Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 .... Intet kunde meer more mig, jeg var betaget af en sygelig Længsel, en Uroe og Sørgmodighed, selv de skjønneste Operaer, den meest fortryllende Musik gik mig tabt eller ogsaa hørte jeg den med hiin Følelse, som i det mindste er beslægtet den hvormed Forbryderen betragter den skjønne Verden førend han skal forlade den, for at gaae en mørk, taagefyldt imøde. Vinteren 1831 besøgte jeg min Søster i Markedet. Vi bleve budne til Sch.s, [fotnotemerke] der skulde nogle Faae, blandt dem han, hørte jeg til min glade Forskrækkelse. Han kom lidt senere end os; han dansede vel, men ikke med mig; overhovedet viste han mig ikke ringeste Opmærksomhed. Han var vel munter, men synes mig, det var ingen sand [Glæde] , den var overdreven og havde et Anstrøg af Barnagtighed. Fru M [anthey] bad mig meget at følge med Adolphine til et lidet Selskab hos hende et Par Dage efter, hvor der skulde danses. Aldrig havde jeg modtaget Indby- delsen, af mange vægtige Grunde, -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- Men -- han skulde der -- og Fristelsen var for stor. Dagen kom. Den sorte Silkekjole, en rød Rose med Lilliecon- valler. Haaret bar jeg dengang løst afskaaren og krøllet over hele Hovedet; maaske har det tilsammentaget seet for phantastisk ud til at Folk, om de end vare mindre critiske end ham, ikke skulde opholdt sig derover: han skal ogsaa i den Anledning ikke have blevet mig sin Deel skyldig, hvilket senere kom mig for Øre og naturligviis gjorde mig ondt, uden at jeg kunde vredes derover. -- Fotnote: Schmith, Fru Colbans Forældre. SIDE: 2 Jeg dansede ikke med ham, men i Engelskdandsen tryk- kede han 1 Par Gange let Haanden da han greb den i Kjæden (!) hvilket under lykkeligere Aspecter vilde have henrykt mig, men nu gik mig nær. Den anden Dag, erindrer jeg, var jeg dybt nedstemt. Jeg følte mig ganske ulykkelig og græd de bittreste Taarer som vel nogensinde haabløs Kjerlighed kunde udgyde. Dog endnu mere den qvælende Frygt at man for sin Opofrelse og uagtet den mest aarvaagne Forsigtighed, maaskee var Gjen- stand for hans Sarcasmer eller maaskee værre, Ringeagt. Den Gang var jeg langt ulykkelige [re] end nu, omendskjøndt jeg har ligesaalidt Haab som da; jeg veed at jeg havde hans Agtelse, en kostbar Skat, det eneste Vrag, jeg har reddet af mit Livs Skibbrud. [fotnotemerke] Dog jeg maa fortsætte; jo længere frem i Tiden, jo lysere og venligere Skin er der udbredt over mine Sammentræf med ham, og jo heller dvæler Erindringen ved dem. Sommeren nærmede sig nu, men jeg glædede mig ikke til den, ja i intet fandt jeg nogen Glæde, undtagen hvad der angik ham. H [anna] Herre døde denne Sommer og jeg erindrer jeg misundte hende at hendes Kiste hvilede paa hans Skuldre. Mig undrer at hun ikke levede op igjen! Om Høsten var jeg paa Moss [fotnotemerke] , det vil sige min synlige Deel -- min Siel, mine Tanker vare omtrent 7 Mile derfra. Med hvilken Uroe og Utaalmodighed længtedes jeg ikke efter Ch [ristiani] a omendskjøndt jeg tvivlede om at faae ham at see. Strax efter min Hjemkomst blev jeg syg. Jeg havde længe ventet at en saadan Qval som Længsel og utilfredsstillede Øn- sker, Haabløshed og Adskillelsen fra min Afgud daglig foraar- sagede mig maatte undergrave min Sundhed. Fra Midten af Sep. til Nov. tog Sygdommen til; da jeg nu bedredes tog Fader endelig til et kraftigt Befordringsmiddel: at modtage H [erre] s Ind- bydelse og sende mig til Byen. Den 20de Nov. ankom jeg Fotnote: Lad mig heller her efter 50 Aars Forløb fra hin Trældomstid sætte min egen Agtelse istædet! Fotnote: Far, Mor og jeg besøgte de rige Fami [li] er Chrysties, Mors Slægt; David Ch. paa det deilige Refsnæs. SIDE: 3 her, og skrantede indtil Juul; da blev jeg brav. Han havde dengang ikke Omgang i Huset. Desto større var min -- (jeg har intet Navn da det var Composition af mange forskjellige Følelser) -- da man fortalte mig at han var indbuden til Juleaften. Jeg havde lovet mig hjemme, men ved gjentagne indstændige Anmodninger af alle Auberts maatte jeg gaae. Ikke engang til han kom, torde jeg blive. Hvor besynderlig høitidelig Stuen forekom mig ved min Hjemkomst, jeg indsugede begjerlig den Luft hvori han havde aandet. Nytaarsaften kom. Et Bud fra Mantheys indviterede mig om Formiddagen, og uden at erindre hvilken Dag det var, tak- kede jeg. Mad. Herre sendte siden et Afbud for mig da jeg erindrede at jeg havde lovet mig hjemme, men L [udvig] kom strax med en temmelig truende Mine og vilde nøde mig til at komme. Om Aftenen var jeg allerede paaklædt, den nye broderede Klædes- kjole skulde glimre, da en Banken paa begge Døre og siden en Stemme der paa et Spørgsmaal svarede: "Aa, jeg har været saa elændig!" hvilken jeg med Hjertebanken opfangede gjen- nem Nøglehullet, betog mig min Lyst til at gaae i Selskab. Jeg var færdig og maatte nu ind -- dog fik jeg Mad. H. med. Han stod midt paa Gulvet, og har han dengang ikke mærket min Forvirring, har han aldrig senere gjort det. Paa et Spørgs- maal af H [erre] svarede jeg neppe tydeligt. Jeg blev bestormet med Bønner om at blive; han skulde læse for; jeg vaklede; han bad paa sin egne Maneer, ogsaa -- og jeg blev! Vi placerede os nu rundt om det store Bord, jeg ligeoverfor i Sophaen, og han læste. Jeg lukkede sommetider Øjnene for igjen ved at aabne dem at overbevise mig om at det ikke var nogen Drøm at jeg hørte hans Stemme og saae hans blomst- rende Træk der nu ved den Bevægelse Læsningen satte ham i og i den klare Belysning straalede usædvanligen. Vi saae Alle paa ham, ved et eller andet vigtigt Sted, men det lod som om han genertes ved mine Øjekast, thi 2 -- 3 Gange kastede han et hurtigt Blik over Bogen, et Lynglimt lig, som afholdt mig fremtidig. Jeg var mindre forknyt og keitet end jeg i den senere Tid i hans Nærværelse har været. Frygt for at han SIDE: 4 og de Andre kunde have fattet Mistanke, og den utrættelige Omhyggelighed for at undgaae selv Skinnet der kunde bestyrke denne Mistanke, lagde et saadant Baand paa mig der mange Gange var mig utaaleligt. Den Gave, man har roest mig for, at kunne give træffende og hurtige Svar, havde jeg ganske tabt, til min usigelige Bedrøvelse bagefter. Enhver god Tanke om jeg saa maae sige (da ingen skal komme til at forarge sig der- over) blev strax opslugt af det graadige Uhyre: min Indbild- ning at han vilde troe det var for at gjøre mig til, eller med andre O [rd] coquettere lidt for ham. [fotnotemerke] Derfor indsluttede jeg Alt hvad jeg ellers vilde have talt om, havde han ikke været der, og gav kun paa Spørgsmaale til mig intet eller høist et bag- vendt Svar. [fotnotemerke] Atter blev jeg inviteret til M [antheys] . Han skulde der imod al Forventning, da Omgangen var afbrudt mellem dem. W [ilhel] m. M. havde gjort ham Visite?! -- Den første Dands sad jeg over da jeg kom sent. Jeg sadt siden ved Vinduet, ved høire Side Bordet med Lys, da Welh. nærmede sig og nu udspandt sig den første ordentlige Con- versation jeg nogensinde havde havt med ham. Den angik hovedsagelig Tegning og Malerie for hvilke Ting han som jeg ivrig interesserer sig; heraf tog jeg Anledning til at spørge efter et passende Kobber eller Steentryk for Mad. Herre. Han tilbød sig strax at udsøge Noget. Strax efter blev jeg engageret til en Dands, som jeg lovede uden at erindre at Wilh. M. havde faaet Løfte paa den. Denne kom nu og jeg var nødt til at sige W. dette, hvorpaa han svarede med en sand polisk Mine for ei at bruge et strængere Ord: "Nu, saa faaer De vælge mellem os to," og jeg i min Betuttelse ganske ligefrem svarede, "Ja, det maae blive M." Bagefter følede jeg hvor rigtigt jeg skulde have sagt: "Her kan jo ikke være Tale om noget Valg, mine Herrer kjender Ballovene saavel som jeg." -- Da jeg Fotnote: En sørgelig Taktik ligeoverfor en Natur som hans! Se Colletts Lignelse om Løven der sønderriver Silkespindet. Fotnote: Jeg kunde skrive en Bog om disse ubarmhjertig kvalte Repliker, netop beregnet paa ham. SIDE: 5 den 22de gik til Auberts, mødte vi ham; han kom den Aften ikke til H [erre] s! Den 23de Januar kom han om Aftenen. Der blev talt om det M.-ske Selskab hvori jeg erindrer han sagde han havde moret sig "umenneskelig godt". Engang jeg var ude havde han berømt min Lethed at dandse med. Den 25de gik jeg til A.-s endskjøndt jeg vidste at han kom da; han hilsede synes mig noget negligeant da jeg kom hjem om Aftenen. Var han stødt? Da han gik længer ned i Stuen fik han Leilighed til at hvidske angaaende Kobberet noget som vi Dagen forud havde seet hos Cappelen. Han kom den 24de og spurgte om vi vilde see Cappelens Kobbere saa skulde han komme Dagen efter og hente os K1. 11. Vi gik da i det værste Føre derop hvor jeg tilbragte en af mine behageligste Timer, hvortil rime- ligviis hans velsignede Nærhed mere bidrog end Nydelse af en af mine Yndlingsfornøielser. Saa tjenstagtig og forekom- mende som her, har jeg skjælden seet ham; han var utrættelig i at trække frem og forklare og, maae jeg tilstaae, til mig, isærdeleshed. Vi vare endnu ikke komne overens om noget, men da Mad. H. meget beundrede Mazeppa, sagde jeg ham om Aftenen for at gjøre den lille tête à tête saa kort og lidet paafaldende som mueligt, og gjøre Ende paa min Ængstelighed og Forvirring, som den hviskende Tone havde sat mig i, at jeg havde bestemt mig til at tage M [azeppa] ændskjønt jeg hørte at Prisen oversteg den af Fader bevilgede Summa. Jeg maatte bestemme mig: og jeg betalte siden gjerne de 16 Spd. Over- skud af mine egne Penge. [fotnotemerke] Den 26de om Aftenen blev der bragt mig et Brev; jeg sad i den røde Sopha hos Mad. H. Udskriften anbefalede det just ikke, men ved det første Blik paa Underskriften, forraadede min pludselige og voldsomme Farveskiftning hende en usæd- vanlig Bevægelse. -- Ikke det Skrevnes Indhold, thi det kunde jo blot angaae hin Sag, altsaa her uvedkommende, men Skrift- trækkene, den flydende Stiil, og nu Underskriften, jeg veed det er fra ham -- hans Haand har hvilet paa dette Papir Fotnote: De pragtfulde Mazeppabilleder kostede 40 Spd., blev senere solgt paa Familiens Auction. SIDE: 6 hans Øie forfulgt Bogstaverne, giver det sin uendelige Værd for mig, som altid er nyt naar jeg kaster Øinene paa det. Det skjønne fine Papir, som nu rigtignok af den megen Læsen neppe hænger sammen, og den violette Oblat som jeg med et underligt Anfald af Appetit strax fortærte -- hans Anmodning om skriftligt Svar, selv det lille "ærbødigst" som rigtignok var skjødesløst skrevet, men kunde dog være udeladt -- forstod jeg i min Nøisomhed at suge nogen Honning af. -- Jeg lod ham mundtlig give mit Svar ved Os [car] da jeg af visse Grunde fandt det urigtigt eller bedre uklogt at sende et skriftligt -- mindst paa den foreslaaede Maade. Hvad der ellers forefaldt mellem os hiin Vinter vil blive for vidtløftigt at forklare en detail; han var meget ofte [hos Herre] , især om Søndagene. Ak hine lykkelige Aftener glemmer jeg aldrig; den skingrende Portklokke var Musik i mine Øren, thi den bebudede hans Komme naar gjerne vi andre havde danset lidt. Han var rigtignok ret op- mærksom mod mig, men denne var ogsaa paa hans Maneer, den havde aldeles intet cavallermæssigt Anstrøg, hvorved den for mig havde des mere Værd, troer jeg. Han fortalte os hos C -- at han var kommet ind i Lyceet med 11 Stemmers Over- vegt. Her var nu et nyt Foreeningsted for mig. Endskjøndt jeg ikke torde tilregne min Person det, førte Tilfældet eller mit Følge ham altid i min Nærhed, saaledes ved Conserterne, og saaledes ved det sidste Bal i Lyceet. Det var det første Bal der, han var paa; jeg var meget lykkelig den Aften: da jeg stod og lænede mig til Hjørnet af Nichen bøiede han plud- selig sit Ansigt med den Bøn: at maatte danse Borddansen med mig. Jeg var engagert. Jeg havde dengang ikke det Mod at fornegte min første Engageur; desuden vilde jeg ikke belade min Samvittighed med mere saadant Bedragerie den Aften. Hvor glad, hvor henrykt var jeg ikke siden, isærdeleshed i hiin Borddands; min Sidedame Frøken Wolff ogsaa, af samme Grund vist, omendskjønt hendes Glæde var af en anden, en roligere Natur. Hun var ogsaa meget koldere. En egen smertelig Medlidenhed griber mig, naar jeg tænker mig hine smilende, henrykkende Øieblikke, hine Øieblikke da jeg følte at jeg var SIDE: 7 ung og munter, og berusede mig med Haabets Nectar, og nu -- i Følelsen af at jeg aldrig vil blive det, hvor mørkt, hvor tomt og ensomt! Taarer! blot bittre Taarer! og hun nu, tæn- ker vist ogsaa tilbage paa den Aften, den Arme! paa Ruinerne af hendes nedstyrtede Forhaabninger, ak! saadanne Forhaab- ninger, der engang ville knuse mig i Faldet [fotnotemerke] . -- I Cottillonen sad han ligeoverfor mig; da han 1ste Gang skulde danse tog han mig op, det var Vals, men den begyndte at gaae galt, hvilket var hans Skyld da han ikke er ret stiv i Takten naar der valses; ikke desmindre slap han mig næsten midt paa Gulvet, at jeg maatte selv søge min Plads. Mange ubehagelige Dage fulgte denne Aften, men da han lykkeligviis ikke stod i Forbindelse hermed, bar jeg Vægten af dem taale- ligere, og maae jeg sige: med megen Selvfornægtelse. Paasken rykkede nu nærmere og med den min Hjemreise. Paaskeaften -- jeg sad just temmelig alvorlig ved Efterretning om min Onkels Død ved Vinduet, da en Banken paa den store Stue Dør bragte mit Hjerte meget sympathetisk til at banke. Min Anelse bedrog mig heller ikke. Han kom strax ind i Spisestuen. I Anledning af den Dags Nyhed blev han bragt til at tale om mine Fættere og han yttrede sig meget ufordeelagtig om en af dem [fotnotemerke] . Paa mig gjorde dette et ubehageligt Indtryk (at han vilde i min Nærværelse gjøre det) omendskjønt jeg troer at en mere dristig haabende Elskerinde, og besjelet af mere Selvtil- lid, vilde i mit Sted have holdt det for et godt Tegn. Strax derpaa fortalte han, at han havde faaet Blomster i sine Vin- duer, Roser og Reseda, som oplivede Stuen da den var saa stor og mørk, at "der maatte Kone og Børn til saadanne Væ- relser," hvilken Yttring, saa underlig den gjennemfoer mig, ikke havde kundet støde, af saadanne Læber, men ved Cl.s Udskri- gen af disse Ord med den Forvandskning "W. længes efter o. s. v." maae han have været blevet ligesaa flau som jeg. -- Fotnote: Dengang forlovet med min Fætter Johan Aubert, den elsk [v] ærdigste [af] alle Brødrene, der samme Aar døde. Fotnote: Den af disse Fættere, som man maaske ikke ganske uden Grund, vilde sige optraadte som Elsker. SIDE: 8 Ved Aftenbordet geraadede han i en temmelig alvorlig Disput med Mad. Herre angaaende de danske Bønders Livegenskab, som først, hvilket han paastod, i den sidste Deel af det 18. Aarhundrede var afkastet. Han gav nogle faae men stærke Skildringer af Livegenskabets Væsen, og tillige fremsatte den danske Bondes Sløvhed og Trælsind som Grund til at et saa for Menneskeheden vanærende Aag ikke var bleven før afka- stet. -- Han opstillede i Modsætning den norske Bondes "Stiv- hed, Stolthed, Frihedssind", "han er besjelet af en Oppositions- aand", at man aldrig saaledes vilde have kunnet bøie ham. Jeg bifaldt ikke allene aldeles hans Mening, men endnu mere at han saa frimodig vilde fremføre den, omendskjønt jeg vel vid- ste at Udladelser i den Materie, om nok saa moderate og sandfærdige, blive meget ilde optagne. Dette var nu ogsaa Til- fældet, og i den Grad, at Prostitution nødvendig blev en Følge, saa meget mere, da Uvidenhed var med i Spillet. Jeg vil ikke nøiere følge Samtalens Løb; men saa meget er vist at jeg var høist tilfreds med den passende Tone, den Rolighed han mod- satte sin Contrapart. Efter Bordet betragtede han med megen Fornøielse som det lod, Cl -- s Uldbroderie i Rammen. Han var i det Hele meget stiklende mod hende. Med megen Af- gjørenhed benægtede han Noget, der var for sandt til at ødsle nogen Modsigelse paa (omtrent som om man vil nægte at man har sin Næse endnu). Ikke desmindre udtømte Cl -- [fotnotemerke] sin Veltalenhed for at bevisliggjøre det Modsatte. Hun spillede nu et brillant Stykke. Men W. var den uopmærksomste Tilhører, saa stor Elsker han end er af Musik. Skridende op og ned ad Gulvet indlod han sig i høirøstet Passiar med B -- g, som jeg syntes han paa sin Side drev med mere Ivrighed end nød- vendig, for, saa lod det til, med Flid at vise hende saa ringe Opmærksomhed som mueligt. -- Man bad mig nu endelig at synge eller spille, og endskjøndt høist nødig, valgte jeg dog det sidste, da jeg ventede i ethvert Tilfælde at have samme Skjæbne som hende. Jeg tog Ouverturen til "den Stumme" og see! han nærmede sig og sadte sig mellem Døren og Pianoet Fotnote: Formodentlig senere Fru Colban. SIDE: 9 og hørte i en meget opmærksom Stilling til fra Begyndelsen til Enden. Jeg spillede elendigt! men han var saa alvorlig. -- Saadanne Øjeblikke ere farlige! Han gik nu -- og efterlod mig ene som hans Forsvarerinde. Hvor god var min Villie! Ak hvor tungt ikke at kunne, at maatte bringe i Udøvelse; jeg spadserede derfor op og ned for desbedre at kunne vise mig neutral. -- Nu kom da endelig den sidste Dag som jeg saae ham denne lykkelige Vinter -- ja jeg kan i Sandhed sige lyk- kelige; mit Udvortes vidnede ogsaa om et mere tilfreds Indre, og jeg bragte hjem med mig foruden Kindens Fylde og Rødme, en Munterhed og Livlighed, der vist er mig naturlig -- en Overrest af min Barndoms oversprudlende Liv som i hine 4 sørgelig tilbragte Aar vel gav Plads for en fuldkommen Ned- slagenhed, Tungsindighed, Forknyttelse, eller hvad jeg ellers skal kalde det, men dog ikke blev aldeles qvælet. Saaledes gjenvinder jeg Aar for Aar mere den Rolighed og Værdighed, der hindrer hiin utidige Forknyttelse, jo mere min Karakteer faar en bestemt Retning, og mit Ophold i Chris [tians] feldt taber sin skadelige Indflydelse. Altsaa en Dag af Paaske, den 2den hvis jeg husker ret, vare vi Alle paa H -- C.'s Indvitation først hos J -- F., der- næst paa et Museum, endelig paa Fæstningen at faae see Kro- ningsregalierne. Her kunde vi neppe, som jeg troer først gav Anledning til disses Fremvisning, faae trengt os gjennem den uhyre Folketrængsel. Tilsidst strømmede Mængden til Pavil- lonen i Palaishaugen for at see Malerierne. Ikke længe havde jeg været der før jeg blandt de mange Hundreder hørte hans Stemme. Han holdt sig bestandig i min Nærhed, henvendte sig ofte directe til mig, og var paa den ringeste Yttring, den være meget fattig og tilbageholden, saa opmærksom, at han saagar paa en vis Maade, til min For- undring lod sig lede af min Dom, idet jeg engang for Ex. ved Betragtningen af noget Smørerie en af Byens Damer havde opstillet der, angav min Mening ved en svag Latter, hvorved hans først kom til Udbrud. Vi gik nu, og jeg saa ham den- gang ikke mere. Sommeren forgik nu ret afvexlende; her var SIDE: 10 bestandig Fremmede, den ene løste den anden af. Min Cou- sine [fotnotemerke] var hos mig 1 Par Maaneder og var saa -- , som jeg skjel- den har seet hende. Hendes Munterhed gav dog for nogen Tid Plads for den voldsomme Sorg, som Broderens uventede og høist sørgelige Dødsfald indgjød hende. Efter hendes Hjem- reise var Fader i Byen og bragte med fra Auberts en Invita- tion til mig at tilbringe de 3de Uger indtil Onkle kom som da vilde optage min Plads. Efter endnu en formeligere og meget hjertelig Indbydelse fra Jacobine reiste jeg da ind med C -- O. Da vi kom i Nærheden af den nye Broe mødte vi Bernhard H [erre] som ved at see mig blev meget overrasket. Han gav sin Glæde Luft i voldsomme Yttringer som kun et saa skrækkeligt passioneret Sind som hans kunde frembringe, han var pludselig dødbleg ved mit Syn. Hvormeget jeg end kan have at udsætte paa hans Opførsel undertiden, hvormeget end, især tidligere, han med sin alt for lidenskabelige Hengivenhed har ængstet og bedrøvet mig, saa har dog hans senere Opfør- sel noksom beviist et skjældent, et mærkeligt Træk i hans Karacteer. Et saadant Exempel paa Opofrelse, at han af yder- ste Evne anstrenger sig at oppuste Tilbøieligheden imellem En som han elsker og hans kjereste Ven (en Tilbøielighed der desværre kun fra en Side ikke behøver at oppustes) at gjøre det til sit Ønskes Formaal at see de som han forguder, lykkelige i hinandens Besiddelse, og selv resignere -- der har saa ofte lagt i hans Hentydninger at han under mig ingen an- den end ham -- Sandelig, man maae forbauses over et saa- dant Træk, og Synd er det, stor Synd at saadanne ere for- krøplede ved en saa forkeert Opdragelse. Vist er det, at man maa tilskrive Haabløshed, Styrke til saaledes at handle. Aldrig glemmer jeg ham dog -- Erindringen om de Ubehageligheder han før har voldt mig, vil tabe sig, men Mindet om hans varme og opofrende Hengivenhed vil jeg aldrig glemme. Den 21. Dec. "Her i Nattens Rolighed mit Hjerte, Glad sin sidste Tanke ofrer Dig -- -- -- " Fotnote: Julie Aubert. SIDE: 11 Mange Aftener, naar Alt er stille, har jeg vidmet til disse Erindringer -- omendskjøndt der neppe er en Time paa Da- gen uden jeg beskjæftiger mig med ham, gjennemlever i Tan- kerne hine deels lykkelige eller bedrøvede Øjeblikke, indtil de mindste Details, saa er det dog som de faae mere Liv, ved at ordne dem, og give dem Ord. Og alligevel er det mangen- gang, som jeg selv undselig over saadanne Tilstaaelser, neppe tør lade Pennen nedskrive dem, men Tanken at Ingen, Ingen skal vanhellige disse Blade med sit Øie, aldrig nogen mere skal kjende min Svaghed, ak som jeg saa ofte ivrer imod, giver mig Mod, og jeg vil betroe Papiret Alt. -- Altsaa til A.'s var jeg kommen. Her kom han nu ikke, og jeg havde altsaa lidet Haab om at faae ham at see. Saameget mere da Forholdet maatte være nu saa fremmet og spændt da Uenigheden mellem ham og H [enri] k var kommen til Udbrud, især var Forbittrelsen fra hans Side stor. Altsaa havde jeg ikke meget trøstende Udsigter -- og alligevel har jeg neppe nogengang ved mine Besøg i C. været saa tilfreds som denne; det er under saadanne Omstændigheder man kan dømme om man bliver søgt, hvis hverken Tilfældet eller jeg begunstigede noget Møde -- (det sidste behøvede jeg ikke engang at tilføie). Hos H [erre] s kom han jo alligevel hver Søndag, og omendskjøndt jeg saa ofte saae ham, var der dog neppe en Gang uden jeg følte mig ligesom nedtrykt af en knusende Vægt, som vel blev fremkaldt ved de stive, opmærksomme Iagttagere: Bevidstheden hos mig selv, og den evige Angst for Mistanke, hos ham. Jeg blev buden til et lille Selskab hos H.s, der skulde roe om Formiddagen ud til Ladegaardsøen og tilbringe Dagen der. At han skulde der vidste jeg. Man ventede paa ham noget; da han kom stod jeg i Kjøkkenet, han studsede lidet syntes mig; derpaa gik det nedad; Herrerne slentrede foran [fotnotemerke] . Da vi Damer kom efter stod han paa Land; min Forvirring over at vide mig maaskee udsat for hans Blik var saa stor at jeg neppe kunde stige sikkert i Baaden. Han valgte dog sin Plads saa- Fotnote: Jeg husker hvad jeg havde paa den Dag. En klar hvid Dragt med guldvirket Belte, en meget stor fin Straahat, med paillegule Baand. SIDE: 12 ledes at han blev A. -- s og min Vis à Vis. Dette generte mig saa at jeg drog min store Schweizerhat ned i Øinene og var jammerlig forknyt og taus. Endelig stege vi da i Land: en sand Vederqvægelse efter at være udsat for den brændende Sol og for hans ikke mindre brændende. Det gik nu fremad gjennem den svale Skov til et ikke synderligt indbydende Sted. Hvad vi bestilte før Bordet er ikke Umagen værdt at fortælle, der blev spillet Kegler og legt en Leeg, men vi kom ikke i denne i ringeste Berørelse, ei heller et Ord blev vexlet. Lige- saalidt ved Bordet, hvor der var indtil Fortærelse stivt og tvungent; ja saa kjedsommeligt, uagtet de skjønne Retter og sultne Maver, at selv ikke den stiveste By-Cirkel kunde over- gaae den, og her var man netop flygtet fra Staden ud i den frie Natur for ligesaa frie som den, at afkaste alle Etiquettens Baand! -- det skulde være et Maaltid i "landlig uskyldig Mun- terhed". Efter Bordet gik det bedre. A. og jeg spadserede nedad Stien; St. S. fulgte os i en Afstand, endelig kom vi til- bage og der skulde leges. Først blev Tampen gjemmet. Han skulde gjemme den, men de Smaae, og jeg kan næsten sige de Store, gave ham ikke Roe eller Tid. Han erklærede da halv misfornøiet at han havde det "skjønne Indfald" at gjemme den i Nelder(!), men nu blev corromperet ved en utidig Nys- gjerrighed. Han tog B.'s polske Hue og kastede sin egen Hat, slængte den paa sit Haar med samme seiersvisse Mine, eller idetmindste Tanke som den almægtige Coquette befæster sit nye Diadem. Om den klædte ham! Siden legte vi Enke og Enkemand; Touren kom ogsaa til ham at gribe mig; det var saa besynderligt, da vi stode i saadant underligt høist til- bageholdent Forhold; de andre grebe virkelig fat, men han blot ved den letteste Berørelse tog mig fangen. Tilsidst dansede vi paa Grønsværet. Endelig gik vi til Huset, vi Damer pla- cerede os i Sophaen foran det lille Glasharmonika hvorpaa jeg forsøgte at spille. Han ligeledes; i denne Anledning gjorde han adskillige Bemærkninger over de forskjellige Slags Instru- menter, der vare alt for sande og træffende til at jeg kunde have Lyst at modsige dem, blandt andet sagde han at af alle SIDE: 13 Indstrumenter var Æoelusharpen det der virkede meest paa Følelsen, det herligste af Alle. Dette blev nu naturligviis be- stridet af Alle, men han gav ikke tabt, og jeg sympatiserede med ham ogsaa her af mit Inderste, og jeg vovede at henvende mit første Ord til ham, der i hvor almindeligt i sig selv, dog maae have røbet en mere end almindelig Bevægelse fremkaldt ved Overensstemmelsen i Meninger og Anskuelser. "Ja det er sandt, jeg kjender ikke Toner der ere saa gri- bende som Æoelusharpens, især hænder det sig undertiden at 2de beslægtede Toner lyder sammen, der da frembringe den skjønneste Harmonie". Saa vare omtrent mine Ord, ak hvor ofte er min Tanke: ak naar vil mit Livs forvirrede Toner for- stumme? Naar vil det Vindpust komme, der vil i harmonisk Enklang sammensmelte de Beslægtede? Dog jeg vil afholde mig fra alle Reflectioner -- troer jeg, kun beskrive, og -- dog nei, det kan jeg heller ikke lade. Hvad Øieblikket indgiver mig skal Papiret opfatte saa naturligt som det springer frem af Sjelen, uden at kunstle, at pensle paa det, som om jeg var bange at det skulde forelægges en logisk Kritiker. Den 25. Dec. 1833. B. hentede hans Portrait i Aftes; jeg kjendte ham strax, men det havde ikke hans Udtryk, det var for ungt og havde et barnligt mildt Udtryk, som han mangler; men han havde tegnet det! Hvorfor kunde jeg ikke tage det med op, dernede turde jeg neppe see paa det, det var min Hensigt, naar Alle vare til Sengs at gaae ned, hente det op, og naar min Selskaberinde sov i Roe at fryde mig ved det, qvæge mig ved den Blidhed der er udbredt over Trækkene, indbilde mig at Originalen er saa, ja stirre vilde jeg paa det, indsuge de kjære Træk, indtil Søvnen lukkede mine Øine, og da vilde jeg sikkert drømme om ham! Men desværre, det turde jeg ikke, Moder vilde mærke det. Dog tilbage til Ladegaardsøen. Vi bevægede os nu nedad til Søen; det blev mørkt. Det begyndte at blæse, hvor inderlig ønskede jeg ikke en Storm! Jeg kan ikke rigtig beskrive hvori det Tillokkende laae i denne Tanke, men saa meget veed jeg at den største Dødsfare vilde ikke have skrækket mig, tvertimod vilde den frygteligste Si- SIDE: 14 tuation have havt ubeskrivelig Interesse for mig. Men intet af saadant; neppe mærkeligt, og under lystige Sange, vuggede Baa- den os fremad. Han begyndte først og deels sang, deels nynnede blot enkelte Melodier med saadan uendelig blød Stemme, o denne Stemme naar faar jeg høre den! -- -- -- -- det dybe længsel- fuldt klagende E paa Guitarren -- og Vindens Susen gjennem Graner, ligner synes mig denne Stemme. Han sad paa 3die Bænk fra mig, ved min Side Adolphine og H -- W. Tusmørket, Baadens Vuggen, Aarernes raske Slag, Alle sammentrængt i en tæt Gruppe løste det sidste Tvangs- baand der havde ved Reisens Begyndelse holdt Selskabets Mun- terhed fangen. Enhver, idetmindste de talende Personer, lod til at føle sig særdeles behagelig stemt -- og jeg var ikke lystig, men saa ubeskrivelig vel tilmode: mit Indre var saa aldeles Roe og Harmonie, ja! jeg veed ikke hvad jeg kunde været i Stand til at gjøre! Jeg følte aldeles intet til den tunge Nedslagenhed som ellers blander sig med min Glæde i hans Nærværelse. Den 31. Dec. 1833. Det hjalp, at Mørket skjulede mig for hans Trylleblik. Man anmodede mig nu om at synge og jeg begyndte "Frithiofs Farvel" som han accompagnerede. Siden efter havde jeg det uhørte Mod at synge allene adskilligt. Han roste Sangen af "Frithiof og Biørn". Jeg begyndte paa den allene og fuldførte den med et Udtryk som ikke var kunstigt men naturligt frembragt af min exalterede Stemning. "Du hast nie so hübsch gesungen", sagde A -- e [fotnotemerke] . Vi nærmede os nu Byen -- og han var, jeg veed ikke hvorledes, kommen paa den nær- meste Bænk ligeoverfor A -- og talte blot med os to i en Smule nedstemt Tone. Han var i ligesaa godt Humeur, som jeg idetmindste, der ret svælgede i en velbehagelig Tilstand og en underlig Bevægelse gjennemfoer mig da han virkelig yttrede et Ønske som jeg endnu ikke var mig bevidst: "Jeg skulde gjerne sidde her den hele Nat". Vi landede nu; han steeg op paa det midterste Brædt og ragte sin Haand frem med den Yttring at Damerne her trængte til Hjælp. Jeg veed ikke om Nogen betjente sig af Leiligheden, men det ved jeg, at jeg ikke gav Fotnote: Fru Colban. Vi talte endnu Tydsk som i Institutet i Christiansfeldt. SIDE: 15 ham min Haand; jeg er stolt af denne Selvbeherskelse, denne lille Seier over en Svaghed som jeg er pharisæisk nok til at troe at 99 af 100 vilde have givet efter for, og give Gud at jeg aldrig vil nægte den qvindelige Stolthed den skyldige Tribut, [fotnotemerke] hvad det end skal koste; ak, kjender jeg dog ikke en mere henrykkende Følelse end naar han holder min Haand i sin! Vi kom nu hjem, og der blev danset lidt; jeg spillede just Moresk, da jeg pludselig følte mig greben om Halsen og kysset paa Kinden. I den høieste Forbauselse vendte jeg mig om og saa Henrik som var kommen fra sin Reise. Jeg fløi da op med en glad Overraskelse, i det Første Øieblik erind- rede jeg ikke hvilken ubehagelig Indvirkning det vilde have paa W. Det viste sig øieblikkelig. Han havde før været saa elskværdig munter, han var i den strængeste Forstand Sjelen i Selskabet -- ikke allene for mig -- nu saae jeg ham staae i en trodsig Stilling vendende H -- k Ryggen med den mueligst foragtelige Ligegyldighed. Nu kom Fader ogsaa; det var for- meget for ham! og dog følte jeg den ubehagelige Forstemthed lige saa levende som ham. Ved Bordet var det stille og tvunget; efter Bordet blev der danset en Cottillon; jeg skulde vælge en Cavalleer, der var kun han og B. foruden H -- k som var udenfor. Jeg bød denne sidste, men han vilde ikke; jeg gik nølende hen til W., yttrede at der nok ikke var andre end ham -- det skulde hede at han maatte beqvemme sig til at danse med mig saa ubehageligt det end maatte være ham. Men med en Mine, der sagde meer end de meest saarende Ord, viste han mig til B -- , viste han "mig af" kunde jeg sige, og jeg blev saa smertelig truffet ved hans Opførsel at jeg aldeles glemte den Værdighed som jeg her som fornærmet Dame burde have viist. "Ja jeg seer nok det, men nu tager jeg mig den Frihed at opfordre Dem". Det vilde været passende at have sagt. [fotnotemerke] Jeg tog B. op, og jeg har aldrig danset med et mere bedrøvet Sind, omendskjøndt jeg tvang mig til at smile; ak det Fotnote: O nei! Tributen blev i Løbet af 10 Aar promte betalt, med hver Stump af Livsfreidighed og mit bedste Ungdomsmod og Blod! Fotnote: Ja din Tosse, det skulde Du have sagt! SIDE: 16 var ikke den Ydmygelse saaledes paa en Maade at blive for- kastet; af en anden Cavalleer vilde dette høist have aflokket mig et Smiil, men at han -- her maaskee for at trodse Bro- deren -- eller maaskee i Overmaalet af hans Had som han søgte at give Luft, ogsaa over mig -- kort den Følelse at han handlede uædelt, uværdigt, gjorde mig ondt. Siden har jeg seet det fra en anden Side; jeg vil saa gjerne indbilde mig at en Slags Beskedenhed og Misforstaaelse af min Mening havde bevæget ham. Strax derpaa kom B. med ham til mig; jeg skulde vælge. Hvor inderlig gjerne havde jeg ikke taget ham, for at vise at jeg ikke var Fornærmet, men saaledes som Sagerne nu var, var det umueligt. Han havde yttret til M [ad.] H [erre] at han syntes Fader viste ham saadan Ringeagt: han havde ikke besvaret hans Hilsen. Jeg sagde det til Fader, han vilde gjøre meer end nødvendig, søge ham op og prøve paa at formilde Forholdet. Han havde truffet ham paa Gaden. Det var Tirsdag; vi vare først til Middags hos Major Dietrichson; siden gik vi til Herres. Jeg sad ved Pianoet, Fader var i den anden Stue, da han kom ind. Jeg kan ikke, jeg har ikke Imagination nok til at tænke mig hvordan Besiddelsen af den Elskede maae være, naar Synet af ham, og den Tanke at nyde dette en heel Aften, at høre hans Stemme, -- aande i hans Nærhed kan sætte mig i saadan Henrykkelse. Jeg blev rolig siddende, da han gik ind i den anden Stue, men da lidt efter lidt de andre forføiede sig ind -- formodentlig lokkede af Nysgjerrighed for at see hvordan Fader og han vilde tee sig mod hinanden, væbnede jeg mig med saa megen Ugenerthed som mueligt og gik uden Omstændigheder hen til Bordet, og tog Deel i Samtalen. Faders Opmærksomhed mod ham maae dog i Grunden have smigret ham, thi han var meget forekommende og saae særdeles tilfreds ud. Han lod sine Tegninger hente -- jeg kom i et herligt Humeur -- jeg skulde spille og synge -- jeg har aldrig gjort det med større Lyst og derfor aldrig været heldigere -- troer jeg, et Bevis for at den maae være Hjertets frie Udgydelse, hvis SIDE: 17 man ikke skal gjøre sig til et elendigt Fuglepositiv som man kan dreie om efter Behag. Vi sang Frithiofs Farvel sammen, han greb en anden Node i "jag få-år ej stanna", den formindskede Skjønheden i Musikken, men i hans Mund tabte den ikke. Jeg skulde nu synge -- -- -- -- SIDE: 17 "Den 7. Dec. 1835. Dertil kom jeg. 2 Aar forløbne men hvor indholdsrige! Ja Loddet er kastet -- Sløret er hævet, han elsker mig ikke! Nei han elsker mig ikke. Denne Sommers lykkelige Indbildning har jeg maattet kjøbe med den Opdagelse. Ak, det var et sødt Bedrag men dyrt betalt. Men Slaget kunde have truffet mig uventet og pludselig, det kunde have truffet mig i hine Dage, da jeg var syg paa Legeme og Sjel, nedtrykt og alene, og jeg vilde da have lagt under, nu erkjender jeg, at det er paa den mildeste Maade jeg er vagt af min Drøm, og lider jeg, saa gjør jeg det dog med Anstand. Det er en uhyre Trøst; den Frygt der beskjæftigede mig mest er da hævet. Nei, nu maae jeg være stærk, ingen Mine skal forraade mit virkelige Indre, ja jeg skal lee, synge, fjase, saa mine Venner skulle glæde sig over min Munterhed, ak jeg behøver ikke at lade mig hverve til noget Theater, hvortil jeg troede undertiden mig kaldet. Livet er Skueplads nok hvor man kan dyrke det Talent. Ingen, Ingen, ikke den ømmeste, bedste Veninde skal høre mine Klager; Venskab siger man lindrer Sorgen naar man ud- øser sin Kummer i dens Barm -- men Meddelelse gjør blød og jeg skal forstenes og dertil skal min Sjels Kulde bringe mig. O, havde han elsket mig! om der ingen Udsigt havde været til Forening -- blot Overbeviisningen at han havde elsket mig -- og jeg vilde have viist mit blege Ansigt med Triumf, jeg skulde have pralet med min Sorg og mine Taarer for hele Verden! Det er maaskee ikke rigtig, ikke konsekvent at jeg skriver i denne Bog og paa nye opripper de gamle Minder, men jeg vil skynde mig at fuldende den førend det maaskee senere vil SIDE: 18 koste mig mere; jeg vil saa meget som mueligt sikkre mig for Prøvelser af den Art i Fremtiden. Jeg har desuden saadan uendelig Mængde at hente igjen, jeg har været altfor vidtløftig i mine Beskrivelser af Data som nu i Sammenligning med de senere indtrufne maae synes ubetydelige. Jeg har nu naaed et Standpunct hvorfra jeg har Oversigten. Blot jeg kunde indbilde mig at det hele er Digt og hindre alskens utidig Selvindblan- delse, fuldkommen udelukke mig er ikke at tænke paa, men mon jeg ikke i sildigere Dage naar jeg gjennemlæser disse Blade vil finde Tonen roligere, klarere i dette sidste Afsnidt, den venligste af mine Genier, Haabet, har jo forladt mig, den anden, Erindring, er bleven mig troe og under hans sikkre Førelse opsøger jeg nu gamle Steder. Jeg siger Haabet har Forladt mig, men med nøiere Over- veielse tør jeg ikke paastaae dette, det Menneske som har tabt aldeles Haabet er i den virkeligste Forstand ulykkelig, og det er jeg ei; der lever noget i mig der holder mig opreist; andre troe det er Stolthed, men jeg gider ikke undersøge hvad det er. Det er sandelig ikke saa let en Sag at dechifrere sig selv. Man løser lettere den persiske Prindsesses Gaader end undertiden sig selv, og jeg er vis paa at en fuldkommen tro Dagbog over ens indre Liv vilde blive høist forvirret og dunkel, fuld af Modsigelser. For at forebygge dette vil jeg, uden at forfalde til Udpyntningssygen, det vil sige udpræge Tankerne, give dem Klarhed paa Sandhedens Bekostning, indskrænke mig herefter til den blotte Beskrivelse, altsaa saa meget som mueligt holde mig til den lige Vei og undgaae Reflectionens vildledende Stie. Jeg glemmer dog aldrig hvad jeg har tænkt og følt ved de Leiligheder, der er desuden [Ting] som kun slet kan siges og meget som aldeles ikke kan udtales, det er for helligt til at gives Udtryk, og denne Jords Sprog har ikke Ord for dem. Det var en lang Indledning den! og vækker just ikke syn- derlig Haab om Opfyldelsen af mit Løfte, jeg vil derfor skynde mig at begynde førend jeg kommer i nogen nye Fristelse. Alt- saa gjentages min Fortællings Traad. -- -- -- Jeg skulde altsaa synge og det gik ualmindelig godt. SIDE: 19 Vi sang et Par Duetter sammen og jeg havde den uhørte Dristighed tilsidst at synge Horats og Lydia ganske alene. Ved Bordet var jeg meget oprømt, overhovedet syntes jeg det gik bedre hos H-s naar Fader var tilstede -- Omgivelsen der var nu ogsaa vel skikket til at gjøre den Vægt man nedtryk- kedes af, utaalelig; ingen tvangløs Munterhed, intet Vid kunde for et Øieblik bringe den Afvexling at jeg kunde adspredes, forglemme mig selv og ham, og den ydmygende Tanke paa den flaue og intetsigende Rolle jeg maatte spille. Og dog har jeg været lykkelig inden for de blaae Vægge, [fotnotemerke] thi var jeg taus og udeeltagende, var han desto mere veltalende; ak, den tauseste Tilhørerinde forstod ham blot. Og naar vi dansede der under- tiden om Aftenen, hvor glad var jeg ikke da -- -- -- -- -- Han gik tidlig; tidligere end jeg -- -- -- -- ! -- A -- I. og jeg, skulde gaae paa Comedie, 2de Fættere eskorterede, i Kirkegaden strøg han os forbi, idet han tilkastede mig en Hilsen. Vi sad i Logen, jeg speidede forgjeves efter ham, endelig mellem en af Acterne seer jeg ham staae midt foran os i Parquet, lænende sig til Skranken, Lorgnetten for Øiet, som idetmindste i det Øieblik var stilet mod den Kant vi sadde. Jeg trak den røde Hat dybt ned i Øinene. -- Endnu engang mødtes vi hos H-s. Man dansede den Aften. Jeg var der til Middags og sad ved Siden af Cl-a. Han var der endnu ikke, men G-s og Tandlæge Fraenkel. Vi bleve -- vil sige vi 3 unge Damer -- meget oprømte og især var jeg kommen i et Lune der grændsede nær til Overgivenhed og den kjøbenhavnske Herre var mindst af Alt skikket til at dæmpe det. Deels af Overmod, dog maaskee meest for at faae et Paaskud til at undskylde Latteren kastede jeg, saa Cl-a saae det, en Knivsod Salt, som jeg havde taget for meget, i M [arie] s Glas. Jeg vidste at Fotnote: Hvor nu Günthers Café er. Den store prægtige blaa Stue er afdelt og omskabt til Butik. Den ligesaastore Spisestue til Venstre er delt af. Med hvilke Følelser jeg nu mangengang sidder derinde, vil man kunne forstaa! SIDE: 20 hun blot vilde nippe til det, altsaa var jo Spøgen høist uskyldig. Kort efter siger Cl-a: "jeg vil drikke en Skaal med Dig" -- og idet hun med en betydningsfuld Mine hæver sit Glas hvidsker hun: "Paa hvad Du har kjerest! det er en Skaal som vel for- tjener at Du tømmer Dit Glas." Jeg blev næsten alvorlig, -- hæftig greb jeg Glasset, det var næsten fuldt, men jeg vilde tømme det -- og jeg forsøgte dette, da jeg har næsten Mod- bydelighed for Rødviin, i et Par stærke Drag -- men kun for pludselig at ile ud, hostende og med alle Tegn paa Væmmelse, jeg havde slugt den salte Viin -- jeg var næsten qvalt -- det var en aftalt Plan mellem M. og Cl., den første lod til at glæde sig over at den lykkedes saa over Forventning. Da jeg kom tilbage til min Plads, loe jeg ikke meer, jeg faldt hen i psyko- logiske Betragtninger over denne Venskabsstreg, der maaste synes saa uskyldig i alle Andres Øine, som ikke havde hørt hvad hun hvidskede i mit Øre: "det er for ham". Hun har aldrig elsket, tænkte jeg, mindst nu. Havde jeg været overtroisk, vilde jeg have holdt en saa bitter Skaal for et slemt Varsel. Det var den sidste Gang den Sommer; jeg reiste hjem. Gjentagne Indbydelser fra H [erre] s drog mig snart ind igjen. Han kom temmelig ofte om Aftenerne og læste for. Naar han var traadt ind i Stuen og jeg paa nogen Maade kunde det uden Opsigt, trak jeg mig altid ud i næste Værelse, eller gav mig Ærinder ud -- kort holdt mig saa meget som mueligt i Afstand, saa dødelig var den Frygt jeg følte i hans Nærhed, den Æng- stelse der vanskabte mit hele Væsen, der lagde sig centnertung paa mit Bryst og bogstavelig tilsnørede mig Halsen naar jeg skulde svare paa et Spørgsmaal, thi selv undgik jeg saa meget som mueligt at tale. Hvor ofte ilede jeg ud i den aabne Dør til Gaarden. Længere kunde jeg ikke komme, jeg maatte da uvilkaarlig hæve Blikket opad til Himlen, som hvælvede sig over det snevre Gaardsrum, ligesom for at søge Trøst. Mer Stjernerne blinkede saa udeeltagende og kolde ned -- og nu maatte jeg jo ind igjen, man savnede mig vist, o hvad maatte SIDE: 21 man tænke! Under saadanne Omstændigheder var det en Vel- gjerning naar han tog en Bog frem og lavede sig til at læse. Jeg var virkelig lykkelig da, ved at lytte til hans Stemme glemte jeg mig selv, min hele Omgivelse, Fortid og Fremtid; jeg troede jeg maatte have hørt denne Stemme længe før jeg kjendte ham, den lød som en Efterklang fra en anden, lykke- ligere Verden, fra en skjønnere Tilværelse hvor vi levede saa glade, men saa bleve vi slængte her ned paa Jorden for at prøves -- , ved Opdragelse og tusende indviklede, piinlige Forhold vilde man tvinge os til at hade hinanden, Bevidstheden havde man røvet os, som Fremmede skulde vi mødes igjen, men ak jeg kjendte ham paa Stemmen! da jeg næsten var paa Veien til at hade ham, jeg kan ikke tage Feil, jeg kjender den jo i Menneskevrimlen, blandt Tusender -- jeg er vis paa det var den eneste som kunde vække mig af en Dødsslummer! -- Hvad han læste? Jeg troer det var Hamlet engang. Men saa stødte han paa et Sted som bragte mig Blodet op i Kin- derne, men blev dog siddende lidt, saa gik jeg ud og sadte mig i næste Værelse, jeg maatte, saa paafaldende det end maaskee var. Det Ringeste i den Genre er frygtelig i hans Nærværelse, end sige af hans Læber. Jeg havde en lille Mundharpe, han vidste ikke hvordan den skulde bruges, jeg skulde vise ham det. Jeg holdt den da mod Tænderne og ved at aande mod den Staalfjer der kaldes Instrumentets Tunge og bevæge den med Fingeren frembringer man den underlige bævende Lyd, der rigtignok er ensformig, men klagende. Jeg vilde lægge den bort, han tog den af min Haand og lagde den endnu bedugget af mit Aandedræt til sine Læber. Han kunde ikke spille, men hans Øie dvælede paa mig. Da han var gaaet, vilde en af de Andre tage den og spille paa den, men dertil var den mig for hellig, under et Paaskud fik jeg det forebygget, jeg tog og gjemte den. Siden SIDE: 22 har intet menneskeligt Øie seet den, den ligger som en anden Reliquie indviklet i Silke blandt mine Pretiosa. "Jeg troer næsten St. S. [fotnotemerke] kommer her i Aften", hørte jeg man sagde en Dag. Han kommer altsaa. "Han vil læse for, troer jeg." "Det faaer jeg da ikke at høre," svarede jeg lige- gyldig, "thi jeg har besluttet at gaae til A-s." [fotnotemerke] Jeg beseirede heroisk alle Indvendinger, baade ydre og indre og -- gik. Veiret var hæsligt, Føret afskyeligt, men det torde ikke komme i Betragtning, naar det kom an paa at vildlede min Omgivelse, ak intet Offer var mig for svært, naar jeg kunde vælte den Mistanke fra mig, min hele Id og Bestræbelse gik ud paa det, derfor kunde intet forbittre eller saare mig mere end et Dril- lerie, en Hentydning, fordi jeg følte hvor hævet min Opførsel var over Saadant. Efterat vi havde spist hos A-s, blev jeg endnu en god Stund. Med hvilken hemmelig Triumf fortalte jeg ikke, at St. S. var hjemme i Aften. Endelig gik jeg -- -- der var Lys endnu i den blaae Stue -- han var altsaa ikke gaaet endnu -- mit Hjerte bankede voldsomt -- nu maatte jeg ind. Han hilste mig meget kort. Jeg fik en Plads i Sophaen ligeover for ham. Mad. H. smilede da hun saae mig og hvid- skede til mig at jeg saae ud som en "Gut", thi virkelig var Haaret meget gutteagtigt faldet ned til den ene Side, Vind og Slud havde ikke levnet Spor af Krøl, dertil var jeg blussende. -- -- Han spurgte og undrede sig over at jeg valgte saadant Veir og Føre til at gaae i Besøg?! Vi skulde lege Forundringslegen. Han sad som -- Elephant. Jeg sagde simpelt hen at "det var at gjøre en Elephant af en Flue". "Det var godt", yttrede han laconisk. Osc. anvendte Fabelen om Skrædderen og Elephanten paa ham, der sand- synlig skulde alludere til St. S-s literaire Strid, men jeg tog Fotnote: St. Sebastian, det Navn hvorunder han træder op i disse Optegnelser. Fotnote: Auberts. SIDE: 23 mig den Frihed at forestille ham at Lignelsen ikke var smigrende for nogen af Parterne, allermindst for Elephanten, thi dermed vilde man jo sige han druknede sine Fiender i Vand. Han sad adskillige Gange som Maal for Vittigheder og Uvittigheder, men da jeg troer der var meest af de sidste, gider jeg ikke repetere dem. Endelig slog Gjengjeldelsens Time for mig, jeg skulde sidde, og da jeg ikke havde været meget galant, havde jeg Grund til at vente Gjengjeld. Imidlertid blev jeg paa det behageligste skuffet, der regnede Complimenter ned. Hvad er- indrer jeg af de Andres? -- intet -- men hans har fæstet sig bedre i Hukommelsen. Jeg sad som et Instrument; han bemær- kede: at det maatte være en Æeolsharpe siden man blot hørte Naturtoner. Jeg gjettede og gjettede, men traf ingen og maatte derfor atter sidde -- som en Lorgnet. Han sagde: den Lorgnet var ligesaa ziirlig indfattet som Glasset var reent. Atter traf Loddet mig og nu sad jeg som en Billedstøtte. B. som sam- lede Forundringerne ind, gav mig en i den Form: En bemærker at denne Støtte efter al Sandsynlighed har tilhørt en Grouppe der pleier at bestaae af 3de. Denne Forundring lignede ham, og jeg tog ikke i Betænkning at gjette paa ham, med den Til- føining at Forundringen var noget tvetydig, der er saa mange Grupper der bestaae af 3, om jeg var et Brudstykke af Par- cernes Gruppe, eller maaskee af de 3 Furiers? B. hævede øieblikkelig min Tvivl paa den meest smigrende Maade. Hvor kunde han være saa galant? -- galant! hvilket dumt Ord, det passer ikke paa ham. Hvor kunde noget saa smigrende -- -- hvor kunde saa smukke Ting -- -- ak den Benævnelse duer heller ikke. Hvor kunde -- -- -- ? O, man maatte kjende ham, for ret at vurdere en saadan Compliment af ham. Er det en Svaghed at føle sig smigret, at glædes ved saadanne, nu vel! da var jeg meget svag. Jeg følte mig ikke alene smigret, jeg var henrykt. Og dog var det kun i en Leeg, ligesaalidt som man vil mene noget med sine Ikkegalanterier, saa liden Vægt have de Modsatte. Ligemeget! jeg var glad, ingen virkelig, directe Compliment har før eller siden gjort mig saa stolt som jeg var i den søde Illusion. SIDE: 24 Jeg stod en Søndag Eftermiddag med Fader, nogle Eng- lænderinder og de tvende svenske Herrer vi lærte at kjende i Paris, i det uhyre Louvregallerie der slutter alle berømte Maleres Mesterværker i sig, jeg var bleg og svag, og blev det endnu mere, thi intet i Verden er saa baade legemlig og aan- delig trættende som Beskuelsen af en stor Maleriesamling. Jeg var alt sløv for de guddommelige Madonnaer og Engle, gik ligegyldig forbi de fleeste og begyndte at kaste Øinene paa den virkelige, bevægelige Verden, der i broget Vrimmel trængte sig frem og tilbage. Major M [yhrberg] stod nogle Skridt fra os i en Gruppe af fremmede Herrer der lod til at være Udlændinge -- jeg saae, at de talte om os. Han kom nu over til os. "Man har bestormet mig med Spørgsmaal om Dem; vi stode just foran en Guido Reni, da man paastod: Af hvad her er at see af Levende og Livløst er hun det Skjønneste." Under enhver Omstændighed var denne Compliment uhyre, overdreven, til det Latterlige grændsende, og der maatte Smigrere af Profession til at fabrikere en Saadan, men, saaledes som jeg dengang saae ud, saa bleg og lidende, gjorde den et nedslaaende Indtryk paa mig, og jeg vogtede mig vel for at vende mig mere mod den Kant Jeg vilde dog nok følt mig smigret ved det, havde jeg ikke været saa sløv og nedtrykt, men hvilken Forskjel, da han sagde: "Glasset er klart og Indfatningen ziirlig!" O fy! jeg var en Slave af hans Domme! Han havde en- gang sagt til Mad. H. at jeg gik stygt paa mine Fødder, og at de vare store. [fotnotemerke] Da Mad. H. fortalte mig dette, loe jeg, men Gud veed hvor nær det gik mig. Jeg proponerte for B. og M. en Spadseretour for at forsøge om ikke den frie Luft kunde lette den Byrde, denne skrækkelige Forklaring havde lagt paa mit Hjerte. Forgjeves, jeg gik med tungt Hjerte og kom hjem Fotnote: En mærkelig Uoverensstemmelse mod senere Yttringer.... "Trylle- minen i Gestalt og Gang" etc. -- O Ironie! o Gjengjeldelse -- hvem skulde tænkt da jeg i mit 20. Aar græd over dette at jeg nær mit 50. Aar skulde opleve et Prisdigt over min Gang, som det der staar at læse i Digtsamlingen! SIDE: 25 med et endnu Tungere. Jeg havde en ubeskrivelig Lyst til at græde men fattedes blot en Anledning. Den udeblev da heller ikke. Da jeg kom hjem -- var han der. Det var formeget; til al Lykke tog han en Bog og læste. O misundelsesværdige Jomfru Danske-Møller! hos Fru Hei- berg! hvilken ødsel velgjørende Fee lagde saadanne Fødder paa din Vugge, saa mageløse smaae at de vagte selv hans Beundring? Han læste. Gud veed hvad. Jeg var stille og talte neppe et Ord den hele Aften. Han skulde snart gaae, da faldt Talen paa Cl. Han talede meget skaanselløst om hende -- da brød Taarerne frem og jeg tilkastede ham et bebreidende Blik. Da B. fulgte ham ud, sagde denne til ham, at han burde ikke have talt saa om Cl., da det saarede mig, hvortil han svarede: "Er det mueligt at hun kunde tage sig nær af det? det maae være en meget "hæderlig" Carakteer". -- o Jomfru Danske Møller! En Dag var jeg uvel som Følge af Vaccinationen. Jeg sad i Gamle H-s Værelse i Sophaen. Jeg sad i Mørke, men Døren stod aaben til den brune Stue, saa at jeg kunde see ind i den blaae. Jeg havde næsten en Forkjerlighed for denne Plads, jeg nød den samme Roe og det Velbehag hvormed man be- tragter et Malerie; medens jeg sad dunkelt og ubemærket betragtede jeg gjennem Lorgnetten, den lille huuslige Verden der bevægede sig inden for den sorte Ramme, Døren, jeg kunde høre dem tale og ikke selv være med, og det har noget overordentligt behageligt. Det bankede paa Døren, aha! nu vil Scenen faae mere Liv! leg kan ikke see ham, men jeg kjender dette "God Aften!" Nu gaaer han over Gulvet -- han bliver staaende midt paa det og leger med D [ufour] . Han hæver ham op i Veiret, og lader ham glide ned paa Gulvet, slænger ham hid og did med Armene, men under dette har han Øinene rettet gjennem den aabne Dør ind i den brune Stue -- Ha, det var et speidende Blik! nu gaaer gamle H. og han op og ned ad Gulvet, nu begynde de den sædvanlige Tour gjennem Stuerne see han nærmer sig! nu er han ved min Dør, hvor klart han SIDE: 26 straaler i Lyset! -- saa nær mig -- jeg kan smile til ham, og han seer det ikke -- jeg kan tilkaste ham et -- -- -- Tys! Mad. H. kalder os til Bords alt, nu maae jeg ind og gjøre en stiv og kold Compliment. Nu kom Julen og jeg maatte hjem. Jeg river mig ordent- lig ugjerne løs fra disse Billeder i min Erindring, hvad maatte det da koste mig i Virkeligheden? I Juni reiste Fader, Moder og jeg ind igjen; vi skulde gjøre Touren til Stavanger med Dampbaaden. Den Misforstaaelse mellem H -- s og os syntes nu at være hævet og Forsoningen skulde besegles ved en Visit. Jeg havde lidet Haab om at faae see ham denne Gang, thi vi opholdt os kun Søndag og Mandag i Chia. Og dog mødtes vi 4 Gange disse 2 Dage. Da vi havde været et Par Øieblikke hos H -- s, kom han med den danske Skuespiller Winsløw: de vare budne til Middags. Det var et underligt Sammenstød der lod til at foraarsage For- legenhed fra alle Sider, men meest var den synlig hos Moder; hun havde nok en Anelse om at dette Menneske ved mig ind- virket paa hele Familien og hvad Indflydelse han fremdeles vilde øve. Da vi kom udenfor, udbrød hun forbauset: "Hvor uhyre det Menneske har forandret sig, da jeg saae ham var han saa blomstrende, og nu, hvor bleg og maver! I Førstnin- gen da han kom, kjendte jeg ham ikke igjen, indtil man nævnte ham". Jeg bestred dette, endskjøndt jeg i Grunden ogsaa fandt ham forandret. Siden hørte jeg han havde været syg. Man bad mig blive, men jeg kunde ikke, vi vare budne til Dietrich- sons hvor jeg ogsaa tilbragte en kjedsommelig Eftermiddag. Endelig reiste vi ind til Byen for at passe paa Dampbaaden, vi ventede min Tante og Cousine fra Christiansand. Vi gik ned paa Bryggen, der var en uendelig Trængsel af Ventende og Speidende ligesom vi, men ingen Dampbaad kom. Jeg ven- tede ogsaa, men ikke paa Dampbaaden, jeg fulgte mecanisk SIDE: 27 med, hvorhen mit Følge flyttede sig, mit Øie stirrede tanke- løst hen i Hoben -- idetsamme trænger han sig pludselig igjennem, ganske nær ved mig, hans Øie traf mit med et Blik der gjennembævede mig -- han foer tydelig sammen, dog jeg vidste siden at forklare mig dette Paafaldende af det Tilbage- virkende i mit Øiekast; Skræk er jo smitsom. Han talte med Mad. H. som var med os, men ikke med mig, jeg vendte mig desuden til en anden Side. Dagen derpaa saae jeg ham ved Comediehuset, og om Aftenen hørte jeg tydelig hans Stemme udenfor Hotellet. Om Morgenen Kl. 5 da vi kom ombord, er han den første jeg seer; han havde fulgt W. og N. [fotnotemerke] der skulde til Bergen. Han hilsede engang, jeg var ikke vis paa om det var mig og hilsede derfor ikke igjen, men nu gjentog han den og jeg besvarede. Nu begyndte Dampen at snurre -- ak blot et Øieblik endnu i hans Nærhed, nei, nu skal han afsted. Paa samme Baad er O [scar] , General B [irch] . Generalen bukker og svinger sin Hat, jeg hilser ærbødigt til ham, nikker til O., men tør ikke see paa ham -- Skibet gaaer -- Baaden blier mindre og mindre -- Adieu! Jeg kunde nok have Lyst til at vende strax tilbage til ham, men siden jeg engang er paa Udflugten faaer jeg optegne en- kelte Træk som har fæstet sig i min Erindring. Intet om mit Besøg hos min Søster; fra det Øieblik vi begyndte vor Hjem- reise var jeg besat af en Utaalmodighedsaand der hverken gav mig Roe eller Søvn. Ak, de 8 Dage oppe i den vilde Fjeld- egn var en Evighed, de truende Klipper som omringede Præ- stegaarden, havde væltet en Deel af deres Byrde paa mit Bryst, saa tungt aandede jeg i denne Kjedel. Endelig slog Be- frielsens Time, min Søster ledsagede os den halve Vei, til Top- pen af Fjeldet. Det var en rørende Scene da vi skulde skil- les, hun tog mig tilside, sagde mig meget kjerligt og bad mig -- ak -- -- og saa tog hun en Qvist af Egeløv og bad mig gjemme den og erindre hende og denne Afskeedstund. Den Fotnote: Winsløw og Nielsen. (Se Artikelen "Ikke hjemme?") SIDE: 28 gode Søster! jeg seer hende endnu staae paa Høiden medens vi drog nedad, endelig skimtede vi neppe hendes hvide Klæd- ning [fotnotemerke] indtil den ganske forsvandt. Hvor glad hilsede jeg ikke Fjorden igjen! Mod Aften naaede vi Jelsøe i en Bugt af Buknfjord, den er meget bred her, og formedelst det aabne Hav som staaer ind paa den, meget stormende. Men nu var det blikstille, og vi besluttede at vente paa Vind i Jelsøe, Roerkarlene troede den maatte komme med Morgenen. Me- dens vi restaurerte os lidt i Gjestgivergaarden fik vi det Ind- fald at besøge Provsten der, Knudsen. Hans Kone kjender Fader fra Bergen, hun var en Frøken Hagerup og i sin Tid Byens Fifdame. Jeg bemærker dette for den efterfølgende Contrasts Skyld, thi snart havde jeg Leilighed til at reflectere i Stilhed over, hvad man bliver til naar man bliver slængt hen i en Afkrog paa Landet og har levet der et Snees Aar. Præ- stegaarden laae ret vakkert. Et brolagt Gaardsrum, en stor Frugthave, dertil et Lysthuus af "Je länger je lieber" saa deiligt, saa "Claurensk" som man kan tænke sig det! overhovedet er Vegetationen her paa Vestlandet saa yppig -- den har ganske et sydligt Præg. Nu traadte vi ind i en "Storstue" med bitte smaae Vinduer, med blaaerudete Lærredsgardiner opheftet med en Roset, et uhyre Glasskab og Borde med snirklede Been, det var hele Meublementet, Fruen og den gifte Datter iberegnet. Denne sidste, en tyk, fed Figur, havde en tynd bomuldstøis Kjole paa, der hvad Snit anbelanger, vilde have sadt vore Smagsreformatorer som faae ondt af at see vide Ærmer, i Henrykkelse. Livet var aldeles kort, følgelig græsk. Men ikke en Fold hverken paa Ærmer eller Skjørt var at opdage. For mig var dette aldeles nyt, men Moder sagde hun havde oplevet den Mode. Fruen var uendelig snaksom og overøste os med Komplimenter; dog da vi havde hørt ymte om at hun gjerne med dem søger at holde sine Gjester skadesløse for andet Tragtement vilde vi ikke blive til Aften. Imidlertid blev vi trakteret med tykke skaarne Smørrebrød og suur Rødvin. Den gifte Datter sad ved min Side, og sagde mig saamange Fotnote: Det var virkelig en hvid Kjole! SIDE: 29 smukke Ting at jeg var i den piinligste Forlegenhed for Svar, men da hun tilsidst yttrede: "Det glæder mig meget, at jeg nu har seet en Dame der er saa bekjendt baade for sin Skjøn- hed og Dannelse, men jeg maa tilstaae, at Rygtet dennegang ikke har overdrevet", da forstummede jeg reent. Jeg har læst denne Tirade i en af Anton Walls Romaner, og der har hun formodentlig hentet den. Da vi kom tilbage til Gjestgivergaarden lagde vi os strax, med den udtrykkelige Anmodning til vore Baadsmænd at de øieblikkelig maatte vække os hvis der blev Vind. Men de forsikrede at den kun vilde komme med Solen næste Morgen. Jeg kunde ikke sove, en rastløs Utaalmodighed, en Higen efter at komme afsted holdt mig vaagen; jeg laae og lyttede om intet Bølgeslag skulde forraade en begyndende Vind. Da hørte jeg det slaae mod Stranden, jeg stod op -- Maanen stod høit paa Himlen, ved dens Skin saae jeg Fjorden kruse sig af en sagte Luftning. Jeg vækkede Fader, han de Andre, og snart vare vi i Baaden. Kl. kunde være 1. Det var en deilig Nat, det havde været en Majestætsforbrydelse mod dens Skjønhed at sove den bort. Vi havde Halm i Baaden som vi laae paa. Fjorden er 1 Miil bred her. En Række af fjerne Fjelde bagved et Forbjerg der strækker sig temmelig steilt ned i Havet, mod denne Pynt styrede vi, her bøier Fjorden sig i en anden Ret- ning. Det er næsten den eneste Gang at jeg har seet Maa- nen en norsk Sommernat, saaledes at denne havde Herredøm- met, der var næsten dunkelt, kun kastede den en bred Ildsøile over Vandspeilet -- ak, jeg duer ikke til at beskrive en Maa- neskinsnat -- men til at føle den? "Du var vel", vil man spørge, "henrykt og svælgede i Stemninger etc. etc.?" Aldeles ikke -- en Stemning som min er qvælende nok alligevel; for- høies den, bliver den piinlig. Der ligger noget tantalsk i Fø- lelsen af Naturens Skjønhed, en total Følesløshed vilde være uendelig bedre, Fienden i vort Bryst vækkes, man kunde døe af Længsel -- kan Naturen sympathisere med os? den synes meget mere i sin guddommelige Roe og Stilhed at spotte os -- hvert Øieblik maae man tænke: hvor lykkelig Du kunde være. Hvor SIDE: 30 ofte er ikke denne Betragtning anstillet -- jeg væmmes naar jeg møder den i en Roman, ved at tænke Forfatteren har skre- vet den kold ned -- og for Penge -- han har vist aldrig følt selv hvad det vil sige [fotnotemerke] -- o, man er meget elendig, man er fuld- kommen fredløs, naar selv den kjerlige Natur støder os bort. Jeg vil nu gjøre Dampbaaden til et Luftskib og lade det dale udenfor Aggershus. Hvor mange Mennesker havde for- samlet sig paa Stranden, men jeg saae intet bekjendt Ansigt. Dagen derpaa gik jeg op til Diriks. Emilie vilde have mig med ud at spadsere, men vilde paa Fæstningen, der var Musik. Hun ventede blot paa Comtesse K. der skulde gjøre følge. Da vi kom op i Sværmen blev jeg ham vaer, vi gik nu rundt Vol- den, og han tilligemed nogle Andre fulgte i en Afstand. Da vi standsede nærmede han sig og talte til mit Følge, men jeg vendte mig om og saae hen i Hoben, thi en indvortes Bevæ- gelse og en Skjelven overfaldt mig saa at jeg neppe følte mig fristet til at deeltage [i] Samtalen. E. forfærdedes, da jeg vendte mig om, over min frygtelige Bleghed, og jeg svarede jeg troede det kom af et Bad jeg just havde taget. Dagen derpaa var Fader og jeg hos H [erre] . Mod Aften kom han. Jeg var mod Forventning snaksom den Gang, han talte meget om Winsløw. Efter Bordet havde vi trukket os hen i Vinduet ved den vio- lette Sopha. Mad. H., M. og B. sadde omkring mig, der sad lænet til Vindueskarmen, paa et Taburet. D. laae "som en Askehau" i Krogen ved Komoden -- og han stod foran mig. Her var det at den Samtale som jeg kunde kalde den første -- en virkelig Samtale -- udspandt sig mellem os, jeg siger mellem os, thi de Øvrige toge ikke videre Deel i den. Jeg veed ikke hvilken Indledning der bragte os paa det deli- cate Emne om Qvindens Forhold til Manden, hvotvidt man tør paastaae denne Sidstes intellectuelle Fortrin. Jeg vilde naturlig- viis ikke vide af dette Fortrin, men paastod at synes Manden i Almindelighed mere begavet da havde dette sin Grund i Opdragelsen, hans Evner blive jo fra den tidligste Stund bear- beidet og uddannet, enhver om nok saa ringe Gnist bliver om- Fotnote: O, o o stakkels Forfatter, alt, kun alt for ofte har Du følt det! SIDE: 31 hyggelig fredet og pleiet, medens de herligste Anlæg hos de Andre slumre. Jeg gav som et Bevis blandt andet Faders Dom over sine Comfirmationsbørn. Han har, siger han, til alle Tider fundet, at Pigerne ere mere opvagte end Drengene og disse ere dog Naturens Børn, endnu ikke forkvaklede ved nogen Lærdom. Han gjorde mange Indvendinger herimod -- dog troer jeg ikke at han ligefrem paastod "ringere Evner", men at disse ifølge begge Kjøns forskjellige Bestemmelse ogsaa maae være det. Hvad det Værd og den Vigtighed Manden i enhver Henseende tillægger sig og det Afhængighedsforhold der derved opstaaer for den Svagere -- disse Yndlingssentent- ser som føres paa Læberne bestandig, selv af de jammerligste Stympere som nogensinde kunde parodiere den Benævnelse "Sværdsiden" og "Jordens Herrer" [fotnotemerke] -- da yttrede han sig med en Moderation som forbausede mig. Jeg sagde ogsaa: "jeg troede De havde havt mere despotiske Grundsætninger i saa Henseende". Siden gik Talen over paa Grevinde Platen, hvor- vidt man kunde fordømme hende for hendes Overstigelse af Qvindelighedens Grændser, og hvilke Beskjeftigelser der over- hovedet hørte uden for disse. Jeg fortalte da til hans For- færdelse, at jeg havde gaaet paa Stylter. Fader havde under denne lange Samtale sadt og talt med gamle H. i den anden Stue, nu kom han og vi stod op. "Det var en lang Conversation her er bleven holdt", sagde han. "Ja," svarede St. S., "og en meget interessant". Far og Mor skulde nu reise, da H -- s havde bestormet dem med Bønner saa at jeg blev igjen. Dette var Midt i August og jeg blev i Byen til 4de Sept. Ja, 8 Søndage til- bragte jeg i hans Selskab, foruden mangen Dag ellers, han kom 2 a 3 i Ugen. Uforglemmelige ere disse Dage, men ikke fordi jeg kan kalde dem glade. Jeg glædede mig hele Ugen til Søndag -- jeg talte Timerne -- og dog leed jeg meest den Dag. Fotnote: Og nu kan vi lægge til: beseglet af Præsterne og Alexander Dumas "Gud nærmest". SIDE: 32 Det var henved Spisetid, man ventede ham. Jeg havde paa Opfordring spillet og sad endnu ved Klaveret da B. gik ud af den aabne Dør; i samme Øieblik syntes jeg han kom tilbage; jeg lagde ikke Mærke dertil, jeg havde bøiet Hovedet ned i en lyttende og hvilende Stilling medens jeg langsomt greb nogle Accorder af Accompagnementet til Elvires Recitativ i den Stumme: "A celui que j'aimais". Jeg reiste mig op og vilde sige noget da jeg syntes B. var i Stuen, men hvor stor var min Skræk, da jeg saae ham staae midt paa Gulvet -- Gud veed hvorledes han var kommen ind -- han pleier altid at banke, eller i det mindste lade sin Stemme høre. Jeg har desuden stor Frygt for alle saadanne Overraskelser, siden de altid spille en Rolle i Romanerne, da de saa let ved et Til- fælde kunde faae Udseende af Ladesigoverraskelser. Min Stil- ling havde vist noget Søgt -- han kjender mig ikke -- maaskee troer han -- -- saa vare omtrent de Tanker der afløste den første Skræk. "Her har De Fortsættelsen af "Natur og Kunst," som jeg har lovet Dem," sagde han idet han flyede mig 2den Deel af anonym Nytaarsgave. Jeg greb den, og begyndte strax at læse. Hvor underlig slog denne Begyndelse mig! Han (Digteren) opsøger sin Elskede paa hendes Yndlingssted, i det Frie, for at fortsætte med hende sine Betragtninger fra sidste Møde. Han finder hende fordybet i at -- sye, saa at hun i Førstningen ikke mærker ham, medens han stiltiende betrag- ter hende. Nu seer hun op. -- "O, er det Dig min Ven!" -- og "O, er det Dig min Ven!" havde jo mit Hjerte tilraabt ham, medens jeg bøiede mig høflig kold. Jeg havde den Dag en sort Silkekjole paa og et ciseleret 3-dobbelt Kjede med Kors af Jern om Halsen. Efter Bordet da Mr. Clarke og den Anden vare gaaet, begyndte han at tale om Halsesmykker for at faae en passende Anledning til at fælde Fordømmelsesdom over mit. "Det er for svært, tungt, for massivt, hvor kan De nu lide at gaae med et saadant? Voxperler er en meget smagfuld Prydelse; jeg seer ikke noget skjønnere end naar de hvide Rader smelte sammen med en blændende Damehals." "Ja i saa Fald", sagde jeg, "vælger en- SIDE: 33 hver efter -- efter -- " -- -- "Efter Localiteterne, " suplerede han. "Ja," sagde jeg, og dette Svar var oprigtigt dengang, thi da syntes jeg selv at jeg ikke havde saa hvid en Hals som nu, maaskee er den bleven det af den megen Vaskning. Men Kjæden har jeg aldrig baaret siden. Jeg gav den bort. Jeg havde endnu en anden "Jernkjede", men som vist ingen skjøttede om, og jeg kan ikke rive den af, først i min Dødsstund skal jeg see en Engel løse den. Næste Søndag var jeg om Formiddagen kommen hjem fra en Tour paa Fæstningen, det var ualmindelig livligt, Prindsen var ombord i Fregatten, fra Voldene kunde man see den hele speilklare Flade bedækket med Baade, Fregatten i Høitidsdragt kneisede i Midten. Røgskyerne, da Kanonerne bleve løsladte, tog sig især deiligt ud, og jeg fik et svagt Begreb om den Malers Begeistring som har vidmet Søen sin Kunst. Da jeg havde sadt ude i Løvhytten i Gaarden, kom han og gik ind i Huset, men vendte strax tilbage til M [arie] og mig. Vi talede om "Natur og Kunst"; der var noget som jeg ikke rigtigt for- stod, og han forklarede meget vidtløftig -- i meget uforstaaelige Udtryk; maaskee var jeg adspredt -- men jeg var ligesaa klog da han hørte op som da han begyndte. Ved Middagsbordet taus og som sædvanlig stiv og forknyt. Efter Bordet drak vi Kaffe i Løvhytten. Han snakkede uophørligt om tusende Ting, blandt andet sagde han: "Nu har jeg da seet den berømte Mosseskjønhed, Frøken S., "lille Dahl" har sendt mig hende hid som noget ganske uimodstaaeligt". Der var noget i denne Udtryksmaade der stødte mig, og [jeg] vilde have sagt: "Hvilken uovertræffelig Commissionair dog lille D -- er, Bøger -- og Damer kan man bestille -- ", men det var ogsaa en af de mange Tanker der døde i Fødslen, saamangen en der kunde være ligesaa værdig, som de de Andre med misundelsesværdig Lethed udtalte, fik ikke Lov at skue Dagens Lys. Mad. H. spurgte ham siden hvad han da syntes om hende. "Hun", sagde han, "hun er affecteret, jeg spurgte hvad hun SIDE: 34 syntes om Synet af Fregatten; det er deiligt, sagde hun, men hvad er det Cadetterne hænge paa? -- hun meente Raaerne -- og det skulde hun ikke vide, hun er jo Skipperdatter! det var Affectation!" Han talte om sin Familie, sin Søster M. og L., den stump- næsede Lise, som hans yngre Broder var saa grusom at rive hen til Speilet og sige: "Gud hvor Du er styg!" Kan han have en styg Søster? Mad. H. spurgte om ikke en af hans Brødre var død, medens han, St. S., var hos dem. "Han gik tilsøes", svarede han, "og vi have aldrig siden hørt til ham, han er borte -- det var saadan herlig Dreng". "Og De fortalte os aldrig dette", sagde Mad. H. "Hm -- ", sagde han med et sørge- ligt Smiil. "Hvortil bebyrde Fremmede med sin Sorg? jeg bar min Qval hos mig selv". Derpaa fortalte han -- (vi vare imid- lertid komne ind i Stuen og jeg sad paa Tabourettet paa For- høiningen, han foran mig nede paa Gulvet) Eidsvold den 29. Dec. 1835. Jeg kan ikke nu fortsætte -- hvem kan male fredelige Hytter og Træer midt under Stor- men -- hvad er hine Dages Kummer jeg har givet et Udkast af, mod hvad jeg nu lider? jeg vil afbryde her -- det er mig en Trang at skildre Øieblikkets Følelser, disse Dages Begiven- heder, siden -- naar engang mit stakkels Hjerte er kommen til Roe igjen, kan jeg jo altid optage Traaden -- Gode Gud -- Fremmede! man kalder mig -- o, hvilken Aften det vilde blive. -- De reiste igjen -- men nu vil Fader jeg skal læse Fransk, hvilken Tortur; ak, jeg maae gaae -- -- -- -- "Et qui sait, si elle n'a pas déjà quelque inclinaison secrète", dermed sluttede vore Forhandlinger og jeg iler nu atter hid til mit stille Kammer -- hvilken Velgjerning at være alene, jeg med min Bog, min tause Ven, min eneste virkelige Fortroelige, som hører mine Klager, og gjemmer dem trofast i sit Bryst, uden at vise mig noget Menneskeansigt -- o hvor jeg hader dem -- de smile alle -- Men et veed jeg som ikke smiler -- og det frygter jeg. -- -- SIDE: 35 Den 12. Marts 1836. Jeg vedbliver i min Fortælling. Der- paa fortalte han meget om sin Familie, hvilken frygtelig Tid det havde været for ham da hans Fader døde. Han kom hjem for at see ham døe, hans Moder fortvivlet og 8 smaae Sødskende jamrende. Da han sagde dette i den bløde Stemme han under- tiden antager naar han er alvorlig stemt, og jeg saae hans Ansigt havde et sorgfuldt Udtryk, -- jeg er ikke vis paa det, men jeg syntes der skimtede Taarer i hans Øine -- hvad var, hvad synes da rimeligere end at jeg var blevet dybt rørt med ham, at Med- lidenhed havde været den herskende Sindsbevægelse hos mig? Jeg skammer mig ved at tilstaae det ikke var saa -- den var idetmindste blandet med Glæde. Hvorledes kan jeg forklare denne Modsigelse. Jeg veed det nu, det var ikke Følesløshed, der lod mig beholde Ligevægten i det Øieblik, med en Anden ligegyldig Person skulde jeg maaskee have grædt. Min Kjer- lighed grændsede paa den Tid til etslags Tilbedelse, han hævede sig saaledes over Alt hvad der omgav ham, at jeg kunde blot tænke ham som overseende og ynkende Andre, men ikke som Selv Gjenstand for nogen Slags Medlidenhed. Jeg kunde ikke tænke mig Sygdom, huuslige Sorger og disse almindelige tri- vielle jordiske Elendigheder i Forbindelse med ham, de kunde ikke naae ham troede jeg -- o, jeg erindrer engang B. sagde han var fattig -- paa Point til at lide Nød -- og noget Op- livende gjennemfoer mig; -- han fortalte, at Folk fandt han havde tabt sig saa -- og jeg følede en Slags Glæde derved. -- Er dette Grusomhed, Følesløshed? Nei, der var en Slags Trøst i at han ikke var hævet over Tidens Forandringer eller Ulykkens Stød; den Elskede kommer os nærmere derved og man griber begjerlig efter dette Foreningspunct med ham, derfor var ogsaa en glædefuld Følelse den fremherskende hos mig ved Skildringen af hans Sorg. -- -- Gud hvilken lang Tale! vi komme ingensteds, og jeg [har] saadan uhyre Mængde at indhente! Naar vi nu havde sadt nogen Tid efter Bordet, længtes jeg almindeligviis efter at komme ud i frie Luft, som om der det trykkende der var udbredt over vort Samvær, vilde formildes, SIDE: 36 men jeg tog altid Feil. Jeg proponerede for Mad. H. en Tour paa Fæstningen, og det blev antaget, vi gjorde os istand, men han sagde, til min Glæde, at han ikke kunde være med, da han havde en Visit at aflægge i Byen. Men til min Glæde kom han strax igjen, han havde ikke truffet dem hjemme(?). Vi gik, men det var en piinlig Tour. Det var en af disse skjelden skjønne Augustaftener, som minder os om den Italienske Himmels Pragt; en violet Tone hvilede over Egnen og ind- hyllede de nærmeste Øer med deres nøgne skarpe Contourer i et formildende Slør -- alt var saa skjønt og fredeligt og stille og "duftende" udenfor, men indenfor var der uhyggeligt. Man talede om at fiske, nu har dette altid forekommet mig som den kjedsommeligste af alle kjedsommelige Fornøielser, og førend jeg fik udtalt denne Mening, havde han som sædvanlig forekommet mig. Mad. H. roste den som høist underholdende og interessant. "Ja", sagde St. S. med en meget malicieux Betoning, "det hører til Faget, alle Fruentimmer fiske, men der bider ikke paa uden Flyndre". Jeg ventede nesten der vilde komme noget saadant, men blev alligevel slaaet, ved det Uskaansomme i Bemærkningen, medens jeg ikke engang fik Tid til at tænke over det Forslidte i denne Vittighed. H. som var med, fattede ikke Meningen strax og da paatog jeg mig, skjøndt indvortes dybt saaret, at forklare ham den, med en ligefrem Munterhed som han vist ikke var bered paa. Men da vi havde naaet en Bænk -- det runde Lysthuus som er anlagt i en Vinkel af Muren -- vare mine Kræfter som ud- tømte. Jeg vendte mit Hoved til en anden Side og græd. Jeg var kjed af at leve og jeg syntes ordentlig Søen saae saa venlig og indbydende ud. -- -- -- -- Vi kom hjem og Aftenen gik lidt bedre. Oehlenschlaeger var kommen til Byen. Der var Selskab for ham paa en af Øerne. St. S. var der naturligviis og kunde den Søndag ikke komme til H -- s. Men Mandag Formiddag kom han da vi drak Caffee i Løvhytten."Nu er Frøken W -- s SIDE: 37 Portrait færdig, faaer jeg Lov at hente det og vise St. S. det", spurgte B. "Ja naturligviis", tog han selv Ordet. Jeg vil ikke gjentage Kritiken over det, det hele Portrait er et saa mod- bydeligt Zerrbild af mig selv at jeg ikke fandt hans Domme som Andre overdrevne og uretfærdige. Han bedømte det mere som Kunstværk end som Afbildning. "Er det et Par Øine? -- See hvilken Hals! Hun har jo Cholera -- det Kind er godt holdt -- men hvilken Mund! -- den er da udtrykkelig ikke til andet end at spise med! (Nei den er heller ikke til andet, tænkte jeg.) -- Min Gud, hvilke Smiil! -- og et saa- dant skal hænge paa Væggen med sit evige Smiil -- etc. etc. -- " Og dertil sagde gamle H. og Mad. at det var flatteret! Stak- kels Maleren og mig! Da han var gaaet, kommer Mad. ind til mig, og fortæller til min store Forbauselse, at fader, vel vidende at han vilde møde Forhindringer ved at henvende sig directe til mig, havde ansøgt hende om at faae den saa meget beundrede Copie efter Grevedon af St. S. til mig at tegne efter; hun havde allerede bedet ham, han var nu henne at hente den og vilde arrangere det Fornødne, skaffe Apparater, og tilsee Arbeidet. Høilig for- undret og næsten forskrækket gjør jeg de Indvendinger jeg i en Hast havde ved Haanden, at jeg ikke befattede mig med den Slags Tegning o.s.v.; den hemmelige Glæde over at komme i nærmere Berørelse med ham neddæmpedes imidlertid aldeles af den Frygt at det kunde have Skin af en anlagt Plan fra min Side. Jeg tog ikke Feil. Da gamle H. hørte jeg bekla- gede mig over deres hemmelighedsfulde Fremfærd, sagde han med sin verschmitzte Venlighed, at jeg havde vel nok vidst om det, og paa min heftige og alvorlige Forsikring blev han ved i en vantroe Tone og polidsk smilende: "Ja, ja, ja vi troe det nok". Dette ærgrede mig usigeligt. Disse Mennesker kjende mig ikke, en almindelig Pige kunde de have bedømt saaledes, hun vilde have brugt deslige uskyldige Kunstgreb for at trække sin Elskede i sin Nærhed -- men jeg forsmaaer ethvert saadant -- saa tænkte jeg og søgte at berolige mig. Han kom nu tilbage, havde kjøbt Pensler, og bragte sin SIDE: 38 Tegning. Der var intet andet for, jeg maatte til. Jeg vidste forud det vilde gaae slet. Alt hvad jeg foretog mig i hans Nærværelse mislykkedes. Han kom nu af og til i Ugen og saae til, og var ofte misfornøiet med det og han rettede da paa det. Naar han f. E. engang sagde da han fik see det: "Hvilket fortrukkent Smiil hun har faaet, Hun griner saa afskyelig," saa skulde der virkelig en stoisk Overvindelse til at lade være at kaste det paa Ilden. Men saa forbedrede han det igjen saa jeg fik nyt Mod til at begynde og fordærve det til han næste Gang kom. En Søndag kom han, vi havde været paa Vold hos Møl- lers i Selskab og danset om Natten saaat jeg var meget træt. Efter Bordet vilde han gjennemgaae min Tegning, jeg bragte ham den, han lagde Brættet paa Tabourettet paa Forhøiningen og stod i en høist penible Stilling bøiet over det, og tegnede. Et Par Gange spurgte jeg om han ikke vilde lægge det paa Klaveret eller et Bord, men han sagde man kunde meget godt tegne saa. Han roste mine Tegneapparater, at de vare i saa- dan fuldstændig Orden mod hans; jeg vilde saa gjerne have foreslaaet ham at bytte, pr. Condition at faae alle hans Appa- rater, navnligen hans Genie maatte ogsaa følge med, men det havde nu været for meget forlangt at jeg havde Mod til at sige det. De Andre opholdt sig meest i Sideværelset, saa jeg ogsaa maatte være der, ellers blev jeg allene med ham. Jeg tog min Tilflugt til en Bog, medens han stod muttersallene og tegnede. -- Man maatte troe det var en uopmærksom, utak- nemlig Elev. -- Siden gik vi en Tour paa Fæstningen -- i det Frie. -- Da vi kom hjem sneg jeg mig ind i Gamle H.s Værelse. Der var ensomt og tyst, jeg kastede mig paa Sophaen for at samle mig lidt efter Dagens Anstrængelse. Jeg var træt i den virkeligste Betydning af Ordet og veed ikke hvad jeg vilde have givet for at være uforstyrret, og jeg kunde have hvilt mit stakkels Hoved og Sind, og lukket Øinene for det kjed- sommelige Dagslys, som ubønhørlig stillede mine brændende Kinder, forlegne Miner, stive og forkeerte Bevægelser i den SIDE: 39 ubarmhjertigste Klarhed -- Gid nu ingen kom! tænkte jeg -- derinde er saa ubeskrivelig marterfuldt at være! Jeg er Brænd- punktet for Alles Iagttagelser, medens jeg selv fortæres, for hans ogsaa, o den sindige Betragter! han vil studere Naturen, samle Notitzer til sin Menneskekundskab, og han betragter mig som en Gaade, der skal gjøre ham en interessant Umage at løse -- men langsomt, langsomt og forsigtig skal den kunne berige hans Erfaringer -- o dette Menneske, hvad Ondt mon jeg har gjort at min Ungdom skal gaae saaledes hen! -- -- jeg frygter ham -- Tiltroe kunde jeg aldrig fatte til ham, jeg troer jeg vilde før give mig under en Tigers Beskyttelse end hans, hvis en overhængende Fare truede mig. Den Første vilde sønderrive mig, men han vilde møde mig med sit for- undrede Blik og kolde sarkastiske Smiil. -- Jeg havde en Bog i Haanden for at lade som om jeg læste, hvis nogen kom, og neppe havde jeg sat mig i en passende Positur, saa aabnedes Tapetdøren som fører til Kjøkkenet og -- han traadte ind. Han havde, saa vidt jeg veed, intet at gjøre der, han kom troede jeg, formodentlig for at see om jeg ikke havde lagt Masken lidt af for at aande friere i Enrum, om ikke "Savn som trøster mens det yndigt saarer Faaer Luft i sværmeriske Taarer." -- Men jeg sad ganske opreist, og syntes fordybet i min Bog. Han spurgte om den og jeg gjorde et Par Bemærkninger over en Fortælling, jeg til Lykke havde læst før. Han bragte et Morgenblad med og viste mig et latterligt Avertissement, som jeg strax greb og fløi ud i Stuen for at vise de Andre. Nu havde man mig fat igjen, og man bad mig spille -- jeg spilte, -- vi spiste -- han gik -- og vi lagde os, jeg for enten ikke at sove, eller hvis denne Velgjerning blev mig forundt, da at pine mig i Drømme, med ham. -- Bulwer lader Helten i sin "Pillegrimene ved Rhinen" for- tælle et Sagn om en Svermer, som levede Sit virkelige Liv i sine Drømme, medens han betragtede Virkeligheden som en fad, intetsigende Drøm. Det vilde vel neppe have lykkes nogen SIDE: 40 at faae det indrettet paa den Fod, men selv det beskedne Ønske, som alle Dødelige have Privilegium paa -- at finde Lindring, Roe i Søvnen -- kort Trøst i en lykkelig Drøm -- var negtet mig. Drømmene vare kun en Gjentagelse af Dagens Ængstelser og Qvaler; en uoverstigelig Afgrund adskilte os da altid, det kolde Tilbageholdne mellem os var stivnet til Iiskulde -- Jeg svævede i Dødsfare, han stod ligegyldig og betragtede det -- han er Kunstner, og kunde have malt