Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 Studenterliv i Uppsala 1859 -- 1861 SIDE: 2 Mindernes Højsal, Fremtidens Vugge, Lilie i Dalen med luende Ry! C. Ploug. SIDE: 3 EN PRØVEBALLON. Lasst mich nur auf meinem Sattel gelten, Bleibt in euren Hütten, euren Zelten, Und ich reite froh in alle Ferne, Über meiner Mütze nur die Sterne. Goethe. Gode, gamle Upsala! "Minnenas och ungdomens heliga stad!" Ja, Upsala- student har jeg været, været det med Liv og Sjæl, og til Odins Lund flyver min Tanke endnu gjerne tilbage; thi der fandt min urolige Ungdom sit første Hvilepunkt, mine Fremtids- drømme sin første Virkeliggjørelse, min Stræben og mit Arbeide sin første Støtte, og der udkjæmpede jeg min Ungdoms første, alvorlige Kampe -- et haec meminisse juvabit. SIDE: 4 Og derfor er det med ærefrygtsfuld Tak og Hengivenhed, jeg nævner dit Navn, du Nordens ældste Høiskole. Ikke formaar jeg at skildre dig i din Storhed, ikke skal jeg for- søge at udtale, hvad dine skyggefulde Lundes Fortid, hvad Linnés og Rudbecks, Geijers og Bostrøms Universitet i sit 400-aarige Virke har skjænket Norden; men de Reflexer, Livet i Skyggen af din Høiskole, din Kirke og din Vasaborg har kastet ind i min egen Fortid -- dem vil jeg efter Evne for- søge at fastholde. Og er det end ikke for dit eget Folk og dine egne Alumner, jeg udkaster dette lille Billede, saa er her dog ogsaa vestenfor Kjølen saamange, der har seet Gjenskin- net af dit Liv -- mærket det i Upsalasangernes Toner og i Gunnar Wennerbergs "Gluntar", at en Skildring af en Upsala- students Fata, der kom fra Landet vestenfor Grænsefjeldet og fandt et Hjem i dit Læ, dog vel ogsaa her vil finde venlige og forstaaelsesfulde Læsere. Og skulde disse Linier ogsaa træffe en og anden gammel Upsalakamerats Øine, saa skal han her modtage mit Haandslag og min Tak for de svundne Tider, og vi skal være enig om, at Upsala er Ungdommens og Mindernes hellige Stad -- ogsaa for os, for vore Minder og vor Ungdom! -- Ingen Alinske Forsøg paa at danne supre- matistiske "Upsalaskoler" skal saalidt som norske Separatisters Forsøg paa at splitte Nationerne formaa at undergrave den Hengivenhed, norske og svenske Studenter fra før og nu altid, hvor de mødes, nære for hverandre. I mine Studenterdage fortaltes der et -- jeg ved ikke om troværdigt eller utroværdigt -- Sagn om, hvad der var Aarsagen til, at Nordmændene ikke kom med til det første Studentermøde i Upsala 1843. Det hed længe, at de ikke var indbudne, og det satte naturligvis adskilligt ondt Blod; men i Virkeligheden skal Indbydelsen dog være udgaaet, men aldrig kommet til sin Adresse. Brevet, der afsendtes, var nemlig adresseret til "Student-Korpsen i Christiania", men en mindre agtsom Skrive- eller Læsemaade havde ladet Binde- SIDE: 5 stregen forsvinde mellem de to Ord "Student" og "Korpsen", og Postkontoret i Christiania skal længe blandt uindløste Breve have bevaret et til en "Student Korpsen", som intet Men- neske kjendte. Imidlertid var Toget baade begyndt og endt, før en fandtes, der kjendte saa meget til svenske Forhold, at han vidste, hvad "Studentcorpsen" var for et Dyr. -- Enten det nu forholder sig saa eller ikke -- saa har Historien en indre Sandhed. Meget af det, der sætter ondt Blod mellem vore to Folk, beror paa manglende Kjendskab Folkene imellem. Nu -- det totale Ubekjendtskab til svenske Forhold og vice versa, der herskede i 40- og 50-Aarene, er vel blevet afløst af større gjensidig Interesse og gjensidigt Kjendskab -- men det tør dog endnu altid siges, at vi kjender mindre til vort Broderlands indre Forhold end ønskeligt er, og endnu oversættes "Barnmorska" med "Barnemorderske" og "Skorpor" med "Skorper" -- ja, der er endog dem, som oversætte "Unionsven" med "Fædrelandsfiende"! Efter ringe Evne at lære Upsala, hvad Norge eiede af stort og ædelt, var engang min Ungdoms Opgave. Lad mig nu forsøge paa gamle Dage at kaste et lidet Gjenskin af Livet i Fyrisstaden ind over min norske Læsekreds, naar jeg nu skal forsøge at give et Billede -- ikke af Upsala, men af mine Indtryk fra og mine Oplevelser i Upsala omkring det Herrens Aar 1860. Dog, det er ikke blot Upsala, det gjælder; jeg vil skildre mit Liv i Sverige fra først til sidst. Jeg føler det som en Forpligtelse, da jeg kanske kjender dette Folk intimere end de allerfleste af mine Landsmænd, idet jeg i halvandet Decennium har levet og virket i dets Midte som et af dets egne Børn. Og Forpligtelsen er ogsaa engang bleven mig offentlig paa- lagt. Henrik Wergelands Ven, Digteren Ridderstad, sendte mig engang i en oprørt Tid, da Flagsagen først var oppe, i 1880, et Digt, som han offentliggjorde i Østgötacorrespondenten. Efter at have skildret vort første Møde i Ord, som en naturlig Beskedenhed forbyder mig her at gjentage, fortsætter han saaledes: SIDE: 6 Mangt årtal försvunnit sen denna dag; Nu känner du Sverige, så väl som jag. Ej konungahuset, ej bördens slott För dig varit stängda: De öppna stått. I kunskapens salar, bland lärde män, Du städse har helsats, som bror og vän. Ej publiciteten sin dörr har stängt, Den öppet dig invigt i allt den tänkt. Hvarhelst än ditt öga slog upp sin blick, Med kärlek emot dig man alltid gick. Du var ju en norrman, som kring dig såg; Dess bättre ju mera allt öppet låg. Träd upp nu i Norge, förkunna det, Hvad svenskarne tänka, hvad allt du vet. Från yngling du blifvit en kraftig man, Till hjerta och sinne båd' varm och sann. Förkunna ditt Norge, hur här dig gick; Förkunna hvad intryck du deraf fick. Träd upp i tribunen, låt höra der De tankar, som lefva hos folket här. Besegla för alla med skrift och ord, Hurledes du funnit vår svenska jord, Blif hvad du bör blifva: En snillrik tolk Emellan två grenar af samma folk. Bedömas vi önska med hof och rätt, Just såsom vi äro helt rätt og slätt. Ej skäl och bevisning vi frukta för: Blott sanningen lögnen på dörren kör. Om icke vi handlat som männer höfs, Af fraser och smicker ej någon söfs. Vi sida om sida med eder stå. Och framåt vi vilja med eder gå. Af gammalt vi hålla likväl af vigt Att lefva och tänka smått ridderligt. Stå upp inför Norge och tala nu! Hvem manas väl dertill om icke du? SIDE: 7 Hur än man må strida paa denna jord, Så ligger dock segren i fridens ord. Väl den, som kan skøta dess våpen rätt Välsignelse skapar hans handlingssätt. Stå fram såsom målsman för folk och tron! Jag manar dig till en vacker mission! -- Nu er min gamle Ven død -- og nu, elleve Aar efter hans Død, skal jeg da forsøge at opfylde hans dengang udtalte Ønske. Jeg har ikke kunnet gjøre det før -- af mange Grunde. Dybt beklager jeg, at mine Evner ikke heller nu stræk- ker til for at give mine Landsmænd en fyldig Skildring af Sveriges Land og Folk, at jeg kun kan give, hvad der i hine Aar passerede lige forbi mine egne to Vinduer med deres ret snævert begrænsede Udsigt; -- om jeg har brugt disse mine to Vinduer ret -- derom vil svenske Læsere kunne dømme bedre end norske; men hine mulige svenske Læsere maa jeg bede, at de velvillig vil erindre, at det Følgende ikke er skrevet for dem, men for norske Kredse, for hvem meget er nyt, som for svenske Øine er gammelt -- og Alle maa erindre, at det Hele kun er en enkelt Mands enkle Syn paa For- holdene, saaledes som de usammensat og umiddelbart har fremstillet sig for ham. Hvor skulde jeg ønske, at jeg havde kunnet give noget mere; thi i Sandhed, det kunde trænges! Naar man ser, med hvilken Iver Unionens Fiender arbeider for at sværte og til- smudse Alt, hvad der tilhører det Folk, der næst vort eget staar os nærmest, naar man i sit Hjerte ved, hvor ædelt og fintfølende det Folk er, som man skildrer os i uvilligt for- vrængte, ondskabsfuldt misopfattede Billeder, naar man selv føler sig gjennemtrængt ikke blot af personlig Taknemmelig- hed for saameget godt, man af dette Folk har modtaget, men ogsaa af Overbevisningen om, at al denne, for os selv som for Broderfolket uheldsvangre Mistro og Mistænksomhed vilde forsvinde som Dug for Solen, hvis enhver Nordmand SIDE: 8 blot kjendte dette Folk, -- at enhver, som kjender det, ved at, hvormange Feil der end er gjort af svenske Statsmagter, det svenske Folk intet Andet ønsker eller tilsigter overfor Norge end at leve lykkeligt og fredeligt sammen med det som med en Broder, det tør stole paa, og som det vil dele ondt og godt med, naar man ser Splidens Kløft udvidet ved sta- digt udfordrende Haansord, der ligefrem har til Hensigt at irritere et ærekjært Folk, -- ja, da har man en hellig For- pligtelse til at tale, til at vidne om, hvad man selv har erfaret af og inden dette Folk, fortælle det simpelt og sandfærdigt med Lys og Skygger, med Godt og Ondt, stolende paa, at den hele Fremstilling vil efterlade et Billede, der vil øge For- staaelsen af dette Folks Væsen, hvor ubetydelige end alle Billedets Detaljer maatte være. Men disse Skildringer har ogsaa en personlig Side. Husker De, hvor vi slap ved Enden af første Del? Jeg var veiet og funden for let herhjemme. Men Intet kunde hindre mig i at byde alt det, der nu var blevet mig et trangt Fængsel, Farvel, sadle min Ganger og flyve ud i den vide, vide Verden med Himlens Stjerner over mit Hoved. Ak jo -- der var unegtelig den Hindring, at jeg ikke havde nogen Sadel til min Ganger og endnu mindre nogen Ganger til den Sadel, jeg ikke havde. Men saa gik det nu alligevel! Thi en stærk Villie drager et tungt Læs, og Ungdom og Dri- stighed kan stundom skyde Bresche i Livets gamle Fæstnings- mure, -- kort sagt: jeg brød ud, og det gik dog godt tilsidst, Altsammen! Men det var jo unegtelig mit Livs "Sturm- und Drangperiode". Forunderligt -- mere end forunderligt var det. Og nu -- snart 40 Aar efter skal jeg da gjenkalde mig disse mit Vandrelivs brogede Dage, endnu engang skal jeg fyre under Lokomotivet, koble Vognene sammen og begive mig ud paa SIDE: 9 mit Ungdomslivs bevægede Farter, der sandelig hverken besad Jernbanefartens Jævnhed eller dens Hurtighed, tunge og knud- rede, som de ofte var, men som dog maa lignes ved denne, fordi de i rask Fart bragte mig vidt ud i Verden og lod mig se nye Lande og Mennesker; endnu engang skal jeg forsøge at fastholde mine Læseres Interesse ved de "svundne Tider", skjønt jeg meget vel føler, at Vanskeligheden herved voxer med hvert nyt Forsøg, baade fordi det er en af Gjentagelsens -- ikke Hemmeligheder, men en af dens mest aabenbare Følger, at den slapper Deltagelsen, og navnlig fordi jeg nu maa give Slip paa min mægtigste Allierede, der hidtil har staaet mig trolig bi. Hidtil har jeg nemlig kunnet bevæge mig paa Omraader, hvor ialfald de Ældre af mine Læsere kunde have nogen Glæde af at følge mig -- om ikke af anden Grund, saa fordi de med mig kunde gjenopleve saameget Selverfaret og Selvoplevet. Nu derimod skal jeg ud i frem- mede Omgivelser, hvor jeg har staaet alene, og hvor man ikke saaledes kan have Fornøielsen af at konstatere eller op- ponere imod Indtrykkenes Rigtighed. Thi om det end kunde have langt større objektiv Interesse at erfare, hvorledes Stu- denterlivet i Upsala og Kunstnerlivet i Rom saa ud i "svundne Tider" end at følge Bergens Spidsborgere og Christianias Studenter i deres Fortidsliv, saa har jeg dog en berettiget Frygt for, at Bergen og Christiania har større Interesse for mine venlige Læsere end Upsala og Rom, fordi hine ligger vort Hjerte nærmere end disse. Saameget mere skulde der altsaa fordres af Fremstillingens Liv og Oplevelsernes egen Mærkelighed; men netop begge disse Dele turde det maaske ofte skorte paa. Og Mange vil derhos vistnok savne den muntre Stemning, der gik gjennem den første Del, og som her ofte nok maa vige for en alvorligere Tone, her, hvor det gjælder at skildre Livets Kampe og Livets Alvor -- men derved er nu Intet at gjøre. Frygter jeg end saaledes med Grund, at mange vil sige: "De nye "svundne Tider" er ikke saa morsomme som de SIDE: 10 gamle" -- saa er det ganske sandt: de Tider, som nu kom, var ikke saa morsomme, som de gamle, der nu var endte; men saa var de til Gjengjæld saa meget interessantere, og jeg faar haabe, at ogsaa Skildringen af de alvorlige Dage kan finde sine Venner, og lidt godt Humør har jeg jo altid Gud- skelov bevaret ogsaa i de strenge Tider. Det Hele er kun den simple Historie om en ung Mand der bryder sig sin Bane i Verden, kanske under Omstændig- heder og Forhold, der ikke er ganske sædvanlige, og som bringer ham i Berøring med mange interessante Mennesker; men den er ikke i sig selv synderlig mærkelig. Glem ikke det! Jeg stoler alene paa, at der dog kan være noget Sandt i hint Ord, at en ligefrem og sanddru Fortælling om et per- sonligt, levet Liv ogsaa kan have sin Interesse, og siger for- øvrigt som en af mine kjæreste nu bortgangne Kolleger og Venner, at "er der Nogen, som ikke forstaar, hvorom der tales, saa tales der ikke til ham". Og dermed: "Einsteigen!" -- Og ganske nøiagtig lige- som Lokomotivet i det Øieblik, det kobler sig til Vognene, giver disse et Stød tilbage, -- eller endnu nøiagtigere: lige- som Jernbanetoget ofte ved Afgangen fra en Station først maa kjøre en Del Vognlængder tilbage for at komme ind i det nye Spor, saaledes kan heller ikke jeg sætte mit lille Tog i Gang uden først at gjøre en tilbagegaaende Bevægelse for at komme ind i Sporet. "Som Vølundr at smedde sine egne Vinger"! -- Dermed sluttede vi første Del; thi vi endte med det Punkt i mit Liv, hvor jeg maatte ud i en fremmed Verden for at bryde mig min Bane paa eget Ansvar, som jeg endnu ikke følte, og med egne Midler, som jeg endnu ikke havde. Vinger maatte jeg smedde mig -- men hvor skulde jeg smedde dem? I hvilken Esse skulde min Energis Staalfjedre glødes? Hvorledes faldt jeg paa "at gjøre Svenske af mig"? Ja, det har mange spurgt mig om. Jeg kan hertil kun svare: SIDE: 11 det var Upsalafærdens Indtryk, det første overvældende Ind- tryk af at have staaet overfor et gammelt, historisk udviklet, fastnet og samlet Samfund, der tog min Fantasi fangen i hine festlige Dage -- og dertil Følelsen af, at jeg nu kunde virke- liggjøre og føre ud i Livet min lille Del af de Drømme og de Forsætter om Samarbeide mellem Nordens Universitets- ungdom, hvormed hin Færd havde fyldt os Unge; -- men dernæst og ikke mindst var det de Impulser, jeg havde mod- taget paa den tidligere nævnte Studiereise, jeg, som konkur- rerende til Stipendiatposten i nordisk Literatur ved vort Uni- versitet, havde foretaget til Stockholm og Upsala i 1858, der bragte mig til at vælge Sverige til min Fremtids Tumleplads, da Hjemmet lukkede sig for mig. Jeg arbeidede jo i den Tid, da jeg paa hin Reise opholdt mig i Sverige i 1858, med den rigtige Følelse af, at den norske Universitetspost vilde gaa min Næse forbi, og at jeg maatte være betænkt paa, hvad jeg isaafald skulde gribe til. Og allerede, medens hin Studie- reise varede, blev det mig klart, at den var et Slags Prøve- ballon, jeg opsendte, og den blev saaledes den nærmeste An- ledning til den Retning, min senere Vandring tog. Da denne Forberedelsesreise i 1858 har sine ret eiendommelige Punkter, vil jeg da, før jeg fortsætter Livsreisen og gaar over til Hoved- sagen, til selve Expatrieringen i 1859 -- før jeg gaar ind i det nye Spor, -- først kjøre disse Vognlængder tilbage og dvæle lidt ved hin Reises Oplevelser, der altsaa i Tiden ligger forud for, hvad jeg omtalte i Slutningen af forrige Del. Den hører jo rigtigst hjemme her som Indledning til mine "Vandre- aar". Og saa beder jeg om Forladelse for denne lange Ind- ledning, altsaa: "Einsteigen!" Vi kan passende kalde dette Kapitel i dobbelt Forstand "Den didaktiske Reise i 1858" eller "Prøveballonen". Det var jo for at studere ældre svensk "didaktisk" Literatur, jeg ifølge den af Universitetet stillede Opgaves Program, gjorde SIDE: 12 Reisen i 1858. Mon noget andet Menneske i Verden, før eller senere, nogensinde har reist i Sverige for at studere "didaktisk Literatur"? Neppelig. Selv dette at reise til Sve- rige var i hine Dage, før Jernbanenettene existerede i Norden, næsten som at reise til Honolulu eller Japan, og vi vidste, paa vore i Sverige residerende Statsraader og enkelte "Stock- holmsfarere" nær, ikke engang saa god Beskjed om de indre Forhold i Sverige, som vi nu ved om Japans Kultur og Folk, og man brugte jo om Vinteren fem à sex Dage mellem Chri- stiania og Stockholm, -- omtrent som nu mellem Christiania og Sahara! Heller ikke om svensk Literatur vidste vi altsaa synder- lig Besked i Norge -- og allermindst om "den didaktiske Literatur". Og saa tog jeg altsaa den lille Sum, jeg havde fortjent ved filosofiske Manuduktioner den sidste Vinter, og anvendte den til denne didaktiske Reise, der ogsaa blev en didaktisk Reise i den Forstand, at den gav mig de nødvendige propædeutiske Kundskaber om svenske Forhold, der senere kom mig til Nytte, da jeg efterat have opsendt denne Prøve- ballon for Alvor drog til Sverige. Den lille Kreds af Venner, man i det foregaaende har seet nævnt under Navn af "Frankensteinerne", havde trukket mig med til en munter Afskedsfest i den vaarlige Aften ude paa Bygdø, hvor de første Knopper netop brast i vore Skove. Bægerklang og Sang havde fyldt Aftenluften; thi man er just ikke melankolsk ved Afskedsfester i den Alder -- enhver Afsked betyder jo et Skridt fremad og opad, og man sees snart igjen. Solen gik ned over en syngende Studenterflok i det Grønne. Dagen efter befandt jeg mig med engang alene ombord i et Dampskib, der for en længere Tid skulde føre mig bort fra mine egne. Det var en underlig Følelse af En- somhed, der greb mig. Det var jo første Gang jeg reiste alene ud i Verden. Om Aftenen kom jeg til Strømstad; thi Veien til Stock- holm gik dengang over Gøteborg og ad Gøta Kanal. Jeg SIDE: 13 havde to Aar tidligere seet det lille Badested i fuldt Sommer- liv; nu var Badesæsonen endnu ikke begyndt -- der var øde og tomt overalt -- den eneste Bekjendt, jeg havde der, var bortreist, og endelig, da jeg vilde trække Rullegardinerne op i mit Værelse i Hotellet for dog at faa lidt Aftensol, fik jeg en venlig Anmodning om at lade dem forblive nedrullede, da Værtinden laa paa Ligstraa i Værelset ved Siden af, og den Side af Huset, der vendte mod Gaden, skulde vise ned- rullede Gardiner. Det var jo en munter Begyndelse! Gamle Biskop Bjørck i Gøteborg, der havde reist sammen med mig paa Dampskibet, og indbudt mig til en Kop The paa sit Væ- relse, var gaaet i Seng -- og der sad jeg alene i mit triste Tusmørke! Det blev mig for melankolsk -- jeg fik Hjemve og gik saa ned paa Dampskibet og gav mig i Snak med Matroserne, for dog at tale med Landsmænd -- og havde Dampskibet den Aften gaaet tilbage til Norge, tror jeg, jeg havde fulgt med tilbage af bare Ensomhed og Hjemve og saaledes maaske for Livet givet mig selv Attest for, at jeg var umulig til alt Reiseliv, jeg, hvis halve Liv efter denne Dag skulde blive en eneste Reise! Men da en frisk Bris den næste Morgen førte os syd- over, var Aftenens Melankoli og Hjemve forglemt, det var jo Narrestreger -- om tre Maaneder skulde man være hjemme igjen -- nu var alt Liv og Lyst og Forventning om det nye, som vinkede derude i det fjerne! Ikke den fjerneste Anelse havde jeg jo om, hvem jeg skulde træffe sammen med -- Personer, hvis Existence jeg idag ikke drømte om, skulde kanske imorgen kastes aldeles uventet ind paa min Vei, ja maaske blive mig kjære Be- kjendte -- thi paa Reiser knyttes Bekjendtskaber hurtig. De Forhold, jeg skulde komme til at bevæge mig i -- skulde de blive interessante og indbydende, eller frastødende og usym- pathiske i dette Folk, som jeg kjendte saa lidet til? Derfor maatte min gode Genius raade; thi selv kunde jeg lidet eller intet gjøre dertil. SIDE: 14 Og min gode Genius raadede som en Mester! De For- hold, jeg kom ind i, blev baade behagelige og interessante, og de Personligheder, jeg traf, blev for en Del endog senere mine Venner for Livet. Næste Aften kom jeg til Gøteborg, hvorfra jeg skulde tage Kanalveien til Stockholm over Linkøping, hvis Gymnasie- bibliothek var det første, jeg skulde besøge. I Gøteborg fik jeg strax en aldeles uventet Anledning til at gjøre mit første svenske Bekjendtskab med Stadens ubetinget mærkeligste og betydeligste Mand, "Gøteborgs Handels- och Sjøfartstidnings" daværende Redaktør, Sven Adolf Hedlund, og af ham mod- tog jeg saa Anbefalingsbreve til Digterne Ridderstad i Lin- køping og August Blanche i Stockholm. Hedlund har selv nylig i sin "Ur Minnet" skrevet et Kapitel, hvorover han har sat mit Navn som Overskrift, og har heri omtalt dette vort første Møde og det aldeles korrekt med Undtagelse af, at vort Bekjendtskab ikke skriver sig fra "Begyndelsen af 60-Aarene", men derimod fra 1858. Jeg havde i Spisesalen i Göta-Källare truffet en Reisende, den nylig afdøde Wermlandske Brugspatron og Rigsdagsmand, Hammarhjelm, der indlod sig i Samtale med mig og førte Talen hen paa de internationale norsk-svenske Forhold: "Stat- holdersagen", der endnu befandt sig i sit første Stadium, "Sukkerkrigen" og Spørgsmaalet om Dommes gjensidige Exi- gibilitet -- alt, hvad der netop dengang skilte mellem Fol- kene paa begge Sider af Kjølen. Jeg vilde naturligvis overfor Svenske staa paa mit Lands Ære og Bedste, og da han i Samtalens Løb støttede sine Meninger paa Udtalelser af Hed- lund, antog jeg, som alle Nordmænd dengang, Hedlund for en forskrækkelig "Norskätare"; min nye Bekjendt forsikrede imidlertid, at Hedlund var en saare elskværdig Mand og meget venlig stemt mod alle Mennesker, saaledes ogsaa mod Nordmænd, og foreslog mig at besøge ham næste Dag -- han var hans gode Ven og vilde gjerne introducere mig. Da jeg dengang var Medarbeider i "Christianiaposten" ( -- ikke SIDE: 15 den nuværende -- ) havde jeg stor Lyst til at gaa ind i Lø- vens Hule og føle paa dens Klør, og Dagen efter, den 13de Mai, gik vi hen til Hedlund. Det var Christi Himmelfartsdag, og Hedlund havde en Fridag, som han paa det liberaleste ofrede os. Venligt førte han mig ind i sin Familie, præsen- terede mig for sin fortræffelige Hustru, den ædle Thorsten Rudenskiølds ædle Datter, og inviterede os til at spise Middag hos sig. Han var Elskværdigheden selv, og jeg vil aldrig glemme den behagelige Dag; vi kom som Hedlund selv siger "godt overens ved Middagen". Der var over Hedlunds hele Væ- sen et betagende Skjær af freidigt Ungdomsmod, parret med mandig Fædrelandskjærlighed, Aabenhed og Fordomsfrihed. Et originalt Syn, der aldrig lod sig hemme eller binde af det tilvante eller tillærte Konven- tionelle, gjorde enhver Samtale med ham ligesaa underholdende som liv- lig og lærerig. Jeg erindrer endnu, at en af vore første Underholdninger gjaldt netop, hvad der endel Aar efter blev Virkelighed, Grundlæg- gelsen af en Høiskole i Gøteborg, og han mente, at man her burde aabne Plads ogsaa for norske og danske Videnskabsmænd, aldeles paa samme Vilkaar som for svenske -- fri Konkurrance. Da jeg ytrede, at det vel desværre var tvivlsomt om Reciprocitet kunde vindes, saa at ogsaa de norske og danske Universi- teter ligesaa liberalt vilde aabne sig for Sveriges yngre Videnskabsmænd, fløi der et Glimt gjennem hans Øine og han sagde straalende: "Reciprocitet? Vi begjærer ingen Reci- procitet; vil I skjænke os jer unge Dygtighed, saa skal vi ingenlunde begjære, at I skal tage fra os vore egne unge Kræfter!" SIDE: 16 Hvad Hedlund har været for den Stat og det Samfund, han tilhører, det skal jeg ikke her indlade mig paa at skildre, sikkert er, at han har været en af de stærkeste Vækkere af den Aand, der har ladet Gøteborgs Rigmænd anse det som den bedste Anvendelse af sine Rigdomme, at skjænke dem til Institutioner, der kunde gavne Fædrelandet eller Fædre- staden, Vækkeren af den Aand, der taler til os fra Institutio- ner som "Renstrømska fonden" og lignende Milliondonationer, hvorpaa denne Stad er saa rig. Den gamle Patriark nyder nu vistnok i det Ydre et otium cum dignitate, men den rast- løse Aand er lige virksom hos den 76-aarige Olding, som den var hos den 37-aarige Mand, jeg dengang lærte at kjende. Senere var Hedlund mig i mange Aar en trofast Støtte paa min ikke altid lette Vei i Sverige -- det var gjennem ham jeg modtog det første Engagement som Forelæser, idet jeg kaldtes til at holde Foredrag i Gøteborgs Forelæsnings- forening 1866, og han viste sig stadig mod mig som den samme elskværdige Ven, indtil en latterlig Strid, hvorom mere siden, skulde for lange Aar afbryde vort Forhold. Har denne Strid -- som det synes af hans nysnævnte Optegnelser -- efterladt en liden Braad i hans Sind, saa har den ikke i nogen Maade forandret min Hengivenhed for ham. Efter en smuk, solskinblinkende, vaarlig Fart opad Troll- hättakanalen, mellem nysprunget Løv og unge reisende Damer i lyse Dragter med rosenfarvede Parasoller, gjennem hvilke Solen spillede paa fin Hud og straalende Øine -- over Wenern, Wettern og Boren, steg jeg af mellem Søerne Boren og Roxen ved Bergs Sluser, hvor Wreta Kloster ligger, og tog en tung Afsked med mine nye Veninder, der forekom mig meget mere tillokkende end de støvede Folianter i Linkøpingsbibliotheket, som nu vinkede mig. Efter at have beseet Kongegravene i Klosterkirken, kjørte jeg paa en "Rapp- høna" ind til Linkøping og ankom did Lørdag Aften, netop som Linkøpingboerne holdt paa at feie sine Gader til Søn- dagen. Det var den 15de Mai 1858 og en deilig Foraars- SIDE: 17 aften. Aftenklokkerne ringede, og Buskapen kom hjem, da jeg kjørte ind i Byen. Fra Hotellet gik jeg strax hen for at aflevere det Brev, som Hedlund havde medgivet mig til Carl Fredrik Ridderstad. Jeg traf Henrik Werge- lands gamle Ven, Digteren med det fyrige Sind og det varme Hjerte, "Tidsrunernes" og "Stockholms- mysteriernes" Forfatter i hans Hule halvt paaklædt, redigerende Søn- dagsnumeret af sin "Østgøtacorre- spondent", der skulde udkomme den næste Morgen. En liden Doub- let parterre var hans Redaktions- kontor, og i det inderste Værelse sad han ved sit Skrivebord, der var bedækket med en utallig Mængde Aviser og Bøger. Saxen laa ved Siden af Pennen. Hvor klart jeg erindrer ham, der senere skulde blive den svenske Journalistiks Nestor, siddende foran Pulten i Læne- stolen med det slidte Overtræk; med det dengang endnu korte, let graa- nede Haar og Skjæg -- han var den- gang 51 Aar -- dette Haar og Skjæg, der senere blev til en Skov af hvide, bølgende Lokker -- med den kort skaarne Næse og det klare, kraftige Blik staar han endnu lyslevende for mig. Han sendte mig et hurtigt Øie- kast, aabnede Hedlunds Brev og bad mig sidde ned. Fra det Øieblik exi- sterede ikke Redaktionsarbeidet mere for ham. "Det kan jag sköta inatt", sagde han, ordnede sit Toilette og trak mig med hen i "Wernerska trädgården". SIDE: 18 Aftenen gik hurtigt og livligt. Medens han i sit billed- rige Digtersprog snart underholdt mig med fantastiske Syner paa Europas Fremtidspolitik og den store -- endnu ikke stedfundne -- Verdenskamp mellem Østen og Vesten, De- spotisme og Frihed, snart om sine Erindringer fra Samlivet med Henrik Wergeland under dennes Ophold i Stockholm, snart igjen om sine mærkelige Samlinger af Aktstykker til Sveriges nyere Historie, samledes snart en Kreds af hans Venner om ham i Haven, og det blev en munter Aften. Med et udbrød han: "Iöfvermorgon är det 17 Mai, Norges frihets- dag, Henrik Wergelands dag -- den ska' vi fira med vår norska vän!" Det blev ogsaa virkelig Tilfældet; en Kreds af Linkøpingsboere og foruden dem den bekjendte, elskværdige Digter Carl Wetterbergh (Onkel Adam) feirede den norske Fri- hedsfest, og et versificeret Telegram af Ridderstad afsendtes til Christiania. I det Hele taget var der netop i de Dage et meget sel- skabeligt Liv i den lille By; thi Länets Landshøvding, den senere saa ulykkelige Henning Hamilton, var netop bleven udnævnt til Ecclesiastikminister og skulde forlade Byen, hvil- ket medførte en Række Middagsselskaber, til hvilke jeg ved Ridderstads Medvirkning fik Indbydelse. Min gamle Biblio- thekar, den elskværdige Lektor Wiede, der stundom savnede mig i Bibliotheket, men desto sikrere traf mig i disse Mid- dagsselskaber, havde saaledes vistnok Ret i den Dom, han senere skal have fældet over mig: "han var som alla andra resande skandinaver, först åt han, och sedan drack han". I det allerførste af disse Selskaber indtraf en ret pikant liden Episode, som jeg her maa fortælle. Da jeg traadte ind i den Sal, hvor Gjæsterne samledes, før man gik tilbords, presenterede Ridderstad mig en bloc ved at nævne mit Navn og tillægge: "Herrerne er for mange til at nævne hver især, I vil nok blive bekjendte uden det". Jeg sluttede mig snart til en Gruppe, der i en Vinduesniche dis- kuterede Religionsfrihedsspørgsmaalet, der i Anledning af SIDE: 19 nogle Katholikers Udvisning netop da var stærkt paa Bane, og hvor man fra et -- som mig syntes -- stokkonservativt og intolerant Synspunkt bl. a. ogsaa angreb den norske Dis- senterlov af 1845. Som Nordmand og forhenværende Theolog fandt jeg mig dobbelt kaldet til at give mit Besyv med i Laget, og med en ung Students hele Sikkerhed og Hardiesse greb jeg Offensiven overfor de nys stedfundne Udslag af Intole- rance i Sverige. Af Høflighed -- eller maaske af en anden Grund -- taug de Fleste; kun en ældre Herre med et spidst, markeret, men meget udtryksfuldt Ansigt optog Kampen og drev mig med mild, men overlegen Ro efterhaanden saaledes ind i et Musehul, at jeg erfor en uhyre Lettelse, da Værten i det samme raabte: "Tilbords -- mine Herrer!" Jeg ilede hen til Ridderstad, der stod polisk smilende i Nærheden, og spurgte: "Men i Guds Navn, sig mig dog -- hvem var den Herre der?" "Kors -- kände du inte honom?" sagde Ridder- stad og pegte paa min Mand, der nu ved Værtindens Side satte sig paa Hæderspladsen: "det var ju sjelfve Ecclesiastik- ministern -- det var Henning Hamilton!" Unegtelig blev jeg helt forlegen, men tænkte som saa: vi lader det drive over; imorgen er det Hele glemt, og -- den Mand træffer jeg dog aldrig mere i Livet. Men det stod anderledes skrevet i Skjæbnens Bog. Det næste Aars Høst holdt jeg paa at søge Docentur ved Upsala Universitet, og da dette stødte paa Hindringer i min Nationalitet, vendte jeg mig til vor Statsminister i Stock- holm, Excellencen Sibbern, der sagde: "Der er kun en Vei at gaa: jeg skal føre Dem til Ecclesiastikministeren. Kjender De Greve Hamilton?" Jeg svarede noget forvirret: "Greve Hamilton kjender ialfald vistnok ikke mig, hvorvel jeg engang har havt den Ære at være sammen med ham." "Saa skal jeg presentere Dem", sagde Excellencen. Og vi kom til Ecclesiastikministeren. Men hvem beskriver min Forlegen- hed, da Greven afbrød Excellencens Præsentation med et: "Kors vi ä' ju gamla bekanta sedan Linkøpingstiden!" SIDE: 20 Med den største Elskværdighed arrangerede han saa Sagen for mig. Senere sad jeg i flere Aar sammen med Greve Hamilton i "Svenska Slöjdföreningens styrelse", hvis Formand han var, og hvorfra jeg bevarer mere end ét Indtryk af hans person- lige Elskværdighed, inden hans lysende Bane tog den for- færdelige Ende. Underretningen om hans Fald fik jeg under et Ophold i Rom Vaaren 1881. Aviserne bragte det, og ved samme Bord som jeg sad ogsaa Henrik Ibsen med sin Avis, og jeg erindrer, at Ibsen gav sin Forbauselse Luft paa sin eiendommelige Maade i de Ord: "Naar jeg undtager Jesus Christus og Professor Schweigaard ved jeg Ingen, jeg vilde stolet tryggere paa end paa Henning Hamilton". Fra Linkøping gik Reisen to Dage før Pintse videre ad Kanalveien til Stockholm. Den første Aften der tilbragte jeg i "Mindre Teatern", hvor Professor Nielsen, det danske kgl. Theaters berømte Tragiker, netop den Aften optraadte som "Haakon Jarl". Jeg syntes langt bedre om ham hinsides Lamperne, end jeg senere gjorde, da jeg fik Anledning til at gjøre hans personlige Bekjendtskab. Pintsedag -- en dejlig, solklar Foraarssøndagmorgen -- gik jeg ombord i et Mälardampskib, der førte mig til Upsala. Solglitter og Foraarsjubel overalt! Fra vi lagde ud fra Rid- darholmen i den friske Morgen til vi gled ind under Broen ved Flottsund, var der Sang og Klang ombord; thi der var adskillige Upsalastudenter og flere Sangere fra Stockholms kgl. Opera med; om Aftenen skulde nemlig den store Pintse- konsert gives i Carolina Rediviva, og de sidstnævnte skulde assistere ved denne. Underveis aflagdes en Visit paa det her- lige Skokloster, Brahefamiliens gamle Fideikommis, hvor de gyldne Sale endnu syntes at bevare Skyggerne af alle de fest- SIDE: 22 lige Dage, da Sveriges højeste Adel var Gjæster i Wrangel'ernes og Brahe'rnes Residents. De mange Indskrifter over Dørene tiltrak sig særlig min Opmerksomhed. Det var ret eiendomme- ligt, i dette for Krigsbytte i fremmed Land under Trediveaars- krigen byggede Slot at læse Sententser som følgende to: "Velgjerninger er rigere Minder om en Fyrste end Seiersbytte" og "Retfærdig er den Krig, som føres for at tage tilbage, hvad der er røvet". Eller i disse af Hofmænd engang beboede Sale at læse: "For at behage sin Fyrste, svigter Hofmanden Tro, Religion og Samvittighed" eller "Ulykkelig den, som stoler paa Mennesker, enfoldig den, som stoler paa en Fyrste" eller "Hverken i Alvor eller i Spøg bør Du dele en Pære med din Herre!" Længere frem i Livet skulde jeg tilbringe to herlige Sommere i disse rige og skjønne Omgivelser. I Upsala hilsede "Sæterjentens Søndag" med Widéns underfulde Tenor i Solopartiet mig som en Klang fra Hjemmets Fjelde. Efter Konserten var der Souper paa "Gästis", hvor bl. a. Komponisten Albert Rubenson, Sangerne Willmann og Arnoldsson o. fl. var tilstede. Vinduerne stod aabne, og Upsalasangen lød herlig ud i den halvlyse, milde, smukke Foraarsaften. Men jeg saa og hørte den Aften kun En -- jeg havde her fundet En, hvis friske, ungdommelige Personlighed indtog mig aldeles. Det var den stakkars geniale, men rodløse og vistnok igrunden ulykkelige Carl Wetterhof, denne ejendommelige Skikkelse -- engang Alles Yndling, til hvis rige Begavelse man knyttede et stort Haab, og inden han døde Gjenstanden for Manges medlidende Skuldertræk, men ogsaa for sine Venners vemodige Sympathi. Carl Wetterhof var en ung Finlænder, der for en politisk Forseelse, en skjemtsom, men ikke upolitisk Tale ved et privat Gilde i Helsingfors (den bekjendte "Tølø"affære), var bleven relegeret fra Universitetet, ligesom kort efter Adolf Norden- skiøld i en lignende Anledning, og saa var flygtet fra Fin- land uden Pas og nu laa og studerede ved Upsala Uni- versitet. Finnen og Nordmanden fandt strax hinanden her SIDE: 23 paa den svenske Jord. "Fänrik Stals sägner" og Runebergs øvrige Digtning havde allerede tidlig givet mig en levende Interesse for hans Fædreland, og da vi derhos begge drev æsthetiske Studier, havde vi en Mængde Fællesinteresser, og Venskabet var saaledes snart sluttet. Interessen var gjensidig; thi da jeg tredie Pintsedag vendte tilbage til Stockholm for der at begynde mine Bibliothekstudier, fulgte han med, og vi boede nu sammen i Stockholm et Par Ugers Tid. Disse Uger hører til mine behageligste Ungdoms- minder. Medens Dagen tilbragtes ved Bibliotheket, hvor Harald Wieselgren var mig en tro- fast Veileder, var Aftenen og de lyse Sommernætter viet Studiet af Stockholms Omegn med Carl Wet- terhof som Fører. Han var den- gang endnu en fortræffelig Bell- manssanger, og heller ikke jeg var fremmed for "Fredmans Epistlar". Der laa netop en hel Del unge Finlændere i Stockholm den Som- mer -- den unge Musiker Philip v. Schanz, Prof. Jacob Estlander o. fl. -- og vi dannede nu et lidet muntert Selskab, der gjerne til- bragte de lyse Nætter med at gjøre Udflugter til Scenerne for de Bellmanske Digtninger. Vi leiede et Par Vogne og kjørte saa rundt til de forskjellige "Utvärdshus", til hvilke der knyttede sig Bellmanske Minder, og af hvilke dengang endnu mange existerede, ligefra "Grøna Lund" til "Fiskartorpet". Ja, det var Liv og Lystighed! Stockholms Omegn har en eiendommelig og dog mangeartet Skjønhed, der netop ligesom Bellmans Digtning har sin største Ynde ved sine Modsætninger. Den muntre Djurgård med sit friske, bølgende Sommerliv, den mørke romantiske Carlbergspark, det ensomme Haga, hvis Skove drømmer ved Suset af SIDE: 24 Brunnsvikens Bølger, den landlig-idylliske Solnaskov med sin gamle Kirke, og saa paa den søndre Side det yndige Nacka med sin Mølledal -- alt gjennemdraget af Mälarens eller Saltsjøens Bugter: det ene saa vidt forskjelligt fra det andet og det ene skjønnere end det andet -- alt dette er den Baggrund mod hvilken Bellman stillede sin udødelige Digt- ning og dens Helte; og ganske ligesom i "Fredmans Epistlar" den drukne Mowitz, den sentimental-elegante Mollberg og den ystre Ulla Winblad optræder i disse fortryllende Naturom- givelser, der sammen med Musikens Toner adler deres bacchan- tiske Skikkelser, saaledes ligger trindt om i denne deilige Natur disse "Krogar", som Bellman besang, og adles ogsaa de til klassisk Hæder og Værdighed ved de Sange, der har gjort dem udødelige, og ved den Naturskjønhed, der om- straaler dem. Man vil begribe, at man her kan studere Literatur midt i Naturen, og at man først i disse Omgivelser lærer ret at forstaa Bellmans Sangmø. I Sommernattens milde Halvlys var det uendelig deiligt at dvæle her under Sang og ungdommelig Glæde: fandtes der et Piano, toges det strax i Beslag, medens vi, leirede i de aabne Vinduer eller paa de faldefærdige Verandaer, lyttede til Bellmanssangens Toner og nød Nattens underfulde Skjønhed. SIDE: 25 Hvila vid denne källa, Vår lilla frukost vi fremställa, Rødt vin och Pimpinella Och en nyss skjuten bekkasin! Da stod de op af sine Grave alle disse forsorne Skik- kelser, som Digteren har fremmanet, og Mowitz kastede sin Paryk, mens Ulla sang og Fader Berg lod Valdhornet klinge -- ja, selve Kong Gustavs glimrende Skikkelse med sit Blod- streif over Brystet skimtede frem derinde mellem Hagas Stam- mer ved det ufødte Slot i Hagaparken, der udgjorde en af hans Livs stolte, men aldrig virkeliggjorte Drømme. Nu var det en anden Tids Ungdom, der drømte i Skyggen af disse halvreiste Mure, over hvilke Efeuen og Sagnet har spundet sine romantiske Ranker. Paa "Fiskartorpet" spiste vi tilaftens, som Solen gik ned, og sang: "Ä'ke det guddomligt, Fiskartorpet, hvad?" -- paa "Stallmästaregården" undersøgte vi i den lyse Sommernat med videnskabelig Grundighed Spørgsmaalet, om dette eller "Kräftriket" var SIDE: 26 "Det torpet lilla, strax utom tulln, Der kräftan ljustras röd ur kastrulln" -- medens en Bruleau holdt os varme, indtil vi fik se Solen gaa op Kl. 3 over Søen, "Der Brunnsvikens bølja klar I vatrade vågor sig drar". Vi søgte efter det gamle "Tre Byttor", hvor "Mowitz blåste en concert", og paa "Kräftriket" saa vi Bønderne drage tiltorvs mod Staden "Och i solgången hinna fram Med kycklingar, kalfvar och lamm", Eller vi slog Kegler ved Hammarbysjøn, hvor "Kegel- spelet hos Faggens" fandt Sted eller paa andre af disse nu som "utvärdshus" forsvundne, engang saa berømte Steder. Ja, det var et Sommerliv, som jeg hverken før eller siden har nydt det. Mange af de Kamerater, jeg den Sommer fik blandt Finlands Ungdom i hine lyse Nætter, har jeg aldrig siden gjenseet. Andre beholdt jeg som kjære Venner til deres Død -- nu er de Alle borte. SIDE: 27 I langt senere Aar -- 17 Aar efter -- kom jeg engang paa en eiendommelig Maade til at erindres om hine glade Som- mernætter. Det var Høsten 1875, jeg befandt mig paa et Dampskib mellem Stockholm og Helsingfors. En Bekjendt fortalte mig, at Senator ( ): Statsraad) Nykopp med Familie befandt sig ombord og spurgte, om jeg ikke vilde presenteres for Familien. Jeg har imidlertid aldrig været meget for at tage Initiativet til høie Bekjendtskaber og bad, at det maatte henstaa, til maaske Tilfældet førte os sammen. "Ja, men Se- natoren siger, at han kjender Dem". "Nei", sagde jeg, "det tager Senatoren ganske bestemt feil i" -- Navnet var mig jo ganske ubekjendt. Idetsamme slaar en Haand mig paa Skul- deren, og en venlig Stemme siger: "Goddag, bror Dietrich, känner du inte igen mig?" Jeg stirrede paa et mig ganske ubekjendt Ansigt. "Jag är Nykopp", sagde han; "Mins du inte den der natten, då du hissade mig öfver planket på Kräftriket, och vi väckte upp hela herrskapet och drack kaffe SIDE: 28 och champagne?" -- Jo, da stod han jo med Et lyslevende for mig og med ham en munter, gjennemsværmet Sommernat med Sang og Ungdomsglæde, der stod høit i Taget! "De blifva män i staten, de fordna gossarne" maatte jeg svare med Anna Maria Lenngren, som Undskyldning for, at jeg havde glemt baade hans Navn og hans Udseende, skjønt Situationen, da jeg hjalp ham over Plankeverket nu var mig fuldkommen klar. Siden er ogsaa han vandret bort. Og Carl Wetterhof selv -- uden Hjem, uden Midtpunkt, uden Lykke døde han blandt Fremmede paa et Hospital efter et uroligt Liv, der ikke opfyldte en eneste af de gyldne Drømme, hans lyse Ungdom havde drømt. Jeg havde fra Hedlund i Gøteborg ogsaa medført en Anbefalingsskrivelse til August Blanche, men traf ham ikke hjemme. En Aften blev jeg imidlertid præsenteret for ham SIDE: 29 paa "Strømparterren", hvor han efter Sædvane sad og nød sin lille "Sommertoddy". Da vi var komne i Passiar og var blevne alene, sagde han: "Är Ni ledig iafton? Nå -- det var bra; då skall jag introducera Er på ett ställe, som Ni inte skall glömma så fort -- har Ni lust at gå med till Golconda?" "Jeg kjender blot ét Golconda", sagde jeg, "og det Guldland ligger noget langt borte; men Navnet lokker mig, og i Hr. Auditørens Selskab gaar jeg gjerne, hvor langt det skal være." "Kom då", sagde han smilende, "det är redan sent". Vi tog Veien om Fredsgatan ned til Rosenbad ved Norrstrøm. "Vi gå till ett hemligt sällskap", hviskede han skjælmsk, idet han bankede tre stærke Slag paa en liden Dør, -- det lød næsten som et Frimurersignal. Døren aabnedes af en yngre Mand med blonde Moustacher og lyst Haar, -- det ser omtrent ligedan ud den Dag idag, men nu er det blonde rigtignok hvidt. "Det er Golcondas Vagtmester", sagde Blanche, idet han tillige nævnte mit Navn for den buk- kende Vagtmester. Jeg saa, at den blonde Mand smilede, og anede en Mystifikation. Vagtmesteren bad os tage Tøiet af i Sideværelset, hvorefter han blev staaende ved Døren. Blanche og jeg begav os da op i anden Etage, medens vi hørte nye tre Slag paa Døren dernede og saa Vagtmesteren aabne den. Ovenpaa traadte vi ind i en stor Sal, og i Sand- hed Navnet "Golconda" syntes mig ikke overdrevet for den Pragt, som her mødte Øiet fra alle Vægge, fra Borde og Etagérer, en smagfuld Rigdom af Vaser, Uhre, Buster, Lamper, Porcellæner, Tæpper, Vaaben, Opsatser af Guld og Sølv, alt hvad nævnes kan, medens gamle hollandske og italienske Malerier saa ned fra Væggene. Salen var afdelt i 3 Dele ved en Bogreol med Bøger i Pragtbind mellem den første og anden, og et Orgel -- tror jeg det var -- mellem den anden og tredie Afdeling. Vel hed dette Sted med Rette "Golconda", især for mig, der jo endnu ikke havde SIDE: 30 seet stort af Verden -- men Eventyret skulde blive endnu interessantere. I den inderste Afdeling, hvor en Lampe med Skjærm over sendte et dæmpet og farvet Lys over Pianoet, sad en Dame paa en Divan. Blanche præsenterede mig for hende: "Frøken Louise Michael" (Sangerinden, senere Fru Michaeli), jeg havde nylig hørt hende i "Norma" og "Oberon", -- og i Dæmringslyset traadte fra det næste Rum en straalende, mægtig Skjønhed ind: "Fru Zelma Hedin!" -- jeg havde netop seet hende i en af hendes Glansroller. Efterhaanden samledes her et Selskab af næsten Alt, hvad Stockholms Theatre og dramatiske Literatur eiede af Storheder -- Svante Hedin lynede med sine morsomme Brandere, Wilhelm Almløf -- "Sveriges Talma" (Knut Almløfs Fader) -- og Dahlqvist traf jeg saavidt jeg erindrer hin Aften første Gang der -- adskillige af de dramatiske Forfattere traf jeg senere igjen i "Gröna stugan". Der blev musiceret, deklameret og konver- seret, indtil "Vagtmesteren" traadte ind og meldte, at Sou- peren var serveret -- og det med en Sikkerhed og i en Tone, der ingenlunde syntes at passe for en Vagtmester -- snarere for en Vært. Til min Forbauselse -- som jeg dog heldigvis beholdt for mig selv -- bød han mig saa Armen og førte mig til Spisesalen nedenunder. Underveis vexlede jeg nogle Ord med "Vagtmesteren", -- men min Forbauselse steg, da han sva- rede mig paa det reneste Norsk. Paa min Forespørgsel er- klærede han ogsaa at være fra Hedemarken. Blanche smilede listelig, da jeg passerede ham. Under Souperen deltog "Vagtmesteren" med Livlighed i Konversationen. Nu løb min Nysgjerrighed af med mig. Jeg gik hen til Blanche og sagde: "Nu synes jeg, De har sat min Nysgjerrighed tilstrækkelig paa Prøve -- nu kunde De være saa venlig at sige mig, hvor vi er, og hvem "Vagt- mesteren" er." "Han är Golcondas egare och herre", svarede Blanche, "men vill Ni veta närmare besked och upptagas i SIDE: 31 vårt broderskap, så få vi först dricka brorskål." Der var naturligvis fra den 24-aarige unge Mands Side intet iveien for at drikke Brorskaal med den berømte Forfatter; saa satte vi os paa en Divan og Blanche sagde: "Vaktmästaren eger -- som sagdt -- detta hus och dessa omätligt rika samlingar, de rikaste i Sverige, och här samlar han som Du ser en utvald societet i sitt Golconda -- han är föröfrigt din lands- man, född på Storhamar gård och kallar sig efter denna: juveleraren Christian Hammer." Nu kjender hele Verden de "Hammerske Samlinger", men dengang kjendte kun faa dem. Senere voxede Samlin- gerne, saa at der ikke mere kunde være Tale om en dekora- tiv Opstilling eller om et Selskabsliv i de overfyldte Sale -- og "Golconda" blev "Hammers Museum". To Aar senere gjæstede, som bekjendt Blanche Christi- ania efter Carl XV's Kroning, og efter at have talt Norges Sag varmt og indtrængende i Rigsdagen under Statholder- striden, og jeg fik; Anledning til at takke ham for sidst efter ringe Evne, idet Studenterne overdrog mig at skrive den Vel- komstsang, hvormed han modtoges i Christiania. Senere traf jeg Blanche i Rom i 1864; den genuine gamle Stockholmer vilde engang, før han døde, have seet den evige Stad; men den gemytlige gamle Kunde fra Operakäl- laren kunde ikke rigtig finde sig tilrette paa Domus Aurea's og Capitoliums Grus; han længtes fra de blinkende Fogli- etter hjem til det rygende Toddyglas -- og blev ikke længe i Italien. Det kongl. Bibliothek i Stockholm -- fortalte en ved Bibliotheket ansat Ven mig nylig -- er i Besiddelse af to høist kuriøse Aktstykker, der viser, at Blanche engang ogsaa har været i Berøring med Bj. Bjørnson i en af de mangfoldigt skiftende Perioder i Bjørnsons Udvikling, da han var en Ven af Monarkiet, medens Blanche hele sit Liv var en udpræget Republikaner. Strax efter Prinsesse Louises Forlovelse med Kronprins Fredrik af Danmark henvendte Bjørnson sig i en SIDE: 32 Skrivelse til Blanche, med Opfordring til, at Blanche skulde være ham behjælpelig med en Indsamling i de to Lande for at tilveiebringe en Brudegave til Prinsessen. Men her hop- pede Bjørnson "i galen tunna", som Svenskerne siger. Den gamle Republikaner svarede paa det forbindtligste, at han vistnok antog, at Frøken Loouise var en prægtig og brav ung Pige, men at der var saa mange prægtige og brave unge Piger i Verden, at han umulig kunde være med at skaffe Brudegaver til dem alle; en anden Sag vilde det været, om Præsidenten i den norske Republik havde giftet sin Datter bort til en fremragende og intelligent Mand, t. Ex. Bj. Bjørnson -- i saadant Fald skulde han med Glæde have staaet til Tjeneste. Siden Udkastet ligger ved Siden af Bjørnsons Brev, og siden Blanche døde ganske kort efter, er der en Mulighed for, at Bjørnson aldrig har faaet Svaret; men skrevet er det ialfald. En Historie fra Blanches Ungdomstid falder mig ind. Han var oppe til en Examen -- det var vel den s. k. juri- disk-filosofiske -- og Mathematik indgik i Examensfagene. Professoren satte op paa Tavlen en algebraisk Opgave, der skulde udregnes. Blanche saa paa Opgaven og opdagede, at der var et Minus-Fortegn, der gjorde Opgaven vanskelig at løse. Professoren gik et Øieblik ud, og Blanche benyttede hans Fraværelse til at forvandle Minustegnet til et Plus, og løste derpaa Opgaven, som nu var meget let, i en Fart. Da Professoren kom tilbage, tog Blanche imod ham med et lidet Smil og sagde: "Opgaven var let at løse; Professoren har formodentlig ment at sætte et Minus der, hvor der staar Plus; thi da bliver den noget mere kompliceret. Skal jeg løse den med Minus?" "Behøves ikke -- behøves ikke" -- sagde Professoren -- "jeg ser, at De har Rede paa Tingen", og dermed var Examen forbi. Ogsaa den milde, venlige Blanche havde havt sin bru- sende Ungdomsperiode. Blanche var Søn af en rig Prest i SIDE: 33 Stockholm, og da denne var bleven angrebet paa en nærgaa- ende Maade af C. I. L. Almqvist, tog Blanche ikke i Betænk- ning at hævne sin Fader paa en mere eclatant end egentlig anbefalelsesværdig Maade, idet han, den første Gang han traf Almqvist, midt i Strømparterren, der var fuld af Folk, spyt- tede den berømte forfatter lige i Ansigtet -- en Begivenhed, der en Tidlang vakte stor og for Blanche ingenlunde behage- lig Sensation, og som hist og her antydningsvis omtales i hine Dages Literatur under det ominøse Navn: "Blanche'ska dådet". Jeg nævner det her, da man oftere hører Spørgs- maal om, hvad der forstaaes ved dette Udtryk, uden at man i Regelen for Tiden finder Nogen der kjender Udtrykkets Betydning. Man har betegnet Blanche som en "genial Epikuræer" og Betegnelsen er ikke ueffen. "Leben" og fremfor Alt: "leben lassen", var hans Livsmaxime. Selv at have det godt og at gjøre det godt for Andre var hans Livs Stræben: meget høit sigtede hans Livsopfatning aldrig; men man kunde ikke andet end holde af det hjertegode, varme Menneske med de vittige Indfald, der ofte gjorde sin største Virkning ved den lette Stammen, der gik forud for deres Flugt over Tændernes Gjærde. I mine senere Stockholmsaar omgikkes jeg Blanche oftere, baade ved hans Bord paa "Operakällaren", hvor han jævnlig samlede en Kreds af Stockholms literære Verden om- kring sig, og i hans Hjem, den venlige Villa, der var saa vel kjendt paa sin Tid under Navnet "Blanchens Malmgård". Men vor Omgang varede jo ikke længe; thi Døden afbrød pludselig denne Bane paa den mest effektfuldt dramatiske Maade, medens den som bedst var omgivet af hele Populari- tetens Glans. Carl XII.s Statue skulde afsløres den 30te November 1868, og Autoriteterne havde gjort en Dumhed ved at tillade en Bygmester for egen Regning at opføre en stor Estrade bagved Statuen med betalte Pladse, hvorved Folkemængden i Kungsträdgården vilde blive hindret fra at se Afsløringen. SIDE: 34 Dette satte ondt Blod. Mængden gjorde nogle Aftener før Festen Mine til at ville rive Estraden ned, og der beordredes nu Militær ud, der jog gjennem Gaderne tilhest og tildelte fredelige Borgere, der gik til sit Hjem, Slag med de flade Sabelklinger. Jeg fik selv et saadant en Aften, da jeg gik hjem fra en Soirée i det norske Ministerhotel. Ophidselsen steg, og man ventede alvorlige Optøier under og efter Festen. Blanche og endel andre Medlemmer af Festkomiteen begav sig da op til Carl XV for at anmode ham om at beordre Estraden borttaget. Men Kongen var i ondt Lune over de stedfundne Sammenstød og skal have givet Blanche et krænkende Svar paa hans Anmodning, der vistnok var frem- sat i al Velmening, men under en upassende Trudsel om, at hvis ikke Lægteren faldt, kunde det hænde, at Sveriges Throne faldt. "Du tror, at Du er Pøbelens Konge; men jeg skal vise Dig, at jeg er den virkelige Konge," skal ifølge en -- vistnok tvivlsom -- Version Kongen have svaret. Man har i politisk tendentiøs Hensigt villet gjøre dette Svar til Blanches Dødsstik; men man maatte ikke kjende den ganske vist heftige, men ogsaa letlivede Blanche ret, for at tro derpaa. Hvad der dræbte Blanche var visselig en forceret legemlig og aandelig Anstrengelse sammen med hans overordentlige Blod- rigdom. Som Medlem af Festkomiteen, havde Blanche om Mor- genen den 30te November begivet sig op til "Norra Bangår- den" for at tage imod Upsalasangerne, der skulde assistere ved Dagens Festligheder. Rygtet om de stedfundne Underhand- linger med Kongen havde netop gjort ham uhyre populær; i Salen paa "Hotel Fønix" holdt han nu en glimrende Vel- komsttale til de Unge og gik saa i Spidsen for Processionen ned over Drottninggatan. Med et sank han sammen, rammet af et Slagtilfælde og bragtes ind i et Apothek, mens Toget vandrede videre, og da henimod Middag de mange Tusinder samledes til Afsløringen i Kungsträdgården, da Kanonerne tordnede, Klokkerne klang, og Sangen lød, taltes der langtfra SIDE: 35 saa meget om Statuen og Festlighederne som om August Blanches, den varme Patriots pludselige Død. Han var en ægte Stockholmer med alle sine Bysbørns gode og svage Sider -- men, hvorledes man end bedømmer ham, et skal man altid maatte indrømme om Blanche: Hjertet havde han paa rette Sted, og det skal vi Nordmænd især erindre; thi det var i de ophidsede Dage i 1860 sandelig ikke let for en svensk Mand at se saa klart og tale saa frit og høisindet, som de to Auguster, August Sohlman og August Blanche gjorde -- og endnu et Folkefærd véd at tale om August Blanches Hjerte, Stockholms Fattige, som han i Stil- hed hjalp med utrættelig Gavmildhed. Af Blanche indførtes jeg ogsaa i "Grona stugan", [fotnotemerke] den bekjendte literærartistiske Klub, der samledes hver Lørdag- aften i den gamle "Berns Restaurant" i Berzelii Park. Her gjenfandt jeg hele Golcondas mandlige Befolkning og adskil- lige Andre. Det var jo en betydelig Kreds af fremskudte Personlig- heder, som nu tilhører Literaturens Historie, der dengang be- søgte "Grøna stugan", -- den omfattede næsten hele Stock- holms literære, artistiske og journalistiske Verden -- og inden denne fandtes næsten alle 40-Aarenes Koryfæer endnu i fuld Glans -- med Undtagelse af den sorte Engel, der var veget ud af Kredsen, som anklaget for Bedrageri og Mordforsøg, den geniale C. I. L. Almqvist. Ellers havde vi dem Alle der fra den elskværdige Her- man Sætherberg og Historikeren Emanuel Holmberg til Dig- Fotnote: Dette Capitels Titelvignet viser os "En Aften i gröna stugan"; tilhøire sidder Blanche ved Pianoet, ved Siden af ham staar Carlén med sin vanlige Gestus, derefter ser man ved Toddyglassene Her- man Bjurstén, Wilhelm von Braun og yderst tilvenstre Lars Hierta. SIDE: 36 teren Kiellman-Göranson og Publicisten Lars Hierta. Der skro- derede den brautende Maler Marcus Larson, som ansaa sig for et af Verdens største Genier og virkelig var en høist begavet Kunstner -- men helt uden den Personlighedens Ballast, der alene giver Kunstens Verker blivende Værd -- 6 Aar efter døde han i Elendighed i Londons Vrimmel. Der sang Blanche de lystige Viser af sine Vaudeviller til Pianoet, og der prædikede "Re- volutionsfaaret", Johan Gabriel Carlén, den berømte Emilie Flygare-Carléns Mand -- og gjentog for Enhver, som vilde høre paa ham, at han var en Revolutionær og Republikaner af rødeste Blod fra sin inderste Marv til sin yderste Finger- spids -- i Virkeligheden var han ikke istand til at slagte en Høne. I en nylig udkommen Brochure "Från Stockholmska Tidningsvärlden, från 1850 -- 60 talen" fortæller Forfatteren, en for ikke længe siden afdød Publicist, en Anekdote om Carléns Giftermaal, der af Udgiveren betegnes som "ei så litet apokryphisk", og som, hvis det, jeg nedenfor har at for- tælle, er rigtigt, synes absolut at maatte forvises til Fablernes Verden. Han fortæller nemlig, at Anledningen til Gifter- maalet skulde være en Affære, ved hvilken Carlén stod i Fare for at blive sat i Gjældsarrest, men frelstes ved Emilie Fly- gares Kjærlighed. Han omgikkes i Huset hos den geniale Forfatterinde, der var i Besiddelse af den hos Genierne usæd- vanlige Evne at føre sin Økonomi fortræffeligt. Den glade "kongl. sekteren" hjalp hende iblandt med at gjennemlæse hendes Manuskripter og rette en og anden Feil mod Orto- grafi eller Syntax; herfor blev han godt betalt, men han drømte visselig aldrig om at blive salig Dr. Flygares Efterfølger; ja han tænkte vel overhovedet ikke paa at lade sig fængsle i Hymens Lænker. Imidlertid havde han saa ofte tyet til hendes Hjælp i sin stadige økonomiske Nødstilstand, at hun til Slut- ning havde sat Laas for sin Kasse og kort og godt sagt Nei til at hjælpe ham mere. Da besluttede han et rigtigt Storm- anfald paa hendes Pengeskrin. Da Retsbetjentene næste Gang SIDE: 37 var efter ham, tilsagde han dem at afhente ham til Gjælds- arresten samme Aften ved en Soirée hos Fru Flygare, til hvem han havde en Indbydelse for Aftenen. Midt under Soiréen kommer en Tjener ind og hvisker til Carlén, at to Herrer, der ser ud som Retsbetjente, søger ham ude i Forstuen; Carlén gaar ud og kommer strax efter ind igjen med Bøn om at faa en Samtale i Enrum med Værtinden; den indvilges ham; de to forsvinder til en tête-a-tête, der varer meget længe, indtil Dørene atter aabnes, og Carlén og Fru Flygare træder ud Haand i Haand, idet hun præsenterer ham som sin For- lovede, hvorpaa d'Hrr. Retsbetjente naturligvis afmarscherede. Historien er jo pikant nok, men i Virkeligheden har Begiven- heden, efter hvad jeg har ladet mig fortælle, gaaet for sig paa en ganske anden Maade. En Forfatter, der paa denne Tid omgikkes meget i de toneangivende Kredse i Stockholms literære Verden har fortalt mig følgende, for hvis Rigtighed jeg dog selvfølgelig ikke kan garantere: Den senere saa berømte finske Filosof og Senator I. W. Snellman opholdt sig i Begyndelsen af 40-Aarene i Stockholm. Lars Hierta, Aftonbladets Hovedredaktør, samlede paa den Tid i sine Saloner alt, hvad Stockholm eiede af literært, og her færdedes saavel Snellman som Carlén og Fru Flygare. De to Herrer gjorde begge sine Hoser grønne hos den ansete Forfatterinde, og der hviskedes om, at snart den ene, snart den anden skulde blive den lykkelige. Men Fru Flygare var den, der mindst af alle var klar over denne Ting, indtil hun en Aften hos Hierta vendte sig til Værten med det Spørgs- maal: Hvem af de to, Snellman eller Carlén, han antog vilde have den mest Lysende Fremtid. Hierta, der ikke synes at have anet, at dette Spørgsmaal havde en saa dyb Betydning, som det i Virkeligheden eiede, tog Sagen ironisk og svarede, at Carlén naturligvis maatte have de største Fremtidsudsigter, men Fru Flygare, paa sin Side, forstod igjen ikke Ironien, og rakte, da de i Virkeligheden begge to samme Aften havde friet til hende, Carlén sin Haand. SIDE: 38 Maa det nu hermed forholde sig, som det vil, sikkert er det, at den gode Johan Gabriel til sit eget Held kom dygtig under Tøffelen af sin intelligentere Halvdel, og at hans Affærer fra den Stund af blev, om ikke glimrende, saa dog, hvad Svensken kalder, "reglerade". Jeg erindrer godt den Dag hin Sommer, da Carlén tog mig hjem til sig i det lille Hus oppe ved "Humlegaarden", for at præsentere mig for sin berømte Frue. Det var en lys Sommereftermiddag, Klokken kunde vel være omtrent 4; Johan Gabriel havde som sædvanlig sit kokelikorøde Udseende, vistnok underhjulpet af nogle smaa Drammer paa Formiddagskvisten. Vi blev ingenlunde naadigt modtagne. Fruen sad just og spillede Præference med tre andre ældre Damer, og det var netop saameget, at hun tog Notis af vor Nærværelse, og generet ved Situationen, som jeg var, fik jeg kun en kort og lidet indholdsrig Samtale med hende ved Kortbordet. Et Par Antydninger om, at Johan Gabriel gjorde rettest i at fortrække, bragte ham til i Hem- melighed at give mig et lidet Puf i Siden, hvorpaa vi begge forsvandt ligesaa hurtigt, som vi var komne. Da jeg det føl- gende Aar i en Artikel i en norsk Avis paa en, forøvrigt, som mig synes, meget diskret Maade, berørte min Modtagelse, bragte dette mig, efter hvad man fortalte, i hendes Unaade, og jeg gjensaa senere aldrig den berømte Forfatterinde, skjønt vi i 10 Aar levede i samme By, og jeg ofte traf sammen med hendes Mand. Imidlertid gled Carlén som Følge af sin Forkjærlighed for de bakchiske Glæder længere og længere nedad Skraa- planet, og jeg saa ham tilsidst kun sjelden. Saavidt jeg erin- drer, var det en Vaardag 1875, at jeg kom ind paa Opera- källaren i Stockholm og fik se Carlén, rødere i Ansigtet end sædvanligt, staaende midt paa Gulvet, fegtende omkring sig med sin Knortekjæp og talende høit med sig selv. Jeg trak mig tilbage, men anede ikke, at den Mand, jeg havde foran mig, allerede var sunket ned i Vanviddets Nat og kort efter derfra skulde synke ned i Dødens. Noget af den Mutterwitz, SIDE: 39 han i sine bedste Øieblikke besad, var dog bleven tilbage hos ham. Hans Broder, den bekjendte juridiske Forfatter, havde aftalt med Sindssygelægen ved Conradsberg, at han skulde lægges ind paa dette Sindssygehospital, og havde med megen List under Paaskud af en Kjøretur, under hvilken man bl. a. skulde gjøre en Visit hos deres fælles Ven, Lægen, faaet ham med ud til Hospitalet. Men Johan Gabriel havde lugtet Lunten. Under den Samtale, de tre Mænd førte med hinanden, udviklede han med Opbyden af sine sidste Kræfter en saadan logisk Tænkeevne, at Lægen tog Broderen tilside og sagde: "Af os tre er Johan Gabriel den klogeste! Tag ham med dig tilbage igjen; her er ikke Plads for ham!" Samme Aften kom Carlén som sædvanlig ind paa Opera- källaren, slog sig ned hos nogle yngre Venner og sagde: "Nu har jeg taget baade Studenterexamen og Cancelliexamen og mange andre Examina med Udmærkelse, men idag er jeg bleven rejiceret; -- jeg har været oppe til Conradsbergs- Examen og er faldt igjennem." Faa Maaneder efter maatte han dog derind, og efter faa Dage var han død. Af hans Digte vil neppe noget overleve ham synderlig længe; derimod har han jo i den store 5 Binds Udgave af Bellman sat sig et smukt og varigt Mindesmærke. I "Gröna stugan" fortalte Digteren Herman Bjurstén sine harmløse Bravader, forsaavidt han ikke havde aandelig Katzenjammer, hvad den gode Bjurstén -- det være sagt til hans Ære -- ikke sjelden havde. Jeg har aldrig truffet en saa eiendommelig Sammensætning af varmhjertet Sjælsadel og forfængelig Selvbeundring, parret med blændende Fantasi og total Mangel paa Humor, hvorfor de lysende Billeder ret ofte tog Form som pathetisk, hul Ordbram: man beskyldte ham for at have benyttet Rimet "rullar" og "kullar" 365 Gange. Vi spiste en Tidlang under min næste Stockholmsperiode Middag sammen med nogle andre Venner, deriblandt den SIDE: 40 tidlig afdøde Lars Siktberg, et usædvanlig livligt Hoved, og saa fuld af Humor, som Bjurstén var læns paa denne Egen- skab. Bjurstén, der to Gange havde vundet Akademiets lille Medalje, men forgjæves ventede paa den store, sad en Dag ved Middagsbordet og talte om, hvor ligegyldig han var for sine literære Triumfer, og hvor lidet den Anerkjendelse, Svenska Academien havde ydet ham, havde at betyde over- for hans egen Bevidsthed om sit Digterværd. "To Gange", sagde han, "har jeg vundet Akademiets Medalje, men begge Medaljerne bar jeg Dagen efter til Guldsmeden." "Det var vel", faldt Siktberg ind, "for at faa loddet dem sammen til én stor." Den Dag talte Bjurstén ikke mere. Han blev virkelig, hvad man har kaldt ham, en "Fantasiens Martyr". Efter at have fantaseret sig selv op til en Digter af første Rang -- et Billede, der kun lidet svarede til Virkeligheden, førte hans Fantasi ham til den modsatte Yderlighed: en Mis- tvivl om sig selv, der i Forbindelse med legemlige Lidelser tilsidst Høsten 1866 under et Besøg i Upsala, hvor jeg flere Gange var sammen med ham uden at ane det nærforestaa- ende, -- satte Selvmorderens Kniv i den Ulykkeliges Haand. I "Gröna stugan" gryntede Wilhelm von Braun, den ly- nende vittige, men sentimental-kyniske Digter, sine djerve Vittigheder frem, der altid vakte en lystig Latter, forsaavidt man kunde forstaa de Ord, der flød fra hans allerede den- gang halvt lammede Tunge. Han døde to Aar efter, Høsten 1860, og i nogen nærmere Berørelse kom jeg sjelden med ham -- men Dus var vi alligevel, det forstaar sig. Saa var der den geniale Johan Nybom, altid levende i en anden Verden end vi Andre, altid fuld -- af Aand, og altid deklamerende sine egne Digte med høi Pathos. Iblandt indfandt sig ogsaa den store Verdensreformator, Politiker og Finansmand Johan Johanson, pustende og stønnende med sin svære Krop, han hed ikke "Hvalfisken" for Intet. I sine "Grupper og Personnager" har Sturzenbecker tegnet ham lys- levende. Den gamle Reformator fortalte mig, at han for SIDE: 41 Tiden studerede Hebraisk "for at kunne reformere Religions- videnskaben," som han udtrykte sig, og da jeg beundrede hans Mangesidighed, afviste han min Beundring med de Ord: "Jag skall säga herrn, -- ptrhum! att jag kan allt och jag vet allt, och jag förstår allt -- ptrhum! ty menniskan skall kunna, skall veta och skall förstå allt -- ptrhum." -- Man skulde jo tro, at dette maatte være sagt i Spøg eller ialfald med en stille Selvironi, men Intet var fjernere fra "Hvalfisken" end Humor og Selvironi, -- nei, den, som har kjendt ham, vil forstaa, at det var sagt i den solideste og ærligste Over- bevisning om egen Fortræffelighed og Fuldkommenhed for at imponere en Ungdom. At jeg ikke overdriver, vil enhver være overbevist om, som har levet sammen med denne Ver- dens største Skvadronør, der til alle, fra Ministeren til Redak- tøren, altid havde den ene, staaende Bemærkning: "Det der begriper icke ni -- ptrhum -- men nu skall ni höra!" Han var, som Orvar Odd siger: "hela verlden öfverlägsen och egde hvarken i forntid eller samtid sin like" -- udi egen Ind- bildning. "Hvalfiskens" Ven, Crusenstolpe, traf jeg aldrig i "Gröna stugan", derimod blev jeg forestillet for den store Forfatter, Assessor og Gastronom en Aften paa Operakällaren, Aaret efter, da jeg for Alvor var kommen til Sverige. Han udgav endnu fremdeles sine "Ställningar och förhållanden", og den mod Norge og Nordmænd antipathiske Tone, som gik gjen- nem dem, gjorde, at jeg ikke fortsatte Bekjendtskabet, skjønt jeg oftere traf sammen med ham. Forøvrigt maa jeg indrømme, at der over Crusenstolpes Personlighed laa et Skjær af Fornemhed, der skilte ham i paafaldende Grad fra de øvrige "Literatørers" Flok. Medens man kunde være vis paa at blive anmodet om at tage Plads, saasnart man nærmede sig Blanches eller Bjursténs end sige Carléns Bord, sad den store Assessor gjerne i stille Ensomhed ved sit Bord og tog imod Opvartning af de Yngre; men det faldt saalidet andre ind at opfordre ham til at tage Plads hos SIDE: 42 dem, som det faldt ham ind at holde dem fast hos sig. En mærkelig Mand var han nu trods al sin Hadskhed og Ka- rakterløshed. Han havde en høi Figur, velsoigneret Haar -- mon han ikke bar Paryk? -- Øienbrynene løftede sig høit over Øinene i udprægede Buer, og han bar Moustacher, der var afbarberede nærmest omkring Munden -- i Alt en fin Verdensmand midt i de demokratiske Omgivelser, skabt til Hofmand og kun ved Omstændighedernes Magt dreven over i Bohêmernes Leir, som han dog altid forstod at holde tre Skridt fra Livet. At det Indtryk, jeg i denne Kreds fik af den svenske Skjønliteraturs Bærere, blandt hvilke Tegnérsk Efterklang, hul, patriotisk Bombast og megen Selvbeundring spillede en altfor stor Rolle, ikke var det bedste, hvor personlig tækkelige og elskværdige mange af dens Medlemmer end kunde være, vil man kunne ane, saameget mere, som Dagspressens ædleste Repræsentanter, -- t. Ex. August Sohlman, Walldén, Dahl- man -- endnu ikke var dukket op paa min Horizont. Jeg var jo, naar Talen var om at lytte til aandfulde Forfatteres Ord, altfor kræsent vant, vant til at høre Welhavens fint formede, glimrende Konversation eller Bjørnsons brusende Caskader af nye Tanker eller Ibsens fine Sarkasme -- jeg var for vel vant -- og følte snart ligefrem som et indre Krav at protestere mod det Hule, jeg her fandt, saasnart jeg fik Nogen at prote- stere for -- og Indtrykket fra "Gröna stugan" bestemte i ikke ringe Grad den polemiske Holdning, jeg senere kom til at indtage overfor flere af dem og overfor hele den Retning, som de repræsenterede, og som en Tidlang i Fremtiden be- redte mig svære Kampe -- man vil forstaa den hele Situation bedre, naar jeg snart kommer til at omtale mit Angreb paa Tegnéristerne i 1861. SIDE: 43 Om selve Opholdet i Upsala hint Aar er ikke meget at for- tælle. Det var Sommer. Studenterne var borte med Undtagelse af den af nogle spredte Rester af alle "Nationer" bestaaende "Sommernation" -- enten Examenslæsere eller saadanne, som ikke havde Raad til at forlade Universitetsstaden i Ferierne. Vi førte et meget gemytligt Sommerliv sammen -- men Ho- vedsagen var dog Arbeide og atter Arbeide. Ved Bibliotheket, der var lukket for Almenheden i Som- mertiden, var der kun en Gjæst foruden mig, nemlig den da endnu i Lund ansatte Professor Svedelius; men den elskvær- Bibliotheks-Amanuensis Anders Lagerberg ( 1895) var utrætte- lig i at hjælpe os til alt, hvad vi behøvede. Svedelius og jeg sad overfor hinanden ved det store Arbeidsbord. Jeg kjendte endnu ikke til, at Svedelius havde den Vane at tale med sig selv -- og naar han midt i Stilheden begyndte at tale, for jeg gjerne op med et: "Hvad behager, Hr. Professor?" hvor- paa Svedelius altid uforstyrret gav det samme Svar: "Jag sade ingenting, hr. Candidat!" Her skede der nu ingen Skade ved denne hans Egenhed. Men værre var det, naar han som Examinator talte høit for sig selv og sagde: "Jag undrar, om karn vet, att Upsala möte egde rum 1593" og saa sagde, vendt til Examinanden: "När egde Upsala möte rum?" eller naar han i et stort Selskab i Lund ganske høit udbrød for sig selv: "Hvad f -- n ville jag i det här hundhålet Lund, tacka vet jag mitt kära Upsala!" Did kom han da ogsaa kort efter tilbage som Professor. I August vendte jeg, tildels vandrende tilfods gjennem Øster- og Vestergøtland over Wadstena og Skara tilbage til Gøteborg, hvor jeg opsøgte Hedlund for at takke ham for den Nytte og Glæde, jeg havde havt af hans Anbefalings- breve. Han var imidlertid flyttet paa Landet, men i hans Leilighed i Byen traf jeg en af hans Medarbeidere, som tog venligt imod mig. Han sad i sin Lænestol og bød mig Plads i Sofaen, og vi kom i en behagelig Samtale, der indtog mig meget for Manden; thi der var over hans hele Personlighed SIDE: 44 og Tale en Aandfuldhed og en lun Humor, der tiltalte mig overordentlig, og Timerne flød ganske umærkelig for os begge. Endelig maatte jeg bryde op for at begive mig ud til Hed- lunds Landsted. Vi tog Afsked; men ikke nævnte han sit Navn, og ikke spurgte jeg ham om det; og selv om jeg havde hørt det, vilde det været et for mig som for de Aller- fleste dengang aldeles ubekjendt Navn, og mindst anede jeg da, hvormeget jeg senere skulde faa at gjøre med ham. Da jeg om Aftenen kom ud til Hedlund, spurgte han mig, hvem jeg havde truffet i hans Hus i Byen. Jeg sagde ham da, at jeg havde truffet en af hans Medarbeidere, der havde vist sig meget elskværdig mod mig. "Naa," sagde Hedlund: "det var Victor Rydberg." Det var første Gang, jeg hørte dette Navn. Men det vil ikke blive den sidste Gang, han nævnes i disse Opteg- nelser. Fra Gøteborg, kom jeg da endelig tilbage til Norge, for saa -- som jeg har fortalt -- kun at blive indstillet som No. 2 til Stipendiatposten ved vort Universitet, -- og saa var det da, jeg Høsten 1859 for Alvor begav mig ud i Verden for først at habilitere mig som Docent ved Upsala Universitet og saa at begive mig paa de lange, de aarlange Reiser i Syden. Prøveballonen, min Ballon captif, var dalet -- nu begyndte Luftreisen for Alvor! SIDE: 45 STUDENTERLIVET I UPSALA OMKRING 1860. "Upsala är bäst". Gluntarne. Sent paa Høsten 1859 var det, jeg for Alvor slog mig ned ved Fyrisaaens Strand i det vidtbesungne Upsala. De forud for min Ankomst sidst forløbne tyve Aar af Upsala Universitets Historie havde været en mærkelig Tid. Efterat Trediveaarene havde havt en Dødvandsperiode efter den store fosforistiske Strid i Aarhundredets Begyndelse, hvis SIDE: 46 Efterdønninger endnu sporedes udigjennem Tyveaarene, gav det Geijerske "Affall" i Slutningen af Trediverne Signalet til nye Bevægelser i nye Former og nye Grupperinger. Den forgudede Lærers Frafald fra de Gamles Rækker og Overgang til den liberale Leir vakte en Henrykkelse og en Forbitrelse, der gjorde den gamle Digters Livsaften urolig og bevæget, men satte Frugt i et nyvakt Liv blandt den Ungdom, der i hans Overgang hilsede den store Seier for Ungdommens Idealer, et Liv, der snart slog ud i klare Luer, ikke af fortærende, men af varmende og lysende Art. Literaturtidningen "Eos", redigeret af den engang bekjendte, skjønt ikke meget anseede Literærhistoriker Lénstrøm, samlede i sig de literære Evner blandt Ungdommen, og en Række nye Navne begynder at afløse de gamle. Havde hidtil Wallin (Erkebiskop og Pro- kantsler), Geijer, Atterbom, Palmblad, Israel Hwasser, Tørne- ros, Fahlcrantz, Bostrøm, og Elias Fries været de store Navne, begyndte man nu at nævne Bøttiger, B. E. Malmstrøm, C. A. Hagberg, Svedelius, Carl Säve og af Ungdommen udenfor Universitetslærernes Kreds: Johan Nybom, Johan Jolin, Gunnar Wennerberg og August Sohlman, som den nye Tids Mænd. Alle disse Bærere af yngre Navne har -- med Undtagelse af C. A. Hagberg -- mere og mindre tangeret mit Livs Hori- zont, og vi vil senere gjenfinde de Fleste. Det første, som samler Interesserne i Begyndelsen af 40 Aarene, er Tanken om Oprettelsen af et fælles Samlings- punkt inden Studenternes Kreds, om en "Studentförening". Den gamle Nationsinddeling behøvede ved sin Side -- mente de Unge -- en Forening, der kunde give Udtryk for hele Standens Trang til Samvirken og aandigt Samliv, ikke mindst i de fælles fædrelandske Anliggenders Interesse, uafhængigt af og næsten i Modsætning til Nationsbaandet, der iblandt synes at have overskygget Følelsen af at tilhøre et fælles Fædreland. Men Tanken havde en sen Væxt og blev først gjennemført, da en ny livgivende Faktor traadte til og nød- vendiggjorde en ny Form for Studenternes fælles Aandsliv. SIDE: 47 Denne Faktor blev Skandinavismen, der i Upsala toges med et ganske andet Alvor og en ganske anden Indsats af store Kræfter end hos os. Thi den skandinaviske Tanke -- igrunden saa gammel som de skandinaviske Folk -- er ikke, som man gjerne tror, udgaaet fra Danmark, men fra Sverige. Franzéns bekjendte Digt: "Svenska Sånggudinnan till den danska" (1794) er vel egentlig det første Opslag til den Be- vægelse, der i Slutningen af forrige Aarhundrede, da Norge endnu ikke var gjenindtraadt i de selvstændige Staters Række, greb Sindene saa stærkt paa begge Sider af Sundet. Franzéns Digt fik et sympatisk Svar af den danske Digter Frankenau; J. K. Høst knyttede Forbindelsen fastere, og Tidsskriftet "Nordia" stiftedes samtidig med "det skandinaviske Literatur- selskab" i Kjøbenhavn. I 1809 udtaler Geijer ved Underret- ningen om Freden i Fredrikshamn: "Nu skulle jag vilja bjuda handen till en ny Kalmarunion", naturligvis i Haab om et andet Resultat af denne, end det, der blev den forriges Følger. Tegnér antyder i 1814 i Digtet "Nore" i Anledning af Norges og Sveriges Forening Tanken om hele Nordens Enhed, og da han satte Laurbærkransen paa Oehlenschlægers Hoved ved Promotionen i Lund 1829, kunde han udtale det berømte: "Søndringens tid är förbi, och hon borde ej funnits i andens Fria, oändiga verld". Mod Slutningen af 1830aarene fandt gjentagne mindre Besøg Sted mellem Studenterne i Lund og Kjøbenhavn, og i 1843 blev Upsala det første Mødested for Studenterne fra de nordiske Universiteter. Den første umiddelbare Følge af dette Møde var Stif- telsen af "skandinaviska sällskapet" i Upsala, der bl. a. dan- nede et værdifuldt Bibliothek af norsk og dansk Literatur. Under August Sohlmans Auspicier fremstod med skandinavisk Farve og Tendens "Studentbladet" i Upsala, og da saa 1848 kom med Danmarks Kamp for Slesvig, var Sohlmann en af de første, der stillede sig i de Frivilliges Rækker. SIDE: 48 Imidlertid var tre af Tankens store digteriske Bærere næsten samtidig vandrede bort: Tegnér, Geijer og Franzén døde i Løbet af et Aar (1846 -- 1847), men den yngre Slægt optog uforfærdet de Vaaben, hine havde nedlagt. Samtidig var Tanken om Studenterforeningens Stiftelse bleven virkeliggjort med specielt Øiemærke paa Fædrelandets for alle fælles Interesser; og ogsaa i Upsala gik saaledes i hin Tid -- ligesom hos os -- Nationalfølelse og Skandinavisme Haand i Haand. Mindet om det glade Ung- domsliv blandt Studenterne i denne Tid knytter sig navnlig til det muntre Forbund "Tur- kiska musiken", der i 40aarene afløstes af "Juvenalerne", blandt hvilke Gunnar Wennerberg var Sjælen, fra hvis Midte "Glun- tarne" udgik, og som atter i sin Tur afløstes af det parodiske, endnu bestaaende Ordensselskab: S. H. T., eller som det til dag- ligdags Brug kaldes, "Tratten", i hvis Annaler Carl Rupert Nyblom vel spiller den første Rolle, medens den skandinaviske Interesse holdtes vaagen gjennem "Knutsfesterne" (13de Januar) til Fædrenes Minde. Nationslivet blomstrede i Sammenkomster som Gøteborgernes "Luciafest" og Wermlændingernes "Potatis- kalas", og Fælleslivet i hele Studentkorpsens Maifester. Studenterlivet i Upsala artede sig i min Tid og arter sig vel endnu meget forskjelligt fra Studenterlivet hos os. Allerede den Omstændighed, at Universitetet ligger i en SIDE: 50 Smaastad, der helt og holdent modtager sit Præg af Student- ernes Færden, bidrager jo væsentlig dertil. Da hele Staden er en Studenterstad, vil det være baade let og nyttigt for det, som følger, at gjøre en orienterende Vandring gjennem "Gluntarnes" Stad -- den vil derhos ogsaa bidrage til For- staaelsen af denne Upsalas udødelige Odyssé. I min Upsalatid, der omfatter omtrent 3 Aar, idet den begyndte 1859 og endte 1866, men med et ved et langt Ophold i Syden frembragt Mellemrum paa henved 3 1/2 Aar -- i min Upsalatid førte ingen Jernbane did; om Vinteren anvendte man en hel Dag mellem Stockholm og Upsala i Diligence over Rote- bro, Märsta og Alsike -- om Sommeren mere end en halv Dag paa Dampskib over Mälaren. Naar man da under Broen ved Flott- sund kom opad Fyrisaaens gule Vande -- Upsalas "flavus Tiberis" -- og snoede sig langsomt frem mellem Flodens skjulte Grunde, saa man pludselig ved en Bøining af Floden, efter at have passeret Ultuna Landbrugsskole, over Eklundshofskogens Aas- bryn fire mægtige Bygninger seile frem den ene efter den anden, kronende Byen -- først traadte den gamle, gothiske Domkirke frem, saa Gustavianum med sin Kuppel -- saa paa Høiden Carolina Redivivas Bibliotheksbygning, og endelig den gamle Vasaborg, Upsala Slot, alle paa Fyrisaaens vestre Bred, og naar man saa var gledet hen langs "Parkens" Træ- plantninger, knaldede 4 Kanonskud fra Dampskibets Forstavn, og man landede nedenfor Islandsbroen, hvor det myldrede af hvide Huer, mellem "stora og lilla förderfvet" -- to af de mest besøgte Studenterkneiper -- en paa hver Side af Floden. Ulige mest besøgt var "lilla förderfvet" eller "Flustret", som det meget passende kaldes. "Flustret" er nemlig det lille Bræt foran Bikubens Aabning, paa hvilket Bierne mylrer ind og ud af Kuben -- og ligesom det vir- kelige "Fluster" ligger nu dette Beværtningssted lige foran denne store Bikube, paa hvis "Fluster" halvandet tusinde Bier samler sig om Aftenen, naar de har suget Visdommens Honning i sin Alma maters Blomsterkroner hele Dagen. SIDE: 51 Fra "Flustret" med dets "Berceauer" og "Verandor" er det ligesaa godt, at vi baner os Vei mellem Hvidhuerne og strax begiver os op paa Slotsbakken. Thi herfra har man i den lyse Aften den herligste Udsigt over hele den vide Fyris- vall, over Sletten, hvor Adils Guld blev saaet, og hvor Hrolf Krake kjæmpede, og under os ligger den venlige By med sine røde Tage mellem de talrige Haver "som et Fad Krebs i Spenat", siger en gammel træffende Lignelse, der tillægges den vittige Biskop Fahlcrantz, men i Virkeligheden maaske endog skriver sig fra den Tid, da Upsalas fleste Huse var røde af Farve og forsynede med grønne Torvtage. Enkelte fandtes endnu i min Tid. Derfor er det ogsaa fra dette Punkt Glunten og Magisteren hin herlige "Månskensnatt på Slotts- backen" kaster sit Blik udover Upsala og ser "hvad den månen lyser" med sin "glans utöfver land och stad". Her ligger da Ungdomsstaden for vore Fødder, gjennem- skaaren og delt i fire retvinklede Firkanter. Fra N. mod S. deles den ved Fyrisån med dens to "Ågator", og fra V. mod Ø. ved den tversigjennem Byen fra Carolina Redivivas Høide over Nybroen til Torvet, ja egentlig ligetil Waxalatull gaaende "Drottninggata" med sin Fortsættelse "Waxalagatan". Dette store Kors af Gader tegner sig heroppefra ganske tydeligt som Grundlinierne i Byens Fysiognomi. Fire Broer førte over Fyris; ovenfra nedad regnet: Jernbroen, Dombroen ("Hör du brandvaktens rop, som på dombron står", synger Glunten), Nybroen i Flugt med Drottninggatan og Islandsbroen, hvor et lidet kunstgjort Vandfald stanser Skibsfarten. Paa Østsiden af Fyris deler Drottninggatan mellem "Svartbäcken", den nordøstre Stadsdel, og "Kungsängen", den sydøstre, hvis Marker udenfor Byen var saa rige