Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 HVORLEDES BOGEN BLEV TIL. Ogsaa en Erindring. Tu l'as voulu, George Dandin! Molière. Skjøndt man skulde synes ikke at kunne skildre Noget bedre og sandere end sin nærmeste Omgivelse, er det dog saa sin Sag at skrive en Bog, hvori man selv -- malgré tout -- bliver Midtpunktet, og jeg bør derfor forklare mine venlige Læsere, hvorledes denne Bog blev til. Det var en Aften i Senhøsten 1892, at der passerede mig noget, der var mig i høi Grad forunderligt. Lampen var tændt paa mit Skrivebord, Gardinet trukket for det brede Vindve, og en fra Kaminen udstrømmende behagelig Temperatur gjorde det lunt og hjemligt i min "Studio", hvor forskjellige Bygningstegninger laa spredte hist og her over Borde, Sofaer og Lænestole. Mit Hoved var for sidste Gang SIDE: 2 optaget med at gjennemgaa og ordne disse Tegninger, som nu i Aarvis havde sysselsat mig; det var med en dog ikke ublandet Glæde jeg nu pakkede dem sammen for sidste Gang: imorgen, naar de gik afsted til min Berlinerforlægger sammen med Manu- skriptet til min: "Holzbaukunst Norwegens", var atter et Mange- Aars-Arbejde afsluttet og færdigt. Glæden var som sagt ikke ublandet; thi ved Afslutningen af et Verk er der altid ialfald to Tanker, der sysselsætte en Forfatter: den ene er Tanken om, hvor meget bedre Arbejdet kunde og burde været gjort, den anden Tanken paa, at man nu for altid maa tage Afsked med alle de Beskjæftigelser, Ideer og Gjenstande, man har faaet kjær under Arbejdet, og som man nu skilles fra som fra gamle, trofaste Venner, som man ved, man ikke mere skal gjense. Naar nu dette er færdigt, hvad saa? Vil det næste Arbejde kunne skjænke mig samme Glæde, vække min Interesse saa levende som det nu afsluttede? Der er jo altid nok af interes- sant Arbejdsstof, men Sagen er, at man griber ikke sit Stof; det er Stoffet, som griber En, hvis Verket skal blive noget, som duer. Og vil vel endnu engang i Livet et Stof gribe mig som dette har gjort, der nu har optaget ti Aar af mit Liv? Hvor lidet rækker man dog i et Menneskeliv! Ti Aar paa det ene lille Arbejde! Min Stemning var ikke lys i dette Øjeblik. Hvad jeg havde udrettet forekom mig saa lidet, Resultaterne af mit For- fatterskab og af mit Livs Arbejde i det Hele saa forsvindende, og snart vilde Alderen banke paa min Dør. Ensom gik jeg og syslede med en Virken, som Faa brød sig om og Færre forstode Vanskelighederne ved, -- og Livet, hvor var det imens blevet af? Nu -- saadanne Tanker er utaknemmelige og skal vises bort -- men de komme nu undertiden alligevel og vil ikke lade sig vise bort. Ja, hvor var Livet, det rige Liv, min Ungdom levede, blevet af? "Fuit Ilium, fuimus Troes". Mine ældre Samtidige for en stor Del døde og borte og de Yngre? "Sie hören nicht die folgenden Gesänge, Die Seelen, denen ich die ersten sang", -- -- SIDE: 3 Og endnu et Ord af mit Yndlingsdigt faldt mig paa Tungen, som jeg stod der foran den aabne Kamin: "Was ich besitze seh' ich wie vom Weiten, Und was verschwand wird mir zu Wirklichkeiten." Hvorhen var det dog forsvundet, det rige Liv, jeg engang havde levet under saa ganske andre Forholde, med saa ganske andre Mennesker, og som i min nuværende Kreds Ingen uden jeg selv havde Glæde af at erindre? Jeg takkede vel Gud for det Bedste, for et Hjemlivs Lykke -- men -- men -- men. Var da al den Mindernes Rigdom, jeg havde samlet i mit svundne Liv, alle disse tusinde store eller glade eller bevægede Indtryk -- disse Ungdommens brogede Eventyr -- vare de da bestemte til alle sporløst at overgives til Glemsel og Intet? Og Fremtiden -- hvad havde den at byde paa, naar man var i min Alder? Det var en trist Tanke. Da ringede det paa Gadedørsklokken og jeg hørte Post- budets velkjendte Stemme i Entréen, idet han afleverede Posten. Et Minut efter laa der endel Breve foran mig paa Skrivebordet. Jeg aabnede det ene efter det andet og saa kom jeg til det sidste. Da meldte det Eventyrlige sig, netop som jeg klagede over, at Eventyrets Tid var forbi. Det Brev, jeg aabnede, indeholdt en Amnodning fra "Morgenbladets" Redaktion, om jeg ikke af de "mange og interessante Oplevelser og Erin- dringer", jeg antoges at have fra mit Ungdomsliv baade her hjemme og i fremmede Lande, vilde meddele "Morgenbladet" en Serie Feuilletoner, hvormed det kunde holde sine Læsere i godt Humør i Mørketiden. Jeg erindrer, at jeg lo høit. Humorist er jeg -- som Gud og hver Mand ved -- ikke, og nogen mærkelig Mand, hvis Oplevelser skulde kunne have Interesse for hans egen Skyld er jeg heller ikke. Hvad betød da dette? Det betød det For- underlige, at der altsaa dog var Nogen, som tænkte paa, at jeg havde oplevet meget Interessant derude i Verden for lange Tider siden. Ja, der var endog dem, endog en høitanseet SIDE: 4 Bladredaktion, der ønskede dette bevaret og vilde betale et stort Honorar for at faa det bevaret. Men saa var jo Even- tyrets Tid alligevel ikke forbi! Thi dette forekom mig som et Eventyr, et, som min Fremtid endnu kunde virkeliggjøre, om jeg fik leve nogle Aar frem. Som sagt, jeg lo høit; først fordi jeg fandt det saa uri- meligt og dernæst, da jeg havde faaet tænkt mig om, fordi det morede mig hjerteligt, det tilstaar jeg aabent. Det lokkede mig at faa fremstille for Andre, hvad der fyldte og glædede mig selv, hvad jeg havde mødt af Stort og Skjønt i Livet, alt det, hvis Minde nu varmer mit Livs kjølige Aften, om jeg end fra første Stund nok ahnede de store Vanskeligheder, der vare forbundne med dette Arbejde. I godt Humør og bedende min Livsskjæbne om Forladelse for at jeg havde miskjendt den, satte jeg mig ned og skrev følgende Linier som Indledning til disse Ungdomserindringer: "Morgenbladet"s Redaktion har vist mig den Ære at anmode mig om at meddele den nogle Erindringer fra mit Ungdomsliv. Jeg opfatter selvfølgelig ikke denne Anmodning, som om det skulde have nogen- somhelst Interesse for det store Publikmn at erfare noget om min Person, men som en Antydning om, at Redaktionen ved, at det har faldt i min lykkelige Lod at føre et mere end sædvanlig afvexlende, bevæget og rigt Ungdomsliv, der har bragt mig i Berøring med en Mængde interes- sante Personligheder og en og anden Gang i Situationer, der kunne have en Interesse, stor nok til, at Beretningen om dem tør optage for Læseren en liden Morgen- eller Aftentime ved Kaffe- eller Thekoppen, ligesaagodt som andet let Stof, en Avis stundom maa byde paa. Jeg modtager derfor med Tak og Glæde den Anledning, Redaktionen derved giver mig til at dvæle lidt ved Tider og Personligheder, der nu i det Væsentlige ere aftraadte fra Skuepladsen i denne sublunariske Verden; thi med de Nulevende agter jeg kun i Nødsfald og undtagelsesvis at give mig ikast. Selvfølgelig havde jeg en naturlig Frygt for, at om end Indholdet af disse Optegnelser levende interesserede mig selv, kunde de alligevel være inderlig kjedelige at læse for Andre, og det maatte jo være en ret betænkelig Sag for en Mand, SIDE: 5 der ikke har noget Større at byde paa end jeg har, at lægge sit Liv frem til almindelig Beskuelse; men mærkelig nok læste Folk dem med Velvilje, og "Morgenbladet" maatte efter nogen Tid endog sætte det ominøse "Eftertryk forbydes" over Artik- lerne, og det var en Tid, hvor det formelig strømmede ind med venlige Vidnesbyrd om Læsernes Sympathi med mine fordringsløse Skildringer. Men saa en vakker Dag fik jeg -- et anonymt Brev. Saadanne Breve kaster jeg sædvanlig ulæste i Ovnen; men jeg observerede ikke, at dette var anonymt, og læste det. Jeg havde skrevet frisk væk i den Tro, at jeg gjorde mine Sager ret passabelt; men nu fik jeg vide, at det gjorde jeg ikke: man skulde ikke skrive om sig selv! Ja, ja, det var jo meget nyttigt at vide, hvor den Grænse laa, da en grætten Mand fandt, at nu gik det over Stregen. Jeg tror nu forresten, in parenthesi, at det kommer ganske an paa, hvorledes man skriver om sig selv, og specielt tror jeg, at det er mindre gra- verende at skrive om sig selv end at skrive anonyme Breve -- men à la bonne heure, jeg havde faaet Advarselen og kvitterer den herved med den Bemærkning, at jeg tror, at Anony- mus muligens har Ret, men jeg ved ganske sikkert, at han er en Slyngel; thi det er alle anonyme Brevskrivere -- jeg undtager naturligvis de velvillige. Men Gud hjelpe alle lyriske Digtere og alle Memoireforfattere, hvis man ikke maa skrive om sig selv. De ere omtrent Alle mere skyldige end jeg; thi jeg skriver da ialfald mine Memoirer efter Opfordring, hvad de fleste Andre ikke gjøre. Mit Hovedøjemærke har været at opfriske hos den ældre Generation Mindet om den Tid og de Omgivelser, hvori endel af os tilbragte sin Barndom og Ungdom, og at give den yngre Slægt en Forestilling om Personer og Situationer, om Livet her- hjemme og ude i Verden i deres Fædres og Mødres Tid, skildret af en Samtidig; men da jeg maatte se denne Tid udigjennem mine egne to Glugger, kunde jeg ikke undgaa at skrive en Del om mine personlige Forholde; det er nu engang mine SIDE: 6 egne Erindringer, og ikke en Andens, man har ønsket, at jeg skulde nedskrive, og saa faar man ogsaa finde sig i at tage min Ringhed med; den har dog unægtelig lidt med Tingen at bestille. Jeg er derhos i mit Liv traadt i venskabelig Berøring med en saa stor Mængde Mennesker, at En og Anden af dem kanske ogsaa virkelig kunde have lidt Interesse af at kjende mig og mine Forholde i denne Forbindelse lidt nærmere. At de ikke faa Uvenner jeg -- rimeligvis for det meste ved egen Skyld -- har skabt mig i Verden, samtidig vil ærgre sig over mig, er jeg ikke ondskabsfuld nok til at regne med til min Fornøjelse ved dette Arbejde. Netop de Moderneste af de Moderne har jo udfundet, at Selvbiografien er Fremtidens Digtning -- og saa kommer en anonym Skribler og skjænder paa mig, naar jeg optræder som -- "Fremtidsdigter"! Ja, Fremtidsdigter var jo rigtig- nok, hvad jeg mindst af Alt har drømt om at skulle blive. -- Ak ja, jeg skjæmter igrunden med et halvlægt Saar i mit Indre! Hvor gjerne vilde jeg ikke i Virkeligheden gjøre disse Blade til en sand og smuk, men fordringsfri Sang -- disse Blade, paa hvilke alt det Dyrebareste skal bo, som Livet har skjænket mig. Men man vil -- alt som Bogen skrider frem -- forstaa, hvorfor jeg ikke kan, hvad jeg saa gjerne vilde, for- staa, at de skarpe Vinde ude i Livets Kampe har gjort min Stemme tør og hæs før Tiden, saa det, jeg gjerne vilde gjøre til en smuk Sang, der skulde udtone en fyldig Tak til ham, der har skjænket mig et rigt og frodigt Liv, -- og til alle de gode og kjære Mennesker, jeg har kjendt -- kanske alligevel blot er bleven et Stykke "Jeg-Literatur". Ja, kanske har jeg virkelig misbrugt mine Læseres Taal- modighed? Jeg kunde været fristet til at tro det, siden denne Mening ialfald havde fundet en -- om end skabbet -- Tolk, og siden Tegneren af Titelplanchen har gjort en fin Hentydning til Pølsesnak; men saa kom jo min anden Forundring, det andet Even- tyr endnu besynderligere og mere overraskende end det første: ikke blot fik jeg mange private Opfordringer til at udgive SIDE: 7 Feuilletonerne i Bogform, men der meldte sig, kort at for- tælle, ganske ukaldet en -- ja flere end én -- Forlægger, der vilde udgive Bogen, ja ovenikjøbet udstyre den med Teg- ninger og Portræter. Saa var da Hundrede og Et ude; thi jeg maatte jo være skabt som en Hollænder, om jeg ikke modtog et -- i alle Betydninger -- saa honorabelt Tilbud. Dette har ovenikjøbet den Fordel, at Ingen kjøber Katten i Sækken, idet kun de, hvem Indholdet virkelig har interesseret saameget, at de ønske at bevare det, behøve at kjøbe Bogen. Hvis dette Bind vinder Læsere, vil det blive fortsat med endnu et Bind, der vil omfatte det Samliv, jeg har ført med interessante Personlig- heder i andre Lande, og gaa til l875, det Aar da jeg, vel 40 Aar gammel, for Alvor paa ny tog Bolig i Fædrelandet og maatte anse min Ungdomstid for endt. At der kan være Ting, hvori jeg erindrer fejl, er en Selv- følge, og for saadanne mulige Fejltagelser maa jeg paa For- haand engang for alle bede om Tilgivelse; jeg har forsøgt at være saa trofast mod det virkelige som muligt. At Forlæg- geren har udstyret Bogen med mit Portræt og andre "Person- ligheder" er mig aldeles uvedkommende. Min Tak maa jeg her faa Lov til at udtale til de Hrr. Prof. Dr. L Daae og Kongl. Fuldmægtig Egil Hartmann, der venligt har bistaaet mig under mit Arbejde. Og dermed anbefaler jeg disse Blade, der blev saa ufor- modet til, og som endnu mere uformodet blev saa velvillig modtaget i sin første Form, til Læsernes fortsatte Velvilje. Tag imod dem, som de ere mente, uden store Fordringer -- vredes ikke "fordi min lille Hvitting ikke er en Hvalfisk", og husk altid paa, om du bliver misfornøiet med Bogen, at sige til "Morgenbladet"s Redaktion og ikke til mig: "Tu l' as voulu, George Dandin!" Uranienborg Terrasse d. 10. August 1894. Forfatteren. SIDE: 9 BARNDOMSLIV I BERGEN 1834 -- 1853 SIDE: 10 Mine Barndomsdage Er en billedsmykket Sage, I hvert Billed er en Tone lagt. Welhaven. SIDE: 11 BERGENSK SKOLELIV I FIRTI-AARENE. Endnu kun et Par Slag af Propellen, og vi drejer om "Kvarven" og forbi Hæggernes. Frit spiller Søndenvinden hen- over den aabne, brede Fjord. En Byge slaar imod os -- "regner det endnu her?" som Skipperen sagde. Se der -- derinde ligger det, det gamle Bjørgvin ved den dybe Fjordbund mellem høje, vaadblanke Fjældsider, med Regnets Taagedrys som et Brudeslør over sin Pande. Mellem Løvskog og grønne Lier, hvor smaa Landsteder træde hilsende frem i hver Bugt, skinner det derinde af hvidmalede Huse og Pakboder, og mit Hjerte banker Synet imøde forventningsfuldt og længselsfuldt. SIDE: 12 Hjemme, hjemme! Men se, nu trække Skyerne bort, og Solen straaler over Fjorden og Fjeldet; ja nu er du dejlig i din Sommerpragt, som du ligger der foran os lig en udsprungen Hæggeblomst i sit Bladomhæng, vugget paa Fjordens blaa Fløjelsgrund! Klokkerne ringe fjernt derinde -- jeg kjender dem igjen, det er Klokkerne fra min Barndom, som hilse mig velkommen hjem igjen. Ja, det er dig, med dine spidse Gavle og dine solblanke Vægge og dine røde Tage, det er dig, min kjære, kjære Fødeby -- med dine store Minder og dine smaa Erindringer. Fred over dig, min Barndoms Eden! Enhver, der er født indenfor Kransen af dine syv Fjelde, drager du med dine ejen- dommelige Sæder, med dit lystige Lune mod en Baggrund af store historiske Minder og en mægtig, alvorlig Natur, til- bage til dig med forunderlig Magt. For hvergang jeg i senere Aar har besøgt dig, har du præget dig dybere og dybere i SIDE: 13 mit Sind, og jo ældre jeg er bleven, desto bedre har jeg forstaaet, hvor interessant og ejendommelig du er, desto høiere har jeg lært at elske dig. Og nu vil jeg atter vandre igjennem dine Gader med alle Barndommens Minder løftede op i fuld Klarhed over mig -- Alt, hvad jeg har elsket og levet og lidt imellem dine syv Fjelde, vil jeg atter nu i Livets Aften stille levende frem for min Erindring. Du er den eneste norske Stad, der har en endnu bevaret historisk Continuitet og Tradition. Hvor jeg vandrer paa din Grund, træder jeg paa Steder, som Fædrelandets Saga har helliget. Det er blevet Aften -- sen Sommeraften. I den halvlyse Sommernat stiger jeg iland derude paa det gamle Bergenhus og gaar ind i Skyggen af Haakons Kongehal og Rosenkrantz's Taarn -- og foran mig løfter Mariakirken endnu sine Tvillingtaarne, som den løftede dem over Baglernes Hærskrig paa dens Kirkegaard, og ned fra SIDE: 14 Sverres gamle Borg lyder Birkebejnernes Lur gjennem Natten, mens de sunkne Kirker paa Holmen atter rejse sig i Midnats- timen i sin Pragt og Herlighed, og jeg hører Vigilien lyde ud gjennem de oplyste Buevindver i Christkirkens Chor, hvor Sverre og Magnus Erlingsøn, Haakon den Gamle og Kong Erik sove den lange Søvn. Og i de jævnhøje Gavlrader indad Tydskebryggen ser jeg endnu den sidste Rest af Fædrenes Byg- ningsskik -- omtrent som de nu se ud har de vel -- paa Højden og Farven nær -- seet ud hin Sommernat, da Baglerbispen for- vandlede Staden til et Flammehav. Men op af Flammerne rejste det gamle Bjørgvin sig paany dengang og mange Gange siden, mens Tiderne vexlede. Inde i Vaagsbotten hæver endnu den gamle Franciscanerkirke sine gothiske Buer, i hvis Skygge Biskop Gieble sad i den forladte Klostercelle og for- søgte at grunde en ny Tid, mens Hr. Absalon sad i sit trange Kammer og skrev de onde Tiders Krønike. Og histude paa Nyalmindingen fødtes han, som virkelig skabte den nye Tid SIDE: 15 i Norden, mens han lyttede til Fiskebryggens Perniller og de unge Handelsherrers Henriker, Ludvig Holberg. Derude paa det dejlige "Møhlenpris" sad Epigrammets Mester, Claus Fasting, Provincialbladenes uforlignelige For- fatter. Og der i Huset paa Hjørnet af Torvet og Strandgaden -- der fødtes den verdensberømte Botaniker Martin Wahl. Og kun fire Huse længer ud lyder en Violin gjennem Natten, hvis Lige Verden sjelden hørte -- det er Ole Bull, som drager de første Strøg med sin Bue; men dernede i "Fløtmandens" Baad ved Triangelen ligger Fiskerens Søn og maler Baaden fuld af sine Kridttegninger, til Johan Clausen Dahl omsider gjenføder Europas Landskabskunst. Derude paa Toldboden boede Wilhelm Friman Koren Christie -- "Præsident paa første Frihedsthing". Men inde i Domkirkens Skygge slumrer han, hvis Røst engang i Farens Dage gjennemtordnede Kirkens Hvælvinger, Nordahl Brun. -- Oppe i det gamle, lange graa Hus under Hæggetræerne boede Fredrik Holberg Arentz, den gamle Jubellærer, "klog som god og højlærd som beskeden" SIDE: 16 og opdrog i halvhundrede Aar den ene Generation af Bergenske Studenter efter den anden. Og ganske nær derved blomstrer Haven, hvor det drømmende Barn sad i Krogen "Og nynnede et Kvad Og læste saa i Bogen Og var saa hjerteglad" -- derinde er Welhaven født. Og hist oppe under Hæggetræerne ovenfor "Skiven" sad hans og min uforglemmelige Lærer, og saa smilende ud over den smilende Dal, den sidste Bergenser i gammel Stil: Lyder Sagen. Ja -- inden disse Enemærker ere de opvoxede eller have de virket: Arild Huitfeldt og Dorthe Engelbrechtsdatter, Lambert van Hawen og Fosswinkel, Herman Foss og Fredrik Stang og saamange andre store Personligheder, -- hvor jeg vender mit Blik i den gamle By, taler tusinde stolte, kjære, varmende Minder til min Fantasi og mit Hjerte -- der er mit Hjem, der og intet andet Sted paa hele Jorden. Og saa bliver det Morgen, fuld, klar Nutidsdag, mit eget lille Livs Dag -- og i den spiller Bergen ind som dens første, lyse Scene. Ja, hvilken morsom By var ikke det gamle Bergen, som det saa ud i min Barndom. Disse hvidmalede Træhuse med sine Gavle vendende mod Gaden [fotnotemerke] , med Gadedørstrappen og den traditionelle "Vandtønde" og Bænken udenfor, hvor hele Familien sad i de regnfrie, fugtigmilde Sommeraftener under de høie, løvrige, nu forsvundne Træer paa Almindingerne og tog imod Visiter af Naboer og Venner, Fatter i Slobrok, Nathue og Tøfler og Fotnote: Ved Godhed af et forhenv. Medlem af Bergens Magistrat ser jeg mig istand til at levere en Række i Bergens Formandskabs Archiv opbevarede Tegninger af gamle Bergenske Bygninger, udførte 1768 af Architekt J. Reichborn for Hildebrand Meyers utrykte Bergens Beskrivelse, der aldrig har været offentliggjorte, og som saaledes her for første Gang publiceres, efterhvert som vedkommende Bygninger omtales. SIDE: 17 med den lange Pibe i Munden, Mutter med Strikketøi og med alle "Mosjøerne" og Døttrene omkring sig, behandlende det vigtige Spørgsmaal, hvad man havde spist til Middag i de forskjellige Huse i Byen, -- alt dette havde noget usigelig gemytligt ved sig. Strøget omkring Mariakirken, det saakaldte Dræggen, hvor Gavlene nu og da havde ægte Rococosving, erindrede i ikke ringe Grad om visse Partier af Lübeck og Rostock. Hvor- mangen Aften har jeg ikke, langt borte fra mit Barndomshjem i Tanken staaet deroppe paa Klosterhougen ovenfor "Bethle- hem", naar Aftenens Skygger faldt over Dalen, mens Ulriken endnu rødmede i de sidste Solstraaler, og seet tværsover Vaagen henimod de gamle Bygninger paa Bergenhus og Tydskebryggen og de op under Fløifjeldets Side klattrende Smaahuse, med de grønne Løvpartier over og med Ulriken og Lungegaards- vandet længst tilhøire -- eller henover Puddefjorden mod Damsgaards og Laxevaags Lier under Løvstakken og Lyder- horn -- mens det hele Billede stod dirrende i Aftenens halv- klare, grønlige Lys og Klokkerne ringede Helligdagsfreden SIDE: 19 ind, nei -- intetsteds ringer Klokkerne som der, intetsteds er Græsset saa grønt som der -- det er noget, jeg altid vil længes tilbage til, fordi det havde hele Barndomstidens uendelige Stemningsrigdom over sig. Ikke mindre fornøielig end Byen selv var dens Indbyggere og deres Idiom -- dette syngende, slæbende, men godmodige med alskens tydske Vendinger og Udtryk opblandede Sprog, hvis Dialekteiendommeligheder har faaet sit Udtryk i det gamle Vers: "Eg aa meg aa deg aa dokker, Kem aa ka aa spøtte Sokker", men som nu mere og mere begynder at forsvinde. De gamle bergenske "Mardammer" forfærdes ikke, de "undsetter seg" -- "entsetzen sich"; en bergensk Dame fik ikke Convulsioner, hun fik "Begavinger", et Udtryk, der erindrer om en Tid, da man antog Convulsionerne for ligesom den delphiske Pythias at staa i Forbindelse med en Gave af høiere Magter. Man spadserede ikke i Bergen paa "Sverres- borg", men paa "Svansborg" -- hvorom Texten paa vor Teg- ning pag. 12 vidner -- man gik ikke ud paa Landet, men man gik "op efter Stadsporten". Byens Corps de garde hed "Kortegaarden" og hine Fortøiningspæle i Havnen, der efter Hertugen af Alba har faaet Navnet "Duc d'Albe" forvandlede den etymologisk ligeglade bergenske Fløtmand til "Dikke- dallere". En Barnepiges Forskjel fra en Amme udtryktes ved de to betegnende Ord: "Tøramme" og "Vaadamme", og den Bonde, der bragte den søde Melk, adskiltes fra ham, der bragte den sure, ved Navnene: "den søde Melkebonde" og "den sure Melkebonde". Enhver Bergenser fødes som bekjendt med Paraplui og kalder den "Regnehat", derimod er det kun skammelig Bagtalelse, at Bergenserne kalde en Parasol for "Regnehatten sin Unge". Rigtignok heder saa til Gjengjæld Ænder virkelig "Pile- béister" med Vægt paa tredie Stavelse, og Ællinger "Pile- SIDE: 21 béistene sine Unger" -- ialfald "var det god Latin i min Tid", ligesaavist som et Faar hed et "Smálebeist" og Lammene "Smale- béistene sine Unger". De bergenske Børn sover ikke simpelthen, "de sover lalle", og i de bergenske Haver dyrkedes ikke Agurker og Pastinaker, men "Augurker og Pinstrenakler", ligesom Perpen- dikelen i et Uhr paa godt bergensk hed "Terpentikkerten". En bergensk Krudtmølle sprænges ikke i Luften, men "i Lugten". Rosen derimod lugtede ikke -- den "luftede", og Damernes Strikketøi hed overensstemmende med Verbet "at spøtte" et "Spøttety". Naar Noget var paafærde, raabte Ber- genserne "Ka e tis" eller "ke' tis". Da den gamle "Manu- fakturfabrik" i Bergen var bleven forvandlet til Tugthus, hed det "at komme paa Tugthuset" at "komme paa Manufakturet" eller kort og godt "paa Turet". Jeg beder mine ærede Læser- inder meget om Forladelse for det følgende grovkornede Udtryk; men Situationen er for ægte bergensk til at forbigaaes, og De behøver jo ikke at læse det høit. Mere end engang har jeg en vakker Sommeraften hørt en bergensk ældre Bror eller Søster med ugeneret Freidighed raabe tværs over Gaden til en i Rendestenen legende Lillebror: "Jens Pitter, skynd deg hem, du skal ind og ha i Reven!" hvorefter da regelmæssig en liden, svart Fyr hylende stolprede over Gaden for at ind- stille sig til Executionen, -- ja, jeg kunde fyldt mange Sider med disse rare bergenske Ord og Vendinger, hvis jeg havde bevaret mit egen Barndoms Sprog i Ære. Ak, ja, du fornøie- lige, latterlige, alvorlige, fredfulde Fødeby -- jeg elsker dig nu med alle dine Underligheder, med dit Regn og din Taage, med din friske Skjønhed og din evige Ungdom! -- -- I den Gade, der fører fra Tydskebryggen lige op til Stadsporten, jeg tror den nu kaldes "Kong Oscars Gade", men i min Barndom havde den ikke noget andet Navn end SIDE: 22 "opefter Porten", skjønt den var en af Byens netteste Gader og dens egentlige Avenue, -- i denne Gade laa, naar man forbi Domkirken havde passeret Latinskolen, paa højre Side et enetages Hus med en Ark paa to Fag ud mod Gaden og -- i min Tid -- med Gadedøren midt paa Façaden; det var mit Fødehus, mit Barndomshjem. Hid ind havde i Be- gyndelsen af 1833 en ung Mand, der havde sagt Handelen farvel af Lede til den s. k. "Handelsmoral" og for Livet mod- taget en beskeden Post som Bogholder og Sekretær ved Bergens Bankafdeling, ført sin unge Brud, der hørte til en af Byens højere militære Familier, og her skjænkede hun ham Nytaarsmorgen det følgende Aar deres første og eneste Barn. Gud velsigne det tarvelige, kjærlighedsfulde og frede- lige Hjem, hvori jeg voxede op -- der var dejligt at være. Ligesom François Coppée har jeg bevaret særlig godt i Erindringen disse Morgener, naar min Fader kyssede min Moder og forlod os for at gaa til sit Arbeide, mens hun holdt paa at klæde mig paa, og jeg siddende paa hendes Skjød fik strække ogsaa min lille Snude hen til hans Kind -- eller naar han kom hjem til Middagen med en munter Sang og et fornøjet Sind; hvor tarveligt end Maaltidet kunde være, det krydredes ved hans Lune og hans Munterhed -- eller disse Aftener, naar han sad og læste ved de to Lys paa Bordet, hans kjæreste Beskjæftigelse i Fritiden, og Moder sad og arbejdede paa at holde Husets Undertøj i Or- den, mens jeg selv exercerede Tinsoldater ved det samme Bord -- og hørte Stormen rase og Regnen pidske udenfor, mens mine Øjne blev mindre og mindre, og jeg længtes til Sengen og vilde dog ikke forlade Legen -- indtil en mild Stemme spurgte, om jeg var søvnig, og to kjærlige Arme bar den halvt sovende ind i en liden, blød, varm Seng bag For- ældrenes Hovedgjærde. -- Aldrig har jeg hvilet saa godt som i de Arme. Borte, borte! Mit Livs allerførste Erindring er dog ikke knyttet til dette Hus, som jeg senere skal vende tilbage til, men til et SIDE: 23 andet Hus i Naboskabet. Endnu kan jeg erindre det alt- sammen, Værelset, Vinduets Plads, Sengens Stilling, Barne- pigen, paa hvis Arm jeg sad, og Katten, Katten selv -- den salig Kat, der nu for over halvhundrede Aar siden sover den lange Søvn. Jeg havde aldrig seet det mærkelige Dyr felis domestica før, og Synet af den paa Sengen hvilende frygte- lige Skabning med den sorte Pels og de gule Øjne bibragte mig en levende Skræk, der gav sig Luft i et forfærdeligt Hyl. Skrækken maa have fotograferet Billedet af den hele Scene saa uudsletteligt i mit indre Øje, at det har holdt sig saa længe, at Reflexionen kunde fastholde det, og siden er det blevet siddende. Thi det mærkelige ved Historien er, at denne første erindrede Begivenhed i mit Liv efter min Mo- ders Udsagn maa have passeret før jeg var aarsgammel. Da jeg engang som voxen beskrev hende Localsituationen, er- klærede hun, at den var aldeles rigtig opfattet, -- og jeg kan endnu pege paa Vinduet, naar jeg gaar forbi Huset i Bergen -- men hun tillagde, at i det Hus havde jeg aldrig været siden jeg blev aarsgammel; thi da døde Husets Ejer, Justitsraad Dahl, der var en fjern Slægtning, baade af min Fader og Mo- der. Jeg er nu endog istand til at constatere Datoen; thi efter min Moders Død (1883) fandt jeg ganske rigtig blandt min Faders Papirer en Indbydelse til "Hr. Banksekretæren med Kone og Søn", fra Justitsraaden, til at komme og spise en Haresteg hos ham -- den 21. November 1834. Af den Haresteg smagte jeg neppe meget; thi jeg var den Dag 10 Maaneder og 21 Dage gammel. Jeg kan ikke forklare mig denne utrolig tidlige Erindring anderledes end, som ovenfor antydet, ved at antage, at den voldsomme Skræk har fæstet Billedet saalænge, til en reflecterende Erindring traadte til og bevarede det for altid. Men -- saa husker jeg Intet før jeg var over tre Aar gammel, saa nogle spredte Punkter: hvorledes min Moder legte med mig, og hvorledes jeg tumlede i vor Dagligstue med min egen ensomme Leg; thi jeg var og blev eneste SIDE: 24 Barn -- og saa er det "Lancaster-Skolen", der danner min næste, og dennegang sammenhængende Erindring. Lancaster- systemet eller Vexelundervisningssystemet var den Gang paa Mode som første Skoletrin, og henved sex Aar gammel ind- fandt jeg mig den 1ste Oktober 1839 paa Skolen med en Skrivetavle under Armen og bukkede for Hr. Skrøder, under hvis Vejledning jeg skulde betræde Videnskabens tornefulde Bane. Vi var to lovende Adepter, der samtidig betraadte den store Skolestue i "Seminariet" ved Skiven i Bergen, dengang Byens Realskole, nu Lokale for Vestlandske Kunstindustri- museum. Man skrev med Jerngrifler i Sand, der strøedes paa Bordet, Tabeller til at stave efter hængte rundt Væggene, og foran hver af disse stod en Halvcirkel af Træ. Inde i hver af disse stod "Bihjælperen", en af Klassens ældre Gutter, der skulde lære de yngre at stave, og pegte med en Pegepind paa Bogstaverne, hvorpaa de 4 à 5 Syndere, der stod omkring Halvcirkelen stavede "a -- b -- ab -- b -- a -- ba" indtil de sluttede SIDE: 25 med at kunne stave baade "Den Con-sti-tu-ti-o-nel-le" og "Con-stan-ti-no-po-li-ta-ner-in-der-ne". Saa fik man Grøgaards Læsebog i Hænde, og endelig Mauritz Hansens Læsebog, "Godmand og hans Familie", som vi illiterate Smaadjævle gjerne kaldte "Godmands Læsebog". "Godmand" var Høide- punktet af Lancasterskolens Videnskab, og der omtrent ophørte nok ogsaa "Hr. Skrøder"s, -- og saa dimitteredes vi til Real- skolen. Men som sagt, vi var To, som debuterede sammen. Vi skrev dog ikke i Sand -- formodentlig var dengang Sand- methoden allerede forladt, som det hele System kort efter blev, vi skrev paa Tavle. Jeg skrev smaa latinske a'er i en endeløs Række henover Tavlen, a a a a a a a o.s.v. "Det gaar skidt, Far" sagde den danske Hr. Skrøder -- "nej se paa lille Sten, hvor smukt han skriver!" Stakkars Sten, det var vist den første og eneste Gang, han fik Ros i Skolen. Jeg kastede et Blik paa min Medadepts Tavle, og med hele Bevidstheden om min medfødte Overlegenhed og min nye Værdighed som "Lancasterskolegut" sagde jeg: "pyt -- han tegner jo bare Tobakspiber". Da lo Hr. Skrøder. Sagen var, at jeg dengang for første, men vist ikke for eneste Gang gjorde mig skyldig i den hos Menneskene saa højst almindelige Fejl, at foragte et højere Standpunkt end mit eget, fordi jeg ikke forstod det. Thi det, som jeg i min Uvidenhed antog for Tobakspiber, var intet mindre end det højst agtværdige Bogstav b, til hvilket han allerede var avanceret, men som for mig endnu var en uforstaaet Hieroglyf. Dette er dog først langt senere gaaet op for mig, for- modentlig da jeg kom til at tænke over, hvorfor saamange Mennesker ikke satte tilbørlig Pris paa min egen, formentlig over deres ophøjede Viden og Virken i Livet. Det er underligt nok: naar et Menneske siger til et andet: "Du forstaar mig ikke" saa er det altid underforstaaet, at Fejlen ligger paa den Andens Side, men naar man omvendt siger: "Jeg forstaar dig ikke" -- ja, saa er Forudsætningen SIDE: 26 atter, at Fejlen ligger paa den anden Side. Vi Mennesker ere nogle snurrige Egoister. Fra "Lancasterskolens" Vexelundervisning med sine nu ukjendte "Halvcirkler" og "Bihjælpere" var jeg saa ad "Real- skolens" Mellemstadium endelig 10 Aar gammel kommen ind i Bergens Latinskole 1844 og kunde altsaa baade deklinere mensa og konjugere amo. Men nogen særdeles amor for Skolens mensa fik jeg dog aldrig, og deri var jeg vistnok selv Skyld. Bergens Latinskole havde Renomé som en god Skole under Rektor Holmboes Ledning. Skjønt P. A. Jensen i sine "Autobiografiske Optegnelser" i "III. Nyhedsbl." 1863 giver ogsaa Skolens ældre Periode et godt Lov, og skjønt Rektor Arentz's Navn jo er høit anseet, var det dog de forunderligste Historier, der i min Barndom fortaltes om den forrige Genera- tion af Skolens Lærere. Den Gemytlighed, der udmærkede hin Tids Skoleliv kan bedst karakteriseres ved et Par Exempler. Jeg erindrer saaledes at have hørt en endnu levende, høit bedaget Prest H. fortælle følgende Historie fra sin Skoletid: Den saakaldte Halvaarsexamen holdtes dengang efter Juleferien. En gammel Adjunkt ved Skolen, M., pleiede i Julen at gjæste H.s Forældre paa Landet, hvor Sønnen naturligvis opholdt sig i Ferien. Adjunkten var en meget slet L'hombrespiller, Skoledisciplen var derimod ligesaa dreven i dette "Fag", som tynd i Adjunktens, der gjerne havde sin unge Elev staaende bag Stolen som sin Assistent og Raadgiver under Spillet. Dette gik et Par Aftener, men den tredie Aften saa M. sig forgjæves om efter sin fidus Achates, som da maatte hentes. Han kom, men med den Underretning, at han ikke længer kunde gjøre Tjeneste, da han maatte "læse paa Græsken". "Aa -- sk... med Græsken", sagde Adjunkten, "vi skal altid komme af det med Græsken!" Saaledes gik det Aften efter Aften hele Julen igjennem; Eleven maatte "læse paa Græsken" og Læreren sagde "Sk... i Græsken -- vi skal altid komme af det med Græsken!" Endelig var Ferien forbi, og Lærer SIDE: 27 og Elev vendte tilbage til Skolen. Dagen før H. skulde op i Græsk, gik han hen til Adjunkten, bankede paa og fortalte i meget bevægede Ordelag, at Hr. M. vidste jo, hvor daarligt det stod til med hans Græsk. "Det kan jeg ikke hjælpe -- ", sagde M. "Du maa kunne Dine Ting, min Dreng, Du skulde læst i Ferien istedetfor at dovne". "Ja -- men De ved jo, Hr. Adjunkt!" "Jeg ved Ingenting -- hvormeget har Du læst?" "Jeg har ikke faaet læst mere end det første Blad i Cyropæ- dien". "Ja -- det er ilde for Dig, min Gut, adieu". Examen begyndte. Med bankende Hjerte og vel bevidst sin totale Renonce traadte Eleven frem. Adjunkt M. sad og fingrede i sin Cyropædi. "Nu skal vi se, hvad Skjæbnen har bestemt for Dig", sagde han og slog Bogen op. "Jamen faldt den paa første Side". Hvorledes Konrektor W. udførte utallige "Anskuelses- øvelser", er bekjendt. En Dag var der en ung Elev, som klagede over, at han umulig kunde forstaa, hvorledes Robinson kunde sidde inde i sin trange Hule, hvorpaa Konrektor sagde: "Tosse-Dreng, kan Du ikke forstaa det?" Konrektor, der var en liden, pukkelrygget Mand, krøb saa for yderligere Anskuelses Skyld ind i den aabne Kamin, hvorpaa Gutterne slog Lugen foran Kaminaabningen til og morede sig med at lade Konrektor sidde i Kaminen og skrige til Timen var ude. Eller der fortaltes om, hvorledes man, naar Veiret var godt, fik Lektor H. overtalt til heller at spadsere til Haukeland end at læse Fransk og saaledes i Uendelighed. I alt dette var der jo skeet en stor Forandring, inden jeg kom paa Skolen. Naar jeg gaar tilbage til denne min Skoletid, der, som sagt, begyndte i 10 Aars Alderen i 1844 og sluttede, da jeg i 1853 tog Artium, er der igrunden kun to eller tre af mine Lærere, hvis Personligheder egentlig har fæstet sig dybere i min Erindring. Thi om jeg end med Forbauselse maa erindre, at jeg har levet i en Tid, da en Lærer i Lancasterskolen regel- mæssig kunde begynde sin Uge med at give en af Disciplene en ordentlig Dragt Prygl med et tykt Spanskrør for de Synder, SIDE: 28 "han vilde komme til at have gjort sig skyldig i" inden Ugens Udløb, som Tilfældet var med den ovenfor nævnte stakkars Carl Sten (lever du endnu, eller er du død?), og om jeg end har havt flere Lærere, der udmærkede sig ved en Originalitet, der just ikke i Lys af Nutidens pædagogiske Principer vilde regnes dem til Fortjeneste, saa er der dog kun en, der virkelig var en Original i dette Ords ædleste Mening: Hædersmanden Lyder Sagen. Ja, jeg har, skjønt vi nu lever i Aarhundredets Slutning, virkelig i hele sex Aar fra 1844 -- 1849 havt en Lærer, der begyndte sin Lærervirksomhed i det forrige Aar- hundrede, der var ældre end Oehlenschläger og havde kjendt baade Rahbek og Baggesen, og hvis hele Retning bundede i de Livsanskuelser, der herskede i Tiden omkring "det norske Selskabs" Opløsning. Det er Skade, at Ingen af hans mange dygtige Elever -- t. Ex. Hartvig Lassen -- har skjænket os en sammenhængende Skildring af den mærkelige Mand; det Bedste, der er skrevet om ham, er P. A. Jensens Optegnelser om ham i hans ovennævnte Autobiografi. Jeg agter ikke at gjentage, hvad der er sagt, men kun at supplere Skildringen med nogle Bemærkninger og Observationer fra mit Samliv med den prægtige, underlige Gamle, om der ellers kan tales om et Samliv mellem to Personer, af hvilke den ene er i Alderen fra 67 -- 73 Aar, den anden mellem 10 og 16. At her ikke er Tale om nogen udtømmende Skildring, siger sig selv. Digteren, Patrioten, Kunstvennen maa Andre skildre; jeg vil i det væsentlige kun skildre ham seet fra mit Synspunkt -- som Lærer. Der er -- endnu den Dag idag -- ved en Mængde Bergensere en Eiendommelighed, der hænger sammen med Byens stærkt kosmopolitiske Præg, som jo allerede Holberg var opmærksom paa: et -- hvis det er præget af en fin og ædel Personlighed -- frit, aabent og tækkeligt, men hvis denne Personlighedens medfødte Adel mangler, ligesaa utæk- keligt, selvbehageligt og selvsikkert Væsen, der akcentueret ved Dialektens syngende Tonefald skiller sig meget bestemt SIDE: 29 fra de øvrige Nordmænds nationale Eiendommeligheder, og som netop ved dette fra de andre Nordmænd afstikkende har givet Anledning til de Ord, Folkevittigheden lægger den i Udlandet reisende Bergenser i Munden, naar man spørger ham, om han er norsk: "Eg e'kje Nordmand -- eg e Ber- genser!" -- Naar denne hos de Fleste mindre tækkelige Egen- skab aabenbarer sig hos Academici, der har gjennemgaaet Bergens Skole, formæler den sig ikke sjelden med et vist Hang til Æsthetiseren, til Deklamation og (hvad vi nu er vante til at kalde) bergensk Lyrik, og man har ment i dette sidste Fænomen at se de mindre heldige Spor af Lyder Sagens eiendommelige Pædagogik. Det er ikke ganske umuligt, at saa virkelig er Tilfældet; thi skulde jeg med et Ord antyde Virkningerne af hans Læremaade, vilde jeg sige, at den var ypperlig for de Ypperlige, men daarlig for de Daarlige, og Grunden dertil var igjen, at Sagen gjerne kun interesserede sig for nogle Faa, men lod alle de Andre skjøtte sig selv, hvorved disse kun fik de Smuler, der faldt fra de Andres Bord og aldrig noget Helt. Da nu hans hele Personlighed, skjønt selv indholdstung, dyb og klar, i Undervisningen var -- vistnok altfor stærkt -- rettet paa Formen, paa det Æsthetiske, kan man forstaa, hvilke farlige Frugter hans overlegne og vittige Omgang kunde bære for dem, der ikke forstod hans lyse Humor og hans skalkagtige Satire. Men saa maa man paa den anden Side erindre, hvormange herlige, helstøbte Person- ligheder, han har formet til vort Fædrelands Hæder, at Herman Foss og Fredrik Stang, at Welhaven og Ole Bull, at P. A. Jensen og Nils Hertzberg vare hans Elever, og at Sexe og Maleren Dahl skylder ham sin Udvikling. Det, der indtog Sagen for en Elev var ganske simpelt det Spørgsmaal, om han kunde læse d. v. s. læse godt op; og da jeg -- skjønt i mange Stykker kun en maadelig Skole- elev, -- i nogen Grad eiede denne Evne, blev jeg en af hans Yndlinge, og har derfor maaske indprentet mig hans Billede skarpere end mange andre. SIDE: 30 Hans Pædagogik var af en egen Art, der ligefrem maa betegnes som genial, om end altfor ensidigt rettet langt mere paa at udvikle det Æsthetiske i Personligheden end paa at meddele det Maal af Kundskaber, Skolen skal skjænke. Skal jeg sammenfatte mit Indtryk af hans Undervisning, vilde jeg sige, at jeg neppe ved at nævne en eneste enkelt Ting, jeg har lært af ham, men jeg er dog sikker paa, at jeg ikke har lært saa meget af noget enkelt Menneske som af ham -- kanske en Eneste undtagen. Hans Undervisning var vækkende og udviklende som ingen Andens, men systematisk var hans Undervisning mindst af Alt, om den end havde sin stærkt udprægede Methode. "Hvad" betød her næsten Intet, "Hvorledes" næsten Alt. Men hans Evne til at lære os at iagttage, at erindre og at tænke selv -- den var beundringsværdig. Noget af det Første, vi maatte gjøre, naar vi kom under hans Ledning, var, som ogsaa Jensen erindrer om, at excerpere. Der indrettedes en Bog, paa hvis Titelblad enten med Frakturbogstaver eller ialfald med den fineste Kaligrafi blev skrevet: "Excerpt-Bog". Derunder blev saa efter Enhvers Evne tegnet en Bikube med flyvende Bier omkring, og i Halvkreds over den, afpasset efter Kubens Runding med latinske Majuskler: SI SAPIS SIS APIS -- "vil du blive vis -- saa vær en Bi!", og neden- under, fremhævende den rette Linie, som dannede Kubens Fundament, blev i en ret Linie skrevet Apelles berømte Ord: Nulla dies sine linea -- "Ingen Dag uden en Linie". Det var Samleren af "Pomona", som her vilde indskjærpe sine Disciple Nytten af at optegne Alt, hvad der forekom dem vigtigt og lærerigt. Men, bevares, hvilke Excerpter det saa blev, der fyldte disse Bøger! Enten afskrev man hinandens "Excerpt- Bøger", eller hvis man vilde være original, udskrev man de underligste Ting af alskens Læsefrugter. Jensen erindrer saa- ledes, at han afskrev hele Sange af J. N. Bruns "Jonathan", og jeg erindrer, at jeg for dog at have Noget i Bogen, afskrev de dummeste Anekdoter af Datidens Tidsskrifter. Men det SIDE: 31 var neppe heller Sagens Forventning, at Gutterne skulde vise nogen særdeles Skjønsomhed i Udvalget: det viste sig noksom deraf, at han aldrig gjorde nogen Bemærkning om, at man skrev ud af hverandres Excerptbøger; han opnaaede, hvad han vilde, at give de Forstandigste en god Anvisning til, hvorledes de skulde samle, og lod saa de Andre seile sin egen Sø. Skjønsomheden vilde vel komme med Aarene. Under- tiden kunde han dog med Et afbryde sig selv midt i en interessant Udvikling med et pludseligt: "Skriv op!" -- og saa kom Excerptbøgerne frem. Men hans Samtaler, hans "Konversation", som Jensen kalder det, var Hovedsagen, og den var uforlignelig. Den var ligefrem sokratisk, og har end Sokrates overtruffet ham uendelig i Klarhed og Dybsind, han har neppe havt et meget større Fond af Humor end denne gamle Bergenser. Man ser det, blot man betragter Gertners ypperlige Portræt af ham. Skjelmeriet lyser om denne Mund, og disse milde Øine; den geniale Ironi, der laa gjemt bag saamange af hans Ytringer, denne kjærlige med alle de smaa Sjæle følende Humor, der smilede eller græd bag hin Ironi, som det yndige Barneansigt bag Silénmasken, bandt os til hans Person og derved til hans Ord. Ja, en Personlighed var han, levende, menneskelig, kjærlig, og denne Personlighed var det, han meddelte -- det var Alt, hvad der i Grunden kan siges om hans Undervisning. Hvormegen Glæde, hvormeget Liv og Lyst laa der ikke over disse Timer, der vare som Oaser i den Ørken, Skolelivet var for saa mange af os. Hvor stige de ikke frem for mig, disse Øieblikke, naar Overlærer A. eller Adjunkt B. havde "hørt Morgenlektien" eller "tydd" sin Autor, eller rettet Feilene i en latinsk Stil med en, to eller tre røde Streger, og vi saa i næste Time skulde have "gamle Sagen", som han altid kaldtes -- rimeligvis som Modsætning til "unge Sagen", hans Søn, nuværende Provst Sagen, der samtidig med Faderen var Lærer ved en anden af Byens Skoler. Ja, da fik hele Klassen med ét et andet Fysiognomi, ialfald hvis den bestod af opvakte SIDE: 32 Gutter -- thi for andre forblev hans hele Undervisning Hebraisk og Vrøvl; man vidste jo, at nu skulde der komme noget morsomt. Saa stødtes Døren op -- og ind vaggede "gamle Sagen". Saa kunde han begynde strax paa Dørtærskelen: "Goddag, Hr. Biskop, Hr. Statsraad, Hr. General, Hr. Admiral, Hr. Pro- fessor, Hr. Høiesteretsassessor, Goddag, Hr. Bryggesjauer. Hr. Fattiglem, Hr. Aagerkarl, Hr. Tugthusfange, -- ja, for dokker kan bli alt det!" Saa satte han sig. "Ka vil du bli i Verden?" -- "Og du?" "og du?" hele Rækken nedover. Og naar man saa havde svaret, saa kom det "Korfor?", og saa var Undervisningen i Gang. Kom han derimod ind i en Klasse, hvor Eleverne sad døsige og hængte over Bøgerne, kunde han stanse i Døren, slaa den igjen efter sig med et Smæld og vælte sig ned paa sin Stol. Det poliske Smil, dette uforglemmelige Smil forsvandt da fra hans Ansigt, og han sagde høit udover Klassen: "Sitter dokker no der med Puntlæderfjæsene igjen -- usch -- frem med Grammatiken!" Thi Grammatiken -- den var hans Kontrapart. "Naa -- begynd nu da, Dux! Alle Ord kunne inddeles -- naa -- i syv Taledele, Substantiv, Adjektiv -- naa -- Artikel, Talord, Pronomen -- usch -- væk med Grammatiken!" -- og saa smed han den bort. Da knirkede Stolen under ham af Ærgrelse. Han sad altid paa en Stol ved Siden af Kathedret -- mellem dette og Vinduet. Jeg har aldrig seet ham sidde, endnu mindre staa paa Kathedret. Nei, for Kathedret havde han andet Brug. Naar saa Grammatiken var slængt henover Bordet, var den regulære Timelærer borte -- Barnevennen, Læreren, Mennesket traadte frem. Ja, ikke var det Grammatik, vi lærte, det er vist; men nu begyndte det. "Tag Læseboken!" Jensen siger, at han ikke ved, om Sagen selv læste godt, skjønt han var en Mester i at lære andre at læse godt. Jeg tror at turde paastaa, at det var en Nydelse at høre Sagen læse, men det var visselig en endnu større at høre ham lære andre at læse. SIDE: 33 "Læs op! Pag. 17: "Æsop gik engang til en liden Stad". Naa -- ka e Reglerne for en god Oplæsning?" Svaret vidste vi, det kom enstemmig fra hele Klassen: "Lydeligt, tydeligt og prydeligt". Og stundom kunde han saa med et lunt Smil lægge til: "og nydeligt" [fotnotemerke] . Naar nu en Synder begyndte sin monotone Oplæsning, saa haglede det over ham med parodiske Bemærkninger over hans Maade at læse paa. Det arme Offer kunde vride sig som en Orm derunder, han maatte forsøge om igjen og om igjen, og alt tættere faldt Satirens Pile, indtil han virkelig sprængte de Baand, der bandt Staklens Tunge eller lyste op i den mangelfulde Intelligens, saa der dog ialfald blev et Spor af Mening, en Antydning af Fremgang i Læsningen. I saadanne Øieblikke var den gamle Ironiker uforlignelig, men frygtelig. Man blev fuldkommen tilintetgjort. Jeg sagde, at "for Kathedret havde Sagen andet Brug". Hjalp nemlig intet andet Middel, saa hed det: "Op paa Kathedret med dig!" Thi dette var Kathedrets Bestemmelse for ham: det var Elevernes, ikke Lærerens Talerstol. Og deroppe maatte saa vi ulykkelige Syndere midt imod den lattermilde, leende og fnisende Kameratskare gjentage vore Expectorationer, indtil vi vandt det nødvendige Herredømme over os selv og vor Udtale og den fornødne Holdning og Sikkerhed. Ret ofte blev Kathedret anvendt paa denne Maade. Navnlig var der aldrig Tale om, at et udenadlært Digt blev fremsagt siddende eller staaende nede i Klassen, nei, altid fra Kathedret! Det gav noget Festligt til Rhytmernes Klang, at de saaledes fløi ud over vore Hoveder fra det ophøiede Stade. Dette var de berømte Sagenske "Deklamationer" -- et aldeles falskt Navn; det var ikke Deklamation, det var den ægte, fornuftige Oplæs- ning, han lærte os. Enhver Gestikulation blev jammerlig udleet, hvis den ikke var aldeles simpel og sand. Disse "Deklama- tioner" bestod ikke blot i Fremsigelsen af selvvalgte Digte, Fotnote: Undertiden sagde han ogsaa "Lydeligt, tydeligt og langsomt". SIDE: 34 men næsten ligesaaofte i fri, mundtlig Gjenfortælling af et Eventyr eller en Fortælling. Dette stadig at staa Ansigt til Ansigt med en kritisk Tilhørerkreds, der kjender alle Ens Svagheder, har havt en uberegnelig Indflydelse paa hans Elevers Udvikling. Jeg vil gjerne tro, at det -- som ovenfor antydet -- stundom har bidraget til at udvikle yderligere den Bergen- serne saa ofte medfødte suffisante Selvsikkerhed, jeg vil ind- rømme, at denne Methode kan have sin Del i det Lyrisk- Æsthetiske, der har stemplet mere end en overfladisk Bergen- sernatur; men hvilken Udsæd er det, som ikke falder -- noget mellem Torne, noget paa Stengrund, noget ved Veien, men kun en Del i god Jord? Mangen en af Sagens Disciple vil vist føle, at hvis han er sig bevidst en Situationen beher- skende Sikkerhed overfor Tilhørere eller Modstandere, der lader ham med Ro møde i de store Kampe, saa skylder han meget deraf til Kathederforedragene under Sagens Spidsrod, der har været mangen af os en god Støtte i vor Manddoms Virksomhed. Som man kan forstaa, var Undervisningen i Norsk hans Hovedfag. Han har ogsaa udgivet en ganske fortrinlig Læsebog, som jeg endnu i mine Hviletimer har min store Nydelse af at fordybe mig i. Men af dens rige Indhold var det dog ikke egentlig mange Stykker, han brugte som Vehikler for sin Undervisning. Han hjalp sig med nogle faa Numre, men som altid blev andre og nye under hans Behandling. I nederste Klasse Schaldemoses Bearbeidelse af den gamle Fabel om Ulven og Lammet: "En Ulv og Lam ved samme Flod engang hinanden mødte"; og i den næste Klasse: Rahbeks "Sang om Huitfeldt": "Vort Fødeland var altid rigt paa raske Orlogs- helte" -- saa Jacobis fine Børnehistorie: "Denne lille Carl", og høiere op hans Yndlingsdigter, Jean Pauls "Nytaarsnat" og Rahbeks ypperlige "Hvad danske Tilskuer siger", en saa aandfuld Samling af Aphorismer, at jeg stærkt mistænker den ærlige Rahbek for at have laant en stor Del deraf fra "Engelsk- manden", som han stundom citerer. Oehlenschlägers smukke SIDE: 35 Digt over Botanikeren, Bergenseren Martin Wahl, "Dækker Graven, grønne Urter smaa" og kanske ti à tolv andre Stykker var hans stadige og dog saa uendelig omvexlende Repertoire. Det første Oplag af denne Læsebog var udkommet i Kjøben- havn, medens Norge endnu var forenet med Danmark, og hed "dansk Læsebog". Da nu efter Adskillelsen fra Danmark et nyt Oplag skulde udkomme, var man meget spændt paa, hvad Sagen vilde kalde den. Paa den ene Side var Sagen en god Patriot og holdt Norges Selvstændighed høit, men paa den anden Side gik det dog ikke an at kalde en Bog, hvis Hoved- indhold endnu bestod og maatte bestaa af danske Forfatteres Arbeider, for "Norsk Læsebog". Sagen var ikke raadløs. Han lod Folk more sig over den Knibe, hvori de troede ham stedt, og saa lurede han dem ret fint, da Bogen udkom og havde til Titel: "Læsebog i Modersmaalet". Jeg skal forsage at give Dem en Ide om, hvorledes Sagen med et saa lidet Repertoire af kun det allerbedste, eller hvad han ansaa for det allerbedste, kunde fylde Aar efter Aar og dog altid gjøre sine Timer interessante. Tingen var -- for ikke at sige Sagen var -- at Sagen trods det, at han lagde saa stor og ensidig Vegt paa Formens Skjønhed var alt andet end Formalist, han var ganske det modsatte; Formen var for ham altid Formen omkring et livsfyldigt Indhold, Formen var noget selvgivet, der klassisk og frit maatte slutte sig om Ind- holdet, og naar han ikke længer havde Brug for den, saa sprængte han den, eller rettere tog Indholdet fra en ny Side, der fordrede en ny Form. Over Formen glemte han aldeles ikke Indholdet. Med Et kunde han standse ved en Sætning. "Forstaar Du det?" "Ja, Hr. Sagen!" "Og Du? Ja -- "Og Du" -- ja, Classen nedover -- Og du?" "Nej, Hr Sagen!" -- "Det var bra, for eg forstaar det ikje heller". Og da saa han saa svinepolidsk ud, at vi alle forstod vor Dumhed. Naar vi nu læste eller fortalte, lod han næsten aldrig den Talende -- hvis han ikke læste særdeles godt -- læse sit Digt til Ende -- ved hver syvende eller ottende Linie SIDE: 36 kunde han afbryde med en aandfuld Realbemærkning -- stundom ogsaa med et rent befængt Spørgsmaal, som da for- bløffede den Oplæsende i høieste Grad og derved bragte hans slumrende Intelligents til at vaagne. Saaledes erindrer jeg engang, at en Kammerat læste Lafontaines "Melkepotten". Pludselig da Ordet "Melk" forekom, spurgte Sagen ham til hans og hele Klassens Forbløffelse: "Har Du drukket Høne- melk?" -- Og saa gik han med det samme Spørgsmaal hele Klassen igjennem. "Det var da underligt -- at ikke en eneste af jer har drukket Hønemelk." Var der saa et kvikkere Hoved, saa svarede han "Nei, Hr. Sagen, det er ikke underligt." "Korfor ikje?" "For Hønerne har ingen Melk." Nu havde han, hvad han vilde: "Korfor har Hønerne ingen Melk?" og saa slap han ikke Tingen, før vi, der jo i den Tid ikke læste Naturhistorie i Skolen, havde faaet et Begreb om, hvilke Dyre- klasser, der fødte levende Unger og hvilke, der lagde Æg, hvilke der havde rødt og varmt Blod osv. -- et helt lidet Kompendium i Systema naturæ. Det var netop deri, det Vækkende i hans Undervisning laa, at man aldrig vidste, hvad der vilde komme, at han ligesom supplerede Skolen for os ved Hjælp af Livet. Frit steg han ud af Skolens for os alle schematisk-trange Ramme og det var, som om vi ved hans Haand vandrede over grønne Enge, langs friske Kilder, i svale Skove: overalt, hvor der var noget at se og lære. Det er i den Henseende betegnende, at jeg altid har Forestillingen om, at jeg under hans Undervisning befandt mig i fri Luft, skjønt jeg i Virkeligheden kanske ikke mere end 3 eller 4 Gange har gjort længere Spadserture med ham. Snart fik han fat paa en Elektrisermaskine, snart paa en Luft- pumpe; saa fortalte han om fjerne, fremmede Lande saa levende, som havde han selv været der og gjennemlevet det Hele, skjønt han vistnok aldrig var kommet længer ud i Verden end til Kjøbenhavn, og jeg har en stærk Mistanke om, at den indgroede Lyst til Autopsie, den Vandretrang, der har drevet mig mit hele Liv igjennem tre Verdensdele, har sin SIDE: 37 første Spire i den Mands Reiseskildringer, der havde tilbragt næsten sit hele Liv mellem Bergens syv Fjelde. Sagen havde megen Sands for den klassiske, navnlig den græske Poesi, og han underviste i tidligere Dage i forskjellige Fag. Hans smukke Haandskrift gjorde ham endog en Tid til Skrivelærer, ligesom hans Interesse for Billedkunsten er bekjendt, og han har virket meget for Tegneundervisningen og Kunst- sansen i sin Fødeby. Men Norsk var dog hans Yndlingsfag, og han kunde aldrig noksom indprente, at Norsk var det vigtigste Fag i Skolen. Men en Tid skulde han vikariere i Geografi i vor Klasse. De første Ord, vi hørte af hans Mund, var disse: "Der er intet Fag, som er saa fornøieligt, som Geografi -- for Geografitimen giver Anledning til at tale om alt muligt!" Han havde den Eiendommelighed altid at tale en bred, bergensk Dialekt, og han gjorde det med en Emfase, som om han formelig satte Pris paa sin Foragt for den korrekte Udtale. Dette var dog ikke Tilfældet. Ve den, som i hans Nær- værelse vovede at udtale vort Sprog slurvet eller benyttede Dialektudtryk. Engang, erindrer jeg, vilde en af mine Klasse- kammerater gjøre sine Hoser grønne hos Sagen ved at tale Bergensk, ligesom han selv gjorde. Men det kom han rigtig- nok slet fra. I sit bredeste Bergensk udbrød han: "Fordi om jeg har den Feil at tale Dialekt, behøver Du ikke at gjøre min Feil efter. Den Feil er bleven heftende ved mig, fordi dengang jeg blev Student ved Kjøbenhavns Universitet, gik alle de unge norske Studenter der og talte et affekteret Dansk. Det harmede mig, og derfor gik jeg til den modsatte Yderlighed -- men se, det behøver Du ikke at gjøre, for der er ingen, som vil tvinge dig til at tale dansk." Sagens Stiløvelser vare ligesaa eiendommelige som hans øvrige Undervisning. Han havde en Opgave, som han meget hyppig gjentog, ja saa ofte, at den for mig har fordunklet alle de andre; den hed: "Hvorledes jeg tilbragte Søndagen". Den gav ham god Anledning til at korrigere en Mængde SIDE: 38 Vaner og Uvaner i vort Liv; men da vi snart mærkede dette, lærte vi os hurtig til en schematisk Besvarelse af Spørgsmaalet, der omsider vendte tilbage i evig Ensformighed. Naar Sagen saa havde læst et Par saadanne Stile igjennem, kunde han tage en ny Stil for sig, holde Stilheftet lukket, lukke Øinene og begynde, som om han læste op af Heftet: "Jeg stod op, klædte mig paa og spiste Frokost. Derefter gik jeg i Kirke. Nu skal vi se efter." Han aabnede Stilheftet. "Jo ganske rigtig: Jeg stod op, klædte mig paa, spiste Frokost og gik i Kirke." Saa brast jo hele Klassen i Latter, og saa blev det jo lidt varieret den næste Gang. Jeg har forresten en liden Mistanke om, at det interesserede ham ret levende gjennem denne Opgave at faa et lidet Blik bag Kulisserne i Elevernes Hjem -- og det lykkedes ham ikke sjelden. Paa den diskreteste og fineste Maade kunde han da levere en Kritik, ikke af Stilen, men af Vedkommendes Hjem, der dog aldrig blev saarende, men vel belærende for vedkommende Elevs Forældre, da den visselig mere end engang vandrede fra Elevens Læber hjem i Familien. Utallige ere de Anekdoter, der verserede om den elsk- værdige Gamle, og skjønt der næsten over dem alle hviler et Streif af Komik, der en og anden Gang rammer hans svage Sider -- dem har vi jo alle -- , tager jeg alligevel ikke i Betænkning at fæste nogle af dem paa Papiret, da de ellers vil forsvinde med os, der har dem fra første eller anden Haand. Nu var det vel ikke nogen stor Ulykke, om saa skede; thi det vil ved dem alle mærkes, at de behøve Sagens Personlighed, hans Maade at tale paa, hans Stemme til Bag- grund og derfor tabe det meste af sin Duft ved at nedskrives -- men alligevel tager jeg det ikke i Betænkning, fordi der bag de Fleste af dem lyser dette Humoristiske, Elskværdige frem, der gjør dem til værdifulde Bidrag netop for at frem- stille det Bedste i hans Personlighed. Ogsaa i sin Omgang med Folk af den lavere Stand kunde Sagen ofte anvende sin "sokratiske Methode", hvor det gjaldt ikke at belære, men at faa sin Villie frem. SIDE: 39 En Dag har han Lyst til at faa anbragt et lidet Trin nedenfor det nederste noget for høie Trin paa Husets Trappe. Men den gamle Stenhugger, som han taler med, erklærer, at der er ikke Plads for noget Trin. Slige lave Trin har han aldrig gjort, det gaar aldrig an. "Nei", sagde gamle Sagen, "det er heller ikke noget Trin, jeg vil have gjort -- bare et lidet Rin". Det nye Begreb af et Slags Diminutiv, et Bogstav mindre end Trin, imponerede Haandverkeren, som sagde: "Ja -- naar det bare er et lidet Rin, De vil ha' -- det kan jo nok lade sig gjøre!" Og det blev gjort. En Dag vil han gjerne have Torsk til Middag. "Torsk", siger hans Tjenestepige. "Torsk nu i Mai -- der er jo ikke r i Maaneden". "Er der ikke r i Maaneden", sagde den Gamle. "Hør nu her: M-a-r-t-s, Marts, A-p-r-i-l, April, M-a-r-i, Mai. Er der ikke r i Mai?" -- "Aa, jo men er der r i Mai -- ja saa skal vi kjøbe Torsk da!" "Tror Du ikke paa Fanden?" sagde han en Dag til en af sine yngre Kolleger. Denne, som var en nyere Tids Mand, sagde overlegent; "Ak -- det er jo bare noget Sludder, som man bilder Børn ind -- Fanden existerer ikke." "Ja -- Fanden tro ham", svarede den Gamle listigt. Henrik Wergeland, der havde ærgret sig over, at Sagen ved alle Leiligheder skrev Sange til Kongens Fødselsdag osv., havde skrevet sit Digt: "Den bergenske Festrimer", hvor han apostroferede Ulriken og bad dette Fjeld slynge en Klippe ned og træffe den uværdige Rimers Pande. Da nu Wergeland kom til Bergen, gjorde han Sagen sin Visit, og beklagede meget sit ubesindige Digt; han maatte endelig ikke være vred, og fremfor alt ikke tage sig hint stærke Udtryk nær. "Aa -- nei", sagde Sagen lunt. "Det gjorde ingenting, Far. -- Eg stolte paa Ulrikken!". En Svaghed, -- elskværdig ogsaa den i al sin Naivetet -- havde gamle Sagen i sin Alderdom: en udpræget Ængste- lighed for Sygdom og Farer. Hans Søn Albert var hans Stolthed og Øiesten og fortjente at være det, og denne Søn SIDE: 40 var nu paa en liden Udenlandsreise, og den Gamle gik der- hjemme og fulgte ham i Tankerne, "derude, hvor Bølgerne gaar saa høie som Seminariet" -- og forestillede sig, at Sønnen laa enten druknet eller myrdet eller ialfald lemlæstet. En Dag stod han paa Husets Trappe sammen med en af sine Døtre, en yderst intelligent og morsom Dame, der kun havde Et at beklage sig over, hun skelede. Hun har selv fortalt Historien. Sagen stod og jamrede ved Trappens nederste "Rin": "Nu dør han derude -- og saa begraver de ham i en eller anden Dorf -- og sætter paa Graven "Albert Sagen aus Norwegen" -- og jeg faar aldrig se ham mere!" Datteren lo og søgte at trøste ham, men han blev mere og mere for- tvivlet, og uagtsom gled han og faldt. Datteren saa jo, at det ingen Nød havde og maatte le ud, inden hun ilede ned for at hjælpe ham op. Men da blev den Gamle gram i Hu og udbrød i velvalgte Ord: "Din fæle Unge! Din Bror ligger paa Havsens Bund, og Din Far har brækket begge Beinene, og saa staar Du og ler med det ene Øge i Vest og det andre i Øst!" Skjønt Sagen vistnok var frisk som Faa i saa høi Alder, indbildte han sig dog gjerne, at han led af eller ialfald bar paa Spiren til alle mulige Sygdomme, og laante da af sine Venner blandt Lægerne alskens populær-medicinske Skrifter, Husraad, Lægebøger o. lign. Engang havde han faaet fat paa en saadan Bog og underholdt nu sine Døtre med at læse høit af den og meddele dem, hvor nøiagtigt det ene Symptom efter det andet netop passede paa den Sygdom, han for Tiden følte var i Anmarsch. Han læste og læste, og mellem hver- anden Linie lød det: "Akkurat saadan har eg det". Alle Symptomer slog til. Nederst paa en Side stansede han ved Ordene: "hvor disse Symptomer er tilstede, er det et ubedrageligt Tegn paa" -- han vender Bladet om "Frugtsom -- -- a skidt!" og han slængte Bogen i Vrede. "Hør, Du Morten", sagde han engang til en af sine Yndlings- elever: "Hør, Du Morten! Gaa ud til Smaahans paa Engen SIDE: 41 (det var Bergens eneste Hyrekudsk, "Kjører" som det den- gang kaldtes) og bed ham at han sender mig en rigtig frisk Hest, jeg skal kjøre til Laxevaag idag. Stop nu lidt! Sig det skal være en rigtig frisk Hest men rolig! -- -- Nei, nei, løb nu ikke saa fort! Hør nu, Morten, Du skal sige, at den behøver nu ikke at være saa svært spræk heller -- sig en rolig Hest! -- -- Morten! -- -- Morten! Du kan sige, at det skal være en sikker, gammel Hest (og han luk- kede det ene Øie og smilede polidsk) -- det gjør ingenting om den er litevette sta." Sagen var en ivrig Tobaksrøger; men han havde bedre Brug for sine smaa Indtægter, end at han skulde anvende dem til at kjøbe dyr Tobak -- han havde et smukt Bibliothek at underholde og røgte Bladtobak. Hans Søn, dengang en ung, for sin Elskværdighed i alle Kredse afgjort theologisk Kandidat, der omgikkes i Bergens bedste Familier, røgte deri- mod den fineste Kanaster. Det var som det heder i "Fänrik Ståls sägner": "Jag rökte Gefle-Vapen, jag, Och hade sjöskumspipa, Den gamle skar af blad sitt slag, Då han ej var i knipa". Den Gamle havde sit Studerværelse ret over Sønnens, og en Bagtrappe forbandt de to Værelser, der ellers havde hver sin Indgang. Duften af den fine Kanaster steg daglig op i den Gamles Næse, og det ærgrede ham, at hans egen Blad- tobak lugtede daarligt ved Siden af Sønnens. "Ka e det, han røker?" Det Spørgsmaal sysselsatte ham stadigt. En Dag, da Sønnen var ude, listede Gamlingen sig udfor Bagtrappen og ad den lille Dør ind i Sønnens Værelse. Jo, ganske rigtig, der stod Sønnens Tobaksdaase. Han lugtede i den -- oh, for en fin Lugt! Saa saa han sig om med et stille Smil, stak Haanden ned i Daasen og fyldte den med Tobak. Men -- i det samme gik Døren til Entreen op og ind traadte: Kandidaten! SIDE: 43 Der stod den gamle og lagde Haanden paa Ryggen. Og saa begyndte han en Monolog, som han udførte for sin Søns Øine, uden at denne behøvede at gribe ind med et eneste Ord. "Goddag, Albert! kommer du hem no? E'kje Du paa Skulen? Ka ska Du gjøre heme paa denne Tid? Korfor ser Du saa paa meg? Har eg gjort deg nokke? Har 'kje eg Lov at være i Stuen din kanske? Kanske Du trur eg vil stele hos Deg? -- Kanske Du trur, eg har stolet nokke? Aa -- aa aa -- skidt, der har Du Tobaken din!" Og han slængte Tobaken paa Gulvet og stabbede ud af Døren, den Vei han var kommen, til Sønnens Fornøielse og Forundring. Jeg har engang spurgt hans Søn om Historien, der jo er i høi Grad betegnende for den Gamles fine Samvittighed, var sand -- han svarede meget diplomatisk -- men den er saa helt igjennem gamle Sagen, at den neppe kunde digtes. Ja -- skulde jeg fortsætte med at fortælle pudsige Smaa- historier om den kjære Gamle, kunde jeg blive længe ved -- men de er som sagt alle af den Art, at de maa høres og ikke læses, da man ikke i Skrift kan gjengive Eiendommelig- hederne ved hans Maade at tale paa, der alle i saa væsentlig Grad bidrage til at gjøre dem morsomme og karakteristiske -- og jeg afbryder derfor. I sex Aar, som sagt, havde jeg den Lykke at nyde hans vækkende Undervisning, og det er vist, at jeg skylder ham uendelig meget. Ved Udgangen af 1849 tog han Afsked, og allerede i Forsommeren 1850 døde han. Han kunde ikke und- være Skolen. Han havde ofte udtalt, at det var de Unge, som holdt ham ung -- nu havde han dem ikke mere om sig, og saa maatte han dø. Fred være med dit Minde, du elskelige, polidske, kjærlige, gamle Lærer. Nu hviler den Gamle snart halvhundrede Aar i sin Grav -- men hans Aand vil leve i mange, mange af de yngre Genera- tioner; hans Livsværk var at skabe Ungdom, og det har han gjort som Faa. SIDE: 44 Af andre Lærere ved Skolen i min Tid maa jeg da specielt erindre Rektor Hans Holmboe, der havde vor ube- tingede Høiagtelse, men hvis Virksomhed som Lærer jo hem- medes meget, da han blev berøvet sit Syn, hvilket indtraf, endnu medens jeg gik paa Skolen. Jeg erindrer endnu tyde- ligt, da han ved Begyndelsen af et nyt Skoleaar traadte ind i vor -- 5te -- Klasse og holdt en kort Allocution til os, hvis Ind- hold var, at han nu var næsten aldeles blind, og at denne hans Blindhed naturligvis hindrede ham fra at kunne kontrol- lere, om vi fuskede; men at han, saafremt det en eneste Gang kom til hans Kundskab, at saa var skeet, saa sig nødsaget til at gjøre det Skridt, der vilde være ham det tungeste af alle, -- at tage Afsked. Der maa igrunden have hersket en ret god Aand i vor Klasse; thi der var ikke en Eneste af os, der ikke ansaa det for en Æressag at afholde sig fra at fuske for Rektor, uagtet Manges Samvittighed ellers ikke var altfor øm i dette Stykke -- undtagen en stakkars Djævel, som en Dag var kommen i Skade for ikke at kunne sin græske Gramatiklektie og keg i Bogen. Men da blev der holdt Skoleret af Diciplene selv i Frikvarteret, og det blev besluttet, at Rektor intet skulde faa at vide, medens derimod Delinqventen skulde saa exemplariter afstraffes, at han aldrig skulde vove en Gjentagelse. Dommen lød paa Tamp, og det fik han saa alvorligt, at jeg formoder, at hans Forsvinden fra Skolen kort efter stod i Forbindelse dermed. Men Rektor fik Intet at vide. Som Lærer i Tysk og Historie fungerede en tysk Flygt- ning, August Theodor Brømel, der havde studeret ved Uni- versiteterne i Halle og Jena, men havde været Deltager i et hemmeligt politisk Studenterforbund og i den Anledning var forfulgt af den preussiske Regjering. Det fortaltes, at medens han holdt sig skjult i Hamburg, bestemtes hans Fremtids- skjæbne af Spørgsmaalet om, hvilket af to Skibe, der først skulde afreise -- det ene var bestemt til Amerika, det andet til Norge. Dette sidste gik først, og Brømel blev Nordmand. SIDE: 45 En Tidlang boede han i Bergen under falsk Navn, idet han kaldte sig Bremer, men vandt snart almindelig Anseelse ved sin Dygtighed og blev først Lærer og saa Bestyrer af Realskolen i Bergen og 1835 tillige Adjunkt ved Latinskolen. Han var en stor Humorist, og en stor Ven baade af sit gamle og sit nye Fædreland. Det sidste viste sig ikke blot i hans "Die freie Verfassung Norwegens", men ogsaa i hans ikke lidet frem- trædende norske Chauvinisme -- det første deri, at han i 1848 gjorde alt sit til at fjerne os fra Danmarks Sag. At han ikke var fri for den tyske Smaastatspatriotisme, viste sig blandt andet af, at han ikke for sin Død kunde udstaa Claudius prægtige "Rheinweinlied": "Am Rhein, am Rhein, da wachsen unsre Reben". Grunden dertil var det ulykkelige Vers: "Thüringens Berge zum Exempel bringen Gewächs, sieht aus wie Wein, Ists aber nicht -- man kann dabei nicht singen, Dabei nicht fröhlich sein!" Thi han var født i Thüringen. Af de Elever, som dengang vare mine Kamerater i Skolen, er ikke Faa senere blevne mine Kolleger ved Uni- versitetet: Ernst Sars, Peter Waage -- der begge kom ind paa Skolen samme Dag, -- I. Worm-Müller, H. Mohn og F. W Bugge have alle været mine Klassekamerater, Julius Nico- laysen tilhørte et noget ældre, Hjortdahl, G. O. Sars og Skavlan et noget yngre Kuld af mine Skolekamerater. Foruden disse har Bergens Skole nok ialt seet ikke mindre end 8 af sine Alumner som Lærere ved vort Uni- versitet, nemlig Fr. Stang, J. S. Welhaven, L. K. Daa, Hal- lager, C. Heiberg, Johan Friis, Jens Friis og Helland. Sexe har maaske ogsaa en Tid gaaet paa Bergens Skole. Det kan forresten gjerne være, at Fortegnelsen er ufuldstændig eller paa et enkelt Punkt urigtig. SIDE: 46 Det gik imidlertid meget maadeligt med mine Skole- studier, da mine Interesser vare alle andre Steder end paa Skolen, og det saa en Tid ud, som om jeg aldrig skulde opnaa at blive Student, end sige Student med Laudabilis. Da kom Redningen og med den et helt Omslag i min Tilværelse, og hvor takker jeg ham, som fremkaldte det! Høsten 1851 tog Rektor Fredrik Moltke Bugge sin Bolig i Bergen, efterat have taget Afsked fra Trondhjems Skole. Da det stadig gik slettere og slet- tere, og jeg havde hørt B. omtale som en overordentlig dygtig Skolemand, en af dem, der efter gamle Heltbergs Ord kunde "sætte nyt Maskineri i En", bad jeg min Fader om Tilladelse til at gaa ud af Skolen og søge hans Undervisning. Da der ialfald intet var at tabe derved, eftersom jeg nu en- gang havde tabt al Lyst til Studierne ved Skolen, gav han mig sin Tilladelse dertil -- og det er vist, Bugge satte nyt Maskineri i mig. Aldrig glemmer jeg min første Indtroduktion hos ham, og da den indeholder et Punkt, der kan være nyttigt for mange unge Mennesker at erindre, vil jeg i Korthed for- tælle den. Min Fader havde henvendt sig til ham i Sagens Anledning, og Bugge havde sagt, at han fik sende Mester Urian ud til ham, saa han kunde se, hvad han duede til. Det var en vanskelig Gang, jeg gik den Dag. SIDE: 47 Bugge boede i et Hus paa Hjørnet af Strandgaden og Kortpilsmuget, og Vinduerne i hans Arbeidsværelse vendte ud til dette trange Smug. Det var en mørk Decemberefter- middag, jeg gik derud. Skjønt Klokken neppe var meget over tre, var det mørkt i det store, dunkle Værelse, og det var, ligesom Dunkelheden blot fremhævedes ved de to høie og som det syntes mig, meget høitidelige Lys, der brændte paa, Skrivebordet midt i Stuen. Selv stod han der med sit alvor- lige Richelieuansikt, med Armene lænet imod en Kamin eller noget lignende og vendte sit gjennemtrængende Blik mod mig, som om han vilde se mig tvers igjennem. Han var længe taus, ialfald forekom det den Ventende saa. "Sæt Dem og skriv en extemporal (latinsk) Stil!" sagde han. Jeg tog Plads og skrev min Stil, men der var saa stille i Værelset, at man havde kunnet høre en Knappenaal falde. Omsider var jeg færdig. Bugge læste Stilen igjennem, og nu var det min Tur at fixere ham, medens han læste, for at opdage, om hans Mine kunde forraade mig, hvad han syntes om den. Ikke en Muskel rørte sig. Jeg havde en stærk Anelse om, at Stilen var meget feilfuld -- og den var det vist ogsaa, skjønt det ikke skulde vise sig af, hvad der fulgte. Med et reiste han sig nemlig, indtog sin forrige Plads og sagde langsomt og roligt: "Jeg lover Dem, at gjøre Dem ikke blot til Student, men til en flink Student om halvandet Aar." Jeg var som falden fra Himlen -- jeg skulde ellers brugt 2 1/2. Der kom en Pause, men saa fortsatte han: "Notabene hvis De vil love mig en eneste Ting." Spændt opmærksom taug jeg bomstille, og saa kom Betingelsen, fremsat saa alvorligt og langsomt, som var det et Pythias Visdoms- ord, hvad Livet siden ogsaa har vist mig, at det virkelig var. "Lov mig", sagde han: "at De altid vil lære, hvad der bliver Dem foresat, den første Gang, De giver Dem i Kast dermed, for ellers lærer De det aldrig." Jeg lovede mig selv at følge hans Paabud, og jeg har aldrig angret det. Det er ganske vist al Lærens Hemmelig- hed, dens første og vigtigste Princip, Bugge her udtalte for SIDE: 48 mig, og enhver Lærer burde indprente sine Elever det. Jeg kan endnu mærke, at der er Partier t. Ex. af Verdenshistorien, som jeg ikke kan blive helt Herre over, og jeg ved, at det er netop de Partier, som jeg ikke havde lært ordentlig den første Gang, vi havde dem som Lektie i Skolen -- og jeg var ellers flink i det Fag, fordi det interesserede mig -- netop disse Partier er siden altid blevne mig til en vis Grad uklare, selv om jeg i senere Aar tilfældigvis er kommen til at anvende ganske særegne Specialstudier paa dem. Fra dette Udgangspunkt var det da ogsaa ganske kon- sekvent, at medens andre Lærere sagde: "Nu skal Du læse mindst en halv Time paa den Lektie," sagde derimod Bugge: "De har ikke Lov at læse mere end en halv Time paa den Lektie; kan De den ikke da, saa er det, fordi De har havt Deres Tanker andetsteds, og da kommer De aldrig til at lære den." Jeg sagde ovenfor, at jeg ikke vidste mere end et eneste Menneske, af hvem jeg har lært mere end af Lyder Sagen, og det var Fr. M. Bugge jeg tænkte paa. Men om ham ved jeg ikke blot, at jeg lærte men ogsaa hvad jeg lærte. Han var jo, da jeg fik ham til Lærer, allerede nedbrudt og syg, og døde, inden jeg fik afsluttet mine Læretimer hos ham; men jeg siger som Kjærringen hos Phædrus, der lugtede til det tomme Vinfad og sagde: "Hvor liflig maa ikke den Vin have været, som engang var i dette Fad, naar Resterne dufte saa herligt." Nu begyndte en Flidens og Arbeidets Tid: jeg var som forvandlet under min nye Lærer. Man har sagt om Bugge, at man lærte mere af ham i én Time end af Andre i tre: jeg ved, at jeg lærte mere af ham i halvandet Aar, end jeg havde lært i min hele Skoletid -- og hvad mere er, der var en kvalitativ Forskjel mellem hans Undervisning og alle Andres. At høre Bugge fortolke Sophokles f. Ex. var for mig en Fest, hvis Mage jeg ikke ofte har oplevet, saa gjennemsigtig klart, saa aandfuldt syntes mig Alt, og havde han, istedetfor det kuriøse Indfald at oversætte Iliadens første Sange i det ulykkelige Norsk-Norsk, kunnet -- hvad han dog maaske neppe SIDE: 49 havde formaaet -- skjænke os en saadan Udvikling til disse Sange, som den, hvormed han befrugtede mig, vilde han have gjort en langt større Ting. Hvad Skolen ikke havde kunnet udrette i syv lange Aar -- det udrettede han paa nogle Dage; med Et fik jeg en levende Glæde ved og en glødende Interesse for klassisk Literatur og Kunst, og jeg, der ikke havde kunnet fængsles af selve Digternes Fader, der ikke meddeltes mig saaledes, som jeg behøvede det (og det var jo ikke Lærerens Skyld), jeg læste nu med levende Interesse, ja med Begeistring Platon og Sophokles; ligesaa skruet Ovid havde forekommet mig, ligesaa fuld af Liv, Ynde og Munterhed fandt jeg under Bugges Fortolkning Horats. Kun altfor kort nød jeg hans Ledning; kort før Udløbet af de halvandet Aar døde den Lærer, som var bleven Gjen- stand ligefrem for mit Sværmeri, og jeg maatte før Artium endnu skrive nogle latinske Stile for at holde mig i Øvelse. Jeg vendte mig da til en af mine gamle Lærere ved Skolen, som velvillig paatog sig at gjennemse dem. Da jeg forelagde ham mit første Opus, dyppede han sin Pen dybt i det røde Blæk; thi han vidste fra gammel Tid af, at han vilde faa Brug for mange røde Streger. Men -- Blækket blev siddende paa Pennen, og da han endelig maatte lægge den saagodtsom urørt ned, saa han bebreidende paa mig og sagde: "Men, kjære Mand, da! Hvorfor skrev De ikke slige Stile, da De gik i Skolen hos mig?" Ja -- derpaa var det ikke godt at svare ham i hans aabne Øine. Men hvad jeg har lært fremfor Alt af Bugge, det var at arbeide, at arbeide methodisk og energisk, og har jeg i Livet eiet nogen Energi og præsteret Noget -- Meget er det vel ikke -- som kan have