denne Scene. Eller min Kraft sank, jeg udgjød forræderiske Taarer ved Synet af ham, eller et umaskeret Blik af mig blev besvaret med et fremmed spottende af ham, som sønderknusede mig og ydmygede mig -- see, det vare de Billeder min Indbild- ningskraft var utrættelig i at fremmale mig. Ved Enden af den lange Gang havde B. og han indrettet et Slags Skiveskydning til behageligt Tidsfordriv. Paa Døren star heftet et Papir med Cirkler omkring et Centrum som tjente til Maal. Vi kastede med en Piil, der med Hensyn til Form neppe vilde tage sig ud i den blinde Guds Kogger, men dog var stærk nok til at tage Livet af et Menneske. Hvergang han kastede, havde jeg en ubetvingelig Lyst til at stille mig i Veien, om den end ikke havde dræbt mig, den skulde have tvunget ham til at see bekymret paa mig naar jeg laae blø- dende -- at høre ham sige "Hvor uforsigtigt! -- jeg skulde gjøre dette! Gud, er det farligt! smerter det meget." -- -- -- Ja ved Gud det er farligt! og smerter meget! -- En Søndag var jeg buden til D. [fotnotemerke] til Middags. Netop som han kom og han gik ned paa Gangen for at spille det omtalte Spil med B., maatte jeg gaae. Jeg hørte ham kaste en Piil i Væggen da jeg gik den forbi, med saadan Heftighed, som om den skulde trænge igjennem og give mig en eftertrykkelig Af- skedshilsen. Det forstaaer sig at jeg kjedede mig borte; da jeg Fotnote: Dietrichson, Faders gamle Bekjendte fra Christiansand. SIDE: 41 kom hjem var han gaaet. Han var bleven buden til Statsraad Colletts til Bal Tirsdagen efter, det var for Prindsen. "Det er under- ligt," havde han sagt, "at hun ikke bliver buden," og de Andre var enige med ham. Jeg havde nok ønsket at komme der, ikke for Ballets Skyld, ikke for Prindsens! hvad brød jeg mig om Prindsen? [fotnotemerke] men min kongelige Høihed var der, jeg vilde være i det Rum han aandede. Tirsdagen gik da over, besynderligt nok var jeg rasende overgiven om Aftenen, jeg troer neppe han i Glædens Haller har været i bedre Humeur. Onsdag For- middag kjørte Mad. H. og jeg ud; da [vi] nærmede os hjem og netop vilde standse udenfor, kom han og vilde gaae ind, han satte et forskrækket Ansigt op da han saa det var os, derpaa loe han og jeg loe ogsaa. Ved Guds og vor egen Hjælp kom vi vel ud af Vognen og ind. Jeg satte mig i den blaa Stue, men jeg kunde gjennem den aabne Dør, høre ham tale, jeg formodede han fortalte de Andre om Ballet. Et Øieblik vovede jeg mig ud, de stode i den Dør som fører til Gaarden og jeg hørte blot sige: "der var schofelt der", og jeg behøvede ikke mere -- dog jo, at Prindsen havde været saa næsviis at rive hans Dame Comtesse Knuth fra ham, her greb en medlidende Følelse mig som dog gik over, da jeg fik vide at h. k. H. havde tiltalt ham -- jeg havde nær sagt "nedladende", men det pas- ser ikke paa ham -- havde tiltalt ham meget huldsalig, og spurgte om han ikke var Digteren -- -- -- (formodentlig kjen- der Prindsen hans polemiske Strid) -- hvortil han ligesaa huld- salig havde svaret: "Jo, Deres k. Høihed". Dette sidste veed jeg ikke vist om han har tilføiet. Imidlertid holdt Bernhard, Marie og jeg et Cabinetsraad hvori blev besluttet at indbyde nogle unge Damer, og de dansende Herrer de kjendte til en lille Soirée. Der skulde bedes 3 fremmede Damer, der vare musikalske, at der vexelviis kunde musiceres og danses. Som tænkt saa gjort. Aftenen kom og med den vore Fremmede -- han blev. Hvor lykkelig jeg var en saadan Aften! Ingen senere Sam- menkomst, endskjøndt under gunstigere Auspicier, tør veie op Fotnote: Senere Kong O. den I. SIDE: 42 mod de Aftener fra hiin Tid. Var jeg forknyt og bunden naar han var allene hos os, følte jeg mig dobbelt let og fri naar der var et Selskab som afledede Opmærksomheden fra min Person, og Musikken og Dands? Dands tillader ingen Tvungenhed, der ligger et uimodstaaeligt Trylleri i Dandsemusik, jeg har seet Folk danse mechanisk, men Dands er hos mig Inspiration, jeg kan ikke skrive, jeg kan ikke fremsige mit Indres Poesie, jeg kan ikke udaande det gjennem Musikkens Toner, men jeg synes jeg kan danse et heelt Digt. Saaledes er bestemt en Digter tilmode, naar han begeistret giver efter for en fremmed Magts Indvirkning -- kunde jeg ellers saa nær ham, for hans Øine -- føle mig saa stolt og fri? Naar M. og jeg havde klæd os lidt om, medens vi hørte de Fremmede komme og blandt dem han, og jeg skulde gaa ind, hvor bankede ikke mit Hjerte, men jeg var glad alligevel. Den blaae Stue straalede paa en saadan Aften i sin Elskvær- dighed, en saa uforlignelig Hygge har jeg aldrig fundet i noget Værelse. Det simple og dog smagfulde Meublement, de trende prægtige Kobbere forhøiede dets ualmindelig ædle Stiil, Sophaen var uforlignelig, Krogen hvor Claveret stod ligesaa. [fotnotemerke] Vi sidde altsaa i en Grouppe, Herrerne spankulere frem og tilbage gjennem Værelserne, Mad. H. ved Thebordet i den brune Stue. B. skynder utaalmodig paa Theen for at give Tegn til Dands, endelig er den drukket, han forlanger en Feier, en ædel Vædde- strid begynder mellem Damerne hvem der skal spille, ende- lig sidder en resignant ved Claveret. B. fører mig hen for at begynde -- ak, jeg havde rød Kjole og graae Skoe paa dengang. Aldrig vil jeg more mig paa noget Bal som paa en saadan Aften; bestandig maae jeg tænke paa og sammenligne, men ak, aldrig har, aldrig vil noget opveie hines nøisomme Glæder. Jeg troer jeg seer mig selv engang i en saadan Aftencirkel, blandt lutter fremmede Ansigter, der lee, smile, sige Vittigheder og Fotnote: Denne Stue gjenfinder man nu afdelt i 2. Conditordisken foran ba- gerste Afdeling, det midterste Vindue omskabt til Indgangsdør; den brune Stue ligeledes afdelt -- Spisestuen til Gaarden uforandret. SIDE: 43 Galanterier, -- Alt er beregnet paa at blænde og henrive, men, -- Støien omkring mig bedøver mig, den opmuntrer mig ikke, jeg lister mig ubemærkt hen i et Vindue for at ønske jeg kunde ombytte de pragtfulde Omgivelser med den blaae Stues -- der at være ham nær, nyde hans Nærhed, uden at føle dens Lidelser: det var det henrykkende! Undertiden naar Hjertet var mig for fuldt, holdt jeg min Yndlingsretraite ind i gamle H-s Værelse. [fotnotemerke] Der sad jeg paa Sophaen i Mørke, Døren stod aaben til de andre Værelser. Undertiden kom han ind i den brune Stue og satte sig paa Tabourettet med Ryggen mod den indre Stue. Engang vidste jeg ikke han var der, jeg gik ind, men for at fatte mig paa at gaae ind i den store Stue hvor Selskabet og han var, vilde jeg tage mig en Spadseertour hen i Krogen ved Vinduet, men hvor foer jeg sammen da jeg saae ham sidde i en tankefuld Stilling paa det omtalte Taburet! Vi vare alene i Værelset, men jeg tiltvang mig det Mod at gaae ligefrem den Tour jeg havde fastsat, thi jeg følede det Taabe- lige i en Retirade. I Cottillonen der sluttede vort lille Bal sad jeg altid med Ryggen vendt mod det store Bord, han som min Naboe til venstre, ved Kakkelovnen. Da Dandsen var endt -- skulde der musiceres, "den lille Blaae" [fotnotemerke] som var "ret tækkelig, men svæ- vede paa Nippet af Affectation" skulde synge. Jeg sad bag hendes Stol, St. S. ved min Side. Der blev sungen en Trio der gik fortvivlet høi, og de 3 Damer gjorde nogle Grimasser, som jeg uvilkaarlig, men af andre Grunde efterlignede, den dybe Stilhed i den lyttende Kreds ligeoverfor de Syngendes piinlige Anstrængelser, formerede min Lyst til at lee, endelig kom Slut- ningskadencen -- Qvinten sprang! -- og jeg sprang ogsaa -- -- -- hen i Værelset, efterfulgt som jeg ventede af de Andres for- undrede og fornærmede Blikke, jeg ene var den Uartige! -- men see han har fulgt mig: hvilken mærkelig Overeensstemmelse at blot vi begge blandt det hele Selskab sprang vor Vei. Fotnote: Ogsaa i Flugt med de Andre, ud til Gaden -- tilhører, tror jeg, nu et andet Hus. Fotnote: Senere Fru Fearnley, Fru Oxaals Moder. SIDE: 44 Det gaaer alt for langsomt med mine Beskrivelser, jeg tværer dem for langt ud. Herefter vil jeg søge at trække det meer sammen. Det var Løverdagen førend denne Aften, jeg stod om Formiddagen i den lange smale Gang og saae ham komme; han gik ind i Stuen og jeg fulgte ham. Han havde allerede taget Portraittet frem for at lægge sidste Haand paa det. Jeg sad med mit Broderie ved Vinduet. "B. spurgte efter et Papir der var kommen bort. Maaskee D. [fotnotemerke] har taget det, thi jeg erindrer," sagde St. S., "fra den Tid jeg var her i Huset, at der blev Papirer borte, som der viste sig han havde faaet fat -- -- -- ." Neppe bleve disse formastelige Ord udtalte, saa stikker D. i et Vreel og løber ud for at beklage sig over den frygtelige Beskyldning. B. iler efter for at føre St. S.s Sag -- jeg blev alene med ham! -- Endnu kan jeg føle den piinlige Forlegenhed jeg geraadede i; jeg søgte efter noget at tale om, men intet passende vilde i en Hast falde mig ind -- til Lykke afbrød han Tausheden i dette ængstelige tête à tête -- det første i vort Liv -- med et Udraab over D. og vi talede da temmelig fornuftigt og ugenert med hinanden. "Hvad broderer De paa?" Det var Reparation af noget Broderie til Mad. H.; jeg sagde dette og forklarede ham den Methode jeg brugte. "Gud hvor saadanne Fruentimmerarbeider maae være kjedelige og lang- somt henslæbende". -- "Ja og langsomt hentærende", tilføiede jeg meget vægtigt. Dette var virkelig en Affectation af mig, som den falske Idee, jeg dengang nærede, at han oversaae og for- agtede, som Uvæsentligt alle saadanne Beskjæftigelser, forledede mig til. Det var en Svaghed, som jeg skammer mig over endnu, at jeg fornægtede det ædle Broderie, af en taabelig Frygt for at synes Almindelig i hans Øine. Men nu gik jeg ud. Der var Oprør. Mad. H., ikke meget gunstig stemt den Dag mot St. S., var ved D.s ikke bleven formildet, men modtog mig med Be- klagelser, hvoraf jeg blot husker de Ord der næsten lod mig tabe Contenancen: "Han har overordentlig "fornærmet" D. " "Fornærmet D.!"tænkte jeg, "det gaaer dog forvidt! om han havde taget ham lidt i Toppen som aldeles ikke havde skadet Fotnote: Dufour, dengang en 10aars Gut. SIDE: 45 -- hvad var det saa?" og jeg forsikrede at St. S. aldeles ikke havde fornærmet D. Nu kom han med den fuldendte Tegning. Det lod paa ham som om de sure Ansigter ikke anfægtede ham, han gik, og overlod mig endnu det vanskelige Hverv at formilde Mad. H. fordi der var Spoer efter hans Støvler paa det nyvadskede Gulv. Engang før havde den Malheur hendt ham at han havde glemt at skrubbe af sine Fødder paa alle Matterne førend han betraadte dette Tempel for Reenligheds og Properheds Guddomme, med deres Skure- og Vadske- mysterier. -- -- -- Dette var Løverdag, da kom Søndag, Tirsdag og Onsdag som jeg har beskrevet. Fredag hørte jeg Prindsen vilde give et Bal. Gen. Birch havde meget travelt med at ønske jeg skulde blive indbuden. Jeg forsikrede ham jeg ikke var vant til at komme med saaledes, kjendte intet til den Verden, da jeg aldrig gjorde noget Skridt for at nærme mig den, saa at jeg bar min Udelukkelse med største Fatning. Morgenen der- paa kom Harald og hilste mig fra B. at Aarsagen hvorfor jeg ikke bliver buden er fordi jeg boer i en Familie der ikke kan bedes. Jeg mærkede strax det Utilstrækkelige i denne Grund som Generalen maaskee angav eller foregav, for at skjule den ringe Indflydelse han havde hos Vedkommende, og lod ham bede ikke at gjøre noget Skridt mere for den Sag. Derpaa gik jeg hen og fortalte Mad. H. Altsammen, den Grund Gen. havde angivet, mine Tanker derom -- jeg havde jo ingen anden at holde mig til og hente Raad hos og for at faae det maatte hun vide Alt jeg vidste, hun maatte være saa fornuftig at see Sagen fra den Side jeg ventede. Men Himmel! Hvor blev jeg straffet for min Oprigtighed! hun blev meget opbragt og det paa mig! -- Jeg angrede bitterlig min utilgivelige Ærlighed og lovede hos mig selv aldrig at være saa ærlig en anden Gang. M. var ogsaa vred og troede at opdage en Fornærmelse mod dem, der var saa himmelvidt fra mine Tanker at tilføie dem, og jeg udtømte min hele Veltalenhed for at forklare dette. Jeg vilde den Dag ud til min Familie paa Frogner [fotnotemerke] og proponerede Fotnote: Glückstad, gift med Henriette Vibe, senere Fru Gislesen. SIDE: 46 M. og B. at følge med for at spadsere. M. var til min Glæde bleven blid igjen paa Veien. Om Eftermiddagen, Kl. kunde være 5 1/2, vilde jeg reise igjen. Vognen blev forspændt, men i samme Øieblik kommer B. -- den ærlige B., løbende og for- tæller, der er indløben en Invitation til Ballet til mig -- ikke gjennem Gen. B. -- men ved Kammerjunker Holst, der havde med Indbydelsen at gjøre. Emilie havde været nede for at varskue mig og han, B., var løben for at skynde paa mig. Det er umueligt, svarede jeg, nu at kunne komme paa Bal, jeg vil strax gaae op til D-s og sige dette. Da jeg kom derop om- ringede man mig og mødte alle mine Skrupler med Modsigel- ser -- "Invitationen er den gyldigste af Verden, skjøndt den kommer seent, men der bliver mange Damer buden saa seent, -- Du skal nok blive færdig -- Vi skulle hente Dig med Vognen -- etc." "Men jeg har ingen Ting at have paa Haaret; jeg bestilte rigtignok forledendag en hvid Rosenkrands, men da jeg har glemt at hente den, er den formodentligt udsolgt -- " -- -- -- "O, det er ikke vist, skynd Dig op at høre -- " -- -- -- -- -- Jeg kastede Hat og Schavl paa mig for at gaae, jeg fulgte kan jeg sige mekanisk deres Bud og Overtalelser -- en rasende Ulyst og en rasende -- Lyst til at gaae paa det Bal streed i mit Indre. Min Stolthed forbød mig; ja jeg veed be- stemt havde jeg været buden til ordentlig Tid, en Dag forud, havde jeg ikke gaaet. Thi om jeg nu lader være at gaae, vil man alligevel sige det var fordi jeg ikke fik Tid til at gjøre min Pynt istand, og da havde jeg intet for min Fornegtelse. Men ak! der var en anden Stemme end Stolthedens som kjæmpede mod den -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- Da jeg kom ned paa Trappen, greb Emilie, som havde fulgt mig ned -- min Haand, saae mig bekymret i Øiet og sagde: "Du er saa skrækkelig bleg søde C. -- -- -- siig oprigtig, kanskee Du har Ulyst til at gaae, saa er det Synd at overtale Dig" -- -- -- "Jo jeg har nok Lyst", svarede jeg nølende. -- -- "Ja Du skal see der bliver moersomt; -- -- -- men er den hvide Krands borte, saa tag endelig en Rød, den vil klede Dig bedre, Du er for bleg for den Hvide." -- -- -- "Jeg gaaer ikke SIDE: 47 mere med røde Roser, Emilie". "Ak C. jeg veed hvorfor". Mit Blik mødte hendes, men da ilede hun op og jeg skyndte mig ud. Krandsen var borte. Alvilde W. havde taget den, da Eierinden ikke hentede den. Jeg veed ikke om jeg blev be- drøvet eller glad derover. Endnu var jeg ubestemt om jeg skulde gaae, jeg gik hjem til D -- s og sagde det var Gudernes og Alvilde W -- s Villie at jeg ikke skulde paa Bal, jeg resig- nerte i blind Hengivenhed. "Hvad", sagde E., "det ligner ikke Dig at blive hjemme, at tabe Modet for en Krands Skyld, o, er Du saa forfængelig!" Dette gjorde Udslaget. -- "Jeg gaaer!" Da jeg kom hjem vare Mad. H. og M. strax villige til at hjælpe mig med hvad de kunde. De syede nye Ærmer i min hvide Kjole, en nye hvid Krands blev opdrevet, D -- s sendte en Bouquet til at have i Brystet. Den gode B. løb efter Skoe, efter Friseur -- og Kl. 1/2 8 sad jeg i Vognen med Caroline. Det skal undre mig om nogen af Damerne for nogen Priis havde havt Mod til at være mig den Aften, jeg var den eneste som ikke havde Silkekjole under. Nu stode vi opstilte i Dansen. H. k. Høihed havde alle- rede figureret forbi mig, det var Feier med Kors -- min Haand skjalv ikke, skjøndt mit Blik sænkede sig for det mønstrende han lod hvile paa Damerne i Touren -- men nu greb mig en Haand og mit Hjerte skjælvede og min Haand vist ogsaa -- -- -- O! St. S. var Du forberedt dengang? Hvor blev Din fremmede Hilsen, Din Jernkulde? Han smilede -- men det var et Andet end hans Sædvan- lige, dette Smiil var en Afglands af mit. Mit Blik var som fast- tryllet til hans medens han holdt min Haand som om en Af- grund vilde aabne sig mellem os -- -- -- Hvor kan et saa- dant Øieblik, dette Minut, Kjeden i en Dands, slutte saamegen Salighed i sig? og dog var det mig saa kostbart at jeg gjerne kjøbte det med mine foregaaende Trængsler -- og de efterføl- gende mange Ydmygelser og Fortreder, ak, det var det eneste lykkelige Øieblik paa hele Ballet. Da første Dands var slut- tet, kom han hen for at engagere til ny Vals. Dette skede med det meest komiske Ansigt man kunde tænke sig, vi loe SIDE: 48 begge, med den forlegne Barnagtighed, som naar man har at- traperet hinanden i noget man er undselig over, men af gode Grunde ikke kan forekaste hinanden. Vi dansede da en Vals, og nu havde vi taget vore Roller igjen. Der blev neppe vexlet 10 Ord. Engang vi dansede rundt stødte vi mod nogen at vi kom aldeles ud af Takten, saa vi svævede i Fare for at falde, saameget mere som han forgjeves søgte at komme i den igjen ved at danse voldsomt til. "Jeg seer os Alt i Aanden paa Gulvet", afbrød jeg den hidindtil beobagtede dybe Taushed. Men han svarede ikke derpaa førend han kom til vor Plads i Rækken; da efter nogen Stilhed spurgte han, med Øiet vendt lige frem: "Troede De vi skulde falde?" Herpaa svarede jeg intet. Længe stode vi tause ved hin- andens Side, endelig afbryder han Tausheden med et ydmy- gende Spørgsmaal, der bragte mig Blodet op i Tindingerne: "Saa er det da endelig lykkes Gen. B. at faae Dem her i Af- ten?!" Endskjøndt jeg følte det brændende Ønske hos mig at staae retfærdiggjort for ham, at jeg ikke havde hans Forbønner at takke for min Indbydelse -- jeg kunde jo blot have sagt: "De tager Feil, jeg har ikke Gen. B. at takke derfor" -- taug jeg ganske stille. Og vor Balconversation havde Ende. Imidlertid faaer jeg bemærke, at vi vare faldne 2de vigtige Personer i Øinene. Den første var hans Høihed selv, og Fru Collett havde svaret: "Jeg vil gjøre Deres kunglige Høihed opmærksom paa at det er en Søster av Digteren W." "Ja so! hon er mycke -- -- -- -- " og den anden Vigtige Person var Generalconsul Gjerlew, hvis Dom eller Bemærkning var endnu mere frydende: Da St. S. og jeg dansede forbi, havde han pathetisk udbrudt: "Hvilken skjøn Forening" -- ! B. fortalte mig dette siden efter lang Tids Forløb, og vi søgte da give disse gaadefulde Ord den meest passende Fortolkning -- B. tog dem slet og ret efter Ordene, men jeg fandt det meget sandsynligt at Gen. G. havde alluderet til Paradiis hvor saagar Ulv og Lam fredelig danse ved hinandens Side. -- -- -- for at komme tilbage til SIDE: 49 Ballet, det begynder nu at blive kjedeligt. Ved Bordet sad jeg mellem C. Diriks og M. S. Caroline havde paa sin anden Side sine bedste Bekjendte, Fru Hjelm, Ida Motzfeldt, o. s. v. og talte og fjasede blot med dem, medens hun lod mig sidde forladt og ene, uden at henvende andet end et flygtigt Ord til mig, en Bemærkning over Maden etc. Jeg har siden skjændt paa hende, men hun undskylder sig med at jeg saae saa al- vorlig ud, at hun ikke vovede at drage mig ind i en flau og gehaltløs Baldiscours. Men det skulde blive værre. Vi sad med Ryggen vendt mod et andet Bord hvor St. S. befandt sig. Han kommer hen og stiller sig bag C -- s Stol og snart er han inde i deres Samtale, der ved hans Tilkomst bliver meer og meer støiende. Han staaer der meget, meget længe, uden at henvende et eneste Ord til mig. Hans Latter og over- givne Lystighed gav en skjærende Gjenklang i mit Bryst der var saa sorgfuldt, saa tungt som om en Vægt vilde knuse det; ja det var en skrækkelig Time den, den hele ydre Omgivelse berørte mig saa saarende med sin Lysglands, brogede Glimmer og smilende, fjasende Ansigter, mit aandige Øie vendte sig saa træt og skye tilbage for den, at tilsidst mine Sandser kun dun- kelt fornam den; den glade Surren, Glassenes Klirren, den store Rose paa Fru Hjelms Bryst, Stiftamtmand Thygesons purpurrøde Uniform, Tjenernes vaiende Fjerbuske -- -- Alt blandede sig chaotisk mellem hinanden, med den Dunkelhed og Utydelighed som charakteriserer en Drøm -- et Menneske- bryst mellem en flok av lystige, drillende Gnomer -- men nu reiste man sig fra Bordet, min Dandser kom og jeg fulgte ham mekanisk ind i Salen. Endelig efter en lang Cottillons An- strængelser reiste vi hjem fra dette Bal, det tristeste jeg har oplevet. Men Dagen derpaa -- Løverdag! Hvilken Dag maatte ikke betale et kort lykkeligt Moment. Mad. H. havde saa ufortrøden hjulpet mig at blive færdig og været nok saa mild saa jeg troede hendes Uvillie mod mig var over, men jeg tog SIDE: 50 feil. M. havde klaget over at jeg den Søndag hos D -- s ikke havde tiltalt hende, men blot holdt mig til de Andre. For dette fik jeg nu Bebreidelser først, men da man da tilføiede, det var underligt jeg kunde beqvemme [mig] til at gaae paa Bal, paa en saadan Indbydelse der ingen Gyldighed havde, at M. aldrig skulde have faaet Tilladelse, hvis det havde været hende, da blev jeg fortvivlet. Nu naar det var for seent var det haardt at høre saadant; hvorfor havde man ikke før sagt det! Den Formiddag glemmer [jeg] aldrig, jeg var saa ulykkelig og havde aldrig mærket at jeg var saa forladt -- og han som havde for- ledet mig til at gaae, havde lønnet mig med en saa øiensynlig Tilsidesættelse der næsten grændsede til Ringeagt -- o jeg var ulykkelig og savnede saa dybt et Menneske til hvis Bryst jeg kunde have heldet mig, og øst nogen Trøst -- taus kunde den gjerne være -- jeg torde jo ikke betroe mig til nogen -- Emi- lie faldt mig ind, jeg satte mig hen og skrev min første Billet til hende hvori jeg bad hende om en Spadseertour. Den Trøst at udøse sig maatte jeg renogsere paa, da jeg ikke kunde for- tælle hende Sammenhængen uden at blotte alle Omstændig- heder, de Andres Forhold mod mig, men det var en Lindring at see et venligt Øie og høre hendes milde Stemme. O den gode Emilie! Da jeg kom hjem var jeg meget opmuntret, men det var af kort Varighed. Søndagen derpaa satte jeg mig om Formiddagen i en ret nedtrykt Stemning inde i gamle H.s Værelse. En nye ubehagelig Scene var forefaldet i samme Anledning. Jeg satte mig i Krogen mellem Vinduet og Sengen med Ryggen vendt mod gamle H.s Skriverpult -- og tog Bastholms Prækener i Haand og forsøgte at øse nogen Trøst, Adspredelse idetmindste, af et Capitel som syntes at passe paa min Stilling. Men det vilde ikke gaae, tilgiv mig, gode Bast- holm, at det ikke var Andagtstaarer som faldt i Din Bog! jeg holdt ganske op at læse, thi jeg kunde ikke fatte noget, uden at han kom om en Times Tid, at jeg vilde undgaae at see ham, da han maatte tænke det samme som de Øvrige og ringeagte mig for den Mangel paa Delicatesse jeg havde viist ved at gaae paa det Bal. Men jeg maatte gaae ind, en Und- SIDE: 51 skyldning vilde have vagt Opsigt. Han og Byfoged Ch. vare de eneste Fremmede tilbords. Jeg talte ikke et Ord, men kort før vi vilde reise os fra Bordet udspandt der sig en Ordstrid mellem Mad. H. og St. S. Hun var meget vred paa ham for et Udtryk hun regnede til en Fornærmelse for sig, medens vi andre Fremmede vare ganske forundrede over en saadan Mis- forstaaelse. -- Men nu tog min Stemning en anden Retning. Forunder- ligt nok livnede jeg op igjen ved hans Ulykke, nu deelte han den med mig. Efter Bordet trak jeg mig atter tilbage i mit Asyl i gamle H.s Værelse. Denne skulde sove Middag, og satte sig i Sophaen, men M. og jeg bade saa vakkert at maatte faae Lov at blive, vi skulde være saa stille! -- at han meget galant ikke alene tillod det, men talte om den søde Søvn han maatte faae naar den blev bevogtet af Engle. Hvad nu den grønne Engel i "Andemadskjolen" [fotnotemerke] angik, da var den meget passiv og rolig, men den anden Engel syntes ikke utilbøielig til at indlede en Trætte og fortsætte Striden fra Morgenen, men saa tog jeg Skrivematerialier frem og begyndte paa et Brev til min Søster. Gamle H. var alt vaagnet og gaaet ud, men jeg blev siddende og vilde blive der saalænge det var mueligt. Men man kan ikke undgaae sin Skjæbne, heder det; gik jeg ikke ind til dem, saa kom man ind til mig. St. S. og Byfoged Chri- stensen traadte ind, og den sidste spurgte om hvad jeg skrev, hvorfor etc., og sluttede med nogle Regler for Brevskrivning hvoriblandt han især lagde Vægt paa den, for Alting ikke at begynde med Jeg. "De troer vel denne Formaning skal træffe mig, De skotter saa ængstelig hen til mit Brev -- -- -- " Han loe og gjorde med comisk Galanterie Undskyldning fordi de havde vovet at afbryde mig ved deres Nærværelse, hvorpaa jeg svarede ligesaa ironisk at en saadan Overraskelse ikke kunde være andet end smigrende og behagelig -- -- -- "Ja", gjentog han med den polidskeste Mine af Verden, "det gjæl- der ialfald -- -- -- -- -- -- St. S.?" Alle brast i Latter her- ved, og jeg saae spørgende paa St. S. som blev rød og forle- Fotnote: Formodentlig en af W.'s Vittigheder. SIDE: 52 gen, og det undrede mig, thi jeg blev dengang sparet for at blive det, da jeg ikke rigtig forstod hvad Ch. sagde. Siden fortalte man mig hvad jeg halvveis gjettede, at det var et Dril- lerie som forsaavidt som det passede paa vor gjensidige Op- førsel, kunde klinge latterligt nok. Denne Dags Trængsler var endnu ikke forbi. Jeg havde neppe været i den blaae Stue 2 Minutter, saa banker det paa Døren og -- Henrik træder ind. "Det er Hr. Ch.! Det er Hr.W.," sagde gamle H. præsenterende dem for hinanden, "og det er," lagde han til med smilende Vægt, "Hr. St. S." "Jo jeg kjender ham nok", sagde H., satte sig op paa Forhøiningen og snakkede saa let og ugenert som om aldrig den Anden var til- stede. St. S. satte sig taus hen i et Vindue. Hadet hos dem begge yttrer sig uhyre forskjellig -- jeg har engang hørt den Bemærkning at hos H. var Foragten den overveiende, men hos St. S. Hadet, men dette forkaster jeg. Fordi H. er lige unbefangen i hans Nærværelse og over- hovedet viser mere Djervhed, er det ingen Følge at han føler sig eller er overlegen. Mit Had vilde yttre sig som den An- dens. Det er ikke Frygt, der vilde gjøre mig taus i min Fiendes Nærværelse; det er en Skye, en Undseelse for at hvert Ord jeg vilde tale, vilde klinge foragtelig, min Stemme skurre i hans Øre og hver om nok saa uskyldig Tanke analyseres med Hadets Øine. -- Ak, da han sad mørk og taus derhenne ved Vinduet kunde jeg have havt Lyst til at gaae hen til ham -- jeg veed ikke hvad jeg havde Lyst til -- at omfatte hans Ho- ved med mine Arme, at han intet skulde see, intet høre uden mit Hjertes Banken, som slog saa kjerligt for ham. Min Bro- der forstaaer slet at hade, mit Hjertes Slag skulde nok over- døve hans Stemme. H. var længesiden gaaet; Chr. havde spiist til Aftes og nu nærmede Afskedens Øieblik sig; jeg ventede ikke at faae see ham mere dengang. Hestene vare komne som skulde hente mig. Jeg satte mig i Sophaen inde i gamle H.s Væ- relse. Der var ganske mørkt, Døren stod aaben. Mad. H. sad i den brune Stue i Samtale med St. S. De vare nu for- SIDE: 53 sonede igjen. Endelig forstummede den ikke meget livlige Conversation aldeles, og St. S. begyndte at gaae op og ned ad Gulvet fra min Dør indtil Heltbergs i den blaae Stue. Med Lorgnetten for Øiet forfulgte jeg alle hans Bevægelser som om jeg vilde sluge dem -- han gaaer langsomt, langsomt og tanke- fuldt, nu vender han om, han nærmer sig, hvor bleg han er, var han saa bleg før? -- -- Det stormer udenfor frygtelig, der raser et sandt Uveir, han tænker vist paa hvorledes han skal komme hjem -- Stands lidt! lad mig betragte Dig førend jeg rives fra Dig! han vender sig bort, han gaaer hen til Mad. H. Nu vil han tage Afskeed. Han taler om Skibbrud, han havde Lyst til at iagttage Stormen fra Voldene. O det har jeg ogsaa Lyst til, der maae være herligt derude! "Adieu!" hører jeg ham sige. Han gaaer vist! han savner ikke engang -- -- Han traadte nu hen i den aabne Kammerdør, han kunde ikke skjælne nogen Gjenstand indenfor. "Her er jo nogen," sagde han i en halv spørgende Tone og tilføiede et almindeligt: "Adieu". "Adieu", svarede jeg og vendte mig med en almindelig Be- mærkning til M. der var traadt til. Men jeg havde behagelig forregnet mig. Vi skulde endnu sees førend min Afreise. Dagen efter blev der i en Confe- rentz mellem B., M. og mig besluttet at bede Selskab og danse om Aftenen. Den lille Blaae med Suite, M -- s Veninder, alle H -- s og Han bleve indbudne. Vi oplevede atter en saadan Aften som jeg har beskrevet, jeg var saa fornøiet at jeg glemte baade Vogn, Heste og Skilsmisse indtil det Øieblik da han stod med Hatten i Haanden. Nu ventede jeg da ikke at faae see ham mere. Onsdag skulde jeg reise. Tirsdag Eftermiddag gik alle H -- s og jeg hen at see paa Italienerens Kobberstikudstilling. Pludselig som jeg staaer bøiet over et Skilderie hører jeg hans Stemme bag mig. En brændende Strøm foer ved denne Lyd over mit Ansigt saa at jeg ikke turde vende mig om og hilse. Og endelig gjorde jeg det uvilkaarlig; mit Blik mødte hans, men jeg hilsede ikke og han hilsede ikke, men vi smilede SIDE: 54 Begge. Han viste mig usædvanlig megen Opmærksomhed den- gang. Han trak frem, gjorde Anmærkninger, loe med mig, og fulgte mig overalt hvor jeg gik hen i Salen. Det er ubegribe- ligt at ethvert saadant Tegn der hos Andre vilde have havt noget "sødt mistænkeligt" ved sig, hos mig kun bestyrkede en sørgelig Idee. Ethvert Tegn paa Interesse eller Opmærksomhed udlagde jeg paa min egen piinlige Maneer. "Han har Mistanke om hvad der foregaaer hos mig, allene dette forebygger en fuldkommen Ligegyldighed, hans Blik rettes uvilkaarlig mod mig, men det er ikke en frivillig Interesse, den er opfordret. Det vil være ham ganske morsomt at løse fuldkommen denne Gaade som han er saa godt paa Spor efter -- ialfald betragter han mig som en rig Kilde for hans psychologiske Studium, der betydelig skal forøge hans Menneskekundskab". -- -- -- "Synes De ikke dette Englehoved ligner Comtesse Knuth [fotnotemerke] -- -- -- " "Jo, frappant", svarede jeg. "Det er denne Dan- nelse af Munden der kun er et Særkjende hos Engle som jeg finder hun har". "Det er, troer jeg, især Raphaels Engle der kjendes ved dette Træk," tilføiede jeg. Han talede om en Landskabsmaler hvis Arbeider vi endelig maatte see. Vi kunde ikke komme derhen, da foreslog han at bringe nogle af dem hjem til os. Men han kom ikke; jeg saae ham ikke mere dengang; næste Dag reiste jeg. Og hiin Sommers 8 Søndage vare tilende. Jeg var nu kommen hjem med samt den hele Oppakning af Portraiter, Latham, [fotnotemerke] Kanarifuglen, Henrik osv. Da H. for- kyndte mig at Latham skulde være med, blev jeg vred paa ham og bad ham grædende spare mig for en Reisefælle, som hvis han lignede sine øvrige udlændiske Brødre Tilfældet havde slængt op til os, navnlig hans Landsmand P. fra forrige Som- mer, vilde plage Livet af mig ved sin Paatrængenhed førend jeg kom hjem, men herved var intet at gjøre, H. havde allerede Fotnote: Comtesse K., en af de stærkest betagne, vilde man sige. Fotnote: Se "I de lange Nætter". SIDE: 55 indbuden ham. Imidlertid fik jeg Aarsag til at angre min Mis- tanke, og gjorde Hr. Latham i Stilhed Afbigt. Jeg kom til at lide den godmodige Englænder godt, trods hans comiske Ud- vortes. Han var bestemt ualmindelig dybt- og ædelttænkende, og faae skulde bag dette lidet anbefalende, keitede Ydre formode en saadan Skat af Vid og Lærdom. Dertil var han saa til- bageholdende som hans Landsmand havde været det modsatte: men uhyre comisk. Jeg angrer nu paa at jeg ofte loe; gid han nu var her saa skulde jeg behandle ham saa agtelsesfuldt og mildt at det skulde bringe ham til at glemme. "Desværre jaj har ikke Søster, ikke en" -- -- -- Han talede engang om den gyselig Mængde Selvmord i England, Aarsager etc. Man kom paa Maaden hvorpaa de skeer og hvilken Maade der var at foretrække. En foretrak Strikke, en anden Dolk, en priste Pistoldøden som den letteste, ærefuldeste eller hurtigste -- endelig siger Latham med dyb Alvorlighed og saamegen Vægt hans gebrokne Norske tillod ham: "Jaj troer, den letteste Død, at man -- gifter sig -- -- ". "Ja den kunde være sikker nok, men om den just var hurtig -- -- ", tog H. Ordet. -- -- "Ak jo, naar man tager -- -- tager -- en god Dosis", -- -- og Alle brast ud i Latter. Den gode L. havde meent forgivte. Vor Misforstaaelse var imidlertid und- skyldelig naar man regner at disse Ord ere omtrent synonyme her i Norge; i England siger man de have en forskjelligere Betydning. "Har man ofte Baller i England?" spurgte Petra Boyesen, der just var her i Besøg paa den Tid. "Baller! o ja!" "Dandser man Engelskdands paa disse Baller?" "O, ja!" "Dandser man Feier da?" "Feierda? nei!" Latham reiste fra alle hans "Ladies" og fra den"smukke Lady" M. S. Vi beklagede alle, især Petra B. og Thrine Borchsenius hans Bortreise, den gjorde betydelig Skaar i vor SIDE: 56 -- (min?) Munterhed. Nu skulde den omtalte Tour til Hovinds- holm foregaae. [fotnotemerke] Aftenen var deilig. Vor Baad gled langs med Totens yn- dige Bredder. De yppige Kornmarker, Løvskoven straalede i en Farvepragt der især udmærkede denne Høst. De utallige Nuancer af Grønt, Gult, Orange og Purpur gav den stille andflade troe og vidunderlig klart igjen. Det var et forun- erligt Syn, man kunde troe det var et fortryllet Land, havde en Maler kundet bringe det paa Lærredet vilde man sige: det er ikke naturligt. Men nu fjernede vi os fra Totens Bredder, og stævnede mod Helge-Øe der vinkede os i en blaalig Dæm- ring til Høire. Det tidlige Høstmørke faldt stærkt paa saa at vi snart ikke mere skimtede Land. En Taage udbredte sig lidt efter lidt. Vi vare omtrent midt paa Fjorden, Taagen og Mørket formerede sig saa at vi neppe kunde see W. Borch- senius og Henrik der sadde i Forstavnen af Baaden. Vi ryk- kede ængstelig sammen, de fremmede Damer der vare mere uvante til Seilads vare især bange tilmode. Vi forsøgte paa en Samtale, men den vilde ikke gaae; det dybe Stille blev blot afbrudt ved Aarenes taktmæssige Slag, og naar H. engang imellem fandt for godt at udstøde et klagende Skrig, liig et Jagt- eller Nødskrig som dog Damerne for Guds Skyld frabad sig, forsikrende at det blot formerede deres uhyggelige Stemning. Jeg var aldeles ikke hverken ængstelig eller uhyggelig tilmode. Med Hovedet støttet mod Petras Knæ havde jeg lagt mig ned i Baaden og holdt hendes Haand fast omsluttet. Der blev ikke talt et Ord, men der førtes en stum Samtale, jeg er overbeviist om vore Tanker havde eet Maal skjøndt under uhyre forskjellige Følelser. Vore brave Roerkarle forfeilede heller ikke deres Maal. Vi stødte lykkelig og vel i Land i Helgeøe -- sagde man, thi see det kunde vi ikke, det dybeste Mørke omhyllede Alle Gjenstande. Gaarden skulde ligge endnu nogle 100de Skridt Fotnote: Selskabet bestod af Thrine Borchsenius og Broder, Petra Boyesen og Broder, Henrik og jeg. SIDE: 57 fra Stranden. Efter en kort Deliberation blev der enstemmig besluttet at der skulde udrustes en Deputation, der skulde skynde sig iforveien [fotnotemerke] for at melde at nogle "fornemme" Per- soner vilde gjøre dem den Ære at besøge dem, men egentlig for om mueligt formilde den Overraskelse et saa mandstærkt Selskab vilde gjøre paa de gode Folk som nok allerede vare gaaet til Sengs. Men nu da Valget skulde skee, vilde ingen være Sende- bud. Vi besluttede da at holde sammen og dele Ondt og Godt med hinanden. Toget satte sig i Bevægelse. Veiene vare bundløse, Natten kulsort, og vi skulde gjennem Gader og Stræder, over Grinde og Led. Thrine B. greb fat i Henriks Kjolefrak og lod sig bugsere frem af ham, vi andre fulgte efter, med sikre og lydelige Skridt midt i Sølen. Endelig havde vi gjennem en Labyrinth af Grinde, Indhegninger arbeidet os op paa Gaarden, Hundene begyndte at gjøe medens vi sneg om- kring som Tyve forgjeves søgende efter Hovedbygningen. Der laae noget ubeskrivelig tiltrækkende, noget saa ægte "fante- agtigt" i dette vort Indtog og i vor hele Attitude at jeg ikke vilde have ombyttet det mod et Triumfindtog. Gjennemvaade, forpustede og halvdøde af Latter og Anstrængelse havde vi nu endelig naaet Forstuen. Fra Dagligstuen hørte vi Paulines [fotnotemerke] Claveerspil, men vi torde ikke endnu træde ind; vi søgte at fatte os og gjøre denne vor Indtrædelse saa skaansom, saa lidt skrækkende som mueligt. Endelig præsenterede vi os -- en, to, tre, fire, fem -- sex Personer. Hvordan hun blev tilmode maae Gud vide. Jeg holdt mig bag de Andre. Men de gjest- frie fortræffelige Folk kom snart paa Benene igjen da de hørte vort Komme. Vi betakkede os for Aftensmad, men ønskede at komme til Roe, og snart havde de bløde Edderdunssenge med deres hollandske enhalv Alen-bredsømmede Lagener taget vore trætte Lemmer i sin milde Favn. Det var som sagt for- træffelige Folk, de vidste ikke hvad de skulde finde paa for at fornøie os og gjøre os vort Besøg behageligt. Fruen lider jeg Fotnote: Til den bekjendte Storbonde og Storthingsmand Hoels Gaard, Familien bekjendt for sin Rigdom og Gjestfrihed, Henriks Velynder og Beundrer. Fotnote: Datterens. SIDE: 58 bedst, hun har naturlige Krøller, der klæde hendes Matrone- ansigt uforligneligt; han er ogsaa brav, fraregnet hans Reminis- cencer fra Thinget; Pauline spiller saa Syn og Hørelse forgaae En, men Følelsen bliver ikke generet -- Frugthaven er ypper- lig -- men Holmen er dog det første. Holmen er en lille Lystøe strax udenfor Ankerpladsen 100 Skridt fra Land. Den er gjennemskaaren i alle Retninger med Veie udhugne i den mørke Granskov saa at man maae snoe sig gjennem en Labyrinth af scheuerlige Gange, men undertiden aabner sig det yndigste Perspectiv med Søen i Bag- grunden. Mod Vest hæver sig en Kjæmpehøi blidt og maie- stætisk overskygget af nogle kjæmpemæssige Hængebirker, denne har han (Eieren) ladet udgrave, og Udbyttet -- tilligemed et andet han har gjort af nogle Høie paa det faste Land, tæt ved den saakaldte Blodmark, hvor efter Sagnet et Slag blev holdt, hvori ingen undkom, men alle indbyrdes nedsablede hinanden -- nedlægge i en af vore moderne sorte, meget pro- saiske Liigkister, og nedsætte paa Bunden af en i Form af en Brønd graven Hule, midt i Høien; naar man bøier sig ned over Randen, kan man skimte noget Sort dernede. Jeg synes naar nogen har Ret til at spøge, saa er det disse Helte. Det er en Anden Sag med os, vi ere vante til at puttes strax ind i vore trange Kister og ere desuden af et mere eftergivende Gemyt, men disse djerve, frisindede, al Uret trodsende Kæm- pere maatte utaalmodig sprenge det snævre Rum og længsel- fuld søge deres forrige Boliger, hine lune rummelige Hvælvinger, man følesløs udrev dem af. Kunde jeg, vil sige, torde jeg, besøge Holmen ved Helgeøe en Maanskinsqvel og oppebie Midnat, vilde jeg faae see meget Sært. Da vilde jeg høre Sværdklirr paa de smaae Pladse som de tilstrømmende Gange danne, thi disse Pladse ere som skabte til en Aandetvekamp -- og flygtede jeg ind i de dunkle Gange, da vilde en Ridder i tung Rustning, med langsomme, høitidelige Skridt krydse over Veien, og bøiede jeg forfærdet ind i en modsat Retning, see da træder han just ud af en Sidegang -- han nærmer sig mig -- nu træder han ud af Skyggen -- Maanen skinner paa hans SIDE: 59 steengraae Træk -- jeg skjuler mig skjælvende bag et Træe -- nu er han forbi! Hvor mon han gaaer hen, til Høiene til sin fordums Grav, for at søge efter et tilbagelagt Klenodie, en Guldring, et Yndlingssværd -- maaskee en Arm eller et Been, som hans ubarmhjertige Forflyttere har glemt. -- -- Jeg er bange de spøge over deres Tid, thi saa langt fra Gaarden kunne de ikke høre Hanegalet. Ja en Maanskinsqvel skulde jeg gjerne ville tilbringe paa Holmen, notabene i godt, levende Selskab. Solen sank nu ned. Fra den omtalte Høi havde man dette Skuespil fra første Haand. Det er ikke ofte at jeg seer Solen gaae ned, men det følesløseste Menneske saa paa den denne Gang. Det forklarende Skin den kastede paa Totens Høie og brogede Skove, medens den laante det fjerne Stange med dets lavere Bredder et Violblaat Skjær, og den stolte Søe laa i en blændende Ildglands. -- -- Nei jeg vil ikke beskrive saadant mere og lover hellig at jeg aldrig skal indlade mig paa noget Forsøg -- nok Aftenen var vidunderlig deilig og jeg følte man kunde være rasende lykkelig, naar man ikke var ulykkelig. Vore Fremmede vare reiste. Pet. havde meget bedet mig komme hen til dem i et Besøg, jeg gav intet bestemt Svar, men ved en skriftlig meget veltalende Invitation hun sendte besluttede jeg. Hendes Bolig [fotnotemerke] har noget tiltrækkende ved sig og der skal ikke megen Skarpsindighed til at forklare hvori det ligger, han har været der -- hiin Tegning paa Væggen er af ham -- dette Værelse har han beboet -- med disse Menne- sker er han opvoxet -- behøves der mere? -- En Dag kom jeg ind paa H [enri] ks Værelse. Et ufuldendt Manuscript laae opslagen paa hans Pult. Jeg læste det trods Fotnote: Ullensager Præstegaard, dengang beboet af den elskværdige Familie Bøyesen, Bergensere, gamle Bekjendte af W., bestaaende af den fine, gamle B., den ældste Datter, den skjønne Alette, den begavede Petra og August, den senere Garnisonspræst i Chia., en sand Kunstnernatur, grændsesløs ulykkelig i sin tvungne Præstestilling. SIDE: 60 det strænge Forbud at see i hans Papirer, der anede mig noget -- mod ham. Det var en Kritik over "Bien", bestemt til at rykkes ind i "Morgenbladet". Han siger: St. S. (som nok og- saa havde resensert Bien) -- har Ret -- skjøndt Rec.s Arro- gance og modbydelige Egoisme aandede gjennem det Hele etc. etc. etc. -- Pennen var dyppet og foer med en tyk Streg over disse skaanselsløse, hadefulde Linier. Det var en fortvivlet Streg, forsaavidt som der hørte et fortvivlet Mod til; jeg vidste H -- s Vrede vilde blive frygtelig, og jeg beredede mig med den Kraft som Tanken, at det var for hans Skyld, indgjød mig, til at gaae Stormen imøde. Seent eller tidlig maatte han faae see det, det vidste jeg, og jeg besluttede derfor selv at angive mig. Med Hjertebanken hører jeg ham komme op ad Trappen, og for- undret spørger han, hvad jeg har gjort paa hans Værelse, om jeg har læst i hans Papirer. "Ja jeg har," svarede jeg, "jeg har læst og ikke alene det, men strøget over. Du ved nok hvad jeg mener, hiin Apostrophe til St. S. som er skammelig uret- færdig" -- -- -- -- "Er Du rasende?!" Jeg erindrer ikke hvad H. i sin Hid- sighed sagde, men han stødte mig voldsomt, blodrød af For- bittrelse, fra sig, saa jeg tumlede mod den ligeoverfor staaende Dør. Hans Harme var rigtignok billig, selv i dette Øieblik følte jeg det, men en saadan Behandling var mig dog for uvant og ny til at den ikke skulde bringe mig ud af Ligevægt, men Tan- ken paa Aarsagen dertil gav mig en ganske forunderlig Lige- gyldighed derved, jeg gik, haabende at han ikke havde Tid til at skrive et nyt Manuscript. Mit Haab har ikke bedraget sig, jeg har aldrig seet hiin Kritik komme for Lyset. Har jeg ikke bogstavelig modtaget et Slag for ham? o hvor det gjør mig stolt. Julen var forbi. Fader arbeidede paa sit Forsvar for H. mod St. S. Hver Aften var jeg oppe hos ham og gjennem- leste Concepterne. Omendskjøndt Fader saa oprigtig misbilli- SIDE: 61 gede min Kjerlighed, og ved Bønner og Forestillinger gjorde alt hvad der stod i hans Magt for at bringe mig til at glemme ham, var han dog ikke døv for mine [Bønner] , naar de gik ud paa at faae et eller andet rettet af det han skrev. Mangt Udtryk blev formildet, mangen saarende Replique paa min Anmodning ude- ladt. Naar H. fik læse det Skrevne, satte han Kors ved disse Steder, men jeg beholdt sædvanlig Overvægten. Engang gav det dog en heftig Scene mellem Fader og mig. Han blev træt af mine Rettelser og gjorde mig Bebreidelser for dem og For- anledningen. Jeg lukkede mig grædende inde i mit Værelse og nægtede at komme ned at spise. Fader kom op til mig, og der fulgte en Forsoning. Hvor ofte, hvor ofte har jeg bit- tert angret at jeg betroede Fader min vigtigste Hemmelighed. Men jeg haabede ved en saadan Tilstaaelse at forebygge al vi- dere Tale om nogen Anden; naar han vidste jeg beherskedes af en Følelse der udelukkede Muligheden af at lide nogen anden, vilde han hverken undre sig over min Ligegyldighed meer, eller forledes til at begunstige nogensomhelst Plan. Men det var dog en Lykke at han ikke begunstigede mine Følelser. Der var noget Beroligende i hans Misbilligelse, og hans Be- breidelser og Forestillinger vare jo altid saa kjerlige og fader- lige at jeg ikke leed derved, derimod vilde den Omstændighed at han deelte mine Ønsker, sat mig i uafbrudt Skræk. Et Mandfolk kan ikke have saa delicate Følelser eller saa luttrede Begreber over et vist Punkt som vi. Himlen skee Tak, at Fa- der ikke leed St. S. Gud veed til hvilke Skridt hans Kjer- lighed til mig da kunde have forledt ham. Jeg erindrer engang jeg var syg og lidende, jeg var bukket under for et Anfald af fortvivlet Modløshed, -- Herre Gud, jeg var saa ung dengang -- da nævnede Fader -- men det kunde ikke være hans Al- vor, min Pen vægrer sig ved at nedskrive det -- han talte om at gjøre et Skridt -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- For Guds Skyld! vil Du at jeg skal døe? det vil ufeilbar- lig fremskynde min Død. -- Med et eneste Stød nedrive hvad jeg saa usigelig har kjæmpet for at vedligeholde -- jeg er jo ikke syg -- kan godt udholde det -- Du skal see jeg skal blive SIDE: 62 stærk, for alting ikke foretag noget -- ingen paafaldende Nær- melse. Ak, min gode Fader var i megen Bekymring. Jeg har dog holdt mit Løfte. Hans Datter har hævet sig igjen, aldrig er han nu mere Vidne til slige Anfald af Modløshed. Der er Aar siden hans Navn blev nævnet anderledes end ligegyldig mellem os. Faders Piece kom ud; Alle fandt den meget mild. Kun han urgerede over meget Uretfærdigt, og det bedrøvede mig, den burde dog billig have overtruffet hans Forventninger. Vi reiste ind til Markedet, Far, Mor og jeg. Det lod til at min Kjerlighed -- Følelse -- Svaghed -- Sygdom -- Liden- skab -- Tendentz -- ! Hvad man behager -- nu havde naaet sin Krisis. Den Uroe jeg bestandig føler naar jeg nærmer mig Chia., antog denne Gang en foruroligende Retning. Jeg spiste ikke; og sov ikke om Natten; og Dagen tilbragte jeg i en drøm- mende Tilstand, fuldkommen distrait, til liden Opbyggelse for min Omgivelse. Saaledes tilbragte jeg adskillige Dage, og mine Kræfter toge betydelig af. Jeg erindrer endnu en mærkværdig Omstændighed, der kunde afgive en interessant Notitze for en Læge. Naar jeg pludselig kom til at erindre ham, eller forestille mig: da eller da skal jeg see ham, følte jeg en underlig Bevægelse i Brystet, en smertelig Trækning i Nærheden af Hjertet. Det var som om Tanken paa ham var legemliggjort, og i en Slanges Skik- kelse skjulte sig i mit Bryst og stak mig naar den rørte sig. Jeg troer vist, havde min Tilstand kunnet stige til Vanvid, vilde dette Billede blevet fix Idee. Men Gud skee Lov, saa vidt skulde det ei gaae. I Lyceet saaes vi engang. Da vi efter sidste Akt kom ud i Thesalen, var han der og converserede adskillige af Damerne. Man begyndte nu at gaae saa at kun nogle Faae tilligemed mit SIDE: 63 Følge og jeg vare igjen, thi vi behøvede ikke at skynde os saa da vi hørte hjemme i Gaarden. [fotnotemerke] Jeg formodede han var gaaet for længe siden, men da vi nærmede os Udgangen, saae jeg ham til min Forundring staae paa Gangen, med Ryggen lænet mod Rækværket, ligesom ventende nogen. Moder vilde alle- rede gaae ud af Døren, da jeg dreiede om og søgte en anden der ogsaa kunde føre os ned, og hun fulgte, undrende sig over den pludselige Retirade. Den Nat havde jeg en merkværdig og piinlig Drøm der siden viste sig som et Forbud paa hvad der vilde træffe mig. Dagen derpaa var jeg buden til Herres. Han kom natur- ligviis sit sædvanlige Søndagsbesøg. Man bad mig til Middags, men dertil havde jeg hverken Kræfter eller Mod. Jeg vilde ikke kunnet udholde saa mange Timer alene med ham -- der- for afslog jeg det, men da man sagde der skulde komme nogen til Aftenen -- der skulde danses -- lovede jeg at komme. Til Middags gik jeg til G -- s. Lieutnant V. fulgte mig hen til H -- s ved Thevandstider. Hvor frygtelig mit Hjerte bankede da vi nærmede os Huset, skulde han blot have vist -- jeg anstrængte mig for at svare forstaaelig paa hans Tiltale -- og da jeg nu havde taget Reisetøiet af og skulde ind! det maatte være en ual- mindelig Afkræftelse -- men jeg havde en Følelse som man vil til at besvime, mit Hoved svimlede, Hjertet bankede saa voldsomt som om det vilde qvæle mig, mine Knæe skjælvede -- lykkeligviis stod jeg i Gamle H -- s Værelse, hvor der var mørkt, men nu maatte jeg ind -- -- -- o, om en Vild, min Dødsfiende havde luret paa mig i næste Værelse, om jeg vidste han ventede paa min Indtrædelse for at styrte sig over mig for at sønderflænge eller scalpere mig, jeg havde ikke be- traadt denne Tærskel med mere Rædsel. Min Fjende stod Fotnote: Vi boede i Hotellet, Hotel du Nord, hvor det prægtige, nybyggede Lokale for Lyceets Concerter og Baller var. SIDE: 64 lænet til M -- s Comode. Han svarede paa min keitede og hastige Hilsen med et temmelig upaaklageligt Buk og et God- aften i en Tone som var meget mere forekommende end sæd- vanligt; der laae saagar noget mildt i den, der opmuntrede mig noget. Det gik bedre den Aften end jeg havde tænkt. Da de andre gik ind for at spise Aften, blev jeg tilbage i den blaae Stue tilligemed M. og B., jeg vilde ingen Mad have og de Øv- rige blev for at holde mig Selskab. Jeg satte mig ved Fortepianoet. "Synes Du ikke at St. S. har tabt sig meget?" spurgte M. Jeg studsede lidt ved dette Spørgsmaal; endskjøndt jeg havde hørt Flere gjøre den Anmærkning, havde det aldrig kunnet falde mig selv ind. Det var en glædelig Fornemmelse, der gjennemfoer mig, men Hans Skjønhed havde hidindtil havt noget Qvælende for mig, den brændte men den varmede ei; han kunde gjerne taale at tabe en Portion af den og komme os andre beskednere udrustede Menneskebørn lidt nærmere -- "als Götter menschlicher noch waren, wurden Menschen göttlicher -- ! -- " "Nei, jeg synes ikke det," svarede jeg, og kunde ikke fore- bygge en svag Betoning af Ordet jeg. Hans Skjønhed er virkelig ogsaa af den Slags at den ikke let taber sig. Hvor denne ikke er bygget paa en glat Hud, eller en blot blomstrende, ungdommelig Runding og Colorit, men Formene i sig selv ere ædle, og isærdeleshed naar det aan- dige Udtryk er saa overveiende som hos ham, der trodser den enhver Indvirkning af Tid, Lidenskaber, Kummer -- Sorg -- hiin forgjengelige Skjønheds frygteligste Fiender. -- Dagen derpaa, Mandag, var jeg hos H -- s til Middag. Efter Bordet -- -- -- -- -- ak gid jeg kunde springe over dette Afsnit der nu fulgte, det Smerteligste i mit Liv. Erindringen vender sig saaret bort, -- ja det er sandt, jeg kan ikke tænke paa det endnu uden at berøres smertelig. Ganske kort vil jeg SIDE: 65 imidlertid være. Jeg har en Gang, en eneste Gang været for- tvivlet i mit Liv. Er det ikke Fortvivlelse, naar man ønsker Døden og udfordrer den? i et saadant Øieblik er der intet der fængsler En til Livet, intet Ønske om noget, intet Haab -- Dagslyset er forhadt, og Vore Nærmeste, Kjereste os ligegyl- dige og besværlige naar de ængstelig frede om den usle Flamme -- Gud skee Lov, det er dog blot Øieblikke, en saadan Til- stand kan vare; og et saadant Øieblik er hverken før eller si- den indtraadt for mig, selv ikke da -- -- -- -- M. og jeg sadte os henne i Sophaen i den blaae Stue. Vi vare alene. "Har Du hørt det skrækkelige Rygte der gaaer om St. S.?" Og, udsmykket med saamange sandsynlige Bevi- ser og Omstændigheder, og med Details -- saa frygtelige at de gik mig gjennem Marv og Been, fortalte hun nogle Historier -- -- -- -- -- [fotnotemerke] I det første Øieblik havde jeg revet en Skild- paddes-kam med bred Plade af Haaret, og holdt den nu for Ansigtet, som om ikke Tusmørket var tilstrækkelig til at dække den Rødme af Skræk -- Undseelse -- og Smerte, der foer som en brændende Strøm over mit Ansigt. I samme Øieblik kom B. ind med en Hund fra Eidsvold som han vilde vise mig. Jeg kan endnu ikke begribe min Styrke i det Øieblik, den var overnaturlig. M. havde Mistanke om min Kjerlighed, hun havde aldrig dølget den -- hun maatte være moralsk overbevist om den, og alligevel kunde hun fortælle mig noget saadant! -- som hun vidste maatte virke sønderknusende paa mig, saavidt som hun kjendte mig, jeg maatte altsaa betragte hende som min bittreste Fiende, og da undte jeg hende ikke den Triumf at see hvorledes den giftige Pille havde virket. Jeg bøiede mig ned over Hunden og sagde nogle ligegyl- dige Ord, medens mit Hjerte vilde briste -- -- -- Hvad veed jeg meer. Jeg havde mødt Mad. H. i den brune Stue og fløiet hende med fortvivlet Hæftighed om Halsen. Fotnote: Det dreiede sig ikke mere og ikke mindre end om en af disse Fald, som Bjørnstjerne B. 50 Aar senere har behandlet i "En Hanske", det første, der betog ham den Nimbus, der havde havt den største Magt over mig, og drog ham ned til en almindelig Dødelig. SIDE: 66 Hun hørte nogle usammenhængende Ord og vidste Resten. H. kom tilfældigviis ind og blev forfærdet over min Tilstand. Han løb til Fader og Moder. Synet af Fader skar mig i Hjertet. Han vil ikke overleve mig, thi jeg troede, jeg haabede jeg skulde døe. Jeg synes jeg dunkelt erindrer mig omringet af bekymrede Ansigter, Mad. H. holdende mig i sine Arme, grædende og bedækkende mit An- sigt med Kys. Dr. Holsts modbydelige Forestillinger, som jeg heftig afviste. Man sagde jeg havde Krampe, men det er ikke sandt; jeg havde min Bevidsthed hele Tiden, thi jeg kan ikke mindes nogen lindrende Forglemmelse. "Hun døer vist", sagde Fader, "Professor, er der Haab -- ? vil hun ikke bukke under" -- -- "Aldeles ikke; et ganske almindeligt Tilfælde -- her er det bedste Haab." -- -- -- "Haab!" gjentog jeg spottende, og jeg mumlede for mig selv: "Haab, det er Døden, eller Vanvid, eller Forglemmelse, eller at nogen kunde overbevise mig om det blot var en Drøm, at min Stolthed, min helligste Tilbedelse havde været et tomt Hjernespind, at min frommeste Troe laae nedtraadt i Støvet -- men det er ingen Drøm, det er Sandhed. -- Kan noget for- undre mig mere. -- Er Solen staaet op? Bie lidt! saa vil Du see den falde ned for Dine Fødder, og alle Stjernerne flagre ned som udbrændte Raketter -- de maae jo tilsidst blive kjede af deres evige Guddommelighed, og gjøre sig det mageligt og afkaste Helgenskinnet. -- Hvem er jeg? jeg er jeg -- men det er ikke vist -- hvad jeg, jeg troer ikke paa mig selv mere." Man havde bragt mig hjem til Hotellet, klæd mig af som et Barn og lagt mig. Fader vaagede ved min Seng. Jeg holdt fortvivlede Taler og ønskede at døe. Fader græd. "Vil Du virkelig døe fra os, Du veed jeg ikke kan over- leve Dit Tab -- vil Du da dræbe mig ogsaaa" -- -- -- " -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- " Mad. H. havde fortalt Fader Aarsagen. "O, mit Barn! SIDE: 67 Glem ham! Han fortjener ikke en Kjerlighed som Din, hvor har Du bortødslet -- -- -- " "Ja det har jeg!" skreg jeg, "jeg indbildte mig han for- tjente den, i denne Egenskab bestod hans Styrke, hans Magt over mig, den hævede ham -- saa uendelig over Alle andre -- jeg maatte see op til den jeg skulde elske, jeg kunde ikke see ned -- o, jeg troede paa ham som paa Guddommen selv, jeg skulde have sat mit Liv i Pant paa -- ." Fader talte om Muligheden af at Rygtet var falsk. Da han mærkede den trøstende Virkning dette havde paa mig, holdt han ved denne Idee og gav den al den Sandsynlighed den kunde modtage; ak, den var meget svag, naar jeg sammen- holdt Omstændighederne. Henimod Morgenen sov jeg ind. Da jeg vaagnede til den sørgelige Bevidsthed igjen, brød mine Taarer paa ny frem. Der kom Visitter om Formiddagen. Vi flyttede ind i en skjøn stor Sal til Gaden; Fader troede det vilde opmuntre mig. Jeg lagde mig med Hovedet indhyllet mod Væggen uden at see nogen. Dr. H -- s Medicin tog jeg aldeles mekanisk naar man satte Skeen for Munden. Dagen derpaa var jeg lidt ro- ligere. Emilie og N. kom i Visit. De bleve forfærdede ved at see mig, jeg talte ikke til dem, men græd da jeg fik see E. Fredag skulde der være Bal. Vi fik Listen ind at see, han skulde der ikke. Jeg vilde gaae paa Bal. Han skulde ikke beherske mig mere, havde han ikke været, havde jeg jo gaaet paa Bal, han er ikke til for mig mere, ergo maae jeg gaae paa Bal. Mine Venners Mistanker og Udlæggelser af Grunden til min Sygdom vil jeg forvirre. Altsaa jeg gik. Det er overflødigt at tilføie hvordan jeg morede mig. -- Folk sagde siden, jeg saa daarlig ud, og saae "forvildet" ud. Nu talede jeg med Mad. H. Hun lovede at gjøre de Un- dersøgelser som en saa delicat Sag tillod hende. Hun vilde for det første gjennem B. lade St. S. faae Anledning til at ret- færdiggjøre sig hvis han kunde; men B. skulde strængt igno- rere de Kilder han havde sine Beskyldninger fra, eller idet- mindste angive en anden -- jeg naturligviis ganske udenfor. SIDE: 68 Hvor meget jeg leed under saadanne Deliberationer og paa en Maade tabte i mine egne Øine ved en saadan Indblanding i en Sag af den Natur, kan kun en af mine Søstre forestille sig og kanskee faae af dem. Men jeg maatte, mit Livs Fred, kanskee Livet selv, var afhængig af Visheden. Skjøndt nu denne ikke kunde erhverves, klamrede jeg mig som til en reddende Bjelke, om ethvert Skin af den. -- Vor egentlige Bestemmelse var at reise til Moss ifølge en Invitation fra Chrysties; men ved den Vending min Helbredstilstand tog, besluttede Fader at reise hjem. Da bad jeg selv det maatte blive ved vort første For- set, skjøndt Gud veed hvor uskikket og med hvilken Modby- delighed jeg vilde bevæge mig mellem disse fremmede Menne- sker, men jeg haabede paa Gjennemreisen, naar vi vendte til- bage at faae opsnappet noget trøstende Resultat af Mad. H -- s Underhandlinger. Mit Haab slog aldeles feil. Efter nogle Dages piinlige Tvang og Længsel efter at komme tilbage, reiste vi fra Moss, men vi kjørte seent om Aftenen gjennem Christiania, uden at stige af. Jeg vovede ikke at bede derom, fordi Fader ikke maatte vide Grunden. Han troede jeg var "Reconvalescent" og jeg havde ikke Hjerte til at forstyrre denne fromme Troe. Saa sad jeg da altsaa paa mit lille Kammer igjen meget fattigere end jeg havde forladt det. Solen steg høiere og høi- ere, og hver Dag bebudede et eller andet Tegn mig Vaarens Komme. Mig kunde den ikke glæde, jeg foresat mig saalænge denne Uvished qvælede mig, eller jeg var saa nedtrykt, at und- gaae alt hvad der kunde forstærke en saadan Tilstand, og jeg vidste af Erfaring at der er netop Contrasten mellem vor ydre Omgivelse og vort Indres Tilstand som forstærker denne. En Dag som jeg sad og tegnede noget, det var et Træe med Vandfarver, holdt jeg Blyanten i hiin ubevidste drøm- mende Tilstand i Haanden og rablede noget paa et Papir. Der stod Navnet Bernhard, og dette vagte en Idee hos mig. Jeg vilde, hvad det skulde koste, udrive mig af min piinlige Uvis- SIDE: 69 hed, jeg vidste B. vilde ligesaa varmt interessere sig for denne Sag som jeg, gjennem ham skulde St. S. faa det at vide, at han kunde retfærdiggjøre sig hvis det blot var Bagtalelse. Jeg lovede jeg vilde tro ham paa hans Ord. Nu skrev jeg noget med forstilt Haand. Det var et Brev til B. fuldt af dunkle Hentydninger, uden Underskrift. Men det er aldrig bleven sendt, det ligger endnu i min Komode. Følelsen af det Upassende for mig at blande mig activ i en saadan Affaire seirede vel over min Lyst dertil, min Længsel efter at faae den opklaret; saaledes blev det kun et uskyldigt Forsøg paa hvordan jeg kunde være anonym. Slet nok, tæn- ker jeg; her vil jeg indrykke det ordlydende: "Ved første Øieblik synes det forunderligt, at en saa varm opofrende Hengivenhed for Din Ven kan finde Sted, da Du er ham saa ulig. -- Kan let forklares. -- Intet er hyppigere end at de Mennesker som den almindelige Mening er imod, holde sig ligesom skadesløse ved den Gunst som den Enkelte i desto fuldere Maal yder ham. -- -- -- Verden er saa gammel, at det er blot det Franskmændene kalde "rare" der kan vække vor sløvede Interesse eller af- tvinge os Beundring. -- -- -- Altsaa en skjelden Egenskab -- skulde denne hede Reen- hed, er det ikke tilgiveligt at vi stirre paa det fremmede Syn -- til vi tilsidst troe det er en Guddom -- -- -- ja høit som en Gud staaer han over de Andre, krybende i deres -- Men desværre er det som oftest Maske -- som ofte heelt ubeleiligt falder af -- det ubarm [hjertige] Rygte skaaner ingen Personsanseelse, ikke den omhyggeligste Skjulelyst -- ikke det modigste Pralerie og hvad alle de Forskandsningsmidler hede. -- Hvor sørgeligt, Bernhard! vi blive tilmode som naar vi ved Dagslys træde ind paa Scenen og see Decorationernes Jammer- lighed, som i en Afstand, i Lysenes Straaleglands fortryllede os. -- -- Man har fortalt mig at En -- saalænge hiin skjønne Illu- sion varede, følte sig i hans Nærhed saa alvorlig, taus ærbødig SIDE: 70 som i et Tempel, Tilbedende samme Guddom troede man saagar at see Glorien -- kun synlig for de Indviede -- ! -- "Da galede Hanen i fjerne Bye -- Og Troldommen var forsvunden". -- Esto diligent!" Det sidste er det Bedste! Dette Latin, hvis det er Latin, maatte da aldeles vildlede, og bestyrke min Anonymitet! eller rettere dette Latin var tilstrækkeligt til at lade gjette strax med Vished paa mig. -- Gud skee Lov, at jeg ikke var saa dum at sende det! Det er sidste Gang jeg har skrevet et anonymt Brev. Herre Gud, jeg var jo bare 10 Aar dengang, ja 10, (siger ti Aar) efter M -- s Regning, som sagde da jeg var 20, at jeg var saa barnagtig som et 10 Aars gammelt Barn. -- Nu er jeg allerede 13, og bliver snart, Gud skee Lov! voxen og fornuftig. -- Næste Dag som jeg sadt og tegnede, fik jeg atter en Ide. Jeg gik ind til Fader og bad at jeg maatte reise til Byen Mor- genen derpaa. Han kunde ikke ret fatte en saadan hovedkuls Reise da vi ellers ere vante til at tale Maaneder iforveien om dem, under tusende langvarige Tilberedelser som om det gjaldt en Reise til hiinsides Oceanet. Men jeg beseirede alle Mod- sigelser og næste Aften var jeg blot 100de Skridt fra ham, fra min frafaldne Engel. -- Der var Bal. Han greb min Haand i Kjeden, den skjalv ved hans Berørelse, men jeg formaaede ikke at fæste Øiet paa ham, det var stivt sænket mod Jorden. Jeg vovede ikke at see paa ham hele Aftenen, hans Syn skar mig i Hjertet. En- gang jeg stod i mine Betragtninger vidste jeg intet af, førend hans Blik mødte mit, han bøier sig med sit diabolisk-seraphi- ske Smiil ned og spørger: "Er De engagert til Cottillon." Om jeg havde seet en Aand -- (og han var jo en Hedenfaren!) -- kunde jeg ikke blevet mere forfærdet; jeg foer uvilkaarlig et Skridt tilbage, og svarede: "Ja jeg er", men vist i en skjærende Tone efter alt at dømme. I Cottillonen dansede jeg aldeles ikke med ham; jeg vidste endnu ikke om han vidste det. SIDE: 71 Der skulde være et lidet Bal hos H -- s. Alle Ha -- s vare indbudne. Neppe faaer Mad. H. see mig, saa fortæller hun at B. samme Dag havde fortalt ham det, som noget han havde hørt ude i Byen. St. S. var bleven rasende opbragt over den skjendige Bagtalelse og havde hæftig bekræftet sin Uskyl- dighed. Da jeg kom ind i Værelset (den blaae Stue), gik han med H -- g paa Gulvet; jeg saae paa ham og bad ham i Stilhed om Forladelse; han saa mørk ud. Vi begyndte nu at danse, men da jeg var den opførende Dame, lagde jeg ikke Mærke til at han ikke dansede; det faldt mig ikke ind at han skulde sidde over -- og i min underlige Hensynken i mig selv, deels ogsaa min Kortsynthed, bliver den ydre Omgivelse mig ofte indtil det Utrolige fremmed. Jeg har ofte været i Nærheden, ganske i Nærheden af Folk som jeg ikke har seet, og omvendt, troed dem eller dem tilstede som ikke have været det. I dette er ikke mit korte Syn Skyld. Det maae være de Fraværendes Aand som jeg fornemmer Nærværelsen af. At jeg ikke havde lagt Mærke til at han var borte fra Dansen! -- men et frygteligt Tilfælde skulde snart lade mig observere det. Et rædsomt Til- fælde, det traf mig saa pludselig som et Lyn paa en klar Mai- dag -- det var ingen Besvimelse, ingen Krampe, intet rædsomt Budskab -- jeg -- mistede Skjørtet. Et forbistret Skjørtebaand faldt just paa at gaae af, som om det misundte mig min Glæde den Aften og som om det viseligt havde fundet den Henryk- kelse hans Forklaring -- hans Forklarelse -- havde sadt mig i, burde dæmpes ved en Smule Skræk -- altsaa Skjørtet sank -- N. H. hvidskede mig det i Øret, jeg fløi som et Lyn gjen- nem Rækken for at smutte ud af den blaae Tapetdør -- men for at komme der hen, maae jeg forbi det store Divan-Bord -- Lysene blænde mig -- jeg seer ingen, jeg vil snige mig ind i den Vinkel Bordet danner med Væggen -- og staaer -- o Skræk -- for ham. Han spærrer mig Udgangen. Jeg kan hverken frem eller tilbage. Mit eneste Haab var at han vilde gaae og jeg kastede i min gyselige Forlegenhed et bønfaldende Blik -- han forstod mig nok ikke -- han saae forundret paa SIDE: 72 mig og sænkede nu Blikket ned -- det ulyksalige Skjørt var færdig at synke i Jorden og Eierinden ligesaa -- -- -- Han loe ikke, han smilede ikke engang som 1000 vilde have gjort, hans Ansigt havde et eget, sorgfuldt Udtryk; aldrig, aldrig kan jeg glemme den Omstændighed, saa ubetydelig den synes i sig selv. Han loe ikke! -- han betragtede mig sorgfuldt -- o i dette Øieblik troede jeg klippefast paa ham. -- -- -- Nu var min eneste Udvei Sophaen, og jeg kastede mig i dens beskyttende Arme, som en fredløs Synder i en Kirkes hellige Favn. Han reiste sig øieblikkelig og gik. Dansen op- hørte, Cavallererne forføiede sig ud i næste Værelse og jeg fløi min Vei. Næste Dands dansede han ogsaa, og var utrættelig siden. Da vi skulde spise, placerede alle Damerne sig i den blaae Stue om Bordet, for Herrerne var der serveret i næste Væ- relse. Men han blev inde hos os. Jeg sad paa Hjørnet og han stod ved min Side og B. naturligviis. Han talede enthou- siastisk om Faurreux Abekatte, eller rettere om Slangen, hvis rullende Øine han beskrev og for at gjøre Beskrivelsen fatte- lig og eftertrykkelig, efterrabede med sine Egne, saa at Da- merne beholdt Koppen i Haanden halvveis, og sad med aabne Munde, og medens jeg for min Part havde usigelig Lyst til at bede ham gjentage det Experiment. Ved at see paa disse glø- dende, rullende Øine, disse klassiske Træk krampagtig fortrukne, tænkte jeg mindst paa Slangen, jeg tænkte paa en rasende -- kampglødende Achill, eller paa hvad man vill. -- Han var meget smuk den Aften. Nu saae jeg ham ikke mere dengang -- jeg reiste hjem. Vaaren var kommen. Men jeg lukkede mig inde. Min Glæde varede blot saa længe jeg var i hans Nærhed; bortdragen den, begyndte jeg at vansmægte som en stakkels Plante man river fra sin skyggefulde Bund og stiller hen i Solen. Fader spurgte bekymret hver Dag til mig. Jeg maatte være syg, og saa fik jeg Medicin igjen, Piller, Pulver, alt hvad den menneskelige Indbildningskraft har opfundet for at plage Folk med, blev for- SIDE: 73 søgt, saagar Ormepulver! [fotnotemerke] Det kunde være brav nok, men Ormen sad i Hjertet, og det vidste den ærlige Doctor jo intet om. -- Der var saa duftende og varmt og grønt og solglindsende udenfor. Fuglene synge saa glade og Elven blinkede. Alt dette fornam jeg naar et Ærinde førte mig ud. Men jeg flyg- tede saaret tilbake igjen, jeg var bedst tilmode paa mit triste Kammer. Det er dum Snak hvad man siger at Naturen skal helbrede det syge Sind, maaskee under en vis Grad -- men svæver det paa Punctet til Fortvivlelse, da støder den kun til- bage, dens Mildhed og Glæde bliver grusom Spot med vort fredløse Indre og en bitter Ironie paa vore Lidelser. Da sagde Fader endag: "Vi ville reise. Maaskee det vil opmuntre Dig og gjøre Dig frisk. Vi ville reise til Paris." Til Paris!! -- -- og vi komme igjennem Christiania og jeg skal see ham! Altsaa, nu er jeg kommen til min Pariserreise som jeg dog vil udhæve enkelte Punkter af, men en sammenhængende Fortælling var mig umuelig at præstere. Jeg veed at jeg var syg da jeg reiste og blev det enda mere, men kom frisk hjem igjen. At faae sin Sundhed igjen, er enda ikke det daarligste Resultat af en saadan Reise. Vi reiste ind. [fotnotemerke] Faaer jeg see ham før jeg reiser?! H -- s vare flyttede ud paa Landet, og da jeg Dagen efter min An- komst gik paa høire Fortoug i Kirkegaden, kom han gaaende midt i Gaden efter mig; men han bøiede af hen mod mig og strøg hilsende om et Hjørne. Næste Formiddag kjørte jeg ud til H -- s. Han havde været der om Aftenen. Han havde "seet et Glimt af mig" og "en nye Mellemværkhat," hvilket sidste benægtedes; man bad mig komme -- endelig komme ud til dem Dagen efter, Fredag. Men der kom Regn og alle Hals' bade mig saa at blive omendskjøndt ligesom en usynlig Magt Fotnote: Det var Cardialgi jeg dengang saa frygtelig led af, en Sygdom man endnu ikke forstod, eller gav den rette Betegnelse hjemme hos os, ikke for- stod hvor besynderlig den paavirkedes af sjelelige Lidelser. Fotnote: Jeg boede dengang hos Oberste Hals, mine gamle Bekjendte fra Landet. SIDE: 74 trak mig derud; indtil seent om Aftenen talte jeg om at gaae. Ak han havde været der! jeg skulde altsaa ikke faae see ham, næste Dag skulde vi reise. Vi skulde gaae ombord i Vækkerøe, paa Hvidts Skib "Haabet". Kl. kunde være 10 -- 11 den næste Dags Aften da vi rul- lede ud af Byen, udefter Ruseløkken. Det er sandt at man sætter først tilbørlig Værd paa en Ting i det Øieblik man skal skilles fra [den] , idetmindste troer jeg ingen af den Mængde Spad- serende lagde saaledes Mærke til hvor Skjønt der var til alle Sider, eller følte vor norske lyse Sommernats Herlighed som jeg. Vi kjørte forbi ham. Han hilsede og jeg bøiede mig dybt. Nu vare vi komne ombord. Det var et skjønt majestætisk Skib. Kahytten var nylig oppudset for Grevens Familie som havde været i London, og man sagde det var et Pragtexem- plar af en Kahytte; mig Forekom den snever og uhyggelig og det lille Rum jeg fik ved Siden, var det dobbelt. Vore Med- passagerer vare ombord; Lieutnant Hvidt skulde først fiskes op ude i Fjorden, men Diavolo med dens Herre, en sortsmudsket, jydsk Apothekersvend eller Urtekræmmer, med Ørenringer, fik vi strax. Diavolo var det prægtigste Dyr jeg har seet. Nu reiste vore Venner og vi vare allene; der var intet at gjøre uden at gaae til Køis. Snart hørte jeg de andre snorke, men Søvnen flyede aldeles mig. Det trange, engstelige Rum, det uvante i Situationen, og saa var der haardt og jeg havde ingen Hovedpude -- kort, jeg lukkede ikke mit Øie hele Natten. Tidlig stod jeg op og ilede op paa Dækket. Dagen var taaget og graae, forresten rørte sig ikke et Vindpust. See, da rullede en Vogn ned til Stranden. Det var Hals's for at hente os ind, da de ikke vilde lade os ombord hele Dagen som Rov for Kjedsomhedens Qvaler. Vi reiste ind; ifølge mit Løfte gjorde jeg Anstalter til at komme ud til H -- s paa Vidings Løkke. Fader vilde være med, jeg tvivlede paa at træffe ham derude. Snart holdt vi foran det hvide Gitter bag hvilket det lave Tag tittede frem under de skumle Træer, mit Hjerte ban- kede hæftigt og uregelmæssigt, maaskee at de sidste Dages Uroe og den søvnløse Nat havde bidraget dertil, men den Dag SIDE: 75 var jeg usædvanlig svag og "bleg som Døden", hvilket den sorte Silkekjole virkelig forstærkede i den Grad at jeg forfær- dedes ved at see mig i Speilet som for min Aand. Han var der. Neppe indkommen i den mørke, lave, lille Stue, tyede M. og jeg ud i Haven. Hans Nærværelse havde noget tryk- kende for mig, derude maatte jeg kunne drage friere Aande. Haven er charakteristisk nok, et Chaos af Fjeldklinter, vildt Buskads, Grotter og Bænke, men da den er ganske forsømt, saa at Græs og vilde Træer ganske har faaet Overhaand, kan man neppe meer kalde den Hauge. M. og jeg satte os paa Bænken oppe paa Fjeldet. Et Øieblik efter kom St. S. og B. "Og De skal reise til Paris? Lige ind i Hjertet af Verden saa pludselig, uden For- beredelse, det maae jo være dræbende?" Jeg veed ikke hvad jeg svarede, formodentlig intet, eller noget dumt -- det var de 2de Alternativer jeg havde at vælge mellem i hans Nærværelse. "De burde dog gjøre en mindre Reise først, til Kjøben- havn for Ex.?" -- -- -- -- -- "Ja -- jeg veed ikke -- det var maaskee bedst" -- -- -- -- -- -- og jeg kunde ikke holde det ud længer -- og da han henvendte sig med noget til B. foreslog jeg M. at gaae ned i Grotten. De kom strax efter -- her var det bedre, her var det mørkere; det ubarmhjertige Dagslys, det hader jeg, Dig blide Tusmørke, hulde Dæmring og Du blege Maanelys -- Kjerte- glands -- og Lampeskin, eder elsker jeg! Mit Ansigt taaler ikke Solens, Dagens Glands og det lider ved at beskues. Sløer er en herlig Ting, men Mørke er endnu herligere. Jeg er over- beviist om at Naturen har bestemt Qvinden til at bedække sit Ansigt, idetmindste under visse Omstændigheder, naar hun udsættes for Fremmedes Blikke, eller for at dølge de Bevæ- gelser der afvexle i hendes Indre. Det er skjelden jeg kan udholde et Blik, og føler jeg at nogen betragter mig, gribes jeg af en piinlig Fornemmelse. Dette Vink af Naturen kan ikke mistydes, saa meget mere som aldrig nogen Mode eller Sædvane har helliget det. Vi klæde os saaledes, fordi vi følge SIDE: 76 Vedtægten; vare vi fødte i Indien, vilde det korte Skjørt være lige saa anstændigt som vore side Kjoler; derimod bærer ingen Maske; og dog maae vist de fleste Fruentimmer ofte havt Trang til at skjule det! -- Hvorfor skal Ansigtet prange i sin Nøgen- hed medens Legemet saa omhyggelig tildækkes -- Ansigtet er Sjelens Speil, idetmindste hos os; der skal Betragteren staae magelig og see gjennem de klare Ruder ind i vort Indres Pulterkammer. -- Det er desuden i physisk Henseende en Nødvendighed at sørge for Ansigtets Bedækning. Hvor mangt et fiint nydeligt Dameansigt har Solen ikke ødelagt? og i vort barbariske Klima hvor man om Vinteren resikerer at fryse Næse og Øren og Mund fordærvet, her vilde der ikke passe en beskyttende Maske? Nei Maske burde indføres, det er en Pligt hvis Stemme vi have qvælet, det er det ellevte Bud- ord der er indgravet i hvert Menneskes Sjel og for hvis For- sømmelse man burde fordres til Regnskab. Maske vilde fore- bygge megen Falskhed, man siger ofte hvad man ei mener for at modsige Ansigtet. Men tilbage til Grotten. De vare komne efter. Tusmørket gav mig lidt mere Mod til at tale med ham. Vi talede om Reisen. Nu skulde vi ind at spise. Fader, han og jeg vare de eneste som talede, de øvrige lyttede eller vare idetmindste tause. Vi talede om -- -- -- om hvorvidt man bør yttre de Følelser man har for Andre. St. S. yttrede, at der ikke kunde "gives noget Menneske saa inde- sluttet og Herre over sig selv, at han jo undertiden gav efter for sit Hjertes Trang, o et saadant Øiebliks Overstrømmen er naturligt for alle Mennesker -- -- ." Tilgiv mig, min Helgen, hvis jeg citerer falsk! -- "Ja", svarede Fader sarkastisk smilende -- "Et saadant Øie- bliks Overstrømmen er meget naturligt -- i sær i et godt Lag, i Forbundet naar den anden Bolle er tømt, tænker jeg man kunde faae høre mange saadanne begeistrede Udgydelser" -- -- "Men Herre Gud", tog jeg temmelig rask Ordet! "kunde der da ikke tænkes nogen anden Begeistring end den man skal søge paa Bunden af Punscheglasset!" -- -- St. S. gjorde en bifaldende Mine. SIDE: 77 "Forresten", sagde jeg (Mørket i Værelset havde gjort mig lidt modig og jeg sad med Ryggen vendt mod Lyset), "lider jeg ikke at vide hvad Andre synes om mig, det være ondt eller godt. Jeg vil nok være moralsk overbeviist om det sidste, haabe det, stræbe derefter, men den bogstavelige Vished be- tager denne Tilstand det Tillokkende og Piquante, Mennesket er jo ikke lykkelig uden i en vis Stræben; har man nu naaet Maalet, behøves ikke denne meer, der er intet mere at op- naae" -- -- -- -- -- -- "Men", sagde han, "naar der nu er Mennesker man synes godt om, er det da ikke tungt at man ikke kan gaae til dem og sige: "Dig lider jeg godt" -- -- -- " "En skjelden Casus for Dem " -- -- -- "Saa!? jeg takker!" Han havde misforstaaet mig. Men i samme Øieblik reiste vi os fra Bordet. Jeg havde naturligviis meent ham som Sub- ject, og søgte nu at forklare dette. Siden, da gamle H. og Fader vare gaaet ud for at sove Middag og Mad. H. havde i Kjøkkenet at bestille, bleve vi Unge igjen. Jeg sad i Sophaen, han paa en Stol ved Bordet. Han fik temmelig forstaaelige og udførlige Svar og Tiltaler. Emilie D. blev Themaet, og maaskee jeg over det glemte en- deel af min Forlegenhed. Han lod hende vederfares Ret i alle Henseender. Han anmærkede, "at det er et characteristisk Træk ved de blødere, frommere Gemytter at de have Satirens Værge i Beredskab." -- -- -- -- -- -- -- De maatte jo ellers nedtrædes under den raae Vægt, mente jeg. E. kan være meget bidende -- naar det gjelder. Pigekamret laae paa den anden Side af Huset; saasnart det lod sig gjøre, opsøgte jeg Mad. H. her, hun syslede ved Caffee- bordet. Døren stod aaben til den lille Have. Neppe havde [vi] sat og snakket lidt, saa hørte vi St. S. og B. komme, men M. slog Døren meget ugalant af for dem, de gik forbi. Et Qvarteers Tid derefter kom B. og sagde til mig: "Jeg skulde bede Dem fra St. S. at komme op paa Høien og see paa Himmelen." Nu kunde jeg meget godt have fulgt allene med B., men nei be- SIDE: 78 vares! det var jo meget uforsigtigt! og desuden havde jeg Lyst til at gaae allene -- -- -- -- "M.! kom bliv med, at see paa Skyerne!" Da vi kom op paa Høien, tænkte jeg naturligviis ikke mere paa Anledningen der havde kaldt mig. Min Himmel saa nær glemte jeg den anden. Det havde været et forunderlig deiligt Skybrud i den vestlige Horizont han vilde vise mig, men nu var det næsten forsvunden. Vi talede om Oehlenschlaegers Norgesreise, og han var reent fortvivlet over hans Yndlings Misgreb -- i Harpen. Det mørknede nu. Haven, trist før, an- tog et skummelt Udseende, vi skyndte os ind. Fader og H. var nu komne paa Benene. Samtalen dreiede sig om vor Reise. Fader i et lille Anstød af Hjemvee til hvilken elegisk Stemning det mørke Veir indlod, begyndte at tale om at det [var] en daar- lig Plan med den Reise -- at han halvveis angrede den -- og flere af den Slags Forsikkringer som ønsker Modsigelse. "Men jeg har egentlig gjort den for hendes Skyld" -- Jeg fralagde mig alvorlig Beskyldningen for en saadan Vigtighed som dog ingen kunde troe paa. "Du reiser fordi Du selv kan have Nytte og Fornøielse af den -- det undrer mig at Du ikke for længe siden har gjort en saadan Reise -- og det er en stor Godhed at jeg faaer Lov at være med." St. S. talede om Nytte og Fornøielse i den aandigste For- stand, som ikke ophører efter Øieblikkets Nydelse, men sam- ler sig til en Skat i vor Barm som vi kan bære med til Hjemmet. -- -- -- "Ak", svarede Fader, "vi reise blot for at høre nogen skjøn Musik, gloe paa nogle Malerier, og er det forbi, saa er det forbi." -- "Nei det troer jeg ikke er Deres Mening. -- Jeg har alt for stor Respect for de 2de Reisende til at troe det var den eneste Hensigt." Vi havde nu spiist. Vi vare Alle temmelig stille. Han var ikke munter og jeg var mørk tilmode. Jeg var ikke for- elsket den Dag. Min Stemning var alvorlig, høitidelig som en Døendes. Selv mine Kinder som ellers brændte feberagtig i hans Nærværelse, forbleve hvide. SIDE: 79 Han holdt min Straahat i Haanden. Engang før havde han roest den, og den var bleven mig en hellig Ting som jeg fredede og vogtede saa omhyggelig som min Sands for sligt vilde tillade. "Der er noget Gazelleagtigt ved den", sagde han! -- "hvil- ket Arbeide" han saae paa Sløret. "Men der er kommen saadan afskyelig Skibslugt i det" -- sagde jeg. -- "Nei! Jo" -- han havde bøiet Ansigtet ned paa det. Nu tog jeg det igjen; det var et uskyldigt Krigspuds. Nu skulde vi gaae. Alle fulgte os ned til Stranden -- eller rettere til det Led der tager af fra Veien. Nu gik han med os allene. "Jeg erindrer en Inskription paa et Uhr", sagde Fader, "der er meget god: "L'amour fait passer le temps"; men man kunde ogsaa", lagde han til efter et Ophold, "sige: "Le temps fait passer l'amour!" Jeg blev gyselig forlegen ved dette, og jeg spurgte Fader siden hvor han faldt paa at tale om det; "det maatte være uhyre frappant naar intet af vore foregaaende Samtaler moti- verede det." "Jo, jeg tænkte paa den lille Dreng der havde roed Eder over ifjor. I skildrede ham jo som en reen Amor, som I glemte Alt over at betragte" -- B., M. og jeg havde virkelig talt om ham, da de fulgte os over. "Det var Pokker ingen Amor, det var en lang Rækel med et taaleligt Ansigt." -- Denne Forklaring beroligede mig. Nu sadde vi i Baaden. [fotnotemerke] "Det var en af disse traurige Sommeraftener hvori Sang- fuglene gribes af Naturens Veemod og sidde tause bag Løvet. Vi gik i Baad sammen fra Opslo, Himlen smeltede til eet med Baggrunden og Søen i en violetgraa dunstfuld Skumring, Van- det omkring os var dunkelt og glat. Skibene laae sankede i mørke Groupper som om de i den drømmende Aften tilhvid- Fotnote: Ordret efter W -- s senere Brev, med Efterlignelse af hans Haand- skrift -- kun Slutningsrepliken mangler. SIDE: 80 skede hinanden selsomme Eventyr om det dybe Hav og de fjerne Lande. Deres Fader havde Ansigtet vendt mod Byen, De sad bag i Baaden og jeg stod foran Dem og betragtede Dem. De var bleg og stille" etc. -- -- -- Ja, jeg var bleg og stille. Der blev ikke talt et Ord. Han stod saaledes foran mig at om jeg løftede Blikket kunde det ikke møde nogen anden Gjenstand end ham. Og jeg turde ikke hæve det, thi jeg vidste at han saa paa mig. -- -- -- -- -- -- -- -- -- Vi stødte i Land. Han bød mig sin Haand som jeg modtog, og han holdt den fast medens jeg løb langs Kan- ten af Baaden og gjorde et Spring i Land. Nu vare vi komne til Palaiet, her skiltes vore Veie. "Og nu vil jeg ønske de begge Reisende en behagelig Reise;" han tog Fader i Haanden og gjorde et Buk til mig, jeg bøiede mig taus. Han gik. Hans Trin gav endnu længe Gjenlyd paa Steenbroen i den stille Sommernat, og jeg blev staaende for at opfange Lyden til den ganske bortdøede. Jeg torde ikke for- tælle Fader hvad jeg i det Øieblik tænkte. Fader afbrød nu Tausheden og sagde noget, som jeg al- drig havde hørt før, men som jeg vil gjemme i Erindringen. Der gives mange Ting man ikke lider at skrive, eller at see skrevet. -- -- Vi reiste nu over Hals og Hoved ud til Skibet, der havde været Iilbud efter os. Men atter en slet Nat, og en blikstille Morgen. H. afhentede os og vi tilbragte Mandag i Byen. Jeg var i Tøien om Aftenen og tog Afskeed med vor norske Blom- sterflor som ved min Hjemkomst vilde være afblomstret -- ak maaskee jeg selv var falmet før den. Den Nat blev jeg i Byen. Kl. 6 om Morgenen den 17de Juni vækkedes jeg ved Raabet at der var Nordenvind! 