse til at deltage. Jeg mødte Landsmændene i Cathrineholm, og det var jo som en frisk, vaarlig Bris igjen at færdes som norsk Student blandt norske Studenter. Da jeg havde taget Plads i Besty- relsens Kupé, kom der fra den næste Kupé seilende ind, rakt paa en lang Stok, et Blad, hvorpaa stod skrevet: "Norges bortblæste Laurbærblad, Som en venlig Vind saa fage Føre vil til os tilbage, Vær velkommen i Brødres Rad!" Det var til mig -- det var den første Hilsen fra Norge -- fra mine Kamerater. Min Ven Grosserer Astrup, der eiede det maleriske Laxe- fiske i Elfkarlebyfallet, havde indbudt Studentermødets Deltagere til en Fest ude paa Øen midt i Faldet, og anmodet mig om at arrangere Festpladsen. Om Natten efter Festen i Upsala "botaniska trädgård" reiste jeg derop og ved Hjælp af halvhundrede Dalkarler og Dalkullor, der senere under Festen i sine Nationaldragter fungerede som Mundskjænker, forvandlede jeg i Løbet af den følgende Dag den aabne Plads i Skoven midt paa Øen, hvor Fossen brusede ned paa begge Sider, til en liden Hesperidehave. Fra Granernes Grene vinkede Appelsiner og Druer, ud af Bakkerne sprang Fontæner med SIDE: 347 Punsch og Vin af alle Slags, og paa et mægtigt Ildsted inde i Skoven kogte en Mængde vældige Laxe, der dog forsvandt som Dug for Solen i Studenternes Maver, medens fra Laxe- verpet stedse nye Laxe hentedes op af Fossen. Det er ingen Sag at være Arrangør, naar man har et ubegrænset "Carte blanche" at øse af. Men hvilket Vemod laa der ikke ellers over dette Stu- dentertog! Festjubelen lød ikke ganske ægte: under dens Brusen syntes jeg at høre Sukket af et tungt, bittert skuffet Haab, af brustne Idealer, -- uden Løfter om en Fremtidens Seier -- uden Tro paa de evige Tanker, vi havde næret og elsket i Ungdommens Dage -- uden nogen øget Tillid mellem de tre Folk, der dog har alle Betingelser for at kunne danne en mægtig og stor, aandelig Enhed, mangedobbelt stærkere end de Partier, der nu i alle vore Lande kjæmper for sine smaa Partikulærinteresser, medens de bedste Mænd tier og lider. Det var tungt at gjense Mænd som Ploug, Barfod, Chr. Richardt, Martin Hammerich og Bille paa dette Tog. SIDE: 348 Det Hele havde et gjengangeragtigt Præg, og jeg priste Wel- haven og Sohlman lykkelige, som laa i sin Grav. Men over ét Minde fra dette Tog falder der rent og klart Sollys! Den Dag, vi seilede nedad Mälaren fra Upsala, sad et lidet, muntert Selskab af norske Studentersangere samlede omkring sin Anfører, Johan Didrik Behrens. Det glade Tog havde knyttet deres Venskabsbaand fastere. De havde med Hæder sammen løst sin Opgave ved Siden af Upsalas berømte Sangkor: dette var et frugtbart og inderligt Samliv, der ikke maatte forgaa med Mødets flygtige Dage, og saa stiftedes et lidet Sangerforbund, der ofte har været Christiania til megen Glæde i mere end 25 Aar -- det var "Johaniterne", som fødtes hin Solskinsdag paa Mälaren! Jeg har selv nydt saa- meget godt af dette elskværdige Sangerforbund, der siden har holdt trofast sammen, ogsaa udover Anførerens og mange andre af Vennernes Død, indtil Alderen er begyndt at lægge sin Sor- dine over Stemmerne, at jeg har følt det som en kjær Pligt i disse mine Erindringer ogsaa at indflette det Blad, hvorpaa Mindet om det sang- og sagnrige Johaniterforbunds Tilblivelse er skrevet, og tillige at udtale min hjertelige Tak for alt, hvad det har skjænket mig i senere Dage. -- Stemmerne kan ældes -- Vennerne kan dø -- men den Ungdom, som næres af Sang og trofast, inderligt Venskab, den dør aldrig, saalænge én af dens Bærere endnu løfter sit Hoved over Mulden! Saa nærmede da min Afreise sig. Mine venlige Læsere maa undskylde, at disse Tidsskildringer