blivende Værd, saa er jeg vis paa, at det er ham, jeg skylder det; og derfor elsker og takker jeg ham endnu i den Grav, der saa længe har lukket sig over hans Støv. SIDE: 51 I FRITIDEN. I Barndommen bestaar Livet af to skarpt afgrænsede Partier: Skolen og Ferien, Alvoret og Legen, "Ti- merne" og "Fritiden", Overgangsledet mellem disse danne Kameraterne -- Skolekameraterne, der da tillige blive Legekameraterne. Blandt mine Skolekamerater er der tre, der ved sin literære eller videnskabelige Virksomhed hver paa sin Maade har erhvervet sig Navne, der ville blive bevarede: Jonas Lie, Ernst Sars og Fr. Wilhelm Bugge -- men de staa alle endnu i saa fuld Virksomhed, at her ikke er Stedet til at dvæle ved denne: jeg skal kun med let Haand berøre mit Indtryk af dem fra hin nu saa fjerne Tid. Jonas Lie lod ikke egentlig som Gut ane, at der boede nogen Digter i ham, endskjønt jeg nu bagefter vel kan skimte, at SIDE: 52 Digteren allerede var tilstede i Barnet. Han havde været bestemt til at blive Søkadet, og havde opholdt sig nogen Tid i Fredriks- værn i den Anledning -- "Kommandørens Døttre" indeholder vel Reminiscentser fra denne Tid -- men hans sterke Nær- synthed lagde en bestemt Hindring i Veien for dette Valg af Livsbane. Dog havde han bevaret den sterke Kjærlighed til Søen og Livet paa Søen, der taler ud af hans Digtning, og denne Forkjærlighed lyste klart ud af hans hele Væsen. Naar han kom til at fortælle om Søen og sine Farter paa den, lyste hans Øine og der kom Flugt i hans Ord, mens jeg derimod ikke har nogen Erindring om, at hans store Interesse for de nordlandske Bygder gav sig Luft i hans Fortælling. Maaske er den først senere bleven ham ret bevidst, maaske laa den vel gjemt i hans Inderste, altfor dyb og alvorlig til at kunne tages frem i Kameratkredsen. Derimod vandt han alle sine Kamerater ved den samme Elskværdighed, der lufter os saa velgjørende imøde fra hans hele Digtning. Kunde man ikke uden videre fra Skoletiden sluttet til Jonas Lies fremtidige Betydning, saa var det desto klarere fra første Stund, at Ernst Sars vilde komme til at tiltrække sig sin Samtids Opmærksomhed. Han kom ind i Skolens 4de Klasse i Slutningen af 1849, sammen med sin nuværende Kol- lega Professor Peter Waage, og de To fik da som nyankomne sin Plads nederst i Klassen, og i de første Dage lagde vi ikke synderlig Mærke til dem, især ikke til den tause Gut fra Strile- landet, som sad dernede og saa ned i sin Bog, og vi Bygutter følte os ret overlegne over ham, der syntes os kommen lige SIDE: 53 ud af Haugen, umanerlig og kantet. Og han sagde ingenting. Men hvergang Læreren kastede et Spørgsmaal ud over Klassen i dens Helhed, og vi sad tause, ude af Stand til at besvare det, kunde man høre det knurre dernede paa nederste Bænk. "Var der nogen, som svarede?" spurgte Læreren gjerne. "Ja, Ernst Sars sa noget." Naar saa Svaret blev pumpet ud af ham, kunde man være vis paa, at det altid traf Sømmet lige paa Hovedet, og da Halvaarsexamen gav Omflytning i Klassen, sad Sars som Nr. 1 -- og den Plads beholdt han næsten stadig til Skolegangens Ende afvexlende med en anden rigtbegavet Kamerat, Fredr. Steen, nu Soren- skriver i Søndfjord. Wilhelm Bugge kom ind paa Skolen i den sidste Halvdel af 1851, og viste sig ogsaa snart i Besiddelse af de fremragende Evner, der har gjort ham saa anseet baade i Viden- skaben og i Statens Liv -- men han har nu i over 40 Aar staaet mit Hjerte altfor nær som en trofast Ven, til at jeg, selv om jeg paa dette Sted vilde, skulde kunne give nogen objektiv Skildring af ham som Gut. Fritiden har sin Historie ligesaavel som Skoletiden. Legene rettede sig efter Aarstiden: Vinteren Kjælker -- Vaaren Drager -- Sommeren Kixekugler og om Høsten "Kotænder", naar man slagtede i Familierne. For den opvoxende Ungdom i Bergen var nu egentlig hele Byen en stor Legeplads: ikke saa at forstaa, at vi legte, hvor vi vilde i Byen, men saaledes, at den var delt i visse Dele, der tilhørte det ene eller det andet Kvarters Gutter. "Dreggegutterne" beherskede hele Dreggen, Øvregaden, Stølen og Tydskebryggen lige ind til Christi Krybbe og Korskirken, "Markegutterne" Byens indre Dele fra Torvet til Stadsporten. Her fandtes prægtige Legepladse ligefra Enkefattig- SIDE: 54 huset ved Stadsporten, i hvis Nærhed den i forrige Aarhundrede revne Michaelskirke havde ligget, og Egnen bag Sander Kaas Stiftelse og St. Jørgens Hospital til De Søfarendes Fattig- hus, Tugthuset, Raadhuset og Domkirken. Endelig raadede "Nordnesgutterne" over Strandgaden, Klostret og Nordnes samt Egnen ovenfor Nykirken og Stranges Fattighus. Gut- terne fra Nøstet nede ved Sygehuset stødte gjerne til dem. Men indenfor disse Grupper fandtes der aristo- kratiske og demokratiske Kredse. Blandt Dregge- gutterne holdt Demokratiet til paa Stølen, Aristokra- tiet nede i selve Dreggen; blandt Markegutterne fær- dedes Demokraterne inde i selve Marken, Aristokra- terne i Domkirkegaden; o. s. v. Demokraterne kald- tes med det mindre respek- table Navn "Gadegutter" -- Aristokratiet kaldtes der- imod "brav Mands Barn", og dets Toppunkt danne- des selvfølgelig af Latin- skolens haabefulde Ung- dom. Men stundom kunde Stammerne fra Stølen og Dreggen forene sig til et Felttog mod Stammerne ved Nøstet og paa Nordnes eller i Marken og Domkirkegaden, ligesom de græske Stammer forenede sig mod Troia, og da gaves der meget alvor- lige Kampe, hvori vi "brav Mands Barn" kun ganske hemmelig uden vore Forældres Vidende tog Del, og de foregik Aften efter Aften med Marscher gjennem Baggader og Gaarde for at falde SIDE: 55 Fienden i Ryggen, med Udsending af Speidere, som naar de fangedes, bleve ubarmhjertigt tampede, og med alvorlige Bataljer paa de aabne Pladse eller Gadehjørnerne. Men disse "Guttekom- panier", udviklede sig senere til Institutioner, der have fundet sine Thukydider saavelsom sine Tyrtæus'er, og jeg skal ikke opholde mig videre ved dem, da jeg dog kun vilde kunne skildre dem høist ufuldstændig. Men iblandt Heltene i disse Aftenfelttog vil dog En altid staa for mig, der skulde komme til at spille en ganske anden Rolle end den beskedne, han indtog som Herold og Under- handler snart for det ene, snart for det andet Parti -- jeg mistænker ham for, at han ikke altid var sin Fane saa ganske tro, men holdt sig som en klog General til det Parti, han ansaa for det stærkeste -- og var Lykken hans Parti imod, var han dog altid sikker paa at gaa fri for Prygl, fordi han havde "en Tunge som en Engel at tale med." SIDE: 56 Den første Gang, jeg saa ham ved Dagslys, imponerede han mig paa det vældigste. Schmar var kommen til Byen, "gamle Schmar", Henrik Wergelands Schmar fra "Processen" og "Forsoningen", Kunst- handler Schmar, som han kaldte sig, en stak- kels, gammel, halvblind Mand, med sin Correg- gio, sin ægte Correg- gio og sine akurat lige- saa ægte Rubens'er og van Dyker, og han havde faaet laane Real- skolens Gymnastiksal -- det ulykkeligste Billedlokale, der kunde tænkes i vor By, med de tre Vægge fulde af store Vinduer -- til Udstilling af sine Mesterverker, og min Fader havde givet mig 12 Skillillg, forat jeg skulde gaa og se paa Herligheden. Efterat have betalt min Entrée traadte jeg ind i Salen, hvor 12 eller 14 Billeder hæng- te mellem Vinduerne i det slettest mulige Lys paa de lyseblaa Vægge. Jeg, der vel neppe dengang havde seet andre Billeder end Frans Bøes første Begynderarbeider og Tycho Jægers Mesterverker, stod midt paa Gulvet og gloede fra det ene mørke Lærred over paa det andet. SIDE: 57 Med Et -- som skudt op af Gulvet, stod en omtrent jevnaldrende Gut ved min Side. Hans Dragt var lidt tarvelig og slidt, og selv tjente han vist Schmar som et Slags Løbergut, skjønt det neppe var nogen lønnende Ansættelse -- men det regnede han vel mindre paa, end det udviklende i Omgangen med den historisk berømte Mand, og de endnu berømtere Mestere, han foreviste. Men var det end kun tarveligt med Maden og Klæderne, saa var der et Glimt i hans Øie og et Smil om hans Mund, der tydelig sagde, at han snart som en Fønix vilde hæve sig af Asken -- som en ny Odysseus kaste Tiggerdragten og vise sig som den Fyrste, han var. Jeg havde seet ham mangen Aften derude i Gaden -- snart paa vor egen, snart paa Modpartens Side -- overlegen over begge -- men jeg kjendte ikke hans Navn og vidste ikke hans Stand og Stilling: ogsaa den syntes at tyde paa noget, der laa midt imellem Aristokraterne og Demokraterne. "Se her, min Ven!" sagde han med en overlegen Mine, som jeg ikke da forstod var paatagen, men tillige med et ube- SIDE: 58 skrivelig godlidende Smil om Munden, som saa mange af mine Læsere kjender: "se her min Ven. Saaledes ser man ikke paa Malerier. -- Se -- saa skal Du gjøre". Og med hele en Kjenders overlegne Mine stillede han sig i den rette Attitude foran et Billede, hulede Haanden foran sit venstre Øie, og sagde: "Saaledes skal Du gjøre -- se gjennem den hule Haand -- se -- hvilket Perspektiv!" Jeg havde vist neppe hørt Ordet Perspektiv nævne før, men anede vel dets Betydning; jeg gjorde som han sagde, og saa jo ganske rigtig, hvad han bebudede, at jeg skulde se. "Er det ikke en uforlignelig Clairobscur i den Cor- reggio!" vedblev han, "ja, for det er en ægte Correggio, og den er mange Millioner værd! Ja, han ser nok fattig ud, den Gamle ved Kassen derborte, men dersom han vilde, kunde han forgylde hele Realskolen og Latinskolen med! Se der er nu en Rubens, det forestiller en stor General fra Trediveaars- krigen -- jeg tror det er Prins Eugen -- men det kan nu være det samme; men ser Du hvilken fortræffelig Carnation! Hvad SIDE: 59 Er det ikke, som Du kunde gaa hen og tale til ham? -- Nei, men saa se da Gut!" raabte han, da jeg i Forbauselsen over hans Lærdom havde sluppet Haanden ned. "Det er ellers Skade, at Mellemtinterne er noget læderede, men det gjør Ingenting -- et Mesterværk bliver dog altid et Mesterværk!" Var dette en trettenaars Gut, som stod der og talte? Alle de banale Stikord, hvormed man overfor en Uvidende kan agere Kunstkjender, flød med en uforlignelig Tungefærdighed fra hans Læber, og jeg var nær ved at tabe baade Næse og Mund. Jeg kan kun sige, han var Gjenstand for min aller- dybeste Beundring. Saaledes førte han mig fra det ene Billede til det andet, Salen rundt, snakkende og gestikulerende, og min Forbauselse steg for hvert Maleri, han prækede over, stadig i Former, som jeg ikke forstod, men som ikke gjorde min Høi- agtelse mindre. Med engang raabte en Stemme udenfor "Pegasus!" "Det er mig, det!" sagde han. "Ja, se nu kun videre; det koster kun 12 Skilling, men Du vil ha en Kunstnydelse, SIDE: 60 der er ligesaa mange tusinde Daler værd!" og med en klin- gende Latter, jeg ved ikke om over min naive Forundring eller over sin egen ypperlige Imitation af alle gamle Schmars æstetisk-terminologiske Fraser -- rimeligvis over begge Dele -- forsvandt det glimrende Meteor ligesaa pludselig, som han havde ladet sig tilsyne, fra min Himmel. Saa gik der et Aars Tid eller to, hvori jeg ikke saa noget til ham. Da kom der en dansk Danselærer til Byen, som fik endel af Latinskolens lærde Gutter under sin Behandling for at lære dem en Smule Maner -- og mellem dem var jeg. Til daglig Brug havde han en liden Bogtrykkerlærling til Opvarter og Løbergut, men naar han nogle Gange om Vinteren holdt de saakaldte "Danseskoleballer" paa Pelloths dengang nybyg- gede, nu forlængst forsvundne Sal (Holths Hotel), saa gjorde min Kunstkjender fra den Schmarske Udstilling Opvartning i Forværelset. Men med de Baller gik det galt, fordi vi Gutter altid heller opholdt os ude i Forstuen hos Kunstkjenderen, hvor der SIDE: 61 var endeløs Fornøielse, end inde i den kjedelige Balsal. Der- ude var den ustyrteligste Moro. Snart rykkede han en Stol midt frem paa Gulvet og fingerede, at der sad En paa Stolen, og at han barberede den Usynlige uden Kniv og Sæbe, mens han underholdt ham paa gebrokkent Norsk-Tysk -- Gebærder og Monolog var lige ypperlige, og vi holdt paa at revne af Latter over hans Barbersladder med alle Slags Nyheder af Byens temmelig uskyldige cronique scandaleuse; kom en af Smaa- pigerne ud, saa var han en Butiksvend og maalte Kjoletøier af for hende, mens han priste sin Vare, eller Skjælmen agerede Skomager, og fik hende til at lade sig tage Maal til nye Sko: "Nei, for naakken nydelige Pusselanker, Jomfruen har!" Den ene Figur lignede ikke den anden, men han gik paa i endeløs Mangfoldighed, med de ypperligste Monologer, hele smaa Ko- medier, hvori andre blev ufrivillig Medspillende, fuldstændige Atellaner, helt og holdent improviserede -- indtil Terpsichore- mesterens fortørnede Skikkelse viste sig i Salens Dør og jog os allesammen ind igjen til Dansen, og saa var den Her- SIDE: 62 lighed forbi. Men sjelden har jeg moret mig saa godt ved noget Skuespil som ved disse improviserede Komedier, og det mærke- ligste var, at han saagodtsom aldrig kopierede kjendte Originaler, men øste op af sin Fantasis uudtømmelige Væld, som han for- mælede med sin fine Iagttagelsesevne, saa rig Bergen end var paa Originaler, der kunde tjent ham umiddelbart til Modeller. Han havde nok studeret dem, men han gjengav dem frit og kunstnerisk. Atter forsvandt han fra min Horizont, da Vinteren og Danseskolen var forbi. Men saa en Dag, jeg var inde i en Butik, hvis Ejer jeg kjendte og hvor jeg ofte færdedes, kom nu han fra Danseskolen ind -- han skulde hilse fra sin Mester og bede om at faa det eller det. Ja, det skulde han nok faa, men han maatte sige sit Navn. Da tog han en Blyant og et Stykke Papir, som laa paa Disken og skrev med den nydeligste Haandskrift i omvendte Bogstaver, som Lithograferne skriver, Ordene: SIDE: 63 Han var kommen i Lære hos Lithograf Bucher, og jeg erindrer med Bestemthed at have seet en paa bergensk Forlag udkommen Eventyrbog med Illustrationer, komponerede og udførte af Johannes Brun. Findes den, er den en Sjeldenhed, der burde tages vare paa. Forunderlig mangesidig var hans Begavelse. Saa kom Aaret 1849 -- Johannes Brun var 17 Aar. Jeg havde atter tabt Lithograflærlingen af Syne. Ole Bull var kommen til Bergen og gav Koncerter, og jeg skulde for første Gang i mit Liv høre ham spille. Jeg stod i Parkettet og ved Siden af mig stod Johannes Brun. Jeg havde i en Biografi af Ole Bull læst om hans første Optræden i Bologna, da en Musiker, der havde hørt ham spille, uden at se ham, udtalte, at Spillet var saadant, at han havde troet, det var et Orgel, indtil han fik se, at det var en Violin -- en ægte ita- liensk Omskrivning for det Fyldigt-Brusende i hans Violinspil. Da jeg ingen Maalestok havde, og kun tænkte mig det Vidunder- lige, jeg nu skulde høre, som Noget, der maatte ligne et Orgels Toner, blev mit første Indtryk en Skuffelse. "Det er jo dog blot en Violin!" hviskede jeg til min Sidemand. "Ja -- hvad skulde det ellers være da, Tosken," smilte Johannes Brun. Men inden Koncerten var endt, forstod jeg Meningen af, hvad jeg havde læst. Samme Sommer averterede Ole Bull efter Skuespillere til det Theater, han stod i Begreb med at danne i Bergen, det første "norske Theater". Da brød Puppen ud af sit Fængsel, og Sommerfuglen slog sine Vinger ud. Det var vel i November 1849, at der en Aften gaves en Prøveforestilling for indbudne Gjæster. Op gik Tæppet, og den Første, der kom styrtende ind paa Scenen som en bergensk Gadegut for at SIDE: 65 fremsige en Monolog, der var en slet Efterligning af en slet dansk Original, var min Kunstkjender, min Improvisator, min Lithograf, med et Ord, var Johannes Brun. Og han løftede det daarlige Makværk til ægte, fuldlødig Kunst og optraadte derhos som Henrik i Henrik og Pernille og tog sit Publikum med Storm. I samme Øieblik, han svang sig paa sin Vingehest, sad han som støbt i Sadelen; thi han var født paa Scenen, fordi Livet var hans Scene og Scenen hans Liv. Endnu engang skulde jeg se Johannes Brun udenfor Scenen, inden jeg som Voxen gjorde hans nærmere Bekjendtskab. Det var en Formiddag, jeg med et Par andre Kamerater sad oppe i et Vindve i Latinskolen i et Frikvarter og saa ned paa Dom- kirkegaarden. Kirkens Sidedør gik op, og ud traadte Johannes Brun i Snipkjole og hvidt Halstørklæde, ved hans Side gik hans yndige, uforglemmelige Brud, den norske Scenes Pryd, Louise Gulbrandsen, og efter dem fulgte en liden Bryllups- skare. Nitten Aar gammel var min Kunstkjender, min Impro- visator, min Lithograf, min Skuespiller, min Tusindkunstner, SIDE: 66 Johannes Brun gift, og fra nu af ligger hans Liv aabent, kjendt af Alle, hvem hans Kunst har smeltet i Smil eller Taarer; denne Kunst, som fik alle Hjerter til at zitre, fordi hans eget Hjerte zitrede i hans Spil. Ak, det varede ikke længe, før hans rigtbegavede Hustru bøiede sit Hoved i Døden, og da han selv gik bort, havde Norges Scene tabt det herligste Kunstnerpar, den har eiet. Men tilbage til Fri- tiderne og Kamerat- livet. Ved Siden af Frilufts-Legene og Kampene paa Gader og Gaardspladse havde vi Skolegutter ogsaa især om Vinteren intel- ligentere Lege, der ial- fald for mig, der aldrig har været nogen Sports- mand, optog Broder- parten af min Interesse -- Interessen for Stu- dierne desværre ibe- regnet. Børnenes Lege er jo ofte en Gjenspeiling af de Voxnes Interesser, og en af de Interesser, der i den første Halvdel af Aarhundredet var mest fremtrædende i Bergen, var Theatret, ikke blot da Bergen just i de Dage, Halvseklet ender, skabte det første norske Nationaltheater, men ogsaa i tidligere Dage: det bekjendte Talent for Scenen, der jo udmærker saa SIDE: 67 mange Bergensere, og af hvilket hin, den nationale Scenes Opret- telse kun var et stærkt Udslag, har meget gamle Ahner i Bergen, og har sat dybe Mærker i dets indre Liv. Allerede i 1799 byggedes "Komedihuset" ved "Nøstet", nedenfor Engen, en tarvelig Træbygning, der endnu bestaar, medens saa mange Sten- theatre ere brændte, nu vistnok en af Verdens ældste Theaterbygnin- ger. Men hvor mange ædle Kræfter ere ikke udgaaede fra den gamle Kasse paa Engen! Her skabtes synlig den Tra- dition, der har skjænket Bergen saa mange ruti- nerede Skuespillere, og her udfoldede Bergens egne Borgere og Em- bedsmænd, deres Hu- struer, Sønner og Døtre en dramatisk Evne, som, hvis vi tør tro vore Fædres og Mødres be- geistrede Skildringer, maa have været ganske usædvanlig. Og saa ganske uden Grund var denne Begeistring vist- nok ikke, selv om hine Forestillinger ikke vilde tilfredsstille vor Tids ikke blot høiere spændte, men især saa væsentlig forandrede Fordringer. Uden Grund var den neppe, skjønt det var Dilettanter, der optraadte, naar vi erindre, hvor fuldfærdige de vare ved sin første Optræden paa Scenen, disse bergenske Kunstnere, der senere bleve vor Scenes Pryd, en Johannes og Louise Brun, en Lucie Wolf og mange Andre. SIDE: 68 Endnu i min Barndom hørte jeg Navne som Fru Stads- hauptmand Wiese (navnlig som Fanchon), og Johan Bøschen som Komiker omtale med høi Beundring for deres sceniske Talent. I 30-Aarene begyndte Byens Borgere i "det dramatiske Selskab" at gaa trætte, muligt at nye Talenter ikke frem- stode i de gamles Sted, sikkert er det, at man gik over til at indkalde danske Theatertrouper, først den Olsenske, senere den Werlighske og endelig den Hansenske og Sørensenske, mens Byens Borgere kun en og anden Gang optraadte ved særlige Leiligheder, især Velgjørenhedsforestillinger. Jeg har selv i min Barndom seet flere af disse Forestillinger af ber- genske Dilettanter. Jeg erindrer saaledes bl. a. at have seet Kotzebues "Borgermesterfamilien i Ravnekrog", hvor første Akt slutter med, at en Hoben fine "Mardamer" staar og gjør Komplimenter om, hvem der skal gaa først ud af Døren, og anden Akt begynder med, at de fremdeles staar der og neier. Ligeledes erindrer jeg at have seet: "Besøget eller Lyst til SIDE: 69 at glimre" med P. A. Jensen i Elskerrollen, og Joachim Wel- haven -- neppe endnu voxen -- som Negerdrengen. Ogsaa i "Henrik den Femtes Ungdom" har jeg -- om mit Minde ikke ganske svigter mig -- seet P. A. Jensen paa Scenen, hvor han spillede med Liv og Varme og vandt almindeligt Bifald. Skjønt Oprettelsen af det norske Theater i Bergen i 1850 naturligvis betegner et høit Opsving, fordi det har en nyskabende Betydning, maa man dog ikke tro, at de danske Theaterselskaber, der gjæstede Bergen i Firtiaarene, vare for Katten. Der fandtes enkelte meget betydelige Kræfter iblandt dem -- specielt Fru Werligh, der senere som Enke ledede Selskabet og blev indgiftet i den høit anseede Hagerupske Familie i Bergen og Moder til Fru Nina Grieg, Hun kreerede bl. a. for Bergenserne "Emilies Hjertebanken" i dets Nyhedstid, og jeg erindrer, med hvilken Henrykkelse jeg som sex eller syv Aar gammel saa hende i denne Rolle og med Barnets lette Nemme lærte omtrent den hele Monolog med Sange og Melodier udenad, kun ved at se og høre hende, der var Gjen- standen for mit barnlige Sværmeri. I senere Tider morede det mig engang at imponere Fru Grieg ved at fortælle hende, at jeg hørte til dem, der havde "sværmet for hendes Moder", -- hvortil hun da med en meget naturlig Forundring svarede: "Men hvor gammel er De da?" Forundringen løstes jo, da jeg oplyste hende om, at jeg var sex Aar, da jeg "sværmede". Men mit Sværmeri strakte sig til hele Theatret og Drama- turgien. Min Fader var, omtrent fra jeg var 10 Aar, Formand i "Det dramatiske Selskabs" Bestyrelse, og Selskabets Biblio- thek opbevaredes i vort Hjem. Hvormangen kold Vinterdag har jeg ikke glemt Kulde og Sult, naar jeg kunde liste mig ind i det iskolde Bibliothekværelse og "læse Komediebøger" en masse, istedetfor Lektier! Og hvor optog det ikke min Tid og min Interesse fremfor Skolegutternes kjedelige Opgaver! Men det affødte selvfølgelig en Lyst til selv at være med at spille Komedie, og jeg fandt villigt Øre hos en Kreds af SIDE: 70 Kamerater og unge Veninder, der mere end gjerne deltog i denne Sport. Paa mit indre Liv havde denne Syslen bestemt en meget uheldig Indflydelse. Jeg anser den barnlige Fantasis tidlige Syslen med Theater og Dramaturgi, -- der jo af Mange ansees for ganske uskadelig, ja fra én Side betragtet endog som udviklende -- tvertimod for meget skadelig; den giver Fantasien og Tanken en Retning henimod et Skinliv, der bestemt virker skjævt paa selve Karakterens Udvikling, medens Fantasien rettes fra Livet og over paa dets uvirkelige Speil- billede, og jeg udtaler dette paa Grund af egen, alvorlig -- jeg kan gjerne tilføie sørgelig -- Livserfaring. De Interesser, der burde rettes paa reellere, virkelig befrugtende Gjenstande, drages over paa vage, af Poesiens Streiflys, men ogsaa af Scenens Irlys belyste Felter, og giver let Skin for Liv, Skygger for Virkelighed. Men hvor fyldte de ikke dengang mit Liv! I Provstens Havehus oppe under Fjeldet, et Hus, der ellers tjente som Strygestue og Røgebod, reiste vi Thalias Tempel. Ved Juleferiernes Begyndelse skrev vi vore Stykker selv i Kompani: det var naturligvis Røverpoesi, og ved Feriens Slutning og efter denne om Søndageftermiddagene opførte vi vore Stykker: "Røverne" (ikke Schillers!), "Zigeuneren", "Gustav den Tredies Mord" og mange flere. Vi plyndrede Mødrenes Klædekamre og Husenes Pulterkamre for Dragter og Rekvisiter -- og saa bar det løs. En Dag fik vi Lov at spille "Zigeuneren" inde i Provstens Storstue, medens Døren til Dagligstuen stod aaben -- og derinde sad Provstens vidun- derlig deilige, danskfødte, unge Frue og saa paa vor Treiben og morede sig vist kosteligt over vor høiromantiske Poesi -- hun havde tre eller fire af sine Stedbørn i Troupen og op- muntrede os ved at applaudere paa de vildeste Steder. Hvor var hun elskværdig -- ligesaa elskværdig som smuk. Dengang forstod jeg kun at beundre hendes Skjønhed, ikke hendes Aandfuldhed. Senere har jeg lært at skatte høit ikke blot hendes rige digteriske Begavelse, men ogsaa at holde inderligt af hendes dybe Sind og hendes varme Hjerte; den- SIDE: 71 gang havde jeg en skjult Mistanke om, at hun igrunden bare gjorde Nar af os; senere har jeg af hendes egen Mund erfaret, at vi interesserede hende levende ved eller trods vore barn- agtige Paahit, og det har noget at sige; thi Moderen var en af vore berømteste Forfatterinder -- Magdalene Thoresen. Men hun har ogsaa fortalt mig, med hvilken Forfærdelse hun om Vaaren gjensaa sin nytapetserede Strygestue, hvor alt var sat paa Hovedet, og hvor vor dramatiske Virksomhed havde efterladt græsselige Spor. Sex Aar efter kom vor siden verdensberømte Digter til Bergen og tolv Aar efter var en af Prov- stens Døttre, en af vore Pri- madonnaer, hans Hustru. Efterhaanden gik dog disse barnagtige Drama- turglege over til en noget alvorligere Interesse for Literatur og Digtning, der afsatte sin Frugt i talrige, hinanden afløsende "lite- rære Foreninger" og Skole- aviser. Vore Foreninger havde især sin Styrke i sine Fester, der afholdtes 17de Mai og 4de November, og naar ellers Leilighed gaves; existerede en Forening saa længe, at den kunde feire sin Stiftelsesdag, skeede dette natur- ligvis med stor Høitidelighed, der holdtes Taler og digtedes Sange, spistes Kager og serveredes Øl -- Alt selvfølgelig uden at Lærere eller Foresatte havde den fjerneste Ide derom. Omsider var der virkelig en Forening, der holdt sig lige til henimod min Artiumstid, og der kom vi endog saa langt, at vi subskriberede paa Goldschmidts "Nord og Syd", og da Boghandlerens Regning ikke blev ganske prompte betalt, fik For- SIDE: 72 manden et Brev fra Vedkommende, der titulerede Formanden: "Hr. Præsident!" til vor store Henrykkelse. "Syttende Mai" var ellers naturligvis Smaagutternes store Festdag. Jeg erindrer dog endnu godt den Tid, da det festlige ved Dagen i min Fødeby havde et meget dæmpet Præg -- nemlig saalænge Carl Johan regjerede. Da var der ikke Tale om nogen Folkefest; næsten i Smug for lukkede Døre feiredes Dagen i private Sammenkomster, medens pene Borgerfolk indskrænkede sig til at vise sig noget talrigere end sædvanligt om Aftenen i "Ny- gaardsalleen" eller i "Kalfarveien", Byens to fashionable Pro- menader, medens en gammel Major endog drev Loyaliteten saa vidt, at jage en gammel Positivspiller, der havde "Sønner af Norge" paa sit Repertoire, ud af sit Gaardsrum med Ordene: "Ingen Nationalsange i mit Hus!" Som virkelig Nationalfest med Procession og offentlige Folkeforlystelser feiredes 17de Mai første Gang i Bergen 1847; men den saa jeg Intet til, da jeg netop var angreben af en Børnesygdom, desto mere glædede jeg mig til den næste; men inden den indtraf, vare store Begivenheder forefaldne, hvorom siden nærmere. Til Fritiden maa jo ogsaa regnes de Timer, da man efter endt Skoletid slentrede omkring i Gaderne og saa paa Bergens Originaler. Af dem havde jo denne By dengang en større Rigdom end sædvanligt, og endnu i min Barndom var denne Species, skjønt i Aftagende, ingenlunde uddød. Vilde man havt en Veiviser for at finde alle disse Originaler sammen, saa kunde man brugt "gamle Sagen", der jo selv var en af dem, til Cicerone; thi man kunde være vis paa, at saasnart hans Sokratiske Øie saa en af dem, saa standsede han dem og fik sig en liden Faddersladder. "Læg Mærke til", sagde hans Svigersøn, Sorenskriver Bøgh, der selv var et forslagent SIDE: 73 Hoved, en Dag til en af sine Venner, en meget værdig Mand, da de paa Gaden saa Sagen tale med en af disse lystige Figurer, "læg Mærke til, at min Svigerfader bare taler med alle de naragtigste Karrikaturer, som findes i Byen". Saa tilføiede han: "Aa vent et Øieblik paa mig, jeg skal ind i Butiken her, men kommer strax tilbage". Vennen ventede, imidlertid havde Sagen endt sin Passiar, og kom op ad Gaden -- saa den Ventende og -- begyndte en Passiar med ham. Bøgh kom ud af Butiken -- Sagen gik, og Bøgh sagde med sit luneste Smil: "Naa -- hvad sagde jeg?" Men da vi ikke kan have Sagen til Fører, faar vi give os ud paa egen Haand, om end Vandringen kanske ikke bliver saa lønnende, som den kunde være. Der møder vi da først min spæde Barndoms tro Veninde, den fæle, fordrukne Karen Oldevaag, navnlig kjendt for sin Umaadelighed i Brugen af Snus, i 1830 Aarene kjendt af alle Byens Unger, der syngende ledsagede hende paa hendes muntre Gang gjennem Gaderne. En Original, men af den mest tragiske Art! For Karen Oldevaag havde engang i den sidste Fjerdedel af forrige Aarhundrede været en af Bergens mest feterede og rigeste unge Skjønheder; men det var der rigtignok ikke det fjerneste Spor mere igjen af. Borte var Festerne, borte Ungdom, Rigdom og Skjønhed, og Historien var inderlig sørgelig. Den fortaltes i Folkemunde saaledes: I forrige Aarhundrede levede en rig Mand i Bergen, der havde tre Døtre, som vare saa fine paa det, at de ikke skulde lære noget, end ikke at sy et Sting eller at koge en Suppe, fordi de var saa rige, at der aldrig kunde blive Tale om, at de kunde faa Brug for det Slags Kyndigheder. En russisk Orlogsmand kom til Bergen, og tre bundrige russiske Fyrster -- mindre kunde ikke gjøre det -- friede til og forlovede sig med de tre Frøkner. De to af dem kom Aaret efter igjen og hentede sine Trolovede -- men den Tredie kom aldrig tilbage, og den forladte Karen græd saalænge, til hun græd sin Smule Forstand ud -- og da saa Krigsaarene og Statsbankerotten kom, og Faderen først SIDE: 74 tabte hele sin Rigdom og saa døde som en fattig Mand, blev hun fuldstændig sindsforvirret og kom saa paa Fattigvæsenet. Sic transit gloria mundi. Nu gik hun omkring og sang: "Min Flaske, den er tom, den skal fyldes, Den skal fyldes med Punsch og med Vin!" mens hele Byens haabefulde Ungdom var hende i Hælene. En Sommer -- det var i 1839 -- leiede mine Forældre et lidet Landsted udenfor Byen, og her traf jeg hende nede ved Elven hos Vaskerpigerne, hvor hun kom for at vaske sit Linned -- men hun var saa urenlig, at de altid forlangte, at hun skulde staa nedenfor dem og vaske. Der søgte jeg hende op i hendes Ensomhed; thi hun øvede en sælsom, næsten dæmonisk Tiltrækningskraft paa mig ved de vidunderlige Historier, hun kunde fortælle -- alle forvirrede og usammenhængende, men underligt blomstrende af vilde Fantasier. Saa en Morgen fandt man hende død bagved Laden -- men det var nok adskillig senere. Min næste Inklination var "Lidsejomfruen", men hende var jeg forbudt at komme nær, for hun "var aldrig alene", og det viste da ogsaa hendes Bevægelser noksom. Hun havde sit Navn af, at hun gik om og solgte Lidser, men hun fik aldrig Lov at komme ind i Husene -- ialfald ikke i de Familier, hvor jeg færdedes. Endelig tog man sig af hende og skaffede hende Plads i en Anstalt for gamle Piger. Det første, man gav hende, var et ordentlig Bad, hvor hun blev grundig renset for sit Følgeskab. Saa blev hun lagt i en ren Seng; da smilte Lidsejomfruen og sagde: "Saa deiligt har jeg aldrig havt det, siden jeg var Barn -- nu vil jeg sove godt". Saa vendte hun sig mod Væggen -- og vaagnede ikke mere. Nei -- bort fra mine sentimentale Damer. Da var Endre- gaarden en anden Karl. Det var et deiligt Selskab, vi havde i Naboskabet mellem mine Forældres Hus nede i Gaden og gamle Sagens Hus oppe ved "Skiven"; i Svingen der boede: SIDE: 75 "Gale Elen", hendes Mand "Jørgen Barber" og "Endre- gaarden". Jeg ved aldrig at have seet Endregaarden ædru. Han var udseet af Lægerne til at blive et af de første Ofre i Koleraepidemien 1848 -- 49, men jamen tog de feil dengang; Kolerabacillerne vilde ikke bide paa ham, dertil var han for finkelholdig -- han var sat paa Spiritus og assureret mod alt Ondt. Men den, som ikke likte Endregaarden, det var gamle Sagen. For naar han kom gaaende sin langsomme, rolige Gang til Skolen, kunde det hænde, at Endregaarden kom ud paa Gaden med en lang Kniv i Haanden og sagde: "No stikker eg Kniven i deg!" eller: "No vil eg slagte deg". Og man kunde jo aldrig vide, om det gale Menneske ikke engang gjorde Alvor af det, mente gamle Sagen. Og derfor gjorde han med Endregaarden, ligesom visse europæiske Lande i sin Tid gjorde med Røverstaterne i Afrika, betalte ham en vis aarlig Tribut for at gaa fri for Myrderi. "Lad nu bli' det der, Endregaarden! -- Du skal faa en Ort om Aaret", sagde gamle Sagen, "om Du vil la være at true mig med Kniven". Jo, det gik Endregaarden ind paa. Men -- hast du mir gesehen -- en vakker Nytaarsdag stod Endregaarden igjen der med Hatten høfligt i sin ene Haand, men med den blanke Kniv i den anden, og sagde: "No stikker eg Kniven i Deg". "Har Du ikke faaet en Ort for at la det være!" spurgte Sagen. -- "Jo, Hr. Overleverer!" sagde Endregaarden, "det var ifjor det -- men iaar kan eg ikje gjørre det saa billigt -- iaar koster det to Ort". Og den Gamle maatte rykke ud med dobbelt Tribut. Rykke vi op i Borgerklassen, møder vi Tvillingparret "Maasen" og "Løsebrødet", to gamle Kjøbmænd. De boede begge nede paa Torvet, og var saa lig hinanden som en Sølv- toskilling en anden -- men de, som kjendte dem lidt nærmere, kunde dog se Forskjel. Hvad der havde givet den ene af disse to Gamle Navnet "Maasen" (Maagen) ved jeg ikke, men at den anden havde sit Navn "Løsebrødet" efter den eien- SIDE: 76 dommelige Form paa denne specifikt bergenske Brødsort, var meget naturligt, da hans store Hoved var næsten ligesaa stort og rundt som hans lille runde Krop og han dannede ligesom to sammensatte Boller. Altid var disse to stakkars Tvillingbrødre forfulgte af en Flok Gadegutter, der raabte deres Øge- navne efter dem, og med hvem de stadig befandt sig i Kamp -- der findes nu engang ingen grusommere Race end Børn. Men en Dag gaar En af dem nedad Gaden til sit Hjem, forfulgt af en Guttesværm, der raaber efter ham sit ustanselige: "Æh -- Maasen! æh Maasen!" Men mod al Sædvane tog han det med den mest stoiske Ro, som om det aldeles ikke vedkom ham. Dog, da han var kommen op paa sin egen Trappe, og de nedenfor vedblev at raabe: "æh Maasen!" vendte han sig overlegent imod dem, satte Fingrene med en betegnende Gestus sprigende foran sin Næse og raabte triumferende ned til dem: "Æh -- det var Løsebrødet!" Enkelte Skikkelser, der spillede Ele- gantens Rolle paa "Incroyablernes" Tid i Slutningen af forrige Aarhundrede, saaes endnu i min Barndom paa Bergens Gader, skjønt de Fleste af de gamle Originaler, der i Aarhundredets Begyndelse var fore- vigede af en bergensk Tegner, og som her gjengives som Typer fra hin Tid, i min Barndom allerede vare forsvundne. SIDE: 77 Dog erindrer jeg godt en gammel Herre, Sohlreder var hans Navn, der hver Dag nøiagtig paa Slaget to tog sig en Spad- sertur ("gik opefter Landet", som det kaldtes, naar man gik ud af Byen gjennem Stadsporten), iført Knæbuxer, høie Støvler og en lang Piskparyk. Hvormangen Sommeraften saa jeg ikke "gamle Martens" ved Korskirke- almindingen siddende "paa Bænken" uden- for sin Dør, omgivet af hele sin Familie og iført Slobrok og Tøfler, samt med en lang Pibe i Munden. Det var ham, som engang havde kjøbt et Parti Vildgjæs, som han havde gaaende i sin Gaard, og til hvis Fortæring han inviterede stort Selskab. Gjæ- sterne vare budne og Da- gen kom, men idetsamme Tjenestegut- ten kom ud i Gaarden for at fange Gjæssene ind til Slagtning, løftede de "vingede Skarer", hvis Slagfjedre i Ventetiden vare voxede ud igjen, Vingerne til Flugt, og fløi skrigende henover Byen, lydeligt, forkyndende for hele Bergen, at "der blev ikje nokke af Martens sit Gaaselag." Saa var der den gamle rige Kjøb- mand "Jan Jochum", som havde Historien med Laxen. Ved Siden af ham boede en fattig, forhenværende Kjøbmand, der nu, efter at det var gaaet tilbage med hans Forretning, gjorde Tjeneste som "Mellembud". En Morgen havde han havt en liden Extrafor- SIDE: 78 tjeneste og tænkte nu at gjøre sig og sin Familie en liden Fornøielse, og da det endnu var tidligt paa Vaaren, og Lax en Raritet, kjøbte han til temmelig høi Pris en Lax af en Bonde paa Bryggen, betalte den kontant, og gav Bonden Anvisning paa, hvor han skulde bringe den hen og levere den til hans Kone. Men Bonden gik feil og bar Laxen til Jan Jochums Kone. Da Jan Jochum kom hjem fra Børsen om Middagen sagde hans Kone: "Det var rigtig en deilig Lax, Du sendte hjem idag, Far!" Lax? -- nei, han havde ingen Lax sendt. Imidlertid -- Laxen var der, og var kogt ovenikjøbet, selvfølgelig spiste manden. Da "Mellem- budet" kom hjem, glæden- de sig til sin fine Middag, og hans Kone satte frem en tarvelig Hverdagsmad, sagde han forskrækket: "Men Laxen -- hvor er Laxen, jeg sendte hjem?" -- Nei, hun havde ingen Lax faaet. Der blev stor Bedrøvelse, den fattige Mand havde betalt Laxen i dyre Domme, -- og den rige Jan Jochum havde spist den for Intet. "Men det var der Ingen som vidste". Endelig opklaredes Sagen mellem de to Husfædre. "Ja", sagde Jan Jochum, "har jeg spist Deres Lax, saa faar jeg vel betale den. Hvad koster den?" "Tolv Skilling Marken". Da reiste Jan Jochum sig i sin fulde Høide og SIDE: 79 sagde indigneret: "Nei, Far, om I er gal, saa er ikje eg gal -- sex Skilling Marken og ikje en Døit mere!" Endnu en Original fra hin Tid, hvis Død Aviserne for et Par Aar siden meldte, den første "Kunstner", jeg kom i Berøring med, bør jeg ikke forbigaa -- Maleren Tycho Jæger. Jeg syntes, det var forfærdelig morsomt at faa se hans Skizzebøger, men fra Aka- demiet i Kjøbenhavn fortalte man Histo- rier, der ikke tydede paa, at han skulde blive nogen ny Dahl eller Everdingen. Han havde engang ved Akademiets Udstilling to Billeder fra Bergen: "En Alminding i Bergen" og "Svarte-diget ved Bergen en Vinterdag". Jæger gik om- kring i den Sal, hvor Billederne hængte, da en af Akademiets Profes- sorer slog ham paa Skulderen: "Se nu her, Jæger! fordi om Husene staar på Heldingen af en Bakke, saa staar dog Husenes Vægge i ret Vinkel mod Hori- zonten og ikke mod Bakken". Men Jæger saa overlegent paa den danske Kritiker, og sagde: "Har Profes- soren været i Bergen?" Nei -- det havde han rigtignok ikke. Abgeblitzt! Saa kom en anden Professor: "Hør nu, Jæger, om nu den Sne der er norsk Sne og ikke dansk Sne, saa er dog vel Sne ialfald Sne og ikke Fløde". Jæger gav ham det samme SIDE: 80 knusende Blik og det samme knusende Svar: "Har Profes- soren været i Bergen?" Siden tabte jeg Tycho Jæger helt af Syne, indtil han satte mig i en slem Forlegenhed, da jeg i 1878 blev Medlem af Komiteen for Verdensudstillingen i Paris, hvortil han bebudede at ville sende to Uhyrer af Lærreder. Heldigvis udeblev de, saa jeg ikke behøvede at paadrage mig hans Vrede. Han kjøbte sig tilsidst en liden Gaard i Sogn, og der døde han i en høi Alder -- som sagt for ikke længe siden. Til stor Fornøielse for Byens Gadegutter var ogsaa Strilerne og Omegnens Bønder, som den- gang endnu bar de gamle Nationaldragter, men vi Latinere holdt os for gode til at deltage i den Trafik, om vi end ikke altid kunde mod- staa Fristelsen til at "naje" Æb- ler fra Bøn- derne i Gaardene i Strandgaden ved Hjælp af en lang Fiskestang, som fra den øvre Svalgang sænkedes ned i Bondens Æbletønder. Men -- min bedste Fritid var naturligvis Sommerferierne, som jeg gjerne tilbragte paa Landet hos en Slægtning paa en Prestegaard nogle Mil fra Byen. Prestegaarden laa i en trang Dalsænkning lige ved SIDE: 81 Fjorden, kun skilt fra denne ved en Have med høie Træer; og naar Vinden om Aftenen susede i de høie Kroner, medens Bølgernes ensformige Brusen mod Stranden akkompagnerede den, laa der noget forunderlig Høitidsfuldt for min Barne- fantasi over det gamle Skrummel af en toetages Prestegaard med Svalgange oppe og nede paa Husets Bagside, med hemme- lighedsfulde Kamre og Afkroge, hvor det spøgede, og et umaadeligt Loft, hvor "Tunkallen" huserede. -- Her gik ogsaa mange Historier om den forrige Prest, der brugte at gaa op i Kirken med Lygte om Natten, og om hvem man vidste, at han forstod mere end sit Fadervor. Men man vidste ogsaa om ham, at han gav sin gamle Tante, der styrede Huset for ham, Ris, fordi hun ikke kunde sin Kathekismuslektie. Nede i "Storstuen" hængte de gamle Familieportræter i underlige Dragter og med høie, sælsomme Koiffurer. Men paa "Storesalen" var Børnenes Tilholdssted -- og saa i Borgestuen ("Baarstuen" kaldtes den) hos Folkene, hvor der van- kede Eventyr og Spøgelse- historier, saa vi neppe vove- de at gaa over Gaarden til Hovedbygningen, naar vi gik derfra. "Borgestuen" var en ægte, gammel Røgstue med en "Bit" eller Slindebjælke, som Hallingdanserne spændte i, naar de Søn- dagsaften dansede til et gammelt, halvtullet Lægdslems Har- dangerfiol. Hverken Folkeeventyret, Røgstuen eller Hardanger- fiolen var endnu dengang blevne omgivne af den Romantikens Glans, de fik gjennem Asbjørnsen, Tidemand og Ole Bull; men vi Børn morede os kosteligt i "Baarstuen". Netop som Romantiken begyndte at besynge Folkelivet, at optegne Even- SIDE: 82 tyrene, at afmale Røgstuerne, blev den gamle Røgstue revet, Hardangerfiolen og Eventyret forstummede -- og de halvtullede Lægdslemmer, som ogsaa Romantiken en og anden Gang har besunget, forsvandt i Sindssygeasylerne. Presten selv var en af de gemytlige, gammeldags Prester, som 50aarenes Pietisme neppe vilde seet med synderlig Kjær- lighed paa -- dertil hjertensgod og velvillig, tyk og jovial, og tilfredsstillede vistnok i alt Væsentligt sin Tids Fordringer til en Prest. Men, mon Dieu, hvilke Fester! Naar der var Bispevisitats og den fede Kalv slagtedes, og der hentedes Vin og allehaande gode Sager fra Bergen, og Bispen og syv, otte Prester foruden andre Gjæster af begge Kjøn besøgte Prestegaarden, -- jo da gik der muntert til! Da blev vi Børn jagede ud fra Storesalen, der laa alle Presterne, mens Prestinderne laa paa Smaasalen -- Ungerne gjerne i Kontoret. Bispen laa selvfølgelig i "Bispesengen" i "Bispekamret". Naar da Forret- ningen i Kirken var endt, og Mid- dagen fortæret, naar Piberne var tændte og "Groggen" lavet, -- og de sang! Ja, det var just ikke Psalmer, de havde sin Styrke i, de Karle! Men desto bedre kunde de synge: "Mit fulde Glas og Sangens raske Toner!" eller "Hvor saare lidet skal der til, for lykkelig at være!" -- hele Zetlitz's og Rahbeks Drikkevise- repertorium, og deriblandt mærkelig nok paa den Tid ikke faa svenske Drikkeviser, Bellmann hørte jeg ikke, men Valerius Bord- viser desto mere. Det skal siges til deres Ros, at Wadman var SIDE: 83 dem for frivol, og engang hørte jeg dem med pro og contra diskutere Spørgsmaalet om, hvorvidt det var passende for en Prest at synge "Mit fulde Glas". Naar det saa traf sig saa heldigt, at det blæste op om Natten, saa de blev "liggende veirfast" en eller to Dage, og Prestefruen vred sine Hænder over, hvorledes hun skulde skaffe Mad -- ja, da var de i sit Element: det var jo ikke netop Presterne, som da satte sig til Kortbordene fra Morgenen af, men Bygjæsterne saameget vissere. Presterne fortalte Studenterhistorier fra sin Ungdom -- ja, den som da havde skrevet op! Den allerførste Latin- skolehistorie, jeg har fortalt i disse Optegnelser, har jeg forresten netop fra en saadan Dag, da den fortaltes af Angjældende selv. For os Gutter var den største Moro, naar en af de høi- værdige Herrer vilde gjøre Løier med en eller anden Kollega og drog os ind i Komplottet. Havde En af dem bemærket, at en Anden brugte at lægge sig paa den Maade, at han steg op i Sengen og saa kastede sig ned i Dynerne istedetfor at lægge sig roligt, saa blev vi sendt afsted med en Kande Ærter, som blev strøet under Lagenet, saa den høiværdige sprang fortvivlet op, som om han havde faaet et Skud Hagl i Livet, og da kunde vel stundom en liden Ed flyve over Tændernes ubevogtede Gjærde. Eller op paa et Skab stilledes en Hane, som saa midt om Natten vakte hele Kleresiet ved sin Galen -- og andre ligesaa dumme som uskyldige Narrestreger. Naar det saa klarnede op, saa drog Biskopen paa sin "Vingebaad" Ellida med hele sit Følge til næste Prestegaard, forat begynde forfra under en ny Vært. Prestens Forgjænger i Kaldet, der som pensioneret levede paa en liden Gaard midt over Fjorden, saa jeg kun en eneste Gang -- han stod ikke paa nogen rigtig god Fod med Kaldets daværende Indehaver, af hvem han nok -- sikkert uden Grund -- troede sig forurettet med Hensyn til et "Vilkaar" ved Kaldet. Omsider reiste han bort, man vidste ikke hvorhen. En Dag fik Presten et Brev fra Christiania med sort Segl. SIDE: 84 Han aabnede Brevet og deri stod med en noget fordreiet Haand, som man dog uden Vanskelighed kunde se var den forrige Prests: "Nu kan jeg glæde Dem med den Underret- ning, at Hundepresten er druknet i Bjørviken". Ingen kunde forstaa, hvad dette vilde sige -- men kort efter kom der Besked om, at den afskedigede Prest havde druknet sig i Bjørviken. Han havde leiet en Færgemand, og midt ude paa Bjørviken havde han spurgt ham: "Har du seet Nogen svømme med Klæder paa? ja, nu skal Du faa se det". Han havde fyldt Lommerne med Sten og sank strax. Men i Forveien havde han altsaa underrettet sin Efterfølger om, at han nu var fri for "Vilkaaret". Men fra den Dag af spøgte det saa rent stygt i Preste- gaarden, at Tjenestefolkene næsten ikke kunde holde ud der. I de sidste Aar før min Studentertid tilbragte jeg gjerne Ferierne i Hardanger, hvis storartede Natur gjorde et overor- dentligt Indtryk paa mig, netop paa en Tid, da Wergelands Digt nylig havde ledet Opmerksomheden hen paa denne Naturs Fagerhed. Jeg kunde nok fortælle en og anden smuk Idyl fra disse deilige Dale -- men det var jo midt i Roman- tikens Kronaar, og vor realistiske Tid vilde bare le overlegent ad, hvad vi dengang sværmede for -- derfor tier jeg og gaar videre. Saa kan I have det saa godt! SIDE: 85 I HJEMMET. Dette maa blive et person- ligt Kapitel -- jeg kan ikke for det -- men det kan ikke springes over. Den, der har været saa lykke- lig at eie et godt og kjærligt Hjem, hvori Ens Barndom er henrundet, vil selv som ældre Mand, efterat man forlængst har forladt dets fredede Tomter for at kjæmpe den lange Kamp ude i Verden, altid bevare dette Hjem i hellig Erindring, og en Skildring af Barndomslivets Omgivelser vilde savne sin egentlige Kjerne, dersom Barndoms- SIDE: 86 hjemmet ikke havde fundet en Plads der. I dette Hjem -- har det end været nøisomt og tarveligt, -- gjemmes dog Ens dyreste Minder; thi der færdedes gode, kjærlige Mennesker, som man først elskede i Livet, og hver Krog og hver Plet i det gamle Hus er som en viet, hellig Jordbund, thi til hver Krog og hver Plet knytter sig en Erindring. Vel kan det ikke for Andre have nogen Interesse at vide, hvorledes det saa ud i mit Barndomshjem, og der er saa- meget derfra, som kun har Betydning for mig selv, og dog turde en kort Skildring af, hvorledes det gik til og saa ud i et bergensk Borgerhus i 30 og 40-Aarene kanske ikke være uden sin Betydning som et lidet, fordringsløst Bidrag til Skild- ringen af den Tids Liv. Naar jeg iblandt besøger min Fødeby, gaar jeg ofte forbi det gamle lave Hus med "Arken" og ser paa det med under- lige Følelser -- ønsker vel en og anden Gang, at jeg kunde træde indenfor og gjense de gamle Rum, hvor nu vildfremmede Mennesker færdes; -- men jeg lader det altid være; om man end ikke vilde jage mig ud, hvis jeg gik indenfor -- jeg vilde dog kun se Forandringer og "Forbedringer", der for mig kun vilde være ligesaamange Skuffelser ved ikke at gjenfinde, hvad jeg haabede, hvad jeg engang holdt af. Nei, lad det tilhøre Erindringen helt, der gjemmes det saaledes, som det dengang var og aldrig mere atter vil blive; og var end Alt som da, det Bedste vilde jeg jo savne derinde: de Kjære, som nu sove under Grønsværet, og som jeg dog ikke vilde finde der. Men idag vil jeg træde over dine Tærskler, gamle Hus, saaledes som du var for halvhundrede Aar siden -- Intet skal være forandret, Alt skal være som da, og jeg vil -- om det er muligt -- gjense dig med Barnets Øie og opfriske de gamle Minder. I Gaden mellem Stadsporten og Latinskolen laa det gamle Hus, skraas over for "Friskolen", der vistnok i sine tykke Mure gjemte de sidste Rester af St. Catharinæ, af Magnus Lagabøter anlagte Hospital. Det havde dengang Indgang SIDE: 87 midt paa Façaden og over denne en "Ark" paa to Fag. Det havde oprindelig staaet i Vik i Sogn og var flyttet ind til Bergen tilligemed sine Udhuse, og deraf kom mit Hjem til at be- sidde en eiendommelig Mærkelighed, vistnok omtrent den eneste i sit Slags i hele Bergen, idet der inde paa dets Gaardsplads laa et veritabelt Stabur, der brugtes som Madbod. Bag Huset var foruden Gaardspladsen en liden Have, som skiltes fra Nabogaarden ved et tæt Plankeværk. Der har jeg ofte rodet i Sand og Jord under de fire høie Balsampopler, som stode i Haven, og vexlet Ord og Legetøi med Naboens Datter gjennem et Hul i Plankeverket, gjennem hvilket jeg rakte hende Blomster fra Haven og hun mig Bonbons fra Konditor- butiken -- erindrer De det endnu, Fru Bjørnstjerne Bjørnson? Ja, begge vore to store Digtere tog to af mine ældste Lege- kamerater til Hustruer. SIDE: 88 Mine første Erindringer knytter sig til Dagligstuen; thi da jeg var mine Forældres eneste Barn, kjendte jeg intet til Barnekammerlivet. Men naar Middagsmaaltidet var endt, erindrer jeg mig selv, staaende i Sofaen mellem mine Forældre, der sad ved Siden af hinanden og holdt sin Siesta, og da kunde mangt spøgende Ord falde; thi min Fader var en lys og munter Natur. Jeg har senere hørt, at mine Forældre -- der som alle For- ældre gjerne spaa Børnenes Fremtid af smaa Tilfældigheder -- af en saadan Sofascene lovede sig Noget af mig i Retning af Vittig- hed. Da jeg nemlig en Dag stod der mellem dem og kjær- tegnede dem begge, udbrød min Fader: -- formodentlig op- rindelig en Titel paa en Afhandling fra den Tid eller noget lignende -- "Kjærlighed mellem Dyrene!" hvortil jeg da skal have svaret: "Ja -- saa maa jo I være Dyrene og jeg Kjærligheden." At jeg var vore Naboers erklærede Yndling, er vist; thi jeg gik som en graa Kat i alle Nabohusene og blev frygtelig SIDE: 89 forkjælet af alle Gadens Madamer og Jomfruer, hvad der neppe havde nogen rigtig god Indflydelse paa mig. Jeg kunde allerede som liden en Mængde Viser og Smaadigte udenad, og blev da gjerne sat op paa en Stol eller et Bord for at "deklamere" -- en Sport, der kostede mig mange Taarer, da det vakte mine smaa Jevnaaringers Uvillie mod mig og skaffede mig mange Spottegloser. En Sommermorgen, -- erindrer jeg, -- jeg kunde vel være 4 Aar, sad min Moder og trak Strømperne paa mig; men jeg fandt, at hun gjorde det for haardhændet, og tilkjende- gav derfor, "at jeg hellere vilde være Fru Kamstrups Barn"; thi denne Naboerske forkjælede mig ganske særdeles. "Ja", sagde min kloge Moder ven- ligt: "Det er der intet iveien for -- Du kan faa Lov at tage dine Klæder med dig; jeg skal lukke Gadedøren op for dig". Vi havde dengang vort Sove- værelse ovenpaa, paa "Arken". Jeg tog, blot iført min lille stumpede Skjorte, som jeg var, nok saa glad mine Klæder over Armen, og gik nedover Trappen; men for hvert Skridt, jeg tog, blev Gangen vanske- ligere og vanskeligere. Moder fulgte efter og bar mine Støvler, da jeg havde begge Hænder fulde; da vi kom ned i Forstuen, var jeg helt betænkelig; men da vi kom til Gade- døren, og hun virkelig slog Slaaen fra, for at slippe mig ud -- da var det forbi, og jeg brast i en heftig Graad. Saa tog den kjære Moder mig i sine Arme og mente, at det var vist bedst, jeg blev hos hende alligevel, og det mente jeg selv med -- og saa græd jeg min Sorg ud ved hendes kjærlige Hjerte. SIDE: 90 Min Fader var som sagt Bogholder ved Bergens Bankafdeling og havde ofte Arbeide fra Banken hjemme. Ja "Banken" -- det var mig et gaadefuldt Begreb! Naar min Fader tog sit Arbeide med hjem fra Banken, havde han med sig en i mine Øine uhyre stor Lineal, og iblandt kunde han i Spøg løfte den og true mig med den, idet han sagde: "Vil Du have Bank, Gut!" -- og saaledes gik det til, at Lineal, Prygl og Pengeinstitut indgik en forvirret, uopløselig Forbindelse i min barnlige Bevidsthed -- jeg kaldte længe en Lineal for "Banken". Jeg tror, at jeg havde en hemmelig Anelse om, at min Fader var ansat ved et Slags Prygleanstalt. Livet i Hjemmet gled jo ensformigt og jevnt hen -- Maaltiderne, der for Børn vel har større Betydning end for Voxne, vare maaske i Bergen endnu ensformigere end andet- steds, idet det var fast Regel ialfald i vort Hus, at man hver Onsdag og Lørdag spiste Fisk og Fiskesuppe, hver Fredag Ludefisk eller Klipfisk, hver Mandag og Torsdag gjerne salt Mad (Ærter og Flesk eller lign.), Søndagen Steg og sød Suppe. De to aarlige Festdage i vort Hus, Forældrenes Fød- selsdage, var naturligvis dobbelt Fest for mig; da var der stor Brasen og Stegen, og da kom Marie Furrebø, Kokkekonen, som altid havde noget godt tilovers for mig; -- om Aftenen sad jeg ved et lidet Bord for mig selv og hørte Gjæsterne synge Viser og holde Taler -- thi man sang i de Dage altid ved Bordet i Bergen. Naar Dagens Skaal var udbragt, kom gjerne en for Anledningen forfattet Sang, enten af P. A. Jensen, der var en stadig Gjæst i mine Forældres Hus, eller af Stadshauptmand Fischer, der var min Faders Barndomsven -- de var altid høitidelige -- eller af Sorenskriver Ole Bøgh, de var altid morsomme. -- Saa kom Skaalen for Bergen: "Bergens By -- aldrig ny" et Mundheld, der vistnok har en meget alvorlig Oprindelse, idet det egentlig indeholder et Ønske om, at Bergen maa forskaanes for de Ildebrande, der engang vare saa hyppige. Til den Skaal istemte saa hele Selskabet Johan Nordahl Bruns Sang til Bergen: SIDE: 91 "Jeg tog min nystemte Cithar i Hænde, Sorgen forgik mig paa Ulrikens Top" udført unisont af Herrer og Damer. Saa kom "For Handel og Skibsfart", gjerne udbragt af en eller anden Kjøbmand paa Tyskebryggen, og ledsaget af Rahbeks "Hvi rose I saa vore Fædre", der slutter med: "Gid Handel og Søfart florere, Vi faa vore Vine ved dem". Saa kom "Glæde af vore Børn!" til hvilken blev sunget en gammel Vise: "Husfaderen for Børneflok", men af hvilken jeg ikke husker mere end denne første Linie. Naar den Skaal udbragtes, nikkedes der altid hen til mit lille Bord, betydningsfuldt, som man vilde indprente mig, hvad der laa i den Skaal. Og jeg tog mit lille Glas og drak freidigt Skaalen, som om jeg ogsaa ønskede mig "Glæde af mine Børn". I 1844, da Oscar I havde besteget Tronen, erindrer jeg, at Albert Sagen reiste sig ved Bordet og udbragte en Skaal med de Ord: "Vivat Rex et vivat Regina, Vivat Oscar -- et Josephina", hvilket vakte stormende Jubel -- enten det nu var af Loyalitet eller fordi Latinen var af en saadan Art, at ogsaa de ulatinske Kjøbmænd forstod den, ved jeg ikke. En Aften i Julen -- i den saakaldte "Juleklub" -- da Selskabet forlod Bordet, lod pludselig, idet Gjæsterne gik over Gangen til "Storstuen", en Klarinet sig høre oppe i Trappen, der spillede "Sønner af Norges det ældgamle Rige" -- det var gamle Ivar Moe -- Olefine Moes Bedstefader -- som var engageret for at spille til Dans, og det vakte stor SIDE: 92 Glæde; man svingede rundt til den lyse Morgen -- det var den eneste Gang, jeg kan erindre, at der dansedes i mine Forældres Hus. Skjønt det i hine Dage ikke var usædvanligt, at Gjæsterne toge ordentlig til sig af Vingudens Gaver, saa jeg dog aldrig nogen Gjæst beruset i min Faders Hus; det høieste Stadium betegnedes af en gammel Herre, der en Aften istedetfor "God Nat! Tak for iaften!" sagde "God Nat, kom snart igjen!" og vakte Selskabets Forfærdelse ved til Under- retningen om, at en høit anseet Borger i Byen var bleven rammet af Slag, at svare: "Det var jo galant". Julen [fotnotemerke] var jo forøvrigt for Barnet Hjemmets største Fest. Den indlededes selv- følgelig af den store Jule- bagning i alle Huse, og da denne gjerne indtraf samti- dig med, at Skoleferien ind- traadte, var den en dobbelt Fest for os Børn. Der bagtes da "Goroer" (d. v. s. "gode Kager" af svensk "rå", plur. "rån") "Speculasi", Pebernødder og Makroner foruden mange andre gode Sager -- og da opholdt Børnene sig helst i Kjøk- Fotnote: Dem, der har Anledning til at læse P. A. Jensens autobiografiske Opteg- nelser, vil jeg bede om Undskyldning for, at jeg her har optaget til Be- handling et Emne, han allerede har sysselsat sig med -- men jeg har troet, at det kunde være ret morsomt at se samme Sag behandlet baade fra 20aarenes og fra 40aarenes Standpunkt -- og af to forskjellige Indi- vidualiteter, der saa hver paa sin Vis. SIDE: 93 kenet. I de Dage vilde vi gjerne sendes i Ærinder til Bedste- mødre og Tanter; thi hvor man kom, vankede der noget godt; man maatte ikke "bære Julen ud". Saa stabledes op i Kjøkkenet en Mængde Portioner, bestaaende hver af et Lys, et Brød, en liden Julekage m. m. -- den faste Ration for de Tigger- koner, der kom Juleaftens Formiddag for at faa sin Julegave, lige- som Ringeren, Vægteren og andre Autoriteter hver skulde have sin. I Julen begyndte ethvert Gilde i den Tid tidlig om Efter- middagen, gjerne Kl. 5, aldrig senere end Kl. 6, og indlededes med "Mellemmad" d. v. s. Smørrebrød med "Rav og Rekling", Ost, Laxebug, Anchiovis, Medisterpølse samt en Dram, medens Damerne drak The. Siden spillede Herrerne Boston i det ene Værelse, og Damerne strikkede og passiarede i det andet. Men da kunde Stemmerne gaa -- disse brede, syngende, bergenske Damestemmer med de forundrede Udraab, med de begeistrede Udbrud -- o, hvor jeg hører dem -- hører dem og forstaar Welhavens Følelser, da han ved denne Lyd udbrød: "Jeg hører min Stammes Hyl!" Julen feiredes i mit Hjem som i andre Hjem -- med Juletræ og Gaver, men til den Tids Juleaften hørte Adskilligt, som nu er forsvundet. Fremfor Alt Stjernegutterne og Jule- bukken. Fire eller fem Gutter sloge sig sammen og lavede en stor Papirstjerne, der i Midten havde en Lygte med et Lys i, om hvilken den kunde dreies, en af dem dreiede Stjernen, de tre fremstillede med Papirkroner paa Hovedet de hellige tre Konger, den fjerde, der altid skulde have en Pukkel, var Joseph. Kostumet bestod af hvide Skjorter, der droges over Klæderne, og et rødt Skjærf om Livet. Saaledes droge de fra Hus til Hus, og hvor de blev slupne ind, sang de sin Stjernevise og fik en liden Dusør. Det var Levningen af en gammel Skik, der vistnok i naivere Tider blev anseet for ret opbyggelig, men som allerede i min Barndom kun modvilligt blev sluppet ind, og som nu vistnok er aldeles uddød. En ganske anden Karakter havde Julebukken. Ogsaa til den hørte Forklædninger, navnlig da Bukken, der, bevæbnet med en SIDE: 94 Stok, gjorde utrolige Krumspring. Sangen, som udførtes, erindrer jeg endnu stykkevis. "Nu kommer Kippermusiken," meldes det ind. Naar Klokken var ni, drog "Kippermusiken" gjennem Gaderne; "Kipperne" (= Bødkerne) havde hertil en gammel Ret- tighed; men om denne Skik for dem var for- bunden med nogen pe- kuniær Fordel, ved jeg ikke, dog tror jeg, at ogsaa de stansede ved Godtfolks Døre og fik sine Skillinger. Kun husker jeg, at Musiken var skrækkelig, og at Stortrommen ("Doller- trommen") havde det vigtigste Parti; dernæst var vistnok Klarinetter og Oboer fremherskende. En stor Folkemængde -- af Gadegutter -- led- sagede altid Kippermu- siken gjennem Gaderne, og blandt disse indtog Seilmagergutterne -- vordende Sømænd -- den første Plads, van- drende Arm i Arm i hele Gadens Bredde; jeg husker endnu deres Laugsvise til en kjendt Liniedansermelodi: "Seilemagerné Er de kjækkesté Af alle Læredrengene Som udi Bergen e". SIDE: 95 Den første Festdag efter Jul var Kongens Fødselsdag (26. Januar) der gjerne fejredes med en Borgermiddag i Logen, og Skolerne fik fri, ialfald om Eftermiddagen. Dernæst kom saa Fastelavnsmandag, da det gjaldt at komme tidlig op, siden man den Morgen havde Lov at give sine Forældre Ris paa Sengen; hertil benyttedes et særligt indkjøbt Fastelavnsris af Birkekviste, ombundne med farvet Papir og besat med Papirblomster og forgyldte Bær. Derefter spiste man "Hedevægger" (heisse Wecken, plattysk: heite Wecken -- vel neppe, som man har villet, Heiden-Wecken -- ) til Frokost, Middag og Aften. De tilberedtes i Bergen paa den Maade, at man varmede dem paa Ovnen, til Undersiden blev sprød, skar et Hul i Oversiden, og i dette Hul fyldte man smeltet Smør og varm sukret Melk -- en meget vel- smagende, men sikkert høist ufordøielig Ret, der gjerne havde den Følge, at Klassen i Skolen den næste Dag var decimeret -- paa Grund af Indigestion. Den Dag kunde man være vis paa, at gamle Sagen hele Klassen nedover gav hver eneste Discipel det Spørgsmaal: "Kor mange Heitevægger spiste du igaar, Far?" Og det var med en vis Stolthed, man forsøgte at opgive de høiest mulige Tal, skjønt man vidste, at det havde en hvas Satire fra Sagens Mund til Følge. Bededagsaften var særlig høitidelig i Bergen. Den blev høitideligholdt ved at spise Pandekage. Egentlig skulde der Bededag ikke stige Røg op fra noget Hus i Bergen, man skulde leve af de Aftenen iforveien stegte Pandekager -- hvad tidligere virkelig overholdtes -- saa fuldstændig skulde Dagen være viet Kirkegang og Andagt. Naar "Freden ringtes ind" Kl. 5 Bededagsaften fra alle Byens Kirker, gik Vægterne gjennem Gaden, Butikkerne lukkedes, og Børnenes Lege i det Frie ophørte -- men spadserede man da i den lyse Foraars- aften paa Fløifjeldets Skrænt, oppe ved "Blegen", kunde man se Røgen stige op i den stille Aftenluft fra hver eneste Skorsten fra Nordnes til Lungegaarden, da stegtes der SIDE: 96 Pandekage i alle Huse i Bergen, medens Klokkerne klang, og der var en virkelig Høitidsstilhed over den ellers saa travle By, der formelig duftede Pandekage. Høitideligholdelsen af 17de Mai har jeg ovenfor berørt, og kommer senere tilbage til den -- jeg forbigaar den derfor her. St. Hansaften havde en eiendommelig smuk Karakter i Bergen, hvor den feiredes som en virkelig Sommerfest. Allerede lang Tid iforveien vare Gadegutterne ivrige for per fas et nefas at komme i Besiddelse af gamle Tønder, oplagte Baade o. lign., der skulde anvendes til St. Hansaftens Midt- sommerblus. Disse slæbtes da sammen paa den saakaldte St. Hanshaug (Sydneshaugen) ved Siden af det nuværende Museum, og stabledes op til høie Taarne, gjerne 4 a 6 i Tallet, paa de høieste Klipper oppe paa Haugen. Denne selv var i sin hele Længde optaget af en dobbelt Række Kagekjærringer med Kurve og Borde med alskens skjønne Sager, blandt hvilke Røgelax og haardkogte Æg (gjerne uden Skal) udgjorde Broderparten, dertil Brystsukker, "Skoflikker" o. a. Her var da Maalet for den Pilgrimsfart, enhver bergensk Familiefader med sin hele Familie foretog St. Hansaften. Da vandrede det hele Menageri, Fader og Moder i Spidsen, Barnepiger og Børn bagefter ud ad Nygaardsveien, gjennem den gamle Fos- winckelske Port foran Nygaardsalleen, med sine Indskrifter, der erindrede om Foswinckels Fortjenester af dette Strøgs Opdyrkning og den deilige Allés Anlæg. Ind imod Bysiden stod: "Et mihi et aliis" (baade for mig og andre); men ud mod Alléen stod: "Qvod novercans negat natura fert labor, ubertate divinitus data", som det var Latinskolegutternes Stolthed at kunne oversætte. (Hvad den stedmoderlige Natur nægter, frembringer Arbeidet, naar Gud giver Velsignelsen). Men St. Hansaften var ikke Nygaardsporten den eneste Port, den ber- genske Husfader maatte vandre igjennem. Byens haabefulde Ung- dom af de lavere Klasser slog sig nemlig sammen og rejste i korte Afstande fra hinanden store af Stænger og Grønt opførte SIDE: 98 "Æreporte" tversover Veien, og frit i Æreportens Bue hængte gjerne en Krans, i hvis Midte igjen en høirød "Pion" dinglede. I Porten stod da altid en liden Pige med en Sparebøsse i Haanden og bad om "en Skilling i Porten", mens andre løb omkring med lignende Kranse og tiggede om "en Skilling i Kransen". Jamen fik Bergensernes Smaaskillinger Fødder at gaa paa den Aften. Saa gik de lange, festklædte Skarer ud til Nygaardsaléens Ende, tilbage over Nygaardshaugene (nu den prægtige Nygaardspark) til St. Hanshaugen og tvers over denne, hvor man allerede tidlig paa Eftermiddag afbrændte nogle mindre Blus for de smaa Børns Skyld, der skulde tidlig hjem og "sove lalle" -- men naar den lyse Sommernat bredte sit stemningsrige Halvdunkel over Dalen mellem Fjeldene, da tændtes et efter et af de store Taarne, til Ungdommens Jubel, der kulminerede i øredøvende Hurraraab, naar de uhyre Brandstabler saa omsider ramlede overende. Men rundt om paa "de syv Fjelde" kunde man se talrige Blus flamme gjen- nem Sommernatten, indtil efter Midnat alt blev stille -- og Alferne kunde begynde sin luftige Ringdans i Græsset, naar baade de store og de smaa Menneskebørn "sov lalle" i den tause By. Den næste Fest i Barnets Verden var Nordfarstævnen. Naar de fiskeførende Nordlandsjægter med de store Raaseil kom for føielig Vind indover Byfjorden i hele Flaader, og Vaagen blev fuld af Master, saa man næsten kunde gaa tvers over den paa Jægternes Dæk, -- naar Vippebommene paa Tyskebryggen gik, og Fisken lagdes op paa Bryggerne, og Luften var mættet af den modbydeligste Tørfisklugt, der duftede ligesaa fint i Bryggekjøbmændenes Næser som Møgen i Bon- dens og Parfumen i Damernes -- ja da var det Gutternes Tid. Solen kunde brænde saa stegende hedt paa Tyskebryggens hvide Vægge, at det ikke var til at holde ud for Varme og Fiskelugt -- vi Gutter var paafærde; "brav Mands Barn" tiggede, og "Gadegutterne" stjal -- men Tørfisk maatte vi alle have, og enhver, som kjendte en Gesel, en Handelsbetjent eller en SIDE: 99 Kjøbmand paa Bryggen, tiggede sig Fisk til, og var den end saa haard som Træ og saa smagløs som Træ, vi sled med Tænder og Hænder lange Fliser af den og havde en Nydelse deraf, hvis egentlige Natur jeg nu har vanskeligt ved at for- klare mig eller andre. De arme Nordlændinger selv, der flokkevis vandrede om i vor By fra Butik til Butik, "Glunterne", var derimod Gjen- stand for evige Drillerier. En stor Fest var det, naar jeg en Søndag kunde blive inviteret til Middag hos en Onkel, som eiede "Stue" paa Bryggen og havde alle sine "Nordfarer" til Gjæst. Da duftede den hele Spisesal af Fiskelugt, saa min Tante var ganske ulykkelig, da stod Nordfarerne opstillede langs Væggene, indtil Signalet lød til at gaa tilbords, da kom den store Oxesteg, den staaende Ret, rygende ind paa Bordet, og Nordfarerne tog Plads. Men af pur Beskedenhed satte de Stolen langt fra Bordet. Naar saa Værten opmuntrende sagde: "Værsgod kom nærmere til Bordet!" saa svaredes der med den staaende Vittighed: "Tak -- vi skal nok komme med Tiden" -- hvad der altid belønnedes med en velvillig liden Latter, eller ialfald et venligt Smil fra Værtens Side. Men det trænger visselig en Forklaring, at dette var en Vittighed, og hvori denne bestod. Jo, Meningen, var den: jeg sætter mig ikke saa langt fra Bordet af Beskedenhed, men som en Compli- ment til Vertens Tractemente, for at have Plads for min Mave til at modtage al den Herlighed, den venter, og jo længer Maaltidet varer, desto nærmere vil den ved sin voxende Trindhed af sig selv rykke Bordet -- "vi skal nok komme med Tiden". Efter Oxestegen fulgte saa "Saffransuppe", en sød Saft- suppe, tillavet med Saffran, der smagte forskrækkeligt, men med en endeløs Mængde Rosiner i. Og dermed var Middagen forbi. Saa fik Nordfarerne en Kop Kaffe, og saa fordunstede de -- Udtrykket taget bogstaveligt -- og min Tante aabnede alle Vinduer for at drive Fiskelugten ud. En af Sommerens Fornøielser var da ogsaa at gaa ud paa Fæstningspynten og se Dampskibet komme -- det var SIDE: 100 da gjerne enten "Nordcap" eller "Constitutionen"; dette sidstes første Ankomst til Bergen gav endog Anledning til Udgivelsen af et eget Festblad, som her gjengives i Facsimile. Reiserne gik ikke hurtigt i de Dage. Jeg erindrer, at da jeg, 7 -- 8 Aar gml., Sommeren 1841 ledsagede mine Forældre paa en Tur til Christiania, tilbragte vi 7 Dage paa Dampskibene mellem disse to Byer -- alt efter Routen. Første Dag til Stavanger, hvor der overnattedes, anden Dag til Flekkefjord, tredje Dag til Christianssand. Der laa vi over en Dag, thi der endte "Nord- cap"s Route. Den femte Dag kom "Constitutionen" og førte os til Arendal. Den 6. Dag avancerede vi til Fredriksværn. Der vedtog Dampskibet "Carl Johans" Route, som saa den 7de Dag førte os til Christiania. Men Børnenes Fest var dog -- næst Julen -- fremfor alt "Slagtertiden" -- et Begreb, der i vore Dage med sin lette Adgang til ferskt Kjød i Byerne næsten behøver en Forklaring, ligesom andre forældede Begreber, som "Lysesax", "Hespe- træ" o. a. Naar Kvægmarkedet paa Haukeland ved Mikkelsdag var over, naar de store "Drifter" af Slagtekvæg vare førte gjennem Byen til uhyre Fornøielse for os Gutter, der fulgte i store Skarer med "Drifterne", og Indkjøbet af "Slagt" d. v. s. Slagtekvæg, var skeet, begyndte Slagtningen og Nedlægningen for Vinteren. Men ogsaa de Huse, der ikke selv slagtede, men kjøbte Kjød til Nedlægning, holdt ligefuldt Slagtertid for at lægge Kjødet ned, lave Pølser osv. -- ogsaa det kaldtes at slagte -- saaledes slagtede man i vort Hus aarlig et og et halvt Kreatur. Da brændte de store Ilde i Gruen -- ude i Gaarden vaskede "Ane Kone" Kjørler og Kar, i Kjøkkenet stødte Isak Sagemand Kjødmad, og Hakkeknivene gik i Forstuen, hvor Lygten var tændt om Aftenen, under øvede Hænder, det var "den sure Melkebonden" og "den søde Melkebonde", som begge var engageret til det Arbeide; thi vi fik vor sure og vor søde Melk fra to forskjellige Gaarde i Byens Nærhed. Og ude i SIDE: 101 Svalen hakkede Pigerne Talg i store flade Traug. Men i Dagligstuen var det store Spisebord trukket ud saa langt, det kunde trækkes, og dækket med en skinnende hvid Dug, og der sad alle Tanterne paa Rad med hvide Forklæder eller Servietter foran sig til op under Hagen og med Kjødmad i store Fade paa Bordet og stoppede Pølser gjennem sine "Pølsehorn", saaledes som det er fremstillet paa denne Bogs Titelside. De fleste af Tanterne benyttede Husets Pølse- horn, men enkelte af dem, der brugte at deltage i Slagt- ningen i mange Huse i og udenfor Familien, havde sine egne Sølv-Pølsehorn -- tildels Erkjendtlighedsgaver fra en eller anden Familie, der havde nydt særlig godt af vedkommende Tantes Pølsestoppetalent. En stor Fornøielse var det for os Gutter at faa en hel Koblære, som vi blæste ud til en Ballon og bandt for, hvorefter den anbragtes i en eller anden Nabos Forstue, hvor den traadtes istykker og smald som et Pistolskud. Fornøielsen bestod da i at forestille sig den Forskrækkelse, der maatte betage Husets Beboere; thi jeg saa aldrig, at det virkede, bl. a. af den Grund, at vi selv- følgelig altid strax efter Smældet rendte ned ad Gaden fra "Raadstuen" til "Bradbænken" for ei at antræffes. Naar saa Spisetiden kom, dækkedes der i Storstuen, og nu spistes "Slagtersuppen" af hele det lystige Dameselskab, -- gloende hed, stærk som Extrakt, og med herlige Kjødboller. Og saaledes gik det Dag efter Dag, indtil alt var nedlagt og færdigt til Vinteren. Saa blev der atter stille i Huset, Røgepølserne sendtes til Røgning, og man begyndte at spise "Finker" med Æbler i og "stegt Svange" med Tyttebærsauce, "Nagelkjød" og andre underlige Retter, der fulgte efter Slagtningen; men nu begyndte Gutternes glade Tid: Kotandstiden. Jo flere Krea- turer, der slagtedes i et Hus, desto flere Kotænder kunde Gut- terne fra det Hus føre i Kampen. Legen med Kotænder er et Spil, som vistnok er udelukkende bergensk -- jeg har ialfald aldrig hørt det omtale andetsteds, og nu skal det efter SIDE: 102 SIDE: 103 Sigende være aldeles forsvundet. Man sætter ind lige mange Tænder fra hver Side, ryster dem i den halvlukkede Haand, kaster dem mod en Mur, og de, som da falde med den indre Side nedad, er den Spillendes Eiendom. Denne, den simpleste Art af Spillet, hed i vort Sprog "Ittemetit", d v. s. Et imod Et. Kunde man "knase" Enden af en Tand, kasseredes den som ugyldig. Men ligesom der fandtes tre Slags Tænder: Kolper, Stuver (Sidetænder) og Titer, saaledes fandtes der utallige indviklede Arter af dette fine Spil, som jeg aldrig fik helt Rede paa. Thi min Skjæbne var altid den samme i disse her- lige Dage. Da vi kun slagtede halvandet Kreatur, skulde jeg egentlig -- regnet langsefter -- kun faaet en og en halv Kjæfts Tænder, men der blev vistnok slagtet to, ja kanske endog tre hele Hoveder, for "Hovedmadens" Skyld, og med disses Tænder begav jeg mig da altid forhaabningsfuld og rig baade paa Tænder og paa Drømme om de mange, jeg ved dem skulde vinde, ud paa Eventyr, -- men stødte altid paa en eller anden lidt større Skøier, der stadig tilbød sig at spille med mig. Naar jeg nu som forsigtig General lukkede for min Lomme, saa hed det, vi skulde ikke spille "for rigtigt", men bare "paa Galskab", d. v. s., uden at Indsatsen skulde gjælde Noget, bare for Morskab. Da viste Skurken sig altid og uden Undtagelse som en stor Klodrian, der altid tabte. Havde han saa lokket alle onde og uædle Instinkter op i mit arme Indre i Form af Tanken om, at saadan en Stymper maatte man jo altid kunne vinde nogle Tænder fra -- saa foreslog jeg ham jo at spille "for rigtigt" -- og saa havde han Spillet vundet, -- Stymperen forvandledes med Et til en udlært Storspiller, som i Løbet af faa Minuter spillede hele min Rigdom fra mig, hvorpaa jeg kom hylende hjem. Det gjentog sig hvert Aar, aldeles uforandret, og taler ikke til Fordel for min Intelligens. Endnu var der en Dag i Aaret, som var særlig interes- sant; det var den Dag, Mor støbte Lys -- mellem Slagtetid og Jul. Lamper saa man jo den Tid sjelden eller aldrig, og SIDE: 104 Fyrstikker maatte ikke findes i min Faders Hus, de var farlige. Man gjorde op Ilden med Flintesten, Ildjern, Svamp og Svovl- stikker, brede Fliser, bestrøgne med Svovl i begge Ender; de solgtes af de Spedalske fra St.Jørgens Hospital, der gik rundt og falbød dem i Husene. Naar nu Lysene skulde støbes, kom nogle Instrumenter frem, som kun saaes den ene Gang hvert Aar og derfor betragtedes med stor Interesse af Barne- øinene. Det var et Bord paa fire løse Ben, Skiven var gjen- nemboret med en Mængde runde Huller, hvert noget bredere end et almindeligt Talglys. Til dette Bord hørte saa en Række Lysformer af Metal, spidse i den nedre Ende med et fint Hul, og aabent i den øvre Ende. De sattes ned i Bordets Huller med Aabningen opad, gjennem det fine Hul blev Vægen trukket og bundet i Knude under Enden -- dens anden Ende fæstedes saa ved Hjælp af en Pølsepind, der lagdes tværtover den brede Aabning. Saa kogtes Talgen i store Kar paa Skor- stenen og naar den var bleven flydende, heldtes den i For- merne, hvor den stivnede, og efterat Knuden ved den spidse SIDE: 105 Ende var overskaaren, droges ud ved Hjelp af Pølsepinden, som fuldbaarent Talglys. Men det var et alvorligt Arbeide, som fordrede En helt; og da kunde det vel hænde, at jeg fik to Skilling til at gaa og kjøbe "Tommelskringler", for at Mor kunde slippe min Nærværelse i Kjøkkenet. Naar Lysene vare støbte og Brændet kommet i Hus, var Alt færdig til at modtage Vinteren -- "og saa kom Jul". Inden jeg igjen forlader Fædrehuset, maa jeg dvæle lidt ved et Par af de Gjæster, der vankede i dette Hus, og af hvilke jeg endnu har et klart Billede. Der var da først P. A. Jensen, der i Slutningen af 30-Aarene og Begyndelsen af 40- Aarene levede i Bergen som theologisk Kandidat, indtil han blev residerende Kapellan til Lindaas, omkring 1843. Han var en typisk Bergenser og fuld af sprudlende Liv og godt Humør; og ligesaavist som han fra det Øieblik, han modtog den prestelige Indvielse, var en ivrig og varmhjertet Sjæle- sørger, var han i sin Ungdom en brillant Selskabsmand, der kunde sætte et helt Selskab i den ønskeligste Stemning og udbrede omkring sig den "festivitas", der saa fordelagtigt udmærkede det bergenske Selskabsliv. Hans Kaar var dengang meget trykkede, men hans lyse, freidige Natur holdt Modet oppe. Vel havde han hverken Welhavens Vid eller Brødrene Bøghs Lune, men der var i hine Aar en Atmosfære af Ungdom og Poesi omkring ham, der indtog mit barnlige Hjerte for ham. Følgen var, at jeg -- Børn have jo ikke altid Takt -- klængede mig ind paa min