1 Time efter var jeg ombord. Vi seilede. Om Reisen kan jeg sige meget lidt. Vi udstod alt hvad en saadan Søetour har af Ubehageligheder og Contrarier -- Modvind og Storm, Blikstille og Medvind, naar vi ikke skulde have den, Søesyge, og det værste af Alt: Kjedsomhed, denne SIDE: 81 Dæmon der i Land kan være slem nok, men som man dog altid kan stække Vingerne paa, men paa Søen voxer til et reent Uhyre. Ved min pludselige Afreise havde jeg glemt mit Sytøi som jeg fik Aarsag til bittert at savne. Jeg havde taget de tydske Classiker med, men da [jeg havde læst] 4 -- 6 Dage i dem, taalte jeg neppe mere at see dem. Og nu begyndte jeg at falde i Tanker. Fader saa mig sidde og stirre grublende ned i Vandet. Han blev halv angst. "Han grubled i Dage han grubled i 3"; endelig raabte jeg: "Funtus, jeg har det". Columbus hilsede ikke med stoltere Bevidsthed det Første Punkt af Amerika. "Jeg har det", jeg veed hvorledes man skal lave Kage uden Meel og Melk. Tve- bakker er fortræffeligt Surrogat, jeg vil bage Kage. Saalænge der var noget at lave af, blev der lavet. Hver Dag Kl. 12 sad jeg og den lille Skibsjung Johan nede i Kabusen og stegte Kage, jeg blev rigtignok halv qvalt af Røg og Hede, men alle disse Ungemächlichheder bleve rigelig belønnede i mine Gjesters beundrende Smiil. Mit Yndlingsted var i Forstavnen. Her kunde jeg sidde Timer og stirre paa de skummende Bølger, der brødes mod -- Undertiden dukkede et Billede op af det grønne Dyb, men det var blegere end sædvanlig. Ja nu kan jeg dømme derom, en anden Epoque var indtraadt i mit Hjertes Historie. Fra denne Tid har jeg hævet mig. Var det Lidenskab, jeg engang nærede, da havde den bestaaet sin Krisis. Jeg spurgte mig selv om jeg ønskede at [St. S.] var Passageer, at han havde fulgt med os, og Svaret blev nei. Men jeg tænkte ikke paa noget andet heller. At komme til Paris, det var at blive forløst fra at spise Ærter, og Søebesværligheder. Gud veed hvad jeg egentlig tænkte paa da jeg stirrede saaledes ned i Bølgerne. 3 Uger vare næsten henrundne. [fotnotemerke] Vi saae Frankrigs Ky- ster. Duften af Høe og Blomster viftede hen over vort Skib fra Land, men for os var det en tantalsk Vederkvægelse, vi kunde ikke formedelst Ebben komme ind. Vi maatte lavere 4 Mile frem, 4 tilbage. Vinden steg til Storm. Jeg bad ind- Fotnote: 3 Uger ombord! leve Dampen! SIDE: 82 stændig Fader paa den 6te Dag at gaae med en Lodsbaad i Land; men han vilde ikke høre saadanne "rasende Indfald". Ligesom man ikke kunde drukne tids nok paa Skibet selv, men endelig maatte fremskynde det i en skrøbelig Baad. Den franske Lods var en uhyre robust, solbrændt Karl med en Tordenstemme. Det første man kunde staae paa Benene, søgte jeg nysgjerrig i hans Nærhed og begyndte min første franske Samtale, der var upaaklagelig i alle Henseender naar den blot havde været forstaaelig. Endelig laae vi i Havn, det vil sige endnu 1 Lieu fra Land; Floden var traadt tilbage, men nu blev det blikstille. Solen brændte over vore Isser og dette var det egentlige utaalelige Moment paa den hele Reise; ingen Baad viste sig. Endelig slog Befrielsens Time. Fader kom ned i Kahytten. "En Baad, en Baad, nu gaae vi i Land! "Vil De være med?" spurgte han Diavolos Eier. Og han svarede: "Aa nei, jeg bier nok til Skibet gaaer ind". Det jydske Phlegma ist doch kein leerer Wahn -- -- -- . 4 raske Søemænd med rødstribede Skjorter roede os ind. De have et ganske andet Aareslag end vore Norske. Vi toge ind i Hotel de bruit og fik en brillant Sal. Meub- lerne, Decorationerne, have en ganske anden Stiil, hvert Fol- dekast har der noget Smagfuldt og Rigt som vi ikke kjende. Pigen Rosa var den rædsomste Parodie paa sit Navn og den franske Gratzie, som nogen sinde kunde fæste sig uforgjenge- lig i en stakkels uerfaren Reisendes Phantasie. Der var noget saa megæreagtigt i hendes Figur og Ansigt, som blot kunde glemmes naar hun lukkede Munden op og talede, thi hendes Stemme var virkelig en physisk Mærkværdighed. Den var saa bedøvende og skraldende at jeg aldrig har hørt dens Mage. Jeg tænkte paa de 3de i "Kraniche des Ibycus", naar hun traadte ind. Efterat vi havde forfrisket os med hvad den velsignede Landjord kunde byde af Jordbær, Bad, hvidt Brød, frisk Vand, gik vi ud at spadsere. Der vrimlede af pyntede Damer og Herrer paa Promenaden. Jeg saae nok min Dragt stod aldeles SIDE: 83 af mod deres, men det brød jeg mig ikke om. I Massen bliver man ikke bemærket; ialfald tager man mig for en Eng- lænderinde, med hvis smaae Modesynder man er vant til at bære over, en Norsk falder vist ingen paa det er, naar man ikke er svøbt i Bjørneskind. Solen gik tidlig ned og blodrød. Vi stode og saae dens Nedsynken i Havet. Menneskevrimlen var mig trykkende, vi længtes hjem. Dagen derpaa skulde vi spise ved table d'hote og siden gaae med Smith paa Opera. Rosa klædde mig paa og vi beund- rede hinanden gjensidig med den Forskjel at min som den dybeste var taus, medens hendes fandt Udtryk i en Strøm af Komplimenter. Da hun hørte jeg var en Kjætterske, korsede hun sig, og denne Omstændighed gjorde ufeilbarlig Skaar i hendes Begeistring. Om Formiddagen spadserede vi. Vi kom til et af de prægtige Caffeehus ligeoverfor Operahuset. "Kom skal vi gaae ind og faae en Kop Chocolade", men jeg protesterede af al Kraft, Faders Forestillinger vare forgjeves. Ordet Caffeehuus skurrede i mine norske Øren og jeg løb ængstelig hen ad Gaden. Fader indhentede mig og bragte det endelig dertil at jeg tog det nærmere i Overveielse. Nu saae jeg da mange gentile Damer sidde under Balustraden og drikke deres Sorbet, eller Chocolade eller Buillon og jeg fulgte da med Fader skjøndt ikke uden en vis Mistroe. Ved table d'hote saae jeg Værtens Datter, som gjorde Honneurs ved Bordet. Det var altsaa den største franske Dame jeg saae. Hun gjorde et mod- bydeligt Indtryk paa mig. Om Aftenen paa Operaen, Him- mel hvilken Støi! man trampede, peeb, klappede, loe, rendte ud og ind, skreg og hyssede, saa at vi der ere vant til vort Pub- licums Engletaalmodighed vare ganske frapperede, de Spillende vare imidlertid beundringsværdig norske, hørte man paa dem, var det godt og hørte man ikke, var det ogsaa godt. Pludselig reiser sig en forvirret Larm, alle styrte ud, vi troe det er Ildebrand eller ogsaa Dronningen af Belgien der kommer, thi hende ventede man, men da vi kom ned i Gangen standsede SIDE: 84 en Monsieur os med den Forklaring at det var en fuld Kone ude paa Pladsen der havde vagt saadan Sensation der siden som et electrisk Stød meddeelte det Indre af Theatret. Da vi kom hjem var jeg upasselig, men haabede at Søv- nen skulde styrke mig. Men jeg vaagnede snart i hæftig Feberkulde, og kaldte paa Fader. Han ilede til og blev for- skrækket over min Tilstand. Han vilde vække Folk i Huset, men [jeg] bad ham endelig lade dette; da tog han sit Tæppe og bredede over mig, og lagde sig selv paa nogle Stolsæder, blot bedækket af sin Frak, inde i mit Værelse. Mine Taarer strøm- mede ved dette Syn, og han troede det var Symthomer paa Sygdom. Gode, stakkels Fader! Om Morgenen kom Rosa styrtende ind med en Stemme som kunde vække Døde op. "Ah mademoiselle -- vous etes malade!" "Tys! Tys!" sagde Fader. "De forskrækker hende." Og da hun saae jeg lukkede Øinene troede hun maaskee jeg var besvimet og griber Eau de cologneflasken og giver mig et saa- dant Puf under Næsen at jeg foer sammen, Fader loe og jeg kunde heller ikke andet. Næste Dag var jeg bedre, og Dagen derefter kjørte vi med Smith en Lysttour ud paa Landet. Vi standsede ved en Lystskov der før har tilhørt et Slot, men nu er Stadens, og et af Havre de Grace'rnes Yndlingsudflugter. Jeg blev ganske trist tilmode i denne mørke Skov med dens ziirlige Aleer. Træerne vare saa dunkelgrønne, saa høstagtige, at jeg maatte tænke paa vore lyse Birkeskove. Hos os var neppe Vaaren begyndt og her antager det et høstligt Anstrøg. [fotnotemerke] Endelig forlod vi Havre. Vi skulde gaae med Damp- baaden til Rouen. Jeg sagde Rosa et evigt Farvel, det vil sige efter hendes Begreber gjenfinde vi vel neppe hinanden i den anden Verden heller. Vore Passageerer bestode af en engelsk Familie, med et Par smaae Børn, der snakkede og gjorde Fotnote: Dette mørke, uskiftelige er eget for de sydlige Landes Træer -- de kjender ikke til vort Nordens Skiftninger fra det lyseste Smaragdgrønne, gjennem alle Høstens straalende Regnbufarver. SIDE: 85 idelige Spørgsmaal som Mylady beloe og beundrede og repe- terede for de øvrige Medlemmer naar de ikke havde hørt det -- en halvvoxen Dreng, der vilde have været meget ufor- dragelig naar han ikke havde været saa smuk, var formodentlig udgaaet af Myladys Skole, thi han tilfredsstillede alle de for- dringer man gjør til en fuldstændig Laps. Han gloede Folk uforskammet dristig i Øinene og havde Virtuositet i "Been- strækninger" -- -- paa den anden Side sad en ung engelsk Dame, men det undrer mig om hun hørte til de øvrige. Hun var høi og tendre, med et fiint, blegt Ansigt, der dog havde noget spodsk ved sig. En hvid og grøn Musselinskjole med uhyre viide Ærmer der hang slappe ned paa den lille Haand, et broget Schawl, en lille Hat med grønt Sløer havde hun paa. Hun flyttede sig ikke fra sin Plads og det gav hende meget Værd i mine Øine da man kunde see det ikke var af For- knyttelse eller af Sløvhed at hun blev. Men de mærkværdigste af vore Passagerer vare 3 Reisende fra Bengalen. Det var en Gouverneur fra Calcutta med sin Frue og dennes cavalier servante, der aldrig veg fra hendes Side. Det var et Kløverblad, mærkværdigt for sin Styghed. Om Manden er der lidt at sige, et bleggult, indfaldent Ansigt, frastødende i sit Udtryk -- han holdt sig meest nede i Kahytten, og over- lod sin Dame til den samvittighedsfulde Cicisbeos' Omhu. Min Opmærksomhed rettede sig da kun paa dette sidste Par. Hun var yderst elegant og kostbart klædt i en rig dobbelt Silkekaabe hvortil det øvrige svarede. Intet kunde lignes med hendes Grimhed, uden maaskee hendes Coquetterie. Han kan ikke beskrives. Hans Ansigt havde noget dyreagtigt, thi man saa kun en uhyre Næse rage frem af et Vildniss af Skjæg der bedækkede Mund, Hage og Kind -- havde han stukket i en Dyrehud, bevæbnet med en Kølle kunde han vises frem som en Vild for Penge, men en Vild i Lapsedragt! -- -- det er umueligt at forestille sig noget saa burlesk som denne Figur i de saakaldte Romantikeres Dragt, kort folderig Bonjour, lav- pullet bredskygged Hat, og ellers alle en Dandys Attributer. Jeg kunde ikke faae Øinene fra dette elskværdige Par, der SIDE: 86 kappedes i øm Omhyggelighed for hinanden, ikke havde Øie uden for deres gjensidige Yndigheder -- nei det er umueligt at udholde noget saa latterligt alene! jeg veed ikke hvad jeg vilde givet, havde jeg havt Emilie eller nogen Anden hos mig. Skal man fuldkommen nyde en saadan Reise, maae man have en Jevnaldrende med sig, der gives 1000 Ting som Fader og Datter ikke kunne nyde sammen. Der hørte endnu en 4de Person i deres Følge, Madams Tjenerinde, en ung Negerinde. Paa disse Dampbaade tiltale man hinanden skjelden eller al- drig -- allermindst vilde nogen falde paa at vise en saadan stakkels Skabning nogen Opmærksomhed -- det var indby- dende nok -- tænker jeg. -- Hun var smuk, men det arme Væsen vidste hverken om Gud eller Udødelighed. Fader fortalte mig dette. Imidlertid spurgte jeg hende hvem hendes Herskab var, om den unge Herre var Fruens Broder; men det benægtede hun lykkeligviis, thi ved denne Omstændighed vilde Parret have tabt meget af sin Interesse. Vi vare nu næsten ved Maalet. Jeg blev ogsaa paa min Plads omtrent i Centrum af Sel- skabet saa at jeg havde Oversigten, uden selv at kunne syn- derlig bemærkes. En af Passagerernes Koffert stod just saa at jeg hvilede Albuen paa den. Det flade Trælaag indbød just til at bruge den Blyant jeg holdt i Haanden, og jeg skrev noget. Fader kom til og sagde: "Jøs, gjør ikke det!" og jeg sagde, at det skader ikke! Kunde man søge den Koffert op i dens Hjem, vilde man endnu kunde finde paa Laaget 4 Stropher af en Damehaand: [ -- -- -- -- -- -- -- -- ] Ak, jeg glemme ei kan! jeg gav gjerne mit Liv For at see -- for at see ham blot. -- Ord som Eieren skal have havt vanskeligt for at dechiff- rere. -- Madame kom hen til mig og tiltalede mig. Stygheden imponerer ligesaameget som udmærket Skjønhed og det Ind- tryk man modtager af det første er, skjøndt saa forskjellig fra den sidstes, dog i sit Udtryk dette meget ligt. Yttringerne ere SIDE: 87 undertiden ligeens. Jeg svarede ganske forvirret og rødmende paa hendes Spørgsmaal. Nu vare vi i den gamle Stad Rouen. Diligencen skulde strax gaae af til Paris, der levnedes os blot Tid til at spise Middag ved table d'hote. Øieblikkelig som vi vare færdige ilede vi hen at opsøge den i en vis Gade. Neppe fik vi Tid til at kaste et Blik paa den forbausende Cathedrale. Vi kom over Jeanne d'Arcs Pladsen hvor hendes Billedstøtte er opreist. Fader ilede foran, men jeg maatte hen til den hellige Plet. Et Vandspring sprudler frem under Monumentet, jeg fyldte den hule Haand og drak; naar noget kunde inspirere, maatte denne Kilde, der bogstavelig væder en saadan Heltindes Aske, besidde Kraft dertil. Fader skreg og raabte og jeg fløi derfra, kastende et eneste coup-d'oeil paa Statuen. Det var paa høie Tid. Dili- gencen havde alt sat sig i Bevægelse, men vi naaede den igjen. Hvilken Kjørsel! uafbrudt uden et Øiebliks Hvile i det raskeste Trav eller Galop, medens dette Uhyre af en Vogn og 7 Hestes Trampen gjorde en bedøvende Larm paa de bro- lagte Veie, og man vil endnu vente efter en saadan 12 Timers forcerede Anstrængelse, at man skal hilse Verdensstaden med usvækket Begeistring, og med den brændende Interesse, man bragte med sig fra sin Stue hjemme? ak nei, naar man efter en Nat i Diligencen (10de Juli) kommer om Morgenen til Paris, er Sjelen ligesaa lam som Legemet, man kaster neppe et Blik til nogen af Siderne, kjører ligegyldig forbi Vendômestøtten; Indbegrebet af alle vore Ønsker, vort Maal, vor Tragten er en Kop The og en Seng. Og dog sover man ikke efter en saadan Tour. Da vi havde tilbragt nogle Dage paa et Hotel, fik F. en- delig ved A -- s Hjælp opspurgt et privat Huus, der lovede mange Beqvemmeligheder og Behageligheder for Logerende. En Mad. Pivant-Léger, der holdt Institut men ogsaa havde unge Damer i Kost, var det A. recomenderede os. Vi kjørte derhen for at tage Leiligheden i Øiesyn. Først kjørte vi en uendelig Vei gjennem Gader og Tvergader og naaede endelig Rüe des Canettes No. 29. Faubourg St. Germain, tæt ved Luxem- SIDE: 88 bourg. At det laae saa langt fra Hjertet af Staden var en lei Ting, imidlertid gjorde det et ret behageligt første Indtryk paa os. En meget elegant meubleret Salon vi kunde modtage vore Be- søg i og hvori vi samledes med Husets Folk om Aftenen, 2 smaae Soveværelser paa hver Side af Spisesalen, en lille Hauge, og 2 engelske Misser som vare der i Pension, vare indbydende nok, men desto mindre Fruens Ansigt. Til Institutet saae man ikke stort. Børnene med deres Lærerinder boede ovenpaa. Ved Bordet skulde kun foruden os og Fruen de 3de Englæn- derinder og en ung fransk Dame spise. Det er ikke min Hensigt at give en sammenhængende Fortælling af vort Ophold i P. Min Hukommelse vilde neppe staae mig bi dertil. Havde jeg holdt en Dagbog paa Stedet havde jeg vel kunnet præstere noget saadant, men neppe vun- det noget derved. Det Ubetydelige, Avnerne har Tiden bort- viftet, medens de faae marvfulde Korn blive liggende igjen, og af disse Korn vil jeg lave smaae Kager og presentere dem i deres eiendommelige Tørhed, uden at turde lade Indbildnings- kraften sætte nogen Sauce til. Den første Gang vi reiste ud at tage vort nye Logie i Besiddelse, var en trykkende heed uveirbebudende Aften. Vi traadte ind i Salonen og fandt Damerne ved det runde Bord beskjæftigede med Broderie, Læsning etc. Jeg traadte lidt for- knyt ind til dem, men de omringede mig og tiltalede mig saa venlig at vi bleve snart bekjente. -- Miss Lane, en 30 aarig, var meget styg men venlig og forekommende, hun talte det Franske med sin Engelske Accent, det vil sige uden nogen Accent. Den ældste Miss Barton, Mary, var paa min Alder. Det var en høi, alvorlig Pige med mandigt Physiognomie -- et fortræffeligt Hoved, hun havde været 1 Aar i P. og talede Sproget som en Indfød. Hun studerede flere Sprog og syntes overhovedet at have mere Sands for det andet Kjøns Beskjæf- tigelser end hendes eget. Man kaldte hende der for Spøg Lord Barton. Hendes yngre Søster, Aloyse, var først nylig kommen. Et blegt, fiint, aldeles kvindeligt Væsen, som et allerliebst En- gelsk Gaucherie eller i vort Sprog Jaalerie klædte uforlignelig. SIDE: 89 Dette skrev sig maaskee meget fra Sproget som hun ikke kunde. En Norsk der ikke kan Fransk, kan man gjette, men en Engelsk som ikke kan Fransk, er aldeles uforstaaelig. Mademoiselle Virginie Boquet var den 4de og sidste af de unge logerende Damer. Jeg har aldrig truffet nogen der i det første Øieblik har gjort et saa behageligt Indtryk paa mig, for lidt efter lidt at kjølne og endelig gaae over i en afgjort Mod- bydelighed. Mine engelske Veninder havde mærkelig nok gjort aldeles den samme Erfaring. Hun var Malerinde, det vil sige, hun malede virkelig. Den første Aften blev jeg virkelig slaaet af hende. Strax ved min Indtrædelse tiltrak hendes blomst- rende Skikkelse der fordeelagtig stak af mod de blege Misser, sig min Opmærksomhed, og efter en lang Samtale med disse Sidste henne ved Vinduet søgte jeg hen til Bordet hvor hun sad og skizzerede noget i sin Tegnebog. Det franske Sprog er jo rost for dets Vellyd, men aldrig faldt det mig rigtig ind før nu. Hendes Stemme havde noget saa uendelig indsmig- rende og venligt, Udtalen [af Ordene] var saa blød at naar hun ledsagede dem med sine smaae tindrende, sorte Øines Sprog, kunde hun have sneget sig ind i en Staalbarm. Fruen var en Verdensdame med megen Dannelse og mange Talenter, men man læste strax i hendes Ansigt hvad hun var værd; denne sledske Venlighed, det trivielle ved hendes Hæs- lighed kunde ikke lyve. Det kom bestemt indenfra. Dette vare vore Bordfæller. Da vi hiin Aften skulde gaae tilsengs var Uveiret allerede begyndt. Af og til havde et blændende Lyn oplyst de uhyre Vinduer og fordunklede Lampens Skin i Værelset, men blandt de Mange havde det intet ængsteligt ved sig. Men da jeg havde slukket Lyset i mit lille Værelse, og Alt var stille i Huset, kunde først Tordenslagene og Lynene tage sig ud. De sidste bleve hyppigere og stærkere, og jeg kunde ikke undgaae at fare sammen naar de pludselig afbrød det dybe Mørke. Den Frygt jeg som Barn følte i Torden- veir, men med al min moralske Kraft endelig bekjæmpede, kom igjen, men det er ogsaa den eneste Gang jeg har havt et SIDE: 90 saadant Recidiv. Maaskee det fremmede Sted og at jeg var ganske alene var Skyld, nok jeg betoges af en ængstelig tryk- kende Følelse som jeg nødig vil give Navn af Frygt. Jeg luk- kede Øinene men jeg kunde see Lynene gjennem de lukkede Øienlaage ligesom jeg kan see hans Øine med lukkede Øine. -- Jeg kunde ikke sove, endelig stod jeg op og søgte gjennem Spisestuen ind til Fader, endnu med lukkede Øine for at ikke et pludseligt Lys skulde forskrække mig. Fader sagde mig just ikke Complimenter over min Frygt, men jeg bad jeg maatte faae Lov at sidde inde hos ham til Veiret var forbi, hvilket bevilgedes. Kl. 8 om Morgenen ringede man os sammen til Frokost- bordet. Ypperligt Brød og Orangeguult Smør, dertil en Kop med afkogt Melk hvori man gød nogle Draaber Kaffee-extrakt der gjorde den fuldkommen liig vor stærkeste Kaffee. Kl. 1 spiste vi dejeuner a la fourchette, men undertiden naar vi vare i Byen og ikke kunde komme betids hjem, toge vi denne paa en Restauration hvorved vi i Betragtning af Mad. P.s temmelig frugale Bord, ikke tabte noget. Heden blev tilsidst utaalelig. Den var sand tropisk. Over- alt saa man viftende og pustende og stønnende Mennesker -- Vifter i Husene -- Vifter paa Gaden -- Vifter i Kirken, Kokke- pigen viftede sig medens hun vendte Stegen i Gryden -- og hun havde maaskee dobbelt Grund -- overalt saa man smæg- tende Ansigter og man hørte ikke andet end "quelle chaleur! j'etouffe! quelle chaleur barbare, oh je meurs!" -- og jeg blev mere og mere lidende. F. søgte en Læge. Det første denne gjorde var at sønderrive de Recepter vore Læger havde skrevet som F. viste ham. Efter de forrige Hestecoure var det en sand Lise at nyde en saa mild Behandling -- Streng Diæt -- ingen Medicin -- og Bade, deri bestod hele Hemmeligheden. SIDE: 91 Jeg var saa mat at jeg neppe kunde gaae 20 Skridt; vi maatte altid tage en Fiacre naar vi skulde ud. Operaen træt- tede mig og Maleriesamlingerne trættede mig, men jeg vilde dog gaae for at kunne sige jeg havde været der. Endag da vi stod op fra Middagsbordet lod 2 Fremmede sig melde hos os; det var Landsmænd, Schweigaard og E [geberg] . Schw.! hans Ven, til hvem han havde medgivet mig Hilsen. [fotnotemerke] De vare i Salonen. Det er mærkværdigt at alle de Mennesker der staaer i fjerneste Berørelse med ham, ogsaa udøve en Deel af hans Magt over mig -- mit Hjerte bankede da jeg traadte ind, thi han græd da Schw. reiste. "Det er min Datter", sagde Fader. -- Schw. bukkede og svarede galant henvendt til mig: "Deres Udvortes er noksom bekjendt, men jeg har aldrig havt den Fornøielse at tale med Dem -- -- " "Nei, jeg troer aldrig vi have talt sammen uagtet jeg ofte har seet Dem." Vi bød vore Gjester Stole. Selv satte jeg mig med Ryg- gen lænet mod Vinduet -- af 2de Grunde. Den vigtigste var at en vis Negligance i min Paaklædning skulde falde Herrerne i Øinene og støde deres ziirlige Norske Øine. Deels for Var- mens Skyld og deels fordi jeg var upasselig havde jeg intet Livstykke under min hvide Kjole; men denne Mangel skjulede rigtignok en stor hvid Pelerine kjerlighedsfuld -- den anden Grund var at jeg sidder helst med Ansigtet vendt fra Lyset. Vi havde en lang hyggelig Passiar, over en Time. Han spurgte efter Christiania og Folk der. Jeg torde ikke komme frem med min Hilsen, jeg følte det var umueligt at bringe hans Navn over Læberne. Der savnede jeg Maske igjen. Vore lyse Sommernætter ere herlige; men Sydens Fuld- maanenætter ere dog paradisiske. En eneste har [jeg] oplevet. Fotnote: Han kom nemlig fra Syden paa sin Stipendiereise. SIDE: 92 Om dem kan ingen Nordboe gjøre sig Idee. Madam havde bedet nogle af sine Venner til at bivaane en lille musikalsk Soirée. Hun selv spillede mesterlig paa Pianoforte og en Mr. Thoma, Violonist, accompagnerede hende denne Aften. Miss Mary og jeg sadde længe ved det aabne Vindue -- viftende os -- men tilsidst kunde vi ikke modstaae det Lokkende udenfra. Vi gik ud i Haugen. Længe vandrede vi op og ned, og talte om vore elskede Lande og Hjem. Det var ret en Aften til at have Hjemvee, men den var mild og ikke saarende, man følte Længsel vel, men intet Savn. Man skulde vanskelig kunnet rive sig fra den lille Plet vi vandrede paa. Selv det kloster- agtige i de høie indsluttende Mure, som om Dagen havde noget trykkende ved sig, forstærkede det høitidelig fredelige ved en saadan Aften, intet forstyrrende af Stadens Larm og Qvalm naaede indenfor dem, vi hørte kun Musikkens Toner gjennem de aabne Vinduer -- og ud af deres dybe Skygger traadte Groupperne med Akazietræer, Springvandet og Blomsterne dobbelt straalende frem i Maanelyset. En tidlig Morgen skulde jeg gaae i Bad. En meget be- qvem og skjøn Indretning ganske tæt ved vort Logis. En af Institutets Fruentimmer skulde følge mig derhen. Vi kom forbi en Kirke. Min Duenna foreslog at gaae derind og jeg ind- vilgede. Det var en af de mindre pragtfulde Kirker; men den dybe Stilhed, som blot afbrødes ved en enkelt Bedendes Hvi- sken, gjorde et opløftende Indtryk paa mig. Saaledes som Morgensolen venlig oplyste de muntre, brogede Prydelser og smukke Billeder, kan jeg godt forklare mig Catholikernes Trang til paa hver Time af Dagen at søge deres Templer for at bede, medens der er noget frastødende ved vore skumle Kirker. Vor Kultur er egentlig beregnet til langt fuldkomnere Væsener end vi ere. Man maatte ikke have Sandser, være blot Aand for at modstaae Indvirkningen af vore mørke farveløse Former. Jeg misundte min Ledsagerske da hun laae der knælende og bad med foldede Hænder og brændende Iver i sine Træk, SIDE: 93 og jeg havde en Lyst til at kaste mig ned som hun, men, men -- Vanen -- falsk Undseelse -- -- Protestantinden stod i Skyggen af en Pillar, hendes Hæn- der foldede sig vel uvilkaarlig, men Læberne bevægede sig ikke, Øinene vare ikke himmelvendt, og dog bad hun. En Søndag Eftermiddag spadserede Fader og jeg i Palais royals Hauge. Vi vilde afvente Tiden til Comedie for at see Vaudevilletheater. Blandt den brogede Menneskevrimmel be- mærkede vi nogle unge Herrer der lod til at være Fremmede, som betragtede os nysgjerrig, og talede mellem hinanden ind- byrdes, øiensynlig om os. Fader gjorde mig opmærksom der- paa og da vi et Øieblik standsede kom de hen til os. "Förlåt, jag tykte höra Svenska" -- Det var altsaa Svenske, og de kaldte sig Landsmend, men selv i Paris erkjender jeg intet Landsmandsskab mellem os og de "ödmjuka" Beboere af "Stedbroderlandet". -- Det var 2 svenske Adelige som kom fra Neapel og nu vilde reise hjem. Den 3de af dem var en Major M. [fotnotemerke] i fransk Tjeneste, han var egentlig Finlænder af Fødsel. De bade om vor Addresse og lovede de ville besøge os. -- Om Aftenen paa Comedien kjedeligt -- vi gik førend Stykket var forbi. Det var en fortvivlet lang Vei ud til os. Ikkedestomindre fandt Maj. M. og Grev W. os. Den sidste kom endnu et Par Gange, saa blev han borte, han reiste nok. M. derimod gjen- tog hyppigere sine Besøg, og kom tilsidst daglig og spurgte til os. Det var en mærkværdig Mand. Jeg vil sige alt hvad jeg veed om ham. Han var som sagt Finlænder, altsaa russisk Undersaat, men han kaldte dog Sverrig sit Fædreland eller rettere den hele Jord var hans Fædreland. Hans Arm, hans Fotnote: Myhrberg. Havde vundet et stort Navn sidst i den græsk-tyrkiske Krig -- vi hørte ham siden altid omtale med Beundring. SIDE: 94 Blod tilhørte den undertrykte Frihed i hvilken Nations Skik- kelse den end opfordrede ham. Naar jeg saae ham, tænkte jeg paa Marquis Posa. -- Han havde kjæmpet i alle de sidste Europæiske Friheds- krige. I den Polske Krig blev han fangen og sad længe i Rus- sisk Fangenskab -- og man vilde netop som en Slags Forræ- der lade ham friste Patkuls Skjebne -- dog forhaabentlig paa en mere cultiveret Maade -- da han flygtede under et fremmed Navn. Siden har han været ved Navarino, i Spanien, i Græ- kenland, og bivaanet "de 3 Dage" i Paris. Nu var han Ma- jor i Fransk Tjeneste. Alt hvad Livet har af Skrækkeligt, alle menneskelige Elendigheder, var han fortrolig med. Krigens Rædsler, Skibbrud, Pest og Død: alle dens Skikkelser havde han seet under Øine. 2 Gange havde han havt Cholera, en- gang vaagnede han op paa et Choleralazareth, men i Døds- angsten tømte han en heel Flaske Spiritus og blev frisk -- 2 Gange havde han væltet med Diligencen, for Andre er dette med andre Ord at brække Halsen, men han kom uskadt der- fra -- "jeg gjemmer for min Skjæbne" -- sagde han engang vi talede derom, og gjorde en underlig Gebærde henimod Hal- sen medens han smilede bittert. [fotnotemerke] Det var en høi, rankbygget Mand med den ædleste mili- tairiske Holdning. Hans Ansigt var blegt og baade ydre og indre Kampe havde gravet Spor i det som gjorde at han saa ældre ud end han var. Men over det hele var udbredt et saa umiskjendeligt Præg af Lidelse, af noget forborgent Skrække- ligt, der kunde være en rædsom Hemmelighed eller en brøde- betynget Bevidsthed -- at man vexelviis følte sig frastødt og tiltrukket, førend man lærte ham nøiere at kjende. Der var noget udslukt, træt i hans blaae Øine, der i Grunden havde noget venligt og godmodigt, naar de ikke enten i en Samtale eller naar han troede sig ubemærket, havde antaget hiint trøstes- Fotnote: Jeg har engang -- det var 30 Aar senere (i 65 nemlig) -- en eneste Gang seet ham igjen. Det var paa et Ministerbal i Stockholm. SIDE: 95 løse fortvivlende Udtryk. Sort Haar og Knebelsbarter, over 36 Aar, og gik bestandig civil, meget elegant klædt. M. sluttede sig daglig nærmere til os. Den Interesse vi havde indgydt ham bestod ikke blot i Ord, han viste den i 1000 venskabelige Opmærksomheder -- jeg kan sige Opofrel- ser. Han fulgte os paa vore Excursioner i Omegnen eller i Staden. Misserne som fulgte undertiden med, vare ganske ind- tagne af hans artige, godmodige Væsen og hans Opmærksom- heder, der dog var himmelvidt fra al Slags lapset Galanterie; det var meer en Broders Omhyggelighed. Vor Mistroe forsvandt efterhaanden. Han var et ulykke- ligt, men kunde umuelig være et brødefuldt -- allermindst et slet Menneske. I Alle hans Udladelser udtalte sig den rigtigste, ædleste Tænkemaade og en djerv Opposition mod Alt Slet. St. S. vilde have sagt om ham: Det er en herlig Karl. Der var noget der i Begyndelsen bidrog til den Mistroe vi nærede mod ham. Han bragte gjerne Politikken paa Bane, og det, forunderlig nok, ikke saa meget naar han talte med F. som med mig. Han erklærede ofte at han hadede sine Ex- landsmænd Svenskerne, men elskede Sverrig. En Dag kom han, men Fader blev kaldt ud; øieblikkelig gav han Samtalen hiin Retning. Om det var sandt at de Norske følte sig saa ulykkelige under Foreningen -- at de og de trykkende Uret- færdigheder vare begaaede -- at der gjærede Sammensværgel- ser mod Regjeringen etc. etc? Jeg benægtede dette bestemt. Forresten henviste jeg ham til Fader, affecterende fuldkommen Ikkeforstaaelse af slige Gjen- stande, men det vilde han ikke troe paa. Han blev ved sin Paastand. "Jeg er overbeviist om", sagde han opmuntrende, "at er dette sandt, da bær Svensken aldeles Skylden -- " "Ja, men endnu er intet Saadan Tilfældet," svarede jeg. "Man elsker Kongen og er saa lykkelig som en saadan For- SIDE: 96 ening kan tillade det. Enkelte Misfornøiedes Skriig i Bladene kan vel ikke kaldes nogen Sammensværgelse og en saadant kan knapt tænkes i et Land hvor det hele Folk er en Nerve, der ved en virkelig Uretfærdighed vilde electriseres som ved et Slag -- -- " Det var paa de Tider at jeg endnu interesserede mig for Politik. Men jeg troer dette var en af de sidste Gnister af min kandestøberske Opblussen. Nu er den aldeles slugt. Og [jeg] troer neppe engang at nogen electrisk Berørelse tænder den paany. Men M. var ikke isinde at opgive Themaet saasnart. Han gjorde Spørgsmaale paa kryds og paa tvers, men jeg snoede mig beundringsværdigt ud af hans Garn, saa at da Fader kom ind og fik vide Samtalens Gjenstand, beklagede han sig over mine "diplomatiske Kneb". Saadanne Scener og Samtaler formerede det hemmeligheds- fulde ved Personen, vi tænkte paa Spioner, de sædvanlige Chi- mærer der pleie at huse i Norske Hjerner. En Aften vare vi samlede med vore Bordfæller i Salonen. Mad. P. foreslog en Leeg. Man skulde, naar en var gaaet ud, vælge et Ord der havde forskjellige Betydninger. Naar Vedkommende nu kom ind, havde hun Lov at gjøre 3 Spørgs- maal til hver især, nemlig: Hvorledes vil De have det? hvor- til vil De bruge det? -- og hvor vil De sætte det? og enhver maatte indrette Svaret efter den Bemærkelse de havde taget Ordet i, som, da denne var saa forskjellig, frembragte de lat- terligste Modsigelser der bragte Spørgeren i Confusion. En var gaaet ud. Man valgte Ordet Saint. "Quel saint voulez vous, Mademoiselle C.?" "Moi, je prefère celui qui ont les fléches" -- Man repeterede nysgjerrig dette Svar. Fader forstod mig maaskee. Der er noget besynderligt -- tiltrækkende, at kunne tale forblommet til Fremmede om hvad der beskjeftigede mig, til mine Landsmænd tør jeg aldrig tale i Gaader, de gjetter SIDE: 97 øieblikkelig, men blandt disse Vildfremmede resikerer man ei det. O jeg længtede efter at faae høre hans Navn udtale. Jeg havde Lyst til at tage en af de mindste Smaaepiger fat og bede hende sige: St. S. -- Og hun vilde see mig ganske uskyldig i Øinene og fremstamme "St. S." for aldrig mere at huske det. "Qu'en voulez vous faire?" Dette Spørgsmaal satte mig i en gyselig Forlegenhed, og jeg har endnu ikke kunnet besvare det. Jeg var bleven Catholik. Mad. Virginie med den søde Stemme udviklede ellers i den omtalte Leeg en mærkelig Portion Raahed. Misserne fortalte mig meget siden som jeg ikke havde rigtig forstaaet. Vor nor- ske Raahed er mere negativ, den er en Mangel paa Dannelse, men man kan ikke derfor tilegne sig den positive Raahed saa- ledes som den her viser sig i Blik, Tale, Miner og Gebærder, kort i dens charakteristiske Form. -- Mad. V. havde fattet en uheldig Kjerlighed til mig. Hun plagede mig med sine overdrevne Smigrerier, begyndte at tegne mig af, men da jeg afslog at sidde 12 Timer som hun forlangte til mit Portraits Fuldendelse, blev der intet af. F. vilde ogsaa lade mig male, men jeg satte mig derimod. Jeg skrækkedes for at han atter skulde kaste Penge bort paa et saa utaknem- ligt Arbeide. Der var nok af Caricaturer af mig nu. Des- uden var jeg forfængelig nok til ikke at ville portraiteres som Patient. M. havde talt til Schoultz's Familie om os, og han havde lovet dem at føre os til dem. En Dag kjørte vi derhen. Det var en elskværdig Familie. Johanna [fotnotemerke] tog sig saa venskabelig af mig. Hun spurgte med levende Interesse efter Alle i Ch., og jeg fortalte om Alt, regnede op Creti og Pleti for at faae skudt ham ind iblandt. Ak, det var ordentlig en Lettelse at udtale Fotnote: Musikalsk, havde git Concert i Chr. SIDE: 98 hans Navn, men enda følede jeg at jeg blev rød, skjøndt jo hun umuelig kunde vide -- -- "Han har tegnet Deres Portrait, troer jeg." "Ja jag såg det, men jag tykte inte als -- " Vi traadte ud paa Balkonen, Fader vilde rive mig tilbage, han svimlede for det frygtelige Dyb, men da jeg endelig fik Lov at gaae ud undslap mig et Forbauselsesudraab. Ha! jeg er i Paris! Fra denne uhyre Høide (6 Etager) saae jeg ud over endeel af Staden. Det store, i græsk Stiil opførte Børspallads laae lige for mig i Fuldmaanens magiske Belysning, Façaden med Søilerækkerne traadte blændende frem medens det paa den anden Side strakte sin gigantiske Skygge ud over Plad- sen og indhyllede de nærmeste Bygninger. Frøken v. Sch. kom næste Dag i Visit, og siden var vi næsten daglig hos S -- . M. kom næsten altid. Engang geraa- dede vi i en Samtale, vil sige M., Fr. S. og jeg, der blottede en meget ædel Side hos M. Den handlede om det meget deli- cate Emne: hendes Kunstnerkald, hvorvidt man bør give efter for dette, det farlige i en saadan Stilling etc. Til os havde ofte M. med Inderlighed og oprigtig Beklagelse skildret hen- des som saadan. Hun havde intet, hun kunde ikke erhverve sig et saadant Parti som hendes frygtelige Medbeilerinde Mad. Grisi, den meest forføreriske Coquette -- Johanne havde blot sin skjønne Stemme, hendes Nordiske Frygtsomhed og sæde- lige Tilbageholdenhed er i Paris ugangbar Mynt. Den Applaus hun forrige Vinter nød, var meer Opmuntring til Begynder- inden, end den skrev sig fra sand Beundring. Hun staaer paa en huul Grund. "Jeg skjælver", tilføiede hun engang, "for næste Vinter;" et eneste Tegn paa Kulde, den sagteste Mishags- yttring var istand til at betage hende aldeles Modet -- ja en saadan Krænkelse skulde hun neppe overleve. Hun, den stolte svenske Adelige, den Hæderlige i sin Vandel -- en tilsidesat Sangerinde -- blot fordi hendes Medbeilerinde -- "intet havde at tabe?" etc. Hans Skildring var saa sand, saa indlysende, skjøndt hans venskabelige Bekymring for hende lod ham see Fremtiden alt SIDE: 99 for mørk. Ved den ovenforberørte Samtale udviklede Fr. S. en god Deel af hiin ædle Arrogance og Selvtillid, som er nød- vendig naar en Kunstner skal kunne drive det vidt. Her havde M. megen Anledning til at sige hende Complimenter og Opmuntringer og jeg ventede intet mindre. Men jeg tog Feil. Han sagde hende saa mange djerve Sandheder med en Varme og tillige en Skaansel, at jeg fattede stor Agtelse for ham. "Engang valgt" -- blev han ved -- "er den stille huuslige Lykke, Qvindens skjønneste Bestemmelse, forskjertset. -- -- " "Aldeles ikke! jeg skulde gjerne forlade min nærværende Sphære for at begrave mig ukjendt i et stille Familieliv og leve saa lykkelig som om jeg aldrig havde hævet mig ud af dets Dunkelhed. -- Se Mamsell Sontag? -- -- -- " "Hvem siger hun er lykkelig? -- nei et saadant Liv vilde vanskelig fyldestgjøre i Længden, dem som have været vante til at høste Verdens Beundring -- -- -- " Min Lærerinde i Malerie var en meget elskværdig Dame. Hun skulde give mig 1 Time daglig, men hun blev sædvanlig 3 -- dog malede vi ikke, vi snakkede. Det var en fuldkom- men Pariserinde, af de elskværdige at sige. En tendre, mager Skabning, skarpe Træk og et Par sorte gjennemborende Øine giver et flygtigt Begreb af hendes Ydre, hvortil jeg endnu maae føie et Par beundringsværdig smaae Fødder. Foruden hendes Kunst som hun dyrkede med utrættelig Flid, besad hun megen Fiinhed og Dannelse i Omgang, og mange Kundskaber. Hun havde saagar hørt Tale om Norge, og jeg bestyrkede hende i Troen paa et saadant Lands Existence. Det er mærkeligt at man i Udlandet interesserer sig saa for Fremmede, hvor dog den daglige Overstrømmen af dem just lader formode det Mod- satte, medens man her i Norge betragter den Fremmede med Mistroe og kold Tilbageholdenhed. Overalt mødte os den samme ædle Nysgjerrighed og Deeltagelse, vi forlod ikke en Kjøbmands Boutik uden at vi havde fyldestgjort dem. SIDE: 100 Engang forefaldt en saadan Samtale i en Bijouteriebod. Den smukke unge Kone, med sit blege, regelmæssige Ansigt og sorte Flætninger ned ad Kindet, tiltalte mig paa Engelsk. Jeg svarte at vi ikke vare Englændere. "Ah madame serait-il possible! il-n'y-a que des anglaises, qui ont un tel teint comme vous." Jeg benægtede atter. Imidlertid var deres Nysgjerrig- hed vagt og de gave sig ikke førend den blev tilfredsstillet. Vous etes peut-etre d'Allemagne? "Non", nu tog F. Ordet, "Nous ne sommes pas des Allemagnes, ni des Anglaises, ni d'Espagne, ni de Portugal, ni de la Suede" -- og han regnede smilende op alle Europeiske Lande, undtagen Norge. "Mais mon Dieu! d'où etes vous donc?" -- -- Vi maatte altsaa være Maanebeboere. Mad. E [gger] og jeg glemte ofte i vor Samtales Iver baade Pensel og Palet. Vi havde just ikke valgt almindelige Gjenstande, dem kan man altid drøfte. Der ligger noget ubeskrivelig ny- delsesrigt i denne Udvexlen af Ideer med et aandrigt, dannet Menneske. Det var ligesom min Aand efter en lang trykkende Fængsling i vore Hverdagssamtalers Baand kunde løsrive sig og jublende nyde sin Frihed. Her gjaldt ikke enhver lille Over- skridelse af det Almindelige, det engang Foreskrevne, for Gal- skab som hos os, man har ingen Lovbestemt Catalog over Ord og Hverdagsudtryk for hvis Overskridelse man maae betale en vis Sum af sit gode Navn -- -- [fotnotemerke] Jeg undrer mig at jeg kunde faae sagt saa meget uden rigtig at kunne Sproget. Men hendes Svar viste altid at hun forstod mig. O, dog har jeg undertiden selv i mit Moders- maal vanskelig for at udtrykke mig, skriftlig koster mig saagar stor Anstrengelse. Men naar hun saae paa mig, forstod hun altid hvad jeg meente. Hun studsede undertiden ved mine Bemærkninger. Naar jeg talte om Norge, lyttede hun med Opmærksomhed. Fotnote: Dette kan passe paa tidspunktet 30 -- 33. -- Mine senere Erfaringer, de Bekjendtskab jeg da gjorde, mit eget Hjem modsiger det. SIDE: 101 Jeg gjorde hende bekjendt med vort Land medens hun til Gjen- gjeld kun lidt kunde fortælle mig om hendes, som jeg ikke alle- rede vidste, hvilket atter igjen forundrede hende høilig. Den Skildring af vor Nationalkarakteer, som jeg gav hende saa san- drue og usmykket jeg formaaede at opfatte den, interesserede hende levende. At kunne skjule sit Indre, at kunne herske over ethvert Udbrud af Lidenskab synes hende fabelagtigt, og da jeg som et Beviis herpaa anførte, at Elskende kunde i Aar see og omgaaes med hinanden uden at forraade deres Følelser, gik det ganske over hendes franske Forstand. Hun fortalte mig engang som noget der faldt af sig selv at Giftermaal i F. blive knyttede af Interesse. Allerførst bliver der seet paa hvad Pigen kan faae i Medgift, dernæst komme hendes øvrige Egenskaber i Betragtning. "Derfra skriver sig vel meget de franske Fruentimmers Hang til at beskjeftige sig udenfor deres Sfære, og denne Er- hvervsyge er jo meget tilgivelig naar den kan indbringe hende det der er Elskværdigst i en Friers Øine -- " "Ja just derfor. Næsten alle unge Piger stræbe efter at lægge op -- -- jeg ogsaa, Mademoiselle C., har arbeidet meget" -- lagde hun noksaa naivt til. Hvad mit Fædreland angik da benægtede jeg paa det be- stemteste at man tog noget Hensyn dertil og det af tvende vægtige Grunde: "for det første have vi ingen Penge og for det andet finder Nordboen noget lavt i at give en saadan Omstændighed Fortrinnet, man vilde ikke engang taale Skinnet og jeg kunde godt tænke mig en Landsmand der renogserede paa den Elskede fordi hun havde Penge. [fotnotemerke] "De fleste Ægteskaber slutter sig af gjensidig Tilbøielighed efter at man har sukket et passende Antal af Aar for hin- anden." "Men min Gud! det skeer hos Dem paa en langt noblere Maade -- -- -- " Fotnote: ! ! O, Tiderne har forandret sig! SIDE: 102 Hun talede meget til mig om en Broder der var Profes- sor, der nok var yngre end hun, som kunde være 25 -- 26 Aar. Professor vil da ialfald ikke sige saameget i Frankrig som hos os, her faaer enhver der udmærker sig i hvilketsom- helst Fag denne Titel: man har Professeur de la danse -- de la musique -- kort ligeindtil Kudskene ere Professorer, eller fortjente idetmindste frem for alle at være det, thi en Pariser- kudsk er noget ganske overordentligt -- reene Kunstnere -- men for at komme tilbage til Mlle. E -- s Broder, hun havde nok fortalt ham meget om mig, og saavidt jeg kunde mærke, nærede han store Forventninger, saa at jeg ordentlig med en vis Forlegenhed og Mistillid modtog en Indbydelse til en Aften hos hende. Jeg skulde da enten retfærdiggjøre hans store Tan- ker om mig eller kuldkaste dem. Jeg frygter at det sidste blev Tilfældet. Det var en lille rød og hvid Person med et vak- kert, flaut Ansigt. Gud veed hvor saamegen Lærdom kunde bestaae med det. Jeg var ordknap og stille den hele Aften og kjedede mig, Gud hvor det er leit at vide at man undertreffer Folks Forventninger! Men Du siger jo der ligger en egen Nydelse i at skuffe Folks Forventninger? Det var et dumt Spørgsmaal med din Tilladelse -- saa forkeert er jeg dog ikke at min Lyst til at skuffe Andres For- ventninger skulde udstrække sig til de Gode. Kun hvor de ingen gjøre sig, eller forkeerte -- og denne Tilbøielighed deler jeg jo med alle, opmuntres jeg dertil. Mere egen er derimod min Stræben efter at forekomme Folks Beregninger af mine Handlinger og Ord og den Nydelse der ligger i Opnaaelsen af det. Det daglige Liv byder en viid Mark for dette Slags Ærgjerrighed. Hvis jeg tør troe Alt hvad jeg hører, saa er det Navn jeg har faaet i Verdens Øine just ikke gunstig for denne min be- synderlige Tragten. Tabte jeg mig ganske blandt Massen, kunde jeg ofte berede mig saadanne Glæder, medens der nu SIDE: 103 kuns levnes mig slet at tilfredsstille store Ideer. Deraf min piinlige Forlegenhed, naar jeg undertiden træffer paa Frem- mede som jeg ikke kjender, men som jeg veed, de af Rygtet mig. -- Hvad troer Verden om mig! vor lille Norske Verden! at jeg er bestemt til noget Ualmindeligt, at det de kalde almin- delig Skjebne ikke vil tilfredsstille mig. Alt hvad en Hjerne kan udklække af Eventyrligt og Udmærket troe de mig opbe- varet til. Det er ikke min Skyld hvis min Længsel eller Trag- ten efter noget saadant var bleven vagt, de have selv lagt Spi- ren, hvis saa var, ved evige Hentydninger. Den første jeg erindrer talte paa denne Maade var Mad. H [erre] strax efter min Hjemkomst fra Chr.feldt. Vi talte om min Søsters Giftermaal, at hun skulde drage bort i en Afkrog af Landet. "Jeg indbil- der mig at Du aldrig kunde binde Dig paa den Maade. Du er ligesom født til at hæve Dig over det Almindelige -- etc. etc. etc." -- -- Jeg saae forundret paa hende. Aldrig var der falden mig noget saadant ind før. Mine Ønsker havde aldrig oversteget dem der sømmede sig for en beskeden Landsbyepræsts Datter. Havde jeg gjort mig nogen Forestilling om Fremtiden, da var det om et stille huusligt Liv -- alle mine Søstres Lod. Men det var ikke min Skyld at man troede det om mig. Selv de som ikke kjendte mig, førte saadanne Taler, og det ærgrede mig tilsidst. "Hvorfor troe I dette om mig?" "Fordi Du indgyder den Troe -- naar vi see Dig, paa- tvinges os den Idee." -- Min Veninde Mad. Ludwig [fotnotemerke] i Hamburg og Mad. Reimers dømte ogsaa saaledes, omendskjøndt de neppe kjendte mig Fotnote: En gammel Lærds Hustru; hun selv, en fin venlig ældre Dame af gammel Adel, havde levet i Goethetiden i Weimar som Hofdame hos Her- tuginde Amalie; det var hos disse Folk jeg under et senere Hamburgerop- hold boede [18] 36. 37. SIDE: 104 uden af Udvortes. Den første talte engang om: "ikke bestemt til et ubemærket Liv -- Verdens Fordringer -- En høiere Sphære und so weiter" -- -- men nu tog jeg hæftig mit Parti og blev ganske varm. Jeg gik maaskee til den anden Yderlig- hed og forsvarede selv et nødtørftigt Liv som et der kunde skjænke sandere Lykke end et glimrende Verdensliv. "Ach mein liebes Fräulein, die Armuth!" sagde min yn- dige Modpart hovedrystende -- og dette kunde jeg ikke mod- sige -- Himlen veed hvor lidt overspendte mine Tanker om Hyttelivet ere, men -- men der kunde dog tænkes Betingel- ser -- -- -- Hvad troer Verden om mig? At kun en ualmindelig Skjebne vil tilfredsstille mig. Nuvel! den skal blive alminde- lig. Hvilken Glæde at skuffe deres Forventninger, hvor jeg skal nyde den Triumf at gjøre deres Beregninger, deres Ideer om mig til Skamme! -- Ved Mr. L -- s Indflydelse havde vi faaet Billetter til at bivaane Distributionen af Præmier til de Studerende ved Col- legierne -- en Høitidelighed der finder Sted hvert Aar med megen Pragt. Priserne bestode i Bøger indbundne i Pragtbind, men Maaden hvorpaa Uddelingen skeede, maatte i høieste Grad spore til Flid og ægge saadanne Ynglingers Ærgjerrighed. Det er i et Pragttelt i hele Hoffets Paasyn at denne Fest aar- lig høitideligholdes. I Forgrunden var reist en Tribune, hvor Alle de sadde der beklædte nogen Værdighed ved Universitetet -- Overdom- meren i sin Fløielstalar og snehvid Perüke i Midten paa en pragtfuld Stol, ved Siden af ham stod et Bord med Præmi- erne, Laurbærkrandse etc. Paa et Amphitheater af Trin der sluttede til begge Sider, stode de Concurrerende og i Midten stode Bænkerader For Tilskuerne hvoriblandt vel mangen Mo- der i ængstelig glad Spænding; af disse var Dronningen [fotnotemerke] selv Fotnote: Ludwig Phillips Dronning. Denne Konge stod den [gang] paa Hel- dingen af sin Magt: "Han är icke så mycket hatat," sagde Myhrberg, "men han är så djupt föragtad." SIDE: 105 en, hun sad med sine Døttre og Mad. Adelaide forrest. Andre vare Nysgjerrige ligesom vi. Man troe ikke at saa mange høie Personers Nærværelse paalagde de Unge noget Baand eller ærbødig Taushed eller at Festen i det hele taget havde noget Anstrøg af alvorlig Høitidelighed; nei langt fra, der var en gyselig Tummel og Støi -- Vivatskrig, Mishags- og Bifalds- raab -- Skrig paa Musik eller Tyssen, Klappen i Hænderne blandede sig mellem hinanden i en sand bedøvende Larm. Men der var noget frydende for mit Hjerte i disse Udbrud af ungdommelig Kraft og Selvbevidsthed, af denne varme Friheds- følelse -- saaledes havde jeg tænkt mig den franske Ungdom, eller overhovedet Ungdom, men i Norge gives der ingen Ung- dom [fotnotemerke] -- -- -- Da Dronningen traadte ind mødte hende et skingrende Bravo! (Hurra bruges aldrig -- en Franskmands Øre stødtes engang ved vort Hurra som han kaldte et Krigs- skrig!) men midt under dette lød et "Assez! Assez!" og denne pludselige Vending lod hendes Maj. sig gefalde. Midt under de lange latinske Taler som Professorerne holdt til Indledning afbrødes de undertiden af Udraab, som E. paa vor Erkyndi- gelse oversatte os i et "Det er nok! Talen kjeder os! etc." og virkelig holdt Professoren op og stak den ugalante Afbrydelse tilligemed sine Koncepter taalmodig i Lommen!! Endelig vare Forberedelserne tilende og den virkelige Act begyndte. "For den bedste Opgave i den og den Videnskab har N. N. fra N. N -- s Collegium, af Mr. N. N -- s Institut vundet 1ste Priis." Den lykkelige Nævnte trængte sig gjennem Hoben, steeg op paa Tribunen, Dommeren reiste sig, omfavnede og kyssede ham og paasatte ham Laurbærkrandsen og overragte ham Præ- mien der ofte indeholdt et heelt kostbart Værk i Pragtbind. Under 1000 stemmigt Bravo, skingrende Fanfarer ilede han nu med sine Trophæer tilbage til sin Plads, efter at han dog i Forbigaaende havde gjort en Compliment for Dronningen. Imidlertid blev denne i Overmaalet af deres Lyksalighed glemt af de Fleste, og mange af dem kastede blot et lille skjødesløst Fotnote: O! andre Tider andre Sæder, vi har nu intet at klage paa Ungdom- mens Frihedsfølelse. SIDE: 106 Blik tilbage. -- Undertiden kan en Person blive fremkaldt flere Gange, det hændte ogsaa denne, at en vis N. blev frem- kaldt 8 Gange og da var Enthousiasmen virkelig rasende, ikke allene for ham skreg man Vivat, men Institutet eller Læreren der opklækkede et saadant Vidunder fik ogsaa et. Han saae virkelig beruset ud da han de sidste Gange belæsset med sine Laurbærkrandse ilede forbi den jublende, beundrende Mængde og har en Moder befundet sig blandt den -- nei ingen Moder -- men en Elskende -- o da veed jeg hvordan hun har væ- ret tilmode -- -- ! Hvad Laurbærkrandsen angaaer, da kunde den gjerne have været borte og den gamle Dommers Kys endnu heller -- disse sidste havde været istand til at gjøre mig ganske nyk- tern midt i min svimlende Glæde. Blandt de Concurrerende befandt sig 2 af Prindserne, Her- tugen af Aumale og Hertug Montpensier. Den sidste var en deilig Dreng paa 9 Aar som jeg maatte sidde og see paa hvert Øieblik, man skulde ellers ikke vide at han var Prinds, thi de andre behandlede ham saa familiært som en af deres Egne, og han var en af de ivrigste Trampere og Støiere. [fotnotemerke] Da Aumale blev fremkaldt, raabte man uden mange Omstændigheder: "Bravo Aumale!" Den lille Montpen- sier fløi saa skjøn og smilende som en Kjerlighedsgud op og hentede sin Krands og Dommerens Embrassement, som denne- gang var mere inderligt end sædvanlig medens hans gule ryn- kede Ansigt fortrak sig til noget der lignede Smiil. Jeg vil haabe det gjaldt hiins Skjønhed og ikke Prindsen. Da han løb ned af Trinene vinkede Dronningen ham til sig, hun trak ham i sine Arme og kyssede ham og Alle jublede. Derpaa satte han sig ned paa Fodtrinnet mellem sin Moder og Søster. Denne, Prindsesse Maria, kunde jeg da tydelig nok see, da jeg sad 3die Bænk fra hende. Hun var ikke smuk, og havde mærkeligt nok en Kjole af samme Tøi som jeg, og hvad der var endnu mærkeligere en Vifte aldeles af samme Slags som min. Denne forvovne Omstændighed som hendes Fruentim- Fotnote: Og nu død som gammel træt Exileret! O hvilken Udgang! SIDE: 107 merøine vel havde opdaget som mine, maae jeg vel tilskrive at hendes Blik dvælede saa ofte ved min Ringhed. Prindses- sen havde en rød Stribe over Næsen, formodentlig af Heden. Det er mere end rimeligt at min Næse ogsaa var saa dristig at ligne hendes deri, thi Heden var virkelig qvælende, den var forsmædelig. Intet beskyttede mod den brændende Julimid- dagssol uden det tynde Telt, som dog var tæt nok til at hin- dre ethvert sagte Lufttræk der kunde forfriske den ved de mange sammenpakkede Mennesker trykkende Atmosphære. -- Saaledes bliver enhver Nydelse her i Livet forbitret. Øie- blikket kan ikke skjænke nogen Glæde ublandet, kun Sjelen optager Billedet at vi kunne glæde os ved det, naar Tiden har luttret det fra de Ubehageligheder der i Virkeligheden klæbede ved det. Jeg var glad da vi endelig slap ud af Trængselen, men vilde dog ikke have undgaaet denne Fest for meget. En Søndag vilde vi til Versailles. Der var stor Fest; alle Vandene skulde springe, Fyrværkerie afbrændes, halve Paris skulde derud. Misserne og Maj. M. skulde være af Partiet, den sidste lovede at indfinde sig Kl. 8 om Morgenen hos os, men han kom ikke, Hestene ventede og vi maatte reise. Vor Proviant der skulde indeholde baade dejeuner og Middagsmad blev lagt i Vognskrinet; vi nærede alle det stille Haab at Mad. i Betragtning af at det var Søndag, og en Festdag, og at vi havde en Gjest med os, havde betænkt os lidt raisonnabelt. Vi kom derud. Desværre vare netop Værelserne under Reparation og lukket for Fremmede, saa vi ikke fik see disse non plus ultra af ødsel Pragt. De stode endnu urørt fra Lud- wig XIV's Tider. Det var saameget ærgerligere da jeg endnu ikke havde truffet nogen saadanne, der svarede til mine Be- greber om kongelig Pragt; Gemakkerne i St. Cloud vare, naar jeg undtager den store Ludvigs Sal, simple, efter de nuvæ- rende Kongeliges Smag. Vi vandrede da omkring i de uhyre Hauger og besøgte Trianon store og lille. Parken der hører hertil er deilig, og gjør i sin kunstløse Naturlighed et behage- SIDE: 108 ligt Indtryk, naar man træder ud af Versailles stive Hauger med sine Buxbomvægge og snorlige Gange, derimod over- stiger ikke Slottene selv de Fordringer man gjør til en be- skeden Privatmandsbolig. Vi kom ind i et lille lavt Værelse med smaae Vinduer hvor der stod en Seng med hvidt Guld- morsomhæng der dog nu faldt noget i det Graae. Den havde tilhørt den stakkels Dronning [Marie] Antoinette. Her i disse yndige Skygger, i dette lille landlige Kammer havde hun hvilt efter Stadens Larm og Etiquettens Anstrængelser; jeg synes jeg saae hende med Bouquet i Brystet staae ved Bredden af Parken og fodre Svanerne. Et andet ulykkeligt Offer for Politik havde senere beboet dette Gemak. Det var Josephine. Jeg blev trist tilmode ved at tænke paa dem. -- Folkemængden bølgede frem og tilbage i utaalmodig Be- vægelse; det var bleven Middag, men endnu saae man intet Springvand. -- "Il vaut mieux tard que jamais! voila Mr. M." Han kom glad over at træffe os saa hurtigt. Kun et Øieblik var han kommet for seent til vort Logis. Vi slentrede da om i den uhyre Hauge en Tid og kom endelig overeens om at déjeunere; kun vilde vi finde et passende Sted, et ensomt Lysthuus eller en Bænk. Men et saadant Asyl for vore hungrige Sjele tilbød sig intetsteds. Og nu begyndte det lovede Skuespil. Ha, det var noget at see! Den Grouppe af Havheste og Uhyrer i første Park gjorde herlig Effect, af deres aabnede Gab sprudlede Vandmassen iveiret og faldt som det fineste Støv ned omhyllende dem i et hvidt bølgende Slør; men intet kan sammenlignes med det store Bassin. Rundt om dette havde Mængden længe samlet sig. Fra vort Stand- punkt kunde vi oversee den hele brogede Pariserverden. (80 000 vare den Dag i V.) som havde leiret sig amphitheatralsk ned til Bredderne, allerede dette var et Syn værdt at see, men nu springe pludselig som ved Troldomsmagt hundrede og atter hundrede Vandspring hvislende frem af Dybet, hæve sig i den stolteste Høide for at falde forenede opløst i et Hav af Draa- ber, Diamanter liig -- tilbage -- nei, intet skildrer dette -- men gjennem Hoben lød et uvilkaarligt Ah! denne Hob som SIDE: 109 man skulde troe mættet af -- sløvet for Alt Vidunderligt. Damerne glemte at Støvregnen faldt paa deres Hatte, de stir- rede kun med aabne Øine og Mund. Og alligevel var der noget triste i disse Haver. Menneske- vrimlen formaaede ikke at opfylde den Tomhed der herskede. Hvor er den Verden bleven af, som engang oplivede disse Gange og Pragtsalene i hiint monstreuse Palais, Centrum for yppig Fornøielse, Luxus, Galanterie og Skjønhed -- ? som Drøm mindes man den endnu, "diese Götterwelt -- die einst so freudig die Welt beherrschten Doch jetz verstorben u: verdrängt Als ungeheure Gespenster dahinziehn Am mitternächtlichen Himmel." Deres Olymp ligger øde og forladt som et uhyre Grav- mæle over deres fordums Herlighed " -- -- und schauriges Mitleid Durchströmt mein Herz wenn ich euch da droben schaue, verlassene Götter, Todte nachtwandelnde Schatten -- -- " -- -- -- Ja Kongeglorien er da svunden, der gives intet Kongeligt, ingen Majestæt meer i Frankrig. Louis Phillip er saa spits- borgerlig som mueligt og Dronningen ikke mindre. Vi vandrede endnu omkring. M. førte mig. Han var den Dag meer end sædvanlig trist, det vil sige, han var nok op- rømt og underholdende i den almindelige Samtale, men ofte undslap ham melankolske Yttringer, saaledes da vi gik sammen. Han klagede over at vi saa hurtig skulde reise, de faae Timers Glæde -- Forglemmelse -- vare da forbi. "Den Lykke at treffe Dem og Deres F. var en saa uventet Glæde for mig at jeg kommer til at føle Savnet dybere -- Aldrig har jeg truffet nogen der" -- -- etc. etc. "O, Hr. M. Det Savn vil snart udfyldes. Nye, interessante Gjenstande vil fortrænge de Gamle i Deres Erindring, det er Tidens Løb. -- Og De er i Paris, med Bevistheden om et daadrigt Liv, med Udsigt til nye Laurbær, og De skal endnu have Rum til saadanne sørgelige Tanker!" -- -- -- SIDE: 110 "Ja Mamsell W., Glædjen er en Winterblomma för mig -- ni er -- -- -- " Vi vare blevne skrækkelig sultne. Kl. var 5 og endnu fastede vi. Da bleve vi enige om at reise ud paa Landet, søge os en yndig Plet for at gjøre os ret tilgode. Vi sadde allesammen i en hyggelig Grouppe i Vognen. Misserne og jeg stuvet sammen paa et Sæde, F. og M. ligeoverfor. Humeuret var fortreffeligt, maaskee i Forventning af den herlige diner der vinkede os, vi holdt snart for det, snart for et andet Meierie der lovede at kunne skaffe Melk, men intet saae indbydende nok ud, vi kjørte og kjørte, steg af for at recognosere, men fandt intet Sted der syntes passende. Endelig saae vi i tem- melig Afstand fra Veien en Grouppe Træer, vi steege over Steengjerdet og naaede den efter en temmelig drøi Spadseretour. Her var godt, en lille Bakke strakte sig ned fra Buskene, paa Kanten af den leirede vi os. En Dreng med en Skalmeie og nogle græssende Køer nedenfor gjorde ingen daarlig Effect i den landlige Situation, imidlertid troer jeg det aller effectfuldeste var den hvide Kurv der stod i vor Midte, hemmelighedsfuld tildekket. Fader paatog sig da at afsløre den og bringe dens skjulte Skatter frem for Lyset. Men Himmel hvilken Skuffelse! Et uhyre Stykke Brød af det groveste Slags -- et lille Stykke haard Kalvesteeg i Form af en Tærning og -- en Smule Ost -- voila tout! ingen Viin! ingen Desert! Vor første Forbauselse afløstes af en almindelig Latter -- derfor havde vi altsaa reist omkring og ikke skyet nogen Umage for at finde en Plet der var værdig at holde vor dejeuner-diner paa. Af Fortvivlelse bleve vi vittige, uhyre vittige; men jeg kan ikke erindre hvori det bestod, men jeg erindrer vi vare skrækkelig sultne -- "Prions", sagde Fader, "Prions, mesdames, avant le repas! Prions a l'angloise: Send us rostbeaf, a store when its gone, send us more and the key to the cellar door that we may drink!" SIDE: 111 M. var vor Gjest. Men enhver vilde gjerne fralægge sig Æren af Værtskabet. "Naar De kommer til Norge, Hr. M., lover jeg Dem bedre Beværtning." "Vi ogsaa", raabte Misserne, "det bliver nødvendigt at De kommer til England, at De kan give os Anledning til at aftvætte den Plet der hviler paa vort Værtindenavn, osv. -- " Vi maatte reise. De 7 Fiske forvandlede sig ikke. Af del uhyre Brød der havde fyldt hele Kurven, havde vi spiist en Skive hver, og vi besluttede at bringe det tilbage til Mad. med en ondskabsfuld Tak for de rigelige og overflødige Re- fraichessementer hun havde sendt med os, men af dette blev der intet, thi da en Fattig bad os om noget, kunde vore menneske- kjerlige Hjerter ikke modstaae at give ham det. Da vi kom til Versailles var det allerede mørkt, og nu skulde Fyrværke- riet begynde. Da det var forbi, spiste vi paa en Restauration, og reiste derpaa hjem. Jeg sov hele Veien og vaagnede først ved Barrieren. Mode, Mode, hellige Ord! hvor mange tusende Gange om Dagen blev dette nævnt. Hos os er Moden en mild Beher- skerinde som er bleven gammel og svagelig paa Reisen, at man kan trodse hende om man vil, men i Paris er Mode en Ty- raninde for hvis Jernsepter alt maa bøie sig. Alt dependerer af Mode her. Barnet lærer at sige Mode førend Moder og det af dobbelt Grund da "det er Mode" at Mødrene strax efter Fødslen skikker deres Børn bort. Vi vilde gjerne see en af Kirkegaardene i P. Man anbefalede os Lachaise fordi "det er Mode" at besøge den. "Hvorfor det?" "Fordi "det er Mode" at lade sig begrave der iaar," svarede man. "De som lægge sig derhen af Mode, gjorde bedst i at blive liggende, thi det bliver vist en abgeschmackt Mode at staae op igjen -- " Vi gik altsaa til "Pere Lachaise" en Formiddag -- da det er Mode at gaae om Formiddagen. Hvilken tung ødsel Pragt og dog ikke ret gemüthlich. Jeg vilde heller ligge under Blom- sterne nede ved Elvbredden end under et af disse brammende SIDE: 112 Monumenter, med deres Overlæssinger af pralende Allegorier, Titler etc. og dog ukjendte Navne -- sandelig den menneske- lige Forfængelighed behøver først Dødens mørke Grund, for at den kan træde frem i sit sande Lys, dens Afmagt og Lat- terlighed bliver da først bemærkelig. -- "Det er", sagde en af vort Følge i den Tone hvormed man troer at fortælle noget Nyt, noget belærende, "det er et Monument der er opreist for et Par Elskende som ere meget berømte for deres Ulykke og eventyrlige Hændelser som for deres Troskab -- -- " "Hvem er det da -- ?" "De heder Heloise og Abailard!" Ak Gud velsigne den Franske Uvidenhed -- men vi have den Fornøielse at kjende deres Historie -- -- "Heloise og Abailard!" Der maae jeg hen. Der kom en ganske anden Aand over mig. Jeg steg rask over Indheg- ningen og klatrede op til den kolossale Sarkophag hvor deres Billede laae udhugne i Steen. Jeg stod ved Heloises Side. -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- ! Den Tanke gjennemfoer mig at han vilde staae engang saaledes som jeg -- ikke saaledes! nei -- men han vilde staae her, ja, jeg var saa vis, saa vis paa det -- og da skulde han høre en Stemme hvidske, en bekjendt Stemme. -- Jeg tog en Naal og ridsede mit Navn paa Heloises kolde Bryst. Det var min eneste, min første og sidste Kjerlighedserklæring, tænkte jeg. Men det er tusende med det Navn C.! -- og dog vil han kunne høre paa Stemmen hvilken C. det er. Jeg var saa vis paa at han vilde staae engang paa Trinet ved Heloises Side. Det var virkelig en original Kjerlighedserklæring! Mlle E. og jeg havde en lang religieus Disput der kunde gjerne have gjort os til Proselyter begge 2. Mlle Eggers Catho- licisme stod paa temmelig svage Fødder. Hun lyttede med Op- mærksomhed til mine Beskrivelser af vor Cultus, og de Dogmer SIDE: 113 som ligge til Grund, og da hun hørte hvor simpel og pragtløs hiin er, hvor lidt den taler til Sandserne, men umiddelbar vir- ker paa Aanden, fattede hun ærbødige Tanker om den. Vore Prækener kunde hun især meget godt lide og vilde gjerne bøde for dem endeel af deres theatermæssige Hokus Pokus og Mes- ser. Disse sidste bivaanede hun ogsaa skjelden. "Mit Valg- sprog, min Troe er: "Travailler c'est prier", sagde hun. Og jeg, jeg ønsker jeg kunde sige: Prier c'est travailler! Miss Lane var bestemt bleven vred paa mig. Hun var, som sagt, næsten utilladelig styg, og uagtet hun hverken mang- lede Forstand eller Kundskaber var der dog noget besynderlig fjottet i hendes Væsen. En Aften sadde vi i Salonen. Miss Lane læste i en Roman. Et Øieblik bladede jeg i den, det var den "Nye Heloise". "Ah," sagde Fader spøgende, "den maae Du ikke faae Lov at læse, ingen Pige som er over 16 bør see den." "Naar skal jeg da faae Lov at lese den?" "Naar Du er over 60, ikke før. Lad Miss Lane faae den igjen!" "Miss L. er over 16 og under 60, ergo er det en meget farlig Bog for Miss Lane." Og da Miss Barton og jeg loe og hvidskede noget sammen strax efter denne Yttring, troede hun det var paa hendes Bekostning, og desværre det var ikke frit for. Jeg kunde ikke modstaae det Latterlige i at den Nye Heloise var farlig for M. Lane. Siden den Aften var hun koldere mod mig, og jeg angrede det. Men hun syntes dog fuldkommen forsonet inden jeg reiste, hun gav mig saagar en Sommerfugl hun havde tegnet, til Erindring om hende. Vi kunde ikke ret vænne os til at gaae til Sengs uden Aftensmad; især jeg som holdt saadan stræng Diæt at der var skjelden noget ved Middagsbordet jeg torde spise, plagedes ofte om Aftenen af en utaalelig Hunger. Den hele Sommer var en SIDE: 114 fuldstændig Sultekur. Jeg spiste intet andet end fiint Brød, Kage, Syltetøi, Gelee, Melk -- jeg maatte ikke smage Viin, Kaffee, Kjødsuppe eller Kjød, og Overtrædelser af dette Bud straffedes øieblikkelig med hæftige Smerter for Brystet. Un- der saadanne Omstændigheder var det virkelig en tantalsk Qval at sidde til Bords, det var en veritabel, i den bogstavelige Be- tydning en tantalsk Forsagelse at maatte lade Frugt, som jeg elsker saa, gaae mig forbi. Han elsker ogsaa Frugt. Jeg troer alle Mennesker gjør det. -- Dog nei, Mad. Blanriez lider ikke Frugt, hun kan ikke udholde Lukten af Æbler, og gid hun derfor havde været Eva saa kunde hun have frelst den lidende Menne [ske] slægt, jeg skulde neppe have gjort det. Ja det var tungt at maatte lade Æbler og Pærer gaae sig forbi. Naar jeg nu tænker paa alle disse Spægelser, naar Mad. Pivant-Legers Gorgonerhoved dykker op i min Erindring, bliver Totalindtrykket af vort Ophold i Rue Canettes No. 29 -- meget ligt det jeg indbilder mig man medbringer af Tartarus. Insti- tutets Børn og Lærerinder, hvis Bord var endnu nogle Grader knappere og luftigere end vort, omsvævede mig som blege Skygger, der længselfuld udstrækker Hænderne efter Over- verdenens tabte Herligheder. For at fuldstændiggjøre Billedet, var vor Portnerske, Mad. Rivoli, saa god en Cerberus som man kan ønske sig. Ak, de stakkels Skygger, -- hvor havde jeg ondt af dem naar de om Søndagene sadte udi den triste klosteragtige Have, saa forladte og fjernt fra deres -- Oceanet skilte dem ofte ad, og de saae saa sjudskede og forsømte ud. Naar jeg gik ovenpaa for at gjøre Bartons en Visit, og traadte ind i Skolesalen, reiste der sig altid et Skrig: Ah Miss! Ah Miss! Isærdeleshed var en lille brun Spanierinde min varmeste Tilbederske. Hun offrede mig en Lok af sit ravnsorte Haar, og naar jeg seer paa den, maae jeg altid tænke paa hendes smigrende Øiekast, heftige Gebærder, hendes brune Øine, smaae Fødder og hendes "ah gentil", men er ikke des mindre ei istand til at huske hendes Navn. Det gaaer formodentlig hende lige- dan med mit, og min Haarlok skal forgjeves sætte hende paa det barbariske W. som det ikke endnu var lykkes nogen SIDE: 115 Christensjel i hele Paris at skrive eller udtale rigtig. De 50 Regninger og Quitteringer vi have medbragt byder derpaa de latterligste Exempler; paa nogle af dem er Navnet saa forhud- let, at der findes neppe et Bogstav der tilhører vort. Den lille Spanierinde troede jeg var 17 Aar, men hørte til min Forund- ring at hun var 23. Hvor er det tiltrækkende paa et fremmet Sted at møde hjemlige Skikke og Sæder! Det hyggelige Familieliv om Af- tenen kjender man ikke i Frankrig, denne Tid af Dagen offres de offentlige Forlystelser, og de saakaldte Soiréer hvor man blot kommer sammen for at mynstre hinandens Toilette, sidder sammenpakket i stive Rækker og converserer og vifter sig og drikker Sukkervand, ere et slet Surrogat for vore gemüthlige Sammenkomster til The og Bøllings Kringler. Naar vi om Af- tenen kom op til S -- s [fotnotemerke] og vi saae Themachinen staae paa Bor- det, blev vi tilmode som vi mødte en kjær gammel Ven, dens Susen lød som en lang fortælling om Hjemmet. Engang ved saadant et Thebord oppe hos Sch. kom Talen der længe havde streifet det Overnaturliges Gebet, hen paa Mamsell Le Normand, den berømte Spaaqvinde. Den unge Sch. fortalte, han havde fulgt Johanna derhen, fast besluttet intet at troe og meget op- lagt til at lee af baade den Frygtelige Selv og hendes Prophe- tier. De kom ind i et mørkt Gemak der ikke syntes at have anden [end] denne Udgang, og En Mr. strøg dem forbi i Dø- ren, som det lod lidt skamfuld over dette Sammentræf, og gik ud saa de nu vare allene. Pludselig aabner sig en Tapetdør og en lille tør, maver, fra Top til Taae sort indhyllet Skikkelse traadte ind. Det var Pythia-Normand. "Jeg maae tilstaae," sagde Hr. S., "jeg kom med meget ringe, letsindige Tanker om hendes Forudsigelsesevne, men jeg følte mig dog underlig greben og blev idetmindste alvorlig da hun, forbeholdende sig at oprulle Fremtidens Sløer for vore Blikke, begyndte med at hæve Fortidens -- hun fortalte vir- kelig Ting, Tildragelser der vare passerede i vor Familie, hvori ingen Fremmede vare indviede." Fotnote: v. Schoultz, den svenske Sangerindes Familie. SIDE: 116 Maj. M. fortalte forbausende Ting om Mlle N. I den græske Krig blev han haardt saaret og skulde tillige- med en anden Transport Saarede føres til et Lazareth. Man kom over en Eng, en Kanonkugle hviner over hans Hoved saa at Dyret hvorpaa han sad, blev skye, gjorde et Sving og kastede ham af. Man forlod ham og han laae der hjelpeløs. "Det var", sagde han, "den rædsomste Situation jeg har befundet mig i. Fjenden sværmede om i Nærheden lurende efter Rov, jeg ventede hvert Øieblik at see en blodtørstig Tyrk komme og koldblodig lave sig til -- ikke at hugge -- nei Tyrken hug- ger ikke, han skjærer, han filer. Dødsangsten greb mig -- jeg maatte blive et Bytte, saa nær Valpladsen, forladt af alle mine. Jeg greb min Pistol, ladede den i Fortvivlelsens Hastværk, fast besluttet at give mig selv Døden for at undgaae den for- smædelige der ventede mig. Ialfald vilde jeg vansmægte for- ladt af enhver Hjelp. Da ved en pludselig Ideeforbindelse rin- der mig Mlle Normand og hendes Spaadomme i Tankerne. Hun havde engang sagt: De vil overleve flere 26de Auguster end den næste. Det var den 26. August. Jeg skal altsaa ikke døe idag -- eh bien! lad staae til, jeg trykkede ikke løs, og jeg beholdt mit Hoved dengang. Mine Venner fandt mig ved et uventet Tilfælde." Hvem der ellers havde fortalt denne Historie, naar han var os i den Grad fremmed som M., vilde vi ikke have troet, men alt hvad denne sagde, bar saadant Præg af Sandhed at selv det meest eventyrlige derfor ikke blev Eventyr. Men nu var min Nysgjerrighed vagt. Jeg bad Fader om at faae Lov at lade mig spaae, men han nægtede det paa Grund af min Svagelighed. "Du vilde ikke kunne udholde det. I ethvert Tilfælde er saadant Væsen skadeligt; er det godt og det ikke indtreffer, bliver man mismodig, og er det noget ondt, for- bittrer Tanken derom enhver Glæde; man har jo Exempler paa at just saadanne Spaadomme fremskyndede Opfyldelsen af dem, saa mægtig virker Indbildningskraften etc." Men jeg bad saa indstændig, og Alle forenede sine Bønner med mine. "Jeg kan ikke risquere stort derved, mit Liv vil formodentlig blive SIDE: 117 saa jevnt, saa hverdagsligt, saa blottet paa alle Cathastropher at det vil sætte Mlle N. i Forlegenhed, og hvad det gode angaaer, da vær ikke forskrækket for det, jeg lover Dig ikke at troe paa noget saadant -- og desuden, hvem kan vide [hvilket] virkelig Gavn en saadan Conferents med Mlle N. vil drage efter sig, hvilken Fare afvendt fra vore Hoveder; jeg sætter blot, at Nor- nerne havde bestemt vi skulde brække Halsen med Diligencen, og vi paa N.s Advarsel for Diligencen søgte et andet Beford- ringsmiddel!" -- -- Men al min Veltalenhed var spildt, Fader var ubevægelig. Da vi næste Dag sad ved Frokostbordet, spurgte vi Fruen om hun kjendte hende. "Ja", sagde hun, "jeg har ogsaa ladet mig spaae engang. Hun fortalte at jeg maatte vogte mig, fordi der var En der vilde gjøre falske Nøg- ler til min Dør -- og det traf rigtignok præcis ind, men", til- føiede hun med sit vantroe Smiil, "min Troe paa N.s Ufeil- barlighed er derfor ikke befæstet." Hvor besynderlige ere disse Mennesker! Det træffer ind for dem og dog troe de intet, men naar de ikke gjøre dette, hvad ville de saa hos hende? Min Længsel efter at spaaes tog til. Nu kom Mary Barton hjem, jeg fortalte hende derom. "Ah, vil De gaae derhen, hun boer strax ved her?" -- -- "Er det mueligt?" "Jeg vil følge Dem, naar De engang faaer Lyst." "Ak den har jeg nok, men jeg faaer ikke Lov!" Fader var ude hver Formiddag. Jeg kunde have gaaet hvorhen det skulde være. Jeg havde rasende Lyst til at gaae til Mlle Normand, men jeg gik ikke. Hendes Udladelser til M. havde nok ikke været synderlig "erfreuelige". -- "Hvad Mamsell N. har sagt mig om skrække- lige Lidelser og en voldsom Død troer jeg, ikke fordi hun har sagt det, men det er en indre urokkelig Overbeviisning hos mig selv. Jeg leer ad N.s Ravneskrig, men jeg vidste før end dem, hvad jeg er opbevaret til." -- -- -- Han vedblev i denne Tone, der just fordi Stemmen var saa rolig accentløs -- næsten uden Klang, havde noget gribende SIDE: 118 ved sig. Jeg saae paa hans Ansigt; der laae saadan Blanding af stille Fortvivlelse og en fremtvungen Rolighed at jeg for- skrækkedes for ham. En smertelig Medlidenhed greb mig at jeg neppe kunde holde Taarerne tilbage -- Medlidenhed og Lyst til at formilde, trøste. Der var noget der opfordrede mig til at gaae hen til ham, lægge min Haand paa hans og spørge: "Hvad er det, siig mig, hvad der qvæler Dem, jeg kan dele og trøste." Men jeg blev rolig siddende. "For Guds Skyld! Hr. M., hvilke Tanker! Saadanne For- udfølelser ere ofte bedrageriske! Tusende have næret saadanne før Dem og de ere blevne gjorte til Skamme!" Jeg spurgte M. om han havde seet mine Landsmænd. [fotnotemerke] Han havde truffet dem et Par Gange. Han undrede sig at ikke S. og E. kom oftere ud til os. "Det var deres Pligt at komme hver eneste Dag og spørge til Deres Befindende." Jeg forsvarede dem ivrig. -- "Vi kjende ikke disse unge Mænd, at de have gjort os en Visit er allerede meget, havde de efterladt det, vilde det maaskee have undret os, men vi havde ingen Ret til at beklage os derover." -- etc. Nei han blev ved sit. "Er man saa besynderlig fremmed og tilbageholden mod hinanden i Norge?" Jeg kunde ikke nægte at en vis ydre Kulde var et meget carakteristisk Træk for Nationen -- men jeg kunde ikke bringe ham til at indsee at det ikke var underligt at S. ikke kom saa ofte. Han var der dog 3 -- 4 Gange, mere end vi gjorde For- dring paa. Catacomberne havde den Tid været længe lukkede forme- delst Indstyrtninger. I Almindelighed var Adgangen spærret til dem, men ved Ansøgning gjennem A. til Ministeren blev den os tilstædet. Vi kunde tage hvem vi vilde med. Vor Fotnote: Schweigaard og Egeberg. SIDE: 119 Værtinde og nogle af hendes Bekjendtskaber, Bartons, A. med hans Svoger og dennes Broder, en ung "goline" Mand -- vare med af Partiet. Fader skrev desuden til S. og Berg og satte dem et rendez-vous i jardin de Luxembourg. Her gjorde vort hele Følge holdt for at vente paa dem. B. kom, men Sch. udeblev. Jeg bad dem et Par Gange bie, om han ikke skulde komme, jeg syntes han maatte begjerlig gribe denne Leilighed for at see noget af det mærkværdigste P. har at byde. Men han kom ikke; han havde ikke faaet Faders Billet, som han meget beklagede. Nu kom vi til Indgangen. Enhver af Her- rerne bød en Dame Armen og tog et brændende Voxlys i Haanden. Vi begyndte Nedstigningen. En steil Vindeltrappe af Steen, saa smal at blot en Person kunde gaae ad Gangen, førte ned i Dybet. Overgangen fra de støvede solbelyste Veie, fra den lumre Sommerluft, til Dødens Mørke og Stilhed og fugtig Gravluft var noget overraskende, og jeg kan ikke nægte at en Slags svindlende Gysen overfaldt mig da [jeg] steg dybere og dybere, men som dog gik over da vi traadte ind i Catacom- berne. Her var slet ikke schauerlig, her var ganske hyggeligt. Jeg havde tænkt mig en uhyre Hvælving som gav Overblik over det Hele, men Totalindtrykket gik ganske tabt ved disse smaae lave Gader hvoraf den ene krydsede den anden i en uendelig Labyrinth. Man sagde at 2 Studenter vare engang blevne borte der, formodentlig var deres Lys gaaet ud og de havde forvildet sig dybere ind i den uhyre Grav -- horribelt! Mr. Rouvrez, Broder til Angelots Svoger, førte mig. Han var meget underholdende og i Balhumeur. "Jeg troede indtil nu, Mr. R., at Rygtet om den franske Letsindighed var blot Bag- talelse." Jeg maatte beundre de siirlige Rader og Sammenføininger af Hoveder der vare saa hvide og glatte og nydelige at det var en Lyst. Det var meget smagfuldt ordnet. Egentlig er en Balsal et kraftigere Memento mori end disse Hoveder. Et bon-mot af Mr. R. vækkede mig af mine Betragtninger. "Mr. R., hvor er Deres Familiebegravelse?" "Paa Pere Lachaise, Mademoiselle." SIDE: 120 "Og hvorfra komme alle disse?" "Oh, de fleeste fra Lachaise -- -- -- " " -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- !" -- Nu steeg vi op. "Kan De erindre," spurgte jeg Berg, "hvor vi sidst vare samlede ved "Kjerters Glands", det var paa Lyceebal. Vi troede vist mindst at vi næste Gang skulde mødes i Catacom- berne i Paris." " Nei De har Ret." De ces demeures redoutables Les froids et mornes habitants Sont devenu fort bonnes gens. Poingt ennemis de leurs semblables Point serviles, points arrogants, Point envieux, point irritables, Point menteurs, et point medisants. Et point bavards insupportables! -- -- Ma foi! Quand je songe aux vivants je trouve les morts bien aimables! Mad. Pivant vilde give et Bal i Anledning af Priisuddelin- gen ved Examen. Hun tillod Fader at invitere hvem han vilde. Vore svenske og norske Bekjendte, R -- og Broder, Sch. skulde komme. Men jeg var saa daarlig den Dag at jeg troede det umueligt at komme op til Selskabet. Efter Badet om Formiddagen var jeg saa mat at jeg lagde mig til Sengs. Kl. var bleven 7, alle Gjæsterne kom. Fader vilde aldeles ikke gaae op, men blive nede hos mig; jeg bad ham indstændig, men forgjeves. Han maatte nu ud at tage imod sine Gjester -- stak- kels Fader, det var ubehageligt for ham. Nu kom Miss Bar- ton ned i fuld Pomp, nylig udgaaet af Friseurens Hænder. Jeg beklagede mig over hvor tungt det var at jeg netop den Dag skulde være saa daarlig, jeg havde havt saadan Lyst til at see et fransk Bal. Hun opmuntrede til at staae op, hun SIDE: 121 vilde klæde mig paa, jeg kunde jo lade være at danse, og gaae ned hvis det trættede mig. "Det er umueligt, kjere Miss, jeg har intet nydt idag uden en potage, og er saa kraftløs at jeg ikke kan holde mig opreist, men skynd Dem op, man begynder." "Nei jeg vil ikke forlade Dem! Kan De ikke staae op, vil jeg sidde hos Dem den hele Aften og aldeles ikke gaae op. Nei jeg vil være hos Dem!" Hendes Godhed rørte mig dybt og jeg kan ikke glemme at hun vilde forsage Ballet for min Skyld. Da jeg mærkede det var hendes fulde Alvor, greb jeg alle mine Kræfter sammen. "Om jeg skulde døe, vil jeg nu staae op. Deres Opofrelse vilde smerte mig langt mere end min egen." Hun klædte mig paa som en anden Dukke. Men Kjolen generte mig, jeg vilde besvime. Hun bragte mig noget at styrke mig paa, og det hjalp. Jeg saae frygtelig bleg ud i den sorte Florkjole og den hvide Bandeau. Vi kom i Salen. Mine Be- kjendte omringede mig, og Fader var fornøiet. "Du maae ikke danse." O, Forbudet er vist overflødigt. Men Musikken, Musikken! Skindøde ere jo [ved] Musikkens Toner kaldt til Live. Mit hele Væsen oplivedes. 