Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 11 Til Læseren Her har du fromme Christen Ven Tre Bøger udaf Bibelen Om Tre fornemme Qvinder, Om Ruth, om Esther, og Judith, Hvis Navn og Dyder prisis frit Saa vidt som Verden rinder; Ruth prises af Oprigtighed, Guds Frygt var Esthers høyest Meed, Judith bar Mod i Brystet; Men ingen af dem alle Tre Var dog foruden Sorg og Vee, Som deris Hierte krystet; Thi hver udi sin Ungdoms Aar Var underlagde svage Kaar, Som var meget onde: Ruth tabte Huus og hvad hun har, Og Esther tabte Mo'er og Fa'er, Judithe sin Hosbonde. Slet Venneløs den første gaar, Slet Faderløs den anden var Slet Hovedløs den trede, GUD raade dog paa Sorgen Boed Og vel-beqvemme Plaster loed Til disse Saar berede. Thi Ruth som før var ganske tom Fik baade Huus og Gaarde-rom, SIDE: 12 Blef en formuvend' Qvinde; Og Esther fik en Dronnings Navn, Judithe blef til mangens Gavn Sit Folkes Frelser-inde. Men spør du? hvad er det behof At tale Qvinders Priis og Lof I saadan mange Maade, Da svaris, vore Qvinder er Til Livet og Med-Arvinger Formedelst Christi Naade. Er Qvinde-Kiønnet ey betroed Paa Prædik-Stoel at sætte Foed Og for Almuen tale, Saa skal dog Qvinders Dydighed For den Skyld icke kastis ned, Som den var lagt i Dvale. I Skriften gjøres ey Forskiæl Paa Mandens eller Qvindens Siæl Hvad Troen anbelanger, Men hvo som troer og frygter GUD Og seer til Christi blodig Hud, Hand Salighed empfanger. En Fader og en Moder er I HErrens Lov os lige nær, Hvo skulle dem forskyde. Var Qvinders Lif ey Fødsels-Huus, Da saae mand aldrig Verdens Lys Og fik ey Livet nyde; Guds egen Haand har self bereed En Piges Legem, Lif og Leed Det Tempel til at være, Hvor ved at HErrens egen Søn Til Verden baade smuk og kiøn Frembaaren er med Ære. Guds Aand vil og at Qvinder skal I Christi Slægtes Linies Tal Blant Mænds Personer regnis. SIDE: 13 Mand seer jo Saræ Lydighed, Mand seer jo Rachels Dydighed I HErrens Bog at tegnis. Hvo fældet Abimelech om, En Qvinde slog ham skiæf og krom Og Halsen søndertrykte. Og hvem er den der icke veed Om Debora Frimodighed Og Jaels stridbar Rygte. Abigael med sin Forstand Langt overgik sin egen Mand Og reddet ham fra Sværdet. See til de Amozoners Skiold, Thi deris Magt og Overvold Har mangen Helt forfærdet. Hvor mangen veed at sige fra Om Qvinden udi Tekoa Og hendes viise Tale; See, Tiden vilde fattes mig, Om jeg dem skulde hver for sig I stycke-viis afmale. Hvi skulde Qvinder miste sit, Du vil dog icke miste dit Hvad du har self forhvervet, Saa bør ey heller Qvinders Roes At graves ned i Myr og Moes Og ligge der fordærvet; Thi Christus selver har befalt At det skal siges over alt Hvad som den Qvinde giorde Der styrtet ud det Nardus-Vand, Som over Christi Hovet rand Før hand blef lagt i Jorde, At hvor det Evangelium Bliir prædiket ald Verden om, Da skal mand og forkynde SIDE: 14 Til hendes Ihukommelse At hun mod Christum lod betee Sin Villighed og Ynde; Den u-forfalsket Salves Lugt Opfylte Huuset meget smugt, Men Qvindens Navn og Minde Og hendis u-forfalsket Dyd Opfylder Verden med et Lyd, Som aldrig kand forsvinde. Skal Kirken ret stafferis ud, Da faar hun disse Navn af Gud, Nu kaldes hun en Søster, Nu kaldes hun en Brud og Ven, Hvis Venskab GUD af Himmelen Sig selver i forlyster. Hvem er det Christus taler for, Naar hand udstrakt på Korset staar, Er det ey for en Qvinde, Som nøgen ham til Verden bar, Hand nøgen nu for hende la'r Sin Bøn og Suk udrinde. Har Qvinder ingen Roes fortient, Hvi har Sanct Povel da bekient At Phoebe var hans Søster, Hun var dog aldrig af hans Slegt, Men see! hvad Ære? hvad Respect? Et fromt Gemyt indhøster? For hendes Tienistagtighed Hun Meenigheden har beteed, Da nyder hun den Ære, At Paulus self udi sit Bref For hende til de Christne skref Hun skulde dennem være Særdelis anbefalet vel, Fordi hun var en yndig Siæl, Som meget got beviiste. Tabitha bliver agtet stort For den Almisse hun har giort Og fattig Folk bespiiste, SIDE: 15 Hun var en meget yndig Raa, Hvis Haand og raske Fingre smaa Bordyret net og syde, Det puntes paa de Kiortle som De andre Qvinder med fremkom Og Sancte Peder fryde. Ja, mangen Qvinde bliir berømt, At hvis af Manden er forsømt, Det haver hun oprettet; Thi hvis at Nabal lefde nu, Hand kom sin Hustru vist ihu, Som Sorgen for ham lettet. Hvo førte Naman til det Sind, Da den Spedalskhed aad sig ind Udi hans Huud og Seener, At reyse til Propheten hen Og blive saa tilpas igien, Som andre sine Venner? En liden Pige har det giort, Hun agter Guds Propheter stort, Det giorde Naman icke; Thi hand der hen ey reyse vil, Men Qvinden raader ham der til, GUD vilde det saa skicke. Vel er det sandt jeg gi'r det Magt, At Gud har store Pund nedlagt Hos mange Mænds Personer, Saa bliver dog en vakker Skat Vel ofte og paa Rente sat Hos dydefuld Matroner; Hvad vilde Joseph vel forstaae Ved Soel og Maane som hand saae Udi sin Sinn og Drømme, Hans Fader er ham som en Soel, Hans Moder staar paa Maanens Stoel, Som hende vel kand sømme; Er Maanen skiønt foranderlig, Hand fører dog det Skin med sig, SIDE: 16 Som hannem vel kand egne; Er hand ey sat i Soelens Huus, Hand fører dog et klarer Lys End Stierner allevegne; Saa giver Qvinder ligesaa Et saadan Skin som de formaa Og HErren dem forleener, De kand og giøre meget got, Og spinde mangen deylig Tot Paa deris Rok og Teener. Hvo ginge først til Christi Graf, Hvo var det som Rapporten gaf At HERREN var opstanden? Vor Qvinder vare de der græd, Og stod ved HErrens Leyerstæd Den ene med den anden; Vor Qvinder er ey Penge-spar, Men tager Sølf og hvad de har At kiøbe Salve fore, Og salve JESU Legeme, De salver hans Begravelse Med sine vaade Taare; Vor Qvinder søger hid og did, Vor Qvinder sparer ingen Flid Sin JESUM at oplede, Vor Qvinder ind i Graven saae Og skuer Stædet hvor hand laae, Vor Qvinder er tilrede At løbe til Discipler hen, Og rende did med dem igien Tilstanden at erfare; See, saadant har vor Qvinder giort, De vilde hverken lit ey stort For JESU Legem spare; Vor Qvinder finder hannem først, Den Glæde var dem allerstørst De maatte JESUM skue, De fattet om hans Fode-Blad, Og Hiertet i dem var saa glad SIDE: 17 Det brændte som en Lue, De vare glad de saae ham her, Men dobbelt glad de seer ham der Hvor de kand sammen være; Saa skal vor Qvinder visselig Belønnis udi Himmerig, Som JESU Død vil ære. Og efterdi Guds egen Søn Har æret self vor Qvinde-Kiøn, Hvad er det at vi skulde Fortie det de har forskyldt? Dismeere bli'r vor Skam opfyldt At mand er avindsfulde. Om Mandens Roes er angenem, Skal Ovindens derfor være slem, Det kand sig intet skicke, Skal Maanens Gang forhindres slet, Fordi saa Soelen løber ret, Det vil Naturen icke; At andre kand eragtis stort, Det skeer dig intet til forkort, Du bliver jo den samme, Vil du see tvert for GUD er goed? Svar du det Pund dig er betroed, Som GUD lod dig annamme. En Stillitz tier icke still', Om Lerken høyt opsvinge vil, Hun bruger og sin Stemme, Hver synger med den Næb de har, Et lidet Kar er og et Kar, Hver bør Guds Lof forfremme. Er Sølvet ey saa dyrebar Som Guld, saa er det dog vist rar' End Kamp og Flintesteene, Om du for Qvinder har et præ, Du est dog ey den Eeneste Der tiener GUD alleene. Der findes i Guds Tempel sat Adskillig Kar, endeel er glat SIDE: 18 Og af en dyr Metalle, Endeel er giort af Leer og Træ, Dog giør de samme Tieniste, Mand bruger dem der alle. Har Qvinder icke Præstens Brug, Saa gaar de dog til Disk og Dug For HErrens Alter sammmen, Den Skik er brugt og bruges end, Far vel I Qvinder og I Mænd, Far vel, jeg siger Amen. SIDE: 19 RUTHS BOK I. Kapitel Den tid i de Hebræers Land At Dommerne regieret, Da blef saa svar og dyr Tilstand, Som neppe før har været; En Mand af Juda Betlehem, Som Elimelech heder, Drog bort fra Faders Huus og Hiem Og sig en Plads opleder Blandt fremmet Folk og U-bekandt I Moabiters Stæder, I Tanker hand sig der forvendt Saa meget Brød hand æder. Naemi Mandens Hustru var, De hafde tvende Sønner, Som fulte med at see hvad Kaar De fremmet Lande rønner. Og Mahlo heed den ene Søn Mand Chilion anden kalder, Af Ephratæers Slægt og Kiøn, Som Juda Land tilfalder. Hand drog med Vif og Sønner bort, Og tænkte det er bedre At trælle hos en andens Port End svelte blant sin' Fædre. Hvad giør ey Hungers skarpe Sværd Forinden egne Telte? Den giør at Folket bliver lærd Taalmodighed at smelte; SIDE: 20 Den gamle Jacob skiøtter ey At Milene var lange, Da der var intet baget Dey I Canaan at fange; Der hand fornam at Trang gik paa, Hand sagde til sin' Drenge, Gaar hen hvor Brød er til at faa, Hvi tøver I saa længe. Og David heller vælge lod For Pestilentz at stande, End Folket skuld' af Hungers Flod Fordruknis i hans Lande. Det dyre Guld er ey saa rød, Saa blank er ingen Penge, De jo maa tæles ud for Brød Naar Mund og Mave trænge: Da sprang af den Ægypters Boe, Der hand med Sult var tvungen, Den gode Kalf den fede Koe Og hvad der var i Pungen, Der Qvæget icke rakte til, Da maatte Jorden springe, Og self saa nødig som hand vil Sit Lif for Brød bort-tinge. Der Elimelech satte Foed Forinden Moabs Enge, Da døde hand og efterloed Sin Vif og unge Drenge; Naemi efter Mandens Død Sad der en eenlig Enke, Aad mangen gang et Kummers Brød, Det hver Mand vel kand tænke, Den Rigdom hende lefnet blef Var tvende Faderløse, Hvor med hun om i Landet dref Vandkarret fuld at øse; En eenlig Stand, ælendig Stand Hos Skriften sammenlænket, Mand veed hvad Lyst der findes kand SIDE: 21 Naar Hiertet er forkrænket; At Guld og Gods forlovis kand, Det har ey stort at sige, Men taber Qvinden bort sin Mand, Det vil til Hiertet stige, Helst saadan Mand som er trofast I Egte-Seng og Sæde, Hun ved hans Død har da forkast Nest GUD sin beste Glæde, Thi da vil hendes onde Dag For alvor først fremskride, Og som en eenlig Spur paa Tag Forlat i Verden vide. Naemi maatte friste det, Der hun som Noe Due, I Moabs Land omfløy forgræt, Fant hverken Huus ey Tue, Omsider der det saa paastoed, Fik hendis Sønner begge I Sinde til at fæste Foed Forinden egne Vegge, De sætte sig i Landet need Og Moabs Døttre toge, Den ene Qvinde Arpa heed Den anden Ruth hin kloge, De tænkte saa mand ofte søt I fremmet Skiød kand sove, Hvor vel det bliver tit fortrøt Af dem det monne vove. Der efter det sig saa begaf, Der Ti Aars Tid var omme, Falt Mahlon samt og Chilion af For Dødsens Lee hin kromme, Saa sad Naemi der igien Med tvende Sønne-Qvinder, Hvor skulde nu de Stakler hen Med sex forblegnet Kinder? Hvad Raad var her at finde paa? All' Venner vare døde, SIDE: 22 Den beste Skat i Graven laa, Her stod tre Huuse øde. Den første Sorg var stor og tung, Den sidste dobbelt større, Her stod for Gammel og for Ung En lige Nød for Dørre; Her blef indhugget Saar i Saar, En Sorg mod anden Kamper, Her tre half-døde Qvinder staar, Som tre foragtet Lamper. Naemi kunde sige ret, Som Joseph med al føye, Mig tyckes Soel og Maane slet Til Jorden vil sig bøye; Min Himmel er foruden Lys, Min Stierne slet forsvunden, Her er saa mørkt udi mit Huus, Som Mørket i Afgrunden; Jeg seer mig om til høyre Haand, Jeg seer til venstre Side, Bekymres maa min Siæl og Aand For dem der med mig lide; Jeg drager, ach! jeg drager saa, Hvor længe skal jeg drage? Saa længe til den komme maa Mig Byrden skal aftage; Jeg staar det icke længer ud, Min' Kræfter vil forsmægte, Jeg troer at Gud er Trøstens GUD, Hand kand sig self ey nægte. I slig Bekymrings Tanke stod Naemi mange Dage, Omsider hun beslutte lod Hiem til sit Land at drage; Hun hiemme fra det høre faar Der gik i Snak og Rygte, At Gud med Brød og frugtbar Aar Sit Folk igien besøgte; Hun hørte der stod moedne Ax SIDE: 23 Og Agerne de groede, Thi giorde hun sig rede strax Hjem til sit Folk omsnoede; Men Ruth og Arpa fultis med, De tvende Sønne-Koner, Den gamle Stakel gik afsted Og Foden icke skoner, Men der de kom af Moabs Land Paa Græntzen i de Daler, Naemi med en god Forstand Sin' Svogersker tiltaler: Min' Hierte Døttre begge toe, Jeg Moderlig begiærer, At I igien til Huus vil snoe Og eder ey besværer; Hvad kand det være jær til Gavn Saa lang en Vey at tage, Saa vender om i HErrens Navn Og skaaner den U-mage; I haver eder saa beteed Mod mig og mine Sønner, At Gud med al Barmhiertighed Det visselig belønner; Jeg tacker Arpa, samt og Ruth, I vare mig saa gode, Jeg tacker jær for hver Minut Vi kierlig sammen-bode, I helst betackes skal af mig For al den Fliid og Møde, At I beviiste hver for sig Mod begge mine Døde, I lefde med dem kydsk og troe, Som ærlig Egte-Mager, Gud unde eder Fred og Roe Med Lif og lange Dager; Saa vender om hver til sin Sted, Hver til sin Moders Boelig, Gud være self i følge med, Det ønsker jeg saa troelig; SIDE: 24 Hun kyste dem og tog Afsteed Og bad dem vel at fare, De Taarer rant som Strømme ned, De kunde sig ey bare; Om Halsen de sin Moder falt Og toge til at skrige, Om det vor unge Lif end galt Vi fra dig ey vil vige, Vi ville med dig følges ad, Hvor du før hafde hiemme, Hen til dit Folk din Slægt din Stad, Og lade GUD betemme. Naemi svaret, icke saa Min' Døttre giør det icke, Hvor efter vil I med mig gaa, Hvor kunde det sig skicke, Hvor skulde jeg nu skaffe frem Og Sæd udaf mig give, Hvor skulle jeg nu føde dem Der eders Mænd kand blive? Hvor skulle der udaf mit Lif Ny Planter kunde bringes, Jeg som er vissen, tør og stif, Og høyt af Alder tvinges. At Broder skal i Broders Sted Den Efterlatte tage, Og væcke saa sin Broders Sæd, Det bør hand ey forsage; Men naar at Broder ey er til Og ey til Verden baaren, Det af sig self da falde vil, Og Haabet er forlaaren. Saa vender om til Huus at gaa, Det skeer dog ingenlunde, At jeg paa ny kand Sønner faa, Som eder ægte kunde; Det bliver eder alt forseent Derefter til at vente, SIDE: 25 Naturen har mig slet formeent At bringe saadan Rente; Min Alder ey tillade kand, At jeg mig skulde gifte, Og atter tage mig en Mand Nyt Egteskab at stifte. Og om mig GUD en Søn i Favn I denne Nat vild' skiencke, Det blef dog eder ey til Gavn, Det kand I self vel tænke; Hvor kunde I den Tid opnaa, Det var forlangt at tøve, I maatte eder lave paa En stor Taalmod at prøve; Maa skee før Drengen blef saa stor, At hand sit Sind forandret, Da var I lagt i Støv og Jord, Og hen af Verden vandret. Saa reyser hen til eders Land, Og seer jærs Huus tilgode, Hvo veed jærs Lycke vaagne kand Naar I det mindst formode; Og ingen er saa gammel end, Om GUD det ville give, I begge jo med smucke Mænd Forsiunet kunde blive; Det tienliger for eder var, End at I skulle træde For min skyld i bedrøvet Kaar, Og ævigt Enke-Sæde. Min' Døttre jeg ey andet kand, Naar jeg vil ret betænke, End at jeg min og eders Stand Med Suk maa sammenlænke; O! var her Raad og Redning til Jærs tunge Kaar at jævne, GUD veed, hvor gierne jeg det vil, Men ach! her fattis Ævne; I seer jo self at HErrens Haand SIDE: 26 Er over mig udgangen, Jeg gaar med en beængstet Aand, Som den der sidder fangen! Der de det hørte toge de Høyt over sig at skrige, De raabte voch! o vee! o vee! Og gaf sig sørgelige. Med sin Vær-Moder Arpa tog Afskeed, og hende kyste, Og til sit Land tilbage drog, Bad GUD sig ville trøste, Men Ruth var af et andet Blod, Det hun i Hiertet skiulte, Hun sig med Ord ey tage lod, Men med sin Moder fulte; Hun stadig var i sit Forsæt, Og ingen Snak vil agte, Hun slet forskød alt det og det Mand hende forebragte. Naemi sagde: Ruth jeg dig Vil sige ret mit Tycke; Hvad er det du vil følge mig, Du spilder kun din Lycke; Hvad Raad! hvad Hielp! og hvad Bistand! Kand jeg for dig optænke? Jeg som mig self ey hielpe kand, Og er en Værgløs Enke; See, Arpa lyde jo mit Bud, Hun snode Fod og rente Hen til sit Folk og til sin Gud, Dem hun tilforne kiendte; Hvi gjør du ey det samme med, Vendt om og søg din Søster, Det bliver dig kun til fortræd Om du mig følge lyster. Ruth svaret: Kiære, lad mig ey Et Ord om saadant høre, At jeg fra dig skal gaa min Vey, Det vil jeg aldrig giøre; SIDE: 28 Ney! jeg vil gaa did hen du gaar, Og blive der du bliver, Om det til Verdens Ende var Jeg mig der hen begiver, Og hvor du vandrer ind og ud, Did hen jeg ogsaa vandrer, Dit Folk mit Folk, din Gud min Gud, Det Sind jeg ey forandrer; Derfore beed mig ey der om, Du maat ret aldrig meene, At jeg nu paa din Alderdom Forlader dig alleene; Hvorledis det og løber af, Hvor Lycken sig omfolder, Jeg dog af Hiertet til min Graf Dig for min Moder holder; Og hvor din' Been sin Hvilested I Støvet skulle have, Der vil jeg hvile mine med, Og lade mig begrave: Jeg ont og got, jeg Lyst og Nød Med dig tilsammen bærer, Og intet uden Grav og Død Vor Venskabs-Baand afskiærer: Min Haand, min Mund jeg dig til Pant Vil give, naar du kræver, Jeg svær, og det skal blive sant, Saa sant som HErren lever. O noble Siæl og redlig Blod! O dyrebare Gave! Det vel var vært slig Træer stod Nedsat i hver Mands Have. Der nu Naemi kunde vel Af Ruthis Ord fornemme, At hun var af en stadig Siæl, Da lod hun sig betemme, Hun hendis u-bevæget Sind Med Ord ey meer bemøyet, Men begge to paa Reysen ind SIDE: 29 Til Canaan sig føyet. Saa komme de til Betlehem, Der hun tilforen boede, Hun fant der forig Huus og Hiem, Men mange Ting omsnoede. Der det nu rygtes over Land Og hendis Ankomst hørtis, Da blef forundret alle Mand, Den gamle Stad oprørtis; Den eene spør den anden ad, Hvad Nyt er disse Dage? Naemi er her i vor Stad, Hun kommen er tilbage; Vi tænkte hun for langen Tid Forraadnet var og borte, Nu er hun atter kommen hid Forinden voris Porte. De spurte hende hver for sig, Saa mange hende funde, Er det Naemi er det dig, Vi det ey tænke kunde. Hun svaret: ach! jeg undris paa I mig Naemi kalder, Jeg heller Mara kaldis maa, Mig Verden bitter falder; Naemi, det er Lystighed, Men hvor er den at finde, Af Lyst og Fryd jeg intet veed Jeg usle fattig Qvinde; Thi den almægtig HErre GUD Mig har bedrøvet saare, Først blef min Mand af Døren ud Henlagt paa Dødsens Baare, Dernest min' Sønner ligesaa Blef skiult blant Torf og Steene, Nu maa jeg her i Verden gaa, Som den der er alleene. Fuld drog jeg bort fra Betlehem, Men tom kom jeg tilbage, SIDE: 30 Tom har vor HErre ført mig hiem, Det er min Hiertens Klage: Jeg er som den der grummelig Er lagt i Bolt og Klemme, I dog Naemi kalder mig, Hvor kand det sig beqvemme. Saa kom Naemi med sin Ruth Til Betlehem at være, Da Bygget var om Høsten skut Og Folket skulle skiære; Ret paa den Tid at Agre stod I modne Ax og Blomme, Og hver Mand Høste-Folket lod Med Seilerne fremkomme. II. Kapitel Der var en Mand af stor Respect Af Elimelechs Stamme, Hand var Naemi Hosbonds Slegt, Og Boas heed den samme: Blant dennem der hand boede hos Hand hafde stort at sige, Og for hans Middel og hans Gods Blef regnet for de Rige. Ruth sin Hosbondis Moder bad, Og sagde med ald Ære, See Folket gaar af denne Stad Paa Marken Byg at skiære, Saa gif mig nu forlov dertil Paa Landet ud at vanke, Om nogen sig miskunde vil At jeg hans Ax maa sanke, SIDE: 31 Du veedst at vi nu sidder her Og intet har til Næring, Og at her udi Huuset er En knap og smal Fortæring; Hun sagde, gak min Datter gak, Gak bort og prøf din Lycke, See til det bli'r ey til U-tak Og got Folk til Mistycke. Saa gik hun bort og sanket Ax Paa Marken hvor hun kunde, Hun hittet paa den Ager strax, Som laa paa Boas Grunde. Det finnes som af Gud det saa Beskicker self og laver, At fattig Folk kand noget faa Af hvis den Rige haver; At GUD, som Enkers Dommer er, Sig dennem self antager, Og for enhver hand haver kier Alting til beste mager. See Boas ud paa Marken gik, Og Høste-Folket funde, Hand ønsket, efter Landsens Skik, Til Lycke mangelunde, Hand sagde: HErren naadelig Med eder alle være, De svaret: GUD velsigne dig, Og giorde hannem Ære; Hand spurde Svenden, som var sat Høst-Folket at tilsige, Der hand paa Ruth sit Øye sat, Hvad er det for en Pige? Hvem er hun fra, hvem hør hun til, Veedst du hvor hun har hiemme, Jeg straxen dette vide vil, Og lad mig det fornemme. Da svaret Svenden, som der sad: See det er Ruth den fremmet, Som med Naemi fultis ad, SIDE: 32 Og sig der til beqvemmet; Det er den Ruth af Moabs Land, Som ey forlod den Gamle, Hun kom der Morgen-røden randt Og bad hun maatte samle. Her har den Stackel stedse staaet Med lappet Fod og Hose, Og hvad hun sanket har og faaet Er lagt i liden Pose, Hun bar det til Naemi hen, Et lidet var hun borte, Saa kom hun atter hid igien, Thi Maven vil ey skorte. Da kaldet Boas Ruth til sig, Og sagde: hør min Daatter, Sank du kun frilig Ax hos mig Paa ald min Grund og Lotter, Sank frit saa længe du har lyst, Gak ey paa fremmet Ager, Gak ey her fra til andris Høst, Men sank hvad Posen tager; Jeg gierne dig det unde vil, Den Levning dig tilhører, Jeg har og sagt min' Svenne til At de dig intet rører. Du seer hvor Skiære-Folket gaar, Og efter dem du stiger, Følg efter frit hvor de gaar for, Og holt dig til Min' Piger; Og dersom Tørsten tvinger dig, Da kandst du dig betiene Af samme Kar, som endelig Er sat for mine Svenne, Du har aldeelis ey behov At blues for Mistycke, Jeg dig at øse gir Forlov Din Tørst der med at slycke. Da strax falt Ruth til Jorden ned, Den fattig fremmet Qvinde, SIDE: 33 Og tacket at hun blef anseet Hans ringst' Tienerinde; Hun sagde, hvad har jeg fortient I nogen-haande Maade, At du dit Ansigt haver vendt Til mig med saadan Naade? Jeg som er en Udlændiske, Afskilt fra Slægt og Frende, Hvo skulle mig slig Gunst betee, At hand mig vilde kiende. Da svaret Boas: jeg har hørt Alt got om din Persone, Dit Navn er vel for alle ført, Alt for den gamle Kone, Som din Hosbondes Moder er, At du dig vil paatage En svar og lang Udlændings-Fær Med hende bort at drage, Og efter din Hosbondis Død, Langt heller vilde lide Med hende baade Sorg og Nød, End hiemme rolig sidde, At du forlod dit Huus og Hiem, Da hun sin Reyse spente, Og fulte hende bort til dem Du ey tilforne kiente; See saadan din Oprigtighed Skal HErren self belønne, Thi den alvidend' GUD vel veed Om saadant ret at skiønne; Og GUD som boer i Israel, Skal med sin Vingers Skygge Forvare dig saa gandske vel, At ingen skal dig rygge. Hun sagde: see min Herre har Mig overflødig trøstet, I det hand med sit milde Svar SIDE: 34 Mit Hierte har forlystet, Og talet mig saa venlig til, Sin ringe Tienerinde, Jeg ønsker hand fremdelis vil Mig Naade lade finde; Hvor vel jeg i min' Øyne mig Befinder self saa ringe, At og hans ringste Pige sig Høyt over mig maa svinge. Men Boas sagde, holt dig hid, Stig frem og vær tilstæde, Naar du fornemmer Maaltids Tid Og Folket gaar at æde, Da tag et Brød og sæt dig ned Og æd hvad dig beskickes, Din Bid, og hvad der er bered, Lad den i Ædik stickes; Hun giorde saa som Boas bad, Og passet paa de Tider, Naar Høste-Folket finge Mad Sad hun ved deris Sider, De lagde svedne Ax her frem, Der icke vare koget, Hun aad og mættet sig af dem, Og levnet endda noget, Derefter stod hun op paa ny, Og gaf sig til at samle, I Tanker at gaa hiem til By Og deele med den gamle. Og Boas ret med stor Alvor Sin' Svenne lod befale, I skal ey Qvinden hvor hun gaar Med Skiændsels-Ord tiltale: I lader hende sanke frit, Jeg vil det self tillade, Thi hvad hun sanker er af mit Og mig til ingen Skade, Lad hende gaa blant Neger hen, Og lede hvor hun lyster, SIDE: 35 Lad ligge noget og igien Af Hoben, den I høster, At hun dismeere finde kand, I Sæcken hiem at bære, I hende ey med U-forstand Derover maa vanære. Hun sanket til det Mørk paafalt, Saa veyet hun Indtægten, Det blef bereignet over alt En Epha Byg i Vægten; Det er omtrent en trede Part Af vore Danske Tønder, Naar Kornet reignes reent og hart Før det er malet sønder. Saa tog hun da den Epha Byg, Der alt var reent og drøftet, Hun lagde det oppaa sin Ryg Og paa sin Skuldre Løftet; Hun gik der med til Staden hiem Træt, mødig og besværet, Hun bar det til sin Moder frem Og hende det foræret; Hun tog og frem og hende gaf Udaf sin fattig Evne Det lille Mad hun aad udaf, Og det hun monne levne: Hun tænkte saa, jeg icke kand Det over Hiertet bære, At see dig med en Brødløs Tand Og mig at mættet være. O kunde mange findes her Af ligedan Gemytte, Mand for alt Guld i Verden er Ey burde dem bortbytte. Da nu den Gamle med behag Saae hvad der hiem blef baaret, SIDE: 36 Hun spurte, hvor har du i Dag Min hierte-Daatter vaaret, Hos hvem har du arbeydet nu Hvis Ager har du gravet, Hvo haver kommet dig ihu Og med det Byg begavet, Velsignet være den for GUD, Som dig min Daatter kiente, Fra Gud hand vist er skicket ud, Som os den Hielp tilsente; Hun sin Hosbondis Moder gaf Strax Sandingen tilkiende, Og alle Ting fortællet af Hvor det gik til med hende; Hun sagde: du spør om den Mand Hos hvem jeg har arbeydet, Da viid, at Boas heder hand, GUD self mig did geleydet. Naemi strax i Talen falt For Ruth sin Sønne-Qvinde, Og raabte, saa det over alt Gaf Skrald i Huuset inde: Er Boas det, er det den Mand Den du i Dag har funden, O! O! velsignet være hand Hver Dag at Soel har runden; Hand icke have vil forlat Barmhiertighed at øve, Mod dem, der er forarmet plat, Og tunge Kaar maa prøve: Hand tænker paa Miskundheds Vey Mod Levende og Døde, Jeg troer, hans Navn udslættis ey Før Verden leggis øde. Merk her, Miskundhed mod en Død, Det er ey Siæle-Messe, Hvor ved forkortis mangens Brød Til Pavens Interesse. Men vil du giøre vel imod SIDE: 37 Den Mand i Graven ligger, See til du bliir hans Enke god, Og dem der gaar og tigger. Den Døde har ey Gavn deraf, Men de der lever over, Sligt skal hukommis i din Grav, Naar du blant Døde sover. Til Ruth Naemi sagde saa, Du skalt og vide dette: Den Mand, hvis Grund du sanket paa, Tilhører os med rette, Hand er vor Arving til alt det Vort Jordegods anrører, Thi hand tilfalder Løsnings-Ret, Saa viit den Sag tilhører. Ruth svaret: Manden bød mig til, At følge med hans Drenge, Og sanke mens jeg kand og vil, Og det indtil saa længe At Høstens Tid fuldender sig; Men see, Naemi siger: Min Ruth, det bedre lader dig Du følger med hans Piger, Paa det at ingen gives maa, Med Billighed Aarsage, Dit Navn at tale ilde paa, Og føre nogen Klage; Og om det u-forvarend skeer, Du gik paa fremmet Ager, Det Høste-Folk, som dig der seer, Det ilde vist optager. Hun tog det Raad den Gamle gaf, Og Reysen strax henbøyer Til Boas Pigers Sanke-Lav, Og sig til dennem føyer, Blant dem hun gaar, blant dem hun staar, Og sanket mens hun lystet, Indtil at Byg og Hvede var I Huus og Lader høstet, SIDE: 38 Saa mangen gang til Jorden ned Den trætte Krop maa lude, Og for et Ax at stryge Sved, Til Høstens Tid var ude. Saa drog hun siden atter hiem, Der hun lod af at samle, Og førte saa til Betlehem Sin Avling til den Gamle. III. Kapitel Der nogen Tid forskinnet hen, Til Ruth Naemi taler: Hør Ruth, min Daatter og min Ven, Hvad jeg dig her befaler: Den Boas her i denne Bye, Som er vor neste Frende, Af hvilken her gaar megen Ry Blant alle dem ham kiende; Den Mand du gaf den store Roos, At hand saa from sig teede, Hvis Piger du har været hos Den heele Høst at lede; Hand skal sit Byg i denne Nat Paa Loen lade kaste, Og Kaste-Skovlen tage fat Med Verket til at haste. Tag Sæbe, hvor den er at faa, Og toe dig hvid og faver, Gak, salv dig smukt, tag Klæder paa De beste som du haver, SIDE: 39 Gak u-formerkt til Loen bort, At ingen dig fornemmer, Skiul dig indtil Maaltid er giort, Og hver i Seng sig giemmer; Thi da skal hver med Øll og Mad Sig vide vel at pleye, Og siden samtlig følgis ad At søge hver sit Leye. See til du merker grant den Sted Hvor Boas gaar at hvile, At du da med al Tugtighed Til samme Sted kand ile; Leg dig ved Mandens Fødder ned, Men ey ved Mandens Side, Naar du hans Been da rører ved, Skal hand dig lade vide, Hvad hand om dig besluttet har, Og hvad hand har i Sinde, Jeg troer du ved hans gode Svar Skal dig fornøyet finde. Hvad skal mand om Naemi Raad I dette Stykke dømme? Hvad om den Mand had giort et Daad, Som icke kunde sømme, Hvad om hand hafde Ruth bekient Med en u-lovlig Brynde, Hvad om hun hafde bleven skient, Og locket til at synde? Hvad om, der hand fornam at Ruth Var af en listig Miine, Hand hende hafde slæt forskudt Fra sig og alle sine. Hvad om, naar hun besovet var, Hand da, som andre fleere, Lod hende drive fra sin Gaard, Og for et Vrag passere. See, var Naemi icke da Aarsage til Ulycke: Hun raade til og icke fra, SIDE: 40 Hvor vil mand det besmycke. Maa skee, mand saa vil bringe for, Hun søgte Ruthis beste, At hun, som før en Fremmet var, Kand Foed i Landet fæste: Hvis hun i dette Fald har giort, Var alt i beste Meening, At Ruth dis før kand komme fort Til Egteskabs Foreening? Men her, min Ven, jeg svarer saa: Sligt sømmer ey de Fromme, Mand intet Ont maa finde paa At Got der af kand komme; Hvo vil med Blod sig vaske vel, At toe sin' Hænder reene? Hvo slage vil en Præst ihiel, Sin GUD der med at tiene? Hvo vil forhærde slæt et Land, At Fred paa Foed kand bringis? Bør saadan en forhærdet Mand Ey drives bort og tvingis? Men see, vor GUD, som alting veed For sine smugt at lave, Hand Qvindens U-betænksomhed En god Udgang lod have: Langt over det vi self forstaar, Hand ofte tit kand giøre, Og giver ofte bedre Kaar, End Bønnen frem kand føre. Den Tid at Ruth fik endelig Naemi Raad at høre, Hun svaret: Moder, hvad I mig Befaler, vil jeg giøre. Hun straxen hen til Loen gik, I Hiertet heel belettet, Og efter Ordres som hun fik, Den ganske Sag forrettet. Det lacket fort ad Aftenen, Mand ædet har og drucket, SIDE: 41 Det trætte Folk sin Møye hen Med Viin og Vædske slucket, Ja, Boas selfver gladelig Den skienkte Skaal samtyckte, Indtil hand maatte legge sig, Og Søvnen hannem trykte, Blant Hoben iblant Negene Hand lagde sig at slumme; Der Ruth fik saadant til at see, Hun tøvet ey at komme, Men ilet hen til samme Sted Før nogen kund' det agte, Og lige hos hans Fødder ned Henlagde sig saa sagte; Ved Mandens Been hun foldet op, Mens Boas blef forfærdet, Hand tænkte mindst en fremmet Krop Var ham saa nær indgiærdet. Hand vognet midt i Nattens Tid Og sig tilsammen-træcker, Hand spurde, hvem er kommen hid Og mig af Søvn opvæcker? Hun svaret: Herre, jeg er Ruth Den Moabitisk Qvinde, Jeg troer, jeg bliver ey forskudt, Jeg er din Tienerinde; Breed dine Vinger over mig, Og lad mig finde Naade, Vor Arving est du rettelig, Du veedst den Sag at raade. Da sagde Boas: HErren skal Velsigne dig min Daatter, At du hin unge Karles Tal Ey sammen om dig rotter; Du har ey løbet efter dem, Ey fattig eller rige, Men ført et ærbart Lefnet frem, Som hver veed af at sige; SIDE: 42 Du dig lydagtig har beteed I mindste Deel og største, Den sidste din Oprigtighed Langt overgaar den første. Nu vel min Daatter, sagde hand, Lad Frygten blive borte, Hvad