Yndling, som altid godmodig fandt sig i min Paatrængenhed. Denne Paatrængenhed skaffede mig endnu for en Del Aar siden nogle Flasker Champagne og en munter Kvæld. En Aften maa min Næsvished have gaaet for langt; Jensen sad ved Kortbordet, og jeg forstyrrede ham i hans SIDE: 106 Beregninger. I en temmelig hvas Tone sagde han til mig: "Dersom du nu vil gaa bort i Krogen der og staa der en Time, skal du faa en Daler." Øieblikkelig gik jeg paa min Post, med et Taffeluhr lige foran mig kunde jeg nøiagtig følge Tidens Gang. Et Par Gange sagde Jensen: "Aa, Lorentz, stop min Pibe for mig" -- men jeg rokkede mig ikke af Stedet. Han blev lidt urolig, for han havde just ikke mange Dalere at rutte med i de Dage, men en vunden Grand misère ouvert satte ham i et saa ypperligt Lune, at han glemte baade Piben og mig. Timen var forbi, Spillet med, og jeg meldte mig -- ligesaa næsvis som for en Time siden -- for at faa min Belønning. "Du faar gi' mig Credit, Gutten min!" sagde Jensen -- og siden blev der aldrig talt om den Ting. Men, som sagt, for en Del Aar siden kom Daleren med Renter. En Aften, jeg sad sammen med et Par af Jensens Sønner, fortalte jeg dem den lille Passage, som en af mine første Erindringer om deres Fader, og som gode Sønner beslut- tede de at betale sin Faders Gjæld -- og inden Selskabet vidste Ord af, stod der Champagne paa Bordet, hvori vi drak den brave Digters Minde. Saa var der Brødrene Ole og Vilhelm Bøgh, den første død som Sorenskriver i Nordhordland, den anden som Stifts- arkivar i Throndhjem. Jeg har allerede tidligere omtalt et af Ole Bøghs lune Indfald, hvis tørre Humor -- om denne Sammenstilling er tilladt -- jeg tror karakteriserer denne for- træffelige Mand ret pregnant. Han var af Naturen vistnok en melankolsk Mand, men med et uudtømmeligt Fond af inde- sluttet Lune, der, naar det sprudlede frem, var ubetaleligt. Men Bøgh kunde ogsaa være ret skarp, naar det gjaldt. Da den danske Maler Wilhelm Gertner var i Bergen i 1840aarene og bl. A. tegnede de to ypperlige Portræter af SIDE: 107 Lyder Sagen og Stiftamtmand Christie, var han en Aften i et Selskab, hvor Bøgh var tilstede. Paa Kanten af et Papir ridsede han med et Par Blyant- streger et meget veltruffet Contur- portræt af Bøgh. En af Selskabet sagde -- kanske lidt overilet -- "aa, det Portræt maa De lade mig faa!" Om nu Gertner end med Rette kunde sagt, at selv et Par Linier af hans Haand ikke saa- dan uden videre var værdløse Sager, som kunde gives bort til den Første, Bedste, som bad derom -- saa burde han dog ikke svaret, som han gjorde; thi han klippede Kanten med Portrættet af, rakte sin bergenske Ven det og sagde ganske gelassent: "Med Fornøielse -- det koster 30 Spd." (120 Kroner). Vedkommende følte sig bunden af Hensyn til den, Portrættet fremstillede, og betalte. En Stund efter lagde Gertner atter Papiret foran sig og sagde til Ole Bøgh: "Nu maa De endnu sidde for mig i fem Minut- ter!". Rolig svarede Bøgh: "Med Fornøielse -- det koster 30 Spd." Gertner afstod, men Stemningen kom ikke mere rigtig op i Selskabet den Aften. Vilhelm Bøgh var baade i Christiania og Bergen en meget søgt, elskværdig Selskabsmand, men af en anden Art end Broderen, i Besiddelse af et i høieste Grad udviklet dra- SIDE: 108 matisk Fortællertalent. Naar Vilhelm Bøgh begyndte at for- tælle, var Selskabet stadig i en Latterparoxysme; især naar han fortalte om sit fingerede Ophold "paa Troms", hvor man bl. a. ingen Bogtrykkerpresse havde, men Bogtrykkeren trykte sine Bøger ved Hjelp af den naturlige Presse, Mennesket er i Besiddelse af i den kjødrigeste Del af sit Legeme, om hvor- ledes man spillede "Cabale og Kjærlighed" paa Troms o. s. v. i det Uendelige. Vilhelm Bøgh var opdraget i Stiftamtmand Christies Hus, og hans medfødte Lune fandt visselig i dette Hus Næring i en bestemt Retning, som han selv næsten led under. Naar den opvakte Gut kunde tilfredsstille Christies bekjendte Kjær- lighed til Brandere (Kjældermænd, "Borgere") trak Stiftamt- manden gjerne nogle Skillinger op af Lommen til Belønning, og derved udvikledes denne hans uhørte Evne til at sige "Borgere", som i senere Aar ligefrem var ham selv til Plage -- han gik -- som min Hjemmelsmand ganske i Bøghs Aand udtrykte det -- formelig "i Borgerskole" hos Christie. I den s. k. "Tyveklub", et Selskab paa 20 Personer, var min Fader sammen med Jensen og Ole Bøgh nok de egent- lige ledende Kræfter; det var til dette Selskab, P. A. Jensen skrev sin smukke Foraarssang til en Mozartsk Melodi: "Vin- tertiden, den er omme", eller, som den oprindelig lød: "Vintertiden er forleden, Gjennem Luften alt er gleden Vaarens unge Alfehær." I denne Klub deltog ogsaa min Faders Barndomsven, Stadshauptmand Johan Nordahl Fischer, en Slægtning af og opkaldt efter Bergens store Biskop Brun. Fischer var ikke uden digterisk Begavelse og en af det dramatiske Selskabs mest yndede Skuespillere. Det fortaltes imidlertid, at Pavels i en af sine Dagbøger skal have omtalt hans Debut omtrent saaledes: "En Debutant J. N. F. optraadte; hans store Guld- SIDE: 109 kjæde spillede for ham." Fischer var opdraget i Biskopens Hus. Et Optrin fra dennes sidste Dage har jeg hørt min Fader fortælle. Biskop Brun var en ivrig Tilhænger af For- eningen med Danmark, sørgede igrunden over dens Opløsning og havde Fredrik VI's Buste staaende i Bispegaardens Storstue. De to Gutter, der stadig færdedes sammen i Bispegaarden, var derimod bestemte Tilhængere af den nye Tingenes Orden og Norges Selvstændighed, og en Dag, da de spadserede i Bispe- gaardens Have, tog de sig det Uraad for at stige ind gjennem Vinduet til Storstuen og "begrave Fredrik VI", d. v. s. be- dække Busten med Muld fra Haven. Biskopen kom efter, hvem Gjerningsmændene var, og betalte dem med en ordent- lig, politisk Dragt Prygl. Ogsaa med en anden Buste havde disse To som Børn et Uheld, idet min Fader med en af de store "Kuløger", Jernkugler, der kastedes ved en af hin Tids nu forglemte Guttelege, ikke blot slog en Rude ind hos en af Naboerne, men ogsaa knuste et Gibshoved inde i Stuen, hvor- efter han kom skrigende hjem og nær havde skræmt Livet af sin Moder ved jamrende at raabe: "Eg har slaat Hovve a en Mand! Eg har slaat Hovve af en Mand!", som Mama saa med Glæde betalte, da hun hørte, at det bare var et Gibshoved. Saa var der Kantor Johan Schediwy, en Bøhmer, der tillige var Sanglærer ved Latinskolen, en gemytlig, men hidsig Mand, der var os til stor Fornøielse paa Skolen ved sit gebrokne Norsk. Da jeg endnu som en liden Elev af Realskolen havde havt min første Time hos Schediwy, og min Fader, da jeg var kommen hjem, spurgte mig, hvad jeg nu havde lært af hans gamle Husven, kunde jeg give den Op- lysning, at jeg havde lært om "Naader og Daaner", og da han ikke forstod mig, og jeg ihærdigt vedblev min Forklaring og nær- mere udviklede for ham, hvad Naader og Daaner var, gik det op for ham, at det var Begreberne "Noder og Toner", Sche- diwy havde behandlet i sin Time. Ja, Bogstavet o i den norske, lukkede Udtale var hans Kontrapart, og engang forsøgte han i et Foredrag at affinde SIDE: 110 sig med dette for ham saa vanskelige Bogstav -- hvis lukkede Lyd han næsten blot kunde udtale rigtigt der, hvor det var galt -- paa følgende haarreisende Maade: "Po Norsk 'ar man bare en Aa-Lid; men po Disk 'ar man tu Aa-Lid: den ene uddales som det norske aa, for Exempel: "Aargel", det andet uddales som det norske aa for Exempel: "Aand" -- forstaar de." Det var aldeles som med Jydens "Pive": "Naar jeg siger "Pive", saa mener jeg min Tobakspive; men naar jeg siger "Pive", mener jeg min Skorstenspive." Vanskeligst var det ham, naar han skulde diktere os Texten til de Sange, vi afskreve efter hans Diktat: "G po anden Lini -- Dagtstreg! -- Ha -- Du mo ikke sige haa -- ha po dredie Lini -- -- nu skal vi lægge Dægst under: Mar -- kje -- gre -- nas -- Snio -- gen -- bro -- na" (Markje grønas, Snjogen braana). "Men hvad betyder det, Hr. Schediwy?" "Ei -- forschtaar du ikke Norsk, Gut. Ja -- jeg for- schtaar det Gott strafe mich ikke heller". En af hans gamle Elever fortalte mig nylig følgende Passage fra sin Ungdom, der berører Schediwy. Schediwy havde altid erklæret om ham, at han var aldeles uden Gehør: "Du singer altid enten en half Daane for hejt eller en half Daane for lavt". Som Voxen kom Vedkommende en Aften i et Selskab, hvor hver Gjæst blev tvungen til at foredrage en Vise. Den unge Mand foredrog da en af de Sange, han havde lært under Schediwy. En fremragende udenlandsk Musiker var tilstede -- og den unge Sanger bemærkede til sin Glæde, at denne fulgte hans Foredrag med en høi Grad af Interesse, og jo længer Sangen skred frem, desto mere til- tog Interessen, Musikerens Øine formelig lyste. "Nu" tænkte den unge Sanger -- "nu skal vi faa høre en anden Dom end den, Schediwy fælder over mig! Her er en Mand, som for- staar Tingen!" Sangen endte, og det var synligt, at den Fremmede var aldeles henrykt, han applauderede vildt. Med SIDE: 112 ét udbrød han: "Mærkværdigt! høist mærkværdigt! Ganske gjennemført -- konsekvent helt igjennem! Fra første til sid- ste Takt -- ikke en eneste ren Tone!" Den residerende Kapellan til Korskirken, Hans Daae, hørte ogsaa til Husets stadige Gjæster. Han var en livlig Selskabsmand, ligesaavist som han var en dygtig og afgjort Prædikant -- Kirken var altid fuld, naar han prædikede. Han var en Mand med et varmt Hjertelag, og jeg erindrer et meget gribende Øieblik, der lod hans Indre komme frem, der ellers ofte skjulte sig under en paatagen ydre Strenghed. Jeg ved ikke længer, hvad Samtalen mellem min Moder og ham gjaldt, men jeg ved, at han havde megen Agtelse og et uind- skrænket Venskab for hende: med engang saa jeg den stærke Mand slaa Haanden for sine taarefyldte Øine og sige: "Ak, Marie, jeg kan præke saa vakkert for Andre, men for mig selv kan jeg ikke præke"! Det gjorde et uudsletteligt Indtryk paa mig, og uden at jeg selv altsaa ret ved hvorfor, kom jeg fra dette Øieblik til at holde uendelig meget af den Mand. Det var jo ikke alle Prester i Bergen, som var af hans Kvalitet; vi havde jo En, om hvem der fortælles, at der stadig, naar han prædikede, kun kom to Mennesker i Kirken, et gammelt Par, som besøgte sin Sognekirke, hvergang der overhovedtaget var Prædiken, og som generede ham frygteligt, fordi han da var nødt til at holde sin Prædiken, hvorfor han -- mindre høvisk -- udlod sig om sine tro Tilhørere i de lakoniske Ord: "Fanden ved, ka de ræker etter". Om en anden af Byens Prester fortaltes ogsaa mange Historier, af hvilke en her skal meddeles: Han skulde engang ægtevie en Kjøbmand ved Navn Lambach, men Honoraret havde ikke været efter Ønske. Saa valgte Presten at foreholde det unge Brudepar, at Livet vilde lære dem, at ikke Alt er Guld, som glimrer, og det indledede han med følgende Vers: "Her staar du, Brud, saa ung og huld Ved Siden af din Lambach, SIDE: 113 Du tror, han er det rene Guld, Men se -- han er blot Tambak." Det var nok Klokkeren hos samme Prest, der engang beklagede sig over de daarlige Tider og den ringe Dødelig- hed med de velvalgte Ord, at "der findes snart ikke et æten- des Lig mere", og som da en af Byens Rigmænd, der boede i Sognet, og hvis Død længe havde været ventet, endelig vandrede heden, bankede paa Prestens Rude og raabte ind: "Vi har ham, vi har ham!" Men -- tilbage til Fædrehuset fra denne Digression. Undertiden -- men ikke ofte -- saa jeg i mine For- ældres Hus Bager Søren Martens, en usædvanlig baade kundskabsrig og forstandig Haandverker, der i 1830, 1833 og 1842 repræsenterede Bergen paa Storthinget. Her havde han sin Plads ved Siden af Bergensrepræsentanten, Kjøbmand Lyder Wentzel Nicolaysen, Antikvar Nicolaysens og mange andre Nicolayseners Fader, og Martens' gode Ven. En Dag havde Bager Martens paa et Stykke Papir, der laa foran ham, tegnet en stor Urne. Nicolaysen tog Papiret og skrev paa Urnens Side: "En Storthingsmand, en Bergens Pryd Er gjemt i denne Krukke; Ved Dommedagsbasunens Lyd Skal Fanden den oplukke. Herud, min Sjæl! Det hjælper ei, Du klynker eller klager, Nu skal Du engang være Deig, Saa vil jeg være Bager!" I 1842 besøgte Welhaven mine Forældre i Bergen. Jeg gik da i mit niende Aar og havde Aaret iforveien været med mine Forældre i Christiania; min Fader havde taget mig med op paa en Visit hos Welhaven, som da boede -- vistnok kun for Sommeren -- paa Uranienborg, som jo da laa langt uden- SIDE: 116 ved Nykirken. Men i de senere Aar var dette Venskab fra Jan Klercks Side gaaet ovet til et ligesaa bittert Uvenskab, da han -- som han selv senere vedgik -- uden al Grund troede sig forurettet i et Mellemværende, han havde med min Fader. Det var en mørk, regnfuld Høstnat, hele Huset sov sin rolige Søvn; jeg kunde vel dengang være 7 à 8 Aar gammel og laa endnu i mine Forældres Soveværelse, da jeg midt om Natten hørte min Moder sige: "Det ringer paa Gadedørklokken." Det pleiede altid at være Tegn til Brand- allarm -- og dette var da ogsaa min første Tanke. Men saa gjentog Ringningen sig -- denne Gang meget voldsomt. Pigerne sov i Kjøkkenet (Pigekamre var dengang sjeldne i Bergen) og en af dem kom nu søvndrukken ind og meldte, at "der stod en Mand ude i Døren og vilde tale med Far, men han saa saa underlig ud, at hun blev ganske fælen." Min Fader kastede sin Sloprok om sig, saa paa Uhret, der viste halv et, og gik ud. SIDE: 117 Jeg hørte ham føre en Besøgende ind i Dagligstuen ved Siden af Sovekamret, og saa hørte jeg en Mandsstemme, der talte i en underlig bevæget Tone, og omsider kunde jeg tyde- lig opfatte en undertrykt Hulken. At høre en Mand græde, var aldrig hændt mig og gjorde et forunderligt Indtryk paa mig. Mon det var min Far, eller var det den Fremmede, som græd? Kort efter kom min Fader tilbage -- og jeg hørte min Moder spørge ham, hvad det var paafærde. Med hvidskende Stemme, der skjælvede af Bevægelse, hørte jeg ham sige Noget, som jeg ikke forstod. Jeg opfattede kun, at han flere Gange nævnte Jan Klercks Navn, at han talte om Slaveriet og om Kone og 4 Børn -- om Nøglerne til Pengekassen, og endelig sagde han høit paa en hvidskende Bemærkning af min Moder: "Her maa jo alt Uvenskab være glemt -- jeg har aldrig gjort ham noget ondt, og allermindst vil jeg gjøre det nu." Han havde imens klædt sig paa, nu slukkede han Lyset og gik ud -- jeg hørte ham lukke Gadedøren og alt blev atter stille. Jeg følte, at noget Uhyggeligt var nær og vovede ikke at spørge min Moder. Ude regnede det, som om Himmelen var aaben, og jeg laa længe vaagen og hørte Vandet fra Tagrenden pladske ned i Vandtønden ude i Gaarden, mens jeg tænkte paa det Uforstaaelige, jeg havde hørt. Jeg kjendte jo Jan Klerck, han havde ofte spøgt med mig, og nu skulde han i Slaveriet fra Kone og fire Børn og stod og græd inde i Dagligstuen. Jeg havde ofte med Gru seet den mørke Indgang til Slaveriet ude paa Fæstningen -- der skulde den snille Jan Klerck ind -- mon de vilde slaa ham der? Endelig sov jeg fra det hele forvirrede Billede. Henimod Graalysningen vaagnede jeg af, at min Far kom hjem og tændte Lys. Han saa træt ud, men var oprømt, og jeg hørte ham sige til Moder: "Det gik godt -- hans brave Kone har reddet ham. Men nu har vi gaaet hele Natten i Regnveiret og baaret Poser med Sølvpenge, mens Vagtmanden stod med Nøglerne og passede paa i Kjælderen. Og nu god Nat." SIDE: 118 Jeg fik aldrig Forklaring paa denne Nats Begivenheder, saalænge min Fader levede; men længe efter hans Død faldt det mig engang ind at spørge min Moder, hvad det egentlig var, der var gaaet for sig i hin af mig aldrig glemte Nat. Da fik jeg Forklaringen. Jan Klerck var Oppebørselsbetjent og drev en liden Handel ved Siden af. Dagen før hin Nat havde han maattet overgive sit Bo til Skifteretten, men hvad der var værre: han havde for at redde sig forgrebet sig paa den Kasse, han havde under Hænder, og det var ikke smaa Summer, det gjaldt. Den næste Morgen vilde Kassen blive undersøgt, og i sin Fortvivlelse vidste den ulykkelige Mand ingen anden Udvei, trods Uvenskabet og skjønt han egentlig havde forurettet min Fader, end at henvende sig til ham, der bekjendt som en hæder- lig Mand, havde indflydelsesrige Venner, der kunde redde ham. Kunde Underslæbet dækkes inden Morgen, vilde han faa beholde sin Post -- i modsat Fald ventede Slaveriet ham selv og den yderste Armod hans brave Kone og fire Børn. Og han vendte sig ikke forgjæves til den Mand, han ansaa for sin Fiende. Min Fader gik den tunge Gang for ham midt i den mørke Nat til de to Rigmænd, der kunde hjælpe ham, og til den Embedsmand, der havde Nøglerne til Kassen, der var den fallerede Kjøbmand fratagen, og Hensynet til hans prægtige Kone lod dem lukke et Øie overfor den faldne Mand, og saa bar de Natten udover Pengeposerne til Kasse- kjælderen, og da Morgenen kom, var Manden reddet. Fra den Dag af havde min Fader ingen taknemmeligere Ven end Jan Klerck. Men jeg glædede mig over min brave Fader; -- thi Livet havde da alt lært mig, at det ikke er saa let at følge Budet, at elske sine Fiender og gjøre dem vel, som os hade. Men den Dag idag tror jeg, at ikke noget nulevende Menneske undtagen jeg kjender noget til den Sag. Og dermed forlader jeg det gamle Hus, idet jeg endnu, idet jeg gaar, sender et indholdstungt Blik op til de to Vinduer deroppe paa Arken, hvor jeg har siddet saamangen Juleaftens SIDE: 119 Mørkning, naar Lygterne tændtes, og det kimede fra Kirken, og ventet paa Juletræet -- i tunge Tanker. Thi til min første Juleerindring knytter sig en Sorg -- min første alvorlige, store Sorg, i Livet en Sorg, der siden aldrig forsvandt, og som melder sig, hvergang Julen ringes ind. Ak -- hvor en taabelig Spøg af letsindige Voxne dog kan grave dybe Spor i et Barnehjerte, Spor, der aldrig siden forsvinder i Livet. Jeg havde til Søndagsbrug faaet nogle smaa krusede Strimler, som Børn dengang brugte at bære om Halsen til Blusedragten. Disse Strimler bragte jeg selv til Krusning hos en gammel Kone, der førte det for hendes Gjerning meget passende Navn Madame Kruse. Hun boede paa Markevejen, og lige ved boede en Familie, der tidligere havde havt sin Bolig i Nærheden af vort Hus, men nu var flyttet, og hvor jeg altsaa tidligere havde gaaet som en graa Kat. Et Par Dage før Jul sendte min Moder SIDE: 120 mig et Ærinde til min Bedstemoder, der ogsaa boede paa Markevejen -- "og" sagde hun, "saa kan du tage med dig denne Strimmel til Madame Kruse -- men du skal gaa lige frem, ikke indom nogetsteds paa Vejen, saa du ikke mister den." Men nogle Huse før jeg naaede mit Maal, sad de unge velkjendte Damer, vore forrige Naboer, og vinkede saa venligt. Jeg nikkede og vilde gaa videre; men saa pikkede de paa Ruden og vilde, at jeg skulde komme ind. Jeg sagde, at jeg ikke havde Lov; men Lysten var frygtelig stærk; Vindvet aabnedes, og de vedbleve at lokke, og saa bukkede Dyden under i mit femaars Hjerte, og -- jeg fulgte Vinket. De drev alleslags dumt Spøg med mig derinde, og da jeg ængstelig søgte min Strimmel og vilde gaa, gjemte de Strimlen for mig og raabte, -- dels for at beholde mig desto længere, dels for at skræmme mig -- at den var bleven borte; men jeg skulde ikke græde; de skulde sy mig en ny. SIDE: 121 Og saa lode de, som de syede, og efter en Stund gav de mig saa min gamle Strimmel, som de sagde var en ny -- og jeg troede det. Og saa sluttede de fornuftige Voxne med at give Barnet den Formaning, at jeg ikke skulde sige det til min Moder, for saa blev der kanske intet Juletræ af iaar -- og dermed lode de mig gaa. Intet Juletræ! Jeg gik med tungt Hjerte og leverede min Strimmel til Krusning -- og nu gik jeg i flere Dage i en nedtrykt dump Stemning, som jeg aldrig før havde kjendt; ikke sige det til min Moder? -- ellers blev der kanske intet Juletræ af iaar -- mit Hjerte pressedes sammen under denne Fortielse; de Voxnes Raad var bleven mig en Befaling -- jeg taug. Juleaftens Morgen kom Strimlen tilbage. Men ved et Tilfælde var den bleven forbyttet. "Dette er jo ikke din Strimmel," sagde min Moder. Ak -- jeg vidste det jo godt og brast i Graad. Min Moder søgte at trøste mig og sagde: "Græd ikke, Barn, du kan jo ikke hjælpe det." Da steg min Graad til en voldsom Hulken -- hvor gjerne vilde jeg ikke have sagt hende Alt og grædt ud ved hendes Bryst; men saa blev der intet Juletræ af -- og de havde jo sagt, at jeg maatte tie, og denne Ordre kom desværre noget Feigt i min egen Natur imøde -- jeg havde jo været ulydig og fortjent, at Juletræet toges fra mig, og jeg lukkede over min Forseelse; Tausheden knyttede sig derover for Livet -- lukkede sig vel ogsaa efterhaanden over Saaret i mit Bryst; men Tornen sad derinde og smertede og smerter endnu altid. O den Mørknings- time glemmer jeg aldrig, da jeg sad alene deroppe paa Arken -- alene med min onde Samvittighed og ventede paa Jule- træet. Jeg græd stille og tungt -- ikke som et Barn græder -- og da jeg saa op mod de mørke Skyer, tegnede de sig til et ærværdigt, mægtigt Hoved -- jeg troede, det var Gud, som saa ned paa mig fra Himlens store Vindve -- og en Gru for igjennem mig. Og Lygterne tændtes, og de hellige Klokker begyndte at ringe -- de ringede ikke mere for mig. Og Aftenen kom, Julens velsignede Aften med Juletræ og Lys og SIDE: 122 festlige Gaver -- denne Juleaften, som jeg havde glædet mig til saa længe og saa inderligt -- for mig blev det ikke Jule- aften mere som før, blev det aldrig mere. Mit uskyldige Barnesind var bleven plettet, min Juleglæde var forspildt; den første mørke Skygge var falden i min Sjæl og veg aldrig mere derfra; thi fra Fortielse til Usandhed er Veien saa usige- lig kort. Endnu gaar der aldrig nogen Juleaften, naar Klok- kerne begynder at ringe til Fest, uden at jeg jo, før jeg kan tage Del i de Andres Glæde, har et stille, trist Møde med det mørke Minde om hin Barnets Juleaften, der røvedes mig sam- men med Barnets Fred; min første bevidste Synd er knyttet til det hellige Døgn, til disse Klokketoner, der for Andre kun ringe ind Fred og Glæde. Da stirrer jeg med tungt Sind paa Alt, hvad der senere i Livet har kjædet sig til denne første Brøde; og først naar jeg har lettet mit Hjerte i en stille Bøn om Fred og Forsoning, først da kan jeg gaa ind og dele Julens Glæde med de Andre. -- Saa sov jeg ind med Graad paa Kinden i Julenatten, mens Vægteren gik udenfor paa Gaden og sang sit gamle, vakre Vægtervers, som jeg aldrig før havde forstaaet, men hvis dybe Mening nu begyndte at dæmre for mit Sind: "Fra Dagens Strid og Møie, Fra vilde Lysters Krig I Jesu Navn mit Øie Til Hvile lukker sig. Naar Dommens Klokke slaar, Giv da, o Gud! Din frelste Brud Den Fred, som ei forgaar." Saa hørte jeg ham synge det længer borte om Hjørnet i den anden Gade, og saa sov jeg ind. Og dermed, Farvel, du kjære, gamle Hus med alle dine Minder -- din Tærskel betræder jeg vel aldrig mere. SIDE: 123 "FRÜHLINGS ERWACHEN". Du gamle, gode By! Hvor helt og og farverigt staar Billedet af Livet og Færdselen i dine Huse og dine Gader for mig -- at omsætte dette Billede i Ord og skrevne Bogstaver er næsten en Synd imod det Liv, som myldrer for min Fantasi, naar jeg mindes dig og al din Færden -- thi det kan ikke blive andet end et tørt, sammenplukket Mosaikbillede, sammensat af en Mængde forskjelligfarvede Stene, der først, naar man træder tilbage i tilbørlig Afstand, kan faa malerisk eller poetisk Virkning -- og selv denne er vist tvivlsom nok ialfald for dem, der kjender dig, Originalen til alt dette under- lige Liv. Idet jeg derfor nu giver mig ifærd med det sidste Billede fra mit Barndomsliv, vil jeg først plukke sammen SIDE: 124 nogle tilfældige Mosaik-Stumper, der uden i og for sig at give nogen Stemning, dog ikke tør undværes for Stemningen i det hele. Hvad var det, man sysselsatte sig med inden Familierne i denne Handelsstad, hvor Fisk og Sild og Rogn og Tran udgjorde de væsentligste Interesser? hvad udfyldte Livet for de Voxne imellem Arbeidstimerne paa Bryggen eller i Kram- boden, paa Kontoret eller i Kjøkkenet? Store Begivenheder, der kunde sætte Sindene i Bevægelse, indtraf jo kun, hvergang en voldsom Ildebrand havde ødelagt en større eller mindre Del af Byen, og dette hændte dog lykkeligvis ikke hvert Aar. Hændte saa engang en Mærkelighed af denne eller anden Art, satte den Spor i Byens Liv som Samtaleemne i lange Tider. "Storebranden" d. v. s. Branden i 1830 udmaledes endnu langt ind i 40-Aarene i alle Detaljer meget ofte, naar man sad sammen i Familiekredsen, og "Prinsedagene" i 1833 d. v. s. Kronprins Oscars (I) Besøg, var i lange Aaringer Gjenstand ikke blot for Barnepigernes, men for Damernes og Mændenes begeistrede Skildring. Hvor ofte har jeg ikke hørt Fortællingen om, at da Kronprinsen nærmede sig Byen, blev der sendt ham en Deputation imøde for at bede ham naadigst opsætte sit Indtog til den følgende Dag, fordi det da vilde være paa Dagen netop 100 Aar siden Bergen modtog Besøg af høistsalig Kong Christian VI, den sidste kongelige Person, der havde sat sin Fod i den gamle, isolerede By. Den Marsch, som var bleven spillet ved Prinsens Modtagelse, blev sunget gjennem hele min Barndom under Navnet "Prinse- marschen" og var, efter hvad jeg i senere Aar tror at have erfaret, komponeret af Oscar I selv. Ja endog "Krigens Tid" -- 1807 -- 14 -- var jo i min Barndom et staaende Samtale- emne, som Forældrene havde oplevet og bevaret dybe Indtryk af. Den literære Dannelse, hvis Niveau vel ikke stod særdeles høit paa "Tydskebryggen" og "Stranden" hentedes jo væsentlig fra Leiebibliotheker og Aviser, men Antallet var ikke stort hverken af hine eller af disse. Leiebibliothekernes Tal var i SIDE: 125 min Barndom 4, Hallagers, Madam Grønnings og Læseselskabets, hvortil kom et af en indflyttet Tysker, Bennemann grundlagt. Antallet af Bøger i hvert af disse vil jeg anslaa til omtrent 2 à 3000. De bestod naturligvis næsten udelukkende af Romaner, Oversættelser af de svenske Damer Bremer, Knorning og Carlén, nyere danske Novellister som Carl Bernhard og Fru Gyllembourg og tyske Romanforfattere ligefra Clauren og Lafontaine til Gutskow og Laube. Den norske Literatur repræsenteredes af -- Storm-Wang. Avispressen bestod af "Bergens priviligerede Adressekontors Efterretninger", der udkom hver Onsdag og Lørdag sammen med Fiskesuppen og blot indeholdt Annoncer, der dog slugtes med samme Be- gjærlighed i Stuen og i Kjøkkenet. Videre "Bergens Stifts- tidende" og "Bergenske Blade", der udkom 2 à 3 Gange ugentlig og naturligvis levede sammen som Hund og Kat; men om dem skal vi senere tale. Hertil kom saa Kristiania- aviserne "Morgenbladet" og "den Constitutionelle". Skjønt Bergenserne jo var et æstetisk og paa sin Maade intelligent Publi- kum, var Lysten til at kjøbe Bøger ialfald dengang lidet udviklet; et virkeligt Bibliothek fandtes neppe i 4 eller 5 Huse. Desmere svermede man for "Stambøger", disse ulykkelige Albums, i hvilke Venner og Bekjendte maatte nedskrive sine Udgydelser enten paa Vers eller Prosa, hvad der navnlig var til stor Plage for de virkelige literære Talenter. Man fortæller saaledes, at Jonas Rein engang gav sin Fortvivlelse Luft, da en af Byens Borgere indtrængende nødte ham til at skrive i hans Stambog, ved at berige den med følgende 4 Linier: "Hvor Byens skjønne Aander synge, maa jeg vel ogsaa være med, og lægge liden Perle ned paa denne Møgedynge." Af Fornøielser havde Byen foruden sit Theater ikke mange. Madam Davidsen kapløb ude paa Damsgaard Søndag Eftermiddagene, Kraftkunstneren Rappo kastede sine tunge SIDE: 126 Jernkugler i fri Luft oppe ved Kalfaret, og i Exercerhuset ved Engen gjorde Riego sine Jonglør- og Linedanserkunster, mens Professor Bills optraadte som Bugtaler paa Frøiseths Sal, og Troldmanden Olivo sammesteds kappedes med forskjellige Verdenstheatre og Kosmoramaer, der afvexlende med de Liphardtske og Gauthierske Beriderselskaber i Exercerhuset beærede Byen med sin Nærværelse. Kaféer kjendte man den- gang -- jeg tror, jeg tør sige: aldeles ikke i Bergen, og en Billard, der oprettedes mod Slutningen af 40-Aarene saa man paa med meget skjæve Blikke. Af Hôteller havde Byen kun to "Halvkanden" og "Scandinavie", beliggende ved hver sin Ende af Nyveien oppe ved Klosteret. Kaféerne erstattedes da ved Klubber, af hvilke den betydeligste var "Den gode Hen- sigt", der indkjøbte Frimurerlogens Bygning nede paa Engen. Den gode Hensigt, der gav dette Selskab dets Navn, skal have været den at skaffe en falleret Kjøbmand, der havde mange Venner blandt sine Standsbrødre, et Levebrød paa SIDE: 127 hans gamle Dage. Saavidt jeg ved, bærer Selskabet dette Navn endnu. Kunstsansen opretholdtes for Musikens Vedkommende af Sel- skaberne "Harmonien" og "Det philharmoniske Selskab", der afløste hint. I dette sidste sang og declamerede de unge Herrer og Damer paa ret ordinær Dilettantvis -- hvad der endog for min barnlige Kritik var synligt -- mens Billedkunsten fremmedes gjennem den ved Prof. Dahls Initiativ i 30-Aarene stiftede "Kunstforening", og den videnskabelige Sans fremmedes ved Museet, der jo senere har udviklet sig til en Institution af stor Betydning. Det Sommerliv, som bestaar i at ligge paa Landet, kjendte man i min Barndom kun lidet til i Bergen. Sommer- villaer holdtes kun af faa rige Familier, og det var kun enkelt- vis man brugte at leie sig ind i Bondehusene i Byens Nær- hed. Men saameget lysteligere var de bergenske "Plasserturer". Ved den Gade, hvor jeg boede, der førte lige ud af Byen, SIDE: 128 kunde jeg hele Sommeren igjennem hver Lørdags Aften se talrige Selskaber af begge Kjøn, tilhørende den lavere Middel- stand, drage syngende ud med sine Madkurve og Flaskekurve, men aldrig uden at have et ideelt Element ved Siden af dette materielle, idet der altid i Spidsen gik enten en Violinspiller eller en Klarinetblæser, der spillede "Sønner af Norge" eller "Hvor herligt er mit Fødeland!" der da kunde klinge længe ud gjennem den lyse Sommernat, og under hvis stadig for- nyede Toner fra det ene glade Selskab efter det andet jeg mangen saadan Aften har lukket mine søvnige Øine, mens Melodierne førte mig helt ind i Drømmenes Verden. Søndag Aften saa man da de samme Skarer med lettere Kurve, men tyngre Ben slæbe sig tilbage til Byen; da var Sangen gjerne for- stummet; men jeg erindrer aldrig at jeg har seet nogetsom- helst Udslag af Raahed i disse efter vor Tids Begreber vist- nok meget naive og sikkert i Ordets bedste Forstand uskyldige Fornøielser. En anden Sommerfornøielse var saa Exercitsen, saavel Militærets paa den klassiske Aarstadslette ved den gamle Kongs- gaard Alrekstad en halv Fjerdingvei udenfor Byen, som de mere tragikomiske Præstationer, Borgervæbningen, "Børgeriet", gav tilbedste nede paa Engen om Sommeraftenerne. Det var et ube- taleligt Syn her at gjenkjende vore Skræddere og Skomagere som strunke Militære, gjørende alle de mulige og umulige Feilgreb der kunde vække deres Overordnedes Fortvivlelse og Publikums Munterhed. Her var det, at Johannes Brun en Aften sprængte et helt Compagnis Holdning ved efterat der var commanderet "Fyr" at kaste sig plat ned paa Marken som død -- med den Følge, at "die ganze Armé" under Raabet: "De har skjydt en Gut" løb til for at se, om han var død, idet vistnok Enhver for sig tænkte sig Muligheden af, at det var ham, der havde glemt at tage Ladestokken ud af Geværet. Forbindelsen med Udenverdenen repræsenteredes ved de tre Dampskibe "Nordcap", "Konstitutionen" og det lille "Bjørgvin", der gik i Fragt- og Passagerfart mellem Stavanger SIDE: 129 og Bergen. Med Udlandet, d. v. s. med Hamburg var der ingen Dampskibsforbindelse før i Slutningen af 1852, gjennem Damp- skibet "Nordstjernen". Indtil da besørgedes hele Passager- forbindelsen ved to Fragtfartøier, der førtes af Skipperne Ibsen og Ege; med disse gik da stadig hver Vaar de bergen- ske Galanteri- og Manufakturhandlere til Hamburg for at for- syne sig med Varer for Saisonen, og kom da hjem som vidt- bereiste Mænd. Jeg glemmer aldrig den Emphase, med hvilken engang en saadan vidtbereist Herre afbrød en yngre Mand i en Diskussion med de Ord: "Ti stille, sligt for- staar kun vi, som har reist". Men henimod Slutningen af min Barndom kom der jo en Tid, der satte mere Liv og Bevægelse i Gemytterne. Det var en "Frühlings Erwachen", der samtidig føltes over hele Europa og endog mærkedes derinde i den aflukkede Bugt imellem de syv Fjelde med hele den Friskhed og Fornyelse, der udmærker de Dage, da Sneen smelter, da Skredene løsne i Fjeldene og Fossene svulme -- Vaarens livvækkende og sangfødende Dage. Der er en Episode af mit Ungdomsliv, som -- naar jeg tænker tilbage paa den, -- altid staar for mig som en eneste stor Foraarsdag, fyldt af Sang og Poesie og Hurraraab, men ogsaa med adskillig hul Pathos og usand Begeistring, en Peri- ode, i hvilken ikke blot jeg og de andre Unge for første Gang slog Øiet op i Livet ved den stærke Larm af Skred og Tor- den omkring os og saa, at der var Vaarbrydninger i Luften, men som vist ogsaa for dem, der dengang greb aktivt ind i Handlingen, maa have havt noget af en Vaar. Ikke blot vi Unge, ikke blot vort Folk, men selv gamle Jomfru Europa kastede i de Dage Natkappen og satte Jacobinerhuen paa og gik om i lyse, taagede Vaardrømme, der fulgtes af en tør og ufrugtbar Sommer; det var den Tid, da Europas SIDE: 130 Folk derude i de store Lande kjæmpede for sin Frihed, baarne af herlige Drømme og lyse Luftkasteller, -- da vort eget Folk saa den Naturromantik skyde i Veiret, der bundede i en Naturbetragtning, som befolkede vor Literatur med Huldrer og Trolde, og i en Betragtning af vort Folk, der fyldte vort Storthing med Bønder: Naturromantikens og Bondeforgudel- sens Kronaar, den Tid, da vi Unge dannede det hurraraa- bende Kor til al denne Begeistring: jeg mener Tiden om- kring 1848. Hvor strømmer ikke endnu idag, snart femti Aar efter, en eiendommelig bevæget Stemning ind paa mig, naar jeg tænker paa denne Tid: Februarrevolutionens og den danske Krigs Aar, de første Studentermøders Aar, Festen for "Fædrenes Minde's" Aar, Møllargutens og Ole Bulls Aar, de hjemvendte Düsseldorferkunstneres og "Brudefærden i Hard- anger's" Aar, da Nationalitetsbegeistringen og Skandinavismen, dengang endnu uvidende om sine egne Konsekvenser, gik freidigt syngende fremad Haand i Haand, -- som de maaske engang atter skal gjøre det, ikke i Umiddelbarhedens Taage- drøm, men lutret og adlet gjennem alvorlige indre Kampe i Folkene -- forunderlige Tid, sammensat af Modsætninger! Det var denne Tids Reflexer derborte i den sælsomme By mellem de syv Fjelde, jeg skulde forsøge at antyde, seede med den femtenaarige Skoleguts Øine. Selvfølgelig greb "Fribedsbegeistringen" i 1848 Bergen- serne stærkt. Man fortæller et morsomt Svar af en forhenværende Kommunard, der senere blev fransk Gesandt ved det norsk- svenske Hof. Da Kongen med et Smil spurgte ham, om det var sandt, at han, den tænkende Politiker, havde været Kom- munard i 1871, svarede han: "Deres Majestæt! Den, som ikke er radikal ved tyve Aars Alder, har et daarligt Hjerte, og den som ikke er konservativ ved tredive Aars Alder, har et daarligt Hoved." Det gjælder vel ikke mindre bergenske Skolegutter i femtenaars Alderen end det gjælder parisiske Etudianter i SIDE: 131 tyveaars Alderen -- især naar Ens Opvaagnen til Vedens- bevidsthed sker i 1848 under Marseillaisens Toner. Jeg glemmer aldrig en Morgen -- det var vel en af de første Dage i Marts 1848 -- da en af vore Lærere traadte ind i Klassen og sagde med løftet Stemme: "Gutter! Der er Revolution i Paris -- Ludvig Philip er flygtet, og en pro- visorisk Regjering er dannet, -- den franske Republik er proklameret!" Det var første Gang et Stykke Verdenshistorie traadte os nær i det virkelige Liv, i Samtiden -- nu i dette Øieblik, medens vi sad der paa Skolebænken, foregik der maaske fremdeles mærkelige Ting dernede i Paris. Vore fjorten-femtenaars Fantasier kom i stærk Bevægelse; ligesom efter en fælles Indskydelse reiste vi os fra Bænkene og stod en Stund stille -- saa fordristede En sig til at raabe et "Hurra", og saa begyndte vi alle at raabe Hurra -- egentlig vel ikke saa meget, fordi vi forstode, som fordi vi følte, at der var skeet noget Stort, at der var kommet noget Begeist- rende i Luften, at Verdenshistorien, der for os hidtil havde været en Bog, vi havde Lektier i, nu var traadt lyslevende ind i Klassen til os med Tricoloren i Haanden og Kokarden paa den frygiske Hue, og vi maatte hilse den. Men da Hur- raet først var kommet over Læben, vilde det ingen Ende tage -- og vor Lærer havde al Møie med at lægge Baand paa den Begeistring, han havde vakt ved sin Bulletin. Og da vi gik ud af Skolen, gik vi i Rad og sang: En avant marchons Contre les canons, Au travers le fer, le feu des bataillons Courons à la victoire! Men da den 16de Mai kom, gjorde vi Skolegutter selv Revolution. Da Garborg i sin "Jonas Lie" -- Lie tilhørte dengang vor Classe -- har berørt denne Scene, men fremstillet den mindre SIDE: 132 correct, skal jeg som Deltager i "Revolutionen", ved en Kame- rats [fotnotemerke] Hjelp, hvis Hukommelse har bevaret denne lille, ret pikante Begivenheds Detailler bedre end jeg, forsøge at skildre dens Hovedtræk. Tredje Klasse, hvori Jonas Lie, Lindholm og jeg da alle gik, skulde have Time Tirsdag d. 16. Mai fra 4 -- 5. Lærerne vare forsamlede ude i Forhallen for at afgjøre, om Skolen skulde feriere den næste Dag. En udsendt Spion bragte Underretning om, at man paa Grund af, at en af Gut- terne havde raabt "Leve Republiken!" ikke fandt at burde give Skolen Fridag. Denne Meddelelse modtog vor Klasse med en øredøvende Allarm: der trampedes og bankedes med Borde og Bænke! Vedkommende Lærer kom ind, meget rød i Hovedet, og efter ham den constituerede Rector (Holmboe laa ved Storthinget). Men i samme Nu var Alt stille allerede fra det Øjeblik, vi saa Dørklinken bevæge sig. Nu begyndte en meget skarp Examination; men der dannedes strax Endos- sementskjæder: han og han og jeg stod ganske roligt og talte om det og det -- en Enkelt var endog saa vittig at fortælle, at han og nogle Kamerater "stod og talte om, hvorledes de vilde anvende Fridagen den 17de Mai". Ingen havde mærket den allerringeste Støi i Klassen. Imidlertid hørtes Larm fra Naboklassen -- Rector rev hurtig Døren op og trak ind i vor Klasse en Synder, som havde lyttet ved Døren, Spanskrøret kom frem i en Fart og Lureren blev grundig afbanket til stor Fornøielse for os. Rectors Vrede havde faaet et Afløb -- vi fik Ordre til at indfinde os paa Skolen næste Morgen som sædvanlig -- til videre Undersøgelse. Det var haardt for mig, der den foregaaende 17. Mai havde ligget i Mæslinger og saaledes endnu aldrig havde feiret en 17. Mai; men saa var man jo til Gjengjæld selv en "Fri- hedens Martyr". Næste Morgen mødte vi -- efter Aftale -- med Cocarder i Huerne. De øvrige Klasser fik fri -- vor blev tilbage. I Klassen saa det meget krigersk ud. Der var Fotnote: Stadsfysikus i Bergen, Joachim Lindholm. SIDE: 133 Johannes Pedel opmarscheret med et tykt Spanskrør -- for nu skulde hele Klassen have Bank, hvis vi ikke tilstod, hvo der havde øvet Spetaklerne. Men Rectors Forsøg paa, paa denne Maade at presse Tilstaaelsen ud af os, lykkedes heller ikke nu. Han havde synlig Ulyst til Executionen og befalede, at Regnetavlerne skulde omdeles. Da reiser en Gut paa nederste Bænk sig og siger: "Om Forladelse, Hr. Rector! Eg trur no ikje, at det er nokken Gut i Klassen, som har holdt Kommers; for daa maatte vi ha mærket det. Men daa Sjauen var, saa sa' eg til Karl" -- og nu løb Tungen saa raskt som muligt for ikke at blive afbrudt: "Ikje sandt, Karl? eg sa te deg: No fløtter de vist en Sofa ovenpaa hos Rector Holmboes". Sidemanden, Karl, reiste sig, noget forundret, men dog gløg nok til strax at svare: "Jau -- det er sant, det! (efter en liden Betænkning) men du sa' vist: en Dragkiste!" "Ja -- Dragkiste var det", forsikrede den Anden. SIDE: 134 Rector, som naturligvis nok forstod at dette var Digt og Vrøvl, men gjerne vilde være hele Sagen kvit, tog det for god Fisk, og sagde med vel dulgt Ironi: "Ja, det var nok det, jeg kunde tænke, at Gutterne i 3dje Klasse ikke vilde lyve for mig. Ja -- ja -- saa faar I faa Lov da!" Da vi stormede ud af Porten, lød Stemmer: "Vi samles i Stadsporten!" Derhen drog vi da Alle efter at have skilt os ved vore Bøger hjemme, for at raadslaa om Dagens Fest- ligholdelse. Men midt under Forhandlingen ytrer En højt: "Men, Gutter! skal vi have Lov paa en Løgn paa Friheds- dagen?" "Nei -- nei" var det næsten enstemmige Svar, og nu besluttedes det, at de Tre, der havde holdt den værste Allarm skulde som Deputation fra Klassen gaa op til Rector og takke ham for at vi fik Lov, men samtidig meddele, at hele Klassen havde holdt Spektakel, og de selv værst; at vi ikke vilde tvinges til at røbe hverandre af Frygt for Straf, men nu godvillig tilstod, fordi vi ikke vilde have en Løgn at takke for vor Frihed. Deputationen fik Foretræde hos Rektor, som roste vort kameratslige Sammenhold, men især, at vi ikke vilde have Lov paa en Løgn. Dette var Revolutionen af 16. Mai 1848 paa Bergens Skole -- som den virkelig foregik. Den store Procession gik igjennem Byen med Musik og Faner, og ved Eidsvoldsmændenes, Stiftamtmand Christies og Konsul Meltzers Boliger standsede man og raabte Hurra. Meltzer havde jeg ofte seet -- han var min Gudfader -- men Christie saa jeg den Dag paa en Maade for første Gang: den smukke, gamle Mand, der jo tilhørte Fædrelandets Historie, imponerede mig mægtigt, som han stod der hilsende i Vin- duet til den jublende Mængde dernede paa Toldbodalmin- dingen. Saa var der Klatrestænger og Væddeløb og mange andre fornøielige Ting lige til den sene Aften. Imidlertid gik jo Revolutionen sin Gang gjennem Verden, Slag i Slag lød det: Nu er der Revolution i Berlin -- nu er der Opstand i Wien -- nu staar Ungarn i Flamme -- nu har SIDE: 135 Slesvigholstenerne gjort Oprør -- nu er der Gadespek- takler i Stockholm -- nu er der en liden Smule Spektakler i Christiania, følgelig maatte Bergen ogsaa se til at skaffe sig en Smule Spektakler, -- lidt Revolution, men uden Blod og Farer. Men hvor skulde man tage den fra? Det blev der vel Raad for. Anledningen til den store Revolution i Bergen gav den nye Fattiglovgivning, hvis strenge Gjennemførelse havde sat ondt Blod hist og her. Bergen havde nylig faaet en ny Raadmand, en energisk Mand, der -- skjønt meget velvillig og human -- paa Grund af det Alvor, hvormed han gjennemførte Re- formen, blev anseet for et Uhyre uden Hjerte og uden Følelse. Mod ham vendte da Uvillien sig, og "Folket", væsentlig repræ- senteret af en Del Fattiglemmer og nogle Bryggesjauere, som sluttede sig til dem, samledes for at slaa Ruderne ud hos Raadmanden og om muligt finde Veien til hans Hjerteblod. Da Revolutionen udbrød, blev han af sine Venner raadet til at forlade sin Bolig og sad og spillede sin Lhombre i mine Forældres Hus, medens Politimesteren fra en Droske oplæste Oprørsloven for de Revolutionære, hvem han, der var en humori- stisk Skjælm, tiltalte: "Mine Herrer og Damer! høitærede Med- borgere!" Saa gik Alle pent hjem, Dagen efter fik en Depu- tation Foretræde for Magistraten, Vidnerne blev taget i Ed af vor gamle, lakoniske Borgermester med hans staaende Indlednings- spørgsmaal: "Kan Du bande paa det?" -- og saa var den Revo- lution ude, uden at have kostet saameget som en knust Rude. Hele Sommeren optoges af Interessen for den dansk- tyske Krig, der jo havde en større Actualitet for os end alle de andre, store Begivenheder derude i Europa, da Spørgs- maalet, om vi skulde med i denne Krig eller ikke, levende sysselsatte alle Sind, og flere Familier havde Slægtninge eller Be- SIDE: 136 kjendte blandt de norske Frivillige. "Den tapre Landsoldat" var paa Alles Læber, og vi Gutter politiserede over en lav Sko -- jeg tror nok ikke, at Danmarks statsretslige Stilling til Slesvig blev taget synderlig med i Beregningen, men desto mere den Omstændighed, at "den tapre Landsoldat" var en langt "kjækkere" Vise end den søvnig-høitidelige: "Schles- wig-Holstein meerumschlungen", og saa var jo Rye, Schlep- pegrell og Helgesen norske! Apropos Helgesen. Jeg erindrer blandt de mange Histo- rier fra Krigstiden, der alle senere ere trykte og vel kjendte, en, som dengang fortaltes i Bergen og angik Helgesen, men som jeg aldrig senere har seet gjenfortalt, endskjønt den for- modentlig maa findes et eller andetsteds; men da den er alt- for morsom til at sænkes i Glemselens Strøm, vil jeg her op- friske den. Helgesen laa i Garnison i Rendsborg -- noget efter at Krigen var endt, og paa en af Oprørets Mindedage havde de slesvig-holstenske Damer besluttet at gaa i Procession til de Faldnes Grave. Men hertil behøvedes Kommandantens Tilladelse, og Helgesen gav den meget beredvilligt paa Vil- kaar af, at ingen politisk Demonstration maatte være forbun- den med denne Pietetsakt; navnlig skulde man ikke bære de tre Farver, hverken de tyske eller Frihedsfarverne. Men neppe var Tilladelsen given, før Helgesen fik høre, at Damerne havde besluttet paa en fin Maade at omgaa hans Betingelse derved, at de delte sig i tre Partier, af hvilke det ene skulde være hvidklædt, det andet blaaklædt og det tredie rødklædt, saaledes at vistnok ingen bar Frihedsfarverne, mens de dog tilsammen dannede Trikoloren. I Spidsen skulde de røde gaa, saa de hvide og sidst de blaa. Helgesen lod det passere; men lagde en liden Contramine. Fra sine Vinduer kunde han se paa Processionen, der nærmede sig. De røde skulde aabne Toget, de hvide skulde følge efter, men idet de blaa skulde passere, skulde en Kordon af danske Officerer trække sig ind mellem dem og de hvide og indbyde de blaa SIDE: 137 paa det allerhøfligste til en Kop Chokolade hos Komman- danten, mens de hvide og røde demonstrerede ved de faldne Oprørsheltes Grave i Dannebrogsfarverne. Paa Grund af denne Contramine gik den hele Demonstration i Vadsken [fotnotemerke] . Men tilbage til Bergen! Byens to Aviser repræsenterede i de fleste Sager modsatte Anskuelser. "Bergenske Blade", der begyndte sin Bane ved Aaret 1848's Begyndelse, repræ- senterede Intelligentsen, Skandinavismen og under den dansk- tyske Krig Danskvenligheden, medens "Stiftstidenden", der efter Rektor Holmboes Fratræden hovedsagelig redigeredes af Brømel, var demokratisk, national og tyskvenlig. "Bergenske Blade" var unægtelig et nobelt og fint redigeret Blad under Ledning af den senere Borgermester Platou, Ole Bøgh, Albert Sagen, Sorenskriver Hansson og andre dygtige Penne. -- "Stiftstidenden" sank derimod efter Brømel's i Begyndelsen af 1851 indtrufne Død langsomt mod sin Grav og redigeredes af og til (eller rigtigere redigeredes ikke, men sammenklip- pedes) af en Bogtrykker, en af hans Lærlinger og en af Latin- skolens Elever, som skrev Lederne, indtil den blideligt hensov. Hemmeligheden ved dens Ledning i den sidste Tid, som her formentlig for første Gang afsløres, er aldeles autentisk, og Latinskolegut-Medarbeideren er hævet over min Ros -- "Schade, dass ich ihn nicht küssen kann". Den overlegne Polemik var unægtelig allerede i "Stifts- tidendens" gode Periode paa "Bergenske Blade's" Side. Engang var "Stiftstidenden" rigtig uheldig. I Handels- og Søfarts-Artiklen var fremhævet som en af Fordelene ved Havnen Cowes dens "fortræffelige Centrallage". Ja -- det var uimodsigeligt, og mere end en ung og dristig Ber- genser slog om sig med, at der var ingen Tvivl om, at jo Cowes' "ypperlige Sangtrallasje" maatte gjøre dens Overvægt indlysende for Enhver. Men endelig gik det, som med "Kei- Fotnote: Ved Godhed af Hr. Overlærer Rehorst i Bergen ser jeg mig istand til at oplyse, at Historien virkelig er trykt i "Tre af mine Venner af en gammel Feltprest", p. 257. SIDE: 138 serens nye Klæder". Et enfoldigt Barn af en Kjøbmand vovede at røbe sin dybe Uvidenhed om, hvad "Sangtrallasje" egentlig var for noget. "Hvad -- ved De ikke, hvad Central- lage er?" "Nei -- ". "Ja, det var ikke saa ganske let at for- klare Begrebet for den, der ingen Forudsætninger havde til at forstaa det"; -- men alligevel gik det, først hvisket ganske sagte, siden lydeligt fra Mund til Mund: Hvad er Central- lagen? Hvad er saa egentlig Centrallagen? Og saa krøb det endelig ved nærmere Undersøgelse frem, at Artikelen i Virke- ligheden var en fri Bearbeidelse af en Artikel i et tysk Fag- tidsskrift, hvor der stod: "Cowes zeichnet sich durch seine vorzügliche Centrallage (Central-Lage) aus". "Stiftstidenden" rødmede og slog jomfrueligt sine Øine ned. Ja i Begyndelsen af 50'erne var Hovederne paa mange Maader krusede i Bergen med -- men en af de vildeste Historier, der i denne Tid passerede, var dog vel den, som fik sin Afslutning for Høiesterets Skranke i 1855. Heltinden i denne Historie, Grethe Gregoriusdatter, er en ren Typus for en bergensk Pernille, hvad Opfindsomhed og Intrigemageri angaar: "Ey, Henrik, lad mig om den Ting -- jeg skal saa- vist fixere baade Jeronimus og Magdelone!" Historien -- et af de kosteligste Exempler paa, hvad en lystig og listig ber- gensk Tøs kan hitte paa, naar hun har en enfoldig Troskyl- dighed for sig -- er vistnok endnu i manges Erindring, og jeg skal derfor behandle den saa kort som muligt, idet jeg støtter min Hukommelse til Retstidendens Referat. Ældre Folk turde maaske erindre en Tysker ved Navn Lexa, der i Begyndelsen af 50-erne oppe i den da endnu ubebyggede Rosenkrantzgade, overfor Haandverks- og Industri- foreningen (dengang Nissens Skole) opførte en Rotunde, hvori han foreviste et Rundbillede af St. Petersburg. Fra Christiania SIDE: 139 begav han sig tilligemed en yngre Mand, Ludvig Ullrich og dennes (foregivne) Kusine Katharina Ponnert, til Bergen, hvor Forevisningen fortsattes, eller hvor ialfald et Kosmorama blev forevist. I samme Hus, hvor Kosmoramaet forevistes, tjente en ung Pige, Grethe Gregoriusdatter, der snart med ægte ber- gensk Lyst til at have at gjøre med alt, hvad der smager af udenlandsk og eventyrligt, fandt sin Fornøielse ved at indlede Bekjendtskab med "Jomfru Ponnert". Enten Grethe nu har seet, at hun havde med et enfoldigt Pigebarn af et vist even- tyrligt Tilsnit at gjøre, hvem hun let kunde afliste Ting, hun havde Lyst paa, eller hun -- hvad der synes troligere, ialfald fra først af -- bare har havt den mest ublandede og uegen- nyttige Lyst til at spille Komedie for Komediens egen Skyld -- nok er det, at hun ret snart antydede for Jomfruen, at hun havde noget meget vigtigt at betro hende -- noget, som angik Jomfruen ret nøie, og som hun vidste om. Nysgjerrig- heden var vakt, og den blev da ogsaa tilstrækkelig pirret. Ja, nu maa man engang for alle erindre, at i alt det følgende var der ikke et eneste sandt Ord. Nyheden var ingen mindre end den, at Konsul Wollert Emil Konow (opdigtet Fornavn), en Søn af (den virkelig existerende) Konsul August Konow, havde seet Jomfru Ponnert i Kosmoramaet og -- kunde hun ikke ahne det? -- den rigeste af alle unge Bergensere havde for- elsket sig i hende! Ja, hun holdt rigtignok paa at skyde Papegøien! I Begyndelsen vilde "das sittsame deutsche Mädchen" ikke tro det; men Grethe havde jo tjent i tre Aar hos gamle Konsul Konow -- og for at rykke ud med hele Sandheden: den unge Mand havde benyttet sig af dette sit Bekjendtskab til hende for at bevæge hende til at være Mellemmand og tale hans Sag hos den Elskede. Og al Tvivl maatte jo for- svinde, da der begyndte at komme Presenter fra ham! Jomfru Ponnert var, som sagt, "ein sittsames Mädchen" og vilde ikke følge de Opfordringer, hun fik fra sin Wollert om at vise sig i Karusellen, ja ikke engang i Tyskekirken, for at han kunde SIDE: 140 faa se hende. Saa kom der to Høns som Gave fra den nye Svigermama paa Jomfruens Fødselsdag -- hun kunde altsaa ikke mere tvivle og satte sig saa hen og filerede ikke mindre end fire Pengepunge, deraf tre med Sølvlaas, til sin Elskede, hans Moder og hans Søskende. De annammedes selvfølgelig med Tak af -- Grethe. Men engang maatte jo det Øieblik komme, da Jomfruen maatte møde sin Elsker, og den hele Komedie opløse sig. Men den var altfor interessant til ikke at fortsættes, og Grethe vidste Raad. Konow var sygelig og maatte reise til Christiania, og da han kom tilbage, saa han saa daarlig ud, at han ikke vilde lade sig se af den Elskede. Istedet begyndte der nu en høist interessant Brevvexling, interfolieret med mundtlige Hilsener gjennem den trofaste Grethe. Men det skulde blive meget bedre. Selv en Reise, Jomfru Ponnert foretog til Tyskland, afbrød ikke det fingerede Kjærlighedsforhold; tvertimod vexledes der talrige Breve og i et af disse fortalte Elskeren hende, at han nu havde kjøbt Landstedet Kronstad -- et af de smukkeste Landsteder i Bergens Omegn -- til hende. Men desværre, da hun vendte tilbage til Bergen paa sin Elskers Opfordring, var han saa syg, at der daglig gik tre Læger til ham. Med en Digters hele Individualiseringsevne og en Skuespillers illusoriske Optræ- den fortæller Grethe hende, at Konow tilbød hende sin Ekvi- page til Afbenyttelse, men da hun skulde bringe ham det Svar tilbage, at Jomfruen selv havde Ekvipage, et Svar, Grethe havde lagt hende i Munden, kom hun leende tilbage fra sit Ærinde og fortalte, at da hun skulde frembringe denne Besked, kunde hun ikke udtale Ordet Ekvipage, men havde sagt Exeli- page istedet, hvorover Konow havde leet saa hjerteligt, at Taarerne kom ham i Øinene. Der var Fantasi i det Pige- barn, det maa man lade hende. I sin Sygdom, der havde slaaet sig paa Benene, klagede Elskeren over, at de Forbin- dinger, han fik, ikke vare bekvemme nok -- og strax syede den skikkelige Jomfru Ponnert ham de nødvendige Bind, og -- Grethe annammede dem. Saa var det hans Føde, der ikke SIDE: 141 smagte ham -- strax sendte den gode Sjæl ham -- og det i hele fem Uger -- Kaffe om Morgenen, sød Melk med Sukker om Middagen og om Aftenen, som var hans egentlige Spisetid -- stegte Duer i et Antal, der efter Grethes eget Udsagn for Retten gik op til 46 -- Grethe annammede dem! Da han ikke kunde spise Brød, men kun Kager, sendte hun ham det fineste Bagværk; da Lægen forordnede Kalvesteg og Kyllinger, sendte hun ham dem -- Grethe annammede det altsammen! Men omsider fandt Grethe, at det var paa Tide at -- holde op? nei langtfra! -- -- det var paa Tide, at lade de To holde Bryllup, og nu spændes den hidtil episke Knude mere dramatisk, og strammes endelig saa haardt, at den brister. Nu kjøbes der Brudedragt, og Bruden, som opholdt sig en Tid i Christiania, maa endog forskrive Vest og Halstør- klæde til sin Brudgom fra Berlin, da man i hele Norge ikke kunde finde noget, der var fint nok. Hun udleverer sine Attester til Grethe, da Konow vil vedlægge dem ved en Ansøgning til Kongen om at erholde Kongebrev; men da Jomfru Ponnert meget rigtigt bemærkede, at et Kongebrev kunde man faa her i Byen, var Grethe ikke forlegen for Svar: Konow vilde henvende sig til Kongen, fordi han kjendte ham fra den Tid, Kongen logerede i hans Hus. I de Breve, som i denne Tid vexledes, blev det vedtaget, at Grethe skulde tjene hos de Nygifte, og Konow bad sin Brud kjøbe en Uld- kjole til Grethe, som han vilde betale; Uldkjolen blev kjøbt og annammet af Grethe. 8 Spd., som Jomfru Ponnert leverede hende, anvendte hun ialfald for en større Del til at kjøbe Presenter, der saa i Konows Navn sendtes hans Brud -- en Gang fik hun en Glasvase, fuld af Druer, en anden Gang friske Citroner -- de mest romantiske Kjærlighedsbeviser udvexledes, de spiste af samme Fad, som Grethe bragte fra Konow til hans Brud, fyldt med Kyllinger, Druer, Frugter osv. En Dag modtog Jomfruen et Syskrin, hvorpaa var indgravet af en Guldsmed: "Erindring fra Wollert Emil Konow" -- et Blæk- SIDE: 142 hus og et Par Kopper fik hun ogsaa -- dertil medgik det meste af de 8 Spd. I Brevene fra Konow forekom ofte Vers, som Grethe selv digtede, -- de vare skrækkelige -- eller ogsaa plyndrede hun Vers fra Gravstene paa Kirkegaarden, saaledes anvendte hun engang Ordene: "Sov nu sødt, min hulde Dreng I dit stille Kammer, Jeg skal rede dig en Seng Fri for Livets Jammer" -- anvendte dem paa Jomfru Ponnert ved ganske simpelt at forandre Ordet "Dreng" til "Ven". Brevene indeholde megen Ros over Grethe, der har pleiet ham i hans Sygdom. En Dag fortæller Brudgommen sin Brud, at han er bleven Generalkonsul og har "faaet Ærestegn af Kongen; fire Kap- teiner i fuld Uniform kom til mig Fredag den 25de ds. og hængte Ærestegnet om min Hals og 230 Herrer har været paa Gratulation hos mig." Jomfru Ponnerts Breve til Konow havde den snu Pige vidst at unddrage fra Muligheden af at foraarsage en Opdagelse ved at lade Brudgommen bede hende, altid at sende Brevene "poste restante paa Pigen Cjarlotte" (Grethes nom de guerre i hele denne Sag). Og den vanskelige Opgave at oversætte Jomfruens tyske Breve, af hvilke hun ikke forstod et Ord, løste hun ved Hjælp af Bekjendte, der forstod Tysk, men hvem hun holdt i Ubekjendtskab med Navnene i Brevene, hvad der grænser rentud til det Utrolige, da hun selv ikke kunde læse Skrift og altsaa maatte anbetro Læsningen til sine Fortrolige. Men endelig skulde den smukke Sæbeboble briste -- lidt for tidligt til at vi med fuld Sikkerhed kan faa vide, hvor- ledes Grethe egentlig havde tænkt sig at Sagen skulde føres til Ende. Da Jomfru Ponnert kom tilbage til Bergen for at holde Bryllup, ønskede hun selvfølgelig først og fremst endelig at se sin Forlovede. Men han laa desværre fremdeles syg. Men SIDE: 143 en Dag kom Grethe styrtende ind til hende og spurgte, om ikke Konow var hos hende; thi hun havde seet hans Hund, der ellers aldrig forlod ham, udenfor. Jomfruen led da af Tandpine og havde et Tørklæde om Hovedet, hvorfor hun sagde, at hun ikke vilde se ham da. Det har vistnok været Grethes Mening nu at lade Konow hæve Forlovelsen; thi den næste Dag fortalte hun, at K. virkelig havde været udenfor og havde hørt hende sige, at hun ikke vilde se ham -- hvor- over han var meget vred. Og nu taarnede hun den ene Vanskelighed ovenpaa den anden, og lod endog K. forlange, at Bruden skulde flytte til ham før Brylluppet. Dette fandt Bruden endelig gik altfor vidt og vilde opsøge ham for at faa en personlig Forklaring af ham. Men Grethe forsikrede, at det var umuligt, da K. var vred og aldeles ikke vilde se hende, og holdt tre Tjenere paa Vagt ved Døren for at hindre alle Uvedkommende fra at komme ind. Men Jomfruen blev ved sit, og begav sig til det Hus, Grethe ofte nok havde betegnet hende som hendes Forlovedes Bolig. Ved Husets Indgang mødtes hun med den Besked, at her vistnok boede en Konow, men at hans Navn var Hans Konow, og da hun nu begyndte at tale om Wollert Emil, erfor hun, at hun havde været Offer for et storartet Bedrageri -- eller ialfald en til Bedrageri udartet voldsom Mystifikation, der vistnok maa kaldes enestaaende baade med Hensyn til Motiverne og Midlerne. Thi der er kun lidet, som tyder paa, at Grethe ialfald fra først af havde udseet Jomfru Ponnert til en Indtægtskilde for sig, og hvad Midlerne angaar, er det jo mærkeligt, at hun, der besørgede den hele vidtløftige Korre- spondanse, digtede Vers osv., vitterlig hverken kunde skrive eller læse Skrift, men maatte benytte et Fattiglem til for 16 Skilling Stykket at skrive Brevene efter hendes Diktat. Trans- latør Munthe havde skrevet to tyske Vers for hende uden Betaling, og Cand. Hægstad skrev et tysk Brev for en halv Specie. Den nærliggende Tanke, at her fandtes en skjult Anstifter, hvis mere eller mindre blinde Redskab, Grethe havde SIDE: 144 været, maatte ubetinget afvises, da hun kunde gjøre Rede for alt ind i de mindste Detaljer. Homanns Aktorat for Høiesteret tog sig nærmest ud som et Defensorat, hun maatte dog vandre i Tugthuset paa et Aar; men jeg ved ikke om det er sandt, som det fortælles, at Aktor, efterat hun var kommet ud af Tugthuset, tog hende i sin Tjeneste. Under Indtrykket af de store Bevægelser, der var oppe i Tiden, gjorde Bergen nu virkelig den betydelige Indsats i vort nationale Kulturliv, der gav denne Tid dens Farve derborte i Bergen, Oprettelsen af vort første Nationaltheater. Bergenseren er en underlig Blanding af Beregning og Idealitet, af Spidsborgerlighed og Poesi, -- Ingen kan negte ham baade Humor og varm Følelse, men Jeronymushovedet stikker overalt frem, og der kommer ofte et ufrivilligt komisk Træk ind i de varmeste Udbrud af hans Begeistring for alt Stort og Skjønt, og et Træk af Humor følger ofte med hans mest sneverhjertede Regnestykker. Da patriotisksindede Mænd gik rundt med Lister for at samle Bidrag til Monumentet over Præsident Christie, kom de til en Kjøbmand i Strandgaden, som havde en hel Skare af Sønner fra voxne -- og trip, trap -- ned i Smaabarnealderen. Ka det va' for nokke de ville? -- "Et Monument? Nei, Far -- her er alle Monumenterne mine!" og han pegte paa sin "Sønnerad", sikker paa, at disse maatte fritage ham for alle slige Luxusudgifter. Det er jo en humoristisk "Romerinden Cornelia", der peger paa "sine Smykker". Og paa den anden Side: selv til en Institution, der har spillet og spiller en saa stor Rolle i vort videnskabelige Liv som Bergens Museum, det stolteste Vidnesbyrd om Bergens Sans for ideelle Interessers Fremme, knytter sig fra dens første Tid mange halv komiske Erindringer. SIDE: 145 Museet var et Verk af Stiftamtmand Christie og Biskop Neumann, for kun at nævne de to fornemste af Stifterne. Det havde allerede existeret i mere end en halv Menneskealder, men ført en underlig skjult Tilværelse -- næsten som en magasineret Samling, og det var ikke for Intet, at Welhaven i "Norges Dæmring" havde klaget over, at Muserne i Bergen førte "i Museet selv et Pakbodliv". Det holdtes ikke aabent for Publikum til andre Tider af Aaret end i Pintsedagene, sam- tidig med at "Nordfarerne" kom til den saakaldte "Første Stevne". Da blev vi Latinskoleelever beordrede ned i Museet som Custoder og Forevisere, det vil sige, vi lærte en eller anden Regle, som vi skulde fremsige, naar Nogen spurgte os om nogen af de Gjenstande, der fandtes i det enhver af os anviste Værelse. Museet var en uanseelig Træbygning nede ved "Præsidentdungen" og fik i Slutningen af Trediveaarene en Tilbygning. Hid gik da i de to hellige Pintsedage de ankomne Nord- lændinger og endel af Byens Folk. De, der havde bidraget ved Gaver af Gjenstande til Museets især naturhistoriske Sam- linger, havde fri Adgang, og jeg mindes specielt en ung Bergenser, som da han gjorde Fordring paa fri Entré, og man spurgte ham, hvorpaa han grundede sin Fordring, svarede: "Eg gaar paa min Far sin Bendelorm". Som Ciceroner var vi Gutter aldrig i Forlegenhed for Svar, og navnlig var Nordfarerne ilde ude for vore For- klaringer; vi viste dem Frithjofs og Ingeborgs Forlovelsesring og Olaf den Helliges Lommetørklæde og mange andre for- underlige Rariteter, som slemme Drenge kan finde paa. Findes der nogen, der har forenet alle Bergensernes Hovedegenskaber med disses Feil og disses Dyder i sin Per- sonlighed, og som ved sin geniale Evne har formaaet at bringe de elskværdige Egenskaber til at forsone Feilene, saa er det Ole Bull, og det var netop han, der nu paa en saa fremtrædende Maade skulde gribe ind i vort Liv derborte og for en Tid løfte det op i en Sfære, der laa hævet over Dag- SIDE: 146 liglivet. Hans Optræden i Bergen i 1849 og 1850 blev Signalet til alt det, der fra disse Aar har fæstet sig saa dybt i min og manges Erindring, til de Begivenheder, der samle sig om Oprettelsen af den første nationale Scene. Vinteren efter den bevægede Sommer i 1848 havde været overordentlig trist. Netop paa Aaret et halvt Aartusinde efter den sorte Døds Optræden i Bergen i 1349 rasede for første Gang dens Slægtning Koleraen i Bergen i de første Maaneder af 1849, idet den havde begyndt sine Herjinger kort før Jul. Mit Forældrehjem laa paa Veien til Kolera- kirkegaarden, og hver Morgen før jeg gik til Skolen, havde jeg det sørgelige Syn af den lange Rad Vogne med uhøvlede Ligkister, der førtes forbi vor Dør. Men havde Vinteren været trist, saa blev Som- meren desto mere be- livet. Ole Bull var kom- men hjem fra sit lange Ophold i Amerika, han havde besøgt Christiania og opfundet "Møllarguten", nu var han kommen til sin Fødeby og kom der i Berøring med den gryende Nationaltheatertanke. Aaret før havde han i Paris opvartet den unge franske Republiks Præsident, Alphonse Lamar- tine, bærende et norsk Flag i Haanden, og udtalt -- jeg ved ikke paa hvis vegne eller med hvis Mandat -- det frie norske Folks Sympathi for den franske Republik. Og nu blev han mod- taget med Begeistring i sin Fødeby. SIDE: 147 I Bergen, der som ovenfor vist, altid var en for den dramatiske Kunst levende interesseret By, fandtes der paa den Tid en liden Kreds af begavede og intelligente Mænd og Kvinder -- Doktor Danielssen, Malerne Fritz Jensen, Reusch og Losting, Fru Magdalene Thoresen o. a., hvem Tanken om Oprettelsen af et norsk Nationaltheater længe havde foresvævet og som i Ole Bulls glødende Fædrelandskjærlighed fandt netop det Ferment, de behøvede for at komme from sounds to things; hans verdensberømte Personlighed vilde give Sagen det fornødne Relief. Theatrets Oprettelse har senere fundet sin Historiograf, og jeg agter ikke at gjentage, hvad han har fortalt, men kun at give et Par Træk fra den Baggrund, paa hvilken Theatret reiste sig, fra de Strømninger, der ledsagede selve Begivenhederne. I Juli 1849 averteredes i de Bergenske Aviser, at be- gavede unge Mænd og Kvinder, der følte Lyst til at ofre sig for den sceniske Kunst, kunde faa Ansættelse ved det nye Theater ved at anmelde sig hos rette Vedkommende. Og nu strømmede Talenterne frem fra alle Kroge: "Aus niedriger Häuser dumpfen Gemächern, Aus Handwerks- und Gewerbes-Banden. Aus dem Druck von Giebeln und Dächern, Aus der Strassen quetschender Enge, Aus der Kirchen ehrwürdiger Nacht Sind sie alle ans Licht gebracht." Dette Goethes Ord kan tages aldeles bogstaveligt: fra Hytter og Borgerhuse, fra Haandverkernes Verksteder og fra selve Gaden kom de myldrende frem, Haandverkssvende, Tjenestepiger, Gadedrenge og gamle Koner -- og "aus der Kirchen ehrwürdiger Nacht" traadte selve Instruktøren frem i Skikkelse af den theologiske Kandidat, Maleren Fritz Jensen, der døde som Prest til Stegen i Nordland. Han fik et endeløst Arbeide med at prøve alle disse Talenter, der holdt paa at kvæle den ulykkelige Theaterdirek- SIDE: 148 tion. Enhver Tjenestepige, der kunde synge "Ensom i skov- rige Dale", enhver Haandverkssvend, der havde lært udenad et Deklamationsnummer, sang og deklamerede og agerede for Instruktøren, og enhver troede sig jo at være selvskreven til første Elsker eller Primadonna. Ingen havde drømt om, at der fandtes saamange Talenter i Bergen; de kunde vistnok tælles i Hundredevis. Det skal være aldeles paalideligt, at der blandt dem, der meldte sig som Skuespillere, ogsaa var en Bryggesjouer, som blev meget perplex, da vedkommende Direktør fordrede, at han skulde læse en Monolog for ham. Læse? Han kunde ikke læse -- behøver En at kunne læse for at spille Komedie? Det var ham noget aldeles nyt. Men for endnu engang at citere Faust: "Wer vieles bringt, wird Manchem etwas bringen"; af denne store Sværm lod der sig dog udvælge en liden brugelig Skare paa 7 a 8 Personer, og af disse ialfald et Par Talenter af første, ja af allerførste Rang: Johannes Brun og Louise Gulbrandsen. Men den følgende Linie i Faustprologen holdt ikke Stik: "Und jeder geht zufrieden aus dem Haus"; thi de utallige miskjendte Talenter, der bleve kasserede, var alt andet end fornøiede; men heldigvis kjendte man dengang ikke til nogen Salon des Refusés -- ellers kunde man faaet baade et første- rangs og et andenrangs og et tredierangs Theater i Bergen. Jeg havde en gammel Slægtning langt ude, en Enke, som vi Børn i Familien kaldte "Tantefaster". Ingen havde nogensinde iagttaget det fjerneste Spor af, at det gamle, skik- kelige Menneske havde nogetsomhelst Slags scenisk Anlæg -- og nu var hun vistnok over de halvhundrede. Men en Dag kom min Far hjem og fortalte midt imellem le og græde, at nu var saaskam "Tantefaster" gaaet til Theatret og mirabile dictu var bleven antagen og skulde debutere som Magdelone! "Tantefasters" sceniske Anlæg undrede os saa meget mere, som hun aldrig talte rigtig forstaaeligt paa Grund af, at hun manglede en Fortand. SIDE: 149 Da "Tantefaster" skulde optræde, viste det sig ogsaa ganske rigtig, at hun talte urent, og Aarsagen var tydelig nok; men det var i de Dage ingen ringe Ting at skaffe sig en ny Tand, og Tantefaster var en fattig, gammel Kone. Altsaa besluttede Theaterdirektionen, at der for Theatrets Reg- ning skulde anskaffes en ny Fortand til Tantefaster. Og saa gik det jo. Men hendes Debut faldt ikke ud efter Forvent- ning, og efter et Par Saisoner blev Tantefasters Engagement opsagt, og hun traadte igjen tilbage til Privatlivet. Men Mali- cen paastaar (og det er vistnok sandt), at Direktionen, da hun skiltes fra Theatret, forlangte sin Fortand tilbage. -- Vist er det, at Tantefaster talte ligesaa urent efter som før sin sce- niske Periode. En Hr. Lunde, der spillede Keiseren i Deinhardsteins "Hans Sachs", skulde i den store Scene, hvor Keiseren aaben- barer sig som den, han er, slaa sin Kaabe tilside og vise sig med alle sine Insignier og den gyldne Vlies paa Brystet som Rigets Fyrste. Men ulykkeligvis var de Hægter, der holdt Kaaben sammen, ikke til at faa op. Den ulykkelige Mand arbeidede forgjæves, og da det umulig vilde lykkes, valgte han et heroisk Middel til at redde Situationen: Med et raskt Greb tog han fat i Kappens nederste Rand og løftede den som et Skjørt over sit Hoved, saa den skjulte hans Ansigt, men lod den gyldne Vlies og Keiserkappen komme til Syne -- og ud fra det dækkende Hylle lød som fra en Grav hans Røst: "Kjender Du det hellige romerske Riges Keiser?" Medens Instruktøren prøvede og vragede, prøvede og valgte, gav Ole Bull Koncerter til Fordel for det vordende Theater, herlige, nydelsesrige Aftener naturligvis; og naar saa Koncerten var tilende, saa havde vi Gutter endnu den største Nydelse tilbage -- og det var at følge Ole Bull hjem. Naar han traadte ud af Theaterbygningen, saa slog vi Gutter Kreds om ham, mens vi skreg et endeløst Hurra, der fulgte ham fra Theatret til hans Bolig paa Engen ikke langt fra "Comedihuset", og naar han saa var forsvunden i sin SIDE: 151 Gadedør, saa blev vi ved at skrige; for saa vidste vi, at Ole Bull vilde holde en Tale. Og ganske rigtig -- i den lyse Aften aabnede et Vindue sig i anden Etage, og Ole Bull holdt Tale om at ofre alt for det norske Theater, og om at saa- længe han havde en Skilling i sin Lomme og en Draabe Blod i sit Hjerte, skulde han vie dem til Theatret og gamle Norge, Taler fulde af Bombast og Svulst, men vistnok mente af fuldt Hjerte, da de holdtes. At han kort efter erklærede at ville ofre sin sidste Skilling og dito Blodsdraabe for Oleana paa den anden Side af Kloden, gjorde intet Skaar i vor Begeist- ring for ham. Ja, hvor man var begeistret for Ole Bull i de Dage! Og Damerne fremfor alt! De var rent forstyrrede. Jeg tror med Vished at vide, at det var sandt, hvad der fortælles om en Dame i Bergen, at hendes Begeistring for ham gik saa vidt, at en Dag, Ole Bull havde bedet hende om et Fad Vaske- vand, da han havde smudset sine Hænder, gjemte hun det skidne Vaskevand paa smaa Flasker som en hellig Relikvie. Men -- se non é vero, é ben trovato -- i Tidens Stil. Om Høsten fandt den tidligere omtalte Prøveforestilling Sted, og saa kom da den 2den Januar 1850, da Theatret aabnedes for Publikum. Man begyndte med en dramatiseret Prolog af en nu glemt bergensk Poet, der hed Erik Bolstad, hvortil Ole Bull havde sat Musik. En Del Bønder og Forbigaaende har hørt det sukke inde i Fjeldet, det er en bunden Aand, som vil befries. Bønderne gjorde sine Sager tarveligt nok; men saa aabner endelig Fjeldet sig for en Kunstners Haand, og ud stiger den norske Scenekunsts Genius -- og i Sandhed, det var som en Aabenbarelse fra en høiere Verden -- det, som nu viste sig; thi det var Louise Gulbrandsen, senere Louise Brun, Johannes Bruns rigtbegavede Hustru, som for første Gang traadte frem paa den Scene, hvis uforglemmelige Pryd hun skulde blive. Som Perler strømmede de maadelige Vers fra hendes Læber og adledes af hende til en høiere Mening, og saa aldeles betog denne ædle Fremtoning mig, at hun SIDE: 154 alene og dette Øieblik alene er bleven staaende tilbage i min Erindring, saa jeg ikke engang sikkert husker, hvilket Stykke det var, som fulgte efter. Men det kan man finde i Blancs "den første nationale Scenes Historie," jeg tror forresten, at det var "Den Vægelsindede." Men havde Indvielsen været deilig, saa var Opførelsen af Wergelands "Fjeldstuen", som derefter gaves, -- trods Ole Bulls smukke Musik -- slet ikke deilig. Man havde forskrevet nogle Bønder fra Hardanger til at danse og indlagt en "norsk Ballet" i Stykket. Men de brave Hallingdansere kunde ikke med Theatergulvets Skraaplan; midt i Hallingkastet dumpede baade den ene og den anden overende, saa det smald i Skind- buxerne -- og saa var det ikke frit for, at de snød sig i Fing- rene. Nei -- "den norske Ballet" stod ikke paa Høide med "den norske Scene" -- og heller ikke Møllarguten, der nu blev forskreven til Bergen, gjorde egentlig den ventede Lykke. Men man skulde og maatte være begeistret for ham, ellers var man ingen god Nordmand. At det norske Theater imidlertid maatte optage en stor Del af min Interesse, var jo klart -- og jeg fulgte dets Frem- skridt med levende Glæde. Men jeg erindrer godt den under- lige Blanding af Beundring og Forargelse, det vakte hos mig, naar jeg fik se den ene efter den anden af mine Legekam- rater eller Veninder fra Gaden og Danseskolen optræde og gjøre Furore; det forekom mig som noget Kunstens Hellighed profanerende, at dens Prester og Prestinder skulde være Gutter og Jenter, som jeg nylig havde været i Haarene paa under vore Gadekampe. Der var nu især denne ufordragelige Lucie! Hende, som jeg saa tidt havde karamboleret med nede paa Korskirkealmindingen. Det var dog altfor forargeligt, at hun skulde være en berømt Skuespillerinde, og jeg fremdeles bare en Skolegut -- og det endogsaa ingen Mesterlektianer! Hun hverken saa mig eller hørte mig -- jeg var Luft for hende! For hende!! Men saa kom "En Søndag paa Amager" -- og saa maatte jeg tilstaa at hun var vidunderlig, og dertil saa SIDE: 155 deilig! -- Ja hun var rigtignok gaaet over fra Ælling til Svane Og jeg -- -- jeg besluttede at ofre hende min stumme Be- undring fra det Fjerne -- og den varer endnu. Ja, hun var et ægte Scenens Barn; hun elskede de Brædder, som betyde Verden, og kunde glemme Alt for sin Kunst. Et be- tegnende Exempel herpaa erindrer jeg fra hendes første Theater- tid. "Jfr. Johannesen" stod paa Affichen som Kadetten i Hans Ørn Bloms "Tordenskjold" -- men hun likte ikke Rollen og havde ingen Lyst til at spille den. Og saa for at sætte Kronen paa Verket faar hun oven- ikjøbet Indbydelse til et for- nøieligt og efterlængtet Bal, der skulde holdes netop den Aften, Premieren skulde være. Følgelig meldte hun Forfald: ondt i en Fod; hun haltede og kunde umulig spille denne Rolle, der fordrer megen Viva- citet. Men Direktionen havde intet andet Stykke at sætte istedet; følgelig var den ubøn- hørlig; der hjalp ingen Klager; men da hun synlig haltede, fandt man det rigtigst at lade Regis- søren fremføre en Undskyldning for Publikum med Bøn om Overbærenhed paa Grund af hen- des lidende Tilstand. Og saa gik Teppet op: Lucie Johanne- sen haltede nok saa jammerlig ind paa Scenen; men lidt efter lidt greb Situationen hende; hun skulde gjøre nogle livlige Bevægelser -- det gik fortræffeligt og inden den første Scene var endt, havde hun aldeles glemt sin syge Fod og spillede sin Rolle med Liv og Lune -- hoppede og sprang saa godt som