1ste og andet Engagement modstod jeg, men 3de ikke. "Det er en Contra- dans, man gaaer blot i den." S. havde ingen Dame at danse Vals med uden mig; de Engelske kunde ikke, og de franske Damer finde det upas- sende! undtagen naar de ere gifte, da tør de danse Vals. Dog Miss Aloyse dansede Vals, hun var meget nydelig den Aften. Mlle Virginie coketerede saa frygtelig med den svenske Greve, og var i det hele med sin smagløse overlæssede Pynt af Ro- ser, Perler, Baand, og utallige rosenrøde Sløifer, saa ækel, at jeg ikke torde see paa hende for ikke at faae et nyt Tilbage- fald. Heftig Sjels Modbydelighed virker sympathetisk paa Le- gemet, og physisk Qvalme kan bevirkes naar Sjelen ubehagelig afficeres. Jeg var kommen for seent til Deklamationen som skulde have været god. En lille Pige stod frem saa let og utvungen SIDE: 122 som om hun talte til sine Veninder om sin Pynt eller Dukke- stads. Det hele fremmede Selskap forvirrede hende ikke i ringeste Maade. Tag en af vore Institutsmaaepiger frem for et Selskap og lad hende declamere, og vi faae et Skuespil som Mine i "Ægteskab" begrædelig Ihukommelse. Siden spilte de Comedie, gave en lille Scene, dog uden Gestus eller i Costume, de sadde rolig paa deres Pladser. Det er Institutbørn der handle, og Slutningsrepliquen "vive la liberté" klang underlig nok. -- Vi gik tidlig ned. Nu nærmede sig Dagen til vor Afreise. Vi skulde gaae med Diligencen til Metz og derfra til Mainz med en leiet Voiture. Fra Mainz opad Rhinen til Rotterdam, derfra om Amsterdam, Hamburg og Kjøbenhavn hjem. Jeg kan ikke erindre noget videre mærkeligt meer, desuden vil jeg nu gjerne hjem. Reisen begynder at kjede mig, der er noget Tomt i disse Beskrivelser. Den gode M.! i de sidste Dage var han uafbrudt hos os. Han hjalp med en virkelig mageløs Opofrelse til at bringe Fa- ders Sager i Orden, undslog sig ikke for det trivielleste og kjedsommeligste naar han gjorde os nogen Tjeneste. Han løb idelig i Byen, besørgede Indkjøb, og sørgede for Bekvemmelig- heder til Reisen. Kl. 6 om Morgenen den 4de Sep. var jeg paaklædt til Reisen. Maj. M. var allerede inde hos Fader. Bartons, Miss Lane kom ned til mig for at sige Adieu. Vi havde skrevet et Blad til hinandens Erindring. Det er igrunden en unyttig Ting, det forstaaer dog ikke at fremmane Aanden i Erind- ringen. Men derfor glemmer jeg ikke Bartons fordi jeg ikke træn- ger til noget Stamblad af dem, de have skrevet det mere uud- slettelig i mit Hjerte. Det var 2de ædle Piger. Mary kjendte jeg bedst. Aloyse var mere ubetydelig. De græd da jeg rakte dem Haanden. "Skriv os til engang naar Deres Liv skulde tage en Ven- SIDE: 123 ding -- ved en Hændelse eller en vigtig Begivenhed maae De underrette os!" -- -- -- "Ja", raabte Miss Lane, halv spøgende, "ecriver nous quand vous -- -- -- " Jeg lovede det. Vi reiste. Adieu Miss Barton! I en Fiacre kom vi paa den Plads hvor Diligencen skulde afgaae. Her maatte vi endnu vente en Tid. Endelig tog vi vor Plads i Coupeen som vi havde faaet allene. Fader rystede M.s Haand og sagde saa meget forbindtligt som Øieblikket opfordrede til. M. svarede ikke stort derpaa, han var stille, han gik om til den anden Side. Jeg rakte ham Haanden med disse almindelige Af- skeedsglosser. Han kyssede den uden at svare og hen- vendte sig derpaa til Fader med en almindelig bekymret An- mærkning. Pidsken smellede -- Adieu, tilraabte han os og vi foer afsted. Men Reisen forværrede min Tilstand, da vi efter 2 Dages Anstrængelse kom til Metz, var jeg saa [syg] at en videre Reisen paa en saa forceret Maade kunde have befordret mig længere end jeg skulde og Fader ønskede det, det blev derfor besluttet at oppebie næste Tour med Diligencen. [Naar] den kom om Aftenen skulde jeg afgaae og være om Morgenen i Saarbruck. Det var en frygtelig Nat, jeg troede ikke at opleve Morgenen. Fader holdt mig trykket i sine Arme, uvis om Morgensolen skulde beskinne mit levende Ansigt eller en Døds. Da vi kom til Saarbruck, besluttede vi at leie en Vogn for at reise meer efter vor Beqvemmelighed; det var nødvendigt, en videre Reise med Diligencen vilde have rystet de svage Livsaa [n] der løs som endnu hang ved usikre Traade ved Legemet. Selv denne ge- mächliche Kjørsel taalte jeg ikke. En Aften maatte vi holde foran en ussel Hytte og bringe mig derind, en Krampe tilsnø- rede mig Brystet. Den Idee havde befæstiget sig hos mig at jeg vilde døe i Mainz, jeg syntes jeg kunde høre man sagde: "hun er død i Mainz"! Jeg vilde bede Fader om ikke at lade SIDE: 124 mig begrave i den fremmede Jordbund, men føre mig hjem med sig. I Ch. vilde jeg hvile, i hans Nærhed; naar et Til- fælde -- ja blot et Tilfælde, førte ham til Kirkegaarden blev han opmærksom paa min Grav, og han vilde sige: "ah, den Dame kjendte jeg engang, hun og jeg kom ofte sammen i et Huus her i Byen -- -- -- det var vist en brav Pige i Grunden skjøndt noget underlig." -- "Fader Du maae ikke begrave mig i M.", vilde jeg engang sige, men jeg kunde ikke naar jeg saae Faders kummerfulde Ansigt. En Aften kom vi til en lille Bye, der var Viinhøstfest, pyntede Landfolk vrimlede paa Gaderne under Musik og Støien. Deres bachanalske Glæde contrasterede paafaldende med vor Stemning. Vi holdt foran et Huus for at faae noget Drikke. En bleg Kone i Sørgedragt kom ud med et Kruus med Vand. Hun saae længe deeltagende paa mig. "Ihre Tochter ist krank, sehr krank wie ich sehe!" "Ja desværre hun er meget syg." "Ach ich hatte auch eine Tochter, ein so hoffnungsvolles Kind! sie starb auch, sie starb auf der Schule in Mainz als sie eben zu uns heimkehren sollte." -- -- -- Fader og jeg talte ikke om dette, skjøndt det havde gjort det samme Indtryk paa os begge. Jeg var vis paa jeg skulde døe i Mainz. Farvel Mainz! Farvel Du frygtede Bye, det skal være mig kjert om vi aldrig sees mere! Og virkelig seilede vi nu ned ad Rhin, jeg saae Cathedra- len Forsvinde bag Høiene. Om de berømte Rhinegne veed jeg lidet at sige. Jeg sy- nes at erindre et Par Gange jeg var oppe paa Dækket, at vi brusede hen i stille solklart Veir paa en speilglat Flade, og saae grønne Viinbjerge og yppige Løvbevoxne Høie, Klipper med forfaldne Ruiner drage forbi, forresten holdt jeg mig nede i Cahytten. Jeg leed ikke paa denne Reise at være mellem Mennesker og være seet af dem. Der var kun en engelsk SIDE: 125 Familie foruden os paa 1ste Plads. Den anden Cahytte er næsten ligesaa elegant og større, desuden overnatter man ikke paa disse Dampbaade, saa det er temmelig ligegyldigt paa hvil- ken Plads man er. Kun naar nogen har særdeles Grunde for at være isoleret, vælger man den mindre, men meget prægtige 1ste Cahytte. Mylord eller hvad han var, var en meget beha- gelig Mand. Naar F. og han vare oppe paa Dækket, sad My- lady og en lille 5-Aars Datter med mig nede. Det var en gan- ske ung, meget før og blond Kone. Af hendes kostbare An- træk -- Silkepelts og en brun Silkefløielshue, at dømme vare det rige Folk. De havde været i Schweiz, og reiste nu hjem til Manchester hvor han eiede store Fabrikker. Jeg blev for- undret ved at høre at de havde endnu 3 Børn hjemme yngre end den Lille der var med. Det var en mærkelig Conversa- tion Misstress og jeg førte, hun forstod ikke et Ord Fransk og jeg ikke et Ord Engelsk. Engang da Tausheden syntes mig noget underlig stødende, udtømte jeg mit hele Forraad af en- gelske Ord i en Phrase der skulde være et ligegyldigt Spørgs- maal, men hun rystede paa Hovedet; mine fortvivlede Forsøg paa at gjøre hende det begribeligt strandede, og jeg satte mig hen paa min Plads, aldeles afskrækket for at gjøre noget nyt. Carolein og jeg talte derimod et meget forstaaeligt Sprog til hinanden. Naar F. havde bragt mig Valnødder eller Viindruer ned, saae Caroleins Øine meget betydningsfuldt paa mig, jeg vinkede da paa hende, og efter nogen Nølen nærmede hun sig frygtsomt til mig og gabede Munden op, hvor jeg stak en Drue eller et Stykke Valnød, og det forstod hun meget godt. Det var en ganske vakker lille Pige paa det nær at hun skje- lede lidt. Paa en lille Excursion jeg gjorde op paa Dækket, fik jeg da see de øvrige Passagerer; naar jeg undtager 2de kolossale hollandske Damer, med en Avantgarde af 2 -- 3 lap- sede unge Herrer og 2de menneskeskye Englendere, erindrer jeg ingen. Den ene af disse sidste faaer jeg dog koste nogle Ord paa. Det var en af de smukkeste Mænd jeg har seet. Over hans høie ungdommelige Skikkelse laae der noget saa -- ; men SIDE: 126 hvad der havde noget tiltrækkende for mig var den næsten pigeagtige Undseelse der laae udbredt over hans Væsen. Han deeltog ikke i nogen Samtale, men holdt sig for det meste til sin ligesaa ordknappe Ledsager. Fader maatte selv tilstaae at det var noget Smukt, hvilket skjelden hænder, idetmindste stemmer vor Smag slet overeens. Men jeg gik ned igjen. Jeg tegnede med rystende Haand noget i min lille Lommebog. En lille Grouppe af Frugter paa et Fad traadte meget heldigt frem paa Papiret, og dette Blad har ogsaa faaet en saa ærefuld Anerkjendelse, da det hviler blandt Emilies Papirer; hun tog det som Stamblad. Medens jeg sad og tegnede, hørte jeg nogen komme ned af Trappen; det var den skye Englænder. Han stod et Øieblik i den aabne Dør med en halv forfærdet, halv uvis Mine, derpaa vendte han om og gik sin Vei op igjen. Det var en uhyre comisk Retirade. Han havde formodentlig søgt Mylord dernede eller ogsaa vilde han flygte for Vrimlen ovenpaa, og Stakkel! da han da kom ned og stødte paa Damer og tegnende Damer, havde han vel Grund til at fare tilbage som fra en Løvehule. Da vi skulde til table d'hote i den store Sal, pyntede Mylady sig, satte Haaret op i en Top og tog kost- bare Ørenringe, men jeg pyntede mig ikke, paa saadanne Rei- ser blandt vildfremmede Mennesker er man ikke forfængelig. Det kunde være det samme hvordan jeg er klædt der. Dog veed jeg ikke om dette Princip holder Stik, maaskee [vilde,] om jeg nu reiste, Forfængelighed gjøre sine Fordringer gjældende. Forresten er Forfængelighed i den almindelige Betydning et Begreb der ofte misforstaaes. Jeg lider ikke at være stykt klædt, jeg pynter mig for mig selv ligesaa meget som for an- dre, om jeg boede paa en øde Øe, vilde jeg være smukt klædt; man kan see sig selv. Der var tæt ved os en Plads ledig, og da jeg talte efter, var det den unge Gentleman som manglede. Aha, nu skal jeg da faae see ham ordentlig -- men hvilken Pine det vil blive for ham at sidde tilbords! Min Medlidenhed var overflødig, han kom ikke tilbords. Da vi gik over Dækket tilbage, saae SIDE: 127 vi ham sidde og spille Schach med sin Ledsager. Mere erind- rer jeg ikke om ham, og lagde ikke Mærke til hvor han gik iland. I Amsterdam maatte vi blive nogen Tid for at afvente vor Coffert som ved Conducteurens Skjødesløshed var bleven efter- glemt i Nijmegen. Men der er intet Ondt undtagen det drager noget Godt efter sig, havde vi benyttet den Route Dampbaa- den gjorde, som var Dagen efter vor Ankomst, vilde vi ikke have gjort vore A [msterdam] ske Bekjendtskaber. For at faae Cofferten maatte vi bie til næste Tour, 8 Dage senere. Imidlertid erind- rede Fader at der boede en gammel Bekjendt af ham fra Chr.sand, Generalconsul B [runet] . Han skrev ham en Billet til og gjorde Visit. Strax kom B. og indbød til Middag. Vi kom i hans elegante Bolig og traf hans Datter, gift med den franske Gen.consul Blanriez, denne sidste, og Mlle Curioni, en gammel- agtig ugift Italierinde -- som holdt Huus for Brunet. Det gik i det Store i dette Huus. Det bugnende Taffel og de udsøgte Vine, galonerte Tjenere, og de mange herlige Kunstsager og udsøgte Kobbere, tilfredsstillede fuldkomment Ideen om en dan- net Riigmands Boepæl, som jeg egentlig aldrig havde seet før- end nu. Mad. B. var Elskværdigheden selv skjønt i den beskedne- ste Skikkelse, hun var aldeles ikke smuk, Beviis for at en skjøn Sjel kan gjennemtrænge Formerne og forædle dem saa at selv disse blive tiltrækkende. Mit Forhold til denne Dame læres bedst at kjende af det Brev jeg for nylig har tilsendt hende, som tillige indeholder mangen Detail af min videre Reise. Jeg vil skrive det af da jeg har en norsk Conzept af det. Hendes Mand var en indfød Franskmand. En 35-38- aarig, stærk og noget før med et regelmæssigt smukt Ansigt. Det var en fiin Mand, en skarp Iagttager, en af disse der øver en stille Magt, en Overlegenhed over enkelte Gemytter uden at man kan udgrunde hvori det stikker. Han lagde Mærke til mig naar jeg mindst troede det, og i det flydende franske SIDE: 128 til hende gjorde han undertiden Bemærkninger, som han troede jeg ikke forstod, men det kunde dog hænde sig undertiden. Der skulde nu rigtignok ikke meget til at overtræffe Ide- erne man gjør sig om en Landsbyepræsts Datter, og det en Norsk! En Middag, jeg var alene hos Blan., kom jeg til at nævne Mad. Sta'l og hendes Forhold til Napoleon. Han vendte sig til sin Kone med en Bemærkning, som gjorde mig noget skamfuld. Der ligger intet smigrende for Individet i at hæves paa sin Nations Bekostning. Havde jeg været fra et andet Land, vilde alskens For- og Beundring have faldt bort. Jeg troer ikke at Kjerlighed bandt disse Personer sammen. Det var vel Agtelse grundet paa deres gjensidige, skjøndt vist høist forskjellige Værd. Den Tone der herskede mellem dem, hans Haandkys, havde noget formelt ved sig, og Børn, som kanskee vilde have formildet denne, bragt dem nærmere sam- men, havde de ikke. De skulde samme Høst forflyttes til Genua. En Middag hos Brunet spurgte hun mig om jeg vel kunde have Lyst til at følge med dem til G. "Nei, Nei", sagde jeg næsten forskrækket. Jeg længtedes dengang saa hjem at blot Tanken om nogen sydlig Reise havde noget afskrækkende for mig. Da man videre talede herom, slog jeg det hen i Spøg. "Døde jeg der, saa blev jeg ikke engang begravet i christen Jord, saa intolerante mod Kjættere er man endnu i Italien." Vi sad tilbords. Mr. Brunets mange russiske Ordener bleve førte paa Bane. "Og Deres Kors?" spurgte B. Fader. "Min Orden, mit Kors, er hun," han tydede paa mig. "Ja jeg er rigtignok Dit Kors, og det i den tungeste Be- tydning", svarede jeg med Betoning [fotnotemerke] Fotnote: Jeg maa her tænke paa Natten efter vor Ankomst til Havre, hvor jeg var saa syg og ønskede Døden -- hvor kjerlig han sad ved min Seng hele Natten. SIDE: 129 Medens man loe ad dette Ordspil som kan gives paa Fransk ogsaa, faldt tunge Taarer ned i mit Skjød, uden at jeg turde aftørre dem for ikke at vække Opsigt. Jeg tænkte paa alt det Fader havde lidt for mig, hvor meget han havde døiet med mit slette Humeur og Sygdom. Men et Sideblik paa min Naboe Argus-Blanriez overbeviste mig om, at det ikke havde undgaaet hans Blik, endskjøndt han var for fiin med en Sta- velse at berøre det. Mad. B. overøste mig med Godhed. En Dag førte hun mig ovenpaa i sine Værelser, for at vise mig det smukkeste og hvad der ellers var værdt at see af hendes Sager. Hendes kostbare Brudedragt kom for en Dag, Blondesløret og Knip- lingskjolen. Hendes Brudekrone af Orangeblomster tillige med Bouquetten sadte hun paa mig, og da hun syntes det klædte mig, bad hun mig beholde dem og bære dem til hendes Erind- ring -- naar jeg engang blev Brud. Jeg protesterte mod at modtage dem, thi der var noget som sagde mig at havde det været min, vilde jeg ikke have givet den til nogen anden. Men hun holdt ikke op førend jeg modtog den. "Jeg vil gjemme den til en Erindring om Dem!" "Ja men lov mig at bruge den paa Deres jour de fête -- " Da vi kom ned, hørte jeg som stod noget afsides, at hun fortalte hun havde givet mig den. Han misbilligede det som jeg ogsaa ventede, og hørte med glødende Kinder, at han fore- slog hende i det sted at give mig den lille Buste af Byron, til Erindring, det vilde skaffe mig mere Fornøielse. Men dette vilde jeg forekomme, jeg gik siden hen til hende og sagde jeg angrede paa jeg havde taget hendes Krands der vist havde Affectionsværdie for hende. "De maae tage den igjen, at De har villet give mig den, er mig det samme som om jeg eiede den. Men jeg [vil] have en Blomst, kun en lille Blomst af den." Jeg rev den af og har gjemt den. Jeg fortalte hende om vore Norske Producter som hun SIDE: 130 godt kunde lide at have noget af, undtagen Gammelost, den betakkede hun sig for. Hun kunde ikke glemme Gammelost, og troede det maatte være Fabel. "Naar De kommer og besøger os i Genua, og De da sender mig fra Deres Hotel et Visitkort i Form af Gammelost, da først vil jeg troe den existerer." Saa kom vi til Hamburg. Dampbaaden gjør den Tour kun i 2 Nætter og en Dag. Ved et besynderligt Tilfælde var jeg bleven eneste Dame ombord, og herskede alene i den præg- tige Cahytte. En Mængde Herrer var paa Dækket og de øv- rige Cahytter. Fader kom om Morgenen og vilde jeg skulde komme op; der var saa skjønt Veir. Men jeg betakkede mig. Den russiske Officeer, vi havde med fra Brunets, ønskede at hilse paa mig og ventede paa jeg vilde komme op. Men da der intet blev af, kom han paa min Tilladelse ned i Cahytten i en Visit. Endelig havde vi naaet Elben efter omtrent 1 _ Nat og 1 _ Dag, og jeg slap ud af min Quarantaine. Vi vare i Hamburg. Min Fetter som jeg traf der, fortalte til vor For- undring at en Familie Reimers ventede os. De gjøre saa meget af alle Norske, og O. Aubert har fortalt at vi vilde komme derigjennem. Men det kunde ikke falde os ind at gaae til vild- fremmede Mennesker i Visit. Hvorledes det end gik til, havde dog Reimers faaet fat paa F. en Dag, og han kom selv og hentede mig derhen. Jeg blev modtaget som en gammel Be- kjendt, og nu kom vi hver Dag til dem. Alt hvad Fremmede kan vise af Godhed og smigrende Opmærksomheder, overøste denne Familie os med. Jeg kan ikke begribe at Otto havde roest mig saa, thi da vi skiltes ad, var der et vist spændt For- hold mellem os, og jeg forbausedes over at høre den Paralel han havde draget mellem I. K., hans høitfeirede cidevant Elev -- som ogsaa nylig havde været i H -- , og om "Typhus vor- aus alle norwegische Mädchen geschlagen" etc. -- En saa kraf- tig Recomendation maae jeg vel fornemmelig tilskrive den En- thousiasme, hvormed Mad. R. med en ægte sydlandsk Fyrighed omfattede mig. Hun og Mad. L. gjorde alt for meget af mig, SIDE: 131 de kappedes i at forkjele mig. Af de faae, men udsøgte Huus- venner der pleiede at komme om Aftenen, var Mad. L. den første. Hr. Riese, en ung og som man sagde smuk Mand, meget talentfuld, meget underholdende skjøndt et Stykke af en Vittighedsjæger -- men en ret heldig Jæger -- var den anden -- Hr. Dr. Hahn, ypperlig og berømt Læge, meget interessant og bereist, havde helbredet Lætitia Bonaparte for en Sygdom paa sin Gjennemreise i Rom -- Pebersvend og lidt styg -- den 3die, forresten ingen mærkelige. Hr. Riese var virkelig en meget begavet Herre. Han spillede fortræffeligt paa Pianoforte -- malede og digtede, var riig og ung og smuk, sagde man, og meget dannet og dog -- og dog -- -- . Hans Fader havde bestemt ham til Kjøbmands- standen, men han følede ingen Tilbøielighed til den, men deri- mod til at leve flot, holde en Rad Værelser, til Jungfernstieg -- og dyrke sine Talenter dog ogsaa. Fader maatte tage Mad. R. i Haand paa at jeg skulde faae at komme derned til Sommeren igjen, for at følge hende paa en Badereise til Wiesbaden eller Pyrmont. Mad. L. og Hr. R. maaskee skulde følge med. Hun udkaste [de] mig en yppig Skild- ring af de Dage jeg skulde tilbringe hos hende. Opera 2 Gange ugentlig -- Baller -- Soireer -- Formiddags-Chocolade fra Damernes Kaffeehuus -- udsøgt Lecture -- kort, alt hvad der kunde friste, og dog ikke gjorde det -- ak min Hu stod dengang til noget ganske andet! -- "Wenn ich König von Spanien wäre, würde ich Mad. R. zum Grossinquisitor machen", sagde engang R., og han havde Ret. Hun gjorde gjentagne og heftige Forsøg paa at trænge ind i mine Hemmeligheder -- "der stod en heel sælsom Historie skrevet i mine Øine" -- jeg var "ein schönes Räthsel", som hun vilde løse, etc. -- Men deraf blev aldrig noget. Sphinxen var ubevægelig. Nu vil jeg tage siebenmeilenweite Stiefel og, eller det er ikke hurtigt nok: jeg vil tage det persiske Ønsketeppe, og paa det dale -- i Eidsv. Altsaa nu er jeg hjemme igjen. Mit første SIDE: 132 Brev fra Hjemmet var til Frøken Sch. i Paris, men da mit Brev til Mad. R. afgiver udførligere Details om min Reise og Hjemkomsten, vil jeg heller indrykke det. Brev til Mad. R. Nov. 1834. "Liebe Mad. R.! Schon seit ein Monat sind wir zu Hause in der ländlichen Einsamkeit, und noch haben Sie keinen Brief, kein Zeichen, dass wir im Leben sind, von mir erhalten. Ich durfte Ihnen in der Zeit, wo ein solcher Schlag Ihr Herz mag schmerzlich getroffen haben, nicht mit einem Briefe lästig fallen, wenn er etwa nicht tröstend sein konnte, u: dass traute ich mir wenig zu. Wenn ich so oft an Sie geschrieben hätte wie ich an Sie gedacht, hätten Sie Bücher statt Briefe erhalten. Ja man denkt viel besser, als man Ausdruck finden kann; die Worte sind arm. Täglich sich mit Ihnen beschäftigen, sich jede frohe durchlebte Stunde, ein jedes Zeichen Ihrer Güte zurückzurufen, dass ist, dünkt mich, die Weise, wie man das Andenken einer Freundinn wie Sie, am würdigsten feiert. Nicht, dass ich mir darum des Vergnügens rauben sollte an Sie zu schreiben, wäre es auch nur um der Hoffnung willen, ein Antwort von Ihnen zu kriegen. Belieben Sie demnach, in Ihren Gedenken, eine Seite oder gar mehr, mit Danksagungen auszufüllen, in Aus- drücken so verzeitschste, so ausgedretschte (wenn das nur deutsch ist) wie wohl irgend ein Lieblingswalzer beim Ende des Winters. Aber noch besser, Sie springen sie über, und ich fange gleich an von meiner Reise zu erzählen. In Copenhagen hielten wir uns 8 Tage auf; da fing ich an wieder gesund zu werden, ja so gesund dass ich mich ärgerte, mich mit einer solchen Gesundheit so langweiligen zu müssen. Die wäre mir bei Ihnen sehr zu gute gekommen. Freilich, wir waren jeden Abend aus, die Leute bezeigten uns viel Güte, aber man kan sich so nahe am Ziel, ein ungeduldiges Gefühl mitten im Ver- gnügen, einer gewissen Unruhe, das Einem ergreift, nicht erwehren. Wir gingen mit einem kleinen Schiffe ab, und SIDE: 133 kamen nach zwei sturmvollen Nächten u. Tagen, glücklich über. So war der grosse Augenblick da, das Wiedersehen des Vater- lands. Doch die Begeisterung mit der wir sonst unsere theuren Felsen begrüsst hätten, stimmte die prosaische Seekrankheit bedeutend nieder; ich versuchte ein paar Mal umsonst, mir von dem "Schmerzenslager" aufzurichten, ich hätte so gern den zauberischen Effect, den der glänzende Mondschein in die auf- gethürmten Wellen machte, ansehen wollen. Der erste Fuss aufs Land -- ist das Uebel vorüber. Die letzten 4 Meilen mussten wir einen Wagen nehmen, denn es wurde Windstille; wie es mir so schön Alles vorkam! will sagen die Natur, die Hauptstadt schien mir aber klein geworden, und erinnerte mich, so patriotisch sich mein Herz dagegen straubte, an die Benen- nung gewisser Herren, dessen "Herz und Geist in Hamburg" ist. Es war grade den Tag nach unserer Ankunft das musi- kalische Lyceum von dem ich Ihnen erzählt habe, schliest unsere ganze elegante Welt in sich. Mit weisem Ueberleg nahm ich ein altes weisses Kleid an, und vermied sorgfältig Alles was an Paris, Hamburg hätte mahnen können, und so gegen die Kritik bewaffnet, trat ich wiewohl mit klopfendem Herzen in den Saal. Sie sollten nur hier unter uns sein, Sie würden gestehen dass solche kleine Vorsichtigkeitsregeln nicht über- flüssig sind. Es war eine königliche Freude sie Alle wieder- zusehen, ich war so übermüthig -- ich hätte Allen um den Hals fliegen mögen, dass Besorgniss aber, dass schwerlich Jemand meine exaltierte Stimmung theilte, fesselte natürlicherweise einen jeden Ausbruch. Mancher gnädiger Gruss, manche freundliche Zurede wurde mir dennoch jenen Abend zum Theile, und ich reflectierte im Stillen über die wohlthätigen Folgen einer solchen Pariserreise; ein Gruss hat hier erstaunlich viel Werth, man ist sehr oekonomisch damit, wie überhaupt mit einem jeden Zeichen der Gunst. Und nun bin ich denn hier in der Einsamkeit wieder, und es ist so natürlich dass die Reise muss Stoff zu Gesprächen und Reflectionen, wenigstens für den ganzen Winter, liefern. Das Resultat meiner gesammelten Erfahrungen bleibt doch, dass SIDE: 134 ich ein verzärteltes Kind geworden bin: so viel Güte von Frem- den hat mich verwüstet, und Niemand hat so reichlich dazu beigetragen als Sie, liebe Mad. R., wie könnte ich jemals den muntern Kreis vergessen, den Sie, Hr. R., und ihre übrigen liebenswürdigen Freunde jeden Abend bildeten! wo man selbst unwillkührlich sich fortreissen liess -- ich werde mich oft dahin träumen. Schreiben Sie mir bisweilen, und empfehlen Sie mich Allen, die sich freundlich oder nicht freundlich gedenken Ihres C. W." Paa Markedsballet saae jeg ham igjen. Han kunde ikke danse med mig, da Forholdet mellem Fader og ham havde naaet sin høieste Spænding; men da det længer hen paa Afte- nen traf sig at vi figurerte sammen i en Kjæde, hilsede jeg ham som en gammel Bekjendt -- og dog var denne Hilsen betydningsfuldere end en Almindelig -- det var -- det var en Hilsen af mig til ham. Han saae bleg og lidende ud den Aften. "Hvorfor var Du ikkae ude igaar", skrev Emilie Søndagen efter, "jeg havde en lang Samtale med et Par Baldamer og en do. Cavalleer om Dig -- -- ." E. og jeg gik ud sammen. Det havde været St. S. Han havde svaret paa hendes Spørgsmaal om -- hvorfor han ikke dansede med mig, at han ikke torde. -- "Ak mellem os er der endnu mange uopgjorte Regninger, " havde han tilføiet. "Hun har noget besynderlig -- ? i hendes Væsen der hindrer enhver Nærmelse, taler man til hende eller engagerer hende, viger hun forfærdet et Skridt tilbage". Det er merkværdigt! viger jeg et Skridt tilbage?!! Mad. H. fortalte mig at St. S. havde været ude hos dem og i Anledning Ballet anmærket at jeg saae "daarlig" ud. Det var virkelig ikke af Forfængelighed der følte sig saaret, at denne Yttring af ham gik mig nær, ja næsten forbittrede mig. Hvor- for skulde jeg see daarlig ud? Hvad tænkte han derved? Andre havde bemærket det samme til mig; men jeg brød mig SIDE: 135 ikke det ringeste derom, thi de troede paa den Grund jeg anførte, nemlig fuldkommen Udmattelse fra et Bal Dagen før, men det vidste ikke han. Jeg kan ikke komme mig af min Forundring! Er det mueligt at der har existeret noget saadant som Heines Lieder før, og jeg har ikke kjendt -- ikke vist af dem! Hvor kunde han vide -- ? Han maae have kjendt -- -- -- os? nei mig -- nei -- ! -- Nu nærmede sig den 22de Feb. da Forbundet skulde give Bal. For at være vis paa at blive indbuden maatte man enten høre til Byens Honoratiores, være Dame af første Rang eller staae i directe Forbindelse med nogen af Medlemmerne, det vil sige: have en Broder, Kjereste, Mand blandt dem; men da jeg ikke stod i nogen saa lykkelig Casus, gjorde jeg ingen Ford- ring derpaa, men vedligeholdt trods alle Tilskyndelser, under alle de andre Damers Forberedelser, den meest haardnakkede Passivitet. Egentlig troede jeg ogsaa selv at jeg vilde blive indbuden. Det er dog en skrøbelig, høist modsigende Natur i os Damer, og det undrer mig at jeg ikke er et Haar bedre end de Andre. Omendskjøndt nu Tanken paa vort Møde paa Ballet var saa righoldig at kunde udfylde mit ganske Væsen, og virkelig ogsaa vaagende og drømmende beskjeftigede mig, blandede sig i alle mine Forestillinger og fulgte mig i enhver Dagens Sysler, var der dog Plads til en anden, en Tvivl, -- et Spørgsmaal steg ofte rolighedsforstyrrende og manende paa Virkeligheden op i min Sjel -- det var ikke om jeg skulde gaae, eller ei -- ikke om jeg vilde tale og dandse med ham eller ei, det var ikke om jeg skulde spille den Fremmede, Fornærmede, eller være mig selv, en Deel -- et Glimt af mig selv -- det var om jeg skulde tage den lyseblaae Flors eller mørkeblaae Silke-Kjole paa. Efter megen Kamp resolverte jeg til den mørkeblaas Fordeel, SIDE: 136 men da E. havde fattet en ufortjent Agtelse for den anden, gav dette Anledning til en Række af Billetter mellem os, der des- værre er gaaet tabt; kun en eneste, den der slutter Striden, rykker jeg her ind; den er charakteristisk. Emilie til mig. "Jeg faaer da tilgive Dig Din Viderspenstighed, kjere C., siden Du lover at ville føie Dig næste Bal efter mig, men næste Gang var det mig ikke saa magtpaaliggende at Du var peen som i Aften -- -- jeg veed ikke selv hvorfor det er ligesom saadan moderlig Omhue jeg har for Dig og jeg føler ordentlig mit Hjerte banke af Stolthed naar nogen har fundet Dig peen etc. Caroline har saa ofte yttret det Ønske at [faae] Lov til engang at pynte Dig, kunde Du ikke komme herop og klæde Dig paa, da Du dog allikevel skal følge med Natalia? Gjør det, saa skal Du faae C. til Overkammerpige og mig til Under- kammerpige, og vi skulle være lydige og artige i alle Maader. Tag med Dig af Handsker og Shawler alt hvad Du har og kom tidligt; thi en af Directeurerne har sagt at det begynder Kl. 6 _. Har Du læst Werthers Glæder, saa send dem med Budet." Jeg aabnede Ballet med Birch-Reichenwald, og var meget forskrækket over denne Ære. Han engagerte mig strax efter min Indtrædelse til anden Vals. Vi havde ikke talt sammen siden vort Møde ude hos H -- s hiin Søndag før vor Afreise til Frankerig -- min Haand havde ikke berørt hans siden han holdt den fast i sin medens jeg springende hen ad Kanten paa Baaden gjorde et Hop iland og han sagde "det var brav"! -- og nu skulde jeg høre den Stemme igjen som sidst havde sagt: "Nu ønsker jeg begge de Reisende en lykkelig og nydelsesriig Tour". Mange, mange og lange Dage laae mellem hiin underlige Aften da Naturen, Sangfuglene og vi vare tause, og denne, og jeg havde saa meget at sige ham, alt hvad jeg havde oplevet -- mine faae Glæder, hans Sorger, havde hobet sig sammen i mit Bryst, Alt maatte det omfatte og være stumt -- men SIDE: 137 han! han kunde dog spørge, fortælle! hvor var jeg begjerlig efter at høre hvormed han vilde tiltale mig efter denne Skils- misse, denne lange, betydningsfulde, indholdssvangre Skilsmisse -- mit Hjerte bankede stærkt da han førte mig hen i Rækken og vi nu stode ved hinandens Side. En Pause; han seer med Lorgnetten hen i Vrimlen og jeg tæller Perleraderne om den foranstaaende Dames Hals -- endelig vender han sig halv mod mig med Blikket nedsænkt -- han taler -- det er Stemmen fra hiin Aften: "Havde Schweigaard hvide Tænder da De var i Paris?" Men vi talte senere hen om den Maade hvorpaa hans Digt var bleven modtagen. Han smiilte medlidende til H -- gs [fotnotemerke] Piece, disse Pinde til Baalet han ogsaa -- o sancta simplicitas -- i rørende hellig Iver havde bidraget med. "Jeg er hærdet, ugjennemtrængelig som en Elephant", sagde han, men denne Forsikring modsagde hans Væsen, hans Øine der havde et eget nedslagent -- nedslaaende Udtryk og en vis mørk Skygge over Øienbrynene -- jeg troede det ikke at dømme efter mig selv, men jeg torde jo intet sige, naar jeg havde saa meget at sige. Ligesom der gives en Slags sund, glad Bleghed, saa gives der en vis dunkel Blussen, en mørk Flammen af Øine, der er meer betegnende end den frygteligste Bleeghed, ikke for Massen, thi den holder den gjerne for Tegn paa Velbefinden, men for mig. Disse Symptomer hos mig har saa ofte skuffet min Omgivelse og lettet mig Forstillelsen -- jeg kjender dem saa vel, at de aldrig kan vildlede mig hos ham. Man kan ret føle Qval med brændende kinder. Senere hen paa Aftenen kom jeg af Dansen, og i det Øie- blik jeg vilde sætte mig i en af Nicherne, bemærkede jeg at han stod ligeforan med Ryggen vendt mod mig. I den Skræk hans pludselige Nærhed satte mig i, opfordrede jeg uvilkaarlig og temmelig heftig min Sidedame til at følge mig ned i Paa- klædningsværelset. Det er virkelig et vigtigt Skridt, som al- vorlig udkræver en Beraadelse med Gud, sit eget Hjerte og Fotnote: Formodentlig Heltberg, senere Skolebestyrer, dengang Huslærer for Herres; formodentlig et Angreb paa "Dæmringen". SIDE: 138 isærdeleshed med sine Venner, paa et Lycebal at søge det fjerne Paaklædningsværelse; For at komme i dette Damernes Asyl maae man nemlig op af den lille Trappe, den frygteligste Trappe i Verden, der kun kan sammenlignes med Sukkenes Bro, men denne Gang veed jeg ikke hvad der hendte os, hvem vi mødte paa Vandring gjennem Stuerne eller hvorledes vi havde naaet, om vi havde naaet vort Maal; jeg tænkte, grublede blot paa noget, noget besynderligt: han havde, da jeg tiltalte hiin Dame, ved Lyden af min Stemme gjort en pludselig Be- vægelse -- han havde vendt sig om med et Blik paa mig. Men jeg fik flere Gaader at løse den Aften. Ved Bordet sad jeg med mine bedste Bekjendte omtrent i Centrum af Salen; i den øverste Ende havde Studenterne staaende indtaget deres Pladse, deels sværmede de omkring, converserende, generende og champagnespenderende mellem Damerne. Sangene vare længst uddeelte, men endnu sad jeg med mit Exemplar i Haanden, i den ærligste Stræben at bringe noget klart ud. Jeg forsøgte med en voldsom Kraftanstrængelse at overføre disse Linier paa det Almindelige, at udelukke Per- sonen, men forgjeves! jeg fandt ham igjen i "Døgnets Nag", og jeg skjalv, jeg glødede ved at gjenfinde ham i andet og tredie Vers. Jeg var kommen hjem og til Sengs, men trods den yderlige legemlige Anstrengelse var der ingen Hvile at finde, 100 Gange gjentog jeg Ordene uden noget beroligende Resultat. Beroligende Resultat! Beroligende!? Gud veed hvad Indtryk denne hemmelighedsfulde Sang for et Par Aar tilbage vilde have gjort paa mig. Om beroligende Resultat kunde der nu ikke være Tale, om jeg end fandt noget. Den "rosenrøde" Morgen efter -- gik vi ned til Caroline som dengang boede i Kirkegaden. En saadan Formiddagscon- cilium efter en Balnat er en sand Fest og ofte mere værdt end Ballet, man nyder det igjen forhøiet ved Meddelelse og luttret gjennem Søvn. Chocoladen dampede paa Bordet, og vi vare meget vittige; han og lille Dahl gik forbi og hilsede, og Damerne paastod at han maatte være forelsket, og at hans Sang inde- holdt en Kjerlighedserklæring til en af Damerne paa Ballet, SIDE: 139 og jeg stemte i med at den "allerdings var noget mistænkelig". Altsaa Andre havde ogsaa fundet Tonen paafaldende deri, og jeg kom hjem endnu mere forvirret og i Sandhed urolig end jeg var. Det Ønske at kunne kaste et Blik i et Menneskes Indre er aldrig nogensinde opsteget saa brændende hos mig som dengang. Da ingen Drøm, intet Stjerneskud vilde komme mig tilhjelp, greb jeg Heine som laae paa Bordet ovenpaa, og slog den op med yderste Mistillid til et anvendeligt blot nogen- ledes passende Svar. Mit Øie mødte følgende Linier: "Dann lösst sich des Liedes Zauberbann -- Die blassen Buchstaben schauen Dich an, Sie schaun Dich flehend ins schöne Aug, Und flüstern von Liebe und Liebeshauch." Naturligviis var dette alt for Treffende, for Overraskende, til at jeg kunde finde det passende og søgte af al Magt at over- tale mig til at troe at det ikke var anvendeligt. Mein liebes Kind, es geschieht keine Mirakel mehr! Billet til Emilie. ""Hvad er det hun nu igjen vil?" vil Du spørge. Ak jeg vil ingen Ting, jeg vil blot pludre lidt med Dig, en uimod- staaelig Trang, som Du maae have Medlidenhed med -- til at skrive, plager mig; jeg kan ikke see en Pen eller gaae et Blæk- huus forbi uden det stærkeste Anfald -- altsaa vent ingen videre Sammenhæng; kan Du bringe noget ud af min Runeskrift, er det godt og gjør Din Skarpsindighed stor Ære, men hvad Du ikke strax kan bringe nogen Mening ud af, det lader Du være; det lønner ikke Umagen. Jeg tør ikke læse længer i Heine -- om man aldrig var det før, bliver man forelsket, saa sande, saa glødende indsmigrende ere disse Vers. En saadan Driv- huusvarme kunde bringe ubevidste slumrende Følelser til at skyde op som Asparges -- ja fremkunstle hvor der ingen er. Du veed at Stjernerne ere gjerne meget ubevægelige naar man trygler dem om et Tegn, nu vilde jeg engang forsøge Heine som saae mildere ud, og jeg bad saa inderlig at det Sted jeg slog op, vilde give mig Lys over Motiverne til en vis Yttring, SIDE: 140 og de Linier jeg traf paa, vare rigtignok saa mærkelige og gri- bende at man maae troe at det blinde Tilfælde ikke styrer os -- -- -- Spørg ikke hvad det var. Det forekommer mig som naar jeg reiser bort til Sommeren, vil jeg ikke komme mere igjen -- denne Tanke behersker mig saa aldeles at den har frembragt en høist merkværdig Stemning hos mig: i disse 6 -- 7 Maaneder jeg skal eie mit Fødeland, er det mig ligesom jeg kunde gjøre Alt for mine Venner som jeg maaskee aldrig mere skal gjensee, jeg føler Mod til at kunne sige Alt, man vilde tilgive mig som en Døende; ialfald vilde Havet sluge de Pile man mueligens vilde sende efter mig. Det qvæler, det ængster mig at de af mine Venner som jeg vilde opofre mig for, lider, det er en Følelse, som virkelig er beslægtet med den hvormed en Løvinde i Lænker seer sine Unger dræbes, dog de Lænker ere ikke saa ubrydelige. Det Sagn om den nor- mandiske Hertuginde, som sugede Giften af sin Mands eller rettere sin Elskedes Saar, har altid forekommet mig saa underlig skjønt, men jeg har hidindtil ikke tiltroet mig Mod til noget saadant; nu ikke alene tiltroer jeg mig det, men jeg veed det vilde være en Salighed at døe, naar kun et taknemligt Blik traf mit, naar han blot vidste -- nei! nei! -- -- Du vil ikke for- staae noget af dette, men jeg har en Anelse om noget -- hør -- om en ulykkelig -- -- -- -- Siig til Louise Platou at danse 2 Danse med en Cavalleer er meget mistænkeligt, men at danse 3 Danse med en Cavalleer paa en Aften og det 2 en suite er ikke længer mistænkeligt. Du veed jeg er hjemme, men Du vilde virkelig beundre den Maade hvorpaa dette Skrevne er bleven til, uden at turde ganske udelukke mig Fra de andres Selskab. Mit Snakketøi har derfor været i uafbrudt Gang -- 100 Flauheder i et Aandedræt -- medens jeg lader mine Sjele- tanker strømme, eller idetmindste dryppe paa Papiret for min eneste Veninde. God Nat Emilie! E. S. Jeg skal spørge Dig fra en Naturelsker, hvad man skal gjøre med en stakkels Sommerfugl, et Exemplar af [ -- ] , som har forbrændt Vingerne i Lyset, enten at stille den i en Kasse, langt fra det lade den døe eller lade den flagre. Eieren er SIDE: 141 utrøstelig, det var hans Lieblingsexemplar. Siden igaar har jeg gjort en Opdagelse, der rigtignok har gjort mig fattigere, men jeg er bleven et uendelig bedre Menneske siden igaar." E. og jeg gik næsten hver Dag spadsere, og ofte vare vi, fordybet i vore Samtaler, kommet heelt ud til Vekkerøe uden vi vidste af det. E. var ikke dengang endnu min Fortrolige i den almindelige Betydning af Ordet, men dette Forhold havde en ganske anden "Reiz", end det senere indtraadte, denne Ahnen, denne Gjetning, denne Forvirren, disse zarte Hentyd- ninger, dette stumme Spil! ak det er noget ganske andet end de rene ubeslørede Ord. -- Intet taaler at afsløres. Ulykkelig den som ikke kjender denne Hemmelighed, og jeg har vidst det og har selv ikke! -- Havde vi nu havt en saadan Spad- seretour om Formiddagen, kunde jeg leve deraf for hele Dagen, men naar en saadan Qvantum aandelig Føde gik mig tabt, søgte jeg at stille min høist undskyldelige Hunger i Billetvexlen, eller jeg gik op til D.s. En saadan Aften der, var gemytlig. E. og jeg sneg os ind i Cammeret og sad i Mørke paa Sophaen. [fotnotemerke] "O var det muligt at jeg kunde trykke Dig engang mod min hede Barm, Og glødende udi min Lykke, Slynge trygt om Dig min Arm; Men ak! forgjeves Sjelen taber Sig i en Verden selv den skaber; Sluk, vilde Storm, min Fakkel ud -- Farvel -- min Sjelebrud!" C. havde spurgt St. S. om han vidste hvem der havde digtet dette Vers, det var siden adskillige Aar bleven hængende i hendes Erindring. St. S. havde svaret "nei, han vidste ikke". C. havde spurgt om han ikke tilfældigviis engang skulde have skrevet dem. Han svarede nei. Fotnote: Statsraad Diriks beboede dengang 3die Etage i Mad. Rings Gaard i Grændsen. Jeg tror at "Verdens Gang" nu har sit Contor der! O Ver- dens Gang! SIDE: 142 Billet til Emilie Hvor længe er det siden jeg saae Dig Emilie! jeg var hjemme baade i Forgaars og i Gaar Formiddag i det Haab at Du vilde komme, idag er det umueligt baade for Dig og mig at gaae ud. Du vil strax see at denne Billet ikke har anden Hensigt end at tale med Dig, ligemeget hvad -- og paa en Maade være Dig nær -- jeg længes efter Dig, min søde Ven- inde! og jeg har savnet Dig saa disse Par Dage at jeg mærker Din Omgang er mig ligesaa nødvendig en Ting som det vel- signede Brød. Naar jeg tænker paa naar jeg kommer hjem igjen! -- og jeg skal spadsere alene. Jeg er bedrøvet baade igaar og idag, og jeg veed ikke hvorfor -- jeg kan ikke græde, men jeg troer naar Du var her hos mig nu, og jeg lagde mit Ansigt paa Din Haand, vilde mine Taarer flyde, og Du vilde ikke spørge hvorfor -- -- -- Jeg forsøgte at smile ad denne sentimentale Sætning, men istedet derfor brød Taarerne frem. Jeg anbefaler Dig paa det samvittighedsfuldeste at kaste dette i Kakkelovnen!! Skriv mig et Par Linier, jeg beder Dig, og naar det bliver Dig mueligt, da kom ned til mig, maaskee er det tørt paa Gaden imorgen. Jeg længes efter Dig, men fryg- ter ogsaa for noget som jeg ikke tør sige Dig her, dog for at Du ikke skal blive forskrækket vil jeg sige Dig at -- at Du ikke maae blive forskrækket, -- -- Du kan ikke tage Dig nær af det. Din Duveedvelhvem. Billet til E. Der er da en Evighed siden jeg saae og hørte noget til Dig. Jeg var paa Veie, endskjøndt jeg ikke haabede at træffe Dig hjemme, at gaae op Søndag Aften til Dine, da Fru Bugges, Frøken Ingjers Ankomst havde bragt min Resolution at blive smukt og hyggelig hjemme til at vakle, men heldigviis gik de og jeg torde ikke drive videre paa det, da jeg mærkede saa tydeligt at man var misfornøiet. Det var ellers besynderligt, SIDE: 143 ud paa Aftenen slog den Tanke som et Lyn ned hos mig: Emilie lovede at tænke paa mig, og det er nu. Hvad er Klok- ken? vilde jeg spørge, men Vægteren raabte i det samme Øie- blik, og paa mit Spørgsmaal om det ei var 9, hørte jeg med en virkelig barnagtig Glæde, at det var saa. Ak Gud give, Emilie, at naar engang mere end et Par Skridt adskiller os, Have og Lande ligger mellem os, vi da ofte maatte føle hinandens Nærhed, lad os altid vedligeholde den uskyldige Troe paa vore Sjeles Sympathie og Muligheden af en aandelig Forbindelse. (Her burde jeg have talt Tydsk.) -- Hvis der hendte mig noget -- hvis jeg døde -- da vilde Du have en Forudfølelse, en Drøm, vaagende eller i Søvn. Kunde det være mueligt at nogen Fø- lelse af Skræk eller blot Uhyggelighed kunde betage Dig hvis (jeg sætter at det var Aanden mueligt at vise sig efter Løs- rivelsen af sit Fængsel) jeg gjorde Dig et saadant Besøg, hvis Du i den forunderlige klare Taageskikkelse gjenkjendte Din Venindes Træk? Nei det var dog ikke mueligt, hvorfor skulde Du frygte mig, ich würde Dir lächeln, Du solltest sehen wie glücklich ich wäre. Und ich würde Dir was erzählen, denn aus brennender Neugierde etwas zu wissen, nur einen Funken von Alwissenheit zu erlangen, möchte ich gerne aus der Welt gehen. Til Emilie Kjere Emilie. Jeg tænkte netop med Bedrøvelse paa at jeg sandsynligviis ikke fik see eller høre fra Dig i mange Dage, thi jeg er i den Grad elendig af Forkjølelse at jeg har beslut- tet at holde mig inde idetmindste i 3 Dage, og uopfordret ven- tede jeg ikke at see noget fra Dig. Men see! saa kom din Bil- let -- saa uventet! det er mærkværdigt hvad en saadan Lap kan gjøre glad og rig. Kan Du begribe, at jeg, der dog i mange Henseender er saa lettroende, kan have saadant Hang til Mis- tillid til andre, dog meest til mig selv. Den Tanke faaer ved hvert ubetydeligt Tilfælde Næring hos mig, at det er en For- dømmelse, en Vuggegave af en ond Fee, at dem jeg elsker vende sig fra mig, mine bedste Følelser blive ugjengjeldte, eller SIDE: 144 ogsaa seent eller tidligt miskjendte, jeg troer at læse i Vennens Ansigt en Kjølnen, en Ligegyldighed. Ak det er umueligt for mig at spadsere imorgen, men kom, hvis Du [vil,] lidt herned, jeg har saa meget at fortælle Dig fra igaar hos Duborghs og spørge Dig fra i Forgaars. Ak E., kan Du sige mig hvordan jeg var, saa vil jeg sige Dig hvordan Du var. Det er afskye- ligt med en uforskammet paatrængende Stemme i mig selv der aldrig glemmer bagefter, om jeg er noksaa uskyldig, at gjøre mig qvælende Bebreidelser. Det er en utaalelig Plageaand; hvorledes skal jeg nogensinde faae bragt den til Roe? Jeg har trættet med den baade igaar og idag, dog har den faldt paa at sige mig Complimenter over Valget af mine Citater af Heine den Aften. Den Observation Du har gjort, er undgaaet mig, men derimod har jeg bemærket noget andet som jeg skal med- dele Dig. Skriv mig en Billet til idag -- tænk paa at jeg sid- der indmuret -- dog nei, jeg vil ikke bede, det man maae bede om, har ikke det Værd. Jeg vil ikke gaae paa Lycebal, men jeg har faaet rasende Lyst til at reise til Italien. Emilie til mig. Det var stygt af Dig, C., at Du ikke troede jeg uopfordret vilde skrive Dig til, see nu hvor Du tager Feil og vær ikke saa mistroisk en anden Gang. Hvad Du siger om Din Frygt og Mistillid, da er det Følelser jeg alt for godt kjender, og just den Tanke falder mig uvilkaarlig saa ofte ind, at Du engang maae blive kjed af mig, at jeg ikke er det Væsen, der kan til- fredsstille Dine Fordringer, ikke har alle de Egenskaber, der i Længden kan vedligeholde Dit Venskabs Varme, jeg kan ikke altid følge Dine Ideer og Tanker i deres høie Flugt, og det er jeg bange for Du vil antage for Lunkenhed, for Smagen af "Jordaand"; hvor jeg gyser for denne Tids Komme, da alle disse sørgelige Tvivl ville stadfæste sig. Jeg kan ikke vide, hvorledes Du kan gjøre Dig Bebreidelser for hiin Aften, Du kunde ikke have opført Dig anderledes og bedre, jeg kunde ikke begribe, hvor Du kunde være saa unbefangen, -- o hvilket af- SIDE: 145 skyeligt tykt Blæk -- Du behøver ikke at fortælle mig hvor- ledes jeg var, det veed jeg godt hvorledes jeg pleier at være ved saadanne Leiligheder, et reent Nul. Hvad er det for Narre- streger, at Du ikke vil gaae paa Lyceballet? det tillader jeg paa ingen Maade, Du skal gribe enhver Leilighed til Fornøielse den korte Tid Du er herinde, saa har Du jo des fleere behage- lige Erindringer at tage med Dig hvis Du reiser. Desværre jeg faaer ikke Lov at gaae ud i Morgen heller, da jeg har lagt i hele Dag, hvis jeg altsaa ikke skulde komme, saa maae Du ikke tilskrive det alle de Aarsager Du er saa oplagt til, men skriv mig endelig lidt til. Din altid uforandrede Emilie. Dette "Iforgaars" og "igaar" som vi tale om, var Fastlavns- tirsdag i Selskab hos Caroline blandt en Deel unge Mennesker hvoriblandt St. S. Det er en underlig Modsigelse at min Sam- vittighed var saa fix til at gjøre mig Bebreidelser, da den dog ikke kunde udfinde andet end at jeg med sittrende Hænder havde skaaret Smørrebrød til ham -- det første Smørrebrød! -- -- det Sidste -- ak! -- og at jeg med blussende Kinder havde citeret noget af Heine, medens den efter hiint "igaar" hos Duborghs, [fotnotemerke] hvor jeg spilte Comedie, malte mig med Meel i Ansigtet og lod Haaret falde ned paa Halsen i vild reizende Uorden, intet meldte, men maatte først ved et saa kraftigt Var skoe der traf mig fra en uventet Kant, vækkes af sin Slummer. Det skulde have kommet en Dag før. Fru D. betragtede mig nok som en brillant Aqvisition for hendes Soireer, thi næste Onsdag bad hun mig til Middags, for ved Hjelp af en anden ung Dame, der var en af Hovedpersonerne sidst, at præparere alt til Aftenens Forestillinger, der denne Aften skulde blive uhørte glimrende. Men denne Indbydelse slog jeg 3de Gange Fotnote: Fru Duborgh, en smuk og elegant Dame, Udlændigerinde, førte den- gang et stort Hus, der [vankede Sp] idserne af vort Christianiaselskab. W. kom der dog ikke, og hans Vrede over at jeg havde været der, er let for- klarlig, naar man kjender ham lidt. SIDE: 146 venskabeligst af, men lovede at komme til Aftenen; Frøken Wolff lokkede mig meget -- dog nei ingen Undskyldning -- -- lad Teppet falde for denne Aftens brogede Rædsler! [fotnotemerke] Morge- nen bragte mig Nemesis i B -- s Skikkelse. Da jeg sad ved Claveret, kom han i et tilsyneladende Ærinde, de andre vare i næste Værelse. "De var hos D -- s igaar 8 Dage, og der blev givet Scener og De har spillet -- -- dette har St. S. fortalt mig som noget han ikke kunde fatte De kunde beqvemme Dem til paa det Sted. -- -- -- -- Er det mueligt at det forhol- der sig saa?" "Ganske vist etc. -- etc." "Opsigt -- Folk taler -- hele Byen!" -- Jeg sukkede indvortes. Men dette Suk gjaldt vist mindre mig end den "hele Bye", o Hauptstadt! o Schilda, mein Vaterland! "St. S. lader Dem bede -- ønskede for Deres Skyld at De ikke mere" -- nei han sagde: "St. S. er bedrøvet paa Deres Vegne -- " ""Jeg kunde gjerne græde naar jeg tænker paa at hun har gaaet der -- etc." sagde han -- " "Veed Du da at jeg ogsaa var der igaar Aftes? Du maae fortælle ham, der viser mig en saa uventet Deeltagelse, at igaar gik det 10 Gange værre til, da opførte vi hele Scener af Dron- ning Elizabeth, jeg var Grevinden, Fru D. Elizabeth etc." Jeg var nu bleven trodsig. Straffen fulgte i Hælene. 2 Dage efter var jeg paa Bal i Lyceet; han var der, men viste mig den største Ringeagt. Han engagerte mig ikke, talte aldrig et Ord, endskjøndt han trængte sig altid hen i Nærheden af mine Omgivelser. I Cotillon sad han ved min Side, men henvendte ikke et Ord til mig. Det er en underlig Maade at vise sin Beklagelse paa, tænkte jeg. Den sidste Sammenkomst i Lyceet den Vaar kom. Dagen Fotnote: Vi spillede blandt andet i Costume Dronning Elizabeth og Essex, hvorledes Grevinde Nottingham besøger Essex i Fængslet, modtager en Ring til Elizabeth, der skal bringe ham Naade. Grevinden undertrykke den, og Essex døer. General Spørck gjettede at det var Ole Høiland som Damerne besøgte i Arresten paa Fæstningen, hvilket dengang var Mode! Jeg gik der aldrig mere. SIDE: 147 derpaa skulde jeg reise. Imidlertid var Faders Piece mod "Dæmringen" kommen ud. Den havde han skrevet medens jeg var borte. Jeg hørte den omtale, og besluttede ikke at læse den. Men H. sendte den med mig hjem og anbefalede den som Reiselecture. Jeg kom forfrossen hjem. Da jeg havde været en Uges Tid hjemme, fik jeg følgende Brev fra Bernhard, med samt det anonyme der laae indesluttet. Ind- trykket af dette sidste der efter Omstændighederne kunde have virket frygtelig paa mig, tabte sig ganske ved Siden af min Forundring over det første. En Slags Erklæring saa him- melfaldende, og gjennem en Anden! -- Og en saadan under- lig Erklæring! Bernhard Herres brev. Alunværket pr. Chris [tiania..] April 1835. Undskyld, kjære Camilla, at jeg vover at tilskrive Dem og saaat sige at overstige Ettikettens Grændser; men baade er det en Trang for mig selv [at] kunne berette Dem, hvad jeg, desværre først efter D [eres] Afreise her fra Byen, har erfaret, og des- foruden har Welhaven ikke paalagt mig at skjule for Dem hvad jeg vil meddele Dem, men tvertimod yttret det Ønske, at De ville erfare det. Kommer hertil det Løfte, som jeg gav Dem [paa] Ballet hos Hals's, nemlig engang at vise Dem det [ano- ny] me Brev, jeg for et Par Aar siden modtog, saa [vil] jeg maaskee undskyldes for at jeg tilskriver Dem, m [en] aldrig vilde denne Undskylning finde Sted for hv [ad] Indholdet af Skrivelsen angaaer, hvis det ikke var [til] en Person, som jeg troer baade kan og vil hæve sig over den stive Ettikette. -- Ak! Camilla (tilgiv at jeg nævner Dem ved dette kjære Navn), jeg har staaet i et saa nært Forhold til Dem, og vil ved dette Brev, hvis det bliver modtaget med Velvillie og Glæde af Dem, som er mit Hjertes høieste eneste Ønske, komme i et endnu ædlere Forhold til Dem. -- I den lange Tid, jeg har havt Omgang med Dem, har jeg havt Anledning til at lære Dem nøie at kjende, til at u [dspør] ge Dem og til at udgrunde Forhold, som Faae have havt saa megen Tanke om som jeg. SIDE: 148 Men det nytter ikke, kjæreste Camilla! at gaae Omveie med det, jeg har at sige Dem. Bliv ikke vred over en Tanke, som er fostret i mit Bryst og som blev næret ved det anonyme Brev. Den første Anledning til denne Tanke var den Tilbage- holdenhed, den Foranderlighed, som De udviste mod Welhaven i hans Nærværelse, og dog den Agtelse for ham, som De stedse har lagt for Dagen. Hvad jeg hermed vil sige, indseer De let, naar De sammenligner det med det anonyme Brev, og jeg gaaer med en Glæde, der gjør mig stolt, over til at berette Dem, hvad Welhaven har [sagt] om sit Forhold til Dem. Sidste Fredag var jeg hos Welhaven; Talen kom paa det Skrivt, som Deres Fader har udgivet mod ham. Han sagde, at det gjorde ham usigeligt ondt for Deres Skyld at være nødt til at skrive mod Deres Fader i en Tone, som han vidste maatte smerte Dem; han beklagede at der aldrig havde været Leilighed [for] ham, til at kunne tale saa udførligen med Dem, som han øn- ske [de;] han sagde at De havde gjort et saa dybt Indtryk paa hans Gemyt, at han i den Grad havde været nødsaget til at være paa sin Post at han endog har tvunget sig selv til at vise Dem Kulde, forat ikke denne Tilbøielighed skulde voxe saa- ledes at han "ikke længere kunde styre den". Han er nu kom- met paa det Rene med sig selv; han siger, at han indseer Umuligheden af at der kan opstaae noget Forhold som For- lovede mellem Dem og ham. "Ak! Ak! min gode Bernh: hvorledes vilde det vel gaae mangen En, hvis han ikke havde Stjernerne over sig." Disse ere hans egne Ord. Hvad han nu ønsker er at den "varme, rene Hengivenhed, han fremdeles føler for Dem", maatte lægge Grunde til et "smukt Sødskende-For- hold" mellem Dem og ham. "Skulde det være Skjæbnens Villie", siger han, "at jeg ikke eengang i hele mit Liv skulde komme til at tale uforstyrret med hende om denne Sag, da vil jeg dog engang i Tiden idetmindste skrive hende til og sige hende, hvorledes jeg har havt og har det med hendes Billede." Han ønsker uendeligen at De vilde komme ind til Byen en- gang i Vaar, "forat jeg kan komme paa det Rene med hende om denne Sag." -- SIDE: 149 At en saadan Erklæring fra Welhaven til mig overraskede mig, at jeg var stolt af hans Fortrolighed, og at denne hans Fortrolighed skal jordes med mig, saaat ikke engang Moder nogensinde fra min Side vil erfare en Stavelse deraf, er Noget som jeg troer jeg ikke behøver at forsikkre Dem om. Baade for Welhavens Skyld [og m] in egen maa jeg paa det Instæ [ndig- ste] bede Dem om, at De ikke aabenbare denne Sag, i hvilket Forhold den endog staaer til Dem, til noget Menneske, ikke engang til Deres Fader. Det anonyme Brev sender jeg Dem indlagt i dette og overlader det fra nu af til Dem; om De vil beholde eller tilintetgjøre det er mig ligegyldigt. -- Hvad det Forhold angaaer, bedste Camilla, hvori jeg skulde staae til Dem, som omtales i det anonyme Brev, da er det Noget, kjære Ca- milla, som De sikkert forlængst har mærket, og det skulde aldrig have blevet omtalt med et Ord, hvis det ikke ligesom vilde have været mig en Trøst, en Lindring at være overbeviist om at De kjendte det. Ja! Gud hvorfor skulde jeg vel dølge det! Jeg har aldrig næret et Haab, som min Fornuft maatte tilsige mig var uopnaaeligt, jeg vil være lykkelig, naar jeg seer at De er det. Ak! skulde noget Offer være for tungt for Deres Skyld! hvorfor skulde jeg ikke give Slip paa det uopnaaeligste, kjæreste Ønske! Men Tanken om Dem, Camilla, kan jeg aldrig, aldrig udrydde, den vil være mit Eneste om jeg endog bukker under for den. Men, kjære, bedste Camilla, lad ikke Alt dette unddrage mig Deres Velvillie, lad ikke dette være Aarsag til at De træder i et mere afmaalt Forhold mod mig, lad mig hele mit Liv beholde det kjære "Du" hvormed De i saa lang Tid har beæret mig. -- Jeg føler saa tydeligen hvilket farligt Skridt, jeg her har vovet; jeg erindrer godt, at jeg ofte før har paadraget mig Deres Mishag, naar jeg troede at gjøre Dem en Tjeneste. Skulde det her være Tilfældet at jeg har saaret og krænket Dem, hvor jeg troede at være Dem til Nytte, tilgiv mig da, Camilla; kun min ubegrændsede Omsorg for Alt hvad jeg troer kunne glæde Dem, har bevæget mig hertil. -- Lad hele dette Brev, kjære Camilla, blive en Hemlighed mellem Dem og mig; røb det ikke for Nogen, det vilde især skade W: hvis Deres SIDE: 150 Fader erfarede et saadant Brevs Tilværelse. -- Hvad det Øv- rige af det anonyme Brev angaaer, da vil De selv nu bedst kunne indsee hvad der er sandt og falskt. Baade hvad det siger med Hensyn til Dem, Deres Veninder og W:, har nu Tiden viist er Ondskab, som Forfatterinden ikke har taget i Betænkning at tilskrive mig, ikke saameget, troer jeg, for at gavne mig som for at skade Dem. At det imidlertid har havt en modsat Virkning, er De overbeviist om, Camilla. De andre Smaating, som omtales i Brevet, troer jeg blot ere Fif af A [....] for ikke at vække Mistanke mod sig. Hvilket Ind- tryk dette skaanselfulde Brev gjorde paa mig, har jeg før sagt Dem, kjære Camilla, og hvis De ønsker end mere Bekræftelse herpaa, behøver De blot engang at spørge Moder, hvorledes jeg var tilmode strax efter dets Modtagelse. Havde ikke min Rasenhed over et saa nedrigt Arbeide sat mig ud over alle ydre Forhold, saa vilde jeg kunde faaet A: til selv at tilstaae at hun var Forfatterinden; men da hun just var nærværende da jeg modtog det, saa fik hun Tid til at forberede sig paa sin Rolle. -- Endnu engang, bedste Camilla, gjentager jeg mine to Bønner til Dem: Røb ikke dette Brevs Indhold for Nogen og tilgiv mig for det; lad ikke mig være den, som først om Morgenen bringer Dem Ubehageligheder; ak! kunde De læse i mit Indre, De vilde see hvor langt det er fra mig, at tilføie Dem Noget som kunde fornærme Dem. Finder De dette Brev værdigt et Svar, saa send mig det snart, jeg er i den skrække- ligste Uvished om hvorledes De vil optage dette. Lev vel, kjæreste, bedste Camilla, og tilgiv Deres hengivne Bernhard Herre. S: T: Frøken Camilla Wergeland paa Eidsvolds Præstegaard. Et Par Dage efter svarede jeg Bernhard ordlydende som følger: SIDE: 151 "Du vil kunne indsee, kjere B., hvor overrasket jeg maatte blive ved at læse Underskriften paa Dit lange tætskrevne Brev i Toersdags, det var saavidt jeg erindrer det første Skrevne jeg har modtaget fra Dig, og jeg begyndte det med ikke meget glædelige Anelser om hvad der kunde være Bevæggrund til noget saa Usædvanlig. Da faldt mig det indsluttede i Øinene, paa Brevet som Du engang lovede mig at faa læst, men da jeg dengang troede Du ikke meente det saa alvorligt med Dit Løfte, havde jeg næsten glemt det Hele. I Førstningen fattede jeg den heroiske Beslutning ikke at læse det, men saa faldt mig ind at Du dog neppe vilde have troet dette mueligt, takket være "den qvindelige Nysgjerrighed", og da havde jeg jo intet for min Selvbeherskelse. Altsaa jeg læste det. Kald det ikke Følesløshed eller ubegribeligt Phlegma at jeg ikke blev saa op- bragt som Du lader til at forudsætte, men læste det med hiin ligegyldige Nysgjerrighed, som om det umuelig angik mig, thi virkelig, jeg har Møie med at troe det, hvis ikke enkelte Yttrin- ger lod mig formode det. Jeg er aldeles enig med Dig at det er mere for at skade mig end gavne Dig, men jeg kan til Ære for A -- s Erindring ikke troe at hun er Forfatterinden, hun kunde umuelig nedlade sig til saadanne haandgribelige Usand- færdigheder og Opdigtelser hvoraf det Hele er sammensat. Nu f. E. Pariserreisen, da har jeg jo før forsikkret Dig, at den første Gang der blev tænkt paa og talt om en saadan Reise var 2 -- 3 Maaneder før den gik for sig. Vi havde rigtignok i mange Aar talt om en Reise til H. eller Kjøbenhavn og der skulde jeg faae Lov at være med, men en Dag da jeg ikke mere tænkte paa den, blev jeg kaldt op til Fader. Nu skal alle vore Reiseplaner realiseres, og da der nu skal reises, da lige til Paris -- etc. -- -- -- etc. -- -- -- Og nu han der skulde foraarsage denne Reise samt at jeg var melankolsk og maatte tage alle Dr. H -- s Piller og Pulver -- hvem er denne mægtige Person? Bernhard gjætter meget dristig, men vor anonyme Velynder lader En i en behagelig Uvished. Troede Du virkelig at jeg kunde græde over dette? Det eneste jeg kan tage fra den alvorlige Side er den Beskyld- SIDE: 152 ning man gjør mig med Hensyn til Dig. Jeg vil virkelig ikke nedlade mig til nogen Retfærdiggjørelse. Jeg skulde kunne ud- brede Snak om Dig istædetfor at neddysse Saadant naar jeg hørte noget. Det er alt hvad jeg kan sige om det elskværdige Produckt. Det er vist ikke A., men jeg formoder en Anden, men som Du ikke maae spørge om. [fotnotemerke] Da Du ikke bryder Dig om det, saa beholder jeg det, da jeg samler paa Curiositeter. Tak for Dit Brev, B. Du yttrer saa megen Angst for at jeg skal tage det ilde op -- har saa travelt med Undskyldninger -- Du beder saa inderlig om et Svar. Det første behøver Du vel ikke at befrygte. Skulde jeg tage saa rørende Bestræ- belser for "at glæde" mig ilde op? -- men det sidste vil blive for mig en tung Opgave. Vent intet sammenhængende. Og dog maaskee det bedre skrives end siges. Du siger at min Opførsel mod Welhaven bestyrkede Din Mistanke. Jeg kan naturligviis ikke forbyde Dig eller ham at have denne, I dele den ialfald med saa mange; thi Du har vist bemærket som jeg at Folk med særdeles Forkjerlighed har villet stifte Parti mel- lem Vedkommende. Det var en Tid tyst, men nu, siden hans Digt kom ud, har man begyndt med nyt Mod. Det var maa- skee noget paafaldende at en ung Pige torde have sin selv- stændige Mening og ikke blindthen fulgte Familien, og jeg skulde vist ikke heller have yttret den, havde man ikke saa ofte og ivrig opfordret mig, da der ikke ligger stor Vægt paa vor Dom. Jeg kunde da altid i Folks smilende Mine læse deres Tanker, jeg syntes jeg hørte dem sige med Schiller: "Die Männer richten nach Gründen, des Weibes Urtheil ist seine Liebe." Hvor man tog Feil! om jeg var Faders Søn og ikke Datter, da vilde jeg skrive for Dæmringen, ja jeg har ønsket at jeg var det, skjøndt Fader beder vel Gud bevare sig blot af den Grund. W. er en sand Martyr, saa ret en St. Sebastian der lider Pile- døden for den gode Sag. Aabenhjertig ligesom med en Slags Trods har jeg sagt min Mening, og naar nu dertil kom at han Fotnote: Senere med temmelig Vished oplyst at det var gamle Herre, der paa den Maade vilde bringe Bernhard til at læse og være flittig. En smuk Maade at lønne sin Velgjører, ved at behandle hans Datter saa! [.....] SIDE: 153 dansede et Par Gange med mig -- o hvor spærrede man ikke da Øinene op! man gjorde Betragtninger baade paa Latin og Norsk. Ja, der maatte absolut være mere end den blotte Høf- lighed under, der maatte være den Affect om hvilken Digterne sige at den flytter Bjerge. Det er ubegribeligt at Folk ikke kunde indsee at hvis der havde været en Gnist af denne bjerg- flyttende Lidenskab, da vilde det aldrig være kommet til saa- dan Yderlighed mellem de stridende Partier. Dog det er vel formeget forlangt at Publicum, der kun kan tænke sig 2de Yderligheder i et Forhold mellem en ung Herre og en Dame, skulde kunne fatte et af en ganske anden Art. Jeg veed selv ingen Benævnelse, B., det er noget saa aldeles uafhængigt af ydre Forhold, noget saa reent Uegennyttigt, som intet Haab eller Ønsker har her paa Jorden. Det er bleven til en fast Troe hos mig at jeg aldrig kan indgyde nogen anden Følelse for mig end en Broderlig, en Venskabelig, og hvor gjerne gjen- gjælder jeg ikke den. Jeg har begyndt paa Faders Bog, jeg kunde ikke læse den ud, det er meget haarde Ord. Det er just ved saadan Leilighed man føler sin Afmagt at være taus Tilskuer. Det er en Hildursleeg hvor Blækstrømme flyde gru- sommere end fordum Blodstrømme. W. arbeider nu paa Svar "i en Tone" -- ak hvor gjerne vilde jeg bede vær skaansom, men det tør jeg ikke. Han maae forsvare sig. Og dog var dette mueligt i en moderat Tone. Han vilde hæves i Publi- cums Øine og fremkalde fra Faders Side et mildere Svar, det var nu W -- s uskaansomme Udfald mod F. i de danske Blade, hvormed F. blev hilset ved sin Hjemkomst [som] han fandt saa utilgiveligt, og da strax derpaa Dæmringen kom ud, begyndte han sin Recension i den første Hede. Det er mig endnu en Gaade hvad der bevægede W. til dette, og jeg var i lang Tid vred paa ham. Og nu, hvad siger Du til Slutningen af Dit Brev. Lad mig, jeg beder Dig indstændigt derom, aldrig høre saadanne Udtryk som "aldrig" og bukke under. Jeg var saa glad da jeg sporede af Din Opførsel hvorledes Du mere og mere forvandt en Tilbøielighed som jeg vidste Din Indbildningskraft havde den største Deel i; thi jeg troer havde en anden ung SIDE: 154 Pige været 6 Maaneder i Dine F -- s Huus, da vilde den have fæstet sig til hende. For en saadan bukker man aldrig under, det vil Du snart selv erkjende. Men den indbildte Syge, siger man, er det samme som syg, og naar jeg tænker paa saa mangt et Træk af Uegennyttighed og rørende Bestræbelser for Andre paa Din egen Bekostning, maae jeg beundre Dig, og aldrig skal jeg miskjende Dit gode Hjerte. Jeg kunde have saadan Lyst til at sige til dem der fortælle mig at Du har yppet Klammerie paa Gaden, givet hiin et Ørefigen o. s. v.: ja det har han vel gjort, men jeg veed ogsaa noget han har gjort, og det kunne ikke I gjøre. -- -- -- -- -- -- Farvel til vi sees! det bliver vel ikke alt for snart, jeg har ikke tænkt paa nogen Tour til Ch. i Sommer -- -- -- Den lille Laura er jeg meget fornøiet med, hun er over al Beskrivelse naiv. Jeg har alt lært hende, at Solen staaer op i Øst og gaaer ned i Vest, hvilket hun bogstavelig ikke vidste, derimod vidste hun til Punkt og Prikke Navnene paa Alle 16 Store og Smaae Propheter -- . Lev vel, kjere B.! C. W." Welhavens brev. Skjærtorsdag 1835. De studser -- De tænker: Min Gud, hvad skal dette be- tyde? -- Men jeg stoler paa den kvindelige nysgjerrighed, jeg er overbeviist om at De vil læse Brevet tilende og omsider finde Alting saare godt. Jeg begynder da med at sige Dem, at jeg kjender Bernhards Brev og Deres Svar; der er nogle Udtryk i dette, som tvinge mig til det selsomme Foretagende at skrive Dem til. Man er endnu saa tæt indspunden i en Væv af smaalige Hensyn og ufornuftige Tvangsformler, at selv de Bedre ordentlig føle et Slags Gru for en Tilnærmelse som den, jeg her vover -- men De hører ikke til den trivielle Menneskerace, der opfandt og vedligeholder hine Skranker, og jeg tænker, De tiltroer mig den Sindsreenhed og Takt, at jeg SIDE: 155 intet vil og intet foretager mig, der kunde lade Dem ønske at jeg ikke havde tilladt mig denne Frihed. Det ligner meget en Absurditet, at De og jeg ligesom have gaaet afveien for hin- anden, at vi i denne lange Tid [fotnotemerke] neppe have talt hundrede Ord med hinanden, og dog peger allerede dette paa en dybtliggende Overeensstemmelse i vore Naturer. Blot den Omstændighed at De lader mig vederfares Ret, medens Deres Nærmeste ordentlig staae mig efter Livet, er Anledning nok til at vi ofte maa mødes i vore stille Tanker, om det end kan bidrage til at skille os i Rummet. Den Betydning, Fremmede have lagt i dette egne Forhold, kjende vi begge, men selv heri ligger et Foreeningspunkt. Erfaring viser, at Folk næsten altid, idet- mindste er nærved at finde det Rette i saadanne Gisninger, og jeg er vis paa at mangehaande Kvaklerier vilde undgaaes om Mand og Kvinde ei undsaae sig for at gribe denne ydre Op- fordring til nærmere at forklare sig for hinanden. Havde jeg nogensinde fundet en sikker Anledning til at tale ene med Dem, vilde jeg udentvivl have forceret mig til at sige Dem omtrent det samme som Bernhard har opfattet af mine Yttrin- ger, og det er sandsynligt at denne Samtale blandt Andet vilde have givet os begge den Holdning, som vi nu, til vor Fortred, mangle naar man driller og plager os. "Det er ubegribeligt", siger De, "at Folk ikke kunne indsee, at det ei vilde være kommet saa vidt med Stridighederne, dersom Rygtet var sandt;" men om end dette, fra den store Hobs Standpunkt, kan være rigtigt, saa er det dog fra mit Standpunkt fuldkommen falskt. Det, jeg kæmper for, er mig langt dyrebarere end min egen Velfærd, og jeg kjender intet Hensyn, der skulde kunne af- holde mig fra Striden, saalænge jeg er overbeviist om at den er god. Jeg har en Kraft til Selvopoffrelse, som mine Fjender, til deres egen Skade, ikke tiltroer mig, og som maaskee ingen af dem er istand til at fatte. Jeg hører til det Slags Menne- sker, der aldrig undgaae at blive miskjendte og forfulgte fordi de sætte Livets Opgave i Noget, for Massen selsomt og frem- Fotnote: Ja vel var det en lang Tid, fra 1830 da jeg førstegang traf [ham] hos Herres, til Skjærtorsdag 35! SIDE: 156 [m] edt; jeg lever for en Idee, som jeg af al Magt søger at ud- præge hos mig selv og tydeliggjøre for Andre, og idet jeg med den varmeste Inderlighed og Djærvhed Forkynder den, kalder man mig en Egoist, medens ethvert Menneske med Aand maa føle, at der til et saadant Foretagende netop hører den høieste Selvfornægtelse. Men just Fordi jeg ansaae Dem istand til at beskue denne Side af mit Væsen, har en vis Yttring i Deres Brev foruroliget og smertet mig. De siger: "Jeg kan ikke for- byde dig (Bernhard) og ham at troe dette" (neml. hvad Rygte- magerne sige) -- Jeg taler ikke om det Frostige i dette Ud- tryk, men jeg tænker mig Muligheden af, at De kunde sætte mig i Række med den Sort Mandspersoner, der med forfænge- ligt Selvbehag dvæle ved den Forestilling at de gjøre det, man kalder Lykke hos Damerne. Jeg har altid af mit ganske Hjerte følt Medlidenhed med disse Mennesker. Efter dets al- mindelige Betydning har dette Gode forekommet mig usselt, og hvor Anelsen om en høiere Sympathi har grebet mig, der har jeg holdt den hellig, indelukket den i min Sjæls Dyb og tvivlet om en Lykke, der synes mig saa stor og herlig. Deres Individualitet har i mange Henseender været mig uforstaaelig, og uagtet der var en Tid da jeg skarpt iagttog Dem, og gjerne samlede enkelte Smaatræk til mine Drømmerier, var jeg dog langt fra at bygge Noget herpaa. Den Uroe og Mangel paa Holdning, jeg troede at have fundet i Deres Væsen, udledede jeg fra en skjæv Opfatning af det Ideelles Forhold til det man kalder Virkeligheden, og jeg vidste af egen Erfaring hvor vidt dette kan bringe et indadvendt og endnu ubefæstet Sind. De vil maaskee erindre, at jeg en Aften hos Fougstad bragte denne Materie paa Bane, men dette skulde jeg neppe have gjort, dersom De ikke havde været tilstede. Jeg har ofte været vred paa Dem og bedømt Dem haardere end jeg siden for mig selv har kunnet forsvare; men De vil vist ikke mene, at jeg kunde gjøre dette naar jeg havde troet at mit Billede stadigen var i Deres Tanker. Bernhards Formodninger og tildeels meget træffende Kombinationer bragte mig ind paa en Forestilling, som en Mængde halvglemte Smaabegivenheder, der nu levende SIDE: 157 malede sig for min Erindring, bidrog til at forstærke -- men kan det forundre Dem, eller vil De dadle, at jeg for et Øieblik fastholdt denne Betragtning? -- Jeg troer at have fundet at Individer af min Sort kun gjennem en hemmelig Sympathi ledes ind i dybere og ømmere Forholde; jeg finder det natur- ligt, og det er mig meget trøsteligt, at ædle Mennesker, der komme paa Spor efter min sande Charakter, ei kunne andet end vise mig varm Deeltagelse under den uhyre Miskjendelse, jeg lider; jeg kunde endelig ikke tvivle paa at Omstændighederne maatte forstærke denne Deeltagelse hos Dem -- hertil kom nu dette uforklarligt hemmende og Bindende, der altid har svævet mellem Dem og mig, naar vi skulde tale sammen som andre Folk -- Ak, jeg er uerfaren i Saadant -- og jeg tænkte: det er jo ikke usandsynligt. Men nu fandt jeg det ogsaa skam- meligt at dølge mine egne Tendentser, og da Bernhard bad mig derom, gav jeg ham Myndighed til at sige Dem hvad han havde hørt, jeg vidste jo at heri var intet Ondt, selv om vi havde taget Feil. Den Fare at komme ind paa det Latterliges Gebeet, maatte jeg udsætte mig for om jeg vilde være ærlig. Skjønt jeg nu ikke rigtig veed om jeg har undgaaet denne Fare, vilde jeg dog ikke have Tingen ugjort. Hvad B. har fortalt Dem om mig er ikke mere end hvad en ret galant Herre kunde sige Dem under en Balkonversation, men naar jeg siger saadant, har det en dybere Kilde og mere Vægt. Det betyder at jeg stedse vil være Deres Ven, og meget ofte besøge Dem i Tankerne; kan dette ovenikjøbet glæde Dem, da er jo allerede særdeles meget udrettet. -- De siger, at De har den faste Troe at De kun kan indgyde venskabelige Følelser. Denne Yttring kan jeg ikke lide, og da jeg nu engang dvæler ved hvad der i De- res Brev har været mig anstødeligt, tillader De mig vel at tage dette med. Jeg er overbeviist om at De, ved nærmere Prø- velse, vil finde, at denne Tanke opløser sig i en tom Vending; det er ikke Trøst for Nogen, at man ei kan meddele og mod- tage det Høieste, men det er Trøst at kunne give og beholde dette, uden at behøve at fæste det ved noget Ringere. Deres Ydre kan Enhver beskue, men Blikket i Deres Indre, der SIDE: 158 skulde fremkalde Venskabsfølelsen, saaledes som De vil have den, har en vanskeligere Adgang. Jeg begyndte ikke med at føle Venskab for Dem, men naar De gik over Gulvet eller sad fordybet i et Digt, som jeg forelæste, var det som om en smuk Melodi spillede i mit Indre. Endelig maa jeg forklare Dem -- hvad De siger er Dem en Gaade -- hvorfor jeg i Kjøbenhavnsposten har omtalt Deres Faders første Stridsskrift mod mig. Det er mig en Gaade, at De ikke kjender Sammenhængen her; men det er et nyt Exempel paa den methodiske Uredelighed, hvormed man i alle Retninger behandler mig. De veed da ikke at Henrik lod ind- rykke en Hoben Proklamationer mod mig i hiint danske Blad! Her var en saadan Masse af de skidneste Anfald paa min Charakter og min literaire Færd at det bragte mig til at glemme Sifulinerne. Her var en Brauten over Forsvarsskriftet og over mit fuldkomne Nederlag, her var formelige Opfordringer til mig, at jeg dog skulde sige hvorfor jeg ikke havde svaret. Jeg kunde ikke lade de fremmede Folk og et Publikum, hvis Dom na- turligviis er mig langt mere magtpaaliggende end Skrigernes her hjemme i Uvished om hvad de skulde ansee mig for, men hvad jeg skrev om Deres Faders Bog var ganske anderledes lemfældigt, end om jeg udførligere skulde have gjennemgaaet den Række af Sophismer hvor af den bestaaer. Om det sidste Stridsskrift vil jeg ikke sige Dem alt hvad jeg tænker. Det er i flere Henseender et kolossalsk Arbeide, og jeg kan ikke be- gribe hvorledes der seer ud i et Verkstæd, hvor saadant No- get laves. Mit Svar bliver af en anden Art; thi jeg vil og kan være redelig. Deres Faders Skrift ligner en Løg; man kan med megen Lethed og Reenlighed skalle det fra hinanden, skjønt det, for at blive i Billedet, ogsaa har det tilfælles med Løgen, at det med en vis kvælende Stramhed irriterer Folk til at see sure ud under Arbeidet. -- Jeg takker for den præg- tige Allusion til St. Sebastian og undrer mig over at den ikke ogsaa er falden mig ind. Men jeg skal ikke døe af Pilene, jeg veed ganske vist at jeg i denne Kamp maa beholde Seiren -- Idet jeg vil sige Dem Farvel bliver jeg urolig for, at De SIDE: 159 dog maaskee kunde ansee min lange Tale for overflødig; men saa mener jeg igjen at dette vel blot er en overdreven Æng- stelighed, fremkaldt ved det Usædvanlige i mit Foretagende. Jeg har blot villet staae saa klar for Dem, som muligt, og dette er Dem vist ikke ligegyldigt -- Jeg sidder og tænker over det underlige Tegn, at jeg midt i en Tidselklynge, skulde finde en af min Vandrings smukkeste Kjærminder. Joh: Sebastian Welhaven. Den Benævnelse jeg giver min Følelse til B., var fra en Side betragtet ganske sand. Jeg kalder den uegennyttig, som intet Ønske (ak) eller Haab havde paa Jorden. Nei Haab havde aldrig næret den -- den var voxet op og blevet stor i sin egen Styrke. Det faldt mig aldrig ind at den kunde gjen- gjeldes saaledes som den var, min Sjel kunde ikke rumme den Tanke, jeg svimlede ved den. Derfor bar min Smerte hiin Tid ogsaa et vist Præg af Resignation, som jeg siden tabte. Der gaves blot et Trin af Qval igjen, og det var at vide sig elsket saaledes og siden opgive Alt -- -- Dette hans Brev be- styrkede mig blot i hiin Troe: han kalder sig blot min Ven, og dermed var jeg tilfreds, jeg havde ikke ventet mere -- ikke engang det -- men derfor, o Modsigelse! -- netop i min Vis- hed om at han blot var det og ikke vilde blive mig mere, tog jeg Modet til min Tilstaaelse. Jeg vilde hæve mig over mig selv, over Verden, Vedtægt, alt, thi jeg var jo sikker paa os begge -- ak han skuffede mig. George Sand siger etsteds at Ædelmodighed er den farligste af alle menneskelige Dyder, og den der fører meest vild. Da jeg skrev efterfølgende Svar var jeg høitidelig stemt som en Døende: -- Eidsvold 26de April 1835. "I det Øieblik jeg vil begynde at skrive, er jeg igjen bleven ganske modløs, men det Ønske at retfærdiggjøre mig for Dem opveier enhver Tvivl, jeg vil og kan ikke staae i et saa falskt Lys for Dem. Troe mig, jeg har følt de Bebreidelser De gjør mig, ere fortjente. De siger: "Jeg maatte udsætte mig for at blive latterlig, SIDE: 160 naar jeg vilde være ærlig" -- Det kunde De aldrig, men det kunde jeg let, og derfor var jeg ikke ærlig. Men sæt Dem i mit Sted. De har Ret, saadanne Ord har en anden Vægt i Deres Mund, men de tabte dog deres Værd gjennem en Andens; jeg kjendte ikke Stem- men igjen, der altid, selv i Drømme har forekommet mig næsten fiendtlig. Jeg tænkte mig 2de Muligheder, enten havde B. misforstaaet, overdrevet -- eller havde han ikke, da vilde De neppe have brugt ham til Organ, og han havde da i sin Iver for at tjene mig misbrugt Deres Fortrolighed. Jeg var derfor ikke sikker paa at han viste Dem mit Svar, og hvor kunde jeg være sand naar jeg ikke umiddelbar kjendte Deres Tanker? Dette Brev! De vil forundre Dem over et saadant Konstværk. O ja jeg er dreven, jeg har havt langvarig Øvelse. Men jeg er kjed af at sige Usandheder, træt af Forstillelse og Udflugter hvormed jeg har ført dem man troede eller som troede sig mine Fortrolige, bag Lyset, jeg eier ingen saadan. Det er ret sørgeligt at de Love Verden foreskriver, harmonere saa slet med vor egen Samvittigheds, man har kun Valget enten man vil leve i Fred med sig selv eller Andre. Dette følte jeg dybt da jeg havde skrevet mit Brev, en streng klog Verdens- dame vilde have rost det, men jeg oprørtes naar jeg tænkte paa mine gjentagne Fornærmelser mod Sandheden. Men jeg vil gjøre den høie Gudinde Afbigt, jeg vil ogsaa staae "klar" for Dem, et eneste Lynglimt er tilstrækkeligt førend Alt gjem- mer sig i sit gamle Mørke. Deres Brev kom -- det var fra Dem. Selv det Bittre i enkelte Udtryk tiltalede mig saa be- kjendt, jeg kunde høre Dem tale. Men jeg besluttede at dette ikke skulde overvælde eller forvirre mig, De har kaldt Dem min Ven og det vil jeg holde mig til, man tør have Fortrolig- hed til en saadan. Dog, jeg vil at De skal sætte det Værd paa den som den fortjener, og da nødes jeg til at forudskikke en Indledning, der skal blive meget kort for ikke at trætte Dem, og De maae være overbærende om jeg ikke veed at ud- trykke mig saa tydelig og rigtig som jeg ønskede, De forstaaer mig nok. Ja der var rigtignok en Tid da det forekom mig at Tanken om Muligheden af en Forklaring til Dem, som den jeg SIDE: 161 nu vover, maatte være Vanvid. De fleeste unge Piger, troer jeg, begynde deres saakaldte Indtrædelse i Verden aldeles harm- løse og ere lykkelige ved at lade sig blindt føre af Tilfældet. Ikke saa jeg, fra det Øieblik jeg kom til nogen Bevidsthed, begyndte jeg at gruble over det Uretfærdige i vor Lod og den besynderlige Tilfredshed hvormed man taalte den og hvad der i mine Øine var Nedværdigelser -- hvorledes man traadte en- hver Gnist af Frihed under Fødder. Det Ideal af qvindelig Værdighed jeg tænkte mig, var saa himmelvidt forskjelligt fra det Verden opstillede. Efter dette var det blot en Mands Cour- toisie der turde opvække Følelser hos et Fruentimmer, og naar der for Resten intet var at udsætte paa ham, vilde det aldrig forfeile sin Virkning -- Min Gud, har jeg raabt mangen- gang, skulde denne usle Omstændighed -- -- og hvilken ære- kjær Mand kunde dette satisficere! "Ja det er dog saa," blev der svaret, "det vil Du selv erfare". Jeg lovede hellig at de ikke skulde faae den Glæde af mig. Det er umueligt at sige hvilken Bitterhed der ofte bemestrede sig mig. Jeg saae i vore unge Herrer kun 2 Ting, enten en uimodstaaelig Seirer i egen Indbildning, eller en feig Smigrer, der blot higede efter Tegn paa Damernes Yndest for siden at kunne prale dermed. -- Da saae jeg Dem. De smigrede ikke, sagde ingen Compli- menter, De havde ikke dette mistænkelige Fortrin at være Cavaller, De var -- jeg veed ikke selv ret hvad -- men da man spurgte mig hos Aub.s hvad jeg syntes om Dem, svarede jeg: godt. Han ligner idetmindste ingen af Eder, tænkte jeg. Da man engang senere spurgte mig derom, unddrog jeg mig Svaret. Jeg begyndte at mærke at jeg ikke var tilstrækkeligt nok forberedet, jeg var ikke fattet paa et overordentligt Tilfælde og havde ikke tænkt mig nogen Kamp ved at bringe mine strenge Principer i Udøvelse. I den første Tid af vort Be- kjendtskab spottede De ofte ubarmhjertig over qvindelig Svag- hed i Almindelighed og De glemte ikke at lade mig faae min Deel aparte. Undertiden naar jeg følte De ikke havde Uret, lovede jeg at jeg vilde vise Dem at man kan være stærk. Fatter De nu Grunden til min besynderlige Opførsel, det Uroe- SIDE: 162 lige, dødelig Forlegne i mit Væsen! -- Alt kunde jeg taale, at blive holdt for Enfoldig og Affecteret, men ikke at blive ringe- agtet. O hine Søndagseftermiddage, saa piinlige og dog saa længselfuldt ventede! naar jeg kunde undvige et Øieblik og sidde ubemærket af de Andre i gamle H -- s Kammer, var jeg tilfreds, men jeg var lykkelig naar De læste noget for. Det var som om den qvalfulde Strid i mit Indre opløstes uden at jeg følte den uhyre Tomhed