nu tilsidst klinger ud i et Par rent personlige Erindringer. Om al den Sympathi og Godhed, der langt over Fortjeneste vistes mig paa utallige Maader ved min Afreise fra Sverige ved Festligheder, Minde- gaver, Adresser og andre Tegn paa Velvillie, offentlige som private, vil jeg ikke tale -- den kan ikke interessere Andre end mig selv, og Ingen vil tro, at Grunden til min Taushed er manglende Taknemmelighed! Jeg bevarer disse Vidnesbyrd om Sympathi som mit Livs dyrebareste Eiendom. SIDE: 349 Kun vil jeg faa Lov til her at optrykke det lille Digt, med hvilket jeg ved den Middag, der i Anledning af min Af- reise holdtes paa Hotel Fønix den 19de November 1875, led- sagede den gamle, uanseelige Sølvsnusdaase, som jeg ved den Anledning skjænkede den svenske Stats historiske Museum; jeg vilde gjerne redde det en liden Stund fra total Forglem- melse. Det lød saaledes: Min Farfars Snusdaase. For den Fædrenearv, jeg har taget imod, Behøver jeg ikke at lukke og laase, Thi den var -- om Kursen er rigtig god -- Et syv eller otte Rigsdalers Klenod: En sølvforgyldt Snustobaksdaase. Jeg snuser ikke. Den staar der tom, Den er simplere end de fleste, Og dog er Daasen min Helligdom, Mit Arveguld og mit Adelsdiplom, Og det er saa godt som de bedste. Det var i Attenhundred og ni, I Krigens Aar, de haarde, Da Alle led Nød, og Ingen gik fri, Da Kuglemusik var Stasmelodi Og Spaden byttet med Kaarde. Da førte en Nordmand, en ung Kaptein, En Afdeling svenske Fanger Fra Østerdalens truede Egn Til Staden med det evige Regn, Til Bergen over Hardanger. Han blev ingen Fangevogter for dem, Han spurgte ei stort efter Grader, Soldat som Fører fandt alle et Hjem Ved hans fattige Arne, da de kom frem, Og de kaldte ham trohjertigt: Fader. SIDE: 350 Da de ret havde faaet hverandre kjær, En heftig Sygdom dem herjed, Langt borte var Slegt og Venner der, De havde slet Ingen, som stod dem nær, Som pleied og vaaged og værged. Da var det, han viste sit Hjertelag bedst. Han vaagede Dage og Nætter. De Syges Læge, de Døendes Prest, Han slæbte og sled som en Arbeidshest Og orked for fire Jætter. De frisknede til igjen. -- Krigen blev endt; Men da Blomsten rødmed paa Engen, Prins Christian August blev svensk Prætendent, Og alle Fangerne hjem blev sendt, Da laa han paa Sottesengen. Han havde taget Smerter og Nød Og Sottens Smitte fra dem -- De skiltes med Taarer; hans Hjerte det brød, Og ud paa Sommeren var han død, Just som de Andre kom hjem. De vidste det ikke. Dengang de drog hen, Kjøbte de i Stavanger En Sølvtobaksdaase og sendte ham den, Deri stod blot: "Til en Menneskeven Fra taknemlige svenske Fanger". Han var min Farfar. Min Arv, som sagt, Var ikke stort at gjemme, Og længe var den tilside lagt, -- Den glemtes paa Livets urolige Jagt, Som tidt vi det Bedste glemme. Men se -- hvad skede? Det blev forsand Min Skjæbne, en stormfuld Dag At søge, hjemløs i eget Land, Et Hjem, hvor jeg kunde virke som Mand Under Svenskens gjæstfrie Tag. SIDE: 351 Da tog jeg min gamle Daase ret Fra dens rustede Gjemme frem, -- Den skulde blive min Amulet, Mit Leidebrev og min Indfødsret Kanske i mit nye Hjem. Naar ingen eied en venlig Trøst For den fremmede Svend -- da sagte Vilde jeg tage den fra mit Bryst Og vise min Talisman frem, som en Røst, Den Ingen turde foragte. Naar man vendte den fremmede Ryggen koldt Og ugjæstmildt bort mig stødte, Naar Svensken blev mig for haard og stolt, Kanske, naar Daasen jeg mod ham holdt. Et velkjendt Øie den mødte. Snart er jeg her paa sextende Vaar Og elsker mit nye Hjem, Og det skal være den Ros, det faar, At aldrig en eneste Gang i de Aar Har jeg taget min Daase frem. Nu ta'r jeg den frem. Den skal