jeg for din Skyld giøre kand, Skal ey paa Villien Skorte: Alt hvad du beder, skal jeg dig Til Villie gierne være, Saa viit min Evne stræcker sig, Det svær jeg ved min Ære. Mit Folk i denne ganske Stad Veed om dit gode Rygte, At Navn og Lefnet følges ad, Som Lys i gylden Lygte. At jeg er Arving veed enhver, Og det er noksom, sanden; Dog boer her en, som nærmer er End jeg og nogen anden; Blif her i Nat, sov søt og blid, I Morgen, om jeg lever, Da skal jeg hannem kalde hid Med sine Oddels-Brever, Staar hand da paa sin Løsnings-Ræt, Og hand vil den forfægte, Vel an, da skal hand vide det, At hand dig og skal ægte; Men hvis hand dig ey tage vil, Og giør sig self til Skamme, Saa sant Gud lever og er til, Da skal jeg dig annamme. Et Ord et Ord, en Mand en Mand, Jeg holder hvad jeg lover, Hvor paa du frilig sove kand Til Natten gaar for over. Saa sov hun hele Natten ud, SIDE: 44 Nedlagt ved Mandens Fødder, Men Mandens kierlig Ord og Liud I Hiertet fæstet Rødder. Saa stod hun op der Dagen randt, Og sig til Reysen vendte I Dagningen før Mørket svandt, Før en den anden kiendte. Da tænkte Boas saa ved sig, See, skulle nogen vide, At her en Qvinde laa ved mig, Det kunde jeg ey lide. Hand sagde: ræk din Kaabe frem Og tag en liden Gave, Du skalt ey gaa tomhændet hiem, Men noget med dig have; Hun Kaaben, den hun hafde paa, Heel sædelig fremrakte, Hand øsde men der kunde gaa Og hende det tilbragte, Der maalet blef sex Maader Byg, Saa meget tog den Kaabe, Og det blef lagt på hendis Ryg, At slæbe frem tilhobe. Saa gik hand hiem til Staden ind, Og hun hiem til sin Moder, Hand vandret med et stadigt Sind, Og hun med smucke Noder. Naemi, som begierlig er, At vide hvor er ganget, Hun spør: hvad er det som du bær? Hos hvem har du det fanget? Hvorledis gaar det til med dig, Og hvor er det afløbet? Siig, har den Mand erklæret sig, Og vil hand holde Kiøbet? Ruth sin Vær-Moder al Beskeed, Fra Punct til Punct fortæller, Og aabenbarer hvad hun veed Med alle sin' Tilfæller; SIDE: 45 Sex Maader Byg hand skaffet mig, Jeg skulle til dig bære, At jeg ey, naar jeg kom til dig, Tomhændet skulle være. Naemi siger: vær kun stil Indtil du faar at vide, Hvor denne Sag afløbe vil, Hvad du har paa at lide; Jeg kiender Mandens Sind og Agt, Hand skal det icke lade Før hand det har til Ende bragt, Dig self til Gavn og Baade; Jeg veed, hand skal i denne Dag, Sig icke før begive, Før hand til største Velbehag Kand denne Sag fulddrive. IV. Kapitel Da gik den fromme Boas bort, Hand vidste sig at føye, Hand satte sig i Stadens Port For alle Folkes Øye. Saa kom den nærmest Arving der, Paa Mandemaal at høre; Hand sagde: Frende sæt dig her, Jeg har dig lidt at spøre: Ti Mænd af Stadens Ældste did, Hand og til sig opkalder, Hand sagde, sætter eder hid, At see hvad forefalder; Jeg eder her opfordret har, SIDE: 46 At vidne hvad I høre, Jeg har en Sag at giøre klar, Og ind for Rætten føre. Hand Arvingen tiltaler saa: Du har jo vel fornummen, Hvor det Naemi monne gaa, At hun igien er kommen; Der Elimelech hendis Mand Har endet sine Dage, Da kom hun i sin Enke-Stand Bedrøvet hid tilbage. For Trang og Armod hun nu vil Det stycke Jord afhænde, Som Elimelech hørde til, Der var vor neste Frende; Thi har jeg ladet denne Sag For dig og mig indstevne, Og disse Dannemænd i Dag Til Vidnisbyrd opnævne. Jeg tænkte saa, du vide skal, Hvad Qvinden har i Sinde, At hun sin Ager byder fal Med Slægt og Svogrers Minde. Saa siig mig med udtydlig Ord, Vil du til Arven henge, Da kiøb nu strax det stycke Jord For fulde Værd og Penge, At Folket og vor ældste Mænd Kand denne Handel vide, Og giøre dette Kiøb bekiendt For alle dem her sidde. Den første Ræt tilkommer dig Og icke nogen anden, Nest dig tilfalder Lodden mig, Og det vil blive sanden. Den Arving svaret: det er best Mand ey fra Rætten viger, Men jeg vil være Kiøbet nest, SIDE: 47 Jeg det alvorlig siger. Da sagde Boas: hvilken Stund Du løse vil og have Vor Broder Elimelechs Grund, Da skal du dig og lave, At tage Ruth af Moabs Land, Naemi Sønne-Qvinde, At du der ved opvæcke kand Den Dødes Navn og Minde; Thi saa befaler Mose Lov Om døde Brødris Enker, Derfore giøris vel behov Du dig der i betænker. Den Arving svaret: er det saa, Da kand jeg det ey giøre, Før skal jeg ald min Ræt afstaa Og intet derved røre: Jeg heller overlader dig Den Ræt, som mig tilfalder, Arf du det ickun frit for mig, Og brug det al din Alder; Thi skulle jeg mig tage paa Den fremmet Seng og Leye, Da kunde snart forloret gaa Min egen Arf og Eye; At og min egen Oddels-Ræt Med Gods og eyendommer, Forspildis kunde ganske læt For all' min Efterkommer; Saa hafde jeg kun Sorg der af, At al min Slægt og Sønner, Mig bande skal udi min Graf Og ønske slemme Bønner. Der var i fordum saadan Skik Blant HErrens Folk og Slægter, Naar nogen ud at selge gik Sin Jord og sin Indtægter, Hvis næste Frende sig undslog Og løste Godset icke, SIDE: 48 Sin Sko hand strax af Foden drog Og lod den anden skicke, Til Tegn, at hand sin Løsnings-Ræt Frivillig self vil spilde, Og overlade ganske slæt Sit Kiøb til hvem der vilde. Naar saadan Sko for Rætten kom, Stod alle Sager faste, Da var det som en Oddels-Dom, Dem ingen maa kuldkaste. Den Arving sagde Boas til, Min Ræt jeg dig tilbyder, Kiøb hvad du kiøbe kand og vil, Jeg icke det fortryder; Saa drog hand Skoen af sin Fod, Fik Boas den i Hænde, Da raabte Boas, der hand stod, Nu har den Sag en Ende; Det vitterlig skal være dig, Og alle dem her ere, Og alle dem som hører mig, De skulle Vidne være: Ja, jeg til Vidne kræver og Vor Ældste her i Staden, Og al den ganske Borger-Flok, Som handler her paa Gaden, I vidne skal fra denne Stund, At jeg har kiøbt og leyet Den Mark, den Ager, Jord og Grund, Som Elimelech eyet, Hvad Chilion og Mahlon før Har haft til Eyendommer, Jeg vitterlig for alle giør, At det mig nu tilkommer; I vide skal og endelig, Jeg uden List og Renke, I Dag til Hustro tager mig Den Ruth, den Mahlons Enke; At jeg vor Døde Broders Navn SIDE: 49 Opvæcke kand med rette, Og paa hans Arvedeel og Stavn Et Efterminde sætte: Paa det hans Navn og Rygte skal Aldelis ey udslættes I Porten blant sin Brødris Tal, Naar Dom og Rætten sættes. I smucke Folk, hver i sin Sted, Jeg eder alle kræver Til Vidnisbyrd og Sandheds Eed, Saa sant, som HErren lever! I haver hørt min Ord i Dag, Og hvad her monne være Forhandlet udi denne Sag, Derpaa skal I mig svære: De svarde alle med en Mund, Ja, vi vil det samtycke, Vi ønsker af vor Hiertis Grund Det bliver dig til Lycke; Og at den Qvinde, som dit Huus I Dag med Tugt indtriner, Hun, som en Himmel-Soel og Lys, For sig og sine skinner: Hun maatte saa dit Huus og Boe Forøge, dig til fromme, Saa som de smucke Søstre toe I Jacobs Huus indkomme: Som Rachel og som Lea var, Ved hvilken Patriarchen Mangfoldig blef i Slægt og Aar! Som Løv og Græs paa Marken; Gif! at Ephrata seer din Slægt I Tusind sig formeere, Dit Navn og Rygte med Respect I Bethlehem florere; Gif! at du saa som Israel Maa skue mange Dage, Og at dit Huus maa smukt og vel, Som Peres Huus tiltage; SIDE: 50 Den Sæd som HErren give skal, Af denne dydig Qvinde, Den voxe skal i Tusind Tal, Dit Navn til ævig Minde. Saa tog da Boas karsk og sund Sin unge Ruth til ægte, Den gamle Stad med Haand og Mund En megen Fryd opvægte. Og der hand ind til hende gik, Forleente GUD den Lycke, At hun i Lif en Søn undfik, Som blef sin Faders Smycke. De Qvinder i det Nabolav Naemi strax besøgte, Sin GUD al Priis og Ære gaf, Som hielper dem ham frygte; De sagde: GUD al Ære skee, Som vilde det behage, At du en Arving skulle see Paa dine gamle Dage, Hvor ved du kand forsikres vel, At du med al din Stamme, Beholde skal blant Israel, Et Navn foruden Skamme; I Dag er dig en Arving fød, Hvor vel hand en er liden, Som skal din Enkestand og Nød Forsørge smukt med Tiden; Tak derfor GUD du den bekom, Hvis Hierte skal bevægis, At du kandst paa din Alderdom Af hannem vederqvægis; Din Sønne-Qvinde, som er nu En Barne-Moder bleven, Udi hvis Hierte, Sind og Hu Du stadig staar indskreven, Hun avlet haver lyckelig, Thi GUD bønhører Bønner, Den som langt bedre bliver dig SIDE: 51 End syv fuldvoxne Sønner. Mand bar det Foster ungt og spæ Hen til Naemi Sæde, Hun lagde det oppaa sin Knæ Og fostred det med glæde; Hun var en Beste-Moder før, Nu blef hun Barnets Amme, Hvor vel de Bryst var ganske tør, Omhu var dog den samme; Hun meente hun var Barnet nest, Hun self sig og best trode, Fordi hun selver vidste best At røgte saadan Pode. Men alle de Naboersker I Huuset fantes inde, Med Munden fuld af Ønske hver Sig lod erbødig finde, De sagde: see Naemi nu En Sønne-Søn omfavner, Som i fremtiden med Omhu Sin Beste-Moder gavner. De gaf ham Navn paa samme Sted, Og lod ham Obed kalde, Hans Fader og hans Moder med Lod sig det vel befalde. Den Obed er den Mand der var I fordum Jesse Fader, Og Jesse siden David faar, Som hand sig efterlader. Behager dig at vide ret Om denne Slægte-Line: Da findes deris Byrd og Æt Fra Peres fram at trine: Thi Peres er den første Mand, Og Hezron er den anden, Men Ram den trede nævnis kand, Og det er vist og sanden; Amminadab paa fierde Grad SIDE: 52 I Bogen er indskreven, Og i den femte Rand og Rad Nahesson regnet bleven; Og efter ham er Salma nest, Hand reignis for den siette, Den syvend' Mand du Boas est, Dig bør mand ey forgiette; Hvor finder mand den Ottend' nu, See, Obed staar tilrede, Den Niend' kommer jeg ihu, Hand Isai skal hede; Den Tiende, som triner frem, Det David er den fromme, Og hand skal efter alle dem I sidste Slutning komme. Merk nu hvad Mand at Boas her Er i sin Slægter vorden, Hand Beste-Faders Fader er Til Konger her paa Jorden; Jeg seer oprunden af hans Rand Stormægtig og Høybaarne, Som siden i det hellig Land Til Førster er udkaarne: Kong David og Kong Josaphat, Kong Salomon og fleere, Som er paa det Register sat, Og det som end er meere: At Kongen self af Himmerig, Har paa sin Manddoms Vegne, Blant denne Slægt indregnet sig, Og ladet sig der tegne; Det er den Konge JESUS Christ, Hvis Lige ey er funden, Den u-skatteerlig Davids Qvist Af Jesse Roed oprunden. See Ruth som var af Moabs Kiøn Og af en Hednings Stamme, SIDE: 53 Den ville nu Guds egen Søn Iblant sin Slægt annamme; Til Vidnisbyrd hand kommen er For alle Folk til beste, For Jøder og for Hedninger, Som Troe paa hannem fæste; Hand være skal Guds Salighed Til Længste Jordens Ende, Hvo dette med mig troer og ved, GUD dem sin Naade sende. SIDE: 54 ESTHERS BOG I. Kapitel Asverus var en mægtig Mand, Hvis Spiir og Herredømme Udstrakte sig fra Morenland Til Indianske Strømme; Hans Land og Riger var af Tal Et Hundret Syv til Tyve, Hand sad oppaa sin Konge-Sal Og Breve lod udskrive, I tredie sit Regierings-Aar, Til Perser og til Meder, Og dem som i hans Lande var, I Byer og i Stæder; De skulde til hans Hovet-Stad I Susan sig forføye, Til Giæstebud hand dennem bad De mæktig Mænd og høye; Da komme did af hver en Stad Fribaarne Mænd og Svenne, Lands-Fogeder og Førster med Af Landet hid og henne. Hand lod dem see sin store Pragt, Og Majestatis Ære, Sin Krone, Spiir og Purpur-Dragt, Som sømmet ham at bære: Det Kongelige Tractament I hundret Dage varet Og otte-ti, før det blef endt, Ey Mad og Viin blef sparet. Der disse Dage løb paa Rad, Fik Kongen atter Tanke, SIDE: 56 Den ganske Susan Hovet-Stad Til Giæstebud at sanke, Hand bød for dem at lavis til I Urtegaardens Stuer, At dricke mens de gad og vil, Hver efter sin Formue, At alle baade stor og smaa, De unge med de Gamle, Saa længe Rum var til at faa, Sig skulle did indsamle I Stuen nest ved Kongen Sal, Og lade dennem sige: At Giæstebudet vare skal Syv Dagis Tid tillige; Den heele Stue var omhængt Med dyrebar Tapeter, Af idel Sølf og Guld bemængt, Og herlig Rariteter, Og runden om de Vægge hang Adskillig farvet Duge, Med hvide, grønne, guule Prang, Som Førster pleyer bruge, Hver Dug i Dug var buntet næt Med fin Skarlagens Snore, Med støbt Sølf-Ringe om besæt, Som vare meget store; Hver Støtte mand i Huuset saae, Var idel Marmorsteene, Hver Bænk mand kunde sidde paa, Var idel Sølf hin reene; Det heele Gulf var lagt med Flid Med Steene meget skiønne, Endeel var guul, endeel var hvid, Endeel var ganske grønne; Hver Kande, som mand drak udaf, Af hamret Guld var dreven, Mand skienkte, til det heele Lav, Var vel fornøyet bleven; SIDE: 57 Her blef indbaaren Kar og Kar Et rarer end det andet, Hver Kar særdelis Mønster har, Hver Drik var u-beblandet; Her blef iskiencket Viin og Miød, Hver drak naar hannem lystet, Og ingen Giæst blef meere nød End som ham selver lystet; Hvor vel her fantes ingen Skort Paa hvad mand vilde dricke, Saa blef dog ingen Tvingsel giort, Thi Kongen vild' det icke; Hand hver Forstander i sit Huus Befoel og foresagde, At ingen nødis til et Ruus, Men hver som dem behagde. Og Vasthi Dronning samme Tid, Lod ogsaa tilberede Et Giæstebud med største Flid, Og Qvinder dertil bede; Mand lod et Kongelig Gemak Særdelis dertil bruge, Hvor hun med dennem aad og drak I samme Glædskabs Uge. Den svvend' Dag, da Kongen sad Oppaa sin Stoel og Throne, Og var af Vinen ganske glad, Og hafde paa sin Krone, Da gaf hand sin Befaling ud Til syv sin' Kammer-Svenne, Som daglig ginge Kongens Bud, Og stod for ham at tiene; Den første Svend Mehumam heed, Og Bistha var den anden, Harbona, Bigtha var bereed At ræcke dennem Haanden, Abagtha sig indfinde lod, Og Sethar var tilstæde, Og Charcas midt iblant dem stod SIDE: 58 For Kongens Bord med Glæde; Dem blef befalt at skulle gaa Og Dronning Vasthi hente, Og lade hende det forstaa At Kongen monne vente, Hun vilde være af det Sind, Og lade sig behage At komme strax for Kongen ind, Og Kronen paa sig tage, At Folket og hans Førster med, Som sad med ham i Lavet, De kunde see den Deylighed Hvormed hun var begavet; Men Dronning Vasthi slæt forskød Til Kongen ind at komme, Som hand ved sine Svenne bød, Sig self til liden fromme; Thi der at Kongen det forstod, Optæntis hand til Vrede, Saa at hans heele Lif og Blod Blef brændendis af Heede, Og Kongen for sig kalde lod Forstandig Mænd og Viise, Som sig paa Lov og Ræt forstod, Hvis Viisdom var at priise. Thi det var Skik i Persien, At alle Kongers Sager, Blef stillet til de Viise hen, At de der om raadslager: Syv Førster var af Kongen sat, Som stedse var betrode, At tage Rigens Sager fat, Og see hans Land tilgode; Charsena stod paa første Rand, Dernest var Sethar reignet, Admatha heed den trede Mand, Nest ham blef Tharsis tegnet, Paa femte Stoel Marsena sad, Og Meres paa den siette, SIDE: 59 Memuchan sluttet al den Rad, Om mand erindrer dette. See, disse syv for Viisdoms Aand, Var meget høyt berømte, De sadde nest ved Kongens Haand, Og alle Sager dømte. Asverus spurde dennem ad, Siig os, hvad skal mand giøre Med Dronning Vasthi, som ey gad Sin Konges ordres høre? Memuchan, en af Rigens Raad, Ansvarer strax sin Herre: Den Synd som Vasthi har begaad, Er al for stor, disverre, Hun haver ey alleene giort Mod Kongen meget ilde, Men og mod dem der agtes stort Og høyt ansees vilde: Mod Førster og mod Ridder Stand I ganske Kongens Riger, At hvor den Gierning spøris kand, Med Spot det eftersiger; I sær naar dette kommer ud For alle Qvinders Øre, Da skal de ved den levend' Gud, Sig det vel nyttig giøre; Og kunde dette med en hast Et ont Exempel give, At alle Qvinder skulle fast Sin Mand gienstridig blive, Og sætte dennem Stoel for Dør, Og ganske dem foragte, Ja, Fruer og Førstinder tør Vel bruge samme Facte, At naar det icke dennem gaar, Som de vel ønske torde, De skulle vel og kaste for SIDE: 60 Hvad Dronning Vasthi giorde; At Kong Asverus hende bad, Hun skulde til ham komme, Men hun det overhørig sad, Og skiøttet ey den Tromme; Saa fødes vel af denne Sag Alt det som intet duer, Foragt og Spot og Misbehag Imellem Mand og Fruer; Mit Raad er, hvis det gielde kand, Og Kongen det behager, Mand skriver Brev til alle Land Med saadan Ord og Sager: At Vasthi Dronning har forbrut Sin Majestat og Ære, Og af Sin Konge slæt forskut, Ey Kronen vært at bære; Mand sætte skal i hendis Sted En anden, som er bedre, Og frem for hende bedre veed Sin Konges Bud at hædre. Mand lader og indføre det, Og op til Tinge liuse, At hver Mand bør sin Over-Ræt Udi Sin' egne Huuse: At Qvinden ære skal sin Mand, Og ey hans Verk forhindre, Og det saa vel blant høyre Stand Saa som iblant de mindre, At Persers og de Meders Lov Ey andet kand tilstæde, Og ingen er saa slem og grov Hand dem tør overtræde. Det Raad hans Førster vel befalt, Og Kongen det behagde, Mand giorde straxen over alt Det som Memuchan sagde; Der sentes Breve runt omkring Til Grever, Førster, Printzer, SIDE: 61 At læse op paa alle Ting I Byer og Provintzer; Der blef ved hver særdelis Tolk Særdelis Breve skreven, Saa der om hver særdelis Folk Er underrettet bleven, Hvert Land udi sit eget Sprog Kand læse disse Skrifter, At alle Mand kand vorde klog Om denne Sags Bedrifter. Der stod i Brevet, at en Mand Skal Over-Herre være, Og hver sit Huus med god Forstand Foruden Harm regiere; Og dette skal forkyndis grant For gamle Folk og unge, Udi det Maal dem er bekant, Og ey med fremmet Tunge. II. Kapitel Der Kongens Vrede stillet blef, Og Vasthi var afskaffet, Og for den Spot som hun bedref, Ret vel forskylt blef straffet; Da trinet Kongens Drenge frem, Og gjorde denne Tale: Hvis det er Kongen angenem, Da lader hand befale, At lede smucke Piger op Og deylige Jomfruer, Som er af velgestaltet Krop, SIDE: 62 At Kongen dem beskuer? Og Kongen lader sende Bud, Ved sin' Befalings-Mænder, Til alle sine Piger ud, Og alle Landsens Ender, At de forsamler, hvor de kand, Det skiønnest Fruentimmer, Hvis Deylighed at alle Mand Med Billighed berømmer; Og saa fremskickis hid i Rad Til Kongens Fruer-Stue, Som er i Susan Hovet-Stad, Det Skiønnist ud at skue; At Hege, Kongens Kammer-Svend, Forvarer dem a parte, Hand er betroet for andre Mænd Slig Qvinder at opvarte, Saa hand til deris Prydelser Ey lader noget fattis, Af alt det som fornøden er Og dyrebar kand skattis; Og hvilken Pige Kongen saa, For andre best behager, Da sættis hende Kronen paa, Og Vasthi Stats antager? Og dette Raad, som sluttet blef, Klang søt i Kongens Øre, Saa mand de Breve straxen skref, Den Sag i Verk at føre. I Susan var en Jøde-Mand, Som der i Staden bode, Og Mardocheus heder hand, Hvis Lycke meget grode; Den samme Mand var Jairs Søn Af Semei oprunden, Af Jemini og Kuses Kiøn, Som rigtig blef befunden. SIDE: 63 Hand var i Tallet en af dem Der fangne heden førtis, Da Folket af Jerusalem Til Babylon bortkiørtis, Da Kongen af Asyrien Tog Stadens Første bunden, Og førte Jechoniam hen, Som gaf sig selver vunden; Hand tog Hadasa smukt til sig, Hadasa det er Esther, Opfostred' hende tugtelig Iblant de fremmet Giæster, Hun var hans eget Blod og Kiød, Hans Faders Broder Daatter, Hun aad udaf hans eget Brød og drak udaf hans Potter; Der hendis Fader falt i fra Og hendis Moder døde, Hand som sin egen Daatter da Lod hende smukt opføde; Naturen prydet hendet smukt Med Skabning og med Farve, Saa fantis der og Dyd og Tugt, Det beste mand kand arve. Den Tid nu Kongens Bud og Bref Blef allesteds forkyndet, Og mange Piger samlet blef, Hvor med mand meget skyndet; Blant Hoben, som sig da befant I Susan Hovet-Staden, Blef Esther tagen der iblant Og indført udaf Gaden, At sættis i den Fruer-Sal Og vartis op af Hege, Som Qvinderne tilvenne skal At dantze, siunge, lege, Men Pigen under Heges haand, SIDE: 64 Blef meget vel begegnet, Hun var af en blufærdig Aand, Og derfor høyt optegnet, Thi hun særdelis Naade fant For Kammer-Svendens Øye, Som skyndet sig, alt hvad hand vant, At pryde hende nøye, Der manglet intet af alt det Til Smycke-Tøyet hørde, Og hvad som var galant og net, Hand hende smukt iførde; Hun fik den beste Deel deraf, Frem for de andre Dammer, Og derforuden hende gaf Syv Piger i sit Kammer, Som dagligen opvarte skal Med høflig Tugt og Sæder, Hun fik og i den Fruer-Sal De beste Rum og Stæder. Men Esther sig ey merke lod Hvad Folk og Slægt hun hafde, Og at hun var af Jøde-Blod, Hun det aldelis tavde, Thi Mardocheus hafde før Der om befalet hende, Hun ey, naar nogen derom spør, Det give skal tilkiende; Men Mardocheus gik hver Dag Paa Gaarden at spassere, At see hvor det med Esthers Sag Udfalde vilde meere, Den Gaard næst ved det Kammer laa, Hvor Pigerne var inde, Hand idelig der passet paa, For at udspørge Tiende? Hvorledis det med Esther gik, Og for at maatte vide Hvo der blant alle Piger fik SIDE: 65 Paa Vasthi Stoel at sidde. I Fruer-Stuen var det saa Befalet hver en Pige, At ingen sig fordriste maa Til Kongen ind at stige, Før Tolf samfulde Maaners Tid Med hende var omløbet, At hun hver Dag saa hvid som Krid I Myrre-Vand var døbet, Saa lang en Tid beskicket var I Renselsen at blive, At der forløb en Dag og Aar Med dette Verk at drive; Sex Maaneder var der tillat Med Myrre sig at bade, Og andre Sex at toe sig glat Og Olie paa sig tage, Foruden Urter, som der til Heel dyrebar beredis, Førend mand hende stæde vil For Kongen ind at ledis; Naar samme Piges Orden falt, At hun fik det at vide, At hun til Kongen blef udvalt At sove ved hans Side, Den Pige hun da peegte paa, Fik hun da lov at tage, Som skulle med i følge gaa Og siden sno tilbage; Thi naar hun kom for Kongens Dør Gik hun der ind alleene, Sin Reverentz for Kongen giør Og taler med ham eene; Om Aftenen hun der indgik, Om Morgenen tilbage, Hvor hun da strax Befaling fik En anden Kaas at tage Til anden Fruer-Stue bort, Hvor Saasgas Cammer-Herre, SIDE: 66 Udviiser da den Plads og Ort Hun siden bør at være; Thi Saasgas var det Huus betroed Med-Hustruer tilhørde, Hvor hand for dem oppasse loed Og Spise til dem førde; Og hvilken Pige, som en Nat Hos Kongen maatte sove, Da blef det hende ey tillat Sig atter did at vove, Hun kom ey meere til ham ind, Med mindre hand befalde, Og hand fik Lyst udi sit Sind At lade hende kalde. Den tid at Esthers Orden kom, Den Mardochei Pige, Og hun Befaling fik der om, For Kongen ind at stige, Da bad hun ey om den og den, Som hende skulle smycke, Men stiilet det til Hege hen Og efter hans Samtycke; Hun lod sin Sag til GUD henstaa, Hand hende gaf den Naade, At alle de som hende saae, De glædis overmaade; Asverus, som da Konge var, Lod Esther til sig kalde, I hans Regierings syvend' Aar, Da Tebeth monn' indfalde, Det er den Tiend' Maanets Tid, At hun i Kongens Kammer, Blef efter Ordre hentet did Og Seng hos ham annammer, Der Kongen den subtil Gestalt Med Øynene beskuer, Hun ham aldelis vel befalt SIDE: 67 For alle andre Fruer, Hand blef af Pigens Kierlighed Saa heftig overfaldet, At hun blef sat i Vasthi Sted Og Landsens Dronning kaldet; Hand satte hende Kronen paa, Den hun og burde have, Og lod til alle stor og smaa Uddeele Skienk og Gave. Der blef for Esthers skyld bereed Et herligt Tractemente, Og Kongen lod fra hver en Sted Sin' Folk og Førster hente, Som alle med ham aad og drak Og holde Glædskabs Dage, Og sagde Dronning Esther Tak, Som der til var Aarsage. Hans Majestet forskaffet at Hans Lande nød en Hvile, I det hand ey med Told og Skat Lod Folket over-ile. Den anden gang i Susan Stad, Da Piger blef leveret, I Porten Mardocheus sad, At see hvad der passeret; Der blef af Landet hid og did Jomfruer til indsanket, Men Esther al sin Lives Tid Blef Dronning u-paa-anket. Dog hafde hun ey hid indtil Sit Slægtskab aabenbaret, Thi Mardocheus det ey vil, Hun var der om advaret, Hvor vel hun Dronning var og blef, Hun dog altsammen giorde, Som Mardocheus foreskref, Og intet andet giorde, SIDE: 68 Hun lyde hannem meget ad, Og det i mange Maade, Ret ligesom den Tid hand sad Og over hende raade. Den Tid at Mardocheus nu I Kongens Port oppasset, Da kom to Knegte ont ihu Og sig med Synd belasset, Det Bigthan og det Theres var, De tvende Cammer-Svenne, Som vartet op der uden for, Hos Kongens Dør at tiene, Hvad det og var som dem fortrød, De slemme Skalke begge, Dem Fanden udi Hiertet skød Paa Kongen Haand at legge, Der det blef Mardocheo sagt, Hand lader strax kundgiøre Det Mord-Anslag og lønlig Agt For Dronning Esthers Øre, Men Dronningen til Kongen gaar, Og Sagen aabenbarer, Hans Førster strax Befaling faar, At de der om erfarer, Der mand det efterforsket grant Og lod udspørge Sagen, Befantes det at være sant, Saa kom det og for Dagen; Det Skalke-Pus blef eftertænkt, Som stiftet var af Fanden, De begge blef i Galgen hængt, Den eene med den anden. Mand lod den Handel Ord fra Ord I Krøniker indskrive, Til Frygt for dem, et Konge-Mord Optænke vil og drive. SIDE: 69 III. Kapitel En Stund derefter sig tildrog, Der Aman sig bemøyet, At Kongen ham til Ridder slog Og høyt hans Stoel ophøyet, Hans Fader den Medatha var Af Agagiters Stamme, Hand største Gunst hos Kongen faar Og Lycken var hans Amme; Asverus satte hannem op Langt over hver en Første, Hand steg til Ærens høyste Top, Saasom den allerstørste, Ja, saasom Kongens Anden Haand, At ingen mod ham knystet, Dog var hand en hoffærdig Aand Og Skalken sad i Brystet; Hand Kongen overtale lod, Og tiente som for Øye, At hvo som hannem kom imod De skulle Knæ nedbøye; Men Mardocheus vilde ned For Aman icke knæle, Det var mod hans Samvittighed Guds Ære bort at stiæle; Men Kongens Svenne spør ham ad, Som hos i Porten stode, Hvi giør du ey det Kongen bad, Det bliir dig ey til gode, Du seer jo vel vi bøyer Knæ, Hvi giør du ey det samme? Her skeer en Overtrædelse, Du burde dig at skamme; De holte mange Dage paa De bad ham høyt og sagte, SIDE: 70 Men der de det fornam og saae Hand ville det ey agte, At hvad de bad det slog hand af, Og vild' sit Sind ey vende, Da gik de hen og Aman gaf Den gandske Sag tilkiende: De giorde det at vilde see Om Manden blef bestandig, Om hand vel torde sig betee Saa dristig og saa mandig, Og om hans Ord kand staa ved Magt, At ingen skull' ham nøde, Thi hand for dennem hafde sagt At hand var fød en Jøde, Og Jøder udi Loven er Forbudet ned at knæle Og at tilbede Mennisker, Som ere Dødsens Trælle. Der Aman kunde det forstaa At Mardocheus icke, Som andre for ham knæle laa, Tog Galden ham at sticke, Hand blef forbittret, fnysent, vild, For denne Sags skyld eene, Der gnistret som en gloend' Ild Udaf hans Øyensteene; Hand Mardocheum dog ey vil Til Døden strax henføre, Men holte sig for god dertil Sin Haand paa ham at røre; Hand tænkte saa, hand icke skal Med ham alleene trætte, Men alt hans ganske Folk og Tal Med Tiden at udslætte. Thi der at Aman vist forstod, At Manden var en Jøde, Da svær hand paa sit Lif og Blod SIDE: 71 At legge Jøder øde, At der ey skaanes skal en Mand, Ey Daatter, Søn ey Qvinde, Saa mange som i Kongens Land Er af den Slægt at finde. I kong Asveri Tolfte Aar, Da Nisan Maanet skinnet, Som Aarets første Maanet var, Og Jordens Vext fremtrinnet, Da tog det slemme Creatuur, Som Satan eyed ganske, Sig stadig for at kaste Puur, Og det er Lod paa Danske, At naar hand saae hvor Loddet falt, Da kunde best eragte Hvad Dag at Skiæbnen har udvalt Det Jøde-Folk at slagte; Hand Dag fra Dag lod Loddet gaa, Alt Maanet efter Maanet, Da falt det Ader Maanet paa, Den Tid blef en forskaanet, Det er den Tolfte Maanets Tiid, Naar Aaret tar at helde, Da skulle denne syndig Striid For Alvor til at gielde. Men Aman med Besvatsighed Til Kongen gaar og siger: Et slag af Folk har sig udspred I dine Land og Riger, Som bruger ingen anden Lov End den de self paabyder, Og meener det er ey behov De Kongens Lov adlyder, Det du har sat til Dom og Ræt For Landsens Undersaatter, De det vurderer ganske slæt Og lidet der om vaatter, SIDE: 72 Det er din Majestet for nær At taale sligt af dennem, At de, som Undersaatter er, Skal gaa saa dørg igiennem: Behager Kongen, var det vel, Hand Breve lod udskrive, At slaa det stolte Pak ihiel, Og dem total aflive; Jeg vil ti tusind' Centener Af myntet Sølf levere Til dem paa Kongens Kammer er, Alt var det endda meere, Og veye det i deris Haand Der staar for Kongens Rente, Saa sant jeg er en ærlig Mand Og Kongens Gunst vil vente. Da tog Asverus sit Signet Og Ringen af sin Finger, Som hand med største Dignitet I Amans Hænder bringer, Og taler Aman venlig til, Om hvis hand har begieret: Det Sølf du mig tilbyde vil, Skal være dig foræret; Jeg giver dig og Folket med, Giør med dem som dig tyckes, At de for sin Ulydighed Kand under Fødder tryckes. Paa første Maanets trende Dag Blef Kongens Skriver fordret, Og de befattet al den Sag, Som Aman det beordret; Mand skref til Landsens Fogeder, Til Herrer, Førster, Grever, I Kongens Riger her og der, Og skicket dennem Brever, Mand giorde det med Hast og Iil, SIDE: 73 Og Brevene saa lav'de, At de var skreven med den Stiil Hver Landskab bruglig hafde, Med Kongens Ring blef hvert et Bref Beseiglet og tillacket, Asveri Navn mand underskref Reent, puurt og u-beklacket, Indholdet som i Brevet stod, Det Ord fra Ord saa lyde: Den store Kong Asverus lod Sin Helsen hver tilbyde, At Førster, Herrer hver i sær Tiltænkte skulle være, At aabenbare for enhver I Kongens Riger ere, De skulle samles som en Mand At giøre sig tilrede, Hver i sit Kald, hver i sin Stand Med dragne Sværd af Skeede, Paa tolfte Maanets trettend' Dag Mand Ader pleyer nævne, Da skal mand uden al Fordrag Paa Jøderne sig hævne, Og uden al Persons Forskiel Antaste hver en Jøde, Nedhugge, myrde, slaa ihiel, Indtil de leggis øde, At hvad som haver Lif og Aand, Mand ingenlunde skaaner, Men sable ned med væbnet Haand Mand, Drenge, Piger, Koner, Ey spare de graahærdet Haar, Ey dem i Vuggen ligger, Ey dem med Stav og Pose gaar, Omskiønt hand Livet tigger; I plyndre skal hvert Huus i sær Guld, Klæder, Maar og Sabel, SIDE: 74 Tin, Kaaber, Malm, og hvad der er Skal dømmis Confischabel. Og Brevene blef skicket ud Ved Løber og Laqveyer, Som reyste skyndig Kongens Bud Igjennem alfar Veyer; Mand slog og den Befalning op I Susan Hovet-Staden, Paa Kirke, Skole, Spiir og Top Og hvert et Huus paa Gaden; Imidlertid blef Susan Stad Ved dette Bud mistrøstig, Men Aman hos Asverum sad, De drak og vare Lystig. IV. Kapitel Der det for Mardocheo kom, Hvad nylig var tildraget, Og hand fornam hvad blodig Dom Om dennem var opslaget, Da løb hand midt i Staden ud I sønderrefne Palte, Med Sæk og Støv om Krop og Hud, Fælt' Taarer Vand og salte, Hand skreeg og hylet over sig, At Lyden lang Vey hørtis, Saa bleeg og gusten som et Liig, Hans Legem skalf og rørtis; Hand gik for Kongens Port at staa, SIDE: 75 Og gaf sig til at græde, Men ind ad Porten ingen maa Med Sæk paa Rygen træde; I hvor mand kom i hver en Bye, Og en den anden møder, Der hørtis Hylen, Graad og Gny Af alle stackels Jøder, Hvor Kongens Ordre blef oplæst I Stæder og paa Græntzer, Der