som i Deres Fraværelse. De troede mig undertiden fordybet i Digtet, medens jeg dog intet hørte uden Deres Stemme. Kunde man nogensinde antage at der før dette Jordeliv existerte nogen Forbindelse mellem Sjele, hvoraf Bevidstheden i Vuggen gik tabt, da tænkte jeg mig det her. Det var ikke dette Sammentræf af daglige Anskuelser, der forundrede mig, men var nogensinde en dristig Tanke, en høiere Idee opstaaet hos mig, som jeg vidste Verden vilde kalde absurd, da skulde jeg høre den udtalt af Dem, og De vidste at erstatte hvad den manglede i Klarhed. Det var mig undertiden som naar man i et fremmet Land, hvor man ikke forstaaes, overraskes af en hjemlig Melodie, man henrykkes, men den erindrer tillige om at man aldrig skal gjensee den elskede Fædrejord. Jeg forbausedes over den besynderlige Sympathie, medens jeg tvang mig til en Modsigelse, der var virkelig noget fanatisk i min Selvbeherskelse og den Iver hvor- med jeg plagede mig selv, men det var ogsaa en brillant Sa- tisfaction at høre mine Bekjendte ofte sige: Rygtet har sagt det og det, men vi troe det ikke siden vi saa Eder sammen. Behøver jeg endnu at forsikre Dem at der ikke laae nogen forhadt Betydning i den Yttring i mit Brev som stødte Dem. "Jeg kan ikke forbyde ham at have denne Mistanke" o.s.v. Nei hvad jeg her saa tillidsfuld siger Dem, er Beviis nok, thi det havde jeg aldrig gjort, havde De nogen Gang ladet mig føle, hvad jeg der siger De troer. Da jeg sidst var i Chia. saae De bleg og lidende ud. Det forekom mig som om Afstanden mellem os derved var for- mindsket, jeg var kommen Dem nærmere. Jeg skulde have givet mit halve Liv, for et Øieblik at kunne sige Dem: jeg SIDE: 163 lider med. Hvorfor havde Skjæbnen netop sat mig i et saa qvalfuldt Forhold til Dem? den kunde jo have gjort mig til Deres Ven eller Søster -- og dog havde en Fee kunnet omskabe mig med sin Tryllestav til Deres Søster, havde jeg ikke villet det. Troede De mig ikke istand til at fatte at Deres Sag gik Dem over Alt? o jo naar De siger at det De kjæmper for er Dem langt dyrebarere end Deres egen Lykke, saa forstaaer jeg Dem fuldkommen vel. Langt fra at denne Yttring skulde støde mig tilbage, det er den som giver mig Mod til at sige Dem Alt dette. Hvor hæver denne Tanke mig, den hæver mig til Dem. Ingen kan fordømme mig for det. Det vilde være saa latterligt som at beskylde en indmuret Nonne for Coquetterie eller en Døende for Egennytte -- og en Døende er jeg jo for Dem, Welhaven. Camilla Wergeland." Da jeg havde skrevet dette Brev ud, sad der en lille Djævel, en saadan lille nydelig en, med røde Øine og lysegrønne Vinger, som aldrig pleier at forsømme sig naar Folk er høiti- delig stemte, bag paa Stoleryggen og hvidskede mig i Øret: skriv nu: Undskyld Skriften nedenunder i Postscriptum. Det lille Afskum havde nær forført mig dertil. Da jeg leverede Budet Brevet, var jeg ganske rolig. I meget afgjørende Øie- blikke har jeg altid været dette, men nu ventede jeg et Svar. Det kom ikke. Den ene Uge gik efter den anden, men jeg hørte intet, hverken fra B. eller ham. I førstningen var jeg urolig, men siden steg den til en næsten fortvivlet Angst. Den skildres bedst i følgende Linier til B.: Esv. Mai 1835. "Har Du virkelig sand Hengivenhed for mig, B., saa viis ikke W. hvad jeg her skriver, lad ham ikke formode Tilværel- sen engang -- ak jeg frygter. Du er dog ham mere hengiven end mig. Dog nei, Du vil mig vel, og denne Overbeviisning skal følge mig, hvor jeg end gaaer hen i Verden. Jeg kommer ofte til at tænke paa Dig. Hvad Du har fortalt mig om ham og ham om mig, skeede vistnok i den bedste Hensigt -- Virk- SIDE: 164 ningene skulde være de samme, men de maatte blive høist forskjellige, jeg maatte blive den Tabende. Det er en besyn- derlig lang Tid siden jeg modtog dit Brev, jeg var netop kom- men hjem i god Roe og tænkte fromt paa Ingenting -- jeg kunde ikke svare ganske oprigtig i enkelte Punkter; da fik jeg W -- s Brev, han var vred, og jeg mærkede jeg havde været utaknemlig -- jeg skrev -- o jeg tænkte det nok, Breve due ikke, vi kjender hinanden dertil for lidt, vort Forhold var for indviklet, ved at forsøge paa at løse saa mange Traade, maatte det Hele kuns blive mere forvirret. Hvad jeg skrev W., kan jeg egentlig ikke dadle, jeg var i det Øieblik henreven; -- men hvorlænge troer Du en saadan Stemning kan vare? Nu troer jeg, og der er en Yttring i W -- s Brev som frygtelig erindrer mig om, at jeg maaskee dog var uforsigtig. Ak, den hele Affaire smerter mig, naar jeg tænker paa det anonyme Brev, paa W -- s Brev, saa suser det for mine Øren og jeg kan forgaae af Skam- fuldhed og Anger, at jeg veed det jeg skrev befinder sig i W -- s Hænder. Jeg kan aldrig mere see ham i Øinene. Den gjensidige Forklaring skulde efter hans Udtryk gjengive os begge den manglende Holdning; ja vist, det vil give mig en herlig Holdning. Maaskee -- og det trøster mig -- gjør jeg mig selv Uret, jeg har altid havt Anlæg dertil, jeg er skabt til Selvbebreidelse. Du skal skrive mig til, B.! hvorledes W. optog mit Brev -- Du er jo hans Fortrolige, dølg intet -- om han agter mig mindre siden det, paa hvad Maade han taler om mig, fortæl mig alt, men hurtig, hurtig! her paa Landet have vi ikke Dage, men Maaneder, en Uge er en Evighed". Nogle Dage efter løb W -- s Svar ind. Det vil tale for sig selv. Welhavens brev. Christiania d. 9de Mai 1835. Hvormeget har jeg ikke at sige Dem! Men jeg forudseer at dette ikke saa klart og fyldigt vil støbe sig i Stiil som jeg ønsker! Jeg maa her sammentrænge Tankerne for ikke at sende Dem en Bog for et Brev, og dog kunde jeg have Lyst til at SIDE: 165 udfolde mit hele Liv for Dem, og gjøre Dem fortrolig med mit dybeste Indre. Deres Brev har styrket denne min trøste- rige Erfaring, at jeg stedse drager de Ædleste af mine Omgi- velser til mig. -- O, dette er Løn for tusindfold Kamp og Trængsel! -- Lad da dette Forbund mellem Dem og mig staae ved Magt og virke, og lad "det gamle Mørke" for stedse være hævet. De savner en Fortrolig; men De vil jo ikke nægte at jeg er den nærmeste til at være Dem en saadan. De vilde have tiet, dersom De ikke havde tiltroet mig Kraft og Moden- hed til at herske over Hemmeligheden og orientere mig deri -- og De har ikke taget Feil. Saaledes ville de bedre Men- nesker aldrig ledes vild ved at følge den indre Stemme. Et Forhold, som vort, seer altid mistænkeligt ud i Verdens Øine, man vilde enten lade det gaae op i en falsk, kortvarende Resig- nation, eller i en sygelig Sentimentalitet fra Werthers eller Siegwarts Skole. Men Intet af dette skal blive Tilfældet. Svær- meriet har altid en udadvendt, om end noksaa sublim Higen, hvori de indre Kræfter lades upaaagtede eller ødes. Men hvil- ken uudtømmelig Fryds- og Trøstekilde har man ikke i sig selv, naar man ret agter den og stedse holder den frisk? -- Hvilken Sum af Velbehag ligger der ikke for mig i den Tanke, at De har opfattet og indsluttet mit Væsen i Deres dybe Ge- myt! -- Det er mig som om jeg kan føle at mit Hjerte er blevet større siden jeg veed dette med Vished. Hvor mangen ædel Natur gaaer ikke Livet hen i Forsagelse, uden et eneste Glimt af en saadan Vinding? Vi ville da forsøge at opnaae en indre Fasthed, hvorved vi kunne beholde og glæde os over hinanden midt i den jordiske Vexel og Adskillelse,og skulde end dette kaste en elegisk Skygning over vort Livsbillede, vil det dog selv derved faae en dybere og ædlere Tone. Disse Betragtninger ere ikke nye for mig. Jeg havde ikke kjendt Dem længe før mit bevægede Sind bragte mig til at anstille dem -- jeg indsaa snart at det ikke netop og alene var de ydre Skranker, der vilde adskille os, men meget mere en vis uheldig Overeensstemmelse i vort Væsen. Jeg mener denne gjennemgribende Mangel paa verdslig Takt og Drift der neppe SIDE: 166 hos nogen af os er tilfældig, mer vist nok nøie betinget af vore Naturers Sammensætning. Saaledes ville vi i det Bor- gerlige ikke kunne bestaae ved Siden af hinanden, men just i denne strænge Forbindelse, gjennem tusinde Ærgerligheder, staae Fare for at tabe hinanden, og vi havde da offret det Høiere for at gribe det Ringere. Hvor let glider man ikke ialmindelighed hen over dette tilsyneladende trivielle, og dog i Grunden saa overordentlig vigtige Hensyn, men det friskeste Sind og de skjønneste Forhaabninger ruineres ofte ved denne Letsindighed. Jeg gjorde mig da fortrolig med den Tanke, at jeg her bestemt maatte gjøre Afkald paa en stor Glæde, og jeg behøver vel ei at sige Dem at dette i Begyndelsen kostede mig megen Anstrængelse, thi De føler vel hvorlidet mine Fienders Talen om mit kolde Hjerte har at betyde. Jeg nægter ikke at det mangengang blev mig ret broget naar mit Øie med Vel- behag dvælede paa Deres sylpheartede Skikkelse, og jeg havde da, naar jeg anede en lønlig Forstaaelse mellem os, ofte en rasende Lyst til at gribe Dem i mine Arme og proklamere min nye Herlighed for et æret og studsende Publikum. -- Denne Modstand skulde neppe blevet mig mulig, dersom jeg ikke strax havde været paafærde mod mig selv, og ingen føler dy- bere end jeg, Sandheden af den tydske Philosoph Meiners Ud- sagn, at man kan hindre Kjerlighedens totale Udbrud ligesaavel som enhver anden Lidenskabs, naar man rigtig vil; at maatte ville dette, er noget uhyre, og vistnok den bittreste af alle Forsagelser. Jeg følte mig sikker da jeg vidste at jeg havde opgivet Forestillingen om en fuldkommen Besiddelse; thi dette kan det brændende Sind aldrig. Imidlertid havde jeg mine Recidiver: Erindrer De den sidste Aften, jeg saae Dem før De reiste til Frankrige? Det var en af disse traurige Sommeraftener, hvori Sangfuglene gribes af Naturens Veemod, og sidde tause bag Løvet. Vi gik i Baad sammen fra Opslo. Himlen smeltede til eet med Baggrunden og Søen i en violetgraa, dunstfuld Skumring. Vandet omkring os var dunkelt og glat. Skibene laae sankede i mørke Groupper, som om de i den drømmende SIDE: 167 Aften tilhvidskede hinanden selsomme Eventyr om det dybe Hav og de fjerne Lande. Deres Fader havde Ansigtet vendt mod Byen, De sad bag i Baaden, og jeg stod foran Dem og betragtede Dem. De var bleg og stille. Jeg var saa underlig tilmode, og jeg kunde have klynget mig op til Dem og gaaet overbord med Dem. Jeg troer mig nu vis paa at et saadant Moment ikke vil vende tilbage. Hvad jeg længe ønskede, er opfyldt: vi kunne uforbeholdent vexle Tanker. Saalænge jeg raisonnerede og stred med mig selv, var der mange Øieblikke, hvori jeg ikke engang kunde lide Dem og mit Sind kom aldrig til denne sikkre og stadige Hengivelse og Hvilen i sin Gjenstand, der udgjør den helligste Følelses Væsen i dens rette Fuldendelse. Det spendte, unaturligt Tvungne i vort Forhold maatte meget mere ægge til pludselige Udbrud. -- Jeg er overbeviist om at dette Brændende, der i det Jordiske klæber sig til Kjerligheden og tilsyneladende forhøier og udpræger den ikke isandhed hører til dens inderste Natur, saavist som det allerede her i Livet fordunster, og ikke engang kan tænkes paa hiin Side Graven. Derfor har jeg ofte paastaaet at Venskab og Kjerlighed, i deres Grundvæsen ere eet og deraf forklaret mig at de begge ere saa rædsomt sjeldne. Man har her kaldet mig paradox, men det kommer vel deraf, at man hverken har forstaaet mig eller sig selv. Det er da, desværre, ikke det eneste Tilfælde, hvori Menneskene hænge sig til vindige Gloser og drive veiløse om med dem som paa udspendte Blærer. -- Enten komme vi nu, min ædle Camilla, til en fast Forvisning om, at det er det Evige i os og en dybere Evighed i dettes Yttringer, der har bragt os saa nær til hinanden, eller vi gjøre det ikke. I sidste Tilfælde vilde vi dog under ingen Omstændigheder have kunnet glæde os over hinanden, og i det første ligger der en saadan Fylde af Beroligelse, at vi derved kunne glemme, eller dog forvinde det Øvrige. Jeg veed, at jeg paa denne Maade vil kunne beholde Dem; om end mit Hjerte skulde gjøre de smuk- keste Erfaringer, vil det dog gjemme Deres Billede i sit Aller- helligste. Mit Indre er fuldt af friske Spirer, og jeg føler daglig SIDE: 168 hvorledes de voxe og arte sig der. Naar de engang staae i Flor, ville de glæde Dem som de vare Deres egne og en stor Deel af Duften og Farven vil ogsaa tilhøre Dem. Saaledes vil vort Forhold idelig henvise os til vor Sjæls Dyb og hvor rig er ikke denne Verden! Vi bære Universet med os thi alle dets Herligheder afsætte sit Aandige i vor Barm, fordi vi ere Midlere mellem den ubevidst higende Natur og det evige Op- hav. O, De maa ret øve Dem i denne Selvbeherskelsens Kunst! Det gjælder blot at finde sig selv og redde sig i denne myllrende, drivende Flok af Forgjængeligheder og Tilfældig- heder. Det bliver da mere og mere klart hvad der isandhed følger os og er vort eget, og hvad der hendøer og fortabes som Dele af den Jord hvorpaa vi træde, og som vi bære om i vort Legeme, eller som blotte Kunstmagerier, der snurre i Livet, men staae stille, naar Haanden og Foden og den sladdrende Tunge ere stive og magtesløse. -- Hvad er nu Tab, og hvad er Vinding? -- Det er Umagen værd at holde Livet ud og saa spørge sig selv ved Skillepunktet. Efter almindelig Bereg- ning vilde man kalde mit korte Liv tomt paa Glæde, og dog har jeg været glad som en Fugl, og er i dette Øieblik mere end glad. Jeg behøver blot at forestille mig at De just nu har mig levende i Deres Tanker, og siger til Dem selv at De al- drig vil glemme mig. -- Det værste er at Rummet adskiller os, og at det piinlige ydre Tryk hindrer den friere Meddelelse; thi Breve due ikke meget og ere ikke uden Farlighed. Det er lettere for mig end for Dem at bære et Savn; thi mit Liv bliver nok en stadig Kamp, og heri er Adspredelse. Jeg bærer vel Talismanen paa mit Bryst; og den udøver hin magiske Virkning, men jeg kan ikke i den værste Hede betragte Helge- nenes Billede. -- Hos Dem, i den rugende Eensomhed, der omgiver Dem, opstaaer vel altfor ofte Ønsket om at have Vinger! De kommer dog vel til Byen i Sommer? Troe mig, jeg længes meget efter at see Dem og tale med Dem, og jeg tæn- ker ikke at et saadant Møde kan være skadeligt; Intet er saa gribende som en rastløs Higen og hverken den gladeste eller SIDE: 169 traurigste Beskuelse bærer saa bedøvende Frugter. Vi faae da, for første Gang Leilighed til at tale med hinanden varmt og fornuftigt om det underlige Forbigangne, og derom, at vi endelig have truffet hinanden. Troer De ikke at dette kan blive dei- ligt? -- See her Forskjellen paa hvad jeg har i Dem, og hvad mine tre, fire Venner ere mig: Til Dem kan jeg nu med Let- hed og Glæde sige mine lønligste Tanker, men man maatte tvinge mig til en saadan Aabenhjertighed for de andre. Mellem Mand og Kvinde har Konvenientsen opreist en mægtig Skranke, just fordi de høre saa inderlig sammen, og har man nu Mod til at række hinanden Haanden over denne Skranke, da maa den dybtliggende, men forkuede Tiltrækning gjøre sig gjældende. Mellem tvende Mænd er der ingen kunstig Skillevæg, men det feiler aldrig at de i den fortrolige Meddelelse have at overvinde en Frastøden, der ligesom henviser dem til et kvindeligt Bryst. Det er som om man skammer sig, og frygter for at see sin Rørelse stivnet i Ironiens Kulde. Jeg har kun eengang følt et Venskab, der hos mig vilde have fjernet dette Hemmende. -- Naar jeg ellers tænker paa Mødet i Sommer, har jeg ordentlig en Lyst til at lese stille for mig selv, og idetsamme føler jeg en ængstelig Fornemmelse, thi vi ere dog et Par underlige Skruer, og nu skulle vi bevæge os mod hinanden som For- trolige uden al Forknyttelse! -- Men troer De ikke, det vil gaae, naar den første Nød er over? Det vanskeligste bliver vel at dupere alle Uvedkommende. Jeg veed endnu ikke ret hvorledes jeg skal hjælpe mig, thi saa stiv som før kan jeg umulig være, og Moer Herre vil gjøre store Øine, vor gode Bernhard vil dog indrette alt paa det Bedste, og med al mulig ærligtladende Lumskhed (her er jo Svigen uskyldig) skaffe os uforstyrrede Vandringer i det Frie. Bernhard fortjener Deres hele Tiltroe, hans Adfærd har været saa ridderlig og hans Hengivenhed for Dem er ubegrændset. Jeg kan mærke, at Deres Yttringer i Deres sidste Brev om hans Forhold til mig i denne Sag, har saaret ham en Smule, skjønt han langt fra ikke, saaledes som jeg har studset over Deres Første Brev. De kalder det et kunstigt Verk, og det er det ogsaa, men ingen SIDE: 170 Kunst kan erstatte den manglende indre Klarhed, eller skjule denne Mangel for et øvet Blik, og ak, De maa have været i en forvirret Stemning. Jeg fatter at De maatte være modstræ- bende og ønskede at dække Dem, men tilgiv mig, jeg fatter ikke at De [selv] under saadanne Omstændigheder, ligefrem kunde nægte. Jeg føler inderlig, at det er en Art Selvmord, og en Synd mod det Helligste, i en god Stund at fornægte sin dybeste Følelse, og dette driver og tvinger mig til denne Fri- talenhed, der altid skaffer mig Kamp. Hvad der meest frap- perer mig er, at De midt i dette Slags Selvdødelse bruger spø- gende Vendinger, og at De til Slutning gider være over at tale om de fire store og tolv smaae Propheter; dog -- den selsomme Angst, der gaaer igjennem Brevet har heller ikke undgaaet mig -- Deres Sind maa have haft en Taranteldands. Jeg vil ikke gaae i Rette med Dem, men gjemme dette Uforklarlige til vi kunne tale sammen -- De har saa rigelig gjort det godt igjen, og viist mig den høieste Tiltroe, nogen Dødelig kan skjænke mig. Det vilde være smukt af Dem om De endnu engang før vi sees sendte nogle Linier til Deres trofaste Sanct Sebastian. Bernhard Herres brev. Alunværket pr. Christiania den 13. Maj. Omendskjønt De allerede har modtaget Welhavens Brev og De deraf vil see besvaret, hvad De spørger mig om, saa er jeg dog saa glad naar jeg tør skrive Dem til, at jeg vist ikke lod en saadan Leilighed, som den jeg nu har, gaae ubenyttet. -- Welhaven modtog Deres Brev meget seent; det var dateret den 26de April og først den 4de Maj modtog jeg det fra Nicolai og bragte det øieblikkelig til Welhaven. Jeg var nærværende da han læste det. Den Stilhed, som herskede under Læsningen, blev kun afbrudt engang imellem af Welhavens Yttringer, som f: Ex: "Hvad hun er ædel" etc. Da han havde læst Brevet sagde han: "Det er meget farligt for Camilla at have et saa- dant Brev, men før jeg kastede det paa Ilden, før kastede jeg SIDE: 171 mig selv derhen." Jeg indseer godt Grunden til Deres Frygt. Det var ikke mere end Welhavens Pligt at svare paa Deres Brev, dette Svar udeblev længe -- og De troede Dem forag- tet. Men det er unødvendigt for mig nu at fortælle Dem Alt, hvad Welhaven har sagt; De har erholdt hans Brev, og dette er Dem sikkert nok. -- Hvad kan De troe, Camilla, at jeg skulde vise Welhaven Deres Brev, naar De beder mig derom. Jeg agter Welhaven, jeg kunde offre mit usle Liv for ham, men Gud! gjør dog Forskjæl paa dette Vendskab og den Hen- givenhed jeg nærer for Dem. De maae ikke troe at jeg er en saadan Slave af Meddelelse at jeg ikke kunde have nogen Hemlighed for mig selv. Jeg har vel viist Welhaven det ano- nyme Brev, men jeg vidste ogsaa at det baade var begravet hos ham og at han ikke var saa egoistisk at han vilde sætte Tiltroe til hvad der omhandledes deri; aldrig har jeg sagt ham at jeg troede noget Saadant, førend den Aften da han betroede mig, hvad jeg i mit første Brev skrev til Dem. De tilgiver mig vist, Camilla, at jeg viste Welhaven Deres første Brev til mig, men da han kjendte mit Brev til Dem var det jo en nød- vendig Følge at han ogsaa maatte læse Deres. Skjønt jeg var overbeviist om at De ikke turde eller kunde skrive aabenhjer- tig til mig om denne Sag, kan jeg dog ikke negte at Deres Brev smertede mig lidt, ja endog fremlokkede en Taare hos mig, men da jeg nøiere tænkte herover saa kunde jeg saa godt sætte mig ind i Deres Sted. Det var jo en Umulighed for Dem, at kunne indlade Dem med mig om denne Materie; men jeg troede at hvorledes De endog svarede mig, saa vilde Wel- haven dog skrive Dem til, og da haabede jeg at De mod ham vilde være oprigtig. Hvad skulde De vel have tabt, bedste Camilla! for den Tilstaaelse, De har givet Welhaven? Han ag- ter Dem høiere nu end han nogensinde før har gjordt og En- hver, som kjendte det, maatte gjøre det. Jeg kan vel indsee at den første Sammenkomst med Welhaven maaske vil bringe Dem til at rødme, men troe ikke at den ei skulde have samme Indflydelse paa ham. Jeg synes jeg seer Dem sidde en stille Aften paa Deres Værelse og nedskrive Deres Brev til Welha- SIDE: 172 ven og næsten Dem selv ubevist om hvad det indeholdt at lade Budet bringe det paa Posthuset. -- De siger i Deres Brev til mig: "Jeg vil meget ofte tænke paa Dig". Hvor tilfreds var jeg ikke med denne Yttring naar jeg blot saae at De var lykkelig, at Camilla blev det! De rei- ser dog vel ikke til Rom eller Hamborg i Sommer? Kom ind til Moder istedet! De skal see at jeg vil vide at beherske mig, saaat ikke engang De skal kunne spore det Ringeste af min Opførsel. Det er et ganske andet Tilfælde naar man sidder om Aftenen alene paa sit Værelse, det er ligesom man da baade har større Mod og Ret til at skrive Tankerne ned. Hvad jeg har tilskrevet Dem, havde aldrig været mig mueligt mundtlig at sige Dem. Hvad der meest smertede mig af Deres første Brev, tør jeg aldrig mere tale om. Det er tungt at der udfordres et heelt Liv førend man kan overbevise om Saadant. Lev vel, bedste Camilla. Bernhard Herre. Nu først seer jeg at Deres Brev er dateret den 5. Maj, jeg modtog det først i Eftermiddag. Kan jeg faae nogle Bøger saa sender jeg dem, men vent ingen gode. S: T: Frøken Camilla Wergeland, Eidsvold. Det er forgjeves at ville skildre det dobbelte Indtryk dette Brev [ ): Welhavens sidste] gjorde paa mig. Fra det daterer sig en nye Epoche. Det er netop derfor, i Bevidstheden af min Uformuenhed at jeg har udeladet denne Sommers Tildragelser og derved er hiin Kløvt i min Dagbog opstaaet som jeg nu, saa godt det lader sig gjøre, søger at udfylde med Breve. Min første Bevægelse var den Tanke: Han har altsaa elsket mig! Disse Symthomer han skildrer, jeg kjender dem. Min anden var: jeg skal ikke skrive ham til mere, ikke have ensomme Møder med ham. Men Kampen var tung. Jeg læste mig næsten vanvittig paa dette Brev, paa disse deilige Ord. SIDE: 173 Han siger deri at han har elsket mig, har bekjæmpet sin Fø- lelse, og hvor deiligt (!) det skulde blive at sidde i det Grønne og fortælle hinanden dette, og at vi skulde skilles, naar hans Hjerte gjorde en anden smuk Erfaring. Nei, nei, nei! tænkte jeg, det ville vi ikke, hidindtil har jeg blot frygtet for mig selv, nu lægger han sin Vægt til -- -- nei, nu er det umueligt. Jeg skrev ikke. Efter et Par Maaneders Forløb reiste jeg ind til Byen. O jeg glemmer aldrig det første Sammentræf. Der skulde være Middagsselskab hos Fougs [tads] for den danske Stu- dent. Da jeg kom op ad Trappen med E., vilde jeg synke omkuld -- var ikke Benævnte netop stødt til og havde ved at aabne Døren tvunget os til at gaae ind, saa var jeg flygtet tilbage igjen. Han var derinde -- Her maae jeg standse igjen. I mine Optegnelser har jeg kun gjort et mat Forsøg paa at skildre min Sjelstilstand, saaledes som den havde bestaaet i sig selv uden nogen Pleie udenfra, den havde saa at sige, næret sig i sit eget Blod, om ham har jeg neppe talt, nu træder han op -- og ham kan jeg ikke skildre. Hans forandrede Adfærd mod mig skulde endnu lægge sin frygtelige Magt til, det mang- lede blot. Dagen efter skulde Borgerne give et Bal i Hotellet for Prindsen, han var ikke indbuden, men vi trøstede ham med at han nok endnu vilde blive det, og jeg haabede det, da jeg skulde der. Ved Middagsbordet, Baldagen! fortalte imid- lertid F. at W. ikke var buden, og at han tog sig det meget nær. Vi spøgede derover, men om Eftermiddagen da vi skulde klæde os paa -- ak, skal jeg fortælle min værste Daarskab -- ! -- ja alt maae frem. "For Himlens Skyld", sagde C. Fougs., der næsten var færdig -- "skynd dig, C. Du sidder jo reent i Tanker." Jeg greb mig da sammen, tog en Pennekniv for at sprætte et Baand ud af en Skoe, men tog Feil og skar mig i Armen, og det netop saa uheldig at den lange Handske ikke kunde dække det. Kniven var meget sløv, saa det ikke var dybt, men blødede stærkt. Der blev da en Forskrækkelse, og jeg vilde være hjemme, men det lykkedes ikke. Grete, der Forsøgte at stille Blodet, sagde med et vantroe Smiil: "Det seer saa underligt ud, som om der var flere Rids" -- da brast jeg SIDE: 174 i saadan Graad, baade over hendes Mistanke og over det for- treffelige Plaster og den lange Handske hun skadede tilveie, over mig selv og Ballet og Altsammen, at da vi da endelig kom derhen, havde jeg opsvulmede Øine og blussende Kinder. Men Arret kan jeg endnu see paa Armen -- i klart Veir. Vi saaes nu oftere; efter hver Gang, omendskjøndt det var flygtige Mø- der paa Gaden, i Dahls Boghandling (dengang boede Dahl i Tullins Gaard, Skuepladsen for mine første Lidelser) maatte jeg dog tænke: det gaaer ikke saaledes an, jeg maae sige ham det; og da paa samme Tid B. som hans troe Mellemhandler arbei- dede paa disse Møder som jeg altid afslog, besluttede jeg mig til en Sammenkomst for engang for alle, som jeg haabede, at faae forklaret mig for ham. Det var da vort Rendezvous i Sko- ven ved Allunværket. B. roede mig over, han var der alle- rede. Da B. og jeg gik op ad Bakken, skjælvede jeg heftigt, og vilde netop vende mig om til ham, da jeg saae han var for- svunden og W. nærmede sig. Hvad der blev talt mellem os? jeg veed det ikke, men vi vare der i 4 Timer; han talede me- get og jeg næsten intet, den rædsomme Magt hans Nærhed øvede paa mig var vendt dobbelt trykkende tilbage; den uvante Situation forskrækkede mig ogsaa, saa jeg fik slet ikke sagt Alt hvad jeg vilde -- jeg sad ligeoverfor ham og torde neppe løfte mit Blik i Veiret; og han -- o han talte meget smukt, men der var kommen megen Modsigelse deri. Den Roe, den Klarhed, den Freidighed som hans Brev lovede, var der ikke. O! at jeg dengang havde saa liden Kraft til at tale med ham, min hele Styrke havde jeg sat paa Vagt, der var ingen igjen. Hvormeget og godt kunde jeg have sagt ham! som jeg siden maatte overlade til Fremmede, der blot forstyrrede, uden at gavne os. Jeg har lykkeligviis skrevet op mange af disse Ytt- ringer af ham i hiint Møde. Han siger i sit Brev, at han be- dre kan bære et Savn end jeg, men det modsagde han igjen. "Den Qval et Fruentimmer føler i saadan Stilling, kan ikke sammenlignes med en Mands. Qvinden er skabt til Resignation, men Manden finder i sit Indre intet der kan bekjæmpe en ulykkelig Lidenskab, kun udenfra maae han søge disse Vaa- SIDE: 175 ben; o ingen Nonne, der haabløs smægter i sine Mure, kan føle Savnet saa bittert som han." -- -- -- "Veed De at hiin Correspondance har kostet mig et Til- bagefald igjen?" Han talte om mit Brev, og gav mig det helligste Løfte at intet menneskeligt Øie skulde faae see det, ingen ane vor Hemmelighed, men han opmuntrede mig til at sige det til E., hvilket jeg af samvittighedsfuld Frygt for at misbruge hans, endnu ikke havde gjort, uagtet Fristelsen havde været stor. E. var 6 Uger oppe hos mig. "Deres Brev er mig en Hellig- dom", sagde han, "hvis der kommer Ildebrand, vil jeg redde det først, om Huset skulde styrte sammen over mig." "Ikke en- gang i Tiden Deres Forlovede -- ", sagde jeg. "Forlovede", gjentog han, "troer De at jeg nogensinde kan blive forlovet".. "Ja naturligviis." -- -- "Jeg vil aldrig elske noget Fruentimmer meer". Jeg erindrede ham om hans Hjertes smukke Erfarin- ger -- "Nu ja, jeg har tænkt at elske en lille Student nede i Kbh., Lehmann, det skal være en prægtig Gut." -- -- -- "O denne Reise -- -- den skulde være en Forfriskning for mig, men jeg glæder mig ikke til den, jeg tænker paa den med Modbydelighed, jeg vilde ønske der, uden min Medvirkning, kom Forhindringer." -- Og med Alt dette talte han endnu om vort Forhold der skulde sættes i Værk. Jeg svarede da, at det ikke gik an, at han maatte selv føle hvorfor. Om nogle Aar, naar Tiden og Adskillelsen har luttret os, vilde det maa- skee kunne gaae. "Ak skal vi da sees igjen som Arved Gyl- denstjerna, naar vi blive gamle?" sagde han. Vor troe B., der havde holdt Vagt, kom nu og erindrede os om at gaae, vi vilde blive opdagede. B. og jeg skulde roe over, men W. gaae til Byen. Da vi gik ned ad, sagde han: "Og er dette Resulta- tat af denne længe attraaede Sammenkomst! jeg troede jeg havde kommet til at græde, jeg troede jeg maatte have svøm- met i Taarer -- men det kan dog, naar jeg ret betænker det, ikke være anderledes, saaledes som De og jeg er, saaledes som vi have omgaaes hinanden før -- -- -- og dog er jeg glad i den Tanke, at jeg nu gaaer ved Deres Side. Det synes mig SIDE: 176 en Lykke." Da vi kom ned til Baaden, forandrede han sin Plan og gik med os i den. Solen var allerede nede, saa det vilde ikke have vagt nogen Opsigt om vi stødte i Land sam- men. Men der var bleven koldt, en stærk isnende Norden- vind strøg over Fjorden, og jeg var ganske tyndklædt. Den stakkels B. roede af alle Kræfter, men vi kom ingen Vei. Hvor elskværdig var han dengang! Denne Mildhed, denne næsten ømme Bekymring for mig, som jeg aldrig havde kjendt, bragte mig Taarerne i Øiet, medens jeg lænede mig mod Seilet bag hvilket han havde skaffet mig etslags Lye. Ved en Be- vægelse faldt mit Lommetørklæde ned, en latterlig Omstændig- hed fordi han saa ofte tog op det jeg kastede ned og raillerte over denne Vane hos mig, men han rakte mig det med et saa sorgfuldt Blik, at jeg følte Betydningen deri; da randt min Taare ned ad Kinden. Han tog et Tørklæde frem og bad mig knytte det om Halsen, men jeg takkede og sagde at jeg frøs ikke. Denne unødvendige Grusomhed mod mig selv har jeg siden efter angret, jeg kunde dog gjerne have taget hans Tør- klæde og været lykkelig med det den lille Stund. Da vi standsede foran Porten til D -- s Huus, foreslog han at gaae endnu et Stykke, "fordi Forlegenheden paa begge Sider syntes at være formildet, at vi kunne tale friere". Jeg nægtede dette, men maatte love ham at komme til H -- s og Foug.'s, hvorhen vi vare budne. "Andre Sammenkomster afslaaer De, og det maae aldeles beroe paa Deres Villie, jeg tør intet fordre her". Han gik med et Haandtryk som jeg ikke gjengjeldte. Da jeg kom op, meddelte jeg mig til E.; hun havde længe gjættet noget saadant. E. har aldrig havt nogen Indflydelse paa mig i denne Sag, jeg har altid fulgt min egen Indskydelse. Jeg vil glide ganske kort hen over vort Sammentref hos F -- s nogle Dage senere. Vi roede ud, et lille udsøgt Selskab, til Malmøen, hvor der blev danset og støiet. Paa Hjemtouren sad han ved min Side. Det var en af disse duftende, herlige Augustnætter, Maanen straalede i sin skjønneste Klarhed -- hele Selskabet var i en vis velbehagelig, sentimental Stemning, der blev saagar ved Landingstedet talt om at sætte ud igjen, men da erindrer SIDE: 177 jeg han sagde: "Man bør ophøre i Cenith af en Nydelse, den rette Viisdom er at skilles medens man er meest fornøiet med hinanden." Under denne hele Hjemtour havde han været i hiin bløde, næsten vemodige Stemning, der er den farligste af alle. Han talte meget om det Lokkende ved Dybet, og hans Blik sagde endnu mere. Jeg sad taus ved hans Side, E. holdt mig i Kjolen, at jeg ikke skulde falde ud, naar jeg bøiede mig for dybt ned for at see efter Moorilden. Dagen efter vare vi paa Ørager sammen. Her havde vi byttet Roller -- jeg var saa unbefangen, saa livlig som jeg aldrig havde været ude, vi legte i det Frie, jeg sprang omkaps med den lille stive, kjø- benhavnske Jomfru, sadte mig i Husken, morede mig over Hoppes Grimacer nedenunder; jeg tog virksom Deel i Alt. Det Hemmende Tryk havde ligesom løst sig indenfra, og min nye Lykke strømmede ud i mit Væsen. Maaskee dette uvante ikke behagede ham, men han var ganske omskabt fra Gaarsdagen. Alt det Dæmoniske i hans Natur traadte frem i ham. Hans Bevægelser, hans Ord, hans Miner var Bitterhed, Lidenskab, og ak! jeg kunde ikke dølge det for mig selv, alt havde skjult Hentydning til mig. Da Vi skulde reise om Aftenen, løftede han mig op i Vognen, og han sagde siden til B. at han havde havt Lyst til at støde min Selskaberske tilbage, svinge sig op og fare afsted med mig til Verdens Ende. Men Dagen efter en saadan Dag var jeg altid ulykkelig. B. kom da gjerne med et Budskab fra ham, og det han for- talte mig paa sin egen Haand, var ikke skikket til at berolige mig. Til ham førte han de aller farligste Taler, om hvor "far- lig" jeg var bleven ham, at han maatte hvert Øieblik være paa sin Post for ikke at bukke under, at han efter hiin første Sam- tale havde havt nødig at gaae hen i Fæstningsdammen og slukke sig etc. etc. Jeg forestillede da B. hvor Uret dette var, og hans hele Opførsel, og hvor urimeligt endnu at tænke paa et Sødskendeforhold, jeg besvoer W. at lade mig i Roe med Budskaber og Breve, at han ikke maatte skrive mig fra Kjø- benhavn. Men B. forstod mig aldrig i dette Punkt, og saa ko- stede det mig saadan Overvindelse at tale med ham om dette. SIDE: 178 Han yttrede engang carakteristisk, da jeg spurgte om han vilde min Undergang, at han kan "ikke begribe at man ikke vil gaae under i et saadant Forhold." "Min bedste Ven", svarede jeg da, "jo det vil man nok, men med hinanden." W. reiste da til Kjøbhn. Aftenen før vare vi samlede hos F.; jeg var i tem- melig Ligevægt og næsten munter, han derimod ikke i sit elsk- værdigste Lune. De andre skreve noget i hans Tegnebog, jeg troer E. bad ham ikke glemme de norske "Rosser" (Et Ord af en latterlig Gravskrift der var bleven fix Benævnelse blandt os) over de danske Roser, og jeg tog min Lorgnet, som han fandt saa smuk, og lagde den hemmelig ind i Bogen, at han med denne ret kunde tage de danske Roser i Øiesyn. Pas Hjemveien bad han E. "holde paa mig i en Skruestikke!" til han kom hjem. Dette stødte mig, og jeg svarede noget i den Anledning. Ved Porten trykkede han min Haand, og jeg gjen- gjældte dette Haandtryk. Han var reist. Samme Dags Aften var D -- s og jeg hos Motzf [eldt] s. Carl M. fortalte meget om hans Afskeed, og det var min Pligt at være munter. Et Par Dage efter blev jeg første Gang buden til Colletts til Bal for Prindsen. Det kom saa uventet, da jeg aldrig havde gjort Visit. Jeg saae ingen, talte med ingen, hørte intet. Siden fortalte man mig, hvem jeg havde danset med: Jonas C.(!) [fotnotemerke] Siden efter følte jeg mere og mere Nødvendigheden af en eftertrykkelig Forklaring til ham. Jeg gyste ved at tænke paa at de samme Lidelser vilde vende tilbage med ham, at jeg ikke kunde undgaae dem, thi vi mødtes jo overalt i denne lille snevre Bye. En saadan Opførsel af ham var ikke tilladt, den er nægtet i alle menneskelige og selskabelige Love, den maatte forandres, men hvem skulde sige ham dette, med noget Eftertryk! B. hverken kunde eller vilde forstaae dette af mig. Med E. var den samme Nød forhaanden som med mig, hun manglede al Evne. Hun burde have talt for mig, hun havde idetmindste ikke den Hindring som jeg, hans Personlighed der dominerte mig og berøvede mig al Kraft. At skrive ham til vilde igrun- Fotnote: O jeg husker endnu denne Vals! -- -- C. var dengang, gjennem min utrættelige E. D., gjort opmærksom paa mig. SIDE: 179 den været allerbedst, men jeg frygtede for meget Svaret, jeg vidste hvad jeg havde lidt med hans 2de Breve. Han skriver alt for smukt. Da opstod det Forsæt at betroe mig til Caro- line F. Han havde selv engang spurgt om hun kjendte vor Hemmelighed, og tilføiede at jeg kunde gjerne sige hende den(!), dette undrede mig noget, men han gjorde meget af C. dengang. Jeg havde for ingen Priis villet følge denne Opfordring, men nu nødede Omstændighederne mig dertil. Ak, tænkte jeg, det er jo ingen lykkelig Elskov, hvis søde Bevidsthed man gjer- rig gjemmer hos sig selv; det er en forviklet piinlig Historie som hendes kløgtige, verdenserfarne Hoved skulde hjælpe at bringe lidt Rede i. C. har ikke gjort mig nogen Nytte, men hun op- tog Fortællingen med al den Deeltagelse hun kunde, og dette gjorde mig idetmindste et Øieblik godt. Hun anede at jeg havde lidt meget, thi hun græd. W. kom før hjem end man havde ventet ham. Netop Dagen før jeg reiste hjem. Vi vex- lede et Smiil og en Hilsen paa Gaden, og dermed vilde jeg drage hjem. Men om Aftenen kom B. med følgende Brev. Det ender som om ikke Kampen var haard nok! Brændende Taarer faldt paa dette Brev. Jeg vilde intet svare og erklæ- rede det til B., der tryglede og bad mig. "Ak C.!", raabte han smertelig og styrtede ud af Døren. Saaledes reiste jeg hjem. Welhavens brev. Torsdags Aft [en] . Jeg er meget bedrøvet over at jeg ikke skal træffe Dem før De reiser. Den sidste Aften hos Fougstad var saa luun og mild, og i Kjøbenhavn har De stadigen været i mine Tan- ker. Deres smukke Lorgnet har der ikke viist mig en eneste deilig Kvinde, men meget ofte bragt mig i et drømmende klar- syn tilbage til Dem. I Danmark har man baaret mig paa Hænderne, og der har Ingen hadet mig; i Norge gjenfinder jeg mine gamle Fortrolige: de mange bittre Savn, og derfor er jeg veemodig stemt som den hendøende Natur; men ganske sorrigfuld kan jeg dog ikke være. SIDE: 180 Der stode i et Blomsterbeed En Neglik og en Lilie, Og begges Længsel var saa heed, De havde den samme Vilie: De vilde hvile Blad ved Blad Den Hvide med den Røde; Men Roden dybt i Jorden sad, Og hindrede Deres Møde. De stod' saa fjernt og dog saa nær, Og kunde ei Længslen slukke, Og vexlet i Duft og Farveskjær De kjærligste Blik og Sukke. Paa Dagen fulgte en dunkel Kvel, Med Skyernes Slør om Panden, Da tog de et smerteligt ømt Farvel, og skimtede knap hinanden. De bøiede sig af et sorgfuldt Sind -- Og mødtes i stille Gammen; Nu hvilede Blomsterne Kind ved Kind, Nu flød' deres Taarer sammen. Farvel min inderlig kjære Camilla! Johan Welhaven. [fotnotemerke] Der forløb lange triste Maaneder, hvor ingen Sol skinnede, blot Erindringer tændte sin Fakkel, Erindringer som jeg maatte skye; jeg reflecterte over det Passerede i Breve til E., bestyr- kede mig i mine Forsætter, og bad hende mane C. paa sit Løfte at tale med W.; men først henimod Juul tilbød sig Lei- ligheden dertil. Da jeg fik E.s Brev herom, nedskrev jeg mine Tanker paa et Blad, der efterhaanden formede sig til efter- følgende Dagbog! Endnu maae jeg tilføie et. Da jeg kom hjem, fik jeg en Mistanke om at C. kunde ville misbruge det paalagte Hverv til et Forsøg paa at "mægle" mellem os, jeg mener i den Be- Fotnote: Et af hans Breve fra [18] 35. -- (Spørgsmaal.) Kunde man ikke blive vanvittig over saadanne? Altid en æggende Tilstaaelse, der ender med et Farvel! Vi har aldrig "hvilet Kind ved Kind", vore Taarer er aldrig "flydt sammen," ak nei, dem græd jeg alene. SIDE: 181 tydning som hun vilde finde rimelig. Den Hindring han an- giver i sit 2det Brev, der var vigtigere end de ydre Forhold, var jo min Mangel paa verdslig Dygtighed, han gjorde den samme Hentydning til B. engang idet han sagde: "Ak det vilde ikke gaae, Alt er Vinger hos hende". Jeg havde aldrig med et Ord forsøgt paa at retfærdiggjøre mig over dette, og vilde heller ikke at C. der kjendte mig fra en sandere Side, skulde gjøre det. Jeg paalagde hende da som en Samvittighedssag ikke at søge at bestride hans Mening om mig i saa Henseende og overhovedet ingen Eloge føre, men blot holde sig til Sagen. En Seddel jeg skrev til E. Dagen efter jeg havde sendt dette Forbud, har jeg just ved Haanden, jeg vil afskrive noget af den. Eidsvold October 1835. -- -- Det jeg paalagde C. som Du veed hun protesterte mod, men nu da hun seer at det er min udtrykkelige Villie ikke vel kan indvende noget mod, er jeg saa bange skal mis- forstaaes af Dig. Du vil finde det Unaturligt, overspændt etc. -- Gid jeg blot et Øieblik kunde tale med Dig og Du ret levende sadt Dig ind i min Stilling, saa skulde jeg nok over- bevise Dig om at der maae noget til for at forsone en Til- staaelse, der rigtignok blev mig aftvungen, men som jeg dog ikke kan tilgive mig selv. Jeg er aldeles ikke saa hævet over Svagheder som jeg indbilder mig, og jeg vil tilstaae Dig at der var mange Øieblikke da der laae noget meget Forførende i den Tanke at Caroline kunde opklare hans Ideer om mig og be- kjæmpe de falske overspændte Begreber han delede med Alle dem der blot kjende mig overfladisk. Selv i Gaar Aftes følte eg dette, og det var med vægrende Haand jeg nedskrev et Forlangende af en saa haard Nødvendighed. Dog kun saa længe jeg ikke sætter mig klart ind i Forholdene kunde en saadan Svaghed vedvare -- naar jeg blot tænker -- -- -- -- En ung Pige forledes til en Erklæring, først efter den opstiller han Hindringer som han udleder af Mangler fra hendes Side, SIDE: 182 medens han selv ikke utydelig giver hende at forstaae, at hun ingen kunde opstille. Aldrig yttrede han nogen Frygt eller Formodning om at hun kunde indvende noget, men han taler bestandig om sine Hindringer og hvad der hos hende skaber disse. Bør hun nedlade sig til at bestride denne Troe? nei, og da hun af særdeles Grunde ikke kan tale selv, saa over- lader hun det til en Anden der kan sætte sig ind i hendes Stilling, hvad denne Anden siger er det hun vilde have sagt. Hun tier med det som hiin vilde tie med. Jeg vil i de senere Aar naar jeg tænker tilbage paa denne Ungdomshistorie, der har kostet mig saa meget, idetmindste ikke have noget at rødme over. Eidsvold. Den 6te Dec. Endelig har C. fundet Lei- lighed til at udføre det Hverv jeg paalagde hende. E. skrev først at hun haabede han vilde komme til at danse med C. paa Lyceet, og da vilde denne gribe Leiligheden for at faae i det mindste Isen brudt, siden kunde jo Sagen udførlig blive be- handlet. En Cotillon er, sagde hun, meget hensigtsmæssig til at forhandle Hjerteanliggender i; det vidste C. nok af Erfaring. Jeg svarede herpaa, at "hun havde fuldkommen Ret, naar det gik ud paa at knytte en øm Forbindelse, men hvor Sagen hverken meer eller mindre gaaer ud paa at adskille tvende Hjerter og dette skal skee i den brogede Vrimmel, omgivet af Smilende Balansigter, -- og selv dansende -- der synes mig Contrasten noget grusom. -- Maaskee, medens man sønder- river -- idetmindste for mig -- det stærkeste, det ømmeste Baand -- hvoraf min hele Tilværelse er knyttet -- mit Liv maaskee -- er den Dame ved Siden af "fortvivlet" over at hun har revet sit Skoebaand over; -- E. skriver, at det var i Fandango; han lovede at forandre sin Opførsel mod mig, han kunde ikke indsee at han havde handlet urigtigt. Hun tilføier at "han var i meget slet Humeur den største Deel af Ballet", men hun siger ikke om det var før eller efter Fandango. "Alt- saa", slutter hun, "nu er da den Muur, som skal adskille Eder, SIDE: 183 opreist, idetmindste den største Deel. Det maae saa være, græd ikke C ... . a!" Jeg græd ikke -- det var jo mit eget Værk, den hele Høst havde jeg gjort mig stærk, saa at jeg var belavet paa Udfaldet. Jeg ventede det saaledes, og var næsten bleven let om Hjertet, siden nu endelig det uundgaaelige var skeet. Det var Søndag Morgen, jeg skyndte mig ud i det Frie for at see hvordan Na- turen tog sig ud i min nyefødte Tilstand -- Solen, Træerne maae see ganske anderledes ud nu da han ikke mere beher- sker mine Tanker. Det var en deilig Formiddag, saa deiligt spillede Solstraalerne paa den riimfrosne Mark og oversaaede Træerne med Diamanter, og jeg synes Naturen i sin glimrende Forsteenelse, sin straalende Kulde sympathiserede herligt med mig. Jeg forundrede mig over min egen Rolighed, jeg var næsten hvad man kalder let om Hjertet, ja nu er jeg frelst -- tænkte jeg -- jeg gik ned til Fossen -- gjennem Møllen, og klatrede ned til den yderste Pynt over Vandet. Her sadte jeg mig. Skummet sprøitede mig i Ansigtet, Fjeldet var glat af den frostne Dug, et eneste usikkert Trin -- og -- men jeg følte ingen Villie hverken til det ene eller det andet, jeg var ikke forsigtig og følte heller ingen Lyst til at kaste mig ud. "Det er et fortræffeligt Tegn," tænkte jeg, "nu er jeg helbredet. Saa hvor skjøn Verden er, nu skal Du først begynde at nyde den. Du har blot levet et Skinliv indtil nu " -- -- jeg for- søgte at udkaste mig nogle Billeder af Fremtiden, -- men intet kunde fængsle mig, mit Hjerte vendte sig bort ved Tanken om Fremtid, Fortiden var lukket for mig, jeg torde ikke længer opsøge disse kjere Erindringer, -- ak mit Indre var tomt; "finder jeg en Steen, en Orm vil jeg tage den op, og fordybe mig i Betragtninger over den -- jeg vil undflye mig selv". Jeg gik op langs Fjeldets Sider, og standsede foran en Revne i Klippen. Den kunde være et Par Alen høi med forholds- messig Bredde og Dybde, men saaledes som jeg betragtede den med Øiet tæt til, blev den mig en uhyre Hvælving, men til- lige den yndigste Grotte, bedækket med det blødeste Moes, Væggene crystalliserede som vist i Lysskin eller Fakkelglands SIDE: 184 vilde gjøre en underfuld Effect. Nu herskede der denne be- hagelige Dæmring, denne anelsesfulde høitidelige Dunkelhed. Disse hemmelighedsfulde Indgange, de prægtige Marmorblokke der synes at tjene som Bænke, lode formode at den tjente til Opholdssted for Feer, eller andre mystiske Væsener. For at fuldkommengjøre Illusionen havde der ved Vandets Neddryppen, der var stivnet i Faldet, dannet sig dobbelte Søilerader af det klareste Crystal der syntes at bære den majestætiske Hvæl- ving -- jeg ventede hvert Øieblik at see et luftigt Par svæve frem mellem Colonaderne. -- -- Jeg skrev til E. da jeg kom hjem fra min Vandring; jeg tænker paa ham, men med en underlig fremmed Følelse; "man kan", siger Bulwer, "seire over Kjerlighed, men naar fandt nogen virkelig Behag i en saadan Seier?" O den er langt fra ikke blevet mig saa tung som jeg ventede, jeg, jeg selv har havt Mod til at hærde mit Hjerte for det Uafvendelige, er der ikke i denne Tanke en Modvægt som holder mig opreist? Man paastaaer jo altid at Mandens Ærgjerrighed seirer over hans Kjerlighed, da derimod Qvindens Kjerlighed behersker hende, for den maae Alt vige. Dette har en Mand sagt og alle hans Brødre troe det og stole leiligheds- viis paa det. Er dette ikke nok for at gjøre sig selv til Steen? Han har erklæret, førend jeg næsten ligegyldig lod ham læse i mit Hjerte, at hans Sag gaaer ham over Alt i Verden, nu vel, jeg har ogsaa Ærgjerrighed: -- er det ikke almindeligt at gaae tilgrunde? O, jeg veed vel at 1000 i mit Sted vilde give efter for Fristelsen her, de vilde nære de forføreriske Drømme, lytte til Hjertets søde Hvisken om ham, give efter for hans egen sødere Hvisken, og ret svælge i Elskendeforholdet -- denne Livets Himmeldrøm -- uden at have Mod til at tænke paa hvad der staaer som et truende Spøgelse i Baggrunden -- -- -- og han, han troede ogsaa det; uden Priis, gratis, vilde han nyde Sød- heden af dette Forhold! hvor denne Uredelighed vilde straffe sig, og han maatte indsee det, kun paa mig. Hvor mange, uendelig mange før mig, have ladet sig slet behandle, slettest af den Elskede, og retfærdiggiort den Beskyld- SIDE: 185 ning om Svaghed og daarlig Underkastelse, som hvile paa alle; siden jeg begyndte at tænke, har denne krænket og opirret mig. Jeg vil da idetmindste i mig selv opretholde Troen paa det Modsatte. Undertiden naar jeg sidder og skriver, faaer jeg en næsten uimodstaaelig Lyst til at slænge Bogen væk og aldrig mere see den, eller endnu bedre brænde den. Men saa synes jeg det er Synd for det skjønne hvide Papir og de mange søndertyg- gede Penne, og jeg faaer have Taalmodighed med den som et "ungerathent" Barn. Er dette forvirrede, matte, ufuldstændige Tøi et Aftryk af hvad mit Indre heger? Hvor fattigt er dog Sproget, og hvor ubehjelpelig er man i Tankens Rigdom naar man ikke har tillige faaet den Gave at udtrykke sig? Hvad jeg her skriver, kjender jeg neppe igjen, saa forkvaklet er det Aftryk af min Sjels Billeder, saa klare og varme og ofte op- høiede. Meget forsøger jeg ikke engang at sige, saa at jeg i senere Tider langt fra maae betragte disse Optegnelser som et troe Speil af mine Ungdomsfølelser, men mere blot som en svag Ledetraad for Hukommelsen. Hvor mangen fik ikke glimrende Veltalenhed til Skjul for et tomt Indre! Den 16. Dec. Jeg tænker nu atter paa ham. Jeg tvinges jo dertil. Hvilken haard Anonce sidst Søndag som Svar paa hans skaanende og hjertelige Udgydelse i forrige Søndagsblad? [fotnotemerke] Hvor bittert og fornærmende behandles han, og hvor uret- færdig! o hvor maae dette saare ham. Jeg maae bestandig tænke paa ham nu. Hvor maae jeg være et forkeert Væsen. Hans Nedrivelse er saa farlig for mig som for en Anden lige- saamange Spalter glimrende Eloge. Hvor grusom er min Broder! Kunde han være saa haard, med Kulde skrive saadanne Ting, naar han vidste at et andet Fotnote: Den deilige Sang til Hertzberg. SIDE: 186 Bryst opfangede Pilen -- skarpere, dybere, end det egentlig bestemtes, o, kunde den vende sløv tilbage til hans -- jeg er ligesom sønderknust -- det er en unaturlig Spænding, og jeg græder ikke, jeg vil søge Forglemmelse i en Bog -- jeg vil læse sidste Deel af Eugene Aram. Ha, det var den rette! Madeline! med Dig føler jeg, at man aldrig har elsket førend den Elskede er ulykkelig. Madeline døde for E. Aram, men han fortjente det ikke. Han var en Forbryder og en lav Forbryder, men for ham kunde jeg døe, var dette istand til at hæve den ulyksalige Strid, at idetmindste fra den Kant intet Saarende traf ham -- at døe! -- hvilket ringe Offer, det er intet Offer! -- hvad Værd har Livet alligevel uden ham? -- Saa opfyldte jeg dog -- død -- min eneste Bestemmelse, som ikke var mig forundt i Livet: At være hans Skjold mod Alt der vilde gjøre ham Ondt, med mit Bryst optage Alt Uvenligt, der kunde træffe ham -- dob- belt dele Glæden med ham, det vilde været min eneste Be- stemmelse -- jeg er ikke skabt til andet, der er ikke Salighed i nogen anden Tanke. Jeg kunde altsaa døe, men det nyttede til intet; der er et andet Offer der vilde være hensigtsmæs- sigere, men det var at dræbe mine gode Tanker om mig, rive ned alle de møisommelig opførte Forsætter -- og hine Stolt- hedsprinciper som jeg saa intollerant mod Andre forkyndte, -- skulde jeg netop nu, i Prøvens Øieblik, svigte dem? -- men det er en grusom Prøve! O, han lider vist nu, og det kunde maaskee trøste ham, idetmindste lindre hans bittre Tanker, deelte en Anden dem med ham; han har ikke en eneste Ven, der kan gjøre det. Al Stolthed forsvinder for denne Betragtning, og var han her nu, vilde mine Taarer blandes med hans, hvad bryder jeg mig om alt andet! lad mig ringeagte mig selv bagefter -- lad Folk snakke hvad de vil, disse Folk med deres lunkne Hverdags- følelser, hvor kunne de fatte en Følelse som min eller vurdere hvor tung den Kamp, jeg maae kjæmpe -- jeg kjender blot i dette Øieblik det Ønske at være hos ham, at kunne give ham et Tegn -- ak hvor meget skulde jeg sige ham, nu vilde jeg SIDE: 187 have Mod til at tale i hans Nærværelse -- denne Længsel qvæler mig! -- Hvad nytter det at kaste mig søvnløs og uro- lig fra den ene Side til den anden, at væde Puden med Taa- rer -- han veed ikke -- -- -- -- -- -- jeg vil -- ja jeg vil -- -- -- skrive ham til. Saa vare mine Tanker i Gaar, kunde virkelig et saa rasende Indfald -- at skrive -- for Alvor opstaae! jeg har sovet mig min Fornuft igjen. Morgensolen beskinner aldrig de ravgale Forsætter Aftenens exalterede Stemning ud- klækkede -- vel! nu kommer min Hukommelse igjen -- "vi ville gjøre os stærke mod Adskillelsen", "det er ikke ene og allene de ydre Forhold der adskiller os", men meget mere, etc. -- -- -- -- -- Ja, jeg forstaaer, jeg skulde være ander- ledes! Jeg har læst Sagnene om Julie og Romeo. Dette bevæ- gede mig til at tage ned Shakespeares Tragedie. Jeg har læst denne vist 2 -- 3 Gange før og dog ikke læst den. Nu forstod jeg Skjønhederne deri. Man kalder dette Par: "Ulykkelige El- skende". Jeg synes de ere Lykkelige, jeg. Misundelsesvær- dige Julie! Du fandt Din Elskede død for Dig -- Du kunde drikke Giften af hans Læber! 24. Dec. I Nat drømte jeg at Bernhard og jeg mødtes. Jeg kjørte, han gik med en af sine Venner. Han lagde ikke Mærke til mig, og jeg søgte ved Tegn at drage hans Blik paa mig. Man kan dette med en stærk Villie som læg- ger sin næsten uimodstaaelige Kraft i Øiekastet -- man føler det maae usynlig træffe -- idetmindste er det i Drømme saa. Han saae ogsaa op -- men over hans Ansigt foer en underlig fremmet, bebreidende Skygge, og han blev ved at gaae uden at tale med mig. Jeg kjendte dette Blik igjen, det var det hvormed han -- med et: "ak, C .... a!" der udtrykte Skuf- felse og Smerte over min ham ubegribelige Tilbageholdenhed SIDE: 188 mod St. S., styrtede ned af Trapperne den sidste Aften da han havde bragt mig hiint Brev. Halve Dagen gik jeg uden at tænke mere over denne Drøm, der jo var uvigtig i sig selv, men om Aftenen -- Julaften -- fortæller H -- k mig at B. vilde komme herop! O, jeg daar- lige! en Glæde gjennemfoer mig, og jeg blev paafaldende snak- som og munter. Han vil fortælle om ham! jeg skal høre hans Navn blive nævnt uden nogen Slags Tilsætning -- han brin- ger mig maaskee Budskab -- -- -- jeg havde ganske glemt at jeg selv havde hindret nogen Tilnærmen, alle mine Rolig- heds- og Ligegyldighedsprojecter havde jeg glemt, jeg ønskede blot B. vilde komme. Første Juledag. Her vare Fremmede. Mange Timer til- bords. Ligeoverfor mig et helt Gallerie af Kjedsommelighed, dertil Søndagshovedpinen. Et uhyggeligt Etwas var jeg grebet af, maaskee det var Forudfølelse af noget Ubehageligt. B. kom- mer vist ikke! Da vi netop reiste os fra Bordet, gik Døren op. Det var ham. -- -- -- -- Jeg havde aftalt en Kjøretour med Jfr. P. og Hestene ventede allerede. B. vilde følge med. I Gangen medens jeg ledte efter et Par Handsker, fik han Leilighed til at hvidske til mig: "Jeg har et Brev til Dem!" "Brev!?" "Gode Gud! derpaa var jeg ikke fattet -- hvad kan han nu skrive -- -- ?" tænkte jeg, medens Mørket skjulede min Forvirring, ja næsten Skræk. Men vi maatte reise -- reise uden at faae læse det, det var en Lysttour! men jeg paastod dog at reise, endskjøndt jeg godt og uden Mistanke kunde have forebygget det. Jfr. P. havde en meget taus Ledsagerinde, men dog ingen Tankeløs. "Hvad kan han skrive nu! Han har jo lovet aldrig at nærme sig mig! -- o, dette Brev indeholder vist noget Frygtelig -- hvilken Aften det vil blive -- har jeg ogsaa virkelig Kraft til at bære noget Saarende af ham -- af ham! har ikke før den SIDE: 189 ringeste dadlende Bemærkning, en Critik over min Haarpynt, af ham gjort mig elendig? Ak jeg har intet at sætte imod dette -- For enhver Ytring af Umildhed af ham, er min sjæl saa værgeløs som hiin Romerske Høvdings aabne ubeskyttede Øine for de brændende Straaler af Chartagos Sol -- Nu vel! det vil vise sig nu, om jeg er alvorlig hærdet, om min Resignations- bygning er opført paa fast Grund, i alle Tilfælde, vær fattet paa det Værste. Men B. er saa munter, hvad om Brevet inde- holdt noget Godt? Godt? hvad er Godt her? Alt er For- værrelse! Hvor truende ulykkessvangert rolighedsforstyrrende foresvæver mig dette Brev, og om faae Minutter skal jeg aabne det -- Mit Indre skjælver, en Kulde gjennemisner mig -- vi ere alt paa Hjemveien -- hvor jeg ængstes for hvert Skridt fremad, og dog synes jeg vi ikke komme af Stedet, Hestene krybe som Snegle." Vi kom nu hjem. Endnu havde i [kke] B. faaet Anledning til at give mig det; han troede maaskee jeg ikke havde hørt ret hvad han før sagde, han nærmede sig da de Andre ydede Theen og Julekagen deres Opmærksomhed og gjentog: "Jeg har et Brev fra St. S." "Flye mig det" "Jeg kan ikke, jeg har det i min Tegnebog." "Saa søg mig paa mit Værelse." Et Øieblik havde jeg været der og han kom. Han talte noget til mig men jeg svarede ham neppe for- staaelig. Nu var jeg allene med det -- jeg holdt det i mine sittrende Hænder, mit Hjerte slog voldsomt -- en uhyre Angst havde grebet mig. Da jeg havde fattet mig lidt holdt jeg det længe i Haanden, jeg besaae Udskriften der var norsk Skrift. Papiret var simpelt Skrivpapir -- hans Signetring som han viste os den sidste Dag før vor Udenlandsreise, havde trykket Seglet -- endnu intet Navn paa! Nu havde jeg beseet det, men endnu aabnede jeg det ikke -- Jeg bad Gud gjøre mig stærk, beskytte mig for noget An- fald af Svaghed og søgte at fatte mig paa det Ubehageligste. Jeg læste det og lagde det roligt hen. Det er besynderligt at alle hans Breve -- naar jeg undtager det han sendte mig Da- SIDE: 190 gen før min Afreise fra Byen -- har gjort denne Virkning paa mig. Maaskee Afskeedens Smerte meddelte de Taarer hvor- med jeg vædede hiint Brev, sin største Varme. -- Nu er han mig klar. Af dette Brev gjennemskuer jeg ham. Den skjønne Troe paa vor Sympathie har jeg tabt, vi ere i Grunden de største Contraster. Han benægter Kjerligheds Blindhed, kal- der dens salige Beskuelse af selv det Feilfulde, almindelige Sententser. Han vil betragte, rolig og sindig vil han veie mine Fortjenester, om jeg ogsaa er værd at udfylde den Tomhed i hans Phantasie han klager over, kunde han blot samle mit Billede, var hans eneste og virkelige Savn tilfredsstillet. Der- for beklager han saa at Omstændighederne paa en Maade har afbrudt vort Forhold, han vilde først lære mig at kjende. Men jeg vil ikke det. Jeg lider ikke at være Gjenstand for Prøvel- ser af den Natur. Han skal ikke -- aldrig lære mig at kjende, naar han endnu ikke troer paa mig. At lade sig anatomere i levende Live, medens han koldsindig nedskrev sine Notitser og Opdagelser, nei! Welhavens brev. Christiania d. 23de Decbr. 35. Caroline F. siger, at jeg ikke maa skrive Dem til. Hun har holdt skarpe Taler og konfunderet mig i den Grad, at jeg paa et Bal i Lyceet, hvor hendes Hovedangreb foregik, havde Møie med at vedligeholde den Smule Opmærksomhed, der ud- fordres i en Feier. Denne slemme Kone! Hun havde ende- lig fundet Leilighed til at pine mig fra en Side, hvor hun længe var lurende. Jeg har tidligere, ved bekvemme Leiligheder, sagt hende, at hun var bleven altklug, og at hun maatte søge at gjenvinde sit Sinds Ungdom. Men efter vore sidste Forhand- linger, maa jeg troe, at jeg har taget Feil, og at hun egentlig aldrig har forstaaet mit Væsen. Jeg troer fremdeles, at hun stedse har meent, og mener det ærligt med mig, at hun endog er mig venskabelig hengiven og forresten en ret interessant og SIDE: 191 god Kone; men det dybere Menneskeliv er hende bestemt fremmed og utilgjengeligt. Jeg er overbeviist om, at hun ikke er istand til at betragte Naturen eller et Digt, eller et Kunst- verk i deres sande og inderste Skjønhed. Nu kan jeg undre mig over, at jeg ikke før har indseet dette; men det var mig en traurig Opdagelse. Hun blev mig med eet saa steenfrem- med som en Dame, til hvem man kan sige: "Høistærede Frue, det glæder mig usigeligt at have gjort Deres nærmere Bekjendt- skab. Deres Bifald skal stedse være min høieste Belønning, og jeg kan ikke skildre det Dybe i min Smerte over at have tabt Deres Bevaagenhed." Hendes Uvilie var vel ingenlunde [...] lagde, i min fordringsfrie og redelige Handling, Tendentser af en triviel og ussel Natur, saaledes som en vammel Vatermör- der-Cavalleer kan have dem. Der ligger noget overordentlig Forknyttende i saadanne Angreb: de vise os paa en over- raskende Maade, at der hører Mere end Velvilie og sund For- nuft til rigtigt at fatte hinanden, at man uden Enighed i den hele Livsbetragtning, stedse vil blive uenig selv i Opfatningen af Livets almindeligere Phænomener. -- Jeg har aldrig kunnet vise Fremmede ind i min Sjels Allerhelligste, og nu skulde jeg ordentlig udkramme dets Hemmeligheder og stille dem til Skue. Det gik meget daarligt og Caroline troer nok, at hun har be- holdt Ret. Hun sagde at De var en Engel, og at jeg blot skulde kjende Dem! Jeg er langt fra at troe, at hun kjender Dem rigtigt; men det er vist saa, at Forvirringen i vort For- hold ligger deri, at jeg ikke fuldstændig kan tilegne mig Deres Billede. Heri skulde jeg finde Erstatning nok for hvad jeg har savnet og savner; nu har jeg et virkeligt Savn, der idelig beskjæftiger mig og kun i enkelte Øieblikke løser sig blidt for min Betragtning. Der ligger intet Nyt eller Selsomt i Udgangs- punktet for vort Forhold; men deri at Omstændighederne have hindret os fra at komme videre deri, ligger noget selsomt og noget meget piinligt. Caroline synes ikke at vide noget om denne Sindets Trang til at vinde Klarhed i Betragtningen af sin Gjenstand. Hun taler om den øjenbliklige Slagenhed, SIDE: 192 om Kjerlighedens Blindhed, dens salige Beskuelse, selv af det Feilfulde, og jeg veed meget vel hvad disse almindelige Satser have at betyde. Amors Stræben efter Psyches Besiddelse og Glæden over denne, er ikke saa ædel og gribende, som hans smertelige Tvivl, og hans Henrykkelse over at see hende for- klaret og optaget blandt de udødelige Guder. -- Den haand- gribelige Besiddelse kan give daglige Beviser paa den blinde Sympathies Sandhed og Dybde, og dette Haab ligger vel som oftest til Grund for de raske Erklæringer, og strammer Bindet om Amors Øine, men den forsagende Betragtning, er af meget simple Aarsager, urolig [...] Slags Eiendom. Caroline siger at hun vil gjøre Alt hvad der staar i hendes Magt for at bringe Dem til at glemme mig, og jeg siger, at det skulde glæde mig, naar De blot kunde blive lykkelig derved. Ogsaa dette er hende uforstaaeligt; hun tager mit freidige Sind for Ligegyldig- hed. Det er dog besynderligt at ikke mit hele Forhold under min strænge og ualmindelige Skjebne, kan bringe hende paa en anden Synsmaade. Man har jo malet Skambilleder paa mit hvide Skjold; man har jo taget mit rene Levnet og gjort det til en Kjæde af Ondskab og Usselhed. Selv de tydeligste Yttringer af min dybeste Følelse, der i deres Udstrømmen, have gjort mig lykkelig og fri om Hjertet, har man forvandlet til Nederdrægtigheder. Fjenden har jo stadigen saaet Ukrud i min Ager, og under dette har jeg jo havt megen anden Sorg; naar jeg nu, desuagtet, holder mig sjelefrisk, fri for Kummer- lighed eller Bitterhed, da burde jo dette henvise, idetmindste mine Venner til en dybere Grund i mit Sind: til dets [Stræ- b] en efter en levende Erkjendelse af den Sandhed: "Es lieg [t an e] ines Menschen Leiden, an eines Menschen Klagen -- nichts!" -- dog De føler jo i Deres Indre, at jeg ikke har villet be- drøve Dem -- det er jo en underlig Styrelse, der, vist ei uden Betydning, har spundet disse forvirrede Traade. De finder Dem jo ikke krænket eller ulykkelig derved, at jeg har skuet i Deres Hjerte, at jeg derved er kommet Dem nærmere, at vi derved oftere mødes i vore Tanker! -- Hvis jeg nu yttrede for Caroline at jeg ønskede at være om Dem i Julen, vilde SIDE: 193 hun kalde det skammeligt. Bernhard er der dog, og han er bleven from og ædel som en Due siden han flyver mellem Dem og Deres Johan W. Frøken Camilla Wergeland Eidsvolds Pstd. Han skriver at: "Amors Stræben efter Psyches Besiddelse og Glæden over samme er ikke saa gribende og ædel som hans Henrykkelse over at see hende forklaret og optaget blandt de udødelige Guder." En beskeden Lignelse! som jeg besva- rer med en ligesaa fordringsløs, hvori jeg til en Forandring lader ham blive den Dødelige: Da Psyche af Mangel paa Til- lid vilde have haandgribelig Overbeviisning og lyste paa Amor, flygtede Guden. Hvor uretfærdig dette er af ham! Hvor liden Tiltroe viser han mig, nu først er Contrasten virkelig skjærende mellem vore Følelser, hvis jeg ellers tør benævne hans saa. Disse lunkne, betingende, ædruelige Rørelser hos ham -- og Mine! Jan. 36. Kjender jeg ham ikke langt mindre end han mig? Gjennem Had og Bagtalelse har jeg reddet hans Billede, ufor- dunklet. -- I dette Huus er hans Navn aldrig blevet nævnet uden hadefulde Tilsætninger og Smigrere og Øretudere have ikke vidst at sige noget behageligere end at nedrive ham, men det har ikke forvirret mig. Mit Hjerte har været et Tempel, hvorhen intet Profant torde naae -- jeg bad til ham som min Gudddom, uden at forvirres af Skriget udenfor. -- Fader spurgte mig bekymret hvorfor jeg saae saa bleg og mørk ud, det er paafaldende, sagde han, da jeg før Juul var saa rask. Han aner der er hendet noget, og hefter mis- troiske Blikke paa B. Da jeg ikke vilde, ikke kunde svare St. S. paa hans Brev, skriftlig, var jeg nødt til gjennem Over- SIDE: 194 bringeren at sige ham noget. B. havde paa en Kjøretour for- talt mig at St. S. agtede at give noget ud mod Fader der vilde blive bittert nok -- saa bittert at han lod mig bede ikke at læse det. Det skulde være Svar paa hiin Brochure i Morgen- bladet, som han troede Fader Forfatter af. Jeg leed ved denne Fortælling i Forudfølelsen meer end om jeg allerede læste det, men jeg haabede at faae Faders Erklæring om at det ikke var ham der havde skrevet det slemme Stykke, og derved maa- skee forebygge St. S.s. Jeg vilde tale uforstyrret med B. og vel vidende at aldrig nogen sikker Leilighed vilde tilbyde sig, ind- bød jeg ham i Moders og de Andres Paahør til at komme op paa mit Værelse, og lod Pigen lyse op. Mit Værelse var al- ligevel i Julen bleven meer et Selskabsværelse end mit eget, hver Dag kom mine Brødre, og havde tusende Ting at bede om. Jeg sagde B. en heel Deel til St. S. Han bad mig utal- lige Gange, han besvoer mig at skrive, men hvad skulde jeg skrive? Det kunde idetmindste ikke være noget behageligt, og jeg vidste hvad et ubehageligt Brev vil sige. Jeg følte dybt det Ydmygende at være nødt til gjennem en Anden at sige saadant og paa en Maade kramme sit Indre ud for en Uind- viet. -- B. selv syntes at mistroe sig selv og indsee Vanske- ligheden i en Rolle af en saa delicat Beskaffenhed. Men hvad var her at gjøre, jeg vilde ikke skrive. Naar jeg ikke skrev dengang! -- Men tilbage til Fader. Han var i slet Humeur den hele Aften. Da han var gaaet op, løb jeg efter ham. Han spurgte hvad den lange Conferentz med B. skulde betyde; na- turligviis havde den vagt tilbørlig Sensation blandt de Andre og meddelt Fader. "Vi talte om Familien," sagde jeg, og det havde vi ogsaa gjort. "Det maatte synes meget paafaldende for os at Du førte en ung Mand op paa Dit Værelse og havde en lang Samtale med ham, og jeg kan ikke rime dette sammen med Din sædvanlige Forsigtighed og Tilbageholdenhed." Hvis jeg havde været i godt Humeur, vilde denne Bemærkning, fremsadt i den alvorlige, faderlige Bekymringstone -- alene for dens Nyheds Skyld, ufeilbarlig have bragt mig til at briste i Latter -- men jeg var ikke det, derfor svarede jeg roligt: "Jeg SIDE: 195 troede mig hævet over al Frygt hvad min Opførsel i saa Hen- seende angik." -- "Ja just derfor," afbrød mig Fader, "er en saadan Inconsekventz af Dig paafaldende -- hvad kunde han have at sige Dig -- o, Du har tabt al Din gamle Fortroelighed til Din Fader!" "Ak Fader," tog jeg nu heftig Ordet. "Hvil- ken Fortrolighed venter Du af mig nu? Hvad skulde jeg kunne sige Dig som har skrevet hiint Stykke i Morgenbladet mod W.! -- -- -- Du veed nok det grusomme Svar paa hans Vers til Hertzberg." -- -- -- "Har jeg!?" Fader gjorde sig aldeles reen. Jeg var fuldkommen overbevist og fløi ned til B. Han skulde gaae, jeg lyste ham ud. Aandeløs fortalte jeg ham det, jeg var saa bevæget af Glæde og den underlige Scene at Lyset skjælvede i min Haand. "Skriv til St. S., C.!" bad B. "Adieu B." "Skriv," raabte han -- og jeg lukkede Døren. Det var blot en øieblikkelig Glæde. Næste Dag var jeg lige nedstemt. Hele Julen flød saaledes hen. Fader var i slet Humeur og paafaldende uvenlig og barsk mod mig. Han anede vist en Nærmelse fra St. S.s Side, og hadede B. som en Mel- lembringer. Min gode Fader! Kunde jeg miskjende Din Kjer- lighed til mig, selv i det Uvenlige! B. fortalte, han vilde offentliggjøre det lille Digt der slut- tede hiint Brev, jeg modtog ved Afreisen fra Byen. Det er umueligt, siger jeg. Et Digt han allerede havde givet mig! Er dette hans alvorlige Hensigt, saa har han aldeles udfoldet sig for mig. Der er ingen Tvivl, ingen lykkelig Tvivl mere til- bage. Jeg glemte for et Øieblik at han var Digter: en Digter maae jo søge Stof, og det rigeligste leverer vistnok det Ideal han har skabt sig, og til dette maae en eller anden Dødelig laane Træk -- hvem er saa daarlig at troe, at han derfor elskede Personen, det er kun hans Phantasiebillede han sværmer for og dette vinder i Klarhed og Liv jo mere den Virkelige fjer- ner sig -- helst over Havet! -- -- -- -- -- Men jeg troer SIDE: 196 ikke han kan offentliggjøre disse Vers. Af simpel Omhu for mig vil han det ikke. Er det et Publicum at skrive saadant til! -- Hvilke Gisninger -- hvilke Tanker vilde det ikke fatte -- det vilde tage alting efter Bogstaven. -- Nei, han vil ikke berøve mig denne Sang, for at give et uskjønsomt Publi- cum den. -- Han vilde, siger B., gjennem det Offentlige undertiden til- tale mig. Det gjør en Forskjel. Da, naar enhver anden Vei er spærret, vilde jeg indbilde mig at jeg var Maalet, det Andet kun Middelet. Ingen skulde vide at tyde de dunkle Ord uden jeg, og saa fik jeg see, hvor længe han kunde konservere mit Billede, om det overlevede Orginalen, thi den har han aldrig elsket. Gud skee Lov at Julen er forbi. Det er den uhyggelig- ste Tid paa hele Aaret. Julen med dens Kulde, Bale [le] ndig- heder, Bjeldeklang, fedt Øl, Fattigmandsbakkels, Forlibelser, Slagsmaal, Forkjølelse, Sladder, kort den hele Kommers, det var et uhyggeligt Wirthschafft! -- Nu ere de alle reiste, og jeg er bleven meget roligere og tilfreds. Det er virkelig en mærkelig Gave Sindet har at reise sig efter et haardt Tryk, jeg veed ikke om denne Sjelselasticitet er egen for alle Men- nesker, men jeg har den i høi Grad. Min Sjel er som Ageren der har lagt sig under Uveiret, men som det mindste Vindpust igjen kan reise. Jeg kunde aldrig, troer jeg, hvad man kalder "gaae tilgrunde" -- saalænge jeg bliver jeg -- Det er en forunderlig Kraft som hæver mig igjen naar jeg er nedtrykt, ofte er denne Omvexling saa pludselig, Overgan- gen til det overgivneste Lune uden nogen Anledning udenfra saa paafaldende, at jeg forundres over mig selv. -- -- -- Det Latterlige hævder dog sin Magt bestandig. Man kan troe sig uddød for alle Glæder, hærdet mod Alt -- man har SIDE: 197 dog en Achilleshæl hvor det Latterlige træffer. "Denn wenn des Glückes hübsche Siebensachen -- -- -- sind zerbrochen, so bleibt uns doch das schöne gelle Lachen" -- -- -- Fader sendte Bud efter mig at læse Fransk. Jeg havde sadt hele Dagen paa mit Værelse, i ikke meget opbyggelige Betragtnin- ger. Henrik og Nicolai [fotnotemerke] skulde være med; der skulde holdes en Slags Examen. Jeg adlød da Opfordringen med tungt Hjerte, jeg troede ikke jeg skulde komme til at lee paa mange Dage. Vi posterede os meget høitidelig i en Rad, Fader hen- vendte en Replique af en Comedie til os som vi efter Raden skulde oversætte for at see hvem der gjorde det bedst. H. som den største var ogsaa den første. Den Oversættelse, som fulgte paa vore spendte Forventninger, var af den Beskaffen- hed at jeg brast ud i Latter, og den blev besvaret fra N.s Side. Fader maatte lee med. Hvergang Touren kom til H., blev hans Svar mere ravgale og N. og jeg loe som vi vare forrykte. Tilsidst reiste H. sig og gik sin Vei. Han er vir- kelig en fød Comiker, det Ubetydeligste Ord af ham faaer ved den eiendommelige Tone en latterlig Virkning. En forseglet Rulle fra B.! jeg river den op -- og intet Brev, men -- det "lidet Pigebarnsportrait" udfolder sig for mit studsende Blik. (Jeg har vedligeholdt denne Benævnelse til E -- s store Fornøielse som finder den saa latterlig.) Ak, han tænker dog paa mig! -- han vil dog ikke "være glad hvis jeg glemte ham." Er det ikke en Erindring han har sendt mig, som om han var bange den kunde døe ud? Hvor mange Minder vækker denne Tegning hos mig! en kraftigere, en mere rørende Talsmand kunde han ikke sende. Hver Aften naar jeg kommer op paa mit Værelse betrag- ter jeg det. Laura maae ikke see det, hun kunde fortælle om et saadant, men naar hun sover, tager jeg det op. En Time kunde jeg see paa det, og lægge det bort og tage det igjen! Jeg sov ind med det i Haanden. Det første jeg hæftede Øinene Fotnote: Storm Wergeland. SIDE: 198 paa om Morgenen var det. Hun har et Par Øine saa bedende som om hun var sendt for at bestikke mig. Kunde han fremtrylle et saadant Udtryk, naar han ikke selv var istand til det? -- Det overgaaer selv den Grevedonske Original. Naar jeg har seet længe paa det, føler jeg mig fristet til at begaae alskens Gal- skab. Der er en Plet midt i Panden og en paa Kindet, der skjæmmer hende, desforuden nogle Andre smaae paa Papiret, Erindringer fra hans vist ikke saubere Gemak. Jeg kunde ikke bare mig -- trods "Kjerligheds salige Beskuelse af det Feil- fulde" -- med en Pensel forsigtig at tage dem af. E. beder mig i den Anledning rørende, ikke at lade min Vadskerpassion gaae ud over hende, men da denne Advarsel kom for silde, spaaer hun, at hiin Passion nu virkelig tager en saa betænke- lig Retning at jeg kommer til at døe i en Vadskerballie -- og bebreider mig den Inconsequents at ville tage Pletter bort, da de netop efter mine Principer, skulde forskjønne. Dertil har jeg svaret at det er Fluepletter. Det er vanskelig at finde et Sted at gjemme det. Jeg vil ikke lægge det i mine parfumeerte Gjemmer, saa betager jeg det dets eiendommelige Duft af Tobak -- og er ikke det bog- stavelig hans Aande det er gjennemtrængt af? Men jeg bliver vel nødt til at lægge det i Skuffen med Laas for, naar det ikke skal blive opdaget og confiskeret maaskee. -- Men det er sandt, jeg elskede ham jo ikke mere! Hver Dag som gaaer bringer mig min Roe igjen. Mine Følelser have vist taget en anden Retning, jeg synes jeg tæn- ker paa ham som en Ven; jeg skulde tale ligesaa ugenert med ham som enhver anden, jeg vil ogsaa, hvis jeg reiser ind, gribe Leiligheden hvis den tilbyder sig til en fornuftig Samtale SIDE: 199 og retfærdiggjøre mig med Hensyn til det Hverv jeg overdrog Caroline. Jeg har skrevet til Mad. R. i Hamburg. Sidst Sommer, da hun ventede mig, kunde jeg ikke komme, men denne skal det blive af. Sidst i Juli eller i Begyndelsen af August vil jeg reise. Fader følger selv med. [fotnotemerke] Formodentlig bliver jeg Vinteren over. Det kan ikke feile at det afvexlende Liv der- nede vil adsprede mig, jeg vil tage Deel i Alting, og gribe de Glæder som tilbyde sig. Man sige hvad man vil, saa er en Tilstand som min meget afhængig af Omgivelsen. Et afvexlende Liv blandt Fremmede tillader ikke de gamle Tan- kers Herredømme, Savnet mildnes lidt efter lidt og tilsidst følger Glemsel (?) -- men Ensomheden er en Forræder. Især naar Vaaren kommer, Vaaren heroppe vil jeg und- flye -- Fuglene, Træerne -- Blomsterne -- Elven -- det hele Compagnie staae i hans Sold. Hvor jeg glæder mig til at komme til Fru L. igjen! Hun er min anden Moder. Aldrig har nogen Fremmed viist mig saamegen Interesse og Ømhed som hun. Hun har været forlovet med Jean Paul. Jeg troer ikke det var af "Mangel paa verdslig Takt og Drift" [fotnotemerke] at der ikke blev noget af, men hun var adelig og Forældrene vilde det ikke. At hun var det, sluttede jeg strax, førend jeg hørte det, thi hendes Væsen er det i høi Grad, og det faldt mig ikke vanskelig at begribe at hun i sin Ungdom var den Muse som begeistrede den store Digter. Hun skal fortælle mig om ham og hiin Tid. Hvor vil jeg leve op i den Kreds, jeg kan være munter og glad i den senere Tid, var jeg det ikke sidst jeg var blandt dem, jeg lod mig henrive af den almindelige Lystighed. Jeg troer jeg glæder mig uhyre til den Reise! Jeg glæder mig, -- ikke til Reisen. Fotnote: Han fulgte dog ikke med. Fotnote: W.s Beskyldning mod mig. SIDE: 200 Men jeg veed ikke hvoraf det kommer. Chia. lokker mig heller ikke. Paa ham tænker jeg som "et ungt Menneske af mit Bekjendtskab" -- -- -- I 3 Dage har jeg havt Hovedet fuldt af andre Ting, jeg har havt saameget at bestille -- har læst -- syed -- Jeg har neppe tænkt 10 Gange daglig paa hver især af mine Venner. -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- Fuldkomment Havblik -- -- -- Veiret er skjøndt -- -- jeg spadserer og tænker paa Ingenting. Her kunde jeg slutte Dagbogen. -- -- Brev fra E! -- Han skal til Paris! hans Fod -- skriver hun -- skal betræde alle de Steder Du har været paa -- Han skal til Paris! Disse fire Ord vække mig af min 3 Dage Indolenz -- o, herefter vil jeg aldrig troe min Roe mere, den er bedragerisk. -- Han skal følge med Cand. E. der giver ham fri Overfart. -- Jeg kan ikke være saa sneverhjertet at være blot bedrøvet derover. Denne Reise vil bære tusendfold gode Frugter for ham. Det mindste er at den vil styrke og adsprede ham efter de sidste Aars mange Savn og Krænkelser -- men den vil bringe ham nyt Liv -- jeg veed det -- en saadan Reise kan danne Vendepunktet i den hele Tilværelse, og jeg aner den vil det for ham. Jeg er glad derover, jeg veed med Vished, om Reisen laae i min Haand, og i den anden at kunne tilbringe saa mange Maaneder i hans Nærhed, -- see ham 3 Gange om Ugen -- jeg veed hvad jeg vilde vælge. -- Men der blander sig noget Uroligt i min Glæde. Hvorfor er Aan- den saaledes fængslet til Legemet? gid mit Jeg kunde løsrive sig og følge ham, at omsvæve ham -- usynlig og dog følt -- intet Fjendtligt skulde kunne nærme sig ham, Storme og Kulde og Fare skulde jeg vide at afvende og naar han var træt og Søvnen flyede ham skulde jeg vugge ham til Roe og sende SIDE: 201 ham milde Drømme -- Alt kunde jeg gjøre -- en Kjerlighed som min troer sig almægtig -- dens Tryllekreds kan intet Ondt naae. E. beder mig endelig komme ind. Det undrer mig at de ville saa gjerne jeg skal komme igjen, da jeg synes jeg var saa lei i Fjor Sommer, loe naar de andre vare alvorlige og var taus naar de Andre vare muntre, o naar de havde vist hvor ofte min Munterhed var fremkunstlet og at det ofte var en unaturlig, en feberagtig Overgivenhed jeg var besat af -- jeg husker den Gang hos Motzfeldts da han var gaaet ombord om Aftenen. Men undertiden! -- -- -- -- E. siger jeg maae komme, hun tager ingen Undskyldninger, ingen Skrupler for gyldig. Jeg troer gjerne hun har beraadt sig med Gud i Him- len og sit eget Hjerte, men altsaa ogsaa med sine Slægt og Venner! nu vel, jeg kommer! Emilie siger hun er saa glad at hun gjerne skulde trykke hele Verden til sit Bryst, Fia Cla- sen med iberegnet. Den gode Emilie! hun maae dog elske mig uhyre. Adieu mit lille Værelse -- jeg reiser ind for at see ham! Vi kom den 29de Jan. om Aftenen til Aarvold. Jeg skrev strax en Billet til E., og lod Fader faae den med ned til Byen -- jeg skulde blive igjen til næste Dag. Da Fader var reist, Obersten gaaet bort, og Fruen havde at sysle ude, blev Fr [øken] Wolff og jeg alene. Vor Samtale gik lidt efter lidt over fra de almindelige Ting og tog en alvorlig philosophisk Retning. "Wir sprachen von hohen heimlichen Dingen." Marts 36. Vi standsede ved Kjerlighed! ak hun fornegter ogsaa dens Guddommelighed, smiler medlidende til dens Hjerne- spind og indbildte Lidelser. Hun kaldte Kjerlighed, Venskab, Agtelse, Velvillie et. Jeg udviklede hende saa godt jeg kunde Philosophen -- s System. Ifjor Sommer læste jeg hans 4-bind- stærke Verk; jeg studerede det, det er skrevet med saadan Varme og Følelsesfuldhed, o det var vist en ædel Mand. Han SIDE: 202 definerer os først denne Affect i sin udstrakteste Betydning, derpaa lader han den skilt fra alle de tusende Afarter som falsk laane dens Navn, fremtræde luttret i sin snevreste virkelige Betydning, men ak hvor findes den! Han lærer os dens For- ædling og Forskjønnelse. Der findes en Samling af herlige Exempler, interessante Træk og Anecdoter, som skal oplyse hans Paastande. Jeg fortalte nogle af dem, og digtede nogle Forhold op for at høre hendes Dom om dem, og iblandt disse vovede jeg under den fineste Formummen af vildledende Om- stændigheder at forelægge hende mit Eget. Det er en Trang for mig at høre en aldeles Upartisk Dom om det, jeg selv som Medspillende kan ikke vinde en Tilskuers Plads, og alle mine Bestræbelser for at aftvinge denne Sag et Standpunct ere forgjeves, Emilie kan heller ikke, hun kjender mig og ham, og dette er nok, for ikke at kunne være upartisk. "Naar en ung Mand elsker en ung Pige og hun ham igjen og de længe gaae og see paa hinanden og qvæle hinanden med Kulde og nu ikke længer kunne holde det ud og den unge Mand siger: jeg elsker Dig, men vi kunne aldrig forenes, thi der er de og de Egenskaber ved os der trods vore Fortræffe- ligheder, ville gjøre os ulykkelige -- -- -- og hun svarer -- jeg elsker Dig -- men Du har maaskee Ret" -- -- -- "Min Gud hvad var det for Kjerlighed?!" -- -- Jeg blev lidt forvirret ved denne Afbrydelse. "Nu, det kunde da være udvortes Omstændigheder der lod en saadan Forbindelse synes umuelig, lad os antage det. Men nu see de hinanden igjen. Han betragter hende som en Veninde han kan have fuldkommen Fortrolighed -- taler om Sødskendeforhold -- hvoraf nu alle disse Sødskendeprivilegier vilde flyde, som den eneste Erstatning for fuldkomment Tab af hinanden -- hvad skal hun svare? Skal hun indgaae paa noget saadant Tilbud, hvor fristende end Hjertets Stemme kunde være?" "Aldrig! Aldrig," svarede Fr [øken W.] med stærkt Eftertryk, "og kunde En under de Omstændigheder De har angivet, gjøre mig et saadant Forslag, vilde jeg sige: Viig fra mig Satan!" Jeg maatte smile over det stærke Udtryk. "Men naar SIDE: 203 det nu var et Menneske med den ædleste fasteste