paa de eiendommelige, dambræt- tegnede, tulipanlige "Kungsängsliljor", at disse i Upsala bar Navn efter dette Kvarter. Men Vestsiden, hvor de fleste offentlige Bygninger og de smukke Parkanlæg i og udenfor Byen findes, er dog Upsalas Hovedparti, og indbefattedes helt og holdent i Navnet Fjerdingen. Her laa da alle Uni- SIDE: 52 versitetets Bygninger i Skyggen af den ærværdige Dom- kirke. Ligetil 1887 havde Upsala nemlig ingen fælles Uni- versitetsbygning -- Universitetets Lokaler var udbredte over den hele Stad og bar forskjellige Navne. Vest for Domkirken laa det gamle "Gustavianum" med sit større og min- dre Auditorium, Gustavi- anum majus et minus, nord for Kirken laa lige under dens Mure "Kuggis", Examenslo- kalet, Konsistoriets Lo- kale, der havde sit korte Studenternavn fra Or- det "kugga" (rejicere) -- og ved Siden deraf Ecclesiasticum, hvor "Glunten" havde sit sør- gelige "missöde" at sovne under en Fore- læsning: "Segt som gummi elasticum fastän hackadt och malet -- ljöd pa Ecclesiasticum vidtberömliga talet", hvor der dog ingenlunde blot læstes Theologi, som Navnet synes at antyde; thi det var i dette Auditorium, at ogsaa min Ringhed, trods det slemme Omen, holdt sine første offent- lige Forelæsninger. Juristerne havde sine Auditorier paa den SIDE: 53 anden Side Dombroen. Den Skytteanske Professor havde sit eget Auditorium i Bygningen over det bekjendte "Skytteanska hvalfvet", der øst for Kirken gik tværs over Gaden til Riddar- torget. Over "Domtrappan" var et lignende Hvælv, der fra St. Eriks Gränd førte op til Kirken, og der fandtes tidligere Studenternes Gjældsarrest "Bysis" (af at "bysætta", arrestere SIDE: 54 for Gjæld). "Vissa lokaler äro bra infama" siger jo Glunten ogsaa ved Tanken paa dette "Lokale". Længere henne ved Udgangen fra St. Eriks Gränd stod den store Pumpe, som Glunten en Nat i en mindre tilregnelig Tilstand tiltalte med: "Hvarför står herrn och lurar så sent?" Endelig havde Medi- cinerne sine Instituter nede ved Islandsbron midt imod Flustret. Paa en Mængde af disse og andre Bygninger øvede nu Studenternes Vittighed sig. Anatomikammeret hed "Asgård" (As = et Kadaver). Ved Vestre Ågatan laa længe ved Siden af hverandre et aldrig færdigbygget Hus, et lidet, meget smukt Hus, og en altfor stor og uhyggelig Leiekaserne; disse tre Huse døbtes naturligvis til Imperfektum, Perfektum og Plusqvamperfektum. Næst efter "Plusqvamperfektum" kom saa en aaben Tomt, der da kaldtes "Defektum". Saa fulgte det nævnte Asgård, det kaldtes da "Infektum", og endelig kom "Flustret" med sin Kafé og Konditori: det kaldtes "Kon- fektum". Ved Hjørnet af "Drottninggatan" og "Vestra Ågatan", hvor "Lundeqvistska Bokhandeln" paa min Tid havde sit Lokale, og hvor der var yderst smudsigt, men hvor Studenterne under den dansk-tyske Krig i 64 stadig samledes for at læse de der opslaaede Telegrammer fra Krigsskue- pladsen, hed naturligvis Dybøl (Dy-pøl = Smudspøl). Saa havde vi et Hus, hvori der samtidig boede to Digtere; det kaldtes "Värdshuset" (Vershuset) -- "Gluntarne" erindrer om et mindre vel anset Hus med 7 smaa Kvistvinduer paa Taget, der kaldtes "Sju helfvetes gluggar" osv. Ogsaa Nationssalene laa spredte omkring i Byen, om end de fleste havde sin Plads i Fjerdingen i Nærheden af det Sted, hvor nu den nye Universitetsbygning ligger. Der laa -- som Nationernes Eiendom -- Westmanland-Dalarnes, Up- lands, Smålands og Gøteborgs Nationshuse, det sidste paa min Tid en liden af Træ opført Havepavillon, forsynet med Gymnastikapparater, inde i en Have. Desuden eiede Stock- holmerne sit eget Nationshus ved Drottninggatan og Vest- SIDE: 55 göterne sit ved Vestra Ågatan. Linnés gamle Havehus med Have eiedes af Østgöterne. De øvrige Nationer leiede den- gang endnu sine Lokaler, Sødermanland-Nerikes Nation, i hvilken jeg havde ladet mig indskrive som Student, boede i det gamle Observatorium ("Opsis") ved Svartbäcksgatan. Nationsindretningen, der forekommer os saa fremmed og urimelig, er i Virkeligheden en fortræffelig Institution, der giver de Unge en uvurderlig Støtte ved deres Indtræden og under deres Ophold ved Universitetet. Fra det Gymnasium, ved hvilket den unge Student har taget sin Afgangsexamen, skal han ifølge Universitetets Love ved sin Ankomst til Upsala (eller Lund) gaa ind i en "Na- tion", sædvanlig da det Landsmandsskab, der er udgaaet fra samme Gymnasium som han, forsaavidt det er repræsenteret ved Universitetet; thi ved det nordre Universitet er ikke alle de sydlige -- nemlig de fra Danmark erobrede -- Provinser, Halland, Blekinge og Skaane, og ved det søndre ikke alle de nordre Landskaber repræsenterede. I Upsala har man 13 Nationer: Stockholm, Upland, Sødermanland-Nerike, Norrland, Gestrike-Helsingland, Vestergötland, Østergötland, Göteborg, Småland, Kalmar, Gottland, Vestmannland-Dalarne og Wermland. Hver Nation stod under en Professor, Nationens Inspektor, og bestyredes af to blandt Seniorerne valgte Kuratorer. Nationens Medlemmer deltes i Seniores, Juniores og Recentiores, nogle større Nationer havde derhos Recentissimi. Det Familieliv -- om jeg saa tør kalde det -- der udviklede sig inden Nationen, det Opsyn, som fra denne førtes over dens yngre Medlemmer, virkede vistnok særdeles godt paa Ungdommen; thi enhver Student var, som man kan forstaa, pligtig at underkaste sig Nationens Love og kunde indkaldes for Inspektor eller Kuratorer. Hver Nation havde sit Bibliothek og sit Læseværelse, hvor man bl. a. fandt Hjemstavnens Aviser. I Samlingssalen hængte Portrætter af Landskabets berømte Mænd -- især Professorer. SIDE: 56 Lørdagsaftenerne havde man gjerne Sammenkomst paa Nationalsalene; der øvedes Sangens ædle Kunst, og man gav hver Vinter en Theaterforestilling eller lignende. Iblandt holdtes der Disputationsøvelser, kort: Nationslivet var baade nyttigt og hyggeligt. Saadanne Aftener følte vi os alle som tilhørende én Familie, og i dette indbyrdes Hjerteforhold laa der et Ele- ment af Varme og Broderlighed, som jeg aldrig andetsteds har seet hvile over Studenternes Sammenkomster, heller ikke i de tyske Smaastads-Universiteters "Landsmannschaften" og "Verbindungen". Ja, Nationslivet havde sine fortræffelige Sider, der overmaade vel lader mig forstaa, at Svenskerne ikke gjerne opgiver denne Rest fra en forsvunden Tid, der dog har Elementer i sig, som har Gyldighed for alle Tider. Ungdommen behøver Næring for Hjertets Liv, og denne Næring giver i ikke ringe Grad det Baand, der gjennem "Nationen" binder Studenterne til Barndomshjemmets og Skolens Minder, et Baand, der hos os sædvanlig altfor raskt og altfor koldblodigt overhugges. For min Del var jeg, som sagt, indtraadt i Søderman- land-Nerikes Nation. Flere Omstændigheder forenede sig for at gjøre mig denne Nation sympathisk. Mine ældste Bekjendte fra Studentermødet i 56 tilhørte denne Nation; den eiede derhos en usædvanlig Flok af livsglade, kjække unge Mænd, hvem jeg gjerne omgikkes. Sødermanlands Nation havde altid Ord for selskabelige Talenter og godt Humør, men ogsaa for ikke at udmærke sig ved Examina; og blandt dem, der skulde tage "Graden" (Magistergraden), betegnede en "Sødermanlandsgrad" et Lavmaal af Kundskaber. Deres Disputationsafhandlinger bestod gjerne af en af de berygtede "Landskapsbeskrifningar", af hvilke Gradualdisputationernes Arkiv kan opvise saa særdeles mange. Men Landsmændene var ikke derfor mindre elskværdige, og der fandtes mange dygtige Mænd iblandt dem. SIDE: 57 De Nordmænd, der hidtil havde været indskrevne ved Upsala Universitet i vor Tid, havde derhos mærkelig nok alle tilhørt denne Nation; jeg kjender ialfald tre saadanne, nemlig Statsminister Sibbern, Statsraad Birch-Reichenwald d. æ. og afdøde Adjunkt Arctander. Sikkert er det, at vi havde det overordentlig gemytligt og hyggeligt i Nationen, og spe- cielt havde vor Nation to Ting, som de øvrige Nationer ikke eiede, et Orkester af blæsende Instrumenter, der udførte sine Sager med en for Dilettanter usædvanlig Præcision og en skreven Avis, der hver Lørdagsaften blev oplæst. Den hed "Gøken" og maa have existeret i mange, lange Tider: dens Indhold var meget lokalt, eller om man vil "nationalt", men SIDE: 58 fuldt af spillende Lune og Munterhed. Nationen havde, som sagt, sit Lokale i den gamle Observatoriebygning ved Svart- bäcksgatan, og dens Hushold forestodes af to gamle Søstre, "Sörmlandsflickorna", der om Lørdagsaftenerne serverede os Smørrebrød med Øl. Udover dette frugale Maaltid kom man aldrig i min Tid; thi af Hensyn til de mindre bemidlede af- holdt man sig fra alle depensive Nydelser, et Glas Punsch drak man dog -- det var i den Tid selvfølgeligt. Men det, som ikke kostede Penge, Munterhed, en lystig Dans, hvor "Recentiorerne" gjerne afgav Damerne, Orkestermusik og den altid tonende Sang, lod disse Aftener forsvinde kun altfor raskt. Og saa havde vi jo fremfor de øvrige Nationer vor herlige Sødermanlandske "Nationalsang", skreven af vor Lands- mand og Æresmedlem Bernhard Elis Malmstrøm: Känner du landet, det herrliga, rika, Badadt af Mälar- och Østersjövåg. Og den blev da ogsaa sunget mangen Aften, medens man Arm i Arm marscherede rundt Salens Gulv til den kjække Marschmelodi, hvormed Josephson har forsynet den stemningsfulde Sang, og da var de brave Kammeraters Tanker og Hjerter langt borte fra Salen i en eller anden Björkhage nogetsteds borte ved Mälarens eller Hjälmarens Strande, og naar de saa sang Slutningen: "Helsen hvar lund, der vi drömde så gerna, Helsen hvar hängbjörk, der trastarne slå, Sitter derunder en älskande tärna, Helsen, o helsen den hulda också", ja, da kunde der vel blinke noget vaadt i mangt et Øie, og da kom der noget underfuldt bevæget over Sangen, der gjerne løstes i en eller anden improviseret Skaal for hende, som hver for sig kjendte, men ingen nævnte. Naar jeg nu tænker tilbage paa Livet inden Søderman- land-Nerikes Nation, faar jeg en inderlig Længsel efter at SIDE: 59 række de kjære "Landsmænd" Haanden til et hjerteligt Tak -- ak, saamange af de Hænder, der skulde trykkes, smuldrer nu i Graven; -- kan Raabet "Tak for de gamle Dage og de kjære Minder" naa en Enkelt af dem, saa sende han mig en venlig Gjenhilsen! Der ligger et stort Stykke af mit Hjerte igjen deroppe paa det gamle Observatorium, og jeg ved, at jeg aldrig har modtaget nogen Udmærkelse, der har rørt mit Hjerte saa dybt, som da Sønnerne af mine gamle Nations- kammerater for to Aar siden gjorde mig til Nationens Æres- medlem. Tak, gamle og nye Venner! Se dette var nu Dagens Lokaliteter. Men Aftenens Lo- kaler var ikke mindre vigtige. Naar Bøgerne kastedes hen, og Studenterne samledes "här och der" paa "små krogar" for at spise Aften og siden -- engang imellem -- tage sig en liden Forfriskning ved en Cigar og et Glas Punsch eller en Toddy, da gjaldt det at vide, hvor man havde at søge sine Omgangsvenner. "Nattens valmokrönta timmar Sväfva yrande förbi." Ja, det var et sprudlende Ungdomsliv, hvor Sang og Digt blomstrede. Enten man sad alene med en fortrolig Ven i et "enskildt rum" og talte om Bostrøms Filosofi og reci- terede nye Digte for hinanden eller man var samlet i større Flok med Sang og Klang og Skaaler -- Ungdomsglæden var altid tilstede. "O Billeder paa gylden Grund, O svundne Dages Glans!" Der var nok af Steder at vælge paa. Først laa ved Siden af Stockholmernes Nationssal "Gästis" ("Gjæstgiver- gaarden"), officielt "Stadshotellet" med sine Lokaler saavel SIDE: 60 for Maaltider som for "Schweizeriliv". Dets Vært var endnu paa min Tid den i Gluntarne besungne Sven Norberg, den pyntelige, blegfede og rundmavede Mand, om hvem der i Gluntarne synges i "Magisterens Vaarfantasier": "Och på Flustret står Norberg och glor I hvit jacka och blankade skor." Sven Norberg var ellers kjendt for at være dyr paa sine Varer, og hans Restaurant kaldtes derfor ogsaa paa min Tid ikke sjelden "Sven Dyrings Hus". I Diagonalen mod "Gästis" paa Hjørnet af Trädgårdsgatan laa saa det gamle "Schylla", saa kaldet efter källarmästeren Schylander, kjendt gjennem Wennerbergs: "Lefve det nattliga Schylla". "Gästis" kaldtes som Supplement stundom: Charybdis; men dette Navn blev aldrig populært -- det smagte for meget af Lærdom. Schylla var altid stærkt besøgt. Det eiedes paa min Tid af källar- mästaren Schoucani -- en Schweizer som saamange af Upsalas og Stockholms Værter, der engang i saa talrig Mængde Slog sig ned i Sverige, at selve deres Lokaler fik Navnet "Schweizerier". Videre var der "Novum", "Taddeis" og "Åkerstens". Ved vestra Ågatan laa den hæderlige Clas Løfs berømte källare "Fønix" -- omtalt i Gluntarne som "Äpplet", et yndet Middags- sted, sædvanlig kaldet "Löfvens", og ved Siden deraf "Gillet", Professorernes Tilholdssted, "Gubbarnes lönkrog", som Glunten foragteligt kalder den, ogsaa med Middagsservering. Og Kegler kunde man slaa i Eklundshofskogen fra 1ste Mai af. Var der intet Ondt at sige om dette Studenternes "Kroglif", der ikke gjerne kan tænkes at arte sig stort ander- ledes blandt en Flok munter Ungdom, var der desto mere at sige paa de saakaldte "Fröjder" og "Bierstugorna". Men det var da heller ikke den bedre Del af Ungdommen, der besøgte disse Etablissementer, og havde man seet dem engang, kom en Student, der vilde bevare lidt Selvagtelse, ikke gjerne anden Gang did. "Fröjderne" kan man dog ikke SIDE: 61 egentlig kalde Etablissementer; thi de fandt Tid til anden Sted ogsaa i visse af de ovenfor nævnte Lokaler. Naar Værten behøvede nye Lokkemidler, eller naar Markedstiderne nærmede sig, indforskreves en Bande syngende Harpespillerinder, "Harpyier", fra Stockholm, og dermed kunde "Fröjden" begynde. At Studenterne ikke egentlig var passionerede for den Slags, kan man forstaa af selve Navnet, der er en Forkortning af Ordet "Hundfröjd", det Navn, hvormed disse Varietéer sædvanlig be- nævntes af Studenterne. "Schylla" eller "Novum" fyldtes da paa saadanne Aftener af et høist blandet Publikum, af Bod- betjente, Haandverkere, Folk fra Landet, smaa Bestillings- mænd osv. -- en Verden, indenfor hvilken da de mindre eleverede Elementer blandt Studenterne spillede første Violin i en Atmosfære af Tobaksrøg og Toddydamp, der var uud- holdelig, og hvor da Sang, Skrig og stundom Slagsmaal vankede paa den Maade, som Wennerberg saa mesterlig har skildret i den Del af Gluntarne, der beskriver en saadan "Hundfröjd" under Navnet "Harpospelet på Schylla", hvor man ogsaa faar det fuldstændige Indtryk af det blandede Sel- skab: "Det var en knodd -- kasta ut en" erindrer om den Rolle, Bodbetjentene spillede ved disse Orgier. Og nu tror jeg, at min kjære Læser kan være tilstrækkelig hjemme baade paa Gaderne og paa Kroerne for at kunne orientere sig i det Følgende. Med det høiere Selskabsliv i Upsala kom jeg i den første Tid kun paa enkelte Punkter i Berøring. De Kredse, der tidligere havde været Centrerne for et aandfuldere Selskabsliv, var i min Tid for største Delen allerede forsvundne. Geijers Hus var opløst allerede før hans Død i 1847, Atterboms ved hans i 1855 indtrufne Død, og deres aandfulde Veninde "Öfverstinnan Silfverstolpe" levede vistnok endnu, men hendes Salon, engang den første i Upsala, existerede ikke mere. Det var saaledes væsentlig hos Landshøvdingerne paa Slottet, først hos Baron von Kræmer, senere hos Greve A. Hamilton, gift med Geijers sjælfulde og aandfulde Datter ( 1885), at den SIDE: 62 Selskabelighed udfoldede sig, der engang gav Upsala saa høit Ry for et udviklet Salonliv, hvorhos man med Tak maa nævne den Adgang til et behageligt Selskabsliv, der ogsaa gaves de yngre Kræfter i Professor Olivecronas og hans Frues Saloner o. fl. Steder. Man kunde ialfald dengang dele Upsalas Befolkning i tre Arter: Universitetslærerne ("Academistaten"), Borgerne i Staden ("Brackorna", et Navn, der vel oprindelig skriver sig fra Haandverkernes Skindbuxer), og midt imellem disse havde da Studenterne sin Plads med Udsigt til begge Sider og naturligvis med et aabent Øie for de humoristiske og ko- miske Træk, der fandtes hos begge disse Naboer. Længe kunde jeg underholde mine Læsere med Skildringen af de Originaler, disse to Klasser frembød, og de Anekdoter, der knyttede sig til dem; men jeg vil -- fordi jeg maa -- ind- skrænke mig til at give et let Omrids af en enkelt Type af hver Art, for at man kan faa et Slags Forestilling om dem. Den akademiske Type af Originaler, der i den forrige Periode repræsenteredes af Johan Henrik Schrøder, (se 1ste Del, Pag. 377 -- 378) fandt paa min Tid sin uovertræffelige Repræsentant i Professoren i Græsk, den grundlærde Johan Spongberg. Han var en stor Filolog og har et høit agtet Navn inden sin Videnskab, men for os Studenter var han en høist fornøielig Figur. Han betragtede sig selv som en sentfødt Græker, om ikke som "den sista Athenaren", og der existerede for ham egentlig ingen anden Tid end den perikleiske, ingen anden Videnskab end Græsken og ingen anden Verden end Athens. Naar den høie Skikkelse kom skridende frem paa Drottninggatan med sine majestætiske Skridt og kastende sin Kappe om sig i maleriske Folder, erindrede han i Et og Alt om Sofokles- statuen -- i Et og Alt undtagen i Skjønhed. Ofte saa man ham staaende paa en eller anden af Broerne, stirrende med kneisende Hoved op- eller nedad Fyris, indtagende en Posi- SIDE: 63 tur, der kunde passe for en græsk Statue -- gjerne med den ene Fod sat lidt til Siden, medens venstre Arm laa over den høire, hvis nedre Del var løftet, ikke ulig vor Wergelands- statue. Han talte i lange Perioder, men i ved Aandedrættet afbrudte Sætninger, og mange af mine Samtidige havde en mærkelig Evne til at gjengive hans Organ og Udtryksmaade. Men netop det, at man skal have kjendt og hørt Manden selv, for at kunne more sig over de uskyldige Historier, der fortælles om ham, gjør, at jeg vil indskrænke mig til blot at nævne et Par af dem. I Upsala havde jo Carl XV i sin Tid studeret og be- søgte oftere Staden, hvor Spongberg mangfoldige Gange havde truffet sammen med ham. Saa hænder det engang, at S. kommer til Stockholm og gaar over Norrbro i Middags- stunden samtidig med at Carl XV tog sin sædvanlige Mid- dagstur. Paa sin vanlige, ligefremme Maade gaar da Kongen, hvis statelige Figur var kjendelig nok, hen til Spongberg og siger: "Goddag, Spongberg, hur mår Du?" Men Spongberg stirrede forbauset og harm paa den fripostige unge Herre, der vovede at tiltale ham saa familiært. "Jag tror inte, du kännar igjen mig?" sagde Kongen. "Förlåt mig -- min Herre" -- svarede Spongberg, "An- siktet -- är mig -- bekant; men namnet -- namnet kan jag inte komma ihåg!" En Student, der var aldeles uvidende i Græsk, havde meldt sig til Tentamen udelukkende for at more sig over Spongbergs Originalitet og havde navnlig sin store Morskab af Professorens Forbauselse over hans totale Uvidenhed. Omsider gik det dog op for Professoren, at Studenten "drev" med ham; han jagede ham da nedad Trapperne og gik for- bitret lige til Rektor for at anmelde ham. Med store Be- klagelser over den Uforskammede, fordrede han ham da exemplariter afstraffet af Universitetets Rektor. "Ja", mente Rektor, "det er en Selvfølge, at her skal en ordentlig akademisk Afstraffelse til. Vil Bror være saa god at opgive hans Navn?" SIDE: 64 "Hans namn? hans namn?" stammede Professoren, "det glömde jag min sann at fråga efter!" Engang havde han -- skjønt gammel Pebersvend -- faaet ikke mindre end to nye Tjenestepiger fra Stockholm, -- thi de, man kunde faa i Upsala, duede ikke. For at gjøre dem en Fornøielse, der tillige kunde virke lærerigt paa dem, gav han dem den Dag, de tiltraadte sin Tjeneste, et Par Kroner, for om Aftenen at gaa hen og se paa en til Staden ankommen ved sin Lidenhed mærkelig Elefant, som forevistes. Pigerne gik, men kom ikke tilbage -- rimeligvis havde de fundet en mere opmuntrende Underholdning end Elefanten for sine Penge. Klokken blev ti -- elleve -- tolv, endnu var de ikke tilbage. Da tog Spongberg Frakke, Hat og Stok og begav sig ud i Byen -- han styrede lige til den zoologiske Professor, hvor han ringte paa, og som meget forfærdet over den heftige Ringen midt om Natten krøb ud af sin Seng og modtog sin Kollega med Spørgsmaalet, om der var hændt en Ulykke, men fik tilbage et uventet Spørgsmaal: "Hør -- Bror Liljeborg -- kan Du -- som Zoologiæ Professor -- säga mig -- hur lång tid två Stockholmsflickor -- behöfva för at se en liten elefant?" En af Spongbergs forhenværende Disciple, dengang Sve- riges høit anseede Finansminister, traf Spongberg ved Ind- gangen til Hotel Rydberg og gik hen til sin gamle Lærer for at hilse paa ham. Men Spongberg kjendte ham ikke igjen. "Hvad är namnet -- om jag törs fråga?" sagde den gamle Professor. Da han havde hørt Navnet, sagde han -- "Ja -- det finns så många af det namnet -- hvad är herrn, om jag törs fråga?" "Statsråd", lød Svaret. "Ja så, Statsråd -- Statsråd -- kors -- det var inte litet det -- hvilket departement -- om jag törs fråga?" "Finanserna". "Nå -- ja så -- Finanserna -- det var då väl -- så är det då endast de materiella interessena, som stå på spel". -- -- SIDE: 65 -- En Dag reiste han nedover Mälaren sammen med en yngre Docent i hans eget Fag -- en Mand, ligesaa fremmed i Livet som han selv. "Hvad var det för en fågel, som flög der?" spurgte Professoren. "Jag undrar om det inte var en grip." "En grip? -- en grip? -- Nej, förlåt mig -- herrn må vara en mycket kunnig grek -- men i naturhistoria -- är herrn med förlof -- mycket okunnig". "Hvad tror då professorn, det var för en fågel?" "Jo, förlåt mig -- jag tror, det var en -- en ibis." Men -- for at kunne goutere disse Historier maa man, som sagt, have kjendt Manden og hans fornøielige Maade at tale paa -- og det lønner sig derfor neppe at fortælle flere af disse Anekdoter, der versere i hundredevis. Men Summen af det Hele er nu alligevel, at han var en gammel Hæders- mand og en dygtig Videnskabsmand. Da vi nu er inde paa Anekdoternes Omraade, maa jeg nævne endnu en Professor, der vistnok forlængst havde forladt Universitetet, da jeg kom did, men om hvem endnu en utrolig Mængde Historier verserede: den bekjendte Digter, Professor Fahlcrantz, der paa min Tid levede som Biskop i Westerås, men hvis talrige Vittigheder endnu stadig florerede i Upsala i hine Aar. Hans Vittigheder var dog næsten alle af den Art, som Æsthetiken kalder akustiske Vittigheder -- Ordspil, "Kjælder- mænd", som da han til en Bonde i Rättvik, der forsikrede Bispen, at det var umuligt at modtage ham, da Husbonden var reist til Mora, og hans Kone laa syg, sagde: "Är mor i fara, får ni fara efter far i Mora" o. lign. Man beskyldte ham derhos for, at Vitserne undertiden var præparerede paa Forhaand, og at han ved kunstige Midler skaffede sig Anledning til at komme frem med dem. Her blot et Par af hans Vitser til en Prøve, saaledes som de dengang fortaltes -- det maa dog bemærkes, at, som det SIDE: 66 oftest gaar, en Mængde andetstedsfra hentede Vittigheder tillagdes ham. En Løitnant, der vilde være grov mod Biskopen, sagde: "Havde jeg en dum Søn, saa skulde han blive Prest." -- "Hr. Løitnantens Fader synes at have havt en anden Mening," blev Svaret. Da en daarlig Poet havde faaet Svenska Akademiens Pris, sagde Fahlcrantz: "De nio skulle ha gifvit honom ris -- men det satte de aderton p. för." ("Att sätta p. för" ): at forhindre en Ting.) En gammel, af sin ret tvivlsomme Lærdom forfængelig Professor sagde engang i Fahlcrantzs Nærværelse: "Ack -- den, som nu vore tjugu år och hade min lärdom!" -- "Å ja" -- sagde Fahlcrantz -- "det skulle så ungefär passa ihop." Paa et Dampskibsdæk vilde han tage Plads ved Siden af en Dame, der imidlertid meget spidst erklærede, at der var for trangt for en Biskop. "Ack," sagde F., "mit Biskops- säte är så litet." En ung Stockholms-Don-Juan forsikrede, at man ikke skulde tro, at han sværmede for en vis ung Dame -- "nej," sagde han, "mitt hjerta er brandförsäkradt." -- "Det måste då vara i städernas allmänna bolag," svarede F. Blandt "Brackorna" har vel Faa opnaaet en saa eien- dommelig Popularitet som den, der endnu paa min Tid omgav "Kjældermester Østerberg" eller "Farbror Østerberg", som baade jeg og mange Andre kaldte ham, fordi han gjerne drak Brorskaal med alle Studenter, som kom i hans Vei. En af de første Aftener, jeg Høsten 1859 tilbragte i Upsala, lod jeg mig af en Kamerat føre omkring paa Byens forskjellige Schweizerier for at blive orienteret i denne vigtige Side af Upsalas Topografi. Paa det allerførste af dem traf vi Øster- berg -- som sædvanlig fuld som en Alke. Hans røde Næse var som et skinnende Lys, og han vrøvlede i et væk i Udtryk, som jeg til at begynde med ikke forstod. Men efterhaanden gik der et Lys op for mig. Manden havde i et langt Liv SIDE: 67 omgaaedes utallige Generationer af Studenter; han nævnes jo allerede i "Gluntarne", hvor det i "Harpospelet på Schylla" heder: "Sjung, Österberg, sjung, och var med Hr. Cassör!" I dette lange Liv havde han efterhaanden tilegnet sig en uendelig Mængde af Studenternes videnskabelige Fraser og Termini, som han nu anvendte uden at have det fjerneste Begreb om deres Betydning, men dog saaledes, at der ofte midt i den fuldstændigste Meningsløshed kunde skimte frem en af ham visselig ikke tilsigtet Mening, der kunde være af den mest dræbende Virkning, og da kunde jo Latteren være ustanselig blandt de lyttende Skarer. "Min fina, emaljerade bror!" var den Tiltaleformel, han anvendte overfor sine unge Studentervenner. En Dag traf saaledes den gamle Delirant paa en af Byens Smaagader den store Tænker, Filosofen Bostrøm, der i dybe Funderinger kom gaaende opad Gaden. Fuld som han var, gik Østerberg lige paa ham og tiltalte ham til de Om- staaendes endeløse Fornøielse med de Ord: -- "Se, min fina, emaljerade bror! Hvad f -- n går Du här och hyfvelspåniserar på dialektikens bakgator?" Utallige var Historierne om hans ufrivillige Dybsindig- heder. Han maa vistnok være død i Løbet af 60-Aarene -- og der skulde ikke findes nogen "tragisk Retfærd", hvis han ikke er død i Delirium. Studenterne boede rundt i Byen, hvor navnlig en hel Del fra Landet indflyttede Enker levede af at holde Hus for Studenter, udleie Logis med alt i Huset, hvad der i Upsala kaldtes "Indakkordering". De mere Formuende leiede sig en Doublet, ofte slog To sig sammen om tre Værelser. En Sofa var en Nødvendighedsartikel, bl. a. ogsaa fordi man maatte være beredt paa at skaffe nødlidende Natvandrere blandt SIDE: 68 Kameraterne, der havde glemt sin Portnøgle, en Soveplads -- saadant Natgjæsteri kaldtes da at "kinesa". Jeg havde "indakkorderet" mig hos en af hine Enker nede paa Kungsängsgatan; -- sikkerlig det mærkeligste Exem- plar af hele Arten -- hun var bleven mig anbefalet af en Bekjendt fra Studentermødet i 1856, og jeg bestemte mig til at slaa mig ned hos hende, fordi hun var eller ialfald sagde sig selv at være en Landsmandinde af mig, idet hun, skjønt svensk af Fødsel, havde været gift med en norsk Officer, der var død af sine i den slesvigske Krig i 1848 erholdte Saar(?). Men jeg anede jo ikke hendes virkelige, skjulte Storhed og alle hendes sjeldne Egenskaber før længe bagefter. Ja, hun var en mærkelig Dame! Vi var vel en sex à otte Studenter, som havde Ind- akkordering hos hende, og i Begyndelsen saa alt meget lyst og lovende ud: det hændte ikke sjelden, at der kom en Beafsteg paa mit Frokostbord "for Landsmandskabets Skyld", og Middagsmaaltidet, som vi alle indtog i Fællesskab, var ialfald upaaklageligt -- især i Begyndelsen af Maaneden. Men Landsmandskabet skulde snart faa en Karakter, der ikke smagte mig saa godt som Beafstegene; thi naar hun -- hvad der blev hyppigere og hyppigere -- var i Pengeforlegenhed, hed det gjerne, at det var saa ubehageligt at vende sig til de svenske, om ikke jeg "som Landsmand" vilde hjelpe hende ud af en øieblikkelig Forlegenhed. Om jeg nu end fandt, at de andre dog unegtelig langt mere end jeg var hendes Lands- mænd, hjalp jeg hende efter ringe -- meget ringe -- Evne, og med den Følge, at jeg i Januar (vi begyndte vort Maskepi i Oktober) havde betalt forud for hele Vaarsemestret. Og da fik jo Piben en anden Lyd. Vistnok ophørte ikke hendes venlige Anmodninger, men derimod ophørte alle Beafstege paa Frokostbordet og andre af de Agrements, Landsmand- skabet hidtil havde beredt mig -- totalt. Mit Værelse laa ved Siden af Vertindens eget -- kun en tynd Bræddevæg skilte dem ad, saa man med Lethed SIDE: 69 i det ene Værelse kunde høre, hvad der taltes i det andet. Begge Værelser havde Dør til Forstuen, men ingen indbyrdes Forbindelse. Om Morgenen vækkedes jeg gjerne ved, at min Vertinde viste sig i en lang, fedtet og smudsig, fodsid Mandsslobrok i Døren og spurgte: "Är candidaten vaken?" Naar hun saa fik til Svar et "Ja" -- var det næste, staaende Spørgsmaal: "Kan candidaten låta mig få en riksdaler?" Havde jeg den, saa fik hun den, og jeg førte den ind i vort Mellemregnskab, der allerede viste en stor Saldo i min Favør. En Morgen hørte jeg hende ved Døren; men min slette Samvittighed over kun at eie 12 Skilling gjorde, at jeg paa hendes Spørgsmaal: "Är candidaten vaken?" svarede med en urokkelig Taushed og en stille, susende Næselyd, der skulde antyde, at jeg sov. Saa gik hun. Men hvad fandt ikke det fortvivlede Menneske paa? Neppe havde jeg igjen lagt mig til Ro i Sengen, før jeg hører en forfærdelig Dunken i Væggen lige ved mit Øre. Det var tydeligvis et Vedtræ, der applice- redes i selve Træverket med en saadan Styrke, at det, selv om jeg havde været en af de hellige Syvsovere og dertil en frækkere Løgnhals end Per Gynt, ikke skulde været mig muligt paa et fornyet Spørgsmaal, om jeg var vaagen, at svare andet end et overbevisningsfuldt "Ja". Og ganske rigtig: to Minuter efter viste den lange Slobrok sig atter i Døren. "Är candidaten vaken?" -- "Ja." -- "Kan candidaten låta mig få en riksdaler?" "Nei, bedste Frue," sagde jeg, "ikke om De vilde slaa mig ihjel -- thi jeg eier ikke mere end 12 Skilling." "Det var tråkigt." Dermed forsvandt hun. Fem Minuter efter kom hun saa skam igjen. "Vill candidaten vara så snäll att låta mig få de der 12 skillingarne -- jag är i en sådan ryslig förlägenhet -- just i ögonblicket." Jeg maatte tænke paa Bibelens: "Sandelig, om han ikke giver ham, fordi han er hans Ven, saa giver han ham for hans Ubluheds Skyld." Og hun fik mine sidste 12 Skilling. SIDE: 70 Naturligvis havde jeg nu gjerne forladt mit Logis, jo før des heller; men jeg var jo bunden; thi hvis jeg ikke spiste og boede op den ikke ganske lille Sum, hun nu skyldte mig, saa vidste jeg jo, at jeg aldrig saa den mere. Men jeg foresatte mig jo, at nu skulde dette Laaneri have en Ende, og sagde hende dette ligefrem. Da tog Tingen en anden Vending. Der gik i Huset en lang, vistnok herreløs Hund, fuld af Unoder og ligesaa usympathisk som min Vert- inde, der paa en Maade havde taget sig af det usalige Dyr, og vistnok selv havde forsynet det med det eneste menneske- lignende, den havde -- nemlig et Dobbeltnavn. -- Hunden hedte nemlig "Carl Peter". Herom var jeg imidlertid uvidende. En Dag savnede jeg et Par broderede Tøfler, som var min Moders Arbeide, og som jeg holdt meget af. "Min bedste Frue," sagde jeg, "jeg er ikke istand til at finde mine Tøfler." "Si så der!" sagde hun, "kunde jag inte just tro det! Dem har Carl Peter tagit." "Saa bed Carl Peter øieblikkelig bringe dem tilbage." "Hur skall jag bära mig åt med det?" sagde Fruen og saa paa mig med sine vandblaa Øine. "De skal naturligvis strax sige det til ham!" "Inte förstår han det!" "Er han da Idiot?" "Nej -- men han har naturligtvis ätit upp dem!" "Hvad for noget; Spist dem? Spiser man Tøfler her i Huset?" "Ja, det er jo hunden, vet jag!" Saaledes lærte jeg Carl Peter at kjende -- og Fruen paastod, at hun med egne Øine havde set den spise mine Tøfler. At Hunde spiser Tøfler var mig noget aldeles nyt; men jeg skulde faa ganske andre Vidnesbyrd om Carl Peters mærkelige Spiseseddel. Efterhaanden forsvandt mine Hals- tørklæder, mine Strømper, min Lorgnet -- og altid havde den syndige Carl Peter været ude, og hvad hun ikke med den SIDE: 71 fjerneste Grad af Rimelighed kunde beskylde Carl Peter for at have spist, det var blevet stjaalet -- saaledes en næsten ny sort Kjole, som jeg havde med fra Norge. Men da var min Taalmodighed ude -- og heldigvis ogsaa Vaarsemestret, og saa flyttede jeg, efter at hun havde givet mig et Kvitto, der overbeviste mig om, at hun ikke kunde sætte to Ord rigtig sammen og ikke skrive et eneste ortografisk. Havde jeg havt noget Bekjendtskab til Upsalas Pantelaanekontorer, saa vilde jeg nok fundet mine Sager igjen; thi det var visselig did, "Carl Peter" havde bragt dem. Men jeg var ikke færdig med min "Landsmandinde" endnu. Den største Overraskelse stod tilbage. Høsten 1861 kom jeg til Kjøbenhavn og havde et Ærinde i "Fædrelandets" Kontor, hvor jeg traf Sturzenbecker, Orvar Odd. Jeg havde dengang udgivet min danske Literaturhistorie, saa han vidste jo, hvem jeg var. "Hør, Hr. Docent," sagde han til mig, idet han tog den fra ham uadskillige Cigar ud af Munden, "De kjender jo Forfatterinden, Fru X?" "Nei," sagde jeg, jeg kjender kun én Fru X, og hun er sandelig alt Andet end Forfatterinde." "Ja, men hun kjender Dem -- De har boet hos hende i Upsala." "Hør nu, bedste Hr. S. -- vil De mystificere mig? Min Upsalavertinde hed Fru X, men hun kan neppe læse, og absolut ikke skrive, hvilket synes at være en uafviselig Betin- gelse for at være Forfatterinde." "Hvor vil De hen?" sagde han. "Hun har skrevet en Roman og har i Sommer forelagt mig Manuskriptet og refereret til Dem som den, der vilde anbefale hende. Den er slet ikke ilde." "Det er gaadefuldt," maatte jeg afbryde ham. "Hvis De saa den Regning, hun skrev, da jeg forlod hende, vilde De erklære det ligesaa umuligt som jeg, at hun kan være Forfatterinde." SIDE: 72 "Ja -- derimod staar det Faktum, at hun, som sagt, har skrevet en Roman, hvilket er sværere end at skrive en Regning." Jo -- Carl Peters Eierinde, min gamle Vertinde var virkelig optraadt som Forfatterinde, Høsten efter udkom Verket under et Pseudonym. Det blev ikke hendes eneste Verk. Romanen blev rosende omtalt, navnlig i Skandalpressen, og gamle "Skalden Afzelius" vilde endog se Spor af Bjørnsonsk Paavirkning. -- Ak -- hun havde ikke Ahnelse om Bjørnson! Mange Aar efter kom hun op til mig i Stockholm -- naturligvis for at laane Penge, som hun ikke fik. Da jeg vilde ha Rede paa Sammenhængen med hendes Forfatterskab, gjorde hun mig den Ære at fortelle mig, at hun ansaa de literære Samtaler, hun gjennem den tynde Bræddevæg havde hørt mellem mig og mine Venner, som det første vækkende Stød, der havde givet hende Impulsen til at begive sig ind paa Digterens tornefulde Bane! følgelig skulde jeg nu understøtte hende. Men jeg fik aldrig klaret den Selvmodsigelse, der laa i, at hun, der ikke kunde sætte to Ord sammen skriftlig, dog var Forfatterinde. Men nu ved jeg det. Under mit sidste Ophold i Stockholm, efter at oven- staaende var skrevet, var jeg saa heldig at komme paa Sporet -- en Ven af mig, der samtidig med mig studerede i Upsala, skaffede mig følgende ret merkelige Oplysninger om den i den laveste Kreds af Stokholmske Publicister, i Skandalpressen vel bekjendte Dame. Hun var, Aaret efter at jeg boede hos hende, flyttet til Stockholm med sin netop voxne Datter, en ret smuk, ung Pige, gjennem hvem Moderen, der fra Grunden af var en gemen Eventyrerske og aldrig havde været gift, og hvis Elsker aldrig havde været Officer, men Fourer, nu haabede at gjøre sin Lykke. SIDE: 73 Hun havnede her snart i et fortroligt Forhold til en Medarbeider i et Skandalblads Redaktion. Denne Medarbeider, en af dette Blads mest ilde berygtede Skriblere, er Forfatteren af de to Romaner, hun har udgivet. Med disse og Datteren i Haanden banede hun sig Adgang til alt høiere Kredse, idet hun personlig udbød ialfald Skrifterne til Salg. Endelig udvandrede hun i Begyndelsen af 1870-Aarene med sin Datter til Amerika og kom did -- som det siges med Rekommendationer af dengang meget høitstaaende Per- soner i Diplomatiet, Ministre, Statsraader og Redaktører, som Datteren havde forskaffet hende. I Amerika døde hun efter at have seet sin Datter gift -- med en af de berømte Generaler fra den amerikanske Borgerkrig, sagde min Hjemmelsmand. Senere er ogsaa Datteren død. Her slutter Sagaen om min upsalensiske "Landsmand- inde" og Vertinde. Naar jeg nu vil tale lidt om Upsalalivet og derved kom- mer til nærmest at dvæle ved de muntre Sider af Studenter- livet, maa man absolut ikke opfatte dette saaledes, som skulde i Upsala det muntre Festliv være No. 1 og Arbeidet No. 2 -- men medens Arbeidet vanskelig lader sig skildre, uden gjennem en indgaaende og dybtgaaende Udvikling, til hvilken her ikke er Plads eller Leilighed, spreder derimod en Skildring af Festerne med deres friere udadvendte Liv, et godt Lys over mange Stemninger, hvorfor jeg vil bruge dem til at give et Indblik i Upsalalivet -- men altsaa med den stærkeste og bestemteste Reservation imod, at man heraf drager forhastede SIDE: 74 Slutninger om Upsalalivet i Almindelighed. Der arbeides varmt og ivrigt ved Upsala Universitet -- det er vist. Over Høsten og Vinteren i Upsala hviler der altid for min Erindring et vist tungt Præg: det er som laa Livet da bundet og længtes efter Sol og Vaar; thi Ungdommen og Ungdomsstaden behøver Sol og Vaar for at leve, -- derfor vil ogsaa Vinterlivet bære Præget heraf. Høstsemesteret begyndte i Upsala 1ste September, men de første 14 Dage gik med til Examina, og først den l5de begyndte Forelæsningerne. Jeg hørte en og anden Gang Bostrøm og Ribbing, de to Filosofer, samt Malmstrøm, for- øvrigt hørte jeg ikke ret mange Forelæsninger, da jeg nu selv begyndte at forberede mig til at holde Forelæsninger. Naar man saa var kommen et Stykke ind i Semestret, saa begyndte for dem, der skulde tage "Graden", blive "Magister", de mangfoldige "Tentamina". For at faa Adgang til at skrive Afhandling for Doctor- graden og "ventilere" denne ved en Disputationsakt, fordredes nemlig, at man skulde have bestaaet Examen i et vist An- tal Fag. Forud for Examen gik dog en Sag, der var af endnu større Betydning end Examen selv, nemlig de saakaldte "Tentamina". Inden Vedkommende stedtes til Examen, maatte han nem- lig først have gjennemgaaet et grundigt Privatforhør hos alle de Professorer, i hvis Fag han attraaede "betyg", og det var saaledes Tentamen'et langt mere end selve Examen, der af- gjorde disse. Tentamina fandt Sted under fire Øine hjemme i Professorens Bolig. Saa man paa en Hverdag en Student "uppsträckt" i Kjole og hvidt Halstørklæde, kunde man være vis paa, at han skulde op at tentere hos en eller anden Pro- fessor. Om disse Tentamina især hos visse Professorer gik der utallige Historier. Naturligvis søgte Studenterne at komme underveir med de tenterende Professorers Svagheder for en eller anden Tilfældighed og at stemme dem blidt ved at logre SIDE: 75 for saadanne Svagheder. En Professor var en stor Ven af smukke Juveler, og da maatte en Brillantbrystnaal eller en funklende Ring gjøre Tjeneste ogsaa uden at være Vedkom- mendes Eiendom, og den samme Juvel er vistnok mangfoldige Gange bleven beundret af den samme Professor paa de for- skjellige Studenterbryster. En anden kunde ligesom gamle Hansteen ikke fordrage Briller. En tredie havde en stor Svag- hed for adelige Navne eller Navne, der havde spillet en Rolle i Sveriges Historie, og som da kunde veie adskillige Points mod de manglende Kundskaber osv. i Uendelighed. Adelskabet spillede endnu paa min Tid en ikke liden Rolle i Upsala, og i Studenterkatalogen var de adelige Stu- denters Navne endnu dengang mærkede med et "Nob." Om Atterbom var det bekjendt, at naar en Student havde skrevet et Leilighedsvers til en kgl. Navnedag eller begaaet et eller andet lyrisk Produkt i Upsalas Avis, var dette en sikrere Adkomst til et "laudatur" i Æstethik end selv det grundigste Studium i Faget vilde formaaet at sikre ham. Den fjerde November ved Middagstid samledes Studen- terne og drog med sine Faner til Carl Johans Buste i Carolina Rediviva-Parken for at feire Foreningsdagen med Sang. Om Aftenen, to Dage efter, den 6te November, feiredes Gustaf Adolfs Dødsdag paa samme Maade ved Obelisken i Odins Lund, og den 30te November -- der svarer til den nye Stils 11te December -- feiredes atter paa samme Maade Carl XII.s Dødsdag i Skytteanska hvalfvet. Disse Aftenfester havde en alvorlig og høitidelig Karakter og lokkede altid en Mængde Mennesker ud paa Grund af den smukke Sang, der præsteredes af "Allmänna sången". Det er herom Glunten erindrer: "Just Carl den tolftes dag -- allmänna sången gick marsch ikring torget". Naar det led mod Maanedens Slutning, blev gjerne Kas- serne tomme, og da begyndte "Vigilancen". Mangen en har vistnok her hos os sunget "Gluntens vigilans" uden at forstaa alle de Hentydninger til de for Upsalastudenterne høist vigtige, SIDE: 76 men for os ukjendte Forhold, som gjemmer sig i den, og kun opfattet det hele som et almindeligt Gjældsforhold, naar det heder: "Nu har jag sprungit mig trött och förderfvad Ur hus och i hus kring helaste sta'n; Inte en skilling ändå är förvärfvad, Och redan lider det långt fram på da'n. Nyss tror jag slog hon tre, Fem skal likviden ske -- Råd mig nu du, som är gammal och van!" -- men med "Vigilancen" har det sit eget besynderlige Sammen- hæng. Ja, Vigilancen er en ren Upsalaeiendommelighed -- en slet, en farlig Eiendommelighed; og dog har den, øvet paa rette Maade, paastaar man, reddet mangen lovende fattig ung Mand fra at bukke under for Nøden i sin Studietid; ja jeg kjender meget fremtrædende Mænd, der i sin Upsalatid helt og holdent levede paa "Vigilance" -- men det gjælder da at skjøtte den ret og aldrig "mankera" -- thi saa faar man "aldrig låna något mera". Vigilancens Princip og Maaden, hvorpaa den drives, er følgende eller var paa min Tid følgende: Pengepost udleveredes dengang -- saavidt jeg erindrer -- to Gange om Ugen, lad os sige Onsdag og Lørdag, og da opsloges en Liste over de ankomne Pengebreve i det lille Posthus' Forstue -- "Forhal" kunde det visselig ikke kaldes. Naar "Luckan öppnades", kom de forskjellige Nationers Vagt- mestre og hentede de Breve, der tilhørte vedkommende Nations Studenter -- og hele Forstuen stod derhos fuld af Studenter, der skulde læse Listen over "Rek"ene, det forkortede Kjæle- navn for "rekommanderede Breve". Men det var ikke de Studenter, der ventede Pengebreve, der fyldte Forstuen for at læse Listen, -- nei, de sad rolig hjemme og modtog sine Breve eller Meldesedler gjennem Nationsvagtmesteren; nei -- det var netop de Ulykkelige, der ikke kunde vente, men desto mere behøvede Penge, der fyldte Forstuen. SIDE: 77 Med en Blyant noterede de Navnene paa alle dem af sine Bekjendte, til hvem rekommanderede Breve ifølge Listen var ankomne -- og saa gik det afsted paa Sprang "ur hus och i hus kring helaste sta'n", hver til sine Bekjendte. En Student sidder hjemme. Det banker. Ind træder Vigilanten. "Du har fått "rek" idag". "Hurmycket?" spørger den Lykke- lige. "Hundra krisch". (Riksdaler). "Hur mycket skall du ha?" siger Pengemanden, som vel forstaar Kameratens Ærinde uden et eneste Ord. "Femtio". "Hurlänge?" "Tills nästa post". "Lass basen!" Saa er den Sag afgjort. Brevet kommer -- Pengene deles. Tilbagebetaling til bestemt Tid. Er den Sum, som behøves, for stor i Forhold til "Rekets" Indhold, saa fordeler Vigilanten sin Begjæring paa flere. Har Kameraterne ingen Penge, saa findes der altid en eller anden "Høker Liljegren". Men saa gjælder det ogsaa at betale til- bage nøiagtig paa Timen, at være paa sin Post baade med at kapre nye Rek og med at betale de gamle Laan -- deraf Navnet "Vigilance"; thi bringer man sin Kamerat i den mindste Forlegenhed ved Unøiagtighed, saa er det ligesaa slemt som en protesteret Vexel: han ikke blot taber Krediten hos denne ene Kamerat, men da denne derved tvinges til selv at "anlita vigilansen", spredes Rygtet derom snart, og hans hele Kredit er ødelagt. Man forstaar, at dette er en nem Maade at skaffe sig korte, rentefrie Laan, men ogsaa, at det for det første spilder megen Tid for Studiet, og dernæst, at Gjælden voxer stadig som en Lavine. Hvorledes klares da Gjælden tilslut? Jo -- Skål för Mälarbanken, som hjelper tu och stjelper sju! som Glunten siger. "Mälareprovinsernas Enskilda Bank" har sit Hovedkontor i Upsala. Naar Vigilanten endelig har taget sin Examen eller disputeret "pro gradu", finder han, hvis han som Student har skjøttet sin Vigilance ordentlig, altid saamegen Tiltro, at han kan skaffe to gode Borgensmænd, og paa sin SIDE: 78 vordende Løn som Statens Embeds- eller Bestillingsmand -- eller hvad han nu bliver -- forvandler han sin Vigilance i et regulært Laan i Mälarbanken; men Glunten har saa uende- lig Ret, naar han siger, at dette System "hjelper tu, men stjelper sju" og mangen en har fristet et kummerligt Liv med Hustru og Børn udigjennem lange Tider af Livet, fordi han aldrig kunde komme ud af sit Gjældsforhold fra Studenter- vigilancens Dage. Derfor kan jeg, trods Indrømmelsen af at Vigilancen er en kameratslig Institution, der vidner om et godt broderligt Hjertelag, og trods Muligheden af, at den for smaa Forlegenheder kan være anbefalelsesværdig -- som System dog aldrig faa anden Facit ud, end at Vigilancen er en Kræft- skade, hvor meget den end kan hjælpe en fattig Stakkar over Studentertiden, idet den sluger Stakkaren med Hud og Haar ud gjennem hans senere Liv, medens Vedkommende kanske ved at forlade Studierne og gaa over i en anden Stilling, hvor han strax kunde tjene sit tarvelige Brød, vilde blevet meget lykkeligere for senere Aar og et nyttigere Medlem for Samfundet. Ja, saaledes gik Vigilancen for sig paa min Tid -- jeg ved ikke, om den nu længere drives paa samme Maade. Det vilde være ønskeligt, om den var forsvunden med de forandrede Tider. Den 1ste December sluttede Forelæsningerne, saa kom 14 Dages "Examina", og saa er det "Semester" d. v. s Ferie. Vort "Semester" heder "Termin" og vor Ferie "Semester". Saa reiste Studenterne hjem til Jul, hvis de hørte til i de nær- meste Landskaber -- eller man lavede sig til at gjøre sig det saa hyggeligt indbyrdes i Universitetsstaden som muligt. Juleaften var man gjerne Gjæst enten hos sine Vertsfolk eller i en eller anden Familie; en af Juledagenes Morgener -- eller var det Nytaarsdag? -- fik de, som spiste Frokost paa Kafé- erne, tidlig om Morgenen gratis Traktering paa Schweitzeriet og en Bolle Punsch, en Bruleau eller noget lignende. Saa gjorde man smaa Slædeture til Alsike, Flottsund, Vårdsätra eller noget andet Sted i Nærheden. Men der laa altid et vist SIDE: 80 Vemod over Julen i Upsala, naar man tænkte paa den Mængde Ungdom som her i denne Familieglædens Tid laa og savnede Hjemmets Hygge og Varme -- og ofte var nødt til at søge lidet ækvivalerende Surrogater for dets Glæder i Kameraternes Kreds. Men Juledags Morgen, naar det kimede i Mørket fra Upsala Domkirkes Taarne, og Lysene fra de høie gothiske Buevinduer faldt gyldent udover Sneen, idet Maanens Spids tog Afsked nede i Horisonten, og man gik til Ottesang i den gamle Kathedral, mens Orgelet brusede hen over Fyrisåens Bredder med de lave Huse -- ja, da var der Høitid over den gamle Alma mater -- naar Englekoret svævede hen over Eriksættens Kongesæde, Folkungers og Vasakongers blod- stænkte Stad -- da samledes alle i den ene store Fest, og da erindrede man, at det var her, de blev sagt for 300 Aar siden de betydningsfulde Ord: "Nu är Sverige vordet én man, och alla hafva vi én Gud," disse Ord, der saa herligt besegledes paa Breitenfelds og Lützens Sletter. Ring, ring, Juleklokker, ring Fred ind over saamange brusende urolige Ungdomssind i den evige Ungdomsstad! Siden Ferien først endte den l5de Januar, forlagde man allerede tidligt "Festen til Fædrenes Minde", eller som den sædvanlig kaldtes "Knutsfesten" (13de Januar) eller "Nordiska festen" til Slutningen af Maaneden. Den Vinter -- før jeg blev Docent -- 1859 til 1860, jeg levede som Student i Upsala, var jeg reist ind til Stockholm kort efter Nytaar, men modtog der en Indbydelse fra Studenterkorpset til at deltage i Festen, og denne Indbydelse sendtes ogsaa de finske Studenter, som dengang opholdt sig ved "Carolinska Institutet" i Stockholm -- og andre finske Akademici. Sammen med A. E. Norden- skiøld, som allerede da var bleven Professor ved Vetenskaps- Akademien, og 6 andre Finner reiste jeg da op til Upsala. Vi leiede to Vogne og ankom om Aftenen, kort før Festen skulde begynde. Jeg fortæller dette for at give et Indtryk af, hvad Ungdommen kunde taale af Nattevaagen og Fester. Sexaen, der holdtes paa "Gillet" og ikke blev mindre stemnings- SIDE: 82 fuld ved de Skyer, der netop havde overtrukket de forenede Rigers Horisont, idet Stemningen blandt Studenterne, ledet af Rydin og Carl Gustaf Malmstrøm, var meget norskvenlig, varede til langt paa Nat; næste Morgen skulde vi reise. Efter 2 eller 3 Timers Søvn maatte vi atter op for at deltage i den Afskedsfrokost, som Studenterkorpsets Direktion havde arran- geret for de Indbudne inden vor Afreise. Den trak ordentlig ud, og Hestene maatte afsiges. Frokosten varede med ét Ord, til Middagen begyndte. Nordenskiøld havde -- saavidt jeg erindrer -- svaret paa Skaalen for Finland og jeg paa Skaalen for Norge, og vi blev nu særlig Gjenstand for Velvillie og Brorskaaler. Middagen paa Löfens Sal trak atter langt ud paa Nat. Den næste Morgen skulde vi saa virkelig reise, men vilde før Afreisen se vore svenske Venner hos os -- men det blev der Intet af. Vi boede paa Gästis, men da vi kom ned for at spise Frokost, havde Studenternes Førere atter indfundet sig for at sige os Farvel -- denne Gang med en brændende Bolle -- en Bruleau. Jeg ved, at Sangen tonede den hele Dag, og at vi først kom i Vognene, da det mørknede mod den tredie Dags Aften. Og da fulgtes vi til Alsike ("jag far väl med till Alsike," siger Magisteren) -- det sædvanlige Skifte, hvorhen Upsalenserne følger sine bort- dragende Kamerater, -- af en hel Vognrække. Her satte da vi Gjæster, som nu var paa neutral Grund, frem en Bolle Carolina -- Champagne med Rhinskvin -- men da det foresloges at følge med til Märsta, var vi dog saa kloge at udnævne Salen paa den anden Side af Forstuen til "Märsta", og her kom saa den sidste Bruleau frem fra Upsalensernes Side, og det var dyb Nat, da vi skiltes ad, idet Upsalensernes Vogne drog mod Nord og vore mod Syd. Mere end tre Dage og to Nætter havde vi nu altsaa reist og "fästat" i et Kjørpaa. Men da var vi ogsaa trætte, og jeg faldt snart i Søvn i Vognen; men jeg tør med Haanden paa Hjertet forsikre, at Ingen af os var beruset. Ud paa Natten vaagnede jeg og undrede mig over, hvor jeg egentlig SIDE: 83 var; thi Alt var saa forunderlig stille omkring mig. Jeg skulde jo være i en Vogn, men mærkede ingen Bevægelse. Et Greb med Haanden ud i Mørket overbeviste mig dog om, at jeg havde Nordenskiøld ved min Side. Men han sov. Og de Andre sov ogsaa. Jeg vækkede min Sidemand, han vækkede de overfor siddende -- men os Alle var Situationen uforklarlig. En af os steg ud. Da viste det sig, at begge Vognene stod stille, midt paa den øde Landevei. Vor Kusk sov -- den forreste Kusk sov ogsaa -- de reisende i den anden Vogn sov ligeledes -- og jeg formoder, at ogsaa Hestene sov. Hvorlænge vi har staaet saaledes sovende midt paa Lande- veien, vil aldrig nogen Dødelig kunne oplyse os om -- med mindre det skulde kunne udregnes af Ankomsttiden til Stock- holm, hvor vi indtraf et godt Stykke ud paa næste Dags Formiddag. Ja, hvad Ungdommen kan staa i! Saa kommer da Vaarterminens Forelæsningstid i Upsala, da alt er Flid og Læsning i den store Bikube -- men naar Aftnerne bliver lyse, og det lider mod Slutningen af April Maaned, naar Safterne begynder at gjære i Træernes Grene, naar Knopperne begynder at svulme paa Kvisterne, da gjærer og svulmer ogsaa Ungdomsmodet i Studentens Bryst -- og naar Fyris sprænger Isdækket, sprænger ogsaa Studenten sit Hylster, kaster sin Bog og iler ud i den vaarlige Aften for at se, hvor langt det er ledet med Vaaren; thi Ungdommen og Vaaren er i Slægt, og Vaarlivet i Upsala -- ja det er uforligneligt! Endnu er ikke "Flustret" aabent, endnu er ikke Dampskibene begyndt at gaa opad den isbelagte Fyris, men nu varer det ikke længe -- thi der kommer en Student, som allerede har faaet sin hvide Studenterhue paa, dryppende vaad efter et ufrivilligt Bad i Fyris -- et Syn, der tydelig nok fortæller, at "nu gå Svartbäcksgubbarne". Hvad er Svartbäcksgubberne for Herrer? Det er Upsalas første Vaarbud, men det er ingen "Gubber", det er overhoved taget ingen "Herrer" -- det er Isflager. Studentens første Vaarfornøielse er at seile paa Svartbäcksgubberne. Svart- SIDE: 84 bäcken er -- som jeg ovenfor har nævnt -- den øvre Halv- part af det Upsala, som ligger øst for Fyris, men det er ogsaa Navnet paa en Bæk, der her falder ud i Fyris, og ovenfor Dombroen danner Fyris et Vandfald, der driver en Mølle ved St. Eriks Torg. Lidt længer oppe falder den lille Bæk ud -- og her løsner Isen gjerne først, brydes i store Stykker, der buldrende farer ned over Domfossen. Det er Svartbäcksgubberne. Men Ungdommen har varmt Blod og er utaalmodig. Venter Vaaren forlænge med at løsne Svart- bäcksgubberne, saa kommer han den tilhjælp -- i Flokke springer Studenter ud paa Isen, bevæbnede med lange Stænger for at støde Gubberne løs og saaledes fremskynde Vaarens Ankomst; men da hænder det, at Vinterguden hævner sig ved at løsne netop det Stykke, paa hvilket hans Fiender staar, og saa maa de selv seile med sine Vaardrømme og med sine Gubber nedover Fyris; kan de saa ikke med sine Stænger stage sig til Land, før de kommer til Fossen, saa maa de springe i Vandet og kjøle det hede Blod ved en Svømmetur under lystig Latter fra den Folkemængde, der altid talrigt samler sig paa begge Bredder og paa Dombroen for at se paa Skuespillet. Saa gik det ialfald til i min Tid -- og saa gaar det kanske til endnu, naar Svartbäcksgubberne gaar. Saa kommer "Valborg", Valborgsmesseaften, den sidste April. Vaarlige, friske Minde! Der gaar endnu neppe nogen Valborgsaften, uden at jeg tænker paa Upsala og ønsker, at jeg var med. Det lider mod Aften, og Solen er i sin Nedgang: Luften er klar, man har allerede seet Knopper i Odins Lund, lette Vaarskyer svæver over Fyrisvall og Gamle Upsalas Høie. Naturen bereder sig til at modtage de Vaarhilsener, som skal sendes den iaften. Gaderne vrimler af Studenter i hvide Huer, som gaar til sine Nationssale, hvor Lysekronerne allerede er tændte og lyser ud i den vaarklare Aften. Gjør vi nu i Skumringen -- lidt over otte -- en Vandring opad St. Lars- gaden, hvor mange af Nationssalene ligger, saa ser vi Studen- SIDE: 85 terne foran de forskjellige Nationshuse samles, hver omkring sin Fane: Småländingerne synger alt, det lyser fra Uplands Nation, og Vestmanländingerne sætter sig alt i Bevægelse hen over Nybron til Torvet; der samles Folkemængden. Men nu splittes den af en vandrende Masse, som taust marscherer op fra Dronninggaden med en hvid Fane i Spidsen: det er Vest- gøta Nation, som er først paa Pladsen. Fra det gamle Observatorium i Svartbäcksgatan kommer Södermanländingerne; fra Vaksalagatan vaier Helsingernes Fane, og endelig er alle Nationer samlede under sine Faner midt paa Torvet. Oscar Arpi staar i Spidsen for Sangerne og slaar Stemmegaffelen an mod sin Sidemands Pande -- man hører Spøg og Passiar rundt omkring sig, man tager A i Bassen, men endnu kommer Toget ikke igang, der mangler noget . . . . der kommer det: Christiania-Banneret, Student- korpsets Fællesfane, omgivet af sin Fanevagt. Thi alle Nationer tilsammen danner "Studentkorpsen". Nu bryder Toget op. Marsch! Sang! "Våren är kommen, på sina kransar Ängarna binda, himlen är blå, Pilträden bära guldgula fransar, Tufvorna vagga ljusalfer små, Bäckarna brusa, Vindarna susa, Böljorna glittra, Fåglarna qvittra: Sippan i lunden nigande står. Högt upp i luften lärkorna sjunga: Nu är det vår!" [fotnotemerke] Ja, nu er det Vaar, Glæde og Sang. Fanerne vaier, og de vakre Kroner i Odinslund vifter af Utaalmodighed over ikke at kunne hilse Sangen og Ungdommen med fuldt ud- spruget Løv. Toget drager opover Carolinabakken og dreier Fotnote: Se min "En Promotionsvaar i Upsala" i "Hesperiske Nætter" ("Fra min Vandringstid I.") SIDE: 86 tilvenstre op til Slotsbakken, denne betydelige Høide, hvorfra man ser mange Mil omkring. Borte i Horisonten titter Maanen frem og kaster en mystisk Glans over Landskabet. Nu er hele Studenterskaren oppe paa Bakken ved Gustav Vasas Borg. Hører Du Klokken, som begynder at ringe? Klokken er ni -- det er Dronning Kristinas Klokke, som ringer hver Aften og med sine Toner paaminder hendes Folk om at bede for hendes Sjæl -- i lange Tider om end ikke i Virkeligheden lige siden hendes Tid har den hævet sin Stemme med sit "ora pro nobis", og den skal vedblive at lyde gjennem Tiderne for kommende Slægter, et underligt Modstykke til Sangen fra den glade Ungdomsskare, som staar samlet her. Nu istemmes Sangene til Vaarens Ære; der er en Inderlighed, en Længsel, en Jubel, en Kjærlighed i disse Toner, som blot den kan drømme om, der har hørt Upsalastudenterne synge Hør, hvor de ungdommelige Stemmer klinger i den stille Aften: "Vintern rasat ut bland våra fjällar, Drifvans blommor smälta ned och dö." Den ene Sang følger den anden, og under Sangen flammer hele Horizonten op som et Hav af Ild. Valborgsblussene tændes rundt om i hele Upland, og vi kan tælle mindst hundrede Blus som en Krans omkring Sletten, og længe efter at Sangerne er gaaet tilbage til sine Nationalsale, og Folket har spredt sig ad, brænder de lysende Flammer. I Byen klinger hele Natten Vaarsange ud fra de aabne Vinduer i Nationssalene, og Glæden hersker i Ungdomsstaden, i Vaarens sande Hjem, den gode, gamle By ved Fyrisaaen, hvor "Yng- lingen dør, men Ungdommen lever." Det bliver Nat og en kort Stilhed -- saa er det Morgen. "Idag är första maj!" Valborgmessoafton er alene Forspillet til den følgende Dags Glæde. Du vaagner bestemt af Kanonskud den Morgen. Det er Konditor Schuchanis Kanoner, som tilkjendegiver, at SIDE: 87 den landlige Restauration "Flustret" nu er aabnet og med den Studenternes Vaarliv. I Skarer gaar man omkring i Gaderne; føler man sig mindre vel efter den foregaaende Dags Anstrengelser, saa spiser man "Norges sill i papper" og drikker Porter -- og Restauratio- nerne er fuldt besatte. Idag har Nationerne sine 1ste Mai- Fester. Vi slutter os til Sødermanland-Nerikes Nation og drager til Eklundshof -- det er saa vakkert paa "Hofvet". Eklundshof og Eklundshofskogen! Hvor mange Minder gjemmer ikke denne Upsalatraktens næsten eneste romantiske Egn for en Upsalastudent! Her har han sunget sine gladeste Sange, her har han drømt sine lyseste Drømme, her har Keglekuglerne gjenlydt, paa disse Sletter har han exerceret i de hede Sommerdage -- Eklundshof, "Långt bort från Fyris å, Långt från dess gator grå." Ja, ude hos Dig vil vi feire vor første Mai! Vistnok er der nu ikke mere saa godt som i "salig Gummans" Tid. Mutter Joholm har nedlagt sit Scepter; men Naturen er dog den samme, de høie, mørke Graner dernede i Dalens Ro staar endnu drømmende ligesom fordum -- og lidt Mad til en Sexa faar man altid. Marsch altsaa! Vi gaar forbi "Flustret", der er aabnet idag, Flagene vaier fra Taget, og fra Balkonen toner Hornmusik -- det sidste Isstykke er borte -- vi følger Stien langs med Kanten af Aaen og bøier saa tilhøire op i Skoven -- Farvel Fyris -- deroppe mellem Stammerne glimter et hvidt Hus os imøde -- Kuglernes Rullen og Keglernes Fald og de vaarlige Sange forkynder os, at nu er vi paa "Hofvet"! Det er vor Nation, som er beskjæftiget med at slaa Kegler, de hvide Huer er igjen komne frem, og ved vor Ankomst viser Arrangøren, den saakaldte "Sexmästare" sig deroppe i Vinduet; med en nysudsprungen Maigren i Haanden SIDE: 88 vinker han ned til os og forkynder, at Frokosten er serveret -- Toget strømmer opover Trapperne -- og i den med spar- somt Grønt smykkede Sal vinker de dækkede Borde -- store og smaa -- os imøde. Vi forbigaar Maaltidet; -- efterat det er indtaget, sam- les man ude i det Frie, og den Nation, vi her gjæster, har et fortræffeligt Orkester, som underholder det cigarrøgende og kaffedrikkende Selskab. Naar Klokken bliver imod 4, skal man tilbage til Byen for at foretage "helsningar" hos de andre Nationer; med Nationsfanen i Spidsen og anført af Musik- korpset og Sangerne begiver Skaren sig tilbage til en af de aabne Pladse ved "Flustret", hvor Nationens lange Borde, bedækkede af Punscheglas, er opstillede, og hvor man oppe- bier den første "påhelsningen". Fanen plantes og man slaar sig tilro. Men man har ikke hvilet mange Øieblikke, før der lader sig høre et stærkt Kor, og en Fane, prydet med et eller andet Nationsvaaben, og efterfulgt af en talrig Mængde hvide Huer, viser sig. Vaabenet viser, at det er Vermlands Nation, som kommer for at aflægge den sædvanlige Maihilsen. Man stiller sig op i en vis Orden ved Bordet med Nationens Kurator i Midten, og i det samme svinger Vermlændingerne ind paa Pladsen. Nu kommer Hilsningsformlerne. Den besøgende Nations Kurator træder frem, griber et Glas og siger: "Vermlands Nation hilser Södermanlands og Nerikes Nation!" Og saa et kraftigt Hurra. Ligesaa alvorlig hæver vor Nations Kurator sit Glas og udraaber: "Södermanlands og Nerikes Nation takker Vermlands Nation og haaber, at den en Stund vil lade os nyde godt af sit Selskab. Leve Vermlands Nation!" Og saa et Hurra. Nu er det Officielle over, og den private Drikning tager sin Begyndelse. Man drikker nu Brorskaal med enhver som man støder paa. SIDE: 89 Efter en Stunds Forløb begiver Nationen sig ud for at besvare Hilsningen, de forskjellige Tog med sine Faner mødes da i Gaderne; men hvad er det for et Skib, som for fulde Seil kommer der langs opad Gaden? En forunderlig Blanding af Baad og Vogn, drages det af adskillige Heste; i Skibets Forstavn, hvor Dragehovedet løfter sig, staar Frithjof den Stærke; ved Roret, hvor Dragens Hale er opkastet, ser man Bjørn; men inde i Skibet, hvis Seil slaar mod Masten, feirer Vikinger med og uden Briller et buldrende Bacchanal. Man kjender neppe igjen sine Venner i de skjæggede Mænd, disse Venner, som igaar Aftes gik i ganske almindelige Frakker og Benklæder -- det er Göteborgs Nation, som er ude og seiler i Gaden paa sin Hjulbaad. Men der kommer Soulouque og Dronning Pomare, og hele deres sorte Hofstat -- tilhest og i Vogn; Napoleon den 3die med sin elskværdige Keiserinde; Victor Emanuel, Cavour og Garibaldi holder fra en tredie Side sit Indtog, ledsagede af en bølgende Menneskemasse; thi alt Folket i Upsala tager sig fri lste Mai. Efter nogle Timers Forløb forsvinder Glansen, men det bevægede Liv fortsættes. De brugelige Paahilsninger foregaar nu en masse, og det hænder imellem, at hele Studenterkorpset træffer sammen paa en eller anden Nationsal; da er det rigtignok Trængsel; man hører ikke længere Talerne, som gaar langt ud over de bestemte Former, man ser blot sin nærmeste Sidemand, som i Træng- selen har faaet fat i et Glas og raaber: "Skål, bror -- hvad är namnet?" Imorgen har man atter glemt det -- men "Bro- der" er man. Ja, "Dagen derpaa", den 2den Mai, er Upsalas bedrøve- ligste Dag -- den er for Upsalenserne, hvad 18de Mai er for Nordmændene. SIDE: 90 Som Værnepligtige deltog i min Tid Aarets Udskrevne blandt Studenterne i Uplands Regiments Vaabenøvelser, men dannede dog en Afdeling for sig, og deres Exercerpligt varede to Aar. Man havde saaledes en øvet Trop, "det gamla gardet", og "rekryterna". Exercitien fandt Sted i Mai Maa- ned efter Forelæsningernes Slutning og var unegtelig den liv- ligste Tid, Upsala havde. Varmen er kommen i Luften og den glade Student skal i 14 Dages Tid motionere fra Morgen til Aften. Paa Slaget 7 kaldes i Gevær -- og paa Slaget 7 om Aftenen er Dagens Møie over. Men denne Dag har sine mange muntre Sider. Exercitien gaar naturligvis daarlig nok, man gjør Haandgrebene bort i Natten, man bliver træt, kjed og ærgerlig, men saa kommer der et Intermezzo, og da er alting glemt. De lystige Optog var egentlig Studenterexer- citiens Kvintessens, og gjennem dem skabte de unge Menne- sker sig et friskt, af Poesi og Munterhed opfyldt Liv. Fra det Øieblik, Befalet kommanderer "Hvil", er Troppen sin egen Herre; man slaar sig ned i det friske Græs i den botaniske Have eller Odinslund og har altid indrettet det saa, at man er forsynet med de "Varer", som nødvendigvis behøves, naar man i flere Timer har trampet i tyk Sand. Troppen har ogsaa udseet en "Pastor" ved hvis Side staar en "Spögubbe" -- Navnet er hentet fra den kirkelige Funktionær, der med en lang "Spø" skulde vække dem, der sov under Prædikenen -- og en "Klokker". Disse tre Funktionærer bærer et eget Slags Epauletter, og paa dem beror det, om "Exercitanterne" har det morsomt eller ikke. De skal arrangere Ballerne, skrive Viserne og holde Talerne. Dem tilkommer det ved enhver Anledning at opmuntre Stemningen. Det hændte f. Ex. engang, at Troppen en Morgen, da det var meget varmt, faldt paa at bestille et Dusin Flasker Punsch fra Sparrgrens Bod op i den botaniske Have, hvorhen man pleiede at marschere fra Samlingspladsen Odinslund. Der afgaar et Bud med Be- stillingen. Kommandoordet lyder "Fremad Marsch!" Man gaar: Et To, Et To, man venter, idet man nærmer sig Haven, SIDE: 91 at faa høre, et "Rodevis til Høire Marsch!" -- men forunder- ligt nok -- man gaar forbi, man gaar fremad videre -- videre -- helt til Eklundshof, det gaar ikke an fra Geleddet at tiltale den Kommanderende og faa Ordrene rettede, skjønt Fristelsen er stor -- og dog er Ulykken tydeligvis skeet som Følge af, at den Befalende har været ubekjendt med Punschebestillingen. Men Disciplinen fremfor alt. Man ser paa hverandre med bedrøvede Miner -- men Tingen staar ikke til at ændre, man gaar, gaar og gaar i tre Kvarter. -- Kommandoordet lyder: "Høire om!" og "Venstre om!" -- men Haven ligger en Fjerdingsvei bag dem, og da der endelig kommanderes "Holdt og Hvil", er man en halv Mil fra det Sted, hvor Flaskerne ligger og venter paa at blive tømte! Der bliver Uro og Storm, man tørster, man sveder -- man har ingenting at drikke, og da er det Pastoren, som skal muntre Stemningen ved at gjøre en Vise om den sørgelige Tildragelse. Senere kommer Skydeøvelserne med løst Krudt, hvorved en udskudt Ladestok mulkteres med 10 Riksdaler. Da bliver der Alvor i Tingen. Da drager man ud til Polaksbakken ved Eklundshof, da høres Skuddene i Skoven stærkere end nogen- sinde Keglerne, og den store Slette indhylles i Krudtrøg. En ung Mand lader, lægger an og giver Fyr lige indtil den sidste Patron sidder i Mundingen af Piben -- og anmelder dette vidunderlige Forhold for Befalingsmanden, som oplyser, at det kommer deraf, at han ikke kjender Knaldhættens Brug, han har altid glemt at sætte den paa, og da alle har skudt paa én Gang, har han ikke lagt Mærke til, at hans Skud ikke har brændt af. Endelig kommer saa Skiveskydningen og Mønstringen -- og Exercitien er forbi. Men dette Exercerliv har ogsaa sine Høitidstimer. Hver Søndags Formiddag er der Kirkeparade, og da samles hele Uplands Beväring og Studenterbeväringen. Jeg mindes en Pintsemorgen; jeg havde foretaget en Pro- menade gjennem Eklundshofskogen udover mod Ultuna Land- SIDE: 92 brugsskole og var just paa Tilbageveien til Byen, da jeg pludse- lig vækkedes af mine Drømme, som i den solklare Morgen var behagelige nok, gjennem en eiendommelig vakker Scene. Gjennem Skoven lynede Hundreder af Bajonetter i Solen fra en liden grøn Plads, og fra de hvide Teltrader der bagved vaiede Flag; -- i en stor Firkant stod Tropperne opstillede, Musiken inde i Firkanten spillede en Salmemelodi, -- den Mængde høitidsklædte Mennesker, som tilfods og tilvogns havde begivet sig ud i den vaargrønne Skov denne Pintsemorgen, og Fuglenes muntre Sang midt i Salmens Alvor -- alt berørte Sindet mægtigt; og da Presten prædikede med tre Trommer til Prædikestol, kunde jeg vistnok ikke høre ret mange Ord af, hvad han sagde, men jeg blev dog mere greben af denne, end af mangen anden Prædiken, som jeg har hørt fra Begyn- delse til Ende, og denne stille Pintsegudstjeneste i Skoven staar for mig som et uforglemmeligt smukt Minde. Kungsängslilierne blomstrer. Vaarlivet nærmer sig sin Slutning -- Alles Tanker rettes mod den forestaende Høitid, Promotionen, der feires hvert 3die Aar. Beväringen er af- mønstret, Disputationerne hører op, Dampbaadenes Ture bliver om muligt hyppigere end før, og dog er deres Passagerantal mangedobbelt større end sædvanlig. Har Du foruden Dit Værelse et Klædekammer, har Du foruden Din Seng en Sofa, saa vær sikker paa, at den bliver benyttet; thi nu skal Pro- motionsgjæsterne indlogeres. Man ved i Upsala at fortælle om en Person, som levede af at leie ud syv hundrede Sofaer til Studenter -- i Promotionstiden har han dem sikkert alle udleiede. Fædre og Mødre, Tanter og Farbrødre kommer i store Flokke hver Dag med Dampbaaden. Desuden gaar der en utrolig Mængde Rygter om underskjønne Kusiner og Søstre, om hemmeligt Forlovede, hvis Forhold skal deklareres under Promotionen osv., og alle disse Mennesker stuves ind, hvor man kan finde Plads for dem. Alle de "Underskjønne" skal have Serenader, det er en skyldig Opmærksomhed. SIDE: 93 Sædvanligvis er derfor alle Sangerne hæse ved selve Pro- motionshøitiden, hvorfor man ved denne Leilighed pleier at tilkalde Sangere fra det kongelige Theater. Derfra rekvirerer man ogsaa Kaarder. Thi hver Magister og akademisk Lærer skal optræde i Uniform med Kaarde! -- Men de Lærde ved Universitetet er just ikke krigerske af sig og har saaledes blot et lidet Forraad af Kaarder, hvorfor Theatret maa udlevere alle sine, for at de filosofiske Kandidater skal blive rigtige Magistre. Dagen nærmer sig, Laurbærgrenene er bragt fra den botaniske Have til det Sted, hvor Kransene skal bindes, og med denne Kransebinding beskjæftiges nu alle Damer. Har nogen af Magistrene en Søster, en Kusine eller endnu bedre en Kjæreste, saa samles disse Dagen før Promotionen for under megen Munterhed og Kaffedrikning at binde de Kranse, som skal pryde de kjære Hoveder, -- de ved nok, hvad Be- lønning, der venter dem -- at faa Hæderspladsen i Kirken, en Tale paa Vers af ultimus Magister og at aabne Ballet paa Carolina den følgende Aften. Imidlertid sidder Mødre og Tanter hjemme og ordner Toiletter, Fædre og Farbrødre er ude i Byen med Sønnerne og Brodersønnerne for at bese de nye Vertshuse, som har afløst de tidligere Tiders Scylla og Charybdis. Der træffer de sammen med gamle Upsalakame- rater, som er komne paa Besøg til Ungdomsstaden i samme Ærinde som de selv. Kransene er færdige, den sidste Champagneflaske har en Farbroder, som efter tyve Aars Tverdriveri har faaet et Anfald af muntert Lune, kastet ud paa Gaden gjennem Vinduet, hvor- fra han nu stolt betragter sit Verk -- Schweizeriet skal stæn- ges -- det er Nat -- Promotionsnatten. Serenadernes Nat. Den hellige Nat, da Ægypterne feirede Oversvømmelsernes Begyndelse og i det dybe Mørke steg op paa Hustagene, hvorfra de iagttog Vandets Stigen, Nilgudens Ankomst -- SIDE: 94 den tilbragtes ikke under mere hemmelighedsfuld Forvent- ning i utallige unge Pigehjerter end Promotionsnatten i Upsala. Den, som paa denne Tid har meget at gjøre, er Kvartet- sangeren. Længe iforveien er han optagen, bestilt af Fættere, Brødre, Elskere, og skal samme Nat være tilstede paa de for- skjelligste Tider og Steder, snart ved et Hjørne af Stortorvet, snart langt oppe i "Rackarnäbben"; thi de Underskønne bor overalt. Serenaderne vedbliver under disse lyse Midsom- mernætter til Kl. 1 à 2, og den ene finder ofte Sted saa nær den anden at der bliver Disharmoni deraf: "Bort i rymden skyar tåga", smægter her en Tenor, medens man ved hver Pause hører et: "Dåne liksom åskan bröder Högt vår fosterländska sång!" Medens her fire Stemmer vemodigt sukker: "Sakta! Hon slumrar redan", buldrer en stærk Bas "Tram, Tram, Tram, Trumman går, I svenska bröder! Stridens bröllopstimma slår!" -- og jeg anser det ikke for Overdrivelse, hvad jeg har hørt angive, at man ved 1860 Aars Promotion regnede sex og niti Serenader denne Nat. Endelig har den sidste Serenade forstummet, og Byen nyder nogle Timers Hvile. Ved den første Solstraale forkynder Kanonernes Drøn fra Slotshøiden og Klokkeringning, at Høiskolens Festdag begynder. Om Morgenen opstilles Studenterbeväringen en haye udenfor Domkirkedøren, medens Deltagerne i Processionen samles. Under Klokkeringning vandrer det lange Tog til Kirken. I Almindelighed er en eller anden kongelig Person tilstede -- Ekklesiastikdepartementets Chef, Universitetets Kansler, Sveriges Erkebiskop, som tillige er Universitetets Prokansler, og de aka- demiske Fædre -- alle disse aabner Toget. Saa kommer en Række svagelige gamle Mænd -- det er Jubelmagistrene, som SIDE: 96 femti Aar tidligere modtog Laurbærkransen og nu efter et langt Liv er komne tilbage for at fornye Forbundet med den Videnskab, de saalænge har tjent. Derpaa følger de udseede Æresmagistre, Promotionsprædikanten og efter disse promovendi. Universitetsungdommen slutter Toget: det er Upsalas Pana- thenæertog. Domkirken, hvori denne Høitid i lange Tider feiredes, er for Anledningen dekoreret paa en eiendommelig Maade. Det er egentlig blot Koret foran Gustav Vasas Gravkapel, som benyttes ved Promotionen. Dette er forvandlet til en Estrade, under hvis Gulv Altarbordet og Knæfaldet skjules. Paa denne er der Plads for Deltagerne i Processionen og Talerstole, en for Promotor og en for Promovendernes Ordførere, primus og ultimus. Den sidstnævnte er nemlig den anden i Ordenen, men kaldes ultimus for at betegne, at i denne Kreds staar den første og den sidste ved Siden af hinanden. Omkring Promotors Talerstol danner Promovendi en Kreds; bagenfor er Sangertribunen og rundt om det hele er der Bænkerader for de omtalte "Underskjønne". Disse har i festlige Dragter allerede indtaget sine Pladse, naar Toget an- kommer til Kirken. Sangertribunen er besat af Sangere og Sangerinder, og i det Øieblik, Toget træder ind, spilles Intro- duktionen til Kantaten. Nu er dennes første Del afsungen. Under Drønnet af otte Kanonskud paasætter Promotor først sig selv Magisterkransen, saa sætter han Kransen paa Jubel- magistrenes Hoveder. Det gjør et sælsomt Indtryk at se disse gamle ludende Oldinger vende tilbage fra Kathedret med Laur- bærkransen om Panden ligesaa frisk som om den var ny igaar, medens den dog efter sin Betydning er et halvt Aarhundrede gammel. Disse faar hver 4 Skud, og er altsaa Halvten saa meget værd som en Promotor, Æresmagistrene 4 Skud lig en halv Promotor, Primus og Ultimus 2 Skud, lig 1/4 Promotor og de øvrige Doktorander 1 Skud hver. Efterat derpaa Primus har holdt en Tale fra det mindre Katheder, kommer den høitideligste Stund for Damerne; thi SIDE: 97 nu vil ultimus holde sin Tale, som skal og maa være paa Vers, ligesom Erfaring har lært, at ultimi ved Promotionerne altid har poetisk Anlæg. Dette er ogsaa virkelig Tilfældet, dog ikke af den Grund, at de er ultimi, men fordi alle Sven- sker -- ialfald i min Tid var fødte Poeter. At kunne gjøre Vers udgjorde en Bestanddel af den almindelige Dannelse, hvorfor denne Færdighed eiedes af enhver velopdragen ung Mand. Der konsumeredes ogsaa en saa stor Masse Poesi i Sverige, at den burde været belagt med Skat ligesom andre Luxusartikler; men den betragtedes som Nødvendighedsartikel. Imidlertid -- de havde, som sagt, Raad dertil. Og Damerne var altid lige förtjusta over ultimus og hans Vers. Naar denne høitidelige Akt er forbi, begiver man sig ned i selve Kirken for at høre paa Promotionsprædikenen -- thi alting har nu Forstavelserne "Promotions" -- der findes ikke blot Promotionsbal, Promotionsprædiken og Promotions- middag, men ogsaa Promotionscigarer, Promotionstærter osv. -- kort sagt, alt i Upsala dreier sig om Promotionen. Man skulde ved første Øiekast kunne tro, at det hele var en temmelig løierlig Tilstelning -- tvertom, Promotionen er en overordentlig høitidelig Handling, og det kommer for en stor Del deraf, at alle med Liv og Sjæl deltager deri, og at man ikke ser noget, som ikke bærer Præg af Høitiden, hvor- for man selv uimodstaaelig betages af en anden Stemning end den hverdagslige. Og det er jo Stemningen og ikke de ydre Ceremonier, som giver Festen dens største Betydning. Naar Promotionsprædikanten har sluttet, er de officielle Promotions- høitideligheder forbi, og Promotor opløser Forsamlingen. Saa kommer Promotionsmiddagen i Botaniska trädgårdens Orangeri. I de bagre Sale af dette Orangeri er den serveret. Midt iblandt høie, exotiske Vexter er Bordene dækkede saa- ledes, at det ser ud, som de rige Stammer og Kronerne, der danner et Hvælv over Bordene, var voxede ud af selve Dugen. Her, overskygget af Laurbærtrær, Bananer og Palmer og Vor Herre maa vide alt, drikker man i skummende Champagne SIDE: 98 Magistrenes Skaal. Men faa er de Udvalgte, som kan være med her. Foruden Dagens Helte pleier der at være 150 à 200 Deltagere i Middagen, thi den er dyr, og Studenterne sparer helst denne Bekostning. I Linnésalen foran Linnés Statue er Kaffebordet dækket, og efter Middagen fremsættes der Boller. Saa slaaes Dørene til Haven op. Derude vrimler det af Men- nesker. Hele Haven er opfyldt af Damer og Studenter. Idet Dørene aabnes, fyldes den brede Stentrappe strax; Magistrene træffer sine Familier, Studenterne sine Flammer, og med Kranse omkring de ubedækkede Hoveder drikker og synger Dagens Helte. De gratuleres af alle, og selv om Regnet skyllede fra Himlen, sætter de ikke en Hat paa sine laurbærkransede Hoveder; men hundrede Paraplyer stilles til deres Raadighed af hjælpsomme Venner. Pludselig hæver en Person sig i Veiret eller opløftes rettere sagt i en Lænestol og gjør under Sang paa Studen- ternes Skuldre en Tur omkring i Haven; det er Prinsen. Med blottet Hoved sidder han der paa Ungdommens Skuldre, og med blottede Hoveder synger den talrige Forsamling saaledes, at det gjenlyder i Haven og Kolonraden: "Ur svenska hjertans djup engång". Den samme Ceremoni udføres med Universitetets Kansler, Prokansler, Promotor, Jubelmagistre, samt primus og ultimus. Endelig begynder det at skumre, Damerne er forlængst forsvundne for at klæde sig til Promotionsballet. Her er for Damerne Festens Glanspunkt. Thi omkring Ballet paa Carolina Rediviva er det, hendes lyseste Drømme har kredset. Der skal hun kanske faa en Dans med Primus -- kanske med Prinsen, kanske med den, som i hendes Øine staar foran baade Primus og Prinsen -- hvor megen Glæde kan man ikke vente sig af et Bal paa Carolina! Og slaar Haabet feil -- nuvel, fik man end ikke danse med Primus, saa fik man dog en Sving med Fætter Pelle, og blev man ikke engageret af SIDE: 99 Prinsen, saa blev man dog engageret af Farbror Johan, og -- kom ikke den ventede, saa var han dog sød, Magisteren med de blaa smægtende Øine bag Brillerne og Laurbærkransen paa det lange, lysegule Silkehaar. Nu begynder det at blive livligt paa Carolinabakken, hvorhen Vognene kommer kjørende i lange Rækker; nu er Festens Glanspunkt inde. Deroppe i den store Sal er alting anordnet paa det festligste, og Dansen gaar langt ind i den lyse Sommernat. Musikens Toner følger os paa Hjemveien og forsvinder først da, naar vi er paa den anden Side af Ny- broen; vi er trætte og siger Godnat, thi vi maa endnu have nogle Kræfter tilbage. Imorgen er det nemlig stor Studenterkonsert i Carolina Rediviva. Til denne Sangfest burde Studenterne have sparet paa sine Struber, men se, det har de ikke gjort; sædvanligvis er ogsaa en første Tenor bleven hæs, eller en Bas har forkjølet sig; men bestandig findes der Folk, som kan synge, saaledes at Konserten bliver vellykket. Vakrest er det, som synges i Trapperne, efter at selve Konserten er sluttet, og Mængden har stanset dels i Forstuen dels udenfor. Øverst oppe samler nemlig Sangerne sig udenfor Carolina- salens Dør og stiger langsomt ned ad de brede, hvide Trap- per under Tonerne af Häffners: "Vikingasäten, åldriga lundar! Klippor, den eviga frihetens värn! Fädernesland! försoningen stundar, Vaulunders söner smida dess järn!" Disse Toner hørtes næsten aldrig andetsteds end i disse Trapper, som med sin herlige Resonnance var det bedste Sang- rum i Sverige. Man kan ikke beskrive, hvorledes det klang under de høie Hvælvinger. Ja saaledes gik en Promotionshøitid for sig paa min Tid i Upsala. Nu synger man ikke mere i Carolinatrapperne -- SIDE: 100 de er ombyggede til Bibliothekssale -- Festen feires ikke i Domkirken, og meget andet er nu forandret -- Promotionerne selv har tabt det meste af sin gamle høitidelige Karakter: Sic transit gloria mundi. Fædre og Mødre, Farbrødre og Tanter er tilsidst blevne trætte; Kusinerne skulde vistnok gjerne danse lidt mere, men de maa følge med, naar de Gamle vil reise sin Vei. Studen- ter og Magistre længes fra det solvarme Upsala. Dampskibene fører dem bort i Masser -- ned ad Fyris, ud i Mälaren