blive her I sit rette Fædrelands Værge, Den Gamle gier den tilbage til Jer, Med Tak for, I fik hans Sønnesøn kjær, Og dermed: Gud signe Sverge! Den nye Villa var atter solgt, Afskedsforelæsningen holdt, Festerne endte og Visiterne aflagte. Og saa kom da Afskedens tunge Aften. Hvor mørk den store Ventesal paa Stockholms Banegaard syntes mig den Aften, fuldpakket som den var af kjærlige Venner, der kom for at tage Afsked fra os. Akademiet afbrød sin Undervis- ning, og under Anførsel af sine Lærere togede mine fordums Elever ned til Banegaarden og tog Plads ude paa Perronen. Gjennem deres Rækker steg vi saa, vexlende Hundreder af Haandtryk ind i Kupeen. Der laa Buketter med Visitkort fra SIDE: 352 venlige Hænder. Farvel -- farvel -- og Tak for alt! Et Signal -- og Toget satte sig langsomt i Bevægelse og gled ud fra Perronen, medens Hurraerne hendøde i det Fjerne, medens de dunkle Konturer af Staden og Lyset fra Lygterne, der speilede sig i Strømmen, gled forbi som et Drømmesyn, Farvel, farvel! Og nu -- da vi var alene, vaagnede den næste Tanke: det var mod Hjemmet, vi drog -- endelig -- tilsidst! For mit Blik stillede sig med ét det samlede Billede af hele den vovede Færd, jeg nu havde endt, -- det, jeg aldrig havde turdet tænke mig, var bleven Virkelighed -- større, rigere for mig, end min dristigste Fantasi havde kunnet drømme det. Og idet jeg nu saa mig tilbage, grebes jeg med engang af en uforklarlig Angst, ligesom hin Rytter, der uden at vide det havde redet over Bodensøens Isflager, og da han stod frelst paa Stranden og fik vide, hvad der laa bag ham, sank død ned -- bestormet af modsatte Følelser, af Skræk for den Fare, som var overstaaet, og af Glæde over sin Redning. Og jeg havde jo, foruden mig selv, havt to dyrebare Væse- ner at svare for paa den farlige Færd over Isflagerne. Eller var det maaske en Forudanelse af de Kamptider, jeg nu gik imøde, der skabte denne underlige Angst? Vist er det, at det sammensatte i alle disse Følelser holdt paa at kvæle mig, indtil det hele endelig i den dunkle Kupé fik Luft i en stille Tak til ham, der saa vidunderlig havde ledet denne Vandring, der begyndte saa mørkt og endte saa lyst. Et umisteligt Eie tog jeg jo med mig fra Sverige, noget af det bedste, jeg har: Bevidstheden om, at hvorledes jeg end i Fremtiden kunde feile og mislykkes i min Virken hjemme, -- ét Tidsrum af mit Liv var der dog, som nu laa rent og smukt afsluttet, uden nogen Mislyd; den Tid, da det var mig forundt under lyse Forhold at tage Del i et ædelt Folks Kulturarbeide, vel i en ringe og lidet bemærket Stil- ling, men i en vigtig Periode af dets Udvikling. Mine Vandreaar -- min Ungdomstid var tilende. SIDE: 353 Og dermed er ogsaa disse Optegnelser tilende. Her stanser jeg og lægger Pennen ned med en hjertelig Tak til de Læsere, der trofast har fulgt mig paa den lange Livsreise, og til den Bladredaktion, der oprindelig gav mig Anledning til at udtale saa meget, der har fyldt mit Indre. Fem og tyve Aar -- et fjerdedels Aarhundrede -- skiller mig nu fra den Aften, jeg sidst tegnede. De Tider, som nu fulgte, kan jeg ikke skildre. Hidtil havde jeg levet udad, nu skulde jeg begynde at leve indad, -- og det Liv lader sig ikke afsløre saadan til lidt let Læs- ning ved Morgencigaren og Kaffen. Den største Del af disse Aar blev -- som jeg havde ventet -- Kampaar, strenge og alvorlige Tider. Jeg savnede fra først af flere Forudsætninger for at forstaa og bevæge mig frit i det nye Milieu, hvori jeg nu kastedes ind i mit gamle, nu for mig saa forandrede Hjemland, i hvis Udvikling jeg ikke havde deltaget, og hvor en ny, mig fremmed Generation var voxet op -- en lang Periode, i hvilken