Carakteer som aldrig letsindig vilde benytte sig af den Magt han havde over sin søsterlige Elskede, kort -- et Menneske man havde uindskrænket Tillid til." -- -- "Ikke under nogen Omstændighed" -- -- -- "Men hun elskede ham -- troer De hun ikke vilde give efter for Fristelsen." "Jeg troer det vilde være en haard Prøve som maaskee blot faae vilde bestaae." Nu havde jeg nok. Vi talede endnu længe om deslige Materier, gjennemgik adskillige af vore Bekjendteres Forhold, af hvilke de Færreste taalte en skarp Analyse, og de Fleste uden Naade og Barmhjertighed vilde have faldt igjennem hos Philosophen hvis de skulde underkastes hans strænge Drøftelse. Vi maalte afbryde dette delicate Emne ved Oberstens Indtræ- delse. Da vi vare komne i vort Værelse, greb vi Traaden igjen, men nu tog den en almindeligere Retning. Det var en uhyre lang og ivrig Samtale. Kl. var over 3 inden jeg sov ind. Hun udviklede for mig i en uendelig Tale sit hele Livsprincip -- Arbeide -- Anstrængelse -- Forsagelse -- Troe -- Blind Hen- givelse i Skjæbnen -- paa alle disse grundfaste Piller lod det til at være bygget. Ofte vilde jeg afbryde hende, men hun lod mig ikke komme tilorde. En lang Tid saae jeg paa de gjennemtrængende blaae Øine der ved Talens Iver fik et næ- sten flammende Udtryk; engang var hun rørt, da hun streifede noget jeg var bange for at berøre, men hun tilbagetrængte Taaren som om den selv var en unyttig Svaghed. Hun bad mig da jeg fortalte hende jeg var doven, at jeg vilde forsøge det med streng Arbeidsomhed, og være ret streng mod sig selv, man vilde spore uhyre Fordelen derved. Jeg sagde: "Jeg er ikke hvad man kalder ørkesløs, jeg bestiller altid noget, men jeg [er] ikke hvad man kalder arbeidsom, Individets Stræ- ben naar den ikke virker fælleds til noget større Maal, har al- tid, dog især i den senere Tid da jeg har tilkjempet mig et høiere Standpunkt over Tingene, forekommet mig ynkeligt og smaaligt -- hvem gavnede jeg om jeg efter lange Møisomme- SIDE: 204 ligheder fik en Væv istand, eller kunde fremvise saa og saa meget spundet Garn -- Naturen selv anviser enhver sin Maade at virke paa, dens Stemme kan aldrig lede vild. Jeg er ikke skabt til nogen materiel Virken" osv. Her vilde enhver af mine 9 Tanter have vendt sig med Afskye bort, havde de hørt disse forargelige Ord. Jeg saae hvilke Bøger der laae paa hendes Natbord, det var Bibelen og -- de gamle Stoike- res Lære. Denne sidste bad hun mig anskaffe sig. Men jeg vil ikke det og E. har forbuden mig det. Jeg vil ikke om den end kunde skaffe mig Fr. W's. blomstrende Fylde og Rosen- kinder, jeg elsker min Smerte, jeg er jo vant til den, og jeg kom ordentlig til at savne den, skulde jeg engang ombytte den med Glæden -- dette var maaskee en Tanke a la Gutzkow og man kunde troe hans Paradoxraserie havde smittet mig, men der er en dybt følt Sandhed i den, jeg har ikke læst noget af Gutzkow! Frøken W.s Kjerlighed, om jeg kan kalde det Baand der bandt hende til min Fætter saa (her er Tendents et meget passende Ord), var en god, solid, nyttig Plante, som stod i feed Jord, omhyggelig pleiet, og vandet med Tanters og Forældres Ønsker og Velsignelse -- og min -- ? Den er en Blomst, en "Schneeglöckchen" skudt op gjennem Sneen af Længsel efter Solen; men ak, kun en Dag drak den Liv af dens Straaler. Vintersolen er glimrende men kold -- og inden den sank var Blomsten stivnet. -- -- Men Roden er frisk, og den vil blomstre et andet varmere Foraar. Det er forunderligt, at 2 saa fortreffelige Mennesker som Fr. W. og jeg dog ikke vilde harmonere med hinanden. Til Moder eller Gouvernante kunde jeg nok ønske hende, at hun kunde lede mig til en vis Tid, men til Veninde eller hvis jeg var Mand, til Kone vilde jeg ikke have hende. Saamegen Dyd SIDE: 205 og Fornuft vilde tage Livet af en skikkelig Mand, og jeg kan ikke tænke mig noget skrækkeligere for en Saadan end at maatte behøve Tilgivelse hvert Øieblik i sin Kones Øine, fordi denne veiede hans Ord og Handlinger efter -- Om Formiddagen vare vi ude at spadsere; i Samtalens Iverhed glemte vi at dreie om, og kom tilsidst heelt op i Tøien. Efter Bordet kom Hesten tilbage fra Byen for at hente mig ned. 2 Billetter fra E.! Hun var vred fordi jeg kom om Morgenen. "Skynd Dig ellers bliver baade jeg og Kaffeen kold". "Nu det er ikke min Skyld; nu kommer jeg." -- Det begyndte allerede at mørkne da jeg reiste gjennem Gaderne, jeg steeg stille af for at overraske hende, men som jeg gaaer med langsomme lydløse Skridt og sænkede Øine op ad Trap- pen -- og nu hævede dem for at dreie om ved Holst's Dør, staaer en taus høi Gestalt med udbredte Arme foran mig i Skumringen, jeg kjendte hvem det var. I Gjensynets Hen- rykkelse havde vi nær kysset hinanden, men vi faldt begge omkuld paa Trappen! Og nu oppe blandt dem alle! den bekjendte Stue, hvis Elskværdighed var bleven forøget med nye Vintergardiner -- Alle de venlige Ansigter -- Thebordet overlæsset med Kob- bere, Presidentkringler, Blade og slige appetitlige Sager, E -- ved min Side -- -- jeg tøede op efter Maaneders Stivnen, jeg kom i dette Humeur -- ja i dette Humeur som kunde have bragt mig til at omfavne min bittreste Fiende hvis jeg havde havt nogen, Alle, Alle -- undtagen ham som jeg elsker høiest -- i dette Humeur, som da det ikke kan juble og springe og støie saalænge man er fængslet ved Personers Nærværelse man har Ærbødighed, ikke har anden Udvei for sin Ausgelassenhed end Latter -- havde jeg sat mig alene ind i et Værelse vilde jeg have leet høit for mig selv. Ak, jeg er skabt til at være glad. Hver Erindring fra min sorgløse Barndom siger mig dette. -- Hvor jeg var overgiven! -- Hvortil bruger jeg da denne Rigdom, denne Livsfriskhed. Til at holde mig opreist for Sorgen, til intet Videre. "Den maae være stor den da." SIDE: 206 Det var godt saalænge vi vare alene medens vi sadde saa- ledes rundt om Vinterbordet. Men til al Ulykke kom Consul H -- t fra Sandefjord, han placerede sig saa at han netop havde mig i Øiesyn. Jeg blev da forestilt ham, og jeg fortalte hans Søn havde fulgt med Fader og mig paa vor Reise til Frankrig, jeg roste hans Galanterie og Omhyggelighed der tilsidst gik saa vidt at han havde berøvet sig sin Hovedpude for min Skyld. "Det kan jeg sku lide", svarede han. "Ak", sagde Frue D. "han slægter paa sin Fader, der var saa galant i sin Ungdom mod Damerne at han gjerne havde presenteret dem sit Hoved, etc." og heraf torde jeg lee, men uheldigviis tog Samtalen mel- lem Frue D. og ham en alvorlig Retning og tilsidst en sørgelig -- om ulykkelig gifte Døttre -- saa at min Tilstand, jo mere jeg følte det Upassende i at lee, virkelig var piinlig og hvad E. hvidskede mig i Ørerne var just ikke skikket til at dæmpe den -- endelig spørger Fru D. ham: "De har jo blot 2 Døttre hjemme nu?" "Ja der er blot Cathinka og Frederikke og Petrea og Louise og Mathilde og" -- og han regnede et halvt Snees Navne op, men det var mere end et Menneske kunde udholde. Efter en voldsom forgjeves Anstrængelse brast jeg ud i Latter, som jeg før forværrede end formildede ved den himmelfaldne Anmærkning jeg fremstammede for at motivere den. Min Skyts- aand E. reddede mig saa godt hun kunde, H. havde ikke stødt sig over det, det mærkede jeg godt da han gik. Saaledes gik den første Aften. Om Natten kunde jeg aldeles ikke sove, men om det var en Følge af Aftenens exalterede Stemning, eller Tanken paa Morgendagens Lyceeaften var Skyld, veed jeg ikke -- jeg talte og rimede og ærgrede mig over Hanen over hos Thomas R., kort, forsøgte alle søvndyssende Midler, men om- sonst -- det var ikke mueligt at tælle til 20 uden at andre Tanker blandede sig mellem. Nei jeg kunde ikke sove. Efter Middagsbordet skulde jeg lægge mig for at blive styrket til Lyceet, men nu var det reent umueligt. E. kom sagte som en Aand ind for ikke at vække mig. "Oh Du behøver ikke gaae saa sagte." "Hvor Du er lei -- -- -- Du skal sove". Den Aften skulde jeg da endelig faae see Fru Schw. hvilket SIDE: 207 jeg længtes meget efter. Noget Mærkværdigt maatte hun ialfald være, og jeg havde foresat mig at lide hende. Af E -- s Breve og den Mængde Domme jeg blot den foregaaende Aften havde hørt, havde jeg, skjøndt disse modsagde hinanden, dannet mig et Billede hvorefter jeg lovede at kjende hende blandt Massen, uden at man sagde mig det var hende; det samme havde Fru S. sagt om mig. Vort Møde var ogsaa meget comisk. Jeg søgte hende forgjeves inde i Thesalen, og hvergang vi saae et frem- med Ansigt, spurgte E.: "Er det hende?" -- men da vi havde taget Plads nede i Musiksalen, kom 2 fremmede Damer, og satte sig paa Bænken foran os, hvoraf den ene hilste E. og kastede et stjaalent mønstrende Blik paa mig. "Det er en Frøken Harboe fra D. som har været en Tour paa Landet", sagde E. til mig -- "hvorledes levede De paa Landet?" "Paa Landet?! oh! -- jo tak, jeg levede godt, etc." "Hvordan lever Schw.?" afbrød jeg pludselig. "Schw.?" svarede hun forundret, og et Par besynderlige Porcelainsblaae Øine mødte mine. -- "Hvem er det?" "Aa det en ung Mand som jeg lærte at kjende i Paris -- et dygtigt Hoved. Han er nylig bleven gift". "Kjender De ikke Fru Schw. heller?" spurgte E. hende. "Nei slet ikke, hvordan er hun, det skal være en meget elskværdig Kone -- -- -- " "Saa?" afbrød jeg, "det har jeg just ikke hørt -- -- -- " men ved den Latter der fulgte paa denne Vending glemte vi vore Roller og Komedien havde Ende. Vi bleve nu høitidelig forestillede for hinanden. Saa gjerne jeg vilde var der dog noget ved hende den Aften, der ikke huede mig, men kan ikke rigtig gjøre Rede for hvori det bestod -- noget uhyggeligt var der ved hende, skjøndt ikke i den dagligdagse Betydning. Til denne overnaturlige næsten geisteragtige Bleghed, som det mørke Haar og Øienhaar end mere forhøiede, passede en saa- dan Lystighed ikke; der var noget overnaturligt i hendes Over- givenhed. Jeg havde ved at passere frem og tilbage ikke seet til SIDE: 208 nogen af Siderne. Da det var forbi, stod jeg i den lille Sal nær Døren i Samtale med en Frue fra Stavanger, da, ved at løfte Øiet mødte mig et Bekjendt -- et halvt Minut dvælede -- nei intet halvt Minut, 3 Sekunder dvælede vore Blikke i hin- anden -- det var denne Aftens Gevinst -- Adskillige Dage forløb. Jeg saae ham intetsteds. Ikke paa Landeveien, ikke paa Gaden -- ingensteds -- ikke engang i Drømme, thi jeg sov ikke om Natten, tiltrods for den Portviin E. omhyggelig prakkede paa mig om Aftenen. Jeg fortvivlede om at see ham før han reiste. En Dag bad C. os op til sig, hun var alene. Dagen derpaa skulde der være Lyceebal og jeg tog Perler med for at træde dem paa en anden Snor -- nei det vil blive en flau Beskrivelse. -- -- -- Han kom der, for at tale med F., men kunde ikke blive da han var buden til H. En Times Tid sad han og snakkede med os Damer. Det er en besynderlig uhyggelig Følelse der undertiden griber mig i hans Nærværelse, den er aldeles ikke afhængig af mit Forhold til ham, thi jeg deler den med de andre. Det er naar han beherskes af den urolige, utaalmodige Aand, der gjør selv hans Latter og Spøg nedslaaende. Han gik endelig, vist hjertelig kjed af os, men jeg tvivler paa han fandt sig mere tilfredsstillet hos H.s. Denne Stemning var især fremherskende den Aften og dens Virkning bragte mig ordentlig til at ønske at han ikke vilde blive -- jeg som længtedes saa efter at see ham! og da han var gaaet, aandede jeg langt lettere. At være den til hvis Selskab han havde fordømt sig, som han ikke kunde undflye, men altid maatte vende tilbage til -- ! Vilde ikke denne nagende Bevidsthed om ikke at kunne fyl- destgjøre ham, følge med overalt, og blande sig i hver Glæde? Næste Dag paa Lyceebal. Fader var der; han dansede ikke med mig, men jeg dansede og morede mig. I Visit hos Schw. Den unge Frue sad i süsses Nichtsthun paa Sophaen da vi kom, men sprang os imøde. Hun havde en Kappe med gule Baand paa. Vi bleve ikke bedre be- SIDE: 209 kjendte dengang, men S. kom ind og satte sig ved Bordet, og mine gamle melankolske Betragtninger overfaldt mig. Gardi- nerne ere ypperligt opheftet, og der var ualmindelig smagfuldt meubleret -- men -- -- Nu kom en merkværdig Søndag. Vi vare budne til Schw. og formodede vist at han kom der. Men nu besluttede jeg noget heroisk. Jeg sagde til E. at jeg ikke gik med, at det var mit faste ufravigelige Forsæt, som det ikke nyttede at spilde et Ord paa. Efter Middagsbordet skulde jeg gaae ud til Allun- værket, med Løfte om at komme igjen, og naar jeg da ude- blev, skulde hun undskylde mig hos N. og siden hos S -- s med at man formodentlig havde overtalt mig til at blive, at det var bleven for seent for mig at gaae etc. Efter nogen Disput kom vi overeens, ja E. fandt saagar, at naar jeg kunde gjøre det, burde jeg. Ak jeg kunde men -- men -- ! Vi vare i Kirken den Dag. Aldrig ere varmere indstændigere Bønner opsendte. Det var en af disse Timer da al Bistand ved os selv svigter, de sædvanlige Resourcer af Trøst og Styrke ere udtømte, denne maatte komme ovenfra -- umiddelbar, som Inspiration;thi jeg forsagede. Jeg sagde ogsaa at det ikke nyttede, naar den ikke blev sendt strax. Ofte før havde jeg dog paalagt mig en saa- dan Overvindelse, og kunde ikke begribe at den nu skulde koste mig saa meget; jeg vilde flye hans Selskab -- som jeg havde drømt om paa dette Sted saa ofte -- jeg vilde gaae bort. Men jeg gik saa ugjerne ud til H -- s! -- -- -- -- -- Der kunde ingen begribe hvad denne Kamp kostede mig. Da vi skulde gaae tilbords, fortalte E. mig at N. havde seet en Herre der lignede St. S. jage forbi i en Slæde paa Landeveien. Han havde reist udefter. Men paa denne Gjet- ning torde jeg ikke bygge, E. lovede altsaa at skaffe Vished. Det havde været ham, han skulde til Bogstad; jeg slap altsaa min tunge Vandring, men var ikke vel fornøiet med det heller. Nu gik vi til Schw.; han selv skulde ud, saa blev der kun os 5 Damer igjen. Fru S. og C., N., E. og jeg. Den Aften ligte jeg Fru Schw. langt bedre. Hun var vir- kelig nydelig. En Blondekappe med en lille Rosenkrands, som SIDE: 210 hun havde faaet af "en Veninde hun ikke kunde fordrage," den rige Silkeklædning med det blinkende Guldkjede, synes vel at være for galant for en beskeden Værtinde blandt et Par Veninder, men til hende passede det aldeles, hun er af dem der ere fødte med Donnamariaflor og Blonder. Saalænge vi drak The vare vi meget stille og ærbare, men efter! -- Caro- line Fougstad begyndte paa sin gamle Maneer at drille mig for mine "forskruede" Principer om Forhold mellem Forlovede og Ægtefolk, [fotnotemerke] med saa mange carikerende Tilsætninger og latter- lige Fordreielser, at jeg saaledes opfordret, saae mig nødt til at udvikle for Fru S. mit hele System og udfoldede virkelig, skjøndt under 1000 Afbrydelser, i en lang Tale, mine Tanker om slige Forbindelser, der sluttede med nogle af de Betingelser, under hvilke jeg kun kunde tænke mig at indgaae en saadan. E. og N. der bekjende sig til samme Skole skjøndt ikke fuldt saa Ultra som jeg, hjalp mig hvor det syntes fornødent. Men nu fik først Fruerne mig fat. For at faae Fred maatte jeg tye ud i næste Værelse og kom ikke ind førend man lovede at være rolig, hvilket naturligviis ikke blev holdt. Støien be- gyndte paa nye, og da jeg mærkede der ikke var at tænke paa Raison, slog jeg selv ind i deres Tone. Nu fik de noget gediegent, som de kunde have Fornøielse af. Jeg udkastede et Billede af et huusligt-selskabeligt Liv, hvori Maanskins- lamper, Kobbere og Gulvtepper afgav Lyspunkterne, og ene- des særdeles vel med 300 Dalers Indkomster -- "Ja," tilføiede jeg med affectert Begeistring, "paa den Fod, under de Betin- gelser maae jeg tilstaae det Ord gifte sig har tabt sin Rædsel for mig! Lamper og Gulvtepper og Kobbere og" -- med et Sideblik til Fru S.s Gardiner -- "rene Gardiner. Om Forla- delse, Fru S., jeg saae blot paa Deres Gardiner om de ere lyse- blaae eller graae; en meget smuk Couleur, vist modern?" -- og saaledes i den Smag gik det fort. Kl. blev 11 -- 12 førend vi kom tilbords. Da vi gik hjem mødte vi S. i Porten, han Fotnote: Jeg hyldede Fjernheden, det Utilgjængelige i slige Forhold, og paa- stod det godt kunde overholdes naar man vilde. SIDE: 211 blev meget forundret ved at treffe os endnu, han havde maaskee forladt os med den stille Medynk, naar man troer nogen komme til at kjede sig. En heel Uge gik tilende! E. og jeg vare en Aften hos Caroline Fougstad. Ingen kom, ikke engang F. Der blev for- talt mange besynderlige Ting og han havde været der om Eftermiddagen. Vi vare lystige. C. havde stor Lyst til at tage Traaden igjen fra sidst, men E. og jeg forhindrede et Tilbage- fald, men naar hun kunde, stiklede hun paa mig. Man talte om et Par Elskende som døde sammen. "C.", sagde jeg, "hvis det engang skulde ramme mig, om man fiskede mig og -- og -- et saadant Subject op af Fjorden, vil Du da sørge for at vi blive lagt i en Grav? jeg overdrager Dig høitidelig dette Hverv -- !" "Fy da, C., hvor uanstændigt, at ligge i en Grav! nei Du kan være ganske tryg for at man ikke skal tilføie Dig denne Tort, hvis man fandt Eder i Vandet, det skal jeg sørge for." Jeg vilde saa gjerne blive opbragt paa hende, men det var ikke mueligt, min Forbitrelse døde hen i Latter. Storthinget skulde aabnes. E. og jeg havde aftalt med Fru S. gaae hen i et Værelse i Departementet for at see det, men da vi kom til Indgangen, kunde vi for Trængsel ikke komme igjennem, desuden var alt Prosessionen forbi, Fru S. foreslog da at gaae med hende over til Bøllings, og hun banede os med forundringsværdig Kraft Plads gjennem Hoben som gloede nysgjerrig paa os. Nu stode vi da i B -- s Vinduer ligeoverfor Departementet, og ventede og kjedede os i 3 Qvar- teer. Vor Utaalmodighed skrev sig vist ikke af Længsel efter at see disse Mennesker komme Parviis ud, men vi vilde gjerne hjem igjen, og siden vi engang vare der vilde vi dog opbebie. Vi indbildte os tilsidst at vi bleve sultne og ventede forgjeves at B -- s skulde have den Takt at tilbyde os noget Honning- kage eller Sukkerbrød -- og endelig træt af at staae foreslog SIDE: 212 jeg at gaae over, thi nu var Indgangen fri, men saa indtraf noget, der hindrede mig i at drive videre derpaa. "Synes Du vel at den Frakke St. S. har paa er for siid," spurgte E. mig for at gjøre mig opmærksom paa ham. "Jeg seer ham ikke -- jo der, aa nei, jeg synes den er passe, efter den nutidige Brug." Han og Engelh. stode midt foran Indgangen. Han saae aldeles ikke os den hele Tid, men jeg kunde særdeles vel see ham gjennem min Theaterkikkert. Hans forandrede Udvortes var mig først dengang rigtig paafaldende -- -- -- For 6 Aar siden da Storthinget blev aabnet havde jeg og- saa seet ham i Sværmen. Hvor spillede hans Ansigt [da i et over] givet Lune! -- Dette Ansigt dyppet i en [....] var nedslaaende -- . Hvor har 6 Aars Skuffelse og ærgjerrig Kamp gjort disse Lokker tynde, blegnet disse Kinder og draget Furer -- -- -- Der var udbredt noget Fortredeligt over hans Væsen. Han saae udmattet ud. Tilsidst gik han, og vi gik over. Saalænge han stod der turde jeg ikke proponere det. -- En Formiddag gik vi op til S.s for at spadsere med dem. Da vi kom ind i første Værelse, hørte vi hans Stemme. Jeg slængte mig hen paa en Stol for at vinde Fatning til at gaae ind. Vi sadte os nu paa Sophaen, medens Fru S. gjorde sig færdig. Han tog Plads ved E -- s Side. "De har været paa Hovind i Søndags", sagde jeg, "hvordan var der?" "Der var schofelt" -- -- -- etc. "Hvad mon D. havde for Betænkeligheder da hun ikke bad mig?" "Aa jeg formoder det var en indre Usikkerhed, om de skulde bede Folk eller ei." "Folk? var der da ikke Folk der?" "Nei, de Eneste var Carl M. og jeg." SIDE: 213 Hvor utallige Maader der gives at sige Smigrerier. Hvad mig angik der er saae tarvelig vant, da følte jeg mig nok saa stolt ved at han kaldte mig Folk. Fru S. kom nu ind. Hun fortalte vi havde været hos hende for et Par Dage siden, men vist kjedet os da vi vare alene og at vi havde erklæret, vi morede os bedst naar der var Herrer tilstæde, at hun vilde have sendt Bud efter ham -- -- "Det benægtes fra min Side, Fru Schw.", sagde jeg. "Nu, nu staaer De jo der, hvad kan De nu svare derpaa?" faldt han ind. E. havde rigtignok paa Fru Schw.s Opfordring yttret noget Lignende, og havde det ikke været fordi hun den Aften havde saa travelt med at faae ham derhen, havde jeg gjerne stemt i med, thi det kan jo ikke benægtes at et Par "velvalgte" Her- rer bringe et andet Liv og Afvexling efter den evige Dame- passiar. Men jeg vogtede mig netop for at yttre noget derom, thi jeg begyndte nu at kjende hende lidt. Lykkeligviis var jeg nu tilstæde, saa jeg kunde berigtige, men desværre kunde jeg jo ikke altid det, og Erfaring lærte mig siden at det behøvedes. -- St. S. hørte undertiden paa hvad hun fortalte, men glemte hvem der fortalte. Saa gik vi da ud efter Landeveien. Da vi vendte kom jeg til at gaae paa hans Side og S. gik over til sin Kone. Hans Humeur skjønt tilsyneladende lystigt, havde dog for et skarpere Blik det samme uheldsvarslende Anstrøg, som gjør hans Spøg og Udtryk stødende, hans Latter bitter, og at der synes at lure Utilfredshed og Ringeagt under ethvert af hans Ord. -- O, jeg kan fatte denne Tilstand. Den maae følge paa Opvaagnelsen af den korte Ungdomsdrøm om Lykke, naar man har givet der "rauhen Wirklichkeit zum Raube, was einst so schön, so göttlich war -- ", naar Livet ikke kan skuffe mere, liig en gammel Bedrager, hvis ærlige Træk man ikke engang troer -- (?) [fotnotemerke] Da vi kom til Skilleveien, henvendte Fru S. som sædvan- Fotnote: En forbausende tidlig Reflektion, naar man selv stikker midt i Illu- sionerne! SIDE: 214 lig sig til E. med Anmodning om at følge med op at spise. Hun nølede med Svaret, og sagde henvendt til mig, at jeg maatte bestemme det. Nu havde vi adskillige Gange før næg- tet at gaae med, saa hvis vi nu vilde modtage Indbydelsen, vilde det være paafaldende, -- ja det maatte vist være paafal- dende, thi jeg havde stor Lyst, men vilde dog sikkre mig for al Slags Drillerie siden. E. skjendte paa mig bagefter fordi jeg altid lader hende i Stikken naar Fru S. beder os, men dertil gav jeg den rime- lige Undskyldning at naar Fru Schw. aldrig henvender sig di- recte til mig kan det ikke falde mig ind at svare, man maae dog først udæske min Mening, at jeg kan see den har nogen Vægt, førend jeg udtaler den. Samme Aften vare vi hos Motzf.s, jeg var fornøiet. Der blev talt om det tilstundende Bal. C. M. er en hyggelig Per- son, skjønt noget nærgaaende. I en milelang Passiar retirerte jeg et Skridt efter det andet tilbage, men nu kom jeg op i Krogen ved Sophaen, og der stod jeg. Han er netop saa høi som jeg, saa at hans Næse vilde correspondere med min, naar jeg ikke stod med stiv tilbagebøiet Nakke. Fredag havde C. bedet os, han skulde ogsaa komme, men F. vilde have Storthingsmænd og ingen Damer, og inden man kunde blive enig om hvem der var hyggeligst Storthingsmænd eller Damer, blev det for seent at faae nogen af Parterne. St. S. var der alene, og hos os brændte Piben. Saa kom da Søndagen, den længe omtalte, da Forbundet skulde give Bal. [fotnotemerke] Det var mit faste Forsæt at benytte denne Fotnote: Det første af disse Forbundsballer, der blev givet, kom jeg ikke paa, uagtet inviteret, paa Grund af den tragiske Hindring, at Vognen, der skulde bringe mig fra E. did, gik itu underveis, og jeg maatte overnatte Balnatten paa Lagmoen. Se "En gammel Sag og en gammel Landevei." SIDE: 215 Anledning til at tale med ham, thi jeg troede han vilde enga- gere mig til en Dands. Jeg var vel tilmode hele Dagen i For- ventning af den fornuftige forsonende Samtale vi endelig skulde faae, og havde ualmindelig Mod. Men netop derfor skulde det ikke blive af. Neppe indkommen i Salen, vilde Tilfældet at den ene efter den Anden kom og engagerede mig, han kom ikke -- ! Nu var blot Cotillon tilbage og jeg satte min Lid til den, men nu kom L -- og engagerede til den. -- Herre Gud det er tungt at være i Vinden -- halv fortvivlet sagde jeg at jeg var engagert, men med saa sagte, usikker Stemme at ikke N. som nok havde holdt Control med mine Engagements skulde høre det, at jeg syntes at læse Mistroe i hans Øine. Men jeg vil ikke beskrive dette Bal. Er det tilstrækkeligt at sige at jeg var et Rov for alle de Qvaler og modstridende Følelser som nogensinde kan sønderrive et Menneskebryst i et Forhold som mit? Nei det siger dog ikke hvad jeg leed den Aften. Og dertil hiin næsten overnaturlige Anstrængelse for at synes hvad jeg ikke var -- o, der vidste nok ingen hvad den rosenrøde Dragt dækkede. Glædens Farve! Den Fan- dango! Min Dandser R. syntes vist ved sig selv det er en meget munter golines Pige. Jo længer man er fra at være det, jo mere fortvivlet anvender man sine Kræfter. Ved Bor- det bad han mig om at danse Cottillon med ham, og min Til- stand gik efter Bordet over til hiin convulsiviske Munterhed, der, om den end ikke er oplivende, dog har den Fordeel at man sparer Forstillelse. Og denne Cotillon! Jeg veed blot at han sad mig nær, meget nær, at hans Aande berørte mit Kind naar han talede, og at han engang havde hvilt sin Arm paa Ryggen af min Stol, saaledes at hans Fingerspids berørte mit Ærme, og da kunde jeg have døet af Sorg, havde jeg ikke været saa lykkelig. Og jeg haabede Lindring naar vi skulde danse sammen, -- men hans Haand brændte min. -- -- -- -- -- -- -- O Livet er tungt fordi det kan være saa skjønt. Jeg vil aldrig danse med ham mere. SIDE: 216 Jeg fik ikke talt med ham om det jeg tænkte. Fru Schw. lyttede efter hvert Ord vi sagde. Hun var nydelig den Aften, jeg forsøgte paa at blive vred paa hende, men det lykkedes ikke. Men paa ham var jeg det. Det var hendes Væsen, maae ikke vente det anderledes af en saadan overgiven Unge, men den Rolle klædte ikke ham. Da han kom og bød mig Haanden for at føre mig ind i Salen, greb han Fru Schw. ved den anden, som om han frygtede for hun skulde komme bort. Det Lat- terlige, ja Stødende i dette kunde jeg ikke udholde, og vred min Haand ud af hans. -- Der er noget feeartet i Fru Schw.s ætheriske Skik- kelse og den blændende Huds Hvidhed, selv hendes Bevægel- ser kunne godt passe paa en vild, uopdragen, drillende Skov- nymphe, og jeg maatte ufeilbarlig tage hende for en saadan, hvis hun en Maanskinsaften traadte mig imøde ud af Buskene ved Drømmelye eller svævede hen over Blomsterne i den bøl- gende hvide Kjole hun havde paa hiin Aften. Vi vare et Par Dage iforveien hos Schw. Han sad inde i sit Kammer og skrev -- forresten ingen. Hun var ret uskik- kelig den Aften. Tilsidst tog hun nogle af sine Kjoler ind for at vise, og nu fik vi det Indfald at see hvordan en af dem klædede mig. E. hjalp til at faae den paa, den passede mig netop uden paa min egen, dertil satte hun sin prægtige Blonde- kappe og et Monstrum af Krave paa mig. "Nu," sagde hun, "gaae nu hen og kys Schw., saa troer han det er mig -- jeg skal bede ham komme herind. Schw.! Schw.! kom herind!" og derefter løb hun ud af Salsdøren. Schw. kom virkelig ind og i min Betuttelse og grundede Frygt for at hun vilde gjen- tage sin Opfordring, vendte jeg mig mod Døren, men hun holdt paa den udenfra. "Hvad er det for noget," sagde S. og tog mig i Ærmet og dreide mig rundt, han troede virkelig det var hans Kone, "ah, hvilken Metamorphose! Lad mig see, det klæder Dem godt." Jeg saae mig i Speilet og fandt mig frygtelig utækkelig i SIDE: 217 disse uformelige Ærmer og Overlæsselse af Blonder og tu- sende Overflødigheder. Jeg maae være simpelt klædt. Fru S. derimod er skabt til at pynte sig og have mange Ting paa. E. syntes ogsaa jeg saa lei ud, hun kjendte mig ikke igjen. Fru S. satte sig paa sin Mands Skjød. "Nu da Frøken W. har Din Dragt paa, seer jeg først hvormeget Pjusk Du bruger." (Formodentlig et Kragerøsk Udtryk.) "Pjusk!" raabte hun, "tør Du sige Pjusk!" og dermed gav hun ham et Par Slag paa Kinden saa følelige, at havde det ikke været for den lille, nydelige Haand (hun har de smuk- keste Hænder jeg har seet) vilde jeg i S.s Sted blevet vred. Hun var Alt for ausgelassen den Aften. "E.", sagde jeg næste Morgen da jeg vaagnede, "troer Du at Fru S. lever længe? Det forekommer mig undertiden at hun ikke kan leve her. Denne besynderlige Bleghed, det glas- artige i hendes Øine, har ordentlig noget spøgelsesagtigt for mig, der ingenlunde forsvinder ved hendes overdrevne Munter- hed. Der er saa lidt menneskeligt ved hende, thi alt hvad der bevæger et Menneskebryst kjender hun ikke til, hun synes mig før som en af disse Undiner, der blive satte paa Jorden for at søge sig en Sjel!" -- "Det er Forunderligt at jeg netop har tænkt mig noget saa- dan eller idetmindste følt det -- men endnu forunderligere er en Drøm jeg havde i Nat der bestyrker hvad Du sagde -- og det greb mig saa ubehageligt da Du spurgte om jeg troede hun levede længe. Jeg drømte nemlig at jeg sad ved Siden af en Dame i et Selskab, og denne Dame havde noget hemmeligheds- fuldt ved sig. Da traadte Fru S. ind af Døren. "Kjender De hende," spurgte jeg. "Nei jeg gjør ikke, men den Dame vil døe 6 Uger efter en vigtig Epoque i hendes Liv, og den vil snart indtræffe." Idetsamme saa jeg paa S. og han var bleg som Døden, thi han havde hørt det." SIDE: 218 Dagen efter Ballet hos Hoppes. Han kom ikke førend vi havde drukket The, og placeret os inde ved Bordet. Jeg sad for Bordenden og stoppede et Par Handsker, og han satte sig ved min Side i Sophaen og tegnede et Mønster. Den gamle Forlegenhedsdjævel øvede i en vis Grad sin Magt over mig den Aften, thi jeg vidste vi vare Maalet for hele Selskabets nysgjerrige Iagttagelser; naar dertil kom Mad. H -- s senere Yndlingsmaneer, at finde noget Udmærket i den ringeste af mine Lader og i ethvert ubetydeligt Ord som hun øieblikkelig greb og gav til Selskabets Priis, saa var der Grund nok til Forknyttelse. Ka- stede jeg Øiet tilfældigviis mod Loftet, saa hedte det: "C. har forladt Jorden" -- saae jeg et Øieblik taus for mig hen -- "Nu er hun reent bortrykket fra Alt, hvor svever hun nu henne?" Medens jeg stod bøiet med Hovedet over et Bord og trak Sokkerne paa da vi skulde gaae, faldt mit Øie nødtvungent paa en opslagen Bog, mueligt laae den bagvendt -- strax ilede hun hen til Herrerne og raabte leende: "man kommer nok til at bie, thi C. har faaet fat i en Bog og glemmer at klæde sig paa." Men det værste, det bedste skulde jeg sige, er, at hun co- pierer mig. Førend hendes Veninder Frøkn. Sch. havde seet mig, havde hun givet dem et Aftryk af min Gang og Væsen!! Nu vel, jeg skal blive som de Andre som man ønsker det, jeg skal studere Andre. "Gieb her gemeine Worte und Ma- nieren, damit die Leute meinen ich sey eine von den Ihren." -- -- -- -- -- Hvor skal jeg naae dette gyldene Almindelige, dette Guddommelige je ne sais quoi, som hersker hvor det viser sig, som betvinger alle Gemytter og gjør at man henven- der sin Tale til dem og foretrækker at gaae paa deres Side naar man spadserer. Mig forlader man stedse, man taler skjel- den til mig naar jeg følger med nogen, men om mig desmere, -- o, hvor skal jeg lære Kunsten! Her oppe i den øde En- somhed overladt til mig selv, fatter jeg neppe Begyndelses- grundene. Vi skulde nu tilbords. Jeg satte mig paa næstnederste Plads ved E -- s Side. Man havde ikke Alle taget Plads, saa jeg ikke SIDE: 219 vidste hvem der skulde blive min Naboe paa høire Haand. Men han kom og satte sig, han sad ved min Side, og jeg sad ved hans Side og vi sadde ved hinandens Side. Nu var da Pladsen optaget, han kom og sadte sig paa den omtalte le- dige Plads ved min Side, og han havde ingen anden Naboe end mig. Alle de Øvrige talede med hinanden i en almindelig Con- versation og vi talede med hinanden. Har jeg maaskee glemt at fortælle at han sad ved min høire Side, jeg kunde derfor saa herlig dreie Ryggen til hele Selskabet undtagen til Vært- inden, som med usædvanlig Honettitet ikke snakkede til os eller lod til at lægge Mærke til os, skjøndt, Gud veed! O, jeg var lykkelig den Time! Hvor vel følte jeg mig i hans Nærhed. Der var noget mildt eftergivende, noget blødt i hans Stemning, hvis Magt jeg ikke kan modstaae. Kanskee det var Anelse om at det var den sidste Aften -- men mig faldt dette slet ikke ind, han troede ikke at komme til at reise den Uge, havde han sagt -- hvor lykkelig var denne Time, jeg vil ikke profanere den med nogen Beskrivelse, hvor kan en kold Opregnelse af Ord der blev vexlet, gjengive et Billede af den? -- Jeg sad ved hans Side. Den Unøisomme! Han sagde senere, at det var bedre ikke at treffes end ude hos Andre, udsat for deres Speider- blikke. Han tog Feil af mit Glas, og da Mad. H. smilende gjorde ham opmærksom derpaa, kan jeg ærgre mig at jeg ikke red- dede ham ud af Forlegenheden ved at tage hans og sige det var mit, men min Klogskab kommer altid bagefter. -- Skjøndt, saa farligt klogt havde det heller ikke været. Efter Bordet havde jeg sadt mig i Sophaen og tog Mad. H -- s prægtige Pude af Uldgarn frem til Lyset for at see paa den. St. S. stod skraas overfor mig. Med et brød han ud i en Latter, ikke af den Slags fri og ubunden Latter hvormed [man] hører eller besvarer noget lystigt i et Selskab, men af den Slags forbuden Latter, der har saadan egen undertrykt Klang, fordi den skeer paa Andres Bekostning, og denne Anden var SIDE: 220 mig, troede jeg. Jeg var saa vant til den Aften at tiltrække mig en Sort Opmærksomhed, at min Mistanke var naturlig. Ak, ogsaa han fandt noget underligt ved mig, jeg kan ikke begribe hvori det be- stod, maaskee den Maade hvorpaa jeg holdt Puden op til Ly- set, men jeg kastede den skamfuld hen paa sin Plads og gik derifra. Jeg har bedet E. sige mig hvad jeg skal gjøre for at blive som Andre og blive behandlet som dem, men hun giver mig en herlig Opmuntring, hvis jeg omvender mig, vil hun ikke elske mig saa høit. Det var min faste Beslutning, om jeg selv skulde frem- skynde Leiligheden at tale med ham før han reiste, thi jeg anede Betydningen af denne Skilsmisse. Han havde aldrig seet mig, uden som den kolde, tilbageholdne Beherskende, men jo mere Tiden til Adskillelse nærmede sig, blev den Trang for mig levende at give min Ømhed en Skikkelse. Som en kjer- lig Søster sin Broder kunde jeg dog vel tage Afskeed med ham, og i Tankerne saae jeg os oppe hos Schw. eller F -- s, og et Øieblik vi vare ubemærkede, torde jeg gaae hen til ham og gribe hans Hænder og tilhvidske ham et mildt Farvel -- -- men naar jeg virkelig saae ham var dette umueligt, det var mig forbeholdt i en langt ængsteligere Time. Næste Dag skulde jeg ud til H -- s. Om Formiddagen skrev jeg ham en Billet, der dog ikke var bestemt til at over- rækkes ham, det kunde jo let have skeet gjennem B. Mit Princip at være saa passiv som mueligt forbød mig det, men en saadan Udgydelse for mig selv var da ialfald uskyldig. Den lød saa: "Jeg gaaer idag ud til H. De kommer der jo ikke mere, alt- saa vilde et Møde der som alt for paafaldende ikke lade sig gjøre, og dog maae jeg gribe denne Leilighed til en Samtale med Dem. De maae komme og følge mig hjem -- gaae der- ud -- vente mig i Nærheden. -- Det er anmassende Fordrin- ger, men tænk ikke paa det, kom, jeg beder Dem, jeg har alt- for meget paa Hjertet at sige Dem førend vi skilles. Skilles! SIDE: 221 ja jeg troer der ligger den dybeste Betydning i dette Ord denne- gang. De reiser, og vil vel neppe finde mig ved Deres Hjem- komst, naar sees vi da? Om lang Tid, tænker jeg, og da maae vi vel endelig have lært at blive fremmede for hinanden. Him- len selv giver os et Tegn til Afbrydelse, den vil ligesom spare os den traurige Umage selv at -- " -- Her var den afbrudt. Den blev naturligviis ikke sendt. Eftermiddagen kom. Meget indholdssvanger. Neppe kom- men ned i Gaderne med min Ledsager Bernhard, saae jeg af hans adspredte Væsen og korte Svar, at han førte noget i sit Skjold. Endelig efter lange Forberedelser kom det da ud. En Anden havde fortalt at en havde fortalt, at jeg skulde have sagt at etc. "Herre Gud hvad er det nu igjen, Du gjør mig angest med en saa høitidelig Indledning -- " "Nei De behøver aldeles ikke det, De har blot ladet Yttrin- ger falde i et Selskab her i Byen, der have været mig paa- faldende, for de modsige andre jeg har hørt af Dem før." "Det er mig ubegribeligt hvad det kunde være, da jeg netop i den senere Tid iagttager den største Forsigtighed i Selskaber, thi Erfaring har virkelig lært mig at der lægges Vægt paa det Ubetydeligste som i en Andens Mund forsvinder med Lyden -- -- -- -- -- -- Du kan dog ikke nægte det er tungt naar Folk veed alt hvad man siger og ikke siger, ja ofte har halv- glemte Yttringer naaet mig igjen fra den fjerneste Kant af Byen gjennem Mennesker som jeg ikke vidste existerte, med saa- mange Tilsætninger, der undertiden kunde være smigrende nok naar de vare sande. (Jeg tænkte her paa den Balvittighed jeg aldeles uskyldig fik Skyld for.) Men det lader til at disse ere af en anden Slags, siig dem derfor reent ud, ellers troer jeg det er værre end det maaskee er, og giv mig Leilighed til at forklare det, hvormed Du ogsaa kan være tjent -- -- -- " Omtrent i disse Udtryk mødte jeg B.s nølende og undvi- gende Svar, og endelig gav han tabt og kom med det: "De havde sagt at De ikke kunde blive lykkelig ved Gif- SIDE: 222 termaal uden De kunde føre stort Huus, have rigt Meublement, Kobbere, Gulvtepper" -- " -- Og Maanskinslamper," tilføiede jeg leende! "Ak var det intet andet." (O den gale Fru Schw., det har hun sladret til St. S.!) "De skulde ogsaa have sagt," blev han ved efter mange Omsvøb, "at De før ikke havde havt Lyst til at gifte Dem, men nu nok skulde det." Det var formeget. Mit Ansigt glødede ved disse Udtryk, og jeg følte en retfærdig Forbitrelse mod Fru S. der dog min- dre gjaldt Venindens Indiscretion end den Udelicatesse at kunne det, og der maatte virkelig en uhyre Letsindighed til at rive en saadan enkelt overgiven Yttring løs og give den til Priis, medens hun fortier de tilskyndende Omstændigheder (hvilket hun for sin Part havde god Grund til). Det var utilgiveligt, da mit Udtryk var forvandsket; i den raae Form kjendte jeg dem ikke igjen. Førend vi gik hiin Aften sagde E. og jeg til hende at hun maatte ikke fortælle Schw. noget af vor Aftenpassiar, thi naar han ikke vidste Alt, vilde han blot misforstaae -- "o nei", sva- rede hun, "det var noget som faldt af sig selv, tiltroer De mig saa lidt "Undseelse"?" Jeg sagde til B. at det var mueligt der blev talt noget saa- dant den Aften, men gav ham derpaa blot en Idee om Fru S.s Maneer, anden Retfærdiggjørelse (?) synes mig overflødig. Vi vare allerede ved Porten. Da fortalte B mig, at St. S. nok kom derud den Aften. Jeg studsede, "vil det ikke være paafal- dende?" Min øieblikkelige Glæde afløstes siden med en æng- stelig Følelse. Timerne gik hen, da vi skulde tænde Lys for- svandt B. Jeg vidste hvor han var gaaet hen. M. sagde en- gang vi vare alene, med den dæmpede Latter der er hende egen: "B. henter nok St. S. som har lovet at komme herud i Aften." "Ja saa", svarede jeg fuldkommen rolig, med hiin ligegyl- dig forundrede Tone, "han vil vist tage Afskeed, maaskee er hans Reise pludselig bestemt." SIDE: 223 "Aa nei, det haster vel ikke saa, men det er jo rimelig at han passer paa naar her er nogen herude, som han kan knytte en ordentlig Samtale med, ellers vilde han jo forgaae af Kjed- somhed." "Ja Du har Ret, Du veed fra gamle Tider, at de Samta- ler vi førte vare meget opbyggelige, og man kan nok længes efter at fornye dem, -- forresten er det nu saa seent, at jeg troer ikke han kommer." -- Mad. H. bad mig læse noget i en Avis for hende. Midt under Læsningen kom B. ind -- alene. Men jeg læste aldeles som før. Nu skulde vi spise, dog jeg sad blot pro forma ved Bordet, en besynderlig trykkende utaal- modig Følelse greb mig. Med Anstrengelse blev jeg siddende et Qvarteers Tid efter Bordet, og underholdt en ligegyldig Sam- tale. Men nu vilde jeg gaae, og B. gjorde mod Sædvane ingen Modsigelser, hvilket formerede min Uroe, dog gjorde jeg mig ingen Idee om hvad det var; besynderligt at den som laae mig saa nær, at maaskee hans Reise pludselig var bestemt, ikke faldt mig ind. Desto skrækkeligere var Overraskelsen. Da vi kom ud paa Veien sagde B.: "Jeg skal hilse Dem fra St. S. Han skal reise imorgen tidlig." En Kulde foer mig gjennem Aarerne. Men jeg havde endnu Kraft til at opretholde mit Forsæt, der siden mine Sam- taler med B. i Julen gik ud paa ikke at røbe nogen Bevæ- gelse for ham. "Allerede i Morgen," sagde jeg saa roligt som mueligt. "St. S. lader Dem sige, at der kan ikke noget Menneske føle sig Ulykkeligere, end han, i sit Forhold til Dem." "Ulykkeligere, og har han Grund dertil?" Her er virkelig Stedet til at gjøre adskillige Betragtninger! Ja jeg gjentager, har han Grund dertil! Jeg troer hans Ulykke reiser sig af at han er for lykkelig (heldig). I Vuggen allerede gav Naturen ham Fribrev paa Lykke, kan saa mange ødsle Gaver kaldes bedre? De burde dog sikkre ham for almindelig Ulykke, og nu see! den eneste til hvem han har sagt: Dig elsker jeg! møder ham, ikke med hiin fremkunstlede, sygelige SIDE: 224 Følelse som man erhverver, eller tillefler sig, ak nei! med en Kjerlighed som har næret sig af sin egen Styrke, saa riig, at den ikke er beregnet paa denne Jord. Og selv naar han synes at indsee dette og siger: vi ville blive ulykkelige i en jordisk Forbindelse, har jeg ikke tvunget mit Hjerte og givet ham Ret? Hvad end mine Tanker derom ere, aldrig skulde nogen Forundring eller Modsigelse have mødt ham -- men spørg Massen hvad jeg skulde have tænkt og hvorledes hand- let og har Du gamle Tanter eller en fornuftig Bestemoder, da spørg dem, hvad de kalde det, at gaae hen og erklære hin- anden deres Kjerlighed uden at have det som Bulwer siger Mødrene kalde "alvorlige Hensigter", og Du skal see de Ær- værdige dreie Øinene mod Himlen i stum Afskye, og spørg en Fader da vil han forbittret sige: det vovede ingen mod min Datter -- og spørg endelig enhver ung Pige, da vilde hun paa- staae ikke at fatte noget saadant og holde det for et umueligt Tilfælde -- fy! under disse Domstole skal vort Forhold aldrig komme, over dem er det hævet. Og jeg spørger har han Ret til at beklage sig over Ulykke! -- -- -- Om jeg nu havde elsket en anden eller ingen -- ? Hvorfor skulde min Kjerlighed blandt Tusende falde paa ham? Hvad da? det skulde maaskee have forbygget megen Utilfreds- hed: saa liden Modgang gjør ham melancolsk -- men vi vare paa Isen -- nu ja alle de Reflectioner gjorde jeg sandelig ikke da. Med tungt Hjerte skjønt bevingede Skridt gled vi hen- over til Byen. "B.", sagde jeg, "jeg kan ikke nægte, at det gjør mig ondt jeg ikke skal træffe ham førend hans Afreise, jeg havde meget at sige ham". "Oh det kan De let endnu, naar vi komme til Revieren bier De der, medens jeg springer hen og henter ham; i et Øieblik ere vi hos Dem igjen." Efter nogle Modsigelser, der vel i B -- s Øine havde Skin af almindelige Fruentimmerbetænkeligheder men dog havde en dybere Grund, tillod jeg det. Omtrent 10 -- 20 Skridt fra Land hævede der sig op af den blanke Flade nogle smaae tilfrosne Høie af Jord eller Dynd, paa en af disse satte jeg mig, B. gik, jeg var alene. Forstillelse har undertiden noget smertedæmpende, da B. var SIDE: 225 borte, var det som om en voldsom Haand rev Forbindingen af en Vunde. Ubevægelig, som en Støtte, blev jeg siddende med Albuerne støttede paa Knæet og Haanden under Hovedet, stirrende stivt paa Maanen, for dog at have et Punkt at hvile Øiet. Men da Tiden til deres Tilbagekomst nærmede sig, til- tog hiin ængstelige Fornemmelse i en utaalelig Grad; den vilde berøve mig Aandedrættet, kortere og kortere blev dette. Jeg kjender denne Tilstand, den er Tegn paa den høieste Sorg hos mig. En Byrde som intet Suk kan afvælte qvæler Brystet, at kunne græde, at kunne opløse sig i Graad vilde være en Vel- gjerning, men den er nægtet, Angsten presser vel Taarer frem, men de bedugge Øiet, de kunne ikke rulle. -- Jeg hørte Trin -- ilsomme Trin paa den frosne Jord, jeg sprang op, en Skik- kelse ilede ud mod mig og en Stemme der bæver endnu i mit Inderste, saa mild smertelig var den, sagde "God Aften C!!" Her kaster jeg atter Pennen. -- Hvor er det mueligt at give en Samtale igjen, selv om jeg kunde gribe en enkelt af mine Repliquer, saa vover jeg dog ikke at citere hans. Det beroligede mig at han syntes at have fattet mit Forhold mod ham, og som følge deraf at en stræng Afbrydelse var nødvendig. Han sagde engang, at det skrække- lige Forhold til Familien havde Indflydelse paa vort. Nei nei! det benægter jeg for min Part. Min Opførsel mod ham vilde have været aldeles den samme paa hvilken Fod han havde staaet med Mine -- "Blot den Tanke at De er Deres Faders Datter" -- -- kan gjøre ham bitter mod mig! O, W., hvad skulde jeg sige da, hvis dette var mueligt! Hvad er Du for mig og hvad er jeg i denne Strid? Jeg spurgte ham om han havde begyndt at tænke paa mig førend han havde nogen Anelse om hvad der foregik hos mig, om det ikke var Mistanken herom, der havde ledet hans Op- mærksomhed hen paa mig, der siden gik over i Interesse? Han benægtede dette. "Fra det første Øieblik blev jeg op- mærksom paa Dem". Jeg har senere glædet mig over dette. Min Virtuositet i at ignorere Omgivelserne naar noget levende sysselsætter Sjelen, bestod ellers denne Aften sin SIDE: 226 Prøve. Vor Samtale var lang og vi gik den hele Tid -- for- modentlig i Gaderne, men selv Dagen efter havde jeg ikke kunnet angive -- om det skulde koste mit Liv -- ja hans -- en eneste Gade eller Sted vi havde passeret, og af denne Stedsfraværelse vaagnede jeg først op da vi kom til Hjørnet af min Gade, -- kun faae Skridt -- og vi skulde skilles. [fotnotemerke] "Og De skal reise -- nu i dette Øieblik?" "I dette Øieblik." "Gud, saa har vist denne Samtale opholdt Dem for længe!" "Det endnu!" sagde han bebreidende. Jeg taug, og havde Ondt af os begge to. Vi vare nu ved Indgangen. Jeg veed aldeles ikke hvordan det var skeet, at begge mine Hænder holdt hans fast -- eller han mine, jeg opdagede det først da jeg vilde rive mig løs. Jeg var mig intet tydelig bevidst i hine Øieblikke, og man kunde have dræbt mig uden at [jeg] havde mærket det, til den Grad af -- er det mueligt at komme. Sagnet om den Elsker der betingede sig saa lang Tid at tale med sin Elskede som han kunde holde et glødende Kul i Haanden, har vundet nogen Sandsynlighed hos mig siden den Aften. -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- Jeg var kommet op i mit Værelse. Der var mørkt. Der kom nogen, men jeg hørte det var E. Hun vidste det. Nu paa hendes milde deeltagende Tiltale strømmede mine Taarer frem. "Red mig fra at gaae ind, E.! jeg kan ikke!" "Man har spurgt efter Dig, og man veed han skal reise." "Ja jeg maae ind, kom hurtig!" Caroline K. var endnu inde. Jeg havde for- ladt hende i det lystigste Lune, og torde jeg nu vise den mod- satte Stemning? Det var en frygtelig halv Time. Jeg sad med Ryggen mod Lyset foregivende at det blændede mine Øine. G. gav mig Draaber da jeg gik til Sengs, fordi "de skulde fore- bygge Forkjølelse fra Isen." Og om Morgenen da jeg vaag- Fotnote: Statsraad Diriks Bolig, Grændsen. SIDE: 227 nede efter en kort Slummer, da jeg huskede han var langt, langt borte, at hvert Minut drog ham længere fra mig! Jeg gad ikke see paa Gaden, den var jo øde -- og Menneskene paa den vare mig saa modbydelige -- kun at klage til E., hende vil jeg blot see. For at redde mig fra denne gyse- lige Tomhed tog jeg Papir og Pen og vilde skrive -- om ham, men det blev til ham. Der var nogen Trøst deri. Han havde lovet at tage et Brev med til Mlle E., men ved den hovedkuls Reise tænkte der ingen paa det, men nu vilde jeg sende det efter, og da er det "jo meget passende at jeg skriver nogle Ord med". Men dette Skjul benyttede jeg godt -- ja jeg skrev! -- Det var en af hine Timer hvor Sjelen er træt af Masken og kaster den af sig og aander dybt -- havde han været hos mig, da -- da; mine Taarer vilde have flydt ved hans Barm og ikke paa Papiret -- jeg vidste jeg vilde angre, jeg sagde ham det, og dog skrev jeg, ikke engang til de Andre brød jeg mig om nogen Forstillelse, jeg gad ikke hykle et Smiil, talte næsten ikke med nogen. F -- s var som sædvanlig hver Ons- dag til Middag, men man var alvorlig og stille, som stak meget af mod den Lystighed C. pleide at bringe med. Men nu kom en haard Prøve. E. erindrede mig om at jeg havde lovet C. K. Dagen før at komme der denne Aften. Jeg bad indstændig E. at tage denne Kalk fra mig, men hun foreholdt mig hvor for- nærmet K.s havde Grund til at blive da jeg 2 Gange før havde afslaaet det. "Vi talede om det derinde og fandt det kunde umuelig gaae an, Gud velsigne Dig gjør Dig stærk og gaae denne Aften, vi kunne gaae seent og Du behøver jo ikke at være munter og jeg skal hjælpe Dig hvis Du skulde tabe Modet." -- E. havde ikke det nødig. Hun hvidskede til mig et Par Gange: "Du er fortreffelig, Du overgaaer mine Forvent- ninger." G. fulgte os hjem og vi snakkede og loe, men da han var gaaet og E. og N. gik op ad Trappen blev jeg staaende i Porten og lænede mig til den store Jernstang, thi jeg var træt -- -- -- -- -- -- . E. vidste i Førstningen ikke hvad jeg havde skrevet, jeg havde en Slags Undseelse for at vise hende det og foresat mig SIDE: 228 at fortie det, men efter nogle Dage kunde jeg ikke bare mig for at fortælle det. Men nu kommer jeg tilbage til Fru Schw. E. blev som himmelfalden da jeg fortalte B.s og min Samtale, og vilde ikke troe det var mueligt hun kunde fortælle noget saadant ud. Meget havde vi holdt hende tilgode som vi ikke vilde have taalt af nogen Anden, men dette gik dog forvidt. Naar man kunde være tryg for at hun berettede sandt, saa kunde man blot veie sine Ord lidt i hendes Nærværelse, men for hendes utilladelige Forvandskninger kunde man ikke hytte sig. Vi lagde et frygteligt Raad op mod hendes hvori der blev besluttet, hende selv til Straf og Andre Ligesindede til Skræk og Advarsel, at først skulde E. gaae alene derop, i den længe lovede Visit, og naar hun saaledes var forberedt, skulde jeg for det andet næste Lyceaften vise mig kold og tilbageholden mod hende, og paa hendes Spørgsmaal til E. skulde denne svare at jeg var vred, og tilsidst alvorlig foreholde hende det Uforsigtige i hendes Opførsel. Men som det ialmindelighed gaaer med saadanne Straffeprojecter, de bleve slet exeqverede. E. holdt ikke sit Løfte at gaae alene derop. I Lyceet lovede det at gaae bedre. Omendskjønt jeg ikke følte nogen egentlig Vrede længer mod hende, var der dog altid saameget at jeg kunde vedligeholde Skinnet som var nødvendig, hvis det skulde have nogen Nytte for Fremtiden. Men Tonerne have saadan besynderlig Magt. Min sidste Gnist af Uvillie svævede bort paa det første Musiknummers Vinger, det rørte mig saa under- lig og jeg bad min Naboerske som sad yderst (paa Kanten af "Afgrunden") at spørge Birch-R. hvad det var for noget. Istæ- det for Svar presenterte han mig et Blad med Fortegnelsen over Nummerne, det førstes Titel lød: "Glückliche Fahrt! sannft schwelle die Segel!" Den Dag skulde han være gaaet ombord! Jeg troer virkelig B. ved dette synderlige Sammen- træf var forlegen ved at fremsige det, men maatte række mig det skriftlig. Imidlertid sad E. med Fru S. 2 Bænke foran mig. Endelig lod hun til at have endt sin Præken, Fru S. vendte sig om med Øinene stivt heftede paa mig som om hun vilde tvinge mig til at see paa hende og hilse, men det vogtede SIDE: 229 jeg mig vel for, det havde været at give min paatagne Værdig- hed det sidste Stød. Tilsidst kunde hun ikke holde sig men raabte hvidskende paa mit Navn (Alle omkring bleve opmærk- som paa denne Scene) og tilføiede ganske høit: "Fy! det klæ- der hende saa ilde, hun er ikke vakker -- " og nu maatte jeg dreie Hovedet pludselig til den anden Side, det var umueligt at bekjæmpe Latteren. Efter Acten havde hun fortalt Schw. det. Vi gik hjem sammen, og nu kom det til Forklaringer; dog blev der ikke nævnt hvorfra, gjennem hvem eller hvad. Schw. som kalder al Ubundenhed i Tale Naivitet og Uskyldighed, synes vist det var en utidig Særhed af mig, og af hende kunde man ikke faae et fornuftigt Ord, og da jeg tilsidst indskræn- kede mig til en Bøn: at være skikkelig for Fremtiden, svarede hun: "Jeg skal gjerne love det, men tvivler paa om jeg holder det," hvortil S. tilføiede: "Min Kone er ikke at lide paa i nogen Henseende," var der intet mere at sige. Da vi vare komne til Porten gik Schw. med sin sædvanlige Utaalmodighed (som vi ikke kan blive enige om skriver sig fra Lykke eller Ulykke) foran, og hun blev staaende som om hun vilde aftvinge os en spøgefuld Afskeed. Men nu da vi vilde gaae sagde hun med en Tone der rørte mig fordi den var dybere og alvorligere end man er vant til, af hende: "Nei er De virkelig vred paa mig, skal vi skilles saa!" "Nei", svarede jeg [da] , "og imorgen komme vi." Morgendagen derpaa hos Schw.s. Der var ingen andre [end] os og et umælende Væsen som hedte Frost. "Hvem er det," hvidskede jeg til E., og hun igjen til Fru S. "O det er en Frost", raabte hun saa høit at han foer sammen. Vi torde siden ikke spørge mere om ham, hvad Landsmand han var, hvad Sprog han talte; thi da vi gik vare vi endnu uvidende derom, da han i strængeste Forstand ikke havde lukket sin Mund op for at tale, det skulde da være for at gabe, hvilket jeg heller ikke troer, da han syntes at finde nogen Interesse i vore Samtaler, fulgte enhver af de Talende med Øinene. Der er noget ængsteligt i en saadan stum Persons Nærværelse. Men Fred med Frost! -- Fru S. ligte jeg saa godt den Aften. SIDE: 230 Der var noget indtagende Menneskeligt ved hende. Vi vare Alle temmelig alvorlige den Aften og alle Omstændigheder bi- droge. Herrernes Nærværelse lagde Baand paa vor forrige Lystighed der et Par Gange var udarted til Vilterhed, om al- drig E. og jeg havde været alvorlig stemte før. Det var dog langt fra Følger af vort Uvenskab, Forsoningen var bleven fuldstændig. Men jeg var melankolsk den Aften og tænkte paa ham som var paa Søen. Da vi gik hjem var Veiret stormende med stærkt Sneefog, og da jeg udlod mig ængstelig for E. der- om, svarede hun at "det er Fruentimmerbekymringer der ikke ligne Dig og klæde Dig saa underlig." -- -- Hvoraf kan det komme at Folk have saadanne "unaturlige" Ideer om mig? selv mine bedste Veninder som skulde kjende mig -- ogsaa Du E! -- ogsaa Du, min Søn Brutus! B. kom Mandag op til mig. Han sagde: "St. S. har vist faaet Deres Brev." Jeg foer sammen, thi da hans Afreise fra A. var bestemt Lørdag, haabedefrygtede jeg at det ikke havde naaet ham. Tirsdag skulde afgjøre det, da maatte man dog gjennem Andre faae det at vide. Onsdag Eftermiddag kommer B. "Jeg har Brev til Dem!" O dette Minut da han lukkede Tegnebogen op og søgte det, jeg maatte staae i taus Ubevæge- lighed -- jeg udstrakte Haanden rolig, men rev det til mig og var inde i St.raad.s Kammer. Hans Brev. Arendal d. 26. Febr: 36. "Medens jeg venter paa Bør og har et triste farniente, vil jeg underholde mig med Dem, min søde selsomme (?) Veninde. Først maae jeg fortælle Dem, at jeg har havt en besvær- lig og farefuld Reise. I to Nætter har jeg faret over Bjerge og Afgrunde gjennem stride Sneebyger og skarpe Vinde paa afskyelige Veie. Mit Ansigt brænder, jeg er bleven en kobber- rød Indianer mellem disse vilde Fjelde -- og dog drives jeg trods min legemlige Lamhed, hen til Dem, hvor De sidder ene paa Isen med et kjærligt og traurigt Hjerte. De kan ikke fore- SIDE: 231 stille Dem hvor dybt denne Scene har grebet mig, og jeg veed ikke hvorledes jeg skulde hjelpe mig, hvis vi oftere saaledes skulde tage Afskeed med hinanden. Paa denne lange Vei har jeg stadigen baaret Dem i Tankerne. Jeg har drømt om Dem naar Søvnen overvældede mig i de mørke Graneskove, hvor jeg havde lidt Roe for Snoen. -- Naar Nerver og Sandser ere overspændte og Naturen har forceret sig gjennem Udmattelsen, seer Aandens Øie ofte med en usædvanlig, næsten smertelig Skarphed; derfor kunde jeg med aabne Øine beskue mit Tanke- billede som om det var legemligt. Jeg dannede mig Deres Skik- kelse saa tydeligt, saa reent udsondret fra alle dens Omgivel- ser. Engang saae jeg Dem i vor lille Have, hvor jeg har været et lykkeligt Barn, og min Søster var der ogsaa, og hun bøiede sig over Dem og kyssede Dem. Ingen vil dog, tænkte jeg, elske Dig saa varmt og reent, som C......; om Alting skuffer Dig, er Du dog sikker paa denne Vinding. Hun vilde lægge sine milde Hænder paa Din Pande, om saa hele Verden forlod Dig. Jeg sank hen i min gamle Grublen over alt det Hemmende og Skurrende i vort Forhold og jeg vurderede mit Tab. Du trykkede begge mine Hænder, der var en underlig Angst over Dig. Du vilde bede mig om Noget og sagde at Du ikke kunde -- Hvad var dog dette? O, Du maa ikke reise bort før jeg kommer tilbage. Skulle vi for Alvor forlade hinanden, maa dog Alt først være klart, vi maa i det Mindste først dele Alt det Forbigangne med hinanden. -- -- Da jeg havde forladt Dig indhentede den arme B.... mig; Han hul- kede og var nær ved at kvæle mig. I ham har allerede vort Møde vundet en Forsoning. Hans Hjerte har næret sig stort ved at slutte sig til vore Hjerter. Søefolk sige at Vinden nok bliver nordlig i Morgen tidlig. Vor Brig er et deiligt, stærktbygget Fartøi. Det har en kon- gelig Reisning, og ligger som en Maage paa Vandet. Og nu skulde jeg sige Farvel; men kan det ikke rigtigt. Jeg holder Dig atter i mine Arme og føler Savnet dybere. J...." SIDE: 232 Han havde lidt ondt! -- hans Reise til A. havde været farefuld -- besværlig -- o, min elskede Ven! tilgiv mig at jeg ikke blev saa bedrøvet som jeg burde -- jeg følte nok Med- lidenhed, men jeg blev saa glad! -- jeg troede i disse Linier at læse at Du elskede mig, og denne tanke tillod ingen ved Siden af sig. Det var det første eneste af hans Brev der har gjort et reent glædeligt Indtryk paa mig. Han havde ikke faaet mit Brev da han skrev dette, og nu ønskede jeg igjen at det maatte treffe ham. Næste Morgen skulde jeg forlade Byen. Om Aftenen var der Dameselskab, og jeg i godt Humeur. 10 Gange stjal jeg mig hen for at læse det, endelig kunde jeg det udenad, hver Streg var dechifreret, der blev kun et par smaae næsten umærkelige Pletter igjen, som havde et overordentligt hemmelighedsfuldt Anstrøg, men hvis Oprindelse jeg forgjeves søgte at udgrunde, de kunde fortælle mig noget om ham. Maaskee han har skaaret sin Finger med Pennekniven? -- Han har havt en daarlig Pen. 7de Marts. Saa kom jeg da hjem. 8de Marts. Min Svoger har været her. Vi have holdt lange Samtaler. Det er en from Mand. Samtaler af den Natur falder som en forfriskende Dug paa min Sjel, o det er saa skjelden! Han har noget der ligner en Johannes naar han taler. Her er stille nu og øde, frygtelig øde. Mon han har faaet mit Brev? Nu har jeg endelig opdaget hvad det var for en Substanz i de Pletter paa Brevet. Jeg har just ikke ladet dem chemisk undersøge, men er kommen til temmelig Vished allige- vel. Det er Kaffee og sød Kaffee. Han har altsaa drukket sød Kaffee, medens han holdt mig i sine Arme og følte, "Sav- net dybere"! Der er en Linie i mit Brev som jeg tænker saa paa, som han ikke forstaaer. Der har faldt mig noget ind som virkelig er besynderlig. Sophie K., Ebbells Kjereste, har jeg neppe talt 10 Ord med siden vi kom ud fra J. Pharos Skole. Hiin Løverdag da han SIDE: 233 og E. skulde gaae ombord, hiin Lørdag i Lyceet talte hun til mig, og hvad der siden faldt mig ind, hun trykkede min Haand eller jeg hendes til Afskeed, noget vi aldrig have gjort før. 10de. E. skriver at han har faaet mit Brev. D. har faaet Brev fra ham, at formedelst en Feil ved Masten blive de nødte til et Ophold af Flere Dage. Han har været i Selskaber, Come- dier, hele A. bestaae af Dedekammer, Folkene der ere meget smukke, hvilket kommer af Søeluften. -- 16de. "Der er saa mangen en Pige Der er saa mangen en Kone Som Du gjerne kunde sige Mit Farvel i den ømmeste Tone." E.! Han er vist meget munter i det Brev! Hvor lystig og elskværdig han er paa disse Arendalske Soireer! Kanskee mit Brev har bevirket det, jeg veed han maatte blive i godt Humeur af det, og jeg skal gjerne sværge paa at han loe eller smiilte, da jeg fortalte jeg havde grædt over det. Jeg kjender mig selv igjen her. En bestemt Sindsstemning hos en af os virker altid modsat paa den anden. Han lider bestemt ikke at jeg er i godt Humeur, og hans Sorg har noget oplivende for mig, jeg kan ikke for at hans Brev til mig fra A. havde denne Virkning da det var skrevet i saa sørgelig en Tone. Endnu et Beviis: I Sommer paa den Tour til Lindøen, hvor stille var jeg, men han saa lystig at han gjerne havde sprunget i Søen af Over- givenhed, men Dagen efter havde vi byttet Roller, jeg var mun- ter, men han -- Ja det er saa: jeg troer skulde jeg faae see ham græde, -- fælde Taarer for min Skyld, kom jeg til at lee ham lige op i Ansigtet af Henrykkelse. Han skriver ikke til mig, men til lille D. 17de. 4 Breve. Fra E., fra O. i St., fra B. og -- ham! Han har altsaa faaet mit og det er Svar derpaa. Og B. siger der er en Tvivl der qvæler ham som jeg kan løse. Ak gode B., jeg har Tvivl nok selv -- gid jeg kunde sige Tvivl -- Tak, O., for Dit Brev, saa er der da endnu nogen som elsker mig! -- -- Min elskede Broder, min lykkelige Broder! SIDE: 234 ja vi skulle tegne og male sammen, mit Malerskriin, alt, staaer til Din Tjeneste. Paa alle vore gamle Steder ville vi gaae, vi ville fornye den Tid da vi legede sammen -- Vor Barndom! -- jeg vil glemme den Tid der ligger mellem den og nu, jeg vil være eders igjen, og glemme -- -- -- -- -- -- Ak mit Brev og hans! Welhavens brev. Tirsdag -- Aften. Deres Brev har jeg gjennemlæst utallige Gange, og naar jeg er alene, blander Deres Billede sig i enhver af mine Fore- stillinger. Min franske Reise ligger chaotisk foran mig. Det forekommer mig som om den ikke angik min Person. Jeg er ligesom ved en ydre Magt sprængt ud af mine Forholde; men uagtet nu min Tanke ikke kan tilegne sig denne nære Fremtid, seer jeg dog saa tydelig hvad min Udlændighed kan vere god for. Medens jeg er borte indtræder der maaskee en Begiven- hed, der ganske vil forandre min Stilling, og just fordi jeg nu reiser, vil denne i ethvert Tilfælde blive sikkrere og bedre. Dette er Dem vel en Gaade, men derfor maa De ogsaa være tilstæde, naar jeg kan løse den. Naar jeg kommer tilbage vil jeg være en Dag alene med Dem. Dette ønsker jeg fordi jeg føler Betydningen af denne Sammenkomst. Vi have dog nu begge to nogen Øvelse i at tage Afskeed, og i at tale med hinanden, men det sidste Far- vel var just saa smerteligt fordi det skede hovedkulds og fordi vi begge havde Gaader. Hvad De siger om min smule Badineren med Frue S. er mig en underlig Tale. Saaledes have vi det bestandig sammen fordi denne overgivne Kone netop angiver denne Tonart. Deres Følelse for mig, er mig altfor meget hellig til at jeg skulde underkaste den en saa smagløs Prøvelse; men at De kunde troe noget saadant viser mig dog, at De ikke kjender mig rigtig. Jeg reiser ikke dennegang til Rom om ogsaa en Lord kom SIDE: 235 og vilde bære mig did paa Guldstol. Jeg har fattet en dygtig Idee, som jeg først maa og skal udføre -- -- Og De vil gjøre Dem "Bebreidelser" og angre! -- men hvad? Kunde De være mig saaledes hengiven, naar De ikke fast troede at jeg har et Sind der forstaaer at skatte denne tillidsfulde Kjerlighed, denne ærlige Smerte. O, alle disse smaalige Skranker ere ikke for os, derfor har ogsaa Skjæbnen her bygget Mure. -- Det bliver Alvor med vor Seilads -- man bærer mit Tøi om- bord -- Camilla! i Sommer naar Blomsterne falde af Træerne da er det Tid at skilles. -- -- -- Johan. Camilla. 21. Og idag kommer her Fremmede. B.s og O.! og jeg skal være Værtinde og underholdende. Jeg venter Brev fra B. "Hvorgjerne", siger han, "havde jeg ikke taget Dristighed til mig og benyttet denne Leilighed til at skrive Dem til, og faae Lys i mangen Tvivl som qvæler mig Nat og Dag, men naar jeg seer St. S.s Brev ligge foran mig, saa tænker jeg og veed hvorledes et Brev fra ham harmonerer med et fra mig." Ak beskedne B., skriv kun! B -- s ere her. Jeg er syg og elendig. De bede mig komme til dem i Paaske, men jeg har saadan Smerte for Brystet, og dog, maaskee Adspredelse -- -- ? iovermorgen reise de. Bernhard Herres brev. Alunværket [...] d [..] Det er ikke saa sjældent at jeg næsten i samme Øieblik, jeg foretog mig en Handling ogsaa har angret den, og naar jeg læser Deres halv comiske, halv alvorlige Tilladelse til at skrive Dem til, troer jeg ofte at det maaske havde været bedre for mig at bære min Tvivl, end at udsætte mig for at den hos Dem blev betragtet mindre alvorlig; men naar jeg dvæler ved Underskriften paa Deres faa Linier, er der ogsaa en Stemme SIDE: 236 i mit Indre som hvisker, at De vil være overbærende mod mig. -- Hvis De svarer mig paa dette Brev, saa svar mig be- stemt, Camilla, eller lad det være, jeg skal da i mine rolige eensomme Aftentimer, naar jeg sidder fordybet i Erindringen om Dem, fremlokke for min Sjæl Deres Billede og lade Dem selv sige til mig: "Bernhard, jeg vil meget ofte tænke paa Dig, hvor jeg endog kommer hen i Verden." Men jeg føler at jeg ikke kan vente Svar, hvis jeg sender dette Brev afsted. Jeg har ofte ærgret mig, naar jeg tænkte tilbage paa, -- jeg vil kalde det Deres første Besøg hos os i Tulins Gaard, og jeg erindrer mig Adolphines Yttringer til mig, naar hun saae min Hengivenhed til Dem: "Troer De at vinde Noget ved den; hvad troer De at udrette ved den." Disse vare de Almin- delige. Verden forstod ikke Ephitocles da han styrtede sig i Ætnas Flammer; han elskede Ærgjærrigheden høiere end sit Liv. Men hvor piner det mig ikke nu, naar der er Noget, som siger mig: "Camilla forlader Dig for aldrig at komme igjen; næste Aar hvælver der sig for stedse en fremmed Him- mel over hende, og husker Du hvad hun sagde til Fru Svei- gaard; -- Din Opoffrelse er blandet med Egennytte, hendes er reen." Ja det er sandt og netop herved pines jeg dobbelt fordi jeg først nu føler, at Alt hvad jeg har gjort for Dem, -- jeg har idetmindste havt Overbevisningen om at det skeede i en god Hensigt -- aldrig har været fri for Egennytte. Det er sandt, at jeg vilde være tilfreds, naar jeg saae at De var lykkelig; ja hvad gjorde jeg ikke naar jeg saae at det svage Haab, som jeg nærede, da jeg første Gang skrev Dem til, og som jeg endnu ikke ganske kan rive ud af mit Bryst, kunde blive Andet end en stille, men glødende Længsel efter Andres Ro og Tilfredshed? -- Jeg havde aldrig kunde tænkt mig Muligheden engang af det Til- fælde, at der saasnart maaskee skulde komme en Tid, hvor jeg skulde række Dem Haanden forat modtage det sidste Tryk til en evig Adskillelse fra Dem. -- Nu mærker jeg at mine Ønsker for Dem, naar De skulde deles med en Anden, kuns kunne sættes i Virksomhed i det Øieblik, at de gjaldt En, som havde den anden Plads hos mig, og som havde min Hengivenhed i SIDE: 237 den Grad, at man vilde finde den latterlig om man kjendte den. -- Da De sidst var i Byen og jeg sidste Gang fulgte Dem herud, talede vi vel herom, og De svarede mig herpaa, men Deres Svar forekom mig saa undvigende, at De langtfra at hæve min Tvivl før bestyrkede mig deri, og da De Dagen efter spurgte mig om jeg havde retfærdiggjort Dem hos Welhaven, -- De skulde da have følt hvor det bankede i mit Bryst; Gud jeg havde nær kastet mig grædende om Deres Hals. Da jeg skiltes fra Dem, saae jeg paa Dem -- jeg veed ikke selv hvor jeg kunde falde paa den Tanke, -- det forekom mig som om jeg burde have læst Svaret paa mine Tanker af Deres Øine, men De var og vil blive uforandret for mig; jeg gik fra Dem og vidste ikke hvor jeg skulde gjøre af mig forat blive ene med mine Tanker. Jeg havde en Lindring, da jeg skiltes fra Welhaven; jeg hulkede som et Barn; men disse Taarer og Welhavens Svar: "Farvel min Bernhard, vi ville komme til at leve i en bedre Verden", vare ogsaa nødvendige for ikke at lade mig synke ganske sammen, da jeg skiltes fra Dem. Der udfordres større Kraft end jeg ofte selv har troet mig i Be- siddelse af, for ikke oftere at overtræde et stille Løfte, som jeg har givet mig selv og for ikke at lade det komme tilsyne, som bør og skal være skjult. -- Ofte vil jeg bringe Harmonie mellem min Tvivl og Yttringer, jeg før har hørt af Dem, og som har havt en altfor nøie Samklang med mine egne Tanker, til at jeg ikke skulde have indpræntet dem i min Sjæl; men jeg kan det ikke; jeg gjør mig bestandig det Spørgsmaal: "Er det sandt hvad Bulwer etsteds i sine Skrivter siger, at Ens Tanker og Beslutninger stedse ere underkastede Forandringer?" -- Det er sandt at det er Egennytten, der fremdrager al denne Sorg ved min Tvivl. De kjender mig for nøie til at jeg be- høver at udvikle hvorledes denne Egennytte er; men Gud skulde den ikke være tilgivelig? De vil dømme mig efter Dem selv. Hvorledes kan jeg vel vente at denne Dom vil blive, naar jeg seer disse Ord fra Dem om Welhaven: ... "Noget saa reent Uegennyttigt, som Intet haaber eller ønsker her paa Jorden." Hvad Verden i Almindelighed forstaar ved Haab og SIDE: 238 Ønsker, da findes der Intet saadant hos mig. Jeg er gjennem- trængt af den Tanke, som, dersom et almindeligt Haab eller Ønske havde opstaaet hos mig, strax maatte have tilintetgjort det igjen, -- at i hvilket Forhold De endog kommer, Deres indre Liv og Tanker med skjulte og just derfor helligere og uopløseligere Baand ere bundne til en anden Person. -- Det forekommer mig at være noget saa ubeskriveligt Frygteligt ved den Tanke at tabe et blot almindeligt kjært Menneske for be- standig. Vil De troe at jeg ofte, skjønt min Bitterhed mod Adolphine, dog med Vemod tænker paa hende; om hun ogsaa kommer herhid til Sommeren som Fru Colban, fyldes jeg dog af Bevistheden om at hun er død, og jeg vilde sige, gid hun var det, hvis det var skeet for fire Aar tilbage; jeg vilde da ofte med Varme og Inderlighed have tænkt paa den Heden- farne som en af mine -- neppe kan [jeg] engang bruge dette Ord -- faae Velyndre, -- men nu -- stakkels Adolphine! Jeg kan sige at jeg ikke kjender Noget til Emilie D., men blot fordi jeg veed, at hun ikke dømmer mig efter den almindelige Dom og fordi jeg troer, at der finder en stille Overensstemmelse Sted mellem os, vilde jeg græde hede Taarer, hvis hun skulde for- lade os. -- Jeg troer ikke at der gives Mange, der har havt en saa glædestom og graae Ungdom som jeg; men uagtet mine sørgelige Erindringer og de mørke Timer, jeg endnu vil komme til at opleve, vil jeg dog ikke bortbytte mit Liv mod den klareste Vaar; netop i mit sørgelige Lod ligger der en Opfordring til Skjæbnen til at kæmpe imod den, og i mine Erindringer ligger der næsten mere end Haab om at udholde Kampen. Der er Ingen, der endnu har kjendt den Smerte jeg føler ved ikke at erkjendes, og hvor Faae ere ikke de, som have fattet min Higen derefter? Ofte har jeg paa mine Smaavandringer om- kring i Landet truffet Personer, som jeg veed ikke have fældt nogen ufordeelagtig Dom over mig, men paa Steder, hvor jeg har opholdt mig i længere Tid, og hvor jeg ikke har giddet at soutinere en Rolle, som næsten er mig modbydelig, har jeg erfaret det Modsatte. At jeg er dum, fordi jeg har været stille og indsluttet i mig selv, og fordi mine Anskuelser, naar jeg SIDE: 239 har udtalt dem, have stredet mod deres, -- er den mildeste Dom, der er fældet over mig af de Fleste. Ak! Gid jeg kunde sige: "Der skal komme en Tid hvor I skulde overbevises om det Modsatte"; men jeg kan det ikke; men ønske det vil jeg, ja jeg vil ønske det til jeg troer at det ikke bliver umueligt. -- I Deres Brev til Grethe, som jeg i lang Tid havde, sagde De i Slutningen: "Maaskee der til næste Sommer hvælver sig en anden Himmel over mig"; ja hvo veed! Kommer De til Hambourg, saa vil, dersom en Ærgjærrighed, der Intet vil spare forat opnaae sit Ønske, en hellig Længsel drage mig derhen for nogle faae Dage, for endnu engang at lure mig til at see Dem i Deres formodentlig da ganske forandrede For- holde, og jeg vil da med det sidste Billede af Dem, med Haab og Forsagelse vente paa Enden. -- Da Welhaven var [i] Kjø- benhavn, skrev jeg blandt Andet følgende Ord til ham: "Jeg har ofte tænkt paa det forunderlige Tilfælde, at jeg har offret mine dybeste og helligste Følelser paa to Personer, som i en- hver Henseende staae saa langt over mig, at jeg aldrig kunde vente dem, jeg vil ikke sige gjengjældte, -- men blot at der var en Hundredeel hos dem af de Følelser, som jeg gav. Tanken herom har langtfra smertet mig saameget, som De maaskee troer; jeg har tænkt: "Der maa dog være noget Godt hos Dig siden Du vover at see op til dem." Ja Camilla, der vil komme en Tid, da min Hengivenhed for Dem og Welhaven vil staae som en bedende Engel mod min Families Fordøm- melse; thi skjønt hiins Mangler er den dog det Reneste jeg kan lægge frem. -- Maaskee De endnu erindrer en Scene fra den Tid, da De var hos os, hvori jeg mere end sædvanlig havde fornærmet Moder, jeg gik da og ønskede: Gid jeg turde bede hende om Tilgivelse; men jeg turde det ikke, Camilla. -- [Bernhard.] Til Frøken Camilla Wergeland i Eidsvolds Præstegaard. SIDE: 240 27de. Brev fra B.! -- hvilket Sprog! -- Er det mueligt at hans Fortrolige kunde skrive saadant -- han vilde hvis jeg kom bort, stjæle sig i min Nærhed, for at see mig og derpaa med Forsagelse oppebie Enden. -- "Der udfordres større Kraft end jeg troede mig i Besiddelse af, for ikke at overtræde de stille Løfter jeg har givet mig selv -- da De gik havde jeg nær kastet mig grædende om Deres Hals -- Verden forstod ikke Ephitocles da han kastede sig i Ætnas Flammer, han elskede Ærgjerrighed høiere end sit Liv. -- Ærgjerrighed har været Drivfjeder til alle mine Opofrelser for Dem, Ærgjerrig- hed og Egennytte" -- Egennytte, hvad for Egennytte? -- Gode Gud, hvis han havde været den haabende Elsker, og St. S.! nei, nei, det er et afsindigt Indfald, tilgiv mig, tilgiv mig! 28de. O dette Brev! B., skaf mig mit Brev igjen! Den Kjøbmand der kastede sin Perle i Havet, for stolt til at modtage nogen Priis der ikke opveiede dens Værdi, var en ærgjerrig Mand. Jeg er ikke ærgjerrig, jeg er en ganske almin- delig Pige, saadan en, som der gives tusende af paa alle Steder. Gid min Perle hvilede paa Dybet af mit Bryst -- o jeg har slængt den hen -- gid der laae en Steen over dette Bryst der har tabt sin Skat. 11. April. Jeg skrev jeg var jaloux -- har jeg ikke gjort mig selv Uret? Jeg var saa bedrøvet den Aften og han saa lystig og det smertede mig. Over hvad skulde jeg være jaloux -- ? han tog hendes Haand saa familiært, legede med hendes Kjæde og hvidskede uophørligt -- mig vilde jo dette have stødt. Fy, Jalousie! og det skrev jeg -- og i Udtryk -- saadanne Udtryk som -- -- -- Giv mig Brevet, kun en Linie, en eneste, vil jeg stryge ud, han maae have misforstaaet den. Han har lagt en snæv- rere Betydning deri end der faldt mig ind. Jeg tænkte mig hans Phantasie, saa reen og glandsfuld som Støvet paa en Sommerfugls Vinger, men ogsaa saa let henveirelig, udsat for Verdensstadens frivole Aande, og efter hans Troe, saa barnlig og tillige saa dyb, ligger det moderne Sophisterie paa Luur, SIDE: 241 den nye Lære som taler et saadant forførerisk Sprog gjennem en -- -- hvem mon han søger i Paris? -- Saakaldte skjønne Aander -- tvivlende urene Aander -- mon han kan godt Fransk. Jeg haaber ikke. Da jeg nedskrev dette Brev vidste jeg at jeg vilde angre det, jeg sagde ham det. Men i det Øieblik følte jeg blot at han reiste, at vi vare adskilte. Med Kjerlighed kan man vel blive færdig, men forener Smerte, Afskedens Smerte sig med den, da ligger man under, mod en saa mægtig Sammensvær- gelse er man for svag. Jeg fortjente Straf og har faaet den, i hans Svar ligger Gjengjeldelsen -- men om nu hans Svar havde været en Gjenklang af mit, om det havde fyldestgjort mig? da vilde jeg have været mindre strafværdig, hvilken Mod- sigelse! men det er saa. Nu martrer mig baade hans Brev og Foranledningen dertil, og de skjerper gjensidig det Ydmygende der ligger i Forestillingen om dem. Den sidste Linie i hans Brev, hvor gjennemisner den mig naar jeg blot tænker paa den! "Naar Bladene falde af Træerne, da, C., er det Tid at skilles!" Der ligger saadan rolig Kulde i disse Ord som om en ubøielig Parce havde dicteret dem, ikke en -- . Men vi ville ikke skilles da. Gud bevare mig for at gjentage den Scene som har kostet mig saa uendelig. Det er godt at han har saa- dan "Færdighed" i at tage Afskeed, jeg har det ikke. Nei jeg vil ikke det, jeg har intet at sige ham, jeg vil om mueligt und- gaae at see ham, først da naar jeg er borte vinder jeg min Selvfølelse igjen, og det vil dog indgyde ham Agtelse for mig, han veed jo at det koster mig Overvindelse. Jeg har bedet E. "trække sig tilbage" for mig, hvis jeg bryder med egen Skyld mit Forsæt. -- Men ikke see ham mere! -- Gode Gud, gjør mig stærk mod denne Fristelse, og betag denne Forestilling blot noget af sin Tillokkelse -- qvæl min Lyst -- eller, eller mit Bryst maae sprænges. Nei jeg vil ikke see ham mere, afslaae enhver Samtale. Men jeg kan dog gjerne forestille mig det -- drømme derom! Tusende Gange møder jeg ham, taler med ham. Der er saa herlig Anledning nu da F -- s ere flyttede til D -- s, og Schw. SIDE: 242 skulle boe hos lille D. Igaar mødte jeg ham i Porten -- da han kom ud fra F -- s -- ved den store Jernstang. Til denne lænede sig en dunkel Aften en stakkels Pige i ubevægelig Smerte, medens en anden holdt hendes Hænder og sagde at han skulde reise -- og ved at erindre mig dette, holdt jeg Pa- rasollen foran Ansigtet at han ikke vidste rigtig hvem det var. Det er herligt med den Have som F -- s ogsaa kunne benytte. Her mødtes vi ogsaa forgangen Dag. Da E. og jeg kom derned sad han og drak Kaffe i Løvhytten, men saa havde jeg glemt noget ovenpaa, løb tilbage, men fik Forhindringer for at gaae ned igjen. Jeg har dog været hos Bøyesens. E. raadede mig dertil og B -- s vilde have mig selv som Patient. Onsdag vilde jeg have reist, men vilde først oppebie Brev fra E. Dette kom Sjer- torsdag Middag. E. troer det heller ikke, "men han agter Dig vist høit, han maae det." Mecanisk pakkede jeg nogle Sager sammen og satte mig i Slæden, og vaagnede ikke op af min Tankeslummer førend vi holdt foran Præstegaarden. Jo det hjælper at komme ud blandt Folk. Der var virkelig "luunt og mildt" indenfor disse Vægge. Havestuen har faaet Gulv- teppe og nye Kobbere, og paa Sophaen sad den smukke Frue, og jeg ved hendes Side. 2 blomstrende unge Mennesker. Th. gik paa Gulvet. Langfredag var der stort Middagsselskab hos Kammerraad Borchsenius. Jeg blev ordentlig bange til- mode da jeg traadte ind mellem alle disse Mennesker. Det er uendelige Tider siden jeg var i noget Selskab paa Landet. Mon et Spøgelse har nogen Følelse af den Skræk det vækker ved sin Tilsynekomst -- ? -- Kom jeg engang igjen som Gjen- færd, da er jeg vis paa denne vilde være fremherskende hos mig, da jeg allerede i levende Live har en Forsmag paa den, naar jeg for Ex. træder ind i et Ullensagersk Selskab hvor stive Madammer med Tællebroderie paa de smaae Kraver ran- gerede paa den ene Side hvor Sophaen staaer, og paa den an- den Bygdens Skjønne, med Topkamme og snevre Ærmer -- SIDE: 243 uudryddelige Levninger af en forrige Tiders Barbarie, søge at udfylde den lange forventningsfulde Time der gaaer foran Bordet, ved at mønstre hinanden og de Indtrædende. Fra næste Værelse hører man Surren af Stemmer og sorte Væse- ner skimtes gjennem et Hav af Tobaksrøg -- Der er som sagt noget gjengangeragtigt ved mig naar jeg træder ind i denne Verden der tiltaler mig som et Jordelivs Drøm -- og jeg føler noget uhyggeligt over min egen Erscheinung som om jeg kunde sige til alle de fremmede Væsener, som gloe forundrede paa mig: "vær ikke bange, jeg er ikke af de værste! Jeg er virkelig selv meest angst." O, og Middagsbordet! Eftermiddagen gik. Der blev talt om at der skulde danses -- danses og det var Langfredag. Altsaa man dansede. Jeg sad ene i Sophaen ved Vinduet i det store Hjørneværelse og deres Trampen og Gulvets Drø- nen ovenpaa skurrede saa modbydelig i mit Øre at jeg veed ikke hvad jeg skulde have givet til at det ikke havde blandet sig forstyrrende i en oprigtig alvorlig Time. Jeg er ikke meget "religieus" eller saa gjennemtrængt af den høie Lære, som giver den rette Tillid og Glede, som jeg maaskee kunde blive naar nogen med Varme og Tollerance ledede mig, men jeg kan dog ikke begribe, hvor nogen kan overgive sig til støiende Glæde Langfredag. Hvad man end troer -- om ikke paa en Gud, et Menneske var dog han der leed hiin Dag, og uom- tvistelig det ypperligste, det største, hvis Lære har baaret os saa uendelig rige Frugter -- og for al hans Kjerlighed kunne vi af Aarets 365 Dage ikke ofre ham en eneste -- reen, udeelt -- ikke engang den da hans kjerlige Hjerte brast for os, da han hang bleg og blodig og hengiven! Maae ikke dette Billede trænge sig gjennem Dagens Sysler og lede dem, kan det til- skynde til en Dands! og kan man tage det med sig i en Dands. "Og hvad beskjeftigede da Dig, hiin "oprigtig alvorlige" Time da Din Fromhed forargede sig over vor Dands?" Jeg tænkte paa ham som var paa Søen. "Ah ha! det var vel meget bedre!" Meget bedre! Mine frommeste, bedste, reli- gieuseste Tanker tilhører ham som oftest. Den store Aand fra SIDE: 244 hvem jeg er udgaaet, maae selv have nedlagt min Kjerlighed hos mig, og han kan dog ikke vredes naar jeg ikke misbruger den, det vilde være alt for inconsekvent. Religion og Kjerlig- hed byder hinanden Haand hos Catholikerne, medens de hos os kolde Nordboer træde i Opposition mod hinanden for ikke at sige undergrave hinanden, og det burde dog være omvendt. Ja unaturligt er dette. 