Nogen, og til den syge Fod hørte man aldrig mere noget. SIDE: 156 Men trods Alt -- ude i Byen var Kritiken overfor The- atret efterhaanden vaagnet, og medens "Stiftstidenden" inde- holdt de mest storartede Bravader, var "Bergenske Blade" ret reserverede, og man begyndte at skjelne mellem det gode og det mindre gode, som Theatret bød paa. Imidlertid fik Theatret snart flere nye, dygtige Kræfter som Prom og Andr. Isachsen. En latterlig Strid mellem Ole Bull og Politiet, der for- drede tre Pladse i Parket, som Ole Bull saa efter en heftig Protest gav det inderst i Side- gangen med et stort, sort Bræt over med Indskrift "Politiets Pladse", førte til en Proces, der droges lige til Høiesteret, og Byens brave Borgere begyndte at ryste paa sine Jeronymus- hoveder over den trodsige Kunst- ner, der vovede at sætte sig op imod selve Politimesteren. Nu -- det var maaske mindre vel betænkt af ham; sikkert er det, at det virkede uheldigt tilbage paa den Sympathi, der fra først af havde mødt den nye Institution; men da saa Ole Bull trods Politiforbud vovede at gaa med tændt Cigar paa Tydskebryggen og derfor blev mulkteret -- ja, da var han dømt af Opinionen, og der dannede sig en bestemt Kløft mellem ham og den lovlydige Del af hans Bysbørn. Og med den raske Flygtighed, der var ham eiendommelig, kastede saa Ole Bull Broen af mellem sig og dem -- han havde fun- det en ny Ide, som han nu vilde "ofre den sidste Skilling i sin Lomme og den sidste Blodsdraabe i sit Hjerte" -- det var den ulyksalige "Oleana"-Ide, og han besluttede at forlade sit nyfødte Barn, efterladende det i kjærlige Pleieforældres SIDE: 157 Hænder, og atter at gaa til Amerika, dette Amerika, hvor han før havde høstet baade Guld og Laurbær. Hans Afsked blev storartet. Det var en straalende, tidlig Sommermorgen i Juni 1850. Jeg ved ikke, om det var Søndag, men i Naturen var det ial- fald Helligdag. Den tidlige Morgensol faldt varm og herlig over Fjorden mellem Fjeldene og glitrede paa hver ene- ste liden kruset Bølge, i de tusinde Dugperler i Græsset. Hele Bergens Befolkning var paa Benene, mylrede ud fra Smuge og Gader, fra Lofter og Kjældere: Ole Bull skulde reise, nu var Alt glemt, og Bergen vilde sige sin store Søn, sin Afgud Farvel og Tak for Alt, hvad han i dette mærkelige Aar havde skjænket sin Fødeby. Han skulde stige i Baad ved "Triangelen" inde ved Vaagens Bund -- udenfor Fæst- ningen laa Dampskibet med Dampen oppe, og ude paa Van- det, hvor talrige Baade fulde af festklædte Mennesker gled frem og tilbage, spillede et Musikkorps "Sæterjentens Søndag", og aldrig har dens Toner lydt saa smeltende deiligt for mit Øre, som den Morgen. Men Menneskeskarerne strømmede stadig til. Nylig havde de fulgt ham, da han den 17de Mai gik med sin ranke Kjæmpeskikkelse i Folketogets Spidse, nylig havde de fulgt ham, naar hans magiske Bue tryllede dem ind i rige Syner og Drømme -- nu vilde de følge ham med Øinene saalangt de kunde se ham; thi nu vilde han lægge Verdenshavet mellem os og det nye "Oleana"; men vi Unge troede jo, at det var det tusindaarige Rige, han gik at grundlægge paa Jorden. Ikke blot Torvet omkring Lan- dingsbryggen, men Tydskebryggen, Værftet ved "Bradbænken", hele Fæstningen, og paa den anden Side af Vaagen Kloster- haugen ved Fredriksberg og Nordnespynten var sort af Mennesker, hvis Øine alle var rettede paa et eneste Punkt. Thi nu gled Baaden ud fra Bryggen, og der stod han opreist og svingede med Hatten, medens et endeløst Hurra rungede rundt Bergens Vaag, som om det vilde vække alle de gamle Bagler og Birkebeiner, som sov dernede. "Hurra" og "Leve SIDE: 158 Ole Bull" klang det overalt, og Vandet rødmede af Blomster, som kastedes ud mod Baaden, saa han roede gjennem en svømmende Flor af Roser. Der steg han opad Faldrebs- trappen, -- nu gaar han hen i Bagstavnen -- han slaar op med Haanden -- han vil tale! -- og med Et blev der saa stille blandt den uhyre Mængde, at man skulde troet, man var i Kirke. Ogsaa Musiken standser midt i et Stykke -- og nu hørte man nogle Ord -- hvad han sagde kunde ingen der- inde paa Land høre, men atter rystede Hurraerne Luften i endeløse, lange Tag, medens Dampskibet gled langsomt ud- over Vaagen i den solblanke Morgen -- ud i den store, dei- lige Verden, som jeg endnu ikke kjendte, men som jeg længtes saa græsselig efter, som jeg stod der paa den yderste Pynt af Fæstningen. Jeg følte, at der strømmede mig noget under- SIDE: 159 ligt varmt op i Brystet, jeg kastede mig ned i Græsset, og jeg kunde have grædt af Længsel efter det store, skjønne Liv derude, som Ole Bull skulde møde -- -- efter alt det Her- lige, som handledes, som ledes og stredes af dem, der fik være med. Det var en ganske ny Følelse, det var Ungdommen, som kom; den Morgen følte jeg med fuld Bevidsthed, at Ynglingen var vaagnet i mig, Livets Vaar var kommen, og Barndommen var forbi. Endnu kom dog Ole Bull foreløbig tilbage for at ordne Theatrets Anliggender, før sin endelige Afreise og saa sagde han det Hele Farvel og gjensaa ikke Bergen, førend Oleana- drømmen var brusten, og han 1857 vendte hjem, fattig som en Kirkerotte for atter at tage sig af sin Violin og sit The- ater. Men Vaarstemningen var endt, der var ikke mere Sang og Begeistring i Luften omkring ham, og en lang, sørgelig SIDE: 160 Strid om, hvo der efter den sluttede Kontrakt nu var den rette Eier af "Comedihuset" ved Engen, førtes mellem ham og den Bestyrelse, han selv havde indsat for det nye Theater. Denne ærgerlige og for Ole Bull i flere Henseender ubehage- lige Krise fandt i 1858 en kort Karakteristik i "Christiania- posten's" "Blandinger", der er optaget af Blanc i hans The- aterhistorier, idet han siger: "I Anledning af Theaterkrisen indeholder "Kristiania- Posten" for 7. Marts 1858 under "Blandinger" følgende mor- somme Notits". Jeg kan her meddele den i dens oprindelige Form, som den lød, inden den, jeg ved ikke af hvilken Grund, lidt afstumpet fandt Plads i nævnte Blad: "Det er bemærkningsværdigt, hvilken betydningsfuld Rolle Bogstavet B spiller i Theater-Bataljen i Bergen. Bergen er dens Baggrund, Begyndelsen gjør Ole Bull, som indkalder som Instruktør Bjørnstjerne Bjørnson, hans Modstander er Bestyrelsen, der bestaar af DHrr. Bonnevie, Blytt, Busch og Beyer; Striden betræffer Theatrets Byg- ning; i Striden blandes Ole Bulls Broder, Edvard Bull, ind, Striden overføres i Bladene, og "Bergensposten" bliver Kamp- pladsen ligesom tidligere "Bergenske Blade". Hr. Skuespiller B. Bottelsen aabner Rækken af Underskrifterne under Skue- spillernes Beretning om sin Stilling til Sagen. Ole Bull belønnes med Blomster, Bj. Bjørnson arrangerer et Bal-en- masque, og det hele er en bedrøvelig Begivenhed." Siden Theaterhistoriens Forfatter finder Notitsen "mor- som", og siden Artikelen er ligesaa uskyldig som ubetydelig, har jeg intet imod at erkjende mig som dens Forfatter, da der ofte har været spurgt derefter i Bergen. Men -- som sagt -- Barndommen var endt, Ungdommen begyndte, og jeg afslutter her disse Skildringer fra min Fødeby, idet jeg gaar over til Studenterdagene. Der er to Ting, der staar for mig som smukkere i Bergen end noget andetsteds; Græsset synes mig altid grønnere der, og Domkirkens Klokker synes mig at have en smukkere Klang SIDE: 161 end noget andet Sted. Det første er vist ganske rigtigt, og kommer af den stærke Regn, der holder Græsset saftigt og friskt i Farven -- det andet er kanske en Indbildning; men jeg ved endnu næsten intet saa høitidsfuldt, naar jeg iblandt besøger Bergen, som at sidde en Søndagmorgen i det aabne Vindve og høre Domkirkens Klokker ringe. Da drager hele Barndommens forunderlig fredelige Høitidsstemning henover mig, som Engle, der fylde Luften -- da tænker jeg paa de Kjære, jeg har mistet, men som hegnede om min lyse Barndomstid, om Hjemmets Fred i det lille Hus derinde i "Marken" -- og jeg hvisker for mig selv et: Velsignet være deres Minde! Thi de fleste af de Stem- mer, der løde friske og glade gjennem min Barndoms Liv fra de Ældres Læber, ere nu forstummede for altid; de Øine, der dengang saa med Mandens modne Blik paa disse Scener, ere lukkede; de Venner, der færdedes i Lyst og Alvor i mit Fædrenehus, ere døde, og det gamle Hus vil jeg vel neppe mere betræde. En og anden høitbedaget Mand eller Kvinde vil vel kanske erindre hine Dage i mit Fædrehjem endnu; men de vandre bort, den Ene efter den Anden, og selv Barnet, som voxede op der, er snart en gammel, kamptræt Mand; men dem, som endnu mindes ham fra hine Aar, sender han en kjærlig Hilsen og beder dem bevare ham i venlig Erindring. Og denne Hilsen sendes ogsaa til hele min kjære, underlige, velsignede Fødeby -- maa du blomstre og trives, naar vi forlængst ere glemte. Farvel! SIDE: 163 STUDENTERLIV I CHRISTIANIA 1853 -- 1859 SIDE: 164 Da kommer i høstlige Dage Vort Foraar med Kranse tilbage. Welhaven. SIDE: 165 RUSSEAARET. Et Aar jeg intet læser, Men fjaser Tiden bort, Af Piben Dampen blæser Og spiller flittig Kort, Man alle Ting jo lære skal, Det er en gammel, god Moral. C. A. Heyerdahl. Overfor de venlige Læsere, der hidtil have fulgt disse Skildringer med Velvillie, maa jeg her faa Lov til at udtale en Reflexion, der faldt mig ind, idet jeg skulde sætte Pennen paa Papiret for at begynde paa dette nye Afsnit. Jeg er i Tvivl om, hvorvidt jeg vil kunne bevare den venlige Stemning, der har mødt Skildringerne fra Barndoms- livet, naar jeg nu skal tegne mine Studenterdage. De vil vist have bemærket, at i næsten alle autobiografiske Optegnelser, selv i dem, der som disse nærmere male Omgivelser og Tids- billeder end selve Personligheden, vil Skildringen af Barndoms- dagene være det interessanteste og mest sympathiske. Det SIDE: 166 maa Læseren ogsaa her være forberedt paa; thi det har som oftest sine nødvendige, indre Grunde. Den unge Student, der nu møder Dem under Duskehuen, kan ikke længere hverken se saa sympathisk paa Alt omkring sig eller opfatte Alt saa umiddelbart, som Barnet kunde; thi dels er den unge Mand selv ikke længere saa umiddelbar, dels ere Gjenstandene for hans Interesser mere komplicerede, efterhaanden ogsaa mere alvorlige, hans Syn bliver mere og mere skjærpet og kritisk, han trænger dybere og dybere ind i Livets mangfoldige Kon- flikter og udvikler selv Anskuelser og Synsmaader, der ikke som Barnets lyse Syner kunne stemme Andre lyst og blidt. Navnlig er det med en vis Betænkelighed, jeg overgiver netop Skildringen af mine Studenteraar til Offentligheden: de vare saa umodne, stundom saa hvalpagtige, at jeg ikke længere overalt kan finde frem den Sympathi for dem hos mig selv, der skulde lægge det forsonende Skjær over dem -- og hvad man ikke selv har Sympathi for, kan man endnu mindre give Andre Sympathi for. Med Rette heder det derfor i Ben- venuto Cellinis Selvbiografi, at den, der i dybere Forstand har oplevet noget, bør nedtegne det, naar han er firti Aar, før han selv taber det sympathiske Syn paa sin Ungdoms Glæder og Sorger, Arbeider og Daarskaber -- og jeg er nu sexti! Dertil kommer saa fremfor Alt, at jo mere man modnes, jo mere Karakteren (for at benytte et yndet moderne Udtryk) "uddybes", desto umuligere er det at kunne lægge hele sit Indre saaledes frem i Dagen, som man kan gjøre det for Barndomstidens Vedkommende. Netop det Rigeste, netop hvad der bliver En helligst og dyrebarest i Livet, snor sig med saa mange fine Fibre tæt om Hjerterødderne, at det er umuligt at udrede dem uden at rive i selve disse Rødder, og saaledes maa man lade mangt et Træk ligge uskrevet, der netop baade kunde virke forklarende og kunde forsone Læseren med det, som ikke behager ham i Skildringens Art. Ja, for at sige det rent ud, netop de Livssfærer, hvori jeg SIDE: 167 haaber at finde min Alderdoms Fred og mit Livs Forsoning, og som vel ogsaa derfor ere de, der ville forsone, hvad jeg har feilet overfor Andre i mit tilbagelagte Liv -- netop dem kan jeg ikke blotte for Læsernes Øine: de tilhøre kun mig selv og En til. Jeg vil derfor bede min velvillige Læser om ganske i Almindelighed at erindre, at Maalet for de kommende Skil- dringer er et andet, end det var for de foregaaende, og at derfor ogsaa Midlerne maa være andre; saa haaber jeg, at vi endnu skulle kunne vandre et Stykke Vei sammen paa Livets knudrede Sti uden at blive helt kjede af hinanden. Thalatta! Thalatta! Student! Student! Ja, den Følelse, hvormed et ungt Menneske hilser den foran ham liggende Studentertid, har noget beslægtet med den, med hvilken Xenophons Tropper maa have hilset Havet efter det lange Indlandsliv, en Følelse, som aldrig siden faar noget endog tilnærmelsesvis Tilsvarende i Livet. Blot dette, at rives ud af de vante Folder og Former, hvori Barndomslivet har været bundet, at vexle Opholdssted, at faa nye Omgivelser og nye Kamerater, der ere fyldte af ganske den samme Trang til at slutte nye Forbindelser, som den, En selv føler -- at være fri for det ensformige, tvangfyldte Skoleliv, er nok til at vække en vild Henrykkelse; kommer saa dertil den akademiske Vær- dighed, Duskehuen og Borgerbrevet, det frie Studenterliv, Følelsen at at tilhøre Alma mater -- saa kan man nok forstaa, at hvis -- efter Tegnérs Ord: "Lifvet är en strid från början, ungdomen dess berserksgång," saa er Russedagene igjen denne Berserkergangs høieste Kulmi- nation -- Alt bidrager til at beruse det unge Sind og gjøre det rent ustyrligt. SIDE: 168 Det var saaledes ikke just med triste Følelser, vi Unge saa "Kvarven" lukke sig bag Dampskibets Agterspeil, da vi en vakker Sommerdag 1853, en Flok muntre Artianere, toge Afsked med den stille Dal mellem de syv Fjelde, i hvilken omtrent hele min Barndom var henrunden, og saa vor nøgne Kyst rulle ud sit friske, farverige, men golde og fattige Billede, -- som Reisens Endepunkt stod jo "Studentens glada lif". Se, der ere vi da i Stavanger -- ja, den By havde jeg jo seet før. Som 8 Aar gammelt Barn havde jeg været i Christiania med mine Forældre og paa Veien besøgt nogle Bekjendte i Stavanger og baaret mig ad som et rigtigt enfant terrible. Man drev i Bergen lidt Spas med Stavangernes Fiskeri og beskyldte dem for, at de levede af at pumpe "Mort" ud af en stor Pumpe, som man havde døbt til "Mortepumpen" -- og jeg husker endnu min Fars Forlegenhed, da jeg paa Veien ned til Bryggen i Stavanger, hvorhen vi ledsagedes af nogle Stavangerske Venner, ved den store Pumpe, som den- gang stod midt paa Torvet, ganske naivt spurgte en af Sel- skabet -- om det der var "Mortepumpen". Saa kom vi da til Hovedstaden, et muntert Selskab, Alle fulde af Ungdommens friske Haab, Alle visse paa en stor og lys Fremtid, naar blot det store Skjær var klaret, som hed Examen artium. Efterat i det sidste Decennium denne Examen er forlagt til Skolerne, har de Unges Indtræden ved Universitetet tabt ikke saa lidet af sin gamle Karakter; en hel Side af denne er forsvunden; den høitidsfulde, ængstende Spænding, hvori Uvis- heden om Examens Udfald holdt En, lagde en ikke skadelig Dæmper paa Glæden, indtil Alt var vel over: Hjertet banker neppe nu længere saa høit den første Gang, man betræder Domus Academicas brede Trapper, som dengang, da Examens- salene var det Rubicon, der skulde passeres, før man traadte ind i Studentens hellige, romerske Rige gjennem den latinske Stils ofte altfor snevre Port. Dette var den anden Gang, det nye Universitet benyttedes ved Examen artium. SIDE: 169 Naar jeg nu bagefter ser paa hine Aar, maa jeg ind- rømme, at den Ting at blive Student i 1853 og forblive i Universitetsstaden til 1859 i Virkeligheden var som at komme til et Gjæstebud i det Øieblik, da Gjæsterne sige god Nat, takke hverandre for en behagelig Aften og aftale at mødes igjen imorgen Aften, medens man selv hverken har faaet vaadt eller tørt og ved, at man ikke kan deltage i den næste Aftens Glæde. Mine Studenterdage faldt nemlig i en Periode, der ialfald i ydre Henseende var saare lidet rig paa Begivenheder, en Mellemtid mellem to friske Bevægelser i vor nationale Udvik- ling, en Dødvandsperiode, en Havblikstid mellem to bevægede Tider. Bag os laa Bevægelserne fra 1848 og de følgende Aar -- foran os laa Bevægelserne omkring 1860 -- 1864: paa den ene Side levede vi endnu i Indtrykkene fra den norske Roman- tiks Blomstringsaar, paa den anden Side oplevede vi Forbe- redelserne til den strenge Realitet, der viste os sit barske Ansigt i alt det, som fulgte med Statholderstriden, den anden Kamp om Slesvig, Folkehøiskole- og Nationalitetsspørgsmaalene osv. Men da disse Begivenheder indtraf, var jeg allerede ude i andre Lande, blandt ganske andre Mennesker. Hvad jeg saaledes kan have at fortælle fra denne Tid, maa tildels bære Præget af dens Ensformighed; det kan ikke undgaaes -- alle Tider kan ikke være lige indholdsrige og alle Bøger ikke lige interessante. Det var en mærkelig Tid, der var gaaet nærmest foran de Aar, da jeg kom til Universitetet. Jeg ved ikke, om jeg formaar at sammentrænge Skildringen af denne Tid i et Par korte Antydningers Ramme -- men jeg maa forsøge det; det er næsten nødvendigt, for at en yngre Slægt skal kunne for- staa den Tids Karakter, jeg senere skal tegne. De stærke Bevægelser fra Begyndelsen af 1830-Aarene, Adskillelsen mellem Studentersamfundet og Studenterforbundet i de Wergeland-Welhavenske Kampdage, den stærke Norskheds- rus havde sat sig -- Forbundet var atter gaaet ind, en ny SIDE: 170 Generation havde besat Samfundet, og Welhaven, der havde skilt sig fra dette Samfund, havde atter holdt sit Indtog der -- saavidt jeg erindrer som dets Æresmedlem; nye Mænd med nye Ideer havde kjæmpet sig frem blandt de Unge, medens de, der havde været Førerne i Wergelandsfeiden, F. Stang, A. M. Schweigaard, U. A. Motzfeldt o. a., nu vare blevne "Mænd i Staten". Det var dog ogsaa en dygtig Gene- ration, som beherskede Studenterlivet i 1840-Aarene, da Mænd som Monrad, Eilert Sundt, Hartvig Nissen, Ole Jacob Broch, P. J. Collett, H. J. Thue o. a. -- de s. k. Koryfæer -- vare de ledende Kræfter, medens Jørgen Moe, Asbjørnsen og Andreas Munch traadte i Forgrunden i vor Digtning. Wergeland døde, men Welhaven tog en Position i Literaturen, der blev følgerig for den nærmestkommende Tid. Den dybe Kløft nemlig, der i Kamptiden havde dannet sig mellem Nationali- tetsstræverne og Kosmopoliterne, "Mysostæderne og Akvavit- drikkerne" paa den ene og "Danomanerne", "Troppen", "Intelligentsridderne" paa den anden Side, der gjensidigt for- agtede og saa ned paa hinanden -- jevnedes besynderligt ud, da der kom et Element til, der forsonede dem og lod dem, som Hegelianerne sagde, "gaa op i en høiere Enhed". Dette Element var den nationale Romantik. Welhaven, der i sin første Digtsamling var stærkt paavirket af Heine, havde vistnok især gjennem yngre Venner faaet Øiet op for, at den skjønne norske Natur beboedes af et Folk, der var en Sangers Digt værdigt; aabnede han deres Øine for Formens Hemmelighed, saa aabnede de hans Øine for et helt nyt Rige i Digtets Verden, for det Liv, som leves oppe under Fjeldet og ved de blinkende Fjorde; han saa sine yngre Venner, Asbjørnsen og Moe, samle Eventyr og Folkeviser, han saa sin unge Ven Hans Gude tolke vort Høifjelds Herlighed, og Tidemand, med hvem han havde kollideret i Altertavlesagen, resolut gribe Folkelivsskildringen som et kunstnerisk Motiv, der kunde fylde et helt Kunstnerliv, trods det Prognostikon, han stillede denne Kunstner, da han klagede over, at han nu "vilde reise om og male lusede Bønder SIDE: 171 og Plankekjørere"; han saa sine unge Venner Halfdan og Hjalmar og Theodor Kierulf hver paa sin Maade ivrig syssel- satte med dette Folk; disse Bønder, der havde været et "Opdragelses-Substrat" for Henrik Wergeland, disse prosaiske, uintelligente Kaxer og Plankekjørere, Budeier og Kjærringer kunde afvindes en poetisk Side, kunde blive Digtningsgjen- stande; i Kraft af det Ubekjendte, Hemmelighedsfulde, Ufor- staaede, det Romantiske hos Bønderne kunde man bruge dem i Poesien -- Kløften mellem det Nationale og Intelligentsen var udfyldt. Welhavens Kjærlighed til og Forstaaelse af vore Bønder gik vist egentlig neppe stort dybere end til den Bruge- lighed, han fandt hos dem som poetisk Stof; med Wergeland var det noget andet; han havde levet sig ind i dem og holdt af dem, elskede dem med og trods al deres "Prosaiskhed" og "Kaxedryghed"; Welhaven og den romantiske Skole omde- stillerede dem, udnævnte Budeien til "Sæterjente" og udsty- rede hende med al Romantikens Deilighed og Poesi; den gamle Kjærring blev en Vølve med Sagnets Skat i sit Værge, Lægdslemmet blev en "Blomster-Ole" -- forresten et af de smukkeste Digte i vor Literatur; -- Huldren blev en poetisk Figur, der befolkede alle Skove og Lier -- som et Slags moderne Dryade holdt hun sit Indtog i Literaturen, og kunde siden ikke undværes i noget Digt, og Bonden blev et ufor- staaet, dybsindigt Væsen, hvis mindste Attitude var betydnings- fuld, hvis Ord var Klang fra Sagas Old; -- og saa var man igrunden -- Natursymboliken og Naturskildringen taler jeg ikke om -- ikke kommet stort videre i virkelig Opfatning af Bondens Væsen, end Mauritz Hansen havde været i "Luren" og "den gale Christian", neppe saa langt som Bjerregaard havde været i sit "Fjeldeventyr" -- Asbjørnsen selvfølgelig undtagen. Men Bonden -- Bonden blev Dagens Løsen, og ligesom de gamle Ægyptere indlagde guddommelige Egen- skaber i Dyret, fordi dets Væsen forblev dem en Hemmelighed, saaledes -- naturligvis sans comparaison hvad Gjenstanden angaar -- inddigtede vore Romantikere gudommelige Egen- SIDE: 172 skaber i Bonden, fordi hans Væsen var dem gaadefuldt, og dermed var den af Wergeland forberedte Bondeforgudelses Tid inde: bedaarende, men usand, paa Papiret og Lærredet -- skjæbnesvanger som al Menneskeforgudelse, da den fra Papiret traadte ud i Livet, og det viste sig, at det Hemmelighedsfulde ved Bondens Væsen -- slet ikke var guddommeligt. Men hvilken skjøn Drøm var ikke Bondeforgudelsen! De to hidtil fiendtlige Retninger: Europæismen og Nationalismen smeltede sammen i herlig Enighed, saa enigt, at nu- tildags Europæismens Ud- væxter netop skjæmmer vore mest nationale Heroer -- men det frygtede man endnu ikke dengang; da man havde skjældt hinanden ud, om- favnede man hinanden, og Skandinavisme og Norskhed feirede Fester i skjøn Enig- hed. Vi eiede ogsaa den- gang en Portion national Selvfølelse og troede nok, at Norges Fjelde kunde staa, om Kloden rokkedes "lidt" -- men vor Chauvinisme var ikke født endnu -- ingen havde endnu vovet at tænke, end mindre at skrive, at Europa ikke vilde vove at angribe et Folk, der havde en Literatur og en Kunst som vor -- man havde endnu ikke raadet os til at stille vore Kunstnere og vore store Digtere foran os i Slaget, som Ægypterne i Slaget ved Pelusium stillede sine hellige Katte -- men naturligvis med det Udfald, at man hængte baade Ægypterne og de hellige Katte, da Slaget var tabt. Der var imidlertid ogsaa i denne Begeistringens Periode lagt Grunden til et alvorligt Arbeide, navnlig i Retning af SIDE: 173 virkelig at studere vort Folks Væsen og Karakter. Ikke blot var man begyndt at samle og udgive vore Folkeeventyr, Folke- sagn og Folkeviser, ikke blot var man begyndt at studere Folkets Sæder, Levevis, Bygningsskikke og Dragter, ikke blot havde man givet sig til at aftegne, beskrive og bevare vore Fortidsmindesmærker, men der holdt jo endog paa at danne sig en norsk historisk Skole med en egen, patent Indvandrings- theori, som Arkæologien siden slog grundig ihjel; -- men over Folkets brede Lag laa den Pietismens tunge Lummerluft, der havde afløst Rationalismens klamme Taager, og sørgelige Tegn paa dens Forvildelser havde navnlig i det mørke Finmarken endog tvunget Domstolene til at reise Skafottet ved Nord- ishavets Kyster, og jeg erindrer endnu den Rædsel, hvormed jeg som Rus betragtede de to afhugne Hoveder af de ulykke- lige Lapper, der var sendte ned til Universitetet og foreløbig indlagte i en af Midtbygningens Kjældere, hvor vi passerede forbi til de kemiske Forelæsninger. Arbeiderbefolkningen, vild- ledt af Marcus Thranes og andres Agitationer, havde maattet udlevere flere af sine Ledere til Rigets Straffeanstalter. Der maatte saaledes arbeides ikke blot over, men ogsaa for og paa Folket, og saa blev da Folkeoplysningsselskabet stiftet og Ole Vig Redaktør af dets Tidsskrift, og fremfor alt: Folkeskolevæsenet blev Gjenstand for en levende Omhu, kort, der udfoldedes paa alle Kulturlivets Gebeter en livlig og frugtbar Virksomhed, der viste, at Folkets høiere Lag var ifærd med at skabe en national Kultur. Imidlertid gik en anden Strømning parallel med den nu antydede: ved Siden af Folkets egen nationale Bevidstheds Vaagnen, gik den levende Følelse af, at vort Folk er et Led i de nordiske Nationers store Broderkjæde, og samtidig med Henrik Wergelands Død i 1845 stævnede de norske Studenter ud Fjorden til det første Studentermøde, hvori Nordmændene tog Del, og da det saa hed sig, at "Svenskerne kunde synge, Danskerne kunde tale, og Nordmændene kunde -- raabe Hurra!" saa stiftedes paa Hjemreisen "Den norske Studenter- sangforening". -- Og saa stærkt havde den skandinaviske Tanke SIDE: 174 grebet de ungdommelige, norske Gemytter, at man fra Norge indstiftede den siden ved alle de nordiske Universiteter feirede Fest til Fædrenes Minde, der høitideligholdtes den 13de Januar -- det gamle Midtvinterblots Dag -- som de første Gange den feiredes i Christiania, 1845 og 1846, fremkaldte en hel liden Flor af smuk Poesi, af Digte, der senere kom paa alles Læber. Tager jeg ikke feil, var det til denne Fest, vort Folk som Festgave modtog Welhavens: "Vi færdes med Lyst paa den steileste Vei" [fotnotemerke] og "I Rosenlund under Sagas Hal", A. Munchs Sang for Island: "Yderst mod Norden lyser en Ø" og "Mærker Du Morgnens skinnende Stribe", samt Jørgen Moes smukke Sang for Kvinden: "Naar Vaaren aander paa Li og Field!", medens man en og anden Gang spiste Bjørneskinke med Tolle- knive og drak Hardangerøl af Støp -- og anden uskyldig Affektation. Imidlertid rystedes Europa ved Revolutionerne i 1848 -- og Rystelserne berørte det ene af de tre skandinaviske Lande meget stærkt. Istedetfor at fornye Løfterne fra 1845 ved et nyt Studentermøde i Christiania 1848, blev der nu Leilighed til at indfri dem paa Slesvigs Jord, og en kjæk liden Skare af norske og svenske Frivillige stillede sig, som bekjendt, i de Danskes Rækker; Leopold Løvenskjold, Lejonhufvud, Digteren Sommelius (Beppo) o. a. blev Blodvidner om, at der havde været Alvor i Ungdommens Varme, og Andreas Munch viede Løvenskjolds Død et af sine smukkeste Digte: "Hans Lod var skjøn -- den skjønneste, som Skalde har drømt endnu for nogen nordisk Mand." Oppe i vore Fjelddale hentede i disse, den varme, ung- dommelige Begeistrings Aar baade norske og danske Digtere sine Inspirationer. Jørgen Moe og Theodor Kierulf havde paa en Fodtur over Thelemarksfjeldene til Bergens Stift overværet et Bondebryllup og besøgt den hidtil ukjendte, siden saa Fotnote: der dog synes mig nærmest at maatte være fremkaldt ved en eller anden Sommerudflugt? SIDE: 175 berømte Bondespillemand, Thorgeir Audunssøn, "Møllarguten", og i Asbjørnsens Aarbog "Hjemmet og Vandringen", der efter- fulgtes af "Ydale", beskrevet sine Vandringer, medens Camilla Collett i disse Aarbøger debuterede med sine to fortræffelige og fine Fortællinger "Kongsgaard" og "Et Gjensyn" -- noget senere havde M. A. Goldschmidt (1849) Og Hostrup hver for sig besøgt Norges Dale, og Reisen affødte den pragtfulde Reiseskil- dring i "Nord og Syd" og Musikdramaet "En Nat mellem Fjeldene". Men de krigersk-revolutionære Bevægelser derude havde ogsaa havt en anden Virkning. Vore yngre Kunstnere, som dengang næsten alle opholdt sig i Düsseldorf, saa sit Arbeide derude hemmet, og vendte Sommeren 1848 hjem til Norge, tog Bolig i Christiania og skabte der for en kort Tid dette intense Kunstliv, der har præget sig med stærke Farver som en Festdag i alle deres Sind, der gjennemlevede denne Tid, da Gude, Tidemand, Cappelen, Eckersberg, Morten Müller, Bodom o.fl. drømte den skjønne, men korte Drøm om at kunne fæste den unge, norske Kunst i Hjemmets Jord, -- en Drøm, der kun altfor hurtig brast og maatte briste, da Jord- bunden ikke var forberedt. Imidlertid modtoges disse "Norges bortblæste Laurbærblade" med stor Sympathi af Hovedstadens Indvaanere; en smuk St. Hansaften hilsede Studenterne de hjemkomne med en landlig Fest paa "Sollid", hvor de muntre Ungdommer, da de havde hyldet Gude og Tidemand og Tidemand og Gude, fortsatte med at hylde Tude og Gide- mand og Gide og Tudemand og Tide og Gudemand i al Evighed til den lyse Morgen. En Kunstnerforening dannedes, og da denne til Fordel for et Kunstnerstipendiefond arrangerede de tre uforglemmelige Aftenunderholdninger i Christiania The- ater, hvori Tidemands og Gudes første Samarbeider stilledes i Tableau, da kjendte Jubelen og Glæden over vor unge Kunst ingen Grænse: "Brudefærden i Hardanger", stillet af de to Kunstnere selv, med Text af Andreas Munch og Musik af Halfdan Kierulf, udført af Studentersangforeningen, samt Ole Bulls Spil ved disse festlige Leiligheder, -- navnlig da "Sæter- SIDE: 176 besøget", til hvis Hovedmotiv Jørgen Moe skrev sin "Sæter- jentens Søndag", var Centralbegivenheden. "Møllargutens" Ankomst til Hovedstaden, hvor han mere forbausede end hen- rykte Publikum, som efter Ole Bulls Ordre skulde være begeistret for ham, førte denne Tids bølgende Liv til Grænsen af det usande; og da Arbeidet skulde begynde -- dunstede den feber- agtige Begeistring bort, og med Freden i Europa vendte vore Kunstnere tilbage til Udlandet. Et blev dog udført: Oscar I grundede sit Oscarshal, hvor for første Gang Arkitektur, Billed- huggerkunst og Maleri fik samvirke i et monumentalt Arbeide -- et Resultat saa smukt, at for alle Tider det lille, ubeboelige Slot paa Bygdø vil staa som et fagert Mindesmærke over de varmt bevægede Aar og Sommerdrømmene ved Aarhundredets Midt- punkt. Saa kom da med Danmarks Seier i Slesvig Lysten til at fornye Studentermøderne tilbage -- og i 1851 var Kjøbenhavns og Lunds, i 1852 Upsalas Studenter Christiania Borgeres Gjæster i nogle festlige Dage. Mange Historier og Erindringer fra disse to Studenter- møder gik endnu igjen, da jeg blev Student. Om det var fra dette eller et senere Møde nedenstaaende Historie skriver sig, skal jeg dog lade være usagt. En glad Upsalenser, der gjerne tog en Taar over Tørsten, havde brautet lidt for stærkt af, hvor meget han taalte af Drikkevarer, og et Par norske Studenter havde slaaet sig sammen om at drikke ham under Bordet i et Selskab Dagen efter. En Ven af den svenske Broder fandt at burde advare ham mod Komplottet, især da det var i et fint og fornemt Hus, Skandalen skulde foregaa. Den svenske Broder tog det med Ro og lovede, at det ikke skulde hænde ham. Dagen efter traf hans Ven ham igjen. "Nu, hvorledes gik det saa igaaraftes?" "Superbt Bror -- jag lurade dem!" "Hvorledes da?" "Jag var redan full, när jag kom!" Endnu Aaret efter, da vi blev Studenter, var Indtrykkene fra de Aar, jeg her har givet et let Omrids af, i fuld Blomstring, SIDE: 177 og vi levede i Grunden paa dem i alle vore Studenteraar. Ja, der var Vaar i Luften i de Aar, og under Tonerne af de Melodier, der havde belivet hine Romantikens Ungdomsaar, holdt vi vort Indtog. Men det varede ikke længe. Sommer- solen begyndte alt at tørre de friske Blade, og som sagt: det var som at komme til et Gjæstebud i det Øieblik, da Gjæsterne siger hverandre Godnat. Men det tog vi let -- vi skulde nok tage det igjen: "Den lysnende Fremtid er vor!" Naar den nye Tid ser tilbage paa hine, den nationale Romantiks Blomstringsaar, som vi ovenfor har skildret, har den vanskeligt for at forstaa den Begeistringens Luft, der viftede henover dem som en frisk Morgenbris i Solopgangen. Det, som vi dengang hyldede og sværmede for, forekommer den nye Tid tomt og usandt. Visselig med Uret. Den nye Tid har altid ondt ved at forstaa en ældre Tids Idealer. Naar vor Tids Ungdom læser hine Dages Lyrik, kan den ikke fatte, hvorledes man kunde begeistres for disse Huldrer og Nøkker, som Welhaven besang, for disse Lurtoner og denne evige Kauen og Hauken i Lierne, -- den hele Natursymbolik er dem frem- med, og de er skilte fra den ved hele den mellemliggende Naturalismes Gammelmandsagtighed. Naar vi tænker os en gammel Viking som Harald Haardraade deklamerende "Da Herkules paa Vejen stod", forekommer jo den Henrykkelse, hvormed man engang modtog slige Skildringer af vore Fædre os rent ubegribelig; men Forklaringen til, at man jublede til saadanne Fremstillinger (tænk blot paa hele Tegnérs "Frithjofs Saga") ligger ikke deri, at vi dengang virkelig troede, at vore Vikinger førte et saadant Sprog, det vidste vi jo godt, at de ikke gjorde, men deri, at man stillede en anden Art af Fordringer end den om historisk Troskab: man opfattede -- om jeg saa tør kalde det -- lyrisk; hvad der udgjorde vor Glæde var ikke at se den fjerne Vikingetid fremstillet i al dens Vildskab og Virkelighed, men at se, hvorledes den fortonede sig i en Digters Personlighed, i hans Maade at skildre den SIDE: 178 paa: omtrent paa samme Maade, som vi nu meget vel kan nyde en Opera, skjøndt vi vide, at Menneskene ikke synge, men tale -- fordi vi vil glæde os ved Musiken; saaledes glædede man sig dengang ved de smukke Digte i og for sig, glædede sig ved Stilen uden at spørge stort om Correcthed og historisk Virkelighed. Ibsens og Bjørnsons fædrelandsk- historiske Dramaer syntes os et stort Fremskridt -- og dog tror og troede ingen, at Haakon gik og grublede over "Kongs- tanken" eller at Sverre sagde: "God Morgen, mit Digt, i den syngende Skov" det var atter Stilen, Sagastilen, d. v. s. Digterens Opfatning af Sagaen, vi glædede os over. Og selv vor Tids Naturalisme giver dog ikke og vil aldrig give den fulde Virkelighed; om det Skildrede saa staar lidt mere eller lidt mindre fjernt fra denne, betyder saare lidet. Nu vende vi jo som bedst tilbage til Verset og Lyriken. Naar hin Tids Ungdom saa tilbage paa den foregaaende Tids Literatur fra Aarhundre- dets Begyndelse, kunde den heller ikke fatte, hvorledes en Chateaubriands og en "kunstliebender Klosterbruders" Senti- mentalitet, for ikke at tale om en Lafontaines Romaner havde kunnet aflokke vore Mødre saamange Taarer i deres Ungdom, de forekom os usande, sentimentale og affekterede, -- ligesom vi, der i hine Aar var unge, har vanskelig ved at forstaa vore Dages Dekadenter i deres halvt hypnotiske Sans for Sam- følelse med Allivet i Naturen, og hvad de andre Sværmerier heder, der nu er moderne. Og vi ved jo, at vore Fædre i 1830-Aarene saa tilbage paa Akademikerne i Aarhundredets første Decennium med de samme Følelser, og vore Bedste- forældre i Aarhundredets Gry, der levede under Pseudogræci- cismens Indflydelse, med ganske lignende Følelser saa tilbage paa Rococoens Udsvævelser i forrige Aarhundrede. Nei, den ene Slægt forstaar ikke den andens Idealer, men derfor bør den ene Slægt heller ikke dømme den anden, men søge at trænge ind i dens Væsen og lære at forstaa den. Det lønner rige- ligt Umagen. Det er det Friske, Frembrydende, Fremtidskabende i enhver Slægt, der er Slægtens raison d'être og begeistrer SIDE: 179 Ungdommen. Vi syntes os omkring 1850 at have gjort en stor Opdagelse i den Poesi, vi fandt i vort eget Fædrelands Naturromantik, og vi klædte den i de Former, der vare oppe i Tiden, glædede os over det Nye, der lokkede os med hele det nyfundne Lands forhaabningsfulde Glorie om Panden. Den var ikke tom, den var ikke usand, denne Begeistring for den norske Kunsts og den norske Poesis nyfundne Land, saaledes som det dukkede frem fra Ole Bulls Violin, Welhavens, Asbjørnsens og Moes Digtning, Tidemands og Gudes Billeder, den var ikke hul denne Sang og denne Farvekunst, der faldt varmende over vor Ungdom; den viste sin Sandhed netop deri, at den formaaede at vække Ungdommens Tro og Begeistring -- den viste sin Sandhed deri, at den fremkaldte Kjærlighed til det Fædreland, som var Gjenstanden for dens Skildring, en Kjærlighed, der har sat Frugt i saa meget, som vor Samtid har fremmet og oparbeidet for dette Lands Vel og Udvikling -- men saa skal heller ikke vi, der nu graane og ældes, se med uforstaaende og derfor udeltagende Blikke paa Ungdom- mens Stræben og Kamp i vore Dage, sympathisk skal vi møde den med Erindringen om vor egen Kamptid for Øie: først da kan vor Sol gaa ned i Glans og Fred, selv om Kampen lyner omkring os og slører vor Aften. Men et er der, vi skal kjæmpe imod, enten det møder os hos Ungdommen eller hos vor Samtid: Løgn og Intolerance. De og kun de fortjener at mødes med Intolerace. Jeg har aldrig vidst noget tristere, end naar jeg har maattet kjæmpe imod de Unges Intolerance, jeg har aldrig havt større Glæde, end naar jeg sympathisk har kunnet slutte mig til de Unge, og denne Ungdom skal jeg elske, saa- længe Hjertet slaar, fordi det er den, der til alle Tider bærer det i sig, der sætter Frugt i Fremtidens Aandsliv. Vi maa med Kjærlighed og Forstaaelse lægge Øret tæt op til Ung- dommens Bryst for at lytte efter, hvad som banker derinde: thi forstaa vi det, som der gjærer, da har vi hørt noget af Fremtidens Høisang. Men man skal advare og man skal SIDE: 180 protestere, naar Ungdommeligheden giver sig falske Udslag -- selv om det maa ske med Fare for, at man misforstaaes og kaldes "det Unges Fiende". Tiden og Resultaterne vil vise, hvo der i Virkeligheden har elsket Ungdommen. Man siger, at den, der studerer Fortidens Historie, mange- dobler sit eget Liv; men det gjælder ikke mindre om den, der søger at trænge ind i Ungdommens Væsen og Interesser, -- kun at hin lever tilbage, denne lever fremad i Tiden; thi alt Samliv med Ungdommen har en foryngende Kraft. "Hædre din Fader og din Moder, at du maa længe leve i Landet," skal man altid tilraabe Ungdommen, men sig selv skal man tilraabe: "Hædre din Søn og din Datter, at du maa længe bevare din egen Ungdom." Næsten al vor Tids Ulykke beror paa, at vi ikke hædre vore Børn, det vil sige, at vi ikke søge at forstaa dem, medens vi opdrage dem. Lær at forstaa og elske det bedste i Ungdommens Higen, og du vil let kunne vinde den for det gode, -- forsøm det, og du vil se den glide længere og længere bort fra dig, medens du selv sidder alene tilbage. Det er ikke frit for, at denne Reflexion har sin dybeste Grund deri, at den Ungdom, jeg nu agter at skildre, føler, at han har Tolerance behov -- megen Tolerance saavel hos de modnede Læsere fra hans egen Tid, som hos den Ungdom, der nu ser paa Livet ganske anderledes, end vi dengang gjorde det. Og dermed -- tilbage à nos moutons! Artiumsdagene var en anstrengt, men fornøielig Tid! Vi Rus mødtes gjerne enten udenfor Universitetet eller paa et eller andet Gadehjørne, især ved "Lars Ihles Hjørne" -- Hjørnet af Carl Johans og Kongens Gade; der kunde man da træffe en hel Del af vore senere Berømtheder fra 1853 paa SIDE: 181 Uberømthedens Stadium, samtalende om Examensbegiven- hederne; der stod Statsminister Emil Stang, som til Artium skrev en mærkelig, jeg havde nær sagt overmoden, "Norsk Stil", der fik "Udmærket godt" og senere blev trykt i Universitets- annalerne, der stod Biskop Skaar, Biskop Smitt, Professor Ernst Sars, Høiesteretsadvokat Ebbell i sin korte Guttetrøie uden Skjøder, Stiftsprovst Dons, som var Aarets Præceterist, Professor Hjort, Pastor Storjohann, Statsraad Qvam -- alle i skjøn Enighed, uden at ane, hvor langt Livet skulde skille mange af dem fra hinanden i fiendtlige Leire! Ja, Ungdommen er dog en skjøn Tid -- ikke mindst fordi den ser saa inderlig kort ind i Fremtiden. Vi havde det Aar en Hæderssenior, som forskjellige Gange havde forsøgt at presse sig igjennem Artium, men altid var dumpet, snart paa den latinske, snart paa den norske Stils Glatis. Man havde paa ham overført et gammelt Vandresagn: ha skulde have oversat at "lægge Vind paa det sande" med "Ventum ponere in arena" (at lægge Vinden paa Sand), han havde defineret "Fodreise" saaledes: "En Fodreise er en Reise, som ikke foretages tilvogns, tilbaads, tilhest, paa Æsel eller noget andet Instrument, men tilfods, og hvorved man bliver saarbenet, eller, om jeg saa maa udtrykke mig, meget imponerende i Fødderne"; han havde citeret Bibelens "De Retfærdige giver Gud graa Haar", men havde givet Stedet det ulykkelige Tillæg: "men de Uretfærdige giver han ingen", -- han havde besvaret Opgaven "Gud hjælpe den, som hjælper sig selv!" -- kort sagt, han havde gjort de umuligste Ting, og naar det ikke hjalp, og han alligevel slap gjennem de skriftlige Fag, saa dumpede han ialfald "i Sum" -- ligesom en senere paa samme Felt bekjendt mangeaarig om end ikke evig Artianer. Hans Alder og Værdighed som gammel Artianer gav ham en vis Autoritet, som han dog brugte paa den beskedneste Maade. Iaar kom han imidlertid ikke længere end til det skrift- lige, og saa sluttede han sit Studieliv for altid; men hans SIDE: 182 Kjærlighed til Videnskaben og Universitetet kunde han ikke slippe, og for dog at tilhøre Universitetet, forlovede han sig med Pedellens Datter, og Pedellen, som var en formuende Mand, satte ham i Vei i en Bedrift, der dog smagte af Viden- skab eller ialfald af Literatur: "Da vi ikke kunde lade ham slippe igjennem til Artium," sagde Svigerfaderen, der altid talte paa Universitetets Vegne, "saa kjøbte vi ham et Leie- bibliothek." Og endnu samme Høst giftede de unge Folk sig. Det var en Lørdagsaften, og vi, hans Artiumskamerater, var forsamlede i Studentersamfundet. "Iaften har X. og Jomfru Y. Bryllup," fortalte en -- og pludselig blev det besluttet at bringe Brudeparret en Serenade, naar vi havde sunget Slutnings- sangen: Op mine Gutter!" og gik hjem; han var jo en Artiumskamerat, ikke blot af os, men af en Mængde forskjellige Kuld, der alle kjendte ham, og hun tilhørte jo Universitetet. Da vi kom ned i Gaden, var der imidlertid lukket og slukket i Brudehuset, men Serenaden skulde gaa for sig allige- vel. Men da opstod Spørgsmaalet: "Hvad skal vi synge?" En foreslog: "Nu er det stille, han har os forladt N. N., den gamle urostifter, Og i den tause, stjerneklare Nat Vil han" osv. Men med engang var det, som om en Inspiration greb os alle -- det var jo klart -- der var Sangen. Og med et brøledes der i Kor: "Man kann nicht immerfort studieren, Fifallerallerallera! Man muss bisweilen commercieren, Fifallerallerallera!" Men i det samme kom Vægterne, der, som man vil erindre fra Crispinus Vise, naar vi gik fra Samfundet, immerfort studerede paa, om Sangen var harmonisk, og erklærede, at dette var SIDE: 184 "Kvalm i Gata" og ikke Sang -- og hele Skaren af Gratu- lanter styrtede i vild Flugt til alle Sider under Hurraraab for Brudeparret og forfulgt af de pibende Vægtere. Det var ikke mere end et Par Aar efter, saa var de begge døde. Det Aar, da mit Kuld tog Artium, blev der imidlertid lagt en stærk Kapsun paa den ungdommelige Vildskab, idet samtidig med Russen en anden, uhyggeligere Gjæst indfandt sig i Hovedstaden, nemlig Koleraepidemien af 1853. Alle, som kunde, forlod Byen, og medens Examen gik sin rolige Gang, fik Christiania et alt mere øde og forladt Udseende. Mellem den skriftlige og den mundtlige Prøve indfaldt den- gang det saakaldte "Russelag", men det gik i den Tid meget lige- fremmere til end i senere Dage. Man mødtes i den store, gamle, forfaldne Lade, der kaldtes Klingenbergs Cirkus, kastede sin Tolvskilling i en Hat og havde dermed kjøbt sig Ret til at drikke Dus med Alverden. En ældre Student steg op paa et Bord og holdt en Tale til Russen -- en af Russen svarede -- og saa gik det løs med Sang og Passiar, afvexlende med Taler. Fast Orator ved disse Fester var A. O. Vinje -- som dengang endnu ikke talte paa Maalet. Jeg erindrer, hvorledes en Taler imponerede mig ved den aandrige Vending: "Ja -- mine Herrer, vi er fulde, men vi er ikke fulde af Vin, vi er fulde af Aand!" Jeg gik strax hen og drak Dus med den Mand. Jeg blev jo lidt flau, da jeg en 14 Dages Tid efter læste Vittigheden paa Tryk hos Hostrup. Saa var der en yngre Universitetslærer, som holdt en glimrende Tale, der i høi Grad indtog mig for ham. Jeg gik strax hen og drak Dus med den Mand. Jeg fandt, at han var mit Venskab værdig og faldt ham om Halsen af Henrykkelse. Jeg blev jo lidt flau da han nogle Dage efter traf mig paa Gaden og sagde "De" til mig. Men jeg var ædel nok til ikke at tage ham det ilde op; jeg havde i Mellemtiden tænkt mig ind i den Situation, at jeg kunde komme til at træffe ham, ikke paa Gaden -- men ved Examensbordet. Saa var der en gammel, hæderlig Borgermand, Gud ved, hvorledes han egentlig var kommen ind SIDE: 185 i den vilde Jagt; men jeg husker tydelig, at han inviterede mig til naar og saa ofte, jeg vilde, at komme ind i hans Butik og spise Rosiner og Mandler. Til Belønning derfor drak jeg Dus med ham. Til alt Held for den gode Mand glemte jeg at spørge om hans Navn, og "ich sah ihn nimmermehr". Man kunde den Aften saare vel appliceret paa mig det Ord, der engang rettedes til en anden Student af samme Navn som jeg: "Heder Du Dietrichson -- jeg synes hellere, Du burde hede Du-drik-son." Da Klokken var tolv, og Laget endte, havde jeg drukket Dus med omtrent Halvparten af Selskabet og gik hjem med hundrede nye "Venner" -- og stolt som en Gud. Den eneste, som viste sig ubehagelig mod mig hin Nat, var Nøgle- hullet i min Port, som ellers altid meget villigt havde ladet sig finde. Saasnart vi var færdig med det sidste mundtlige Fag, satte vi os -- fire muntre Laudabilist-Rus -- i en Vogn for at kjøre til Drammen og rekreere os -- en meget almindelig Sport i hin Tid. Men i Drammen var alt optaget af Kolera- skræk. Det var paa denne Tur, jeg den eneste Gang i mit Liv har udøvet Lægekunsten -- og det med Held som Kolera- læge. En Dag, vi kom ned over den lange Gade paa Tangen, laa der paa en Trappe en Fyr og vrælede frygtelig. Omkring ham stod en Mængde gamle Kjærringer og raabte: "Han har Koléra." Da vi naturligvis allerede bare Studenterhuer, antog man os for unge Medicinere, hvad der smigrede os uhyre, og forlangte vor Hjælp. Vi holdt da strax et Collegium medicum paa Latin, og diagnosticerede Sygdommen som ebrietas vul- garis, hvorefter vi fra nærmeste Pumpe hentede en Bøtte Vand, som blev appliceret over Patientens Hoved og havde en mærkelig Virkning: Patienten brølede græsseligt; saa sprang han op, skjændte som en Tyrk, og da han som Honorar havde overøst os med de værste Skjældsord, som fandtes mellem Landfaldøen og Tangen, ravede han nedad Gaden, og blev strax udskreven som helbredet. SIDE: 186 Immatrikuleringen fandt det Aar -- atter paa Grund af Koleraen -- Sted uden særdeles Høitideligheder; Welhaven holdt i den theologiske Examenssal en kort Tale og modtog vort akademiske Løfte; af Aftenens Halvflaskelag blev der af samme Grund -- intet, før senere ud paa Høsten. Saa begyndte da Forelæsningerne til anden Examen, der ikke dengang som nu var en Examen med valgfri Fag, men væsentlig en vistnok ialfald dengang, da Naturfag ikke læstes i Skolerne, meget nyttig Introduktion i disse Videnskabsgrene. Den bestod af syv Fag, der toges i tre Afdelinger, først Botanik og Mathematik, saa Zoologi og Astronomi, og endelig Fysik, Kemi og Filosofi. Welhaven læste Filosofi -- "Hvad er en Kategori?" spurgte han engang en ulykkelig Rus, og da denne gav det triste Svar: "Det er noget, hvorunder noget andet gaar ind," sagde han: "Altsaa, naar en Hest gaar ind under en Port, saa er Porten en Kategori." "Hvad er Dyd?" spurgte han en anden Gang. Tvivlende sagde Exami- nanden: "Det er -- det er -- det, som stemmer med Moralen." -- "Saa er Pontoppidans Forklaring en Dyd; thi den stemmer dog vist med Moralen." Hvorfor Vorherre har skabt Mathematiken, blev mig aldrig rigtig klart -- formodentlig fordi Mathematiken selv aldrig blev mig rigtig klar. O. J. Broch, eller som vi Studenter gemytlig kaldte ham "Ola Jacob", var bekjendt som en streng Examinator, der "strøg" en for et godt Ord. Men jeg klarede mig dog forbi dette Skjær i mit Farvand ved et særligt Lykketræf. Jeg troede at have lagt Mærke til, at Broch oftere, før han "strøg" en Mand, forelagde ham et bestemt langt og vanske- ligt Bevis i Stereometrien for at klemme ham ordentlig, og SIDE: 187 den sidste Aften, før jeg skulde op, lærte jeg det udenad -- om at jeg forstod det, var der vist neppe Tale. Og ganske rigtig! Da jeg ikke kunde klare for mig i Trigonometri, skrev Ole Jacob en Thesis op paa et Papir og sagde: "Bevis det!" Jeg saa spændt paa Papiret: Jo, det var mit Bevis. Nu vidste jeg, hvad Klokken var slagen. Men medens jeg rablede Beviset ned, keg han i mit Papir og sagde: "Det er galt, Far!" Jeg vidste, at var dette galt, saa vilde alt andet ialfald blive endnu galere: jeg kunde intet andet præstere; jeg stod ialfald ved Afgrundens Rand -- og jeg rablede videre. "Jeg har jo sagt Dem, at det er galt!" brummede Ola Jacob. Jeg hverken hørte eller saa, men skrev videre med Dødsforagt og sluttede mit Bevis. Da tog han Papiret, saa paa det og sagde: "Ja, det er rigtig. Det kan være nok!" Enten en øieblikkelig Aandsfraværelse eller en Feillæsning af nogle Bogstaver -- hvad det nu var -- havde sammen med min urokkelige Sikker- hed reddet mig, og Ola Jacob godtgjorde sin strenge Tiltale ved at give mig en langt bedre Karakter, end jeg havde fortjent. Professor Langberg læste Fysik, men vi havde større Glæde af "Hans Fysikus" end af Forelæsningerne. "Hans Fysikus" var en skikkelig Trommeslager, der gjorde Tjeneste som Medhjælper ved Langbergs Experimenter, og Opgaven var nu, saavidt gjørligt, at gjøre "Hans Fysikus" det umuligt at udføre sin Del af Experimentet. Skulde han holde en Skive stille -- "aldeles stille", kommanderede Langberg, -- saa var der altid en eller anden, som fandt Anledning til i det kritiske Øieblik pludselig at anbringe en Naal i den fedeste Del af "Hans Fysikus"'s Krop, saa han for sammen. "Det er da mærkeligt, at Du aldrig kan staa stille, Hans," sagde Profes- soren. Men det trofaste Menneske led heller uhørte Kvaler end at forraade sine unge Venner, der holdt ham skadesløs paa anden Maade. Gamle Hansteen tog os med ud i Observatoriet for at kikke Stjerner. En for en fik vi saa Paalæg om raskt og nøi- agtigt ved et hurtigt "Nu!" at angive det Øieblik, da en Stjerne SIDE: 188 passerede Filamentet. En Søndfjording fra Bergens Skole, der var af en meget samvittighedsfuld Natur, opfyldte dette For- langende ved i det Øieblik, Stjernen viste sig i Filamentet, at sige: "N -- n -- n -- nu tror jeg, at den passerede Filamentet, Hr. Professor!" Da blev den gamle vred i Hu, og vi Kame- rater fik os en god Latter paa den Ulykkeliges Bekostning. Halvor Rasch læste Zoologi og Botanik; han var saa velvillig, som Dagen var lang; men aldrig saa vi en levende Plante, ikke engang et Herbarium, men saamange flere Hefter af Anderssons Botanik, hvad der dog ikke hindrede, at mange af os fik Præceteris i Faget, skjønt jeg ved, at jeg aldrig har kunnet stort mere Botanik, end at jeg har kunnet skjelne en Rose fra en Lilie. Navnene stod nemlig trykte under Planterne, og vistnok holdt Rasch Fingrene over Navnet, men hans gode Hjertelag og hans af Gigt krummede Fingre gjorde det umu- ligt for ham at holde Fingrene tæt sammen; der blev altid en Aabning, hvorigjennem Navnet lod sig læse. Det skulde overmaade meget til for at Rasch skulde give en Examinand Haud; thi om nogen slettere Karakter var der vist aldrig Tale -- men det skeede dog ialfald engang. Det var i Zoologi overfor en Herremand, som ikke kjendte et eneste Dyr. Saa tog Rasch frem en udstoppet Peberfugl, der jo i sin Form er saa udpræget, at han syntes, et nyfødt Barn maatte kjende den. "Kjender De den Fugl?" spurgte Rasch forsigtig. "Ja, naturligvis!" sagde Studenten med et overlegent Smil til Raschs store Glæde. Hermed kunde jo Rasch have slaaet sig til Ro -- men han havde dog den Dristighed at fortsætte: "Vil De være saa god at sige mig, hvad den heder?" "O -- det er jo den almindelige Svane!" blev det over- raskende Svar. Da blev Rasch bedrøvet og maatte med blødende Hjerte skrive et Haud illaudabilis. Forøvrigt læste vi vore udstoppede Fugle og vore Fiske meget flittigt. Kjendemærket for Strix bubo var, at den havde SIDE: 189 et Hul i Maven, -- for Turdus merula, at den venstre Vinge var mølædt, -- Gadus merlangus sad i en gulere Spiritus end de andre -- det var neppe det saakaldte "naturlige System", som befulgtes i disse vore Bestemmelser af Slægter og Arter. De andre Fag gik ikke fuldt saa godt som Botaniken, og jeg gik fra Examen med et Point formeget for at faa Laud, og det skyldte jeg Strecker og hans tykke Kemi, som vi repe- terede under privat Veiledning, af salig Hofapotheker Ditten, som dengang var hans Amanuensis, og var saa indkjørt i at manuducere i Strecker, at man paastod, at han kunde sove og manuducere paa engang, og det saa undertiden virkelig ud til at være sandt. Mine og flere andres kemiske Kundskaber strakte sig der- for ogsaa omtrent kun saa langt, at jeg kunde gaa opover Kirkegaden og omsætte alle Kjøbmændenes Fornavne paa Skilterne til kemiske Formler: "H. S. Dietrichson" til "Svovl- vandstof D." -- "Cl. Ambjørnsen" til "Chlor A." osv. Den Tid, der ikke anvendtes til Studier i Russeaaret, brugte man til at komme ind i de forskjellige Sider af Chri- stianialivet -- man forsøgte sig i at spille Billard hos gamle Monsen i Kongens Gade No. 3, man gik paa "Klingenberg" for at se paa Beridere og andet Gjøgl -- men Skildringen af Studenternes Christianialiv i de Dage maa jeg forbeholde for en senere Skildring -- dette Kapitel skal jo være Russedagene viet. Umiddelbart efterat Vaarens Afdeling af anden Examen var tagen, begav Russen sig paa Vandring. Russens Sommerliv i hine Dage, Ferietiden mellem Vaar- og Høstsemestret, var det forløsende Element i vor Tilværelse. "Vi færdes med Lyst paa den steileste Vei!" sang vi med Welhaven, der sindrigt og aandfuldt har opfattet Studentens Udviklingsgang under Billedet af en Fodvandring i vore Fjelde: "som blaanende Fjeld over skovdunkel Hei staar Vandringens SIDE: 190 Maal i det Fjerne" -- , og Symboliken gjorde vi til Virkelighed og gjennemførte den trolig. Det var en yndet Tur i de Dage, før Jotunheimen blev opdaget som Maal for Russens Van- dringer i Andenexamensaaret -- navnlig for os Bergensere -- at gjøre en Fodvandring over Thelemarken og Haukelifjeldet, og saa over Hardanger og Voss at besøge vor Fødeby for at imponere -- jeg formoder nærmest os selv -- som Studenter. Dengang var der ikke Tale om Dampskibe paa Fjordene og heller ikke om Kjøreveie over Fjeldet. Midt i Juni 1854 paa en straalende Sommerdag gav vi os, syv Rus i Følge, tilfods til Bergen. Mellem de syv var jeg forøvrigt den eneste Bergenser. Men allerede den første Dag hændte der mig noget ganske forskrækkeligt, som blev skjæbne- svangert for mit hele Liv. Jeg var ikke før kommen til Kongs- berg, før mit unge, russiske Hjerte blev saaret -- og saaret saa alvorligt, at jeg med Glæde endnu den Dag idag føler Saaret: det gjaldt Livet og for Livet! Jeg druknede i et Par trofaste Øines dybblaa Sø -- og viklede mig ind i et yndigt Lokkehoveds Net. Lykkelig den, der som jeg i sin tidlige Ungdom finder sit Livs Ledestjerne. Vi gik der baade Dage og Aar inden jeg kunde kalde hende min og jeg var endnu altfor umoden til at forstaa, hvilken Perle, det i Virkelig- heden var, jeg havde fundet; men hendes Billede fulgte mig trofast, og jeg havde heri, saasnart jeg blev mig min Følelses Dybde ret bevidst, et fast Punkt udenfor mig selv, hvorfra jeg kunde løfte Livets Opgave. Firti Aar er siden gaaet hen, men den Følelse, der greb mig hin første Dag, da hun viste sig paa mit Livs Horizont, den har, Gud være lovet, aldrig været underkastet "Forvandlingens Lov" -- og min Ungdoms Drøm blev til min Manddoms Stræben og til min Alders Glæde! Gud bevare hende endnu længe for vor lille Rede! Hun har givet mig Alt, og været mig Alt. Hvad hun, trofast og sand som faa, har været for mig, ved kun Gud og jeg -- og det kan ikke skildres uden i de "Svundne Tider", der staar op- tegnede i den Eviges Bog. SIDE: 191 Men dette gaar mig for dybt til Hjerte, til at jeg kan fortælle mere derom -- vi er jo desuden to om det, saa det ikke tilhører mig alene. -- Men en ægte Russehistorie fra de Dage kan jeg i den For- bindelse fortælle, fordi den bare gaar ud over mig selv. Jeg har altid havt en formidabelt frodig Haar- og Skjægvæxt, indtil min dybe Visdom omsider har ladet mit Hoved miste en hel Del af Haarets Smykke. Den frodige Skjægvæxt voldte mig imid- lertid under disse Omstændig- heder stor Bekymring; thi i den hele Bergstad fandtes der ikke en eneste Barber -- den ædle Kunst har altid været absolut utilgjænge- lig for mine klodsede Fingre -- jeg kunde jo ikke føre gamle Wensberg fra Christiania med mig i Lommen, og jeg maatte dog se anstændig ud; thi otte Dages Skjægvæxt -- saa længe opholdt jeg mig nemlig i den Tilbedtes Nærhed -- frembringer just ingen Skjønhed i et tyve- aarigt Flødeskjægansigt. Hvad var der at gjøre? En Dag, da vi Rus havde gjort en Udflugt til Gruberne, sluttede jeg et ubrøde- ligt Venskab med en Natstiger, SIDE: 192 om hvem jeg ved listig Efterforskning havde faaet at vide, at han kunde barbere. Han gav mig ogsaa Løfte om at udføre Operationen -- men først skulde vi spise Middag. Nu, det blev en heidundrende Middag, og da den var forbi, havde min kjære Natstiger en liden, uskyldig Perial og vilde und- skylde sig med den. Men jeg vilde ikke lade mig afspise saa let -- min Fremtids Lykke beroede jo paa, at jeg kunde komme til at se anstændig ud. Endelig lod min Ven, Nat- stigeren, sig overtale, men begyndte sit Verk med de opmuntrende Ord: "Aldrig har jeg skjælvet saa i mit Liv! Min Haand formelig danser!" Imidlertid klarede han den lettere, venstre Side ret bra -- en større Rift var jo ikke noget at tale om -- men da han skulde til med den høire, vanskeligere Side, og allerede saa mit uskyldige Blod flyde, erklærer det fortvivlede Menneske med en Gang, at det var ham aldeles umuligt, om det saa skulde gjælde hans Liv! -- plat umuligt! Jeg bad, jeg truede med evigt Fiendskab -- nei, han var som en sta' Hest! Han lagde sig plat ned paa Sofaen for at sove, og jeg maatte tørre Sæben af mit Ansigt og vise mig for min Skjønne den føl- gende Dag med en barberet og en ubarberet Side. Jeg har aldrig siden gjenseet min Ven, Natstigeren, og ved ikke, om det var Hevn for min Paatrængenhed eller virkelig Mangel paa Evne; men jeg hadede ham i flere Aar som Ophavsmand til et helt Livs Kjærlighedsulykke, indtil endelig denne Ulykke vendte sig til Lykke, og dermed fik han min fulde Tilgivelse. Jeg ved ikke, hvor han er i Verden, eller om han overhovedet er i denne Verden mere -- er han det, saa sender jeg ham herved min Tak "för länge sen", som Svensken siger. [fotnotemerke] Vor Sommervandring tog en for den Tid usædvanlig Vei, som neppe ret mange Turister da havde gaaet. Efter at have besøgt Rjukan gik vi, som det hørte til en ægte Thelemarks- Fotnote: Han lever endnu. Da Ovenstaaende var offentliggjort i "Morgenbladet" sendte han mig en venlig Hilsen. Men han staar i den falske Tro, at det var mig, som havde Perialen! SIDE: 193 vandring dengang, naturligvis Maristien. Denne, for Folk, der er befængt med Svimmelhed, umulige Sti, som for andre egentlig kun paa et eneste Punkt var farlig, gik vi dog ikke blot af ungdommeligt Overmod, men fordi den virkelig sparede os et Par Timers Vei over Fjeldet. Vi vilde nemlig op til Mjøsvandet og til dettes nordlige Ende for derfra istedetfor over Haukeli at gaa over den sydvestlige Del af selve Har- dangervidden ned til Valdalen og Røldal. Fra Listranden og Argehovd ovenfor Mjøsvandet havde vi to alvorlige Dags- marscher gjennem Egne, hvor Sneen endnu tildels laa, og fulde af Myrer og bratte Stup. Vi overnattede i en Stenhytte, et Slags Fæbod, hvor vi frøs ganske ordentlig, og hvor en af os, som en ægte Eremitkrebs, søgte Varme ved at lægge sig ind i en i Hytten efterladt Smørkjærne med Underkroppen. Den anden Dags Aften kom vi ned i Valdalen og Dagen der- efter til Røldal, hvor Presten endnu dengang boede fuldstændig som en Bonde i en Bondestue og syntes ret vederkvæget ved at træffe unge Studenter. Saa bar det ad vanskelige Stier over Seljestadjuvet, hvor dengang ingen Kjørevei gik, ned til Odde -- i Baad ud hele Sørfjorden og til Graven -- saa over Voss, og tilbaads nedover Strygene til Bolstadøren -- og endelig efter 11 Dages Vandring til Bergen. Det var en frisk Tur, men mig blev den dyr. Nu skulde jeg jo imponere mine Byesbørn, men deraf blev der intet; thi jeg havde paadraget mig en Gigtfeber, der i Forbindelse med et Spark af vor Kløvhest i mit ene Knæ, som tog sig ilde op, holdt mig i Sengen under mit hele Ophold i Fædrebyen, indtil det var Tid til atter at vende tilbage til Hovedstaden. Endnu et Indtryk, der for nogle Aar siden gjenkaldte hine Russe-Vandringsdage levende for mig, maa jeg omtale. Vi havde over Bolkesjø og Tinoset opover Tinsjøen naaet til Dale i Vestfjorddalen. Paa Dale, hvor den for sin Skjønhed dengang berømte Aagot, Ole Dales Datter, gjorde les hon- neurs, tilbragte vi vor Lørdagsaften og vor Søndagsmorgen. 28 Aar senere, i 1882, Om jeg paa en Fodvandring med en SIDE: 194 Reisefælle den samme Vei. Vi hvilede ved Veikanten nedenfor Gaarden, medens en ældre Kone var beskjæftiget ved sin Rive paa Engen i Nærheden af os, og hun kom da hen til os for at slaa af en liden Passiar. Som sædvanlig begyndte da Sam- talen fra hendes Side med et: "Kor e de Folke fra?" Da hun havde faaet Besked herpaa, spurgte hun saa, om vi havde været i Vestfjorddalen før? -- Ja, jeg havde da været der for 28 Aar siden. "Det var længe siden," mente hun, "det var i gamle Oles Tid." "Ja," sagde jeg, "det var Ole, som boede paa Dale den- gang. Hvem har nu Gaarden?" Da jeg havde faaet Svar paa det Spørgsmaal, kom vi ind paa Familieforholdene, og omsider spurgte jeg da efter Aagot: "Der var dengang," sagde jeg, "en rent utifra braa- vakker Jente paa Dale, som hed Aagot -- hvad er der blevet af hende i Verden?" Da rødmede Konen svagt og sagde dæmpet: "Aagot? det var nok mig det." Hun var forresten en vakker Kone endnu, og er det for- modentlig endnu den Dag idag. Jeg bør vel, inden jeg slaar ind paa nye Veie, med et Par Ord skrifte en rigtig "Russestreg" fra en anden Fodreise Aaret efter, der ogsaa virkelig tør betegnes som en Russe- reise, da den paa to Deltagere nær foretoges af bare Rus. Det var en kort Sommertur til Ringerike, der førte os over Krogkleven, Sten og Norderhov til Hønefos. Da vi vare ankomne til Hønefos, viste det sig, at vi paa ægte russisk allesammen havde regnet paa hverandres Pengepunge, og skjønt vi var syv i Tallet, var vi alle læns. Hvad var der at gjøre? Vi kunde nok klare for os i Hotellet, men komme tilbage til Christiania ad den nye Svangstrandsvei, som Planen var, kunde vi ikke uden lidt Grunker. Ja -- hvad var der at gjøre? En rask Felttogsplan blev udkastet. Der existerede -- kanske existerer det endnu -- i Hønefos et Blad, der -- saavidt jeg SIDE: 195 erindrer -- hed "Ringerikes Ugeblad". Jeg blev komman- deret til at skrive en Række hastemte Dithyramber over Ringe- rikes Skjønhed og Hønefossens Storhed, og saa skulde de ind- leveres til Ugebladets Redaktion, og for det forventede Honorar skulde vi reise videre. I Lysthuset ved Madam Glatveds Hotel (det hed vel neppe saa dengang?) blev Versene snart skrevne i den smukke Aften -- men det gjaldt nu at faa dem anbragte saa fordelagtigt som muligt, og for at opnaa det størst mulige Resultat, maatte et berømt Navn sættes under, uden at man derfor traadte nogens Ret eller nogens virkelige Navn for nær. Man kunde jo tage et bekjendt Pseudonym: ingen har Eneret til et Pseudonym. Vi satte altsaa "Paul Rytter", Carl Plougs velkjendte nom de guerre, under Digtene, og to af os gav os ivei til Redaktøren. Men underveis faldt det os ind, at skulde Paul Rytters Navn gjøre sin Virkning, saa maatte vi jo gaa frem under den Forudsætning, at Vedkommende vidste, hvem og altsaa ogsaa hvad Landsmand Paul Rytter var -- jeg, der jo var den virkelige Forfatter, maatte altsaa paatage mig at tale "med dansk Tunge", og den anden forklare ham i al Stilhed, at jeg var den berømte Paul Rytter selv. Vi kom op paa Redaktørens, en brav, gammel Bogtrykkers, Hybel, over- gav ham Digtene, og han følte sig meget smigret og lovede at optage dem. Men nu viste der sig to uberegnede Omstæn- digheder. Den ene var, at vi gjerne kunde sparet os baade Pseudonymet og "den danske Tunge"; thi den brave Redaktør havde ikke den fjerneste Anelse om, at der existerede nogen Paul Rytter i Verden -- vi maatte mindst have sat "Homer", "Goethe" eller "Shakespeare" under Digtene for at opnaa det tilsigtede Maal. Den anden Omstændighed var, at den gode Mand nok følte sig smigret over at faa de herlige Digte til sit Blad; men da min Kamerat slog paa, at saa udmærkede Sager ogsaa fordrede et udmærket Honorar, erklærede Manden bestemt, at han aldrig betalte Honorar for, hvad man skrev i hans Blad -- det var overhovedet aldrig forekommet ham noget saadant, som at nogen havde forlangt Honorar. Mis- SIDE: 196 sionen var altsaa mislykket; og da der idetsamme udenfra nær- mede sig et mistænkeligt udseende Ansigt, -- mistænkeligt, forsaavidt som det tilhørte en Person, som vi kjendte fra Christiania, tog vi hurtig Afsked og afstod fra alt Honorar. Penge fik vi den næste Aften hos Kadetterne i Leiren paa Tanbergmoen, hos hvem vi tilbragte en lystig Sommeraften; men Digtene kom ganske rigtig i de følgende Numere af Bladet med Navnet Paul Rytter under. Galskaben havde ingen anden Følge, end at A. Munch og L. K. Daa kom i et heftigt Skjænderi nede i Athenæet om, hvorvidt Carl Ploug virkelig havde været i Norge den Sommer, da A. Munch sagde, at man jo tydelig kunde se, at Digtene vare parodiske, og ialfald ikke skrev sig fra Plougs Haand, medens L. K. Daa, der ikke var saa skarpsynt in poeticis. mente, at det ikke var saa sikkert enda. Men efterat dette er nedskrevet, erfarer jeg gjennem vor alvidende Bibliograf I. B. Halvorsen det Kuriosum, at i Erslews Forfatterlexikon (Supplementet) findes optaget blandt Carl Plougs Verker: Fem Digte til Ringerike i "Ringerikes Ugeblad"! Det var værre! De lystige Studenter ere nu alle respektable Mænd i anseede Stillinger. Men i mange Aar efter den Tid turde jeg ikke nærme mig Hønefos paa en Mils Afstand. Jeg har her skriftet én af mine Ungdomsgalskaber; skulde jeg skrifte dem alle, vilde det ikke netop blive nogen morsom Lekture, og da jeg, som man ovenfor har seet, har besluttet, ikke at tale ilde om nogen i disse Erindringer, vil jeg heller ikke tale ilde om mig selv, men gaa forbi, hvad jeg kan have at angre, og glæde mig ved, hvad der gjorde min Ungdom lys og glad. Russeaaret var altsaa endt, nu skulde man blive stadig og læse til Examen. Jovist! SIDE: 197 VED UNIVERSITETET. Min hele Retning maatte gjøre, at der især var tre af Uni- versitetets Professorer, hvis Forelæsninger og hvis Per- sonligheder interesserede mig, det var Welhaven, P. A. Munch og Monrad. M. J. Monrad, min høiagtede Lærer og senere Kollega, kom jeg i min første Studietid ikke i Berøring med, da det var Welhavaens Tur at forelæse Filosofi for Russen i mit Russeaar, men hans hyppige Optræden i Studentersamfundet gjorde mig snart til hans Beundrer, og han nød stor Popu- laritet blandt Studenterne. Han staar endnu i fuld Kraft iblandt os, -- her er altsaa ikke Stedet til at dvæle ved ham; men jeg kan ikke undlade at gribe Anledningen til her at gjentage min Tak til ham for alt, hvad han har været for mig baade som Lærer, Kollega og ældre Ven; navnlig har jeg jo hans Iniatiativ at takke for, at jeg indtager min nuvæ- rende Stilling ved vort Universitet. Har jeg end ikke altid delt hans æsthetiske Anskuelser, og har end et langt Samarbeide SIDE: 198 ved Universitetet, i Nationalgaleriets og Skulpturmuseets Be- styrelser ikke helt kunnet gaa af uden enkelte Rivninger, har han dog altid for mig som for alle, der er traadt ham nærmere, staaet som et høit og ædelt Exempel paa en i Sandhed human Aand, hvem ikke blot Alderen omgiver med den Høiagtelse, der fra hans talløse Discipelskare møder den gamle Vismand, der jo nu ovenikjøbet er "Jubellærer". For P. A. Munch nærede jeg allerede fra Skolen en glødende Beundring. Historien var mit Yndlingsfag, og Munch stod for min ungdommelige Fantasi som et Indbegreb af alt stort i denne Viden- skabsgren. Tusinde Gange skulde jeg efter at have læst det netop da udkomne første Bind af hans "Det norske Folks Historie" svoret til hans berømte "Ind- vandringstheori", som nu hverken jeg eller noget andet Menneske tror paa, og det var mig saaledes meget kjært, at han skulde være min Examinator ved Artium. Hans Spørgsmaal overfor andre havde forekommet mig ret intrikate og gav mig Indtrykket af, at han ikke ret skjelnede mellem, hvad man kunde fordre af en Videnskabsmand, og hvad man kunde fordre af en Artianer. Det er jo ogsaa dette, som har gjort, at man har kunnet overføre paa P. A. Munch den bekjendte Anekdote om Ludv. Kristensen Daa, at han engang havde stillet en Række vanskelige Spørgsmaal, og endelig spurgte: "Hvilke Fiske gaar der i Wolga?" men fik til Svar: "Røgesild". SIDE: 199 Personlig kan jeg ikke klage over hans Spørgsmaal; jeg klarede ordentlig for mig, indtil han tilsidst spurgte, i hvilket Familieforhold Erik af Pommern stod til Dronning Margrethe. Træt af Examinationen, og famlende efter det rette, svarede jeg "Søsterdatter". -- "Tænk Dem om!" lo han, "fordi om Margrethe var en Kvinde, var vel ikke han en Kvinde". -- "Søstersøn", svarede jeg endnu mere forvirret. -- "Ja, læg de to Ting sammen, saa har De det rette! -- Det er nok". Det er endnu min stolteste Erindring fra Examensbordet, hvorfra jeg ikke har ret mange stolte Erindringer, at Munch reiste sig i Stolen og bukkede, da ban lod mig gaa; men jeg var dog i stor Spænding, hvorvidt min sidste Bêtise overfor et Spørgsmaal, jeg i Virke- ligheden havde kunnet besvare, skulde ødelægge mit Præce- teris i hans Fag. Udfaldet var det haabede, ikke det frygtede. Jeg fik et Præ i begge hans Fag, og forlod Examensbordet, vel fornøjet med Resultatet. Et Par Aar efter, da hans nu afdøde Søn blev Student, begyndte jeg at vanke i Munchs Hus. Han boede dengang paa Elisenborg (Schafteløkken), det store, gamle Hus med Mansardtaget, hvor Døvstummeinstitutet senere har havt sit Lokale. Man skulde tro, at hans umaadelige Arbeidsomhed maatte have gjort, at han ikke havde saa ret mange Timer tilovers for den elskværdige Familie, han havde samlet om sig, og man fortæller jo om en Periode af hans Liv, at der var lange, lange Tider, hvori han aldrig var i Seng, men tog en kort Søvn i sin Lænestol ved Arbeidsbordet; men det er vist, at jeg sjelden eller aldrig har seet en i sin Familiekreds saa elskværdig og tækkelig Mand. Medens hans smukke, melankolske Hustru kunde sprede en Trylleverden af Musik over disse Stuer, en Musik saa fuld af Poesi og Ynde, som man sjelden hører den, var han selv altid tilgjængelig saavel for en mild Spøg, som for et forstandigt Spørgsmaal fra sine Døtres Læber. Saadanne Spørgsmaal besvaredes ikke med en kort, netop tilstrækkelig Anvisning, nei, Svaret gaves i Form af en livlig Udvikling, der kunde henrive ham selv og SIDE: 200 os, som lyttede, endnu mere. I saadanne Timer kunde meget som ellers syntes uklart i hans Optræden og Meninger, blive klart, mildt og forsonet -- og da kunde man hænge ved hans Læber og ønske, at han vilde blive ved at tale hvor længe somhelst. Den staute, smukke Mand i Kredsen af sine Døtre var et uforglemmeligt Syn. Her er ikke Stedet for en Skildring af Munch som Viden- skapsmand, og jeg er heller ikke Mand for at skildre ham som saadan; men jeg har engang faaet et Indtryk af, at denne Historiker med den mageløse Hukommelse, der kunde skrive hele Kapitler af sin Fædrelandshistorie paa udenlandske Hoteller -- ja kanske i Jernbanevogne -- med Paginahenvis- ninger til Kildeskrifter, der kun behøvede at kollationeres bagefter, at denne Mand, der klagede over, at hele Sider og Blade af slette Romaner, som han havde læst i sin Barndom, sad saa fast i hans Hukommelse, at han som ældre Mand ikke kunde blive dem kvit, men kunde citere dem ordret, -- jeg har, siger jeg, engang faaet et Indtryk af, at denne Mand havde en ligesaa beundringsværdig Formerindring, som han havde Realhukommelse. Jeg har engang seet ham tegne et Kart efter et andet, som laa foran ham paa Bordet. Han gik hen til sit Forbillede, fulgte skarpt med Øiet Kystlinien paa dette og gik saa hen til sit Tegnebræt og drog Linien efter -- en lang Fjordlinie -- uden at det bagefter omtrent var muligt at opdage nogen Afvigelse fra Originalen. Jeg kan alene forklare det ved, at hans Hukommelse maa have havt Støtte i, at han ogsaa har været nøie lokalkjendt i vedkom- mende Egn, men jeg ved aldeles ikke, om saa var Tilfældet. Man har sagt om Munch, at hans sprogvidenskabelige Arbeider ere af den Art, at de snarere kunde antages at til- høre en Mand, som havde ofret hele sit Liv og sit Talent paa Sprogforskningen alene, end en, der havde sin egentlige Be- gavelse paa et helt andet Felt, og at hans Talent som Sprog- forsker ikke var mindre end hans Talent som historisk Forsker. Jeg undres, om der ikke i denne mageløst rigt ud- SIDE: 201 rustede Personlighed ogsaa har skjult sig en Formbegavelse, der -- pleiet og udviklet -- ogsaa den vilde alene kunnet forskaffe ham et Navn. Familien Munch har jo skjænket vort Land baade Malere og Digtere. Under mit lange Ophold i Rom 1862 -- 1865 skulde jeg endnu engang træffe sammen med P. A. Munch og det i hans Livs sidste Dage. Kort efter Paaske 1863 kom han til Rom, hvor hans Arbeider i Vatikanet, skjønt i Hovedsagen endte, dog fremdeles sysselsatte ham. Han kom for at hente sin Familie, den savnede, kjære Kreds, hjem til Fædrelandet, hvor hans hidtil trykkede økonomiske Kaar nu havde bedret sig, og kort efter sin Ankomst var han saa venlig at hilse paa mig. Han havde under sit første Ophold i Rom netop beboet de samme Rum, jeg nu med min Familie beboede i Palazzo Tenerani, og Erindringen herom hensatte ham i en blød, bevæget Stemning. Han gik omkring og saa sig om, gjenkaldende sig, hvad han i svundne Tider havde oplevet paa disse Steder. Han var forøvrigt livlig og interessant som altid, skjønt lidt forkjølet efter Reisen, talte med Varme om de mange Arbeider, han havde fore, og indbød mig til at besøge sig i den Maaned, vi efter al menneskelig Beregning skulde komme til at tilbringe sammen i den evige Stad. En stor Barneven, som han altid var, gik han med min Hustru ind i Side- værelset, hvor vor fem Uger gamle Datters Vugge stod, bøiede sig over det sovende Barn, kyssede hende ganske bevæget og sagde os Farvel. Det blev den sidste Gang, jeg saa ham. Da jeg gjorde min Kontravisit nede paa Ripetta, hvor han boede, blev jeg til min Forfærdelse modtaget med Budskabet om, at han havde havt en Blodudtrædelse i Hjernen og laa tilsengs; dog var han bedre. Saavidt jeg erindrer, ind- traf dette første Anfald den 12te Mai. Endnu Pintseaften den 23de var han saa frisk, at han kunde skrive et Brev hjem, hvori han fortalte om sin Sygdom (meddelt af P. B. Hansen). Det heder her: "Lægerne er nok ikke enige om, hvorvidt SIDE: 202 det har været Virkning af et eller andet Solstik, der kunde have angrebet Hjernen og derfra naturligvis afficeret det øvrige Nervesystem, eller om det har været Eftervirkningen af mit maaske altfor overdrevne Arbeide i Vinter, forenet med Sindsbevægelser, samt dertil den altfor pludselige Over- gang fra Kulden hjemme til den allerede voldsomme Hede her, eller endelig, om