jeg saa Landets ledende Aander fornegte næsten Alt, hvad min Ungdom havde troet paa, og se overlegent ned paa alle de Erfaringer, jeg troede at have gjort under andre, fremmede Forhold, en Tid, om hvilken jeg ofte var fristet til at sige med den Gamle i Hebbels Drama: "Ich verstehe die Welt nicht mehr!" Man misforstaa mig ikke. Jeg bebreider ingen noget uden mig selv, der ikke var Situationen voxen, og den, der selv ikke kan forstaa, vil let blive misforstaaet. Ingen skal tro sig mis- kjendt; thi man kan altid være sikker paa, at Feilen aller- inderst stikker hos En selv. Men det er sandt: man kan bely- ves og tie af Stolthed. Medens jeg var borte, var Døgnets Pendel for en Tid svunget hen i en mit Stade modsat Retning, hvor jeg, den Fremmede, ikke kunde vinde fast Fod for at modarbeide det Falske i det Nye, og befordre det Gode og Sande deri; -- men jeg tvivlede ikke et Øieblik paa, at ogsaa dette Pendelslag vilde føre Tidens store Uhrviser et Skridt fremad. Jeg fik vente, indtil det nye Pendelslag kom. SIDE: 354 Tiden bragte vist ogsaa meget godt; men et -- som jeg syntes -- sneverhjertet, chauvinistisk politisk Syn, en poesiløs, naturalistisk, af Bohêmeriet smittet Kunstopfatning og et materialistisk irreligiøst Livssyn fik først gjøre sin Gjerning; for disse Guder kunde jeg ikke bøie Knæ. Saa fik jeg heller staa udenfor saalænge. Jeg var jo ikke alene om det. Enten jeg nu skulde opleve dette nye Pendelsving og saaledes faa gribe mere aktivt ind i Bevægelsen eller ikke, -- al den Bitterhed, Udviklingen rakte mig, forsøgte jeg efter Evne at omsætte i Studier og Arbeide, naar Fristelsen ind- fandt sig til at tvivle om det heles Mening; "thi Arbeide, Virksomhed er et af de kraftigste Midler mod verdslig Anfæg- telse, og saalænge man med Energi kan arbeide, er man uovervunden af alle ydre Angreb", har en af vor Tids bety- deligste Mænd sagt. Og disse ydre Angreb blev mig i rigt Maal tildel, men har aldrig kunnet virkelig fælde mig, d.v.s røve mig Troen paa det, min Ungdom elskede og haabede, skjønt jeg maatte føle, at jeg var og vel længe maatte ved- blive at være en Fremmed i mit eget Hjem. Jeg følte mig som hin Munk, om hvem Sagnet fortæller, at han var gaaet ud af Klosteret for at lytte efter Fuglen, som sang, og da han vendte hjem, fandt han en ny arbeidende Slægt i Klo- steret, der kun vidste, at der engang for lange Tider siden havde levet en Broder, der var gaaet bort og aldrig var kom- men tilbage. Men saa var det ogsaa "et Sekund af Evig- heden", han havde oplevet, da han hørte Fuglen synge -- ja, jeg tror, jeg engang har hørt den Fugl synge, hvis Sang er et Sekund af Evigheden; og det er vel værd et Livs Ensomhed at have hørt den Sang; thi den skjænker os baade Ydmyghed og Styrke. Men hvad der i hine Aar kvaltes i mig -- det tier jeg helst om. Hin bitre Tid havde ogsaa sin Ret -- den var en Reak- tion mod de Ensidigheder, som den foregaaende Tid, i hvil- ken min Ungdom faldt, havde gjort sig skyldig i. Ja, nu forstaar baade jeg og vi Alle, der maalbandtes af Skriget, at SIDE: 355 vi behøvede disse Aar af Lidelse for at lære Livets alvorlige Kunst. Og nu kan vi Gamle prise os lykkelige over, at vor Ungdom faldt i en Tid, der eiede store Syner, en stærk Tro og et freidigt Livsmod, og over, at vi har faaet opleve at se Materialismen baade vinde en kortvarig Seier og ligge under i Kampen. Hvad jeg for min Del lærte i og af hine Aar, var dette: at omsætte ringere Livsværdier i høiere. Om de Illusioner brister, som vi nærede i Ungdommens lyse Dage -- Illusioner om Magt eller Ære eller Rigdom eller ydre Glans -- hvad er det saa, vi mister? En Sæbeboble, der intet Savn bør