Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 16 Fortale til Bogen Min Bog, naar du den Ære faar At du forinden Dørren staaer Hos Ober-Secreterer: Naar Han dig i sin' Hænder taer, Og som Patron i sit Forsvar, Den Gunst du høyt skatterer; Jeg strax vil give saadant Raad: Min Bog! du har dit Ynske naaed, Gak hen, got Folk at gieste, Gak friilig hen til alle Land, Gak hen og tak den fromme Mand, Der vide vil dit Beste! Gak hen til Gammel og til Ung, Skyt intet, Veyen bliver tung! Gaaer det saa haart i Knibe, At de dig fritter om dit Pass, Da siig: jeg har min Attestats Af vor høyædle Wibe. Siig saa: Min Fader er en Klerk Iført en Nordlands Messe-Serk, Og boer blant kolde Tuer: Han er, blandt andet, ret og slet, Hvad godt udgaaer af Nazareth? Kand Torne skaffe Druer? Siig dem: du har de Klæder paa Hvori du daglig pleyer gaa I Sælskab blant vor' Bønder: Din' Frynser er en Snor af Hamp Dit Guld er idel Klint og Kamp Dit Skriin er Lever-Tønder SIDE: 17 Din Kappe har du giort af Skind, Med Tran og Tiære smurt den ind, Din Mantel er en Kofte Gehænget er af Heste-Fax Din Sabel er en Fisker-Sax Der ligger paa den Tofte Et barket Skind snørt om din Haand Det er dit gylden Arme-Baand Og Sølv-broderet Erme, I Steden for et Hug-Gevær, Dig et par Aarer færdig er, Du Haanden med kand værme Din Rechs og Linchs da læres brav, Naar Aaren trækkes i det Hav, Nu frem, nu flux tilbage; Det blive vil dit Brug og Sveed, Indtil dig gives fuld Beskeed, Fra Verden ud at drage. Du har en Færing til Caret En Dybs-Ang til en Raritet En Tofte til et Sæde Et Øes-Kar til en Haand-Granat Et Hval-Been til en Palisadt En Angel til en Kiæde. Med denne Prunk, med denne Pral, Du Landet giennemvandre skal, Og byde frem din' Gaver, Hvorvel de viises slet af Stand, Man den dog karg ey kalde kand, Som giver det han haver. Hermed jeg dig befaler GUd, Og dine Reyser ind og ud, Og alle dem, dig ynder, Men allermeest vor Adels-Mand, Som udi din fornedret Stand, Vil være din Formynder. SIDE: 18 Til Læseren Merk fromme Læser, giv det Agt, At alt hvis her er bleven Om Nordland og den kalde Tragt I denne Bog indskreven, Det har jeg efter andres Mund, I Pennen ladet føre, Om Auvel, Eng, om Jord og Grund, Og hvad der er at giøre. Vel er jeg selv een Nordlands Mand, Og Nord-Land har mig klædet, Men Norden for mit Helgeland Min Foed har aldrig trædet. Thi kand jeg dette sige grandt, Hvad Helgeland tilhører, At det er hver en Tødel sandt, Hvis Pennen derom rører. Men Norden for, og længer hen, Jeg icke veed saa nøye, Jeg har det kun af Hørelsen, Men icke seed med Øye. Hvad andre for mig haver sagt, Og mundtlig mig opregnet, Det har jeg paa Papiret lagt, Og særligen antegnet. Om noget deraf findes kand, Som siunes Sandhed mangle, Fisk dog ey strax udi mit Vand Med ufortinnet Angle. SIDE: 19 Du veedst jo vel en Ubekandt Kand let af Veyen vandre, Er som du vilt, ey alt saa sandt, Beskyld ey mig, men andre. Jeg skrevet har det jeg har hørt, Lad andre dertil svare, Og det jeg har til Liuset ført, Kand staa sin egen Fare. Dog kand jeg det forsikre dig, Hvad Maader, Skik og Sæder, Som her beskrives hver for sig, Gaar i sin' egne Klæder. Jeg haver ey stafferet dem, Med Glantz af fremmed Farve, Men alting ført saaledes frem, At hver sig selv kand arve. I Verden øves selsomt Spil, Best bider gammel Vane, Men Folk maa giøre hvad de vil Saa galer dog min Hane. Vil derfor nogen blive vred, Det er mig lige meget; Jeg har en god Samvittighed, Saa har enhver sit eget. Far vel min Ven, fortørnes ey, Det er din egen Ære, At du kand gaae paa Fredens Vey, Og agtes from at være! Far vel og brug Beskeedenhed, Vil du min Skrift annamme, Jeg ynsker dig vor HErres Fred, Og du gir mig den samme! SIDE: 20 Inledning Vær hilset, I, Nordlands bebyggende Mænd Fra Verten i Huset til trælende Svend, Vær hilset, I, Kofte-klæd Bønder! Ja samtlig saa vel ud til Fiære som Field Saa vel den der bruger med Fisken paa Gield Som salter Graae-Torsken i Tønder. Vær hilset, I Geistligheds hederlig Lius Prælater, og Orden i Helligdoms Huus, Hver i sin Bestilling hin gieve! Tillige den velbetroed Øvrigheds Mand, Som bære bør Sverdet og Retten i Land, Fra Vold og Uorden hanthæve! Hil være Leylendingen, Huus-Manden og, Hver Odelsmand med den Strandsiddende Flok Af hvad for slags Middel og Evne Udliggere, Kræmmer, hvad Navne de har Samt flere, som jeg her udtydlig og klar For Mangel af Tiid ey kand nævne. Hil være det elskelig Qvindelig Kiøn, Matroner og ægte-gift Hustruer skiøn', Madamer og ugifte Piger; Dog synderlig tugtig Gemytter i sær, Min Hilsen jeg samtlig tilbyder enhver, Og redebon Tienist' tilsiger, I ville, naar Solen paa Hvælvingen glad, Fremskrider til Middags opstigende Grad, Mig viide samdrægtig den Ære: SIDE: 21 Til Maaltid at komme som Giester i Rad, Mit Bord at bepryde, samtykkend' med hvad Som Huset formaaer at frembære! Udlændiske Retter ey laves skal her, Ey gylden Skou-Essen skal stande for nær, Min Pung ey sligt mægter at kiøbe; Ey heller udover sædvanlige Skik Paabydes skal nogen umaadelig Drik Med Bachi fuldmaalede Støbe. I kongelig Kiøken jeg aldrig har vært, Var aldrig af fremmede Mester oplærdt, En Suppe paa Fransk til at koge: Thi bedes Høyærede Venner om Gunst, I mig ey bespotter, om jeg i min Kunst, Ey træffer saa lige de Kloge. Beredet ey vorder Ahsveri Banqvet Paa Fyrstelig Maade med dobbelte Set, I har ey Peponer at vente! Ey steegte Phasaner ey Turtelen ung, For let er min Taske, for arm er min Pung, Kalkoner, Kapuner at hente. Hvad vente vi Krydder og Neyliker sund? Sligt giver allene den Indiske Grund, Her fanges ey Druer at tære! En Rett tilberedet af udblødet Sey Behager jer, Venner! da siger ey ney, Den skal til jers Tieneste være. Smør-Klakken paa Brækken og sættes skal frem, Og Byg-baged Flad-Brød en Leiv eller fem, Hver kline saa meget ham lyster! Det være skal gierne min' Giester uspart; Ey ringeste Pølse skal blive bevart, Ey Blande for dennem, der tørster. En Skinke jeg eyer, om nogen har lyst, Har hængt udi Røg nu paa niende Høst, Er temmelig vel udi speege, SIDE: 22 En Tønde godt Bonde-Gods staar i mit Buur Blev fanget i Fior, smager treffelig suur, Jeg deraf et Par har at steege; For Græskar, Augurker, Oliver, Kapres, Tracteres I skal med en Kaal udaf Græs, Faaer dermed saa være fornøyet. En Grød, giort af Næper det er min Sallat, Thi havde jeg lovet en Grød af Sukat, Da havde jeg skammelig løyet. Ey Læfser ey Gumme skal blive forgiet Og Pand-Kag af Eeg til den seneste Ret, Jeg tale vil intet om Lommer Dog beder jeg atter at Villien den maae For Verket antages, om al Ting ey saa Som det sig vel sømmet, fremkommer. I merker, Velærede Venner og Kier! Foruden Omtale, hvad Meeningen er, Og hvad som forstaaes herunder: I Pennen at føre jeg haver i agt, Om Nordland, hvorledes det findes udstragt Med liggende Lotter og Lunder; Om Klipper at skrive, baad' gammel og graae, Om Snee, som evindelig ligger derpaa, Om Bakker, om Elver og fleere; Hvad Landmanden haver for Næring og Brug, Hvad Spiise de pleyer at sette paa Dug, Med anden Omstændighed meere. Slig Skrifter, om Bugen ey mættes derved, De Sindet dog nogen Fornøyelighed Den elskelig Læser kand bringe. Imidlertiid burde min skrøbelig Pen, Den Romerske Musam at søge til Ven, Om Hielp udi Verket betinge. Men hvad vil jeg fare slig ubekandt Vey, See! Helicon ligger forlangt ud af Ley, Jeg frygter, mig Fanden maatt' møde, SIDE: 23 Om Natten paa Reisen tilføye mig Vold, Thi hvoe veed ey af de Satyriske Trold, Som vrimler i Ørken hin øde, Hvad har vi fornøden Gudinderne Nie? Er ikke fra saadant vor Christendom frie? Vi lade de Hedninger blive, Og løse vor' Tanker af Mørkhedens Baand; Der findes i Norge vel noksom den Aand, Som Gaver og Tunge kand give. Hvad søge vi HErren i fremmede Land? Er han i all Verden ey middelste Mand? I Dag og i Morgen den samme. Hvo haver opfyldet baad Himmel og Hav, Er han ey den HErre, som Mennisken gav Sin evige Viisdom at ramme? Belees bør billig de Hedninger ud, Som sluttet at HErren var Biergenes GUd, Men ikke en GUd udi Dale. Phy! hvilke Phantasters Indbildninger vrang! Alt saadant vi lade henløbe sin Gang, Foruden all vider Omtale. Allene til HErren jeg føyer mig hen, Han vilde selv røre min maal-løse Pen, Og herudi giøre det beste! Thi jeg af mig selver kand intet formaae, Vi vises usunde fra Top indtil Taae Paa mindste vor Lemmer og meeste. Vel an! see, vi legge vil Skibet af Havn, Og vinde vor Seyl udi Frelserens Navn, Paa Bølgen for Vinden at skriide; Forinden vi Stierner i Aften faaer see, Forhaabes jeg, Klipperne ligge i Lee, Vi der paa maae sikkerlig liide. SIDE: 24 Nordlands Beliggende Naar Kaasen hensettes i beeniste Noer, Da snarlig opdages Arctandria stor, Med sine skyebrydende Tinder Et Landskab afdeelt udi Provstier fem, Foruden Findmarken, som bag efter dem Opfyldes med Lapper og Finner Først møder dig Helgelands Odder og Lehn, Et Stykke for Norden lidt videre hen Oprinder dig Salten i Sigte, Saa Vesteraal, Lofoed og Senjen dernæst, Og efter dem alle staaer Tromsøe til rest. Om dennem min Musa du digte! Hvad Veyen anlanger, vor Landstræg og Ort, Vel hundrede Miile de strække sig bort, I Længden et temmelig Stykke, Ved otte Dags Reise for drivende Bør: Men om saa skeer, nogen det knappere giør Han nyder særdeles god Lykke. Thi Nordmanden skiøtter ey Alen og Favn, Han maaler sin Miiler med Kiøl og med Stavn, Fra Field indtil andet at seyle Er derfor en Miil ey at fare saa snart, Skiønt Baaden end gaaer for en skydende Fart, Før Frost er i Finger og Negle. Findmarken maae midlertiid u-omtalt staae, Hvorledes dets Fiorder er stor eller smaae, Det komme skal siden herefter. Men teignes vor Amtets Beskaffenhed sand, SIDE: 25 Da viid, at det gandske Norlendingens Land Med Sverrig sig grendser og hefter. Ey spredet det ligger ad hist eller her, Men ene Lehns Ende Begyndelsen er Til andet, som nærmeste følger; At et efter andet, som beniste snoer Sig strækker alt lenger og lenger i Noer, Omskylles af fraadende Bølger. For Vesten opbryder os Havet paa Land Med Floder og Elver af løbende Vand, For Østen er Sverriges Rige; Hvor Kiølen imellem beliggendes er, Hvis yderste Tunge mod Rysland henskier, Og deeler os Grendserne lige. Det Kiølen et Field hvoraf viide gaaer Savn, Af Kiøl under Skibe det haver sit Navn, Dets Grændser udstrekke sig viide, I Længden de Miile vel tie gange tie, Gaar Trønderne, Cappen og Lappen forbie Heel hen om Nordledingens Siide. O! Kiølen, hvad est du dog lang i din Ryg! Hvad est du for Norge et Markeskiel tryg! Du ret mellem Kronerne skifter; Hvad hver skal tilhøre, det deeler du af Saa rigtig, at ingen med Passer og Stav Det nærmere rammer og stifter. Her giøres ey Skiel eller Skrifter behov, Ey Vidnesbyrd, gammel Mænds Skrifter og Prov Thi ingen, med mindre han ganske Har Sands og Fornuften og Øynene mist, Jo seer og fornemmer, at Kiølen er vist Et Skiel mellem Svenske og Danske. Vil nogen opsøge sig Iisland herfra, Sin Kaas i Nordvest han hensette skal da, Saa skal han til Landet vel iile; Men alle de Lande, sig strekke i Vest, Er Skotland og Iirland, som ligger os næst, SIDE: 26 Dog over mod hundrede Miile. Men naar du lidt østerlig vender din Stavn Har du til at vente Trollbotternes Havn Archangel og Ryssernes Lande. Vend siden din Snekke, snoe Stavnen i Noer, Saa hitter du paa, hvor Grønlænderne boer, Den ubekiendt Hedenske Grande. Nordlands Horizont, Elementer og Veyrligt End spør du Himmel og Veyrligets Art, Da viid, at de os en fortreden Fremfart Med Vreed' Elementer tilføyer; Ulidelig Frysen og stormende Slud, At hvoe som sig stænge vil Vinteren ud, Han see sig om foerede Trøyer! Flux over os hersker hin iiskolde Poel, Beliggend' langt borte fra Straal-milden Soel, Med bister Planeters Aspecter Saturnus der siges, at stande paa Vagt Og vare paa Skatten, for Norden er lagt, U-funden af Menniskens Slegter; Jeg hart ad og vover at sige den Løgn, At man her i Landet et eniste Døgn Alt Aaret omkring ikkun have. Hvad Vinteren andet end iidelig Nat, End iidelig Dag man om Sommer har fat? Saa falder os Aaret i Lave. Alt fra den Tiid Solen i Skytten indgaaer, Og til hun sin Gang udi Fiskene faaer, SIDE: 27 Forborger hun stedse sit Øye: Gaaer moxen om høyeste Middag i Vand Saa der ikkun viises af Dagen en Rand Mod Østen ved Biergenes Høye. Her bygger en Bonde, han seer hendes Glands Her bygger en anden, han har ey den Kands At han hendes Varme maae nyde. Paa synderlig Steder kun Glimtet man seer, Af Fieldens Ulighed den Underskied skeer, For hvis skyld hun ey kand frembryde. En Time fremgaaer hun med straalende Hiul, En anden Stund henne bag Fieldet i skiul, Fremskinner i Gaard hos vor Grande. Nu halver hun Øyet nu har hun det heel Nu atter fordølger sig slet for en Deel, Saa vexles de gyldende Brande. Ved somme Field ligger et Kløft eller Skar Om korteste Vinter man Solen der har En times Tiid, to eller mindre. Drag siden omtrent ved en Fierding derfra, Strax skal Horizontens Omskiftelse da Dig Forrige Leylighed hindre. Thi Vinteren fører stedsvarende Mørk, Indfalder i Landet, som over en Ørk: U-endelig Nætter tilhobe. I medens har Bonden ey synderlig Kaar, I Mørk han sig legger, i Mørk han opstaaer, En Nat til den anden monn' raabe. Han ofte veed hverken om Døign eller Dag, Men Ugen igiennem alt under et Tag Ved Tælge-lys eder sin Davre; Indbunden alt stedse, som Qvæget i Baas Og holder sin' Dørre for Frostet i Laas; Slig Nætter giør Hønsene mavre. En spørger, hør Broder: hvor langt er til Dag? en anden man spørger med Længsel og Plag Vil Dag ikke snarligen vorde? SIDE: 28 Den tredie klager, at Natten er lang, Det Klagemaal høres saa mangen en gang, Naar Skamti er kommen i Gaarde. Tvert om naar at Soel er i Tvillingens Huus, Meddeler hun Landet et yndelig Lius, Det Sommeren varer til ende, Og dummeste Nat vel en Favn over Vand SIDE: 29 Beskinner baad' Nætter og Dage vort Land Ved Maaneder to eller trende. Saa rømmer os Mørket og Mulmen fra Dør, Og Qvæget, som stod inden Lukkelse før, Udlades at søge sin Føde. Du tilmed og aldrig saa tiilig staaer op, At dig jo før høyt over Biergenes Top Er runden Aurora den røde. End svær jeg og vidner, at hvilken en Dreng, Som opstaaer og gaaer sig med Solen i Seng, Han neppelig skal sig forsove. O Sommer! kierkommen til alles Behag, Paa hvilken at Natten den lyser som Dag, Og Fugle sin Skabermand love! Hvad Væjrlig og Guds Elementer angaaer Da viide vor' Landsmænder, hvad de formaaer, Hvad hver af dem fører i Mærke: Thi Nordland er holden for yderste Pynt, Der vexler Neptunus med Æolo Mynt. De brumlende Kiemper og skerke. Nu fyeres her oven med Torden og Gnye Nu brumler forflyvende Flaver i Skye Et Hierte derved maatte grue. Nu fyger nu ryger Neptunus umild, Nu hagler, nu blunker den blussende Ild, Det Luften staaer slet udi Lue. Saa snart gaaer ey Jupiters Fyr-Verker af, At derved jo skielver baad' Himmel og Hav, Og Sand og Strand driver tillige; Saa høres den Tiding paa anden hver Øe, Hvor den og den er for-ulykket paa Søe, Kuldseylet paa Fiorder og Viige. Man neppelig kommer i nogen Mands Huus, Her kiæres jo over Neptuni Fremfuus, Thi Søen den tager saa mangen. Her siddet en Enke, som Manden har mist, SIDE: 30 Og hisset en anden har Skilsmisse frist Hvis Mand er fordrugnet for langen. Man spørger en Fader, som Sønner har stor: Hvor er' dine Sønner? de drugned i Fior; Man fritter en Søn om sin Fader, Strax skal han dig grædende svare med hast: Min Fader blev borte med Takkel og Mast, Den Sorg mig saa snart ikke lader. Fortroelige Læser, hvad tykkes dig her, Er Guds Elementer ey skarpe Gevehr? Hvo mægter Neptunum at tvinge? Jeg siger dig: mangen udlevet og viid, Som pløyet har Bølgen sin levende Tiid, Tit skydes maae Skielg udi Bringe. Jeg kiendt haver mangen bedaget en Mand, Som slidt har sin Alder paa skummende Vand, Seet etlige Farer for Øye: En uformerkt Flave kand komme med hast, Der ligger den Stakkel med Baaden omkast, Nedsiunken i Skindstak og Trøye. Mig mindes og vel den ulykkelig Stund, Da henved fem Hundrede Kropper til Grund Omkomme for Uveyr paa Folden Hvor ey kunde føres en Traad eller Klud; Af tusinde Siæle, som seylede ud, Kom neppe tre hundred beholden. Jeg tiend' vil gange den Fare forbi, Indbyggerne var geraaden udi Der Vester ved Loefodens Side Hvor mangen en Broder for anden kom bort, Og etlige Qvinder til Enker blev giort, Sligt giør elementer ublide. Saa kand hver fornuftig vel dømme ved sig, Naar Mennisker friske saa legges i Liig, Hvad Ynk da maa være paa færde! En Broder ey anden at frelse formaaer, SIDE: 31 Den Sterke, den Svage har ligedan Kaar, Dem hielper ey Læg eller Lærde. Man stræber med Hænder, med Fødder og Knæe At lange til Qvælvet som driver i Læe, Og undrømme Døden den leede; Men om det sig hender, han Qvælvet end naaer, Her kommer en Bølge, som hannem afslaaer Strax er hannem Graven til reede. Da seer man den Jammer og smertelig Harm, At Naboe fordrugner i Naboes Arm, En Ven kand for anden ey bøde. Her flyder en Aare, her Tiljer og Vrag, Her Tofter saa mange som steener paa Tag, Her Kropper og Legemer døde. Men Sagen, at Veyret langt haardere her End andensteds falder; det voldendes er Den Poliske Circul hin kolde: Thi dersom ey Landet laae Polen saa nær, Fornam man i Sandhed et mildere Vær Iblant vore klumpede Knolde. Hvorfor naar Saturnus Befaling gir ud, At Jorden skal straffes med Hagel og Slud, Da ligge vi nærmest ved Haanden: Maae stande den strængeste Tørning imod, Mens sidde vor' Naboer i Roelighed god Fuld tryggelig, Tiid efter anden. Tit falder os over et Himmels Uveyr, Da kand i de Lande, mod Middagen seer, Ey kiendes en Gust eller Flave. Nu hører du Læser, hvad Handel og Kaar Vi fattig' Nordlændinger daglig udstaaer, Og hvorpaa vi faaer os at lave; Men om der et Spørsmaal saaledes faldt ind: Hvi blæser i Norge den flavende Vind Paa allesteds all Tiid ey jævne? Da gives til Ansvar: af Klippen det er, Thi Klippernes Axler adskillig sig skiær, Hvis Topper ey liige monn' stævne; SIDE: 32 Part peeger mod Sønden, part peger i Vest, Og naar den fuld-drivende Vind eller Blæst Vil prøve sin Styrke den strænge, Da gierne, jo tranger' et Kløft eller Skar, Jo skarpere Flaver da bliver man var Med Magt der igiennem at trænge; Og det, som vel allermeest merkeligt er, To Baade kand roe ved hinanden vel nær: Den ene paafalder slig Flave, Det Strand og Søe driver som tykkeste Sand, Den anden Mand roer i det stilleste Vand, Der røres ey Fiær eller Tave Og løfter man Øyne til Snee-takte Field, Da seer man der fyge den ny falden Mield Som damp af hin rygende Tiære. Saa snart at Her Gregus han sligt bliver var, Strax veed han at spaae sig, hvad Himmelen har Den Dag for et Væjr udi Giære. Og skeer det, at Skyerne tave sig smaa, En Storm vil da visselig følge derpaa, Det er en vis Regel for Bonden; Den Dag lar han ligge sit Snøre med Freed, Skal neppelig røre sin Baad udaf Sted, Det haver jeg ofte befunden. Men skeer det at Luften er klar udi Øst, Strax fatter Herr Urian Moed udi Bryst, Og legge tør tryg i fra Lande; Han vinder sit Seyel og finder en Støe Der drager han Torsken, den sælg' han for Miøe Go' taar faaer I kiære go' Grande. Her bliver det Sanden, vor Frelser har sagt: Det ufeylbar skal efter Aftenens Pragt En ynskelig Morgen frembryde; SIDE: 33 Men morgenens Rødhed betyder en Storm, Spør Bonden, han skal dig af Himmelens Form Tilkommende Ting vel udtyde. Thi seer han en Skye udi Vester opgaaer, Regn, Stormveyr og Slud han os visselig spaaer; Men legger sig Toos udi Fielde, Betyder det Vind fra den norderlig Kant, Dog slaaer deres Gisning vel Bommer iblant, Thi hvoe vil udgrunde Guds Vælde? Man haver jo vel udi Skrifterne læst, At GUd den Almægtige lader den Blæst Udkomme fra lønlige Steder: Man Vindenes Susen for Øren vel har, Men hvorfra den kommer og hvor den henfar, Det veed hverken Poul eller Peder. Saa er da de Steder for Mennisken skiult, For menneskens Øyne de ligge gedult, Hvad vil du dig viider' bemøye At grandske de Ting, som Fornuften ey kand? Tak have den simpel eenfoldige Mand, Sig lader med Skrifterne nøye! Men at jeg tilbage kand kaldes igien, Et Ord eller to ved poetiske Pen Om Vindenes Egenskab røre; Da falder af Vinde besynderlig Slag, Part stormer om Vinter og korteste Dag, Part lar sig om Sommeren høre. Thi hvorsomhelst Fiordene strekke sig ind, Der haves om Aaret kun tvende slags Vind Kun tvende slags Vinde der blæse: Om Vinter, naar Klippene ligge betakt, Da puster her ud en af Øster med Magt, Som bide kand digt udi Næse; Da kand man med hast blive graae udi Skieg, Da vanker her Hagel-Bræst, Smell udi Veg Tandgnissel og Pust udi Næve: SIDE: 34 Hvo som imod Væjret da sidde vil vendt, Han vogte sig, Ansigtet bliver ey skiendt Af Riimen som da monne svæve! Hvad høres da andet paa Fiorder og Sund End brølende Brusen hver biende Stund? Hver Bølge fra Grunden sig løfter, Den seilende Bonde, som farer derpaa, Er glad, han med hastige Hænder paa Raae Sit Kannifads Seyel indsøfter Den Vind, som saa byder de Seylende Trods, Land-Sønning og Skottung den kaldes hos os, Han byder: tag vare paa Skiødet: Øes-Karret i Næven og Øyet i Vind, Set Halsen til Riben vær knap og gesvind, Saa maa man fortiene sig Brødet! Naar Korsmiss' er leden, strax fanger her an En anden slags Vind blant den greenfulde Gran, Hav-Gule paa Norsk til at sige; Saa sterk, som Land-Sønningen puster her ud, Saa sterk giver Hav-Gule bør udi Klud Alt ind ad Riverer og Viige. Med Sommer hun kommer med Sommer forgaaer, Florerer, mens Flora beblomstrendes staaer, Forsvinder, naar Flora forsvinder; Begynder om Morgenen temmelig sagt, Jo længer paa Dagen, jo sterkere Magt, Dets Sandhed Field-Byggen befinder. Vor HErre, som skikket har all Ting i Lag, Han ikke foruden besynderlig Sag Forordner os saadanne Vinde. Var ikke Hav-Gulen i Fiorder indsendt, Da blev af den hidsige Sommer forbrendt De Blomster og Bladefuld' Linde; Dernæst og Søemanden som med en Anroer Indslæber i Fiorden, en tieniste stoer SIDE: 35 Ham Vester-Hav-Gule tilfører. Hun løser fra Aaren den udmattet Arm, Saa Fiskeren, som har forvundet sin Harm, For bugede Seyel indkiører. Nu har du, min Ven, udi Æoli Huus Omvanket og med mig beseet den Fremfuus; Hans ivrige Bælger forvolder; Behager dig videre, vil jeg paa Luur Mig did hen henføye, hvor Fuglen har Buur, Beskue den Sted, han tilholder. Allehaande Fugler og flyvende Dyr i Nordlandene Først ville vi sammen en Dag eller toe Paa toe-rømmit Færing om Øerne roe, Kun jeg og du eene selv anden; Vor' riflede Børser vi giøre maa klar, Jeg meener, vi blive Vild-Gæssene var Her nogen steds ude ved Stranden. Hun pleyer gemeenligen holde sig der Hvor Siivet opvoxer i Valer og Skiær, Der pleyer og Svanerne svemme. Men var, hvor du kryber om Steenene frem, At du ikke kommer i Vinden for dem, Da kand de dig straxen fornemme: Der siges, at Gaasen dra'r Væjr som en Hund, Jeg haver den Sagn udaf Skytterens Mund, Forfarenhed vil det vel lære. Hun klækker sin Unger i Tuer og Moos, Der værper Almaasen og Sæingen hos SIDE: 36 Samt Rypen med spraglede Fiære Hvad Rype? spør du, hvad er det for et Slag? Det er et slags flyvende, som under Tag Ey gierne vil bygge sit Reede, Men haver i Lynget saa hemmelig Hull At hvo det vil finde, vel tie gang i Tull Han Løbe maae hidset og heden; Frue Rype er tilmed og ikke saa slet, Hun er alamodig og holder sig net, Kand klæde sig om, naar hun lyster; I Lynget hun fører bruun-spraglede Pragt, I Sneen hun drager den Snee-vide Dragt Og sig imod Frostet beryster. Nu vel, min Medbroder, skuv Baaden fra Land, Her ligger en Holme paa høyere Hand, Der er vel et Hundred og fleere; Hvad Hundred? jeg meener Ud-Fuglernes Eg, Som Unger af bliver med Laar og med Leg, Halv-Straappe, og endda vel meere. Ey Broder! hvad er det, du bilder mig ind? Halv-straappen' Eg er jo med Fiær og med Skind, SIDE: 37 Jeg nieen' du fordrager dem ikke. Ach! Broder, den Ræt er vel lækker og sund, Og helst for vor Halvor, han sig vel om Mund For et af dem tie gang skal slikke; Og har du en Snees, jeg forsikrer ret nu Skal han dem fortære med Rue og med Stu, Hvor stoere de synes at være: Jeg siger, en Snees, efter Maaltid er giort, En udsulten Bonde-Bug votter ey stort Slig Byrde i sig til at bære. Nu vel an! saa leg da til Holmen din Baad, Gott slabber die Bauren! hvad er der Forraad, Hvad er der mangfoldige Tænder! Jeg frygter, hun snart med sit Tikke-Tik-Ter Opfylder mit Øre, jeg hører ey meer, Hun skriger i hvor jeg mig vender: Saa gik jeg paa Holmen saa sagtelig frem, Der laae Tænde-Reedene fire ja fem, Ja femten og seksten tillige, Jeg neppelig satte paa Landet min Fod, Et Reede jo straxen mig kom udi Mod, Jeg neppe for Eg kunde stige: Saa løb jeg paa Skiærret en Gang om i tull, Det vared' ey længe før Hatten blev fuld Vi hænted af gandske Formue. Da saae vi, vor Halvor var knap paa sin Hand, Saa svared' den goe' Karl og ey for sin Tand Der Bryllupet stod i den Grue. SIDE: 38 Svemmende Dyr i det Nordlandske Hav Vi skufved fra Landet, vi stævned' i Vest, I Tanker at byde den Kaabbe til Giest, Loed fort hen ad Skiærrene stande; Men Harald og Tarald de Skyttere toe, En af dennem hopped' den anden han loe, De funde Guds Biæring for Hande: Man satte de riflede Bysser i lad De skuured' og fiiled' og smurte dem brav, Al Ting til et Bytte sig skikker. De krøeb' omkring Skiærit paa Albue og Arm, Som Hunder om Kiød-Gryden sydendes-varm, Naar at han de Brædde vil slikke. Her var ey at tøve, den Hane blev spændt, En gloende Kugle heel venlig forsendt Den Skind-klædde Skolt bag sit Øre. Det smaged' ham ligesom nye-smeltet Blye De andre hans Grander begynde at flye, Vil Sælskab ey længere giøre. Man krænged' ham Huden, slog Spækket i Salt Og Kiødet opaad de med Stufv og med Alt, Man saae dennem engang ey sveede. Men Spækket blev solgt til Øe-Værringen bort, Som gave for Pundet u-pluttend' en Ort, Der handledes reede mod reede. De laddet strax atter, og ramte ret just Amøringens Skolt med en tindrende Pust, Jeg meener hin Aar-gammel Unge, Vi bøed vore Grander til Giest der oppaa, Den spæk-rund Amøring befaldt dennem saa, De slikked' baad' Finger og Tunge. SIDE: 39 Men Ærtnen tilholder ved yderste Skiær, En temmelig Deel udaf Spæk paa sig bær, Et græsseligt Dyr og forvoxen: Saa gammel en Part, at og Græs fra dem groer, Beklæd med en Huud, ret umaadelig stoer, Som nogen Tiid Hesten og Oxen. Behager dig Huden, du kand den vel faae, Dog kommer hun dig to Rixdaler at staae, Der er ey en Hvid at aftinge. Hvad er den til Nytte? maaskee du vel spør: Man Reedskab af Huuden til Hestene giør, Til Seeler, til Spensler og Ringe; Hun legges i Barken og bliver bereed, De kækkeste Soller, som nogen Mand veed, Kand sikkerlig derudaf skieres: En temmelig Alder man paa Dennem gaaer Moscoviens Hunder slet intet formaaer Mod dennem, vor Ærtner monn' bære. Anlangende fleere slags svemmende Diur, At skrive hvers Art og medgiven Natur: Først haver jeg Hvalen at agte; Du grumme Søe-Konge! du Trold i det Vand! Hvad driver dig til at du render paa Land Og lader godvillig dig slagte! Fortæl mig, naar Tarmen er sulten og tom, Hvor mange Tønd' Sild at der gaaer i din Vom, Førend du din Hunger kand stoppe? Jeg meener, to Læster i Maal-Tønder grov Til Maaltid paa engang dig giøres behov, Det er kun for dig som en Loppe. Men aldrig var Nordlandske Bonde saa klog, At dig forulemped' hans Spyd eller Krog, Han vidste dig aldrig at fange; Hvis ikke du selver paa Stranden opdrev Og dem til et Rov uformodentlig blev, Dog det har bedaaret saa mange: Det hendte sig nyelig for Aar eller tree, SIDE: 40 En Hval blev opstrandet, det finge de see De Bønder der næst omkring boede. De toege sig Øxer, de plukked' den Hval, Enhver udaf Spækket sit Stykke bortstial, Saa hærlig de Bønder sig snoede! De roede derefter saa sagtelig bort, Men kort Tiid derefter blev Gierningen spurt, Den Ombuds-Mand fik det at høre; Han stævned' de Danne-Mænd for Dommeren ind, De maatte forgylde baad' Spækket og Skind, Det galdt om Hr. Urians Øre. Og hvis ikke godt Folk har lagt sig deri, De sluppet har neppelig Galgen forbie De løeste sin' Halse med Penge. Da sprang dem Gield-Oxen og Koen af Baas Samt muglende Vild-Mand, som laae inden Laas, Og har ey seet Soelen saa længe. Saa fik da de næs-viise Brødre for Spæk Sin rette Betaling, som vare saa kiæk Og frygted' ey Kongelig Love. See! vogt dig for GUds Skyld, kom ey saa igien! Hvis ikke, gaaer Halsen i løbet derhen, Sligt er ikke let til at vove! Du veedst, det er Lovens udtrykte Bogstav, At hvad der opstrander af skummende Hav, Det være Vrag, Hval eller Skibe, Det høre skal altsammen Konningen til, Hvad hielper, at du det tilsnappe dig vil, Og hæftes i Øvrigheds Knibe? Men den, som den strandede Hval først paa fandt, Det Findings Spæk, som er en Favn i hver Kant Han for sin Umage beholdte, Det øvrige blev der opsmæltet til Tran, Og sendtes til Bergen, der Stævnen gik an, Man til de Contorske det solgte. Nu maae jeg mig snoe til den Nordlandske Torsk, SIDE: 41 Som Fiskerne kalde monn' Skreien paa Norsk, Han nævnes maae Nordmandens Krone, Han kroner vor Gielde han kroner vor Skiaae O! Sæel est du Bonde, som Torsken kand faae, Han føeder baad' dig og din Kone. Du Torsk maae vel kaldes vor Næring og Brug, Du skaffer fra Bergen saa mangen Tønd' Rug, Den stakkels Nordfarer til Føde. Barmhiertige Fader oplade din Hand, Velsigne os fattige Folk her i Land Med dine Velsignelser søde! Skuld' Torsken os feyle, hvad havde vi da, Hvad skulle vi føre til Bergen herfra? Da seyled' vist Jægterne tomme. Hvad have vi andet, her bygger og boer, End søge vor Føde med Angel og Snor Og pløye de Bølger hin gromme? Og skulle du HErre forkorte din Hand, At stænge Skrei-Torsken og Fisken fra Land, Da lagdes vi hastelig øede. Vi har ey at lide paa Most eller Viin, Her findes ey heller Sølv-Biergene fiin, Os mangler Guld-Gruven den røde. Vort Land er ey heller et Canaan sød, Hvor Marken med Melk og med Honning omflød Her findes ey Druer at plukke; Ney! Fisken i Vandet, det er vores Brød, Og miste vi hannem, da lide vi Nød, Og jammerlig nødes at sukke. Folk maae det fortælle med grædende Taar' Hvorledes man disse forledendes Aar Har giort sin' Omkostninger store: Vi baged' Mad-Kisterne strax efter Juul Vi fyldte dem gandske med Brød og med Suul Og skaffed' dem alle sin Foore. Vi laved' vor Drenge to Maaneders Kost, SIDE: 42 Et Bismer-Pund Smør og et Bismer-Pund Ost, Og flad-Brød, to vigtige Voger; Saa Suppe-Meel, Kiød og saa Stomp-Brød et Pund Saa Jern-Steen, Skind-Stak og Støvler saa rund, Saa Diubs-Agn med Angler og Kroger; Men dermed end ikke fornøyes de vil, En Anker med Syre vi skaffed' dem til, Og lod' deres Mad-Kister stoppe. Da at jeg skal kortelig melde derom, Vi skaffede dem til Stabueret blev tom, Selv aade vi Maaltider knappe Foruden alt dette de Skyld-Mænder kom Med krumpede Tarme, med insvunden Vom Og deres Udreedning de kræver. De larmed' og giorde saa megen uskiel: Skaf os vor Udreedning, vi svælte ihiel, Thi Tiderne giøres os snæver! Og kand vi vor Børsel hos dig ikke faae, Da nødes vi hen til en anden at gaae Og alt det vi eye, pandtsette; Anlangende Skylden vi bundet har paa, Da viid, at den faaer paa Restancen at staae, Hvorefter du har dig at rette! Hvad var her at giøre: vi sang eller sprang, Vi maatte dem skaffe: vi gad deres Trang Og ynkelig Jammer ey høre. Saa blev dem leveret en temmelig Deel Af Korn, af Gryn, og af Rug og af Meel Og Hampen at lægge til Snøre U-agtet de før i Skyld-Bøgerne stod Opskreven saa høyt, at de aldrig var god Den tiende deel at betale. De tænke, som andre Bedragere meest: Lad Skuffel og Spade betale den Rest, Og Udgangen Tiden befale. De giorde sig færdig paa strømmende Vand SIDE: 43 Til Vogen og Skroven der Vester paa Land De Bølger og Lykken at rønne Men Qvinderne Hiemme Tom-Hændede sad, De vidste sig ikke saa meget til Mad, At de kunne mætte en Høne. Men Løbers-Miss gik og Gregorius kom, Man prøvet paa alle de Klakker og Rom De gamle Forfædre har funden: De slimed' og sadde saa frossen og stiv, Men blev ikke værdig et rørendes Liv At drage paa Krogen fra Bunden: De Stakler ey spared' sin yderste Fliid De flakked og foere baad' hisset og hid, Men ach! ach! altsammen forgieves. Hvad frugter vort Arbeyde lidt eller stort, Naar HErren os rykker Velsignelsen bort, Hvad har vi, naar hans igien-kræves? Som Aaret det skreed til Vor-Frue-Miss frem, Saa suled' de Snøret saa seyled de hiem Med tomme Mad-Kister og Bommer; Og see! der foer al vor Fortieneste hen, Vort Debet derover hos Garpum igien Alt høyer og høyer opkommer. Der taler saa mangen og undres derpaa: Hvi Nordland saa dybt i Skyld-Bøgerne staae Gield-Bunden til begge sin' Øre? Men skulle de sætte saa jævnlig Labeet, Som Tiid efter anden i Nordland er skeet, Da blev deris Middel ey større! O! ville vor HErre velsigne det Hav, Og unde den Lykke, han fordum os gav Langt hen i Forfædrenes Minde; Hvor glædeligt var det i Landet at boe, SIDE: 44 Hvor lysteligt var det paa Vandet at roe, Naar Folk kunde Næringen finde! Da roede man ud, naar at Solen gik frem Og før hun gik under, vel Hundred og Fem Da saae man paa Gielden ophænget. Saa kogte de Lever, naar Folket var svang, Saa straxen kom Kiedler og Møllin paa gang, Man troede, de skulle sig sprænget. Sin' Gieller de tømred' af Stænger og Raa De spærrede Fisken og hængte derpaa, To Torske, det giør os en Spærre Og paa det at Tallet kand noget forslaae: See! Sex gange Tive du tælle dig maae, Saa regnes et Hundret at være. Men vil man imidlertiid spørge dem saa: Hvor liikes i Fisket, hvad kand I vel faae? De svare dig hogtet i bogte; Part svarer: det er saare lidet, vi faaer, Part svarer: vi foer om alt Havet i Gaar, Sleed neppe, saa mange vi kogte. De Skrubberter vil ey med Sandhed her frem, De meene: skull' saadant udhøres af dem, Forgiorde de slet deres Lykke. See saadan er al den Vantroende Slegt, GUd mister saa tit sin tilbørlig Respect, Thi maae han sin Gaver undrykke! Naar Aaret gaaer frem til Tiburtii Dag (Den fiortend' Aprilis er skantendes lag, At fisked er allesteds ude) Saa skibes i Jægten med hisken og hask, Og den er GUd kiærest, som snarest er rask At vinde sin' Seyler og Klude. Saa spørges af alle: hvad haver du faaet, Hvor mange gang Hundred er fanget paa Baad? SIDE: 45 Hvad er her fortienet og vunden? Da kommer hin lange Skaar-Kiævler for Dag, Hvorpaa staaer opskaaren den Handel og Sag, Og derefter retter sig Bonden. Om Kors-Miss er Tiden at Tienden skal Annammes: Nie Fisk' af hver Tiende Tal, Det Tiende falder i Kanden; Saa drikkes omkring og saa giøres her Ruus, Her siunges og holdes et underligt Huus, Og nogle betaler med Panden. Værg-Tolden forvolder saa mangt et godt Lav, Et Partie gaaer dansend', Part grædend' derav, Hvad kand ikke Bacchus udrette! Hvis Kræfter er mægtig i Hummel og Pors Og volder, at Giøgen maa gale med Fors Og Alskens Omsorrig forlætte. Tildrager sig midlertid Regnefuld Vær, Mens Solen i Tyren og Tvillingen er, Da haver man vist at formode, At Torsken, som er op paa Gielderne hængt, Han bliver med levendes Krydder besprængt, Jeg meener med Marcus hin gode. Dog derom ey votter Hr. Gregus saa grant, Han skiber den eene med anden iblant, Og seyler, naar Børren vil blæse; Formeener, at luure de Tydske saa smukt, Men see! Ham forraader den stinkende Lugt, Thi Garpus har Gavn af sin Næse: Han veed vel at skiønne, hvad Ont er og Godt, Han veed vel at skille det tørre fra raadt, Hans Olde-Fa'r Hannem det lærde, At giøre den Fisk for Nord-Faren Udskaat Du Gregus maae tie, ja tage for godt SIDE: 46 Slig Vilkor, som da er paa færde. Og under det samme da skydes dig ud De Gode med Onde: forbarme sig GUd! Det har du dig selver at takke! Thi handled' du reedlig og tørket din Fisk, Og loed den udhænge, den Stund, den var frisk, Da var herom intet at snakke. For saadant da blir din Credit og Indtægt Hos din' Creditorer saa meget forsvægt, Dig hielper saa lidet at qviide: Tii stille og GUd om Taalmodighed beed, Betænk naar du kommer i Graven her ned, Da kand ingen Ulve dig bide! Du skalt og betænke: din dybe Restants Tillader din' Kiøbmænd friepostelig Kands Læg derfore Haanden paa Munden! Som Synden forøges i Menneskens Krop, Saa stiiger din Debet og uformærkt op, Du veedst ey, før du sidder bunden. Dog hvad vil jeg sige? din langsom Credit Udkræver med Tiden en reedlig Profit, Skal Handelen holdes ved lige. Den høyre Haand bør jo den venstre at toe, Et Menniske faaer hos det andet at boe Og bygge paa Jorden tillige. I haver nu vel, mine Venner, forstaaet Om Torsken og dessens inbringend' Forraad Nu vil jeg mig videre vende, Om Silden at teigne, som fanges om Høst, Og saltes i Tønden, hvis fangst er med Lyst, Naar GUd sine Gaver vil sende. Lundstøen og Søelen er Helgelands Roes, Ofoeden i Salten opteignes derhos De trende navnkundigste Stæder, For alle Sild-Fiorder i Nordland kundbar, Der findes vel fleere, dog ikke saa rar, Hvis Rygte sig ringer udbreeder. Saa kommer Field-Byggen af inderste Fiord, Til-tusker sig Silden for Næver og Bord, SIDE: 48 Og Varer mod Varer udsætter. Det lugtende Gods er behagelig meest, Den sureste Tønde, hun smager dem best, Slig Mave beqvemmer slig Retter. Hun klines paa Flad-Brød i steden for Smør, Saa stryger han Flaben og visker den tør, Og reiser heel glad til sin Hytte. Han takker den Danmand, ham solgte den Sild Og spanker paa Gulvet høy-beenet og gild Som han havde fanget et Bytte. Han siger sin Kone, hvad Marked han nød, De glædes derved baade Levend' og Død, De aarker Tør-Maulen ey æde, Med mindre de stundum har Sugel derhos, Derover da bliver det stinkende Gods Annammet med hiertelig Glæde. Nu vel an! hvad giør du min digtende Pen, Seer til at du slaaer ey af Tankerne hen, De Flynder og Qvæiter hin feede: Du veedst jo vel, det er den deyligste Fisk Med hvilken Vor HErre begaver vor Disk, Og Duugen for os monne breede. Man skiær hendes Ryg udi Ræklinger brav, Af Finnene skiæres den dryppende Rav Saa feed, saasom Smør til at smage: En Spiise, der vel er Berømmelse værd, Kand bæres paa Fadet for leig Mand og Lærd, Det skal dennem noksom behage. Du smukeste Qvæite, du Dronning i Vand, Hvor flad er din Boelig paa dybeste Sand, Hvorpaa du fremskrider saa sagte! Du farer spagfærdig paa Grunden omkring, Og hviler, naar andre de kiøre i Ring, Det kand vore Fisker' vel agte: Hvor findes din liige blant svæmmende Kræe? Din Ryg er som Ravnen og Bugen som Snee, Ja viider' end Skiæle paa Sanden! SIDE: 49 Og vilde man salte din eeniste Krop, Du fylder et pakkede Tønde-Rum op, En Tønde! ja stundum halv-anden. Men ingen blant alt det, der røres i Hav, Er riger paa Lever, hvor Tran giøres av End vores Haa-Kiærling hin gamle, Hvis Lever, naar Hun er fuldvoxen og heel, Man rundelig deraf en Hollands Cordeel Med klareste Fedme kand samle. Det Beest pleyer fanges paa synderlig Form, Hun render til Krogen, som Rytter til Storm, Det er med Forundring at høere; Saa snart hun fornemmer, den Angel er fast, Omtuller hun strax sig den sneedige Gast, Derover optaves det Snøere: Det skeer og med saadan en hastendes Iil, At Huuden paa Hende som raspende Fiil Skiær Snoeren før mand det kand andse: Men hvilken der tænker den Seyer at faae, En Favn Jern-Lænker han lave sig maae, Saa lær han den Kiærling at dandse. Hun kaldes en Kiærling, og det er vel vist, Dog haver Hun ingen af Tænderne mist, Som Kiærlinger pleye at blive: Kast i hendes Kiæfter en Dobbelte Kal, Kast tykkeste Kabel, hun biide den skal, Som den var afskaaren med Knive. Man skiær hendes Kiød udi Ræklinge-Rad, Dog bliver det ingen velsmagende Mad, Førend den kand Aars-gammel vorde; Men kommer en stormende Blæst eller Slud, At Fiskeren kand ikke holde det ud, Da kaster han Kroppen for Borde. Du spralende Sey! see jeg nær hadde glemt Din hoppende Springen og lystige Skiemt Udi mine Skrifter at teigne: Hvor smuk er din Dands alt om Mid-Sommers Tiid, SIDE: 50 Naar Soelen er skinnend' og Væjret er bliid Et Menniskes Hierte maa qveigne! Hvor tit har jeg funden dig sprungen herom, At Havet stod gandske i fraadende Skum, Alt omkring den taare-fuld Skalle; Naar du haver Leegen paa høyeste fat, Du veedst ey før Garnet er under dig sat, Saa endes din Glædskab med alle. End du min Frue Hyse blant alle bekandt, Det sidste jeg dig in i Fiordene fandt, Da havde du Flækken ved Øre. Vor Fioer-Mænder kiender din Klakke saavel, Du lokkes formedelst den rød-maded Skiæl, De paa deres Angler monn' føre. Men hvad du fortærer, saa est du dog tør Der tarvis dit Kiød et umaadeligt Smør, Saa fremt det skal hellers behage. Frisk kand man dig æde, men aldrig er hørt At tørrede Hyser til Marked er ført, Du saltes og aldrig med Lage. Du Lange, som drages saa langt fra den Val, Jeg dig iblant Fiskers navnkundige Tal Med gylden Bogstaver afmaler; Hvoe dig vil forskyde, han er ikke viis, Du nyder hos Fremmed' alleene den Priis, At Vogen den gielder en Daler. Din Krop ey saa lidet i Vægten forslaar, En sex eller otte paa Vogen kun gaaer, Slig Dyr er vel værd til at fange; Dig sankes i Ryggen det levrede Blod, Som naar det er koget det smager vel goed, Det kaldes Long-stuven hin lange. Om Søe-Ormen veed jeg ey megen Beskeed, Jeg haver ham aldrig med Øynene seet, Begiærer ey heller den Ære; Dog kiender jeg mange, som haver mig sagt: (Hvis Ord jeg og giver sandfærdelig Magt) SIDE: 51 Han maae ret forfærdelig være: Naar Julius gaaer i sin Fyrstelig Stads Og Phoebus omvanker i Luftens Pallats, Da lader det Dyr sig fornemme: Der siges, han er af en saadan Natur, Hvad Baad han fornemmer det skadelig Diur, Han ilendes efter mon svæmme. Umaadelig sluttes hans Storlighed ock, Det vel af Forfarenhed viises kand nok, Thi de, hannem komme i møede