til andre Trakter af Landet -- og dermed er Upsalas Vaarliv forbi. Disse Gader, som nylig vrimlede af Mennesker, disse Lunde og Promenader, hvor man maatte trænges for at komme frem -- "Det är fasligt tomt i staden, Torg och gator öde stå, Ingen syns på promenaden Ingen hit åt Flustret gå" synger Glunten med fuld Ret Da skinner Solen hedt paa de varme Gadestene, hvor en flittig Mand, som af alle Kræfter læser til Examen, eller en fattig Student, der af sine Pengeaffærer hindres fra at reise bort, vandrer ensom og forladt, og naar saa Midsommerdagen indtræffer stille og klar, iler alt, hvad Liv og Aande har, ud af Byen til Lurbo og Vårdsätra og da bliver det saa tomt i Upsala, at tre Studenter kan sætte sig i allerdybeste Negligé midt paa Torvet og spille Kort og drikke Punsch hele Dagen, uden at et Menneske faar den mindste Anelse derom -- da er "Knodderne" og "Borstiserne", Butiksvende og Oppassere, Upsalas Beherskere, -- og Fyris-Aaen koger. Til denne Stad og til disse Forhold var det da jeg styrede min Gang Høsten 1859, og da denne Reise og dens Oplevelser SIDE: 101 fordrer en kort Skildring, maa jeg nu atter uleilige mine Læsere med at følge mig nogle Skridt paa min egen Livsbane: Traa- den i Perlebaandet kommer atter for et Øieblik tilsyne, og denne Gang dog kanske med nogen Ret. Thi det tør jo have en vis, ikke blot rent personlig In- teresse at se, hvorledes det gik til, at en Nordmand blev Lærer ved Upsala Universitet. Det er virkelig et "Unicum" her er Tale om, og Unica har jo dog et Slags Interesse. Vi staar da atter ved det Punkt, hvor jeg kan optage Traaden i min Livsudvikling der, hvor jeg slap den i Slutnin- gen af første Del: -- det Øieblik, da jeg, afskaaren fra videre Fremgang i Hjemmet, udførte min Beslutning at "smedde mine egne Vinger" og gik til Upsala. En livlig, men for mig ret alvorlig Samfundsaften, den 10de September 1859, tog jeg Farvel fra mine norske Kame- rater i Studentersamfundet; Ferdinand Roll og Crispinus holdt venlige Afskedstaler til mig, og Olaf Skavlan havde skrevet en morsom Afskedssang til Samfundets gamle "Poet og Stock- holmsfarer" og til Afsked udkom den Aften som mit Testa- ment til Samfundet: "Jørgen Latiners Samfundsviser og Sange". Den 17de September 1859 forlod jeg Fædrelandet. Jeg havde altid været en Ven af disse Romantikens Vagabondhelte, der, naar det blev dem for trangt i den snevre Stue, sprang ud af det aabne Vindu med en Guitar paa Armen og saa sang sig frem gjennem Eventyrets Land -- nu skulde jeg selv forsøge det minus Guitaren. Hin Morgen, da jeg sad paa Dækket og gled bort fra Kysten, medens Røgen fra Dampskibspiben hvirvlede tilbage og hyllede den taagede By i et end tættere Slør, medens den friske Soldag laa klar over Bølgerne foran mig, og en kraftig Høstvind hvinede i Tougverket, ja da følte jeg paa engang baade Glæde og Alvor i Sindet. Men Glæden, Eventyrlysten var dog overmægtig, og jeg husker, at jeg nynnede sagte for mig selv: SIDE: 102 "Farvel, min velsignede Fødeby! Min Moders Gryde ryger i Sky, Min Faders Kvie gumler i Stald, Min Søsters Hane sover paa Hald -- Jeg vil løbe min Vei!" Og saa løb jeg min Vei, alt hvad Remmer og Tøi kunde holde. "Sin Skjæbne frister den friske Mand, Kanske jeg som Ridder fra fremmed Land Med snehvide Heste for Gyldenkarm Kommer hjem med en Kongemø i min Arm Til min Moder igjen". Ja -- "Kongemøen" -- det var nu den friske Rose fra Skovene deroppe ved Bjergstaden, som jeg havde fundet hin Sommerdag i mit Russeaar og som jeg nu drog ud for at gjøre mig værdig til at vinde, og Ridderslaget skulde være den Stilling, jeg kunde tilkjæmpe mig derude i det fremmede Land. Hvor mange Tanker gled den Morgen gjennem mit Sind: det var en alvorlig Sag, og tvivlsomt var det, om den vilde lykkes. De kloge Folk derinde i Byen sad og rystede betænke- ligt paa Hovedet, og Uglerne sang: -- "hvad tænker han paa? Hvad skal det blive til? Duede han ikke herhjemme, saa duer han endnu mindre ude -- han gaar i Hundene -- det skal I faa se!" Ja det var saamæn ofte nær ved; og mangen kritisk Stund fik jeg opleve. Thi Uglerne havde saa forfærde- lig Ret, jeg havde vist fortjent, at mit halsbrækkende Fore- tagende skulde gaa galt -- men det gaar nu heldigvis ikke altid efter Fortjeneste i denne Verden. Men havde de vidst, at mit Maal var intet mindre, end at habilitere mig som Lærer ved et fremmed Universitet, vilde de leet mig ud, da de saa mig drage afsted med 300 Kroner i Lommen, min hele Kapital. Den eneste, som virkelig troede paa mig, og som gav mig SIDE: 103 sine sidste Skillinger til Støtte og Tærepenge paa Veien, var min gamle Moder -- Gud velsigne hende derfor i hendes Himmel! Derved skabte hun min Fremtid, da alle tvilede paa mig. Allerede under mit Besøg i Upsala i 1858 havde Digteren Professor Bøttiger, der, som man vil se, senere fik liden Glæde af mig, slaaet paa, at det kunde fremme det gode Forhold, som nu existerede mellem Nordens Ungdom, om Studenterne fra det ene Universitet efter afsluttede Studier søgte de ulønnede Docenturer ved de andre nordiske Universiteter, som et Gjen- nemgangsstade til videre Befordring ved eget eller de andre Universiteter, og han havde direkte slaaet paa, at dersom Posten i Norge gik mig forbi, burde jeg habilitere mig i Upsala, og havde derved anvist mig den Vei, som jeg nu virkelig gik. Hos os som i Danmark er imidlertid ulønnede Docenturer en ukjendt Ting, og nogen Reciprocitet kunde saaledes ikke paa denne Vei frembringes; men det vilde jo dog allerede være en betydningsfuld Sag om man kunde faa sat igjennem, at de svenske Universiteter aabnede sine Docenturer for andre Høi- skolers Alumner, og jeg besluttede at gjøre Forsøget, skjønt jeg ikke anede, i hvor ganske andre Retninger, end de paa- tænkte, dette Skridt efterhaanden skulde drive mig, eller at Sverige derved i 17 Aar skulde blive mit andet Hjem, om jeg end ganske i Almindelighed maatte indrette mig med den Tanke for Øie, at det maaske gjaldt at skabe sig et nyt Fædre- land. Dog -- Fædreland er ikke det rette Ord. Man har kun ét Fædreland. Mit nærmeste Ønske var jo, at gjøre mig habil til engang at konkurrere til det Professur, der vel med Tiden vilde blive oprettet i nordisk Literatur i Christiania, og min Udlændighed skulde saaledes, efter hvad jeg haabede, kun komme til at omfatte nogle Aar. Men om det da lykkedes, eller ikke lykkedes mig at tilkjæmpe mig den ønskede Stilling, Nordmand vilde jeg forblive, andet kunde det ikke være Tale om, selv om Sverige blev min Fremtids Virkeplads. Det vilde jo selvfølgelig have jævnet min Sti i det nye Land overordent- SIDE: 104 lig meget, om jeg havde ladet mig gjøre til svensk Borger -- men det vilde jo overfor den Tanke, i hvis Tjeneste jeg vilde arbeide, været meningsløst: det gjaldt jo netop at aabne Uni- versitetsvirksomhedens første Grad for de andre Universiteters Alumner, uden at de skulde behøve at skifte Nationalitet. Der kunde saaledes for mig ikke være Tale om at opgive min Nationalitet; det vilde ogsaa ligefrem have budt mig imod: nei frem skulde det bære mod Vind og Strøm, ellers kunde jeg ligesaa godt være bleven hjemme og manuduceret Filosofi til min Død. Det gjaldt altsaa at sætte ordentlig steam paa, om jeg vilde seile ind i et Docentur. Det var en dristig Plan, og nær var den strandet. Der reiste sig nemlig samtidig med min Ankomst til Sverige en vældig Bølge, der taarnede sig himmel- høit og truede med at slaa mægtigere Fartøier end min lille Baad sønder, og det var: Statholderstriden. Ligesom for at gjenopleve, hvad jeg havde oplevet Aaret i Forveien, under andre Forhold, tog jeg den samme Vei som da, besøgte paany Hedlund i Gøteborg og Ridderstad i Lin- køping, i hvis Nærhed Digteren "Onkel Adam" (C. Wetter- bergh) boede, hvis Bekjendtskab jeg havde gjort i Linkøping ved hin 17de Maifest i 1858, som jeg ovenfor har omtalt, og som havde indbudt mig til et Besøg. Paa Sätra tog "Onkel Adam" og hans brave Hustru imod mig med vennesæl Gjæst- frihed, og jeg tilbragte to Dage og en Nat hos den elskvær- dige Digter. En Dag fortalte han mig, hvorledes han var bleven Forfatter, -- han blev Digter af Kjærlighed, en nok saa smuk liden Historie, som fortjener at erindres. Som ung Læge havde han giftet sig med sin Ungdoms Kjærlighed og flyttede saa med hende langt op i Jemtlands Skove, langt fra al Civilisation og Omgang med ligestillede Mennesker for at finde Praxis. Men de to havde nok i hin- anden, og da saa en liden Søn kom til, savnede de hverken Omgang eller Civilisation -- Civilisationen bar de med sig, Omgangen var den bedste -- den indbyrdes. De syntes saa SIDE: 105 lykkelige som et ungt Par kan være -- men da kom Sorgen. En Sygdom bortrev deres lille Øiesten, og den utrøstelige Moder hensank i den dybeste Melankoli. Hendes Mand søgte paa alle Maader at adsprede hende, uden at det vilde lykkes. Musiken opmuntrede ikke mere hendes Sind, og det eneste, der syntes at kunne adsprede hende, var, naar han læste for hende. Menneskenes digtede Sorger og Modgange kunde da for Øieblikket bringe hende til at glemme sin egen; men snart var deres lille Haandbibliothek gjennemlæst -- og Leiebiblio- theker fandtes ikke paa kanske halvhundrede Miles Afstand. Da var det, han besluttede at forsøge at adsprede sin sorgfulde Hustrus Sind ved selv at agere Leiebibliothek. Da de havde læst opigjen og opigjen alt, hvad de havde, satte han sig ned og skrev en liden, fornøielig Fortæling og læste den for hende. Den morede hende, og saa skrev han en til -- og endnu en; men han tænkte selv aldeles ikke paa at udgive dem -- da endelig den Tanke faldt ham ind, at han maaske ved sine Fortællinger ogsaa kunde bringe ind nogle Skillinger i Doktorhusets sparsomt forsynede Kasse. En Sending afgik til en Forlægger i Stockholm, og efter et Par Aar var "Onkel Adam" en af Sveriges mest folkekjære, som han var en af dets allerelskværdigste Forfattere. Et Barn -- en elskelig liden Pige, der nu er en aldrende, prægtig Frue -- lille Olga -- erstattede dem kort efter Sønnetabet, og i disse tre fortræffelige Menneskers Selskab var det da jeg tilbragte de hyggelige Dage paa Sätra. Saa begav jeg mig pr. Dampskib fra Norrkøping til Stock- holm. Men hvor alt saa anderledes ud end ifjor og i 1856! SIDE: 106 Det var ikke blot dette, at det nu var Høst med brunt, tørt Løv, hvor det dengang havde været Vaar med friske, grønne Blade og Sang i alle Buske -- det var blevet høstligt ogsaa i Folkenes Forhold, der trak tunge Skyer op, og min norske Studenterhue var ikke længer et Merke, der vandt mig alles Sympathi og Velvillie -- snarere tvertimod. Og havde jeg i Norge, hvor jeg jo i den sidste Tid stod i Dagspressens Tjeneste, ofte følt mig forpligtet til at se de mellem Folkene svævende Spørgsmaal med de Øine, med hvilke jeg maatte antage, at Svenskerne saa paa dem, for at finde det rette Stade, saa havde jeg her baade Forpligtelsen og den ung- dommelige Lyst til, saa varmt som muligt, at forsvare mit norske Standpunkt, og jeg var jo ogsaa saa lykkelig at have en ren og god Sag at forsvare, medens Svenskerne selv delte sig paa dette Spørgsmaal, saa jeg fandt nok ogsaa af dem, der delte mine Synsmaader og mine Sympathier. Men med flere af mine ældre Venner maatte jeg bryde: Ridderstad, med hvem jeg dog senere igjen kom paa en fortrolig Fod, var den- gang afgjort Modstander af Norges Ret, Wetterhoff gik med "Svenska Tidningen" over til "Nya dagligt Allehanda", og dermed endte vor Omgang; det var triste Auspicier, hvor- under jeg holdt mit Indtog i Stockholm; men til Gjengjæld fandt jeg i August Blanche en varm ridderlig Forsvarer af Norges Ret i Statholderspørgsmaalet, og snart førtes jeg ogsaa ind i min uforglemmelige Ven August Sohlmans, "Aftonbla- dets" Redaktørs, Kreds. De Omstændigheder, hvorunder dette skede, var ret eiendommelige, og jeg maa stanse lidt ved dem. Hvor let kan dog ikke et ungt Menneske være udsat for af Ubekjendskab med Personer og Forhold at komme ind i Forbindelser, der, hvis Omstændighederne ikke var ham gun- stige, kunde føre ham lige i den modsatte Retning af den, han skulde gaa! Paa Dampskibet mellem Norrköping og Stockholm havde jeg truffet en herlig Mand, hvem min norske Studenterhue var faldt i Øinene, og som nærmede sig mig med stor Velvillie SIDE: 107 og med en protegerende Overlegenhed, som imponerede mig, den unge Fremmede. Han satte mig Stevne paa en "Källare", der hed "Bacchi Tempel", den første Aften i Stockholm, trak- terede mig med Punsch og indbød mig til at besøge sig paa "Söder", hvor han boede; om en Uges Tid havde han sin Fødselsdag og da skulde han gjøre et stort Kalas. Samtidig præsenterede han mig for endel af sine Venner, som jeg nok syntes saa lidt underlige ud, men uden at jeg raisonnerede synderlig derover. I Mellemtiden havde jeg søgt Sohlman for at spørge ham, om han kunde bruge min Pen i sit Blad, først pr. Oversættelse og senere -- naar jeg havde lært at skrive svensk -- i Originalsproget. Sohlman tog ven- ligt imod mig, han kjendte heldigvis en og anden Artikel, jeg havde skrevet under Navn i norske Aviser, og lovede mig, at jeg ialfald, naar jeg kunde levere feilfri Originalartikler, skulde faa Arbeide i hans Blad; og saa inviterede han mig hjem til Middag -- han boede dengang ved Lästmakaregatan pa Norr -- og her saa jeg for første Gang hans ligesaa smukke som elskværdige Frue, senere min gode, trofaste og ædle Veninde til den Dag idag, og tilbragte etpar yderst behagelige Timer i deres Hus. Det var den første Gang, jeg -- siden jeg kom til Stockholm -- satte min Fod i et Hjem. Det var netop den Dag, min nye Ven skulde feire sin Fødselsdag. Jeg maatte derfor tage Farvel kort efter Middagen. Sohlman beklagede, at jeg ikke kunde tilbringe Aftenen hos dem -- og spurgte, hvor jeg skulde hen. Jeg nævnte Navnet paa den Mand, jeg skulde besøge, og jeg saa, at der fløi et forundret, spørgende Udtryk over hans Ansigt. Det var ogsaa et af de forunder- ligste Selskaber, jeg har været i. Man satte sig strax til Kort- bordene, og da jeg heldigvis ikke spillede Kort -- Kortspil har aldrig interesseret mig -- blev jeg temmelig tilovers i Selskabet. Men det var ikke smaa Summer der spilledes om og det var tydeligt nok, at Pengene gjaldt meget mere end Venskabet. Jeg gik derfor temmelig snart, og den følgende Dag gik jeg op paa Aftonbladskontoret. SIDE: 108 "Nå", sagde Sohlman i en prøvende Tone, der dog ikke i Øieblikket var mig paafaldende, "var det roligt hos Hr. S. igår?" "Det var den besynderligste Samling af gamle Stabei- ser, jeg har seet", svarede jeg og nævnte Navnene paa en Del af de Tilstedeværende. "Ja", sagde Sohlman med et Smil, "jeg burde vist allerede sagt Dem det igaar, men kom ikke til det i Afskedens Skynding; idag vil jeg sige Dem det: De har været i Selskab med en Samling af Stockholms værst be- rygtede Flaaere og Aagerkarle; der er ikke en af dem, uden at han har været i Konflikt med Fru Justitia. Tag Dem der- for iagt!" Det siger sig selv, at jeg aldrig gjensaa min her- lige Ven. Desto oftere gjensaa jeg Sohlman, der jo i den nærmest følgende Tid kom til at spille en fremragende Rolle ved sin norskvenlige Optræden i Statholderstriden, og som en og anden Gang hos mig søgte Oplysninger om norske Forhold, om jeg end først det følgende Aar kom til at indtræde i "Aftonbladets" Redaktion som dets faste Literaturanmelder. Det varme Venskab, der senere knyttede mig til August Sohl- man og hans elskværdige Familiekreds, vil jeg senere faa An- ledning til at omtale. Her være det nok sagt, at mit Forhold til "Aftonbladet" i de første Aar var det, som skaffede mig mit daglige Brød i Sverige, og det efter en ganske kort Nøds- tilstand. Men en saadan maatte jeg dog først gjennemgaa. Ja, det var i Grunden en meget lykkelig Omstændighed, at jeg hin Aften ikke vidste i hvilket Flaaer-Selskab jeg be- fandt mig; thi havde nogen dengang tiltrængt en "Flaaer", saa var det mig. Min lille Reisekasse var snart læns, og jeg stod efter et Par Ugers Tid omtrent aldeles blottet for Exi- stensmidler i den vildfremmede Stad. Jeg sparede ind paa mine Middagsmaaltider ved blot at tillade mig den Luxus at spise Middag hver anden Dag, og jeg har forsøgt ikke blot, hvad det vil sige ikke at vide, hvorfra man skal tage Penge til det nødvendigste -- jeg har forsøgt ikke blot, hvad det vil sige at sulte, men hvad det vil sige at sulte i et fremmed SIDE: 109 Land uden at have en eneste, til hvem man kunde betro sin Nød. Og dog skulde Fremtiden bringe mig i endnu alvor- ligere Situationer, thi endnu gjaldt det dog blot min egen Person. Jeg skammer mig ved at fortælle det -- men det faar ikke hjælpe: jeg erindrer, at jeg en saadan sulten Efter- middag tog mig en Tur ud til Djurgården -- ikke langt fra at fortvivle over min hjælpeløse Stilling. Lidt af min gamle Drømmesyge og Slaphed betog mig; thi det er ikke let at gaa paa med friskt Mod, naar Maven er tom, og jeg følte mig som den ensomste og mest forladte i hele Verden og drev hid og did paa Maafaa. Jeg bøiede af fra den store Lande- vei, hvor Sværmen af den elegante Verden kjørte og gik, udenfor Djurgårdsslätten, og gik op mellem de store Ege, hvor ingen saa mig -- der kastede jeg mig ned i det gulnede Græs og gav mig til at stortude -- ligefrem stortude, som en Gut- unge, der er bange for at faa Ris, naar han kommer hjem. Jeg savnede mit kjære Fædreland, min gamle Moder, mine trofaste Venner. Her laa jeg alene, hungrig og raadløs i fremmed Land -- og ingen vidste om mig -- hvorledes skulde dette ende? -- Saa fik Uglerne derhjemme dog Ret -- og jeg var en Pjalt. Umandige Taarer! Men om i det Øieblik et Fremtidspanorama kunde rullet sig op for mit Blik -- hvor vilde jeg bleven forbauset! Thi netop paa det selvsamme Sted, hvor jeg den Aften laa i Græsset, ensom med min Nød, vilde jeg have seet en yndig Villa i norsk Træbygningsstil hæve sig med Svalgange og Ydertrapper, med Gavle og Stolper; thi saa underlig førte en kjærlig Haand mine Veie, at efter Kamp og Strid, efter lange Aars Møie og Arbeide, tømrede jeg femten Aar efter, netop paa dette Sted, min lille Villa "Solhem" paa Djurgården, sam- men med hende, der hin Dag endnu stod for mig som mine Drømmes uopnaaelige Gjenstand. Ja, det var en haard Tid, og vel var det, at den ikke varede længe, Men velsignet være vor Ungdoms Strid og Kamp -- det er den, som skaber Mænd af os! Og velsignet SIDE: 110 være det kjærlige Sind hos det ædle Folk, der optog mig og gav mig Ly og Vext indtil mit Fædreland selv fandt, at det havde Brug for mig. Men -- man vil spørge, hvorfor jeg da blev saa længe i Stockholm, da det jo dog var Upsala, der var mit Maal? Aarsagen var de Vanskeligheder, der tildels paa Grund af Sagens egen Usædvanlighed, tildels vel ogsaa paa Grund af de spændre internationale Forhold, der netop udviklede sig, mødte min Plan. Jeg havde virkelig i Mellemtiden været oppe i Upsala for at indlevere min Afhandling om "Læredigtet i de nordiske Literaturer", den samme, som jeg havde benyttet i min norske Konkurrance, som Specimen for Docentur. Her havde imidlertid Bøttiger, hvem jeg kjendte fra mit forrige Besøg, overladt Lærestolen i Æsthetik og Literatur- historie til Digteren Bernhard Elis Malmstrøm, som jeg ikke kjendte personlig, og man sagde mig, at jeg, før jeg ind- leverede min Afhandling til ham, først burde sikre mig Uni- versitetets Kansler, Grev Gustaf Adolph Sparres Bifald til Sagen, paa Grund af de Vanskeligheder, min norske Fødsel kunde komme til at reise -- og i den Anledning maatte jeg da tilbage til Stockholm, hvor jeg forblev til Begyndelsen af November Maaned og senere i flere mindre Repriser for at faa denne indledende Akt ordnet. Det var her, Hs. Excell. Statsminister Sibbern -- som anført -- saa venlig rakte mig en hjælpende Haand. Imidlertid havde Anckarsvärd, som bekjendt, feiret For- eningsdagen med at fremsætte den s. k. Anckarsvärdske Motion om Revision af Riksakten. Den historiske Glorie, der omgav denne Mand, der jo havde spillet en fremragende Rolle ved 1809 Aars Revolution og under Carl Johan været Riddarhus- oppositionens Fører, gjorde ham til et farligt Banner, som det unionsfiendtlige Parti kunde løfte, om end hans høie Alder (f. 1782 1865) gjorde hans personlige Optræden mindre virk- SIDE: 111 som. Jeg saa blot en eneste Gang denne mærkelige Mand, der da var bøiet af Alderen og næsten kun en Skygge. Det var en mørk Novemberdag, da Sagen forhandledes paa Riddarhuset, men Luften var ligesom ladet med Elektricitet. Motionens Konklusion: Ønsket om en Revision af Rigs- akten, var jo i og for sig af den Beskaffenhed, at alle -- Norske som Svenske -- kunde samstemme i den; men Præ- misserne var saa exklusiv høisvenske som mulig: Norge var et erobret Land og havde kun Sveriges Naade at takke for sin Frihed. Underligt stod imidlertid Konklusionens Ordlyd til disse Præmisser: Sverige havde gjennem Bernadottes Union lidt en blodig Uret, dets retmæssige Bytte var revet det af Hænderne, derfor anmodedes Regjeringen om at fremstille et Forslag, "huru föreningsfördraget må kunna ordnas till de båda folkens mera ömsesidiga belåtenhet". Talerne var, saa- vidt jeg nu erindrer det, Fåhräus, Dahlman, Gösta Posse og von Quanten. -- Alle tog mere og mindre Afstand fra Præ- misserne. Endelig optraadte Anckarsvärd selv og beklagede, at hans skjælvende Hænder ikke tillod ham at gjøre Notater af de foregaaende Taleres Bemærkninger; det var tydeligt, at deres reserverede Holdning overfor Præmisserne havde berørt ham ilde; thi han fremhævede gjentagne Gange, hvor meget det glædede ham, at man var enig med ham i Konklusionen. Særlig paafaldende var det, at han ytrede, at Norge gjerne for ham maatte faa sin særlige diplomatiske Repræsentation i Udlandet -- men da udenfor Unionen! De svenske Supre- matister og de norske Unionsfiender kunde altsaa allerede den- gang meget vel rakt hinanden Haanden over den gamle Oppo- sitionsmands Motion. I Borgerstandens Plenum optraadte Raadmand Björck, August Blanche, Lallerstedt og Wærn -- de tre sidste med Udtalelser, der fuldstændig og greit hævdede Norges Ret i Unionen. Blanches varme, men kanske noget for rhetorisk blomst- rende Tale fandt kort efter en ret hvas Kritik i en i selve det SIDE: 112 norskvenlige Aftonblad indført Artikel; "Den poetico-politiska skolan". Men saa kom Hovedslaget! Den 28de December behandledes paa Riddarhuset W. F. Dalmans Motion om Udredning af det statsretslige Forhold med Hensyn til det norske Statholderembede, som Storthinget ønskede afskaffet, men som Dalman, da den norske Grundlov tillod en Svenske at beklæde Posten, ansaa som en Sverige tilstaaet Rettighed, der ei uden Sveriges Samtykke kunde borttages af den norske Grundlov. Her optraadte Norges altid varme Talsmand, den gamle, ædle Baron A. C. Raab og Stjernsvärd mod Motionen, men Ministerpræsidenten (Justitie- Statsministeren) Louis de Geer for samme, ligesom ogsaa Anckarsvärd og Brakel. I Prestestanden optraadte Professor F. Carlsson (senere Statsraad) og i Bondestanden den kjække Nils Larsson i Tullus som Norges Talsmænd. "Aftonbladet" opfattede ikke strax Sagens Kjerne, idet det -- som Sohlman ytrede -- antog at den Mand, der var Motionens egentlige Fader, Rigsarkivar Nordström, var en saa kyndig Statsretslærd, at naar han paastod, at visse Dele af Norges Grundlov var af traktatmæssig Natur overfor Sverige maatte dette vel eie nogen Grund; men Sohlman indsaa, saa- snart han havde faaet Tid til at sætte sig ordentlig ind i Sagen, at han for hurtigt havde svoret til Magisterens Ord, og tog i en brillant skreven Artikel aabent og klart Afstand fra Motio- nen, hvad der blev ham meget ilde optaget -- man talte ikke blot om "Omsadling" og "Frafald", men Mand og Mand imellem vovede man endog at tale om norske Bestikkelser. Da kjendte man kun lidet August Sohlman! Men han holdt Stormen ud og red den af som en tapper og frisindet Tals- mand for vort Folk. Det var vel nogle Dage efter at Anckarsvärd havde frem- sat sin Motion, at jeg i stor og naturlig Spænding gik til min Audiens hos Universitetets Kansler. Han dulgte ikke, at Sagen vilde støde paa Vanskeligheder, og at Tidspunktet var særlig uheldigt, men lovede dog sin Assistance; imidlertid for- SIDE: 113 beredte han mig ogsaa paa, at hans Sekretær, den nys nævnte Rigsarkivar Johan Jacob Nordstrøm, en overordentlig dygtig, men envis Mand, exileret Finlænder og tidligere Medlem af en af de mellemrigske Kommissioner, men bekjendt som mindre velvillig stemt mod Nordmændene, vistnok aldrig vilde sætte sit Navn under min Udnævnelse, om det kom saalangt, men at der nok skulde findes Raad for den Ting. Nu skulde jeg blot gaa til Upsala og faa min Afhandling antagen, faa Kaldelse til Docenturet og disputere. Saa drog jeg da atter til Universitetsstaden og fremstil- lede mig for den nye Professor i Literaturhistorie, Digteren Bernhard Elis Malmström, hvis mest berømte Digt "Hvi suckar det så tungt uti skogen" ogsaa i vort Land er vel kjendt, og hørte til min Barndoms kjæreste Sange. Jeg maa prise som en stor Lykke, at jeg overalt, hvor jeg er kommen i Verden, har stødt paa venlige Mennesker -- saa Menneskene er kanske endda ikke saa slette, som man siger; men fremfor alt har jeg stødt paa gode og ædle, frisindede og rettænkende Mennesker i vort Broderland, saa ingen skal fortænke mig i, at jeg begaar den Dødssynd at holde af Sverige og Svenskerne; men naar jeg nævner de vennesæle Mennesker, jeg har mødt paa min Livsvandring, maa jeg fremfor de fleste andre prise Bernhard Elis Malmström. Det var Synd at sige, at den store Digters Venlighed ytrede sig i Ord; jeg tror aldrig han har sagt et venligt Ord til mig, men desto flere om mig. Nei -- det var i Gjerning, han viste sin Velvillie. Skjønt jeg blev hans Docent, har vi aldrig havt en fortrolig Samtale; thi hans hele Væsen var indesluttet, ensomt og alvorligt. En stor, dyb Ungdomssorg, Tabet af hende, som han har gjort udødelig under Navnet "Angelica", havde lagt et Sørgeflor over hans hele Væsen, og sin eneste Trøst søgte han i selskabelig Omgang inden en liden Kreds, der vistnok indeholdt flere fortræffelige Elementer, som f. Ex. den elskværdige Bibliothekar Anders Lagerberg, Latineren, Professor Petersson m. fl.; men som ogsaa SIDE: 114 for en stor Del bestod af besynderlig underordnede Naturer, blandt hvilke han nødvendig maatte føle sig som en Napoleon paa St. Helena. Da jeg første Gang besøgte ham, var det i Skumringen. Den høie, alvorlige Mand med dette Blik, der halvslukt blot syntes at se indad, med de store, grove, men i sine Grundlinier saa ædle Træk, erklærede sig villig til at læse min digre Afhandling igjennem, "og" -- føiede han til, -- "hvis den tilfredsstiller mig, har jeg intet imod at kalde Dem til Docent, naar De har forsvaret Deres Afhandling eller en Del deraf til Fakultetets Tilfredshed". Det var regelrette Professorord. Han stod der i sin lange Slobrok mod den hvide Kakelovn i den halvdunkle, lave Stue -- og saa sagde han ikke et eneste Ord mere. Jeg vovede at spørge, naar jeg kunde haabe at faa et afgjørende Svar. "Naar jeg er færdig" sagde han, men lagde strax lidt venligere til: "Jeg haaber om et Par Uger." Saa taug han igjen. Jeg havde antaget, at han havde villet erkyndige sig lidt nærmere om, hvem den dristige unge Mand var, der saaledes vovede ganske ukjendt at forlange et Docentur under ham -- men nei. Han havde jo gjennemgaaet mine Examensvidnesbyrd og brød sig ikke om mere -- han blev staaende urørlig, og jeg havde intet andet at gjøre, end at tage Afsked. Imidlertid installerede jeg mig i Upsala, hvor jeg efterhaanden iblandt Söderman- land-Nerikes Nations Studenter fik endel Omgangsvenner. Blandt disse har ingen senere spillet en saa fremragende Rolle som Sven Adolf Hedin. Selve den 4de November var jeg i Upsala, og som jeg om Aftenen sad paa min Hybel med mine Bøger, gik Døren op, og ind traadte Hedin og en anden Södermanlänning, Frans Kärrström, og sagde, at de vilde ikke, at en Nordmand, der laa ved Upsala Høiskole, den Aften skulde sidde alene, og saa blev de hos mig, indtil vi gik ud for at spise Aften sammen. Det lille Træk har jeg aldrig glemt Hedin, og har jeg ikke altid delt hans Anskuelser, er han mig altid kjær som en trofast Ungdomsven. Den 10de December fik jeg et Bud fra Prof. Malmstrøm om at komme SIDE: 115 til ham. Med bankende Hjerte begav jeg mig did -- nu skulde da min Skjæbne afgjøres. Det var vistnok et af de vigtigste Øieblikke i mit Liv. Med sin ugjennemtrængelige ydre Ro lod Malmstrøm mig sidde ned, medens han selv blev staaende paa sin Yndlingsplads foran Ovnen; det var mig umuligt af hans Mine og Væsen at ane, om han var tilfreds eller utilfreds med, hvad han havde læst, og saa sagde han med sin brede, trygge, alvorlige Stemme: "jag kallar hr. candidaten till docens". I faa Ord aftaltes det saa, at jeg skulde trykke Afhandlingen, og saa snart jeg havde den fær- dig, skulde jeg anmelde den til Ventilation (Disputats), hvor- efter Fakultetet skulde udfærdige Kaldelse. Men nu begyndte Vanskelighederne først for Alvor. En Paragraf i Universite- tets Statuter angiver, at Disputatsen skal holdes paa samme Sprog som det, hvori Afhandlingen er skrevet, eller paa Latin. Men Latinen var aldrig Jørgen Latiners stærke Side. Afhand- lingen var skrevet paa Norsk, og i Upsala fandtes ingen, der kunde eller vilde disputere paa Norsk. Fakultetets Dekanus, gamle Lasse Svanberg, til hvem jeg vendte mig i Haab om en Dispensation, mente, at det var "en förbannad historia", som ikke kunde ændres -- ; imidlertid gik jeg paa med Tryk- ningen i Stockholm, hvor Albert Bonnier paatog sig at for- lægge min Bog; men i Fakultetet kom man til det Resultat, at man ikke kunde ophæve den gjældende Bestemmelse. Da var det, Malmstrøm reiste sig i Fakultetet og erklærede: "Då kallar jag min docent utan något disputationsprof. Hans af- handling förtjenar "Laudatur" (vort Laudabilis præceteris). Det burde han maaske ikke have sagt; thi jeg kan nu selv med egne Øine se, at den langtfra fortjente det. Og Fakultetet kaldte mig saa til Docent den 2den Mai 1860. Dermed var den Vanskelighed beseiret -- men saa kom jo Humlen: kunde en Udlænding udnævnes til Docent ved et svensk Universitet uden at være svensk Borger? Ventilationen af det Spørgsmaal, der jo var begyndt med min Visit hos Kansleren, tog næsten et Aar. Jeg gik som SIDE: 116 kaldet Docent uden at kunne udøve mit Docentur ligetil den 11te Marts 1861. Men for her at føre Sagen tilende med det samme: mine Velyndere fandt frem en Lovparagraf, som man gav en mere end tvivlsom Anvendelse paa min Ringhed, en Paragraf, ifølge hvilken Universitetet kan indkalde fremmede fortjente Videnskabsmænd som Lærere. Tanken var der naturligvis: som lønnede Professorer, men man resonnerede vel som saa: lige Størrelser bliver ligestore, enten de har Fortegnet + eller ÷: kan fortjente Videnskabsmænd indkaldes til lønnede Poster, saa maa ufortjente Videnskabsmænd kunne indkaldes til uløn- nede Poster. Nok sagt: en kgl. Res. af September 1860 fjer- nede den nationale Hindring. Men endnu var der en Faktor, som maatte beseires, det var den Faktor, som Kansleren havde gjort mig opmærksom paa: Sekretæren Johan Jacob Nordström. Han nægtede absolut at underskrive Udnævnelsen; man kunde nok indkalde en fremmed Videnskabsmand, men denne maatte selvfølgelig blive svensk Borger i det Øieblik, han tiltraadte sin Post. Jeg nægtede at blive svensk Borger, og han næg- tede at "kontrasignere", saalænge den Ting ikke var paa det rene. Der reiste sig da det Spørgsmaal, om Kanslersekretærens Underskrift var en "Kontrasignatur" d. v. s., om Kanslerens Underskrift var gyldig uden Sekretærens eller ikke. Nord- strøm paastod nei, Grev Sparre jo -- og saa sattes Sagen paa Spidsen. Sparre udfærdigede den 11te Marts 1861 min Ud- nævnelse til Docent under Professoren i Æsthetik, Literatur- og Kunsthistorie, men Nordstrøm spaaede mig, at Konsistoriet vilde sende den tilbage med Protest. Det skede dog ikke. Universitetet tog Kanslerens Udnævnelse tilfølge uden nogen Indvending. Men af alle de tusinder af Docentudnævnelser, der er skeet ved Upsala Universitet, er min formodentlig den eneste, der ikke er underskrevet af Kanslersekretæren. Saa var jeg da virkelig Docent ved Upsala Universitet, og Uglerne havde ikke faaet Ret. Hvorledes var det dog gaaet til? Naar jeg nu tænker tilbage paa hine Dage, maa SIDE: 117 jeg i høi Grad forundre mig over, hvor venligt og velvilligt alle uden Undtagelse stillede sig til den fremmede og aldeles ukjendte unge Mand i den Sag, jeg havde at gjennemføre. Selv den ene, der af Princip maatte modarbeide mig, Kansler- sekretæren var alligevel personlig overordentlig venlig og sagde ligefrem, at hvormeget han end kunde ønske mig al Fremgang og Lykke, maatte han dog uheldigvis i denne Sag stille sig imod mit Ønske: Gentleman fra Top til Taa! Og Kansleren, Vicekansleren (Erkebiskop Reuterdahl), Universitetets Rektor (senere Biskop Beckman) Dekanus, Professorerne -- jeg mødte kun Velvillie, selv hos dem, der dog kunde mene i mig at se en fremtidig Konkurrent. Jeg havde imidlertid allerede meget tidlig sat mig paa det faste Standpunkt, at jeg aldrig vilde søge noget Professur i Upsala -- selv om jeg kunde faa det -- da jeg ikke fandt det rigtigt, at den Fremmede, der var modtaget med Velvillie og Gjæstfrihed, skulde gaa Landets egne Børn iveien, hvor det gjaldt en ærefuld og indbringende Post. Og dette Løfte til mig selv holdt jeg -- skjønt det senere engang kunde været fristende nok at bryde det. Og det var jo fremdeles Kristiania Universitet, der var min Fremtidstanke. Men saaledes gik det til den eneste Gang, en Nordmand er bleven Docent ved Upsala Universitet. Snip -- snap -- snude -- Visen er ude. SIDE: 119 ET LITERÆRT SAMFUND I UPSALA. ("NAMNLÖSA SÄLLSKAPET" -- "SIGNATURERNA"). Saafremt Nogen en eller anden Torsdags- aften i Aarene 1860 -- 1866 havde kunnet se ind i de to saakaldte "Smaarum" ved Siden af Löfens store Sal -- tidligere Farbror Østerbergs "Äpplet", nu "Hotel Fönix", ved vestra Ågatan, vilde han der fundet forsamlet et ret eiendommeligt lidet Selskab af unge Mænd, der ikke vilde været ham ganske ubekjendt, ifald deres Navne dengang havde havt den samme Klang som nu. I Sofaen vilde han have seet en fin, ung Skikkelse, med byronske Træk og Lader, strække sig ugeneret -- det var "Signaturen" "Sven Trøst", hvis Digte var i alles Munde -- bedre kjendt under Navnet Greve Carl Snoilsky -- man vilde set et ungt, ædelt formet Hoved med klassisk rene Træk og kjærlig-dybe Øine lytte til hans Ord -- dette Hoved, der ligesom saa mange andre SIDE: 120 af disse unge Hoveder, saa tidlig maatte bøie sig i Døden -- det var Pontus Wikner. Man vilde set en kraftig Yngling- skikkelse, en blond "Nordlandsrecke" -- en ung Thor i Kamp mod Jætterne ryste sin Løvemanke ved Siden af det runde, milde Barneansigt, der udmærkede "Naturbilledernes" Forfatter: det var Hans Forsell ved Siden af Ernst Björck -- man vilde set den elskværdige Carl Östergren, Signaturen "Fjalar" ved Siden af Daniel Klockhoff -- tre tidlig af Døden indhøstede Digternaturer; man vilde hørt Carl Nyblom og Pelle Ødman synge sine muntre Viser og Carl af Wirsén med en mild liden Latter slynge en eller anden i Blomster hyllet Pil mod den fede gourmandlignende Brillefyr derhenne i Lænestolen -- en Række af navnkundige Mænd endnu paa de "Navnløses" Sta- dium; thi det var "Namnlösa sällskapet", som her havde sine Sammenkomster -- en sjelden intelligent og interessant Kreds af unge Mænd, der ikke længe forblev "navnløse". Jeg maa dvæle lidt ved disse kjære Venner og kjære Minder. Hvad var "Namnlösa sällskapet" -- hvem var "Signa- turerna"? For at forklare mine norske Læsere dette, maa jeg gaa tilbage til mine egne Fata i Upsala; thi de havde unægtelig noget at gjøre med dette Selskab og dets Tilbliven. Skulde det Menneskelige nu passere mig, at jeg tillægger min egen Person -- man gav mig jo Signaturen "Stifteren" -- en alt- for stor Betydning med Hensyn til dette Selskab, saa faar en eller anden af mine gamle Venner korrigere min Fremstilling -- der er jo nok tilbage, som kan kontrollere den. Femtiaarene var en eiendommelig Tid i den svenske Literaturudvikling; gamle Safter holdt paa at fortørres, nye holdt paa at stige op i Grenene, en ny Tid holdt paa at fødes efter den Tegnérske Periode, hvis Efterklangsdigtere endnu beherskede den svenske Lyrik; men for Tiden var det smaat med Fuglesangen i Digtets Lunde. Jeg havde ialfald en Følelse af, at de Unge, der ikke længer kunde læskes ved de udtørrede Kilder, alle længtede SIDE: 121 hen imod nye Kildespring med nye Former og nye Idealer. Meget stod endnu uklart for mig selv, men den Tanke, der havde drevet mig til Upsala, var det ogsaa, som nu maatte bestemme Retningen af mit Arbeide: en nærmere Forbindelse maatte indledes mellem det unge Sverige og de andre nordiske Landes her ukjendte Literatur; hvad den svenske Ungdom søgte, eiede jo vi derhjemme i Norge i rigt Maal i vor unge Digterskole, Danmark i sin ældre, og fra disse maatte man tilføre den svenske, der for et Øieblik efter den smukke Blomst- ring i Aarhundredets første Halvdel syntes stanset, -- nye Kræfter: i Danmark fandtes hele den Efter-Oehlenschlägerske Skole, for hvilken man i Sverige væsentlig kun kjendte to Repræsentanter: Paludan Müller, hvis "Adam Homo" blev meget læst, og H. C. Andersen. Jo, Erik Bøgh var kjendt, han selv havde opholdt sig meget i Sverige, hans Viser kunde man ofte høre sungne, og hans Vaudeviller opførtes paa Smaa- theatrene; men Heiberg, Hauch, Hertz, Hostrup, ikke at tale om Lyrikere som Grundtvig, Chr. Winther, Poul Møller o. a., var saagodtsom helt ukjendt. Studentkorpsen eiede et meget godt Bibliothek af danske og norske Forfattere, -- en Arv efter "Skandinaviska Sällskapet", -- men det benyttedes endnu kun lidet. Deri skede snart en stor Forandring. Af norske Forfattere kjendte man slet ingen, Wergeland saalidt som Wel- haven. Under mit Ophold i Upsala Sommeren 1858 over- sattes netop paa Edqvists Forlag Bjørnsons "Synnøve"; for Ibsens "Hærmændene" var det ikke lykkedes Forfatteren at finde en Oversætter; derimod opførtes "Gildet paa Solhaug" allerede paa Stockholms kongelige Theater, rigtignok med Forhindrin- ger, da det to Gange hændte, at Gasen slukkede midt under Opførelsen. Saasnart jeg havde fuldført Trykningen af den Afhand- ling, der -- under Forudsætning af den forestaaende Disputats for Docentur -- skulde udgjort Grundlag for denne, vendte jeg tilbage til Upsala, og dels for at tjene lidt Penge, hvortil jeg inderlig trængte, dels for at habilitere mig ved Universi- SIDE: 122 tetet, og vel og for om muligt at gjøre det Fædreland Ære, som jeg havde vendt Ryggen, besluttede jeg i Marts 1860 at forsøge en Debut som Forelæser. Jeg havde allerede før denne Tid ved privat Omgang faaet en liden literær Vennekreds, som utaalmodigt ventede paa, hvad jeg havde at forkynde; nu indbød jeg til en Række af 16 Forelæsninger over "Dan- marks Literatur i vort Aarhundrede", de samme, der senere er trykte, og har fundet en vistnok over Fortjeneste venlig Modtagelse som "Indledning i Studiet af Danmarks Literatur i vort Aarhundrede" (Es. Edqvist, Upsala 1860). Forelæs- ningerne holdtes paa Ecclesiasticum. Den første Forelæs- ning, der holdtes den 3die Marts 1860, var ikke meget be- søgt, men blev overordentlig venlig og rosende omtalt i "Upsalaposten" af A. Hedin, og den anden var vel besøgt. Ved den tredie havde jeg det store Auditorium næsten fuldt, og saaledes kronedes de to første af mine Hensigter med Held, ja disse Forelæsninger bidrog vistnok ikke lidet til, at jeg virkelig fik det attraaede, men saa vanskelig erholdelige Docentur. Nu kom min bergenske Fripostighed og Lyder Sagens Kathederøvelser mig tilgode: jeg følte mig hjemme paa Kathedret fra første Stund. Men at mit Hjerte bankede med Hensyn til, hvad Indtryk Foredragene vilde gjøre -- ja det falder af sig selv. Jeg skulde tale i et Sprog, som de fleste af mine Tilhørere ikke helt forstod, og jeg maatte altsaa lægge særlig Vægt paa Sagens: "Lydelig og tydelig", men det lykkedes mig virkelig at fængsle Auditoriets Interesse; ingen "Glunt" "somnade" paa "Ecclesiasticum", "fastän talet" var "hackadt och malet". Med engang var jeg for en Tid kommen i Skuddet i Upsala; den lille Kreds af literært interesserede Studenter, der allerede paa Forhaand havde sluttet sig venligt til mig, besøgte nu mine Forelæsninger -- og snart dannede vi en liden Vennekreds, der sluttedes sammen ved ungdommelig Hengivenhed, ved fælles Interesser og ved fælles forhaabnings- fulde Fremtidsdrømme. Fra Forelæsningerne gik vi saa enten SIDE: 123 hjem til mig og fortsatte at samtale om det forelæste, eller vi samledes om Aftenen i et "enskildt rum" paa et eller andet Schweizeri for der at passiare om, hvad der interesserede os. Men i disse vore Aftensammenkomster toges nu gjerne de nyere danske og norske Forfattere frem, og den Ungdoms- kraft og Livsfylde, man ikke mere kunde finde hos Tegnér- ismens Epigoner, syntes man at finde her. Chr. Winthers Lyrik, Hertz's Dramaer, Wergeland og Welhaven, men især de to unge norske Digtere, der netop nu frembragte det ene Arbeide efter det andet, blev snart en yndet Læsning i visse Upsalakredse, og da jeg i et af mine Foredrag havde draget en Sammenligning mellem Oehlenschlägers "Helge" og Teg- nérs "Frithjofs Saga", der ikke faldt ud til Fordel for den al- mindelige Antagelse, at Tegnér var Skaberen af den nordiske Poesi, hviskedes der nok om, at jeg formentlig nærede Kjætter- anskuelser overfor Tegnér; men Baalet reistes dog ikke strax, tvertimod, Sagen optoges til Diskussion, men selvfølgelig med det Udfald, at Tegnérs "Frithjof" stod over Oehlenschlägers "Helge", og at det vilde være en Fornærmelse mod Fædre- landet at mene noget andet. Inden jeg sluttede Forelæsnin- gerne, oplevede jeg, at Auditoriet var for trangt. Og i vore Sammenkomster blev Stemningen mere og mere krigersk over- for det gamle -- og Længselen efter det nye, som skulde komme, tog Fart. En Aften -- det var forøvrigt strax før jeg begyndte Forelæsningerne -- da flere af den senere Vennekreds var samlet til Høitideligholdelse af en Kamerats Fødselsdag, blev Stemningen mere end almindelig løftet: den gamle Efterklangs- poesi med den høitravende Pathos, den søgte Billedrigdom og de klingende Fraser fik et "Pereat", og jeg udtalte i et lidet Foredrag den Tanke, som al Ungdom, bevidst eller ubevidst, bærer paa, og som er et af dens skjønneste Træk, at Tiden og Følelsen alene kan forynges derved, at man kjærligt kaster sig til sin Moders, Fædrelandets og Naturens Bryst, og ud- græder og udjubler sin Sorg og sin Glæde umiddelbart ved hendes Hjerte, istedetfor at føle efter Gehør og synge efter de SIDE: 124 Noder, som de Gamle har sunget fore; jeg søgte at vise dem, at det var gjennem en Frigjørelse fra den Oehlenschlägerske Efterklang, gjennem nær Anslutning til Sagaens simple, hjem- lige Tone, til vort Lands Historie, at det fædrelandske Drama i Norge, til den hjemlige Natur og dens eiendommelige Skjøn- hed, at Lyriken i Norge som i Danmark havde vundet sine Seire og skabt en ung, frodig Literatur, der nu satte Blomst i de to nylig optraadte Digtere, Ibsen og Bjørnson, og at en saadan Frigjørelse fra Efterklangspoesien maatte til, for at den svenske Digtning atter skulde indhente sine Brødre hinsides Sundet og Kjølen. Denne Exposé blev modtaget med Varme af de Unge -- man maa erindre, at dette nu ligger mere end en Menneskealder tilbage i Tiden -- og da jeg saa foreslog for den unge Digter Ernst Björck og Visedigteren Pelle Ødman, at de Aftener, vi nu saa ofte tilbragte med Samtaler i did- henhørende Emner, skulde forvandles til regelmæssige Sammen- komster, der snart blev sig bevidst et Arbeide for bestemte, i denne Retning sigtende Tendenser, blev dette Forslag mod- taget med Velvillie af de To, og saaledes dannedes med Ind- skriften "Realitet og Natur" paa sin Fane det lille Selskab, der senere skulde faa en vis Betydning inden den svenske Literatur: "Namnlösa Sällskapet" -- eller som det senere oftere udenfra benævntes de "Nio Signaturerna" -- efter begge disse Navnes Forbogstaver inden selve Kredsen sædvanlig kaldet "N. S." Navnet var saa beskedent som de unge Mænd selv; thi det betegnede egentlig og kaldtes stundom "De Namn- lösas Sällskap". Maaske gjemte sig deri et stille Haab om, at ogsaa de Navnløse engang skulde faa et Navn: "Honny soit qui mal y pense" -- Fremtiden gjorde for fleres Vedkom- mende ikke dette Haab tilskamme. Paa dette Punkt maa jeg indskyde en liden Sideberet- ning. Jeg fik -- navnlig i Vennekredsen -- talrige Opfor- dringer til og maatte navnlig selv føle baade en bydende Trang til og en indre Nødvendighed af at udtale mig offent- lig og uforbeholdent om min Stilling til Tegnérismen, -- den SIDE: 125 Tegnérske Efterdigtning, for at man ikke skulde sige, at jeg havde seilet under falsk Flag og først tonede det rette, efter at være bleven fæstet ved Universitetet. Jeg besluttede der- for, medens jeg i December 1860 i Stockholm oppebiede min endelige Udnævnelse til Docent, at holde fire sammenlignende Forelæsninger over de nordiske Nationaldigtere: Oehlenschläger, Wergeland, Tegnér og Runeberg i selve Hovedstaden. I de la Croixs mindre Sal samlede sig et Auditorium, der vel ikke var meget talrigt, neppe opgaaende til 100 Personer, men blandt hvilke jeg havde den Ære at tælle vor nuværende Konge, Kunstnerinden Amalie Lindegren, hvis første Bekjendt- skab jeg ved den Anledning gjorde, Excellencen Sibbern o. a. betydelige Personligheder. Ved en Sammenstilling af mine fire Digtere fik jeg Anledning til at tage Bladet fra Munden, men var uforsigtig nok til, skjønt Klingen var rettet mod den Tegnérske Efterdigtning, ogsaa at paapege, baade at Runeberg i mine Tanker var den unge Tids Banebryder og at Tegnérs egen Digtning ved sin overveiende rhetoriske Karakter i høi Grad indbød netop til en Misbrug af de Svagheder, den havde og som var lettere at efterligne end hans Digtnings virkelig store Sider. At ikke den berømte Tegnér, men den i Sverige for- holdsvis ubekjendte Oehlenschläger var Skaberen af den nyere nordiske Poesi, at Helge gik forud for Frithjof, at Tegnér, stor som Digter, dog ikke var den oprindelige Skaber af Ret- ningen og maaske var allerstørst som Taler, at han ikke var en saa central og original Digternatur, som Oehlenschläger og Runeberg, og at hans Frithjof savner ægte Tidsfarve, turde nu kun faa ville nægte. Dette var dog endnu dengang nok til at fremkalde en rasende Opposition. Tegnéristerne talte ikke om, at det var dem, Angrebet gjaldt, men desto mere om "Angrebet paa Tegnér", som intet Angreb var, men kun var en historisk Kritik. Den unge Nordmand, der inden endnu Efterdønningerne efter den store internationale Strid i 1860 havde lagt sig, og medens han, den Fremmede, netop søgte Ansættelse ved svensk Universitet, var fræk nok til at "haane" SIDE: 126 Sverige ved at angribe Sveriges store Nationalskald, fortjente at nedsables, -- og det var der vist noget sandt i, ikke fordi min Sag i og for sig var slet, men for den umodne og ung- dommelig overlegne Maade, hvorpaa jeg, endnu uvant til historisk-kritisk Polemik, og dertil Udlænding, optraadte i Sagen, -- kort at fortælle, jeg blev Gjenstand for en Række voldsomme Angreb, overfor hvilke jeg dog forholdt mig aldeles taus, medens det haglede og lynede mig om Ørene. "Upsalaposten" for 12te Januar 1861 aabnede Felttoget med en bitter Beklagelse over at have taget feil af den Mand, den tidligere saa varmt havde rost: han havde i Stockholm for selve den svenske Hovedstads Publikum vovet at udtale, at Tegnérs Frithjofs Saga savnede ægte Tidsfarve, og at Sveriges første Digter havde to Feil: at lægge en ensidig Vægt paa en glimrende Form og inderst inde at være mere Rhetor end Digter. Som Modbevis anførtes da naturligvis den Lykke, Frithjofs Saga havde gjort over hele Europa, og den store Indflydelse, han eiede som Sveriges nationaleste Digter. Det var nu netop denne hans Indflydelse paa den yngre Slægt, som jo dog ikke kan lægges Tegnér tillast, jeg vilde tillivs, og jeg bebreider mig derved intet andet end den ungdommelige Umodenhed, der gjorde, at jeg ikke forstod den dybe Betydning af Ordet fortiter in re, svaviter in modo. Jeg æggede mere end nød- vendigt og det fik jeg snart føle. Böttiger, Tegnérs Svigersøn, der havde været mig meget bevaagen ved mit første Besøg i Upsala, og egentlig havde foranlediget min Overflytning did, vendte mig under en Souper hos Landshøvding Krämers paa Upsala Slot, efterat have be- svaret min Hilsen, demonstrativt Ryggen. -- Hedin, der saa venskabsfuldt havde støttet mig under mine Foredrag i Upsala, skrev de bidende Artikler mod mig i "Upsalaposten", og Edqvist selv, Bladets Eier, der netop havde forlagt mine Fore- læsninger over Danmarks Literatur, var nær ved at slaa Haan- den af mig. Carl Gustaf Strandberg, en af de 18, polemiserede endog mod mig paa Vers. SIDE: 127 Og i Stockholm saa det ikke bedre ud. Der arbeidedes paa, at min Kaldelse til Docent skulde gaa til Wandsbeck. Endog Provinspressen blev ivrig: "Barometern" i Kalmar lyste mig i det store Ban -- kun "Arboga tidning" tog mig mærke- lig nok i Forsvar. Men heldigvis var der to, som i denne Tid saa længer end de andre: Bernhard Elis Malmström, der trofast fastholdt min Kaldelse til Docent, og Prins Oscar, vor nuværende Konge, som Digter selv langt mere berørt af Rune- berg end af Tegnér, og som Æsthetiker en fuldblods Søn af den nyere Retning i Sveriges Literatur. Han beærede mig med en Indbydelse til den lille Kreds af Digtere og literære Personligheder, han i sit Palais samlede omkring sig: Talis Qualis, Carl Gustaf Strandberg, Herman Sätherberg, Fr. Sander o. fl. a., og jeg følte mig naturligvis høit hædret ved den venlige Modtagelse, jeg fandt, skjønt enkelte i Kredsen var mig gram. Flere af dem indsaa allerede da, hvad snart blev Tilfældet: de samme, dristige Paastande, som jeg da blev angrebet saa voldsomt for, doceredes 10 Aar efter, rigtignok modnere og roligere, end min umodne og urolige Aand havde kunnet udtale det, uden Modsigelse fra Universiteternes og Skolernes Lærestole. I den Tid havde mine Venner i N. S. det ikke godt, man talte om at de "f -- de norske Ideer smittede" o. s. v., men de holdt dog fast ved mig, og kun en af dem optraadte offentlig imod mig og det var ikke den, hvis Bifald jeg satte mest Pris paa. Saasnart jeg var bleven udnævt til Docent, vendte jeg tilbage til Upsala, og vi optog igjen vore Møder og lod Stor- men rase ud. Den ved den Tegnérske Strid skabte Uvillie mod mig varede imidlertid længe efter at jeg i 1862 havde begivet mig ud paa min lange Studiereise til Syden, og blev ikke mindre ved at jeg offentliggjorde mine -- visselig i mangt og meget ufærdige Anskuelser -- i min altfor skyndsomt skrevne "Indledning i Studiet af Sveriges Literatur i vort Aar- hundrede", der udkom Vaaren 1862 paa Gyldendalske Bog- SIDE: 128 handels Forlag, ja den mødte mig paa Tærskelen, da jeg 1865 vendte tilbage til Upsala. Men tilbage til Selskabet N. S., hvis Stilling berørtes ikke saa lidet af disse Begivenheder. Fra først af dannedes Selskabet N. S. i 1860 af kun sex Personer, den tidlig døde, begavede Digter Ernst Daniel Björck (1868), den muntre Visedigter Nils Petrus (Pelle) Ödman, Axel Ridderstad () Digterens ældste Søn, Axel Engberg, Peter Widmark (1895) og mig. Ridderstad, Engberg og Widmark forlod dog snart Upsala. De øvrige forblev i Sel- skabet til dets Opløsning i 1866 [fotnotemerke] . Efterhaanden indtraadte i Selskabet Docent Daniel Klock- hoff (1867); Bibliofilen Chr. Eichhorn (1891); Docent Pontus Wikner (1888 i Christiania som Professor); Digteren Grev Carl Snoilsky, nu en af de Aderton i Svenska Akademien, Overbibliothekar ved det kongelige Bibliothek i Stockholm; Carl von Bergen, bekjendt Filosof (1897), Digteren Carl David af Wirsén, en af de Aderton, og Svenska Akademiens ständige sekreterare; Edvard Bäckström, dramatisk Digter ()Carl Östergren (Signatur: Fjalar); P. A. Goedecke, Eddaens dyg- tige Oversætter og (under Signaturen Finn) Forfatter af de elskværdige Reisebreve fra Norge (); Carl Rupert Nyblom, nu Prof. emer. i Æsthetik ved Upsala Universitet, en af de Aderton; Julius Centerwall, Rektor og dygtig arkæologisk og filologisk Forfatter; Hans Forsell, forhenv. Finansminister, nu Præsident i Kammerretten, en af de Aderton; Aurell, Skolemand (); Wilhelm Svedbom, nu musikaliska Akademiens Sekretær; Anders Flodmann (Signaturen Anders R -- n), Novellist og Journalist (1884); August Stjernstedt, nu Kammerherre hos Fotnote: Det er disse sex, som er fremstillet i Vignetten til dette Kapitel. Halvt med Ryggen mod Beskueren sidder Engberg og læser et Arbeide høit -- yderst tilvenstre sidder Ridderstad og ved Siden af ham Widmark -- tilhøire sidder Pelle Ödman -- den staaende Figur er Ernst Björck. Den sjette fremstiller Deres ærbødige Tjener. SIDE: 129 Dronningen, Solander ( som Docent) og Siegfried Wieselgren, nu Generaldirektør for det svenske Fængselsvæsen. Den sidst- nævnte blev dog indvalgt netop, da Selskabet opløstes, og har neppe deltaget i noget Møde. Af disse 24 er allerede 13 døde, men Kredsen, i hvilken, som man ser, findes nogle af Sveriges første Navne paa flere Omraader, sammenholdes endnu ved et mellem de fleste af os bestaaende trofast Venskab og fælles Interesser ud igjennem Aarene -- sidste Gang var vi samlede til en Femogtyveaarsfest i vort gamle Lokale i 1885. Vi samledes engang ugentlig først hjemme hos hverandre; men da vi alligevel -- som Ungkarle -- maatte ud for at skaffe os Aftensmad efter vore Sammenkomster, foretrak vi snart Smaarummene "en trappa upp" hos Claes Løf. Her oplæste Digterne sine Arbeider og fik dem høvlede ved skarp Kritik af Æsthetikerne, her foredrog Æsthetikerne sine Af- handlinger og toges afdage af Poeterne -- her sang Pelle Ödman og Carl Nyblom sine muntre Viser, og Eichhorn fore- viste sine bibliografiske Rariteter. Her førte Ernst Daniel Björck med nøiagtig Omhu som stadig Sekretær Protokol over alt, hvad der foregik -- og efter Protokollen foredrog saa Pelle Ödman sine saakaldte "Smaaprotokoller", i Vers og Prosa, der paa den lystigste Maade parodierede Björcks alvor- lige Referater og harcellerede en og anden af Selskabet, men paa en saa baade vittig og harmløs Maade, at det aldrig kunde saare, men altid vakte Munterhed og Liv. "Smaaproto- kollerne" bevares nu af Svenska Akademiens Sekretær, og de bør ikke forsvinde; thi man skal lede længe før man finder noget saa morsomt og karakteristisk som t. Ex. den psykolo- giske Analyse af Ernst Daniel Björks Karakter og Digtning -- dette elskværdige, voxne Barns, der havde Tid til alting, fordi han havde hele Evigheden foran sig -- og derfor aldrig fik noget udrettet. Ak -- den "Evighed" blev kun kort paa denne Side Graven. Som sagt holdt vi vore Møder hver Torsdag Aften hos Claes Löf paa "Äpplet". SIDE: 130 Disse vore ugentlige Møder var Festdage, efter hvilke vi altid længtes og som holdt os skadesløse for al Ugens Slæb og Slid. Efterat de literære Sysler var sluttede, souperede man sammen, og saa drak man et Glas ved en Cigar og da var det Visesangernes Tid. Serveringen besørgedes af Marie, kaldet "Basen", en prægtig, gammel, mandhaftig Oppasserske med en bred Opnæse og saa stærk, at hun kunde stagge de vildeste Slagskjæmper i Studenterlagene. Hun var alle Studen- ters Yndling. Basen havde til Gjengjæld ogsaa sine Yndlinge -- og N. S.iterne havde hendes ganske særegne Bevaagenhed. Engang blev Basen træt af sin Tjeneste paa "Löfens Sal" og besluttede at aabne en liden "Bierstuga", hvor det skulde gaa propert til, for egen Regning. Men da selve Navnet "Bier- stuga" gjorde, at den bedre Del af Studenterverdenen ikke søgte did og hun saaledes fandt sig forladt af sine gamle Venner, rystede hun "Bierstugan" af sig, vendte tilbage til "Löfens" og optog sin gamle Haandtering. Ja, Basen var Aristokrat! Hun vilde blot omgaaes "hyg- geligt Folk". Ve den, der vovede at tiltale hende med det fortrolige "Basen", hvis han ikke hørte til hendes Udvalgte. I senere Aar har Basen slaaet sig ned selvstændig, og om Sommeren sælger hun Selters og Brus (Sodavatten och Socker- dricka) i et lidet "Stånd" ved "Botaniska trädgården". Der hilser jeg altid paa hende, naar jeg kommer til Upsala. Da N. S. i 1885 feirede sin Femogtyveaarsfest paa "Löfens Sal", gjorde vi efter Bordet in corpore vor Opvartning hos Basen ved hendes lille Bod. Da var hun henrykt og holdt paa at falde Præsident Forssell om Halsen af Glæde over Gjensynet. "Der är ju Hans Forssell" -- raabte hun, men føiede saa dæmpet til, med et Slags Ærbødighed: "Presidenten" I 1880. da jeg kort efter min Frænde Prof. theol. J. F. Dietrichsons Død besøgte Upsala, holdt jeg paa at skræmme Livet af Basen. Da jeg sammen med Prof. Nyblom traadte ind i "Akademiska föreningens" Lokale, hvis Oppasserske hun da var, udstødte hun SIDE: 131 et Skrig og slog Hænderne sammen: "Kors -- hvad jag blef rädd", sagde Basen, "Professoren hade nära nog skrämt slag på mig. Professorn är ju död. Jag har ju läst det i Tidnin- garne", og hun føiede til: "Jag har så sannerlig gråtit mina modiga tårar öfver Professorn". Brave Bas! Du har altid været en trofast Sjæl, og aldrig skal jeg komme til Upsala uden at drikke en Flaske Selters ved dit Bord og faa en Passiar om gamle Dage. 1861 udgav Signaturerne sin første Digtsamling: "Isblom- man, dikter af Upsala-Studenter", redigeret af Eichhorn -- det var imidlertid ikke blot Selskabets Medlemmer, men ogsaa andre unge Studenterdigtere, som her havde leveret Bidrag, gode og slette om hinanden. Af N. S.iterne deltog ialfald Bäckström, Wikner, Engberg, Snoilsky, Eichhorn, Björck, Klock- hoff, Ödman og Ridderstad -- saaledes ni Signaturer -- høist lyste de Bidrag, som Snoilsky og Björck havde leveret, ogsaa enkelte af Klockhoffs Bidrag var fortræffelige, som t. Ex. det yndige lille Digt: "Gud vet det, hvar han vankar", til hvilket SIDE: 132 Halfdan Kjerulf senere satte sin smukke, stemningsfulde Musik. Men ogsaa Forfattere udenfor Kredsen havde leveret enkelte prægtige Bidrag, som Signaturen "Mtd" (Norberg) med sin raske Vise: "Fånga fåglar och plocka smultron", kanske det mest lovende Bidrag i hele Bindet; men han lod aldrig mere høre fra sig i Literaturen. Udgivelsen af "Isblomman" frem- kaldte en literær Strid, idet en Pseudonym, "Jonas Grönström" (Wahlberg) tog Forfatterne, af hvilke mange jo endnu var ret umodne, ordentlig i Skole, og Ernst Björck svarede -- paa Vers -- ganske vittigt paa "Isblommisternes" Vegne. (Se N. Linders Opsats om "Jonas Grönström" i Familiejournalen). To Aar efter kom "Sånger och berättelser af nio Signa- turer", allerede adskillig modnere end det første Hefte. Saa- vidt jeg erindrer var de ni Signaturer: Björck, Ödman, Klockhoff, Wikner, Snoilsky, Wirsén, Bäckström, Östergren og Eichhorn. Endelig kom saa i 1865 den tredie Samling, "Sånger och berättelser af sju Signaturer", nemlig Björck, Bäckström, Goe- decke, Östergren, Klockhoff, Snoilsky og Centerwall. Her var den netop nylig fra Itallen hjemvendte Greve Snoilskys Digt- ning sprungen ud i fuld Blomst i de prægtige italienska bilder, hvis klassiske Indledningsdigt "Jag bringer drufvor, jag bringer rosor, Jag skänker i af mit unga vin, På alla stigar, på alla kosor Jag slår min ljudande tamburin" vakte almindelig Enthusiasme og med et Slag rykkede ham frem i den svenske lyriske Digtnings Spidse. I dette Digt har han da ogsaa udtalt N. S.iternes Program i de to følgende Vers, der forklarer den "Realisme", vi forkyndte: "Jag tröttar ingen utöfver höfva Med lösa foster från drömmens hem, Jag sjunger endast, hvad jag fått pröfva Med mina sinnen, de sunda fem. SIDE: 133 I moget kloka, I öfversluga, Er har jag föga att bjuda på, Du varma hjerta på tre och tjuga, Du vet jag säkert, skall mig förstå". Strindberg alluderer etsteds spydigt til Ordet: "Sie pre- digten öffentlich Wasser und tranken heimlich Wein", idet han siger om Signaturerne "de sjöngo vatten och drucko vin". Ja vist drak vi Vin -- men det var nu ialfald ikke "heimlich", og vore glade Fester, sprudlende af Liv og Lystighed, men aldrig til Overmaal, vore Middage med smaa, snertende Epi- grammer indlagte i hvert Couvert ved Bordet (Xeniemiddage), vore Udflugter til Alsike eller endog lige til Stockholm staar endnu for mig i rosenrød Farve. Jeg bevarede meget længe en Seddel fra vor uforlignelige Sexmästare Wilhelm Svedbom, som havde for Vane selv at betale Værten og saa sende os en Regning i Ny og Næ, lydende paa: "An: en Serie Fester .... Kroner 30". Men jeg har vanskeligt ved at fatte Strind- bergs moralske Indignation over den Ting. Da jeg Høsten 1865 vendte tilbage fra et fleraarigt Op- hold i Italien, var N. S. i fuld Blomstring, Ynglingerne vare blevne Mænd. Paa Flustret saalænge det var Sommer, i Löfs Lokale saasnart Vinteren kom, var vi stadig sammen, medens de "Sju Signaturernas" nye Samling drøftedes og udarbeidedes. Med Repræsentationsreformens Opstilling paa Dags- ordenen denne mærkelige Høst 1865 tog ogsaa de politiske Interesser Fart inden N. S. -- thi den Høst var jo alle Politici: Reformen stod jo lige for Døren. I et lidet, afsides liggende, separat Værelse i Taddeis Schweizeri pleiede adskillige af os at drikke vor Kaffe efter Middagen; navnlig samledes Klockhoff, Wikner, Wirsén, Forssell, Nyblom og jeg stadig her i "Kryp- tan", som vi kaldte dette Rum. Og her førtes da hede Dis- kussioner pro et contra den forventede Reform, navnlig var Forssell og Wirsén de to Forkjæmpere for de modsatte Leire, Wirsén mod og Forssell for Reformen. SIDE: 134 En regnfuld Høst-Eftermiddag, medens det øste ned og skyllede fra Tagene, og de af Fugtighed glinsende Gader stod tomme, var Wikner og jeg de eneste, der havde indfundet os til den sædvanlige Kaffesiesta i "Kryptan". Samtalen vilde ikke ret komme igang og jeg gnaalede paa en lidt sentimental Vise af Runeberg, til hvilken Carl Collan har sat en henrivende Melodi. Ganske umærkeligt begyndte Wikner at stemme i med -- og Visens Ord at forandres efter den triste Veir- situation, og inden vi ret vidste Ord af, var ved gjensidige Suppleringer den Parodi fremstaaet, der siden ret ofte blev foredraget i vor Kreds om Docenternes triste Stilling. Rune- bergs og Parodiens Ord stillede ved Siden af hverandre lyder saaledes (man vil længere frem se Aarsagen til at jeg her citerer denne Ubetydelighed). Fåfäng önskan. Otaliga vågor vandra På hafvets glänsande ban, Ack vore jag som de andra En bölja i ocean. Så liknöjd djupt i mit sinne, Så sorgfri, kylig och klar, Så utan ett enda minne Från flydda, sällare dar. Och skulle en våg jag vara, Den samma vor' jag ändå, Här går jag ju bland en skara Af svala vågor också. De leka med fröjd och smärta, På lek de tåras och le -- Blott jag har mitt brinnande hjärta -- Ach -- vore jag utan som de. Fåfäng önskan. Mångtusen Docenter vandra På Uplands ödsliga slätt, Der äta de upp hvarandra, Och ingen af dem blir mätt: Så liknöjd djupt i sitt sinne Så sorgfull, kylig och pank [fotnotemerke] -- Så utan ett enda minne Från Uplands enskilda bank. Och skulle Professor jag vara, Den samma vor' jag ändå, Här går jag ju bland en skara Af tråkiga gubbar ochså: De spela sin "vira" på "Gille", De snusa, supa och le -- Blott jag har mitt lysande snille -- Ack vore jag utan som de. Fotnote: Pank = bankerot. Tyve Aar efter blev den nedskrevet, da vi begge mødtes her i Christiania som Professorer ved et andet Universitet. SIDE: 135 Der var især tre Familier, to i Upsala og en i Stockholm, hvor N. S.iterne var velseede Gjæster -- i Upsala hos den Ankarkrona'ske Familie, i Stockholm hos Fru Limnell, Wilh. Svedboms Moder (se 1ste Del S. 351), hvis Salon var et Samlings- sted for saa meget af hvad Stockholm eiede i Literatur og Kunst, den samme Dame, til hvem Ibsen nogle Aar senere rettede sit "Ballonbrev". Endelig var vi alle ikke sjelden Gjæster paa Upsala Slot hos Landshöfding Hamiltons, hvor Husets Frue, Geijers ædle og sjælfulde Datter (1885) gjerne samlede et Udvalg af den akademiske Ungdom omkring sit Piano; thi hun havde arvet sin Faders musikalske Natur og sang hen- rivende smukt. Af hende hørte jeg førstegang Kjerulfs Musik til Klockhoffs "Gud vet det, hvar han vankar", som til Bjørn- sons "Prinsessen sad høit i sit Jomfrubur" og "Han tvær over Bænkene hang". Hvor var hun ikke elskværdig og ligefrem -- og hvor varmt følte hun ikke for os Ungdommer! Greve Hamiltons samlede naturligvis Stadens Aristokrati og Universi- tetets Lærere i sin Salon; men bedst og hyggeligst syntes Familien at befinde sig, naar den fik se Ungdommen omkring sig, og navnlig da den lille Kreds, jeg havde den Lykke at tilhøre. Her paa Slottet som i Ankarkronas Hus færdedes ogsaa den elskværdige Digterinde Thekla Knös, der saa sørgeligt blev Martyr for sit gode Hjertelag. Som Digterinde tilhørte hun den ældre Skole, og havde allerede i 1851 taget stora priset i Akademiet for sin "Ragnar Lodbrok"; men for os unge var hun en moderlig Veninde og kaldtes "Tante Thekla" af os alle, da hun allerede havde spillet en Rolle i Fahlcrantz og Geijers Dage. Et af Fahlcrantz's fineste Ordspil staar i Sammenhæng med hendes Ungdomsliv. En Vaar, da Oscar I som Kronprins besøgte Upsala, var Thekla Gjenstand for en ung kongl. Sekretærs -- maaske ikke ganske uigjengjældte Følelser. Hans Navn var Seemann. Böttiger havde til Prinsens Ære skrevet et Digt, der sluttede med et Ordspil og en falsk Betoning af Navnet Oscar, idet denne Slutning lød saaledes med Allusion til Vaaren: SIDE: 136 "När vår och Oscar klinga samman; Då svarar echo: Vår Oscar!" Skjønt Ekkoet jo i Virkeligheden herpaa maatte svaret: "Vår Oscar" og ikke "Vår Oscár" som Tonefaldet maa lyde i Verset! Thekla fandt imidlertid denne Slutning henrivende, og om Aftenen ved en Souper paa Upsala Slot, henvendte hun sig til Prof. Fahlcrantz og sagde: "Var icke Böttigers verser bra vackra -- i synnerhet slutet: "När vår och Oscar klinga samman, Då svarar echo: "Vår Oscár"! Ganske tørt svarede Fahlcranz: "Å ja, -- ungefär som jag ville säga: "När Du och Seemann klinga samman, Då svarar echo: Doucement"! Thekla Knös var idel Hjerte: havde en af hendes unge Venner staaet sig mindre godt i et Tentamen, sørgede hun langt mere end han, og havde en af dem forlovet sig, jublede hun ligesaa henrykt som de elskende selv. Dog nei -- hun var ikke idel Hjerte; thi hun var sandelig baade Hjerte og Haand. Hun vilde hjælpe overalt, og saa langt hendes Evner rakte, var de ofret hendes Venner og Veninder, og disses Antal var legio. Følgen var Overanstrængelse, Overspænding af alle Nerver, og den hjertevarme og høitbegavede Kvinde endte sit Liv som uhelbredelig sindssyg i den elendigste For- fatning, uden at nogen af hendes mange Venner kunde række hende nogensomhelst Hjælp i hendes Vanvids sørgelige Nat. Ædle Thekla! Desto mere erindres Du med Kjærlighed og Tak af de mange, hvem Du var en trofast og opofrende Ven- inde -- og ikke mindst af N. S. Kredsen, som Du tilhørte med Liv og Sjæl! Velsignet være Dit vemodige Minde! Den sidste og største af de Udflugter Selskabet gjorde til Stockholm var vel "den store Cavalcade" Vaaren 1866, SIDE: 137 da næsten hele N. S. med sine Fruer -- tre af os var i Mellemtiden blevne gifte -- gjæstede det Limnellske Hus i Hovedstaden -- ellers var man ofte i ringere Mængde Gjæster snart paa Runsa, den Ankarkronaske Herregaard ved Mälaren, snart i Weckholms Præstegaard hos Digteren Börjesson, "den sidste Fosforist", hvis udvalgte Arbeider jeg efter hans Død har udgivet. Gamle Börjesson var ogsaa engang Gjæst hos N. S. -- ogsaa det var Vaaren 1866, kun faa Uger før hans Død, en stemningsfuld Aften, hvor "Erik den fjortendes" Digter for sidste Gang mødtes med Ungdommen paa Sveriges Parnas -- som sædvanlig paa "Löf'ens Sal". Han inviterede da hele N. S. til et Besøg paa sin Præstegaard længere frem paa Sommeren; men istedet herfor fulgte vi ham faa Uger efter til hans sidste Hvilested. Det var saaledes et afvexlingsrigt Liv N. S.iterne førte i den sidste Tid af Selskabets Existence. Thi med Sommeren 1866 ophørte det at existere. Snoilsky var bleven Sekretær i Udenrigsdepartementet, og Eichhorn ansat ved kgl. Biblio- theket i Stockholm. Sommeren 1866 tog Wirsén, Ödman og Forssell sin Doctorgrad, og de to første forlod Upsala. Björck blev præsteviet og drog til Göteborg, Flodman tog Ansættelse ved Nya Dagligt Allahanda, selv blev jeg ansat ved National- museets Samling af Haandtegninger og Kobberstik -- og saa- ledes var Kredsen opløst. Men N. S. havde gjort sin Gjerning, der blev Mænd og dygtige Mænd af de allerfleste, forsaavidt ikke Døden gjorde en tidlig Høst i vore Rækker. Borte er nu saa mange af dem, borte er den for mig uforglemmeligste af dem alle, Pontus Wikner, borte er den barneglade, fromme Ernst Björck, borte den alvorlige, fine Tænker Daniel Klockhoff, borte den underligt sammensatte Edward Bäckström, hvis dramatiske Digtning ("Evas Systrar", "Fången på Kallö" o. a.) engang henrykkede Stockholmspubli- kumet, borte er den pudsige Chr. Eichhorn, en underlig Blan- ding af en virkelig lærd Bibliograf og en tilgjort let Bon- vivant, SIDE: 138 borte den milde Lyriker Östergren, borte den brede, store, ikke just meget eleverede Novellist, Anders Flodman, borte den brave, fornnordiske Goedecke, en af de grundhæderligste og trofasteste Naturer jeg har kjendt, borte er Axel Ridder- stad, og Solander, Aurell, von Bergen og Peter Widmark og nu staar kun elleve tilbage; men det er vist, at det gamle Ung- domsvenskab og de varme, kjære Minder altid, saalænge Livet varer, vil forene de fleste af os, der engang feirede vor Ung- doms lyse Blomstring sammen ved Fyrisstranden, hvad enten nu Foraarsdrømmene brast eller satte Frugt i Livet. Dette bliver et alvorligt lidet Kapitel; thi naar jeg nu skal gaa over til at omtale Selskabets indre Liv, dets Aand og Retning, kan jeg her ikke undgaa en Polemik, og den maa rettes mod en Mand, der i Begyndelsen af sin betydelige literære Bane havde min varme Sympathi -- og om hvem jeg fremdeles tror, at han altid er slemmere i Pennen end i Munden, slemmere i Munden end i Hjertet, og at hans bizarre og ofte hadske Udtalelser væsentlig skriver sig fra en altfor tidlig indtraadt Skjævstilling til det Samfund, han slynger sine Pamfleter imod, medens han i sit inderste Væsen er en blød og kjærlighedsfuld Natur, der vilde taget helt andre Veie, om han fra først af var bleven mødt med Venlighed og Forstaa- else. At han senere har faaet føle, at alles Haand er mod ham, da han har vendt sin Haand mod alle, kan man ikke undres over. Jeg holder nu af et og andet hos ham malgré tout; thi jeg har paa et enkelt Punkt af hans Ungdom havt Anled- ning til at se dybere ind i dette sælsomme Indre end de fleste; men idag maa jeg rykke i Felten mod ham -- det er August Strindberg jeg mener. Mine gamle Kamerater vil formodentlig anse det for overflødigt at polemisere mod ham -- og det er det maaske i Sverige; men Strindberg har mange Læsere her SIDE: 139 i Norge, der har faaet et aldeles falskt Billede af "Signaturerne" gjennem hans Angreb, og for dem er det følgende skrevet. August Strindberg, der tilhører den næste Periode i den svenske Literaturudvikling, og maa ansees som Skaberen af den svenske "Realisme" -- i dette Ords moderne Betydning -- , hvad "Namnlösa Sällskapet" skal vogte sig vel for at berøve ham Æren for -- August Strindberg har selvfølgelig et dybt Nag til Signaturerne og deres Digtning: Snoilsky og Wirsén, Wikner og Nyblom er jo fra hver sin Side hans fødte Antipoder, og han har da i 2den Del af sin "Tjenste- qvinnans son" (Jäsningstiden) givet dette indgroede Nag Luft. For ham, der søger Poesiens egentlige Kjerne i det Sensuelle og det Sexuelle, er Spørgsmaalet om Selskabets Forhold til Sensualismen -- der for os selv var af forsvindende Betyd- ning -- Hovedsag, og han kommer derved, ukyndig som han er om Udviklingens Kausalsammenhæng, til at stille Tingene ret underlig paa Hovedet. Allerede de saakaldte "Signaturers" hele Stilling og Plads i Udviklingen har han misforstaaet. " Sextiolalets poesie", siger Strindberg, "var Signaturernas -- Ungdomen läste Signaturerna, månge med stor uppbyggelse. De bebådade icke en ny tid, utan de profeterade i efterskott, att nu var det tusenåriga riket kommet, idealen förverkligade och demarkationslinjen uppdragen. De sågo med tilfreds- ställelse på sitt skapade verk, gnuggade händerna och funno att allt var godt. En stilla frid hade utbredt sig öfver hela Upsalanejden, och nu kunde man få sofva till domedag, menade gammal och ung. Men då komma missljud, och i den allmänna fridens dagar varsnar man vårdkasar på grannarnes berg- klintar. Det är från Norge man signalerar öppet vatten, och fyrarne tändas. -- -- Lorentz Dietrichson nämnes till docent vid Upsala universitet 1861, och han var förebudet. Han gör Sverige bekant med den danska och norska poesien, som då voro nästan okända, och han stiftar det litterära sälskap ur hvilket signaturerna utgingo. -- -- Ibsen och Bjørnson bröto in i Sverige, Tidemand SIDE: 140 och Gude voro segrare vid konstutställningen 66; Kierulf och Nordraak beherrskade sången och pianoet. -- -- Den norska poesiens inflytande på svenska utvecklingen har varit stor och delvis mycket välgörande, men det fanns i den samma något säreget norskt, som ej hade tillämpning på Sverige -- -- när han (Svensken) fick stora, nya tankar via Kristiania eller direkt utifrån genom Ibsen och Bjørnson, så skulle han behållit netto- vigten och lemnat den norska taran". Det sidste er meget rigtigt. Efter Signaturerne kom saa -- siger han -- Georg Brandes, og med ham den nye Tid; á la bonne heure! Brandes har vakt Strindberg, derom er ikke Spørgsmaal. Men hele denne Fremstilling er -- for Signaturernes Vedkommende -- at sætte Sagen paa Hovedet. Det har her Udseendet af, at først sang Signaturerne sine Digte, der for- kyndte Fred og gode Dage, og dyssede Sverige i Slummer, saa tændtes det nye Lys fra Norge først ved min Ringheds Fore- læsninger i Upsala, som Forbud, og siden direkte gjennem vore Digtere. Men han maa dog selv se den kronologiske og dermed logiske Selvmodsigelse, hvori han her indvikler sig, idet han giver mig den ærefulde Stilling at være den, der tænder det første Fyr i Signaturernes lange Nat, og dog i samme Øieblik siger, at jeg var Stifter af det Selskab, af hvilket Signaturerne udgik! Strindberg har her ikke kjendt Forholdet, eller han har af gammelt Venskab for mig, som engang i hans første Ungdom havde Leilighed til at vise ham en af ham -- det skal siges til hans Ære -- aldrig glemt Venlighed; -- Strindberg har villet frigjøre mig fra Signaturernes Skyld og Brøde; men havde nogen udenfor Digterpersonlighederne selv Skylden for Signaturernes literære Holdning, saa maatte det være mig. -- Nyblom undtager jeg naturligvis; han var jo ældre end jeg og førtes tidlig ved personlige Forbindelser ind i baade danske og norske Forholde. Sagen er den, at ingen af Signaturerne -- Snoilsky undtagen -- var store Digternaturer, men de var sande Digter- SIDE: 141 naturer hver og en af dem, saamange som vilde og kunde gjøre Fordring paa Digternavnet, og jeg anser det for en stor Ære at være solidarisk ansvarlig med dem for den Ind- flydelse, de har øvet i Sveriges unge Literatur; og turde jeg tro, at min Ledning virkelig var bestemmende for den Virk- somhed, denne Kreds udfoldede, vilde det give mig en betyde- ligere Plads i Sveriges Udvikling, end jeg nogensinde tør gjøre Fordring paa. Thi hvad Signaturerne gjorde, var ikke at "profetere bagefter", at "alt var godt"; tvertimod! deres hele Digtning indeholder en stille Protest mod de store Ords og de tomme, buldrende Frasers Poesi, deres Valgsprog var: Begynd sandt, om Du end maa begynde smaat: et lidet, helt følt Digt, der med Sandhed og Kjærlighed opfatter Naturen og gjengiver den, handler det saa end kun om en Dugdraabe, der speiler en Solstraale, er større end en 5 Akts Tragedie, eller et tyve Sanges Epos uden indre Sandhed og Varme, om det saa end er et glimrende Kunststykke, og om det saa handler om Fædrelandets helligste Kampe. Dette er vel nu en ubestridt Sandhed -- men det var dengang det, som behøvede at siges og paavises, i en Tid, da en kunst- færdig ydre Form og store Motiver spillede den første Rolle. Hvad Signaturerne førte den stille Kamp for, det, hvorved de forberedte den følgende Tids Bevægelse var, at de brød Klang- poesien og erstattede den med virkelig Følelse og Varme; vi fordrede, at Digtet skulde være ét Billede, istedetfor de mange Billeder, der dengang maatte til for at danne et Digt, vi for- drede én sand Følelse, istedetfor de mange Følelser, der dengang gjorde Poesien vammel. Vi skrev allerede da paa vor Fane det samme Ord, som siden i 20 Aar var Tidens Slagord: "Realisme", men ganske vist i en helt anden Betydning end Strindberg og Tiden efter ham. Signaturerne bragte efter Evne Sverige dengang, hvad det da behøvede -- om Strindberg siden har bragt det, hvad det nu behøver, turde maaske være ikke fuldt saa vist. Thi hvad Sverige da behøvede, var Sandhed, Simpelhed og Natur i Poesien, og sjelden har jeg SIDE: 142 følt saa dyb Agtelse for noget, som for den Maade, hvorpaa den svenske Ungdom, der kom til at danne "Signaturerne", modtog dette mit dristige Ord. Vistnok kom det, som man har seet, til skarpe Kampe, og jeg maatte for en Tid trække mig blødende ud af Striden -- men der var en Sandheds- kjærlighed og en Erkjendelse i den Maade, hvorpaa mine Ord blev mødte af denne Ungdomskreds, der i høieste Grad imponerede mig og gav mig en Høiagtelse for den svenske Nation, som jeg vil bevare til min Død. "Realisme" kaldte vi selv dengang vor literære Retning, og jeg vil hævde, at -- saa vanskelig end den nærmere Bestemmelse af dette Begreb er -- vor Opfatning af Begrebet var den rette. Hvad forstod vi da ved "Realisme" og hvad betegner dette Navn i Virkeligheden -- naar det modsættes Begreberne Idealisme paa den ene og Naturalisme paa den anden Side? Om "Realisme" siger Ernst v. der Recke i sin nylig udkomne fortræffelige Karakteristik af Carl Plougs Digtning: "Den moderne Kritiks sindssvage Brug af dette Ord, der har bragt det til at omfatte baade Naturalisme og Materialisme foruden al Slags bagvendt Romantik, Mystik og literært Svine- hold -- vækker fast Betænkelighed ved at bruge det paa dets rette Maade, for at betegne noget Bestemt; imidlertid eier Sproget intet andet Ord, som kan erstatte det. -- -- Realis- mens Hovedstræben er at naa det Skjønne gjennem det Sande, og ikke omvendt". Realisme, rigtig opfattet, er -- mener jeg -- den Kunst- retning, der i og gjennem en sand og inderlig Tilslutning til Naturen og Livet, som det er, søger at gjenvinde den Skjøn- hed, der er Naturens og Livets inderste Væsen. Thi det er en diger Løgn, og en Selvmodsigelse, at Livets inderste Væsen er Uskjønhed og Raahed, Forraadnelse og Brutalitet -- Livet maa i sit Væsen være skjønt, saasandt det er Liv og ikke Død. Og det er en ikke mindre diger Usandhed, at Livet, som det er, er idel Skjønhed og Idealitet. Saaledes ligger den SIDE: 143 Realisme, vi forkyndte, lige langt fra Idealisme og Romantik, som fra Naturalisme og Materialisme. "Kun den virkelige Verden Min Natur kan trives i, Og i Synet paa dens Færden Rummes al min Poesi", siger Carl Ploug -- der ogsaa ifølge v. d. Recke er en ægte Realist, -- og: Jag frestar ingen utöfver höfva Med lösa foster från drömmens hem, Jag sjungar endast, hvad jag fått pröfva Med mina sinnen de sunda fem" siger Snoilsky, Signaturernes mest repræsentative Digter. Herved skilte da den Realisme, Signaturerne prædikede, sig fra den moderne saakaldte Realisme, der rigtigst bør kaldes "Naturalisme". Vi gav Idealerne og Fantasien deres Ret i og under det Reale, noget, hvortil den moderne Udvikling først i den allersidste Tid synes at komme tilbage, og hvorved den holder paa at sprænge den krasse Naturalisme. Natur- alismen vil visselig betegne os som Idealister, men det maa erindres, at det netop var den ensidige Idealisme og Romantik, vi reagerede imod, og at vi derfor maatte betegne vor Retning som liggende midt imellem de to Poler -- altsaa som Realisme. Vi troede paa Idealerne bag Tingen; den moderne Realisme, der i Virkeligheden er Naturalisme, tror blot paa Naturen og intet andet. Vi troede paa, at der i alt gjemte sig en Spire til sandt og godt, og at det var Kjærlighed, at søge denne Spire overalt, opvise den i Digtet, værne om den, frede den og pleie den; og medens Ungdommen længe ikke forstod os ældre, kan vi meget vel forstaa Ungdommen og sympathisere med dens Kamp, fordi vi tror paa det gode ogsaa i den. Nu begynder ellers -- saavidt jeg kan se -- den yngste Ungdom ogsaa at forstaa, hvad vi gamle mente, da vi var unge. Det SIDE: 144 var denne lyse Tro, der prægede Signaturernes