frygtet baade Leeg og Præst De blodige Sententzer; De laa paa Gaden hid og did I Sæcke, Støv og Aske, Og tænkte hver en Times Tid Mand skulle dem forraske; Der kom ey Brød i manges Mund, Saa sorgefuld var somme, Men ventet hver en biend' Stund Paa Dødsens bittre Komme; De Qvinder og u-myndig Smaa Beængsted vare saare, At Jorden, hvor de Stakler laa, Var vaad af deris Taare. Men Esthers Kammer-Svenne gaar Til Dronningen, og siger: Din Fader staar her uden for Og jammerligen skriger; Men Esther blef ved dette Bud Bekymret nogle Dage, Hun skicket Klæder til ham ud Hand skulle paa sig tage: Befoel sin' Piger de den Sæk Af hannem skulle føre, Men hand forskød de Klæder væk, Og ville dem ey røre; Da blef den Hathach Kammer-Svend Af Dronningen indfordret, Som ellers var for andre Mænd, Af Kongen self beordret, SIDE: 76 Hos Dronningen at passe paa, Og hun lod ham befale Til Mardocheum hen at gaa, Og høre ret hans Tale; Af hvad Aarsage hand saa gik Med Sæk omkring sin Lænder? Og hvad ham dref til saadan Skik, At hand det runt bekiender? Samt at fornemme purt og plat, Om et saa vel som andet, Hvorledis det med ham er fat, Og andre Folk i Landet? Da maatte Hathach standend' bort, Til Manden sig forføye Paa Gaden ud for Kongens Port, Og spurde hannem nøye: Og Mardocheus hannem gaf Beretning om al Sagen, Hvor det med ham har løbet af, Hvor alting var tildragen: Hvorfor at Aman var saa gram Og fik saa skieft et Øye, Fordi hand icke ned for ham Med begge Knæ vild' bøye; Hvorledis Aman virket ud, Foruden al Forhaling, Om alle Jøders Lif og Hud En blodig Doms Befaling; Og hvor hand Kongen har tilsagt En Sum u-tallig Penge, At faa til Kongens Kammer bragt, All' Jøder at fortrænge, At hand ti tusind Centener Til Kongens Cass' vil veye, Paa det hand kand os en og hver Af Landet reent udfeye; Hand ogsaa Hathach en Copie SIDE: 77 Af Kongens Ordre flyde, I hvilken der var skreven i All' Jøder ud at rydde; At samme Kongens Ordre var I Susan Stad opslagen, At see hvad Aman har sig for Udi sit Hierte tagen; Hand bad hand vil Befalingen Til Esthers Haand indføre, At hun erfare kand af den, Hvad her er til at giøre? Og bede hende ind at gaa Til Kongen, og anmode Hand ville naadig tænke paa Sit Folkes Gavn og Gode, At hun sin egen Slægt og Folk Hos Kongen vil erindre, Og som en viis forstandig Tolk Den blodig Dom forhindre. Og Hathach kom for Esthers Bord, Med Fuld Beskeed tilbage, Og alle Mardochei Ord Lod hende foredrage; Men Esther sagde: skynd dig fort Mit Ærind' at forrette, Gak atter ud for Kongens Port, Siig Mardocheo dette: Enhver vel veed i Kongens Land, Som Kongens Brød vil æde, Saa fremt sig vover nogen Mand For Kongen frem at træde Der inden for den Borregaard, Og tør sig saa fordriste, Hans Dom den er saa streng og haard, At hand skal Livet miste, Det være sig hvad Stands Person Hand være vil og agtis, Da skal hand, uden al Pardon, Paa samme Time slagtis, SIDE: 78 Saa fremt at hand u-kaldet er, Da maa hand sig forskræcke, Med mindre Kongen vil i sær Guldspiret til ham ræcke; Og see, her fattis endnu paa, Vel tred've fulde Dage, Før jeg er kaldet ind at gaa, Ved Kongens Arm at tage, Hvorfor jeg ey fordrister mig, For Kongen ind at trine, Før den Termin har endet sig, Og Dagen frem kand skinne. Mand gik til Mardocheum hen Og Esthers Ord forkyndet, Men hand gaf Esther Svar igien, Og flux paa Budet skyndet; Gak strax, og dig paa Reysen gif, Og siig det frit til Esther: Tænk ey du redde skal dit Lif Frem for ald fremmet Giæster, Fordi du boer i Kongens Huus, Og sidder som en Ducke, Men naar vi taber Verdens Lys, Da skal din Hals og bucke; Omskiønt du ganske tier stil Og for dit Folk ey taler, GUD har dog Magt og Evne til, At hand sit Folk husvaler; See, tyckes dig, det er en Spot, Din Herkomst frem at sige, Fordi du nu paa Kongens Slot Til Ære høyt kand stige, Og derfor dig undsee der ved For fattig Folk at bede, GUD skal dog af en anden Sted En Redning dem berede, Og skaffe dem en Frelsermand, I hvor den og skal tages, Men du fra din ophøyet Stand SIDE: 79 Skal ganske nederslages; Din Faders Huus skal og med dig Nedkastis plat forloren, At Folk skal sige mellem sig: Det hafde vi forsvoren. Maa skee GUD har paa dette Slot Dig derfor ladet sætte, At du for Folk skal tale got Og hielpe dem til rætte. Men Esther gaf et saadant Svar Ved samme Post tilbage: Byd Mardocheum at hand lar All' Jøder for sig tage, Saa de til GUD indfalder brat Med trende Faste-Dage, At ingen hverken Dag og Nat En eenist Smule smager, Jeg og min Pige ligesaa, Skal holde samme Faste, Og siden ind til Kongen gaa, Min Sag paa GUD henkaste; Jeg efter disse Dage tre, Skal lade mig anmelde, Ja lade mig for Kongen see, Alt skal det Livet gielde; Og dræbis jeg saa dræbis jeg, Gud vist min Siæl annammer, Det er et eenist Hug og Streg, Som ende kand min Jammer. Saa gik da Mardocheus hen, Forrettet u-forhalet, Hvad ham af Esther Dronningen Ved Budet blef befalet. SIDE: 80 V. Kapitel Den tredie Dag sig Esther lod Iføre prægtig Klæder, Som det en Dronning vel anstod, Og ind i Gaarden træder Nest ved den store Herre-Sal, Hvor Kongen paa sin Throne, I perle-ziiret Dragt og Pral Sad med sin gylden Krone; Der Kongen Esther fik at see, Hand strax Guld-Spiret rakte, Hun rørte ved det yderste Af Spitsen ganske sagte, GUD gaf at hun den Naade fik, At Kongen lod befale, Hun ind ad Dørren til ham gik Og hannem fik i tale; Og Kongen spørger Esther ad, Siig hvad er din Begiere? Hvis du mit halve Rige bad, Jeg skal dig det forære; Er nogen Ting som skader dig, Jeg Bod derpaa skal raade, Jeg dig forsikrer visselig Du finde skal min Naade. Hun svaret: Herre, hvis det dig I Naade saa behager, Da kommer Kongen ind til mig Og Aman med sig tager, At samles til det Giæstebud, Som jeg i Dag bereder, Hand ey forsmaar sin Unge Brud, Jeg hannem gierne beder; Asverus Esther til Gefal, SIDE: 81 Lod Bud til Aman skicke, Siig Aman, hand sig skynde skal, Og det forsømme icke; Saa kom Asverus glad og fro, Og Aman med sig hafde, Til Giæstebudet begge to, Som Dronningen tillavde; Der Kongen sad i Vinen nu, Da lod hand sig forlyde: Siig Esther, hvad begierer du? Siig frem, du skalt det nyde, Jeg dig forvisser end som før, Var det mit halve Rige, At du derom Begiering giør, Jeg skal dig det tilsige. Hun sagde Kongen største Tak, Med Høflighed og Ære, Jeg vil i Dag ey med min Snak Hans Majestet besvære, I Morgen, hvis min Bøn formaar, Hos Kongen det at vinde, Hand ey mit Tractement forsmaar, Men lader sig indfinde, Og tager Aman atter med, Et Maaltid at samtycke, Hvis nu min Bøn kand finde Sted, Da bliver det min Lycke; Og er det Kongens Velbehag, Hand mig det vil tilstede, Da ville jeg i Morgen Dag En Bøn af hannem bede. Saa fultis Aman ganske glad Med Kongen ud fra Esther, Og skiltes den Dag Venner ad, Som tvende lystig Giæster, Hand gik ad Porten, og fornam Der Mardocheum sidde, At hand ey bøyet Knæ for ham, Det kunde hand ey lide; SIDE: 82 Den Jøde sad paa Benken ned, Og Fod og Haand ey rørte, Som det kom hannem intet ved Hvad Skilt at Aman førte, Men Aman slet optændis da, Dog tvinget hand sin Vrede, Hand gik til Huus og sagde fra, Hvad Gunst sig Esther teede. Hand sente Bud der næst omkring, Og sine Venner kaldet, Fortælte dennem alle Ting, Hvor Lycken ham har faldet; Hand skicket Bud, der hand kom hiem, Til Seres sin Hustrue, Opregnet saa for alle dem Sin Rigdom og Formue, Hand rosde sig og meget af Sin' mange voxne Sønner, Og megen Underretning gaf Hvor vel ham Kongen lønner: Hvor naadig Kongen ham ansaae, Og giorde ham den Ære, At alle Rigens Førster maa Ham underdanig være; At Kongen hannem mangen gang Indbød med sig at æde, Og ham tilfalder Gang og Rang Nest Kongens eget Sæde; Hand og fortalte dem dernest, At Dronningen alleene, Bød ham med Kongen ind til Giæst At æde med ham eene, Den smucke Dronning var saa god, Hun et Banquet berede, Og ingen anden Første lod, Foruden mig, indbede, Jeg og derhos den Ære nød, Hun mig til Tractemente I Morgen ind med Kongen bød, SIDE: 83 Og vil os begge vente. Men al den Gunst de mig beteer, Jeg dog er misfornøyet, Saalænge jeg den Jøde seer, Som mig den Spot tilføyet. Da svaret Hustru Seres saa, Tillige med hans Venner: Er her ey Raad at finde paa, Lad byde dine Svenner, At de forskaffer dig et Træ, Og lader det opsætte Saa høyt, at alle kand det see, Erindre dig kun dette; Og lad det midt i denne By Opreyses strax i Morgen, Halft hundret Alne op i Sky For hver Mand uforborgen, Du da til Kongen taler saa: Hand byder sine Drenge, De Mardocheum der oppaa Strax u-fortøvet henge, Saa følger du med Kongen glad Til Giæstebud ophøyet, Og sidde kand ved Esthers Fad I Morgen vel fornøyet. Det Raad behaget Aman vel, Hand nogle strax udkeyste, Som Træet baade snart og snel, I Luften høyt opreyste. SIDE: 84 VI. Kapitel Om Natten den Tid Kongen laa, Blef Søvnen ham borttagen, Hans Øyen kund' en Blund ey faa, Men længtis efter Dagen; Hand bød at hente Krøniker, Som for ham læst er bleven, I det mand læste fantis der Den Action indskreven, Hvor der af Mardocheus blef I Kongens Port opdaget Det Pus de tvende Skalke dref, Som vilde Kongen slaget, Hvor Bigthan, Theres begge to, Som vare Kammer-Svenne, Befantes Kongen heel u-tro, Den Tid de stod at tiene For Kongens Dør at holde Vagt, Som dog var ingen Byrde, Da hafde de det overlagt De ville Kongen myrde. Men Kongen spør: hvad Herlighed, Hvad Lof, hvad Gunst, hvad Ære Er Mardocheo derfor skeed, Som os saa tro vil være? De Kongens Drenge paa det Slot, Heel velbetænkte svaret: Den Mand er intet noget got Af nogen vederfaret; Men Kongen, som i Sengen sad, Med hast betænkt er vorden, Hand spurde sine Drenge ad, Hvem er der udi Gaarden? Og Aman stod den samme Tid I Gaarden der tilstede, SIDE: 85 Hand var derfore kommen did Hand Kongen vilde bede: At hand vild' giøre den Anstalt Ved nogle sine Drenge, De Mardocheum med Gevalt Paa Træet lader henge. De Drenge svaret: Aman er Her uden for ved Huuset, Da sagde Kongen, lad ham her Indkomme strax for Lyset, Da talet Kongen Aman til, Og gaf sig til at spøre: Den Mand som Kongen ære vil, Hvad skal mand hannem giøre? Men Aman tænkte visselig, At Kongen hannem meente, At Kongen ingen uden sig, Saa stor en Gunst forleente? Hvor, frem for mig, er nogen Mand, Som Kongen under bedre? Hand ingen med en høyer Stand, End mig, har ladet hædre; Da svaret Aman: hvilken Mand, Som Kongen høyt vil ære, Hand skal iføres Dragt og Stand, Som Konger pleyer bære; Den Hest, som Kongen rider paa, Tilhører ham med rætte, Og Kongens Krone ligesaa Paa Hovedet ham sætte; Og saadan Dragt og saadan Bram, Med andet saadan meere, Skal en af Kongens Førster ham Med Reverentz levere; Mand sætter hannem Kronen paa, Og Hesten for ham træcker, Og Førsten skal for hannem gaa SIDE: 86 Saa langt som Staden ræcker; Ham og geleide fort og fort Om alle Stadens Hiørner, Og raaber saa for hver en Port, Hvor Hesten staar og tørner, At Førsten ey undseer sig ved, Men raaber u-besværet: Her er den Mand som er anseet Og høyt af Kongen æret. Da sagde Kongen: skynd dig fort, Tag Kongens Hest og Klæder, Tag Smycker, som dertil er giort, Tag Krone, Ring og Kæder, At du fuldkommer al den Pragt Med Mardocheo Jøde, Paa den Maaneer du self har sagt, For alle dem dig møde: Gak straxen hen til Kongens Port, Der Mardocheus sidder, At hand den Hest paasættis fort, Den Kongen selver rider, Lad intet fattes af alt det, Som nu din Mund har talet, At hannem skeer den Skiel og Ret, Som Kongen har befalet. Og Aman gik, tog Hesten fat, Og Kongelige Klæder, Og Jøden blef paa Hesten sat Omført paa Stadens Stræder, Men Aman gik for Hesten frem, Og maatte Bidslet føre, Det var ham intet angenem, Dog maatte hand det giøre. Hand raabte med en klingend' Røst: Saa skal den Mand be-æris, Til hvilken Kongen haver Lyst, Og Lycken ham tilbæris. Og Mardocheus kom igien For Kongens Port at træde, SIDE: 87 Men Aman strax sig packet hen Hiem til sit Huus og Sæde; Hand gik med Hoved ganske skiult Og sørgende Gebærder, Fortælde Seres u-fordult Hvad her nu var paa-færde; Hand kaldet sine Venner ind Den eene med den anden, Og med et u-fornøyet Sind Berettet al Tilstanden, Hans viise Mænd og Hustro med De sagde saa: og sucket, Er denne Mand, af Jøde-Sæd, For hvilken du har bucket, Du da vel med det første faar Ugierne self fornemme, At du mod hannem ey formaar, Men rager fast i Klemme; Vi lader dig og vide det, Hvor vel du høyt nu sidder, At du for ham skal falde slet, Forinden stacket Tider; Vel haver Lycken med sin Kram Dig ladet trafiqvere, Men er dit Fald begynt ved ham, Da skalt du falde meere. I det de stod og talet saa, Kom Kongens Kammer-Svenner, Og skynte meget hastig paa, At Aman fra sin' Venner Til Giæstebudet skulde hen, Thi Kongen hannem ventet, De tør ey komme did igien Før Aman er indhentet. SIDE: 88 VII. Kapitel Asverus kom til Esthers Huus, Mand skiencket om med Kanden, Saa Kongen fik et lidet Ruus, Formedelst en og anden. Hand klappet Esther ved sin Kind, Og sagde: hierte kiære, Du har i Dag os budet ind, Hvad skal mand dig forære? Hvad er din Bøn, gif mig et Svar? Du Qvinders Soel og Stierne, Den halve Part af hvis jeg har, Jeg med dig deeler gierne. Hun svaret meget sorgefuld, En Bøn vil jeg begiære, Det gielder hverken Sølf ey Guld, Ey heller Verdens Ære, Men at min Konge byde vil, At jeg mit Lif ey mister, Og at det Folk mig hører til, Den bittre Død ey frister; Thi jeg og al min Slægt er solt Til Død og Dødsens Vaande, Og her er Sølf og Penge talt For voris Lif og Aande; Her given er en Skiølning ud Paa mig og mine Frænder, At selge voris Lif og Hud I deris Morder Hænder, At ingen os forskaane skal, Men myrde, skiænde, brænde, Og slagte ned i hobe-tal Før Aaret gaar til Ende; SIDE: 89 Men hvis vi vare solte til At være dine Trælle, Da vild' jeg ganske tie stil Og mig der om ey qvæle; Og om vi skal udryddes slæt, Hvad kand det Kongen bade, Kand Fienden da ved sligt Opsæt Erstatte dig den Skade? Asverus blef her ved u-glad, Og undret sig der over, Hand spurde Dronning Esther ad, Hvem er den saadant vover? Hvo er den Mand som saadant giør? Og saadant Ont optænker? At hand imod vor Dronning tør Opfinde Skalke-Rænker? Men Esther svaret ham igien: O Konge! naadig Herre, Den onde Mand og den U-ven, Er Aman ret disværre! Og Aman, der det Ord udgik, Blef ganske slet forfærdet, Hand sluttet vel at hans Practik Var faldet ud om Giærdet. Men Kongen op fra Bordet stod, Fortørnet fuld af Vrede, Thi Vinen, som hand før indlod, Gaf Aarsag til en Heede, Hand strax op fra sit Giæstebud, Og sig fra Vinen snode, Gik lige hen til Haven ud, Der Græs og Urter grode. Imidlertid stod Aman op, Bad Dronningen om Naade, Hand saae vel, den fortvilet Krop, At hand var sted i Vaade, Hand saae vel hannem var bered SIDE: 90 Af Kongen en Ulycke, At stødis fra sin Stoel her ned Og bryde Hals i stycke. Asverus gaar af Haven ind, Og træder til sit Sæde, Hand kunde fra sit vrede Sind Dog ingenlunde træde; Der hand fornam at Aman laa Tvert over Benkens Ende Den Dronning Esther sad oppaa, Og vred sig om og vende, Da fattet Kongen vredelig Sig der af en Aarsage, Vil hand i Huuset her hos mig Med Vold min Dronning tage? Tør og den u-forskammet Hund I min Presentz sig øve; Men der det gik af Kongens Mund, Da var ey Tid at tøve; Mand vel forstod der det blef talt Hvad derpaa saadant fulte: Thi tog mand Aman med Gevalt, Og ham af Veyen skiulte. Harbona en af Svennene Til Kongen gaar og siger: Hos Amans Gaard der staar et Træ, Som høyt i Luften stiger, Det er to sneese Alne lang Og endda noget meere, Opreyset nest ved hver Mands Gang, Som der forbi passere; Det var af Aman saa betænkt, At Mardocheus Jøde, Paa samme Træ skull' bleven hængt, Og føris til de Døde; Hvor vel at Manden saadan Spot Aldelis ey fortiener, Men taler altid meget got SIDE: 92 For Kongen og hans Venner. Da sagde Kongen: binder ham, Og tøver icke længe, Og lader ham med Spot og Skam I samme Træ ophænge. Saa blef hand hængt og maatte saa Til samme Bielke grine, Som hand til andre lod opslaa, Til Spot for sig og sine. Der det var giort, blef Vreden stilt, Og hver Mand det behagde, Og saa blef Kong Asverus skilt Fra det, som hannem plagde. VIII. Kapitel Paa samme Dag der Aman falt, Blef Esther undt den Naade, At hun af Kongen blef udvalt For Amans Huus at raade, Hans Jordegods og andre Ting, Som fantes i hans Være, Blef lagt til Esthers Lif-Geding, At skulle det regiære; Og Mardocheus kaldes ind, At staa for Kongens Øye, Hand tacket Gud med Siæl og Sind, Som hialp af forrig Møye; Og Esther hafde givet det For Kongen før tilkiende, At hand var hendis Slægt og Æt SIDE: 93 Og sammenbaarne Frende; Saa tog Asverus Ringen af, Som sad oppaa hans Finger, Og Mardocheo hannem gaf, At hand den paa sig stinger; Det var den samme Finger-Ring Hand Aman lod levere, Da Kongelig Sigil omkring Skull' Amans Verk staffere; Og Esther Dronning var saa god Imod sin gamle Frende, At hand blef Amans Huus betrod At have under Hænde. Men Dronningen ydmyget sig For Kongen ydermeere, Hun græd og bad saa hiertelig, Hand vilde commandere: At Amans Agagithers Raad, Mod hendis Folk opspunden, Det hand saa længe har attraad, Nu blive maa forsvunden; Hun laa nedkast for Kongens Fod, Og lod ey af at bede, Indtil hand Spiiret ræcke lod, Og hende Gunst beteede; Da stod hun op og sagde saa: Hvis Kongen mig behager, At jeg den Naade nyde maa, At hand min Bøn antager? Da lader hand Befaling ud Til alle Lande skrive, At Amans forrig Bref og Bud Tilbage kaldet blive, Som hand tilforen har udsendt, At mand skal sønderknuse, Og lade blive skiendt og brændt All' Jøders Folk og Huuse; Hvorledis kand jeg see derpaa, SIDE: 94 Jeg som er self en Jøde, At alle Jøder skal forgaa Og ganske leggis øde, Hvor kunde min Samvittighed Det lide eller taale, At al min slægt skal dræbis ned Og dricke Dødsens Skaale. Da svaret Kongen strax der paa, Hør Esther hør min Tale, Du Mardocheus ligesaa, Hør hvad jeg vil befale: Dig Dronning Esther har jeg skienkt All' Amans Gods at raade, Og Aman self er vorden hengt, Og ført i stor U-naade, Og det formedelst hans Anslag Og sammenspunden Rænke, Hvorfor hand fandt den onde Dag Før hand det kunde tænke; Nu gives eder frit Forlov I Kongens Navn at skrive, Hvad eder finnes best behov Indført at lade blive, Beseigler det med Kongens Ring, Og lader det omskicke Til alle Lande rundt omkring, Forsømmer I det icke; Thi hvilket Bref som reent og smukt I Kongens Navn er skreven, Og er med hans Signet tillukt, Bliir ey tilbage dreven. Der Sivan trede Maanet fik Sin tre til tyve Dage, Og sidste hans Qvarteer udgik, Da lod mand sig behage, At hver den Mand, som sig forstod En Pen og Blek at bruge, SIDE: 95 Mand dennem alle samle lod I samme Maanets Uge, Mand Kongens Skriver' kalder dem, De lod i Pennen fatte Hvad Mardocheus bragte frem, Og det i Brevet satte, Og uden det som hand befoel, Mand intet torde tegne, Thi Mardochei Stat og Stoel Da spurtis allevegne. Saa skicket mand de Breve fort Til Jøder og til andre, Til hver en Plads til hver en Ort, Hvor Veye falt at vandre, Til hver en Byes Magistrat, Til Førster og til Grever, Til Fogeder, som staa parat, Og Ordres efterlever; Til meer end hundred Land og Leen, Hen over Mark og Planer, Til Blaamand og til Morer hen, Til sortist Indianer; Til Jøderne mand Breve skref Med Jødernis Bogstaver, Og andre Folk tilskrevet blef Det Tungemaal de haver. Mand Skriften saa forfatte lod, At hvert et Land og Rige, Sin Konges Ville vel forstod Og hvad hand vilde sige. Saa blef hver Skrift og Document, Mand den Tid lod bestille, I Kong Asveri Navn udsent Med Kongelig Sigille; Mand lavet Post og Vedsker til Og Drenger uden Ende, Og saadan Folk som gierne vil Med Jehu Nimsi rende; Mand skaffet dennem Muler og, SIDE: 96 Som fødde var af Hopper, Og raske Heste hvilke nok Kand følge sine Tropper; Mand Brevene ved Posten bant, Og sagde: vær ey seene, De svarde: vi var aldrig vant Paa Vey at tælle Steene. De Breve var af det Indhold, Og Punct fra Punct saa lyde: Asverus, som har Magt og Vold Alt hvad hand vil at byde, Hand giver eder at forstaa, I Folk som ere Jøder, I frilig aabenbare maa For alle dem I møder, Og hvo der eders Lif og Blod Uskyldig efterstræber, Dem skal I bruge Magt imod, Som Loven det udkræver, Om nogen paa den trettend' Dag Udi den tolfte Maanet, Anfanger med et ont Anslag Mod eder u-forskaanet, Da gives eder frit Forlov Al Overvold at hævne, At plyndre Huus at giøre Rov Af deris Gods og Evne; Er nogen med slig Had opfylt, Hand Spyd mod eder løfter, Og I det icke har forskylt, Seer til I hannem drøfter, Ja dræber slaar og stinger frit Dem eder slaar og stinger, At hver kand bringes på det Spit Hand andre ville bringe. Saa reed da Posten med en Iil Hen over Bierg og Backe, SIDE: 97 De Muler sprunge som en Piil Og spende Fod paa Nacke, Der ingen ville sidste Mand Da være blant de Drenge, Thi det er Folk som har Forstand En Hest at kunde sprenge. Befalingen blef og oplæst I Susan Hovet-Staden, For hver Indvaaner, Træl og Giæst, Som vrimler om paa Gaden; Og Mardocheus Jøde gik Fra Kongen, og fremtriner I Kongelig Habit og Skik, Hans Pragt som Lyset skinner, I blaat og hvit og Purpur-Dragt Hand ud paa Gaden træder, Hans Skuldre med en Kaabe tagt Af dyre Sindon Klæder, Guld-kronen paa hans Hovet stod, Omsat med Deamanter, Som deylig sig tilsyne lod Med Skin om alle Kanter. Der var i ganske Susan Stad Stor Fryd og Lyst forhaande, Saa mange Munden røre gad Og haver Lif og Aande, Særdelis i de Jøders Huus Sig alle Folk der glæder, Thi hand var deris Soel og Lys I Lefnet, Lif og Sæder. Hvor Kongelig Befalning kom I Stæder, Land og Byer, Det var for Folket ligesom Et Soelskin efter Skyer; Hvor før blef hørt et Jammers Lyd, Saa Folket falt i Svime, Nu hørtis idel Giæstebud Med Sang og Spil hver Time; Saa der blef mangen kiek Person SIDE: 98 For denne skyld omvendte Til Jødernes Religion Og deris GUD bekiente. Der kom formedelst Jøders skyld, I mange fremmet Siæle, En Redsel, Skræk og Hierte-Byld, Som ville dennem qvæle. IX. Kapitel Paa Tolfte Maanets Trettend' Dag, Da Jødernes U-venner, Vild' have giort et Nederlag Paa Qvinder, Mænd og Svenner; Ret lige paa den samme Tid Sig Bladet hastig snode, Den Dag før som bestemt til Striid, Blef vendet dem til gode; Den Dag der mange stod bereed Til Jødernes Ulycke, Og dennem under Fødder ned Vil have tænkt at trycke, Paa samme Dag kom Bud og Ord Med Post og ridend' Knegte, At Jøderne for Vold og Mord, Sig maatte frit forfægte; Den samme Dag der var anvent Af Jøden Blod at sue, Den samme Dag stod Jøden spent Og lagde Piil paa Bue; Der andre tænkte Kongens Dom Var Hiemmels-Mand til visse, Da falt Ulycken tung og grum SIDE: 99 Paa deris egen Isse; Thi Jøderne berede stod, Det beste som de kunde, At tappe deris røde Blod, Som dennem Ont vil unde; Hvor over at det kom saa viit, Dem ingen røre torde, De saae det blef en slet Profit, Om nogen saadant giorde, Og ingen kunde mod dem staa, Men maatte fra dem vige, Thi deris Frygt var falden paa Det heele Kongerige: At Øverster og Ombuds-Mænd, Og Førster og de Store Ophøyet mangen Jøde-Svend I Landet hvor de fore, Og unte dem Forleeninger Paa Mardochei Vegne, Thi Mardochei Navn i sær Lod mange høyt antegne; Og Mandens Rygte var udspred For mange Folkes Øre, At hand den største Myndighed Nest Kongen kunde føre; Saa mange sig beflittet paa Hans Gunst at kunde vinde, Og hans U-venner sig undsaae Practic mod ham at spinde. Saa samlet alle Jøder sig, Tog fat paa Sværd og Klinge, O slog ihiel dem som med Svig Har vildet dem ombringe; Og giorde Fienden samme Skiel De tænkte dem at giøre, Thi deris Blod mand kunde vel Paa deris Hovet føre. I Susan det for Alvor galt SIDE: 100 Med dem der tog at krige, Ved Jøders Vaaben nederfalt Fem Hundret Mænd tillige; Og Amans Sønner blef ey fri, Som før bar Ære-Krantzen, Mand slog ihiel dem alle Ti, De maatte med i Dantzen: Først slog mand Parsandatha ned, Og Dalphon blef ey skaanet, Aspatha gik i Løbet med, Horatha siden daanet, Adalia til Jorden falt, Og Aridatha døde, Parmasta blef med Stricke qvalt, Saa lagde mand dem øde, Arisai hand bød god Nat Og Aridai siden, Saa tog mand Vaiesatha fat, Dog hand var ganske liden. Her seer du hvor det Aman gaar Med alle sine Sønner, Som Jødernes Modstander var, Thi GUD enhver belønner. Men Jøderne ey rørde ved Ey mindste Traad og Tave Af deris Gods der fulde ned De ville det ey have. Saa blef der et Register giort Paa de formyrde Mænder, Og deris Navn der døde bort, Og flyd i Kongens Hænder; Og Kongen paa sin Throne sad, Og saa til Esther sagde: Fem Hundret Mænd i Susan Stad Er bleven ødelagde, Foruden Amans Sønner Ti, De stolte Mænd og kiæcke, SIDE: 101 De gik ey heller Ram forbi, Men Halsen maatte ræcke; Er her i Staden falden ned Saa mangen blodig Pande, Hvad meenst du da maa være skeed I Kongens andre Lande? See, det er efter din Begiær, Er her nu noget andet, Som ligger dig om Hiertet nær, Og giøris kand i Landet? Da siig det frem, hvad beder du? Jeg svær det ved min Ære, Jeg skal i denne Time nu Fuldkomme din Begiære; Da svaret Esther: kand det skee, Og Kongen det behager? Da giør Anstalt, at Jøderne I Morgen tilig tager Hver Amans Sønners døde Krop, Og dennem alle lader I Galgen samtlig hidsis op I Selskab med sin Fader. Og Kongen sagde: hvad du vilt, Jeg gierne det bekræfter, Det blef altsammen strax bestilt Den anden Dag der efter; De Jøder tog, som Esther bad, De nedersablet Drenge, Og hængte dennem der i Rad For Veyr og Vind at slenge. Paa tolfte Maanets fiortend' Dag, Før Soel til Hvile render, Blef atter skeed et Nederlag Paa trende hundret Mænder; Dog er de Jøder det en Roos, De ville sig vel hævne, Men plyndret ey de Dødes Gods Ey Midler eller Ævne. Af andre Riger hafde mand SIDE: 102 De visse Bud og Tiender, At Jøder giorte skarp Modstand Mod alle deris Fiender; Saa vit Kundskab var løben ind, Da var de alle rede, Ved fem og syv-ti tusend Kind Forblegnet i den Vrede; Men Gods og Midler end som før, De ville det ey røre, Hvad lukt er inden Laas og Dør, Skal Arvingen tilhøre. Der dette store Slag var skeed, Fik Jøde-Mand og Svenner, I deris Stæder Rolighed, For alle sin' U-venner. Den trettend' Dag stod dette Slag, Den fiortend' fik de Hvile, Da kom de sammen med Behag, Til Giæstebud at iile. Men Susans Jøder fik ey Tid Den Dag i Fryd at bruge, Det var den Dag de stod i Strid, Og Sværdet tog at sluge; Den trettend' og den fiortend' med, Var begge Stridens Dage, Thi blef den femtende bered Til Frydens-Dag at tage; Den Skik blef holt og tagen ved Et Aar alt efter andet, At Jøder som i Rolighed, Har Vaaning ud paa Landet, Særdelis i hver ringe By Og i de smaa Kiøbstæder, At de hver Aarlig Aar paa ny Et Giæstebud bereder Den fiortend' Dag i Fred og Fryd Og Mad og Viin tillaver, Med Lyst og Leeg, med Spil og Lyd, Og hvis GUD givet haver, SIDE: 103 Og byder ind med sig til Giæst Naboer, Slægt og Frender, Og fattig Folk, som boer der næst, At mand dem noget sender. Og Mardocheus lod en Bog Om dette Verk forfatte, Hvorledis alting sig tildrog, Samt og derhos indsatte Den Viis og Skik mand Aar fra Aar U-brødelig skal holde, Saa længe Land og Stæder staar Beskandset om med Volde, At paa den fiortend' Aders Dag Og femtende tillige, Skal alle Jøder denne Sag For Folk og Slægter sige, Og Efterkommer vide kand, Hvorledis GUD udfride Sit Folk ifra den Morder-Mand, Som agtet dem at slide, At det den Dag og Maanet var, Paa hvilken GUD lod vende Sit Folkis Graad og tunge Kaar Til en lyksalig Ende; At HErren al U-roelighed Af Landet lod forjage, Saa de for Krig beholte Fred, For Sorrig gode Dage. Saa skal da Folket glad og fro Erindre sig alt dette, Og forberørte Dage to Til Frydens-Fest indrette, Paa hvilken Tid mand Fryd og Spil I Giæstebud tillaver, Og en den anden byder til Sin Gaver og Giengaver; Og Fattige, som intet har Foruden tomme Vegge, At mand for Guds skyld noget lar SIDE: 104 Til deris Tarf anlegge. Saa blef de Breve skicket bort Til alles Gavn og Gode, Saa vel til langt fra liggend Ort, Som dem der nær hos boede. Der alle Jøder det forstod Af Mardochei Breve, Hvad hand der i befale lod, De strax foreenet bleve, At giøre det hand dennem bød Om disse tvende Dage, Og hvilken Jøde det forskød Ham skulle mand anklage; Fordi hand hafde denne Sag Ret punctuel forklaret, Og Amans onde Hiertelag I Brevet Aabenbaret, Hvorledis den spisfindig Krop, Og Jøders arge Fiende, Et Blode-Bad har spundet op Mod hver en Mand og Qvinde: Hvorledis hand i Lod og Puur, For deris skyld lod kaste, Og løbet som en Ræv paa Luur, Der Lammet vil antaste, At hand et skalcke Pus og Nik I Kongens Øre blæste, Men Esther ind til Kongen gik Og talet Landsens Beste; Saa det blef Aman self til Meen Hand andre lod angive, Det galt hans eget Halse-Been Der alting gik i Knibe, Thi hand blef med en Stricke qvalt Og maatte Galgen pryde, Hans Sønner maatte med Gevalt Den samme Skiæbne nyde; SIDE: 105 At hand uddrak den Kalk til Bund, Hand i for andre skiænkte, Thi ham paafalt den onde Stund, Langt før end hand det tænkte. Saa blef det Bul og Bref oplæst Om disse tvende Dage, Og de blef kaldet Purims-Fest, Dem skulle mand medtage; Det Purim, er paa Danske, Lod, Pluraliter at nævne, Thi Folket har sit Ønske naad, Og fik sig redlig hævne. Og hvad i denne Sag er skeed, Det har de self erfaret, Og med naturlig Øyne seet Alt det her er forklaret; Og Jøderne de svor en Eed, Hvorpaa mand frit maa bygge, For dennem self og deris Sæd, At ingen skal det rygge, At alle de som den Profess Og Jøde-Slægt antager, De bruge skal den Lovs-Gemess Sin ganske Lives Dage, Og Efterkommer hver og een, Skal tilforpligtet være, At holde baade puur og reen Den samme Fest med Ære; Og skulle mod Forhaabning skee, Og nogle sig aarsager, Da skal mand hannem frit ansee Saasom en Ertz-Bedrager; Saa disse tvende Dage skal Ævindelig ey glemmis, Saa længe Folk og Slægters Tal Hos Jøderne forfremmis; SIDE: 106 Det blive skal en Aarlig Fest Og Purims visse Dage, For Borger, Bønder, Klerk og Præst, Som ingen maa forsage. Og Dronning Esther atter skref Den anden gang det samme, Til at stadfæste Purims-Bref, Som alle skal annamme; Og Mardocheus med sin Haand Lod Skriften undertegne, Saasom et u-opløselig Baand Paa sin og Landsens Vegne, At hver der noget kand og veed, Og vel forstaar Bogstaver, Hand paa sin Siæl og Salighed Det u-forandret haver, Ey legge til ey tage fra, Men i den Ess at blive, Som Mardocheus Jøde da Og Esther lod beskrive; Og Folket svaret Ja der til, Hvad Dronningen paabyder, Saa sandt dem HErren hielpe vil, De gierne det adlyder: Og giøre hvad dem er