Fortæller: han ligger i Længden udstrakt, Som hundrede Læs var paa Havet udlagt, Som Mødding paa Ageren øede. Mig tykkes, han lignes maae Behemots Magt Samt og Leviathan, som holder foragt Al Vaaben og bævende Spidse; Thi Jernet er hannem som Stelker og Hør, Og Kaaber som Qvisten, der raadner og døer, Det Gud os beskriver til visse. Men hvorfore skal jeg bemøye mig saa, At grunde de Ting, som jeg ey kand forstaae? Saa vend dig min Musa tilbage, At teigne den Rest af alt svemmende Slag, Som mangler i Skrifter at komme for Dag, Og lad dig det ikke mishage! Du springende Lax, jeg erindrer vel dig, I strømmende Elver du legges i Lig, Hvor grummeste Fosse de bruse; Hvor blinker din Skiorte, som Sølvet i Søm! Hvad tvinger dig til at fremile mod Strøm Og fængsles i Mask-bunden Ruuse? Men ingen dig passer saa snedelig paa Om Nætternes Skygge, som Bonden hin graae Med lysende Næver og Lyster Han veed meget vel om din' Passer og Gang, Thi kommer han med den tree-forkede Stang Og Piken igiennem dig kryster Du Steen-Biid! hvi grimer saa ilde din Flab, SIDE: 52 Hvi est du saa skrubbed og fuld udaf Skab? Sig, est du befængt med Frantzoser? Du bedre dog bliver i Rønen end Siun, Er sagte saa goed som indstoppet Kalluun I Tarmers inviklede Poser Men sig mig, hvad haver du smidige Siil Om Høsten at giøre i Sanden med iil, Hvad haver du der at bestille? Maaskee at du derfore gyder i Sand At Rognen skal ikke bortskylles af Vand Og Sæden forgiæves forspille! Dog kommer du herlig vor' Bønder tilpas, De veed at opgrave din skiulte Pallats Og kaster dig udi sin Bytte; Saa sættes du paa deres Angler til Avn, De fylde sin' Baade fra Skotten til Stavn Sig selver til ypperlig Nytte. Bort Lodde med al din forgiftige Stank, Al Verden forynsker dig Alskens Skavank, Du est os et Riis og en Svøbe. Ret som naar en Hore, der tager at flye, Da rømmer med hende al Ungdom af Bye, Som Bukke med Giederne løebe; Saa har ogsaa Lodden ret Horens Natur Der flyer med hende all' levende Diur, Sig vender i Havet og røres; Hvor hen hun sig rører, der flyer de med, At alle Mand jamrer og sukker derved, Hvor Loddens Tilkommelse spøres. Propheterne true med fire slags Ting, For Synder at sendes i Verden omkring Til Landsens almindelig Plager: Det er Pestilentse, Dyr, Hunger og Svær; Men Lodden maae reignes det femte Gevær, Med hvilket os Himmelen slager. Af Brosmer og fanges et Temmelig Tal, SIDE: 53 Den lige med Rodskiær i Kiøb eller Sal Paa fremmede Steder afhendes. Rognkiæxen og Sprut vil jeg løbe forbie, Og Haabrand er heller af ingen Værdie, Og hermed min Fiske-Fang endes. Forstandige Læser nu gavst du vel agt, Hvad Næring os skienker den Poliske Tract Samt Hafsens Afgrunder og Klakke; Bevilger dig Tiden; da beeder jeg dig Du ville, min Broder, spadsere med mig, Jeg haver lidt vider' at snakke. Du mindes vel selver, hvor længe det er, Vi have her ligget i Værr og i Skiærr Og sprængt vores Mave med Mølge, Nu kand jeg ey meere, jeg kiedes nu ved, Kom nu dog for Guds skyld, og lad os afsted Til Landet samdrægtelig følge! Han svared: hvor skal vi? her er ingen Raad, Vi have jo hverken her Folk eller Baad, At vi indtil Landet kan fare! Ach! hiertelig Broder, her staaer ikke paa, Den Skyds-Skaffer boer kun en Fierding herfra, Han skal os den Handel vel klare; Den Dannemand veed vel sit Embedes Skiel, Naar Fordringskab fattes, han skaffer os vel, Han haver deri at betale. Du svarer: ja see! vi vel Fordringskab faaer, Til reede dog strax ikke Pengene staaer For deres Umag' at betale. Ach! hvad du mig synes en taabelig Knekt, Vilt du saa beskiemme din egen Respect, Du veedst ey hvad Bonden mon tiene: Thi fiirer du hannem, han giør dig Fortred, Du setter kun Luus i Skind-Kiole dermed SIDE: 54 Og Greis en uvane mon' vænne! Tag fat paa det Middel, ved Haanden er næst, Og sig, at du tiener en Fog'd eller Præst, Hvis de da benægter at føre: Da sig, du vor gunstig Hr. Amtmand tilhør, Hvad gielder, at ingen saa dristig, han tør Dig nogen Modsigelse giøre? Men om mod Forhaabning end veigret dig blev, Da lad dig formerke, du haver et Brev Forvart i din havende Bomme, At du est bestallet at reise her Nor, Du fik jo Fiscalens Bestilling i Fior, Saa faaer de vel lyde din Tromme: Thi Rusticus er et forunderligt Diur, Est du ham beleven, da er han dig suur, Han napper, den sig monne klappe, Men napper du hannem, da klapper han dig, Jeg raader derfore du lærer hans Svig Og snoer efter Væyret din Kappe. Der nu min Staldbroder han saadant fornam, Strax øegtes ham Modet, han giorde sig gram, Han pukked' og buldred' saa saare, Han trækte fra Læret og pisked' dem godt, Og satte sig myndig der hen i en Skot, Sligt mægter den rustede Kaare. Saa maatte de Stakler til Baaden med hast, Og roede, det Aaren' i Kiæipene brast, Thi Vinden imod os sig vendet; Omsider med største Møysommelighed Opnaaede vi Landet, der Dagen gik ned, Vi glæddes, den Reise blev endet; Hvad ikke vi glæddes, saa glæddes dog de, Der Dagen igiennem med Trældom og Vee Arbeided' paa fastende Mave; Men Værten den Danmand Taksigelse bør, Han undte vor Førings Folk Flad-brød og Skiør Af hvis han i Huset mon have. SIDE: 55 Den anden dags Morgen, før Fugelen goel, Opstoede vi tilig og Folket befoel, All' Ting i Bereedskab at holde, Det kulede op med en duvende Vin Vi jaged' ad Fiorden det gienneste in Og landed' hos Asmund paa Bolde. Om Land og Lands Brug Men Asmund os spurde: fortænker mig ey, Hvor eyer I hiemme, hvor ligger jers Vey, Hvor agter I, Nord eller Sønder? Vi svared': vi komme med Orders Anstalt At see, hvor i Landet tilgaaer over alt, Og handles med fattige Bønder. Hey! Asmund opreiste sin' Øeren saa lang Den Dannemand straxen i Kofven indsprang, Og svikkede Hul paa sin Tønde: Goed Taar, mine Venner! I giøre saa vel, Fortøver hos mig og samtykker en Pæel, I haver jer ey til at skynde. Det dobbelte Rasmus sig løfted' i Top Vor Asmund blev vækket til Lystighed op, Vi bleve med Gaver foræret, Et Buk-Skind den Eene, den anden en Gied, Men der han blev fastend', han angred' og græd, At han saa romuus havde været. Om Morgenen gik han baad gusten og bleeg, Han klaged', han var udaf Grandenes Qvæg, Uførmet paa Ager og Enge, Og meget med andet han bragte for Dag, SIDE: 56 Vi bad ham til Tinge indstævne sin Sag Og være Taalmodig saa længe. Saa blev der paalyst et almindeligt Ting, Did sankedes meenige Landet omkring, Saa mange, som havde at klage; Paa Lehns-Mandens Gaard skulle skaffes det Hold, Han nævnede Sexten at give sig Told Alt for sin Omkostnings Umage. De Sexten gav hver en Rixdaler i Lægg, Og Qvinderne fylded' sin' Daller med Eg, Med klinede Lefser og Gumme, Saavelsom et Laar af et røgede Sviin, Det ofred' de Lehns-Mandens Hustrue saa fiin, Til Kiøkenets Tarv at fremkomme. Men Klokken slog aatte, og Retten blev sadt, Vor Asmund fremkalded' sin Grande saa brat At svare sin Sag udi Rette; Han sagde: du haver u-førmed min Grund, Da svared, den anden: du løgst i din Mund, Saa toeg de Kompaner at trætte. Hin klaged' at hannem var staalet hans Griis, Da svared' den anden: du Hundsvot Beviis, Du skalt dog en Løgnere blive; Derover blev Asmund fortørnet og grum Han esked' af Rettens Betientere Dom, Og Sagens Afsigt hannem give. Men alle slags Rettergang haver Behov Fuldmyndige Vidner og skiellige Prov, Og saadanne manglede disse, Derfore fik Asmund ey Fremgang den Dag, Men Sagen blev hængende dem i Fordrag, Til Vidnesbyrd fanges til visse. Der Stevninge-Seddel blev vider' oplæst, Da fandtes at Ole paa Volden sin Hest Af Grandenes Heste var skiendet: Part sagde: din Oxe har stanget min Koe, SIDE: 57 Part sagde: dit Skiut haver slaget min Soe, Og giennem min Agre fremrendet. En anden fremkommer og klagede paa, At alle hans Enge nedtraklede laae Af Ingebrichts ung Hark og Kalve. Hvad skulle den Dommere sige til sligt? Vi bøed at de skulle sin' Øyne vel digt Besmøere med Teigel-Steen Salve. Blant andet kom en med et Spørsmaal for Dag, Han sagde: Goe Skrivar Æg hæve ey Sag Angaaende meg og min Granne. I giær nu vel at j græi os den ut: Æg kiøbte ei Møll-Qvæin og Grannen eit Skiut I fælleslag skulle di stande; Æg sa: min goe Grande brug Qvæinna me meg, Saa gaaer eg halvparten i Skiute me deg, Og bytte saa, qva vi forqværva; Saa kom eg for skaen, eg seia de maae. Gu naae den, som Kors og Modgangen fæll paa! At eg kiaure Mærra forderva: Som Grannen nu haur, eg skandera si Mær, Og darme saa blei han ildherskien og tvær Og sloe saa mi Qvæin udi stykia; Men nu vil eg vitja min kiere Land-Drot, Om eg bør at taka den Skaen for godt Og sei meg, hva j nu mon tykia Æg meine saa: hee han skandera mi Qvæn Saa høyg eg ey flæra i Øikien igien, Og darme saa maae da faa drages. Ney! hævn dig ey selver, det er dig en Last, Og hvilken, som altid vil age for fast, Hans Vogn-Hiul vil visselig knages. Nu vel, min Stald-Broder! hvad tøve vi her At høre forgieves Mundklammer og Vær? Kom, vilt du! da lader os vandre: Vi droege fra Schierstad, til Kierstad og Moe, Fra Moe og til Giellum, fra Giellum til Sproe SIDE: 58 Fra Sproe til Lekanger og andre, Og der ifra hen imod Birkedals-Lii, Om Aaness og Skaaness og Dalen forbie Jeg kand ikke mindes dem alle; Omsider vi landed' hos Kolbiøin paa Kratt, Der holdtes et Bryllup, at Ørnen blev sat Med Glædskab paa Høyene Halle. Vi hilsed' i Huset og bøed en goed Dag, Men Giesterne bad os velkommen i Lag, Der skienktes i stoere Træe-Bolder. Den ævig Guds Skaale de finge paa gang, Og ærede hannem med frydefuld Sang, Som Landsens Sædvane det holder. Derefter begyndte man Konningens Skaal, Samt Dronningens, Prindsens med frydefuld Skraal, Saa Bispens og Amtmandens Minde; Man fandt ingen Pæler i Bolden at staae, Hver slugte det meeste han kunne formaae, De lod sig godvillig befinde. Omsider blev Giesterne talendes vel, Dog al Disputats var en Ort med en L, Det er deres gangbare Vare. Latinen og hængte paa Tungen bereed, Slig Gloser, som giør Ciceroni Fortræd, Og hvortil ey Varro vil svare. Det lakked ad Tiden, man skulle den Brud Geleide til Sengen med Spil og med Liud Og sette paa hende en Hue. Saa dandsed' man hende af Gienternes Lav, Og Bruden sig dertil godvilligen gav, Sprang efter af gandske Formue. I Kofven var Sengen til Bruden bereed, Brudgommen med hende, de fulde derned, Man saae dem stiltiendes beede: Brudgommen tog Huen, sat Bruden den paa, Forældrene, som og derhos monne staae SIDE: 59 Væe-modelig tog til at græde, Udvisende dermed, at saadan en Stand Medfører ey andet end Taarefuld Vand, Besværing med Kummer og Møye: Begyndelsen sig vel med Glæde beteer, Men Enden dog vist med Bedrøvelse skeer, Naar Døden tillukker vort Øye. Om Morgenen tilig, der Dagen frembrød, Fremkom den Kiøg-Mester og Giesterne bøed Hin Klinede Lefser og Gomme, Kam-Kager og allehaand' krusede Brød Og stoere Træe-Skaaler med Hamborger Miød, Vor Qvinder de giorde dem tomme: Thi Gurru hun svarede Halvor en Pæel, Tak have den Dan-Qvind, som giorde saa vel Og ikke godt Tilbud forsmaaede! Ey heller var Anfrie og Malfrie saa svag, De begge med Flasken jo droges et Drag, Saa meget de Stakler formaaede; Det er ikke heller at undres saa stort, De giorde, som Moder før dennem har giort, Thi Børen Forældre paaslægter; Men efter at Folket var skikket til Bord, Opstiger Brudgommen og taler sin' Ord, Alt som hans Fornuftighed mægter. Han drikker sin Fader fornemmelig til, Og siger: Min Fader, jeg eder nu vil Min Dannemands Skaale tilbyde, Jeg ønsker at HErren i denne min Stand Mig Skiæbnen og Lykken vil føye til Hand, Hans rige Velsignels' at nyde! At jeg i Fremtiden min' Venner til Gavn Kund' bære med Ære et Dannemands Navn Og Grande-Hæv blive blant alle. Hans Fader annammed' den Skaale med Tak, Og efter han hende til Bunden uddrak, SIDE: 60 Loed han der en Daler i falde; Han derfra til Brudegoms Mændene gik Og dennem med samme slags Hilsen unfik, Dernæst til de andre deslige, Han lod dennem viide og venlig forstaae, De ville dog ikke den Skaale forsmaae, Og hannem for ingen Deel svige. Saa sendte han Bolden om Bordene fort, Part kasted' en Daler, Part kasted' en Ort, Smaae-Skillinger gaves af Somme; Endeel loede stoerlig sin Rundhed betee, Foræred' i Skaalen en treffelig Skee, Som nys fra Guldsmeden mon komme, Men andre, som ikke ved Penninger vaar, Beloved' Foræring af Gieder og Faar, Et Heste-Læs Møeg eller meere; Og blev det ey Mykker saa blev det vel Dræk, Det er ikke heller at kaste saa væk, Af saadant skal Jorden florere. End meere: hans Fader var hannem saa goed, At han og Halvparten for Sønnen oploed. I Jorden, han monne besidde: Der gaves af Jorden i Landskyld et Pund Paa hvilken han føedde tre Kiøer og en Hund, Saa kand man hans Riigdom vel viide. Der Sønnen den halve Deel bøxled' og toeg, Saa lidet det siden for tvende forsloeg, De bleve forarmede begge; Det varede knappest et Aar eller toe, Kom Junker Smal-Hans in hos hannem at boe. Og Thomas forinden hans Vegge. Men Halvor hin gamle, som Aasen besad, Han dyrkede Jorden, mens Seenerne gad, Saa længe hans Kræfter tilsagde, Afstoed ey en Foeds Mond i Ager og Eng SIDE: 61 For Søn eller Dotter, for Tøs eller Dreng, Til man ham i Graven nedlagde; Hvorfore den Dannemand ey til sin Død, Behøvde at beede sin' Sønner om Brød, Ey trænge til Dotterens Naade, De andre, som sig under Børnene gav, De tvangdes paa Sidsten til Poeser og Stav At vanke i ynkelig Maade. Det gaaer her i Landet gemeenligen saa, At Jordene sættes Lods-Eyere paa Langt over tilbørlige Maade, Det eneste Fader tilforne besad, Det haver hans Sønner tree, fire paa Rad I Bøxel, og over at raade. Derover saa kommer al Klammer af sted, Den eene forarmer den anden derved, Nu ville de, Jorden skal byttes, Nu Agerne maales med Liner og Snoer, Nu klager den eene: din Part er for stoer, Nu vil han, sin' Huse skal flyttes. Hin klager, sin Gaarde-Rum falder for trang, Hans Broders Huus-Tompter er meget for lang, Nu fanger de an til at true; Nu meyer den eene den anden for nær, Nu bliver en Broder den anden saa tvær, De gider hinanden ey skue. Sligt kommer, naar Jorden er deelet og spreed, Enhver eyer lidet at nære sig ved, Thi gaaes ey Veyen den rette, Betragt det du Ombuds Mand hvilken du er, Hav dog ikke Bøxel og Penge saa kier Og giv ey Aarsager til Trætte! Tolv Daler i Bøxel for vogen maae ud Og gammel Gield-Oxe til Støvlenes Huud, Thi Kiødet bør Skindet at følge, En Buk og udlovet til Kiøkenet blev, Betænk og Hommanden som Seddelen skrev! Jeg kand ey din Skyldighed dølge. SIDE: 62 Derefter bereed dig paa Penger med Fliid, At klare din' Skatter hver Ledingsbergs Tiid, Hvis ikke vil Lehnsmanden kræve, Han tager to andre i Selskab med sig, Langt arger' end han, de besøege vil dig, Om skattens Restancer at stræve. Men haver du intet, da bliver det sandt, De tager din Koe eller Oxe til Pant Og leder dem af dine Grinder; Er Qvæg ikke til, da vurdere de dog Din Kiedel og Gryde, der hænger paa Krog Og alt hvad de fore sig finder. Begiæres Forskaansel, da svares dig, ney, Personers Anseelse skiøttes her ey, Hver bør sine Skatter at yde; Giv HErren sin Ære, giv Kongen sin Told, Betænk, at du haver Mark, Ager og Vold Af GUd og din Konning at nyde! Om Ledings-Bergene Nordlændene holde og Markeders Tiid, Hvor meenige Sogner forsankes med Fliid, Medførende mange slags Vahre, Fra inderste Fiorder og yderste Skiær, Sin Skat og Land-Gilder og Leeding enhver Til Øvrigheds Stænder at svare. Den flittige Kræmmer og passer op paa I Tide sin' Telter og Kiæll at opslaae, Opskiber sit Lærret og Klæde, SIDE: 63 Men Tønden beholder det middelste Rom, Man tapper de selv-giorte Kander paa Skum Med megen Samvittigheds Glæde, Er nogen blant Skaren, som lyster en Pæel Og Kanden fuldkommen, da tappes der vel, Dog først tælles Skillinger aatte; Der Greis det fornam, see da gik han omkring, Men Kræmmeren føeled' et smerteligt Sting, Thi raabte han hvad han formaatte: Høer Greis! kom dog nærmer, jeg seer I er tørst, Goed Taar! denne Kande spanderer jeg først, Den anden I selver betaler; Og Gregus var tørstig, hvad kund' det forslaae? Den anden og tredie fulgte derpaa, Han Qvinden at tappe befaler; Greis seer sin Staldbroder gaae Kiællet forbie, Han raabte, min Broder! jeg holder dig frie, Giør vel, inden Døren at stige; Paa sidstet blev begge vel vædsket og vaad, Og saa foer all Fisken i Kræmmerens Baad, Hvad haver nu Greis til at sige? Om Morgenen, Manden udsovet sit Ruus, Adskilligt han skulle da kiøbe til Huus, Baad' Klæder og Lærrit til Skiorte: Han tinged' paa Hamp, paa Slib-Steener og Liaa, De svared': skaf Fisken, saa skal du vel faae, Men see! da var Fisken alt borte. Og som hans Betalning var gangen paa løb, SIDE: 64 Saa maatte han nøyes med dyrere Kiøb, Kom dermed i bunde-løes Sumpe. Thi dersom du altid vil skiølle din Hals, Da tænk og at sætte din Kiole til Fals Og løebe med Sværtede Rumpe! Men Kræmmerne lagde sin Baader paa Rey, Og flagge med Vimpler forsømtes der ey, Thi Handelen gir Avantage, Hver tog at indskibe sin Ladning med hast, Saa vandt de sin Seyler paa flaggende Mast, Til nærmeste Ledings-Bergs Pladser. Om Lapperne og Findene Hvad er det du skriver du drøsende Pen! See, slaer du nu slet udaf Tankerne hen Vor Field-Mænd og stumpede Lapper; Du veedst jo de bygge blant Klipper og Knold, Og haver i høyeste Tinder Tilhold Blant u-kiendte Stier og Trapper. Dog er der udvalt en beskikkede Tiid Paa hvilken de komme i Bøygden her ned At handle med Folket og kiøbe; Som er paa Sanct Hanses den Døberes Dag, Saa seer man de Lapper med Reens-Dyret spag Til Jensokis Marked at løebe. Sin' Vahrer de føre paa Reenernes Ryg, I Kløvier forvaret saa sikker og tryg, At intet kand dennem frakomme; I fordum de handled' med Field-Fross og Maar, Men saadant formindskes alt Aar efter Aar, Thi Skovene giøres nu tomme. SIDE: 65 Hos dem, som hos andre er Handelen alt Fordervet, forkarvet og lider Gevalt, Udarmet er vorden de fleeste; Jo ældere Verden hun bliver af Aar, Jo verre, jo slemmer' er Menniskens Kaar, Vi have alt levet det beste. Mens Reens-Dyrers Huuder og Dyne-Skinds Vær Samt Næver og stoppede Poeser med Fiær, Skind-Handsker, Find-Støvler og Lommer Af Huuder og Skind heel behændig bereed, Befarvit med Barken af Olderens Veed, Det er det man hos dem bekommer. Sin' Kioler de herlig broderer med Tin, Som haver med Sølvet Anseelses Skin, Og meget i Øynene praler; Det meeste de slide, er Klæde-Kiersey, Thi Vadmel hos dennem er brugelig ey For Mangel paa uld-rige Smaler. Det Folk er særdelis af sælsom Natur Kort-benet i Vexten og støt af Statur, Ey meget uliige til Dverge; Man finder der sielden en voxen og stoer, Med mindre hans Moder mistænkes for Hoer, Dog vil jeg derfor ikke sværge: Skarp-Øyet i Sigt og forbister i Siun, Og heel under Ansigtet gusten og bruun, Spis-Haget og Kiægerne lange, De plages ey heller med Rigdom af Skiæg, Men Hagen er nøgen og bar som en Væg, Jeg har det befunden hos mange. Og findes end nogle, som Skiægge-Haar har, Er Haarene moxen saa tynde og rar, At man dennem tælle vel kunde; Om Mangel paa Varmen hos dennem det giør, Hvad heller det, for de er maver og tør, Skuld' komme, jeg kand ey begrunde. Hvad Huse, Palladser og Bygning angaaer, SIDE: 66 Af sex eller otte smaa Kieppe bestaaer Al Findens Pauluner og Boelig; Han binder de Kieppe tilsammen i Ring, Og lader et Dække der kastes omkring, Hvor inden han hviler sig roelig. Han lever og er med sin Gamme tilfreds, Ja om han end eyed' al Persiske Kreds, Var han ikke bedre fornøyet: Thi Huset det følger med Manden afsted, Hvor Manden henvandrer, did vandrer det med, Giør dog ikke Manden bemøyet: Til Gulv og til Benker han andet ey har End Qvister af Træerne, Greener og Bar Det bliver hans Bolster og Leye, Hans Hynder og Dyner, hans Lagen og Seng, Det er hans Høy-Sæde for Hosbond og Dreng, Hans Huus-Geraad han monne eye. Paa middelste Gulv er Fyr-Stædet opsadt, Hvor uden Afladelse Dagen og Nat De hugne Gran-Stomper mon brænde. Der ligger da Sønnen ved Faderens Foed Og Dotteren Ring-viis mod Moderen snoed, Og Søster ved Broderens Ende; Men holdtes ey Ilden saa idelig ved, Hvor skulle de Kuldens U-lidelighed Og Vinterens Pust overvinde? Dog skader dem meget den idelig Røg Hos hvilken de ligge i Hylster og Smøg, Den giør dem Suur-Øyet og blinde. Blant tusinde Lappiske Qvinder ey een Man finder, som er uden Øyenes Meen, Helst dem, der er vorden til Alder; Det Folk bruger og en besynderlig Dragt, Hvad Skik deres Fædre har holdet i Agt, Hos dennem det aldrig forfalder, De aldrig bevilge forandret Habit, Men Kioelene aabne i Bringene vit, Med Bræmmer og Lister omsnoerit, De Buxer og Hoeser er' skaaren i eet, SIDE: 67 Ombunden om Knæer og Lænderne tæt, Med Reen-Kalvers Skind underfoeret; De slide Koemager i steden for Skoe, Saa Fødderne være kand smidig at snoe, Det er kun en eniste Saale, Derover er syed med det tyndeste Skind, Og Foeden er snøeret behændig derin, Det tætteste Læggen kand taale: Ved saadan en Klæde-Dragt kommer og det, At Lapperne løebe gesvindig og let, Heel' Miiler foruden al Sveede. Skull' nogen, hvis Legem var ikke bevant, Ham giøre det efter, han visselig fandt Afmægtighed, Træthed og Heede. Hos Qvinderne holdes Sølv-Belter i Brug, Omhiordede dobbelt om Lænder og Bug, Det er deres Helligdags-Klæder; Samt Spænder og Ringer om Brystet besat, Naar Sølvet det fattes til beste Zirat, Blir Messingen dygtig til Kiæder. Og som de paa Hamp haver ingen Forraad, SIDE: 68 Saa tvinde de Seener i steden for Traad, Udtagne af Dyrenes Skanke, De rives i stykker og drages saa fiin, At Traaden er, som af det netteste Liin I fremmede Lande kand vanke. Dog falde mig største Forundringer in, At Qvinderne saadant paa bareste Kind Saa net et Arbeyde kand drive; De dermed os minder fornuftelig paa, Man bør ey de Kunster og Midler forsmaae, Som selver Naturen mon give. Anlangende Midler og timelig Gods, Da, endog de fleeste stoer Mangel er hos, Og lider Nødtørftigheds Plage, Saa findes dog nogle, hvorvel de er faae, Hvis Midler til nogle Gang Hundred kand naae, Kand sig og til Tusind' bedrage. Den høyeste Skat de beflitte sig paa, Er, Reens-Dyr og deres Af-føedning at faae; En Simle den koster en Daler; Man kalder den Simle, som hun er af Slag, Men Oxen (ey ringeste Skillings Aftag) Man dobbelt saa dyre betaler. Han veed ey at tælle til høyer' end Tie, Et Tie er hans høyste Beregnelses Stie, Det kaldes et Lock til at være: Den Lap tykkes Rigdommen voxe sig nok, Hvis Dyr kand bereignes tie dobbelt i Lock, Da synes ham først at regiere. Han malker sin' Simler, som Bonden sin Gied, Han kiæser sin' Oste fortreffelig feed, Han fostrer sin' nye-fødde Kalve, Han vogter og Qvæget, som Hyrden, med Lyst, Han slagter imod den tilkommende Høst, Han bruger Been-Fedmen til Salve. Han vaager om Vinterens haardeste Nat, SIDE: 69 Han frygter for Ulvens Tilkommelse brat, Som Dyrene tragter at rive. Han er i Bedrøvelse mangen en Gang, Ham Ulven giør ofte saa hiertelig bang, Han veed ikke, hvor han vil blive; Dog ikke for sin men for Dyrenes Nød, Thi naar at han kommer, da river han død, Forstyrrer de roelige Tinder; Og hvad han ey river, det jager han bort, At Eyeren løber og veed ikke hvort Han sine forvildede finder. Du spørger, hvad Lapperne have til Kost? Da lever de næsten af Reens Melk og Ost, Som blandes i Vandet og mænges, Desligest af Kiødet, som tørres i Vind, Det giemme de siden og lade det in I Huulede Træer ophænges. Hans Piler og Bue forskaffer ham ok Af vildeste Skover mangfoldelig nok Til fersk' Mad og daglige Spiise, Ja Biørnen maae ofte tillade sin Krop, Og Lappen ham æder saa gladelig op, Han siunger for hannem en Viise, Ham synes, han æder den lækerste Mad, Naar Kiødet af Biørnen frembæres paa Fad, Han levner ey ringeste Smule; Han samler Ryg-Raden og Skankene lang Ja alle hans Been, og med siungende Sang Begraver dem ned i en Huule; Han vil ey tilstæde, det ringeste Been Af Biørnen skal brydes og brækkes til Meen, Hvad Tanker han derom vil giøre! Og hvilken forgiftig afgudiske Troe, Der under slig Besters Begravels' mon boe, Det vil jeg i Pennen ey føre. Det er at beklage; den Lappiske Slægt Er meget med Hedenske Taage bedægt, Hvor vel deres Præster formane Med Trusler og Ord som retsindige Tolk', SIDE: 70 Maae man dog ugierne fornemme det Folk Vil elske Forfædrenes Vane. O give! vi vare bemægtiget saa, Det Lappiske Tungemaal til at forstaae, Som Norsk eller Dansk til at tale! Da kunde der blive Forhaabninger om, At faae dem omvendt; men o! HErre saa from, Vi ville dig Dommen befale! Hvad hielper, det Præsterne giøre sin Fliid? Det er kun om Aaret en eniste Tiid, At de vore Templer ind-rømmer; Hvor de da med Hænders Paalæggelses Ord Annammes til HErrens høyværdige Bord, Som gudelig eigner og sømmer; Hvad enten de giør det med Hyklerske Tant, Og heller andægtig, er HErren bekant, Som prøver all' Hierter og Nyrer; Han lade sin Sæd iblant Klipperne groe! Han selver forøger den svage Mands Troe, Al Ting til sin Ære han styrer. Men det er hos Lappen berømmeligt frit, At ingen fra anden bortstiæler en Hvidt I Skov eller alfare Veyer, Der bar aldrig nogen for Tyvene Frygt, Og ingen har Laas eller Lukkelse trygt For noget af alt det han eyer. Staburet hvori deres Spiisning er lagt Er Huulede Træer med Næver betakt, Det kalde de Lapper sin Stave, Der er deres Kiød, deres Ost, deres Mad U-saltet, vindtørret, Reen-Skanker og Rad, Slig Retter beqvemme slig Mave. Man vil og vel sige, det Finnerne kand Med Ryllen og Tryllen og Troldoms Forstand Baad' Veiret og Vandet forgiøre; Ja og at insætte forflyvende Gann I Folk, Creaturer, i Marker og Plan, Det man og kand mangesteds høre; At de nogen Omgang med Dievelen har, SIDE: 71 Jeg derpaa har mangen gang Kiendetegn klar Med seende Øye fornummet; Beteer dennem nogen Forhaanels' og Spee, Og Finnen han truer, Ulykke skal skee, Da bliver det tit efterkommet; Er noget tyvagtelig snappet dig bort, Og veed ikke, hvilken det Puds haver giort, Søeg Finnen, han skal det opdage, Han skal dig Personen navngive med hast, Og komme de skyldige Fingre til Last At bære det staalne tilbage; Begierer du Tyven et Merke maae faae, Hans syndige Gierning at kiendes derpaa, Det er ham et liden Umage, At sende sin kunstrige Dievel et Bud, Han ville gesvindig af Hovedet ud Et Øye paa Tyven udslage; Est du af modstridende Vind i Arrest, Og ynsker til Reisen en føyelig Blæst, En Fin skal den Handel forfremme, Han bruger sin lønlige Kundskab med hast, Og slaaer paa Haandklædet tre Knuder vel fast, Dem giver han dig udi Giemme; Løes Knuden, som først blev inknyttet i Baand, Saa falder dig passelig Seiling i Haand, Men vilt du den anden opløse, Da krympes maa Seylet ved halvten i Mast, Men løses den tredi' da gaaer hun for fast, Da faaer du til Pompen at øese. Og est du paa denne nærværende Dag Begierlig at viide, hvad Handel og Sag Paa de og de Steder sig hænde I fremmed fraliggende Pladser og Ort, Jeg kiender de Finner, det haver kundgiort Og kunde det give tilkiende. Han kaster sig flad op paa Jorden udstrakt, Og falder slet hen i Besvimels-Afmagt Foruden al rørendes Aande Men naar han til Livet opqvegnes igien SIDE: 72 Fortæller han, hvor han vidt-værendes hen Har vanket i fremmede Lande: Og paa det hans Ord kand forsikres med Ja, Da fører han seendes Pant derifra, Som den eller den haver eyet. Saaledes kand Satan forgiøgle det Sind Dem han ved Vantroen forsteenede blind Til sine Liv-egne har leyet! Sin Ganne-Kunst bruger han og som en Mand, Og sender hvort hen hannem lyster om Land, Forgiftig Beelzebubs Fluer, Han setter dem in udi Folk eller Fæe, Beskader saa mange uskyldige Cræe, Som skrækkes for saadant og gruer. En liden Fortræd ham ey hendes saa snart, Han straxen opfyldt af Hevngierrigheds Art Med Gann sin Modstander mon plage; Men allermeest er det Forundringer værd, En Gannen insetter, den anden har lært Den samme med Kunst at udtage. Nu maatte man spørge: hvor giøres det godt, At Satan med Satanam øver sin Spot? Kand Dievel en Dievel uddrive? Det synes at saadant mod Skriften er sagt, Hvor skulle man kunde da give det Magt, Hvis du i din' Vers monne skrive? Jeg svarer dig af min Eenfoldighed vel, At Satan paa Folk veed at giøre Forskiel, Og efter Personer sig føye Sig goed at anstille han vel kand forstaae, Og er dog ey alt udi Gierningen saa, Som han dig fremviiser for Øye. Tit synes en Dievel giør' anden gevalt, Det er ikkun giort for Fortienesten alt, Med Villie loed Sigvard sig binde; Den Gierning er hannem ey tung eller suur, At hielpe det Menniskes Legem' ved Cuur, SIDE: 73 Hvis Siæl han i Tiden vil vinde. See! Satan i tusind-fold Kunster bekiendt, Skull' han ikke viide ved Experiment, Hvad skiult i Naturen maae være, Og han, som al Verdens Omripping har haft, Skull' han ey udgrandske den lønlige Kraft, Som Jorderigs Urter mon bære. Helgelands Beskrivelse Nu vil jeg fra Lappernes Handel omsnoe, Begynde med mine nye-lappede Skoe Paa Helgelands Ley-Boel at træde: Blant Nordlandske Provstier regnes du først, I Skatte-Mandtallene vises du størst, Du giver saa mangen en Sæde! I dig er jeg baaren og svøbet i Klud, I dig har jeg holdt mange Tørninger ud, Ja haft baade Velstand og Møye, Men hvad det har vært, enten Fryd, eller Ach! Saa skee for altsammen min Skabermand Tak! Jeg la'er med hans Villie mig nøye. Sogn-Kaldene vorder beregnede Tree: Brønøen det første, som ligger i Lee For alle Vey-farende Giester, Og Alstahoug ligger lidt længer i Noor, End Nordere han udi Rødøen boer, Den trede blant Helgelands Præster. Saa følger tree Cappellanier dernæst; Som alle betienes enhver af sin Præst, Man dem Residerende kalder. Vor Lands Lov om dennem befalet har saa, SIDE: 74 At Pastor af Renten skal lade dem faae, Hvad vært har fra Fædrenes Alder. Det bliver gemeenlig saaledes afsagt, At til Residerende vorder aflagt, Hvad Kirken og Alteret giver: Som Børne-Daab, Kirke-Gang, Offer og alt, Af Puse-Fæe Vielser, hvad som der faldt, Det Vice-Pastorernis bliver; Men Landskyld og Tiender af Sæden og Rug, Henlegges til Pastor, til Bordet og Dug, Enhver haver sit til at raade; Thi burde de give sig HErren i Vold, Betænke de nyde sit Livets Ophold Af Guds og vor Kongelig Naade. Men Brønøens Hoved-Kald deeler sig af I fire Kirk-Sogner fra Fields og til Hav, Man først paa Bindalen begynder, Som in udi Fiorder henbøyer sin Gang Og setter en rigtige Skille-Velts Stang Imellem vor' Nordland og Trønder. Søer-Sømnen og Noor-Sømn mod Stranden udskiær, Vell-Fiorden det inderste Bøygde-Lav er, Og fleere der ey er at minde; Men Vægen det Eyland omskylles af Vand Bebygges af tredsindstyv' Bønder paa Land, En Kirke der staaer til at finde. Ved samme Land-Strekning og Klipper er sat En Fierding fra Brønøe den stoere Torg-Hat, Som seer med usovendes Øye, Og aldrig saae Argus med sine saa klart, Alt havde han hundred til hundred bevart, Han sigted' og aldrig saa nøye; Og det er den Klippe med merkelig Top, Som haver for andre paasættet sin Kop En Hat udaf Kampen hin haarde; Hvorunder den haver sit Øye bereed, Som aldrig af Søvnen kand vorde forleed, SIDE: 75 Ey heller tillukket kand vorde: Thi GUd og Naturen saa dannet det har At midt giennem Klippen staaer aaben og bar Et Hul moxen rundt til at skue, Der skinner igiennem baad' Himmel og Dag, Der finde de Fugle saa sikkert et Tag Og Geden saa roelig en Stue. Jeg mindes de Alstahoug-Sogner ret vel, Tree murede Kirker og Sandness-Capel: Tiøtøen begriber den eene, Paa Alsten den anden ophøyer sin Spiir, Den trede paa Herrøe med hederlig Ziir, Opbygget af esse-blød Steene. Paa Esse er her udi Landet ey Skort, Der bliver af Biergene huggen og giort Paa mangesteds temmelig Ovne; Dog springer de Ovne ved Ilden saa tit, At Kiøberen finder sig liden Profit, Thi tager den Næring at dovne. Paa Tiøtøens deylig og drabelig Øe, Maae jeg mit Poetiske Pulver udstrøe, Der findes oprettede Steene, Som staae over Jorden heel steilende brat, Og er dog med Menneskens Hænder nedsat, Hvad skal man om saadanne meene? En Part af de Steene slig Storlighed har, Alt var der Tie Heste forspændet i Par, Urokked de loede dem være: Jeg dømmer udaf min Eenfoldighed saa, At saadanne Steene er planted at staae, Til Kiempers Afmindelses Ære. Man læser, at fordum var Kiempernes Sæd; Hvor de sig udvalte Begravelses Sted, Lod de Monumenter oprettes, Paa det deres Navnes lovværdig Respect Hos den efterlevendes Alder og Slegt Ey skull' af Hukommelse sættes: SIDE: 76 I Fordum har Hareck paa Tiøtøen boed, Der skrives, han var udaf Kongelig Blod, Af Høfdingers Herkomst oprunden: En Mand, som i Kampen var aldrig forfærd, Men hærded' i Fiendens Tarme sit Sværd, Med hvilket han Seyer har vunden; Før Norge kom under den Eenevolds Magt, Da havde den Hareck ved Herre-Skiold lagt Alt Helgeland under sin Vælde, Han holdte de Strømme og Havnene reen, Og giorde Søe-Røverne Modstand og Meen; De kunde mod hannem ey gielde. Ved Alsterhougs Præstegaard findes at see, Syv Søstre, som fletter sin' Lokker i Snee Syv Damer, og alle saa viide, Hvoraf i Land-Carterne meget gaaer Rye, Hvis Toppe opstiger anseelig i Skye, Og sees i Havet saa vide; Der holder de Søstre paa høyene Hal Saa høyt, at Søe-farende langt fra den Val Kan Kiendingen have til visse; At naar andre Klipper forsvinder af Siun, Da vorder de Damers Syv-foldet Paulun Opreiset paa rankede Spisse; Hver ordentlig haver indrømmet sin Plads, At ingen forkørter en andens Pallads, Hvers Grendser afpælet er lige; Forinden er Vefsen den krogede Fiord, I hvilken er mangen en græs-groed Jord, Med kostelig Bugter og Viige: Fiir-Hundrede Bønder der bygger og boer, Naar Aaringen' lykkes og Kornet det groer, Da findes Forraad inden Dørre; Der tages af mangen arbeydende Krop, Alt Aar efter andet nye Rydninger op, Og Almuen vorder alt større. Mens Agrene blomstres, staar Bøygden i Floer, Da gives vel Næring for liden og stoer, Men skulle (det HErren forbyde!) SIDE: 77 Mislinge med Vexten, og Grøeden toeg af, Da blev det ey andet end Hunger og Grav, Og Døden i trede hver Gryde: Thi Fiorden er meget bebygget for tet, Forproppet, forstoppet, aldeles besæt Med flere, end Jorden er mægtig, Thi frygtes, at Landet dem spyer af Mund: Gemeenlig nedsiunker de Skibe til Grund, Der fragtes meer end de er drægtig. Der løber i Vefsen en gammel Fra-Savn Alt om et Land-Stykke, Stor-Jorden ved Navn, Som end er u-dyrket og øde; Der siges og er udi Sandingen hørt, Hun staaer i æld-gamle Matrikler indført, For tolv Spanders Landgild og Skiøde: Man mener Almuens Mangfoldighed før Langt høyer' har steeget, end Tallet nu giør, Den Sorte Død var en Aarsage, Som over al Verden grasserend' opkom, Han feyede Landet og giorde det tom, Der blev ikke mange tilbage: Vel hen ved fiir' hundred Skorsteener paa Rad Befantes at ryge, naar Folket fik Mad, Og ædende Tiid var for Handen; Men da denne Giest hadde vanket der frem, Blev rygend' Arn-Steder knap fiir' eller fem, Her plukkedes een og hveranden. Da bleve de Pladser, som før var beboed Derefter med Graner og Moese begroed, U-dyrket laae Planer og Volde, Og der man gik fordum med Harve og Plov, Blev siden Ud-Ørken og vildende Skov, Hvor Biørner og Ulve tilholde. Dets Sandhed bekræftes med synlige Tegn Af dennem, der endnu nye Bøeler og Eng I disse vor Tider opleeder: De funden har tit under Træernes Roed Kul, Næver og andet, hvoraf de forstoed, Der før har vært vaanede Steder. SIDE: 78 Men Ranen, som Vefsen, er folke-rig nok: Tree Hundred' Jord-siddend' og end vel en Flok; For nogen Tiid vare de børge: Fem seylende Jægter de hadde paa Gang, Da vanked' i Ranen baad' Lang-Spil og Sang, Og ingen der hørtes at sørge. Imedens at Jægterne holdtes i Brug, Da fattedes Bonden ey Meel eller Rug, Der vanked' en herlig Tilføring: Almuens Credit stoed i Bergen ved lav, Nu tager den Næring alt dagligen af, Seyladsen med al sin Behøering; Mens Bønderne seyled' og Jægterne foer, Da stode Nordlandene deilig i floer, Men anderleds lyder nu Piben: Thi Verden sin Pelts har nu snoet omkring, De strippende jager saa kunstrig i Ring, At Bonden er kommen i Kniben. En Bonde hos anden Udredning før toeg, Nu staaer de tilsammen i Kræmmerens Bog Til begge sin Øren gield-bunden; Hvad Lotter der avles, bortsnappes i Skyld, Nord-Faren er syg udaf Fattigdoms Byld, Nu haver man Seyeren vunden, Naar nu deres Præst eller Øvrigheds Mand Aarsages at reise til Land eller Vand, Paa Embeds Forretning at være, Da findes blant Hundrede neppelig fem, Som mægter at bære paa Bordet her frem Saa meget, hans Giest kand fortære. In Summa: vort Land er saa herlig tilreed, De Blinde maae lukke sin' Øyne derved, Og døv Mand ey længes at høere: Nord-Polen maae dandse, den saadant kand see, Og glædes maae Riimfrost med Hagel og Snee, Som falder ved saadanne Dørre, End er det at tage særdeles i agt, At Ranen beligger hen under den Tract, SIDE: 79 Hvor Veyen beqvemmeligst falder Til Sverrig hen in, thi for nogen en Tiid Kom aarlig Kiøbmænder forreisendes hid, Man dennem Bark-Karlene kalder: Om Løber-Miss droge de hiemmen fra sit, Fra Uma, fra Lula, fra Torne, fra Pit, En Reise ved tredsindstyv' Miiler, Tilhandled' sig tørrede Rokker og Sey Mod Varer, som Landet utienlig var ey, Som: Smidde-Fang Øxer og Fiiler: Den Handel var sandelig ikke saa slem, For Fierde-Deel Daler man kiøbte hos dem Et Plov-Jern, en Øx og deslige, Som i en halv-Daler hos Kræmmerne stoed, Det var vel at ynske, den Handel paa Fod Var kommen, og holdtes ved liige. Nu vil jeg fra Fiorden til Værrene gaae, Hvor skinnend' Bræm-Hæster paa Skiærrene slaae: Frøe-Holmen mig rinder i Tanker; Det er en fraliggende Eniste Holm, Hvor Bølgerne brøele som Oxen hin olm, Og hart in paa Husene banker; Om Sommeren haver der nogle sin Roer, Om Høsten sig ingen fordrister og troer, Den ligger paa den Tid ubruget: Thi naar en Nord-Vest blæser heftelig paa, Da bliver hvert Huus og hos-staaende Skiaae Af skyllend' Brem-Hester opsluget; Det andet Aar bygges der Huse paa nye, Opretter saa deres fordervede Bye, Den Æolus før haver sluffet: Et Aar eller otte det varer saa hen, Saa kommer Neptunus og snapper igien, Der er det Arbeyde beskuffet. Nu følger Rødøen, det seneste Kald, SIDE: 80 I hvilket og merkes adskillig Tilfald, Som noksom er værd at opteigne: Lur-øen, Rød-øen, Mel-øen ogsaa, Paa hver af dem seer man en Tempel at staae, Det fierde sig Trenen vil eigne, Dog Trenen kun for et Annex er inført, Om hvilket og er i Søe-Cartet omrørt, Hvis Navn og paa Globerne skrives: Man haver ey heller et herliger' Vær Blant alle de Flekker paa Helgeland er, Hvor Fiskerie bruges og drives. Jeg finder paa Globo, hvor Trenen er sat: Den lige har Circulum Arcticum fat, Thi bør ham tillegges den Ære, Han Nøgelen haver til Norder-Climat, Hans klumpede Knolder er alle parat At tage mod Havets Besvære. Du Trenen! du bierger saa mangen en Baad, Naar Allerne raser u-børgend' og kaad; GUd haver dig selver beskandset Med Halser og Gikler med Staver og Meed, Paa hvilke de Aller sin' Skanker af Leed Har ofte forsprunget, og dandset. Der drages saa mangen en vel-veyed Vog, Hvormed at Restancen qviteris af Bog, GUd signe din' Grunde og Klaker! GUd give dig Vandets Formue til Arv, Den fattige Fisker maae fange sin Tarv, Som paa dine Støer omflakker. Toe Miile fra Trenen opreises en Øe, Ey heller den bør af Hukommelsen døe, Lovunden, som meget mon liude, Derover det Ordsprog i meenige Mund: See! hvordan han liuder den gamle Lovund, Og Trenen er længer derude, Her samler Leylendingen Fugler og Duun, SIDE: 81 Her have de Lunder sin fælles Paulun, Her sværme uttallige Flokke; Her klækkes de Unger i Refver og Uur, Her har de udkaaret sig Fieldet til Buur, Her flyve de tusind' i Skokke: Slig Mængde af Lunder jeg neppelig veed At findes i Nordland paa nogen en Sted, Man seer dem i Luften at fliuve Alt runden om Fieldet i Ring og i Ring; Saa bliver og mange merkværdige Ting Hos disse slags Fugler at skue: En Lunde hun klækker et eeniste Eg, Det giemmes i Uren som inden en Veg I Klippernes inderste Huuler: Et Reede bebygges det andet saa nær, At en bider anden i Vinger og Fiær I Refverne, hvor de sig skiuler; Men Bønderne, hvilke besidde den Plan, Veed vel at antaste de Lunder med Ran; Og det ved afrettede Hunde, Som er udaf Dannelse smidig og smaae, Saa de kand indkrybe den trangeste Vraa Og udtrække levende Lunde: SIDE: 82 Naar Hunden nu napper den Lunde ved Hals, Som foran til ligger, hvis Liv er til fals Begynder han flux til at drage, Strax griber den Lunde, der bagen ved sad, Den fremste ved Stærten, og følges saa ad, Alt medens der een er tilbage; Hvorover det skeer at en eneste Hund Udslæber med eengang af mørkeste Grund Tolv, Tretten, ja Fiorten og fleere, Og skaffer sin Husbond, som passer derpaa, Saa meget til Bytte, som han kand formaae, Hvorved hans Gevinst kand florere. Det synes at striide Naturen imod, Hvert levende Dyr er sig selver jo god, Men ingen velvillig sig slagter: Hvo løeber utvungen i Fiendens Vold? Hver ynsker at nyde sit Liv i Behold Og efter Befrielse tragter: Jeg slutter Naturen vil peege derhen, At hvert Creatur det vil holde til Ven Sin' egne og dennem forsvare, Thi kniber en Lunde ved anden sig fast, I Tanker at hindre den myrdende Gast, Men kommer derover i Fare. Naar Vinden er østlig, da er ved den Egn De Fugler saa mange som Draaber i Regn Alt trint omkring Uren at sværme, Jeg selv det med største Forundring har seet, En fremmed han skulle vel meene herved, Man bandt hannem noget paa Ærme. Den Lunde-Fær bliver og dyrere solgt, End andre slags Fuglers, tree gange vel taaldt, Hver Kiøbende hende behager: Aarsagen er denne, hun falder heel smaae Og meget langt fiiner' i Stilker og Straae End den man af Ryperne tager. Jeg har og fornummet i Rødøens Gield, Skal ligge særdeles et Snee-dækket Field, Som lige fra øverste Tinde SIDE: 83 Og gandske