Skrifter, og for hvilken mere end en af dem levede og døde. Jeg vil fremfor alt erindre om Pontus Wikner, kjendt baade i Norge og i Sverige -- som den, der medens han endnu var ung og frisk, i sin Personlighed klarest speilede det bedste i Namn- løsa Sällskapets inderste Væsen. Men hvor bliver der af Strindbergs sensuelle og sexuelle Signaturer? Lad os høre, hvad han tillader sig at udtale om Namnlösa Sällskapets Kreds, som han vel at mærke, aldrig har staaet personligt nær, da han blev Student, efterat den var opløst. "Föröfrigt" siger S. "hur förhöll det sig med det rena i Signaturernas sinnen? Blomstrade icke den oanständiga anek- doten, besöktes icke bierstugorna, öfversattes icke Decamerone, utgafs icke "Geranier och Kakamoja" af Signaturerna?" For det første ved jeg nu aldrig, at Signaturerne troede sig at have forpagtet "Renheden" fremfor andre Mennesker; af nogen Farisæisme har jeg aldrig seet Spor hos dem. At "uanstændige Anekdoter" nu og da kunde fortælles i en saadan Ungdoms- kreds være det langt fra mig at benægte, men de udgjorde aldrig noget væsentligt Islet i Signaturernes Omgangstone, de "blomstrede" aldrig der. -- Har Strindberg aldrig læst Paul Martin Møllers fortræffelige Aforismer, og skulde han ikke give denne Forfatter Medhold, naar han siger: "En vellystig Marekats Tale er væmmelig, fordi man strax mærker, at al hans Digten og Tragten dreier sig om en og samme Pøl. Det er opirrende at høre et dorsk Hoved halv gabende at ville maskere sin Søvnighed og give sig Skin af Opvakthed ved nogle priapiske Termini. Men hvo kan forarges ved, at en dygtig Karl med aaben Interesse for alle kraftige Yttringer saavel af Alvor som af komisk Lune heller ikke forsmaar at gjøre Streiftog ind paa det Gebet, som ved den stærke Kon- trast mellem Menneskets to Naturer yder saa rigt Stof til Latterligheden?" Og mon den Kreds, hvor en Pontus Wikner, en Daniel Klockhoff, en Björck og en Östergren følte sig SIDE: 145 hjemme i en Række af Aar, skulde have ladet de uanstændige Anekdoter "blomstre" i sin Midte? "Besöktes icke bierstugorna?" Nei, høistærede Herre! saalænge jeg har været i Upsala har jeg kun en eneste Gang, før jeg vidste, hvilket Liv der førtes paa disse Steder, ladet mig føre ind paa en "Bierstuga" og der drukket et Glas Øl for saa strax atter at fjerne mig -- ved eller rettere efter Signaturernes Sammenkomster ved jeg aldrig at disse Steder besøgtes -- og skulde det være skeet til Tider, da jeg ikke var i Upsala, saa skal det ikke i mindste Maade forringe min gode Tro paa min ædle Kameratkreds' moralske Standpunkt; den har neppe besøgt disse Steder i anden Hensigt end jeg gjorde det den ene Gang, jeg satte min Fod der. Naturligvis var der vel i vor Kreds som i alle Kredse mere og mindre tilforladelige Naturer -- men Kredsen som Kreds staar ialfald hævet over alle Insinuationer af den Art. Og dette ufaktiske bebreider den Forfatter N. S., som selv med kynisk Aabenhed beretter, hvorledes han og hans Kamerater nogle Aar efter i det af dem dannede literære For- bund efter sine Sammenkomster "gick til flickor"! Tyv tror, at Hvermand stjæler! Udgivelsen af Eichhorns "Decamerone"- Oversættelse mødtes inden N. S. af meget delte Meninger og kan ikke skrives paa Signaturernes Regning, der -- med Und- tagelse af den stakkars Oversætter selv, der vist ikke vilde udgive sig for nogen Seraf -- intet Ansvar har for denne. "Geranier og Kakamoja" er et Navn, som her for første Gang møder mig -- jeg kjender aldeles ikke det Produkt, men jeg aner, fra hvis Pen det maa være udgaaet -- det er ialfald ikke som S. siger udgaaet fra Signaturerne, om det kan være forfattet af en af dem, uden at Signaturerne herfor kan gjøres solidariske -- der var i vor Kreds, som i alle Kredse, Folk af flere Slags, -- jeg vil selvfølgelig ikke udpege dem, men hævde, at de mindre gode Elementer beherskedes og holdtes nede af de gode og ikke omvendt, saalænge N. S. existerede. SIDE: 146 Der findes derhos et Par saa væmmelige Insinuationer hos Strindberg, at jeg ikke skulde ville berøre dem, hvis det ikke var fordi deres Forbigaaelse i Taushed kunde, naar jeg alligevel omtaler Strindbergs Bedømmelse af Signaturerne, lede til den Tro, at min Taushed var en Indrømmelse. Insinuationerne er saa ægte Strindbergske. Han siger: "Alla menskor äro väl sinnligt anlagda, men det ansågs då orent att visa sin sinnlighet, ock derför måsta den ha underjordiska aflopp. Snoilsky bröt med hyckleriet och sjöng ut, och Björck röjde sig äfven, när han berättar, huru han kysste den minderåriga på hemfärden i vagnen. Det var icke barnet, han kysste, det var flickan och flickan i byxholkar. Det skulle Hans Jægers ovänner säkert ha funnit orent, bråd- moget eller något ännu värre. Desutom har man traditioner från signaturernas tid, som ge vid handen, att den mest serafiske af alla serafskalderna fört ett stormigt lif, och att änglavingarne först växte ut, när bockfällen tappat håren." Enhver, der har kjendt den ærlige og barnlige, aabne og brave Ernst Bjørck, som nu i et Fjerdedels Aarhundrede har hvilet i den Grav, som røvede os saa store og lyse Løfters Opfyldelse, maa harmes og protestere ved at se ham nævnt i samme Aandedræt, som den Christiania-Kynismens Apostel, han her sammenstilles med. De "Traditioner fra Signaturernes Tid", som S. har hørt i Upsala er ikke blot Sladderhistorier, men løgnagtige Sladderhistorier. Nei -- Strindbergs Billede af Ernst Björck har ikke den fjerneste Lighed med den unge, barnlige, naive Digter, hvis Minde er for vel bevaret hos alle, som kjendte ham, til at han skulde behøve noget videre Forsvar. Man maa have Ret til med Indignation at afvise slige Gemenheder, selv om man aldrig saa meget kan indrømme, at hverken den ene eller den anden af de Digtere, der tilhørte Signaturernes Kreds stod absolut ren, hvad de ikke nogensinde hverken i Digt eller Liv har prætenteret at gjøre. Men har de feilet, saa har de ialfald skammet sig over sine Feil; thi det eneste sande SIDE: 147 Strindberg anfører er, at det "ansågs då orent att visa sin sinnlighet" -- og det gjør det endnu blandt hæderligt Folk, der ikke som de norske og svenske Bohêmer stoltsere over sin Mangel paa sædelig Følelse og ophøie denne Mangel til Livsprincip. Men jeg har forlænge opholdt mig ved Strindberg. Det er paa Tide at fortsætte Skildringen af Aanden i dette Selskab, der har influeret saa betydningsfuldt paa saa mange fremragende svenske Mænd. Skal jeg nu med ét eneste Ord betegne, hvad der fremfor alt fængslede mig hos den Kreds af unge Mænd, vi nu kjende under Navnet "Signaturerne", saa var det dette, at der iblandt dem fandtes saamange harmoniske Naturer. Der var i denne Kreds en underlig betagende Forening af mandigt Alvor og ungdommelig Livsglæde, skjøndt hos nogle den ene, hos andre den anden af disse to Sider var fremherskende. Naar man vil fastholde dette, kunde man maaske dele Signaturernes Samfund i to Klasser, en hvori et vist digterisk-melankolsk Temperament med religiøs Baggrund var fremtrædende, og en anden, hvori ungdommelig energisk Livskraft og Livsglæde var Kjernepunktet. Til den første Retning vilde jeg da henføre: Pontus Wikner, Ernst Bjørck, Daniel Klockhoff, Carl David af Wirsén, Östergren, P. Aug. Goedeke, Engberg og Carl von Bergen; til den anden Carl Nyblom, Hans Forssell, Pelle Ödman, Carl Snoilsky og Svedbom; men hvor forenet begge Sider var hos flere af disse Naturer, viser t. Ex. Ödman, der jo er en dybt alvorlig Natur, midt i al sin muntre Sangerglæde, eller Klockhoff, der med sit af Naturen melankolske Temperament forenede en alt beseirende Energi, der først blev brudt af Døden, eller Snoilsky, hvis Ungdoms Livsglæde er saa gjennemvævet med Melankoli, at man kan være i Tvivl, om han er Melankoliker eller Sang- viniker. Begge disse Sider satte sit Præg paa Signaturernes lite- rære Produktion. Næsten alle de, der tilhørte den første Retning, var derhos stærkt paavirkede af Bostrøms Filosofi, SIDE: 149 skjønt Kritik over Systemet, som man kan forstaa, ikke savnedes i en Kreds, hvor Mænd som -- for kun at nævne to -- Wikner og Forssell var med. Jeg kan ikke undlade som en Sidebemærkning at erindre om, at saamange af dem var usædvanlig smukke unge Menne- sker. Naar jeg ser dem for mig i Erindringen: Wikner med de dybe, talende Øine og den fintskaarne Mund, Nyblom, en ægte Ungdomstype, Klockhoff med den rene, ædle Profil, Forssell, der af Maleren Winge kunde benyttes som Model for Thor, der knuser Jætterne, Snoilsky med de fine, aristo- kratiske Træk, Wirsén med de brændende, klare Øine, Stjern- stedt med det noble, fine Ansigt, Ødman, en Type for en ægte upsalensisk Student -- saa maa jeg ogsaa glæde mig over hvilket smukt Regiment dette Ungdommens Elitekorps var, hvis Fører jeg en Tid kunde rose mig af at være, da jeg indtil jeg reiste til Italien var Selskabets Præses. Hvad der i hine Aar beskjæftigede baade mig og mange andre inden Kredsen livligt, ledede vore litterære Studiers Ret- ning og bevægede vort hele Væsen, om vi end da -- saalidt som nu -- naaede frem til fuld Klarhed eller tilfredsstillende Besvarelse -- var Spørgsmaalet om Kunstens Forhold til det personlige Liv, Kunstnerens Forhold til sin egen Livsførelse og Kunstværkets Forhold til Sandheden. Jeg mener hermed naturligvis ikke: til den ydre Virkelighed, dette som nu længe har været Dagens Løsen, naar der tales om "Sandhed i Kunsten", hvad der i Grunden er et overfladisk Udtryk, saalænge dermed kun menes Kunstverkets ydre Overensstemmelse med Virkelig- heden. Bag al Kunst og al Digtning søgte vi Sandhed, sand Personlighed, i alt vort Arbeide organisk og harmonisk Ud- vikling. Jo klarere og større Personligheden nedlagde sin Kjærlighed til Livet og Mennesket -- den guddommelige Side af sit Væsen -- i sit Verk, desto kjærere var dette os. -- I Kunsten var Livsværdi uden Kunstværdi os visselig intet men Kunstværdi uden Livsværdi var os ikke mere; thi da vi nu engang lever i Livets og ikke i Kunstens Atmosfære, for- SIDE: 150 drede vi begge forenede i Kunstværket: vi fordrede Stemplet af en Sjæl og det af en stor og ædel Sjæl i Kunsten, ikke blot Experimenter, være sig med Rim og Rhytmer eller med Farver. Virtuositeten, der for mange er næsten Alt, var os næsten Intet. Vi var derfor alle -- og er vist for de flestes Vedkom- mende forbleven hvad vi var -- bestemte og absolute Mod- standere af dette "L'art pour l'art", der siden længe blev Dagens Løsen, og af hele vor Kraft troede vi og tror endnu paa, at dette Løsen kun er en Døgnchimære, men at Frem- tiden tilhører vort Feltraab: "L'art pour la vie!" Saasandt intet, der har Sandhed i sig, er til for sin egen Skyld, men for at danne et levende Led i den Menneskehedens store Udviklingskjæde, der om end gjennem stadige Feilgreb fører os fremad fra Sandhed til Sandhed, -- saasandt havde vi en dyb Væmmelse for Klangpoesiens og Kaleidoskopmaleriets gourmandistiske L'art pour l'art, der vil gjøre Kunsten, Fanta- siens og Naturens ædle Datter, til en menneskeskabt Homun- culus, der staar uden Forbindelse med andet end med Kunst- nerens Sans for fine Farvevirkninger i Ord eller paa Lærred -- som om ikke Farveglæden og Formsansen netop hvilede paa vor Glæde over og vor Sans for Livet selv -- L'art pour l'art er en hul Løgn, der ikke har og ikke kan have Liv i sig. Man vil her ogsaa have Nøglen til den ringe Interesse, den naturalistiske Retning, der beherskede 8O-Aarenes Kunst har kunnet afvinde os, der dengang tilhørte denne Kreds. Vi har selvfølgelig glædet os over de store Fremskridt i formel Evne, i stemningsfuld Gjengivelse af det sete og følte hos de yngre Digtere, i Gjengivelsen af Lys og Luft hos den yngre Billedkunst; vi har med Glæde seet Billedkunsten slaa Rod i Hjemmet, baade i Norge og i Sverige, hvorhen vi saa ofte havde ønsket den for at befrugte Folkenes Liv, men vi ser i hine Fremskridt ogsaa en Fare for Udhulning af Kunst- ens indre Kjerne, og vi ser i det høieste heri et Middel i SIDE: 151 den mægtige Udviklings Haand, der fører os fremad, ikke ad en ret Linie, men gjennem modsatte Pendelsvingningers Udslag, et Middel til at supplere, hvad den foregaaende Tid manglede; den næstforegaaende Tids usande Idealisme maatte føre til en ligesaa usand Naturalisme, for at Tiden saa, naar den er moden dertil, kan gjenoptage hele det store, fantasirige, realitets- fyldte Liv, der dæmrede for os i vor Ungdom og visselig engang tør blive det, der vil skabe en ny Tids Kunst, naar Modsætningerne er bleve forsonede. Vi var uforbederlige Optimister, fordi vi troede paa en for- nuftig Verdensorden. Om vi gaar en saadan Seierens Tid imøde -- direkte -- er vist mere end tvivlsomt -- at den vil komme er utvivlsomt, saasandt der er en fornuftig Mening i hele Verdensudviklingen -- d. v. s. saasandt der er et ledende Princip i den store Proces, der fører det hele Verdensalt, Aandens Verden som Legemverdenen, fremad i en organisk Livsudvikling til høiere og høiere Former: en Renaissance vil komme da, naar Tiden som mest behøver den og er moden for den, men ikke før, og aldeles ikke hvergang en ny Retning raaber: Nu kommer vi med Renaissancen! Paa en Udvikling, paa en "Naturens Lov i Aandens Verden" troede vi alle, og vi vil tro derpaa til vor sidste Stund, trods alt hvad vore nymodens store og smaa Profeter udtaler om, at "Kunsten er som et Glas ædel Vin" og om at "Kunsten kun er til for Kunstnerne" -- ja, vist er Kunsten et Glas ædel Vin, men ædel -- ikke fordi den kildrer Ganen, men fordi den styrker det hele Legeme, og fordi denne Styrke tilkjendegiver sig ogsaa i Vinens ædle Smag, -- ja vist er Kunsten blot for Kunstnerne, men kun fordi der bor noget af en Kunstner i hver eneste Menneskesjæl, der har faaet Trang til at skabe sig et Billede af Verden og Livet i deres Flugt mod den evige Kjærlighed. Hovedspørgsmaalet ved al Literatur og al Kunst var efter vor Mening til syvende og sidst: har den bidraget til at fremme det sandes og godes Væxt blandt os? har den ført SIDE: 152 Menneskene nærmere den sande Livslykke ved at berige deres Skjønhedssans, deres Intelligens og deres ethiske Liv? Er man blot Kunstforstandig da, naar man ser Kunstens høieste Maal i Kunsten selv, da var vi ikke kunstforstandig og beder Gud bevare os for nogensinde at blive det, men ser man Æsthetikerens nærmeste Maal i den kunstneriske Betragtning af Kunstværket, hvorigjennem han hæver sig til at se det i Lys af Livets høieste Interesser, hæver sig til hellig Glæde eller Harme over Værket og den Personlighed, hvis Udtryk det er, alt eftersom det staar i det godes eller det slettes Tjeneste, da vil vi bede om en liden Plads i Kredsen, vi med. Ja -- "det gode og det slette" vil man sige -- "disse rent uæsthetiske Kategorier! Hvem siger os, hvad der er godt og slet, hvad der er sandt og falskt?" Til syvende og sidst: Samvittigheden. Den kan dæmpes ned af en hel Tidsalder, som af den enkelte; men vær sikker paa, at den vil vaagne hos Tiden som hos den enkelte med hele den reagerende Spænding, som ethvert ufordærvet Menneske kjender fra sit eget Indre. Og vaagner den ikke -- saa tant pis -- da gaar en saadan Tid tilgrunde, opløst og spaltet i lutter egoistiske Partikularismer, der negere hverandre "hinsides godt og ondt". "Sandt" er ikke, hvad en hel Tid i Løbet af 10 à 20 Aar er blevea enig om at kalde saa -- sandt er, hvad der dybest i en Personlighed vækker Liv og Alvor og hellig Glæde som det godes og det skjønnes intellektuelle Correlat. "Tidens" saakaldte Sandheder derimod -- ja de skifte hvert 10de eller 20de Aar. Hvad vi tænkte og følte i 60-Aarene, det staar vi nu i Slægtens Spiralgang atter ligeover, naar nu Striden atter staar om Kunstens Forhold til det ethiske, medens vi længe har været over paa den modsatte Side deraf. Man er kommen tilbage til det, der interesserede os for tretti Aar siden, men beriget med en dyrt vunden og smertelig Erfaring [fotnotemerke] . Fotnote: De sidste Dage har bragt os et mærkeligt Exempel derpaa i den lille Bog af Johannes Jørgensen om "Livsløgn og Livssandhed". SIDE: 153 Derfor er det "at følge med sin Tid", at "være moderne", i den Betydning, hvori det almindelig tages, en høist betænkelig Dyd, der væsentlig tilhører de smaa Naturer, ganske ligesom det at "være moderne" i Dameverdenen ikke netop betegner de ægteste, sandeste Kvinder. De, der virkelig fører Tiden fremad, følge -- naturligvis -- ikke med Tiden, men følge alene sin Overbevisning, der umulig kan gjøre alle Tidens og Modens selvmodsigende Svingninger med -- idag være Idealist, imorgen Naturalist, iovermorgen Symbolist o. s. v. -- Men dette stille Arbeide for ens Overbevisning, det skaffer ganske vist vanskelig sin Dyrker noget glimrende Navn. Derfor er det meget rigtigt af dem, for hvem det at vinde et Navn er alt, at de "følger med Tiden" -- for dem derimod, hvem det at bevare sin Personlighed hel og ren er alt, at de følger sin Overbevisning, lærende af Tiden uden at følge alle dens Sving- ninger. Saa har ialfald Signaturernes Mænd ment ud igjen- nem Livet. Larmen har længe overdøvet vor Røst. Men mon der ikke nu skulde blive Ørenslyd at faa for vor Ungdoms Tanke, at Kunsten har en større Opgave end blot at gjengive Naturen? Thi hvad siger vore yngste Naturalister til Forklaring af sin Opgave? De gjentager den samme Sætning, vi, der nu er gamle, udtalte, da vi var unge, men anderledes akcentueret og betinget. Den er saa sand, som den er sagt, denne de yngstes med vor stemmende Tale: "Ja, vistnok er vor Stræben efter at nærme os Naturen i kjærlig Opfatning en beskeden Opgave, men i den er der Sandhed; thi vi forstaar vor Be- grænsning." -- -- Er det ikke, som om man hørte "Signa- turerne" tale? Men man erindre vel, at vi troede at have den Pligt at forstaa vor Begrænsning, fordi vi troede at have den Pligt at udvide vor Begrænsning, at erobre os nye Felter, at skride fremad til større og større Syner og Opgaver, og de sidste Dage giver os jo et lyst Haab om, at ogsaa vor Tids Ungdom har forstaaet dette; og det vilde jo ogsaa være en daarlig Ungdom, som spærrede sig inde i Naturalismens Baas, SIDE: 154 medens "ringsumher ist frische, grüne Weide", som det rigtig- nok koster Anstrengelse og Farer at tilegne sig, fordi det er nye og store Opgaver, der fordrer Løsning. Vi skal nærme os Naturen for at lære at forstaa Aanden i Naturen. Men Løsningen ligger ikke i Individualismen, dette Tidens yngste Kjælebarn, men i Forstaaelsen af Personlighedens Betyd- ning i Kunsten. Af hvad ovenfor er sagt, vil man ogsaa forstaa, at netop idet vi holdt Personligheden høit, var vi alt andet end Individualister; thi vi hyldede kun det ædle, store Individ, Personligheden, ikke det tilfældige -- ikke Individet som saadant. Naar vore krasse Naturalister nu ikke længer kan forsvare sit Standpunkt ud fra et fornuftigt Ræsonnement, flyver de ind i en anden Gade, skaber sig et nyt Slagord og siger: enhver Genre er god, som er ny og individuel; men dertil svarede vi, at det beror paa, om det nye, har Indhold nok, om det individuelle har Personlighed nok til at burde vinde Opmærk- somhed, om den er betydelig og sand. Men nutildags kræver enhver Pjalt at høres og sees i Kraft af, at han er et Individ, uden at der spørges, om han er et interessant, indholdsfyldt og sandhedsfyldt Individ, en Personlighed eller et tomt, betyd- ningsløst, løgnagtig Individ. Det gjælder nu for den modtagende Almenhed at veie Aanderne, at skjelne mellem Individer og Personligheder. Thi kun de faa store Individer har Ret til at være Individualister, ligesom kun de faa store Tænkere har Ret til at være Fritænkere; de smaa Individualister, der sammensætter sine nye Sandheder af gamle, er ligesaa latterlige som de smaa Fritænkere, der ikke har tænkt én fri Tanke, men enten vrøvler eller ubevidst plagierer andre og saa indbilder sig, at det er sin egen "frie" Tanke, de forkynder. Hvorfor lader vi os imponere af disse moderne Para- doxer, blot fordi de fremstilles med en fræk Mine og med Fordring paa at være Sandhed? Undersøger vi dem, vil vi SIDE: 155 for det meste se, at de er hule og uægte, sammensatte af gamle Sandheder, der er stillet paa Hovedet. Under mit lange Romerliv saa jeg ofte antike Mynter med Keiser Augusts Portræt paa den ene Side og Gudinden Roma paa den anden, jeg saa ofte Mynter med Claudius Portræt paa den ene Side og et Tempel paa den anden -- de solgtes for en billig Penge; men en Dag dukkede der op en Mynt med Augusts Portræt paa den ene Side og Claudius Tempel paa den anden, og den betaltes med 100 Scudi; thi den var et unicum, den var ny paa Markedet, den vakte en umaadelig Opsigt, og da der dukkede flere op, sloges Publikum om dem indtil en Kjender opdagede en fin Linie i Afskjæringen, der viste ham, at Mynten var en fræk moderne Sammen- sætning af en gammel Claudiusmynts Revers og en gammel Augustusmynts Avers, der var loddede sammen i vor Tid. Ganske paa samme Maade med saa meget af det, der nu kalder sig nyt og aandfuldt, og som Verden løber efter, fordi alene det Nye, det Unike, det Nochniedagewesene har Værd for Tidens jagende Sans, og har Værd som saadant, ganske uden videre. Giver man sig Tid til at under- søge en saadan Sandhed, vil man for det meste opdage en fin Sprække i Afskjæringen; den er en falsk Mynt, sammen- sat af en Forsætning, der har tilhørt en ægte Sandhed, og en Eftersætning, der har tilhørt en anden ægte Sandhed, men som forbunden med hinanden giver noget aldeles Nyt, -- men rigtignok noget aldeles galt, noget ganske uægte; men Verden priser det nye ved Sætningen og spørger ikke efter Ægt- heden, og Galskaberne fortætter sig til et alment stupid Vanvid. Individualismen quand même's Sandhed er en Sandhed af denne Art. Individualismen quand même, der jo er "Tidens" yngste og mest elskede Barn, er i det Hele taget ikke en Løsning, men en Overhugning af Livets gordiske Knude og Særkjende for en Række marvløse, udygtige, nervøse, syge Individer. Man SIDE: 156 giver sig ikke Tid til eller har ikke Evne til som sande Per- sonligheder at være med paa at løse Livets Knude i Arbeide og Forsagelse; det er saa altfor tungt Arbeide for det egoist- iske Menneskebarn, for det Heles Skyld at indordne sig i deres Rækker, der udfører det stille og ubemærkede og vist- nok utaknemmelige Arbeide for virkeligt Fremskridt i Labora- torier og Arbeidskamre; derimod er det saa inderlig let at gjøre sig bemærket og interessant ved at kalde sig individualistisk Digter, at hugge Knuden over, ved at sidde paa en Kafé ved sin Pjolter og sige sig løs fra det Hele og erklære: jeg er et Overmenneske, et Individ for mig og har mine egne Love, det vil nærmere beseet sige: Jeg er en Vanbi, som vil nyde godt af Samfundets Orden og øvrige Fordele; men naar man kræver, at jeg skal arbeide, opofre noget af min Bekvemme- lighed for det, siger jeg: Nei -- jeg er Individualist, Over- menneske, Vanbi. Men Vanbier har vi nok af før -- ogsaa indenfor Samfundet. Nei, intet er saa godtkjøbs som Indivi- dualisme, Anarkisme og Nietzsche'ske Overmennesker; -- thi de stiller ingen Fordringer til Dygtighed hos Personen! enhver Døgenigt, der ikke har Lyst til at arbeide, erklærer sig for et Overmenneske; man kan gaa ind i denne Kategori saa nøgen for Kundskab og Karakter, som man gaar ind i en Elevator for at komme til Tops, medens man lader de andre arbeide sig op ad Trapperne -- et Par Bravader og Floskler gjør alt. Intet fordrer derimod saamange personlige Ofre som Samfunds- arbeidet; derfor vil Individualismen faa utallige Tilhængere, det ordnede Samfund faa Arbeidere, der saa skal arbeide for de andre med, og det vil de trolig gjøre, indtil de bringer Seiren hjem; thi bag deres trofaste, opofrende Arbeide staar en større Magt, for hvilken Talmajestæten intet gjælder -- slaar vi engang nemlig Visiret op i den store Kamp, vil man bag Individualismen se Egoismens grinende Mefistoansigt, bag Kampen for organisk Liv og Udvikling se det sorgfulde, men kjærlighedsrige Aasyn fra Golgatha: Individualisme og or- ganisk Samfundsudvikling er, naar Maskerne kastes: Egoisme SIDE: 157 og Altruisme -- Had og Kjærlighed -- Nirwana og ægte Kristendom. Selvfølgelig er ikke mine Venner ansvarlige for min Opfatning; men saaledes omtrent har jeg for min Del opfattet hvad der har dannet Kjærnen i Signaturernes Kunst- og Livs- betragtning. Det er naturligvis ikke min Mening, naar jeg ovenfor med en af Strindbergs uretfærdige Anfald dikteret Harme har søgt i varme Farver at skildre de Anskuelser, der i Virkelig- heden rørte sig i vor Kreds, dermed at ville sige, at vi har gjennemført disse Anskuelser i Digtning og Liv, end mindre, at vi har ført dem frem til Seier; jeg har ikke villet paa fariseisk Maade stille Vennekredsen op paa en Piedestal. Livet lærte hurtigt nok os alle, at vi var unge og umodne Mennesker, og dertil ret svage, ufuldkomne Mennesker, lærte dem af os, der maatte lære det, hurtigt at slaa af paa For- dringerne om at spille nogen fremtrædende Rolle i Tidens Udvikling; -- den gik jo snart ind i ganske andre Spor end de, vi havde udtænkt den, og spurgte os slet ikke om Lov. De bedste af os tog kanske Døden, -- de fleste blev staaende i et beskedent, skjønt hæderligt Niveau, -- nogle kom derimod til at fæste sit Navn dybere i Tidens Kulturliv. Og skulde jeg ovenfor have seet partisk paa et eller andet i disse Forhold, saa maa man tilgive mig og erindre, at min Ungdoms hele brændende Kjærlighed knytter mig til Erindringen om denne Krans af Venner, at jeg personligt har holdt af hver enkelt, og at jeg vel derfor let har kunnet komme til at male med for stærke Farver baade i hvad jeg har skrevet og i hvad jeg nu vil skrive; thi jeg kan ikke forlade denne mig saa kjære Kreds uden at forsøge at udkaste et Par skiz- zerede Billeder af nogle af dens mest fremtrædende Person- SIDE: 158 ligheder -- og hvem blandt alle dem, jeg færdedes sammen med ved Fyrisstranden og i N. S., hvem skulde jeg vel heller begynde med end med ham, der kom til at staa mig nærmest af alle de kjære, idet vi efterat have været skilte i mange Aar, atter mødtes som Kolleger og Kamerater i Egenskab af Professorer ved vort Universitet -- med min uforglemmelige Carl Pontus Wikner. Jeg tør ubetinget sige, at blandt Mænd har jeg aldrig kjendt en ædlere, renere Personlighed end Wikners -- det var som om han omgaves af en Atmosfære af Renhed, en Glorie af Lys, hvori selv det Urene maatte lutres, og det Mørke blive klart. Hvor tydeligt han staar for mig den første Gang jeg mødte ham i hele hans Ung- doms Herlighed, inden Sygdom og Modgang havde trykt sit Stempel paa ham: jeg glemte at se paa noget andet -- paa den rene, frie Pande, paa den udtryksfulde, fine Mund, paa de smukke ædle Ansigtsformer -- fordi hans milde og dybe Øine optog mig helt: der var i dette Blik en Forening af Alvor og Kjærlighed, af Skjælmeri og Frombed, af Fred og indre Styrke, af Blyhed og Manddom, som jeg neppe har seet hos noget andet Menneske. Hvor hører jeg endnu ofte i stille, ensomme Timer denne dæmpede, melodiske Stemme, der -- selv om han spøgte, hvad han saa gjerne gjorde, aldrig udtalte noget, hvori der ikke sprudlede en Straale fra Sandhedens og Kjærlig- hedens eget Væld. Og er der noget, jeg er stolt af i Verden, saa er det af Pontus Wikners inderlige Venskab, som han bevarede for mig til sin Død; thi det er en god Følelse at vide, at et godt Menneske har havt en kjær. Udgaaet af tarvelige, ja fattige Kaar var hans Ungdom en stille, indre Kamp for at vinde frem til Sandhedserkjendelse, en Kamp, der endte i den lyseste Seier, men som kostede ham mange bitre SIDE: 159 Aar, ja vel -- paa en Maade seet -- kostede ham selve Livet, i sin uudslukkelige Tørst efter Sandhed. Hans store Lærer, Bostrøm havde jo om denne ædle og klare Tænker udtalt, at det var ham, som skulde optage hans Eliaskaabe, og en stor Fremtid syntes derfor at vente ham ved Universitetet som Bostrøms Efterfølger; men den ærlige Sandhedssøger betænkte sig ikke et Øieblik paa at forsage en glimrende Fremtid, da han først følte, at han maatte naa baade dybere og høiere end den Bostrømske Filosofi kunde føre ham. Der var en, som var blevet ham uendelig meget mere end selv den Lærer han elskede saa høit -- og for denne ene ofrede han glad sin lyse Bane, for at kunne fremtræde frit for ham og fremsætte sine "Tanker og Spørgsmaal for Menneskets Søns Aasyn." Allerede i hans allerførste Digte fremglimter denne Kjærlighed og denne Trang til Lys og Renhed -- saaledes i det mærke- lige Digt "Mig tørster" i "Isblomman" hvor han udtaler sin uudslukkelige Sandhedstørst i gribende Strofer og mener, at den alene kan stilles ved ham, der har personliggjort selve Sandheden -- og i det i samme Samling optagne Digt "Regnbuen", hvor han tager Afsked med Digtningen, idet han sammenligner Regnbuens brudte Farver med Kunsten, men Filosofien med det rene farveløse Lys og slutter med det dybt vemodige: "Förnuft -- det är ljus; men det målar icke." Han anede vistnok allerede dengang, hvormegen Strid hans Sandhedssøgen vilde bringe ham, og hvormeget han gav Afkald paa ved at nedlægge Lyren. I vor Kreds var Wikner stille og tilbageholden, og en flygtig Betragter skulde ofte troet, at hans Sjæl var langt borte fra Omgivelsen, indtil pludselig en aandfuld Bemærk- ning eller et humoristisk Lynglimt fra hans Mund viste, at han ikke blot var med, men var helt forrest i Tankearbeidet eller Tankelegen, og medens han selv ofte beskedent ytrede, at SIDE: 160 han kun modtog og intet gav i Kredsen, er det dog sikkert, at stundom hans faa Ord -- jeg taler af egen Erfaring -- havde en afgjørende Betydning for Livet for mere end en iblandt os. Men ikke mindre elskværdig var hans Spøg, ikke mindre godlidende hans milde Skjæmt. Jeg erindrer et Skjælm- stykke fra hans Studenteraar, som jeg ikke tør forbigaa. En af hans Kamerater, der stundom forsøgte sig som Poet -- det gjorde jo paa den Tid næsten alle Upsalastudenter, med en Smule Hoved -- sad en Dag i Wikners Værelse og vuggede i Gyngestolen foran hans Skrivebord, medens Wikner selv var beskjæftiget med et eller andet Arbeide henne ved Bogreolen, Vennen skulde vente, til han blev færdig. For at have noget at fordrive Tiden med, dyppede han Pennen, som laa paa Wikners Skrivebord, tog et Ark Papir og skrev en Sonnet paa Papiret. Men da den var færdig, behagede den ham ikke, han rev Papiret i smaa Stykker og kastede det i Papirkurven. Wikner lod som om han intet mærkede. Men da Vennen var gaaet, gik han hen til Papirkurven, sam- lede Stykkerne, satte dem forsigtig sammen -- og ganske rigtig -- der stod den "begaaede" Sonnet hel og holden. At tage en Afskrift var et Øiebliks Sag, og med denne begav Wikner sig til Hansellis Trykkeri, hvor han var vel kjendt, tog den nyeste udkomne poetiske Kalender, skar ud et Blad af den og lod Sætteren paa et Stykke Trykpapir af samme Format trykke Sonnetten og forsyne den med det tilsvarende Pagina i Bogen, hvorpaa Bladet omhyggeligt klistredes ind. Næste Eftermiddag besøgte Wikner sin Ven, da Boghandlerbudet bragte den nyeste poetiske Kalender. Vennen bladede i den og fik da ogsaa Øie paa Sonnetten. Da gik det rundt for ham. Længe sad han aldeles stum -- men pludselig for han op og en Strøm af Ord vidnede om den Forvirring, hvori hans Tankeevne surrede som en Flue i et Spindelvæv: "Hvad i al Verden er dette? Jeg skulde jo kjende hver Linie af denne Sonnet! Det er jo mine Tanker -- Ord for Ord! Ja -- jeg forsikrer paa mine Ære -- jeg har skrevet det samme SIDE: 161 Ord for Ord -- skjønt intet dødeligt Øie har læst det -- og nu kommer en anden og tænker og skriver nøiagtig det samme. Er det en Drøm? En Hallucination? Eller er jeg bleven gal? Det er det mærkværdigste Fænomen, jeg har op- levet! Nei -- nei -- jeg lyver ikke -- det var paa dit eget Værelse jeg skrev det -- men inden nogen havde læst det, blev det revet i smaa Stykker -- og nu, her ligger det hele foran mig, skrevet af en anden! Har det været en Remini- scens hos mig af noget tidligere læst? Men denne Bog er jo ganske ny!" o. s. v. Wikner nød af inderste Sjæl alle hans Fortvivlede Forsøg paa at forklare det mystiske Fænomen, ind- til Latteren endelig brød frem, fuld og lødig, denne milde, klingende Latter, som hans Venner husker saa godt -- og Sandheden kom for Dagen. Men alt klarere og klarere løftedes hans Blik mod det Evige -- alt større og større voxte sig hans Personlighed, og medens han paa Grund af sit Frafald fra den rettroende Bostrømianisme aldrig i Upsala kom ud over en Skolelærers tarvelige og en Docents lønløse Stilling, har der dog vist neppe nogensinde været en Universitetslærer i Upsala, der i den Grad var sine Disciples og yngre Kameraters Ven, deres Forbillede i Liv og Lære, Gjenstanden for deres inderlige Beundring og Kjærlighed som Pontus Wikner -- maaske selve Geijer ikke undtagen. Hvilke uforglemmelige Timer har jeg ikke tilbragt i hans Selskab under fire Øine. Hvor har han ikke -- baade ved sin Tale og især ved sin Personlighed -- klaret ogsaa mit Blik for det, jeg nu anser for mit Livs dyrebareste Eiendom -- for den evige Sandhed, der bag al den menneskelige Ufuldkommenhed, der har klæbet sig fast ved den og for- mørket den, viste sig for den klartskuende Tænker i den kristne Tro, som vor Tid er saa sikker paa at have over- vundet. Den har havt faa bedre Vidner om sin Sandhed og Kraft end en Personlighed som Wikners. Man har fra theo- logisk Hold kaldet Wikner en Fritænker; ja han var en fri SIDE: 162 Tænker af den rette Art. Man kan være en fri Tænker som Georg Brandes og standse i det irreligiøse, og man kan være en fri Tænker som Viktor Rydberg og Wikner og standse i det religiøse. Atheisterne har ikke Patent paa den frie Tanke. Platos Opfatning af Filosofiens Opgave, at den skal være en Stræben efter ikke blot i Viden, men ogsaa i Handling at virkeliggjøre det, som har evig Gyldighed, at den altsaa skal være menneskeligt Liv i dettes høieste Potens -- denne Op- fatning, der stemte saa vel med N. S. Brødrenes Opfatning ogsaa af Poesien, og som i Grunden gjør Filosofien til ét med Religionen -- dette var Wikners filosofiske Udgangs- punkt. Filosofiens Virkekreds og Synspunkter har vistnok i mange Stykker forandret sig i vor Tid; Naturvidenskaben har vundet nye og epokegjørende Resultater, men overfor det store Spørgsmaal staar den dog lige stum. Materialismen, der en Tid bredte sig i Høisædet, kunde intet lære os om Altets Ophav, og Agnostiken, der synes at have afløst den, lægger resigneret Fingeren paa Munden, og den Erkjendelse vinder mere og mere Indpas, at vi staar overfor et Mysterium, som Videnskaben aldrig kan indlade sig paa, og at hvor dens Region ophører, der begynder Religionens. Men da maa det ogsaa være en Religion af Liv og Aand -- som Kristendom- men er, naar den ikke fordunkles af Menneskepaafund. En saadan levende, aandfuld Kristendom var Wikners Filosofi. Han har lært sine Venner hvad det er, ikke blot at forstaa, men at leve sig ind i Forsoningens, for den, der ikke vil leve sig ind i den, ufattelige Hemmelighed, da han ud af sin Personlighed gav os et nyt Syn paa denne. Thi hans filosofiske Opfatning af Kristendommens Grund- sandheder var ligesaa dyb som original; jeg skal derfor for- søge efter Evne og med fremmed Hjælp at redegjøre for den i største Korthed. Wikner mente, at den Maade, hvorpaa Forsoningslæren fremstilles, i mange Maader fordunkler dens Væsen. Hvad vil det sige, at Kristus er straffet for vore Overtrædelser? Da enhver Personlighed har sin bestemte SIDE: 163 særlige Opgave i Verdensudviklingen, kan det ikke være lige- gyldigt, hvo der opfylder og løser Opgaven, og hvo der lider den i og med det Onde med indre Nødvendighed følgende Straf for Overtrædelsen, og Ordet om Kristi stedfortrædende Lidelse og Død, kan derfor ikke forstaaes krast saaledes, at for den Synd, som jeg begaar, straffes han -- baade Personlighedens Væsen og Straffens Væsen gjør, at den ene Person ikke kan straffes istedetfor den anden; derimod faar den Sandhed, at Kristus har lidt Forsoningsdøden for os sin dybe Mening deri, at Kristus, han, den absolut Rene, i sit Jordliv traadte i Berørelse med det Onde, som er i Verden, og derved led uendeligt, "Straffen laa paa ham, at vi skulle have Fred". Hans ydre Lidelse havde sit Høidepunkt i hans Kval og Død paa Korset, hans indre Lidelse bestod deri, at al den Usandhed, der findes i Verden, ikke blot blev fornum- met af ham i hele dens skjærende Strid mod hans Væsen, men ogsaa stillede sig overfor ham som Fristelse, der for hans hellige Sind indebar en uendelig Lidelse. Denne Lidel- ses Kulmination var det Øieblik, da Kristus paa Korset ud- raabte sit: "Min Gud, min Gud, hvi har du forladt mig!", at han for et Øieblik virkelig troede sig forladt af Gud, mis- trøstede om, tvivlede paa sin Messiaskaldelse. Men denne Fristelse, den forfærdeligste, der kan tænkes -- den over- vandt han. Den havde blot berørt hans ræsonnerende Tænke- kraft, i det han for et Øieblik ligesom tog feil af sig selv og sit eget Forhold til Gud; men den havde ikke naaet hans Villie; thi allerede deraf, at han siger "min Gud," fremgaar det, at han med sin personlige Villie holdt fast ved Gud, skjønt han troede sig forladt af ham. Kristus bar al den Syndens Forbandelse, som ikke forudsætter en syndig Villie hos selve den Person, der rammes af Forbandelsen. Men da Synden saaledes ikke kunde overvinde ham, har han altsaa overvundet Synden. Men derved har han altsaa lidt for Menneskenes Synd, og naar vor Villie tilegner sig denne hans uendelige Fortjeneste, SIDE: 164 idet vi efter hans Forbillede og i hans Efterfølgelse indgaar i den samme Lidelse, er det den høieste Sandhed, baade at han er straffet for vore Overtrædelser og at hans Fortjeneste tilregnes os. Thi ligesaalidt som Wikner fandt sig tilfredsstillet af den sædvanlige Opfatning af det Paulinske Ord, at Kristus var straffet for vore Synder, ligesaalidt fandt han sig tilfredsstillet af den gjængse Opfatning af, at Kristi Fortjeneste tilregnes os: saa vel det ene som det andet vilde -- krast opfattet -- være uforeneligt med Guds Retfærdighed, der ikke kan staa i Strid med hans Naade. Derimod retfærdiggjøres vi gjennem Kristus, fordi Menneskets Frelse netop udgaar fra hans hel- lige Villie, som det eneste af Synden uberørte Punkt i Universet. Idet vi med Tro, med fast Fortrøstning omfatter Kristus, hans hele Personlighed, hans hele Væsen og vil staa i en levende Forbindelse med ham, optages vi i ham, i hans "Samfund" og bliver saaledes delagtige i hans Retfær- dighed, "retfærdiggjorte i Kristus" trods det, at vi faktisk har syndet og aldrig vil blive syndfri, om end vort hele Liv skal være en Kamp for at blive det i og ved ham. Men det falder da af sig selv, at den Kristus, der optager os i sit Samfund -- det er ikke den historiske Kristus, men den evige, som har sagt: "Jeg er hos Eder alle Dage indtil Verdens Ende". Det er som Evighedsperson han bliver Midleren mellem Gud og Mennesket. "Jordlifvet", siger Wikner, "är att likna vid et simmande; simmaren måste hafva sin kropp i vattnet (tidstillvaron) men sitt hufvud såmycket öfver vat- tenytan, att han kan inandas den honom öfverhvälvande atmo- sferens luft. På samma sätt andas den troende redan här evighetens lifsluft -- -- evigheten är ej tidens fortsättning, då vore den sjelf tid, utan den omfattar tiden". (Wikner: "Tankar och frågor inför menniskans son". Th. Rein, "Pontus Wikner", Nord. Tidskr. 1892 p. 577 ff.) Om Kristi Guddommelighed mente Wikner, at den var et for den menneskelige Fornuft ugjennemtrængeligt Myste- SIDE: 165 rium. Giver vi Benævnelsen "Gud" blot til det absolute, -- da passer Udtrykket visselig blot paa Faderen; thi Kristus er ikke absolut, idet han efter Skriftens egen Lære udgaar fra Faderen: Kristus er ikke alvidende, han sagde jo selv, at der er Ting, som kun Faderen ved; men han er alt, hvad han behøver at være for at kunne være Midler mellem Gud og Mennesket. Nærmere kommer vi ikke Mysteriet -- alle Forsøg paa nærmere Bestemmelser af Kristi dobbelte Natur o. l. vil være utilstrækkelige. Om Miraklerne mente Wikner, at Kristus intet foretog, der ophævede Naturens virkelige Love, der kun er det ab- strakte Udtryk for Guds fornuftige Villie overfor Naturen; men disse Love kjender vi kun ufuldstændigt, de indeholder sandsynligvis et langt større Spillerum for Personlighedens, navnlig den gudsendte, syndfri Personligheds Magt over Naturen, end vi for Tiden aner. Om Skriftens Autoritet ud- talte Wikner, at den voxer, jo nærmere vedkommende Sted ligger den bibelske Grundtanke om Guds Raad til Menneskets Frelse og Salighed. Det yderste Kriterium paa Skriftstedets Sandhed er Aandens umiddelbare Vidnesbyrd, som karakteri- seres deraf, at den, der modtager det, med Vished fornem- mer det som Guds egen Tanke. Saameget om Wikners kristelige Filosofi -- saavidt jeg har opfattet min bortgangne Ven ret. Fra jeg forlod Upsala i 1866 og flyttede til Hovedstaden, saa jeg kun en og anden Gang Wikner -- blandt andet mødtes vi i 1873 paa en Udenlandsreise i Köln, og en og anden Gang saa vi hinanden i Stockholm. Saa kom jeg til Christiania, og saa kom Aaret 1884 og Professor Lyngs Død. Jeg var paa den Tid fraværende paa en Reise i det Indre af Rusland, men saasnart jeg kom tilbage og hørte, at man var i Forlegen- hed for en Efterfølger, faldt min Tanke paa Wikner. Jeg vilde dog neppe have gjort noget ved Tingen, hvis ikke sam- tidig en af mine Kolleger, der havde hørt om den Anseelse, hvori Wikner stod i Sverige, havde henvendt sig til mig i SIDE: 166 samme Anledning -- og samtidigt med, at han, der ikke kjendte Wikner personlig, vendte sig til en af dennes Venner, for in- direkte at paavirke ham, skrev jeg direkte til Wikner selv og opfordrede ham til at melde sig til Posten. Den Brevvexling, som nu paafulgte, kaster fra hans Side et baade smukt og interessant Lys over de Stemninger, hvori han sattes ved Tanken paa at forlade sit Fædreland og gaa ind i de for ham saa nye Forhold, og jeg tror, at de mange, der med Kjærlighed og Tak erindrer Wikners korte, men indholdsrige Virksomhed som norsk Universitetslærer, vil have Interesse baade af at faa et Indblik i disse Stemninger og i de indre og ydre Vanskeligheder, hans Ansættelse mødte, om hvilke dengang kun Rygter hviskede, ved at lære enkelte af disse hans Breve at kjende. Bag disse simple Ord viser de alle hans Personlighed i det ædleste Lys, og jeg betænker mig derfor ikke paa at meddele nogle Uddrag af dem. Wikner var, som nævnt, allerede fra anden Haand under- rettet om, hvad der var paa Tale i Christiania, da jeg sendte ham mit første Brev med Forslaget om at melde sig til Pro- fessoratet. Paa dette mit Brev fik jeg følgende Svar: Upsala den 11te September 1884. Kära Broder! Hjärtligen tack før det igår mottagna brefvet! Tack för gammal vänskap! Tack för att Du ännu med tillgifvenhet tänker på mig! Då så vänliga tankar egnas mig i Christiania, vågar jag följa uppmaningen. Min ansökan öfversändes härmed och fullmakt för Dig att framlemna henne, ifall formen sådant for- drar. Ärligheten fordrar den upplysningen, att en möjlighet förefinnes till att jag återkallar min ansökan. Sedan förra våren hafva här i Sverige ansträngningar gjorts att genom insamling skaffa ett kapital, hvars ränta skulle användas till en för mig beräknad personlig professur. Skulle, mot förmo- SIDE: 167 dan, den behöfliga summan vara fulltecknad, innan saken i Christiania är afgjord, då återkallar jag min ansökan, ty då anser jag det vara min klara skyldighet att gå mina egne landsmäns så vackert uttalade önskan till mötes. Annars tackar jag af hela min själ för den plats, mina norska bröder erbjuda mig, och genom hvilken jag ändtligen kunde få ett sjelfständigt verksamhetsfelt, hvarefter jag så länge fåfängt längtat. Och ifall jag kommer till Christiania, är det mig dyr- bart, att der på förhånd ega åtminstona én själ, vid hvilken jag sedan gammalt är fästad med starka tillgifvenhetsband, och som med mig delar icke så få glada ungdomsminnen. -- -- Jag bör kanske nämna, att enligt den upplysning, jag igår mottog, teckningen till den personliga professuren hittills endast framskridit till 20 000. Det är knappast mer än 5te delen af, hvad som behöfves. Upsala den 12te September 1884. Käre Broder! -- -- -- -- Nu skickar jag mina senaste filosofiska skrifter och för fullständighetens skull äfven min filosofiske motstån- dares, Doc. Åbergs. -- -- -- Ryktet förmäler, att man just nu börjat röra på sig i Sverige för att få mig qvar: det har nämligen blifvit bekannt, att jag sökt i Christiania. Nu ämnar jag lägge armarne i kors och se, hvem som förekommer den andre. I sanning ett mycket interessant skådespel. -- -- -- . Denne sidste Ytring maa selvfølgelig opfattes som den er ment: som en Spøg, fremkaldt ved den beskedne Mands Overraskelse over med engang at se sig søgt fra to forskjellige Kanter. Og hvor ligner det ikke Wikner, at han sammen med sine egne Skrifter ogsaa oversender Modskrifterne. Det Indtryk, de oversendte Skrifter gjorde paa Wikners herværende Kollega, Professor Monrad, til hvis Læsning de var bestemte, SIDE: 168 var høist interessant at iagttage. Han havde først stillet sig ret koldt, ja næsten afvisende overfor mit Forslag om at skaffe ham en ny Kollega i Wikner, idet han kun lidet kjendte hans Virksomhed; da han vidste, at Wikner var Bostrøms Discipel, antog han ham for at være Bostrømianer. Han begyndte saa sin Læsning med de ældste af hans Arbeider. Da jeg nogle Dage efter spurgte om hans Mening, svarede han: "Aa jo -- ret godt -- adskillig umodent, men alvorligt og grundigt". Nogle Dage senere, da han var kommet længere frem, sagde han uopfordret: "Der er fortræffelige Ting! Wikner er en Tænker af Rang!" Men da han havde læst dem alle, var han ganske greben, og sagde varmt og inderlig; "Der er Manden -- han og ingen anden" skjønt han samtidig ogsaa havde læst hans to svenske Medansøgeres, Geijers og Åbergs Arbeider. Det hædrer den gamle Filosof dobbelt, fordi Wik- ner tilhørte en fra hans egen saa vidt forskjellig Retning. Og ved Wikners Død tabte Monrad en Ven, som han holdt inderlig af og altid savnede. Upsala, den 13de Sept. 1884. Käre Broder! Som Du ser, förföljer jag Dig nu med bref; men Du får skylla Dig sjelf, som inkastat denna brand i min själ. Då jag i söndags första gången af C. M. hörde talas om förslaget att komma till Norge, tänkte jag därpå endast så- som någonting, som det kunde blifva min pligt att tänka på. Mitt hjerta var dervid ej med: jag bäfvade för en så genom- gående revolution i mit stilla, tilbakadragna lif. Jag kände, att jag skulle blöda vid skiljsmessan från de många, jag här lärt att älska. De gångna sex dagarne hafva ändrat mycket i min ställ- ning til frågan. Jag har tänkt på min lifsgernings framtid. För att kunna verka med kraft behöfver jag en fullkomlig sjelfständighet. En sådan fruktar jag, mitt eget land ej kan SIDE: 169 skänka mig. En ordinarie professur kommer jag nog här aldrig at få. -- -- Får jag nu en sekundär plats vid univer- sitetet eller, såsom studenterna vilja bereda mig, en rent privat professur, så kommer jag alltid att sakna den myndig- het, som i denne tröghetens och auctoritetbundenhetens verld kan bereda någon framgång åt åsigterne, åtminstone så att folk tvingas att observera dem. Dertil kommer, att Boströmi- anismen ännu så mycket motsvarar den svenska bildningens anda, att den ännu ett par decennier kommer att utgöra en makt, som kan krossa äfven en starkare motståndare än mig. Hon är nämligen icke blott en lära, mot hvilken man kan använde bevis, utan hon är en lifsåskådning, et sätt at se, lika naturlig och lika onaturlig som färgblindheten. Jag tror, att alla studerade svenska mäns barn födas med Boströmska ögon, och att detta ännu kommer att vara någon tid. "Vara =förnimmas", denna outtömlige källa till andliga synvillor, sitter i ögat på de svenska dibarnen. Jag tror mig hafva till full evidens bevisat ohållbarheten af den sats; man svarar med det enda vedermälet "spetsfundighet". -- -- -- Person- ligen har jag ingenting att beklaga mig öfver. Alla bemöta mig med vänlighet, hvilket jag med stor tacksamhet erkänner. Jag tänker, att detta skulle vara annorlunda hos det unga, djerfva och friska norska folket. Hegelianismen är en bort- tynande makt och har inga specielt norska rötter. Jag kan der vädja till en sund natur, och til erfarenheten, som ändå förblifver den bästa kunskapskällan. I min själ har derför nu uppstått en längtan til Norge: jag tror, at jag der skulle kunna andas med djupare och friare andedrag. Ehuru jag innerligt älskar den svenska ung- dom, som gör så rörande ansträngningar att hålla mig qvar, och ehuru en skiljsmessa skulla förnimmas mycket svår, så har jag dock i dessa dagar börjat önska, at den norska plat- sen skulle bli min, d. v. s. att normännen skulle -- förutsatt att de vilja ha mig -- hinna före svenskarne. SIDE: 170 Jag tror, at man för närvärande är mycket verksam i det rika Göteborg. Hinna svenskarne före, tviflar jag, att jag eger rätt att lemna fäderneslandet. Da jeg derfor maatte underrette ham om, at der muligens vilde blive Tale om Konkurrance og spurgte ham, om dette vilde gjøre noget Skaar i hans Lyst til at komme til Norge, skjønt der var stærk Stemning for ham i Fakultetet, svarede han, at han neppe vilde indlade sig i Konkurrance, og til- føiede i et P. S. Om jag icke särskilt telegraferar derom, så låt mig ingenting veta, förän saken varit före i kollegiet; jag vill till de många, som "intervjua" mig, sanningsenligt kunna säga, att jag ingenting vet. -- -- Dette Wikners Ønske kunde jeg ikke opfylde, da Sagen først skulde frem i Fakultetet, og det var nødvendigt, at vi Begge var à jour med, hvad der passerede. Saa under- rettede jeg ham da om, at Fakultetet havde besluttet at ind- stille ham uden nogen Konkurrance. Upsala, den 28de Sept. 1884. Käre Broder! Tack för brefvet om dfakultetens verk, hvilket var "allt ganska godt". Måtte nu kollegiet uppföra sig lika hyggligt! Man tycker, at när 13 kunna vara snälla, så skulle 5 kunna vara det; ty i denna verlden brukar förderfvet tilltaga med folk- mängden. Att prof. Monrad stält sig på min sida, rör mig djupt: jag har fått tårar i ögonen vid tanken derpå. Igår hade jag telegram från O. E. med förfrågan, om det var mitt allvar att vilja komma till Norge -- man tycks ha trott, att det var en fint för att påskynda insamlingen. Jag SIDE: 171 svarar idag pr. posto, att det visst är mitt allvar, och att jag beslutit att, -- i händelse kollegiet stannar vid samma beslut som fakulteten -- jag då vill fullfölja min kandidatur, tills regeringen utnämner mig eller någon annan. I händelse jag af kollegiet blir föreslagen, hvad tror Du om regeringen? Jag blander mig aldrig i politiken, men då mina norska vänner synas vara högermän, skall detta kanske förmå regeringen att icke utnämna mig. I norska tidningar -- i Dagbladet -- enligt referat i Dagens Nyheter måtte hafva stått et utfall mot mig i egenskap af "Boströmian"?! Kan den norska regeringen låta bestämma sig af sådane vilse- ledande uppgifter? För denna händelse har jag sammanskrif- vet medföljande försvar, som kanske borde införas i Dag- bladet eller, om detta vägrar, i någon annan tidning. Jag sänder det til Dig, som känner förhållandene i Norge. Jag förstar ej, om det skulle gagna eller skada min sak. Gör dermed, som Du sjelf tycker vara klokast. -- -- Jeg fandt mig efter dette forpligtet til at gjøre Wikner fortrolig med den da indtraadte Omstændighed, at enkelte Venstreblade -- fuldstændig uden alt Kjendskab til hans Retning og Personlighed -- begyndte at modarbeide hans Kaldelse, og at det var kommet mig for Øre, at selve Mini- sterpræsidenten, Johan Sverdrup, havde udtalt sig bestemt mod hans Kaldelse. Ogsaa ved Universitetet var Stemningen i Kollegiet delt, tre mod to, altsaa ret udecideret. Det blev da nødvendigt at forsøge at modarbeide disse Strømninger, da der fremdeles var Tale om Konkurrance -- hvad Wikner havde erklæret ikke at ville indlade sig paa, eller ialfald om Nedsættelse af en Komité for at afgive nærmere Indstilling. Derimod kunde jeg ikke tilraade ham at indlade sig i Polemik med Modstandere, der talte om Sager og Personer, der syn- lig var dem aldeles ubekjendte. Jeg meldte ham imidlertid, at det forlød, at Regjeringen vilde udnævne en anden. SIDE: 172 Upsala den 19de Okt. 1884. Käre Broder! Det gör mig obeskrifligen ondt, att mina vänner i Norge skola ha så mycket besvär och ledsamheter för min skull. Haf imellertid sjelf mitt innerliga tack, och framför det äfven till dem, som i detta fall velat mit väl! Hade jag vetat detta på förhånd, hade jag sannerligen aldrig sökt. Och hade jag føljt min första känsla, då jag mottog og läste Ditt sista bref, hade jag i morgon dag tagit tillbaka min ansökan. Min håg att komma till Norge har svalnat. Hvad kan jag vänta mig för en behandling i ett land, der så många och särskildt de maktegande äro emot mig? Här är jag afhållen af alla med ett eller två undantag; hvarför skulle jag öfverge mitt fädernesland? Om en man skall öfverge sitt fädernesland, skall det vara en klar och öppen kallelse från det främmande landet. Jag tyckte mig finna en tämligen klar sådan i fakultetens beslut, som jag alltid skal räkna såsom en odödlig ära; kom så kollegiet med sina 3 mot 2; stämman, som kallade mig, var redan bra hes; och nu skall regjeringen vägra sin stadfästelse paa universitetets beslut! Att insamlingen här inställdes berodde derpå, att jag hellre ville ha den norska platsen än den privata här, och att jag, derom tillfrågad, öppet och ärligt bekände detta. Naturligtvis ville man då uppskjuta med insamlingen, tills frågan blefve afgjord. Skulle det då i Norge lända mig till men, att jag helst ville dit, eller blef jag platsen mindre vär- dig derför, att afgörandet ej längre var så brådskande? Skall jag kanske hafva brådskan at tacka för den heder, som fakulteten och kollegiet redan visat mig? I sådant fall blir saken mycket krånglig. Det är ju bekant, att jag icke under- kastar mig konkurrens -- den saken har jag åtminstone klar för mig -- blir det konkurrens, är jag för det norska univer- SIDE: 173 sitet borta. Deras resonnemang, som skolat rösta på mig för brådskans skull, vore således detta: när det är brådtom, vill jag icke förlora honom; är det icke brådtom, kan jag gerna förlora honom. Detta förstår jag ej. Det är sannt, att jag på sätt och vis "ref bryggan bakom mig" genom insamlingens inställande. Jag har till och med hört, att mina svenska studenter klandrat mig derför. Jag hoppas dock, att bryggan kan byggas igen. Ju längre jag dröjer, desto svårare blir det imellertid att åter hopfoga henne. Detta är ock en sak, som gör, att jag ej vet, om jag vågar invänta en kommittés afgörelse. Kanske skall en sådan inväntan beröfva mig både den ena platsen och den andra. -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- Upsala den 20de Okt. Idag ser jag saken något ljusare, ty i dag är det vackrare väder. -- -- -- Om nu den tillämnade kommittéen föreslår mig, tror Du då, att regeringen utnämner? -- -- -- Paa dette sidste Spørgsmaal kunde jeg blot svare, at -- saalangt jeg kunde slutte af den Anseelse, jeg vidste, Wikner nød overalt, hvor han var kjendt, den paatænkte Komité af udenlandske Sagkyndige vistnok vilde stanse ved hans Kaldelse uden Konkurrance, men at det var tvivlsomt om ikke Alt vilde strande i Regjeringen, hvor Stemningen blev mere og mere decideret imod ham. Da skeede der inden Regjeringskredsene et pludseligt Omslag -- i velunderrettede Venstrekredse her i Byen hed det, at Statsminister Sverdrup havde faaet et Brev fra Sverige, der havde omstemt ham, -- hvad dette var for et Brev blev aldrig oplyst; men jeg kan nu med Sikkerhed sige, at det var et Brev fra S. A. Hedlund til Johan Sverdrup, der fremkaldte Omslaget. "Vi maa jo gjøre Hedlund den Tjeneste" var SIDE: 174 Sverdrups Ord, da han gjorde sin Vending. Jeg har det fra sikker nok Kilde. Skyerne var ialfald splittede og den 22de November ud- nævntes Wikner til Professor uden Konkurrance. Upsala d. 24. Nov. 1884. Broder D! Ja, nu är jag då norsk professor! Det är som en dröm, och jag kan ännu ej riktigt tro derpå. Att nogonting så underligt kan ske i våra prosaiska tider! Det är som en röfvareroman! Och Dig har jeg nu egentligen att tacka för allt detta! Tack af hjertat! Det var et glänsande vänskapsprof. Måtte Du aldrig hafva skäl att ångra, hvad Du gjort för Din svenske vän! -- -- -- Kungen var mig mycket nådig och lofvade sin personliga medverkan. Denna tycks också varit kraftig nog. Som Du vet, var jag i Sept. och början af Oktober, lifligt intresserad att få professuren i Kristiania. När jag började märka, huru starkt det motstånd var, som reste sig mot min kandidatur, svalnade dag för dag min önskan att komma til Norge, och det är mycket sannolikt, att om af- görandet blifvit uppskjutet in i nästa år, jag då hade tagit min ansökan tillbaka. Så innerligt tacksam jag nu är för mina norska vänners tillgifvenhet och osparda möda, har imellertid motpartiet varit så pass betydande, att jag icke kan anse min norska professur såsom i Kristiania synnerligen populär eller allmänt önskad, hvilket jag nu icke heller det allra minsta undras öfver. Detta gör ock, att jag anser mig friare, än jag annars skulle vara, att när en ordinarie filosofisk professur i Upsala blir ledig, söka denna, hvilket jag då hoppas mina norska vänner icke anse såsom en altför svart otacksamhet. -- -- -- SIDE: 175 Och nu än en gång ett innerligt tack för väl bepröfvad vänskap! Aldrig trodde jag, när vi suto tillsammans i N. S., att vi skulle mötas som professorer i Kristiania, Nästa gång torde vi mötas som religionsstiftare i Japan. Upsala den 27de Nov. 84. Oöfverträffllige vän! Tack för gårdagens så innerligen vänliga bref! Det andades så mycken tillgifvenhet, att jag kända mig betydligt stärkt deraf. Annars har det under dessa dagar ibland gått små vågor af ångest öfver min själ med anledning af den förestaaende skiljsmässan från Sverige. Jag har icke känt det så förut, da skilsmessan var en blott möjlighet. Det är ledsamt, att mitt bröst, efter en längre sjukdom 1881, blifvit rätt klent, så att jag om vintern måste gå med respirator och se ut som en hund med munkorg. Det är dock, ehvad jag bär munkorg eller icke, en välsignad sak att icke längre höra till dessa det Kongliga Universitetets hungriga hundar, som kallas "docenter". Jag kan nu med all "episk objektivitet" sjunga vår gamla, oför- gätliga visa: Mång tusen docenter vandra På Upsala öde slätt -- Der äta de upp hvarandra Och ingen af dem blir mätt. [fotnotemerke] Skulle de nu också äta upp hverandra, och i misstag en eller annan af Upsalaprofessorerna på samma gång, så blir deraf andå ingenting "tragiskt", enär åskådningen deraf icke "genom fruktan kan verka renande", då jag sjelf är i fullkomlig säkerhet. Fotnote: Se ovenfor Side 134. SIDE: 176 Upsala d. 13. Dec. 84. Kära vän! Som Du ser, så förföljar jag Dig in i den bleka döden. Af en prof. vid Högskolan i Stockholm fik jag igår höra, att man i Christiania ofta har jernkaminer i stället för kakelugnar, och att dessa kaminer värma rummet endast så länge det i dem brinner, hvaraf följer, att det blir utkyldt om natten. Sådant förefaller mig betänkligt i anseende till min kroniska bronchit, som ej tål inandning af kall luft. Jag ville derför, i händelse det icke redan är för sent, be Dig se till, om det kunde vara möjligt, att jag finge rum med ordentliga kakelugnar i -- åtminstone i det ena -- så att jag slipper att börja min tjenstgöring med ett dödsfall, hvilket jag anser vara oformligt. I Tirsdags uppvaktade jag i St.hm det norska Majestätet samt de norska regeringsmedlemmarne derstädes. Statsråden Sverdrup och Stang träffades icke, men väl Exellencen Richter, hvilken var incarnationen af älskvärdhet. Da jeg kjendte W.s Frygt for at være sine Venner til Besvær, skrev jeg ved Nytaarstid et Brev til ham, hvori jeg under Trudsel om Tabet af mit Venskab fordrede at faa vide Dag og Time for hans Ankomst til Christania for at kunne tage imod ham og sørge for, at alt var iorden i de Værelser, jeg havde leiet til ham. Herpaa modtog jeg følgende Svar, det sidste Brev fra Wikner, jeg har bevaret: Ups. d. 4. Jan. 85. Kära menniska! Godt nyft år för Dig ock dem, som äro Dig kära! Tack för brefvet! "Lydnad är bättre än offer." Skrämd af Dina gräsliga hotelser lyder jag. Jag reser härifrån nästa Onsdag d. 7de, från Stockholm till Carlstad d. 8de. SIDE: 177 Dock blifver det icke mycket af mig sjelf, som kommer fram till Norges hufvudstad. Klen var jag förut, och nu har man festat ihjäl mig. Igår blef jag medelst en ståtlig middag "utäten" af Akademistaten. Det tycks som skulle jag äfven i Carlstad komma att bli föremål för några vänners vänlighet. Äfven från Stockholm har jag försport hotelser." Den 9de Januar 1885 om Aftenen mødte jeg Wikner paa Østbanestationen i Christiania. Gjensynet var naturligvis en stor Glæde for mig -- men den var blandet med dyb Sorg. Den Ven, jeg havde forladt i Ungdommens fulde Blomst- ring, gjensaa jeg -- nedbøiet og syg, og det var med mørke Anelser, jeg fulgte ham til hans nye Bolig, som kjærlige Hænder -- baade norske og svenske -- havde smykket til hans Modtagelse. Ak -- det blev ogsaa en kort Glæde at have Wikner her. Modgangen havde været for langvarig -- hans Modstands- kraft var brudt. Og skjønt han allerede i den korte Tid, han virkede her, slog ned al den Uvillie, hans Udnævnelse paa visse Hold havde vakt, ved den Sjælsadel, der lyste ud baade af hans Personlighed og af hans Foredrag, og skjønt han samlede saamange Venner som Tilhørere, -- han var dog kun en Skygge af, hvad han havde været, og da han efter 3 1/2 Aars Virksomhed i vor Midte lukkede sine Øine, maatte jeg sige mig selv, at det maaske var det Bedste, der nu kunde hænde ham; thi var han kommen tilbage til Upsala som Professor, hvad der jo da syntes nær forestaaende, vilde de store Fordringer og de overdrevne Forventninger, hvormed han, Upsala-Studenternes erklærede Yndling og Afgud vilde være bleven mødt -- have ført til en Skuffelse over, at hans Helbred ikke længere tillod ham at virke saa overlegent, som han vilde have formaaet det et Decennium tidligere. Hans Kraft var fortæret paa Skolekathedret og i Livskampen for den Sag, der var ham hellig. SIDE: 178 "Und so ist das frühe Welken Dieser Rose zu beneiden." Den Spøg, han fremførte i et Brev, om at "begynde sin Lærervirksomhed i Christiania med et Dødsfald" blev -- næsten Sandhed. Men han havde heller ikke blandt os levet forgjæves. Hundreder har suget Næring af hans Bryst, har lædsket sig ved den rene Klide, der flød i hans Ord og vil med mig velsigne Pontus Wikner og hans Livsverk -- ogsaa vestenfor Kjølen. Fra mit Omgangsliv med Wikner eier jeg to Breve, som er mig Helligdomme, fordi de viser mig, at var hans Ind- flydelse paa mig stor, saa har jeg ogsaa efter ringe Evne øvet min Indflydelse paa ham. Naar i senere Aar Personer, der ikke fortjener at løse Wikners Skorem, undertiden forsikrer mig om, at jeg Intet ved og Intet forstaar og Intet duer, da har jeg i disse Ord en Attest for, at de dog ikke har saa aldeles ubetinget Ret -- og nu, da jeg for mig selv gjør mit Livsregnskab op i disse Optegnelser, fremlægger jeg disse mine Helligdomme som Aktiva i mit Bo -- og siden jeg her har skriftet saa mangen af mine Ungdoms Daarskaber, tør jeg vel ogsaa uden at misforstaaes, skrifte min dybe Glæde over en saadan Erkjendelse, selv om denne maaske skyder over Maalet. Den ene er en Billet, skrevet 1861, da jeg forlod Upsala for at reise til Italien og lyder saaledes: "Innan vi härnäst träffas, har väl göken galit mer än én gång. Tack för hvad Du lärde oss. Mig lärde Du ingen skaldekonst; ty den skall jag aldrig lära och behöfver den icke häller -- men hvad Du lärde mig var, att man kan lefva och dö för en idé och, vid Gud! det är just, hvad jag behöfver". Og 23 Aar senere skriver han: "Jag har icke häller förgätit, att jag har Dig att tacka för många, för mitt lif betydelsefulla impulser till det, som är sannfärdeligen godt SIDE: 179 och skönt. Ännu vibrera i min själs strängar efterklangen af de grepp du i dem gjorde." Det er godt at vide, at man har virket noget godt i en saa ædel Sjæl som Wikners. Men hvormeget mere har ikke jeg at takke ham for! Greve Carl Snoilsky var ubetinget den genialeste Digter- natur inden Kredsen og har varig og dybt indristet sit Navn i den svenske Literaturs Historie. Han var kun lidt over 19 Aar, da jeg lærte ham at kjende Vaaren 1861 som nyindvalgt Medlem af N. S. Han var bedaa- rende frisk og ungdommelig -- svær- mede dengang for den franske Revolu- tion og for Aaret 1848, og Livet havde endnu ikke lært ham at skille Over- fladen fra Dybet i disse Menneske- hedens store Bevægelser, som han besang i lette og smukke Strofer uden at kjende andet til dem, end hvad han havde læst og hørt og dunkelt følt, endnu en umoden Poesi uden dybere Livsindhold. Men det var alle- rede i disse første Digte, som han samme Aar udgav under Titelen "Smaadigte af Sven Trøst" samtidig med at han debuterede i "Isblomman", aldeles klart, at her var en Higen mod Livet, en Længsel efter selv at gjen- nemleve aandelig, hvad han her besang uden at have levet det -- og det skulde komme hurtigere end han tænkte. Allerede Aaret efter deltog han i Studentermødet i Kjøbenhavn og vakte her Christian Winthers Opmærksomhed, der følte sig stærkt hendraget til den unge Digter og hans Digtning. Da saa Aaret efter den polske Frihedskamp udbrød og kort efter Danmark, som han gjennem et gjentaget Besøg i dette Land, et længere Ophold hos Chr. Winther, havde lært at elske, blødte under de tyske Bajonetter, da lærte han at forstaa Afstanden mellem Ung- SIDE: 180 dommens Sværmeri og Livets haarde Alvor; da fik hans Tunge Malm fra hans Følelsers dybe Grunde -- og da slog hans Digtning ud i fuld Blomst. I 1864 traf jeg ham igjen i Italien som fuldmodnet Mand og som fuldtudviklet Digter. Hans Digte fra denne Reise tilhører det friskeste og ægteste i hele den nyere svenske Poesi, hvis første Lyriker han er. Allerede 1876 indvalgtes han i Svenska Akademien, og siden har han i hver ny Digtsamling, han har udsendt, hævdet den vundne Plads. Ogsaa fra Carl Snoilsky be- varer jeg ligesom fra Wikner et dyrebart Minde om vort Samliv, og jeg citerer det i samme Hen- sigt som jeg citerede Wikners, blandt Aktiva i mit Bo. "Att Du", skrev Snoilsky til mig 1885, "är med om vårt (tjugufemårs) möte, är särskildt betydelsesfullt och kärt, då sällskapets stiftelse och de literära väckelser, som satte prägeln på dess verksam- hed just voro Ditt verk. För min egen del vet och känner jag, att den uppfattning af poesiens väsen och ändamål, som jag i min mån sökt gifva uttryk åt, sannfärdeligen är att hänföra till dina föreläsningar, hvilka liksom ryckte en slöja från mina ögon; kan hända har jag ändock först nu, på sista tiden fullt förstått hvad lärmästaren menade, först nu i dikt och sång kunnat ådagalägga, att jag fattade lärdomen." Tak for disse Ord, kjære gamle Ven, de har været mig til Trøst i mere end én Tvivlens Time, naar ganske andre (forøvrigt meget gavn- lige) Røster herhjemme har lydt i mit Øre. En smuk, sen Septemberaften 1865 var N. S. samlet ved Lampeskin paa en af Flustrets øvre Verandaer under et ud- SIDE: 181 spændt Telttag. Det var i Repræsentationsreformens brændende Dage, og man diskuterede Politik og Literatur om hverandre, medens Musiken lød op til os fra Haven, og Lysenes og Skyggernes underfulde Spil dernede i den mørke, milde Høst- aften stemte Sindet til Sans for alt Nyt og Usædvanligt. Med engang fortalte En af Selskabet om en ung Student, der skulde tage Graden ved den næste Vaar forestaaende Promotion, at han havde oversat Malmstrøms hexametriske Digt, Angelica, paa ypperlige græske Hexametre, der havde vakt en sand Henrykkelse hos Professoren i Græsk, end- skjønt ikke Græsk, men Statsøkonomi var Vedkommendes Hovedfag. Han skildredes af alle dem, der kjendte ham, som et Pragtexemplar af en Student, en fortræffelig Kamerat, en dygtig Kjender ogsaa af moderne Literatur, et i alle Henseender brillant Hoved, en elskværdig Karakter, kort sagt et Indbegreb af alle store og gode Egenskaber, og jeg ytrede, at han efter Alt hvad vi her hørte, vilde være en stor Akvisition for vort Selskab. Nogle kjendte ham, Andre ikke. "Men", spurgte jeg, "hvor kan man da faa Underdyret at se?" -- "Intet er lettere", svarede en af Kredsen, "han sidder her lige under os i Selskab med nogle af sine Kamerater." -- "Naa, men lad os saa faa ham hid!" En Stafet afsendtes og vendte kort efter tilbage med en smuk, velvoxen, ung Mand med livfulde Øine, en Løvemanke til Haar og et friskt og freidigt Udseende, der strax indtog os Alle. Inden fem Minutter var han optaget i Selskabet, og har siden i 31 Aar været mig og mange af os Andre en fuldtro Ven, medens hans Bane gik høiere end nogen af vore, idet han snart kom til at spille en fremtrædende og ærefuld Rolle i Sveriges politiske Liv. Ti Aar efter var han Sveriges Finantsminister, hans Navn var SIDE: 182 Hans Forssell, nu Præsident i Kammerretten og en af de Aderton i Svenska Akademien. Som Redaktør først sammen med Nyblom og senere sammen med Prof. Harald Hjärne, af "Svensk Tidskrift" kom han til at aabne Plads i Literaturen for mange af de Ideer, Signaturerne forfægtede, og han havde i os mange af sit Tidskrifts mest trofaste Medarbeidere paa den literære Side. Carl Rupert Nyblom, Professor i Æsthetik, Literatur- og Kunsthistorie ved Upsala Universitet, en af de Aderton i Svenska Akademien, kjendte jeg allerede fra Studentermødet i Upsala i 1856 og har allerede oven- for omtalt ham. Rigt udstyret af Na- turen i mangfoldige Retninger, digte- risk begavet, musikalsk, livfuld og intelligent, var han Alles, baade Da- mernes og Studenternes kaarne Ynd- ling. Vort Forhold som formentlige Konkurrenter lagde for en Tid en Skranke mellem os, der øgedes ved velvillige s. k. Venners Bestræbelser, men som vi snart sprængte til gjen- sidig Tilfredshed, og vort Venskab har siden holdt sig uforandret ud igjennem Aarene. Daniel Klockhoff, død 1867 som Docent i Æsthetik i 28-Aarsalderen, var en stille og noget indesluttet, men ener- gisk og venfast Natur, der efterlod sig en Række smukke, lyriske Digte, en fortjenstfuld, æstetisk Afhandling over "det tragiske", flere religionsfilosofiske Opsatser i Wikners og Victor Rydbergs Aand og et uforglemmeligt Minde hos sine Venner. En formuende Mands Søn, saa han sig ved Faderens finansielle Ruin med engang som nygift Mand sat paa bar Bakke; hans lønløse Docentpost, som han ikke vilde opgive for ikke at forspilde en lovende akademisk Bane, indbragte ham altsaa intet, men han arbeidede med en Trofasthed og Energi, med SIDE: 183 en Freidighed og et forhaabningsfuldt Mod, der vakte alles Sympathi og Beundring, og man fæstede allerede et lyst Haab ved hans Fremtid, da Døden berøvede os ham i hans Ungdoms fagreste Aar og afbrød alt vort Haab. Han vilde med sin fine og paa samme Tid kraftige Natur blevet en dygtig Forkjæmper for vore Ideer; men det skulde nu ikke blive saa. Hans stemningsfulde lille Digt, "Gud vet det, hvar han vankar," med Kierulfs smukke Musik opførtes nylig ved den 7de store Sangerfest i Christiania, af Arendals Sang- forening; men i Programet stod som Textens Forfatter angivet "Kong Carl XV"! "Habent sua fata libelli!" Aaret efter fulgte Ernst Daniel Bjørck ham i Graven (død 1868, kun lidt over 29 Aar gammel). Jeg har allerede ovenfor omtalt denne lyse Barnenatur saavidt, at man tør have en Forestilling om "Naturbildernas" Digter. Men jeg har lig- gende foran mig et Dokument, der paa samme Tid giver en saa morsom Skildring af denne eiendommelige Personlighed og tillige kan give en saa fornøielig Forestilling om de oven- for nævnte af Pelle Ødman redigerede "Smaaprotokoller", at jeg ikke tager i Betænkning at meddele dette i sin Form satiriske, men i sit Væsen om den inderligste Hengivenhed vidnende Aktstykke, -- naar man blot vil erindre, at Bjørck med Rette var vores alles Yndling paa Grund af sit ligesaa elskværdige som i Ordets bedste Forstand originale Væsen. Vi var Alle denne vennesæle, yndefulde Natur af Hjertet hen- givne og vor Sorg over hans Død var stor. Det var den 25de September 1865, N. S. havde Møde, og Bjørck fyldte samme Dag 27 Aar. Ødmans Protokollation over Mødet, der morede os alle og ikke mindst Gjenstanden selv, lyder saaledes: Den Omstændighed, at det denne Dag var Hr. Sekre- tærens Fødselsdag, fordunklede alle Selskabets øvrige Inter- esser i den Grad, at intet andet under Aftenens Løb egentlig passerede. SIDE: 184 I Anledning af, at Hr. Sekretæren behagede at lade sig føde denne Dag, gjorde alle Medlemmerne dels tause, dels lydelige Betragtninger over og Tilbageblik paa denne mærk- værdige Mands Levnetsløb og Skjæbne. Denne unge Mand har nemlig allerede vundet Popularitet baade som Digter, Menneske og saa at sige Figur. Denne Popularitet er saa stor, at hans Biografi fortjener Opmærksomhed, endskjønt han selv endnu blot er 27 Aar gammel. Som Digter og Taler er han feiret i Svea og Gøta Land, ja i hele Skandinavien. Forfatteren af disse Linier har seet en Grosserer i Gøteborg græde ved hans Poesi. Han har stedse været alle Damers Henrykkelse; han skinner i gylden Indfatning paa deres Divanbord; han er gjennem Kranse, Buketter, Smil og ømme Øiekast kronet til deres erklærede Yndling. Hans Lokker er af dem hver Sommer blevet plukkede og lagte i Album; de har behøvet Vinteren for at voxe til for paany at plukkes. Deraf kommer det, at han hver Høst har været saa kort for Hovedet. Han har ved Universitetets festlige Leiligheder forstaaet at henrive den akademiske Ungdom med sin Sangmø, ren og lyslokket som han selv. Han har besunget Samfundets Store, til Exempel Landshøvding von Kræmer og Grosserer Gillberg med eller uden Betaling. Som Taler har han under Studentermødet 1862 udmærket sig i Karlskrona, hvor han blev baaret paa Guldstol af idel Admiraler, samt i Kjøben- havn, hvor han optraadte for Enkedronning Caroline Amalia og gamle Grundtvig. Som Menneske kjender vi ham som den godmodigste og mest afrundede Sjæl, den frommeste og elskværdigste. Han er ikke vred paa nogen Skabning og vil ikke gjøre en Kat ondt. Han vil omfavne hele Verden, men gjøre det i al Gemytlighed uden nogen Passion. Thi Høf- lighed er i Almindelighed ikke hans svage Side, og han stu- derer Menneskelivet i al Magelighed som et Billede, der til- hører ham, men som ogsaa blot er et Billede. Med Hænderne nedstoppede i sine Overfrakkelommer, klar, rolig, nynnende efter sin egen Melodi paa en Visestump gaar han gjennem SIDE: 185 Verden uden at generes af dens Uro og Katzenjammer. Hvor han ser et sorgfuldt Ansigt, spørger han, hvorfor man er bedrøvet, og faar han ikke noget Svar, nynner han videre paa sin Visestump. Hvor han hører nogen le, ler han med, ogsaa om Latteren gjælder ham selv. Det er umuligt at gjøre ham vred; om ogsaa Fanden selv forsøgte derpaa, skulde den gode Digter finde ham morsom og hyggelig. Bjørck skulde kunne gaa med Beelzebub paa den ene Side og Engelen Gabriel paa den anden og finde dem begge under- holdende samt underholde dem begge. Han skulde gjennem en Præsentation forsøge at nærme dem til hinanden og fore- slaa dem at drikke Brorskaal med hinanden. Det Onde er for ham en lavere Grad af Godt som stræver med sin For- ædling efter bedste Evne, og som i ethvert Fald er sevær- digt. Vor gode Ven Bjørck er saaledes Optimist, han tvivler ikke paa, at alt tilsidst skal gaa godt, han finder, at Verden ikke er saa slem, som den ser ud, og derfor nynner han sin Visestump, hvad Elendighed man end maa fortælle ham om. Man maa derfor ikke tro, at han er uden Følelse for Ulykken; han er venlig mod den, men søger at give den et Anstrøg af sit eget gode Humør. Om hans egne Sorger, om hvilke han iblandt taler, naar han er i godt Humør, kunde fremtræde personificeret, saa skulde de ikke vise os nogle magre Furie- ansigter, men se lyslokkede ud. Han har været meget ulykkelig forelsket, som I alle ved; thi Flammen giftede sig med en Grosserer uden at bede ham om Lov; men paa hendes Bryllupsdag drak han hos Norbergs et Glas for hendes Velgaaende, et Glas for Grosserens, et Glas for Mindet og et Glas for Haabet, og dermed traadte han i fuldkommen god Stand ud af Situationen, om han end efterlod nogle Taarer i Glasset. At Grossereren havde taget hans Flamme, det var jo klart, og dermed var Sagen afsluttet. Alt var skeet paa lovlig Maade med Lysning og Prest; ingen Anmærkning var at gjøre. Bjørck gik videre og nynnede; hans Lommetørklæde hængte lige rødt ud af Baglommen som før. Han opsætter i SIDE: 186 Almindelighed den nærmere Forklaring af alle Sorgers Mening til en anden Livsform, paa hvilken han taalmodig venter uden at være utidig nysgjerrig. Overhovedet kan man sige, at han ikke er glad i Hastverk, og det kommer deraf, at han altid med sit Seerblik har Øie paa Uendeligheden og betragter ethvert nærværende Tidsmoment samt enhver deri foregaaende Handling, som noget, man har god Tid til at egne al Op- mærksomhed, da Evigheden jo ialfald er saa lang. Derfor har Bjørck aldrig Hast, derfor tager han sine Galoscher og sin Overfrak saa langsomt paa sig og gjør det med saa udelt Interesse for det, han har for sig. Derfor ligger han længe om Morgenen; thi han ved, at han har Tid nok tilovers, og denne Tid inddeler han ikke som andre dødelige i Dag og Nat, en Inddeling, som for ham er uvæsentlig, naar han blot kan tænde Lys; nei, han sover, naar han behøver det, og er da sædvanlig iført Støvler og Overfrakke; han vaager, naar han kan det. Hvad Klokken er, har man aldrig hørt Seeren Bjørck spørge om. Nedskriveren af disse Linier traadte en Dag ind til ham Kl. 12; han laa da halvsovende, fuldt rustet med Sengeteppet over Overfrakken og formodede at Klokken var 8. Man har bebreidet ham, at han med denne Negligeren af Tiden for- ener Ligegyldighed for Studier, specielt for Examen; man har kaldt dette Dovenskab. Paa en vis Maade skulde man kunne benævne hans rolige Beskuen af den udelelige Evighed paa denne Maade; den kaldes saa af Verdens Børn, som jager og træller; men paa den anden Side er dette dog noget helt andet, eller om det er Dovenskab, saa er det en høiere, gud- dommelig Dovenskab, den absolute Harmonis, den olympiske Ros Dovenskab. Bjørck er sædvanlig vaagen, ja man kunde sige næsten ogsaa i Søvnen; han har en afgjort Aversion mod Søvn; han finder, at den er en usund Tilstand, uværdig en udødelig Aand, og det er just for at give Søvnen saa meget som muligt Udseende af Liv, at han ligger med Klæder og Hat paa og Lyset brændende ved Siden. At ligge afklædt SIDE: 187 mellem Lagen erindrer ham om Forgjængelse, Ligsvøbning, fire Brædder, og Forgjængelsen kan han ikke like fra nogen anden Side end som en Opstandelse. Derfor finder man ham altid glad og færdig til at staa op, naarsomhelst man vækker ham, om han saa blot har sovet et Øieblik. Han er færdig til at reise til Alsike eller spise en kold Sexa, om man saa vækker ham midt om Natten. Altsaa er Bjørck ikke doven. Men hvad er han da? Han er en Livsbeskuer, som dispo- nerer over en uendelig Tid. Istedetfor at tage en Examen eller fordybe sig i lærde Studier og Reflexioner, har han blot betragtet, og dette med klare, blaa, barnlige Øine. Men ved blot at betragte bliver man fed, og dermed kommer vi over til det tredje Moment: Bjørck som Figur. Som saadan er han et fuldendt Udtryk for sit indre Menneske, en Konse- kvens af dette; hans Legeme er organisk vokset frem af hans Sjæl, drevet frem af dennes indre Ide, opspiret af et Frø. Hos Bjørck er saaledes Indhold og Form i den inderligste Overensstemmelse. Og da "Overensstemmelse mellem Indhold og Form" er Kriteriet paa et Kunstverk, kan man derfor med største Grund betragte Bjørck som et Kunstverk. Han fortjener dette Navn fremfor andre Dødelige, ogsaa fordi han er saa objektiv. Man kan pege paa ham, stille ham foran sig til Beskuelse, mønstre ham fra alle Sider, kritisere hans Indhold og Form, uden at dette gaar ham mere nær end det gaar en Gibsfigur eller en malet Engel. Ja, man kan skrive Afhand- linger som denne over ham og oplæse dem i hans Nærvæ- relse; det er da blot, som om man havde været heldig nok at faa laane og forevise den Original, over hvilken man har gjort sine æsthetiske Studier. Og ved saadanne Leiligheder skulde man med Bjørcks gode Villie kunne for større Bekvemme- ligheds Skyld og for at undgaa Trængsel sætte et lidet Stakit omkring ham, ved hvilket da Tilhørere og Tilskuere magelig kunde gjøre sine Observationer. Vi maa dog ikke forstaa dette saa, som skulde Bjørck i den Grad være et Kunstverk, at han forblev aldeles følesløs for disse Observationer. SIDE: 188 Tvertimod, de morer ham, ja de smigrer ham, men uden Skade for hans Moralitet. Han befinder sig vel derved; han gaber pent efter Smigret som et Barn efter Syltetøi og andre søde Sager, man maa nu række ham det i en Guldske eller Træske, men det forgifter ikke hans gode, naive Sjæl; det har aldeles som Syltetøiet hos Barnet sit naturlige Udløb. Dette er en vigtig Observation med Hensyn paa Bjørck i Forhold til andre Poeter; paa ham indvirker Smigret i Længden blot saavidt, at det bidrager til at holde ham fed og i godt Humør. Bjørcks Forfængelighed er saaledes af den elsk- værdigste Art; den er et lidet Naturbehov, som med Nød- vendighed tilhører hele hans Sjæls- og Legemsconstitution; han skulde ikke være Bjørck, om han savnede den. Den, som ikke kan erindre, med hvilken Begjærlighed man Juleaften spiste Kagerne, efter at man havde strævet med Ludefisken, og hvorledes man efter dem kjendte sig mere vel tilmode og ikke en Smule mere syndig end før, han maa kaste den første Sten paa Bjørck; thi for Bjørck er hele Livet en Juleaften, Menneskene er Ludefiske, som bør behandles poetisk, Gud- dommeligheden, det tregrenede Helligtrekongerslys, som op- lyser dem, den kjødeligere Del af Aanden er Grøden, og den finere Sanselighedsduft er Smørbakkelserne. Lad os uden Avind give Bjørck Smørbakkelserne paa hans Livs Juleaften; han rører saa meget mindre af Grøden, som, Gud naade os saavist, har fordærvet saa mange. Men lad os igjen knytte vor Traad. Vi vilde blot sige, at den Egenskab hos Bjørck ikke at være aldeles følesløs for Observationerne ingenlunde i væsentlig Grad forstyrrer vor Opfatning af Bjørck som et Kunstverk. Et Bevis for Sandheden af denne Opfatning er videre, at Bjørck umulig kan tænkes i en anden Form, end den han eier. Det vilde være spildt Møie at forsøge det; man skulde altid i Fore- stillingen med Nødvendighed vende tilbage til dette lyse Haar, disse blaa Øine, disse fyldige og dog fint gjennem- SIDE: 189 sigtige Kinder, denne som en liden Tempelkuppel hvælvede Mave. End ikke efter Døden kunde vi tænke os ham at eie en anden Form. Dette er ingenlunde Tilfældet med andre Mennesker. Vi kan f. Ex. forestille os mange under Former af Dyr som Ulve, Bjørne, Ørne, Ugler, Faar, Duer eller Slanger, ja en og anden som Lus; vi kan tænke os mange som Stokke og Stene, nogle som Sparebøsser, andre som Rageknive, andre som Klæder eller Ridestøvler, Pidske m. m., ja mange blot som Oxeblærer svævende bort i det uendelige; men Bjørck kan vi blot tænke os under den ham engang for alle givne Form. Han er et Specialverk af Vorherre, skabt i et Øieblik af guddommeligt godt Humør, og som et specielt Bevis paa dette gode Humør har han overladt Udførelsen i Kjød og Blod til Hr. Biskop Bjørck. Din Overfrakke, ædle Skald, skal nok der som her, savne en og anden Knap, naar Du gjør Din Indtrædelse i det him- melske, og et Idealbillede af det røde Lommetørklæde, farvet af Morgenrøden, skal hænge ud af din Baglomme, og i en finere Støvhytte, men af samme Form, skal Du hilses af Engelen Gabriel!" -- -- Dette blev skrevet Høsten 1865. -- Aaret efter blev han presteviet og flyttede til Gøteborg og ikke fulde to Aar efter var vor elskværdige Ven indgaaet i "den nye Livsform" -- inderlig savnet af alle os, som havde lært at skatte dette kjærlighedsfulde Barnehjerte. Carl David af Wirsén, Sv. Akad.s "ständige sekreterare", baade ved Fødsel og Natur knyttet til høiaristokratiske Inter- esser, er vel kjendt som Forkjæmper for strengt konservative baade politiske og poetiske Anskuelser; men har jeg ikke altid fuldt ud kunnet slutte mig til hans Anskuelser, saa kan jeg desto uforbeholdnere udtale mig om hans Personlighed og Karakter. Er der nogen, der har kjæmpet i Kraft af Ordet "Noblesse oblige", og følt denne Forpligtelse i sit hele Væsen, SIDE: 190 saa er det Wirsén -- ædel, klar og dybt religiøs har han i sin hele Færd vist sig som en Ridder uden Frygt og Dadel, ikke mindst i Kampen mod den fladbundede Literatur, der med nogle Godtkjøbsfraser har troet sig at kunne erobre Sveriges Folk for Bohemeriet og Radikalismen i Religion som i Politik. Der har han staaet som en frygtløs og frygtelig Kjæmpe, og jeg vil haabe, at han ikke er trættet i Kampen, om den end er stilnet af; det er saadanne Mænds Trofasthed, det i de forskjellige Lande skyldes, at Naturalismens Magt nu er brudt, og at der begynder at vise sig Spor af en Ung- dom, som -- vunden en Række Trin høiere op paa Tidens Spiraltrappe vil vi haabe, -- nu staar paa samme Side, hvor vi stod i vor Ungdom i Kampen for den realitetsfyldte Fantasies Ret overfor den krasse Naturdyrkelse. Per August Goedeke, der nu ogsaa er vandret bort -- inden Kredsen hed han i den Tid, han skrev sin Tra- gedie "Alboin": "Tragödike" -- var en senfødt Forn-"Gøth", han vilde været en fortræffelig Sidemand af Ling eller en anden Asaskald, ligesom han var stærkt paavirket af Grundtvig, hvis Folkehøiskoletanke han omfattede med stor Kjærlighed. Han var jo endog i adskillige Aar Høiskoleforstander, skjønt hans Skole ikke gjorde i Kjæmpe- viser og Politik, men fremmede nyttige Kundskaber. En tro- fastere Sjæl end den hæderlige Goedeke træffer man ikke let, og sin Ungdoms Kjærlighed til Fædrelandet, til Norden, til dets Fortid og dets Digtning holdt han fast til det sidste. Hans Oversættelse af "Eddaen" og hans fortræffelige Reisebreve fra Norge under Pseudonymen "Fin" -- hans N. S.