15. April. Jeg længtedes ubeskrivelig hiin Aften, thi jeg havde saa meget at sige ham, meget magtpaaliggende. Maanen skinnede med en ængstende Klarhed, jeg havde ikke seet den, siden den skinnede over vor Afskeed. Forunderligt, siden den Tid har jeg en vis Frygt for den, og naar den siden paa sine Maanedlige Vandringer kommer til os nægter jeg mig hjemme, det vil sige trækker Gardinene for, at den ikke seer mig, thi dens Sladrelyst er vidt bekjendt og qvæler mig især med gamle Historier som jeg ikke kan holde ud at høre igjen. Ligesom de kjøbenhavnske Kager jeg engang bragte med paa Trepkas lille Skude, i Førstningen ved deres uopnaaelige Delicatesse tjente som Præservativ mod Søesygen, men da denne virkelig indtraf, ved deres blotte Syn opvagte saadan Væmmelse hos mig at endnu blot Tanken om dem kan fornye den, saaledes troer jeg virkelig jeg inddrak Modbydelighed for Maanen, da jeg stirrede forlænge paa den, en Gang mit Hjerte var i en søesyg Tilstand. Det var et forfærdeligt prosaisk Billede, men det faaer staae da ikke nogen levende Sjel skal forarges over det, uden jeg selv -- og hvis det i senere Tider kan forarge mig og jeg da har Raad til et mindre trivielt, er det jo et glædeligt Tegn paa at den "unvermeidlige Tilbagegang" endnu ikke er indtraadt. Man kan forcere sig til en Munterhed, der af Andre hol- des for naturlig, men om den end for os selv ikke har dennes Fordele, det Styrkende, Oplivende -- tvertimod den slapper og nedslaaer bagefter, saa har den dog langt fra den Hyklede Munterheds Qvaler. Men den kan ikke saa godt styres som SIDE: 245 den anden, den udarter gjerne, som en Bytting man har lagt istædet for det milde, blaaeøiede Barn, tilsidst naar den faaer Kræfter, ikke kan dølge sin Troldnatur. Jeg veed godt hvad denne Munterhed er; den pleiede pludselig, men kort at afløse en fuldkommen Nedslagenhed hine Dage -- thi jeg var jo blandt Folk. 1ste Paaskedag skulde der være stort Bal paa Holt 3/4 Miil derfra. Danse -- jeg skulde danse! -- hvor afskrækkede denne Forestilling mig; men naar jeg saae de gode Men- nesker som troede det skaffede mig Fornøielse, og som gjorde saa meget af mig, vogtede mig omhyggelig for enhver Yttring af Ulyst, men betingede mig blot at maatte reise tidlig hjem, foregivende at jeg aldrig var vandt til at danse længer end til 12 -- 2, hvilket blev lovet, skjøndt jeg "kunde belave mig paa Vært og Værtindes høiste Uvillie", der ved sidste Bal for 4 Aar [siden] var bleven dybt fornærmet fordi Thrine B. var reist der- fra Kl. 6 om Morgenen. Paaskeaften skrev jeg til E. medens de Øvrige spillede Kort. "Imorgen skal jeg paa Bal -- danse -- og jeg er saa bedrøvet, at dette Øieblik jeg kan sidde med Ryggen mod de Andre og skrive til Dig, og sige, jeg er bedrø- vet -- er en Lindring -- og imorgen skal jeg danse! -- ora pro me, o sancta E.!" Jeg gruede mig forfærdelig til det Bal, men det gik bedre end jeg tænkte. Der vare adskillige Ingre- dientzer for Haanden, hvoraf man kan lave et antageligt, land- ligt Bal. Godt Locale, et speilglat Gulv, adskillige smukke Mennesker, god Musik og mange Caricaturer for hvilke Vært og Værtinde stode i Spidsen -- dette var brav nok, men ved det Krigspuds af denne sidste, at udsætte Spiesningen indtil det lyste af Dag, for at udhale vort Ophold saa langt som mueligt i hvilket hun, som sagt, satte sin høieste Ære, forhind- rede mit Forsæt som desuden var bleven lidt svækket da jeg fandt det taaleligere der end jeg havde ventet. Og nu skulde der endnu danses Cotillon. Cotillon ved Dagslys! Jeg veed ikke hvorfor jeg skammede mig saa i den Cotillon -- jeg synes der stod en i hver Krog og pegede Fingre af os, og jeg saae ham, han saae paa mig, og smilede medynksomt og sagde: SIDE: 246 "Stakkel -- den Dands dansede Du sidst med mig- -- Stak- kel!" Det kan ikke være anderledes naar man skal gjøre Dands til en convulsivisk Kraftanstrengelse -- og man stiller de bedrøvelige Ruiner af Ballet -- Herrernes støvede Rygge, Damernes ødelagte Frisurer, blege Kinder og graae jadskede Kjoler -- til Priis for den spottende Aurora -- for disse tvende sidste Skrækkeligheder forskaanede min sorte Silkekjole og mine som sagt skamrøde Kinder mig. -- Kl. 8 kom vi hjem -- vi loe en Time -- jeg gjorde mit Toilet i 2 og gik til Sengs. Jeg har nu faaet et temmeligt dybt Blik ind i den Fami- lie. Et Tilfælde kom mig meget til Hjælp. Ellers naar jeg er borte pleier jeg at ville ligge alene i et Værelse, men nu havde vi netop talt om Spøgelser, saa jeg ikke torde da det kom til Stykket, men ansøgte om en Selskaberinde og S. Moltz. blev beskikket indtil Dik. kom og løste hende af. Gjennem begge disse Damer fik jeg mangen interessant Note til mine Iagtta- gelser. Da D. reiste, indtog Pet. hendes Plads, det var Nat- ten før min Hjemreise. Vi snakkede til den lyse Morgen, P. blev da ikke længer nogen Gaade for mig, med rørende Op- rigtighed gav hun mig Nøglen til sit hele Væsen. Hendes Til- lid skal jeg da vist ikke misbruge, men jeg sagde hende forud at jeg havde en anden Halvdeel som forunderligt nok fik vide Alt hvad jeg vidste, saa at hun maatte indrette sin Fortrolighed derefter. At denne Halvdeel boede i 3die Etage i Mad. Rings Gaard vidste hun før. Det er dog en elskværdig Familie. Han er "skjøn i sin Nedgang". Hvad Hun er veed jeg ikke, hun er ikke skjøn i sin Nedgang, hvis man ellers kan bruge dette Udtryk; Ned- gang forudsætter dog en Opgang, en Zenith, og det er den jeg tvivler paa. Soph. er jeg da aldeles paa det rene med. Hun lod til at foretrække P. langt for A. og overhoved sætte me- gen Priis paa den første. Disse 2de Søstre ere ellers bleven saa uhyre forskjellig behandlede, A. fra den tidligste Stund saa forgudet og foretrukket at man med Grund kan tilskrive denne SIDE: 247 Uretfærdighed den Kulde og Frastødenhed i P.s Væsen, der især er Fremmede paafaldende. -- St. S. levede endnu som et Sagn blandt dem. Hans Navn blev ofte nævnt, man citerede ham hvor det kunde lade sig gjøre. Vor Morgenpassiar dreiede sig et Par Gange om ham. Engang var S. M. tilstede. P. fortalte meget om ham og hans Familie, og hvor godt de kjendte hinanden i B.; der forløb neppe nogen Dag uden man saae hinanden. "Jeg har aldrig seet noget Menneske forandre sig saa som han, saaledes som vi engang kjendte ham, var han en Person jeg havde uind- skrænket "Agtelse" for". -- Og den skrækkelige Forandring? spurgte jeg. "Ja nu blot den Hang som saa mange bebreider ham, i den senere Tid at indsmigre sig hos de Store medens han viser sin forrige Omgangskreds største Ringeagt -- " -- "Nei P., skjøndt jeg kjender mindre til St. S. end Du, er dog det en Beskyldning jeg med fuldkommen Overbeviisning fritager ham for. Den Slags Usselhed er saa aldeles uforene- lig med ham, at den maatte gjendrives blot ved at see, ved at høre ham tale 10 Ord. Har han Omgang med de saakaldte "Store", da er det vist ikke Rangen der tiltrækker ham, men Dannelsen, der virkelig hæver denne Klasse uforholdsmæssig over Middelklassen. -- Kan det undre Dig at han slutter sig til dem der staae paa nærmeste Trin med ham? Raahed vilde støde ham bort baade hos Høie og Lave, og om han nu, om han, om han -- " Jeg var bestemt en bedre mundtlig Forsvarerinde end skrift- lig, thi P. blev ganske overbeviist. "Jeg finder Din Udtolk- ningsmaade meget rigtig, og indrømmer hvad Du har sagt, thi skjøndt hans Fiender lagde noget andet i det, og fortalte Træk der skulle beviise det, har jeg i Grunden ikke troet det. Men det fritager ham aldeles ikke for den Bebreidelse at han over- seer sine forrige Bekjendtskaber fordi han troer at staae saa langt over -- og det burde han ikke for sin egen Skyld, thi det røber ikke Dannelse -- " "Du regner formodentlig ikke Din Familie til de Store -- nu ja! -- Eder søger han jo op, for Eder interesserer han sig." Jeg vilde ikke vide hvem hun sigtede til, men nu fulgte den længe ventede Beklagelse, der i Særdeleshed gik ud paa hans Forhold mod hende. "St. S", sagde hun, "gjør ordentlig et Studium av at vise mig størst muelgt Ringeagt. Han kan see mig i mine aabne Øine uden at hilse, taler aldrig til mig og opfordrer mig aldrig til en Dands, en Opførsel, der, da jeg veed den er uforjent, natuligviis blodt bliver mødt fra min Side med den grændseløseste Ligegyldighed. (?) Men med den har jeg derimod ikke kunnet anhøre en Yttring af ham om mig i An- ledning min Forlovelse. Han har sagt, jeg, "tog Th. blot for at blive gift." Du kan ikke forestille Dig hvilken Harme denne al Følelse oprørende og for mig og Ch. lige fornærmelige Yttring har opvakt hos mig og endnu ved at erindre, væller. Naar jeg vidste, naar jeg kunde udgrunde hvad jeg har for- brudt -- jeg ønsker jeg kunde gribe mig i nogen Forseelse mod ham -- men forgjeves, det er et menneske jeg altid har viist Velvillie og Forekommenhed og forsvaret ved hver Lei- lighed -- ja, jeg er kommen i saadan Vane dermed at jeg endnu ikke kan høre nogen dadle ham, uden at modsige og stille hans glimrende Egenskaber frem." Jeg taug til Alt dette, men tæankte meget. -- !!!! Om han end har hørt op med at gjøre af hende, indseer jeg ikke hvorfor det skal gaae over til den anden Yderlighed. Det er jo altid en brav Pige som har uendelig mere Forstand end Folk i Almindelighed. Hun er smuk og hun roser ham, 2de Egenskaber som han er meget svag mod. Men om nu en saadan Aversion alligevel var muelig, saa er det uædelmodigt -- utaknemligt -- at vise den -- men hvorfor lider han hende ikke? Jeg taler ikke her om at elske -- det begriver jeg ikke -- -- ! Dog jo! jeg begriber det. Godt at jeg ikke var længe i U. Man havde taget Livet af mig med det samme Traktement Arendalerne bød St. S., den Ret der er skjældnere end indianske Fuglereder, men maae SIDE: 249 ligesom alle Lækkerbidskener mydes med Maade. -- -- Endnu da jeg stod med Reisetøiet paa, ansøgte hele Selskabet om jeg vilde sidde paa Forundringsstol, og give dem Lov til at vælge noget for mig. Jeg gav efter og maate som "Menneseke" døie en heel Deel umenneskelige Beundringer. Man sagde man tvivlede paa min menneskelige Natur -- ak, havde de vidst hvilket Rov for reen menneskelige Bekymringer jeg var, hvor svag jeg havde været, hvilken strid, hvilken Selvbebreidelse -- hvor -- ak havde de vidst -- ! 19de. B. har faaet Svar. Det var dog godt at jeg ikke skrev efter det første Indtryk. Det er vanskeligt nu at træffe det Rigtige, end sige da. Stakkels B.! Hvor rører mig hans Hengivenhed -- men selv her tør jeg ikke tale som jeg vilde -- overalt Forstillelse, overalt Tilbageholdelse af mine natur- ligste, bedste Følelser -- og han som opofrende har elsket mig -- mod ham det! Hans Brev er meget mærkværdigt, og hvis det er sandt hvad den store engelske Menne [ske] kjender siger, at "det er en sorgblandet Fryd for de sildigere Aars barske og tørre Eftertanke at dvæle ved den Forestilling at vi bleve saa- ledes elskede, "vil dette Brev af Alt være meest skikket til at give den Slags Trøst. Vi have været til Alters i Forgaars. En saadan Dag kunde man rigtignok ønske at være blind og døv for at udelukke alle de forstyrrende Indtryk udenfra. Ellers kan jeg let unddrage mig den ydre Verden, men denne Dag da jeg kunde meest trænge til det, koster det mig ordentlig Anstrengelse. De lange trættende og slappende Formler i vore Landsbykirker, modar- beide nu i sig selv al Andagt, naar dertil kommer en Nerve- og Øresønderrivende Musik og en Præst! Præsten Sch.s Præ- ken maae vist være latterlig, skjøndt jeg aldrig er bleven fri- stet til at lee, thi jeg har blot hørt ham de Par Gange jeg har feiret en hellig Erindring og havde da ikke Sands til at op- SIDE: 250 dage det. Denne Gang hørte jeg ham ikke engang, saaledes var det lykkedes mig at fordybe mig i mig selv -- selv hans Billede torde ikke blande sig i mine Betragtninger, jeg havde foresat mig det, og bekjempede det, hvergang det vilde opstige. Jeg bad Gud om 3 Ting: Godt for ham, Fred for mig selv og Tilgivelse for mine Synder; jeg søgte at udfinde hvori disse sidste bestod, men da jeg ikke egentlig fandt nogen vis, troede jeg den største Synd var, at jeg havde elsket ham saa høit at det har gjort mig kold mod min øvrige Familie og forsømme- lig i mine daglige Pligter -- og da jeg traadte op til Alteret, da jeg knælede ned, lukkede jeg Øinene som om jeg frygtede at noget udenfra skulde forstyrre de Syner min Indbildnings- kraft havde fremmanet, jeg var ikke mere i vor Landsbyekirke, jeg saae ikke Præsten S.s massive upræstelige Skikkelse, hørte ingen Musik -- jeg var ved Herrens den Forunderliges Bord, jeg knælede ved hans ene Side, Johannes ved den anden, hans milde lidende Aasyn indgjød mig Mod og jeg tiltalede ham: "O, Du forunderlige Væsen, hvad Du er -- Gud -- Menne- ske -- bed for mig hos den store Aand, thi Du er mægtig, Du maae være hans Udsendte. Du veed selv hvad menneske- lig Lidelse er, see jeg lider, og er urolig -- giv mig Fred, at jeg kan takke Dig naar jeg næste Gang samles ved Dit Bord til Din Erindring. Jeg burde ikke have Rum til nogen anden Tanke end Dig og Din Lidelse, men netop denne opmuntrer mig, den er jo Seglet paa den Kjerlighedsfuldhed hvormed Du omfatter alle Mennesker og mig ogsaa. Min Bøn er ikke saa egenkjerlig som den synes -- Du veed det, den indbefatter alle mine andre, af dens Opfyldelse afhænger mine Ønsker for andre -- opfyld, Herre, hvis Du elsker mig" -- og en Haand rakte mig Kalken -- Pantet paa at han elskede mig. 24de. Fader taler om at søge G -- s Kald i Bergen. Jeg skrev og spurgte E. Hun forskrækkedes for en saadan Idee, beder mig modarbeide den med al Magt "som tillykke er stor." Desværre, den er ikke saa stor at den vil være af nogen Vegt her. K. prækede Fredag og var her til Middag. Fader under- rettede sig saa nøie om Bergen at jeg fattede Haab, dog havde SIDE: 251 jeg foresat mig ikke at bede derom -- fandt han sig da ikke fornøid, kunde jeg ikke udholde det Ansvar ved Overtalelse at have tilskyndet. Igaar var jeg oppe hos ham, jeg spurgte om han søgte, men han sagde: nei. Jeg glemte mit Forsæt, jeg bad, jeg tryglede næsten derom. Min usædvanlige Bevægelse var ham paafaldende, jeg gjorde nogle forblommede Hentyd- ninger til Bevæggrunden for mit Ønske, men da han vilde trænge dybere ind, nødtes jeg til at gribe til den rigtignok na- turligere, men i hans Øine strafværdigste af alle Grunde: at jeg kjedede mig paa dette Sted og længtes efter at boe i en Bye. Han gjorde mig Bebreidelser for min Ufornøielighed, at jeg aldrig kunde opofre noget for deres Tilfredshed -- jeg kunde ikke udholde at høre dette, men gik ind paa mit Værelse -- naar han kjendte mig! -- Ja jeg maae bort herfra, bort fra hans fordærvelige Nær- hed. Min eneste Adspredelse, mine Besøg i Chia., er ingen Ad- spredelse, det er en nye Anstrængelse, thi der gjøre Andre Fordring paa mig. At leve nær ham er Myggens ængstelige Flagren om Lyset -- nei til B., det er det eneste hensigtsmæs- sige Sted for mig. Saa fjernt at det hindrer enhver Forbin- delse, og et saa livligt Sted at det lover nogen Adspredelse for Savnet. 25de. Han har været i Fare, i Dødsfare! 2 Gange har Døden svævet over hans Hoved. Men jeg vidste det nok, han kunde ikke drukne. -- Borte -- forsvunden fra Jordens Over- flade -- -- hans Øine! -- o, en saadan Forestilling kan gjøre mig afsindig -- nei han kunde ikke drukne! -- undertiden jeg kan betragte ham, griber mig en Rædsel ved den Tanke at disse Træk kan tilintetgjøres, dette Blik skal udslukkes -- Død og Opløsning -- og han! -- Nei, nei, han maae staae op igjen i sin gamle Skikkelse, som jeg kjender. Gud skabte ikke noget saa herligt for evig Tilintetgjørelse. Hans Sjel vil længselfuld søge sin forrige Bolig -- vi paatage os de samme Skikkelser, kun forklarede. SIDE: 252 -- -- -- -- Men han har været i Fare -- o havde jeg været hos ham da -- i Dødsfare. Altid kommer dette Ønske igjen -- hvori ligger egentlig det Tiltrækkende i denne Forestil- ling? Gud, send mig til ham naar han kommer næste Gang i Fare! Jeg har tabt al Lyst til at tegne og spille. Jeg har virkelig Sands for disse tvende Ting, skjøndt han ofte har bragt mig til at tvivle derom -- ja jeg er overbeviist om at jeg vilde have bragt det vidt især i Musikken. Der har manglet mig aldeles Kraft til at øve disse Talenter, og det er hans Skyld. Musik taaler jeg nu ikke engang at høre -- den Slette skurrer i mit Øre og den Gode skurrer i mit Bryst. Læsning morer mig ikke længer, jeg seer aldrig i vore Bøger. Min Aand synes jeg sløves -- den simpleste Tanke koster mig Anstrængelse at ud- trykke -- intet interesserer mig uden det jeg burde glemme -- . Men jeg kan ikke løsrive mig, jeg vil kaste mig i mine Drømmeriers Malstrøm -- og drive om, Tilintetgjørelsen imøde. -- Hvis noget Øie faldt paa disse Linier kunde man troe jeg skrev en Roman, en daarlig Roman -- ak hvor lidet siger det, at en Romanheltinde ikke taaler at høre Musik og ikke gider læse, Fortvivlelser og Vanvid har sløvet Læseren for en saa ringe Ulykke -- men i Virkeligheden vil det sige meget -- skrækkelig meget -- ikke at taale at høre Musik og ikke lide at læse. E. siger: "Hvad der undrer mig, er at hans Brev ikke er vittigere, piquantere. Det er ikke anderledes end at en Anden gjerne kunde have skrevet det -- o, C., hvor har Du gjort af hans Vid, hans Lune?" Hvor jeg har gjort af dem -- skal jeg være ansvarlig for dem! Spørg heller ham hvor han har gjort af min Forstand. 26de. Brev fra E. Hun siger der staaer noget i den Con- stitutionelle af ham, et Brudstykke af et Brev som jeg for- modentlig længe siden har læst. Jeg har intet seet. Sidst Postdag havde man sendt os Statsborgeren istædet for den SIDE: 253 Con [stitutio] nelle og de 3 manglende Nr. fulgte ikke med idag heller. Altsaa netop de skulde indeholde noget fra ham -- for- modentlig hans første Hilsen til Hjemmet efter Dødsfare, og jeg der af alle først skulde have den, -- faaer ikke see den! Det er et raffineret grusomt Tilfælde. Man skulde virkelig troe at Levende og Livløst har sammensvoret sig for at nægte mig enhver Vederkvægelse, og sandelig, min Skjæbne er meget forlegen og synes at have udtømt alle Muligheder naar den paatager sig Postmester L -- s Skikkelse. Hvad Ondt har jeg gjort ham at han skulde sende Statsborgeren istædet for den C.nelle som jeg vilde see? Et Brudstykke af et Brev -- kunde det være? -- der staaer rigtignok -- -- -- nei det kan ikke være hans, om Moer Skrubstad og den Charlotte som drikker nysiet Melk -- "Petra! -- Brig har en deilig Reisning" -- hans Novelle der kom- mer ud i Nytaarsgave. -- Hvad skal jeg troe da? Nei, nei det er ikke af ham, denne P. med hendes Forudfølelser der maae være noget -- E.! -- Du er ligesaa lei som de Andre, hvorfor skriver Du ikke bestemt derom! Den gode E.! hun har skrevet det af i sit Brev -- men nu kom Bladene ogsaa, da man saae det ikke nyttede. Jeg er glad jeg har det afskrevet, saa slipper jeg selv at gjøre det som vilde have vagt Opsigt. Nu fløi jeg blot Bladet flygtig igjennem og Fader fik det strax op. Tænkte jeg det ikke, han vilde synge "Lieder an die Nordsee"! men die Nordsee har ogsaa sunget Lieder for ham og just ikke sanfte Wiegenlieder -- . Hvor E -- l kan takke Himlen og sin "Takt" at han tog ham med. Bølgerne udstrakte længselfuldt sine Arme efter ham -- Stormen begyndte allerede Gravsangen, men Himlen betænkte sig stærkt, at den ikke gav sit Minde til noget den siden vilde angre, og førend begge Parter vare enige, optog Havnen dem -- mon ikke Eb. trykte sin Redningsmand til sit Bryst? i hans Sted -- ! o Gud tilgiv mig hvad jeg siger -- men jeg elsker dette Menneske saa høit, at jeg ikke kan fatte at Du kunde tillade at han druknede -- Du maatte angre -- tilgiv mig min Tale. SIDE: 254 Nei det kunde Du ikke! Du er for god. Tak Dig milde Himmel! Over den skrækkelige Forestilling har jeg glemt dette. 27de. Han er nu i Paris, og jeg er i Eidsvold. Deri ligger det trykkende i Ensomheden for mig. Aldrig har jeg været saa utaalmodig. I Fjor Høst da jeg kom hjem fra Byen og havde den trøstesløse Udsigt til de 3 Høstmaaneder for mig, bar jeg Ødet langt taalmodigere, selv i mine Breve til E. undslap mig aldrig nogen Klage. Men han er i Paris. Var han ved Stadt eller Vardøhuus vilde jeg være rolig. Men hans Sang vil jeg her skrive af. Efter Hukom- melsen: "Vi sad en skyfuld Aften og saae over Søen hen, Da kom der hvide Maager og svæved' over den. De hvide Maager meldte, med Piben og hæse Skrig, At nu var Søen fuld af drivende Vrag og Liig Og Maanen trak bleg og traurig, paa Vagt i det øde Rum, Da saae vi en ensom Planke, der drev i det vilde Skum, Men Stormen gik atter nordpaa i Ryttermantel graae. Naar Skipperen nikker døsig, han laer Reveillen gaae." "Die Möwen schrillen kläglich -- " Der ligger noget ubeskriveligt deiligt i hans Øine. Hans Mund skal ikke være smuk, men jeg kan aldrig faae overbe- viist mig om det er sandt. Jeg tænker saa ofte jeg vil lægge Mærke dertil, men det tillader hans Øine ikke. Jeg vilde sidde Timer og holde hans Haand i min og stirre paa disse Øine og saa vilde jeg kysse hans Pande -- naar han sov -- høiere naae ikke mine Ønsker -- udenfor dem svimler Tanken -- han har en deilig Pande -- men hans Øine! -- -- -- -- jo -- ak! -- SIDE: 255 Den Tid fra min Hjemkomst indtil jeg fik see ham igjen i Lyceet i Fjor Vinter var mærkværdig at jeg kunde tænke ofte paa ham. Der er lidet Haab saalænge jeg blot tænker en Gang daglig paa ham, det vil sige fra jeg staaer op og til jeg slumrer ind -- jeg er den legemliggjorte Tanke paa ham; at ikke Folk gjetter det, seer det. Jeg synes hans Billede maae staae skrevet i mit Øie, ligesom Napoleon empereur i hiin Franske Piges. Hvad skal dette blive til. Jeg svinder hen som en Skygge. 28de. Alhambra! hvilket Tryllerie ligger i dette Navn. Intet Sted hvorhen man kan naae, med vore cultiverede Reisers kjedsommelige Magelighed -- vil sige sovende i lukkede Vogne -- har saadan Tillokkelse for mig som det fjerne Granadas klassiske Jordbund. Men jeg vilde ikke reise uden med ham. Med ham vilde jeg bestige Sierras vilde Bjerge, med ham dele en saadan Reises romantiske Besværligheder. Hvem skulde staae ham bi i Faren, hvem sørge for ham, naar vi efter en lang besværlig Vandring havde fundet et Lye for den bræn- dende Middagssol, og kunde udhvile og forfriske os under et beskjermende Tag af Mandel- og Figentræer ved en sprudlende Kilde -- jeg skulde det, min Haand skulde række ham Veder- kvægelse -- mit Øie vogte over hans Søvn, min Haand skulde tørre Sveden af hans Pande og tilvifte ham Kjøling, mit -- hvad behager? jeg synes E. talte noget her, men jeg har en- gang for alle frabedet mig ondskabsfulde Bemærkninger -- "Det var den uskyldigste af Verden; jeg meente blot da jeg hørte Dig tale om glødende Middagssol og Bestigning af Bjerge, at Du selv vilde komme til at ligge som en stakkels vansmægtende Flue der er kommen Skorsteensilden for nær, og selv allerførst trænge til baade Kjøling og Viftning og -- " Og naar vi nu havde naaet Granada! Hvor vilde disse vidunderlige Sagn og Eventyr som hver Steen, hver Busk kan SIDE: 256 fortælle om, først faae Liv og Betydning for mig ved hans Side. Gid jeg kunde reise til Alhambra, og beboe Infantinder- nes Taarn eller Elisabeths forfaldene Gemak med Udsigt til den vilde Have med Marmorspringvandet der straaler i Maanelyset, medens Mandel- og Orangetræernes Blade hvisle mod Ruderne og kaste skjelvende Skygger paa de afblegede Tapeter og det tavlede Gulv og Sommernatvindens sagte Pust gjennem Gre- nene lyder som Aanders Hvisken -- eller i den stille Nat høre Suk og Vaabenklirr fra Løvegaarden -- Alhambra! Imorgen skal jeg til Brensmørk for at høre Fru S.s Suk og Klynk og der har vi jo en forraadt Princesse! Der falder mig ind hvor merkværdig "den unge Indianer- inde" passer paa min Stilling. Allerede da jeg var i Paris til- talte hendes Ord mig bekjendt, men da vidste jeg ikke at han kom der. En Dag da jeg havde Syngetime og sang den, kom jeg i mere Bevægelse end der egentlig var gavnlig for Sang. -- Manden gloede paa mig i Speilet, og sagde: "reposer vous donc, mademoiselle, cela vous fatigue" og for at hevne mig paa den "unge Indianerinde", eller rettere betage hende Evnen til at sætte mig i Bevægelse, gjorde jeg hende latterlig i en Parodi -- men jeg mærker hun er hevngjerrig som alle Vilde, hun vil nok beholde sidste Ord, lader det. Mai. Før har jeg ærgret mig over den Mangel paa Fær- dighed i at udtrykke sig; man hører undertiden tale om at tænke i det eller hiint Sprog -- Fader sagde forledendag: Du skulde vænne Dig til at tænke paa Fransk. Men Tanken har intet Sprog, som jeg bedst kan skjønne af at det der meest fortjente at komme paa Papiret, ikke kommer der, kunde jeg fastholde den, give den Form, blev det Digt, Poesie, men denne Gave er mig ikke forundt. Dette fik jeg i Hamburg. "Du klagst betrübt dasz Dir die Musen Das Glück der Poesie versagt, Nicht wissend dasz im eignen Busen Schon längst ihr süszer Morgen tagt. SIDE: 257 Wenn Dich des Schönen Strahl entzücket Ob dein Entzücken stumm erglüht Ob glänzend durch die Saiten meistert Ob still als Anmuth um Dich blüht: Du bist den Göttlichen verbunden! Durch des Gefühles Weihekusz Hast ihre Seligkeit empfunden, Ob auch die Lippe schweigen musz. -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- Es üben edle schöne Seelen Den stillen Zauber unbewuszt Ob Blicke sie, ob Lieder wählen Ihr Walten dringt in jeder Brust. -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- Begehre drum der Leier Töne Für Deines Herzens Fülle, nicht Gleich herrlich blüht das Ewigschöne Seis in der Thatw seis in Gedicht. -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- Wirst Alle segnen und erheben Durch Beispiel wirken from u: rein Und -- statt nach Liedeskraft zu streben Begeisternd selbst die Muse sein!" [fotnotemerke] Det er jo meget trøstelige Løfter, og en herlig Skadesløs- holdelse. En Dame har dog skrevet dette, men ikke jeg. Vi ere ikke egentlig skabte til at tale. Spanierinderne ere de tauseste og meest uvidende af Europas Damer, og dog ere ingen mere veltalende end de. Men jeg kan dog misunde den der har hiin Evne i høi Grad. P. B. er mærkelig i saa hen- seende. I hendes Manuskript traf jeg paa Repliquer saa lette og flydende, at de vakte min Beundring, og paa Perioder der vare sidelange, og saa indviklede at jeg svimlede. Mine Satser Fotnote: Et af de mange Hyldningsdigte som den gamle Rath Ludwig, under mit senere Ophold 36 -- 37, skrev, deraf enkelte i Blade. SIDE: 258 indskrænke sig gjerne til 3 Linier. Men de undrer mig ikke saa meget, thi hun er ikke en af "os". At kunne udtrykke sig rigtig, at kunne give alle sine Tanker Ord. Alt hvad jeg siger er dumt og hvad jeg skriver er endnu dummere, fordi det altid giver et ufuldstændigt Begreb om mig og ofte et Falsk, thi jeg er ikke dum. Naar jeg var hans, vilde jeg aldeles ikke tale. Jeg vilde blot høre paa ham hvad han sagde -- taus kunde jeg svare ham. Naar han lagde sit Øre mod mit Bryst og lyttede til, hvad der foregik derinde, vilde han fatte hvad jeg meente, og var Hjertets Slag ham enda dunkelt og uforstaaeligt saa var jo Øiet der! -- o hvor klart, hvor henrykkende klart mit hele Væsen maatte staae for ham da! Nu siger han at han ikke kjender mig, skjønt jeg med Ord har forsøgt at fortælle ham noget om mig. Tys, tænk paa noget andet. Jeg har nylig skrevet til Petra! Det er et merkværdigt Væsen denne P. Han har elsket hende engang, hun er hans Ungdoms- kjerlighed. Vi ere altsaa etslags Medbeilerinder, dog af det Slags som man uden Resico kunde stænge ind i et Værelse sammen. Vi ere meget gode Venner. Jeg vil afskrive mit Brev til hende. "Kjære P. Længe har jeg baaret paa mine Skriverpro- jecter, uden at jeg kunde begribe hvad der egentlig hindrede mig i at sætte dem iværk, men nu opdager jeg at der fattedes mig en vis Kraft eller Lyst som Du dog ikke maae optage i den almindelige Betydning. Med den velsignede Maisol er den først kommen, ja Maisolen skinner nu, og den naaer ogsaa med en oplivende Straale ind i et stakkels Eidsvoldsk Hjerte og tøer det op efter Vinterdvalen eller uden Lignelse, jeg forsikrer Dig at jeg aldrig har oplevet en saa trist og trættende ensfor- mig Maaned som denne sidste. Fra den Dag jeg kom hjem indtil nu, har jeg i strængeste Forstand ikke sat min Fod udenfor Huusdøren, naar jeg undtager en Søndag til Alters, og den Præst der forrettede, er det eneste menneskelige Væsen vi have seet: De 8 -- 10 Dage tilbragt hos Eder, skjøndt op- muntrende for Øieblikket, maatte kun bidrage til at gjøre Tom- SIDE: 259 heden bagefter saa meget føleligere. I ere fortræffelige Folk allesammen. Det er skjelden jeg reiser nogetsteds, men til Eder skulde jeg have Lyst til at komme oftere, gid ikke Rum- met forhindrede det. Jeg har fortalt E. D. hvor idyllisk vi Smaaebørn ikke bestilte noget, men legede hele Dagen, og hun blev saameget mere overrasket, da hun hørte at det ikke ud- trykkelig var Blindetyv eller Tagfat, men Lege i den aandigste Betydning, hvis Navne nogensinde kunde sætte Skræk i et elskværdigt Hverdagsmenneske, og hendes Beundring yttrede sig blandt andet i lignende Udtryk: -- "at være i uafladelig Aandsactivitet i 8 Dage, det var da uudholdeligt, hvilket Oplag af Vid og slige kraftige Essentser maatte der ikke til for ikke at blive banquerot ved et saa umaadeligt Brug? Men I have bestaaet Prøven, etc." Ja jeg sagde ogsaa at vi vare vittige, meget vittige, og alt hvad ellers min Beskedenhed tillod mig. Du maae vide vi have ofte beklaget for hinanden at saadanne Lege saa skjelden kunne komme istand -- i Selskaber eller blot i Familiekredse derinde i Byen for Ex., hvor vilde det give en styrkende Afvexling efter den evige Damepassiar -- men derpaa er ikke at tænke; foreslaaer nogen saadant møder det strax tusende Hindringer. Nogle undslaae sig af dum Undseelse og Andre vistnok med Grund af undselig Dumhed, thi en Smule Mutterwitz maae der rigtignok til skal de blive antagelige. -- Dine Manuscripter har jeg gjennemlæst. Min Dom kan ikke blive anderledes end da jeg i U. havde læst den første Side. Jeg vil aldrig raade Dig til at give dem ud. Vor Tid har ganske andre Fordringer, maaskee 20 -- 30 Aar tilbage havde den passet i Folks Smag, skjøndt jeg maaskee ikke un- der nogen Betingelse lod den komme for Dagen, var den min. Tilgiv mig denne uskaansomme Resension. Der er ingen Tvivl om at Du kunde under gunstigere Omstændigheder have blevet noget i den Vei. Du er da heller ikke den første, hvis lig- nende Evner, fra Begyndelsen savnende Pleie og Næring, til- sidst ere ganske gaaede under i det huuslige Livs Trivialiteter, og faaer trøste Dig med ikke at blive den sidste. Du har dog en beundringsvserdig let Maade at udtrykke Dig paa, jeg traf SIDE: 260 paa Repliquer saa lette og flydende at de vagte min Misun- delse -- men alligevel -- -- -- ! Jeg har ikke med en Stavelse omtalt den til E., som Du frygtede saa for, af den Grund at jeg ikke kunde sige saa meget godt om den som jeg ønskede. -- -- Spiller Du nu om Dagen? Tænk hele April har jeg ikke havt Klaveret oppe, men har nu begyndt at klimpre hver Eftermiddag lidt paa Guitarren. Min Stemme af "hoher Lohr- behr" fandt jeg til min Glæde afskreven i min lille Bog, jeg vil nu lære den fuldkommen udenad, og paalægger ogsaa ret alvorlig mine Medstemmer, at øve deres ligesaa samvittigheds- fuldt ind, at naar vi blive samlede i Sommer vi da kunne synge den sammen i den frie Natur, hvor guddommelig det vil blive! jeg er vis paa, opløftede vi et saadant 4-stemmigt Qvad en Maanskinskvel nede i Smægteruds hemmelighedsfulde Skygger, kom vi til at lokke alle Feer og Skovnympher, som Du veed her er godt Raad til, ud af Buskene. Det følger da heraf at Tenor og Bas ikke maae mangle, og det paalægger jeg Dig at sørge for. -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- Jeg haaber Du glæder mig med et Svar paa dette, indtil vi sees da lev vel, kjere P.; og nu de velsignede Hilsninger uden hvilket et Brev ikke er et Brev, til Dine Forældre, den smukke Frue, Sophie -- Din Fader -- kort enhver hos Eder i Særdeleshed og hvem der ellers i Almindelighed skulde spørge venligt til et Væsen som Din C. Til ham med de brune Øine og -- Din Fader." Fru C.s lille Gut er det deiligste Barn jeg har seet, en kongelig høi Næse og et Par Øine saa brune, saa brune som -- som -- Kaffen. Jeg er bleven en Slags constitueret Sekretair i Klokkerens Fraværelse for Fader, og copierer Breve til Præsterne og Stiftet. Det er ingen let Opgave at rive sig løs fra sig selv og fordybe sig i Aabod, Taxations- og Matriculeringsforretninger, og det koster mig umage at beholde min Samling -- ak Pennen syn- SIDE: 261 ker, den stønner og klynker, jeg maae jo tvinge den til at bringe mig bort fra ham! Er det et Under, naar Aftnen stunder, at den faaer Vinge, naar jeg kan svinge, mig hen til ham? Brev fra E.! min ædle E., hun sender mig et Lommetør- klæde med hans Mønster. Til mig har hun broderet det. "Du skal med [det] aftørre Dine Taarer"; ak havde det ikke været alt for smukt havde jeg strax taget det efter denne Anviisning i Brug, men jeg troer ikke jeg vil bruge det nogensinde. Jeg vil gjemme det da det forener Erindringen om begge de Men- nesker der have interesseret mig høiest i mit Liv. 15. Mai. E. havde været i Selskab hos Schw. Lille D. var der blandt andre. Man disputerede om hvorvidt St. S. var skikket til Ægtemand eller ikke. En Part beviste at han aldeles ikke var det, saa at den anden gik ind paa den samme Troe, og Resultatet blev at han ikke duede til at være det paa den Maade man maae det her, men at han idetmindste maatte have en riig Kone og at de maatte boe i hver sin Etage. Det er meget, at det Project med de 2de Etager har fundet Ind- gang i deres Hjerner. Det kunde vistnok bidrage til at fore- bygge den Forbandelse som hviler paa saadanne Forbindelser, men det falder dem dog aldrig ind hvor utilstrækkelig en saa- dan Adskillelse i Rum er, naar Aanden i en saadan Forsagelse fattes, uden hvilken den blot bliver en piinlig Tvang. Denne Utilgjængelighed maae hun bære med sig selv, -- ja hun. De maatte begge vide at bevare den Nyhed og Friskhed for hin- anden der forebygger Kjedhed og Overmættelse af hinandens Selskab, denne sædvanlige Klippe i Ægteskabs Søe hvorpaa Kjerligheden strander. -- Sædvane, Tryghed i Besiddelse -- Djevel! Elskende i Ordets skjeldne, høieste Forstand, burde ikke gifte sig sammen. Før har jeg troed det, at saagar en For- bindelse med en anden man ikke saaledes elskede, var natur- stridig, men skulde det gaae efter denne Regel, blev der jo næsten ingen Ægteskaber. Hvor uhyre skjelden er det Til- fælde at en finder sin fraskilte Halvdeel i sin Tid. Aarhund- reder kan ligge mellem deres Grave, eller Oceanet skille SIDE: 262 dem, eller maaskee blot en Brædevæg, uden at de i dette Liv træffes. En saadan jordisk Forbindelse er netop passende at slæbe hen ved et Væsens Side man ikke elsker, saa behøver man ikke at frygte for nogen grusom Opvaagnen. Kjerlighed er for høi, for guddommelig til at drages ned og ødsles bort for et saadant Livs usle Fornødenheder, den bør sættes hen som en hellig Skat i Himlens Sparebank, og der først bør man nyde Renterne. Jeg veed ikke hvem han er, men en Angst griber mig blot ved Forestillingen om en saadan Forbindelse med ham. -- -- Ak Gud, ak Gud, hvad siger jeg! Om 2 Maaneder, siger E., er han her igjen! Kun 2! 2 Maaneder ere allerede gaaet siden han reiste. Om 2 Maane- der er han her! Stakkels C., kan det glæde Dig, Du skal jo ikke see ham? 17. Mai. Og til dette Liv er jeg skabt? Til denne tærende Uvirksomhed, denne Stillestaaen af alle mine Evner og Kræfter -- -- at pusle den ene Tid af Dagen bort med lidt Søm, at drømme den anden bort eller søge Glemsel i en Bog, der ofte er saa at jeg ikke vilde lukke den op paa et andet Sted -- Ak -- jeg vilde arbeide, virke, skabe rundt om mig. Jeg kunde være en Kilde, som syngende sprudlede ned af Bjergene forfriskende Alt om mig, og jeg er en stillestaa- ende Dam, det døde Hav. Uvirksomhed er skrækkelig -- men enda er det en Trøst naar jeg har noget at sysle med, men naar jeg nu har puslet færdig hvad der i skjøn, lang Tid vedligeholdt Skinnet af Arbeide, naar der ikke er flere Kjoler at reparere, Moder ingen flere Kapper vil have, kan man nok hæve Øiet op til Stjernerne med "die Brust voll Wehmuth und das Haupt voll Zweifel" og bede: "o löszt mir das Räthsel des Lebens! -- -- Was bedeutet der Mensch? was soll er hier?" og i et saadant Øieblik er jeg saa mismodig, saa kjed af mig SIDE: 263 selv, at jeg er bedrøvet naar Morgenen vækker mig fra Søv- nens Glemsel og en lykkelig Drøm til Dagens Tomhed og Øde. Mangen vilde dømme disse Blade haardt, faldt de ved et Tilfælde, en Ildebrand eller ved min Død i deres Hænder. Jeg har ikke skrevet i min Dagbog paa længe. Det har været en tung Tid for mig, jeg har ikke havt Lyst til at skrive -- ikke til noget. Jeg har klaget til E. -- klaget! thi selv Kraft til Forstillelse mangler mig. I Fjor Høst da jeg kom hjem fra Byen, da jeg troede hver Forbindelse med ham brudt, med Udsigt til Høstens triste Maaneder, da fik E. muntre Breve fra mig, men jeg kan ikke skrive dem nu. Men jeg vidste der maatte komme saadanne Tider. Disse tvende sidste Maa- neder siden min Hjemkomst kan jeg aldrig glemme. I for- tærende Afsondring fra alt Samkvem med Andre, selv med Guds frie Luft, thi min Fod har kun en Gang -- min Alter- gang -- været uden for Døren, havde jeg ingen anden Udvei end at fordybe mig i mine Drømmerier og Erindringer, jeg var et Rov for dem, vaagende og sovende. De vare mig et Slags aandeligt Opium for at redde mig fra den ubeskrivelig ned- trykkende, alt Liv nedbrydende Virkelighed. Opvaagnelsen er som efter en Opiumdrøm -- Livslede, frygtelig Tomhed -- jeg er ulykkelig, min Stilling staaer for mig i sin trøstesløse Nøgenhed. Hvem har jeg helliget saa hver Tanke -- hvem er da Gjenstand for en saadan Kjerlighed -- er det mueligt at det er ham -- ham som Folk kalde W., ham den Herre, som nu har lagt Knebelsbarter an i Paris -- hvem gjælder disse Linier -- ? ham som jeg frygter, der gjør mig stum naar jeg gaar ved hans Side, ham den sindige Menneskeprøver, den for- nuftige Beregner -- -- -- ? Jeg spørger mig selv om det er ham. Umueligt. Det [maae] være et Ideal jeg bærer, som han har stjaalet nogle Træk af -- eller er det maaskee Roman, da bør det kastes i Ilden. Nei det er ikke Roman, jeg er dog saa ærgjerrig ikke at skrive slette Digte. Men jeg forstaaer mig SIDE: 264 ikke selv. Jeg føler Ringeagt mod mig og Bitterhed mod ham -- jeg vil hæve mig, men kan ikke det heller. Min Broder O. skulde komme, længe havde jeg glædet mig og ventet det, men jeg greb mig selv i Ligegyldighed derfor. Han skrev et Par Timer førend han kom og meldte os Timen. Jeg flygtede op paa mit Værelse; thi han vilde tage en Fremmed med. Lieutnant Lassen er en munter ung Herre, men jeg kunde ikke være underholdende Værtinde. Fra mit Vindue kunde jeg see O. komme. Jeg gik ud paa den mørke Gang for at opfange Lyden af hans Stemme, men hans Søster kunde ikke gaae ham imøde. Under Paaskud af Forkjølelse blev jeg paa mit Kam- mer. Fader kom op. Han blev opirret ved mit Afslag at komme ned; jeg sagde rolig og afgjørende at baade jeg selv og de vare bedst tjent med at ikke komme -- han svarede mig barsk [som] sædvanlig i den sidste Tid. Med min Fortrolighed tog han sin Ømhed igjen, denne Ømhed som Folk fandt over- dreven og endnu troe existere, men kan jeg kjøbe den igjen med min Fortrolighed? umuelig -- umuelig! Lidelser af den Art som trykkede mig -- forstaaes skjelden. Den Stærke som 99 Gange har overvundet sig, tvunget sig til at synes hvad man ikke er, men den 100. Gang savner Styrken dertil, som ikke har baaret Sorgens Skildt paa sig, maae nu aldrig vente nogen Medfølelse -- "Luner", "Caprice", det er den Trøst man faaer. Naar man har Mad og Drikke og Livets Beqvem- meligheder, kort, har det, hvad man kalder godt, saa maae man jo være lykkelig, naar man ikke kan tage og føle paa en Sorg er det ingen Sorg. Da Fader var gaaet var mit Hjerte saa tungt og jeg synes mig saa fattig og forladt. H -- d kom op om Eftermiddagen. Jeg bad ham om en Spadseretour. Vi gik en Vei hvor vi haabede ikke at træffe nogen. Det var længe siden jeg talte med et Menneske, og det var en Lettelse at klage til ham. Jeg sagde det ikke, men han kunde see at jeg ikke var lykkelig. Han forstod mig vel ikke ganske, men han syntes at ane noget om en forfeilet Tilværelse, for en der er skabt til at være lykkelig og gjøre Andre lykkelig, han fat- tede hvad et Snegleliv vil sige for den der kunde bruge Vinger. SIDE: 265 Vi spadserede en lang Tour, og jeg kom lykkelig op paa mit Værelse dengang, uden at møde nogen, Lt. L. eller O., som jeg frygtede for. En Times Tid efter vovede vi os anden Gang ud, men da jeg dreiede om Hjørnet for at snige mig gjennem en Bagdør ubemærket op paa mit Værelse, seer jeg til min Skræk Lt. L. og O. staae i den aabne Dør, og komme os imøde. Det var for seent at vende om, da jeg alt var seet og maatte altsaa samle al Fatning og hilste da jeg kom dem nær. Han gjorde store Øine. Der blæste en stærk kold Vind, og jeg skulde holde mig paa mit Værelse formedelst Forkjølelse! "Ah", sagde L. "Frøkenen er syg -- jeg beklager -- -- " "Ja", svarede jeg i min Forlegenhed, "jeg er meget daarlig siden et Par Dage" -- -- og denne Forsikring fik et usæd- vanligt Eftertryk i den meest blomstrende Rødme, som nogen- sinde kunde komme dumt og ubeleilig. Han blev ogsaa rød som Purpur, formodentlig paa mine Vegne. "Nu maae Du gaae ned," sagde O. da han kom op til mig, "naar Du ikke vil prostituere Dig, thi nu veed han Du ikke er syg, naar Du kan gaae ud, desuden saae Du Pokker ikke syg ud." Alt dette var meget sandt. Men jeg gik ikke ned. Saaledes var min Glæde over en elsket Broders Hjem- komst fra Udlandet beskaffen. Men nu vil jeg skildre en af mine Adspredelser: Anden Pintsedag reiste jeg hen at see til M. [..] , der igjen var bleven hæftig syg. Hvad der ventede mig kunde vistnok daarlig opmuntre et nedtrykt Sind. Da jeg kom ind efter at hun var forberedet paa mit Komme, og traadte hen til hendes Seng, brast hun i Graad, og dette Syn, de udtærede Træk som convulsivisk skjælvede for at undertrykke Bevægel- sen, gjorde et saadant Indtryk paa mig, at den der skulde bringe Trøst, selv først trængte til den. Den arme M., der var dog ingen der kunde sætte sig saaledes i hendes Sted som jeg eller føle saadan Medlidenhed -- ikke den jamrende Moder eller Faderen som solgte hende, eller han, den Uværdige, som kunde tilkjøbe sig sin Lykke for en saadan Priis -- ingen, ikke en- gang Fr. W. med sine stoiske Trøstegrunde -- og M. syntes at SIDE: 266 vide det. "Hvor græsselig længe det er siden jeg saae C." "Nei," sagde Fru [...] , "C. har nylig været saa snild at see til Dig." "Ja men jeg faaer ikke tale med hende, jeg vil tale med C., jeg har længe længtes efter at tale med C," sagde hun utaal- modig. Det var tydeligt hun ønskede at blive alene med mig, men da Fruen endelig gik kom M -- s Fætter strax ind og stil- lede sig taus henne ved Vinduet, formodentlig beskikket for at forebygge enhver Meddelelse mellem os, da man maaskee fryg- tede mine Taler skulde "sætte hende op." Overflødig Frygt. Maaskee før har man med nogen Grund kunnet troe at M -- s villieløse og vaklende Karakteer, hvorpaa de byggede Haabet om deres Planers heldige Udfald, kunde ved hendes Omgang med mig, ved at høre mine Anskuelser af saadanne Forhold udtale, være noget udsat, men naar det allerede er kommet til den Yderlighed hvor intet kan ændres, vilde enhver Opmunt- ring til Fasthed eller Modstand istædet for at gavne, blot gjøre hende Kampen tungere. Min Trøst havde været af en anden Slags. Trøst! hvad Trøst kan der gives i en Situation som M.s? Jo der er dog en Maade der aldrig kan forfeile, det er at tage fra sig selv og give hen. Jeg kunde ikke sige til M.: Du vil nok blive lykkelig igjen, eller kaste et fordeelagtigt Slør over hendes Stilling som min Overbeviisning fordømte, alle disse Kneb overlader jeg de andre -- men jeg kunde sige: min stakkels M., jeg kan forstaae Dig og lider med Dig. M. og jeg have aldrig været Fortrolige -- idetmindste er jeg i hendes Gjeld i saa Henseende, og vi blive det vel heller aldrig, men det er ved et saadant Syn af Lidelse, i et saadant Øieblik at mange sneverhjertede Hensyn svinder, man giver Alt det bed- ste man har, selv den helligste Hemmelighed er usikker i sin Forskandsning, man griber til den ogsaa, under Fare for Op- dagelse, kan den paa nogen Maade anvendes. Fru [...] var uden for sig selv og hengav sig til denne utaalmodige Sorg, der ca- rakteriserer Sjele som hendes. Den der har seet hende naar der intet er paafærde, kan omtrent slutte sig hvordan hun nu bar sig da hun vist nok havde Grund til Klage: i det ene Værelse L. i Kramper og Besvimelser som hun havde faaet SIDE: 267 ved at see M. have et stærkt Anfald, og denne i næste Stue, et Billede paa den dumpe Fortvivlelse som har givet sig reent over. "Og Alt dette paa mig," sluttede hun sin Klynken, "mon ikke Maalet er snart fuldt for mig; ikke er B. her oppe (M -- s Elsker), han ligger ogsaa syg og er meget daarlig". Deri gjør man Ret, tænkte jeg -- "Hvad feiler ham da?" "Ak Du kan begribe hvor nær han maae tage sig M.s Sygdom og Humeur" -- nei, det kan jeg sandelig ikke begribe -- "Han er syg fordi M. er saa syg -- " og M. er syg fordi han er saa frisk -- Stakkels M. Jeg red hjem i dybe Tanker over hende og mig selv. Jeg havde medtaget et mørkt Billede mere. Hvor findes nogen Glæde. Men Naturen, C.! Naturen! Nu grønnes Skoven, gaae ud! -- ak! -- -- "Naar Bladene falde af Træerne, da, C., er det Tid at skilles." Juni. Og dog er jeg angst for at mine Forsætter, ikke at tilstæde nogen Sammenkomst, skulle gaae op i Røg naar Fri- stelsens Stund kommer; naar jeg undertiden overveier en eller anden af hans Yttringer, eller jeg fra et ikke alt for himmelsk Standpunkt seer mit Forhold, faaer dette Forsæt en vis trod- sig Fasthed og jeg føler ordentlig en Vrede mod mig selv, en overordentlig Angst blot ved Tanken; derfor har jeg forfattet en Catalog over Alt det jeg har mærket bestyrker det, og denne Catalog bærer jeg paa mig og læser ofte. Den er ikke meget opbyggelig for Øieblikket. Den begynder: "Erindre Dig at" -- og nu følge 15 Paragrapher -- og slutter med: "o erindre Dig dette, og vælg da at berede Dig nye Anger og Ydmygelse eller at hæve Dig kjækt i Veiret med Bevidstheden af at denne Fasthed har udslettet Din forrige Svaghed og givet Dig Dig selv igjen." Corens have været her for at tage Afskeed. Fader har atter spurgt meget efter Bergen og jeg bad dem opmuntre ham til at søge Kaldet. Fader taler om at reise derhen en Tour SIDE: 268 for at besee sig. Gud give vi kom herfra, fra E., fra Chria. Her er saa deilig nu ude, at jeg kan blive trist om jeg aldrig var det. Nei ikke da, var jeg lykkelig -- -- -- Jeg har hørt gjennem E. at han allerede reiser fra P. den 8 Juni. Da kommer han hid, vær stærk, vær stærk! nu nær- mer han sig. Jeg vil glemme at han kommer, undgaae alt der minder om ham, jeg maae reise mig efter disse Maaneders -- Nedtrykkelse -- for at bruge det mildeste Ord. -- Hvorfor mon jeg glæder mig ved den Tanke at han kommer igjen, at han nærmer sig mig, naar jeg ikke skal tale med ham, om mueligt undgaae at see ham? -- Hans Øine -- -- -- Tænk ikke paa hans Øine, men læs paa Catalogen. 6. Juni. Der er Mange som have sagt at jeg var smuk, og undertiden synes jeg det ogsaa selv. En Tid i Fjor, fra Mai indtil jeg kom ind til Byen og havde været der nogen Tid, kunde jeg blive glad naar jeg saae mig i Speilet, især i Faders Miniaturspeil tog jeg mig ud, og engang da det tilbage- straalede mit usædvanligt blomstrende Ansigt, som Tanken gav end mere Glands, ønskede jeg at jeg kunde fastholde Billedet indenfor den lille sorte Ramme saaledes, og sende det til ham. Mange, mange have sagt at jeg var smuk; men han, hvis Dom vilde have gjort mig stolt, har aldrig sagt det, jeg veed ikke hvad han synes. Jeg er ikke smuk længer. Siden i Vinter er jeg betydelig forandret. Min Skabning svinder ind, thi hvil- ken Kjole jeg tager paa er bleven for viid for mig, Kinderne ere blevne skarpe, og jeg skrækkes undertiden over min Bleg- hed. Men det er det samme, skulde jeg vel sige med alle dem, der føle eller affectere Ligegyldighed mod det Slags For- trin og dets Tab; men jeg er desværre ikke saa fuldkom- SIDE: 269 men at synes det er det samme, jeg er bedrøvet derover. Iovermorgen reiser han fra Paris. Det var mærkeligt hvad den Constitutionelle fortalte, om hiin Læge i Brigthton, der lagde Mynt ind i en Luftballon af Gummielastikum, og lod den stige op i Verdensrummet, hvor den maaskee kan krydse i Aartusender førend den bringer Mindet om hans Tid til Efterslægterne. Den Con.elle kaldte det en bizar Idee, imidlertid er der intet saa ravgalt til, at det ei skulde finde sine Efterlignere. Jeg troer jeg vil gjøre som denne Mand, jeg ogsaa. Naar jeg skal døe lægger jeg disse Blade ind i en saadan prepareret Ballon og sender den op i Ætheren. Mit Haab om at blive opdaget, læst, bygger jeg da paa den Luftdampskibsfart mellem Maanen og her, som fuld- komnere Aarhundreder vil bringe med sig. Eder altsaa, lyk- kelige Passagere mellem Himmel og Jord, være disse Opteg- nelser helligede. Men netop i det Øieblik da denne ærgjerrige Idee fødtes, seer jeg at Bogen er snart ude, thi jeg skal ikke skrive mere -- og deeltagende Læser! Du veed ikke engang hvem, hvorfra jeg er, har ikke faaet noget sikkert Blik i mine Forhold og mangler overhovedet de Led der skulde kjæde de afbrudte Steder sammen til et Heelt; -- Du har kun seet hvor- ledes man elskede i vore barbariske Tider. -- Skjøndt nu dette sidste Blad billig burde været indviet ham, vil jeg dog, haa- bende at Du paaskjønner mit Offer, sammentrænge nogle Op- lysninger til Dig. Jeg er det næstyngste Barn af en Lands- bypræst fra Norge -- ak existerer det kjere Navn endnu! -- Min ældste Broder var en stor Aand, skjønt ikke af dem der stænge sine Efterladenskaber ind i Luftballoner. Du kan søge dem dernede. Han havde mange Venner, og mange Fiender, den bittreste af dem var ogsaa en stor Aand. De hadede hin- anden i varm Ungdommelighed. Det var min Broders eneste, uudslukkelige Ungdomshad, men jeg troer ikke det blev saa fuldkommen gjengjeldt, thi Gjenstanden hadede en Anden høi- ere end ham, og det var min Fader. Vi boede i en paradisisk Egn paa et i de Tider mærkværdigt Sted, hvor en Constitution blev grundlagt man i lang Tid glædede sig over. 6 Mile der- SIDE: 270 fra laae Hovedstaden hvor han boede jeg har skrevet om, jeg tilbragte ofte Maaneder inde hos Familier af mit Bekjendt- skab, og ved et saadant Besøg var det jeg saae ham. Over 6 Aar henrandt siden den Dag, og ligesaalænge er det siden det opstod, der har knyttet os usynlig til hinanden. Og vi saae hinanden utallige Gange, skiltes ad og kom sammen igjen, vi kunde ikke undgaae hverandre, men i disse 6 Aar have vore Læber aldrig udtalt et kjerligt Ord, eller mit Øie vovet et Blik, som ei kunde addresseres til hvem det skulde være. Efterat vi havde opdaget hinanden den store Hemmelighed, mødtes vi i en Skov, hvor vi tilbragte 4 Timer sammen. Der var ingen uden os og de tause Graner og den milde Aftensol der spillede paa det grønne Mos. Og vi vare unge og smukke -- vi elskede -- ! og vi sadde 2 Skridt fra hver- andre og jeg havde Hatten trukket ned i Panden, saa jeg den længste Tid kun saae et Glimt af hans Fod, forresten saae vi ikke hinandens Øine. Da vi skulde gaae, greb han engang min Haand for at hjælpe mig ned af en Skrænt, men jeg rev den til mig -- jeg var forelsket i ham -- og da jeg skottede hen til ham saae jeg et besynderligt Smiil glide over hans An- sigt, mit Hjerte bankede som efter en voldsom Skræk. -- -- Men da vi skiltes, for sidste Gang! da han pludselig fik Ordre til at reise til Frankrig? -- Nu, jeg vil sige oprigtig Alt. Vi stode i den dunkle taagefyldte Aften ved hinandens Side. Vi vidste vi aldrig skulde tale sammen om os, at vi vare tabte for hinanden det Øieblik han vendte sig og gik. Jeg sagde mange vigtige Ting i disse kostbare Minutter, men husker kun at han sagde det var Hieroglypher. Anhang. Han var nu kommen hjem og jeg skulde reise. B. kom herop kort før. Jeg undgik alle tête a têter med ham (B), men det hjalp ikke, han bad om en Samtale. Han kom med den indstændige Bøn fra W. om at skjænke ham en Sammenkomst inden jeg reiste. "Nei, B.," sagde jeg, "det kan jeg ikke. Hvad jeg kunde sige ham er sagt, jeg tog Afsked SIDE: 271 med ham, og det Brev jeg skrev indeholdt mit sidste Farvel." -- Mine Kræfter var ogsaa udtømte, jeg var saa svag, saa elendig at jeg ikke vilde have holdt ud at see ham endnu en- gang. Men jeg vandt ikke synderlig derved. Det Haardeste han kunde sige mig [fotnotemerke] , havde B. opfanget for at det i hans Mund, ved hans uskaansomme Udtryksmaade kunde blive saa krænkende som mueligt. Der gives Qvaler som man undrer sig at man overlever. En saadan var den Nats efter min Sam- tale med B. Og jeg holdt Ord, jeg saae ham ikke før jeg rei- ste. Der skulde nogen af hans Bekjendte afgaae med samme Dampbaad, saa det var høist sandsynlig at han vilde følge dem ombord. Jeg stod paa Stranden og søgte i Menneskehoben, jeg zittrede for at han skulde komme, eller ikke komme -- jeg veed ikke hvad -- nei han kom ikke; vi stege i Baaden. Alle D -- s, min Fætter, Oscar fulgte mig omb [ord] . E. gik med til Holmestrand; jeg skiltes da fra dem uden Graad, temmelig munter, men da Skibet begyndte at gaae, Byen at forsvinde mere og mere for mine Øine, o da strømmede Taarerne! Man taler om at udgræde alle sine Taarer, og jeg troer jeg virkelig gjorde det paa denne Reise, thi jeg har siden den Tid aldrig kunnet græde saa. Farvel, gamle Agershuus! naar vi sees igjen, har jeg kjæmpet ud. Efter 2 Maaneders Forløb skrev jeg ham dette til: Hamb. 10de Nov. 1836. Du vilde fortælle mig noget. Nu kan jeg med Rolighed lytte dertil; det kunde jeg ikke blandt disse Mennesker, der smaaelig ængstelig bevogtede alle mine Skridt. Og desuden, Sammenkomster duede ikke. Vi ere ikke skabte til at see, at tale med hinanden. Naar jeg var Dig nær, saae Du ikke mig, og Dagen efter skrev man daarlige Breve. See det havde jeg da endelig lært, og derfor kunde jeg mod- staae Fristelsen. Har Du ikke beundret mit Mod? -- -- Det var en iiskold Morgen. Men denne tilsyneladende Skilsmisse maae bringe os nær- Fotnote: At jeg burde see at "gjøre et Parti i Hamburg". SIDE: 272 mere sammen. Det er saa tungt at tænke hvad vi kunde været hinanden, naar vi ikke havde spilt disse 6 lange Aar med at plage hinanden. Jeg indseer heller ikke hvorfor de Andre derhjemme skal have Lov til at glæde sig over Dig, høre Dig, og jeg, der af Alle bedst forstaaer Dig, maae lade mig nøie med noget Andre tilfældigviis tilslænge mig og dette saa knapt, saa utilstrækkeligt. Vil Du ikke skrive mig til? Betragt mig som en Søster, jeg er det dog, om ikke af Naturen, saa dog ved Dit frie Valg mellem Tusende. Vi risquere intet ved en saadan Brevvexel i en broderlig-søsterlig Tone, tvertimod, den vil løse denne unaturlige Spænding, som Du jo selv siger er farlig, og hindre ethvert Tilbagefald. Det er en nødvendig Forholdsregel, skal jeg trygt og med Glæde vende tilbage til Foraaret. Du kan ikke troe hvor glad jeg er i denne Idee, og jeg takker Himlen, der har viist mig denne forsonende Udvei muelig. Jeg troer desuden stærkt paa Homoeopathien, da jeg engang som Barn ved et Tilfælde fik en uhyre Skræk for Tordenveir, kunde jeg, da jeg blev større og jeg skammede mig derover, kun kureres ved at gaae ud naar det rasede stærkest og ret tage det i Øiesyn. Kl. er 5, jeg kommer just fra Strauss's Bal. Imorgen tidlig eller rettere idag reise Norske hjem, og de tage dette med sig. Du vil finde det er et underligt Øieblik at vælge til Brevskriv- ning, jeg finder det meget passende, jeg har længes derefter; thi jeg har jo den hele Aften beskjæftiget mig dermed. Ak hvor meget havde jeg da at sige Dig! jeg var saa fordybet i min Ideerigdom at jeg kun dunkelt fornam Glam og Støi og en brusende Musik rundt omkring, jeg glemte tilsidst at der skulde et Sprog til og at jeg er saa fattig. Du kunde vel ikke dele noget af Din Rigdom med mig, men betage mig noget af min Frygt for Dig og min -- Mistillid til mig selv, det kunde Du [....] Welhavens brev. Efter mine Tanker ere Morgentimerne efter et Bal uhel- digt valgte til Brevskrivning. Da er man virkelig fattig som Du siger. Du burde have skrevet før Ballet, da Du havde SIDE: 273 Din sædvanlige Velstand, eller under Ballet da Du blev riig -- kun ikke efter Ballet da Du ifølge Naturens Orden maatte være fattig. Jeg vilde saa gjerne vide noget Udførligt om Dig; jeg vilde, som jeg før har sagt, paa denne Maade vinde Dig tilbage, og nu da vi skulle være Sødskende er dette overmaade vigtigt. Jeg har en Syster, som jeg engang elskede paa det Høieste, og vi vare blot to Halvparter. Men, det er en sørge- lig Historie, vi kom fra hinanden, og jeg kan forsikkre at det var ubeskrivelig smerteligt at skilles. Nu veed jeg saa godt som intet om denne Syster; jeg er imidlertid blevet en Anden, og hun er heller ikke den samme mere; men hvad hun nu er, det veed jeg ikke. Vi vexle ingen Breve, fordi vi kun til- høre hinanden i Erindringen, og fordi vi grue for hinanden; men det er hendes Skyld; thi hun blev forlovet og gift, og elskede mig vel fremdeles, men hun havde ingen Tid til at vedligeholde sit Billede for den fjerne Broder. Skulde jeg nu skrive hende til, maatte det blive et uægte, afskyeligt Brev, eller jeg maatte give min Smerte Luft og udslætte ethvert Bog- stav med mine Taarer. Kjerligheden holder ikke længe ud at lege med tilbundne Øine; naar den har taget sin Gjenstand vil den klar Beskuelse, om ogsaa Illusionen skulde tabes derved. Ellers bliver den træt og gaaer ud af Kredsen. Kort: den vil gribe, eie og begribe. Du vil maaskee her i Forbigaaende be- mærke, at min Ømhed for denne Syster dog ikke var dette, som man egentlig kalder Kjerlighed, og jeg vil indrømme det, skjønt jeg har en Mistanke om at Tilsatsen er af en flygtigere og mindre ædel Natur. Men tænk Dig om! -- dette kommer os jo ikke ved, vi skulle jo nu lade det Forbigangne fare, og blot holde os til vor Wahlverwandschaft, altsaa nødvendigviis nærme os til hinanden; men kun paa en anden Maade -- Troer Du det vil lade sig gjøre? Jeg mener ret fra Hjertet, og uden Selvskuffelse? -- Vi ere da Sødskende. Naar det bliver dunkelt i Værelset leve vi som Børn med hinanden, og vi sætte os i den mørkeste Krog og fortælle Eventyr om Prin- cessen, der vogtedes af en Trold med 3 Hoveder, og vi blive bange og traurige derved, og vi klynge os tættere til hinanden; SIDE: 274 men da stiger vor Angst, og deraf mærke vi at det er et Bedrag, og at vi jo paa ingen Maade ere Sødskende. -- Jeg fatter godt din Følelse af det Ubillige deri, at Andre skal være omkring mig, og som Du siger: glæde sig over mig, og Du ikke. Her mødes vi i Tankerne. For Dig kan jeg jo gjerne tilstaae, at jeg har en Anelse om hvad man kan finde elskværdigt hos mig, naar jeg er glad, eller naar jeg er ganske mig selv; der vaagner da ofte et underbart Liv i mig, og jeg mærker hvorledes de Nærværende tøe op indenfra, og at deres Miner blive blidere, og jeg føler at de holde af mig i et saa- dant Øieblik; men naar det nu falder mig ind at disse ligegyl- dige Mennesker siden ville sige, at jeg har været underholdende, morsom o.s.v. da tænker jeg paa Dig, der ikke vilde sige no- get af dette og jeg bliver undertiden stum og stille, "und ich sitze wie im Traum." Ja det er mit Livs store Lidelse, at jeg ikke har Nogen, med hvem jeg i inderligt Samfund kan dele det Bedste jeg eier. Jeg har flere Gange maattet sige noget af det Haardeste, der kan udtales: "Bliver ifra mig med Eders Kjærlighed!" jeg har maattet sige det til Mennesker, der syntes at ville gaae i Ilden for mig. De fordrede jo et Gjengjæld af Kjærlighed, som jeg ikke kunde give dem; men de ere hæv- nede: jeg har endnu ingen som jeg tør trykke til mit Hjerte. Da Du gjorde Dine Afskedsvisitter var Du ogsaa hos Told- inspekteuren og jeg stod i d [et aab] ne Vindve og saae Dig lige nedenunder idet Du gik forbi. Jeg havde [...] med en [...] i ved Siden af mig, og jeg havde stor Lyst at kaste den ned til Dig, men [. . .] ikke [, da Rit] mester Hedemark ogsaa havde sit Vindve oppe og trak Veiret da [...] og om jeg ogsaa havde vovet det, vilde Du maaskee ikke have mærket [...] unge Hr. Hals, der kort efter støvlede over Fortoget havde taget min [. i Knap] hullet. Medens jeg endnu stod og tænkte over dette, og mit hele [...] Hovedet, kom der en kje [delig..] Nu mødte jeg Frøken Wergeland; hun skal reise til Hamburg. Gud veed hvad hun vil gjøre der?" Og jeg fortalte ham om Hamburgs yndige Omegn, og om de smukke Roser paa Vol- dene, jeg forsikkrede ham, at man ikke turde plukke en eneste, SIDE: 275 fordi Skildtvagten holdt Øie dermed; og jeg sagde at Du udentvivl vilde more Dig og desuden perfektionere Dig i Musikken og i det Tydske. -- Det hender ikke sjelden at man i min Nær- værelse bringer Din Udlændighed paa Bane og Madame Hoppe er ved saadanne Leiligheder især iagttagende og listig, men jeg seer da allid paa hende med den eenfoldigste Mine, jeg kan op- drive, og det smitter, og hun bliver ganske stupid derved. Ak, Madm. Hoppe! hun er mig Forbilledet paa vor hele selskabe- lige Smaalighed. Det er dog skrækkeligt at man ikke kan unde hinanden dette sidste Fristed i sit eget Indre. Alting skal for- vandles til Bychronik; selv dette Zarteste skal arrangeres i faste Ruder til et aandeligt Canevas-Mønster, der gaaer i Laan og bekiges og besnakkes. Og hvad give de mig igjen, disse Utrættelige, naar de have ranet min vemodige Hemmelighed. O, de have intet at give, og det er deres Skam, at de desuag- tet ville tage. Min Personlighed sætter dem ordentlig i et Slags Spænding, de vide ikke i hvilken Rubrik de skulle hen- føre mig. En Dame sad nylig og sladdrede i et Huus hvor man har for Skik at rapportere mig alt hvad der siges om mig, hun sagde at det var underligt at jeg ikke havde haft nogen Kjærlighedshistorie og at man endnu aldrig havde seet mig gjøre Cour til nogen af vore Skjønheder, og hun vilde vide om jeg dog ikke havde nogen hemmelig Inklination og omsider sagde hun at jeg udentvivl var en Iistap; men længere hen i Samtalen, da dette var glemt, mente hun at jeg ofte maatte være ubehagelig i det Selskabeliget fordi ieg var altfor sang- vinsk og heftig, og undertiden brændte som en Vulcan. Imid- lertid er det ikke underligt om man ved at betragte mit Væ- sens frie og glade Udstrømmen i en Kreds, der er mig hjemlig, overseer den religiøse Ængstelighed, hvormed jeg skjuler mit Indres Allerhelligste. Caroline F. har opdaget denne Egenhed, og hun speider og speider, men hun kommer ikke vidt. Hun siger mig tusinde Gange at hun er en listig Kone og omsider udfinder hun Ting der ikke høre nogetsteds hjemme. Det er ogsaa en vanskelig Sag; thi denne Tilbageholdenhed er det stærkeste i mig; den strækker sig lige til min aandelige Pro- SIDE: 276 duction. Jeg har lagt min hele Sjæl i disse Sange og Billeder, der hvile i min Pult, og jeg gruer for at sende dem ud i denne nysgjærrige Hob, der spørger mig "hvad jeg har under Ar- beide". Med Dig vilde jeg saa gjerne dele dem. Tænk Dig, om vi kunde sidde sammen i et luunt lidet Kammer og -- -- men nei! det vilde ikke lade sig gjøre. Siden min Hjemkomst har jeg været meget produktiv, og man har aftvunget mig en ringe Deel af mit Udbytte til den Constitutionelle. Et og An- det af dette vilde vist glæde Dig, men Du kan vel ikke over- komme Bladet i Hamburg. Skal jeg fortælle Dig noget om Ballerne hos Statholderen? Ak, derom er saagodt som Intet at sige; det hedder at man morer sig, og det er jo det bedste, vi have af denne Sort, men det er dog i Grunden Aandsfortærelse som alt det Øvrige. Det er ikke usandsynligt at en og anden af vore galloperende Træ- mænd et Øieblik dveler ved Dit Navns Ihukommelse, naar han gjennemløber Rækken af disse Ulykkelige, der ere Dron- ninger blandt sine Søstre, og maa lade sig svinge og oversludre af Hvilkensomhelst. Jeg savner Dig aldrig der. Du vil at jeg skal aabenbare hvad jeg vilde sige Dig i Sommer -- det kunde siges men ikke skrives, og derfor skrev jeg det ikke fra Arendal. Jeg vilde, at Du skulde lade Drøm være Drøm, og styrke Dig til at tage et Hjem med dets reelle Goder, om Skjæbnen tilbød Dig det. Jeg vilde sige Dig, at vort Forhold, saaledes som Du selv vil at det skal arte sig, først da vilde [faae e] n fast Grund og en sikker Afgrændsning. O, jeg skulde have sagt Dig det saa smukt [, saa indtræ] ngend [e, men] Du vilde ikke have det saa. Og hvad frygtede Du for? Det er ligesom [... me] ner at jeg er "en ganske fuldkommen Ridder." Har jeg ikke behersket [mig,] da Du dog var mig saa farlig, og jeg glemte alt andet. Jeg vilde [...] sindige Erind- ring skulde have det Ringeste at angre. -- Men [. . .] disse gaadefulde Udtryk i Dit næstsidste Brev, hvor Du taler [...] aar Aftes -- De tænk [. . .] te paa mig?" See, her har Du Stof til et nyt Brev, og jeg har heri, og i meget andet som jeg med Flid opsætter, Stof til et Svar. SIDE: 277 Emilie faaer jeg aldrig tale med alene. Gud veed naar jeg kan liste disse Linier i hendes Haand. Hun har optaget Noget i sit Væsen, der minder mig om Dig. Det forekommer mig ellers ofte som om hun lurer paa mine Tanker og vil maale min Sjæls Dyb for at udforske, om jeg ogsaa ret troligt gjemmer Dig i min Erindring. Det er latterligt -- men jeg synes hun er jaloux paa Dine Vegne. Den stakkels Bernhard besøger mig ofte og Du kan vide hvad vi da tale om. Er nu dette Brev skrevet i "en rolig, broderlig-søsterlig Tone?" -- Det Værste er dog, at det er et Brev og intet videre: Ak, Tanken har ei levet I Blik og Tale, Og Ordet, der er skrevet, Er stivt og dødt -- Farvel! -- her har Du Brevet; Bryd Ordets Dvale: Drøm blidt og sødt! J. W. Du har dog Ret, Øieblikket efter et Bal er man slet op- lagt til at skrive Breve; kun forsaavidt ere vi ikke enige at man er det bedre før eller under Ballet; jeg har jo ikke sagt at jeg da er rigere, mit Sprog er altid armt, naar det skal være. Det er dog et underligt Drillerie af Skjæbnen at jeg maae ind- skrænke mig til en Meddelelsesmaade der altid har været min Natur imod, ja saa længe jeg kan mindes har kostet mig Over- vindelse, nu maae jeg skrive -- vi skulle jo gribe, eie og be- gribe og -- Lad Illusionen springe, det er netop min Mening, og jeg vil gjøre alt hvad der staaer i min Magt dertil, og en god Villie vil heri udrette store Ting -- vi ville skrive Breve, der begynde med "Gode Broder! hvorfor har Du ikke skrevet paa saa længe?" og slutte med "Din dig elskende Søster," og tilsidst begynde dine Breve med: "Kjere Søster. Jeg har havt saa meget at bestille" -- og imidlertid ere vi rykkede langt ind i Fortællingen, Trolden med de 3 Hoveder er alt nedlagt uden SIDE: 278 at vi næsten selv veed det, men Dagen skinner klart gjennem Ruderne, og vi undre os over vor forrige Angst. Først vil jeg fortælle noget om mit Ophold her paa Stedet. Der er et Spørgsmaal som jeg hører fra alle Sider og som altid sætter mig i en vis Forlegenhed: "Wie gefällt's Ihnen denn in Hamburg?" og som jeg, for at undgaae Vidtløftigheder, na- turligviis maae besvare med "Gut", men dette Spørgsmaal gjør Du mig vist ikke. Men spørger Du om jeg er tilfreds med mit Ophold her, da kan jeg med fuldkommen Oprigtighed svare: Ja. Selv i det stærkeste Anfald af Længsel efter Mine, bliver mig dog Besindelse nok, til ikke for Øieblikket at ønske mig hjem. I Førstningen var jeg lidt beklemt tilmode, som jo er naturligt efter en saadan pludselig Udrivelse af Hjemmet, før- end man ret kan sætte sig ind i det Nye, og skikke sig efter disse Fremmede, hvis Fordringer og Sædvaner man ikke kjen- der, men ængstelig søger at gjette, medens man gruer for Op- dagelsen; men dertil har jeg ikke havt Grund, der kan ikke tænkes mere omgjængelige Folk, eller en Kreds hvor der her- sker mindre aandig Tvang end denne; Enhver kan bevæge sig frit og det Individuelle bliver holdt hellig. Fru Ludwig bliver dog altid, selv efter 4 Maaneders Bekjendtskab, en fortreffelig Kone. Har jeg ikke fortalt Dig noget om hende? nei det er sandt, det var til andre -- Jean Paul tilbad hende engang! Hun er en af de Faae, der har vidst gjennem alle Grader af et om- vexlende Liv, og et huusligt Livs Kummer og Kummerlighed, at bevare et ungdommeligt Sind og et ligesaa ungdommeligt Udseende; hun kjender intet til hiin Intollerance og Anmasselse mod Ungdommen og hiin Fiskebeensskjørtværdighed som van- skaber vore gamle Koner. Jeg maae mere betragte hende som -- Veninde, endskjøndt jeg ikke kunde fristes til at dele mit Indre med hende, og Grunden dertil skal jeg sige Dig engang ved Leilighed. Om gamle Rath vil jeg ikke begynde at tale. Det vilde blive saa vidtløftig som han selv. Det er et Par gode Folk, og deres største Fortjeneste er at de ingen Ham- burgere ere. Jeg gaaer saa skjelden som mueligt ud; jeg be- finder mig bedst indenfor mit lille Kammers fredelige, graae SIDE: 279 Vægge, hvor jeg foruden et skjønt Pianoforte har en herlig grøn Sopha og Blomster i Vinduerne, og enda, til Overflod, Maaneskin og Morgensol -- här är min Walplads, är min Werld -- men nu hører jeg Dig afbryde med et meget naturligt Spørgs- maal: hvad jeg bestiller der, hvad jeg udfylder Tiden [med] ? Jeg arbeider. Gjør mig den Tjeneste at tage dette alvorligt. Du har ganske uskyldigt truffet noget rigtigt, da Du til hiin Person, der spurgte hvad jeg vil i Hamburg, talede om Musik- og Sprog- studium; jeg beskjeftiger mig virkelig med begge Dele. Det var ikke min Faders Mening saaledes; han vilde jeg skulde "more" mig, han raadede mig saagar fra alle Informationer, men naar kun Hensigten opfyldes, er det vist ham ligegyldigt paa hvad Maade dette skeer. Troer Du ikke jeg har ofte taget mig nær at jeg med Folks store Mening om mig dog ikke kan noget Reelt? Denne Fusken i alle Talenter er dog det Be- drøveligste af Alt; de have alle lokket mig, og fordi jeg har grebet efter dem alle, har jeg ikke kundet fastholde et Eneste. Du har engang gjennem Andre gjort mig Bebreidelser for denne Overfladiskhed, og med megen Ret. En saadan Adsplitten af Kræfter duer ikke, man maa concentrere dem, og det er det jeg nu søger hvis det endnu er Tid. Jeg har en yderst for- treffelig Lærerinde i Sang. -- Og hvor skjønt boe vi! I den lyseste, roligste og mindst smudsige Deel af Byen. Gjennem en smal, mørk Hvælving der hedder "der Camillengang" kan man strax komme ud paa Esplanaden og saa har man Valget af de herligste Spadseretoure for sig: til den botaniske Hauge, til Voldene eller langs Alsterens Bredder, og her gaaer jeg helst, det er en deilig Flod. Med Roserne og Skildtvagten har det virkelig sin Rigtighed og i Førstningen rev jeg uden at vide det mangt et Blad af, hvilken hjemlige Vane kunde have blevet mig dyr nok, man har jo Exempler paa Arrestering af Damer; dog har jeg forledendag, lige udenfor Drivhuset i den botaniske Hauge, plukket mit Lommetørklæde fuldt af Reseda, og det ikke i Adspredelse, men fordi jeg synes det var Synd de skulde staae og visne hen, der vare et heelt Hav af dem. Men nu noget om mine Lidelser her paa Stedet. De have alle antaget SIDE: 280 en bestemt Form, nemlig af Billetter, det vil sige Invitations- billetter. Medens jeg skriver ligge 3de Saadanne som jeg ikke kan afslaae, foran mig paa Bordet, og en af dem lyder paa et Middagsselskab hos Senator D. Du Lykkelige! veed ikke hvad et Middagsselskab hos en Senator vil sige! Har nu Folk en- gang seet mig i en Stemning som ligner den Du beskriver hos Dig, og jeg har den Ulykke at behage dem, saa bliver jeg indbuden til deres Soireer. Det er altid noget Nyt; das nor- wegische Mädchen bliver da stillet til Skue og maae lade sig beundre at hun seer ud som Andre og taler et ganske forstaae- ligt Sprog, og maae synge "norwegische Lieder", kort, bliver da en formelig Speculation til Selskabets Amusement. I Først- ningen bestod jeg en haard Kamp, thi Fru L. førend hun ret kjendte mig, vilde altid overtale mig. Denne Kone har fra hendes Glandsperiode -- i sin Ungdom, da hun levede som Hofdame i Weimar, omringet af alle de daværende store Aan- der, og siden som ung og af alle tilbedet Kone i Altenburg -- bragt med sig her til Hamburg en usvækket Lyst til at gaae ud og søge Adspredelse, og da er det sørgeligt at hun ikke kan cultivere denne paa en Maade, der stemmer mere overeens med hendes Dannelse og Stand, thi her have disse ikke som hos os Overvægten, men Penge, Penge. Det er vel ingenlunde slette Bekjendtskaber hun har, det er agtbare Folk, men ube- skrivelig kjedsommelige og seige, af den ægte Philisterkaste som nogensinde kan rive H. ned og smile medlidende til dem, der tvivle paa at Gevinsten af det grosse Loos er det glück- lichste Loos som kan træffe nogen Dødelig. "Prøver Alt og beholder det bedste," med denne Sentenz begyndte jeg at gaae Raden igjennem, men holdt ikke engang Prøven ud. Der er langt fra ikke bedre hos de saakaldte Fornemme. Der er kun 2 -- 3 Steder hvor jeg med Fornøielse gaaer hen, og det er ogsaa nok. Du spørger mig hvad jeg vilde sige med hiint Udtryk i mit Brev i Vaar, og troede jeg skulde i Svaret finde Stof til et heelt nyt Brev. Ak, jeg kunde hundrede Gange spørge "hvad betyder?" men gjør det dog ikke. Der har i alle Dine Breve været noget som klinger som Modsigelse eller ligefrem er det, SIDE: 281 og som har gjort mig forvirret. Hvad dette har været, kan ikke nu forklares, det var i Dine gamle Breve, men selv i Dit sidste, forstaaer jeg Dig ikke rigtig. Du elskede Din Søster; hun fortjente det vist; jeg har hørt saameget om denne Søster, hun lignede Dig og var meget overgiven. Denne Skildring af Din Skilsmisse fra hende og dens Følger har grebet mig saa dybt som om det gjaldt mig selv, og virkelig det er mig selv -- saaledes vil Du engang tænke paa mig, men hvem vil Du da klage det til? Og dog synes Du ikke at frygte for at tabe mig paa denne Maade, Du vil fremskynde denne Tid, Du vil overtale mig saagar. Jeg har havt en Drøm som jeg vil fortælle Dig. Den har et rigt Stof, men er af disse slette Compositio- ner som gjør at den vilde blive forstødt af baade Idealverdenen og det virkelige Liv, kort den er et Billede paa -- . Med nogle Træk kunde man gjøre den brugbar for en [af] Parterne, men jeg tør ikke forandre noget, saa gjerne jeg vilde. Først en Mængde forvirret Tøi, hvori jeg ingen Sammenhæng kan bringe, men gjennem det Hele gik en bleg høi Mands megen Umage for min Skyld, og mine Bestræbelser for at undgaae ham. Omend- skjøndt jeg synes han var en Hamburger-Kjøbmand, tydede dog den Art Angst jeg havde, der lignede den man har for onde Aander, hen paa noget hemmelighedsfuldt-overnaturligt hos ham, der meget vanskeligt lader sig forene med denne godmodig-sandselige speculerende og cigarrøgende Menneske- klasse; det var en Dæmon og en Hamburger tillige. Det er dumt, men det er jo kun en Drøm. Tilsidst antog denne mere bestemte Omridse. Scenen var da i en Hauge med Terasser liig H -- s Tivoli. Du og jeg havde fundet hinanden igjen her, men kun for at skilles. Vi holdt lange Samtaler om det Du veed -- -- -- vi bleve enige om at være redelige mod hin- anden midt i det almindelige Bedrageri. Hvad jeg da følede for Dig, var ikke mere blandet med Tvivl eller nogensomhelst jordisk uædel Bestanddeel; jeg ærede Dig som et høiere Væ- sen, og af Dine Øine og Dit hele Forhold mod mig udlyste det samme for mig, nu skulde vi skilles, men selv vor Smerte havde antaget et mere luttret Anstrøg. Jeg gik, men ved at SIDE: 282 vende om i en Gang, foer jeg sammen ved at see min Forføl- ger paa Høiden ligeover mig, han ragede lang og bleg op af de lave Buske, og overøste mig med en Strøm af haanlige Be- breidelser. Hvad han sagde veed jeg ikke, eller hvad Udtryk han brugte, hidindtil var ikke noget fattet i Ord -- selv vor Samtale var stum -- men nu hørte jeg klart og skjærende det Udraab lyde i mine Øren: "Sie hat ja keine 500 Thaler!"