det er en rheumatisk Affektion, der har angrebet hele Muskel- og Nervesystemet og derfra igjen affi- ceret Hjernen". Men nogen Fare var han vis paa, at der ikke var. Senere hørte jeg imidlertid, at han havde brugt paa sine Vandringer til det Vatikanske Bibliothek, naar han gik over den solhede Petersplads, at tage Hatten af og stikke Hovedet ind i de fra Fontænen faldende Vandstraaler, hvor- efter han satte sig til Arbeidet i de iskolde Stensale, hvad der jo var en kapital Uforsigtighed. Saa kom Pintsedag den 24de, en trist, regnfuld Dag, uden at vi havde nogen Anelse om, hvad der var nær forestaaende. Det var endnu ikke lyst om Morgenen tredie Pintsedag den 26de Mai, da det ringte -- og da jeg kom ud, stod Konsul Bravos Tjener der med en bestyrtet Mine og fortalte, at Professor Munch var død igaar- aftes. Jeg var dengang Sekretær ved Konsulatet og fik saaledes ikke Tid til at lade den knugende Sorgfølelse raade, der betog mig ved det store og uerstattelige Tab, Fædre- landet havde lidt -- jeg kastede mig i Klæderne og skyndte mig ned i Konsulatet for at ordne alt til Begravelsen, der i den stærke Varme, som herskede, maatte finde Sted saa snart som muligt. Saa til Capitolium for at træffe den protestan- tiske Prest, der dengang var den senere i den theologiske Verden bekjendte Prof. Goltz, derfra til den fjerntliggende Kirke- gaard for at bestille Gravsted o. a. d., og endelig en Visit i Sørgehuset for at aftale det nødvendigste om Anordningerne. Saaledes gik to Dage. Den 27de ved Solnedgang sænkede vi vor store Landsmands jordiske Levninger i den fremmede Jord ved Foden af Cestiuspyramiden i den deilige italienske Sommeraften. Gregorovius og Pastor Goltz talte ved Graven. SIDE: 203 Opreven af Bevægelse og alt det Arbeide, de foregaaende Dage havde bragt, havde jeg endnu lovet paa de tilstede- værende og fraværende Landsmænds Vegne at tale nogle Ord ved Graven. Det blev da, som det kunde. De Ord, jeg der udtalte, kom ialfald fra et varmt, i Øieblikket overstrømmende Hjerte, og ere senere blevne Gjenstand baade for Ære og Kritik. Æren bestod i, at de ere blevne optagne i en norsk Læsebog som Veltalenhedsprøve, Kritiken bestod i, at "Ill. Nyhedsblad" bebreidede mig, at jeg havde sagt noget saadant, som at "sent skulde der atter lyde et saa beaandet Ord i vore Høresale" som P. A. Munchs. P. A. Munch, hed det, havde ikke sin Styrke i det mundtlige Ord; meget muligt, men for min Tanke stod navnlig de herlige Timer, da jeg havde lyttet til hans aandfulde Tale i Hjemmets Kreds, og en lidt velvil- ligere Opfatning kunde vel ogsaa ved "Ordet, der lød i Høre- salene," forstaaet det skrevne Ord. Det gjorde mig dengang ondt, at mit Ord skulde have ledet Tanken hen paa den svagere Side ved den Personligheds Minde, jeg netop vilde forherlige -- jeg var dog allerede dengang vel vant til uvillig Kritik, saa jeg rystede det snart af mig i den styrkende romerske Luft [fotnotemerke] . Men vi ere komne langt bort fra Universitetet og Stu- denteraarene. Den tredie af de Lærere, som indtog mig, var Welhaven. Allerede Lyder Sagen havde lært os at beundre og elske denne hans kjæreste Discipel, i hvem han vistnok paa en Maade saa sit Ideal og det ønskede Resultat af sin Lærervirksomhed legemliggjort. Welhaven havde jo adskillige af de Egenskaber, som Sagen søgte at fremelske hos sine Disciple: den klare Formfuldendthed, den klassiske Sprogtone, Fotnote: I anl. af ovenstaaende indeholder Morgenbladet for 1894 No. 7 en indsendt Artikel saalydende. "Professor Dietrichson fortæller i sine interessante Minder fra Studenter- aarene, at han mødte Kritik for sin Tale ved Professor P. A. Munchs Be- SIDE: 204 det vittige Lune, det tiltalende Ydre, den fuldendte Optræden; kun det lune Skjælmeri havde han ikke taget i Arv; det beroede nu paa Gemyttets Forskjellighed. Det var saaledes med store Forventninger, jeg satte mig ved Foden af hans Lærestol. Disse Forventninger blev heller ikke skuffede. Skjønt Welhaven jo ikke kan gjøre Fordring paa noget Navn som Filosof, havde hans filosofiske Forelæsninger formelle Fortrin nok til at kunne indtage en Russehjerne. Jeg havde ikke tilstrækkelig Kritik til at føle de stadig tilbage- vendende, mindre tiltalende Eiendommeligheder ved hans Foredrag, navnlig hans synlige Bestræbelse for at afslutte enhver Forelæsning med en velformet Aandrig- hed, en effektfuld Sortie, efter hvilken han saa pludse- lig steg ned af Kathederet -- -- "og Zeno, den Eleater -- blev stødt i en Morter". Og saa efter denne forbau- sende Oplysning med et ned af Kathederet. Ialfald i Begyndelsen imponerede Maneren mig; senere saa jeg jo nok, at den ikke altid fremgik med absolut indre Nød- vendighed af Indholdets Natur. Fotnote: gravelse i Rom, fordi han i denne Tale tillagde Munch Fortjenester som Taler. Professor Dietrichson synes at give denne Kritik Medhold, og det forholder sig vistnok ogsaa saa, at Munch ikke havde noget stærkt Organ. Festtaler var han derfor ikke. Men han havde et fængslende Foredrag fra sit Katheder. Nedskriveren af disse Linier, der var en flittig Tilhører ved Munchs Forelæsninger over Historie til 2den Examen i Russeaaret, glemmer aldrig disse ligesaa interessante som tiltalende Forelæsninger. SIDE: 205 Men da han saa begyndte sine Forelæsninger over Ewald og det norske Selskabs Digtere -- ja, da tog han os med Storm, og mere fuldendte Kathederforedrag har jeg aldrig hørt; de var ligefremme Mønstre for akademisk Veltalenhed. Hans smukke Skikkelse, det ædeltformede Hoved med de renskaarne Træk og de flammende Øine gjorde det til en Nydelse blot at betragte ham; den sonore Stemme og de frie plastiske Foredrag, hvor hver Sætning sluttede sig nøiagtig om Tankens fineste Nuancer, gjorde det til en endnu større Nydelse at følge denne glimrende, rent formale Side af Foredraget. Men hertil kom saa endelig Indholdets Lødighed og den velgjørende, indre Varme, der fængslede os ved hans Personlighed, der jo allerede var os kjendt og kjær gjennem hans Digtning, denne Digtning, der jo altid bliver det centrale ved Betragtningen af Welhaven. Hans græske Digte med de fine Hentydninger til hans eget indre Liv og hans Mod- standeres Stilling i Literaturen (Protesilaos, Glaukos o. a.), ikke mindre end hans norske Romancer (Asgaardsreien, Dyre Vaa o. a.), var os paa den Tid maaske det kjæreste af denne Digtning, og han stod for Tiden efter Wergelands Død ubestridt som den første paa det norske Parnas. Naar jeg tænker paa den Rolle, Welhaven spillede i vor Hovedstad, maa jeg altid undres over, at denne ædle og rigt begavede Natur ikke øvede en endnu langt større Indflydelse, Fotnote: Han læste i det Semester i enkelte Timer over Episoder af Korstogenes Historie og i andre over den franske Revolution. Jeg siger ikke formeget, naar jeg siger, at hans Tilhørere vare henrevne, ikke blot ved det flydende, formfuldendte Foredrag og det milde og behagelige Organ, men endnu mere ved hans aandfulde, levende Skildringer, der aabnede os nye Syner. Begivenhederne traadte frem i den klareste Dag og Personerne tegnedes med psychologisk Finhed og Dybde. Ligeoverfor vor store Historikers Minde vil Nedskriveren af disse Linier derfor hævde, at Professor Dietrichsons Anerkjendelse ved hin Leilighed af Munchs Begavelse som Taler ikke burde være blevet modsagt. Den var tvertimod fuldt korrekt." A. SIDE: 206 end han i Virkeligheden gjorde, at han kun havde faa varme og begeistrede Tilhængere, om han end havde sine Beundrere i den yngre Slægt. Grunden hertil søger jeg navnlig i to Egenskaber ved hans Personlighed: et Fortrin og en Feil. For det første var han en i Ordets gode Forstand aristo- kratisk Natur, ren, fin og nobel, let stødt tilbage af alt, hvad der mishagede ham, og derfor som alle saadanne Naturer kun skabt til at forstaaes af Faa; ligesom hans Digtning, saaledes var ogsaa hans Personlighed ikke let tilgjængelig. Men for det andet forbandt denne Egenskab sig med en Hensynsløshed i Optræden og en ligefrem Uvorrenhed i Udtalelser, der, hvis han ikke havde været saa vittig, som han var, vilde kunnet betegnes som Løsmundethed, og selve hans Vittighed var altid af en ætsende, stundom ligefrem af en saarende Natur, endog naar han selv ikke tilsigtede at saare. Den Evne, Welhaven havde til med et eneste pointeret Ord træffende at karakterisere Personer og Situationer, var enestaaende; men da han ikke kunde overtale sig til at holde Tand for Tunge, hvor han selv følte, at han sad inde med det løsende Ord skaffede han sig mange Uvenner, tiltrak sig mange Bebreidelser, selv fra dem, der havde ham kjær, og tabte sin Indflydelse paa de videre Kredse. Det hændte jo endogsaa engang, at en af hans nærmeste Venner truede med at negte ham Adgang til sin Familiekreds. Man skulde, naar man læser hans Digte med deres bløde, milde Stemninger og deres Hang til Naturbetragtning og en stundom næsten mystisk Natursymbolik, neppe tænke sig, at de var udgaaede fra den samme Mand, hvem man kunde se spadsere i Middagstiden op og ned paa Carl Johansgade med Monoklen dinglende paa Brystet, ivrigt gestikulerende i sin Samtale, altid talende med høi Røst, udslyngende Sarkasmer til høire og venstre, hørlige for alle, som havde Øren. I Athenæets Konversationsværelse talte han saa høit, at man en Dag i Anmærkningsprotokollen fandt et Forslag om Opret- elsen af et eget Konversationsværelse for Professor Welhaven. SIDE: 207 Et Par Exempler paa denne hans Fritalenhed kan jeg anføre, da de er almindelig kjendte. Det fortælles, at han under et Ophold i Kjøbenhavn traf sammen med H. C. Andersen og forbauset over hans usædvanlige Hæslighed ganske uforbeholdent udbrød: "Min Gud, hvor de danske Digtere dog alle ere grimme!" men fik det meget naturlige Svar: "Min Gud, hvor de norske Digtere dog alle ere uforskammede!" Welhaven havde ikke meget tilovers for sin yngre Med- broder i Apollo P. A. Jensen, der jo stundom havde lidt Vanskelighed ved at forene sin geistlige Værdighed med sin noget spredte Digtervirksomhed, og det fortælles, at da Wel- haven en Dag midt paa Carl Johansgade samtalede med en dansk Reisende, der udtalte Ønsket om at gjøre Jensens Bekjendtskab, og denne netop i det samme kom gaaende, præsenterede han Stiftsprovsten og Digteren for den Frem- mede med de Ord: "Se, der har vi jo lille Peder Jensen, Spillemand i Grænsen!" Ved en Kirkefest, hvor der skulde afsynges en Kantate, havde han først maattet øve sin Taalmodighed paa en Prests mindre melodiske Messen, og udbrød saa, da den var endt: "Nu skal det gjøre godt at faa Sangens Guld efter Prestens Messing!" Om Oehlenschlaegers Digtning skal Welhaven engang have udtalt, at den er som en stor Søppeldynge, hvor man finder alt: gamle Skosaaler, raaddent Grønt, Madlevninger og hist og her ind imellem en Sølvske. Senere skal han have sagt akkurat det samme om -- Israel Dehns Romaner. Enhver kjender fra Welhavens Digte fra 1839 den mor- somme Skildring fra Jardin des plantes, der slutter med, at den mærkelige Giraf er bleven syg, og hele Pariserpublikumet er optaget af den ene Frygt: "Mon Dieu, om Girafen døde!" Da Welhaven selv var bleven en meget syg Mand, og Bjørn- stjerne Bjørnsons Digtervirksomhed var paa sin Høide, og alles Opmærksomhed var optaget af ham og hans Digter- verker, kom Damerne i Welhavens Kreds en Dag hjem med SIDE: 208 den Underretning, at Bjørnson var syg -- "o, han var saa syg, saa syg! Det var dog frygteligt!" Welhaven hørte en Stund roligt paa deres Jeremiader, men endelig udbrød han: "Mon Dieu, om Girafen døde!" Sikkert er det, at der formelig stod en Skræk af Wel- haven i vide Kredse, og Skræk forenes ikke med Kjærlighed. Enhver maatte dog erkjende, at denne esprit, disse evig slag- færdige bonmots var Udtryk for Elektriciteten i en Sjæl, der var glødende varm paa Bunden; at der i Dybet under alle disse Sarkasmer skjulte sig en alvor- lig, sandhedskjærlig Natur med et brændende Had til alt for- lorent og uægte, der væbnede ham med disse skarpe Vaaben; og at han inderst inde var en dybt religiøs Natur, viser hans Digte som hans Liv. Hvor mangen Gang har jeg ikke i min Ungdom seet ham staa- ende i Midtgangen i Vor Frelsers Kirke, hængende med Øine og Øren ved gamle Wexels's enfol- dig-ophøiede Prædiken. Hvorledes forklare denne Dobbelthed i hans Natur, dette bløde, varme i hans Indre, og dette kolde, tilsyneladende ukjærlige, sarkastiske i hans ydre Fremtræden? Upaatvivleligt er her et oprindelig blødt anlagt Gemyt gjennem Omgivelser og ydre Kampe blevet tvunget til at omgive sig med et Panser, der har dannet sig som en haard Skal ud af hans bløde Indre, ligesom Naturen hærder visse værgeløse Havdyrs Overflade til en Skal til Forsvar mod ydre Fiender. Vi maa erindre hans bergenske Naturel; han er opvoxet i Holbergs Fødeby, hvor hver Gadedreng eier noget af denne Vittighed i raa SIDE: 209 Form; han har vistnok modtaget et stærkt Indtryk af sin Lærers, Lyder Sagens, harmløse Kvikhed; men slynget ind i de voldsomme Kampe i Wergelandsfeiden og Dæmringsstriden, har han i de smaa Forhold, over hvilke han følte sig høit hævet, grebet til Sarkasmens Vaaben, som det ham af Naturen givne Selvforsvar, og i en Tid, da man huggede løs paa Livet, SIDE: 210 har han grebet Offensiven for at faa Armrum for den digte- riske Virksomhed, der ellers vilde været kvalt under Kampens haarde Omfavnelser. Faa Mænd i vort Land har vel været saa hadet, som Dæmringens Forfatter, der, hvis jeg ikke er falskt underrettet, endnu mange Aar efter var designeret til ved sit første Trin op paa Universitetets Katheder at modtages med en Pibekonsert. Man kan vel forstaa, at han nolens volens maatte sætte haardt mod haardt, og Evnen hertil manglede han ikke. Saaledes blev den bløde, varme Digter- natur udad haard og kold. Efterat dette var offentliggjort, har Digterens Søstersøn Prof. E. Sars i en interessant, skjønt lidt tendentiøs Skildring af sin Onkel ogsaa sterkt accentueret denne Side af hans Væsen, at han altid i det Ydre stod ligesom rustet og væbnet, i en Positur, som Forf. mener ikke var ham naturlig, "det var noget unaturlig stramt og anspændt over hans ydre Personlighed", og han leder dette tilbage til hans Kampstilling, der -- indbildt eller virkelig -- altid lod ham ønske at være en garde, -- og han mener, at denne Stilling "hindrede ham i det frie Udsyn og hemmede ham i hans aandige Væxt". Og videre sætter Sars denne hans Eiendommelighed i Forbindelse med en vis indre Forknyttelse, som han vilde besejre ved en -- altsaa paatagen -- ydre Kraftstilling. Skjønt Sars naturligvis har kjendt Welhaven langt bedre end jeg, tror jeg dog, at han heri neppe fuldt retfærdigt har opfattet Digteren. Ogsaa jeg tror for min Del, at Welhaven led under en "Forknyttelse"; men jeg tror, at den beroede mindre paa hans Syn paa sig selv end paa hans Syn paa sit Forhold til det Samfund, han levede i. Den havde, om jeg har seet ret, sin Grund nærmest deri, at han følte sig uendelig ensom i det Samfund, som omgav ham, og hvor han ikke fandt mere end ganske enkelte, virkelig jevnbyrdige Naturer. Tvungen tidlig ind en Førerstiling, saa han sig snart omgivet af en "Trop", hvis aandelige Niveau laa langt under hans eget, og vilde ikke gjerne forvexles med sine egne Menige, og heller ikke af disse behandles en cama- SIDE: 211 rade. Og saa gav Stillingen ham snart dette Ydre, der bag den stramme Mine skjulte den ensomme Mand. Welhaven var visselig ingen lykkelig Mand. Han havde ikke Kraft nok til at hæve det Samfund, i hvilket han levede, op til sig -- og han var for sand til at gaa paa Akkord med dets Skrøbelig- heder -- og saa maatte han føle sig staaende udenfor det, føle sig uforstaaet og ensom i mange Maader. Det var vel snarest dette, der "hindrede ham i det fri Udsyn og hemmede ham i hans aandige Væxt". Derimod er det vistnok en aldeles rigtig Bemerkning af Sars, at Welhaven egentlig var et mere udpræget kritisk- artistisk end poetisk Talent. -- Det røber sig i hele hans Stil -- kanske allermest paa de Punkter, hvor han forfalder til Manér; thi i Manéren blotter just det sterkt reflekterede i hans Begavelse sig. Welhaven havde, som bekjendt, ligesom han skrev en usædvanlig elegant og fast Haandskrift, hvoraf en Prøve, et Brev til Forfatteren, er meddelt paa forrige Blad, ogsaa et ikke ganske ringe Tegnetalent [fotnotemerke] ; Professor Dahl vilde jo i sin Tid gjøre en Kunstner af den unge Rus. At han saaledes -- mirabile dictu -- har tegnet Titelvignetten til Henrik Wergelands, af ham selv kort efter saa strengt bedømte, "Skabelsen, Mennesket og Messias", er jo et ret mærkeligt Faktum. Om et Maleri, som ikke behagede Welhaven, brugte han engang det Udtryk: "Det er jo, som om det var malet af Henrik Wergeland!" Den sidstnævnte Digter malede jo ogsaa paa sin Vis. Wel- havens Forhold til Wergeland i deres første Ungdom har været Gjenstand for en Mythedannelse; man har gjort dem til fortrolige Venner, ladet Welhaven besøge Wergeland paa Eidsvold o. s. v., og Welhaven var altid meget ivrig for at udrydde ethvert Spor af den Opfatning, at noget intimere Forhold havde fundet Sted mellem ham og Wergeland. Fotnote: En Prøve paa dette foreligger her i det af Welhaven tegnede Ungdoms- portræt af hans Søster, Fru Sars. SIDE: 212 Skjønt jeg i mit "Omrids af den norske Poesis Historie" (II P. 65) udtrykker mig saa forsigtig, som det er muligt, om dette Forhold, idet jeg siger: "To Kamerater [Studenter fra samme Aar] som han og Wergeland maatte snart faa Øie paa hinanden. De var ogsaa virkelig i de første Studenteraar, hvad man i daglig Tale kalder "Omgangsvenner", men noget dybere, paa indre Overensstemmelse og Sympathi grundet Venskab mellem to saa diametrale Modsætninger kunde umulig finde Sted." Men selv dette løse Forhold til Wergeland har Welhaven ikke villet vedkjende sig, og de sidste Linier, den allerede syge Digter sendte ud i Offentligheden, var en kort Imødegaaelse af denne min Ytring -- saavidt jeg erindrer, findes den i "Aftenbladet" for 1869, sandsynligvis i Oktober eller November Maaned. Staar det altsaa end fast, at Welhaven ikke var Werge- lands Omgangsven, saa bliver det Faktum, at han har leveret Titelvignetten til det Digt, han selv senere saa grundigt gjennemhæglede, en desto interessantere Kuriositet, der dog maaske til syvende og sidst simpelthen bliver at forklare ved, at Forlæggeren har været Mellemmand. Den Welhavenske Vittighed med dens ætsende og hensynsløse Karakter satte vistnok dybe Spor i Christianialivet for lange Tider. Der var endnu i min Ungdom over Livet i Christiania en Tone af Vittighedsjagen og Lyst til at sige Sarkasmer i en tilspidset Form, som ikke er almindelig for Østlændingen, og til hvilken jeg antager, at Welhaven i ikke ringe Grad har bidraget. Det var i saa Fald den mindst heldige Side af hans Væsen, vor unge Hovedstad tilegnede sig. Welhaven og hans ædle, fintformede og dybt baade tænkte og følte Digtning er ikke for Tiden i Kurs hos det unge Norge; men hans Tid vil komme. Naar der engang søges tilbage til hine Dage for at finde Roden til saa mange af de Udskeielser og Feilsyn, der præger vor forresten i andre Henseender fortræffelige Tid, da vil man med Forbauselse se, hvor sikkert Welhaven har pegt paa de syge Steder i vor SIDE: 213 Folkekarakter og de svage Punkter i vor Nationalbevidsthed, fremfor alt paa de to skarpest fremtrædende Yderpunkter Chauvinismen og Materialismen. Jo mere det stærke og det sunde i vor Nation overvinder vore Børnesygdomme, jo modnere vort Folk bliver, des mere vil Welhavens modne Digtning atter blive skattet. For nu at spinde min Traad videre, er jeg nødt til at dvæle lidt ved mine personlige Forhold, hvad den velvillige Læser vil undskylde. Mit Liv er jo den Traad, der skal sammenknytte alle disse spredte Skildringer af Personer og Forhold, og er det end saa, at denne Traad bør være skjult inde i Perlebaandet, kan det dog ikke hindres, at der, hvor det ene Led af Baandet skal føies til det andet, maa Traaden hist og her komme tilsyne. Det ligger desuden i Sagens Natur, at jo mere man nærmer sig den Periode af Livet, da man selv begynder mere aktivt at gribe ind i dette, desto mere maa man selv træde frem som Deltager i Handlingen, og skulde nogen i det følgende forarges derover, faar han endnu engang gjennemlæse Indledningen. Andenexamen var over; nu skulde man vælge for Livet: ind skulde man i en af de fire Reoler, som kaldes Fakulteter; jeg fandt mig svag i de klassiske Fag og turde saaledes ikke vælge Filologien; Jurisprudentsen forekom mig altfor kjed- sommelig, Medicinen for vanskelig, og saa stod blot Theo- logien tilbage! Jeg -- Theolog! Alle mine Interesser laa i Retning af æsthetiske og literaturhistoriske Studier, og disse tør jeg sige, at jeg drev med Alvor og Ihærdighed; men de førte ikke til nogen Embedsexamen, og den var jo i hin Tid den eneste Port, ad hvilken en Student kunde opnaa at ansees for et hæderligt Menneske; thi en Student uden Embedsexamen var SIDE: 214 fra det 23de eller 24de Aar af anseet som et forfeilet Subjekt, for ikke at sige noget værre -- om han saa sad inde med en Professors Kundskaber. Altsaa Theologi, der var intet Valg. Som man vil forstaa, kunde jeg -- uden noget indre Kald, uden nogen dybere Interesse for Studiet ikke bringe det langt paa den Vei. Igrunden har vel neppe nogen kommet saaledes ukaldet ind i et alvorligt Studium, som jeg gjorde, da jeg begyndte at studere Theologi. Skulde jeg her skrive en Afhandling til Advarsel for unge Mennesker, kunde det maaske blive et lærerigt Kapitel om den Sag, men det vilde blive et baade langt og kjedeligt Kapitel -- nu springer jeg dette pinlige Kapitel forbi med den ene Bemærkning, at da Studentersamfundets haandskrevne "Samfundsblad" nogle Aar efter leverede en morsom Kritik av Langes netop udkomne "Forfatter-Lexikon", hvori mit Navn paa Grund af nogle literære Ungdomssynder var optaget, hed det: "Blandt de mange mærkelige og nye Ting, man lærer af dette Lexikon, er ogsaa den, at L. D. studerer Theologi." Det var et sandt Ord. Men ved min Theologbanes Ende maa jeg standse et Øjeblik. Theologien er intet Fag, den er en Livsopgave, til hvilken der fordres et bestemt Kald -- og dette havde jeg aldeles ikke. Til Undskyldning for den ringe Iver, jeg viste i mit Studium, tør jeg dog vel anføre, at det theologiske Studium i 1850 Aarene ved vort Universitet var stærkt farvet af en Pietisme, der havde et sygeligt og lidet tiltalende Præg, og som netop ofte, hvor den var mindst ægte, lagde den største Vegt paa Hoved- hængeri og en gammelmandsagtig, ydre Optræden, der bød mit ungdommelige Studentersind imod. Og jeg syndede mod alle dens Bud: jeg deltog i Studenterlivet, Sangerfester og Studentertog -- jeg gik i Theatret om Vinteren og gjorde med Kamerater af andre Fakulteter Udflugter til Ormøen og andre Øer om Sommeren, jeg bar Moustacher, som en Kamerat anmodede mig om at tage bort af "broderlig Kjærlighed", da de forargede ham -- man havde endog paa mit Bord fundet en saa farlig Bog som H. C. Andersens SIDE: 216 "Fodreise fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager" -- da var det ikke længer til at holde ud! Jeg var gaaet til mit Studium med den naive Tanke, at den videnskabelige Syssel med det Ord, som fra min Barndom havde været mig helligt, skulde styrke mit Liv, og jeg maatte erfare -- netop det modsatte! Skylden laa vistnok næsten udelukkende hos mig selv, i min Umodenhed; men jeg havde en stærk Livslyst; jeg vilde først have været ung, før jeg blev gammel, og det er sikkert, at "Commentarernes" Spidsfindig- heder, der filtrede det hellige Ord op i Læsemaader og text- kritiske Vanskeligheder -- for mig, der medbragte saa faa Betingelser for et virkeligt Studium, holdt paa at gjøre den Skikkelse, jeg altid har villet elske høiere end alt andet, uklarere og fjernere istedetfor klarere og fortroligere -- hvor ønskede jeg istedetfor de 100 Læsemaader, jeg lærte at skjelne kritisk imellem, blot atter engang at kunne læst det hellige Ord med de samme Følelser, hvormed jeg læste det paa min Moders Knæ, da jeg var sex Aar gammel. Saa kastede jeg Studiet fra mig og besluttede at elske ham, hvem jeg vel ikke forstod, men hvis Høihed og Kjærlighed jeg inderligt anede og stræbte til -- ikke med Theologens Bøger i Haanden, men gjennem Livets Kampe i Enfold og Skrøbelighed. Først i langt senere Aar skulde jeg erfare, hvilken ubetvingelig Styrke der ligger i et personligt Livsforhold til ham, der hæver os op over alle Endelighedens Gjenvordigheder. Jeg gjorde imidlertid en sidste Prøve. Det var en lys Sommernat i 1857, at jeg under et Sommerbesøg hos en nær Slægtning i Mandal ridende nær- mede mig Søndre Undals Prestegaard. Tusinde Tanker krydsede i mit Hoved, jeg følte mig utilfreds med mig selv, med min Stilling og mine Fremtidsplaner, der gjærede uroligt i min Hjerne. Jeg havde et Ærinde til Presten, Morten Kjerulf, en gammel Hædersmand, vel begavet og vel studeret, efter hvad man har sagt mig, men en paa Grund af trykkende Forholde tidlig ældet og tilbagesat Mand. I den tidleig SIDE: 217 Morgenstund fremførte jeg mit Ærinde for ham i hans Kontor, og han besvarede det venligt efter mit Ønske. Jeg vilde engang bestige Prædikestolen for at prøve min egen Evne. Han havde intet imod at lade mig overtage Prædikenen næste Søndag. Da det var udrettet, red jeg tilbage til Mandal, forberedte mig i tre Dage og ankom atter Søndag Morgen til Prestegaarden. Gamle Pastor Cormontan, der for nogle Aar siden henimod 90 Aar gammel udvandrede til Amerika, og hvis Død, efterat dette var nedskrevet, annonceredes, var Gjæst i Prestegaarden, og med ham og Stedets Prest, en paa hver Side, gik jeg til Kirken i det lyse Søndagsmorgensolskin. Det var Evangeliet om "de falske Profeter", jeg skulde prædike over, og jeg prædikede over den falske Profet i mit eget Indre, saa de gamle Bondekoner tørrede sine Øine, og de to Prester forsikrede mig om, at jeg havde opbygget Menig- heden; men mig selv havde jeg ikke opbygget; og midt imod mig stod der i Kirken et gammelt, alvorligt Ansigt, der saa strengt og misbilligende paa mig: det var Peder Claussøn Friis's fra Aalls Snorre velbekjendte Portræt, der hængte lige- overfor Prædikestolen. Jeg kan nu aldrig se dette Portræt uden at erindre, at vi To den Dag havde en stille Samtale med hinanden, som jeg ikke saa let glemmer; thi den gamle, trofaste Karl derborte paa Væggen spurgte mig saa indtræn- gende, hvad jeg var for en Flødeskjæg, der vovede at betræde den Plads, hvor han havde forkyndt Ordet, at min Beslutning var fattet: der kommer du aldrig mere! Endnu en Tid -- til Begyndelsen af 1858 -- vedblev jeg vel i Navnet at studere Theologi -- men jeg var mig nu fuldt bevidst, at mit Liv vilde faa en anden Retning. Efterat have læst Theologi i 2 1/2 à 3 Aar, der aldrig vilde tage Ende, og aldrig lovede at ville føre til nogen Examen, da mine Interesser laa i saa helt andre Retninger, var jeg bleven betaget af en Fortvivlelse over min hele Fremtid, over mine Evner, over mig selv, der forbitrede og forgiftede mit Liv, berøvede mig Ligevegten og førte mig lige SIDE: 218 til Randen af en Sindets Forvirring, hvori jeg holdt paa helt at tabe mig selv. Hele denne Tid staar for mig som en ond Drøm, som et Mareridt, af hvis Favntag det var mig umuligt at befri mig. Nu maatte dette have en Ende, jeg lukkede min sidste theologiske Bog og forærede mine Forelæsnings- hefter til en yngre Kamerat, som siden har fortalt mig, at han havde god Nytte af dem. Saa havde da heller ikke jeg studeret Theologi forgjæves; thi Manden er nu en af vore første Geistlige og Biskop i den norske Kirke -- hans Navn er J. C. Heuch. Men hvad skulde man nu gribe til? 24 Aar gammel kunde man dog ikke længer lade sig føde af andre? Den Smerte, jeg vidste, at dette Skridt vilde volde min Moder, var det værste -- men jeg havde jo fattet min Plan -- og jeg gjennemførte den, som man senere vil se, helt uafhængig af andre. Først efter denne Tid begyndte mit egentlige Studieliv; men det drev jeg ikke ved Universitetet og ikke i Christiania; der var jeg fra dette Øieblik en "Cand. philos:", d. v. s. et Menneske, der ikke duede til noget, og som sikkert før eller senere vilde ende med at gaa i Hundene. Men inden jeg gaar over til at skildre, hvad mit følgende Studieliv bragte mig i Berøring med, maa jeg dog først dvæle lidt i den Kreds, der bevarer mine bedste Minder fra Studenterdagene; det er i saa Henseende paa en vis Maade ominøst, at det nu tilendebragte Kapitel hed: "Ved Univer- sitetet", medens det næste skal hede: "I Studentersamfundet". Og nu kan jeg love, at jeg paa en lang Stund ikke mere skal tale om mig selv anderledes end ganske i Forbigaaende. SIDE: 219 STUDENTERSAMFUNDET. "En gammeldags Stue er al dens Plads, Den har ei Forgylding". Welhaven. I Krydset af Øvre Slotsgades øvre Side og Prinsens Gades nedre Side ligger en gammel, styg Gaard med Karnaper til begge Gader; den har intetsomhelst, der kan lede Blikket hen paa den, og den nuværende Studentergeneration gaar den vistnok for Størstedelen forbi uden at ane, at denne gamle Gaard engang var Scenen for mangen Begivenhed, der har sat dybe Mærker i Studenterlivet -- hvem kjender nu mere den tidt besungne "Lars Otto Julianus Grundts Gaard", senere "Sagfører Knudsens Gaard"? SIDE: 220 I to forskjellige Perioder havde Studentersamfundet sit Lokale i denne Gaard, først i nederste Etage, medens den laa i Nærheden af Universitetet, der havde sine Auditorier i den saakaldte "Maribogaard" lidt nedenfor i Prinsens Gade mellem Kongensgade og Nedre Slotsgade, der, hvor Revisions- departementet nu holder til, -- senere oppe i anden Etage. Da det nye Universitet toges i Brug i 1852, fik Studenter- samfundet et Aars Tid Lokale i det gamle Universitet; men da saa denne Bygning i 1853 fik en anden Bestemmelse, leiede man atter i øvre Etage af den gamle Samfundsgaard, hvor man netop var flyttet ind, da jeg blev Student. Den gamle Gaard ved Øvre Slotsgade er vel kjendt for Enhver, der har læst Fru Dunkers "Fra gamle Dage" -- den SIDE: 221 havde nemlig været hendes Barndomshjem. Men Huset er nu mangfoldig forandret fra det Udseende, dets Indre havde i min Ungdom, og da jeg engang kigede ind i Gaardsrummet for et Aars Tid siden, var det næsten med Vemod, jeg saa, at jeg slet ikke kunde kjende mig igjen paa de gamle Tomter. Og det er virkelig at beklage, at det gamle Gaardsrum har mistet sin Karakter; thi det har oprindelig været og var endnu i min Tid tildels en Type af en Christianiagaard med sine aabne Svalgange, sine Udbygninger og sine Kjælderhalse. Nu er det Hele borte, og det er tvivlsomt nok, om det vil lykkes mig at bygge det op i Erindringen. Thi Erindringen er paa samme Tid et trofast og et upaalideligt Instrument, "subjektivt" trofast, men "objektivt" upaalideligt, som Filo- soferne siger, og er en Skildring af de nu forsvundne Lokali- teter end ikke her forenet med den Fare, at "Erindringen idealiserer", saa vilde jeg dog paa den anden Side ogsaa nødig give et altfor nedslaaende Billede af de "hellige Haller", hvor min Ungdom tømrede sine flygtige, men deilige Luft- slotte, men desto heller et simpelt og sandfærdigt Kontrafe af de Tomter, hvor saamange af mine kjære Samtidige medi mig drømte vor Ungdoms smukke, men korte Drøm. Ja, hvor har Sangen ikke tonet friskt der oppe i de gamle Rønner, og hvor har ikke derfra mangt et bevinget Ord lydt ud over Landet: ædle Stene i en simpel Indfatning; hvor mangen en, der siden har talt fra Prækestolen, fra Universitetskathedret, fra Høiesteretsskranken eller i Thing- salen, har ikke der faaet sin første Daab, medens Debattens Uveir haglede omkring ham -- hvor mangen en har ikke der "præpareret" sig til sin senere Storthingsvirksomhed og i fuld Værdighed drømt sig engang at skulle lede Rigets Skjæbne, naar han seirede i en Debat om en Feil af fire Mark i Kvartalsregnskabet. Og hvor mangen en har ikke ogsaa der begravet sit stolte Haab om at lyse som Taler i Verden, for at se det gjenopstaa ude i en ensom Landsmenighed eller paa Kathedret i en Smaabys Pigeskole: SIDE: 222 "En kanske blir en stor Minister, fler, o ve, blir nok blot Copister!" -- men Ære være ialfald Studentens Drømme og Forhaab- ninger, enten de briste eller bære; det er dog paa deres Vinger, Manden løfter sig til den høieste Stilling, et Menneske kan indtage, den at kunne staa paa sine to Ben -- sine egne to Ben. I otte Aar holdt Samfundet til i anden Etage af "Grundts Gaard", medens nederste Etage optoges af en Bagerbutik og et Bogtrykkeri (det gamle Steenske) som skrevet staar i Visen: "Hvor Bageren har stillet sin travle Butik Og Hurtigpressen dreier sig trolig, Staar midt i den daglige, prosaiske Trafik For Muser og Studenter en Bolig", og indenfor denne Ramme falder hele min Studentertid. I de sidste Aar blev Gaarden forandret, og man flyttede tildels ind i en nyopført Bagbygning; men i den Periode forlod jeg allerede Universitetet og Christiania, og jeg lader denne For- andring uomtalt. Indgangen eller rettere sagt Indkjørselen til Samfundet var, som i de fleste ældre Christianiagaarde, paa Husets ene Ende -- nederste Ende mod øvre Slotsgade -- , men er nu forsvunden, idet Indgangen nu er fra Prinsens Gade. Men i de Dage var det ikke altid saa let at "naa til Korinth". Gaden udenfor befandt sig ofte i en forfærdelig Tilstand, især paa Grund af Nedlægning af Gas- og Kloakrør, og det var ikke ganske med Uret, en af den Tids Samfundspoeter sang om, at "Sølet i Slotsgaden som en mægtig Grav Med bombefaste Volde vort Samfundsslot omgav." Ikke var man dog endnu fremme, fordi man havde naaet Porten. Gjennem dens Smuds maatte man saa vade frem til Gaardsrummet, som man dog slap at betræde; thi her førte SIDE: 223 en Korridor langs Frembygningens Bagside tilhøire henimod Trappen op til Samfundet -- "Samfundstrappen". "Tag dig i vare og fald ei i Trappen" synger Crispinus ligesaa sandt som smukt. Thi i Korridoren nedenfor Trappen lurede først for Alvor Faren. Var Lygten ikke tændt i Gangen, -- og det hændte ofte, saa kunde man resikere, at Kjælderlemmen stod aaben midt i Korridoren, uden at man kunde se den, og ve den, der styrtede ned i det Dyb! Det undrer mig endnu, at der aldrig skede Ulykker med den Kjælderlem. Den figurerede da ogsaa stadig i "Anmærkningsprotokollen" blandt de vigtigste Ankeposter mod Bestyrelsen; men hvad kunde Bestyrelsen for, at Bagerens Pige lod Lemmen staa aaben? Efterat have arbeidet sig op ad den steile Trappe, kunde man da endelig aabne Døren til den første af de hellige Haller; thi Samfundslokalet bestod af 5 saadanne: Forværelset, Salen, Konversationsværelset, Læseværelset og Bibliotheket, hvor ogsaa Bestyrelsen holdt sine Møder. Forværelset var et lidet, uhyggeligt mørkt Rum til Gaarden, hvor der fandtes et Gasblus, en Disk i det inderste Hjørne nærmest Indgangsdøren, et malet Bord ved Værelsets eneste Vindu, samt, om jeg husker ret, et Par defekte Stole. Væggene var fulde af Knager til at hænge Tøiet paa; men ved større Møder maatte ogsaa Bibliotheket tjene som Garderobe for "Dignitærerne". Forværelset havde tre Beboere: Caroline, Jarman og An- mærkningsprotokollen. Bag Disken residerede hver Lørdag Aften Caroline, Opvartningspigen, Marketentersken, med et Fad belagt Smørre- brød og nogle gamle Kager foran sig samt nogle Flasker Øl inde i Diskens Skjænk -- det var dengang "Studenter- samfundets Restauration". Hun havde sukcederet Crispinus's besungne "Marie"; men Caroline skulde sandelig ikke inspi- rere nogen Digter, og jeg kjender heller ikke til, at selv SIDE: 224 Samfundets alleryngste Digtere have viet hende saameget som en Strofe -- : hun var en liden, skindmager, blegnæbbet Tingest, men med et Par store, svømmende Øine, i hvilke Pupillerne altid befandt sig oppe under Taget; hun var vistnok engageret med særligt Hensyn til ikke at udsætte Ungdommen for at tabe sit Hjerte i Forværelset. Hun var der- for fritagen for al nær- gaaende Kurtise, der ogsaa havde villet forekomme den ridderlige Del af Ungdom- men lidet passende; dog kunde det vel hænde, naar man trængtes i Forværelset for at faa sit Tøi ved Mid- nat, at man stundom midt i Trængselen hørte et lidet kvindeligt Hvin fra den betrængte Carolines Læber; thi Overfrakkerne hængte baade udenfor og inden- for Disken. Udenfor denne kunde man til visse Tider af Døgnet være sikker paa at træffe "gamle Jarman" -- egentlig vel Gjermund Hansen -- , det klassiske Samfundsbud, med det rynkede og foldede Ansigt, der havde været i Samfundets Tje- neste næsten lige siden dets Begyndelse -- ialfald efter hvad han selv paastod. Han stod stadig der og tællede Regninger -- aldrig saa jeg ham tælle Penge; men hver ubetalt Samfunds- regning, som Samfundets daværende Kasserer, senere Statsraad Henrik Helliesen, lod ham løbe med, repræsenterede for ham saa og saa mange hundrede eller tusinde Skridt, som han SIDE: 225 vilde faa at vandre, multipliceret med de utallige Gange, han forgjæves maatte hjemsøge hver enkelt Debitor. Denne gamle Levning fra Wergelandstiden og maaske endnu ældre Tider døde først omkring 1880. Han var en Lysets Engel for de Gode, men en Mørkets Dæmon for de Onde, og kaldte gjerne sine Kjæledægger ved Fornavn. Paa Bordet ved Vinduet laa "Anmærkningsprotokollen", der meget hyppig maatte fornyes; ved dens Side stod et Blækhorn og en Fjærpen, begge altid -- med Hensigt fra den listige Bestyrelses Side -- i den allerdaarligste Forfatning, Blækket tykt som Grød, og Pennen høit opsplittet -- det hjalp altsammen ikke; man slog Vand i Grøden og skar Pennen til, og Anmærkningsprotokollen kunde glæde sig over et stadigt Brug, og havde man ikke andet at klage over, saa klagede man over selve Anmærkningsproto- kollens og Skrivematerialernes slette Tilstand. Bestyrelsen havde en Rubrik for sig selv til at besvare Anmærkningerne; men den stod sædvanlig tom: Bestyrelsen havde et altfor bureaukratisk Tilsnit til at indlade sig i Polemik med det store, som oftest anonyme Publikum: det kunde jo være en Rus! Kun ved meget vigtige Sager: en makuleret Bog i Læse- værelset eller "Samfundsuhret"s urigtige Gang, kunde der findes et Svar, som da altid foranledigede en lang og vidtløftig Polemik, indtil den ene Part for Træthed ikke kunde mere. Saavel Forværelset som de andre havde et forunderligt graabrunt Betræk af Tobaksrøg, der baade afficerede Syn- og Lugtesansen, men ligesom hørte med til Udstyret og det Heles Karakter. Lad os gaa ind i Konversationsværelset gjennem Døren tilhøire. Det var det lille Karnapværelse mod Prinsens Gade. En halvrund Sofa, "Kanapé", betrukken med Hestehaar, stod med et rundt Bord foran i Hjørnet mod Forværelset -- for- øvrigt havde Værelset et Taffeluhr og ved Vinduerne nogle Schakborde à deux og à quatre, der om Aftenerne stadig var besat med Spillende. "I Uhret" sattes altid Breve til Personer, hvis Adresser ikke var bekjendte. Her holdt oftere "den SIDE: 226 literære Forening" Mandag Aften sine Møder under "Fader Schulzes" -- den senere Forfatter og Storthingsmands -- Præsidium; blandt dens Medlemmer hørte, for kun at nævne de døde, Crispinus ("Til Sæters"'s Forfatter, C. P. Riis), Andreas Borchgrevink, der til en Aarsfest i denne Forening skrev sin smukke, endnu ofte sungne Studentervise: "I muntre Kreds, hvor Festens Lamper brænde", oprindelig hed det med Allusion til dette Bord: "Ved runde Bord, hvor Festens Lamper brænde", Joachim Gamborg ( som Overretssagfører i Christiania), G. V. Lyng ( som Professor), Paul Botten Hansen, Statsfysikus Bidenkap og mange andre mere og mindre bekjendte Størrelser. Hjørneværelset mellem de to Gader var Læseværelse. Det var næst Salen det største Værelse -- formentlig neppe 9 Alen paa hver Side. Her stod i Midten det store, runde Bord, hvorpaa ny udkomne Bøger udlagdes, og i Reoler langs Væggene havde Aviser og Tidsskrifter sin Plads. Bohavet var mere end tarveligt, omtrent "midt imellem tarveligt og bekymringsfuldt". Skilt fra dette ved en Væg og kun tilgjængeligt fra Trappeopgangen laa Bibliotheket i Karnapværelset mod Øvre Slotsgade. Her var alle Vægge fulde med lukkede Bogskabe; men hver Lørdagsaften, naar Bibliotheket var aabent, stilledes en flytbar Skranke tvertover Rummet, Skabene lukkedes op paa vidt Gab, og ved dem færdedes (Rigsarkivar) Birkeland, Samfundets Bibliothekar -- men ogsaa en af de vældigste Debattanter, til hvis vægtige Ord og alvorlige Personlighed man altid lyttede med Respekt -- og uddelte Bøger til Athenes efter Romaner hungrende Sønner. Han vikarierede ellers kun, da jeg blev Student, for den egentlige Bibliothekar, Hilmar Krog Møller, der var en Samfundsmand pr. excellence og en enthusiastisk Bibliothekar, der tilbragte mere Tid i Samfundet end paa Forelæsningerne, forresten en gemytlig og god Kamerat. I Midten stod et med grønt Klæde betrukket Bord, som af Russen betragtedes med stor Respekt; det var SIDE: 227 Bestyrelsens Bord, omkring hvilket alle Samfundets Anliggender afgjordes. Man saa det kun, hvergang Bibliotheket var aabent og bag en utilgjængelig Skranke, to Omstændigheder, der i ikke ringe Grad forøgede vor Ærefrygt for dette Bord. Der vidste vi jo, tronede Formanden (Statsraad) Ferdinand Roll i al sin Værdighed, omgiven af de store Koryfæer, hvis Navne kun nævntes med sagte Stemme. Naa, mange af dem har senere faaet en god Klang i vort Fædrelands nyeste Historie. Men dette Værelse havde endnu en tredie Bestemmelse: det var "Punschedirektørens" Residens. Begrebet "Punsche- direktør" er vistnok ubekjendt for den yngre Generation og trænger maaske Forklaring. Carolines Skjænk indeholdt kun Øl, men naar man om Lørdagene vilde drikke varm Punsch, maatte den laves, og dertil valgte Bestyrelsen et høit betroet Medlem -- undertiden to, d. s. k. "Punschedirektører". Hvad der fra 7 -- 8 havde været Bibliothek, blev saa fra 8 -- 9 til et Slags "Hexenküche", hvor det duftede af Arak og Citroner, og Kl. 10 var Punschen færdig. Hvor det varme Vand kom fra -- ved Jarmann, ikke jeg, skjønt jeg begyndte min hæder- kronede Bane som Punschedirektør; det var gjerne den første Værdighed, man beklædte i Samfundet. Punschen heldtes saa i den store Jernbolle eller ved høitidelige Leiligheder i det gamle "Norske Selskabs" fine Porcellænsbolle -- i senere Tid fik man i Foræring af en Kjøbmand i vor By to Boller i Form af Tønder, hvoraf Punschen serveredes. Da Samfundet kom i sin nye Bolig og fik sin egen Restauratør, ophørte den engang saa vigtige Funktionær at existere. Hvad der laa paa den anden Side af Bibliotheket, har det aldrig lykkedes mig at faa vide. Over denne Del af Bygningen hviler et ugjennem- trængeligt Mørke. Endelig betræder vi da -- som Rosinen i Enden af Pølsen -- fra Forværelset ret ud: Samfundssalen, der frem- deles udad repræsenteres af en Række høie Vinduer mod Prinsens Gade -- men hvorledes der nu ser ud indenfor, har jeg ingen Anelse om. Oprindelig havde denne Sal vistnok SIDE: 228 ikke hørt til den gamle Bygning; den ser ud som en nyere Tilbygning. Den var, som den nu staar for min Tanke, ikke just uanseelig -- i Virkeligheden var den vist temmelig liden -- den var noget mørk, gulagtig anstrøgen med en Limfarve, som satte Mærker, hvis man kom den for nær; lange, mørke Gardiner hængte ned langs Vinduerne og sloges for, naar Aftenmøderne begyndte. Paa den korte Indgangsvæg mellem Dørene til Forstuen og Læseværelset stod paa en høi Piedestal en Afstøbning af Holbergs Buste, modelleret af Michelsen, den samme, hvis Original staar i Universitetsbibliotheket; senere tilføiedes over dennes Hoved en Miniaturkopi af samme Mesters Minerva, der af en æstetisk Samfundsbestyrer, der maa have havt en fin Farvesans, var sat imod en malet, himmelblaa Nische, der skreg forfærdelig mod Væggens Farve. Forøvrigt dannedes Møblementet af et Piano -- til Brug for Sangforeningen -- og et stærkt vaklende Katheder mellem de to midterste Vinduer, naar ikke Theatret blev stillet op i Salens øvre Ende paa en Række Bukke, hvad der berøvede Salen henved en Trediedel af dens Størrelse, og -- naar det ikke blev flittig nok benyttet -- foranledigede hyppige Klager i Anmærkningsprotokollen. Nogle Divaner og en Mængde Stole udfyldte Udstyret. Jeg har ovenfor brugt et Motto af Welhaven: "En gammeldags Stue var al dens Plads", men Fortsættelsen kunde jeg ikke bruge; thi han rimer derpaa: "der fandtes ei Gas" -- men i det gamle Samfund fandtes Gas, og det var et frygteligt Vaaben i Formandens Haand. Naar Klokken var tolv, og Formanden havde sagt: "Mine Herrer, Klokken er tolv, Laget er sluttet", og man saa gjorde Opstand og blev siddende og begyndte at synge, kunde man høre Formandens Tordenrøst: "Jarman -- sluk Gasen!" Og Jarman gik til Hoved- kranen og -- vips -- der sad man i Mørket og maatte finde nedad Trappen saa godt man kunde; da tændtes den ene Fyrstikke efter den anden for at faa Lys, da var der et for- SIDE: 229 færdeligt Mudder for at finde Overfrakker og Huer -- da vendte Gaardens sovende Befolkning sig i sine Senge, naar Aasgaardsreien stormede nedad Trapperne -- og saa klagede de til Husværten. Men iblandt skaffede Samfundet sig sin egen Belysning. Det var under Krimkrigen Høsten 1854 -- mit Rusaar var forbi -- og Sangforeningen havde sit første Møde. De Allierede laa foran Sebastopol: Norge kunde resikere at blive indviklet i Krig med en af Parterne, hvis det gav det mindste Tegn paa Sympathi til den ene eller den anden Side; men Stemningen var jo i hele Norge absolut engelsk-fransk og anti-russisk, hvad Novembertraktaten Aaret efter viste. Da gik det med engang som en Løbeild gjennem Byen: "Seba- stopol er faldet!" og ind i Sangforeningsmødet styrter en Student med Raabet: "Sebastopol er faldet!" Et jublende Hurra er Svaret! Rusland er knækket -- man behøver ikke at frygte noget, og med engang raaber en af Sangerne: "Illuminer Samfundet!" Og uden at nogen vidste, hvorledes det gik til -- efter faa Øieblikke var hele Samfundet illumineret -- til begge Gader, rigtignok med Talglys; men det tog sig prægtigt ud fra Gaden alligevel, -- en Bolle Punsch blev rekvireret -- "à bas la Russie! Vive la France! Vive l'Angleterre!" Og saa op med "Partant pour la Syrie!" -- det var jo i Keisertiden, saa man sang ikke Mar- seillaisen -- op med "Rule Britannia!" Det blev rigtig en lystig Aften. Men efter den søde Kløe kommer den sure Svie. Næste Dag indløb der Efterretning om, at Sebastopol slet ikke var faldet -- det var en "Tartar", d. v. s. det Udtryk for en Avisand brugte man endnu ikke dengang; Ordet opkom nemlig netop ved den Leilighed: en tartarisk Courer havde bragt den falske Efterretning et eller andet Steds hen (til Varna?), og derfra spredte den sig over hele Europa. Skulde vi nu faa Krig med Rusland, saa var det jo en allerhelvedes Historie, vi havde fundet paa; thi det vilde da være Sam- SIDE: 230 fundets Skyld; man debatterede allerede om, hvorvidt Sam- fundet var solidarisk ansvarlig for de Dumheder, Sangforeningen maatte begaa, og hvorvidt Sangforeningsbestyrelsen skulde stilles for en Tolvmandsret; ude i Byen var man fürchterlig vred paa den letsindige Ungdom, der havde compromitteret Norges Stilling i Europa. Men Tak være gamle Bogtrykker Grøndahl, d. v. s. ikke ham, som nu lever, og ikke heller hans Fader, men hans Bedstefader og Bedstemoder, som netop den Aften feirede sit Guldbryllup; han boede ganske nær ved Samfundet -- der, hvor fremdeles den Grøndahlske Boghandel er, men i et ældre Hus. Det var dengang Skik, at Naboerne illuminerede i Anledning af slige Høitideligheder, og det var da saa klart som Dagen, at Samfundet havde illumineret for sin Nabo, gamle Grøndahl, og ikke for Sebastopols Fald. -- Norge var reddet, den europæiske Ligevægt bevaret, og Samfundet slap med Skrækken. Men endnu den Dag idag hviler der en dyb Hemmelig- hedsfuldhed over det Spørgsmaal, om det ikke igrunden virkelig var for sin Nabo, Bogtrykker Grøndahl, Samfundet den Aften illuminerede, -- det maa være en Fremtidens Historiker forbeholdt at bringe Lys over disse Akter og dermed klare et vigtigt Spørgsmaal i vor nyere Historie. [fotnotemerke] Fotnote: Nytten af Memoirer som disse for vigtige historiske Problemers Løsning har allerede vist sig derved, at dette for Verdenshistorien betydningsfulde Spørgsmaal nu virkelig kan løses. Talrige Epistler fra Samtidige har nemlig efter disse Optegnelser Offentliggjørelse i "Morgenbladet" oplyst mig om to væsentlige Omstændigheder, af hvilke den ene til Evidents opklarer det for mig tvivlsomme Punkt: 1. der illumineredes ikke med Talglys, men med Stearinlys, som P. W. W. Kildal gratis overlod, af Glæde over Begivenheden. 2. der var opsat et improviseret Transparent af Papir i et Vindue, og paa dette stod skrevet: "Sebastopol(is) capta!" Historien skal forresten ikke være forbleven aldeles ubemærket i Udlandet. SIDE: 231 Saaledes saa da den egentlige Scene for hin Tids Stu- denterliv ud. Da som nu lød derinde Klager over, at Sam- fundslivet artede sig for ensformigt og indholdsløst, da som nu sang man Klagerne bort med en lystig Vise -- thi det er dog vel ikke sandt, at man ikke synger mer ved Samfundsgilderne? -- da som nu talte man om det friske og aandfulde Liv, der havde været i Samfundet, og drømte om, hvor storartet Livet skulde blive, naar man bare fik den nye Bygning reist. Ak -- Aanden bor ikke i Templer, reiste af Menneskehænder, Aanden bor i friske, freidige Ungdomshjerter, og den trives ligesaa vel i Fader Grundts gamle Rønne, som i et Marmorslot. Maatte den altid bo hos vor Ungdom -- den bor der kanske som allerbedst, naar man som dybest klager over, hvor- meget bedre det var i de gamle Dage; thi under saadanne Klager ryster netop Ungdomsaanden sine Vinger for at begynde en høiere Flugt. Men hvormegen utvungen Glæde, hvormegen spillende ungdommelig Munterhed, hvormegen baade ægte og forloren Idealitet har der ikke sprudlet og gjæret gjennem den gamle Sal deroppe. Hvor har man ikke i disse Sale moret sig, naar Julen kom med sine Kostymefester i en fingeret Ramme: den store Hoffest hos den paa hin Tid berygtede Churhessiske Minister Hassenpflug (1853), hvor nuværende Rektor Voss i Aalesund havde glemt at brætte ned sine Ben- klæder, hvorover Ministerens Frøken Datter (Secr. V. B. Nico- laysen) faldt i Afmagt med den Følge, at Vand sletikke for- maaede at vække hende tillive igjen, mens endelig et Glas Punsch havde den tilsigtede Virkning, eller den ikke mindre Julestads hos en norsk Tømmerkaxe paa Romerike (1854) og Markedet i Melbourne (1856) -- hvor har man ikke leet og jublet, naar rimede Impromptuvittigheder til Melodien af "Julia Hopsasa" haglede gjennem Salen fra det ene Hjørne til det andet, mens den hele Sal lystigt sang Refrainet imellem hvert nyt Vers, som lavedes, eller naar der bryggedes Viser for Aftenen sammen med Punschen inde i Bestyrelsesværelset, og disse foredroges ved Punschebordet med alleslags harmløse Allusjoner til Dagens SIDE: 232 smaa og store Begivenheder. Men hvor har ikke ogsaa mangt et Øie flammet, naar Welhaven besteg den skrøbelige Talerstol og ved en af de dengang aarlig feirede Fester til Fædrenes Minde sendte sine Tankelyn ud over Forsamlingen -- ja, der er jo Ungdom til alle Tider, og den, som voxede op i hin lille Sal, hørte vel hverken til de bedste eller de daarligste; men vist er det, at jeg har mange af mine bedste Ungdoms- minder fra den gamle Sal, og at naar jeg mindes den, mangt et kjært Ansigt, som nu Grønsværet dækker, mangt et Fjæs, der nu gaar gammelt og rynket iblandt os, dukker op for mig i fornyet, freidig Ungdomsskjønhed, med Livets og Fremtidens Indsegl paa sin Pande -- enten nu Livet holdt eller ikke holdt, hvad det lovede, og derfor ser jeg altid med en underlig Følelse af Længsel op til de gamle Vinduer deroppe i Prinsens Gade -- som om jeg deroppe, hvis jeg blot kunde komme indenfor, vilde gjenfinde hele Kredsen af gamle, kjære Venner, som nu ere tabte, saamegen Glæde, som nu er forbi -- gjenfinde kanske ogsaa mig selv med alle min Ungdoms Daarskaber og min Ungdoms Lykke; og saa gaar jeg forbi og tænker, at det dog kanske er bedst som det er, bedst at jeg ikke kan komme derop, bedst som det er, at det svundne er svundet, og at Livets Strøm bader os med altid nye, altid friske Bølger, naar blot Sindet formaar at holde sig ungt, friskt og rent under det altsammen. Det er det bedste Ønske, en gammel "Academicus" kan give den nye Slægt, at den ind i de graa Dage maatte kunne se tilbage paa sit Studenterliv med et stadig lige ungt, friskt og rent Sind! Livet i Samfundet artede sig dengang adskillig ander- ledes end nu: -- Aanden og Tonen var en anden, og dette havde sin naturlige Grund i, at Samfundet selv dengang egentlig var noget andet, end det er nu. Studenterne udgik dengang for en stor Del fra akademiske Hjem, vare Embedsmands- sønner, der fra Hjemmet medbragte baade Agtelse for og For- staaelse af det akademiske Liv -- "Bondestudenter" var jo et næsten ubekjendt Begreb. Dertil kom, at Christiania dengang SIDE: 233 var en By paa et Par og tredivetusind Mennesker, og at anstændige Forlystelsessteder næsten ikke fandtes. Følgelig var den bedre Del af Studenterstanden stærkt henvist til Sam- fundet, hvor man oftere i mindre Kredse tilbragte sine Aftener efter Maaltidet, og dets Medlemmer kunde næsten betragtes som en stor Familie, hvor omtrent alle kjendte hverandre -- ialfald til en vis Grad. Men fordi om Studenterne væsentlig rekruteredes fra Embedsstanden, følte den Tids Studenter sig derfor ikke mindre end Nutidens som "Folkets Søn", derom vidner hele vor Studenterhistorie ligefra den 17de Mai 1827 og til vor Tid. Alt, hvad der var oppe i Nationens Liv, fandt dengang lige- saavel som nu et varmt Udtryk i Studenternes Sympathi og var stadig Gjenstand for deres levende Interesse. Men ganske vist fandtes der ogsaa da som nu forskjellige Nuancer i Opfat- ningen. Skandinavismen var jo stærkt oppe i Tiden og dertil meget ensidig dansk farvet. Den Indflydelse, som de danske Studenters Førere, og navnlig deres Digtere Ploug og Hostrup, øvede, var meget stor og forøgedes stærkt ved den personlige Berørelse, hvortil Studentermøderne gav Anledning. Mange Studenterhybler dannede et Slags Studentersam- fund i det Smaa, hvor Fællesactionerne i det virkelige Stu- dentersamfund forberedtes. Men hvilke underlige Kombina- tioner, der kunde komme ud af disse smaa Forholde, naar vi betragte de agerende Personligheder i vor Tids Lys! En liden Episode fra mit Rusaar vil kunne illustrere en saadan løierlig Kombination. Der var Aarsfest i "Literaten". Andreas Borchgrevink havde den Aften sin fortræffelige Vise: "I muntre Kreds, hvor Festens Lamper brænde", i Lommen, og da han selv ikke kunde synge, var den bleven foredraget af en med Stemme begavet "Literat". Den blev selvfølgelig modtaget med stor- mende Jubel i den lille Kreds. Mit ungdommelige Russemod lod sig imidlertid ikke derved forknytte, og jeg rykkede ud med min første Samfundsvise, et herligt Digterverk, der til SIDE: 234 Skade for Efterverdenen er forblevet aldeles ubekjendt. Det var en Drikkevise i den ældre Tids Smag, betitlet "Professor Punsch", hvori hvert Vers behandlede et Andenexamensfag, betragtet fra Punschologisk Standpunkt -- man lærte at brygge Punsch af Chemien, at betragte Stjernerne i de unge Pigers Øine af Astronomien osv. Meget original var den vel ikke, men den var dog som sagt et deiligt Digt -- og min allerførste Samfundsvise. Jeg følte mig ogsaa meget smigret, da Samfunds- bladets Redaktion an- modede mig om at turde optage den i sit næste Nr. Men bag- efter kom jo tyndt Øl. Jeg havde gjort Reg- ning uden -- Kritiken. Den besørgedes af min lidt ældre Kamerat, Student fra 1852 Lud- vig Ludvigsen Daae, nu min mangeaarige Ven og Kollega. Det var dog ikke saameget fra æstetisk Syns- punkt, han kastede sig over min Førstefødte, skjønt han jo ogsaa havde æstetiske Bemærkninger at gjøre. Saaledes havde jeg skrevet den meningsløse Linie: "Dampen af Bollen stiger op saa rød" -- hvorved han gjorde den unegtelig sande Bemærkning, at fordi om Punschen var rød, saa var dog ikke Dampen rød -- nei, men det var navnlig fra et moralsk Stand- punkt, han fandt sig nødt til at denunciere mig. Daae var en høiakademisk Student, der ikke kunde fordrage den lette Hostrupske Visemaner -- og Videnskaberne var Noget, man SIDE: 235 ikke skulde spøge med. Som en ægte Censor morum paa- viste han i en lang Artikel i det næste Nr. af Samfundsbladet, hvilken bundfordærvet Yngling denne unge Bergenser maatte være, der kunde lave slige Vers! Vi vare Studenter og ingen Soldebrødre, og han antog, at den Mand, der bekostede mine Studier herinde, vilde handle rettest ved med første Dampskib at hente mig tilbage til Bergen. Jeg var knust og følte mig dybt angerfuld, overbevist om, at min Punschevise var et for- færdeligt Monstrum af Immoralitet. Samfundsbladets Redak- tører var paa den Tid imidlertid to af mine fordums Klasse- kamerater fra Bergens Skole, nuværende Stadsfysikus Lindholm og (om jeg erindrer ret) Overlæge Kahrs. Af Hensyn til sin gamle Kamerat negtede de den Daaeske Kritik Optagelse i Bladet, skjønt Daae var deres Artiumskamerat. Daae forlangte Samfundets Kjendelse, og den gik ud paa, at Stykket skulde optages, hvilket saa skeede paa den Maade, at det blev skrevet med rødt Blæk og omgivet med Sørgerand. -- Men Daae havde nu faaet Blod paa Tand ved den Støtte, han havde fundet hos Samfundet, og lig hin Kat, der lod Musen gaa og gav sig til at jage efter Rotten, slap han min Ringhed og vendte sine lynende Angreb mod ingen ringere end Samfun- dets Formand, Ferdinand Roll. Vi Unge forargedes saare over hans Dristighed: at angribe Ferdinand Roll var noget, der laa saa høit over vor Fatteevne, at vi saa derpaa med ligesaa megen Beundring som Forargelse. Da der næste Gang var Valg paa Redaktør af Samfundsbladet, var man ialfald enig om, at saa store Kræfter burde udnyttes, og Daae skulde vælges til Redaktør. Men man fandt det nødvendigt at vælge en sindigere Mand ved hans Side, der kunde øve en beroligende Indflydelse paa hans brusende Blod, og -- nu kommer Kombi- nationen -- hvem tror man vel blev valgt til Daaes "Garant og Formynder?" -- -- -- Bjørnstjerne Bjørnson. Han var den sindige, rolige Mand, der skulde dæmpe Ludvig Daaes brusende Ungdomsblod! "Tempora mutantur, et nos muramur in illis". SIDE: 236 Lørdagsaftenerne havde ganske den samme ydre Form da som nu, kun spillede den vrøvlede, formalistisk-juristiske indre Samfundspolitik da en langt større Rolle end nu, indtil disse juridiske Debatter ved Begivenhederne i 1864, og hvad derefter fulgte, skal være feiet bort med ét Slag og for altid. De heftige Debatter førtes med et Alvor, der kunde sømme sig for en Nationalforsamling; Samfundsbladet var ligesaa vrøvlet, som det er nu, men naar det lange Punschebord var rykket frem i Salen, tror jeg nok, der herskede en livligere ung- dommelig Munterhed end nutildags, da Ungdommen maa bære paa hele fin de siècle's Verdenslede og Livsproblemer. De generede os ikke synderlig; dem vilde vi faa nok af, naar vi fik "Rynker og Parykker", naar vor "gyldne Drøm var gaat istykker", og vilde de indfinde sig, sang vi dem bort med en lystig Vise. I mine første Studenteraar havde vi ingen Vise- bøger, enhver lærte Viserne udenad, og saa sang man dem -- selvfølgelig unisont. Det var næsten fast Regel at begynde med Welhavens: "Vi færdes med Lyst paa den steileste Vei" eller Hostrups: "Nu er det stille". Saa foredrog en og anden en Vise, han særlig kunde; hver kunde sin, en senere bekjendt Storthingsmand fra Christiania havde endog to: Schwachs "Hver har nu sin Kjæphest paa Jorden" og Gourmandens Vise fra Talismanen: "Alt jeg i min trinde Vom kan rumme, rumme, rumme", og vi blev aldrig kjed af at høre paa ham. En værdig Filolog foredrog stadig med dyb Gravpathos Plougs: "Tyst er vor Virken og ensomt vort Liv", og en tyk, liden Theolog fore- drog under ustanselig Jubel: "De Blomsterbørn jeg har saa kjær; saa gjerne kysser jeg de spæde." Og saa holdtes Taler i en Genre, der nu kun dyrkes af Faa med Held, de saakaldte Vrøvletaler, i hvilke navnlig afdøde SIDE: 237 Overretssagfører Joachim Gamborg var en Mester. En senere værdig Præst var ikke mindre Mester i at imitere de danske Skuespillere ved Christiania Theater, og saaledes gik Aftenen hurtig, indtil Klokken blev tolv. Da sang man Crispini "Op mine Gutter, Flaskerne tømt paa Bordet staa" -- saa stoppede man Piben og Tobakspungen i Lommen og gik i Flok og Følge. -- Men ikke hjem; Nei -- "i den tause, stjerneklare Nat" var det altfor fristende at vandre syngende Arm i Arm -- og "skride til svare Bedrifter" -- og saa bar det sædvanlig gjennem Øvre Slotsgade ud til Universitetets Midtbygning for at synge i "Portalen". Men begyndte man sin Sang for tidlig, inden man var indenfor Universitetets Ene- mærker, saa fik man med Vægterne at gjøre, og da opstod altid det tvivlsomme Spørgsmaal, først om Klokken var over tolv eller ikke, og saa, om det var harmonisk Sang eller ikke, og det kunde vel hænde Folk, der nu er ærværdige, gamle Embedsmænd, at de maatte opgive sit Navn paa Politikam- meret og vedtage en liden Mulkt for Gadeuorden. Men ofte hændte det ikke. Et væsentligt Led i de Studenters Liv, der af Naturen var begavet med -- var det end et Minimum af -- Sang- stemme, var den i Studentersamfundet bestaaende Studenter- sangforening. Som ovenfor nævnt blev den stiftet paa Chri- stianiafjordens Bølger af de fra Studentermødet i Kjøbenhavn i 1845 hjemvendende Studenter, af hvilke Behrens og Hartvig Lassen turde være de bekjendteste: "født paa den dybe Sø" kalder A. Munch den -- og "Under Jubel født og baaren paa den blanke Fjord" har en anden Samfundspoet kaldt den. Sjælen i denne For- ening var i over 40 Aar Johan Diderik Behrens, som knæ- satte den "Wellenschaumgeborne" allerede i dens tidligste SIDE: 238 Barndom og oplevede at lede hele Rækken af de store Sanger- fester: Asker (1851), Horten (1853), Fredrikshald (1856), Arendal (1859), Bergen (1863) og Trondhjem (1883) og at anføre Studentersangen under Studentermøderne i Christiania (1851, 1852, 1869), Upsala(l856, 1875) samt Lund og Kjøben- havn (1862) og endelig under Pariserfærden i 1878. Neppe har vel nogensinde en Mand været mere skabt for sin Gjer- ning, og neppe har nogen med større Liv og Freidighed, med større Lyst og Energi ofret sig til den end Johan Diderik Behrens. Smuk som en ung Apollo var han allerede i sin Fremtræden paa Dirigent- pladsen som et fagert Banner, der løftedes over Sangerne; livfuld, vindende og elskværdig i hele sit Væsen, var han som en levende Inkarnation af det Studentens ungdommelige Livs- mod, der maa give sig Luft i Sang, "saavist som Brystet maa aande, skal det ikke sprænges!" Behrens var neppe, hvad man kalder nogen fremragende hver- ken theoretisk eller praktisk Musiker; men aldrig vilde nogen bedre end han kunnet fylde den Plads, han selv havde skabt sig og som gjorde hans SIDE: 239 Liv til en Række Triumfer, der ydedes ham frivilligt af den begeistrede Ungdomsskare, der i mere end 40 Aar ad- lød hans elektriserende Taktstok. Naar den klappede paa Nodepulten, gød den hans Aand og hans Liv og hans Glød ind i hele Sangerskaren, saa Tonerne svulmede og slog sammen til en Klangfylde, der syntes at være hans egen Røst! Han var lige ung, den Aften han efter sit lange Dagværk tog Afsked med sine Sangere ved den bevægede Fest i Studentersamfundet 5te December 1888, og med en Ynglings Liv deltog i Dansen, skjønt ikke langt fra de 70, som den Dag, han første Gang slog til Lyd med sin Taktstok -- og naar han raabte sit "Sangere! Sangere!" var der en Fylde i hans Stemme, som om en Feltherre tilraabte sine Soldater et "Gaa paa!", den sidste Aften som den første! Og saa var han alle sine Sangeres Kamerat og Ven! De Ældstes Samtidige, kunde han godt have været de yngste Generationers Bedstefader, men der var ingen Forskjel i den Maade, hvorpaa han omgikkes de Yngste som de Ældste. -- Isandhed, har jeg kjendt nogen, hvem Æserne synes at have tilladt at nyde af Iduns Æbler, saa var det ham. Og hans Virksomheds Betydning for Mandssangens Udvikling i vort Land, er ligesom dennes Betydning for vort hele Kulturliv -- ligefrem uberegnelig. Man har oftere mod den firstemmige Studentersang ind- vendt, at den, idet den lagde et kunstnerisk Element ind i Studentersangen, dræbte det Umiddelbare, der laa i den simple, kunstløse unisone Sang, der før lød friskt og ungdommeligt fra Studenternes Læber. Og det er ganske sandt, den umid- delbare, unisone Sang høres kun lidet i senere Dage ved Stu- denternes Sammenkomster. Jeg vil jo ikke helt benegte, at den firstemmige Sang kan have sin Del heri, men Hovedaar- sagen til, at den umiddelbare Sang dør ud blandt Studenterne, ligger vistnok meget dybere. Jeg vil vist ikke benægte, at der findes glade Studenter- naturer nu som før, eller at vor Tids Ungdom kan være ligesaa SIDE: 240 ungdommelig som de Dages, jeg her skildrer; men Ungdomme- ligheden er ialfald af en anden Art, og vor Tids Ungdom er ialfald ikke -- som Helhed betragtet, -- saa munter og lykkelig, som min Tids var; den faar tidligere end før Trykket af alvorlige Anliggender at tænke paa -- har vel ogsaa større Fordringer til Livet end vi havde, og den unisone Sang var et ligefremt Udslag af hin lykkelige Munterhed, og for- svandt med den. Vor Tids Ungdom er enten alvorlig eller løssluppen, de to Elementer smelter ikke mere saaledes sammen i en jævn, munter Sindsstemning, som hine Dages Alvor og hine Dages Lystighed gjorde. Og saa kommer dertil noget andet: naar Folkeviserne optegnes, dør Folkesangen ud; da Studenterne fik Visebøger, døde Sangen ud. Allerede i vort Universitets første Tid gjorde Studenterne sine Viser selv -- flere af Schwachs ældste Viser ere vistnok oprindelig skrevne i hans Studenterdage. (Han fik Artium i Kjøbenhavn i 1812, men Andenexamen i Norge.) De vare ligesaa ofte høitidelige som lystige, som naar Schwach i 1814 skrev: "Et Tempel for Lyset i Norrig mon staa, Saa glade de Nordmænd det skue", vistnok den første Sang for vort Universitet, som den nyeste Visebogsredaktion har havt den gode Ide at aabne sin Samling med; -- saa sang man Heyerdahls "Saasnart jeg er indskreven i Pallas Rytteri", eller Bergenserne erindrede sin Fødeby ved Bergs muntre: "Naar Ranken grøn omslynger en festlig Bolles hvide Krop", SIDE: 241 eller man sang Simon Olaus Wolfs almindelig kjendte Vise: "Fra Støvdækket hæver sig tidlig vor Aand", der for vore første Studentergenerationer var, hvad Welhavens -- til samme af Arntzen komponerede Melodi skrevne -- "Vi færdes med Lyst paa den steileste Vei" blev for de senere Slægter, eller man sang den gamle "Regentsvise" til samme Melodi, der sluttede: "Med Glæde vi mindes tilbage de gamle, regentsiske Dage." Vi havde jo dengang en Samling Studenterhybler, der kaldtes "Regents". Saa kom "Norskhedsperioden" med sine høistemte Wergelandske Frihedssange: den norske Marseillaner- hymne o. l., og omkring 1840 fik man saa endelig den første, med Noder forsynede "Sangsamling, udgiven af det norske Studentersamfund", 3 Rækker, besørget af Monrad og hans Samtidige -- men i den fandtes væsentlig Fædrelandssange og Drikkeviser, men ikke en eneste Studentersang, saavidt jeg kan erindre. Med Plougs og Hostrups Optræden som Digtere i den danske Studenterforening foregik der ogsaa hos os en For- andring i Studentervisens Karakter: før havde man enten havt høitidelig-pathetiske Skildringer af Standens Betydning ("Herrer vi ere i Aandernes Rige") eller burschikost, især fra Tyskland hentet Galgenhumor ("Ça, ça geschmauset", "S' giebt kein bessres Leben als Studentenleben"), hvor Gambrinus og Bacchus spillede Hovedrollen, og som overplantedes til os i "Saasnart jeg er indskreven" og lignende Viser. De to unge danske Digtere havde endelig truffet Tonen for den virkelige Studentersang, som allerede Paul Martin Møller havde anslaaet i sin "Hvad er imod Studentens Kaar St. Peders Hat" og "Laus tabaci", -- idet de saa at sige havde gjort Studenter- visen til en Interiør. Regentsens, Studenterforeningens og SIDE: 242 Hybelens Vægge var en rimelig og passende Baggrund for Studentens Sang, en Begrænsning, der var Mesterens Kjende- tegn. I dette Milieu voxede saa 40- og 50-Aarenes Studenter- sang op, og under den Tids stærke skandinaviske Forbindelser med Danmark var det en naturlig Følge, at den overplantedes paa norsk Grund -- skjønt altid naturligvis med et vist nationalt eller maaske rigtigere lokalt Særpræg. Men samtidigt indførtes ogsaa en anden Skik fra Danmark, der ikke var heldig for den norske Studentersangs Fremtid: Brugen af Visebøger i Lighed med "den danske Studenter- forenings Visebog". Følgen var nemlig, at man ikke længere lærte sine Viser udenad -- i det høieste første Vers -- , og naar Visen uddør paa Studentens Tunge, kan ingen Visebøger holde den ilive. I 1851 udkom Fredrik Brandts tykke Vise- bog, der indeholdt en hel Del Studentersange; men af egent- lige Studentersangbøger udkom den første i 1856, under Redaktion af Andreas Borchgrevink, N. A. Nicolaysen og Nedskriveren af disse Linier; den anden kom i 1871 under Redaktion af Bjørnson og hans Kreds, og den tredie udkom ca. 1888, ligeledes redigeret af en af Samfundet nedsat Komite. Specifike Studenterdigtere fra den Periode, vi her omtale (jeg regner ikke til dem vor poetiske Literaturs Koryfæer, skjønt Welhaven, A. Munch, Ibsen, Bjørnson og senere Jonas Lie selvfølgelig netop har skrevet de bedste Studenterviser), specifike Studenterdigtere var da i min Tid Job Spillemand, der dog egentlig tilhørte den foregaaende Periode, idet under dette Pseudonym skjuler sig den alvorlige Filosofus Prof. M. J. Monrad, -- videre maa nævnes Crispinus, som jo egentlig allerede havde forladt baade Samfundet og Christiania, da jeg blev Student, men som dog en og anden Gang viste sig der ogsaa i mine Studenteraar. C. P. Riis -- Crispinus -- var en Typus af en gammel Studiosus Perpetuus. Hans Blomstringstid som Samfundsdigter falder omkring 1848, da hans satiriske Komedie "Stormen paa Parnas" gjorde en overordentlig Lykke og fulgtes af "Til Sæters", der gav ham en Plads i Literaturen SIDE: 243 ogsaa udenfor Samfundet. Der var et jevnt, godt Humør over alt, hvad Crispinus skrev, men han forstummede meget tidlig, og da jeg lærte ham at kjende, havde han allerede faaet noget over sig, der mindede om, at han boede paa Landet, langt fra Hovedstaden -- og hans Interesser laa sammen- tullede omkring hans egen Studentertid. Han fortalte ogsaa i senere Tider gjerne Historier, men ikke altid med det gamle Lune, Livet havde skuffet ham i visse Henseender; men han fortalte altid med Gemyt, og naar han engang var kommen i Farten, vilde han aldrig holde op. Jeg erindrer, at jeg engang i senere Aar, da han gjorde mig en Visit, og jeg netop havde god Tid, besluttede at forsøge, hvorlænge Crispi- nus kunde holde paa, naar han ikke blev afbrudt, og da gik han op og ned paa Gulvet og snakkede, gemyt- ligt og hyggeligt i lidt over tre Timer, til han pludselig kilede ud af Døren -- han havde glemt Middagstiden. Crispinus besang med et let, glad Sind Studenterlag og Drikkegilder. -- Viserne i "Til Sæters" førte ham jo ud i "Den friske Vind og den milde Luft", der tilligemed den yndede Slutningssang ved vore Lørdagsgilder: "Op mine Gutter, Flaskerne tømt paa Bordet staa" har fundet Plads i den nyeste af Samfundet udgivne Visebog. Sine "Samfundsviser" har Crispinus samlet i et lidet Hefte, der indeholder mange fornøielige Ting, men uden dybere literær Betydning. Jak erindres nu i Studenterverdenen væsentlig gjennem en eneste Vise, men som ved sit gode Humør vistnok vil holde sig længe: "O Hædersstad, du gamle Rom", rimeligvis skreven omkring 1847 -- en rigtig god, gammeldags Drikke- vise for Studentergildet, streifende den lette Sfære, som var eiendommelig for den nærmest foregaaende Periode i Literaturen SIDE: 244 Bag denne Pseudonym skjuler sig, som bekjendt, Jacob von der Lippe, nu Assuranceselskabsdirektør i Grimstad. Den eneste virkelige, sande Digternatur, der i denne Periode udelukkende viede Samfundet sine Sange, var den elskværdige, tidlig afdøde Andreas Borchgrevink -- "Per Studiosus" -- , der med meget ungdommeligt Lune forbandt en lidt melankolsk farvet, men sund og ædel Livsanskuelse. -- Tanken om Studenterlivets og Ungdomstidens flygtige Natur og Visheden om, at der snart for de fleste forestod en Tid af Hverdagssorger og Bekymringer, der kun stode i daarlig Samklang med Ungdomsøieblikkets Begeistring, lægger et vist vemodigt Skjær over de fleste af hans ikke mange Studenterviser, af hvilke flere endnu synges, medens den ovenfor citerede "I muntre Kreds, hvor Festens Lamper brænde" nu i firti Aar har været vore Studenters Yndlingssang. Andreas Borchgrevink var ikke mindre elskværdig som Menneske, end som Digter og i Besiddelse af ikke ringe scenisk Talent: han spillede en ypperlig "Jeronimus". Neppe havde han selv begyndt at smage den trange Tid efter Studentens glade Aar, før han kun 32 Aar gammel bort- rykkedes af Døden. En glad og freidig Studenterdigter med et raskt Anslag, som dog ikke altid fulgtes af ligesaa fuldlødig Poesi, var Andreas Aabel i sine medicinske Studenterdage. Hans Viser, der ligesom Crispini ere samlede i et lidet Hefte, var ofte lidt viltre og uklare i Tanken, som hans "Paa Friheds Ruiner Despotismens Barbar". "Bag Samfundsmurens Pandser" er derimod en ægte, freidig Studentersang i hine Dages Aand -- svulmende og dristig; hans Form var stundom ægte studenticost negligeant; men en af hans Viser vil dog sikkerlig beholde et langt Liv, idet en fortræffelig Text i den fortrinligt smelter sammen med en iørefaldende Melodi, nemlig den ofte sungne: "Se Norges Blomsterdal!" Samtidig med disse skrev Richard Petersen sine lystige af Ploug og Hostrup paavirkede Studenterkomedier: "Asylet SIDE: 245 paa Grønland" og "Han er ude og læser" samt adskillige Viser, der udmærkede sig ved tørt Lune, der ofte virkede uimodstaaelig smittende, Nils A. Nicolaysen (Signaturen -- ? -- ) skrev morsomme Viser, som den bekjendte Russevise "Qvod bonum felix faustumque sit" og "Du med Ring paa fjerde Finger", og Christian Lasson lod sit satiriske Vid spille i Viser med bidende Allusioner til Dagens Begivenheder. Til Jørgen Latiner har jeg staaet i et altfor nært, ofte ubehagelig nært Forhold, til at jeg skulde kunne karakterisere hans Viser, der ere samlede i et Hefte "Samfundsviser og Sange". Endnu synges stundom Russevisen: "Se, nu kommer Høstens Tid" og "Nys seiled vi en sol- blank Time", der bæres af Abts deilige Melodi. Efter ham følger i Tiden Brødrene Olaf og Sigvald Skavlan. Af den sidste erindrer jeg navnlig en ypperlig Sang til Fædre- nes Minde. Jochum Pjurre, -- Olav Skavlan, har knyt- tet sit Navn til den for- træffelige parodiske Stu- denterkomedie "Gildet paa Mærrahaug", der har et blivende Værd, men har ligesom sin baade dramatisk og lyrisk produktivere Kollega Professor Bils -- Carl Wasser- fall -- skrevet adskillige morsomme Studenterviser. Der var en Tid -- det var omkring 1857 og 1858, da Professor Bils og Jørgen Latiner regelmæssig hver Lørdag Aften en Times Tid stængtes inde i Bibliotheksværelset og traadte ind i Samfundssalen med en nybrygget Vise, skreven i Fællesskab; den foredroges da af SIDE: 246 sidstnævnte og modtoges stadig med en -- vist ikke altid fuldt fortjent -- Velvillie. Paa denne Maade opstod den i sin Tid ofte sungne, men af gode Grunde aldrig offentliggjorte Vise: "Da Hansteen til Sibirien drog", der behandlede en i de Dage celeber Strid mellem Universitetets Pedel og Portner. De følgende Tider har bragt fortræffelige Viser og dramatiske Digte af Hans Brecke og Viser af Alfr. Sinding