-Signatur -- har gjort ham kjendt og afholdt ogsaa i Norge. Han elskede Norge, hvor han ogsaa personlig havde mange Venner, der alle vil savne den varme, digterisk bevægede og mandigt alvorlige Sjæl. SIDE: 191 Pelle, eller som hans kristne Navn lyder: Nils Petrus Ødman, var den lystigste Ungdom, jeg har kjendt -- sang en pragtfuld Tenor, skrev morsomme Viser og var alle Damers Afgud, altid i godt Humør, naar han ikke til Afvexling var dybt melankolsk -- nyktern som en Totalist, men meget muntrere, og paa Bunden af dette livsglade Væsen laa det dybeste Alvor, som ogsaa senere har præget hans Liv og Færden. En uskrømtet sand Fromhed, parret med inderlig Glæde ved alt det Gode i Livet, gjør ham til et ligesaa lykke- ligt som elskeligt Menneske, som det altid er en Fest at møde, naar det en sjelden Gang sker. Arten af hans Humør frem- lyser af hans ovenfor citerede Skildring af sin Contubernal, Ernst Bjørck. Ogsaa Wilhelm Svedbom, der spredte Musikens milde Stemninger over vor Kreds, støder jeg endnu ofte paa, naar jeg besøger Sveriges Hovedstad -- han er den samme joviale og venlige Mand, stor Musiker og anseet som Musikkjender af Rang. August Stjernstedt og Julius Centerwall hilser venligt paa mig, naar de er i Christiania -- de øvrige har Døden skilt mig fra. Og hermed siger jeg Eder et inderligt og hjerteligt Farvel, alle I kjære Ungdomsvenner fra Fyrisstranden! Min Tanke skal vel aldrig mere saa ihærdigt og varmt sysselsætte sig med Eder, som den har gjort i disse forunderlige Dage, da alle hine kjære Minder og alle de Bedste, jeg kjendte i hine Ungdomsaar, har passeret Revu for mit indre Blik. Aldrig før har jeg saa som i disse Dage kunnet føle og maale Dybden af den Hengivenhed, med hvilken jeg er knyttet til Enhver af Eder og til den gamle Universitetsstad -- og jeg ved, Gudskelov, at denne Følelse ikke er ensidig. Og derfor siger jeg Eder et inderligt og varmt Tak! Og du, kjære Læser, som har fulgt mig ogsaa paa denne Vandring -- maaske har Du kunnet føle en Luftning af den vaarlige Glæde, der omsvævede vort Liv derinde og vort SIDE: 192 Ungdomssamfund; maatte jeg ikke have trættet Dig med Skildringen af alt det, som var mig saa kjært, men som er Dig fremmed og kanske ligegyldigt, maatte min Skildring have bragt ogsaa Dig lidt nærmere disse lyse Ungdoms- skikkelser og hele dette Liv i den gamle Stad ved Fyris, have lært Dig at kjende endnu en god og sympatisk Side ved vort høisindede Broderfolk, -- ja, saa siger jeg ogsaa Dig et varmt Tak og Farvel for denne Gang! SIDE: 193 VAGABONDLIV I NORD OG SYD 1860 -- 1862 SIDE: 194 Wem Gott will rechte Gunst erweisen Den schickt er in die weite Welt. Eichendorff. SIDE: 195 DEN FØRSTE UDENLANDSREISE Kunstnerliv i Düsseldorf for 40 Aar siden. (1860.) Ganske passende tror jeg at kunne kalde det Afsnit af mit Liv, som nu begynder, "Vagabondliv". At "vagabondere" er intet smukt Ord i den Betydning, hvori vor Tid tager Ordet; ligesom Ordet "Bohème" nu formelig fører slet Luft med sig, har Ordet "Vagabond" nu kun hjemme i Straffelovgivningen og i Vaterland. Men engang var "Vagabundus" en Titel, som Vedkommende gjorde sig en Ære af at bære, selv om den ikke forekom andre saa særlig ærefuld. Det var Navnet paa en fattig, men fri Stand, der drog fra Skole til Skole for at lære noget i Verden, unge Folk, der fattige, men glade, tjente Midler hertil ved at synge i Husene eller for Godtfolks Døre. SIDE: 196 Men de kunde mere end synge andres Viser, de Karle: i Virkeligheden er det "Vaganterne", de "vandrende Scholarer" i Mellem- og Syd-Europa, der har efterladt os den eneste latinske Poesi fra Middelalderen, der endnu kan læses og synges med Glæde, hine lystige Viser, der aander og dufter af Liv og Friskhed -- og Vin. Da jeg nu -- ligesaa kirkerottefattig som nogen Vagant, har vandret ligesom de nogle Aar gjennem Verden fra Stad til Stad, fra Skole til Skole for at lære, og samtidig tjent mit Brød som jeg bedst kunde, om end ikke ved at synge for Folks Døre, saa ialfald ved min Pen og min Tunge, ved jeg intet bedre Ord for det Liv, jeg i hine Aar førte, end Navnet "Vagabondliv", skjønt jeg var ligesaa langt fra at hjemfalde under Straffeloven paa den ene Side, som fra at berige Verden med nye Carmina Burana paa den anden -- en skikkelig, fattig "Vagant", der gjorde alle sine Studiereiser i 5 Aar -- og deraf de tre med Hustru og Barn -- uden at eie en Skilling, kun paa hvad jeg tjente ved mit Arbeide, i den lovlige Hensigt at gaa fra Skole til Skole for at lære noget. Skulde jeg komme til at fortælle dette op igjen en eller to Gange ved given Leilighed, saa maa man ikke tage mig det ilde op; thi det er nu mit lille Livs største Stolthed, -- skjønt eller kanske netop fordi det slet ikke altid var saa morsomt, medens det stod paa. Idet jeg da nu tager fat paa Skildringen af dette mit Vagabondliv, der begyndte, da jeg var bleven kaldet, skjønt endnu ikke udnævnt til Docent ved Upsala Universitet, maa jeg, for at De, kjære Læser! ikke skal tabe al Agtelse for mig, faa Lov til først at holde en liden, snusfornuftig Fore- læsning for Dem -- den skal blive ganske kort. Mit Liv blev jo nu i mange Aar et Reiseliv, som jeg skylder snart sagt hele min senere Udvikling, men rigtignok ogsaa, at jeg aldrig og intetsteds er blevet helt, hvad jeg selv -- og andre -- kunde fordre af mig. Jeg maa da, for at vise dem Grunden til at jeg -- malgré tout -- sætter saa stor Pris paa Vandre- SIDE: 197 livet som Uddannelsesmiddel, først tale lidt om den Evne at vagabondere med Gemyt og Forstand, eller med andre Ord: om "Kunsten at reise". At reise er nemlig en Kunst. Mange tror, at naar man blot har nok Penge og en Baedeker i Lommen, saa kan man reise. Ja, paa den Maade kan man vistnok -- endog sovende -- komme gjennem et godt Stykke af Verden -- som utal- lige engelske Lorder og Ladies gjør det, liggende bagover i sin Vogn -- uden dog at have gjort Andet end at kaste Tid og Penge bort uden Udbytte for Livet -- blot for bagefter at kunne sige, at man har seet Vesuv sprutte eller hørt Patti synge -- men det er ikke at reise, ligesaa lidt som det er at fiske, at stikke en Krog paa et Snøre ned i Vandet -- man maa have Agn paa Krogen. Man kan have seet al Verdens Theatre og Museer, Stæder og Fjeldtoppe, man kan komme hjem og tale med om Solopgangen paa Rigi og Spillesalen i Monte Carlo, om Raffaels Stanzer og Theatre Français, ja man kan endog skrive Føljetoner hjem, -- og det er dog ikke sagt, at man virkelig har reist. Thi at reise er en vanskelig Kunst. Men forstaa mig ret! Jeg siger ikke dette, som om jeg selv troede mig at ind- tage et saadant Standpunkt i denne Kunst, at jeg kunde optræde belærende overfor mine Læsere -- tvertimod. Jeg, som skriver dette, og som nu i snart 40 Aar har streifet gjennem de allerfleste af Europas Lande, og dertil gjennem et lidet Stykke Asien og Afrika, fra Nordkap til Katarakterne og fra Bayeux til det døde Hav paa længere og kortere Studiereiser tre og tyve -- eller rettere sex og firti -- Gange, maa dog til min Skam bekjende, at jeg endnu langtfra kan Kunsten; men jeg siger dette, fordi jeg ialfald har lært, at det er en Kunst, og det er allerede Noget, skjønt endog Opfatningen af, hvori den bestaar, har været vanskelig nok at tilegne sig. Men jeg vilde nu alligevel gjerne kramme ud for Dem den Smule Visdom, jeg tror mig at sidde inde med efter lange Aars Erfaringer i denne Sag. SIDE: 198 "Livet er en Reise", siger et gammelt Ord, og Reisens Kunst har virkelig meget tilfælles med Livets svære Kunst, ikke mindst dette, at den, der reiser -- som det kaldes -- "for Fornøielse", i Regelen er den, der har mindst Fornøielse og mindst Udbytte deraf. Ja, det er med Reisen som med Livet: de maa begge have et Maal -- det er Vandrelivets første Hemmelighed. "Hverken Kunst eller Natur eller Sel- skab er istand til at yde et Menneske den egentlige centrale Tilfredsstillelse; til virkelig at nyde alt dette behøves noget Forangaaende, indre Udfyldende, en levende Magt og Kraft, der stræber mod et Formaal" -- har jeg engang nedtegnet en Notisbog [fotnotemerke] -- og det er saa sandt, som det er sagt. Men selv med et saadant Maal for Øie kommer man først efterhaanden og sent til at kunne vandre med Glæde og For- staaelse. Thi Midlet, som man maa tilegne sig for at naa dette Maal, er Frihed og Selvstændighed, indre som ydre, og den naaes ikke strax eller let. Saalænge man nyder Skallen og først, naar det er forsent, opdager, at man har ladet Kjernen ligge, saalænge man ærgrer sig over ethvert Uheld, ethvert Preieri, man er udsat for, enhver Dumhed, man selv eller Andre begaar, saalænge man lader sig imponere af en- hver vigtig Kellner eller lader sig trælbinde af Table-d'hôter og Hotelverter, saalænge forstaar man ikke Reisens ædle Kunst, saalænge er man ikke fri. Saadan Trældom, saadanne Uheld og Feilgreb kan man først da hæve sig over, naar man har tilegnet sig de nødvendige Forudsætninger for at kunne optræde frit uden derved at støde an mod den virkelige An- stands Love. Men det kan man kun, naar man har "Agn paa Krogen". Ligesom man bør kunne -- ialfald til en vis Grad -- beherske Sproget i det Land, hvori man vil færdes med Glæde og Nytte, saaledes er der et andet "Sprog", som det ikke er mindre nødvendigt at forstaa, det Sprog, der tales af et Lands Natur og Folkeliv, af dets Historie, Literatur Fotnote: Vistnok hentet fra Goldschmidt? SIDE: 199 og Kulturmonumenter, -- ogsaa dette Sprog maa man paa Forhaand forstaa, saa at man bliver Herre over og ikke Slave af de Situationer, hvori man kommer, og af de Menne- sker, man støder sammen med, saa man kan omgaaes uhindret ogsaa med de Dannede og ikke blot med Kellnere og Kuske; thi en af Reiselivets største Velsignelser er jo de interessante Forbindelser med betydelige Mennesker, som resulterer af dem. Men dertil maa man ogsaa kunne finde Alt, hvad der interesserer En, uden at være afhængig af uvidende og trivielle "Førere" -- blot med Plankartet og i det høieste sin Murray eller Baedeker i Haanden. Jeg kjender ingen større Fornøielse end den, at gaa første Gang ud i en fremmed By med Tiden foran sig og Plankartet i Haanden for at betragte dens Liv og dens Mærkværdigheder. Man maa saavidt muligt kunne undgaa bagefter at maatte beklage sig over, at man har for- sømt Bekjendtskabet med dette eller hint, som interesserede En, fordi man ikke vidste, at det existerede eller fandtes der. Men saadant kræver for det første god Tid, saa man ikke behøver at fare hæsblæsende fra det ene til det andet i daarligt som i godt Veir, uden at kunne hvile ordentlig ud. Jeg kjender neppe ulykkeligere Væsener, end disse Reisende, der skal se Paris eller Rom paa otte Dage og reise derfra mere taagede paa Forstanden, end de kom did, fordi intet har kunnet fæste sig af Mangel paa Tid til at fordøie de mægtige Indtryk. Dernæst fordrer det ogsaa alvorlige forberedende Studier; thi den anden Hemmelighed ved vor Kunst er, at man skal komme til et Sted første Gang, som om man kom der anden Gang; man skal ikke først høre Tale om Tingene, idet man ser dem; man skal gjenkjende dem, idet man ser dem første Gang, og vel at mærke: gjenkjende dem, ikke som isolerede Fæno- mener, men som gamle Venner, i deres organiske, naturbe- tingede eller historiske Sammenhæng med Omgivelserne; thi Kunsten bestaar i strax at kunne slaa ned i det Centrale, i Livets og Kulturens Midtpunkter, ellers spilder man sin Tid SIDE: 200 paa banale Ubetydeligheder; kun ud fra Centrum vindes det rette Overblik. Svæver man derimod paa Maafaa om mellem alle Periferiens Tilfældigheder, vil man gaa træt i Stemningerne og Oplevelserne hundrede Gange, før man naar Kjernen -- eller man vil slet ikke faa Øie paa den. Kun ud fra et saa- dant centralt Standpunkt kan man nemlig lære paa en frugt- bar Maade at assimilere sig med den nye Omgivelse, og i Assimilationen ligger Vandrelivets tredie og store Hemmelig- hed. Kun gjennem den faar man Herredømme over disse Reiselivets intense, hurtig vexlende Stemninger, der gjør dette Liv saa rigt og saa varmt pulserende; kun gjennem Assimi- lationen faar man Forstaaelse og Sympathi for det, man lever i, og dette maa jo dog være Reisens egentlige Hensigt. For- staar man ikke Assimilationens Hemmelighed, forstaar man ikke at gjøre sig hjemligt stemt i det fremmede Folk, er Ens Aand ikke elastisk nok til ligesom Legemet at udstøde de Stoffe, der er ufrugtbare eller skadelige, at tilegne sig de nærende og gavnlige og forvandle dem til Kjød af sit Kjød og Blod af sit Blod, bør man heller blive hjemme; thi da bliver Reisen ufordøiet, kun en Kjæde af Ærgrelser. Vil man nødvendigvis foretrække at ærgre sig over Olien og Lopperne i Italien, fremfor at glæde sig over Naturen og Kunsten, vil man partout spise Beaf og drikke Porter i Neapel og derimod drikke Caprivin og spise Broccoli ved Nordcap, ja da bliver Reisen nødvendigvis en Skuffelse. Man søger ikke Skulpturer paa Island og Sagaromantik i Athen. Men der er mange, som -- hvis de vilde være oprigtige -- maatte tilstaa, at deres Reise har været dem en stor Skuffelse -- paa Grund af manglende Aandselasticitet og Assimilationsevne. Den Egenskab, hvorpaa det derfor -- som man vil for- staa -- først og fremst kommer an, naar man vil naa den rette Frihed, er -- og dette er Reiselivets fjerde Hemmelighed: Fordringsløshed. Man maa kunne vagabondere, og dertil hører, naar Ordet tages i god Forstand, en ikke ringe Grad af Dannelse. Man lærer og lever mindre i en Jernbanekupé SIDE: 201 end i en Vogn -- mindre i en Vogn end paa en Hesteryg, mindre paa en Hesteryg end paa en Velociped eller tilfods. Jo mere selvhjulpen man er, sagde vi, desto større Glæde og Nytte har man af Vandrelivet, og jo færre Fordringer man har, desto lettere bliver man selvhjulpen. Man maa ikke have altfor mange Penge at rutte med -- eller ialfald ikke bruge altfor mange; thi det Bedste paa en Reise er netop det, som ikke faaes for Penge: Livet selv. Man maa tage tiltakke med Tingene, som de er, og for- søge selv at gjøre det bedst mulige ud af dem. Man skal døie lidt ondt, ikke fordre Hjemmets Bekvemmeligheder og Vaner vedligeholdte, hvor det netop er Opgaven at forsage dem, for til Gjengjæld at modtage alle de nye og store Ind- tryk og Erfaringer, et Vandreliv tilbyder. Hvor almindeligt er det ikke t. Ex., at Landsmænd, der træffer hverandre i Udlandet, strax klumper sig sammen til en Masse og derved forskjertser Reisens virkelige Udbytte, at lære de fremmede Forhold at kjende, at lære at forstaa de fremmede Mennesker, blot for at have den Behagelighed, som vi hjemme altid kan have, naar vi vil, at omgaaes Mennesker, der taler vort eget Sprog og deler vore Vaner og Tilbøieligheder. De, der gjør saa, lærer aldrig at reise. Vil man have Alt derude, som man har det hjemme, saa maa man blive hjemme, det er det eneste Middel. Ja -- men naar man skal underkaste sig saa mange Ubekvemmeligheder, hvorfor nyder man da ikke heller altid Hjemmets Komfort? Livet er jo kort nok og har faa Glæder alligevel. Fordi man, som Resultat af Reiselivet langt hurtigere og sikrere end i Hjemmet lærer -- og dette er dets sidste og største Hemmelighed -- Humanitet og Uselviskhed. Denne Erhvervelse er nemlig Reisens yderste Maal. Paa Reiser kan man -- hvad Goethe kalder -- "leve gjennem at betragte", man drages ikke som aktiv Deltager ind i alle Dagliglivets Smaaligheder og Detaljer og faar derved et større og friere Syn paa Livet. Ude er man ikke som i sit SIDE: 202 eget Hjem første Hane i Kurven, man er kun "en Ubekjendt," et Hotelnumer blandt de uendelig mange; der tages intet særligt Hensyn til Ens Stilling eller Fortrin, man har ingen Særrettigheder at beraabe sig paa; man maa lære at opfatte Alt ikke fra sit eget, men fra de Andres, fra det Heles Standpunkt, at bøie sig og rette sig som ved en Gymnastik efter de givne Forhold: man lærer at føle sig liden, og der- ved voxer man sig større. Det eneste, som giver Fortrin er Penge, og derfor er det godt, ikke at have for mange af dem. Det gjælder om Reisen, hvad Schiller siger om Krigen: "Da tritt kein Anderer für ihn ein, Auf sich selber steht er da ganz allein!" Og denne herlige, befriende Følelse, denne Aandens staalhærdende Gymnastik, som man naturligvis faar Anled- ning til at øve saameget mere, jo fordringsløsere En reiser, den piller meget af vor medfødte Egoisme ud af os, lærer os at se med aabnede Øine baade paa Verden derude og paa Hjemmet selv, hvis Vaner af Hjemfødningen gjerne ansees for hele Verdens Norm, medens de i Virkeligheden ofte kun er gammel, indgroet Slendrian, som man andetsteds forlængst er kommen ud over; -- man lærer at betragte Alt og Alle, sine Egne og Fremmede med Sympathi og Velvilje for deres egen Skyld, og derfor holder Reiselivet med dets mange- artede Indtryk og Minder for Livet Sindet saa forunderlig ungt og frit selv ind i den graa Alderdom -- det er Vandre- livets store Velsignelse. Men det er sandt, der hører en vis Hjertets Dannelse til at kunne bære et Reiselivs Tilsidesæt- telser, Ærgrelser og Besvær -- og en endnu større til at kunne bære dets Glæde og dets Frihed uden at misbruge dem. Men hvor denne Hjertets Dannelse findes i Bunden, vil den ved Reiselivet i høi Grad styrkes og forfines. Et er der dog, som man aldrig maa glemme, dette nem- lig, at Reiselivet selv kun er et Middel, aldrig tør være et Maal. Thi gjør man det til Livets Hovedsag, da forfeiler SIDE: 203 man netop dets virkelige Betydning. Netop det, som til sine Tider gjør dette Liv saa forfriskende og udvidende, det, jeg nys betegnede ved, at man lever gjennem at betragte, ikke drages som aktiv Deltager ind i Dagliglivets Smaaligheder, just dette indebærer, hvis Reiselivet bliver Hovedsag, en uhyre Fare. Fra udelagtig bliver man nemlig snart udeltagende for det daglige Arbeide, som vi gjerne kalder det "trivielle", men som i Virkeligheden er Livets nærende Saft, -- en æsthe- tisk Epikuræer, en ørkesløs Tilskuer, der ikke længer duer til Livets Kamp og Livets Virksomhed. Tilsidst skal vi jo netop ville Deltagelsen, ville Arbeidet i Fædrelandets Tjeneste i det Smaa som i det Store: thi deri bor Livets dybeste Til- fredsstillelse; det er netop som Livets Salt Reisen har sin Betydning; men Salt er intet Næringsmiddel i og for sig. Hvad Reiselivet til syvende og sidst lærer os, hvis det øves rigtigt, er Kjærlighed til Hjemmet, til Fædrelandet. For altsaa at rekapitulere det Hele med et Ord: Fri og fordringsløs, men vel forberedt og med vaagent Øie for en Tid at kunne gaa op i det Nye, Fremmede og derved tilegne sig det og omsætte Indtrykkene i et friere, større og humanere Syn paa Livet og Menneskene ogsaa inden de hjemlige For- hold, end det, Hjemmet alene kan skjænke os, det er Reisens Kunst. Hvorledes man saa siden kan gjøre Udbyttet frugt- bringende for Hjemmet og ikke blot for sig selv -- det er et andet og nyt Spørgsmaal, som vi ikke nu skal indlade os paa. Min lille snusfornuftige Forelæsning er til Ende. De for- staar nu, hvorfor jeg altid har elsket Reiselivet. Vil De nu, kjære Læser eller Læserinde, der hidtil saa venlig har fulgt mig i Hjemmet og paa mine Vandreaars første Stadium, ogsaa led- sage mig gjennem de Aar af mit Liv, der førte mig ud i Europa, saa skal jeg forsøge at vise Dem, hvad jeg selv har erfaret om et Reiselivs Kunst; vise Dem det, ikke altsaa som den, der tror, at han selv forstaar Kunsten, men vise Dem det gjennem de mange løierlige Feilgreb, jeg selv og Andre paa min Vei har begaaet, gjennem alle de fornøielige Timer, jeg SIDE: 204 har oplevet sammen med interessante Mennesker, saavel som gjennem de tunge og bitre Tider, i hvilke jeg har maattet kjæmpe mig frem alene -- eller med En til i Baaden -- mod Vind og Strøm. Og Resultatet vil maaske være overraskende, skjønt samtidig naturligt nok: Jeg har levet og lært mest, hvor jeg stærkest har maattet kjæmpe mig frem, levet og lært mindst, hvor jeg har kunnet reise som mageligst. Det er imidlertid -- det vil man efter hele dette Arbeides Plan forstaa -- ingen "Reisebeskrivelse", jeg vil levere; jeg vil ikke skildre, hvad bedre Penne end min har skildret tusinde Gange -- jeg vil skildre, hvad der aldrig er skildret før: mine egne Indtryk -- det er Mennesker, jeg vil tegne, og Interiører, jeg vil male. Her som altid i disse Optegnelset gjælder det, at jeg kun vil gjenspeile det Billede, Verden og Livet har kastet ind i mit Øie, saa sandt jeg formaar -- med Risiko at min Skildring finder eller ikke finder Gjenklang. Lad mig da begynde med at fortælle Dem, hvorledes jeg allerførste Gang kom ud i det store Land Europien. En tarvelig Løitnantsleilighed i den norske Gardes Kaserne paa Ladugårdslandet i Stockholm. Omkring paa Væggene hænger krigerske Emblemer -- Sabler, Pistoler, Floretter, -- Værelsets eneste Smykke; det er endog til For- styrrelse af den Smule Komfort, det af Naturen kunde eie, blevet belemret med en Feltseng; thi Løitnanten har en Gjæst. Det er Aftenskumring, men i den store svenske Kamin brænder en lystig Ild, og foran den sidder Løitnanten i en Gyngestol, medens hans Gjæst strækker sig paa Sengen. Løitnanten har en Bog i Haanden og læser ved Kaminilden: "Det var sig Hr. Asker Ryg, Han skulde i Leding gange. Gaar han først til den Kirke liden At høre de Ottesange". SIDE: 205 "Daarligt læst -- ," siger hans Gjæst, "nu skal Du høre!" Og han tager Bogen og læser med ikke mindre falsk Be- toning; "Det var sig Hr. Asker Ryg, Han skulde i Leding gange," "Ja -- men det var jo akkurat saa, jeg læste det." "Snik, snak. Du kan da høre Forskjellen: "Det var sig Hr. Asker Ryg." Og saa opstaar der et heftigt Mundhuggeri mellem Vært og Gjæst, og den sidste beraaber sig paa sin Autoritet som kaldet, skjønt endnu ikke udnævnt, Docent i nordisk Literatur og siger, at naar han nedlader sig til at lære en Løitnant at læse, saa har denne ikke Lov at ræsonnere. Og saa kaster han Bogen i Væggen og foreslaar, at de skal tage Salonpistolerne og gjennem den aabne Dør skyde til Maals efter en af de smaa Ottekanter i Sideværelsets Væg- mønster. Og saa byttes Rollerne om. "Naar en Løitnant nedlader sig til at lære en Civil at skyde til Maals, saa maa en Civil forstaa, at militær Disciplin er hans første Pligt!" "Men -- " "Ikke kny, -- fyr!" "Bom!" -- -- -- "Lad os gaa og soupere paa Ladugårdslandskällaren -- der træffer vi Folk, som ikke er slige Tværdrivere!" "Nei -- det er ikke "toddydags" endnu." Hvad er dog Ungdomsvenskab for en prægtig Ting, og hvor sjelden giver dog Livet os i senere Aar Forhold, der i ædel Uegennyttighed, fuld Hengivelse og ubetinget Trofasthed kan maale sig med de Forbindelser, man knytter i Ungdoms- aarene. En saadan Forbindelse havde jeg knyttet i Begyndel- sen af min Upsalatid med denne Landsmand, en nobel og elskværdig Karakter og en trofast og venfast Sjæl som Faa. Under mine hyppige Ophold i Stockholm den første Vinter SIDE: 206 havde han til stor Fordel ikke blot for min fattige Kasse, men endnu mere for min Hygge og Tilfredshed indbudt mig til at dele hans Bolig i den norske Gardes Kaserne, saa ofte jeg besøgte Staden. Og der sad vi nu, medens det skumrede udenfor, ved den spragende Kaminild, lod baade Bøger og Pistoler hvile og -- som det jo ofte hænder med unge Mennesker -- underholdt os om vore Fremtidsplaner, baade de nærmere, mere rime- lige, og de fjernere, mere urimelige; jeg fortalte ham, at jeg nok engang skulde ende med at blive kaldet til Professor ved et eller andet Universitet mellem Honolulu og Grønland, og han fortalte mig, at han sandsynligvis til Høsten vilde blive kommanderet til at overvære de preussiske Manøvrer ved Fürstenwalde og derefter komme til at gjøre en Reise til Rhinegnene og Paris, og jeg priste ham lykkelig, der saa snart skulde faa et Ønske opfyldt, der længe havde dæmret for min Fantasi, uden at jeg havde end den allerfjerneste Ud- sigt til at faa det virkeliggjort. Den Aften ved Kaminilden gjorde min ædelmodige Ven mig et Tilbud, der blev af stor og afgjørende Indflydelse paa min Fremtid, ja i Grunden be- stemte baade mit Livs Skjæbne og mine Studiers efter hin Reise helt forandrede Retning: han vilde, skjønt han ikke var nogen Krøsus, forstrække mig de nødvendige Midler, for at vi sammen kunde gjøre Reisen til Berlin og Rhinegnene, jeg kunde jo altid betale ham Laanet tilbage i Fremtiden; og med hele Ungdommens lette Mod ræsonnerede jeg ikke stort over de pekuniære Forpligtelser, jeg derved paatog mig -- og som jeg forresten Aaret efter løste mig fra ved et Fore- læsningshonorar, -- men tog med Tak imod det smukke Til- bud. Min gamle, trofaste Ven har vist intet imod, at jeg i Erindringen om, hvor betydningsfuld denne Reise blev mig, paa dette Blad bringer Kammerherre Carl Johan Anker en sen, men inderlig Tak. Ja -- betydningsfuld! Jeg havde jo en ganske særlig og personlig Grund, hvorfor denne Reise laa mig saa stærkt paa SIDE: 207 Sind -- og den betroede jeg da fuldkommen oprigtig min nye Ven i hin stille Aftentimes Tusmørke. Jeg havde naaet mit første Maal, jeg var bleven kaldet til Universitetsdocent, og de første mørke Spaadomme var gjorte tilskamme -- men nu dæmrede det næste Maal for mig i alle Haabets Farver. Snart havde jeg jo tjent de syv Aar for min Rachel, og endnu var den Sag ikke helt opgjort. Forlængst havde jeg knyttet mit livs Skjæbne til det lille, lokkede Hoved, jeg havde mødt paa min første Russevandring; men samtidig var hun bleven fjernet langt fra min Synskreds, idet man havde op- daget et kunstnerisk Talent hos hende og sendt hende til Düsseldorf for at udvikle dette, og jeg var bleven staaende efter paa Stranden derhjemme. Jeg maatte gjense hende, jeg maatte paa denne Reise faa min Skjæbne endelig fast- slaaet -- og derfor maatte jeg til Rhin! Men at dette var mit Maal, var det længe kun To, som vidste. "An den Rhein, an den Rhein -- zieh' nicht an den Rhein! Mein Sohn! ich rathe dir gut; Da geht dir das Leben zu lieblich ein, Da blüht dir zu freudig der Muth! -- -- Dich bezaubert die Laut -- dich bethöret der Schein, Entzücken fasst dich und Graus -- Nun singst du nur immer: "Am Rhein -- am Rhein!" Und kehrest nicht wieder nach Haus!" Og saa reiste vi da. Hvor glimter og gløder ikke denne min første Udenlands- reise for min Erindring i brogede, fantastiske Farver -- en ungdommelig Dithyrambe over Livets Herlighed, der nu helt skulde oplade sig for mit beruste Blik. Vaaren og Sommeren 1860 havde været en begivenhedsrig Tid, Høsten skulde for mig blive endnu rigere. I Mai havde jeg overværet Carl XV.s Kroning i Stockholm, hele Vaarlivet og Promotionen i Upsala. I Juni reiste jeg hjem til Norge paa Sommerbesøg, og den 2den September Kl. 2 om Morgenen mødte jeg paa Gøteborgs Havn min Reisefælle, der som Carl XV's Ordon- SIDE: 208 nansofficer havde ledsaget Kongen did efter Kroningen i Trondhjem og nu kom ombord direkte fra et Bal hos Lands- høvdingen. Endnu samme Dags Aften -- en Søndag -- kom vi til Kjøbenhavn og gik naturligvis i Tivoli, medens jeg Dagen efter, delende Vogn med Bjørnstjerne Bjørnson, Clemens Petersen og Rudolf Schmidt deltog i Johan Ludvig Heibergs Begravelse -- og Tirsdag Aften var vi i Berlin. Paa Reiser skifter Stemningerne raskt. Hvor var det dog muntert at flyve saaledes for første Gang gjennem Verden -- den ene Dag Tivoli, den anden Begravelse, den ene Dag Dampskib, den anden Jernbane, den ene Dag Kjøbenhavn, den anden Berlin; men altid Dampen oppe og ingen svær Ballast, hverken af Penge, Sorger eller Kundskaber. Berlin var ikke dengang det samme som nu -- det havde endnu ikke naaet sin halve Million mod de to Millioner, det nu paa det nærmeste har. Hele Byens Liv indskrænkede sig for de Fremmede dengang til "Unter der Linden" og Frie- drichsstrasse. Thiergarten regnedes endnu for at ligge uden- for Byen, der endte ved Brandenburgerthor -- og hvor nu den pragtfulde Königgrätzer Strasse udbreder sig sydlig fra denne Port, løb dengang en lav, brunmalet, endeløs Havemur, halvt skjult af Løv fra de bagenfor liggende Haver, og dan- nede Byens Vestgrænse. Og man reiste paa Landet til Moritzhof, der nu ligger midt inde i Byens Westend; der roede man om i de stille Kanaler i smaa Lystbaade, hvor nu hele Stadens Trafik larmer, og Dampmaskinerne uler. Men det var nu ialfald Berlin, dette Berlin, om hvilket jeg havde læst og hørt saameget lige fra Barndommen af, det Berlin, der allerede i 1770 havde forekommet Alfieri "som en eneste, uhyre Vagtstue -- en stor Kaserne", om hvilket Lord Malmes- bury to Aar senere skrev, at "med Hensyn til Selskabslivets Daarlighed gives der ikke en slettere Stad; her behersker en total Sædefordærvelse begge Kjøn" -- og om hvilken Goethe i 1778 skrev til Merck; "Jeg har blot seet ind i den som et Barn i en Raritetskasse; Du ved, at jeg lever gjennem at be- SIDE: 209 tragte: her er tusind Lys gaaet op for mig. Og "gamle Fritz" har jeg været ret nær, har seet hans Væsen, hans Guld, Sølv, Marmor, Aber, Papegøier og sønderrevne Tepper -- og over den store Mand har jeg hørt hans egne Lumpen- hunde ræsonnere" [fotnotemerke] . Nu var den store gamle Fritz død for 74 Aar siden -- og det var neppe blevet bedre under de følgende Konger -- og nu laa den sidste af dem, "Romantikeren paa Kongetronen", Kunsters og Videnskabers forroste Beskytter, hvis Tronbe- stigelse var bleven hilset med saa stort og saa bittert skuffet Haab, nu laa Friedrich Wilhelm IV derude i Potsdam som en affældig, døende, sindssyg Mand -- Bismarck var endnu ikke opfunden, Königgrätz og Sedan endnu mindre -- hvad gjorde det os! Vi var unge, glade Mennesker uden Tanke paa være sig Politik eller Literatur, unge Mennesker, der vilde more sig i Berlin. Ja, det var mageløse Dage disse første paa udenlandsk Grund! Vi tog naturligvis ind i Hotel Royal paa Hjørnet af "Unter den Linden" og Wilhelmstrasse -- det er altid der, fyrstelige Personer tager ind i Berlin -- og vi fandt det Hele fyrsteligt -- undtagen Regningen; thi den var ligefrem kongelig, og saa flyttede vi til Meinhardts Hotel, ogsaa "Unter den Linden", selvfølgelig, man maatte jo bo "paa Strøget". Allerede den første Aften havde vi vort første Eventyr, der gav os en høi Ide om Berlinerpolitiets Fortræffe- lighed. Vi havde strax truffet en anden norsk Officer, der ogsaa skulde til Manøvrerne, nuværende Generalmajor Jac. Ræder -- der paa sin Side har noteret i sin Dagbog: "Traf Anker og en Docent D. -- meget mager, men en hyggelig Fyr" -- og saa gik vi naturligvis Allesammen i Krolls Garten. Da vi var kommen ud derfra, savnede Ræder sit kostbare Gulduhr. Fotnote: Joh. Scherr, Deutsche Cultur- und Sittengeschichte P. 424. SIDE: 210 En "Schutzmann" stod der strax, som skudt op af Jorden; Stedet, hvor Uhret blev savnet, og Trængselen ved Udgangen med de Folk, vi der havde seet, efter Evne beskrevet og noteret, og den følgende Morgen -- laa Uhret paa Eierens Bord! Det var imponerende! -- Og saa spankulerede vi om høit og lavt, "Unter den Linden" og i Thiergarten i glimrende Humør, for at lade os imponere videre; den Dag, Mennesket siger: nil admirari, bør han lægge sig til at dø -- og vi agtede slet ikke at dø; vi beundrede Alting. Hvor alle Men- nesker her, selv ganske simple Folk og smaa Børn, talte for- træffelig Tysk -- og de "schneidige" Gardeofficerer -- vore Kolleger -- og de smukke Berlinerinders Toiletter og det ypperlige Weissbier, der slet ikke var hvidt, men brunt, Alt imponerede -- ialfald mig "Guck-in-die-Welt" ganske over- ordentlig! Er det ikke ogsaa et af Ungdommens herligste Privilegier, dette, at kunne beundre -- naivt og umiddelbart; for min Del har jeg -- oprigtig talt -- endnu lidt af denne lykkelige Egenskab tilbage og beklager det slet ikke. Der var egentlig ingen Grader eller Arter i min Beundring: jeg beundrede Chokoladen i Kranzlers Café, som jeg beundrede Rauchs Statue af Friederich den store -- vistnok fordi man havde sagt mig, at begge Dele skulde være beundringsværdige; jeg beundrede Orchestret i Krolls Garten, som jeg beundrede Opførelsen af "Emilie Galotti" og "Götz" i Schauspielhaus; jeg gabte paa de store, hos os endnu ubekjendte Fotografier og Boutikernes Speilglasruder, som jeg gabte paa Prins- regenten, den senere Keiser Wilhelm I, naar han red til Parade -- det var jo altsammen nyt og henrivende -- og jeg var ellevild af Henrykkelse som en Skolegut ved at høre Mad. Miolan-Carvalho som Rosina i den kongl. Opera. Men saa kom det jo med Et, dette, der med et eneste Slag gjorde rent Bord med alt Vrøvlet. Mine Kamerater var reiste til Manøvren, og da jeg havde drevet et Par Dage en- som paa Visiter, i Caféer og Theatre, gik jeg endelig til SIDE: 211 "Altes" og "Neues Museum". Det skulde man jo ogsaa have seet. Men da jeg steg opad den brede Trappe mellem de ædle Schinckelske Søiler, drømte jeg ikke om, hvad der her ven- tede mig. I den store Rotunde og i den ægyptiske Tempel- gaard mødte mig Guder -- thi her modtog jeg det første overvældende Indtryk af, hvad "Kunst" i stor Forstand vilde sige, skjønt jeg havde Nationalgaleriet, Christiansborg og Thorvaldsens Museum i hellig Erindring. Men her var jo en hel Verden at beskue. Og nu slugte Museet for hele Resten af Opholdet al min Interesse og al min Tid, fra Morgenen af og til der lukkedes. O, hvormegen dyrebar Tid havde jeg dog kastet bort her i Berlin, og nu -- først nu, nogle Dage før min Afreise, først nu kom jeg hid! Hvorfor havde jeg kastet saa mange Penge bort paa de dyre Hoteller istedetfor at kunne opholde mig desto længere her, hvor en ny Verden var opdaget! "Meine güldenen Ducaten, ach wo seid ihr hinge- SIDE: 212 rathen" -- til Krolls Garten og Kranzlers Café -- -- o jeg Daare! Jeg var næsten fortvilet, for her var saa uendelig meget at se og lære. Ja, her inddrak jeg for første Gang -- næsten ubevidst -- hele den berusende Glæde, der ligger i Billedkunsten. Her kom de vandrende forbi mig, alle disse Store, som jeg siden aldrig skulde glemme, og talte til mig som halv- klare Anelser, dem jeg endnu ikke forstod. Der kom den gamle, farveglødende Tizian med sit Selvportræt og sin Lavinia, der gik den andalusisk henrivende Murillo, den gaade- fulde Rembrandt i sit Halvlys forbi og vinkede til mig, uden at jeg forstod Vinket, der dog fyldte mig med en stille An- dagt. Og her stod jeg næsten angst foran den guddomme- lige Urbinat, hvem jeg havde hørt prise som Maleriets Fyrste, og maatte bekjende for mig selv, at jeg intet andet forstod af ham end Ynden i hans "Madonna di Casa Colonna". Men det skulde nok komme. Og i hine Sale derinde traadte Adoranten og Polyhymnia mig venligt og fortroligt imøde i sin ungdommelige Ynde; men neppe havde jeg for- elsket mig i dem, saa drog jo i den rige Afstøbningssamling hele Antikens storslagne Herlighed -- hele Toget af Hellas' Guder mig jublende forbi i lysende Rækker: Parthenons knuste Torsoer, Apollo Belvedere, den vatikanske Eros, Venus Milo -- hvilket Gudetog! Ja, dette var ganske nye og forunderlig store Indtryk! I høie, stille, hvide Skikkelser derinde i Dæmringslyset! Hvorfra fik I dog denne sælsomme Magt til at vække et saa voldsomt stormende Liv i mit Indre! Ja, saaledes blev jeg betagen -- jeg tror tilsidst egentlig af Indtrykkenes Mængde deres Akkumulation, at jeg ligesom Elskeren i den første ubevidste Kjærligheds Vaar, der i en regnsvanger Mainat paa engang slaar ud i Blomster omkring ham, fik en ubestemt Længsel efter at forbinde mig med alt dette, der endnu var mig saa nyt og saa aandeagtig fremmed. Jeg kom dog vist egentlig ad en forkjert Vei ind i Hel- SIDE: 213 ligdommen -- thi det var Literaturen mere end Livet, som gav mig Forstaaelsen. Jeg følte tydeligere Dag for Dag, medens jeg vandrede i disse Sale, at der bestod et indre Forhold mellem Digt- ningen, hvis Historie jeg hidtil udelukkende havde studeret, og denne Billedkunst, der nu for første Gang slog ned i mig. Homer -- gjenfandt jeg ham ikke i disse græske Billed- huggere? -- Dante -- havde han ikke indvirket paa Ung- renaissancens Malere? Det var det Første, der slog mig. Snart fik jeg en dunkel Følelse af et Slags Parallelisme mellem Rem- brandt og Shakespeare. I dette Holland med det umelodiske Sprog blev de store Syner tvungne til at udtale sig gjennem hine Farver, der jo spiller en saa stor Rolle i det Land, hvor Havtaagen og Solskinnet giver disse forunderlige Farvebryd- ninger, der tiltaler Øiet, som Musiken og Poesien tiltaler Øret. Men ikke blot af hinanden maatte Digtning og Billed- kunst være afhængig -- de maatte være betingede af og selv have betinget uendelig meget andet i Folkenes Liv og Kultur -- og alt dette bølgede saa uklart og forvirret i mig; thi alt dette stod jeg udenfor -- aldeles udenfor! -- som vi Alle herhjemme paa den Tid gjorde og for en stor Del gjør endnu. Denne Verden var for mig en uopdaget og derfor lukket Verden. Jeg var bleven Docent i nordisk Literatur; men ligesom jeg strax havde følt, at dette mit Emne blot kunde blive frugtbart, naar man kjendte den Verdensliteraturens almindelige Udvikling, der havde formet hin, -- saaledes følte jeg nu med en Styrke, der ikke var til at modsige, at Ver- densdigtningen kun var en enkelt Side af Kunstens store Skjønhedsverden, at Studiet af Bygningskunst, Skulptur og Maleri (og af Musik) først helt aabner Synet over alle Kul- turlivets æsthetiske Sider: det maatte være en stor og skjøn Livsopgave, at fortolke for Menneskene Sammenhængen i hele den Kunstverdens Rigdom, som jeg endnu ikke kunde fortolke for mig selv. -- Jeg kom aldrig tilbage til Krolls Garten og Kranzlers Café. SIDE: 214 Sammen med den Spænding, Udfaldet af min Reises egentlige Maal satte mig i, bragte dette mit Sind i fuldstæn- digt Oprør -- i feberagtig Gjæring. Med disse Følelser kom jeg til Dresden. Farten over den muntre, prægtige Augustusbro med den smukke By, med Floden og det lyse Landskab omkring sig, sætter mig altid i glad Stemning, og gjorde det allerede første Gang. Det be- rømte Billedgaleri, Synet af den sixtinske Madonna, af Correg- gios Nat, af Rubens' og Rembrandts Portræter med al sin stille Ro lod Feberbølgerne i mit Indre sætte sig, idet de med mild Haand tvang mig til ved hvert enkelt at spørge mig selv: hvorledes er dette blevet til? -- tvang mig til at kaste mig over de enkelte Verkers og Kunstneres Historie ved de Hjælpemidler, jeg tilfældigvis kunde skaffe mig -- umiddelbart, usystematisk, autodidaktisk, uden at jeg dog endnu tænkte mig, at dette Studium snart skulde blive mit Livsstudium, idet jeg havde en dunkel, usikker Tanke om Muligheden af at forene hine to saa omfattende Discipliner. Uden at jeg selv vidste det, var imidlertid i Virkeligheden det store Omslag i mit Indre skeet; jeg havde under dette Besøg i Dresden, mig uafvidende, valgt for Livet. Opholdet i Dresden blev mig nemlig i flere Henseender vækkende. Professor Monrad, der nylig havde skrevet sin latinske "Epistel til Zeller", havde ved at medgive mig endel Exemplarer af denne til tyske Lærde i Berlin introduceret mig hos disse. Gamle Michelet havde netop grundet sit Tids- skrift "der Gedanke", og da jeg bragte ham en Bog og en Hilsen fra Monrad, kunde han ikke faa ud af sit Hoved, at jeg jo var en ung Filosof, og vilde med al Magt have, at jeg skulde skrive Artikler for hans Tidsskrift. Lasalle, til hvem jeg ogsaa medbragte et Exemplar, traf jeg desværre ikke hjemme, og kom saaledes aldrig til at se denne mærke- lige Mand, der jo blev dræbt faa Aar efter. Men en af de Videnskabsmænd, jeg paa denne Maade var kommen i Be- røring med, havde givet mig en Anbefaling til Herman Hett- SIDE: 215 ner i Dresden, den berømte Literatur- og Kunsthistoriker, og i Hettner fandt jeg just den Mand, jeg behøvede. Som Literærhistoriker var Hettner mig bekjendt gjennem "Die romantische Schule" og "Das moderne Drama", som Henrik Ibsen havde givet mig i Haanden som dramaturgisk Lede- traad; men det var mig indtil da ubekjendt, at han ogsaa var Kunsthistoriker og Direktør for Dresdens Antiksamling i "Japanisches Palais" og for de Mengsske Afstøbningssam- linger i Zwinger. Han havde altsaa virkelig forenet de to Fag: Literærhistorie og Kunsthistorie. Jeg gik altsaa med min Anbefaling til ham i hans hyggelige Bolig i Lüttichaustrasse -- hvor ofte har jeg ikke siden siddet i dette Havestue- Bibliothek med de tunge Gardiner og de dybe Skygger fra Træerne udenfor Vinduerne -- jeg skriftede alle mine Sorger for ham og fremstillede for ham det, som jeg syntes Betæn- kelige i min Lyst til at studere begge Fag. Da forestillede han mig, at Studiet af Kulturbevægelsen netop først blev ret et Hele, naar man fik den Oversigt over Feltet, som kun Studiet af begge Fag kunde give, og da jeg ytrede Frygt for den Halvhed og Overfladiskhed, der muligens kunde følge af SIDE: 216 at man spredte sine Studier over et altfor vidt Felt, mente han, at det beroede paa Personligheden og Methoden. Den, der havde Tilbøielighed til Halvhed, vilde blive halv, enten han studerede et eller begge Fag, og det gjaldt at koncen- trere det dobbelte Studium om bestemte, frugtbare Gjenstande. Han sagde det saa roligt, med den prøvede Videnskabsmands Erfaring, at det for Øieblikket gjorde et velgjørende og be- roligende Indtryk paa mig. Men det viste sig imidlertid efter faa Aar for mig, at et Valg var nødvendigt, og da Portene til det norske Universitets literærhistoriske Lærestol 6 Aar efter definitivt blev slaaede igjen for min Næse, var jeg alle- rede bleven Kunsthistoriker efter kun at have leveret nogle faa literærhistoriske Arbeider. Men den Gjæring, hvori jeg i flere Aar befandt mig, vil man i hele sin Voldsomhed, sin Uklarhed og Umodenhed finde præget i, hvad jeg i den nærmest følgende Tid præsterede. Ikke blot over den ukloge Heftighed i mit Angreb paa Tegnerismen den følgende Vinter, men ogsaa over mit lille, umodent gjærende Arbeide -- "den bildende Kunst i dens Forhold til Religionsformerne", og over flere end disse Arbeider vil der, haaber jeg, kastes et baade forklarende og forsonende Lys, naar man erindrer, at jeg, for at kunne have det daglige Brød for mig og mine, var tvungen til at producere, medens Sindet endnu var fyldt af denne nyvakte, betagende, urolige Kjærlighed til Billedkunsten og altsaa endnu var i fuldt Oprør og maatte have Luft, medens jeg selv endnu kun var en halvlært Autodidakt. Den geniale Hettners aabne, frie og elskværdige Væsen, der forenede Verdensmandens Sikkerhed med Studentens Friskhed og Videnskabsmandens Finhed og Alvor, tiltalte mig i høi Grad, og jeg besøgte ham siden stadig, hvergang jeg kom til Dresden, og hans Omgang var mig stedse ligesaa lærerig som behagelig. Ogsaa viste han mig paa sin Side altid stor Interesse, og det glædede mig stadig at modtage Vidnesbyrd om, at SIDE: 217 han fulgte min Fremgang i Livet med levende Sympathi. Han var jo selv den første, til hvem jeg havde vendt mig, for at faa en Ledning paa min nye Bane, saa han vel syntes, at han ligesom havde Del i mig og Ansvar for mig. Da jeg sidste Gang besøgte Herman Hettner, Høsten 1880, var han syg og lidende, men som altid spillende livlig og aandsfrisk. Det anede mig, at jeg aldrig vilde se ham mere; han selv havde en Følelse af det Samme, tror jeg; thi han tog en meget bevæget Afsked fra mig, og da jeg næste Gang kom til Dresden, 1884, var han død. En anden, høist interessant Personlighed, med hvem jeg gjennem Hettner under dette mit første Ophold i Dresden kom i Berøring, var Carl Gutzkow, ved Siden af Heinrich Laube, hvem jeg først noget senere lærte at kjende, den betydeligste af "das junge Deutschland"s Digtere -- næst Heinrich Heine. Heine var død for kun 4 Aar siden -- og jeg havde saalidt som nogen af hin Tids læsende Ungdom kunnet unddrage mig til en Tid at staa under den magiske Indflydelse, som hans ætsende Vittighed og hans brillante Lyrik med dens "Weltschmerz" og dens Satire foreløbig gjør paa ethvert ungdommeligt Gemyt. "Das junge Deutschland" var derfor endnu dengang Gjenstand for min livlige Inter- esse, og jeg havde læst en hel Del baade af Gutzkows og Laubes Arbeider. Endog en vis Sympathi for disse unge Forfægtere af en "Kjødets Emancipation", der var en sand Renhedens og Aandrighedens Skole i Forhold til vore Bo- hemers raa Sanseparadis, var bleven vakt hos mig ved den lave Forfølgelse, de havde været Gjenstand for. Jeg har et stærkt Indtryk af, at den nævnte Emancipation havde været mere et ungdommeligt Koketteri, hvormed man sikrede sig Massens Interesser, end virkeligt Alvor. Den var ialfald et tilbagelagt og overvundet Standpunkt. Nu var de blevne Mænd og havde gjennemgaaet en alvorlig Lutringsproces i Livets Skole, og det mærkelige Aar 1848 havde ogsaa hos dem efterladt dybe Spor, en bitter Følelse af, at deres Ung- SIDE: 218 doms Tro paa Frihed, Lighed og Broderskab var bleven skammelig sveget og udnyttet af egoistiske Partiledere -- og de følgende Aars Reaktion havde ikke gjort Sagen bedre. Jeg fandt i Gutzkow en bittert skuffet Mand, der dog arbei- dede videre for de frisindede Ideer, han for Alvor havde om- fattet i sin glødende Ungdom med usvigelig Tro og med et Talent, der ragede høit op over de fleste andre af det unge Tysklands Digteres. "Uriel Acostas" og "Zopf und Schwert"s Forfatter var en liden, temmelig uanseelig Mand med skarpe Træk og et stikkende Blik, i sin Konversation pikant, som man kunde tænke sig "Wallys" Forfatter. Dengang jeg gjorde hans Bekjendtskab, arbeidede han paa "Der Zauberer von Rom", den store 9-Binds Roman, der fulgte efter "Ritter vom Geist"s ni Bind. Naturligvis kom han oftere ind paa de Tider, da han sad fængslet i Mannheim efter Wolfgang Menzels Denun- tiation af hans "Wally, die Zweiflerin". Nu syntes hans Had mod Menzel at være gaaet over paa en yngre Samtidig, Berthold Auerbach. Han beklagede det mellem Tyskland og Norden siden 1848 indtraadte Fiendskab, men mente, at heller ikke vi var gaaet fri for, hvad han kaldte "Auerbachianismen". Da jeg noget forundret spurgte ham, hvad han dermed mente, viste det sig, at han allerede havde læst Bjørnsons første Bondenoveller (iallefald "Synnøve") i tysk Oversættelse, og ansaa ham for en Aflægger af de Auerbachske "Dorfgeschichten" med deres "Pindehuggeri" og "Detailkram" -- det var omtrent de Ord, han brugte. Da jeg mente, at Bjørnson neppe var paavirket af Auerbach, men havde sin Rod direkte i sit Samliv med den norske Bonde, føiede han til: "Sehr möglich -- von dem werden sie doch nicht viel Freude haben." Hans Talent erkjendte han alligevel villigt, men mente, at hele Bonderomantiken var en "Sygdom i Literaturen". Nogle Aar efter gjorde den melankolske Digter et mislykket Selv- mordsforsøg, saa det er maaske vel saa rimeligt, at Syg- dommen laa hos ham selv. Efter en Periode af Sindssygdom, SIDE: 219 som han tilbragte i et Hospital, leverede han endnu en hel Række Arbeider, inden han 1878 døde, kvalt af Røg under en i hans Stue i Sachsenhausen ved Frankfurt opstaaet Ilde- brand. Heinrich Laube, hvem jeg traf sammen med i Leipzig i 1869, hvor han dengang var Theaterdirektør, var i mange Henseender Gutzkows direkte Modsætning. Den svære Skik- kelse med det mongolske Tshingis-Chan-Hoved, med de brede Kjæver og den korte Næse, var fuld af Ild og Liv ud i Fingerspidserne, rastløs virksom og en født Høvdingnatur, som efter en kort politisk Bane fandt sin Tumleplads paa de Brædder, der forestiller Verden. Hans Konversation var let og sprudlende af Liv og Vittighed, og af den Vrantenhed, jeg havde bemærket hos hans store Aandsfrænde Gutzkow, var der hos ham intet Spor, skjønt han havde gjort ligesaa bitre Livserfaringer som den anden af "Das junge Deutschlands" Førere. Lykken havde dog siden været ham gunstigere; han levede under lyse Forhold med en elskværdig Hustru og stod maaske netop dengang paa sin Popularitets Høide, idet han, der lige til 1867 havde været artistisk Direktør ved Burg- theatret i Wien, netop da havde overtaget det nye Theater i Leipzig og i en utrolig kort Tid oparbeidet dette til en af Tysklands første Scener. Havde Laube i sin Ungdom været en af Heines ivrigste Partigjængere og en dristig Talsmand for de mest vidtgaaende og fantastiske liberale Ideer, der endog flere Gange havde bragt ham i Fængsel, saa havde en modnet Livsanskuelse, navnlig efter hans Deltagelse i den tyske Nationalforsamling 1848, hvor han fik Anledning til at se den tyske Liberalisme paa Bagsiden af Kulisserne -- som han udtrykte det -- aldeles afgjort fjernet ham fra det ung- tyske Parti. Han havde dengang netop skrevet sin "Onde Tunger", hvis friske, djerve og dog som altid elegante Satire gjorde et stærkt Indtryk. Tre Aar efter vendte han tilbage til Wien og grundlagde der det bekjendte Wiener Stadttheater, som han ledede til faa Aar før sin Død. SIDE: 220 Med de øvrige af "das junge Deutschlands" Førere, Kühne, Wienbarg og Camilla Colletts Tilbeder, Theodor Mundt har jeg aldrig havt nogen Berøring, og vender nu fra denne lille Digression frem i Tiden tilbage til Reisen i 1860. "Paa samme Eng, hvor Koen søger Græs, Der søger Ulven Harer, Ræven Gjæs" siger et gammelt Ord. Medens jeg væsentlig tilbragte min Tid om Dagen i Dresdenergaleriet og om Aftenen i Theatret, og stiftede literære Bekjendtskaber, havde min militære Ven og Reisefælle naturligvis søgt militære Forbindelser, og en Aften efter Theatret gik vi over til Hovedvagten ved Slottet for der at afhente en Anbefalingsskrivelse, som en Officer havde lovet min Ven til Kommandanten paa Königstein. Tyskerne har undertiden nogle løierlige Navne; det er ganske faktisk, at den Officer, der gav os Anbefalingen, hed Süssmilch, og Kommandanten, til hvem vi anbefaledes, hed Gutbier, saa- ledes tilsammen en komplet Ølost. "Sørg nu for, at De faar se hans otte deilige Døttre," sagde Løitnanten, "og glem endelig ikke at spørge efter hans Mineralsamling -- derved vil De vinde hans Hjerte!" En Søndag Morgen kom vi til Kønigstein og afleverede vore Anbefalingsbreve. Vi blev venligt modtagne, men af de 8 smukke Døtre -- intet Spor! I Haab om at faa et Glimt af dem ved en Vandring, bad vi om at faa se os lidt om, og han førte os rundt paa Fæstningen, ogsaa til den berømte dybe Brønd, hvor et Lys blev sænket ned, og hvor vi tællede til -- jeg husker ikke længer hvor meget -- inden vi hørte en nedkastet Sten pladske mod Vandfladen -- men af de 8 var der end ikke i Brøndens dybeste Dyb noget Spor. For nu ret at optø hans Hjerte, og idet vi haabede ved en ny Vandring indenfor hans egen Bolig at opnaa et helt SIDE: 221 digere Resultat, bemærkede jeg, at vi havde hørt, at han besad en udmærket Mineralsamling. Jeg troede derved at slaa to Fluer med et Smæk. "Naturligvis skal De se min Samling," sagde Komman- danten, "jeg havde tænkt, at vi skulde tage den som Rosinen i Pølsens Ende efter Frokosten; men hvis De vil, kan vi gjerne besøge Samlingen først. Frokosten er desuden neppe færdig endnu, og jeg ser, De er utaalmodige efter mine Stene." Saa gik vi da til Mineralsamlingen. Hverken min Ven eller jeg forstod at skjelne et Stykke Bly fra en Sølvstuf -- og jeg kunde dengang vistnok gjerne bedet om at faa se Mineralet Messing eller Metallet Bronce, men det gjorde jo ikke noget; thi Kommandanten førte hele Tiden Ordet. Han viste os de mærkeligste Ting, og jeg tror vist, at der var overordentlige Sjeldenheder, men han indlod sig kun lidet paa nærmere Forklaringer -- han ansaa alt som bekjendt for os andre, hvad der var bekjendt for ham selv. Vi saa og taug -- saa og taug. Omsider begyndte jeg at finde, at vor Taushed var lidt trykkende, og at det vilde være passende overfor saa mange Sjeldenheder som de, han viste os, at anbringe lidt Beundring hist og her. Jeg puffede min Ven sagte i Siden, medens jeg mumlede et: "Famos!" Uden at lægge Mærke til, at Kom- mandanten, der holdt en ganske almindelig Sten i Haanden, netop sagde: "Diess ist nun der allgemeine Sandstein, aus dem die ganze Sächsische Schweiz besteht", udbrød min Ven, der strax havde opfattet min Mening: "Das ist doch höchst merk- würdig." Da kastede Kommandant Gutbier et meget forbauset Blik paa sine Gjæster og sagde med dyb Overbevisning: "Am Ende sind die Herren gar nicht Mineralogen!" Nei, det maatte erkjendes. Da lo den Gamle -- han var altid vant til, at hans Ven Løitnant Süssmilch sendte reisende Mineraloger til ham, og da han saa hans Navn under Brevet, SIDE: 222 havde han slet ikke læst det igjennem, men taget som givet, at vi var unge Mineraloger. "Meine Herren! Gehen wir zum Frühstück", sagde han gemytligt -- og ved Frokosten befandt vi os unegtelig ad- skillig mere hjemme end i Mineralkabinettet, og siden fik min militære Ven alle de Oplysninger, han ønskede. Men de berømte Otte kom aldrig "zum Vorschein". Vi maatte reise uden at have seet en eneste af dem. Endnu kun et eneste Træk maa jeg notere fra selve Reisen. Vi var komne til en mindre By, hvor vi skulde op- holde os mellem to Jernbanetog, og havde ved Jernbanegaarden kastet os i en Hotelomnibus, der førte os til et Hotel, hvor vi hurtig klædte os om, og saa jagede vi hæsblæsende ud i Byen for at se dens Mærkværdigheder. Endelig var vi færdige og skulde nu tilbage til Hotellet i største Hast; thi Tiden for Togets Afgang nærmede sig. Men da kom det for en Dag, at Ingen af os vidste, hvad Hotellet hed, eller hvor det laa. Vi travede forgjæves nogle Gader op og ned og begyndte saa at examinere hinanden, om vi da ikke havde nogetsom- helst Kjendetegn paa vort Hotel. Forgjæves. Paa Omnibus'en havde vi jo vistnok læst dets Navn, men det var gaaet os totalt af Minde. Hvad var der at gjøre? -- Jo -- med Et fik En af os en kløgtig Idé. Vi gik ind i det nærmeste Hotel og lod Portieren regne op Navnene paa alle Byens Hoteller, og med engang raabte vi begge: "Der er det." Navnet vakte igjen vor indslumrede Hukommelse, og saa travede vi da afsted til vort Logis og naaede i rette Tid til Banegaarden. Jeg skal ikke trætte mine velvillige Læsere med nogen Beskrivelse af vor Reise, men kun til Orientering notere Ruten: Leipzig, Eisenach med Wartburg, Frankfurt a/M., SIDE: 223 Heidelberg, Mannheim, Mainz og saa nedad den grønne Rhin midt i den røde Vinhøsttid, til Bonn; og over Köln med dens dengang endnu helt ufærdige Domkirke nærmede vi os saa den lille Kunstnerstad ved Rhin, der var Maalet for vor Reise. Man fortæller om en norsk Landmand, der en Morgen kom ud paa sine Jorder og der fandt en Maler sysselsat ved sit Staffeli. "Er det Professor Dahl?" spurgte han. "Nei." -- "Er det Tidemand?" -- "Nei." -- "Er det Gude?" -- "Nei." Da gik han sin Gang videre -- med disse tre ophørte for ham den norske Kunst. Skjønt vi ikke her vil forhandle Kunsthistorie, vil vi dog gaa et lidet Skridt videre end denne Kunstkjender, thi det turde ikke være uden sin Interesse at dvæle lidt ved de Forhold, der udviklede sig for vor unge Kunst i hine Dage i Düsseldorf, og at betragte det Liv, vore Landsmænd der førte -- det har jo nu allerede et Slags kulturhistorisk Interesse, saavidt langt ligger hin Periode nu tilbage i Tiden. Den gamle Düsseldorfske Kunst har ingen høi Stjerne i vor Tid, -- skjønt den kanske paa det Allersidste netop igjen begynder at stige -- og det er næsten farligt for Ens gode Navn og Rygte at tale om den, endsige at tale noget godt om den. Men naar en yngre Generation, der har glemt eller maaske aldrig har kjendt den foregaaende Slægts Historie, sætter sig ud over det alsidige Syn og bare ser de "svundne Tider" med de nye Tiders Øine, da tilhører det som en Pligt dem, der endnu har levet med i den ældre Tids Bevægelse, at erindre om, at ogsaa den har havt baade sin "raison d'être" og sin store Fortjeneste af den yngre Kunst, der er steget op paa dens Skuldre, -- Fortjenester, som denne ikke kan glemme uden at gjøre sig skyldig i en Utaknemmelighed, som den selv om 20 Aar bittert vil beklage sig over hos den næste Generation. Jeg har aldrig forstaaet den kunstneriske Intolerance ialfald hos Ikkekunstnere, aldrig, hvorfor man nød- SIDE: 224 vendig skal sige "Enten -- eller" -- hvor man har god Grund til at sige: "Baade -- og". Denne Skole har dog frembragt en Lessing og en Gude, en Knaus og en Vautier, en Gebhardt og en Dücker og mange til dem. Man faar blot aldrig udgaa fra den Tro, at alt nyt er godt, fordi det er nyt, og alt gammelt slet, fordi det er gammelt. Gammel Vin og gammelt Venskab er al Ære værd -- og gammel Kunst ogsaa. Derfor vil jeg nu slaa mig ned for en Stund i den hygge- lige lille Rhinstad for at vise Dem, hvorledes Livet der saa ud ud i Gudes og Tidemands første Manddomsaar og i min egen Ungdom. Det Parti af Rhinen, hvor Düsseldorf ligger, hører jo langtfra til dens smukkere Egne: fladt, ensformigt Sletteland -- men Himlen over disse Kornmarker har de vidunderligste Belysninger, og Byen selv var dengang (1860), da den neppe havde 50 mod sin nuværende 150 Tusinder af Indbyggere, smuk og tiltalende. Dengang beherskedes den af Kunstnere og Militære. Nu har begge disse Stænder maatte vige for Fabrikanter og Ingeniører. Da var den en Kunstnerstad, nu er den en Fabrikstad. Hvor stille var der ikke dengang omkring "Jägerhofs" lille Lystslot og i Hofgartens lange, dunkle Alléer, hvor Solen spillede paa gule Sandgange gjennem det grønne Løv, medens en eller anden Kunstner med spids Hat og langt Haar spadserede i Skyggen, -- hvor stille paa det landlige Ananas- berg, skjønt det laa midt inde i Byen, eller langs den lille Düsselflod og Kanalerne, der med sit grønligt reflekterende Vand, med Svanerne paa Fladen og legende Børn langs Stranden strakte sig hen under de skyggefulde Castanier og Plataner; hvor øde var ikke Breitestrasse med sine ensformige Husrader, medens Livet mylrede som i en stor Myretue nede i den ældste Stads trange Gader, Bolkerstrasse, hvor Heinrich Heine var født, og Torvet, hvor Immermanns, Mendelsohns og Schumanns Theater stod og den gamle Broncekurfyrste SIDE: 225 sad paa sin Hest midt imellem de skrigende Grøntsælgersker og Fiskehandlere -- nu surrer Livet overalt omkap med Maskinernes Hjul, og af den stille Kunstnerstad er egentlig intet tilbage. Men hinsides Torvet, nede ved Rhinpromenaden, ligger det gamle graa, mørke Slot. I de Korridorer og Sale, hvor allongeparykkede Hofmænd med Paradekaarder og Snudehatte engang trippede om mellem fiskebenskjørtede Prinsesser og Hofdamer med taarnhøie, pudrede Frisurer, der endnu siges at spøge i Gangene, residerede nu Malerakademiet: her var de Atelierer, hvorfra gamle Schadow og hans Elever sendte sine Billeder ud over Verden. Oprindelig var dette Slots berømte Billedgaleri det Centrum, omkring hvilket allerede i forrige Aarhundrede en Kunstskole havde dannet sig; men i Napoleonstiden maatte Galeriet vandre til München, hvor det nu danner Kjernen af "det gamle Pinakothek", og Akademiet blev tilbage som en sygnende Plante uden Jord. I 1820-Aarene skulde saa den store Peter von Cornelius gjenføde Institutionen -- men i en Tid, der endnu ikke havde hverken Jernbaner eller Telegrafer, vilde det i Længden ikke gaa at være Direktør i Düsseldorf om Vinteren og male Fresker for Kronprins Ludvig om Sommeren. Saa flyttede han da til München, og den nye Æra begyndte, som vi forstaar ved "Düsseldorferskolen", da Wilhelm von Schadow kom fra Berlin med sine Elever: Lessing, Hildebrand, Sohn og andre Høsten 1826. Med dem kom Sværmeriet for Tieck og Nyromantiken -- i skarp Modsætning til Cornelius' "Gedankenmalerei" -- og i Modsætning til den ensidige Vægt, han havde lagt paa Komposition og Tanke- dybde, erklærede Schadow tørt: "Maleren maa kunne male!" De store Freskobilleder, der sjelden blev til mere end Kartoner, afløstes af de smaa, romantiske, sentimentale Staffelibilleder, der i Trediveaarene henrykkede Verden: blødt følte, haardt malede Scener efter Digterverker, egentlig kun en malet Illustrationskunst: da malede Hübner "Lorelei" efter Heine, SIDE: 226 Sohn "de to Leonorer" efter Goethe, og Hildebrand "Edvards Sønner" efter Shakespeare, Lessing "Trauerndes Königspaar" efter Uhland, Bendemann "Trauernde Juden" efter 137 Salme, og der blev en saa almindelig "Trauer" over hele Linien, at den mandige Lessing omsider brød ud og malede sin for- træffelige "Hussitenpredigt", medens Schrødter vendte Satirens Od imod al denne Jammer i sin "Trauernder Lohgerber", Garveren der staar og glor efter de bortflydte Skind. Hei, hvad der blev for et svare Opstyr nede i det gamle Slot! Verden kunde umulig staa til Paaske! Hidtil havde de Alle havt sine Atelierer i Akademiet, og baade Motiver og Teknik laantes fra den ene Malerstue over i den anden. Naar En af Kredsen havde fundet en ny Farvesammensætning eller en ny Maade at føre Penselen eller ordne Paletten paa, gik Opdagelsen som en Løbeild henad Korridorerne fra Stue til Stue under stor Henrykkelse; det Hele holdt paa at drukne i Maner, det var en ren Epidemi. Nu blev med engang den brutale Samdrægtighed brudt; Enigheden var sprængt; man flyttede sine Atelierer ud i Byen og arbeidede hver for sig. Den Tid var forbi, da en Maler hovedrystende kunde sige: "Die Natur macht mich irre!" Nu reiste man til Holland for at se de gamle Hollændere og opdagede derved den hollandske Kysts maleriske Natur og det frisiske Folkeliv, der gav Achenbach og Jordan saa mange herlige Motiver. Skjønt de yngre Düsseldorferes Slagord var "Natur og blot Natur", studerede man dog de gamle Hollænderes Kolorit og de unge belgiske Farvekunstnere. Man kom saaledes i Berøring ikke blot med den franske Kunst, men fremfor alt med Nutidens Liv og Interesser, der gav Carl Hübner og Becker Motiverne til "Jagtretten", "Udvandrerne" og "de schlesiske Vævere", der berørte Tidens brændende Spørgsmaal: Aristokratismen, Overbefolkningen og Pauperismen -- overalt søgte man nye Felter, og paa en saadan Opdagelsesreise kom Andreas Achenbach lige op til Norge -- og Følgen deraf blev igjen, SIDE: 227 at den 16aarige Hans Gude ikke blev sendt til Dahl i Dresden, men til Düsseldorf. En vakker Oktobermorgen i 1851 vaagnede Beboerne i Steinweg i Düsseldorf i en anden Gade end den, i hvilken de den foregaaende Aften var slumrede ind: de sovnede i "Steinweg" og vaagnede i "Schadowstrasse". Staden feirede med stor Høitidelighed 25-Aars Dagen for Direktør Schadows Overtagelse af Akademiet -- den gamle, gode Steinweg fik ved en Magistratsbeslutning fra nu af Navn efter Düsseldorfer- skolens Stifter -- Festoptog, Taler og Sang feirede Dagens Helt og det Akademi, der havde gjort Stadens Navn berømt over Verden. Det var vel Høidepunktet af Düsseldorfs Herlighed som Kunststad, og Skolens Kulmination, der i hine Dage feiredes. Thi nu var den første Generation allerede begyndt at ældes stærkt, og de nye Navne, der dukkede op, hilsedes ikke mere med den samme kritikløse Begeistring, der havde mod- taget Schadow og hans Elever. Dog var det endnu en smuk Efterblomstring, Skolen gjennemlevede paa den Tid, jeg ni Aar senere opholdt mig i Düsseldorf. Schadow saa jeg som en rystende Olding, der maatte ledes, naar han viste sig paa Gaden, Lessing havde to Aar tidligere modtaget Direktørstillingen i Carlsruhe, Schirmer og Schrødter var ogsaa vandret didhen -- Alfred Rethel og Hasenklever var døde; Hildebrand præsterede lidet mere, kun Carl Sohn stod endnu af den ældste Generations Koryfæer i fuld Blomst, malende sine elegante, men sødlige Dame- portræter. Men til denne ældre Slægt havde allerede dengang sluttet sig den yngre, der nu stod i Flor, til Jordan sluttede sig den baade alvorlige og humoristiske Henry Ritter og den gemytlige Geselschap; Brødrene Achenbach var i fuld Blomstring ligesom Leutze, Akvarellisten Scheuren, Slagmalerne Hünten og Camp- hausen, Portrætmaleren Röting, Stillebensmaleren Preyer, og SIDE: 228 netop nylig var tre Storheder optraadte, der dels allerede da, dels senere fyldte Tyskland med sit Ry: Ludvig Knaus, Benj. Vautier og Wilh. Sohn, en Nevø af den ældre Sohn -- og af Nordmændene nærmede Tidemand sig, dengang 46 Aar gammel, henimod Høiden af sin Kunst, medens Gude, der aldrig synes at naa Høiden af sin Kunst, men stadig gaar fremad med Tiden, kun 35 Aar gammel, allerede var en Kunstner med et europæisk Navn. Centret for de skandinavi- ske Kunstneres Liv laa i Gudes og Tidemands respektive Hjem, der stod gjæstfrit aabne for alle Skandinaver -- og der blev det da ogsaa, at jeg væsentlig kom til at færdes -- specielt i Gudes Familiekreds. Adolf Tidemand havde net- op nylig kjøbt det Hus i Alex- anderstrasse (No. 3), hvor han senere blev boende til sin Død, og som Lerche senere kjøbte og beboede til sine Dages Ende. I Havens bagre Del laa en sær- skilt Bygning, hvor Tidemand havde sit Atelier. Atelierbygningen var delt i to Etager, i den undre residerede Hubert Salentin, ved Siden af vor Lands- mand Lorck, Tidemands eneste Elever, og ovenpaa laa Meste- rens eget Atelier. Under mit første Düsseldorferbesøg var Tidemand netop inde i Kredsen af de Fremstillinger, han har leveret af Nadverens Uddeling i Bondestuen, denne Cyklus, hvis mest fremragende Verk er det store Billede i Kønigsbergs Galeri -- og han var nu sysselsat med det til samme Idekreds hørende Billede "Prestens Besøg med Nadveren hos den Syge", der findes i vort Nationalgaleri. Tidemands milde, elskværdige SIDE: 229 Kunstnernatur har jeg andetsteds tegnet saa vidtløftigt, at jeg her ikke skal indlade mig paa at supplere Billedet. Der var et kjært Tilflugtssted for den yngre, skandinaviske Kunstnerkreds i dette Hjem, hvor hans livsglade, smukke Hustru, den statelige Skikkelse, som vi kjender saa vel fra mange af hans eldre Billeder, en rigtig blond, nordisk Type, forstod at sprede den norske, hjemlige Hygge, der virker dobbelt velgjørende, naar man træffer den paa sydligere Breddegrader. Det Tide- mandske Hjem faldt hur- tig sammen: den eneste Søns Død efterfulgtes efter to Aar af Mesterens Bortgang, og saa flyttede den ensomme, barnløse Enke hjem til Fædre- landet og fandt en Grav ved sin Mands Side ude paa Oslo Kirkegaard; Norges Jord skulde dog omslutte det Par, der havde elsket den saa høit, men som aldrig havde fundet Plads ved dens hjemlige Arne. Til Hans Gudes Hjem knytter sig nogle af mit Livs bedste Minder. Min Reisefælle var hans Svoger, og dette yndige Hjem aabnede sig derfor villigt ogsaa for mig. Gude havde, som Professor ved Akademiet, sit Atelier i dets Bygning, og var for Tiden sysselsat med de to smaa Kystbilleder "Indenskjærs" og "Udenskjærs", to Pendanter, af hvilke det sidste har fundet Plads i Stockholms Nationalmuseum. Sit Hjem havde den Gudeske Familie i Jägerhofstrasse (No. 11), hvor dets Vinduer vendte lige ud mod den smukke Hof- SIDE: 230 gartens grønne, skyggefulde Lunde. For mig staar det Hjem som et lidet Paradis, hvad enten jeg ser hen til den Ynde, der var udbredt over det, eller til de elskværdige Mennesker, som færdedes inden dets Vægge, disse To, der omgivne af en prægtig Børneflok, endnu bar hele Ungdommens lyse Freidighed og Haab over sig. I disse herlige Omgivelser gjensaa jeg da hende, som blev mit Livs Ledsagerinde, og vandt hende for Livet -- hin Søndags Eftermiddag paa den lille Balkon, der hængte ud over Hofgarten -- -- men lad os tale om noget andet, dette er jo Privatinteresser. Der skulde dog ogsaa over disse lyse Dage kastes et Vemodsskjær. Jeg havde glædet mig til i Gudes Hus at SIDE: 231 træffe en Personlighed, som jeg syntes mig at kjende, skjønt jeg aldrig havde seet ham, og om hvem jeg vidste, at han ogsaa nærede et Slags Interesse for mig, skjønt han aldrig havde seet mig. I den Kreds af finske Venner, jeg havde vundet under mit Op- hold i Sverige 1858, var meget ofte Wer- ner Holmberg bleven nævnt med Kjærlighed ikke blot som Finlands mest fremragende Landskabsmaler, men ogsaa som en kjær og trofast Ven for de fle- ste i Kredsen. Saale- des var han bleven mig velbekjendt, og disse fælles Venner havde ogsaa -- det vidste jeg -- omtalt mig for ham. Nu glæ- dede jeg mig til ende- lig at gjøre hans per- sonlige Bekjendskab, saameget mere som han ikke blot var Gudes kjæreste Elev, men derhos i Mellem- tiden var bleven gift med en Landsmandinde, en Veninde af min Forlovede, den norske Malerinde Anna Glad. Men det var anderledes bestemt. Da jeg kom til Düsseldorf, laa han paa Dødsleiet, og det eneste Forhold, hvori jeg kom til at staa til Werner Holmberg var dette, at jeg ledsagede ham til hans stille Grav paa den smukke Kirkegaard ved Rhinens Bred, hvor ogsaa August Cappelen SIDE: 232 hviler, og hvorhen alle Nordboerne og en talrig Skare tyske Kunstnere fulgte ham under Tonerne af Beethovens Sørge- marsch en af de sidste Septemberdage 1860, medens Høstens gule Løv dryssede som Taarer over hans Hvilested. Han var ikke mere end 30 Aar gammel. Gude var endnu fraværende paa en Studiereise, da min Reisefælle og jeg ankom til Düsseldorf, og ved sin Hjemkomst fandt han sin kjæreste Discipel død -- og modtog derhos faa Dage efter Underretning om sin Faders Død, og Stemningen i det Gudeske Hus var derfor i den paafølgende Tid præget af dybt Vemod. Men netop under saadanne Tider kommer det Dybeste og Bedste frem i ædle Hjerter, og det var en god Følelse at faa dele disse Menneskers Sorg, som vi saa gjerne vilde delt deres Glæde. Skjønt Livet kun til spredte Tider og sparsomt har ladet mig nyde Glæden af Samlivet med Gude og hans Hustru, har jeg dog altid turdet regne dem blandt vore kjæreste Venner, Mennesker, til hvem jeg altid har seet op som til noget af det Ædleste og Bedste, jeg kjender. Et af de SIDE: 233 sikreste Beviser for den store Kunstners Menneskeværd er det jo, at al den Berømmelse, al den Anerkjendelse og Beundring, der er strømmet ind over Kunstneren, kun har bidraget til at forædle Mandens Væsen, medens han er helt utilgjængelig for al Smiger, og endog ikke synes om at høre sig og sine SIDE: 234 Egenskaber omtalte. Og idet dette falder mig ind, tager det Pennen sagte ud af min Haand; thi jeg ved, at om jeg ud- talte, hvad jeg saa gjerne vilde sige, vilde han bede mig tie -- og derfor tier jeg her -- men jeg skal snart tage Revanche andetsteds. Kun Et maa jeg faa tilføie. For mig personlig havde dette Sammentræf med Gude og det Venskab, som deraf senere udviklede sig, en vidtrækkende Betydning. Ikke blot gav han mig allerede under dette vort første Møde paa et kritisk Punkt i mit Liv, ved sin Kunstbetragtning en saadan Støtte for de Syner, der nys havde aabnet sig for mig i Berlin og Dresden, at jeg kan sige, at jeg kom til Gude som Literærhistoriker og forlod ham efter noget over en Maaneds Samvær som Kunsthistoriker: men udigjennem Livet har jeg aldrig havt nogen bedre Støtte i min Stræben og min Kamp end Bevidstheden om, at Gude i alt væsentligt har billiget den og givet den sin Tilslutning. Er jeg bleven mangfoldig misforstaaet og haardt angrebet, saa har Gude altid havt et forstaaende Ord for mig, og hans Forstaaelse har styrket og opmuntret mig -- og derfor bringer jeg ham nu som altid min inderlige Tak. Og hans herlige Hustru, hvad har ikke hun været ikke blot for sit Hjem, men for de Hundreder af Landsmænd, der saavel i Düsseldorf som i Carlsruhe og Berlin har søgt Ly ved hendes varme, utrættelige, moderlige Hjerte! Saa varmt har vi Norske i Udlandet vel sjelden følt Vingeslagene af Hjemlivets Engel som ved hendes flammende og lysende Arne; maatte dens kvægende Ild endnu længe faa brænde til Glæde for det Folk, hvis Stolthed han er, og hvis Stolthed ogsaa hun vil være, naar den intimere Historie en gang kan fortælle om, hvad hun har været for hans Liv og hans Kunst, denne heltemodige Kvinde, der aldrig glemmer Nogen med sin Omhu og Kjærlighed undtagen En -- sig selv. Ganske særligt maa jeg erindre om, hvad hun var for de unge, nordiske i Düsseldorf studerende Kunstnerinder, til hvilke min Forlovede jo hørte: trods den ringe Aldersforskjel SIDE: 236 en sand Moder ligesaameget som en trofast Veninde, hvem de altid vil erindre med dyb Taknemmelighed. Foruden Gude og Tidemand laa jo dengang en hel Mængde Skandinaver, hvem disse to berømte Navne havde draget did, i Düsseldorf. Ogsaa den norske Düsseldorferskole befandt sig nu i den anden Generation. Ude paa den smukke Kirkegaard ved Rhin- promenaden hvilede allerede Herman Aug. Cappelen i 8 Aar, og Eckersberg havde allerede for flere Aar siden forladt Düssel- dorf -- af den ældre Stok, der sammen med de to Mestere havde deltaget i det mærkelige Liv i Norge i 1848 var kun Morten Müller og Bodom endnu tilbage paa de gamle Tomter. Den tredie Generation var endnu ikke ankommen; Amaldus Nielsen kom netop paa denne Tid, og Johan Nielsen, Carl Han- sen, Rasmussen og Ludvig Munthe tilhørte endnu Fremtiden og ankom først omkring 1862 -- 63. For Tiden dannedes Skolens norske Kontingent -- dens anden Generation -- af ikke fuldt et Snes Kunstnere og Kunst- nerinder. Der sad Knut Bergslien og malede sin "Saarede Bjørne- jæger", der forbinder sin sønderrevne Arm med et Tørklæde, hvis ene Ende han holder med den friske Haand, medens han har stukket den anden Ende mellem Tænderne og saa- ledes drager Knuden til. Den uhyre Indflydelse, Fotografien senere fik paa Maler- kunsten, var dengang endnu noget ukjendt, og jeg erindrer, at Bergslien for første Gang gjorde mig opmærksom paa en Side af dens Nytte. "Jeg har," sagde han, "ikke været istand til at faa nogen Model til at tage den rette Stilling og slide ordentlig med Tænderne i Tørklædet; saa faldt det mig for- leden ind at lade mig selv fotografere i Vossedragt i den Stilling -- og nu har jeg, hvad jeg vilde have." Det var dengang noget nyt og overraskende. Senere har jo Fotogra- fien faaet en aldeles revolutionerende Indflydelse paa Kunsten, SIDE: 237 som man dengang ikke drømte om. Ogsaa Gude var jo i denne Tid stærkt optaget av Fotografien -- navnlig fotogra- ferede han ivrig Skyformationer. Morten Müller og Sofus Jocobsen var begge indgiftede i tyske Familier, den sidste med en Datter af Prof. Mücke -- derved bleve de begge for altid knyttede til den fremmede Jord. Vincent St. Lerche, som jeg havde kjent i Studenteraarene herhjemme, men tabt af Syne, da han reiste ud, traf jeg nu igjen her. Han sysselsatte sig endnu mest med Arkitektur- studier i Akvarel og var endnu ikke kommen ind paa Munke- genren, der senere blev hans Specialitet. Men de Karikaturer, hvormed han havde henrykt os i Studenterdagene, laa dog endnu altid og lurede i hans Fantasi og brød da tilsidst igjen- SIDE: 238 nem, medens den glade Student altid sad fast i ham, ligetil Sygdommen omsider brød ogsaa hans lystige Lune. Saa var der den stille Erik Bodom, Fjeldtjernets melan- kolske Maler, som allerede dengang delte sin Interesse mel- lem sin Kunst og de mikroskopiske Undersøgelser, der optog ham saa levende, og efter Kjenderes Sigende ikke skal have været uden videnskabeligt Værd. Carl Lorck nød Tidemands specielle Veiledning. Han var en ikke synderlig begavet Kunstner, men en yderst elskværdig Mand, der vandt mange og formaaende Venner, og havde undertiden Lykken med sig. Til den skandinaviske Udstilling i Stockholm 1866 havde han saaledes sendt ikke mindre end 13 Billeder, som det var ham meget magtpaalig- gende at faa solgt, -- men ingen Kjøber meldte sig, og det var ikke at undres paa. Men paa Udstillingens allersidste Dag kommer en rig Eng- lænder til Stockholm, gaar op i Ud- stillingen, forelsker sig i Lorcks Bil- leder og kjøber dem alle 13 i et Hug. Arbo sysselsatte sig med historiske Studier for sine Billeder af Norges Historie, men flyttede forøvrigt kort efter til Paris; Fr. Collett gjorde sine første Skridt paa Kunstens Bane, og Christen Brun malede sine Altertavler, medens Nils Møller og Dyrmalerne Printz, Askevold og Tax, der siden slog sig ned i England, arbeidede flittigt, hver paa sin Kant, Wexelsen og Olaf Isachsen havde netop nylig forladt Düsseldorf, da jeg kom did. Af