herunder til dybeste Strand, Ey viises en Flekke, saa stoer som et Spand, Som Snee-løes og bar er at finde; Og var det alleene ved Vinterens Tiid, Da var det ey sælsomt at Klippen var viid Men Sommer og varmeste Dage, Naar Soelen til høyeste Trapper opgaaer, Snee-Fonden i ligedan Skikkelse staaer, Kand ingen Forandring paatage, Da dog at de Fielde, som ligge i Ring, For Synden, for Norden og runden omkring, Omvexle sin vaanlige Klæder Og skifter sin Dragt efter Sommer og Høst, Nu skiønne, nu grønne, som noksom med Lyst Udvises hos alle de Steder. Hvad herom skal sluttes, jeg ikke forstaaer, Min Hierne ey heller at granske formaaer, Hvorledes sig saadant kand skikke, Hvad enten det Bierg er af koldere Klint, At Sneen forvandles saa haard som en Flint, Og lar sig af Solen ey slikke; Hvad heller og Bierget er inden til fuld Af Svovel og Varme, som driver al Kuld Saa meget den mægter, paa Dørre, Og kand dog ey drive den længer herud, End hen til den yderste Kant eller Hud Hvor Sneen da Modstand mon giøre: Formedelst slig hæftig og mægtig Modstand Bekommer da Kulden et stærkere Band, Dog sig mig: hvoe kand det erfare! Hvoe haver indkiget i Jordens Grundvold? Hvoe veed, hvad for Sted der er varm eller kold? Lad Physici saadant forklare! Nu far da mit Helgeland! far da, far vel! Jeg maae dig en liden Stund vise min Hæl, GUd give dig Velstand og Lykke! For Kirken, som inden din' Grendser her groer, For mange min' Slægtinger, hos dig her boer, Mit ynske GUd selver samtykke! SIDE: 84 Saltens Lehns Beskrivelse Vind Seylet, min Broder, jeg agter mig hen Til Salten og dessen omliggende Lehn, Blant Fiorder og Bugter og Viige: Tre Sogne-Kald ligge forinden de Field, Nævn Gillisskaal, Bodøe og Laskestads Gield, Saa nævner du dennem tillige. Først maa jeg til Gillisskaal styre min Stavn: Jeg slutter den Egn har beholdet det Navn Af Gilder, hvortil man indbyder Den meenig Forsamling, som giorde sig froe, Da Landet var under den hedenske Troe, Med Ofringer til deres Guder: Jeg finder i Norriges Krønike sat, At Folk med vildfarende Mørkhed beladt I fordum udvælged' sig Steder, Hvorhen sig forsamlede alle og een, Og slikkede digt Offer-Boldene reen, Med megen Af-gudiske Sæder. Den Præst har een Kirke, han prædiker i, For andre besværlige Reiser er frie, Forskaanes at væde sin Trøye, I den sted at mange blant Præstene maae Fra Kirke til anden de Bølger hin blaae Hver Søndag besværligen pløye; Thi Nordland saaledes beliggendes er: Guds Lov maae forkyndes blant Øer og Skiær Uagtet all Fare og Møye; Thi skeer det og tit at en talendes Mund Maae søege sin Grav i den dybeste Grund Og lukke blant Fiske sit Øye; Dog bør vi vort Embed forrette med Lyst, Betænke, det er vor Samvittigheds Trøst, Om GUd os paa Vandet vil kalde, Og døer vi paa Reisen til Kirker og Sogn, SIDE: 85 Da føres vi heden paa Israels Vogn Og for vores HErre maae falde. Hvad vil en Guds Tiener bekymre sig ved, At ham er udvalt et Begravelses Sted, Som Mennisken ikke kand finde? Om han ikke bæres af Venner her ud, Han kand dog med Mose begraves af GUd, Og lukkes saa roelig derinde. Vi bør ey med Jona forandre vor Kaas, Men reise saa længe, til GUd setter Laas For al vore Veye og Vandring. Er HErren da kommen i Væjret og Vind, Vi vil med Elia slaae Kaaben om Kind Og vente vor sidste Forandring, Og sige med sidste Beslutning til GUd: Velkommen, O Brudgom, at hente din Brud Og hende fra Fengsel udføre; Jeg hidtil har været en reisende Mand, Nu vil jeg dig følge, det snarest jeg kand Og lukke de yderste Dørre. Men inden for Gillisskaal aabnes en Fiord, Som Beyeren kaldes, hvis Egner og Jord, De boende Finner betræder. Et Folk, som sig nærer af Ager og Fæe Og haver saa vit frem for Lapperne præ, De synes lidt fiiner' i Sæder. Bue-Finnen er og i sin Næring adskilt Fra Lappen, som lever allenist af Vilt, Et Folk, som er vandt til at trælle, Dog bruges gemeenlig iblant deres Slægt Et Maal af en synderlig sær Dialect, Fraskillet fra Bue-Mandens Mæle; I Beyeren voxer en kostelig Skov Af Fyrre og andet som giøres behov Til Bygning til Huser og Tømmer, Der hugge Bue-Finnerne Planker og Bord, SIDE: 86 Af hvilke de kiækkeste Jægter blir giord, Som nogensteds flyde paa Strømmer; Hvis derudaf nogen skull' giøre Anfang, At skaffe med Tiden Sav-Møller paa Gang, Da kunde den Næring vel gavne For dennem, der komme kand saadant afsted, Men Jægternes Bygning forlagdes derved, Som bruges paa Strømme og Havne. Nu vil jeg mig vende til Bodøens Strand, Der seer jeg en Præst og en adelig Mand At være to nærmeste Grander, Den eene Velbyrdig, den anden Vellærd, Saa seer man at HErrens og Gedeons Sverd Sig tit med hinanden beblander: Vor Amtmand, som Byder i Konningens Navn, Og Præsten, som taler Jerusalems Gavn, De begge det Gilgal bebygge; Imellem dem skyller en eniste Bek, GUd skylle dog ey deres Kierlighed vek, Giør dem i Samdrægtighed trygge! Naar Moses og Aaron staaer sammen hos GUd, Da gives der deylig Befalinger ud, Vor HErre velsigne dem begge! Den eene med Haanden, den anden med Mund, Til meenige Beste sit anbetroed Pund Med Troeskab og Fliid at anlegge. Med Bodøens Sogne-Præst er det saa fat To Vice-Pastores er under ham sat, Fraliggende Kirker at tiene: I Saltens Fiord en residerer og boer, Et Folke-riig Bøygde-Laug moxen saa stoer, Som Vefsen med alle sin' Svenne; Nest inden for hannem ophøyer sig smukt Salt-dalen, forinden hvis Circul og Bugt Ved Otte-tie Bønder ernæres, Et Folk af Arbeide, som hielper sig vel, Har selver opbygget et lille Capel, Hvori der prædikes og læres; Paa egen Omkostning de lønner den Mand, SIDE: 87 Som dennem oplyser i salig Forstand Og setter Guds Kundskab for Øye; Det Brød er vel lidet, dog lever han der, I Lige stoer Parter GUd Brødet ey skiær, Part maae sig med Smulerne nøye. Den anden, som er residerende Præst, Han haver sin Vaaning i Folden befæst, Toe Kirker er der at opagte, En nest hos ham, anden i Kiærringens Øe, Hvor Havet omskyller med fraadende Søe Og Bølger, som ikke gaae sagte. Nu maatte man spørge: hvor kommer det sig, At geistlige Renter er skiftet u-liig? Pastores op-bærer det meeste, Thi dennem er alle slags Tiender forundt, Men det falder ikke halv-parten saa rundt For Vice-Pastorer de fleeste; Formedelst slig Deeling af Renter og Gods, Insniger sig tit en Fortrydelse hos, At Brødrene leve u-kierlig, Fordi saa Pastorer er Tiender beskiært, SIDE: 88 Derover saa see Capellanerne tvært, Som Mars i forstyrrede Væyrlig; De lader sig ogsaa forlyde vel tit, At andre bortsnapper all deres Profit, Maa slæbe for fremmed' Indtægter, De sige, det er deres Arbeyd og Sveed, Men fremmede Tænder forlækres derved, Saa skeer her for-bister Aspecter; Men merk, hvad jeg svarer: er det dig imod, At GUd og vor Konning en anden er goed? Han giver den eene lidt meere, Han giver den anden lidt mindre Profit, Bør hver ikke være fornøyet med sit, Hvad Lykken ham lyster levere? Og synes det de Residerende saa, At deres Indtægter kand lidet forslaae, Saa stige sig af for en anden; Og give Brød-løse Studentere rom, Der skulle vel Hundrede beile derom, Ja bøye til Jorden med Panden. Faaer GUd hos sin Tiener ey andet til Tak, End give for Brødet misundelig Snak, Er det at forhverve sig Trapper? Er det at opstige fra Dyd og til Dyd? Den Klokke, der er af et skrumlende Lyd, Er værd, man med Steenene klapper; Jeg sige vil Sagen, ja Sandingen ok, Enhver som det hører, stadfæster det nok, Naturen har Nordenfields lavet, At Mængden af Folket i Fiordene staaer, Hvis Tal sig forøger alt Aar efter Aar, Men faae bygger ude ved Havet; Nu ligge de fleeste Pastorernes Giæld Ved Havet og ikke blant Fiorder og Field, Thi blive Tilhørerne ringe, De, hvilke Pastorerne prædiker for; Men Vice-Pastorer har dobbelte Kor, SIDE: 89 Thi Mængden kand meget indbringe; Skull' Vice-Pastores nu nyde det frit, Og Tienden, som ydes i Fiordene vit, Da steeg sig vel dobbelt den Rente, Som Fiordene ved sin Mangfoldighed gav, Frem for det, en Pastor ved Øer og Hav Kand have til Indtægt at vente; Thi haver den christelig Øvrighed smukt Beskikket, at Tienden og Landenes Frugt Pastorerne skulle tilhøre, Men alt, hvad som inden for Kirkerne faldt, Det bliver og er Capellanernes alt, Hver har med sin Deel til at giøre. Een Miil til at reigne fra Bodøens Gaard Udfalder en Strøm saa forfærdelig haard, At neppelig findes dens liige, Naar Flod eller Ebbe sin halve Deel naaer, Da kommer den brydendes hæftig her for, Saa Baaderne maae for den viige, Dog drages der ofte med Angler og Tøm Den springende Sey udi stridigste Strøm, At der mange Baader opfyldes; Hans Lever udtages og brændes til Tran, Som sælges i Bergen naar Stævnen gaaer an, At Bondens Umage forskyldes. Aarsagen, at Strømme kand flyde saa strit, Det kommer, naar Fiorder begriber sig vit, Men Gabet, hvor Vandet skal løebe, Det er udi Munden heel snæver og trang, Thi tvinges de Strømme at skyde sin Gang, Alt som de var jaget med Svøbe; Staaer Flod eller Ebbe ved yderste Punkt, Da standses de Strømme og flyde ey tungt, Dog maae det tænkværdig betragtes, At alle de Strømme, i Fiorder indgaaer, Med Ebbe ey samme Minuter opnaaer, Som den ud ved Havet opagtes, Det somme Tid skiller en Times Qvarteer Ja ofte halv-andet og ofte vel meer, SIDE: 90 At voxend' og faldende Vande I Fiordene meere seenfeerdige gaaer, End ude ved Øer, hvor Havet paaslaaer, Og mange det med mig kand sande: Det volder, forstaaer jeg, det løbende Vand, Som falder af Elver, af Bekker og Land, Og sammen i Gabet belænkes, Jo meere sig skynder den voxende Floed, Jo meere staaer Vandenes Løb derimod, At Flod og at Ebbe forsænkes. Nu maae jeg min Snekke til Laskestad snoe, Hvor Præst har Laug-Manden til neste Naboe, Der er og et Præstelig Sæde, En Fierding omtrent eller lidet derfra, Er Stegen, den Gaard, hvor Laugmanden endda Besidder sin Boelig med Glæde: Paa Stegen skal sættes Laug-Tinget hvert Aar, Naar Junius syttende Trappe paastaaer, Jeg mener Botolphum den gamle; Da bør det dem alle, som have en Sag, Sin Veder-Part stævne til forbemældt Dag For Dommeren sig at indsamle: Did reise og nogle Mænd aarlig afsted, Som skal for Laugmanden aflegge sin Eed, Laug-Rettes Mænd Loven dem nævner, Om hver den, der sværger, forstaar sig derpaa, Det lader jeg denne Gang u-omtalt staae Til Dagen, naar HErren indstævner. Jeg kand vel erindre for nogen en Tiid, Udspreddes et Rygte til Helgeland hid, At nest ved den Laskestads Fiæring En Dievel opdag'des, som talede rumt Adskillige Handler uhørligt og grumt, Alt om en udlevede Kiæring; Da samme slags Dievel fik Munden paa gang, Var mange, som skiøtted' ey, Veyen var lang, Forlysted' sig did til at drage, SIDE: 91 At høre paa Satans Prædiken og Tant, Da dog den forbandet bedragelig Phant Veed Folk vel om Næsen at tage: Der blev da fortælled forfærdelig Ting, Alt Landet opfyldtes med Slader omkring, Hvorom jeg ey Pennen vil røre; Hvad skal man vurdere Beelzebubs Snak, Hvorvel den vanvittige Pøebel og Pak Vil laane til saadant sit Øre? Den talende Aand fik Tilhørere nok, Da Folket fra Vogen og Skroven i Flok Fra Fiskerie reiste tilbage; Dem syntes, de ville fornye sin Mynt, At høre, hvor Sproget falt tykt eller tynt Og smage den fremmede Kage; De komme til Huus, og fortaalde os det, Formeenendes, alting var herlig og net, Slig fremmed en Præst til at høere; Men de fik en anden Forklaring derpaa, Da Præsten paa Prædikestoel kom at staae, Man kasted' dem andet for Øre; Vi lod dem alvorlig med Trudsel forstaae: Hvis nogen herefter arbeidede paa Sin' Fødder did hen til at røre, Han skulde skatteres ret lige ved den, Der kaster vor HErre af Tankerne hen Og har med Afguder at giøre; Hvad skeer her? det dyred' en Maaned à tree, Der Fanden fik ingen Tilhører at see, Han skiæmtes at prædike meere, Man hørde, det Rygte med Tiden forsvandt, Thi Fanden derefter en Leylighed fandt; Saa skal man den Abe fixere. Hvad Laskestads Præste-Gield vider' angaaer, To Sogner der findes, to Kirker der staaer, Som Præsten der haver at raade: Den Kirke paa Stegen er bygget af Steen, SIDE: 92 Men Taget er nogle Gang brekket til Meen Af stormende Vinde hin kaade; Man haver det tømret og giort det vel fast, Men kort Tiid derefter af Veyret omkast; Naar Æolus tager at svinge, Og kommer med brusende Bulder for Dag, Da skaanes ey Huse, ey Tømmer, ey Tag, Han kand os ret mesterlig tvinge. Men Hammer-øe ligger der inde ved Land, Beskikket for en residerende Mand, Som Tienesten bør at forrette, Indbyggerne have der ligedan Kaar, Som andre der pløyer og høster og saaer, Thi kand jeg ey videre sætte. Nu sno'r jeg min' Fødder til Lødingens Præst, Og slutter saa Salten med seneste Rest, Blant Vice-Pastores han skrives, Men Biskopen hører Indkomsterne til, Hvad enten han selver optage dem vil, Og heller Forpagtning at gives. Du veedst vel, hvad Tiender Nordlandene har, Som Kongen og Præsten og Kirkerne tar, Jeg kand dig dem kortelig nævne, Det meeste bestaaer i den avlende Fisk, Vi kiøber for den, hvad som tarves paa Disk Hver efter sin Stand eller Evne; Saa gives her Havre med blandede Byg, Dog falde de Sorter hver Aar ikke tryg, Thi Kulden kand Sæden beskade; Ost-Tienden og ydes toe Mark af en Koe, Om alle beregnes, det staaer til at troe, Dog vil jeg det tiendes lade; Rug-Tienden frembæres, dog lidet og slet, Det hender sig sielden, hun moednes kand ret, Nu haver Tiend-Tagelsen Ende; Jeg hermed paa Salten Beslutningen giør, Jeg takker for Herberg, gaaer dermed paa Dør Og maae mig en andensteds vende. SIDE: 93 Loefodens Beskrivelse Leg Snekken fra Landet, snoe Stavnen i Vest, Set beent over Havet, det bliver os best At seyle mens Vinden vil føye: Een Miil eller fire vi vanked' i Søe Fornam jeg, at Skroven den Fiske-riig Øe Opdagedes flux for vort Øye, Vi kasted' der Anker og trinned' i Land, Der fandt jeg de Giæller opbygget ved Strand Og Fiskernes Hytter at stande. Skrey-Torsken har mangen lyksalig der giort, I Fordum var det en berømmelig Ort Med dessen omliggende Lande. Fra Skroven til Vogen er eeniste Miil, Jeg skynded' mig did med en flyvendes Iil, At merke de Steders Tilfælde, Jeg steeg paa en Høy, mig der lidet omsaae, Befandt der mangfoldige Hytter at staae, Jeg neppelig kunde dem tælle: Der komme did seylend' den fiskende Flok Ved to og tree Hundrede Baader i Skok, De suled' op Dybsagn og Snøere, Opspærrede Torsken og hængde paa Giæld, Saa koged' de Møllie det lakked ad Qvæld Gik siden at slaae sig paa Øre. Om Morgenen tiilig, Dag-Randen fremgick, De vedste hverandres sædvanlige Nik, Hver Baad var ud-skuffet og borte, Den første, der kom og paa Klakkerne foer, Han spillede Mester med Angler og Snoer, Den sidste Mand maatte det skorte. Hver nærende Krop bør opagte sin Tiid, Du kandst ikke sige til Torsken: kom hid, SIDE: 94 Her kastes vil Angler for Borde, Selv-villig i Baaden ey Fisken indsprang, Men Snøeret maae røres saa mangen en Gang, Det samme din' Formænd og giorde. Jeg mindes for nogle forledendes Aar, At Vogen og Skroven hver Vinter og Vaar De vare Navn-kundige Flekker, Did stunded' det meenig omliggende Land, Did stræbed' hveranden Nordlandiske Mand, Der tømmedes Kister og Sækker: Fra Helgeland, Salten og Senjens Lands-Lehn, Fra Vesteraal, Andeness, hidset og hen, Did sankedes alle tilhobe; I Vogen at findes, i Vogen at roe, I Vogen at fiske var alle Mand froe, Om Vogen loed alle Mand raabe. Da Næringen stoed i den høyeste Leeg, Til Tusinde Voger vel Tienden opsteeg Angaaende Kirkens Indtægter; Men ach! den Søe-Handel staaer aldrig ved lav, Den har alt forkehret og tager flux af, Os Havet sin Rigdom nu nægter! Her intet har vanket et Aar eller tie, Stor Armod er Landet geraaden udi Formedelst mislingende Føde: All' Hytter er raadnet, all' Giælder nedkast, Man seer der ey Jægter, ey Seyle ey Mast, Ret ligesom Landet var øede: Thi naar det mislinger med Angler og Snoer, Da maae den Indbygger, der vesterlig boer, I Iri Badstue sig bade; Det har sig med dem, som med Fugler i Flugt, De plante ey, pløye ey, høste ey Frugt, Og sanke ey Sæden i Lade: En udsleden Færing, en Dybs-Agn, en Krog, En Skind-Stak, en Kofte med lappede Brog Er al deres Rigdom og Eye; SIDE: 95 Med det skal han sørge for Tiuend' og Viff, Med det skal han selver opholde sit Liv Og bringe sin Skatter til Veye: Hans Plov og hans Ager, hans Avel og Aag, Det hænger altsammen paa eneste Krog, Naar Fiskene lyste at bide, Hvis ikke, da stiger han sulten i Seng, Gaaer sulten fra Bordet med Tøes og med Dreng Og jammerlig Levnet maae slide, Han reiser til Bergen at søge Credit, Contoiret fornemmer, der bringes saa lidt, Thi kiedes de ved til at skaffe; Restancerne med det tilkommende Aar Alt høyer' og høyer' i Bøgerne staaer, Saa gaar det, naar HErren vil straffe! Loefoden anlangende, Kirker og Præst, Da maae Capellaner betiene der mest, De Kald er til andre benaadet, Og er til vor Tronhiems Capitul henlagt, Som Kaldernes Renter har under sin Magt, Og længe derover har raadet Dom-Kirkens Med-Tiener i Tronhiem er sæt Til Pastor for Boxnes og Borgen og det, Som reignes der under at være; Men Vogen og Skroven har Bispen i Vold, Er Hans Høyærværdighed given til Sold Hvad Rente man der kand opbære. De Kirker, der findes, dem mindes jeg vel, Først Boxnes, saa Flakstad, saa Mosknes Capel, Den Fierde paa Hol er anteignet, Den Femte paa Borgen jeg telle dig vil, Jeg legger paa Valbierg den Siette dertil, De Sex under eet er bereignet; Paa Gims-øen seer man, den Syvende staaer, Paa Vogen den Ottend' i Syne du faaer, Den Niende Skroven dig giver, Den Tiende staaer i Vær-øen vel trøst, Den Ellevte finder du bygget i Røst, Og den dig den yderste bliver. SIDE: 96 Loefoden omskylles af Bølger og Hav, Der løbe og Strømme, som deele den av Og flyde i Farten heel strænge, Som: Gimsøe-Strøm, Nappe-Strøm, Moskøe-Strøm ok De give kand stundum den Reisende nok, At mange derover sig sprænge. Fra Mosken til Værøe bereignes en Miil, Der flyde de Strømme saa snart som en Piil, Omtumler sig frem og tilbage; Man kand dem vel ligne ved raskeste Raa, At mange Beskuer har undret derpaa, Hvor Vandet slig Magt kunne tage: Naar Maanen fremtrinner med Fuld eller Nye Da høres omkring en forfærdelig Gnye At Haaret paa Hoved maae ryste, Og ofte saa skrækkelig tager af Sted, At Landet og Husene skielve derved, Som Skyen ved Torden skull' bryste; Og skeer det, at Vinden er Strømmen imod, Da reyses de Bølger i dybeste Flod Saa høye, som Klippernes Toppe: Skull' nogen fordristes at fare der da, Han reiste der aldrig med Livet ifra, Men maatte til Bunden ned hoppe; Thi kand ey den Reysende vove dertil, Endskiønt han sin Reyses Forfremmelse vil Ved alle Minuter opagte, Men faaer at opbie med Længsel den Tiid, Naar Floderne stilles og Luften er bliid, Og Havet nedlegger sig sagte; Besynderlig maae det og tages i Agt: Naar Flod eller Ebbe ved Maanen har Magt, Er vanskeligt over at fare, Naar Maanen halveris, er Floderne smaae, Da maae man grandgivelig passe derpaa Og tage vel Ebberne vare; Men passer han ikke ret lige den Stund Naar Ebben udløber til nederste Grund, Og lader den Time forsømme, SIDE: 98 Da bliver hans Reyse forsænket den Dag, Han takke sig selver for Tidens ud-drag, Som loed den af Haanden bortrømme! Men hvoraf det kommer, at Mosken er grum, Og hvoraf han tumles saa bister herom, Og, hvad forekommer, opsluger, Jeg seer, at vor Areboe har det vel fat, Han slutter, en Skiærr-gaard i Dybet er sat, Hvor Strømmen sin Myndighed bruger; Han meener, den Skiærr-Gaard af Klipper nestaaer, Som uden til rund og om-circlede gaaer, Men inden til aaben og huule, Og midt i de Klippers udhuulede Gang Skal reyses en Klippe trind-agtig og lang, Som sig der indvendig mon skiule: Til denne sin Huule han setter en Port, Som aabnes for Strømmen, der skyder sig fort, Og sig ind i Huulen vil trænge, Naar den der indkommer, spadserer den om, Og søger Udgange, men finder ey Rom, Thi vil den med Magt sig udsprænge, Den søger den Dør, den tilforne indgik, Og kommer herud med forvirrede Skik, Og svirrer saa rundt om den Klippe; Hvad Vrag eller Træer ham kommer da for, Det slides, som det iblant Røvere vaar, Før Strømmen det lyster at slippe. Den Gisning jeg lade vil staae ved sit værd, Den salig Mands Skrifter heel fyndig og lærd Som Guldet jeg agter at giemme; Men Mandens Beslutning om Moske-strøms Magt, Hvis ikke Forfarenhed andet har sagt, Da kunde jeg med den vel stemme. Jeg vil det kun an med Eenfoldighed gaae, Naturen os lærer det best at forstaae, Hvor Strømme sin Magt monne tage: SIDE: 99 Jo fortere Havet ved voxende Vand Spadserer i Fiorder og fylder den Strand, Jo fortere gaaer det tilbage, Er Bundene dybe, som inden for er, Og ude ved Gabet er grundere Skiær, Da vil jo Naturen det lære: Jo dybere Bunde, jo sagtere Fart, I grundeste Vande gaaer Strømmen jo hart, Og veed sig ey selv at regiere. See! vilt du nu have din Reyse begynt Fra Moskenes, saasom den yderste Pynt Og lige til Botned derinde, Og tæl saa fra Gabet til inderste Strand, Hvad Længde det Hav ombefattes af Land, Og hvordan Begreb du kand finde, Jeg troer, at den Længde henstrække sig skal Til Tolv eller Elleve Miiler i Tal, Foruden alt andet at reigne. Hvad Vidden og Breeden og Dybden angaaer, Du vel et anseelig stort Tal da og faaer, Som strækker sig ud allevegne. Nu er her Sex Timer at giøre kun paa, At her skal opfyldes hver Vinkel og Vraa, Som den stoere Vidde begriber, Og atter Sex Timer at skynde sig bort Igiennem de forrige Gange og Port, Som Værøe ved Mosken inkniber: Hvad Under, at saadan en Mængde af Hav, Som stedse maae skynde sig til eller av, Og det paa saa korte Terminer, Igiennem benauede Ganger og Grund, At det jo maae skraale med brumlende Mund, Og ligesom selver sig piiner. Jeg veed vel, her kastes Instantzer imod, At denne min Meening er ikke saa goed, Som maaskee vel efter min Tanke: Det kand ikke siges, at Gabet er trangt, Thi Havet tvert over Tolv Miile er langt, Er der ikke Rom til at spanke? SIDE: 100 Jeg svarer: det er med de Strømme saa fat, De skynde sig igiennem de nærmeste Gatt, Hvor allerførst Løb er at hitte, Nu bliver jo Mosken det nærmeste Sund, Thi maae den med Trængsel igiennem den Grund, Alt skull' den sig selver forsplitte; At han de forskrækkelig Hverveler skiær, Det volder, at Vandet er grundere der, Og inden for dybere Bunde; Naar Dybene trykke nu hæftelig paa, Da maae jo de Strømme forfærdelig gaae, I sær hvor de Banker er' Grunde Tre Eylænder ligge ved Havet med Lyst, Først Mosken, Værøen derefter er Røst; Paa Mosken er intet at giøre, Men Røst og Værøen de Sogner er Toe, En Sogne-Præst boer der og lever i roe, Kand lukke spag-færdige Dørre. Paa disse toe Steder almindelig roer En Hob af Salt-Væringer temmelig stoer Samt Helgelands Bønder deslige, Men fiskes ey meere herefter end før, Da bliver Fortienesten sulten og tør, Skal neppelig giøre dem riige; Det herligste Røst kand berømmes udaf, Er græs-groede Klipper, Naturen dem gav Hvor Faarene kostelig trives, De løbe der vilde hver Vinter og Vaar Og ingen Undsætning af Mennisker faaer, Ey heller en Haandfuld dem gives: Dog bære de Bester en ypperlig Uld, Og ere paa Kroppen af Fedme saa fuld, At Kiødet er gandske Spækrunden. Om Vinteren gaaer de med Ulden i Snee, Saa smukke, saa reene, saa deylig at see, At neppelig smukker' er funden. Naar Aaret fremløber til Kors-Misse Tiid, SIDE: 101 Maae Folket paa Landet opagte med Fliid Den fuld-moeden Uld at afrive, Men hvis det forsømmes, da pleye de Faar Sig selver afklæde paa Bover og Laar, Indtil de kand leedige blive: Thi have de Fremmed', som pleye der roe, Vel mangen gang fundet et Rufv eller toe Af Klæder, som Faarene taber, Naturen har givet de Bester det ind: Om Vinteren vil de forsyne sit Skind, Om Vaaren de Peltzen afskraber. I Røst er adskillige Fugler at faae, Fremhængende Flauer de bygge oppaa, Hvor ingen Mands Foed kand bestige; Dog gives ey Mennisken Viisdom omsonst, De have optænket en synderlig Kunst De Fugler med Magt at bekrige: Thi hvo sig fordrister, og elsker den Lyst At holde med Fieldet en Kamp eller Dyst, SIDE: 102 Han sig med en Line bebinder, Men Enden af Snoeren en anden har fast, Saa hisses han ned udi Flauet med hast, Og leeder om alle de Tinder; Han stiiger ved Hielpen af Liner og Hamp Fra Reede til Reede, blant Klinter og Kamp, Og fylder saa Buxer og Lommer; Naar han nu har strippet om hisset og hen, Da hisses han op paa de Klipper igien Og gandske beproppet opkommer. Saa haver end aldrig den heele Natur Fremskaffet saa snild og behændig et Dyr, Det maae jo for Mennisken falde, Ja selv Leviathan maae give sig tapt, Og Behemoth, som uregierlig er skabt Den sin Over-Herre maae kalde. Vesteraalens Beskrivelse Jeg har i Loefoden nok vanket herom, Beseed de der værende Pladser og Rom, Jeg til Vesteraalen mig føyer, At søge dens Øer og roendens Vær, Dens Klipper og Klumper og farlige Skiær, Hvordan de sig krummer og bøyer; Paa Hassel jeg allerførst fæster min Foed Der troer jeg at Præsten mig kommer imod Og hilser mig efter Sædvane. Thi han derpaa Landet er ypperste Præst, Og Bøe residerende ligger ham nest, Foruden en Huus-Capellane; Den anden, som Residens, haver tilhold SIDE: 103 Paa Øxness, hvis Enger, hvis Plane og Vold Er lagt til en Præstelig Boelig; Der leve de HErrens Guds Tienere Tree, Men Udenlands-Fugler de neppelig see, Thi Landet, som Lais, er roelig. De Kirker, som er under Pastors Opsiun, Er Hassel den første, som Hoved-Paulun Derefter er Sortland og Sande, Men de Residerend' ved Øxness og Bøe Har ogsaa sin' Kirker ved Kanten af Søe, Hvor Grande kand hilse sin Grande. Anlangende Sogners og Fierdingers Navn, Hvorefter man kand med beleilige Gavn Mand-tallet behændig indrette, Da findes der Venme med Barkestads Sogn Og Kaldsnes, hvor aldrig blev aget med Vogn, Og Ulv-øe man seenist kand sette: En Fierding betyder et Sogn i vor Land, Og de, som der bygge, dem pleyer og man At kalde den Fierdings-Almue; Hver Kræmmer er ogsaa sin Fierding tillagt, I hvilken han holder sin Handel med Magt Og haver et Nøst og en Stue; Til Kræmmerens Leye med flydende Kiøl Man glædelig seyler for Brændviin og Øl, Tobaken er ikke forglemmet, Den tygges som Brød og indstoppes i Mund, Thi bliver Kind-Bakken og Flaben saa rund, Alt som den med Grød var tilklemmet; Den sorteste Skrufv under legges den Tand, Thi lugter hans Aande som stinkende Vand, En Dievel maatt' brække sin Lunge: Endeel og opmales for Qvinden til Snus, Hvorvel at hun haver Hans Grimmen til Huus Med Kummer for sig og sin Unge. SIDE: 104 Men hør mig du Kone! snus lystig hen vek! Er Studen for liden, da giør dig en Sek, Og lad den med Snorer udpynte! Saa bruger du Poesen med hiertelig Lyst, Du faaer vel omsider saa klingende Røst, Som Grisen, der tager at grynte Din Næse stafferis saa deylig og reen, Som nogen Tiid Borge-Gaards stoere Skorsteen, Anseelig, som mid-Sommers Porke, Byd Manden paa samme din Nadver til Giest, Jeg veed dog, du hannem behagelig est, Saa lærer I sammen at snorke! Du snuser, han tygger, saa leve I toe Som Tiggere begge med hiertelig Roe, Og ingen kand anden beskylde: Tag Meelet, tag Maden til laan og til Borg, Giør dig om Betalingen ingen Omsorg, Lad Domme-Dag smelte den Bylde. Det er her til Lands en bedragelig Ting Her borges, her laanes alt runden omkring Og Skylden i Bøger opsettes; Og naar det et Aar ubetalet henstaaer, Forløbe de fleeste sin' Huser og Gaard, Og hermed al Fordring udslettes Men Spørsmaal: Er det ikke Synderes Vey? En Syndere borger, betaler det ey Hvad skal man med saadanne giøre? See! skal man dem fængslede føre til Bye, Da gaaer der en dobbelt Omkostning paa nye, Og taber da meer end som føre; Men der som at Tanden blev slagen af Mund Paa dennem, der elske bedragelig Fund, Da torde sig nogle betænke: Dog hvad vil jeg sige! vor Hævn er en Last, Hvo vil med sin Broder omfare saa fast, Og slet al Samvittighed krænke? Det var vel at ynske, der kom et Forbud, SIDE: 105 At ingen skull' sælge sit Brændeviin ud Ey heller Tobak til den Arme, Før han har betalet med Angel og Krog Den Mad og Udredning han seeneste toeg. Saa skeede Credit uden Harme; Men hvis man ey giøre vil noget herved, Da bliver i Sandhed hver ærlig Mand keed At borge sit Gods til en anden; Da kand det omsider vel komme dertil, At ingen vil øve Barmhiertigheds Spil, Det bliver en Glæde for Fanden! Jeg burde vel giort deres Foged Visit, Men hvor han har hiemme, det veed jeg saa lidt, Han før i Loefoden tilholdte, Nu siges der, at han er flyttet derfra, Og uden Tvivl kand det bekræftes med ja, Man slutter, at dette det voldte: Loefoden for nogle forgangendes Aar I fra Vesteraalen adskillet slet vaar, Hver Foged sit Lehn skulle skalte, Men begge Forlehninger ere nu lagt Alt under en eneste Fogeds Opagt, Som haver de Lehn at forvalte; Hvorover at Manden udvælger sig Plads, Hvor hannem best tykkes og falder til pas At bygge sig Vaaning og Vægge: En lige Beskaffenhed ogsaa man spør Fra Senjen og Tromsøe: der vare toe før, Men Een nu forvalter dem Begge. Der avles omtrent ved de Flekker og Ort Af Plat-Fisk og Rodskiær den smukkeste Sort, Som nogensteds fanges ved Strande: Thi Helgelands Rodskiær den falder heel smaae, Der legges vel Skaalen et Hundrede paa, Kand knappest i Skaaren dog stande. Der drages de Langer, saa lang, som en Favn, SIDE: 106 Indbyggerne til en fortreffelig Gavn, Naar Østen-Vind tører dem fage, Men falder der Regn og langvarende Slud, Da tæres de Fiske af Mark og Ukrud, At Skindet er ikkun tilbage. Det er at bemærke: jo længer i Nor, Jo feedere Fiske, ja dobbelt saa stoer, Det viiser de Tranfulde Tønder: Tre Hundrede Torske forskaffer en Mand En Tønde med Lefver, men det ikke kand Sex Hundrede giøre her Synder. Det er en ældgammel og gangbare Skant, Hos alle Nord-farer gemeenlig bekant: En Vog det er Tredive Torske, Toe Torsker en Spærre, Toe Spærrer saa rund De veye Tolv Marker, det er et halv Pund Den Viis bruge vor' Norske. Er Fiskeren tørstig, han kommer til Land, Ølkanden hos Kræmmeren hentes paa stand Toe spærrer han kræver for Kanden, Det er for de Fire kun knappest en Drik, Det tykkes dem alle, det var kun en Slik, Thi hentes den Kande selv-anden. Sex Sneese os ikkun et Hundrede giør, Er Torsken til fulde paa Giælden ey tør, Naar Creditor kommer og veyer, Da tager man Tallet i steden for Vægt, Fiir Voger bereignes et Hundrede kiekt, Dog stundom det feyle vel pleyer. Hos os er Rund-Fisken heel maver og smaae, Tre Voger af hundred mand neppe kand faae, Men Norden for falder den svarer, Der kand vel et Hundrede veye dig fem, Jeg selver det haver fornummet af dem, Som til Vesteraalen hen farer. Du veedst vel, hvorledes man veyer en Vog, Gak hen til en Kræmmer, han giør dig vel klog, SIDE: 107 Paa Bismer at henge en Knippe, Du trykker med Haanden den yderste Klump, Er det enda lidet, da giv ham en Bump, Saa skal din Fortienest' ey glippe. Naar nu den eenfoldige Bonde gaaer bort, Du meener, du haver behændelig giort, Du kunde den Stømper fixere, Men bag din Dør-terskel i mørkeste Vraa, Der seer jeg en anden, som passer dig paa, Jeg denne Gang siger ey meere. See! Sexten og Tive Skaal Pund paa din Krog, De skal dig udgiøre retfærdig en Vog, Hvorefter en Bismer indrettes, Og vil dig ey Vegten da holde ret Stands, Da tænk, at den fremmerste Snoer giør stoer Kands Om Fisken end noget kand lettes. Jeg kand vel betænke, du klage vil paa, At Fisken, du veyer, er temmelig raa, Naar du den af Bonden undfanger, Naar den i Kiøbsteden afhendes skal bort, Da kommer du meget paa Vegten til kort, Paa Krykker Gevinsten da ganger: At Fisken indtørkes, det giver jeg Magt, Der ogsaa maae gives en temmelig Fragt Naar den til Kiøbsteden skal haves; Du maae med din Handel dog lempe det saa, At ey den Eenfoldig slet under skal gaae Og Kiødet af Beenene gnaves; Set heller din' Vahrer i saadan en Priis, At de kand forhandles foruden Forliis, Det tusend gang bedre sig skikker, End at der skal siges, du selger det let, Og bruger der efter en dobbelt Uret Med Vegt eller andre Practiker. Een Vægt og en Maade befaler dig Gud, Vey ind med den samme, du veye vil ud, Saa skal din Hanteringer lykkes! SIDE: 108 Det lader ey vel at omgaaes med Svig, Vilt du med Rev-Listighed giøre dig riig, Da skal din Compasser forrykkes. Set Seylet til louvart hen over den Søe, Ret lige til Anden, den Bierge-riig Øe, Paa Tverberg jeg agter at gieste, Er Vinden og Veyret mig ikke for sterk, Da vil jeg i Aften besøge den Klerk, Hans Rygte det staaer med de Beste: Jeg reiser did hverken for Skienk eller Slik, Ey heller at sprænge min Mave med Drik, Sligt kand ey vor Hierne oplyse, Jeg ikkun vil skue den Kirke, der er, Og siden den anden i samme min Fær, De tvende Guds Helligdoms Huse. Det Præstedom er et omskyllende Land Og maae med al Billighed kaldes en And; Som Anden i Vandet det vaade, Saa svæmmer den Øe midt i svælgende Grund, Hvor Bølger og Aller fra dybeste Bund Opkaste sin skummende Fraade. Blant geistlig' Forlehninger er der og et, Det uden Tvivl ikke maae være for feet, Det Ande-nes kaldes af somme, Vel maae det for Navnets skyld kaldes et Brød, Men Gud, som har taalt for os Mennesker Død Bevare mig did fra at komme! Er Brødet ey feeder' end Rygtet det gaaer, En Præstemand tusind Gang bedre det vaar, Han toeg sig en Hyre for Penge, At klavre med Fødder i Takkel og Mast, End ved en slig Leylighed binde sig fast, Og alle Mands Naade tiltrænge; Hvorledes at Kagen er snoed eller vendt, Jeg veed en Person, som vel did blev hensendt, At skulle der bruge sit Mæle; En Klædning han havde, han reyste did hen, SIDE: 109 Om Aar eller tvende da kom han igien Og eyed' ey Skoe til sin' Hæle: Tom kom han til Stedet, tom drog han og vek, Tom fandtes hans Skrine, tom fandtes hans Sek, Han førte toe Fødder tilbage, Men Tæerne frem giennem Hoserne stoed, Hans Kioele var bræmmet med Boed over Boed Saae ud som den plukkede Krage, Om Lykken for dennem, der efter ham kom, Med blidere Fagter har vendet sig om, Og hvordan det nu monne være, Er allerbest Gud og dem selver bekant, Hvad jeg har fortællet, det veed jeg er sandt, Jeg tør og min Eed derpaa svære. Senjens Beskrivelse Nu kuuler det op med en drivende Vind, Igiennem Kiel-Sundet jeg løbe vil ind Med denne min seylende Smakke: Der boe de Nordlændiske Knaber i Rad, Hvis Brændeviins Pander giør mangen en glad, Og lærer dem færdig at snakke. Der siges: Kiel-Sundet er gandske begroed Fra høyeste Bierge til nederste Flod Med Træer og grønneste Lunde, Paa begge de Sider staaer Birken og groer, Langs Landet igiennem er Blomster og Floer, Det smukkest' man ynske sig kunde. Det synes, at Verdens bortliggende Kant Vil have sig noget forvaret iblant, SIDE: 110 Naturen er ikke forbunden Til en eller anden besynderlig Tract, Gud haver os noget for Norden nedlagt, Hvor ved er Fornøyelse funden. Jeg seer, der opdages den Tronde-nes-Sand, Der vil jeg først trine med Foeden i Land, Den Kirke har noget at sige, Grund-muret og bygget heel kunstriig af Steen, I gandske Nordlanden er neppelig een Som skattes at være dens liige: Part er af den Meening: der flyttet har did En Biskop i forrige Pavedoms Tiid, Som havde der Vaaning og Boelig; Om denne Beretning kand holdes for sandt, Det kand jeg ey sige, jeg veed det ey grant, Dog er det ey meget utroelig: Thi Bisperne været har Mand efter Mand Forundet ad Mensam al Senjens Land, Hvad Geistlig Indkomster anrører. Sex Præster der findes fra Vest og til Øst, Men Bispen er over dem Pastor og Provst, Den Titul ham ene tilhører. De samme Sex Præster jeg viise vil frem, Paa Tronde-nes haver den første sit Hiem, I Mee-fiord den anden med rette, I Qvee-fiord den Trede, den Fierde paa Sand, Den Femte det bliver den Asta-fiords Mand, I Torsken tilholder den Siette. Der fanges paa Senjens Grunder og Hav Den Qveite hin feede, hvis Rækling og Rav I Norden er meget navnkundig, Vel falder der Rækling paa mangen en Sted, Men skiønner' og rarer' man ingensteds veed, Den er über Masen ausbundig. Naar Senje-Lands Jægter sin Anker og Krog Nedkaster i Bunden paa Bergenske Vog, Om Rækling da mange mon løbe, SIDE: 111 Der bydes tit over det Eyeren vil, Den Kiøbende legger godvilligen til For første Val udi at kiøbe. Indbyggerne, som udi Senje-Lehn boer Om Vinteren have de fleeste sin roer I Værerne hos dennem hiemme, Saa tilig at Vaaren indbryder i Land, Da søges Find-Marken det snarest de kand, Sit Fiskerie der at forfremme, Hvor Fangsten opvaagner, did stunder de hen, Det lykkes vel ofte, de komme igien Med alle Fartøyer belasted: Den Næring gaaer stundum saa lykkelig fort, At paa et par Uger det knappest er giort, At Anglerne blive udkastet. Hvor Lodden til Valen indrives for Vind, Did søger og Torsken og løber der ind, Da fiskes der Nætter og Dage, Hvo først kand fremkomme, han vinder den Priis Hvo seeneste kommer han spiller forliis Og maae uforrettet afdrage. Det Fiskerie staaer ikke længer oppaa, End ligesaa længe, som Vinden vil staa, Men snart at sig Vinden omdreyer, Og vayer fra Landet, er Fisket alt giort, Da rømmer den Torskens Mangfoldighed bort Og løber usynlige Veyer. Her kand man med Sandingen sige det ud, At HErren er een ubegribelig Gud, Hvis Gierning gaaer over vor Tanke; Tit maae man arbeyde, men intet dog faaer, Tit giver han meere end Folket formaaer I alle sin Kar at opsanke; Det er os forgieves, vi tiilig opstaaer, Og siden langt silde paa Natten udgaaer, Sig Rigdom dermed at tilføye: Vil HErren forkorte, hvad er det du har? Vil HErren velsigne, da fyldes dit Kar, Han giøre kand Riig uden Møye. SIDE: 112 Hvo skulle vel tænke, de Fiske der gik, De kunne saa hastig forandre den Skik, At rømme saa skyndig tilbage? Naar HErren vil give, du sanke da maae, Og naar han vil ikke, da lad det bestaae! Vi selv af os intet kand tage! I Senjen man nogle steds pløyer og saaer; Dog vil dem Afvexten ey lykkes hvert Aar, Thi Kulden der meget regierer; De fleeste forsyne sin Huse med Meel, Som hentes fra Bergen en temmelig Deel, Saa meget, som Jægterne bærer; Det Meel fra Kiøbsteden er malet af Rug, Som settes og bruges paa alle Mands Dug, Men Korne-Meel ingen Mand kiøber. Nu maatte man spørge, hvad er det for Viis? Hvi kiøbes ey det som er lettest af Priis Og mindst for den Fattig opløber? Man veed, hos Kiøbmænder er gangbare Løb, At Rug er langt dyrer' end Kornet i Kiøb, Den fattige Fisker vel kunde Et Bygbaget Brød under legge sin Tand, Og heller betænke sin Gieldbunden Stand, End leve med lekkere Munde; Her svares: saa vidt jeg er Landet bekant, Vor Nordlands Almue med Flad-Brød er vant, Som bages i tyndeste Kager; Vil mand i Madkisten det have nedlagt, Da skikker sig best, det som tyndest er bagt, Naar man det i Skrukker optager, De Kager af Rug-Meel gemeenlig er seig, Men Bygget har saadan en Danlighed ey, Det vil ey tilsammen vel holde; Den seygeste Kage beqvemmeligst er Til Mølie som bruges i Værr og i Skiærr, Om Vinter og Frosten hin kolde, Var Fladbrød af Byg, det i stykker da gik, SIDE: 113 Thi faaer man at bruge den Viis og den Skik, Som Landet beleylig kand taale, De rigere Lande har tykkere Brød, Men Nordland maa nøyes med Skiør og med Grød, Og selv med sin Favne sig maale: Her Æde vi Leiver i steden for Stump, Durksigtig er Brødet, men Maven er plump Han kræver hver Maaltid en Skrukke, Den stoppes i Mølie med Lefver og Tran, Og saa gaaer i Værret det Giestebud an, Der slikkes baad' Boller og Krukke, Toe Leiver, som ere tilsammen vel lagt, Det giør os en Skrukke, som før er omsagt, Kast Lefver af Torsken i Gryde, Skum siden det fedest fra Lefveren af, Saa faaer du den Mølie, som smager saa brav, At mange sig derved maae fryde. Ting-Steder i Senjen er Otte paa Rad, Der Grylle-fiord, Baltestad, Gei-sund og hvad Med rette did hører anteigned, Saa finder du Dyre, saa Fuske-Vog ok, Saa Asta-fiord, Sand-sund og Qvee-fiordens Flok, Der har du dem alle bereignet. I Fuske-Vogs Tingsted er Viger at faae: Toe-vigen, Ten-vigen, Gaar-vigen ogsaa, Lær-vigen jeg lader hos slenge, Broe-vigen, Søe-vigen forglemmes ey skal, Meel-vigen, Nor-vigen maae fylde det Tal, Men hvad vil jeg slarve saa længe? Paa Bierk-øe skal ligge den Plads eller Grund, I Fordum tilholdte der Thore den Hund, Skal Crøniken troendes være: Der skrives, den Hund var Sanct Oluf ey goed, Da blodige Fegtning paa Stikle-stad stoed, Det galt den uskyldige Herre; Sanct Oluf lod raabe til Svennene saa: Slaae Hunden, som Jernet ey bide kand paa, SIDE: 114 Thi han ey for Piilene blegned', Da trængte den Hund sig til Konningen ind, Hvorefter den Herre med Haand under Kind, Død-stukken til Jorden nedsegned', Man slutter, at den maledidede Gast Sig havde med Fanden besværet saa fast, At Jernet ham ikke kund' skade, Saa bliver det Rygte desværre forsandt, At Troldom har været i Norden bekandt, Dog ingen sig merke vil lade; Nu Thore forreyste til Helvede hen, Hans Sødskende frygter jeg, leve igien, Thi Klinten vil voxe blant Hvede, Indtil at den kommer, som skiller dem ad, Og Dievelen far i den Hellige Stad, Om Christus er selver tilstede. Man runden omkring i det Fogderie seer Tolv Kirker, i hvilke Guds Tieneste skeer Og hellig Maaltider forlehnes. Een seer mand opbygget paa Ibbostad-Gaard, Paa Dyr-øen, Tran-øen, Len-vigen staaer De Trende, som ogsaa betienes For Vesten ved Havet man finder og tree Paa Berig og Me-fiord, og Øe-fiord at see, Hos dennem er Torsken den neste, Der synden for finder man Neergaard og Sand, Paa Raad staaer et Tempel i Qve-fiordens Land, Men Trondenes reignes det Beste. SIDE: 115 Tromsøens Beskrivelse Nu vil jeg da sige til Senjen, Far vel! Og vende min Smakke gesvindig og snel Til Tromsen, hvor Enden skal være, Der kunne man sanke sig Penger som Sand, Om levende Hvale vil drive paa Land, Og lade sig Spækket afskiære; Men Havet er vidt, han forvarer sig vel, Han lar sig ey slage godvillig