Larsen, samt mest i alvorlig Karakter af Nordahl Rolfsen, Kr. Randers, Theodor Caspari og Egil Hartmann, men jeg tør ikke indlade mig nærmere paa Skildringen af en Tid, som jeg ikke kjender nærmere, og hvor jeg maaske kunde komme til at gaa forbi mere end en betydningsfuld Repræsentant for denne Literatur. Under alt dette er imidlertid Repertoiret af norske Studentersange voxet op til en betydelig Samling ogsaa af de norske Studenters egne Frembringelser, og det vilde være et interessant Arbeide, om nogen af vore Studenterliterater vilde paatage sig at give os et Udvalg af det værdifuldeste af norsk Studenterdigtning med fortløbende historisk Kommentar; det vilde blive et betydningsfuldt Aktstykke til Forklaring af Udviklingsgangen i de Ideer og Tanker, der have bevæget vort Lands akademiske Ungdom ud gjennem Tiderne fra vort Universitets Stiftelse til denne Dag. Fra Samfundets Digtere er der kun ét Skridt til dets Skuespillere. Men i min Tid var Samfundsscenen meget ufrugtbar. Richard Petersens Stykker vare udspillede, Hans Breckes Tid var ikke endnu oprunden, og den eneste Triumf, min Studentergeneration har at opvise, var Opførelsen af Skavlans "Gildet paa Mærrahaug" (Høsten 1858). Det gjorde fortjent Lykke. Blandt de Spillende var der flere, der gjorde sine Sager fortræffeligt, og vi fandt i Almin- delighed, at det var en ny "Kjærlighed uden Strømper", som var opstaaet iblandt os. Men som det gik Forfatteren af den strømpeløse Kjærlighed, gik det ogsaa Gildets Forfatter: det blev hans eneste betydeligere dramatiske Arbeide. Som piece de rideau foran "Gildet paa Mærrahaug" SIDE: 247 opførtes et lidet Forspil: "I Ideens Land", af hvilket en enkelt Replik endnu foresvæver mig. En reisende Rus er kommen til "Ideens Land" og træffer der Hegel, NB. ikke Boghandleren, men Filosofen, som, da han hører, at Russen kommer fra Christiania, selvfølgelig med Interesse spørger til sin Discipel, Professor Monrad. Da Russen saa fortæller ham, at Monrad fortiden holder populære Forelæsninger over Æsthetik for en udvalgt Kreds af Damer og Herrer, slaar Hegel forfærdet Hænderne sammen og udbryder: "Populäre Vorlesungen! Ach, Monrad, Monrad, bist Du so tief gesunken!" Monrad, der selv sad i Orkesteret og spillede første Violin, tog -- som denne Hædersmand altid gjør -- Spøgen gemytligt. Jeg sagde ovenfor, at mit nære Forhold til Jørgen Latiner undertiden havde været mig ubehageligt. Man dømme selv. Vaaren 1859 holdt Studenterne en af de mange Karne- valslystigheder i Logens store Sal. Jeg laa paa den Tid syg af en Knæskade, jeg havde paadraget mig, den sidste Fase af hint Hestespark fra Bergensturen i Russeaaret; men Jørgen Latiner var ikke destomindre i fuld Virksomhed og havde skrevet ikke mindre end to aldeles anonyme Viser, der hver paa sin Maade for nogen Tid bleve Gjenstand for en pinlig Opmærksomhed. Den ene var en saakaldt "Oppositionsvise af en malcontent Departementsmand" og var forresten meget uskyldig, temmelig dum, men, om jeg selv skal sige det, ikke uden en vis smittende Lystighed -- rettet mod det delvis nye Ministerium, hvori Sibbern og Birch-Reichenwald vare indtraadte, og hvori Ketil Motzfeldt ventedes at ville ind- træde. Visen vakte ialfald megen og for Forfatteren ingenlunde udelt behagelig Opsigt, og da Studentersamfundets Bestyrelse satte megen Pris paa at gjælde for en loyal Corporation, blev der af Formanden, senere Statsraad F. Roll, udfærdiget en Erklæring om SIDE: 248 at Visen var Samfundet uvedkommende, hvad der saa fra Sam- fundsmedlemmernes Side fremkaldte et extraordinært Samfunds- møde, for at Samfundet kunde faa Anledning til igjen at dementere denne Formandens Erklæring. Det morede mig jo i høi Grad at kunne gjøre al den Broudouille, mens jeg laa i min Seng. Allerede den første Dag styrtede en af mine Venner ind i mit Sygeværelse med Viserne, for at jeg, Stakkar, der laa her og var udenfor det Hele, dog ogsaa kunde faa lidt Moro -- og siden fik jeg, liggende i min Seng med Knæet i Bandage, stadige Rapporter om Sagens Gang. Dette passerede som sagt om Vaaren 1859; men om Høsten fik jeg min stille Straf. Jeg kom da til Stockholm og behøvede Excellensen Sibberns Hjælp i et for min Fremtid vigtigt og afgjørende Anliggende. Med overordentlig Velvillie og sædvanlig Elsk- værdighed tog Sibbern sig af min Sag, men benyttede ogsaa Leiligheden til at give mig en liden taus Reprimande, som jeg ærlig havde fortjent. En Dag, jeg havde spist Middag i Ministerhotellet -- Statsraad Birch-Reichenwald var ogsaa til- stede -- førte Excellensen efter Bordet oppe i Røgeværelset Talen paa de mange morsomme Studenterviser, der skreves, og tog frem af sin Pult en hel Bunke af dem for at lede efter en af -- jeg tror -- Richard Petersens Viser, som han vilde læse for sin Kollega. Idet han bladede i Bunken, tog han en Vise ud og lagde den for sig selv, saaledes at den kom til at ligge foran min Plads. Jeg forstod som ved en Indskydelse, hvad det var, og saa ikke til den Kant, hvor den laa, men skulede dog saameget derhen, at jeg kunde skimte Titelen -- ganske rigtig, -- det var min Vise. Der laa den -- der sad Excellensen -- og der sad jeg. Intet Ord kom over hans Læber, intet over mine; at jeg selv havde skrevet Studenter- viser, syntes Excellensen at være aldeles uvidende om -- og da han saa havde læst Petersens Vise høit, samlede han Bunken sammen igjen, lagde min Vise ind og havde da, uden at mæle et Ord, sagt mig: "Jeg skal hjælpe Dem, og De skal ikke mærke, at De har været næsvis mod mig; men nu ved SIDE: 249 De, at jeg kjender Deres Bedrifter!" Det var isandhed en ædel Maade at straffe en ungdommelig Synder paa. Den anden Vise hed "Korrespondance fra Paris" og var en Parodi paa de af en i 80-aarene afdød, fortræffelig Forfatterinde til "Morgenbladet" sendte Korrespondancer. Kvindeligt For- fatterskab var dengang endnu noget nyt hos os, og de skri- vende Damer ansaa det endnu for en Slags ridderlig Pligt af Herrerne, ikke at angribe en Dames Forfatterskab. For- øvrigt medgiver jeg gjerne, at Visen var lidt for grov- kornet. Hvem skildrer imidlertid min Forbauselse, da jeg en Morgen læser i en af Aviserne en Artikel med Overskrift "Insult mod en Dame" og ser, at Insulten var foregaaet paa det netop afholdte Karneval. "De pokkers Studenter!" tænkte jeg -- "har de nu atter været ude og gjort Dumheder -- tænke sig! at insultere en Dame under Karnevalet!" -- men au, -- au, -- au! Det var mig selv, der var den insulterende! Det var min syndige Vise, der var Insulten, og den, som an- greb mig, den, som her traadte ind for sin krænkede Veninde, var ingen ringere end Norges første Forfatterinde, Fru Camilla Collett. Der stod eller rettere laa jeg -- hvad var der at gjøre? Visen var altsaa af en Haand, for hvilken jeg nærede den dybeste Agtelse, betegnet som en "Smædevise" -- jeg selv altsaa som en Smædeskriver. Men i Ungdommen kom- mer man over saameget ved lidt godt Humør. Der havde paa Karnevalet ogsaa været omdelt en Vise af en anden Poet om Bagerne i Christiania, og mit Svar paa Angrebet blev en liden Artikel med Titel: "Insult mod Byens Bagere", "hvori jeg lod disse beklage sig over, at der ved Karnevalet ikke blot var skrevet "Smedeviser, men ogsaa Bagerviser" og op- fordre Studenterne til "heller at sidde hjemme paa sine Haler og læse paa sine Lectier" end at profanere Brødets Ophav. Snart døde det hele naturligvis hen -- men Camilla Collett har mange Gange i senere Dage, da jeg havde den Ære at være kommet i et venskabeligt Forhold til hende, rystet paa Hovedet ad min Ungdoms Daarskaber. SIDE: 251 FRA ET VINDVE paa Carl-Johans Gade. Christiania i Femtiaarene, seet gjennem en Students Briller. Er der noget i Christiania, der slaaende kan symbolisere vor Tids stærke Demokratisme og Nivellering, saa er det Hus- rækken i Carl Johans Gade. Ganske umærkeligt har den lidt efter lidt skiftet Karakter. Jeg tænker da paa Strøget fra den nuværende Storthings- plads, hvor paa Storthingets Grund den lille Cigarbutik laa, der er fremstillet i ovenstaaende Vignet, og op til Universitetet; thi den nedre Del kaldtes i Femtiaarene endnu "Østergade". I mine Studenterdage var Carl Johans Gade et Faubourg St. Germain optaget helt og holdent af Byens fashionable Familier; der fandtes ikke en eneste Butik, ikke et eneste Hotel, og nu -- nu er der neppe mere end et eneste Hus, der ikke er for- vandlet enten til det ene eller det andet: Cigarhandlere og Bog- handlere, Hoteller og Privathoteller, Kunsthandlere og Blomster- handlere afløse hverandre hele Gaden nedover. SIDE: 252 Naar jeg nu vil se ind ad det Vindue, hvor jeg i Stu- denterdagene saa mangen Gang sad i en Kamerads Gyngestol og betragtede Livet udenfor, saa finder jeg en Butikdør istedet. Ja, derinde var det vi sad saamangen Middag, naar vi kom fra Forelæsningerne, en liden Kreds af unge Mennesker, med dampende Piber og Cigarer og gjorde fløsede Bemærkninger om de forbigaaende Herrer, beundrende Bemærkninger om de passerende unge Damer: hvor er de nu henne, alle de Mennesker, som dengang for at se og sees spadserede derude, flanerende og diskuterende, gestikulerende og kurtiserende paa den Gade, som af denne Kurtise fik Navnet "Kurland" -- et nu forglemt Navn, som dog er udødeliggjort i Ibsens "Kjær- lighedens Komedie". Borte -- borte ere de omtrent Alle! Men jeg vil endnu engang sætte mig i Gyngestolen ved det forsvundne Vindve, se ud paa Gaden og udkaste nogle løse Træk til et Billede af Byens Fysiognomi paa den Tid, saadan som det fortonede sig gjennem en ung Students Briller. Ja, som den i 1853 ligger her for os, kan det ikke neg- tes, at Christiania jo havde udvidet sig stærkt, siden jeg be- søgte den første Gang som Barn i 1841. Dengang -- i 1841 -- strakte Byen sig ikke længere end til den Husklynge, der laa her ligeoverfor, hvor nu Storthingsbygningen reiser sig; der begyndte Haverne; jeg tror endnu tydelig at erindre gamle Gartner Mortensens Skilt over en Haveindgang, omtrent ved den nu- værende Storthingsplads, hvor Prestegaden endte og Smal- gangen begyndte ved Enden af "Stabelkroken" i Østergade. Her laa en Familie, der om Vinteren boede i Dronningens- gade, paa Landet om Sommeren. Derudenfor stod -- jeg taler kun om en dunkel Erindring -- ved den smale Vei op til Slottet kun to Huse, den store Trægaard paa Hjørnet af Rosenkrantzgade, og dens Nabogaard, den, i hvilken vi nu sidde; Universitetets Grundsten var endnu ikke lagt -- det skeede først 2den September samme Aar -- og Slottet havde endnu sit høie Tag. I den nuværende Studenterlund laa et gammelt, graat Hus, det var "Ruseløkken", hvor min SIDE: 253 gamle Grandonkel, Toldkasserer Dietrichson, boede. Jeg har overværet en Høhøstning og strakt mig i Høsaaterne paa Engene bag Mad. Dyrgrens Løkke, det endnu existerende Hjørnehus overfor Tivoli, ved Siden af Brødrene Hals's Lokale. Nu var det jo helt anderledes. En prægtig Husrække strakte sig helt op til Universitetet, skjønt den anden Side af Carl Johansgade begrænsedes af et stygt Plankeværk, mod "Huseiertomten", den nuværende Eidsvoldsplads. Men med Universitetet ophørte jo Bebyggelsen; Universitetsgaden var endnu i 1853 et slemt Morads. Navnet "Støvleknægten" var ikke uberettiget; den havde kun nogle faa Huse mellem den netop optagne Christian Augusts Gade og Pilestrædet, og kom man i sidstnævnte Gade op til Bakkehuset (det nuværende Rigshospital), var man fuldstændig paa Landet. Bagved Slots- parken og i Wergelandsveien fandtes nogle faa Huse, -- men den sydlige Del af Parkveien mellem Uranienborgveien og Drammensveien var en stille, landlig Sti, hvor "Inkognito" svarede godt til sit Navn. Op mod Meyerløkken var Theater- gaden den sidste Gade -- Keysers Gade og alt derovenfor exi- sterede ikke. Bergfjerdingen var jo en Forstad. Gamle Christianiensere ved jo alt dette bedre end jeg; men det har moret mig at fremkalde for mig selv og for de Yngre, der ikke erindre vor Bys Udvikling, dette lette Omrids af Byens daværende Grænser. Christiania havde da ogsaa i det ydre fuldstændig Præget af en Smaaby; Huse paa mere end to Etager var en Sjeldenhed og fandtes næsten kun i de nye Bydele i Carl Johansgade og ved Universitetsgadens nordre Ende -- og om Aftenerne kunde man stadig om Sommeren glæde sig ved at se Borgernes Buskap vandre hjem fra Bete og lædske sin Tørst ved de store Vandkummer af Træ, der -- ofte omgivne af frodigt Græs -- stod paa næsten alle Gadehjørner, ofte midt i Gaden, og undertiden spærrende Fortouget og ragende et godt Stykke frem i Kjørebanen. Kreaturbetet var Tullinløkken, Kontra- SIDE: 254 skjæret og andre fede Græsgange i Byens Nærhed. Om Mor- genen hørte man Hanerne gale rundt omkring -- nu ved jeg ikke paa mange Aar at have hørt et Hanegal i de gamle Bydele. Studenterne boede gjerne saa nær Universitetet som muligt -- Middagen indtoges paa mindre, private Spisekvar- terer -- thi Dampkjøkkenet existerede ikke endnu -- ; hos Madam Jøys i Nedre Voldgade fik man en Middag paa to Retter for 18 Skilling -- 60 Øre -- ; men der gik store Rygter om, hvor godt Gourmanderne levede i "Gosen", et bekjendt, men saavidt jeg ved, strengt afsluttet Spiseselskab af et vist aristokratisk Anstrøg -- for Kandidater, Kopister og andre Standspersoner. Om Aftenen spadserede den fine Verden paa Fæstnings- voldene; men de bleve efterhaanden mere og mere forladte, og Damerne vovede sig til den lange Tur "rundt Slottet", og da var det Carl Johansgade fik det nu glemte Navn "Kur- land". Men hvor var der dog smukt derude paa Fæstningen, naar Fjorden tindrede i det rige Morgenlys eller man fra Salut- SIDE: 255 batteriet saa Solen gaa ned over Bærumsaasene, eller man efter en Sving om det gamle Laboratorium steg op paa Højden med den vide Udsigt over den smukke Fjord. Nu ligger disse Partier stille og forladt -- dobbelt deilig i sin Ensomhed for de Spadser- gjængere, der trods forandret Mode og Smag foretrække denne Vandring for alle andre i Byens Nærhed. Ellers var de rette Fodvandreres Langtur ud Drammensveien, de djærveste Sports- mænd gik lige til Skarpsno -- ! Ja, hvor Forestillingen om Distancer dog er forandret med Byens Udvidelse. Den Tur, vi som bo i de vestre Bydele, nu gjøre to, endog tre Gange om Dagen frem og tilbage, var jo dengang anseet som en lang Spadsertur og Uranienborgskoven det sædvanlige Maal for Søndagsudflugter af Byens Borgere og Borgerinder, som netop der, hvor jeg har bygget min lille Villa, og hvor dette nedskrives, havde sit Yndlingsudsigtspunkt over Dalen. Man SIDE: 256 fortæller jo om en Tid, da den Familie, der beboede "Inkognito", havde sine Skolebørn i Helpension i Byen og fik Besøg af dem hver Lørdag til Mandag Morgen. En meget yndet Udflugt til Vogns var i de første Aar efterat Ljabrochausséen var bleven færdig (c. 1853) en Fart udad denne over Bækkelaget til Ljan, langs Fjordens henrivende Strand. Vi Studenter, der var unge -- thi Folk blev ogsaa tid- ligere gamle i de Dage -- og havde lange Ben, gik natur- ligvis ogsaa da større Ture, til Ladegaardsøen, hvor Dronning- bjerget netop da fik sin Musikpavillon osv.; men f. Ex. paa Frognesæteren, hvorhen jeg nu, da jeg er treds, dog gaar tilfods adskillige Gange om Aaret, var jeg i hele min Stu- dentertid blot en eneste Gang. Ja, Christiania var dengang endnu en Smaaby ogsaa i sit indre Væsen og havde ikke meget at byde sine unge Søn- SIDE: 257 ner paa. Omtrent alle Mennesker paa et vist Samfundstrin kjendte hinanden, hvad der selvfølgelig for de unge medførte den Fordel, at deres Liv kunde bedre kontrolleres end nu- tildags, da flere Fristelser og manglende Kontrol vistnok trækker mere end en i Dybet, der i en tidligere Tids mindre Forholde vilde kunnet holde sig eller blive holdt paa Over- fladen. En anden Fordel, der fulgte med disse mindre Forhold, var, at de dannede Hjem i Christiania havde lettere ved at aabne sig for Studenterne da end nu, og mange ældre Mænd ville vistnok endnu med dyb Taknemmelighed mindes, at Stu- denterne var velseede Gjæster Søndagsaftenerne i Huse som f. Ex. Borgermester Fougstads, Professor Schweigaards, Pro- fessor Boecks, Doctor Wisbechs og Byfoged Thraps, for kun at nævne nogle af de mest fremtrædende. Familiernes ved Universi- SIDE: 258 tetet studerende Sønner vare selvfølgelig Mellemledet, og før Souperen var den mandlige Ungdom da gjerne samlet paa Sønnernes Studenterhybler; under og efter Souperen havde de Anledning til at gjøre Bekjendtskab med de unge Damer, der tilhørte eller omgikkes i Familien, og vilde jeg bede mine Sam- tidige sige mig, hvor det Baand fra først af blev knyttet, der senere har udgjort deres Hjemlivs Lykke, vilde visselig mangen en stanse ved Søndagsaftenerne i deslige elskværdige og fint dannede Familiekredse, -- naturligvis næst "Husvarmen"s Indflydelse. Men selvfølgelig havde de smaa Forhold ogsaa sine store Skyggesider. Navnlig beskyldtes de christianiafødte Studenter og deres Omgangsvenner og Veninder -- og vist neppe ganske med Uret -- for en forceret kritisk kvasi-vittig eller forloren-aandrig Tone, der var alt andet end tækkelig, og den totale Mangel paa Anledning til at bevæge sig i friere Former affødte et Sneversyn i Opfatningen, der ofte lod de SIDE: 259 vindigste Hoveder med en vis ydre bon-ton tiltage sig en overlegen Tone, medens den virkelige Dygtighed stod taus i Krogene. En anden uheldig Følge af de smaa Forhold var den næsten totale Mangel paa ædlere Fornøielser, hvorunder Chri- stiania led. Theatret var det eneste Sted, der tilbød en vir- kelig Nydelse; thi Nationalgaleriet og Kunstforeningen, der begge endnu var i sin Barndom, var Steder, man vistnok besøgte, men hvor kun Welhaven, Emil Tidemand og Dram- menshans turde have en Mening. Andre maatte nok se, men ikke tale; og den Rædsel, der stod af det Affektationens Høide- punkt "at være Kunstkjender", lukkede alle Munde. Naar jeg nuomstunder i Embeds Medfør gaar omkring i vore Samlinger og hører, hvor lystigt Kunstdommene hagle en om Ørene, kan jeg ikke andet end spørge mig selv, om dette er den samme By, hvori jeg henlevede min Ungdom. Af Friluftsforlystelser var der "Klingenberg" -- paa det nuværende Tivolis Grund -- og intet andet. Og hvad der bødes, var tarveligt nok, naar ikke en eller anden Berider- trup "daraussenfra" gjæstede vor By, Gauthier, Hinné, og hvad de alle hed. Kjender De den lange, magre Fyr med en Pakke Bøger under Armen, som netop nu slentrer forbi vort Vindve? Derude paa Klingenberg vil De altid være sikker paa at møde ham om Aftenen. Han er en af de faa "Christiania- figurer" -- den berømte Forfatter Sofonias Krag, som paa Klingenberg "studerer Folkelivet", og hvis Verker nu er den norske Literaturs største Sjeldenhed, blot 40 Aar efter. Hans lange, tynde Ben vilde neppe bære ham, og det gule Pergamentsansigt med den store, lange Næse var lagt i dybe, eftertænksomme Folder. Ja -- hvem var Sofonias Krag? spørger den yngre, uvidende Generation. Forleden SIDE: 260 Dag, da jeg paa Universitetsbibliotheket bad en ung Volontør om at faa "Sofonias Christian Krags samlede Verker", blev der stor Opstandelse. Den unge Mand var saa velvillig at gjennemstøve sine Hylder og kom tilbage med en hel Del Bøger fra 1700 og den Tid, og forsikrede mig, at Forfatteren hed ikke Sofonias Christian Krag, men Christian Frederik Krag, og her var alle hans Arbeider. Men det var en ganske anden Krag. Glemt er Du altsaa, store Sofonias! Saa maatte da selve den alvidende Halvorsen frem, og han kjendte natur- ligvis Sofonias ligesaagodt og bedre end jeg; thi han kunde oplyse mig om, at hans Verker nu hører til Literaturens største Rariteter -- selve Universitetsbibliotheket eier ikke et eneste Numer af hans udødelige Avis "Iagttageren", vort Aarhun- dredes "Spectator", hverken af de trykte eller af de kontra- trykte eller af de haandskrevne Exemplarer, der tilsidst udkom, da ingen Bogtrykker og ingen Lithograf mere vilde give ham Kredit. Glemt er hans herlige: "Kjærminder fra Kjøbenhavn", glemt hans "En liden Lystreise paa Havet", glemt hans "Noget om Vinterfornøielserne og Markedet i Christiania", "Vinteren 1850", "Sommeren 1850", "Sommer og Vinter, Erindringer fra Aarene 1851 og 1852", glemt "Lystreisen" og "Smaa Kjærminder fra Hurdalen", glemt "Mindekransen fra den skjønne Aarstid" -- utaknemmelige Efterverden! Lige begavet som Tegner og Forfatter, lige begavet Prosaist som Poet, forskjøn- nede han vor Ungdom ved sine Verker -- tildels illustrerede af ham selv -- der skjønt alvorlige og høitidelige, altid gav os en munter Time, naar Sofonias Krag selv kom ind paa Hy- belen og falbød dem. "Skal De ha' "Alvorstanker"? skal De ha' "Løier fra Christiania Marked 1855"? Her er "Syv Dage i Leiren paa Gardermoen", her er "De 7 Septemberdage, en Mindekrans fra en Reise"." Og med den store Forfatters sjeldne Beskedenhed lod han gjerne prutte med sig om Prisen. Han blev et Offer for sine literære Studier. Da man i 1859 gravede Grunden til Storthingsbygningen, havde man ved Op- slag gjort opmærksom paa en dyb Grav, der kunde være farlig SIDE: 261 at falde ned i, og Sofonias, der nøie maatte studere Grund- volden for vor Fremtids Storhed, tog sig vel iagt for denne dybeste af de dybe Grave, men med den Følge, at han faldt baglænds ned i den næstdybeste og brækkede Benet. Han forvandt aldrig Følgerne af dette Benbrud, hinkede nogle Aar omkring som en Ruin af, hvad han engang havde været, og døde 1865, før Storthingsbygningen var færdig. Engang var Sofonias Krag i Vinden: "Krydseren", Dit- mar Meidells Krydser, havde i hans Navn anmeldt Welhavens "Vasdrag og Skovmarker" -- siden almindelig benævnt "Skov- drag og Vasmarker" -- som en Konkurrent til hans egne Verker og hans egen Berømmelse, ja "Krydseren" drev Spøgen endnu videre, idet den i et følgende Numer lod Sofonias Krag til Fordel for Welhaven protestere mod den utilladelige Brug af hans Navn. Og der var virkelig dem, der lod sig mystificere baade første og anden Gang. Da hans Skrifter nu, som sagt, er sjeldne, og han ikke er optagen blandt norske Klassikere hverken i Hartvig Lassens eller i Nordal Rolfsens norske Læse- bøger, ja endog ikke i Thue, vil jeg paa næste Side meddele en Prøve paa hans simple og dog blomstrende Stil og Billed- kunst for at fylde et Hul i vore Antologier. Simpel og dog blomstrende er denne Stil; thi den bestaar af to ved Siden af hinanden gaaende Strømninger, den uforlignelig simple, ligefremme Beretning, og den blomstrende, dybe Reflektion i Enden -- Pølsens Rosin -- ; denne er atter af to Slags, alt eftersom den er Originalrosin eller Plagiatrosin; i sidste Til- fælde kan den endog være dybsindig eller poetisk, naar Pla- giatet er gjort efter Jean Paul, Oehlenschläger eller en anden stor Forfatter, mindre poetisk, naar det er gjort efter en mindre Forfatter, men vanvittig-genial, naar Udbruddet er hans egen, originale Ide. Ellers havde ogsaa selve hans Forfatterskab to Sider: hans herlige Naturskildringer og hans fine Erotik. Den sidste dreiede sig navnlig om de Damer, han traf paa "Klingenberg" -- den første bevægede sig i Termer som denne: "Her er skjønt", SIDE: 263 udbrød jeg uvilkaarlig til min Ledsager. "Ja", svarede denne -- "mere end skjønt"! Vi gik ud Kl. 2 1/2 om Eftermiddagen og kom tilbage Kl. 11 1/4 -- vi havde altsaa tilbragt 8 3/4 Time paa Veien". Men i 1859 bød Klingenberg virkelig paa Kunstnydelser, da det Priceske Pantomimeselskab gjæstede Christiania. Man taler i vor Tid saa meget om den fortræffelige Pierrot, som den nylig afdøde Volkersen ved Kjøbenhavns Tivoli har skabt. Men man synes aldeles at have glemt, at han havde en mesterlig Forgjænger i den ypperlige Adolph Price, der sik- kert staar paa Høide med og i mine Øine overtraf Volkersen i lun Komik og i virkelig Festivitas. Jeg var sikkert en af hans stadigste og troeste Tilskuere, og at min Smag ikke i den Henseende var den sletteste, synes at vise sig deraf, at jeg til Selskab næsten hver Aften, han optraadte, havde ingen mindre end Henrik Ibsen, og vist er det, vi morede os kosteligt. Forøvrigt var vor By begunstiget med flere Sangerindebuler; i Skippergaden brølede Hr. Cules (Herkules kaldte vi ham) sin dybe Bas, og paa Klingenberg optraadte stadig nye Trup- per; men til disse Buler søgte ikke den bedre Del af Studen- terne uden en ganske enkelt Gang i godt Selskab. Om Sommeren kom saa iblandt de svenske "Natur- sangere" eller de skotske "Klokkespillere" og -- Dahlqvist. Ja, den store, svenske Tragiker nedlod sig virkelig til at give dramatiske Soiréer paa Klingenberg i det gamle Cirkus- lokale -- selvfølgelig Monologer: det var for ham en bekvem Maade at forene det Nyttige med det Behagelige, at gjøre en Sommerreise og tillige tjene Penge. Han gav Monologer af "Livet en Drøm" og "Røverne", han deklamerede Wallins "Dødens Engel" og mange andre høitidelige Ting, navnlig erindrer jeg en Række Monologer, som Ridderstad havde skrevet, muligens specielt for ham, bl. a. "Carl XII ved Fre- drikshald", "Johan III" o. a. Selv har Dahlqvist engang i SIDE: 264 senere Aar fortalt mig et af de mange pudsige Tilfælde, han paa disse Reiser stundom oplevede. Han var kommen til en liden By i Sydsverige og skulde fremsige Monologen "Johan III", der spiller den Nat, da han har ladet sin Broder Erik XIV forgive (hvad han jo forresten nok ikke har gjort). Scenen foregaar i Midnatsstundens gru- fulde Time, og Uhret forkynder Midnat, det Øieblik, da han ved, at just nu rækker man den fangne Konge den forgiftede Ærtesuppe. Et Uhr var vanskelig nok at opdrive i den lille By; men endelig lykkedes det hos en Uhrmager at faa fat paa Uhret -- naturligvis var der ikke Tale om historisk Kor- rekthed; det første, bedste Slaguhr i Kasse maatte gjøre Tje- neste. Dahlqvist stillede Uhret nøiagtig, saa det maatte slaa tolv Slag i det rette Øieblik. Scenen begyndte. Med Øiet uformærket rettet nu og da paa Uhret afleverer Kunstneren sin Monolog, og ganske rigtig: Uhret falder i til Slag, idet han siger med sin dybeste Gravrøst: "Snart slår den hemska midnattstimmans klocka" -- da han til sin Forfærdelse faar høre Uhret begynde: "Kuh, kuh! Kuh, kuh! Kuh, kuh!" -- han havde glemt at underrette Uhrmageren om Situationens Alvor, og Uhrmageren havde givet ham en Gjøgklokke, der under Publikums ustanselige Jubel slog sine tolv Slag ubarmhjertigt tilende, medens den ulykkelige Kunstner maatte lade Teppet gaa ned for ikke selv at rives med af Publikums Latter. Blandt de Gratisfornøielser, vi iblandt skaffede os, var naar Storthinget skulde aabnes, at se paa "Herolderne" der i middel- alderske Dragter red gjennem Gaden og til Paukers og Trompeters Lyd forkyndte, at "Norges Høitidsstund var kom- men," eller at gaa ned i Storthinget, der havde sit Locale i SIDE: 266 samme Gaard, hvor nu Finantsdepartementet er, og hvis Galeri ikke var høiere, end at man magelig kunde tilkjendegive Repræsentanterne sit Mishag ved at dunke dem i Hovedet med sin Spadserstok, eller man gik ned i Høiesteret og hørte paa Proceduren, naar en eller anden celeber Retssag skulde procederes af en eller anden celeber Advokat, navnlig Dunker. Saaledes erindrer jeg, at jeg i 1855 hørte Kildal som Aktor i den store Thranitersag, men fremfor alt ved jeg, at jeg sjelden har moret mig saa godt ved nogen Theaterforestilling, som ved Jacob Homanns Aktorat i den kuriøse Sag mod Grethe Gregoriusdatter, som ovenfor er omtalt. Lidt Afvexling i Studentens ensformige Liv bragte jo altid i de Dage Markedet -- "Chresjania-Marken". Jeg har engang i senere Aar seet trykt som Anekdote en Hændelse, der virkelig og faktisk passerede mig i mine Studenterdage som Lærer ved en liden Pigeskole. Jeg spurgte Smaapigerne SIDE: 267 -- de var i en Alder af omkring 10 Aar -- om, hvilke de kristelige Festdage i Aaret var. Selvfølgelig nævnte de alle først Julen. Men som den næste i Ordenen nævnte de saa "Pintsen". "Er der da", spurgte jeg, "ikke en stor Fest mel- lem Jul og Pintse?" De betænkte sig lidt, men saa lød det med stor Enstemmighed og overvældende Sikkerhed: "Mar- ken"! Dets Fysiognomi var forøvrigt vistnok omtrent det samme da, som det har været lige til for faa Aar siden: Stortorvet, hvor "Fiat lux" dengang indtog den Plads, hvor Kristian Kvart nu troner, prangede med flere Rækker Markedsboder og Rader af Kister med Honningkager og Bliktøi -- samt Lirespil, et grovt Hazardspil, der dreves aabent, medens Karu- seller, Menagerier, Kjæmper og Ildædere var henvist til Youngs- torvet, der dengang endnu var en Prærie, som laa udenfor Civilisationen. I Logens mindre Sal gav Hornmusiken fra Horten Koncert om Aftenerne under gamle Zogbaums Anfør- sel; og da havde vi gjerne en liden Rangel i al Skikkelighed -- spiste "hollandsk Beaf" i "Sumpen" og drak en Toddy oppe i Salen til Musikens Toner, og lod "Nielsen i Logen" sætte det paa Regning, hvis vi ikke havde Kontanter. Da gjaldt det at være god Ven med hans Faktotum "gamle Hansen", en blid, venlig Mand, der førte Regnskabet og altid med stor Samvittighedsfuldhed sørgede for, at vore Reg- ninger ikke steg for høit -- lige meget i vor og Principalens Interesse. Saa var det da kun Theatret, der stod tilbage som vir- kelig Forlystelsesanstalt. Ser De den undersætsige, bredbyg- gede, noget fede Mand med de uregelmæssige Træk og den livlige Ansigtsfarve, som netop nu gaar forbi vort Vindve? SIDE: 269 Det er Carl Borgaard, Christiania Theaters artistiske Direktør. Som Digter var han ikke meget betydelig, skjønt det mor- somme fortællende Digt: "En Soirée hos min Onkel" vistnok endnu længe vil leve paa unge Deklamatorers Læber. Som Theaterchef var han ikke yndet, derimod var han en behagelig Selskabsmand og tilhørte Christianias finfineste Kredse. Hvormangen Tolvskilling vandrede ikke fra vore fat- tige Lommer over i Theatrets i de Dage, men saa nød vi igjen grundigt; thi i den Alder kan man virkelig nyde -- ialfald kunde vi det dengang. Det var ogsaa i Sandhed god Komedie man fik se; norske som danske Navne: Jørgensen og Frue, Wilh. Wiehe, Hagen, Nielsen, Mad. Schrumpf, Jfr. Svensen (Fru Gundersen), Johannes Brun, Louise Brun, Wolf og Lucie Wolf garan- terede derfor. Derimod stod den norske Theaterskole i Møller- gaden slet ikke høit i vor Yndest, før Henrik Ibsen overtog Lednin- gen, hvor nationalt begeistrede vi end kunde være, og den Lære, at maadelig norsk Kunst var for os bedre end god dansk Kunst, vilde ikke ret slaa til, fordi vi i det "danske" Theater havde Anled- ning til at se de nysnævnte fortræffelige norske Kunstnere ud- vikle sig ved Siden af de danske, og vi var fædrelandskfor- ræderske nok til ogsaa at juble for de Kunstnere, vi ovenfor opregnede. Møllergadens Skuespilleres stærktfremtrædende øst- landske Akcent, de dilettantiske Originalstykker, som opførtes der, og fremfor Alt de halsbrækkende Experimenter i Maal- stræv, hvormed dette Theater forlystede sig, navnlig i Retning af haarde Nøddeknækkerkonsonanter, vandt ikke vort høie Bifald. Denne hele Sprogbevægelse gjorde et tørt og fortør- SIDE: 272 rende Indtryk og satte ofte det Dramatiske i Skygge af det Grammatiske. Publikum fandt, at det gik ikke i Theatret for at lære Grammatik; naar man befandt sig i Kunstens frie Luft, vilde man være hævet over Grammatikens Stuelærdom. Jeg har undertiden maattet tænke paa den svenske Sprog- mand, der reiste gjennem Dalarnas herlige Natur for at studere Hjelpeverbernes Anvendelse i Daledialekten, og spurgte sin Skydsgut: "Säger ni här i Dalarne: Jag är död, eller säger ni: Jag har dött?" men fik til Svar: "Nei, när det har kommit sålångt med oss, säger vi alls ingenting här i Dalarne!". Naar man var kommet saalangt som til at skabe en national Scene, maatte Spørgsmaalet om haarde Konsonanter o. l. løse sig selv ganske naturligt og ikke gjøres til Gjenstand for Theorier, der lagde sig dræbende over det sceniske Liv. For baade den ældre og den yngre Generation er det derimod et afgjort Faktum, at den Frigjørelse fra den danske Scenes Kunst, der navnlig skyldtes Bjørnsons ungdommelige Energi, var en nødvendig Emancipation, og at vor Kultur staar i en dyb Gjæld til ham for, hvad han har udrettet for vor Dramatik ogsaa som Scenens Leder. Men der er ét Punkt, som for mange af os, der saa hin Bevægelses første voldsomme Vaarbrud, staar tvivlsomt, og det er, om ikke det samme Maal med endnu bedre Resultat vilde kunne være naaet ad en anden Vei end den voldsomme, som anvendtes omkring 50 Aarenes Midte for at fordrive hele den danske Invasion med engang. Det syntes mig allerede tidlig klart, at den rigtige Vei til sikkert om end noget langsommere at udvikle en virkelig norsk Scenekunst, vilde være den, som allerede delvis var betraadt: at lade de dygtigere Kræfter fra Bergens og Møller- gadens Scener efterhaanden indpodes i Christiania Theaters Stamme; der var allerede saa herlige norske Kræfter vakte, at man ikke behøvede at frygte for, at de skulde "daniseres" ved at opdrages under Indflydelse af en Wiehe og en Jør- gensen; men den danskfødte Theaterdirektør, Borgaard, viste en SIDE: 273 ensidig Fasthængen ved den danske Kunst og de danske Kunst- nere, en Tendens, der ikke kunde smage os Unge, medens mange af os -- det maa jeg oprigtig tilstaa -- paa den anden Side heller ikke ret kunde begeistres for den Methode, der anvendtes, at reise en af Pibning og Theaterspektakler baaren Opposition mod de danskfødte Kunstnere, hvad der ikke kunde andet end saare de gode danske Kræfter ved Theatret, om jeg end maa indrømme, at flere af de Nyengagerede, mod hvem denne Opposition hovedsagelig rettedes, skjønt man "slog paa Sækken og mente Æslet", gjerne kunde blevet i Danmark. Men helt at bryde overtvært med den gode Skole, vi eiede i Christiania Theater, var i manges Øine at afskjære en Væxt, der kunde udfoldet sig naturligt og sundt til en virkelig national Scene; istedet fik vi en raskt i Veiret skudt, men derfor ogsaa desto længere umoden og uskolet Kunst. Jeg kunde saaledes ikke begeistres for noget af de to Partier, og det gik mig da her, som det saa ofte senere har gaaet mig i Livet, at jeg blev staaende udenfor en Bevægelse, som jeg betragtede med stor Interesse -- idet den syntes mig urigtig ledet og bragt i falskt Spor fra begge Sider. Jeg tror -- med al Anerkjendelse af vor Scenekunsts Udvik- ling -- at Tiden i Virkeligheden har givet mig Ret. Det slurvede Sprog, der paa vor Scene endnu saa ofte skal fore- stille vort friske og smukke Modersmaal, medens det i Virke- ligheden kun er en vulgær Dialekts Rester, vilde ikke skudt saa frodig Væxt, og den hele Udvikling vilde blevet ført bestemtere til sit Maal ved en langsommere, men ogsaa sikrere og natur- ligere Frigjørelse fra det fremmede end ved den pludselige Kasten tilside af alt det, der kunde virke opdragende og regu- lerende; og meget af det famlende og usikre som af det for- ceret sikre og karslige i Manerer og Optræden, som paa saa mange Punkter endnu klæber ved vor Scenekunst og skal betyde at være "norsk", er i mine Øine Følgen af, at vi her som saa ofte foregreb den virkelige Udvikling, unaturlig for- cerede frem, hvad der ikke fik Tid til at modne i den sene, SIDE: 276 men sikre Skole, som ingen, selv ikke Geniet, kan undvære. Takket være vort sunde Folks kraftige Natur har vor Scene- kunst ogsaa i disse Spor frembragt meget godt og beundrings- værdigt, og i den Tid Ibsen og Bjørnson havde Ledningen af de to Scener i sin Haand, var jo Resultaterne ligefrem for- bausende; men saa kom Ledningen i umodne Hænder og udeblev tilsidst ganske, og det er ikke udelukket, at vi kunde oplevet endnu større Resultater under en anderledes begyndt, om end noget langsommere Udvikling. Samtidig med, at jeg forlod Christiania og "gik paa andre Eventyr og Reiser", for- svandt de Danske fra vor Scene, og jeg blev saaledes ikke Vidne til det egentlige "Brud", da den norske Kunst i Chri- stiania plukkede de umodne eller halvmodne Druer ned, der efter faa Aar, før eller senere, vilde faldt som moden Frugt i dens Skjød. Udviklingen var ialfald gaaet med priselig Raskhed, naar man erindrer, at 10 Aar før jeg blev Student havde Christiania Theater, Thalias og Melpomenes Tempel, endnu ved Siden af sine dygtige Skuespillere huset Akrobater og Jonglører, der som Carl Rappo gav "store arabiske, herkuliske, athletiske og akademisk-plastiske Kunst- og Kraft-Repræsentationer", saaledes som foranstaaende, i formindsket Maalestok gjengivne Affiche viser, der fremstiller ham hængende i Bøiler fra Taget og løftende fem Personer, en Hund samt et Bord og to Stole -- og derhos viser os "Røveranfaldet i Simbirsker- Skoven, stor Røverscene i en Akt" med Heste og Vogne paa Scenen. Det var om disse Dage og om Abekatmennesket Springers Optræden paa Christiania Theater salig Jørgensen ofte mindede i senere Tider, naar han, gnistrende af For- bitrelse talte om "den Tid, da vi maatte optræde sammen med Bjørnetrækkere og Abekatte". SIDE: 277 Vi kaster atter et Blik ud igjennem vort Vindve. Den gamle, bøiede Mand, som der kommer fra Universi- tetsbibliotheket med en Bog, og som du regelmæssig vil se paa Gaden i Middagsstunden, er gamle Hans Michelsen, den bekjendte Billedhugger, hvis triste Livssaga jeg andetsteds har fortalt og ikke skal gjentage her. Ja, han var en ensom Fugl i denne By. Om noget kunstnerisk Liv var der selvfølgelig ikke Tale i en By, der kun havde en eneste Maler boende i sin Midte, Joachim Frich; Gørbitz var netop nylig død og Eckersberg var endnu ikke havnet i Christiania. Ingen Billedhugger havde endnu opslaaet sit Atelier her, Michelsen arbeidede jo næsten intet mere, men figurerede blot som en Mærkelighed, et Slags middelalderlig Relikvie paa Gaderne -- og Interessen for Arki- tekturen repræsenteredes omtrent alene af "Fortidsmindesmærke- foreningen", Selskabet med det vanskelige Navn, der sandelig havde det trangt nok. Hvad der passerede med gamle Akers Kirke, strax før den Tid jeg blev Student, er saa tragikomisk, at Mindet derom fortjener at opfriskes som et Tegn paa Tidens Holdning i kunstarkæologiske Spørgsmaal. Den gamle, ærværdige og i sine Grundtræk saa smukke Basilika, hvis Anlæg i det mindste gaar op til Harald Gilles Sønners Tid og rimeligvis til Olaf Kyrres, var bleven for liden for Akerssogningerne, og i 1851 besluttede Akers Kommune- bestyrelse, ubekymret om den store kulturhistoriske og kunst- historiske Interesse, der knyttede sig til Kirken, simpelt hen at rive Kirken ned, bygge en ny paa dens Tomt og anvende den gamle Kirkes Sten i den nye, der skulde koste 60,000 Kro- ner. Imidlertid vakte dette Forslag selvfølgelig en levende Misbilligelse i interesserede Kredse, og en voldsom Avis- polemik opstod for og imod Kirkens Bevarelse. Men Akers Kommunebestyrelse lod sig ikke rokke i sin velvise Beslut- ning, og dertil havde den gode Grunde. Stillede den sig nemlig med Jernspiddet i Haanden færdig til at nedbryde SIDE: 278 Kirken, vilde vel de, der var interesserede for Kirkens Beva- relse, rykke ud med en ordentlig Sum for at redde den, en Sum, som kunde række et godt Stykke paa Vei til den nye Kirkes Opførelse. Jo mere Tiden for Nedrivningen nærmede sig, desto større blev virkelig Interessen for Kirken, desto fastere selvfølgelig Kommunebestyrelsen i sin Beslutning. Da tog Fortidsmindeselskabet sig af Sagen og tilbød at skaffe Akers Kommune Midler til at faa Kirken restaureret. Men det var Kommunebestyrelsen aldeles ligegyldigt; den forstod, at dette ikke bragte kontante Penge i dens Kasse, medens den derimod kunde tjene godt ved et Salg. Den afslog altsaa ethvert Tilbud angaaende Kirkens Restauration. Den havde selv i 1849 kjøbt Kirken for 16,000 Kroner. Nu tilbød Chri- stiania Kommune, der behøvede en Kirke for Bymarken, at indkjøbe den gamle Kirke. Akers Kommune, der saa sit ønskede Maal rykke nærmere, greb godt til og forlangte 28,000 Kroner for Kirken, hvorhos den skulde beholde Kirke- tienden og i 50 Aar tillige Kirkegaarden. Christiania Kom- mune kunde blot betale 24,000 Kroner -- Aker vilde ikke sælge under 28,000. Imidlertid tegnede det til, at de mang- lende 4000 Kroner skulde kunne samles ved privat Subskrip- tion. Da Akers Kommune saa, at Subskriptionen havde god Fremgang, og at man maaske med Held kunde vove at skrue Prisen endnu høiere op, fattede den den 2den Juli 1852 den heroiske Beslutning at fragaa sit tidligere Tilbud om at sælge Kirken for 28,000 Kr. og forlangte nu -- 32,000 Kr. Imid- lertid var de manglende 4000 Kr. indsamlede -- og Christiania erklærede sig villigt til at betale de først forlangte 28,000. Men da erklærede Akerssogningerne ikke blot, at Kirken ikke var at faa under 32,000 Kroner, men tillige, at Kirkens Ned- rivning uvægerlig skulde begynde om en Maaned. Nu stillede endelig Fortidsmindeselskabets Bestyrelse og nogle andre Mænd sig som personlige Garanter for de manglende 4000 Kr., Aker fik sine 32,000, og Kirken var reddet. Og saa kjøbte Akers Kommune en ny, langt større Kirketomt -- hvor nu Vestre SIDE: 279 Akers Kirke ligger -- for 4000 Kr. og kunde altsaa glad stikke 28,000 Kr., som den havde afpresset Christiania og Mænd, der var interesserede for vore Mindesmærker, i Lommen, og var langt paa Vei til den nye Kirke. Men "Nachspielet var det artigste": I den Kontrakt, som nu udfærdigedes af Akers Kommunebestyrelse, der havde villet nedbryde Kirken, til Underskrift af den Kommunebestyrelse, der havde villet redde den, indfører Akerssogningerne en Paragraf, ifølge hvilken Kjøberen udtrykkelig maatte forpligte sig til -- ikke at nedbryde dette betydningsfulde og ærvær- dige Mindesmærke!! Det er isandhed et glorværdigt Kapitel i Akers Kom- munebestyrelses Historie. Det var denne Polemik, hvori selv en Mand som gamle Prof. Hansteen for fuldt Alvor kunde gjøre sig til Tolk for SIDE: 280 den Mening, at Kirkens høie Alder dog ikke kunde være nogen Grund til at bevare den -- paa det Grundlag, at man havde jo ligesaa gamle og meget ældre Stene rundt om i alle Fjeldknauserne ved Christiania. Striden om Storthingsbygningens Opførelse, der fyldte nogle af mine Studenteraar, hører ogsaa til Kapitlet om hin Tids arkitektoniske Sans; og det -- ialfald i det Ydre -- ulykkelige Resultat af denne Strid, der nu "pryder" vor By, er ogsaa et Vidne om Kunstsansens Standpunkt i Norges Storthing og Hovedstad. Og vi var dog saa nær ved at faa en smuk Byg- ning for vor Nationalforsamling i det Udkast, Schirmer og von Hanno havde leveret. Men rimeligvis har Indredningen ikke været tilfredstillende; ellers er det umuligt at forstaa, at selv den voldsomste og smagløseste Agitation kunde skyde det Langletske Verk frem paa første Plads. Hvorledes Archi- tekturen i "det Christiania, som gaar", tog sig ud, vil bedst vise sig af de Tegninger, som ere vedføiede paa de følgende Sider: de giver et sandt og levende Indtryk af den Forvand- ling, vor By har undergaaet i de sidste 50 Aar, ja mindre -- af Afstanden mellem "Victoria Terrasses" By og det gamle "Tunis'" By, mellem det elektriske Lys's Christiania og Tran- lygternes By, hvis Smaastel kanske faar sit allerbedste Udtryk i den Tegning, der viser os "Christiania Skydsstation". Heller ikke det literære Liv i vor By var i mine Stu- denteraar synderlig udviklet. Der herskede et Interregnum i Literaturen. For otte Aar siden var allerede Wergeland død, med 1852 forstummer Welhaven omtrent aldeles ligetil Julen 1859 ("En Digtsamling"), Ibsen virkede som Theaterdirektør i Bergen og havde endnu ikke slaaet igjennem -- og Bjørnson fremtraadte først som Digter med "Synnøve Solbakken" i 1857. SIDE: 281 Den, som beherskede Interregnet, var saaledes A. Munch. Hans drømmende Natur var ikke egentlig egnet til at sætte Bevægelse i det størknende Blod, og dertil kom, at han netop paa den Tid forlod sit egentlige Felt, Lyriken, for at forsøge sig paa Scenens glatte Brædder, hvor han aldrig ret hørte hjemme. De to store Begivenheder i Literaturen, der indtraf i min Studentertid, var Udgivelsen af "Amtmandens Døtre" og af "Synnøve Solbakken", selv- følgelig begge paa Johan Dahls Forlag. Lille Dahl! Skikkelige, fornøielige, gamle Johan Dahl! Se der gaar han jo netop forbi vort Vindve! Den lille, fede Kjøbenhavner- boghandler gaar næsten al- tid med et Manuskript under Armen -- Welhavens eller Munchs nyeste Digterverk -- altid venlig, altid konfus! Det var ham, som gik hen til en Mand paa Gaden og hilste paa ham, men da han mærkede, at han tog Feil af Manden, afparerede Feiltagelsen med de Ord: "Omforladelse -- jeg troede det var min afdøde Ven, Advokat Dunker." Det var ham, som fortalte om det underlige Sprog, i hvilket A. O. Vinje skrev sine "Ferdaminni", af hvilket han vist uden nogen Affektation kunde erklære, at han ikke forstod et eneste Ord. "Tænk Dem", sagde den lille Kjøben- havner: "nu har Vinje skrevet en Bog, som han kalder Fer- dámini! Ferdámini? Hvad er det?" -- Engang havde nogle SIDE: 282 Skjelmsmestre, der kjendte Dahls og gamle de Conincks Lyst til at bringe Nyheder i Omløb, faaet den forfløine Idé at for- dele sig paa de to respektive Kaféer, hvor disse Herrer pleiede at vanke, og fortalte saa paa Mad. Treschows Kafé Dahl, at de Coninck var død og paa l'Orsas Café de Coninck, at Dahl var død. De to Angjældende skyndte sig ud for at bringe Nyheden videre og med den Følge, at de ganske rigtig traf hinanden i Kirkegaden midt imellem de to Kaféer. "Har De hørt, at de Coninck er død?" -- "Har De hørt, at Johan Dahl er død?" kom det samtidig fra dem begge. Tableau! Se non é vero é ben trovato! Malicen tillægger, at de kom i Skjænderi om, hvem af dem det var, som var død. Dahl var sig forøvrig bevidst, at han var lettroende. "Det er virkelig ubarmhjertigt at fortælle mig sligt", sagde han engang ret rørende, "mig, som De dog ved tror Alt, hvad man siger mig." Ja, ja -- dette var nu et Par harmløse smaa Historier om hans fornøielige Sider; men det skal ikke glemmes, at SIDE: 283 Johan Dahl har spillet en ejendommelig og ærefuld Rolle i vor unge Kulturudvikling; ikke blot viser hans Forlagskatalog, at han har været næsten alle vore mere betydelige Forfatteres første Forlægger, altsaa paa Tidspunkter, da det endnu var resikabelt at tro paa dem, og vor Kulturhistorie vil nævne ham ikke blot for dette Træk, men ogsaa som den, der havde en betydelig Del i Oprettelsen af Christiania Kunstforening og af Athenæet, ligesom i Grundlæggelsen af "Den Consti- tutionelle", der jo engang samlede næsten alle vore betyde- ligste Penne i sine Spalter. Ære være gamle Johan Dahls Minde med alle de Løierligheder, det indeslutter -- det tager ikke Skade af dem. Ved Godhed af en Mand, der nød Johan Dahls Tillid i den Grad, at han overgav i hans Haand sine Optegnelser om sit Forhold til Henrik Wergeland, er jeg kommen i Besiddelse af dette ret pudsige Aktstykke, der umulig -- ialfald ikke endnu -- lader sig offentliggjøre i sin Helhed. Jeg tager dog neppe Feil i, at det vil more mine Læsere -- baade de Ældre, der har kjendt de Angjældende, og de Yngre, der staa fremmede overfor disse Begivenheder, at lære at kjende hint kuriøse Forhold af et bittert Fiendskab, der ved den ene Parts modnede Erkjendelse og ved den anden Parts uendelige Godmodighed gik over til et venligt og sympathisk Forhold i Wergelands sidste Levedage. I Aaret 1829 var Johan Dahl kommen fra Kjøbenhavn til Christiania som Kommissionær for den Gyldendalske Bog- handel; men det varede mere end Aar og Dag, inden han kom i Berøring med Henrik Wergeland, hvorimod han meget hurtig var traadt i Forbindelse med Welhaven, der dengang endnu var ung Student. Da saa Aaret efter Striden om "Ska- belsen, Mennesket og Messias" begyndte med Welhavens be- kjendte Digt, "Hvor længe vil Du rase mod Fornuften", og da Welhaven snart blev anseet som Fører for "Danomanerne" i Modsætning til Wergelands Norskhed, var dermed den lille Danskes Stilling til Wergeland given, og det blev endogsaa SIDE: 284 "lille Dahl", der personlig indleverede det nysnævnte Digt i "Morgenbladet". Dahl bevarede lige til sin Død en Seddel fra Welhaven med en ret betegnende Rettelse til Digtet, som han modtog samme Dag, Digtet tryktes. Den lyder saaledes: "Aa Du maa tage Dig en liden Tid i Eftermiddag, noget tidlig, for at gaa op til Hviid, og rette den Linie "Veed Du da ej, at Tidens Finger fæster" dertil: "Veed Du da ej, at Glemsels Finger fæster". En Haarkløver kunde ellers ind- vende, at Tiden saa alligevel gjør Kaal paa alt, hvad nævnes kan. Nu derimod vil Udtrykket ikke medføre nogen Slags Grund til lignende Indvendinger -- hør nu, siig frem, om Du vil gjøre Turen. Din J. Welhaven". Medens Forfatteren længe var anonym, er det ikke umuligt, at Wergeland har faaet Nys om Dahls Befatning med Digtet, og at han derved er bleven yderligere opsat paa den SIDE: 285 danske Mand, til hvem han vistnok allerede tidligere havde et godt Øie. Første Gang Dahl saa Henrik Wergeland var en Aften den 17de Mai i det senere afbrændte Theater efter Opførelsen af Bjerregaards Tragedie "Magnus Barfods Sønner". Werge- land, der stod i Parterret, gav sin Uvillie mod Danmark og formodentlig navnlig mod danske Skuespillere saa høirøstet Luft, at daværende Storthingsmand Rektor M. A. Boye fandt sig beføiet til at imødegaa ham fra Balkonen. Her svigter imidlertid vistnok Dahls Hukommelse ham; thi han fortæller, at han "senere" saa Wergeland ved Indvielsen af Krohgstøtten 17de Mai 1833; men det synes mig, som om denne maa have fundet Sted netop samme Dag som hin Aften- scene skal have passeret; thi Boye laa ved Storthinget netop i 1833 som Suppleant. Ogsaa ved en Opførelse af Fra Dia- volo hørte Dahl W. i Restaurationen udbryde til Kancelliraad Munthe af Morgenstierne, der netop stod i Samtale med Dahl, at det var en kunstlet og unaturlig Musik. "Ha, nei, da er Lurens Toner fra Sæteren, Jentens Kauen og Hallinglaaten noget ganske andet, -- det er Toner, som strømmer fra og naar til Hjertet, de ere langt at foretrække!" Kancelliraaden skal dertil ganske lakonisk have svaret: "Ja, for Kjørene". Dahl paastaar, at Wergeland omtrent ved denne Tid begyndte, naar han traf ham paa Gaden, at kaste Slængord efter ham, og omsider skal han paa et Bal i det musikalske Lyceum ligefrem have forhaanet ham. I Begyndelsen af 1834 foreslog ikke desto mindre Wergeland Dahl at overtage For- laget af et af hans Arbeider, hvad Dahl dog maatte afslaa paa Grund af andre Forlag, som han netop havde under Haanden. Henimod Slutningen af 1834 udkom saa "Norges Dæmring" paa Dahls Forlag, og fra nu af synes den egentlige Krig mellem Wergeland og Dæmringens Forlægger at være begyndt, denne Krig, der kulminerede i Udgivelsen af Werge- lands Farce "Papegøien". Denne Farces Forhistorie er ikke uden sin Interesse. Dahl havde i 1833 fæstet en Løbergut SIDE: 286 fra Landet, hvis Habit ikke var synderlig komplet, og Dahls Ven Holger Collett fik af Dahl Anmodning om at bestille en anstændig Dragt til ham, for at han kunde se ordentlig ud, naar han gik Ærinder i Byen. Om det nu var af Skøieragtig- hed eller ei: denne Dragt eller Liberi blev grøn med røde Snore paa Opslagene. Noget efter blev Dragten omgjort til Dahls næste Ærindsvend, der var glad i sin Pynt. Denne Dahls nye Drabant var kjendt af Henrik Wergeland fra den Tid, han havde opvartet i Konditor Zuwans Kafé, hvor Wergeland vankede. Naar Wergeland senere traf Gutten paa Gaden, forargede det ham at se Boghandlerens Tjener i Liberi, SIDE: 287 og han kunde da raabe til ham: "Tjener Du hos en Greve, en Baron eller Excellense?" Eller "er Du ei Nordmand?", eller han kunde vende sig til sin tilfældige Ledsager og sige: "Kom og se, hvilken Fugl!" og omsider kaldte han ham stadig "Papegøien". "Naa Papegøie, gaar Du der endnu som en Papegøie?" Guttens Henrykkelse over den smukke Dragt forvandledes herved til dyb Bedrøvelse, og med Taarer klagede han sin Nød for sin Herre. Dahl indrykkede saa i Sagens Anledning et Par Artikler i "Morgenbladet", der besvaredes fra den anden Side og endte med følgende Erklæring fra Dahl, der viser, at Sproget ogsaa dengang lod sig bruge til Grovheder: "For om muligt at beskytte min Tjenestekarl imod Henrik Wergelands Drenge-Kaadhed, fandt jeg mig beføiet til at of- fentliggjøre dennes uanstændige Opførsel. Da Hr. Wergeland nu selv tilstaar at have handlet overilet, og jeg maaske saa- ledes tør ansee Hensigten af min Annonce for opnaaet, skal jeg ikke gjøre videre Bemærkning ved den Fremstilling, hvor- ved han har søgt at undskylde sin Adfærd. Men idet jeg haaber, at han for Fremtiden afholder sig fra i Overilelse eller Drukkenskab at fornærme mig eller mine Folk, underretter jeg ham dog om, at Foragt maaske ikke vil beskytte hans Smæde- lyst, men at han turde blive krævet til Ansvar for enhver uforskammet og fornærmelig Ytring, som han herefter maatte tillade sig. Christiania, 17de December 1834. Johan Dahl". Nu var Maalet fuldt, og Wergeland gav Svar paa Tiltale i den nævnte Farce "Papegøien". Men her gjorde Dahl det morsomme Kontratræk, saasnart han havde hørt om den paa- tænkte Farce, at tilbyde Forfatteren at overtage Forlaget og betale ham et Honorar af 100 Kr. samt Trykningsomkostnin- gerne, efter den Tids Forholde et ikke forkasteligt Tilbud. SIDE: 288 Wergeland, der selv havde trykt Farcen i 500 Exemplarer paa sit eget Forlag, og allerede samme Dag vilde have den færdig, svarede -- formodentlig efter en forudgaaende Kon- ference -- saaledes: "S. T. Hr. Boghandler Dahl. Med at Oplaget, 500 Exemplarer, skal være til Deres Raadighed, og det saavidt Pressen formaar til i Aftningen, for- SIDE: 289 staaes naturligvis, at De er Eneeier deraf -- at det er af den angivne Størrelse alene, dog saa, at det staar til Dem at for- større dette Oplag, om De imod min mundtlige Angivelse af, at det kun skulde være af den Størrelse, om jeg skulde ved- blive at være Forlægger, bestemmer Dem til noget saadant. For nye Oplag pleier vel bestandig ny Kontrakt at gjøres. Titelen er "Papegøien, et Fastelavnsris af Siful Sifadda". Manuskriptet skal overleveres Dem af Bogtrykkeren. Mine 50 Expl. ønskes mig med dette, saasnart Pressen kan levere dem. Saaledes alle Punkter i Deres af Dato besvarede. Jeg ønskede i al Fredsommelighed at tale med Dem om Bogtrykkerens Accord, i hvilken Anledning jeg har noget skrevet ham og mig imellem at forevise. Derfor udbeder jeg mig Deres Nærvær for Ex. hos Zuwan Kl. 12 l/2. X.ania 3 Febr. 35. Henr. Wergeland". Dahl udgav nu Bogen, hvis slette Udstyr "paa Makula- turpapir" dog, som man kan forstaa, var Wergelands eget Verk; for ikke at bryde Harmonien, siger Dahl, lod han den hefte sammen med en Uldtraad uden noget Omslag, hvorpaa den averteredes og sendtes i Kommission til alle Dahls For- bindelser i de nordiske Riger, saa at den fandt den videst mulige Udbredelse fra Forlæggerens Side. Prisen 2 Kr. var vistnok noget høi, men i Avertissementet var tilføiet: "Naar Udlægget er dækket, skal Overskuddet af Salget tilstilles Mangelsgaarden til Understøttelse og Forbedring af de til Drik forfaldne Poeter, som muligens kunde blive Lemmer af An- stalten". Som man ser, kjæmpede heller ikke Dahl med ganske giftfrie Vaaben. Imidlertid blev Overskuddet en Chimære og den noble Hensigt saaledes ikke naaet. Som bekjendt har "Papegøien" en Fortsættelse: "Com- mentar til Papegøien", udkommet samme Aar 1835, der ogsaa har sin Forhistorie. Nogen Tid efter at "Papegøien" SIDE: 290 var publiceret, spurgte Digteren Dahl, hvad han syntes om den? Dahl svarede, at hans Tid hidtil ikke havde tilladt ham at pløie den igjennem, men han haabede ved Tid efter anden at tage den portionsvis engang at komme tilende med den. Wergeland mente da, at den muligens vilde blive Dahl for vanskelig at forstaa, og da Dahl beklagede sine smaa Evner, der vistnok ikke vilde tillade ham at fatte et saa dybt Digterverk, tilbød Wergeland sig at skrive en Kommentar for ham "til Karakterens og Lunets bedre Forstaaelse". Dahl gik ind paa Spøgen og tilbød ham et Honorar, hvis han vilde ofre sit store Talent til en saa utaknemmelig Opgave, og man kom overens om en Sum af 40 Kr. og en Flaske Armagnac paa Betingelse af, at Bogen trykt kun skulde udgjøre ét Ark. Til Vitterlighed opsattes følgende Dokument: SIDE: 291 "For en Commentar til Papegøien har Boghandler Dahl betalt 10 Spdlr. Christiania, Marts 1835. Henr. Wergeland. Efterskrift: Dersom Dompapen, Commentar til Papegøien, stor 15 skrevne Pagina, udgjør mere end et trykt Ark, al- mindelig Oktav, da erklærer jeg mig villig til at betale Hono- raret 10 Spdlr. tilbage. Henr. Wergeland." I Langes Forfatterlexikon findes optaget "Commentar til Papegøien, et Fastelavnsriis, Christiania 1835, 16 S. 8vo. ". "Lyv ikke eller Dompapen, Fugle- og Blomsterstykke af Siful Sifadda, Chr.a 1840, 28 S. 120 ." Naar det har været sagt og skrevet, at Johan Dahl var tilstede i Theatret ved Campbellerslaget, saa var dette, efter hvad han selv oplyser, ikke Tilfældet. Han havde seet Styk- ket den første Aften, og han agtede, da det blev Tale om Pibning ved den anden Opførelse, at gaa derhen, men at for- holde sig passiv. Han blev dog af Professor Schweigaard afholdt fra at gaa i Theatret, og tilbragte den historiske Aften i en Familiekreds. Imidlertid fandt der flere rent personlige og private Kontroverser Sted mellem Wergeland og den lille danske Boghandler, Kontroverser, hvis Natur ikke synes mig at tilstede deres Offentliggjørelse ialfald ikke for Tiden; men som i saa mange andre Henseender blev Wergelands sidste Aar ogsaa i Forholdet til Dahl meget ulig hans Sturm-und Drangperiode. I 1840 havde Dahl et tilfældigt Ærinde hos Henrik Wergeland i hans daværende Bolig i Konsul Grünnings Have (omtrent ved den nuværende Storthingsgade). Han viste sig da venlig og høflig mod Dahl, foreviste ham sine Samlinger af Snurrepiberier, hvoriblandt en levende Snog, som krøb mellem en Del Løv paa Gulvet, en Staalorm i et aabent Glas, Fugle, der dels sad i Bur, dels fløi frit om i Stuen, og Dahl siger, at han blev ganske øm om Hjertet ved at se den Blid- SIDE: 292 hed og Kjærlighed, hvormed han omgikkes sine Dyr, ligesom han fandt, at der gjennem hele hans Væsen gik en velgjørende Godhjertethed, og efterat Jødesagen havde været fore i Stor- thinget, henvendte Dahl sig til Wergeland med Anmodning om at skrive den bekjendte Fremstilling af "Jødesagen i det norske Storthing", ligesom han senere forlagde tredie Del af "Den norske Konstitutions Historie", et Verk, paa hvilket Dahl ikke spandt Silke. Wergelands Honorar for dette sidste Verk var efter Dahls Opgave 80 Kr. Arket. Enden paa det Hele blev, at Wergeland ved en Fest i det af Georg Fein stiftede tyske Selskab "Germania" om- favnede og takkede Johan Dahl, da denne havde udbragt en Skaal for Friedrich Schiller, hvis Fødselsdag det var, og da Dahls Hustru til samme Anledning havde komponeret en Me- lodi til Schillers "Punschlied im Norden zu singen", bragte Digteren hende faa Dage efter en af ham foretagen Oversæt- SIDE: 293 telse af Digtet og besøgte fra nu af flere Gange Dahls Hus som Gjæst, ligesom det i 1843 ved Oehlenschlægers Besøg i Norge faldt i den henrykte Dahls Lod at føre de to store Digtere sammen, og Dahl fortæller, at Wergeland om Høsten 1844 ved et Gilde i Madam Treschows Kafé venligt skal have sagt: "Det dummeste, jeg i mit Liv har gjort, var, at jeg tidligere har forfulgt Johan Dahl; men jeg kjendte ham ikke da!" Det var sidste Gang, Wergeland mødtes med sin Forlægger. Et hidtil, saavidt jeg ved, utrykt Digt af Wergeland, tilegnet de to tydske Demagoger, hvis Navn det bærer, har jeg fundet blandt Dahls Papirer, og da ethvert Træk, der kan fuldstændiggjøre Digterens Billede, maa være velkomment for Læseverdenen, meddeler jeg det her: For Gustav Kombst og Georg Fein. (Mel.: Vift høit paa Codans Bølge, blodrøde Danebrog). I Graven ligger Børne, og Heine er fortabt; men herligt Par af Ørne i Kombst og Fein er skabt. Den ene har sin Rede paa Norges Klipper lagt, Fra høien Arthursæde den anden holder Vagt. De over Tyskland vaage med Vingen spændt til Flugt, med vakte Øienlaage, med Kloen aldrig lukt. Deri de Lynet klemme, Despoter skjælve ved, naar rundt det elskte Hjemme de svinge op og ned. SIDE: 294 De langs ad Rhinen svæve med høie Ørneskrig: "Op Tyskland, Tyskland leve, selv maa Du frelse Dig". Da Fyrsterne forskrækkes, og Cæsar selv blir bleg. Thi mange Øine vækkes, alt som de Ørne skreg. De af sin Krone gave sin bedste Sten omsonst, hvis de bag Spandaus Grave Dig havde, Gustav Kombst! Et Smil sig vilde folde om deres skumle Mund, hvis bag om Spielbergs Volde Dig, Fein, de havde kun! SIDE: 295 Men Ørneparret svæver rundt om Germanien, til Vingerne de hæver til Flugt mod Himmelen! Men naar I Hvile lyster, naar Vingen bliver træt, paa Norges frie Kyster et Stævnemøde sæt! Henrik Wergeland. SIDE: 296 Men, tilbage til vor egen Tid. Som sagt udkom baade "Amtmandens Døtre" og "Synnøve Solbakken" hos vor for- tjente Ven. Længe før "Amtmandens Døtre" udkom, gik lille Dahl omkring som en æggesyg Høne med en Pakke under Armen og forkyndte for hvem, der vilde høre det, at her bar han paa det mærkeligste Manuskript, der i lange Tider var fremkommet -- og at Forfatterens Navn var en dyb Hem- melighed -- kun saameget kunde han sige, at det var ingen Forfatter, for det var en Forfatterinde! men hvem hun var, var en endnu dybere Hemmelighed, og den fik Ingen vide; kun saameget kunde han sige osv., og da saa endelig Bogen kom og gjorde stor og berettiget Opsigt, vidste hele Verden, at Forfatterinden var Camilla Collett. Alle var enige i at beundre Bogens æsthetiske Værd, men dens "Tendens", dens de sociale Forholde berørende Side var Tiden endnu ikke moden til at modtage. Det var derfor de forunderligste Me- ninger man fik høre, ligefra at det, Forfatterinden kjæmpede SIDE: 297 for, var, at herefter skulde Damerne frie til Herrerne og ikke omvendt, og ligetil, at Konsekventsen af dens farlige Lære var, at Damerne nu maatte gaa i Buxer. "Amtmandens Døtre" kom frygtelig paatvers; ikke blot fordi den prædikede Læren om Følelsernes Ret, om et Kvinde- livs Værd som større end Hensynet til brutal "Fred og Ro" og Hensynet til "hvad Verden vilde sige", ikke blot fordi den nedbrød den gamle Tro paa, at Kvindernes Bestemmelse var at giftes, ikke at blive lykkelige og frie Personligheder; den kom navnlig paatvers, fordi den dumpede ned midt i den Pietismens Luft, der i Midten af 50-Aarene fuldstændig kuede SIDE: 298 vort Land. Den kunde aldrig kommet heldigere. Den kom med et Bud fra Menneskelivet, om at ogsaa det havde sit Værd og sin Opgave, -- og den Bevægelse, det vakte, var ikke som Stenens, der falder i Vandet og sætter Bølgerne i en Kredsbevægelse, der aftager med dens Omfang, men den var som hin Draabe, der efter Ægypternes Tro falder fra Himlen i den velsignede Nat, befrugter Floden og bringer den til at voxe, saa den oversvømmer den fortørrede Jord og bringer ny Frugtbarhed og ny Grøde. Vi, der erindre, hvorledes dette Digt greb ind, forargende, forstyrrende, befriende, henrykkende i en Tid af lunken Spids- borgerlighed, i et Samfund af skikkelige, hverdagslige Mænd og tause, men tænkende og lidende Kvinder, vi vil aldrig glemme det. Jeg kan altid blot tænke mig denne Virkning under et Billede, der saa ofte har staaet for mig, naar jeg har læst ogsaa andre Ting af Camilla Collett end Amtmandens Døtre. Har De seet Salonskytter paa en Skydebane, skyde paa en rund Skive med en Prik i -- den Ene skyder efter den anden, men Skiven med en Prik er og bliver uforandret en Skive med en Prik. Da træder en Skytte frem -- dennegang en kvindelig -- og træffer lige i Prikken, og da aabner pludselig Skiven sig med Larm og Bulder -- falder til to Sider og bagved skyder Billedet af en Mand op -- et afskyelig, grinende, stygt Billede af en Mand, -- et Slags diable boiteux. Du kan længe nok slaa Skiven sammen igjen, Du har engang seet dit Billede o Mand! og du glemmer det ikke saa let. Den kvindelige Lidelse tog Sigte, den kvindelige "Pathos", Lidenskaben i høieste Mening førte Haanden, og Skudet traf i Prikken: Skiven aabnede sig og viste os Mænd vort eget Billede og Gud skal vide -- smukt var det ikke; men engang seet, kunde det ikke atter skjules eller glemmes -- dertil var Skudet for velrettet, Skil- dringen for sand. Amtmandens Døtre er en Kvindesmertens Symfoni, der toner ud gjennem dens Kvindeskikkelser som gjennem forskjellig- SIDE: 299 stemte Instrumenter; de mandlige Figurer ere mere Bifigurer; men hine Kvinder danner tilsammen et Silhouet af Manden, lige- som hine to Træer, hvis Conturer danne et Portræt af Napoleon i Luften mellem dem. Det var adskillige Aar efter denne Bogs Fremkomst, at jeg først gjorde dens Forfatterindes Bekjendtskab nogen Tid efter det Sammenstød, hvorom tidligere er fortalt, og senere har vi camperet sammen i de fleste af Europas Lande, -- jeg har truffet hende herhjemme, i Sverige, i Danmark, i Tysk- land, i Frankrige og i Italien, og meget kunde jeg have at fortælle fra dette Samliv, der har havt sine Roser og sine Torne, sine lyse Minder og sine Misforstaaelser, men jeg vil blot her erindre om et af mine sidste Møder med den mer- kelige Dame, ubestridt den merkeligste, vort Land har frembragt, fordi dette Møde, især nu da hun er borte, har et Slags "historisk" Betydning. Det var den Dag, da jeg skulde underrette hende om, at man agtede at feire hendes 80de Fødselsdag med en Fest, der endnu vistnok lever i alles Erindring. Da Fru Collett selv hentydede til dette Møde i den Tale, hendes Søn paa hendes Vegne holdt paa Festen, tror jeg ikke at begaa nogen Indiskretion ved at omtale det. Det var en Middagsstund, jeg kom op til hende og fandt hende i den heftigste Bevægelse: hun vidste, hvorfor jeg kom. Hendes første Replik var saadan, at en stor tragisk Digter ikke kunde formet den skarpere: "Hvad tænker De paa? Vil De grave et rustent og smuldret Sværd frem af Jorden og vise det for en Verden, der har glemt, at det nogensinde var til? Er det denne By, der nu vil feire mig, -- denne By, der har kjæmpet mod mig i femti lange Aar og kastet mig bort! Hvad vil dette sige? Vil nu alt dette Gamle, som jeg har bekjæmpet, sige mig Farvel?" Det saa temmelig haabløst ud at feire en Fest paa saadanne Præmisser -- men en god Aand indgav mig at svare: "Ja vel -- det er det Gamle, som vil sige Dem Farvel, men det er fremfor alt det Unge, som vil hilse Dem velkommen! Det er denne Tid, De tilhører, det er den, De SIDE: 300 har kjæmpet for, og det er den, som nu vil takke Dem for Deres Kamp og lykønske Dem til Deres Seir!" Da saa den store Kvinde paa mig med et Blik, jeg aldrig glemmer; det var, som om der brød en Solstraale frem af en Skymasse, der havde ruget over Himlen i lange Tider, og ud af dette Blik lød det med en Stemme, der ganske havde forandret Klang: "Tak for det Ord! Jeg tror Dem -- jeg skal komme!" Jeg ved, at jeg følte noget vaadt i mine Øine og gik uden at kunne sige et Ord mere. Siden dette oprindelig blev skrevet er den mærkelige Kvinde gaaet bort, og jeg har i hende tabt en af dem, hvis Venskab -- thi saa tør jeg kalde den Følelse, hvormed hun i de sidste Aar af sit Liv omfattede mig, -- var mig i lige Grad hædrende og kjært. Nu er hun gaaet bort, og jeg maa erindre de Ord, hvormed hun lader Kold i "Amtmandens Døttre" lægge sin bortgangne Venindes, Margarethes, Dagbogs- blade fra sig -- og jeg hvisker dem her til Afsked over hendes Aske: "Ja, gaa i din Grav, du og dine lige, hvor de er. Her trænger vi kun til travle og haarde Hænder, ikke til Aand eller for dybe Følelser. Gaa til Ro igjen, stakkels Barn! Du er kommen for tidlig op. Morgenen er graa og kold, og Taagen ligger tyk over Engene . . sov sødt og trygt, indtil Solen og Fuglene kommer frem. Men jeg vil tage disse Smertenskorn jeg har opsamlet i dit Spor, du henvisnede, og gjemme dem trofast og nedlægge dem -- dog vel altid ensteds. Farvel, hav Tak for dit Venskab." Jeg kan udtale disse Ord over hende som om de vare skrevne om hende selv. Og det kan jeg fordi at Alt, hvad hun skrev og saaledes ogsaa disse vemodsfulde og dog saa bitre Ord, var skrevne af hende selv om hende selv, fordi hendes hele Digtning og Forfattervirksomhed var udgaaet af Selvoplevelsens Inderlighed -- den eneste Garanti for en Digt- nings fortsatte Liv i Literaturen, der kan tænkes; thi kun hvad der er levet, kan vedblive at leve, kan leve videre, virke og SIDE: 301 befrugte Andre, kan sikre Ordet et evigt Liv. Men det som i Sandhed er levet er kun det, som er fremgaaet af en indre Livets Glød, af en stor, hellig Lidenskab. Grækerne havde et Ord "Pathos", der ikke blot betød Lidelse, men ogsaa den mod Lidelsen reagerende, Livet fyldende Lidenskab, og Bæreren af denne store Lidenskab var det Stof, af hvilket den græske Tragedie smedede sine Helte og Helt- inder, en Orestes som en Antigone, en Prometheus som en Medea. Noget af en saadan antik Skikkelse midt i vor nygtre Tid, Bærer af en saadan stor, af Lidelsen fostret og lutret Liden- skab, der drev hende frem til Stordaad var hun, som nylig gik bort. Det er ikke vanskeligt at se, hvad der var selve den bevægende Kraft i denne store Kvindesjæl. -- Det er nok at sige, at hun var en Wergeland. Den moderne Literaturhistorie har det altid meget travlt med at paavise arvelige Indflydelser og Milieuindflydelser, men glemmer derved kun altfor let, at disse nok kan forklare visse Sider af en Personlighed, men aldrig Personligheden selv; der vil altid blive et irrationelt Tal tilovers ved Regnestykkets Facit, og det netop det Tal, det kommer an paa: det, der skulde forklare os netop det Personlige i Personligheden, det inderste Ejendommelige. Men er det nogetsteds berettiget at pege paa deslige Familie- og Milieutræk til Forklaring af en Forfatter- personlighed, saa er det, hvor disse Omgivelser har været saa betydningsfulde, disse omgivende Personligheder saa mægtige, at de har præget Forfatteren med sit tydelige Arts- eller Slægts- mærke, og er det nogetsteds Tilfældet, saa er det her. Norges Frihed fødtes paa Ejdsvold, og C. C's Fader deltog i denne Fødsel, fra Eidsvold og fra det Wergelandske Hus udgik vor første Frihedssanger, Incarnationen af hele vort Folks første, berusende Frihedsfølelse -- gjennem det Wergelandske Hus og gjennem denne samme Forbindelse af det Wergelandske Blod med det varmt strømmende Thaulowske, skulde ogsaa Norges Kvinder modtage Befrielsens løsende Ord, fra Ejdsvold. SIDE: 302 Hun var for at sige det med et Ord: den kvindelige Henrik Wergeland, naar vi tillægge det irrationelle Tal, at hun dog paa samme Tid var noget ganske andet: lig ham og dog saa uhyre vidt forskjellig fra ham -- thi han var Frihedssangeren for et befriet Folk, hun var Befrielsessangeren for et Folk, der endnu ikke var frit. Hun havde ikke hans viltre Ildfuldhed og hans fossende, stormende Vælde, men saa havde hun, Kvinden, mærkelig nok faaet den Egenskab, som man gjerne tilkjender Manden, men som han savnede: den klare Reflexion, den skarpe, gjennemtrængende Dømmekraft; i Kraft af denne Forskjel blev hans Virke ligesaameget, ja mere et praktisk Virke udad, hendes, en stille, men dybt gribende Virken indad; men begge To havde de det varme, flammende Hjerte og den lysende Genialitet. Vil man spørge, hvo der var den største af dem -- saa gjerne for mig. Hun kjæmpede ikke blot for Kvinden og hendes Eman- cipation, det er ikke blot Kvindens Lidelse, der bringer hende i Harnisk, ser hun en Fattig, som lider Nød, saa har hun en rig Almisse til ham -- altid i Stilhed -- af sine smaa, tarvelige Aars- indkomster, Enkepensionen og den Digtergage, der fra først af blev sat til det Halve af vore andre store Digteres Gage -- Mandsarbejdet er jo altid værd en Mark, naar Kvindearbejdet koster 8 ß, ved De -- af disse tarvelige Indtægter havde hun altid Raad at afse en uforholdsmæssig stor Del for andre -- var der en af vore yngre Forfattere, som hun troede trængte en Recreation, saa sendte hun ham 100 Kroner til en Fjeld- rejse -- Præsten paa det Sted, hvor hun trivedes bedst om Sommeren i senere Aar har fortalt mig, hvorledes hun ved Afreisen bad ham uddele 50 Kr. til Bygdens Fattige, og da hun saa modtog Underretning fra ham om, hvor disse Penge vare komne vel med, blev hun herover saa glad, at hun sendte ham med varm Haand endnu 40 Kr. til samme Øiemed. Ser hun en Hest, en Fugl lide, saa kommer hendes hele Blod i Oprør, og kan hun saa intet gjøre for at lindre Kvalen, saa giver hun sig ialfald Luft i en Avisartikel; hun interesserer SIDE: 303 sig og offrer sin rige Skjærv for Indførselen af Slagtemasker, og med rette gjør Foreningen til Dyrenes Beskyttelse hende til Æresmedlem. Hint Takketelegram fra alle Dyrene, der blev oplæst paa Festen for hende i 1893, glædede hende næsten mere end alt Andet. I Paris skriver hun en Brochure til Pariserkudskene om ikke at være grusomme mod Droskehestene, og hun tordner mod deres Raahed og Dyriskhed -- men da hun saa kommer til at bo oppe paa Hjørnet af Bogstadvejen lige ved Holdepladsen og ser, hvor disse samme forskrækkelige Kudske lide ondt i Vinterkulden, saa vil hun bygge et Hus ved hver Station for Kudskene, for at de ikke skal fryse eller gaa paa Kroerne og drikke -- Alt, hvad der lider er i Slægt med Camilla Collett, for det nærer hun en Søsters Følelser. Hvor kjender vi ikke Henrik W. igjen i slige smaa Træk. Her har vi den centrale, bevægende Kraft i hendes Væsen. Jeg vil ikke kalde dette Medfølelse, men Medlidenhed; thi Medfølelsen er lige bered til at føle Glæden med de Glade, som til at føle Smerten med de Lidende -- men Camilla Collett havde en langt større Evne til at lide med de Lidende end til at glæde sig med de Glade. Her staar vi vistnok ved det Ejendommeligste i hendes Natur, eller ialfald i det, Livet gjorde hende til, og der er Mærker, som for mig tyde paa, at Livet gjorde hende dertil, fordi hendes Skjæbne indeholdt noget, der kom en Smerte i hendes dybeste Væsen imøde og farvede dette saaledes, at det blot kunde udvikle sig til Medlidenhed, medens Glæden ofte gjorde hende kold om ej af anden Grund, saa fordi dens Maade at ytre sig paa saa ofte stødte hendes fine Natur tilbage. Denne Melankoliens Grundtone i hendes Væsen klinger igjennem hendes Digtning og hendes hele mod det Ideale rettede Livsopfatning, med hvilken den hænger paa det nærmeste sammen, og den næredes mægtigt ved det ensomme Liv i den trange Bygd omkring Eidsvolds Præstegaard, hvor de mange gamle Hjem skjulte mangen mørk Kvindeskjæbne, hvis Gru lagde Dunkelhed allerede over Barnets halvforstaaende, ahnende SIDE: 304 Sind. Hendes inderste Væsen higede efter at gjøre hele Verden lykkelig og glad -- og da dette er umuligt, kunde hun selv ikke være lykkelig og glad. Saaledes er nu engang denne Idealitetens Understrøm i de dybeste Naturer beskaffen -- og fremfor alt i Kvindenaturen. Og denne hendes Følelse var forenet med en Aand- fuldhed saa intens og stor, at hun ved disse Evner, da Lidelsen slog ud i Lidenskab, formaaede at omskabe et Samfund, hvor man hidtil "kun trængte til travle og haarde Hænder, ikke til Aand eller for dybe Følelser" til et Samfund, hvor baade Aand og Følelse endelig om ikke helt saa dog i høi Grad er kommen til sin Ret paa det centrale Gebet, paa hvilket hun paatog sig at virke. Dette Gebet var efter sin ydre Form det kvindelige Forfatterskab. Hun medførte ganske usædvanlige Betingelser for dette: en fin Opdragelse, høit dannede Omgivelser, og endelig, -- hvad der i hin Tid var sjeldent -- ogsaa Kjendskab til udenlandske Forholde og betydelige literære Personligheder. Opdraget i Christiansfeld i et Par Aar, fik hun som bekjendt i 1834 Anledning til at følge sin Fader paa en Reise til Paris. Strax hun betraadte Forfatterbanen viste hun sig i Besiddelse af denne Stil, som ingen af vore Forfattere, hverken mandlige eller kvindelige hidtil har overtruffet, faa naaet, en Stil, hvor Ordet slutter