(Hvor- for ikke 5000?) "aber ein Kuss kriegt man umsonst" -- og jeg flygtede -- ned efter Haugen. Vinden bar mig ligesom ned af Terasserne, men han var mig i Hælene, med ubeskri- velig Rædsel seer jeg ham gribe efter mig. Da bliver han om- fattet og revet tilbage, og min Redder var Du -- men et Un- der! i dette Øieblik har min Forfølger forvandlet sig til Dødens Skikkelse! med Lee og Timeglas, og førend jeg kan besinde mig er han alt ilet mod Baggrunden der pludselig var bleven afskaaret ved et Forhæng, liig et Theatertæppe, i dettes tykke Folder seer jeg ham forsvinde og vi stode ganske rolige og saae paa dette Syn, som om det hørte til Dagens Orden. Jeg har allerede sagt at jeg gjerne vilde forandre noget i denne Drøm. Dette sidste med Forvandlingen hører nu f. E. ingen- steds hjemme, men i dette foregaaende ligger Betydning. Naar jeg næste Gang drømmer noget Saadant, vil ingen redde mig. Mit Øie søger ængstelig Dig -- -- men min gode Engel lader Vingene synke og overgiver mig. O, dette Spionerie, denne utrættelige Luren paa at trænge ind i Ens Indre kjender jeg! og forudsaae det vilde gaae saa, thi nu have de blot Dig at plage, da det andet Offer er undsluppen dem. Den eneste Triumf man har, er at gjøre dem flaue og i Bevidstheden om at man dog er listigere end dem; men det er sandt! denne Art Kamp er saa trættende at Seieren ikke op- veier den. Hvor nyder jeg min Fred her! Kun en eneste [Gang] , det var i Begyndelsen af mit Ophold her, bragte Mad. Reimers noget saadant paa Bane. Rygtet havde fortalt hende om en moderne Romeo og Julie, men jeg forsikkrede hende, at et saa- dant Forhold ikke lod sig practisere i vort Land, hvor interes- sant end Folk fandt det. Med stigende Angst, medens jeg væb- SIDE: 283 nede mig med den ligegyldigste Mine, ventede jeg hvert Øie- blik, at hun vilde forlange Navnet udlevert, saa at, da det en- delig kom: "Wie heisst er doch? man hat mir's einmal erzählt, aber ich habe es vergessen -- W -- Wien -- Wienhold, heisst er nicht so?" havde jeg netop Aande til at svare: Ja. I dette Øieblik havde jeg ikke kunnet bringe Dit Navn over Læberne. Men nu tog jeg mine Forholdsregler, og siden denne Stund har hun aldrig nævnet denne Sag og det vil sige uendelig me- get af Mad. Reimers. Dine Sange! hid naae ingen af dem, den Con. er ikke at opdrive her. Men send dem kun ud i Verden, "Sie nimmt's für Poesie" und Nichts weiter: Forleden- dag var Samtalen i vor lille Kreds, bestaaende af: Rath, Fru L., Hedwig Uken og jeg, falden paa høie, vigtige Gjenstande, og jeg opklarede og understøttede meget kraftig mine Paastande ved Sujetet til en engelsk Roman der hedder: Godolphin, og siden fortalte jeg dem vor Historie -- -- Men jeg besindede mig naturligviis forgjeves paa Forfatteren, -- og veed Du hvad man sagde dertil? "Det er et ganske usædvanligt, men ikke desmindre høist interessant Emne, men der maae megen Phan- tasie og megen Dygtighed til at behandle det og gjøre det sandsynligt: saadant Sværmerie tilhører ikke den virkelige Ver- den -- men hvordan sluttede Fortællingen?" Ak Sie trennten sich endlich. Du kan trygt give Publicum Dine Sange. Men hvis -- ak nei, giv dem ikke ud! hvem tilhører de da egentlig? Dette er blevet et langt Brev. Gud veed naar det falder i Dine Hænder. Jeg vilde at Emilie hvergang hun havde no- get til Dig, skulde forkynde Dig det ved et eller andet Tegn, ved at bære et Baand af en vis Farve eller ogsaa ved Ude- ladelsen af noget af sin Pynt, f. E. Ørenringe. Du misforstaaer E. ganske vist. Troe mig at hun er hæ- vet over den Slags smaaelige Speiden, dertil har hun opfattet Betydningen af vort Forhold altfor rigtig. I vor hele mange- aarige Brevvexel vilde Du ikke finde et Sted, ikke en Hen- tydning der kunde lade Dig troe at hun anstillede saadanne Iagttagelser eller at jeg ønskede dem, men vel dem af en al- mindeligere Natur, da hun ligesom fordrer at jeg skal hos SIDE: 284 Andre have første Plads som hos hende, og det kan vel kaldes at være jaloux paa mine Vegne. Du veed ikke hvor god hun er! Kunde jeg blot meddele Dig noget af hendes Breve, saa lærte Du hende at kjende gjennem mig, saalænge man gaaer derhjemme og seer paa hinanden maae man blive hinanden fremmet. Caroline har skrevet mig til, hun spørger mig i de zarteste Udtryk, om hun tør nævne Dig -- og Du kan begribe hvad jeg vil svare. Stakkels Bernhard! hvor tæn- ker jeg ofte paa ham! Vær mild og god mod Bernhard! han sagde i Sommer da han beklagede sig hvor forladt han vilde blive efter min Afreise og jeg henviste ham til Dig, "oh, det Forhold til W. vil ikke kunne bestaae herefter, jeg føler godt at jeg mangler de Egenskaber som kan i Længden tilfredsstille ham." -- Nu er Julen der, og her gjøres mange Tilberedelser, man vexler Presenter og vi skal have et Juletræ. De unge L -- s som boe ovenpaa, have 3 smaae Børn. Jeg tænker jeg skal tilbringe denne Juul bedre end den forrige, kan Du huske hvilken frygtelig Kulde der da netop indtraadte? Her er Luf- ten endnu mild og Græsset grønt og friskt som i Mai. Hvor vil Du tilbringe Julen? I Ullensager maaskee? Der var nogen som fortalte at St. ventede sine Venner op til sig. -- Lev vel! Naar jeg havde fortalt en Hamburgerinde min Drøm, vilde hun have udraabt: Gott! besetzen Sie doch die Zahlen in der grossen Lotterie! Har Du læst Th. Mundts: Charlotte Stieglitz, ein Denk- mal? Nei. St. S. Welhavens brev. Christiania d. 27 April 1837. Jeg havde skrevet Dig et langt Brev, efterat min lange Influ- entza var forbi. Tænk Dig: jeg var syg i to Maaneder og omsider bleve mine Øine saaledes angrebne at jeg hverken kunde læse eller skrive. Medens jeg søgte en Leilighed til at træffe Emilie ret beleiligt, fik jeg høre om Din underbare Forlovelse, og jeg kastede SIDE: 285 mit Brev paa Ilden, fordi det syntes mig som Du med eet var død og borte. Jeg ventede ganske sikkert, at Du selv vilde opklare mig alt det Gaadefulde i denne Begivenhed, og da Du ikke gjorde dette, og da Emilie var traurig og arm paa enhver Op- lysning, maatte jeg omsider paa en vis Maade opgive Dig, det vil sige: jeg havde tabt alle muelige Traade, og min adopterede Søster blev mig med al hendes Andeel i min Sjæls hemme- lige Historie saa vildfremmed som en af de fabelagtige Prin- cesser, der figurere i tusind og een Nat. Jeg har siddet i mange eensomme Timer og grublet over denne Episode af Dit Liv og jeg har spurgt: "Du armes Kind, was hat man Dir gethan?" Det er vel overflødigt at udvikle for Dig hvad der i denne Be- givenhed maa berøre mig ubehageligt; thi dette maa Du vist forlænge siden have udfundet i Dine Tanker. Du har vel ofte sagt ved Dig selv: hvad vil han dog troe om Alt dette! Jeg har længe anseet det for ugjørligt, under disse dunkle Forholde, at træffe nogensomhelst Tone for en Meddelelse til min fjerne søsterlige Veninde; men jeg sidder nu i en traurig Stemning, og min Tanke er med en selsom Magt henvendt til Dig, og derfor forsøger jeg at skrive. Men har jeg da ogsaa noget at sige? Det kan jo blot blive Spørgsmaale og atter Spørgsmaale. -- Er Du meget bedrøvet? Hvad skal jeg gjøre for at formilde Dig de bittre Timer? Frue F: sladdrer om en hamburgsk Aspasia [fotnotemerke] , hvor Du kommer, og morer Dig og har det godt. En hamburgsk Aspasia! der kan neppe tænkes en barokkere Sammensætning. Det er ligesom Humleranker, der frembringe Hvidtøl og Svaledrikke, og derover avancere til Viinranker. Frue F: kunde ikke fatte hvorfor jeg blev ærgerlig over denne parodiske Figur; men ogsaa heri saae jeg den bittre Ironi, der overalt opsøger Dig, min kjære Søster, og vil forfuske Dig Livet. Hiin Dame kan være en elskværdig, aandfuld Kone og Fotnote: Hun var i Sandhed en moderne Aspasia, tilfældigvis i Hamburg, og ingen Spot af vor "christianiensiske Aristofanes" kan eller skal forringe hendes Ret til dette stolte Navn, thi det var den for sin ualmindelige Skjøn- hed og Aandrighed bekjendte Therese v. Bacheracht, Datter af Ministeren v. Struve, senere bekjendt som Forfatterinde. SIDE: 286 finde en ret antagelig Kreds ogsaa i Hamburg, og der kan være overordentlig luunt i hendes Værelser, men skruer man sig først op til at betragte hende som en Aspasia, da maa man vel ogsaa gjøre Udvei til Hamburgske Sokrater og Alcibiader og Perikler, og Kredsens Damer blive Hetærer; og nu Gros- sererne? og Senatorerne? og Gadekvalmen? og de dumme Kirker med Klokkespillet? og Plattydsken? og den hele han- seatiske Bedrift? Kort -- det er, nærmere beseet, just ved saa- danne vidthentede Betegninger og ubeføiede Idealiseringer, at al sund Livbetragtning forvrides og fordærves. En hamburgsk Aspasia maatte, naar Lighedspunktet nogenlunde skulde gjen- nemføres og træffes i de forandrede Forhold, være en Dame, hvis Salon intet havde at byde Dig. Jeg seer klart hvilken slet Tjeneste man viser Dig ved at tage saadanne Referater ud af Dine Breve og forkynde dem ved Thebordene. Disse vin- dige Mennesker, der optage dem i sig, sammenstue med mage- løs Lethed de halvsande Billeder og Forestillinger og danne Dig til et Fabeldyr, hvis Gjenkomst, de længselfuldt imødesee; og Du skal dog leve i deres Kreds og vise Dig stærkere end nogensinde før. O, at jeg kunde træde foran Dig og skjærme Dig, og brede en mild Lysning over Dine mørkeste Dage. Der er jo dog ingen, der kunde dele Din Kummer og luttre og formilde Dine Tanker saaledes som jeg. Mit Liv er dog usigelig armt; jeg kan intet give Dig for al den Kjerlighed, hvormed Du har helliget mit Billede, og styrket min Troe paa den milde Engel i mit Indre. Men Du skal dog vide at min Hengivenhed er uforandret, og at mit Hjerte aldrig har dømt Dig haardt. Mange af mine saakaldte Venner hengraane og sygne ved min Side og ofte grunder jeg over hvad der dog har bundet mig til dem. Dit Billede er indfattet i min Ungdoms under- lige Skjæbne, og saa vist som jeg haaber at bevare min Vaar uvis- nelig, skal jeg ogsaa frede om Din bittersøde Erindring. Vi have haft nogle smukke Foraarsdage og jeg har glædet mig med Lær- kerne og der har siddet muntre Smaafugle ved mit Vindve og kvidd- ret og frittet mig ud om mine Længsler og Forhaabninger; men nu er atter Himlen selsom bevæget, og meddeler mig sin dunkle Uro. SIDE: 287 Mit Indre hang fuldt af Skyer; Af Øiet brast Taarestrømme, Og mellem de mørke Byger, Gik Solglimt af Haabets Drømme. Ak, derfor er al min Glæde, Lig Regnbuens brudte Lue, Og trindt om de milde Straaler, Er Himlen saa mørk at skue. Ja, min Horizont er mørkladen i denne Time; og dog har jeg aldrig hilset nogen Vaar med bedre Forventninger; men jeg har tænkt paa Dig og haft en stille traurig Høitid, indviet til Mindet og til Skjæbnens dunkle Magter. -- J. S. W. Det var i disse 2 Breve, jeg gjorde et Forsøg paa at iværk- sætte hvad han saa ofte havde foreslaaet, men jeg følt som en Umuelighed saalænge jeg var i hans Nærhed: et Slags Sød- skendeforhold. Nu burde jo dette være ham Ret -- lydigere kan man ikke være -- men det var heller ikke Ret. Den skjulte Spot over dette "Syster-" og Broderforhold taler føle- ligt nok gjennem hver Linie. Jeg forstod det, men jeg vilde ikke forstaae det, men skrev nærværende lange Brev paanyt. Paa dette fik jeg intet Svar. Uger, Maaneder forgik, intet Brev, intet Tegn. En Slags dump Fortvivlelse greb mig -- og dette mit Livs ubøielige Fatum der længe havde luret paa en saadan Haabløshedens sidste, totale Afmagt, denne Hjertets Dødskamp, forsømte sig ikke, men faldt ind som et Lyn. Allerede i den korte Tid jeg havde været dernede, havde jeg havt nogle an- tagelige Tilbud. Jeg havde modstaaet gode hæderlige Chancer, -- villieløs styrtede jeg mig nu i den sletteste. Jo længer bort jo bedre syntes mig dengang, intet var mig frygteligere end at komme hjem. Hvad skal jeg sige om dette? Da denne nye Smertesepisode var gjennemstridt, en Begivenhed hvori mit Hjerte ikke havde ringeste Deel, hvori jeg intet havde at angre, nei intet, thi det stakkels Menneske der var Skyld i det, var SIDE: 288 visselig meer skuffet og bedraget end jeg da han bedrog sig selv -- da den var endt, følte jeg ligesom en frygtelig Byrde afvæltet, en Crisis havde dette Afsnit været, en af disse hvor- gjennem Naturen, den underfulde, veldædige Natur helbreder en Dødssygdom. Det var ligesom selve Erindringen om W. og Fortiden var udvisket, etzet ud af min Sjel. Jeg eiede mig selv igjen. Den første Brug jeg gjorde af denne Vinding var at jeg afslog et Parti, der endog i Hamburg blev anseet for storartet. Thi Ang. var riig, Embedsmand, ung og ualmindelig begavet, men han havde ikke ringeste Adgang til mit Hjerte. Saaledes kom jeg hjem -- hjem ak, det vil sige til Smerter og nye Kvaler. Et Slør over dette, et evigt Taushedens! Ikke til Naget og Bitterheden indvier jeg disse Blade, de være Sorgen helligede -- Sorgens og Erindringens milde vemods- fulde Aander vier jeg dem i denne Afskedens Time. SIDE: 291 Camilla Collett til Josephine Welhaven. Christiania Januar 1852. Jeg har tænkt paa de nye "Oplysninger" som De i Gaar bragte med til Historien. De ere jo ikke ganske nye, jeg har ogsaa prøvet dem før, men for mig ere de altid faldne ud af Stykket som ubrugbare, umuelige. Nu har De bekræftet Sand- heden af dem og jeg maae jo tro derpaa. Josephine, var der ikke noget i Deres Bryst der holdt disse Ord tilbage, og følte De ikke at De idetsamme udtalte en uafviselig Fordømmelsesdom over det som De vilde forsvare? Hvor skal vi søge Undskyld- ningen naar vi ikke maae søge den i en ungdommelig Bedaa- relse, der vel kom i Strid med Fornuft og andre vebekjendte Forhold, men som dog var der -- -- -- -- -- unaturlig var den ikke -- ! jeg synes han kunde ikke undgaaet den. Dette benægter De. En saadan Bedaarelse, endog for en kort Tid, har aldrig existeret. Ikke Spor deraf. Men saa Grunden til hans Adfærd? hvad vilde han mig? hvorfor lod han mig ikke i Fred? Uden Grund, ganske ligegyldig for- griber man sig ikke paa noget som i Almindelighed holdes for helligt og uantasteligt. Saa bliver der kun igjen det som min Tanke i de bittreste Timer har streifet, men dog afviist som umueligt; thi med slige Tanker fornærmer man Menneske- heden. Koldblodig, beregnende skulde han drevet dette lang- varige Spil? -- Det var dette tørstende Had til Mine Egne der drev ham sindrigt til at treffe dem i deres saarligste Punkt, i mig. Denne Forfølgelse, denne evige Tirren af min Liden- skab, disse Breve, hvis dunkle, snart ømme, snart saarende Ord jeg behøvede Maaneder til at udgrunde -- disse Erklæ- ringer blandet med hadefulde Udfald mod mine Nærmeste, SIDE: 292 denne Dvælen overalt hvor jeg var, hans Oprømthed helst naar jeg var sønderknust og omvendt, hans Unmuth naar jeg var glad -- det Despotie hvormed han ledede mine Anskuelser ligetil mine Bekjendtskaber, min Omgang, denne farlige Ringe- agt han indgjød mig for al praktisk og huuslig Væren, for Former og Familiebaand og alt hvad der knytter os til det menneskelige Selskab, denne Bestræbelse for at oprykke Planten af sin Jordbund uden at ville give den Lye andetsteds -- og endelig, da jeg selv frivillig endte dette Lidelsesafsnit og drog bort -- den haanlige Kulde han viste mig efter min Hjem- komst -- al denne Mishandling, disse 1000 Modsigelser har ikke været Virkningen af en kjæmpende, med sig selv uenig Følelse der nødtvungen saarer sin egen Gjenstand, men af en ganske modsat Følelse? Det har altsammen blot været en vild og utæmmet Egoismes Fornødenhed at have et Væsen som den kunde pine, men som dog ikke maatte døe eller tabe For- standen, thi da var Fornøielsen borte? Lad det da være saa. Ogsaa det kan bæres. Hvad kan endnu ikke bæres! Og dermed drage vi Teppet ganske ned for denne Historie. Tag dette stærkt og mildt op, kjere Josephine. Husk hvad vi lovede hinanden for nogen Tid siden. Kom til mig som ellers. De veed at jeg holder af Dem og vi ere jo begge uskyldige i dette. Kom som ellers, men lad os aldrig, aldrig mere tale derom. Lad os tale om det som er blidt og godt, om Døden ogsaa, thi den er dog det bedste. -- Og ikke heller til ham skal De tale derom. Dette for- langer jeg udtrykkelig af Dem. Forsøg ikke paa at "ryste" ham -- eller fremtvinge nogen anden Anskuelse i dette. Jeg har længesiden opgivet Haabet om nogen Forsoning og efter de sidste Forklaringer De har meddelt mig, kan jeg aldrig ønske den. Jeg ønsker blot at De aldrig skal tale til ham om mig. Det har lykkes ham -- Gud kjender bedst Bevæggrun- dene -- at forstyrre mit Liv og gjøre det meer end almindelig smertefuldt, men ogsaa det vil engang kunne sees i et andet Lys, der viser mig en skjult Gudsmening; maaskee forundes SIDE: 293 det mig allerede fra dette Tidspunkt af. Døe skulle vi alle; og maaskee gaaer man dog rigere ind i Evigheden med en Smerte som min, end med en halvgod Trøst. Hist skal dette afgjøres. Camilla Collett til Josephine Welhaven. Den 2den Februar 56. Kjere Josephine. Dette som jeg skriver her uendelig lidende, efter en ond Nat, skal De ikke vise til noget Menneske. Det er til Dem alene. De skal love mig det, holde mig det. O jeg kom saa bedrøvet hjem i Gaar Aftes. Ogsaa Deres Ord efter mig, havde saaret mig. En Absurditet kaldte De det, at jeg gik! Og Fru Kjerulf smiilte og vilde slaae det hen i Spøg. [fotnotemerke] Josephine, da jeg traf Dem i Gaar var jeg saa nødlidende. Heelt siden jeg saae Dem, har jeg levet i disse gamle Papirer. 100 Gange vilde jeg kastet dem, men det var ligesom Troldom, jeg maatte blive ved. Jeg har levet mellem de Døde, mellem alle disse Gestalter der engang voldte mig Vee og Glæde, jeg kunde ikke løsrive mig, men jeg mærkede jeg blev syg derved. Og da var det netop i Gaar jeg følte saadan Trang til et levende Menneskeansigt, og jeg gik ud paa Lykke og Fromme. Hos Hansteen var ikke Thora hjemme; jeg gik da hen til Fru Kjerulf, men da jeg saa Dem sidde derinde vidste jeg at jeg maatte gaae igjen. O De burde ladet mig gaa med et stille Haandtryk, De og Fru Kj. De burde ikke holdt paa mig, ikke skjændt paa mig, ikke leet. Men De havde glemt at jeg kan ikke være i en Dagligstue sammen med W. De havde glemt det, jeg ogsaa, og han har maaskee aldrig vidst det. Jeg havde glemt det, men J., min Erindring var netop saa frygtelig op- Fotnote: Da jeg kom op til Fru Kjerulf, og kommen ind i Stuen, traf paa begge W -- s. Skjælvende listede jeg mig bort igjen, havde i næsten 20 Aar ikke taalt hans Nærhed. -- Dette Brev er forsaavidt mærkeligt, som det danner en første Begyndelse til Fredsmægling, som hun drev paa det Ivrigste, indtil den i 59 lykkedes, for dog -- Stakkels J. magtede den ikke -- fra min Side at afbrydes igjen! og plante det gamle Mørke mellem os. SIDE: 294 revet da jeg kom. I 1000 Vidnesbyrd, sort paa hvidt, var den opreven. O De skal ikke feig skye Smerten som jeg her be- reder Dem, læs og vær mild! Den er sund for Dem, gjennem den skal De bedre erkjende Deres egen Lykke. Ja, jeg har feiret den gamle Dødsfest, jeg har gjennemgaaet hiin Tid igjen, hine skrækkeligste Aar i mit Liv, fra min Hjemkomst fra Hamburg 1837, indtil mit Ægteskab -- hvori han formener mig at være til, hvor hvert Ord som han talede til mig, om mig var en Blasphemi mod mig, mod vor Fortid. Jeg har læst hvordan al den Skræk, den Bitterhed der havde samlet sig i mit Hjerte smeltede ved Idas Død, hende som jeg elskede saa inderligt, smeltede i uendelig Medlidenhed med ham, med mig selv og med Collett. Da, ved hendes Grav, bød jeg Haan- den til Forglemmelse, jeg gjorde et stort Løfte. Ikke til ham, der ikke spurgte derom, ikke savnede den, men til Collett der vidste hvad det var værdt, har jeg nedlagt dette Løfte. Han modtog det, i Breve som ere overskyllede af min Graad. Jeg har grædt dengang for os begge, for ham og for mig. Og siden i 16 Aar have vi ikke talt sammen. Ogsaa denne Tid har havt sine Phaser -- sine Ønsker -- De veed det! om en Nærmelse, et Ord, et Eneste vexlet i Sværmen, men med vaade Øine og en Bøn om Forsoning. Men ogsaa dette Ønske har jeg overlevet ligesom jeg endelig lærte at forstaae, at til ham maatte man aldrig vende sig, det maatte da være til Himlen, der skabte en Individualitet som hans. Og jeg har lært at møde ham ude i den store Mængde. Men selv endnu har jeg den Fornemmelse naar hans Øie streifer mig mellem de Andre at det skeer med Haan og Ynk. I en snever Kreds kan jeg ikke møde ham, der maa jeg altid gaae naar han kommer fordi jeg har ikke lært det endnu. Og derfor maa jeg gaae og han blive, hvem der endog er tilstæde der kan pege med Fingeren efter mig og skjule et Smiil derved. Ja jeg maa gaa og han blive saalænge vi hernede paa Jorden mødes. Da jeg gik fra Dem igaar, og var kommen udenfor, da -- ja da nægter jeg ikke at mit Livs Jammer overfaldt mig. Jeg gik forbi mit fordums Hjem, hvor Fremmede havde tændt SIDE: 295 deres Lys, [. . .] . Jeg stirrede ufravendt op mod det kolde, uendelige Rum, medens jeg mekanisk lod mig føre af Alf. Der blev ikke vexlet et Ord, men det var ligesom om jeg synlig maatte see Guds Øie hæftet paa mig i min uendelige Forladthed. Saaledes kom jeg hjem igjen -- til mine Døde -- og jeg styrtede mig i den gamle Hvirvel. Nu har jeg skrevet, nu vil jeg hvile. Idag vilde jeg ikke ønske at see Dem, men næste Gang De kommer skal alt være mildt og godt. C. Camilla Collett til Josephine Welhaven. Paaskehelgen 1859. Det er ofte bleven bemærket naar Talen har været om Dem -- af forresten velsindede Mennesker, at De var skinsyg, skinsyg paa Fortiden. Det var Dem imod at Welh. talte om hine tidligere Aars Begivenheder og de Individer der mere eller mindre betydningsfuldt grupperede sig om ham, at De fornem- melig havde Ondt for at lide endnu levende Personer, der kunde have en Slags forhistorisk Interesse for ham. Hvor jeg har hørt denne Beskyldning udtale, har jeg modsagt den. Den kunde saa let udarte til en af disse staaende Phraser der ere saa nemme at tage til naar man ikke har noget Andet at sige, derved kunde den faa noget Odiøst, thi der er Mange der liig Welh. har deres stærkeste Minder i nævnte Tid og som følgelig ere partiske. Jeg har modsagt dem ivrigt, bestemt, har endog paaberaabt mig Deres og mit Forhold, at da maatte dog denne ugunstige Stemning være kommet frem ligeoverfor mig, der jeg dog uimodsigelig udgjør et Led af hiin Fortid, ja kan snart betragtes som den sidste Repræsentant for den. Jeg har benægtet det, Josephine, skjøndt jeg ikke har følt mig ganske sikker paa -- om jeg havde Ret dertil. Der er Adskilligt som har bestyrket mig i denne Mistanke. Vil De vide hvad dette er, saa kan jeg ogsaa sige Dem det engang. Og nu Haand paa Hjertet og den anden hævet mod Gud, og siig at jeg har SIDE: 296 taget Feil, at Alle der dømme saa, have taget Feil. Kan De, tør De ikke dette, saa beder jeg Dem for Welhavens Skyld, saa besværger jeg Dem for Deres egen Skyld, Dem som jeg holder saa af, som jeg sætter saa høit, Dem som jeg skylder saa uendelig meget, overvind denne Svaghed, kast den bort! Riv denne Torn ud af Deres Hjerte, og De vil selv blive lyk- keligere og Gud velbehageligere derved. Kan De huske hos Hansteens da vi talte om at ønske eller ikke ønske tilbage, og De proklamerede Deres Lykke, sagde jeg Dem et Ord som De maaskee ikke lagde nok Vægt paa: "Det er ingen Sag for Dem, De kom da Grundene vare jev- nede, der hvor Andre havde brudt deres Kræfter." Napoleon udstædte engang et Decret omt. saalydende: "Junot har ufortøvet at bryde op fra Madrid, til Saragossa og indtage Staden!" Og Junot med sin bedste Styrke drog til S. og beleirede det. Men S. var ikke en almindelig, men ret en haardnakket, fortvivlet Dæmon af en Stad, der slet ikke lod sig tage paa napoleonsk Viis, men leverede en Modstand saa ved- holdende, saa glimrende, at Historien har neppe noget lignende at opvise. Junot og hans Helte gjorde Underværker af Tap- perhed og Udholdenhed, og der flød meget ædelt Blod. Men Napoleon blev utaalmodig og skrev et nyt Decret: "Lannes begiver sig til S. for at indtage det." Og denne General ind- fandt sig for S. og see! da var netop Staden bøiet, og den over- gav sig til Lannes. Og han blev Seierherre og nævnes i Hi- storien som Erobrer af Saragossa. Josephine, saaledes kom De, sendt af denne Gudernes dunkle, ubøielige, napoleonske Villie, som vi kalde Skjæbnen, Andre der ikke kunne lide dette Ord -- Herrens Tilskikkelser -- nok, De kom, og med Gud og Rette blev De Seierherren. For Dem aabnede Staden sine Porte, og Borgermester og Raad have knælende overrakt Dem Nøglerne. Og vær nu ogsaa høisindet som De var lykkelig, vær tak- nemlig. Lad de Beseirede opsøge deres Grave og feire deres Mindefester. Husk, der er Skygger at forsone. Og i Deres eget Hjerte skal De aarlig anstille en Offerfest, til de Faldnes SIDE: 297 Manes, og lade Alt hvad der ikke er Stort og Dem værdigt gaa op i Røgen. Ja lad Welh. besøge denne Fortid uhindret, naar det kan glæde ham. Hold af de samme Mennesker! naar det kommer til Stykket er det blot Lidelseskamerater. Luk op for ham overalt, stig ind med, bliv selv hjemme der. Saa gjorde jeg med Collett, der ogsaa havde oplevet en mærkelig og bevæget Ungdom. Tilsidst troede han at jeg havde været med, og for- udsatte uden videre af jeg kjendte Localiteter som jeg aldrig med mit legemlige Øie havde skuet. Hvad skulde De frygte af Skygger? Deres Magt er befæstet ved et levende Samlivs dyrebareste, fasteste Baand. Forstaa mig ret, jeg mener ikke paa Grund af at Deres og hans Navne staae indregistrerede i en Ministerialbog under en vis Datum, o hvilke Navne der fin- des ved Siden af hinanden! jeg mener noget bedre. De har været W. hvad ingen af -- -- af os havde kunnet være ham. Med Sandhedens Ydmyghed og Freidighed erkjender jeg dette. Kun De magtede denne Opgave. Ak, der skulde andet til end bedaarede Hjerter. Og derfor besværger jeg Dem saasandt som De er Dem denne Magt, denne ædle Magt over ham be- vidst, og den med Rette gjør Dem stolt, forring ikke dens Værdi, vogt Dem for at misbruge den! Det var dette jeg vilde sige Dem. Med hvad Ret, og hvad det angaar mig? nei derom spørger De ikke. De veed meget vel at jeg har Ret til at tale. Lad det blive et Opgjør engang for Alle mellem Welh. og mig. Det er ogsaa skrevet for ham. For Dem og for ham skriver jeg dette, og tale vil jeg nu, Ret dertil har jeg i Kraft af mit Livs Taushed, i Kraft af de Livs- og Dødsspørgsmaal der uden videre bleve udtalte over dette arme, stumme Liv. [fotnotemerke] Jeg, dette mit andet Jeg er det som har vundet Retten, nu da det har overlevet Alt, Blændværket, For- tvivlelsen, Skrækken og 20 Aars Kulde og Taushed. Det syn- tes mig nu saa godt at komme paa det Rene med ham, da vi Fotnote: Naar De har læst dette skal De ikke komme til mig paa nogen Tid, jeg magter ikke at tale mere, men skrive skal Welh. og De et Par Ord -- "modtaget og erkjendt". -- SIDE: 298 ikke kunne undgaae at mødes ude, og jeg tror at have bemær- ket Utryghed ligeoverfor mig, og ligesom en Sky for at berøre gamle Tider. Er det Welhavens Skyld, er det Deres? Min skal det ikke være. Over mit Liv er der udtalt et Ord der staalsætter, der løser for Troldskab. Har det engang ophørt at smerte, dette Ord, saa er man usaarlig, Erindringen har in- gen Rædsler mere, man kan befare alle Schachter. Det er det der nu jevner Veien til de platte, trygge Grunde. Nu seer jeg alting klart hvordan det maatte komme saa. Maa jeg dog til- staa det, uagtet det er haardt! at Skylden for at Welh. ikke -- -- at det var et Blændværk, ogsaa laa hos mig, i en Man- gel, en frygtelig Mangel. Ogsaa jeg var forknyttet og havde ligetil min Indtrædelse i Verden undværet Solskin og Roes. Jeg vidste ikke om jeg var smuk, om jeg var god, eller hvad jeg var; ingen havde sagt det hjemme, og i Christiansfeld, hvor- fra jeg netop var sluppet ud, fik man heller intet at vide der- om. Under dette Tryk, forpiint, forskruet laa min mægtige Natur og sukkede efter Befrielse. Den krævede en Person- lighed af mig, jeg havde ingen, ikke engang til at gaa sikkert over et Gulv, ikke Øine til at see paa Folk med, og dristede jeg mig til at sige noget, saa var det ofte netop det jeg ikke vilde sagt. Og hvad jeg skrev -- ak det er ikke til at læse nu, men græde, græde kunde man over denne rige Fattigdom. Hver Sætning staar der, som om den udtrykkelig var stillet hen for at opfanges paa en Landse, og det blev den da sagtens ogsaa. Nu forstaar jeg godt hvad Welh. skrev at han ofte var vred paa mig; jeg brød mit Hoved med hvad det kunde være, jeg søgte i noget Enkelt, ak, Grunden laa i det hele. Saa gik jeg der, en stakkels "Barfüssele" i denne ignoble, pedantiske bornerte Omgivelse hvor W. fandt mig. Ulykkeligere, Ulyk- saligere kunde intet Sammenstød være, ingen Kamp frygteli- gere end den der maatte udspinde sig mellem 2 saa forskjel- ligartede Væsener. W. havde netop i en overvældende Grad hvad jeg manglede, han manglede hvad jeg havde for meget af. Saameget farligere, mere vildledende blev denne Defect da den dækkedes af en Personlighed som hans. Dunkelt maa jeg SIDE: 299 have følt dette, da jeg etsteds skriver at jeg troede mig ikke skikket til at vække denne høieste Følelse hvorom der var Tale. Svaret var en Tilrettevisning, en Protest ledsaget af ak, alt for bedaarende Beviser. Protesten blev naturligviis greben med Begjerlighed og Hjertet spandt alle sine Traade fast til den, -- saa et nyt Ryk, der rev dette op igjen, saa bad jeg om Naade, om at maatte være i Fred, saa det samme gjenta- get -- indtil Vanvid. Paa denne Viis kunde en Kamp, uagtet der blot laa en Skuffelse til Grund, udhales saa længe, saa frygtelig længe. Og ingen anden Raadgiver end den svage Emilie. Paa den ene Side den voldsomme Bernhard, paa den anden min Slægt og Verden, for hvem jeg ogsaa skulde bevare en Smule Holdning og Ære. Ak alle disse! døde og borte ere de Alle, og at jeg skal leve ene igjen! Dog jeg har forvildet mig, det var ikke min Hensigt at aagre med disse Bekjendel- ser, jeg vilde blot give den knappeste Oversigt. De veed, Jo- sephine, at vi have omtalt den psychologiske Egenhed hos W. at han aldrig synes at have været sig klart bevidst hvorledes han handlede dengang. Maaskee hans senere Skjæbne lagde dette Slør over hans Hukommelse, men jeg tror virkelig at enhver Kjendsgjerning man nu kunde rykke ham for Øie, vilde forekomme ham vildfremmet, ja ubegribelig. Kunde vi ellers forklare os at Welh. aldrig har følt Trangen til at udtale et eneste forsonende Ord derover? Ogsaa denne Sorg er over- levet, det behøves ikke mere. Alt skal være glemt, glemt, glemt. Nu tale vi kun derom som om vi allerede vare over Kløvten hvor "al Bitterhed skal lades tilbage." Kunde vi blot vinde en bedre Holdning ligeoverfor hinanden, lære at omgaaes mere ligefremt. De har saa ofte bedet mig komme og besøge Dem i Deres Huus. De har bragt mig denne Hilsen fra Welh. ogsaa. Det kan jeg ikke, vil jeg aldrig kunne. Men skulde vi ellers ikke kunne dele hvad gode, aandfulde Menne- sker dele med hverandre? Jeg indseer ikke hvorfor vi ikke kunne gjøre en Tour sammen, tage over til Ladegaardsøen for Ex. og raste der, medens vore Børn springe omkring. Mig forekommer det ogsaa at Welh. og De kunde sidde oppe i SIDE: 300 min Stue en Times Tid, saa vi kunde tale sammen. Dog dette er intet Forslag, De veed bedre end jeg om det vilde være godt. Maaskee W. endnu er for stærk for mig, og det vilde strax gaa itu. Dette er mit Testament til Dem og til Welh. Nu har jeg endnu et at skrive, til mine Børn. Thi for fuldt Alvor siger jeg: enten maa jeg dø eller bort, leve kan jeg ikke her. Tak fordi De har forstaaet dette. Hvorledes skulde jeg kunne leve her hvor der ikke er et Menneske der kan begribe at -- jeg ikke kan leve her? -- -- her hvor enhver i min Kreds tyn- ger mig ned? Vurdeer den Lykke der er Dem endnu beskje- ret, men som jeg har mistet, en Lykke som Kvinder af Deres og min Art saa sjelden opnaar: i denne borgerlige Livets Støtte tillige at have Deres Lige, den hvortil det Høieste i Dem tør ranke sig. Elsk ham, elsk ham, Josephine! hem ham ikke, men lad ham gro frit som han vil! C. Camilla Collett Optegnelser av Camilla Collett 1859. Mærkværdigt var det at Moder paa hvem W. havde gjort et dybt Indtryk, [fotnotemerke] saa at hun i lang Tid omtalte ham, og som visselig uden at ane det gav min Interesse for ham sin første Impuls, aldrig nævnte hans Navn fra det Øieblik, hun for- modede en Forstaaelse mellem os, ja hun, der var Umiddel- barheden selv og intet kunde skjule, blev piinlig forlegen hvergang han blev omtalt. Til Fader sagde jeg at jeg elskede ham og aldrig vilde høre nogensinde om Nogen Anden. Men fra det Øieblik W. skrev, fra dette ulykkelige Øieblik ophørte ogsaa dette Skin af Fortrolighed mellem os, og han nævntes aldrig. Hvad skulde jeg fortælle ham! han var opbragt nok før paa Grund af Henrik. Fortrolighed og Meddelelse har aldrig hersket i vor Familie. Vi ere en sky stolt Slægt, ja før kunde Skovens vilde Dyr søge hverandre, trøste hverandre end vi faldt paa at betro hverandre vore dybeste Lidelser. Førstegang jeg saa W. var Dagen efter min 17de Geburts- dag, da var han 23. Da vi skiltes i 1836 var han 29 og jeg 23 Aar. Dette første Møde har jeg fortalt ham. Betegnende er det ogsaa naar og hvor han førstegang hørte mig omtale. Det var under hans Besøg paa Præstegaarden i 27 -- 28 (?) medens de sade i min lille Have oppe ved Humlegaarden, jeg var i Christiansfeld. Der har han siddet paa Bænken under Syreen- træerne ligefor det store Blomsterhjerte, han har maaskee stukket i det med sin Stok, eller slaat Hovedet af en Blomst, kort, behandlet det som et ganske almindeligt Hjerte. Men det var heller intet almindeligt Hjerte. Den lille Plet havde Fotnote: W. havde medens jeg endnu var i Christiansfeld (1827?) i Selskab med Bøyesens, været i et kort Besøg paa Præstegaarden. SIDE: 303 jeg aftryglet Fader, den laa saa smukt i et Hjørne af Ageren, begrændset paa 2 Sider af Lunden, men var saa fuld af Sten og Ugræs dengang, at Fader meente længe at det kunde ikke nytte. Saa trillede jeg selv halve Dage Ugræsset bort, plantede Trær og anlagde det store Beed i Form af et Hjerte. Ak det gav mig meget at skaffe dette Hjerte! I mange Aar vilde der ikke trives andet end Qvækegræsset. Jeg lugede og plantede og plantede og lugede og blev aldrig træt, og tilsidst voxede der dog Blomster deri. Engang trak Henrik mig tilside og spurgte med gnistrende Øine, medens han holdt mig fast som om han vilde knuse mig men bare ventede paa Svaret: "Er det sandt at W. gjør af dig og gjør Cour til dig?" Heldigviis kunde jeg svare: nei, det er ikke sandt. Saa leed jeg ude i Verden for Skinnet deraf, medens min største Lidelse var at det var Skin og for lidt Sandhed. Jeg har oplevet en trist Situation der har staaet som et, Gud skee Lov uopnaaeligt Forbillede for alle senere triste og nedslaaende Situationer -- jeg mener naturligviis ikke hermed de store Sorgens Epocher. Vi havde, mine Forældre og jeg været i Besøg hos Chrysties paa Moss, og denne rige og smukt indrettede Familie havde opbudt alt for at gjøre os dette Besøg fornøieligt og behageligt. Paa mig var imidlertid alt dette spildt, jeg havde netop i Christiania erfaret noget som var gaat mig frygtelig nær, og leed endnu under Indtrykket heraf. Min Hu stod til Hjemreisen, det vil sige til de Par Dages Rast i Christiania som jeg sikkert haabede paa. Deri tog jeg Feil. Fader var misfornøiet med mig, og vilde intet høre om noget Ophold. Saa droge vi da en seen, mørk Vinter- aften, trætte som vi vare efter en heel Dagsreise, gjennem Byen, opad de tunge, forhadte Veie der føre derfra. Jeg sad SIDE: 304 ligesom forstenet i Slæden, og da vi endelig standsede, ved et Skifte, kunde jeg hverken reise eller røre mig, men man maatte bære mig ind i Stuen. Naar jeg nu mangengang finder Livet trist og graat maa jeg tænke: Nei, det er dog ikke som da vi hiin Vinternat kjørte gjennem Byen. Selsomt bevæges jeg ved at see tilbage til disse første Aar, til dette ensomme Sommerliv i Eidsvold i den drømmende Naturdeilighed omkring mig, jeg selv et Echo af denne Natur, dens legemliggjorte Tanke! Der har jeg siddet i en af dens mange skjulte Reder, bunden i Drømmen, uden at kunne løfte mig ud over den. Der har jeg siddet og uafladelig stirret indad, og maalt Afstanden mellem ham og mig, hans Væsen og mit, hans Skjønhed og min, min Taushed og hans Veltalenhed, min Lidenskab og hans Frihed, og altid fundet den umaalelig. Al- drig ventede jeg noget, haabede jeg noget. Aldrig var det an- det end en ideal Mulighed, ikke en virkelig, at han kunde komme, at han pludselig en Dag kunde staa for mig og sige: Det er mig: Opfyldelsen, Virkeligheden. Men laa ikke netop deri Drømmens Rigdom og Indhold? Havde jeg anet den vir- kelige Kløvt mellem os saa var den jo bleven forstyrret, og jeg maatte have opgivet den. Og er ikke Drømmen meget værdt! Denne dybe Bevæ- gelse der løftede mig saa høit over alle smaae, elendige Chan- cer og Fristelser, er den intet værdt! og kunde jeg nogensinde glemme ham, tabe ham der raadede for en saa dyb Bevægelse i min Sjæl? Nei, derfor kunde han senere være imod mig som han var, det kunde smerte mig, gjøre mig fortvivlet, thi det har været ligesaamange Forsøg paa at fravriste mig dette Eie, derfor kunne vi nu leve adskilte, fremmede for hinanden, ja fjernt fra hinanden, tabe dette kan jeg dog aldrig. Og det er det jeg kalder Troskab. Tro er man kun naar man er det mod sig selv. SIDE: 305 Og atter selsomt bevæges jeg ved at skue tilbage til hine Drømmens Dage, naar jeg tænker paa at Afstanden var en drømt. Den ideale Mulighed kunde været en Virkelig. Han kunde være kommet, kommet som Johannes til Barfüssele. Han kunde staat pludselig en Dag for mig og sagt: her er jeg, for at hente Dig, jeg den Uopnaaelige. Min Ganger staar sad- let, men betænke Dig maa Du ikke. Den Gaard histhenne seer Du aldrig mere, aldrig de Mennesker der bo der, vil Du -- ? -- og saasandt som jeg var forbleven levende, maatte jeg svaret . . . aldrig mere! her er jeg. Juche! Forunderlig er denne Personlighedens berusende Magt, som jeg vil kalde det electromagnetiske ved den. Hvor den gjør sig gjeldende, beviser den ikke altid Tilbøielighedens Ægt- hed og Holdbarhed, men ved en ægte sand Lidenskab tør den heller ikke mangle, thi uden dette Mærke er den alt andet end Lidenskab. Der gives Naturer der idelig paavirkes paa den Maade, og som stadig befinde sig i en lille Forelske [lse] sruus. Man kan kalde dette at smaasvire, at nippe til Flasken i Ska- bet. Et andet er det at sidde til Høibords, og tømme Pocalen ud til Gudens Ære, og saa glad og stolt falde under Bordet. Mine Brødre vare bestandig forelskede, men jeg har ikke havt mindste Evne til at blive det i det Smaa. Ingen af dem hvem jeg selv har paavirket saaledes, have havt Spor af denne Magt over mig, og aldrig havde jeg ligetil mit Ægteskab viist nogen Mand, i en Leeg, en Spøg -- det ringeste saadant Tegn, der dog ansees tilladeligt. De der kjendte mig fandt dette ganske naturligt, Andre kaldte det naturligviis Snerperi. En Mand, en fremmet Mand har havt, vilde have havt dette electromagnetiske for mig. Jeg havde netop brudt med min Fortid og jeg følte mig saa frigiven og lykkelig som nogen- sinde kunde blive det. Saa mødte jeg denne Mand i Ham- burgerstiden. Jeg fandt ham elskværdig og han kom mig med denne stille dybe Hyldest imøde, der mindst mærkes af Andre og netop derfor bliver saa farlig. Vort Samliv varede kun i SIDE: 306 8 -- 10 Dage, saa skulde jeg reise hjem, men Alt forenede sig til at gjøre disse festlige og indholdsrige. De staae for mig disse Dage i en forunderlig Mindets Glands. Hvordan jeg selv har været kan jeg umulig sige. M -- s Mindeskrift treffer det vist heller ikke rigtig, men jeg har en Fornemmelse af at mit Væsen har udfoldet sig paa en Maade som det hverken før eller senere har udfoldet sig. Det har skudt Blomst under disse 8 Dages Sol. Da mærkede jeg den Magt han anmassede sig over mig og jeg blev kold, og kold tog jeg Afsked. Jeg var saa vandt til at martyrisere al Følelse at jeg troede det skulde saa være. "Sie war so kalt, dasz es mir auch dadurch kalt wurde." Medens W. opholdt sig paa Bakkehuset efter Idas Død, havde han engang været slem mod nogle besøgende Damer. Fru Kjerulf havde, da de bleve alene, foreholdt ham dette og havde forsøgt at tale mildt og indtrængende til ham. "Herre- gud, W., hvorfor, hvorfor er De saa? Kan De ikke tvinge Deres Væsen, og aflægge denne Maneer der skræmmer Alle, her tør snart ingen komme" etc. Med den smerteligste Hef- tighed havde han svaret: "Oh den Tid kommer nok, men ønsk den ikke, ønsk den ikke, thi med det De hader, tages det bedste fra mig". O hun maatte jo have raabt: bliv, bliv som De er, vær 10 Gange værre, tab blot ikke Dem selv. O hun hun har ikke holdt af ham! En mærkelig Yttring af Caroline Fougstad citerer W. i sit Julebrev af 36. "Hun siger at De er en Engel, og at jeg blot skulde kjende Dem". Den slog mig saa nu, ogsaa fordi den er af Caroline, med hvem jeg dog ikke synderlig sympathise- rede. Hun blev ogsaa kaldet til Orden derfor, da hun havde maattet love mig at holde sig til Sagen. Jeg er heller ingen Engel i den Forstand hun mener det, ak nei desværre! Men mod W. har jeg været en Engel, fordi jeg kunde ikke være anderledes mod ham. Han har aldrig begrebet i hvilken Grad SIDE: 307 jeg har været det, thi han har aldrig begrebet i hvilken Grad jeg har maattet være det. Hvad vil det sige at holde fast, at være trofast naar det blot er ydre Hindringer der hemme? Men at være det lige- overfor den indre Troløshed, denne Hjertets Slaphed der ikke kan holde fast! at være det med et til Døden krænket Hjerte? Og trofast var jeg Dig da Ida hiin koglende Nat paa Grini (38) laa for mine Fødder og besvor mig at sige hende om Du havde gjort mig noget Ondt -- og jeg sagde: nei, han har ikke gjort mig noget Ondt. Og hun spurgte om jeg havde noget at til- give Dig, at fordre af Dig, da vilde hun løsrive sig, og jeg sagde: jeg har intet at tilgive ham, at fordre af ham. Og saa gik Ida ud af Verden med den Tro at jeg var en almindelig Forsmaaet, ja til en Veninde har hun fremstillet mit Møde paa Isen, hiin sørgelige Afskedsaften som en Svaghed, en Uforsig- tighed. Tro, trofast har jeg været -- ja det Selsomste maa siges -- thi jeg føler hvorledes Alt, selv det Forfærdeligste og Uud- grundeligste med en ustandselig Sandhedens Magt søger tilbage til sit Udspring, trofast var jeg selv under mit Ægteskab med C. Streng har jeg forvaltet hvad der idetmindste i mit Hjerte kun havde tilhørt en Eneste, og som var det end nedgravede Skatte, aldrig frivillig kunde tilstaaes nogen Anden, jeg mener ligetil hine Lidenskabens ydre Tegn. Ak, saa ædel var C., hvad en anden Mand brutalt vilde fordret, dertil beilede han som en Gunst. Og saaledes er det Selsomme hændt, at jeg ogsaa for ham har staaet i "evig uopnaaelig Fjernhed". Deraf kan jeg forklare mig den Cultus hvormed han omgav min Per- son, der maatte kaldes forunderlig usædvanlig, uanseet at jeg var hans Kone. Denne personlige Hyldest udtaler sig langt stærkere i hans senere Breve, end i dem han skrev under vor Forlovelse. Personligheden, dette Medium hvorigjennem det indre Men- neske aabenbarer sig og klinger ud, dette mystiske Sammen- spil af Tale, Stemmen, Minespil, Lader, der tilsammen danner SIDE: 308 den hele Klangfigur, i mere eller mindre harmonisk, mere eller mindre udpræget Støbning, ja paa den er det, det kommer an! Den er det som seirer, hvilke Mangler den end dækker. For- underlig var Ida derved. Det Mindste, Ubetydeligste hun sagde med sin fine Piccolofløiterøst, understøttet af hine mægtige Øine, blev erkjendt vægtigt og gyldigt. Talen faldt som Perler fra hendes Mund, man var ængstelig for at miste en Eneste. Ved Hjelp af sit Smiil, dette fortryllende Smiil, havde hun kunnet faa det værste Nonsens til at gjælde for Orakelsprog. Lykke- ligviis var Alt hvad hun sagde smukt og godt. Naar hun skrev saa stod det der igjen saa vandklart og forunderlig farveløst. Omvendt med mig. Nu forstaar jeg denne Mangel, denne min frygtelige Mangel. Noget har Opdragelsen og de Tryk der hvi- lede over min Ungdom ødelagt, men noget deraf er Natur. Nu forstaar jeg den, saameget mere da ingen mærker den, nei det er netop Mærket paa den at den er saa umærkelig. Hverdags- folket synes endog godt om den. Man er saa mild, saa snild, man er slet ikke farlig, man taaler saagar en Portion slet Be- handling, kort, de have det saa beqvemt med En. W. lægger ikke heller Mærke til denne Mangel hos mig, men mine Ord trænge ikke ind, og de faae først Betydning ved at tænkes over. Naar jeg gaar med dem begge slaaer jeg ligesom itu. O denne Naturens yppigste Gave, en rigtig heelstøbt, dog vin- dende Personlighed! Jeg havde vundet W. dermed, ja det har Du selv sagt! -- men i Livet vilde vi maaskee passet min- dre sammen. Han gav ikke meget, det var Synd at sige, og han var ikke ædelmodig, men han modtog meget, megen Ædelmod af mig fremfor Alle. Det ene er menneskeligt, men det andet er Gudernes, de evige, stolte Guders Forret. De trænge ikke til noget, de yde ikke heller noget selv, kun skjænke de Lønnen for Offrene i den Lyksalighed at kunne bringe dem. Og saa var han, ikke selv ydende, men en i høi Grad vækkende, ford- rende og lyksaliggjørende Natur. Hvad er nu størst? Kunde SIDE: 309 han blot vedblevet at være ung, glimrende, nødvændig, om- sværmet, men Tiden kom og henveirede som en Taagesky alt dette, og da opdagede han at han var et Menneske, og at han trængte, han trængte til dette blinde Ædelmod, han kunde ikke undvære det for Livet. Hvad der nu mangler ham, hvor sikkret han er fra mange Sider, det er mig. Ikke mit Jeg, men de Egenskaber jeg re- præsenterede. Jeg vilde ikke udfyldt den hele Skala -- hvem kunde det? Det er blot de ringe Naturer der ere nøisomme, men de Store kræve Alt, omfatte Alt. Han maa vartes som et Barn og tjenes som en Gud. Jeg vilde bragt Kjerligheden, Enthousiasmen, Gratien, den Gratie som Kjerligheden giver, og om hvilken Rahel siger: "Det er den Eneste jeg eier." Ida havde meget af dette, foruden saameget Andet, som jeg ikke havde. Hun elskede, var fuld af Gratie, og havde megen In- derlighed. Men hun havde mindre Umiddelbarhed, mindre Elan, mindre Enthousiasme, hun havde farlige Kjerulfske An- læg til at desabuseres og følgelig til selv at blive ulykkelig. O hun vilde blevet elsket, men elsket med Uro og Anstrængelse. Jeg har oplevet paa engang at blive forfulgt og forkastet, apotheoseret og fornægtet, fornægtet til Legeme og Sjel, ja der levnedes ikke engang min ydre Erscheinung noget igjen, der ikke Træk for Træk blev revet ned igjen, men aldrig har noget saaret mig dybere end hiint W -- s Udraab, engang han havde omtalt mig haardt til Josephine: "Hvorfor gjør hun ikke Col- lett lykkelig?" Josephine fortalte mig dette engang da vi boede i Malthes Gaard. Halfdan var samme Aften hos os og spillede, og jeg havde Nød med at dølge min Fortvivlelse. Mange Aar kunde jeg ikke glemme disse Ord, saa glemte jeg dem igjen nogle Aar. Sidst paa Jarlsberg faldt de mig ind igjen, jeg tænkte paa hvorledes de havde havt den Magt at saare mig SIDE: 310 saa. Jeg kom til den Overbeviisning at han havde ikke meent det Mindste med det, og dog, og dog skulde et saadant hen- kastet Ord . . .! En Forsoning maatte til, hvor skulde jeg hen med alt dette? O Welhaven, er det ikke godt at vi have talt sammen? Havde ikke Josephine været var den aldrig bragt istand og vi vilde staaet saa fremmede, saa forstenede ligeoverfor hinan- den som før. Saa har J. bragt mig W. og W. mig hende, den eneste Erstatning han har kunnet give mig, og han har sørget godt for mig. O Josephine! At komme i W -- s Huus, sidde ved hans Bord! nei dette kan ikke skee, nei aldrig. Josephine forstaar dette saa kvin- deligt, saa fiint, hun finder det rigtigt. At han ikke begriber det, begribe vi godt. Hvor betegnende! W. bemærkede at der i Dagbogen fandtes smaae uvilkaarlige Udfald mod ham selv. Jeg studsede først og tænkte, Dagbogen er vist uskyldig, men er jeg det nu? Hvad er det da nu der reiser sig paa Bunden af min Sjel, er det Spot, den blodigste Spot, der fin- der slige parodiske Combinationer af Billeder og Ideer under- tiden at jeg maa lee, lee, jeg kan ikke andet? men saa er jeg ikke vis paa om det ikke er mit eget Hjerte som bløder. Da jeg ventede ham til dette Møde, og jeg saa ham komme langt fra med Papirerne i Haanden, denne lille Rulle som indeholdt et heelt nedtraadt Menneskeliv, og han bragte den saa for- bindtlig tilbage som et andet Avislaan, da klang det samme inde i mig, det er ikke Graad, det er ikke Latter, det er begge Dele, en Engels Graad, en Dæmons Latter, eller omvendt, thi et Menneske bær begge i sig. Han gik lige hen til Moders Portrait, og forsikrede at det var meget slet. Jeg var visselig mere oplagt til at tale om dette og om alt andet, men jeg greb mig saa haardt sammen som jeg kunde. Og da han spurgte mig om Brevet, hans Brev, som jeg havde afskrevet efter In- SIDE: 311 stinktet, da han spurgte saa tölpisch naiv, saa ubeskrivelig stu- pid forbauset -- Goethe vilde aldrig have spurgt -- o da maatte jeg skjule mit Ansigt, jeg blev saa skamfuld. Min Gud, troede han jeg havde brugt en Copiermaskin dertil? Jeg kan ikke gjøre Rede for denne dæmoniske Lyst til at lee, thi dæmonisk er dog ikke jeg, saa maa jeg have øst det af ham. Hvorledes dette vilde artet sig havde vi levet tilsammen veed jeg ikke, enten havde det kostet Millioner Taarer, eller det maatte have løst sig i en ustandselig Kilde til Latter og Jubel! Hvor det var underligt, da W. stod ved mit Bord og drak af mit Glas! jeg tænkte paa Replikken ifra min Barn- dom: "Bi, Hakon, lad mig bringe Dig" -- -- -- "Vist ikke, ha, det lædsker." Den var dog god denne Time, jeg er taknemlig for den. Der blev sagt meget, og W. var god, mild og modtagelig. Men jeg følte at gjentages maatte den neppe. W. og jeg stilledes netop her sammen, skarpt og upaavirket, af hinanden i det Punct hvori vi ere dybest forskjellige. Videre Forklaringer kunde let kastet en kold Skygning over det Hele og ledet til at det saa fuldt og vist Gjennemlevede kom til at staa der som noget upersonligt, uvirkeligt. Illusionen er det som giver dette sit Liv, sin Virkelighed, berøver man det denne saa forvandles det til et Digt. Nei, I skulle ikke tage Skade, mine stakkels, kjere Erind- ringer. I Dybet af mit Bryst sænkes I tilbage, lever, nærer Eder af min Sjel som forhen! Endnu engang, det skal være naar jeg bliver gammel og føler jeg skal dø, vil jeg tage disse Blade frem og læse dem igjen, og gjennemleve alt igjen, i al sin Virkelighed, al sin Illusion, al den himmelske Uvidenhed man har naar man er 20 Aar og ikke aner det Dyb der kan ligge mellem 2de Menneskehjerter der dog synes skabte for hinanden. SIDE: 312 Den 12te August. Ja jeg kan tale om Dyd og Forsagelse! og dog, Du Christnes Gud, for Dig er dette jo intet, et heelt Liv som mit, Dage som disse -- intet. Og det vi ikke have, ikke kunne give os, Alt. Saa tag da min Lidelse, store strenge Gud, tag mine Savn og denne Dag og lad dem veie lidt, o kun lidt paa Din Vægtskaal! Hvilken underlig Drøm! jeg drømte at vi vare sammen hos hans Søster, kun han og jeg. Jeg syntes han var saa elskværdig, og jeg var saa beklemt at jeg neppe kunde tale. Maren sluttede mig i sine Arme og sagde: Nei, er det dog hende! Drømmen endte netop idet vi toge Afsked ved Ma- rens Dør. Vi skulde dog blevet lykkelige, det synger, det klinger i mig, vi skulde dog blevet det. Hvad Du saa siger, vi skulde dog blevet det! Det Høieste i Livet kan man ikke give sig, men har man det Høieste, kan man naa det Ringere, vinde al Slags Dressur, lære alle Færdigheder. O jeg skulde holdt Guden i Dig hellig, jeg skulde til det Sidste tjent Dig i dette blinde Ædelmod som Du ikke kan undvære. Som en Page skulde jeg have gjøglet om Dig og siddet ved Dine Fødder og lyttet til Dine Sange og aldrig blevet træt af at bekrandse Dig og række Dig Fornyelsens Skaal! Blinde, vantro, ubegribelige, udyrkede Hjerte, Dig til Trods skulde vi blevet lykkelige! -- ? lad det staa, o lad det staa. At mødes, at have talt sammen, tilgivet hinanden, grædt med hinanden, en Gang, en eneste Gang, det er Vindingen. At samle Bevidstheden derom i sit stille Sind, gjøre sig den klar og saa -- nøies med den, det er Opgaven. Intet udenfor. Ikke sees uden ved reglementerede Leiligheder, neppe vide af, neppe torde spørge til hinanden, intet Godt kunne gjøre hin- anden, og dette er det Værste. Og saa naar det er forbi, en Gravhøi i et Hjørne af Kirkegaarden og en i et Andet: det er det Bedste. Farvel. SIDE: 313 Camilla Collett til Welhaven. Den 15de Sep. 59. De skal have Tak fordi De vilde bede mig paa Kort, mange Tak! [fotnotemerke] Hvorfor vil De jeg skal komme? ak hvorfor beder De mig? Forstaar De ikke at jeg ikke kan komme? Hedning, Havmand, forstaar De ingenting, intet af Livet, af Lidelsen i dens dybeste og helligste Berettigelser? Ikke at Ydmygelsen ogsaa har sin Værdighed, sin Adel. Skal alting, det Største med det Mindste røres sammen og glattes ud under en almindelig plat godmodig Fordragelighed? Forstaar De ikke -- : o for- staae dette -- at hvert Pulsslag i mig modsetter sig at gaa ind i det Huus, og nu at blande mig snadrende mellem de Fremmede, jeg selv en Fremmet! Hvor skal jeg finde et Ord, mægtigt nok, usmykket, plastisk nok, at det kan forstaas af Dem? De har engang beilet til min Sjel, at De ikke ogsaa beilede til min Haand, at De ikke undte mig en plads ved Deres Hjerte, Deres Arne, det var Synd, det var at friste Guderne. Men min Sjel var dog fra den Stund viet til Deres, og den maatte løsrive sig, og beslutte sig til en evig, ensom Sorg. De har selv udtalt det, "evig nær og evig fjern", ja evig fjern, Deres Huus, dette mine Tankers usynlige Rige hvor jeg var afsat, inden jeg blev indsat, torde jeg aldrig betræde. Var det end blot for den Haan der er overgaaet dette Hoved -- Welhaven. Gud veed det, deri ligger intet uforsonligt, han veed at jeg ærer Dem, at jeg altid har æret Dem og holdt Dem oppe, høit over Deres egen Færd, for ham ere vi forsonede, gid vi kunde sige i ham, men der er noget i de verdslige Former, der saalænge vi leve og aande her paa Jorden, ikke maa krænkes, og som maa holde os fjernt fra hinanden, fjernere end nogen Mand mig, end nogen Kvinde Dem. Ydmyg for Gud kan jeg gaa forbi Deres Dør, thi jeg veed han seer derpaa, men jeg kan ikke ydmyge mig dertil, at jeg gik ind. Jeg kan gaa og ønske gid det var saa Fotnote: Opfordringerne altid gjennem Josephine. SIDE: 314 at jeg kunde. Jeg tænkte engang jeg nylig gik Forbi saa op- lagt, saa lyksalig oplagt: Gid W. og jeg nu først havde truffet hinanden, at ikke denne dunkle, besværlige Fortid laa imellem, hvor vilde vi blive forbausede og glade over hinanden! Men vi kunne ikke glæde hinanden nu. Jeg er vis paa jeg vilde blive den sletteste Gjest i Deres Huus. Hvad jeg nu taler med Dem, naar det skeer ude, bliver saa forunderlig fattigt og afmægtigt naar det skal dække et Tankens Dyb, der ikke maa røres. Saa- ledes hænger det sammen, montro De nu forstaar noget deraf? Den 19de. Nei, nei, nei, nei, jo mere jeg tænker derpaa jo umuligere bliver det. Hvor ofte skulde jeg komme? naar jeg blev buden, buden paa Kort? eller naar jeg selv vilde? Husker De Sagnet om den betvungne Konge, som, ulykkeligere endnu end hans Brødre der fik Lov til at arbeide ude, maatte gjøre Tjeneste inde, feie Gemakkerne, tørre Støv, alt dette med sin fordums Herlighed for Øie? Vanvidet greb ham, han kastede Kongekaaben om sig, tog Scepteret og satte sig paa Tronen. Det er en digtet Historie, men den er lige sand derfor. Tænk om jeg medens jeg sad hos Dem, pludselig syntes det var mine egne Stole og Borde, at de havde saadan underlig Facon, eller jeg følte en Trang til at gaa hen til Dem og sige Dem noget Godt og Kjerligt, for E. at De maatte tage en anden Frakke paa, fordi De ellers blev forkjølet og fik Bronchit? Ja saadant var at befrygte, jeg har en levende Phantasie, altfor levende, hvilket jo er Tilfældet med alle Menne- sker hvis Forstand er for liden. Eller sæt, at De Welhaven glemte at det var C., Fortiden, den 30-aarige ærværdige Fortid der skyl- des Ærefrygt, og De behandlede mig uvørrent som en anden Dame, og kom til at sige mig Ubehageligheder? Saa var det Hele forstyrret blot ved den Grille at jeg skulde "vanke i Deres Huus". Lad os være gode Venner og holde os saa fjernt, som muligt. C. Camilla Collett til Welhaven. [fotnotemerke] Det er mig, C., der skriver Dem til, som har Noget at sige Dem, W. De maa ikke beholde hos Dem det lidet skrevne Fotnote: Efter den ved Josephine hidførte Forsoning (1859) af de faa skriftlige Indlæg det Sidste. SIDE: 315 Hefte. At De vilde beholde det, det har rørt mig, glædet mig, men der bør Intet Skriftligt findes hos Dem fra mig. Det er mig en utaalelig Tanke at det engang kunde falde i fremmede Hænder, at nysgjerrige og undrende Øine skulde gjennemløbe det. Det er ikke fordi der er noget Ondt deri. Nei det er for Godt. En Sjels Forskrivning til en Anden! De maa give mig denne Forskrivning tilbage. At De vilde læse det, optage og gjemme det trofast i Deres Sind, er Alt hvad det lille Skrift har villet. Det lidet Digt kan De beholde, De fortalte mig at Josephine har læst det, dermed har det kjøbt sig Ret til at være hos Dem. En anden Grund til at De ikke bør beholde det, ligger i Dem selv. Der vil komme en Tid, den er allerede begyndt, da jeg vil forekomme Dem fremmet, der vil indtreffe Stemnin- ger hvori De indbilder Dem at De er vred paa mig. Jeg skal sige Dem hvori det ligger. Alene i de smaalige mattende For- hold hvori vi i en utaalelig, magtesløs Nærhed bevæge os, -- i en Sum i det unaturlige Misforhold mellem en saadan Luxus af Følelse og Sjel, og en Virkelighed, der Intet, aldeles Intet giver, ikke engang det selskabelige Udbytte som 2 begavede aandsbeslægtede Mennesker i en saa fattig Sphære som vor, kunde og burde have af hinanden. Selv De, der dog er an- derledes omgivet end jeg, vil føle det som et Savn. For at friste Livet, maa jeg søge hvad jeg kan udenfor. Dette kan De ikke lide, De sidder ordentlig med en Slags tør Kritik ligeoverfor mig, naar vi en sjelden Gang ses ude, og det gaar da ud over de faa Venner jeg har at holde mig til. De har egentlig afrettet En hver Gang. Det er en dobbelt Ubillig- hed dette! Siden De saa velvillig tilhørte Oplæsningen (Octoberphan- tasier), har jeg havt nogle bittre Timer at gjennemgaa, hvor jeg kom til at grunde paa hvad De i et tidligere Brev tragisk nok kalder mit "Livs bittre Ironie". Ja man kunde nok synes at hele Livet var et Nissespil, og at man ikke behøvede at indføre nogen "Trollkarl med Grønagtigt Skjegg och en stor Mafve" for at kalde det saa. Hvis nogen for 25 Aar siden skulde sagt mig at jeg, den Tause, den Stumme engang skulde SIDE: 316 sidde og læse en Digtning op for Dem! ... Er det en Trøst, at disse "slumrende Gniste", der tilsidst ved en næsten una- turlig Smerteskraft sloges løs, er det en Trøst at disse nu spre- des i Sværmen? Thi det føler jeg, var jeg bleven forenet med Dem, vilde jeg aldrig kommet til at skrive en Linie, det vilde da Alt gaaet i Dem. Ja det skulde nogen sagt mig for 25 Aar siden da vi sad ligeoverfor hinanden i Skoven ved C. hvorhen De havde stev- net mig for at sige mig -- at, at De ikke holdt rigtig af mig -- Der sad jeg, tale kunde jeg ikke, jeg indbildte mig at jeg var tørst og Bernhard, den stakkels Bernhard, løb efter et Glas Vand, men da jeg fik det, kunde jeg ikke synke en Draabe. Mit Hjerte var det som tørstede, men som ikke maatte lædskes. O, W., hvorfor maatte jeg holde saa ubeskrivelig af Dem!! Havde jeg holdt mindre af Dem vilde jeg blevet Deres Kone. Ja ubeskrivelig, over alle Begreber har jeg holdt af Dem. I -- s Kjerlighed kan ikke maale sig med min, og om nogen Andens kan der ikke være Tale. Der er ingen Sag at dø med en Følelse som denne, men det er en stor Sag at leve med den. De spurgte mig hvad jeg vilde gjøre med det lille Hefte. Det vil jeg lægge til de øvrige Bøger og Blade der angaar vor Fortid, og hvis jeg, som jeg altid har tænkt, dør før Dem, haaber jeg der levnes mig Tid til at brænde det. Naar jeg altsaa er død, ved De at ethvert Spor deraf er udslettet af Jorden. C. Camilla Collett til Josephine Welhaven. Den 14de Nov. 1861. Det var med en egen Bæven og Frygt jeg hørte at De havde været her igaar, jeg ventede det ikke mere -- Josephine, De vil ikke mistyde det, men De selv vil spore det som en Lettelse naar jeg siger Dem: lad det heller være. Til et halvt, usandt Forhold er baade De og jeg for gode. Hvad De kunde søge hos mig finder De ikke mere, og De trænger heller ikke til det. De veed jo nok at hvad SIDE: 317 jeg kan give, staar i den nærmeste Sammenhæng med mine indre Tilstande og Oplevelser -- og hvad har man ogsaa andet her? I denne Forstand burde ingen her efter mine Tanker omgaaes, eller kalde sig Venner. Hvad er det andet end at man afhyller hverandre sine Vunder ligesom Lazaruserne paa Betlertrappen i Neapel, men ingen blandt os ere gode og kjer- lige og oprigtige nok til at være rigtige Venner paa den Maade. Derfor er her ogsaa saa megen Ufred og Bitterhed. Ogsaa mig har denne naaet, der jeg dog i saamange Aar næsten stod ubevist om den, og den har naaet mig saa frygteligt, i saa mange Angreb fra Alle Sider at jeg vidste Ingen der kunde og burde drages ind i den. Her maa jeg anklage min Naturs Dobbelthed, der hvis den havde Plads nok, vilde regnes for en Rigdom, men hos os blot bliver en Selsomhed, Unatur -- hin Dobbelthed, der gjør at jeg kan være stærk, modig -- straalende, overragende -- Alle sigte efter Synet -- og treffe en Sjel, der krymper sig i Smerte og Afmagt. Saa har det været dette Aar, dette lange, siden De forlod mig. Da jeg gik fra Hansteens den Gamles Geburtsdag, hvor jeg uden mindste Varsel og Skin af Billighed formelig blev overfaldt af Nanna, løb jeg den halve Deel af Veien i sand- sesløs Angst, men da jeg kom hjem var jeg rolig, saa rolig! thi jeg vidste da, at jeg skulde og maatte bort herfra. Jeg gjennemlæser disse Linier for at see om der er noget saarende i dem. Nei, der er intet deri som kan saare Dem. Jeg vilde endog sige, at under andre Forhold end disse her, vilde De og jeg kunne være saameget for hinanden. Og naar jeg siger: Gud velsigne Dem, for de mange, lange Aar hvori De har været mig saa meget, ja næsten Alt, da er det ogsaa ærligt meent. Camilla Collett. Camilla Collett til Thora Hansteen 1888. Brev til Thora Hansteen. . . . I vore Samtaler om "Gamle Dage", er Emnet næsten uundgaaelig kommet til at streife mit Forhold til W. SIDE: 318 Det Skarpblik, den fine Forstaaelse for Alt sjeleligt, som jeg kjender hos Dem, Thora, upaatalt, tror jeg dog at ha mærket, at De i dette Forhold endnu ikke har vundet det rette Indblik. Og hvor skulde De ogsaa ha faaet det? . . . Gravens Taushed har hidtil vaaget over dette mit Ungdoms- forhold til min Broders, min Families Fjende, og dukker der endnu en Hentydning dertil op, er den efter den gamle Støb- ning altid misvisende. Et nyt Bidrag til denne Misvisning le- verer os en Artikel i "Nylænde", undertegnet M. D. Forfatte- ren citerer her 3 af W -- s Digte, i en Forbindelse som -- jeg nødes til at sige det, jeg ikke kan anerkjende. Disse 3 Digte, og netop disse, tilhører med Gud og Rette mig, og ingen Anden. At W. i disse Digte skulde have git en Antydning til den nye Kvindetype, som Goldschmidt vilde ha det forkla- ret, er der ingen Mening i. W. havde visselig ingen Tanke for den nye Kvindetype da han skrev "Formosa" og "Den sidste Septemberdag". Men hvem er saa "Amata den Smerterige" for Forfatte- ren i "Nylænde"? Ogsaa det gik rundt for mig. Han (eller hun?) peger vistnok hen til en bestemt Person, til hvem der rettes en Del ikke meget naadige Replikker, men denne Amata kan mindst anerkjende Beskyldningen for Feighed og Ladhed. Denne A. har kun været en Stemme i Tiden, var ikke skikket til noget andet, men feig har hun dog ikke været, hun har vovet Alt. Da Digtet "Den sidste Septemberdag" kom ud, stødte Hentydningen mig. Ingen havde Lov til at besynge min Smerte -- hentyde til den engang. Jeg havde sat min Stolthed i at dølge den, skulde det kostet mit Liv, hvilket det da næsten gjorde. Jeg havde her en dobbelt Ærespligt at overholde, mod mig selv -- mod den Familie jeg tilhørte. Instinktmæssig følte jeg allerede dengang, hvor usigelig lidet vor Kristianiaklik vur- derede en Kvindes Følelse, hvor rede den var til at anfalde med Spot, det ringeste imødegaaende Tegn paa at man nærede en saadan. SIDE: 319 For Dem, Thora, og kun for Dem, vil jeg nu, kjed af Mis- tydninger og Forvirring, drage Sløret tilside. Jeg vil, saa sam- mentrængt som mulig, gjengive de vigtigste Momenter i denne min Ungdomstragedie, Oplevelser, Erfaringer, som maaske mer end noget Andet har givet Impulser til mit senere Forfatter- skab og den Livsopfatning der raader deri. Over en hel Menneskealder har Gravens Taushed ruget derover; jeg har i disse Dage overvundet mig til at læse nogle Stykker af Dag- bøgerne ført i hine Aar. Det skal ske fra det rolige ubestik- kelige Klarsynets Standpunkt som man mer og mer tilvinder sig, naar man selv nærmer sig Graven. Vent derfor ingen sentimental Fortælling af disse Bekjendelser. Har jeg før syn- tes det var en Umulighed at nævne denne Sag, vil jeg nu føle det som en Lettelse at omtale den til en gammel trofast Ven- inde, der kjender begge Parter. W. og jeg saaes førstegang i 30. Han var da Huslærer i den Familie hvor vi siden uundgaaelig maatte mødes, Herres Familie. Jeg havde hørt om denne mærkelige Huslærer, men havde endnu ikke seet ham, da jeg vilde aflægge Familien et Besøg, dengang boende i en Gaard i Kirkegaden nær Posthuset. Kommen indenfor Porten, hørte jeg Stemmer oppe i Trappen af et Par Nedskridende, den ene en klangfuld bergensisk, den anden Bernhard H -- s. Var det et Varsel? . . . en underlig Angst betog mig, og jeg reddede mig bag Hjørnet til Gaarden, indtil Farvandet var klart. Det første Sammentræf fandt Sted nogen Tid efter oppe i Familien. Der gik 4 Aar hen i stille Kamp, inden jeg modtog det første Brev, der skulde bryde Isen, for desto ubrydeligere at fæstne den igjen. Han trængte maaske dengang til en Gjen- stand for den erotiske Side af hans Digtning (neppe den stær- keste), og han valgte mig Ulykkelige. Hvad jeg har lidt i disse Kampens og Kvælningens Aar, vil den kun ret forstaa, der kjender til den Følelsens Dybde og seige Udholdenhed der ligger til min Slægt. Min stakkels SIDE: 320 Søster havde netop gjennemgaaet sine lange Lidelsesaar, da jeg kom hjem fra Kristiansfeldt. Træt af at synge den gamle Sang "Hvad er det dog der fattes Dig, o Hjerte? ak uforklarlig gaadefuld Du er" . . . havde hun reddet sig ind i et ulykke- ligt Ægteskab -- saa kom Turen til mig, og jeg tog det nok ikke mindre grundig, om jeg end ikke styrtede mig ned af Laavebroen som Henrik. Og De maa ikke glemme, Thora, at det var i E -- s knugende Naturensomhed, denne Kamp skulde udkjæmpes, og efter ethvert Besøg inde i Byen, bragte jeg nyt Stof med. Jeg var næsten døende, da Far tog mig med til Paris, for der at raadspørge en bekjendt Læge. Det var Somme- ren 34. Styrket paa Legeme og Sjel efter et længere Ophold her, derpaa i Amsterdam, hvor Far havde en gammel Ven i den hollandske Consul H -- , senere i Hamburg, Kjøbenhavn, kom jeg hjem for at begynde Kampen paa nyt, med den Mand af hvem Fru Ullmann i sidste "Nylænde" har givet en ret tref- fende Skildring -- Kampen med mig selv. Og undgaaes kunde den ikke. Ingen af os var endnu ret optat i vor Byes høiere Selskabelighed, som vi senere blev det -- mødtes altsaa saa godt som alene i Herres lidt stivt for- melle Familiekreds. (Via Günthers Café, Kirkegaden, nu helt ombygget.) . . . . . . De kan ikke tænke Dem, Thora, med hvilke Følelser jeg endnu kan sidde indenfor disse Vægge -- der -- der! tæn- ker jeg . . . jeg lukker Øinene og synes at høre Stemmen. Imidlertid havde den stakkels Bernhard fattet denne Liden- skab for den unge Gjest fra Landet, der skulde bli saa skjebne- svanger for denne, en Slags Forgudelse, der, da den jo ikke kunde føre til Noget for ham selv, formede sig til et ligesaa lidenskabeligt Ønske at forene de To han satte høiest i Verden. I April 35 (jeg havde dengang overflyttet mine Bybesøg til den Diriks'ske Familie) modtog jeg efter min Hjemkomst fra et saadant et Brev fra denne selvbestaltede Mellemmand, hvori han udbreder sig om de Følelser, der besjelede W., idet han SIDE: 321 citerer flere Yttringer deraf. At det skede paa W -- s Tilskyn- delse har jeg aldrig betvivlet; det behagede mig ikke. Svaret var ogsaa derefter -- reserveret, afværgende, rigtig et diplomatisk Mesterstykke. Saa kom W -- s Brev. "De studser, De tænker, min Gud hvad skal dette be- tyde?" . . . saa lød Indledningen. Hovedindtrykket af dette Brev var dog at min Tilbagehol- denhed havde mishaget ham. Han karakteriserede enhver sand Følelses Fortielse som en ynkelig Afhængighed af Formerne, et jammerligt Samfunds smaalig despotiske Forskrifter og Love, dette tilsat med nogle gaadefulde Hentydninger til sine egne over al saadan Smaa- lighed ophøiede Følelser. Hvad tror De, Thora, en stakkels uerfaren ung Pige, der endnu vilde Alt idealt, der havde tat sig selv i Ed paa at være sand, sand i Alt, hvad det end skulde koste, -- -- hvad tror De hun kunde gjøre, ved en slig Opfordring til at være det, og -- Hjertet skriger: Tal! . . .? Svaret var en Tilstaaelse, men kun det. Jeg skildred hvad ogsaa jeg havde følt og tænkt, hvor jeg mangen Gang syntes kold og udeltagende. Det var en Tilstaaelse, ikke en Erklæ- ring. Den aandede hverken Haab eller Glæde. W -- s Svar lod ikke længe vente paa sig. Et langt, meget langt Brev. Mere udprægede Tilstaaelser af hvad han havde følt dengang, og dengang. Ganske i en Elskers Tone. "Vi har jo næsten ikke talt sammen disse mange Aar, undertiden var De mig en fuldstendig Gaade . . . . . Men nu skulle vi det, nu skulle vore Sjele feire sin Forening; Bern- hard er os tro, han vil sørge for uforstyrrede Møder og Sam- menkomster. -- Vi skal vise Verden at vi kan sætte os ud over dens elendige sneverhjertede Former etc. etc. . . . Men vi vide jo begge at hverken De eller jeg er skikkede til at op- tage det med Virkeligheden" (nei, jeg vidste det virkelig ikke) -- "det praktiske Livs Opgaver ligger ikke for os, etc. etc." saa -- -- -- -- SIDE: 322 Dette var omtrent Indholdet, rigelig tilsat med bittre Ud- fald mod mine Egne. Feiden var da for Alvor begyndt, og han følte sig naturligvis den eneste Forurettede. Jeg besvarede ikke dette Brev. Hvad skulde jeg svare? . . . Man kunde maaske synes, jeg skulde modigt stillet min Opfatning af Kjerlighedens Væsen op mod hans -- forfægtet, at den sande Følelse skyer intet . . . . dens Maal og Med er Livet, for og med hinanden, hvordan det saa gaar . . . . kort, her havde Anledningen været til at gi et stakkels forpint Hjerte Luft . . . Men jeg gjorde det ikke. Jeg lod ham gjennem B. vide, at jeg ikke kunde gaa ind paa et Forhold, som det han fore- slaar, og bad ham lade mig i Fred. Kom saa ikke og sig at jeg har været den Forsmaaede lige overfor denne Mand. Jeg har tilbagevist hans Forslag, jeg har aldrig gjort ham noget. Og dog . . . I den almindelige Begrebsforvirring der raa- der, naar den Slags Forhold opfattes og bedømmes, baaret af den blinde Forgudelse hvormed Familierne i vor By omfattede ham og tog ubetinget Parti for ham i hans Strid med Mine -- vil det vist ikke ha manglet paa hin Udtydning af min Stilling i denne Sag. Drog ikke Stenersen i sit Feideskrift mod Henrik det ubarmhjertig frem? . . . det ramte mig som en Pil. Ligeoverfor W. havde Kristiania By havt en smuk, en stor Mission at opfylde. Familiene her kunde virket meget til at faa hans gode Sider frem, men jeg tror før de virkede til det Modsatte. Det er utroligt hvad de taalte af ham! Det er van- skelig at tænke sig nu, at fire af Kristianias dygtigste, mest ansete Mænd, deriblandt den milde Schweigaard, satte sine Navne paa et Blad, der til W -- s Forherligelse strømmede over af Forhaanelser af hans Modstander. Jeg traf nylig paa et gammelt Bind af "den Constitutionelle". Selv nu var det for- færdeligt at læse og man tænke sig dengang! I mindst hvert andet Nummer blir stakkels H. revet ned, som Borger, som Menneske -- som Digter. Men Forfølgelsen af mig (andet Navn kan jeg ikke gi det) SIDE: 323 blev ved. Jeg modtog -- det var [i] Løbet af 35, Breve af den besynderligste Beskaffenhed. Tilstaaelsen var nu engang afluret mig og han vilde ikke slippe. Han omtaler i et af disse en Overfart fra Kongshavn en deilig Sommeraften, sammen med Far og mig. Vi havde aflagt Herres, der den Sommer (34) boede derude, en Afskedsvisit før vor Afreise til Frankrig, der skulde gaa for sig Dagen efter -- "med "Haabet" der ligger for Anker" -- saa hedte Skuden ganske rigtig (se "Maria"), og vi havde til vor Overraskelse truffet W. derude. Han skildrer deri den dumpe, knugende Stemning, der rugede over denne Baadfart. "De var bleg og taus, jeg stod og betragtede Dem -- jeg kunde grebet Dem i mine Arme, og styrtet mig i Dybet med Dem" . . . Et Andet Brev indeholdt hint Digt, der ligesaalidt passede til den virkelige Situation: "Der stode i et Blomsterbed En Neglik og en Lillie, Og begges Længsel var saa hed, De havde den samme Villie. De vilde hvile Blad ved Blad, Den Hvide med den Røde, Men Roden dybt i Jorden sad, Og hindrede deres Møde. De vexled i Duft og Farveskjær De ømmeste Blik og Sukke. (?) De stode hinanden saa fjernt saa nær, Og kunde ei Længslen slukke. Paa Dagen fulgte en dunkel Kveld, Med Skyernes Slør om Panden. Og med et smerteligt ømt Farvel, Da skiltes de fra hinanden." Et andet saadant Brev slutter saaledes: "Camilla! Naar Bladene falder af Træerne, da er det Tid at skilles". SIDE: 324 Ja Herregud, jeg forlangte jo aldrig noget Andet, nei ikke med en Stavelse har jeg forfegtet Følelsens Ret, min Ret -- men naar jeg i mit ensomme Hjem modtog slige Breve, bad jeg Gud bevare min Forstand. Det var ikke let at holde ud. Selv formaaede jeg ikke at tale med ham, men Emilie Diriks, min eneste Fortrolige, raadede mig til at overdrage Caroline Fougstad, Søsteren, Hvervet; hun var den Eneste som hun troede havde nogen Indflydelse paa ham, og vovede at sige ham sin Mening. C. skulde da søge Anledning til at foreholde ham det Utilladelige i hans Optræden, og hvad jeg led derved. Hun fik sagt ham det paa et Bal, Markedet, tror jeg, den- gang for alle Hjerteforhandlinger. Svaret kom i et Brev til mig, hvor det omtrent paa 3 Sider gaar ud over Caroline i en alt andet end smigrende Karakteristik af hende. Den lignede i al Fald en senere ikke, hvor det hedder: "De sjelne Gaver hun af Himlen fik, Den Fryd hun blandede i Livets Drik" . . . . Ak kunde man bare faa lidt godt af disse vakre Gravskrifter! i levende Live, bagefter kan man saa inderlig godt undvære dem! Dette var som sagt ikke til at holde ud længer. Den ene- ste Opmuntring i mit ensomme Liv hjemme, Besøgene i Byen blev da ogsaa grundig forbittret mig. Da derfor Opfordringen fra Venner i Hamburg om at komme derned, fornyede sig, gav Far sit Minde til at jeg tog imod Indbydelsen. Det var i August 36 [fotnotemerke] . . . . Den gode Fader! Jeg havde maattet skrifte ham min Lidelse, og han billigede min Holdning. Vi vilde ikke modta nogen gjestfri Indbydelse, men vi havde lært at kjende en gammel Lærd ved Navn Ludwig, med sin elskvær- dige Hustru; hun havde i yngre Dage været Hofdame hos den bekjendte Amalie i Weimar -- de havde et Par andre Damer i Huset. I dette fine, dannede Hus havde jeg det godt. De Fotnote: "Dernede vil den blunde. Ved de stumme Fisk" . . . (Se "Vildanden"). SIDE: 325 hørte ikke til de rige Hamburgerfamilier, derfor kom det i god Jord, at Far med sin sædvanlige Splendiditet honorerede Op- holdet ganske rigelig. Det hører ikke her hen at udbrede mig, om den Sympati, den Kjerlighed jeg mødte her. Breve og Digte, deraf flere i Hamburgerblade -- gamle Rath var Digter, kunde tale derom. Ikke heller hvorledes hele Hamburgersocieteten kom mig Frem- mede imøde i de 3/4 Aar jeg opholdt mig der, ja bød mig mer end en respektabel Anledning til at blive fast Borgerinde inden dens Kreds. Men jeg forblev i mit Indre trist og længtende, kunde ikke beslutte mig til at gribe denne Udvei. Jeg skrev ham til, og bad ham tilgive om jeg havde skuf- fet ham i Noget. Afstanden, der nu var indtraadt mellem os, gjorde det Venskabsforhold, han havde foreslaaet, muligere at gjennemføre -- foreslog ham at correspondere, jeg skulde være ham en trofast Søster. Svaret var holdt nok saa gemytlig. Men en vis spottende Underklang kunde ikke undgaa mig. Han kalder mig sin "kjere Syster". Der maatte mere til, og det kom. Den svenske Ministerresident i Alexandria, v. Stahl, i Følge med sin unge Attaché Alexander Petersén kom paa Reisen der- ned over Hamburg. Jeg traf dem i et Selskab hos Grosserer Reimers, Skandinavernes Mødested. Allerede den første Aften mærkede jeg, at dette Møde, der sagdes det sidste, da de skulde reise Dagen efter, neppe vilde blive det sidste. Efter et Par Besøg hos gamle Raths meldte P. sig som Frier. Det var et usædvanligt smukt ungt Menneske, med elegant Holdning, et mildt godsligt Udtryk; særlig aandsbetydelig var han vist ikke. Alexandria laa jo lidt langt borte, men jeg var nu ikke langt fra at tænke: jo længer, jo bedre, naar det blot er fra Scenen for mine Lidelser. Jeg gruede for Hjemreisen, som nærmede sig. Jeg kunde intet Svar give ham, men for- langte en grundig Betænkningstid. Dermed maatte han reise, da hans Principal skyndte paa. SIDE: 326 Betænkningen førte dog kun til et Afslag, som paa skaan- somste Maade sendtes ham. Fader raadede bestemt derfra; jeg "kjendte ham for lidt", og han kunde ikke udholde Tan- ken paa en saadan Skilsmisse. Ogsaa mit eget Mod glippede. Der blev altsaa intet af, at se min "Vaarsol slukt ved Ørknens Rand". Stakkels P., det gjorde mig ondt. Det var en trofast Rid- der. Asbjørnsen kunde fortælle fra sin Ægypterreise om "et bekjendt Navn" der helt lapidarisk fandtes indgravet paa den store Pyramides Sokkel. Et Par Aar efter havde han været i Sverrig, som velunderrettede vilde vide for at gjøre et nyt For- søg. Den han søgte var da forlovet. Han blev siden gift med en fransk Dame, siden hørte jeg intet til ham. Men ikke længe efter mit Møde med ham i Hamburg, modtog jeg Breve fra Christiania, hvori der fortælles, at W. havde staaet sidste Aften i Lyceet og høilydt forkyndt, at "Frø- ken W. var draget afsted med en Bjørnetrækker, en Eventy- rer af laveste Sort" . . . ogsaa Malvina P. havde hørt det, og var oprørt derover. Da brast den sidste Streng, der med næsten dæmonisk Magt havde knyttet mig til dette Menneske. En ubeskrivelig Foragt fyldte mit hele Sind. Det var som en Befrielse fra en knugende Lænke. Saaledes kom jeg hjem, Sommeren 37. 2 Dage efter bragte Bernhard et Brev fra ham, som jeg trods Overbringerens indstændige Bønner ikke vilde modtage. Det sendtes uaabnet tilbage. Saa kom Scenen paa Ballet hos Grev Wedel kort efter. Jeg vil gjengive den efter Caroline F.s Beretning saa tørt ord- ret som angik den ikke mig. Han havde engageret hende, og medens de stode opstillede i Rækken, udøste han for hende sin Vrede over Tilbagesendelsen af Brevet. Hun fandt dette ganske naturligt og besvor ham at ophøre med disse menings- løse Forfølgelser. Maaske har hun ført Defensoratet for sin Klient lidt for varmt, [der] idetsamme dansede ned af Rækken med Grev Per . . . han afbrød hende heftig med et: "Ja, men SIDE: 327 der er et Træk ved Munden der minder om Broderen" . . . . derpaa ligesaa heftig: "Jo hun er deilig". Kan det Had og, tør jeg sige den Kjerlighed? der strede om Herredømmet i denne Mands Sjel, bestemtere udtale sig end i disse faa Ord? Vi talte ikke sammen paa det Bal. Et Par Aar gik atter hen. I disse Aar havde jeg sluttet mig nærmere til en Vennekreds af begavede Unge, Petersens, Dirikses, Sibbern, de unge Collett'er, og Flere, og i disse Aar -- Frigjørelsens Aar -- faldt ogsaa vore deilige Sommerferier oppe i Eidsvold, afvexlende med belivende Vinterbesøg nede i Christiania. 39. Jeg var bleven forlovet med Collett. Da anmodede jeg W. om en Samtale. Jeg vilde sige ham dette, og skilles fra ham forsonet. Mødet skulde finde Sted hos Fru Colban. (Cappelens Gaard, Kirkegaden.) Han indfandt sig og jeg sagde ham den Vending min Skjebne havde tat -- det maatte jo ogsaa berolige ham. Men Gud bevare mig, tænkte jeg, da han efter endel vrede Udbrud, Stampen i Gulvet, uden Afsked var faret der- fra, og Fru C. fandt mig skjælvende af Skræk paa Valen. Altsaa atter igjen denne vanvittige Jalousi! andet Navn kan jeg ikke give det. Han havde vægret sig ved at give hin -- min Følelse, Ly i et trofast Forhold, men han taalte ikke at det skede gjennem en Anden. Hvilke Indblik i den mandlige Natur fik jeg ikke her! . . . Indtryk som man i Samlivet med en ædelsindet mand som C. nok kan glemme og tro døde og begravede. Staar man saa alene igjen saa dukke de dog op. I "Margrethes Dagbog" (Amtmandens D.) spøger de igjen, disse bitter Livserfarings tri- ste Indtryk. Vi kan her sætte et , der betegner et Mellemrum af 20 Aar, 39 -- 59, hvor jeg knapt saa W., saa stor var min Skræk for at møde ham. Naar jeg vilde besøge en og anden af min Omgangskreds, og hørte han var inde, listede jeg mig under- tiden bort, ude af Stand til at gaa ind i den Stue, hvor han SIDE: 328 var. Det første Aar efter hin Samtale hos C -- s blev denne Skræk for ham, eller i det Hele mine Tanker om ham, og mine Bestræbelser intet at røbe, sat paa en slem Prøve, da Ida Kjerulf valgte mig til sin Fortrolige. I tvende Breve jeg modtog Vaaren 40, klagede hun sin Nød over Moderens Ubøn- hørlighed ikke at ville se ham, høre noget om ham -- og det var da I. meldte hende den hemmelige Forlovelse, kommet til en frygtelig Scene. Og nu skulde jeg trøste hende! Stakkels Ida! Ja man blir Diplomat og jeg var det! Da jeg senere kom derop (Bakkehuset), drog hun mig glædesstraalende ud paa Altanen . . . Moderen havde givet sit Samtykke! alt var ior- den for ak! . . . det var ikke 3 Maaneder efter saa ! Collett var imidlertid kommet hjem fra sin Stipendietur i Udlandet, og han besøgte nogle Gange Familien under hendes Sygdom; noget mere gribende end de Skildringer han i sine daglige Breve til mig giver af disse Besøg, kan man ikke tænke sig. W. saa jeg ikke paa flere Aar. Det var først efter et langvarigt intimt Forhold til Josephine, og jeg tør vel lægge til, efterat dette Ægteskab havde fuldbragt Tæmmelsen, at de før- ste forsonende, mæglende Lyd naaede mig gjennem hende. Han var af disse Naturer der kun bøier sig for Styrken, og denne tæmmende Styrke har maaske kun den, som ikke selv elsker. Ikke jeg, og jeg tror ikke heller I. med sin fine øm- taalige Kjerulfnatur, vilde havt denne Magt over ham. W -- s Ægteskab staar for mig som en Kamp, en morderisk, der fældte tilsidst begge. Josephine havde stadig været et Mellemled mellem ham og mig. Hun skildrede mig altid hans Forbauselse, naar en ny Bog kom ud -- Forbauselse over at den Tause, Utilgjengelige kunde baade tænke og tale. -- Saa fik hun ogsaa -- det var i 59, en selskabelig Overenskomst istandbragt. Vi skulde ikke alene kunne mødes som gode Venner ude, han skulde ogsaa komme i mit Hjem. Vi saaes da et Par Gange ved festlige Leiligheder, men ogsaa et Par stille Aftener hos mig. (Fayes Gaard, Carl Johans Gade.) SIDE: 329 Hvor han var forandret! Saaledes havde jeg aldrig kjendt ham. Saa mild, saa barnlig fornøiet over det Mindste! Hvor var hans knusende Kritik? Hvilken usigelig Fred laa der ikke over disse Møder! En Sindets Fred efter saamegen Bitterhed! Det var i et saadant Møde, jeg tror det var hos Sars's, han kom hen til mig, der stod ved Vinduet, og sagde ligesom underlig forlegen medens Blikket fløi mod Loftet: Har De læst "Formosa"? . . . Læs det, sagde han og gik. Jeg læste Digtet, og fandt ganske rigtig Scenen i Bergs Concert igjen. O hvor lykkelig følte jeg mig ikke i disse Forsoningens velsignede Aar! Ogsaa de lever i et Hefte Optegnelser, en Af- slutning af Dagbogen. Det var for godt for mig. Det skulde ende. Der kom en Dag da hun sagde Stop. "Han kommer ikke mer". Ganske som De vil, Josephine, sagde jeg. De har selv indført W. hos mig. Da gjorde De gjældende at De og han hørte sammen. Skal der skilles, saa gaar ogsaa De med. Alt- saa Levvel! og Tak, inderlig Tak for hvad De har været mig! Hun græd af Vemod, og da hun passerede under Vin- duet, kyssede hun heftig paa Fingeren. I mit Hus kom hun aldrig mere. Og bedst var det saaledes. Det strængt korrekteste For- hold som det kun var tænkeligt mellem Individer som W. og mig, vilde dog Verden fundet noget at hægte sig paa. Jeg havde allerede oplevet en Forsmag deraf. Hin Aften da jeg i Selskabet hos Dem paa Observatoriet -- det var kort efter Overrækkelsen af Busterne til Studen- tersamfundet, standsede W. mig, som jeg slet ikke havde seet siden, midt i Værelset; der blev vexlet et Par Ord. Om Af- tenen, da alle var gaaet, gav stakkels Josephine en hysterisk Grædescene, og mine kjere Veninder Hansteens holdt med hende, og anklagede mig. For hvad? Hvad havde vi da talt om, i hin Samtale midt paa Gulvet, der vakte saadant Opstyr? Han havde i et Par Ord takket mig for min Deltagelse i SIDE: 330 Bustesagen, dernæst skjændt paa mig for min haardnakkede Nægtelse at komme i hans Hus, hvortil jeg ganske rolig sva- rede: Det er bedst saa. Men hvad jeg har reddet af denne Strid, det eneste dyre- bare Minde fra hine Forsoningens Aar, det er "Formosa", og det skal nu ogsaa berøves mig. I en Dagbog, ført gjennem hine Ungdomsaar, har jeg ned- lagt min Kjerligheds Skrifte. Det ligger der endnu den Dag i Dag urørt som Eventyrets Skat i Hulen. Intet menneskeligt Øie har nogensinde skuet den. Han vidste om Skatten, han drømte om den, besang den i smukke Vers, men han var ingen Aladin til at hæve den.