befalt Paa de bestemte Tide, Saa længe Folket over alt Sit Huus i Roe besidder. Og Esther Eed og Løfte tog Af alle svorne Mænder, Som blef indført i Purims-Bog Og Jødernes Calender. SIDE: 107 X. Kapitel Asverus siden Aarlig Aar En Skat paa Landet lagde, Saasom enhvers Formue var Og deris Stand tilsagde; Den Skat gik over alle Land, Saa vel hos dem der boede Ved Øer og den vilde Strand, Som hos de rige Flode. Hvad om Asverus vider' er, I Stycke-viis at melde, Anlangende hans Gierninger, Hans Magt og store Vælde, Som sig i hans Regierings Tid I Landet har tildraget, Og hvor hand baade hid og did Har store Land indtaget; Hvad Mardocheus og paaslog, Hvor hand er mægtig bleven, Det er i Persers Kongers Bog Og Meders Krønik skreven. Thi der Asverus bød god Nat Og ud af Verden viget, Blef Mardochei Stoel opsat Nest efter ham i Riget: Saa hand opsteeg til Konge-Navn, Og GUD det saa beskiærte, At hand sit Folk til Største Gavn, I Persien regiærte; Hand blef en mægtig stor Monark, Af alle vel antaget, En kiek Soldat i Felt og Mark, Hvis Mod var u-forsaget. Hans Brødre, Folk og ganske Slegt Ham elsket mangelunde, SIDE: 108 Beviste ham al den Respect, Som Undersaatter kunde; Hand og igien anstilte sig I mindste Verk og meste, Som den der var omhyggelig For Landsens Gavn og Beste: Saae meere til Almuens Tarf End som sit eget Gode Saa det var ham den høyste Arf At Landet kom paa Fode. SIDE: 109 JUDITHS BOG I. Kapitel I fordum Tid var Arphaxat En stor Monark i Meden, Hand underlagde moxen plat Sig heele Østerleden, Ved væbnet Haand og Herre-Skiold, Det ham saa vel gelingte, At under sin Gevalt og Vold Hand mange Lande tvingte. Ebatana hand bygge lod, En Stad heel stor at skue, Hvis Taarne op i Skyen stod, Forgylte som en Lue; Hver Spiir opreyste smukt sin top, Som ranke Ceder-Greene, Den heele Stad blef muret op Af idel hugne Steene; De Murer rundt om Staden gaar, Afpasset net og nøye, Hver tred've Alen tycke var Og syv-ti Alen høye; Men alle Taarne i den Bye Var tyve Alen tycke, Og hundret Alne høyt i Sky, Det var et Mesterstycke; Og alle Porte bygde var Saa høye saasom Taarne, Paa hvilke Stadens Vaaben staar I Snedker-Verk udskaarne. SIDE: 110 Der Staden var grundfæst og lagt Med Mure og med Spiire, Da stolet Kongen paa sin Magt Og ingen vilde fiire. Men see, Nabogodonosor, En Helt for alle Helte, Hand altid u-forfærdig var At spende Sværd ved Belte; Assyrien det var hans Land Og Ninive hans Sæde, Hand strax udrustet Hest og Mand I Marken ud at træde; Hand saae vel hvad i Giærde var, Thi lod hand Bud udsende, I sin Regierings tolfte Aar, Til alle dem ham kiende: Det Folk som hos det store Vand, Og hos Euphratem boede, Og hvor den snelde Tigris rand Og sig i bugter snode, Og de som hos Hydaspes sad, Hand lod dem alle vide, De skulle samtlig følges ad Og hielpe ham at stride; Paa Nagans Mark med Mande-Magt, Blef Sværd af Balgen dragen, Men Arphaxat blef nederlagt Og paa Valdstædet slagen; Den Nagans Mark i Fordum Tid Kong Arioch tilhørde, Som i Elassar Land med flid Sit Spiir og Scepter førde; Den gamle Mark blef farvet rød Af deris Blod der døde, Og der laa Been og Kroppe strød De vilde Dyr til Føde. Der dette blodig Slag var holt, SIDE: 111 Blef den Assyrisk Herre, Udi sit Hierte stor og stolt, Som ofte skeer, disværre; Hand sente straxen Ordre ud Til alle Folk og Lande, De skulle, naar de fik hans Bud, Ham villig gaa til Haande; Saa ginge hans Legater hen Til alle Verdens Ender, Til Folket i Cilicien, Som ud mod Havet vender, Til Carmel og til Kedar By, Damascon og til fleere, Til alle dem som under Sky Paa Libanon logere: De Kongens Bud og meldet an I Galilea Græntzer, Og paa Esdreloms store Plan, Og deris Residentzer; Samaria med alle dem Paa Jordans Vestre Side, Og alt indtil Jerusalem, Fik Kongens Bud at vide; Hand sente Bud til alle Mand I Gesem boer og bygger, Og de som udi Mohren-Land Boer ved de Bierge-Rygger; At alle disse hvor de var, I Byer og paa Bierge, I faste Land og uden for, De skulle Kongen sværge. Men ingen, hvor de komme frem, Vil disse Bud annamme, De strax tilbageskicket dem Med Spot og megen Skamme. Da blef den stolte Konge grum, Ret som hand vilde rævne, Hand svor, før Aaret løber om, Da skulle hand det hævne, SIDE: 112 Hand svor det ved sin høyest Eed, Og ved sin Stoel og Throne, Hand skull' dem alle sable ned, Og ey en Hund forskaane. II. Kapitel I hans Regierings trettend' Aar Da to til tyve Dage Af første Maanet løben var, Lod Kongen foretage, At samle sin geheime Raad Og hver en Rigens Første, Og de som ved hans Taffel aad, Sin' Høvits-Mænd og Største, Hand kaldet dennem paa sit Slot, Og lod sin Meening melde, At alt det Folk ham giorde Spot, Skal Hævn og Straf undgielde, Hand vil at de med eget Blod Betale skal sin Brøde, Og hævne deris Overmod For Fødde og U-fødde; Hand foreholt dem hemmelig, At det var al hans Tanke, At faa de Lande under sig Og dem tilhobe sanke; At hand sit Rigets Grændser saa Kand her og der udbrede, Og alle de ham vil modstaa, At falde for hans Vrede. Da svaret alle med en Mund, Det Raad os vel behager, SIDE: 113 Og ønsker det var denne Stund Mand Krigen foretager. Men Kongen strax ud paa sin Sal Lod Holofernes kalde, Sin Øverst og sin General, Og hannem saa befalde: Sank Folk tilsammen hvor du kand Og Rytter paa sin' Hester, Drag ud at stride mod de Land, Som ligger udi Vester, Drag ud at tvinge dem i sær Min' Sendebud forhaanet, Og hvis de end gienstridig er, Lad dem ey blive skaanet, Skaan ingen Folk og Nation, Som ere stolt og stive, Men dennem giver du Pardon Sig vil godvillig give; De faste Stæder skal du mig Til Lydighed og tvinge, Men hvis de det benegter dig, Lad deris Mure springe. Da raabte Holofernes frem Hver Øverst for sin Rode, Hver Høvitsmand, og alle dem En Charge var betrode, Enhver sit Folk udruste lod, Hver skaffet sine Knegte, Og allesammen færdig stod Naar Ordre kom at fegte; Hver Obrist var i sit Harnisk Forgyldet som en Lue, Enhver Soldat stod kiek og frisk Omspent med Piil og Bue, Mand talte Folket Rand fra Rand, Da bleve de befunden Et Hundret Tyve Tusind Mand, SIDE: 114 Som var med Sværd ombunden; Tolf Tusind fantes der til Hest Med Støfler og med Spore, Foruden al den anden Rest, Som med i Selskab foore; Hand skicket Folket først afsted Og selver efterfulte, Mand dref en hob Cameler med, Som alle veye skiulte, Samt Vogne fuld af Proviant, og Rustning mangelunde, Ja Faar og Øxen der iblant, Som ingen tælle kunde; Fra Syrien hand hentet og Rug, Koren overflødig, Saa meget som den ganske Flok Til Spisning hafde nødig; Hand tog og heele Sæcker fuld, Ja heel' og halve Ammer, Af Penge, Sølf og myntet Guld Af Kongens Rente-Cammer; Alt hvad til Reysen var behov Og nødig blef eragtet, Af Klæder, Spisning fiin og grov, Det blef paa Vogne fragtet. Saa drog hand frem med al sin Hær, Med Reysener og Vogne, De Heste sprang med saadan Fær, At Jorden maatte bogne, Det udmunderet Rytteri Med blanke Sværd og Skiolde, Paa hvilken Sted de drog forbi Da donret Mark og Volde, De vare saa mangfoldelig, Saa mange Tusind Tropper, De skiulte ganske Jorderig, Ret ligesom Græshopper. SIDE: 116 Der hand nu af Assyrien Og alt dets Landemærke, Med al sin Magt var dragen hen Og Heste meget stærke, Hand allerførst da treffet an Det Folk ved Bierget Ange, Som boer omkring den store Plan, Og giorde dennem bange; Saa drog hand til den venstre Kant Af de Cilicisk Enge, Og alle deris Stæder vant Og lod de Muure sprenge; Melothi den navnkundig Stad, Forstyrret hand i Grunde, Og alt det Folk i Tarsis sad, Og røvet hvad de funde, Hand plyndret og al Ismael, Som boer i vilden Hede, Og Chellon nød den samme Skiel Udi hans grumme Vrede; Saa foor hand over Floden Phrat, Til alle faste Stæder, Og ødelagde gandske plat Gaard, Grunde, Huse, Stræder; Derefter drog hand der ifra Til alle Residentzer Udi Mesopotamia Og des omliggend' Græntser, Nedbrød alt hvad hand forefant, Det eene med det andet, Fra Mambre Bæk til Havets Kant, Og giorde bart i Landet; Cilicien hand ogsaa tvang Og alt dets Lande-Mærke, Og over Joppe Muure sprang, Den store Stad og stærke; Saa kom hand ind i Madian Og deris Gods berøvet, Beviiste sig en arg Tyran SIDE: 117 Mod dem som Modstand øvet, Thi hvor ham skeede Vedermod, Der var ey Gunst at vente, Men slagtet ned og slog for Fod, Ja, røvet, skiænte, brænte. Mod Høstens Tid der Byg og Sæd Stod i sin fulde Blomme, Da drog hand til Damascum ned, Hver frygtet for hans Komme, Hand brænte hver et Ax der stod, Da Folket skulle skiære, Og alle Træer nedhugge lod, Som kunde Ranker bære; Fordærvet saa den deylig Høst, Det hialp ey hvad de bade, Thi det var alt hans Hiertes Lyst At giøre Folket Skade. Da blef det ganske Land forfærd, Sin' Seiler slæt indsvøbte, Der ingen torde røre Sværd, Og ey sin Mund opløfte. III. Kapitel Der Landsens Konger det fornam, Og da det gik i Rygte, At hand fremfoor saa grum og gram, Begynte hver at frygte. De Førster som i Syrien Og Sobal var at finde, Og de som boer ved Havet hen SIDE: 118 Og Lybien har inde, Og Kongen af Cilicia, Samt og den store Første Udi Mesopotamia, Den mindste med den største; De sente sin' Gesanter ud, Og lod ham venlig bede, Hand vilde høre deris Bud, Og vende bort sin Vrede; Vi ville samtlig, sagde de: Forblive Deris Svenne, Og uden al Besvigelse Din store Konge tiene; Det meget bedre gavner os Vi lar os lydig finde, End at vi skulle byde Trods, Og dog slæt intet vinde; Vi heller seer vi nyde maa Din Konges Gunst og Naade, End os en Krig at føre paa, Og Land og Lif forraade; Vor' Byer, Stæder, Skov og Mark, Vor' Agre og vor' Enge, Vor' Damme og vor Fiske-Park, Dertil vor Guld og Penge, Vor' Geder og vor' feede Faar, Vor' Dyr og vor' Kameler, Vor' Øxen som paa Stalden staar, Vor Gods og Eyendeeler, Vor Jordegods og faste Land Og all' vor' raske Heste, Med hvad for Navn det nævnes kand, Det mindste med det meste, Det skal altsammen være dit, Ja hvad vi saaer og høster, Det maa du bruge frelst og frit, Giør med os som dig lyster, Vor' egne Lif, vor' Børn og Sæd, Vi ganske dig forære, SIDE: 119 Vor' Piger og vor' Drenge med, Skal dig til Tienist være; Kom hid til os, besøg vor Land, Og lad dig det befalde, At vi din Ankomst ære kand Og naadig Herre kalde. Saa reyste Holofernes frem Hen over Bierg og Fielde, Og kom i Landet ind til dem, Med al sin Magt og Vælde, Da blef ham straxen underlagt De Stæder som der vare, Thi Landet og den ganske Tragt Stod hannem aaben fore; Den kiækest Ungdom hand der fant, Antog hand til sin Svenne, Og lod udskrive dennem grant, Som dygtig var at tienne. Da dette blef om Landet sent, Blef Folk af Frygt forqvælet, Hver Landsens Høfding og Regent Gik ud for ham og knælet: En part gik ud med Spil og Dantz Og hannem ind annammet, Part flettet ham en Ære-Krantz Af Guld og Sølf bebrammet, Part viiste frem sin Ydmyghed Med Piber og med Trommer, Part ganske falt til Jorden ned Med bøyet Halse krommer, Part møder ham med tænte Blus Med Fakler smuurt i Tiere, Part møder hannem i sit Huus Velkommen naadig Herre. Men hvad de giorde hialp det ey, Hand lod ey gamle Vane, De kunde Gang til Naadens Vey Med al der's Konst ey bane; Men hvor hand faste Stæder saae SIDE: 120 Og smucke grønne Lande, Der lod hand Sværd og Øxe gaa, Nedbrød dem slet i Grunde, At Folket ingen Leylighed Og Pladser skull' oplede Paa hvilke de kund' falde ned Sin' Guder at tilbede, Thi hannem saa befalet var, Da Kongen lod ham kalde, At for Nabogodonosor Skal alle Knæ nedfalde, Og hvilke Folk hand overvant Paa Mark og Skov og Hede, Da skal hand giøre det bekant De Kongen skal tilbede, Ey nogen Gud foruden ham De priise skal og kiende, Saa fremt mand ingen Last og Skam Af Kongen vilde hænde. Der hand nu hafde Syrien Og Sobal giennemtræcket, Og Apamean hid og hen, Som en Tyran forskræcket, Da foor hand hen til Edom bort, Hvor de Gabaer sidde, Nedbrød der hver en Stadens Port, Og lod dem sønderslide. Saa slog hand sig til Rolighed Omtrent i tred've Dage, At Folket kunde samme Sted Sig nogen Hvile tage; Imidlertid hand samle lod Sit Raad, og overveyer, Hvor hen hand skulle vende Fod Naar hand brød op sin Leyer. SIDE: 121 IV. Kapitel Der dette Spargement og Ry Kom Israel for Øre, Begynte Folk i hver en By Sig heftelig at røre, Der kom dem Frygt og Redsel paa, Med Hierte Sorg og Pine, De frygtet for det skulle gaa Med dennem som med hine: De frygtet for Jerusalem Og HErrens hellig Tempel, At hand anrette vil paa dem Et ligedan Exempel, At HErrens Huus og Helligdom Skuld' brydes ned til Jorden, Og med dem handle ligesom Hand med Afguder giorde: Hvis Huuse hand i Grund nedref, Hvis Templer hand opbrændte, Hvorfor al Juda samlet blef Og sig til Værge vente: De sente Bud til Jerico, Samariam og fleere, Som hidindtil i Fred og Roe Har kundet trafiqvere, De skulle nu forsinne sig Med Skantzer og med Graver, Og alle Krigs-Folk endelig Udi Beredskab have, De skulle sine Fæstninger Med Mandskab vel forvare, Og naar paakræves en og hver Sig redlig vel forsvare; SIDE: 122 Da blef der bygget op paa ny De før nedfaldne Muure, Mand lod befæste hver en By For Fiendtlige Rupture, De skaffet Proviant og Kost Til alle Magaziner, Hver passet op sin Vagt og Post Med ufortrødne Miner; Men Jojakim den store Præst, Lod skrive Varsels-Brever. Til dem der boer Esdrelom nest Og blant de Bierge lever, Og de der paa den store Plan Hos Dothaim har hiemme, Hvor Fienderne blant Skov og Gran Sig skiule kand og giemme, Hand skrive lod til alle dem Der boer omkring de Klipper, Hvor Fienderne kand komme frem Og med sin Magt omstripper; De skulle hver en Plads og Sti Med Magt besætte lade, Og ingenlunde gaa forbi De Ting som kunde baade. Da blef det efter Præstens Bref Bestillet og forrettet, Og ingen Ting af det hand skref Blant Folket var forgiettet; Det ganske Folk forsamlet sig Alvorligen tilhobe, Indfalt til Gud med Bøn og Skrig, Lod Faste-Dag udraabe, Og alle Qvinder ligesaa For HErren sig ydmyget, Og Børnene for Templet laa, Som de der var hudstryget; Og Præsterne veemodig stod Iført i Støv og Sæcke, SIDE: 123 Mand HErrens Altar ogsaa lod Med Aske-Sæk bedæcke, De skreeg og bad og raabte fort Gud ville dem forskaane, De icke skulle føris bort Med Børen og med Kone, At ey Guds Huus og Helligdom I fremmet Hænder gives, At Huset ey skal stødes om Og Stæderne nedrives, At u-omskaarne Folk ey maa Guds Arvedeel beskiemme, De vare dog forsikret paa Gud skal dem icke glemme; Men Jojakim gik runden om, Som den Tid var Sædvane, Og lod i hvert et Huus og Rum Det ganske Folk formane, I skulle vide, sagde hand: At GUD skal vist bønhøre, Og icke lade nogen Mand Forgiæves Suk fremføre, Saa fremt I bliver stadig ved Med Bønnen og med Faste, Og eder alle samtlig ned For Gud alvorlig kaste; I har jo hørt om Amaleck, Hvorledis hand blef slagen, Hand kom paa Pladsen stolt og kiek, Med stor Hofmod betagen, Der Moses gik mod hannem ud, Da tog hand til at true, Den eene stolet paa sin Gud, Den anden paa sin Bue, Der Amaleck tog til sit Sværd, Tog Moses til at sucke, Dog blef den Kiempe slæt forfærd, Og maa for Moses bucke, Thi hand forlod sig paa sin Hær, SIDE: 124 Men Guds Mand paa sin' Bønner, Saa skal det og gaa en og hver, Som pucker, trodser, stønner; All' Israels Modstandere, Foruden Sværd skal falde, Saa fremt I vil med Suk og Vee I Bønnen GUD paakalde, Og blive ved fremdeelis saa Som I begyndet haver, Thi meget kand den Bøn formaa Mand ud af Hiertet graver. Der slig Formaning nu var skeed, Kom alle Folk tilstæde, De bad og falt for HErren ned, Og lod sin' Øyne væde, Særdelis da de fik at see Sin' Præster frem at laske, Iført i Sæcke, fuld af Vee, Og overstrød med Aske; Da de med Ofret ginge frem I slig bedrøvet Maade, En slig Medynk da treffet dem, De kunde sig ey raade, Men skreeg og raabte hiertelig Gud vild' sit Folk besøge, At Sorgen ey formeget sig I Hiertet skal forøge. V. Kapitel Der Holofernes høre fik, At Juda sig udrustet, Og i Beraad tilsammen gik, Da blef hand vild og pustet, SIDE: 125 I sær da mand tilkiende gaf, At hvert et Bierg og Klippe, Og hver en Plads var skaaren af, At ingen ind kund' slippe, At der var sat en sicker Vagt Hos alle høye Bierge, Og Israel af ganske Magt Al Indfald vil afværge, Da blef hand udaf Ifrighed Saa grum og saa forbittret, At hver en Lem og hver en Leed Paa hannem skialf og zittret; Hand kaldet frem hver Høvidsmand, Som vare der tilstede, Af Moab og af Amons Land, Og spurde, fuld af Vrede, Hvad er det for et Folk der boer Blant Klipper og blant Fielde? Er nogen deris Stad saa stor Mand den ey ned kand fælde? Hvad har de til at stoele paa, Mens de mig saa forhaaner? Og siger mig, hvad de formaa, Hvad Strids-Folk hos dem vaaner? Hvad Mænd og Konger findes der, Hvad er det for Geselle? Er ingen iblant eder her Mig saadant kand fortælle? Mig undrer at alleene de For alle andre Lande, Tør saa dumdristig sig betee, Og os ey gaa tilhaande, All' andre tog os villig ind, Og lod sig smugt beqvemme, Men disse har et andet Sind, Det kand jeg nok fornemme. Da svaret Høfding Achior: Som var i samme Følge, SIDE: 126 Jeg veed om disse Folkes Kaar Og vil det icke dølge: Og efterdi du længes ret Om denne Sag at høre, Da skal jeg dig fortælle det? Og ingen Løgn fremføre; See dette Folk, som hid og did Iblant de Bierge sidder, De komme fra Chaldæa hid I vore Fædris Tider, Udi Mesopotamien De bygde først og boede, Da de fra Fædris Land drog hen Og al sin Slægt forlode; Thi de Chaldæer dyrkede Adskillig mange Guder, Som giorde var af Steen og Træ Og idel tørre Knuder, Men de ved saadan Fædris Skik, Sig ufornøyet funde, De derfor ud af Landet gik Og reyste hvor de kunde, De kastet skarens Guder ud, Og tænkte, det er bedre At holde ved den sande GUD, End ved sin' gamle Fædre; Den GUD har Jord og Himmel giort, Og hand er GUD den rette, Og hand befoel dem reyse bort I Haran sig at sætte; Da nu den store Trang og Nød Al Verden overhængte, Men i Ægypten soltes Brød, Og disse Folk de trængte, Da droge de tilsammen did, Og der sin Næring søgte, Men HErren efter nogen Tid, Mangfoldig dem forøgte; Og efter Fire Hundret Aar, SIDE: 127 De sig saa viit udspredde, At deris Slægt u-tallig var, Som Sand ved Havsens Bredde; Der Kongen af Ægypten saae De bleve nu saa mange, Da lagde hand dem Byrde paa, Og tvang dem mange gange, Hand tvang dem til at slæbe Muld Og Tegelsteene brænde, De slæbte til de falt omkuld, Dog blef der ingen Ende Paa Trældom, Møye, Sved og Tvang, Hand daglig dem paaførte; De bad for sig saa mangen gang, Men blef dog ey bønhørte; Da raabte de til deris GUD, Og hand det saa forskaffet, At der blef skicket Plager ud Og al Ægypten straffet, Saa Pharao derover maa Dem ud af Landet jage, Og give dem Forlov at gaa Hvor hen de lystet drage; Men see, der Plagen nu lod af, Og Folket ud var vandret, Hand angret hand Forlov dem gaf, Og saa sit Sind forandret, Hand spente Hest og Vogne for, Og vilde dennem fanget, At de saasom det forrig Aar I Trældom skulle ganget; Men GUD af Himmelen oplod Det dybe Hav for dennem, Det skilt paa begge Sidder stod, De gange dørg igiennem! Og det er meest at undre paa, Hvor Vand kand saadant taale, Der kom ey vaat paa deris Taa, De gik med tørre Saale; SIDE: 128 Ægypterne med grum Gevalt Lod efter dennem jage, Men Havet paa dem alle falt, Der blef ey en tilbage, Thi Mand og Hest for Bølgen dref, Og sank saa dybt til Bunde, At ingen Siæl til overs blef, Som det berette kunde. Der Folket af det røde Hav Med Mose slap paa Sanden, De sig med ham paa Reysen gaf Den eene med den anden, De leyret sig blant Klipperne Og Ørkens øde Bierge, Hvor sig ey noget Menniske Tilforen kunde berge, I Fyrretyve samfeld' Aar De maatte der omvandre, Hver Sommer, Vinter, Høst og Vaar Sin Leyer-Plads forandre, De fant der hverken Qvæg ey Fæ, Ey Træ som kunde bære, Dog lod vor HErre dennem see Hand vidste dem at nære; Hand skaffet dem af Luften Brød Og Vand af haarde Steene, Den beeske Bæk hand giorde sød, Og lod al got forleene; Hvor som de drog var Folk forfærd, Og hver Mand tog at grue, De fægtet tit foruden Sværd, Og vandt foruden Bue; De sielden drog med Skiold i Felt, Men kun med blotte Hænder, Dog blef for dennem tit omvelt Land, Stæder, Byer, Mænder, Thi GUD gik self i Marken ud Mod dem som dennem hade, Saa længe som de holt hans Bud SIDE: 129 Kund' ingen Folk dem skade, Men naar som de foragtet ham Og andre Guder æret, Da fik de baade Spot og Skam Og blef i Grund fortæret: Saa tit de sig mod GUD forbrød Og hans Befaling glemte, De hverken Lif, ey Lycke nød, Men bleve slæt beskiemte, Men naar hand Anger hos dem fant, Og de sig om betænkte, De straxen mange Lande vandt Og mange Stæder krænkte, Thi naar det Folk omvendte sig, For Synden Graad at øse, Da giorde GUD dem Seyer-riig Men aldrig Seyer-løse; For deris skyld lod GUD forgaa De stolte Cananiter, Og Amoriter ligesaa, Hethiter og Heviter, De Jebusiter sprang og med I Dantzen blant de Døde, I Hesbon hver en Plads og Stæd For dennem lagdes øde; Det gik dem alle Tider vel, Og ingen Tider ilde, Saa længe de med Lif og Siæl Sin GUD adlyde vilde. Thi dette Folk for denne Tid, Er bleven tit fordreven I fremmet Lande hid og did, Af andre Folk bort-reven, Og det fordi de hafde glemt Den Pligt de GUD var skyldig, Det gaar dem af foruden Skiemt, Som agter GUD u-gyldig. Men nu for nogen Stund igien, De kommen er tilbage, SIDE: 130 Bebygde Landet hid og hen Med Sved og stor Umage, Der de fra den Udlændighed, Hvor i de fangen sade, Bevilget blef igien med Fred Til Huus at reyse glade; Da gaves dennem Tid og Rum Paa ny at lade bygge Guds Huus og deris Helligdom, Hvor i de vandre trygge, Og satte saa Jerusalem I forrig Stand og Esse, Hvor i de har et roelig Hiem Og siunge GUD sin Messe. Derfor, min Herre, var det got, At du randsage vilde, Om dette Folk sin GUD til Spot, Har sig forsyndet ilde? Befindes at de det har giort, Da maat du frit opdrage, Og du skal baade Stad og Port Fra dennem vist indtage; Thi deris GUD skal visselig Dem i din' Hænder give, Det maa du fast forsickre dig, At det skal Sanden blive; Men hvis saa skeer at ingen Synd Hos dennem er at finde, Da har din Krig slæt ingen Fynd, Og intet kand du vinde, Thi deris GUD dem meener got, Hand skal dem fast beskandse, Saa maa vi reyse bort med Spot, Og sløg fra Leegen dandse. Der Achior nu talet har, Og bragte dette fore, Det dennem ind i Hiertet skar, SIDE: 131 De blef fortørnet saare; Hver Høvidsmand saae skiæft derved, De tænkte ham at døde, Og med sit Glavind strax her ned Til Jorden ham at støde; Tiltalde saa hverandre til, Hvad er det for en Pladder, Hvem er den Mand der tør og vil Fremføre saadan Sladder? Hvo vilde sig indbilde vel, At nogle lumpen Dverge I Juda Land og Israel Sig skulle kunde værge, For voris Konge, som har bragt All Verden under Ave? Hvo er det Land som mod hans Magt Kand nogen Fremgang have? Er Kongens Mænd da nøgne Mænd, Hvad er det som hand tænker? Ney, ney vi har ey glemmet end Vor gamle Krigsmands Rænker. Men paa det Achior skal see, Hand har bragt Løgn og Sqvalder, Vel an, da lad det straxen skee, At vi ham overfalder; Og naar vi deris beste Folk Da fanget har og tvungen, Skal baade de og deris Tolk Til døde blive stungen, At Achior med hver en Mand Dødslagtes kand tillige, Paa det al Verden vide kand Vi vil for ingen vige; Naar Folket sligt at høre faar, Da seer de det er sanden, At Kong Nabogodonosor Er Gud og ingen anden. SIDE: 132 VI. Kapitel Der denne Tale nu var endt, Og hver har sagt sit Tycke, Blef Holofernes og optændt Til Achiors Ulycke, Hand sagde: hvad for Spaadoms Aand Er bunden ved din' Erme? Tør du vel meene HErrens Haand Skal Israel beskierme? Tør du vel tænke nogen Gud Skal kunde dem forsvare, At de fra vores Hænder ud Skal slippe uden Fare? See, naar vi dennem alle nu, Som Eenest' Mand nedfælde, Da skal du komme først ihu Vor Magt og store Vælde; Da skal du see vor Konge ræt Er Landsens Gud alleene, Naar Israel er plat udslæt Og lagt blant Torf og Steene, Og naar nu Krigen er begynt Og vi dem fangne tager, Da skal du sættes paa vor Pynt Og de paa lange Stager, Da skal du see vor Sværd og Spyd Er icke sløv og stumpet, Naar Blodet af dig tappes ud Og Huden er indkrumpet, Naar Israel og du med dem Tilsammen skulle dræbes, Og alle Mand fra Huus og Hiem, Som døde Hunde slæbes, Naar du skal ved min egen Haand Med andre som er tagne, SIDE: 133 Forliise baade Lif og Aand Og ligge blant de Slagne; Og er din Snak og Spaadom vis, Som du den lader tegne, Hvad Frygt er da for voris Spis, Hvad tør du ved at blegne; Nu vil jeg lade skicke dig Bort over til de hine, Men før jeg ender denne Krig Skal du med dennem grine, Og kom kun frilig det ihu, I skal en Lycke nyde, Thi slipper de da slipper du, Der ved kand du dig fryde, Det samme Kar de drukner i, Der i skal du og drogne, De Halse som i Dag er fri, Skal dog i Morgen bogne. Der Holofernes af sin Mund Alt dette fik udsprenge, Som hand udi sit Hiertes Grund Fordølget har saa længe, Sin' Svenne hand befale lod, De skulle sig indfinde, Og Achior det usle Blod, At gribe, baste, binde, Og ind udi Bethulien At lade hannem føre I Fiendens Vold og Hænder hen, At see hvad de vil giøre; Da greeb de Svenne Manden fat I Fyrighed og Vrede, Og førde ham i Skov og Krat, Hen over Bierg og Hede; Og da de vare kommen alt Bort over paa den Slætte, De Skytter udaf Staden falt SIDE: 134 Og efter dem lod sætte, Thi rømte de med Iil og Hast Det meste som de kunde, Og bant den fangen Stackel fast Ved første Træ de funde, De bant ham fast med Haand og Fod, Som mand med Tyve giøre, Den arme Stymper hand der stod Kund' ey en Finger røre, De slengte ham hen til en Kant, Og støtte ham hen under, Hand ey en Steen for Foden fant, Men hængte som et Vunder. Der dette Manddoms Verk var giort, De sig tilbage skynte Til Holofernes snart og fort, Og dette ham forkynte. Men Folket gik af Staden ned Og løste Bunde-Snare, Og førde ham med sig i Fred, Saa slap hand af den Fare. Og der hand kom i Staden ind, Udspurde de Tilstanden, Hvi de med slig forbittret Sind Har ladet binde Manden? De spurde: hvad han hafde giort Og hvi de tog ham fangen? Hand dennem det fortalte fort Hvorledis til er gangen; Osias Stadens Gouverneur, Ottoniel og fleere, Som hafde den Tid stor Gehør, Og lode commandere, For dennem og de ældste Raad Blef Achior opkaldet, Hand aabenbaret al den Daad Hvorledis ud var faldet: Hvad Holofernes spurde ham Og hvad hand hafde svaret? SIDE: 135 Hvorledis Manden blef ham gram, Der hand det Svar erfaret; At Holofernes Mænd og Folk, For dette Svar de finge Ham med et Spyd og dragen Dolk Til døde vildet stinge, At Holofernes vred og grum, Befoel mand skulle føre Hen til de Mænd der taltis om, Som torde Modstand giøre, Paa det at hand og Israel Tilsammen gribes kunde, Og slaaes saa med dem ihiel, Og kastes ud for Hunde, Og det fordi hand hafde sagt: At HErren vist forfægter Sin Israel mod andres Magt Naar de sin GUD ey nægter. Der Achior nu hafde giort En Ende paa sin Tale, Falt Folket ned ved Stadens Port Med Bøn og bøyet Hale, De kaste sig til Jorden flad Med Hænder sammenlagde, Af Hiertens Grund de græd og bad, Og til Vor HERRE sagde: O store GUD! som Luft og Jord Og alting har i Vælde, See dog til disse stoltes Ord, Og lad dem det undgielde, Lad deris Spot og voris Nød Indkomme for dit Øre, Send os en Hielp og dem et Stød, At mand maa see og høre, At du forlader icke dem, Som sig paa dig forlade, Men de som gaa med Trods her frem, Det skee dem self til Skade, At de som pucker paa sin Magt, SIDE: 136 Og stoler paa sin Bue, Lad dem forstyrris i sin Agt, Og smeltes i din Lue. Der Folket saa med Graad og Bøn Har bragt den Dag til Ende, Til Achior den Ammons Søn De siden sig henvende, De trøstet ham, og sagde saa: Vor GUD hvis Magt og Vælde, Du ladet har for stoor og smaa Med Priis og Roos anmelde, Hand skal dig vist den Naade tee, At din' uvenner icke Skal faa sin Lyst paa dig at see, Men at de self skal dricke Den Kalk de har for dig iskienkt, Og i den Grav nedfare, Hvor i de ville dig nedsenkt, Thi GUD skal dig bevare; Og naar vi bliver frelset ud Fra deris blodig Hænder, Da dyrk med os den samme GUD, Som vi for GUD erkiender; Og hvis det dig behager saa Du lyster hid at flytte, Da skal vor Stad dig aaben staa Til dig og dines Nytte. Da Folket var hengangen lit Og skiltes ved hin anden, Da gik Osias hiem til sit, Og lod indbyde Manden, Saa fultes hand med ham til Huus, Og blef til Giæst indbøden, Der stod paa Bordet tændte Lys, Paa Fade Steegt og Søden, Thi see, der var den samme Tid Et stort Maaltid tilredet, Og Stadens Ældste komme did, Hand hafde dem indbedet, SIDE: 137 Saa var de der den Aftenstund Forsamlet smukt i Glæde, Og tacket GUD med Haand og Mund For hvis der var at æde; Der efter da forsamlet sig Den ganske Stad tilhobe, Og end som før eendrægtelig Lod GUD om Hielp anraabe. VII. Kapitel Om morgenen ved runden Soel, Lod Holofernes sige Sit Krigs-Folk til, og dem befoel Til Staden op at stige, Hand bad de skulle færdig staa Og til sin Rustning haste, Bethuliam hand vilde saa Med Stormer-Haand antaste, Tolf Tusind' Karle steeg til Hest, Til Fods ti ganger fleere, Foruden al den anden Rest Som lagdes til alt meere, Hand hafde, der mand regnet op, Et Hundret Tusind Knegte Og Tyve Tusind i den Trop, Der færdig var at fegte, Og u-beregnet det Parti Af Rytter og Dragoner, Og det udvalde Compagni Af Udenlands Personer, Som hand til Lifgvard' har udvalt Af beste Folk og Kierner, SIDE: 138 Der var mangfoldig over alt U-tallig saasom Stierner; Da drog de op med Hest og Mand, Og disse, som jeg sagde, Den smucke Stad i Jødeland Bethuliam belagde, De leyret sig der oven paa De nest omliggend' Knolde, Som uden for ved Staden laa Og runden om de Volde, Indtog der hver en Plads og Rum, Som sig til Chelmon stræcker, Fra Dothaim der runden om, Og til Esdrelom ræcker. Der Israel fik over alt Den store Mængd' at skue, Næsgrues de til Jorden falt, Tog hastig til at grue, De paa sit Hovet Aske lod, Samdrægtig skreeg og bade, At GUD, som er af Hiertet god, Sit Folk ey vil forlade. Saa greb de Skiold og Vaaben fat, Og satte sig til Værge, Lod holde baade Dag og Nat Sterk Vagt omkring de Bierge; Men Holofernes vilde grant Al leylighed opagte, Drog rundt om Staden og befant En Kilde flyde sagte, Som uden for ved Syndre Port Med Konst var saa beredet, At de med Render immerfort Til Staden Vand indledet; Og Holofernes Ordre gaf Mand Øxer skulle hente, Og hugge samme Render af, SIDE: 139 Hvor Vandet giennem-rente. Der nogle smaa Vand-Kilder rant Ey langt fra Stadens Mure, Hvor Folket lønlig hente Vand, Og maatte did sig lure, Dog var de Kilder meget