ihiel, End puster den Hval i den Bølge; Han sagde paa Nibøe de Dannemænd Tak Som lod ham indbyde, han slytted' ey Snak, Og ville til Bryllup ey følge: Alting der blev reede, man lavede til Et Giestebud baade med Lyst og med Spil, Harpuner i steden for Tromme, I sted for Carether at hente den Brud, Blev brugt en Chalouppe med Stænger og Spiud, Med Biiler og Hakker hin kromme; Paa Nibøe blev sluttet det Bryllup at staae, Man bygde der Huse, man kosted' derpaa, Og alleting herlig tillaved; Da Høytiden og den berammede Fest Fremskinned' at alle blev buden til Giest, Var Brudgommen længst udi Havet. Hvad var her at giøre? man skikked' ham Bud Man satte Fartøyer og Baader herud, Og allesteds Havet omstrømmed', Han lod sig dog ikke beqvemme dertil, Han bad dem indbyde, hvem Fanden de vil, Det Giestebud hannem ey sømmed; De droge tilbage, forkynded' den Sag, Bejamred' sin stoere forgieves Umag', Hvad Kost og Fætallie anlanger, SIDE: 116 Man aad og fortæred' af yderste Magt, Derefter blev straxen det Bryllup opsagt, Hver reiste til Huus uden Anger. I denne Skiermydsel det artig tilgik, Hver toge til takke den Skade de fik Og ingen lod anden anmode; Thi den Harpunerer beholdte sit Spiud, Og Hvalen beholdte sit Spæk og sin Huud, De skildes ad Venner og gode. I Fior stod paa Nibøe saa smuk et Pallads, I Aar er forvystet og øede den Plads, Nedrevet er Ovne og Vegge, Fra Huset Vinduer, fra Dørrene Laas, De pakked' tilsammen og seyled' sin Kaas, Og lod det i Skibet indlegge, I Tromsen har ingen Mand Plov eller Harv, Dem levnes ey Sæd eller Ager til Arv, Man Jorden i Furer ey velter, I Dybet her under de søge sit Brød, Og naar det mislinger, da lide de Nød Og megen stoer Armod forsmelter; Der inde ved Landet er Enger og Skov, Hvor Græsset opvoxer til Qvægets Behov; Men langt ud er Øer og Holmer; Der viises de Bierge saa skaldet og graae, Formedelst Bremhester som stode derpaa, Og brumler, som Oxen, der olmer; En Fisker, som ude ved Holmer mon boe, Hans levende Qvæg er en eeneste Koe, Som andet til Spisning ey nyder, End Tang og søevoxende Tarrernes Blad Opvarmed i Grugge, det kaldes Bue-Mad, Saa kastes Hov-Vorer i Gryder: Bue-Mad, Creaturernes Spise paa Norsk. Hov-Vorer er Hoveder, samlet af Torsk, I Knipper med Vidier beknyttet, Og Grugge betyder den underste Deel, Som synker til Bunden i Gryder og Kiel, Naar Tranen er smeltet og byttet, SIDE: 117 Der settes til Ilden en Gryde med Vand, Fisk-Hoved og Tanget indkastes paa stand, Det koges tilsammen bemænget, Det øses i Stamper og gives den Koe, Det faaer Hun om Aften og Morgen saa froe Og æder til Bugen er sprænget, Thi blive de Kiøer, de som føedes med Tang Langt feeder' end andre, der gaae i den Vang Og Spænerne dobbelt saa trinde; Dog giver den Melk noget Smag ud af Salt, En Fiskeres Fiøs er en Favn over alt I Længden og Breeden der inde. Spør nogen: Hvad Geistlighed finder man der? Een Pastor og to Capellaner der er, Som Veyen for Herren bereede, Man kalder det Tromsen, der pastor har Huus, I Karls-øen tænder den anden sit Lius, I Skiærv-øen bygger den tredde; Et Rygte forleden i Landet omdrog, At Præsten Udredning hos Kræmmeren tog Og var hannem skyldig en Hoben, Naar Bonden en Skilling paa Alteret gav, Stod Kræmmeren færdig og tog den deraf Dat ist nah de Dyvel to loopen Jeg nægter ey, hver bør Betaling for sit, Dog er det en Fandens forstyrret Credit, At høyre skal mindre Mand mue, At Præste skal bukke til Jorden mod Taae For eniste Tønde til Borgen at faae, Og lade sig skammelig true; Vel sømmer en Helgen Taalmodigheds Troe, Men giøre derover sig selv til en Broe, Paa hvilken at alle kand rende, Det maatte den giøre, der vil sin Respect Henselge til gammel Ugartiloks Slegt SIDE: 118 Og velge Marcolphum til Frende. Mallanger henhøret til Troms-øens Lehn, Did seyled i fordum Hollænderne hen, Adskillige Vahrer tilbragte, De Fremmede det en Fortieneste gav, Indbyggerne fandt sig og Nytte deraf, Enhver sin Gevinst lod opagte; Men der denne Handel lidt længe paastoed, Da blev det de Bergenske Kiøbmænd imod, Hollænderne maatte sig pakke, Og ville den Troms-øe-Far kiøbe sig Mad, Toe Hundrede Miile til Bergenske Stad Han maae med sin' Jægter henlakke, Hans Reyse begyndes om Mid-Sommers Tiid, Det hender sig stundum, han vinder ey did, Før Michel fremtriner i Gaarde, Nu skal han tilbage, naar Market er giort, De Mile er lange, men Dagen er kort, Tænk! hvordan den Reyse vil vorde; Hans langsomme Seyling forvolder det tit, At Jægten med Ladningens heele Profit Fortæres og ganger i løbet, Og skeer det omsider, han lange kand frem, Da føres hver anden Mand syg til sit Hiem Med Levnets Pericul paa Kiøbet; Det er en elendig og jammerlig Sag, For alle Nord-Farer en farlig Umag, Med aabne Fartøyer og Jægter At fare saa lang en umaadelig Vey, Hvad Fare med følger, jeg skrive vil ey, Mig Tiden det ogsaa benægter: Et Tusind Sex Hundrede Nittie til Toe, Da vare der fleere, der græd end der loe, Den Tiid vore Jægter de stødte Paa Banker og Grunde i stoere Stats-Hav, Man saae hverken Stav eller Stikke deraf, Det sendtes Neptuno til Bytte; SIDE: 119 Min Jægt var i Sælskab og stødte derhos, Der foer baade Midler og timelig Gods: O! Gud dig skee Tusindfold Ære! Du togs det igien, det du selver mig gav, See! nøgen fra Moder og nøgen i Grav, Mit Symbolum stedse skal være: Hvad skytter jeg, Havet tilføyed' mig Vold! Gud haver tie dobbelt igien i Behold, Lad bruuse de Bølger og brumle! Mit Gods er nedsiunken, men ikke mit Sind, Naar vi den tilkommende Verden gaaer ind, Da skal os Ulykken ey tumle! Men dersom Nord-Farernes Troe var saa stoer, De kunne faae Bergen henflyttet i Nor Omtrent hen ved Hundrede Miile, Hvor skulle den gandske Nordledingens Tract Af inderste Hierte sig fryde med Magt, Med lystige Ansigter smile! Men hvad vil jeg ynske! jeg faaer ikke ja, De Bergenske flytte dog aldrig derfra, Vi maae vore Dage saa slide, Og taale det samme, vor Fædre stod ud, Vi bære ey helliger Kiød i vor Huud, Thi maae vi for Synden det lide! Nu har jeg spadseret Arctandriam om, Beskuet hver Plads med hver Sted og hver Rom Det er nu paa Tiid jeg mig vender At tage mit Huus og mit Embede fat, Far vel, mine Landsmænd! jeg byder god Nat, Og tusind Taksigelse sender. Men tykkes der nogen, jeg rørde dem hart, Da lad dig ey merke! min Pen har den Art, Hun løber, der Veyene falder; Vil nogen derfore med Tungen mig slaae, Jeg lader det giennem Canalen hengaae, SIDE: 120 Og skytter lidt, hvad de mig kalder; Men alle, saa mange, som under mig vel, Forynskes Guds Naade til Liv og til Siel, Far vel! med et broderlig Vale! Far tusindfold vel, og hav tusindfold Tak! Og her med jeg ender min Nordlandske Snak, Min Hane hold op til at gale! SIDE: 125 Den nordske Dale-Viise Siungis med den Thone: Bonden hand acter paa Tiden, etc. Field-byggen acter paa Tiden, Vinter naar Dagen er liden, Tar hand Øx paa Nacken, I Backen, Gaar i dyben Snee, Op til Lænderne, Finder sig et Træe, Kraaget til at see, Hugger deraf Meye, som pleye, Brugis under Slede paa Veye. SIDE: 126 Sexringer, Ottringer lange, Aarer oc Øskarrer mange, Veed hand vel at lage, Oc mage, Toffte, Tillie, Plict Mast oc andet sligt, Som er brugeligt I Søeleeners stict Sælger dem til Smellen, Varfellen, Blir betalt med Fisken på Giellen. Anden Slags Skouhugst oc vankcer Rigdom sig Græs der aff sancker. Fanger sine Punge vel tunge, Er dog Niding ret, Som sig sielffver mæt, Gad ret aldrig ædt, Holder sig kun slet, Gaar udi en Koffte, tit offte Som ey skiuler Lænd eller Hoffte. Bønder som boer ind i Fiorde, Part haffver hærlige Jorde, Eng oc grønne Volde, blant Knolde, Fructbar Korne-Land, Som vel nære kand, Rundelig sin Mand, Ligger for et Spand, Er dog god for Tvende, Ja Trende, Føder Qveg oc Faar uden Ende. SIDE: 127 Aamund og Gudmund hans Grande, Boer paa en Gaard, heder Sande, Disse Toe paa Leye, Mon eye, Hver af dem et Pund, Trætter dog hver Stund Om sin Gaard og Grund, Ret som Kat og Hund, Skiendis, bandis, kivis, Og rivis, Hvoraf stor Forargelse givis. Aamund og Gudmund i Rette, Stefnis for Leybols Trette; Ingen af dem møtte, Men bøtte Stefnings Fald og Bod, Bleve Venner god, Sig forlige lod, Soer om Lif og Blod, At de blive skulde Tilfulde Evig gode Venner og hulde. Dagen nest efter sig hente, Aamund hans Øxen de rendte Ind paa Gudmunds Enge Lit lenge. Strax var Koen solt, Dievels Huus blef holt, Det gick i hans Skolt, Gudmund vred og stolt, Slog sin gode Grande For Pande, Blodet ham til Mercke mon stande. SIDE: 128 Sagen ageris til Tinge, Gudmund fra Jorden maat' springe, Øretouger Otte Hand maatte, Give ud for Blod, Tretten Marcker god, Det er slagsmaals Bod, Fogden siden lod Hannem strengelige Tilsige Ager Eng og Jord til at vige. Lod ham og der hos befale Bøderne strax at betale Og sig dertil skicke, Hvis icke Da Vordering skee Inden Dage tre. Saa maat' Gudmund see Hvor de tog hans Fæ. Det var den betalning, Den Galning Fick for sin motvillig Forhalning. Sæl var han Halvar i Aasen! Standendis har hand paa Baasen Qvien ung og Oxen Fuldvoxen, Kalven feed og stor, Som kom til i Fiord, Sætter hand paa Foer, Indtil Græsset groer, Slagter derforuden Gieldstuden, Tager en Rixdaler for Huden. SIDE: 129 Halvar slaar Studen for Skallen, Malfri, hun rører i Dallen Giører Pølser feede, Vel heede, Af det Oxe-Blod, Gryn hun der i lod, Tarm med Talg begrod, Til Kallun er god, Bereede siden Bugen For Pugen, Aad vel Pølser ti gang om Ugen. Men end om Pølsen er blandet Med noget udaf det andet, At forstaa: de Krommer, Som kommer Udaf Vommen trind Stengt for med en Pind, Æd du dem kun blind. Tag dem frilig ind, Hvad som ey dit Øye Ser nøye, Kandst du uden Harme fordøye. Malfri sin Koe lader melcke, Buncken hun sætter paa Bielcke, Sielf gaar hun i Fiøsen Med Tøsen, Deeler Straaet ud Til sit Qvæg og Stud, Til sin Øg og Skiud, Siiler giennem Klud, Mens staaer hendis Bicker Og slicker Melck af Bøtten, det de snart spricker. SIDE: 130 Halvar, en Mand velbeholden, Haver og standen paa Stolden Follen rask og Heste, De beste Som i Landet er, Sampt en blacket Mær, Vel en Daler værd, Paa Toe Skilling nær, Er med Alder plaget, Bedaget, Blef derfore slaget paa Gnaget. Hesten vel skod under Hoven, Spendis om Vaaren for Ploven, Men om Vinter-Dage Maa drage Tunge Tømmer-Stock, Bord og Deeler nock, Ager Møget og. Qvinden ved sin Rock Spinder Traa paa Snellen Ved Ellen, Til det lider langt ud paa Qvellen. Malfri - du hende skuld' skue Udi sin Helligdags Lue, Naar hun hen til Kircke Mon lircke Med sin' runde Skoe; Da maa du mig troe, Hun er ingen Soe, Til en Dantz at snoe Har hun Fødder rappe, Hel knappe, Ligesom en Koe paa en Trappe. SIDE: 132 Malfri sit Smør skulde kierne, Rømmen bortstal hendis Terne; Den bar hun i Engen Til Drengen, Som var hendis Ven. Der foer Rømmen hen, Saa gick til med den; Malfri stod igien; Over saadan kræsen Dreng-Væsen Stod som hun var slagen paa Næsen. Siden som det blef opdaget, At hendis Tøs den har taget, Blef den gode Qvinde Ved Sinde, Seer sig om i Vraae Fant en Kiæp der staa, Dievels Hus der laa, Bancket Ryg og blaa Fick den Tøs at bære, Maat' svære, Aldrig meere utro at være. Saa giennem Granskov og Furru Kom jeg til en heeder Gurru, Gav mig Møsse-Brømme Og Rømme. Udi Buncken laa Fluer stor og smaa, Ilde ud de saae, Maatte gaa derpaa; Blev det Maaltid ædet, Jeg svedet, Saa jeg nær nedstyrtet af Sædet. SIDE: 133 Som det nu lacker til Qvællen, Ind kom Fru Gurru med Fellen, Fellens Haar var lange Og mange; Fremmed Rytteri For Fribytteri Skiuler sig deri, Ginge paa Parti, De reed ey paa Sale, De Kale, Men min Ryg det fick at betale. Ryggen den blef skrammereret, Væ dem, for mig de skamferet! O hvor bide kunde De Hunde! De sin Skaal ey sveg, Plucket surt min Steeg, Grædendis og bleeg, Gick jeg af den Leeg Og blef viis forsilde, Hvor ilde Mig bekom Fru Gurru sit Gilde. Som jeg saae Dagen fremliuse, Bød jeg Farvel udi Huuset; Gurru bad mig tøve, Mad prøve: Faa den Skam det giør! Icke jeg det tør. Jeg har vært der før, Kiender vel jers Skiør; Gid det i jers Tarme Med Harme Stod indtryckt med Ild og med Varme! SIDE: 134 Kommer du engang til Fuse, Finder du Hosbund i Huse, Harald med et Øye, Den høye, Det er Ret en Kolff, Haffver Sønner Tolff, Gangend paa sit Golff, Andor, Hæctor, Rolff, Sima, Chriskier, Præbyn oc Sneebyn, Gunnar, Ola, Gregus og Treebyn. Disse paa Beyleri rente, Gienterne dennem vell kiendte; Naar de fantis sammen, Hvad Gammen, Oc hvad Rye Spil Da bleff laffvet til, Jeg det tie vil, Som en Muus saa stil, Kund Høstall oc Stacke Kun snacke, Da Gud bedre Tøszernis Nacke. Aaret sin' Maaneder fylder, Gud slog vor' Tøszer med Bylder, Skiørtet tog at kortis Udvortis, En i Vesten foer, Anden hen i Noer Med sin' Flasker stor, Som var smaa i Fior, Bleffve giort til Ammer, De Dammer, Ikke udi Tuckt, men i Kammer. SIDE: 135 Pigerne vaare besoffven, Dømte de bleff efter Lowen, Sex Rixdalers Brøde at bøde. Men hver Dreng udgaff Tolff Rixdalers Straff, Dantzed uden Staff Sorgfuld aff det Laff, Haralds Penger sprunge, Hans Punge Bleffve siden icke saa tunge. Men hand Pe Pesa, Jo Josa Sampt oc Danmand Ol Olsa Byder Fogd og Præster Til Giester Ind i deris Huus, Der gir mangt et Ruus, Skiencker oc romuus aff sit Bonde Snuus; Næseborer fulde, Saa skulde; Samme Skick vor' Qvinder oc holde. Konernis Næsebors Porte Er derfor deylige sorte, Ligesom Skorsteene Saa reene, Hiertens vacker Snud, O du leede Krud, Er din Tobacks Stud Ey snart tømmet ud? Bruger du det lenge, For Penge Kommer du vist engang at trenge. SIDE: 136 Slutningen denne skal bliffve: HErre GUD Kornet os giffve, Snuus og Tobackstuden Foruden Vi nock være kan. GUD signe Haff oc Land, GUD signe Strand oc Vand, Oc oplad din Hand, At den stackels Bunde Hand kunde Nyde din Velsignelser runde. SIDE: 137 Confect efter Maaltid Om en Act, sig tildragen imellem Gudinden Lucinam, General- Jorde-Moder, paa dend Eene og de Nympher Parcas, paa den anden Side; hvilke Parcæ ere de trende Gudinder, der omdrive Tidens Rok og Hiul (det Menniskelige Løb); som var, at Lucina fortæller en sælsom Siun, nyligen hende aabenbaret, hvilken hun, af Begierlighed, at vide dends Opliusning, haver til de trende Parcas henstillet. Parcæ, sig aarsagende, saadant ej at kunde sige, henskyder det en hver fra sig. Men at Lucina, uden all Resolution, ej slet skulle afviises, opstaar omsider, efter dem alle, Jomfru Echo fra sin Eremitiske Hytte, og med et lydelig Gien-Skrald (icke som hun burde, men som hun, efter ringe Ga- vers Maade, nogenledes kunde) sin Skyldighed aflegger. Offereret af Petter Dass. paa dend Dag, Vel-agte Jens Albertsøns første fødde blev Navn- givet og sin Frelsere indlivet. Lucinæ Siun I Parcæ velbekiendt, O! kommer! hører til! En Siun mig nys er hendt, Jeg dend fortælle vill, SIDE: 138 Forhaabendes, I mig Udtydning herpaa giør, Jeg tiener hver for sig, Saa vit jeg kand og bør. En Aften, Klocken Tie, Der at dend qvælde Soel Med Dagen var forbj, Kort før end Hanen goel, Som Folk vill gaa til Seng At slaae til Roe sit Sind, En buxeløse Dreng Her kom i Stuen ind, Et sælsom Creatur, Der meere skreeg end sang, Anseelig af Statur, Saa nær en Næve lang; Mig tyktes paa hans Fær, Saa viit jeg slutte kand, At hand vist kommen er I fra det varme Land. Hans Dragt det viiser ud, Thi hand gik nøgen slet, Bar ej paa sig en Klud At skiule Kroppen med. Omtrent ved Maander Nie Hand vært har under Vej, For Middelfart forbj Sin beene Kaas og Ley; Kom saa en Aftens-Stund Igiennem mange Skiær, U-skadt til Enge-Sund, Fortøvet dog ej der; Thi Veyen eng og trang Paa mange Stæder falt. Hvorfor det mangen gang Om Nappe-Draget galt: Omsider for en Vind, Til Strædet lod hand staae, Kom for Olympum ind, SIDE: 139 Der lod hand Anker gaae. Anlangend' hans Gestalt, En skallet Munk hand var, Kron-raget over alt, Havd' ej et Hoved-Haar. At hand saa skallet gik, Jeg deraf dømte fort: En sliig Facon og Skik Maa Varmen have giort. Udj hans Mund en Tand Sig ej tilsiune loed; Der var ej nogen Mand Hans Tungemaal forstoed. Chaldaisk ej blev talt, Ej heller got Alziirsk; Men Sproget for ham falt Alt mesten paa Stelphiirsk. Hand Uger fiir gang tj Sad fengslet i sin Hud Saa blev hand given frj Og slap Løngangen ud. Imidlertid til Kost Hand andet icke fik End Kiæse-sprenged Ost, Og Melk til daglig Drik. Fra Myrer og Morass Hand krybend kom til Gaard, Medførte rigtig Pas Hvorfra hand kommen var. Men see, hand neppelig Var trinnet inden Huus, Før hand med Raab og Skriig Anfanger stor Confus. Saa toeg de ham med Magt, Bandt baade Foed og Haand, Der blev paa hannem lagt Vel femten Allen Baand. Imedens var hans Sag Aldeeles ej saa slem, SIDE: 140 Toe Bytter Melk hver Dag Blev baaren til ham frem. Saaledes gik det ham, Saa var det med ham fat, Slap først et Fengsel gram, Blev strax i andet sat. Før drak hand Blodet rød Met lefret Sliim bemengt, Nu blev ham Melken sød Til Underholdning skienkt. Det sidste jeg ham saae, Ned i et Skib det var, Der saae jeg, at hand laae Saa stille som et Faar. Jeg saae de braset an Til Luvart op vel skrap; Men Skibet var af Gran Med tvende Kiøle rap. Sliig Skick og sliig Fassuun I alle Maader var Paa den formummet Siun, Mig kom dend Aften for. Til Jer, I Parcæ klar! Jeg dette skicker hen, Forhaabendes et Svar Med første Bud igien. Herpaa resolverer sig de trende Parcæ med efterfølgende Svar: Lucina! din Person Vi gierne tiene skal, I hvad Condition Dig skee kand til Gefal. Med denne din Begiær Om det du haver seet, Til at forklare her, Det kommer os ej ved, Fordj vi sielver vaar I Acten alle Tree, SIDE: 141 Da Siunen kom dig for, Dog du os ej fik see. Vi ere Nympher reen', Beskicket til, og sat Paa Tidens Rok og Teen At spinde Dag og Nat. Det Hiul alt fort og fort Maa drives om vel stærkt; Thi løber Tiden bort For mangen u-formerkt. I Tuld, i Tuld, i Tuld Saa maae det stedse gaae, En Snelle spindes fuld, En anden leggis paa. All Levnets Løb og Maal Er deelt i Parter tree: Med Graad, med Skrig og Skraal Vor Indgang alt maae skee, Vor Fremgang med Omhu, Vor Udgang skeer med Væ, Indtil at jeg og du Blir fældt ved Dødsens Læ. Clotho, den første blant de Tree Hvad mig anlangend' er, Da viid: Jeg Clotho stoed, Lucina! dig vel nær Og satte Fod mod Fod Den Aften, da du fik At see dend liden Dreng, Da var jeg der, og gik Blat Folket midt i Fleng. Ej ledig var min Haand, Ej stille stoed min Foed, Jeg bandt det første Baand, Som bunden blev i Blod, I mit Pallatz og Hiem Blev første Tafve taad; SIDE: 142 Med mine Fingre fem Blev spunden første Traad; Thi jeg ret gierne kand Omgaais med dem vel, Som mellem Haand og Haand Ej giøre kand Forskiæl. Og Lachesis dernest Af dend paalagde Liin Er dend, som allerbest Udstrekker Traaden fiin. Men allersidst af os Fremtriner i det Lav Hin blege Atropos, Og hun skiær Traaden af. Gak derfor bedre frem! Hen til deris Paulun; Forsøg, om en af dem Kand raade dig din Siun? Lucina O! Lachesis! god Dag! See! er dig noget skiult Beviist I denne Sag? Da hold det ej gedult! Lachesis, den anden blandt de Tree Hvad spør du Raad af mig? Er jeg da din Prophet? Lad Spaamænd sige dig, Hvad Ting, som er secret. Ei nogen Spaadoms Aand Er lagt hos mig her ned; At spinde med en Haand Det er den Kunst, jeg veed. Dog skal dig være sagt, Saa viit min Magt formaar. Paa Drengen god Op-Agt SIDE: 143 Skal havis, hvor det gaar; Er hand end lagt i Klud, Gud har ham dog ej glemt. Nej! ney! dend øfverst' Gud Har vist hans Løcke giemt. Hans Traad og Snoer forvist Hand her forlænge vill Med langen Livets Frist At øgis til og til; Men jeg, som Snællen bær, Ei spare skall min Fliid, Det meeste mueligt er, At drage Traaden siid. Lucina Hvor? Lachesis! hvor nu? Hvad er dog dit Forsæt? Siig! hvorfor svarer du Ej til min Tale ret? Dit Svar, kand jeg forstaae, Mig kun tviflraadig giør; Thi maae jeg fra dig gaae Saa viis som jeg var før. For Resten endelig Vil jeg mig have vendt, O! Atropos! til dig, Er dig ej sligt bekiendt? Atropos, dend sidste blandt de Tree Ak nej, Lucina kiær! Jeg slaar mig her ifra, Fordj min Tiid dend er Ej kommen nær endda; Vel færdig er min Sax, Maa dog ej bruges nu, Ej heller skiære strax Hans lille Traad itu. SIDE: 144 Hvorledes kand jeg slaae Dend Gud vil have spart? Hvad Ondt skal jeg dend spaae, I Guds Vold er bevart? Mig slig forbudet er, Thi gaar jeg hen i Muld, Min Sax at skiule der, Til Snællen bliver fuld. Echo Dassiana Der Echo denne Lyd For Øret kom og Sang, Da Hiertet strax af Fryd I Livet hende sprang. Hun tager til sit Spog Til Drengen taler saa: Dend Gud, som dig uddrog Af Jordens mørke Vraa, Gud, som af Sæd og Blod, Ved Søvn og Lyst bemengt, Dig sammenløbe loed, Som Ost med Kiæse sprengt, Hand, som, hvis Øye saae Dig i dend skiulte Stæd, Da du i Løndom laae, Et Foster u-bereedt, Hand, som fuldkommelig Din' Dagers Tall opskrev, Hand, som udvalde dig, Før Verdens Grundvold blev, Hand, som har tælt din' Aar, Førend de blev bereedt, Og all' din' Hoved-Haar, Før een af dem blev seet, Hand, som i Maan'der nj, Da du var end u-født, Dig givet har, at dje Af egen Navle-Blod, SIDE: 145 Af ham jeg bede vil: Du Gud Allmægtigste! Giv Drengen tage till! Og mange Dage see! Gid Drengen trives vel! Gid hannem blive stoor! En velbehaget Siæl Blandt dem paa Jorden boer! Som deylig Olie-Green Alt ved sin Faders Bord! Og som en Piller reen I Herrens Huus og Hiord! Saa hand sig drikke kand, Med Moder-Melken ind, Gudsfrygtigheds Forstand! Samt og et vittigt Sind! Gud, som bønhørte vel I Ørken Drengens Røst, Den liden Ismael, Som plaget var af Tøst; Thi, der ham mangled Vand, Og leed paa Drikke Nød, Et Raab da raabte hand, Det giennem Skyen brød; Det Raab ej før afloed, Før det for Gud indkom; Strax blev der seet en Flod, Og fylt blev Tasken tom. See! Gud her er for dig Din Tienerindes Søn. Tag du hans Raab og Skrig I Stæden for en Bøn! Ansee de Taare vaad, Ham gaar af Kindet ned, Og tag hans Børne-Graad For en Formaning heed! SIDE: 146 Strax efter denne Skrald Fru Echo tacket af, Til Ødestædens Dall Sig hen igien begav, En Stæd hun fandt sig der, Ej langt fra Uglens Huus, Sat sig at tie quær, Saa stille som en Muus. Valete! valete! I Giæster discrete! SIDE: 147 Forskrækkelig Blodskam, som er sked af en gammel Mand ved Navn Iver Skonseng Under den Melodi som Vender om med Poenitense Thi den mindste med den meste Lever slet ugudelig. Ung og gammel, Mand og Kone, Vandrer hver paa syndig Tone. SIDE: 148 Om de christne, som nu leve Tælles skulde, hver en Mand, Mange Tusend Maal de bleve, Mange ja som Havsens Sand; Men naar GUd til Doms vil komme, Findes neppe femten fromme. Horen, Bolen, Fraadsen, Fylden, Det var første Verdens Last; Første Verden har vel Skylden, Men vi slegter paa den fast; Vi er værre end vor' Fædre, Men vi slegter end vor' Fædre, GUd os naade, GUd os bedre! Aldrig er i fordum Dage Slig en skjændig Blodskam sked, Aldrig lod en Tørk sig drage Til en slig Uterlighed Som at Folk de nu bedrive, Det er Skam derom at skrive. Her er den, som har bedrevet Med sin egen Datter Hor, Er ei saadant ilde levet, Er ei sligt en Skjændsel stor? Barbarer og Tørker grove Tør ei saadan' Stykker vove. I de vilde Hednings Lande Høres ei sligt Horeri; Hedninger skal vist opstande, Tørken og med sit Parti, Og paa Dommedag os dømme For de Støkker, som ei sømme. SIDE: 150 Jeg ei uden stor' Aarsager Har i Pennen dette ført, Thi fornys i disse Dager Er en Skjændsel blandt os hørt, Saa mig undres, Jorden ikke Sænkt er ned med Stuv og Stikke. Der at Folket i Kalender Sjuti samt og fire skrev, En uhørlig Ertz-Blodskjænder Blandt os her opdaget blev, Som nu paa sin' gamle Dage Dødsens Øxe maatte smage. Iver Skonseng man ham kalder, Sad paa Skonseng al sin Tid, Var en Mand af Aar og Alder Som en Due ganske hvid; Men hans graa Haar, som I hørde, Blev med Skam til Graven førde. Han ei bluedes at krænke Tvende Gang' sit eget Blod; Først daa sov han hos sin Frænke, Derfor sprang der fuld Mandsbod. For det Barn, han den Tid aatte, Han sin Hals nu række maatte. Samme Frænkes Sammenblanden, Der af blev en Datter fød; Hun var den, med hvilken Fanden Slet fortrylte Ivers Kjød, Saa han med Naturens Bylde Selv sin egen Datter fylde. SIDE: 151 Han, der er sin Datters Fader, Han er og sin Datters Mand; Ak, hvor ilde saadant lader, Ak en Skam i christen Land! Selv er han det Liv indganget, Som af hannem Liv har fanget. Han gik ind, der han ei skulde, Boled i sit eget Kjød, Tæver, Tisper gjøres fulde Af den Hvalp, de selv har fød; Ak, hvor mange skjændig' Tæver End i denne Verden lever! Hunde gjør, det Hunde sømmer, Skjøtter ingen Tugtighed, Dog man ei en Hund fordømmer, Fordi han ei bedre ved; Men Ve dem, der ved GUds Vilje Og sig ei derefter stille! Nu, min Iver, GUd dig naade! Du est en blodskyldig Mand, Derfor maa dit Kjød hin kaade Kastes hen paa Baal og Brand. Herren dig din Synd tilgive, Saa din Sjæl kan salig blive! Du var jo en Mand graahærdet, Men din Datter ung og kaad; Du jo burde selv forfærdet Hende fra utugtig Daad; Men du med din slemme Brynde Lokked hende selv at synde. SIDE: 152 Efterdi da hun var yngre, Du langt ældre derimod, Derfor er din Synd dis tyngre, Ve dig, usle, arme Blod! Sandelig, din Sjæl bør drage Baade din og hendes Plage. Skriften om de gamle taler, Som paa Gravens Bredde gaar Og sin Poenitens forhaler, Det er Børn paa hundred Aar, De skal dø den evig Pine; - Gud bevare mig og mine! Ja den Mand, som udi Landet Hundred Aar en Synder er, Han skal agtes GUds-forbandet, GUds-forbandet her og der, GUd skal ei hans Raab bønhøre, GUd skal ei hans Suk fuldgjøre. Iver, sig nu, hvad dig tykkes, Herrens Dom den er jo streng: Om du i din Synd henrykkes, Hvor beredes da din Seng? Midt iblandt de Ravne sorte Inden Dødsens Skygges Porte. Træet ligger der det falder; Falder du i Døden hen, Ingen dig tilbage kalder, Ingen henter dig igjen, Ingen kan din Sjæl udrive, Der du kommer, maa du blive. SIDE: 153 Slaven kan for Guld og Penge Kjøbes løs af Tørkens Hand; Om det skjønt vedvarer længe, Han dog engang reddes kan; Men al Verdens Guld i Skrine Løser ei din Sjæl fra Pine. Gjør dig Tanker, fattig Fange, Derfor om dit Endeligt, Tænk: her er ei Dage mange, Til du gjelde skal din Pligt; Her staar kun et Hug tilbage, Som skal ende dine Dage. Det er kun et Hug, der ender Din slet ulyksalig Stand, Der er kun et Hug, dig sender Herfra og til Dødsens Land. Samme Hug det og vil gjøre, At din Jammer skal ophøre. Gjør dig færdig! se, du vandrer Ret nu til det røde Hav, Hvor din Stand sig snart forandrer; Gak kun villig til din Grav, Døden er din sidste Fiende, GUd skal ham dog overvinde. Loven er vel streng at raabe: Liv for Liv og Hud for Hud! Alle Folk skal dog tilhobe For din Sjæl anmode GUd. Er han vred, man dog hans Vrede Kan ved Bøn og Suk afbede. SIDE: 154 Jeg og sjelv med Øine vaade Øse vil for dig min Bøn: Himmel-Fader, tag til Naade Denne din forlorne Søn! Lad hans Sjæl din Sjæl dog blive, Du dit Himmerig vil give! Du har lovet Horer, Skjøger, De din Himmel skal indgaa, Hvorfor jeg dig, GUd, ansøger, Minder dig dit Løfte paa: Lad ei denne Synder vandre Mere udelukt som andre! Nu jeg ser dit Blod udspringe, Og din Grav er alt bered, Lade GUd din Sjæl opspringe, Naar at Kroppen falder ned! Gaa skal du de lange Mile, - GUd berede selv din Hvile! SIDE: 155 Mammons Regimente og Plutonis Herredømme Spør du mig ad: Hvor gaar det til, At Tølper sker slig Ære? Da vid, at det er Mammons Spil, Saa pleier han regjere. Hvem hans Discipel blive kan, Han agtes for den høiste Mand, I Verden til mon være. Har du ei hørt om Pluto Gud, Hvor Folket af ham holder, Hvor flittig de ham graver ud Af Kamp og haarde Knolder. Før de sin Gud ombære vil, Før sættes Liv og Levnet til Iblandt de grumme Trolder. SIDE: 156 Det er den Gud, hvis Regiment Al Jorderig maa frygte, For andre Guder vel bekjendt, Saa vide staar hans Rygte. Hvo nu ei fører Guld i Skilt, Med ham er det saa slet bestilt Som med en bruden Lygte. Saalænge Leopoldus vil Jevnsides hos dig age, Og Ferdinandus kommer til I Karmen med at jage, Dig aldrig Venner fattes skal, Din' mægtige Patroners Tal Skal dagligdags tiltage. Ja Paven selv i Romer-By, Hvis du det vil begjære, Opløfte skal for dig i Sky Et Crucifix til Ære. Og naar du hvile skal din' Ben, Skal hans Prælater, hver og en, Monstrantser for dig bære. Behager dig at reise bort Og søge dig en Mage, Est du endskjønt som Jorden sort Og grimmer' end en Drage, Der lever ingen Mø saa fin, Est du kun rig, hun bliver din, Ja skal dig gjerne tage. SIDE: 157 Vilt du til store Herrer gaa, Tag med dig Guld og Penge! Hvis ei, maa du for Porten staa Og klappe fuldvel længe. Thi kommer du med Haanden tom, Var det endskjønt Apollo from, De Døren for ham stænge. En lærder Mand Homerus er, Af et saa hurtigt Nemme; Men hvis han intet med sig bær, Maa han vel blive hjemme. Hans Visdom bliver lidet skjøt, Guld-Tungen sjunger vel saa sødt, Hun har den høiste Stemme. Den armes Visdom er forsmaad, Forfarenhed det lærer, Men Judas altid høist i Raad, Som Pungen hos sig bærer. Gud se til os, som fattig er, Og tag os bort af Jorden her! Det er det, vi begjærer. Ak Herre Gud, hvad har vi dog For alt det, vi audere, Naar et forbandet Mammons Drog Skal over os stoltzere? Man maa den Dag forbande plat, At man blev først i Skole sat, Om sligt har Gjænge mere. Kom, Himmel, Jord, kom, Land og Strand, Jeg eder vil anraabe! SIDE: 158 Kom, Løv og Græs, kom, Sand og Vand, Kom, hver en Havsens Draabe! Kom, hjælper mig saa sorgefuld Til at bandsætte Mammons Guld Og al dens Pragt tilhobe. Mig angrer af mit Hjertens Grund, Jeg Bogen skulde lære, Og det var en forvorpen Stund, Jeg kappen tog at bære, At jeg for alt det, jeg har slidt, Fik intet andet til Profit End Umag og Besvære. Hvad har vi nu, fordi vi gik Vel 20 Aars Tid i Skole Og mangt et Slag i Haanden fik Samt banket Ryg og Kjole? De andre Burser rige vaar, Fik derfor bedste Kald og Kaar, Sad høist paa Lykkens Stole. Men det fortryder allermest, Gaar gjennem Marv og Hose, At den, der blandt os mindst har læst Og ei forstod en Glose, Han over os til Ærens Top For Pengers Skyld blev højet op Og blomstrer som en Rose. Se, saa kan Penger, Sølv og Guld Forskaffe Provster, Prester. Hør, Broder, tag din' Lommer fuld, Du gjøres snart til Mester. SIDE: 159 Skik Penger ned, vær lystig, glad, Imorgen faar du Doctor-Grad Og andet, hvad dig rester. Nu, vilde Gud mig Sønner smaa End ti og ti forære, Før een af dem i Skole gaa Skal og min Middel tære, Før skal jeg fly dem Naal og Traad, Og heller i en Fisker-Baad Ved Snøret dem oplære. Jeg har i min Tid mangen kjendt, Som ei vel stort formaatte, Han for et Kald, vel ganske klent, Gav ud alt det, han aatte, Og før Patronen nøies vil, Tillaans han maatte tage til For Hundred sex og otte. Gav saa sin Obligats og Hand Paa Pant og aarlig Rente, At hvis han var en ærlig Mand, Skuld' Creditoren vente Sin Interess paa Ære og Tro; Hvis ei, da Nam udi hans Bo Med fuld Vurdering hente. Men se, før Aaret knap var om, Faldt Presten af og døde. Hans Creditorer straxen kom Og Enken dertil nøde, Hun ufortøvet skuld' til dem Sin Laas og Nøgler skaffe frem Og Godset ei forøde. SIDE: 160 Hans Bo blev skiftet med en Hast, Ja Bænke, Bord og Senger, Og hvad der fandtes, løst og fast, Blev lagt og gjort i Penger. De Creditorer tog det alt; Dog staar Halvparten ubetalt Og staar endnu vel længer. Det rak ei til den halve Del, Naar alt var regnet nøie, At den, som fordred Hundred hel, Fik over femti føie, Den Enke gik derfra saa knap, Hun fik af Boen ei en Lap, At sætte paa sin Trøie. Ak Herre Gud, hvor underlig Sig Lykkens Hjul omkjerer, Helst naar at Folk formeget sig For Mammons Dont besværer! Det er en Gud bedragelig, Den, mest paa ham forlader sig, Han allermest besnærer. Nei, mine sønner aldrig skal Til saadan Stand sig give; De før skal blandt Jan Hagels Tal Til beget Baadsmand blive Og øve sig paa taklet Mast At slaa et Band til Raaen fast Og op i Mærset klive. SIDE: 161 Fortjener de kun lidt derved, Da ræddes de dog ikke, At andre deres sure Sved Og Blod i sig skal drikke. Fortjenes lidt, saa tabes lidt, En Skillings Brød er og Profit, Naar Gud det vil beskikke. Langt bedre er en Mundfuld Mad, Fortjent med Gud og Ære, End Huser fuld' med Kiv og Had, Som giver kun Besvære. Gud unde os et red'ligt Brug Og daglig Brød oppaa vor Dug! Vi mere ei begjære. SIDE: 162 Aandelig og meget andægtig Betænkning over det nu tilstundende Raens nye Sølv-, Kaaber-, Bly- og Kampe-Bergverks Findelse ("Sølvbergrimet.") Ha! ha! hvor er det fat? I Nisser! gode Drenge! I, som dend Sølver-Skat Fordølget har saa længe; I nu Jers Kamp og Klint I Freden ei maa nyde; Mand skal den haarde Flint For eders Næse bryde. Jers Rigdom udj Roe I længer ej maa have, Mand før skal slet i toe Det store Moe-Field grave; Før I dend Dagons Krop For eder skal beholde, Før skal fra Grund til Top Udsprænges heele Knolde. Hvor er jers store Magt? I Bierge-Guder stolte! Hvad duer nu jers Pragt, Jers store Ord og Bolte? Det hver Mands Tanke vaar, Jer ingen torde røre, I det at finde faar, SIDE: 163 Naar I faar Pust ved Øre. I skal saa blive var, Naar Henning Irgens kommer; Forsickrer jer, hand har De Ting i sine Bommer Som skal jer tvinge til At aabne skriin og Laase, Og hvis I det ej vill, Da Skam faar eders Kraase. Hør, Nisse Bierge-Gud! Hvad meenst du af vil blive, Naar mand en Tønde Krud Ind i din Hals skal drive? Naar mand med Jerne-Vægg Og gromme, lange Navre Udkiemme skal dit Skæg Og langs din Ryg opklavre? Naar Stang og Hammer-Slag Skal settes i din Pande? Naar du hver biend Dag For hver Mands Hugg skal stande, Naar Ild og Lue skal Indkastes dig i Barmen, Indtil hin puur Metal Udsmeltes dig af Tarmen, Naar Borrer settes ind, Og Krudtet fra sig spruder, Ve vorde da dit Skind, Du Nisse med din' Guder! Opmuntring til de nestomboende Bønder: Du Norden-Raens Mand! Sliib op din Øx og Biiler! Hug Veed, alt mens du kand, Til store Kulle-Miiler! Brænd Kull i Læste-Tall, Lad Smelteren dem hente! Jeg dig forsickre skal, SIDE: 164 Din Løn du har at vente; Hos visse Folk den staar, Hvad tør du vel at bæve? En Sædel du vel faar, Paa hvis du har at kræve; Giem samme Sædel vel, Forvar den saasom Penge! Den Tyv, som hannem stiæl, Staar aldrig til at trenge. Du Mark-Mand, glæde dig! Nu har din Løcke vognet; Thi hun skal hastelig Udjage dig af Sognet. Du skal til saadan Mand Med Tiden sicker blive, At Du med Stav om Land Skal, som en Junker, drive. Dig ei din tunge Liaa Skal da, som før, besvære, Og tvinges ej at gaae Tilskogs, at brænde Tiære. Da giøres ej Behov Din' Hæster for at spænde, At gaa med Haand paa Plov Den ganske Dag til Ende. Hvad skal slig Trældom til? Hvad skal en slig Umage? Nej! nej! Dig Løcken vill Forunde bedre Dage. Et meget roeligt Liv Hun dig for vist vil skienke, At du din Foed vel stiv Skal strecke langs de Bænke. Anlangend Øll og Mad, Da skal den fra dig vige, Ret ligesom du sad I Himmeriges Rige. Thi saa som de, der boe, Ej æde kand, ej dricke, SIDE: 165 Du maa mig sicker troe: Saa gaar det dig til Pricke. Løksalig Marke-Mand! Er det ej gode Dage, Naar du saa leve kand Foruden all Umage? Hør Amund Gaaskiønlie! Du som i Skoven kryper! Bind om din Foed en Skie, Løb hen at skyde Ryper! Skyd Røy og Tødre fort! Skyd Harer, Jerp og Ender, Gak til Sølv-Verket bort! Hvor du dem strax afhender. Tolv Skilling skal du faa For hver en Røy du haver. Du est saa viss derpaa, Som Vand i Lere-Graver, Sex Skilling for en And, Og otte for en Hare. Ha! ha! min Amund-Mand! Er det ej gode Vare? Hin blanke Sølver-Myndt, Og røde Kaaber-Daler, Og siden tykt og tynt, Alt mens du selv befaler. - I Dannemænd paa Moe! Løksalig kand I skattes! Paa saadan Stæd I boe, At Jer kand intet fattes. Hver Skib, som fâr og gaar, Skal ankre der ved Stranden, I har de første Kaar, Ja frem for nogen anden, At I for billig Priis De Varer kan indkiøbe, Som ellers Støcke-viis, Kand sig vel højt beløbe; En ret anseelig Summ' SIDE: 166 I derved kand fortiene. Jeg svær: før Aar er om', Er alt Profiten henne. Rug, Korn og Hamp og Malt, Og hvad I selv vil nævne, Skal der opskibes alt Som til en Bergens Stevne, Saa I der handle kand Adskillig Ting ved Stranden; Blir I ej nu til Mand, Saa hjelp Jer gammel Fanden! I Folk i Hammeren! Et Verts-Huus maa I have; Her kommer mangen Ven, Som har en hungrig Mave. I boer ved alfar Vei, Jers Giester Bordet fylder, I faar ej sige Nej! De Gotfolk det forskylder; Forinden Dag og Aar I visselig forventer, I dend Bestilling faar At blive Marketenter. Paa mange Senge-Rom I eder og maa lave; Thi mangen rejser om, Der Logement vill have. I skal til Rente faae, En stor Hob Luus og Gnitter, Og det skal for sig gaae, Saa sandt jeg heeder Pitter. Ildgruen er den Plads, Hvor Smelter-Hytten sættes. Ha! ha! hvad Slaberads Med Tiden der anrettes! Vel dig! du Niels! der boer! Du bliver Løckens Grande! Du kommer vist i Floer, Saa vist som Øll i Kande. SIDE: 167 En Pracker var du før, Hvad meenst du nu, du bliver? Jeg troer, før end du døer, Blir du en Hytte-Skriver. Kast bort din Betler-Stok! Gid Fanden pracke længer! Du skal faa tusind nok; Sølv-Gruven gir vel Penger. Ja Sølv i tusind Tall Din' Arvinger forvarter, En Skilling byttes skal I femten lige Parter. - Nu vil jeg mig hensnoe Til Berthel i Brendaasen, Som har halv-anden Koe Og ingen Kalv paa Baasen. Du var, som først opfandt Den Skatt og skiulte Under, Dig tælles skal Contant I Specie Mynt toe Hunder; Toe Hundred skal du faae, Dem haver du til visse, Saa vist som at du saae Din egen Galte pisse. Lav Pungen ickun til, Hvor Pengen' i skal tages! Men Haagen Sag-Knegt vil Om Renten med dig drages. Hand siger: At du har Den Ret til ham afhændet; Du bliver saa vel var, Thi Haagen er skarptændet. Lad see! statt ham imod! Brug Alskens Kunst og Velde! Thi kommer hand paa Foed, Da kand din Snak ej gielde. Ophøyes hand til Stand, Maa du i Pompen sticke; Faar Haagen Overhand, SIDE: 168 Maa Berthel Maarsen licke. Tar Haagen til sin Spiud, Da tag du fat paa Sleggen! Byd ham en Homands Bud! Og kiør ham op til Væggen! Men agt dig, hvad du giør! Hug ham ej slet til døde! Slaa Hull, der Hull er før! Saa skal der intet bløde. Men kiere Berthel-Broer! Vær mild imod din Grande! Kiør ham ej fra sin Jord! Hvad kand hand med dig stande? Bogstaven monne saa Om første Finding skrive: At hand en Jord skal faae, Som lovlig løs kan blive. Bi, til din Grande døer, Naar hand ej gider leve! Naar hand er stiv og tør, Da kand du Jorden kræve. Men hør! jeg tyckes ej At Ola-Mand, din Næste, At hand saa snart er fej, Hand er nu paa sit Beste. See til du leve kand, Til hundred Aar er omme! Saa skal du paa min Sand En større Jord bekomme. Bøndernes og de Omboendes Censur om Sølv-Bergets Findelse. Joen Schonseng viskan kom Med Aandran ned for Rabben, Hand saae sig runnan om Og sætte sig paa Stabben. SIDE: 169 Han sagde strax goe dag! God dag, min goede Granna! Hvor mein dok, nu vor Sag Maa her i Lannet stanna? Vis hilla haara Knud! O! Gu! forgif meg Synna! Nu e da brusta ud, Som længe laa paa Tønna. Nu Berthel! nu hev du For Rana vel indbrygga, Gid Fannen saa vist nu Indtarmen i dig tygga! Qa mein dok, her blir af? Hør dokka meg, min kiæra! Vi kiem at gang' med Stav, Fra Jor' og Gods at fara. Før var her ingvon ein Som nokka Børg kun' væra; Nu kiem hand Ole Klein Og rør i hop med Tvaara, Og naar vi læt har ud Di mallan, vi hæv samla, Saa blie vi ej betrud, Helst vi, som ere gamla. Og hæv ein Man ej mær, Den sprengia di for honna, Og qa i Buren er, Det æt di op for Konna. Part sig forlyde loed, Hvis Gud beskicke vilde, At Verket kom paa Foed, Var det ej meget ilde. Da kunde Skibe gaae Med Malt, med Ruug, og andet, Da kunde Bonden faae Tilførsel udj Landet. Hver for sin egen Dør Da kunde trafiqvere, Ej lang Vej, saasom før, SIDE: 170 Til Bergen fare mere. Ja blev Sejlatzen frj, Da Skibe maatte fare, I høyere Værdj Opsteeg da Landsens Vare, Saa Bonden icke skal For Røver-Kiøb bortlade, Hvis hand kand have Fall, Sig selv til megen Skade. Hand fik og lettre Priis Paa hvis igien behøves, Og icke paa den Viis, Som nu i Landet øves. Thi før end Bonden naaer En Ting, af det han kiøber, Paa fierde Haand det gaar, Paa femte Haand det løber. Hamborg er første Mand, Og Tronhiem er den anden, Og saa fra Hand til Hand Hver Kræmmer i Nordlanden. I Lod og i Qvintin Til femte Haand det sendis; Den mindste Part er din, O! Bonde! hvor det vendes. Men andre tvertimod, Var fast i saadan Tanke, Hvis Verket kom paa Foed, Fik Bonden lidt at sanke. SIDE: 171 Gudindes Justitiæ Klage over Indbyggerne i Verden, hvilke Hun selv haver fortalt til en Norsk Fiælde-Bonde paa Dovrefield i Norge, hvorfra det er bleven raporte- ret til Visdommen af Mercurio. Mercuuri Tale til Gudinden Sapientia. Høy-vise Gudinde! Da jeg er forbunden underdanigst at raportere til dig alle de Ting som tildrager sig i Verden, saa har jeg ikke kundet undslaae mig for at tilbringe Dig en Fortællelse af Gudindens Justitiæ Fata og Fatalia, hvilken hun selv haver fortalt med sin sædvan- lige Candeur til en Norsk Fiælde-Bonde, som ey allene Selv, men og hans Efterkommere Omhyggelighed har conserveret: hvorfra jeg underdanigst tilbringer dig det. Viisdoms-fulde Gudinde! Du vil her finde paa disse Blade en rar Opfindelse, et fornuftig Morale og en bedrøvelig Sandhed. Mand kand af Poësien see, at Verset maa være over 100 Aar gammel. Ligesom mand og kand mærke, at da Gudinden har holdt denne Tale med en Norsk Bonde, saa har hun læmpet sig efter hans Begreb, og for at være tydelig, eller Bonden forstaae- lig, har hun brugt adskillige Norske Ord og Talemaader, hvilke jeg vel kunde have omklæd i disse Tiders veltalende Poësi, der- som jeg ikke havde givet mig en Fornøyelse af, at lade Værset beholde sin Raritet, som er