Kunstnerinderne havde Anna Glad -- som nævnt -- giftet sig med den finske Maler Werner Holmberg, og der- med sluttede hendes Kunstnerbane, og nu kom jeg for at bortføre den anden -- Mathilde Bonnevie. Og den tredie -- ja det var lille Kaia Steen, og hun maa have sit eget lille Kapitel. SIDE: 239 Thi medens alle de hidtil nævnte er kjendte Kunstner- personligheder, som jeg -- da jeg jo her ikke skriver nogen lærd Historie -- kan undlade at karakterisere nærmere, for- blev hun ubekjendt, fordi det blev hendes Skjæbne at dø ung, inden hendes rige Talent havde faaet udfolde sine Vinger -- dø af haabløs Kjærlighed til sin Kunst, og derfor er hun glemt. Saa lad mig da forsøge for et Øieblik at opfriske dette blege Billede, saa vakkert, saa stille og saa glansløst. SIDE: 240 Hun var Dyremalerinde og arbeidede i samme Atelier som min Forlovede, et glad Barn med en stille, dyb Under- grund af Følelse og en brændende Kjærlighed til sin Kunst og dens Gjenstand, Dyrene. "Jeg begriber ikke, hvad rart I allesammen finder ved Menneskene", sagde hun undertiden, "de ser jo ud, den Ene som den Anden -- nei Dyrene, det er noget Andet, de har baade Individualitet og Karakter!" Og denne Karakter havde hun en sjelden Evne til at opfatte, ligesom hun kunde efterligne Dyrenes Lader og Lyd paa en Maade, der viste, hvor ivrigt hun havde studeret dem, og hendes Tegninger viste det allerklarest. I den landlige Prestegaard nordenfjelds, blandt hvis Oxer og Faar, Høns og Ænder, hun drev sine Studier, havde man SIDE: 241 jo ingen Anelse om, at det, hun øvede, var Kunst, og da hendes Talent tilfældigvis blev opdaget, og hun selv brændte af Længsel efterat komme ud og lære Noget, blev der stor Sorg blandt de brave Mennesker i Prestegaarden. Hun, Hjemmets Solstraale, var tabt for dem -- men dog, mente de, blot for en Tid. De forstod ikke, at den, hvis Øie Genien har kysset, han er tabt for altid -- i én Forstand. Men man kunde da ikke sende Perlen, Solstraalen, Øiestenen alene ud i den vide, vide Verden, og saa kom hun da til Düsseldorf under Bevogtning af to gamle, ugifte Tanter. De var et underligt rørende Kløverblad, disse tre Uadskillelige, der holdt saa inderlig af hverandre: de to skikke- lige gamle Frøkener og den unge, livs- friske Kunstnerinde, som blot higede fremad -- altid fremad! Hun var af en meget solid, men langsom Begribelse. Hun arbeidede i Otto Mengelbergs Elevatelier i en egen Afdeling i Atelieret, bag et Forhæng, og naar der i den ydre Afdeling blev sagt noget morsomt, og man saa lo og gik videre i Pas- siaren, sad hun tilsyneladende aldeles fordybet i sit Arbeide. Men saadan omtrent et Kvarters Tid efter kunde man derinde- fra høre en klukkende Latter og et "Ja, nu fatter jeg det!" -- da havde Kaia faaet fat paa det Morsomme og fornøiede sig nu glimrende ved det, de andre havde glemt for et Kvarter siden. Den ene af de to gamle Tanter var meget døv. En Nat sprang Krudtmagasinet i Benrath i Luften med et forfærdeligt Brag, og Husene i Düsseldorf rystede. Om Morgenen sagde Tanten: "Du vendte Dig saa hvast i Sengen inat, Kaia, at jeg vaagnede af det". Et Kvarter efter lo Kaia; da gik det op for hende, at det var Krudtmagasinet, der havde vendt sig i Sengen. SIDE: 242 Et Aars Tid efterat jeg havde været i Düsseldorf, forlagde hun sine Studier til Belgien, hvor hun blev en fremragende Dyrmalers Elev og gjorde de mest lovende Fremskridt, og man spaaede hende en stor og rig Fremtid. Men da kom Ulykken. De kjære derhjemme savnede Solstraalen i sit ensformige Graaveirsliv og kunde slet ikke forstaa Nødvendig- heden af dette endeløse Ophold i Udlandet. Engang maatte hun dog være udlært. Og der var dog ingen Mening i, at en Dame af god Familie for Alvor vilde give sig til at dyrke Malerkunsten! Det laa udenfor alle Land -- hvor kunde hun vel have det bedre end mellem de kjærlige Hænder i det gode Hjems Skygge? Saa vendte hun hjem. Hun ansaa det for Pligt mod sine gamle Forældre. Hun vendte hjem til dem, som længtes efter hende. Men hun talte ikke om, at hun maatte begrave sin SIDE: 243 egen Længsel og alt sit Livs lyse Haab. Hendes Legeme var hjemme, men hendes Aand var dernede i de sollyse Lande blandt Kunst og Kunstnere. Og saa sygnede hun hen, Dag for Dag, Maaned for Maaned af utilfredsstillet Attraa efter at faa udøve den Kunst, hun elskede saa høit. Men hvor kunde man ane den Lidelse oppe i en Prestegaard ved en deilig norsk Fjord! -- og for fem og tredive Aar siden. Hverken Doktoren eller nogen anden kunde blive klog paa, hvad der fattedes hende -- ikke anede de, der elskede hende saa høit, at de havde afskaaret hendes Livs- nerve ved sin Kjærlighed; og da Sygdommens Natur endelig blev klar, da man vilde sende hende baade til Belgien og længer for at redde hendes Liv, -- da var det for sent; da kom Befrieren, den eneste, hun kunde haabe paa, det var Døden. En sentimental liden Historie! Ja, ikke sandt? Men den er passeret, "und wem sie just passieret, Dem bricht das Herz entzwei." Men de to gamle Tanter havde faaet Smag paa Reise- livet og flakkede efter Kaias Død i mange Aar om derude i den fremmede Verden. Den lille Flok af nordiske Kunstnere, i hvilken vi nu færdes, var i det Hele taget en baade intelligent og elskværdig Kreds: uden Kunstnerhovmod og uden Affektation; det var en Samling af mere og mindre talentfulde, brave og arbeidsomme Kunstnere, kun faa Genier, og ingen, der gjorde Fordring paa at ansees som Undtagelsesmennesker -- allermindst de To, der virkelig var det. Derfor følte man sig hjemligt til- mode her. Nordmænd, Svensker og Finner ansaa sig som Landsmænd. SIDE: 244 Den svenske Koloni var talrigere end den norske, skjønt dens Indvandring først begyndte i den første Halvdel af 50- Aarene. Kong Oscar I havde, saasnart han havde lært Tide- mands og Gudes Arbeider at kjende, tidligt omfattet den norske Skole i Düsseldorf med Forkjærlighed, og da han i 1850 bevilgede den unge Løitnant d'Unker et Reisestipendium som Maler, var det paa den specielle Betingelse, at han skulde studere i Düsseldorf. Og i d'Unkers Spor var fulgt en hel Strøm af Kunstnere, af hvilke Nordenberg og Wahlberg, Wallander og Fagerlin, Jernberg og Nordgren, Koskull og Lønnroth var de mest bekjendte Navne. Allerede før Svenskerne begyndte at indfinde sig, havde de Norske omkring 1850 dannet en Klub, som de spøgende kaldte "Norske Selskab", og som tællede 12 Medlemmer; paa den Tid jeg her skildrer, havde Skandinaverne -- det vil sige Nordmænd, Svensker og Finner, thi af Danske havde kun Sørensen, Plum og Liebert besøgt Düsseldorf -- en Klub i Bergerstrasse, hvor man mødtes hver Lørdag Aften. Her fandt man norske og svenske Aviser og her indførtes de reisende Landsmænd, der besøgte Düsseldorf, gjerne af en eller anden af Kunstnerne. Lokalet bestod kun af to Værelser, men saa var jo Kredsen ikke stor, og de skandinaviske Kunstnere havde jo desuden et Samlingssted sammen med sine tyske Fagbrødre i "Malkasten". Nu var det Høst, men saalænge det var Sommer, samledes Skandinaverne ofte i "Stockkämpfchen" eller i "Spatzengarten", der nu ligger indenfor den stærkt udvidede Bys Grændser, men dengang laa et Stykke ude paa Landet -- eller man foretog smaa Lystpartier til Grafenberg eller det længer bortliggende, i Sletten fordybede Fjeldparti en miniature, Gesteins, hvorhos man i Sommertiden naturligvis skiltes for at drage paa Studie- reiser enten til de fjerne Hjemlande eller til Rhin- og Mosel- egnene, hvor da Altenahr og Moselkern navnlig var yndede Stationer. Hos gamle "Vater Deiss" i Moselkern fandt jeg endnu for nogle Aar siden gamle antediluvianske Staffelier og SIDE: 245 Malekasser paa Loftet, som Düsseldorferkunstnerne fra hine Dage havde efterladt der. Utvungenheden i det stadige Samliv med Tyskerne hindredes naturligvis ikke synderlig derved, at Sproget for adskillige af dem dannede en Anstødssten, der undertiden kunde fremkalde ret fornøielige Sprogblomster. Jeg vil nu ikke tale om Enkelte, der aldrig kunde lære tysk som den gamle Finne, der altid angav sin Adresse paa samme ufor- bederlige Maade: "Ich wohne bei Gubben Müsch, der Academie midtöfver"; men ogsaa de, der talte tysk aldeles ugenert, kunde undertiden forfalde til en saadan Anomali, som den elskværdige skandinaviske Dame, der vilde fortælle, at man i et Selskab havde moret sig udmærket og tilsidst "klædt sig ud" i forskjellige Kostymer og til sin tyske Tilhørerindes Forfærdelse udtrykte dette med de Ord: "Wir haben uns vortrefflich amusirt, und am Ende haben wir uns Alle ausge- kleidet". Hvor var det ikke fortryllende, -- hvad Prof. Gude for- tæller i sine under Udgivelse værende "Livserindringer" -- da hans yndige, nylig gifte Kone fik sig forklaret en Bismervegts nyttige Egenskaber, og begeistret over, hvor bekvem den var "zum Wiegen", udbrød: "Ja, das erste was ich für unser Haus kaufe, soll eine Wiege sein." En Anden vidste at fortælle, at Ankarstrøms Pistol var ladt "mit Kraut, Nägeln und alle Hände", hvilket skal over- sætter med "Krudt, Nagler og allehaande". Til Gjengjæld kunde saa de tyske Fruer i Kredsen ud- trykke sig som den Dame, der vilde fortælle paa Svensk, at hun i Foræring havde modtaget "Krebsen in Büchsen einge- macht", og udtrykte det ved: "kräftor ingjorda i byxor" -- medens en Düsseldorfermaler, som reiste her i vort Land, præsenterede sig for en norsk Kollega med de Ord: "Min Name er Cordes, jeg er Landskabsmaler mit smaa Dyr paa". SIDE: 246 Siden vi taler om Damerne, maa det da erindres, at Kolonien udvidedes ogsaa ved de Damer, der -- tildels tyske af Fødsel -- vare blevne indgiftede i den nordiske Kunstnerkreds. Fruerne Gude, Tidemand, Müller, Lorck, Nordenberg, Norgren o. A. gav sammen med de ikke ganske faa kunstudøvende norske, svenske og finske Damer -- Friherreinde Schwerin, Fr. Jeanette Holmlund (senere Fru Nils Møller), Alexandra Frosterus, Victoria Åberg, o. A., Kredsen det ædle og fine Præg, som aldrig findes, hvor det kvindelige Element helt mangler. At der ved Siden af disse elskværdige Mennesker af begge Kjøn ogsaa fandtes mindre heldige Exemplarer i en saa stor Cirkel, siger sig selv -- det var jo et saadant Element, der tilsidst undergravede den og gav det allerførste Stød til, at Gude forlod Düsseldorf. Trods al den Opofrelse og Elskværdighed, hvormed Gude kom sine yngre Kunstfæller imøde, var hans Personlighed for stor og ren for disse mindre gode Elementer i Kredsen, der følte sig trykkede ved hans Nærhed. En nu forlængst for- svunden, lidet begavet norsk Kunstner havde sluttet et intimt Venskab med en jevnaldrende, meget mere begavet tysk Kollega. Som saamange andre af Landsmændene havde han opfordret Gude til at tage i Øiesyn og udtale sig om et netop færdigt Billede. Gude, der strax gjenkjendte den tyske Vens Pensel i Billedet, spurgte ham kun, om han vilde mystificere ham -- han maatte jo være blind for ikke at se, hvem der havde malet det Billede, hvorpaa han udenvidere forlod Atelieret. Kort efter indeholdt en af Stedets Aviser en yderst giftig Artikel mod den høit skattede Mester, og det viste sig, at den var udgaaet fra det nys antydede Atelier. Vistnok fik han fuld Opreisning ved, at de to Angjældende blev ud- voterede af Kunstnerselskabet "Malkasten", men da ogsaa andre af de yngre begyndte at antyde, at Gude og Tidemand stod dem i Lyset, og gav denne Mening Udtryk i selve den skandinaviske Forening, blev Gude kjed heraf og erklærede, at den Vanskelighed for hans Vedkommende let skulde lade sig SIDE: 247 hæve, hvorpaa han søgte sin Afsked og flyttede til Wales i 1862. Kun et og et halvt Aar efter mit Besøg i Düsseldorf opløstes saaledes den Kreds, hvis Liv jeg havde kunnet be- tragte der; thi da Gude det følgende Aar kaldtes til Carlsruhe som Direktør for Kunstskolen der, drog de norske Kunstnere til denne By istedetfor til Düsseldorf, hvis Rolle i den norske Kunsts Annaler dermed i Hovedsagen var udspillet. Der har været stridt meget om, og der kan strides meget om, hvorvidt Düsseldorferskolen, hvis Mangler og Ensidigheder ligger klarere i Dagen end dens Fortrin, var heldig for et ungt Folks kunstneriske Opdragelse, og om den norske Düssel- dorferkunst, der jo betegner en Periode i vor nationale Ud- vikling, har været denne til Gavn eller ei. -- Her er ikke Stedet til nærmere at diskutere disse Spørgsmaal; jeg vil kun i største Korthed sige Følgende: Hvad det første Punkt angaar, saa er det jo ganske sandt: det vilde visselig været heldigere for vore Malere i 30- og 40-Aarene, om vore Figurmalere istedetfor Hildebrand og Sohn havde faaet Gervex og Roll til Lærere -- men de var uheldigvis ikke fødte endnu, eller om vore Landskabsmalere istedetfor hos Achenbach og Schirmer havde gaaet i Skole hos Poussin og Claude Lorrain -- men de var desværre døde nogen Tid i Forveien. -- For at tale alvorligt: bedre kunde maaske været bedre; men det maa erindres, at naar Forholdet blev, som det blev, at de norske gik til Düsseldorf og ikke til Paris, saa havde dette tvingende nødvendige Grunde i Tidsforholdene; hin Tids Syn var et andet end vor Tids. Den glimrende Kolorisme under Delacroix, det opspirende Landskab under d'Aubigny og Rousseau havde endnu ikke brudt igjennem til Anerkjendelse i Frankrige selv. Ingres og hans Skoles Retning var ligesaa kold som Münchenernes. Man maa derhos erindre, at Tiden dengang -- ogsaa i selve Frankrige -- satte større Pris paa en sjælfuld Opfatning end paa koloristiske Fortrin, større Pris paa aandfuldt fortalte end paa koloristisk fuldendte Frembringelser. En kvindelig Bekjendt SIDE: 248 af mig, der var Leon Coignets Elev i 50-Aarene, fortalte engang, at hun havde modtaget to kunstneriske Leveregler af sin franske Lærer; for det Første, at hun til hvert Billede, hun malede, skulde for sig selv digte en Historie, og for det Andet, at hun for sin Tanke skulde dele ethvert Billede, hun arbeidede paa, i et Antal kvadratiske Felter, og saa spørge sig selv, om der nu ogsaa i ethvert af disse Felter fandtes noget af Interesse! Saaledes var paa hin Tid Parisernes Syn paa de Ting ganske det samme stærkt paa Indholdet rettede som de skikkelige Düsseldorfermaleres; men fra denne Indholds- kunst er jo et langt Skridt til den Ideløshed, der følger saa mange af en senere Tids brillante Farveexperimenter i Sporet. Faar se, hvor længe Menneskeheden kan leve paa dem! Der vil -- og kanske om ikke ret lang Tid -- vistnok komme en Generation, der smægtende efter Aand og Personlighed i Kunsten, vil have lært at forene vor Tids glimrende Farve- kunst med et sjælfuldt Idéliv -- (Bastien Lepage og Arnold Böcklin har vist os Veien) -- og da vil der gaa en haard Dom over mange af Malermesterne fra den "naturalistiske" Periode som over den symbolistiske Haan mod sand Form og sund Fornuft. Vent bare -- det kommer kanske hurtigere end Nogen tror. Endelig var nu hele det germaniske Aands- og Kunstliv mere beslægtet med vort eget end den fransk-romanske Kultur, og saaledes kunde -- enten det nu var til Gavn eller ikke, Valget kun falde paa den unge, dengang fremspirende og kraftigt arbeidende Kunstskole i Düsseldorf, ligesaa nød- vendigt som at senere Tider har ført vore unge Kunstnere til Paris -- heller ikke blot til Gavn for dem og vor Kunst. Hvad det andet Spørgsmaal angaar -- om vore Düssel- dorferes Kunst har været til Gavn for vor senere Udvikling -- saa er det jo ikke at nægte, at vi bør være glade baade over, at vor Kunst har havt sin Düsseldorfske Overgangs- periode, og for at den ikke blev af længere Varighed. Den var paa en Tid, da en virkelig national og i Hjemmet arbei- SIDE: 249 dende Kunst endnu savnede Jordbund i det unge Folk, da Kunstnerne hverken aandelig eller legemlig talt kunde brød- føde sig herhjemme, et nødvendigt Gjennemgangsstadium, som heldigvis ikke varede altfor længe, og som dog ialfald har frembragt to saadanne Karle til at glæde sig over som Gude og Tidemand, som dog ikke Vanviddet selv kan ønske elimi- neret af vor Kunsts Historie. Der var over hin norske Düssel- dorferkunst trods Alt, hvad man har sagt, et Alvor i Natur- studiet, der fuldt kan maale sig med vor Tids, hvad Ærlighed og Grundighed angaar; det maa enhver indrømme, der har gjennemgaaet Tidemands Skizzebøger og Studier i vort Galeri eller seet Gudes rige Mapper; og derhos var der over disse vore ældre Kunstnere en varm Strøm af Kjærlighed til Fædre- landets Natur og Folk (saaledes som den Tid saa Naturen) uden hvilken ingen Kunst kan sætte Frugt, en Ungdoms- jubelens Vaarstemning, der meddelte sin Farveglæde og sin Poesi til selve vort Folk, saaledes som den brød frem i de varmt og livfuldt bevægede Aar, jeg tidligere har skildret, omkring Aarhundredets Midte, og "Haugianerne" saavelsom "Brudefærden" og det store "Høifjæld" paa Rosendal vil altid i al sin Naivetet og al sin Alvor blive betydningsfulde Mærke- stene i vor Kunsts Historie, ligesom Ekersberg, Cappelen og Amaldus Nielsen og mange andre altid vil erindre os om, at der fra Düsseldorf udgik en Kunst, fuld af Liv og Inderlighed som fuld af en dyb Kjærlighed til vort Fædreland. Endnu et Ord. Vistnok har jeg under Nedskrivningen af disse Optegnelser ofte maattet sande, hvad jeg engang skrev, at "netop det Rigeste, netop hvad der bliver En helligst og dyrebarest i Livet, snor sig med saa mange Fibre om Hjerte- rødderne, at det er umuligt at udrede dem uden at rive i selve disse Rødder", hvorfor netop det, som interesserer En dybest, bliver uskrevet; men trods Alt kan jeg dog ikke SIDE: 250 forlade Düsseldorf og denne Episode af mit Liv uden med et eneste Ord at have omtalt hende, som jeg nu havde vundet, og som har været med at forme hele mit følgende Liv i Lyst og Nød. Har jeg først været saa letsindig at give efter for Ønsket om, at jeg skulde skrive mine Erindringer, saa maa hun dog med, skjønt jeg ikke eier Udtryk for noget af alt det Uendelige, jeg skylder hende. Men et enkelt Takkens Ord trænger sig her frem -- og det maa ud. Det var -- især i tidligere Dage -- ikke saa usædvanligt for min Hustru at høre, hvor det maatte være befordrende for hendes Kunst at være gift med en Kunsthistoriker -- weit gefehlt! Aa jo, det har jo givet hende Anledning til Reiser og Studier, og fælles Interesser har det jo givet os udigjennem et langt Samliv, og det kan ikke skattes høit nok; -- men alligevel siger jeg: Unge Kunstnerinder, gift Eder nødig -- og fremfor alt ikke med en Kunsthistoriker! Jeg vil haabe, at vort Samliv har bragt hende, som jeg elsker, andre Resul- tater; men for hendes Kunst har det været ligefrem hæmmende -- det er vist. Jo mere en Kunstnerinde er en pligtopfyldende og samvittighedsfuld Hustru og Moder, desto mere maa det gaa ud over hendes Kunst. Det maatte selv en saa rig og energisk Begavelse som Elisabeth Jerichau sande. Men ligger saa ovenikjøbet hans Studiefelt saa nær ved og dog saa langt borte fra hendes, som Kunsthistorikerens ligger ved og fra Kunstnerindens -- saa bliver Sagen dobbelt skjæbnesvanger; thi Praxis forholder sig her undertiden til Theori som Ild til Vand. Dertil kommer saa endelig, at den Kampstilling, en Kunst- historiker, der som jeg nolens volens kastes ind i Dagens Strid, altid maa indtage, ogsaa stiller hende ind i de Skygger, man søger at kaste over hans Vei. Og hendes Liv har været rigt paa saadanne Skygger. Han har ikke Lov til at udtale for Publikum, hvad han kjender som sandt og ægte i hendes Kunst -- andre kan han rose og skaffe Bestillinger og Fremgang -- om hende maa SIDE: 251 han tie. Men medens hendes skarpe og ærlige Øie tidligt saa, hvormeget hun opgav af sin Kunst og dermed af sin kunstneriske Anseelse for ham, hun havde givet sin Tro, har hun altid arbeidet saa varmt og trofast i sin Kunst, som det har været hende muligt, -- uden Opmuntring, stadig afbrudt, stadig hæmmet af Hjemmets Pligter, altid med samme Alvor, selv naar hun saa, at hendes Kunst stagnerede istedetfor at stige. Takket være hun for det Altsammen. Og naar jeg ser, hvorledes Livet under denne Strid netop har udfoldet det Bedste i hende, det, som ligger dybere end al Kunst, saa siger jeg kanske dog tilsidst: "Unge Kunstnerinder! Gift jer alligevel!" Min Reisefælle havde forlængst begivet sig til Paris. Høsten var langt fremrykket, de gule Blade faldt tættere og tættere i Hofgartens Alleer. Endelig var disse lykkelige Dage ved Rhinen i den lille, nordiske Kunstnerkreds forbi, og jeg maatte tiltræde Hjemreisen. At forlade et Sted, hvor man har tilbragt stemningsfulde og indholdsrige Dage, er altid vemodigt, men dobbelt, naar Høsten med sin Klage samstemmer kun altfor vel med Melodien i vort Indre, og jeg skulde ovenikjøbet forlade min Forlovede. Det var saaledes i en ret trykket Stemning, jeg paa en mørk Graaveirsaften i Slutningen af Oktober tog Afsked med hende og med Vennerne ved Rhinen og ensom tog Plads i en uhyg- gelig, af en døsig Lampe oplyst 3die Klasses Kupé i det Tog, der skulde føre mig mod Nord -- fjernt, fjernt mod Nord! Ja, jeg følte mig egentlig ret ulykkelig, mens Regnen der- ude i Mørket slog mod Kupeens Vinduer. I den tomme Kupé sad kun et Menneske foruden mig, en Kvinde, hvis alvorlige nonnelignende Dragt, hvis Betydning da endnu var mig ube- kjendt -- ikke kunde give mig nogen bestemt Forestilling SIDE: 252 om, hvilken Stand hun egentlig tilhørte; men da hun aabnede Munden for paa min Forespørgsel at oplyse mig om, at hun intet havde imod, at jeg aabnede et Vindue, kunde jeg strax paa de første Ord høre, at jeg, trods den tarvelige Befordring, hun havde valgt, sad overfor en fint dannet Dame. Ordene flød blødt og behageligt fra hendes Læber, og vi var snart inde i en Samtale. Hun havde, saavidt jeg kunde se, ingen Bagage i Kupeen, og jeg antog derfor, at hun kun skulde reise nogle faa Stationer. Under Samtalens Løb kom jeg til at nævne den lange Vei, der laa foran mig, at jeg havde tre eller fire Dage, inden jeg naaede mit Maal i det fjerne Stockholm. "Ja", sagde hun med et Smil, "da har De en lang Reise for Dem, og det gaar mod Nordens Kulde; men det turde vel hænde, at der er andre, som har en langt længere Vei foran sig". Jeg lagde ikke videre Mærke til denne flygtig henkastede, al- mindelige Bemærkning; men i Samtalens videre Løb viste hun en saadan Deltagelse for min, vistnok ret naivt fremsatte Klage over, hvor ensom jeg følte mig paa denne Reise efter at have forladt mine Venner i Düsseldorf, at jeg ganske uge- nert udøste mit Hjerte for hende, da hun med eiendommelig Alvor og ganske stille sagde: "Nu -- ensom er ingen af os, ellers skulde vel jeg være den ensomste. De forlader Deres Kjære, siger De, vi har saa mange Kjære i Verden, som vi selv vil have og behøver aldrig at forlade dem, naar vi blot gaar den Høiestes Ærinde". Ved denne saa alvorlig fremsatte Ytring blev jeg opmærksom og spurgte: "Hvorhen gaar da Deres Reise?" Hun var ikke uvillig til at svare den Uved- kommende paa dette indiskrete Spørgsmaal, og hun sagde: "Aa -- jeg skal meget længere end De, men jeg ved selv ikke hverken hvorhen eller hvor langt". Da jeg saa spørgende paa hende, vedblev hun: "Jeg ved ikke, om det bliver Asien, Afrika eller Sydamerika; derom faar jeg først Besked i Kai- serswerth -- men jeg ved, at jeg gaar at søge min Kjære -- dem som lider, og som trænger til mig". SIDE: 253 Navnet "Kaiserswerth" og Pastor Fliedners Virksomhed der var mig ikke ubekjendt. Jeg vidste, at denne vor Tids August Hermann Francke havde grundet en storartet Virk- somhed paa dette Sted, en Virksomhed, der for Tusinder og atter Tusinder af Barnesjæle over den hele Verden har været til uberegnelig Velsignelse, og jeg forstod nu, at min nye Reise- fælle var en af Diakonisserne fra Kaiserswerth, der skulde sendes ud i Verden i den store Sags Tjeneste. "Jeg skal", sagde hun, "grundlægge en lignende Virksomhed som den i Kaiserswerth; jeg er dertil bleven udseet; men jeg ved endnu ikke, hvilken Station, der er bleven bestemt for mig". Og nu kom Talen paa hendes Virksomhed, og jeg forstod snart, at jeg havde en overordentlig interessant og betydelig Kvinde foran mig. Hendes Tale var saa fyldt af dyb Alvor, men derhos baaren af en saa inderlig freidig og livsglad Kjærlighed, at jeg efter kort Tid følte mig sælsomt berørt og bunden af denne eiendommelige Kvindenatur, og da efter en kort Tid Toget holdt og hun belavede sig til at stige ud, kunde jeg ikke lade være at sige: "Vi træffes vel neppe mere i Verden, men jeg vilde dog gjerne, inden vi skilles, erfare Deres Navn". Jeg nævnte mit eget, og den beskedne Kvinde saa paa mig og sagde: "Mit Navn ligger der liden Vægt paa: man kalder mig Søster Minna. Og nu Farvel. Gud være med Dem, min unge Ven, hvor De end færdes; vore Veie vil vel, som De siger, neppe mere mødes". Vor hele Samtale havde ikke varet synderlig længer end det har taget at læse disse Linjer -- og dog glemte jeg hende aldrig. Hun saa aldrig mig mere i Verden, men jeg tror, at jeg engang har seet hende igjen. Næsten 10 Aar var forløbne, og jeg befandt mig med min Hustru paa min første Reise i Orienten. Jeg var i No- vember 1869 kommen til Smyrna, og vor elskværdige Konsul gav sig al Møie med at gjøre mig Opholdet saa behage- ligt og lærerigt som muligt. Fra Efesus Ruinpragt til Tan- talusgraven, fra Niobebilledet paa Sipylus til Borgen paa SIDE: 254 Pagusbjerget fandtes ikke den Oldtidslevning, han ikke havde vist mig. Den sidste Dag, idet vi skulde reise, og Damp- skibet allerede laa ventende ude paa Havnen, gjorde vi endnu en sidste Vandring gjennem Staden. Da stansede han med et foran en Have og sagde: "Jeg angrer igrunden, at jeg ikke har vist Dem dette mærkelige Sted; her indenfor, hvor De ser den store Bygning inde i Haven, er et af de mest velsignede Anlæg, som Menneskekjærlighed og kristelig Be- geistring har skabt. En ensom tysk Dame fra Kaiserswerth har her grundet et stort Børnehospital og en Skole, der har ud- rettet usigelig meget for Hundreder, ja jeg tør vel sige Tusinder af ulykkelige Børn i de Aar, i hvilke denne Anstalt har bestaaet, og der er ikke den Franker i Smyrna, der ikke velsigner den og dens Bestyrerinde". Ved Ordet "Kaisers- werth" faldt min Tanke paa den eneste Forbindelse, jeg i mit Liv havde havt med den berømte Anstalt -- der dukkede en dunkel Erindring op i mit Indre, og min Reisefælle fra hin Høstaften 1860, som jeg neppe havde mere end ganske flygtig tænkt paa i Mellemtiden, traadte pludseligt klart frem for min Erindring. "Hvad heder hun?" spurgte jeg, og en Anelse steg op i mig. "Hun kaldes Schwester Minna", svarede Konsulen. "Der kan De se hende!" udraabte han med ét; "der gaar hun med en Flok af sine Børn over Grøn- sværet". Jeg kastede et Blik gjennem Gitterporten i den Retning, hvor han pegte. Det var da vistnok min gamle Reisefælle -- det kan neppe slaa feil -- og jeg havde en usigelig Lyst til at hilse paa hende; men dels antog jeg vel med Rette, at hendes Erindring om mig ikke kunde være saa levende som min om hende, og dels var Tiden alt for knap til et Besøg, og jeg matte fortsætte min Vei. Pastor Fliedner havde selv en Datter ved Navn Minna, der har deltaget i Faderens Diakonissevirksomhed -- men om det maaske var hende, der var "Schwester Minna" -- det ved jeg ikke. Dette mit Møde i Jernbanekupeen hin mørke Høstaften blev ikke uden sin stille, indre Betydning for mig. Som jeg SIDE: 255 nu sad der alene i den øde Kupé, efterat hun havde forladt den, og rullede videre mod Nord, kunde jeg ikke andet end faa et levende Indtryk af en forunderlig Modsætning. Jeg sad der, som den, der havde vundet Livets høieste Lykke, og var dog trist og misfornøiet, fordi jeg nu gik en ensom Tid imøde -- hun sad der som den, der frivilligt havde forladt alle sine Kjære for at gaa den Herres Ærinde, hun tjente, glad og tilfreds med sin Skjæbne: og jeg fik gjennem hende et klart Syn for, at naar min Lykke ikke gjorde mig glad og tilfreds i hvert Øieblik af mit Liv, saa var det, fordi jeg endnu ikke forstod dens sande Væsen, saa var det, fordi jeg ikke begreb, at Værdet af Kjærlighedens Lykke ikke bestaar i at modtage Kjærlighed, men i at give Kjærlighed. Og med denne gavnlige Lære gled jeg stedse længere nordover, og jeg tog den med over Østersøens Bølger til den ensomme Kampens Vinter, der nu forestod mig i mit nye Fædreland, hvor Vanskelighederne ved min Ansættelse som Docent endnu ikke var hævede, og hvor den tidligere omtalte Tegnérske Strid med al dens Bitterhed ventede mig; men jeg følte dog ogsaa, at disse Maaneder havde modnet mig -- den Dreng, der stod og gloede paa Butikvinduerne i Berlin var borte for altid -- om der var kommet noget bedre istedet, fik Fremtiden vise. SIDE: 257 I NORDENS ATHEN (1861.) Forunderligt! "Den danske Literaturs Guld- alder" -- Oehlenschlägers og Grundtvigs, Heibergs og Ingemanns, Hauchs og Hertz's, Paul Møllers og Chr. Winthers, Paludan- Müllers og H. C. Andersens, Kierkegaards og Goldschmidts Tid -- ligger nu saa fjernt, at den yngre Generation udenfor de egentlig literære Kredse her oppe hos os, hvor store nye Digtere og Begivenheder har lagt Beslag paa Interesserne, neppe længer har nogen klar Bevidsthed om dens Personligheder og dens Karakter, skjønt det vistnok vil vare længe, inden Danmark igjen oplever en saa straalende Literaturperiode. Hvem begeistres nu mere hos os ved Oehlenschlägers Tra- gedier og Ingemanns Romaner? Hvormange har nu Tid eller Lyst SIDE: 258 til at nyde Paludan-Müllers, Heibergs og Hertz's spillende Vid? Og saa fjernt nu hin Tid ligger ogsaa mig, maa jeg dog med Forundring sige mig selv, at jeg i min Ungdom ikke blot har været helt optaget og literært bestemt af denne længst forsvundne Tid, men endnu mere, at jeg har staaet i nærmere eller fjernere personligt Forhold til Pluraliteten af de ovenfor nævnte Mænd. Jeg erindrer endnu godt Oehlen- schlägers Besøg i Bergen i 1843 -- jeg har oftere hørt Grundt- vig prædike i Vartov med Akkompagnement af nordiske Folkemelodier; jeg har inden dette Aarhundredes ældste Digterkuld kjendt personlig Chr. Winther, Hauch, Ingemann, H. C. Andersen og Goldschmidt og staaet i et venskabeligt og tildels endog inderligt Forhold til de tre sidstnævnte, af hvilke navnlig Goldschmidt har øvet adskillig rent personlig Indflydelse paa mig. Om ham senere. Det tør da maaske ikke være at misbruge mine Læseres Taalmodighed, om jeg dvæler en Smule ved nogle af disse og andre med dem samtidige og lidt yngre Skikkelser, der hørte til min første Bekjendtskabskreds i "Nordens Athen". Ja, dette var jo en nydelig Historie! Som Literaturhistoriker var jeg reist ud, -- som Kunst- historiker-Embryo vendte jeg tilbage; som fri og frank var jeg reist ud, som Ægtemands-Embryo vendte jeg tilbage. Ja, det var en nydelig Historie for En, der endnu næsten intet havde præsteret i det Fag, han hidtil havde dyrket, og som ikke eiede to røde Kobberskillinger at gifte sig paa! Ikke desto mindre var det nu min sangvinske Fremtids- drøm, med det snareste at gifte mig og saa at reise ud paa en lang Studiereise med min unge Hustru. Efterat jeg Høsten 1860 havde forladt Düsseldorf, til- bragte jeg -- som sagt -- en lang, ensom Vinter i Stockholm SIDE: 259 medens jeg ventede paa Afgjørelsen af Spørgsmaalet om mit Do- centur i Upsala, og samtidig rasede den "Tegnérske Strid", som jeg tidligere har omtalt, omkring mig som Følge af de Forelæs- ninger, jeg holdt i Stockholm. Saasnart jeg i Marts 1861 havde faaet min Udnævnelse til mit brødløse Docentur, begav jeg mig ufortøvet til Upsala og begyndte mine Forelæsninger, og ved Semestrets Slutning drog jeg hjem til Norge paa et Sommerbesøg -- og samtidig vendte ogsaa min Forlovede hjem. Under dette Besøg i Hjemmet, under hvilket vi bestemte vort Bryllup til den næste Vaar, modtog jeg to Bestillinger, der atter førte mig ud i Verden -- dennegang til Danmark og Finland. En dansk Forlægger ønskede, at der fra Dan- mark skulde udgaa et Sidestykke til min nylig i Sverige ud- givne danske Literaturhistorie, behandlende den svenske Skjønliteratur i vor Tid, og min svenske Forlægger, Albert Bonnier, ønskede en Runebergbiografi, og begge vendte sig, hvad der jo forekom mig ret mærkeligt, ikke til nogen svensk Forfatter, men til den netop stærkt forkjætrede unge Nord- mand. For at afgjøre den første af disse Sager personlig, og for at gjøre Studier til Biografien i Finland, besluttede jeg Høsten 1861 at besøge Kjøbenhavn for derfra rundt den svenske Kyst at begive mig til Helsingfors og Borgå. Jeg holdt da om Høsten 1861 en Række Foredrag i Christiania, der foruden at betale min forrige Reise, ogsaa bidrog til at skaffe mig Midler til at foretage denne Udflugt. Den kulturelle Sammenhæng, der gjennem Aarhundreder havde forenet vort Land med Danmark, ophørte selvfølgelig ikke med Adskillelsen i 1814 -- og endnu flere Decennier efter denne kunde jo Kjøbenhavn paa en vis Maade betragtes som Norges aandelige Hovedstad. Ligetil ind i Femtiaarene fik vi jo vor Skuespilkunst fra Danmark; trods Wergelands og Welhavens Fremtræden, var den Oehlenschlägerske Digt- ning dog længe anseet som "vor" Literaturs største Pryd, vort Universitet modtog flere af sine Professorer fra Dan- SIDE: 260 mark, ligesom dets Indretning var grundet paa Kjøbenhavner- universitetets, og Grundtvigs Indflydelse paa den folkelige Dannelse har ikke været meget mindre i Norge end i Dan- mark, Ploug og Hostrup var vore mest yndede Studenter- digtere trods Crispinus og Andreas Borchgrevink. Danske Tidsskrifter som Carstensens "Portefeuille" og "Figaro" og Goldschmidts "Corsaren" og senere hans "Nord og Syd" var i min Barndom en baade yndet og udbredt Læs- ning, og man modtog langt flere danske end norske lite- rære Impulser -- hvormegen Visdom sugede ikke vor Ung- dom f. Ex. af "Riises Archiv", denne uudtømmelige Kilde for historisk Godtkjøbsviden. Den kjøbenhavnske Porcellæns- fabriks Varer og dansk Fayance var i min Barndom udbredt over hele Norge, og indtil jeg var 20 Aar, havde jeg sjelden drukket en Kop Kaffe eller The uden tillige at inddrikke Forestillingen om en eller anden Kjøbenhavnsk Bygning, der var afbildet paa Kopperne: "Raad- og Domhuset", "Toldboden", "Vor Frue Kirke" osv., hvad der bl. a. havde den Følge, at min danske Vert ved Studentermødet i 1856 bestemt mente, at jeg havde været i Kjøbenhavn før, fordi jeg paa Forhaand kjendte alle Kjøbenhavns offentlige Bygninger, indtil jeg fik oplyst ham om, at jeg havde min Viden fra mine Forældres Kaffekopper. Studentermøderne havde sat nyt Liv i vore Forbindelser med Danmark, og om Nordmændenes Udenlandsreiser i hine Dage ikke strakte sig meget langt: Kjøbenhavn, der en Gang om Ugen kunde naaes pr. Dampskib paa 36 Timer -- Kjøben- havn skulde man have seet, om man vilde gjælde for et "dannet Menneske". Mere end de Fleste af mine Samtidige havde jeg jo sysselsat mig med Studiet af dansk Literatur -- baade ældre og nyere -- og det var da ikke underligt, at jeg allerede inden jeg begyndte mit egentlige Reiseliv søgte til Kjøben- havn. Den Hjemfølelse, vi Norske, paa den Tid ialfald, altid havde i Danmark, Følelsen af fælles Sprog og Kulturgrund SIDE: 261 og den Lethed, man der havde ved at knytte kjære og inter- essante Forbindelser og Bekjendtskaber, gjorde, at jeg strax befandt mig forunderlig vel i det "sköna, glada Köpenhamn". Den første Gang, jeg efter Studentermødet i Upsala besøgte Danmark, var det følgende Aars Høst 1857. Jeg havde netop "begaaet" mit første tidligere nævnte poetiske Produkt, og min Forlægger Johan Dahl vilde lade Bogen trykke i Danmark: jeg reiste altsaa ned til Kjøbenhavn i August for at læse Korrekturerne, og Andreas Munch, der altid var en venlig Beskytter af min uopdragne Musa, havde givet mig flere Anbefalingsbreve med. Og dette var til- strækkeligt for at give mig 23aarige Rekrut i Literaturen fri Adgang til Digtningens og Kunstens Marskalker og Generaler. Kjøbenhavn havde dengang vel neppe sine 150,000 Ind- byggere, og den egentlige By laa endnu bag Volde og Grave. Naar man skulde ud til den nye Korsørbanes Jernbanegaard paa Vesterbro, havde man at passere gjennem Volden og over Fæstningsgraven ad en noksaa smal Bro og maatte krybe ind under den lave, trange Vesterport mellem Halm- torvet og Tivoli. Studenterforeningen havde endnu ikke faaet sit Palads ved Holmens Kanal, -- den boede paa en Sal ved Boldhusstræde(?), og derop gik jeg den første Dag for at træffe Bekjendte fra Studentermødet det forrige Aar. Det gjorde jeg da ogsaa, og En af disse indbød mig til at bo hos sig paa Borchs Kollegium. Deroppe i Studenter- foreningen sad gamle Levin, Sprogforskeren, og lavede sig sin "halve Historie", (en Toddy), medens han skjældte og smældte over Alt, hvad vi Unge fandt stort i Danmarks Literatur. Hauch var "et gammelt Asen" og Ingemann "en gammel Kælling", og jeg fik en Mistanke om, at der igrunden blot fandtes én stor Mand i Danmark. Saa trak han mig hjem med sig til Frederiksberg Slot, hvor han "boede gratis", og hvorhen vi fulgtes af en Student, hvis Navn jeg har glemt, men som Levin stadig titulerede "Blasfemien paa Skabelsens sjette Dag". Da jeg om Aftenen gik hjem, havde jeg en SIDE: 262 patriotisk Stolthed ved at sammenligne Christianias Gade- belysning med de uselige Tranlygter, der endnu ni Aar efter at Christiania havde faaet sit Gasverk, oplyste Kongens Kjøbenhavn. Men den Stolthed skulde rigtignok ikke vare længe; thi endnu inden jeg havde forladt Kjøbenhavn, havde det faaet Gas -- den tændtes første Gang den 1ste September 1857. Det kongelige Theaters Skuespillere spillede dengang paa Hoftheatret, og der saa jeg da Rosenkilde, Fader og Søn i "Scapins Skalkestykker" og Michael Wiehe i en liden, fransk Enaktspiece, hvis Navn jeg har glemt, spille overfor en lovende Debutantinde Frk. Thomsen. Mine dilettantiske Forestillinger om Kjøbenhavn var i den Tid, paa Grund af at min Fantasi var fyldt af Billeder fra den danske Digtnings Verden, fuldstændig sammenvævet og forbundet med Literaturindtryk. Byen selv var mig som et eneste stort literært Citat og hentede derfra adskilligt af sin Interesse for mig. I det samme man steg iland ved Told- boden, erindredes man jo om Christian Winthers "Ved Toldboden steg en Matros iland" -- kom man ind i Rosenborg Have, nynnede man uvilkaarlig af Heibergs "Nei": "Erindrer De, det var i Kongens Have", ved Gadenavne som Hestemølle- stræde og Peder Madsens Gang traadte af sig selv for Ens Tanke Frøken Trumfmeier og "Aprilsnarrene"s "Ja til Hestemøllestræde Gaar De bedst Per Madsens Gang." Dyrehavsbakken var en eneste levende Illustration til Oehlenschlägers "St. Hansaftensspil" og "Kirsten Pil Med sit Smil I den klare Krystal Min Lykke bebude mig skal" af "Recensenten og Dyret" faldt En paa Læberne, naar man tømte en Drik af Kirsten Pils Kilde. SIDE: 263 Og naar jeg om Aftenen spadserede paa Langelinie og saa Lygtefyret lyse over Søen fra Trekroners Batteri, maatte jeg altid tænke paa Ordene i den gamle "Regensvise" af Hostrup: "Og naar i Vintermulm Solen maa svinde, Lyser fra Trekroners Tinde Lygtefyrets Glans," indtil jeg ved et Besøg i Regentsen erfarede, at "Trekroner" indenfor dens Mure var Navnet paa et lidet Hus nede i Gaarden, der om Aftenen oplystes ved en Lygte, og hvis Dør nok bar tre Kroner som Lysaabninger. Saa brast den Poesi! Ja, man følte uvilkaarlig at man var i Vaudevillernes By, hvor der over det alvorlige Dagens Arbeide strømmede en Flod af Bagateller, Pjat og gemytlig Spidsborgerlighed, men ogsaa af godt Humør og Livsglæde, der stak fordelagtigt af mod Christianias dengang saa tunge Ensformighed og Smaa- stadsluft -- "det sköna, glada Köpenhamn!" Og Digterne var endnu dengang Dagens Løver, som man pegte paa paa Gaderne. Naar det hed: "Der gaar Johan Ludvig Heiberg" eller "Se, der gaar Christian Winther," var det ikke blot de Fremmede, der "dreied sig bedrøvet, fordi de gik saa hurtig dem forbi" -- for atter at citere en Vaude- villestrofe. Det var blevet mig udtrykkelig paalagt at reise ned til Sorø for at hilse paa "Valdemar Seiers" Digter, og jeg lod mig det ikke sige to Gange. Bernhard Severin Ingemann stod dengang -- 68 Aar gammel -- paa sin Popularitets Høide: de Bebreidelser for Sentimentalitet og Hyperromantik, der engang havde betegnet ham som en sygelig og overspændt Natur, havde han forlængst seierrigt slaaet til Jorden ved sine historiske Romaner, sine Eventyr og sine deilige "Aftensange", som Weyse havde forsynet med en ikke mindre tiltalende Musik, og han tilbragte nu med sin Hustru en lykkelig Alder- SIDE: 264 dom i et otium cum dignitate, hegnet af sine Landsmænds Kjærlighed og Tak for alt, hvad han havde skjænket dem. Naar vor Tid ikke længer tiltales selv af det bedste af hans Digtning, saa er det et Spørgsmaal, hvo der er at beklage, han eller Tiden. Det var en smuk Augustmorgen, jeg steg ud af Jernbane- toget ved Sorø Station og begav mig tilfods gjennem Skoven og langs Søen for at naa ind til Byen. Disse løvrige Bøge- kroner var da de "Sorø omcirklende Skove, Sorø omzinglende Trær," som Wadskjær besang i det 18de Aarhundredes Sprog, og derhenne saa jeg allerede tværs over Søen den mægtige Byg- ning, der efter Branden i 1813 havde indesluttet Sorø Aka- demi, Christian IV's og Holbergs mindeværdige Stiftelse, hvis sidste Direktør netop den Mand, som jeg nu skulde besøge, havde været, indtil det blev nedlagt som Akademi i 1849. Men ved Foden af den store Bygning laa der under Løvet et indtagende lidet enetages Hus med et høit, blaat Mansard- tag lige ved Søen i en yndig Have med høie Træer -- det var Digterboligen i Sorø, Maalet for min Vandring. Sorø er jo en stille Stad, og lydløs Stilhed og Fred var ogsaa det Indtryk, der betog mig, da jeg traadte ind paa den tause Plads, der med den ærværdige middelalderske Klosterkirke paa den ene, og Akademiet paa den anden Side, dannede Indgangen til det Ingemannske Hus. Hvor godt jeg erindrer eller ialfald tror at erindre dette Hus endnu idag -- 42 Aar efter mit første og 38 efter mit sidste Besøg der, Haven, Stuerne, Atelieret, det Hele. Der laa noget ubeskriveligt, en Luftning af romantisk Poesi, en stille Ynde udbredt over dette Hjem og de to stille, gamle Mennesker, som færdedes derinde. Indgangen var fra Husets Bagside; tilhøire for Entreen var Fruens Atelier, ligeud Familiens Salon, og i Hjørnet SIDE: 265 mellem denne og Atelieret laa Digterens lille Arbeidsværelse, en Havestue med Udgang til Haven, der førte lige ned til Søen. Væggene i dette Værelse var fyldte af en overordent- lig stor Samling af Digterportræter i Kobberstik og Litografi i Glas og Ramme -- og med de fleste af disse Digtere, saavel i Danmark som i Tyskland havde Ingemann været i personlig Berøring og havde noget interessant at fortælle om Enhver af dem. Den gamle Digter, der var iført en sort Fløiels Bluse og sort Baret af samme Stof, modtog mig med en Godhed, som han altid vedblev at vise mig, og som først endte med hans Død og fra min Side selvfølgelig besvaredes med hele Ungdommens Hengivenhed, den jeg endnu bevarer for hans Minde. Ogsaa hans Hustru, den stille, fromme, elskværdige Malerinde, Lucie Mandix, som er besunget af Poul Møller, og som forsynede Omegnens Kirker med Altertavler af en høist ideel og høist nazarensk, men kun lidet naturlig Natur, var ikke mindre velvillig mod den unge Nordmand end hendes Mand. Hun viste mig om i sit Atelier og forærede mig ved Afskeden en af sine Tegninger, som jeg endnu gjemmer. Jeg var ankommen noget før Middag, og blev indbuden til at deltage i de to Gamles Maaltid. Det var en simpel, daglig Anretning, men en Flaske ædel Vin og en munter Samtale krydrede den, og efter Middagen serveredes Kaffen i et lidet Lysthus i Haven lige ved Søen, hvis Bølger nyn- nede sin dæmpede Melodi lige ved vor Fod. Ja, her var det yndigt og godt at være -- og det var med Vemod jeg tænkte paa at det kun var nogle Timer, jeg skulde tilbringe her, for maaske aldrig mere at gjense disse vennesæle Men- nesker. Den gamle Digter med sin sølvbeslagne Merskums- pibe i Haanden og den fine, yndige gamle Dame, syslende ved Kaffebordet, var et moderne Billede af "Philemon og Baucis", omgivet af Løv og Blomster som de sad der i Haven under Bøgetræet. Ved Kaffen faldt Talen bl. a. paa Ingemanns og hans Hustrus norske Reise i 1833, paa SIDE: 266 hvilken de havde truffet sammen med Welhaven -- dengang en ung Mand, der endnu ikke havde udgivet "Norges Dæm- ring", Professor Sverdrup, Hansteen o. a., og hvor de besøgte Fru Ingemanns Onkel Mandix. De havde besøgt Sarpfossen i smukt og Ringerike i daarligt Veir; Vandringen opfor Krogkleven stod endnu for Ingemann som en af de frygteligste Anstrengelser, han i sit Liv havde havt -- Fru Ingemann havde maattet betale Turen med et ikke ganske kort Syge- leie i Christiania. Da jeg havde tilbragt Dagen hos de to elskværdige Gamle og sammen med Ingemann besøgt Klosterkirken og den saakaldte Saxos Celle, hvor den første Scene i "Valdemar Seier" er henlagt, fulgte Ingemann mig om Aftenen langs Søen til Jernbanestationen, hvor vi tog Afsked, og efter min Hjemkomst stod jeg lige til kort før hans Død i Brevvexling med den venlige Mand, der ved sine Breve søgte at forklare og forsone mig med min Ungdoms Strid, ved at henvise til, hvad han selv havde stridt og lidt i sin Ungdom. Mærkelig nok har Udgiveren af Ingemanns Breve aftrykt to af mine ubetydelige Breve til Ingemann uden at det faldt ham ind at forhøre sig om, hvorvidt jeg maaske var i Besiddelse af Breve fra ham, der jo maatte have en ganske anden Interesse. Nu -- fire Aar efter mit første Besøg førte min Vei mig atter til de gamle i Sorø, Senhøsten 1861. Jeg var nu Docent i Upsala og havde udgivet min "Indledning i Studiet af Danmarks Literatur i vort Aarhundrede" -- hvor jo ogsaa Ingemanns Digtning var omtalt. Jeg traf, til at begynde med, kun Fru Ingemann hjemme, og hun udtalte sig vistnok meget venligt om, hvad jeg havde ytret om Ingemanns Digt- ning, "men "de sorte Riddere" har De ikke forstaaet," føiede hun til. Jeg vidste ikke, at Ingemann satte særlig Pris paa dette Digt, som jeg havde betegnet som altfor hyperromantisk. Ingemann kom saa hjem, hilste hjerteligt og sagde: "Tak for alt det venlige, De har sagt om mig i Deres Literaturhistorie -- det gjorde mig godt; men "de sorte Riddere" har De SIDE: 267 ikke forstaaet!" Han mente forøvrigt, at jeg ved at slaa ind paa Literaturhistoriens Studium havde begaaet Forræderi mod den Smule Digter, han mente boede i mig, eller som han ud- trykte det: "ved at gaa over fra Praxis til Theori". Jeg lagde imidlertid min Stilling irette for ham, -- var min digte- riske Begavelse ikke saa stor, at den tvang mig til at ofre alt for den, saa var den ikke et Liv værd, og jeg vilde kunne gjøre mere Nytte ved at anvende, hvad jeg maatte bære paa af Poesi, i den Videnskabs Tjeneste, der dog altid er vel tjent med, at dens Dyrkere eier et lidet Fond af poe- tisk Begavelse i sig -- og deri gav han mig Ret. Saa viste han mig det Guldhorn, de danske Kvinder havde skjænket ham til 70-Aars-Festen, og jeg tilbragte en uforglemmelig Dag hos det kjære gamle Par; vi skiltes med Løfte om, at jeg, naar jeg næste Vaar havde giftet mig, skulde føre min unge Hustru til Sorø. Men da Vaaren kom, -- for mig med Bryllup og Reiseliv -- dækkede Grønsværet den gamle SIDE: 268 Digters Grav derude paa Kirkegaarden, og jeg gjensaa ham ikke mere. Men for al den Godhed og Interesse, han viste mig i en kritisk Periode af mit Liv, takker jeg endnu den ædle, gamle Sanger i hans Grav. For nylig under det akademiske Møde i Christiania (1896) erindredes jeg paa en ret eiendommelig Maade om hint, mit første Besøg hos Ingemann i 1857. Den berømte Mathema- tiker Prof. Zeuthen, der ved hint Møde som Universitetets Rektor Magnificus var de Danskes Fører, sagde mig nemlig, at vi havde været nær hinanden en Gang før i Livet -- i Sorø 1857. Han laa som ung Rus hjemme hos sin Fader, den bekjendte Forfatter Pastor Mag. Zeuthen i Sorø, da Inge- mann en Aften traadte ind til hans Fader og fortalte, at han netop kom fra Jernbanen, hvorhen han havde fulgt en ung Nordmand af mit Navn, der havde besøgt ham, og -- føiede Zeuthen til: "han var meget oplivet og glad ved Besøget". Se det var jo altid morsomt at vide; men det Hele var lige- som at faa en Hilsen fra hinsides den Grav, der havde været lukket i en hel Menneskealder, og fra de Tider, der er længst forsvundne. Den af alle de danske Kunstnere fra hin Tid, med hvem jeg senere kom til at træde i den hyppigste og varigste Forbindelse, var Elisabeth Jerichau-Baumann. Hun er saa ofte bleven skildret, at de fleste vil have et levende Billede af hendes mærkelige Personlighed, og jeg skal derfor indskrænke mig til kun at supplere dette Billede ved Hjælp af mine egne Oplevelser i hendes Selskab. Thi disse var vel skikkede til at give et Billede af hendes Væsen. Det faldt nemlig i min Lod især at træffe hende paa Reiser -- i Rom, i Konstantinopel, i Athen -- og det var ikke mindst der baade det excentriske og det storslagne i hendes Personlighed traadte frem. SIDE: 269 Det var Komponisten Gade, der første Gang præsenterede mig for hende hin Høst. Da jeg i 1862 kom som nygift med min Hustru til Kjøbenhavn aflagde vi Jerichaus en Visit, og da blev Bekjendskabet knyttet fastere. Det synes nemlig, som om der bestod et -- maaske endog ikke meget fjernt Familie- baand mellem Fru Jerichau og min Hustru, hvis Moder lige- som hun var en født Baumann. Fru Jerichau vidste, at hun havde Familie i Norge, men intet Nærmere om den. Min Hustrus Bedstefader, den gamle Di- rektør ved Kongsberg Sølvverk, August Chr. Baumann, var indvan- dret fra Harzen, hvor jo endnu "die Baumannshöhle" erindrer om Slæg- tens harziske Oprindelse. Men han havde forladt sin Slægt i Misfor- nøielse over en Tilsidesættelse, og underholdt ingen Forbindelse med den. -- Ogsaa Fru Jerichaus Familie stammede fra Harzen, og da den gamle Sølvverksdirektør skal have havt en Broder, der, efter hvad der siges i min Hustrus Familie, boede i det østlige Preussen -- vel stemmende med, at Fru Jerichaus Fader var fra Prenslau i Pommern og Moderen fra Danzig -- ansees det ikke for umuligt, at Slægtskabet endog kunde være saa nært, at denne Broder var identisk med Fru Jerichaus Fader, der først i de senere Aar flyttede til Polen; hun skulde saaledes være min Hustrus "Halvtante". Dette er dog kun Formodninger. Sikkert er det ialfald, at hun -- navnlig da hun i min Hustru fandt en udøvende Kunstnerinde -- omfattede os med en Velvilje og en Venlig- hed, som ikke faldt i gold Jord. -- Og for hende indtog os jo strax det frie, storslagne i hendes Væsen og Natur. Ja, har der nogensinde existeret en ægte, fri, frisk og storslagen Kunstnernatur, saa var Elisabeth Jerichau det. Og til hendes SIDE: 270 Natur svarede hendes Ydre, den brede, storslagne Figur med det aabne, af Liv straalende Ansigt, hvis Øine lyste baade af Intelligens og Hjertelag. Hendes Verker var ikke altid saa ægte; der var en god Del Handelsgeni med i dem; men man maatte indrømme, at kunde dette end ikke helt forsvares, saa kunde det ialfald let forklares -- og i mange Stykker undskyldes og forsones ved de Forhold, hvori Livet havde stillet hende. Gamle Cornelius havde engang, medens hun studerede i Düsseldorf, fra sin Trone i München udstedt følgende Attest for hende: "I hele Düsseldorferskolen er der kun én Mand, og det er Elisabeth Baumann." Og i Sandhed en kraftigere Natur kan man vanskelig tænke sig. Omtrent paa den Tid, jeg først lærte Fru Jerichau at kjende, var det vist- nok den bekjendte Historie passerede, som jeg dog her maa medtage, da den er saa uendelig betegnende for hendes Energi -- , skjønt den Mand og Mand imellem er saa alminde- lig bekjendt. Det var i Gjære, at Jerichaus skulde forlade det gamle Atelier, som Staten eiede ved Fredriksholms Kanal og flytte til Charlottenborg; men hvormeget end Kunstakade- miets Direktør, dengang Professor Marstrand, purrede og purrede -- aldrig blev Flytningen af. Saa besluttede Mar- strand en Dag at gaa ned til Jerichaus for personlig at tale om Flytningen. Da han kom ind i Fru Jerichaus Atelier, fandt han hende staaende oppe paa en Trappestige foran et stort Lærred, malende efter Model med Penslen i den høire Haand, medens hun havde Hovedet indbundet i et stort Tør- klæde for Tandpine, et diende Barn ved Brystet paa den venstre Arm og samtidig i venstre Haand Paletten og et stort Stykke Smørrebrød, som hun spiste paa. Da udbrød Marstrand: "Nei, nu ser jeg det med egne Øine; De har ikke Tid til at flytte!" Om Historien er korrekt, kan jeg ikke for- sikre, men saaledes er den fortalt, -- og den har al Sandsyn- lighed for sig og karakteriserer ialfald ypperligt den energiske Kunstnerinde. Engang under vort sidste fælles Ophold i Rom 1881, kort før hendes Død, hørte jeg en Dame af mit Be- SIDE: 271 kjendtskab sige til hende: "Jeg mødte Dem idag paa Gaden og hilste paa Dem, men De saa mig ikke". "Nei", svarede Fru Jerichau, "jeg havde ikke sovet i hele Nat og var saa træt idag, da jeg gik ud, og derfor sov jeg hele Veien afvexlende med det ene Øie, medens jeg holdt det andet aabent". En tysk; kvindelig Bekjendt af mig, der havde opholdt sig et eller andet Sted i Udlandet sammen med Fru Jerichau, har fortalt mig, at denne en Dag havde forladt sit Atelier for en kortere stund, men forsynet Døren med en Papirlap, hvorpaa stod: "Vorsichtig aufmachen! Es liegt ein Kind da!" Men den Energi, der lyser ud af alle disse Smaatræk, skulde jeg selv senere blive levende Vidne til. Syv Aar efter vort Ophold i Kjøbenhavn 1862, stødte vi sammen med hende i Konstantinopel. Vor Konsul havde inviteret min Hustru og mig til et Besøg i Operaen, hvor "Jødinden" skulde opføres, og han havde sagt, at han vilde føre os sammen med en Bekjendt, uden at nævne, hvem det var. Da vi traadte ind i vor Loge, sad Fru Jerichau der. Da var hun netop sluppet ud af Sultanens Harem. Denne store orientalske Reise, der ogsaa førte hende til Ægypten, gjorde hun, som hun ligefrem fortalte os, udelukkende for ved sin Kunst at tjene de Penge, hun behøvede for at holde Familien sammen. Hendes Mand, den berømte Billedhugger, var en stille, indesluttet og lidet produktiv Natur, og det blev hende ikke sjelden overladt at skaffe, hvad der behøvedes for den talrige Families Underhold. Ja, hun har arbeidet for sin hjem- lige Rede -- arbeidet trofast og energisk som Faa! Nu var hun kommet til Konstantinopel, og skjønt Muhamedanerne, som bekjendt, ikke just ynder Billedkunsten, havde hun dog SIDE: 272 ved Anbefalinger og djærv Sikkerhed i sin Optræden, skaffet sig Audiens hos Sultanen, og da hun først havde faaet Au- diensen, snakkede hun saa godt for de Troendes Behersker, at han bestilte et Portræt af sin Yndlingsdatter hos hende. Hun maatte altsaa faa Adgang til Haremet, og den blev hende da indrømmet. Saa kom hun en vakker Dag opseilende med hele sin Bagage, Pik og Pak foran Dolma-Bagdsches Porte, som for at tage et længere Ophold der. -- Om det var hendes Mening at blive der? Ja, det var det rigtignok. -- Ja -- men det gik ikke an! Hun kunde dog ikke blive boende i Haremet? Jo, hvad skulde være i Veien? Hun var jo en Kone paa femti Aar. Ingen kunde have Noget at sige paa den Ting? -- Ja, men det, gik ikke an -- alligevel. -- Det skal gaa an; thi jeg maa og jeg vil. Ellers kan jeg ikke male det Portræt, som er bestilt hos mig af Sultanen, og slipper De mig ikke ind, faar de Storherren selv paa Nakken. Og hun satte sin Vilje igjennem, blev en hel Uge i Haremet og malede saa Portræter af flere af Haremets Damer, Billeder, som hun siden fik godt betalt. -- Nu vilde hun over Grækenland til Ægypten for at male Khediven Ismael og hans Familie -- "og de skal sandelig betale ordentlig!" Da min Hustru og jeg efter en Reise i Lilleasien kom til Athen i December s. A., var Fru Jerichau der, og i Athen fik jeg ret Øie for hendes sjeldne Egenskaber; thi der var hun stor. Hun var taget ind i et af Athens første og dyreste Ho- teller, -- det var nødvendigt for at sætte sig i den rette Re- spekt; og neppe havde hun gjort Kong Georg og Dronning Olga sin Opvartning, før hun fik Bestilling -- saavidt jeg erindrer -- paa Kongens og -- ganske sikkert paa -- Dron- ningens Portræt. Da havde hun naaet Maalet med sit Op- hold i det dyre Hotel, -- "nu vil jeg sandelig have det hyg- geligt sammen med Jer", sagde hun, og saa flyttede hun ind i det lille Hotel d'Egypte, hvor vi boede sammen med den unge danske, tidlig afdøde Arkitekt Harald Drewsen. SIDE: 273 Hun erindrer selv om dette vort Samliv i sine Reise- erindringer. Det blev da virkelig en hyggelig Tid; thi Fru Jerichau var ogsaa en yderst interessant og underholdende Dame. Det var dog væsentlig kun om Aftenerne og i vaagne Nætter, at vi kunde nyde godt af hendes Selskab; thi saa lang Dagen var, arbeidede hun paa sine Portræter oppe paa Slottet. Om Middagen kom hun iblandt hjem for i al Skynding at faa lidt Mad, og da hun ikke altid kunde være præcis, fik hun undertiden de daarligste Levninger. "Idag fik jeg kun nogle latterlige Lammeben", sagde hun en Dag, -- men hun gik med samme friske Mod til sit Aftenarbeide paa saadanne Dage som ellers, og saa arbeidede hun ved Lys om Aftenen til langt paa Nat. Da jeg engang spurgte hende, om hun ikke var ængstelig ved at gaa alene i den fremmede, usikre By ved Nattetid, svarede hun: "Jeg har en Ledsager: mine femti Aar". Naar hun saa var færdig -- ofte omkring Midnat -- og kom træt og udaset hjem i Mulm og Mørke, saa man skulde tro, at Sengen maatte være hendes Længslers Maal, kunde det hænde, at hun bankede paa vor Dør efter at vi var faldne i Søvn, og raabte: "Er De oppe? Har De Kaffe? Det kunde være saa rart at slaa af en liden Passiar endnu!" -- Da var det stundom altfor fristende at staa op og klæde sig paa, og da gik Samtalen til ud paa Morgensiden ved den tyrkiske Kaffe og Cigaretterne. Samtidig malede hun saa sin prægtige græske Hyrde, der støtter sig til en Sten med et antikt Basrelief. Hun havde faaet en ung, vakker Lømmel af en Bondegut til at staa Model, men havde ingen ordentlig Plads for ham. Udenfor den Leilighed, vi beboede i 2den Etage, var der imidlertid en prægtig bred Balkon -- men uden Rækverk og uden Udgang, da man maatte gaa derud gjennem Vinduet; Balkonen var nemlig i Virkeligheden kun det flade Tag over en lavere Del af Bygningen. Hun bad os da om Tilladelse til at male der SIDE: 274 -- og nu steg hun hver Morgen op i Vinduet og hoppede ned paa Taget med Staffeli, Palet, Pensler, Ramme og Model -- og Billedet af den smukke unge Mand blev færdigt. "Ved De, hvad der blev af ham?" sagde hun ti Aar efter, da vi atter var sammen i Rom og Talen kom paa vort Samliv i Athen. "Jo, ham huggede de Hovedet af -- han var en af Marathonmorderne". Fyren havde næsten umiddelbart fra sine Modelseancer gaaet hen og deltaget i det berygtede Mord paa de reisende Englændere ved Marathon, der fandt Sted kort efter vor Afreise, og maatte lade sit Liv paa Skafottet. En Aften, da hun skulde til Fest ved Hoffet, viste hun sig for os i sin Festdragt. Den var hverken ny eller moderne, men virkede med en eiendommelig, gylden, romantisk Pragt. Vi kunde ikke lade være at beundre den eiendommelige Glitter i Dragtens Garnitur, der hævede den falmede Stads paa en saa egen Maade. Da lo hun. Hendes Syerske havde ikke vidst, hvad hun skulde anbringe bagved Garnituren, men Fru Jerichaus naive Raadsnarhed løste Knuden. "Her skal De se min Hemmelighed", sagde hun, og viste os nu, at det Guldglitter, der frembragte denne Virkning, var Guldpapir, som hun havde syet fast bagved de gamle, ægte Kniplinger, af hvilke Garnituren bestod. En Aften sent -- det var deiligt Maaneskin -- bankede hun paa hos os og sagde, da hun kom ind: "Vil De gaa op paa Akropolis i Maaneskinnet? jeg har faaet en Permesso". Vi greb naturligvis med Glæde den sjeldne Anledning til at nyde det natlige Skue, og vandrede derop gjennem de stille Gader og langs den øde Areopagoshøi. Vagten aabnede for os, og vi steg op gjennem Propylæernes i Maanelyset spøgelse- agtige Ruiner, satte os paa Trinene af Partenons Marmor- trapper og havde nu hele det fortryllende Syn, der saa ofte om Dagen havde henrykt os, liggende foran os i natlig Be- lysning ligefra Parnesbjergene i Vest og ned til Egina og den argiviske Kyst -- mellem Erechteions Karyatider og Parthe- SIDE: 275 nons Søilerækker. Der taltes just ikke meget; thi der førtes en stille Tale af de store Skygger, mens Stjernerne svømmede som lysende Nymfæer i Ætherens Sø. Mens Dronning Olga sad for hende, og var dygtig træt af at sidde, kom der en rig Amerikaner til Athen, der fik Lyst til at eie et Portræt af Dronningen og bød Fru Jerichau en betydelig Sum for et Portræt af hende. Fru Jerichau frem- stillede Sagen for Dronningen, der imidlertid undskyldte sig med Træthed, men havde den Uforsigtighed at tilføie: "Ja hvis det endda var et Portræt for Dem selv, som De ønskede at beholde, det vilde været en anden Sag". Fru Jerichau greb den rakte Finger og sagde: "Det var elskværdigt af Deres Majestæt! Vil De virkelig sidde for et Portræt, som jeg selv kan beholde?" Dronningen syntes ikke, hun kunde trække sig tilbage -- havde hun sagt A, maatte hun ogsaa sige B, og Fru Jerichau fik male Portrætet No. 2. Men me- dens hun malede dette, fik hun ved sine usigelige Overtalelses- gaver i et ubevogtet Øieblik Dronningen virkelig overtalt til ogsaa at sige C -- og sidde for tredie Gang -- for Ameri- kanerens Portræt! Men stor, ja virkelig rørende stor, var hun Juleaften. Hvor denne Polens Datter dog elskede sit danske Fædreland og dets Folk! Jeg glemmer aldrig hendes Virksomhed i de Dage. Midt oppe i alt dette forcerede Arbeide paa Slottet kom Juleaften, og nede paa Reden ved Piræus laa den danske Orlogsmand "Sjælland", med 400 danske Matroser og Marine- soldater ombord. Den kom samtidig med den svenske Fregat "Vanadis" fra Suez-Kanalens Aabning. Flere Dage i Forveien var Fru Jerichau i rastløs Bevægelse rundt i Byen, uden at vi vidste, hvad det var hun havde det saa travlt med. Men Aftenen før Juleaften kom hun op til os og bad mig gjennemlæse et Digt, hun havde skrevet og sige hende, om der fandtes Sprogfeil i det, og da fortalte hun, at hun i disse Dage havde været baade Smed -- nemlig Rimsmed -- og Bager. Hun havde nemlig hos en græsk Bager bestilt 400 store Hvedeboller, en til SIDE: 276 hver af Fregattens Besætning, men da Bageren ikke havde faaet dem til ganske at ligne det danske Bagverk, saa havde hun selv taget i med og virkelig med egen Haand bagt 400 ægte, danske Julekager. Digtet var et rigtig smukt Juledigt, der fremmanede Erin- dringerne fra Hjemmet paa den yndigste Maade for de brave Søulke, og da det var blevet Middag Juleaften, stuvede hun sig selv, sine store Kurve med Hvedeboller og et prægtigt lidet, til Juletræ pyntet Laurbærtræ ind i en stor Vogn, reiste ned til Piræus, fik fat paa en Baad og roede ombord; der plantede hun sit Juletræ paa Dækket, fremsagde sit smukke, hjertelige Digt og uddelte sine 400 Julekager, saa hver af Be- sætningen fik sin, og saa roede hun iland igjen, fulgt af de 400 Sømænds jublende Tak. Da vi om Aftenen kom hjem fra Fregatten "Vanadis", hvor vi havde tilbragt vor Juleaften, laa hun og sov de Retfærdiges Søvn. Ja, hun var et præg- tig Menneske, det er vist: varm og hjertegod, storsindet og fri! At hun ikke altid viste sig fra denne sin elskværdige Side, at der var mange, som aldrig kunde forsone sig med hendes mægtige, noget fremfusende, men altid geniale Væsen og hendes ikke altid udadlelig ordnede Husholdning ved jeg jo nok, og hensynsløs kunde hun jo være i høi Grad, om Noget kom iveien for hende eller hendes Planer. Men det kunde man, naar det ikke netop traf ens egen kjære Person selv, let tilgive hende overfor alt det Eiegode, der laa paa Bunden af dette store, rige Hjerte. At hun brød mod alle reglementerede Former for selskabelig Omgangstone kan jo ikke nægtes. Engang havde hun inviteret mig til et Konfir- mationsgilde i deres Hjem. -- Tilfældigvis traf jeg hende den Dag, Gildet skulde være, paa Kongens Nytorv. "Det var heldigt, at jeg traf Dem", sagde hun, "Gildet skal nemlig ikke holdes hjemme hos os -- men paa Østerbro hos Thorald Læssøs, glem ikke det, Farvel!" Og dermed strøg hun videre. Hun kunde invitere Folk ud til sig paa Landet langt fra SIDE: 277 Kjøbenhavn, og naar de saa kom, sultne og trætte i Sommer- dagens Hede, modtog hun dem med: "Naa -- er De der -- det var da kjedeligt, at vi er bortbudne til Middag -- men der er en udmærket Kro lige her ved -- der kan De jo tage Deres Middag. Farvel -- god Fornøielse!" -- men saa kunde hun ogsaa gjøre det rigtig festligt for sine Gjæster, naar hun vilde! Da vi skiltes i Athen, reiste hun til Ægypten og malede der Khediven, hans Hustruer og Døttre, paa samme Tid som hun led frygteligt af de Bylder, der ikke sjelden plager de Fremmede under Opholdet i Pyramidernes Land. Og da vi om Vaaren mødtes paa Hjemreisen, var hun saare tilfreds med det pekuniære og kunstneriske Udbytte af sin Reise -- men jeg har en Mistanke om, at det første var det væsent- lige -- og det kan ingen fortænke hende i, der arbeidede som en Træl for sine Kjære. Elleve Aar senere mødte vi atter Fru Jerichau paa en Reise -- dennegang i Rom. Men da var hun meget forandret. Et af de haardeste Slag, der kan træffe et Moder- hjerte havde rammet hende; hun havde mistet sin ældste, rigt begavede Søn, den geniale unge Maler og sin Moders Ynd- ling, Harald Jerichau. Og dette Tab var paa flere Maader blevet mangedobbelt bittert. Thi denne Sorg kom ikke alene: den unge Kunstners hele lille blomstrende Familie var meiet bort af Døden, og ogsaa andre bitre Familiesorger havde lagt sig tyngende og trykkende paa det kraftige, livs- glade Sind. Men hun arbeidede med samme Ihærdighed og samme ungdommelige Kraft som altid, og Ingen skulde mærke, at hun var saaret til Døden. Hun havde sit Atelier i sin Mands gamle Studio ved Piazza del Popolo. Her forsamlede hun gjerne sine Venner til smaa, fordringsfrie Festligheder. Jeg vil altid mindes en liden Frokost, til hvilken hun havde indbudt nogle skandinaviske og tyske Venner. Da vi kom, stod hun i fuldt Arbeide med Modellen foran sig. "Er Klok- ken allerede tolv?" raabte hun os imøde -- kastede Pensel SIDE: 278 og Palet og afskedigede Modellen. "Nu har jeg arbeidet siden den tidlige Morgen -- derfor maa De undskylde mig et Øieblik, mens jeg skifter Kjole". Ti Minutter efter traadte hun ind, et Teppe droges tilside, og i en indre Afdeling af Atelieret stod det festlige Bord dækket med Blomster og Frugter og Vin i blinkende Krystal, og selv var hun den liv- ligste, aandfuldeste Vertinde, og Ingen kunde merke det rin- geste Spor af Træthed eller Anstrengelse hos hende: Øie- blikkets Glæde optog hende aldeles. Trods den dybe Sorg, som boede i hendes Indre, fordrede Livsglæden sin Ret: i Karnevalstiden arrangerede hun en Blomstervogn med kostu- merede skandinaviske Damer, der hørte til de smukkeste paa den hele Corso, og, om jeg erindrer ret, tog en af Præmierne. Moccoliaftenens Morgen havde jeg truffet hende, mere ned- slaaet og sørgmodig end sædvanlig: om Aftenen under Kostumeballet paa Teatro Costanzi neiede en Tyrkinde for mig med et alvorligt "Salem aleikum" -- det var Elisabeth Jerichau, fuldt optaget af Øieblikkets Karnevalstummel. Hun havde om Eftermiddagen gjennem den her i Facsimile gjen- givne Billet SIDE: 279 anmodet mig om at møde hende for at kjøre til Ballet men var -- udeblevet. Jeg var kostumeret som reisende Englænder, og vi spadserede en Timestid sammen under en livlig Sam- tale i den bølgende Vrimmel. Og i den Time vexlede hendes Stemninger vist ti Gange mellem Munterhed og Melankoli. Endelig ud paa Vaaren 1881 kom den Tid, da hun skulde forlade Rom, og vi Skandinaver besluttede at gjøre et rigtig festligt Afskedsgilde for hende. Maleren Krøyer stod i Spidsen for Arrangementet, og den lille Fest blev holdt i "Falcone" med Makkaroni og Vin som materielle Hovedbestanddele, men med Sang og Klang, Mandolinspil og Kvartetter som aandigt Indhold. Krøyer havde anmodet mig om at sige nogle Afskedsord -- og de Ord blev paa en Maade ominøse. Jeg erindrer nemlig, at jeg bl. a. udtalte, at jeg ikke netop vilde ønske hende noget langt Liv; thi et langt Liv var ingen Lykke, hvis Ens aandelige eller legemlige Kraft var brudt; men desto mere vilde jeg derimod ønske hende, at hun, enten Livet blev langt eller kort, maatte beholde denne sjeldne Kraft, denne uforkrænkelige Livsfylde til sin sidste Stund. Ønsket blev opfyldt hurtigere end vi anede. Ikke drømte Nogen af os i hin glade Time om, at det var sidste Gang vi sad sammen, sidste Gang hun forlod Rom, endmindre, at Enden var saa nær. Dagen efter reiste hun, stærk og frisk -- deltog med usvækket Kraft og Interesse i Kunstnermødet i Gøteborg, hvor hun var Gjenstand for stor Hyldest, og saa -- -- neppe en Maaned efter modtog jeg i Sorrento Underretningen om hendes Død. Men hun havde havt et rigt Liv, rigt paa Sorger, rigt paa Glæde, rigt ved sit eget fyldige Indhold -- det var, ligesom man ikke kunde forstaa, at hun var borte -- borte for altid, borte fra Mis- undelse og Bagtalelse, borte fra Kjærlighed og Beundring, den forunderlig store, sælsomt sammensatte Kvinde, et Na- turens Mesterverk, som Menneskene gjorde alt for at forkludre, uden at det dog lykkedes dem. SIDE: 280 Ogsaa i Carsten Hauchs Hus fandt jeg en venlig Mod- tagelse ved Hjælp af den medbragte Introduktion. Hauch regnede sig jo selv halvt for en Nordmand og Erindringen om sin Barndom i Norge bevarede han med Kjærlighed og Troskab. Under sit Ophold som Barn i gamle Provst Hertz- bergs Hus i Kvindherred, havde han -- hvad han ogsaa senere har omtalt i sine Barndomserindringer -- gjort Be- kjendskab med min Bedstemoder paa mødrene Side, dengang en ung, smuk, nyforlovet Pige, og det morede ham, at jeg kunde bringe ham Underretninger om hende, i hvis Hus jeg netop tilbragte mine Studenterdage. En Middagsindbydelse til ham paa Fredriksborg Slot, hvor han havde sin Bolig, tog jeg naturligvis med Glæde imod, og han beholdt mig efter Middagen hos sig hele Dagen. Ved Kaffen i Haven og senere i Aftenens Løb var han meget meddelsom om sin Deltagelse i den Oehlenschläger-Baggesenske Feide, en Fremstilling, der i sig selv -- som ventelig -- noget ensidig og fremført med Varme og Overbevisning, maaske lidt formeget har paavirket min Opfatning og min Fremstilling af Baggesens Personlighed i min tre Aar senere skrevne Bog over Danmarks Literatur. Naar Hauch kom til at tale om Oehlenschläger, var det vanskeligt at følge ham: han forgudede ligefrem denne sin Ungdoms Digter; men yderst tiltalende var den Ungdoms- varme, hvormed den allerede gamle Mand udtalte sig, naar han kom ind paa dette Felt. Som bekjendt havde Hauch i sin Ungdom maattet underkaste sig Amputationen af sin ene Fod under et Ophold i Neapel, og den dybe Smerte, som Tabet af hans Førlighed voldte den ivrige Idrætsmand og Naturforsker, lagde et Vemod over ham, der dog aldrig gav sig Luft i Klage, mandig og viljestærk som han var. Der var noget varmt-alvorligt over Hauchs Personlighed, der virkede saare velgjørende. Jeg maa ofte tænke paa hans aandfulde Skjelnen mellem to Arter af Digtere, de der "har Syner", og de, der "ser" -- ser Livet og Virkeligheden i Sømmene -- selv hørte han ubetinget til den første af disse SIDE: 281 Klasser. Hauch vandrede, siger Hostrup, paa Grænsen mellem to Verdener, baade i sit Liv og i sin Digtning: omkring ham en Verden fuld af Skyld, for hvis Nød han havde et klartskuende Øie -- over ham en Nathimmel fuld af blinkende Stjerner, i hvilken han stirrede ind, medens han ventede paa Solopgan- gen. Han var sikkert en af Danmarks ædleste og dybeste Digternaturer -- noget af den dybe norske Fjordnatur, i hvilken han voxede op, syntes at have meddelt sig til hans Digtning og hans Væsen. Gjennem min Ven fra Upsalatoget, Komponisten og Pianisten August Winding, hvem jeg besøgte i hans Faders Prestegaard, Himmeløv ved Roeskilde, var jeg bleven indført i hans senere Svigerfaders, den endnu, i en Alder af nogle og 90 Aar levende, berømte Komponist J. P. Hartmanns Hus, og gjennem Winding gjorde jeg da ogsaa hans senere Svogers, Kom- ponisten Gades Bekjendtskab. Niels Vilhelm Gade var en usæd- vanlig livlig og elskværdig Natur, der gjerne underholdt sig om Musik og talte ligesaa genialt om sin Kunst, som han udøvede den. Især har jeg ofte med stor Interesse lyttet til ham, naar han med Varme udviklede sit Yndlingsemne, Folkemusikens Betydning for den kunstneriske Komposition. Han hævdede med stor Inderlighed, at enhver Komponist, der har virkelig Betydning, har sin Rod i sit Folks nationale Musik -- at hvert Folks Musik har sit eiendommelige Klangpræg, der kan opfattes og gjengives ogsaa af den Frem- mede, som han selv har gjort det overfor den skotske Folke- tone i sin "Efterklang af Ossian" og "Comala", men at enhver Komponist dog tilsidst var betinget af Spørgsmaalet: "Hvor er du født, og hvor er du baaret, Og hvor har du faaet dine Klæder skaaret?" SIDE: 282 Naar han saa kom ind paa sit eget Forhold til den danske Folkemusik, kom til at tale om, hvorledes hans "Elver- skud" og saamange andre herlige Kompositioner er voxet frem af det Lands Tonepræg, som lokkede ham hjem fra de ærefulde Kaldelser i Udlandet, da lyste hans Øine, og da kunde han rive En fuldstændig med i den Kjærlighed til det Hjemlige, til det lille Danmark, der for ham var ikke blot hans personlige Fædreland, men hans Sangs, hans Digtnings, hans Udødeligheds Vugge. Gade førte mig til Bissens og Jerichaus Atelierer. Gamle Bissen, som dengang holdt paa med sin Statue af H. C. Ørsted, oplod for første Gang mit Øie for Realismens store Fremtid. Dette, at han i Ørsteds i det Ydre ubetyde- lige og lidet "plastiske" Figur havde kunnet indlægge et saa energisk og stort Udtryk, imponerede mig i høi Grad, og min Beundring for ham forminskedes ikke, da jeg senere i Rom mødte ham paany sammen med hans Søn, min kjære Ven, Prof. Vilhelm Bissen, sin ædle Faders ædle Arvtager ogsaa i Kunstens Verden. Det Besøg, jeg Høsten 1861 aflagde i Kjøbenhavn, fik en ganske anden Karakter end det, jeg havde gjort i 1857, da jeg kom did som ung Rekrut -- aldeles ubekjendt. Opholdet her Høsten 1861 blev nemlig for mig dobbelt morsomt derved, at jeg netop nylig havde udgivet min oftere nævnte "Indledning i Studiet af Danmarks Literatur i vort Aarhundrede", en Periode, der dengang endnu ikke var be- handlet af Literaturhistorien, og mit ret ungdommelige, men kanske netop derfor desto umiddelbarere Arbeide var i Dan- mark blevet modtaget med en overordentlig Velvilje og meget fordelagtigt anmeldt bl. A. af H. P. Holst i "Berlingske Ti- dende" og i "Dagbladet" (af Bille?) -- og jeg var saaledes ikke længere ganske ubekjendt inden den literære Verden i Kjøbenhavn -- ialfald for Øieblikket. SIDE: 283 Følgen heraf var, at jeg ganske uden Foranledning fra min Side blev draget ind i en hel Del literære Kredse, der for mig havde en overordentlig Interesse: en Række Forfat- tere, som jeg havde holdt af fra min tidlige Barndom, og som jeg kjendte saa godt, at jeg allerede havde skrevet en Bog om dem, men som jeg dog endnu aldrig havde seet personlig, var det jo høist fornøieligt nu at staa Ansigt til Ansigt med; jeg gik saa at sige fra Haand til Haand i disse Kredse. Jeg erindrer specielt en Formid- dag, som jeg begyndte med at blive forestillet af min Landsmand og Kjending, Billedhugger Glosimodt for Erik Bøgh paa Hjørnet af Øster- gade og Kongens Nytorv, af Erik Bøgh for H. P. Holst paa Hjørnet af Østergade og Kjøbmagergade, af H. P. Holst for Kaalund paa Hjørnet af Kjøbmagergade og Klareboderne, af Kaalund for Carit Etlar paa Hjørnet af Møntergade og Gothersgade, hvorpaa jeg fulgte SIDE: 284 hjem med denne til Middag paa Vesterbro -- og jeg ved, at jeg sluttede Dagen sammen med Erik Bøgh i en ungarsk Vinkneipe i Tordenskjolds Gade, hvor vi blev siddende til langt over Midnat. Men disse Digtere dannede en forunderlig Modsætning til den Kreds, i hvil- ken jeg havde færdets i Stock- holm -- der var Alt Kameraderi og gjensidig Beundring (naturlig- vis mod kontant Gjengjæld) -- her herskede tydeligvis Gudinden Medisance, og man maatte fri- kjende de danske Digtere for enhver Mistanke om at danne nogen Assurance-Forening til gjen- sidig Beundring. Saaledes traf jeg denne Høst efterhaanden -- foruden de oven- for nævnte -- ogsaa Hoedt, Carl Ploug, Chr. Richardt, og min uforglemmelige Ven med det uendelig gode og store og varme Hjerte, Carl Andersen, som jeg til hans Død holdt af og skattede som en af mine dyre- bareste Venner -- det var en Ge- vinst for Livet, vunden paa denne lille Reise. Og dernæst fik jeg nu som voxen fornye Bekjendtskabet med min Barn- doms Protektrice, Magdalena Thore- sen, der expres sendte Bud efter mig, da hun hørte, at jeg var i Kjøben- havn, og hos hvem jeg tilbragte en rigt beaandet Aften, fuld af Liv og Lune. SIDE: 285 Men af alle disse vundne Bekjendtskaber var der et, som for Øieblikket fremfor alle andre interesserede mig, og som jeg ogsaa senere fik gjentagen Anledning til at fornye -- Bekjendtskabet med et af de eiendommeligste Mennesker, ligesom en af de mest storslagne og ægte Digternaturer, jeg i mit Liv har truffet. Det var en Morgen, jeg sad ved min Frokost paa mit Værelse i Hotel Phønix, -- jeg var endog ikke helt paaklædt -- da det bankede paa min Dør, og idet den gik op, viste der sig en uhyre lang Krop og paa den et ingenlunde smukt Hoved, hvis Ansigtstræk jeg kjendte fra Hundreder af Por- træter, jeg havde seet af den berømte Mand. Skal jeg være oprigtig, maa jeg sige, at mit første Indtryk var, at det var "Ørkenens Skib", der stak sit Hoved ind ad Døren. Men det var noget helt Andet -- det var H. C. Andersen. Venligt slog han sig ned i en Lænestol og begyndte en Passiar. Han havde, sagde han, af en fælles Bekjendt hørt, at jeg var i Kjøbenhavn, og han vilde gjerne gjøre mit Bekjendtskab og takke mig for, hvad jeg havde skrevet om ham i min nye Bog. Han formelig strømmede over af Venlighed og Tak -- men Alt kom naivt og sand- færdigt. Jeg var jo ikke vant ved det Slags Konfekt, og den store Digters Taknemmelighed mod den lille Kritiker forekom mig i det første Øieblik høist overraskende og ligefrem gene- rende [fotnotemerke] . Men saa kom jeg jo til at tænke paa, at den mærke- Fotnote: Ja, i den Grad, at jeg endnu, da jeg skriver dette, maa tænke mig om, om jeg ikke først havde gjort ham min Visit -- men den hele Situation staar saa klart for mig, at jeg ikke godt kan erindre feil. SIDE: 286 lige Mand, der sad foran mig, havde en ham eiendommelig Frygt for al Kritik, og at han saaledes, skjønt dengang langt over det Stadium, da en nedsættende Kritik kunde skade ham, vel havde en særlig Glæde, hver Gang han saa sig paaskjønnet -- selv om det kun var af en svag Begynder. Jeg takkede ham naturligvis for hans Besøg -- men havde en vis Frygt for, at Konversationen snart vilde gaa istaa. Men det var en unødig Frygt; thi jeg fandt snart en Samtalegjenstand, der altid kunde holde Andersen i Aande. Og vor Samtale sysselsatte sig da ogsaa væsentlig med denne ene Gjenstand, unegtelig en baade interessant og frugtbar Gjenstand, H. C. Andersen selv. Ligesom han jo igrunden er Helten i de fleste af sine Digtninger: "Den grimme Elling", "Improvisatoren", "O. T.", "Kun en Spillemand", saaledes var han det ogsaa nu i vor Samtale. Og at han i forskjellige Kostumer blev Helten i sine egne Bøger -- i en videre For- stand end de fleste andre Digtere, ligesom han nu blev det i vor Samtale, var jo ganske naturligt, naar man erindrer hans Naturel og Livsskjæbne. Resultatet af denne min første Samtale med H. C. An- dersen for min Opfatning af hans Personlighed var omtrent følgende. Det, man har kaldet Andersens "Forfængelighed", vil man let komme til at give et andet, mildere og smukkere Navn, naar man nærmere betænker hans hele Udviklingsgang. Bar hans Otto Tostrup i "O. T.", som man troede "Odense Tugthus" indbrændt paa sit Legeme hele Livet igjennem, saa bar Digteren selv "Odense Fattiggaard" indbrændt i sin Aand hele Livet igjennem. Den fattige Skomagers Søn kunde aldrig glemme sin fattige Oprindelse -- aldrig ophøre at forbauses og udraabe sin Forbauselse over, at den pjaltede Dreng var bleven til den verdensberømte Digter -- Fyrsternes forgudede Ven og Ligemand. Det var dog det mærkeligste og deiligste Eventyr, han kjendte. Og der laa deri noget smukt; thi det kom fra et af Taknemmelighed overstrømmende Hjerte. Og SIDE: 287 dernæst maa vi erindre, at han havde en uhyre vanskelig Stilling. Han stod i dyb Gjæld til en Mængde Mennesker for udvist Velvillie, uden hvilken han maaske vilde strandet paa sin store Livsreise. Han begyndte sin Skolegang ved gode Mænds Hjælp i en Alder, da vi andre slutter den -- han maatte sidde paa Peblingbænken og nyde Kostdage i gode Folks Huse paa den Tid, vi andre soler os i Studenter- livets Glans. Et Par Aar før "Det døende Barn" blev over- sat i næsten alle europæiske Sprog, kunde