smaa, Gaf ey saa overflødig, At Staden neppe kunde faa Saa meget den var nødig. Men Moabs Folk og Ammons med Til Holofernes sige: See Fienden er i Frygt bested, Og tør ey mod os Krige, I Field og Bierge hvor de kand De søge Skiul og Skygge, Formeener der for alle Mand At sidde frelst og trygge; Men hvis du deris Kilder kand I god Forvaring tage, At dem aldeelis intet Vand Kand gives til at smage, Da skal de døe foruden Sværd, Og i det mindste blive Af Frygt og Redsel saa forfærd De Staden op skal give; Da skal de see det icke gaar, Som de vel har i Tanker, At Staden ey at vinde staar Hvad Krigsmagt mand end sanker, De meener at de sidder trygt, Fordi de boer blant Knolde, At Staden er paa Bierge bygt Og skandset om med Volde, Men troe mig de skal om Qvarteer Vil bede paa det sidste, Og ønske de paa slig Maneer Ey Døden maatte friste. Det Raad stod Holofernes an SIDE: 140 Med al den heele Skare, Thi lod hand om den heele Plan Hver Kilde vel forvare, Lod hundret Mænd paa hver en Sted Af væbnet Folk og beste, Ved hver en Kilde plantes ned, De Pladser at befæste. Der tyve Dage gik forbi, Blef alle Kilder tørre, Da fantes intet Vand der i, Og Nøden blef alt større, Saa Folket i Bethulia Blef slæt af Tørst vansmægtet, Og Modet falt dem ganske fra, Som den der er anfægtet; Der var ey vaat paa noget Sted, Og ey saa megen Vædske, At Folket kunde sig der ved En eenist' Dag forlædske; Mand maalet Vandet half og heel I Tinter og i Pæle, Det rak dog ey den halve Deel For de nødtørftig Siæle. Da samlet hver en Ungdom sig, Samt gamle og Bedaget, Og for Osias hiertelig Sig jamret og beklaget; De raabte saa til hannem først, Og siden til de Ældste: I seer at vi forgaar af Tørst Og kand ey blive frelste, Hvor længe vil I holde det Og Staden ey opgive, Vil I vi skulle ganske slet Af Tørst fortæret blive, I fører os den Jammer paa, Gud den retfærdig Dommer, SIDE: 141 Skal mellem os og eder staa, Saa fremt vor Lif omkommer; I seer jo self den Sag er klar, Hvorledis vi det vender, At GUD os alle givet har I deris Vold og Hænder; Hvad Hielp har vi at vente paa, Vor Magt er jo forfløyen, Vil I vi skulle slæt forgaa Med Spot for deris Øyen? De beste Raad som synes os, Er at vi Folket sanker, Og icke længer byder Trods, Men fatter andre Tanker, See til I med en ydmyg Aand Til Holofernes skriver, At vi os under Mandens Haand Velvillig straxen giver; Det trygger er at leve vel Hos fremmet Herre-Domme, End i vor egen Stad ihiel At dræbes og omkomme, Vi heller love vil vor GUD Og under andre gives, End tabe baade Lif og Huud, Og bort med Skamme rives, Vi maatte se med Hiertens Harm At Sønner, Døttre, Qvinder, Og de som sover i vor Arm For Aad og Eg forsvinder, Og for den ganske Verden saa Til et Spectakel vorde, Naar vi med al vor Slægt forgaa, Slig Vilkaar er for haarde. See GUD for vore Synder har Os meget høyt bedrøvet, Men I giør Byrden dobbelt svar, Og har vort Haab berøvet; SIDE: 142 Vi vidner for vor Fædres GUD, At vi lod eder bede, I skulle skicke Fredens Bud, Og stille Mandens Vrede; I skulle med et venlig Ord Hans Grumheds Ild udslycke, Vi kræver Himmel, Luft og Jord Til Prøv' i dette stycke; Men hvis vi bliver slet forød, Og sted i Dødsens Fare, Da skal I vor uskyldig Død, For HErren vist ansvare. Og Folket i den heele By Tog ynkelig at skrige, Saa Lyden op i høyste Sky Begynte til at stige. Men nogle holte længe ved Og raabte til vor HErre: O GUD! som alting seer og veed, Du veed vi har, disværre! Forsyndet os og ilde giort Med alle vore Fædre! See deris Synd er for-ud spurt, Og voris er ey bedre! Vi været har ugudelig Og handlet paa det værste, Men Naade findes dog hos dig For syndere til beste; Har du besluttet med et Riis Os lidet at hiemsøge, Da lad det skee paa Faders Viis Og ey din Straf forøge; Det trygger er vi falde kand I din end andres Hænder, O HErre! frels os fra den Mand, Som dig for GUD ey kiender, At Hedninge ey skulle sig I vor Ulycke rose, Og tale haanlig Ord om dig, SIDE: 143 Og sende saadan Glose: See der, hvor er nu deris GUD, Hvad kand hans Magt nu giælde? Hvi har hand dem ey reddet ud Fra voris Magt og Vælde? Der de nu længe grædet har, Og der blef lidet stille, Da stod Osias op og lar Forkynde dem sin Ville: Hør Brødre, giver jær tilfred, Hør, hvad jeg foredrager: I have skal Taalmodighed Endnu paa nogle Dage, Jeg sætte vil fem Dages Frist, Haf nu Fordrag saa længe, Jeg haaber GUD os hielper vist Fra dem os nu fortrænge, Jeg tror hand med det første skal Den Faders Gunst beviise, At vi skal slippe denne Qval, Og saa hans Frelse priise; Men hvis forinden samme Tid Vi hiulpen ey kand blive, Da skal jeg Staden uden Strid Paa Krigs-Parol opgive. VIII. Kapitel Der saadant for Judith kom ind, Som den Tid var en Enke, Da fattet hun et andet Sind, Og lod et Raad optænke: Den samme Qvinde kommen var SIDE: 144 Udaf Merari Lænder, Thi hand paa første Line staar, Den hun for Fader kiender, Merari Fader hede Us, Hand er i Rad den anden, Saa kommer frem det trede Huus Og Joseph heder Manden, Osias er den fierde Mand, Elai bliir den femte, Den siette Jamnor kaldes kand, Thi mand hans Navn ey glemte, Den syvende hvad heder hand, See, Jedeon staar tegnet, Derefter paa den ottend' Rand Er Raphaim opregnet, Spør du, hvor er den niend' Siæl, Achitob staar tilrede, Den tiende jeg mindes vel, Hand Malchias mon hede, Men Enan sættes paa sin Sted Den elfte Mand at være, Nathaniel den tolfte Led Beholde skal med Ære, Den trettende som kommer frem Sealthiel det bliver, Den fiortende blant alle dem Hand Simeon sig skriver; Den Mand Judith til ægte nød Og hafde sig udkaaret, Hand heed Manasses, og blef død Da Bygget blef afskaaret, Thi der hand ud paa Marken gik, At see paa Byg og Hvede, Hand strax et Hovet-Svimmel fik Af Solens megen Hede, I samme Sygdom falt hand hen, En Mand vel værd at hædre, Og blef udi Bethulien, Henlagt blant sine Fædre; SIDE: 145 Det er den Mand som efterlod Sig denne dydig Qvinde, Hvis Lige ret i Dyd og Mod Var meget rar at finde; Det er nu trende fulde Aar Og helften paa det fierde, At hun en Enkes Stand og Kaar I Korssens-Skole lærde; Hun hafde ladet paa sit Huus Et Kammer høyt opbygge, Saa høyt at Dagens Sool og Lys Ey hindret blef af Skygge, I samme Kammer indelukt Sad hun med sine Piger, Og passet Huusets Gierning smukt Og dennem foresiger, Hun efter sin Husbondes Død Sig med en Sæk bedæcker, At viise hvad for Hierte-Stød En Enke-Stand opvæcker; Hun fastet og lod Sorgen tee, Naar andre sad hos Giæster, Foruden om Sabbatherne Og andre store Fester; Naturen hafde sig ey glemt Med Deylighed og Ynde, Et Ansigt meget angenemt, Dog uden syndig Brynde; Og Lycken giorde sit dertil, Anlangend' Gods og Ære, Hun hafde hvad hun ønske vil Og Hiertet det begiære; Der vrimlet baade Qvæg og Faar Paa hendes Mark og Enge, Og alle Gader fulde var Med Tienest-Folk og Drenge; Og det som allerdeyligst lod, Mand hende gaf det Rygte, At hun i Hierte, Sind og Mod SIDE: 146 Var stadig GUD at frygte, At ingen hafde Skiel og Ræt At tale noget ilde, Hvor ved hun kunde meget læt Et ærlig Navn forspilde. Der nu Judith fik den Forstand, Osias hafde lovet At give Staden op naar mand Fem Nætter hafde sovet, At hvis forinden den Termin Ey nogen Hielp opdages, Skal Fienden, for at sky Ruin, Med Freds-Accord indtages; Hun først et iilend' Bud afsted Til Stadens Ældste sente, Befoel mand skulle Chambri med Og Charmi til sig hente; Der de nu kommer, spør hun dem: Hvad skal den Snak betyde, Osias haver slaget frem, Og ladet sig forlyde: At hvis forinden femte Dag Al Redning bliver borte? Da vil hand giøre Freds-Fordrag Og aabne Stadens Porte; Hvad er det for en Agt og Iid I sammen-sindet bliver? At foreskrive Dag og Tid Naar GUD skal Hielpen give? Hvad er det I saa dristig tør Vor GUD og HErre friste? Og sætte ham en Stoel for Dør, Ret som hand self ey vidste Den rette Maade Tid og Sted At staa med Hielp tilrede? I kun forværrer Jær dermed Ugunst og megen Vrede! Det Verk I nu begynder paa, Det eder self forraader, SIDE: 147 At I derover kunde staa For Gud i stygge Maader; Dog GUD er god af Hiertens Grund, Seer til I det afbeder, At icke dette gal' Paafund Til Synd tilregnes eder; GUD er ey dannet af den Art, Som Mennisken, og slige Som aldrig med sin Vederpart Vil lade sig forlige; Thi bliver os det beste Raad, Vi ned for HErren knæle, Med Bønnen og vemodig Graad At pine vore Siæle, Jeg troer hand kommer os ihu, At mand det og skal spørge, At vi som alle Dage nu For deris Trods maa sørge, Vi skal her efter finde Trøst For al udstanden Jammer, Og blive fra den Sorg forløst Paa denne Tid os rammer; Vi glæder os vi haver ey, Som nogle vore Fædre, Henløbet paa den stumme Vey Afguder til at hædre; Vi har ey heller bøyet Knæ For nogen fremmet Herre, Og ey for nogen Stok og Træ, Som de har giort, disværre! Hvor ofte GUD dem fangen gaf I fremmet Vold og Hænder, Som førte dem fra Hav til Hav, Til alle Verdens Ender; Part blef til ævig Trældom solt, Og giort til daglig Slaver, Part blef henlagt i Stok og Bolt, Som i de Dødes Graver; Endeel for Sværd og Piil omkom, SIDE: 148 Og i sit Blod omsvemmet, Endeel blef sendt al Verden om, Forhaanet og beskiemmet; Hvor vel vor Synd er styg og grov, Og Hiertet fuld af Knuder, Vi har dog ey, vor GUD vær Lof! Tilbedet andre Guder, Foruden eene den Monarch, Som alle bør tilbede, Som Himel, Jord, som Skov og Mark Af intet lod berede, Hand er vor Skiold og vor Tilliid, Vor faste Muur og Klippe, Omskiønt det end en liden Tiid Med Hielpen skulle glippe, Vi venter dog med stadig Mod, At hand os Hielpen sender, Og redder dog vor Lif og Blod Fra de blodgierig Hænder; Hand skal de stolte Hedninger I sin Tid vist ydmyge, At de som os forfølge her, Sin høye Top maa strygge. Betænker kiere Brødre sligt, I som er ældst i Staden, Betænker det er eders Pligt I hvor I gaar paa Gaden, At I forsamler Folket smukt, Og lader dennem vide, Vor' Fædre samme Riis og Tugt I fordum maatte lide; At GUD i mange Fristelser Lod deris Hierter prøve, Om de, som det sig burde hver, Sin Pligt mod GUD vil øve: Paaminder dem om Abraham, Vor gode gamle Fader, Hvad Hierte-Sorg hand tilfornam, At GUD det saa tillader, SIDE: 149 Hvorledis hand blef hart forsøgt Af GUD i mange Maader, Hans Haab dog ey blef undertrygt, Hvad Nød hand i geraader, Men efter al udstanden Stød Hand jævnlig maatte bære, Blef agtet værd i HErrens Skød Guds egen Ven at være; Erindre dem om Isaac med, Om Jacob og om andre, Som mangt et tungt og mødigt Fied I Verden maatte vandre; Adspørger dem om de har glemt Hvor Moses sig beteede, Der hand med Folket var beklemt I Zions Ørk og Hede, Hvorledis hand og alle de Var bleven GUD saa kiere, Fordi de blef bestandige I Trængsel og Besvære, De sig derved saa vel befant, At hver udi sit Hierte Al Verdens Jammer overvant, Og lettet megen Smerte; Men andre som Guds Riis forskød Og gaf sig til at storme, De finge hver en skiendig Død, Og blef opædt af Orme; Ved Knur og Utaalmodighed De self sig det forhvervet, At de falt brænt i Pølen ned, Paa Lif og Siæl fordærvet. Derfore raader Folket til De taaler denne Pine, Og de tilfreds sig give vil, GUD skal dog redde sine; Og lader dem bekiende det, At GUD den Straf har sendet, Og at os icke skeer U-ret SIDE: 150 For saadant os er hændet, At de betænker en og hver Hvad Synd her er opfyldet, At Straffen meget ringer er End det vi har forskyldet; De prise skal Guds hellig Navn, Som veed at ræfse sine, Saa det kand komme dem til Gavn, Men ey til ævig Pine; Thi det os til Forbedring skeer Vi HErrens Aag maa bære, Den gode GUD vel selver seer Hvad os kand Nyttigt være. Da gaf Osias saadan Svar: See, vi maa det samtycke, At alt det du nu talet har Er sant i hvert et Stycke, Hvo skulle saadan Ord og Mund I Glemme-Bogen kaste, Din' Ord har baade Fynd og Grund, Og ingen kand dem laste; Skiøn er dit Ansigt og din Tugt, Din Gudsfrygt er langt kønner, Jeg beder, haf os indelukt Hos GUD i dine Bønner? Judith hun svared: Eftersom I vider mig den Ære, At hvis her af min Mund fremkom, At det skal Sandhed være; Og tyckes I det er af GUD, Jeg eder da befaler, I give vil et lidet Lyd, Og merke hvad jeg taler? Jeg haver sat mig stadig for En Ting i Verk at føre, Behager GUD det for sig gaar, Det faar I vel at høre; SIDE: 151 Jeg ønsker, I til HErren vil En Bøn for mig indbringe, Hand vilde give Lycke til Det maatte vel gelinge! Jeg gaar af Porten ud i Nat Og vil af Staden fare, Og naar I haver mig udlat Da tager Porten vare, At naar jeg er udgangen nu I Døren da tillucker, Seer til I kommer mig ihu Naar I til HErren sucker; Min Pige skal og med mig gaa, Saa længe jeg er borte, For alle Ting da passer paa At Bønnen ey maa skorte, At den bedrøvet Israel Maa Trøst af GUD fornemme, Og reddes disse Dage vel Af deris haarde Klemme, Jeg siger disse Dage Fem Og ellers alle Dage, Jeg det til HErren stiller hiem, Hand giør hvad ham behage; Men kiere Brødre, jeg vil ey At I skal noget spørge Om denne foretagne Vey Og intet derom sørge, Bekymrer eder intet slet Om hvis jeg har i Sinde, Alleene beder Gud om det En god Udgang maa finde, Og lader alle Ting beroe Til videre Forklaring, Jeg har til Gud saa fast en Troe, Hand tar mig i Bevaring; Behager GUD jeg kommer hiem, Som I vel faar at høre, SIDE: 152 Da skal jeg eder sige frem Hvad I skal meere giøre. Da gaf Osias slig Beskeed, Og sagde med al Ære: Gak dydig Qvinde gak i Fred, Og Herren med dig være, Vor Herre selver styrke dig, At finde Magt og Evne, Du maatte ret fuldkommelig Os paa vor Fiende hævne. Der denne Handel nu var giort, Og alting vel aftalet, Da ginge hver fra hende bort Og hende GUD befalet. IX. Kapitel Judith gik i sit Kammer ind Og Aske paa sig strøde, Hun blegnet slet i Mund og Kind, Som de der ere døde, En Sæk hun træcket paa sin Krop, Som en bedrøvet Kone, Hun skreeg og løftet Røsten op Med saadan raab og Tone: Et draget Sværd, du store GUD! Gaf Simeon i Hænde, At straffe dem paa Lif og Hud, Som loed Jomfruer skiænde, At den som det uskyldig Blod Imod sin Ville kræncket, Blef selver for sit Overmod Med eget Blod bestæncket, Og de som hende røvet fra SIDE: 153 Sin Jomfru-Krands og Ære, De bleve self berøvet da De Ting de hafde kiære; De saae sin' Døttre fangen laa Med bunden Fod og Hale, Thi dine Tiener vilde saa Den Spot med Spot betale, De lod udi sin Nidkierhed, Saa nidkier sig befinde, Der røvet blef hver Huus og Sted Hvor nogen Folk var inde. O store GUD! bønhøre mig, Bestyrk mig usel Enke, Al Hielp alleene staar hos dig, Du kand de Sterke krænke; Der blef i fordum store Verk Bestilt ved dine Hænder, Og ingen er, som du, saa sterk, Af alle dem mand kiender, Alt hvad du vil maa for sig gaa, Din Gierning feyler icke, En andens Trods kand lit formaa, Naar du vil Redning skicke, Du veed og best at skaffe frem De rette Hævnens Maader, Hvorledis du vil straffe dem, Som op imod dig traader; See du til de Assyrier Med samme Magt og Øye, Som du saae til Ægypters Hær, At de sig maatte bøye, De stillet en fuldkommen Jagt, Dit Folk at ville gribe, Thi det var ganske deris Agt At faa dem i sin Knibe, De stolet paa sin' Reysener, Og trodset paa sin' Vogne, Og meente fast i Verden her For ingen Magt at bogne, SIDE: 154 Men der dit Øye saae paa tvert, Blef Modet dem u-lystig, Det kostet kun dit Riis en Snert, Da blef de slet mistrøstig, De sank som Steene ned i Hav Til Dybet dem opslugte, Og fant en u-formodend' Grav Der Vandet sig tillukte. Giør nu med disse ligesaa, Der pucker paa sin Vælde, Lad dennem see du kand formaa En Karl fra Hest at fælde, De meener, naar de har et Spyd Og binder Sværd ved Belte, At ingen tør i Marken ud Mod saadan vældig Helte; Du veed de vil ey kiende dig For deris Over-Herre, Du veed hvor de hofmoder sig At de dig kand op-erre, De giver dig ey Herre-Navn, Det du dog bør at nyde, De tænker du giør intet Gavn Og kand ey Striden bryde. Udræk, O store GUD! din Arm, Som i de fordum Dage, Giør din Modstander det til Harm, At deris Ryg maa knage, Lad dennem knusis ved din Magt Og tomle for din Vrede, At de maa staa med Skam belagt Og sig til Flugt berede, De bruger slig' hofmodig Ord, At det er Skam at høre, At de skal slaa dit Huus til Jord Med Vægge, Port og Døre, At de skal HErrens Helligdom Forstyrre slet med alle, SIDE: 155 Og slaa dit hellig Altar om, Saa det i Grund skal falde; Slaa dem ved deris eget Sværd, Paa det de self indbyrdes Hver andre giøre kand forfærd Og ved sig selver myrdes; At naar hand til min Skabning lar U-tugtig Siun henbøye, Lad ham da fanges som en Nar Alt ved sit eget Øye, Lad ham bedrages af min' Ord, Dem jeg vil venlig bruge, Paa det hand ved sit eget Bord Sin egen Død maa sluge. Gif du mig self Frimodighed, At jeg mig ey forfærder, Og ingenlund' undseer mig ved Min' skrøbelig' Gebærder; Hvis hand nedslages kand af mig, Da skeer dit Navn et Minde, Naar der skal siges hand i Liig Nedlagt er ved en Qvinde; Det er dig GUD en læt U-mag, At mand kand Seyer fange, Og giøre store Nederlag Saa snart ved faa som mange; Du har O GUD! ey megen Lyst Til Hestens store Styrke, Men hvo med dig vil rende Dyst, Skal legges i det Mørke, Du staar hoffærdig Folk imod, Og kand dem ey fordrage, Men mod en Ydmyg est du god, Og hand skal dig behage; O GUD! som over alle Land Har Magt og Herre-Dømme, Som maaler Himlen med din Spand Og eyer alle Strømme, Min ydmyg' Bøn du ey forsmaa, SIDE: 156 Jeg stoler paa dig eene, Jeg kand til ingen anden gaa Foruden dig alleene: Tænk paa din Pagt, og gif mig ind Hvad du vil jeg skal tale, Jeg giøre maa med stadig Sind Alt hvad du vilt befale; Min Bøn lad hos dig finde Sted, Lad mit Anslag vel lyckes, Paa det dit Huus maa blive ved Og aldrig bort forryckes; At Hedninger, som negter dig, Skal tvinges til at sige: Du GUD est Gud paa Jorderig, Og ingen er din Lige. X. Kapitel Der Bønnen nu fuldendet var, Hun kaldet ad sin Pige, Staar op og af sit Kammer gaar I Huuset ned at stige, Hun førde sig udaf sin Sæk, Den før udvortes Skiorte, Sin' Enke-Klæder lagde væk, Som mørke var og sorte, Med kostbar Vand hun toede sig, Med Balsom sig besmurde, Hun pyntet sig saa prydelig, Som en Matrone burde, Hun lod med Apoteckers Lugt Bestrø sin' smucke Klæder, Sin hvide Hals omhænge smukt SIDE: 157 Med amaleret Kiæder, Paa hver en Finger sad en Ring, I hver en Ring Juveler, Den heele Krop var hængt omkring Med Kostbar Eyendeeler, Hun lod sit deylig Hovet-Haar I Locker sammen-flætte, Alt hvad en Qvinde vel anstaar, Hun icke lod forgiætte, Sit Hovet hun lod sætte paa En Guldbordyret Hue, Og var for hver som hende saae Heel nydelig at skue; Men at hun pyntet sig saa til, Det var ey giort af Brynde, Som nogle der letfærdig vil Fremlocke Folk at synde, Hun giorde det af ingen Lyst, Men GUD der med at ære, Samt og sit Folk til nogen Trøst, Hvis Lycken vilde være; Men før hun gik udaf sit Huus, Hun Pigen lod befale En beeget Huud, en Sæk, et Kruus At bære paa sin Hale, Den beeget Huud var Viin udi, Og Olien var i Krucken, Men Meel og Brød og Speceri Var udi Sæcken stucken, Og Pigen Abra fik det hen, At hun det skulle bære, At naar hun kom i Leyeren, De kunde det fortære; Saa gik hun med sin Pige bort, Og siuntes ey bedrøvet, Osias stod i Stadens Port Og hende der fortøvet, Endeel af Stadens Ældste med, SIDE: 158 Sig sammesteds indfunde, Som sig paa Qvindens Deylighed Ey nok forundre kunde, Men ingen spurte hvad det er Hun fattet har i Sinde, Og hvad hun vil med denne Færd Og hvad hun vil opfinde; Mand aabnet, der hun færdig var, Den Port paa vide Vægge, Hun lod, før hun fra dennem gaar, Sin Helsen smukt aflegge, Hun bød god Nat og bad far vel, Og de lod hende svare: Den GUD som gaf dig Lif og Siæl, Dig Faderlig bevare, Hand være dig miskundelig, Og unde dig den Naade, At dit Opsat maa lyckes dig Med god Adfærd og Maade, At Israel sig glæde maa For din skyld allevegne, Da skal mand sig her lave paa Blant Helgen dig at regne; De svaret Amen hver en Mund, Og Amen atter sagde, Saa gik Judith i samme Stund Og sin Valet aflagde; Hun vandret, efter Bøn var giort, Lod Kaasen lige sætte Hen over neste Bierge bort, At komme paa den Slætte; Om Morgenen der Dag oprant, Kom Vægterne tillige, Og hende ned ved Bierget fant Med Abra hendes Pige, De spurde sig: hvor kom du fra, Hvor agter du dig heden, SIDE: 159 Est du sent fra Bethulia Og skal tilbyde Freden? Hvad er dit Ærend' siig os det? Hun svaret: jeg er baaren Og avlet af Hebræers Æt Og har der længe vaaren, Jeg flyde bort og icke vil Hos dennem længer blive, Jeg veed det bliir ey længe til De Staden op maa give, Jeg veed og er forsikret om De tvinges med det første, Thi hver en Bæk er ganske tom, De slet ihiel maa tørste, Jeg veed det vist de samtlig' maa I eders Hænder falde, Fordi de Førstens Bud forsmaa, Og Krig for Fred udvalde, Jeg bad de skulle skynde sig, At bede ham om Naade, Det holte de foragtelig Og vil sig selver raade; For den skyld er jeg kommen hid At tale med jærs Første, Og aabenbare deris Iid Det mindste med det største; See, viiser mig til hannem ned, Jeg skal ham lade vide Al den forborgen Lønlighed, Hvor paa de monne lide, Og sige ham hvorledis hand Dem lettelig skal vinde, Saa hand ey tabe skal en Mand, Som Sværd om sig kand binde. Den Stund hun med dem talte saa, Da stod de der og gabet, Og sig forundret storlig paa At hun saa smukt var skabet, De sagde det kand sandelig SIDE: 160 Forhielpe stort til Sagen, Naar voris Første sligt ved dig Kand blive foredragen, Naar hand fornemmer du saa got Om hannem har i Sinde, Du skalt en sicker Traad og Tot Da paa din Teen vel spinde, Naar du til hannem kommer ind, Og saadant foregiver, Formilder du ret vist hans Sind, At hand dig naadig bliver. De Vægter ledde hende bort, Og sagde ham af hende, Hun blef for ham indkaldet fort At give det tilkiende: Men Førsten sad i sit Paulun, Da Qvinden skulle hentes, Saa snart hand hende fik i Siun, En Brunst i ham optændtes; De Tiener sagde mellem sig, Der de saae Qvindens Fagter, Hebræers Folk er sandelig Ey værd mand dem foragter, Hvo skulle troe saa smuk Gestalt Blant dennem var at finde, Skull' mand ey figte med Gevalt For saadan deylig Qvinde, Skull' mand for slig et yndig Blod Sit Lif og Ære skaane, Skull' mand ey med et Helte-Mod Forsvare saadan Kone. Judithe Holofernem saae At sidde ved Paulunet, Som med Juveler bruun og blaa Og Purpur var forsiunet, Guld og Smaragder runden om Var hængt ved alle Kanter, Der var stafferet hvert et Rum Med ædle Diamanter; SIDE: 161 Da falt hun med sin heele Krop For hannem ned og blegnet, Men hand lod hende reyse op, Og hun blef vel begegnet. XI. Kapitel Og Holofernes sagde saa: Vær trøstig, frygt dig icke, Tænk ingen skal i Fare staa, Naar de sig lydig skicke, Jeg giorde dennem aldrig ont Sig vil godvillig give, Og uden nogen Krigs-Affront Vor Konge lydig blive; Og hvis dit Folk mit Freds-Tilbyd Ey hafde slet foragtet, Jeg hafde ey opløft et Spyd Og dennem eftertragtet; Saa siig nu ret sandfærdig frem Hvad er det dig har tvunget, At du har viget bort fra dem Og over til os sprunget? Judithe svaret: hør dog mig Din arme Tienerinde, Jeg skal ey føre Løgn for dig, Det skal du self befinde, Thi vil min Herre giøre det Jeg hannem forebringer, Jeg skal, nest GUD, forsikre ret, At alting vel gelinger: SIDE: 162 Da skal dig Lycken falde til, Og Seyr i dine Hænder, Og du skal have vunden Spil Til alle Verdens Ender; Gid Kong Nabogodonosor Skee Salighed og Lycke, Hvis Magt al Verden bæver for, Hvis Spiir er Landsens Smycke; Hand dig med Ordres har udsent Ulydig Folk at tvinge, At Kongens Navn kand blive kient Blant store Folk og ringe; Formedelst dig er alle Land Ham underdanig vorden, Ja, du ham undertvinge kand De vilde Dyr paa Jorden; Thi see dit Navn er viit udspreed Blant Bierge og blant Dale, Saa ganske heele Verden veed Med Priis om dig at tale, Og det formedelst din Forstand Og høye Viisdoms Gaver, Gud HErren, frem for mangen Mand, Dig med forleenet haver; Nest Kongelige Majestet Est du den allerstørste, Betroet den høyest Dignitet For hver en Rigens Første: Hver Undersaatte taler om Dit loflig Regimente, At der er baade Fred og Dom Ved din Fornuft at vente; Mand og af vis Erfaring har, Hvad Achior har talet, Hvorledis du for saadant Svar Ham straffet har befalet. Jeg kand dig det forvisse fast, SIDE: 163 At HErren i sin Vrede, Sit eget Folk har slet forkast For deris Synd hin leede, Og for de har fortørnet ham, Da skeer dem en Ulycke, Saa du skal dem til Spot og Skam Aldeelis undertrycke; Og eftersom de vide vel At GUD er dem u-naadig, Da frygter sig al Israel Og ere slet tvilraadig; Tilmed er baade Tørst og Sult I Staden bleven mægtig, Som har forvoldet stor Tumult, Og Folket giort vansmægtig, De kommen er i slig Tilstand, At de sit Qvæg vil slagte, Og dricke bare Blod for Vand, Og deris Lov foragte; Og Ofret, som til hellig Brug Paa Altret skulle bæres, Af Olie, Viin, af Sæd og Rug, See, det maa nu fortæres, Som dog af HErren absolut Forbydes dem at røre, Thi Lif og Gods er slet forbrut Saa mange som det giøre; Og efterdi de giøre sligt, Da skal de vist omkomme, Thi det er slet u-mueligt At staa mod HErrens Domme. Og saasom sligt er mig bekient, Da flydde jeg og vende, Thi GUD har mig til dig udsent At give det tilkiende; Omskiønt jeg til dig kommen er, Jeg dog min GUD paakalder, Og udi min Udlændings Færd Fra hannem icke falder; SIDE: 164 Men jeg hos dig vil tiene GUD, Thi see din Tienerinde Vil lidet gaa paa Marken ud Min GUD med Suk at minde, Hand skal, naar jeg har giort min Bøn, Mig sickert aabenbare Hvad Tid de skulle faa sin Løn Og i sin Synd forfare. Saa snart det bliver mig kundgiort, Jeg komme skal tilbage, Og dig forkynde lit og stort Hvad du skal foretage: Saa skal jeg dig beholden frem Midt giennem Staden føre, Og skaffe dig Jerusalem Med aaben Port og Døre, At Israel skal staa for dig, Som Faar foruden Hyrde, Og du skal blive Seyer-riig Foruden Sværd og Byrde, Der skal en Hund mod dig ey gøe, Ey Spyd imod dig løftes, Men du skal dem paa Marken strøe, Som Avn paa Loen drøftes; GUD har det aabenbaret mig, Og lod mig derfor komme Jeg skulle det kundgiøre dig, Dig self til Gavn og Fromme. Der Holofernes hørde nu Hvad denne Qvinde talte, Hand ganske glad i Sind og Hu Lod det sig vel befalde. Hans Tienere, saa vel som hand, Tog saadan Ord i Munde: Har mand vel hørt at slig Forstand Er hos en Qvinde funden, Jeg troer paa ganske Jordens Grund Ey findes hendes Lige, SIDE: 165 Der nedlagt er et større Pund End nogen ret kand sige; Holofernes snode sig Og talede til hende: GUD har besluttet visselig Dig hid til mig at sende, Før Sværdet blef af Skeeden trægt Og al min Hær udrustet, Og da, maa skee, dit Folk og Slægt I Grunde blef forvustet; Hvis nu din GUD fuldkomme vil Det du mig lod forstænde, Da skal jeg hannem falde til Og for min GUD erkiende; Og hos min Konge du da skal Til høyste Stand opstige, Dit Navn skal prises over al Udi det ganske Rige. XII. Kapitel Sit Sølf-Gemak til Logement Hand hende lod indrømme, Hun blef opvartet og betient Med hvis som kunde sømme, Der blef udaf hans eget Fad, I Skaaler puur forgylte, Til hende daglig baaren Mad, Men hun sig smukt undskylte. See, sagde hun, paa denne Tid Tør jeg din Mad ey smage, SIDE: 166 At jeg formedelst saadan Iid Ey skal min GUD mishage, Men jeg har Mad udi min Sæk Og Viin udi min Krucke, Min Hunger at fordrive væk Og Tørsten med at slucke; Hand spurde, naar nu dette saa Altsammen er fortæret, Hvor skulle vi da meere faa Hvor med du bliver næret? Hun svaret heel betænkelig: Saa sant saasom du lever, Jeg kand og vil forsikre dig Med Seigl og Haand og Brever, Før denne Mad opædes slet, Da skal du self befinde, At GUD ved mig udretter det Hand fattet har i Sinde. De Svenne med ærbødig Sind Stod færdig og tilrede I det beskicket Kammer ind Judithe smukt at lede. Men hun til Førsten skicket Bud, Hand hende vild' tilstede Hver Aften og hver Morgen ud At gaa sin GUD at bede? Den Første giorde som hun bad, Hun fik sin Villie nyde, Sin Kammer-Svend hand varet ad Hand skuld' det ey forbyde, Men give hende frit Forlov I tre samfulde Dage, Saa tit hun hafde det behov, Baad' ind og ud at drage. I Dalen mod Bethulien Udgik hun og spatzeret, Hun bad til GUD i Himmelen, Som alting har formeret, SIDE: 167 Hand vilde lade lyckes vel Det hun har for i Sinde, Hun blive maa for Israel Sit Folkes Frelserinde; Udi det Vand i Dalen flød, Hun badet sig og toede, Og førend Aftens Mørk indbrød Til Leyeren omsnoede; Saa gik hun i Paulunet ind, Hver Dag til Aften fastet, Med kydsk Gebærder, Siæl og Sind Sin Sag paa Gud henkastet. Da fierde Dag nu skinte frem, Lod Holofernes rede En Nadver til, dog kun for dem Der nærmest var tilstede, Hans Kammer-Svend Bagoa fik Befaling ind at byde Judithe, som i Kam'ret gik, Befalingen saa lyde: Gak bort og brug beleven Ord Med den Hebræer Qvinde, Bed hende komme til mit Bord Og lade sig indfinde, See til hun bliver overtalt, At hun til mig indtræder, Siig hende, jeg har det befalt Hun Maaltid med mig æder, Mand skal vel os Assyrier Det til en Skam opskrive, At saadan Qvinde for os her U-fristet skulle blive, Om hun u-kræncket skulle væk Fra mange Hænder komme, Jeg skulle for en Nar og Giæk Vel agtis udaf somme; Bagoa til Judithe kom, Og sagde, deylig Qvinde, Jeg beder et indstændig om, SIDE: 168 Kand jeg med Bøn det vinde? Min Herre bød at I til Mad Hos hannem ville være, En Aften-Stund at blive glad, Og vide ham den Ære, Jeg haaber, I forsager ey Min Førstes Gunst og Ynde, Hvo sige vil slig Herre Ney Og sig saa hart forsynde? Hun gaf til Svar: hvorledis tør Jeg saadan Herre nægte, Hvad ham er kiert jeg gierne giør Saa vidt min' Kræfter mægte, Hvad hannem er til Velgefal Jeg aldrig vil forsage, Men af mit Hierte blive skal Ærbødig alle Dage; Saa stod hun op og førde sig I sine beste Klæder, Gik ind for hannem prydelig Med ærbar Tugt og Sæder; Der hand besaae den smucke Krop Og Ansigt fuld af Ynde, Hans Sind og Hierte tændtes op Til en u-tugtig Brynde; Hand bad hun vilde sidde ned Og Mad med sig samtycke, Vær glad og gif dig kun tilfred, Jeg fremme vil din Lycke; Hun svaret: Ja, jeg gierne vil Alt hvad dig lyster giøre, Du byder mig den Ære til Mig aldrig hændt er føre, Mig støre Gunst er ey beteed Alt det jeg levet haver, Hvorfore jeg din Gunstighed Ind i mit Hierte graver. Hun drak og aad dog af den Mad SIDE: 169 Som hendes Pige kaaget, Hun giorde sig for hannem glad, Som det betyde noget. Og Holofernes glad og froe Med hende sig forlystet, Hand dantset om, hand sprang og loe, At Hiertet sprang i Brystet, Hand tog langt fleere Pæle ind End hand var vant at dricke, Saa ham forryktes Sands og Sind