efterlade, da den intet var værd, hvis Livet til Gjengjæld gav os Arbeide og Arbeidets Tilfredsstillelse. Om det, vi har beundret af Intelligens og glimrende Evner, Begavelse og Talent, i ni Tilfælde af ti taber sin Glans for det Øie, der har lært at se lidt under Overfladen: Hvad er det saa mere, naar vi til Gjengjæld med Aarene har lært desto høiere hos vore Medmennesker at skatte Hjertets Egenskaber, den Trofasthed og Kjærlighed, der skjult for Verdens Øine omgiver os i Livet, stille og useet, kanske allervirksomst i vor nærmeste Nærhed? -- naar vi lærer at forstaa det Skjultes Historie, der ikke er optegnet i Verdens- historien, men som er skreven i Himlen? Ja, om det bittreste sker, selv om Idealerne brister, om de Idéformer, vi elskede og troede paa, synes at gaa under -- hvad er det saa mere? Det er jo dog kun Formen, som brister -- men selve Kampen for det Gode, for alt det, der løfter os op over Egoismens Jammerlighed og det jordbundne Livssyn -- ja, "Kampen for det Gode er altid ny og vexlende af Art!" og den skal tilsidst føre frem til Seier, saavist som Lys er Liv, og Mørke er Død, saavist som Livet selv ikke er andet end en stadig fortsat, stadig vældigere Kamp for Lyset, der seirer gjennem Nederlag -- mod Mørket, der kvæles gjennem Pyrrhusseire. Fra Tidernes Morgen er Lysets Seier os for- jættet i alle Religioner, i alle Tænkeres dybeste Syner -- sikker for hver den, som vil se. SIDE: 356 . Ja, allerede nu synes jeg i mit Livs Aften paa enkelte Punkter af Fremtidens Himmel at se eller ialfald at skimte, at en ny Morgen atter vil bryde frem over saa meget af det, min Ungdom har elsket, men som længe syntes mig tilintet- gjort i Dagens Kampe. Jeg synes at fornemme, at den Form, som brast, kun var Puppen, af hvilken Psychen snart skal vikle sig ud. -- Jeg synes, jeg forstaar de Yngstes Stræben langt bedre end hine Bohêmers og Materialisters, der gav Tonen an for halvandet Decennium siden, og som nu er for- svundne, -- og jeg haaber at dø glad i denne Morgens milde Straaler, vis paa, at det kun er for mig, det skumrer, men at et nyt Gry nu oprinder for den unge Slægt, der vil føre den samme Kamp, vi engang kjæmpede, kun endnu haardere, kun med endnu stærkere Modstandere -- og derfor med andre og stærkere Vaaben, end vi eiede. Thi Kampen mellem Godt og Ondt bliver altid haardere, altid mere tilspidset, altid mere afgjørende, indtil endelig alle Masker falder og alle Visirer slaaes op! Maa da Held og Seier i Kampen for det Gode følge de Unge ud i den nye Morgen! -- -- "Den nye Morgen" -- -- . Jeg lagde Pennen bort, gik hen til Vinduet og slog Gar- dinet tilside. Det var høi Nat derude. Men mellem de uddøende Furustammer omkring det gamle Uranienborg stod Kirken mod Himlen, og et mildt Lys strømmede ud gjennem dens høie Ruder. Hvor Maanen straaler! Over Taarnets Spidse staar den og tømmer sine Lysfloder ud over det stille Natlandskab. Med Et begynder alle Kirkens Klokker at ringe, og fjærnt og nær fra alle Stadens Taarne svarer Klokkeklang blandet med Orgeltoner og Sang fra Kirken derborte paa Høiden ved Midnatstid. Langt borte drønner et eneste, dumpt Kanonskud. Det er Nytaarsnat, det er det gamle Aarhun- drede, de Gamles Aarhundrede, vort Aarhundrede, den Tid SIDE: 357 jeg her har søgt at skildre, der tager Afsked og gaar til Hvile. Vent kun stille -- snart faar ogsaa du gaa til Ro. Kun gjennem Kamp vindes Fred. Og i de fine Sølvskyer, der omgiver Maaneskiven, synes jeg at skimte lyse Skikkelser, og i Nattens Taushed synger de for den nyvaagnende Tid sit "Fred paa Jorden!" Fred i Hjerterne midt under den store Kamp, som forestaar, den Kamp og den Fred, som varer til Dagenes Ende.