dets Forfatter endnu ikke skrive ortografisk Dansk; han var en kjendt og skattet Digter, før han tog Artium, og maatte døje Skjænd af sine Lærere, samtidig med at Kritiken over hele Danmark og udover dette roste hans Digte -- se, saadant forrykker let en Mands Selvfølelse og Selvstændighed: man synes sig for stor til at behandles som liden og føler dog, at man endnu er for liden til at gjælde for stor. Og dette langvarige Kostgjænger- og Skoledrengsforhold, der varede udover hans 23de Aar, dette Forhold, hvori han kom til at staa baade til dem, der var ældre end han, og til dem, der var samtidig med ham, og til dem, der var yngre end han, giorde, at Alle, der kom i Berøring med hans usikre Væsen, følte sig kaldede til at tage sig af ham og opdrage ham, længe efter at han selv i sin Digtervirksomhed havde opdraget en hel Læseverden -- han var jo saa "umaadelig interessant" -- og hans pietetsfulde og taknemmelige Natur formaaede aldrig at afkaste Aaget. Og opdraget som et Barn blev han da sit hele Liv igjennem! Mand blev saaledes H. C. Andersen egentlig aldrig, og naar han vilde stive sig op til Mandens selvstændige Holdning, blev han let lidt komisk. Nei, kjæles for af Smaapigerne, være Gjæst i venlige Folks Huse og til Gjengjæld glæde sig selv og Andre ved Oplæs- ning af sine Eventyr, det blev altid Andersens "Stilling" i Livet. Hvor alvorligt foreholdt ikke hans Lærere og andre Fore- satte (se "Breve til H. C. A.") ham det daarlige i at udtale SIDE: 288 som sit Livs Maal det "at blive noget Stort"; hvor bittert lo de ham ikke ud for det, og han fik dog Ret, den grimme Ælling! og hvor urigtigt stillede de ikke hans Horoskop, naar de ansaa det som Maalet for hans Opdragelse engang at blive "en brugbar Embedsmand" -- hvor strengt og rigtigt advarede de ham paa den anden Side ikke mod dette at lade Verdens Ros og Dadel være det bestemmende for hans egen Opfatning af sit Værd som Digter og Menneske -- men hvor frugtes- løst! Det gamle 56-aarige Barn, som her sad overfor mig, lærte aldrig at blive anderledes, end han fra først af var af Naturen: en vild Markens Tidsel, man længe nok kunde plante ind i Haven; man traadte dog paa den, medens man skjermede de andre fine Blomster -- paa samme Tid, som man beundrede dens Blades underfulde Skjønhed. En Tidsel derude fra Odense Mark var og blev han dog altid -- saa Konferentsraad han var. "Naar man taler om Geni hos andre -- taler man om Instinkt hos mig", erindrer jeg bl. a., at han sagde. "Det, som hos andre Digtere sætter dem i en Klasse over Mennesker, det sætter mig i Klasse med Dyrene". Det var ikke ganske usandt. Kan man saa, naar man lægger alt dette sammen, undres over, at han blev ømfindtlig, at et Stik af en kritisk Loppe kunde fornemmes af ham som et dødeligt Dolkestik? -- at han i ethvert Recensent-Insekt, som sugede lidt af hans Blod for at livnære sig kristeligt i et Dagblads Tjeneste, saa en sort Morder, der vilde tilintetgjøre ham? Han var en Mollusk, hvem Naturen havde negtet det Panser, hvormed andre Havets Indvaanere beskyttes mod sine Fiender. Satirens Panser var ikke af Naturen gjort for ham, skjønt han ofte med Held for- søgte at forstikke sig i det; han var som Eremitkrebsen, der laaner andre Dyrs Skal, men saa voxer ud af det, og, naar den skal flytte over fra det gamle til et nyt større Skal, sluges af Havets øvrige Indbyggere i det Øieblik, den blotter sig. Han manglede med et Ord al Benbygning, saa knoklet han end var, legemlig set. Thi endelig havde nu Naturen SIDE: 289 udstyret ham med et Legeme, der ikke just skulde bidrage til at bibringe Forestillingen om Holdning og Sikkerhed; sjelden har vel en ulænkelig og leddeløs Krop tydeligere symboliseret den i samme boende aandelige Ulænkelighed end H. C. An- dersens. Jeg maa altid tænke mig, at han havde 48 Ryg- hvirvler. Og styg var han -- undtagen paa et eneste Punkt, men et Punkt, der veier uendelig i Bedømmelsen af et Men- neskes Udseende: han havde de kjærligste, ømmeste Øine, man kan tænke sig; der laa en Verden af Gemyt og Følelse i dem, gjennem dem udtalte alt det store i Andersens Væsen sig som i et Speil, og kom man først til at se ret inderligt ind i de Øine, som han hin Morgen lod mig se ind i dem, glemte man for dem gjerne alt det øvrige -- vilde ialfald inderlig gjerne glemme det. Og paa en tilsvarende Maade er det ogsaa med hans Digtnings Fysiognomi. Tager vi for os hans dramatiske Ar- beider, saa har de alle den samme Ledeløshed; hans Romaner har ialfald det tilfælles med hans Dramaer, at de er uden Benbygning, uden virkelig Plastik, men derimod ligesom hine glødende og glimrende af varmt, farverigt Lys, af et malerisk Syn af første Rang og af en sjelden Stemningsfylde. Og hans lyriske Digte er af høist forskjellig Værd, ligefra klassiske Sager som hans vidunderlige "døende Barn", dette døende Barn, der aldrig i Virkeligheden vilde kunne tale saaledes, som Digteren lader det tale, men som dog er saa uendelig gribende -- og til helt mislykkede Ting. Men kommer man først til at se ind i det, jeg vil kalde hans Digtnings Øie -- ind i hans Eventyr, saa er man med et helt fangen: i dette Øie speiler sig hans hele, store, rige Digtersjæl med al den Kjær- lighed, den rummede -- thi der var hans umiddelbare glødende, farverige, fantastiske Digtersyn hjemme i sin egen Verden -- hvor der ikke spørges efter Plastik eller Reflexion. Der var han Konge i sit eget Kongerige. Der bor en Visdom og en Høihed i disse simple Barnefantasier, der engang for alle lader os forstaa Schillers: SIDE: 290 "Was der Verstand der Verständigen nicht sieht, Erkennet in Einfalt ein kindlich Gemüth." Der findes vel ikke en Digter, der mindre end Andersen har været givet Reflexionen i Vold, der mere end han hengav sig helt og umiddelbart til sit digteriske Syn -- og dog er der maaske ingen Digter, der har samlet flere af Livets store Sandheder i sin Digtnings Hulspeil end han. Og derfor er hans Digtning udødelig, saa længe et barnligt Sind findes i Verden. Ligesom Andersen egentlig aldrig holdt af Børn, saaledes skrev han egentlig ikke heller for Børn, men for det barnlige i Mennesket, i hvilken Alder dette end befandt sig, for den Evighedsspire, hvoraf selv det daarligste Menneske dog eier noget i sig. Dette Noget er Andersens sande Læser og hele Verden hans Auditorium. Inden vi hin Morgen skiltes, havde han med henrivende Naivetet og Varme fortalt mig baade om sin fattige Barndom og om sit Besøg ved Hofferne i Weimar og München og om sit Ophold hos Charles Dickens -- og meget Andet, som jeg nu har glemt, men som man for det meste kan læse i "Mit Livs Eventyr". Og Resultatet af vor første Samtale var, hvad ogsaa ethvert senere Sammentræf med ham udigjennem Livet bestyrkede: jeg fandt min tidligere Opfatning af det, man har kaldet H. C. Andersens "Forfængelighed", bekræftet, men og- saa modificeret. Det burde rigtigere end "Forfængelighed" kaldes en sælsom og psychologisk høist interessant Sammen- sætning af barnlig Taknemmelighed mod Gud, som havde skjænket ham saa meget, og en af hans hele Livsgang betinget barnagtig Ømfindtlighed overfor de slemme Mennesker, som han troede vilde tage de smukke Gaver fra ham, som han glædede sig saa inderlig ved. Barnlig overfor sin Gud -- og derfor ogsaa i sin Digt- ning -- barnagtig overfor sine Medmennesker -- mon man ikke i de Ord skulde kunne finde Udgangspunktet ialfald for en Betragtning af H. C. Andersens Væsen? SIDE: 291 Da jeg kort efter gjengjældte Visiten, forærede han mig sin sidste netop udkomne, til Bjørnstjerne Bjørnson dedicerede Eventyrsamling med et Par venlige Linjer paa Titelbladet. Senere traf jeg oftere sammen med H. C. Andersen baade i Kjøbenhavn, i Upsala og i Udlandet, og hver Gang havde jeg den Fornøielse at høre ham læse et eller andet endnu utrykt Eventyr. Andersen læste jo, som bekjendt, gjerne sine egne Frembringelser og med stor Virtuositet, navnlig de humoristiske, mens han for Fremstillingen af de dybere og mere alvorlige Sager tildels manglede baade Stemmemidler og andre ydre Betingelser: der kom let noget komisk over hans Alvor og Rørelse, naar han skulde læse op. Der verserer jo en Mængde Anekdoter om H. C. A., som alle er trykte og vel kjendte. Men nede i Rom, hvorhen jeg kom i 1862, Aaret efter at A. havde forladt det, fortalte Lands- mændene mig en Scene, som jeg aldrig senere har set gjen- givet -- og for hvis Rigtighed jeg naturligvis ikke tør indestaa. Som bekjendt var H. C. A. meget ængstelig -- det havde Oehlenschläger været før ham -- og troede sig i Italien stedse udsat for Røvere og Mordere. En Aften var han med Vetturin kommen til en liden By og steg af i et Vertshus, der saa ham høist betænkeligt ud. I den ensomme Spisesal, hvor han skulde indtage sit Aftensmaaltid, sad kun en eneste Gjest -- en mørk Italiener med et skummelt Udseende. Andersen kastede sky Blikke hen paa ham -- men Italieneren opfangede dem. Da han mærkede dette, fandt han det mest paakaldet at smile venligt til ham med sin store, brede Mund og sine ualmindelig blide Øine. Italieneren fortrak ikke en Mine i sit alvorlige Ansigt, men saa høist forbauset paa hans Opførsel. Denne Forbauselse blev ikke mindre, da H. C. A. pludselig reiste sig og i sin Angst styrtede ud af Salen for at begive sig til sit Værelse. Men inden han ad nogle Omveie naaede dette, mødte han sin frygtede Reisefælle i Trappen. Høit stønnende ilede han forbi ham, men fik til sin Skræk se, at han begav sig ind i Værelset ved Siden af hans eget. Da SIDE: 292 A. var kommen ind, dreiede han Nøglen om i Laasen 3 Gange, men han fik snart høre en Larm i Sideværelset, som af tunge Gjenstande, der slæbtes over Gulvet. Da besluttede han, halvdød af Angst, at barrikadere den lukkede Dør, der for- enede de to Værelser -- og gav sig til at trække Kommoden hen foran Døren. Paa den stillede han saa sin Kuffert og paa den endnu en tung Gjenstand, medens Larmen i Sideværelset vedblev. Omsider ophørte den dog -- og han gik tilsengs. Hvorvidt han fik sove eller ei, beretter Historien ikke. Men da Opvarteren om Morgenen blev sluppet ind i de to Værelser, mødte der ham i dem begge det samme overraskende Syn: en Barrikade af Borde, Stole og Kufferter paa begge Sider af den fælles Dør. Andersen havde barrikaderet sig mod Røveren og hans Nabo mod den gale Mand med de vanvittige Ge- bærder. Sidste Gang mødte jeg H. C. A. i Wien Høsten 1869 ved en Middag, hvortil min Hustru og jeg var indbudte af vor Minister der, den ældre Frederik Due, og ogsaa der fik jeg et Vidnesbyrd om hans barnlige Naivetet, en Glæde over Smaating -- som vi andre vilde skammet os ved at vise. Jeg havde tilfældigvis om Morgenen i en dansk Avis læst, at An- dersen var udnævnt til Etatsraad, og kunde ikke negte mig den Fornøielse under Middagen, medens de øvrige tiltalte ham som "Hr. Professor", at kalde ham "Hr. Etatsraad", og det morede mig at se den Virkning, det gjorde paa ham: hver Gang jeg nævnte det magiske Ord, gav det et lidet Sæt i ham, og han kastede et forskende Blik rundt Bordet for at undersøge, om ikke Virkningen vilde vise sig -- indtil endelig Fru Due løste Fortryllelsen ved at spørge: "Er Hr. Profes- soren Etatsraad?" Da straalede Andersens Aasyn af Tilfreds- hed, og med det blideste Smil, hans Ansigt evnede, sagde han: "Jo, Deres Naade! Hans Majestæt har netop i disse Dage været saa naadig at udnævne mig til Etatsraad!" Det For- staaelsens taknemmelige Blik, han derefter sendte mig, idet han greb sit Glas, overbeviste mig om, at jeg ved dette lille SIDE: 293 Experiment havde vundet bans Hjerte. Nu vel, var dette en Svaghed hos ham, saa var den en af de smaa og dækkedes over ved saa store og beundringsværdige Egenskaber, at man let forsonede sig med den; thi et godt Menneske med et blødt, dybt Barnegemyt var han nu fremfor alt Andet, og det er endnu mere end at være den store, verdensberømte Digter. Men det pudsige er, at det vilde Andersen vistnok været den sidste til at indrømme. Saa forunderlig sammensatte er nu engang Menneskene, og Digterne ikke mindst. SIDE: 297 ET BESØG HOS JOHAN LUDVIG RUNEBERG (1861). Opildnet af den begeistrede Stemning, sprang under Studentermødet i Lund 1845 en ung Student op paa et Bord og raabte: "Finland!" -- men da han sluttede, havde han kastet Glød i mange unge Hjerter paa en Tid, da den skandinaviske Ung- dom endnu drømte om at erobre Finland tilbage, og hans Ord vandrede siden tusindfoldigt gjennem en Mængde nordiske Hjem med de unge, hjemvendende Studenter; thi Taleren var den siden bekjendte Digter Talis Qvalis (Carl Wilh. Strandberg), og hint Ord var det første Ord af hans ikke mindre bekjendte Digt: "Finland! så jag ville ropa!" Gjennem dette Digt kom Finland og dets Skjæbne til at elektricere ogsaa min barnlige Fantasi; ak, hvor var Digtet dog utopisk-chauvinistisk og fuldt af uindfrielige SIDE: 298 Løfter, betragtet med den ældre Mands nøgterne Blik! Men for mig var det længe et Slags magisk Trylleformel, hvergang Talen var om de store, nordiske Fremtidsdrømme, med hvilke Luften jo dengang var svanger. Men de dybe Indtryk fra Barndommen har en vidtræk- kende Indflydelse paa vore senere Interesser og Sympathier. Hvor vilde jeg da ønske, at det kunde lykkes mig ogsaa at fastholde min venlige Læsers Interesse og Sympathi nu, da jeg maa føre ham ind i et Folk, der hos os er saa lidet kjendt som det finske. [fotnotemerke] Jeg havde Lyst at skildre nogle Kamp- dage af dette Folks seige, stille Strid mod en frygtelig Over- magt, Dage, der for mig, som har medoplevet dem, staar som nogle af mit Livs indholdsrigeste, men som jeg maaske ikke evner at fremstille saa, at jeg kan meddele Andre, hvad jeg selv har følt derved. Mit Haab staar da til, at mange af mine Læsere gjennem Runebergs udødelige Digtning har faaet Medfølelse for denne Folkekamp, der vel ikke længer farver Valpladsene med Massernes Blodstrømme, men som kræver desto mere af det Blod, der udgydes ved Arbeidslampens Skin i stille, aarlang Forbløden i en stundom haabløs, men stun- dom ogsaa af lyse Glimt gjennemflammet Kamp for at for- svare Folkets Ret og Landets Lov -- det Blod, der er Landets ædleste og bedste. "Välan -- hvem följer nu mitt tåg Till Näsijärvis dunkla våg?" I 1848 havde Runebergs Fänrik Ståls sägner seet Lyset og sat baade Finland og Sverige i Flammer; men først i mit Russeaar 1853 gjorde jeg Bekjendtskab med den mesterlige Digtning, og den Henrykkelse, hvori jeg var kommen ved "Finland, så jag ville ropa," overflyttedes nu med langt større Fotnote: Saa skrev jeg for tre Aar siden -- nu er Sympathien levende, siden Rusland har slaaet sin Ørneklo i det ædle, ulykkelige Folk, og har ladet os føle Betydningen af at miste denne Stødpude mod vor østlige Nabo, der nu rykker os lige ind paa Livet. Senere Anm. SIDE: 299 Ret paa det herlige "Vårt land, vårt land, vårt fosterland!" Fänrik Ståls sägner greb mig, som intet Digt tidligere havde grebet mig, ja maaske mere end noget Digt hverken før eller senere har gjort det. Den flammende Fædrelandskjærlighed, den friske realistiske Skildring, de plastiske livskraftige Skik- kelser, den varme Kjærlighed til "de Smaa", som Nutidens Digtere mener sig først at have udtalt, men som gløder gjen- nem Molnets Broder, Sven Dufva og Torpflickan og altsaa ikke er af saa ferskt Datum endda -- vakte mig først til For- staaelse af Digtekunstens hele kulturelle Betydning. Jeg anede, hvorledes en Digtning kunde gribe og fornye en Folkeaand og gyde Liv i et helt Folk, og dette Folk, "som frös och svalt och segrade tillika." dette Land, "de tusen sjöars land, der sång och trohet bygt," blev mig forunderlig kjært gjennem denne Digtning. Det var da naturligt, at jeg saa hurtig som muligt stiftede Bekjendtskab med Runebergs øvrige Digte, og min Sympathi for det finske Folk mindskedes ikke ved Læs- ningen af "Elgskyttarne," "Julqvällen" og "Hanna"; denne Læsning førte mig saa umiddelbart overtil Studiet af Finlands mærkelige Nationalepos "Kalevala," som Lønnrot havde op- daget paa sine Reiser deroppe i Urskovene, og Lønnrots Forsk- ninger og Castréns Reisestudier bragte mig kanske en dybere Forstaaelse af dette Folks Liv og Karakter, end de fleste Nordmænd paa den Tid eiede, og i Begyndelsen af 1855 vovede jeg mig endog til i Studentersamfundets literære For- ening at holde et Foredrag -- mit allerførste -- over den finske Folkedigtning -- vistnok mere velment og dristigt end egentlig vellykket. Men det skulde have sine Følger. En Dag frempaa Vinteren samme Aar, som jeg sad paa min Hybel over mine Bøger, gik Døren op, og en underlig Skikkelse viste sig for mig. Det var et typisk finsk-ugrisk, næsten mongolsk Ansigt af gulagtig Pergamentsfarve, sid- dende paa en kortvoxet Krop. Han blev staaende ved Døren og bevægede Læberne nogle Gange, ligesom han vilde spise op sin egen Mund, før han fik over Tændernes Gjærde de SIDE: 300 Ord: "Mitt namm är Daniel Europæus -- jag har inte något pass, -- men jag är finsk student." Jeg bad Manden tage Plads i min tarvelige Hybel, hvad det først efter flere Opfor- dringer lykkedes mig at faa ham til. Nu fortalte han -- som det syntes med megen Vanskelighed -- , stottende og stam- mende, at han var reist ud i Verden for at virke "för den eviga freden" og for derved at sætte en Stopper "för den ryska bajonettismen", at man ikke havde villet give ham noget Pas, men at han var reist alligevel og nu gjennem Sverige var kommen hid for herfra at begive sig videre ud i Europa. Min 21-aarige Hjemfødningsfantasi studsede og steilede ved at staa overfor en saa uhyre Energi, overfor en Mand, der -- tusindgange stærkere end Sven Dufva paa Broen -- vilde mutters alene midt under Krimkrigen sætte sig op mod og stagge den "ryska bajonettismen". Nu, det maa erkjendes, at var Nogen uskikket til at gjøre Propaganda for nogetsomhelst i Verden, saa var det den skikkelige Daniel Europæus. Ordet sad ham altid fast paa Tungen, og han var saa fattig og pengeløs som -- jeg. Han havde opsøgt Ludvig Kristensen Daa, og havde dernæst kanske af ham eller af en anden til- fældigvis faaet høre, at jeg nylig i Studentersamfundet havde holdt et Foredrag over Finlands Folkepoesie, derfor havde han opsøgt mig; og nu -- sad han der. Hvad skulde jeg foretage mig med ham? Det var overmaade vanskeligt endog blot at holde en Samtale med ham igang, og endnu vanske- ligere at faa Rede paa den Plan, han havde lagt for sin Reise, og hvad han egentlig vilde. Paa alt svarede han kun: "den eviga freden" og "den ryska bajonettismen". Jeg tog ham, da det netop var Lørdagsaften, med op i Studentersamfundet i Øvre Slotsgade. Idet vi kom, var der En, som skulde tale med mig, og da jeg et Kvarters Tid efter saa mig om efter min nye Ven, stod den beskedne Mand taus og alene nede ved Døren uden at have talt til eller være bleven tiltalt af Nogen, skjønt man med undrende Blikke saa paa den sælsomme, tause Skikkelse. SIDE: 301 Jeg fik ham da bragt til Sæde, og da Punchebordet begyndte, anbragt ved Formandens Side, som Skik og Brug var med Gjæster fra de andre nordiske Universiteter. Formanden gjorde sin Skyldighed ved at udbringe hans Skaal, og nu skulde Europæus svare. Men det blev den underligste Tale blandt alle de underlige Taler, jeg har hørt i Samfundet. Med nogle Sekunders Pause mellem hvert Ord begyndte han: Jag -- har -- intet -- pass (Lang Pause). Men -- jag -- har papper." Og nu drog han op af Lommen sine betyg -- sine Examens- lister, sit akademiske Borgerbrev, sine Prestattester, sit Vid- nesbyrd om Frihed for Militærtjeneste o. s. v. og oplæste dem samvittighedsfuldt og meget langsomt. Da det var gjort, be- gyndte han -- altid med samme Langsomhed -- at tale om Hensigten med sin Reise om den eviga freden og den ryska bajonettismen, men det var neppe muligt at blive klog paa Noget af, hvad han mente. Man tænke sig midt oppe i alt "Fireskillingsvise"-Vrøvlet og "Juli-Hopsasa"-Kommersen, denne alvorlige Mand med de bitre Livserfaringer og det store, men utopiske Maal -- og uden Evne til engang at gjøre sig forstaaet -- han var mere en tragisk Skikkelse end en Don Quixote i disse Omgivelser, og jeg angrede bittert, at jeg havde ført ham derop. Af Høflighed undlod man at afbryde ham, men det kunde jo ikke hindres, at En og Anden be- gyndte at snakke med sin Sidemand, og da han efterat have talt omtrent i tre Kvarter -- jeg overdriver ikke -- endelig standsede, var der bogstavelig Ingen, som mærkede det. Sik- kert er det, at han ikke vandt nogen Tilhænger for den evige Fred og for Kampen mod den ryska bajonettismen den Aften. Men for mine finsk-literære Studier var Cippi, et Hundenavn, som jeg senere hørte hans Kamerater kalde ham ved, -- rimeligvis for hans i filosofisk Forstand kyniske Levemaades Skyld -- mig til stor Nytte; thi han var en meget lærd Mand og vel bevandret i sit Lands Literatur, Folkeliv og Kultur, og det blev nu ham, som -- da vi var blevet noget nærmere kjendte, for Alvor førte mig ind i Studiet af Finlands Literatur og Folkeliv. SIDE: 302 Endelig ud paa Vaarsiden skjød nogle formuende Mænd lidt Reisepenge sammen for ham, og han begav sig til Tyskland. Om han her i Norge fik "något pass" ved jeg ikke, jeg skulde dog, efter hvad der videre hændte ham, betvivle det. Hvor langt han kom ned i Tyskland, ved jeg ikke, men vist er det, at da han skulde ind i Hamburg ved Nattetid, og der endnu var "Thorsperre", havde han ikke de 4 Groschen, som skulde betales for at slippe ind, og maatte tilbringe Natten udenfor Porten, til det blev Dag. Saa gjorde den heftige og envise Finne Kvalm, og saaledes fik Politiet fat paa ham. Fra Ham- burg blev han ved Politiets Omsorg sendt til Lübeck og der- fra gjennem Konsulen hjem til Helsingfors. Men Lysten til at pacificere den onde Verden var forgaaet ham. Senere fore- tog han vidtløftige Reiser i Finlands nordlige Bygder for at gjøre etnografiske Studier, hvortil han vistnok var langt bedre skikket. Men her hændte ham et Eventyr blandt mange andre, der nær havde kostet ham Livet. I en fjern Skovbygd i det Nordlige havde han en Tid- lang opholdt sig for at studere og maale Hjerneskaller. Men Folket var ikke villigt til at lade sig maale, og det var ham -- hvad der ikke undrer mig -- komplet umuligt at gjøre Bønderne begribeligt, hvad hans Mening var. De blev mere og mere mistænksomme og begyndte at tro, at han var en Troldmand. Snart fik de da ogsaa Vished herfor. Thi da Europæus ikke kunde faa maale de Levende, tog han sig for at maale de Døde. Han gik omkring paa Kirkegaarden, op- søgte Kranier og maalte dem. Da man opdagede dette, var Sagen klar. Man havde seet, at han førte med sig en uhyg- gelig sort Vædske paa en liden Flaske og denne Vædske strøg han ved Hjælp af en Staalspids paa Papir; det var Noget, Bønderne i det fjerne Norden aldrig havde seet, det var Trold- skab, og man kunde ikke vide, om han ikke en vakker Dag kunde forgjøre hele Bygden. Saa vovede man sig da til at angribe den frygtelige Troldmand, man brød ind hos ham i hans Fraværelse, ransagede hans Effekter og fandt en hel, SIDE: 303 stor Flaske med det sorte Fludium, og modtog ham, da han kom hjem, med dette Bevis paa hans Brøde. Alt, hvad han søgte at forklare dem om Blækkets Egenskaber nyttede intet; de paastod, at det var Gift og, da han benegtede det, tvang de ham til at drikke ud Flaskens Indhold til sidste Draabe. En heftig Mavesygdom, som han derved paadrog sig, over- beviste Bønderne tilstrækkelig om, at de havde havt Ret, og at det havde været hans Hensigt at forgjøre dem med den sorte Vædske, og med Nød og Neppe slap han levende fra Historien. Jeg gjensaa ikke Cippi før næsten 30 Aar efter -- i 1884, da jeg for fjerde og sidste Gang gjæstede Helsingfors paa en Forelæsningsreise; da opholdt han sig der og kom og besøgte mig. Han saa nøiagtig ud da som tredive Aar tidligere -- kanske noget mere graa, men hans Pergamentansigt var aldeles ligt sig selv. Og nu besøgte han mig i en hel Uge hver Dag -- lange Timer, som aldrig vilde tage Ende. En Dag havde jeg sagt til Portieren i Hotellet, hvor jeg boede, at jeg ikke tog imod efter min Forelæsning, da jeg var træt og des- uden skulde bort efter en kort Hvilestund -- og jeg kan jo ikke nægte, at det tildels var af Hensyn til Europæus's for- ventede Besøg det skeede. Da jeg et Kvarters Tid efter kom ned i Forstuen, stod Portieren og badede sit blødende Ansigt i Vand og paa Bordet foran ham laa -- et Par udslagne Tænder. -- -- -- "Det har jag fått för herrns skuld", sagde Portieren. Hvad var passeret? Jo, Cippi havde ganske rigtig været der, og Portieren havde sagt ham, at jeg ikke tog imod. "Jag går ändå upp!" havde Cippi med vanlig Energi svaret. Men den tyske Portier, hvem hans finske Energi var ubekjendt, og hvem hans Ydre ikke tiltalte, modsatte sig dette. Da knyttede Cippi sin høire Haand og slog Portieren over Mun- den med den Følge, som jeg nu var Vidne til. Dette var mig en høist ubehagelig Ytring af den evige Fredsvens Venskab -- og en pinlig Historie. SIDE: 304 Jeg skrev Cippi nogle Linier til, og sagde ham venska- beligt, men alvorligt, at han havde baaret sig ilde ad, at jeg dybt beklagede, at min Ulyst til at tage imod Besøg havde foranlediget denne for alle Parter ubehagelige Scene, men at jeg før min Afreise gjerne vilde se ham endnu engang. Da han ikke havde villet opgive sin Adresse, kunde jeg ikke søge ham; kanske har heller ikke Posten kjendt Adressen; thi han viste sig ikke mere, -- og nu er Cippi død. Stakkels ædle Cippi! Jeg maa ved ham altid tænke paa Welhavens Digt over Bergmester Strøm: "Men de sære Alfer bandt Kogleriet til hans Tale, naar han vilde purt og grant sine dybe Syner male -- -- Faa kun saa i Klippens Spalt Stenens lysende Gehalt, Herren selv Klenodet kjender, veier det med milde Hænder." Min ved Cippis Veiledning nu virkelig ret grundige Kjendskab til den finske Digtning havde vistnok ogsaa havt sin Del i den Varme, hvormed jeg -- som tidligere fortalt -- Sommeren 1858 og senere under mit Ophold i Stockholm havde sluttet mig til den "finske Emigration" -- von Quanten, Nordenskiöld, Wetterhoff o. A. ligesom til de øvrige Finlændere, der som Medicinere studerede ved Karolinska Institutet i Stockholm, og mine fortsatte Studier over Runebergs Digtning havde endelig sat Frugt i en liden Essay i "Christaniaposten"s Føljeton for 1859, der havde Runeberg og hans Digtning til Gjenstand. Den var bleven oversat i "Stockholms Dagblad" af Talis Qvalis og var, som jeg senere erfarede, med Velvillie bleven læst af Runeberg selv. Resultatet var, at jeg under mit Ophold i Hjemmet Som- meren 1861 omtrent samtidig modtog en Hilsen fra Runeberg SIDE: 306 med Tillæg, at hvis jeg nogensinde kom til Finland, jeg da maatte besøge ham i Borgå, og tillige det -- ovenfor omtalte -- Forslag fra min svenske Forlægger Albert Bonnier om at skrive Runebergs Biografi. Disse to sammenstødende Omstæn- digheder bestemte mig til at skrive til Runeberg med en Fore- spørgsel om, hvorvidt han var villig til at modtage mit Besøg allerede samme Høst og yde mig den nødvendige Bistand ved Biografiens Affattelse. Herpaa modtog jeg et meget velvilligt Svar [fotnotemerke] , og saaledes var da min Reise til Finland denne Høst en afgjort Sag. Fra det nys skildrede Ophold i Kjøbenhavn begav jeg mig da i Slutningen af September 1861 over Stockholm og Fotnote: Dette Brev er mig senere frakommet, uden at jeg begriber hvor- ledes. Da et Brev fra R., der ikke gjerne skrev Breve, er en stor Sjeldenhed, vilde det være mig meget kjært, om det ved Hjælp af disse Linier kunde lykkes mig at erfare om det muligens befinder sig i en eller anden Autografsamlers Eie, da jeg gjerne vilde komme i Besiddelse -- ialfald af en Afskrift. SIDE: 307 Abo til Finlands Hovedstad, hvor jeg havnede en af de første Dage i Oktober. Staden Helsingfors gjør et friskt og behageligt Indtryk. Dengang dominerede endnu ikke den store russiske Kirke paa Skatudden Panoramaet, og Nikolaikirkens Kuppel hævede sig smukt i ensom Storhed som Centrum i Billedet over Byens Huse, saa snart man kom ind forbi Sveaborg. Esplanaden -- nu "Runebergesplanaden" -- der endnu ikke havde faaet sine Pragtpladser, virkede dog med sin Forlængelse ned til Hav- nen ("Salutorget"), allerede dengang gjennem sine Anlæg og flere smukke Bygninger navnlig det lille, kort efter afbrændte Theater midt i Parken, ganske fortræf- feligt i Billedet, og selv de mindre Gader med de lave Huse gjorde ved sin Bredde og derved, at de næsten alle var aabne for Enden mod Søen eller Landet Indtryk af frisk Luft og ren Atmosfære -- ikke at tale om Brunnsparkens landlige Villakvarterer eller Senatstorgets virkelig impone- rende monumentale Bygninger -- Uni- versitet, Senatshus og Kirke. Hos min Ven fra Stockholmstiden, senere Prof. Johannes Chydenius skulde jeg bo -- og det hele Ophold blev en eneste Kjæde af Gjæstfrihed og Venlighed fra alle Kanter, der dog fik sit vakreste Relief ved det fædrelandsk-politiske Liv, jeg her blev ført ind i. Har jeg tidligere antydet som noget af det vigtigste ved en Reise, at den indfører os i det Centrale af det Folk, man gjæster, saa blev denne Fordring grundig honoreret ved mit første Besøg i Finland; thi dels kom jeg did netop i en politisk høist bevæget Tid, i hine betydningsfulde Høstdage 1861, da den længe stille førte Kamp for national Selvstæn- dighed netop brød ud i sin Krisis, og dels var den Kreds af SIDE: 308 Venner, i hvilken jeg blev optagen, netop den unge Falanx, der førte an i Kampen. Jeg har saaledes seet hine Dages Kamp, "Landdagskampen", paa nærmeste Hold og ud fra selve dens Midtpunkt og kan saaledes ikke negte mig den Fornøielse at forsøge at fremkalde et Billede af den og dens Mænd i nogle Øieblikke, at udkaste nogle Omrids af de Personligheder, der deltog i denne Kamp, og som dannede min Omgangskreds i hine mærkelige Uger. De er nu næsten alle, baade de, som da var gamle, og de, som da var unge, vandrede ind bag det dunkle Forhæng. Første Plads tilkommer da de Gamle. Finlands mest fremtrædende Politiker, og indtil den Strid begyndte, som her skal tegnes, den mest fremskudte Forkjæmper for Folkets Nationalitet og Landets grundlovsmæssige Rettigheder var filosofisk Professor, senere Senator Johan Wilhelm Snellman, 55 Aar gammel (f. 12te Mai 1806 4de Juli 1881), Redaktør af "Literaturbladet". Skjønt han, som vi snart skal se, for SIDE: 309 Tiden stod i skarp Opposition mod den Kreds, hvor jeg var bleven indført, fandt mine Venner dog, at jeg skulde hilse paa ham -- en skyldig Hyldest til Føreren for Finlands Ungdom -- usque ad hoc. Følgen af min Visit hos ham var, at han til Gjengjæld senere deltog i den Fest, som blev givet for mig af en større Kreds i Helsingfors, efter et Foredrag jeg havde holdt til Fordel for Porthanmonumentet, der kort efter reistes i Åbo, og ved den Leilighed fik jeg ogsaa høre ham tale. Hans Personlighed gjorde ved første Øiekast intet vindende Indtryk; det haarde, ligesom i Sten hugne Ansigt med de grove, strenge, fastmeislede Træk, syntes mest at ligne et gammelt Jomalabillede; men da han begyndte at tale, kom der et sælsomt Liv i de alvorlige Øine, og hans hele Legeme syntes at komme i zittrende Bevægelse ved hans Ord. Jeg skal snart vende tilbage til ham. SIDE: 310 En bestemt Modsætning til ham var Finlands Homer, den Mand, der vel dengang og for alle Tider vil indtage den første Plads, naar Spørgsmaalet er om den første Ud- vikling af den finske Nationalliteratur, Elias Lønnrot, dengang en Mand paa 59 Aar, (f. 9de April 1802 19de Marts 1884), venlig, omgjængelig og meddelsom. Han stod dengang endnu i sin Manddoms fulde Kraft, og sang finske Folkeviser for mig til Tonerne af en Kantele, det nationale finske Strænge- spil, som han behandlede med stor Færdighed. Men var han selv meddelsom, saa fordrede han ogsaa Meddelsomhed. Det var naturligt, at det norske Maalstræv interesserede denne, den finske Folkeliteraturs Fader, særligt og specielt vilde han vide Besked om Ivar Aasen eller som han, der kun kjendte Navnet i skriftlig Form, kaldte ham: Ivar Asen. Det var saameget naturligere, som han i Grunden indtog en aldeles tilsvarende Stilling til Fennomannien, som Ivar Aasen til vort senere Maalstræv. Begge søgte de at danne et "Landsmaal", bygget paa de forskjellige Dialekter og ligesom Ivar Aasen vistnok, da han begyndte sine alvorlige og grun- dige Studier over vort Folkesprog, ikke havde den fjerneste Tanke paa, at dette engang skulde ville fortrænge vort Lite- ratursprog, saaledes var Tanken om at fortrænge det svenske Element fra Finland visselig fjern fra Elias Lønnrot, da han i Finlands Ødemarker samlede dets Folkeviser og gjorde den Opdagelse, at en overveiende Del af disse udgjorde spredte Dele af det store Epos, Finlands Iliade og Odysse paa engang, som han gjorde Verden bekjendt med under Navnet "Kalevala". At senere Fennomannien fik den samme, Folket i to Partier splittende Indflydelse, som enkelte Maalstrævere har søgt at frembringe i Norge -- var saalidt hans Skyld, som Maalstrævets Overdrivelse i Norge var Ivar Aasens. I Fin- land, der jo beboes af to i Oprindelse og Sprog helt forskjel- lige Racer, af hvilke den finsk-ugriske er den talrigste, og som dertil havde det russiske Damoklessværd hængende over sit Hoved, er jo dette et dybt alvorligt Livsspørgsmaal for hele SIDE: 311 Folkets Existense, der ganske anderledes end vort Maalstræv, der jo kun kjæmper for en anden Gren af den samme Sprog- stamme, har grebet ind i Folkets hele Tilværelse. Jeg formoder, at Læserne studsede, da jeg kaldte Elias Lønnrot "Finlands Homer", men jeg tror det skeede med Rette. Thi hvis en Homer -- hvad der jo synes rimeligt -- virkelig har existeret, da har hans Livsgjerning vistnok været at gjengive, samle og ved sin egen Digtning supplere de gamle Rhapsodier, der bevægede sig omkring Troias Erobring og Odysseus Reiser -- og det er, siden man efter Lønnrots Død har gjennemgaaet hans efterladte Papirer, ingen Hemme- lighed mere, at ogsaa han foruden at have samlet de gamle Sange, ogsaa netop ved egen Digtning i de gamle Sanges Aand og Tone mesterligt og uden at det kunde mærkes, har suppleret de finske Folkesange om Wäinämöinen, Ilmarinen og de andre gammelfinske Guder og Heroer, og føiet dem sammen til en fastbygget, enhedsfuld Digtning -- altsaa gjort netop den samme Gjerning for Finland, som Homer gjorde for Hellas. I Esplanaden, henne ved den lille Kafé, der kaldtes "Kapel- let", sidder hver Dag i Middagstiden en gammel, bøiet Mand, men livsfrisk og glad, og morer sig med at strø Brødsmuler ud til Spurvene, der samler sig om ham i hundredevis, og synes at kjende ham og behandler ham som en gammel Ven. Det samme synes ogsaa alle Mennesker at gjøre; thi man ser ham altid i Samtale med En eller Anden. Det er ogsaa na- turligt, at Alle vil hilse paa ham og tale med ham; thi det er den sidste Gjenlevende af Heltene i Fänrik Ståls sägner: Gregori Tigerstedt (f. 10de Febr. 1784 i Mai 1863). Han var en munter og venlig gammel Mand, og havde deltaget i adskillige Bataljer i Finlands sidste Krig, indtil han ved Re- volax fik to Bajonetstik i Brystet og fire Kugler i begge Laar, da han forsøgte at redde den saarede Montgomery. For Resten af Krigen var han ukampdygtig. Nu havde han taget Afsked og boede i Helsingfors som Pensionist. Runeberg viede ham SIDE: 312 paa Femtiaarsdagen efter Slaget ved Revolax et helt Digt i "Fänrik Ståls sägner", det Digt, der heder "Fänrikens hels- ning". "Det fanns", siger Fänriken: "Det fanns vid Cronstedts skara förr en man, Ännu i minnet kär för mig att skåda, Jag var ren veteran, en yngling han, Men samma anda bodde i oss båda: Jag glömmer mycket, glömmer lätt, men nej, Gregori Tigerstedt jag glömmer ej." Det er det smukke Digt med Omkvædet "Än kommer dag, än är ej allt förbi". Saa hørte for os, der dengang var unge, -- til Rækken af disse "Gamle", som vi saa op til med Ærbødighed, skjønt de omgikkes os Unge i al Gemytlighed, Kom- ponisten Fr. Pacius, der har skrevet den første og bedste Melodi til Runebergs Vårt Land, komponeret Operaen Kung Carls jagt m. m., videre Professor Fr. Cygneus, og paa Overgangen mellem de Unge og de Gamle stod Zacharias Topelius -- dengang 43 Aar gammel, den eneste af alle disse Ældre, der endnu løftede sit Hoved over Mulden, da dette blev skrevet -- nu er ogsaa han borte. Alle disse "Gamle" indtog nu en mere eller mindre re- serveret Stilling overfor Landdagsbevægelsen. Men ogsaa den Ungdomskreds, som netop i hine Dage gjorde Front og slog sit første Slag for sit Fædrelands Sag -- ak, ogsaa den er borte, og kun ganske enkelte af disse kjære Kamerater vil i disse Linier kunne modtage en Hilsen fra en gammel Ven, som aldrig glemmer dem. Skjønt kun faa af disse Navne er kjendte af mine fleste norske Læsere, maa jeg faa Lov at SIDE: 313 fæste dem paa Papiret her -- det er at nævne nogle af Fin- lands bedste Mænd. Endnu kan jeg hilse Dig, den brave Forsvarer af Finlands Ret, Leo Mechelin, dengang stud. jur., senere Senator, der har staaet saa trofast i Kampen, endnu Dig, min kjære Collega, Prof. Carl Gustaf Estlan- der, Sindsssygelæge Th. Sælan, Prof. Otto Donner, Billedhugger Æneas Sjøstrand, Prof. Gustaf Frosterus samt Lorenzo og Walter Runeberg, men ellers er hele Kredsen borte. Bærerne af en Række Navne, der dengang tilhørte Finlands bedste SIDE: 314 Ungdom, og som længe vil leve i finske Hjerter og aldrig dø i mit, Elitetropperne i Landets aandelige Forsvar, -- er alle sunkne i Graven: August og Otto Schauman, Prof. Jacob Est- lander, den ædle Robert Lagerborg, Prof. Ahlqvist (Oxanen) Theodor Sederholm, Carl Collan, Bjørkenheim, Edvard Berg, Henrik Borgstrøm, Philip von Schanz, Gustaf Philip og Carl Armfelt, Anders og Johannes Chydenius -- Alle er de borte og efter at dette var skrevet, har ogsaa Robert Montgomery, dengang juris utriusque Candidat, siden Finlands Prokurator, Senator og President, en af Finlands bedste Sønner, fulgt dem i Graven -- og enkelte Andre er der, om hvilke jeg ikke engang ved enten de er levende eller døde. Ja, det var Blomsten af Finlands Ungdom, jeg dengang kunde kalde mine Venner og som indgjød mig en levende Sympathi -- ligemeget ved sin ungdommelige Varme og Livsfriskhed og ved sit kraftige Alvor -- hærdet ved Fædrelandets farefulde Stilling. Det var, som sagt, paa et i Finlands nyere Historie meget vig- tigt og afgjørende Punkt, mit Besøg indtraf, og jeg kom lige ind i Bevægelsens Kjærnepunkt. Det blev saaledes høist interessante og høist bevægede Dage. Alle Sind var optagne af det store Spørgsmaal, om Kei- seren, Storfyrsten, den ædle Alexander II, der netop nylig havde ophævet Livegenskabet i Rusland, vilde gjenoptage de i Finlands, fra Svensketiden nedarvede, af Keiseren garanterede Grundlov fastsatte Stænderforsamlinger (Landdage) -- om Fin- land, som der nu syntes Udsigt til, igjen skulde indtræde i de frie Staters Række. En Mængde provisoriske Anordninger, der ifølge Finlands Grundlov først kunde faa fuldgyldig Lovs- kraft, naar de efter Landdagens Beslutning var forelagte Stor- SIDE: 315 fyrsten, havde i Aarenes Løb ophobet sig; men Tanken om, at Ruslands Keiser vilde bortlægge Autokraten i Egenskab af Finlands Storfyrste, var endnu kun et svagtdæmrende Haab. Og som den værste Anstødssten stod den senere fra Polen saa bekjendte Generalguvernør, Greve Berg, der nu siden 1854 stod i Spidsen for Finlands Styrelse. Denne stramme Militær med den faste Tro paa sin egen Ufeilbarhed og Evne til at udrette Alt og indrette Alt efter sit eget Hoved, var mindre end yndet i Finland, hvis Folk han ikke forstod, men som vel forstod ham og vidste, at man nok kunde opnaa, hvad man vilde hos ham, naar man bare kunde faa ham til at tro, SIDE: 316 at Initiativet var udgaaet fra ham selv, og naar han blot fik anvise Veien. Jeg saa oftere Greve Berg spadserende i Esplanaden -- en gammel, i Virkeligheden høist affældig, men ved kunstige Midler opstrammet Herre, der var et helt Kunstverk, idet Alt -- Tænder, Haar, Mustacher, Hudfarve, Kindernes ung- dommelige Glathed -- Alt var et Produkt af flere Toilet- kunstneres forenede Anstrengelser. Netop paa denne Tid var Spændingen dobbelt stor. Keiseren havde udstedt et Manifest, ifølge hvilket en folke- valgt Kommission paa tolv Repræsentanter for hver af de fire Stænder, Adel, Præsteskab, Borgere og Bønder, skulde optage de hvilende Spørgsmaal til Behandling, istedetfor Stænderne, "Landdagen", inden de afgjordes endelig af Kei- seren. Man saa heri med Rette et Forsøg paa at omgaa "Landdags"-Spørgsmaalet, i hvis Sted denne Kommission skulde træde, og en dyb Misfornøielse med dette tilsigtede Grundlovsbrud udbredte sig og gav sig Luft i en til Under- skrift fremlagt Adresse til Keiseren med Forespørgsel om Meningen med denne Kommission. I Spidsen for Adresse- bevægelsen, der efter et længere hemmeligt Arbeide pludselig traadte i Dagen og vandt en uhyre Tilslutning over hele Landet, stod netop den Kreds, hvori jeg nu var traadt ind, Redaktør August Schauman, Grosserer Henrik Borgstrøm, Brugseier Bjørkenheim, Professor Jacob Estlander og Docent Carl Gustaf Estlander, Kapt. og Redaktør Robert Lagerborg og Cand. jur. Robert Montgomery, som man ser, netop de Mænd, som jeg nylig nævnte i en anden Forbindelse. Imidlertid var der én Mand, der ikke havde deltaget i Adressebevægelsen, og det var ingen mindre end Finlands den- gang populæreste Forfatter og Politiker, den nys nævnte J. W. Snellman. Han havde tvertimod paataget sig i det af ham redi- gerede "Literaturbladet" at forsvare Regjeringens Manifest, som værende grundlovsenligt og at formilde dets Mening og derved berede det en bedre Modtagelse. Da han i sine Artikler SIDE: 317 havde brugt Udtryk som, at Finland var "en til Rusland aftraadt og med dette forenet Provins", vakte dette en al- mindelig Uvillie, og hans tidligere Ven August Schauman angreb ham skarpt i Helsingfors Tidningar, en Polemik udbrød mellem de to Venner, der, som de fleste Avispolemiker, begyndte med Sag og endte med Personligheder. Snellman gik endog saa vidt at kalde Schauman en "Bagtaler og Løgner" og Schauman erklærede nu, at hvis 7 af Snellmans Kolleger -- Snellman var Professor -- vilde underskrive denne hans Yttring, vilde han (Schauman) forbinde sig til aldrig mere at skrive et Ord i den finske Tidningspresse. Sindene var i heftig Bevægelse. Mine gamle og nye Venner i det unge, liberale Finland stod paa Schaumans Side, og Forholdene udviklede sig efter- haanden i Kampens Hede derhen, at Schauman paa Grund af en mod ham af Snellmans Venner rettet Adresse -- der dog ikke gjentog Snellmans Udtryk -- vilde nedlægge sin Pen og virkelig for en Tid tog Afsked som Redaktør; men der fremkom snart en saadan Mængde Protester og Contra- adresser, at han fandt sin krænkede Æresfølelse tilfredsstillet og gjenoptog sin Virksomhed. Adressebevægelsen tog imidlertid saadan Fart, at man paa høiere Steder bøiede af og skyndte sig at forekomme den ved strax at lade udgaa et nyt Manifest, der forklarede Meningen med "Kommissionen" kun at være den, at den skulde forberede Sagerne for en forestaaende Landdag, der om 1 à 2 Aar skulde sammenkaldes paa lovlig Maade. Samtidig blev det bekjendt, -- hvad der var en nødvendig Følge heraf, -- at Greve Berg skulde afgaa fra sin Post som Gene- ralguvernør og efterfølges af den i Finland meget yndede vennesæle Greve Rokasowsky. Nu blev alt selvfølgelig Jubel og Glæde. Greve Berg, der havde forstaaet at samle hele Folkets Uvillie imod sig, maatte finde sig i, at man i Theatret modtog Underretningen om hans Afskedigelse med Afsyn- gelsen af Vårt Land, og to Aar efter sammenkaldtes den SIDE: 318 første af de senere regelmæssigt gjentagne finske Landdage. Grundloven var hævdet og Seiren vunden for Landets Ret. Midt i al denne Landdagskampens Bevægelse besluttede endel af Adressesagens Førere og nogle af deres Venner for et Par Dage at kaste alle politiske Sorger bag sig og ledsage mig til Borgå for at aflægge Johan Ludvig Runeberg et Besøg. De vare jo Alle vel kjendte og højt skattede af den store Digter, og det var en ikke ganske liden Skare, saavidt jeg mindes en 10-12 Personer, der en Thorsdag Eftermiddag omkring Midten af Oktober steg ombord i en liden Damper, der skulde føre os til Borgå. Jeg kan ikke mere med Sikker- hed mindes, hvilke de Alle var: med Bestemthed kan jeg sige, at Robert Montgomery, Johannes Chydenius og Robert Lagerborg var med -- jeg tror derhos at erindre, at Collan, Th. Sederholm samt Jacob Estlander deltog i Færden. Under munter Samtale gik Reisen hurtig, og inden vi vidste Ord af, laa Dampskibet efterat have snoet sig nogle Timer mellem Holmerne i den finske Skjærgaard ved Borgå Brygge. Vi gjorde i al Hast vort Toilette i Byens Hotel og begav os saa i Flok og Følge til Runebergs Hus. Det var et lavt, langt enetages Hus ved en af Byens Hovedgader, og Indgangen vendte mod Gaarden, der ved et høit Plankeverk var skilt fra Gaden. Idet vi traadte ind gjennem Porten, saa vi paa Husets Trappe en høi, kraftig Skikkelse, bredskuldret og stærk, et Hoved med en mellem et Par klare, prægtige, intelligente Øine kraftig fremspringende Næse, under et Tem- pelhvælv af en "Skalde-Pande" træde os imøde. Han rakte Haanden ud mod os. Det var Johan Ludvig Runeberg. Saa- ledes saa altsaa "Fänrik Ståls" Digter ud. Ja, netop saadan maatte man jo tænke sig ham -- helstøbt, rolig og sund -- det Hele et Billede af det Indres Marv og Kraft. Fra sit Vindu havde han seet os komme og var gaaet os imøde paa Husets Tærskel. Et hjerteligt Velkommen til alle de unge, finske Venner og til den fremmede Gjæst, en kort Præsenta- tion for hans Frue, en Visit i det Værelse, hvor jeg skulde SIDE: 319 bo under mit Ophold der, -- og saa var vi snart som hjemme i Digterens store, lave Stue. Der blev vi imidlertid ikke længe; thi for sine Venner havde Runeberg et særskildt Mod- tagelsesrum, hans lille Studerkammer. Her var vi med et forflyttede fra Politikens og Dagens urolige Strid til et fredet Sted, hvor Idræt og Digt rakte hinanden Haanden, for at gjøre Livet sundt, kraftigt og harmonisk. Mens Piber og Ciga- retter tændtes, betragtede vi de paa Væggene ophængte Jagt- og Fiskeredskaber; thi Runeberg var ligesom salig Nimrod "en vældig Jæger for Herren" og en ikke mindre farlig Fiende for Fiskene i Viken ude ved Kroksnæs, hvor han havde sin Sommervilla, en Æresgave fra det finske Folk. Det maa have været et herligt Syn at se den stoute Mand derude drage paa Jagt, omgivet af sine sex prægtige Sønner, og jeg kan vel forstaa, at han, da han paa en saadan Fisketur modtog Under- retningen om, at han skulde creeres til Theologiæ Doctor, bad en af sine Venner: "For alt i Verden, søg at forekomme det; hvorledes skulde det tage sig ud, at en Theologiæ Doctor staar barfodet og fisker Mort ude i Elven." Men nu var det Høst, han var flyttet ind til Byen, og Jagten og Fiskeriet erindredes kun gjennem Væggenes Emblemer. Den tidligere omtalte svenske Maler Marcus Larson -- lige bekjendt ved sin utøilede, skjønt talentfulde Kunst og sin Hensynsløshed, havde nylig opholdt sig i Finland og havde ganske ugenert slaaet sig ned for flere Maaneder hos Rune- berg, som hvis Kollega og jevnbyrdige i Snillets Verden han ansaa sig. Runeberg, som havde et skarpt Blik for det komiske og var en stor Humorist, var nu fuld af Historier om ham, og hvad han ikke fortalte om dette mærkelige Ophold, SIDE: 320 det fortalte Runebergs Søn Lorenzo, der netop opholdt sig hjemme i denne Tid. Larson havde været Sadelmager i sin Ungdom, og da han nu gik og drev hos Runebergs, fik Fru Runeberg, som netop skulde have sine Møbler opstoppede, den praktiske Ide, at lade ham gjøre Nytte for Føden -- vilde han spise, skulde han ogsaa arbeide -- og saa satte hun den berømte Maler til at stoppe sine Møbler, og Larson fandt sig taal- modigt i at sættes tilbage i sin oprindelige Stand -- og stop- pede Fru Runebergs Sofaer og Stole, og gjorde det meget godt -- "bedre end mange af de Billeder, han malede i denne Tid", sagde Fru Runeberg. En varm Sommerdag, medens de sad og drak Kaffe i Salonen, blev det Larson for hedt, og han smed, skjønt Fru Runeberg var nærværende, med en Gang Frakken af og sagde, idet han viste sig i Skjorteærmer, til Runeberg: "Oss snillen emellan gør det ingenting, om man kastar rockarne!" Fru Runeberg, der var meget døv, saa den fatale Dragtforandring og hørte, at han sagde noget, men ikke hvad.. "Hvad säger han?" sagde hun forundret til Rune- berg, "Å mor" -- sagde Runeberg -- "han säger: oss kärin- gar emellan gör det ingenting, om Du tar mössan (Kappen) af". Efter det Bekjendtskab, jeg havde til Larson, er jeg ikke sikker paa, om han opfattede den dobbeltspidsede Satire. Ogsaa en anden Kunstner havde nylig gjæstet Runeberg, men i det lovlige Ærinde at male hans Portræt for Universi- tetet i Helsingfors. Det var den finske Maler Löfgren, en meget hæderlig og brav Kunstner, ret dygtig, men aldeles umulig i Omgang, da han ligesom Daniel Europæus aldeles ikke var skaaren for Tungebaandet af bare Beskedenhed og Keitethed. Veien til Borgå havde han tilbagelagt pr. Damp- skib sammen med Walter Runeberg, som dengang var et ganske ungt Menneske og netop havde begyndt sin Kunstner- bane. Walter syntes, at han som den yngre burde overlade den ældre Mand at aabne Konversationen og sad derfor stum som en Fisk ved Siden af ham, men den anden kunde umulig SIDE: 321 finde paa noget Konversationsthema. Da de havde reist en halv Times Tid, havde Löfgren endelig fundet det, aabnede med engang sit Næb og sagde: "Tycker hr. Runeberg om fyrverkeri?" Svaret blev "ja", og dermed var den Konversation tilende. Walter Runeberg, som var en lystig, ung Fyr, for- søgte nu, hvorlænge det vilde vare, inden den næste Replik kom, og Resultatet var, at den kom -- slet ikke. Ligesaa stum havde han været under Arbeidet med Portrætet, og ligesaa stum fandt jeg ham, hvergang jeg kom sammen med ham. Det eneste Ord, den ældre Runeberg kunde referere af Löfgren, var, at han, medens han arbeidede paa Portrætets Mundparti, som han ikke var istand til at faa til at ligne saa godt, som han ønskede, gjentagne Gange udbrød: "Professorn har sådan svinaktig mun". Under denne og lignende uskyldig Medisance blev det endelig "Toddydags" -- Toddybrettet kom ind, og Runeberg tog Plads i sin Lænestol. Vi andre leirede os omkring ham, og nu gik Passiaren dobbelt livligt Aftenen udover. Ufor- glemmeligt er mig et Ord af Runeberg til en, der prisede ham som den store Digter og talte om, hvormeget Finland havde at takke ham for: "Min vän", sagde han, "hvad äro vi skalder? -- bondfioler och ingenting annat; klåttra vi sjelfva med fingrarne på strängen, låter det som en bondfiol, men ibland spelar Vårherre på den, og då låter det som en Cremonesare." Talen kom naturligt ind paa norsk Literatur, og Rune- berg erkjendte, at den for ham var et temmelig ubekjendt Terræn. Da Kameraterne saa oplyste ham om, at jeg havde et ret godt Repertoire af norske lyriske Digte i min Hukom- melse, bad han mig recitere, og jeg erindrer ganske specielt, at Welhavens "Republikanerne" gjorde et dybt Indtryk paa ham. Saa skulde jo Wergeland for en Dag. Jeg antog nu, at et Digt som Wergelands "Hardanger" maatte interessere ham, der havde skildret den finske Natur saa smukt, og cite- rede det derfor for ham; men jeg tog feil. Enten jeg nu har SIDE: 322 været uheldig i min Recitation, eller Grunden laa i, at Rune- bergs plastiske Fantasi var saa grundforskjellig fra Wergelands, vist er det, at han resumerede sit Indtryk af dette Digt i de Ord: "Det er en storartet Rhetorik, men det er ikke, hvad jeg kalder et Digt." Saa var da Diskussionen gaaende om Forskjellen mellem Rhetorik og Poesi, og der faldt fra Rune- bergs Læber mangen aandfuld og rammende Ytring, som jeg beklager ikke længer at kunne gjentage. Men ét erindrer jeg med Sikkerhed: denne Diskussion om Grænsen mellem Rhe- torik og Poesi førte af sig selv til at berøre Tegnér og Teg- nerismen i Sverige, og jeg fandt nu, at min Opposition mod denne sidste havde fundet fuldstændig Gjenklang hos den finske Digter, eller vel rigtigere, at min Opposition selv i Grunden var en Gjenklang af den Modsætning, jeg havde fundet imellem Runebergs kraftige Realisme og Tegneristernes idealistisk-romantiske Digtning. Derimod var Runeberg en begeistret Beundrer af Almqvist, hvis Digtning dog er end mere grundforskjellig fra hans egen end Wergelands; men maaske var det paa dette Punkt den totale Modsætning, der gjorde, at den til sit Fædrelands Jord saa nøie knyttede finske Digter følte sig saa stærkt tiltrukket af hin hjemløse Musa, der syntes at befinde sig lige vel "på Novasemblas is, i Cey- lons brända dalar." Efter Aftensbordet, der var ganske fordringsløst, kom Runeberg ind paa, hvad han pleiede kalde sine "Tjufpoiksår" -- Studentertiden -- og mangen lystig Studenterhistorie kryd- rede Samtalen til sent ud paa Aftenen. Endelig mærkede jeg, trods den livlige Passiar, at Na- turen begyndte at kræve sin Ret hos mig, og i Forvisning om, at det maatte være nær Midnat, greb jeg mit Uhr -- Kl. var 3! Jeg fandt, at det var høi Tid at bryde op, men den 57 aarige Mand delte ikke den 27 aariges Mening. Det var saa sjeldent, mente han, at sidde i en saa glad Kreds, og vi burde gjøre Natten saa lang som muligt. Jeg fik imidlertid snart Lov til at absentere mig, efter at han havde proponeret SIDE: 323 den sædvanlige "brorskål", og jeg hørte Dagen efter, at de andre var bleven siddende til Kl. 5. Jeg skulde bo i Runebergs Hus, medens de andre boede paa Hotellet, og jeg fik mit Værelse ved Siden af Spisestuen, det samme, hvori Digteren døde, 16 Aar efter. Jeg havde neppe forladt mit Leje den følgende Formiddag, før Kamera- terne fra Helsingfors kom for at sige Farvel. De skulde hjem til Hovedstaden, hvor den bevægede, politisk spændende Tid kaldte flere af dem tilbage til Dagens vigtige Gjerning. Rune- berg, hans Søn Lorenzo og jeg fulgte dem til Stranden og rungende Hurraer beseglede Afskeden. Og der gled da det lille Dampskib ud mellem Skjærene med den kjække lille Skare af unge, dygtige Mænd ombord -- og fra Dækket lød det ind mod os: "Vårt land -- vårt land -- vårt fosterland! Ljud högt, o dyra ord!" mens Sangens store Digter stod ved min Side paa Stranden og viftede med Lommetørklædet til disse unge Mænd, der drog hen for med freidigt Mod at kjæmpe den stille, seige Modstands Kamp for dette Land mod den russiske Overmagt, kun støttede til sin Ret og sin Fædrelandskjærlighed. At jeg følte noget vaadt i Øiet, var vel ikke underligt. I de tre Dage, jeg nu tilbragte i Digterens Selskab, rullede han saa Billedet af sin digteriske Udvikling op for mig, dette Billede, som jeg saa ufuldstændig har formaaet at gjengive i min Biografi af ham (Sthm. 1864). Det var ufor- glemmelige Timer! Jeg fik her Indtrykket af en i Sandhed stor Personlighed, af en helt igjennem sand og ædel Karak- ter, der stadig voxede, jo nærmere man kom den ind paa Livet. Her var intet Spor af den Digterforfængelighed, der jo ofte staar i omvendt Forhold til Digterens virkelige Værd. Her var en ligefrem og fordringsfri, mod Gud og Mennesker taknemlig Opfatning af et Digterlivs lykkelige Udfoldelse, der dog hører til de mærkeligste, Norden har frembragt. SIDE: 324 Paa denne Tid havde han netop "Kungarne på Salamis" der udkom to Aar senere, liggende færdig i Manuskript. Jeg fik det med i mit Sengkammer til Aftenlekture, den første Aften vi var alene; men det blev en Natlektyre. Da jeg skulde reise, forærede han mig til Erindring om Besøget, Ori- ginalmanuskriptet til "Kung Fjalar" fjerde Sang, det jeg endnu bevarer som en Helligdom. De faa Rettelser i Manuskriptet viser, at han enten har havt hvert Vers færdigt i Hovedet, før han nedskrev det, eller at der har existeret et tidligere Manuskript -- kanske paa løse Papirlapper, ligesom de berømte "Chininpappers"-Manuskripter til "Fänrik Ståls Sägner"! Me- dens Runeberg var sysselsat med dette sit mærkeligste Digt, led han nemlig stærkt af Koldfeber, og Lægen havde forord- net Brugen af Chinin. Papir var i 40-Aarene en dyrere Vare end nu, og han brugte Chininomslagene til paa dem at ned- tegne sit udødelige Digt. Nu er disse Chininomslag bevarede SIDE: 325 trindt om i Finland af dem af Digterens Venner, der var saa heldige at komme i Besiddelse af dem. Sammen med hans Søn Lorenzo reiste jeg endelig over Land paa rapphöna (Skydskjærre) tilbage til Helsingfors. -- Det höstnedes stærkt i de finske Skove, det var nu langt ud i Oktober, og jeg maatte tænke paa at komme hjem til Up- sala, til hvis Universitet jeg jo nu var fæstet, og hvorfra jeg midt i "brinnande termin" kun kunde være borte med Permis- sion, og denne holdt paa at udløbe. Endnu stod dog Et tilbage. Der havde i vor Kreds været saamegen Tale om, og jeg havde selv saa ofte maattet slaaes af de mange Ligheds- punkter, der fandtes mellem Norges og Finlands kulturelle Udvikling, at man havde faaet Lyst til at faa en samlet Fremstilling af disse Punkter -- Maalstrævet, den moderne norske Literatur mod Indflydelserne fra Danmark, sammenlig- net med Fennomanien og den moderne finske Literaturs For- hold til Sverige, og jeg gav da efter for gjentagne Opfordringer til at holde et Foredrag over disse Gjenstande, og da der netop indsamledes til et Monument over Porthan i Åbo, be- stemte jeg, at Indtægten skulde tilflyde dette. Det var imid- lertid -- især netop paa den Tid -- ikke let at omtale disse Ting offentlig i Finland, især da jeg ikke kunde undgaa tildels at berøre politiske Forhold, hvad der jo kunde have sine Vanskeligheder. Risikerede jeg end ikke at blive sendt til Sibirien, saa kunde jeg dog under de oprørte Forhold let komme til at støde det ene eller det andet Parti; og det var saaledes ikke uden en vis Spænding, jeg betraadte Kathedret i Universitetets Festsal; men Resultatet blev et ganske andet end det, jeg frygtede, hvad der fremgaar af, hvad Forfatteren af "Sextio år i Finland", August Sehauman, endnu 34 Aar efter skrev derom og som man faar unde mig den Fornøielse at citere: "Første Gang kom han -- Finlands gamle Ven -- den- gang en ung Docent ved Upsala Universitet til os i det ufor- SIDE: 326 glemmelige Aar 1861, just paa den Tid om Høsten, da den nyvakte politiske Bevægelses Bølger rullede som høiest. Og de, som levede da, har endnu ikke glemt det livfulde og aand- fulde Foredrag, den norske Gjæst en Aften var saa venlig at holde til Fordel for Porthans Statue, over Norges Literatur, og hvori han antydede de mange Ligheder, som forefandtes mellem de bekjendte Wergeland-Welhavenske Nationalitets- kampe i Norge i 30 og 40 Aarene og den brusende Kamp, som nu rasede hos os. Enthusiasmen i Universitetets Festsal har vel aldrig før eller senere efter noget Foredrags Slutning været større end da; ja, det er optegnet, at ved denne Anled- ning for første Gang en Applaus lod sig høre i et literært Auditorium i Helsingfors." Der blev saa arrangeret en Afskedsfest, ved hvilken jeg fik Leilighed til at høre baade Snellmann, Cygnæus og Tope- lius tale. Endelig skulde min egen, nærmeste Vennekreds tage Farvel med mig ved en Afskedsaften ude i Kaisaniemiparken. Kaisaniemi! hvormange festlige Minder, hvor mange glade Erindringer indebærer ikke dette Navn for alle finske Studen- ter -- saalangt tilbage som Helsingfors Universitets Historie rækker. Til Kaisaniemi drager den nybagte Student ud for ved Tøløvikens venlige Vover at glæde sig over sin nyvundne Værdighed, til Kaisaniemi drager de laurbærkransede Magistre ud for at feire sin Promotion, til Kaisaniemi følge Studenterne enhver Ven, de vil tage Afsked med, og forbi "Enslingens graf" mellem de høie Graner drog ogsaa vi nu for sidste Gang ud til dette venlige, lille "utvärdshus", hvor vi allerede ofte havde været samlede i Ungdomsglæde. Finnerne kunde, ialfald dengang, vanskelig tænke sig nogen rigtig Fest uden Champagne, og den flommede da ogsaa hin Aften rigelig. Men over Tøløviken derude øste Maanen sine Straaler, medens Collan inde i Salen til Pianoet sang sin vemodige: "Otaliga vågor vandra" til Runebergs Text. Det blev en smuk, stem- ningsfuld Aften, og Morgenen efter fulgte mine Venner mig SIDE: 327 ombord, og jeg gled bort fra Finlands gjæstfrie Kyster med Følelsen af at efterlade kjære, trofaste Venner der -- og med en Taknemmelighed for udvist Brodersind, der aldrig vil for- lade mig, hvor gammel jeg end bliver. Det er ikke disse Blades Sag at gjentage, hvad jeg an- denstedes har udtalt, og jeg maa give Afkald paa endnu en- gang at skildre Runebergs interessante Digterliv. Men et Par Ord om hans Forhold til sin Digtning vil dog her være paa sin Plads, vel ikke saaledes som den fremtraadte for mig som Resultat af hine Dages Studium, men omtrent som den staar hel og afsluttet for mig nu. Runebergs Digtning er i sit dybeste Væsen præget af det religiøse Alvor, der var Digterens Grundstemning, parret saa overordentlig smukt med hans lyse, freidige Livsopfatning. Klar og frisindet i hele sit Væsen var Runeberg en sen- født Græker, og den græske Poesi, navnlig Tragikerne, eiede hans afgjorte Forkjærlighed. Kun af dette Forhold til de græske Tragikere lader Runebergs Opfatning af Poesien sig forklare, naar han engang kaldte den "en harmonisk og lige- som Naturen selv tro Forherligelse af det evige Væsen" [fotnotemerke] , en Yttring, som Estlander vistnok med Rette kalder det "ur- sprungsord", fra hvilket man kan udlede alle Runebergs øvrige æsthetiske Anskuelser. Runeberg var dog ingen ensidig An- tikdyrker, han ansaa den nysanførte Opfatning af Poesiens Væsen som almengyldig, ogsaa fra modernt, kristeligt Syns- punkt, og det lyse, freidige Forsvar for den sunde Glæde ved Livet og Naturen, som han udviklede i sit herlige Digt "Chrysanthos" og i "Den gamle trädgårdsmästarens bref" overfor den i 30-Aarene i hans nærmeste Omgivelse indbry- dende Pietisme, er ligesaa vakkert og poesifyldt, som kristeligt Fotnote: C. G. Estlander, Joh. Ludv. Runebergs esthetiska åsigter. SIDE: 328 og humant. Derfor er der én Digter, han elsker høiere end de græske Tragikere, derfor stiller han Shakespeares Livsop- fatning høit over Grækernes og har klart Øie for Antikens Begrænsning, derfor er det antike Chors udenfra manende Røst ham noget langt ringere end Lady Macbeths, selv under Søvnen urolige, indenfra manende Samvittighed. I de herlige Ord, hvormed han afslutter en af sine latinske Skoletaler, ligger hans lyse Livsanskuelse udtalt: "Aldeles at ringeagte det, som angaar Verden og det Ydre, anseende det for intet og at søge Gud alene udenfor Verden er ikke mindre urigtigt end at erklære alene det, som angaar Verden, for Virkelighed og fornegte Gud udenfor dette: jeg tror, at forsaavidt vi, for- glemmende Gud, lader os beherske af Verden, er den et Fan- tom, men i samme Grad, som Verden beherskes af os ved Kraften i Gud og gjennem Gud, er den virkelig og væsentlig"; han fastholder altsaa denne, det Guddommeliges Immanénts, som Grækerne havde lært ham at kjende, i Forening med det kristne Gudsbegreb. Sandt og godt siger Estlander i det ovenfor citerede Verk: "Gjennem denne Sammensmeltning af antik og kristelig Opfatning, hævdede han i sin Verdensan- skuelse for Livet og Naturen en smilende, antikartet Skjønhed, men i Forening med en Følelsens Inderlighed og Høihed, som giver Skjønheden et aandigere Udtryk og et dybere Liv." Liljen blomstrer herligt med Roden i den mørke Jord, men løft den med samt dens Rod op af Jorden, op i Solens Lys, og den visner. Vel er Verden rig paa Ondt og rig paa Smerte og Forvirring, men ligesom Vexten og ligesom det enkelte Menneske vil den dog under Guds Ledning udvikle sig til høiere og høiere Frihed om end under svære Kampe og voldsomme, krampagtige Konvulsioner. Derfor, mener Runeberg, ligger Poesien i selve Livet, derfor er han Realist med bevaret Tro paa Idealet. Livet selv er en Lovsang til den Eviges Ære -- derfor er Poesien det samme. I denne Livs- og Verdensanskuelse har jeg ogsaa selv altid seet Kjerne- punktet i Runebergs Digterpersonlighed, og dette er, hvad jeg SIDE: 329 ovenfor har kaldt den ægte Realisme, til hvilken den Kreds, jeg dengang netop i Upsala tilhørte, altid har bekjendt sig. Af en saadan helstøbt Livsanskuelse kunde en virkelig stor Mand fremstaa og ikke blot en stor Digter, og tør det siges om nogen Digter: "Han er større end sine Verker", saa maa det være om "Fänrik Ståls" Digter, og der er faa Per- sonligheder, der har efterladt et saa stort Indtryk paa mig, præget sig saa dybt i mit Sind, som Johan Ludvig Runeberg. Mit Forhold til Runeberg og hans Hus fik senere en mere og mere hjertelig og fortrolig Karakter, da mit nære Venskab til Sønnen, Walter, vedligeholdt en stadig Forbin- delse mellem os ligetil det sidste. Og her maa jeg navnlig med Tak erindre Fru Runeberg, denne fortræffelige Kvindes og derhos høitbegavede Forfatterindes moderlige Venskab, der gav sig saa smukke Udtryk i de Breve, jeg undertiden modtog fra hende under Runebergs Sygdomsaar. Thi ogsaa i denne livsfriske og stærke Kreds skulde Dødens Forløber vise sit mørke Aasyn. Jeg er glad ved, at jeg har kjendt den sjeldne Mand i hans fulde Krafts Dage; lidet kunde jeg den- gang ane, under hvilke forandrede Forhold jeg 14 Aar senere skulde gjense ham. Et Par Aar efter mit første Besøg ram- medes den kraftfulde Idrætsmand af et Slaganfald, der lam- mede hele hans ene Side og bandt ham til Sygeleiet i mere end 13 lange Aar, inden Døden gjorde Ende paa hans Li- delser. Da jeg for anden Gang besøgte Finland i 1873, var han saa syg, at hans Hustru bad mig indstille det Besøg, hvortil han havde opfordret mig, naar jeg begav mig til Petersburg. Men under mit Ophold i Helsingfors Høsten 1875, da jeg bl. a. fik den Glæde at holde en Forelæsning til Fordel for Udsmykningen af det nye "Studenthus" i Helsingfors, fik jeg ganske uformodet et venligt Brev fra Fru Runeberg med Un- SIDE: 330 derretning om, at hendes Mand vidste, at jeg var i Finland, og ønskede endnu engang at se mig. "Han har Noget, han vil takke Dig for" -- skrev hun. Jeg ilede naturligtvis til den syge Digters Leie. Jeg anede, hvad dette var. Den 4de Febr. 1874 var Digterens 70aarige Fødselsdag bleven feiret i Stockholm ved Opførelsen af "Kungarne på Salamis" og ved en Fest, som de i Staden værende Finlæn- dere gav paa Hotel Svea. Til denne Fest havde jeg faaet en Indbydelse -- som R:s Biograf -- og ved den Leilighed af- levererede jeg det lille Digt, Fru R. formodentlig sigtede til ved den Tak, han vilde bringe mig. Saa kom jeg da for anden Gang til Borgå. Hvor ganske anderledes end sist! Alene -- til en døende Mand! -- ingen Sang gjenlød i Salen, ingen glad Ungdom omringede Folkets forgudede Sanger. SIDE: 331 Hvor var det dog uendelig trist at se denne store, mæg- tige Aand fængslet til dette endnu tilsyneladende kraftige, men i Virkeligheden til Døden allerede hjemfaldne Legeme. Jeg maatte ligefrem gjøre Vold paa mig selv for ikke at røbe den Bevægelse, der strømmede saa mægtigt ind paa mig. Det før saa festlige og muntre Hjem, hvor saamange aandfulde og glade Ord havde lydt, og hvor jeg selv i min Ungdom havde nydt saa rige Timer, var nu stille og taust. Jeg førtes ind til ham i hans Sengkammer, hvor han nu havde tilbragt snart 12 Aar, og fandt ham liggende halvt paaklædt paa Sengen, der var vendt fra Vinduet, men med et Speil, stillet saaledes paa Væggen, at han derfra kunde se sine kjære Graaspurve, der ved det paa Vinduesbrettet udstrøede Korn lokkedes til et kvidende Besøg udenfor Digterens Vindu. Hans Ansigt var nu prydet med et prægtigt, langt, graat Skjæg, og han laa med et Exemplar af den af ham besørgede "Finska Psalm- boken" i sin friske Haand. "Här ligger jag och har mina hälsosamma förargelser", sagde han, efter at have budt mig velkommen med en næsten uforstaaelig Røst, i det han med et Smil holdt Bogen i Veiret. Han laa og læste ved sin Hustrus Hjælp en feilfuld Korrektur -- saavidt jeg forstod. Samtalen maatte føres med al Forsig- tighed -- han taalte ikke meget ad Gangen. Hans Hustru viste mig et Digt, han nylig havde skrevet -- han havde ikke formaaet at give det Rhytmens eller Rimets Form -- men Tanken var stor og smuk -- Bogstaverne derimod næsten ulæselige. Jeg blev der Natten over og tog den næste Morgen en bevæget Afsked fra Finlands store Digter. Kanske vil man finde det ubeskedent af mig, at jeg her medtager Erindringen om de sidste Ord, jeg gjennem hans Hustru hørte af ham i denne Verden; men mig glædede de saameget, at jeg, naar jeg nu engang skriver mit Livs Historie, ikke godt kan udelade dem -- dertil er de mig for dyrebare; de hører til disse "Aktiva i Boet", som ikke er saa ret mange. SIDE: 332 "Runeberg takker Dig", sagde hun, "for alt godt! Han sagde, at Du har forstaaet ham som ingen anden." Var det Meningen med den "Tak", han vilde bringe mig? Jeg bliver endnu paa engang forundret, skamfuld og glad, naar jeg tæn- ker derpaa -- men siden Ordet er sagt, faar det staa der for hans Regning. Han vilde ialfald ikke have udtalt det, hvis Estlanders Verk over hans æsthetiske Anskuelser dengang havde existeret. Da jeg sidste Gang gjæstede Finland i 1884, slumrede baade han og hans ædle Hustru under Grønsværet paa Borgå Kirkegaard. Men i Helsingfors reiste sig i de samme Dage det herlige Monument, som et taknemmeligt Folk gjennem hans SIDE: 333 Søns, Walter Runebergs, Kunstnerhaand reiste sin uforglem- melige Digter. Det var sidste Gang jeg besøgte mit kjære Finland, der nu, siden det russiske Damoklessværd er faldt ned over det, samler hele Europas Sympathi omkring det kjække, ulykkelige, lille Folk. Skal jeg nogensinde gjense det mere? Nei, -- nei -- det vilde for mig være et Besøg paa en Kirkegaard. Og derfor tilraaber jeg de faa gamle Venner, jeg endnu har i det dyrebare "Suomi", mit hjertelige: Tak og farvel! "Din blomning, sluten än i knopp, Skall mogna ur sitt tvång". SIDE: 335 EN BRYLLUPSREISE "MIT HINDERNISSEN". Efterat vi nu saa længe har opholdt os ved Verdens Store, ved Digtere og Kunstnere, ved Berømthe- der og Udødelige af alle Slags, turde det kanske gaa an til en Afvexling at vende tilbage for en Tid til det Lille og Ubetydelige, -- og tale lidt om egne Skjæbner og personlige Oplevelser. Hør, Du, min gamle trofaste Reisekamerat paa Livets store Reise! Skal vi nu, da denne Reise begynder at lakke mod sin Ende, engang atter sætte os ned i vor Livsaftens fredelige Solnedgang og se tilbage henover de Egne, vi sam- men gjennemvandrede i vor Ungdom som Nygifte, -- se til- SIDE: 336 bage paa Begivenheder og Indtryk fra den første Gang vi som unge og fattige Folk drog ud i den vide Verden uden Ly og uden Rede, bogstavelig talt uden at eie andet end vor Tro og Tillid til hinanden -- gjennemgaa i Erindringen den Tid af Nød og Strid, af Lykke og stille Glæde, vi da delte med hinanden, i skiftende Lys af Verdens indholdsrigeste Stæ- der og Egne paa vor første Romerfærd? Skal vi mindes den Tid, da vi sang den gamle Vise: "Dumme Dreng, jeg tror, du er gal, Du er for ung til at blive Gemal -- Hvor skal vi bygge, og hvor skal vi bo? Hvor kan jeg trygt paa din Kjærlighed tro? -- -- Vi skal bygge en Hytte af Straa, Tække den med løvrige Tag, Der skal vi bygge og der skal vi bo, Der kan du trygt paa min Kjærlighed tro!" og da vore Kjære spøgende talte om, at vi skulde leve af "Skovsyre og Maaneskin" -- og stort mere var det nok i Grunden ikke, jeg havde at byde min Brud paa. Og alligevel: "Det er en Gammen At reise sammen, Naar Fjæderhammen Er Kjærlighed." Skal vi endnu engang, medens Sol gaar ned, mindes tilbage, hvor varmt vi har ønsket, hvor dristig vi har vovet, mindes, hvor underfuldt vi af en kjærlig Haand er ført frem imod Maalet? Vel blev der ikke stort hverken af dig eller mig, Ungdommens stolte Drømme maatte vi begrave; men hvad der var bedre, dens sande Drømme vil jeg haabe, at vi har virkeliggjort -- og dem skal vi, om Gud giver Kraft, gjennemføre til det sidste. -- Ja, vi vil opleve det sammen endnu engang, alt dette Underfulde, som hine Trængselsdage bragte os; Vingerne spænde sig atter til Flugt, og siddende SIDE: 337 stille i vor lune, hjemlige Rede, vil vi lade Tanken flyve ud paa vide, urolige Veie under Erindringens blaa Himmel, og forynges paa Reisen! Efter hint første Besøg i Finland 1861 reiste jeg i Slut- ningen af Oktober sammen med Runebergs Søn Walter, som dengang studerede i Kjøbenhavn, tilbage til Sverige og gjen- optog mit Arbeide som Universitetsdocent i Upsala. Ved Juletid reiste jeg paa et længere Besøg hjem til Norge; thi jeg havde bestemt mig til at gifte mig næste Vaar og fore- tage det længere Ophold i Syden, som var nødvendigt for at studere Kunstens Historie paa Kraft, saaledes som man kun kan studere den ved dens Kilder; thi her i Norden kunde Studiet ikke føre mig nogen Vei. Det viste sig tydelig nok af det lille Forsøgsarbeide, jeg denne Vinter udgav: "Den bildende Kunst i dens Forhold til Religionsformerne", et svagt Arbeide, der fik en meget ublid Medfart af daværende Lektor Thaasen, ihvorvel en senere Gjennemlæsning af den Polemik, vi dengang førte med hinanden, har vist mig, at heller ikke han just var synderlig hjemme paa det Felt, vi behandlede. Snart skulde jeg lægge det Hele bag mig; Syden vinkede -- i Mars 1862 skulde jeg holde Bryllup og reise til Italien med min unge Brud. "At holde Bryllup og reise til Italien med sin unge Brud"! Det høres vel som det Rosenrødeste, et ungt Hjerte kan drømme, og dette var nu virkelig min lykkelige Lod, og dog var denne Bryllupsreise ikke i mindste Maade "rosenrød", tvertimod: den var meget alvorlig. Min første, dristige Ud- flugt i Verden for at vinde en Position og en Brud var, trods alle mørke Spaadomme, lykkedes: Jeg var virkelig "vendt hjem med en Kongedatter i Arm" , SIDE: 338 og Modet voxede, saa jeg nu vovede det, som man vel vil synes var dumdristigt, og som nu skal fortælles. Det er dog ikke Meningen med at mindes hin trange Tid, at give en medlidenhedvækkende Skildring af en øko- nomisk Literat-Misère -- den Tid, da man kunde faa Folk til at græde over sultne "Genier", er ganske vist ikke forbi, men den burde være det, og vi var desuden ikke "Genier", men sim- pelthen to unge "Mennesker", der vilde arbeide sig frem. Den Kamp, her bliver Tale om, var heller ikke egentlig nogen "Kamp for Tilværelsen"; thi ved at opgive det, jeg havde sat som mit Livs Maal, ved ikke at "sluge Portnøglen", men krybe til Korset og istedetfor at trodse mig frem paa min Universitets- bane, blive "Noget paa et Kontor", kunde jeg vel have red- det os ud af Øieblikkets Nød og for al Fremtid fristet en kummerlig Tilværelse; og dette var -- havde jeg nær sagt -- netop det værste; thi just fordi denne Udvei fandtes i høieste Nød, gjaldt det egentlig noget mere end at kjæmpe for Til- værelsen, -- det gjaldt tillige og fremfor alt at redde sin Selvstændighed eller ikke, det gjaldt at vise sig værdig en Fremtid eller ikke -- det gjaldt et moralsk Skibbrud eller en moralsk Seier. Naar jeg alligevel dvæler saa meget ved de pinlige -- ogsaa økonomiske -- Punkter i denne lille Historie, er det fordi de hører til, om jeg vil give et sandt Billede af en Kamp, der i det Hele taget førtes med glad Fortrøstning, men havde sine kritiske, sine meget kritiske Øieblikke, sin spændende Interesse, saa jeg ikke tager i Betænkning at ind- byde mine venlige Læsere til at følge os for at se, hvorledes det gik os to Unge paa vor farlige Færd. Thi farlig var den. Det var for min Bruds kunstneriske Studier ønskeligt og for mine kunsthistoriske Studier absolut nødvendigt at komme til Italien for længere Tid -- men Midlerne dertil savnedes ligesaa absolut. Da fattede vi med ungdommeligt Mod den halsbrækkende Plan pro primo at gifte os, uden at eie mere end der behøvedes til de første 14 Dages Livsophold; thi mit SIDE: 339 Docentur var jo lønløst, saalænge jeg ikke var nærværende ved Universitetet og kunde give Kollegier -- og jeg eiede absolut Intet. Og pro secundo besluttede vi paa denne samme Kapital at foretage en flere Aars Studiereise til Italien, men med det faste Forsæt, ikke at skylde noget Menneske Noget, men stride os fremover ved Hjælp af vort Arbeide, skjønt vi var saa fattige som Kirkerotter. Ja -- endog lidt fattigere end Kirkerotten; thi hvis den bor i en vakker gammel gothisk Kirke og er en oplyst Rotte, som har Sands for, hvad der er stort og smukt i den Kirke, den bebor, og hvis Arkitektur, Kunstverker og Kultus den har saa rig Anledning til at stu- dere, saa har den meget lettere ved at komme til at studere Kunsthistorie og Kunst end vi, der maatte reise lang Vei for at naa vort Maal. Hun skulde sælge et og andet Billede, -- jeg skulde skrive Korrespondancer og andre literære Arbeider for at friste Livet saa godt, det nu vilde gaa. Methoden var følgende: Vi vælger os fire eller fem Arbeidsstationer paa Veien til Rom -- et Par Maaneder tænkes tilbragt paa hver Station. Til den første af disse Stationer slaar vi os frem med, hvad vi nu har, og lever paa dette til det er opbrugt om en 14 Dages Tid. Imidlertid er Arbeidet begyndt, og vi bliver der saalænge, til vi har arbeidet sammen Penge nok til at reise og opholde os paa Station No. 2. Her arbeider vi atter saalænge, til vi kan reise til Station No. 3 osv. De bestemte Stationer var: Kjøbenhavn, Berlin, Dresden, München, Florents -- Maalet var Rom. Men fordi om Rom var vor Vandrings drømte Maal, var det altsaa, da vi begyndte Rei- sen, langtfra sikkert, at vi vilde naa dette Maal. Det var dengang, da ingen Jernbaner førte over Alperne, da man i Kunstens forjættede Land maatte tilbagelægge lange Stræk- ninger med Vetturin, ikke saa let for Smaafolk som nu at reise til Italien: Asmus Carstens maatte vende om i Milano. Mange Hindringer skulde overvindes, meget Arbeide udføres, for at gjøre Drømmen til Virkelighed. Men at Du vovede Farten med mig trods min Plans Eventyrlighed, at Du paa SIDE: 340 Forhaand forstod, at hele vor Fremtid beroede af, at vi nu, just nu, selv kunde skaffe os den gjennem Forsagelse og Ar- beide paa denne dristige Reise, det er mig nu mere ufatteligt, end det da var, og viser mig, hvor god og trofast Du var -- og derfor takker jeg Dig til min Dødsdag, Du Dyrebare! Ja, hvorledes kunde vi vove et saa dumdristigt Fore- tagende? Og hvorledes kunde vi gjennemføre det Aar efter Aar uden at laane og uden at sulte? Naa -- uden at sulte gjennemførte vi det vel ikke saa ganske, og det blev haarde Tider baade for min Hustru og mig, Tider, der har sat alvor- lige Merker for Livet hos os begge -- ; men uden at laane gjennemførte vi det dog i hele 3 Aar, og først til vor Hjem- reise optog jeg et lidet Banklaan, som jeg haabede snart at kunne afbetale -- hvad jeg da ogsaa gjorde. Hvorledes vi kunde vove dette dumdristige? Det var fra vort Standpunkt nok dristigt, men ikke dumdristigt; thi det var nødvendigt, og den Tid havde endnu Evne til at tro paa det gamle Ord, som siger: "Gud hjælper den, som hjæl- per sig selv." Med det Valgsprog er jeg endnu aldrig kom- met tilkort. Det er et Ord, som sætter Staal selv i en vekere Natur, end min nu var bleven -- det er et Ord, som -- ret tilegnet -- bærer hen over mange Afgrunde, især naar denne sikre Tro parres med en stærk Villie og en varm Ungdoms- kjærlighed. Nu -- det er sandt -- jeg havde jo min Pen -- der manglede saaledes kun to Bogstaver, for at gjøre den til Penge. Men i Mangel af Penge at reise ved Hjælp af sin Pen er dyrt, meget dyrt; hvad det ikke koster i Penge, koster det i Grundighed og i Fuldendelse: man faar aldrig Tid til at gjennemstudere en Sag -- man skal altid omsætte Studiet i Brød, før det er færdigt og modnet. Og har jeg end nok erfaret, at "Wer vieles bringt, wird manchem etwas bringen", saa har jeg endnu bestemtere erfaret, at "Wer vieles bringt, wird auch manch' schlechtes bringen." Og naar man saa ser sine Aandsfostre igjen trykte, uigjenkaldelig hjemfaldne til SIDE: 341 Offentlighedens Dom, ja da forstaar man saa vel, at den Kri- tik, der kalder dette Arbeide overfladisk og umodent, har saa sørgelig Ret, men det værste er, at fra at være Dommen over det enkelte Arbeide, der er fremstaaet under Hungerens Tryk, under Nødvendigheden af at skulle skaffe Brødet til sine Kjære, gaar denne Dom snart over til at blive en generel Dom over Forfatteren selv -- og den sidder længe fast! Derfor er det dyrt at leve paa sin Pen, dobbelt dyrt at reise paa sin Pen, som jeg maatte gjøre det. Jeg har betalt derfor i lange, tunge Aar, og dog angrer jeg det ikke, thi hvad det fratog mig i literær Anerkjendelse og Anseelse, det gav det mig rigeligt igjen i Retning af indsarmlede Kundskaber, Livs- erfaring og Karakterudvikling -- og hvor rigt og fyldigt var ikke dette Liv! Men en anden Sag er det, at jeg -- oprigtig talt -- ikke vil tilraade nogen at følge mit Exempel. Ja dristigt var det jo ogsaa i andre Henseender; thi Forudsætningen var, at man aldrig maatte blive syg, altid maatte kunne arbeide. Vel slog hin Forudsætning ikke altid til, vel oplevede vi som man