at viise den Eloqvence, som for saa mange Aar siden var i Moden. I det øvrige formoder jeg, at du ved dets Giennemlæsning bruger din sædvanlige Skarpsindig- hed, da du just i den vil finde saa vel Versets Recommendation, som mit Forsvar, Mercurius. SIDE: 172 Melodie: Rind nu op i Jesu Nafn. O! Ve mig Justitia! O! ve mig for ald min Piine! Jeg er slet forladt af mine, Alle Venner gaaer mig fra; Hele Verden mig foragter, Og jeg nyder ingen Fred; Hver mand spiller Contra-Tacter Med ald Underfundighed. Jeg til Jorden blev forsendt I den første Verdens Uge, At enhver mig skulle bruge I sit Kald og Regiment. Men jeg blev saa vel antagen Alt som Vand i Skibe ny; Hvor jeg kom, blev jeg forjagen, Fik ey Huus i nogen By. Siig! Hvad skulle gribes til? Jeg begav mig til at vandre, Tænkte saa, jeg fandt vel andre, Som maaskee mig huuse vil: Kom saa først til Gregus Bunde, Der hand tærsket paa sin Loo; Men hand hafde bedske Hunde, Som min Kiole rev i Too. Nogle Hunde var rabalsk, Grande-Had saa heed den første, Tiend-Svig var nest den største, Og den Tredi kaldtis Falsk; SIDE: 173 Saa kom Bell, han var den Fierde, Slet vandskabt paa Krop og Skind; Hand sprang over Grind og Gierde, Søgte mig paa Livet ind. Anden Raad her ikke vaar, End jeg flyde alt jeg kunde; Skam faae Bundens bidske Hunde, De mig giorde mange Saar, Saar i Hoved, Saar i Munden, Saar i Hæl og Saar i Taae, Blodet blev mig slet forrunden, At jeg som en halvdød laae. Derfor krøb jeg bedre frem Giennem Trær og tykke Linde, Kom til en bedaget Qvinde, Hvilken hafde Døttre fem. Hun og hendis lange Tasker Sadde sammen paa en Knak, Drak omkring udaf de Flasker, Endors Qvinde fordum drak. I sit Lav de bød mig med, Skienkte i og bad mig drikke. Jeg var tørstig, tord' dog ikke, O! hvor ilde var jeg sted. Vinen var vel blank at skue, Var dog Baals Forgift der i, Molochs Saft og Dagons Drue, Idel lutter Horeri. Hun kom strax frem med sin Grød, Kogt i Feet af sorte Snegler, SIDE: 174 Heste-Haar og skaarne Negler Var til Pulver overstrød. Før jeg deraf torde smage, Havde jeg af Hunger død, Skiønt jeg udi trende Dage Ikke havde smaget Brød. Kierlingen blev gal og vild, For jeg hendis Mad forsmaade; Hendis Mund stod alt i Fraade, Fnyssed, pusted gloend Ild. Hun stod op om Midnats Tide, Kiørte mig paa Dørren ud, Uforskylt jeg maatte lide Nattens Kuld og Himlens Slud. Ach! hvor skal jeg arme hen? Naar jeg ey, som andre fleere, Vil i Synden Consentere, Bliver jeg ey deris Ven; Skal jeg Verdens Raad adlyde, See, saa giør jeg Gud imod, Jeg langt heller vil afbryde Høyre Haand og Venstre Fod. Bedre er at være halt End at have Fødder tvende, Og med dem i Pølen brænde Under Dievelens Gevalt. Som jeg stod i denne Tanke Møtte mig en gammel Mand, Hand befoel mig strax at vanke Længer bort i fremmed Land. SIDE: 175 Jeg og giorde, som hand bad, Lod min Kiole vel opsnøre, Over Iis og stor Uføre Langte siden til en Stad, Hvor jeg straxen lod fornemme, Hvor at Krambogaden laa; Gik der frem, fandt Folket hiemme, Deris Qvinder ligesaa. En fornemme Borgermand Bød mig ind med sig at æde: Som jeg ind i Dørren trædde, Snubled jeg og brød min Hand. Jerne-Alen af Vandvare Kastet var for Døren ned, Over den jeg mig til Fare Falt, og slog min Haand af Leed. Men det med som verre vaar; Mandens Bismer, hængd paa Veggen, Den faldt ned, slog mig paa Leggen, Hvor af jeg gik halt et Aar. Ak! en ulyksalig Time! Ak, et ret forvorpen Slag! Jeg begyndte til at svime, Laa til Sengs den ganske Dag. Mens jeg svoer om Kjød og Kaal, At den Bismer aldrig meere Skulde nogen Mand skamfere, Kasted ham paa brændend Baal. Verten blev optændt til Vrede Og hans Hoved ganske Kruus; Sagde: Gak du Giest hin lede, Pak dig fort ud af mit Huus. SIDE: 176 Got og vel jeg giorde saa, Vilde mig ey selver hevne, Mens lod ham for Retten stevne, Og i Sagen Dom at gaae. Bad der Rettens Høy Betiente Vilde høre min Proces, Vil ey andet hos dem vente End hvad Loven holdt gemess. Min Orats og Compliment Høflig jeg for dem aflagde: I høyviise Mænd! jeg sagde, Dømmer, som jeg har fortient! Ey for Gunst, og ey for Gave Uden nogen Mands Forskiel, Men som Loven det vil have, Dermed jeg fornøyes vel. Vederparten vel forstod, Hvad med Sagen af vil blive, At mand den i ham vil drive, Gik derfor paa standen Fod Til sit Huus, lod sammen sanke Alle Stene, hand der fandt Somme røde, somme blanke, Og dem i sin Taske bandt. Derpaa stolende han gik Frem som en høibenet Trane Efter sin vedtagne Vane, Agted Sagen for en Slik, Sigende: I gode Herrer Nøie observere maa: Den Person, mig her besværer Ligger ingen Magt oppaa. SIDE: 177 Stevningen afhjemlet blev; Mine Vidner blev forhørte, Et Bevis jeg og fremførte Paa min Haand, som end var skjæv, Og min Fod har en Ulyde Af det Slag af Bismeren; Det har intet at betyde! Gav man mig til Svar igjen. Raadet ham formanne lod, At hand mig tilfreds vil stille; Mens hvis ikke hand det ville, Skull' hand bøde half Mands Bod. Mens hvad hafde hand at giøre Hand en Steen af Tasken rev, Slog til Presidentens Øre, Saa at Steenen siddend blev. Manden blev der af saa døv, At hand siden lidet hørte, Og hvad klage mand fremførte Blev ey agted for et Støv, Mand lod Borgemester hente I hans Sted alt med en fart; Mens hvad Mad, som hannem tiente, Widste vel min Contrapart. Anden Steen tog han gesvind, Sigtet accurat og nøye, Ramte Borgemesters Øye, Saa hand blev saa got som blind. Tredi Steen, som hand udkasted, Mitpaa Raadets Fødder falt, Hvor af de blev slet formasted, Saa de ginge skev og halt. SIDE: 178 Fierde Steen var gandske blank, Den faldt paa Byefogdens Hænder, Og blev liggend ved hans Lænder At hand need afmægtig sank. Og formedelst slig Tilfælde Pennen ud af Haanden faldt; Saa jeg skiemmis at fortælle, Hvor der gik til over alt. Ingen Ret jeg paa ham fik, Nogle vare Døv og Dumme, Nogle Fødder vare krumme Og af Veyen meget gik. Nogles Øyen var af Lave, Led paa Siunen Feyl og Brek. Nogle klaget sig at have Hverken Pen ey heller Blek. Nu jeg Arme vel forstod, Raadstuklokke den slog Bommer; Ind for Phoebo Overdommer Sagen jeg indstevne lod. Jupiter var selv tilstede Og Apollo Retten sad. Da tog min Uven at græde, Falt i Knæ og for sig bad. Den arglistig Crocodil Med sin Hykle-graad og Smerte Fik de Høye Guders Hierte Slet omvendet i en Il. De for ald Tiltale kiendte Hannem skadesløs og qvit. Staa nu der Justits og vente: Styre kandst du din Profit. SIDE: 179 Kunde jeg med Tungen sød Næssen ned til Taaen bøye, Og min' Ord Ræfagtig føye, Gunst og Gave jeg vel nøed; Men for jeg vil Sandhed tale Og paa Retten stricte staa, Slaar de Vand oppaa min Hale, Heller seer min Hæl end Taa. I Beraad jeg med mig gik, Tænkte saa til Ting og Stefne Efter denne Dag at nævne, Det var mig en slet Trafiqv. Jeg vil til den Kloster-Herre, Munken med sin bare Fod, Og min Nød for hannem kiære, Hand derpaa vel raader Bod. Værdig Pater! med Permitz! Jeg for eder vil andrage, Hvordan Folk i disse Dage Handlet har med Frue-Justitz. Saa, og saa, de mod mig giøre, Hver Mand er som Noæ Ravn; Kiære! Lad dem faae at høre Hævn, og Straf i Herrens Nafn! Munken svared: Jeg maa lee! Hvad har jeg med dig at skaffe? Skal jeg mine Venner straffe, Som alt godt mig monne tee? Skulle jeg for din Skyld føre Mig paa Halsen Folkis Had? Ney, det vil jeg aldrig giøre, Skiønt Apollo selv mig bad. SIDE: 180 Derpaa tog jeg Stav i Hand, Gik af Huset hel bedrøvet, Reiste straxen u-fortøvet Og forsoer ald Verdens Land. Saa gik jeg den lange Gade; Det var sidst, at mand mig saae, Og da alle Mand mig hade, Saa vil jeg til Himlen gaae. SIDE: 181 Betenckning ofver Dend Søe-Skade, Ao. 1692 tildragen paa Stats-havet hvor Jeg forliste Jegt og gods, og af 14 à 1500 Rixdalers capitall, ey fick en eniste Skilling reddet. Gaar som: Det sidste jeg fra Doris hørte. Ach! ubestandig verdens løcke! hvad er din gunst at lide paa? Hvad kand du din compas forrøcke paa dend forkierte stræg at staae, Naar mand har fatted beste tancher, Da støder du paa blinde bancker. Jeg seer omvexling at regiære I himmel, luft, i væir og sky; Jeg seer i haved flod og fiære, Jeg seer i maanen ned og ny, Jeg seer i tiiden dag og nætter, Jeg seer i soelen glantz og plætter. Jeg seer Sex sinke staar paa bretted, Jeg seer der atter duus og Es, Jeg seer, at roser staar omflettet med torner og unøttig græs, Saa Jeg kand vel det samme tenke At løcken vil forandring skienke. SIDE: 182 Jeg et exempel selver bliver; her vexlis med mig till og af; min kiære gud med mig opskriver og tager tidt det hand mig gav. Han bød at vind og vand tillige Imod mig usle skulde krige. Gud haver ved sin Elementer mig exeqveret naadelig, hvorvell Jeg større straf forventer, om her skall regnes ret med mig, dog skadet hand ey liv og levnet, men sig kun paa min midler hevnet. Hvad skal Jeg ved uløcken sørge? dend er Naturens accident; Jeg bør mig heller selv at spørge, om Jeg ey saadant har fortient, Ach Jo, Jeg arme bliver funden i guds Register dybt gieldbunden. Udaf mit laante brød og støcke min gud i naade skiære lod, hvad kand jeg andet end samtycke og knæle for hans guddoms-fod? Hand er min overmand og herre, Jeg tacker gud det ey gick værre. Lad skib og gotz paa bunden senchis, lad midler hen i løbet gaae, det er de ting, som dog forkrænkis, af møll og rust fortæres maae, mit haab till gud urøchet blifver, Hvor streng end modgangs bølge drifver. SIDE: 184 Lad hav og vand tyrannisere, lad sluge, hvad de sluge vill, Hvad er herom at giøre mere? Gud gav dem selv forlov dertill. De slugte det, paa dem mon flyde, Det bedste fik Jeg selv at nyde. Det er mit haab, min troe, min ære, min trøst og min samvittighed, dem skall ey hafsins vand fortære, dem skall ey bølgen svelge ned, det gaa med løcken hvor det lyster ved guds miskund Jeg mig dog trøster. En nøgen hud var all min eye, da Jeg fick verden først at see, Og naar Jeg skall all verdens veie, Da vil mig samme skiæbne skiee. Jeg kom her ind med blotte lænder, Jeg skal herfra med tomme hænder. Jeg derfor alt udsørget haver, om løcken falder eller staar, min gud er endnu rig paa gaver, Jeg giver ham et Fader Vor. Saa faaer Jeg det hand mig vil unde, til traadz for alle avinds-hunde. Ved min forliis sig nogle fryder Og tør till skade lægge spot; slig er de sidste verdens dyder, dog det er dennem ey forgodt. Dend sag vil Jeg min gud levere Og tache ham for det og mere. SIDE: 185 Tack for du lod mit godtz omkomme, og satte for mit liv pardon, du stædet ey at 2de domme skal siges ud paa min person. Du godset tog, men livet skaante; Jeg tabte kun, det gud mig laante. Kand det fremdelis dig behage, da falder ind min ydmyg bøn, At Jeg, dend tiid mig staar tilbage, dig tiener, som en lydig søn. Du mig udi mit kald bevare og til din æris Redskab spare! At Jeg en overtræder lærer paa dine veie ret at gaa, at syndere til dig omkierer, og fra sin onde væsen staa, Saa Jeg for stor' og smaa tillige forkynder Guds og Christi Rige. SIDE: 186 Over Munkholm og Griffeld Exerit e medio caput inviolabile ponto Holma, cucullatis quondam habitata viris, Armorum nunc facta domus pelagique capistrum, Campanæque locum trux catapulta tenet, Horribili hoc sonitu vocat ad sibi debita nautas Obsequia et memores officii esse jubet; Heus! ait, heus! subito turgentia contrahe vela! Rex Daniæ imperium heic jusque Tridentis habet. P. Griffenfeld. ALITER Inseris heu! mediis caput inviolabile fatis, Gryphe, olim celsis luxque decusque viris! Armorum nunc sperne domum vitæque capistrum! Campanæ vocem fama perennis habet, Rite vocat subito magnos ad debita coelo Obsequia et memores mortis adesse jubet; Heus! ait, heus! pompæ turgentia contrahe vela! Rex superum in superos jura potentis habet. P. Krogius. Disse ovenstaaende Vers over Munkholm og Griffenfeld er fordanskede af Hr. Peter Dass SIDE: 187 Een Holm mit i det stolte vand Sit Hovet høyt opsvinger, Er fast beskandset i den strand, At mand den ey betvinger; I Fordum bode Munche der, Som drog de lange Svandtzer; Nu seer mand vaaben og Gevæhr, Nedplanted ved de Skandtzer. Hvor Kloster-Klokken før gaf Liud, Der nu Cartouer romler. Hvis donnen, brøllen, Skraal og Skud Forfærdeligen brumler. De Skibe gaar der af og til Og krydser i den Bølge, Naar Holmens Klokke klemte vil, Da maa de Liudet følge. Søefaren Mand paa samme Stund Sig flux derefter rætter; Han kaster Anker i den Grund Og for Castellit sætter. Sin pligt hand ey forsømme tør; Thi hvis at saadant skeede, Da raabis der Gehør, Gehør! Flux værer alle reede, Tag Seylet ind, og Klud i Snor, Og strig paa Kongens Strømme! Tænk, Danner-Konning har i Nor Sin Magt og Herredømme. Samme Vers med Gryphiske Ord forandret, og til en Grif henstillet. Mit i den tunge Skiæbnis vand Du Grif med magt indstingis, Dit Hovet vel indstikkis kand Dit Mood dog ey betvingis. SIDE: 189 Blant høye Mænd, du som et Lius I fordum stod og glandset, Men blant Gevæhr i Vaabenhus Du siden blev indskandset. Nu frøgtis ey Canoners Skud, De kand dig ikke rokke, Dog har dit Røgte saadan Liud Som største Kloster-Klokke. Hin store Mænd tit af og til Bekrydtzer Lykkens Bølge, Naar Dødens Klokke klæmte vil, Da maa de Liudet følge. Høyt er den høye Herris Bud Og Himmelens Befaling; Hand faaer at følge Orders liud, Her gielder ey forhaling. Hør! hør! du Lykkens høye Mand Som staar nu paa dit bæste! Stryg ned din Top alt hvad du kand, Tænk Graven er din Næste! Tag Seilet ind, vær rask og snar! Kast Anker paa de strømme! Tænk Herren hos de store har Det største Herredømme. SIDE: 190 Taksigelse til den ubekandte Ven Frants Bruun der har giort Anagramma paa mit Nafn (Peter Das ): Det er pas). Dateret Eenvig 1700 d. 12 Martij, men ey seet af mig før i Dag d. 12. Septr. 1700. En smuk Person, dog ubekandt, Har Anagramma skreven Oppaa mit Navn og der iblant Sin Pen saa høyt opdreven, At hand tillegger mig den roes Jeg ikke kand antage, Med mindre jeg i Myr og Moos Med brudden Vogn vil age. Det heeder, mand ey længer maa, End Staven rekker, springe, Jeg haver aldrig haft attraa Min tanker høyt at svinge: Om nogen mig til Vilie vil, For ære skyld, det giøre, Jeg mig dog ikke tager til Det mig ey kand tilhøre. Jeg dog for Eders Høflighed Min skyldig tak frembærer, Der er een gammel viis og sæd At ære den, sig ærer. Min Ven! I skriver om et glas, Apollo skulle drikke, Og sagde saa, god taar min Dass, SIDE: 191 Men hør! sligt veed ieg ikke! Det er den Mand ieg kjender ey, Drak aldrig af hans støbe, Hand boer herfra saa lang een vey, At Fanden did maa løbe, Min smukke Ven! giør Eders Flid, Om I, før jeg ham finder, Bed ham, hand ikke kommer hiid Fra sine Bierge-Tinder; Bed hannem blive der hand er Og selv udtømme Krukken; Thi kommer hand med viinen her At hand mig drikker drukken, Maaskee naar viinen gik i top, Hand fik de ting at høre Som ikke vel blev tagen op, Og gaf mig dask ved øre. Jeg svær ved Knud, gir hand mig pust Jeg gir ham et tilbage; Kand jeg ey ramme Panden just, Jeg skal i Struben tage. Men hvis jeg med en Bierge-Gud I Kampen mig begiver, Jeg frøgter hand mig Skind og Huud Reent vek af Øret river. Monsieur! bed hannem gaa sin vey Jeg ønsker lidt hans komme, Jeg ham i Huus fortøver ey. Hand kand mig lidet fromme, Lad ham, den gode Dannemand, Beholde selv sin Flaske, Hvad enden det er viin og vand, Jeg vil den ikke snaske. Hvo Kissebær med store vil Afplukke Tid og anden, Hand engang maa sig lave til, Hand steenen faar i Panden; SIDE: 192 I skriver for det andet og, I kiender vel een Foget, Som og iblant Poeters Flok Indbilde vil sig noget. Men hør! Hvi skal men dadle det, Som skrives af een Foget? Vil ey hans Digter løbe ret, Da lad den løbe kraaget. Een hver sit pund forøge maa, Ham Herren vil forleene; Vil Eldad, Medad ogsaa spaa, Hvo kand dem det formeene? En Foget giør, saa vit hand kand, En anden giør det samme: Hver nøyes maa med den forstand, Gud gav ham at annamme. En Rørdrum med sin Tuden skal Saa vel sin Skaber lofve, Som den velklingend Nachtergal Der siunger udj skove; Mand kaster ingen pibe bort, Fordj den stundum snorrer, Een Due flyver liige fort, Omskiønt hun stundum kurrer. Een taler groft, een anden grant, Part taler über massen, Een stemmer i med een Discant, Een anden stemmer Bassen. Alt sammen er som Herren vil Til hver sin Gave deele, Part leggis halve maader til, Part nyder dennem heele, en Dreng paa Folen ride kand, Naar Junker rider Hesten, En Bonde med en Herremand Kand begge høre Presten, I for det Trede mælder og, SIDE: 193 I hver Poet anmoder, At de mig tager i sin Flok Og holder for een Broder: At de mig tager i sin Rang, Men hvor kand det sig skikke? Min Fødder har een farlig gang, Jeg hinker som een bikke, Og kommer Jeg i deris Laf Der dantzer efter Strænger, Da bliver der een Dievel af: Jeg frøgter de mig sprænger. Kand Jeg ey holde Dantzen ud, Da vil de mig beskiæmme Og siige saa: Du Skumpel Skud! Hvi blefst du ikke hiemme? See! hvor den Staader dantzen vil Alt efter Moden passe! Hans Fødder staar saa vel dertil Som Luus paa Tiære-Vasse. Men at I mig den ære giør Og sætter mig i Rangen, Jeg saadant ey antage tør, Det har bedraget mangen, Thi kommer Jeg for høyt at staa, Og falder mig til fare, Hvem skal jeg give skylden paa? Den Skyld I mig bør svare. I volte det, jeg steg og falt og tumlet paa den Trappe, Saa bliver Rangen dyrt betalt, Tag det paa Eders Kappe. Til med er jeg een gammel Mand, Og ald min Kræfter krymper, Jeg for min Svaghed ikke kand Aftrække mine Strymper. Skal jeg nu til Parnassi Top, Min Reyse did udruste, Da kommer vist min gammel Krop At blæse tungt og puste. SIDE: 194 Parnassi Bierg er ønskelig, Dog har den rankke spidse; Skal jeg der op, da maa mand mig Ophidtze med en tridse. Hvor finder Jeg saa god een Ven, Sig tager den Umage, At hand mig op og ned igien Paa Ryggen ville drage? Her er ey mange mig en vogn For penger ville leye At reyse hen saa langt af Sogn Paa slig ukiendte veye. Det er ey let for tunge been Saa høyt op at spatzere, Min Fod har eengang faaet et meen, Men da fik den langt fleere. Vel ere der Gudjnder Ni, Men det er saadan Døtter, De gaar een gammel mand forbj, Og ad hans Rynkker spøtter. Kom jeg der op, jeg aldrig ned Var god for selv at komme; Saa stod jeg der i Herrens Fred, Ræt som en anden Domme. Ney, Petter Dass, bliv i dit huus Lad reyse, hvo der løster! Hvad gavner dig at drikke Duus Med Brøder eller Søster, Gak hen som gammel Mand i Vraa Og sid der som een Kryster! Lad Dødsens tankker for dig staa, Forsvær ald Verdens Lyster! - For Resten, min velæred Ven! Jeg Eder vil betakke For jers velmeente Vers og Pen, Hvad kand Jeg meere snakke? Fortørnis ey, jeg skiempter lidt, Om I det kand fordrage, Een anden gang da staar det frit SIDE: 195 At skrive Skiempt tilbage. Naar Skiæmpt med alvor er iblant, Da kand mand det vel taale; I Nordland settis ey saa grant Hvert Ord paa veye-skaale. Hvad jeg her skriver, er velmeent. Om det velmeent optages: For reene bliver alting Reent; Og lad det saa kuns dragis! Stod ønske fri, jeg til behag Min Bøn saa vilde lave, At I forinden Aar og dag Om Halsen fik een Krave! Postscriptum Til min Søster Anne Margrete for Verset at skrive reen. Vellæred Søster, Anna Broch! Vil du mig lidet høre, Hvor vel jeg veed, du haver nok Udi dit huus at giøre! Men om jeg torde, vil jeg dig Een liden Ting anmode. Jeg beder, er du søsterlig Mig holder det til gode: Lad af din Husbonds Tiener' een Udskrive disse Klakker, At de kand siunes noget reen Og blive noget vakker. Thi kommer de i slig adfær En fremmed Mand for Øyet Da slutter Mand, een Bonde-Mær Har været der og pløyet Jeg meente jeg har eengang faaed Mit Skriver Tøy Capabel, Før var Bogstaven som een Traad, Nu staar den som een Kabel. Om mod Forhaabning det saa blir, SIDE: 196 Jeg flere Aar indsankker, Jeg tror hver Stræg paa mit Papir Da bliver som et ankker. Jeg tenkte, Pennen volte det, Og Blækket ey vil føye, Men naar Jeg eftertænkker ret, Er Skylden i mit Øye. Jeg seer nu ofte to for et, Vor Herre mig saa tugter, At Alting falder tungt og ledt, Slig er min alders Frugter. SIDE: 197 Brudlops Digt Til Rasmus Angell i Nordlandene af Peter Dass. Det hender sig ofte Een Mand paa sin Tofte Har sat sig i Baad, Og Sidet i Slimme Saa mangen en Time Mens intet har faad. Med møye tit stræfvis Tit kastet forgiæfvis Det Snøre for Bor, Det er ey hvers lykke En Flyndre at røkke Med Angel og Snor. Thi Flyndren som Laxen, Hun bider ey straxen, Gemeenlig er Seen. Jeg kiender de Drenge Der Slimet har lenge, Fik aldrig et Been. SIDE: 198 Men Rasmus vor Frende Sin Angel kand vende Med bedre Profit; Hand kastet ud afnet Drog straxen i Fafnet Den Smucke Judith. Hand skufvet ud Baaden, Og Gud gaf ham Naaden At hitte det Støe, Hvor hand der alleene Opdrog en Sirene Ved Dønnen den Øe. Sirenen var yndig, Og Fiskeren skyndig, Thi løktest det Snart; Hand passede tiden: Der andre kom siden, Da var det alt klart. Gud veed vel at skikke, Thi kunde mand ikke Forhindre det Kast. Naar Sagen er ærlig, Og Hiertet er kiærlig, Da staar mand vel fast. Naar Snøren er rundet Og Senket til Bundet, Staar lykken hos Gud. Hand giver ey Skarnet, Kast derfore Garnet I Jesu Nafn ud! Han veed vel at lafve, Hvad Fisk den skal have, Som gaar paa hans Vey; Lad Snorre den Pibe, SIDE: 200 Lad Skurre den Vibe, Det skader dig ey. Slaa Seylet til Masten, Lad Datter til Casten I Vængen indgaa! Sæt Jesus ved roret! Dit Skib ey forloret Skal Hafnen opnaae. Lad Seiglet staa vundet, Stefn lige til Sundet, Aagvigen du faar; Leg op der din Smakke Og Gud skal du Takke For Reisen det aar. Gud Signe din Angel, At den ey har mangel Paa Taarsk eller Skrey! Gif Fisken af Floden, Gud fylde dragnoden Med lefrede Sey. Gud give Dig nøtte Med Melk i din Bøtte, Med Øl i dit Krus, Men viin i din Flaske, Med Sild i din maske, Med Brød i dit Huus. Lev vel med din Mage, Lev alle din' dage Retskaffen og From! Og lev saa paa Dønen, Du nyde kan Lønen, Naar Tiden er om. SIDE: 201 Din dydefuld' Dame Forønskes det samme Med all sine smaa, De maatte tillige I dyden opstiige Som Palmer at staa! Jer Brøllup vi drikke Og glemmer dog ikke At giøre Gud skiel. For hvis vi her nyder Min Sang jeg afbryder Og Siger Far vel. SIDE: 202 Censur over Anders Bording Hvo Mester været har Til disse Vers at skrive, Jeg siger aabenbar, En Mester bør hand blive. Aarsagen er fordi Hvert Ord der føris frem, Een Geist der findis i Og har sin rette Klem. Det ikke tvungen er. En deel sig lader mærke, De siunger som en Stær Og qviddrer som en Lærke, Men hør! Jeg siger sandt: Det bedre dem anstod, De deris Porketrandt U-gryntet blive lod. Een hver er god for sig, Dog har en deel den vane, De meener visselig At gahle som en Hane; SIDE: 203 Men ach, den tager feyl Ad Havn i Flekkerøe, Der med et lappet Seil Betror sit lif paa Søe. Om mand til Dommer vil I dette verk mig tage, At jeg skal siige til Hvo Krantzen bør at drage Blant dem hvoraf gaar savn I voris Dannemark, Hvo bære bør det Navn; Poeters Patriarch; Jeg frit bekiender her, At Arbo var den første, Men frem for een og hver Er Bording dog den største. Har Gud ham Livsens Frist Ey maalet altfor trang, Vor danske Riim har vist Opnaaet høyer Gang. Vel findis saadan Ord, Men saadan talis Maade Ei høris her paa Jord, Som Anders Bording naaede. Her var ham et pund For andre sær betroed, Hvert ord udaf hans Mund Udrant som af een flod. Een hver sin Mening har, Jeg siger det, jeg skiønner: Vor Bording er een Far, Men andre kun som Sønner. Om hundred Hierner var Ind i mit Hovet sat Jeg ey den Maade naaer Som Bording hafde fat. Dog bedis om Perdon, SIDE: 204 At ingen mig fortænker; Den Roes om hans Person Een andens ey forkrænkker: At hver beholder sit, Det ham med rette bør Det ey forkorter dit Og dig ey mindre giør. Hver maa for mig, det hand Forskylder, nyde gierne; At Solen skinne kand Det skader ingen Stierne. Men tykkis nogen Mand, Ham skreven er for nær, Kast ald min Vers paa Brand! Mig er det lige kiær. Alstahoug d. 16 Septr. 1706. SIDE: 205 En Morgen-Sang Sjunges om: Du Herre selv ransage mig. Gud være lovet bredt og vidt! Velsignet være Navnet dit, Min Gud, af Arelds Minde! Dig prise skal min Aand og Mund, Som lod i denne Morgen-Stund Din blide Sol oprinde Og skinne frem saa frydelig Paa alle høie Tinde. Ak hvor mangfoldig denne Nat Var Mørk og Mulm trindt om mig sat! Adskilligt ondt sig rørte. Omkring min Leie vrimled ok De fule Aander, ved jeg nok; Til inte jeg der hørte, Sov paa mit Øre sødelig, Til Dagen sig fremførte. Men havde Gud ei været hos, Det havde ganget uden Ros Aldeles slet igrunde, SIDE: 206 Ja denne Stund nær havde plat Til en saa fuld-bedrøvet Nat Mig blevet mangelunde; Men Gud ske Tak, som redded mig Ifra de Helveds-Hunde! Mens jeg paa Puden slummed sagt, Fremstilled Satanas sin Jagt! Alt som man sigter Hvede, Saa agted han at sigte mig Med Skud og Pile skrækkelig; Jeg dog undgik hans Vrede. Velsignet være Jesu Christ, Som mig Undsætning tede! Der vare mange mig imod, Men een fast paa min Side stod Imod de Fiender stive; Han sterker' var end alle de: Formedelst Guds Beskjærmelse Er jeg endnu ved Live Og lever end, saalænge Gud Behager Liv at give. Hvad skal jeg derfor frygte mig, Mens Gud er min Beskjærmer rig? Om Bjergene end skulde I dybest Hav slet synke ned, Om Jorden flyttes af sin Sted Og Himlene ned fulde, Jeg frygter ei dog ved et Haar, Gud er min Hjælper hulde. Thi der at jeg paa Sengen ned Laa fast i Søvn og Sikkerhed, SIDE: 207 Om ingen Ting mig kjærde, Nedsendte du din Engle-Vagt At holde paa min Leie Agt; Som trygger Mur og Gjerde Blev mig tilskikket en og hver, Før end jeg det begjærde. Før jeg paa Søvne-Baandet drog, Sin Leier de omkring mig slog; Før Dagen tog at bøie, Beskandset var jeg, der jeg laa. Du, Gud, varst den, som til mig saa Fuld flittelig og nøie, Og aabent til min Varetægt Stod dit almægtig' Øie. Thi kan min Sjæl erkjende vel, At den, som vogter Israel, Han slummer ei saa gjerne. O vær du mig en vaagen Gud! Hvad heller jeg gaar ind og ud, Forlen Forstand og Hjerne! Vær du min Sol, mit Skin og Lys, Du høiste Jacobs Stjerne! Se, Nattens Mørkhed rømmed bort, Sig Morgenrøden skynder fort I Skyen frem at træde; Almægtig Gud, lad denne Dag Fremskinne Jorden til Behag Og Mennesken til Glæde, At føre Folket Freden til Udaf dit Guddoms-Sæde! SIDE: 208 En faderlig Omsorg og Hu For mig og mine drager du I denne Dag og flere. Du gav os, Gud, din kjære Søn, - Saa vid dit arme Folk den Bøn: Giv os med hannem være! At al den Stund, vi Livet har, Ei Brødet skal manquere. Du, Herre Gud, som Livet gav, Giv Kost og Føde til min Grav, Saameget Munden æder! Giv Sko at skjule nøgen Hæl Og Drikke giv min tørstig Sjæl, Giv Legemet sin' Klæder! Beskikke Næring, til man mig Til Jorden hen besteder! Dersom jeg end min Tid og Aar Henslide skal i ringe Kaar Og Armods-Brødet tære, Da ske heri, som Herren vil! Den Skjebne, Gud mig føier til, Jeg vel tilfreds vil være; Alene giv et taaligt Sind Min Fattigdom at bære! Et beder jeg saa hjertelig, Det vil du, Gud, bønhøre mig: Lad mig ei nødes vanke Med Lasaro for hver Mands Dør! Du ville da langt heller før Til Dødsens Land mig sanke, Hvor om mig ingen Verdens Mand Skal gjøre vid're Tanke! SIDE: 210 Skal Armod slig paakomme mig, Hvor vilde da Uvenner sig Ved min Vanlykke fryde Og i sit onde Hjerte le! O, Herre, lad det aldrig ske, At de den Glæde nyde! Tænk dog oppaa det dyre Blod, Din Søn for mig lod flyde! Min' Tanker, Herre, Du regjer, Som høieste Raadfører er! Raadfør mig til det bedste, Jeg vandre kan i dine Bud Ustraffeligen for min Gud, Retfærdig for min Næste, Udi mig selver ren og kysk Til mindste Verk og meste! O, Herre, rette du min Vei, Lad mig idag forføres ei Af løse Folk og slemme, At lokkes hen til Synd og Last Og rage saa derover fast Udi Guds Vredes Klemme, Men stedse fly den Sted og Stol, Hvor Spotteren har hjemme. At jeg med Tanker eller Daad Ei vandrer i de ondes Raad, Ei findes til at være Blandt ryggesløses Compani, Fra Bloten, Banden, Fylderi Bevar mig, Gud min Herre! I hvad jeg lader eller gjør, Lad vendes dig til Ære! SIDE: 211 Bevar mig, Gud, fra Bræk og Men, Min Fod fra Snublen, Stød og Sten, Ulykkelig' Tilfælde, Fra Sot og smitsom Sygdom krank, Fra Pestilenses giftig Stank, Fra Ildens Magt og Vælde! Min Synd, den meget har fortjent, - Lad mig det ei undgjælde! Bevar mig, Gud, fra al Ufred, Fra Sinds og Sjæls Urolighed Og Elementer svare, At mig ei drukner Havsens Vand, Ei drive skal paa vilden Strand I Søen aabenbare! Min Eiendel fra Baal og Brand Gud naadeligen spare! Slaa over mig din trygge Telt, I hvor jeg er i Verden stelt! Lad mig i Skog og Hede Ei rives af den vilde Tand, Ei komme for forvorpen Mand, Naar han er i sin Vrede, Ei falde for en vreder Hand! Det vil jeg gjerne bede. Forhindre, Gud, al Tvist og Nid Og hvad som kan opvække Splid Samt slemme Klaffers Munde! De, mig en Grav har dybt bered, Ak at de selv maa falde ned I hende slet til Bunde, Saa de, med Spot tilbage vendt, Sig selver skamme kunne! SIDE: 212 Giv rene Læber, Ledemod, Oprigtig' i Gemyt og Blod, Kyskt Hjerte, hellig' Hænder, At have Laas paa Munden lagt Og holde med min' Øien Vagt, At de sig ikke vender Ubluelig til nogen hen, Ei til ond Lyst optænder! Lad mig udi al Kjærlighed Med hver forliges, holde Fred Med Nabo, Venner, Slegter, Og, det mest mueligt kan ske, Bevise god Omgjængelse Og redelig' Affecter, Med andet hvad jeg ydermer I Gud formaar og mægter. Hvad Gjerning jeg mig tager for, Som rettelig mit Kald angaar, Lad lykkes, times, hændes, I Jesu Navn begyndt og endt, Til Jesu Navn og Pris anvendt, Begyndes vel og endes; Men hvad min Sjæl ei gavnligt er, Forspildes lad og vendes! Og eftersom den Mangel er, At Synden bor udi os hver, Om jeg for min Persone Af Kjøds og Blods Tillokkelse, Som sikkert lettelig kan ske, Gik hen paa Syndsens Tone, Da ville Guds Barmhjertighed I Naade det forsone! SIDE: 213 Thi, Herre, tænk hvor skrøbelig Alt Kjød og Blod det er for dig! I mange, mange Maade Enhver i sig befinder det, - Thi bedes ei om Lov og Ret, Men om Miskund og Naade. Lad over dem, der er fordømt, Din strenge Vrede raade! Syv Gange vel retfærdig Mand Om Dagen snubler, falder han, Hvo kan sin' Synder merke, Hvor tidt han dem mod Gud begaar? Paa Synds-Register tegnet staar Baad' Læg og lærde Klerke, Selv Helgen om Forladelse Maa gjøre Bønner sterke. Men om det saa behager dig, At denne Dag skal være mig I Verden her den sidste, Da giv et christent Endeligt, Taalmodig at udstaa min Pligt Og lægges i min Kiste, Saa intet andet paa mig dør End det, jeg vel kan miste. Lad endelig mit Liv og Sjæl Dig, Gud, befalet være vel, Saa naar at Dødsens Pile Mig træffer og gjør bleg og blaa Og her vil lakkes til at gaa De lange Verdsens Mile, Jeg da af Verden kjed og træt Til Himmerig kan ile! SIDE: 214 Aften-Suk O store Gud, som hjælpe kan, Hvis Sti er i de store Vand, Kast ud dit Guddoms Øie Til alle dem, paa Havet er, Bevare dem fra Grund og Skjær, Lad Veir og Vind dem føie! Lad dine Engle følge dem Beholden vel til Hus og Hjem! Velsigne Landsens Næring, Giv Fisk og Sild af Havsens Grund, Giv daglig Brød for hver mands Mund, Giv fattig' Folk sin Tæring! Forlad vor Synd, o Fader god, For hans Skyld, som paa Korset stod, Tænk paa dit gamle Rygte! Lad os i Landet bo med Fred Og med en god Samvittighed Dig, Herre Gud, at frygte! SIDE: 215 En smuk Aften-Sang som et Guds Barn og hver Christen kan bruge. Under den Melodi: Det gaar mod Nattens Tide. Den ljuse Dag gaar under, O Gud, vær du vort Ljus! Til Aften det nu stunder, O Gud, bliv i mit Hus! For alt, o Jesu søde, I denne Nat hos mig Alt ondt, der os kan møde, Forhindre naaderig! Som Solen under Lide I Skjul er gangen hen, Saa lad, o Gud, fremskride Din Naades Sol igjen! Lad du min Sjæles Øie Dens blide Straaler se, Din Hjælp ned fra det høie For Jesu Skyld bete! For denne Dag og flere Hav Tak, o Fader god! SIDE: 216 For Øl, for Mad og mere, For rørlig Haand og Fod, For Livet og for Frelse, For all' Velgjerninger! At jeg er vel ved Helse, Det af din Godhed er. Tak være dig for Klæde, For Dug, for Disk og Bord, Hav Tak for Hus og Sæde, For Avel, Eng og Jord, For jeg forinden Vægge Har siddet glad i Fred, - Hvormed skal jeg erlægge Slig Naade, mig beted? Gud, af din Haand hin runde Alt godt meddelet er, Du mættet har vor' Munde Med din' Velsignelser. Vor' Kar har du opfyldet Til alle Bredder slet, Dog vi det ei forskylded, Din Godhed gjorde det. Naar jeg tog til at banke, Oplod du for mig frit; Naar jeg foor om at sanke Mit Brød og vanke vidt Fra Sted og indtil anden Med halv forsaget Mod, Var Gud dog samme Manden, Som bi i Nøden stod. Da jeg var sted i Fare, Fornam jeg din Bistand; Paakom mig Tanker svare, Warst du min Trøstermand; Du hjalp jo selv at bære, Hvad Kors mig var paaladt Thi skal min Sjæl nu være I dine Hænder sat. End har jeg Gud at takke For faderlig omhu; At jeg i Bjerg og Bakke Ei brødt har Ben itu, Ei heller uforvaret Har nogen Lem forstrakt, Jeg hidindtil er sparet, Er sked ved din Opagt. At vilde Djurens Tænder Mig ei har malet smaa, Mig ingen Skade-Hænder Er vorden lagt oppaa, Mig Bølgen ei har drugnet, Naar jeg paa Vandet foor, Ei heller Øine blugnet I Stranden vid og stor. Om Lykken end Forkjering Har spillet mangen Gang, Du dog paa daglig Næring Ei lod mig lide Trang. Det mindste med det meste, SIDE: 219 Hvad Nød jeg stak udi, Var Gud altid den bedste, Som hjalp af Snaren fri. En Ting vil jeg begjære, Bønhøre mig, min Gud: Hvad jeg har havt igjære Idag imod dit Bud, At hvad jeg gjort har ilde Afbede jeg det vil, Ak at vor Herre vilde Af Naade give til! Min Daad og Synder fule, Min store Misforstand, Ak at du dennem skjule I Havsens dybe Vand! I Sønnens røde Kilde Lad dennem ligge sænkt, Saa der paa min Vansnilde Ei mere vorder tænkt. Nu som all' Ting sig lave Til Mørk, til Mulm og Nat, Saa bedes, du vilt have Et vaagen Øie sat Paa mig og alle mine Inat, altid og nu. Kom dog for Jesu Pine Min syndig Sjæl ihu! Vort Øie vi nu lukke, Gud give Fred og Ro! Vi vores Ljus nu slukke, Gud signe Hus og Bo! SIDE: 220 Vort Liv, vort Gods og Evne, Vor' Venner hver for sig, Hvad mere vi kan nævne, Befalet være dig! Send fra din' hellig Himle Din' Engle til os frem! De onde, som omvrimle, O Gud, forhindre dem! Hold Satan udi Tømme, I Bidsel og i Baand! I Jesu Navn, lad rømme Den uforskammet Aand! Sæt Skandse, Mur og Gjerde, Trindt om mit Leie bygt! Mig intet ondt forfærde, Lad Alting være trygt! Vil Trolden sig indsnige, Forjag du ham paa Flugt, Saa Frygt og Ljus tillige Maa begge være slukt. Bevar mit Hus fra Tyve, Fra Tøvr og Spøgelser, Fra Piler, som omflyve I Mørket her og der; Fra Ildebrand og Skade Bevar du Gaard og Grund! Lad os imorgen glade Opreises karsk og sund! Den smitsom Pestilense, Som dærver, gjører Stank, SIDE: 221 Driv den ifra vor Grænse Med anden Sjugdom krank! Den Stund jeg paa mit Øre Henslumrer sødelig, Da lad ei Plagen røre Min Bolig eller mig! Al anden svare Tanker, Urolig Fantasi, Som sig af Blodet sanker, Med slem Melankoli, Forskrækkelige Drømme - Gud vende dem fra mig, Og Søvn, som ei kan sømme, Som er besmittelig. Men saasom Aar og Dage Er Mennesken uvis, De jo bortrykkes fage, Som bor paa Jordens Krids, - Thi Tiden er forborgen - Til Seng jeg nu vil gaa: Gud ved, om jeg imorgen Paa friske Ben skal staa. Saa naar du dig vil lægge Og slaa til Rolighed, Min Ven, paa Parter begge Du være maa bered, Til Døden eller Livet, - Hvorhen det gjælde skal, Du bør dig have givet Din Sjæl i Guds Befal. SIDE: 222 Som Søvn har Lurmands Fagte, Selv Dødsens Contrafei, Sju vaagen han udstrakte Hen paa den blege Vei, Saa hav din' Lamper tændte, Altingest i parat, Thi Døden er ivente Og gaar hver Stund grassat. Alt andet, hvad som rester Og her er lukket ud, Os giv, vor Tugtemester, Du store Verdens Gud! Giv Folket nyde Hvile, Den Stund det nu er Nat, Imorgen op at ile, Sin Gjerning tage fat. Naar derfor er fuldendet Mit Løb og Levnets Aar, Og Oljen er udbrændet, Som i min Lampe vaar, Saa mig ei Nætter flere Til Rest i Verden er, Jeg kunde da marsere Til dem, der Palmen bær. Derefter og saa siden, Naar jeg udsovet har, Jeg da blandt Stor og Liden Ved Guds Basuner klar' Til Ære kan opstande SIDE: 223 Min Dom at høre paa, Indtage saa de Lande, Som aldrig kan forgaa. Nu det skal Amen være, Vort Suk og Bøn for Gud, Amen for Gud vor Herre, Amen baad' ind og ud, Amen i alle Huser! Kom, Jesu, kom med Pragt, Inat du for mig ljuser, Amen, og det er sagt! SIDE: 224 Plaster tjenlig at lægge paa de brændte saar Indbyggerne i BERGENS Stad blev plaget med den l9de Maj 1702, præparered af Peder Dass. AD NOTAM Bergens bye haver noget meere end et Seculum udstaaed efterskrevne ulykkelige ildebrande, nemlig: 1. 1562 brændte nesten den 4de part af byen saa og en kirke og Raadhuuset - 2. 1582 brændte den beste part af byen - 3. 1589 brændte en deel af byen igjen - 4. 1623 brændte der igjen snart den halve bye, endeel Kirker, Hospitalet, Skolen, Bispens og Presternes. 5. 1660 brændte der igjen en stor deel - 6. 1686 brændte igjen et heelt district - 7. 