Og til sig følet icke. XIII. Kapitel Der det langt ud paa Natten leed Og alle vel har drucket, Gik hver hen til sit Sove-Sted Og sine Døre lucket, Bagoa slog den Dør i Laas For Holofernes Kammer, Tog Nøgelen og gik sin Kaas, Forbød all Larm og Klammer; Judith alleene blef igien I Kammeret hos Manden Der alle vare gangen hen Den eene med den anden, Men Holofernes sov saa fast At hand til intet hørde, Af Ruus og Viin saa slet omkast, At hand en Lem ey rørde. Judithe taler meget sagt Til Abra hendis Pige: Gak ud og holt for Døren Vagt, SIDE: 170 Lad ingen sig indsnige; Hun gik til Sengen hemmelig, Og bad med Græde-Taare: O HErre Gud du styrcke mig, Jeg beder dig saa saare! Det Verk jeg mig nu tager for, Hielp mig det at fuldbringe, Al min Fortrøstning til dig staar, O! lad det ret gelinge, At du din Stad Jerusalem Med Ære skal ophøye, Som du har lovet alle dem Sit Hierte for dig bøye. En Støtte nest ved Sengen stod Digt op ved Hovetgiærdet, Paa hvilken Holofernes lod Ophænge Skiold og Sværdet, Judithe rygte Sværdet ned, Dog Hiertet tog at bæve, Bad atter GUD i Lønlighed, O HErre! styrk min Næve, Saa tog hun ham i Toppen braf Og Sværdet udi Hænde, Med tvende Hug gik Halsen af, Saa fik den Mand sin Ende, Derefter skar hun Struben ud, Og Kroppen blef henvæltet Af Sengen i sin blodig Hud, Som hannem før var æltet; Hun det afhugne Hovet tog, Indsvøbt i Senge-Dæcket, Og der med ud paa Døren drog Før nogen blef opvæcket; Hun skynte sig af Huset væk, Og sagde til sin Pige: See, stop det Hovet i din Sæk Og lad os fly tillige. Saa ginge de tilsammen hen, Som de var vant at giøre, SIDE: 172 Ret midt igiennem Leyeren, Og ingen fik det høre, Det stod vel Vagt, men ingen spør Hvor hen skal Reysen falde, Hver tænkte, de gik hen som før At ville GUD paakalde; De droge langs ad Dalen ned, All' Veye vare sorte, Og kom i største Lønlighed Digt under Stadens Porte. De Vægtere blef raabet an: Oplader Port og Døre, GUD haver slaget den Tyran Os Modstand ville giøre; Jeg er forsikret Israel Skal vinde Priis og Seyer, Saa Fienden skal viise Hæl Og rømme fra sin Leyer. Der Vægterne det høre fik, De Qvindens Røst vel kiente, De Bud i samme Øyeblik Til Stadens Ældste sente, De komme løbend' alle did Og ville hende skue, De raabte: vær velkommen hid, Velkommen smucke Frue, Vi hiertelig begynte nu Din Tilstand at beklage, Og frygtet alle for at du Ey komme skull' tilbage; De ring-viis sig om hende gaf Med tændte Blus paa Gaden, Med Sang og Fryd, og lod ey af Før de kom midt i Staden; Der hun nu midt paa Torvet stod, Bad hun dem være stille, Og klappet Lyd med Haand og Fod De hende høre ville. Da sagde hun: O! tacker GUD SIDE: 173 Vor kiere Himmel-Fader, Som aldrig slaar af Tanker ud Dem sig paa ham forlader, Hand har beviist, formedelst mig, Hans ringe Tienerinde, Slig Naade, som er sandelig Ey skeed i Mande-minde; Hand slog ihiel i denne Nat, Alleene ved min Næve, Den stolte Helt, for hvilken plat Al Verden maatte bæve. Det døde Hovet fult af Blod Hun udaf Sæcken træcket, Og viiste dem i Kreedsen stod, Og talet u-forskræcket: Seer dette Hovet, seer I det, Det er den stolte Første, Hvis Sværd har meget Kiød opædt Og efter Blod mon tørste, Det er den Holofernes, som Al Verden vilde tvinge, Og vild' vor Stæder fælde om Og over Muren springe, Seer her det Klæde fuld af Bram, Seer her er Senge-Decket, Det laa hand under der at ham Hans Hals i tu blef brecket, Der Hand, som en fordrucken Aand, Sov i sit Senge-Lagen, Da blef hand ved en Qvindes Haand Af GUD til døde slagen. Jeg vidner her for en og hver, Og GUD til vidne kræver, Jeg af ham u-besmittet er Saa sandt som HErren lever, GUD ved sin Engel vogtet mig, At jeg ey blef beskiemmet, Hand fik ey, hvor hand lavet sig, Sin onde Ville fremmet, SIDE: 174 Thi bærer min Samvittighed Ey Frygt for nogen Knude, Jeg intet paa min Ære leed Saa længe jeg var ude, Men HErren har min Krop befrid For al u-tugtig Snare, Og haver atter ført mig hid Foruden nogen Fare, Hand sente mig med Seyer hiem, Hvorover jeg mig glæder, O! tacker HErren frem og frem Og for hans Ansigt qvæder: Vor GUD er paa Miskundhed riig, Hans Gunst har ingen Ende, Hand hielper u-afladelig Naar Folk vil sig omvende. Da gik det ud paa Frydens Sang, Thi ganske Folket sagde: Lof være GUD! som uden Tvang Os Fienden nederlagde, Og har formedelst dig i Dag Beskiemmet vor Modstander, Velsignet være dit Anslag, Gud bande dem dig bander. Derefter steeg Osias frem, Den Førstelig Persone, Og talet meget angenem Til denne smucke Kone: Velsignet est du, siger hand, Min elskelige Daatter, Du som for Folk og Fader-Land Dit eget Lif ey vaatter, Den høyest' GUD skee Priis og Lof I Himmel og paa Jorden, At en Tyran er til et Rof Udaf en Qvinde vorden, GUD lagde Styrke til din Haand Og Lycke til din' Arme, SIDE: 175 At du paa den blod-gierig Aand Fik hævnet voris Harme; Thi du min Daatter er udvalt En Priis for alle Qvinder, Dit Navn skal prises over alt Saa vit som Elven rinder, Du for dit Folkes Frihed lod Dit Lif i Fare sætte, Og sparet ey dit unge Blod At hielpe dem tilrette, Din egen Frelse du forsmaar, At HErrens Verk kand fremmis; Og at saa længe Verden staar, Skal ey den Gierning glemmes, Gud selver skal belønne dig, Som Priis ved dig indlagde, Og Folket raabte hver for sig: Og Amen, Amen sagde. Derefter lod mand Achior Her frem paa Pladsen kalde, Judithe, ser hand kommen var, Saaledis til ham talde: Hør Achior, du mindes vel, Hvad du lod Manden svare, At GUD vel kand sin Israel I største Nød bevare; See der det være skal dig sagt, GUD har dit Svar fuldkommet, I Nat blef denne Mand ombragt, Som før saa høyt har brammet, At du skal see jeg siger sandt, Der ligger Mandens Hovet, En Qvindes Haand ham overvandt, Som dette Verk har vovet, Det er den Holofernes, som Saa trodselig lod pucke, At Israel i hvert et Rum Skull' Halsen for ham bucke, SIDE: 176 Der er den Mand, som vores GUD Bespottet og forringet, Som truet at hand med sit Spyd Dig giennem ville stinget, Der er den Mand, som lod her frem Til Israel udraabe: Og fange skulle dig og dem, Og slagte jær tilhobe; Der hand det døde Hovet saae Henslengt for sine Fødder, Hand svimmet af og ganske laa Forkølt i Hierte-Rødder, Men den Tid at Besvimmelsen Sig efterhaanden lagde, Og hand kom til sig self igien, Hand til Judithe sagde: Velsignet est du for din GUD, Som handlet har saa trolig, Dit Navn med Priis skal spredis ud I hver en Jacobs Bolig, Guds Ære skal formedelst dig, Til alle Land udføres, Og glædes skal al Jorderig, Saa vit som dette spøres. XIV. Kapitel Judithe kalde lod til sig Det Folk, og til dem taler: Hør kiere Brødre, hører mig, Giir agt hvad jeg befaler, Saa snart vi seer Dag runden op Sig udi Luften sprenger, SIDE: 177 Da tager denne døde Krop Og ud paa Muren henger, Enhver sin Vaaben tager paa Og falder ud tilhobe, Og fanger an med stoor og smaa En Kriigs-Allarm at raabe: Naar alle de paa Vagten staar, Det Bulder faar at høre, Hver til sin Oberst strax hengaar Og dennem det kundgiøre: Hver Oberst og hver Høvidsmand Sig da tilsammen-sanke, Og skynder sig alt hvad de kand Paa Førstens Dør at banke, At væcke ham til Striden op, Om Ordres at fornemme? Da faar de see den døde Krop Udi sit Blod at svemme; Jeg tror at den u-haabte Siun Skal deris Hierter qvæle, Saa de forlader hans Paulun Og bruger Fod og Hæle; Saa snart I da formerker sligt De Fod og Flugten tager, Saa veed I selver eders Pligt Og dennem efter-jager, Forfølger dennem dristelig Med Mod i Hierte-Rødder, Saa skal de falde, troer kun mig, Som Stær for eders Fødder. Der Achior forvist fornam, GUD Israel har reddet Fra Holofernes Spot og Skam, Som dem der tabte Veddet, Den Hednings Troe hand overgaf Og ganske lod forsvære, All' fremmet Guder skaffet af, Og lod sig smukt omskiære, Til GUD hand ganske sig forskref, SIDE: 178 Blant Israel indtegnet, Og siden for en Jøde blef Med al sin Slægt beregnet. Der Dagen frem i Skyen brød, Her var ey Tid at kure, Blef Hovedet, som Qvinden bød, Ophængt paa Stadens Mure; Enhver sin Værie paa sig tog, Og Vaaben paa sin Skulder, Og dermed ud af Staden drog Med Skriig og megen Bulder: Skar-Vagten, som stod uden for, Saae vel hvad af vil blive, De løber alt hvad de formaar, Det at tilkiende give: De komme for Paulunets Dør, Og de som var der inde, Begynte qvantzviis et Oprør, Ham af sin Søvn at minde, Det var en Skik hos dennem saa, At ingen hart maa spanke, Ey heller sig fordriste maa Paa Førstens Dør at banke, Da kom de væbnet Høvidsmænd Og spør hans Kammer-Svenne: Hvad er hand icke vaagen end, Hvor er vor Første henne? I seer jo selver Fiendens Trop, Hvi fare I saa sagte? Gaar ind og væcker hannem op, Her er ey Tid at vagte? See Musene fordrister sig Af deris Hi at springe, De vil i Dag begynde Krig, Om det dem kand gelinge; Bagoa Kammer-Svend indgaar Og rører ved det Tæcke, SIDE: 179 Hand Hænderne tilsammenslaar I Tanker ham at væcke, Hand meente saa hand sovet har Udi Judithes Arme, Maa skee hand bliver mig vel var Naar jeg tar til at larme, Hand lurede sig sagte til Om hand sig ville røre, Men Manden laa alt immer stil, Hvad Larm hand vilde giøre? Hand løftet det Sperlagen op, Da fant hand uformodet Sin Herres Hovetløse Krop At ligge slængt i Blodet, Hver tænke kand, hvad Skraal og Skrig Bagoa da begynder, Hand skreeg og hylet over sig Og ref sin' Klæder sønder; Ham straxen udi Sinde rant At see Judithes Kammer, Men da hand icke hende fant, Da blef en større Jammer: Hand løb, og fik Strids-Folket fat, Fortalde dennem Sagen: En eenest Qvinde har i Nat Vor ganske Hær bedragen; Her ligger Holofernes død Med et afhugget Hovet, Judith, som var betrod hans Skiød, Det skalcke-Puds har vovet; En Qvinde for al Verden har Os gansk giort beskiemmet, Mig siunes best vi Flugten tar, Jeg er slet Hierte-klemmet. De Høvidsmænd som hørde det, Sin' Klæder sønderreve, De skreeg og stod forbauset slet Og toge til at bæve. SIDE: 180 XV. Kapitel Strids-Folket og den ganske Magt, Der dette kom i Rygte, At Holofernes var ombragt, Da tog de til at frygte, De stod og tænkte hid og did, Hvad er her til at giøre? Skal her i Dag anfanges Strid Hvem skal os nu anføre? En sagde til, en anden fra, De kunde sig ey raade, Nu var det Ney, nu var det Ja, De skræktes overmaade; De spurde, hvad er beste Raad, At løbe eller fægte? Men Modet var dem slet forgaad De raade-løse Knægte; Her ey paa lang Betænkning galt, Thi Striden var begyndet, Hebræerne paa dem indfalt Hvorfore de sig skyndet, At tage Fod og Flugten fat, Det snarist som de kunde, De flyde giennem Skov og Krat, Som nogle redde Hunde; Der de Hebræer det fornam, At Fienden tog at rømme, De jaget dem det de fik Skam, Saa Blodet tog at strømme, De fulte dem paa Hælen ind Med Skriig og med Basuner, Det galt om Øre, Huud og Skind For de stormodig Duner; De drog i deris Orden smugt, SIDE: 181 Det beste som de kunde, De slog den ganske Hær paa Flugt, Og dræbte hvem de funde; Det gik ey paa Forskaansel ud, Men hvem dem kom i møde, De fik betale med sin Hud Og laa paa Veyen strøde. Osias skicket Bud om Land Til alle Folk og Pladse, De skulle samles som en Mand, For Fienden af at passe, De skulle giøre dem Afbræk Og efter dennem jage, Saa dref de dem af Landet væk, Der blef ey en tilbage. Men Folket i Bethulien, Som der var efterbleven, Drog til den ganske Leyer hen, Hvor Fienden fra var dreven, De foer omkring og plyndret plat Alt hvad der var tilbeste, Og funde der en herlig Skat, Som disse fremmet Giæste Sig efterlod af Sølf og Guld Og andre dyre Vare, De packet Skrin og Kister fuld Og lod ey noget spare. Det andet Folk som droge frem Og Fienden efterjaget, De kom og ey tomhændet hiem, Men hafde med sig taget Adskilligt baade Qvæg og Fæ, Og meget andet Bytte, Som de fra Fienden røvede, Indbyggerne til Nytte; Det ganske Land af Gods og Rov Og Rigdom blef opfyldet, De hafde det og best behov, Thi det var vel forskyldet. SIDE: 182 Der komme fra Jerusalem Endeel af HErrens Præster, Som reyste fra sit Huus og Hiem, Judith at ville giæste, Og Jojakim den Ypperste Blant Præster i de Dage, Alleene for Judith at see, Den samme Vey lod tage, De reyste til Bethulien Og hilset alle Venner, Judith fik Bud, gik til dem hen, Hun dennem der i tiener; Da hilset hende hver en Præst O! rare Dyders Tempel, Du som for alle Qvinder est Et Ærbarheds Exempel, Du kaldes billig Zions Glantz, O dydefuld Matrone! Vor Helligdom en Ære-Krantz, Jerusalem en Krone! Velsignet er dit Lif og Siæl, Du kaldes maa blant andet: En Glæde for al Israel, En Ære for al Landet; Hvo vilde giort det du har giort, Hvo vilde sig saa vove, Hvor denne Gierning bliver spurt Da bør mand dig at love; Saa stor Velgierning er ved dig, For Israel indhentet, Det blive skal ævindelig I Krøniker indprentet; Velsignet være du for GUD, Det ønsker allesammen, Al Folket med en Mund og Lyd De svaret: Amen! Amen! Mand kom med Byttet for en Dag, At skulle det uddeele, Da blef frembaaren alleslag SIDE: 183 I Packer half og heele; Der blef af Rovet over alt, Saa meget til at tage, At før det ret i Deeling falt, Forginge Tred've Dage; Judithe blef og vel aflagt, Thi hende blef tilveyet Al Guld og Sølf og al den Pragt, Som Holofernes eyet, Mand hende moxen overlod Hans dyr'bar Ædelsteene, Og al den kostelig' Klenod, Som Førsten bar alleene; Det blef altsammen vel forundt, Thi hun for sin U-mage Aflegges burde meget rundt Og dobbelt Lod at tage. Den ganske Stad var fylt med Fryd, De dantzet, siunge, sprunge, Der hørtis Spil og Harpe-Lyd Blant gamle Folk og unge. XVI. Kapitel Da sang Judithe denne sang Og saa for HErren leeger: Op, op med al Basuners Klang, At Trommen sig bevæger, Op, op, og klinger frydelig Med Psalmer og med Zimler, At Røsten kand opløfte sig Til HErrens høy'ste Himler: Thi HErren er den høy'ste Mand SIDE: 184 Der hielpe kand i Striden, Hans Magt er stor til Land og Vand, Men vor er ganske liden: Hans Navn er HErre Zebaoth, Som har sit Folk forsvaret, Og os beviist saa meget got Som vi nu har erfaret. Fra Norden Assur kommen er Med Magt at vilde fægte, Med saadan en mangfoldig Hær, Hand Land og Vand betækte, Hans Heste, Magt og Rytteri Udtømte Strøm og Elve, Al Landet hvor de drog forbi Af Redsel maatte skielve, Hand truede mit Folk og Land Hand skulle dennem dræbe, Og sætte Huus og Gaard i Brand Og alt mit Gods bortslæbe, Hand truet hand vild' have sendt Min Ungdom bort af Landet, Min' Piger og Jomfruer skiendt, Som før var u-beblandet; Men HErren den almægtig Aand, Ham andet gaf at skaffe, I det hand ved en Qvindes Haand Lod ham med Døden straffe, Hand falt ey for en Kiempes Magt, Og ey for vilde Skytter, Men u-forhaabt blef nederlagt Udaf Merari Daatter; Hand blef i Strid ey slagen ned, Ey skudt med Piil og Bue, Men ved en Qvindes Deylighed Opbrænt udi sin Lue; Hun lagde sorte Klæder af, Som Enkestand indførde, Og pyntet sig for hannem braf, Alt hun hans Hierte rørde; SIDE: 185 Hun sig med Balsom overstrøg Og deylig Vand besmurde, Og med en slig vellugten Røg Hans falske Øyne lurde; Det Guld-bestucket Hovet-Haar Og Perle-flættet Locker, Gaf hannem et forgiftig Saar Og slet af Sædet rocker; De Fødder med bordyret Skoe En Brunst i ham opvæcket, Hand Øyet til dem maatte snoe, Men Halsen blef afknæcket; Den Haand der ham ved Kinde smukt Med yndig Miner klappet, Den haver Øyet paa ham lukt Og Hovedet afsnappet. De Perser og de Meder stod Af Redsel overvunden, Forundret at slig Helte-Mod Blef hos en Qvinde funden; Assyrien med al sin Hær Begynte til at hyle, Som den der giennemstucken er Med Knif og skarpe Syle; Mit Folk som var af Hunger klemt Og slet af Tørst forsmeltet, Hvis Magt var agtet for en Skiemt, Fik sterke Kiemper væltet; Assyrien med deris Helt, Blef stucken ned af Drenge, Den Svage har den Sterke felt, Det fik af GUD sin Gænge; En væbnet Mand gaf sig paa Flugt Og Barnet hannem jagde, En sulten Dreng dem lærde Tugt, Som før al Verden plagde; En modig Helt sprang som et Lam, Der før stod som en Løve, GUD lærde dem at blive tam, SIDE: 186 Og HErrens Magt at prøve. Saa lader os en Sang af ny For HErren GUD istemme, Som trænger en Tyran at fly Og føre ham i Klemme, Du tomle kand den Stolte saa, Hand skal i Græsset bide, Hvor er den dig imod kand staa, Og hvo kand mod dig stride? Alt hvad du byder det maa skee, Din' Ord al Fremgang haver, Du taaler ey Modsigelse, Men alle Ting saa laver, At naar du med Frimodighed Din' Venner vil beklæde, Skal deris Sværd ey segne ned, Men runden om sig æde; Om Folket skiøn som Bierge stor, De Bierge skal dog vælte, Og alle Klipper for dit Ord, Som Vox for Ilden smelte; Men ydmyg Folk, hvis Siæle staar I de fornedret Dale, De baade Gunst og Glæde faar, Og GUD skal dem husvale; Du skiøtter lit om ofret Stud Og Feedmen udaf Vædre, Men over alt at frygte GUD, Det Offer er dig bedre. De Hedninger som giør os Vee, Og væcker Modgangs Bølger, Dem skee al Guds Forbandelse, Og GUD skal dem forfølge; De skal med en forloren Striid Af denne Verden tages, Og siden til al ævig Tiid Med Ild og Orme plages: Hvor deris Siæl og Legemer Skal ynkeligen brændes, SIDE: 187 Ey med den Ild som tændes her, Men Ild som aldrig endes, Der alle Mand var kommen hiem Og Striden fik en Ende, Drog Folket til Jerusalem Og lod sin Tak erkiende; De bar sit Offer frem for GUD, Hver efter deris Evne, En Part et Lam, en part en Stud, Som Loven monne nævne. Judith paa Reysen med sig tog Det blodige Sperlagen, Som hun af Førstens Seng uddrog Den Nat at hand blef slagen, Og al den Rustning ligesaa, Med Skiolde, Sværd og Vaaben, Som Holofernes hafde paa, Mens Krigens Dør stod aaben; Hun hængte det i Templet op, At blive der og være, Den Guds forbandet Mand og Krop Til Skiændsel og Vanære. Saa holte de den hellig Fest Tre Maaneder tillige, De bød hver andre ind til Giæst Den Fattig med den Rige; Jerusalem i hver en Kant Var fuld af Fryd og Glæde, Judithe var der midt iblant Og nød det høyste Sæde; Derefter foor hver hiem til sit, Og GUD paa Reysen lover, Judithes Navn blef bret og vit Udspreed al Verden over. Saa drog hun til Bethulien, Og Høyt i Ære svefde, Hun tog ey nogen Mand igien Saa længe som hun lefde, Men efter sin Manasses Død SIDE: 189 En Enke-Stand udvalde, Indtil hun kom i Jordens Skiød Og GUD lod hende kalde; Hun steeg til megen Alder frem, GUD hende saa begavet, Hun naaede Hundret Aar og Fem, Og saa blef hun begravet; Mens hun nød denne Verdens Lys Og Lemmer kunde røre, Forblef hun i sin Husbonds Huus Og inden egne Døre; Hun giorde Pigen Abra fri, Som før var en Trælbaaren, Blant deris Tal at regnes i Til Frihed er udkaaren; Sin' Middel, Gods og al Indtægt Hun skiftet ud og byttet Blant al sin salig Husbonds Slægt, Før hun fra Verden flyttet; Derefter sov hun sagte hen, Mæt udaf Lif og Dage, Blef jordet i Bethulien, Sin sidste Søvn at tage, Hun blef i salig Husbonds Grav Nedlagt digt ved hans Side, Som Neeg der falder modne af, Naar Høsten frem vil skride; Syv Dage brugtes Sørge-Dragt, Alt Folket gaf sig saare, Der Liget blef i Jorden lagt Fælt mangen Mand sin' Taare. Og efter denne Qvindes Død Sad Landet længe rolig, At ingen Mand en Piil indskiød I nogens Huus og Bolig. At ingen sig fordristet vel I Landet ind at drage, Ey noget Ont mod Israel Sig torde foretage. SIDE: 190 Og denne Seyers-Dag og Fest Blef Aarlig hellig holden, Mens Laas for Porte var tillæst Og Vagten stod paa Volden; Thi de Hebræer holte den I megen Agt og Ære, Mand efter Mand alt hen og hen En Merkes-Dag at være. SIDE: 195 Første søndag i Advent EVANGELIUM MATTH. 21. C. v. 1 Jesu indridelse Mel.: Dend signede dag som vi nu see etc. Der Jesus til Jerusalem Sin vandring henforføjer Og drog dend vej der nærmist hjem Till Bethphage sig bøjer Nest hos der som mand reyser frem Ved Oljebiergets højer. Hand to discipler bort i sær Med slig befalning sende Gaar til dend by for eder er Og ej tilbage vende. En aseninde findis der Gaar bort og løser hende. SIDE: 196 I finde skall og bunden staa It føll ved hendis side, I dennem til mig føre maa Men vill der nogen vide Hvem eder gaf forlof der paa Og huem der achter ride. Da skall I dennem saadant svar Paa deris spørsmaal gifue Vor Herre dem fornøden har Strax schall bevilget blifue At I de beest af krybben târ Og dennem till mig drifue. Og dermed staar det ord ved magt Propheten monne lære Det er dig Zions daater sagt Din konge dig til ære Ankomme schall foruden pragt Et asen hannem bære. Disciplerne paa standend fod Hvad dem befahlis gjører. De henter asnet som der stod Og føllet till ham fører, Opsetter strax sin mester god Og saa i vejen kjører. Paa asneryggen under ham Disciplers klæder bredis, De andre folk som det fornam De gjorde sammeledis Ihvor mand foer ad vejen fram Da frydis folch og glædis. SIDE: 197 En part af dem for Jesu fod Sin klæder self udstrachte Men somme greener hugge lod Og vejen der med tagte, At alle folk, som omkring stod Till glæde blef opvagte. De sang sit Hosianna der Dend Davids søn till ære I Herrens nafn hand kommen er Velsignet schall hand være Ja Himlens engler een og hver Skall hannem priis tillbære. Anden søndag i Advent EVANGELIUM LUC. 21. C. v. 25De siste tiders tegn etc. Mel.: Med sorgen og klagen holt maade Jesus sin' discipler vill lære Hvad tegn for dommen schall være. Hand siger at sælsom miracler Skall sees i himmelens fachler. SIDE: 198 Ja soolen og maanen dend krumme Skall vorde fordunchlet og dumme Og stjernerne udi det høje Formørchet for menniskens øje. Men folchet paa jorden de dage skall pinis med banghed og plage Mistrøstis og hjertelig bæfue For vanschelig' thider de lefue. Og hafvet schall uden ald maade Opøse sin skummende fraade En bølge med anden at kjempe Søefarende mand till u-lempe. Mand vendte skall daglig og spøre Alt det som er ondt till at høre Bedrøfuede menniskers hjerte Forsmektis maa slet udaf smerte. Sig himmelens kræffter skall røre Mand schulle da see samt og høre At der udj skyerne kommer Ald jordens retferdige dommer. Naar alt dette kommer i gjenge Da seer op og tøfuer æj lenge Seer op till de himmelske porte Forløsningen er æj langt borte. Hand videre til dennem sagde Og lignelse-viis forelagde, SIDE: 200 Seer til figentræernis toppe Naar som de udbryder med knoppe. Da kand I grandgifuelig kjende At sommeren nær er forhænde Saa ogsaa naar dette begynder Da viid at Guds rige sig skynder. I viide schall det aabenbare: Denne slegt schall af verden æj fare Ej heller i grafuerne gjemmis Førend de miracler fornemmis. Forsvinde schall himmel og jorden Men ævige min' ord er vorden Seer till denne thimelig næring Æj blifuer jers sjæll till besuæring. I bør æj saa sicher at lefue I fraadtzen og fylden æj svefue Guds Dom naar I mindst tager vare Skall falde jer paa som en snare. Som fuglen æj selfuer kand achte Før fod er i strichen saa sachte Saa hastig schall dommen os krenche Paa dend dag vi mindst kunde tenche. Saa værer nu flittig at bede Aarvaagen og aldtid berede I kunde naar dommen schall være, For menniskens søn staa med ære. SIDE: 201 Tredie søndag i Advent EVANGELIUM MATTH. 11. C. v. 2 Johannis fengsell, og hans skudtzmaal gifven af Christo Mel.: Haleluja Vor Herre etc. Johannes sad i fengsell Fich midlerthid stor lengsell Der hannem kom for øre Hvad Christus monne gjøre. Hand sin' discipler tvende Till Christum lod hensende At de ham spørge skulde Og tage svar tillfulde. Est du dend Gud os sendte? Og schall vi ellers vendte Paa jorden nogen anden? Saa siig os nu din sanden. Men Jesus tog at svare; Gaar hen og værer snare. Fortæller hvad I hører For Sancte Hans det fører. SIDE: 202 Spedalske rensis skulde, De blinde seer tillfulde Den halte fod skall gange, Dend døde lif erlange. Och dumøret og døfue Skall talen richtig prøfue. Guds ord meddelis gjerne Dend fattig simpell hjerne. Men salig jeg dend lofuer Som argis æj derofuer, Fordj jeg saadant gjører Som I nu seer og hører. Saa droge de saa fage Med slig beskeed tilbage, Men Jesus hvem hand hittet Om Sancte Hans dem frittet Hand spør: hvad er aarsagen Hvorfor er I hid dragen Till ørchens øde tufve Hvad vill I her beskue? Vill I besee med øje Et rør, som væjret bøye, Nu hid nu did tilbage Som andre stilche svage? SIDE: 203 Vill I, maa schee, beskue En juncher eller frue, Iført i bløde klæder Med herredragt og sæder. See folch i klæder bløde, Om I vil dennem møde, I finder dem strabatzer I kongelig pallatzer. Ja hvad vill I beschue? Maasche propheter blue, Sanct Hans, det vil jeg sige Har æj blant dem sin lige. Mand bør langt hannem meere End een prophet skattere Fordj om ham er blefuen Saaledis fordum skrefuen. Gud siger self: Jeg sender Min engell, dend jeg kjender Og det er hans embede Din vej for dig at breede. SIDE: 204 Fjerde søndag i Advent EVANGELIUM JOH. 1. C. v. 19. Johannis bekiendelse Mel.: Phyllis sad udi sin skøyte etc. Sancte Hans det vidne gjører og sandferdig prof fremfører Om sit kald, som hand kand best Dend thid præster og leviter Sendis ud, og hannem fritter: Siig os hvad for een du est? Hand fornægter æj at svare, Men bekjender aabenbare Siger: Christus er jeg æj De bespørger atter manden Est du dend Elias anden? Men hand svarer: Nej, ô nej. Men de spør ham for det trede, Monn' du een prophet da heede? Men det vaar alt nej som før. Da tilthaler de ham alle Hvad for nafn schall vi dig kalle? Du benegter hvad vi spør. SIDE: 205 Gif os din persohn tilkjende At vi dennem os udsende Skaffe kand fuldkommen svar. Og han sagde: Jeg prædicher Herrens vej i verden skicher Som propheten skrefuit har. Med min røst jeg alle stæder Her i verdens vilde heeder Raaber poenitentzes raab Men de mænd som sendte vaare Lod de jøder self udkaare Af de pharisæers haab. Effterdj da, siger disse Du forkynder os til visse, At dig Christj nafn æj bør Og æj een prophet at være Hvorfor tar du dig dend ære At du hver mand døbe tør. Sancte Hans de skalche bøse Svarer saa: Vel kand jeg øse Daaben i det bare vand, Men dend mit iblant her træder Dog slet u-bekant for eder Een ret himmelæret mand. Hand vaar til for mine dage Blifuer effter mig tilbage Naar jeg er henlagt i roe SIDE: 206 Jeg mig finder alt for ringe At opløse mindste tvinge Huormed bunden er hans skoe. Denne mellem-tale skeede Da Sanct Hans sin daab beteede I Bethabara dend sted, Ofuer paa dend anden side Hvor al Jordans flod hin stride Flyder gjennem landet ned. Første jule-dag EVANGELIUM LUC. 2. C. v. 1 Christi naaderige fødsell Mel.: Skall dog it ædelt og ærekjært etc. Merkeligt hendet sig, udj de dage Dend thid da kejser Augustus til Rom. Strengelig lod med mandater uddrage Skatten at ydis all jorderig om, SIDE: 207 Een skat vell stor, som af gik ord Dend allerførste mand mindis paa jord, Og dend paastod, da Cyrus god Vaar udj Syrien landet betrod. Alle mand lod sig godvilligen finde Gick at beskrifuis en hver til sin stad. Joseph og med sin trolofuede quinde Gaf sig paa reisen fra Nazareth glad Till Davids by opbygt af ny Bethlehem hvor udaf vide gaar ry Thi Joseph god til byrd og blod Runden vaar af dend Davidische rod. Men hans Maria vaar tung under belte Der de nu komme till Bethlehem stæd See, da kom tiden paa huilchen det gjelte At hende gik effter qvindelig sæd; Sin første søn hun der i løn Fødde til verden vel fafver og skjøn. Han blef der klagt, i krybbe lagt Kluder og pialter omkring hannem tagt. Hyrderne hvilche som der omkring bode Ginge paa marchen og vogted sit fæ Mit udi natten for dennem till gode Lod sig een engel af himmelen tee. I blanch gestalt; og strax paafalt Herrens hans herligheds glantz ofver alt; Som de det saae, de hyrder smaa kom dem een hjertens forskrechelse paa. SIDE: 209 Engelen straxen at tale begynder: Slager hen frygten, I tør iche ved Megen stor glæde jeg eder forkynder Hvilchen vor Gud alle folck har bered. I dag er fød en frelser sød Som eder alle forløser af nød It helligt lius i Davids huus Det er Vor Herre, dend Herre Christus. Og I skall dette til merche bekomme Barnet skal findis sperlemet og kleen, Liggende mit udi krybben dend krumme Indsuøbt i kluder om armer og been. Som det vaar sagt, see strax med pragt Saae mand een himmelsche hærskaris magt De sang sin chor med stemme stor Lofuede Gud udi himmelen boer. Allesteds hvor de i lufften omfløye Hørdis med glæde dend klingende liud Priis og ald ære skee Gud i det høye Priis og ald ære skal være vor Gud. Dend ædle Fred paa jorden ned Mennisken thill velbehagelighed. Ja allesteds paa jordens kreds Gud stille glædelig alle tilfreds. SIDE: 210 Anden juledag EVANGELIUM MATTH. 23. C. v. 34 Den geistlige forfølgelse Mel.: Det sidste mand fra Doris hørte Gud sagde till de jøder slemme Der hand eengang iblant dem stod: See, vise mænd og velfornemme Propheter og skrifftkloge god Till jer I jøder jeg dem sender Dog I det æj med thack erkjender. En part skall I med pidsker haarde Dem huden slet af kroppen flaa En part skall korsfæsted vorde En part schall I till døden slaa Og nogle skall I alle dage Fra stæd till anden slet forjage. Men alt retfærdig blod tilhaabe Udøst paa jorden hid og did Fra Abels blod som monne raabe Og indtill Zachariæ thid, Dend søn som Barachias fødde Og I i tempelet slog til døde. SIDE: 211 Alt blod som folck har ladet spille Udj saa mangt u-talligt aar, Bekomme schall det eder ilde I skall betale hver een taar Saa sandelig jeg vill det mælde Ald dendne slegt skall det undgjelde. Jerusalem du stad u-rene, Jeg siger: ô Jerusalem Du som propheter lader steene Og ynchelig omkommer dem. Hvor offte jeg dig samlet vilde? Men du forskjød mit tilbud ilde. Hvor vilde jeg dig under vinge Saasom een høne lochet tit Hvor vilde jeg mig om dig svinge Og mine fjære brede vit Men du fortræden lodst dig finde, Forachted mig saa mange sinde. Det schall dig blifue self tillskade Den tid skall komme før du troer At du skall nødis at forlade Dit eget huus hvor i du boer Og fly fra dennem tom og øde For fiendens schyld, som dig schall møde. Det vitterligt schall eder være I skulle mig æj meere see Førend I selfuer mig till ære Skall lofue paa det højeste: Priis være dend vor frygt forøger Og os i Herrens nafn besøger. SIDE: 212 Tredie juledag EVANGELIUM JOH. 21. C. v. 19 Petri kald og fald Mel: Christe, du est den klare dag etc. Jesus sagde till Sanct Peder Følg mig efter. Jeg dig beder. Men Sanct Peder vender sig Om tilbage hastelig. Idet hand sig om forkjerer, Seer hand een som med spadtzerer At det dend discipel er, Huilchen Jesus hafde kjer. Dend discipel er dend samme Huilchen Jesus lod annamme I sit fafvn der hand til mad Ofuer bordet med dem sad. Det er dend discipel stille Som tilspurde Jesum lille Herre kandst du sige mig, Huo schall dog forraade dig? SIDE: 213 Der Sanct Peer seer dendne komme Spørger hand sin mester fromme: Herre huad schall dendne mand? O min Herre huad skall hand? Christus suarer: Om i liufe Om jeg vill at hand schall blifue Till jeg kommer hid igjen Hvad har du dermed min ven? Om jeg det ved hannem gjører, Siig mig huad det dig anrører. Følg du mig og gjør du saa, Lad een andens sag bestaa. Der de brødre saadant hører, Gall indbildning strax sig gjører. Dend discipel siger de Lider aldrig dødsins vee. Dend discipel hand døer icke Dødsens skaal hand æj schall driche, Men det vaar æj Christi ord, De sig self dend tanche gjord. Hand æj sagde: Hand døer icke Men vill jeg ham lif beschicke Till jeg kommer med hans dag Huad angjælder det din sag? Dend som hafuer skrefuit dette Hand er dend discipel rette SIDE: 214 Hvor om dendne tvistighed Blant de brødre kom afstæd. Ved hans pen er dette blefven I dend hellig bog indskrefen Og vi vide vist og grandt at hans vidnisbyrd er sant. Søndag imellem juul og ny aar EVANGELIUM LUC. 2. C. v. 33 Simeonis spaadom Mel.: Broder, hvi est du saa mut Tog saa till i dyyd og aar Og hos Gud i naade vaar Gud ham sielf regierde. Ny aarsdag EVANGELIUM LUC. 2. C. v. 21 Christi omskjærelse Mel.: Jeg veed it ævigt himmerig Der effter Christi fødsell hen Vaar leden otte dage Mand skulle med omschjærelsen Det lille baren plage. SIDE: 217 Mand hannem Jesus kalde lod Som englen det berammet Før nogen tid hand kjød og blod I moders lif annammet. Søndag imellem ny aar og hellig 3 kongers fest EVANGELIUM MATTH. 