om Tanken ikke som et raslende Harnisk og ikke som et folderigt Gevandt, men som Huden slutter over Musklerne, elastisk som denne, gjennemsigtig, finfarvet af det understrøm- mende Blods Rødme, fintegnet af alle Tankeaarernes Forgre- ninger som denne. Denne Stil har sit Særkjende deri, at Tankernes klare Udtryk altid zitrer over en Sangbund af Stemning, der paa ethvert Punkt vil bryde frem paa Over- fladen, og den omspænder alle Stemninger: ligesaa gribende som hendes Tungsind, ligesaa ætsende er hendes Satire og ofte blandet med et friskt Stenk af Humor, som i den ube- talelige lille Skizze: "Forskjellige Glæder", noget af det finest Fornøielige vor Literatur eier. -- I denne Stil ligger et for- SIDE: 305 melt Mesterskab, der alene det, vilde givet hende en frem- trædende Plads selv i de største Landes Literaturer. Camilla Collett fortalte mig engang i en Time, da hun kastede et Blik tilbage paa svundne Dage, i Fortrolighed, hvad der nu, da hun er borte, visselig ikke behøver at forblive nogen evig Hemmelighed, at paa en Reise henimod Slutningen af 30-Aarene havde en af "das junge Deutschlands" Koryfæer, Heines, Laubes og Gutzkows Ven, Theodor Mundt truffet sammen med hende i Hamburg, gjort sterkt Indtryk paa hende ved sin personlige Elskværdighed -- og havde lagt sin Haand og sit Hjerte for hendes Fod; men hun havde Grunde, der bevægede hende til at afslaa Tilbudet. Havde hun dengang kommet til at indtage den Plads, Louise Mühlbach senere fik som Th. Mundts Hustru, vilde hun sikkerlig kommet til at indtage en endnu langt mere fremragende Plads i Tysklands Literatur end denne -- ceteris paribus -- thi jeg kjender faa større Forfatterinder i vort Aarhundrede; og hun vilde, tilhørende et større Land end vort, havt et Navn, som vilde knyttet sig værdigt til de største. Om hun ogsaa vilde opfyldt sit Forfatterskabs væsentlige Mission saa dygtigt i det fremmede Land som herhjemme? Ubetinget ikke -- thi denne Mission voxede naturligt ud af den hjemlige Grund og fordrede den staalhærdende, strenge, hjemlige Luft, og saaledes har vi en smertelig Ret til at sige: hun var vor og maatte være vor. Saa gik hun da at opfylde sin Mission, at betræde sit Virke- felt i Literaturen. Man har kaldt dette Virkefelt Kvindens Eman- cipation, men ligesom vi har seet, at dette Ord langtfra udfylder Camilla Colletts Virksomhedsfelt i Livet, saaledes er det et stort Spørgsmaal, om man egentlig tør sige, at det var "Kvindens Emancipation" Camilla Collett arbeidede for; der kan svares baade ja og nei, det var paa en vis Maade baade noget mindre og noget mere hendes Virksomhed gjaldt -- det var ikke Emancipationen i den Forstand, vi nu tildags tage dette Ord, efter alle dens Sider -- og dog var det noget SIDE: 306 meget større end den: det var baade Mandens og Kvindens Emancipation hun arbeidede frem: det var Forædlingen af Mandens Forhold til Kvinden, Oplukkelsen af hans Øie for sin Medarbeiderindes virkelige Værd hun kjæmpede for. "Kvindesagens" Venner har derfor stundom bebreidet hende at hun ikke deltog i det ydre Arbeide for denne -- . Hun følte vel Betydningen af det ydre Arbeide for Kvindesagen og glædede sig ved det; men hun beklagede, at det efter hendes Mening hist og her kom for ensidig frem; "der burde", siger hun etsteds "være gaaet et indre Arbeide forud -- eller, rettere sagt der burde været arbeidet samtidig indenfra og udenfra!" Hvem tilgiver hende ikke gjerne, at hun her saa saa kvindeligt, saa smukt feil, naar man erindrer, at hun ikke saa at det indre Arbeide var udført, fordi det var -- netop hende selv, der havde udført det, udført det alene, uden at se sig om, mod Strømmen, ud fra de Stummes Leir -- i et Liv af Arbeide og Martyrdom; netop hun selv havde gjort det, derfor saa hun ikke at det var gjort -- derfor fordrede hun at det ydre Arbeide skulde vente. Ja -- Martyrdom; Ordet er ikke for stærkt; der var noget, jeg kommer tilbage dertil, af den græske Tragedies Heltinde over Camilla Collett. Hendes af Lidelsen fremkaldte Lidenskab var saa stor, at den skjød alt Andet tilside for dette Ene -- og saa kom hun i Collision mod Livet, mod Menneskene, der fandt, at der ogsaa var andre Magter, der fortjente at arbeides for, end den Magt, hun altid vilde trænge i Forgrunden. Men den ensomme Kvinde kjæmpede som en Helt mod Miskjen- delse og Ligegyldighed, mod Trods og mod Feighed. Hendes hele Forfatterliv var en Martyrdom, fordi hver Nerve i denne fine Kvindesjæl var anstrengt og berørt, pinligt berørt af Striden. Og derfor erindre vi hende længe som den bittre, den uforsonede, den altid anklagende Kvinde. Ja disse Væ- sener, der bære paa en tragisk Pathos, Bærerne af den store Lidenskab, der skal omskabe Tiden, de er ikke skabte for at være de skinnende Praaser i Selskabslivets lille Salon -- de er SIDE: 307 oftere fortærende Flammer, som det er ubehageligt, ja farligt at komme for nær: Martyriets Ild, det Tragiske i en Livs- skjæbne frembringer ikke just Smil paa Læben. Men hvor kunde hun ikke være elskværdig! Og hvilke aandelige Nydelser kunde ikke Samlivet med hende bringe! Naar hun havde faaet klage ud hele sin Modgang og alt det, som trykkede hende -- ak nu ligger det bag hende som en afkastet Klædning -- og hun da kom til Ro og blev meddelsom, ja da kunde den fineste Spøg lege om hendes Læber, og den ædleste Humor, den blødeste og blideste Barnlighed steg frem af hendes Væsens dybe, skjulte Grund -- og da var et Pianos Toner eller en smuk Sang nok til at fremlokke Glæden i dette Sind, der syntes at fordre saa uendelig meget af Livet, og som dog kanske, naar det kommer til Stykket, kun fordrede Et: et kjærligt, forstaaende Sind. Hvor lidet der skulde til for at glæde hende, og hvor overstrømmende hendes Taknemmelighed for den mindste Smule Forstaaelse var, viste sig maaske aller- tydeligst netop ligeoverfor mig. Jeg tænker paa den over- drevne Takadresse, hun kort før sin Død offentlig rettede til mig i Anledning af min lille Brochure: "Camilla Collett og Kvindesagen", der ledsagede hendes Skrifter -- og hvori hun ikke havde Ord og Sammenligninger stærke nok for at ud- trykke, hvad hun følte, saa at jeg paa min Side følte mere Skam- fuldhed end Glæde ved hendes varme Lovord. Og dette forstaaende Sind, det fandt hun da tilsidst overalt, deri fandt dette Livs Mar- tyrium sin Forsoning, og da blev Alt godt! Da hun selv fik se de mange tusinde Hjerter, der bankede hende imøde, fik se hvor rige Frugter hendes Virke havde baaret, da det gik op for hende, ikke blot at hun havde udført et stort Arbeide, men ogsaa at dette Arbeide var paaskjønnet -- ja, da blev hun glad. Og det er jo menneskeligt. De to sidste Aar af Camilla Colletts Liv var en fredelig, smuk Solnedgang over et Liv, der saa sin Ar- beidsmark bølge sig imøde med Høstens modne, rige Grøde over sin Flade. Og det er godt at tænke paa, at vi fik vise hende hvilken Pris vi satte paa hendes Verk; thi isandhed vi har SIDE: 308 mere end nok at angre overfor hende. Hvad hun etsteds i Amtm. D. siger om Kold, passer nu paa os: "Han tømte den gamle Angerskaal, hvori vi drikke vore Dødes Minni!" -- hvor fattigt, hvor ringe var ikke det Anerkjendelsens Festbæger, vi hin ene Dag rakte hende, mod alle de bedske Skaaler, vi har rakt hende udigjennem et langt Liv, som dog var helt viet Arbeidet for hendes Medmennesker, for de Lidende og Svage, -- et Arbeide, som gjorde hende saar og trist -- og derfor vendte vi os fra hende! Nu ser vi hvad hun var os -- nu da vi ikke længer kan glæde hendes Sind med vor Beundring, vor Tak og vor Kjærlighed. Nu ser vi det og mindes de Ord, hvormed en fremragende kvindelig Collega, Magdalena Thoresen, hilsede hende for to Aar siden: "Der staar midt i Ungskovens Fylking et Kjæmpe- træ, Toppen er visnet, men Stammen er urokkelig. Og Folket gaar og kommer, Stemningen skifter og Ingen lægger saa nøje Mærke til, hvad han ser. Men en vakker Dag ligger den gamle Stamme fældet af Tiden, og man stanser forbauset over det Rumfang, den indtog -- og den Tomhed, den efterlader." Nu er den store Stamme falden. Kom "Amtmandens Døtre" -- som ethvert Arbeide, der skal støde Tidens sociale Bevægelse et Skridt frem -- tilsyne- ladende for tidligt for Tiden, saa kom derimod "Synnøve Solbakken" netop i rette Tid, just som man begyndte at ængstes over, at de Gamle taug, og intet nyt vilde vise sig i Literaturen. Med sine friske Skildringer og sin nye Opfatning af den norske Bondes Natur, dybere og finere skildret, end vi hidtil havde seet den, maatte den vække Ungdommens In- teresse og Begeistring, især da samtidig ogsaa "Mellem Slagene" fra Scenen viste os, at her var fremstaaet en Digter, der eiede mange baade høie og dybe Strenge paa sin Lyre. Men SIDE: 309 Skildringen af Bjørnsons Digtning tilhører Literaturhistorien og ikke disse Blade og ham selv kommer jeg snart til at omtale. Christiania havde dengang saa lidt som nu literære Sa- loner, der kunde danne et Centrum for de derhen hørende Interesser, og dog fandtes der et lidet Kammer, der for mange af os mere end erstattede Salonens ofte overfladiske Intelligens. Nede paa Hjørnet af Raadhusgaden og Kongens Gade i tredie Etage af Kjøbmand Haslunds daværende Gaard havde Paul Botten Hansen opstillet sine Reoler af Bøger i Gangen, Salen og det lille Kammer, hvor alle Medarbeiderne i "Illu- streret Nyhedsblad" og mange andre Celebriteter mødtes, og der findes maaske ikke noget Sted paa saa faa Kvadratfods Omfang i Christiania, hvor saa mange aandfulde Samtaler er førte, saa mange bevingede Ord fødte, saa megen nyttig og god Kritik øvet og saa megen sund Latter leet som i "Hol- lænderens" lille Kammer. Den fortræffelige Paul Botten Hansen SIDE: 310 har faaet et ligesaa fortræffeligt Monument i L. L. Daaes in- teressante og sympathiske Skildring i "Vidar" 1888, og jeg skal derfor af gode Grunde spare mig for videre Omtale af dette Sted og denne Kreds, hvor jeg kun en kort Tid, strax før jeg forlod Christiania, havde den Ære at være med. Men de faa Gange, jeg besøgte "Barberstuen", hvor det dog sande- lig ikke var Folks gode Navn og Rygte, man barberede, om man end stundom beklippede et og andet literært Rygte, der voxede for vildt, havde jeg dog Anledning til der at træffe Mænd som Welhaven, Asbjørnsen, O. A. Bachke, Jacob Løkke og L. L. Daae og fremfor alt selve Geert Westphaler, "Barberstuens" første Mand, Paul Bottens Hjertensven: den megettalende Barber; -- man vil forstaa, hvor livligt Ironien blomstrede i denne Kreds, naar man hører, at dette Navn inden Kredsen bares af ham, der i det store Publikum ansees for den tauseste af de Tause: Henrik Ibsen. Skjønt A. O. Vinje ligesom Ibsen i "Andhrimner"s Tid havde været en af Paul Bottens Omgangsvenner og Med- arbeidere, erindrer jeg aldrig at have seet ham i denne Kreds; der var tidlig opstaaet en bestemt Antagonisme mellem de to bondefødte Skribenter, idet Paul Botten var en Mand med altfor stor Agtelse for vort Skriftsprog og vor nedarvede Kul- turs Ret og Betydning til ikke skarpt at protestere mod Vinjes Maalstræv og hans hele Livs- og Samfundsanskuelse. Per- sonlig kunde jeg heller ikke slutte mig til Vinje -- hans separatistiske Tendenser har som al Separatisme, især hos smaa, men ogsaa hos store Nationer, syntes mig fornuftstridige, og trods hans ubestridelige Vid og Lune var der i hans Væsen noget, som ikke var mig sympathisk. Feilen var kanske min; men det var nu saa. Heller ikke den tredie bondefødte Skribent, Ole Vig, skjønt en blød og sympatisk Natur, som jeg kom ret nær i de sidste Aar af hans korte Liv og lærte at holde meget af, hørte til denne Kreds, da Paul Botten ogsaa overfor ham havde maattet drage tilfelts, vistnok nærmest paa Grund af det SIDE: 311 Knudsenske Maalstræv, ligesom jo Vig var en varm Grundt- vigianer og ivrig Skandinav, medens Paul Bottens Forhold til Skandinavismen ialfald ligetil henimod Slutningen af hans Liv var temmelig kjøligt. Et Exempel paa Paul Botten Hansens Skarpsind i visse Retninger maa jeg her faa anføre, skjønt jeg efterat dette nedskreves, er bleven opmærksom paa, at L. Daae har nævnt dette Træk i sin Biografi: Han havde modtaget nogle ano- nyme Digte til sit Blad, men fandt dem for umodne til at optages. En Dag indfandt saa den anonyme Forfatter sig hos ham for at erfare sine Digtes Skjæbne. Uden at navngive sig spurgte han blot, om Redaktøren havde læst de og de af ham indsendte Digte. "Naa", sagde Paul Botten, "De er Hr. Bordevik!" Jo -- det var Navnet; men den unge Forfatter kunde ikke undlade studsende at spørge, hvorledes han kunde vide, hvem han var. "Jo, det skal jeg sige Dem", svarede Paul Botten Hansen. "Jeg kunde jo tydelig se, at Digtene var skrevne af en Rus. Nu stod der H. B. i Brevets Segl, og saa behøvede jeg blot at slaa op Aarets Artiumsliste for at se, at De var den eneste, paa hvem disse Initialer passede". Ja, Hans Bordevik maa have sin særskilte Plads i disse Optegnelser. Det var, som sagt, først, da jeg var bleven noget ældre, at jeg fik Æren af at komme i "Barberstuen". Naar jeg tidligere vilde have mig en literær Passiar, gik jeg gjerne ned paa Hjørnet af Raadhusgaden og Kirkegaden, et Hjørne længere ned end Paul Botten Hansen boede; der re- siderede nemlig Hans Henrik Bordevik, som, kort efter at han var bleven Student i 1857, blev min gode Ven. Han vil være bekjendt fra sin Virksomhed som Leder af Bergens første, nationale Scene i dens sidste Fase fra 1861 -- 63 og som en af "Aftenbladets" allerfineste og dygtigste Theateranmeldere. For de fleste havde han noget tilbagetrukket, reserveret, men vi havde hinandens ubetingede Hengivenhed. Vort Forhold varede dog kun kort, da han allerede i 1858 forlod Byen som Huslærer; da han kom tilbage Høsten SIDE: 312 1859, var jeg borte, og da jeg mange Aar efter vendte hjem til Fædrelandet for Alvor, var han forlængst død. Som sagt, stille og tilbagetrukken, var han kun tilgjængelig for faa, men de, som har kjendt ham nærmere, vil erindre ham som et i mange Henseender ganske usædvanlig sympathisk Menneske; vistnok var han en af de nervøseste Naturer, jeg har kjendt, øm- findtlig som en Mimosa og med noget dæmpet, næsten kvinde- ligt i sit Væsen og en uforglemmelig Stemme, der klang som sagte Musik. Udenpaa lidt satirisk og spids, men altid med lidt fin Skjæmt ved Siden, bar han bag Vesten det blødeste, varmeste Hjerte, et Hjerte, som han var meget omhyggelig for, at ingen skulde se eller faa vide noget om. Han kjæm- pede tappert for at beherske sin dybe, fortærende Melankoli og opøvede sig formelig i Kamp ikke blot mod sjælelig Blød- hed, men ogsaa overfor legemlige Smerter. Jeg erindrer en i saa Henseende betegnende Scene. Jeg laa og strakte mig paa hans Sofa med en Cigar i Haanden, han sad i en Gynge- stol bag mit Hoved og havde lagt sin Haand paa Sofakanten; jeg følte den der, men saa den ikke. Under Diskussionens Hede, der forøvrigt førtes i Spøg og med glupske Udfald, faldt det mig ind at sige -- formodentlig var mine Argu- menter for Øieblikket udtømte -- : "Hvis Du nu ikke indrøm- mer noget saa soleklart, griber jeg til andre Midler end Lo- gikens", og jeg førte Spidsen af min brændende Cigar hen mod Bagen af hans Haandflade. Da han svarede: "Ved saadanne Midler skal Du ikke faa mig af Flekken", fortsatte jeg med at argumentere. Min Haand med Cigaren vedblev at ligge bag mit Hoved, og der kunde være gaaet et Minut eller halvandet, da Bordevik afbrød mig med et roligt: "Nei -- nu kan det være nok, synes jeg". "Hvad?" sagde jeg, "indrømmer Du nu, at jeg har Ret?". "Nei", sagde han, "min Overbevisning er urokkelig -- her ser Du Beviset: nu har Din Cigar brændt længe nok paa min Haand". Jeg sprang op, -- jeg havde ikke den fjerneste Anelse om, at Cigaren virkelig var i Berøring med hans Haand; men da jeg saa til, havde SIDE: 313 den brændt ham et ordentligt Hul i Haandens Bagside, hvoraf han bar Mærke til sin Død. Fra den Dag af hed han "Mu- cius Scævola". Hans literære Domme satte jeg megen Pris paa -- de var fine og sande; men hans Domme over Menneskene var tidlig prægede af noget Sygeligt, Pessimistisk, der efterhaanden syntes at have faaet Overhaand, da ogsaa hans Legeme syg- nede hen, og en tidlig Død berøvede mig en trofast Ven, som jeg kun altfor lidt fik være sammen med. Under den skandinaviske Udstilling i Stockholm i 1866 besøgte han mig der -- Aaret efter var han død. Hvorvidt det forholder sig, som jeg har hørt sige, at Jonas Lie skal have laant Træk til sin "Den Fremsynte" fra Bordevik, kan jeg ikke udtale mig om. Han døde tidligt, før han helt havde udfoldet sig, og derfor er han glemt. Desto mere berettiget tør det da være, at en Ven har ristet ham denne lille, ubetydelige Minderune. Min nærmere Omgangskreds var ellers ikke stor, men bestod til Gjengjæld af en ti, tolv Personligheder, om hvem jeg tør sige, at jeg -- skjønt jeg i Livets Middagsaar maatte leve adskilt fra dem i ikke mindre end 17 Aar -- for de fleste gjennem hele Livet har kunnet bevare de samme venlige Følelser uforandrede, der bandt os sammen i Ungdommen, selv om Tiden har skilt os i modsatte Leire. Nogle, og der- iblandt flere af mine allerkjæreste, har Døden røvet mig -- andre har forandret Opholdssted -- atter andre er i Stillinger, der kun sjelden bringer mig i Berøring med dem -- men det ved jeg dog, at naar jeg nævner et bestemt Ord, saa vil de, som endnu lever af den engere Kreds, alle som én, fare op og sige: "Ja, det var dog en fornøielig Kreds og en for- nøielig Tid!" Dette Ord, som for alle andre vil være uforstaaeligt, og hvis hele dybsindige Betydning det nu neppe længer vil være mig muligt at klargjøre for andre, ja ikke engang for mig selv, var Ordet "Frankenstein". Der existerede en Roman SIDE: 314 af dette Navn, der behandlede Sagnet om en Kemiker, der havde lavet en Homunculus, som, da den voxede til, blev ham selv til Plage og Fordærv -- men der existerede paa hin Tid ogsaa en tysk Handelsreisende af samme Navn, der oftere besøgte Christiania, og -- saavidt jeg nu kan huske Sammen- hængen -- maa det have været en Misforstaaelse, som en i sin Ukyndighed lod sig komme til Last, idet han forvexlede den digtede Kemiker med den lyslevende Handelsreisende, og troede, at der var Tale om, at Hr. Probenreuter Frankenstein havde lavet en Homunculus, og ønskede at se den, der gav Anledning til en saa exkvisit Munterhed, at den hele Kreds fra det Øieblik af tog Navn efter Kemikeren og Probenreuteren, medens Enhver i Kredsen fik sit nom de guerre. En ung Kopist i et Departement hed "Regjeringens Medlem", en filosofisk anlagt Natur hed, med en Hentydning til hans virkelige Navn, "Das Ding an sich" osv. Men naar jeg nu faar et Brev, overskrevet "Kjære Didaktik!" saa ved jeg, at det er fra en af den gamle Kreds -- og naar jeg her- igjennem sender en venlig Hilsen til de to nysnævnte, eller til "Perlefaderen" eller til "Det glade", eller til "Mineralogien", eller til "Det stumme", eller til "Det haabefulde", saa vil Hil- senen ganske vist, om den naar frem, lade de gamle Strenge klinge for et Sekund. Ja, hvor blev der ikke sunget og lavet Viser og Witzer og leet paa de Friluftsture, vi foretog, eller ved de smaa, for- dringsløse Gilder, -- enten paa Hyblerne eller i en Restau- rant -- vi af og til holdt! Men Erindringen fra dette Samliv, der jo kun var kort, men ligesaa livfuldt som fordringsløst, har ikke Værd for andre end os selv -- jeg tør derfor ikke dvæle længere derved; men medtages maatte det; thi ellers vilde de gamle Karle med fuld Ret have spurgt: "Har Du da i Dine Erindringer intet Ord for den Kreds, hvori Du helst færdedes? Har Du helt glemt det, som gjemte vor Ungdoms lyseste og harmløseste Minder?" Nei! jeg har ikke glemt det, saalidt som I -- og derfor: Tak SIDE: 315 for de gamle Dage, og for hvad vi da levede og drømte sammen! Der er ikke en dunkel Tanke, ikke en Plet af nogensomhelst Art knyttet til dette Samliv, det var rent og sobert, som det var friskt og muntert -- og derfor skal I have Tak, trofaste gamle, hvor I end færdes! Der er løbet meget Vand i Stranden siden da -- men hvad Livet har adskilt, kan dog Erindringen forene, og derfor skrev jeg disse Linier. SIDE: 317 TO DIGTERE. Blandt Omgangsvennerne fra Studenteraarene, er der to for hvis Skyld jeg her maa gjøre en Digression frem i Tiden. Jeg har i Indledningen til disse Meddelelser ytret, at jeg kun undtagelsesvis vilde omtale de Levende; men en saadan Undtagelse maa jeg nødvendigvis gjøre overfor vore to store Digtere, Bjørnson og Ibsen, med hvem jeg allerede i Studenter- dagene gjorde mit første Bekjendtskab, og de maa endog have sit eget Kapitel; thi da ethvert Træk, der kan bidrage til at gjøre Billedet af disse to Digtere mere detaljeret, synes mig at maatte kunne have Interesse for Læseren, vil jeg nedskrive iflæng Alt, hvad jeg af mere væsentlige Træk erindrer fra mit Samliv med dem. Hvad Bjørnson angaar, eliminerer jeg aldeles Politikeren, med hvem jeg aldrig har havt Berøring og disse Skildringer angaa jo kun, hvad der har berørt mig personlig: Politikeren har derhos aldrig kunnet tiltale mig, jeg holder mig til, hvad bedre er -- til Digteren. SIDE: 318 Det var en Sommeraften under eller strax efter Artiums- dagene i 1853, at man paa Klingenberg under en Havekonsert viste mig en rank, kjæk, blond, ung Mand med en uhyre Kvast i Studenterhuen, -- en ung Mand, der allerede havde begyndt at vække en vis Opmærksomhed i Studenterkredsene, med de Ord: "Det er en ung Mand, som vil blive Digter". Det var Bjørnstjerne Bjørnson. At et Menneske kunde bestemme sig til at "blive Digter", ligesom man bestemmer sig til at blive Jurist eller Skomager, var Noget, der forbausede mig i den Grad, at jeg siden aldrig tabte ham afsyne. Og det vilde ogsaa været vanskeligt at tabe ham af Syne, det skal indrømmes. I de første Aar kom jeg ikke ofte sammen med ham. Han omgaves allerede tidlig af en Kreds af beundrende Ven- ner, der i høie, men visselig ikke for høie Toner talte om hans digteriske Evne og specielt omtalte hans dramatiske Digt "Valborg", som han havde indleveret til Theatret, men tog tilbage som umodent. Kun en kort Tid færdedes han i Stu- dentersamfundet, og de faa Gange, jeg traf sammen med ham i Privatlivet, blændede han mig ved sine Ideers Originalitet og sine mange overraskende Synsmaader, som jeg dog ikke altid kunde følge med i; og jeg holdt mig derfor tilbage, da jeg nødig vilde blændes, hvor jeg ønskede at se klart. Han havde jo en forbausende Evne til at vinde sine Omgivelser, en genial Overlegenhed, der kunde være uendelig elskværdig, -- naar han vilde. Om man end stod meget over ham i Viden, -- og det gjorde ret mange, -- fangedes man dog af hans overmægtige Aandselasticitet, af den Rigdom af Følelse, der boede i ham, og fremfor alt af den ærlige Aabenhed, som selv hans bitreste Modstandere har maattet indrømme ham. Jeg saa paa ham som paa en stærk, vaarlig Fjeldfos, der styrtede udfor Klipperne og stænkede forfriskende Skumperler vidt omkring sig. Det var deiligt at lade Draaberne kjøle ens Pande, men man maatte holde sig i tilbørlig Afstand, hvis SIDE: 320 man ikke vilde have Skindet gjennemblødt. Og derfor varede det længe, meget længe, før jeg kom ham nærmere. Ret lystig er en liden Episode, der fortælles fra hans Optræden i Studentersamfundet, da den viser, hvorledes B., der saa tidt har forsvaret Talmajestætens Ret, vilde forholde sig, hvis hans Meninger nogensinde kom i Minoritet. Han var bleven indvalgt i Samfundets Theaterstyrelse sammen med to ældre Medlemmer, og havde her den smukke, men noget umodne Ide, at ville gjøre disse Dilettantpræstationer til virkelige Kunstpræstationer; man havde jo seet ialfald en enkelt betydelig Skuespiller udgaa af Studenternes Kreds. Til den Ende foreslog han Opførelsen af en af Oehlenschlaegers Tragedier. Hans to ældre, mere besindige Kolleger modsatte sig dette og nedvoterede hans Forslag. Da Theaterstyrelsen næste Gang skulde have Møde, ind- fandt ikke B. sig; men der laa en Seddel fra ham paa Bordet, der lød omtrent saaledes: "Da man har anvendt den brutale Majoritets raa Magt mod mit Forslag, udmelder jeg mig her- ved af Theaterstyrelsen". Forøvrigt kan det, naar vi nu fra en senere Tids Stand- punkt se tilbage paa Bjørnsons Ungdomstid, ikke nægtes, at det kjære Christiania kunde have stillet sig noget velvilligere overfor "Synnøves" og "Mellem Slagenes" høitbegavede Digter end det gjorde, og at hans harmfulde Udtryk "Tigerstaden" ikke aldeles savnede sin Berettigelse. Meget i vort Land og ikke mindst Politikeren Bjørnson vilde maaske seet anderledes ud, om man var kommet Digteren Bjørnson noget mere velvilligt imøde. Hvorfor f. Ex. gjøre det lille Spørgsmaal, om han som Theaterdirektør skulde faa disponere en Sniploge eller ei, til et Cabinetsspørgsmaal, der skilte vort Theater ved en for- træffelig Theaterdirektør og skjænkede os en utopisk Digter- politiker? Hvorfor saa haanligt afvise hans Ønske om at faa overladt et Værelse i Vovehalstaarnet paa Akershus og "gjøre SIDE: 321 Gjøn" med en Digters naturlige Ønske om at kunne arbeide paa et roligt Sted med en herlig Udsigt? Var da dette Taarn -- Taarnet tilhøire paa hosstaaende Tegning -- var det da, naar Alt kom til Alt, saa nød- vendigt til militært Brug, at man ikke gjerne kunde tilfreds- stillet den unge Digters Ønske? Det vilde ikke varet længe, før han havde faaet sin Lyst stillet til at gaa de tunge Bakker op, hvergang han skulde ride sin Pegasus. Nei -- der var liden Forstaaelse og liden god Vilje over- for den Digter, ham vi skylder nogle af vore Literaturs største Skatte. Ak -- det er jo den gamle Historie: bagefter, naar man maaler Digteren med den Alen, hans Digterliv siden har rakt os, er det saa let at være klog; men at tro paa den unge, rige Begavelse, at støtte den og lede den med det gode, saa den bliver til Velsignelse for det Samfund, den tilhører -- ja, det er utrolig vanskeligt, især naar man er begavet med den Tids Christianiapublikums Skepsis og Lyst til heller at gjøre Grin end at veje med Alvor Værdet af en ung Digters Sange og takke ham efter Fortjeneste. Senere kom jeg til at holde meget af Bjørnson, og for hvad Digteren og Omgangsvennen skjænkede min Ungdom, er jeg ham af Hjertet taknemmelig; hans senere Brud med saameget af hvad der engang var ham helligt og dyrebart, hans Trang til altid strax at propagandere for de nye, for- modede, men endnu kun halvt tilegnede Sandheder, han har troet at have fundet -- sedvanlig saadanne, som et alvorligt Studium i Ungdommen forlængst vilde ført ham ud over -- denne letlivede Prædiken af halve Sandheder, hvorved han har skadet saa uendeligt, hvor han selv vistnok har troet at gavne -- alt dette har voldt mig Sorg, og derfor tier jeg derom. Først i 1862 lærte jeg egentlig Bjørnson at kjende. Jeg var som nygift med min unge Hustru paa Vei til Italien, og Bjørnson, der havde sendt Hustru og Børn i Forveien hjem, var paa Vei fra Italien, da vi mødtes i München. Mødet SIDE: 322 kom istand paa en ret eiendommelig Maade. Bjørnson var i Theatret, og sad umiddelbart bagved to Herrer, hvis Samtale han ikke kunde undgaa at høre. Den ene sagde til den anden: "Har den unge Nordmand været hos Dem, som for Tiden op- holder sig her?" Den anden svarede: "Mener De Digteren Bjørnson? Han er jo nu i München?" "Nei" -- svarede den anden, "jeg mener", og saa nævnte han mit Navn. Bjørnson fik derved vide, at jeg var i München, og vendte sig til den Autoritet, der har bedst Rede paa alle reisende Vagabonder, til Politiet for at faa min Adresse, og saa viste han sig en Aftenstund i mit Logi i Sendlingergasse, og fortalte mig, hvor- ledes han havde fundet mig. Nu havde jeg kun faa Bekjendte i München og kunde saaledes med Sikkerhed sige Bjørnson, hvem ialfald den ene og rimeligvis begge de to Herrer havde været. Den ene maatte sikkerlig være Digteren Friedrich Bodenstedt, Mirza Schaffys berømte Forfatter, til hvem jeg havde en Anbefaling, og til hvem jeg havde sagt, at jeg agtede at søge Professor Moritz Carriere, den bekjendte Æsthe- tiker og Kunsthistoriker. Rimeligvis var da han den anden Herre. Jeg foreslog da Bjørnson at introducere ham hos Bodenstedt, og ved vor første Visit der viste det sig, at jeg havde gjættet rigtigt. Bodenstedt var ganske henrykt over Bjørnson, "der blonde Nordlandsrecke", som han kaldte ham, og ved vort næste Besøg -- en uforglemmelig interessant Aften -- , mødte vi ogsaa Carriere der. Bodenstedt forelæste os sit endnu utrykte Digt "Andreas und Marfa", og Bjørnson fortalte Historier fra sin italienske Reise og dvælede navnlig ved sit Ophold den sidste Sommer i Schwaz i Tyrol, en liden By, som han havde sat aldeles paa Ende ved at skrive i Byens Avis om kommunale Stridspunkter paa sin sædvanlige Maade, og da saa Striden var i fuld Flamme, forlod han Byen, vis paa at have øvet en meget gavnlig Indflydelse paa det stagnerende Liv i den lille Ravnekrog. Forøvrigt tilbragte vi hver Aften sammen, saalænge jeg opholdt mig i München -- enten i mit eller i hans Hjem SIDE: 323 eller ogsaa paa en eller anden Kafé, hvor vi da gjerne fik et separat Værelse. Bjørnson havde netop fuldendt sin "Sigurd Slembe"; den var endnu ikke trykt, og Manuskriptet var alle- rede sendt til Danmark; men det hindrede ham ikke i at recitere omtrent det hele Stykke for os, fortællende snart en, snart en anden af Situationerne som Indledning og saa reciterende hele lange Partier med dette enestaaende Skue- spillertalent, hvoraf han er i Besiddelse. Naar vi da sad foran Kaminen i min Stue i Skumringen ved den blussende Ild, og Bjørnson gik op og ned ad Gulvet og reciterede bag min Ryg, mens jeg stirrede lyttende ind i Ilden, -- ja da var det, som om de bevægede sig rundt i Stuen, alle disse store Skygger, han manede op -- Thjostulf Aalesøn og Sigurd og Harald Gille -- det var ligetil det Uhyggelige, saa illusorisk kunde han fremmane Kongens Drabsnat eller Scenen ved Bjørgvins Brygge eller Optrinene med Finnepigen. Saa kunde han afbryde sig selv midt i en Scene " -- ja, naar Du nu kommer til Rom og træffer gamle Konsul Bravo, saa vil Du forstaa Harald Gille endnu bedre -- " og det var sandt. Han havde paa den Tid skrevet den bekjendte Række af lyriske Digte, der senere saa Dagens Lys i Blade og Tids- skrifter, og til hvilke Kjerulf har sat Musik, og kunde citere dem alle udenad og paa den mest gribende Maade. Specielt erindrer jeg ham gjengive "Prinsessen sad høit i sit Jomfru- bur", der selv ikke sunget med Kjerulfs Melodi nogensinde senere har gjort det overvældende Indtryk paa mig, som da han selv sad og reciterede det i "Café Tambosi" ved et Glas italiensk Vin en sen Aftenstund. Da vi skiltes ad, havde han vundet mit Hjerte for lange Tider, og hvorlangt Livet end har ført os fra hinanden: hvergang jeg kommer til at tænke paa hine Müncheneraftener, stiger Billedet af den geniale Seer op for mig i uformindsket Klarhed, og endnu idag tre og tredive Aar efter maa jeg føle mig takskyldig mod den gamle Politiker og Partihøvding for, hvad den unge Digter dengang gav mig. SIDE: 324 Saa mødtes vi igjen her i Christiania under mit korte Sommerophold her paa Hjemreise fra Italien i 1865, inden jeg for Alvor fæstede Bo i Sverige. Da var han Theater- direktør, og gav mig flere dramatiske Arbeider til Oversættelse for Theatret, en Fortjeneste, som kom vel med for min ved Hjemkomsten fra den lange Reise magre Kasse. Og det var jo forbausende at se, hvad han havde faaet ud af de ube- kvemme Materier, han saa ofte havde at skabe af. Endelig mødtes vi flere Gange i Sverige, i 1866, 187l og 1873. Der, som overalt, vakte han stor Henrykkelse og stor Modstand. Der digtedes de dummeste Historier om ham, og der flettedes ham Æreskranse; men han syntes lige ube- kymret ved det Ene som ved det Andet. En Aften erindrer jeg ganske specielt. Det var i De- cember 1871. Han havde lovet at besøge os, men havde udtrykkelig betinget sig, at der ikke skulde være andre Gjæster end han og hans Hustru samt hans Vert og Vertinde, Theater- direktør Stjernstrøm og Frue. "Jeg er saa træt af de store Selskaber, at det skal smage rigtig godt at være en Aften i Stilhed hos jer". Samme Dag skulde han i en stor Herre-Middag. Stjernstrøm og Fruerne skulde derfor komme tidligere -- han skulde komme, naar Middagen var forbi. Klokken over 8 om Aftenen ringede det i Entreen, og ind traadte -- ikke Bjørnson, men Redaktør Harald Wieselgren, Husets gamle Ven: "Det er saa længe siden jeg har været hos jer -- er I hjemme iaften, saa vil jeg slaa mig ned". Jo, hjertelig velkommen -- Du vil træffe Bjørnson her. En Stund efter ringte det paany. Det var A. E. Nordenskjöld. "Vil Du ha mig iaften, saa vil jeg gjerne passere Aftenen hos Dig". Skjøndt ogsaa han hørte til Husets Venner, var han dog hidtil aldrig kommen saadan af sig selv til os; men han fik naturligvis samme Svar. Det ringte tredie Gang, og ind traadte endnu en af Husets Venner med samme Indledning. Da begyndte jeg jo at ane, at her var noget igjære. Og efter en halv Times Tid var Stuen fuld af Gjester -- og sidst SIDE: 325 kom Bjørnson. Han og hele Middagsselskabet havde fundet, at det vilde være hyggeligt at tilbringe Aftenen sammen, og da de Fleste vare vel kjendte i vort Hus, havde de sammen- svoret sig om at hjemsøge os. Men ikke blev det nogen "stille Aften!" Spise vilde de ikke, men jeg havde heldigvis nogle Flasker Champagne i Kjelderen, og de kom frem. Bjørnson var i et straalende Humør, og det blev en over- ordentlig lystig og interessant Aften. I 1872 besøgte jeg Bjørnson i Christiania, da jeg i Mai Maaned var hjemme for at lede Opførelsen af mit Skuespil "En Arbeider" paa Christiania Theater. Bjørnson havde da i flere Aar -- siden han aftraadte fra Ledningen af denne Scene -- ikke sat sin Fod i Theatret. Nu gjorde han for min Skyld det første Skridt, idet han den 15de Mai overvar den første Opførelse af mit Drama. Den følgende Aften skulde det gaa for Abonnenterne, og den 17de Mai skulde saa Bjørn- sons "Sigurd Jorsalfar" opføres. Han havde, som man af det nys nævnte kan forstaa, ikke seet det opført endnu. Da nu Isen var brudt, gik han ned for at se sit eget Stykke, og blev Gjenstand for en storartet Ovation ved dets Slutning. Men da jeg traf ham bag Kulisserne, idet vi skulde gaa, var han ikke fornøiet. "Der er noget -- jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det -- noget "raat" ved det Stykke", sagde han. "Formodent- lig mener Du noget ikke helt gjennemarbeidet", sagde jeg -- men han gav ingen nærmere Forklaring. Men efter min Hjemkomst til Stockholm fik jeg et Brev fra ham udelukkende i den Anledning, skrevet med hans bekjendte, brede, sterke og selvbevidste Haandskrift. Det lød kort og godt: "Jeg vil, at Du skal læse "Sigurd Jorsalfar". Jeg gjorde mig selv den blodigste Uret, da jeg forblandede Opførelsen med Stykket. Dette er ikke "raat", det er et godt, stærkt Stykke. -- -- Læs nu Stykket, gjør mig den Tjeneste. Du skal ikke kænne det igæn". Sluttelig var det Bjørnson, der gav det allerførste Stød til, at jeg blev kaldet hjem til vort Universitet. Under Besøget SIDE: 326 i Sverige i 1873 havde han havt Anledning til paa nærmere Hold at se, hvad jeg havde udrettet i Stockholm, og da han kom hjem, gjorde han det Skridt, der for mig fik saa store Følger. Vist- nok den eneste Gang i sit Liv allierede han sig med Professor Monrad, idet han skrev ham et af sine korte, kategoriske Breve omtrent af følgende Indhold: "Vi maa have D. hjem. Sørg for, at han kaldes til Universitetet". Unegtelig var det ogsaa Bjørnson, der ved sin Agitation i Spørgsmaalet om Konkurrance til Professuren i nordisk Literatur havde bidra- get mest til at hindre, at jeg dengang fik konkurrere -- hvad han selv senere beklagede -- , saa det var nu i Grunden kun Afbetaling af en gammel Gjæld. Siden har jeg næsten ikke seet ham. Da jeg kom hjem, var han flyttet til Gudbrandsdalen, og da det politiske Liv saa stillede ham i Spidsen for et Parti, hvis Formaal jeg for min Del ikke tror kan gavne vort Fædrelands jevnt fremad- skridende, sunde Udvikling, ophørte vor Omgang. SIDE: 327 Desto nærmere knyttet blev jeg gjennem Forholdenes Magt i en lang Række af Aar til den anden af vore store Digtere, til Henrik Ibsen, og mit lange Samliv med ham baade hjemme og ude hører lige til denne Dag til mine interes- santeste og -- paa et eneste Punkt nær -- ogsaa til mine kjæreste Erindringer. Naar nu min lille Skude skal lægge sig paa Siden af denne mægtige Tredækker for at convoiere den et Stykke ud paa Livets Hav, naar jeg nu skal samle hele den store Sum af Oplevelser, jeg har fælles med den mærkelige Mand, maa man ikke tro, at jeg, trods al den Venlighed, han har vist mig, nogensinde har glemt Afstanden mellem ham og mig; den fortrolige Omgang med ham har været mig en Stolt- hed og en Glæde, og da jeg engang i Livet var nødt til at stille mig i Opposition mod ham, var det mig saa tungt og bittert at maatte gjøre det, at jeg maaske netop i min Bitter- hed for en eneste Gang glemte, hvad jeg burde erindret, al den Rigdom, han havde skjænket mig i de svundne Dage -- og optraadte altfor hensynsløst; at ogsaa dette Saar ved Ibsens Venlighed lægtes, vil man nedenfor se. Ibsens Omgang har været mig dyrebar ogsaa fordi han for mig ved sin Aandsoverlegenhed har været som et Speil, hvori jeg har kunnet studere mit eget Væsen bedre end ved den blotte Selvbetragtning. Jeg skal forklare, hvad jeg mener. Mon vi ikke alle gaar omkring med et ganske andet Billede af os selv, end det Gjennemsnitsbillede, andre Mennesker har af os? Og hvor forbauset vilde ikke mange af os blive, naar man holdt dette Gjennemsnitsbillede foran ham ved Siden af det, han selv har dannet sig. Jeg formoder, at det selv- dannede Billede i Regelen ligger adskillige Grader høiere end hint Gjennemsnitsbillede. Den bedste Forestilling om dette sit rette Billede, om hvor meget man i Virkeligheden staar under sin egen Fore- stilling om sig selv, faar man vistnok, hvis man er begavet med den allerringeste Selvkritik, hvergang man kommer til at stille sig ved Siden af en aandelig overlegen Personlighed, der SIDE: 328 tvinger en til at anspænde sine Evner for ikke at sakke altfor langt agterud, og Samlivet med overordentlige Mennesker er netop derfor saa høist udviklende ogsaa for vor Selverkjendelse. Jeg ved derfor ingen Del af mit Liv, der har været saa vækkende og udviklende for mig, som det Samliv, jeg paa saa mange forskjellige Punkter af min Tilværelse og paa saa mange forskjellige Steder af Europa har havt den Lykke at føre med vor store Digter: herhjemme, i Rom, i Stockholm, i Dresden, i München, i Upsala -- jeg vil derfor samle hele Billedet af dette Samliv paa ét Punkt i disse Optegnelser, og jeg vil føre det helt ud -- jeg holder derved, skjønt jeg ikke "digter", et Slags "Dommedag over mig selv", om dette end ikke kan sees af andre end af mig selv. Men for at gjøre forstaaeligt ogsaa for andre, hvad jeg hermed mener, og for at man ikke skal tro, at mit Ord om den Indflydelse, Omgangen med Ibsen har havt paa mit Liv, kun er en almindelig Frase, vil jeg udtale oprigtigt og lige- frem, hvori denne Indflydelse væsentlig har bestaaet. Ogsaa jeg har havt mit Privatbillede af mig selv, vistnok vidt for- skjelligt fra det virkelige. Ogsaa jeg gjorde mig i min Ungdom skyldig i en Feiltagelse, der er meget almindelig hos unge Mennesker, der har en poetisk anlagt Natur og lidt digterisk Begavelse, og som hos mange saakaldte Dig- tere bliver siddende fast for hele Livet, idet jeg troede mig i Besiddelse af et digterisk Talent og længe antog, at dette var det Centrale i den Begavelse, jeg havde faaet, og tænkte at bygge mit Liv herpaa. Jeg er ikke den Første og bliver ikke den Sidste, der har levet i den Vildfarelse. Om jeg end fremdeles tror, at jeg ikke er uden et vist poetisk Anlæg, der kan bringe mig til at skrive et og andet ret smukt lyrisk Digt, og endog har skaffet mig en Plads i flere Anthologier blandt norske Lyrikere, og i Henrik Jægers Literaturhistorie -- uværdigen -- en Plads blandt vort Lands Digtere, ja som jo endog et Par Gange har bragt mig dramatiske Sukces'er fra Scenen, har Omgangen med Ibsen lært mig at skjelne SIDE: 329 skarpt og bestemt mellem en Digter, for hvem Alt, hvad han berører, bliver levende Kjød og Blod, og en poetisk Natur uden denne centrale Evne -- Afstanden mellem Digter- synets Lynklarhed og Lynstyrke og de Kornmod, som af og til glimter i et poesifyldt Indre. Denne Omgang lærte mig at se, at den mig betroede Gave laa i en anden Retning, mere i det Underssøgende end i det Intuitive, at Digtningen ikke var det Centrale i mit Liv -- den lærte mig at lægge Livsroret om og søge andre Farvande, hvor en digterisk Sans kan være et godt Accessorium at medbringe uden at være Livscentrum og Livsmaal. Den Smule digterisk Syn, jeg har eiet, har været mig et vigtigt Hjelpemiddel i mine kunsthistoriske Undersøgelser og navnlig ved Fremstillingen af deres Resultater. Paa dette Felt ligger, i sin Almindelighed antydet, det Speil, Omgangen med en virkelig Digter af første Rang har holdt op for mig, og den indgribende Betydning, den havde for mit Liv. At Læserne nu i det følgende ikke just vil se synderlig Spor heraf, da det ikke er denne hans indre Indflydelse, jeg har villet skildre, det vil snart komme tilsyne, og det tør være overflødigt at bemærke, at det jo kun er Ydersiden af den store Digter og specielt den mod mig vendende Side af ham, man her vil finde skildret. Men at jeg har bevaret alle disse detaljerede, og af og til ret karakteristiske Smaatræk, at selve denne Skildring kan gives, beror netop paa den bagenfor liggende usynlige Indflydelse, han øvede paa mig, af hvilken disse ydre Oplevelser kun er de synlige Reflexer. Med dem faar man saa tage tiltakke; det bagenforliggende har jo kun Interesse for mig personlig, og dermed vil jeg ikke besvære min Læser. Har Ibsen udtalt som sin Livsgjerning, at den er "at vække Folket og bringe det til at tænke stort", saa har han sandelig indfriet sit Løfte helt for den første Dels Vedkom- mende, og er den anden Halvpart endnu ikke løst, er Feilen visselig ikke hans. Vi har alle faaet vor Del af denne hans SIDE: 330 Virksomhed og dobbelt vi, som har levet sammen med ham ikke blot i Digtets, men ogsaa i Virkelighedens Verden. En tidlig Søndagmorgen, (det var den 19de Juni 1864) ringede det stærkt paa Entrédøren i den skandinaviske For- ening i Palazzo Correa i Rom, der er indbygget i Resterne af Keiser Augusts Mausoleum, og hvor jeg som Foreningens Bibliothekar havde min Bolig. Jeg laa endnu, men sprang upaaklædt ud og raabte det sædvanlige "Chi é?" gjennem den lukte Dør, medens jeg tog Lænken, med hvilken Døren paa italiensk Vis var forsynet, bort. Der udenfor hørte jeg Konsul Bravos Stemme, der i sit gebrokne Dansk svarede: "Luk op! Jeg har en god Ven med til Dem!" "Bedste Hr. Konsul, jeg er i allerdybeste Negligée!" "Gud-Satan, luk kun op, vi er jo dog Mandfolk", sagde den gamle Tysker med sin sædvan- lige, velvalgte Ed, og jeg aabnede. Der stod Bravo og bag- ved ham -- Henrik Ibsen. Jeg havde ingen Anelse om, at han var underveis, og blev i høieste Grad behagelig overrasket ved at erfare, at vi nu skulde kampere sammen aarvis hernede, og at jeg snart ogsaa skulde faa gjense hans Hustru, min Barndoms Veninde. Ja "kampere sammen, aarvis!" Det var vel ikke frit for, at vi begge dengang endog omgikkes med Tanken om, for altid at forblive i den evige Stad, eller ialfald aldrig komme til at fæste Bo hjemme, han i Bitterhed over, hvad han havde lidt i dette Hjem, jeg som den, der ikke længere havde noget Hjem i Norge og omtrent lige godt og lige slet kunde brød- føde mig i hvilketsomhelst Land mellem Syd- og Nordpolen, og der gik da virkelig 13 Aar inden jeg vendte hjem for Alvor, og 27 Aar, inden han vendte hjem, og i hine 13 Aar falder det meste af vort Samliv. Den første Gang Navnet Henrik Ibsen havde mødt mit Øie var vistnok i 1851, da jeg læste det under et Digt, han havde skrevet til en under Studentermødet dette Aar afholdt Fest paa Bygdø; thi "Catilina", der i Tid ligger forud for dette Digt, havde jeg dengang endnu ikke faaet fat paa. SIDE: 331 Kort efter saa jeg for første Gang Henrik Ibsen i Bergen, mens jeg endnu var Artianer. Han kom did som Theater- digter og Instruktør, indkaldt af Ole Bull i 1851. Jeg saa ham dog neppe, før han var vendt tilbage fra Udlandet, navnlig Kjøbenhavn og Dresden, hvorhen han var bleven sendt med Theatrets Stipendium i 1852 for at gjøre drama- turgiske Studier. Saameget oftere saa jeg siden den unge Digter, der var en regelmæssig Spadsergjænger, og som hver Dag i en lys graa Paletot bevægede sig forbi vore Vinduer, naar han gik sin Aftentur. Men jeg var jo kun en Skoledreng og læste i den Tid flittigt til Artium -- derhos var min Omgang i Fru Thoresens Hus, hvortil Ibsen allerede hurtig blev knyttet, og hvis Svigersøn han senere blev, dengang ophørt, da Husets Søn, der havde været min Barndomsven, allerede var bleven Student -- saa jeg kom aldrig til at træffe ham personlig i den Tid; men jeg erindrer godt hans mørkebrune Helskjæg, som dengang endnu var noget usædvanligt, hans graa Paletot, hans livlige Øine og hans raske Gang. Men strax efterat Ibsen i 1857 var kommen til Christiania som Direktør for det norske Theater, mødte jeg ham ved et Russelag paa Fredriksborg 1857, og erindrer, at jeg blev præ- senteret for ham i en liden Løvhytte i Haven af Paul Botten Hansen, i hvis "Ill. Nyhedsblad" vi begge vare Medarbeidere og i hvis Følge han var kommen derud. Han var dengang forlovet, og det Forhold, hvori jeg i min Barndom havde staaet til den Familie, i hvilken han nu skulde træde ind -- den samme, i hvilken vor barnlige Theaterleg engang dreves, -- dette Forhold gjorde, at vi kom i en interesseret Samtale om Personer og Situationer i den gamle By mellem de syv Fjelde, og senere gjentog vi flere Aar i Rad vore Fællesbesøg ved disse Russelag. Fra den Dag var vi oftere sammen, og han var mig flere Gange en overbærende og venlig Raadgiver i de poetiske Sorger, der paa hin Tid plagede mig, mens jeg paa min Side SIDE: 332 fra første Stund var en varm Beundrer af hans Digtning, og en og anden Gang bearbeidede et eller andet Stykke for den Scene, han ledede. I den Polemik, der aabnedes Vinteren 1857 -- 58 i Anledning af Christiania Theaters Negtelse af at opføre det allerede antagne "Hærmændene paa Helgeland", stillede jeg mig ubetinget paa Ibsens Side. Det er bekjendt, at Ibsen i sin Ungdom sysselsatte sig med at male, og endnu i Slutningen af 1870 Aarene saa jeg paa Apotheket i Grimstad, hvor han havde tilbragt sin Læretid som Farmaceut, flere Landskaber fra hans Haand, som man der med stor Pietet bevarede, men ogsaa et Figurbillede frem- stillende en Lods paa Udkig, til hvilken man -- uden al Grund -- havde knyttet Navnet "Terje Viken", og mente, at det var dennes Portræt, som Ibsen havde malet i sin første Ungdom. Men Terje Viken er en digtet Figur og hint Billede langt ældre end Digtets Tilblivelse. At Reisende paa de Kanter oftere paa Fjære Kirkegaard søge efter Terje Vikens Grav, som Digtets sidste Vers skildrer med en Individualiseren, der nok kan friste en til at søge den i Virkelighedens Verden, viser, hvor fast Forestillingen om Terje Vikens virkelige Existens har fæstet sig i manges Bevidsthed. Ibsen siger selv (hos Halvorsen) at han fra 1860 lagde Malerkunsten paa Hylden; jeg erindrer ikke destomindre med fuld Sikkerhed endnu under et Besøg i Hjemmet Sommeren 1861, da Ibsen boede høit oppe ved Bogstadveien, at have seet et Billede, et Landskab, paa hans Staffeli. Som ovenfor fortalt besøgte vi Sommeren 1859 stadig de Priceske Pantomimer paa Klingen- berg sammen, og samme Aar foreslog han mig paa Hjemreisen fra Sangerfesten i Arendal Dusbroderskab. Men saa kom de haarde Aar for Ibsen, da han drog sig ind i sin Skal, bittert krænket ved den Ligegyldighed og Kulde hvormed hans herlige Digtninger modtoges, haardt rammet i sin økonomiske Existens af det norske Theaters mislige For- fatning; da havde jeg imidlertid forladt Norge og saa kun Ibsen, naar jeg var hjemme paa Besøg. Saa kom mit lange SIDE: 333 Romerophold 1862 -- 65, og nu var ogsaa han der, og jeg glædede mig hjertelig til det, som forestod. Hurtig klædte jeg mig paa, mens Ibsen sad i Læsesalen med de norske Aviser, Bravo tog Afsked, og saa begav vi os ud i Byen, hvor vi gjorde en ordentlig Rundtur. Det var Søndag med straalende Veir, og der var stor Messe i Peters- kirken; did styrede vi altsaa vor Gang. Men i Dagens Løb saa vi en god Del af Tiberstaden, baade Forum Romanum og Janiculum -- og da Aftenen kom, og vi slog os ned i et af os selv opdaget Haveosteri i Trastevere lige over Floden, ja da havde vi levet en herlig Dag sammen. Ikke blot fordi vi havde vandret igjennem saameget Stort og Mægtigt og fyldt os med rige Indtryk, men ogsaa -- og kanske især -- fordi vi i Ungdommens fulde Livskraft og Livsmod følte og udmalede os, at der nu laa en skjøn og rig Tid foran os, som vi skulde faa nyde sammen, skjønt naturligvis Ingen af os anede, hvor rig denne Dag for hans Vedkommende skulde blive. Han var som et andet Menneske end den, jeg tre Aar tidligere havde forladt i Christiania indesluttet og bitter. Vistnok var han dybt rystet af de sidste Begivenheder i Norden, Danmarks ulykkelige Krig, og det var med glødende Harme, han udtalte sig om den mod Danmark svigfulde Politik, der var ført, og om hvorledes han med indelukket Raseri havde bivaanet Preussernes Indtog i Berlin med Tropæerne fra den Slesvigske Krig -- men nu var det, som om han med Et ved Ankomsten til la bella Italia og la Roma eterna havde kastet alt dette bagved sig og nu blot vilde leve intenst for sin Digtning, som jeg for mine Studier. Nu kunde han le ad alt det Støv, "Kjærlighedens Komedie" havde hvirvlet op, og som havde forbitret ham Livet hjemme -- nu kunde han dobbelt glæde sig ved de ti fulde Hus, "Kongsemnerne" netop havde oplevet, før han reiste. Og da Solen gik ned, og vi følte den milde italienske Aftenluft stryge gjennem den lille Have, hvor vi sad under Vinløvet i Pergolaen med en Foglietta romersk Vin foran os, -- mens Trasteverinerne kom for at nyde Kjøligheden SIDE: 334 fra Floden, der flød lige under Havens Mur, -- mens den lille Dverg improviserede til sin Mandolin under Vinløvet, der hang ud over Floden, -- mens Lamperne tændtes ved Bordene i Haven og Lysene derude paa den anden Bred i Palazzo Farnese og trindt i den gamle store By speilede sig i Floden, ja, da var vi for en Stund to lykkelige unge Mennesker, sikre paa, at Livet var skjønt og rigt, og at dets bedste Frugter vinkede os i Fremtiden. Derhos opdagede vi, at denne lille Have over Floden havde en fortræffelig Vin -- og da vi var af den Formening, at denne Vin ogsaa burde fryde andre end os, viste vi snart de øvrige Skandinaver Veien did, og Haven blev længe et meget yndet Frilufts-Osteri, til hvilket der, allerede da jeg 6 Aar efter igjen besøgte Rom, paa Grund af at Haven laa nær ved det sk. Fornarinas Hus, havde knyttet sig det, vistnok af en eller anden fantastisk Skandinav lavede Sagn, at det var i dette Osteri, Rafael første Gang saa For- narina -- hvad der naturligvis ikke gjorde Tiltrækningen til "Fornarinakneipen" mindre. Nu er den ved Tiberreguleringen forsvunden fra Jordens Overflade. Vi byggede ved vor Foglietta vor Fremtids Luftkasteller i den lille Have, og da Natten brød frem, vandrede vi i det sydlandske, milde Sommer- maaneskin hjem fra en af de stemningsrigeste Dage, jeg har oplevet. Nogle faa Dage efter var de fastboende skandinaviske Romere, der endnu i den sidste Halvdel af Juni laa i Rom, samlede til Afsked for Sommeren ude i Raffaels Vigne paa Esqvilin ved den da endnu helt landlige Via Merulana mellem Maria Maggiore og Lateranet, paa en aaben Loggia, hvor vi spiste vor frugale Aften og drak et Glas Vin i fri Luft. Det var den første Aften, Ibsen paa lang Tid igjen var sammen med Skandinaver, og han begyndte at fortælle om de pinlige, oprørende Indtryk, han paa sin Reise havde modtaget af den sidste Tids Krigsbegivenheder. Men efterhaanden og ganske umærkeligt antog Fortællingen Karakteren af en improviseret Tale; al den i lang Tid sammenpressede Forbitrelse, al den SIDE: 335 glødende Harme og varme Kjærlighed til Nordens Sag, som han saalænge havde lukket inde, fik Luft: der kom Malm i hans Stemme, i den dunkle Aften saa man kun hans glødende Øie, og da han sluttede, var der ingen, der raabte Bravo, ingen, der rørte sit Glas, men jeg tror, at vi alle havde et Indtryk af, at det var Nordens Marseillaise, som den Aften, kun hørt af nogle faa, klang hen i den romerske Natteluft, for ikke at efter- lade noget Spor, -- og jeg ved, at jeg har aldrig, ikke engang tilnærmelsesvis været saa greben af det levende Ords Magt som den Aften. Siden har jeg nok hørt Ibsen holde enkelte Taler, men aldrig nogen, der har kunnet vække Stemningen fra hin Aften tillive. Under de nye og store Indtryk, der mødte Ibsen i Rom, var det ham i den første Tid umuligt at komme til at arbeide. Han besluttede da at flytte ud paa Landet. Jeg havde med min Familie taget Villegiatur i Genzano ved Nemisøen, og Ibsen besluttede at slaa sig ned paa samme Sted. Efterat vi Peter- og Paulsdagen den 29de Juni havde seet Peterskirkens Illumination og Girandolaen paa Monte Pincio sammen, kom han og vor fælles Ven, Billedhugger Walter Runeberg, en af de faa Kunstnere, der endnu i den hede Sommertid laa i Rom, ud til Genzano og slog sig ned hos Byens Caffetiere, hos hvem de fik et Værelse indenfor Billardsalen. Foruden os laa ogsaa dengang Fru Lina Bruun, Christopher Bruuns Moder, med en senere afdød Søn og Datter i Genzano, medens den ældste Søn havde begivet sig hjem for at deltage i den danske Krig. Ibsen bar dengang en bredskygget, blød Hat med himmelblaat Foder, som af os benævntes "den blaa Grotte", men som hos Befolkningen, der ikke kunde udtale de barbariske nordiske Navne, skaffede ham Navnet "Capellone" (den store SIDE: 336 Hat). Her førte vi nu Sommeren udover et saare behageligt far niente. Formiddagen var Arbeidstid. Ved Middag mødtes vi til Maaltid i en Vinkjælder, en bogstavelig Kjælder, hvis indre, næsten helt mørke, af Vinfoustager overfyldte Rum, udgjorde vor tarvelige Spisesal, der saa ovenikjøbet delvis optoges af en stor Kurv, hvori en Hund med sine Hvalpe holdt til, og stundom kunde det saa hænde, at hele Rummet med et blev stok mørkt, idet et af Byens firbenede Æsler havde den Vane at stille sig lige foran Hulens eneste lille Vindve for at klø sig mod Muren. Da maatte en af os stadig ud og rundt Hjørnet for at jage Æslet væk og saaledes skaffe det nødvendige Lys. Om Eftermiddagen laa vi gjerne læsende eller passiarende under Træerne paa en af Bakkerne over Nemisøen, og jeg erindrer specielt, at jeg en Dag laa der og læste Ammianus Marcellinus' Beskrivelse af Julian den Frafaldnes Felttog, da Ibsen blev meget interesseret ved denne Læsning. Vi kom til at tale om Julian, og jeg ved, at Tanken om at behandle dette Stof digterisk den Dag for Alvor fæstede sig i hans Sind. Ialfald sagde han ved Samtalens Slutning, at han haabede, at ingen vilde komme ham i Forkjøbet med Behandlingen af dette Stof. Dette gjorde, at jeg længe troede, at de Tanker, der -- som vi snart skulle se -- saa stærkt sysselsatte ham den følgende Vinter, havde Hensyn til en dramatisk Behandling af Julian, medens det i Virkeligheden var "Brand", der bevægede sig i hans Indre. Mod Aften gik vi gjerne enten langs Høiden over til Nemi, eller vi steg ned til Søen, gik langs denne og kravlede gjennem Buskadserne op til Nemi, hvor vi tre gode Venner da mangen Aften har tømt et Glas Nemivin paa den deilige Veranda med den herlige Udsigt over Søen, Genzano, Campagnaen og Havet, eller inde i den lille Locanda, hvor Katten malede ved den gamle Spinderskes Fod og Pio Nonos Portræt saa mildt smilende ned fra Væggen i et skrækkeligt Skillingsmaleri, mens den lille romerske Lampe tændtes, og SIDE: 337 Landskabet udenfor med Søen, Skovene og Campagnaen dæmrede hen i Aftenens magiske Skumringslys, der hurtigt gik over i dyb Nat. Og naar vi saa vendte hjem, mødte vi i Regelen Landsbyens syngende Befolkning, der i Maaneskinnet drog fra Madonnabillede til Madonnabillede med sine fromme Sange i den lune, mørke Sommernat, medens Lamperne lyste i Helgen- billedernes Nischer langs Veien og paa Gadehjørnerne. Det var under dette Sommerophold i Genzano, at Ibsen og jeg en vakker Dag besluttede at ride over til Castel Gan- dolfo, hvor Pave Pius IX, som Ibsen endnu ikke havde seet, netop skulde holde sit Indtog, idet han da flyttede ud til sin Sommerresidens der. Vi fik da fat paa to Æsler og rede trøstig afsted. Da vi nærmede os den lille By, saa vi, at Byens eneste, lange Gade var fuld af Mennesker, der skulde se Indtoget, og faa sin Velsignelse af Paven; de stod opstillede paa begge Sider af Gaden og havde med denne Italienerne eiendommelige Sans for at arrangere alt saadant ganske natur- ligt, uden at behøve Politi, paa denne Maade dannet det Spalier, gjennem hvilket Paven skulde kjøre frem, og han ventedes hvert Øieblik. Her var imidlertid for os intet andet at gjøre, end at ride freidig ind gjennem Byens Port og som to "matti inglesi" ride om ikke løbe Spidsrod i Gaasemarsch gjennem den lattermilde Befolknings Rækker. En Stund gik det godt, men med et sætter Æslerne i vældigt Gallop hen- igjennem Rækken og saa -- ligeledes med et -- lægger først det ene og saa det andet sig plat ned paa Maven midt i Gaden og der stod vi ved Siden eller rettere over vore Æsler. Stor Jubel! I det samme saaes den pavelige Kortege lige ved os, Æslerne blev slæbte ud af Spalieren, skrydende og skrigende, og saa holdt Paven sit Indtog uforstyrret af den norske Digter og hans Følgeslager, og unddrog os ikke den Velsignelse, han lod blive sit troende Folk til Del. Saa kom endelig Høsten og vi flyttede Alle ind til Rom, hvor Kunstnerne nu begyndte at samle sig til Vinterlivet. Da SIDE: 338 kom ogsaa Fru Ibsen og den dengang neppe fem Aar gamle Sigurd til Rom, og Ibsen leiede en liden Familieleilighed paa Hjørnet af Due Macelli og Via Capo le Case. Det blev -- Tak være Ibsen -- en meget livlig Vinter, hvortil det i ikke ringe Grad ogsaa bidrog, at der den Vinter laa flere elsk- værdige og aandfulde Danske og Svenske der. En dengang ung Jurist, den nylig afdøde, bekjendte, dygtige Høiesterets- advokat Klubien, en ung theologisk Kandidat, den nuværende Biskop over Laaland-Falsters Stift, Styhr, Historikeren Pro- fessor Allen, Digterne Greve Carl Snoilsky og Fr. Sander gjæstede Rom 1864 -- 65. Dertil kom saa den faste Stok af der- boende Kunstnere, Billedhuggerne Bergslien, Prior, Kiellberg og Rune- berg sørgede for, at hver af de fire nordiske Nationer havde sin Repræ- sentant i Skulpturen, og de havde derhos Alle Atelier i samme Hus; Carl Bloch malede sin "Promethcus" for Slottet i Athen samme Vinter, men en Mand, som det særlig interesserede Ibsen at underholde sig med var Christopher Bruun, der nu opholdt sig i Rom, efterat han havde deltaget i den slesvigske Krig. I denne store Kreds blev Ibsen gjerne Centrum, naar vi om Aftenen havde leiret os i det gamle Osteri omtrent midt- veis nede i Via del Tritone, skraas over for Due Macelli -- gemenligen kaldet "Tritonekneipen". Thi her var det disse Samtaler fandt Sted, der gav Ibsen Stof til mangen af de Ytringer, der er blevne udødelige, lagte i Munden paa en eller anden af de mange Spidsborgere i "Brand". Ibsen har en forunderlig Evne til, naar han forbereder sig til at udføre et Drama, da at lede Samtalen ind paa Emner, der kunne give ham Stof til Karakterstudier, hvorved endog hele Repliker SIDE: 339 kunne falde, der kan benyttes. Det var i denne Tid tydeligt at se, at han bryggede paa noget Stort, og en Dag erindrer jeg, at han udbrød ganske alvorligt: "Hvorfor kan man ikke skrive et Drama i 10 Akter? Jeg faar slet ikke Plads i fem." Og kort efter sagde han til mig, at han havde bestemt sig til at forandre den dramatiske Form i det, han arbeidede paa, til et episk Digt. Jeg erindrer ogsaa godt, at han kort før min Afreise fra Rom Vaaren 1865 læste en Sang af et Epos for mig, der dog hverken behandlede "Brand" eller "Julian", men som nærmest svarede til den første Scene i det 4 Aar senere færdige "De Unges Forbund", idet det var Skildringen af en 17de Maifest paa Landet i Norge. Men for "Brand", som han arbeidede paa, maa han dog snart efter være kommen tilbage til den dramatiske Form; og Ytringen om de 10 Akter har jeg troet at forstaa, ved at lægge Mærke til den uhyre Stofmasse, der er samlet i 5te Akt af "Brand", der jo er enormt lang i Forhold til de andre Akter. Som sagt ledede Ibsen ved vore Aftensammenkomster i Tritonekneipen gjerne Samtalen ind paa Emner, der interesserede ham for det, han arbeidede paa, om end de fleste neppe anede hans skjulte Taktik og derfor yttrede sig ganske ufor- beholdent, og hans Modelstudium under disse Samtaler, naar han ved en tilfældig henkastet Ytring kunde faa en troskyl- dig Kamerat til at slippe fra sig mangen "stjaalen Ost", mangt et umiddelbart Udtryk af naiv Spidsborgerlighed, som han saa i Stilhed snappede og løb bort med -- mindede ofte -- sans comparaison forøvrig -- om den gamle Fabel om "Ræven og Ravnen". Den Vinter dreiede Konversationen sig, i hvilket Hjørne den end begyndte, gjerne tilsidst om det Spørgsmaal: hvorvidt man bør sluge Portnøgler, eller om man vil have det andet Alternativ med: hvorvidt man bør sluge Portnøgler eller blive Handelsbetjent. Det fortælles -- som et Sagn -- om den ulykkelige engelske Digter Chatterton, der 18 Aar gammel, efter at have sultet i tre Dage, tog Gift, -- at hans Husvært, da han var SIDE: 340 død, forgjæves søgte efter Portnøglen, som Chatterton havde havt, og at man endelig fandt den i Spiserøret -- han havde slugt den af Sult. Saasnart man var kommen ind paa dette Punkt, blev Striden altid levende; thi der var da gjerne en eller anden Hædersmand, som mente, at Digteren vel maatte kunnet finde en eller anden Maade at ernære sig paa, naar han istedetfor partout at ville leve for sin Digtning, f. Ex. havde givet sig til at arbeide paa et Kontor som Handels- betjent. Da var Ibsen ved sit Maal. Han begyndte da gjerne at hævde, at det var det ene rigtige at sluge Portnøglen heller end at blive Handelsbetjent, og dette gjorde han altid i den muligst paradoxe Form, for at lokke til Modsigelse og Debat. Naar saa den brave Mand, uden Anelse om Ibsens Hensigt begyndte at forsvare sin Sats, saa var Ibsen der han vilde, og den anden kunde da sidde Model for Provsten, Fogeden eller Klokkeren i "Brand" i Timevis, uden at have Anelse derom. Ibsen selv kunde ogsaa iblandt tale sig varm; han vidste jo selv, hvad det var at lide Nød for at holde sit Livs Mission oppe, og man vil finde en Efterklang af disse Samtaler ogsaa i den Skrivelse, hvori han henvendte sig til Kong Carl XV om en fast aarlig Understøttelse af Statskassen, efter at have skrevet "Brand", -- der, hvor han taler om, at "tie og bøie sig under den bitreste Forsagelse, der kan ramme et Menneskes Sjæl, den Forsagelse at maatte slippe sin Gjer- ning i Livet, at maatte vige der, hvor jeg ved, at der er givet mig Aandens Vaaben til at kjæmpe; og dette er for mig tifold tungt; thi jeg har indtil denne Dag aldrig veget". Og man erindrer maaske, at enkelte af Ibsens Venner sam- tidigt interesserede sig for at skaffe ham en -- Ansættelse i Toldfaget. Nei, heller havde han slugt Portnøglen! Men navnlig vil man finde Gjenklangen af disse Diskussioner i Tritonekneipen tydelig og høit udtalte i "Brand", hvor Spørgs- maalet om "Accordens Aand" jo var den Hængsel, hvorom det hele dreier sig -- ligesom man jo vil finde den lydeligere eller mere som en dæmpet Underklang i hele Ibsens Digtning. SIDE: 341 Om en Aften i den skandinaviske Forening i Rom minder saaledes det Sted i "Brand", hvor der tales om, at der kun var levnet et Hul i Muren af den gamle Kirke; det refererer sig til en Forevisning af Antikviteter, som Advokat Klubien en Aften holdt, hvori han bl. a. foreviste Nøglehullet til Jupiter Capitolinus's Tempel som den eneste og sidste Rest af dette. Men Et maa fremfor alt siges: Studerede Ibsen flittigt Model paa andre, saa studerede han flittigst paa sig selv. Han har selv engang udtalt, at man digter baade paa det, som er det Bedste, og paa det, som er det Sletteste i en selv, baade paa hvad der kun glimtvis rører sig som Stort og Skjønt i Ens Inderste og paa det, der kommer tilsyne som urene Slag- ger og Bundfald i Ens eget Væsen. Men hvor prægtigt kunde han ikke slynge sine indre Syner ud over Kredsen, naar han sad der ved den øvre Bordende i Kneipen, og de romerske Bønder og Arbeidere, der søgte samme Sted, høilig forundrede sig over de ellers saa stille Skandinavers høirøstede og ivrige Tale, -- hvor fint forstaaende løste han ikke ogsaa hos os Andre saamangt et Bundfald, der holdt paa at forstene sig, ved sin Ironies opløsende Etsvand. "Ingen kan fremstille, hvad han ikke ser -- ser helt og fra alle Kanter, og man kan Intet se helt, som man ikke har oplevet i sit Indre, gjennem- levet tilbunds -- og derfor har man altid Modellen til sine Figurer i sig selv." Man har spurgt efter Modeller til Brand og Per Gynt, til Haakon og til Hjalmar Ekdal, til Skule og til Julian, -- faafænge Spørgsmaal! de ere alle vævede af Dele af ydre Foreteelser, der har mødt ham i Livet og af indre, gjennemlevede Følelser og Erfaringer: "at digte -- det er at holde Dommedag over sig selv." Naar nu Ibsen i en saadan Diskussion om Portnøglerne altfor ivrigt studerede Model baade paa sig og andre, kunde det jo stundom hænde ham, at han slap Traaden i Diskus- sionen, og blev rendt tilvægs af en eller anden stærk Argu- mentator. Da stod han aldrig fast; thi naar Modstanderen havde bevist, at man ikke skulde sluge Portnøgler eller med SIDE: 342 andre Ord, at man i Livet mange Gange maatte bøie sig for en høiere Livsmagt eller ydre Forholds Vægt netop for at opnaa et desto bedre Resultat for det, som var ens Livs Maal, og mente at have bevist dette "saa klart som at to og to er fire" -- saa havde Ibsen altid Svar paa rede Haand: "Men ved du nu ogsaa bestemt, Høistærede, at to og to er fire -- f. Ex. paa Planeten Jupiter?" Og saa var man inde i en ny Tankegang, Spørgsmaalet om det Relative i al vor Erkjendelse, hvor Ibsen med glimrende Humor kunde forsvare det Paradoxe lige til dets yderste Grænse. En liden Skjærmydsel, som fandt Sted i den skandinaviske Forening den Vinter, falder mig netop i Tanken. Ibsen var altid en flittig Avislæser; vi paastod altid, at han endog læste Avertissementerne med, og han medgav, at disse undertiden førte ham bedre ind i de hjemlige Forholde end de ledende Artikler. Den danske "Illustreret Tidende" var udlagt i Læse- salen og i en -- saavidt jeg erindrer -- allerede indbunden Aargang fandtes et Portræt af de forenede Rigers daværende Udenrigsminister, Greve Manderstrøm, hvis Del i de triste Be- givenheder i 1864 jo er bekjendt nok. Manderstrøms Neveu, Greve Snoilsky, sad en Dag og bladede i denne Bog og fik se sin Onkels Portræt med en Blyants-Tilsætning af en -- Strikke om Halsen. Han kom til mig med Bladet og bad om, at jeg som Bibliothekar vilde undersøge, hvem der havde for- dristet sig til at udføre denne Executio in effigie. Jeg havde nok mine Anelser, men lod som intet, og ved næste Sammen- komst anmodede jeg den ubekjendte Tegner om, saafremt han var tilstede, at navngive sig. Da navngav -- til Snoilskys store Overraskelse -- Henrik Ibsen sig. Han havde givet sin Harme mod den Manderstrømske Politik Luft i to Blyanstreger. Saa fandt der en længere Konference under fire Øine Sted mellem de to Digtere, og den endte med, at de forlod hin- anden forsonede og som gode Venner, skjønt Forsoningen jo havde sin Begrænsning, idet selvfølgelig hver bibeholdt sit Standpunkt. SIDE: 343 Fem Aar efter mødtes de paany i Stockholm, og noget af det første, Ibsen sagde til Snoilsky, var, at han nu havde den Glæde at kunne forvandle den formelle Udsoning til en aldeles saglig og reel, idet hans Anskuelser om Manderstrøms Politik var blevne aldeles forandrede ved de Oplysninger, der i Mellemtiden vare fremkomne. "Ja", svarede Snoilsky smi- lende, "da maa jeg beklage, at vor Forsoning fremdeles bliver paa sit gamle Stadium; thi jeg er i Mellemtiden ved at studere Akterne tilbunds, kommen til det modsatte Resultat, og staar nu netop der, hvor du dengang stod". Det gode Forhold mellem de to Venner og høit begavede Digtere er efter denne Dag aldrig blevet forstyrret ved politiske Differentser. Hvormange underlige Følelser bevæger sig ikke i mit Indre, naar jeg nu, da jeg selv saavel som Ibsen under saa ganske forandrede -- og Gud være lovet -- lykkeligere For- hold ser tilbage paa denne vor Ungdoms Sturm- und Drang- periode i Rom, da vi priste os lykkelige ved at vide, at vi netop kunde klare os gjennem Dagens Pres, og saa en yderst uvis Fremtid imøde. I Grunden var vi maaske da rigere end nu, fordi der ikke i hele Livet gives nogen større Rigdom end Ungdommens faste Tro paa sin Fremtid og Ungdommens uvisse og derfor saa farverige Haab om at gaa seierrig ud af Livets Strid. Ialfald ved jeg, at den Kamp for Tilværelsen, vi der delte, har bundet ham og hans høisindede Hustru for alle Tider saa fast til mine bedste Erindringer, og øvet en saa mægtig Indflydelse paa min hele Udvikling, at jeg staar i den dybeste Taknemlighedsgjæld til ham og hans prægtige, aandsstærke Hustru. Hvor mangen smuk Erindring, der ikke lader sig gjengive i Ord, har jeg ikke fra de mange Familieture t. Ex., som vi i hine Dage foretog sammen i Roms Ruiner og Stadens Omegn, medens vi glemte alle Dagens Brødbekymringer over de store, historiske Minder, som om- viftede os paa Keiserborgen eller i Colosseum -- Vandringer, som gjerne sluttede i et eller andet landligt Osteri -- paa Ponte Molle eller i Molettaen ved Palatinerbjergets Fod; naar SIDE: 344 Sigurds femaarige Ben ikke længere vilde bære ham, erindrer jeg ham saa godt ridende paa den barnekjære, elskværdige Walter Runebergs Skuldre. Eller Aftenerne i deres eller vort Hjem, hvor den tarvelige Anretning ingenlunde stod i Samklang med det rige Aandens Bord, Ibsen da kunde op- dække for os. Bitre Kamptid! lyse Minder! Et haec meminisse juvabit! Det var paa en af hine Aftenvandringer, Sigurd atter var kommen op paa Runebergs Skuldre, da han blev tiltalt af en af os, der om Formiddagen havde mødt ham ridende udenfor Byen, med et: "Naa, er du nu oppe og rider igjen!" og gav til Svar: "Ja -- men i Formiddags red jeg paa et andet Æsel!" Med særlig Interesse mindes jeg ogsaa de Besøg, vi oftere foretog sammen i Museerne og Kunstsamlingerne, ogsaa her var jo -- som ellers -- Ibsens Syn originalt og karakteristisk og kunde, enten det nu fremkaldte Modsigelser eller Sam- stemmighed, virke overordentlig befrugtende, idet det altid tvang En til at skjærpe sit eget Syn. Jeg var jo en Antik- tilbeder, mens Ibsen aldrig hos disse skjønne, men kjølige Marmorskikkelser fandt den Livsvarme, den Lidenskab, der for ham stod som den første Fordring, man havde at stille til et Kunstverk. Selv er han jo en stor Plastiker, der -- som han selv udtrykker det -- ser sine Figurer ikke som Reliefer, men helt runde og fritstaaende til alle Sider, løsnede fra alt form- løst Sammenhæng med Baggrunden, og dertil fyldte med Livets Kjød og Blod, og hans Domme overfor Antikens Pla- stik var derfor af stor Interesse. Specielt erindrer jeg en Efter- middag i Vatikanet, hvor Striden gjaldt den græske og ro- merske Portrætkunst i deres indbyrdes Forhold. Portrætet var jo netop den Kunst, der var Romernes Storhed; men jeg gav imidlertid Grækerne Fortrinet, fordi det græske Portræt skildrer det karakteristiske ud fra selve Hovedets og specielt Ansigtets Bygning og forsmaar at tage sin Tilflugt til ydre Detaljer og Tilfældigheder for at frembringe Indtrykket af det Individuelle. SIDE: 345 Jeg satte derfor Sophoklesbysten og Perikleshovedet -- i Sala delle Muse -- over den saakaldte Marius i Museo Chiaramonti, over Lepidus og Marcus Antoniushovederne i Braccio nuovo; men Ibsen mente, at man netop ved paa denne Maade at opfatte og gjengive et fint ydre Træk, et Spil omkring Munden, en Rynke i Panden kunde kaste dybere Blikke ind i Vedkommendes Sjælsliv end ved nogensomhelst noksaa aandfuld Gjengivelse af de store Træk i et Hoved. Hvor Ret han havde, indsaa jeg først bagefter og ønsker ofte, at jeg atter kunde gjentage hine Vandringer ved hans Side. Vaaren 1865 forlod jeg Rom, og Ibsen begav sig med sin Familie ud til Ariccia for at arbeide paa "Brand". I denne Tid stod Ibsen gjerne op Kl. 4 om Morgenen og streifede, før Dagens Solhede begyndte, om i Skovene eller i den store Chigiske Park; naar Solen saa steg høiere paa Himlen, satte han sig til sit Arbeidsbord, hvor han da saa- godtsom uafbrudt arbeidede til Dagen heldede, og om Aftenerne sad han gjerne og nød Kjøligheden paa den store Trappe foran Kirken. Til Selskab havde han -- foruden sin Hustru -- ikke mere Vennerne fra forrige Sommer i Genzano, men -- gamle Lars Hansen. Lars Hansen var en gammel Bornholmer, der havde samlet sig en liden Formue som Portrætmaler, først i Dan- mark og siden i Sverige -- netop saa stor, at han uden Savn kunde tilbringe sin ensomme Alderdom i Syden. Han havde allerede været i Rom forrige Vinter, og var der kjendt af os som en kuriøs, og neppe helt vel bevaret, men godhjertet og varmtfølende Person. Han led stærkt under Vinterkulden og de daarlige Varmeapparater i Rom, og begyndte gjerne enhver Samtale med en nykommen Landsmand med de Ord: "Hvad synes De om de svenske Kakkelovne?" og var meget lykkelig, naar Vedkommende ikke vidste mere om disse Ovne, end at han kunde faa give Besked om deres Indretning og mærkelige Virkning. Da kom der Liv i gamle Lars Hansen, og han kunde tale sig varm og begeistret over sine "svenske Kakkelovne". SIDE: 346 Nu blev han Ibsens eneste Selskab ude i Ariccia, og mens Ibsen skrev sin "Brand", udviklede Lars Hansen efter- haanden en helt ny Livs-Theori for ham, som mere og mere optog Pladsen i hans aldrig meget rummelige Hjerne, en Theori, der voldte ham megen Smerte, og med hvilken han i flere Aar trakterede Ibsen, der havde baade sin Nød og sin Fornøielse med at høre paa ham. Denne Theori bestod deri, at Menneskene vare delte i to store Kategorier, Faarene og Bukkene; men medens de uskyldige Faar, til hvis Klasse han ansaa sig selv for at høre, løb omkring i Verden uden Enhed og uden Organisation, bleve de et let Offer for Bukkene, der dannede et hemmeligt Forbund med en fortræffelig Organisation og kjendte hver- andre paa visse hemmelige Tegn. Han og de andre Faar vare stadig Gjenstand for deres Forfølgelse. Til Bukkene hørte bl. A. de fleste Skomagere; thi det havde aldrig lykkedes ham at finde en Skomager, der ikke efter hemmelig Aftale med de andre Bukke gjorde hans Støvler for smaa, og naar han kom ind i et Osteri, kostede Vinen altid to Bajocchi mere for ham og de andre Faar end for Bukkene. Disse havde sine Trælle, der maatte lyde dem. Ibsen selv var en af de store Bukke, og han betroede i al Stilhed nogle Aar senere Fru Ibsen, at Bukkene havde sine egne Lærebøger i Bukkevidenskab, og at hun ikke burde være uvidende om, at en af de nyeste Lære- bøger i denne Bukkevidenskab var: "Peer Gynt". I saadant Selskab skrev Ibsen "Brand". At Ibsen fandt megen Opbyg- gelse i denne Omgang er vel neppe troligt; men Mandens Hjertensgodhed vandt ham dog Digterens Sympathi og hans løierlige fixe Ide, som han udmalede for Ibsen i alle Detaljer morede ham naturligvis, da Manden forøvrigt var "i