1702 den største ildebrand, hvor den største deel af byen brændte, Kirkerne, Skolen, Hospitalet, Fattighuuset, Bør- nehuuset, Søeboederne, den største deel af Garpebryggen, og intet tilbage uden af det gamle almindelige i nye Kir- ke-Sogn - SIDE: 225 Første Plaster Mel: Herre Gud benaade mig af din godhed forbarm dig. O Herre Gud benaade dig Du Bergens stad! Hvor ynkelig er din gestalt at skue! Een steen derved maa grue. Hvor er de Kirke-spirer, som i staden glimred runden om, hvor er de ranke muure der før stod hvid og puure hvor blev det skjønne vægtertaarn paa hvilken i trompeters horn din Musicanter spilled ud hvær aftenstund et liflig ljud for alle Folkes øren? Domkirken faldt ved Herrens dom, Korskirken øde staar og tom, Hvær slaaer et kors for brystet. Guds vrede sig forlysted, Han skaaned ey sit eget huus Guds alter staaer foruden ljus, Hvær steen i muuren raaber Og fælder blodig' draaber. Gak, du bedrøved borgermand, Toe dine kind i taare-vand! SIDE: 226 Guds alter revned, - lad da nu Dit hjærte revne midt itu Med graad og poenitence. Hver Spærre brast - hvært tag faldt ind; Lad falde dit ophøyed Sind, Betænk: du var den Drue, Gud persed i sin Lue! Han persed Karret gandske fuld, ti bleve Midler, Sølv og Guld, Og hvad du har forhandled Til pulver snart forvandled. Det tog din Gud, som gav og tog, O! giv ham Ære, som dig slog! Tog han dit Hus og Knude væk, Han kan engang den tørre bæk Igjen med vand opfylde. I Bergen er den øde strand, I graven er det døde land, - Din Stads ruin dig minder, At du som Støv forsvinder. Er Bergens bye nu falden ned, O Bergens Mand da vær bereed! At tage mod den Skjæbne, Som Herren dig vil levne! Dit træe-huus blev til aske brændt, Dit legeme huus blier og omvendt Med første til en aske-sæk, - Saa far all Verdens ære væk: Gud giv en salig ende! Vel er det tungt at tænke paa, At man fra gods og huus skal gaae SIDE: 228 Og slet forarmed vorde, De Kaar er meget haarde. Gik godset bort ved ildens vold, Din troe, dit haab er i behold, Guds ord er jo din lykte: Hvad har du dig at frygte? Har ild og lue, røg og qvalm Forbrændt dit Guld og Sølv som halm, Den skade var kun timelig, Men Gud bevare dig og mig Fra evig qvalm og lue! Elias var vel kjendt hos Gud, Dog foer en ild fra Herren ud; Men midt i ildens heede Var Herren ey tilstæde. Guds ild opaad dit huus og tag, Men Gud var borte samme dag. Forstaa: med gunst og naade, Thi lod hand branden raade. Den brand er slukt, det baal er endt, Gid det forstyrrend' element Ey større magt herefter faae End at det vel regjæres maa Med tvende raadig' hænder! I Prester i den brændte bye, Da stadens røg gik op i skye, Saa veed jeg, I tilliige Lod eders Røg opstiige, Og stod som Guds udvalgde tolk I gabet for det arme Folk; Men Gud vild' ikke svare Den dag man stoed i fare; Thi Herrens dag var Stormens dag Med mørk og taage, brag og knag; Om Noah, Hjob og Daniel SIDE: 229 Opstod, og bad for nogen Sjel, De blev dog ey bønhørde. Jeg som en ordens-broder kan Ei andet end med øyen-vand Bejamre eders Skjæbne, Gud den for eder jævne! See Noah ud af arken gik, Fandt Verden i forstyrred skik, Dog lod han offer bære Sin Gud paany til ære. I saae med Sorg den gamle stad At falde plat paa jorden flad, - Gid I maae glade see paany Jers Kirke-spirer høyt i skye At reyses op med ære! I, Noæ brødre! vide maa: Den gamle verden maa forgaae See Gud vil det saa have, Ti Verden var af lave. O Gud, som slog den gamle ned, Opreys en nye paa fod i fred, Lad Zions Muure bygges Og aldrig meere rygges, At Folk, som under aaben skye Gaaer nu foruden hus og lye Maae finde for sig fjel og tag, Hjelp deres arme falden sag I Jesu navn til rette! I Borger-Mænd, vel er det sandt, Gud eder just den time fandt, Paa hvilken I ey kunde Unrømme nogenlunde, Men det er trøst for liv og aand, SIDE: 230 At Gud beskrives med en haand, I haanden staar et øye, Som seer all verdens møye. Har Gud med Haanden gjort et slag, Med øyet skal han til behag Ansee sit folkes Sorg og Nød; Den ild, der slog jers huus i glød, Skal ei jers hjærte brænde! Det er Guds løfte, mærker det, At hvo der gjør hans bud og ret, Han ubeskad skal svømme Igjennem vandets strømme; Og skal han gjennem ilden gaae, Gud skal ham dog bevare saa, At ilden ey skal brænde, Ei luen ham antænde. Blev eders gods til aske bragt, Staaer eders troe og haab ved magt, Lad den paa Herren blive kast, Om Staden falt, Gud staaer dog fast, Han hjelper alle sine. Om bjærge midt i haved sank, Om alle muure led skavank, Om all Naturen brister Og jordens grundvold ryster: Gud er den samme aar for aar Saa vel i dag saasom i gaar Han er hos eder inde, Det skal I Selv befinde. Ulykken rase skal sig træt; Naar Riiset er udsleden slet, Skal det leveres hen til ild, Guds Soel skal engang skinne mild, Naar Stormen har sig sagted. SIDE: 231 Skal jeg beskrive stadsens nød, Den Dag han stod i brand og glød, Da gaaer min' venners smærte Mig meget saart til hjærte. Hvad hjalp Forstand, og hvad Fornuft? Den Flamme fløy saa høyt i luft, Ey broder anden vidste At hjelpe fra de gniste. En Fader for sit øye saae At Sønnens huus i støvet laae, Om Naboe gjenboe frelse vil, Saa var dog ingen raad dertil, All Hjelp var slet forloren. I smukke Folk, som ginge før Igjennem en paneeled dør, Nu maae I midt i aske Med Hjob jers Øyen vaske. I før paa Astrag kunde gaae Nu maa I nøyes med en Vraa Og inden fremmed' vægge Paa bare straa jer lægge. Hvad samled var i skriin og sæk, Det rev den onde tiime væk. Hvo skulle før vel have tænkt, Saa suur en skaal at blive skjænkt For vore smukke venner? I qvinde-kjøn af dyder fuld, Som bar om armen smeltet guld Og havde hvær en finger Omsatt med demantsringer. Med eders Mænd I samtlig maa Det bedske æble biide paa; SIDE: 232 I før sov paa det bløde Og aad udaf det søde, Nu maa jer Legem nøyes med En nøgen bænk til hviile-stæd; Hvorvel I var langt bedre værd End have saadan Hovedgjærd, Dog skal I Herren takke! I tydske Folk paa det Contoir! Hvor hastig falmed eders Flor! Fra Garpe-bryggen flytter I Fjeleboe og hytter. Jeg af mit hjærtets dybe grund Beklager eders onde stund; Gud vil den dog omvende Til en forbedret ende! Jers brygge blev en brækked broe, Men haver ingen brækked troe! I boer her i et fremmed land, Men fremmed ey fra Guds bistand, Om I paa hannem haaber. Contoret op i luften fløy Det var af Gud et laaned tøy - Men flyer med eders bønner Til Gud som fromme Sønner! I skal fornemme vist og sandt, At lykken, som nu staaer paa Kandt Sit ansigt skal forandre, At I skal sikkert vandre. Gaar det ey altid, som I vil, Det gaar dog, som Gud laver til; Han haver sat en maal og vægt Paa eders udgift og intægt, Hvorved I skal forsynes. SIDE: 233 Du skipper og Søefaren Mand, Som over hav hos vilden strand Beseyler Norges havner, Du Bergens Stad nu savner. Hvor trygt lod du der anker gaae. Hvor tit saa man af top og Raa Din' vimpel og Flagstange Paa Bergens vaag at prange! Hvad seer du nu, du kommer der? En muur foruden tag og Spær. Hvad har du mere der at see? En aske-dynge midt til knæe Og gader uden huuse. I Skibe stryger vimpler ned! Hvad er her til at glædes ved? Aftakler eders stænger Og Sørge-sløer ophænger! I baadsmænd, som i Mærset gaaer Beseer, hvor skalent Staden staaer! I fjor var han en blomme, I aar ulykkens tromme. I pomper vand af skibe nok, - Udpomper vand af øyet og! Holder Bergens jordefær! I ser, det er paa tiiden nær, At hver sin synd begræder. I Kjøbmænd, som med god profit Har trafiqveret bredt og vidt! Har I nødt stadens Lykke, Da skal I nu samtykke At sørge for den foren stad, Dog midt i sorgen være glad, At Gud er en Forbarmer, Om verden mod oss larmer, SIDE: 234 At Herrens haand forkortes ey Han veed saamangen nærings-vey, Ja, Gud er altfor reen og god At have lyst til eder been og blod, Naar Folk vil sig omvende. Vi lever dog den glade dag, At vores bye ved Guds behag Opreyses skal paa fode Og nyde landets gode, At Herrens hus skal bære frugt, Og Sorgen rømme skal paa flugt, Og hvær i Fryd sig lægge Forinden sine vægge, At Gud skal læge hvær og een, Som haver sønderknuste been; Selv himmelen samtykke vil, Og jorden svarer ja dertil, saa svarer alle Lande. Gud, som selv sat Maal og Stang For Havsens grumme Bølgers Gang, Sæt om vor By din Værge, Sæt Vagt omkring hans Bjerge, Velsigne hver en christen Lem, Bevare hver Mands Hus og Hjem! Gud pryde dine Prester, Gud glæde dine Gjester, Gud hjælpe hver en Handelsmand At komme til sin forrig' Stand, Det er min Hjertens Suk og Bøn, Bønhør, o Jesu, Davids Søn, Bønhør mig, Amen, Amen! SIDE: 235 Andet Plaster til den brændte BERGENS Saar, d. 19de May 1702. P. Dass. Min yndige Bergen, du deilige Plan, Nafnkyndig blant Stæder i Norden! Hvor hastig har ilden den grumme Tyran Dig Næsegrus kasted til Jorden! Hvor heslig fragick Din skabning og skick At alting forstyrret er vorden. Du var som een Jomfru hver beilede til Udlændiske Skibe dig søgte, Commercien stoed i det høyeste spil Du bar eet berømmelig røgte. Den seilende stafn Inddrog i din hafn Med gyldende vimpler og løgte. Du lignede Tyrus i Handel og brug, Dig Franckrig og Holland vel kiendte, Fra Polen og Pommeren bragte du Rug, Fra Sælland du malted lod hente, Nordlandene drog Dig fisken med krog, Og Grøndland drog tranen til rente. Sanct Hybes i Spanien skaffet dig Salt, Og Lissabon giorde det samme, SIDE: 236 Til Revel og Riga din reise henfalt, Din Hør og din Hamp at annamme, Det falt dig saa let Du patted dig mæt, Som Barnet der patter sin Amme. Fra Jydland og Holstein Getreyde fremkom, Vel Hundrede Skuder een Uge, Packhuusene fyldtis, imens der var rom, Mand maatte Sandvigen og bruge. Fra Laaland og Fyen Kom Erter og Gryn Og Mjød for de leckere buge. Contoret fra Bremen og Hamborg forskrev Beqvemmelig Gaver og gode, Med vore Nordfarer sin Handel de drev, Negotien blomstred og grode, Altingest stoed smugt Din lycke bar frugt Din' Fødder i Fedme du toede. Dine Spanifar komme paa Bergenske vog Med heele Cartover og halve, Naar dine Udreder mod dennem uddrog, Da fyrtis og gaves der Salve, Med spil og med fryd Med klingende lyd Din Ungdom de sprunge som kalve. Gud kastede perler og Guld i dit skiød Og lodst dig fra fattigdom redde, SIDE: 237 Du sued din melch med honning og flød Og torde med lycken vel vedde, Saa herlig du stoed Som Jordan den floed Fløed over til alle sine bredde. Søefarten forøgtis og daglig tog til Tre Hundrede Skibe mand regned, Som lycken stoed best favorabel i spil Og alting sig glædelig tegned; Da vendtes det blad, Den deylige Stad Blev gandske forfalmed og blegned. Den Dag da man ventet den klareste Soel Kom alle formørkelsers Skyer, Vor glæde faldt gandske baglendes af stoel Bortrømte, som Fuglene flyer; Før mand det gav agt, Blev Staden ombragt, En Ziir for omliggende byer. Vor yndelig Jomfru blev tagen med Vold, En Rytter den skantze forkarved. Men spør du: hvad førte den Rytter i skjold? En Hest som var Rødebrun farved. Hand napped din Krands Du tabte din glands Hand røved hvad Jomfruen arved. Gud naade dig, usle, forkrænkede Møe Du falt i tyranniske Hænder, Du fegted for æren, men maatte dog døe Thi sørger din' venner og frender. Begræder din døed SIDE: 238 Gud hjelp dem af Nød! Guds høyre haand alting forvender. Din' Frænder for din skyld vild' vove sit lif Og torde det yderste friste; Men Rytteren var ubarmhiertig og stif, Hand skiendte dig før du det vidste. Din yndig gestalt Omkom med gevalt, Din overmand tog dig med liste. O Jomfru, du faldt i din feyreste floor Du segned for Bryllupet skeede, Mand holte din Jordefærd her udj Nord Med sorig og taarer hin heede, Mand fuldte dit Liig Til graven med skriig Saa mange som vare tilstæde. De holdte din siste begravelsesdag Dend l9de Majus bedrøved Hver hyled og sucked, som Ieptha sin sag, Der hand blev sin datter berøved, Din grav blef bereed Du lagdis der ned, Mand lagde dit hoved i støfved. I Majo du døede, men Majus og løf Den dag blev din Venner forbøden, Istæden for May en sæck fuld af støf, Da giordes langt meere fornøden. Din skade gick ind, I Hierte og Sind Og følger vel mange til døden. SIDE: 239 Der Liiget var jordet, mand skulle gaa hiem, Da fantis ei Huus eller Knude; Thi maatte da mangen uskyldige lem Paa Gaderne ligge der ude, Her var ei det straae At helde sig paa, Mand tog sig da steene til pude. Graf-ølled blev skienked alt runden omkring Det smagte saa salt som een lage, Saa mange som drach blev fuld udaf sting, Det giorde og hovedet plage, Istedenfor miød De taarer udfløed, O, hvilcke bedrøvelig dage! O! Herre hvi lodst du saa bitter een drik Iskienckis i Vennernis skaale? Skal de det uddricke til pungt og til prik Da veed du, de kand det ey taale. Det falder for surt At dricke malurt Og galde i pælleviis maale. O! Jomfru ieg vil dig til sidste Valet En Sang til Amindelse skrive. Du varst mod mine venner og frender Discret, Det efternafn vil ieg dig give. Du laante dem huus Og tente dem lius, Forsiunte dem vel her i live. Saa lenge du levde var alle dig kier, Din pregtighed alle mand priste SIDE: 240 Hvorfore vi dobbelt sorig nu bær, At vi dig saa hastig forliste. Een saadan en møe Ey burde at døe Der alle saa Rigelig spiste. Jeg hos dig var i min fremvoxende aar Gik blandt din Ungdom i Skole, En Moder for mig, og for andre du var, Jeg sled paa dine Gader Skoesole, Min Søn blev i Liig Begraved i dig, Hand ligger der inden din stole. Blant Stæder i Norden var ingen dig liig Du stoed som den prægtigste damme, Og hvilcken som andet vil sige om dig Hand burde sig billigen skamme. Hver Skib og hver hafn Berømmer dit nafn, Og Biergene siger det samme. Hav tak for du teede din Præster alt got. Haf tak for du giorde dem ære. Leviten hos dig vederfores ey spot, Som mange dog giøre desværre. Hav tack for du var Saa lydigt et Faar Og fuldte prædickernis lære. Hav tack! for du kyste dend talende Mund, Som Saligheds veye forfremmer, Haf tak! for du varst mod fattige Rund, Haf tak for det Hospitals lemmer! SIDE: 241 Nu savner de dig. Hver sucker for sig. Slig moder de aldrig forglemmer. I middelste Majo, naar Blomstret fremgaaer, Da skeede den brændend' ulykke; Der vaaren begyndte faldt høsten dig paa, Og sorgen maa glæden forrycke. Almægtige Gud, Hvo grandske kand ud Dine Domme og underlig stykke! Den aften, paa hvilken mand jorded dit liig, Kand folcket ei lettelig glemme. Dig fuldte til graven baade Fattig og Riig Der hørtes een ynkelig stemme; Da hyled og skreeg Hver gusten og bleeg At stenene maatte sig gremme. Een Fredag stoed Jesus mod døden i krig, Een Fredag stoed Bergen i lue Langfredag for ham, Trangfredag for dig, Men hvad er her nu til at grue! See døden gav flugt, Og luen er slugt, Gud kand vore Fiender kue. Liig-Texten som over dig giordes behov Den findes i Mose bog skreven Der staar, at vor Herre selv Moosen begrov, Saa er det med Jomfruen bleven. Hand har dig med hast I graven nedkast Guds hænder har dette verk dreven. SIDE: 242 Mand sang dig til graven, men sangen var der Gud trøste! Gud bedre! Gud naade! I gruus og moratzer mand stopped dig hen, Ret som paa misdæderis maade Ret ligesom dem, Sit Liv og sit lem Forliiset har uden ald naade. Om Morgenen var du som Svanen saa hvid Om aftenen sorter end Rafne Din farve forsvant i saa hastig een Tid Den kunde saa lidet dig gafne. Din fiende var Rask, Med hidsk og med hadsk Du maatte forkrenkelse favne. Liig-skiorten ei kom under traad eller naael Vor' piger fick andet at giøre Der kom paa liig-kisten ei høvel eller staael Thi Snedkeren rendte paa døre. Hver skiøttede sig Thi maatte det liig Henslenges i dynd og uføre. Men blev end dit legem til Pulver henvendt, Uryggelig staar dog dit Rygte. Den Rytter der fick dine Skantzer berendt, Skal engang beskiemmes og flygte. Din spire foer hen, Dit Navn staar igien, Det har ey forandring at frygte. Saa lenge som Jorden urørlig bestaar, Saa staar dit berømmelig Minde; SIDE: 243 Naar Bierge forsvinder og Klipper forgaar, - Saa skal og dit rygte forsvinde. Far Bergen far vel! Gud glæde hver Siæl, Som lever og Bygger der inde. Kan disse Tvende foranførte Plaster ikke hjelpe, da haver jeg paa denne Sind ingen fleere ved haanden; men overleverer Ber- gens Invaanere udi Hans Hænder, som heeler alles Skade og læ- ger alles Bræk! Herren være med eder alle amen. Peder Dass. SIDE: 244 Ny Bergen, Ny Lykke, Ny Huuse, Ny Smykke Det ønsker af Hiertet Petter Dass. Melodien siunges som Hen Musæ, Hen I blødhjærtige Qvinder etc. Siiger de Skibe, som bruge Seylatzer Paa de fraliggende Havne og Platzer, At de til Bergen i tusind Tal fører Pander, Tagsteener, og hvad der tilhører, Paa det de grunde, som strød er med aske, Kand med stafferede Bygninger braske. Her er for kort Tid begravet en Damme, Hvilken begrædes af blind og af lamme. Nu vil vi lade begravelser blive Og os til andre Forretninger give. Det er paa Tid, mand en Brud kand oplede Og vore Naboer til Bryllup indbeede. Men hvormed skal vi tractere vor Gieste, Siig mig, hvad er her i Staden til beste? Her er ey Huuse, ey Bord eller Benke, Her er ey Skiver, hvorpaa man kand skienke; Her er ey Fiæler, hvorpaa man kand træde, Her er ey Kammer, hvori man kand æde. SIDE: 245 Elskelig Venner! Hvad er her at giøre? Skal ald Frimodighed jagis paa Dørre? Skal mand ald Tanke om Næring bortslage? Skal mand i Haanden en Betlerstav tage? Ney! vi maa stræbe, men Seenerne mægter, Saa gik det Adam, saa gaaer det hans Slægter. Paa det at alting kan have sin Gienge, At ey vor unge Brud tøve skal længe, Da lad os alle gemaker tillave, Efter den Magt og den Evne vi have. Lad os af Oster indkalde de Striler, Som ere vante med Øxer og Biiler! Kommer, I hvide langboxede Bønder! Hugger det Tømmer og kløver det sønder! Bygger Subtilig og nette Palatzer! Fælder de Naaver alt efter en Passer! Saa der opreisis paa forrige Tofter Sal over Sal med tredobbelte Lofter. Kom, du Glasmager! giør nye Vinduer, Fæld dem i Rammer og sæt dem i Stuer! Hid, I Murmestere, kalker vor' Ovne, Reiser Skorsteenene, værer ey dovne! Tømmermænd, kakker til Sparrer og Legter! Skynder, arbeider, det snarest I mægter! Skynd dig, du Snidker! vor Dør at panele! Skynd dig, vor Kammer correct at afdeele! Skynd dig, du Smed! skaf os Laas for vor' Dørre Skynd dig, lad Hængsler og Hager hidføre SIDE: 246 Gak til Ambolten, tag fat paa din Hammer! Skaf ald Behøring til Stuer og Kammer! Nu gaar Arbeidet med drivendis Hænder, Snedkerne staar her med Høvel og Tænder, Tømmermænd staar her med Øxer og Biiler, Smedden med alle sin Tænger og Fiiler. Her staar Glasmager og skierer den Rude, Her staar Murmester, og kalker derude. Henter ind Bruden, giør hende den Ære, Ønsker, hun stetse velkommen maa være! At hun i tusind utallige Dage Ser sine Venner i Floer at tiltage! At hun indbiuder sin' giæster med Glæde, Og dem beskikker enhver til sit Sæde. Bruden skal hede Susanna den Rose, Hende beqvemmer med rette dend Glose; Gid hun maa blomstre som Rosen i Saron! Gid hun maa prydes saa deylig som Aron! At de, som hende beskuer, maa sige: Herren velsigne den deylige Pige! Naar mand nu har ald Gemakker beredet, Og mand paa Salen har Bruden indledet, Da skal mand Giesterne samle tilhaabe Og ved Trompetter paa Gaden udraabe, At mand høytidelig Bryllup skal holde Alt ifra Vaaren til Høsten hin kolde. Først skal man biude, naar Vaaren begynder, Fyenboer, Jyder i Nør og i Synder, Falsterbo, Laalliker og de som vaane SIDE: 248 Paa den Øe Sælland tvert over fra Skaane, Møen og Samsøe sig ey skal undskylde, Paa det mand alle vor Borde kand fylde. Hører I Svenne! for Bordet oppasser, Seer til I skienker i Kander og Glasser! Seer til I lader tractere de Danske, Saa de kand blive fornøyede ganske, At naar de komme til Danmark tilbage Skal ikke kunde med Billighed klage. Siden saa skal I paa Gader og Stræder Kalde dem ind fra de Hænsiske Steder, Alle, som Handel i Øster-Søe bruge, At de med os sig forlyster en Uge, Og naar mand dennem de Skaale tilskikker, De da paa Brudens Velgaaende drikker. Lader os paa vor Captainer og tænke Det er de Folk, som vel værd er at skienke, Naar de med Flaaden fra Spanien komme, Fyldis de Binger, som før vare tomme. Hilser dem venlig, og lader dem byde, At de vil Lavet nærværende pryde. Møder I Sæver, Hollænder og Friiser, Seer til I dennem med Sødmelk-kees spiser; Møder I Hetlænder, Engels-mænd, Skotter, Øser for dennem Puding udj Potter. Møder I Franskmænd, da steger dem Froske! Møder I Normænd, da kaager dem Torske! SIDE: 249 Finder I Lybske, Straalsunder og Bræmer, Bærer ind Skinken, hun dennem ey skræmmer; Seer I Hamborger, da skikker dem Sæde! Ser I Holstener, da giv dem at æde! Hitter I Svenske, da byder dem Laxen! Hitter I Lappen, da fylder ham straxen! Hitter I Folk, som i Norge boor øster, Rokker og Seyen dem allermest løster. Seer I Stavangrer spassere paa Gader, Skaffer dem Bresling og sætter paa Fader! Giver Syndmørringen Havre-Brøds Kager, Giver enhver hvad dem selver behager. Efter dem alle da skal I forsamle Alle Nordfarer, graahærdet og gamle, Skipper, Haasætter og Nordiske Slegter, Samler dem op af de kommende Jegter, Giver dem Brendviin og Rasmus at drikke, Skienker dem alle men sprenger dem ikke. Agter, der ere gemeenlig tre Stevner, Korsmis, Sanct Hans Tid og Olsok mand nævner, Det er de tider, hvorpaa vor Nordfarer Seyler til Bergen, og selger sin' Varer. Værer, naar Tid er, mod dennem beleven, Tænker: Nordfaren skal biudis paa Kleven. Egen Indvaaner ey heller maa glemmis; Hvad der er nydeligt, bør til dem giemmis. Naar at den Vosse-drift findis tilrede, SIDE: 250 Slagter for Borgerne Studen den fede! Lader Contoret sin Deel og tilføris, Paa det enhver kand Fornøyelse giøris. Bærer til Aron og alle hans Sønner, Som for Almuen udøser sin' Bønner; Skolen og Degner om Mortens-Mis Tider, Hvilke paa Brudens Velvillighed lider, Lader dem alle deelagtige være Af det, vor Herre vil Eder beskiære! Tænker paa dennem, for Dørrene ligger, Skikker ud Smuler til dennem der tigger. Lader de værgeløs Enker og nyde Af det, som kaagis i Kiedler og Gryde. Saa skal vor Herre velsignelse sende! Hermed saa haver det Bryllup en Ende. SIDE: 251 Giensvar paa Ole Nysteds Skrifvelse At tie, naar nogen tiltalis af een, Den billigen achtis en Knub og en Steen, Blant Mennischer iche bør regnes. Den tyvend' Augusti ieg fick i min Hand En Skrifvelse fra en mig u-bekiendt Mand, Hvis Nafn lidt u-kiendelig tegnis. Et O og et H der under er sett, Jeg ved iche om ieg giætte kand Rett: SIDE: 252 Det vist Ole Hansøn mon være, Som siges i Nysted er Baaren og Fød Og er nu beschichtet at søge sit brød I Nordland, ey uden besvære. Mig vidis af eder, velærede Vehn, Den Ære som ey kand forschyldis igien; I mig paa Poetisk besøger. Hvad ved ieg at svare som intet got kand, Som er en Hiemfødning og boer i det Land, Hvor ey brugis Skriffft eller Bøger! Hvad vill ieg beschue poeternis Spill, Mig sømmede heller af gammel Postill En Bonde Prædicken at stjæle, Der væfvet er sammen med Halm og med Straa Og strød it scholastiske Pulver oppaa; Ti see, mig berøves mit Mæle. Till Helicons Bierge fra Helgelands schiær It Svelgende dyb derimellem mon vær', Moratzer og megen U-føre. Stort Skræf den schall hafve der løbe vil hen, Jeg ved ey om min u-anselige Pen Slig Reyser fordrister at giøre. Hand melder i Skrifvelsen mig er tilsent, Og ønscher hand med min Person var bekent; Da ladis ham kortelig vjde: Hand aldrig end kiente en slettere Svend, Den ringeste blant Apostoliske Mend, Som boer ved Nord-Leydingens Side. Jeg er en Sacheus som iche naar op, Forkortet i Vexten, forkortet i Krop, Forkortet i Middel og Evne. Naturen og Lycken mig begge giør Standz, Jeg føyter og vinder som Kaaben i Dandz Og skiemmes min Seyer at nævne. Saa slaa mig derfor udaf Tancher og Acht! Der ligger ey paa min Persone stor Magt, Hvad duer ieg ussele Synder. SIDE: 253 Der findis vel andre ti dobbelt saa lært, Hvis Schoe till at løse ieg achtis ey vært; Jeg beder hand dennem vell ynder. Hand og for det andet mig giver dernest Den verdige Tittul og kalder mig Prest; Da svaris till saadane Sager: Mig er vel forundet it prestelig Nafn, Men prestelig Rente med prestelig Gafn En Anden altsammen optager. Naar Oxen har pløyet sit Foder hand faar, Men aldrig jeg end dend Løchsalighed naar, At mand mit Arbejde belønner. Saa kald mig ey lenger en Prest men en Bur; Thi see ieg forhverfver min føde fuld Sur; Dog der ere faa som det skiønner. Mit Embedz indkomster var aldrig saa god, At jeg kunde kjøbe en Skoe till min Fod Og hoser at schiule min' Hæle, At ventet jeg iche ved Christum, Guds Søn, Naar Herren vil komme till Dommen min Løn, Jeg motte mig sielfver forquæle. Pro tertio er det min Herris Begiær, Han vilde ieg schulde mig tage det nær, Min Nordlandske Dicht at fuldende. Jeg ved ey hvad giøris skal af eller till, Thi baade ieg vill og ieg iche det vill, Aarsager dertill ere tvende. Først ligger mig Cura domestica paa, Som tvinger mig tidt mod Forhaabning at slaa All lystig Concepter af Tanche. Saa tit mig den frue logerer till Huus, Da giøris mig hiernen aldelis obtus Og som en Compas monne vancke. Har Lychen mig været saa gunstig og tro, At ieg som en anden fich siddet i Roe, Og taget mit Brød paa det tørre, Jeg ville vell og speculeret de Ting, SIDE: 254 Ved hvilke mand schulle mig Verden omkring Blant Poeters Register indføre. Dernest at den Dicht er forsømmet hos mig, Det volder ieg ey af forfarenhed rig Om Nordland er ret informeret. Der hafvfer mig ingen den Handell kundgiort, Jeg selfver ei heller de Pladtzer og Ort Paa nogen Sted hafver forkeret. Formoder derfor min hierte Monsieur, Hand mig herudinden den Villighed giør En kort Underretning at gifve Om Salten, Lofoden og Tromsøens Lehn; Jeg sandelig schal ufortrøden igien Parat til Hans Tieniste blifve. Hand videre melder og lader forstaae At hand mine Vers sig til Laans monne faa Hos Gedden den gunstige Herre. Ach! ieg er u-verdig at saadan en Mand Vild værdis at tage min Skrifter i Hand Og hafve dem giemt i sin Vehre. Mig fattis at dichte saa zirlig som bør; Thi Pennen forstumpet og Hiernen for tør Og blecket aldelis for blachet. Jeg Tienistlig hafver Herr Amptmand saa from Som u-forskylt under min' Skrifter it Rom, Med all Reverentse betachet, Og ønsker den Schiebne foruntis min Pen, At hun til patron slig Adelig Vehn Med Tiden sig kunde forschaffe. Da var hun forsichret om noget paagalt At hun blef forsvaret mod Momi Gevalt Som hadefuld pleyer at blaffe. Jeg videre kand af hans Skrivelse see, At hannem vist noget om hjertet er vee I det hand sit Huus-Kors beklager. Han veed jo gienvordigheds Schyer og Regn Er en af vor Christendoms visseste Tegn, SIDE: 255 Som ingen retschaffen forsager. Vi faar iche Verden som vi hende vil; Men alt hvad Vor Herre beschicher os till, Det bør os tolmodig at drage. Vi er iche bedre end Fedre for os: Hvor mangen u-lyche har bydet dem Trodtz Med Sorg deris lefvende Dage. Hvad duer en Christen der ey er forsøgt? Hvad skader det Verden os hafver fortrøcht? Hun gifver ey andet till Rente. Den Stridsmand bør æris som holder sig vell, Og om du, o Gud, ville slaa os ihiell, Vi haabe dog paa dig og vente. Omschiønt eder er nogen Modgang paa kast, Betenk at Vor Herre dog kaldis trofast, Vill over formuen ey friste. Hand tiden har under forandringer sæt! Derfor lad u-lychen man rasse sig træt, Hun gifver vel kiøb paa det siste. Mand stundum har Modvind og stundum har Bør Og det er alt got hvad som Herren hand giør, Han blander baad' Sorgen og Gammen. Han gifver og Lychen og tager den bort, Dog er denne Trængsel kun stachet og kort, Og Lov være Gud for altsammen! Saa hafver hand nu mit eenfoldige Svar; Forhaaber hand alt till det beste optar Og hilser fraværende Venner, Besynderlig Hustru og Børnene kier Fra mig og fra dem mig anrørendis er, Jeg blifver hans Skyldige Tiener. For Resten alt hvad hannem ligger paa Magt, Hans Huus og ham selver i Guddoms opacht Skal troligen ofverleveris. Dateret af Strand med et ilende Bud Fra hannem som er hans Forbeder i Gud, Saa lenge mig Lifvet beskieris. SIDE: 256 Censur over Olle Hansøns Ligatam Physicam Monsieur ieg kand forstaa hantz Geist af Himmel smager. Monsieur mig undres paa, hvor hand alt saadant tager. Mig tøchis Salomon af Graven er opstanden; Som sang om Libanon, och hvad ham kom for Handen; Om Træerne hand sang, om Palmen, Bøg og Heggen, Och indtil Isop trang der voxer op ved Veggen. Hand sang om alle Diur, SIDE: 257 Om Hest, Soldat och Ridder, Hand viste hvers Natur, en Lusz saa vel som Gnidder. Monsieur mig tychis saa, om ieg skal sige sanden, I tituleris maa ret Salomon den anden. I rider Bondensz Mær, saa snart som Junckers fole, I slig en Rytters Færd Gud hjelpe self vor Olle! I ved om Bondens Muus, I ved om Byg og Havre, en saadan Physicus er verd sin Kost och Daufre. Nu fører i mig frem en Præst i rycket Kiole, Nu sider i blandt dem, Der gaar i Pæblings Skole. Alt vel i dette Fald i nochsom rigtig skriver. Jer bør det beste Kald, der løs og ledig bliver. Om en forsilchet Huud iers Sang och stundum qvæder, Och stundum gaar det ud paa Klud och lapped' Klæder. Jeg slutter omeentrint, at i iers Krambo henger Adskilligt grofft og fint, der vel er verd sin Penger. Jeg vilde vel romus och resolut kiøbslage, Mar Gelt ist nit to Huus, och det er all min Klage. Och om ieg borge vil, dis høyere blef Kiøbet. Jeg heller tier stil, SIDE: 258 och gifver mig paa løbet. Jeg hører och et Liud aff iers poetisk Pibe Som gaar paa Vandet ud och siunger smugt om Skibe. I siger Skuder smaa Kand tit beholden fare, Men der imod forgaa De store Skib og Svare. Ach ia det Sandhed er, Forfarenhed det viser, Den faar en Fandens Fær der altid højden priser; Gich Skibet ej for høgt frem i Neptuni Næse Da bar mand aldrig Frycht hand skulde det omblæse, Och lode Folchet aff saa giæf paa Søe at fare, Da blef ei mangens Graf saa tit i Tang og Tare. Mens det er Verdens Sind Hun gaar for brass och pentte, Hun skiøtter ej hvad Vind och Veir der er i Vente. Io høyer mand er op, io høyer vil mand klifve; Tj i den bagerst Trop vil ingen gierne bliffve. End vittig er den Mand, Som fare vil i Mage; Den frem och komme kand med Studer pleier age. Det er et gammelt Ord, i mange Folchis Munde: Far sagt och følg ved Jord, saa gaar du ej til Grunde. Spring aldrig lenger Sprang en Staven til kand rekke, SIDE: 259 Saa skal din Fødders Gang i Verden dig ej skreche. Gaf Folket sig tilfrids och nøddis med sin Lyche da gich Tolmodighed ey paa Per Krøblings Krøche. Mensz Lychen bringer Mod, och Magten vil ei buche. Den fattig' under Fod hand ligger og maa suche, Her skiøttis ej Forstand, ej Kunst ej naadensz Gafver. Den er den visest' Mand i Pungen noget haffver. Naar Pluto tale vil, Maa Plato tie stille, Dus Es maa sætte til, Sex Sinche hand vil spille. Thi Kortet løber gal, saa her, saa andre Stæder, Saa er saa blive skal, vi qvæder eller græder. Her hielper ingen Snach, vi maa vor Skæbne drage En Part i Hiertens Ach, En Part i gode Dage. Och hvad paa Lychen her i Verden monne fattis, Det skal med Fryd en hver i Himmelen erstattis. See saadant er det Svar, ieg Petter Dass fremsender; Forhaabis I det tar udi velvillig Hænder. Jeg eder som en Ven for Guds Skyld vil anmode, I holde vil min Pen sin plumpe Skiemt tilgode, Anseendis mand maa SIDE: 260 sin Geist och stundum veche Og Gecken løsz at slaa, naar Tiden vil tilstreche. Mand hitter paa saa mangt for Tiden at fordrifue; Det ellers blef for langt i Verden til at bliffue. Jeg mener ingen Spott, och ingen maa det mene. Alting er reent och gott for fromme Folch och rene. Hvert Ord paa Gylden Vegt ieg pleier ej at sætte, Ich bin mar slegt und regt som Huen paa vor Mætte. Giør mig det samme skil, och jeg skal eder tache. Vil Gud, vi findis vil, saa skal vi vidre snache. Det staar Poeten fritt Sig stundum at forlyste Och af en Sæch vel tit baad' Skiæmt og Alvor ryste. Jeg ey som Chremes kand suurmulen altid sees; En knur og grinen Mand af alle bør belees. Vor Bredalino kier, hos hvilken I logerer, I ham fra mig især, min Hilsen præsenterer, Sambt andre Venner huld', En hver i sin' Palladtzer, Ti tusind Læster fuld' af lutter Salutatzer. Far vel jeg maa min Vej Till Huus igien om vende. Men glem Leviten ey Som boer mod Verdens Ende. - SIDE: 261 Hr. Petter Dasses Svarpaa Olle Hansens Skrivelse Nu tør jeg aldrig meer, med Lystighed udbryde; Thi jeg forstaar og seer at I det mon fortryde; Fordi jeg skiemtet lidt udi mit forig Brev, Det nu til Discredit af jer optagen blev. Jeg tenkte: lystig Mand med Lyst mand best begiegner, SIDE: 262 At hvo der har Forstand, sligt ey til onde regner; Jeg tenkte vist: den Mad af Smag skal agtes sød, Der kom paa Venne-fad med Kryder overstrød. Jeg Skiemt og Alvor saa Beblandet inter puncta, Og tenkte fast at staa det Ord: Valebunt juncta. Men ach! det har mig klemt igiennem Marv og Krop, At det jeg skrev med Skiemt, for Alvor tages op. I mig beskylde tør at skulle Spodt i skienke; Men sig om Venner bør, hin anden saa mistenke! Og har jeg meent jer Spodt, da ønsker jeg for mig: Gid mig skee aldrig godt af Gud i Himmerig! Hvorfore vrædes I, hvi kand I ey fordrage At Mand med Cortagi maa Tankerne forslage. Hvad er det, for Adfærd? er det Fornuftighed For det som ey er værd, at blive bøs og vræd? Mig angrer at jeg skrev og paa at rimme tenket, Mig angrer at mit Brev ey blev Vulcano skienket; Hvi skulle jeg for Vers ugunst tilkiøbe mig? SIDE: 264 Ney, Petter slig Comers ey sømmer meere dig! Tach heller rædlig af, stik Piben i din Lomme! Forsvær i noget Lav her efter ey at komme! Det var dig bædre fast at thie som een Muus, Saa kand dig ingen Last tillegges i dit Huus. Ach er det mueligt, da lader jer behage At skicke mig den Digt med første Post tilbage, At jeg kand faae den fat; jeg sver der dyrt oppaa, Jeg den skal skiere pladt som Halm og Hackels smaa. Før mig een ærlig Ven for den Skyld skal undfalde, Før ønsker jeg min Pen beloret var med alle. Før jeg Fortrolighed hos godt Folk tabe vil, Jeg heller er tilfræds, at jeg var aldrig til. Gid ald Suspision I Helvede laae senket Og Mørkhedens Patron Til Morgengave skienket! Lad Huldskab blant os boe, lad ærligt være godt, Hvi skulle Venners Tro saa løbe Bancherot. Hvi skal der høres Splid for ingen Ting at komme? Hvad gavner saadan Iid, hvad er det os til Fromme, Det smerter mig dog mest, SIDE: 265 I vil min Synd afmale, Og før mit Brev blef lest, da dømmer I min Tale: I siger I har hørt hos den og den Person, Hvad jeg i Pen har ført mod ald Condition. Hielp Gud hvad Ret er sligt? og sig: bør det at gielde, Fuld-kommen Doms afsigt, paa useed Verk at felde? Bør nogen leedes hen til Galien uforhørt, Om hand af den og den usklyldig var beført? Nu nok er denne Schnach, Jeg har ey fleere Retter; Adiø hav tusind Tak, Haf tusind gode Nætter, Kast gammel Har-Sløv vech! skrif flitig end som før, Og fattes eder Blech, da brug det gode Skiør. SIDE: 266 En Begiæring til Mad. Dorethe Engebrets-Daatter om et Exemplar af hendis Sange Matrone dydefuld! O! Qvinde høy af Gaver! Jer Bog, saa dyr som Guld I dag jeg funden haver. Dens Indhold haver ret Mit Sind saa vel fornøyet, At jeg mig siuntes slet I Himmelen ophøyet. Hvert Ord jeg deri fandt, Gav Smag af Himmel-Glæde, Jeg svær og siger sant Hun kom mig til at græde: Jeg af Begierlighed Til Eggert lod henløbe, Om Bogen nogen Stæd For Penge var at kiøbe. Men dend var ey at faae; Hand svared at hand vented, SIDE: 267 Om Børren vilde staae, Endeel, som nys var prented. Neen Maet het was te lad, Hvad Børr skal jeg vel bie? Den Mand der løfter Mad Hands Mave tør vel svie. Jeg veed det Ordsprog før, At Qvæg og sultne Oxer Vansmægter tit og døer, Mens Græsset groer og voxer. Jeg effter Eggerts Vind Har ingen Tid at tøve, Maaskee at Eggerts Sind Mig setter paa en Prøve. En reysende Person Er jeg, i Nor-far Stevne, Som min Condition Maa effter Vinden jevne, At og min Leege-Tid Nu moxen er forleden; For kort Tid kom jeg hid, Med første maa jeg heden. Derfor Matrone rar, Jeg eders Fromhed beder, At mig et Exemplar Tilskickes maa fra eder. Og sig hvad Kiøbet er, Saa gierne jeg betaler, Omskiønt at Bogens Værd End stod udi en Daler. At eders Dyders Soel Kand og hos os oprinde, Og under Norder-Poel Paa Firmamentet skinne. Saa ønsker jeg der hos Og vil til Slutning bede, Gud selver eders Roes SIDE: 268 Paa Jesu Dag udbrede! At hvis i her har gjort, Af Herren maa belønnes, Saa Ærens Krone fort Maa blomstres jer og grønnes: Een ydmyg Salutatz For Resten vil jeg sende; Mit Navn er Petter Dass, Som boer mod Verdens Ende. SIDE: 269 Tacksigelse for Bogen SIDE: 270 Sinderig Gudinde kieck, Kieck i Pennen, kieck i Bleck, Kieck i Vers at skrive. Nympherne beregnes Nie, Een dertil, saa telles Tie, Det skal Dorthe blive. Megen Tack, o Nymphe klog! Tack, min Moder, for jer Bog! Tak, min Moder veene! Tack for det I mig har sendt! Sig, med hvad for Compliment Skal ieg det aftieene? Intet ieg i Haanden har, Intet delicat og rar, Soldt er all min Vahre. Kaldes ieg en Levi Mand, Alt for levis er min Hand, Hvor skal jeg det klare? Villig jeg dog byder frem, Hvis ifra vor kolde Hiem Bringes kand til Veye, Det er Kiødet af de Diur, Blant de døde gaaer paa Luur, Har i Tanget Leye. Gaven ligner Herren nock, Petre, cape tu nunc hoc! Stacket Favn sig strecker, Stacket, kort kand ey forslaae, Alle Fugler, der er smaa, Kleyne Egg udklecker. Tag dog Villien god og sterck For et u-fuldkommen Verck! Meer kand ieg ey sige; Men O! vor Sybilla viis! SIDE: 272 Gid jeg kund' med eders Priis Høyt i Lufften stige! I mit Navn paa Pergament Ved dend Bog mig blev tilsendt, I Bogstav forgylder. Give Gud, ieg icke maa Blegne paa mit Sengestraa, Før ieg det forskylder. Hvad den Cammerat angaaer, Som i Moders Skrivels' staar, Ack! da maa ieg sucke! Thi ieg er u-værdig til, At I mig beregne vil Blant Poeter smucke; Jeg, som er saa tung af Krop, Hvordan skal jeg klavre op Ad Parnassi Tinding? Let ieg kunde falde ned, Bryde Arm og Been af Leed, Hvad var da min Vinding? Men, min Moder, eders Vers Falder mig saa næt og ters, Jeg mig giver vunden. Derfor Petter gack din Kaas, Sæt for Tungen ævig Laas Klemme sæt paa Munden. Tie hereffter som en Muus Og af ald Poeters Huus Hastelig dig packe. Jeg vil eders Fromhed ret Overlade gandske slet All Parnassi Backe! SIDE: 273 Petter Dass til Dorothea Engebretsdatter Nest venlige Helsen, ald ønskelig Kaar, Med ald Tienest-Villigheds Evne, Og ald den Velsignelse Himlen formaar Og Tungen er mægtig at nefne! Høy-æred Matrone, Gud-frygtigheds Ven, Med himmelske Gaver opfyldet, Jeg Tjenstlig beder, I haver min Pen For Dristigheds Gierning undskyldet, At jeg i fra Verdens bortliggend' Afkrog Og Biørnens ulidelig Hale Mig vilde fordriste Terpsicoren klog Paa nymphiske Vis at tiltale. Jeg sagde: min Pen, du tenterer for stort, Du burde dig billigen frygte. Hun svared: Forfarenhed har os kundgiort Om Dorthes berømmelig Rykte. Jeg ved hendes Gavers høypriselig Safn, Det ingen Retsindig kand dølge, Og skulle ieg hvile med Snekken i Hafn, SIDE: 274 Naar andre vil friste dend Bølge? Behager jers Fromhed at vide correckt Tilstanden hos Folket i Norden, Da viid at Olympus sin hvide Confegt Har strøed uden Mangel paa Jorden, Jeg meener den megtige store Forraad Af Frost og forstørrede Flaver, Neptunus vor' Brødre for Hunger opaad, Hvis Ben hand usiunlig begraver. Men Æolus gik frem for Laget og sang Med Drenger i lilie-blaa Kapper, Med Arvinger glad, uden Fødder omsprang, Paa jefne-løs Stier og Trapper. De toog Heraclitum og kaaret til Prest, Dend sørgende Text at forklare, Og Echo hos den afblivende Rest Med Klage Tenoren lod svare. Jeg veed at dydefuld Qvinde forstaar Min Meenings forblommede Glose; Jeg viser min Land-Menders Væsen og Kaar, Af hvilket, er lidet at rose. Ja hvad vil jeg sige, den iiskolde Pool Medbringer ey andet til Gaver; Naar andre kand frydes ved straalende Sol, Er vi Elementernes Slaver, At naar icke Guds Ord hos monne boe Der nest og Samvittigheds Glæde, Mand maatte forsvære i Nordland at boe, Men lade det Uglen til Sæde. Hvad Helsen anlanger, da takker jeg Gud Og er med hans Naade fornøyet, Forønsker fra Moder slig Tidend' og Bud, Saa vorder min Glæde forhøyet. Men saa som ved denne nu seylende Jegt Mig Leylighed gives at skrive, Saa har jeg min Moder til høyest Respegt Min skyldig Tachsigels' at give. SIDE: 275 Jeg takker for seeneste Æresbevis, Mig inden jers Vægge begiegnet, Jeg vil og ærværdig Magister sin Priis Og gratias have til-egnet Jeg har ey for denne Gang andet end Tach, Dog dermed kand Dugen ey brædes, Der kand og ey heller med bareste Snak De dyre Maaltider tilreedes. Jeg ønsker Naturen den lefvende Dag I Verden mig vilde forleene, Jeg kunde min Moder til nogen Behag Sin megen Forskyldning aftiene. SIDE: 276 Til Dorothea Engelbrets-Datter Matrone! hvor staar til? Gaar Junker Ars paa Krykker? Er Phæbi Harpe-Spill Nu slagen slet i Stykker? Hvorledes er det fat Med Frue Minærve Sager? Har hun ald Fryd forladt Og holder Sørge-Dager? Er nu Parnassi Slot Forstyrret slet og øde? Er Musa Banqverot? Er alle Nympher døde? Har ald' Poeters Ven Sit Skriver-Tøy forsoren? Er Blæk, Papir og Pen Forsvunden og forloren? Min Pen tre Gange har Til Dorothea ganget, Men ey Bogstav og Svar Til Dato har erlanget. SIDE: 277 Hr. Petter Dasses Skrivelse til Amtmand Lindenow Min Helsen og alt godt, Hvad Tungen frem kand bære, Det skal paa Bergens Slodt Hr. Amtmand budet være, God Dag Hr. Lindenow! Min Pen ey lade kunde Hvor vel at hun er grov Af Art som Gregus Bunde, Hun for Jers Ædelhed I Blek sig maatte bløde, Før Mand i Graven ned Mig legger blandt de Døde. Her Amtmands ædle Nafn Og Renome det volder, Hvoraf endnu gaar Safn Blandt Nordlands klintet Knolder, Det gamle Helgeland Sin Tak og Helsen skikker, Jeg sver at mangen Mand Her Amtmands Skaal end drikker. SIDE: 278 Jeg sver, at Peder Broch, Snart hand af Lyst mon tørste, At Lindenow io nok Op næfnes blant de første, Ja hver een Stands Person, Paa Helgeland har hiemme, Sin Zalutation Mig lod til Eder fremme, I sær hver Kloster-Mand Af Sancte Peders orden, Hvor Petter Dass af Stand Een Minimus er vorden. In summa var her gjort En Sæk af tusind Sekke, Saa viid som Holmens Port, Det kunde dog ei klekke. Om hver een Zalutaz Der udi stoppes skulde, Hvert Rom og hver en Platz, Da bleve meer end fulde. Men, ædle Lindenow, Jeg frygter I mig svarer: Sig! hvad har mand Behov Sligt Læbe-Gods og Varer, Kand mand med jdel Tach En Herres Huus forgylde? Kand mand med bare Snak En Pung og Taske fylde? Ach ney, Jeg det vel veed, Min høy-anseelig Herre, At Tak gjør ingen feed, Jeg veed det vel disværre! Dog har Jeg brugt den Skik, Gud lod sin Bud befale: Hvad Huus de først indgik, De skulle det tiltale SIDE: 279 Ved Herrens egen Fræd Og venlig Helsen byde. Har Jeg mig nu forseed, Er det Apostels Lyde. Jeg tror, Hr. Amtmand mig Dend Feyl vil vist tilgive; Jeg skal evindelig Ey meere saadant skrive, Men i een evig Sek Min Penne-Pibe stoppe, Og hermed vil Jeg væk Paa Bølgens Huus hen hoppe. Min Stefne Tid er kort, I Dag mig Bergen faufner, I Morgen maa Jeg bort At klappe Kiøl og Staufner. I dag Jeg Staden seer Og kand der i spadsere; Guud veed om det mig skeer I denne Verden meere! Far vel, far altid vel Med Karskhed, Flor og Hæder! Gud glæde saa min Siel, Som Jeg af Hjertet beder. Her Lindenow, den Peder, Som Dass af tilnavn heder, Som hiertelig for Eder Til Gud er een Forbeder, Hand nu sin Kaas bereeder Hen til Nordlandske Stæder, Hvor hen, om Gud ham leeder, Hand vist med Pen udbræder Her Amtmands Lov og Hæder, Der ey skal falde neder Saa lenge Buk hos Gæder, Og Faar hos horned Væder I Dalene sig spræder. SIDE: 280 Til Amptmand Lindenow Velbaarne Lindenow! Haf Tak! For din poetisk' Ære, Om dig gaar Røgte, Ry og Snak, Saa vit vor Land mon være. Haf Tak for din velmeente Pen Sig deri vil bemøye, At den adskilte Per igien Sig til Accord vil føye. Saa kiert Som du erindrer dig De mange Peders Navne, Saa meget, ja saa hiertelig Dig alle Peder savne. Per Prest, Per Proust, Per Capellan, Per Foget sammelunde, Per Skriver og Per Courtisan, Per Kræmmer og Per Bunde, Per Lensmand og Per Laugrætz Mand, Per Persens Per dislige, Hver Peer, som Munden løfte kand De skal det samme sige. Per Strømer dig forønske vil SIDE: 281 Ald Velstand, Flor og Lykke, Per Bredal siger ja dertil, Per Meyer skal samtykke. Min Lindenow! Gud signe dig! Det er Per Brochis Tale, Det samme giør Per Falk for sig. Ja! svarer alle Dale. Per Rusch hand siger: Slig een Mand Er værd at vi skal priise, Og Ravalds Per ei andet kand End siunge samme Vise. Hver Per for noble Conversats Lykønskning til dig byder, Pro resto siger Petter Dass: Skam faae den, det fortryder! In summa, hør, du Hellgeland, See til du det beholder, At Lindenow, den ædle Mand, Har rejst blant dine Knolder. SIDE: 282 Alle gamle lappaliers begrafvelse Kom Broder, Bredall, kom, Med Freds accordt at Iile, Lad Vreden ey faa Rom, Vor Soll gaar snart til Hvile. Tench, tiden er os Knap, Liigkisten fâr sin fiæle, Hvi Skall en Skiden lap Paasættis Vore Siæle? Kom, Kom, i Jesu Nafn, Før Dagen târ at hælde; Att Jeg er broders Fafn Jer kierlig kand anmælde. Er her en Misforstand Imellem os oprunden, Hvad det och være kand, Lad det nu blifve svunden. Lad alt det kastis væch, Som troskab kand forhindre, Tench, at oprøret dræch Giør stanchen ey dis mindre. Hvad er at kifvis om? Hvad er her till at klamre? Guds Hus og Helligdom Bleff bygt forwden Hamre. Kand vi ey ligesaa SIDE: 283 Opbygge Zions Vegge? Och os beflitte paa All Klammer ned at legge? Jeg er Hr: Bredals Ven, Och derpaa: Top, Jeg dricher, Att hand er min igien, Det troer Jeg vist och sicher. Ved dette løffte Fast Jeg mig vill hafve bunden, Och faa mig Skam och Last, Hvis andet bliffver funden! Om Nogle hafver drømt Om ny passatz och leyer, Att Alstahoug er Rømt Fra Folch och Alfar-Veyer, Jeg skiøtter lit derom, Ti diger tindens Knolder Sit gamle stæd och Rom Endnu som før beholder. Och Naar at jers Seyglatz Ved Alsten sig befinder, Da tench, at Petter Dass Boer neden ved de tinder, Och fatter da det sind Mig en visit at gifve, Så Skall Guds Nordenvind Till Brønnøe Sund mig drifve. Hvi skall Naboer ey Hin Anden conversere? Lad Momus gaa sin Vey, Och Aldrig seis mere. For Resten, bærer frem Min Hilsen till jers Kone, Till jer och alle dem, Der ynder min Persone. Att alting vell er meent, Jeg visselig formoder, De Reen' er alting Reent, Far vell, min kiere