skal faa se -- mangen Stund, hvor det gjaldt at skyde Hjertet op i Livet, og alene at sætte sin Lid til Ham, uden hvis Villie ikke en Spurv falder til Jorden, vel gik vi mere end en Kvæld tilsengs med Uvishe- dens bankende Hjerte, uden at vide, hvorfra vi skulde tage Brødet for den nærmeste Tid, og det i vildfremmede Lande -- men aldrig blev Nøden saa stor, at den knækkede vort Mod, aldrig Frygten for Fremtiden saa haard, at den kuede vor Arbeidskraft, og derfor takker jeg i mit Livs Aften Gud for de Veie, ad hvilke han førte os ud i det rige, store, mægtige Liv -- og hjem til den moderlige Arne, da Tiden var inde. Saa gav vi os da ivei. Men man vil forstaa, at under saadanne Omstændigheder var det slet ikke "rosenrødt" at "reise til Italien med sin unge Brud". Ja, for paa Forhaand at afgjøre Sagens økonomiske Side: ved Udreisen kom min Brud og lagde i min Haand 66 Spd., SIDE: 342 alt, hvad der var tilovers af de Honorarer, hun den Vinter havde tjent for nogle udførte Portræter, efterat hun selv havde anskaffet sig sit Udstyr -- in casu: Reiseudstyr for Resten af Summen. Min lille Kasse var paa nogle faa Daler nær gaaet med til Anskaffelse af endel nødvendige Reiserekvisiter. Og saa gav vi os ivei med vore 300 Kroner. Mindes Du, min trofaste, gamle Hustru, den Aften, da vi gav hinanden vor Tro oppe i Vestre Akers Kirke, mens Orgelet spillede norske Folkemelodier under Rudolf Magnus' Mesterhaand, og Vaarsolens Guld flød ind i Kirken, og saa paa selve Bryllupsaftenen tog Afsked fra alle vore Kjære for at tiltræde den lange, tvivlsomme Reise, medens to ængstelige Moderhjerter bankede mod vore, og vist mere end én varm Bøn opsteg for de unge, dristige Vovehalse. Studenternes og Handelsstandens Sangere sang udenfor Brudehusets Vinduer under Anførsel af Behrens, hvem jeg til Brug ved den fore- staaende Sangerfest netop samme Morgen havde sendt Manu- skriptet til "Nys seiled vi en solblank Time", denne lille Sang, der paa Grund af Abts deilige Melodi siden er bleven saa populær. -- Mindes Du, da Du sad vel indpakket i Slæden ved min Side paa Veien til Drøbak, fordi saa tidlig paa Vaa- ren -- det var den 31te Marts 1862 -- intet Dampskib kunde komme op til Christiania for Is? Da var jeg vel alvorligere end jeg nogensinde havde været, medens vi i Nattens Mørke susede frem mellem snebehængte Graner og over frosne Bak- ker. Jeg vidste jo ikke, hvad jeg førte Dig imøde, Dig, som var min Lykke og mit Alt, men derfor ogsaa mit store, mit uendelige Ansvar: gik det mod Afgrunden, som truede rundt om os i Natmulmet, eller gik det mod det Lys og den Mor- gen, som begyndte at dæmre derborte i Øst? Mindes Du, hvorledes vi den næste Aften ombord i Dampskibet regnede over, at med Resten af de 300 Kroner kunde vi opholde os i Kjøbenhavn saalænge, til et Par lite- rære Affærer var ordnede, der skulde føre os videre frem til Berlin? Mindes Du, at vi i Kjøbenhavn tog ind i "Hotel SIDE: 343 Fønix" -- sandelig ikke i Bel-Etagen, ei heller i 2den eller 3die Etage, men oppe paa et af Kvistkammerne, som var meget billige -- og derfra gik ud i Byen for at søge os et Privatlogi af billigste Art -- og til Middag spiste en halv Portion Fisk hver, for dog at "tage noget i Hotellet"? Oppe ved Nørrevold (No. 28) fandt vi et Logi, hvor vi havde de dengang endnu existerende grønne Voldes halvt udsprungne Træer til Gjenboer. Dette Hus omsluttede om- trent samtidig en ung Mand, der senere skulde blive min Hjer- tensven, men som jeg da endnu ikke ahnede -- Julius Lange. Vi maatte hjælpe os med et eneste Værelse høit oppe under Tagskjægget. Paa den ene Side boede en Student og paa den anden Side en liden Skrædderfamilie; begge Partier sang, saa lang Dagen var, paa begge Sider af os. Studenten sang saa falskt som en Hanekylling galer: "Sig mig, lille Karen, hvad tænkte du da?" og Skrædderkonen og hendes Mand sang snart afvexlende snart unisont for sin lille Nyfødte i et væk i altid stigende Toner: "A -- a -- a -- for vor lille Fyr! A -- a -- a -- for vor lille Fyr! A -- a -- a -- for vor lille Fyr! A -- a -- a -- a -- a -- a -- a -- a." Det var ikke nogen afvexlende Sang, og den udmærkede sig hverken ved Textens eller Melodiens Skjønhed; men den var af Far og Mor komponeret, forfattet og dediceret til den lille Verdensborger, og klang saa muntert og trofast, saa frei- digt og fornøiet, at den enfoldige Melodi endnu altid staar for mig som et Symbol paa unge, fattige Folks Glæde ved Samlivet. Nu er "den lille Fyr", hvis han lever, en Karl paa 37 Aar -- og de unge Forældre gamle Folk. Mon de har faaet Glæde af ham? SIDE: 344 I Kjøbenhavn hævede jeg hos Hegel Honoraret for min i sørgelig Hast skrevne "Indledning i Studiet af Sveriges Literatur i vort Aarhundrede", hvori jeg havde nedlagt Sum- men af min Opposition mod Tegnerismen, og som derfor i høi Grad forøgede Uvillien mod mig i Sverige; jeg havde nok ogsaa helst ladet den forblive utrykt, men "Nød bryder alle Love". -- Jeg maatte have Brød til min Hustru og mig, saa fik Kritikerne skjænde alt, hvad de vilde. -- Vi drog ud i den vide Verden og vilde kun høre lidet dertil. Medens jeg saa sluttede Kontrakt om fra Udlandet mod et jammerligt Honorar at redigere en Aargang af et af en ung dansk Forlægger grundet litterært Tidsskrift, levede vi rolige Dage sammen med vennesæle Bekjendte i den danske Hovedstad. -- Carl Andersens, J. P. Hartmanns og Jerichaus, Walter Runeberg og Andre var os kjære og trofaste Venner. At leve tarveligt og smaat, har aldrig generet mig; at sætte Tæring efter Næring har jeg altid anseet for et Hoved- vilkaar for virkelig Lykke her i Livet, hvor underlig dette end kan høres i dens Mund, der netop paa denne Tid foretog noget, der syntes at ligge saa langt udover, hvad hans "Næ- ring" tillod. Som sagt, Tarveligheden gjorde intet, hverken for min brave Hustru eller mig -- men hvilke løierlige Situa- tioner kunde den ikke undertiden føre til! Vi havde f. Ex. velstaaende, ja rige Slægtninge og Bekjendte i Kjøbenhavn, som vi ikke kunde undlade at gjøre Visit hos, og som jo -- det var Knuden -- vilde gjengjælde Visiten. Derved var intet at gjøre. Idet vi en Dag skulde gaa ud, traf vi en høifornemme Frue med hendes Datter nede i Gaarden, hvor de forundrede stod og saa sig om. "Men hvor i al Verden", sagde Fruen, "er Opgangen til Deres Leilighed? Jeg ser ikke en eneste Dør her." Da maatte jeg jo løfte paa en Del Lin- ned, der hang til Tørring i det skidne Gaardsrum, og pege paa en mørk, trang Passage, med en liden Dør ved Siden af en ditto med et Hjerte paa. Fruen satte forbauset sin Lor- gnet paa og syntes vel fornøiet med, at vi netop var paa SIDE: 345 Udgaaende, saa hun slap den vanskelige og unegtelig ikke fashionable Adkomst, og de mange mørke Trapper op til vor Himmel. Til andre Tider kunde det komiske i Situationen netop ligge i den skjulte Modsætning mellem vor store Reiseplan og vor inderlige Fattigdom, som vi jo ikke kunde røbe for nogen uden at blive holdt for gale, Beggeto. Det var jo paa den Tid kun meget velhavende Folk, der reiste saa langt som til Italien, og det ovenikjøbet med Frue! Paa Dampskibet mellem Korsør og Kiel kan man se Hr. Docenten spadserende med en Cigar i Munden ved Siden af en rig, svensk Baron eller Greve, der spørger, hvorhen Reisen gjælder? "Til Italien," svarer man fripostig. "Ja, derhen gaar jeg ogsaa. Kjen- der De gode Hoteladresser i Milano og Florents?" Det gjorde jeg nok, men det var rigtignok for Smaafolk. Det vedkom imidlertid ikke ham, men til Gjengjæld nævnte jeg ham Navnene paa et Par amerikanske Millionærhoteller i disse Byer. "Ja, der agter ogsaa jeg at tage ind. Kanske vi træf- fes der?" sagde han, forudsættende, at jeg nævnte de Hotel- ler, i hvilke jeg agtede at bo. "I Hamburg bor De vel i Streits Hotel?" Heldigvis kunde jeg svare, at jeg ikke agtede at opholde mig i Hamburg. I en By, hvor jeg blot havde opgivet Navn, men ikke Titel i Hotellet, fandt jeg mig i Byens Fremdenblatt angivet som "Rentier"! Grusomme Ironi! Paa det Slags Løierligheder var jo denne Reise meget rig -- kanske noget rigere, end det egentlig var mig behage- ligt; thi i Længden blev det jo lidt generende altid at skulle ansees for den rige Mand, fordi man reiste til Italien med sin Frue. Veien til Berlin gik i de Dage over Hamburg -- og Forbindelsen var ialfald for Tredieklassepassagerer ikke saa direkte som nutildags; thi Hurtigtogene, som desuden var os for dyre, førte gjerne kun to Klasser. SIDE: 346 Mindes Du, min stakkels lille Kone, at vi underveis maatte overnatte paa den lille Station Wittenberge mellem Hamburg og Berlin, midt paa Heden? Men at tage et Væ- relse for Natten syntes vi, vi kunde spare os, aldenstund vi kunde faa bo i Ventesalen, og saa tilbragte vi Natten fra Kl. l0 om Aftenen til 5 om Morgenen siddende dels passiarende, dels sovende paa et Par Træstole ved et Bord i 3die Klasses Ventesal ganske alene. Koldt var det ogsaa især henimod Morgenen. Det blev en lang Nat. Min Hustru har i senere Aar betroet mig, at hun savnede Hvilen ganske frygteligt efter halvanden Reisedags Anstrængelser, men den tapre lille Kvinde sagde ikke et Ord derom -- og jeg, der var stærkere end hun og intet led derved, anede ikke hendes Lidelse. Hu- sker Du saa, at da det gryede ad Dag, gik vi ud paa den aabne Hede for at gaa os varme: det var Paaskemorgen før Solopgang -- Tusinder af Lærker fløi under stor Allarm kvid- rende og trillende op i den dæmrende Morgenluft, der var som mættet og fyldt af Lærkesang; rosenfarvede Skyer bebu- dede Dagkongens Nærhed; og saa kom Solen tilsyne i al sin Pragt og spredte mild Foraarsvarme i Paaskemorgenens Luft -- og for al denne Herlighed i Luft og Himmel var Nattens Kulde og Træthed hurtig glemt. Men hvorledes skulde vor næste Paaskefest se ud? Og hvor skulde den feires? Toget nærmede sig larmende Berlin, og efter et Par Timer kjørte vi gjennem Stadens Gader til det Logis, vi paa Forhaand havde betinget os gjennem en Bekjendt. Saa kom vi i "Helpension" nede i Besselstrasse -- næsten ude ved Belle-Alliance-Platz; dog holdt vi os selv med Aftensmad. En venlig Dame af vort Bekjendtskab gav os gode Raad om, hvorledes vi skulde indrette os: "man kauft eine Flasche Weissbier -- ein Brod und ein Viertel Wurst -- ungeheuer vortheilhaft!" Fru Jerichau havde anbefalet min Hustru til Maleren, Prof. Schrader, og gjennem ham gjorde hun Bekjendtskab med en elskværdig tysk Malerinde, der tilbød hende at dele SIDE: 347 Atelier, og jeg gik, saa lang Dagen var, i "Altes" og "Neues Museum" og studerede Quattrocentoets Malerkunst, som den- gang var Berlinermuseets væsentlige Styrke, og Antikerne i Skulptursamlingen, fornyende mine Indtryk fra forrige Gang paa en noget grundigere Maade. Saaledes levede vi stille og indgetoget i Berlin. Vor Omgang var alle Norskes Veninde der, Baronesse von Kloest, der har oversat adskillige især af A. Munchs Digtninge -- og hos hende traf vi da Søstrene Erika og Ida Lie og Richard Nordraach; forøvrigt opholdt mine senere Kolleger, Ægypto- logen Lieblein og Theologen Fr. Petersen, sig paa denne Tid i Ber- lin, og endelig kom min Barndoms- ven Jonas Lie med sin Frue did for at besøge sine Svigerinder. Dette bragte jo endel Afvexling ind i vort stille Liv. Vor ind- skrænkede Økonomi tillod os dog kun sparsomt at tage Del i det Liv, som førtes omkring os -- Theatre og Konserter var der om- trent ikke Tale om -- undtagen de billige, men smukke Symfoni- konserter i Odeons Have Søndag Eftermiddagene, hvor Damerne sad ved sin Kaffe og sit Strikketøi og Herrerne ved sit Krus Øl, -- og en Gang saa jeg Fredrike Gossmann som "Käthchen von Heilbronn". Ja, det var et stille Liv -- men vi ønskede det ikke bedre, maatte det kun faa Lov at vare! Men husker Du saa, at der en Aften indtraf Noget, der rigtignok bragte mig til at tro, at min unge Lykke var for altid endt? Og hvor jeg skjalv af Sindsbevægelse! Og hvor Du angrede og lovede aldrig mere at gjøre det! Det var en Lørdag Aften, jeg kom hjem fra Museet og blev noget over- rasket ved, at min Hustru endnu ikke var hjemme. Jeg satte SIDE: 348 mig rolig til at læse -- men allerede begyndte Mørket at falde paa -- nu kunde hun ikke mere se at arbeide i sit Atelier -- nu maatte hun være der snart; denne Mødetime var jo Dagens efterlængtede Øieblik. Men hun kom ikke. Klokken blev otte -- halv ni -- endnu ingen Hustru der. Jeg blev dødelig angst. Atelieret laa vistnok ikke mere end et Kvarters Vei borte -- i Dessauer Strasse; men det var et dengang stærkt af Arbeidere beboet Kvarter, og det var Lørdag Aften, som altid var urolig i de Kvarterer. -- Hvad var her at gjøre? Jeg skyndte mig alt, hvad jeg kunde, afsted til Atelieret. Jeg løb Aanden ud af Halsen for at komme hurtig frem og blive min frygtelige Uvished kvit -- men det skulde ikke lykkes. Atelieret var lukket og stængt. Vel fik jeg opspurgt den Kone, der gjorde rent i Atelieret og boede i Gaarden; men hun kunde ingen anden Oplysning give, end at min Hustru havde forladt Atelieret ved sædvanlig Tid, strax før det begyndte at mørkne. Hvad kunde dette betyde? Jeg ilede til den Dames Bolig, der delte Atelier med hende -- hun maatte jo vide Besked, maaske vilde jeg finde min Hustru hos hende -- nei, hun var nylig gaaet ud, sagde Tje- nestepigen, og gaaet ud alene -- min Hustru havde ikke været der. Langsomt gik jeg tilbage i mørke Fantasier -- men med Et brændte Fødderne under mig. "Du skal se", -- hviskede Haabet i mig -- "at naar Du kommer hjem, sidder hun i god Ro ved Lampen og venter Paa Dig!" Jeg kom hjem, -- nei, der var tomt, fortvivlet tomt. Der stod kun Et tilbage -- at sætte Politiet i Bevægelse; men inden jeg be- sluttede mig til dette Skridt, vilde jeg dog endnu vente lidt. Klokken var henved 11. Jeg satte mig i Sofaen og tog en Bog; men Tankerne vilde ikke hænge fast ved, hvad jeg læste. Jeg kastede den og gav mig til at spadsere op og ned ad Gulvet. Minuterne sneg sig frem i Sneglegang. For hver Gang jeg saa paa Uhret og syntes, at nu maatte der være gaaet et Kvarter, siden jeg sidst saa paa det -- forsikrede Minutviseren mig med urokkelig Ro, at der kun var gaaet to SIDE: 349 eller tre Minuter. Og i al denne Tid færdedes min stakkels Hustru -- hvor? Det forfærdelige Billede fremstillede sig for mig, at hun overkjørt, bevidstløs eller maaske dræbt var ført til et Hospital, hvor Ingen kjendte hende eller hendes Adresse -- der flød en inderlig Bøn fra mine Læber til ham, der havde skjænket mig hende, at han ikke saa grusomt vilde tage hende fra mig og knuse min unge Lykke! -- Egoist bliver man jo til det sidste. To Minuter til -- Klokken er halv tolv. Nu kan jeg ikke vente længer, jeg laver mig til at gaa. Dernede paa Gaden ruller Vognene forbi i stadig Fart -- tys -- der stanser en! Lige her udenfor! Jeg river Vinduet op. "Er det Dig?" Intet Svar -- men Vognen ruller atter bort -- jeg hører Gadedøren slaaes igjen dernede -- og et Minut efter der staar hun -- lys og deilig som aldrig før -- og holder med triumferende Mine to blanke Louisdorer iveiret. "Barn -- hvor har Du været?" -- "Ude og tjent Penge," -- sagde hun -- "Du har altid sagt, at hernede var Intet for mig at tjene -- men her kan Du se!" At jeg vilde blive dødelig angst over hendes lange Udebliven, var ikke et Øieblik faldt hende ind! Ikke engang, hvorledes hun i den mørke Nat skulde finde hjem, havde hun tænkt paa; men heldigvis havde de gode Folk, hun havde været hos, tænkt for hende og besørget en Droschke. "Gjør det aldrig mere; men fortæl mig nu, hvad der er skeet." Hun havde virkelig været "Døden nær", men paa en ganske anden Maade, end jeg tænkte. Sagen var, at der samme Eftermiddag var død en gam- mel, fornem Dame, og hendes Efterladte ønskede at have et Portræt af hende paa Dødsleiet. De havde da sendt Bud til det af Atelierer helt besatte Hus i Dessauerstrasse for at faa fat paa en Kunstner eller en Kunstnerinde -- men i hele Kredsen var der ingen, som havde Lyst til at paatage sig det triste Arbeide. Men min lille Hustru, der vidste, hvor godt de to Louisdorer vilde gjøre i vor magre Reisekasse, -- hun SIDE: 350 var villig; men hun maatte strax følge med; det havde Hast. Og der havde hun nu siddet i 5 a 6 Timer og tegnet ved Dødssengen og nu -- ja, nu havde jeg hende jo tilbage -- og nu var alt glemt i Fryd og Glæde. Vi spiste vor Aftens- mad ved Lampens hjemlige Skjær -- men aldrig har jeg op- levet en saa angstfyldt Aften, og aldrig har to Louisdorer syntes mig saa dyrt fortjente. Men det lille Extrahonorar smagte jo unegtelig godt. Da vi havde tilbragt næsten syv Uger i Berlin, og jeg grundigst muligt havde gjennemstuderet Museet, fik jeg sen- dende et Kvartalshonorar fra Kjøbenhavn -- og saa havde vi saamange Penge, at vi kunde rykke vore Teltstænger op og flytte vor Residents til vort næste Maal, Dresden. Og her passerede os en liden Historie, som kan være ret nyttig at høre for unge Ægtefolk, der spørger sig selv og hinanden om, hvor Grænserne for Mandens og Konens Herre- dømme i Huset ligger. Man taler ofte, kun altfor ofte om "Hustyranner" og "Tøffelhelte" som Modsætninger; jeg for min Del tror nu, at de to Ting ligger hinanden overmaade nær, og at mangen en Mand bliver en Hustyran, fordi han hos sig selv føler, at han har saa gode Anlæg til at blive Tøffelhelt, at han enten maa være Hammer eller Ambolt, og at mangen tyrannisk Natur bliver en Tøffelhelt, fordi han ikke har Mod til at være sin Halvdels Ligemand og ikke Brutalitet nok til at være Hustyran. De to Slags Mennesker er begge netop samme Slags Folk -- feige Folk. Men inden to Ægte- folk lærer hinanden at kjende lige ind til Hjertegrunden, maa der hos Mennesker, der hver for sig er hele Mennesker, længe forekomme Meningsbrydninger, og det gjælder at lære at respektere hinandens Meninger og at afvæbne hinanden ikke i Kamp, men i Fred og Kjærlighed. I unge Ægtefolk, som begynder Eders Bane, lyt til en liden, moralsk og sand Hi- storie om, hvorledes det gik til, at en Kone altid har faaet sige, hvor Skabet skal staa, og dog altid gjort det, netop som hendes Mand har ønsket det; thi dette -- maa I ind- SIDE: 351 rømme -- er dog Ægteskabets store Hemmelighed og synes I, at dette er altfor intime Tilstaaelser, som ikke tilhører Offentligheden, saa vid, at jeg selv synes det Samme, men alligevel giver dem tilbedste af Hensyn til deres høie moralske og pædagogiske Værd! Jeg tænker, vi kalder den omtalte moralske Historie: Hvor skal Skabet staa? [fotnotemerke] Med vor tarvelige Reisekasse, der nok kunde lade be- frygte, at naar Krybben var tom, vilde Hestene bides, kom vi til Dresden. Det var Pintseaften og straalende Sommerveir. Hoved- opgaven var jo for os at undgaa Hotellerne, der alle tilhobe var os for dyre -- skjønt Priserne dengang neppe gik op til det Halve af, hvad man nu betaler paa en Reise; vi lod alt- saa Tøiet staa paa Jernbanestationen og gik tilfods ud i Byen for at søge os et Par Værelser. Som vi havde slentret over Neumarkt, over den vakre Elbbro og Altmarkt, befandt vi os med engang ved den modsatte Ende af Byen uden at have fundet noget; ja min Kone fandt rigtignok, at Prins Georgs Palais med sin Have saa meget tiltalende ud, -- hvis man der kunde faa et Par Kvistværelser; men da hun af Gartneren, til hvem hun henvendte sig, hørte Eierens Navn, afstod hun jo godhedsfuldt fra sin Plan -- men det var just derudenfor, vi saa en Landsby ligge og blinke saa venligt i Eftermiddags- solen, saa landligt indbydende, at vi besluttede os til den lange Vandring over Markerne for om muligt at faa et landligt Sommerophold i vore Hvedebrødsdage, som vi endnu kaldte dem, skjønt vi havde været gifte i flere Maaneder. Fotnote: Jeg har fortalt Historien engang før som digtet om Andre; i Vir- keligheden er den hvad Hovedsagen angaar passeret mig selv ganske som nedenfor berettet -- kun at enkelte Tids- og Lokal- forandringer er foretagne for at undgaa unødig Vidtløftighed, og at enkelte lidet sigende Smaatræk er blevet staaende fra den frie Behandling. SIDE: 352 Det lykkedes. Vi kom efter nogle forgjæves Forsøg, andetsteds til Landsbyens Kjøbmand, hvis Hus laa i en yndig Have -- og hans tækkelige Kone kom ud imod os. Paa vort fripostige Spørgsmaal svarede hun ubetinget nei, de havde ingen Værelser -- men medens hun med inderlig Velvillie betragtede min Hustru, kom hun ved at betænke sig lidt til det Resultat, at hvis vi vilde hjælpe os med to Værelser, hen- des Søster, der netop var reist bort paa nogle Maaneder, havde beboet -- saa kunde vi faa dem, og -- hvad der var os vigtigst, -- for en rimelig eller rettere urimelig billig Pris. O -- Stuen var deilig -- som den vendte ud mod Skoven -- et rigtigt lidet Paradis. Min unge Hustru var træt af den lange Vandring og blev da strax bragt til Hvile paa en Sofa i vor simple, men tækkelige Havestue, og den kjærlige Vertinde tog sig af hende med moderlig Omhu, medens jeg travede tilbage den lange Vei efter Tøiet og kom kjørende i Triumf med det henimod Aftenen -- derhos forsynet med Breve fra Hjemmet, gode, kjærlige Breve, der gjorde Hjertet godt og aandede Fred i Sindet. Det blev en deilig Pintseaften! Maanen stod op over Skoven, Nattergalen sang i "Grosser Garten", og gjennem den aabne Dør trængte Blomsterduften ind fra Haven, og vi var i vort nye, deilige Sommerhjem! Havde vi været en Prins og en Prinsesse, der raadede over Millioner -- vi havde ikke kunnet være lykkeligere, end vi to unge fattige Menneskebørn var. Hvad spurgte vi nu om Prins Georgs Palais? -- dette var vort Palais, vor Have, vor Skov, vore Nattergale og vor Maane. Den lille Landsby hed Strehla og var inderlig hyggelig; ak -- jeg har været der igjen mange Aar senere; den er nu helt indtaget i Byen, der just har udvidet sig som stærkest i denne Retning -- alt var forandret: en Gade gjennemskar vor gamle Have, en stor Brandmur fra et Nabohus tog al Udsigt bort fra vor gamle Bolig, hvor der nu boede frem- mede Mennesker, og Stuen selv var bleven et Varemagazin. SIDE: 353 De første Uger gik deiligt. Jeg gik hver Morgen til mit Arbeide i Galeriet og kom først hjem til Middag -- hvilke herlige Maaltider! Ja, det var ikke Retterne, som for- herligede dem -- det skal Gud vide, og enhver, som kjender Tyskernes Kjødsuppe, ved det ogsaa! Først flere Uger efter mærkede jeg, at min Hustru nu og da havde noget paa Hjer- tet, som hun ikke ret vilde ud med: der kom en stille Me- lankoli over hendes Væsen, der ellers ikke tilhørte hendes friske Natur -- og jeg besluttede tilsidst at spørge hende derom. Intet Svar. Det var Intet; det var en Indbildning af mig; noget, som min Omsorg for hende digtede sammen, det havde ingen reel Grund osv. Endelig en Aften troede jeg at være kommen underfund med Tingen. Vi brugte at gaa en Tur efter Aftensbordet, over Engene til Leubnitz, den lille Kirkeby paa Høiden en Fjerdingvei borte mellem de bølgende Agre -- og naar Aften- taagen da lagde sig over Engen, kunde vi more os ganske barnligt over den farlige Alfedans, og da kunde jeg iblandt tage min lille Hustru paa mine Arme og bære hende henover Engene gjennem det duggede Græs; jeg var stærkere den- gang end nu. En saadan Aften passerede vi et Hus, hvorfra der lød Musik. Der var Lys tændt indenfor, og vi saa tydeligt en ung Dame sidde ved Pianoet i den lille, landlige Villa og hørte hende spille en af Beethovens Sonater -- tilfældigvis min Hustrus Yndlingssonate. Det lød saa mildt og varmt i den kjølige Aften -- vi stansede uvilkaarligt for at lytte -- og idetsamme Musiken stansede, hørte jeg tydelig min Hustru drage et dybt Suk. "Funtus!" tænkte jeg. "Jeg har det!" Min Hustru var opvoxet i et musikalsk Hjem og var selv -- uden at eie mu- sikalsk Uddannelse -- en gjennemmusikalsk Natur. Nu ved jeg, hvad der mangler hende -- tænkte jeg. Men idetsamme slog det mig: ja, hvad nytter det, at du ved det; du kan jo dog ikke rette paa Tingen. Hun savner et Piano! Hun tør- SIDE: 354 ster efter Musik -- men hun ved, at vi ikke har Raad til at leie Piano, og derfor har den kjærlige Sjæl ikke villet sige, hvad der mangler hende. Men med et Suk maatte jeg be- kjende, at det nok var det bedste at lade, som om jeg frem- deles intet vidste; thi jeg kunde jo ikke hjælpe paa Sagen -- der var intet, jeg kunde drage ind paa -- vi drak ikke Kaffe efter Bordet, jeg havde næsten helt lagt bort at røge Cigarer, ikke engang en Pibe tog jeg; vore Udgifter var nøie beregnede, og dog var det med Nød, det slog til. Jeg taug altsaa -- og hun taug; men jeg tror, at vi begge vidste, hvad vi vidste. Nogle Dage senere -- det var Midtsommeraften -- meldte Vertinden, at hendes Søster skulde komme tilbage tidligere end bestemt; men hun var i denne Tid kommet til at holde inderlig af min Hustru og havde nu arrangeret det saa, at vi intet skulde tabe paa at opgive det Rum, vi havde; hidtil havde vi havt vort Sovekammer ovenpaa; nu havde hun faaet det saaledes arrangeret, at vi skulde faa to sam- menhængende Værelser i en anden Del af Huset, skjønt ogsaa de vendende mod Haven. Og allerede to Dage senere fore- gik Flytningen. De to Værelser var kanske smukkere end dem, vi for- lod: de bestod af et større Rum, omtrent ni Alen i Kvadrat, og et smalt, langt og følgelig trangt Sovekammer. Den næste Morgen gjaldt det at arrangere sig med lidt bedre Smag, end den, der herskede i vor "Salon" -- og da var det, Striden brød løs. Paa den ene Væg i "Salonen" var to Vinduer med et Speil imellem; paa den anden Døren til Sovekammeret og en Sofa -- paa den tredie Væg var en Kamin og en Udgangs- dør, paa den fjerde Væg, som havde en Dør, der førte ud til en Forstue mod Gaarden, stod et Uhyre af et Klædesskab, jeg har aldrig seet et forfærdeligere Monstrum, og paa Kjøbet var det ligesaa stygt, som det var stort. SIDE: 355 "Kjære Hustru!" sagde jeg, "i denne Salon, hvor vi skal have vort daglige Ophold, kan det forfærdelige Bæst af et Skab ikke staa!" "Det Skab", sagde min Kone, "er jeg aldeles forelsket i; der er Plads for hele vor Garderobe!" "Skabet skal bort -- kjære Kone! Det ødelægger jo komplet hele Ensemblet i dette Værelse og mere end det -- hele Hyggen!" "Du vil da vel ikke skille os ved det?" sagde min lille Hustru -- formelig lidt pikeret. "Nei -- ingenlunde!" sagde jeg. "Ja -- hvor skal det da staa?" "Det skal ind i Soveværelset!" "I Soveværelset!" udbrød hun. "Hvad tænker du paa -- det er da mere end trangt nok i Forveien. De to Senge fylder det jo næsten." "Ja -- næsten -- men behag at maale -- paa den lange Væg er der netop Plads til det!" "Ja -- og saa er der ingen anden Plads til os selv end mellem de to Senge, og det er et Natbords Bredde!" Jeg gik ind i Sovekammeret. "Der skal Skabet staa!" Min Kone blev i Salonen. "Her skal Skabet staa!" Hidtil havde Striden været ført halvt i Alvor, halvt i Spøg; nu mærkede jeg til min Overraskelse, at det blev Alvor. Skylden var vistnok fra først af min. Lidt ærgerlig ved Udsigten til altid at skulle se paa dette Uhyre midt i den forresten hyggelige Stue blev jeg nemlig utaalmodig ved min Kones Paastaaelighed, og jeg sagde i en Tone som hun ikke var vant til at høre -- og jeg vil tillægge, at jeg ærlig har stræbt at lægge den bort, naar den i senere Dage har indfundet sig -- : "Det er da ogsaa ærgerligt! Du hører jo, at det er mit Ønske, at Skabet skal staa i Sovekammeret!" SIDE: 356 Min Kone saa forundret paa mig -- hun var ikke vant til den Tone -- og dertil saa hun ud, som om hun vilde stikke i at græde, og det var jeg ikke vant til! Se, det gjør nu Fruentimmerne altid -- tænkte jeg -- for at faa Overtaget over os Mandfolk, og hun holdt virkelig paa at gjøre mig betuttet; men jeg holdt mig stram og sagde: "Ja -- kjære Kone -- det kan ikke blive anderledes, og Du vil selv indse det, naar Du faar tænkt Dig om en Smule!" Men tænk -- saa trampede hendes lille Fod i Gulvet! "Aldrig!" sa' hun halvt spøgefuldt, men bestemt. "Du kan tvinge Din Villie frem, men Du skal aldrig faa mig til at indrømme, at det Skab bør staa i Soveværelset!" "Du skal selv indrømme det, inden det er blevet Aften!" sagde jeg -- thi jeg havde faaet en Ide -- og jeg tillagde: "Lad nu kun Skabet blive staaende, hvor det nu er, til iaften, og hvis Du da ikke selv indrømmer, at det bør flyttes ind i Soveværelset -- saa, ja saa skal det faa blive paa sin gamle Plads!" Hun lo igjen -- , Uveiret var altsaa trukket over; Freds- præliminærerne var afgjorte. "Men -- jeg glemmer rent, at det bliver sent, og jeg skulde være i Galeriet Kl. 10. Farvel, lille Kone -- stil nu alt i Orden, til jeg kommer tilbage -- og -- lad saa Skabet staa indtil videre! Du skal faa din Villie!" "Ja -- det lader jeg nok staa -- der behøves jo fire Mand til at flytte det! Tak nu, for at Du var medgjørlig! thi det kan jeg sige Dig paa Forhaand: Du faar mig aldrig til at indrømme, at Skabet bør staa i Sovekammeret!" "Farvel!" "Farvel!" Hun blev alene og tilbragte sin Formiddag med de nød- vendige huslige Arrangementer og ventede som sædvanlig min Hjemkomst Kl. 3. Men Klokken blev halv fire. Den blev fire. Da banker det paa Døren, og ind træder et Bybud. SIDE: 357 "Jeg har noget at bringe Fruen." "Mig?" sagde hun, som vidste, at der i hele Dresden neppe fandtes ti Mennesker, der anede, hvem hun var, end sige havde noget at sende hende. "Fra hvem? om jeg tør spørge?" "Fra Hr. Brettschneider." "De gaar feil -- jeg kjender ingen Herre af det Navn." "Men, tillad, naadige Frue! Det er Deres Adresse, jeg har faaet opgivet -- -- er det ikke Deres Navn?" Og hun læste sit Navn paa et Kort -- med fuld Adresse. "Jo det er rigtigt -- hvad er det da?" "Ja vi har det herude!" Og saa slog han Dørene op paa vid Gavl, og ind kom fire svære Karle bærende paa et -- Pianoforte! Hun vidste ikke, om hun turde tro sine egne Øine! Hendes hemmelige Ønske lige siden den Dag, hun blev gift -- hendes Hjertes Ønske, som hun aldrig havde turdet udtale -- jeg havde gjættet rigtigt! Og hun forsikrer, at jeg selv stod bag Pianoet i Døren, smilende over hele Ansigtet. "Ja, kjære Kone" -- sagde jeg -- "jeg fik netop igaar en liden uventet Indtægt, der tillod mig at opfylde, hvad jeg ved, du længe har ønsket. Jeg har leiet et Piano, bestem nu selv, hvor du vil have det!" Hun kastede sit Blik rundt i Værelset -- Vindue -- Speil -- Vindue -- Dør -- Sofa -- Kamin -- Dør -- Skab -- -- Der var jo ikke en eneste Plads ledig! Pludselig indsaa hun hele min infernalske Ondskab. Hun greb min Haand og sagde: "O Du slemme Mand! Der er jo ikke mere end én Plads -- det store Skab maa bort!" "Naa -- lille Kone! Befal Du kun" -- sa' jeg ondskabs- fuldt: "hvor skal saa Skabet staa?" "Der skal Skabet staa," sa' hun og pegte paa Sovekam- meret! "Hvis Du ikke har noget imod det?" lagde hun til. SIDE: 358 "Vist ikke" -- sagde jeg, "jeg har jo altid sagt det: "Der skal Skabet staa!" Nu eier hun selv et ypperligt Piano og har havt megen Glæde deraf, men det har dog aldrig gjort hende halvt saa glad som det tarvelige Piano, som vi leiede i Dresden, og siden den Sommerdag har min Kone og jeg altid været enige om, hvor Skabet skal staa. "For naar jeg bare faar min Villie," -- siger jeg. "Saa ved jeg, at jeg altid faar bestemme, hvor Skabet skal staa," siger hun. Gutzkow havde forladt Dresden, derimod fornyede jeg selvfølgelig Bekjendtskabet med Herman Hettner. Men den interessanteste Personlighed af dem, som mit Liv i Dresden dennegang bragte mig i Berøring med, var den gamle Maler Julius Schnorr von Carolsfeld, dengang Dresdenergaleriets Direktør. Jeg har aldrig sværmet synderlig for Cornelius selv -- men af den Kreds, der omgav ham, har selv ikke Wilhelm v. Kaulbach kunnet afvinde mig den Interesse som hans store Modstander, Niebelungenfreskernes og "Bilder-Bibels" malende Digter. Som Galeridirektør var han en Mand, jeg nødvendig- vis maatte støde sammen med, om ikke af anden Grund, saa for at faa Tilladelse for min Hustru til at kopiere i Galeriet og for mig selv til at fjerne Glassene, der bedækker saamange af Dresdener-Galeriets Billeder og gjør det umuligt at foretage enhver nærmere Undersøgelse af disse, og jeg bevarer Billedet af den ædle Mester i ærefrygtsfuld Erindring. Da jeg paa Tale om hans Verker, af hvilke jeg da endnu væsentlig kun kjendte hans Bibelverk, engang kom til at ytre min Begeist- ring over det store i disse smaa Kompositioner, der altid har forekommet mig som pennetegnede Monumentalbilleder, i sine enkle, men store Linier lige forstaaelige for Barnets Fatteevne som dybe og indholdstunge for Mandens Fantasi, lod han et SIDE: 359 Ord falde, som jeg maatte bede ham nærmere forklare. Den fromme Gamle sagde nemlig: "Ja -- det kommer deraf, at mine øvrige Verker har jeg vel nærmest frembragt til min egen Ære, men det Verk har jeg virkelig skabt til Guds Ære." Og til Forklaring heraf tilføiede han: "Under mit Ophold i Italien, medens jeg malede Freskerne i Villa Mas- simi, blev jeg angrebet af en Øiensygdom, der truede med at berøve mig Synet, og jeg ser ogsaa -- som De kanske har mærket -- kun paa det ene Øie. Men med Udsigten til at blive helt blind foran mig besluttede jeg at anvende Resten af min Synskraft til at illustrere Bibelen og saaledes med min sidste Kraft bidrage til at gjøre den hellige Bog kjendt og kjær i Hjemmene og i Børnenes Kreds, og altsom jeg arbei- dede, gik det tvertimod, hvad jeg havde ventet: istedetfor at tabe mit andet Øie blev det alt stærkere, og længe før jeg var færdig med mit Verk, var Faren for at blive blind helt over." Høi og rank trods sine 68 Aar, med et uforglemmelig elskværdigt Spil om den noble Mund, staar Schnorr von Carolsfeld for mig som en ganske usædvanlig smuk og im- ponerende gammel Mand. Det var Sommer og Fuglesang rundt om os, og saa ivrig Studierne end dreves i Galeriet, og saa yndigt vort lille beskedne Landhus var, længtes vi dog efter friskere Luft og Fjeldnatur. Saa gjorde vi da flere Udflugter til "Sächsische Schweiz", og jeg erindrer navnlig med Glæde en to Dages Fodvandring ind over den bøhmiske Grænse, som vi foretog i Selskab med min senere Kollega Professor Skavlan, der havde opsøgt os i vor landlige Ensomhed. I Begyndelsen af August var Dresdener-Galeriets Hoved- verker efter to Maaneders Ophold nogenlunde gjennemstuderet og Reisekassen atter i den Stand, at vi kunde vove os videre til vor næste Station, München, og paa Veien tilbringe et Par Dage i det for en Kunsthistoriker uudtømmelige Nürn- berg; men altid maatte vi reise tredie Klasse og helst om Natten, for derved sparede vi et Døgns Hotelomkostninger. SIDE: 360 Men for min Hustru var dette et anstrengende Liv, og da vi havde slaaet os ned i den af Smaahandlerlugt og Kobber- smedelarm fyldte Sendlingergasse i München hos en venlig Jødefamilie, der leiede ud et Værelse med Kabinet, medens Fruen var bortreist, indrettede vi os paa et to a tre Maane- ders Studieophold i München. Kong Ludvigs München var for mig og mine Studier at betragte som et med Vignetter illustreret Titelblad til den store Billedbog, der hed "Italien", som jeg skulde gjennem- studere. Disse Titel-Vignetter dannede den brogede Exempel- samling af alle mulige Tiders klassiske og romantiske Stilarter, som Kong Ludvig havde ladet opføre i sin Hovedstad for at tilfredsstille sin Kunstsans og sin Lidenskab, at gjøre München til en Stad, om hvilken det kunde siges: Den, der ikke har seet München, har ikke seet Tyskland. H. C. Andersen havde ønsket at medsende et af sine Arbeider til Wilh. von Kaulbach, dengang Tysklands mest feirede Kunstner, hvis verdenshistoriske Billedcyklus i Berliner- Museets Treppenhaus jeg nylig havde beundret. Ak -- nu beundrer jeg den ikke nær saa meget. Ved min Visit havde jeg ikke truffet ham hjemme; men hans Frue forsikrede mig, at han gjerne tog imod i sit Atelier i Akademiet, hvor jeg jo selvfølgelig helst vilde finde ham. Det var det samme store Atelier, hvori jeg 14 Aar efter saa Piloty male sit vældige Vægbillede for Münchens nye Raadhus. Kaulbach holdt den- gang paa med sine Tegninger til "Goethes Frauengestalten", som han udførte i store Kultegninger for Alberts Fotografier. Det var "Lillys Garten", hvor hun staar omgivet af Husfugle- sværmen, som hun mader, medens "der Bärenhäuter" skjuler sig under Bjørneskindet -- som netop stod paa hans Staffeli den Dag, jeg besøgte ham. Denne Lilly ser præcis ud som alle Kaulbachs andre Kvinder; det er den stadigt tilbageven- dende, stærkt maniererede Kvindetype, som vi kjende fra saa- mange af hans Billeder. SIDE: 361 Der var ingen Model tilstede -- ikke destomindre tegnede han rask væk den ene Figur ind efter den anden -- ganske som de sees paa de talrige Gjengivelser af denne Fremstilling, og i de to a tre Timer, jeg tilbragte hos ham, fremstod næsten en Fjerdedel af den hele Tegning. Saa tog han fat paa Hanen. Han havde først givet den lukket Næb, men saa vidskede han pludselig hele Hanen ud -- og tegnede den utrolig hurtig om og aabnede Næbbet vidt -- saa smilende paa mig og sagde: "Er muss krähen -- Er ist ein Recensent!" Da jeg udtrykte min Forundring over hans Evne til saaledes at tegne alt ned uden Model, sagde han: "Das Modell muss man im Kopfe fertig haben". Ja -- det var jo Carstens' gamle Lære -- men den fører farligt til Manierisme! -- Paa Dørkarmen til det næste Værelse hang en flygtig liden Bly- antstegning af hans Haand, der kraftigt illustrerede hans Me- ning om Modelstudiet og vistnok var direkte myntet paa hans senere Efterfølger Piloty: En Maler sidder foran sit Staffeli og gjengiver nøiagtig en Model, der staar foran ham. Døren gaar op og en Gudinde træder ind. Nedenunder havde han skrevet: "(Es klopft:) Maler: Herein! Wer sind Sie? Dame (in der Thür): Ich bin die Poesie! Maler: Ach -- so -- bitte, bleiben Sie draussen -- Sie sehen ja, ich habe Modell." Der kom jo unegtelig en Tid, der paa enkelte Punkter gav denne hvasse Satire Ret, som naar Eva sidder i Paradiset med tydelige Mærker efter Strømpebaand om Knæerne og efter Corset under Brystet; men Kaulbach var nu igjen for lidet bundet til Modellen. Paa Bagvæggen, hvor senere Pilotys store Rathhausbillede stod, var dengang Kartonen til "Reformationen", der senere blev udført som Afslutning af Treppenhausbillederne i Berlin, opstillet. Jeg fortalte ham, at Berlinerne utaalmodigt ventede SIDE: 362 hans Ankomst for at gjøre det sidste gabende Felt i Cyklen færdigt. "Lass die Berliner schmachten", sagde han over- modigt. Der var i det Hele i Kaulbachs Væsen en etsende Satire i Omtalen af Alt, hvad der ikke netop tilhørte hans egen Retning, der ikke virkede behageligt paa mig. Og som bekjendt undgik heller ikke hans nærmeste Kreds, ikke engang hans Konge, der havde hævet ham saa høit, denne Kritik -- den taler endnu om end med brusten Stemme fra det nye Pinakotheks halvødelagte Fresker, der latterliggjør den kon- gelige Bestiller og hans Kunstnerhof. Under mit Ophold i München feiredes en almindelig tysk Kunstnerfest i Salzburg, i hvilken vi deltog, og hvor Düssel- dorfmaleren Prof. Carl Sohn og Malerinden Fru Wiegmann drog Kjendsel paa min Hustru fra hendes Düsseldorfertid. Jeg omtaler dette Ophold i Salzburg nærmest, fordi det holdt paa at gjøre mig til -- Kongemorder. Da vi var saa nær det berømte Berchtesgaden og den skjønne "Königsee", leiede vi efter Kunstnerfestens Slutning en Vogn og besluttede at anvende Søndagen til denne Udflugt. Men den regnede totalt ned for os. Det mægtige Watzmann var ganske hyllet i Taager lige til Foden, Søen var jo deilig i sit grønne Regn- slør, men det Hele var dog forfeilet og vi begav os -- lidt skuffede og slukørede paa Hjemveien. Det blev mørkt og vor Kusk havde ingen Lygter paa sin Vogn -- dengang tog man det endnu ikke saa nøie med den Ting som senere. Noget efterat vi atter havde passeret Berchtesgaden og kjørte opad en Bjergskraaning, med Floden brusende dybt under os -- og med Vognen helt lukket mod Regnen, viser der sig pludselig paa Bakkens Høidepunkt flere Fakler, og hurtigere, end jeg kan nedskrive dette, var et Spand Heste kjørt fast i vor Hests Sæletøi -- vor Hest havde, formodentlig skræmt af Lysene, kastet sig tværs over Veien, -- for vor Vogn havde det dog mindre Nød, men den store, lukkede Vogn, som mødte os, saa det værre ud for -- den kom jo nedover Bakken i fuld Fart, og slingrede nu udimod Afgrunden. Det SIDE: 363 syntes i dette Øieblik for mine Øine, som om det mylrede af Mennesker i Mørket omkring de to Vogne, Mennesker, sys- selsatte med atter at gjøre dem klare af hinanden og støtte den slingrende Vogn. Begge Dele lykkedes i kort Tid -- -- Toget brusede forbi, og ogsaa vi fortsatte vor Vei. Da Alt igjen var stille, vendte Kusken sig om til os inde i Vog- nen og sagde: "Das war de Kenig von Beiern -- der war halt' bald todtgefahre'." Han havde forøvrigt ikke lang Tid tilbage; dette passerede Høsten 1862, og 1864 døde han. En Dag ringede det stærkt paa Klokken i Entréen, og da jeg aabnede den, stod -- Bjørnstjerne Bjørnson der sam- men med den svenske Komponist Albert Rubenson. Bjørnson kom fra Rom og kunde give mig mange nyttige Vink for min videre Reise. Men om dette Møde har jeg tidligere fortalt. Aftenerne tilbragte vi sædvanlig i München i "den engelske Café", eller i en eller anden Kunstnerkneipe, saadan som Philip Folz har tegnet den paa hosstaaende Billede. Efterat have oplevet Oktoberfesterne i München og til- bragt den sidste Tid meget behageligt sammen med Bjørnson, tiltraadte vi endelig den 10de Oktober Reisen over Alperne. Det andet Kvartals Honorarer var modtagne, og med tilstræk- kelig Sparsomhed -- havde jeg regnet ud -- skulde disse Penge række til Rom, og der skulde det næste Kvartal ligge og vente paa mig. Det var just ikke store Summer, det gjaldt, men for mig og Min var det Alt, hvad vi skulde leve af, saa det syntes os stort nok. Jernbanen var dengang ikke endnu ført over Tyroler-Alperne, og i Innsbruck forlod vi denne lette og billige Befordring for at begynde paa Vettur- inerne. Det første Indtryk af, at vi nu nærmede os Syden, havde jeg faaet i Salzburg, da jeg i den deilige, lune Høst- aften hørte Ave-Maria-Klokkerne ringe og saa Bondebefolk- ningen, der var talrigt forsamlet paa Byens Torv mellem de høie Alper, andægtigt blotte sine Hoveder under Klokkeringningen, efterat Klokkespillet i Mozarts yndige Fødeby skjælmsk havde angivet Timevexlingen ved at spille Menuetten af Don Juan. SIDE: 364 Her i Innsbruck fik jeg atter Indtrykket af, at Syden nærmede sig: Kastanjesælgersken derhenne paa Hjørnet ved Floden med sin Ild under Kasserollen, som dreiede sig, og den friske Duft, der slog op fra de stegte Frugter i det varme, sydlandske Maaneskin, var ligesom en Forsmag paa Italien. Og den næste Morgen, da vi sad i den tætpakkede, af fem eller sex Heste og Muldyr med ringlende Bjælder trukne Dili- gence, der førte os opad, og evig opad gjennem Høstens SIDE: 365 Taager og dryssende Regn -- altid opad, som bar det ind i Himlen, til vi stansede ved det dengang saa ensomme Verts- hus i Brennerpasset ved den døde Sø i den golde Fjeldnatur, og saa atter drog ned i den vakre Dal mod Sterzing og Brixen paa den italienske Side, hvor Eisach styrtede brusende langs Veien, -- da maatte jeg vel synge for mig selv: Kennst du den Berg mit seinem Wolkensteg, Das Maulthier sucht im Nebel seinen Weg, In Höhlen ruht der Drachen finstre Brut, Es stürzt der Fels und über ihn die Flut! SIDE: 366 Ja vel kjendte jeg det; hele min Ungdoms varme Læng- sel virkeliggjorde sig jo i disse Timer, dette var at drage ind i Italien -- men hvor ganske anderledes kom det ikke, end jeg havde tænkt mig det i min første Ungdoms lyse Fantasier! For min Tanke var et Indtog i Italien lutter Sol og Sommer og evigblaa Himmel -- optaget i et Hjerte, der svulmede af hele Ungdommens Jubel -- og nu var det Høst, kold, vaad Høst; ved min Side havde jeg vel den Hustru, jeg elskede, men med denne tunge Tanke altid foran mig: Vil dette bære eller briste, og er jeg istand til at føre til Ende det Forsæt, jeg har stillet mig? Ogsaa i denne Spænding, i denne stadige Kraftanstrengelse var der dog for mig noget Befriende og noget Udvidende -- jeg ved ikke, om jeg egentlig vilde havt det anderledes? -- aa jo vel nok dengang; men nu vilde jeg ialfald ikke undvære hin haarde Livsskole. -- Dette var altsaa at holde sit Indtog i Italien. Udenfor var det koldt og raat, inde i den overfyldte Diligence var det kvælende hedt -- og vi var inderlig glade, da vor Postvogn endelig Kl. 8 om Af- tenen rullede ind i Brixens Gader, og satte os af i den gamle "Elefant", hvor jeg senere i Livet har havt saa hyggelige Dage, men som dengang i den mørke Høstaften med sit trange lille Kammer og sin øde halvmørke Spisesal forekom os yderst uhyggelig; og Indtrykket af, at vi nu nærmede os det insektrige Italien, modtog vi for første Gang gjennem de Myrer, der i talrig Mængde krøb om paa det syrlige Brød, vi skulde spise. Men om Morgenen den følgende Dag skinnede Italiens straalende Sol, livgivende og varm, ind til os -- det var Søndagsmorgen, og Klokkerne klang, og Folk gik om- kring festklædte og i hvide Skjorteærmer; vi fik en Coupé- plads foran paa en Postvogn sammen med en østerrigsk Offi- cer, der var bleven saaret ved Solferino og havde meget at fortælle om de Djævle, der hed Zuaverne, der slet ikke vilde slaaes efter Regler, men var uforskammede nok til at klatre og hugge samtidig og skjød saa yderst uvorrent. Veiret var smukt, og over Botzen naaede vi Søndag Aften til Trient, SIDE: 367 tog saa Plads i en Jernbanecoupé og havnede i Mori sent om Aftenen. Thi det var vor Plan at reise over til Riva og nedad Gardasøen. Da var det, han kom, han, Uhyret, vor fortvivlede Reise- fælle, som holdt paa at fordærve hele Norditalien for os, indtil vi endelig ved en naturlig Reaktion fik rystet ham af. Kjære Læser, ogsaa Du har sikkert truffet ham; thi han er intet sjeldent Exemplar, han, Glædefordærveren, Spyfluen, Probenreuteren, Reise-Enthousiasten. Ialfald har jeg været saa uheldig ofte, særdeles ofte at træffe ham. Da jeg kom til Ghizehs Pyramider og troede mig fjern fra alle uhyggelige Udslag af europæisk Civilisation, skjød han op af Jorden i Skikkelse af en liden tysk Handelsjøde og spurgte mig: "Haben Sie hier ein grosses Frauenzimmer mit einer abgebrochenen Nase gesehen?" -- det var Sfinxen, han mente, -- og da jeg havde underrettet ham om, at Sfinxen ikke var en Dame, men en gammel Hangud, vilde han nød- vendig gjøre hele Nilreisen sammen med en saa kyndig Mand. Om jeg stod paa Toppen af en af Schweiz's høieste Alper, vilde Probenreuteren staa ved Siden af mig og anbefale mig "Pears Soap" eller "van Houtens Cacao". Oppe i Norges Fjeldegne, som i Jerusalems Gader har han vidst at finde mig -- og kommer jeg engang til en ube- boet Ø midt i Sydhavet, som ingen Robinson Crusoe eller Alexander Selkirk endnu har betraadt -- Reiseenthousiasten vil være der og ødelægge min Glæde over dens Stilhed. Hvor husker jeg ham ikke endnu godt med det lange, tørre Ansigt, med den stive afmaalte Gang, med den store Stok med Guldknappen, som han altid holdt midt paa og bar i vertikal Stilling et Kvarter foran sin Mave ligesom en Tam- bourmajor. Det var paa Jernbanen idet vi passerede Castellet i Trient hin Oktoberaften, jeg først traf ham, den Ulykkesfugl! Det var kulsort udenfor og rigtig uhyggeligt i Coupéen, som ikke just var første Klasses, men nu holdt vi jo netop vort SIDE: 368 Indtog i Italien, og det var dog trods Alt vor Bryllupsreise, og vi vilde saa gjerne være alene. Da var det, han tog Ordet, den Mand, som en vred Norne maa have placeret ved min venstre Side, udelukkende i den Hensigt plat at ødelægge det Hele for os, og sagde efter en kort, indledende Samtale med en rigtig forførende Honningstemme paa tysk: "Hvorhen reiser De, min Herre?" "Til Rom." "Herligt! Til den evige Stad! Did skal jeg ogsaa -- saa kan vi jo gjøre hinanden Selskab." "Nei -- jeg reiser først til Venedig." "Ja -- Venedig!" sagde han. "O, hvor Venedig maa være henrivende! Det guddommelige Venedig! Jeg kan gjerne reise med Dem til Venedig, for jeg er Handelsreisende, og SIDE: 369 det er mig ligegyldigt, hvorhen jeg reiser, naar jeg blot kan gjøre Forretninger indimellem." "Ja, men vi agter at blive der -- længe", sagde jeg, og troede at have været meget listig. "Ja -- i en saadan By kan man ikke være for længe. Hvor længe, om jeg tør spørge?" "O -- mindst fjorten Dage." "Hvor herligt! At tilbringe fjorten Dage i det skjønne Venedig! Ja -- jeg har Intet at indvende -- jeg bliver der gjerne fjorten Dage." For Pokker -- holdt jeg paa at udbryde, men indskræn- kede mig høflig nok til at sige: "Ja -- men vi gjør Reisen over Gardasøen." "Ja -- den deilige Lago di Garda, selve Navnet lokker jo! det er meget bedre end at gaa over Ala i den kjedelige Jernbanecoupé." Gid en vis Mand tage al Høflighed; for -- hast Du mir gesehen! -- ved Mori stiger den fortvivlede Karl ud af Cou- péen sammen med os, skjønt han havde løst Billet til Ala! Jeg er en godmodig Mand, men jeg burde slaaet ham ihjel; thi nu tog han det som givet, at vi skulde tage en Vogn sammen til Riva. Da greb min tapre, lille Kone ind: "Nei -- den Vei er for smuk til at reise ved Nattetid -- vi bliver her inat." "Saa?" sagde han og saa hende forskende ind i hendes Øine: "Er Veien saa smuk? Ja, saa bliver vi her inat. God Nat, god Nat!" Natten var imidlertid slet ikke god; Væggene var befol- kede, og først henimod Morgen faldt jeg for min Del i Søvn, da hine Forøvere af Mørkets Gjerninger var fordrevne af Morgenens indbrydende Lys. Neppe var jeg slumret ind, saa vækkede han os ved at banke paa Døren og spørge, om vi var færdige, thi Vognen ventede. SIDE: 370 "For alt i Verden, reis, bedste Herre! Vi skal nok be- stille Vogn, naar vi vil afsted." "Men De sagde jo, at De vilde følge med mig til Riva, og -- her findes blot én Vogn, og den hører til i Riva -- vil De med, maa De skynde Dem -- jeg har belagt to Pladse til Dem." Det var jo meget opmærksomt af ham, men jeg syntes det var Synd baade paa min Kone og mig selv, for han var ikke morsom, -- og vi vilde saa gjerne gjøre Reisen alene. Men nok en Nat i Mori vilde jeg jo ikke gjerne opleve. Jeg havde altsaa ikke andet at gjøre end at overlade os til vor Skjæbne. Og saa bar det ivei. Ved Nedkjørselen til Torbole, der hvor man faar den deilige Udsigt over Gardasøen og det første skjønne Blik paa Italien i de fjerne Soltaager, reiste SIDE: 371 han sig op i Vognen og sang med sentimental Stemme og høi begeistring Arien af Flotows "Stradella": "Ita -- halia -- ha, mein Va -- haterland! wie schö -- hön bist du -- hu zu schauen." slog sig for Brystet og raabte fuld af Overbevisning: "Das ist ja fast wie die schönste Theaterdekoration!" -- saa satte han sig ned igjen. Da vi var komne ned til Riva, steg vi Ombord paa samme Dampskib, og da jeg vilde betale min Dampskibsbillet, sagde han: "Jeg har taget Billetter for os alle tre; tør jeg bede om 8 Lire 70 Centesimi." Jeg var alle- rede ombord, ellers havde jeg taget en anden Vei. Da jeg vilde betale, kunde han ikke vexle. "Jeg noterer Summen, saa kan vi gjøre op i Venedig. Jeg skal med Fornøielse være Kasserer saalænge." O -- det var altsaa Sandhed! Uhyret vilde følge os ligetil Venedig! Og dertil protegere os! SIDE: 372 Og jeg havde ikke moralsk Mod nok til at jage ham væk. Ja, hvor man dog kan være taabelig og forknyt. Om han læste min Fortvivlelse i mine Øine, ved jeg ikke, men jeg skulde næsten tro det; thi han fortsatte: "De skal faa det meget behageligt, mit Herskab; thi jeg har en udmærket Reisehaandbog, vi skal nok faa Tiden til at gaa!" Som om det var det, det gjaldt om!" Dermed trak han en Skizzebog op af Lommen og viste min Hustru nogle gruelige Akvareller -- hans Sangkunst og Deklamation havde vi jo allerede faaet Begreb om. Dampskibet gled raskt frem forbi Ponal, Malcesine og Limone i den smukke Morgenstund, og endelig, mens han uophørlig sladrede, kom vi forbi Mr. Peabodys berømte "Mar- morhaver" ved Gargnano, hvor høie Piller rundt den yndige Bugt bære de Træ- eller Glastage, med hvilke man om Vin- teren langs hele Søen overdækker Citrontræerne, og hvor den SIDE: 373 dybblaa Sø og den klare Himmel og det saftfulde Grønne bringer Menneskenes Børn til enten at juble eller at tie af Glæde over saamegen Skjønhed. Men vor Probenreuter hverken jublede eller taug. "Ist das nun wirklich Marmor?" sagde han -- og da jeg forsikrede ham, at det vistnok havde sin Rigtighed, blev han ellevild af Henrykkelse. "Wirklich? Marmor? Das muss ja aber viel tausend Gul- den werth sein! Das ist prachtvoll! Ausserordentlich!" Jeg blev søsyg, endskjønt Søen var blikstille. -- I Verona gjorde vi holdt i to Dage. Han med. Paa Piazza del Erbe kom han i Slagsmaal med en Frugthandler- ske, som han handlede med. I en af de gamle Kirker spar- SIDE: 374 kede han med sine Støvlehæle løs et Stykke Gulvmosaik for at tage med som Erindring. Jeg protesterede forgjæves! Scaligergravene var "grossartig, herrlich!" Amfitheatret var "riesenhaft, grandios!" San Zeno var "ergreifend, erschüt- ternd, bewundernswerth!" Og da vi kom til denne elendige kaalhave med Sarko- fagen, som Enthusiaster af hans Art har døbt "Julias Lig- kiste", gjorde han som ægte Shakespearekjender den dybsin- dige Bemærkning: "Aber das kann nicht richtig sein -- denn SIDE: 375 Julia war ja nur scheintodt! Nichts destoweniger ist es ein hochfeiner Genuss hier zu stehen!" Hvorledes skal det gaa den Karl, naar han kommer til Venedig? Vi kom did. Han steg ned i samme Gondol som vi, og vi roede ned ad Canale grande og hen under Rialtobroen. Findes der noget Sted i Verden, som indbyder til Taushed -- ja næsten tvinger En til at forstumme, naar man ser den for første Gang, saa er det vel den Række af sørgende Pa- ladser, der omkranser den store Kanal. Men han snakkede væk: "Das ist doch zum Todtschiessen! Sehen Sie doch einmal! Aber, mein Herr! Haben Sie denn keine Augen im Kopfe! Das ist ja abenteuerlich! Grade ins Wasser hinein gehen die Häuser! Verstehen Sie: hier haben sie gewohnt, die alten, grossen Venetianer -- das ist ja wie ein Märchen! Ich bin wie in einem Roman!" Han vidste ingenting om de gamle store Venetianere, den Flab, derfor kunde han skrige! Og han skreg! SIDE: 376 Ingen glemmer Indtrykket af den første Aften paa Mar- cuspladsen! Det var blevet mørkt, før vi hadde ordnet os i Hotel Cittâ di Monaco, og fra den smale Vestside traadte vi ind paa Pladsen, hvorfra allerede i det Fjerne den østerrigske Militærmusik tonede os imøde. Han med -- for han passede paa som en Smed. Der feiredes den Dag en Fest ved det østerrigske Hof -- et Bryllup -- og Pladsen var derfor usæd- vanlig festlig oplyst. Og den var jo som et Féeventyr. I Baggrunden den farveprægtige Marcuskirke som Afslutning af denne uhyre Hal, hvor Marmorborde og Stole var rykkede langt ud paa Pladsen foran Kafeerne, og paa de tre Sider Procuratierne, hvor de illuminerede Sale, fyldte af Mennesker, var at ligne ved ligesaa mange oplyste Loger, der omgav den umaadelige Festsal. Og Campanilen drog Øiet imod Taget -- det stjernestrøede, mørkblaa Himmelhvælv, der bredte sig over det Hele -- Menneskemasserne bevægede sig om hin- anden til Musikens Toner; men der var næsten ikke italiensk at høre -- det var østerrigske Militære og engelske, franske og tyske Reisende, der udgjorde Publikumet -- Venetianerne holdt sig indesluttede; de deltog ikke i Østerriges Fester. Og i de mørke Kanaler gled de sorte Gondoler spøgelseagtig frem og tilbage fjernt fra Keiserpragten -- der var en dyster, tung Modsætning mellem den festjublende Hersker og den lænkede, skjønne, sørgende Slavinde. Da jeg gjorde en Bemærkning om dette, oprørtes hans tyske Hjerte: "Warum sind die ver- fluchten Italiäner doch so dumm! Können sie denn nicht be- greifen, dass es ihnen unter Oesterreich besser geht, als wenn sie italiänisch wären!" Rent materielt seet fik han paa en vis Maade Ret. Det varede vel ikke længe, før Befrielsens Time slog for det ulykkelige Venedig -- men Befrielsen har ikke bragt den gamle Storhed tilbage: Venedig er fremdeles "Adrias sørgende Enke"; thi Verdenshandelen, der skabte dets Stor- hed, er gleden ind i andre Baner, den vil aldrig mere kaste SIDE: 377 sin Rigdom op paa denne Strand, hvor Østens Konger engang offrede Guld og Røgelse, Myrrha og Aloe! Midt under Konserten begyndte Militærorkesteret at spille en Potpourri af den dengang nye Operette: "Orpheus i Underverdenen". Men da skulde man seet, hvor min Proben- reuter blev henrykt. SIDE: 378 " -- Hør -- hør" sagde han -- "det er Offenbach! Det er fortryllende -- han er dog vor Tids første Komponist -- uden al Sammenligning -- men saa hør dog!" Og han be- gyndte at synge til Musiken: "Da jeg var Prins for de Arka- dier", saa Folk vendte sig om og saa paa os. Offenbach og Venedig! Det blev min første Erindring fra Marcuspladsen. Ja han skreg! Han skreg i fjorten Dage i Træk, fra Morgen til Aften af bare Forundring og store Indtryk, og derimellem gjorde han Affærer i Vin eller hvad det nu var. Jeg opsendte et stille Suk om, at dog en eller anden rigtig kraftig Gondolier vilde kaste ham i Søen! Han skreg "famos" i Marcuskirken, og "höchst interessant" i Dogepaladset, og der fortalte han mig ovenikjøbet, at der engang havde levet en Doge, som blev henrettet og hedte Maria Farina. Og da jeg var dum nok til at bemærke, at det ikke var Eau-de- Cologne-Fabrikanten, men at han nok hedte Marino Falieri, vilde han nødvendigvis indgaa et Væddemaal om den Ting. Men da sagde jeg Pas. Paa Campanilens høieste Top gjorde han den træffende Bemærkning, at den var "eminent" og ved Canovas Gravmæle i Frarikirken den endnu mere slaaende, at det var "pyramidal!" Jeg forstaar ikke, at jeg ikke slog ham ihjel paa Stedet! Men jeg har altid været et blødhjertet, svagt Menneske. Og saa maa jeg jo tilstaa, at der var et under vore Forholde vigtigt Baand, som bandt os til ham: Alle Entréer i Kirker og Samlinger blev en Trediedel billigere, naar vi var tre til at dele dem. Men man kan betale Guld for dyrt. Min Hustru og jeg besluttede at rømme vor Vei -- men han kneb os! Endelig reiste vi til Milano. Han med. Da han fik se Milanodômen, der sandelig kan lukke Munden paa selv den værste Storskravler, raabte han overlydt: "Das ist aber riesen- haft, kolossal!" SIDE: 381 Jeg begyndte at mistænke, at Fyren bar et Slags Adjek- tivlexikon i Lommen; thi med taus Beundring maatte jeg ind- rømme, at hans Epitheta aldrig gjentog sig. Han var altid den samme og dog altid ny. Men hvad i Himlens Navn skal han nu have tilovers at sige, naar han engang kommer til Rom? Med hans store Sagkundskab var det ikke synderlig bevendt; det blev altid, naar det kom til Stykket, mig, der maatte agere Veiviser og Cicerone. Saa hendte det mig engang i Milano, at jeg havde taget Feil af Retningen paa Plankartet; vi havde gjort en betydelig Omvei, efterat have besøgt San Lorenzo med dens mærkelige Søileforhal, og min stakkels Kone var meget træt, saa jeg besluttede at tage en Drosche, men nogen saadan var ikke i Nærheden. Da blev han hidsig: "Aber Sie führen uns ja irre! Wozu haben Sie denn die Karte? Das ist doch aber zu ärger- lich! Sie sehen ja, wie ermüdet die gnädige Frau ist -- nehmen Sie doch eine Drosche, mein Herr!" Da vendte vi ham begge Ryggen og gik tilbage, men en halv Time efter mødte han os i Hotellet og var saa blid som en Kat. Endelig slog Hevnens Time -- og det var hans egen overdrevne Selvtillid, der nedkaldte den over hans Hoved. Han talte næsten ikke et Ord Italiensk, men paastod altid med imponerende Overlegenhed, at blot man som han talte godt Fransk og gav Ordene i dette Sprog et italiensk Tilsnit, saa gik det udmærket godt. Han blev altid forstaaet. Det havde ingen Nød med ham! Denne hans sproglige Sikkerhed blev hans Fald. Jeg hørte ham ofte paa den rædselsfuldeste Maade rad- brække franske Ord og give dem et Sving af en italiensk Endelse. Det var dog væsentligst Mimik og Gestus, som hjalp ham. Vilde han have Brød, gik han ud fra pain og sagde, idet han førte Haanden op til Munden, panno. Italie- nerne forstod allerede deraf næsten, at han ikke mente en Dug, men pane, og at forstaa halvt er mere end nok for en SIDE: 382 intelligent Italiener; naar han saa ovenikjøbet begyndte at tygge, saa var enhver Tvivl løst, og han fik sit Brød. Men nu vilde det sig ikke bedre, end at han og jeg en klar Oktoberdag befandt os udenfor Byen paa en solhed Vei for at besøge et nærliggende Kloster. Han havde taget sin Skizzebog og sine Akvarelfarver med for at male, medens jeg studerede nogle Antikviteter inde i Klosterkirken. Da jeg kom ud igjen, traf jeg min arme Probenreuter i en yderst trist Stemning. Han saa nærmest ud, som om han havde faaet Prygl, og nedad Veien gik en stor, stærk, gam- mel Munk, der saa ud, som om han havde besørget Exe- cutionen. Sagen viste sig ved nærmere Undersøgelse at være føl- gende: Langs begge Sider af Veien, der førte op til Kloster- SIDE: 383 kirken, løb et Par af disse uendelige Mure, som stadig for- følger En udenfor de italienske Steder og lukker for Vin- haverne og tillige for Udsigten. Min Probenreuter var meget træt, og da han skulde til at male sin Kirkefaçade med Taarn og Omgivelser for Enden af den lange, indhegnede Vei, fandt han ikke saameget som en Sten at sætte sig paa. Til al Lykke -- eller rettere Ulykke -- kom i det samme en gam- mel Munk ud fra Kirken og gik nedad Veien, hvor den uhel- dige Akvarellist stod. Det faldt ham da ind at bede Munken om en Stol, som han med Lethed vilde kunne skaffe ud fra Klosteret. Følgende sin Theori, at et fransk Ord med italiensk Tilsnit plus en tydelig Gestus virker Undre af Forstaaelse, gaar han bort til den ærværdige Fader og nikker til ham med et ubehageligt Grin, der skulde forestille et venligt Smil. "La Italia é bella -- bella!" sagde han først til Ind- ledning. Munken nikkede bifaldende. "La Lombardia -- oh!" Munken nikkede igjen. "Milano -- grandioso -- -- !" Nu skulde han komme til Sagen. Dermed gjør han op sit Regnestykke saaledes: Stolen heder paa fransk la chaise. Han har ofte hørt et temmelig lignende italiensk Ord; la chaise maa paa italiensk blive la chiesa. Men til al Ulykke betyder dette Ord Kirken. Nu skulde en Gestus supplere Sagen. Han søger at antyde, at han vil have noget at sidde paa, og gjør da en meget tydelig, ak kun altfor tydelig Gestus, idet han slaar med Haanden paa den unævnelige Del af Legemet, paa hvil- ken man sidder, idet han samtidig med stærk Emfasis udraa- ber: la chiesa! Man kan tænke sig Munkens Forbitrelse. Med Tillid til sin Fatteevne tror han sig at begribe, at Manden vel er henrykt over Italiens Skjønhed, over Lombar- SIDE: 384 diet og Milano, men ønsker Paven og Kirken Fanden i Vold -- og han lod ikke sin Mand dø i Synden. Der haglede en Strøm af Ukvemsord over den ulykkelige Tysker, der ikke forstod andet af det Hele, end at han blev grundig udskjældt; for hver Gang han for at forklare sig pegte paa sin Bag og gjentog sit italienske Ord, blev Munken gro- vere og grovere og skreg høiere og høiere, hvorpaa han for- lod ham, uden at han fik nogen chiesa at sidde paa. Da jeg traf ham, var han som sagt meget nedslaaet og kunde umulig forklare sig, hvorfor han var bleven saa fryg- telig udskjældt, og først da han forklarede mig Situationens Detaljer, kunde jeg fatte og gjøre ham begribeligt, hvorfor han havde faaet sine Skrub. Den følgende Dag foretog vi et fornyet Flugtforsøg, som dennegang virkelig lykkedes. Han pleiede ellers altid at for- høre sig hos mig om, hvilken Plan jeg havde lagt for den næste Dag, og tilføie, at jeg vel Intet havde imod, at han som vanligt fulgte med. En Aften i Milano havde han hel- digvis forsømt dette -- og vi benyttede os lumskelig deraf, idet vi om Aftenen, efterat han var gaaet tilsengs, afgjorde vor Regning i Hotellet og forsvandt med et tidligt Morgen- tog, medens han endnu sov. Men endnu engang, nogle Maaneder senere, skulde jeg gjense min Reisefælle. Det var paa Gaden i Rom, jeg traf ham, og Dagen efter aflagde han os en Visit. Han var da paa Tilbagereise fra Napoli. Det faldt mig da ind at undersøge, om han virkelig eiede noget nyt Udraab, hvormed han kunde betegne det alle andre overvældende Indtryk, som det evige Rom maatte have gjort paa hans følsomme og modtagelige Gemyt. Efterat jeg havde ført Talen hen paa Venedig, Milano og Verona og efterat have ladet ham udgyde sig over det "famose" Riva, det "wundervolle" Verona, det "abenteuerliche" Venedig, det "kolossale" Milano, det "riesenhafte" Bologna, det "unermess- liche" Florents, det "unendliche" Napoli, se, da syntes jeg ved SIDE: 385 dette sidste Ord at være ved mit Maal og spurgte ham, hvad han saa syntes om Rom? Et Øieblik tabte han Contenansen, men jeg maa tilstaa kun for et Øieblik. Det var dog virkelig et Sekund, hvor han syntes, han ikke havde noget Ord tilbage for at betegne dets Storhed. Men hurtigt fattede han sig, gjorde med den SIDE: 386 høire Arm, Haand og Pegefinger en Spiralbevægelse fremad og ud i Luften, og idet han sænkede sin Røst, ligesom om han tvivlede om, at hans Betegnelse forslog sagde han, me- dens han vedblev at svinge Armen og Pegefingeren rundt: " -- Rom -- ja wissen Sie Rom -- das ist aber ins Aschgraue hinein!" Trods det mindre behagelige Selskab havde Reisen i Norditalien naturligvis været yderst interessant. Ja, Venedigs Undere var selvfølgelig det, som dybest fængslede os. Op- holdet i Parma forstærkede det Indtryk, Correggio havde gjort paa mig i Dresden, i høi Grad. Og foran Raffaels hellige Cecilia i Bologna kunde ogsaa jeg høre den himmelske Musik. De to skjæve Taarne i denne By var det Eventyr- ligste, jeg hidtil havde seet af Bygningskunst. Men jeg skri- ver jo her ingen Reisebeskrivelse. Jeg iler mod Maalet, men har først en liden kritisk og intim Periode at passere. Der gik dengang ingen Jernbane gjennem Apenninerne saalidt som over Alperne, og med en Vetturin kjørte vi da fra Vergato over det berygtede, for sin Banditfarlighed fryg- tede Pietra mala, og kom sent en Aften ned til Pistoia, hvorfra en kort Jernbanetur endnu samme Aften førte os til Florents. SIDE: 387 Hidtil var altsaa Alting gaaet godt; men her skulde min ungdommelige Dristighed sættes paa en haard Prøve; her skulde det for Alvor vise sig, at det var et farligt og voveligt Foretagende, jeg havde faaet min Brud med paa. De, der reiser med al Velstandens Comfort, kan jo ikke gjøre sig nogen Forestilling om de Anstrengelser, vi -- og navnlig da min Hustru -- maatte underkaste os for at vinde noget Udbytte af vor Reise. Hvad aner den, der bekvemt kan kaste sig i Hjørnet af en Vogn for at lade en fremmed Stad passere Revu for sig efter Kudskens Marschroute, hvor dødstræt den kommer hjem om Aftenen, der den hele Dag har streifet om tilfods disse endeløse Strækninger gjennem Kirker og Museer, Gader og Landeveie! Men saa aner han rigtignok heller ikke i mindste Maade den fuldkomne Frihed og den Rigdom af Syn og Oplevelse, af Samliv med det fremmede Folk og de fjerne Tider, som den fører med sig, der uden Fører begiver sig ud paa sine egne Ben, blot ledet af sine egne Øine og sine egne Planer. Men saa kommer jo, hvis disse Anstrengelser overdrives, Reaktionen, og den traf nu os. Vor hele Existence var jo baseret paa, at vi altid skulde være friske og kunne arbeide -- men om nu denne Forudsætning svigtede? Hvad saa? Og nu svigtede den. Det var blevet sen Høst -- vi befandt os i Begyndelsen af November. Dagene var endnu varme, men Aftenerne og Nætterne meget kolde. Vi tog ind hos en brav Italiener, Raniero Nardini, der boede i et gammelt Palads i Borgo de' St. Apostoli (No. 17). Casa Nardini var et lidet, hyggeligt og billigt Karavanserail, hvor jeg siden altid har boet i Flo- rents; thi det blev mig et mindeværdigt Hus. Nu begyndte et stærkt pulserende Liv: fra Michel- agniolos mediceiske Kapel til Fiesoles Fresker i San Marco, fra del Carminekirkens Brancacci-Kapel til Baptisteriets ghi- bertiske Broncedøre, fra Brunelleschis Domkuppel til Ufficie- SIDE: 388 galeriets og Palazzo Pittis Samlinger gik det i ustanseligt Studium og med rastløs Iver -- i Munkechoret i Maria Novella vinkede Ghirlandaios Fresker mig, baarne af Munkenes Sang i den halvdunkle Kirke; i Palazzo Vecchios Sale, under Loggia de' Lanzis luftige Hvælving var der nok at studere af Maleri og Skulptur. I Bargello, der endnu ikke var National- Museum dengang, var den deilige Gaard tilstrækkelig til at fængsle Blikket timevis -- endnu vilde Pengene strække til et fire Ugers Ophold her. Det næste Kvartalshonorar SIDE: 390 havde jeg bestilt mig imøde i Rom, hvor jeg skulde finde det ved min forventede Ankomst did sidst i November, -- og saa herlige Dage, saa vældige Indtryk af den italienske Kunsts Skjønhed syntes jeg endnu aldrig, jeg havde modtaget: da kom Slaget. Det ophidsende Arbeide i Galeriernes kolde Sale paa denne sene Aarstid, Overgangen fra den stærke Solvarme ude paa de aabne Pladse til de kolde Stensales Isluft fordrede en anden Beklædning, end vi havde forberedt os paa -- vel frøs vi lidt, men at forsyne os med Vintertøi -- det strakte vor Kasse ikke til, medmindre vi strax vilde begive os til Rom, hvor Honoraret ventede, og at det kun SIDE: 391 var et Stykke uldent Undertøi, der behøvedes, faldt Ingen af os ind. En vakker Dag maatte jeg istedetfor som paatænkt at gaa til Palazzo Pitti gaa tilsengs, og i otte Dage pleiede min trofaste Hustru mig godt og kjærligt -- da var jeg atter frisk -- men dette havde kun været Forspillet. Overanstrængt og i en svag Tilstand indsygnede hun, der havde pleiet mig saa trolig, overordentlig heftigt. Lægen, der trods de smaa Kaar var hentet til mig, brød sig ikke om mig, men beordrede, da han sidste Gang tilsaa mig, min Hustru øieblikkelig til- sengs. Hans første Ordination lød, men desværre for sent: Uldtrøier for os begge. At ligge syg i et Hotel er i og for sig en frygtelig Ting, men at have sin Hustru liggende syg i et Hotel og dertil være saa fattig, at man ser Bunden i sin Existence, og SIDE: 392 i et fremmed, fjernt Land, hvor man ikke kjender et eneste Menneske, det er tifold værre, og begge disse Ting var nu vor Skjæbne. Lægen, en brav, i Florents bosat Tysker, erklærede, at en kombineret Lunge- og Mavebetændelse var i Anmarsch. Nu var det min Tur at være Sygevogter -- og det Kald røgtede jeg vist meget daarligt. Ugerne gik, min Hustru svævede mellem Liv og Død -- og jeg kunde intet andet gjøre end at sidde ved hendes Leie og hente fra Apo- theket, hvad Lægen ordinerede. Ved Middagstid sneg jeg mig ud for at spise en Portion Suppe, medens hun troede, at jeg fik ordentlig Middagsmad; thi det begyndte at ebbe stærkt i Kassen, og Resten af Dagen sad jeg ved mit lille Bord ved Siden af hendes Seng og arbeidede alt, hvad Tøiet vilde holde, for at faa de Artikler færdige, der skulde skaffe os vort Brød; men det vilde ikke gaa. Alt gik rundt for mig. Det saa mørkt ud. Endelig vendte Sygdommen sig, og jeg begyndte nu og da at liste mig hen i Ufficiegaleriet en Times Tid eller to. Men det er sandt, Føden kostede os ikke stort i den Tid; thi den Syge nød omtrent Intet, og jeg fik stadig- væk om Morgenen et tørt panetto (Franskbrød), stundom til en Kop Kaffe i den nærliggende Kafé Vital ved et No. af "Augsburger Allgemeine Zeitung" -- om Middagen en Por- tion Suppe eller en Portion tørt udkogt Oxekjød i en billig Restaurant, og om Aftenen en Kop The med et eller to panetti, som jeg indtog ved min Hustrus Sygeseng, til hendes store Forundring over min glubende Appetit paa det tørre Brød, naar jeg undertiden overskred det reglementerede Maal. Men hvor disse stille Aftener dog kunde være deilige, da hun begyndte at komme sig, da Livskraften steg, og jeg sad der delt mellem Studier, halvvaagne Drømme og forsigtige Sam- taler -- jeg vilde ikke have undværet disse Dage; thi jeg lærte mere af Livets svære Kunst i dem, end jeg ellers har lært i lange Aar. En Dag, da jeg gik ud for at spise min Suppe i et tarveligt Trattori ved Mercatonuovos Loggia mødte jeg SIDE: 394 en meget velklædt Herre, langt finere antrukken end jeg. Med engang tog han Hatten af, og med en yderst forbindtlig Mine spurgte han mig, om jeg ikke vilde give ham nogle Soldi til en Zuppa, thi han havde ikke spist andet end et Stykke tørt Brød idag. Da lo jeg for første Gang i lang Tid og det ret hjerteligt; thi jeg kunde med fuld Sandhed sagt ham, at jeg selv var netop i samme Situation, og altsaa med ganske samme Ret kunde henvendt mig til ham. Sygdommen veg gudskelov -- men hvorlænge skulde vi maatte opholde os her? Vilde vor Kasse strække til? Og hvorledes skulde vi komme til Rom? Mit eneste Haab var nu, at det næste Kvartal af mine Honorarer ved denne Tid efter Beregningen nødvendigvis maatte være ankommet til Rom, hvorhen det skulde sendes under Konsul Bravos Adresse. Thi uden disse Penge kunde jeg nu ikke mere komme fra Florents. Jeg skrev gjentagne Gange til Konsulen med Anmodning om at sende mig Pengebrevet, men fik stadig det samme Svar: Intet var ankommet. Det gjentog sig tre Gange. En- delig midt i December var min Hustru saa vidt restitueret, at vi for den Sags Skyld kunde reise videre. Men Reisekassen! Ja, med den stod det saa, at jeg nok med den kunde betale Reisepengene, samt enten Hotelregningen eller Lægen, men ikke begge Dele. Hotelværten, den hæderlige Raniero og hans Hustru havde den hele Tid været saa venlige og om- hyggelige, at jeg nødig vilde bede dem om Respit, og des- uden kunde de vist behøve, hvad de skulde have; at blive liggende og vente i Florents paa det uvisse var uudholdeligt; i Rom fandtes dog ialfald en Konsul og Landsmænd, der kjendte En. Der var altsaa intet andet at gjøre end at bide i det sure Æble, gaa den tunge Gang til min venlige tyske Læge og sige ham ligefrem, hvorledes Situationen var. Jeg sagde ham, at jeg, hvis han saa fordrede, var villig til at forblive i Florents, indtil mine Remisser var indløbne, men at jeg rigtignok meget gjerne vilde komme til Rom, hvorfra jeg SIDE: 395 da, saasnart det var gjørligt, skulde sende ham hans Tilgode- havende, et Par hundrede Francs. Den brave Tysker sagde: "Reis De med Gud og betal mig, naar De kan" -- og saa var da den Vanskelighed fjer- net. Der gik dengang endnu ikke Jernbane mellem Florents og Rom, og den billigste Vei var at tage ned til Livorno med Bane, derfra med Dampskib til Civita Vecchia og saa atter med Jernbane til Rom. Saa fik man se Pisa med dens Domkirke, dens Baptisterium, dens Camposanto og dens skjæve Taarn paa Kjøbet; men gik rigtignok for den Gang Glip af Siena, Orvieto, Perugia og Assisi. Saa gav vi os da atter paa Reise efter 7 Ugers Ophold i Florents; paa Dampskibet tog jeg anden Klasse Billet for min Hustru, medens jeg selv reiste som Dækspassager. Decembernatten var jo temmelig kold, men jeg holdt Varmen i mig ved at spadsere op og ned paa Dækket og se Elba og det dengang endnu uberømte SIDE: 396 Caprera passere i den magiske Belysning. Henad Morgen stak en venlig Haand sig ind under min Arm -- det var min Hustru, der ikke holdt ud i den kvalme Damekahyt -- og der sad vi da i den deilige Vinternat Haand i Haand paa Middelhavet og saa fremimod vor Reises Maal -- med ret blandede Følelser. Endelig blev det da Morgen ogsaa efter den Nat, og vi løb ind i Civita Vecchias Havn og satte os i Jernbanetrænet, som rullede hurtigt mod Rom. Og der -- der viser sig ude i Horizonten en Kuppel, det er det første Syn af Rom, det er Peterskuplen; men det glade "Eccola Roma!" som paa dette Punkt hører til i alle ordentlige Reise- beskrivelser, den Jubel, jeg altid havde tænkt mig i Forbin- delse med dette første Syn af Rom, blev mig siddende fast i Halsen -- jeg drog ikke ind med Glæde, men med Frygt i den evige Stad -- Maalet var vel naaet, men hvor ganske anderledes, end jeg havde forestillet mig! Her var ingen Jubel -- kun en eneste tung, trykkende Følelse. Min Hustru og jeg kom til Rom med et Tyvefrankstykke og nogle Kob- berpenge i Lommen og med Muligheden for, at mine Remis- ser var ophørte -- man var maaske kjed af mine Skriverier og havde kastet dem i Papirkurven istedetfor at betale dem. Og hvad saa? Jeg havde engang dristig lignet mig ved Vøl- undr, der smedede sine egne Vinger. Jo vist! var jeg ikke i Virkeligheden maaske snarere en Ikarus, der uden at maale sine Vingers Kraft vilde flyve mod Solen, og nu styrtede ned fra sin svimlende Flugt, en Gjenstand for Medlidenhed og Haan? Skulde jeg strande netop i Indløbet til Havnen? Skulde jeg komme til Rom kun for atter strax at maatte forlade det efterat have ydmyget mig for dem derhjemme, som havde spaaet ilde om min Dristighed, og tigge mig Penge til Hjem- reise fra dem? Nei, nei -- aldrig vilde jeg komme hjem paa saadan Vis! heller dø med hende herude! -- styrte fra min Lykkes drømte Høide og saa gjemmes og glemmes! Saa- ledes stod jeg da ved min Reises Maal, fortvivlet og fattig: SIDE: 397 Dette var altsaa at gifte sig og reise til Italien med sin unge Brud! Vel søgte jeg at holde hendes Mod oppe ved Forestil- lingen om, at der jo maatte ligge Penge til os ved Fremkom- sten. Men selv havde jeg liden Tro derpaa. Ikke kan jeg fuldtakke min Hustru for hendes stille, tause Mod under disse triste Dage. Jernbanestationen var dengang et usselt lidet Skur nede ved Porta Portese i Trastevere. Vi stod paa Romas Jord. Vi tog ind i det lille Albergo de' Cesari ved Siden af Dogana di Terra, det gamle Neptuntempel, og min første Vandring var naturligvis til Konsul Bravo, der dengang endnu boede i Via Condotti over Café Greco. Her saa jeg da for første Gang den fede, lille Mand, jeg siden skulde faa saa meget at gjøre med. Han tog imod mig iført Underbenklæder og en graa Uldskjorte. Da jeg takkede ham for hans Breve og spurgte, om han endnu ikke havde modtaget et Pengebrev til mig, blev Svaret, efterat han havde gjennemløbet en Pakke paa Bordet liggende Skrivelser, det samme "Nei -- her er intet Brev til Dem". Det sortnede for mine Øine -- jeg sagde ham hurtig Farvel og gik. I Døren mødte jeg et Postbud og kunde ikke lade være at oppebie hans Aflevering af de for Skandinaverne bestemte Breve. Bravo studerede den ene Udskrift efter den anden -- endelig faldt det sidste Brev ned paa Bordet. Hel- ler ikke blandt disse var noget for mig. Idet Postbudet skulde gaa, henkastede han flygtigt: "Og saa skulde jeg spørge Konsulen, om ikke det Pengebrev snart bliver hentet, som De allerede fik Duplikatangivelse paa i forrige Uge." Jeg spidsede Øren. "Hvad er det for et Brev?" spurgte Bravo. "Her er Adressen" sagde Postbudet. "Gud-Satan!" raabte Konsulen med engang: -- det var hans smagfulde Yndlingsed -- "det er jo Deres Brev!" Victoria! Der var det! Det havde ligget adskillige Uger paa Postkontoret i Rom, medens jeg sad i Vaande i Florents. SIDE: 398 Jeg undlader al Kommentar. Jeg ved ikke, hvorledes jeg hentede Brevet og kom hjem til Hotellet, hvor min Hustru ventede i Ængstelse -- ellevild af Glæde var jeg, men jeg ved, at jeg sjelden har takket Gud inderligere, end jeg gjorde i dette Øieblik. Maalet var naaet. Ikarus var ikke styrtet i Havet. Hin Julemorgen i Peterskirken, da jeg ved hendes Side for første Gang hørte Sølvbasunernes Klang under denne Himmel af en Hvælving, da lød disse vældige Toner for mig som en Indvielseshymne til et nyt Liv, større og mægtigere end jeg hidtil havde ført det; jeg følte, at vi nu, prøvede og dybt forenede, var blevne Borgere af den evige Stad, af hele dens verdenshistoriske Skat, at dens mer end totusindaarige Rigdom af Kunst og Saga nu skulde blive vor, de Lykkeliges Eiendom. Det var et af disse Evighedssekunder, af hvilke Livet ikke har mange. Nu blev min Florentinerlæge betalt, nu havde jeg Penge til at leve et Fjerdingaar for, og da dette Fjerdingaar var gaaet, var jeg ansat som Konsulatsekretær og Bibliothekar ved det skandinaviske Bibliothek med en aarlig Løn af hele 380 Kroner (100 Scudi) og fri Bolig. Da syntes jeg, at jeg var en rig Mand i en fast Stilling -- et Stykke af en Millio- nær -- om end unegtelig et ganske lidet Stykke. Og Vinteren skred frem, medens jeg lærte Rom alt bedre at kjende, og deroppe i min lille Rede ved Quattro Fontane forøgedes sidst i Marts Familien med en liden Ver- densborgerinde. Og da Sommeren kom, flyttede vi alle Tre i Mai ind i mit nye lille Hjem i den skandinaviske Forenings Bibliothekar- bolig i Keiser Augusts Mausoleum -- hvor var det fredeligt, hjemligt og godt. Siden har jeg nok levet i tarvelige Kaar, men aldrig lidt Nød. Sent glemmer jeg dog min første Ankomst til Rom og de Uger, som gik nærmest foran den. Men naar jeg i senere Aar, i lykkeligere, sorgfriere For- hold, har kunnet gjennemstreife Verden sammen med hende, SIDE: 399 der saa trofast og tappert delte vor første Reises Forsagelser og Sorger, da har jeg ofte med Glæde tænkt tilbage paa, at alle hine Kampe var lykkelig overstaaede, og takket Gud for, at vi nu fik gjense alle de Steder, hvor vi engang havde stridt os frem gjennem trange Farvande mod Vind og Strøm, fik gjense dem gladere og lykkeligere end dengang, vi gjorde vor store, men alvorlige Bryllupsreise.