2. C. v. 19 Josephs reyse fra Egypten Mel.: Herre Jesu Christ, min Frelser du est. Herodes bort til dødsens port Fra verden maate vige En engel from for Joseph kom Udi een slum Udi Ægypti rige. Hand sagde saa: Stat op at gaa Tag barnet og hans moder, Drag hen paa stand, alt hvad du kand Till Jøde land Bort ofuer alle floder. Hand er omkuld, nedlagt i muld Som barnet efftertragtet; SIDE: 218 Saa drog hand glad, med ald hans rad Som Gud ham bad Till Jødeland sig agtet. Men Joseph god, der hand forstod At Archilaus skull' være En kronet mand i Jødeland Og høygt i stand Sin faders spiir at bære. Hand hiertelig da frygted sig For hans skyld did at drage Men hand fich bud i drøm fra Gud Saa foer hand ud En anden vej tillbage. En rejse stor hand siden foer Till Galileæ stæder Till Nazareth, og det er det Som før vaar gjett Hand Nazarenus heeder. SIDE: 219 Hellig 3 kongers dag EVANGELIUM MATTH. 2. C. v. 1 Hedningernis kald Mel.: Ach Amaryllis har du nu etc. I Betlehem, der Jesus blid Vor frelsermand udkaaren, Vaar udi kong Herodis thid Till verden fød og baaren, Da rejste did med gandske flid Fra øster verdens ende Tre vise mænd behænde. De gik omkring dend heele by Og spurde hvem de funde: Hvor er de jøders konge ny? Gid vi ham finde kunde! Vi seed har grant, at der oprandt I Østerland hans stjerne Thi tjenne vi ham gjerne. For dend skyld vi nu kommen er Vort offer ham at gjøre, Herodes blifuer slet forfærd SIDE: 220 Der hand faar sligt at høre. Ja een og hver, som her og der I staden hos ham boede Blef underlig till moede. Herodes ald sin geistlighed Till lande-modet kalder Bespørger dem paa hvilchen stæd At Jesu fødsell falder? De siger frem: I Betlehem I Jødeland det blifuer Saasom propheten skrifuer. Saa staar der i dend hellig læst Blant andre stæder største Du Betlehem æj ringest est, Af dig udgaar een første Og hand skal mig fuldkommelig Mit folches herre være Og Israel regjære. Fra kongen strax et lønlig bud Hen till de viise sendis; Hand hører dennem flittig ud Naar stjernen tog at tændis Og der hand det fick vide ræt Bød hand dem sig paatage Till Betlehem at drage. Hand siger: Rejser, værer snar og effter barnet spører Og naar I det opfundet har, I mig det strax kundgjører. SIDE: 221 Thi jeg og vill mig lafue till Ja gudelig berede For hannem at tillbede. De drog, og see dend stjerne ljus Der østen i de tinde Hun gik for dem hen till det huus Hvor barnet lagt vaar inde, De blifuer var dend stjerne klar Og glædis inderlige Som æj er af at sige. De gik i huset, falt i knæ Tilbad med priis og ære, Og offred ham det liggendfæ De med sig monne bære, Først guldet rød, saa virach sød og myrrha mangelunde, Det beste som de kunde. Men Gud om natten som de laa Lod dem i drøm advare De till Herodem iche maa Sin vej tilbage fare, Og see de drog, een lang afkrog En anden kaas at tage Till sine land tillbage. SIDE: 222 1ste søndag efter hellig 3 konger EVANGELIUM LUC. 2. C. v. 42 Jesu første disputatz i templet Mel.: Frisk unger svend, du tag din sag Ret paa dend thid Der Jesus vaar paa tolfte aar Gick hans forældre blid Thill Salmons tempel bolde Højtidelig at holde Sabbathens dag med flid. Sabbathen dend Een ende fick, hans moder gick Hjem till sit huus igjen Men barnet i de dage Blef effter dem tillbage Forglemt i tempelen. Hvad tagis for? At skeed vaar sligt, u-vitterligt Det hans forældre vaar De meente hand har været Blant sælskab indloggerit Og druchet sig een taar. SIDE: 223 Med største flid I hver et rom, ret runden om De søgte hid og did Og allesteds omrender Blant slegtninger og frender Een gandske dagis thid. Men der de ham I Nazareth blant slegt og æt æj nogensteds fornam, De strax paa standend fode Sin kaas igjen omsnodde Did hen hvor fra de kom. Som de nu frem Paa trede dag med stor umag Kom till Jerusalem Da fantis han at være blant lærde mænd med ære I tempelet hos dem. Thi hand der sad Ret mit iblant, dem u-bekant og spurde dennem ad Og slig discurs fremførde At alle dem ham hørde Stod af forundring flad. Forfærdet slet Hans moder staar, der at hun faar Hans tale høre ræt Hun tager ham at straffe, Hvad har du her at skaffe Hvi gjorde du os det? SIDE: 224 Bekymmerlig Jeg og din fâer omrendet har Med hjertens sorg for dig Men hand sin moder spørger: Huad er det I saa sørger Og leede effter mig. Viid det og mærk Mit kald og pligt udkrefuer sligt at jeg min faders verck Bestille skall og gjøre. Det hannem monn' tilhøre Med god forretning sterk. Maria god Hun iche sig ret synderlig Paa disse ord forstod. Men hand med dem nedfulte Lydachtig sig forhulte i gandske lif og blod. Hvad af hans mund Paa dend thid falt, hans moder alt Det gjemt i hjertens grund Og Jesus ofuermaade Tog till i gunst og naade Alt meere stund for stund. SIDE: 225 2den søndag efter H.3 konger EVANGELIUM JOH. C. 2. v. 1 Bryllupet i Cana Galilæa Mel.: Bondi, Madamm Elizabeth etc. I Cana stad et bryllup staar I Galilæa land Nærværendis Maria vaar Og hjalp dem med en hand Till samme thid de Jesum did Med hans discipler bød Men best de sad, og vaare glad da fattis vinen sød. Maria hen till sønnen sin Med slig begjæring gaar Min kjære søn her mangler viin Her findis æj een taar. Hand gaf til svar: See, see hvad har O qvinde, jeg med dig Min stund endnu, kom det ihu Æj kommen er for mig. Maria sig æj skreche lod Gaar till de svenne smaa SIDE: 226 Som til at skjenche vaar betrod Tiltaler dennem saa Staar I parat, acht paa mandat Om Jesus noget vill I gjøre skall, hvad hand befall og siger eder till. Paa samme tid til rede stod Sex store kar af steen De jøder dennem bringe lod At rensis der i reen De satte vaar, som jeg forstaar Till folchets renselse Der gik i hver vel ungefehr To maader eller tre. Vor Herre bød de svenne snar: Gaar hen og henter vand Opfylder straxen alle kar Det snarest' som I kand De drog og bar i hvert it kar Alt mens der gik en taar Saa bød hand dem, at bære frem Det som i øset vaar. Dend kjøgemester tog det vand og satte for sin mund, Dend beste viin som persis kand Vaar æj saa god og sund Af hvad aarsag det fik dend smag Hand æj forstod sig paa Thi tjenneren, som bar det hen Sig iche lod vedgaa. SIDE: 227 Kiøgmester raaber brudgom fiin: Huorledis gaar det till? I første gladtz mand beste viin Gemeenlig skienche vill Dernest et slag, af ringer smag Naar folk har faat sit pas Du tvert imod iskjenche lod Dend beste sidst i gladtz. Men dette verch, som nu vaar skeed Vaar it miracel stort. Det første vunder nogen veed At Christus hafuer gjordt Hans hærlighed blef saa beteed For alle med een hast Disciplerne det fik at see Og tro'de paa ham fast. 3de søndag efter H.3 konger EVANGELIUM MATTH. C. 8. v. 1 Dend spedalske mand Mel.: Naar tegn er skeed i maane Tøf lit, nu vil jeg gaa der hen Din søn tilpadtz at gjøre. Nej, siger manden uforfærdt Min Herre, jeg er iche værd Du træde skall min' dørre. Men om min Herre saa befalt Hand kon it ord vil hafue talt Til een af tjenner' sine At hand umager sig derhen Vist blef min svend tilpadtz igjen Forløset fra sin pine. See, jeg er og een mand af kaar, som under krigs commando staar Maa øfrighed parere Sjelf er mig og betroed Offitz Jeg hafuer under min Commiss Soldater een og fleere. SIDE: 230 Jeg siger till den eene saa: Gach did! strax er han red' at gaa Jeg siger til dend anden: Staa der! sa staar hand ganske still Naar jeg dend tredje byde vill: Kom hid! er hand forhanden. Men see, der Jesus hørde det, Falt hand udi forundring slet, Târ saadan ord i munden; Det siger jeg og veed med schell En saadan troe i Israel Jeg aldrig end har funden. Fra Øster mange komme skall, Fra Vester og i tusind-tall Som ævig skall besidde Min faders bolig og palladtz Med Abraham i Conversatz Dend Patriarcha blide. Men rigens børn der tvert imod Udi et mørch, som æj er goed Det er dend ævig pine Fra Guds og Jesu ansicht blid Skall stødis ud till ævig thid Med sig og mange sine. Hvor de der fort med øjne vaad Beligge schall i ævig graad, Sin' tænder sammenbide SIDE: 231 Fuld tæt formedelst piin' og vee, Bespotte Gud i himlene For pinen de der lide. Men Jesus atter vender sig Til høfuismanden blidelig Og venlig till ham sagde: Gach hjem, de skee dig som du vilt, I samme stund blef drengen skilt Ved sjugen hannem plagde. 4de søndag effter H.3 konger EVANGELIUM MATTH. 8. C. v. 23 Jesu skibsreyse Mel.: Hvem kand seigle foruden vind Der Jesus udi skibet ind Med sin' discipler traade Da rørdis op een mægtig vind Alt hafvit stod i fraade, De bølger slog saa hefftig paa Det sjuntis skibet vild' forgaa Mand kunde det æj raade. SIDE: 233 Men Jesus ned i rommet laa Sof paa sit øre sagte, Disciplerne mon' till ham gaa Og hannem strax opvagte De robte fast og sagde saa: O Herre hjelp os vi forgaa! Vil du vor nød æj achte? Men Jesus tog at straffe dem Fordi de vantro vaare. Hand siger: O I folck saa slem Hvi frychter I saa saare? Saa trued hand baad' vejr og haf. Og straxen stiltis vinden af, Og sagted sig dend baare. Men de der inden borde vaar Og saae hvad Jesus gjorde, De slet udi forundring staar Og sig indbyrdis spurde De siger: Hvad er det for mand? At hannem baade vejr og vand Maa underdanig vorde? SIDE: 234 5te søndag efter H.3 konger EVANGELIUM MATTH. 13. C. v. 24 Klinten og hvæden Mel.: Bonden hand achter paa tiden Jesus en lignelse taler, Himmerig for os afmaler At det lignis kunde dend bunde Som den gode sæed I sin ager ned Kasted udi fred, Men hans fjende leed Dend thid folchet sofue paa lofve Saade hand sin klinte, dend grofue. Saa blef det eene med andet Gode med onde beblandet. Men der nu dend hvæde vaar reede Og i blomster stod Strax til sjune lod, Klinten med opgrod Svennen' det forstod Løbe hvad de kunde paa stunde Det at sige for sin husbunde. SIDE: 235 Herre, du saade jo hvæde Hvoraf er klinten hin leede I din ager spredet udbredet Baade vit og stort? Manden svarer fort: Det hâr Satan gjordt Strax vil de gaa bort Klinten op at ryche hvert styche Manden det æj vilde samtyche. Hand dem alvorlig lod vide, Det iche nu vaar betide Klinten op at ryche, hvert styche, At æj hvæden god Der iblant opgrod Ruskis skall med rod Men hand bjude lod Lad dem blant hin anden blif standen Indtil høstens thid er forhanden. Og naar nu høsten frembryder, Straxen jeg høstfolchet byder. Sancher først og kipper i Knipper Klinten vexten vild Satans kruud u-snild Kaster hende spild Paa een gloend ild Men I schall opskjære og bære Hvæden i min lade med ære. SIDE: 236 Mariæ renselsis dag EVANGELIUM LUC. C. 2. v. 22 Simeonis spaadom Mel.: Fy mig an i alle mine dage etc. Thiden kom som lofven omrører At Maria kirchegang gjører Førde hun med i dend resende trop Jesum sin søn till Jerusalem op : : Gud ham at offre dend signede krop. Thi saa staar i Bibelens blader; Hvad som først sin moder oplader Helliget være skal Herren saa klar Gifue till offer to turteler rar : : Eller af unge smaa Duer it par. Men udi Jerusalem boede Simeon dend gammel og gode Udaf gemyt een oprigtiger mand, baade gudfrygtig og viis i forstand. Stand! stand! viis i forstand! : : Og hand vaar fuld af dend hellige aand. Iblant andet sig monne hende Gaf dend Hellig Aand hannem tilkjende SIDE: 237 At hand af døden æj lide schull vee Før hand skinbarlig fik Christum at see : : Og hannem sligt paa hans alderdom skee. Gick saa strax som aanden ham ledde Op til templet der at tilbede Jesu forældre vaar gangen og did Stundet til templet for renselsens tid : : Hafuende med seg sin Jesulum blid. Simeon tog barnet paa arme Krysted op till brøst og till barme Lofuet og bad udaf inderste grund, Herre lad mig i een fredelig stund : : Salig henfare, som sagt har din mund. Thi see! nu skinbarlig mit øye Skuet har din frelsere nøye Hvilchen os til een forsoning er sat Og til at opliuse dend hedensche nat : : Israel till een guddommelig skat. SIDE: 238 Søndag Septuagesima EVANGELIUM MATTH. 20. C. v. 1 Arbeidet i viingaarden Mel.: Søfren Tvillings viise, om Peer Skrifuer og Peer Fouget Om Himmerigs rige Guds søn os lærer smugt; Det lignis, vill hand sige, Een viingaard fuld af frugt. Husbunden paa de veye Gick ud een morgenstund Arbeyds-folch till at leye Som dyrche skal dend grund. En penge de till hyre For dagen skulle faa, Saa lod hand dem henstyre, Til hafuen bort at gaa, Hand atter tog at vandre Da klocken vaar ved tree, Fant strax een hoben andre Paa torfvit ledige. Hand dennem lod befahle Gaar I till hafuen medt SIDE: 239 Jeg Eder vill betale Hvad billigt er og ræt, De strax godvillig ginge Fuldkommit hans begjær Men hand foer ud at tinge End fleere her og der. Dend siette stund, saa lenge Og niend' ligesaa, Hand hyret for sin penge Ihvem hand kunde faa, Omsider fant han somme Mod ellefv kloche-slet De gik med haand i lomme, Dagdriver kaldet ræt. Hand spurde hvi de dagen Saa gandske ledig staar? De svarer: det er sagen Vi ingen hosbond faar, Hand bad dem i sin hafue Till at arbejde gaa, Jers løn jeg saa vill lafve Hvad ræt ehr, skall I faa. Det aften-mørch paafalder Viingaardens herre god Sin fouget for sig kalder Ham saa tilsige lod: Kald folket fort tilhaabe, Og de som seenist kom Begynd dem først at raabe, Gach siden runden om. SIDE: 240 Da komme de at tage Sin løn som sidst indgick, Enhver for sin umage Sin lofvet penge fik. Saa traade frem de første I dend forhaabning fuld At deris løn dend største For andris blifve skull. Men de fik iche meere End dend udlofvit sold Thi tog de at bravere Og lod som andre trold, De siger till dend herre Med knur og raseri: Hvi skall de sidste være I løn saa god som vi? Det vaar en kort umage Som at de sidste leed, Men see vi maate drage dend gandske dagis sved, Du lâr dog i besoldning dem lige med os gaa, Hvad er det for huusholdning Og hvo kand sligt udstaa. Men Herren gaf dend eene Af dennem saadant svar: Min ven, du tør æj meene At jeg dig skuffet har Hand siger: vor bogstafue SIDE: 241 Hvor liuder vor accordt, En penge skalt du hafue Tag dend og gak saa bort. Af mit jeg jo maa gjøre Hvad som behager mig, Hvad meenst du, jeg skall spørre Maa skee, forlof af dig? Om jeg mod een og anden Mig gunstig vill betee, Vilt du derfor som Fanden Med afvinds øye see. Saa skall de sidste blifue Till første vexlet om, De første skall mand drifue Till det fornedret rom, Saa scheer hos Gud vor Herre Forandring underlig Thi mange kallet ere Men faa faar Himmerig. SIDE: 242 Søndag Sexagesima EVANGELIUM LUC. 8. C. v. 4 De fire slags sæde-jord Mel.: Æden dend hafue lystig laa Men de svarer: Du har iche Fembti aar endnu fuldendt Derfor kand det sig æj skiche At du Abraham har kjendt. Jesus siger: jeg til vaar Før end Abraham har været, Og før ham blef lif beskjæret Slet utallig er min' aar. Da tog de till steen og kasted Alt hvad de forhaanden fik, Men Guds søn sig fra dem hasted Lønlig ud af templet gik. SIDE: 264 Mariæ Bebudelsis dag EVANGELIUM LUC. 1. C. v. 26 Engelen Gabriels glædelige budskab til Jomfru Maria Mel. som Mag. Th. Kingos: See hvor sig dagen atter skynder etc. Gud skichet ud i fordum dage En engel som hed Gabriel, Hand skulde med befaling drage Til Galilæa marche-skjell Der laa en stad heel slet og ræt Mand kaldet hannem Nazareth. Hand skulle der i staden finde En jomfru som Maria heed Hun vaar dend tid een fæste-qvinde Trolofvit med en tømmersmed Og Joseph var dend samme mand Hand vaar af Davids slegte-rand. Guds engell ind ad døren stiger Og hilser som hand kunde best Hill være dig blant alle piger Hill dig Maria der du est! SIDE: 265 Jeg ønscher dig Guds gode fred Gud er med dig i ævighed. Maria der hun sligt faar høre Forskrechis hun og tenchte saa: Hvad monn' dend helsen med sig føre Og hveden kommer sligt ifra. Guds engell siger: Edle møe Lad kon all frygt og redsell døe. Jeg siger dig: Du vist erlanger Sær gunst hos Gud ô jomfru skjøn Du føde skall og blifue suanger Med een velyndet faver søn, Du hannem Jesus kalde skall Een frelser i ald nød og qvall. Mand skal ham holde for at være Den Høygstis søn og verdens sool Hand skal alt Jacobs huus regjære Og sidde fast i Davids stool, Hans kongerig skall ævig staa Og aldrig blifue ende paa. Hun svared: Hvor skall det tilgange? Hvorledis kand det blifve sant? At jeg i lifuet skall undfange Jeg som er æj med mand beblant. Jeg veed og aldrig nogen svend Der blef mit legem mægtig end. Guds engel siger: Jomfru fromme Guds aand schall overskygge dig SIDE: 266 Og dig skall u-formercht paakomme Dend Høygstis krafft af himmerig Og det du føder det er vist Guds egen søn og pode-qvist. Elisabeth hun og skall hafve En søn i fafn før aar er om Hun skal med lifsens frugt og gafve Velsignis paa sin alderdom At hun som før u-frugtbar vaar Nu i sin sjette maaned gaar. Saa troed dend lifsalig qvinde Hun sang og sagde glædelig: See jeg er Herrens tjennerinde Som Gud har sagt, saa skee det mig. Saa skiltis hun og englen ad Og hand foer op til himmels glad. SIDE: 267 Palmesøndag NB. Evangelium: See paa 1. søndag i Advent. Skiær torsdag EVANGELIUM LUC. C. 22. v. 14 Paaske-lammet Mel.: Daphnis gik for nogle dage Men een leie-svend er saa Snart hand hører ulfven graa Târ hand flucht og tøfver iche Sætter saa sin faar i stiche. Thi naar ulfven da begynder Gjør hand een forvirret splid Somme faar hand rifver synder Somme spredis hid og did Men ô søde Jesu Christ Du vor beste hyrde vist Dine faar du kjender alle Lader dig dem vell befalle. Ligesom dend himmell-fader Dig erkjender for een søn Du dig og dertill forlader SIDE: 285 At hand er din fader skjøn Ligesaa det ogsaa gaar Med din hjærtenskjære faar Du best kjender alle dine Thi du self for dem ledst pine. Dine faar gjør sig det samme De bekjender frit dit nafn Anden Gud de æj anamme Men indflyer til dit fafn Andre faar du hafuer och Som er af een anden floch Dennem vilt du og hid føre Og een hjord og hyrde gjøre. Tredie søndag efter Paaske EVANGELIUM JOH. 16. C. v. 16 Dend lille stund Christus ville være borte og komme igjen Mel.: Kom ô skiønne hyrde-møe Jesus med een venlig mund Til sin' discipler siger Det er om een liden stund At jeg fra eder viger. SIDE: 286 I skall æj see mit ansigt blid Udi de samme dage Og atter om en liden thid Da kommer jeg tilbage. Men een deel sig mellem saa Indbyrdis lod forlyde Hvor skal vi hans ord forstaa Hvad har det at betyde? Dend liden stund hand taler om Hvad monne det skall være? Vj veed æj hvad vor mester from Med saadan ord vil lære. Jesus kunde straxen see Hvad tancher dennem plagde, Som een Gud aldvidende Hand derfor til dem sagde: Jeg veed vel hvad i grunder paa Og hvad I om vill spørre Dend liden stund jeg sagde fra Det er der om at gjøre. Jeg det svær saa sandelig Det skall sig vist tildrage, Verdens børn skall glæde sig Og hafve lystig dage, I tvert imod med suk og graad Skal megen modgang lide Samt og med daglig øyen vaad Jers tid i verden slide I har nu bedrøfvelse Dog skall dend engang vige, Kand det æj i verden skee, SIDE: 287 Det skeer dog i Guds rige, En qvinde, hendis fødsels tid Naar at dend er forhaande Da er hun i bedrøfvit strid Og stæd i megen vaande. Men naar barnet det er fød Da glemmer hun sin smerte Hun târ barnet i sit skjød Og glædis i sit hjerte. I ligesaa, nu hafuer I Jers sorg og hjertens plage Men I skal eengang blifve fri Naar endt er disse dage. Jeg vel veed I sørge vill Fordi jeg hedenfarer Sørger æj men holder still Det æj saa lenge varer Om I bedrøfuis til een tid Det skal sig dog vel vende Naar I skall see Guds ansigt blid Og glædis uden ende. I nu fra mig skilles her Og kurrer som een due Jeg skall eder atter der I ævig fryd beskue Da skall jers hierter glæde sig Alt effter Herrens villje Og ingen skall ævindelig Dend glæde fra jer skillje. SIDE: 288 Fjerde søndag efter Paaske EVANGELIUM JOH. 16. C. v. 5 Dend Helligaands embede Mel.: Op hjertens suk og graad vær rede Guds søn gaf sørgelig til kjende For sin' discipler at forstaa: Nu gaar jeg bort til dend mig sende, Men ingen spør: hvor viltt du gaa? Saa ved jeg nu at eders hjerter For min bortgang bekymris hart Og at det eder højlig smerter I mig nu skall forlade snart. At jeg nu vil fra verden fare Og reyse til en anden ort Jeg kand min sandhed iche spare For eders beste er det gjordt. Thi skulde jeg æj heden vandre Da kom her ingen trøster ned Men gaar jeg bort fra jer og andre Da skal hand sendis i min sted. SIDE: 289 Hand straffe skal, naar hand mon komme Dend onde verdens viis og sæd, For vantroe, synd og vrange domme Og for selfgjort retfærdighed. Dend første synd hand paa skall klage Det er vantro dend slemme last At folck foruden ald aarsage Ald troe til mig har slet forkast. Guds aand og stæfne skall i rætte Ald verden for retfærdighed Og de min Verskyld bag sig sætte Og stoeler paa sin egen sved. Jeg er dend som retferdig gjører Det er fuldkommet ved min død, Og der om mere prof tilfører Min bortgang til min fader sød. Men folck ved sin optenchte dyder Formener sig vel fast at staa Hvorfore de min død forskyder Thi schall de æj Guds straf undgaa. Dernest schall og for domme vrange Dend fuule verden stefnis ind, Thi jeg bagtales udaf mange Som er forvent i sjæll og sind. SIDE: 290 De veed at Satan verdens første Med mig har strid og tafft sit spill De mig for deris dommer største Dog ingenlund bekjende vil. Her er adschillig ting tilbage Jeg endnu med jer schulle talt Men for dend sorg jer monne plage Kand I det iche mindis alt. Dog hvad her mon forgjettet blifue Skall Guds aand minde eder paa Hand skall og god opliusning gifue Om hvis i kand æj nu forstaa. Og da skall eder aabenbaris Guds hellig vey og sandheds ord, Thi jeg ved hannem skall forklaris Med ære paa dend gandske jord. Dog skall hand af sig self æj tale Ey eller stiffte lærdom ny, Men hvad jeg hannem vill befale, Skal hand udraabe frit i by. Hand eder ogsaa skall advare De ting der er tilkommende Som skall her effter vederfare Og i de sidste tider skee. SIDE: 291 Dog skall hans ord æj andet være End hand af mig anammet har Og æj forkynde anden lære End Herrens ord og sandhed klar. Alt hvad min fromme fader hafver Det regner jeg at være mit Det samme skall ved naadens gafver Dend Hellig aand forkynde frit. Femte søndag efter Paaske EVANGELIUM JOH. 16. C. v. 23 Bønnen i Jesu naffn Mel.: Der engang lengsels tvang De har jo propheterne Lad dem tage dennem vare Speyle sig i dem og see, Lad dem Mose lofbog høre Og sit lif dereffter føre. Ah! nej! sagde denne pracker Det er dermed lidt bevendt, Moses vaar vell skjøn og vacker Men de har ham iche kjendt, Men opstod een død af jorde, Poenitentz de snarer gjorde. Hand gaf svar: vil de æj høre Moses slig en Herrens mand, Siig, hvad frugt skall de da gjøre Som er lagt i dødsens land Det er en forgjefis rente De afdødis trøst at vente. SIDE: 315 2den søndag efter Trinit. EVANGELIUM LUC. 14.C. v. 16 Dend store nadvere Mel.: Vell er det sant i lesten staar etc. Gud ligner sig ved it menniske god Som lod et stort maaltid berede Til hvilchet hand og omhyggelig lod Mangfoldige gjester indbede. Hand sendte sin tjenner betimelig ud, Der nadveris tid var forhanden Hand bad hannem løbe med order og bud At sige til een og til anden: O kommer min venner, alting er bered Min hosbundes bord at opfylde Men gjæsterne sig undsloge derved Begyndte sig flux at undskylde. Dend eene gaf for dend skallet' aarsag: Jeg kjøbte en ager af andre Thi gaar jeg nu hen at besee ham i dag Kand derfor til bryllup æj vandre. SIDE: 316 Den anden han sagde: Fem øxen i par Jeg kjøbte ret nu for min penge Jeg maa nu der hen og see hvor de faer Du har mig undskyldet saa lenge. Dereffter da sagde den trede Compan En qvinde jeg nylig har taget Din husbondis gjæstebud staar mig æj an Og derfore er jeg aarsaget. Men svenden hand kom med saadan beskeed Og for sin husbonde det førde. Dend herre derofuer blef hjertelig vred Der hand disse tidninger hørde. Hans skichet ham atter og gaf ham anstalt: Gack ud til omliggende stræder At sanche tilsammen hver krøbling og halt Som ligger paa gaden og græder. Da svarede svenden: Min herre saa from, Jeg hafuer fuldbyrdet jers vilje Men her findis endnu til gjæsterne rom. Hvor skall vi dend handell bestille? Hand skichede svenden dend tredie gang Og bad hannem løbe gesvinde Paa alfare veye hos gjærderne trang Og sanche hvem hand kunde finde. Du skalt mig indbyde baad' krumpen og blind, Men om de benægte det schulle SIDE: 317 Og vil æj med gode saa drag dem her ind, Paa det mine bord blifuer fulde. Men ingen af dennem som selfver forskjød Min gunst og tilbiudende naade, Skal værdige blifue min Nadvere sød Fordi de mit tilbud forsmaade. Tredie søndag efter Trinit. EVANGELIUM LUC. 15. C. v. 1 Det fortabte faar Mel.: Ah lefvende Gud jeg bekiender for dig Der komme til Jesum Guds hærligheds tolk Adskillige tolder og syndige folch Paa det at de kunde til saligheds trøst Faa høre hans mund og lifsalige røst. Men det gjorde de pharisæer æj godt De knurred og sagde til Jesum med spot Hvad har du med tolder og syndere grof, Hvad gjøris med dennem at æde behof. SIDE: 318 Men frelseren til at jendrifve dend sag En lignelse førde subtilig for dag Hand siger: Om nogen blant eder dog vaar Saa riig, at han eyede hundrede faar. Og om det sig hendet et enist kom bort, Forvildet paa klippen, mand veed iche hvort, Skull' hand æj forlade de nitti og ni Og straxen omrende paa vildene sti. Hand søger og leeder i huler og graf I refver og gruber, og lader æj af Indtil hand ophitter det hannem frakom Og naar det er fundet, da vender hand om. Hand legger det paa sine skuldre med lyst Og kalder sin' grander med glædelig røst O glæder jer alle, jeg hafuer igjen Opfundet mit faar, som forvildet vaar hen. Saa siger jeg eder, i himmels pallatz Er ofuer en synder langt større coratz Som gjør poenitentze, og vender sig om End ofuer et hundret retfærdig' og from'. Ja dersom en qvinde med penninger ti Forliser dend ene, beholder de ni, Hvad mener I? skull' hun æj feye sit huus At søge sin penge med tendendis lius? SIDE: 319 Ja visselig søger hun flittelig om Indtil hun paakommer det hemmelig rom Hvor skillingen ligger, dend hun hafuer mist Saa kalder hun sine naboersker vist: O fryder jer alle min' søstre bekandt Min bortkomne penge jeg lychelig fant Saa skal og Guds engle sig glæde med fryd Naar synderen vender sig fra sin u-dyd. St. Hans Baptistæ dag EVANGELIUM LUC. 1. C. v. 57 Zachariæ lofsang Mel.: Løchsalig dag som nu saa blid oprinder Elizabeth der hun til barsel lafvet Gud hende med i rætte tid begafvet En faver søn saa smuch og yndelig Der hendis slegt og frender det fornumme, De sanchedis og strax till hende komme At glæde sig. Paa ottend' dag mand barnet skull' omskjære Da gaf de ham sin faders nafn at bære SIDE: 320 Thi Zacharias vaar da høygt i safn. Hans moder svaret strax: Ah! ney med alle, Jeg vill I hannem skall Johannes kalle. Det er hans nafn. Da svaret de blant al din slegt og frender Æj nogen er af alle dem mand kjender Saa vit mand spørge kand som kaldis saa Saa nichet de ad hans bedaget fader At vide vist hvad nafn at hand tillader Hans søn at faa. Hans fader dem en tafle lod ombede, Saa skref hand strax: hand skall Johannes hede. Hvoraf der blef en stor forundrings ljud. Hans tungebaand hvormed hand fast var bunden Det løsnet blef og strax oplod hand munden Og priset Gud. Men alle som det saae, tog til at frychte Og dette verk som skeede kom i rychte, I Jødeland til alle hid og did, Det monne dem en stor betenchning gifve Hvad meenst du vell der vil af barnet blifve Med dag og thid? Saa kom Guds aand i Zachariæ tunge Hvorved hand blef opmuntret til at siunge Sin lofsang glad med en velklingend røst Lof skee dig Gud, du Israels rette herre At du dit folk fra synden og besvære Har vell forløst. SIDE: 321 Et salig horn saa mangen sjæl til glæde Opreiste du i Davids huus og sæde Som du ved din' propheter hafver sagt Du skal dermed omstøde dem og hade Saa de beskjemmet skall os blifue lade Traadtz deris magt. Din pagt og æed til Abraham og flere Du svorst derpaa du rycher dend æj meere At naar vi vaar fra vor u-venner frid Da skulle vi saasom trofaste svenne Foruden frygt i hellighed dig tjenne Vor lifvis thid. Og du min søn som nu est ung og liden Du vorde skal en Guds prophet med tiden, Og Herrens vej for ham berede brat Du skall dit folch i salighed oplære Saa de forstaar at deris synder ere Af Gud forlat. Lær dem det og, at de det æj fortjenne Ved egen dyd, men at det skeer allene Ved Herrens hjertelig barmhjertighed Ved hvilchen og opgangen af det høye Du Jesu Christ er runden for vor øye Og af os seed. At du for os vi som i mørchet trinne Alt med dit lius og klarhed skulle skinne, Det er dit ord og evangelium. Det vise skal som i et contrafeye Vor fode trin paa fredsens rette veye Til Herren from. SIDE: 322 Fjerde søndag efter Trinit. EVANGELIUM LUC. 6. C. v. 36 Lige for lige og løn som forskylt Mel.: Mig lyster æj at sidde i buur Guds kjære søn som alting veed Befaler een og hver At vi os paa barmhjertighed Beflitte skall i sær Ja værer saa barmhjertige Som eders fader sig mon tee Der boer i himlene. I skall æj fælde domme vrang Om eders næste kjær, Betenck der kand