broder. SIDE: 284 Herr Jonæ Gravskrifft Her blev Hr. Jonas lagt i Klud, Her stoed hans Daab og Pagt med Gud En Mand udvalt at bære Guds Navn for Folk i Verden viit, En raabend' Røst, som tolket fritt Dend Apostolisk' Lære. En Dag, som Gud ham fik at see Paa Vandet, hvor hand seiglede, Kom Herren u-forventet Med Vogn og Heste rendende, Guds Kierlighed dend brændende, Som ham fra Jorden hented. Der Elfte dag i Bliden blev, Og Folket et og siutj skrev, Ved Offersøe paa Fiorden Ej langt ifra sin Moders Gaard, Der kiempet hand mod Døden haard Er der fordruknet vorden. Guds Meenighed med Agt og Fliid Hand forestoed paa tolf Aars Tid; Saa flytted hand sin Sæde; SIDE: 285 Omkommen paa sin lovlig Vej, Hans Salighed vi tvifler ej; O! Gud! du Siælen glæde! Hvad sig hans Alders Tid angaar, Ved Sex og Tretti var hans Aar; De andre staar tilbage Hos Gud, hvor ej Forandring er Foruden Tid at leve der U-dødelige Dage. Lad andre nyde hellig Jord! Vor Jonas sover paa dend Fiord Saa søtt, som nogen anden. Gud hannem selv begrov i Fred, Ej findes kand hans Legerstæd, Før Dommen er for Haanden. Saa god er nu hans Søvn og Roe, Som deris, der i Støvet boe, Og er i Muld begravet. Thi kand Hr. Jonas sige saa, Naar andre skal til Doms opstaae, Opstaar jeg med af Hafvet. Hvad enten Fisken sluger mig, Og Jordens Orme tærer dig, For Gud det lige falder. Af Fiskens Buug en Jonam død, En Lazarum af Jordens Skiød Gud lige læt fremkalder. Thi Havet udj Tusind Tall Sin' døde fra sig give skal Til Doms-Forhør med andre. Gak hiem, min Ven! og vær bered, Hvo veed, paa hvilken Stund og Stæd Gud vil, at du skalt vandre. SIDE: 286 Liig Lagen Frembaaren at indsvøbe Den Meget Hæderlig Vellærde, I Gud Opliuste, hos Gud Velkjente af Gud Høiachte oc til Gud Kjærkomne Salig Mands Hr. Hendrich Hendrichsøn-Dinclows fordum Menighedernes Sjælesørger og weiuisere udi Næsne og Raens sogner hans Berømelig Nafn Røchte og Hukommelse Oc det for Verden og alle retsindige Øien fremstilte Sammen Syed og wirchet af hans Efterkommere Petter Dass. Her hviler vor Dinclowius Den værdig og vellærde Han som et skinnend Verdens Lius Guds Menighed regjerde. I Trondhjem er hans Fødestad Der er hans Blodsforvante Der blev han ved en Hellig-Bad En Christi Green og Plante. Der blev han sat til Skolegang Latinske Maal at lære Og under Tuchtemesters Tvang Sin Ungdoms Tid at være. Hans Læsnings Bog oc Studium Ham stedse var for Øye Saa Skolemester lod hans Rom SIDE: 287 Aar efter Aar ophøye. Hand steg alt op oc op med Magt Paa boglig Konsters Trappe Indtil hans Skuldre blev paalagt Den smukke Degnekappe. Der nu den straalend Himmels Sooll Ifra hans Fødsels Minde Omløbet har sin Cirkel Pool Ved een og tive Sinde Da blev vor Dinclow dyctig kjent Til Kjøbenhafn at fare Og med Rectoris Pas forsent Til den høylærde Skare Hvor han blev til Examen ført Oc svared for sig rigtig For hvis han havde læst oc hørt Som syndigt var oc wictig. Da fik han Navn oc Borger-eed I Protokol indskrefuen Och er da saa med goed beskied En Studiosus blefuen. Och saa som att hans Majestæt Vor Stands tilflucht og skygge Paa Kiøbenhafns Communitet Et Kloster lod opbygge, Och dertil riig Præbende gaff Som aldrig legges øde At hundrede sig der ud-af Opholde skal och føde: Vor Dinclow straks ved Løckens vold Den Naade kom at nyde At Mand for ham til Lifs Ophold Det Kloster-Brød lod bryde. Som han med daglig Disputats Sin Lærdoms Prov mon give Blev han paa sist decani pladts SIDE: 288 Tillagt med Sjæte skifue. Imidlertid hand flittig laa I skrift og skiøne Bøger Og mest sin Tid anvendte paa De ting som Kundskab øger. Sin Bibel han oplade lod Och Herrens Veie læste Han viste grant och vel forstod Gudtz Kundskab var den bedste. At kjende Gud den Visdom er Der bringer gunst og ære Den Mand er alt Guds Rige nær Som Herrens Bud vil lære. Hand skrev sig ind til Attestats Der hand sig dyctig kjendte; Hand stod sig brav och fich Laudatz Den hand och vel fortjente. Der findes testimonia Indlagt i god Forvaring Der findes Sort paa Hvidt derfra Som derom gjør Forklaring. Der findes Pas og fuld Beskied Af lærde Mænd paaskrevit. Der findes Bref og segel med Om hvis hand der har drefuit. Der Solen fich om Verden trind Sin Kaass tre Gange jage Da kom i vor Dinclowi Sind Til Norge hjem at drage. Saa snart han kom straks stod et Brød Ham aaben og tilrede Den salig Mand den Løcke nød Gud vilde saa tilstede Ærværdig og vellærd Hr. Jens Af Torkils Rod og Stamme Ham kalde lod og gav Consens SIDE: 289 Han ville ham annamme At han hos ham i Herrens Ord Medtjener vilde være Och nøies med den disk og bord Gud Huset mon beskjære. Han waer tilfreds och tog det an Blef dertil ordineret Och for Hr. Jensis Capellan I Kirken proclameret. Han som en Tjener vel anstod Ey spared sveed ock møye Men al sin Flid anvende lod Sin Gud en Brud at føye. Sin Gud, sit folch, sin hosbund god Han hædret allenlunde Opvarted hvis han var betroed Med al den acht han kunde Der tre Aars Tid forskinnet vaer Tildrog der sig og hændet At Hr. Nils Krabbis Løb och Aar Fuldløbet blef och endet. Guds Mand falt af og segnet ned Mand lod hans Liig begrafue Hr. Dinclow kom udi hans Sted Gud ville det saa lafve. Da Folket vaer bedrøfuit mest Och Qvinden sad en Enke Da ville Gud en anden Prest Sin Menigheder schienche. Hr. Dinclow ved den sammes død Fich Formands Kald og Kone Det ene blef ham dagligt Brød Det andet daglig Krone. Gud lønnet hans Arbeide vell Gud lindret hendes smerte Han blef sin Gjertruds halve sjæl Och Gjertrud blef hans hjerte. SIDE: 290 De vaer hveranden hjerte-tro, Som Børn saa kjerlig lefde, Der blef eet Kjød som før var to, Gudtz bud den Pligt udkrefde. Der Dinclows Aar udløbet waer Sin ni och tjufvegange. Da sang man for det æcte Par De første Brude Sange. Besad derefter frem och frem Et roligt Huus og Sæde I trediv Aar og moxen fem Sit folch og sig til Glæde. I samme fem och tredef Aar Han som en flittig Hyrde Opvarted sine Kjerke-Faar Ey uden sveed och byrde. De tunge Reyser ofuer Søe, I Storm och stærche flafuer, Hans Haar bepudret med det Frø Tilkiøbs Neptunus hafuer. Den Fjorde-Kjæft, det grumme Gab Den lange Raens strube, Ham gjorde tit et Heltze-Drab Och væded tidt hans slube. Den strænge kuld og vintervey Har vasket braf hans kjoler, Thi Nordlands Præster dandser ei Paa Roser og Violer. Den Dønnis Vey slog ey och feyl Naar Sjonen tog at blæse, Den udad gaf et buget Segl Men indad Pust i Næse. Saa tunge Reiser hid og did Den salig Mand maat lide Doch længe før den lesslig tid Hans locker gjordis hvide. Angaaende Kald och embeds plict SIDE: 291 Da spørg de dybe Dale Spørg høye Fjeld och andet sligt De skal hans Dyd udtale Och hvis Du til den høye knold Ved Nesne raabe skulde Forvist hand om hans lifs forhold Et Echo gaf tilfulde Et Echo som ret frydelig Af Kampen skal udbrøste At Folchens Ørne skulle sig Ved samme liu forløste Reys Raaens fjord saa stor den er Paa tværs og langs igjennem Spørg dennem ad der bygger der Reys ind och spør kun dennem Spørg dem, med hvad et proff de vil Sin Præst i Graffuen hædre Hvad gjælder de der svarer til Och sige Gud os bedre, Gud bedre os elendig folck For voris præst vi safned Vor kjære Præst vor gode Tolch Som os altid omfafnet! Gud glæde ham, gud vær ham blid For hvert gudtz Ord han talte Gud glæde ham til evig Tid For os han tit husvalte Gud glæde ham for hver den Dag Han for vor sjæle stræfued! Ak har det værit Guds behag Han længer maatte leffuet! Hvad skal du nu vel tage til Du sjuge krop och svage Hvad er din Raad, hvem er som vil Din Sjugdom sig antage Den dig tilforne Plaaster gaff Er nu alt død och borte Hand er alt i den sorte graff Der viste hvad du skorte SIDE: 292 Hvor tit paa dig lod han sin Cuur Foruden Løn spendere! Hvor vil du sjuge Creatur Slig Læge finde mere? Kom nogen Mand och bar et bud At sjug var søn och dotter Straks sendte han godvillig ud Sin Krukker glass och potter. Kom Nogen ind och klaged saa Min Qvinde pines saare Straks lod han dem Recepter faa Som dertil tjenlig vaare. Bleff Nogen i sin Arm och Been Af Øks och Kniv skamferit Straks viste han til deres Meen Et Plaster som curerit. Han gaff alt hvad de bad ham om Alt, var det noksaa dyre Men den Betaling han bekom Den kunde han vel styre. Næst Gud blef Mangen hjulpen tit Och kom ved ham paa fode Men fik ey Blaffert eller Hvidt For al sin Cuur og gode. Nu vel hvis Dig blef ubetaelt O salig sjæl, o skjønne Hos Gud det dig forskyldes alt Han skal det vel belønne. O Dinclow o retskafne Mand Hvad Blomster skal jeg sanke Hvormed Din Graf bestrøis kand Dit Nafn til Eftertanke Din Pris omskjønt jeg tier quær Skal ey med Kroppen slumme Men dig skal gifuis det især Som gifuis alle Fromme: At naar du self ey lefue kand Da skal din dyd dog lefue SIDE: 293 Hvorved du skalt i vores land Til Verdens Ende svæve, Den blomstris skal och bære løff Naar du est dybt i Dvale. Den skal naar du est vorden Støff Ey lade aff at tale At folch som er til Werden hid Ukommen och u-grode Dem sigis kan i deris tid Hvad Mand paa Nesne bode Och alt saa længe Kierchen staar Da høris skal den Tone Her ligger den, hvis is-graa Haar var Nesne bønders Krone En Mand som acted Verdens Godtz For Skarn och idel Skade Imod sin frelsers Jesu Roes Sin høyest' Sjæle-bade Ti Gud var hannem nefnt och kjent I leye seng och Sæde Til Gud var alt hans hjerte vent I Gud var al hans Glæde. Her ligger den hvis ord och eed I Sandheds Sold var sicted Som viget ey en nagels bred Fra det han sig forplicted. Hans Ja vaer Ja och blev et Ja Mand kund sig paa forlade Han gich ey sine Løfter fra Waer det ham en til Skade. Her ligger en retfærdig Lem Den stillist Mand i Landet Har Sodoma haft saadan fem Hun hafde endnu standet. Ja hafde fiire slige Mænd Vært i Gomorra funden Forvist det hafde blifuen end Paa denne Dag ubrunden. Men ach de Fromme falder hen SIDE: 294 Guds Palmer snart oprøchis De styge Tidtzler staar igjen Och deris Ondskab løckis. Guds Olietræer paa Libanon Udhugis mest och ødis Men Tornebuschen fanger mon Och Klinten groer och grødis. Nu wel dem werden hafuer kjær Lad verden dem beholde Men dem af Herren elschet er Giv Herren dem i Wolde! Hvi schule Jorden eye den Den Herren sjelfuer frelste Men Gud ey saa Sin egen Ven Den han saa meget elskte. Ett Laan man jo sin Eyermand Uskad igjen hjemfører Den schich er gjengs i alle land Gif Gud det Gud tilhører! Welan du Christi Tjener tro Blif i din Herres Glæde Blif hos Din Fader i hans Ro Der er saa trygt et Sæde, Du skal der se Guds Engleflok Som Dig velkommen bede Der skal Dig timis ære nok Som Dig staaer alt tilrede. Den Gud Du her prædichet har Du hisset kanst beschue Du saaest ham før som i et Glar Men nu hans ansigts lue. Din soll ey mere løber ned Ei sløckis skal Din Løcte Du skal ey udi Evighed For nogen Pine frøchte. Al Sorg er glemt, al Jammer endt Dig ingen fare hæfter. Vor Dinclow er i weyen sendt Vi andre kommer efter. SIDE: 295 Sørgeligt Eftermæle Paa Skib oc gods forsickring Mand Ved Asseurance tager; Hvad Storm oc Veir der blæse kand, Det knager eller brager; For Skiær oc grund det holdis fri, For Princer oc Princesser, Hvad tribulats det kommer i, Dog staar dets Interesser. Men hvo kand sig fra død og graf Et skiødebref bekomme? Kand nogen rose sig deraf Dett ligger i hans Lomme? Har mand oc hørt paa Jordens øe At døden bort er drefvet? Dog er det aldrig tungt at døe For dend som vel har lefvet. Men hvis den samme tilig døer, Det derfor ei dis verre: Paa slig maneer vel tusind før Er kommen til vor Herre. Hvo resolvered er til strid, SIDE: 296 Det gielder hannem lige, Ved middag eller aftens tid I Contra-kamp at stige. Jeg hører her spargeris ud, Som nylig er opdaged, En act imellem Trold oc Bruud, Skall hafve sig tildraged: En Trold, af farfve sort som beeg Har ladet sig ei skamme, At øfve vold, oc ingen leeg Mod en fornemme Dame: Det var hans act med fuld gevalt Den tuctig siæl at krencke; Act kom ei strax i pungen alt, Det gaar ei som mand tænckte. Dend handel er udfalden saa, At Bruden blef beholden, Men ald dend Prunck hun hafde paa, Skamfered blef af Trolden: En amalered Perle-Snoer Med guld indlagd oc drefven, Dend mellem Troldens fingre foer, Som Sand i stycker refven. In summa: Hvad galanthe-tøy Dend yndig' Bruud monn' hafve, Det hiid oc diid som støf omfløy, Det gandske falt af lafve. Jeg sagde strax: ach! ynck oc synd! At mand slig rare klæder Nedsøler udi støf oc dynd Och under fødder træder! Med slig clenod var bedre tient En Brude-flock at smycke, End ligge saa forslidt oc skiendt I mange refne stycke. Men der jeg mit bestyrted sind I positur loed sancke, SIDE: 297 Da falt mig vel begrunded ind En anden bedre tancke. Jeg sagde: Hvad er det for viis? At suck oc klage falder For klædedragt oc dends forliis, Som slidis dog af alder? Mand billig har at tache Gud, At dend uskyldig Dame Fra Troldens haand blef redded ud, Og iche giort til skamme. Om pract oc dragt i løbet gick, Hvad er det at skattere? Naar ey Personen skade fick, Da maa det saa passere. En siæl i dyrer priis er sadt End guld oc glimrend vare; Lad Kroner, Krantser, guld oc skatt Men staae sin egen fare. I smucke folch, kand vel forstaa Min Allegorisk tale, Jeg dend Matrone peger paa, Der lagd er her i dvale. Jeg mener det velyndet nafn MARGRETHE, Bredals kone, MARGRETH af naufn, MAGNET i safn, Self dydens Krandts oc Krone: Hun i sit nafn en Perle bær, En perle-Snoer med rette Blant qvinde-kiønnet mand i sær Paa hende burde sette. Hvad vant dend død, dend sorte Trold Med alt det hand stoltzered? Hand fich et legom i sin vold, Men resten blef salvered. Dend beste part beholte Gud; Men det udvortis klæde, Jeg mener Qvindens kiød oc huud SIDE: 298 Fich døden hen at æde. Lad ham det æde lenge nock, En sluge-hals hand heder; Hand er dog tør som steen oc stock, Och blifver ei dis fæder. Lad diefvel, død, lad synd oc Trold Friit axle sine skuldre, MARGRETHE staar i sit behold; Hvad skiøtter hun de buldre? Dend togt er ended, siælen er I Guds forvar oc giemme; MARGRETHE giord' sin himmel-færd, Och fant sin Brudgom hiemme. Der nyder hun saa meget gott, Och mest udaf det beste, Som Dronning paa sin Kongis slott, Som Bruud blant bryllups Gieste: Som en Princesse hviid som snee, Som soel i middags lue, Ja som dend aller deiligste Mand vil med øine skue. Men ach! det er dog ei saa vel Med dem her er tilbage; der høris sang i Guds Capell, Men her er suck oc klage! Der siungis et Haleluja For herlighedsens throne, Men her er et Bethania, Opfyldt med jammers tone! Der ser hun Guds ansictis lius, Dend ubegrunded glæde; Men her er sligt et sørge-huus, At stene ved maa græde. Et huus opfylt med mange smaa En moder-løse hale: Hvor af en part kand neppe gaae, En part kand iche tale! Hvad har det huus, o Herre, giordt? Hvad har det mod dig synded? SIDE: 299 At du saa ref fra dennem bort Dend siæl, som hver mand ynded? Det siunis, som at ald miskund Er gandske sadt tilbage; Helst, at du fra dend diend' mund Loed moders patte drage: At den som nys var kommen ind At søge lif oc føde, Blef strax for munden sadt en pind, Och stengt ifra det søde! Mand kommer det saa tungt ihu: Dog tør mand iche spørge, Almæctig Gud, hvi laufver du, At folch saa nødis sørge? See, Herren giorde sit behag; Hvo vill med hannem trette? Hand lader saa dend onde dag Alt for den gode sætte. I smucke Hierter! Blifver ved Jer fast til Gud at binde, I haabet och still-tienhed Skal hiertet styrcke finde. Har Gud blant Eder giort et slag, Och teed sig som en kiempe, Hand dog de moderløsis sag I sin tid veed at lempe. Det skall oc Eder være sagt Til trøst i sorg og qvide, At Eders moder sig har lagt Kun lidet til en side: Ei andet skillerum der staar Imellem Jer og hende, End et forhæng, som dog forgaar, Och griber snart en ende: Naar det forhæng har staaed en tid, Da nødis det at refne, Saa kommer I til hende did, Och sorgen vil sig jefne: Det er om et par sneser aar, SIDE: 300 Och mindre til at giøre, Mand siden vel i piben faar Et andet liud at høre. ACH, Broder Bredal, Ach! Jeg seer Dit ansigt sig forandrer, Din farfve teignis som det leer Paa veien, der mand vandrer. Jeg det ei stort forundre kand: Det er saa tidt befunden, At ved det beedske skilsmiss-vand Er mangens kraft forsvunden: Det er en beedsk malurte-drick, Som marf af benet tærer; Saa mangen føris til dend skick, At hand ald cuur forsværer. Du med de gamle præster maa Din foed i floden sætte, Och en hazard per fource staa: Gud hielpe dig til rette! Hand recke dig sin milde haand Igiennem disse strømme; Saa du formedelst Herrens aand Uskad kand ofver svømme! Det ønsker dend, hvis tienist dig Skall stedse staae tilrede, Det ønsker dend der hiertelig For dig til Gud vil bede. SIDE: 301 Graa-hærdet Hoveds Ære-Krone, Bedrøfved Hiertis Trøste-Tone, begge fremstilte, da Dend Ærlig, Høy- actbar og megit Velfornemme Mand Lorentz Mortenssøn Angell, fordum Velbestalter Raadmand i Trund- hiem og Nafnkundige Handelsmand sammesteds, qvitered dette dødelige, till Amindelse for dend bortgaaende och Paamindelse for dend igienstaaende, i det Manden, hvis tider er endet, och Qvinden, hvis tider er blændet, Bleve ved døden hin anden begge to frarefne, Som før i enn bog og baand Vaare med hinanden begge toe indskrefne, offered af deris i Herren v. villige 1697 d. 30 Julj. Petter Dass. Hvor Sød og megit angenem At Søvn er for de trætte, Hvor kiær at Sengen falder dem, Der er af møye mætte, SIDE: 302 Det vidner Lorentz Angell, som, Af Alder høy-bedaget, I Thrundhiems Kirches dybe rom Till Roe sig haver Slaget. Hans Aar ved fire Sneeser vaar, Som hastig dog henflyder; Naturen ydet Aar til Aar, Gud lagde dyd till dyder. Saa samled sig dend Smuche Mand Slig Naade, held og lyche, At Momus Sielf Sin onde tand Maa bide Slet i Styche. Hvad Gud for ham iskienche lod, Af Kaars og Modgangs Schaale, Hand som en Christen det udstod Og gierne vilde taale. Gud lod ved et og andet Stød Ham ofte sterkt angribe, Nu med forliis, ved ild og glød, Nu med forsjunchen Schibe; Nu kom dend døød med Spiud og stang, Hans æchteseng ertappet, Og fra ham een og anden gang Toe smuche Qvinder snappet, Som begge toe sig efterlod Een Moderløse Skare, Hvorofver Angells qviister stod Forfalmed, blot og bare. Saa trilled lychen ud og ind, Nu frem, nu flux tilbage; Men Angell stod ved samme Sind I med- og modgangs dage. Dend onde dag hand tog med tach, Dend gode dag med glæde; Alt saa blef baade fryd og Ach, Omvexled i hans Sæde, Saa seer man, at graahærdet haar Er dennem Ærens Krone, SIDE: 303 Som paa Rætfærdig Veye gaar Uachtet Verdens tone. Hvoe Gudsfrycht og adstadighed Hos hvide locher Sancher, Hand lefver glad i Herrens fred Og døer i Søde tancher. All Verdens gods med hendis farm Skal ey hans Hierte Senche, All Verdens Sorg med hendis Harm Skall ey hans haab forkrænche. Mand og om Lorentz Angell kand Det samme Vidne bære, Som brugte smugt sin Nære-stand I Redlighed og Ære. Ham Verdens gods i eye vaar, Men iche Verdens træcher, Hvorfor hans Nafn med Ære staar, Saa vidt som Thrundhiem ræcher. I samme Stad hans Huus og Platz Ved femti Aar har vaaren, Indtil han nu med Reputatz Af Huuset ud er baaren, Hand efterlod en børne-floch Ved Elleve bereigned, Foruden Slegt og Svogre noch, Hvis Kinder for ham blegned. Hand sof i trende Qvinders favn; Dend første vaar Margrete Og Abel vaar dend andens Nafn, En hver som een Magnete. Dend tredde vaar och een Margret Hun saa sin Herre falde, Og da falt hendis Dignitet, Og hendis drich blef galde, Hvis Ønske vaar maa skee, til Gud, SIDE: 304 Dog Gud ei mod at være, De Fødder der bar Manden ud, Og hende maatte bære. Saa lagde Lorentz Angell ned Sit Hoved dybt at lude, En Kiste blev hans Sengested, Og Støved blef hans pude. Hand her qvitered Huus og boe, Ti Stæden falt besværlig; Men nu kom Manden til sin Roe, Og dend var megit ærlig. Hermed ieg tørre vil min Pen, - Margrethe! tør Jers Kinder! Jers Huusbond og frafalden Ven I vel herefter finder, Om iche nu, dog anden gang, Det dryer ey saa længe; En Skilsmistid vell falder lang, Naar trængsel ta'r at trænge; Men troe mig, om en liden Stund Det sig vel smugt ombytter, Vi træder her en fremmed grund, Hvoe veed, hvor snart vi flytter? Her er en liden tid til rest For eder og os andre; Vi faar vel det, os tiener bæst: Gud lad os salig vandre! Betænch, at Brude-Salens dør Paa Væg skal engang slagis! Men hvoe sig først da færdig giør, Hand skal og først indtagis. Vi skynder os, alt hvad vi kand Og Saa vil vi formode, At Schue denne salig Mand Samt Gud og all hans gode. For Ræsten ønskis Jesu Fred, Den gafner bæst en Enche. SIDE: 305 Gud unde dem Taalmodighed, Hvis Hierter er i lenche! Leg Herrens Ord og Schriftens trøst Paa Hiertet til et plaster! Dend Gud jers Hierte hafver kryst Hand ey jers Siæl forkaster. Han knuser ey det bræched Røør, Ey slycher rygend tave. Hvor mangen Enchis Sag er før Af Gud vel sat i lave! I ved, jers frelser Jesus Christ Er iche død, men lefver; Hand frelser jer saa Sandt og Vist, Som pricher er i brever, Og hvis han iche giorde det, Sit navn hand da benegted. Sæt ind jers Sag til Herrens Ræt, Dend blifver vell forfæchted. Og naar de kommen er saa vit, I lefued har det meeste, Da holdes eder frels og frit En anden Stand til bæste; Jeg siger end, en anden Stand, Ey som i disse dage; Ey slig, som Verden give kand, Med Schilsmis, Such og Klage, Ey saadan, som naar Vandet vill, Till Siælen hart indtrøche, Og ingen Verdens Raad er till At kunde sig undryche. Tj der det første Væ forgich, Paafulte Strax det Andet, Og dend forvirred Lychens Schich Har alting Sammen blandet. Men naar at dend beeg sorte Sky Begynder sig at Schille, Naar Jord og Himmel vorde Ny, Og alle Ting er Stille, Naar ævigt Guds Halleluja SIDE: 306 Opfylder alle Munde, Margrethe, merch, at tiden da Til anden Stand vil stunde! Da findis det, i nu har mist, Med høy forønsked glæde, Far vell, her er ey lenger frist Min Pen i blæch at væde. SIDE: 307 Salig og høilovlig Kong Christian den femtes Gravskrift Hør, Roskilds Domkirke! der findes nedsat Forinden din' Mure den dyreste Skat, Al Norrig og Dannemark haver. Der gjemmer de danske Monarcher sin' Ben Fra Vandring og Reiser blandt Marmor og Sten, Der skuer man Kongernes Graver. Da Skrifterne sattes det Datum udi: Et Tusend sex Hundrede niti til ni, Før Solen i Vegten indvandred, Den femte til tyvend' Augusti det vaar, Da skede til Hove Formørkelsens Aar, At Døden vor Konge forandred, En Konge høilovlig af Dyder og Savn, Som havde det femte til Christians Navn Med kongelig Titul og Ære. Af Oldenborg er hans Oprindelses Slegt Paa Fædrenes Side med høiste Respect, Al Verden det Vidne kan bære. Da dette vort Seculum kom i den Skik, At Tallet til sex og til fyrreti gik, Den femtend' Aprilis fremskinned, Da blev det hans christelig Fødelses-Dag, Paa hvilken den Herre til alles Behag Spæ-lemmet i Verden udtrinned. SIDE: 308 Hans Fader Kong Fredrik den tredie vaar, Hvis Rygte, Regjering, hvis Dyder end staar Indplantet i Børnenes Minde. Hans Moder høibaarne Sophia blev kaldt, Til hvilken det Tilnavn Amalia faldt, En Dronning og mægtig Førstinde. Imidlertid voxte den deilige Prins, Som Ceder oprinder paa Libanons Krins, I blomstrende Dyder og Ære, Indtil at hans Alder fik Stunder og Rom, At Aarene fire til tyve fremkom, Da gaves ham Kronen at bære. Hans Fader faldt af, bød Verden god Nat; Paa Faderens Trone blev Sønnen opsat, En mægtig regjerende Første, Som førte sit Scepter med Hæder og Flor; Blandt alle Monarcher, der hersker i Nord, Han billig maa kaldes den største. Naar man Potentaterne regner fra Dan, Var ingen for hannem, som Kronen tog an Paa saadan en ønskelig Maade: Hans salige Fader det efter sig lod, At Sønnen en Arve-Regenter opstod, Som absolut haver at raade. Den kronede Herre som skinnende Sol Forvalted sin' Riger og kongelig Stol I tredive Aar paa det næste. Han nød indtil Graven den glædelig Sjun, Tre deilige Prinser i Faders Paulun At skue til Rigernes Bedste. Udi hans Regjerings Indtrædelses Tid Opvakte vor' næste Naboer en Strid; Da bragte vor Herre tilveie, At Seieren faldt i Kong Christians Haand, Hvorover at Krigen blev tvungen i Baand, Enhver fik sin' Grænser at eie. Derefter indkom den velsignede Fred, SIDE: 309 Som haver nu holdet langsommelig ved, Gud ske Benedidels og Ære! Og tusende Tak ske vor christen Regent, Som laved, at Krigen fra Landet blev vendt, Den Kræft, der al Verden kan tære! - Men spør du, hvad Alder vor Konge fik se, Hans Aar var lidt over halvhundred og tre, Saa maatte han Iorden qvittere. Han efter sig levned en kronede Søn, Saa yndig, saa kyndig, saa fyndig, saa skjøn, Gud selver hans Krone formere! Pris være vor Herre, der gav os det Ljus, At skinne fremdeles i kongeligt Hus, Den menig' Almue til Bedste! Gud lægge dertil baade Hæder og Glans, Naar Tiden ei længer bevilger os Kans, I Himmerig siden at gjeste. SIDE: 310 Taarer og Trang, Jubel og Sang, det første beklageligt, det andet behageligt. I det ene frembæres en Sorg, fordi vi miste den, vi altid ønskede at beholde. I det andet frembæres en Fryd, fordi vi beholde den, vi ønsker aldrig at miste. Det er: Vemodighed over en Monarch, som Kronen har qvitteret, Høilovlig Ihukommelse Konning Christian den femte, Frimodighed over en Monarch, som Kronen er transporteret, Høibaarne Første og Herre, Konning Frederik den fjerde. Fremsat af PETTER DASS Anno 1700 d. 10 Ianuari. Hvad volder det, at Dannemark Og Norge fører Klage? Vedst du ei det? En stor Monarch Er falden disse Dage: Kong Christian, Guds dyre Mand, Guds uskatterlig Gave; Sligt nobelt Træ ei voxe kan I hver Mands Eng og Have. En klarer' Sol i tusend Aar Ei skinnet har i Norden; En dyrer' Skat, mens Verden staar, Ei findes kan paa Jorden. Regjere-, Lære-, Nære-Stand, Florered i hans Rige; Han dem forsjuned som en Mand, Det ved enhver at sige. Lad Bisper, Prester komme frem, Enhver som endnu lever! SIDE: 311 Hvor mange Hundred fik af dem Hans Kald og Konge-Brever! Hans Majestats Sigil og Haand Man fandt der under tegnet, Hvorved at Arons Sønners Aand Blev styrket vel og kvægnet. Leviten udi hans Tid stod Iført sit Messe-Klæde Og neied for den Altar-Fod Med hjertens Lyst og Glæde. Propheters Enker ogsaa nød Vor Konges Gunst og Gave; Han skaffed efter Mandens Død Den Del, de skulde have. Nu staar den geistlig Ordens Mand Med Øiet lagt i Klude; Kong Christian af Minde kan Ret aldrig lukkes ude. Han siger saa: Gud Kongens Sjæl I Himmerige glæde, Som os næst Gud forsørged vel Med Livs Ophold og Klæde! Ak! fromme Landsens Fader, ak! At vi dig skulde miste! Hvor tungt det i vor' Hjerter stak, Da du blev lagt i Kiste! O var her nogen Verdens Raad Fra Døden dig at tage, O kunde Presters Suk og Graad Dig hente nu tilbage, - Alt skuld' vor' Øien tvættes ud, Da var det ei formeget. Men se! hvo trætte kan mod Gud Om det, som er hans eget? - Den verdslig Stand og Magistrat Ei heller blev forglemmet. Hans kongelige Majestat Hjalp, at de blev forfremmet Til Brød, Bestilling og Offits; SIDE: 312 Enhver fik sit at raade, Alting blev sat i god Iustits Ved Guds og Kongens Naade. Det vidne kan den danske Lov, I hans Tid trykt er bleven; Hvad Politien har Behov, Det findes der beskreven. Hans norske Lov med største Fynd Staar og paa Rettens Stie; Thi var det baade Skam og Synd Vor Konges Pris at tie. - Og naar jeg mig nu vender om Til Borger og til Bunde, O hvad var Kongen mild og from Mod dennem mangelunde! Hvorvel hans Magt var absolut Og kunde, hvad han vilde, Dog lod han Tyngsler og Tribut Hel naadelig formilde. Sin' Undersaatters Nød og Trang Laa ham saa hart om Hjerte, At Landsens Smerte mangen Gang Var Kongens egen Smerte. Da Norge mangled Brød paa Dug Og slæbte tomme Punger, Da skiktes Skibe, fuld' af Rug, At stoppe Landsens Hunger. Sligt staar indprentet saare vel I den gemenes Minde, - O gid den salig Herres Sjæl Sin Løn hos Gud maa finde! - Skal Mars nu komme for en Dag Og tegnes i min' Skrifter, Da ved enhver om Kongens Sag Og mandelig' Bedrifter. Var det i Mark, var det i Felt Med Fienden Dyst at prøve, SIDE: 314 Da stod den uforfærdet Helt Saa modig som en Løve. Var det en Vold at storme til, En Fæstning at berende, Vor Danner-Konning sad ei stil, Men lod sin Prøve kjende. Lad Lante-Rygen sige det! Lad Vismar det forklare! Lad Skaane-Land kun vidne ret Og Sandhed aabenbare! De vel fornam, hvad i sit Skjold Den danske Kjæmpe førte, Den Tid man Donner, Blix og Skraal Af hans Kartover hørte. Spør Kalmar ad, hvor Piben sang Og hvad den Lunte gjorde, Den Tid den svenske Nøgel sprang, Saa Folket fløi fra Borde. Spør Bugten ad for Kjøge-By, Da Svenskens Orlogs-Skibe For Fyr og Flamme maatte fly Og ragte digt i Knibe. Da faldt i Danner-Kongens Vold En hob af de Fregatter, Der endnu ligger i Behold Ved Holmens Palizater. Jeg til min Konges Pris og Sir Vel mere kunde tegne; Men hvordan kan et Ark Papir Saa vidt Begreb indhegne? Om nogen foretage vil Den Handel ud at føre, Da vil der hele Bøger til, For man det kunde gjøre. Jeg finder mig og altfor let, Naar jeg mig selver maaler, SIDE: 315 Slig Potentaters Dyder ret At veie paa min' Skaaler. - Men lad os nu fra Gilgal gaa Til Bochim at spadsere: Hvorledes til nu monne staa Med os og andre flere? O Gud! o du retfærdig' Gud! Hvad har vi mod dig syndet, At du revst fra vor' Øien ud Den Sjæl, som hver Mand ynded? Vor Fader er os tagen fra Og flyttet af sit Sæde, - Hvorledes kan vi sige Ja Til nogen Verdsens Glæde? Vor Moder sidder indelukt, Vor Dronning blev en Enke; Ak! det var altfor sur en Frugt Saa from en Sjæl at skjænke! Hvor hart er det at bide paa Den Steg, der smager ilde! O at vor Gud i Naade maa Den beske Smag formilde! Saa kommer, Kvinder! kommer, Mænd! Saamange, som I kunne! Kom, hver en Husbond, hver en Svend, Kom, Adel, prest og Bunde! Bekjender, I har ilde gjort! Hvorfore Gud tillader, At fra vort Øie rykkes bort Den fromme Landsens Fader. Naar Gud et Folk maa piske saa, At Landsens Piller skjælver, Hvem skal man kaste Skylden paa Foruden paa sig selver? Naar Gud en Hjord adsprede vil, Og Faaret skal forsages, Da laves den Ulykke til, SIDE: 316 At Hyrden først borttages. O ve! vi fattig' Folk ei vaar Saa from en Hyrde værdig, Der stræved saa for sine Faar Og stod for dennem færdig. Enhver blev skikket Ret og Skjel, At ingen kunde klage; Det gik os Undersaatter vel I hans Regjerings Dage. Paa Landet var det godt at bo, I Staden smukt at være; Enhver besad sit Hus i Ro Og næred sig med Ære. Hvor tryg gik Bonden til sin Plog Og Hyrden til sin Hytte, Hvor tryg gik Fæ i Mark og Skog Og Kvinden med sin Bytte! Sabbathen nød sin Kirkefred, Og Presten sang sin Messe; I Fred gik hver Mand til sit Sted Og Smeden til sin Esse. Her gjordes ingen Vold og Ran; Hver raadde det, han ei'de; Gud lønne dig, Kong Christian! Du skaffed Fred og Leide. Thi vil vi sætte til dit Navn Udødelig' Bogstaver; Det vare skal, mens Kjøbenhavn Har Skandser, Vold og Graver. Det skinne skal i Dannemark, Saalænge Solen skinner, Saalænge Fisk er til i Park, Og Dag i Sky fremtrinner. Naar Sjælland fattes Eng og Plan Og Norge fattes Dale, Da skal man om Kong Christian Aflade først at tale. Høilovlig Helt, vor sidste Pligt Vi dig nu vil frembære SIDE: 317 Og dig med denne Klagedigt En dyb Valet forære. Dit salig' Lig har vel forskyldt De gamle Kongers Graver, Din salig' Sjæl er vel opfyldt Med alt det, Jesus haver. Thi tager vi nu slig Afsked Som andre sorgefulde, Som Jonathan, der gik og græd, Da David reise skulde. Vor danske David blev os ei Af Herren længer undet; Thi gik han bort al Verdens Vei, Der Tiden nu tilstunded. Han gik til Gud; vi blev igjen I disse Jammerdale. Al Trøstens Gud i Himmelen, Dit Arme Folk husvale! - Dog midt i største Traurighed Er det vor største Glæde, At Konge kom i Konges Sted Og Søn i Faders Sæde, En Søn, som er sin Fader lig: Kong Frederik den fjerde. Gud i det høie Himmerig! Din' Engle om ham gjerde! Du ham med Salomons Forstand Og Samsons Styrke pryde! Han som Guds egen Hjerte-Mand I Herren sig maa fryde! Vor Konges Aar du frem og frem I Naade selv forlænge! Al Verdens Skam paafalde dem, Som Kongen vil fortrænge! Og de, som sig mod hannem op Fortrædelig vil sætte, Ulykken dem fra Taa til Top Som Achabs Hus udslette! Giv Kongen et bestandig Hus! SIDE: 318 Lad hans Regjering lykkes! Sæt til hans Krone Glans og Ljus, Som aldrig kan udslykkes! At Dannemark og Cimber-Land Og Norges Bjerge-Toppe For Kongens Arve-Trone kan Som Hjort og Hind fremhoppe, Og kaste sig til Jorden ned, Saamange som de ere, Sin allerunderdanigst Ed I Guds Aasjun at svære. De sige skal endrægtelig: Her staar vi, dine Svende; Kong Frederik, vi lover dig Med Liv og Blod at tjene. Vi siger dig vor Huldskab til, Saalænge som vi leve; Hvo det svigagtig gjøre vil, Gud skal det af ham kræve. I Guds Paahør vi soret har, Og det bør ingen rygge; Thi under Guds og dit Forsvar Vi søger Skjul og Skygge, At Sandhed og Retfærdighed Hinanden maa omfavne, - Og hertil ønskes Jesu Fred, Gud, lad os den ei savne! SIDE: 319 Peders Graad Peders Raad, Fremskikket i Brønøens Sørge-Stue paa dend Dag da Qvinden, Den u-mistelig Matrone, Hæderlig, ære-, dyd- og Gudziret og af Folk velyndet Berette Sverdrup blef ved Hjælp af andres fødder, ledsaget fra husit til Kierkken og efterlat i sin grav, mætt af ære, og Manden, Den vell-øfvet og vell-prøfvet Guds Herold og tjenere velærværdig, hæderlig og høylærd Mag. Peder Bredal Blef i Selskab med andris Fødder ledsaget fra Kirken til Husit og efterlat i sit Kammer, mætt af Sorg, Under den Melodi: Den Siæl er værd at Prise, etc. Petter Dass. Peders Graad. Bort bort, ald verdens glæde! Hvor ofte skall Jeg træde Ind i Bethania, At drifvis till og fra! O Hiertens ægte mage, Skall du nu bæris ud! Skall jeg nu atter smage Den bæske skilsmis lud! SIDE: 320 Iblant alt andett goede, Som herren mig betroede, Vaar du min øyens lyst, Nest Gud min deel og trøst. Men Adam er ud-drefven Med hast af Paradiis, - Ah! Jeg er ogsaa blefven Hudflengt med samme Riis! Det er med mig tildraget, Som Eenlig Spurf paa taget, Som Rørdrum i den ørk, Som uglen i sit mørk, En hver kand gaa til sine Og sankis frydelig, - Jeg søger Efter mine, Men dett mislinger mig. Med Smerte maa ieg skue, Hvor mand gaar i min Stue, Og drager ud paa dør, Dett bæste mig tillhør, Min ven og husiss glæde, Som sof udi mit skiød, Som sad udi mit sæde, Og aad udaf mit brød. Jeg heller vill ombære Ald verdens godtz og ære End slig en ædel siæll Som hver mand yndte vell. Som viste sig at føye, SIDE: 321 Og fiire for en Vind, Vell gaar du fra mit øye Men aldrig fra mit sind. Job tabte sin' Kameler, Sit godtz og Eiendeeler, Det foer altsammen hen, Dog fich hand det igien, Men ieg nød ey den løche Som Job og andre mænd; Bortkommen er mit smøcke, Det er u-funden End. O Væ den, som er Eene! Hvor tung er alle steene, Hvor suur er alle vand, Hvor kiæd er alle land, Hvor langsom alle dage, Hvor mørk er hver en Vraa! For hvem kand den sig klage, Som Eenlig lefve maa. Hvo skall mig haanden byde? Hvo skall høy-sædett Pryde? Hvo skall nu med mig gaa, Min' tancher at bort slaa? Hvo skall mit huus opagte Med god forsiunlighed? Nu kand ieg først betragte, Min soll er gangen ned. O dersom ieg det viste, Jeg dig fra muld og kiste Till lifve fik igien, Min hjertens hulde ven; SIDE: 322 Jeg spared ey at hafve For dig ald Verdens trang, Alt skull' min fingre grafve, Till blod af nægle sprang. Vaar Guld og godtz fornøden, At løse dig fra døden Jeg satte strax i Pant Gaard, grund og hvad ieg fant, Og ville det ey strække, Jeg skulde hver en Klud, Ja Kiolen af mig Trække Indtill den bare hud. Men Ah! Hvad hjelper klage! Gud lod sit Riis ud-drage At piske mig paa ny. Hvor skall jeg for ham fly? Her gaar ieg som en fange Med half-forqvælet aand; Thi mig er tvende gange Paalagt Guds haarde baand! Peders Raad. O Bredal, Hjerte-Broder, Still dine taare-floder, Af bækken Jesus drak, Men hofvedet opstak; Dett bør dig og at dricke, Hvad Gud iskiencke vill; Du nægter Gud dett iche, Men tacher ham dertill. Du hafver trøsted andre; Thi bør dett dig at vandre I Guds frimodighed SIDE: 323 Og være vell tillfred, Her er en dag i vente, Naar hver kand fordre sit; Da skall med dobbelt Rente Dig ogsaa gifvis dit. Gud rygte fordum dage En qvinde ved en Plage Ifra sin Egen Præst, Som da blef hierteqvæst. Hand dog ey græde torde, Gud hannem dett forbød; En lønlig suk hand giorde For Gud som saae hans nød. Guds Mand blef ett exempel, En Gudtz ud-trygte stempel For dem der ere lius I Herrens Eget huus, At naar de føler smerte, Og Herren dem vill slaa, De med taalmodigt hjerte Sin faar kand foregaa. Den Gud, du monne dyrcke, Hand gifve dig sin styrcke. Hand gifve dig sin fred Og Jobs taalmodighed, Opbar du gode dager Af Herrens milde haand, De onde de nu tager Med en sagtmodig aand. I sorg vi søger glæde, I trængsel maa vi qvæde, SIDE: 324 I modgang være stærk, Det er Guds Præsters værk. Som de, der er bedrøfvet Men glæder sig i Gud Som de, der er berøfvet Men holder stadig ud. Guds ord er voris lychte; Hvad er her till at frychte? Her vexlis ondt og godt, Her biudis gunst og spott Men Gud som har i giemme Den bæste viin till sist, Hand skall dig ey forglemme, Forsickre dig dett vist. De Præster for os vaare, Brød mangen bratte baare, Leed mangen kummer stund Paa jordens onde grund. Dog maatte de dett taale, Till Gud forløsning gaf; De lefnett dig en Skaale, Som du nu dricker af. Hvad er her om at giøre, De mænd, som gich paa døre, Lod hilse dig og mig: Vi maa dem blive lig. Du veedst vell fremmed' giæste Paa Veyen har Bravat, Dog hafver de till bæste Hos Herren en Sabath. SIDE: 325 Vi maa vor troe bevise, Og midt i døden Prise Den Gud som slaar ihjell, Og Redder dog Vor Siæll, Ham vill jeg dig befalle Hand er dig huld og god, Ald trøstens Gud husvale Dit angergifven mod! SIDE: 326 Begravelses-Vise over Elisabet Larsdatter Naar Aarene sammen sig samle, Og Mennesken' bliver ældgamle, Da kan man med Billighed klage, At det er mishagelig' Dage. Mishageligt er det at leve, Naar at os Opsigelses-Breve Fra ganske Naturen forkyndes, Og alskens Vanhelse begyndes. Hvad er i det Hus til at gjøre, Hvor Hængslerne falder fra Døre, Hvor Stolperne bæver og raver Og ingen Bestandighed haver? Naar Binding og Bjelkerne brøster, Naar Taget og Væggerne ryster, Naar Naverne hældes til Støtter, Da er det paa Tid, at man flytter. O kunde vor Lisbet nu tale, Hun som er henlagt udi Dvale, SIDE: 327 Hun sandelig skulde fortælle Sin Alderdoms tusind Tilfælde: O dersom, min' Venner, I vidste, Hvad jeg, som nu ligger i Kiste, Hvad Iammer jeg Tid efter anden I Verden her haver udstanden! Til otteti Aar løb min' Dager, Men otteti tusinde Plager Mit skrøbelig' Legom omspænded, Før jeg dette Timelig' ended. Nu famlede Hænder og Fødder, Nu Hjertet af inderste Rødder, Nu fanged mit Hoved at hælde, Nu krympede Ryggen af Ælde. Nu sætte sig Sting i min Side, Ret ligesom den vilde slide Min' Lemmer i hundrede Stykke Og Helsen aldeles forrykke. Nu segnede Hænder og Arme, Nu rømte fra Blodet al Varme, At Legemet isned af Kulde, Som det havde ligget i Mulde. Nu laa jeg saa bibrend' som Løvet, Nu blev mig al Styrke berøvet, Jeg ønskede, Gud vilde givet Mig Døden langt heller end Livet. SIDE: 328 Med Døvhed blev Øret bebunden, I Hovedet Øinen' indsvunden, At Solen og Maanen blev mørke Og Vædsken forvandlet til Tørke. Nu feilede Tungen sit Mæle, Nu vilde Trangbrystighed kvæle, Min' ljuseste Stjerner blev domme, Min' Møller stod ledig og tomme. Hvor ofte blev Søvnen forstækket! Et Hanegal ofte mig vækked, Sølv-Snoren var ei til at finde, Jeg mener her Ungdommens Minde. Hvor ofte sad Døden paa Læbe, Ret ligesom han vilde dræbe! Hvor ofte henfaldt jeg i Svime, Som det var min yderste Time! Foruden alt andet, mig plagde, Stor Hjerte-Sorg Gud mig paalagde: Tre Preste-Mænd lod han mig give Og alle tre fra mig bortrive. Han lod af min Urtegaard plukke Sju Planter og alle saa smukke; Saa var min Husholdning ei andet End idel med Døden beblandet. Nu kan hver Retsindig vel tænke Om mig som en tredobbelt Enke, SIDE: 329 Hvor sure de Æbler har været, som jeg har i Verden fortæret. Tidt randt mig de Tanker isinde: Mon Gud føre Krig mod en Kvinde, Mon Gud vil, at alle hans Pile Igjennem mit Hjerte skal ile? Skal alle Guds sterkeste Strømme Mig slet over Hovedet svømme, Skal alle hans Vredes Vandvover I Hobetal skylle mig over? Men der det nu stod paa det værste, Kom Herren og gjorde det bedste, Det langsomme Fængsel opløste Og Vin i Vinkarret indøste. Den deilige Brudgom og smukke Ei vilde nu længer tillukke Sit Hjerte for den, som han elskte, Men Bruden betimelig frelste. Han saa mig elendige Kvinde, Hvorledes jeg muret var inde; Thi skynded han sig at fremstige Og ind gjennem Sprinkelet kige. Ieg laa der i sørgelig Maade Og raabte: Gud bedre, Gud raade! Da svared det kjærlige Hjerte: Ti stille, jeg ser vel din Smerte. SIDE: 330 Ieg svær ved min Troskab og Ære, At nu din Forløsning skal være. Saa kom han som Hjorten i Spranget, Med kjærligste Arme mig fanged. Han førte mig gjennem de Døre, Hvor jeg aldrig ganget har føre, Og ledde mig ind til de Steder, Som fuld er af tusinde Glæder. Der saa jeg de zirlige Gader, Der fandt jeg al Evigheds Fader, Der fik jeg den Ven at beskue, Mig redded af Trældommens Stue. Der fandt jeg ubodelig' Gjester, Der fandt jeg min' bortreiste Prester, Hvorover jeg ganske forglemte Den Pine, mig fordom beklemte. Før bar jeg en skrøbelig Bolig, Nu lever jeg hjertelig rolig; Al Ære ske Gud i det høie, Som redded sin Fange af Møie. Adieu, mine Rynker og Plager! Adieu, I mishagelig' Dager! Hvem andre I faar til at skrække Mig skal I herefter ei række. SIDE: 331 Gravskrift. Her har Matrone Lisabet, Af Sorrig, Sygdom, Dage