hver Hen- seende normal". Omsider drog den gamle Mand hjem til sin Fødeø og døde der -- saavidt jeg erindrer -- i Begyndelsen af Syttiaarene. Der gik nu flere Aar, uden at jeg saa Ibsen eller hørte direkte fra ham anderledes end gjennem en og anden Hilsen. SIDE: 347 Men Vaaren 1869 modtog jeg i Stockholm et Brev fra Dresden, hvorhen Ibsen nylig var flyttet fra Rom, med en mig ganske ubekjendt Haandskrift. Det var en fast og smuk Stil, men af den Form, for hvilken vi senere har faaet Navnet "Steilskrift". Jeg aabnede nysgjerrig Brevet og saa til min Overraskelse, at det var fra Ibsen, der aldeles havde forandret sin Haandskrift. Tidligere havde han (se P. 348) skrevet en liggende, liden, ikke meget tydelig Haand; nu var den forvandlet til en sikker, stor og fast Stil, lige fjern fra hans tidligere, som fra Wel- havens klare og smukke, Bjørnsons aabne og flotte, Camilla Colletts sikre, A. Munchs usikre, drømmende, Jonas Lies tykke og brede, Kiellands elegante og zirlige Haandskrift. Vore Digteres Haandskrifter saaledes som de findes antydede i hos- liggende Facsimiler, samt Pag. 209 (Welhavens), Pag. 297 (Ca- milla Colletts) og Pag. 326 (Bjørnsons), Alt efter Breve til Forf. af disse Linier, yde et ikke uinteressant Bidrag til Gra- fologiens Lære om Haandskriftens Forhold til Personligheden. Ikke mindre ubekjendt var mig det Ansigt, der fra et i Brevet indlagt Fotografi traadte mig imøde. Jeg kjendte Ibsen som en Mand med Helskjæg, hvis Mund jeg aldrig havde seet, og som i sin Dragt var meget ligefrem og hverdagslig, saa- ledes som han er fremstillet i Vignetten til dette Kapitel. Her laa et Portræt af en Mand i en flot Fløielsfrakke, med et omkring Munden afraget, vel soigneret Skjæg, og en Mund, hvis Udtryk jeg ikke havde tænkt mig saaledes (se Pag. 350). Men det kunde kun være ham; thi i Brevet siger han: "Her- ved sender jeg Dig min Snude". Ja, han var bleven grundig forandret i de 4 Aar -- det skulde jeg snart faa se, da vi kort efter atter mødtes i den svenske Hovedstad. Brevets Indhold var en Anmodning om, at jeg vilde ind- levere hans nye Skuespil "De Unges Forbund" til Stockholms kongelige Theater og afgjøre de dertil knyttede Betingelser, saasnart jeg fik det sendt fra Hegel, der siden 1862 var min og siden 1866 ("Brand") ogsaa var bleven Ibsens Forlægger, samt Ønske om, at jeg vilde til "Illustrirte Zeitung", der havde SIDE: 350 anmodet om hans Portræt og hans Biografi, skrive denne sidste, hvorhos han bebudede sin Ankomst til Stockholm samme Sommer som Delegeret ved det nordiske Retskrivningsmøde, der skulde afholdes i Juli d. A. Jeg blev saaledes den første, der leverede Ibsens Biografi for det tyske Publikum, og den første, der læste "De Unges Forbund", der kom mig ihænde næsten samtidig med Brevet. Med Antagelsen af det fortræf- felige Stykke havde det selvfølgelig ingen Vanskelighed. Det var en bevæget Sommer i Stockholm det Aar. Kronprinsessen af Danmark feirede sit Bryllup, hvad der bragte adskillige fyrstelige Hoveder sammen i Sveriges Hovedstad, Henri Martin be- søgte Stockholm, Retskriv- ningsmødets Mænd, hvortil flere af Nordens betydeligste Sprogmænd hørte, besøgte Stockholm, og Henrik Ibsen besøgte Stockholm. Paa Ib- sens Opfordring leiede jeg et Par Værelser til ham i Her- kules Backe, mellem Brunke- bergs Torg og Regeringsgatan, og da han kom, installerede han sig der. Ibsens Aaben- barelse i Stockholm var for mange en Overraskelse. Man havde ventet i "Brand"s Digter at se en gammel, alvorlig, streng Asket, og der aabenbarede sig en elegant, yngre Mand i Fløiels Frakke, fin, livlig og elskværdig; man kunde ikke forlige "Brand" og "Brand"s Digter, og flere udtalte aabent til ham selv sin Forundring, der for enkelte ligefrem var en Skuffelse; men snart havde han taget dem alle med Storm -- navnlig Damerne. Et af de SIDE: 351 første Huse, hvori han introduceredes, var det for sin vidtstrakte Gjestfrihed mod alle illustre Reisende -- ja, de ikke illustre med -- velbekjendte Limnellske Familie. Manden var ansat i en høiere Stilling ved Jernbanevæsenet ( 1882), og hans Hustru var den bekjendte "Aftonblad"s-Redaktør Rector Sved- boms Enke, lige afgjort for sin glimrende Intelligents, sit varme Hjertelag og sin personlige Elskværdighed ( 1892). Hun var Sjælen i en udbredt, literær Kreds og jeg havde selv lige siden min Ankomst til Sverige ti Aar tidligere nydt en overordentlig Gjestfrihed i dette Hus; det var saaledes en Selvfølge, at jeg saa- snart som muligt indførte Ibsen der. Familien beboede om Som- meren sin smukke Villa "Lyran" ved Mälaren, og der har Ibsen tilbragt mere end én deilig Som- meraften, og vandt strax alles Hjerter i denne Kreds. Det var derfor ogsaa til Fru Limnell han Aaret efter rettede sit berømte "Ballonbrev til en svensk Dame", denne aandfulde Symbolik, hvori han med Udgangspunkt fra sin Høsten 1869 foretagne Nilreise, giver den glimrende Fremstilling af sit Syn paa Nutidens store Bevægelse, saaledes som den for- tonede sig i Lys af den fransk-tyske Krig. Det er da ogsaa til Opholdet paa den Limnellske Villa de Linier sigte, der omtale, hvorledes han ikke i Længden kunde svige, "Hvad med Haanden og med Munden Jeg paa Lyran sidste Kvælden Baade loved og besvor, Nemlig, med et skrevet Ord At betale lidt paa Gjælden." SIDE: 352 Da "Ballonbrevet" kom -- ad regulær Postvei -- , blev der stor Glæde og Opstandelse i det Limnellske Hus. Først blev jeg budsendt, for at læse Brevet nogle Gange igjennem, saa at jeg paa en ikke altfor uværdig Maade kunde recitere det for en større Forsamling, og saa blev der inviteret et stort Selskab af Damer og Herrer af Stockholms literære Verden, og i denne Kreds havde jeg da den Ære, for første Gang at lade det berømte Ibsenske Brev tone ud for en be- undrende Tilhørerflok. At jeg fik denne Ære, var jo ikke saa forunderligt endda, siden jeg var den eneste Nordmand i Kredsen. Brevet gjorde naturligvis stor Lykke og maatte -- om jeg ikke erindrer feil -- læses to Gange, og saa begyndte Kommentarerne, der var noksaa pudsige at høre paa. Men tilbage til Ibsens Stockholmsophold. Han færdedes i den Tid stadig rundt i en Mængde af Stockholms mest intel- ligente Familier. Da Bryllupshøitidelighederne og Retskriv- ningsmødet var over, og alle Fyrster baade i Statens og Lite- raturens Riger var dragne hver til sit, blev den store Digter- fyrste tilbage; han trivedes synlig godt i Stockholm, og der begyndte desuden at dæmre en Tanke i visse Kredse, der snart skulde blive til Virkelighed. Ibsen skulde indbydes til at deltage i Suezkanalens Aabning. Tanken udgik vistnok fra Carl XV selv, og Orientaleren, den uheldige Hr. Demirgian, der den Tid netop spillede en stor Rolle ved Carl XV's Hof, fik i Opdrag at foretage det fornødne. Ogsaa mig, der netop havde afsluttet min Virksomhed som Kronprinsessens Lærer, havde man venligt tiltænkt en Plads ved den Anledning; men en Sygelighed, der netop denne Sommer havde grebet ind i mit ellers med en lykkelig Sundhed begavede Liv, tvang mig til at frasige mig denne Fornøielse og istedet i Stilhed at be- give mig alene i min Hustrus Følge ud paa en ikke mindre fornøielig, om end ikke saa storartet Reise til Orienten samme Høst. Vor Afreise fra Stockholm faldt temmelig samtidig. Men forinden havde Stockholms kongelige Theaters Direktør og Skuespillere tiltænkt os begge en Glæde, idet vi indbødes SIDE: 353 til en for os arrangeret Afskedsfest i "Hotel du Nord" ved Carl XIII's Torv, hvor jeg navnlig erindrer, at den elskværdige og vittige Daniel Hwasser, Skuespillerinden Elise Hwassers Mand, beredte Ibsen en eiendommelig Overraskelse ved som Indledning til hans Skaal at recitere et svensk Digt, som Ibsen i Begyndelsen i det fremmede Sprog ikke ret kjendte igjen, og ikke kunde orientere sig, hvorfra han dog skulde ligesom kjende det: det var nemlig en fri svensk Oversættelse af "Sol- glad Dag i hegnet Have" af "Kjærlighedens Komedie". Det var ret pudsigt at se Ibsens Mine, da han ved Slutningen af første Vers drog Kjendsel paa sit eget Barn. A propos Daniel Hwasser. Da jeg ikke mere kommer tilbage til ham i disse Optegnelser, -- han døde Aaret efter -- vil jeg dog bevare et af hans fineste Ordspil, der vist er kjendt af meget Faa. Jeg fik se det hos Dronning Louise, der havde faaet det af ham en Juleaften som Devise med en af hans Hustru broderet Klokkestreng. Det lyder saaledes -- citeret efter Hukommelsen: Med en klocksträng. Förlåt, att till min drottnings säng Iafton jag mig vågar svinga, Ty du är mild, fast jag är sträng, Din lott är hög; men min är ringa. En Aften var Ibsen i "Dramatiska teatern", da Carl XV lod ham kalde op i sin Loge, og strax efter op paa Slottet, hvor han overrakte ham Vasaordenen -- det var Ibsens første Dekoration. Saa forlod han Stockholm, som det syntes vel fornøiet med Opholdet der og begav sig saa over Paris og Marseille til Ægypten, hvor han deltog i Kanalindvielsen sam- tidig med at man herhjemme peb ad "De Unges Forbund" og samtidig med at jeg solede mig i Burnabats Appelsinlunde og i Ephesus' Ruiner. Atter gik der tre Aar, inden jeg igjen saa Ibsen. Da min "En Arbeider" var bleven opført i Stockholm og Christi- SIDE: 354 ania og havde gjort Lykke, skrev han mig et meget elskvær- digt Brev til og mente, at det snart var paatide, at vi igjen saa hinanden, og da jeg samme Høst -- det var i 1872 -- havde et Ærinde i Berlin og paa Reisen besøgte Harzen, lagde jeg Veien om Dresden for at tilbringe nogle Dage i hans Selskab. Ibsen boede da i Wettinerstrasse og skrev paa "Keiser og Galilæer". Han boede her meget indgetoget, skjønt han dog færdedes i "Literarischer Verein" og indførte mig i denne. Men han havde t. Ex. ikke gjort Bekjendtskab med Herman Hettner, hvad der var mig dobbelt paafaldende, fordi jeg vidste, at han holdt meget af Hettners literaturhistoriske Arbeider og allerede 13 Aar tidligere -- før jeg kjendte noget af, hvad Hettner havde skrevet og end mindre Hettner selv -- havde henledet min Opmærksomhed paa hans "Das moderne Drama". Jeg forsøgte at bringe en Sammenkomst istand mellem dem, men det lykkedes mig ikke i de faa Dage, jeg kunde tilbringe i Dresden. Hettner kjendte godt Ibsens Navn, ligesom omtrent alle, jeg traf i Dresden, allerede da vidste, at der boede en stor nordisk Digter i deres Midte; men hans Verker kjendte dengang endnu kun yderst faa, og de, som havde læst hans "Brand" i Siebolds Oversættelse -- omtrent det eneste, der endnu var oversat af Ibsen, -- kunde ikke rigtig faa Tag paa Digtet, hvis storartede Anlæg de nok kunde ane, men hvis hele Mening mildest talt var dem yderst dunkel. Under dette Besøg viste Ibsen mig en Gunst, han sjelden viser nogen. Han, der ellers aldrig lader nogen se ind i sit Verksted, inden hans Digtning er helt afsluttet, bebu- dede mig en Dag, at han iaften vilde læse for mig det færdige af "Keiser og Galilæer" 1ste Del, eller som han endnu kaldte det: "Julian". Jeg havde jo været den første, der vidste, at han tænkte paa at behandle dette mægtige Stof; nu skulde jeg se, hvad han havde bragt ud deraf. Sigurd gik dengang i Skole -- han var omtrent 13 Aar -- og da vi havde spist Aften, blev han placeret i et andet Værelse for at læse paa sin Religionslektie til Morgendagen. Dermed var den unge SIDE: 355 Mand ingenlunde fornøiet, da han havde glædet sig til at faa høre sin Fader læse "Keiser og Galilæer" -- og da han var gaaet, fortalte hans Moder med et Smil, at han til hende havde sagt: "Jeg tror, der er ligesaa meget Religion i Far's Stykke, som i min Lektie". Omtrent ved Midnat var Læs- ningen færdig. Da Maximus var steget op af Dybet med Julian, modtaget af det dobbeltydige: "Riget er dit, Magten og Æren!" og Læsningen dermed afsluttet, kunde jeg kun sige, at dersom dette Dramas 2den Del stiger saaledes i Storhed, Spænding og Interesse, som det gjør i disse Akter, vil det blive det største Digterverk, vor Tid har frembragt. Ibsen har ikke noget egentlig fremtrædende Oplæsertalent; men det var dog en sjelden og fin Nydelse at høre ham med sin be- hagelige Stemme og sit ædle, for alt unaturligt kemisk frie Foredrag læse sit Drama, hvor enhver Ting naturligvis i hans Mund fik sin rette Vægt og Betoning, og jeg gik hjem ganske rystet og med Bevidstheden om at have hørt noget af det Mærkeligste, der inden Tragediens Omraade er skabt siden Shakespeares Tid. De mægtige Skikkelser fulgte mig lige ind i Drømmen, og da Digtet nogle Maaneder efter udkom, var det med en overordentlig Interesse, jeg greb fat der, hvor Digteren selv havde sluttet. Ibsen havde ikke havt det ublandet behageligt i Dresden. Den tysk-franske Krig indfaldt jo i denne Periode. Han var endog bleven offentlig angreben som den, der nærede antityske Sym- pathier og havde maattet tage offentlig til Gjenmæle herimod. Ogsaa den 11-aarige Sigurd havde maattet lide under den politiske Storm. Hans Forældre mærkede gjentagne Gange, at han kom med sønderrevne Klæder og tilsidst endog blodig og forslaaet hjem fra Skolen, skjønt han selv altid forsøgte saa godt som muligt at skjule det. Paa streng Befaling om at angive Grunden til disse paafaldende Fænomener, var han dog ikke at formaa til at give noget Svar. For sandheds- kjærlig til at lyve, for høisindet til at sladre, foretrak han at tie og lide. Da maatte Faderen altsaa henvende sig til Skolens SIDE: 356 Rektor med en Klage, og Rektor holdt saa strengt Forhør blandt Gutterne. Saa viste det sig, at Sigurd havde kommet til at røbe sine franske Sympathier og at de tyske Kamerater havde villet tvinge ham til at erklære sig for tysksindet ved at love ham Bank hver Dag, indtil han overgav sig. Og denne Trudsel var bleven opfyldt, og det i et længere Tids- rum, medens den lille kjække Martyr vel mere for sin Sym- pathi end for sin Overbevisning tappert forsvarede sig, og foretrak at lide i Taushed fremfor at forraade sine Kamerater. Den næste Sommer, 1873, besøgte jeg paa Hjemreise fra Wienerudstillingen Ibsen i Pillnitz, hvor han havde leiet Sommerbolig hos Mølleren; hans ydre Fremtoning havde imidlertid undergaaet endnu en Forvandling; istedetfor den flotte korte Fløielsfrakke, bar han nu en lang, sort nedover Læggene gaaende Frakke, af et yderst alvorligt Snit, og jeg kunde godt forstaa, hvad han med et polidsk Smil fortalte, at under Sommeropholdet i Tyrol de uskyldige Tyrolerpigebørn havde brugt at kysse hans Haand og bede om hans Velsig- nelse, idet de antog ham for en katholsk Prest. Men endnu engang skulde jeg tilbringe et helt Aar i Ibsens Selskab, da jeg efterat være ansat ved vort eget Uni- versitet, opholdt mig i München for at gjøre Studier til mit Arbeide over "Kristusbilledet" fra Julen 1875 til Februar 1877, dog med nogle Maaneders Afbrydelse, under hvilken jeg til- traadte min nye Stilling og holdt mine første Forelæsninger i Christiania. Han og hans Frue modtog mig og min Familie med sjelden Venlighed, og vi tilbragte vor Juleaften 1875 i deres Kreds. Og i den Tid, som nu fulgte, kom jeg ham nær. Ibsens boede i Schønfeldstrasse 17, jeg med min Hustru og Datter i Untere Gartenstrasse (nu Kaulbachstrasse), der var saaledes kun nogle Minuters Vei mellem vore Boliger. Det er ikke Tilfældet som Halvorsen i sin forøvrigt for- træffelige Ibsenartikel i Forf.-Lex. siger, at Ibsen i denne Tid "levede i tilbagetrukken Ensomhed". Ibsens Hus var tvert- imod i denne Tid et overordentlig gjestfrit Hus. Hans øko- SIDE: 357 nomiske Forhold var jo nu meget lyse, og Landsmændene flokkedes naturligvis gjerne omkring sin nu ogsaa i Tyskland berømte Landsmand, hvis "Nordische Heerfahrt" da var opført i München. Hvor mangen Vandringsmand har ikke at takke det Ibsenske Hus og ganske særlig Fru Ibsens utrættelige og tro- faste Godhed mod unge, enlig stillede Landsmænd og Lands- mandinder for mere end udsøgt Velvillie under Opholdet i den bayerske Hovedstad, og hvor rige er ikke de Erindringer, mange og ikke mindst jeg selv bærer med fra Huset med den gjæstmilde, velvillige Tone og den aandfulde, sprudlende Sam- tale. Saalænge det var Vaar, inden Sommeren fordrev os fra Staden, mødtes vi hver Formiddag i Haven ved Hotel Achatz ved Maximiliansplatz for i Timen Kl. 12 -- 1 at tage vor Früh- schoppen der. Vi dannede et fast lidet Selskab, bestaaende af, Æsthetikeren Prof. Moritz Carriere, hvem jeg allerede -- som man ovenfor har seet -- kjendte fra mit første Ophold i München sammen med Bjørnson i 1862, Digteren Paul Heyse, hvis vindende og elskværdige Personlighed altid lagde et Skjær af Livfuldhed og Ynde over Selskabet, Ibsen, der udgjorde Kredsens aandelige Centrum, og den unge Læge, Dr. Oswald Schmidt, Heyses Ven. Det var under en af disse Frühschop- pener jeg modtog Underretningen om, at Upsala Universitet Aaret efter ved sit 400 Aars Jubilæum vilde kreere mig til Doctor honoris causa, og det faldt mig paa Sinde, hvor lidet værdig jeg var til at modtage en saadan Udmærkelse i For- hold til den anden Ikke-Doktor, der sad ved min Side. Et Indfald greb mig og jeg satte mig ned -- vel ikke paa selve Stedet, men saagodtsom umiddelbart efterat vi havde forladt Achatz, -- og skrev til Promotor, det filosofiske Fakultets Dekanus, min gamle Ven Prof. Nyblom og foreslog ham, dog fremfor alt at kreere Ibsen til Doktor. Og jeg kunde derhos, efter en hemmelig Aftale med Heyse, tilføie, at dersom baade Ibsen og jeg kom til Upsala, skulde vi tage en tredie Doktor med os, nemlig Paul Heyse. Nyblom fandt Ideen excellent, SIDE: 358 og da vi et Par Uger efter en Dag var samlede i Achatz, kunde jeg underrette Ibsen om, at han vilde blive kreeret til Æresdoktor i Upsala Aaret efter. Det besluttedes da, at Heyse, Ibsen og jeg skulde mødes ved Fyriså, Noget, der ogsaa ind- traf for Ibsens og mit Vedkommende, mens Heyse hindredes i at begive sig did ved et indtruffet, sørgeligt Dødsfald i hans nærmeste Kreds. En Dag forsvandt Ibsen pludselig fra Kredsen i Achatz og lod sig ikke se der i otte Dage. Da han kom tilbage, havde han meget at fortælle. Han havde modtaget en Ind- bydelse fra Hertugen af Meiningen til at komme til Berlin for at se Meiningernes Opførelse af "Die Kronprätendenten" og fra Berlin havde Hertugen indbudt ham til et Besøg i Mei- ningen, hvor han da havde opholdt sig flere Dage hos Her- tugen, derved Afskeden havde forlenet ham med den sachsiske Ernestiner-Orden. Mod Slutningen af Juli forlod vi München og mødtes igjen i Gossensass i Tyrol, straks syd for Brenner, hvor Ibsen allerede tidligere havde havt sin Villegiatura, og hvor vi iaar vare komne overens om at samles. Det lille Gossensass (Goth- ensitz) er jo formelig blevet berømt som Ibsens Sommerop- holdssted og har jo i de sidste Aar endog faaet sin "Ibsen- Platz", et frit Punkt i Skoven strax ovenfor Byen med en pragtfuld Udsigt indover Pflerschthal til Tribulaun og andre Bjergkjæmper. Her i den storartede Fjeldnatur følte vi os som hjemme, og udover Sommeren blev denne Følelse end stærkere, da Ibsen fik adskillige Besøg af reisende Landsmænd og Landsmandinder. Saaledes kom Edvard Grieg ligefra de første Wagneropførelser i Bayreuth did sammen med den unge John Paulsen, og i deres Selskab foretoges nu Bjergbestigninger og andre Fodvandringer. Malerinden Asta Nørregaard og flere andre besøgte Gossensass denne Sommer, og Opholdet afslut- tedes med Bestigningen af den mellem 9 og 10,000 høie Spidse, Hühnerspiel, der ligger ret over Gossensass, paa selve Sedandagen. SIDE: 359 Den følgende Vinter begyndte Ibsen at arbeide for Alvor paa "Samfundets Støtter," og fra nu af var han ikke mere tilgjængelig om Formiddagen. Fra Vinterens Indbrud sam- ledes Selskabet fra Achatz kun hver Lørdag til Frühschoppen, men nu under Tag; naar vi var trætte af Dagens Arbeide, mødtes Ibsen og jeg gjerne i en liden, meget uanseelig Kneipe i Türkenstrasse, hvor der under den foran Madonnabilledet brændende Lampe serveredes en ypperlig Tyrolervin. Her drøftedes da mere end engang Spørgsmaalet om Digterens Forhold til Hjemmet, om hvorvidt det var nødvendigt for en Digter at bo i sit Folks Midte, hvorved Ibsen da altid med Styrke hævdede Nødvendigheden af det frie Fjernsyn, det Overblik, som man ikke kan faa paa nært Hold, mens det var mig overladt at fremhæve Faren for, at de skildrede Person- ligheder mere og mere vilde fjerne sig fra Virkeligheden, naar Digteren ikke færdedes i deres Midte. Paa enkelte Punkter kan jeg vel maaske have faaet Ret, men i det store og hele har dog Ibsen paa det mest glimrende bevist sin Paastands Rigtighed for sit eget Vedkommende. Engang ugentlig mødtes vi i "Crocodil", et lidet literært Selskab, bestaaende af endel af Münchens mest fremtrædende Forfattere. Paul Heyse kom kun sjelden did, men Wilh. Herz, Wilh. Henzen, Fresenius, Dramaturgen Grandaur, Ludwig Schneegans og andre var stadige Gjester der, og ogsaa her var det synligt, hvorledes Ibsen, der i denne Kreds var mere tilbagetrukken, naar han en og anden Gang kastede sig ind i Diskussionen, snart gav denne et liv- fuldere Sving, en dybere Karakter, og man lagde derfor stadig an paa at faa ham til at deltage aktivt i Samtalen. Endelig forlod jeg München i Begyndelsen af 1877. Samme Høst mødtes vi dog atter ved Jubelfesten i Up- sala, hvor vi samtidig modtog Laurbærkransen ved Doktor- promotionen den 7de September 1877, og jeg havde nu den Glæde at tilbringe flere Dage i hans Selskab i de samme Kredse i Stockholm, i hvilke vi havde færdets sammen 8 Aar tidligere. Samme Dag, som Promotionen havde fundet Sted, SIDE: 360 medens vi endnu var i Upsala, kom min Ven fra Studenter- aarene, daværende Finansminister, nu Præsident Hans Forssell, hen til mig under Middagen i Botaniske Trädgården og sagde: "Hvis Du Klokken sex vil faa Ibsen med Dig hen til Schou- kanis Schweizeri, skal jeg berede baade ham og Dig en Over- raskelse". Schoukanis Schweizeri, det af Wennerberg i "Glun- tarne" besungne "Schylla", som det kaldtes efter en tidligere Eier, Schylander, havde flere "Smaarum" bag den egentlige "Källarsal", og i et af disse havde Forssell og jeg i vor Docenttid tilbragt mangen gemytlig Aften. Dette Værelse var da udseet til Mødested. Overraskelsen var virkelig i sit Slags storartet; thi i dette lille Rum paa mindre end 6 Alen i Firkant havde Forssell samlet følgende lille Buket af Stor- heder i Aandens Verden: Gunnar Wennerberg, Zacharias Topelius, Victor Rydberg, Carl Snoilsky, Fredr. Scholander og Henrik Ibsen. Saamange af Aandens kronede Hoveder i Norden havde vist aldrig været samlede inden det lille Bag- værelses røgede Vægge, og da alle kjendte hverandre godt, blev det unegtelig den morsomste og aandfuldeste Aften under hele Jubelfesten; men inden fem Minuter var Ibsen den, der ledede Konversationen og gjorde den interessant. Hvorledes det er gaaet til, at Ibsen har faaet Ord for at være saa over- maade taus, har altid været mig uforklarligt. En liden fornøielig Episode fandt Sted, da vi en Dag i Stockholm var indbudne til Middag hos en gammel Ven. Der kom ogsaa en finsk Videnskabsmand, betydelig i sit eget Fag, men en af disse Lærde, der heller intet kjender udenfor sin egen Lærdoms Verden. Da Ibsen traadte ind, blev der jo en almindelig Stimlen for at præsenteres for Digteren. Kun vor finske Lærde syntes ganske uberørt af, at der var traadt en berømt Mand ind i hans Nærhed. Endelig sagde Værten: "Tør jeg præ- sentere min finske Ven, Dr. N. N. -- og det er Henrik Ibsen". "Ah -- det er mig en Glæde at gjøre Professor Ibsens Bekjendtskab!" (Der findes en bekjendt Mand af samme Navn inden den Forestilledes Videnskab). SIDE: 361 "Nei, nei", vedblev Værten, "dette er ikke Professor Ibsen, det er Dr. Henrik Ibsen!" Da gik der et dunkelt Lys op for Vedkommende: "Ah -- Maleren -- " "Nei, nei, Digteren Henrik Ibsen!" "Naa -- saa!" Jeg tænker, det var den eneste Gang, det paa mange Aar var passeret Henrik Ibsen at komme ind i en Kreds, hvor der fandtes nogen, hvem hans Navn var totalt ubekjendt, -- og han saa ikke ganske naadig ud, men tog ellers Tingen meget diskret. Men inderlig pudsigt var det hele at se paa. Nu gjensaa jeg ikke Ibsen før Høsten 1880, da jeg paa Vei til Ægypten passerede München for at besøge Passions- skuespillet i Ober-Ammergau. Ibsens havde da, som det syntes, indrettet sig for Livet i München. De boede nu i Schellingstrasse havde selv møbleret sine Værelser og endog fra Tid til anden forsynet sine Vægge med en Række betydelige Billeder især af ældre italienske Mestere, hoved- sagelig anskaffede under et senere Romerophold i Slutningen af 70-Aarene. Ved denne Tid havde Ibsen allerede faaet sin bekjendte faste Plads i Kafé Maximilian og tog mig et Par Gange med derhen, og det er sandt, at han var Gjenstand for en stadig Opmærksomhed af Münchenerne: "Wie die guckten!" Han syntes at befinde sig saare vel i München. Imidlertid underrettede han mig dog om, at vi til Vin- teren vilde mødes i Rom ved min Tilbagekomst fra Ægypten, og da jeg med min Familie i Februar kom tilbage til den Stad, hvor vi havde tilbragt saa lang Tid sammen i vor Ung- dom, fandt jeg virkelig Familien installeret i et Hus i Capole- case -- lidt ovenfor det Sted, hvor de havde boet for 17 Aar siden -- og hvor der atter ganske naturligt dannede sig en Kreds af Landsmænd omkring dem. Ibsen havde atter tilbragt en Juleaften i Rom, atter siddet ved det festlige Julebord, hvor Damerne bar Kranse af Roser, Herrerne af Vinløv, og -- siden vi tale herom -- det er fra SIDE: 362 denne Feststemning "med Vinløv i Haaret" Hedda Gabler har hentet sit Udtryk om Eilert Løvborg, dette Udtryk, der har forekommet Mange saa søgt og unaturligt, fordi de ikke kjende denne Romerskik blandt de skandinaviske Julegjæster. Camilla Collett og Fru Colban opholdt sig paa den Tid i Rom, ligesom en stor Kreds af yngre skandinaviske Kunst- nere -- Eilif Petersen, Krøyer, Ross o. a. -- stadig færdedes i det fremdeles lige gjæstfrie Ibsenske Hus. Navnlig erindrer jeg, at vi feirede en meget animeret 17de-Maifest der, samme Dag som Wergelandsstatuen blev afsløret i Christiania, og at Henrik Wergelands Søster optraadte med et beaandet Fore- drag i Dagens Anledning. Ibsen arbeidede i den Tid paa "Gjengangere"; men skjønt det triste Motiv naturligvis sysselsatte ham helt igjennem, kom dog neppe et Ord over hans Læber om de uhyggelige Problemer, som her beskjæftigede ham. Som bekjendt udkom "En Folkefiende" allerede et Aar efter "Gjengangere", og som man har ment, som Svar paa den Modtagelse, dette mærkelige Digt i mange Kredse havde fundet. Saa er vistnok ogsaa Tilfældet; men det er imidlertid sikkert, at de Ideer, han udtaler i "En Folkefiende" laa fuldstændig færdig hos ham allerede Vaaren 1881 og fik Luft i næsten alle de Sam- taler, vi i den Tid førte sammen. Den Enkeltes Ret overfor de Mange, Individets overfor Samfundet er jo Tanker, der stadig mærkes i Ibsens Digtning allerede fra den Tid, han i "Brand" helt havde fundet sig selv; men i "En Folkefiende" træder de helt og utilhyllet frem; hele Digtet er jo en glim- rende Udvikling af det Schillerske: "Was ist die Mehrheit? Unsinn ist die Mehrheit, Vernunft ist stets bei Wenigen nur gewesen!" (Demetrius). Ideen om Ophævelsen af det ved geografiske Grænser betingede Statssamfund og Dannelsen af et Samfund, alene betinget af aandelig Samstemmighed udtalte han i denne Tid SIDE: 363 oftere, skjønt han -- formodentlig af gode Grunde? -- aldrig engang gav det løseste Omrids af, hvorledes han tænkte sig dette Samfund organiseret og i Virksomhed, naar det engang indtraadte i Virkelighedens Verden. Under dette vort andet Samliv i Rom, kom vi overens om at anvende et Par smukke Foraarsdage til engang igjen sammen at besøge de landlige Steder, hvor vi havde tilbragt vor Ungdom sammen og opfriske Minderne fra hine Dage. Vi tog med Jernbane ud til Frascati og Tusculum og red saa paa Æsler over Grottaferrata og Castel Gan- dolfo -- hvor vi erindrede os den Rolle, vi havde spillet ved det pavelige Indtog for 17 Aar siden. Vi overnattede i Albano og gik saa tilfods den følgende Morgen til Gen- zano, hvor vi opsøgte Kaféen, hvor Ibsen havde boet, og vor Middagskjælder; saa steg vi ned til Nemisøen og op paa den anden Bred til Nemi. I den gamle Locanda saa alt ud som før, Verandaen var lige deilig, Vinen lige god, men paa Væggen hængte ikke længer Pius IX's Portræt, men derimod Victor Emanuel, Cavour og Garibaldi, det unge Italiens Trekløver. Tempi passati! Og selv var vi blevne 17 Aar ældre, og den gamle Kat var død og Konen med Tenen ligesaa. Det var ved en Bemærkning af mig om de Forandringer, Tiden havde gjort ved Stedet og at vi vel ogsaa selv var en hel Del forandrede, at Ibsen, der netop atter havde forfegtet sin Mening om Samfundets Ubrugelighed for de store Ideers Virkeliggjørelse, med engang afbrød sig selv og sagde: "Du synes maaske, at jeg bevæger mig paa et meget snevert Ideomraade, men for Tiden fylder disse Tanker mig fuldstændig og har altid fyldt mig. Jeg har ikke forandret mig. Folk tror, at jeg har forandret Anskuelser i Tidens Løb; det er en stor Feiltagelse; i Virkeligheden er min Udvikling aldeles konsekvent; jeg kan selv tydelig paavise Traaden i hele min Udviklingsgang, Enheden i mine Ideer og deres trinvise Udfoldelse, og jeg holder paa at nedskrive nogle Op- SIDE: 364 tegnelser, der vil vise Verden, hvor nøiagtig jeg er den Samme nu, som da jeg først fandt mig selv". Man har ogsaa Vidnesbyrd om, at Ibsen har begyndt at skrive sine Livserindringer, og det er at haabe, at han ialfald vil efterlade sig interessante Optegnelser om sin mærkelige Udviklingsgang. Men saa fik han Luft i "En Folkefiende" og Optegnelserne henlagdes. Endnu engang mødtes vi længere frem paa Sommeren i Sorrento, hvor Ibsens boede i samme Hotel som Fanny Lewald, men da jeg havde opslaaet mit Paulun ude i Cucumella og Dagene var meget varme, saaes vi kun et Par Gange om Aftenen. Og der sad vi da og betragtede Vesuv, der glødede, naar Mørket brød frem -- og da maatte jeg ofte gjøre en Reflexion, der angik Ibsen. Der er jo en eiendommelig Modsætning tilstede mellem Ibsens Digtning og hele verdens-revolutionerende Tankegang paa den ene Side og hans -- ialfald siden Ungdommens Storme havde lagt sig -- harmonisk udviklede Liv, hans rolige ydre Personlighed paa den anden Side, en tilsyneladende Modsigelse, der har gjort Mange uretfærdige mod ham, som om denne Modsætning tydede paa, at det dog ikke var saa alvorlig ment med hans Verdensrevolution, naar det kom til Stykket. Heri bedrager man sig i høi Grad. Manden med det ordensbedækkede Bryst, med den fine behagelige Selskabs- tone staar ikke mere i Modsigelse mod de verdensomstyrtende Ideer i hans Digtning og Tankegang, end det ildsprudende Vesuvs Indre staar i Modsigelse mod dets yndige Yderside med de blide Konturer, med den herlige Vin, de rige Oliven- lunde og de deilige Naturomgivelser. Der er vel en Modsætning tilstede, men ingen Mod- sigelse. Tvertimod, det er netop den af Vulkanen udkastede Aske, der gjør Omegnen saa usigelig frugtbar og derved saa deilig. Hvergang en Eruption af Bjerget forfærder og hen- rykker os ved sit pragtfulde Skuespil, vover vi ikke at nærme SIDE: 365 os det, men naar det er kommet til Ro igjen, dvæler vi med samme Glæde som før i dets underfulde Omgivelser. Hver- gang Ibsen skjænker os det forfærdende og henrykkende Skuespil af de store Syner i hans Indre, staar der en Skræk omkring ham -- men i det Ydre er der Ro og Harmoni. Men det er sandt -- en dyb Ironi er Grundstemningen i Ibsens Væsen, og hans stadige Slagord var i gamle Dage: "Jeg skal rase, saa faar de Andre handle", d. v. s. jeg er Fremtidsideernes urokkelige, digteriske Talsmand, deres Gjen- nemførelse faar Andre overtage. Han griber ind i Menneske- hedens Barm og gjør den de store, alvorlige Spørgsmaal -- Besvarelsen er ikke hans Sag. Ibsen betragter Menneskelivet som et stort Theater, hvor han sidder paa Tilskuerpladsen, og med spændt Interesse iagt- tager det vexlende Skuespil oppe paa Livets Scene og gjør sine dybe Reflexioner derover. Men for at kunne uddybe disse til digteriske Syner maa han ogsaa nødvendig have den faste, trygge Overbevisning, at hvad der end foregaar af Om- væltninger deroppe paa Scenen -- ham selv kan det ikke berøre; han betragter det kun -- han tør ikke lide derunder; thi da vilde den æsthetiske Betragtning gaa over til personlige Interesser, der vilde virke absolut forstyrrende paa Digtersynet. Dette er vistnok den ene Side af Betydningen af det Ord, han engang har udtalt om, at en Digter ikke har Raad til at holde Venner, ikke paa Grund af, hvad de bringe ham til at gjøre, men paa Grund af, hvad de bringe ham til at undlade: de personlige Hensyne, der kunde forstyrre Retfærdigheden i den digteriske Dommedag, tør en Digter ikke tage, -- den aktive Deltagelse i Livskampen maa han fraskrive sig -- deri ligger ogsaa Forklaringen af, hvorfor Ibsen saa vanskelig har kunnet bestemme sig til at tage Bolig i Fædrelandet. Han er ganske det modsatte af udeltagende, men han er udelagtig og maa være det, hvis hans Digtning ikke skal lide derunder. Om denne Stilling er en lykkelig Stilling? Det er kanske ikke saa ganske lykkeligt at være den store Digter, som de Fleste tro. SIDE: 366 Der var atter gaaet fire Aar, da jeg Sommeren 1885 paany mødtes med Ibsen under ganske andre Omgivelser. Denne Gang var Mødet ganske tilfældigt. Jeg havde allerede den foregaaende Vinter efter en Vens Opfordring bestemt mig til at tilbringe Sommeren paa Molde, for at arbeide i Ro i denne deilige Natur paa mine "Norske Stavkirker". Sam- tidig havde Ibsen -- uden at vi kjendte noget til hinandens Planer -- bestemt sig for et Villegiatur paa Molde, -- og vi mødtes da der den 12te Juli 1885. Ibsen var i den Tid usædvanlig nervøs, næsten pirrelig. Han havde en -- ganske vist i det Store og Hele urigtig Følelse af at være hadet og ilde seet herhjemme; han har senere for mig udtrykt sin Stemning hint Aar under Besøget i Hjemmet med de Ord: "Jeg troede altid, naar der gik et Menneske bag mig, at han vilde stikke mig en Kniv i Ryggen". Saa aldeles ugrundet var forøvrigt Ibsens Mening om den Uvillie, hans sidste Digtning i visse Kredse havde vakt mod ham personlig, maaske ikke. Allerede fra først af, men især siden "Nora" havde den delt Verden i to Leire, af hvilke hverken den ene eller den anden syntes at have forstaaet Digtet, idet de begge mente, at Striden dreiede sig om, hvor- vidt den ene eller anden af Digtets Figurer -- in casu Nora eller Helmer -- havde Ret, og tog Parti for den ene eller den anden, medens naturligvis hos Ibsen ligesom i Livet selv Retten ikke ubetinget ligger paa den ene eller den anden Side, idet det, som interesserer Digteren at skildre, er den Maade, hvorpaa Livets Conflikter bryder sig mod de forskjellige Individualiteter. Ibsens Digtning havde vakt mere og mere Modsigelse, dels fordi man hos denne Digter, der mere end nogen anden for- staar at stille sine Figurer udenfor sig, altid forudsatte For- kjærlighed og Sympathi for den ene eller den anden af de Retninger, der aabenbarede sig hos Stykkernes Personer, dels fordi man saa paa det behandlede Stof mere end paa Con- flikternes Betydning for Livet. Handlede ikke "Gjengangere" om modbydelige Ting? Og havde ikke Fru Alving udtalt, SIDE: 367 at hun ikke syntes, at en Blodskam var noget saa forfærdeligt? Det er ubegribeligt, hvor vanskeligt det store Publikum har for at skjelne mellem Digteren og hans Figurer. Nei -- Ibsen maa -- hvad jeg ovenfor har villet antyde ved min Sammen- ligning med Vesuv -- betragtes væsentlig som en mægtig Naturkraft, hvorfor man ikke ganske uden videre kan gjøre ham ansvarlig for den Virkning, hans Arbeider øve paa Læserne. Det er vistnok aldeles korrekt, naar Ibsen iblandt paa Tale om den digteriske Konceptions Hemmelighed siger, at han ikke tænker paa, hvad hans Figurer skulle sige, men ligefrem hører dem sige Replikerne, en Følge af at de paa Forhaand staar fuldt færdigdannede i hans Indre før de begynder at tale, og altsaa maa udtrykke sig i Overensstem- melse med sin Personlighed, medens Publikum opfatter hans Replikdannelse som det, den visselig hos mange Kvasi-Digtere, men aldrig hos Ibsen, er, en Reflexionsakt, under hvilken Dig- teren mere udtaler sine egne end den digtede Personligheds Tanker og Anskuelser, saa at Figuren kun bliver Digterens Talerør istedenfor et Menneske af Kjød og Blod og Aand. Ibsen har kun engang havt et Talerør: Doctor Stockman. Men netop det Centrale i Ibsens Digterpersonlighed: det, som veier langt mere end Digterens mulige Sympathi for den ene eller den anden Retning -- den dramatiske Ironi, det satiriske, der vrænger sig ud af hans Indre i hans Figurers Forhold til Livets Opgaver, dette som gjør, at man ligesom aldrig naar Løgens Kjerne, ikke fordi Løgen ikke har nogen Kjerne, men fordi den selv er Kjerne, selv har den evige Vexts Spirekraft i sig, netop dette har den store Læseverden saa ondt for at fatte. Den rives med af Digtningens Geni- alitet, men den ser ikke, hvor det hele bærer hen, og giver sig til overfor disse Dramaer at ville løse Problemer, der ikke kan løses, ikke fordi Problemerne ikke er der, men fordi Pro- blemet og dets Løsning ikke kan skilles fra hinanden, fordi de begge ere uendelige, -- er Livet selv. Derfor er det, SIDE: 368 man diskuterer Ibsenske Dramaer, som om det var virkelige Begivenheder; men medens man i Livet dog ikke gjør Livets Skaber ansvarlig for de enkelte Menneskers moralske Lyder, om man end iblandt siger om En eller Anden: "ham har Fanden skabt", gjør man derimod Ibsen ansvarlig for hans Figurers Sym- pathier, Udtalelser og Handlinger. Nogen større Ros kan man naturligvis ikke yde en Forfatter, men nogen bitrere Misfor- staaelse kan man heller ikke udsætte ham for. Man sammen- blander Dramatikeren med Lyrikeren og synes for Alvor at mene, at hvad Digteren lader Macbeth og hans Lady gjøre og sige, det maa han selv være istand til at gjøre og sige -- det maa han selv bære Ansvar for. Deraf denne Forventning i 1869 i Stockholm om i Brands Digter at faa se en mørk Asket, deraf disse Mennesker, som Ibsen selv har ironiseret over i Gregers Verle, der gaar omkring som smaa kristelige og ukristelige "Brander" med den ideale Fordring i Lommen, retsom om Brand var en Idealfigur -- , deraf disse flotte Ung- domme, der først "høinede og løftede" af Bjørnsons Lyrik, men uden den Ballast, der vil til for at holde sig oppe i en alvorlig, stille Livskamp, uden videre tror at kunne kaste sig over fra Bjørnsons Lyrik paa Ibsens Dramatik og gjør den stakkels høinede og løftede Falk i Kjærl.s Com. til sit Ideal og nu synger med usvigelig Begeistring de herlige Linier: "Og har jeg end seilet min Skude paa Grund, Saa var det dog deiligt at fare!" et Ord, der rigtignok saaledes sans façon anvendt som Livs- maxime, naturligvis fører til de skjæbnesvangreste Ulykker -- og Meget i vort Land kan tale om, at altfor mange endog af dem, der vil give sig af med at lede vort Folk, for fuldt Alvor har gjort dette Ord til sit Valgsprog -- deraf disse talrige hysteriske Damer, der efter Hedda Gabler gaa hen og skyde sig, og disse forvirrede Anskuelser, som anse Hilde i "Byg- mester Solnes", dette kvindelige Produkt af en vanskelig og tvivlsom Overgangstid, for "Fremtidskvindens Ideal". SIDE: 369 Isandhed, under saadanne Forhold er det ikke altid saa tilfredsstillende som man skulde tro, at være den store Digter. Han kan da nok undertiden føle sig som et forseglet Brev uden Adresse. Men saa har det jo ogsaa sine fornøielige Sider. Ibsens Digtning har lige siden han skrev sine første Arbeider været Gjenstand for en Mængde Kommentarer, rimelige og urime- lige, mulige og umulige; man har indlagt de afgrundsdybeste Dybsindigheder og de himmelhøieste Tanker i dem, som Ibsen aldrig har drømt om, og dette har naturligvis moret ham kosteligt mange Gange. Saaledes erindrer jeg, hvor inderlig godt han lo over en dybsindig Anmeldelse af "Keiser og Galilæer", der fandt en esoterisk Mening for de Indviede endog i de Navne, Ibsen havde benyttet; hvor fint havde han ikke valgt Navnet Makrina, saa uendelig passende for denne langtskuende, fjerntblikkende Kvinde -- -- . Ibsen lo, saa Taarerne stod ham i Øinene og sagde den ene Gang efter den anden bare: "Men hun hed jo Makrina -- hun hed Makrina; hun er jo en historisk Person!" Her gjælder et Vers af Paul Heyse vist mere end engang om Ibsen som om Homer; det lyder omtrent saa: "Saasnart han sover, den gode Homer -- Blir Kommentatorerne dobbelt ømme, Thi imellem de sovende Linier ser De da sine egne Drømme". Men det er paa Tide, fra denne lange Disgression at komme tilbage til Sommeren 1885. Tilsyneladende var vort venlige Forhold, da vi mødtes paa Molde, ganske uforandret, og da Carl Snoilsky med sin Grevinde kom derop for at tilbringe nogle Dage sammen med os, gjennemlevede vi nogle yderst behagelige Timer som i gammel Tid. Men Ibsen var mere reserveret end sædvanlig den Sommer, netop mod sine nærmeste Venner; han var strax ved sin Hjemkomst bleven kringsat af en Kreds, der søgte at SIDE: 370 vinde ham for Synsmaader, hvis Tilegnelse vilde draget ham ned fra hans over Partierne ophøiede Stade; for et Øieblik lykkedes det at fange ham, men heller ikke længer. Saa kom da Katastrofen ved Ibsens Besøg i Christiania i September, dette Udbrud af hans bitre Stemning, som jeg endnu kun delvis kan forklare mig. Ibsen nægtede at modtage en Æresbevis- ning af det norske Studentersamfund, hvis Formand jeg var, og fordi jeg var dets Formand. Dette var saa vidt forskjelligt fra alt, hvad jeg tidligere havde erfaret fra ham, der altid havde vist mig Velvillie og Venlighed. Jeg skal her ikke dvæle ved en Begivenhed, der endnu er saa vel kjendt, og som vakte en saa stor Opsigt, men kun tilføie, at Tiden viste, at Bruddet ikke var ulægeligt, og den elskværdige Maade, hvorpaa Digteren strax efter sin Hjemkomst 1891 kom mig imøde, er hævet over min Ros og taaler ingen Beskrivelse. Kun én eneste Gang -- den første Gang, vi mødtes -- var denne Sag paa Bane mellem os, og da blev den grundig op- og afgjort i to Ord. Man havde benyttet sig af hans Ubekjendtskab med de hjemlige Forholde for at vinde ham for Ideer og Retninger, der vare saa fremmede og fjerne fra ham som vel muligt. Men hin Begivenhed i 1885 var visselig ikke uden Betydning i vide Kredse. Thi Spalt- ningen inden Studenterverdenen førte til Dannelsen af den saakaldte "liberale", men i Virkeligheden bohême Studenter- Forening, fra hvilken kort efter "Albertine"-Spektaklerne og "Christiania-Bohêmens" Forsvar udgik, saa at den bidrog til at aabenbare Hjerternes Tanker og det Inderste i den Aandsretning, som for et Øieblik havde ment at turde tage Ibsens store Navn og ædle Personlighed til Indtægt for sig. Og saaledes havde ogsaa det heftige Anfald, jeg dengang blev Gjenstand for, sin Mening, og jeg glæder mig levende over, at det, da Alt kom til Alt, havde sine gode Følger for vort Samfund og saalangt fra at forstyrre mit Forhold til den store Digter, tværtom gjorde det kun endnu fastere. SIDE: 371 STUDENTERTOGET TIL UPSALA 1856. SLUTNING. Atter det Skilte Bøier sig sammen -- Engang i Tiden Vorder det Et! Carl Ploug. En Begivenhed indtraf i mine Studenter- dage, der for mange blev en stor og dyrebar Erindring for senere Dage, da "den gyldne Drøm var gaaet istykker", men som for mig personlig fik en endnu ganske anderledes indgribende og af- gjørende Betydning for hele min Fremtid: Studentertoget til Upsala 1856. Noget tidligere paa Vaaren havde vi Studentersangere havt en yderst morsom Sangerfest paa Fredrikshald, der havde givet mig meget at bestille -- ogsaa i Retning af Sange, der skulde skrives, og Arrangementer, der skulde træffes. Jeg begyndte derfor egentlig Studentertoget lidt træt og udaset, SIDE: 372 men snart var jeg i de gamle Folder. Reisen over Kattegat paa "Ganger Rolf" var for de fleste af os frygtelig, idet næsten hele "Nordens Fremtidshaab" maatte give Hals og ofre til Havets Guder. Men neppe kastede vi Anker udenfor Kronborg, før det var glemt, og nu, da vi skulde faa endel danske og sydsvenske Brødre ombord, bankede Hjerterne forhaabningsfuldt det nye og ubekjendte imøde, som nærmede sig -- og medens Sangen lød over Dækket i den smukke Sommeraften, begyndte de store Tanker at dæmre frem i de unge Sind, de Tanker, der havde affødt hele dette, som de forrige Studentertog. Ak! hvor er vi ikke nu kommen langt bort fra alt det, som i min Ungdoms lyse Tid udgjorde Fremtidens Drøm og Fremtidens Haab for de bedste af os! Vor Tids Ungdom siger selv, at den ikke forstaar, hvorledes hin Tids Ungdom kunde begeistres for en saa luftig Ide som Skandinavismen. Det synes mig dog saa umaadelig naturligt. Den Stræben, der da gik gjennem Europas Nationer, som følte sig dybt SIDE: 373 skuffede ved Reaktionen efter 1815 og navnlig efter 1848- Aars Frihedsbevægelser, var denne at sikre Folkefrihedens store Sag fra at falde i Hænderne paa demagogiske Speku- lanter og egennyttige Smaastatspolitikere, ligesaa vel som fra helt at kvæles af den Metternich-Nesselrode-Manteuffelske Enevoldspolitik; derfor maatte Frihedens Sag styrkes ved at bygges paa de store Folkeforbund, der skulde øge sin Styrke ved at samle sig til Enhedsstater; for den Sag kjæmpede Tyskland, for den Sag kjæmpede Italien, for den Sag vilde ogsaa vi kjæmpe heroppe i Norden. At bevare vore nationale Eiendommelig- heder, men uden Mistro, uden Smaalighed arbeide os sammen med vore Stammefrænder i Alt, hvad vi havde fælles, til en aandelig Enhed, der med trefoldig Styrke kunde lægge sin Stemme i Europas Vægtskaal, og som -- hvis og naar den blev modnet -- af Omstændighederne kunde føres frem ogsaa til en ydre politisk Enhed, der kunde gjøre Norden til en Magt, der ikke behøvede at frygte for nogen Stormagt, stod for os som en Sag, der vel var værd at vie et Livs Arbeide. Der var et Høisind i det Syn, hvormed Nordens Folk -- ikke blot Nordens Unge -- dengang betragtede hverandre, der fyldte vort Ungdomsliv med et Indhold, som vor Tids Ung- dom, der stræber i saa ganske andre Retninger, har ondt ved at forstaa end sige at være retfærdige imod. Hvad der dengang maaske ofredes altfor ubetænkt paa Begeistringens Altar, det ofres nu ligesaa ubetænkt paa Beregningens Altar -- og Spørgsmaalet er, hvilket af disse to Offere der er Abels og hvilket der er hans Broders. Ak, den Bismarckske "Blut- und Eisenpolitik", der gjennemførte den store Enhedstanke for Tyskland, bar kun bitre Frugter for Norden; men den seirede saa fuldstændigt, at vi nu ikke kan tænke os andre Tilstande; vi har forsonet os med Tanken om, at vi er smaa og skruer os kun ved taabelig Chauvinisme op til at blive store i egen Indbildning, medens vi ved Mistro og Smaalighed ligeoverfor hinanden i Tanke og Handling søger at gjøre os selv endnu mindre; og vi finder dette saa aldeles i sin Orden, at enhver SIDE: 374 Opfatning, der gaar i Retning af Samling og Styrke ved gjen- sidig Hjælp, af Dagens høistskrigende Røster kaldes Mangel paa Fædrelandskjærlighed! Isandhed, Fremtiden vil fælde en haard Dom over denne Politik, men den vil ogsaa sige, at Slægten var sin Skjæbne, at maatte kave med Tanken om sin egen Lidenhed, istedetfor at samle sig til fælles Arbeide og fælles Kamp, fuldkommen værdig. Vor Ungdom var den store Tros, "de store Følelsers Tid". -- Men den vil komme tilbage! Man kan nu længe nok sige, at hin Slægt ikke holdt sine Løfter, at dens store Ideer blev Mundsveir og Tant -- men det var neppe Ungdommens Skyld, at Løfterne ikke blev indfriede; Feilen var vel nærmere seet den, at Ung- dommen ikke tog nok i Betragtning, at saa store Planer og Fremtidssyner maa have en dybere Rod i Folkenes hele, af Ulykken modnede Bevidsthed, end de havde her i Norden, for at kunne bæres frem af dem, der sidder inde med An- svaret for Gjennemførelsen. Det visse er, at da den store Ungdomsdrøm brast, da brast mangt et ungt Hjertes Haab og Tro med det samme for hele Livet, og Ungdomstiden endte for os alle i en tung Skuffelse, der har fulgt os som en trykkende Nattemare ud gjennem hele vort følgende Liv og lagt Lam- melse og Tyngsel over saa meget i vort eget som i de nordiske Folks Liv, der vilde seet anderledes ud, om Forud- sætningerne ikke havde været indenfra saaledes lagte, at den smukke Fremtidstanke maatte føre til Skuffelse og Fald. Ikke mindst medvirkede maaske hertil Danmarks lidet kloge og stundom intolerante Slesvig-Holstenske Politik før Krigen i 1864, der maatte opirre den tyske Nation. Sikkert er det, at det var friske og lyse Drømme, der bevægede den norske Ungdom, som hin vakre Sommersøndag- aften saa Kronborg og Helsingborg speile sig i Sundets Bølger. I Øresund fik vi som sagt endel Danske og et større Oplag Lundensere ombord. Hovedmassen af de Danske gik med "Hekla". "Hekla" som Orlogsmand skulde altid gaa SIDE: 375 først i Havn, og det fandt vor brave Kaptein paa "Ganger Rolf" sig selvfølgelig villigt i; men da den danske Chef sendte Bud ombord, om Kapteinen troede, at "Ganger Rolf" kunde følge med, selv om "Hekla" satte fuld Fart paa, da blev den norske Sømand gram ihu. Han svarede stilfærdig, at han skulde gjøre sit bedste for at følge med -- men ikke før var "Hekla" dampet i Forveien, før han med en drøi Sømandsed kommanderede "Fuld Fart", og dermed dampede vi under bragende Hurraer forbi "Hekla", som vi snart tabte helt afsyne og ikke saa igjen før ved Kalmar. Der laa vi et Par Timer og ventede paa "Hekla", som skulde først i Havn "Først i Havn skal hun faa gaa; men rappe sig skal hun, eller sparker jeg hende i -- Hælene", sagde Kapteinen; meget skandinavisk var det jo ikke. Opover Østersøen havde vi deiligt stille Veir og der begyndte strax en livlig Fraterniseren, der besegledes ved Bægerklang, og hver Aften havde vi en lystig Dans ombord; thi vi havde et lidet Dilettantorkester af Studenter ombord, der spillede til Dans. En gammel dansk Prest var Senior for dem, vi havde ombord, og hvergang han holdt Tale -- og det var meget ofte -- sluttede han altid med at indbyde os allesammen til sin Prestegaard: "Og naar I kommer til Danmark, mine unge Venner! saa maa I komme til min Prestegaard -- og mine Venner skal være Eders Venner, og mine Døtre skal være Eders Døtre og min Kone skal være -- -- " der stoppede han gjerne op, naar vor Jubel lod ham forstaa, at han holdt paa at forsnakke sig. Og saa gik det Slag i Slag. Tirsdag Kl. 11 kom vi til Kalmar. De gode Kalmariter, der formodentlig havde ventet os om Natten, men modtog os ved Middagstid, sendte ikke destomindre i den straalende Sommerdags Sollys et usynligt Fyrværkeri tilveirs, der kun tilkjendegav sin Nærværelse ved en stadig Smelden og Susen og Knitren i Luften. Der holdtes en smuk Friluftsfest, efterat vi havde beseet det interessante SIDE: 376 Slot med dets Minder fra Erik XIV.s Dage, medens Lundenserne sang under Otto Lindblads Anførsel. Hvor prægtigt klang "Glad såsom fågeln i morgonstunden", da de togede ind gjennem Slotshvælvet! Det var den første svenske Studenter- sang, vi hørte. Den festlige Færd ind gjennem Indseilingen til Stockholm, hvor Hundreder af Baade og smaa Dampskibe ledsagede os, Toget til Stockholms Slotsgaard, hvor Oscar I og hans Sønner hilsede os, Frokosten i "stora Börssalen", hvor jeg dengang mindst anede, at jeg senere skulde komme til at holde saamange Forelæsninger, Seiladsen opad Mälaren i den deilige Sommeraften -- alt dette kulminerede i den uforglemmelige Sommernat, da vi seilede ind i Fyris under en Blomsterregn fra Broen ved Flottsund, og i Upsala under flyvende Faner gik iland og saa Solen gaa op over "Odins Lund", medens Bøttigers: "Hell sommaren, dagen och stunden" SIDE: 377 klang fra Upsalasangernes ypperlige Kor, og Esaias Edquist havde sit Livs prægtigste Øieblik, da han holdt sin glimrende Velkomsttale i Solopgangen ved Obeliskens Fod. Stakkars Esaias! Som det gik med Solopgangsvarslet for Nordens Enhedsdrøm, gik det ogsaa med Solopgangsvarslet for Din egen Fremtid. Den Nat var der vist mangen en, som varslede Dig en lys og herlig Livsdag! -- Efter et Liv, fuldt af øko- nomiske Kampe, som han mødte med freidigt, ungdommeligt Mod og et godt Humør, indtil Kampen blev ham for tung -- sidder den ulykkelige Mand nu som uhelbredelig sindssyg i Hospitalet i Upsala. Mig var han altid under min følgende Upsalatid en trofast og elskværdig Ven, hvem jeg skylder overordentlig meget af det Held, som fulgte mig i Sverige og med dyb Vemod har jeg fulgt hans tragiske Skjæbne. Under Opholdet i Upsala fik jeg se et Glimt af den gamle, originale, Aaret efter afdøde Prof. Schrøder, der var saa distrait, at man om ham havde omredigeret et Vers af en gammel Folkevise, der oprindelig lyder saaledes: SIDE: 378 "Och när som jag är döder, och lagder uppå bår, då vet jag, du fäller en saknadens tår" paa følgende Maade: "Och när som jag är döder, och lagder uppå bår, så kommer gubben Schröder och frågar, hur herrn mår!" Efter tre Dages Festligheder i Odins Lund, hvor Fredrik Gjertsen i en prægtig Tale modtog det Banner, de svenske Kvinder skjænkede os, i Botaniska Trädgården, paa Tinghøien i gamle Upsala, hvor Carl Ploug holdt sin mindeværdige Tale, i Carolina Rediviva og i Parken ved Skokloster, hvor jeg for første Gang traf sammen med Emil von Qvanten -- Forfat- teren af "Suomis sång" -- kom vi endelig Lørdag Aften til Stockholm. Ved dette Punkt maa jeg stanse et Øieblik, da Indkvar- teringen i Stockholm gav Anledning til en ret fornøielig Epi- SIDE: 379 sode. En af min Studentertids bedste Venner, nu afdøde Høiesteretsadvokat Joachim Ebbell, hvis Portræt Tegneren af Vignetterne til denne Bog har anbragt som Typus for en ægte Stu- dent foran Capitlet "I Studentersamfundet", deltog ogsaa i Turen, og da Indkvarteringssedlerne uddeltes ved Riddarholmshamnen, viste det sig, at vi to Busenfreunde, som det syntes rent til- fældig, havde faaet samme Vert. Vi var meget vel fornøiede dermed, og som vi stod der, færdige til at lade os tage, kom en liden, beskeden Mand bukkende og skrabende imod os, tilkjendegav sig som "Hr. Wester" og udbad sig i høflige Ord den Ære at maatte føre os til sit Hjem: der holdt en Vogn, i hvilken vi satte os op og -- frem kom vi til et borgerligt Hus ligebagved "Fria Konsternes Akademi", den samme Byg- ning, hvori jeg senere skulde komme til at virke som Lærer i næsten et Decennium. Vi takkede vor Vert for den Gjæst- frihed, han tilbød os, og han svarede med et stumt Buk. Under hele Færden talte den beskedne Mand ikke et Ord, uden naar han besvarede vore Spørgsmaal om, hvilke Byg- ninger det var, vi reiste forbi. Det der var Myntgatan -- det der var Norrbro -- det der var Kungliga Teatern -- det der var "Gustaf Adolfs byst" osv. Vi fik et fælles, stort Værelse, og da vi havde gjort vort Toilette, traadte vor Vert efter en forsigtig Banken ind og meldte, at der var serveret "i Mat- salen". I det lille Spiseværelse stod et Bord dækket -- med to Kuverter. Dette var vor første Forbauselse: var vi ikke gode nok til at indføres i hans Familie -- eller hvad betød det? Men vor anden Forbauselse var endnu langt større, da Suppen blev baaret ind af Verten selv, der med en Serviet over Armen stillede sig bag Ebbells Stol efter at have serveret Suppen. Da Middagen, der -- ialfald efter vore tarvelige Studenterbegreber -- var ret splendid, var endt, bukkede vi for vor Vert, som derpaa trak sig tilbage som en Tjener kunde gjøre, naar hans Herskab tillader ham at gaa. Hvad var dette for en Gaade? Hvad betød dog dette? Pludselig slog vi Begge op en Latter, saa lydelig som Om- SIDE: 380 stændighederne tillod os -- thi i et Nu var Situationen bleven os Begge klar, da vi paa Glasdøren til vor Spisesal læste "Hotel du Nord", og med det samme gik det op for os, hvor- ledes det var gaaet til, at vi to gode Venner havde faaet samme Logis. Stockholmerne havde ikke været fuldt saa villige til at modtage de fremmede Gjæster som Upsalaboerne. De mere fremragende Gjæster havde nok fundet dem, der gjerne mod- tog dem -- alle de Ældre, Kandidater osv. -- havde nok fundet Plads, men en hel Del Studenter havde man maattet indkvartere paa forskjellige mindre Hoteller, hvor Festkomiteen betalte for dem. Og dette var nu Tilfældet med os. Men at vi netop havde faaet samme Logis var en lykkelig Følge af den alfabetiske Orden. I Fortegnelsen over de norske Gjæster stod nemlig alfabetisk: "Dietrichson, L., Stud. theol. Døvle, O., Skuespiller. Ebbell, I., Stud. jur.". Nu havde formodentlig en eller anden Skuespiller eller Skuespillerven taget sig af vor kustneriske Interval, og som de to nærmeste var saaledes vi to gode Venner komne i samme Logis. Da vi havde opdaget dette, titulerede vi stadig hinanden, naar vi drak med hinanden over Bordet: "Hr. Skue- spiller Døvle! maa jeg have den Ære!" "Hr. Døvle jeg takker!" Den samme Hr. Wester flyttede senere sit Etablissement til Carl XIII.s Torv -- og jeg har i senere Dage ofte taget min Middag i hans Restauration. For mange af dem, der i hine Dage gjæstede Stockholm, vil vistnok den elskværdige Gjæstfrihed staa i uforglemmelig Erindring, der vistes de unge Reisende i Oberst Hazelius', Svenska Tidningens Redaktørs Hus i Mäster-Samuelsgatan. To henrivende Aftener med Sang og Dans, ved hvilke Husets voxne Døtre, Heloise (senere Bispinde Grafstrøm) og den tidlig afdøde Fanny Hazelius, samt deres Brødre, navnlig den senere saa bekjendte Stifter og Bestyrer af "Nordiska museet". SIDE: 381 Arthur Hazelius, med den mest gjennemførte Elskværdighed gjorde les honneurs, lod os føle os hjemme i disse lyse og tækkelige Omgivelser, og dannede vistnok for mange af os Kjernepunktet i det hele Upsalatog. Verter og Gjæster i dette vennesæle Hus besluttede, inden vi skiltes, at mødes igjen 10 Aar senere; det skeede ogsaa virkelig ved en stemningsfuld liden Fest paa Hasselbacken den 17de Juni 1866, hvor hver af Deltagerne maatte berette sin Livs skjæbne i de forsvundne 10 Aar; men af de ikke svenske Gjæster var jeg den eneste, som var tilstede ved denne An- ledning paa Grund af, at jeg da var bosat i Stockholm. For de modnere, for dem, der havde Øiet oppe for Stu- dentertogets Betydning for Folkenes Fremtid, var derimod uimodsigelig Kjernepunktet det Øieblik, da Kong Oscar under Festen paa Drottningholm udtalte det berømte Ord, at "fra nu af er Krig mellem Nordens Nationer en Umulighed" -- en Udtalelse, der paa Stedet bragte en livlig norsk Student til at SIDE: 382 opmuntre Kongen med et "Bravo". Situationen reddedes dog glimrende derved, at dette "Bravo" blev til et almindeligt, jublende Bifald til det høisindede Kongeord. Da Kongen havde endt sin Tale, vendte han sig til Statsraad Petersen og sagde i en forundret Tone: "Jeg tror, Studen- terne applauderede?" Statsraaden gav da det fine Svar: "Deres Maje- stæt maa tilgive mig, men i det Øieblik blev ogsaa jeg Student!" Og dermed var Alt godt. Endnu er ikke Kong Oscars Ord bleven Løgn og skal med Guds Hjælp aldrig blive det! Den sidste Aften i Stock- holm gav Stockholms Stad en Fest paa Hasselbacken, til hvil- ken jeg havde skrevet Sangen -- hvad der indbragte mig ad- skillige interessante Bekjendt- skaber, bl. a. sendte Talis Qua- lis (C. W. Strandberg) mig den næste Dag sin Oversættelse af Byron, ligesom jeg her gjorde mit første Bekjendtskab med flere af de Mænd, der senere blev mine Venner i de mange Aar, jeg tilbragte i Stockholm. Hvor forandret er ikke det glim- rende moderne Hasselbacken fra den simple Restauration, som den Gang optog Pladsen ved Bellmans berømte Eg; den er neppe at gjenkjende. SIDE: 383 Hjemreisen, Synet af Wisbys herlige Ruiner, hvor navnlig St. Katharinas pragtfulde Chor staar levende for min Erindring som noget af det skjønneste, jeg dengang havde seet, og Op- holdet i Kjøbenhavn stod endnu tilbage. Indseilingen til Kjøbenhavn syntes mig saa bekjendt, som om jeg havde seet den før, paa Grund af de talrige Tegninger, jeg i min Barndom havde seet af disse Steder. I Kjøbenhavn fik vi høre Grundtvig tale i Tivoli og se Fru Heiberg optræde i Goldonis "Tilfældet har Ret". Det var den eneste Gang, jeg har seet Fru Heiberg paa Scenen, og det er vist, at det hører til mine interessanteste Theatererindringer. Da jeg ni Aar efter gjorde hendes per- sonlige Bekjendtskab -- hun havde da forladt Scenen -- erindrede jeg hende om den Nydelse, vi hin Aften havde havt -- og hun fortalte mig ved den Anledning, at hun, den scenevante Skuespillerinde, den Aften havde følt sig ganske uvel ved at skulle spille for os unge Mennesker, da hun ikke kunde vide, hvorvidt vi vilde kunne opfatte Eiendommeligheden i hendes Spil. Det er ogsaa ganske sandt: Faren var der SIDE: 384 -- i Begyndelsen. For min Del havde jeg aldrig seet et saadant Spil: den stærkt bevægede Aktion forekom mig søgt, de livlige Bevægelser unaturlige -- der var noget inde i mig, som protesterede imod, at dette skulde være den berømte Skuespillerinde -- men da hun saa fik Anledning til at lægge hele sin rige Personlighed aaben i sit Spil, da alt dette elsk- værdige Lune strømmede over os som et velgjørende Bad, ja da var det intet Under, at alle vi Ungdommer blev ellevilde af Henrykkelse og tvertimod det kongelige Theaters Reglement fremkaldte den store Kunstnerinde og blev ved dermed, indtil en Herre i første Parket reiste sig og underrettede den begeistrede Ungdomsskare om, at Fremkaldelser stred mod Theatrets Love -- og saa maatte vi da slaa os tiltaals. Jeg erindrer ialfald ikke, at Fru Heiberg viste sig; men et paalideligt Øienvidne paastaar, at saa var Tilfældet, og jeg erindrer ogsaa godt Noget, der skeede ved den Forestilling -- men som jeg troede under Forestillingen, som min Hjemmelsmand mente ved Frem- kaldelsen. Der tilkastedes Fru Heiberg en Mængde Blomster, og en norsk Student, der ingen Blomster havde, men som besad et desto varmere Hjerte, kastede i Mangel af noget bedre sin Studenterhue op paa Scenen. Dagen efter fik han den sendt til sit Logis -- hans Navn havde staaet i Huen. Syv Aar efter lod han sit Liv for Danmarks Sag -- det var den elskværdige, prægtige, hjertevarme Daniel Schjøtz. Saa var der da Festen paa Eremitagen, hvor Fredrik VII optraadte i Studenternes Kreds og fik en Tale af Carl Ploug, der virkede paa mig, som om Ploug var vor egentlige Konge og Kong Fredrik den mindre Mand af de To, hvorvel han var vor Vert og Landets Monark. Welhaven gik med Madvig under Armen efter Kaffeen i Haven ved Eremitagen; i Trængselen blandt Studenterne kom han fra ham. "Hvor er min latinske Grammatik?" jamrede Welhaven. Upsalatoget var endt. Da vi den sidste Dag, vi var sammen med Lundenserne i Wisbys Ruiner, stod i St. Katharinas Kirkeruin, rakte da- SIDE: 385 værende Adjunkt ved Lunds Universitet, nu Professor Wilhelm Blomstrand mig efter en længere Samtale Haanden med de Ord: "Skal vi to i det mindste love hinanden at leve og virke for den Tanke, at Nordens Ungdom er én!" -- Jeg slog i Festens løftede Stemning min Haand i hans, medens Mu- siken lød udenfor, og Luften dirrede af Hurraraab, -- og jeg har efter ringe Evne forsøgt at holde mit Løfte i Tider, da ganske andre Toner end Musikens lød over denne Stræben, og da Hurraraabene og Festerne var forstummede. "Sangen er sunget, Strengen er sprunget, Og langt er sjelden en Festdags Minde." -- Upsalatoget var endt for alle de andre, -- men ikke for mig. For mig blev det kun Indledningen til et meget længere "Upsalatog". Det syntes mig, som om vi med dette Tog havde paataget os en Forpligtelse overfor den Tanke, Toget indebar, overfor Tanken om, at "Nordens Ungdom er én", og at vi som Fosterbrødre burde gjøre vort, om ikke i krigerske Bedrifter, saa dog i stille Arbeide for at fremme denne Tanke, for at udbytte Kræfter og Evner. Tre Aar senere, da jeg stod fri og uden andre Forpligtelser i Verden, da det ikke kostede mig noget personligt Offer, fordi vort eget Universitet ikke havde Brug for den Smule Kraft, jeg kunde tilbyde det, fik jeg Lyst til for mit Vedkommende at indløse mit Løfte, at gjøre Alvor af Tanken. Det laa mig nær som en selvsagt Sag, naar man ikke havde Brug for mig hjemme, at gaa til det Universitet, i hvis Lunde vi jo alle havde tilsvoret os selv og hverandre at leve og virke for en frugtbar aandelig Samvirken mellem Nordens akademiske SIDE: 386 Ungdomskredse, og jeg gik til Upsala først som Student og siden som Lærer. For mig blev Upsalatogets Minde langt, blev til 17 af mine bedste Ungdoms- og Manddomsaar i Arbeide og Strid, i Nød og Lykke i vort Broderland, og jeg har aldrig angret det Løfte, jeg gav; thi det bestemte og staalsatte mit Liv, og gav det noget af dets bedste Indhold. Hermed hængte det saaledes sammen. Et Aar endnu, og min egentlige Studentertid var endt. Jeg stod uden selv at vide det foran den nye Periode af min Udvikling, jeg kan betegne som mit Reiseliv. Da jeg i 1857 havde lagt Theologien paa Hylden, spøgte først Digterdrøm- mene i min Hjerne, og under Paavirkning af Høiromantiken udgav jeg Høsten 1857 mit første Arbeide, et paa den gamle, af Landstad udgivne Folkevise om "Olaf Liliekrans" baseret, lidet lyrisk-episk-allegorisk Uhyre, som jeg siden aldrig har vovet at læse igjennem. For mig selv opfyldte det imidlertid sin Bestem- melse, at optage i sig og saaledes befri mig fra den helt syge- lige, med fuldstændig Destruktion truende Drømmetilstand, der var bleven Følgen af mit utilfredsstillende Studieliv, og igjen lade mig se friskere paa Livet, efterat Digtet var kastet tilside. Men hvem ved! Nu er Romantiken forlængst slaaet ihjel, og Naturalismen holder paa at gaa samme Vei; nu kommer "Symbolismen" til Ære; kanske følger saa efter Or- denen "Allegorismen", og da vil man grave mit glemte Digt op og med Forbauselse og Beundring se, at jeg har været et Aarhundrede forud for min Tid. Det sandsynligste er rigtig- nok, at Verden aldrig vil blive moden til at forstaa dets Storhed; de største Verker er jo de uforstaaede. Den skikkelige Johan Dahl, der ogsaa altid var forud for sin Tid, -- han forstod det, og overtog Forlaget, og jeg reiste ned til Kjøbenhavn, hvor Bogen tryktes, for at læse Korrekturerne. Men samtidig udkom "Synnøve Solbakken" og mit lille Udyr var dermed tilintetgjort. To Aar efter havde jeg bedre Lykke med "Jørgen Latiners Samfundsviser og Sange", der blev meget velvillig SIDE: 387 modtaget af Kritiken, skjønt jeg kun havde havt Mod til at trykke dem "som Manuskript". Theologien var nu faktisk om end ikke officielt kastet overbord og dermed den Understøttelse, jeg havde nydt under mine Studier; jeg maatte tænke paa at fortjene mit Brød, og det tjente jeg da dels som Medarbeider i "Christianiaposten", dels som Manuduktør i Filosofi til anden Examen, et Erhverv, jeg allerede var begyndt at praktisere i min theologiske Tid. Ja, der er saamen mange betydelige Mænd, der i senere Dage har mindet mig om, at jeg har hjulpet dem over Examen philosophicums Dørtærskel, skjønt det neppe var nogen syn- derlig grundig Undervisning, de fik af mig; men jeg kunde dog læse baade det Welhavenske og det Monradske Cursus d. v. s. jeg kunde vise mine Manuducender, hvorledes de listelig skulde klare de underfundige Skjær, som ondskabsfulde Professorer lagde i deres Farvand, alt efter som den ene eller den anden af disse to Lærere examinerede. Baade Profes- sorer og Borgermestere, baade Amtmænd og Storthingsmænd, ja endog en Biskop og en Statsraad har siddet sammen ved mine Gamalielsfødder. Den eneste, jeg ikke kunde klare, var Bispen; for han opponerede ikke blot mod min, men ogsaa mod Monrads Logik, ja han fordristede sig endog til at oppo- nere mod selve Hegels System -- men da blev det mig for galt; da greb jeg til det sidste Middel: ved Statsraadens Hjælp smed jeg Bispen udfor Trappen, og med Statsraaden alene klarede jeg baade Hegel og Monrad og mig selv nok saa godt. Men -- man kunde ikke leve i al Evighed af at manu- ducere Rus, og en fattig Poet er en sørgelig Ting. Det be- gyndte fjernt at dæmre for mig, at jeg vistnok var mere kaldet til undersøgende end til intuitiv Virksomhed, og midt i de fortvivlede Grublerier, hvori min Stilling havde sat mig, dukkede saa med engang den Strand frem, der ialfald gav mig Landkjending og endelig viste mig den Vei, jeg skulde gaa. Det var den 13de Januar 1858, Festen til Fædrenes Minde feiredes oppe i den gamle Sal i Studentersamfundet i SIDE: 388 Øvre Slotsgade. Jeg var gaaet derop for at høre et Foredrag -- jeg tror det var af Welhaven, og sad efter Foredraget i Samtale med en Kamerat, da Digteren A. Munch kom hen til mig og sagde: "Har De seet, at der nu skal konkurreres til den af Storthinget bevilgede Universitetsstipendiatpost i nyere nordisk Literatur? Der skulde De melde Dem!" Jeg var modløs og forknyt; men han udtalte sig for mig og om mig med en saa venlig Deltagelse og Anerkjendelse, at jeg, da han lovede mig sin skriftlige Anbefaling, besluttede at del- tage i Konkurrancen -- og dermed var mit Livs Terning kastet. Fra den Dag af kaldte jeg mig ikke længer "Stud. theol." men "Cand. philos." Som Opgave ved Konkurrancen var udsat: "En Fremstilling af den didaktiske Poesies Frem- bringelser i de nordiske Literaturer" -- den mest dræbende kjedelige Opgave, man havde kunnet finde paa for at martre os ulykkelige Offere. Konkurrenterne var Cand. theol. C. D. O. Bang, Cand. philos. Hartvig Lassen, Cand. Bernhard Roggen, der havde debuteret i Literaturen med nogle Fortællinger under Pseudonymet: Bernhard Olrik -- og jeg, næsten ti Aar yngre end den yngste af de øvrige: "Her gaar Drenge og konkurrere til Universitetsposter", sagde Welhaven. Resultatet blev dog, at "Drengen" blev indstillet som No. 2, næst efter C. D. O. Bang. Men helt korrekt gik det nu ikke til ved denne Konkurrance; var Programet blevet strengt overholdt, maatte baade Bangs og Lassens Arbeider været holdte udenfor Konkurrancen; thi denne lød paa, at Arbeiderne skulde være færdige til 1ste September (Oktober?), medens Terminen, skjønt min Afhandling var færdig i rette Tid, paa de to Kon- kurrenters Ansøgning blev forlænget til 1ste Oktober (Novem- ber?), videre lød Opgaven paa den samlede nordiske, altsaa baade norske, danske og svenske Literatur, men medens jeg havde anvendt den største Del af Tiden til at sætte mig ind i den for os Alle fremmede svenske Didaktik, havde de to nys nævnte Konkurrenter ganske rolig udeladt Behandlingen af den svenske Digtning og kun behandlet den dansk-norske SIDE: 389 Fællesliteratur. Hertil blev intet Hensyn taget. Men Dommens Retfærdighed -- saaledes som Arbeiderne nu forelaa -- be- tvivler jeg ikke; -- og om hin Vilkaarlighed end længe efter- lod en Braad af Krænkelse hos mig, der ikke formindskedes ved, at man 7 Aar senere negtede mig at konkurrere til den da oprettede Professorpost -- beklager jeg den endnu mindre, da den skjænkede mig sytten lykkelige og indholdsrige Aar, tilbragte under langt friere og mere udviklende Forholde end en Stipendiatpost i Hjemmet vilde kunnet skaffe mig, selv om den efter nogle Aar var gaaet over til et Professur. For at kunne løse den udsatte Opgaves svenske Del uden at risikere vort Universitetsbibliotheks mulige Lakuner, reiste jeg Sommeren 1858 til Sverige for at besøge Biblio- thekerne i Linkøping, Stockholm og Upsala, hvor baade gamle Tryk og Haandskrifter var at finde, og fremfor alt: "Willst den Dichter du verstehn, Muss in Dichters Lande gehn." Dette blev min første Studiereise, der førte mig ind i nye, interessante Kredse, og i sine Konsekvenser helt foran- drede min følgende Livsbane. Men Skildringen heraf saavel- som af Danmarksreisen i 1857 hører til Kapitlet om mit Reiseliv. Efter en interessant Tur i Sverige vendte jeg i August tilbage til Norge, belyst af den store Komet af 1858, hvis truende Hale blev længer og længer -- aldeles ligesom min Næse, hvad Stipendiatposten angik. Udfaldet blev, som sagt, at jeg blev indstillet som No. 2. Saa var den Port til Uni- versitetet stængt og med den mine Fremtidsudsigter paa den akademiske Bane. Men jeg havde heldigvis paa min Reise ikke blot høstet Kundskaber, men fremfor alt vundet nyt Mod og opdaget en ny Egenskab hos mig selv: en Energi, der ikke vilde give tabt i Modgangen; det sygelige, drømmende i mit Væsen var ved det anstrengende Arbeide, der interesserede mig saa levende, forsvundet, og jeg følte mig som med ét Slag næsten SIDE: 390 forvandlet ved Arbeidets Magt; selve det friske Reiseliv ude i Verden havde staalsat mig, og jeg lod derfor kun et Øieblik Modet synke: jeg havde derude ovenikjøbet jo truffet betyde- lige Personligheder, der ikke saa ringeagtende ned paa mine endnu uprøvede Kræfter, som man gjorde herhjemme. Det var Nytaarsaften 1858 -- Aftenen før min Fødsels- dag, min Myndighedsdag, mit fyldte 25de Aar -- at "Christi- aniaposten" bragte mig Underretning om Udfaldet. O, hvor godt jeg erindrer den Aften! Skjønt der vel neppe var nogen Anden end jeg selv, der havde drømt om, at jeg skulde drive det saa langt som til at blive indstillet som No. 2, blev jeg i Øieblikket meget nedslaaet; thi nu følte jeg Kræfter gjære i mig, der fordrede noget andet end at slides op i en Lærerpost ved en Pigeskole, eller naar det kom høit, som Manuduktør for Russen; jeg følte, og maatte sige det høit til mig selv, for at holde Modet oppe, at det var ikke mig, som var for daarlig til at kunne bruges, men det var Forholdene, som var for trange; her var jo ikke Plads for mere end En, og nu var Pladsen optaget; her var ikke Alburum, og jeg trængte frisk Luft, nye, større Forholde, om jeg skulde blive det, jeg følte, at jeg dog i Virkeligheden duede til. Men nu var alle Sunde lukte. Ingen Udvei, intet Haab. Alt var saa trykkende, lummerkvalmt! Paa mit Bord laa Oehlenschlaegers "Vaulunders Saga", og jeg tog den i Haanden. Den stakkars, fangne Smed med de afskaarne Knæsener syntes mig et træffende Billede paa min egen Stilling. Ogsaa mine Knæsener var afskaarne, ogsaa min Bane var stækket, og Hjemmet var blevet mig et Fængsel, hvor jeg ligesom han forgjæves saa mig om efter Redning udenfra Men med engang kastede jeg Bogen bort: Vaulunder havde selv smeddet sig Vinger og var paa dem fløiet bort fra sit Fængsel og sine Plagere; kanske kunde ogsaa jeg, naar jeg samlede hele min Kraft, selv smedde mig Vinger og flyve ud paa større Baner end den, der nu laa stængt foran mig? Kanske turde ogsaa jeg vove Forsøget uden at styrte ned, SIDE: 391 hæve mig til Frihed ved egen Kraft, drage ud i den vide Verden uden Venner og uden Midler, men med Ungdommens Arbeidslyst staa alene og bryde min egen Bane! Gud vilde lægge Kraft i mine Arme! Og om jeg styrtede ned -- hvad var det saa mer? Det var ialfald uendelig bedre end at pladske om i Dødvandet herhjemme. Min Beslutning var fattet: Ud i Verden, koste hvad koste vil, selv vil jeg smedde mine Vinger! Og da min Myndighedsdag næste Morgen op- randt, laa efter en vaagen Nat den Plan modnet i min Sjæl, som jeg Høsten efter udførte; jeg følte nyt Liv og friskt Blod banke i alle Pulse: jeg vilde forsøge at habilitere mig som Docent ved Upsala Universitet; kanske kunde da den Dag oprinde, da den Moder, der nu ikke havde Brug for mig, selv vilde komme og sige: "Kom tilbage -- nu behøver jeg dig!" Det tænkte jeg vel ikke klart i hin Stund; men det blev da Resultatet efter 17 Aars Arbeide i fremmede Lande -- og da Solen randt op hin Nytaarsmorgen, sang det indeni mig med stormende Ungdomsjubel: "Laszt mich nur auf meinem Sattel gelten, Bleibt in euren Hütten, euren Zelten! Und ich reite froh in alle Ferne, Ueber meiner Mütze nur die Sterne!" Hvad jeg hidtil havde levet var Barneleg -- idag var jeg bleven myndig -- idag begyndte Alvoret og Arbeidet, og dermed et nyt Afsnit af mit Liv. Farvel, min Moders Stue! Vær hilset, du nye Aar, som rinder for mig med en ny Tid! Selv vil jeg smedde min egen Skjæbne! -- Til Upsala!