en anden gang en anden dømme jer, Fordømmer og æj mennischen Thi naar I skall af verden hen Fordømmer Gud igjen. Har eders broder sig forseed Da gifver hannem till Gud vist for sin barmhjertighed Jers synd tilgifue vill, Thi som I gjør skal eder og SIDE: 323 Af Herren vederfares noch Det er en rigtig troch. Gif eders almys og till dem Som æj har sølf og guld, Gud gifue skall for vist igjen En knugget maade fuld Ti mand skal høste som man saaer Og hvo som gifver hand og faar Thi Gud alt got formaar. Dend maade du med maaler ud Skal maalis dig og ind Tench Gud er en retfærdig Gud Hand ændrer æj sit sind. Hand gifuer som forskylt er løn, Hand skjøtter hverken skjench æj bøn Og æj personer skjøn. Hand sagde ydermeer til dem: Min venner, achter det Hvor kand en blind dend anden frem Paa vejen vise ræt? Om de det gjør da faller de I grafven dend de æj kand see Dem self till skam og væe. Discipelen æj ofvergaar Dend som hands mester ehr Hvad vilt du vente bedre kor End som din Jesus kjær? Hand blef bagtalt af mangen mand Du est æj bedre end som hand Det aldrig ventis kand. SIDE: 324 Bebreyder anden æj sin bræck Tenk du est self æj reen, Hvad er det at du daarlig gjæk Beseer din broders meen? Et afn har hand i øyet sit Men bjelchen ligger skjult i dit Det maa du vide frit. Mand blifuer aldtid snarer' var En andens feyl end sin Derfor lad af du stolte nar At laste broder din. Drag først af øyet ud den brand Og see saa till din broders grand Du det uddrage kand. Mariæ besøgelsis dag EVANGELIUM LUC. 1. C. v. 39 Mariæ lovsang Mel.: Høer till I piger og qvinder Thi der all skinhellighed mengis iblandt. De søde de røde vindruer og bær Af torner æj plochis det veed vel en hver; Æj heller af tidtzler mand figener faar; Thi frugten bær vidne hvad roden formaar. Saa bære med ære god blomster og frugt De træer der ere beduggede smukt; Men træer der ere forfuled og slem, Forfulede frugter forventis af dem. Da raadne de braadne bar aldrig god frugt, De gode forhader og alskens utugt. Som hiertet er skichet er gjerningen och Thi verchet det priser sin mestere noch. De stilche som hvilche slet ufrugtbar er De skulle med øxen afhuggis eenhver Og kastis paa ilden at brendis der op Saa gaar det og hver en ugudelig krop. Men somme de bromme og roser sig stort. O Herre! o Herre! de raaber alt fort. Det er dog kon idel gudfrygtigheds skin Thi kommer de aldrig i himmelen ind. SIDE: 337 9de søndag efter Trinit. EVANGELIUM LUC. 16. C. v. 1 Dend urætferdige husfouget Mel.: O Herre Gud benaade mig, af din Husfougden det betrachtet Hans mod sig gandske sachtet. Hand sagde ved sig selfver saa: Hvad skal jeg nu begynde paa, Min husbond mig forjager Sit ombud fra mig tager. SIDE: 338 At grafve dertil er jeg lad Jeg skjemmis og at tigge mad Dog har jeg end optencht et puutz Hvorved jeg tagis skall i huus Naar jeg maa nu qvitere. Han ald sin Herres skyldener Fremkaldet for sig en og hver Og spurde saa dend første, Hvis debit vaar dend største: Hvad har min husbond til restantz Hos dig at fordre med avantz? Hand svared: Ah! Jeg synder Er skyldig hundred tynder Udaf dend beste olje feed Hand sagde: Sæt dig straxen ned Og tag din rulle skrif deri At det er ichon fem gang ti Du hannem skyldig blifver. Saa spurde hand dend anden mand: End du, hvor høigt beløbe kand Dend fordring du est pligtig? Hand svared: Det er rigtig Ret hundred maader ofver alt Af hvæde som staar ubetalt. Da bød hand hannem skrifve At det er firsindstifve. Saa korted hand sit herretzgodtz Dog blef det regned ham till roos Udaf hans egen hosbund from, Som lofvet ham og gaf dend dom Hand gjorde snildeligen. SIDE: 339 Lær derfor nu af dette sprog At verdens folk er aldtid klog Mod liusens børn at regne, Saa gaar det alle vegne. Prakticher agtis for een dyd Og det er verdens største fryd Hinanden at bedrage. Hvo tør ham derfor klage? Det er kon en subtilig træk Men redlighed forjagis væk, Thi renchenisten holdis kjær. En tiuf hver i sin næring er Saa vil de det forklare. Vor Frelser raader os derhos At vi af denne Mammons godtz, Som offte sanchis ilde Os venner gjøre vilde, Vi dend med ræt dog sanche bør, Hvoraf enhver det ham tilhør SKal gifvis effter æfne Gud skall det for dig jæfne, At naar dit lefnedtz timegladtz Er runden til sit fulde padtz, Og du nu hafver prof behof, Da skall dig Jesu roos og lof Paa dommedag æj mangle. SIDE: 340 10de søndag effter Trinit. EVANGELIUM LUC. 19. C. v. 41 Jesu graad ofver Jerusalem Mel.: Jeg kand æj længer vagte, o Coridon hos dig Guds søn sig engang agtet Hen til Jerusalem Men der hand nu betragtet Dend stads ulyche slem Og hendis undergang Da saae mand af hans øyne De salte taarer sprang. Hand tog saa saart at suche Og vared staden ad: Ah! Ah! I borger smuche Ah! Ah! Du skjønne stad Og kunde du forstaa Hvad straf dig ofverhenger Og dig skalt ofvergaa. For vist du dig betenchte Mens end er naadsens thid Og dig æj saa nedsenchte I synd og ondskabs iid Du med betenchsomhed De ting forvist betragtet Der tjente till din fred. SIDE: 342 Men Ah! det for dit øye Nu slet forborgen ehr Du lefver hen i møje Og idell synds begjær Thi komme skall dend tid At du af fienden grumme Skall engstis hid og did. Du skall din by belegge Trint om med vognborg Og inden dine vegge Skall høris graad og sorg Ja dine borger from Skall gaa som usle fanger Belejret runden om. De skulle plat nedrifve Hvad du har bygd till pragt Der skall igien æj blifve Een steen paa anden lagt Ja øde dig saa plat At iche stuf og stage Skall blifue effterladt. Sligt hafuer du at vendte Fordi du lefuer trygt Og naadsens thid æj kjendte Hvorpaa du blef hjemsøgt; Thi skall din stads ruin Mod all forhaabning komme Og gjøris æj termin. SIDE: 343 Og som hand dette sagde Hand ind i templet gik, Hvor hand for sig udjagde Dem som til sin trafich Der brugte sall og kjøb Saa de for hannem rømte Og gaf sig flux paa løb. Saa sagde hand med vrede: Mit huus er giort der til At mand der i skall bede Men I det gjøre vill Alt til en morder-staald Og til en røfver kule Opfyldt med rof og vold. Saa lærde han og læste I templet daglig dag Men de skriftkloge præste Det tog til misbehag De søgte leilighed Hvor de med lempe kunde Sit lif ham skillje ved. De dog slet intet funde Ham at anklage for, Hand heller ingenlunde I noget skyldig vaar, Ey heller torde de Thi hand hos folcket holtis I stor anseelse. SIDE: 344 11te søndag efter Trinit. EVANGELIUM LUC. 18. C. v. 9 Pharisæeren og tolderen Mel.: Clorinde far nu vell etc. Part folck indbilder sig At ingen mand i fromhed er dem liig. Sig selfver har de kjær Men andris dyder er Anset af dem saa ringe Som afner, støf og væir. Da Frelseren fornam At saadant folck tilstæde vaar hos ham Hand kloglig satte frem Parabels-viis for dem Een tale som ret træffet Og trychte bylden slem: Der gik til templet skjøn To mennisker at ofre Gud sin bøn. Dend eene vaar af stand En pharisæer mand Dend anden vaar en tolder Foragt i Jødeland. SIDE: 345 Dend pharisæer goed Gich op og bad for høyen altar-fod. Det vaar hans bønne-snack: O Gud, jeg bør dig tack At jeg er iche sindet Som andre løse pack. En røfver er jeg æj Jeg aldrig gick paa nogen hore-vej Af uretfærdighed Jeg æj er blefven feed Jeg er og ingen skinder Som denne tolder leed. Min' faste-dager alt To gange jeg om ugen har udvalt U-tiendet brød og mad Kom aldrig paa mit fad Jeg yder rigtig tiende Af hver et dilde-blad. Men ned ved dørren stod Dend arme tolder med forsaget mod. Hand slog sin' øyne ned For sin u-værdighed Og ville dem æj løffte Til himlens høje stæd. Hand slog sig for sit brøst Og sagde med een poeniterend' røst: O Gud, ô fader sød SIDE: 346 Som ingen mand forskjød Tag du min sjæl til naade For Jesu haarde død! Hvad tychis jer her om Hør nu hvorledis Herren fælder dom! Hand siger: Tolderen Som Guds udvalde ven Retfærdig for den anden Gick til sit huus igjen. Thi hvo der stoltelig Formeget søger at ophøje sig Ham trycher Herren ned, Men hvo med ydmyghed Sig hjertelig fornedrer Hans rom er høigt bered. 12. søndag efter Trinit. EVANGELIUM MARC. 7. C. v. 31 Dend døfve og stumme Mel.: Æj vilde du ô Herre Et Ephata han sagde, De lærde det udlagde Det er: oplade dig! Strax obnedis hans øre, At manden kunde høre SIDE: 348 Alt hvad ham taltis till Disligest og hans tunge Saa hand ret kunde sjunge Og snache hvad hand vill. Men Jesus lod advare Dend gandske folkes skare Som stoed der i dend haab At de skull' tie stille, Thi hand deraf æj ville Skull' giøres noget raab. Men folket vill æj lyde, Jo meer hand lod forbyde Jo meer det blef udbragt, De sig æj noksom kunde Forundre og begrunde Hans gudoms store magt. Mand hørte hver mand snache, Gud hafuer gjort till tache Altsammen vell og smugt De stumme fick sit mæle Og paa de døfue sjæle Blef hørelsen oplugt. SIDE: 349 13. søndag effter Trinit. EVANGELIUM LUC. 10. C. v. 23 Samaritanen og leviten Mel.: Ah hvad er det værd till at hade etc. Gud raabte disciplerne frem Og taled særdelis till dem Lychsalig maa prisis al verden omkring Det øye som skuer slig' underlig' ting Som I nu see Og sig mon tee Af glæde det hjerte maa lee. Jeg siger jer uden ald tant At mange Propheter iblant Ja konger og ædle velbyrdige mænd, Som ligger i støfvet og sofver der end De ønskede Dend thid at see Og høre det nu monne skee. Vill nogen mig spørge maa ske: Hvad vaar det de ønsket at see? Det er voris Jesum i legemlig skick Dend glæde de dog iche nød eller fick Thi døden grum For tilig kom Og rygte dem fra deris rom. SIDE: 350 En skrifftklog der effter opstoed At friste vor Frelsere god Hand spurde: hvor skall jeg min handel angaa, At jeg af vor Herre kand himmerig faa? Da svared han: Du daarlig mand Har du æj paa skriften forstand. Veedst du æj hvad lofven har sagt? Hand svarer: Du skalt af din magt, Af all din formuve, af sind og af sjæll Bevise Gud Herren ald kjerlighed vell Og uden svig Uryggelig At elske din næste som dig. Gud siger: Du svarede ræt See til du fuldbyrdiger det, Saa hafver du lifuet at vente for vist Men hand vaar hofferdig, og spurde med list: Siig mig hvem er Min næste kjær Hvor er hand blant mennisken her. Ham svarede Jesus igjen: Et menniske vandrede hen Til Jericho bort fra Jerusalem bold Og falt under veys udi røfveris vold. De hannem slog Ved haaret drog Og klæderne fra hannem tog. SIDE: 351 Der nu denne gjerning vaar gjort, Da løbe de mordere bort Og effterlod manden i jammer og nød Omvelt i sit blod; paa det nærmeste død Hvor hand der saa Paa veyen laa At steene maat ynchis derpaa. En præst uforvarendis kom Og reyste der samme steds om Men der hand fant manden som laa paa dend vey Da gik hand omkring og achted ham æj Til samme stæd Kom siden ned En mand at levitiske sæd. Leviten blef menneskit var, Og skynder sig fra hannem snar Men allersidst kom der en samaritan Hand ynchedis manden og tog sig ham ahn. Hand til ham gaar, Saa træt hand vaar Forbinder hans vunder og saar. Hand rensede saaret med viin Og dyppet sin olje der ind Foruden ald andre recepter og cuur Saa løffte hand ham paa sit trælbaarne djur Drog hen en miil Med hast og iil Hen till et herberge subtiil. SIDE: 352 Dend anden dag vandret hand væk, Saa tog hand to penger af sæk Dem gaf hand husbonden, at hand som een ven Vill dennem anamme paa regnskab hen For hvis at hand Anvende kand Til cuur paa dend helseløs mand. Hand sagde: Jeg troer dig saa vell Du gjør patienten got skjell Og vender du vider omkostning derpaa Naar jeg igjenkommer, da skal du det faa Ja hvad det galt Det ofuer alt Skal blifve dig rigtig betalt. Du skriftklog, hvad tychis dig vell? Siig, kandst du nu gjøre forskjell? Hvem vaar dog hans næste af alle de tre? Hand svarer det vaar dend miskundhed mon tee. Saa gack du hen Min gode ven Og giør du det samme som dend. SIDE: 353 14. søndag efter Trinit. EVANGELIUM LUC. 17. C. v. 11 De ti spedalske mænd Mel.: Vell dend der er fra høje sager Thi Gud hafuer gifvet sin' engler fuldmagt At holde paa børnene flittelig agt Og stedse Guds ansigt opvagte Opvagte Opvagte Sligt bør eder alle betragte. SIDE: 370 18. søndag effter Trinit. EVANGELIUM MATTH. 22. C. v. 34 Davids Gud og Davids søn Mel.: Af Kjerlighed till dend trofaste Gud Det skeede der dend pharisæiske sect Fick høre fick spøre dend store despect At mundene paa saduceerne hvadtz' Vaar stoppet tilproppet med skarp disputatz Da komme de hunde Med falske paafunde Og sanchet sig sammen saa mange de kunde. Der effter fremtriner en skrifftklog opblæst, Fremfører forhører det spørsmaal og qvæst Han spurde dog kon til at friste din Gud: Min herre hvad være skall ypperste bud? Forklar os dog dette Hvad bud mand skall gjette I lovfen at være det største med rætte. Ham svarede Jesus: det ypperste bud Det liuder og biuder at elske din Gud. SIDE: 371 Du skal hannem elske med sjæl og med krop, Med kraffter med saffter fra fod indtil top Det bud er det beste Det største det meste Det andet befaler at elsche din næste. I disse 2. bud er ald lofven indlugt I disse tilvisse befattis og smugt All løffter og alle propheternis sprog Bedriffter og skriffter i bibelens bog Saa elsk da din næste Og Gud som dend bæste Saa har du fuldkommet budordene fleste. Der de pharisæer nu sanchede sad, Da spurde, som burde vor Frelser dem ad: Hvad tychis vell eder om Christo dend mand, I skiønne skrifftkjøne hvis søn er vel hand? De svared tillige: Vi veed det at sige At hand udaf Davids herkomst monne stige. Hand spurde dem atter: hvor kommer da det Mand finder der inde i psalmerne sæt At David ham kalder i aanden sin Gud Sin herre med ære hand raaber ham ud Der hand monne tale Sin sjæll till husvale At Herren hand monne min herre befale. Kom sæt dig her op hos min høyre haand blid Det sæde med glæde dig sømmer altid Indtil jeg nedlægger dem dig staar imod Til skammell saa gammel ned under din fod Skall Christus nu være SIDE: 372 Dend Davids søn kjære Hvi kalder kong David da hannem een herre. Da blefue de taus og æj talet et ord Ej kunde begrunde hvad dennem blef spordt Dend tale gick ofer ald deris forstand Paa munden bebunden sig samtlig befand. Der ingen og torde Saa dristige vorde At de ham der effter om noget adspurde. 19. søndag efter Trinit. EVANGELIUM MATTH. 9. C. v. 1 Dend verckbrudne Mel.: Naar jeg betencher dend thid og stund Vor Herre gick til stranden ned Og lod baadsfolket sige: Hand paa sin reyse vaar bered Til skibs at ville stige. Hand dennem bad de til sin stad Ham ofver vilde flytte, Saa kom hand did dend Herre blid Til mangens gafn og nytte. SIDE: 373 De kom og bare paa en seng Til Jesum hen at føre En ussel og verkbrøden dreng Som æj een lem kund røre Dend Herre god hand vell forstod Hvad tancher i dem boede Og at de fast foruden last Paa ham alleene troede. Hand derfor dend verkbrødne bad Min søn vær kun frimodig Gif dig tilfreds og vær nu glad Thi ald' din' synder blodig Er dig forlat udslettet plat, Gud vill det æj tillregne Hvorfor du dig frimodelig Guds venskab kand tilleigne. Men dette verk blef æj for got Af de skrifftkloge tagen, De sagde: hand gjør Gud een spot Og folket blir bedragen, Der Jesus saae hvad i dem laa Og hvor de ham mistenchte Da siger hand till dem paa stand: I daarer og forkrenchte! Hvi kommer i jers hierter ind Slig maledidet tancke? Hvi er dog jers forstand saa blind At I det æj kand sanche? Siig hvilchet her dog lettest er SIDE: 374 For nogen till at sige: Din' synders qvall i tusind tall Udslettis dig tillige. Og meen' I det er lettere At sige til dend siuge: Stat op gak bort du menniske At du kandst foden bruge? Lad først din sjæl, som synden qvæll Forhielpis til sin helse Beed siden Gud at hand din hud Og kranche krop vil frelse. Men paa det I skall vide vist At synd og syndens skade, At dend almægtig Jesus Christ Os dennem kand forlade Da sagde hand til samme mand Som laa ved sengen bunden: Stat op du dreng og tag din seng Din siugdom er forsvunden. Men manden strax af sengen stod Hand kastet staf og kryche Og gik saa hjem paa frisken fod Det vaar hans store lyche. Men stoer og smaa sig undret paa Guds magt og guddoms velde Som har saa lagt sin myndig' magt Hos mennisken at gjelde. SIDE: 375 20. søndag effter Trinit. EVANGELIUM MATTH. 22. C. v. 1 Bryllups klæderne Mel.: Eja mit hjerte ret inderlig jubilerer Guds himmerig lignis en konge saa kjøn Med glæde Som brøllupshøytid til sin kjæreste søn Berede Hand skiche lod Sin tiennere god At lade de giester paa standende fod Indbede. Men gjesterne dertil uvillige vaar Og dumme. Der blef ogsaa gifven undskyldninger for Af somme. Saa skichet hand ud End andre bud At bede dem uden forvendings paaskud At komme. Hand bød dennem sige til gjesterne bart Med ære: SIDE: 376 ï kommer! altingest slet færdig og klart Monn' være Min øxen feed Er slagtet ned Mand rætterne hafuer paa bordet bered At bære. Men ah! de skjøttet hans gode tilbud Saa ringe. En part til sin ager en part til sin stud Henginge. En part lod slaa Hans tjennere blaa En part lode dennem uskyldelig flaa Og stinge. Der kongen det spurde, til vrede hand blef Optændet Sin rytter og krigsofficerere gief Udsændet De slog enhver. Med skarpe sværd Og ald deris stæder foruden qvarteer Opbrændet. Dend herre sig atter for svennene lod Forlyde At alle de hand til sit brøllupe god Lod byde Det folk ublid, Som æj kom did De værdig æj vaare mit gode maaldtid At nyde. Saa lod hand sin tjennere atter igjen Udsende Og bad dem paa veyene hisset og hen Omrende SIDE: 377 I skall udgaa Till stor og smaa Indbiuder saa mange som I kunde faa Behende. Saa løbe de effter sin herres anstalt Gesvinde Og sanchet tilhaabe baad' krøbling' og halt' Og blinde, Hver skjef og krum, Hver døf og dum Saa lenge der vaar ved bordene rom At finde. Men kongen indgick sine gjæster at see Med glæde Blant andre befant han it skidet ukræ Tilstæde Hvis haar ukjemt Vaar stif og slemt Hand hafde forsømmelig hjemme forglemt Sit klæde. Men kongen hand blef med hastmodigheds sind Betagen: Min ven hvi kom du saa skiden her ind For dagen? Dit skalche fund Er ond hver stund. Hand tagde saa stille, som laas for hans mund Vaar slagen. Dend herre hand monne sin svenne med hast Fremraabe Gaar hen og tager og binder ham fast Dend taabe Og kaster her ned I mørchet leed I fengslet som er de fordømte bered Tilhaabe. SIDE: 378 Der skal hand tandgnisel og ævige graad Fortære Samvittigheds angest for syndsens uraad At bære Thi een og hver Vell kaldet ehr Men faa blifue kon udvaldet i sæer Dissverre. 21. søndag efter Trinit. EVANGELIUM JOH. 4. C. v. 46 Dend kongelige mand Mel.: O skiønne Galathæe, det er wæ Thi straffet hand Dem som en mand Og svaret sammesinde: I skalche slem, Hvi gaar i frem, Og frister mig saa lenge, Kom skaffer mig Nu endelig En skattens mynt og penge. Da blef ham ragt En penge sagt, Hand spurde dennem atter: Siig hvad figuur, Hvis billed puur At denne mynt befatter? De gaf ham svar: At mynten var Sjelf keyserens afmalning, Hand svared dem Strax angenehm Foruden ald forhalning: Saa gifuer hen Til keyseren Det keyseren bør hafve, SIDE: 391 Lad Gud og sit Beholde frit Hver bør sin egen gafve. Der de nu det Fick høre ræt De slet forundret stode, De ginge bort Hver til sin ort Og hannem saa forlode. 24. søndag efter Trin. EVANGELIUM MATTH. 9. C. v. 18 Dend blodsottige qvinde Mel.: For dig ô Herre maa jeg vell: Der kom andægtig en øfverst prægtig Till Jesum mægtig Og monne sig For ham nedbuche Og tog at suche Min daater smuche Er lagt i liig. SIDE: 392 Ah! Kom ô Herre Lad dig det være Ey till besvære At følg mig hen. Og leg din hænder Paa hendis lender At hun sig vender Til lif igjen. Men Jesus hulde Ham effterfulde Og som de skulde Nu vandre did Da blef der funden En qvinde svunden Hvis blod var runden I tolf aars thid. Med tuchtig sæder Hun bag ham træder Og Jesu klæder Smuck rører ved Thi hun monn' sige: Fick jeg kun stige Nær ved hans flige Blef jeg helbred. Men Jesus vende Sig om til hende, Der hand det kjende Og sagde snar: Min daater kjære Du trøstig være Din troe med ære Dig hjulpet hâr. SIDE: 393 Dend gode qvinde I samme sinde Strax monn befinde Sig karsk og vell, Saa monn de komme til manden fromme Hvor døden grumme Har gjort u-skjell. Der mand de dørre Skull' aaben gjøre Fick hand at høre De pibers liud, Og hvor dend trumme Tog till at brumme Og hvordan somme Løb ind og ud. Hand til dem siger: Folk, viger, viger Ad dørren stiger Hen ud at gaa, Hvi skull' I ville Vor pige lille Som sofuer stille Opvæche saa? Hvad vill I meene At pigen vene Er død og henne? Ney, langt ifra. Jeg sige vofver At hun kun sofver. Men de der ofuer Ham spottet da. SIDE: 394 Det folk tillige Strax maate vige, Dend døde pige, Igien kun laa. Men Jesus trædet Strax hen til stædet Hvor liget bredet Vaar lagt paa straa. Hans haand dend varme Tog uden harme Paa pigens arme Saa sagtelig, Da tog dend døde Foruden møde Paa sengen bløde At reyse sig. Der folchet sporde Hvad Jesus gjorde, Og hvor hand torde Slaa døden ned Da kom paa foede Hans rygte gode Det voxt' og groede Paa hver en stæd. SIDE: 395 25. søndag efter Trin. EVANGELIUM MATTH. 24. C. v. 15 Ødeleggelsens vederstygelighed Mel.: Mig tychis at verden er underlig Hvad tegn som skulle foregaa Jerusalems u-lyche, Os der om Christus lærer saa Det vi og maa samtyche Hand siger, at mand vist skall see Paa hellig stæd at stande Tyrannens store billede Med sin forgyldet pande. Det er dend vederstyglighed Propheten os afmaler, Som staa schal paa dend hellig stæd Hvorom og Christus taler, Det ogsaa vel udtydis kand Dend blodig krigs ulempe, Som i dend hellig stæd og land Ald helligdom skal dempe. Thi naar I seer at rytteren Bestolder stadsens porte Da tenck at ødeleggelsen Æj langt maa være borte SIDE: 396 Og det er dette skjulte sprog Som Daniel omskrifver, Men hvo som læs prophetens bog God agt hand derpaa gifver. Derfore naar dend romer-magt Jerusalem bestolder, Da er det best hver god opagt Paa sine sager holder, At hvo som er i Jødeland Hand fly paa høyen bjerge, Paa det at hand med flugten kand For fienden sig verge. Hand komme skal med slig confuus, At ingen mand tør vendte, At hand faar thid ud af sit huus Sin eyendeel at hendte Derfor, hvo som paa taget gaar Hand ned i huus æj stige, Men heller see hand flugten faar U-lychen at undvige. Og hvo som er paa mark og eng Han vende æj tilbage At hand af kammer, huus og seng Sin klæder kunde tage, Thi hvis du est paa foden seen Og haster æj at rømme, Da har soldaten raske been, Hand skall sig æj forsømme. Men beder Gud I æj maa flye Om haarde vinters dage SIDE: 397 Naar fog og hagell under sky Vil vandringsmanden plage, Ey heller paa Sabbathens thid Naar Guds ord det skall læris, Gud lad os hverchen hid og did Med flugten da besværis. Men væ de qvinder, væ ô væ! Hvis lif da svanger blifver. Væ dem som da har foster spæ Og di og patte gifver. Det blifve vil dem altfor tungt Og alt for dyrt at kiøbe, I skof og skjul med foster ungt Nu hid og did at løbe. Men er det tungt for møderne O hjelp os Gud vor Herre, Hvad vil da vorde med de spæe? Det vist vill vorde værre! Thi der skall saadan bangheds nød Om hver mands hjerte svæfve, At folck sig heller ønsket død End saa beengstet lefve. Ja da skall saadan jammer skee Som aldrig før mon hende Fra første thids begyndelse Og indtil verdens ende, At hvis æj Gud i naade lod Forkorte disse dage Da motte med fortvivlet mod Hvert menniske forsage. SIDE: 398 Hvorofver folch sin salighed Af mishaab maate spilde Thi hvo kan staa bestandig ved Naar alting gaar saa ilde? Men Gud for de udvaldes tall Der end til ofuers blifve Hand vist i naade lade skall Dend thid forkorted skrifve. Derfor om nogen vill til jêr Som en forfører sige, See her, see der hvor Christus er Da schall I did æj vige. I skall æj troe paa deris snach Ja hvo skull derpaa haabe Thi der skall mangt forførisk pach For Christus sig udraabe. Ja mange falsk' propheter skall Og falske Christi mange Opkaste sig i haabe tall Og med miracler prange Ja gjøre saadan vunder værck At ogsaa de udvalde Hvis deris thro æj vaar saa sterk Skull' i vildfarels falle. Jeg eder sligt advahrer før At om der nogen vilde, Som mange falske lærer' gjør Jer falskelig indbilde, See her, see der gik Christus ind Da gaar æj did at søge Og skjøtter æy slig løse sind For hvilche Satan spøge. SIDE: 399 Men saasom øyet blincher snart Og ljunet fast mon fare Fra Østen til den vestre part Før mand det tager vare Saa uforvented hastelig Skall Christi komme blifve, Og ørnene did samler sig Hvor aasslet er at rifve. 26. søndag efter Trinitatis EVANGELIUM MATTH. 11. C. v 25 Christi lidelig aag og lette byrde Mel.: Velkommen morgenstund med guld & c. Vor Herre Jesus Christ Gjør sin confession O du min fader vist I højen himmell thron, Du som har under dig Dend gandske vide jord Inderlig, Jeg priser dig Alt for dit gudoms ord. Dit ord du hafver skjult For de selfviise sind, Saa de i mørcket fult SIDE: 400 Nu gandske træfver blind Men du det har kundgjort For dens u-skyldig flock Hedninger Forstaaes her Som tilbad steen og stock. Saa de nu kand eenhver Din viljes kundskab faa, Ja du min fader kjær Det dig behaget saa Altingest hafver du Mig ofverdraget her Og min magt Slet underlagt Alt hvad paa jorden er. Men ingen rettelig Naar Herrens kundskab skjøn Hvis æj det skeer ved dig Du Jesu Herrens søn, Thii du dend visdom har Hvorved du kjender grant Faderen, Hand dig igjen Og kjender vist og sant. Thi hvem som beder dig Om kundskabs sande grund, Du dem det sandelig Æj nægter nogen stund, Men aabenbarer hver Som beder med andagt Hvorfor du Og raaber nu Med arme vit udstragt. O kommer, kommer brat O kommer til mig dog, SIDE: 401 Enhver der er belat Med syndsens byrdis aag Og hver som nogen steen Paa hjertet dragis med Jeg dem vill Forhjelpe till Sin sjælis roelighed. Saa ømmis nu æj ved Mit aag at drage smugt, Betænch taalmodighed Er aandsens søde frugt, Jeg self og drage maa Mit kors sagtmodelig Derfor hver Af mig nu lær Hvor de skall skiche sig. Saa seer nu flittig till I blifve kand i sæer Sagtmodig, from og still Som at I seer jeg er Saa skall I finde vist En ævig sjæle-roe En stund her Og siden der Naar I hos Gud skall boe. SIDE: 402 27. søndag efter Trinit. EVANGELIUM MATTH. 17. C. v. 11 Forklarelsen paa Thabor-bierg Mel.: Naar du af Gud vilt vide & c. Sanct Jacob, Hans og Peder Det vaar discipler tree, Som Jesum i sin hæder Paa Thabor fick at see, Der hand paa bierget ranche Steg op til klippens top Lod hand dem samen sanche At følgis med sig op. Hand ofuer till een side Særdelis med dem gick Da blef hans klæder hvide Og liusens klarhed fick, Hans ansigt tog at skinne Med slig en straale-krandtz Som sool i middags linne, Naar hun er i sin glandtz. Da blef dem aabenbaret Elias Guds Prophet, Og Moses heel forklaret I himmell-dignitet. Mand hørde dennem tale Med Christo ljudelig, Og det med slig husvale At Petrus glædde sig. SIDE: 404 Hand siger: ô min Herre, Min Herre, her er got, Her vil vi boe og være, Og bygge borg og slot Hvis du det saa tillstæder Da ville vi med hast Tre boliger og sæder Opbygge sterk og fast. Dend eene skall beredis At være din pallatz, Og Moses skall indledis Dend anden med coratz. Elias skall beholde Det tredie rom for sig, Saa faar enhver i volde Sin bolig frydelig. Der ordet ham af munden Vaar enda neppe talt, En sky blef dem oprunden, Som klarlig ofverfalt, Og see af skyen reene Blef hørt en saadan røst: Dend er min søn dend eene Hvortill jeg hafver lyst. Hand er dend elskelige Dend mig behager vell Paa gandske jorderige Ham høre skall hver sjæll. De hørde denne thale Og blef forfærd der ved, Saa de saasom i dvale Paa jorden fulde ned. SIDE: 405 De skræchtis ofvermaade Og laa næsgrues om, Men Jesus till dem traade Dend Herre vaar saa from Hand tog i dem og rychte Og bad dem strax opstaa I tør æj ved at frychte Her staar slet intet paa. De reyste sig paa beene Og øynene oplod, Da fant de Jesum eene Men ingen hos ham stod. Og æj fornam de andre Hvor de vaar faren hen Saa gaf de sig at vandre Fra bierget ned igjen. Guds søn lod dem advare, Alting at holde still, Og æj at aabenbare Hvor det vaar gangen till, I skall for een og anden Ey sige dendne sjun For Christus er opstanden Fra dødsens paulun. SIDE: 406 Paa de almindelige bede-dage EVANGELIUM LUC. 11. C. v. 11 Fader vor, Christi bøn Mel.: Fader vor udi himmerig, som & c. Det hendet sig at Jesus glad, Vaar henne paa en stæd og bad, Og der hand med sin bøn aflod, Kom en discipell ham imod, Hand sagde: Herre lær os ræt En maade till at bede med. Lær os vor bøn at bære frem Saasom Johannes lærde dem, Der fordum hans discipler vaar, Lad os dog nyde samme kaar, Da blef dem maaden forelagt Hvor de skall bede med andagt. I sige skall i stadig throe: Vor Fader du som monne boe Høygt op i himmels lofft og sael Dit nafn det helligt blifve skall, Dit rige komme til os ned Med fryd og god indvortes fred. Lad og ô Gud din vilje skee Paa jorden som i himlene, Gif os aldtid og Herre sød SIDE: 407 Vor lifs ophold og daglig brød, Vor synd du og tilgifve vill Som vi vor broder gifver till. Forlad derfor vor synder slem, Og gjør mod os, som vi mod dem, Lad Satan ingen fremgang faa, At hand os aldrig friste maa. Men frels os ved din engle-vagt Fra skam og ald dend ondes magt. Hand lod dem og derhos forstaa En lignelse dend lydde saa: Siig, hvilchen mand blant eder er Som har en ven hand holder kjær Hand ville till hans huus hengaa Om midnats thid at klappe paa. Om hand sig saa formærche lod, Og sagde ven og naboe god Jeg kommer hid nu endelig Tre brød at faa til laans af dig Thi see min ven ankom i nat Og vaar af reysen træt og mat. Men see min vilkor vaar saa slem Jeg intet har at legge frem Paa bordet for dend reysend' mand, Ah, hielp mig broder om du kand. Hvad meen I vell i slig tilfald At hand der inde svare skall? Ja maa vel skee hand svare tør: Min ven, hvad er det at du gjør SIDE: 408 Og legger folk umagen paa, At mand for din skyld skal opstaa Om natte-tid naar lius er slugt Og alle dørre staar tillugt. Jeg er i seng, jeg staar æj op, At kjøle nu min varme krop Min børen tilmed sofver still Jeg dem af søfn æj væche vill. Hvorfor det æj kand gifvis dig, Som du begjærend er af mig. Jeg siger eder og igjen Opstaar hand iche for sin ven Fordi hand før vaar ham bekandt, Saa gjør hand det dog vist og sant For hans ublue raab og skrig Og gifver hannem visselig. Saa gjører I nu ligesaa, Thi hvo som beder hand skall faa Og hvo som lede vil med flid Hand finde skal i nødens tid Ham ladis op som bancher paa, Thi haabet æj beskjemmis maa. Ære vere Gud i det høye, fred paa jorden og mennisken en velbehagelighed.