mæt, Nedlagt sin' Ben til Hvile, Som, I det nok bevidne kan, I Iomfru-, Egte-, Enke-Stand Sin Vandel levde stille. I Trundhjem er hun lagt i Klud, Tre Presters egteviet Brud Paa Dolstad, Preste-Grunden; Ti Børn hun der til Verden bar; Tre lever end, men Resten har Hun nu alt for sig funden. Hun fristet har tre Enkers Kaar, Men sidst i to og tjuve Aar Med mangen Svagheds Klage. Nu er al Graad afvisket vel, Nu nyder først den salig Sjæl Hos Gud de bedste Dage. Taksigelse. Høi-fornemme smukke Venner, Ieg ei ved, hvor jeg aftjener Den Umage, Gunst og Flid, I har havt paa denne Tid. Hver af eder som en Broder Haver fulgt min gamle Moder Og hos hendes Leiersted Taget har en god Afsked. I har tænket paa de døde, I med Graad lod Øiet bløde; Gud betænke det igjen, Naar I gaar af Verden hen! Velærværdig Peder Strømmer, SIDE: 332 Du, saa som en Broder sømmer, Haver med en deilig Mund Øset Trøst af Skriftens Grund. Tak for det, jeg af dig hørte, Tak for hvert et Ord, du førte! Gid dig aldrig mangle Trøst, Du velsignet raabend' Røst, Som har om den salig Kvinde Skrevet Digt og Ære-Minde. Herren blandt sin' Helgens Tal Eder selv opskrive skal. Den Velgjerning, man frembærer, At man udi Støvet ærer En affalden Iesu Lem, Det i sin Tid stilles hjem. Intet udaf al Umage Bliver efter os tilbage Uden det, som ei kan dø, Naar vi selv er Støv og Hø. Det er ærlig Navn og Rygte, Det har ingen Død at frygte, Det er det, som I nu gav Min Vær-Moder i sin Grav. Mine Venner, jers Gemøtter Staar mig an som Marmorstøtter, Som formedelst Stadighed Af Forandring ikke ved. I saavel i Død som Live Uforandret mod mig blive; Naar det gaar mig sørgelig, Bærer I min Sorg med mig. Tak, Forældre, Brødre, Slegter, Tak for Kjærligheds Affecter! Lønne Gud hver i sin Stand, Hvad jeg ei belønne kan! SIDE: 333 Blomster strøede paa den ærlige, skikkelige og i Gud hensovede Ungersvend DANIEL PEDERSØN sin Grav, hvilken som et Guds deiligt blomstrende Græs rask opvoxede og hastig visnede i sin Alders 22 Aar 2de Maaneder og to Dager. Overlevende i deres Kors til Trøst forfattet af PETTER DASS. Hvi ser jeg, at der strømmer ned Paa vores Provstes Kinder Det vaade Vand saa salt og hed Og draabevis nedrinder? Hvi ser Guds Mand alvorlig ud? Hvad Sorg er ham tilføiet? Hvi gaar Provstinden med en Klud Og stedse tørrer Øiet? Jeg kan forstaa, som Rygtet gaar Det er af den Aarsage, Den Urt, i deres Have vaar, Er plukket af for fage. Der stod en Kvist og groede smukt, Og det var hver Mands Tanke, At man deraf en deilig Frugt Med Tiden kunde sanke. De hæderlig' Forældre vist Sig selv den Gisning gjorde, At den af Gud velsigned' Kvist Skuld' dem til Glæde vorde, SIDE: 334 Og til en Stav at blive dem Paa deres gamle Dage, Hvorved Forældres Hus og Hjem Sin Velstand kunde tage. Men ak, jeg skulde se, her var Nerblæst den unge Pode! Den Ympe visned altfor snar, Hvo skulde sligt formode? Her er saa mangt et fusket Træ, Som Øxen burde fælde; Det staar urørt i Ly og Læ Og tørres bort af Ælde, Mens Olje-Træet, hvoraf man Forhaabning kunde have At glæde baade Gud og Mand, Vil Ormen gjerne gnave; Det falmer tidt i Sommers Tid Og naar ei halve Dage. Snart kom den unge Dreng herhid, Snart maatte han bortdrage. Her gaar de gamle Folk igjen, Med Hjerte-Sorg besmertet; Den Søn kom dem af Øiet hen, Men aldrig ud af Hjertet, Helst saadan Søn, hvis Levnet vaar Med Lydighed opfyldet Og al hans Tid og Blomster-Aar Med Dyd og Tugt forgyldet, Som kunde sig hos stor' og smaa Saa tjenestagtig føie, At fremmed Folk ham og ansaa Med et velyndet Øie. Forundres man, den gamle Fa'r Og høi-bedrøvet Moder For saadan Søns Forlis jo har Udtonet Sørge-Noder? Der tabtes ved den enes Død Saameget hos de gamle, Om man dem til Erstatning bød SIDE: 335 Al Verdens Gods at samle, De gave det godvillig hen Og endda meget mere, Hvis Gud i Naade dem igjen Vil deres Søn levere. Men ak! hvad Blomster engang er Ved Herrens Hand afplukket, Gror ei paa Iorden mere her, Omskjønt man tigang sukked. De Døre, Gud har lukket til, Hvo kan dem aaben lade? Om man al Kunst anvende vil, Det kan dog intet bade. I hæderlig' Forældre to, Vil I mig begge høre, Lad Herrens Gjerning smukt bero! Alt godt, hvad Gud mon gjøre, I giver eders Amen med Og ved, at unge Poder Er værd at plantes paa den Sted, Hvor ei Vildbassen roder. Gud vidste vel, at eders Træ Var sat i saadan Have, Hvor Elementer, Storm og Sne Kund' støte det af Lave. Thi vilde han forflytte det, I bedre Grund at sætte, At ingen Torner og Uret Skal om hans Grener flette. I ved vel selv, at Paradis Bør fyldes op med Planter, Og at det er Guds Engels Vis Fra Verdens fire Kanter At samle Frugt og Hvede ind I Herrens Hus og Lade, At ei Ulykkens Storm og Vind Skal gjøre Sæden Skade. I ved, at eders Daniel Hans Navn det er: Guds Dommer; SIDE: 336 Guds Domme skal I lyde vel, Saa bliver Gud des frommer. Om og hos eder han et Skaar Har sat i eders Hjerte, Da skal han plastre dette Saar Og læge denne Smerte. Det er kun om en liden Tid, Det skal I selv befinde, At I med Fryd skal komme did, Hvor eders Søn er inde. Den I lod fare bort med Graad, Skal eder da forløste; Har man med Taare neder saad, Skal man med Glæde høste. I ved, det staar enhver Mand frit Et Laan igjen at fordre: Hvem vil da negte Herren sit, Naar han udskikker Ordre? Tilmed har Gud en Odels-Ret Til al den Iord og Eie, Hvormed vor Krop er sammensæt, Ham bør den første Leie. Gud gav, Gud tog, hans Navn ske Pris! I nu tilfælles haver Jer Søn med Gud i Paradis, Er det ei store Gaver? Om reiste skjønt det unge Blod Vel hastig, som I mener, Betænker, at en rasker Fod Ei lyster tælle Stener. Han snarer' til at vandre vaar, End som de gamle ere; En Vandring udi Blomster-Aar Den giver mindst Besvære. Beleiligst er om Sommers Tid, Man sig paa Reisen skynder, Før Alle Tuer bliver hvid Og Vinteren begynder. Sligt tænkte vores Daniel SIDE: 337 Thi vilde han ei tøve, Men vendte Verden Ryg og Hæl Og vilde Reisen prøve; Han tænkte saa: Er Veien lang, Velan, jo før jo bedre; Saa godt er nu som andengang At samles til min' Fædre. For nogle Aar til Spanien Og langs ad Norges Side Faldt Reisen for ham hid og hen, Og meget maatte lide, Befandt, at fremmed' Lande gav Kun idel Stræv og Møie Og ved Seiglads i spanske Hav En sønderreven Trøie. Thi syntes ham det bedste Gavn, Mens Evnen saa tillader, At sno sin Kaas og vende Stavn Hjem til sin bedste Fader. Der er han og velkommen bedst, Og Gud vil ham ei miste; Ei flere Reiser staar til Rest, For denne vær den sidste. Han kasted Anker paa den Sand, Hvor Skibet aldrig lændser; Saasnart han tren med Fod iland, Fant han der evig Grænser. Guds Engle ham geleided ind Til saadane Paladser, Hvor han for al Uveir og Vind Har funden trygge Pladser. Farvel min smukke Daniel, Nu staar du blant de største, Farvel og far mangfoldig vel, Jeg ser dig med det første. SIDE: 338 Krigen i Vigen Ridderlig udbragt og Redelig aflagt med Seyers-Kronen till Dend Ære-Dyderige, nu meget Him- melsalige Matrone BIRGITHE HENRICHS- DATTER, Som Tog Sin Sidste afsked med Ven- ner her ved Stedet, Men forefandt at have et bedre Bohave i Sig Selv i Himlene Her samles altid Had og Kiv Hos Brøndene du graver. Gud bode det! de Mara-Vand Er mig for bedsk at døye; Men troer dog vist, det Herren hand Et Træ deri skal føye! Rant de til min forfriskning hen, Da var de værd at love, Men skiøndt ieg vogner og igjen Skal legge mig at Sove, Saa minder mig de Dødsens bud Dend gamle Slanges brodde; Ach dæmpe dem, o Sterke Gud! Bryd af dends ægg og Odde! Gyd Vand i Graven til min tarv, Bland Vandet til min frelse! Og lad mig ey min Himmel-arv Forliise med min Helse! Du Død! mit Kjød, min hud og alt Lad blive dig til bytte, Men Siælen uden din gevalt Min Jesu Selv til Nytte! I Verden kom Jeg engang ind, Et gæstend Kræ at hvile En Natte-Stund, men flux gesvind Paa Dørren ud at iile. Min Sjæles Ro, mit Ønske-maal, Min varig Himmel-glæde SIDE: 340 Dend ventes nu ved Tro og Taal I Lammets Ære-Sæde. Tag alt I Venner, Seer dog her De svare Dødsens Bomme, Der skydes ud paa mig i Sær Ach! ach! de findes gromme! Jeg Spøtter ud det bare Blod! Min Kraft og Saft paa løbet! Dit Blod, o Jesu! raade bod, Hvorved Jeg dyrt er kjøbet! Hvort skal jeg hen? Min Syyn forgaar, Mit Maal og Mæle famler, Og Døden, Som her for mig staar, Sin' Skud og Kugler samler; Min Strid er skarp, Jeg taber. Vist! Min Vilkaar ere slette! Hvis ey du Søde Jesu Christ Mig hjelpe vil til rette! Er jeg skønt under Synden Soldt Og maa dends Sold udtaalde, Giv dog, for Hiertet bliver koldt, Jeg Troen maa beholde! Giv, at ieg kand i sidste Strid Erlange Seyers-Marken! Og tag min Siæl, din Due blid, Ind til dig Selv i Arken! Hvorlænge skal dend Svirre Saa? Hvorlænge? dog hvorlænge Skal dend sig ingen hvile faa, SIDE: 341 Som alle Vand paatrenge? Du Signed Selv og lodst dend ud I Verden først at jage, Tag dend nu Sist, o Sande Gud Din egen Brud tilbage! En Verden var mig ingen Løst, Jeg gjerne lod den være, Foruden dine Trøstes Brøst, Til dem stod min begiære; Du gafst i dem slig Himmel-Smag, Slig fyndig Saft at Sue, At jeg til dig og dine Slag Nu skynder som en Due. Nok længe frist Ægyptens Mørk, Hvor tit behøvtes Løcte! Nok gjennemvanket Verdens Ørk, Hvor Slanger var at frøcte! Mit Himmel-haab, mit Himmel-man' Var vell paa Jord at hædre, Dog selv at see det Canaan Er mig saa meget bedre. Reys da, min Siæl, reys skyndig hen Til disse Land og Havne, Faldt der din Høy-forønsked Ven, Din Jesu flux i Favne! Skøtt ey, det du forlade maa Dit jordisk Tælt og Taage, Gud klæder dig et bedre paa Ved Lammets Himmel-laage. SIDE: 342 I Verden her din meste løst At findes Jesu Datter, I døden her din beste trøst, At hand dig Selv omfatter; Hand fatter dig, du favner ham, Velsigned er I begge! Og saa blev Døden selv til Skam Med ald sin Odd og Egge. Christ unde hver i Sidste Strid Saa vell at stande Skreven Som du, min Sjæl! O, kommer hid, I Venner overbleven: Jeg ønsker Jer min Siste Fred, Naar Døden til Jer Skyder! Min Tro og min bestandighed Med alle Himmel-Dyder. Saa glad jeg nu min afsked tar Med Hierte-Mand og Frender, Saa godt et Vidne ieg nu har Af indste Hiertets ender, Samvittigheden og min Tro De Vidne nok saa klare, Det jeg fra Jer i Herrens Ro Fornøied kand henfare. Da ieg paa Jordens Slibrig grund Hos Eder gik og vanked, Jeg siger, i dend korte Stund Jeg ved, I lidet anked Paa hvilket, som der kundet mig Forrokke fra min Bane, En hver ieg lod forblive sig U-acted Verdens vane. SIDE: 343 At døe ieg ikke skræmes kand, En naadig Gud jeg finder, En bedre Stand, Et bedre Land End disse Alstens-tinder. Jeg skæmmes aldrig ved mit Liv, Jeg levde, Saa der høres: Gud give, saa mit Livs forbliv Som hendes, nu der føres! Til Eder, o min Æcte-ven, Min Melchior! O min kiære! Som Sidder efter mig igjen Med Alderdoms besvære, Til Eder, ja, min tunge maa, Saa vidt dend mægter, røres: Gud lægge Jer de Plaster paa, Som best fornøden gjøres! Tak for Vort kjærlig æcteskab, Det Baand vi ved var knytted, Jer Syntes skee det største tab, Da Jeg nu fra Jer fløtted, Fra Sengen ud, fra Laas og Bo, Brug Kirken til Jers Kone, Forund min Siæl sin salig' Ro Og lad Jers øyen skone! En liden Stund, et lidet Stræv For Eder er tilbage, Saa faar I Samme bud og brev Hen efter mig at drage, Med Kroppen til vort Samlings-huus, Med Siælen til Guds Knippe, Lad midlertid dog Ordets lius For Eder aldrig slippe! SIDE: 344 Rod-runden I, Som af mit Liv Nu Sørger Tvende Planter, Seer til, at I ved Guds forbliv Jers Levnet varlig skanter, I skanter, saa Jers Christne Sko Skal icke gaa paa Skeye! Saa faaer Vor Samled Himmel-Tro Selv Himmelen til eye. En Due fløy fort Fra Vigen og bort, Vor Melchiors Ven! Han sidder som Uglen bedrøvet igjen. Gud gifve fordrag! De samles snart begge forunder et Tag. SIDE: 345 Brydende Baarer Flydende Taarer De første Forrasket et uskyldigt Lif De sidste Bejamret en U-lykkelig Død Det er Skriftelig Underretning om den U-lykkelig tilfælde Da Bølgerne opslugede Den Edle og Discrete Unge Mand Reinholt Friderichs Legeme Paa Altar Fiorden imellem Hellisvig og Herøe Ao 1704 Fremsat af Peter Dass. Naar Veyret øser Hafvet op Og Hafvet øser Fraade Da bliver mangen deylig Krop Ned grafvet i det vaade, Det fant det Edle unge blod, Den Smukke Reinholt Tønder, Som mit i Bølgen lifvet lod Og Skiltes fra sin Bønder. Det aar mand Sytten Hundred skrev Og fire til blev tegnet, Og Sjuf til tyve Dage blev October indberegnet, Imellem Fougden Angels gaard, SIDE: 346 Som Hellisvigen heder, Og Herøe hvorpaa Kirken staar, De Helgelanske stæder, Vel mit udpaa den Altarfiord Da skeede den U-lykke, At folk og gods falt ud for Bord, Og Baaden slogs i Stykker. Vor Tønder op paa qvelfvet kom, Men timen var for haanden, Thi Bølgen snude qvelfvet om, Og strax opgaf hand aanden. Hand ragte Haanden fra sig ud, Men Redning kom forsilde; Neptuni hastig sendebud Det ey tilstæde vilde. Vor Amtmand Scheldrup som var med I Samme fær og følge; Men der hand var i nød besteed, Hjalp Gud han af dend bølge. Thi see der kom en redningsmand, Som drog ham i sin Slube. Gud reddet ham af Dødsens vand Som Lam af Ulvens strube; Og der at Manden saae sin graf Og fod ei kunde flytte, Mod ald Forhaabning Gud ham gav Hans liv saasom et bytte. Men Tønder sank til bunden ned, Og tang ham om sig svøbte. Gud gav ham der et leyerstæd, Med blodig Daab ham døbte. Ak! unge Blod du værdig var En bædre grav at hafve End at den Torsk paa bunden gaar, Din lemmer skulle gnafve, Du værdig var man skulle dig Paa Silkepuder legge, Og sætte Kroppen hæderlig Forinden muuret vegge; SIDE: 347 Du har forskylt dend jordefærd Som de velbaarne nyder; Din hastig skilsmis var vel værd, Mand tusind Taare gyder. Men nu maa du fornøyes med En Kiste, gjort af Tarre, Og Lagen udaf Tang bereed Omkring dit Hoved snare. Ak! at jeg har vært dig saa nær, Jeg Haanden kunde rekket, Og dig af slig bedrøfvet fær Af Dybet kunde trekket! Ak, at de fjæler i den Baad U-hugget hafde været, Og hver et Træ hafd endnu staaet Paa Roden u-fortæret! Ak, hafde baade Baad og Knæ I Stykker vaaren safvet Og aldrig meere noget træ Af Timmermænd tillavet! Ak! at dend brusend Altarfjord, Som paa dig uforskyldet Bedref det u-barmhiertig' Mord Med Torf og Steen var fyldet! Det var at ønske du den Dag Har lagt dig ned at sove I Hellisvigen under Tag Og ey paa Vandet vofve. Gid at du hafde lyddet ad Den dydefuld Matrone Som dig saa mange gange bad, Du Reysen vild forskaane, Men see her var nu ingen Bøn, Forhaling ey at vente; Aarsagen var Guds kiære Søn Dig straxen ville hente. Hand dig, som en nykommen giest Til bryllup har annammet, Før dend bestemte bryllupsfest SIDE: 348 Paa Jorden blev berammet. Du Dønnis Gods her efterloed Med lotter, lunde, leye, At dend som hertil hafde moed, Besidde kand og eye. Men hvad var det du tabte her! Du vandt tidobbelt meere, Gud loed Dig heele Himle der Til eyendom levere. Du for var Dønnes Adelsmand, Af Farbroder udkaaren. Nu blev du til det Hellig land Ved Jesum adels-baaren. Din ældste Broder gaf dig det, At hver mand nu kand sige: Vor Tønder har fuldkommet det Til Jesu Christi Rige! Af forrig gods gik Skatter ud, En aarlig Sum at yde; Nu haver du dit gods for Gud, Du frelst og qvit kand nyde. Det skal ey Tyve stiæle bort, Ey muul ey rust opæde, Og ingen skal dig til forkort Forflytte fra dit Sæde. Men hvad du har, det har du fast Ved Jesu Haand bebrefvet; Du byttet Standen med en hast Og har alt overstræbet. Du skyndet dig til Herren hen Igiennem vand og strømme, Dit nafn og rygte staar igien, Det bør enhver berømme. Det ey med Kroppen drukne skal, Ey qvælis i dend bølge, Ved Enden af vor Dagis Tal Da vil vi med dig følge. SIDE: 349 Over Cancellie Raad og President i Trundhiem Sal. Albert Angell Ao 1705 af Peter Dass. Ach Trundhiems Stad! Hvad er dig hændt Een stor Forliis og mangel, At du har tabt din Præsident, Velædle Albert Angell. Har du forliiset Sølv og Guld, Hvad var det til at anke, Der findis heele Bierge fuld Af røde Steen og blankke. Og dersom du forloret har Et Skiberom og andet, Slig varer er ey dyr og rar, Thi Furru groer i landet. Om dig paa Røroos kaaberverk Er kommen bort en Aare, Lad folket grave liige sterk, Saa skaffis raad derfore. Men der er kommen bort en Mand Af Qvalitet og Gaver, Mand hannem ey betale kand Med alt det Trundhiem haver; Hand gror ey paa din Furrutop, Ey graves af de Miiner, Ey heller kand hand veyes op Med det du har i Skriner. Du Trundhiem, fik et saadant Skaar, At det Forandring giver, En Præsident igien du faar, SIDE: 350 Men Albert det ey bliver. Hand vel af Angell bar et Navn, Dog ey med Angler krøgte, Men stod paa Meenig Borgers gavn Og deris bæste søgte. I løndom, Angul eller Vraa Sin Sager hand ey førte, Men lod enhver at viide faae, Hvad Stadens Gavn tilhørte. Raadhuuset siiger: hvor er den Her før sad Høyst i Sæde? Har hand sit Sæde flyttet hen? Det er mig ingen Glæde. Og Borgerskabet siiger saa: Vor Angell vi nu safner; Skal vi saa tit forandring faa, Det os saa lidet gafner. Hans Frænder og hans næste Slegt Væmodeligen sukker, At Gud een stor deel af Respect Fra den Familie plukker. Næst Gud, hand dem den beste vaar, Til hvilken de sig heldet; Thi bliver nu saamangen taar For Albert Angell fældet. Hans Qvinde, det uskyldig Blod, Hun kurrer som een Due: Den Skaale Gud mig skiænkke lod, Gaar over min Formue! Den driver stærkt som een forgift Og smager som een Galde, Den stikker indtil Hiertet stift, Af afmagt maa ieg falde. Som hand ved vext et hoved vaar Snart høyer end som andre, Saa føyet Gud ham høye kaar Paa Lykkes Triin at vandre: Høy Mand af vext, høy Mand af Stand, Anseet af høyfornemme, SIDE: 351 Thi Lykken og Naturen kand En Mand ret snart forfremme. Men see! den Folket ynder vel, Er og af Gud velyndet. Det var aarsagen at hans Siæl Saa hastig herfra skyndet At Gud, som ham paa Jorderig Saa meget got lod nyde, Vil nu hans Salig Siæl hos sig Med dobbelt ære pryde, At hand, som nu qvitteret har Sit Huus og alle sine, Og giort sin sidste Regning klar Ved Jesu Død og Pine, Nu leve skal een gieldfri Mand Og aldrig kræves meere Og blive siden i dend Stand, Hvor hand med andre fleere Fornøyelig begynde skal Sit Jubelaar med Ære! Og i den store Frydens Sahl Til ævig Tiid at være! Saa Lefv min Angell frydelig I din Indkomne hvile! Raadhuusets byrde skal ey dig Her efter overiile; Dig skal og ey for Over-Ræt Paaføres ny Processer; De forig Ting er alt forgiæt, Dig ingen meere presser. Din beste deel har huus hos Gud, Din ringste deel har Støvet, Men begge ved Bassunens Liud Skal samlis uberøvet. Thi Jorden skaffe skal igien, Hvad Jorden er leverit, Naar Jorden sampt og Himmelen Med alle blir casserit. Hvad under Solen bliver lagt, SIDE: 352 Er fra din Gang og Veye, Hvad over Solen er i Pragt, Er dig til Arf og Eye. Fra Folkets Øyne skiltis du, Men ey fra Herrens Øye; Hvad folk ey seer, det seer du nu: Gud Herren i det Høye! Mand siger: at det favert er I Trundhiem til at hvile: Du fik een faver Jordefær, Derpaa jeg ey vil tvile. Din Himmelfær langt favrer vaar, Thi den tid folk fremtrinte Sortklæde bag din Liige-Baar, Da stod din Siæl og skinte; Da de med Graad udbar dit Lig, Stod du i høyste Glæde, Du sang og sprang i Himmerig, Da de tog paa at græde. Da Præsten lod paa hellig Stæd Dit Testament opregne, At Hustru, Folk og Svogre med For din Skyld tog at blegne, Da var din Siæl saa smuk at see Som Præst i hvide klæder, Saa hvid og reen saasom den Snee Af luften nys nedtræder. For Resten slutter jeg om dig, Du nu har saadan dage, At hvis de kaar forundis mig, Da har jeg ey at klage. Bekommer jeg det, du nu har, Da naar jeg min begiære; Ack at den Dag maa komme snar, Vi kunde sammen være! Dit har du faaet; naar jeg faaer mit, Det staar i Herrens Hænder; Een hver fornøyes bør med sit, Far vel! jeg talen ender. SIDE: 353 Melodi: Far, Verden, far vel. Hvad er det for sky, Hvad er det for Mørk', som paafalder vor By? Hvi lader vor Venner sin Luger opslaa, For alle Vinduer opskuvet at staa? Er det ey for Angell, vor Stads Præsident, Een Mand vel Bekiendt? Tilforne var hand Vor Borgeris Hoved og ypperste Mand, Af Herren forordnet, af Kongen indsat Til Værdighed, Ære, til Stand og til Stat. Men nu blev vor Angell en Engel for Gud, Saa vel faldt det ud. Hand Rætten besad Blant Folket i Trundhiem og skillet dem ad. Nu blir hand selv stefnet for høyeste Ræt, Hvor Herren var Præses, der Rætten blev sætt. Men Jesus tog Sagen og vandt den for ham, Det hellig Guds Lam. Her blev en Protest Indlagt udaf Sathan og Døden dernest; Men begge fra Rætten afvistis med Spot. Guds Søn gik imellem og giorde det got. Afsigten saa lyder, Vor Angell er fri. Guds Lam stod ham bi. SIDE: 354 Strax Dommen var læst, Da stod i beredskab Guds Vogner og Hest, Som hændtede Siælen til Himmelen hen; Men Kroppen, som Kaaben, blev liggend igien. Mand holdte for den een Begiengelsis Fest Med Guds Ord og Prest. Vor Angell er nu Fra Øynene kommen, men ey fra vor huu, Thi Rygtet skal lefve langt over hans Liif Og blomstris langt efter at Kroppen er stif, De frommis Hukommelse blive skal ved I Tusinde Leed. Her lever igien En Sørgefuld Hustru, som græder sin ven. Een Abraham fordum sin Sara begrov. Men Sara vor Søster nu haver behov At skikke Begravelsis Brever fra sig For Abrahams liig. Vor Sara skal dog Betænkke det Navn i Ebræiske Sprog Betyder Førstinde, thi skal hun ogsaa Ret som en Førstinde frimodelig staa Og være fornøyet med Herrens behag Paa Drøvelsens dag. Det falder vel hart, At Sara til Mara forandris saa snart, Gud har dog et Elim til Israel giemt, SIDE: 355 Naar Venner forsamlis, er sorgen forglemt. I finder omsider med Glæde for vist Den I haver mist. Guds Gunst og Miskund Opvaagner, omskiønt det end dyrer een Stund. Een Debora skal paa det sidste med Roe Fornøyelig under sit palmetræ boe, Guds Due skal kurre, men kun til een Tid. Gud være jer blid! Een Søster og Brud, Hun vender i Haabet sin Øyne til Gud. Og tænker: Har Herren forkortet min Løst, Da har hand og magt at forøge min Trøst; Thi sommer og vinter, med Dag og med Nat, I Guds haand er sat. Betænker jers Gavn, Optager Guds Kalk og velsigner hans Navn, Saa skal I fornemme, Gud bliver dend Mand, Der vil sig antage Jers eenlige Stand. Til Glæde for Eders Bedrøvede Siæl. Far, Sara! far vel! Far Sara! far vel! SIDE: 356 En udflyttet Mand, En ombytted Stand, fremviist, da Dend høyactbare oc høyfornemme Mand, Seigr PEDER CHRISTOPHERSØN BROCH Fordum Kongl: May.ts Velbestalter Foget ofver Helgelands Lehn blef af Nor-Herøe Huus udført til Sør-Herøe Kirche indført og Paa Legemetz Vegne Jorden levered. Peter Dass. At skrifve Vers om døde Liig, Som føres hen til grafven, Dend Skick er nu saa brugelig, Som Sjæle-sang hos Pafven; Naar mand af huus er baaren hen, Da bliver hans bedrifter Forgyldet strax ved andres pen I mange vers og skrifter; Men kunde mand med pen og blech, Og vers paa vers at skrive, Indjage døden saadan skrech At hand lod af at rifve, Da var Poetens verch en Konst, Berømt for alle gaver. Men ach! mod døden er omsonst Alt hvad mand giør og lafver. Det viser ud vor Peder Broch, SIDE: 357 Hvis lefnet, nafn og dyder Hos alle mand er kundbar noch, Og som en Elf udflyder; O! Kunde Jeg med Riim og dict Opvecke ham af Sanden, Jeg skrev, om det var mueligt, Til hiernen brast af panden; Men, O min Broch, Seer Jeg ey dig I denne verden mere, Saa skal Jeg dog dit døde liig Med Taarer balsamere. Mit Øye skal det heede vand, Mit hierte dybe Suche For din skyld øse, mens de kand, Til Gud mit lius vil sluche. Dit lefned var mig yndelig, Gemytted dobbelt mere, Vor Herre Self velsigne dig; For mig og andre flere! Paa Helgeland En Mand af stand Du var hos os i lifve, En helgen i det hellig land Du skal herefter blifve. En herre du paa Herøe var, En Herrens ven du lefde, Med ære du din tid og aar For brød og næring stræfde, Nor Hærøe gaf dig brød og sveed, Sør Herøe søfn og hvile; Thi flytted du fra sted til sted, Fra Nor til Søer at Iile, Paa Herøe, saasom Herrens Øe Mand Herrens Tempel skuer, Der staar dit Tempel som et høe Der visner paa de Tuer, Men hvor det visner, eller ey Da visner ey dit rycte. Det skinner her paa hver en vey Som lius i gylden lycte; SIDE: 358 Jeg skaffe skal vel hundred prof Og tusind om mand tyckis, Udi hvis mund Per Brochis lof Beblomstris og besmychis. Spør Bonden ad, hand veed det vel, Hvad gielder, hand skal sige; Gud glæde gammel Fougdens Siæl I Himmerigis Rige! Ved Tredev Aar hand skatten lod Paa Kongens vegne kræfve, Og dem, som paa restantzen stoed, Hand ei for hart loed stræfve, Hand var mod de forarmed from, Det vises kand blant andet, At i hans tid der icke kom En Sergient i landet, Som skatten udi Bondens boe Affordred ved vurdering; Ney Bonden nød i roe sin koe Og slap for slig besværing. Det gich i hans tid, ligesom I Bibelen staar skrefvet: I landet ingen Krigsfolch kom, Mens Elisæus lefved, Jeg veed, at ofver Brochis død Skal mangen Husmand græde; Thi mangen i sin hungers nød Fick af hans brød at æde, De loved, naar de borget ud, De skulle det clarere. Men hvad formaar en skallet hud? Et Nul og intet mere. Betaling, før paa Jesu Dag, Hand icke kunde vente; Hand vidste vel, at vederlag Ei var hos dem at hente. Hand vidste vel, det trygger var At gifve, end at tage, Og hvad hos Gud paa Rente staar, SIDE: 359 Skal Summen med sig drage. Hand tenkte, hielp, mens du har tid, Før glasset ud er runden, I grafven, naar du kommer did, Der ligger haanden bunden. Thi sucher mangen fattig lem, At Broch er fra dem refved, De ville gierne, hand hos dem I hundret Aar hafd levet; Heel ilde lefvet hafver dend, Hvis skilsmis ingen safner, Tag kroppen bort, hvad er igjen? En stanch, som intet gafner. Men Broch sit liv fremdraget har Blant lave folch og høye, At da mand ham af huset bar, Da randt der mangt et øye. Nu, Broch, du fik et Brochet huus, Det haver døden voldet; Men Gud har i sit ævig lius Et huus dig forbeholdet. Et huus foruden hænder bygt, Hvis murer ey nedslagis; Og de, der boer, bær ingen fryct, At de paa dør udjagis. Hvad verden for dig Brochet i, Det fik hun self at tære; Du slap af hendis snarer fri, Gud være lof og ære! Dit legem fandt sin hvilested, Dit rycte sin' Herolder, Din siæl een ævig salighed, Din uven skam og skraalder, Din siæl hos Gud, dit minde her, Din krop i muld og Kiste, En hver bekom det deris er, Og ingen sit vil miste. Spør mand hvad førde Broch herfra? Hvad loed hand efterblive? SIDE: 360 Da hand drog bort, hvad fant hand da? Kand du mig det beskrive? En Reen samvittighed med sig Hand herfra monne tage; Et nafn, som er udødelig, Blef efter ham tilbage. En Ærestand hand for sig fandt, Og dend har ingen Ende See der nu har jeg sagt dig sandt Paa dine spørsmaal Trende. Men fritter mand ved spørsmaal ud, Hvad er her tabt og vunden? Broch tabte folch, men vandt en Gud, For jord er himmel funden, Spør mand, er Brochis synd betalt, Er her gaad dom i sagen? Jeg svarer ja, Guds Søn har alt Dend handel paa sig tagen. Tre ting skal Broch herefter skee En søvn paa rolig øre, En ærefuld opstandelse, En dom med lyst at høre. Imidlertid vil Jeg dig Gud Min smuche Broch befale, Jeg troer med først post og bud At komme dig i tale. Grav-Skrift. Her har Per Broch, den brave Mand, Sit Hoved lagt paa Puden. I Senjen var hans Fødsels Land. Der blev hand lagt i Kluden. Hos folk af høy anseelig Nafn Hand i sin Ungdom tiente, Saa drog han ned til Kiøbenhafn, Sin løkke der at vente. Hand blev der af Hans Mayestet SIDE: 361 Den naade foredragen, At hand paa kongelig Caret Til een Laquei blev tagen. Hand siden her paa Helgeland Bestallit blev at være Een Foget og Bestillingsmand, Til Guds og Kongens ære. Den Helgelandske Jorde-Bog Forvalted hand saa lenge, Indtil at Gud den sidste Krog For Lifsens Dør lod stænge. Hans Ægteskab med Maren Falch Blev prydet med en Pode. Som ærlig mand, ey som en Skalk Hand her iblant os bode. Tre snese Aar og siuf der til Hand her i verden stridde; I Kisten ligger Kroppen stil, Men Rygted vanker viide. Far vel Per Broch! Far ævig vel, Vi skal snart til dig vandre! Gud glæde nu saa vist din Siæl, Som du har glædet andre! Haf tak af os, og Løn af Gud For hver den dag og Tiime, Du gik iblant os ind og ud! Det kand jeg om dig riime. SIDE: 416 Mit Reyse-Tøy Som skal ligge i Beredskab paa den Dag, jeg skal reise av Ægypten og sætte min Food paa Bredden Ved det Røde Hav, at ieg kand Komme ved Guds kraft uskad igien naar Havet tager til at aabnis. Melodie: Velkommen salig Pintze Dag etc. af Peter Dass Alstahoug d. 7 Febr.: Ao 1701. O! Iesu Christ, sand Mand og Gud! Som satte til en blodig Huud Paa Korsens Træ for mig i Pant Og stride til din Aand udrandt. Haleluja! Jeg beder dig, forlad mig ey, Naar jeg skal gaa den lange Vey, At jeg kand dennem slippe fri, Som gangen er paa Røveri. Haleluja! SIDE: 417 Ieg veed det er saa mørk en dal, Den ieg igiennem vandre skal, Til med er Veyen ubekandt, Gud trøste mig saa visst og sandt. Haleluja! Var der saa som i Kongers Huus, Hvor hvert et Vindu har et Lius, Hvor alle Lykter tændte staar, Hvad var da til at grue for? Haleluja! O! ney, det vil ey gaae saa glat, Thi see Den stolte Goliat Er alt paa Marken gangen ud At trodse med sit grumme Spiud. Haleluja! Hand staar der med sin Morder-Stang, Og vil mig giøre Veyen trang, See hand er sterk, og ieg er svag, Gud størke mig paa Stridens Dag. Haleluja! Skal her paa Herrens grønne Vold Nu fægtis mod det grumme Trold See til den lille David da, At hand med Spot ey gaaer derfra. Haleluja! Det er, o Gud! din egen Strid, Ieg paa mig selv slaar ingen Lid, Ieg kand umuelig slippe fri SIDE: 418 Hvis du ey târ en Haand der i. Haleluja! Her vil og udj denne Krig Adskilligt ondt indsnige sig, Den Dievel, som en Fristermand Vil giøre sit, alt hvad han kand. Den Kæmpe var os aldrig god, Staa ham o Jesu! selv imod! Du veedst, hvor dyrt jeg kosted dig Lad Hannem ey forraske mig. Ved skarpe Sværd hand ey kand døe; Thi Jernet er for ham som høe. Men Gud dit Ord er ret det Sværd, Der giøre skal den Gast forfærd. Lad Ordet fæstis i min Mund, Din Trøst fæst i Mit Hiertis Grund, Din Aand opliuse lad mit Sind, Saa gaaer jeg ey paa Veyen blind. Lad komme saa, hvad komme vil, Mit Reyse-Tøy er lavet til, Mit Skilsmis-Brev alt skrevet er. Imellem mig og Verden her. I Brevet staar der skrevet saa: Gak, siiger Gud, saa vil jeg gaae; Men Verden gak du bag mig vek, Og staa der i din Synd og Drek. SIDE: 419 Paa Bierget jeg opstige vil, Du Verden staa her uden til Saa som en bunden Asen Krop, Mens jeg til Herren reiser op. Hvad Gods og Midler kommer ved Det Gud til .......... Sved Ieg takker Gud for stort og lit Ieg takker, naar jeg blir det qvit. Ved Guds Forsiun jeg fik et Brød, Hvor vel at nogle det fortrød: Gud lad det rekke til min Grav! Gif siden, hvem du vilt deraf. Skal jeg forlade Huus og Boe, Ieg lever lige glad og froe. Et Huus paa smukke Sted er bygt Der leve mand vil nok saa trygt. Det Huus jeg hertil holder i, Er aldrig Storm og Draabe fri, Ieg lappet har saa tit derpaa, Men kand dog ingen Bedring faae. Saa glad jeg gik ad Dørren ind, Saa glad gaar jeg med samme Sind Af Dørren ud, og tar Afskeed, Thi ieg er ganske keed derved. Og de som høyt bekymrer sig At nyde Brødet etter mig, SIDE: 420 Lad mig faae Gud, lad dem faa det Saa har enhver naaed sit Forsæt. Lad dem sin anger bytte frit, Gud har til mig udbyttet mit: Ieg frem for dem, i hvor det gaar Den beste Lod til Eye faaer. Skal jeg min Qvinde skilles fra, Gid hun fra Gud ey skillis da, Naar hun bær største Sorg for mig, Gif hende største Trøst i dig. Vel ønsked jeg, om Ønske galt! Om det ey Gud imod var talt, At hun og jeg paa denne Grund End sammen blev en liden Stund. Men see! Hvad duer Ønske til? Ieg løbe maa, naar Herren vil, Og naar jeg løbet har mit Maal Skienk hende da din ledske-Skaal! Naar hun sig finder hielpeløs, Som Iis om hendis Hierte frøøs Du Gud est den forfaren Mand, Der kaalde Hierter varme kand. Nu har jeg læset Eder for Ald den Indhold i Brevet staar Har du, o Gud! behag til mig, Kald naar du vilt, ieg følger dig. SIDE: 421 Men siiger du, tøv end en stund Da styrk min Haand, min Aand og Mund, Ieg paa mit Kald saa giver agt, At jeg forsømmer ey min Vagt. Ieg Garnet kand udstrekke saa, At jeg kand mange Fiske faae, Ieg meener Siæle, som med mig Opfylde skal Guds Himmerig. Gud klare selv mit Regenskab, Saa vil jeg med Aminadab Paa den frivillig Vogn opstaa, Og Gud for Reysen raade maa. Og naar jeg i mit Kald og Stand Har giort saa ret jeg giøre kand, Og Tiiden minder mig her fra, Sa siunger jeg Haleluja, Haleluja! SIDE: 422 Peter Dass til sine Sognefolk Mine Elskelig' Tilhører, Og kjære kirke-Faar! I mig den ære gjører Og ey min Sang forsmaaer! Jeg beeder broderlig I dette vil annamme Til troeskabs pant af mig. Jeg er en Mand af alder Og ved ey, hvilken Tiid Naar min Gud mig henkalder Og vil mig føre did, Der mine Formænd er, Maaske Gud ey behøver Min tjenest' længer her. Maaskee Gud vil saa have, At jeg skal føres af Den kjortel og den krave, Min Gud mig fordum gav, Den jeg iføred stod Da Menighedens Engel Mig Preste-vie lod. Det er en lang stund siiden Jeg fik min kjortel paa, Den slides nu med tiiden, SIDE: 423 Mit legem ligesaa. Mit kar er gjort af leer; Hvo veed hvor snart det brækker, Og en forandring skeer. Jeg veed vel at den Sommer Ey vare kan altiid, En vinter engang kommer Og vil mig farve hviid. Jeg seer mit Mandeltræe Begynder alt at knoppes, Min styrke gaaer paa knæe. Thi vil jeg færdig skrive Mit sidste Testament, Som efter mig skal blive Naar jeg til støv er vendt, Deraf I dømme kand At jeg ved Herrens Naade Bortdøer en christen Mand. Jeg først min tak frembærer, O store Gud! til dig! Jeg priiser dig og ærer At du udvalgde mig At være din levit For mine Børn og Slægter Dit navn forkynde fritt. Hvad er jeg arme synder, At Gud var mig saa god: At han saa vel mig ynder Og haver mig betroed: SIDE: 425 Saa stort et ære-pund! O! jeg er meget ringer' End ald min Guds Miskund! Du gav mig kald og rente, Med meget godt opfyldt. Jeg kunde det ei vente, Thi hvad har jeg forskyldt? Jeg er uværdig slet. Det er o Gud din Naade, Ey min forskyldte Ret. Om alle mine lemmer Var fuld af iidel sang Om jeg saa høyt istemmer At det i skyen klang, Ja sang den dag og natt, Jeg kunde ey betale, O Gud, din Naades Skatt! See: Skal jeg ret fortælle Fra mine ungdoms-aar, Hvad skjæbne og tilfælde Mig da for haanden var: Jeg kan da andet ey End i Forundring falde Om Guds huusholdnings vey. Sex aar omtrent at regne Ifra min Fødsels Tiid Tog lykken til at blegne Og blev mig saa ubliid. Min Fader fra mig faldt, Min Moder sad en Enke, Paa Venner da det galdt. SIDE: 426 Hos Moderen at tøve Det længer ey tog lau Jeg derfor maatte prøve, Hvad fremmed' huuse gav; Jeg svævet hid og did Alt under andres Naade; Saa løb min ungdoms tiid. Den tiid var guld og pænge Mig ikke til besvær; Jeg derfor maatte trænge At laane her og der; Jeg greb i fikken tit, Men kunde der ey finde en blaffert eller hvid. Paa Laden jeg erfared Der smukke bøger laae Mig eyeren strax svared: Skaf penge, skal du faae! Jeg hværken gods ey arv Fandt efter Salig Fader Til min Studerings tarv. Altiid var tomt i lommen, Og Sorg var i min hu; En skilling var kjærkommen Ja som en daler nu! Jeg skifted selv mit boe, Paa ryggen bar min kappe, Paa fødder reven skoe. SIDE: 427 Jeg siiden mange dage Med kappen maatte gaae, Og den taalmodig drage Til jeg fik kjortel paa. Men dersom nogen spør: Hvad fulgte med den kjortel? Et brød foruden smør. Ti jeg som Jacob tjente Foruden løn og gavn, Fik andet ey til rente End blotte preste-navn. Indtægt jeg ikke nød, Men som en anden bonde Arbeyded for mit brød. Tie aar jeg hos en anden En tjeners tjener var, Tit flød mig sveed af panden, Fast eene byrden bar. Men siiden hjalp mig Gud, Mine trængselsaar fik ende, Og jeg blev reddet ud. Da 10 aar var rønte, Da faldt min Formand fra, Hvad Mennisken ey lønte, Det Gud belønte da: Min sorg jeg saa forvandt, Og det jeg længe søgde, Ved Herrens hielp jeg fandt. SIDE: 428 Gud gjorde endog meere, End nogen tiid jeg bad Han lod mit kald formeere, Gav kald paa kald i rad. Der sju aar løbe om Da blev jeg Sogne-herre I Meyers Sted og rum. Her seer man Herrens Gjærning Er hannem til gefal: Tit skee kan at en tærning Paa brettet løber gal; Den løber af og til, Men paa det sidste falder, Som Gud det have vil. Det er vel værd at agte Da jeg var uden brød: Gud middel selv opvakte, At jeg leed ingen Nød: Gud sørged for mit huus, Der trød ey Meel i krukken Og olie i Mit Kruus. Høy- og velæred Venner, I Faar af Christi Flok! Jeg Guds uværdig tjener, Veed eders villie nok: Om Gud imod ey var, I gjærne ønske ville Mig liv af hundre aar. SIDE: 429 Men see, hvad kan det gavne? Langt liv gjør lang fortræd! Om I mig skulde savne, Gud er dog i mit stæd. Han haver mand paa gang, Der efter mine dage Skal sjunge Zions Sang. Om jeg i dødsens dvale End tier ganske stil, Guds hane skal dog gale, Mens kirken bliver til. Elias reyser hen, Og Elisæus kommer Udi hans sted igjen. Det Prestekald jeg haver, Er af beskaffenhed Som laaned gods og gaver, Man sig maa skille ved: Naar Eyermanden Sit Igjen af mig vil fordre, Hvad kan da kaldes mit? Herfra med mine Fædre Jeg eengang reyse bør, Det kald er dem langt bedre End det de havde før; Saa staar og mit til Rest: Naar bort er længe fristed, Da bliver hjemme best. SIDE: 430 O Gud, som har din Kirke Grundfæst paa denne stæd! Du selv alt got udvirke Iblant din Meenighed! At de her i dit Huus Maa stedse for dig vandre Og følge ordets lius! Lad Sandheds kilde flyde, At ingen stopper den! Lad folkene og nyde En Sand Gudsfrygt igjen. Lad lykkes Jesu Navn, At Sulamith maa tage Sin Salomon i favn! Naar du neg bort vil rykke, Giv Hyrde, som kan staae I gabet mod ulykke, Og hvad der kommer paa! Giv Mand, som med god agt Paa Zions faste muure Kan troelig holde vagt! Gud Selv vort land forskaane Fra all ulykkes vind! Lad axet faa sin krone, Lad bygget moes trind! Giv spiir paa bondens rug, Giv topp paa bondens havre, Giv brød paa bondens dug! SIDE: 431 Lad Kvæg og gjede-flokke, Formeeres Kruld af Kruld! Lad Faaret bære lokke, Og væderen sin uld! Lad græss og urter groe, Lad Hest paa Stalden trives samt hvær Mands Kalv og Koe. Lad Fiskeren opfinde Den grund, hvor Torsken staaer, Sit brød dermed at vinde, At han ey nøgen gaaer; Hjelp falden Mand paa fod, At den sig ud kan løse, Der før gjældbunden stod! Vor Synd-Talent afskrive, Stryg all restancen ud! At Helgeland maa blive Et helligt land for Gud! O Christe Frelsermand! Lad alle bange Sjele Husvales ved din haand! Min Sjel jeg nu vil bøye Til Gud, som alt formaaer, Han seer mig med sit øye Og hjelper, hvor det gaaer. Kom, Jesu! naar du vilt! At jeg med dig kan følge, Saa er alt vel bestilt. SIDE: 432 Peder Dasses Klage-Sang udi hans 6 aars langvarige Sygdom En Krop, opfylt med gruus og steen, Har tusind gange breck og meen; Jeg troer den ey med Pen og Fier Ud skrives kand saa som den er. Jeg har hos mig befundet det, Jeg er af piine trætt og mætt. Jeg ønsker tit all verdens vey: Jeg ønsker døden, døer dog ey. Hvad Byrde, som mig er omspendt, Er Gud alvidende bekjændt, En anden til og fra kan gaa: Men jeg er den, der piines maa. Det Best hvær dag for ploven gaaer Har tusind gange bedre kaar; Udstaaer det dagens slæb og sved, Saa har det dog om natten fred. Men jeg maa piines dag og stund, Om natten faar jeg ey en blund, Mit liv vil revne midt i to, Hvorledes skal jeg nyde ro? SIDE: 433 Skal jeg en draabe af mig faae, Det er, som aanden ud vil gaae, Ret ligesom en Syl og Kniv Stod midt igjennem Lem og Liv. I 6 aar har jeg været svag, Og aldrig haft en rolig dag. Forløs mig nu, min Fromme Gud, Det syuend' aar af fængslet ud! Hver syvend' Dag er en Sabbath, Min Sag giør klar, O Jesu! at Jeg for all møye engang maae en salig tiime hos dig faae. Jeg din Discipel har behov, At jeg af skolen faaer forlov, Skarp skolemester du har vært, Men Gud ske lov for hver en snert! Har jeg, o Gud, fortørnet dig, Saa har du nu hudflenget mig, At jeg er om og om bespent Og faaer den løn jeg har fortient. Men hvad for Løn, hvad er det alt Mod det der blive bør betalt. I Pinen jo ti tusind Aar Til Gjelds Afløsning ey forslaaer. Men naar jeg hen til andre ser, Som er af samme malm og ler, SIDE: 435 Da synes deres lidelse Slet intet mod min bræk og væ. Hver tykkes have nok i sit Men hvor det gaaer, saa har jeg mit Udveyet i qvintin og lod Og dobbelt fremfor andre faaed. Ja mange mellem sig har spurt: Hvad mon den arme mand har gjort, At han saa piines dag og nat, Er andre til exempel sat? Er ingen i det heele land Saa grov en syndere som han? Saa bliver spot til skade lagt Og mange domme fældt og sagt. Dog, hvor med andres domme gaar, Min sygdom har de samme kaar; Om himmel, jord, om land og vey Mig ynke vil, det hielper ei. Min Qvinde, som vel tusend gang Har hørt min suk og jammersang, Ved neppelig paa hvilcken sted Hun være vil for yncksomhed. Min Søn og Datter og enhver Af Søskende og Slegtninger Har seet, hvad suk og modig graad Jeg her i Verden har udstaaed. SIDE: 436 Og om min piine fattes prov Og flere skudsmaal har behov, Spørg hver en Fjæl samt Nøgletræd Som er udi mit sengestæd. Spørg bjelkerne i Huuset er, Spørg Vægger, Naver, Tag og Spær, Spørg bord og bænke, de skal dig Fortælle, hvor det er med mig. En barne-fødsel er vel stræng For qvinden i sin barselseng; Men naar hun fostered har fød, Har hun forvundet all sin Nød. Men jeg har baared hidindtil Det foster, som mig dræbe vil, I 6 aar har jeg baaret det, Ti maa jeg engang blive trett. O Gud, all verdens Frelsermand som alle ting forandre kan, Forandre du min Sorg, min Nød! Til livet eller salig død.